Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Harald Meltzer

En Rotour tilhavs

SIDE: 1

Aldrik Tannholtz var en ung Bryggegast med rundt
Ansigt og stærke Antydninger til Mave. Under Stevnerne
var han paa sin Faders Stue paa Tydskebryggen fra den
tidlige Morgen til den sildige Aften, skrev, saa Fingrene
bleve stive, snakkede, saa han blev hæs, løb om paa Lofter og
Boder, mellem Sild og Fisk og Korn og Tobak, mellem Tran
og Rogn og Kaffe og Sukker og alle de andre Varer, der
kom fra og skulde gaa til Nordlandene, saa Sveden dryppede af
ham, og kommanderede og dominerede, saa han var nær ved
at tabe Veiret, Alt med dyb Interesse, inderlig Glæde og
en uforklarlig Utrættelighed. Han havde knap Tid til at
sove og spise og ikke et Øieblik tilovers til Adspredelse,
saalænge Nordfarerne vare i Byen, og pleiede at svare sine
Venner, naar de i den Tid opfordrede ham til at deltage
i en eller anden Fornøielse: "Kan ikke, har Hænderne fuld
af Forretninger" eller i daglig Tale for Kortheds Skyld
"Hænderne fuld". Saalænge Nordlændingerne vare i
Byen, saaes han aldrig bevæge sig i stille Skridtgang eller
at være i tempereret Sinds- og Legemsbeskaffenhed, men
han for bestandig om i en idelig Afvexling af smaat Løb
og hurtig Gang og stod i Fyr og Flamme af ydre og indre
tropisk Hede.

SIDE: 2

Men aldrig saasnart var den sidste Regning med den
sidste Nordfar sluttet ud i August eller September, før
Aldrik Tannholtz med Et blev et aldeles andet Menneske.
Fra nu af og til næste Foraars Stevne var han den største
Lediggjænger, der fandtes i Byen, sad under Skuret paa
Bryggen med Hænderne i Lommen og lyttede til sine Ven-
ners Discourser om Handel og Politik, gik omkring med
Hænderne i Lommen og fløitede og syntes ikke at have
andet at bestille end at gaa tre Gange daglig ud paa Fæst-
ningspynten for at se, om der muligens skulde ankomme
eller afgaa noget Fartøi eller passere noget andet mærkeligt
paa Vandet mellem Byen og Askeland. Men denne For-
retning udførte han med saadan Nøiagtighed og Samvittig-
hedsfuldhed, at der ikke gik nogen Dag forbi hans runde
Ansigt og velnærede Legeme, uden at han havde været tre
Gange paa Pynten. Sine Aftener tilbragte han om Vin-
teren i Harmonien og tog kun Hænderne af Lommen, hver
Gang han skulde bytte en Gnavbrikke, stoppe sin Pibe eller
føre sit Toddyglas til Munden.

Hans Tilnavn "Hænderne fuld af Forretninger" pas-
sede saa lidt til ham i denne Tid, at det lød som bitter
Ironi, og derfor led han ikke, at man kaldte ham saa
udenfor Stevnerne, med mindre hans Navn Aldrik blev sat
foran Tilnavnet; thi da lød det som "Aldrig Hænderne
fuld", og det fandt han sig i at blive kaldet til alle Tider.

Aldrik Tannholtz eller Aldrig Hænderne fuld var for-
resten en meget godmodig Fyr. Hans største Fornøielse var
at sidde og lytte til sine Venners Disputter, og jo ivrigere
de bleve, desto bedre morede han sig. Naar de bleve rigtig
hidsige, kunde det hænde, at han fandt det saa fornøieligt,
at han endog trak sine fede Hænder op af Lommen og gned

SIDE: 3

dem sammen med et glædestraalende Ansigt og en Iver, der
mindede om Stevnens Tider. Han holdt derhos taalelig
gode Piber og en Maskine af egen Opfindelse, hvorpaa
man kunde skjære Bladtobak til Røgetobak. Hans Venner
besøgte ham derfor af og til paa hans Værelse, der laa til
en mørk Baggaard i hans Faders Hus paa Torvet.

Aldrik havde en stor Feil, og det var, at han ikke
alene aldeles ikke kunde lide unge Damer, men ordentlig fandt
Fornøielse i at rive ned paa dem. Jo yngre, smukkere og
muntrere de vare, desto mere fandt han at udsætte paa
dem, jo mere afgjorte de vare, desto mere lod han til at
sky dem.

En Dag i Slutningen af April Maaned traf jeg ham
siddende med Hænderne i Lommen paa Bænken ude paa
Pynten.

"God Dag, Aldrik," sagde jeg. "Sidder du her og
venter paa, at Nordfarerne skulle komme stikkende frem
derude i Kvarven?"

Han vedblev at fløite Tappenstreg uden at svare eller
se paa mig.

"Saa bliver du til Aldrik med Hænderne fuld af
Forretninger," sagde jeg lidt ærgerlig over hans Taushed.

"Aldrig Hænderne fuld, skal jeg bede om," sagde
han godmodig og gav sig til at fløite videre, idet han
vendte sit runde veltilfredse Ansigt mod mig og smilede.

"Hvad er det, du sidder her saa alene og venter paa
da?" spurgte jeg videre. Hans Ansigt blev beskinnet af
den nedgaaende Sols rødlige Belysning, og jeg havde aldrig
seet hans virkelig smukke Ansigt smukkere end i dette Øie-
blik. Derfor fortsatte jeg, da han vedblev at fløite Tappen-
stregen. "Du skulde dog vel aldrig have sat en ung Dame

SIDE: 4

Stevne herude; hvis saa er, forstaar jeg din Opførsel, og
du behøver kun at vedblive dine musikalske Øvelser for at
faa mig til at gaa og lade dig være alene med din Donna.
Kommer hun ikke snart?"

Medens jeg talte, holdt han op at fløite, reiste sig
forlegen og hilste dybt og ærbødigt paa En eller Anden,
som maatte være bag mig. Jeg vendte mig om og saa
Fredrikke og Susanne Steward staa lige bag mig, blussende
røde og meget forlegne. De havde tydelig hørt ethvert af
mine Ord, og Susanne Steward kastede et Blik paa Aldrik,
der bragte mig til at puffe ham i Siden, da vi vare
komne i passende Afstand fra de to unge Damer, og sige
til ham: "Nu, det maa jeg sige. Du forstaar at overraske
dine Venner. Her gaar du og lader haant om de unge
Damer, og saa har du Stevnemøde med den yngste og
smukkeste af dem."

"Aa Tøv," svarede han.

Jeg var saa overbevist om, at det Blik, jeg havde
opfanget fra Susanne Stewards smukke, livfulde, blaa Øine
paa min Ven havde mere end almindelig Betydning, at jeg
med megen Sikkerhed svarede: "Sig du kun Tøv, saameget
du vil, mig skal du dog ikke narre. Jeg gratulerer. Du
faar en udmærket smuk, livlig Kjæreste med mange Penge
og mange Friere."

Aldrik standsede, saa alvorlig paa mig og sagde: "Su-
sanne Steward min Kjæreste, nei, Tak skal du have. Jeg
forlove mig med den gale unge Tøs, som ikke gjør andet
end at gaa og le og flire hele Dagen igjennem med alle
de unge Fyre, som gjøre Haneben for hende. Nei, Tak for
mig, mange Tak. Hun min Kjæreste, hun, som bare tænker
paa at pynte sig og more sig og dandse og hoppe og være

SIDE: 5

lystig og glad, baade Dag og Nat, havde jeg nær sagt.
Jo pyt, ja vist. Nei, maa jeg være fri, maa jeg sige
tusinde Tak for mig. Nei, ser du," sagde han og gav sig
til at gaa videre, "jeg kan ikke for min Død lide disse
lette, luftige Væsener. Den, jeg skal have, maa se Livet
lidt mere fra den alvorlige Side, end hun gjør. Desuden
har hun blaa Øine og lyst Haar, og jeg sværmer for brune
Øine og sort Haar. Hun er tynd og lang og smækker og
fin, og jeg har en aldeles muhamedansk Smag og lider
bedst de Damer, der have lidt Kjød paa Kroppen og ere
lidt federe end en Træpind. Jo fyldigere og kraftigere, jo
mindre og trindere de ere, desto bedre lider jeg dem. Nei
Tak, vi skal ikke have noget af Susanne Steward, den -
noksagt."

Jeg fulgte med ham op paa hans Værelse. Der laa
et Brev paa Bordet til ham. Medens jeg stoppede min
Pibe, brød han Brevet og læste det. Han læste det een
Gang, to Gange, begyndte paa det tredie Gang, men stand-
sede, saa paa Udskriften og paa Underskriften, vendte og
dreiede det til alle Kanter og blev tydelig nok mere og
mere forundret.

"Det maa være et mærkeligt Brev, du har faaet,"
sagde jeg, da han vedblev at bese det paa alle Kanter med
et yderst forundret Ansigt.

Han vedblev endnu en Stund i Taushed at undersøge
det og lod til at tabe Mælet af Forundring. Endelig lod
han begge sine Hænder synke matte ned og sagde aldeles
ude af sig selv af Forbauselse: "Manden maa være bleven
gal, Manden maa være bleven ravgal, Manden maa være
bleven ravruskende splitter pi . . . ."

Jeg afbrød ham og lod, som om han sigtede til mig,

SIDE: 6

og som om jeg følte mig yderst stødt over slig Tiltale og
sagde: "Hvad siger du? Er du grov? Er der Mening i?
Er der ringeste Gryn af Mening i at behandle en Ven,
som ikke gjør dig noget Ondt, paa en saa uforskammet,
paa en mildest talt rasende uforskammet, ja jeg kan næsten
sige . . . . ."

Han gjorde en utaalmodig Grimace med sit smukke
Ansigt, der røbede en hos ham hidtil ukjendt Grad af
Sindsbevægelse og begyndte paanyt at undersøge Brevet.
Det var tydeligt, at han ikke var oplagt til Spøg.

Endelig rakte han mig Brevet og sagde: "Læs selv og
se." Derpaa stak han begge Hænderne i Lommerne og gav
sig til at spadsere op og ned i Værelset med en yderst be-
tænkelig Mine, medens jeg læste høit:

S.T.
Herr Aldrik Tannholtz.

Bergen, 26de April 1836.

Høistærede!

Modtaget Deres Ærede af G. D. Smigret ved Høist-
æredes gode Tilbud iler jeg med at besvare samme. Ude af
Stand til at se, hvem af Døttrene det gjaldt, henvendte jeg
mig først til den Ældste, Fredrikke, daglig "Drikke", forsikkrede
alvorlig ikke at kjende Høistærede og aldrig at have talt
med Høistærede og sagde, at det ikke kunde være hende, som
var ment. Henvendte mig derpaa til den Yngste, Susanne
daglig "Susa". Givende samme Erklæring smilede hun først,
derpaa blivende rød lo hun og løb sin Vei aldeles spru-
dende rød, saa at sige som en Pion. Antager saaledes
for vist, det er hende, Høistærede har ment.

Staaende saa at sige paa en Reise forat træffe "Ven-

SIDE: 7

skabet" og lade hende gaa til Venedig istedetfor til Genua,
beklager jeg ikke at kunne modtage Høistærede idag. Ved
Tilbagekomsten, der vil blive saa at sige med det Første
(Dagen kan ikke bestemt angives, da "Venskabet" maaske er
vanskeligere at finde, end jeg tror) (dets Beliggenhed for
Tiden vides ikke med Vished, men formodes saa at sige,
at være et Sted ude i Hjæltefjorden) (Ladningen Rundfisk,
oprindelig destineret for Genua, nu slet Marked, trangt
3 1/2, bør gaa til Venedig, Rundfisk livlig 5) (ingen Hemme-
ligheder for Familien forstaar, vigtig Reise, gjælder at træffe
"Venskabet") har jeg, saa at sige det sikkre og glade Haab
at gjøre særdeles meget Æredes nærmere Bekjendtskab. Ikke
nærende, saa at sige et Fnug af Tvivl om, at dette vil
blive til Alles behagelige Velbehag, anser jeg Affæren af-
sluttet og tegner mig

med megen Agtelse og 
saa at sige med Kjærlighed
som Høistæredes 
tilkommende 
Svigerfader 
kjærligst 
A. C. Steward, 
Krigsraad. 

Da jeg havde læst Brevet til Ende, standsede Aldrik lige
foran mig, stak Hænderne dybere ned i Lommerne og spurgte
med et mørkt Ansigt: "Nu, hvad siger du? Hvad synes du?"

"Jeg gratulerer dig. Du har friet til den smukke Su-
sanne Steward, har faaet "Ja," kommer ind i god Familie,
faar Penge og har al Grund til at være glad og veltil-
freds," svarede jeg og leverede Brevet fra mig igjen til
den lykkelige Elsker.

SIDE: 8

"Friet? har jeg friet? Jeg har Fanden ikke friet! Det
er bare noget Tøv. Jeg har ikke skrevet et Ord, ikke et
Bogstav til Krigsraaden. Det er lutter Sludder og Snik-
snak. Jeg mener, Manden er gal. Jeg har Grund til at
være glad og veltilfreds, siger du? Aldeles ikke. Jeg er
ikke glad og ikke i mindste Maade tilfreds med at en eller
anden Kjæltring er vittig paa min Bekostning og skaffer
mig Fruentimmervrøvl paa Halsen. Jeg er Forretnings-
mand og al Fruentimmercommers er mig en Vederstygge-
lighed. Men jeg skal vise, at jeg ikke lader mig holde for
Nar aldeles gratis. Jeg reiser efter Krigsraaden, forlanger
at se Brevet, og skal nok finde ud, hvem der har skrevet
det, og saa Gud naade ham."

Det ellers saa rolige, tykke Menneske blev under sin
Tale hidsigere og hidsigere, og da han taug, gav han sig til
at banke Brevet med en saa komisk Vrede, at jeg ikke kunde
lade være at smile.

Han bemærkede det og sagde hidsigt: "Det skulde dog
vel aldrig være dig, som - - Der gaar et Lys op for
mig. Det er derfor, du har talt saameget til mig om
Jomfru Steward idag."

Jeg forsikkrede ham om, at jeg ikke havde den ringeste
Skyld i denne Sag. "Det eneste jeg ved," lagde jeg til,
"er, at jeg fra Susanne Stewards Øine har opfanget et
Blik, som jeg nu forstaar, da jeg ser, at hun troede at være
forlovet med dig, din Lykkens Pamphilius."

Han gav sig til at gaa op og ned af Gulvet en
Stund, standsede saa med Et og sagde: "Brevet er uægte,
skal du se."

Vi gave os Begge til at undersøge Brevet.

"Nei," sagde jeg, efterat have beseet Haandskriften,

SIDE: 9

som jeg kjendte nøie, "deri tager du rigtignok Feil. Brevet
er ægte, og du kunde nu være en af de lykkeligste unge
Mennesker paa Jorden, hvis den unge Pige ikke var en
fuldkommen Contrast til dit Ideal."

Jeg lo, og min Latter irriterede ham høiligen.

"Fanden ved, hvad du ler af," sagde han, "hvis du ikke
har noget med Sagen at skaffe. Hvad mit Ideal angaar,"
vedblev han, efter at have kiget i Brevet et Par Gange, "saa
har jeg just ikke aflagt Ed paa, at jeg vil gifte mig med en
Fedtklump. Jeg har nok af det før; men jeg ærgrer mig
over, at Nogen har vovet at drive Løier med mig og især
med den stakkels unge Pige i en saa alvorlig Sag. Jeg har
virkelig ondt af hende, og hvis det ikke var for Skams Skyld,
kunde jeg have Lyst til at - - Det er dobbelt ærgerligt, at
dette skal træffe, just som hele Stevnen ventes til Byen."

Han havde nu gjenvundet sit Sinds Ligevægt saavidt, at
han gav sig til at stoppe sin Pibe. Pludselig knibsede han
med Fingrene og raabte: "Død og Pine! Rundfisk livlig
til 5 i Venedig. Det maa jeg ikke glemme at sige til
Fader. Det kan blive en god Forretning."

I det Samme bankede en kraftig Næve paa Døren paa
saadan Maade, at det var tydeligt at høre, at den Bankende
ikke havde nogen synderlig Øvelse i at tilkjendegive sin Nær-
værelse paa denne Maade; thi han slog tre stærke Slag med
alle Knoger paa en Gang.

"Kom ind," raabte Aldrik, og medens Døren derpaa
langsomt aabnedes, sagde han: "Dette er enten en Havstril
eller en Bedemand, som beder til Begravelse."

Han havde Ret. Det var en Havstril i store Støvler,
vide Skindbuxer og en sid Skindkufte. Han syntes at være
kommen lige op af Havet, saa vaad var han. Vandet

SIDE: 10

dryppede saaledes af hans store sorte Skjæg, af hans Skind-
klæder og af hans bredbræmmede brune Filthat, som han
holdt i Haanden, at der laa igjen et lidet Vandsig efter
ham, alt som han skred frem paa Gulvet.

Dette behagede aldeles ikke min Ven Aldrik, og han
raabte derfor til Manden: "Bliv staaende paa Matten ved
Døren og svin ikke Værelset saaledes til, Stril!"

Den Tiltalte vendte sig, gik rolig til det anviste Sted,
vendte saa sit blege, alvorlige Ansigt mod mig og spurgte:
"Er du Tannholtzen?"

Da jeg til Svar paa dette Spørgsmaal havde henvist
ham til Aldrik, blev han staaende en Stund i dybe Tanker
uden at sige et Ord, tog derpaa et Par tykke Vanter ud
af sin Hat og slog dem mod sin ene Arm med saadan
Kraft, at Vandet skvat af dem og langt udover Gulvet
lige hen i Ansigtet paa Aldrik. Det saa næsten ud, som
om det var Hensigten med hans Besøg at udføre dette Ex-
periment. Hvis saa var, udførte han sit Ærinde til Fuld-
kommenhed.

"Aa tvi, tvi, dit Svin af en Stril!" raabte den
Trufne, tørrede Vandet af sit Ansigt og spyttede i et væk.
"Jeg mener, du kommer herop bare for at søle mig til.
Pak dig ud strax."

Strilen blev imidlertid staaende ganske rolig og sagde:
"Du skriver mig til, at du har Lyst til at kjøbe Kaste-
vaagen min."

"Er du gal, Mand, skriver jeg til dig om en Kaste-
vaag?" spurgte Aldrik forundret.

Manden aabnede Døren, satte Hatten fra sig udenfor
og lagde de vaade Vaatter op i Hatten. Derpaa knappede
han først op Skindkuften, saa en graa Vadmelskufte, derpaa

SIDE: 11

to Veste og endelig en Nattrøie og tog frem under den en tyk
Sedlebog af Skind, som han gav sig til at gjennemsøge.

Han fandt dog ikke i Bogen, hvad han søgte, og sagde
derfor endelig i en mismodig Tone: "Eg har glømt Brevet dit
heime, men hvis du er Tannholtzen med A til Fornavn, er
det fra dig. Det siger Landhandleren paa Salsvig sjøl, det.
Du kan tro, det er en god Vaag, og du kan nok gjøre god
Forretning der."

Aldrik havde staaet som maalløs ved at høre, at der var
Tale om nok et Brev fra ham, som han ikke selv kjendte til.
Trylleordet "Forretning" lod til at give ham Mælet igjen, og
han spurgte Manden, om han havde Brevet hjemme hos sig.

Efterat have faaet et bekræftende Svar paa dette Spørgs-
maal, sagde han: "Nuvel, jeg har Lyst til at kjøbe en Kaste-
vaag og skal komme hjem til dig og bese den endnu i denne
Uge. Havde det ikke været sligt Hundeveir, som det er idag,
skulde jeg gjerne have reist strax."

Da Strilen var gaaen, sagde Aldrik: "Det er tydelig
nok den Samme, der har skrevet begge Brevene. Jeg maa
se dem begge, og du maa være med for at finde ud, hvem
det er, som vil være morsom paa min Bekostning." Jeg
lovede at følge ham, og vi aftalte paa Stedet det fornødne
om vor Tour tilhavs.

Derpaa vedblev han nok saa veltilfreds: "Kanske det
kan blive mig, som kommer til at le baade sidst og bedst,
for nu har jeg faaet Lyst paa Kastevaagen. Det kan just
blive en god Forretning, og det kunde være morsomt bare
for at ærgre den Kjæltring, som har skrevet det andet Brev,
at tænke lidt paa den Forretning ogsaa. Krigsraaden skal
være en meget fornøielig Mand til at fortælle Historier og
har udmærkede Kommissærer og Forbindelser."

SIDE: 12

Her fik hans Tanker pludselig en anden Retning, kunde
jeg forstaa; thi han afbrød med Et, reiste sig og raabte:
"Død og Kritte! var det ikke 5 i Venedig? Jeg maa strax
ned til min Far og tale om Forretninger, du undskylder.
Men hør, før du gaar, maa du love mig ikke at tale til
nogen Mors Sjel om disse Breve, især maa du tie med,
at Rundfisk gaar raskt til 5 i Venedig, og med dette Tøv
om Susanne Steward. Det kan blive en udmærket For-
retning, hvis du vil tie."

"Ja, med Jomfruen en udmærket Forretning," sagde jeg.

"Aa Tøv, nei med Fisken," svarede han og skyndte
sig ned til sin Fader.

Da jeg kom ud paa Gadedørstrappen, stod Strilen der
endnu med Hatten i Haanden og kløede sig i Hovedet. Det
var en Mand i sin bedste Alder og af middels Høide, med
et smukt, men meget blegt Ansigt, hvori et eget Træk om
Øinene antydede en dyb Misstemning. Han havde kulsort
Haar, som var saa langt, at det hang nedover Ryggen, og
tykt Skjæg af samme Farve, der ligeledes var temmelig langt.
Derved blev Ansigtets Bleghed udhævet endnu stærkere.

Idet jeg gik forbi ham, spurgte han: "Tro det kunde
nytte at bede om Penge strax paa Handelen?"

"Nei, det kan det nok ikke," svarede jeg, og spurgte
igjen, om det var saa vigtigt for ham at drive Penge op.

"Ja, det er det," svarede han med en Dirren i Stemmen
og et Udtryk i Ansigtet, der syntes at antyde, at det gjaldt
Liv eller Død.

I det Samme bleve vi imidlertid afbrudte af en Gade-
dreng, der puffede til Manden og raabte: "Stril, Stril,
med dit lange Skjæg, kor du gaar, der værper du Æg!"

Han satte Hatten paa sig med et Suk, vendte sig og

SIDE: 13

gik, og først da jeg var kommen hjem, faldt det mig
ind, at det var dumt, jeg ikke nærmere undersøgte, hvortil
Manden skulde bruge de Penge, han saa gjerne vilde have.

Dagen efter regnede og blæste det saa, at det ikke var
at tænke paa at drage afsted i sligt Hundeveir; men ud
paa Aftenen klarnede det op, og da Solen gik ned bag
Askelandsfjeldene, lod den Himlen efter sig skinnende som af
Purpur og røden Guld.

"Aftenrøde, Morgensøde. Imorgen bliver det godt
Veir," tænkte jeg, og saa tænkte nok Aldrik ogsaa; thi strax
efter fik jeg Bud fra ham med Besked om, at næste Morgen
Kl. 4 maatte jeg være paa hans Faders Brygge med alle
de Geværer, jeg kunde opdrive; thi han vilde benytte Lei-
ligheden til at skyde Søfugl underveis, skrev han, og det
skulde dog ikke blive nogen Vildgaasjagt.

Til den fastsatte Tid næste Morgen gik jeg nedover
Torvet til Tydskebryggen, udrustet med Gevær, Jagttaske,
Krudt, Hagel og andre Jagtrekvisiter. Efter mig trippede
min Moders Stuetøs, bevæbnet med et Gevær, en stor rød-
malet Tine, Brød, Pølser, Skinke, Vin og andre Mad- og
Drikkevarer.

Det var allerede ganske lyst, og en saa stille og klar
Morgen, at ikke en Sky var at se paa Himlen og ikke den
mindste Bevægelse at mærke i Luften. Vimplerne paa
Sognejægterne nede ved Smørsgaarden hang saa urørlige,
som om de vare spigrede fast, og den lette Dug paa dem
var bleven til Sten. Den letteste Dun faldt lodret til
Jorden. Brostenene vare endnu vaade af Natteduggen, og
ikke et eneste levende Væsen var at se i Gaderne.

Selv Vægterne lode til at hvile i Søvnens Arme,
Skorstenspiberne saaes ryge, og ikke en Lyd var at høre

SIDE: 14

uden mine egne Skridt, som Ekko lod mig høre nok engang
fra Husvæggen. Pigen trippede let og lydløst bag mig.
Det gjorde et næsten høitideligt Indtryk at se det ellers saa
livlige Torv saa øde og forladt. Ensomheden blev dog
afbrudt i Nærheden af Bryggesporen; thi der sad to Rotter
midt paa Gaden og fortærede Resterne af et Kaalblad.
Det var dog Tegn til Liv.

Endnu livligere blev det strax efter, da jeg kom længere
ned imod Bryggen; thi der saa jeg Røg af Bagerens Pibe
paa Vitterlevsalmindingen, en barbenet Bagerdreng komme
ud og hente Vand af Pumpen, og en Sogning begynde at
kaste af sin Jagt op paa Torvet.

Den Støi, dette gjorde, bragte Rotterne til i største Hast
at løbe hver til sin Kant. Den ene forsvandt i et Hul i
Bryggen henne ved Finnegaarden. Den Anden løb deri-
mod opad Vitterlevsalmindingen. Der blev den seet af
Bagerdrengen, der øieblikkelig satte sin Bøtte fra sig og
gjorde Jagt paa den. Jagten gik en Tidlang med meget
Liv; men i dyb Stilhed frem og tilbage paa Almindingen,
snart i Cirkler, snart i skarpe Vinkler og endte med, at
Dyret blev fældt af Jægerens stærke, nøgne Hæl.

Sogningen vedblev imidlertid at kaste Ved paa Land,
men havde nok endnu ikke rystet Søvnen ganske af sig;
thi han standsede af og til i sit Arbeide for at gabe og
strække sig. Jeg var nær ved at bede Manden gaa ned og
lægge sig igjen, saadan Spektakkel syntes jeg han gjorde,
hver Gang et Vedstykke blev kastet iland. Den hele By
maatte jo blive vækket deraf. Men jeg betænkte, at det
dog egentlig ikke vedkom mig at passe paa, at alle mine Med-
borgere fik sove i Ro, ja, at det maaske endog var godt, at de

SIDE: 15

bleve vækkede til at nyde den deilige friske Foraarsmorgen,
og vandrede videre indover Bryggen.

Endelig kom jeg til Tannholtzes Stue. Her fandt
jeg Aldrik og en gammel Mand allerede ifærd med at
trække en liden grønmalet Færings Baad ud af Søboden
og nedover til Vandet.

Den gamle Mand spiller en saa vigtig Rolle i efter-
følgende lille Fortælling, at han fortjener en mere detailleret
Beskrivelse.

Jørgen Fløtmand var en gammel Sømand, der havde
faret viden om. Han havde i flere Aar faret med en
Ostindiefarer, været mange Gange i Middelhavet, gjort et
Par Reiser til Spitsbergen. Sin sidste Reise gjorde han
med en Grønlandsfarer. Paa denne Reise forfrøs han
begge sine Ben, saa at de maatte sættes af midt paa Læggen,
og nu gik han om paa Knæerne, men havde forsynet dem
og Klumperne nedenfor med en Læderbedækning, der saa ud
som et Par uhyre Sko, der vendte Taaspidserne bagud.

Siden den Tid havde han og hans Knæ fundet Plads
paa de Søfarendes Fattighus og han var bleven ansat som
Fløtmand ved Triangelen. Naar han der sad i sin Baad,
idet han med Knæerne tog Spændtag i Toften foran sig,
som til det Brug havde en egen Indretning, som han kaldte
Kjølsvinet, saa han ud til at være en høi sværbygget Mand,
hvilket han ogsaa var, medens hans Ben havde deres natur-
lige Længde, - men naar han vraltede om paa Knæerne
fik han Udseende af en uhyre stor Dværg.

Sin stærkbyggede Overkrop og hele den Styrke, som
laa i den, havde han endnu næsten usvækket. Han var
derfor en udmærket flink Rorskarl og en dygtig Fløtmand.

Han var bekjendt nok i Byen, og jeg havde mange

SIDE: 16

Gange seet ham vralte indover Skostrædet, naar han om
Aftenen søgte hjem til sin Bolig. Da pleiede han at være
iført en blank Hat og blaa Trøie. Nu havde han tydeligt
nok pyntet sig i Anledning af Reisen, taget en stor bred-
pullet umaadelig høi Filthat paa sig af et meget ærværdigt
Udseende. Den havde nok engang været sort, men nu
spillede den stærkt i det gulbrune hist og her. Under
Hatten havde han en rød og hvid stribet Hue og under Huen
en Paryk, der saa ud til at være et Stykke af en i mange
Aar uklippet brun Puddelhunds Skind.

Det var saa lavt Vande, at vi maatte bruge Vippe-
bommen for at faa Baaden paa Søen. Det var snart
gjort og i en Hast fik vi vore Geværer, Ammunitionen og
Provianten stuvet ned i Fartøiet, hvorpaa jeg forløvede min
Pige, der naturligvis ikke undlod at ønske Maasjø Frantz
(det er nemlig mit Navn, som jeg har faaet i Daaben)
en fornøielig Plassertour.

Den gamle Mand satte sig paa Fortoften, og jeg tog
Plads paa Bagtoften. Vi greb hver vort Par Aarer og
var snart klar af Skuderne og i fuld Fart udover Vaagen.

Aldrik satte sig bag i Baaden, hvor han med megen
Omhu havde lagt et Uldteppe paa en Del Halm og under-
rettede mig om, at han havde taget gamle Jørgen med sig,
fordi han var saa nøie kjendt ude i Havskjærene og dertil
havde han en Mængde Historier, som han var glad ved at
fortælle, og som jeg kanske kunde have Fornøielse af at
høre. Han vilde dog ikke bande paa, at det var sandt Alt,
hvad den Gamle fortalte.

Jørgen lod ikke til at finde Behag i denne sidste Be-
mærkning; thi han flyttede en umaadelig stor Skraa fra
det ene Kind over i det andet, sprøitede saa en hel Del

SIDE: 17

mørkebrun Saft udover Baadens Æsing og sagde i en noget
fornærmet Tone: "Ja saa, Maasjø Aldrik, maa jeg kanske
undbede mig at faa høre Opgivelse paa, hvad det er for
Noget, jeg har fortalt, som ikke er Sandhed; maa jeg und-
bede mig det?"

Aldrik tændte sin Pibe, lagde sig tilbage i Baaden
med et velbehageligt: "Ah! Morgenpiben er dog den bedste,"
uden at lade, som han havde hørt Spørgsmaalet.

Den Gamle blev endnu mere fornærmet, da Aldrik ikke
engang fandt det Umagen værd at svare ham, og jeg hørte
ham mumle bag mig: "Hæ! tvinger jeg kanske maaske
Nogen til at høre paa mine Historier? Nei, Gud forsyne
mig, om jeg gjør. Kan jeg kanske maaske ikke tie? Jo,
Gud forsyne mig kan jeg saa, og det keiserligt."

Det var som tidligere berørt en deilig, klar, men noget
kjølig Foraarsmorgen. Vandet laa saa glat som en ny-
frossen Is, og paa den blaa, dybe Himmel saaes ikke en
Sky. Kun en let Taage laa langs Fløifjeldet og Sand-
vigsfjeldene, men saa lavt, at deres øverste Rand med Skarp-
hed tegnede sig mod den af Morgenrøden let farvede Himmel.

Vi vare snart ude af Bryggens med evig Lugt af
Tran og Fisk befængte Atmosphære og fandt Luften ude
paa Fjorden saa balsamisk ren, at det var en Vellyst at
indaande den. Hurtig strøg vi forbi de faa Fartøier, som
laa paa Vaagen, kom forbi Bradbænken, Fæstningen, Told-
boden og vare snart ude ved Tønden, hvori en stor Brig
havde gjort fast. Over Skandseklædningen paa Skibets
Boug saa et sort Negerhoved, der var forsynet med en høi-
rød Fez, ned paa os.

Aldrik reiste sig halvt op af sin liggende Stilling, da
vi nærmede os Briggen og sagde ivrig: "Hvad er det for

SIDE: 18

et Fartøi? hvad Tid kom det? Det laa her ikke igaaraftes.
Det er vist en Russer, som søger Fragt?"

Han var inde paa sine dybeste Interesser og fik Munden
ordentlig paa Gang.

Jørgen, der ikke havde sagt et Ord, siden han havde
afgivet Forsikringen om sin Evne til at tie, begyndte at
smaale, og da Ingen af os tog nogen Notits deraf, sagde
han: "Eg maa le, ja Gud forsyne mig maa eg ikke le,
saa nødig eg vil, af Jer, Maasjø Aldrik. En Russer! Ha!
ha! ha! Er det ikke en deilig Russer, en keiserlig Russer!
Det skulde vel ikke være en Hollænder? Ha! ha! ha! Rus-
ser, ja min Sandten, ja! Hvorfor siger I ikke, det er en
Nordlandsjagt, Maaasjø? Det skulde I sige, og saa skulde I
sige, at den svarte Fyren i Bougen er en Nordlænding.
Ha! ha! ha! Eg maa le keiserligt."

Det var klart, at Gamlingen tog sin Mon igjen for
den Fornærmelse, han nylig havde lidt.

Aldrik besaa Fartøiet nøie og sagde derpaa phlegma-
tisk: "Nei, en Nordlandsjagt er det nok ikke."

Den Gamle bag mig vedblev spodsk: "Ja, saa da, I
kunde se det ligevel. I er min Sandten ikke saa dum
endda, at I kan se Forskjellighedens Beskaffenhed paa en
Nordfarjagt og en italiensk Bark. For en Italiener er det.
En Neapolitaner er det, som skal hente Fisk. Staar det
ikke at læse i Riggens Beskaffenhed? Er det ikke at se paa
hele Skroget? Se bare paa Stag og Ræer og Stænger,
ja paa enhver Tings Art og Beskaffenhed, paa hele Skuden.
Hæ! gjør det."

I det samme passerede vi Briggens Agterende og der
stod med store gyldne Bogstaver: "St. Maria di Compo-
stella di Napoli."

SIDE: 19

"Kan I se, hvad Russen heder, og hvorfra hun er?
Kom saa til mig og sig, jeg farer med Løgn," sagde Jør-
gen stolt og fornøiet.

Han havde faaet sit gode Humør igjen, og Aldrik
smilede polidsk til mig, som om han vilde antyde, at han
havde gjort en snild Manøvre, der var lykkedes godt. Med
Velbehag blæste han tykke Røgskyer fra sin Pibe ud i den
klare Luft, saa udover Vandet og sagde: "Lad os saa lade
Geværene, for der ude ved Nordnæspynten ligger en Fugl."

Alle Geværer bleve hurtig ladede, og vi vare snart i
Nærheden af Fuglen. Det var en Teist, endnu iført sin
sorte og hvide spraglede Ungdomsdragt. Da vi nærmede
os, begyndte den at blive urolig og at dyppe Næbbet ned
i Vandet et Par Gange. Derpaa dukkede den, men kom
strax op igjen et Stykke længere borte.

Vi nærmede os sagte og forsigtig, idet vi holdt den paa
Bagbord Side af Baaden for ikke at skræmme den ved at sætte
Stevnen lige paa den. Snart var vi den paa Skudvidde.

Aldrik greb et Gevær og fyrede. Fængkrudtet brændte
af, just som Fuglen dukkede, og Vandet havde lukket sig be-
skjærmende over den, da Haggelladningen rammede det Sted
hvor den havde ligget.

"Den dukker udover, lad os komme den nærmere, mens
den er under Vandet," sagde Jørgen og gav sig til at ro
hurtig den Vei, Fuglen antoges at have taget.

En Stund efter standsede han, greb sit Gevær og pegte
paa Vandet et Par Alen fra Baaden, idet han sagde: "Min
Forstandskraft og min Tænkekraft siger mig, at Fuglen nu
er lige tæt ved os, eftersom de Blærer, som kommer op
fra Vandet der, kommer fra den. Den er Gud forsyne mig
færdig til at gaa i min Sæk, og det saa vist som -"

SIDE: 20

I det Samme stak Fuglen op af Vandet næsten lige
under hans Geværpibe, men forsvandt igjen som et Blink,
inden nogen af os kunde faa Sigte paa den.

Strax efter kom den op igjen. Jeg fyrede, og Haggel-
ladningen pidskede Vandet til Skum rundt om den jagede
Fugl. Den dukkede dog atter, men kom næsten i samme
Øieblik op igjen og løftede Vingerne til Flugt. Nu fyrede
Jørgen. Ladningen syntes at ramme Dyret med sin hele
Kraft, og det forundrede mig derfor meget at se, at den
endnu engang dukkede og denne Gang blev længe borte.

Den gamle Sømand vendte Skraaen i Munden, smi-
lede saare veltilfreds med sig selv og sagde: "Aa jo, hun
fik Grundskud i Styrbords Boug. Hun er expederet og
klar til at gaa i Sækken. Det er sikkert nok." Derpaa
sprøitede han en Straale Tobakssaft udover Vandet og ved-
blev: "Jo, jo, jeg skulde mene det, at den gamle Kapergast,
naar han blier sat til at sigte, ogsaa kan træffe. Min
Tankekraft siger mig, at nu ret strax om en Stund kommer
den op med Kjølen i Veiret, død som en Sild."

Det varede en Stund, uden at Teisten var at opdage,
og Jørgen blev kjækkere og kjækkere og mere og mere vis
paa, at han havde skudt Dyret; men saa dukkede det op
langt fra os midt ude paa Fjorden, reiste sig op i Vandet,
slog med Vingerne, svømmede derpaaa rundt et Par Gange
med Lethed, Altsammen ligesom for riktig at vise, hvor
frisk og usaaret den var, løftede derpaa Vingerne, hævede
sig fra Vandet og fløi langt udover mod Askelandet.

"Brug nu din Tænkekraft og stik Teisten i Sækken,
Jørgen," sagde Aldrik og lo.

Den gamle Sømand stirrede efter Fuglen, som om han
hvert Øieblik ventede, at den skulde falde død ned; men

SIDE: 21

endelig opgav han Haabet og sagde: "Det gaar over min
Tankekraft og min Fatteevne, at den Fugl, som har faaet
en Haggelladning ind i Styrbords Boug, er lige let og for-
nøiet efter som før. Hæ! det maa være en Troldfugl."

"Aa, jeg synes just ikke, den behøver at være en Trold-
fugl for ikke at tage sig videre nær af de Haggel, som gaar
to, tre Alen fra den; for nærmere traf du ikke, det jeg saa.
Om den saa vilde dø, saa gjerne som den vil leve, kunde
den ikke miste Livet ved dit Skud," sagde Aldrik og gav
sig til at stoppe en ny Pibe.

Den gamle Sømand svarede stødt: "To, tre Alen fra.
Jeg vil ikke svare Jer engang," og satte sig derpaa ned
paa Toften, greb Aarene og gav sig til med en Mine, der
røbede den dybt skuffede og krænkede Jægersmand, at ro
udover, medens jeg ladede de afskudte Geværer.

Den lette, tynde Taage, der hidtil havde hængt som et
fint Slør over Fjeldene i Øst, var lidt efter lidt forsvun-
den og i Vest begyndte Fjeldtoppene at forgyldes af Solen.
Lyderhorn og Løvstakken naaede først op i det Straalehav,
der lidt efter lidt sænkede sig ned over Jorden.

Luften var saa ren og klar, at der ikke var synlig
nogen Forandring i Farven, selv paa de fjerneste Gjenstande,
og saa stille, at ikke den mindste Krusning var at se paa
Vandet, saalangt Øiet kunde naa, uden den vor egen Baad
og en Anden, der blev roet lige mod os, bevirkede.

Den fremmede Baad blev roet af to Personer, en
Mand og et Fruentimmer, og Manden begyndte at synge:

Og det var Kong Jephta den Gileads Ma-a-a-nd,
En Mand, ikke vandt til at sov-e-e-e,
Engang han uddrog fra sit Fædrenes La-a-a-nd,
En Kamp imod Ammon at vov-e-e-e,

SIDE: 22

 Og der han drog u-u-u-ud,
 Han gjorde til Gu-u-u-ud
Et Løfte, som ei var at lov-e-e-e.

Melodien slæbte sig saa langsomt frem, at det var
tydeligt at forstaa, at det var Sangerens Tro, at han sang
en Psalme. Især syntes den sidste Vokal i hver Linie
aldrig at faa Ende. Sangen var aldeles ikke i Takt med
Roningen, der foregik med korte og hurtige Aaredrag, og
med et vist Strudshavn-Strilerne eget, raskt Kast med
Aarene, hver Gang de førtes fremover til et nyt Drag.

Idet Baaden, der slæbte en Fiskekiste efter sig, passerede
os, tog Jørgen Øsekarret og bankede med det i Tiljen under
sig, idet han lod, som om han hakkede Muslinger. Dette
sædvanlige Middel at tirre Strilen paa, naar man træffer
ham ude paa Søen, var en Fornærmelse, ingen Stril kunde
lade gaa upaatalt. Sangeren taug strax og raabte yderst
fortørnet: "Aa hakka i Helvede og hakka der, forbandede
Garpe, du er. Tvi dig, Garpefant og Byfant, tvi dig,
dit stygge Ting af et svart Bæst, du er, tvi vorde dig!"

Jørgen lod til at finde stor Fornøielse i Strilens Vrede;
thi han sad og smilede fornøiet med Øsekarret i Haanden,
og da Manden taug, begyndte han at banke igjen.

Herover blev Strilen saa rasende og gav sig til at
skjælde og bande saa, at han tabte Veiret, hvorpaa Konen
tog Ordet og fortsatte, hvor Manden havde sluppet, til han
kom til Aande igjen, hvorpaa de gave sig til i afvexlende
Soloer og Duetter at udføre en Skjældekoncert, ledsaget af
en utrolig Strøm af Ord; thi naar Strilen bliver vred, er
hans Ordforraad uudtømmeligt. Jo mere vrede de bleve,
desto mere morede imidlertid Jørgen sig, og naar hans Mod-
parter af og til ligesom sakkede af i Iver og Hidsighed,

SIDE: 23

muntrede han dem med et Par Slag i Baaden. Saaledes
holdt han paa, saalænge vi kunde forstaa et Ord af, hvad
Strilerne sagde.

Jeg maa med Skam sige, at jeg ikke kunde lade være
at more mig over denne Scene. Strilernes Vrede var saa
stor, og deres Ordforraad saa rigt, at de afgave den grelleste
Kontrast til deres Modstander, der smilende og taus sad og
kun besvarede alle deres Skjældsord og Forhaanelser med et
Slag i Baadens Bund.

Endelig fandt jeg, at det kunde være nok, og ytrede,
at jeg ikke syntes, det var smukt gjort af ham, at tirre disse
Folk, som ikke havde fornærmet ham i mindste Maade.

"Pu!" svarede han og begyndte igjen at ro, "det var
jo bare Striler. Jeg sætter efter min Forstandskraft en
Stril lige saa langt under mig, som jeg sætter en General
eller Biskop over mig. Ja, jeg tror, at en rigtig klog
Bavian taer Luven fra Strilen paa Forstandens Vegne.
Det vil jeg sætte hele min Formueskraft paa. Den er
rigtignok kun 1 Skilling nu for Tiden; men saa støt og
sikkert som Søndenvind og Regn følges ad her i Byen, er
det, at - -"

Han standsede, pegte ind imod Damsgaardsbugten og
sagde: "Der inde ligger tre store Fugle. Dem skulde vi
vel sagtens snakke lidt med, og det keiserligt."

Da vi kom dem nærmere, sagde han hviskende: "Det er
tre Lom. Er kanske maaske Lommen let at komme paa Skud?
Nei, jeg skulde ikke mene det. Den taaler kanske maaske at
faa Stevnen lige paa sig? Nei, jeg skulde ikke tro det. Han-
nen er forud, og de to andre, som holder sig i Kjølvandet
paa ham, det er hans Koner. Fy, du maatte skamme dig,
er det pent for en christen Fugl at føre sig slig op og have

SIDE: 24

to Koner paa en Gang? Hør, nu skriger han ogsaa. Ja
bi lidt, skal du sagtens faa mere at skrige for, din Tyrk,
som du maa være, hvis ikke min Dømmekraft slaar mig feil."

Saaledes vedblev den gamle Mand at snakke i et væk,
medens vi kom Fuglene nærmere og nærmere. Det var
tydeligt nok, at hans Strid med Strilerne havde sat ham
i godt Humør.

Længe før vi kom til Fuglene paa Skud, begyndte de at
blive urolige. De saa sig om, svømmede snart til en Side
og snart til en anden Side, dyppede Næbbene i Vandet,
reiste sig derpaa op og slog med Vingerne, som om de
vilde prøve, hvad der var bedst, enten at søge sin Frelse i
Vandet under sig eller i Luften over sig.

Langsomt og stille nærmede vi os dem mere og mere.
Aldrik rettede Løbet af Geværet mod dem. De lod sig nu
synke saa dybt i Vandet, at kun deres Hals og Hoveder
vare synlige over det, og da vi kom dem lidt nærmere, fløi
de pludselig op.

Aldrik fyrede og traf. Vi hørte Haglene slaa an.
Flere Fjær bleve liggende igjen paa Vandet, men Fuglenes
tætte og tykke Fjærbeklædning var saa stærk, at Haglene prel-
lede tilbage for dem. Uskadte fløi de udover mod os. Nu
greb Jørgen og jeg hvert vort Gevær og fyrede. Et af Dy-
rene blev truffet og styrtede paa Hovedet i Vandet og blev lig-
gende der med Bugen i Veiret, død paa Stedet. Begge
vilde vi have Æren af at have fældet Fuglen; men da
Jørgen havde faaet den ind i Baaden og besigtiget den,
sagde han: "Pyt, ikke bedre end som saa. Det er accurat,
som dengang jeg for med Kaperen," tog Skraaen af Mun-
den, stak den i sin Vestelomme og gjorde sig færdig til et
længere Foredrag.

SIDE: 25

Derpaa rømmede han sig et Par Gange, saa paa mig,
men taug og satte sig endelig ned paa Toften igjen og gav
sig til at ro videre.

"Nu," sagde jeg, "hvorledes bliver det? Faar vi den
Historie?"

"Saa I vil have den da?" sagde Jørgen lidt stødt
over, at han ikke havde faaet Opfordringen før; men be-
gyndte dog efter en liden Pause:

"Hvem sultede vel ikke i Bergen i Krigsaarene? Det
var nok ikke Mange, for Madkraften var daarlig dengang.
Idetmindste gjorde jeg det, og det saa keiserligt, at Tarmene
skreg i mig baade Dag og Nat. Kunde jeg faa et Stykke
Tørfisk og lidt Sirup til, saa var det kongelig Mad, skulde
jeg tro. Men det gik sjelden paa. Endelig vidste jeg ikke
bedre Raad end at tage Hyre ombord i en Kaper. Den
hedte "Brød eller Død", var en Slup, og Capitainen og
Styrmanden og alle de tredive Mand, som fandtes ombord,
for saa mange var der i Sluppen, bandte paa, da vi reiste
ud fra Vaagen, at nu skulde det blive Brød eller Død.
Det var ud paa Høsten, og vi stak tilsøs en Morgen tidlig
i Dagbrækningen, efterat vi en 14 Dages Tid havde ligget og
exerceret og domineret for at faa Kundskabskraft og Øvelses-
kraft i at tage Livet af Engelskmændene. Det var en kei-
serlig Bris af Sydvest, og vi seilede saa skarp Bidevind,
som vi kunde, et Par Vagter, og begyndte saa at se os
om til alle Kanter, om det ikke var muligt at finde lidt
til Brød. Men nei. Vand var at se, Bølger var at se,
Skum var at se, men noget til Mad, nei, ikke mere, end
en sulten Maase, som det ikke var Umagen værd at skyde.

Da vi stak ud fra Land om Morgenen, havde hver
Mand grebet sin Musket og Entrepig, og i Førstningen

SIDE: 26

holdt hver Kjæft ombord trofast paa sit Vaaben og Værge,
men da det led ud paa Dagen, saa satte En Piggen fra
sig, en Anden Musketten, En gik tilkøis, og en Anden lagde
sig til at sove paa Dækket. Saa var der bare tilbage
Manden tilrors, mig og En til. Han var født paa en
Gaard, som hedte Roligheden, og hedte Uldrik; derfor kaldte
vi ham Urolighed, og det paste, for han var ikke god for
at staa stille paa en Plet et eneste lidet yrende kort Minut
ad Gangen. Det var da bare mig og ham, som vare paa
Benene forud, for vi havde Vagt og var sat paa Udkig.
Saa med Et peger Uroligheden og jeg ret forud og raaber
paa en Gang: "Seiler ret forud!"

Jeg mente, jeg havde seet Seileren først, og han
mente, han havde seet hende først. Da blev der vel Liv i
Folkene. Aa jo, jeg skulde tro det. Op kom de Alle-
sammen i en Fart, og hver Mand til sin Plads og sine
Vaaben.

Den fremmede Seiler holdt lige paa os. Det varede
derfor ikke længe, før vi saa, at det var en Brig.

"Den tør være ladet med Mel og komme fra Archangel,"
sagde En.

"Den tør være ladet med Vin og Sydfrugter og skulle
til Petersborg," sagde en Anden.

"Aa Gud give, hun er ladt med Grynsod med bra
mange Kaalrabi og megen Timian i, for det lider jeg bedst
og er saa svært sulten," sagde Baadsmanden.

"Hvis hun er ladt med Rømmegrød, som flyder i
Smør," sagde Kokken, "saa vil jeg paatage mig at spise
mig igjennem Ladningen og tilbunds i hende paa otte Dage."

"Er det Fleskeskinker og Vindruer, saa gjør jeg det
paa fire," sagde Tømmermanden.

SIDE: 27

"End om Ladningen skulde være Smørrebrød med
Hollandsk Ost paa," tænkte jeg.

Saaledes havde nu nok hver sin Mening om, hvad
der skulde være bedst at finde i hende.

"Bare hun ikke har samme Ladning som vi," sagde
endelig En, som begyndte at blive lidt ræd for det, som
skulde gaa for sig, før der blev pebet til Skafning.

Men det blaaste vi af Allesammen, og saa begyndte
vi at smaasnakke om Ladningen igjen. Til Slutning bleve
vi Alle som En enige om, at det vilde være det kraftigste
og keiserligste, om hun var ladet med røden Guld, Kar-
funkler og andre kostelige Stene, saa kunde hver Mand
nok faa kjøbt, hvad han havde mest Lyst til.

Imens havde Capitainen staaet agter og seet i Kikkerten
efter Briggen, og just som vi forud vare blevne enige
om Ladningen, raabte han: "Styrmand, er Alt klart til
Entring?"

"Ja vel ja, Alt klart til Entring," svarede Styr-
manden.

"Er der Nogen, som er ræd ombord, kan han nu
gaa tilkøis," raabte Capitainen.

Ingen svarede eller rørte sig.

"Fængkrudtet paa Kanonerne i Læ," raabte Capi-
tainen.

"Fængkrudtet skal være," svarede Styrmanden.

"Hold Kjæft og lystre uden at svare," raabte Capi-
tainen. "Det er Orlogstjeneste nu."

"Hold Kjæft, ja - ja," sagde Styrmanden.

Han var saa vant til at svare, at han næsten ikke
kunde lade være.

Capitainen saa atter i Kikkerten.

SIDE: 28

"Det er en liden Brig," sagde han.

"Hun ligger let paa Vandet og er nok bare i Ballast,"
vedblev Skipperen.

"Farvel røden Guld og Karfunkel," tænkte vi.

"Hun har et nyt firkantet Stykke Seildug i Bram-
seilet," sagde Capitainen.

"Det er "Tordenskjold"," raabte jeg og Uroligheden paa
engang, saa det var umuligt at sige, hvem der havde svaret
først.

"Ja saa," sagde Capitainen og slog Kikkerten sammen,
saa det bragede i hende, saa sint var han, "saa det er
"Tordenskjold", vi farer efter og jager paa som Narre."

Og det var det ogsaa. Det var Briggen "Torden-
skjold" fra Bergen. Hun var udrustet som Kaper og ude i
samme Fart som vi. Vi praiede hende snart efter og fik
vide, at hun havde villet jage os. Saa maatte vi le, og
saa var baade Uroligheden og jeg lige glad, med hvem som
havde seet Briggen først."

Her standsede Fortælleren. Jeg ventede mere og taug
derfor, men mærkede snart, at jeg vilde blive skuffet i min
Forventning; thi i en Tone, der tydelig antydede Slut-
ningen, lagde han til: "Der var ogsaa en anden Kaper
fra Bergen, som hedte "Dristig". Det var Ibsen sin store
Seilbaad, og Søren Abrahamsen førte hende. Hun blev tagen
af Engelskmændene, og det gjorde "Tordenskjold" ogsaa."

Jeg var betydelig skuffet i min Forventning om
Mandens Evne til at fortælle, men syntes dog, jeg skulde
sige Noget og lod mig derfor forlyde med, at Historien
kunde være god nok, men at jeg ikke syntes, den passede
paa det Tilfælde, hvorpaa den skulde anvendes, nemlig
hvem af os to, der havde skudt Lommen.

SIDE: 29

Dette syntes den Gamle aldeles ikke om. Han svarede
i en kort og stødt Tone: "Jasaa, den passede ikke for
Tilfældet, den. Kanske maaske I saa, Maasjø, vilde være
saa snild at fortælle en, som passer bedre. Efter min For-
standskraft passede den meget godt, for jeg bryder mig ikke
mere om at have skudt Lommen, nu jeg ser, det er et
Slumpeskud, eftersom det er et Hagel, som er gaaet tvert-
igjennem Skolten, end jeg brød mig om at have seet
Briggen, da jeg saa, det var vor egen Landsmand."

Vi roede nu i Taushed udover en Stund. Aldrik var
falden i Søvn igjen. Den Gamle var fornærmet, og jeg
vidste aldeles ikke, hvorledes jeg skulde formilde ham. Imid-
lertid udbredte Forgyldningen paa de vestlige Fjelde sig
mere og mere nedimod Vandet, og da vi passerede Kvarven,
saa vi ligesom et lidet Lys blive tændt paa Toppen af
Sandvigsfjeldet. Lyset skinnede brændende klart paa den
pragtfuldt glødende Himmel rundt om sig og tiltog hurtigt.
Det var Solen, der traadte frem i sin hele Majestæt. Den
Gamle og jeg standsede uvilkaarlig med Roningen, og det
forekom mig, at han bad en sagte Morgenbøn med sit
Ansigt vendt mod Solen som en ægte Soltilbeder. Aldrik
snorkede.

Ved Kvarven under Fastlandet er et Forbjerg, der
springer frem i en temmelig spids Vinkel. Bjerget har
gjennem Aartusinder staaet trodsig paa Forpost mod de salte
Bølger. Det har i Tidernes Løb mistet sine skarpe Kanter
og Hjørner, som kun tjente til at forhøie de vrede Bølgers
Anfald til skummende Rasen og er nu glat afsleben og
poleret. Derfor rulle Bølgerne nu, selv i den mest oprørte
Tilstand og i den yderste Vrede nok saa bent over de
afrundede Former. Kampen mellem Bjerg og Bølge ved-

SIDE: 30

varer; men den har paa begge Sider en mildere Charakter
og en større Ro.

Da vi kom forbi Fjeldknatten, forsvandt Byen bag
den. Kun Rækken af de snehvide Pakboder udover hele
Sandvigen var endnu en Tid synlig.

Vi roede langs Landet og kom snart igjen ind i
Skyggen af Bjerget lige ved os, der blev steilere og steilere.
Endelig kom vi til en høi Fjeldskrænt, der var bevoxet med
en liden Ansamling af Buske og enkelte større Løvtræer,
som havde klamret sig fast til Sprækker og Aabninger i
den forresten nøgne og golde Stenmasse. Fra Træerne,
der strakte sine Grene langt ud over Vandet, hørtes af og
til en mig ubekjendt Lyd. Enkelte Fuglereder, der saa ud
som Skjærereder, vare synlige hist og her imellem de nøgne
Grene.

Med et endte Bjerget i en steil Afstyrtning og afløstes
af en lang, flad Strand, som skraanede, i Førstningen smaat,
men senere stærkere og stærkere op imod Fjeldet i Bag-
grunden. Den jevne Skraaning var paa den Kant, hvorfra
vi kom, begrændset af det afhuggede Bjerg, der gik ret ud
fra Søen, som en høi, gigantisk, hist og her med Buske,
Græs og Mos bevoxet, gammel, forfalden Fæstningsmur.
Paa dens ujevne Overkant saaes hist og her paa de høieste
Knatter en lang Fugl staa rolig paa et Ben med Hovedet
trukket saa langt ind imod Brystet, at det saa ud, som den
intet Hoved havde. Fuglene lignede søvnige, smaa Skildt-
vagter, der stod og dormede paa Post, idet Profilen af
deres lange Kroppe skarpt afprægede sig mod den glindsende
Morgenrøde bag dem. Den nærmeste stillede sig, da den
fik Øie paa os, paa begge sine Ben og udstrakte en utrolig
lang Hals. Flere af dens nærmeste Kammerater fulgte dens

SIDE: 31

Exempel. Det var langbenede, langhalsede Heirer, der endnu
ikke havde begyndt deres Dagværk.

Flere af dem vare os saa nær, at vi kunde se, hvor-
ledes deres lange Nakkefjær bevægede sig op og ned; men
de bleve dog Alle siddende uden at flyve fra deres Post.

Jeg holdt op at ro og stødte til Aldrik med en Ladestok.
Han for op og spurgte ivrigt: "Kommer Nordfarerne?"

Det var klart, at han havde ligget og drømt om disse
sine kjæreste Venner.

"Nei, det er snarere Sydlændinger, Maasjø Aldrik,"
sagde Jørgen og smaalo.

Den gamle Mand var atter saa blid og venlig som
den Foraarsmorgen, der omgav os.

Aldrik og jeg vare færdige til Skud; men vi fandt
begge, at det var for langt Hold. Jørgen sad en Stund
og saa sig lyttende om, derpaa begyndte han at hamle til-
bage. Da vi vare komne under Træerne med Rederne,
sagde han: "Deroppe sidder Heirer nok," greb saa et
Gevær og bad os være færdige og udstødte pludseligt et
høit Skrig. Opskræmmede af Skriget kom 6 eller 8 Heirer
flagrende ud af Træerne og bleve synligen overraskede ved
at se os. Forskrækkede søgte de i Hast at komme tilbage
i deres Skjul igjen; men deres lange, store Vinger tillod
ingen særdeles hurtige og korte Vendinger. Vore Skud
faldt. To Fugle bleve rammede. Den ene faldt lige ned
som en Sten og var død, inden den naaede Jørgens Ryg,
som den rammede i Faldet, uagtet al den Umage han gjorde
sig for at undgaa den.

Den Anden var derimod kun vingeskudt. Den flagrede
en Stund omkring i Luften, idet den brudte Stump af
Vingen hang og slang op og ned, men sank stedse dybere,

SIDE: 32

indtil den endelig berørte Vandfladen. Der blev den liggende
og flyde paa sine udstrakte Vinger.

Vi vare snart lige ved den, men da Jørgen vilde tage
den, bed den ham saa stærkt i Haanden, at hans ene Finger
begyndte at bløde. Idet han atter vilde gribe den, trak
det stakkels Dyr Vingerne til sig, reiste sig halvt op i
Vandet og satte sig i Forsvarsstand. Med den dybeste Angst
præget i sit Blik løftede den Nakkefjæren ret i Veiret, saa
det saa ud som Fjæren paa en Ridders Hjelm. Jørgen
tabte Lysten til at gribe den. Heiren forsøgte at flygte,
lod Nakkefjærene falde saa dybt ned, at de bleve aldeles
usynlige og slog med Vingerne i Vandet, men formaaede
ikke at komme opover Vandfladen. Aldrik dræbte den endelig
med et nyt Skud.

Geværernes Knalden havde opskræmmet alle Fugle i
Nærheden. En hel Del Heirer, Maaser, Ravne, Krager og
Skjærer saaes en Stund flyve omkring os til alle Kanter.
Nogle søgte længere op i Landet. Andre fløi over til
Askelandet paa den anden Side af Fjorden. Ikke En blev
tilbage inden Skudvidde eller saa nær Vandet, at det var
at tænke paa at komme dem paa Skud fra Baaden. Vi
vilde ikke gaa iland og bestemte os derfor til at ro tværs
over Fjorden.

Da vi skulde til at ro, bemærkede Jørgen: "Det er
ikke muligt at hænge Mund og Mave paa Væggen," og
da han ikke fik Svar herpaa, saasom hverken Aldrik eller
jeg forstod, hvad han mente dermed, lagde han til: "Den,
som drikker længst, han lever længst." Da vi heller ikke
forstod dette, blev han ærgerlig og spurgte ligefrem: "Er
det Meningen, at vi skal sulte og tørste ihjel, saa gjerne
for mig, bare jeg faar det at vide. Men hvis som Livet

SIDE: 33

skal holdes vedlige, saa er det nok bedst, at jeg nu faar
noget at gjøre det med, for snart er det nok for sent, efter
hvad jeg kan mærke."

Vi fik strax Flaskefoderne og Madkurvene frem og
trakterede den Gamle. "Klar til at skaffe!" raabte han,
tog Skraaen af Munden og gjemte den i Vestelommen.
Derpaa fik han en Dram, som han nød med Velbehag, og
sagde saa: "Ah, den var keiserlig. Den gav Kraft den
gamle Franskmand, for det var en gammel Franskmand,
kjender jeg."

Da han saa fik Opfordring til at forsyne sig af Pro-
vianten, det bedste han kunde, sagde han: "Ah! hvor dette
er keiserligt! Dette er noget Andet end at sidde i det sø-
farende Fattighus og sue paa Labben."

Jeg bad Jørgen fortælle mig, hvorledes det gik med
Kaperen "Brød eller Død" senere, og da han havde udtømt
den sidste Rest af Bitterhed mod mig, for en Del i en ny
Dram Cognac og et stegt Rypeben og for en Del gjennem
den noget spydige Bemærkning: "Det passer nok ikke for
Tilfældet," var han mere blid og smilende end nogensinde
før og villig til at fortælle til Dagens Ende.

"Hvorledes det gik med "Brød og Død" siden, spør-
ger I Maasjø? Aa jo, jeg takker for Efterspørgselen. Det
gik Gud forsyne mig nok saa godt. Af og til tog vi en
Prise, og var den ikke ladt med Guld eller Rømmegrød,
saa var den ladt med andre gode Varer. To Brigger med
Stykgods fra London til Petersburg bragte vi ind til Chri-
stianssand. En Skonnert med Flyttegods og sex engelske
Heste fik vi ind til Byen. Fem smaa Fiskefartøier tog vi
paa Doggers Bank, og endnu flere Fartøier tog vi, som
jeg nu ikke kan erindre. Men vi fik ogsaa mangen lang

SIDE: 34

Næse og mere Jern og Bly ombord hos os, end vi skjøt-
tede om. Aldrig skal jeg glemme en Dag langt ud paa
Høsten. Vi var paa Udgaaende komne en Snes Mil fra
Land, og det led allerede mod Aftenen, men vi havde endnu
ikke seet et eneste fremmed Seil. Det begyndte allerede at
mørkne, og vi vare paa at gaa tilkøis, saa blev der fra
Mærset varskoet: Seiler i Læ! Det var ikke vanskelig at se
den, for det var et stort Fartøi ikke mere end en snau halv
Mil fra os. Det var en pen Bris af Sydvest, og vi holdt
saa høit op mod Vinden, som vi kunde, for at komme under
skotske Kysten. Den fremmede Seiler laa paa samme Boug
som vi. Vi holdt, strax vi saa hende af, for at komme
hende nærmere og saa snart, at det var en Brig med svær
Reisning.

"Jeg er bange for det er en Orlogsmand," sagde
Capitainen. "Det er bedst at være forsigtig."

Lidt efter lidt kom vi nærmere og nærmere, men holdt
os saa langt i Luvard som muligt.

"Det er nok ingen Orlogsmand. Hun er for stille
af sig. Det er bedst at gaa paa hende, før det bliver
mørkt," mente Capitainen, for det blev mørkere og mørkere,
og fra Øst kom den sorte Nat alt farende ud imod os.

Med et saa dreier den fremmede Briggen op i Vinden
og spyr Ild og Røg fra sig. En Kugle kom susende lige
foran Bougen paa vor Slup og slog derind i en Bølge saa
Vandspruten stod over os, og saa først hørte vi Knaldet.

"Ned med Roret," skreg vor Capitain. "Sæt hende
op i Vinden. Op i Vinden med hende, saa høit du kan."

Mere sagde han ikke. Det behøvedes heller ikke, for
der var ikke en Mand ombord, som ikke nu vidste, at Brig-
gen var en Orlogsmand. Da Folkene ombord paa hende

SIDE: 35

saa, at vi vilde bort, holdt den efter os og fyrede det ene
Skud efter det Andet. Det var nu næsten mørkt og temmelig
høi Sø, saa det ikke var at undres over, at ikke en eneste
af hans Kugler traf. Vi holdt Sluppen vor saa høit i
Vinden, som vi kunde, og ventede bare paa Mørket. Det
kom ogsaa, og da det var paa det mørkeste, saa vi neppe
kunde se en Haand for Øinene, vendte vi og satte Coursen
tilbage til Norge igjen.

Vi vare nok saa glade og veltilfredse, for vi tænkte
som saa: "Den Gang slap vi let."

Ud paa Morgenen løiede Vinden af og da det blev
lyst, var Søen saa glat som en ung Piges Kind; men
lange Underdønninger gled henover Vandet. Briggen var
ikke at se.

Henimod Middag fik Baadsmanden Øie paa et Par
sorte Flekker agterud i Vandet. "Det ser ud som et Par
rigtig store Søfugle," sagde han.

Capitainen satte Kikkerten henimod det Sted, hvorpaa
Baadsmanden pegte, og saa med et, saa siger han: "Død og
Pine," siger han, "der ligger jo Briggen. Hun har beslaaet
alle Seilene, for at vi ikke skal se hende. Men hun ser os
saa vist, som jeg staar her, for vi har alle vore Seil oppe."

"Det skulde vel aldrig være Baadene hendes, som kom-
mer der, og som jeg tager for Søfugle," siger Baadsmanden.

"Det tør hænde, at det er Søfugl med skarpe Næb
og skarpere Klør," siger Capitainen. "Hold Entrenettene
færdige til at sætte op," siger han.

Det var snart gjort at faa Entrenettene op baade
for og agter og helt rundt den smaa Sluppen, vi havde at
haandtere. Da vi saa var færdige, ja saa kom Fuglene.
Ja, hvad var Tilfældet dengang og hvad blev Begivenheden,

SIDE: 36

siden? Tilfældet var, at Fuglene vare to Barkasser med
engelske Matroser, og Begivenheden blev, at de forsøgte at
entre tre Gange, men blev slaaet tilbage. Det var Kraft
imod Kraft.

Vi lod dem komme tæt ind paa os og laa flade paa
Dækket, for at de ikke skulde se os. Der var vel en tredive
Mand ombord i hver Baad, og vi vare ikke mere end 40
Mand ombord i Sluppen.

Det var tydeligt, at de troede, vi var et Kofardifartøi
med almindelig Bemanding, saa kjækt kom de op imod os.
Men da de saa kom ind paa os, saa reiste vi os, tog hver
sit Gevær, skreg Hurra og fyrede.

Der blev en Stands i Baadene. De lod til, de be-
tænkte sig, hvad de skulde gjøre. Men saa med Et, saa
skreg de Hurra igjen, og saa kom de.

"Hei Gutter," skreg vor Capitain, "skyd ikke, førend I
har godt Sigte. Det er bedre at skyde faa Skud og træffe
hver Gang, end skyde mange Skud og aldrig træffe."

Vi saa gjorde og traf kanske maaske ikke? Jo, jeg
skulde saa mene. Men ikke havde vi skudt mange Skud
hver, før Engelskmændene havde Entrehagerne sine i Agter-
enden paa os, og saa myldrede de op paa Siderne af os
med Sabler og Pistoler, med Knive og Entrehager i Haand
og i Mund.

En stor svær Karl med rødt Skjæg og rødt Haar kom
op paa Hakkebrættet, skar en Flerre i Entrenetten og vilde
igjennem, men saa skjød Baadsmanden ham en Kugle igjen-
nem Panden og sagde: "Hils hjem og sig, du traf paa en
Gut fra Stølen."

Saa maatte vi le rundt om, saa knap Tid der var til
det, og saa skreg En: "og sig, at du traf paa en Drægge-

SIDE: 37

gut", en Anden, "og du paa en Sydnæskleivsgut", en Tredie:
"og du paa en Markegut", og saa var der Skrig og Skraal
og Skud og Stik og en Helvedes Allarm en Stund i hele
Agterenden af Sluppen. Men saa med Et saa blev det
stille igjen og Engelskmændene trak sig ned i deres Baade
igjen. Der laa de stille og saa sagde Baadsmanden: "Hvad
Fanden tro de bestille nu? De skulle vel aldrig ville ind
igjennem Kahytvinduerne?"

Aldrig saasnart havde han sagt det, saa begyndte det
jussom at knage og brage nede i Kahytten, og da vi saa
kom ned der, holdt de paa at bryde sig ind. Men derfra
fik de snart Fødder at gaa paa, saa entrede de paa nyt, fik
nok engang paa Pelsen, og saa trak de sig fra Sluppen vor
og roede tilbage igjen, derfra de vare komne.

Døde og forskudte Folk laa i Bunden af Barkassene
kunde vi se, men vi havde bare fire Mand døde og sex saarede."

Under denne lange Fortælling vare vi komne ind under
Askeland. Da gamle Jørgen havde tiet en Stund, og jeg
havde takket ham for hans Historie, sagde Gamlingen med
et Suk: "Aa ja, det gaar op og ned her i Verden, idag
mig, imorgen dig. Ingen kan vide naar Ens Livstraad er
opbrugt. Det gjælder at være færdig, naar En pibes ud
til den store Mønstring. Aa ja, min Sandten gjør det saa,
det er baade vist og sandt." Men saa forandrede han plud-
selig Tone og sagde: "Her ret forud er et Sted, som jeg
kalder Midhopen. Der er en lang Fjære nu ved lavt Vande,
og der pleier Ænderne gaa og rode i Mudderet. Det er
vel bedst at se efter dem."

Af den Mening var ogsaa jeg og vækkede derfor
Aldrik. Han reiste sig hurtigt og sagde: "Uh, jeg sov godt,
men drømte saa fælt. Jeg drømte, at Stevnen var kom-

SIDE: 38

men, men at jeg ikke kunde komme til Byen for Storm og
Uveir."

"Uh, ja, det var frygtelig fælt", sagde Jørgen og
skoggerlo.

Vi underrettede ham om, hvad det gjaldt, og vare
snart med hver sit Gevær i Armen ude af Baaden. Den
gulbrune Tang, der voxede paa Bjerget i Vandkanten var
saa glat, at jeg havde megen Møie med at faa Fodfæste
der, men endelig kom vi alle op paa den haarde, tørre
Klippe, og krøb forsigtig opover.

Et Stykke til Venstre laa en rødmalet Fiskerhytte paa
en liden grøn Plet, og medens vi sagte listede os opover, kom
en liden Pige ud af Døren og saa forundret paa os, men
blev staaende saa stille som Loths Hustru, efterat hun havde
seet sig tilbage, da Jørgen truede til hende med Haanden.

Snart vare vi oppe. Bag den lave Fjeldvæg, hvor
vi havde taget Post, laa en liden Vig med en lang flad
Strand. Paa Stranden gik tre Ænder og vuggede, idet
de snadrede med Næbbene ned i Mudderet lige til Øinene,
saa rolige og tilfredse, som om de gik i Paradisets Have.
Den forreste var en Stæg, hvis grønne Nakke blinkede i
Sollyset, som Tusinder af smaa Ædelstene.

"Var det ikke det jeg sagde?" hviskede Jørgen, idet han
gned sig i Hænderne af Glæde: "Var det ikke det, jeg vidste?
Gaar der ikke de tre deiligste, de tre keiserligste Ænder,
nogen vil se for sine Øine og roder i Mudderet. Jo Gud
forsyne mig, gjør det saa. Jeg tager den, som er nærmest
Vandet; I, Maasjø Aldrik, den Anden og I den bagerste.
Saa tæller jeg til tre, og saa fyrer vi paa een Gang."

Snart vare vi færdige. "En, to, tre", hviskede Jørgen.
Vore Skud gik af. Den mellemste Fugl blev liggende død

SIDE: 39

paa Stedet. Stæggen var vingeskudt og løb ud i Vandet;
men den tredie Fugl fløi derfra, tilsyneladende aldeles uskadt.

Jeg var i Grunden glad ved at se dette, thi jeg havde
været i stor Tvivl, om det ikke var Fiskerens tamme Ænder,
vi skjød paa.

Vi vare snart i Baaden igjen og roede ind i Bugten.
Der laa Stæggen og svømmede med den ene Vinge slæ-
bende efter sig i Vandet. Da vi kom ind paa den, dukkede
den, og vi saa, hvorledes den lige under vor Baad gik
rundt som en Top omkring den afskudte Vinge. Endelig
laa den stille og bed sig fast i Bunden. Med megen Møie
lykkedes det os at faa den op ved Hjælp af vore Aarer.

Da vi roede ud i Fjorden igjen, saa vi en And flyve
høit oppe i Luften over vor Baad. Skrigende fløi den et
Par Gange rundt om os, men da den ikke fik noget Svar,
satte den afsted i en ret Linie sydefter, og forsvandt snart
for vore Øine. Det var aabenbart de to Faldnes lykkeligere
Kammerat, der vilde spørge efter sine Venner. Den havde
tabt dem for stedse og drog nu ene og forladt ud i den
vide Verden, ledsaget af Jørgens Beklagelser.

"Ak ja, du stakkels Kreatur", sagde han. "Det havde
du ikke tænkt, da du for fem Minutter siden sad her nede,
som en lykkelig Kone i Solskin og Mudder, at du saa snart
skulde drage afsted, ensom og forladt. Men hvem raader
for Skjæbnens Beskikkelser?"

"Det gjorde du denne Gang, Gamle," sagde Aldrik.

"Aak ja! Gud forsyne mig, angrer jeg ikke næsten paa
det," sagde han, og saa bedrøvet efter den bortdragende Enke.

Vi roede nu videre udover.

Da vi kom til Strudshavnsbugten, sad der 6 Kjel
paa et Skjær. Havde ikke deres høirøde Ben og lange høi-

SIDE: 40

røde Næb skinnet saa prægtig i Morgensolen, havde jeg
antaget dem for Skjærer, saa lig var de saadanne af Farve
og Størrelse.

Før vi kom dem paa Skud, fløi de, skrigende "tilbyn,
tilbyn, tilbyn", udover Fjorden.

"Ja skrig dokker, "til Byen, til Byen". Dokker kan
komme der snarere, end dokker ønsker," sagde Jørgen. "Det
kan gaa dokker, som det gik Strilekjærringen."

"Hvorledes gik det da hende?" spurgte jeg.

"Aa, det passer nok ikke for Tilfældet, saa det er nok
ikke værdt, jeg fortæller det. Desforuden saa vil nok Maasjø
Aldrik helst sove, og saa bare forstyrrer jeg ham med mit
Prat," sagde den Gamle.

Jeg begyndte at skjønne, at han havde den Egenskab til-
fælles med mangen god Skuespiller, at han ikke kunde komme
rigtig i Aande uden Applaus, og vilde just anvende den Sti-
mulants paa ham, da Aldrik tog Ordet, og sagde: "Aa, jo,
fortæl du kun, Jørgen. Jeg synes ordentlig, jeg falder
lettere i Søvn og sover lunere, naar jeg hører dig sidde og
brumme til Aarernes Knirken." Derpaa lagde han sig tilrette
i Bunden med megen Velbehag, og overlod til Jørgen at
tage, saameget han vilde, til Indtægt af denne Compliment.

Den gamle Mand sad en Stund taus, som om han ikke
rigtig vidste, om han skulde føie Ytringen paa Debet eller
Credit-Siden.

Endelig valgte han det sidste, men det var tydelig paa
Tonen i hans Stemme, at det ikke skete uden Skrupler.

"Nei, vil I bare høre? Se, det var jo deiligt det.
Hvem kunde ikke faa Lyst at fortælle, naar han kunde gjøre
saa megen Nytte med sit Prat? Ja, da faar jeg nok strax
heraus med Begivenheden."

SIDE: 41

Derpaa rømmede han sig lidt, og begyndte sin Fortæl-
ling, i Førstningen lidt but og kort, men alt som han kom
længere frem, blev han i bedre Humør.

"Det var i den Tid, jeg for med "Brød og Død". Det
var da fuldt op af Proviant ombord kanske? Nei, jeg skulde
ikke mene det. Der var maaske Steg og Kager til hver
Dag? Nei, jeg skulde ikke tro det. Men Erter og
Flesk var der sagtens? Jovist, ha! ha! nei! nei! Det var
Tørfisk til hvert Maal, til Morgen Tørfisk; til Middag Tør-
fisk; til Aften Tørfisk. Vi vidste kanske ikke, hvad vi skulde
have, hver Gang vi bleve pebne op til at skaffe? Aa jo,
vi vidste det nok. Men vi havde det ikke værre, end alle
andre her i Landet dengang. Jeg ved, at de bedste Folks
Børn inde i Byen i den Tid, taalmodigen og kleinmodigen
maatte finde sig i at gaa tilsengs mangen Aften med sultne
Maver, og takke Vorherre ovenikjøbet, at Livet hang i dem.
Hvad skulde saa ikke vi stakkels fattige Søfolk maatte finde os
i. Saa var det en Dag i September. Vi laa ude i Havs-
skjærene i Stille. Saa begyndte vi at fiske, og saa fik vi
en 10-12 store, pene Rødtorske. De skulde vel smage de.
Men den, som meget har, vil mere have, siger et gammelt
Ord, og det fik Kraft dengang. For da vi skulde til at
koge Fisken, sagde Folkene: "Vi maa have Smør til Fi-
sken," og saa reiste et Par af os iland for at faa Smør.

Det første Hus vi traf paa, var ret op iland lige ved
os. Der boede et Par unge Folk i en liden Hytte, som
just var saa stor, at der var Plads til dem og to Smaler,
som var deres hele Rigdom.

Da vi spurgte efter Smør, saa de bare paa os og
gabte, som om vi havde spurgt efter den store Karfunkel i
Sultanens Turban. De vidste knapt, hvad Smør var.

SIDE: 42

Saa spurgte vi efter Melk. Hvad det var, vidste de, men
de havde ikke noget deraf, for den ene af Smalerne var en
Buk og den anden var et Lam, og ingen af dem gav
Melk. Saa spurgte vi efter, hvad de havde at sælge. De
havde ikke at sælge saameget, som der kunde ligge bag paa
deres Øine. Det eneste, de havde i Huset, var to Hummer,
som Manden just havde fanget og lidt Tørv, Kjærringen
skulde koge dem med. Mere fandtes der ikke af Mad eller
Drikke.

Vi maatte da reise derfra med to tomme Næver. Den
næste Hytte vi kom til, laa en god Fjerding derfra. Der
boede et Par ældre Folk. Den var lidt større, for der var
Plads til Mand og Kone, tre halvvoxne Børn, en Ko, en
Kalv, tre Smaler og en halvvoxen Gris. Vi spurgte Konen
efter Smør, Manden var ikke hjemme. Hun bare lo og
viste paa Koen, som stod borte ved Sengen hendes. Ja, det
var tydeligt at skjønne, at af sligt Stel kunde der ikke komme
Smør, for der stod Kalven og drak sin Moders Melk, som
paa Skabelsens Tid.

"Jeg og Kalven deler," sagde Konen. "Jeg faar Mor-
genmelken og Kalven faar Kveldsmelken". Saa spurgte vi
om hun havde Melk. Jo, hun havde to Rømmekoller,
men dem havde hun æslet til andet Brug, og dem fik vi ikke.
Saa bad vi om at faa dem, men hun var kort for Hovedet
og svor paa, at vi ikke fik dem. Saa blev vi korte for
Hovedet og sagde, at vi vilde have dem, og dermed for hun
ud i Døren og raabte udover Søen: "Engelmand, kjem
heimat, her er kommen Sørøvere til Huset. Kjem heimat
og hjelp, Engelmand."

Vi troede, Kjærringen var bleven gal og raabte ud
over Havet efter Engelskmanden. Det var ordentlig fælt

SIDE: 43

at høre paa, syntes vi, og saa tog vi Kalven med, da vi gik.
Det var det mindste, hun kunde have for sin stygge Mund.

Der var vel Glæde ombord den Kveld, og vi levede
som Herremænd med fersk Fisk og Kalvekjød.

Næste Morgen stod vi tilsøs, men kom ikke langt før
vi stødte paa en stor engelsk Fregat.

Vi fik vel Fødder at gaa paa og det det forteste vi
kunde, men Fregatten havde faaet Øie paa os og var
efter os.

I Mørkningen kom vi ind imellem Skjærene og der
stak vi os bag et høit Bjerg, for vi kunde ikke gaa længere
ind med den Vind, vi da havde. Det var just bag det
Skjær, hvorpaa Konen, som havde raabt efter Engelskmanden
boede, og Skjæret var ikke høiere, end at lidt af Masten
stak frem over det.

"Hun sender sine Laaringsfartøier ud og søger efter os,"
sagde Capitainen vor, "derfor maa vi hale Sluppen vor klos
ind under Fjeldet, fire Stangen ned, og klæde hende ud saa
godt vi kan."

Ja, vi saa gjorde, og for at skjule os desbedre, reiste
vi i den mørke Nat indover og hentede fire Furutræer. Deraf
bandt vi den ene paa Masten og de tre satte vi paa Toppen
af Skjæret for at det skulde se ud, som alle fire voxte der.

Da det led mod Morgenen vare vi noksaa modige.
Men da det begyndte at lysne, og vi saa Fregatten ligge
tilsøs ret ud for os, og at fire af hendes Baade vare inde
mellem Skjærrene og Holmen og søgte efter os, begyndte
Modet at synke.

"Han faar hende ikke, før skal hun gaa derop og der-
ned", sagde Capitainen og pegte først op imod Himlen og
saa ned mod Havsens Bund.

SIDE: 44

Vi turde ikke gaa paa Dækket med Furuen paa Maste-
toppen, for i det samme den rørte sig, vare vi fortabte.
Furuerne kunde sees rundt om paa alle Kanter, og svaiede
de, skjønte nok Engelskmanden, de ikke groede paa Fjeldgrund.

Sluppen laa vel fortøiet for og agter saa lige paa
Bjerget, at vi kunde hoppe iland og ombord igjen. Snart
kom der en Mand ombord og meldte, at nu lagde en af
de engelske Baade til paa den anden Side Skjæret. Da
Capitainen hørte det, sagde han: "Alle Mand iland. Bare
Jørgen og jeg bliver."

Dermed gik han ned i Kahytten og lukkede op en
Luge i Gulvet. "Der er Krudt", sagde han, og pegte paa
to Foustager, "og her er Lunten", sagde han, og gav mig
den. "Naar jeg siger "fyr", saa sætter du Lunten til den
Brænder du ser staar i det ene Foustage, og naar du det
har gjort, faar du skynde dig, for saa har du et halvt
Minut at løbe paa, før "Brød eller Død" gaar op og ned."

Dermed leverede han mig Lunten, og saa gik han og
lod mig sidde igjen med den brændende Lunte i Haanden
nede i Kahytten lige over Krudtfadene. Hu! Det farer
koldt nedover Ryggen endnu, naar jeg tænker paa det. Jeg
kunde høre ham gaa frem og tilbage op paa Dækket. Med
et standsede han og tog Skyligtet af. Nu siger han Fyr,
tænkte jeg, men nei. Han sagde ikke et Ord. Aands-
kraften var god; men Kjødkraften var klein hos mig, mens
jeg sad og ventede, derfor skjalv jeg i alle Lemmer.

Saa hørte jeg en Mand melde fra Land, at nu stod
Engelskmændene og snakkede med Strilekjærringen og pegede
opover mod Furutræerne paa Toppen af Øen.

"Blæs paa Lunten og pas paa Jørgen", sagde Capi-
tainen, og stak Hovedet ned igjennem Skyligtet til mig.

SIDE: 45

Jeg blæste paa Lunten. Aandskraften tog af og Villie-
kraften tog ikke til og jeg fik Lyst til at kaste Lunten Fanden
ivold og løbe min Vei, det forteste jeg kunde. Bare en
liden bitte Gnist, ja bare en yrende liden bitte Smule af
en Gnist ned i Krudtet, hvad saa? Nei, da hellere gaa i
Prisonen hos Engelskmanden hele mit Liv. Men hvad skulde
jeg vel gjøre? Var kanske ikke Capitainen lige over mig
og var jeg ikke mere ræd for ham end for Lunten og
Krudtet og for Fanden selv med? Jo Gud forsyne mig
var jeg det. Derfor blev jeg siddende.

Saa om en Stund saa kom der en Mand igjen ned i
Fjæren og meldte sagte: "Nu var jeg oppe og saa over
Toppen. Alle Engelskmændene gik ind i Hytten med Kjær-
ringen", sagde han.

"Gjem Lunten saalænge Jørgen", sagde Capitainen ned
igjennem Skyligtet.

Jeg var ikke sen med at faa den ned under Pjæk-
kerten min.

Saa gik en Stund igjen, og saa kom der en Mand
løbende nedimod Fjæren kunde jeg høre.

"Nu kommer det til at smælde i Vei," tænkte jeg.

Men nei. Det var Tømmermanden, som sat i en svær
Ed paa Klyverbommen og raabte: "- - - grønsalte mig,
slipper vi ikke denne Gang. Engelskmændene ro udover til
Fregatten, det forteste de kunne, og Kjærringen er sint og
gal og bander og tornerer efter dem."

"Sluk Lunten og kom op, Jørgen," sagde Capitainen.

"Sluk skal være, men ikke her midt i Krudtet," tænkte
jeg, og var oppe en, to, tre paa Dækket med Lunten
brændende under Pjækkerten. Den brændte Hul gjennem
Vest, Uldtrøie og Skjorte og tog fat paa Skindet mit ogsaa.

SIDE: 46

Men hvad gjorde det? Da jeg vel var kommen op og
havde faaet den tilsøs og Ilden i mine Klæder slukket,
var jeg saa let tilmode, at jeg maatte dandse, enten jeg
vilde eller ei.

Siden fik vi vide, at Engelskmændene havde spist op
Kjærringens Rømmekoller, og at det var derover, hun bandte
og tornerte, og taget hendes Hue med sig, men hun svor
og forbandte sig paa, at før skulde de have taget Koen med,
før de skulde faa vide, hvor vi laa, sligt som de bar sig ad.

"I skulle ikke have raabt paa Engelskmanden imorges,
Mor," sagde jeg.

"Aa, jeg raabte bare paa Manden min, jeg, for han
heder Engel", sagde hun.

Dermed var den Historie ude.

Aldrik laa og snorkede, medens vi en Stund sad og
roede i Taushed. Pludselig gav den Gamle mig et Puf i
Ryggen med Haandtaget af sin ene Aare. Det vidste jeg
af gjentagne Erfaringer skulde betyde, at han igjen vilde
tale, og at jeg nu skulde være opmærksom. Jeg vendte
derfor Øret til ham og han hviskede: "Hvad mener I vel
nu han der i Baaden ligger og drømmer om? Jeg vædder
paa, det er om Tran og Nordlændinger. Nu skal I bare
se, Maasjø."

Han tog sit Gevær og sigtede paa en Flok af 10-12
Fjærmus eller smaa Snepper af Udseende og Størrelse som
store Mus, der i nogen Tid havde fløiet foran Baaden fra
den ene Revne i Fjeldet, langs hvilket vi roede, til den
anden, ikke mere end nogle faa Alen fra Baaden. Førend
han fyrede sagde han: "Naar jeg har skudt, skal I Maasjø
sige Nordfar, saa skal vi høre."

Jeg gjorde, hvad han bad om. Aldrik for op ved

SIDE: 47

Skuddet og spurgte forskrækket: "Hvad? Nordfar! Hvor
er Nordfaren?"

"Nordfaren? Hvem snakker om Nordfaren? I har
nok drømt, Maasjø Aldrik," svarede den Gamle polidsk, og
kunde med Møie tilbageholde en Skoggerlatter, da Aldrik
troskyldig sagde: "Ja, det gjorde jeg ogsaa. Jeg var midt
inde i Stevnen og havde frygtelig mange Forretninger."

Den gamle Fulas kunde dog ikke lade være at grine
og puffe mig i Ryggen gjentagne Gange, og da Aldrik
spurgte forundret, hvad det skulde betyde, kunde han ikke holde
sig længer, men gav sig til at le af Hjertens Grund, saa
han maatte sætte sig ned paa Toften igjen, hvorfra han
havde reist sig for at tage de skudte Smaafugle.

Endelig fik han sit Mæle igjen og sagde: "Aa jeg
kommer til at tænke paa, hvor underligt Folk kan høre
imellem. Det gik Jer, Maasjø Aldrik, som Strilen, der
flyttede Pesten over Hjæltefjorden. I troede mit Skud,
raabte Nordfar, og han hørte Feil og troede, Pesten sagde
Præsten."

Uden videre Opfordring gav han sig strax til at for-
tælle. Det skete tydelig nok for at aflede Aldriks Opmærk-
somhed fra os; thi han sad og betragtede os med et for-
skende Blik, og vi vidste Begge, at hvis han opdagede, at
vi drev Løier med hans svageste Side, vilde han blive
alvorlig vred.

"I den Tid Pesten regjerede i Landet", begyndte den
gamle, listige Sømand, men videre kom han ikke; thi
Aldrik afbrød ham og spurgte spydig: "Hvad er det for
en norsk Konge, Pesten? Regjerede han før eller efter
Harald Haarfager?"

Den Gamle pleiede ellers at være meget prippen med

SIDE: 48

slige Afbrydelser, men denne Gang gjorde hans slette Sam-
vittighed, at han tog det meget taalmodigt, og svarede sagt-
modigt: "Ja, I har Ret, Maasjø Aldrik. Det var dumt
at sige regjerede, jeg mente rumsterede i Landet, da var den
farlig til at dominere paa Askelandet her, mens de ikke
havde hørt Duften til den paa Sartorøen lige over paa den
anden Side af Hjæltefjorden. Saa en Dag i stygt ruskent
Veir, raabte det fra Askeland. "Fløt over! Kom med
Baad! Fløt over!"

Det hørte en gammel Stril paa Sartor og saa roede
han over Fjorden i en Sexing. I Fjæren paa Askeland
traf han en liden styg Mand, gul og gusten og fæl at se
til, byklædt i sorte Klæder fra Top til Taa.

"Er det dig, som raaber efter Baad?" spurgte Strilen.

"Ja, svarte den lille Sorte og var saa hæs i Maalet,
at Strilen knapt kunde høre, hvad han sagde.

"Hvem er du?" spurgte Strilen.

"Pesten", svarede den Sorte.

"Ja saa Far, er I Præst?" sagde Strilen. "Det er
ruskent Veir, I er ude og færdes i idag. Det er vel en
Mand, som ligger og drages med Døden, I skal besøge,
kan jeg tro, siden det gjælder saa saare."

Pesten svarede ikke, men gren bare saa fælt, at Strilen
tænkte: "Det var gruselig til Præst".

Da saa Pesten satte den ene Fod i Baaden, sank den
næsten lige til Æssingen, og han sagde til Strilen: "Baaden
din er vel ikke for liden?"

Strilen blev saa rent forfærdet, at han ikke kunde svare,
og saa satte Pesten den anden Fod ind i Baaden. Da var
det just saa, at den var god for at flyde, og der havde dog
reist et helt Brudefølge paa 10 Mennesker til Kirken i den.

SIDE: 49

Midtfjords begyndte Vandet at slaa ind over Æssingen,
og Strilen sagde: "Jeg mener vi gaar tilbunds, jeg
Far!"

"Den drukner ei, som - hm hm, har saa meget at
gjøre, som jeg," svarede Pesten, og blev gulere og hæsere
og mindre, alt som han kom nærmere det friske Land. Men
alt som han blev mindre og mindre, blev han tungere og
tungere, og da Baaden kom til Sartor, var den lige ved
at synke, og da syntes Strilen, at den fremmede Præst var
Pusling. De kom dog vel i Land, og Strilen sagde:
"Det var svare til Tyngde, der var i den Smule Krop,
Far," men Pesten svarede: "Jeg har samlet Død til 175
Kroppe, og nu ved du, hvad det veier."

Strilen forstod ikke, hvad han Far mente, men da
Puslingen gik iland, sagde han: "Det maa blive svare til
Flytmandspenge for saa meget Folk, som jeg har flyttet
over da."

Pesten spyttede paa en Sten i Fjæren og sagde: "Der
ligger Betalingen din." Da blev Strilen sint og sagde:
"Nei, hør Far, du kan være slig fæl Fisk du være vil, og
saa tung, som svarte Fanden, men nu er jeg ikke i Byen,
hvor den mindste Gut tør haandtere mig, som han vil.
Nu er jeg paa egen Grund, her vil jeg have min Ret.
Derfor frem med 2 Skilling for Fragten."

Den smaa Svarte saa paa Strilen og sagde. "Rør mig
ikke med din mindste Finger, for jeg er Svartedøden eller
Pesten og ikke Præst, som du tror. Det jeg gav dig, var
en Mands Liv, og er det for lidet, saa har du der et til.
Det er to."

Dermed spyttede han en Gang til paa en Sten og
sagde saa: "Desforuden skal du have det, at aldrig skal
Ild skade dit Hus eller Vand fylde din Baad."

SIDE: 50

Saa gik Pesten indover Øen, men Strilen tog Stenene
hjem med sig til Kjærringen sin og fortalte hende, hvad
han havde oplevet. I tre Timer gik de paa Samraad med
hinanden, og saa bleve de enige om, at han gamle Far
skulde have den ene Sten og han vesle Joas, saa hedte
Sønnen deres, den anden. For det var et rent utroligt
Strilepar, som vilde leve og dø sammen og heller ingen af
Stenene have, end dele dem mellem sig, men hellere und-
være begge end ikke give vesle Joas den Ene.

Siden dominerede Pesten paa Sartor og ikke var der
mange Folk igjen paa Øen, da han havde gjort fra sig.
Strilen og Kjærringen hans vare de Første, som bleve sorte
og gik i Rummet, men deres Far og Søn levede og lever
endnu, hvis de ikke ere døde siden."

Vi vare nu komne til Enden af Askøen og ud i Hjælte-
fjorden. Den Gamle holdt op at ro, pegte udover Fjorden
og sagde med dyb Alvor i Stemme og Lader: "Derude
ligger Hytten, som Ild ikke kan skade, og i Nøstet staar
endnu Baaden, som Vand ikke kan fylde. Jeg har selv seet
begge Dele med disse mine to Øine, saa jeg ved sagtens,
at det ikke er Fjas; men keiserlig Sandhed og kongelig Kraft
i den Historie."

Hvis det var den Gamles Hensigt ved denne Fortælling
at bortlede Aldriks Mistanke, opnaaede han den aldeles; thi
Aldriks forskende Blikke paa os vare for længe siden op-
hørte, og han sagde nu i en nedslaaet Tone: "Jeg sidder
her og ærgrer mig over, at jeg ikke kan komme ud paa
Pynten idag. Nu gaa de Andre udover, og hvem ved,
hvad de kunne faa se; kanske Seilet paa en Nordfar kan
stikke frem i den nordre Kvarv."

Jørgen gav mig et Puf i Ryggen med Aaren og hviskede:

SIDE: 51

"Han drømmer med aabne Øine"; derpaa sagde han høit:
"Det maatte da blæse lidt mere end her, Maasjø Aldrik, hvis-
som saa skulde være. For her blæser det ikke saa meget, at
den mindste Myg bliver vaad om Benene engang, naar han
spadserer paa Vandskorpen. Det er ligesaa stille, som den-
gang Fanden var tilhavs og fiskede Haakjærringer med Hav-
strilens Skjærring. Der var en Gang en Havstril, som
havde en rigtig pen, stor, vakker, blank, skinnende Skjær-
ring - - -"

"Aa, jeg giver Fanden baade i Fanden og i Strilekjærrin-
gen og alt det øvrige Tøv. Lad os komme op paa Hjælte-
skjæret derhenne og faa os lidt at leve af", sagde Aldrik og
afbrød Fortælleren, saa at baade han og jeg og Læseren gik
Glip af den Historie.

"Op paa Hjælteskjæret til Skafning skal være", sagde
Jørgen, glad over Udsigten til det gode Maaltid.

Snart sad vi paa Toppen af Hjælteskjæret i den her-
ligste Stemning, med den blanke blaa Himmel over os og
det blanke blaa Vand under os. Solen kastede sine blideste
Straaler ned paa vore Skinker og vore Pølser, paa vore
stegte Ryper og vore Rundstykker. Den speilede sig i vore
Vinflasker, hoppede lystig og glad i Madeira-Vinen i Glas-
sene, og for at vise, at den forstod sig paa god Vin, satte
den sit Billede i hver eneste Perle, som den ædle Druesaft
afsatte paa Glassenes Bund.

Den gamle Sømand kom ordentlig i Perlehumør der-
ved. Vims og let, smilende og glad gik han om, pakkede
ud, stellede og ordnede Alt for os. I et væk var han ude
i Baaden for at hente Noget, han havde glemt, og hver
Gang han kom tilbage, havde han et nyt Glædesudbrud
over alle de deilige Sager, han fandt i vore Madposer.

SIDE: 52

Da han fik et stort Glas Madeira af Aldrik, steg hans
Glæde til Henrykkelse og begeistret raabte han: "Aak nei,
hvor fornøieligt dette er! Aak nei, det er keiserligt! Ja,
det er meget keiserligere end at sidde selv mellem Fattig-
husets Baadsfarer og Baadsmorer. Jeg maa synge. Bliv
ikke sint paa en gammel glad Sømand, fordi han er saa
glad, han maa synge."

Derpaa løftede han Glasset høit op mod Solen, be-
tænkte sig en Stund, som om han havde en hel Del Sange
at vælge imellem, og begyndte saa med en noget svag og
skjælvende, men ganske blød og behagelig Stemme:

I dette Lag er Glæden tryg og rolig
Hver taler, hvad ham falder ind,
Hver med sin Ven er uden Frygt fortrolig,
Og da - hvor smager et Glas Vin!
Helst naar vi drak med kronet Maal
Vor Værts og vor Værtindes Skaal.

"Jeres Skaal, Herr Vært og Jeres Fru Værtinde",
sagde han derpaa, lod mig nyde Æren af at gjælde for
Værtinde og satte saa Glasset med det inderligste Velbehag
til Munden. Lidt efter lidt steg dets Fod høiere og høiere
og standsede ikke før den næsten pegede ret op mod Himlen.
I den Stilling hvilede det en Stund og blev saa med et
velbehageligt "ah" og en meget betegnende Smatten med
Munden sat ned paa Klippen, hvorpaa vi sad.

Da det var gjort, var den snakkelystne gamle Mand
strax færdig med en ny Historie. "Nu har jeg ikke smagt
saa god Vin, siden dengang den store Ostindiefarer kom her-
ind under Krigen i 1808 eller kanske - -"

Den Gamles gode Stemning lod imidlertid til at have
smittet Aldrik; thi han tog et Glas, fyldte det til Randen,
afbrød Fortælleren og sang:

SIDE: 53

Bedre frem Bergen, det Handelens Sæde,
Strækkende Arme om seilbare Vaag.
Derhen høifarmede Jægter med Glæde
Rustes hver Sommer til dobbelte Tog;
Derfra gaar Skibe saa vide om Land;
Der kjøber, der sælger, der handler hver Mand.

"En Skaal for de høifarmede Jægter, for Stevnen og
Tydskebryggen!" raabte han og reiste sig.

"Ja, en Skaal for Sild og Fisk og Rogn og Tran",
sagde jeg. "Det lugter ikke godt, men det, vi faar for det,
smager destobedre."

"Ja, en Skaal for Skuder og Bondelofter, for Vippe-
bommer og Skarnkister. De lugte heller ikke godt, men de
høre med til Fiskebryggen, og det, som der er, er udmærket
godt. Ikke sandt, Maasjø Aldrik?"

Saaledes sade vi paa det nøgne Skjær og frydede os
ved den herlige Skinke, ved den deilige Foraarsluft, ved den
ypperlige Vin og ved det blinkende Solskin. Vi havde en
temmelig vid Udsigt over Land og Sø. Langt ude i Hjælte-
fjorden saa vi Holmer og Skjær, der vare saa lave, at de
gave en Anelse om, at de nok vare de sidste, der havde for-
maaet at faa deres nøgne Isser op over Havfladen. Ind-
over mod Byfjorden og udover mod Leden saa vi store og
smaa Fartøier ligge med slappe Seil og afspeile sig i det
blanke Vand, som overalt stødte op imod høie, nøgne, graa
Fjelde, hvorpaa hist og her saaes en grøn Flæk i Foraarsdragt.

Langt ude i Hjæltefjorden var det, ligesom der gik en
hvid Stribe tvært over Fjorden. Aldrik antog det for Skum
fra Havet, jeg antog det for Is, men gamle Jørgen lo og
sagde: "Er det Skum? Er det Is? Nei, det er hverken
Skum eller Is. Under det Hvide derude flyder varmt rødt
Blod og slaar mange tusinde bankende Hjerter. For det er

SIDE: 54

Fugl altsammen, bare Fugl. Maaser og Æderfugle og
Ænder og Fagergaas og mange andre Slags Fugle. Den,
som hører godt, kan vel høre Skriget ogsaa. Det kan ikke jeg."

Vi lyttede og hørte nu tydeligt Skriget fra Fuglehæren
i det Fjerne.

I det samme fløi en sort Fugl, af Størrelse og Skab-
ning som en Maase, hen over Vandet et Stykke fra os.

"Der er en. Jo! Jo! Jo!" skreg Jørgen og kastede
en Skive jydsk Pølse høit op i Veiret.

Da Fuglen hørte Raabet, vendte den Hovedet mod os,
fik Øie paa Pølsestykket, ilede til og greb det i Luften med
en utrolig Hurtighed og Færdighed.

Et andet og tredie Stykke, som blev kastet mindre og
mindre høit, blev ogsaa grebet, og da Jørgen paa denne
Maade havde faaet den forslugne Fugl lige ned til sig, tog
han et Gevær, satte et Stykke Pølse fast i Mundingen og
stak det saa i Veiret. Idet Fuglen vilde gribe Pølsen,
skjød han Geværet af, og Dyret faldt ned saa sønderskudt,
at det laa som en sort uformelig Masse paa Klippen.

"Der har vi det. Kan ikke Enhver nu se, hvad der
kommer af at være altfor begjærlig? Jo jeg skulde mene det?"

Medens Jørgen talte, havde jeg hørt en underlig Lyd
ude fra Fjorden, da han sluttede sin vise Bemærkning, hørte
han den ogsaa.

"Hys, hvad var det? Var det ikke et Alkeskrig?" spurgte
Gamlingen forundret. "Det maa min Sandten være en
Alke, skjønt jeg aldrig før har seet den Fugl saa langt
inde i Fjorden paa denne Tid af Aaret," sagde han. "Men
se, der kommer en seilende ud om Næsset," raabte han
derpaa, "sluk Fyren og lad os komme ombord."

"Der kommer en til," sagde jeg.

SIDE: 55

"Og der kommer tre, fire," sagde Aldrik.

"Og der kommer tilsidst hele Flokken, som ikke lader
sig tælle," raabte Jørgen.

I en Hast fik vi alle vore Sager ned i Baaden igjen,
og saa gik det afsted nedover langs Askeland, saa fort som
Jørgen og jeg kunde ro. Det varede ikke længe, før vi
havde Flokken paa Skud. Vi greb hvert vort Gevær, og
saa begyndte Jagten for Alvor. Skud fulgte efter Skud,
og for hvert Smæld vendte en Fugl sit sorte Hoved og sin
sorte Ryg ned og sin snehvide Bug i Veiret. Vi vexlede
ikke flere Ord end nødvendigt for at antyde Retningen,
Baaden skulde tage, naar vi vilde, at Jørgen skulde holde
op at ro og begynde paa igjen. Den gamle Mand fik
Roser i Kinderne af Jagtiver, men sad dog i et væk og
formanede til Rolighed. "Ikke hidsig, ikke hidsig, Maasjø
Aldrik. I bare skræmmer Fuglene. Tag godt Sigte,
Maasjø, og spild ikke Krudt og Haggel til ingen Nytte.
Det er bedre at lade være at skyde, end at skyde bom.
Bare smaat, bare smaat. Det har ingen Hast. Jeg ror
saa smaat, saa Fuglene skjønner nok, at jeg ikke sætter efter
dem eller vil dem noget Ondt. Der kom en op og ligger
og ser sig om til Styrbord. Maasjø Aldrik, tag I den.
Det er rigtigt. Den er færdig. Der kom en op ret bag.
Nei, vække var den igjen, men se, der er en til Bagbord,
Maasjø. Nei, I var for hidsig og vendte Jer for fort,
derfor skræmte I Fuglen. Bare smaat, bare smaat. Lidt
mere med høire Aare skal være. Nu forsigtig og skyd ikke
min Hat af mig, jeg har bare denne ene. Det var godt
gjort. Lad den ligge saalænge. Mere med venstre Aare.
Bare smaat."

Ved første Skud dukkede hele Flokken under Vandet,

SIDE: 56

efterladende to Døde paa Overfladen, men kom op igjen
temmelig samlet. Lidt efter lidt spredtes den ad, og efter
en Times Forløb var ikke en Fugl at se af den hele Flok.
Kun enkelte havde brugt Vingerne for at undfly os. De
fleste havde søgt sin Frelse ved at dukke. Alken er, som
bekjendt, en udmærket Dukker og kan med Lethed gaa til-
bunds paa tyve Favne Vand. Den kan derfor uden Van-
skelighed komme bort, naar den er skræmt, men den er en
troskyldig og forfjamset Fugl, der ofte kommer ind i Fjor-
dene lige fra Nordishavet, hvor den aldrig har lugtet Krudt
eller hørt Knaldet af en Bøsse. Derfor ved den ikke, hvad
det skal betyde, og er meget let at faa paa Skud og at
forfølge, førend den har faaet den fornødne Kundskab og
lært Betydningen af Krudt og Haggel at kjende.

Da Jagten var forbi, havde vi 20 Alker i Baaden,
dels fladnæbbede og dels spidsnæbbede.

"Jeg er ræd for, det betyder Storm og ondt Veir, at
Alken søger saa langt ind saa sent paa Aaret," sagde gamle
Jørgen, da vi havde talt og beseet vort Jagtbytte en Stund.

Han saa med et forskende Blik rundt den hele Hori-
sont og sagde derpaa: "Nei, ikke en Skydot saa stor som
min Hattepul er at se. Himlen er saa klar og ren som
det klareste Glas. Men det har jeg aldrig set før, at Alken
har været i Fjorden saa sent paa Aaret. Det har noget
at betyde, hvad det saa er. Vi faar passe paa og være
forsigtig. Det er ikke nogen Fregat, vi er ombord i."

Den hvide Stribe helt ude i Fjorden var ligesom ble-
ven tyndere under Jagten paa Alkerne, og vi vare komne den
en Fjerdingsvei nærmere. Nu kunde vi tydeligt høre Skriget
fra Fuglehæren derude og endog se, hvorledes hele Sværme
af Fugle fore op og ned i Luften ligeover den hvide Stribe.

SIDE: 57

Midt imellem os og denne store Fugleflok laa et lavt
fladt sort Skjær lige i den blanke Vandflade. Paa Skjæret
sad nogle høie, ranke, store Fugle, hvis Konturer skarpt af-
tegnedes mod den blanke Himmel bag dem.

"Det er Skarv," sagde Jørgen, "og Skarven er sky
af sig. Men lad os probere."

Idet vi nærmede os Skjæret, bemærkede vi, at der
sad fem Fugle paa det, de fire ligesom samlede i en Klynge,
den femte et Stykke fra dem ligesom udskudt af deres Sel-
skab. Af og til vraltede en af de fire stolt og majestætisk
hen til den Femte, syntes at raabe den Forskudte an med
et hæst Skrig, og da den ikke fik noget Svar, hakkede den
Stakkelen med sit Næb, slog med sine Vinger og vraltede
saa end stoltere tilbage igjen til sine Kammerater, medens
den stakkels mishandlede Fugl sad tilbage taus, forknyt
og mismodig med Hovedet ned i Brystet.

"Det maa være en Forbryder, der er kommen i for-
nemt Selskab og nu skal lide sin Straf," sagde gamle
Jørgen, hvis levende Phantasi strax blev sat i Bevægelse.

Fuglene begyndte at se paa os, da vi kom nærmere.
De stode nu saa høie og ranke, ret og opreist, at det næsten
saa ud, som de sad paa den yderste Spids af deres Haler.
Med Opmærksomhed iagttoge de os, men ikke desto mindre
maatte de af og til vralte hen og mishandle Synderen.

Vore Geværer vare nu blevne saa smudsige, at vi
maatte standse lidt for at rense dem.

Der gik svær Strøm udover Fjorden, og for ikke at
drive for langt ud af vor Vei, medens vi pudsede, saa vi
os om efter et Sted til at lægge iland. Endelig opdagede
Aldrik en Baad, der laa stille lige under Land. I Baaden
sad en Mand, men da baade Mand og Baad havde samme

SIDE: 58

Farve som Klippen, hvorunder de laa, var det ikke let at
faa Øie paa dem.

Det var en Gammel Stril, som laa og fiskede. Han
havde fæstet sin Baad lige til Fjeldet, og medens Baaden
stødte mod Fjeldvæggen med den ene Side, havde han sit
Snøre ude paa den anden. "Den Mand fisker paa grundt
Vande," tænkte jeg; men hvor forundret blev jeg ikke, da
Manden pludselig fik Bid og gav sig til at hale sit Snøre
op. Han halede og halede, og det syntes aldrig at tage
Ende. Endelig langt om længe trak han en Rødfisk op af
Vandet ind i Baaden, og da jeg vidste, at den Slags Fisk
kun findes paa dyb Grund, kunde jeg nok skjønne, at Strilen
ikke havde halet paa Skrømt. Fisken havde ogsaa været
saa længe underveis og arbeidet paa Farten opover saaledes,
at dens Øine var traadt ud af Hovedet, og Maven gaaet
op i Munden. Fisken blev tagen af Angelen og ny Agn
sat paa, og Snøret igjen kastet ud, inden nogen af os
talede et Ord. Fiskeren lod til at være blind eller lagde
iallefald ikke mere Mærke til os, end om han var det.
Han havde trukket sin bredskyggede Filthat, der nok i sin
fagreste Ungdom havde været sort, ned over Øinene, og
Skyggen paa Hatten var saa bred og blød, at den skjulte
Mandens Ansigt aldeles.

"Se her, Stril," sagde endelig Jørgen, "tag Fange-
linen og bind den fast bag i Rangen paa Baaden din."

Den Tiltalte vedblev at sidde og stirre paa sit ud-
løbende Snøre saa rolig, som om han hverken hørte eller
saa Andet.

"Hei, Strilejoas! hører du ikke, din Fæhund, eller er
du vrang?" raabte Gamlingen i en aldeles ikke venlig eller
indsmigrende Tone.

SIDE: 59

Den Tiltalte vedblev fremdeles i Taushed at stirre paa
sit Snøre. Endelig standsede det paa Bunden, og idet han
halede det lidt op igjen, sagde han: "Jeg mener, Garpe-
fanten er kommen tilhavs og mener, han kan kommandere
der som i Byen. Bind fast og hold Kjæft."

Vor gamle Sømand blev bragt aldeles ud af Fatning
ved denne Strilens Maade at svare paa, der røbede en
Mangel paa Respekt, hvortil han ikke var vant. Jeg tog
derfor og bandt vor Baad til den tause Fiskers.

Vi gav os nu ifærd med at pudse vore Geværer.
Under denne Beskjæftigelse konverserede jeg Strilen, og jeg
gjorde mig Umage for at være saa høflig som mulig.

Først tog jeg mig den Frihed at spørge, om Fisket
havde været heldigt, og da jeg fik til Svar, at det ikke
skilte mig, tillod jeg mig at ytre den Formening, at det nok
var tungt Arbeide at trække saa tung Fisk fra saa stort Dyb.

"Det er noget, den største Torsk maa kunne skjønne,"
svarede Manden studs.

Jeg bad om Undskyldning, fordi jeg besværede min
meget ærede nye Ven, men vilde være ham meget forbun-
den, hvis han vilde oplyse mig om, hvor dybt det var paa
det Sted, han fiskede. Han svarede, at hvis jeg ikke havde
noget, som jeg ikke vil nævne, i Øinene, maatte jeg vel
have saa passe Brug af dem, at jeg kunde se, der var
12-14 Favne dybt.

Da det imidlertid ikke er let at vedligeholde en Sam-
tale, der paa den ene Side føres med den største Uvillie,
standsede den endelig, efterat jeg gjentagne Gange havde
faaet at vide, at jeg spurgte som en Torsk.

Gamle Jørgen morede sig kosteligt over denne af ham
aldeles ukjendte Maade at tage Strilen paa, men var aldeles

SIDE: 60

ude af Stand til at følge mit Exempel. Vi lod derfor den
sinte Fisker sidde i Ro og syslede med vor egen Gjerning.

Medens vi vare beskjæftigede hermed, fik vi Øie paa
et Laxevarp et Stykke fra os, hvor der sad en Mand og
stirrede uafbrudt i Søen under sig.

Aldrik ytrede, at han syntes, det maatte være det kjed-
sommeligste Arbeide, Nogen kunde foretage sig, at sidde oppe
i Luften paa en Pind, 18-20 Fod over Havet, og stirre
ned i Søen uafbrudt Time efter Time, Dag efter Dag,
uden at turde blinke med Øinene engang, for at ikke Laxen
skulde løbe med Garnet i samme Øieblik.

Fiskeren sad og trak den ene Rødfisk efter den anden
og saa i Taushed paa os, som om han vilde se, om det var
Spøg eller Alvor, hvad Aldrik havde sagt om Laxevarpen.
Da han endelig var kommen paa det Rene med, at det var
hans virkelige Mening, fortalte han uden videre Indledning
Følgende:

"Der var engang en Unggutt. Han boede hos sin
Moder, for Faderen var død, paa en bar Holme, langt ude
imellem Havskjærene, hvor der hverken fandtes Træ eller
Busk, ja knapt et Græsstraa. "Det er rigtig sandt, hvad
hun Mor siger," sagde Gutten, "her er frisk Luft herude,
og ikke skal Nogen let gaa sig vild i Skoven."

Hytten, de boede i, var liden og daarlig, og laa sligt,
at aldrig saa lidet det var af Nord eller Syd eller Vest i
Blæsten, saa stod Havraaken langt over Taget. Men kom
Vinden fra Øst, saa bjergede de sig for det salte Skum.
"Det er rigtig sandt, hvad hun Mor siger," sagde Gutten,
"Huset vort ligger rigtig lunt imod Østenvinden."

Saa havde de en liden Baad. Den var gammel og
daarlig, men Gutten kunde ganske godt fiske i den, naar

SIDE: 61

det var ganske stille, eller Vinden kom ret fra Østen. "Det
er rigtig sandt, hvad hun Mor siger. Det er en gjild
Baad," sagde Gutten.

Saa havde de en Ko. Den var forsvarlig gammel,
men spiste ikke stort og aad lige saa gjerne Sildegan og
Sildehoveder som Græs og Hø. "Det er rigtig sandt,
hvad hun Mor siger, det er baade en snil og en gjild Ku,
vi har," sagde Gutten, "for rolig er hun, og spise gjør
hun ikke mere, end jeg just raader med at skaffe."

Saa havde de en Not. Den var liden og gammel og
fillet. "Det er rigtig sandt, hvad hun Mor siger, Noten
er, som den var gjort til os," sagde Gutten, "for den er
just saa stor, at vi To kan drage den, og just saa gammel
og fillet, at jeg har Noget at stelle med."

Saa havde de nogle gamle Liner og nogle gamle
Hummertiner og andet gammelt Stel, og det var ligesaa
med det, for Moderen sagde, det var udmærket vel Altsam-
men, og saa troede Gutten det og var saa inderlig glad og
vel ved Mod, at han baade hoppede og sprang af Glæde
over, at alt det, han havde, var saa inderlig godt og gjildt.

Men alt som han hoppede og sprang, led Tiden, og
det gik ikke Gutten anderledes end Andre. Han blev et
Aar ældre, for hvert Aar han hoppede og sprang tilende.

"Hør, du Joas," for Gutten hedte Joas. "Hør,"
sagde Mor hans en Dag, "du faar vel til at gifte paa dig."
Joas hoppede og sprang værre end nogensinde, da han
hørte det. Saa sprat han i at le, og da han var færdig,
saa sagde han: "Jagu ja, Mor," og saa reiste han paa
Frieri.

Han drog rundt om i Havskjærene og saa langt ind
i Fjordene, som hans Baad kunde bære ham, lige til Tri-

SIDE: 62

angelen og til Nubben, ja han var, enten I vil tro mig
eller ei, med den gamle Baaden sin ind forbi Bolstadøren,
op Elven lige til Evanger paa Vos, men jo mere han
reiste, des mindre sprang han, og jo mere han saa sig om,
des mindre hoppede han.

"Hvor gaar det, Joas?" spurgte Mor hans.

"Aa, det gaar saa saa," svarede Gutten.

"Finder du nogen Jente, du liker, Joas?" spurgte
Moren.

"Jeg liker godt alle Jenter, jeg," svarede Gutten.

"Nu ja, hvorfor faar du dig ikke En da, Joas?"
spurgte Moren.

"Aa, det gjælder at finde En, som tykkes det samme
som du og jeg," sagde Gutten, "og hun er ikke endetil
at finde."

"Reis ud igjen og søg paanyt," sagde Moren.

Gutten saa gjorde, og saa fandt han endelig En, han
likte, og kom hjem med hende. "Hun tykkes det samme
som du og jeg," sagde Joas til Mor sin.

"Det er knapt med Ly mod Vind og Veir her," sagde
Jenten til Gutten.

"Jeg tror det næsten," sagde Gutten.

"Det er en Skarvehytte, du har," sagde hun.

"Jeg tror mest, du har Ret," sagde Gutten, "nu ser
jeg det først."

Saa kom Koen.

"Hun kan staa endnu," sagde Jenten.

"Ja, staa gjør hun godt," sagde Gutten.

"Men gammel er hun, og melke gjør hun nok ikke
stort," sagde Jenten, "for ærlig og oprigtig talt, er det
en Skarveku, der ikke fortjener Føden."

SIDE: 63

"Jagu har du Ret," sagde Gutten, "nu ser jeg det
først. Det er reint en liden Skarveku, naar jeg tænker
paa de Kuer, jeg saa inde i Fjordene. Hun er hverken
eiendes eller ætendes."

Lige ens gik det med Baaden og Noten og alt Andet,
som fandtes i og udenfor Hytten. Jenten syntes, naar
hun skulde være ærlig og oprigtig, og det syntes hun, hun
maatte være, for hun holdt saa inderlig af Gutten, at det
var Skarvegreier, Alt det han havde. Men hun var lige
glad for det, for Gutten han var saa reint aparte, og det
var ham, hun havde givet sin Hu og sin Tru, sagde hun,
og det var med ham, hun skulde giftes, og ikke med Hytten
eller Kuen eller Baaden. Dermed saa reiste hun hjem igjen,
men Gutten satte sig til at græde og sørge Nat og Dag
og Dag og Nat, for nu skjønte han, at han havde det
reint kleint og daarligt. Det var jusom han havde havt
Bind for Øinene sine hidtil, syntes han, men Jenten havde
rigtignok taget Bindet bort.

"Ja, du har rigtigt fundet En, som synes det samme
som du og jeg," sagde Moderen, "og vel har du reist i
alle Maader."

Gutten svarede ikke, men bare sad og graat. Dermed
blev han ved sent og tidlig. Saa var det en Aften, han
var ude med Noten sin og gjorde et ganske pent Kast,
syntes han, for han saa, hvorledes det levede i hele Vand-
skorpen indenfor Flaaerne. Det tog Tid, før han og gamle
Mor hans var god for at trække den i Land, og da var
der ikke en Sild i den, for den var revnet paa mange
Steder, og der var mere af Huller end af Kil i den. Da
han havde seet det, saa blev galt værre, for da skjønte han,

SIDE: 64

at med slige Skarvegreier, han havde at drive med, kunde
det ikke nytte til nogen Ting at gifte sig.

Saa satte han sig inde i Fjæren med Ansigtet mod
Havet og tudede og græd.

Med Et stak en Havmand Skolten op over Vandskorpen
og spurgte:

"Hvem graater her saa store klare Perler over mit Slot?"

"Aa, det er nok mig," svarte Gutten.

"Hvad graater du saa saare for?" spurgte Havmanden.

Gutten svarte ikke strax, men bare saa paa Manden.
Det var en gammel Kal med langt graat Haar og langt
graat Skjæg, og Vandet dryppede af Haaret og Skjægget,
saa Morilden spillede rundt om ham. Havmandens Ansigt
var graat og rynket, men han saa snild og godslig ud allige-
vel, og saa klagede Gutten sin Nød for ham.

Da han var færdig, lo den Gamle og sagde: "Aa,
pyt ikke Andet. Her har du en Kufte. Tag den paa
dig og hop saa ud i Vandet, men pas paa, at Haaret bliver
vaadt først, saa skal vi drage sammen til mit Slot, og der
kan vi snakke mere om den Sag."

Gutten betænkte sig en Stund, for han kunde ikke
svømme, men saa tænkte han: "Du kan sagtens prøve." Saa
trak han Kuften paa sig og satte tilsøs paa Hovedet. Med
Et var han paa Havsens Bund ved Siden af Havmanden.

"Følg mig," sagde Havmanden. Gutten saa gjorde.
Paa Veien traf de Torsk og Flyndre og hele store Flokker
med Sei. Men alle gik ærbødig tilside for dem og jusom
neiede sig, idet de gik forbi. Ja, om det saa var Hummer
og Krabber, som de traf paa, saa krøb de tilside saa fort
de kunde, og bukkede og neiede og gjorde Krus for den
Gamle og Gutten, hver paa sin Vis. Den Gamle var

SIDE: 65

vant ved det, lod det til, men Gutten lo og skrattede i et
væk, for slige rare Buk og Neininger havde han aldrig i
sine livfødige Dage seet.

Om en Stund saa kom de til Slottet. Det var et
stort Barkskib, som nok havde ligget længe der, det laa, for
Skrog og Rig, Ræer og Master, Alt var saa tæt besat
med alle Slags underlige Skjæl og Sødyr, at En ikke kunde
lægge den mindste Angel imellem hvert.

Havmanden smat ind igjennem Kahytsvinduet; men
da Gutten vilde følge efter, kom en stor Kveite op fra
Bunden og lagde sig, saa bred den var, for Vinduet, saa ikke
en Hvitting kunde komme ind engang, endmindre Gutten.
Det tyktes Gutten var uforskammet, blev sint og gav den
et Slag paa Snuden for at faa den væk. Men Kveiten
var nok frygtelig stærk, for den bare vippede lidt med Halen
sin, saa for Gutten flere Favne bort.

Endelig mærkede nok Havmanden, hvad der gik for
sig, for han lo og sagde til Gutten:

"Det er min Dørvogter, og han er nøiagtig. Han
har Ordre til ikke at slippe andre ind den Vei end dem,
som komme i mit Ærinde. Derfor maa du sige til den:
"Om Forladelse, fornemme Hr. Kveite, maa jeg komme ind.
Jeg reiser i din Herres Tjeneste," saa kommer du ind, om
du vil."

Gutten gjorde da det, og dermed stak Kveiten tilbunds
igjen og var nok saa blid og artig, da Gutten smat forbi
den og ind igjennem Kahytsvinduet. Det var de første
Ord, Gutten havde sagt, siden han kom paa Havsens Bund,
og han tyktes, han blev saa rar og vaad i Munden, mens
han snakkede; men videre Uleilighed mærkede han ikke af det.

Inde i Kahytten var der vel inderlig vakkert. Der

SIDE: 66

var saameget Guld og Sølv og saa mange Perler og Snegle-
hus og rare Gevæxter opefter Væggen, i Taget og rundt
Capitainskøien, saa Gutten aldrig havde tænkt, der kunde
være saameget Guld og Sølv og Perler og Rariteter til i
hele Verden. Ude i Rummet var Floren, og der stod 4
store fede Hvalfiske, hver i sin Baas. Den ene havde nylig
kalvet. En gammel Hunkobbe var Budeie og holdt just
paa at melke, da Havmanden viste Gutten om. Forud i
Lugaren var jusom Kjøkkenet, for der blev Maden lavet, og
der stelte en gammel Stenbid med Kvældsmaden. Hun var
saa gammel, at hun var aldeles sort over hele Skindet, men
var endnu saa stærk i Kjæften, at hun knækkede de største
Østers, som det kunde være umodne Nødder. Mens Gutten
gik og saa sig om og undredes paa, hvad de brugte at koge
Maden med paa Havsens Bund, for han saa ikke noget til
nogenslags Varme, kom han til at træde paa en svær fed
Aal, som laa sammenrullet paa Gulvet. Aalen for afsted,
det forteste den kunde, op igjennem Lugen, og den gamle
Stenbid blev saa sint, at hun holdt paa at sætte lukt paa
Gutten. Men Havmanden gik imellem og sagde til ham:
"Kokketøsen er mere ræd om Katten sin end om sig selv."
"Ja saa," tænkte Gutten, "saa Stenbid er Kokketøs, og Aal
er Kat paa Havsens Bund;" men han sagde ikke noget,
for han vilde ikke lade, som han undredes over nogen
Ting.

Da de saa havde beseet det hele Slot, sagde Havmanden
til Budeien, den gamle Hunkobbe: "Du faar kalde alle
Kreaturerne sammen til Natten," og dermed tog den gamle
Hunkobbe et stort, svært Sneglehus og gav sig til at blæse
i det, saa det ordentlig durede i Fjeldene paa Havsens
Bund. Da blev der vel levendes rundt om Slottet, skulde

SIDE: 67

jeg mene. Det myldrede til fra alle Kanter med al den
Slags Fisk, som tænkes kan. Det vilde være vanskeligt at
regne dem op alle Slagene, men saa fuldt var der, at det
var reint umuligens Ting at se saa langt, som op til Salingen
paa Masterne engang, naar En stod paa Dækket. Men alle
saa vare de saa stumme, som Fisk kan være paa Havsens
Bund, naar undtages Knurren, for den jusom knurrede
lidt af og til; snille vare de ogsaa, naar undtages en ung
Hai, for den vilde til at sluge Gutten, men Havmanden
fik stagget den. "Du faar passe dig for den," sagde Hav-
manden til Gutten, "for den er mandbidsk." 

Til Aftens blev Gutten trakteret med Rømmegrød og Lax
og Flyndre og Rav og Rækling og Mysmer og Prim og Søtost
og Alt det Bedste, som tænkes kan, og da han var mæt og
vilde gaa, sagde Havmanden: "Nu skal jeg følge dig paa
Hjemveien igjen og vise dig, hvor Fisken gaar som tykkest.
Jeg kan ikke give dig noget med fra Havsens Bund, for
har du det mindste med dig, naar du vil op, som du ikke
havde med dig ned, kan du ikke komme op igjen. Deroppe
kan du derimod fange, saa meget du vil af mine Kreaturer.
Det er dig vel undt, jeg har nok af dem. Noten din har
jeg kureret, og du kan komme ned til mig, saa ofte du vil;
men det siger jeg dig, at du ogsaa maa komme hver Gang,
jeg raaber og siger: "kom til mig paa Havsens Bund;"
for negter du at komme en eneste Gang, eller opsætter du
det bare et halvt Minut, har Kuften tabt sin Kraft, og vi
sees aldrig mere. Derfor maa du bære Kuften paa dig
bestandig baade Dag og Nat."

Ja, Gutten han lovede det og bad Havmanden raabe
tidt, og jo oftere han kunde komme ned paa Havsens Bund,
jo bedre. Dermed skiltes de ad den Gang.

SIDE: 68

Siden saa fiskede han nu saa aldeles udmærket godt
baade med Not og med Svin, med Line og med Tine og
blev bedre og bedre ved Magt, og saa fik han stelt lidt
paa Hytten sin, fik to unge Kjør, en ny Baad og en ny
Not, og saa skulde han holde Bryllup. Han besøgte af og
til den gamle Havmand, og havde det inderlig vel dernede;
men det kunde han aldrig rigtig finde sig i, at han, et
Menneskebarn, skulde sige til den store, stygge Kveiten:
"Om Forladelse, fornemme Kveite." Men Havmanden lo
bare af det, han og sagde: "Slig er det ved hvert Hof.
Ja, der findes de Hoffe, hvor en stor Guldnøgle har samme
Bestilling som Kveiten hos mig. Der bliver et Menneske
bunden fast til Nøglen, og saa maa alle, som vil ind
til Kongen, sige til Nøglen: Høivelbaarne Her Kammer-
nøgle, slip mig Stakkel ind."

"Ja, det var værre," sagde Gutten, og undredes svært
over alle de rare Hofskikke, der fantes i Verden. Saa
var det desforuden det, at han blev saa inderlig rar og
vaad i Munden, bare han sagde et halvt Ord paa Havsens
Bund.

"Ja, det var der ikke Raad for," sagde Havmanden, "for
det var Landets Beskaffenhed, som førte det med sig. Vilde
nogen reise til Grønland Midtvinters, maatte han være be-
lavet paa at fryse ihjel, og vilde nogen bo i Rusland,
maatte han vente at plages af Væggedyr. Hvert Land
havde sit Onde og sit Gode, og den som vil nyde det Gode,
maa taale det Onde," sagde Havkongen.

Gutten slog sig da tiltaals med det, og saa holdt han
Bryllup og skulde blive Mand. Mens han stod for Alte-
ret i Herlø Kirke og lyttede til Præstens Tale og just skulde
tage sin Brud i Haanden, kom en gammel Kal vraltende

SIDE: 69

indover Kirkegulvet og hen til Brudgommen. "Kom med
paa Havsens Bund," sagde han. Gutten afsted det forteste
han kunde. Han saa tydeligt Fiskevandsen nedenfor Skind-
buxerne paa Kallen, da han gik efter ham. Men der var
nok ikke nogen anden af Menigheden, som saa det. Saa
bar det nedover Kirkebakken og tilsøs.

"Uf!" sagde Havmanden, for ham og ingen Anden
var det, "uf! jeg mener, jeg tar til at blive gammel, for det
kostede svært paa Svandsen min idag at vrikke saa fort
opover Bakken."

"Havde det da saadan svær Hast?" spurgte Gutten.

"Jeg var ræd for ikke at komme i rette Tid," svarede
Havmanden.

"Det maa da være svare til vigtig Sag, jeg har at
udrette paa Havsens Bund idag," tænkte Gutten.

Saa kom de til Slottet, og da Gutten havde sagt:
"Om Forladelse fornemme Her Kveite, maa jeg slippe ind,
jeg reiser i din Herres Tjeneste," kom han ind, men han
syntes han blev vaadere i Munden denne Gang, end ellers,
og det faldt ham tungere at sige: "Om Forladelse," til den
fæle, stygge Kveiten, end nogensinde før.

"Jeg vilde bare vide, hvad du syntes," sagde Hav-
manden, da de vare komne til Ro, "enten jeg skal tage
Sild eller Fisk til Middag idag?"

"Var det derfor, du havde saadan Braahast med at
hente mig da?" spurgte Gutten.

"Jeg havde Moro af at høre, om du kunde styre din
Lyst," svarede Havmanden og lo.

"Du skal tage baade Sild og Fisk, som du pleier,
du," svarede Gutten, og piltede afsted, det forteste han
kunde.

SIDE: 70

Før de skiltes, sagde Havmanden: "Imorgen, naar
Solen gaar ned bag mit Slot, skal jeg jage en Flok Sild
ind paa Vaagen din. Saa faar du passe at stænge vel."

Tillykke kom Gutten tidsnok til Kirken for at blive
viet, men dog saa sent, at alle de sex andre Brudepar vare
paa Hjemveien.

Næste Gang, han blev kaldt, var just, som han stod og
kastede ud en ny Not, han just havde faaet vel istand og
holdt paa at stænge et stort Laas med den fedeste Sommer-
sild. Han havde glædet sig til dette Arbeide i et halvt
Aar, og i al den Tid han arbeidede paa Noten, var han
saa fornøiet; mens han nu stod og stængte, holdt han paa
at tralle og synge den hele Tid, men han maatte standse
midt i Arbeidet og lade Silden gaa tilhavs igjen og følge
Havmandens Raab.

Da han kom der, sagde Havmanden: "Jeg havde
bare Moro af at prøve, om du magted at styre din Lyst,
og saa vilde jeg gjerne vide, hvor meget to og to er.
Det svæver mig for, at det skal blive til fire, men jeg er
saa daarlig til at regne, at jeg ikke er sikker paa det."

"Jo, to og to er fire," sagde Gutten, og dermed drog
han hjemover igjen; men denne Gang kom han for sent,
for ikke saa meget som et Sildeben var tilbage i Vaagen,
da han kom.

Tredie Gang han blev kaldet, det var, mens han sad
og vaagede over sit syge Barn og ventede Doktoren hvert
Øieblik og lyttede til hvert Pust, Barnet trak, for han
troede, det holdt paa at dø. Saa pladskede det i Vandet
under Vinduet, og Manden tænkte: "Der kommer Doktoren,"
men i det samme raabte Havmanden paa ham, og saa
maatte han afsted til Havsens Bund.

SIDE: 71

Da han kom der, sagde Havmanden: "Jeg havde
bare Moro af at prøve, om du kunde styre din Lyst, og
saa vilde jeg høre din Mening. Budeien min, Hunkobben,
vil gifte sig. Hvad synes du om det?"

"Det synes jeg godt om," svarede Gutten.

"Ja, men jeg synes ilde om det og vil ikke tillade
det," svarede Havmanden.

"Da ligner du mere en dum Torsk end en klog Hav-
mand," sagde Gutten, "for Kvindefolkene ere slige, at jo
større Forbud der er paa den Sag, desto større Lyst faar de."

"Det er rigtig", sagde Havmanden. "Lad Hunkobben
gifte sig med Hankobben. Det er Verdens Gang. Du er
en klog Kar og finder altid det Rette. For Gutten din
behøver du ikke at være ræd; han er frisk, naar du kom-
mer hjem igjen. Paa Hjemveien skal jeg vise dig, hvor du
kan fiske de største og peneste Hummer, Nogen vil se."

"Tak for Underretning", sagde Gutten. "Du kalder
paa ubeleilige Tider, og just ikke for vigtige Sagers Skyld;
men altid har du noget Godt at sige, og ikke har jeg havt
andet end Gavn af at følge dig hidtil."

Sidste Gang han blev kaldt, det var just, som han
sad paa et Laxevarp. Han havde siddet der en hel Dag
uden at se saameget som det mindste Blink af Laxen, men
saa med Et kommer en stor diger Lax, sikkert paa de 6
Pund, stikkende fra Søen og henimod Garnet. I det
samme kaldte Havmanden paa ham, men denne Gang
var det formeget forlangt. Han vedblev at stirre og stirre
paa Laxen og lod, som han ikke hørte Havmandens Raab.
Endelig fangede han Laxen og styrtede sig saa paa Hovedet
i Vandet, men Kuften havde tabt sin Kraft, og han var paa
Veie til at drukne.

SIDE: 72

Siden hverken saa eller hørte jeg til Havmanden eller
Havmanden til mig. Det var den dyreste Lax, jeg har
fanget i min Levetid; men om det skulde hænde mig en
Gang til, saa er jeg bange, det hændte det Samme igjen.
For Ingen er god til at styre sin Lyst at fange den Lax,
han ser fra Laxevarp komme nær Garnet."

Imod Slutningen af sin Fortælling havde Strilen
trukket op sit Snøre, kastet sin Baad los og lagt Aarene
ud, og da han sluttede, var han allerede et Par Aaredrag
fra os.

"Hvad siger han?" spurgte jeg mine to Reisekam-
merater, "siger han ikke, det var ham selv, som var hos
Havmanden?"

Gamle Jørgen havde ganske tydelig hørt, at Fiskeren i
Slutningen af sin Fortælling havde sagt "jeg" flere Gange
og Aldrik syntes det samme, men var ikke vis paa det, for
han havde just staaet og tænkt paa, hvor gode Forretninger,
der kunde gjøres, hvis man kunde faa en saadan Havmand
i sin Tjeneste. Da troede han næsten, han vilde slaa sig
fra Nordlandshandelen og gjøre udelukkende i Sild.

Jeg foreslog, at vi strax skulde skaffe os nøiere Under-
retning om Havmandens Adresse af Fiskeren, som havde
kjendt ham.

Men hvor var Fiskeren bleven af? Han var aldeles
forsvunden. Baade Mand og Baad syntes at være gaaede
til Havsens Bund.

"Ja", sagde Jørgen alvorlig, "var det ikke det, jeg
syntes den hele Tid, mens jeg var i Nærheden af Fysakken,
at jeg jusom var saa underlig beklemt og tung om Hjertet.
Det var heller ikke muligt at se Mandens Ansigt. Det
skulde vel aldrig have været - hem! hem!"

SIDE: 73

"Aa, du er en gammel Tøvepotte", sagde Aldrik.
"Solen skinner, og det er høilys Dag. Har du i noget
Eventyr hørt, at Havmanden kommer op og sætter sig i en
Baad paa Vandet for at fiske Rødfisk under saadanne Om-
stændigheder? Nei, Manden er roet ind i en af de mange
Smaaviger eller bag en af de utallige Holme og Skjær,
som findes her."

Aldrik lagde sig tilbage i Baaden, lukkede sine Øine
og mumlede noget i halv Søvne, om hvorledes han skulde
faa Havmanden i sin Tjeneste. En Stund efter snorkede
han og fortsatte formodentlig sine Phantasier i Drømme.

Længe sad vi og roede i Taushed udover, idet vi Alle
formodentlig tænkte paa den underlige, fremmede Fisker. Vi
vare allerede komne ud af Hjæltefjorden og ind imellem den
Uendelighed af Smaaøer, Holmer og Skjær, som ligge
vestenfor denne Fjord og strække sig lige til Havet, da et
Puf i Ryggen forkyndte mig, at den Gamle paa Fortoften
ønskede at tilvende sig min Opmærksomhed.

"Aa, ja, ja," sagde han med et dybt Suk, "her ude
til Havs findes vel mere Rart, end Nogen tror. Se nu
bare derude paa Skjæret lige under Solen, er det ikke
akkurat, som om der sad de samme Skarv, som vi skjød
paa for en Times Tid siden?"

Jeg saa rigtignok nogle store Fugle sidde paa Skjæret,
men om det var Skarv, kunde jeg ikke se og endnu min-
dre, om det var de samme, vi havde seet før. Imidlertid
stævnede jeg ud imod dem, og da vi kom nærmere, saa
vi, at der var fem Stykker, hvoraf de Fire stode ret op og
ned ved Siden af hinanden, men den Femte laa et Stykke
fra dem med Brystet mod den nøgne Sten. Af og til
vraltede en af de Fire stolt og majestætisk hen til den Lig-

SIDE: 74

gende, hakkede og slog den og marscherede saa stolt tilbage
til sine Kammerater igjen.

Inden vi kom dem paa Skud, fløi de fire Fugle ud-
over. Den Femte blev liggende, og da vi kom hen til
Skjæret, fandt vi, at det var en døende Skarv, som var
krøben op paa Klippen for at lægge sig til at dø der.

Idet gamle Jørgen greb Dyret, løftede den Hovedet
op imod ham, aabnede Næbbet, der var fuldt af Blod, og
saa paa ham med et yderst vemodigt Blik.

"Nei, hvad er det? den har ingen Tunge, den er van-
skabt!" raabte Jørgen. Det var tydeligt nok den samme
Fugl, vi tidligere havde seet Kammeraterne hakke, som vi
selv havde skudt paa og saaret dødeligt, og som vi nu fandt
døende og forladt her paa Skjæret.

Dette gav Jørgen Anledning til at gjøre en hel Del
sørgelige Betragtninger over den ulige Fordeling af Livets
Goder, som fandt Sted her i Verden.

"Aa ja, somme Mennesker skal nu jusom lide Alt det
Onde, som findes paa denne syndefulde Jord. Det er jusom
Vorherre og alle Mennesker har lagt dem for Had. Aa ja,
Gud forsyne mig, kunde jeg ikke have Lyst til at græde,
naar jeg tænker paa, hvad somme Mennesker maa gaa igjennem.
Og hvad Ondt har de saa gjort? Aldrig Dusten, min
Sandten. Det er bare, fordi de kommer ud paa Reisen i en
ulykkelig Tid, saa har de Strøm og Vind mod sig hele
Livet igjennem, og saa er der Afdrift ud af Kursen hele
Tiden, aldrig saa meget de strider imod. Aa ja, ja, er En
saa vanfør til, saa skal de have Tak, saa er det knapt Uma-
gen værd at leve. Stakkels Fugl, nu har du Fred og Ro,
nu kanske du synger vakrere end nogen af dine Kammerater.
Jeg for min Part beder dig mange Gange om Forladelse,

SIDE: 75

fordi jeg var med at tage Livet af dig. Havde jeg kjendt
dig bedre før, saa Gud forsyne mig, om jeg havde gjort det."

Der var en underlig Blanding af Spøg og Alvor i
den gamle Mands Tale. Men da han havde lagt Fuglen
ned i Baaden til vort øvrige Jagtbytte, tog han en liden
Klud ud af sin Hat, snød sig og tørrede sine Øine og saa
saa bevæget ud, at jeg ikke længer var i Tvivl om, at det
var Mandens fulde Alvor.

Heri bestyrkedes jeg ved en lang Fortælling, han derpaa
opvartede med, om en af hans Venner, der havde gjennem-
gaaet alle de Lidelser, en Mand kunde gjennemgaa, inden han
døde. Jeg antager imidlertid, at Læseren har nok af den
gamle snakkesalige Mands Fortællinger og skal derfor spare
ham for denne og de flere, jeg fik høre, inden vi om Aftenen
kom til Solsvig, et Gjæstgiversted paa nordvestre Side af
Store Sartorø, ikke langt fra de sidste Havskjær.

Her haabede jeg at komme til Hvile strax, efter Dagens
Anstrængelser; thi jeg var bleven træt af at ro de over tre
Mil, vi havde tilbagelagt. Jeg blev dog skuffet i mit
Haab. Paa Solsvigs lille Havn laa en engelsk Hummer-
bys, der just havde faaet fuld Ladning og skulde seile ved
første gunstige Vind. I den Anledning var der Dands i
Gjæstgivergaarden, hvorfra Musik og Latter tonede os imøde,
da vi lagde til Bryggen. I en Sidebygning blev der anvist
os et Par meget nette smaa Værelser, men Rielen tonede
saa lystigt over til os fra Hovedbygningen, og Latteren og
Glæden var saa høirøstet der, at vi ikke fik Ro.

Vi gik derfor ind i Stuen. Henne ved Ovnen sad
der en tyk svær Mand i Skjorteærmerne med et Bord foran
sig, hvorpaa der stod en Del Glas, en rygende Punschebolle

SIDE: 76

og en Pakke med bergenske Tommelkringler og engelske Kjæx.
Det var John Bull, Hummerbysens Fører, Festens Konge.
Et Stykke fra ham sad Spillemanden og gned sin Fiol med
stor Iver og trampede Takten dertil.

Paa Gulvet dandsede en Snes Personer den lystigste
og voldsomste Riel, jeg i mine Dage havde seet. Fruentim-
merne vare alle Strilejenter med røde Baand i Haaret eller
unge Strilekoner med blaa Huer. Men af Mandfolkene
vare kun et Par i Bondedragt, de Øvrige vare Matroser,
som dels vare i Skjorteærmerne og dels iførte blaa Matros-
trøier. Alle havde de blanke Hatte med Undtagelse af Man-
den ved Bordenden, som havde en stor sort Lammeskindshue
paa Hovedet, og Spillemanden, der havde rød Tophue, som
nikkede med i Takt.

En Stund gik Dandsen med overordentlig Liv og Ly-
stighed. Matroserne og Strilerne slap sig rigtig løs og
syntes at kappes om at overgaa hinanden i livlige Bevæ-
gelser med Arme og Ben, i lystige Skrig og glad Latter;
medens Jenterne med blussende Kinder og Glædestraalende
Ansigter saa med bly Blikke mod Gulvet og lod til at
gjøre Alt, hvad de formaaede, for at deres Kavalerer ikke i
deres Øine skulde læse, hvor glade de i Grunden vare.

Endelig var Dandsen ude; Spillemanden gjorde et
Par Løb og nogle underlige Klunk og Hop paa Violinen
og standsede saa. Damerne løbe ud af Stuen, det forteste
de kunde, og søgte hen i Kroge og afsidesliggende Steder,
hvor de stak Hovederne sammen og gniste og lo af Hjertens
Lyst for at holde sig skadesløse for den Tvang, de havde
maattet underkaste sig i Stuen. Herrerne ilede hen til For-
friskningerne paa Bordet.

Mine to Reisekammerater og jeg bleve staaende ved

SIDE: 77

Døren. Manden med Lammeskindshuen lagde Mærke til os.
En Stund saa han forskende paa os, derpaa sagde han paa
Engelsk:

"Jack, gaa hen og bed de Gentlemen komme og sætte
sig ned."

Vi fulgte Opfordringen og nærmede os Bordet, men
Ingen viste mindste Lyst til at give os Plads.

Manden med Lammeskindshuen gjorde først en Del
utaalmodige Bevægelser med Armene og underlige Grimacer
med Ansigtet til dem, der spærrede os Adgangen, men da
det ikke gjorde mindste Virkning, raabte han endelig:

"James, gid Fanden maatte tage dine Øine og dine
Øren med, siden du hverken kan høre eller se. Gaa Fan-
den i Vold med dit stygge Fjæs og tag Bob med dig og
giv Plads for Gentlemen."

Den Tiltalte reiste sig øieblikkelig, greb sin Sidemand
i Kraven, trak ham bort fra Bordet, rev Hatten af sig og
gjorde Plads for os, idet han i en bister Tone sagde til
sin Kammerat:

"Fordømte Bob, staar du nu igjen i Veien, har du
kanske ikke faaet Øine i Ansigtet for at se dig bag? Jeg beder
om Forladelse, Gentlemen, her er Stole."

Den Tykke for Bordenden tog Huen af sig og bad
Aldrik og mig tage Plads ved Siden af sig; derpaa sagde
han til Jørgen: "Sæt Dem, gamle Dreng"; men Jørgen
svarede paa ganske godt Engelsk:

"Tak Sir, jeg tjener hos disse to fornemme Gentle-
men. Det passer sig ikke, at jeg sætter mig i deres
Selskab."

"Det kan jeg lide", svarede Capitainen og raabte saa:
"John, John! Hvor er John?"

SIDE: 78

John svarede ikke, men blev endelig funden under
Ovnen. Han var falden ned af Stolen og laa og sov paa
Gulvet. Det var en liden skidden Prentis, med en skidden
sort Hue paa Hovedet. Han blev trukken frem med lukkede
Øine, aaben Mund og Hænderne i Buxelommerne.

"John", sagde Capitainen, "luk dine Øine op."

John gjorde en Grimace med Øinene, som skulde be-
tyde, at han lystrede Ordren.

"Vel John, meget vel. Luk saa igjen din Mund".

John gjorde det, men det lod til at koste megen Møie.

"Godt John, meget godt, John. Hal nu Hænderne
op af Lommerne".

Det var forbunden med større Vanskeligheder, og først
efter flere Opmuntringer af hans Herre og Skipper lykke-
des det.

"Tag frisk Mod, John, gaa paa, se saa, nu gaar det,
John, det var godt, John, meget godt. Tag nu Hatten
af, John".

Det gik forholdsvis bedst, og Johns Herre sagde for-
nøiet:

"Det var meget godt, John, meget, meget godt, John.
Du bliver en flink Sømand - til at sove. Se nu paa
disse to Gentlemen, John, som sidder ved Siden af mig,
disse to her, meget vel, John, og saa den gamle Dreng
der, John, og sig mig saa, om du ikke tror, de vilde have
i en ganske særegen Grad godt af at faa lidt Godt stuvet
ned under Lugerne, John?"

John saa først paa Aldrik og mig med et dumt og
sløvt Udtryk i sit Ansigt, derefter paa gamle Jørgen, som
i den Anledning vendte sig rundt og lod sig bese paa alle
Kanter, idet han paa en forbausende Maade efterlignede

SIDE: 79

Johns Lader og Manerer. Da Drengen havde betragtet os
alle tre, gav han sig til at smile og gnide Hænderne og
svarede saa: "Aa jo, Sir, udmærket godt, Sir, helst lidt
Varmt, Sir, og Stærkt, Sir, og jeg med, Sir!"

Den tykke Engelskmand lo saaledes af Johns Svar og
Gebærder, at det hele Hus rystede, og Luften kom derved i en
saa rullende Bevægelse, at vore Mellemgulv maatte rulle
med, enten vi vilde eller ei. Det gik os som Violiner, der
hænge i et Værelse, hvor der spilles, de svare i samme To-
ner, der angives dem.

Det toneangivende Instrument standsede endelig, og da
Efterklangen hørte op, fik John en Nøgel med Paalæg om
at gaa ombord og hente lidt Stærkt og Varmt. Det blev
ham dog i alvorlige Udtryk betydet, at han skulde bringe
Alt med sig, og hverken fortære noget selv eller lade no-
gen af de øvrige Prentiser ombord, saameget som lugte det
engang.

Medens John var borte, begyndte en ny Dands. Ved
de første Toner kom Damerne løbende ind og stillede sig
ved Døren, gniste og lo, stak Ansigterne snart sammen, snart
ind imod Væggen. Enderne paa de røde Baand i deres
Haarfletninger hang nedover Ryggen og var i uafbrudt Be-
vægelse.

Endelig begyndte Dandsen. Under den sad vor tykke
Ven ved Bordenden og saa paa Bajaderene i dyb Taus-
hed. Hans rolige Fuldmaaneansigt blev beskinnet af den
nedgaaende Sols sidste Straaler, der faldt ind igjennem
Vinduet ligeoverfor ham. Den rødlige Tone i Belysnin-
gen gav Mandens livlige Ansigtsfarve forøget Styrke.

Paa Gulvet herskede en saa støiende Glæde, at det hele

SIDE: 80

Hus rystede. Selve Luften syntes at dandse med. De
utallige Støvfnug, som den voldsomme Bevægelse drev op
fra Gulvet, hvirvlede om i Sollyset efter Musikkens Takt
og fulgte de Dandsendes Bevægelser. John, som kom til-
bage, da Glæden var paa Toppunktet, blev neppe bemærket.
Først da Violinens Klunken tilkjendegav, at ogsaa denne
Dands var forbi, blev Flasken og Kurven, som John havde
bragt, skjænket Opmærksomhed.

Af Kurven blev fremtaget et Stykke Ost, der syntes
stort nok til det hele Mandskap for en hel Reise, og et lidet
Læs med Kjex, hvorpaa John, der nu aabenbart var kom-
men til fuldt Liv og Bevidsthed, blev sendt ud i Kjøkkenet
efter varmt Vand.

Aldrik og jeg blev derpaa trakterede med hvert sit Glas
Grog. Mit bragte mig Taarerne i Øinene, saa stærkt var
det, og rev mig i Halsen, som om jeg havde slugt en liden
Kardemaskine. Ved Hjælp af Kjexen og Osten overstod jeg
det dog, men var yderst urolig for, hvorledes jeg skulde
klare mig, næste Gang jeg skulde drikke. Jørgen, der var i
Perlehumør, bemærkede min Forlegenhed. Han tog mit
Glas, tømte det halvt for mig og fyldte det saa med Ma-
deira istedet, Alt i dybeste Hemmelighed.

Derpaa hentede han vor Niste og optraadte nu som
Vært paa vore Vegne, bød Capitainen et Glas Madeira,
spurgte, om han vilde tage en liden Skinke, eller en liden
Tunge, en liden Pølse eller et lidet Oxebryst, og lagde en-
delig en liden halv Rype frem for ham.

Han gjorde dette med en vis Overlegenhed, der lagde
for Dagen, at Gamlingen i sine Dage havde været i godt
Selskab. Hans Optræden bevirkede, at Manden for Bord-

SIDE: 81

enden tog Lammeskindshuen af, lagde den under sig paa
Stolen og satte sig paa den.

"Det er ikke første Gang, jeg er imellem Engelskmænd,
Maasjø," hviskede gamle Jørgen til mig. "Fysakken skal
nok faa se, han er kommen mellem fine Folk. Vil De tage
et lidet Glas Madeira, Sir, eller et lidet Glas Portvin
eller et lidet Glas udmærket Cognac, Sir?" Formodentlig var
det et Tegn paa Finhed, at Alt, hvad han bød, var lidet.

Den Adspurgte var aabenbart ganske overvældet af saa
megen Finhed og Artighed, men bar det dog med ægte
britisk Værdighed, idet han tillavede og uddelte Grog til
Mænd og Kvinder rundt om sig og bød frem sin Ost og
sin Kjex.

Samtalen begyndte snart at komme igang, og Stem-
ningen blev mere og mere gemytlig. Især vare de engelske
Matroser meget snaksomme og underholdende med deres Da-
mer, der formodentlig paa Grund af Mangel ved Fest-Ar-
rangementet ikke vare anviste anden Plads, end Herrernes
Knæ, og ingen anden Couvert, end Herrernes aabne Haand,
til Tallerken og fem Fingre til Kniv og Gaffel.

Jeg mærkede snart, at de unge Damers Tungebaand
begyndte at blive løst, og de maatte ogsaa have været af
Sten, hvis ikke saa varm Dands, saa varme Blikke, saa
varm Grog og saa varm Tale havde optøet al den Kulde,
der fandtes i dem. I deres Strilemaal gjorde de sig nok
saa godt forstaaelige for deres nærmeste Naboer, tvert over
Storfjorden og Nordfjorden, som en af de unge Damer udtrykte
sig; der blev paa begge Sider brugt stærk udpræget Mimik
og Gestikulation. Et Kys og en Omfavnelse fra engelsk
Side lod til at betyde: "Jeg finder dig indtagende, min

SIDE: 82

Pige," og et dygtigt Ryk i Haaret eller et Puf i Siden
til Svar fra norsk Side sagde saa tydeligt, som Ord kan
sige: "De er en stor Skjelmsmester, min Herre." Engelske
Smil var ikke vanskelige at oversætte paa norsk og bleve be-
svarede med norske nedslagne Øine, som vare let forstaaelige
paa Engelsk.

De norske Damer forstode med største Lethed engelske Blink
med Øinene, Nikken med Hovedet og Slag paa Hjertet, og
de engelske Herrer forstode meget godt norske Kvinders
Rødme, norske kvindelige Slag over Fingrene og norske
kvindelige Knib i deres engelske mandlige Næser. Dette
sidste var nemlig det høieste Tegn paa Velvillie, der fra
norsk Side blev vist, men bragte ogsaa Vedkommende i ren
Extase.

Da Solen var gaaen ned bag det sidste lave Skjær
ude i Havet, og der var sat Lys paa Bordet, lod Capitai-
nen en af sine Folk hente Niklas. Strax efter kom
den Afsendte tilbage med en ung Mand med et lidet blegt
Ansigt, som før ikke havde været at se.

"Nu Niklas, hvor gaar det min Gut?" spurgte Capi-
tainen.

"Aa, jeg takker, Sir, saa saa," svarede den Adspurgte.

"Deilig Aften, Niklas."

"Aa, ja Sir, meget deilig Aften."

"Du gaar igjen og grubler og morer dig ikke."

"Aa jo, Sir, jeg morer mig efter mit Sind."

"Nuvel Niklas, fortæl disse to unge Gentlemen Noget."

Den unge Mand saa skarpt paa os, kastede derpaa
Trøien og Hatten af sig og stillede sig midt paa Gulvet
og raabte: "Vel, jeg skal fortælle en lystig Historie!"

SIDE: 83

"Bravo, bravo Niklas!" raabte alle hans Landsmænd.

"Det var i Aaret attenhundrede og eet. Jeg blev
presset og kom først ombord i "Agamemnon". Mary, min
Pige, græd, og jeg var heller ikke glad, for Brylluppet skulde
staa 14 Dage derefter. "John, min Ven, trøst hende," sagde
jeg og gik i Baaden. Hun stod igjen paa Stranden og græd.

"Mary, Mary," svarede hans Landsmænd i Chor.

Fjorten Dage derefter var jeg i Storm mellem rullende
Bølger. Skuden den slingred, Seilene revned, Søerne slog
over Dækket. Elskede Mary, elsker du mig, jeg elsker kun
dig. Lad Stormen kun tude, lad Søen kun skumme, jeg
naar iland. Mary, min Mary, jeg elsker jo dig.

Ved Abukir ombord i Nelsons Skib, blev ikke sparet
paa Krudt. Kanonerne tordnede, Kuglerne for gjennem
Takkel og Toug, gjennem Skrog og henad Dækket og spa-
rede Ingen, som stod i Veien. Det saaes paa Blodet, som
flød, og paa de døde Kroppe. Mary, min Mary, hvad ra-
ger det mig? Jeg elsker jo dig, Du elsker jo mig!

"Rule Britannia rule the wawes
For Britains never well be slaves."

"Rule Britannia", svarede Choret.

"To Aar var jeg borte. Saa seilede jeg til England,
til det muntre England. Hurra for England, Hurra! Mary,
min Pige.

Saa landed jeg i England, i det muntre England.
Der søgte jeg min Pige, der søgte jeg min Mary, for
Mary, min Pige, hun elsker jo mig. Jeg elsker kun dig.
Hvor bankede mit Hjerte, hvor blussede min Kind, da jeg
gjennem Døren til Marys Hus gik ind. Der traf jeg to
Smaabørn, det var Marys Børn, for hun var bleven gift.

SIDE: 84

Mary, min Pige, var bleven gift med John, min Ven.
Mary, min Pige, jeg elsker endnu dig, du elsker ei mig!"

Det var en Blanding af Sang og Deklamation. Man-
den saa udmærket godt ud, havde en smuk Stemme, og da
han nu standsede, slog han Hænderne for Ansigtet og styr-
tede ud af Værelset, som det lod i dybeste Fortvivlelse.

"Stakkels Niklas, en prægtig Fyr. Stakkels Niklas",
raabte hans Landsmænd efter ham.

Inden vi gik tilsengs, havde Aldrik faaet at vide, at
Stewards Skib var gaaen tilsøs Dagen forud, at Eieren
havde været ombord i sit Fartøi, inden det seilede, og at
han derpaa var taget nordover. Den Stril, vi skulde be-
søge, boede længere ude tilhavs i samme Retning. Det
passede godt, vi kunde da træffe dem begge. Manden eiede
en god Kastevaag og en Hvalvaag, men Gjæstgiveren paa
Solsvig troede ikke, det var muligt, han vilde sælge nogen
af disse sine Eiendele; thi det var af dem, han havde sin
fornemste Indtægt.

Næste Morgen satte vi os i Baaden igjen. Den
gamle Jørgen lod ikke til at have havt rigtig godt af
Gaarsdagens Glæder, han saa træt og bleg ud. Han havde
nu iført sig baade den gule Paryk, den stribede uldne
Spidshue og den bredpullede Hat.

Det var atter en stille og klar Morgen. Solen var
allerede oppe og skinnede paa Havskjærene udenfor, men det
var noget kjøligt og ude over Havet laa en tyk Taage,
hvorpaa Solens Straaler faldt som paa et graat Teppe.
Idet vi roede forbi Hummerbysen, som laa i Skyggen un-
der Fjeldet inde paa Havnen kun med et lidet Springtoug
iland, færdig til at seile ved mindste Vind, var der ikke en
Mand at se paa Dækket. Ud igjennem Kahytsvinduerne

SIDE: 85

trængte derimod en høitidelig Psalmesang, og bag Ruderne
saa vi tre-fire Gutteansigter, hvis Bevægelser tydeligt viste,
at de sang af en Bog.

"Prentisserne holder Morgenbøn", sagde Jørgen høi-
tideligt. Han tog Hatten af sig, op af den en Klud, der
skulde forestille Lommetørklæde, satte Hatten ned i Baaden,
tog saa Spidshuen og Parykken af og lagde dem ned i Hat-
ten. Jeg ventede, at han vilde falde paa Knæ, følge En-
gelskmændenes Exempel og bede sin Morgenbøn, men iste-
det derfor gav han sig til at skure sin skaldede Isse saa
voldsomt med Kluden, at den blev skinnende blank. Derpaa
dyppede han Kluden i det klare, kolde Søvand, lagde den
paa Issen, satte Parykken paa Kluden, Huen paa Parykken
og Hatten paa Huen og var nu som forvandlet. Matheden
og Blegheden var forsvunden fra hans Ansigt, da han sagde:
"Aak, det gjorde godt. Har jeg behøvet den Hue paa næ-
sten 10 Aar, og hvisom jeg tænkte, at jeg skulde bruge
Nordsøens salte Vand paa slig Maade mere, saa kan I kalde
mig en Skjelm, Maasjø. Kan Nogen forsværge Noget?
Jeg skulde ikke tro det. For jeg havde forsvoret det igaar.
Ja, min Sandten havde jeg saa."

Den gamle Mand foldede Hænderne og lod til at falde
i alvorlige Betragtninger. Det var tydeligt nok, at han ikke
var ganske vis paa, hvorledes han havde opført sig Aftenen
forud, og han blev derfor usigelig glad og lykkelig, da Al-
drik sagde: "Du var flink igaaraftes, du gamle Sørøver,
og holdt dig udmærket godt". Da jeg lagde til: "Det
var godt at se, at I havde været blandt Folk før, Jørgen,
og ikke stod for Skud for første Gang," smilede og nikkede
han til os og fik Taarer i Øinene af Rørelse og sagde:
"Tak, tusinde Tak for det, og Gud velsigne dokker, som er

SIDE: 86

saa snil mod en gammel Mand. Men hvem kan lade være
at slaa sig lystig, naar han kommer ilag med lystige En-
gelskmænd? Ingen, Gud forsyne mig. Ikke et eneste Men-
neske. Gud forlade min Synd, som bander saa tidlig paa
Morgenstunden. Jeg tror ikke engang, den helligste Præst
var god for at være alvorlig og lade være at blive i Lag
med dem. Gud forsyne mig, nei Gud forlade mig, om jeg
tror. Hør nu bare. Var han ikke lystig nok igaaraftes?
Jeg skulde mene det. Men hvem er saa først ved Morgen-
bønnen næste Dag? Jeg skulde tro, det var Engelskmanden.
Glemmer han Vorherre kanske maaske om Morgenen, fordi
han om Aftenen har været - har faaet - hm, hm, har
- har -"

Den gamle Mand blev rød og kom i Forlegenhed med
at finde et Udtryk, der var mildt og smukt nok. At "være
fuld" og "faa formeget" var Udtryk, der med Indignation
bleve forkastede. Endelig fandt han, hvad han søgte, og
vedblev: "Har seet formeget paa Muskaten. Engelskmæn-
dene ere gudfrygtige Folk. Engang for mange Aar siden
kom et Skib uden Master og uden Ror drivende ind fra
Havet under en svær Storm af Sydvest. Skibet stødte og
sank ved det yderste Skjær derude og strax efter kom en
Baad drivende iland. Baaden var af fineste Mahognitræ,
poleret og staferet paa det kostbareste. Bagtofterne vare be-
lagte med røde Fløielspuder, og der sad en udmærket smuk
Dame bunden fast til Toften, og et Drengebarn var bunden
fast til hende. Damen var død, men i Barnet hang der
jussom lidt Liv endnu. Strilen, som fandt Baaden, begrov
Liget om Natten, gjemte Baaden i et Nøst, men hvor Bar-
net blev af, ved jeg ikke. Fra den Dag blev der stor For-
andring paa Strilegaarden. Der blev nye Huse, ny Redskab

SIDE: 87

og nyt Alting. Svære Penge fandtes til Udlaan ogsaa,
og det i udenlandsk Guld. Men alligevel var der nok be-
dre at bo før end efter den Velstand, for der var ikke trygt
længer. Midt om Natten hørtes tunge Suk og bitter Graad
gjennem hele Hytten, ja saa tunge var Sukkene, at Enhver,
som hørte dem, maatte sukke med. I mørke Nætter i
stille Veir, naar der var megen Morild i Søen, kunde man
se det forliste Skib ligge paa Bunden og en Mand gaa
jusom og søge efter noget op og ned af Dækket. Af og
til aabnede han sin Pjækkert og kjendte efter i Lommerne,
knappede den saa igjen og gik ned i Kahytten. En Stund
efter kom han op igjen og begyndte at søge paanyt. Det
var klart, han havde mistet noget, som han maatte finde,
før han fik Ro, der han laa. I maanelyse Nætter, især
under Storm og Blæst, saa de den samme Mand i Spid-
sen for et helt Skibsmandskab fare fra Søen opover til
Udmarken, hvor Damen laa begraven og derfra under fæle
Hyl og fæle Skrig tilbage igjen over Huset ned i Søen.
I Regn og Tykke hørtes kun Skrigene.

Det var ikke muligt at holde sligt ud i Længden,
og Strilen gik derfor til Præsten og fortalte ham Alt.
Damen blev da begraven i christen Jord. Det vilde vel
hjælpe, mente Præsten. Men det hjalp ikke. Gutten blev
lyst op i alle Blade, Baaden og svære Penge gav Strilen
fra sig, men det hjalp ligesaalidt. Han maatte have mere,
sagde Præsten. I Førstningen sagde Strilen nei; men saa
erindrede han, at han havde en liden Kasse hjemme, som
havde været fuld af Penge, men nu var der ikke en Skil-
ling i den. Præsten begjærte at se den og fandt et Brev
og en liden engelsk Bibel i den.

Han læste Brevet og blev saa rar og bleg at se til,

SIDE: 88

mens han læste. Samme Nat maatte Strilen ro ham ud
til det britiske Skib. Der blev Bibelen sænket ned. Skip-
peren gik just paa Dækket og søgte, da den faldt ned for
ham. Han greb den, trykkede den til sin Mund og løb ned
i Kahytten, og siden lod hverken han eller hans Mandskab
sig se eller høre mere; men over Gaarden hviler den For-
bandelse, at ingen velstaaende Mand skal bo og blive der.
Saaledes holder Engelskmanden paa Guds Ord. Penge og
Guld kan han forsage, men Bibelen, Bibelen, den maa han
have med sig."

"Hvor blev der af Gutten?" spurgte jeg, da Jørgen
var færdig med sin Historie.

"Ingen uden Præsten ved, hvor der blev af Gutten.
Det var nok heller aldrig værdt at snakke om det", svarede
han med en yderst hemmelighedsfuld Mine. Det var ikke mu-
ligt paa nogen Maade at faa ud af ham, hvad han videre
vidste om den Sag.

Ved Middagstid naaede vi vort Bestemmelsessted. Det
var en liden mosbegroet Hytte med Torvtag. Den laa paa
en Bjergknat inde i en Vig, hvis snevre Aabning gik ret
i Øst og var godt beskyttet mod Storm og Søgang bag
det Hegn, som Naturen rundt om havde reist af nøgne graa
Klipper. Ikke et Træ, ikke den mindste Busk, ja, ikke et
eneste Græsstraa eller den mindste Mosvært var at se paa
Ryggen af disse bare Klipper og Skjær, hvis Udseende gav
Indtryk af, at de dagligen bleve pidskede rene af Havets
salte Vand og derfor den Dag idag vare ligesaa rene og blanke,
som da de kom fra Skaberens Haand. Ned imod Vandet
i Ly af Vestenvinden saaes derimod hist og her en grøn
Plet. Den største af disse grønne Oaser paa de haarde
Klipper laa ved Hytten, og enkelte sorte smaa Flekker paa

SIDE: 89

den antydede endog, at Agerbrug ikke var ganske ukjendt af
Hyttens Indvaanere, skjønt det var klart, at det blev drevet
i mindst mulige Maalestok.

Var Vegetationen ringe og Midlerne til det dyriske
Livs Underhold saa over Vandet, syntes dette ikke at være
Tilfældet i Vandet; thi Stranden var skjult af den gulbrune
Tang saa langt op paa Stenene, som høieste Flod rakte.
Selv paa den bratteste Fjeldknat saaes ikke den mindste bare
Flæk til høieste Flodmaal. En Uendelighed af Skjæl, Mus-
linger og Snegle i forskjellig formede Huse fandt her de-
res Næring, og da vi et Stykke inde paa Vigen kunde se
Bunden, standsede vi og lagde os til at studere den. Van-
det var saa klart, at det var, som om Baaden svævede i
Luften. Under mig laa en aldeles ny Verden. Paa Bun-
dens hvide Sand fandtes en utallig Mængde levende Skab-
ninger, hvis Tilværelse jeg hidtil havde kjendt ligesaalidt til
som Dyrenes paa Jupiter.

De røde, stjerneformede Korstrold, Store og Smaa,
Forældre og Børn, krøbe i Skarevis langsomt om paa deres
med smaa korte Ben besatte Bug. De kuglerunde Igelskjær
eller Søpindsvin i alle Størrelser fra et lidet Barnehoveds
til en Nøds, laa heller ikke saa rolige, som det ved første
Øiekast kunde synes; thi de lange Pigger paa deres runde
Legemer vare i uafbrudt Bevægelse. Sneglerne i deres for-
skjellig formede Huse levede et indgetogent Liv og syntes at
ligge ubevægelige, men kunde dog af og til, naar de fandt
for godt, flytte sig. Østersene, Storskjellene, Langskjællene,
Kjærlingørene laa aldeles ubevægelige paa den Plads, de
havde faaet ved deres Fødsel.

Der førtes et stille, roligt og fredeligt Liv dernede.
Der var ikke Vrøvl og Skraal, ikke Kamp og Strid, ikke

SIDE: 90

Had og Misundelse mellem disse fredelige Skabninger, som
intet kunde se og intet høre, som derfor levede i et evigt
Mørke og i en lang Stilhed, overladte til sig selv, til Be-
tragtningen af sit eget Jeg og til den Følgeslutning, som
de kunne være istand til at gjøre gjennem Følelsen, der er
den eneste Sands, der sætter dem i Forbindelse med Uden-
verdenen. Af og til kom vel en Røver af en Krabbe
farende frem med en Hurtighed, som satte Sneglene i For-
undring, og som Østersene fandt ufattelig, og søgte at gjøre
Bytte; men Sneglene og Østersene trak sig tilbage i deres
faste uindtagelige Borge, Igelskjærene reiste sine Pigger og
Korstroldene gjorde sig æklere og uappetiteligere, end de af
Naturen vare, og saa maatte Røveren for denne Gang gaa
uden Bytte. Af og til svævede en Manet med sin lange
Hale henover de harmløse Dyr paa Bunden. Kun Krabben,
der havde Øine, følte Misundelse og tænkte: "Det stygge,
bløde, slimede Bæst skal kunde flyve, og jeg med mit veldan-
nede Legeme skal ikke kunne flyve. Det er skammeligt".

Nærmere ind imod Land var Bunden bedækket med
Tang, i hvis tætte Skove ganske andre Dyr levede. En
enkelt sort Hummer saaes i Udkanten at kaste et speidende
Blik udover Sandet udenfor og derpaa trække sig tilbage
igjen ind i Skoven.

Aldrik blev utaalmodig over min lange Stirren i Van-
det og kunde ikke begribe, hvad Fornøielse det kunde være
at ligge og glo paa de ækle Søtrolde, som han kaldte alle
disse submaritime Væsner med en Fællesbenævnelse. Nei,
at se ned i et stort Laas med Sild eller ned i en Seistim,
det var noget Andet. Det var næsten, som man allerede
havde den paa Pakboden og kunde sælge den paa Børsen
næste Dag.

SIDE: 91

Vi trak Baaden paa Land og gik ind i Hytten. Først
kom vi ind i Kjøkkenet, hvor Lugten af Torven, som er
det hovedsageligste Brændematerial saa langt ude tilhavs,
virkede ubehageligt paa min Lugtesands, og derfra gjennem
en lav Dør ind i Stuen, hvorfra en endnu værre Lugt
slog os imøde. Manden og Konen vare i fuldt Arbeide
med at spinde Hampegarn. Det var et lidet lavt Værelse,
der var saa fuldpakket af de forskjelligste Ting, at der næsten
ikke var Plads paa Gulvet for os. I det ene Hjørne lige
ved Døren stod, i Nærheden af en umaadelig Bilæggerovn,
en Seng, hvori en gammel Mand laa og sov, og i Hjørnet
paa den anden Side af Døren stod ligesaa en Seng, hvori
et sygt Barn laa og syntes ligesom at sove. I det tredie
Hjørne laa et Par Høns paa Æg og havde faaet deres
Rugeplads ovenpaa en stor Kasse, hvorfra der udkom en
Lyd, som røbede, at der havde Grisen sin Bolig. I det
fjerde Hjørne stod under et lidet lavt Vindu, hvis smaa
Ruder vare fæstede i Bly, et stort Bord, et Par Bænke og
en Kubbestol. Den Plads af Gulvet, der laa imellem disse
forskjellige Møbler, var ikke stor og var optagen, foruden af
det spindende Ægtepar, af forskjellige Bunker med Nodegarn.

Ved vor Indtrædelse standsede alt Arbeide. Manden
reiste sig og begyndte at gjøre Vei for os hen til Bordet
og Bænkene, og ved den ringe Støi, som deraf opstod,
vaagnede den gamle Mand.

Han reiste sig overende i Sengen. Det lange hvide
Haar og Skjæg rullede ned over hans Ryg og Bryst, og
idet han langsomt strøg sig over sin nøgne Isse med sin
ene tørre, knoglede Haand, saa han paa os med et mat
Blik, lod saa Haanden glide ned over Ansigtet, for med
Fingrene gjennem det lange Skjæg, som for at bringe det

SIDE: 92

i Orden og sagde endelig med skjælvende Stemme: "Det er
Byfolk, er det ligt til, som komme tilhavs. Du faar byde
dem at sætte sig til Bordet, Mons, og saa faar du se at
finde lidt at traktere med, Maite."

Konen stod og pyntede sig. Hun satte en ny blaa
Hue paa Hovedet, spyttede paa Fingrene og glattede saa
paa Haaret. Kvindernes Pyntesyge naaede altsaa lige ud
til de yderste Havskjær, kunde jeg se. Derpaa tog hun en
Rømmekolle ned fra en Hylde lige under Loftet og satte
den paa Bordet. Der var lidt Smuds paa Rømmen, men
det tog hun bort med Fingrene og dem slikkede hun nok
saa pent, mellem hver Gang hun stak dem ned i Rømmen.
Da det var gjort, gav hun sig til at stelle ved det syge
Barns Seng, medens vi tog Plads om Bordet.

"Jeg kommer for at se det Brev du talte om, du
havde faaet fra mig," sagde Aldrik til Strilen.

Manden svarede ikke, men gav sig til at lede i en
liden blaamalet Tine, som stod under Bordet, idet han af
og til kastede et spørgende Blik hen til sin Kone og sit syge
Barn. Endelig fandt han, hvad han søgte, og leverede
Aldrik Brevet.

Med stor Iver aabnede han det og saa strax, at det
ikke var Meningen at misbruge hans Navn; thi det inde-
holdt et med et fremmed Navn underskrevet Tilbud om
at kjøbe Kastevaagen. Navnet lignede rigtignok temmelig
meget Aldriks; men hvad der stod, kunde vi ikke se. Vi
kunde bare læse et Tann . . . Resten var ulæselig.

Da Strilen hørte, at Brevet ikke var fra den, han
antog, blev han endnu alvorligere, end han havde været
før, og det var tydeligt at mærke paa ham, at det var
en dyb Skuffelse. Han sukkede, lagde Brevet ned igjen i

SIDE: 93

Tinen og sagde: "Jeg trænger til halvhundre Daler og
vil derfor sælge Kastevaagen. Du skulde vel ikke have
Brug for den, du da?"

"Jo, det kunde nok være muligt," svarede den Ad-
spurgte, hvorpaa Underhandlingerne begyndte.

Det viste sig strax, at hele Handelen fra Mandens Side
var indledet for at faa 50 Spd. kontant udbetalt. For-
holdene vare saa smaa herude ved Havet, at han ikke havde
kunnet udfinde nogen anden Maade at opdrive denne Sum
paa, end ved at sælge en Del af sin Eiendom.

Den hvidskjæggede gamle Mand sad i Sengen og lyt-
tede en Stund med spændt Opmærksomhed til Samtalen,
men da denne blev ført temmelig sagte, kunde han ikke op-
fatte hvert Ord. Dog lod det til, at han lidt efter lidt
kom efter Hovedindholdet, Musklerne i hans Ansigt blev
strammere og strammere.

Endelig sagde han med mat skjælvende Stemme: "Mons
du maa ikke sælge den mindste Part af Gaarden" og gjen-
tog senere i et væk, saalænge Underhandlingerne varede,
den samme Ytring.

Da Handelen var paa Veie til at blive sluttet, og de
forlangte Kontanter allerede lagt paa Bordet, tilføiede han:
"Mons i 300 Aar har Brudvigsfolket Mand efter Mand
siddet paa Gaarden med fuld Odel og Eie, slig som hun
nu er, du skal ikke være den første, Mons, som slider Styk-
ker af hende."

Mons havde allerede talt en Del af Pengene, men
holdt op at tælle, da Oldingen taug, reiste sig og sagde
alvorlig: "Skal jeg lade ham derborte ligge og dø som en
Hund, Farfar, uden Doktor og uden Apotheker? Vil du
det, Farfar?"

SIDE: 94

Oldingen svarede ikke, men gjentog kun sin tidligere
Ytring: "Mons, du maa ikke sælge den mindste Part af
Gaarden." Mons stod en Stund og lyttede til den Gamles
Ord, derpaa kastede han et Blik paa sin Kone, der sad
paa Sengekanten hos det syge Barn, fulgte saa Retningen
af hendes Øine og saa paa det syge Barns blege Ansigt.
En svag Rødmen farvede hans blege Kinder, og han be-
gyndte paanyt at tælle Pengene, medens Oldingen vedblev
i et væk at sige: "Mons, du maa ikke sælge den mindste
Part af Gaarden."

Da han var kommen til tre og førti, reiste Barnet
sig langsomt i sin Seng og sagde: "Hval i Vaag! Hval
i Vaag!"

Som et elektrisk Slag traf dette alle Hyttens Beboere.
Den gamle Farfar gav sig til i et væk uden Ophold at
mumle: "Hval i Vaag, Hval i Vaag."

Moderen slog Hænderne sammen og raabte i dyb Hen-
rykkelse: "Gud i Himlen være takket! Han er vaagen og
kan snakke!"

Faderen reiste sig, paabød Taushed og stod en Stund
og lyttede. Der opstod en dyb Stilhed, og vi hørte lige-
som et fjernt Raab. Da kastede han Pengene fra sig, saa
de fløi omkring paa Bordet, greb sin Kufte og sin Hat og
sagde: "Hval i Vaag. Jeg maa ud, du faar blive hjemme
Maite og passe Gutten, da det staar til Redning med ham.
Bliv med og hjælp til," sagde han til os idet, han ilede ud
af Døren.

Paa Toppen af en Klippe, et Stykke fra Hytten, stod
en Mand og skreg: "Hval i Vaag! Hval i Vaag!" idet han
svingede med Armene og vendte Ansigtet mod alle Verdens
fire Hjørner. Uden et Øiebliks Ophold vedblev han at

SIDE: 95

skrige og svinge med Armene. Vi kunde høre ham længe,
efter at vi havde forladt ham og vare langt ude paa Søen.
Flere Baade saaes i største Il drage forbi det trange Indløb
til Vigen, dreie om Næsset og nærme sig Land, og snart
vare flere af Monses Naboer samlede for at raadslaa.

Monses største Baad var en Sexring. Den var opsat
i Nøstet, men var let at faa paa Vandet nedover den Skraa-
plan af Tværstokke, hvorpaa den var trukken op, og gik
lige ud i Søen. At faa Aarer og Tilfar i den var ogsaa
snart gjort. Men saa begyndte Vanskelighederne, lod det
til; thi der opstod saa levende og ivrig Debat mellem Mons
og hans Naboer, at det ikke var muligt at faa udrettet
noget for bare Snak.

Den Ene vilde tage den store Nod. Den Anden vilde
have den Lille, den Tredie vilde ikke have nogen Nod,
men vilde blot medtage alle de Master, Aarer og Bord, som
fandtes i Nøstet.

De snakkede saaledes i Munden paa hinanden, at det
ikke var muligt for den Ene at høre, hvad den Anden sagde,
men Ingen af dem foretog sig Noget. Endelig kom de da
nogenlunde til Enighed og forsynet med en Del Bord med
et Hul i den ene Ende, et Par Harpuner, en Del Pile
og en stor Bue satte de sig Alle i Baaden, og saa gik det
udover. Vi fulgte efter i vor Baad.

Manden paa Toppen af Øen stod fremdeles og raabte:
"Hval i Vaag! Hval i Vaag!" og svingede med Armene
og da vi kom udenfor Vigen saa vi en anden Mand paa
en Ø en halv Mils Vei længer ude staa ligesaa og svinge med
Armene. Formodentlig raabte han ogsaa: "Hval i Vaag!"

Raabene lod til at have ganske god Virkning; thi
fra flere Kanter saaes Baade stikke frem fra Holme og Skjær.

SIDE: 96

Alle med Stavnen vendt i samme Retning. Efter noget
over en halv Times anstrængende Roning kom vi endelig
til et snævert Indløb, og der stansede Sexringen.

En Baad var kommen før, i den sad der to Mænd,
men de vidste ikke Besked om nogen Ting. De havde hørt
Raabene og skyndte sig til Indløbet til Hvalvaagen, men
de havde hverken hørt eller seet noget til nogen Hval.

Aldrik, der var kommen lidt i Aande ved Udsigten til
en Hvalfiskefangst, blev temmelig lang i Ansigtet ved denne
Efterretning og sagde ærgerlig: "Det kunde jeg vide forud.
Her er bare daarlige Forretninger at gjøre herude blandt Hav-
strilerne. Det er bare Tøv Altsammen, Havstrilen farer med."

Ikke før fik han udtalt, før der hørtes ligesom en dyb
Snøften, en stor sort Gjenstand viste sig i Vandfladen ikke
tredive Favne fra os, og en tyk Vandstraale sprudlede høit
i Veiret. Hvalen var i Vaagen og kom lige imod os.

Folkene i Sexringen gav sig til at skrige: "Hval i
Vaag!" slog med Aarer og Øsekar i Baaden og i Vandet
og gjorde saa megen Allarm og Spektakkel, som om det
gjaldt deres Liv. Vi fulgte deres Exempel, og jeg skreg
tappert, idet jeg stirrede ned i Vandet og hvert Øieblik
ventede at se Hvalens store sorte Legeme komme tilsyne
under Baaden og glide udover i aabent Vand.

Men det skete ikke; derimod saaes et Stykke fra os
inde i Vaagen en Del store Hvirvler i Vandet.

Leviathan havde ladet sig skræmme af os smaa Regn-
orme og af vore magtesløse Skrig og var gaaet over det
trange Sund og tilbage i Fælden igjen. Noden blev nu
sat over det trange Sund, og indenfor Noden bleve Skim-
lerne nedsænkede. Til Hullet i den ene Ende paa hvert
Bord blev nemlig fæstet en tung Sten, saa at den Ende

SIDE: 97

sank tilbunds. Til den anden Ende, der flød op, blev
fæstet et Toug, hvorved Skimlen kunde hales op, fires ned
og flyttes i Vandet, saa ofte man vilde. Efterat samtlige
Skimler vare nedsænkede, dannedes derved en Væg. Den
var tynd, lav og let bevægelig og ikke synderlig meget
stærkere end Noden udenfor, men det hændte dog ikke ofte,
fortalte man mig, at Hvalen gik lige paa denne Væg, naar
Skimlerne vare nogenlunde tæt satte, og især hvis de vare
nye. Da saa Dyret dem skinne sig imøde langt borte og
vovede sig ikke nær dem.

Saa simpelt og let udførligt dette Stængsel end syn-
tes at være, tog det dog lang Tid med at faa det istand,
og det var allerede langt paa Dag, inden det var gjort.
Imidlertid samledes flere og flere Folk. De Fleste havde
et eller andet med sig til at forøge Stængselets Styrke
med, og da fire Noder vare satte, den Ene udenfor den An-
den, besluttede de sig til at angribe Dyret.

"Vi faar nu ind og tage fat paa hende", sagde Mons.
"Hun er lang og svær og diger, er det ligt til, men vi faar
byde til og gaa paa, skal vi kunne tage Livet hendes."

Imidlertid havde Folkene faaet deres Vaaben istand.
Disse vare af ganske forskjellig Beskaffenhed. Nogle havde
Buer af Barlind og Pile af Rakejern. Hvad det var for
Slags Jern, kunde jeg længe ikke faa at vide; thi Folkene
vilde ikke ud med Sproget derom. Endelig sagde Jørgen,
at Rakejern arbeides af 3 Slags Vragjern, og det maa ta-
ges paa Line udenfor det yderste Skjær i Havet og smides
i voxende Maane og voxende Flod, og saa maa det hærdes
i østrindende Vand under Vestenstorm med Braad og Brand
under Bod og Bøn af fastende Mand.

Andre havde Skatler eller Harpuner. Enkelte havde

SIDE: 98

endogsaa Geværer. De Fleste havde dog kun Øxer, gamle
Spyd, Entre-Piker, Baadshager, forrustede Sabler eller an-
dre lignende Vaaben, der syntes lidet tjenlige i Kampen mod
et Søuhyre.

Saaledes udrustede droge vi da ind i Hvalvaagen og
lod fem Baade med Mandskab blive tilbage paa Nøderne
ved Laasen. De fik Ordre at passe nøie paa, og skrige og
skraale i et væk, saameget de orkede, naar Hvalen nærmede
sig dem.

Vi nærmede os Dyret, der af og til saaes at sprøite
en tyk Vandstraale op i Luften langt inde i Vigen.

Aldrik havde den hele Tid været i en yderst livlig
Stemning og flere Gange budt paa Hvalen. Det kunde
kanske endnu blive en god Forretning at gjøre herude,
mente han. Først bød han 5 Daler for Dyret, der det gik;
men da Ingen vilde indlade sig paa denne Handel, bød
han Mons, som Eier af Vaagen, 5 Daler for hans Andel
og da Mons ikke engang svarede derpaa, bød han 10 Da-
ler strax paa Haanden og 6 Daler for hver Tønde af Spæk-
ket, der blev over 6, naar den blev fangen.

Da Mons heller ikke værdigede dette Tilbud noget
Svar, blev Aldrik ærgerlig og mente, at Havstrilen var den
kjedeligste Fysak, som fandtes paa denne Klode, og saa
dorsk, at han ikke engang havde ringeste Sands for den
høiere Spekulation.

Vi vare snart komne saa langt frem, at vi hvert Øie-
blik ventede at se Uhyret dukke op midt imellem os. I
Stavnen paa hver Baad stode Skytterne færdige med deres
Vaaben, medens Rorskarlene langsomt roede indover. Al-
les Blikke vare i dyb Taushed spredte udover den hele
stille Vandflade. Med Et hørtes ligesom en dyb Snorken.

SIDE: 99

I det samme steg en tyk Vandstraale i Veiret nogle faa
Favne fra Monses Baad og i samme Øieblik for Skatelen
ud af hans stærke Haand og sad fast i den sorte Colos,
som kom tilsyne paa Overfladen af Vandet. Et Øieblik
lod Dyret til at blive aldeles lamslaaet derved, eller forste-
net af Skræk. Men saa kom der rigtignok Liv i den igjen.
Med rasende Heftighed slog den med Halen mod Vandet,
saa Skummet sprøitede høit tilveirs og gik derpaa tilbunds
med utrolig Hurtighed. Monses Baad blev halv fyldt
og han selv saa vaad, at Vandet dryppede fra hans
Skjæg og hans Skindkufte. Inden den store sorte Krop
forsvandt under Vandfladen, sad Harpunen og 3 Pile i den,
og fire Skud vare affyrede mod den.

Medens Linen med rivende Hurtighed for ud af Monses
Baad, sad hans Rorskarle og hamlede. Strax før Linen
var udløben, kastede han Trækubben, hvortil den var fæstet,
ud paa Vandet. Den laa ikke længe og flød der, før den
blev trukken afsted saa hurtigt, at den næsten forsvandt under
Vandet, paa hvis Overflade den efterlod en Stribe af Skum,
der viste, hvad Retning Hvalen tog. Den gik ligeimod det
nordre Løb, og jeg ventede hvert Øieblik at se den saarede
Hval gaa igjennem Stængselet og, tiltrods for alle de Skrig
og den Allarm Folkene gjorde, søge ud paa Dybet. Men
jeg tog Feil. Dyret lod sig atter skræmme og vendte til-
bage til Vaagen igjen. Nu for den en lang Tid omkring,
uden at det var muligt at komme den nær. Straalen, den
sprøitede i Veiret, var blodrød. Den forkyndte ligesom de
blodrøde Striber, der saaes efter den i Søen, at den var
haardt saaret.

Dens Forfølgere sloge sig til Ro. De Fleste af dem
toge deres Madbommer frem og gave sig til at spise.

SIDE: 100

Nogle tændte deres Piber og satte sig til at ryge. Alle
forholdt sig saa rolige, som om de sade hjemme i deres Hyt-
ter og nøde Aftenens Hvile efter en velanvendt Dags Strid
og Møie.

Dette begyndte at blive kjedeligt. Aldrik opgav at
spekulere i Hvalen og talte om at komme hjemover igjen.
Jørgen, der den hele Tid næsten ikke havde sagt et Ord,
fik atter Munden paa Gang og slog paa, at det nok var
langt udover den rette Skaffertid, hvorfor jeg foreslog at
gaa iland og faa vore Nister frem.

Paa Toppen af den lave Ø, mellem Hvalvaagens begge
Udløb, toge vi Plads, og havde fri Udsigt over Bugten
indenfor os, hvor den jagede Hval for om med Trækubberne
slæbende efter sig, og Holmer og Skjær og Havet udenfor
os, hvor fremdeles nu og da en Baad saaes skyndsomst ile
til Kamppladsen. Langt ude paa Øen stod Manden endnu,
svingede Armene og raabte: "Hval i Vaag!", og jeg hørte
senere fortælle, at Skriget i Regelen vedvarer, indtil Hvalen
er dræbt. Ingen kan dog holde ud at skrige mere end 6
Timer. Da maa han holde op, og saa er han saa hæs, at
Ingen kan forstaa hans Tale i de første Dage derefter.

Vi nød vort Maaltid med usigelig god Appetit, og jeg
for min Part sad aldeles fortabt i Beskuelsen af den under-
lige Kampplads lige under mig og af den utrolig sterile
Natur, der omgav mig. Det var kun Vand og Sten at se,
saa langt mit Øie kunde naa, og Stenen var saa renskyllet
af Vandet, saa at end ikke et Støvfnug var tilbage paa den.

Tause og stille sade vi og fortærede vor Mad. En
mismodig Stemning trængte lidt efter lidt ind i mit Bryst
og en dyb Følelse af Ensomhed, Forladthed og Hjælpeløs-
hed optog mig saa aldeles, idet jeg stirrede udover det en-

SIDE: 101

deløse Hav, at jeg forskrækket for sammen, da gamle Jørgen
afbrød Tausheden og sagde: "Jeg mener, det er bedst at
komme i Hus jo før jo heller. Det tør blive Storm til
Kvelden." Han pegte udover Havet, hvor en smal blyfar-
vet Stribe ligesom syntes at danne Grændsen mellem Him-
mel og Hav. Det var nok til at bringe os til at paaskynde
vor Hjemreise. Endnu førend vi vare komne ned i vor
Baad, krusede en let Vind Vandet i Vaagen, og da vi kom
ud af Vigen forbi Nøderne, var den blyfarvede Stribe alle-
rede bleven bredere.

Det havde været Aldriks Hensigt at opsøge Steward
og faa en Forklaring af ham paa Brevet, men nu, efter at
have seet Monses Brev, havde han opgivet denne Plan.
Han følte sig nemlig overbevist om, sagde han, at det var
den samme ubekjendte Mand, der havde skrevet til Mons,
som i al Ærlighed og Oprigtighed havde friet til Stewards
Datter, og at det var paa Grund af ren Misforstaaelse af
Navnet, at Svaret blev givet Aldrik Tannholtz.

"Jeg forsikrer dig til", sagde han og kløede sig bag
Øret med et Smil. "Jeg forsikrer dig til, jeg synes or-
dentlig, det gaar mig til Hjertet, at Pigebarnet har villet
have mig. Hun maa bestemt ikke være saa gal."

"Nei, saa gal, som du tror, hun er, er hun sikkert
nok ikke", svarede jeg.

"Gal, tror jeg hun er gal? Du maa da kunne for-
staa Spøg. Jeg mener, hun har bestemt et godt Hjerte."

Det var tydeligt nok, at Mennesket var paa Veien til
at blive forelsket i Pigebarnet, der havde været saa artig
at sige ja til ham, uden at han havde friet til hende.

"Jeg længes efter at komme til Byen igjen jo før jo
heller", sagde Aldrik.

SIDE: 102

Om det var Bryggen eller Susa Steward, der nu trak
stærkest i den Retning, ved jeg ikke.

Ved Laasen traf vi Mons, der sad ganske rolig og
smøgede sin Pibe. Paa mit Spørgsmaal, om han havde
Tid til at ryge Tobak nu, mens Hvalen drog omkring inde
i Vaagen, svarede han tørt: "Lad hende slide paa Kub-
berne til imorgen, saa er hun nok ikke saa hidsig og saa
modig som idag. Imens ligger jeg her og hviler mig og
passer paa Laasen."

Men da Aldrik derpaa spurgte ham, om han nu, siden
han havde saa god Tid, vilde slutte den afbrudte Handel,
tog han Piben af Munden og svarede med Alvor: "I tre-
hundrede Aar har Brudvigsfolket, Mand efter Mand, siddet
med fuld Odel og Eie paa Gaarden, slig hun er. Jeg skal
ikke være den første, som slider Stykker af hende."

Medens han talede, sad han ganske rolig. Han rørte
ikke en Finger, ikke en Muskel i hans Ansigt bevægede sig.
Han syntes at være en Typus for den rolige Havstril. Men
i hans Øine glødede en Ild, der røbede, at der var Varme,
hvor den kom fra. Ilden slukkede dog strax. Med Piben
i Munden og paa ægte Strilemaner fortsatte han: "Med
Guds Hjælp trænges ikke Pengene nu, og hvis de trænges,
tør det hænde, at Trankogeren derinde skaffer dem. Men
du faar se at komme i Hus med den tynde Baaden din, før
det hvitner udover Blaamyren. Det bliver nok ikke længe til."

Manden havde Ret. Vi burde skynde os, og det gjorde
vi ogsaa.

Vor Vei førte os lige ud i det aabne Hav. Ikke det
mindste Skjær skilte os fra det, og jeg tilstaar, saa vant
jeg end var til at færdes paa Søen og drage om tilbaads
inde i Fjordene, saa blev jeg dog hel underlig tilmode denne

SIDE: 103

første Gang, jeg i et lidet Nøddeskal af en Baad kom udenfor
det yderste Skjær. Den sagte Bris, vi nylig havde havt,
var atter ophørt, og ikke en Krusning var at se paa den
blanke Vandflade; men Havet var ikke længere roligt. Lange,
blanke Dynninger kom langsomt rullende ind fra Havet og
skyllede rundt om os, mod Øer og Holme, mod Klipper og
Skjær. Med en sagte Brusen gik det blanke Vand over
til Skum. De rullende Bølger gled stille og rolige bort
under vor Baad, der hævedes og sænkedes af dem, medens
Kjølen og vore fire Aarer satte Mærker i det blanke Vand-
speil og viste, hvor vor Vei havde gaaet. Det var, som om
vi kjørte op og nedad Bakker.

Jørgen havde faaet Paryk og Hue paa sig og sat Hatten
mellem sine Ben i Bunden af Baaden. Han roede med
forøget Hurtighed, og jeg bemærkede, at han kastede æng-
stelige Blikke ud imod Vest, uagtet han, hvergang jeg vendte
mig paa Toften for at se rigtig paa ham, satte et roligt
og ubekymret Ansigt op. Aldrik havde pakket sig ind i
sine Tepper og laa og sov bag i Baaden, saa roligt som
om han laa hjemme i sin lune Stue. Jeg var tilmode, som
om jeg var kommen i Bur sammen med en vild sovende
Løve, der hvert Øieblik kunde vaagne, og hvis Vaagnen vilde
være min visse Død. I et væk saa jeg ud imod Vesten.
Men Vandet vedblev at være blankt, uagtet de rullende Bak-
ker syntes hvert Øieblik at blive høiere og høiere. Løven sov,
men rørte sig i Søvne. Blyfarven i Horizonten steg stadigen
længere og længere op paa Himlen.

Imidlertid gled vor Baad fremad, dreven af fire villige
Arme. De to gamle lod til at være af Staal og de to
unge arbeidede for at komme ud af Løvens Bur, før den
vaagnede. Vandet skummede foran, og Aarene slog taktfaste,

SIDE: 104

som om de vare drevne af en Maskine, mod Vandet. Det
gnistrede i Kjeiper og Humlebaand med den regelmæssige
Lyd, som kun rigtig øvede Roere kjender, og jeg følte Lysten
og Iveren til at ro voxe med hvert Aaretag.

Lidt efter lidt blev den vide Udsigt over Havet mere
og mere indskrænket og endelig aldeles stængt. Vi vare
komne bag en Ø og ind i et trangt Sund.

Her holdt den Gamle op at ro, tog sit Lommetørklæde
op af Hatten og gav sig til at gnide sin skaldede Isse blank.
Derpaa saa han udover Horizonten i Vest og sagde saa:
"Nu saa langt kom vi da, nu har vi bare Hjæltefjorden igjen,
saa er vi ved Herlø, men jeg er ræd, Stormen glemmer
ikke os. Skal vi blive liggende her til imorgen, eller skal
vi vove os over?"

"Vi vil over," svarede jeg.

Vi havde nemlig, hvis vi ikke tog over Fjorden, kun
Valget imellem at blive liggende i Baaden Natten over
eller at overnatte i en elendig Strilehytte. Det Sidste
forekom mig værre end det Første, og begge Dele syntes
umuligt. Saa heller trodse Vind og Bølger tværtover
Fjorden.

Gamle Jørgen satte Parykkken paa sig, trak Huen ned
over Ørene og trykkede Hatten saa langt ned over Huen,
som han kunde faa den. Derpaa spyttede han i Næverne
og sagde: "Nu ja, lad det staa til da."

Imidlertid havde Vinden frisket paa sig, og ude paa
Fjorden gik allerede temmelig høi Sø. Vi satte trøstigen
afsted, men vare ikke komne halvveis over den omtrent 1
Mil brede Fjord, før vi Begge angrede det. En svær Byge
kom strygende nordfra, lige ud fra Havet og ind over os.

SIDE: 105

"Væk ham der bag, det er ikke Tid at sove nu," sagde
Jørgen alvorlig.

Jeg stødte til Aldrik med Foden. Han reiste sig
dovent og spurgte, hvad der var paafærde. Vi underrettede
ham om, hvorledes Sagerne stod, og da han havde faaet
den Underrettning, lagde han sig ned igjen, idet han bad os
om at sige til, naar Bygen var der og vi trængte til hans
Hjælp.

Aldriks Ro lod sig aldeles ikke forstyrre ved Sligt.

Strax efter kom Stormen med rasende Heftighed styr-
tende ind over os. Idet den for hen over Bølgerne, rev
den disses Toppe med sig op i Luften og pidskede dem
derpaa som en tæt Regn ned igjen i Vandet længere inde,
eller førte dem med sig høit tilveirs som fint Støv. Stor-
mens Magt var saa stor, at den jævnede Søen rundt om
os. En Stund var det, som om Alt stod i et Røre. Det
salte Søskum for saa tæt om os, at vi neppe vidste, om
vi vare over eller under Vandet. Gamle Jørgen dreiede
Stavnen af Baaden lige mod Stormen, men det var ikke
at tænke paa at ro imod den. Det var næsten ikke muligt
at faa Aarebladene frem mod Vinden. Da Stormens første
Raseri var over, og det ligesom lysnede lidt omkring os,
saa vi Havet udenfor komme styrtende ind over os med
fraadende Heftighed. Vandet stod som en Mur med hvid
Overkant ude i Fjorden, og Muren kom stedse nærmere og
nærmere. Inden den naaede os, slog en Hagelbyge med
saadan Styrke og Fasthed ned i Fjorden, at Bølgerne om-
kring os bleve pidskede til Ro. Haglene slog ned i Vandet
med saadan Voldsomhed, at de syntes at hoppe tilbage
derfra igjen mange Gange fordoblede. Den halve Fjord
stod i et Skum.

SIDE: 106

Jørgen brugte Aarerne i Taushed, men med en Utrætte-
lighed og Styrke, jeg ikke havde tiltroet den gamle Mand.
Han benyttede denne korte Rolighed paa Vandet til at vende
Stavnen af Baaden lige mod Land, men saa kom der et
Vindkast farende mod os. Idet det ligesom en Kile for
igjennem Bygen, pidskede det Fjorden med fordoblet Raseri,
rev Vandet med sig i en lang Stribe indover, saa at det
ligesom røg af den oprørte Sø. Vindkastet syntes at have
gjort os og vor Baad til Maalet for sin Vrede; thi det
kom sættende lige ned imod os. Et Øieblik var det, lige-
som om Baaden skulde rives ud af Vandet og hvirvles op
i Luften. Forstavnen blev løftet et Stykke i Veiret, Vandet
pladskede os i Ryggen. Jørgen skreg Noget til mig, men
jeg kunde ikke høre, hvad han sagde. Stormens Brølen
overdøvede hans Raab. Da Vindstødets største Styrke
havde draget forbi os og videre indover, saaes hist og her
lignende Stød fare henover Vandet rundt om os.

Jørgen vendte atter Stavnen lidt mod Land og vedblev
at ro med samme Kraft og Utrættelighed. Imidlertid havde
Hagelbygen aftaget; men Bølgemuren ude i Fjorden kom
nærmere og nærmere, og da den ikke var mere end et halvt
hundrede Favne fra os, raabte den Gamle bag mig: "Væk
ham, nu eller aldrig maa han op. Det gjælder Livet for
os Alle."

Der var Graad i den Gamles Stemme, og jeg til-
staar, at jeg tabte Modet, da jeg mærkede, at han var al-
deles modløs og fortvivlet over vor Stilling.

Jeg stødte atter til Aldrik med min Fod, idet jeg ved-
blev at ro af alle Kræfter. Han havde pakket sig saa godt
ind i sine Tepper, at Stormen forgjæves havde revet og
rusket i dem, uden at kunne faa den mindste Flig løs. Han

SIDE: 107

reiste sig dovent og saa sig om med en Mine, der viste, at
han aldeles ikke syntes om at blive vækket. Først rystede
han Haglene, der havde lagt sig sammen i Lag i Folderne
paa Teppet, af sig, derpaa saa han udover Vandet. Han
blev, da han fik Øie paa Bølgerne, der kom ind fra Havet
over os, ligesom med et vaagen, sprang op og var som
aldeles forvandlet. Den dovne, søvnige, træge Bryggegast
var med Et bleven en bestemt, kraftig og rask Sømand.
Han kastede Yderfrakken af sig og raabte til mig: "Læg
Aarene ind, tag Øsekarret og kom her bag."

Jeg saa paa ham, og paa hans Ansigt opdagede jeg
et Udtryk af Bestemthed, der gav mig Mod. Han havde
ikke tabt Modet, det var let at se.

Idet han krøb forover og jeg bagover, sagde han opmun-
trende: "Nu skal du se, hvad det er for en herlig, liden Baad
vi har under os, og hvor godt den vil bjerge sig for Søerne".

Da han kom frem paa Fortoften til Jørgen, gav han
ham en af mine Aarer og sagde: "Se her du gamle Kaper,
gaa frem i Rangen og kløv Bølgerne med den."

Den gamle Mand tog Aaren og krøb forover, idet
han grædende sagde: "Aa Gud hjælpe og trøste mig, som
har faat dokker ud i sligt græsseligt Veir. Eg gav gladelig
mit Liv til, at dokker var vel iland, Smaagutter."

Aldrik satte sig paa hans Plads, greb Aarene og sva-
rede kjækt: "Smaagutter siger du, gamle Sørøver? Det er
voxne, velconfirmerede Gutter, med Marv i Armene, Staal
i Ryggen og Krudt i Hjertet, som har faaet dig ud.
Men der kommer det, du skal banke i."

I det samme kom den første store Bølge. Den løftede
Forstavnen af vor lille Baad saa høit op i Veiret, at jeg
maatte gribe fat i Toften, hvorpaa jeg sad, for ikke at styrte

SIDE: 108

paa Hovedet bagud. Jørgen havde slaaet i Bølgens øverste
Kam, kløvet den, idet den kom rullende mod ham og der-
ved ligesom berøvet den sin værste Braad. Nu kom Bølge
paa Bølge, den Ene større og vældigere end den Anden,
rullende ind over os, og hvert Øieblik ventede jeg, at den
høie, grønne Vandmasse med hvide Border, der med uimod-
staaelig Magt rullede frem høit over os, skulde opsluge det
lille Nøddeskal, hvori vi laa og rullede. Men vor kjække
lille Baad blev styret af to friske, kraftige Arme og satte
bestandig Brystet lige imod Søerne. Som en svømmende
And kastede den Vandet fra sig ligesom med stedse tilta-
gende Trods. Vi vare snart oppe paa Toppen af disse
smaa Vandbjerge og havde en vid Udsigt rundt om os.
Vi saa ud i det aabne Hav, der med stedse stigende Vold-
somhed syntes at komme rullende ind over os, skummende
i sin Iver efter at naa os. Vi saa dog paa samme Tid,
at Landet i Sydvest ligesom stadigen fjernede sig, og at
Landet mod Nordost stedse kom os nærmere. Vi saa og-
saa, at det begyndte at klarne i Nord.

Aldrik sad og roede med en Kraft, Ro og Dygtighed,
der var saa stor, at jeg af og til maatte holde op at øse,
for rigtig at se paa ham. Han havde Øie for hver eneste
Fare og for hver eneste Fordel. Stedse fandt de høie
Søer Baadens skarpe Stavn at brydes mod, men naar
Bølgen var mindre høi, og saa mindre farlig ud, benyt-
tede han strax Leiligheden til at vende Stavnen mod Land
og vinde nogle Alen ind imod det. Saaledes kom vi
Landet stedse nærmere og nærmere. Det gik vistnok lang-
somt; men det gik dog stedse fremad mod Land. Jeg be-
gyndte allerede at blive saa vant ved Faren, at jeg rolig
saa Søerne styrte mod os, da med Et en Bølge brød ind

SIDE: 109

over os. Jørgen havde stukket sin Aare for dybt i Vandet,
eller Vandet kom for hurtigt over ham, saa han ikke fik
Aaren op igjen, inden Søen naaede Stavnen. Vandet
blev ligesom ledet opad Aarens Skaft indover den Gamle
og det med saadan Styrke, at han blev skyllet bagover og
tørnede med sit Hoved mod Aldriks Ryg. Baaden blev
idet samme kastet tilside og halv fyldt af Vand. Tofter
og Tæpper, døde Fugle og Madtiner begyndte at flyde om
i den. Jeg troede Alt tabt og ventede, at næste Bølge
skulde aldeles skylle hen over os.

Aldrik greb Jørgens bredskyggede Hat, som laa og
flød mellem Fuglene, kastede den til mig og skreg, at jeg
skulde øse med den. Det gjorde jeg og det gik meget hur-
tigere end med vort lille Øsekar.

"Op igjen! Giv dig ikke gamle Sørøver, før skal
Ryggen gaa!" raabte Aldrik til Jørgen, medens jeg øste for
mit og de Øvriges Liv.

Den næste Bølge fandt hver paa sin Post igjen. Vor
Baad satte sit fulde Bryst mod den, men laa dog nu saa
tungt i Vandet, at den ikke længere klarede saa godt for
sig som før. Det gjaldt at faa den læns igjen. Jeg ar-
beidede for tre Liv.

Maaserne, der igaar havde fløiet tause og træge og
dovne hen over det rolige Vand, fore nu med de livligste
Bevægelser om i Luften, boltrede sig der og skrege i vild
Glæde.

Medens jeg øste, hørte jeg deres hæse Skrig rundt
om mig gjennem Stormen.

Da jeg var færdig, gled vi baglænds gjennem et smalt
Sund, medens Aldrik hamlede af alle Kræfter. Det var
let at se, at vi vare komne ind i en stærk Strøm og bleve

SIDE: 110

førte afsted af den. Strax efter kom vi forbi en Pynt,
og da vi vare komne i Læ af dem, vare vi i ganske smult
Vand udenfor al Fare.

Gamle Jørgen slog Hænderne sammen og sagde med
dyb og inderlig Glæde: "Gud i Himlen være takket og
priset for vores Frelse." Derpaa satte han sig forud i
Rangen, vred Vandet af Paryk og Hue, lagde sit Lomme-
tørklæde paa sin nøgne Isse, Parykken over den, trak Huen
vel nedover Parykken og var nu saa inderlig glad, at han
gned sig i Hænderne og lo høit af Glæde.

Vi vare komne gjennem Herløsundet og laa nu i Ly
af Herlø. Strax efter kom vi ind i Herløbugten og lagde
til Bryggen ved Siden af Nøstet i saa fuldkommen Ly af
Stormen, at vi kun følte et svagt Vindpust af og til.
Vi hørte den derimod fare henover Fjorden udenfor med
en hul Brummen, der i enkelte Stød gik over til en skarp
Hvinen. Det var, ligesom om den blev rasende over at
træffe paa noget, der vovede at modstaa den og derfor hvi-
nede af Vrede over, at Taget paa Nøstet blev staaende og
at Flagstangen, som var anbragt der, ikke bøiede sig nok
for den, uagtet Flagstangen i saa Henseende visselig gjorde
sit Bedste og endog til yderligere Tegn paa Underdanighed
af og til lod Flagsnorene pidske sine Sider, saa det baade
sang og klang i den arme forpinte Stang. Var Stormens
Magt indskrænket inde under Bryggen, regjerede den desto
mere uindskrænket ude paa Herløfjorden, hvortil vi havde
fri Udsigt. Der boltrede den sig i stort Velbehag imellem
de høie rullende Bølger. Der pidskede den Bølgernes Rygge
til Skum og flængede store Stykker af dem, som den rev
med sig høit tilveirs og malede til Støv.

Et Par Strilbaade vare komne ind fra Søen. Der

SIDE: 111

havde været godt Seifiske ude til Havs den Dag og en
Mængde Baade havde været ude paa Fiske. Nu kom de
farende indover og søgte Ly mod Stormen, som en Flok
Faar, i hvis Midte Ulven pludselig er styrtet ind. Det
ene lille barkede Seil viste sig henne ved Næsset efter det
Andet. En Tid dukkede det op og ned i Vandet og syntes
hvert Øieblik at blive slugt af Bølgerne, men naar det
havde passeret Næsset, faldt det ned i Baaden. Folkene
grebe til Aarene, roede mod Vinden til Bryggen og vare
reddede. Deres Baade vare synkefærdige, naar de ankom
der, overfyldte af Fangsten og af det indskyllede Vand.
Selv vare de saa vaade at det salte Søvand randt af deres
Haar, Skjæg og Klæder; men de rystede Skindklæderne,
som de vare iførte fra Top til Taa, det lod til at være
nok for dem. De syntes at være ligesom Søfuglene, de
dagligen færdedes mellem og som kun, naar de komme i
Land, behøve at ryste Vandet af Fjædrene for at være tørre.
Anderledes var det med os stakkels Byfolk, vi vare gjen-
nembløde til Skindet.

Stormen tiltog bestandig og lidt efter lidt blev Scenen
paa Bryggen og i Baadene livligere og livligere. Jeg
troede, at Strilerne var et stille og taust Folkefærd, der
med stoisk Ro fandt sig i Livets forskjellige Tilskikkelser,
lod Glæder og Sorger lige sporløst fare gjennem deres
Hjerter og med samme flegmatiske Ligegyldighed hørte paa
de dybeste Forhaanelser som paa de høieste Lovtaler. Saa-
ledes havde jeg været vant til at betragte dem inde i Byen
og efter denne Synsmaade have de, saavidt jeg ved, stedse
været behandlede af Bergenserne, der formodentlig have lært
dette af de mægtige Lübeckere og Bremere paa Tydskebryggen.
Men jeg mærkede nu, at jeg havde taget Feil og at Strilen

SIDE: 112

idetmindste under saadanne Omstændigheder, som de nu for
Haanden værende, kunde være snaksomme og livlige og det
i en saa høi Grad, at jeg blev ganske forundret derover.
De øste Vandet af deres Baade, tog deres Maste ned og
pratede og stellede med den fangede Fisk og pludrede i
Munden paa hinanden. De fortalte deres mærkelige Hæn-
delser underveis, uden at nogen syntes høre derpaa, og spurgte
efter Venner og Bekjendte, der endnu vare udenfor, uden at
nogen syntes at have Tid til at svare. Jeg maatte atter
tænke paa Søfuglene og paa en Flok Ænder, hvis stille
Flegma af og til gaar over til en høist forunderlig, næsten
febrilsk Stemning. Ere de vel slupne fra en eller anden
farlig Situation, giver Glæden derover sig tilkjende ved en
obligat Snadren for hver Enkelts Vedkommende. Dog maa
jeg tilstaa, at det især var det smukke Kjøn blandt Strilerne,
der nu udmærkede sig ved Livlighed og Snaksomhed.

Jeg var gjennemvaad og begyndte at fryse og var
ifærd med at modtage den venlige Indbydelse, vi fik, til at
tage ind paa Gaarden; men nølede kun for at se, om der
skulde være endnu flere Baade ude. Der var ikke flere at
se. Derimod strøg et Par Sognejægter indover mod Byen
med Seilet langt nede paa Masten. Med Et opstod der
Stands i Snakket rundt om mig. Det var tydeligt nok
noget paafærde, der bragte Alle til Taushed. Ved at spørge
efter fik jeg at vide, at den sidste Baad havde bragt Efter-
retning om, at der ude paa Fjorden laa en Baad og drev
med Kjølen i Veiret og med tre Mænd siddende paa Hvælvet.

Aldrik havde været beskjæftiget med at lade vor Baad
fortøie og vore Sager bringe i Forvaring og lod ikke til
at tage den ringeste Notits af, hvad der foregik rundt om
ham. Men aldrig saasnart fik han høre om den forliste

SIDE: 113

Baad, før han var lutter Fyr og Flamme. "Vi maa ud,"
raabte han, "vi maa ud og redde strax. Gjør den Baad
der klar," lagde han til og pegte paa den største og bedste
af alle de Baade, der fandtes ved Bryggen. Han sprang
ned i Baaden, satte sig paa Fortoften og raabte, at han
maatte have fire Mand med sig. Ikke en eneste lod imid-
lertid til at høre, hvad han sagde, ja Eieren af den Baad,
han havde valgt, var endog saa forsigtig, at han i al Stil-
færdighed krøb ud af sin og ned i den nærmeste Baad.

Aldriks Opfordringer bleve længe besvarede med dyb
Taushed. Jeg vilde tilbyde min Hjælp, men gamle Jørgen
tog fat i mig og holdt mig tilbage, idet han sagde: "I
skal ikke gaa med, Maasjø. Den sorte Nat stunder til, og
Stormen voxer hvert Øieblik. Det kan ikke nytte at snakke
til ham der", vedblev han, idet han pegte paa Aldrik, "han
er saa gjenstridig som en sta Hest, det han vil, det vil han,
men I, Maasjø, I er et pent ungt Menneske, som ikke vil
sætte en gammel Mand, som jeg er, i Dødsangst en Gang
til for Jeres Skyld. Gud velsigne Jer, gaa ikke med."

Han hang sig saa fast til mig, at jeg ikke kunde komme
af Stedet, uden at slæbe ham med mig. Imidlertid havde
Strilerne flokket sig sammen oppe paa Bryggen, og midt i
Klyngen stod en liden, styg, gammel Kjærring, paa hvis
Aasyn Alles Blikke vare rettede, og til hvis Tale Alles
Øren lyttede. Hun traadte ud af Flokken og hen til Kanten
af Bryggen og raabte ned til Aldrik: "Vil du drage til-
fjords nu, faar du være alene om det, for ingen af os vil
være med dig. Om en Time er det mørke Natten, og da
blir det lettere at finde ned til Bunden af Fjorden end her
ind igjen. Desforuden", lagde hun til, og paa denne Grund
lagde hun tydelig nok selv overmaade megen Vægt, "des-

SIDE: 114

foruden er det ingen af vore Folk, som ligger paa Baade-
hvælvet derude. Det maa være fremmede Folk. Tør hænde,
det bare er et Par Garper fra Byen. Du faar reise alene,
vil du reise og blive paa Fjorden alene, vil du af al Magt
blive der."

"Hun Kari ved, hvad hun siger. Hun Kari har Ret.
Kari er en forstandig og klog Kjærring", lød det rundt om
fra alle Kanter.

Det var tydeligt, at det ikke kunde nytte, hvad Aldrik
sagde eller gjorde for at faa dem til at følge sig. Kari
havde udtalt sin Mening, og hun var Oraklet, til hvem
Alle lyttede ved slige Leiligheder. Hendes Mening stod det
ikke i hans Magt at faa forandret. Han tiggede og bad
dem blive med sig, men det nyttede ikke. Han skjældte
dem ud paa ægte Bymaner, men det hjalp ligesaalidt som
hans Bønner.

Han kastede endelig utaalmodig Aarene fra sig og
reiste sig for at gaa iland. I det samme gled en Baad,
der just kom ind fra Fjorden, op ved Siden af den, hvori
han stod. I den sad Mons Brudvig og en anden Mand.

Aldrik henvendte sig nu til ham med Bøn om Bistand;
men hans Opfordringer lod ikke til at have bedre Virkning
end tidligere.

Mons fortalte rolig, at han havde seet den forliste
Baad med 3 Mand paa Hvælvet, men at det ikke var mu-
ligt for ham, med den ene Mand han havde med sig, at
komme dem tilhjælp i sligt overhændigt Veir, som det
nu var.

"Det var bare en Bygarpe og to fremmede Folk, det
kunde jeg se," lagde Mons til, idet han gav sig til at
binde Fangelinen paa sin Baad i Bryggens Bolværk.

SIDE: 115

"Det er kanske den rige Kjøbmand Steward fra Byen,
som ligger paa Hvælvet derude. Den, som redder ham,
tjener let hundrede Daler", raabte Aldrik.

Det hjalp ikke. Med Et fik han en lys Tanke. Han
hoppede over i Monses Baad, gik hen til ham, lagde
sin ene Haand paa hans Skulder, saa ham ind i Øinene
og sagde:

"I tre hundrede Aar har Brudvigsfolket været fri-
baarne Mænd, der have siddet paa deres Gaard med fuld
Odel og Eie og gjort hver Mand Ret og Skjel, det jeg
tror. Aldrig har jeg hørt et ondt Ord om nogen af dem
før. Fra idag af kan jeg fortælle, at Brudvigsmanden, som
nu sidder paa Gaarden, er en feig Usling, der er ræd for
at ro tilfjords i en Storm."

Mons blev alvorlig ved denne Tiltale; men da Aldrik
sluttede, svarede han med et Smil:

"Du kan nok fortælle saa, men neigu om du faar
Nogen til at tro dig, som kjender mig da, og for at du
heller ikke selv skal tro det, saa skal jeg blive med; men jeg
vil have min egen Baad."

Han løsnede atter Fangelinen, lod Øinene glide hen
over Folkene paa Bryggen og sagde:

"Du faar da blive med du, Kari. Kan hænde dine
Øine trænges til, naar Mørket falder paa, og saa faar du
følge du, Jens og du, Per. Løse og ledige Folk savnes
mindst."

Mons lod til at være en Mand med Autoritet; thi uden
at sige et Ord steg de Tiltalte ned i Baaden, hvorimod han
lod den Mand, han havde havt med sig, og som var gift
og havde flere Børn, gaa iland.

SIDE: 116

Enhver indtog sin Plads i Taushed. Strax efter gik
det afsted udover Bugten i strygende Fart, og da Baaden
kom forbi Næsset, saa vi, hvorledes Skummet sprøitede høit
over dens Forstavn. En Stund drev den med Sø og
Storm og syntes aldeles ude af Stand til at vinde
opover igjen, men derpaa saa vi den nærme sig Næsset
mere og mere og endelig forsvinde bag det.

"Nu skulde I have været med, Maasjø, saa skulde I
bare hørt, hvorledes den søvnige Bryggegasten kan lade
Munden gaa", sagde Jørgen til mig, da Baaden ikke læn-
gere var synlig. "Jeg kjender ham saa inderlig vel, Maasjø.
Nu sidder han og snakker for Strilerne for at holde Mod
i dem, og Munden gaar som en Peberkværn. Dette er hans
Liv. Saa forskjellig er Folk. Men jeg tror, han har faaet
flinke Folk med sig, og er Redning mulig, saa vil den gaa for
sig nu. Hvad kunde det nytte, om I og jeg, som er trætte
og udmattede, havde sat os til Aarene igjen? Kunde det
nytte? Jeg skulde ikke mene det. Vi havde været paa
Drift indover til Byen, vi nu. Ja min Sandten havde
vi det."

Medens han pratede saaledes, aabenbart i den Hensigt
at stille mig tilfreds, havde flere Baade roet tværtover Bug-
ten og Folkene søgte at krybe op paa Klippen, som dannede
Næsset, for at faa Udsigt over Fjorden. Men det var dem
ikke muligt at staa eller engang ligge der. De maatte ned
igjen i deres Baade for ikke at blæse tilsøs.

Der var intet Andet for mig at gjøre end at gaa
ind og faa mine vaade Klæder af mig og lægge mig til-
sengs, medens de tørrede. Jeg blev anvist et stort Værelse,
hvis Vinduer vendte ud mod Haven, hvor et Par stakkels
forpinte og forpidskede Rognetræer og Frugttræer stode og

SIDE: 117

bøiede sig for Stormen. De vare aldeles blottede for
Grene mod Nord og Nordvest. Alt det Liv, der var i dem,
stræbte mod Syd og Øst.

Snart laa jeg dybt under Æderdunsdynen og lyttede
til Stormen, der ruskede i Træer og Buske ude i Haven,
for pibende ind imellem Plankeværket derude, klaprede
med Døre og Vinduer, rumsterede paa Loftet og ude i Gan-
gen og syntes rigtig at gjøre sig lystig i den store tomme
Bygning. Solen, der kom frem et Øieblik, før den dukkede
ned i Havet, kastede sine sidste Straaler paa Vindueskarmen
og forsvandt. Det begyndte at skumre, og mine Tanker
fulgte min Ven Aldrik, der nu kjæmpede en Kamp paa Liv
og Død ude paa den oprørte Fjord. Jeg følte, hvorledes
Baaden gyngede under ham, hver Gang den hævedes og
sænkedes af Bølgerne. Jeg hørte, hvorledes Søen slog imod
Baadens Forstavn, jeg saa, hvorledes Stormen rev Vandet
ifra Aarebladene og førte det med sig tilveirs. Efter en
Tids Forløb blev Døren revet op. Jørgen kom forskrækket
ind og fortalte, at Aldrik var forlist, og at der ikke var et
eneste Menneske, der vilde komme ham tilhjælp. Jeg var
naturligvis færdig og sad strax efter i Baaden med den
Gamle, der snakkede og græd og gned sin skaldede Isse
uafbrudt. Stormen tudede ligesaa stærkt som før, og Van-
det pidskede ind over os, men det forundrede mig, at jeg
aldeles ikke følte det ringeste til Vandet eller Blæsten.
Jeg sad saa lunt i Uveiret, som om jeg laa i min
Seng; men da den Gamle lidt efter lidt blev større og
større og saa med Et var en stor Fugl, blev jeg saa for-
undret, at jeg vaagnede.

Jeg maatte have sovet temmelig længe; thi det var
ganske mørkt, da jeg vaagnede. Stormen vedblev at rum-

SIDE: 118

stere omkring i Huset og Haven, men forresten var ikke en
Lyd at høre. Pigen havde taget alle mine Klæder med sig
ud i Kjøkkenet for at tørre dem, saa jeg matte blive lig-
gende. Min Stilling blev mig næsten utaalelig. Det
Eneste jeg havde hos mig, var mit Lommeuhr med tilhørende
temmelig store Staalkjæde, men det var dog forlidet til at
skjule min Nøgenhed med. Da hørte jeg Fodtrin paa Gangen.

De kom hurtig henimod min Dør, den blev revet op,
og en Mand traadte ind i Værelset og kom listende hen-
imod Sengen. Det var gamle Jørgen. Jeg for op i
Sengen og raabte til ham:

"Nu Gamle, hvor er Aldrik, er han kommen tilbage?"

Istedetfor at svare for han et Par Skridt tilbage, skreg
høit, som om han havde seet et Spøgelse og sagde klynkende:

"Uf, nei, Gud styrke Jer, hvor I gjorde mig ræd.
Uf, jamen gik der jusom et Sting tvertigjennem Brystet mit".

Inden han rigtig kunde komme sig igjen, kom en Pige
med et Lys. Efter hende fulgte Aldrik og en Del andre
Mænd med en syg ung Mand imellem sig. Det var en
af de Forulykkede, der var reddet tilligemed en af sine Ulyk-
keskammerater. De havde holdt sig paa Hvælvet i omtrent
12 Timer. Hver Bølge havde skyllet over dem. De havde
seet, hvorledes deres Ulykkesbroder var skyllet bort, hvorle-
des han havde kjæmpet med Døden og var druknet, og
vare, da de endelig bleve optagne af den frelsende Baad i
saa elendig Forfatning, at de hverken kunde staa eller gaa.

Den ene af de Reddede var en Reisende, den anden
var en Stril. Da de naaede Land, var dog Strilen kom-
men til Kræfter igjen. Det Første, han spurgte efter, var
sin nye graa Kufte, og da han hørte, at den var borte,
blev han fortvivlet og forlangte af sine Redningsmænd, at

SIDE: 119

de skulde erstatte ham den Skade, han havde lidt derved, at
de ikke havde reddet den ogsaa. At hans Kammerat var
druknet, syntes langtfra at gjøre det Indtryk paa ham, som
at Kuften var borte. Men det havde ogsaa kostet meget
Arbeide at faa Ulden paa hans eneste Smale forvandlet til
Kufte og det havde hans egen Kone gjort.

Alt som Toget skred frem over Gulvet, blev det lige-
som sat under Vand af det klare Søvand, der i rigelig
Mængde randt af Mændenes Klæder.

I en Hast var den Syge afklædt og lagt i min
varme Seng. Han fik et Par Skefulde varm Grog og sov
snart sødeligt.

Aldrik og jeg fik Plads i den anden Seng. Han var
kold som Is, men kunde dog ikke lade være, inden han faldt
i Søvn, at spekulere og gjøre Forretninger i et Livsassu-
ranceselskab, han vilde oprette. Hans kjære Nordlændinger
skulde være Hovedmændene i det, men Strilene skulle faa
Lov til at være med. Det kunde være en god Spekulation,
en ganske udmærket Forretning, mente han.

Da jeg var paa Veie til at falde i Søvn, puffede han
til mig og sagde:

"Du! Ikke sandt, Susa Steward maa være en meget
fornuftig Pige, siden hun er forelsket i mig?"

Jeg søvnede ind med Ørene fulde af Spekulationer,
Forretninger og Susa Steward. Næste Morgen blev jeg
vækket af Aldrik, der stod fuldt paaklædt foran Sengen og
sagde: "Ved du hvad? Jeg har ligget i hele Nat og drømt
om Susa. Det er besynderligt, og du vil kanske ikke tro
det, men jeg er kommen til den Overbevisning, at jeg i
lang Tid har været forelsket i hende, uden at jeg selv rig-
tig har vidst det."

SIDE: 120

I dette sidste var jeg imidlertid ganske enig med ham.

Jeg fandt mine Klæder aldeles tørre ved Sengen og
var snart ude i Borgaarden eller paa Borregaarden, som
det kaldtes, formodentlig fordi de danske Adelsmænd, der
havde boet paa Herlø, havde kaldt det saa. Det var det
deiligste Foraarsveir. Solen var allerede høit paa Himlen.
En let Bris fra Norden gjorde dog Luften temmelig kjølig.

Nede paa Bryggen fandt jeg min Vært og Aldrik.
Alle de fremmede Baade vare borte. Kun vor Baad laa
tilbage let som en Søfugl paa Vandet. Jeg saa ordent-
lig med Fornøielse paa den lille kjække Tingest, der saa
modigt og kjækt havde trodset de svære Søer. Aldrik var
inde paa en ny Spekulation. Han vilde gjøre Forretnin-
ger i levende Fisk. Herlø skulde være Hoved-Depotet. En
Del store Fiskekister skulde forsynes med Mast og Segl.
I dem skulde Fisken føres til Byen. Vor Vært, der var
en munter Mand, lod til at gribe Ideen med Begjærlig-
hed og mente, at da der i Byen var saa faa Konsumen-
ter, at Forbruget ikke vilde blive stort nok, burde Kisterne
være saa store, at de kunde gaa over til London. Det
gik Aldrik ind paa, men da saa vor Vært mente, at det Bedste
vilde være at dressere en Del stor Fisk saaledes, at de drev
den fangede Flok af Sild, Torsk, Flyndre, Paler, Lyr, Rød-
fisk etc. etc. over til England, erklærede Aldrik, at han ikke
fandt, at det var passende, at man drev Spøg, naar man
talede om Forretninger, og vilde ikke indlade sig i videre
Samtale om den Spekulation. Det var Svindel, mente han.

Da vor Vært derpaa førte os ind i Nøstet og viste
os fine Fiskeredskaber, var Aldrik temmelig mut. Hvad
hverken de store Nøder eller Garnene eller Snørerne eller
Linerne formaaede, nemlig at løse hans Smilebaand og

SIDE: 121

Tungebaand, det formaaede dog Kveitesnøret tildels og Haa-
kjærringsnøret fuldstændigt. Den Kagge, hvortil Kveitesnøret
fæstes, naar det er udhængt i Vandet, og som hopper og
dandser op og ned i Vandflaten, naar Kveiten har bidt,
bragte Smilet frem paa hans Ansigt, og Angelen paa Haa-
kjærringsnøret, der saa ud som en liden Dræg med en Klo,
og var indrettet til en almindelig Faareskraat som Agn,
bragte ham til at udstøde et Forundringsudbrud. Da han
saa dertil opdagede, at Fortømmen til denne Angel var en
4 Alen lang fingertyk Jernkjætting med en 2 1/2 Alen lang
Tværstok i den øverste Ende, som nødvendig hørte til, for
at Haakjærringen, naar den havde slugt Angelen og Jern-
lænken, ikke skulde gabe over Stangen og sluge den med
og saaledes komme til at bide langt ovenfor, udbrød han:
"Nei, Gud bevare os vel, hvad det maa være for et stort
Bæst af et Dyr", og var endog paaveie til at begynde at
spekulere i Haakjærringer, da han hørte, at Leveren paa en
Fisk kunde give indtil tre Tønder blank deilig Levertran.

Han blev imidlertid afbrudt i denne sin Spekulation
af Pigen, der berettede, at Frokosten ventede paa os.

Ved Frokostbordet traf vi vor Contubernal, den stak-
kels Forliste. Det var en bleg, ung Mand, med et ret be-
hageligt Ydre. Han var saa taus og saa saa lidende ud,
at vor Vært gjentagne Gange fandt sig foranlediget til at
spørge ham, om han var syg. Han svarede hver Gang
med en bestemt Forsikring om, at han var aldeles frisk, men
hans Udseende tydede paa, at han var træt og udmattet af
den foregaaende Dags Sjels- og Legemslidelser. Af det
lidet, han sagde, kunde vi høre, at han var fra Stavanger.

Efter at vi havde reist os fra Bordet, gik jeg ind paa
vort Værelse med Stavangeren. Han havde bredt ud over

SIDE: 122

et Bord sin Tegnebog og hele dens Indhold, der natur-
ligvis var bleven gjennemblødet af Søvandet.

Der laa Breve, Vexler, Regninger og andre Papirer
udbredte paa Bordet, og da jeg tog min Pibe, som laa
paa samme Bord, kunde jeg ikke lade være at se, at Adres-
sen paa flere af Brevene lød paa Her A. Tanneby og at
et af dem begyndte med: "Elskede Andreas" og endte med:
"Farvel evig din Sophie."

Her Andreas Tanneby tog dette Brev til sig, da han
bemærkede, at mit Blik faldt paa det, lagde det rødmende
sammen og gjemte det dybt ind paa sit Bryst med et Suk.

Det var flere Kjendemærker paa en ulykkelig Elsker,
end der behøvedes.

Jeg blev lidt forlegen over min ufrivillige Indiscre-
tion, men i min Forlegenhed blev jeg virkelig indiscret og
spurgte Manden, hvad hans Ærinde var herude tilsøs.

"Aa, jeg reiser i forskjellige private Ærinder," svarede
han alvorligt. Derpaa saa jeg, hvorledes han trykkede Bre-
vet tættere til sig, idet han vedblev: "Hele min Fremtids
Ve og Vel vil blive afgjort paa denne Reise."

"Han gaar paa Frieri. Det er tydeligt," tænkte jeg,
og da jeg gik, raadede jeg ham til at hvile sig godt ud,
inden han reiste videre, for alle de Kræfter man har, kan
nok trænges til, naar man er ude paa den Galei. Dette
sagde jeg dog ikke, men tænkte det kun ved mig selv.

Udenfor fandt jeg en opsadlet Ridehest, der ventede
paa mig, og der fik jeg den Besked af Jørgen, at vor Vært
og Aldrik vare redne udover Øen og ventede, at jeg vilde
komme efter.

Idet jeg satte mig paa Hesten, kunde den snaksomme

SIDE: 123

Gamle naturligvis ikke lade Tiden gaa ubenyttet hen, men
brugte sin Tunge det Bedste, han kunde.

Han slog sig for Brystet og sagde: "Aak nei, Gud
forlade Jer, hvor I skræmte mig inat. Jeg blev saa alte-
reret, at jeg ikke var god for at faa en Blund paa mine
Øine i mange Timer. Nei, Gud forsyne mig, om jeg var.
Saa nyttede jeg Tiden og snakkede med den stakkels
Stril, som forliste og mistede sin Kufte, og som heller ikke
kunde sove af Sorg derover. Han fortalte, at de vare paa
Veien til Mons Brudvig, da de bleve overfaldne af Uvei-
ret, og at de ogsaa skulde søge efter Kjøbmand Steward
fra Byen - men Gud forlade mig, der kommer han jo.
Naa, han er ikke feig."

Den Omtalte kom i dette Øieblik gaaende op fra
Bryggen, og i samme Nu forstod jeg Sammenhængen med
de Breve, Aldrik havde faaet Svar paa. De vare begge
skrevne af Stavangeren Andreas Tanneby.

Jeg maatte meddele Aldrik denne min Opdagelse jo
før jo heller og satte derfor afsted.

Herlø er en gammel adelig Sædegaard. Den nød godt
af sine Rettigheder og Friheder som saadan, indtil kort efter
Loven af 1ste August 1821 var udkommen, idet den da
skiftede Eier. Øen, hvoraf Godset havde sit Navn og hvor-
fra Hovedgaarden og Kirken, der i sin Tid var en af de
14 kongelige Kapeller, ligger, er meget flad og omtrent
en Mil i Omkreds. Den er aldeles blottet for Træer og
Buske, med Undtagelse af nogle plantede Vantrivninger i
Haven, og har kun paa søndre Side, der vender mod Aske-
land, en lav Bjerggrund. Forøvrigt bestaar den hele Ø af
en Slette, der ikke hæver sig mange Alen over Havet.

SIDE: 124

Sletten kaldes Valen og er en for største Delen lyngbe-
groet Hede.

Da jeg var kommen et Stykke fra Husene, spidsede min
Hest Ørene og knæggede. Langt borte hørtes en svag Knæg-
gen til Svar. Neppe havde Dyret hørt det, før det satte
afsted med en saa rivende Hurtighed, at jeg var nærved at
tabe baade Sands og Samling. Vinden peb mig om
Ørene, og jeg maatte bøie mig forover, saa meget jeg kunde,
for ikke at blæse af Sadlen. Flere Gange forsøgte jeg at
standse Dyret, men alle mine Anstrængelser havde ikke mere
Virkning, end om Tømmerne vare fæstede til et Kirketaarn.
Jeg lod staa til, og det gik udover Valen i lynende Fart.
Lyngen forsvandt under Hestens Ben med saadan Hurtighed,
som om den blev revet bort under mig af en rivende Strøm.
Hvert Øieblik fløi en Vibe forskrækket op foran Hestens
Ben, peb under sin særegne ustadige Flugt foran mig en
Stund, men blev saa indhentet og redet agterud.

Det er overflødigt at fortælle, at det under disse Om-
stændigheder ikke varede længe, før jeg indhentede de Andre,
og bums standsede min Hest saa pludselig og uventet at
jeg - dog det interesserer formodentlig ikke Nogen at vide,
hvorledes det gik mig, det er om min Ven Aldrik denne
Historie, der desværre er bleven meget længere, end jeg ønskede,
dreier sig - kort sagt jeg kom meget hurtig af Hesten og
til Ro efter det voldsomme Ridt. Senere fik jeg vide, at
Dyret, jeg red, var en Datterdatter af en Fuldblodshoppe,
der i Krigens Tid var gjort til Fange ombord i et engelsk
Fartøi. Jeg gjør aldeles ikke Fordring paa at være nogen
øvet engelsk Væddeløbsrytter.

Da jeg var kommen paa Benene - til Aande igjen,

SIDE: 125

mener jeg, gik jeg hen til Aldrik og fortalte ham, at jeg
havde noget yderst vigtigt at berette.

Han lod til at være i et straalende godt Humør; thi
han lo, saa han rystede, idet han snakkede noget dumt Tøv
om, at han kunde mærke, det maatte være noget Vigtigt,
jeg kom med, siden jeg havde saadan skrækindgydende Hast
med at stige af Hesten.

Herover blev jeg, der i det Øieblik just ikke var videre
oplagt til Spøg, ærgerlig og svarede, at det aldeles ikke var
for min egen Skyld, jeg havde skyndt mig saa, og hvis
han kunde bie, kunde jeg derfor ogsaa.

Aldrik var i Grunden en meget godmodig Fyr og
gjorde sig derfor al mulig Umage for at være alvorlig, idet
han bad mig om Forladelse for sin utidige Munterhed og
om at komme frem med de vigtige Nyheder, jeg bragte.

Jeg begyndte at fortælle, hvad jeg havde opdaget, nemlig
at Stavangeren, som han havde reddet Dagen forud, hedte
Tanneby, at det var ham, som havde skrevet Brevene til
Steward og Mons Brudvig, at Steward selv -

Længere kom jeg ikke. Thi i det samme afbrød han
mig, pegte udover Fjorden og raabte: "Død og Pine, der
er Stevnen, jeg maa til Byen!" vendte saa sin Hest og red
ligesaa hurtigt hjemover, som jeg havde redet udover.

Min Hest, som havde løbet løs omkring i Lyngen en
Stund og gjort en Del underlige Caprioler, fulgte hans
lige i Hælene. Jeg blev staaende tilbage og havde god
Tid til at betragte de store, hvide, bugnende Raaseil, der
for en frisk Nordenvind kom strygende indover. De laa
paa Vandet som uhyre store Svaner med udbredte Vinger.
Det var de første Nordfarer, og saa fandt jeg det aldeles i

SIDE: 126

sin Orden, at Aldrik ikke havde havt Tid til at høre min
Beretning tilende.

Da jeg kom tilbage til Gaarden igjen, var Aldrik
allerede reist, han havde taget sin Baad og var roet ganske
alene til Byen med den, 3 stive Mil. Stevnen var be-
gyndt og hans Flittighedsperiode med den.

Steward og Tanneby havde havt en Samtale med
ham og fulgt ham ned til Baaden. De vare Begge i meget
godt Humør, smilende lattermilde og vel fornøiede.

Den ulykkelige Elsker havde tydelig nok faaet Haab
om at blive en lykkelig Elsker, og jeg hørte Steward sige
til sin tilkommende Svigersøn in spe: "En prægtig Fyr
den Aldrik Tannholtz, en ægte Forretningsmand, men jeg
forstod ikke rigtig, hvorfor han absolut vilde have sit Frier-
brev igjen."

Den Anden svarede, at han heller ikke kunde forstaa
det; men et skjelmsk Smil, der drog over hans endnu noget
blege Ansigt, sagde noget Andet.

Et Par Dage senere roede gamle Jørgen og jeg til
Byen. Jeg lod ikke mange Dage hengaa, før jeg opsøgte
Aldrik paa hans Faders Stue paa Tydskebryggen, hvor jeg
vidste, jeg vilde træffe ham. Han havde da saa meget at
bestille, at han ikke havde Tid at tale videre med mig.

Hele Stevnen var nemlig kommen ind. Han sad i
Forretninger op over begge Øren, men han var i straalende
godt Humør og gned sine Hænder af Glæde, hver Gang
han, idelig afbrudt af Forretninger, fik Tid til at sige et Par
Ord til mig. "Jeg gjorde udmærkede Forretninger paa
vor Tour tilhavs - nu god Dag, der har vi Skjeldrup,
velkommen, velkommen til Byen, jeg haaber Jagten er fuld
af Varer til Stuen her; vær saa god at tage Plads -

SIDE: 127

talte med Steward ude paa Herlø og lod som Brevet, han
havde faaet fra Tanneby, var fra mig - Gesel! I maa
ikke glemme at sende en Skude ombord i Huseby sin Jagt
efter Fisken vor idag, jeg har lovet ham det - Jeg havde
aftalt det med Tanneby, nu tror jeg næsten, jeg er saa godt
som forlovet med den yngste af Døttrene, en pen Smaatøs,
den Susa Steward, rig, god Forretning - Men se der
har vi Mægleren - du faar komme op til mig, naar Stev-
nen er forbi, saa skal jeg fortælle dig Alt. Jeg har ikke
Tid til sligt, som kan opsættes nu. Det gik udmærket
godt paa den Tour. Gjorde prægtige Forretninger. Tannebys
Hus er et godt Hus i Stavanger. Vi bliver Svogre og
svorne Venner."

Derpaa fordybede han sig saaledes i Mæglerens Vare-
prøver, at han hverken saa eller hørte, at jeg tog Farvel
og gik.

Neppe var Stevnen forbi og Nordfarerne af Byen,
førend det ganske rigtigt en Dag fortaltes over den hele
By: "Aldrik Tannholtz er forlovet med Susa Steward," og
Mange lagde til, at det fra hans Side var gammel Kjær-
lighed, der var begyndt længe før hendes Confirmation.

Det følger af sig selv, at der den paafølgende Søndag
var Gratulation hos de Forlovedes Forældre. Den halve
By var paa Benene i den Anledning. Aldrik var aldeles
overstadig lykkelig og blev saaledes gratuleret i diverse hede
og kolde, røde og hvide Vine, at han maatte tage sig en dyg-
tig Lur, inden han kunde gaa ud til sin Kjæreste den Dag.

Vi af hans Venner, der havde gratuleret ham paa det
varmeste, og som ingen Kjæreste havde at gaa til, behøvede
naturligvis ikke at tage os nogen Lur, men gik ud paa
Damsgaard istedet. Der fortsatte vi Gratulationen, dels i

SIDE: 128

det Grønne, dels paa Vandet og kom hjem næste Morgen
i en øsende Regnbyge, efterat have sunget, snakket, leet og
drukket næsten uafbrudt i 16 Timer, og i en Stemning,
der gjorde, at vi aldeles ikke mærkede, at vi vare mere
vaade efter Regnbygen end før den. Formodentlig fordi
den indre Væde neutraliserede den ydre.

Siden fortalte Aldrik mig under megen Smilen og
Hænders Gniden, at han ude paa Herlø først havde talt
med Tanneby og faaet Løfte af ham om ikke at ville ved-
kjendes sit Brev paa de næste ti Aar, og saa havde han
talt med Steward og sluttet Forretningen til alle Parters
inderligste Tilfredshed. Til yderligere Sikkerhed havde han
forlangt og faaet det lykkelige Brev tilbage.

Af mig tog han nu det Løfte, heller ikke at omtale
denne Sag for et eneste Menneske paa de nærmeste 10 Aar.

Dette mit Løfte har jeg troligen holdt; men de ti Aar
ere længe siden svundne, og jeg har saaledes indfriet mit
Løfte som en ærlig Mand og kan trygt fortælle Sagen.

Jeg skylder til Slutning at berette, at Mons Brudvig
virkelig fangede Hvalen, at hans Søn blev frisk igjen, og
at han senere blot smilte foragtelig til Svar paa de Tilbud,
der gjordes ham, hvis han vilde sælge sin Vaag.

Harald Meltzer

Fra Krigens Tid

SIDE: 131

Den 15de August 1807 var Nordlandshandlerne eller
alle Eiere af Stuer paa Tydskebryggen samlede paa Kjæl-
deren paa Bryggen for at sætte Prisen paa de Varer, der
just vare komne ind med Nordfarerne i anden Stevne.

Nogle vilde have Priserne op, og Andre vilde have
dem ned. Det lod i Førstningen til, at alle de ni og fyrge-
tyve Herrer vilde have hver sin Pris paa Tran og Rogn
og alle de Arter af Rundfisk og Rødskjær, som fandtes paa
Priscouranten, saa stor Uenighed var der mellem dem. Lidt
efter lidt consoliderede de forskjellige Meninger sig dog, og der
dannede sig Grupper rundt om paa Salen, hvori de endnu
gjenstridige Oppositionsmænd bleve bearbeidede af sine Venner
til at gaa ind paa den almindelige Mening. Denne var
for stor Nedsættelse i Priserne paa Grund af de Udsigter
til Krig, de sidste Poster havde bragt. Den Ene efter den
Anden gav efter, og det lod endelig til, at Enighed skulde
blive tilveiebragt og at de gode Mænd skulde faa komme
hjem til sin Fisk og Fiskesuppe, som hver eneste af dem
skulde have til Middag den Dag; thi det var en Løverdag.

Men saa traadte Jan Didrich Putten frem og sagde
til Oldgesellen, der sad for Enden af Bordet med Proto-
collen for sig: "Jeg siger rent ud, at jeg ikke bryder mig
om, hvad der siges om Krig og daarlige Udsigter. Det

SIDE: 132

samme Snak har jeg hørt i mange Aar. Jeg har svære
Beholdninger baade af Sild og Fisk og Tran og Rogn, og
jeg vil derfor have Priserne op. Jeg giver ikke mine Varer
bort for Ingenting. Jeg har hverken stjaalet eller røvet
dem, men kjøbt dem i dyre Domme for mine egne surt
fortjente Skillinger. I Andre kunne gjerne Allesammen,
mine Herrer, sætte hvad Priser I vil for mig, men jeg vil,
som sagt er, have Prisen opover og lade Udlændingen be-
tale mine Varer med passende Avance efter Indkjøbspris.
Jeg har, Gud ske Tak, mange pene Commissioner fra gode
Huse baade fra Holland og fra Italien, baade i Østersøen
og fra Middelhavet, og trænger ikke til at sælge mine Varer
her i Byen til Spotpris. Enhver kan gjøre, hvad han vil
for mig, men min Priscourant kommer til at blive saaledes,
som jeg har skrevet op paa denne Seddel. Vær saa god,
Herr Oldgesel. Skriv den ind i Jeres Bøger. Den bliver
saa Stevnens Priscourant alligevel, og dermed gaar jeg;
for jeg vil saamæn ikke staa og tøve længere her. Jeg vil
hjem til Mor og Fiskesuppen. Jeg lider ikke kold Mad.
Adjøs."

Der blev stor Allarm i Salen, da Putten nu i Hid-
sighed tog sin Hat og ilede henimod Døren. Flere stillede
sig med blussende Ansigter foran ham og lod til med Magt
at ville hindre ham fra at komme ud. Hans Venner stim-
lede om ham og gjorde ham Forestillinger om, at det dog
ikke gik an i disse farlige Tider at skrue Priserne op for
hele Byen. Den, der førte Ordet blandt dem, sagde: "Jeg
og jeg og jeg og jeg. Hvad er dette for Noget, Jan
Didrich, bare at tale om dig selv og ene og alene at tænke
paa dig selv? Skal du ikke tage Hensyn til hele Byens og
til alle dine Medborgeres Ve og Vel? for det er Noget, som

SIDE: 133

Enhver, ja selv det mindste Barn kan forstaa, at de Priser,
du holder, Jan Didrich, maa enhver Anden paa hele Bryg-
gen ogsaa holde, for ellers faar du al Handel, og vi Andre,
vi faar kanske ikke en Fisk."

Jan Didrich Putten var imidlertid en liden stivsindet,
tør gammel Knark, der ikke var let at bøie, og som kun
besvarede alle de Forstillinger, der bleve rettede til ham,
med det tørre og korte Svar: "Det, jeg har sagt, det staar."
Jo ivrigere hans Modstandere bleve for at faa ham fra
hans Beslutning, desto ubøieligere blev han. Da han saa,
at Udgangen var spærret, satte han sig ganske rolig paa
en Stol, lænede sig bagover mod dens høie Ryg, foldede
Hænderne over den gyldne Stokkeknap, lukkede Øinene og
lod til at ville tage sig en Lur, der han sad. Han lod
alle sine Venners og Bekjendtes Anmodninger og Bønner
gaa saa upaaagtede forbi sig, som om de vare henvendte til
de brogede Roser og gyldne Blade, hvormed Ruslæderet
paa Stolens Ryg var udsmykket, og ikke til hans Øren.
Han satte Hatten fra sig under Stolen, spændte op Spæn-
derne paa Knæbuxerne for at gjøre sig det mageligt, og sad
der med sammenfoldede Hænder, sammenknebne Læber og
lukkede Øine, som et Billede paa Urokkelighed og
Bestemthed.

Flere af de mindre modige Mænd, der i Grunden
vare af samme Mening som Putten, begyndte at fatte
Mod igjen og gik over til hans Mening, der oprindelig
havde været deres egen. Puttens Venner opgave den Ene
efter den Anden Haabet om at rokke hans Beslutning, og
det lod til, at der ikke var andet at gjøre, end rolig at
gaa ind paa den stivsindede lille Mands Priser. Da skral-
dede Posthornet nedenfor Salens Vinduer. Udenlandsposten
var kommen usædvanligt tidlig denne Gang. Alle videre

SIDE: 134

Forhandlinger over Priscouranten bleve opsatte, og Enhver
ventede sit Bud fra Posthuset med sine Breve.

Puttens Byløber var den Første, der bragte sin Her-
res Breve. Han greb dem med stor Hast, kastede et flyg-
tigt Øiekast paa et Par af dem, stak dem til sig uaabnede,
greb derimod med stor Iver et, aabnede det, læste et Par
Ord og blev bleg, læste videre og blev blegere. Brevet
var kort og snart udlæst. Da det var gjort, reiste den lille
Mand sig, spændte Knæbuxerne til igjen og sagde: "Kjø-
benhavn er bombarderet af Engelskmændene, Krigen er er-
klæret. For mig kan dokker sætte Priserne som dokker vil.
Adjøs, god Middag Allesammen."

Imidlertid kom det ene Bud efter det Andet med Breve.
Alle fik den samme Efterretning, og ud paa Eftermiddagen
gik Trommen om i Byen med den Underretning, at Eng-
land havde erklæret Danmark Krig.

Nu blev der Røre i Byen. Paa Gaderne flokkede Folk
sig sammen for at opsamle Efterretninger, høre Breve blive
oplæste og lytte til klogere Folks Meninger. Stemningen
var meget alvorlig og ophidset, og fra flere Kanter hørtes
Ytringer om, at man ikke denne Gang havde den Trøst som
i 1801, at Hovedstaden havde udmærket sig ved Tapperhed
under Forsvaret. Tværtimod indeholdt flere af de senere
ankomne Breve Antydninger, der viste, at det Modsatte nok
havde været Tilfældet under Bombardementet.

Istedetfor at nedtrykke, ophidsede dette Stemningen i
Bergen, som dengang var det danske Riges næststørste Stad.

"Lad Engelskmanden komme," sagde Kjørerne og Dra-
gerne paa Torvet og Almindingerne, og Sjauerne paa
Bryggen, "saa skal vi sagtens vise ham, at vi ikke er bang,
for ham."

SIDE: 135

"Vi maa have Skibene af Vaagen, og Kanonbaadene
ud som i 1801, saa skal vi tage imod Engelskmanden med
samme Varme, som Kjøbenhavnerne tog imod ham den-
gang," sagde Sømændene.

"Vi maa til at exercere og skyde skarpt som i 1801,"
sagde de unge Borgere, Handelsbetjentene og Haandværks-
svendene.

"Vi ville være med," sagde Haandværksdrengene og
Smaagutterne.

Da Putten kom hjem en Aften fra Klubben, sagde
han ved Aftensbordet, hvor han og hans Kone, deres tre
Sønner og to Døtre vare samlede og spiste Rugmelsgrød
med sur Melk til: "Det er skammeligt, som de har opført
sig dernede, og det siger jeg, at hvis nogen af Mine op-
fører sig som en feig Usling, naar Byen bliver bombar-
deret af Engelskmanden, saa vil jeg ikke se ham for mine
Øine mere. Jeg vil ikke kjendes ved ham. Jeg gjør ham
arveløs og forbyder ham at bruge mit ærlige Navn mere."

"Tys, tys, tag dog ikke saa forfærdelig paa Vei, Jan
Didrich, der er ingen Mening i slig Tale," sagde Mutter.

"Ingen Mening," svarede den lille Mand hidsigt og
slog i Bordet saa Tintallerkenerne dandsede. "Det er min, Jan
Didrich Puttens, Mening, og den skal, Dækerten tage mig,
saa sikkert blive indfriet som nogen af hans accepterede
Vexler. Nu svor jeg."

Allerede Dagen efter at Krigserklæringen var bekjendt-
gjort i Bergen med Trommeslag rundt om i Gaderne, be-
gyndte Tilberedelserne til Forsvar. Kofardiskibene bleve
bragte fra Vaagen ind i Lungegaardsvandet eller til So-
lemsvigen. Kanonbaadene bleve satte istand og bemandede.
En svær Jernlænke, der flød paa Bjælker, blev lagt tvært

SIDE: 136

over Vaagen fra Toldboden til Fæstningspynten. Paa Ly-
derhorn blev sat en Vagt af fire Mand, to Lodser og to
Bønder, der skulde holde Udkig og strax tænde Varden
deroppe, naar de saa Engelskmanden komme seilende ind
gjennem Korsfjorden eller Hjæltefjorden. Befæstningerne
rundt om Byen bleve udbedrede og monterede. Borgere,
Handelsbetjente og Haandværkssvende exercerede og skjøde paa
virkelige Skiver med virkelige Kugler, saa det dundrede i
alle syv Fjelde om Byen. Haandværksdrengene og Smaa-
gutterne fulgte deres Exempel, gik omkring i Byen med
vaiende Faner og klingende Spil af Børnetrompeter, og
skjøde paa fingerede Skiver med fingerede Kugler, men
skrege virkelige Hurraer, og det saa kraftige og med saa
høie Hovedtoner, at det hvinede i Alles Øren, selv i Fruen-
timmernes i de inderste Kakkelovnskroge. Hos den yngste
Generation lod Blodtørsten til at være størst; idetmindste
vankede der blandt den mest Blod, thi det hendte ikke sjeldent, naar
to ungdommelige Krigerskarer stødte paa hinanden, at det ene
Parti i sit vilde Krigsmod tog det andet Parti for Engelsk-
mænd, og strax begyndte Kampen, der ofte ikke endte før
flere blødende Næser og Pander paa begge Sider kunde be-
vidne, at den vigtigste Egenskab for en Kriger - Modet
nemlig - var tilstede i rigeligt Kvantum paa begge Sider.

I Kirkerne prædikede Præsterne om Krigen og op-
muntrede til at vise Udholdenhed, Mod og Tapperhed.
Rundt om i Byen, i private og offentlige Selskaber, blev
der drukket flere Skaaler for Tapperhed og Fædrelands-
kjærlighed, end der nogensinde havde været drukket for
Handel, Søfart og Fiskeri, og det vil sige meget, og der
blev sunget flere Sange til Marses Pris, end før til Amor

SIDE: 137

og Bacchus og Merkur, og det vil maaske sige endnu mere.
Kort, Stemningen var afgjort krigersk.

Da saa alt var i Orden, blev der den 27de Septem-
ber gjort Generalprøve og fyret Allarmskud - paa Skrømt.
Alt gik udmærket godt. Garnisonen mødte med Vold-
kanonerne ude paa Fæstningen med det borgerlige Artilleri
til Reserve. Borgercompagnierne og Invaliderne, Døve,
Halte og Blinde iberegnede - kun de, der ikke kunde røre
sig, vare fri - patrouillerede om i Gaderne. Brandcorpset
mødte frem paa Torvet med Sprøiter, Stiger og Brand-
spand, færdige til at slukke Ilden fra de farlige congrevske
Raketter.

Bergen var i febrilsk Tilstand. I hvert Hus gjordes
Forberedelser dels til Forsvar, dels til Angreb. Ingen var
ivrigere end Jan Didrich Putten.

Den stivsindede gamle Mand havde ærgret sig saaledes
over, at han havde maattet give tabt ved Ansættelsen af
Priscouranten, at han havde faaet Galdefeber og var Døden
nær. Han kom sig dog, tilskrev England Skylden for sin
Ærgrelse og sin Sygdom og var mere krigersk stemt end
nogen Anden. Hans fire store, kraftige Sønner, Jan Her-
man, Jan Cordt, Jan Nicolay og Jan Didrich, der stode
ved det borgerlige Artilleri, maatte oppe paa Lemmen i
Faderens Hus og i hans Paasyn øve sig privat i Exercitien.
Hans Datter maatte pille Charpi og sy Bindsler, uagtet det
skar den Gamle i Hjertet, hver Gang en af hans eller hans
Sønners gamle, hullede Skjorter kom under Saxen. De
kunde med langt mere Nytte have været benyttede til Fyr-
tepper i Fyrtøiet. Paa Hanebjelkerne under Taget lod han
sætte store Fade med Vand for at slukke den Ild, som
muligens kunde opstaa, og flere Oplag af Klipfisk havdes

SIDE: 138

i Beredskab i Kjeldere og paa Lofter for i paakommende
Tilfælde at bedække Gulvene med den og saaledes gjøre
dem bombefaste. Ved Alt dette opstod naturligvis en hel
Del extraordinaire Udgifter, og da gamle Putten var en
lidenskabelig Elsker af en god Balance i Hovedbogen ved
hvert Nytaar, maatte disse extraordinaire Udgifter ballanceres
ved extraordinaire Midler. Han udgav derfor en hel Del
Ukaser for det puttenske Hus, og de maatte overholdes.
Mor protesterede vel. Men da hun kun havde raadgivende
Stemme i det puttenske absolutum dominium, og Eneher-
skeren denne Gang ikke tog det ringeste Hensyn til den
raadgivende Stemme, var der intet andet at gjøre end
at lystre.

Den første af disse Ukaser lød saa: "Smør udelukkes
af Husholdningen under Krigen. I Smørs Sted bruges
Sirup til Smør og Brød, og Fedt til Smørgrød og anden
Mad". Jan Herman, der var Faderens første Skriverkarl
og høire Haand, indvendte mod Redactionen af dette Paa-
bud, at Smørrebrød uden Smør, men med Sirup, ikke var
mere Smørrebrød, end Smørgrød uden Smør var Smør-
grød. Den første Ret maatte kaldes Sirup og Brød og
den anden Fedtgrød. Men den Gamle svarede dertil blot:
"Slidder, Sladder".

Den anden Ukas lød saa: "Istedetfor at hver Mands-
og Kvindesperson hidtils har faaet sit Stykke Kandis til
Theen om Morgenen og til Kaffeen om Eftermiddagen, skal
under Krigen Alle tilsammen kun have et Stykke om Mor-
genen til Theen og et Stykke til Kaffeen om Eftermiddagen."

Ved den første Anvendelse af denne Ukas viste der sig
en praktisk Vanskelighed, idet nemlig Alle vilde være den
Første til at nyde sin Del af det fælles Stykke Kandis.

SIDE: 139

Men denne Vanskelighed hævede Lovgiveren strax. Med en
Dictators Mine stak han Kandisstykket først i sin egen Mund,
og efterat have gjort behørigt Brug af det, i Mor Puttens,
saa i sin ældste Datter, Janikkes, derpaa i sin yngste Datter,
Henrikkes, og saa i Sønnernes respective Munde efter deres
Alder, hvorpaa det blev sendt ud i Kjøkkenet til Brug efter
bedste Skjøn og med Paalæg om for Fremtiden at iagttage
en lignende Rækkefølge ved Sukkerstykkets Brug.

Jan Didrich, der var den yngste Søn, gjorde den
Indvending, at det paa denne Maade kunde hænde, at der
Intet blev igjen til ham; men Faderen svarede kun: "Wische
Wasche; saa gjør Hollænderne under den dybeste Fred."

Det hændte dog engang, at Jan Nicolay, den næst-
yngste Søn og en stor Sukkermund, da han skulde levere
Kandisstykket fra sig til sin Eftermand, erklærede, at han
ikke kunde finde det igjen. Det var bleven aldeles borte.

Gamle Putten raabte: "Slidder, Sladder, Wische,
Wasche, Snik, Snak!" men det hjalp ligesaalidt, som den
nøiagtigste Randsagning paa Aastedet efter det Forsvundne.
Kandisstykket var og blev borte.

Dette slog ham. Jan Didrich var opkaldt efter ham.
Han var den yngste og lattermildeste af Sønnerne, og en
glad Latter fra en Søns Mellemgulv kildrer en Faders Øren
mere, end nogen tror. Jan Didrich maatte ikke mangle Sukker,
Jan Didrichs Latter kunde lide derved, men Jan Didrichs
Latter maatte ikke lide det mindste Afbræk i sit frie Løb.
Dog, Ukasen var nu engang given og maatte overholdes.
Janikke fandt paa Raad. Hun bandt et langt Stykke Seil-
garn til Kandisstykket og lod Jan Didrich holde i Enden af
Seilgarnet, medens Jan Nicolay nød sin Andel. Al hem-
melighedsfuld Forsvinden var derved forhindret for Frem-

SIDE: 140

tiden; thi Seilgarnet var saa langt og stærkt, at Sukker-
stykket i fornødent Fald kunde hales op, selv fra en temmelig
dyb Kjælder.

En tredie Ukas angik Klædedragten og Husets Op-
varmen og lød saa: "Under Krigen forbydes Brugen af
Hoser og Underbuxer om Sommeren og al Læggen i Ovnen
om Vinteren."

I Anledning af Ukasens første Del holdt Husets kvin-
delige Befolkning et hemmeligt Møde. Hvad der blev for-
handlet, blev ikke bekjendt, men Dagen efter saaes alle Del-
tagere i Mødet udstyrede med Strømper i de mest brogede
Farver, hvoriblandt de høirøde og de lyseblaa vare de almin-
deligste. Det var de tydeligste Tegn til et fuldkommen
organiseret Oprør. Gamle Putten var en klog Karl. Han
lod, som han ikke mærkede noget Galt, og det uagtet Op-
rørerne i hans Nærværelse, ligesom til Trods, viste deres
høirøde og lyseblaa Smalben meget mere end Nødvendigheden
paabød. Et svagt Smil stjal sig ligesom hen over hans i
de Dage i usædvanlig Grad tørre og grætne Ansigt, da han
første Gang bemærkede de røde og blaa Oprørsfaner. Han
gik ind i sit Sengkammer med lange Buxer og uden Strømper,
men kom tilbage med Knæbuxer og hvide Strømper, som
under den dybeste Fred, og var senere den Dag i bedre
Humør end han havde været nogensinde, siden hint ube-
hagelige Møde paa Kjælderen. Han kjælede ordentlig for
sine hvide Undersaatter i flere Dage derefter, men lod Op-
rørerne uantastede overtræde Loven, ligesom han selv gjorde.

Den anden Del af Ukasen blev derimod overholdt med
desto større Strenghed; thi til Trods for al den Hosten og
Harken, al den Nysen og Snyden, som i Vinterens Løb gav
Gjenklang over det hele Hus, blev dog ikke en Pind lagt

SIDE: 141

i Ovnen, saaledes at den strenge Lovgiver fik det at vide.
Til Lykke var det en meget mild Vinter. Thermometret stod
yderst sjeldent under Frysepunktet.

En fjerde Ukas lød - dog det kan være nok at for-
tælle, at der i det puttenske Hus blev gjort Indskrænkninger
i alle Retninger, og at det omtrent gik til over den hele
By, som i det puttenske Hus, og over det hele Land, som
over Bergens By.

Imidlertid gik Høsten og en Del af Vinteren, men
Ingen saa Noget til Engelskmanden. Af og til kom et Skib
listende sig hjem, dels med Varer og dels i Ballast, og af og
til listede ogsaa et Skib sig ud ladet med Fisk, men det
gik smaat og daarligt med Handelen, og idelig kom der
Underretning om Skibe, som vare tagne af Fienden. Denne
fortrykte Tilstand føltes saameget tungere, som Handelen i
de foregaaende Aar havde floreret i en ganske særdeles Grad
i Bergen. Kort Tid efter Krigens Udbrud havde gamle
Putten sendt sin Brig Mercur til Frankrige med Rogn.
Han havde senere faaet Underretning om, at det var kommet
vel frem til sit Bestemmelsessted, havde taget fuld Ladning
ind igjen og var afgaaet til Hjemstedet med god Vind og
Alt vel inden Borde. Ud i November begyndte Jan Her-
man, Jan Cordt, Jan Nicolay og Jan Didrich jun., at gaa
ud paa Fæstningspynten flere Gange hver Dag, dels enkelt-
vis og dels flere sammen. Der stod de i timevis og stirrede
ud imod den søndre Kvarv eller det søndre Indløb til Bergen
og ventede hvert Øieblik at se Bougsprydet og den hvide
Klyver paa Mercur stikke frem forbi Fjeldpynten. Men
Uge gik efter Uge, udenat Mercur var at se.

Juleaften var Jan Cordt og Jan Didrich sammen paa
Pynten.

SIDE: 142

"Se der kommer et dansk Fartøi, Jan Didrich!" raabte
Jan Cordt pludselig, puffede til Broderen med den ene
Haand og pegte ivrig ud imod den søndre Kvarv med den
Anden.

"Ja, det har Du Ret i det, Jan Cordt. Det gjør
der ogsaa. Jeg ser tydeligt det danske Flag paa Toppen.
Jeg vil næsten bande paa, at det fører dansk Flag paa Top-
pen", svarede Jan Didrich, jun., slog Hænderne sammen og
blev ganske rød af Forventning.

Dannebrogens røde Dug vaiede ganske rigtigt for en
svag Sydvest fra Toppen og kom først tilsyne over den
nøgne, graa Klippe ude i Indløbet. Saa kom det ene
hvide Seil langsomt glidende frem forbi Pynten efter det
Andet.

"Det er en Brig, Jan Didrich", raabte Jan Cordt
ivrigere.

"Ja, Dækerten fare i mig, Jan Cordt, er det ikke det",
svarede Jan Didrich, jun. og blev staaende ubevægelig og
stirre ud imod det kommende Skib.

"Det er Mercur. Hun har en ny Lap i Breifokken.
Det er Mercur, Jan Didrich!" raabte Jan Cordt og slog
Hænderne sammen af Glæde, saa det klang i dem.

"Ja, Dækerten fare i mig, har hun ikke, Jan Cordt.
Det er Mercur, Jan Cordt", svarede Jan Didrich.

Han var slem til at bande, Jan Didrich, naar han blev
ivrig, men brugte dog aldrig andre end Faderens Ed: "Dæ-
kerten fare i mig."

Nu tog han det høire Ben i den høire Haand og gav
sig til at hoppe om paa det venstre Ben, medens Jan Cordt
blev staaende rolig og gnide sig i Hænderne paa saadan

SIDE: 143

Maade, at man maatte tro, det var hans alvorlige Hensigt
at gnide Huden af dem.

Lidt efter lidt standsede Jan Cordt, holdt endelig ganske
op og sagde flau: "Det er ikke Mercur, Jan Didrich".

Den Tiltalte fik strax begge Ben i Marken, saa udover
Søen en Stund og sagde saa endnu flauere: "Nei, det er
jo ikke Mercur, Jan Cordt. Det er Galathea. Jeg kjen-
der hende, ja, jeg kjender hende meget godt paa Riggen ag-
ter og paa Kanonportene."

Saa satte begge Brødrene sig tause og mismodige un-
der den mægtige Ask derude paa Fæstningspynten. Asken
sænkede sine store, lange Grene fra sin brede Krone ud over
dem, og Sydvesten for gjennem dens Blade og nynnede en
Sørgesang over den stakkels Mercur, der nu laa ganske ro-
lig som god engelsk Prise i Dartmouths Havn, medens dens
raske Besætning var Krigsfanger. Brødrene forstod dog
ikke Sydvestens Hvisken i Bladene, men da de kom hjem,
efterat have forvisset sig om, at det Skib, som var under
Opseiling, virkelig var Galathea, fik de samme Underretning
paa en mere forstaaelig Maade. Der viste nemlig deres
Fader dem et engelsk Document, som han just havde faaet
fra Skipperen paa Mercur, Lars Hansen.

Det lød Ord til Andet saaledes:

Udskrift af Hans Majestæts høie Admirali-
tetsrets Protokol.
(Stempel.)

Onsdagen den anden December i Aaret Atten Hun-
drede og Syv var for hans Høiærværdighed Sir William
Scott, Ridder og Doctor juris, Formand i den høie Admi-
ralitetsret for England, General- og Special-Commissa-

SIDE: 144

rius og Dommer for at anhøre og afgjøre alle Sager og
Klager vedkommende opbragte og som Prise tagne Skibe og
Gods, tilstede i Spisesalen ved Siden af Fælleds-Salen for
Doctors Commons London (efterdi Retten havde rømmet
sidstnævnte Sal) Robert Jenner, Notarius publicus og de-
puteret Registrator.

Sub pæna for den indstævnte Part, der tre Gange
var indkaldt og ikke mødte, fremsatte Tebbs den almindelige
og tilladte Paastand, hvorpaa Dommeren optog Sagen efter
første og anden Stevning tildoms. Bishop intervenerede for
Hans Majestæts Interesse og, efterat Dommeren havde hørt
de oplæste Bevisligheder, afsagde han, efter Tilstyrkning af
Raadet, den Interlokutions-Kjendelse, at nævnte Skib og
Ladning paa den Tid, de bleve tagne og beslaglagte, havde
tilhørt danske Undersaatter og som Følge deraf vare Gjen-
stand for Konfiskation, idet han kondemnerede samme som
god og lovlig Prise for vor høie Herre Kongen, tagen un-
der Fiendtlighederne mod Danmark; han paalagde derhos
Tebbs at fremlægge Taxationsforretning og Akt over Sal-
get af Ladningen, samt at deponere Provenyet.

Arden, 
Registrator. 

Mercur, Capt. Lars Hansen.

Martin Price Gibbs, Fører af Ka-
perskibet Lord Cochrane mod nævnte
Skib og Gods taget af ham og ind-
bragt til Dartmouth, og mod alle Ved-
kommende.
Tebbs.

Certeficat for Mo-
nition er fortsat.

[Klamme mangler i oppstillingen ovenfor]

Dette Dokument forstod de langt bedre end Sydvestens
Hvisken i Askebladene, og det var just ikke skikket til at mildne

SIDE: 145

det Had, som gamle Putten og hans Hus nærede til Eng-
lænderne. Det gjorde det heller ikke. I sit Hjertes Bitter-
hed svor endog gamle Jan Didrich ved sig selv paa, at den
Første han fik sikker Underretning om, havde taget Livet
af en Engelskmand, skulde faa en liden Belønning af ham.

Tiden gik sin sædvanlige jevne Gang. I hver Fami-
liefaders stille Aftenbøn blev nok indflettet nogle Ord om
Krig og England, om Nød og Danmark, men det forhin-
drede dog ikke, at der blev spillet Comedie nede paa Co-
mediehuset, dandset inde i Harmonien og spillet Kort i Lo-
gen, kjørt i Karmslæde paa Lungegaardsvandet og i Høslæde
gjennem Byens Gader, at der blev drukket Skaaler for Fre-
den og sunget Sange for Krigen rundt om i Byen, om
end ikke saameget som før, saa dog altid saameget, at en-
hver Fremmed, som ikke vidste, hvorledes Lystigheden og
Glæden trivedes i Bergen i de gyldne Aar før Krigens Ud-
brud, vilde have fundet, at Bergen selv da var en mun-
ter By.

Kjærligheden er en fin og zart Plante, men af den
særegne Art, som voxer og trives bedst i Modgang. Maaske
det var derfor, at den trivedes saa godt i gamle Jan Put-
tens Hus oppe ved Tyskekirken.

Det var ud paa Aftenen den 16de Mai i det første
Krigsaar. Solen var gaaet til Hvile og hele Huset med
den. Det var graat Veir, men mildt og endnu ganske lyst
ude i Haven, hvor Hæggen og Syrenen stod og duftede af
alle Kræfter med Blomster i Ungdommens fuldeste Friskhed.
Lysthuset af klippede Lindetræer var saa glat og jevnt, som

SIDE: 146

om det var raget, og Buxbomshækkene vare holdte saa godt
under Saxen og vare saa stive, at selv Jan Herman kunde
sidde paa dem og Henrikke endog gaa paa dem, naar hun
havde sin Faders store Tøfler paa Benene.

Ikke et levende Væsen er at se, og ikke en Lyd er
at høre en Tid, men saa tusler det sagte henne ved Have-
gjerdet. Det er nok en Kat, der lusker om paa Rov efter
Smaafugl mellem Ribsbuskene. Nei, det er saamæn et
Menneske, som lusker om paa Rov efter noget Andet.
Først kommer en Czako tilsyne over Havegjerdet, saa en
rød Kjole, derpaa et Par lyseblaa Benklæder og bums!
med et let Hop staar en Soldat i fuld Uniform i Haven.
Paa Tæerne lister Manden sig hen imod Huset. De hvide
Skjæl i den nylig feiede og pudsede Havegang gnistre un-
der hans Ben, og han standser og ligesom betænker sig en
Stund. Saa begynder han atter at liste sig endnu sagtere
mod Huset, indtil han kommer ind paa Gaardspladsen.
Der maa han krybe paa alle Fire forbi Sovekammervindu-
erne; men naar det er vel overstaaet, synes ogsaa al Fare
forbi, thi saa reiser han sig kjækt op og skrider dristig i sin
fulde Høide henimod Baghuset. Der banker han sagte paa
et Vindue og hvisker: "Karine, Karine, luk op, det er mig,
det er Søren!"

Endnu førend han har faaet Svar, er imidlertid en
anden Mand akkurat i samme Uniform kommen over Plan-
kegjærdet paa samme Sted og har listet sig, nøiagtig ad
samme Vei og paa samme Maade som sin Formand, hen
til Hjørnet af Huset, hvor han bliver liggende og lytter
under Vinduerne. Det er en bleg, ung Mand med mørke
Øine og sort Haar. Over hans smukke regelmæssige An-
sigt ligger ligesom et Slør af dyb Sørgmodighed. Han er

SIDE: 147

just kommen til Ro, da den hvide Halvgardin for det Vindu,
hvorpaa hans Formand allerede gjentagne Gange har ban-
ket, bliver skudt tilside af en liden Haand, Vinduet bliver
aabnet og det deiligste, friskeste Pigeansigt, nogen ung Elsker
nogensinde har seet, kommer tilsyne og hvisker: "Er du
gal, Søren? Kommer du her nu, det er saa lyst? Gaa
din Vei strax eller hele Huset vaagner."

Søren, en tykkindet Blondrian, smiler over hele An-
sigtet, idet han svarer: "Jeg er paa Vagt idag, Karine,
og kommer just fra Post. Jeg var ikke god til at lade
være at stjæle mig nedover Fæstningsmuren og hen til dig,
da jeg blev afløst, saa glad er jeg i dig, Karine. Den hele
Tid jeg var paa Post, tænkte jeg bare paa dig og paa det
Secund, da jeg skulde faa se dit vakre Ansigt bag Ruden.
Det er det morresomste, som findes i Verden."

Pigen smilede og rødmede lidt og blev om muligt
endnu smukkere, idet hun svarede: "Aa, du er en Galfrans,
Søren, men gaa ind i Lysthuset og sæt dig der, saa skal
jeg komme strax, for nu erindrer jeg, at jeg har glemt at
skjære lidt Purløg til Fiskesuppen i Morgen."

Det lyste ordentligt af Sørens Fuldmaaneansigt, da
Vinduet derpaa atter blev lukket.

Den Lyttende henne ved Hjørnet sukkede dybt. Hans
Ansigt blev mørkere og mørkere, men hurtigt listede han sig
tilbage over Havegjerdet ad samme Vei, han var kommen,
og tog Plads bag Gjerdet lige ved Lysthuset.

Karine var en Datter af borgerlige Folk. Hendes
Fader havde været Skomager og eiet Hus inde i Marken,
men var død temmelig ung og havde efterladt sin Enke og
6 smaa Børn i yderst ringe Kaar. Enken fik sig en Mester-
svend og vedblev at drive Værkstedet, men Fortjenesten var

SIDE: 148

ringe, Familien stor, og det var derfor intet forunderligt i,
at Børnene bleve sendte ud af Huset, saasnart de paa nogen
Maade kunde ernære sig selv. De vare vante til at savne
og sulte hjemme og ønskede intet hellere end at komme
hjemmefra.

Da Karine var fjorten Aar gammel, kom hun i Tje-
neste hos Puttens og blev der siden; thi hun var en sjelden
taalmodig, flink og brav Pige. Hun taug og var bedrøvet,
naar Madamen var urimelig og skjældte. Et Par Taarer
fældte til rette Tid og i stille Taalmod ved en Leilighed,
da der blev gjort hende blodig Uret, glemte hendes Madame
hende aldrig. Pigen forstod desuden, hvorledes hendes Her-
skab vilde have det og at indrette sig derefter. Hver eneste
Lørdag var Puttens sølvbeslagne Piber pudsede saa blanke,
at han kunde se Røgen speile sig i Beslaget, og hver Aften
hang hans Nathue ren og hvid som Sne paa Ryggen af
den første Stol til venstre inde i Sovekammeret, der hvor
han vilde den skulde hænge. Hans Piber og hans Nathue
vare hans Svagheder. Det havde Karine strax mærket.
Fra den dag Karine kom i Huset behøvede Madam Putten
aldrig at søge efter sine Nøgler. Hun var vis paa at finde
dem paa sin Plads i Nøgleskabet ved Siden af sin Seng.
De savnede Nøgler havde, før Karine kom i Huset, mange
Gange om Dagen været stedse paany fremsprudlende Kilder
til Ærgrelser, Spydigheder og Beskyldninger. Nu vare disse
Sorger slukkede.

Kom Jan Herman og Jan Cordt for sent hjem om
Aftenen, passede Karine paa at lukke op for dem og slippe
dem ind, uden at Far eller Mor mærkede det. Forsov
Jan Nicolay sig om Morgenen, hvilket ikke hændte sjeldent,
var Karine inde og vækkede ham, og det hændte da sjeldent,

SIDE: 149

at hun kunde faa Frokostbordet færdigt, før Jan Cordt var
kommen ned. Hun lod til at finde en sand Glæde i hem-
melig og i al Stilhed at lappe Jan Didrichs Klæder, naar
han kom hjem med de nøgne Knæ stikkende ud af Benklæ-
derne og med Albuerne ud af Trøieærmerne.

Naar til alt dette kommer, at Karine var tro som
Guld; "ikke saa meget som en Knappenaal var savnet, siden
hun kom i Huset," pleiede Far Putten sige; og meget
ærbar og skikkelig; "saa ærbar og dydig, som Nogen med
Rimelighed kan forlange af en ung Pige paa 21 Aar i
hendes Stand og Stilling," pleiede Mor Putten sige, saa
vil det vist findes i sin Orden, at hun var den hele Fa-
milies Yndling.

Fra sin tidligste Barndom af havde Pigen kjendt den
lystige Søren. Hans Fader var Bordarbeidsmand og eiede
et lidet Hus ved Siden af hendes Moders.

Han havde været en ustadig, letsindig Gut. Først var
han i Snedkerlære i et Aar, derpaa i Skrædderlære i to
Aar. Saa en Dag kom han hjem til sin Mester og erklærede,
at han gav Fanden baade i Naal og Persejern, han vilde
være Militær og havde ladet sig hverve som Tambur.

Der blev stor Forskrækkelse i Familien. Faderen ban-
dede, gjorde Indsigelser og vilde hindre det. Moderen græd,
gjorde Indsigelser og vilde hindre det. Men Capitainen,
af hvem Søren havde ladet sig hverve, var en Tysker, og
bandede som saadan meget bedre end Faderen. Han svor
ved "Gotts Blitz, Donner und Wetter und tausend Mal
hundert tausend Teufel", at Søren var Tambur og skulde
blive Tambur, og saa stor Styrke kunde den stakkels Bord-
arbeidsmand ikke opbyde for at hindre det. Gutten, som
havde ladet sig hverve, var ung og glad og lo, som kun en

SIDE: 150

Gut i sin lystigste Ungdom kan le, over at være kommen i
den røde Kjole, og den stakkels Kone kunde ikke gjøre Tiende-
delen saa megen Allarm med sin Graad for at faa ham ud
af den igjen.

Søren blev ikke stadigere og alvorligere i den røde
Kjole, end han havde været i den graa Skræddertrøie. Han
blev en stor Dagdriver og Spasmager, stod som Tambur i
fire Aar og blev saa Soldat, med Haab om snart at blive
Underofficier. Han havde tjent Kongen som Soldat i to
Aar, da han friede til Karine paa en Plassertour til Struds-
havn og fik "Ja."

"Karinemor, Karinemor, hvad har du gjort!" sagde
Mad. Putten, da hun fik det at vide, "det skal jo være
en ren Døgenicht, som bare farer med Fjas og Tøv, saa
lang som Dagen er, og som lader sig traktere med Drammer
af Gud og hver Mand baade i Helvedeskjælderen og i Søt-
hullet. Ikke har han heller saameget, han kan føde en Kjok-
ling med. Du skulde gjøre det forbi igjen strax, Karinemor."

Men det gik, som det pleier at gaa ved slige Leilig-
heder. Karine havde ikke vidst og aldrig troet, hun holdt
saa meget af Søren, som hun fandt, hun gjorde, da hun
mærkede, at Andre ikke syntes saa særdeles godt om ham.
"Vidste de bare," tænkte hun, "hvad det er for en kjæk
Gut, hvor tro og ærlig han er, og hvor frygtelig meget
han holder af mig, saa fik nok Piben en anden Lyd; men
Skam faa mig, om der er Andre, som kjender ham, end jeg."

Han havde nu været forlovet med hende i et Aar og
vilde, at hun skulde bestemme Dagen til Brylluppet, for
han kunde, naar han vilde, tage sin Afsked. "Saa vil jeg
leve af, hvad jeg kan", sagde han, "der bliver altid en Raad
for os som for Andre."

SIDE: 151

Karine fandt imidlertid, at dette var en noget ubestemt
Udsigt til et sorgfrit Udkomme og udsatte derfor med Bryl-
luppet Maaned efter Maaned.

Sammen med Søren boede Soldaten Torger Inge-
brechtsen. Derved gjorde denne Sidste Karines Bekjendt-
skab og blev første Gang, han var sammen med hende,
"ordentlig forlibt i hende", sagde han. Han syntes ikke at
tænke paa Andet, i alle Fald talte han næsten ikke om
Andet, end Sørens smukke Kjæreste, indtil han anden Gang
traf sammen med hende.

Det var flere Maaneder efter paa Skomagerkroen, hvor
Søren med Kjæreste og Torger vare indbudne. Karine
var der som Datter af en forhenværende Laugs-Mester over-
ordentlig stærkt i Vinden paa Ballet. Oldgesellen aabnede
det med hende i en Feier. Oldermanden for Skomager-
lauget, der beærede Kroen med sin Nærværelse, dandsede ud
paa Natten, da det begyndte at blive gemytligt i Selska-
bet, en Menuet med hende, og ud paa Morgenen, da det
begyndte at gaa rigtig lystigt til, var der to Gange stort
Slagsmaal i Salen mellem hendes Beundrere, om hvem
der skulde dandse med hende. De vilde dandse med hende
alle paa een Gang, men hun vilde kun dandse med En ad
Gangen. En Stund brugte de Munden for at faa Sagen
afgjort, men da det ikke nyttede, idet Alle vilde tale, men
Ingen vilde høre, tog de til kraftigere Midler og lod Næve-
retten afgjøre, hvem den Lykkelige skulde være.

Torger havde ikke faaet en eneste Dands med hende
den hele Aften, men lod til fra denne Krodag at have glemt
hende; thi fra den Dag af nævnte han ikke Karines Navn
og talte ikke et Ord om hende.

Da derfor Karine nogle Dage efter spurgte sin Kjæ-

SIDE: 152

reste om, hvorledes han og hans Kammerat havde moret sig
paa Skomagerkroen, kunde Søren med Sandhed sige, at
han selv havde moret sig udmærket godt, men at han ikke
vidste, hvorledes Torger havde moret sig; thi han havde ikke
talt et Ord derom. "Du har formodentlig været studs
imod ham", lagde Søren til, "for han har ikke taget dit
Navn paa sin Tunge siden".

Dette vidste Karine sig rigtignok uskyldig i, men hvis
saa var, vilde hun gjøre det godt igjen, første Gang hun
traf ham, og det var langt ud paa Vaaren en Dag, Sol-
daterne havde Mønstring nede paa Engen. Karine var da
saa lidet studs med Torger, som det var hende muligt at
være, og gjorde Alt, hvad der stod i hendes Magt, for at
gjøre ham blid igjen. Det nyttede ikke, sagde Søren.
Torger blev fra den Dag mere og mere ordknap og sturen
af sig. Han talte nu endogsaa om, at han gjerne vilde
bytte Kvarter og skilles fra sin gamle Kammerat. Det
syntes Søren var leit, for Torger var et saadant udmærket
Menneske at bo sammen med, fredsommelig og føielig i alle
Maader.

Karine kunde ikke forstaa dette. Hun syntes ikke, hun
havde gjort Manden noget Ondt. Det maatte være en
underlig Fysak, at han fik surmule, saameget han vilde, for
hende. Hun kunde ikke gaa og kjæle for ham og gaa og
klappe og kysse ham for at faa ham blid igjen, sagde hun.
Det forlangte Søren heller ikke af hende, sagde han.

Havde Karine vidst, hvad der under Alt dette foregik
i Torgers lønligste Hjertekammer, vilde hun nok have for-
staaet hans Opførsel. Sagen var, at den stakkels Torgers
Hjertefred var bleven bragt ud af Ligevægten, første Gang
han saa hende. Han var bleven saa optagen af hende, at

SIDE: 153

han tænkte paa hende baade Nat og Dag. Paa Kroen fik
hans Hjertefred et saa farligt Grundskud, at Stakkelen mær-
kede, at her var Fare paa Færde, og derfor begyndte at
tænke paa, ved hurtigst muligt Tilbagetog, at søge at redde,
hvad reddes kunde. Han vilde derfor hverken tænke paa
hende et Øieblik mere eller tale et Ord om hende oftere,
saa skulde han nok komme i Havn uden at lide Skibbrud,
mente han. Det varede dog ikke længe, før han mærkede,
at det var lettere at styre Tungen end Tankerne, og at, jo
oftere og bestemtere han tænkte paa, ikke at tale om hende,
des sjeldnere og svagere blev hans Beslutning, ikke at tænke
paa hende, iværksat. Imidlertid haabede han Alt af Tiden.
Saa kom Mønstringsdagen paa Engen. Efter den Dag
strøg han Flag og overgav sig paa Naade og Unaade. Han
mærkede, at Søren af og til, naar han var paa Vagt, sneg
sig bort om Natten og listede sig efter for engang at se, hvad
han foretog sig paa disse natlige Udflugter. Siden gjorde
han det hver Gang og havde saaledes oftere fulgt sin lyk-
kelige Medbeiler lige til Puttens Havegjerde og der med
bankende Hjerte og brændende Kinder seet, hvorledes han
havde listet sig hen til Vinduet, hvorledes Vinduet var
blevet aabnet og havde staaet aabent en Tid, medens Søren
stod udenfor. Denne Gang vilde han ogsaa lytte efter,
hvad de to Kjærester havde at sige hinanden. Den forelskede
Daare sad nu udenfor Havegjerdet og lyttede til de to
Forlovedes Samtale inde i Lysthuset. Hvert af deres Ord,
medens de sad paa Bænken i Lysthuset, naaede hans Øren,
og i hvert Ord var der en skarp Braad og bitter Galde.
Dog blev han siddende og listede sig først efter sin lykkelige
Rival tilbage igjen over Fæstningsmuren, mod i Hu. Hvad
han havde hørt, havde kun tjent til at forøge hans Kjær-

SIDE: 154

lighed til den brave Karine. Søren vilde hun skulde be-
stemme Dagen til Brylluppet, men Karine vilde ikke; ende-
lig gav hun ham sit Lommetørklæde og sagde halvt i Spøg
Ord, som hun troede intet menneskeligt Øre hørte, uden hen-
des Kjæreste, til hvem de vare henvendte. Torger hørte
dem dog og glemte dem ikke.

Inde i Vagten paa Borggaarden paa Bergenhus Fæst-
ning blev det tidligt mørkt. De smaa Ruder slap alt det
Lys, som fandtes i den hvælvede Gang udenfor, ind i Vagt-
stuen, men det forslog ikke, og ofte maatte der tændes Lys
endog før Solens Nedgang, for at Folkene derinde ikke
skulde løbe paa hinanden i Mørket. Et enkelt spædt Talg-
lys med lang Tane stod derfor nu midt paa Bordet. Ved
det sad to Soldater og spillede Kort, medens en Tredie
med Albuerne paa Bordet og Hagen støttet i Hænderne sad
og saa til med et halvt Øie og sov med Resten af sine
Øine. Det øvrige Vagtmandskab sad og sov med begge
deres, i fuld Uniform rundt om i Sovestolene langs Væggene.

Den ene af de Spillende, en høi Mand med et Bul-
bideransigt og store Barter, kastede Kortene fra sig og raabte:
"Vundet! jeg spiller ikke mere!" Derpaa gabede han, strakte
sig og sagde: "Uf! her er saa kjedeligt. Jeg vilde ønske,
Engelskmanden vilde komme indom, at her kunde blive lidt
Fornøielse."

"Du er altid kjæk i Munden du, No. 16," svarede
hans Medspiller, en liden, bredskuldret, tæt bygget, ung Karl,
med et lyst, aabent, skjægløst Ansigt, "men jeg kunde nok
have Lyst at se, hvorledes du vilde føre dig op, naar det
kom til Knibetag. Det er ikke saa let at vinde i et Baske-
tag med Engelskmanden som i Kortspil med mig."

SIDE: 155

"Det er nok muligt, for du spiller Kort som en stor
Tosk du, No. 36, og var ikke Engelskmanden vanskeligere
at tage Ret paa i et Basketag end du i Kortspil, var det
ingen Sag," svarede No. 16 og lo haanligt. "Men,"
lagde han til, idet han reiste sig og strakte den knyttede
Haand ud imod sin Medspiller. "Jeg, No. 16, siger saa stort
et Ord som det, at ikke skal det høres og spørges, at Nils
Jørgensen Øvrebø har givet tabt for Engelskmanden, før
Nøden bød det, eller at han var mindre Karl til at staa i
Striden, end hans ældre Broder var, og han stod paa Prøve-
sten 2den April 1801. Neigu om det skal, nu svor
Nils, og dermed svor en Karl med ægte norsk Strileblod
i Hjertet og ægte norsk Strilemod i Bringen. Hvad siger
du til det du, No. 36, Thomas Thorstensen Sørum "Kryas,"
som du kaldes, og du, No. 52, Arne Arnesen Røium, som
jeg tror dit Navn er, eller "Tusseladden," som du kaldes."

No. 36 reiste sig nu ogsaa og svarede kjækt: "Aldrig
skal der sagtens gaa saa stor Skam over mig, at Nogen
skal kunne sige, at jeg var mindre Karl end du, No. 16, og
kaldes jeg "Kryassen," saa kan hænde, jeg faar Noget at
være kry af, før jeg dør, i alle Fald skal jeg ikke faa noget
at skamme mig ved. Neigu om jeg det skal, nu svor
Thomas Thorstensen Sørum og med ham svor en reialig
Sogning. Forstaar du det du, Strilen?"

"Ja, det forstaar jeg godt, ha, ha, jeg maa le; men
lad os faa høre, hvad "Tusseladden" siger," svarede Nils
og trak Albuerne fra Bordet paa den Halvsovende, saa at
han var nærved at slaa Næsen mod Bordet.

"Uf! Au da! Aa, jeg faar vel gjøre som No. 36,
jeg," svarede den saakaldte Tusselad og satte et yderst græt-
tent Ansigt op. Derpaa knurrede han lidt, idet han indtog

SIDE: 156

sin forrige Stilling, og lod aldeles ikke til at være tilfreds
med den mindre gode Behandling, han nød af sin ældre
Kammerat.

Da denne nu ogsaa regalerede ham med et Par ikke
ganske blide Puf i Nakken, idet han sagde: "Ja, det kunde
jeg vide, for det siger og gjør du bestandig," gik hans
Knurren over til en Brummen, som af en tirret Bjørn.
Han syntes formodentlig, han havde sagt nok; thi han sagde
ikke et Ord. Derimod svarede No. 36 for ham og sagde: "Og
det befinder han sig vel ved, og hvis han faar et eneste Puf
til, saa reiser han sig og giver dig Prygl, No. 16. Gjør
du ikke det, No. 52? Det vilde jeg gjøre i dit Sted."

"Jo, det gjør jeg," svarede den Søvnige, "jeg gjør,
som No. 36 siger, faar jeg et Puf til af dig, No. 16, saa
reiser jeg mig og giver dig Prygl."

No. 16 stod og betænkte sig, men inden han fik fattet
sin Beslutning, kom Søren hoppende og dandsende ind i
Vagtstuen. Han var, som berettet, født i Byen inde i Mar-
ken og var bekjendt for at være den lystigste Fysak i hele
Garnisonen. Ikke længe efter ham kom hans Medbeiler
listende ind, bleg og sørgmodig.

"Der kommer No. 9 og No. 20 luskende hjemover.
De har nok været paa Frieri, de to Karene," sagde Nils og
lod til ikke at være misfornøiet med at finde en Anledning
til at trække sig ud af Striden, der lod til at ville tage
en alvorlig Vending.

Søren spurgte om Nogen havde savnet ham, medens
han var borte, og da hans Spørgsmaal var bleven besva-
ret benægtende, gjorde han et Par kjække Sprang henad
Gulvet, knepsede i Fingrene og raabte med en lykkelig

SIDE: 157

Mands fulde Overmod: "Hei! hu san! Det er bare Moro
at leve, hut san!"

"Vagt i Gevær," raabte Skildvagten ude i Borggaar-
den, og hele Mandskabet, vaagne og sovende, sprang til
Døren, troppede ud, greb sine Geværer og stillede sig i
Række og Geled. En ung spædbygget Lieutenant traadte
frem for Mandskabet, trak sin Sabel og holdt en Tale paa
ægte kjøbenhavnsk: "Der er indløben Melding i dette Øie-
blik til Commandanten, at en engelsk Fregat er seet igaar-
aftes Kl. 8 til Ankers ved en Ø, som kaldes Bjørøen,
nogle Mile udenfor Byen. Det er meget muligt, den vil
komme herind og skyde paa Byen, og for at faa Kundskab
derom og for at være færdig til at tage mod ham, skal en
Piquet, bestaaende af fire Mand ud og speide. No. 16!"

"Hør!" svarede Nils paa Soldatermaner. Det skal
formodentlig betyde "Her."

"No. 36!"

"Hør!" svarede Thomas.

"No. 52!"

"Hør!" svarede Arne.

"No. 9!"

"Hør!" svarede Søren.

"Kom frem i fire Mand. No. 9, du er Gefreider og
fører an. I skulle ro udover Vandet i Retningen mod
Havet og nærme Jer Fienden saa meget som muligt, iagt-
tage hans Bevægelser og melde det, hvis han gjør Mine til
at ville komme ind i Byen. Jeg haaber, at I viser Jer,
som det sømmer sig danske Soldater. Trommeslager, slaa af!"

Trommeslageren slog af, og saa troppede hele Mand-
skabet ind igjen, med Undtagelse af de fire udvalgte Mænd
og Torger.

SIDE: 158

"Hvad var det Løitnanten tyskede af sig?" spurgte
Arne Nils.

"Han sagde, at du er en Tosk, som skal tie stille og
bare gjøre, som du ser, vi Andre gjør," svarede Nils.

"Jeg gjør, som No. 36 gjør, jeg," mente Arne og
stillede sig mellem sine to Kammerader.

Torger gik hen til Søren og sagde: "Træffer du paa
Engelskmanden, saa kan det gaa galt."

"Ja," svarede Søren. "Det er ikke urimeligt. Jeg
vilde ønske, jeg var vel hjemme igjen."

"Jeg skal gjerne gaa i dit Sted, jeg," sagde Torger,
"hvis jeg faar lidt for det."

"Ja," svarede Søren, "du skal faa sex Skilling."

"Aa, jeg faar dem ikke, hvis jeg ikke faar Pant. Lad
mig faa det Lommetørklæde, som stikker ud af Brystlommen
din, i Pant, skal jeg gaa," svarede Torger.

Søren kløede sig bag Øret og lod til at betænke sig
en Stund, men saa svarede han: "Nei, det gaar nok ikke
an. Men jeg vilde ønske, jeg var vel hjemme igjen."

Derpaa commanderede han: "Høire om! Marsch!" og
saa satte Folkene sig i Bevægelse. De gik nedover den
mørke Trappe og den endnu mørkere Gang, som fører fra
Borggaarden ned til Stranden. I Gangen nappede En
pludselig Søren i Armen og hviskede: "Lad mig gaa i dit
Sted. Laan mig bare Lommedugen din."

Uden at svare blev Søren staaende og lod den Anden
indtage sin Plads. Det var No. 20, hans blege ulykkelige
Kammerat, Torger Ingebrechtsen Hængestad, som gik i hans
Sted. Han følte, at Tørklædet blev trukket ud af hans
Lomme, men tænkte: "Jeg kan faa det igjen, naar han
kommer tilbage, uden at Karine faar vide noget derom."

SIDE: 159

Det var over Midnat og en saa tæt Taage, at Fol-
kene ikke kunde se to Skridt foran sig og ordentlig havde
Vanskelighed for at finde Baaden ved Bryggen. Derfor
maatte de, da de endelig vare komne ned i Baaden, ro
langs Fjæren under Fæstningsmuren, indtil de kom til
Jernkjettingen ude ved Fæstningspynten. Saa fulgte de
langs Kjettingen tværtover Vaagen til Toldboden og roede
derpaa atter langs Landet udover mod Nordnæs, idet de
af og til ligesom skimtede en høi, stor, mørk Skygge paa
Land. Det var Pakhusene, som de ikke kunde se, uagtet de
roede lige under dem.

Alt som de roede, speidede de til alle Sider, men
Taagen var saa tyk og tæt, at Arne, Nils og Thomas,
der sad og roede, ikke kunde se Torger, der sad bag i
Baaden. Al Speiden var derfor til ingen Nytte. Af og
til holdt de op at ro og lyttede efter, om de skulde høre
Aareslag, men ikke en Lyd var at høre. Der havde hidtil
kun været vexlet nogle faa Ord imellem dem. Nu tog
Nils til Orde og sagde hviskende: "Hvad skal vi gjøre,
om vi træffer paa Fregatten? Det er vel bedst, jeg tager
Styrmanden for min Part."

"Ja, gjør du det, ikke mætere Kar end du er, saa
tager jeg Fregatten selv og fører hende til Commandanten,"
svarede Thomas, ligesaa hviskende og lo haanligt.

"Og du, No. 52, du gjør naturligvis som No. 36 og
hjælper ham til at stikke Fregatten i Lommen," vedblev Nils.

"Ja," svarede No. 52 alvorlig, "jeg gjør som No. 36.
Han er altid mætere Kar end du."

"Vi kan kanske faa det at se," mente Nils.

"Og du, No. 9, hvad siger du?" spurgte han videre.

Da han havde gjentaget sit Spørgsmaal flere Gange

SIDE: 160

uden at faa Svar, bad han No. 52 se efter, om den Til-
talte sov. Nu først blev det opdaget, at Torger var gaaen
i Sørens Sted, og paa Nilses Spørgsmaal svarede han
da kort: "Hvad jeg vil gjøre, skal du faa se."

Tonen og Maneren, hvori dette Svar blev givet, for-
anledigede Nils til at sige: "Nu nu, er du saa bidsk, kom-
mer du nok til at bide. Men du behøver just ikke at
bide mig."

Saa roede de atter udover et Stykke i Taushed. Det
begyndte allerede at lysne saa smaat, men da de strax efter
kom til Nordnæspynten, var Taagen endnu saa tyk, at de
betænkte sig paa at forlade Land af Frygt for at forvilde
sig ude paa Fjorden og ikke finde tillands igjen.

Pludselig sagde Thomas: "Tys, jeg synes jeg hører
Noget derude i Nord."

Alle lyttede. Ikke en Lyd hørtes i Nærheden. Det
var saa stille, at de tydeligt kunde høre Vægterne inde i
Byen raabe: "Hør! Vægter, hør! Klokken er slagen et,"
og synge Vægterverset til.

"Tys, jo nu hører jeg det ogsaa," sagde Nils sagte.
"Det er nok en Fugl, som vasker sig i Vandet."

"Det er snarere en Baad," sagde Thomas.

"Det er snarere en Baad," gjentog Arne.

"Den kommer indover, synes jeg," sagde Thomas.

"Jeg synes det samme som No. 36," sagde Arne.

"Det gjør du bestandig, saa det er ikke noget Nyt,"
sagde Nils.

Saa blev det igjen aldeles stille.

"Hvad skal vi gjøre, hvis det er en Baad fuld af
Engelskmænd?" spurgte Nils hviskende.

SIDE: 161

"Du tager Styrmanden og vi Resten. Det er jo
Aftale," svarede Thomas og lo.

"Ja, det gjør vi. Det er støt," sagde Arne og lo
naturligvis thi det havde Thomas gjort; men han blev
stoppet midt i sin glade Stemning af en Raket, der susende
gik tilveirs ikke langt fra ham. Ikke en Gnist kunde sees,
saa tæt var Taagen; men Rakettens Hvislen gjennem Luften
var hørlig nok, thi det lød næsten, som den var afbrændt
lige ved Siden af Piquettens Baad. Torger havde hidtil
siddet stille og taus. Nu reiste han sig pludselig, greb det
bagerste Aarepar og gjorde et Par raske Aaretag henimod
det Sted, hvorfra Raketten var kommen.

En stor sort Gjenstand dukkede frem af Taagen, flere
menneskelige Skikkelser bleve synlige, og en Stemme raabte
noget i et fremmed Tungemaal, som ingen af de norske
Soldater forstod. Det var en stor engelsk Barkasse med
fuld Besætning, Piquetten var stødt paa.

"Det er Engelskmanden, Gutter!" raabte Thomas, greb
sit Gevær og sprang i et Sæt med fældet Bajonet over i
den fiendtlige Barkasse, idet han raabte: "Følg mig, No. 52!
Kom, Tusseladden!"

"Ja, naturligvis," svarede Arne.

Inden han endnu havde udtalt, faldt et Skud fra
Barkassen. Kuglen traf formodentlig Thomases Tzaco;
thi den faldt af ham og ned paa Ryggen af Arne, der
stod ludet og famlede efter sit Gevær. Kuglen for pibende ind
imod Land. Arne var ikke snar i Vendingen og ikke let
at faa vred, men nu blev han rasende. "De skyder skarpt
paa dig!" raabte han, som det lod yderst forundret over
denne uventede Forvovenhed, "men jeg skal - - -" og
dermed skrævede han over i Barkassen.

SIDE: 162

Torger var der allerede, men Nils maatte kjæmpe en
Stund, før det lykkedes ham at komme efter.

Thomas havde gjort et saa rasende voldsomt Anfald,
at han havde stukket sin Bajonet gjennem en engelsk Ma-
tros, der var sprungen op fra Toften, hvorpaa han sad og
roede, og derpaa gik Thomas paa Hovedet ud i Vandet paa
den anden Side af Barkassen. Der laa han og svømmede
og søgte forgjæves at komme op igjen, medens hans tre
Kammerater sloges som Løver. Han hørte Hug og Skud
og hørte flere Gange Arne raabe: "Hvor er du, No. 36?
Jeg finder dig ikke," og skreg af Fortvivlelse over ikke at
kunne hjælpe sine Kammerater. Først da de vare over-
mandede, hvilket snart var gjort, blev han trukken op af
Vandet. Kampen fandt Sted tæt under Nordnæspynten og
varede kun nogle faa Minutter. Da den var forbi, kunde
Engelskmændene i Barkassen høre Skildtvagten paa Pynten
raabe an sin nærmeste Kammerat og gjøre Allarm. Det
kunde saaledes ikke længere være at tænke paa, som Hen-
sigten havde været, at overrumple og skjære ud de Skibe,
der maatte ligge paa Vaagen. Barkassen sendte derfor nu
op den ene Raket efter den anden til Signal for de andre
Baade, der havde været i Følge med den, og da Taagen
strax efter begyndte at lette, roede den tilbage til Fregatten
igjen. Thomas fik Plads foran. Der laa hans tre Kam-
merater og 8 engelske Matroser haardt saarede. De bleve
forbundne løseligt og derpaa overladte til sig selv.

Nils havde faaet flere Sabelhug i Hovedet, idet han
kjæmpede for at komme over i Barkassen, blødede stærkt af
sine Saar, men kunde dog sidde opreist, efterat han var
kommen sig lidt efter Striden.

En Stund sad han og saa sig om, og da han endelig

SIDE: 163

fik Øie paa Thomas, spurgte han: "Kan du se, om der
sidder en stor Mand med sort Skjæg ved Roret?"

Thomas saa efter og svarede: "Nei, det er en ung
skjægløs Gut, som sidder og styrer."

"Hvor er han med Skjægget da?" spurgte Nils.

"Han ligger ved Siden af dig," svarede Thomas og
pegede paa en af de engelske saarede Søfolk, der laa lige
bag Nils.

Med nogen Vanskelighed vendte Nils sig, saa paa den
skjæggede Mand bag sig og sagde saa smilende, medens
Blodet randt i brede Striber ned over hans Ansigt: "Ser
du, jeg gjorde, hvad jeg lovte og tog Styrmanden!"

Derpaa lagde han sig tilfreds bagover og støttede sit
Hoved til sin Fiendes Bryst.

Et Stykke længere forud laa Arne. Thomas søgte en
Stund efter ham blandt de Saarede, før han kunde faa
Øie paa ham; men endelig fandt han hans ene store Næve
og kom saaledes let til Resten, hvorpaa han krøb hen til
ham og spurgte ham, hvorledes han havde det. En Kugle
var gaaet gjennem begge hans Kinder. Blodet randt ud
af hans Mund, og han kunde neppe tale. Hans ene Arm
var næsten overhugget, og han kunde ikke røre sig uden
svære Smerter.

Han gjorde Tegn til Thomas, at han skulde lægge sit
Øre til hans Mund, og sagde saa: "Jeg har - det ikke
- videre rart. Men - jeg har - en Begjæring til dig,
- No. 36."

"Nu, saa kom frem med den," sagde hans Beskytter
og Ven.

"Kald mig - aldrig mere - Tusseladden. Jeg holder
- saa inderlig - af dig Sørumen, - og hver Gang,

SIDE: 164

du - siger det, - er det saa tungt," sagde den stakkels
Saarede og kunde kun med Vanskelighed faa Ordene frem.

Hans Beskytter følte ligesom Noget komme op i Halsen
paa sig og svælgede et Par Gange, inden han svarede: "Ja,
ja, det kan jeg nok love dig, men hvorfor Fanden fulgte
du mig ikke strax?"

"Tak, Sørumen, for det. Ja, det var dumt. Det var
første Gang, - jeg ikke fulgte dig - Sørumen - og
det skal vist blive den Sidste."

Dette Tegn paa Anger lod dog ikke til at gjøre videre
Indtryk paa den strenge Beskytter; thi han svarede barsk:
"Hold nu Kjæft og lig stille." Hvilken Ordre den Anden
naturligvis strax adlød.

Torger havde faaet et Skud gjennem Halsen og laa
aldeles stille uden at røre sig og uden at give en Lyd fra
sig, men saa mere glad og tilfreds ud, end Thomas havde
seet ham paa lang Tid.

Ombord i Fregatten blev Thomas vist ned i Kadet-
messen og der givet tørre Klæder. De Saarede bleve der-
imod førte forud paa Dækket for at forbindes ordentligt.

Da Touren kom til Torger at forbindes, greb han
ind paa Brystet efter Noget. Han famlede længe uden at
finde, hvad han søgte. Uniformskjolen blev skaaren af,
for ikke at foraarsage ham Smerte ved at trække den af
ham, og han gjennemsøgte den nøie, inden han lod den
komme fra sig, men hvad han søgte, fandt han ikke. En-
delig spurgte han, om Ingen havde fundet et hvidt Lomme-
tørklæde, og da Alle svarede benegtende, lagde der sig en
dybere Bleghed over hans Ansigt end før, og det glade
Smil, som nylig havde oplivet det, forsvandt aldeles og
gav Plads for et mørkere Udtryk end nogensinde.

SIDE: 165

Det puttenske Hus laa dybt begravet i Søvnens Arme.
Selv Karine var kommen til Ro og laa og drømte om
sin muntre Søren. Hun saa ham komme hjem fra Krigen,
glad og leende med en stor Stjerne paa Brystet. Hele
Byen var strømmet sammen opover Kalfarveien for at se
ham og hans Kammerater komme marscherende nedover fra
Krigen. Klokkerne i alle Byens Kirker ringede, Damerne
viftede med sine Lommetørklæder, Herrer skreg Hurra, alle
Mennesker gjorde Plads for hende, hvor hun kom, og
rundt om hende, hvor hun gik, hørte hun Folk hviske:
"Det er hans Kjæreste". "Den, som kunde være saa lyk-
kelig at faa slig en kjæk Gut til Kjæreste . . hun var
vel". Klokkerne ringe, Damerne vifte, Herrerne skrige Hurra!
Det høres akkurat som Far Puttens Klokke, naar han
ringer paa hende om Natten en yderst sjelden Gang. Klok-
kerne ringe endnu stærkere, ja saa stærkt, at Damerne og
Herrerne næsten forsvinde. Det er mærkeligt, hun hører
ganske tydeligt, at Putten sidder hjemme og ringer paa sin
Klokke til Sørens Forherligelse. Puttens Klokke ringer og
ringer og overdøver alle de andre Klokker og al anden
Lyd. Hun faar en Følelse af, at det hele Optog i Kal-
farveien er Drøm, og at kun den puttenske Klokkes Ringen
over hendes Seng er Virkelighed, vaagner og mærker, at
det ogsaa er Tilfældet.

"Gud bevares, hvor Far ringer inat da; ja, nu kom-
mer jeg, jeg kan ikke løbe ind splitter nøgen heller. Nei
Gud frelse og bevare os - nu igjen. Jeg mener, der er
Varme i ham, jeg maa da faa rive lidt paa mig alligevel.
Det maa være Engelskmanden, som er kommen ind i Seng-
kammeret til ham, mener jeg, jeg faar løbe, som jeg er."

SIDE: 166

Saa smaasnakker den smukke Karine, medens hun hop-
per ud af Sengen og tager Skjørt og Strømper og Tøfler
paa sig og saa løber afsted med den ene af sine lyseblaa
Bomuldsstrømper kun halvt paatrukken og Underskjørtet i
Haanden.

"Hvor bliver du af Karine?" siger Putten med den
ene Tøffel i Haanden, færdig til at staa op.

"Saa du fandt for godt at komme engang, Karine.
Det var jo meget snilt af dig," siger en Stemme længere
inde i Sengen lige ved Væggen. Den store Æderduns
Dyne, der ligger som en stor Tromme over Putten, skjuler
Stemmens Ansigt, men Toppen af Kvindens natlige Attri-
but, "Natnatkappen" viser, at det er Madamen, og Madam
Putten er af de Spidse, naar hun bliver sint.

"Jeg ringer og jeg ringer, men du hører ingen Ting,
du Karine", siger Putten.

"Vi faar nok laane en af Klokkerne henne i Tyske-
kirken og ringe med den for at faa dig vaagen en anden
Gang, Karine," siger Madamen.

"Jeg syntes, jeg hørte Trommen. Gaa ud paa Gaden
og spørg, hvad der er tids," siger Putten.

"Og glem ikke at komme hjem igjen, Karine," raaber
Madamen, hvorpaa hele Natnatkappen kommer tilsyne foran
Sengeomhænget paa Siden af Sengen, idet Karine hurtig
som en Nysen gaar gjennem Døren.

Klokken var omtrent 3 1/2, og det var ganske lyst; men
ude i Gaden var der en saa tyk og tæt Taage, at Karine
ikke kunde se ti Skridt foran sig. Endelig fik hun, efterat
at have kavet omkring i Taagen en Stund, Øie paa Muren
om Kirkegaarden og fulgte den, til hun kom til Porten,

SIDE: 167

hvor hun af Erfaring vidste, at Vægteren pleiede at sidde
og sove.

Der sad han ogsaa. Han var meget gammel og lidt
døv, havde trukket Klapperne paa sin Hue ned over Ørene
og Kraven paa sin Kappe op over Ørene for at komme
Naturen til Hjælp og hindre al mulig Støi fra at naa
hans Høreorganer og derved forstyrre hans Søvn og nat-
lige Ro. Det var ogsaa lykkedes ham til Fuldkommenhed;
thi da Karine endelig fik ham vaagen, havde han ikke hørt
en Lyd. Der var ingen Ting paafærde, mente han. Karine
kunde trygt lægge sig til Ro igjen. Han lod til at ville
foregaa hende med et godt Exempel i saa Henseende.

Heri blev han dog forhindret af Patrouillen, der i det
samme dreiede om Hjørnet fra Øvregaden. Den bestod
af tre gamle, svage Mænd, hvoraf den Ene hostede saa stærkt
og uafladeligt, at han selv ikke havde Tid til at gjøre Andet,
og de to øvrige ikke Leilighed til at høre Andet.

De havde naturligvis ikke hørt det Ringeste.

Karine var allerede i Nærheden af sin Gadedør igjen
for at bringe den Besked, at det var roligt, som hun havde
gjort mange Gange før, da hun standsedes af en fjern Lyd.
Tys! hvad er det? Det høres som en fjern Trommen.
Lyden kommer nærmere, jo det er Trommen. Den slaaes
nede paa Tyskebryggen, men dæmpes af det fugtige Veir
og Taagen. Nu passerer den Drægsalmindingen. Hun
hører den ganske tydeligt. Det er Allarmtrommen. Allarm-
trommen gaar! Op Bergensere! Op, op alle! Mænd og
Kvinder! Engelskmanden er i Fjorden! Op til Forsvar for
Ære, Liv og Gods! Op Bergensere!

Saa talede Trommen.

Allarmtrommen havde gaaet fra Fredriksberg til Ber-

SIDE: 168

genshus Fæstning og sagt det samme til alle Andre som
til Karine og udbredt Skræk og Rædsel paa hele sin Van-
dring. I de letteste Dragter strømmer Folk lige af deres
varme Senge ud paa Gaden for at høre, hvad der er paa-
færde. Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, Herrer og
Damer, Gutter og Piger, Alle løbe de om hinanden og
spørge, hvorfor Allarmtrommen gaar, men Ingen ved rigtig
Besked. Endelig heder det, at Engelskmanden er i Kvarven;
Nogle sige, der er to Linieskibe og tre Fregatter, men Andre
paastaa, at der skal være tre Linieskibe og sex Fregatter.
Uniformerede Folk løbe til sine Samlingspladse, idet de
knappe de Par sidste Knappe paa Kjolen til underveis,
Brandsprøiter rumle, Vaaben klirre gjennem Gaderne. Lidt
efter lidt blive skikkelige Folk mere og mere paaklædte, og
i samme Grad bliver løgnagtige Historier mere og mere af-
klædte, indtil Sandheden staar der aldeles nøgen og saaledes
er iført sin rette Dragt. Der var ikke gaaet mange Mi-
nutter, fra det Øieblik Karine bragte Efterretningen om
Allarmtrommen, før hele det puttenske Hus var paa Benene,
og de fire unge Janer stode i fuld Uniform nede i Stuen, ifærd
med at lade sine Geværer med Krudt og Kugle.

Deres lille Fader traadte midt ind imellem dem i Tøfler,
Slobrok og Nathue og sagde:

"Hør nu, Smaagutter" - Smaagutterne vare alle
omtrent 70 Tommer høie og 24 Tommer brede over Skuldrene
- "Hør nu, Smaagutter, hvis en eneste af dokker er ræd,
bare saa mykje ræd, at han blonker med det ene Øge sit,
naar Kanonkuglerne fare forbi ham, saa gjør eg dokker
Allesammen arveløse, Allesammen. Nu kan dokker gjøre, ka
dokker vil. Saa afsted, høgre om, marsch! fort afsted, løb

SIDE: 169

og slaa, som de slog 2den April 1801, og ikke som de slog
ifjor dernede."

Den lille Mand i Nathue, Slobrok og Tøfler syntes
at voxe, medens han talte. Han iførte sit Sprog samme
Dragt, som han selv bar, Negligé, men Kindens Rødmen
og Øiets Ild viste, at der var Alvor i hans Tale.

Først da de fire Janer vare komne ud paa Gaden, kom
Husets Fruentimmer løbende efter dem med Frokosten. Der
opstod en liden Skjærmydsel mellem Mand og Kone. Den
Sidste gik, som altid ved slige Leiligheder, af med Seieren.
Medens de yngre Janer nu drak den varme Ølost, brændte
sig paa den og skar Ansigter, og den gamle Jan gik og
skyndede paa dem for at faa dem afsted jo før jo heller,
puttede Fruentimmerne de skaarne Smørrebrød med en og
anden salt Taare paa ned i deres Patrontaske og en hel
Del Formaninger om Forsigtighed ind i deres Øren. Gamle
Putten benyttede ogsaa Leiligheden og hviskede sin ældste
Søn i Øret: "Hør Jan Herman, du faar passe paa Jan
Didrich, han er mig op ad Dage, han er for hidsig. Du
er mig ansvarlig for Gutten. Hører du?"

Den yngste Søn stod med Geværet i den ene Arm og
drak sin varme Morgendrik. Hans Kinder blussede af Ung-
doms Friskhed og krigersk Mod. Da han havde drukket,
leverede han Skaalen til Henrikke, kastede Geværet paa
Skulderen, smilede til Søsteren og vendte sig for at ile
afsted.

Faderen saa Smilet og hviskede sin ældste Søn i Øret:
"Jeg tænker, det er bedst, Jan Didrich bliver hjemme. Han
er for ung og for hidsig."

"Den, som bare blinker med det ene Øie - hem -
hem," svarede Sønnen.

SIDE: 170

Den Gamle forstod Meningen og raabte barsk: "Nu
Smaagutter, se at komme afsted. Glem ikke Mercur og
hvad jeg har sagt. Den, som er ræd og bare blonker -."

Mere fik han ikke sagt, før hans Sønner vare ude
paa Gaden i fuldt Løb til deres Samlingsplads. De fire
Janer hørte til Drægsalmindingens Compagni, og deres
Samlingssted var mellem Dræggen og Tydskebryggen, ikke
langt fra deres Faders Hus. En Division af Compagniet
fik strax Ordre til at marschere ud paa Fæstningen for at
besætte Slotsvagten og afløse Garnisonen i at staa paa Post.

Skildtvagten paa Nordnæspynten havde givet Rapport
om den Kamp, han havde hørt paa Vandet, og at han der-
paa fra tre forskjellige Kanter havde hørt Raketter gaa til-
veirs. Det kunne deraf skjønnes, at der mindst var tre
fiendtlige Baade lige inde ved Byen. De vare formodentlig
komne fra hinanden og havde forvildet sig i Taagen. Raket-
terne kunde sees fra Fredriksberg over Taagen, og de to af
Baadene lod til, at dømme efter Raketterne, at maatte have
været, den Ene lige inde ved Dokkeskjærene og den Anden
langt ude i Sandvigen. Der blev sendt Bud til Fæstningen
med Allarmtrommen og Folk ned til Nordnæsbatterierne
for at besætte Kanonerne der. De Folk, der bleve udsendte
fra Fredriksberg til Nordnæs, fandt Piquettens Baad af
Strømmen sat ind i Fjæren. Der var meget Blod i den, og
der fandtes ogsaa en smuk engelsk Pistol, et blodigt Lomme-
tørklæde, en fiendtlig Bajonet og en 12  Kugle. Men
hele Mandskabet var borte.

Nu først blev der skudt Allarmskud fra Fredriksberg.
Klokken var da fem om Morgenen, Taagen var begyndt at lette
og alle Forberedelser da næsten gjorte. Derfor kunde ogsaa
kort efter fem Kanonbaade ro udover; Taagen forsvandt

SIDE: 171

aldeles, Himlen var klar og ren og Luften saa stille, som
om der var sat en stor Glasklokke over Byen og Vandet.

Kanonbaadene forsvandt bag Kvarven, og Kl. 7 blev
der i Byen skudt Afløsningssskud til Tegn paa, at al Fare
nu var forbi; men strax efter hørtes en stærk Kanonade ude
fra Fjorden, og saa blev der atter skudt Allarmskud

Ombord i den engelske Fregat Tartar paa 36 Kano-
ner, ført af Capt. Stuart, traf Thomas flere Fanger. Den
ene af dem var Inspektøren for den optiske Telegraf paa
Klepholmen. Han var greben i sin Seng og bragt ombord
i Fregatten. Den anden var en Amerikaner, Smith, Fa-
brikmester hos Fasmer i Alvøen. Han var sendt ombord
af sin Principal, fordi denne, der var hollandsk Consul,
saa at Fregatten havde heiset hollandsk Flag og troede, at
det var en hollandsk Fregat, som just i de Dage ventedes
til Bergen. Saavel Fabrikmesteren, som de Folk, der havde
roet ham ombord, bleve holdte tilbage, og saaledes gik det
Enhver, der kom ombord. Det skede, for at det ikke skulde
blive bekjendt i Land, hvad Landsmand Fregatten var.

Da det led ud paa Morgenen, kom Capitainens to
Sønner, to unge, raske Gutter, ind i Messen til Fangerne.
God varm The og Frokost blev nu sat frem paa Bordet,
og Thomas lod sig ikke nøde, men spiste og drak med god
Appetit, medens begge de unge Gutter løb ud og ind og
berettede, hvad der foregik oppe paa Dækket og ude paa
Søen. De lod til at finde stor Fornøielse i Alt, hvad
de saa.

Af og til kom ogsaa en af Officiererne ned, fik sig
noget at spise og ilede saa op igjen. Fangerne kunde mærke,

SIDE: 172

at Engelskmændene ikke tyktes videre om sin Stilling. "Dam-
ned gunboats!" hed det i et væk.

Pludselig hørtes et fjernt Knald, og endnu inden no-
gen af de norske Fanger kunde faa sagt hinanden sin Me-
ning om, at det nok var Kanonbaadene, der begyndte at
tiltale Fregatten, kom en Mand med dyb Skræk malet i sit
Ansigt farende ind i Messen. Det var Gutternes Hofme-
ster. Han kastede sig i en Sopha, slog Hænderne for An-
sigtet og raabte med den dybeste Rædsel: "Gud i Himlen
bevare os! Capitainen er falden. Kuglen traf ham i Halsen."

Forfærdede løbe de nylig saa glade Smaagutter ud for
at se sin Fader og kom ikke mere tilsyne. Hofmesteren
fulgte efter dem, og Fangerne bleve ganske alene.

Thomas benyttede Leiligheden til at gaa op paa Dækket.
Fregatten laa og drev i Vatlestrømmen og blev af Strøm-
men og af sine Baade trukket ud imod Hjæltefjorden. Van-
det var fremdeles speilglat, og ikke et Vindpust rørte den
mindste Vimpel ombord. Skydningen blev snart livlig paa
begge Sider, medens Baadene forud halede ud af alle Kræf-
ter for at buxere Fregatten udover. Kuglerne fra Kanon-
baadene suste omkring imellem Tougværket eller slog kna-
gende ind i Skibets Sider. En af Fregattens Bugserbaade,
der blev roet af 10-12 Mand, blev skudt i Sænk, og
Thomas kunde høre, hvorledes hans Landsmænd i Kanon-
baadene raabte Hurra herover. Han havde stor Lyst til at
istemme det samme Raab, men var dog klog nok til at tie
og gik omkring paa Dækket uden at blive taget mindste
Hensyn til. Formodentlig blev han taget for en engelsk
Matros; thi som saadan var han klædt. Skydningen fra
begge Sider varede i 1 1/2 Time, da fik Fregatten en liden
Bris af sydlig Vind, seilede fra Kanonbaadene og satte til-

SIDE: 173

søs. Bag ved Roret stod to dødblege Mænd, mod hvis
Pander to ladte Pistoler uafbrudt blev rettede. Fregatten
gik lykkelig tilsøs ud igjennem et af de trangeste og far-
ligste Udløb, medens de blege Mænd ved Roret stod og
pegte og viste Vei næsten forstenede og, som det syntes,
aldeles maalbundne af Skræk.

Nu fik Fangerne Lov til at gaa iland i sine Baade,
og efterat de tre saarede Musketerer med stor Omhu, vel
forbundne og forsynede med rene Skjorter, vare bragte ned
i Fasmers Baad, satte den fraborde og roede først til Alv-
øen og derfra til Byen.

Af de tre Saarede var Nils og Arne ved godt Mod.
Torger, der, som tidligere bemærket, havde faaet et Skud
gjennem Halsen, laa aldeles taus og ubevægelig med lukkede
Øine, som i en uafbrudt Søvn. Han saa yderst lidende
og ulykkelig ud. Nils var modigere end nogensinde og
bandte paa, at de to blege Mænd, som havde staaet bag
ved Roret, vare de største Kjæltringer, der havde exi-
steret. De burde kagpidskes tre Gange, og derpaa sættes
i det dybeste Fængsel paa Livstid, under Krudttaarnet paa
Bergenhus, for at de kunde komme til Erkjendelse om, at
det var langt bedre at falde som kjække Normænd for en
Pistolkugle end leve som feige Uslinger dybt under Jorden.
Han skammede sig næsten ved at være Stril, nu da Striler
kunde lodse en engelsk Fregat tilhavs.

Derpaa gav han sig til at regne ud, hvormeget denne
engelske Fregat kunde have været værd med Inventarium,
Rig, Besætning, Armatur og Alt og fik ud en forunderlig
stor Sum. Dog maa det bemærkes, at han tog med i Be-
regningen enhver af Mandskabets hele Beklædning, lige til
den mindste Trevl, satte stor Pris paa Officierernes Kost-

SIDE: 174

barheder og kontante Penge og tog til Indtægt pene, runde
Summer i Gjenløsningspenge for de nøgne Kroppe. Paa
den Maade fandt han endelig ud, at de to skurkagtige
Lodse, der havde vist Fregatten Veien tilsøs, havde snydt
ham for mindst 4000 Rigsdaler i gode Penge, saameget
ansatte han sine Prisepenge til.

"Hvad siger du om det du, Tusseladden?" spurgte
han saa sin Ulykkesfælle, Arne.

Denne, hvis Saar ikke tillod ham at tale uden Smer-
ter, kastede et spørgende Blik til Thomas for at faa vide
hans Mening, inden han indlod sig i videre Vanskeligheder,
og Thomas svarede derfor for ham og sagde, idet Arne
idelig gav sit Bifald tilkjende ved forskjellige underlige Lyd
og Grimacer: "Han mener det, at hvis du eller nogen
anden bruger det Navn paa ham herefter, saa faar den,
der bruger Navnet, først Prygl af mig og saa af ham."

"Nu, nu, nu, nu!" svarede Nils, "ikke saa hidsig.
Det var vakkert sagt fra din Side og ikke noget ondt ment
fra min. Jeg vidste ikke, han ikke tyktes om det. Vort
Blod har flydt sammen og mellem os er Fred og Broder-
skab for Fremtiden".

Torger laa imidlertid uden at sige et Ord og søgte
uden Stands og Ophold med Hænder og Øine efter noget.

De Øvrige antog, at han laa og rasede.

Den hele Dag vedblev det at være saa stille og en saa klar
og ren Luft, at man tydeligt inde i Byen kunde høre hvert
Skud, der fyredes ude i Fjorden. Paa alle de Høider i
Byen, hvorfra man havde Udsigt ud imod Kvarven, havde
store Flokke af Mennesker af alle Stænder, alle Aldre og
begge Kjøn forsamlet sig. Især havde en hel Mængde af
Byens Fædre samlet sig ude paa Bergenhus Fæstning.

SIDE: 175

Med dyb Interesse ventede de paa Udfaldet. Medens Ka-
nonaden varede, var der ikke et Hjerte i den hele store
Mængde, som ikke slog stærkere end sædvanligt, og da Ka-
nonaden ophørte, var der ikke et Øie, som ikke var rettet
mod Kvarven med spændt Opmærksomhed. Hvert Øieblik
ventede man at opdage noget stikke frem der, som kunde
røbe Stridens Udfald. Men Tiden gik, og det led mod
Middag uden at der saaes nogetsomhelst af nogen særegen
Interesse paa den hele Fjord. Iveren slappedes, og Mæng-
den begyndte at skilles ad og søge hjem, hver til Sit.

Gamle Putten havde været ude fra den tidlige Mor-
gen. Klokken 11 kom han hjem. Bleg og stille satte han
sig paa en Stol, skjulte sit Ansigt i sine Hænder og græd.

Det havde hans Kone aldrig før seet ham gjøre i hele
deres lange Ægteskab. Den lille hidsige Mand havde man-
gen Gang gjort en forfeilet Spekulation og tabt Penge.
Han havde mangen Gang havt Ærgrelse, været sint og gal
i Parykken; men han havde bandet og skjændt saa længe,
til han var bleven blid igjen. Aldrig havde hans Kone
seet ham græde før. Det havde han ikke engang gjort ved
Efterretningen om, at Mercur var tagen.

Madame Putten blev derfor ganske forskrækket, da hun
saa dette, slog Hænderne sammen og raabte: "Gud frels
og fri og bevare os! hvad er det, som fattes dig Mand?
Hvad er tids, Jan Didrich?"

Da Manden ikke svarede, men vedblev at sidde og
græde i Taushed, fortsatte den forskrækkede Kone sin Exa-
mination: "Jeg kan dog vel aldrig tro, at alle Smaagut-
terne vore ere faldne i Krigen?"

Manden rystede paa Hovedet.

"Eller at Jan Herman er dræbt af en Kanonkugle?"

SIDE: 176

Manden rystede fremdeles paa Hovedet.

"Nu ja, hvad er det saa? Hvad er det saa? Kom
da frem med det, Mand, og sid ikke der som et Barn og
bare græde og tude og seigpine mig saa, som du nu gjør.
Jeg mener, du gjør mig rent forstyrret; jeg dirrer og jeg
skjælver i hvert Lem paa hele min syndige Krop."

Da der endnu ikke fulgte noget Svar, idet den lille
Mand vedblev at sidde taus ude af Stand til at faa et
Ord over sine Læber, uagtet han flere Gange forsøgte der-
paa, blev hans Kone vred.

"Aa! jeg er en Nar, som staar her og spilder Ti-
den paa sligt Tøv, som det vel er, du har at sørge over.
Det er vel, fordi Commandanten ikke har taget Hatten af
for dig, eller fordi Stiftamtmanden ikke har buden dig til
Middag, du nu sidder og ærgrer dig," sagde hun og skred
med stolte Miner henover Gulvet mod Døren, saa det hele
Hus rystede under Vægten af hendes faste Skridt og tunge
Legeme.

Men hendes Mand reiste sig, før hun naaede Døren
og sagde med saa dybt Alvor i Stemme og Miner, at den
vrede Kone vendte sig og blev staaende saa stille som en
Støtte: "Hør, Christiane! Jeg vilde ønske, at Jan Didrich
var dr- falden for en Kanonkugle, jeg vilde takke til, hvis
alle Smaagutterne vare faldne paa Ærens Mark i Krigen
mod Landets Fiender, men det er det, som værre er. De
ere alle fire - hver og en af dem - løbne bort fra sit
Compagni og have formodentlig gjemt sig i en eller anden
brand- og skudfri Kjælder langt inde i Byen. Ikke en af
hele Compagniet, ikke en af alle deres Kammerater har hørt
eller seet til en eneste af dem den hele gudskabte Dag.
Drægsalmindingens Compagni er blameret, blameret for Tid

SIDE: 177

og Evighed, og det gjennem mine Sønner, gjennem mine
fire store, stærke, lange Lømler af Sønner, fødte, baarne
og opdragne i Dræggen ligesom deres Fædre før dem. Jeg
er blameret i min største Stolthed. Gud trøste og hjælpe
mig arme, elendige Mand".

Imod Slutningen af hans Tale havde hans Kone
nærmet sig ham, og da han var færdig, lagde hun sin
stærke Haand paa hans Skulder og sagde smilende: "Du
kjender dine Sønner slet, Jan Didrich. Jeg kjender mine
meget bedre. Tænker du Jan Didrich, den gale Gutten,
vilde staa og sove paa Fæstningen, mens der var slig Moro
ude paa Fjorden? Og bad kanske du ikke selv Jan Herman
passe paa Gutten? Tror du saa Jan Cordt kunde lade sin
ældre Broder reise uden at være med? Og tænker du Jan
Nicolay vil staa igjen som en Tosk og lade sine Brødre
drage ud? Reis du ud og søg efter dine Sønner ude paa
Fjorden blandt dem, som er Fienden nærmest, og du vil
finde dem. Kanske de just ere ifærd med at entre ombord
i Engelskmanden. Jan Didrich tør jeg sværge paa er i
Spidsen der, som han bestandig har været i Spidsen for
alle de gale Streger, her har været gjort i min Tid her i
Nabolaget."

Lille Jan Didrich Putten svarede ikke et Ord paa sin
Kones Tale, men lidt efter lidt ligesom opklaredes hans
Ansigt. Da hun taug, reiste han sig, greb sin Hat og
ilede afsted saa hurtigt nedover Gaden, at Pudderet dryssede
af hans Paryk og dannede ligesom en liden Støvsky efter ham.

Han var allerede kommen langt ned i Gaden, da hans
Kone opdagede, at han havde glemt Stok og Lommetør-
klæde. "Manden er gaaen baade fra Vid og Samling,
mener jeg; han har glemt Stok og Lommetørklæde," sagde

SIDE: 178

hun og henvendte sig saa til Karine, der under hele den fore-
gaaende Scene mellem Ægteparret havde staaet som en
yderst opmærksom Tilhører og dækket Bordet. "Men
Gud bevare dig vel Karine, hvad er det du staar der og
maaber over? Jeg mener, det er paa det tredie Kvarter, du
staar der og figter med Forskjærkniven og ser ud, som du
var falden ned fra Maanen? Tænker du paa at drage i
Krigen du ogsaa og at bruge Kniven som Vaaben og Værge,
eller er du falden i Staver over, at den ikke er skarp nok
til at tage Livet af Engelskmanden med? Tag da Fars
Stok og Lommetørklæde og løb efter ham med det. Han
kan da ikke, om det er nok saa travle Tider, komme ansæt-
tende uden Stok som en Fløtmand, der har Brug for begge
sine Arme til at ro med, eller, med Respect at sige, snyde
sig paa samme Maade som en Kjører og en Drager heller,
en anseet borgerlig Mand, som betaler Skatter og Afgifter
baade til Kongen og til Magistraten."

Karine var i en Fart henne i Døren med de omtalte
Rekvisiter for en Skatteborger.

Der standsede hun, rev sit skidne Forklæde af sig, trak
Hælene paa sine Tæser op, satte Kappen tilrette, spyttede
paa Fingrene og glattede paa Haaret, idet hun mente, at
hun dog maatte fjelge sig lidt, før hun gik i Byen, saa
mange Folk som der nu var i Gaderne.

"Aa, du er saamæn fjelg nok, Mor. Du behøver ikke
at fange flere Friere underveis. Du har saa min Sandten
nok af dem før," svarede Mad. Putten og skyndte paa
Pigen ud igjennem Dagligstuedøren, Gangen, Gadedøren og
et Stykke ud paa Gaden ogsaa. Her blev hun staaende og
klage over "Nutidens Tøser, der bare tænkte paa Stas og
Fjas, paa Flitter og Flatter, paa Pynt og Fjelging, mens

SIDE: 179

Tøserne i gamle Dage var, som Tøser skulde være og næsten
ikke havde nogen Ting paa sig. Hvis dette skulde fare fort
paa slig Maner, saa kom de at faa al Verden paa sig med
Tiden og at blive mere statiøske, end deres egne Jomfruer
og Madamer var." Forresten maatte hun dog sige, tænkte
hun ved sig selv, at Karine var en nok saa brav Stue-
Tøs, snild og villig og flink og brav i alle Maader til
indvortes Brug. Til udvortes Brug var hun derimod for fin.

Imidlertid tøflede Karine nedover Dræggen for at ind-
hente sin Husbond, uden at kjende noget til den Recomman-
dation hendes Madmoder sendte efter hende, og det lod til,
at hendes Madmoder havde Ret i, at hun var pyntet nok;
thi idelig hørte hun Folk, hun passerede, sige: "Nei, se den
pene Karine hos Putten sine. Jøses, hvor travelt hun har
det, hun skal vist søge efter Putten sine fire Sønner, som
er bleven borte."

Eller: "Af Veien for den pene Karine hos Putten sine,
lad hend komme frem, saa faar nok Engelskmanden smage
Stokken hendes."

Slige Spydigheder haglede ned over den stakkels und-
selige Pige, medens hun blussende og hed skyndte sig, alt
hvad hun kunde, for at indhente Far. Folk begyndte allerede
at strømme fra Fæstningen tilbage til Byen, og Dræggen
var saa fuld af Folk, at hun ikke kunde komme tre Skridt
frem uden at blive standset.

Ved Fæstningsporten vilde Skildtvagten forbyde hende
at passere, men han var en af Puttens Naboer, og da han
hørte, at hun søgte efter sin Husbond, lod han hende ende-
lig passere, idet han satte et bedrøveligt Ansigt op og
spurgte, om Putten endnu ikke havde fundet nogen af sine
Sønner, rystede paa Hovedet, da han fik et benegtende

SIDE: 180

Svar og mente, at det turde hænde, de var krøbne ind
imellem Rundfisken, som Faderen havde paa Oplag inde
paa Bryggen, for at være i Sikkerhed. Ude i Mørkeporten,
som den store brede Port, der ligger i Nærheden af Wal-
kendorffs Taarn dengang kaldtes, vidste det smukke Sende-
bud hverken ud eller ind; thi der delte Veien sig, og der
stod hun som Hercules paa Korsveien.

Hun saa efter Søren, men hverken han eller nogen
af hans Kammerater var at se. Hun spurgte til høire og
til venstre efter sin Husbond, men kunde længe ikke træffe
paa Nogen, der havde seet ham.

Endelig traf hun En, der underrettede hende om, at
han just havde truffet den, hun søgte, nedenfor Krudttaarnet.
Karine var ikke sen med at følge denne Anvisning og var
saa heldig at træffe den lille, ivrige, gamle Mand, ifærd med at
leie en Baad for at lade sig ro ud til Kamppladsen. Han
var meget glad ved at faa sit Lommetørklæde; thi Sveden
dryppede fra hans Hage og Næse, og han trængte saare
meget til det, og endnu gladere var han ved at faa sin
Stok; thi han havde savnet den meget. Det var ligesom
han med den havde tabt hele sin borgerlige Værdighed og
ikke var bedre end en almindelig Skolapper.

Karine havde fuldført sin vanskelige Mission og var
saa glad som en Jockey, der har vundet i et stort Vædde-
løb. Hun var just paa Vei til langsomt og sedat, som det
sømmede sig en anstændig Stuetøs hos en af Byens bedste
Borgerfolk, at vende hjem igjen efter den hurtige Udflugt,
men vilde bare se sig om lidt og puste lidt ud, førend hun
gik. Det kunde være ganske morsomt at træffe paa Søren
ogsaa og høre Nyt fra ham. Han maatte have mange
Ting at fortælle; men Søren var ikke at se. Det var jo

SIDE: 181

rimeligt nok, han var naturligvis ude i Krigen. Saa kunde
det ogsaa være morsomt at se ud over Vaagen. Det er
rigtignok et sørgeligt Syn, ikke et Skib, ja næsten ikke en
Baad eller Skude at se der. Dog jo, se der ude ved Told-
boden kommer to store Baade, fulde af Folk, roende ind-
over i stor Fart. Hvad kan det være for Slags Folk,
mon tro? Hvad kan de ville? Det skulde vel aldrig være
de Engelske, som kom for at tage Byen og Alt med sig?
Hvad er det for en lang Fyr, som staar foran i Baaden
og ser indover? Jeg tykkes, jeg ligesom skulde drage Kjend-
sel paa ham! Er det ikke Jan H-?

Saa langt kom den smukke Karine i sine stille tause
Selvbetragtninger, da hun med Et fik det ganske overordent-
lig travelt, løb hen til sin Herre og raabte: "Om Forla-
delse, Her Putten, Herren maa undskylde, jeg bryder ham
af, men er det ikke vores Jan Herman, som staar i den
Baaden derude? Jeg synes saa livagtig, det er ham."

Nu fik den lille Mand det ligesaa travelt. "Jo saa
Dækerten fare i meg - Gud forlade mig - der er Jan
Herman. Jo saa Dækerten - Herren forlade mig min
slemme Banden - der er Jan Cordt ogsaa, jo vor Herre-
død - Gud hjælpe mig - der er Jan Nicolay ogsaa.
Løb hjem, Karinemor, og sig, at nu har jeg fundet Smaa-
gutterne. Nei, bi lidt, jeg savner endnu en af dem. Jeg
ser ikke Jan Didrich. Gud hjælpe og trøste mig, jeg kan
vel ikke tro, at Jan Herman har ladet den Mindste komme
noget til. Der er noget galt, der maa være noget galt
paafærde. Se bare, hvor alvorlige de ere Allesammen. De
bare løfter paa Hatten, men skriger ikke Hurra. Hvad er
det, som ligger bag i Baaden? Gud se i Naade til os
Allesammen, det er blodige Lig, ihjelskudte Folk. Jan

SIDE: 182

Didrich, mit Hjertes Barn, er falden paa Ærens Mark, det
er min Straf, fordi jeg tænkte saa slet om ham, som jeg
gjorde."

Den lille Mand, der nylig havde været saa livlig i
sine Bevægelser og nydt saa overmaade godt baade af Arme
og Ben, blev nu ligesom betagen af en fuldstændig Mathed
i alle Lemmer. Hovedet faldt ned paa Brystet, Armene
hang slappe ned ved hans Sider og han skjalv saaledes i
Knæerne, at Karine fandt det nødvendigt at understøtte
ham, for at han ikke skulde falde om. Han saa med et
mat Blik paa hende og sagde: "Aak, Karinemor, er det
dig? Hvad synes du? Det er jo bedre, naar galt skal være,
at det er saa, end at det skulde være, som jeg troede før.
Men Skam at sige, dette er tungere, end jeg havde tænkt."

Karine søgte at trøste ham med, at det ikke var saa
sikkert endda, at hans Søn var død og borte, og at det ikke
var værdt at tage sligt paa Vei, som Herren gjorde, før
Ulykken var vis; men han lod ikke engang til at høre, hvad
hun sagde, og syntes at være ude af Stand til at røre sig,
indtil den formentlig Døde, da Baaden i det samme lagde
til Bryggen, reiste sig op og sprang iland. Da blev han
med Et livligere end nogensinde før og var snart omgiven
af sine fire, store, raske Sønner. Han glemte at skjænde, han
glemte at være vred og trykkede kun i Taushed den Ene
efter den Anden af sine Sønners Haand; thi Jan Didrich
havde et blodigt Tørklæde bundet om Hovedet, og fra den
ene af Baadene blev tre døde og en dødelig saaret Ma-
tros bragt iland. En Kugle fra Fregatten havde ram-
met dem. Det var den eneste fiendtlige Kugle, der traf.
Jan Didrich fik ved samme Leilighed en Træsplint i Panden.
Det var kun en ubetydelig Rift.

SIDE: 183

"Tag du Jan Didrichs Gevær, Karine, og lad os saa
komme hjem," sagde endelig Far Putten, tog sin yngste
Søn under Armen og vandrede hjemover.

Det var et fuldstændigt Triumftog. Faderen selv var
i Spidsen med sin yngste Søn, saa kom hans tre øvrige
Sønner, og til Slutning kom Karine troppende efter med
Geværet paa Skuldren.

I et væk blev de standsede af Venner og Bekjendte,
der vilde vide Besked om Affairen. De maatte atter og
atter gjentage den samme Beretning, saa at de endelig vare
glade ved at naa sit Hjem og over at være fri for at for-
tælle mere om deres Bedrifter.

Da de kom til Gadedøren, sagde Faderen med et inder-
ligt tilfreds Smil: "Lad os saa gaa ind Smaagutter og se
om nogen af os har tabt Appetiten i Krigen." Det viste
sig, at ingen af dem havde lidt det ringeste Skaar i saa
Maade, og da Aftenen kom, og Tappenstregen var gaaen
Kl. 8, viste det sig, at heller ingen af dem led af Søvn-
løshed; thi kort efter laa hele det puttenske Hus, med Und-
tagelse af Karine, i dyb Søvn.

Det havde været en yderst anstrengende Dag for den
hele By. Fra den tidligste Morgen af havde hvert Menneske
været i uafbrudt Bevægelse og i stor Spænding. Enhver
havde endnu i frisk Minde Kjøbenhavns Bombardement og
den klareste Bevidsthed om den langt større Fare, hvorfor
Bergen som Træby vilde være udsat under lignende Om-
stændigheder. Der maatte derfor opbydes Alt for at drive
en saa farlig Fiende bort og ud af Skudvidde. Dette var
den enstemmige Mening i Byen, og dertil kom hos Mange

SIDE: 184

Lysten til at hævne de Tab, Fienden i den senere Tid havde
tilføiet dem.

I saa Henseende indtog det puttenske Hus en meget
høi Plads. Tabet af Mercur havde gjort at uudsletteligt
Indtryk paa den lille hidsige Mand. Selv Karine hadede
ordentlig Engelskmanden. Hun havde derfor med stor Del-
tagelse været Vidne til sin Husbonds Sorg, da han troede,
at hans Sønner havde vist Feighed. Men saa delte hun
ogsaa hans Glæde og Stolthed, da hun deltog i Marschen
til Hjemmet.

Alt dette laa hun nu og tænkte paa, og saa glædede
hun sig til at høre, hvorledes Søren havde udmærket sig,
og hvor tapper han havde været mod Landets Fiender.
Han skulde dog vel aldrig have faaet Anledning til at bruge
Lommetørklædet og saaledes tage hende paa hendes Ord,
tænkte hun. Derved kom hendes Blod i saadan Bevægelse,
at hun længe ikke kunde sove, og da hun endelig faldt i
Søvn, fortsatte hun sin Drøm fra forrige Nat. Søren
havde Stjerne paa Brystet og var bleven Capitain, og der
var lutter Fryd og Gammen og Glæde.

Havde den 16de Mai været en Skrækkens og Anstren-
gelsens Dag for Bergen, blev den næste Dag eller den 17de
Mai en Glædens og en Hvilens Dag. Solen havde nok
ikke kunnet finde nogen gladere og stoltere By paa Kloden
den Dag til at skinne paa, og derfor syntes den ogsaa med
særegent Velbehag at vandre over Byen og paa sin Van-
dring at tilsende den sine allerbedste, varmeste og venligste
Smil, medens Folk rundt om paa Gader og i Huse, paa
Torve og Almindinger, i Smitter og Smug, med den Ber-
genserne ganske særegne Nøiagtighed gjennemgik Gaards-
dagens Begivenheder i deres mindste Detail. Enhver vidste

SIDE: 185

at fortælle om sine Følelser og sine Gjerninger og det frem-
gik deraf klart og bestemt, at der kun havde været Helte
i Byen den Dag. De fire Musketerer vare dog Dagens
egentlige Helte. Deres Navne, Hjemsteder, Bolig, Liv og
Vandel blev paa det nøiagtigste drøftet og gjennemgaaet,
og paa denne Maade fik Karine vide, at Torger havde været
en af dem, men at Søren ikke havde været med. Torger
er fra Hængestad. Torger har faaet et Skud i Halsen.
Torger kan nok ikke leve. Det var ikke andet end Torger
og Torger. Ingen nævnte Søren.

Om Aftenen var der mange smaa Selskaber rundt om
i Byen, og der blev drukket og sunget mere den Aften end
det sidste halve Aar. De puttenske Ukaser vare satte ud af
Kraft den Aften. Et lidet Lag blev holdt i Huset, og der
blev drukket en hel Del udmærket god Madeira, kommen di-
rekte hjem fra Madeira med en Ostindiefarer, som havde
passeret Linien baade frem og tilbage med Vinen, saa den
var nok drikkelig, mente Værten. Dertil blev proponeret
Skaal for Freden og sunget:

Freden, o Bergen! din Rede beskjærme,
Sommeren krone hver Ager med Brød,
Havet dig aabne sit frugtbare Skjød etc.

En Skaal lød saa:

Du Torsk, du Sei, du Sild, du Lange
Lad dig i vore Garn let fange.

En Anden:

For Bergen og for Fædreland
Hver klinke med sin Sidemand.

En Tredie:

Gid hver en Fiende, hvad Stuart fik igaar, maa faa paa Ho 'det,
De komme ei igjen, I kunne sikkert tro det.

SIDE: 186

En Fjerde:

Skaal for Smaapiger og for andre Kvinder,
Hvori vort hele Selskab Glæde finder.

En Femte:

Leve de fire Musketerer,
De fortjene at blive Millionærer.

Til den Skaal blev raabt Hurra! 9 Gange.

En Sjette:

Som de kjække Musketerer vi ville sige:
Vi kunne falde, men vi kunne ikke vige.

Proponenten viste, at hans Skaal var alvorligt ment;
thi strax efter faldt han ogsaa under Bordet og maatte
bæres bort, hvorpaa en af hans intime Venner proponerede
hans Skaal.

Saaledes gik det Glas i Glas og Skaal i Skaal, og
Munterheden og Støien tiltog med Skaalerne, indtil en-
delig en af Selskabet proponerede:

Skaal Putten for god Mad og god Drikke,
Nu maa jeg ud i Haven for den slemme Hikke.

Da blev Taflet hævet, og hele Selskabet begav sig ud
i Haven, hvor der blev trakteret med god varm Punsch til
Tobakken, gode gamle og nye Vittigheder og god hjertelig
Latter til Punschen og gode gamle Sange til Vittighederne og
Latteren. Da fuglene begyndte at synge rundt om i Bu-
skene, brød Selskabet op. Det var gaaet udmærket ordent-
ligt til. Kun tolv Glas vare knuste, og kun fire Gjæster
vare i den Stand, at de maatte følges hjem. En af dem
svor paa, at han saa et Bjerg af Guld i Horizonten og
vilde derhen for at samle sig en Snes Tønder deraf. Det
hjalp ikke, at hans Venner forsikrede ham om, at det var
Solen, som skinnede paa Lyderhorn. Han vilde og maatte

SIDE: 187

derhen. De fulgte ham derfor udover Nygaard. Da de
vare komne ud til Enden af Alleen, var han kommen sig
saavidt, at han kunde skjelne Solskin fra Guld, men da
vare de paa Landet, og det var paatide at nyde Frokost,
saa fik de sig et vel forsynet Bord ud i Haven og derpaa
en liden Lur i det Frie og saa -

Dog det fører os altfor langt fra vor egentlige Historie,
at følge disse lystige Herrer fra 1808 videre, og vi vende
derfor tilbage til Karine og Søren.

Kort efter Solens Nedgang stod han allerede bag
Havegjærdet og ventede paa, at Selskabet skulde skilles ad,
for at han kunde faa sin Kjæreste itale.

Da det blev henimod Midnat uden at Gjæsterne gav
mindste Tegn til at kjede sig eller at ville gaa, begyndte
han at kjede sig noget ganske overordentligt og gav gjen-
tagne Gange, ved at kurre som en Due, Tegn til, at han
nu snart agtede at gaa. Karine vidste meget godt, hvem
den kurrende Due var, og mens Stegen blev skaaren for
og spist, fik hun endelig saameget Pusterum, at hun kunde
liste sig ned i Haven og der, skjult bag en høi Stikkelsbær-
busk, vexle nogle Ord med ham.

"Jeg har ventet dig i hele Dag," sagde hun.

"Jeg har ikke kunnet komme før nu," svarede han.

"Hvorledes har du det?" spurgte hun.

"Udmærket godt," svarede han.

"Har du været med i Kampen, Søren, og været kjæk?"
spurgte hun videre.

Det varede noget, inden han svarede. Til hans Ulykke
adskilte Plankegjærdet dem. Havde det ikke været Tilfældet,
havde han seet den spændte Opmærksomhed, hvormed hun
ventede hans Svar og sikkert ikke svaret, som han gjorde;

SIDE: 188

thi inderlig glad og tilfreds svarede han: "Jeg var com-
manderet med Piquetten, men jeg lurte mig fri og fik en
Anden til at gaa i mit Sted!"

Karine hørte, hvorledes han gned Hænderne og fniste
af Glæde, medens han talte. Det var, som om hun fik et
Spand koldt Vand over sig. I det Samme blev de fire
Musketerers Skaal proponeret oppe paa Salen. Hun kunde
tydeligt høre hvert Ord nede i Haven, thi Vinduerne stode
aabne deroppe.

"Hvem gik i dit Sted?" spurgte hun, medens Skaalen
blev drukken ovenpaa.

Tonen i hendes Spørgsmaal fordrev Smilet fra hans
Læber, og han angrede allerede bitterligt, hvad han havde
fortalt, idet han svarede: "No. 20, Torger."

I det Samme blev Hurraerne skregne oppe paa Salen.
De lød for Karine, som de gjaldt Torger alene.

"Lad mig faa mit Lommetørklæde igjen," sagde hun
kort og bestemt. "Kast det over Gjerdet til mig."

"Fordømt," tænkte Søren, "det havde jeg glemt;"
men han svarede nok saa kjækt: "Nei, det faar du ikke.
Det skal du løse ind efter dit Løfte. Jeg bærer det hos
mig paa mit Bryst baade Dag og Nat, til alle Tider. Det
skal ikke komme fra mig, før den Dag, du indløser det.
Men Farvel, jeg maa gaa. Ræk mig saa din Haand over
Gjerdet."

"Nei," svarede Karine kort og mut og skyndte sig til-
bage til Huset. Saa luskede han ogsaa bort, inderlig for-
nøiet over at have redet sig saa godt ut af Forlegenheden.
Næste Morgen kunde han jo nu hente Lommetørklædet.

Den Nat drømte Karine ikke om Stjerner og Hæders-
bevisninger. Hun laa og græd i to Timer og sov som en

SIDE: 189

Sten i to, uden at drømme, og da hun derpaa stod op, var
hun, som om hun var mørbanket over hele sit Legeme, sagde
hun. Mdm. Putten spurgte hende flere Gange i Løbet af
Dagen, om hun var syg, og da hun dertil svarede nei hver
Gang, erklærede Madamen, at i saa Fald var det ikke værdt
at sætte et saa ynkeligt Ansigt op, som hun gjorde. Det
var bedst, hun fik sig en liden Opmuntring og gik ud og
saa paa de fire faldne Kanonbaadsmatrosers Begravelse, som
skulde gaa for sig Kl. 10.

Stakkels Karine havde havt en stor Skuffelse. Søren
var nok ikke en saa kjæk Gut og en saa tapper Krigsmand,
som hun havde tænkt. Naar Alt kom til Alt, gjorde han
kanske heller ikke saa frygtelig meget af hende, som hun
mente.

Klokken 10 om Formiddagen den 18de Mai bleve de
fire faldne Matroser begravede fra Fæstningen. De bleve
baarne til Jorden af Flotillens Mandskab. Over hver Kiste
laa et Orlogsflag, og i Spidsen for Følget vaiede det samme
Flag. Commandanten, Stiftamtmanden, alle Byens mili-
tære og civile Embedsmænd, Borgerskabets Artilleri og In-
fanteriofficierer og en hel Del af Byens bedste Borgere havde
sluttet sig til Følget. Hele Veien fra Fæstningen og til
Korskirkens Kirkegaard, hvor Kisterne bleve nedsatte og Nær-
heden af den sydøstre Port ved Muren til Smuget, var
bestrøet med Ener. Paa hver eneste Vippebom langs hele
Tyskebryggen var hisset Flag paa halv Stang, og Følget
kunde kun bevæge sig langsomt gjennem den Mængde af
Tilskuere, der var ude for at være Vidner til denne Høi-
tidelighed. Gamle Putten og hans fire Sønner vare natur-

SIDE: 190

ligvis med i Følget. Da Ceremonien var forbi, gik den
Gamle ind paa Seminariet for at se til de saarede Muske-
terer. Han fandt Nils og Arne siddende opreiste i deres
Senge og ved godt Mod. Paa hans Spørgsmaal om det
var noget, de ønskede, svarede Nils, at han syntes, det var
saa langsomt at ligge saa, han vilde gjerne have et Spil
Kort. Arne der som fortalt, havde faaet en Kugle tvert
igjennem begge sine Kinder, talte saa utydeligt, at Putten
kun kunde forstaa Ordene No. 36 og Thomas. Hvad han
mente dermed, vidste Ingen, men det var hans Mening, at
han vilde have fat i Thomas for at høre hans Mening og
følge den, som sædvanligt, inden han svarede.

Torger laa og blundede. Bataillonschirurgen følte hans
Puls og sagde: "Den Kerl er en underlich Kerl. Han maa
nogen Ting paa sin Hjerte og sin Samvittighed have, som
drykker ham noget ganske grausamt. Anders kan jeg det
ikke forstaa. Han har bestandig Fiber und phantasierer
immer væk".

I det samme vaagnede Torger og saa sig om. Han
fik Øie paa Putten og troede først, at han laa og drømte,
men da han endelig fik en dunkel Bevidsthed om, at det
virkelig var den lille Kjøbmand, som stod ved hans Side,
reiste han sig og hilste paa militær Vis med Haanden til
Panden med en saa dyb og oprigtig Respekt udtrykt i sit
Ansigt, som om det var paa selve Kongen, han hilste.

Den lille Putten blev aldeles rørt.

Det fortælles, og det endog af Folk, hvis Navne ere
verdensberømte, og som have al Grund til at gjøre For-
dring paa Troværdighed, at enhver rigtig, sand Elsker med
hellig Gysen betræder det Hus, hvori den Elskede bor, med
inderlig Ømhed ser paa den Vogn, hvori hun har siddet,

SIDE: 191

og paa de Heste, der have trukket hende, med stort Vel-
behag dvæler i den Luft, hun engang har indaandet, ja
endog med Ømhed kysser det Støv, hvorpaa hun har traadt.
Uagtet denne sidste Maade at udtrykke sand og virkelig Kjær-
lighed af allerfineste Duft paa, ikke saavidt vides er almin-
delig blandt norske Elskere, kan dog vistnok enhver voxen
Normand, der er eller har været forelsket, og det ville vi
haabe, vi Alle ere eller have været, med os bevidne, at de
øvrige forannævnte Kjærlighedsphænomener ere meget lette
at paavise her i Landet. Det er i alle Fald et Faktum,
at de dagligen fortone sig hos Masser af Elskere i Landets
Hovedstad, og det baade paa offentlig Gade og i lønlige
Havegange, baade under Dagens travle prosaiske Støi og
i Nattens stille poetiske Ro, baade paa bonede Gulve under
straalende Kjerter og i dyb Sne under bidende Vind, baade
i smeltende Solskin og i glitrende Maaneskin, baade tillands
- dog nok, Situationerne ere utallige, Materien uudtøm-
melig, kort sagt, den sande, virkelige, fine, duftende Kjærlighed
er saa godt kjendt af os Alle, at Enhver af os meget godt
kan forstaa de Følelser, der gjennemtrængte den stakkels, syge,
saarede og dødelig forelskede Musketer, da han pludselig og
uventet saa sin Tilbededes Husbonde staa ved sin Seng.

Putten, der ikke kjendte det ringeste til, hvad der foregik
i den Syges Hjerte, tilskrev sine egne personlige Fortjenester
den særdeles Agtelse, der vistes ham af en Mand, han just
kom for at yde sin personlige og særdeles Agtelse. Han
blev derfor mere og mere rørt og spurgte endelig dybt be-
væget: "Min kjære, tappre Soldat kan jeg gjøre noget for
dig? Er der noget, du ønsker?"

Torger foldede Hænderne og svarede bønligt: "Ja, ja,

SIDE: 192

Gud styrke og velsigne Dem, skaf mig hendes Tørklæde igjen,
som jeg har mistet."

Da Putten ikke forstod, hvad den Syge mente, saa
han spørgende paa Doktoren og fik derpaa den Forklaring,
at Manden den hele Tid kun havde talt om et Lommetør-
klæde, han havde mistet ombord i den engelske Fregat, og
som han absolut vilde have igjen. De havde forsøgt at
narre ham og givet ham et andet Tørklæde, men han havde
utaalmodig kastet det fra sig og var vedbleven sin forrige
Fordring. Hvis Mandens Sind ikke kunde beroliges i dette
Punkt, var der lidet Haab om Redning for ham, mente
Doktoren.

"Jeg erindrer nu," hviskede Putten til Svar herpaa,
"at der i Piquettens Baad efter Kampen fandtes et Lomme-
tørklæde."

Doktoren blev meget glad ved at høre dette. Patien-
tens megen Uro for et Tørklæde grundede sig saaledes ikke
ene og alene i en sygelig Tilstand i hans Hjerne, der laa
et virkeligt Factum til Grund derfor. Da Putten nu lovede
at søge at skaffe Tørklædet tilveie, underrettede Doktoren Tor-
ger derom.

Hans af Feber glødende Ansigt straalede af Glæde,
da han hørte dette. "Ah!" sagde han, "det findes. Lad
mig faa det. Det er rødt af engelsk Blod. Med det skal
et Hjerte kjøbes og betales."

"Ja, ja; ja, ja," sagde Doktoren beroligende til den
Syge. "Det er den almindelige Pris for ein Hjerte so
ein Lommetørklæde duppet in englisk Blod. Ganske rigtig;
ganske rigtig. Læg han sig so rolig til at sove, naar han
vaagner, er Lommetørklædet her, og saa kan han kjøbe og
betale sin Hjerte."

SIDE: 193

Men til Putten sagde han sagte. "Den Kerl er aldeles
gal. Hans Hjerne maa af ein eller anden Ursag være starkt
angreben. Vi maa doch have fat in Tørklædet."

Putten begav sig lige til Commandanten for at hente
det. Idet han gik opad Trappen i Commandantboligen,
traf han Søren, som smilende og fornøiet gik nedover, og
af Commandanten fik han den Besked, at det fundne Tør-
klædes Eiermand just havde været der og faaet det tilbage.

Det ærgrede Putten, at han var kommen for sent.
Han var en meget ivrig Mand, i hvad han paatog sig,
havde fattet Godhed for Torger i den korte Tid, han havde
seet ham, og besluttede sig derfor til at opsøge Søren og
høre, hvorledes egentlig Sammenhængen var med denne Sag.
Der maatte være noget eget med det, syntes han.

Han fandt den, han søgte, nede i Borggaarden og ind-
ledede Samtalen ved at sige: "Jeg synes, jeg skulde kjende
Jer, Far. Aak ja, nu ser jeg det; det er jo Jer, Far,
som er Kjæresten til Karine hjemme hos mig. Ikke sandt
Far?"

Søren kunde ikke negte det og gav med et stort Smil
tilkjende, at det smigrede ham i en særdeles Grad at blive
gjenkjendt. Putten gik nu lige paa Sagen og spurgte, om
det var ham, som nylig havde hentet et Lommetørklæde hos
Commandanten. Jo, det var det. Om det var det Lomme-
tørklæde, som var fundet i Piquettens Baad? Jo det var
det ogsaa. Hvem der da eiede det? Det var ham, Søren,
som nu havde det i sin Lomme. Om han, Søren, da havde
været med i Baaden? Nei, det havde han ikke. Hvorledes
Tørklædet da kunde blive fundet der? Jo, det var gaaet ganske
naturligt til, en af dem, der havde været med, havde faaet
det tillaans.

SIDE: 194

"Det er jo en klar og grei Sag; den syge Musketer
maa have faaet en Sygdom i Hjernen", tænkte Putten og
var paa Vei til at opgive den hele Sag; men saa faldt
det ham med Et ind, at det dog var bedst at faa laane
Tørklædet til den Syge, for at denne kunde faa sit Ønske
opfyldt. Han bad derfor Søren om at laane sig det i no-
gen Tid og blev ikke lidet forundret, da Søren bestemt af-
slog denne Begjæring.

"Der er dog noget fordægtigt ved denne Sag. Naar
Alt kommer til Alt, staar Manden her og lyver mig fuld",
tænkte Putten, og saa sagde han: "Ja saa, Far, saa det
er Jeres Tørklæde, Far. Maa det være mig tilladt at se
det, Far. Jeres Navn staar vel i det."

Hidtil havde Søren svaret meget kjækt og freidigt,
men nu stammede han og rødmede lidt, idet han svarede:
"Det er nok muligt, men jeg behøver ikke at vise frem mine
Ting. Det er ikke Tyvekoster."

Dette undgik ikke den gamle Kjøbmands skarpe Blik,
og han sagde: "Ja saa, Far, saa I vil ikke lade mig se
det, Far. Saa faar jeg gaa op til Commandanten, Far,
og bede han se paa det for mig."

Søren havde hidtil, mærkeligt nok, undgaaet al Exami-
nation om Grunden til, at han ikke havde været med Pi-
quetten Nat til 16de Mai, uagtet han var commanderet der-
til. Det var bedst, at der rørtes saa lidet som muligt ved
den Sag. Den mindste Uforsigtighed kunde bringe Sand-
heden, som nu laa skjult, for Dagen. Det var bedst ikke
at have noget med Commandanten at bestille.

Saaledes tænkte Søren og derfor svarede han græt-
tent: "Forresten kan De gjerne, Hr. Putten, faa se mit
Lommetørklæde. Det er hverken stjaalet eller røvet, men

SIDE: 195

kjøbt og betalt for mine egne surt fortjente Penge. Vær
saa god, her er det."

Derpaa trak han op af sin Lomme et lidet rudet Bom-
uldstørklæde og viste Putten, at der i dets ene Hjørne med
store røde Bogstaver var mærket hans Navn, S., og at der
endydermere var sat et romersk Femtal under, til Tegn paa,
at der var fem saadanne samlede i hans Eie.

"Ja saamæn, Far, har I Ret, det er Jeres. I vil
altsaa ikke laane mig det, Far?" sagde den gamle Kjøb-
mand. "Det er forunderligt dette. Den stakkels syge Sol-
dat maa dog nok være gal," tænkte han og vendte sig om
for at gaa, men i det samme bemærkede den skarpsynede,
gamle Kjøbmand, at det klarnede i betydelig Grad op paa
Sørens Ansigt, og at et tilfreds Smil, trods alle Anstræn-
gelser for at hindre det, stjal sig frem.

"Knægten holder mig for Nar paa en eller anden
Maade", tænkte Putten og begyndte at blive hed i Hove-
det. Han vendte sig atter mod Søren, satte Stokken saa
haardt mod Brolægningen, at det gav Echo rundt om i alle de
gamle høie Mure omkring Slottets Borggaard og sagde hid-
sig: "Hør nu, Far, I staar vel ikje og lyger mig fuld? Eg
kan vel sagtens stole paa, at det er det rette Tørklæde, I
har vist mig?" "Ja, jeg skal gjerne række mine tre Fingre i
Veiret paa, at dette Tørklæde er mit", svarede Søren. "Aa,
her er ikje Tale om hans skidne Lommedug, men her er
Tale om den, som fandtes i Baaden. Hvor er den?"

"Baaden? hvilken Baad?" spurgte Søren saa forun-
dret, som om han første Gang i sit Liv hørte Tale om
en saadan Indretning.

Men det var formeget, thi nu forstod Putten, at han
blev holdt for Nar. Han løftede Stokken i Hidsig-

SIDE: 196

hed og sagde: "Hør, ved han hvad, stod han ikje her paa
Kongens Grund, og bar han ikke, skjønt høist uværdigen,
Konges røde Kjole, saa Dækerten fare i mig, gav jeg ham
ikke Prygl, og det saa han skulde blive saa myg, som den
mygeste bankede Stokfisk nogensinde har været og nogensinde
kan blive. Hid med det Tørklæde, han fik af Commandan-
ten, og det strax eller, saa sandt jeg er en ærlig Mand,
tror jeg ikke, jeg kommer til at forgribe mig paa ham."

Uden at sige et Ord rev Søren Kjolen op og trak
frem et hvidt, blodbestænkt Lommetørklæde, som han med
undertrykt Ærgrelse leverede til Putten, idet han med tvun-
gen Ligegyldighed sagde: "Vær saa god. Er det dette,
De vil have, Hr. Putten, saa vær saa god. Men jeg maa
have det igjen, for det er ikke mit. Jeg har laant det."

Det havde den gamle Kjøbmand allerede seet; thi i det
ene Hjørne havde han strax læst Karines fulde Navn, skre-
vet med Mærkeblæk af hans egen Søn, Jan Didrich. Han
kjendte Haandskriften nøie nok, og da han saa det, tænkte
han: "Ha, ha, her er Fruentimmercommerce med i Spillet,
Kjærestehistorier. Det skulde glæde mig, om jeg kunde faa
denne Døgenicht, her staar, til at fortryde, at han har villet
holde mig for Nar."

Derpaa tog han til Hatten med en fornem Mine,
vendte sig om paa Hælen og gik, medens Søren efterat
have hilset igjen med stor Ærbødighed knyttede Næverne
og bed Tænderne sammen af Raseri.

Han havde staaet ved sine Ønskers Maal. Med det
blodige Lommetørklæde i Haanden kunde han bestemme Da-
gen for Brylluppet, naar han vilde. Nu var han maaske
fjernere fra Maalet end nogensinde.

Han sendte Forbandelser og Forhaanelser efter den

SIDE: 197

gamle Kjøbmand, saa længe han kunde se ham, men saa
tænkte han: "Aa, jeg finder altid paa Noget, jeg kan
bilde Karine ind. Hun maa og skal blive min Kone, hvor-
dan det ogsaa gaar."

Saa ubetydelig end foregaaende Scene i og for sig
selv kan synes at være, havde den dog stor Indflydelse paa
Gangen i de Begivenheder, vi her ere ifærd med at fortælle.

Den listige, lille Borger blev saa fornærmet over Sø-
rens Forsøg paa at føre ham bag Lyset, at han underveis
til sit Hjem flere Gange gav sin Misfornøielse Luft i korte
Monologer, der for en Del kom en Skomagerdreng tilgode,
som just gik samme Vei. "Nei, se mig til den uforskam-
mede Knægt, - Han vilde, Dækerten fare i mig, have mig
til Nar, den Karl - Men jeg skal min Tro lære ham
mores jeg - - - Han havde nær ladet mig gaa med
en lang Næse - og saa leet inderlig godt af mig siden -
Han tog mig for et stakkels Faar - - men det skal han
komme til at angre - - Jeg er en fulere Ræv, end Folk
tror, naar Alt kommer til Alt."

Besynderligt nok satte denne sidste Tanke ham i saa godt
Humør, at gamle Jomfru Lyders, som saa ham i det samme
gaa forbi sit Vindu, sagde: "Jøsses! hvor gamle Jan
Didrich er smilendes og fornøiet idag. Enten har han nu
selv gjort en god Handel idag, eller ogsaa har en af hans
Venner gjort en slet," og Skomagerdrengen, der just tra-
skede forbi ham opover Gaden paa Træsko med saaden Iver,
at det klang i Husene, saa sig tilbage, stod stille, satte en
Kurv, han bar paa Armen fra sig, saa efter ham og sagde:
"Nei, se paa den du, hvor glad han var. Han har nok
spist to Gange til Middag idag."

SIDE: 198

Begge vare de lige forundrede, og Begge søgte de Grun-
den til den gamle Borgermands Glæde i det, hvori de selv
satte deres største Glæde.

Havde de vidst, at Grunden var den, at han havde
faaet en Følelse af, at han havde mere af Mikkels Natur
i sig, end Folk troede, vilde de begge være blevne endnu
langt mere forundrede.

I en Hast var gamle Putten færdig med sin Middag.
Han vilde ikke tale til noget Menneske om Sagen, før han
havde faaet rigtig Rede i den, og gik derfor, uden engang
at tage sig sin sædvanlige Middagslur, ind til Seminariet.

Der fandt han Torgers Tilstand forværret. Den Syge
kunde ikke ligge rolig et Øieblik. Med spændt Opmærk-
somhed lod han snart sine Øine gaa fra et Sted til et andet
i Stuen, idet han nu og da stirrede en Stund stivt hist
og her, og saa lod sit Blik gaa videre. Snart for han
med Hænderne rundt om i Sengen. Da Putten traadte
hen til ham, kjendte den Syge ham og forsøgte at reise sig,
men formaaede det ikke. Efter nogle forgjæves Forsøg gav
han sig til Ro, foldede Hænderne og saa med et saa bøn-
ligt Blik paa Putten, at den lille Mand aldeles glemte den
Indledning, han havde udtænkt, og uden at sige et Ord
leverede den Syge det blodige Tørklæde.

Med den Iver, hvormed den Druknende griber en
Planke, der kastes til ham, rev den saarede Musketer det
blodige, smudsige Tørklæde til sig, besaa det nøie og gjemte
det derpaa ved sit Bryst, idet et saa lyksaligt Smil gled
over hans Ansigt, at Putten tænkte; "Nu, det maa jeg
sige. Er ikke dette Kjærlighed og det af prima Kvalitet,
og saa ægte som om den var ført hjem direkte fra Spanien
eller et af de andre varme Lande, hvor den skal trives saa

SIDE: 199

godt mellem Apelsiner og Druer og andre Sydfrugter, og
er ikke dette Kjærlighed i saa rigelig Kvantitet, som om
det var en hel Skibsladning, saa kan de gjerne kalde mig
Mads. Et skiddent Tørklæde, som jeg neppe vilde - fy!
men er ikke Manden bleven ganske rolig, ja Dækerten fare
i mig, sover han ikke, og det med et saa smilende Ansigt,
som om han just havde arvet hundrede tusinde blanke Sølv-
dalere. Nu har jeg aldrig seet Mage. Nei, du Kjærlighed,
du Kjærlighed, du er en underlig - - - en rigtig underlig
- - -" Han søgte en Stund rundt om i sin Hjernekistes
Beholdning af Underligheder for at finde en, der kunde sættes i
Rang og Klasse over Kjærlighed, men uagtet Beholdningen
var rigelig nok, var det ikke muligt at finde, hvad han
søgte. Derfor tog han, hvad der nærmeste laa for Haanden
og sagde: "en rigtig underlig Stokfisk."

Da den gamle, varmblodige, lille Kjøbmand kom igjen
om Aftenen, var den Syge meget bedre. Han var aldeles
feberfri, sad opreist i Sengen og spiste med god Appetit.
Ved at se Putten kom han atter i stærk Sindsbevægelse,
lod til at betænke sig en Stund, men trak derpaa det blo-
dige Tørklæde ud af Barmen, leverede det til Kjøbmanden
og sagde: "Lever Karine dette, sig hende, at det er dyppet
i engelsk Blod, og at den, som sender det, forlanger, hun
skal holde sit Løfte."

Derpaa trak han Putten hen til sig og hviskede ham
Resten i Øret.

Hvad Karines Husbond hørte, lod til at være af yderst
betænkeligt Indhold; thi den lille Mand for tilbage, saa
hurtigt, som om han var bleven bidt, saa forundret paa den
Syge og sagde: "Er han gal, Far?"

SIDE: 200

Men Torger svarede: "Jeg har hørt hende sige det
med disse mine egne Øren."

Efter mange Betænkeligheder bestemte den gamle Nord-
landshandler sig til at udføre det Ærinde, der var ham
betroet. Dog skaffede han sig først Underretning om, hvad
Torger var for en Karl. Han fik af sine Foresatte mere
end almindelig gode Vidnesbyrd for Dygtighed og Retskaf-
fenhed. Dette glædede Putten saameget mere, som han,
havde fattet megen Godhed for den saarede Soldat og intet
høiere Ønske havde end at vise Søren, at han ikke aldeles
gratis lod sig spille paa Næsen, som han kaldte det.

Endnu samme Aften tog han Karine ind til sig i sit
Kontor og havde da et saa høitideligt Udtryk i sit Ansigt,
da han begyndte at tale til hende, at den stakkels Pige blev
ganske underlig tilmode. Hendes Hjerte bankede stærkt, og
Blodet steg hende til Hovedet, medens hendes Husbond talte,
men hendes Skjønhed led ikke noget derved. Han begyndte
sit Foredrag med at paavise, hvor aldeles nødvendigt det
var, at Tro og Love holdtes i ethvert ordnet Samfund,
hvorledes al Handel og Vandel vilde blive vaklende og ustø,
naar Folk ikke kunde tro paa hinandens Ord, og hvorledes
det derfor var ethvert skikkeligt Menneskes Pligt at holde
sit Løfte, om Løftet end var givet i Ubesindighed. Karine
følte sit Hjerte banke stærkere og stærkere. Hun skjønnede
ikke, hvor hendes Husbond vilde hen med denne sin Tale,
men kunde ikke Andet end erklære sig aldeles enig med ham.

Ikke før havde hun afgivet denne Erklæring, før han
leverede hende det blodige Tørklæde og sagde: "Det er dyp-
pet i engelsk Blod, og den, der sender det, forlanger, at
du skal holde, hvad du har lovet."

Hun stirrede forundret paa ham, og det var let at se,

SIDE: 201

at hun aldeles ikke forstod, hvad han mente. Da sagde
han til hende, hvad der var hvisket til ham. Saa forstod
hun ham og blev bleg som Døden. En Stund stod hun
aldeles maalløs, derpaa sagde hun med skjælvende Stemme:
"Og det har Søren kunnet fortælle."

Men da hun nu fik høre, at Søren i denne Henseende
var aldeles uskyldig, og at hendes Ord var hørte af to
andre Øren, der havde opfanget dem og bevaret dem, handlet
efter dem og nu fordrede dem indfriede, da skjulte hun sit
Ansigt i sene Hænder, og hulkede saa hele hendes lette, fine
Legeme rystede. Hun svarede ikke et Ord paa alle de
Spørgsmaal, hendes Husbond rettede til hende, og hørte
ikke engang et eneste af alle de trøstende og beroligende Ord,
han henvendte til hende. Pludselig standsede hun, vred sine
Hænder og sagde fortvivlet: "Jeg kan jo ikke gifte mig
med to, jeg kan jo ikke holde mit Ord."

"Nei, nei," sagde hendes Husbond ivrig, "det er jo
det, jeg har staaet her og præket for hende om, mindst en
halv Time. Hun faar slaa op med den Stymper, hun har
til Kjæreste, og faa sig en langt bravere og kjækkere Mand."

Saa begyndte en ny Hulken, men denne Gang baade
svagere og kortere, og saa spurgte hun: "Hvem er det da?"

Da hun saa fik at vide, at det var Sørens Kammerat,
No. 20, den vakre Torger, en af de fire Musketerer, der
havde været i Piquetten, forekom det den gamle Borgermand,
at Pigen aandede lettere, og at Noget, der lignede et Smil,
trak sig over hendes Ansigt, men saa gav hun sig til at
græde igjen og var ikke at formaa til at sige et Ord mere.

Om Aftenen, da Søren bankede paa Karines Vindu,
blev det aabnet af Kokketøsen, der bad ham pakke sig strax
og aldrig komme igjen mere. Hvis han en eneste Gang

SIDE: 202

oftere vovede at bryde ind i fremmede Folks Huse og for-
styrre skikkelige Folks Nattero, saa raabte hun: "Tyve og
Røvere!" og det saa høit, at baade Vægteren, Patrouillen
og Ronden skulde høre det.

Søren antog det hele for en Misforstaaelse og sagde
smilende: "Det er mig, Søren. Kjender du mig ikke?"
men ophørte aldeles at smile, da dertil blev svaret: "Jo,
vi kjender dig nok, Søren, du din Cujon, din Døgenicht,
din Løgner, din store Stymper. Pakker du dig ikke strax,
skal du faa smage Faddugen, din usle Cujon, din - -".

Mere hørte han ikke; thi han var allerede om Hjørnet.
Havde han ventet en Stund til, havde han hørt Karine
hulke og seet Roserne paa hendes Kinder aldeles falmede.

I de følgende fjorten Dage græd Karine hver Dag -
mindre og mindre. I de derpaa følgende fjorten Dage
saaes de falmede Roser paa hendes Kinder - mindre og
mindre. Saa blev Torger udskreven fra Seminariet som
helbredet, og fra den Tid forsvandt alle Tegn til Graad og
falmede Roser ogsaa mere og mere af hendes Ansigt.

Inden et Aar var forløbet, indfriede hun sit Løfte og
sagde til Torger: "Du kan bestille Brylluppet til den 16de
Mai. Faar du ikke anden Tak for din Kjækhed, skal dog
jeg gjøre, hvad jeg kan, for at du ikke skal angre den.
Det er mere, end dine Kammerater fik, for de fik knapt Tak."

Torger fik dog mere end Karine troede; thi gamle
Putten skaffede ham en god liden Post. Posten skaffede
ham et sorgfrit Udkomme, Karine skaffede ham adskillige
brave Børn, og Børnene skaffede ham mange Glæder. Hvis
han lever endnu, og det gjør han nok, velsigner han nok
endnu den 16de Mai 1808, som skaffede ham Alt dette.

Harald Meltzer

Fantegutten

SIDE: 205

Den gang, da Sognefjeldene brast, og Havets salte
Vand strømmede 18 Mile i Øst ind i Landet lige til Fo-
den af Filefjeld, fik ogsaa Fjeldene i Nord og Syd for
denne store Revne, som nu kaldes Sognefjorden, mindre
Sprækker til alle Kanter.

I en af dem bo de Folk, vi skulde besøge. Der, hvor
den begynder, er den saa dyb, at Bunden ligger mindst
ligesaa langt under Vandfladen, som dens øverste Kant
ligger over den, og det er 3 til 400 Fod; men en Mil
ind dukker Bunden op af Vandet og gaar opover i jevn
Stigning mellem de bugtede, steile Fjeldsider, indtil den
ender i en brat Bjergryg, der springer frem midt i Spræk-
ken som et Forbjerg. Der, hvor Bunden ligger under det
salte Vand, er Fjorden, og der, hvor den ligger over det,
er Dalen.

Langs Dalen løber en Elv og ved Siden af den en
Vei. Elv og Vei krydse hinanden paa flere Steder, og i
Enden af Dalen kryber Veien møisommelig paa kryds og
paa tværs i steile Bakker opover den bratte Bjergryg og
kaldes Kleven, medens Elven kommer i et Spring sættende
udover og kaldes Fossen. Ovenfor Kleven og Fossen fører
Veien op til vilde Fjeldet, hvor kun Lyng og Mos voxer

SIDE: 206

og Rensdyr og Myg trives, til de grønne Sætervolde
rundt om Fjeldvandet og saa videre til Dalen og Fjorden
paa den anden Side af Fjeldene.

Det maa være lang, lang Tid, siden Fjorden og Dalen
blev dannet. Af og til falder et Stykke ud af de høie
Fjelde paa begge Sider, og paa flere Steder ere disse ud-
faldne Klippestykker saa utallige, at de ere blevne til store
Ure, der række langt op paa Siderne.

Elven har været flittig i al den Tid og har malet en
Del af dem til Sand og skyllet Sandet udover i Fjorden.
Der har Sandkorn lagt sig paa Sandkorn, og nu er der
et stort Stykke fladt, opskyllet Land. Det kaldes Øren.
Langs Fjorden og Elven vexler det mellem Skov og Krat
og Ur og Græsbund og nøgne Fjeldknatter, men over Sko-
ven og Krattet og Uren og Græsbunden hæve Fjeldene
sine mørke, rynkede Isser op i Skyerne, farvede af utallige
Mosarter og af enkelte Urter og Buske, der have klamret
sig fast i Huller og Sprækker og paa enkelte Fremspring i
de ujevne Klipper.

Saavel ude ved Fjorden som oppe i Dalen bor der
Folk. Gaardene, hvorpaa de bo, ere ikke talrige og store;
og ligge heller ikke tæt paa hinanden, men ere spredte hist
og her ved Bjergets Fod, hvor Skraaningen tillader Grøn-
sværet at skjule det nøgne Fjeld. Ved Øren er en liden
Slette. Der ligger endog flere Gaarde, og der bor Land-
handleren.

En af Gaardene oppe i Dalen heder Rognved. Den
har tre Opsiddere, og det har den havt saalangt tilbage,
som Mands Minde gaar. Hver Opsidder eier sin Del af
Gaarden med fuld Odel og Eie, har sit eget Vaaningshus,
sin egen Lade, sin egen Flor til stort Fæ og sit eget Smale-

SIDE: 207

hus til smaat Fæ og sine egne Udhuse hver for sig. Alle
disse Bygninger ere smaa, lave, graa Træhuse, tækkede med
Grønsvær og ligne mere store mosbegroede Stene end Huse,
der ere opsatte med Møie af Menneskehænder. De forskjel-
lige Eieres Huse ligge saa uordentlig om hinanden, som
om de vare fordelte ved Lodtrækning eller paa anden lig-
nende Maade, hvor alene det lunefulde Tilfælde raadede.
Som med Husene saa og med Ager og Eng, Skov og Mark.

Mons Bottolfsen hed den ældste Opsidder paa Rogn-
ved. Han var omtrent 50 Aar gammel, havde mørkt Haar,
som han stedse bar kortklippet, var høi og rankvoxen. Dertil
var han en klog, forstandig Mand i al sin Handel og
Vandel. I sin Ungdom havde han tjent ved Kongens
Garde i Kjøbenhavn og senere paa Østlandet, hvor han
havde været med i Krigen mod Svenskerne, og tjent som
Korporal. Dertil kom, at han havde en skinnende blank
Messingdaase med et Brystbillede paa, som han selv sagde
skulde forestille Kong Christian Fredrik, og at Daasen var
slig, at Mons kunde mærke paa den, hvad Veir det skulde
blive næste Dag. Det var saaledes ikke at undres paa, at
det var den almindelig Mening i Dalen, at Mons Korpo-
ral var svare til Mand. Hans eneste Søn var aarsgammel
og hed Bottolf efter sin Farfar.

Den anden af Rognvedfolkene hed Ole Persen. Han
var liden, styg og laaghalt paa det høire Ben. Men var
han daarlig i Benene, saa var han desto raskere i Munden,
for en mere snaksom og lattermild Karl end han Ole Per-
sen Rognved, skulde En have vanskelig for at lede op.
Især var han nu rent opsat paa at snakke og le, naar han
havde været nede hos Landhandleren paa Øren og faat sig
lidt "til Maadelighed og bare Fornøielse", som han selv

SIDE: 208

kaldte det; thi da standsede ikke Munden paa ham, og da
klang hans Latter som en ung Foles Knæggen hele Dalen
opover og var saa stærk og frisk, at det lystige Echo smut-
tede frem paa alle Kanter og maatte le med. Som oftest
fik han sig ikke blot lidt til Maadelighed og bare Fornøielse
paa Øren, men rent formeget til Umaadelighed og Værk,
og da kom han hjem i saadan Tilstand, at det var et Under,
at han i det Hele kom hjem. Øinene brugte han ikke, saa-
vidt sees kunde. Han gik med dem tilsyneladende lukkede
og med Næsen mod Jorden. Heller ikke syntes han at
gjøre Brug af sine Øren; thi han lyttede ikke til noget
Tilraab, svarede ikke paa nogen Tiltale. Ole var ubesindig
i Tale og Handling, og tog det ikke saa nøie med hvad
han sagde eller gjorde, naar han kunde have lidt Moro deraf.

Den tredie Opsidder paa Rognved var Sjur Sjursen.
Han var endnu ikke tredive Aar, vakker at se til, havde
langt lyst Haar, som han bar delt midt over Issen, og et
aabent Ansigt. Dertil var han bred over Skuldrene og
smal over Hofterne, rank og velvoxen, let paa Foden, men
tung i Haanden. Han var troværdig og ligefrem i al sin
Tale og al sin Færd. Godt Hjertelag var der ogsaa i ham
men han var saa stiv i sine Meninger, at han lod sig bryde,
før han lod sig bøie. Allermindst nyttede det at true ham
til ham til noget; thi da gjorde han det just paa Trods
omvendt. Skulde det nytte, maatte han tages med det
Gode. Hans Kone hed Maia. Hun var ham lige i Skind,
men ei i Sind. Hun var snil og føielig mod Alle. Til
dette Ætlag paa Rognved hørte Sjurs Fader Sjur Sjursen
og to Børn, en Datter, som var indpaa syv Aar gammel
og hed Siri, og en Søn, som var et Aar yngre og hed
Sjur efter Far, Farfar og Oldefar, og saa videre opad.

SIDE: 209

Den ældste Sjur kaldtes Gamle-Far, hans Søn Store-Sjur
og hans Sønnesøn Vesle-Sjur.

Saa var det en Dag udpaa Vaaren, da fik Vesle-Sjur en Fo-
sterbroder. Dermed begynder Fortællingen, og det gik saaledes til.

En Morgen tidlig, just som Maia havde faaet Gryden
over Ilden og skulde til at koge Grøden, og Store-Sjur
havde faaet Skindbuxerne paa og sat sig paa Krakken med
Kniven i Haanden for at skjære et Riveskaft, hørtes en
Stund bare dryp-dryp, dryp-dryp af Vandet, der randt ned
fra Taget udenfor Vinduerne. Der var om Natten falden
megen Sne, som nu holdt paa at smelte. Med Et saa
klang en lystig Sang udenfra:

Ud skulde Gutten paa Frieras,
Saa krøb han i sin bedste Stas,

og Maia sagde: "Hør, der er Ole alt ude. Hvad tro
han har for saa tidligt?" Da Sangen taug, og Sjur ikke
svarede herpaa, hørtes atter bare dryp-dryp, dryp-dryp.

"Jeg undres paa, hvad du tænker saa saare paa idag,
Sjur", tog Maia atter Ordet, "siden det er saa stilt med dig."

"Jo", svarede Sjur endelig, "jeg tænkte paa, om det
ikke skulde være godt at bryde op det Jordstykke nede ved
Elven, hvor de store Askene staa, og sætte Potetes der."

"Tænker du nu igjen paa det", sagde Maia, "jeg
mener, du har en Sygdom med det Jordstykke. Mons eier
jo Askene og løver dem hver Høst, saa det vilde blive svare
til Traak i den Ager ved Mikkelsmess".

"Ja, det er just det", sagde Sjur og rystede ærgerlig
paa Hovedet, "og ikke er det muligt heller at faa ham til
at slippe sin Ret paa rimelige Vilkaar. Jeg undres, hvad
Loven siger om det". Han faldt atter i Tanker. Saa blev
det igjen stille i Stuen, og saa hørtes der atter bare dryp-

SIDE: 210

dryp, indtil endelig Vandet i Gryden begyndte at koge og
brumme med. Men saa med Et hørtes en Lyd, som fra en
fjern Fos; Lyden blev stærkere og stærkere, som om Fos-
sen med rivende Fart kom nærmere og nærmere, og brum-
mede høiere og høiere. Tagdryppet kunde ikke længere hø-
res, og Støien tiltog bestandig mere og mere; tilsidst blev
der en Dunder som den stærkeste Torden. Medens Larmen
tog til, stod Maia med Tvaren i Haanden og saa forskræk-
ket paa Sjur. Han havde løftet Kniven i Veiret og pegte
med dens Od mod den Kant, hvorfra Larmen kom. Begge
lyttede uden at røre et Lem eller sige et Ord, ubevægelige
som Stenstøtter, indtil endelig Bulderen blev svagere og
svagere, og kun Echoet løb med Bud langt opover Dalen
og langt udover Fjorden.

"Det var et svært Skred. Gud hjælpe dem, som vare
under det", sagde Gamle-Far, som var vaagnet af Larmen.

Strax efter begyndte det at lysne. Alle Gaardens
Beboere vare paa Benene og kom ud for at se efter, hvor Skre-
det havde gaaet, og hvilken Skade det havde gjort. Skre-
det var kommet fra den øverste Fjeldvæg, omtrent 1000
Skridt ovenfor Husene, og den stærkt begrændsede mørke
Stribe paa Fjeldvæggene angav nøiagtig, hvorfra det var
kommet, og hvilken Bredde det havde havt. Paa sin Vei
havde det revet Jord og Sand og Buske, ja selv store Stene
med sig og havde derpaa lagt sig tvertover Elven og Veien.
Elven var standset og Veien gjort ufremkommelig; men for-
øvrigt var ingen anden Skade af Betydenhed forvoldt, saa-
vidt sees kunde, end at en liden Hølade, der tilhørte Ole,
og som havde ligget opunder Fjeldvæggen, var revet ned og
flyttet langt bort paa den modsatte Side af Elven. Der
laa den nu med Bunden i Veiret og Taget dybt nede i

SIDE: 211

Sneen, saa fuld af Hø, at det strittede ud af enhver synlig
Aabning.

Lidt efter lidt samledes Folket fra Rognved og de
nærliggende Gaarde ved Skredet. Kvinderne foldede Hæn-
derne og takkede Gud, at ikke større Ulykke var skeet. Bør-
nene stode med aaben Mund og stirrede snart paa Snedyn-
gen lige for dem, snart paa den snebare Stribe i Fjeldet.
Mandfolkene søgte hen til Mons og kastede af og til et
Blik paa ham. Det var tydeligt at mærke, at de ventede
paa, hvad han vilde sige.

Mons tog sin Tobaksdaase op af Vestelommen, gned
Laaget mod sine Skindbuxer, som han havde for Vane, saa
derefter med et dybsindigt Forskerblik paa den, aabnede den,
tog sig en Pris og skred saa opover Snedyngen. Alle
Mandfolkene fulgte ham. Da de vare komne et Stykke op,
var der saa blødt, at de ikke kunde komme længere frem.

Vandet steg bestandig. Alle ventede paa at høre Monses
Mening.

"Vondt Veir er det, og vondere Veir blir det udpaa
Dagen", sagde han saa. "Elven maa have frit Løb, før
Kvelden kommer, og hvis nogen spørger, hvem der siger det,
saa er det Mons Rognved Korporal og denne her", der-
med holdt han Daasen høit i Veiret. Alle syntes, at han
Mons var svare til klog Karl, og nogle bleve staaende at
se paa Mons og hans Daase, som om de ventede, at han
ved Hjælp af den skulde faa Elven til af egen Magt at
bryde sig igjennem Snedyngen. Deres Tanker bleve op-
dæmmede, ligesom Elven, og syntes ikke at kunne komme
længere. Sjur var den første, som fik Afløb for sine op-
dæmmede Tanker: "Vi lyt vel hente Redskab da?" Mons
svarede: "Javist. Geschwindt alle Mand efter Hakker og

SIDE: 212

Spader!" Derved fik alles Tanker et bestemt Løb, og saa
skyndte de sig alle hjemover. Men nu opstod en Strid
mellem Mons og Sjur om, hvor Arbeidet skulde begyndes,
for snarest at skaffe Afløb for Vandet. Store-Sjur holdt
paa sin Mening og Mons paa sin. Da de øvrige holdt
med Mons, blev Sjur stridere og stridere og svarede hidsig:
"Jeg begynder, der jeg vil, saa kan de andre begynde, hvor
de ville", og dermed tog han Veien ned imod Elven, og
Vesle-Sjur, der hele Tiden havde godt Tag i Faderens
Kufte, fulgte ogsaa med.

"Jeg synes, jeg hører slig underlig Laat, jusom af
en Hundehvalp", sagde pludselig Vesle-Sjur og tog med
begge Hænder Tag i Kuften og satte Hælene ned i Sneen,
saa dybt han kunde.

Store-Sjur standsede og lyttede; han tyktes høre det
samme. Han gik efter Lyden, og pludselig stod han foran
et grædende Barn, som laa oppe paa Sneen et Stykke fra
Elven, aldeles uskadt, reddet som ved et Under.

Barnet saa ud til at være indpaa et halvt Aar gam-
melt. Det var indsvøbt i en hel Del Filler og laa og græd
saa smaat, som om det ikke fandt sig rigtig vel, der det
laa. Sjurs Tanker begyndte at dæmme op igjen værre
end nogensinde. Han kløede sig i Nakken, saa Huen kom
til at sidde frem paa Næsen, og bag det høire Øre, saa
den kom til at sidde paa det venstre, og paa Laaret, saa
det knagede i Skindbuxerne. Da Dæmningen ikke ved disse
energiske Forholdsregler lod til at blive brudt, saa han sig
om til alle fire Verdens Kanter og brummede: "Hvad
skulde jeg ogsaa hernede alene?" Vesle-Sjur stod en Stund
og gloede forundret paa Barnet. Endelig slap han Taget
i Faderens Kufte og raabte: "Nei, hvor hun Mor vil

SIDE: 213

blive glad, naar hun faar et nyt Barn. Dermed faar jeg
en Bror og du en Søn!"

Dette lod til at skaffe Sjurs Tanker nyt Løb; thi han
tog det op og bar det hen til de øvrige. Alle besaa det
nøie, og Ole sagde: "Den, som ikke vil lyde, faar lide,
og nu bærer du Løn for Stridigheden din. For den, som
finder, beholder." Dermed steg han op paa sit lange Ben,
spændte i Luften med det korte og lo. Store-Sjur tyktes,
de andre ogsaa flirte og lo af ham, og derfor saa svarede
han kort: "Barnet er mit, til de rette Forældre kommer,
og glad er jeg i Fundet".

Til Vesle-Sjurs Forundring blev hans Moder aldeles
ikke overordentlig glad ved dette nye Barn; men hun gav
sig dog til at stelle med det, saa godt hun kunde. Det
var et Drengebarn. Dets Klæder vare usle og fillede. In-
tet Navn eller Mærke var at finde paa det. Det eneste af
nogen Betydenhed, som fandtes paa Barnet, var et lidet
Hjerte af Sølv, der laa paa dets Bryst og var bundet om
dets Hals med et sort Baand. I Hjertet laa noget, der
saa ud som en tynd Hud, og Mons fortalte Vesle-Sjur
og Siri, der med dybeste Interesse stode og saa paa alt
dette, at det var en Seiershud, hvormed Barnet var født,
og at ingen, der var født med saadan Hud, kunde drukne,
saalænge han havde den hos sig.

Siden paa Dagen fandt de, et Stykke fra det Sted,
Barnet havde ligget, en middelaldrende Kvinde. Hun var
iført daarlige Klæder af aldeles fremmed Snit, havde en
Madpose paa Ryggen, hvori var nogle Flasker fyldte med Me-
dikamenter, samt forskjellige andre Smaating. Ud paa Vaaren
fandtes en gammel Mandshat. Alt dette blev meldt for Lens-
manden. En Beretning om Fundet blev oplæst fra alle Kirkebakker

SIDE: 214

i Nabobygderne. Men forgjæves; ikke et Menneske spurgte
efter Barnet eller efter den døde Kvinde. Oppe i Dalen
hed det sig rigtignok, at en veifarende Mand havde fortalt,
at han, samme Morgen Barnet blev fundet, havde truffet
et Fantefølge, bestaaende af en Mand og en Kone, der strøg
nedover. Konen havde baaret et Barn paa Ryggen, og
Manden havde budet noget tilfals. Nogen rigtig Rede var
der ikke at faa, og den veifarende Mand var ikke at finde.
Da den døde Kvindes hele Udstyr lod formode, at hun hørte
til Fantefølgerne, blev det antaget, at Manden og Konen,
der var seet oppe i Dalen, vare komne under Sneskredet,
og at Manden var gaaet tilsøs med Elven. Det fundne
Barn kunde ikke sendes samme Vei; men jo mere Folkene
paa Gaarden havde ondt af Sjur for den Sags Skyld,
desto hidsigere var han paa at beholde det.

Efterat have pleiet det nogen Tid, fik Maia det kjært,
saa at hun kaldte det Iver, efter en Broder af sig, der var
død. Broderen havde rigtignok hedt Gullik; men af Nav-
nets hele Lydsammensætning havde "i"et gjort stærkeste
Indtryk paa Maia, og derfor kaldte hun Hittebarnet Iver.

Da Iver voxte til, blev han et sjeldent vakkert Barn
med mørke, tindrende Øine og sort Haar.

Da han var fire Aar gammel, fik hans Pleieforældre
en Datter, der blev kaldt Augunna, og nu blev det Ivers
vigtigste Forretning at fungere som Barnepige for denne
sin lille Pleiesøster.

SIDE: 215

Fra om Morgenen, han stod op og til om Aftenen,
han atter gik tilsengs, maatte han være om hende, passe og
pleie hende, saa godt han formaaede. Han trak hende, bar
og slæbte hende med sig, saa langt, han kunde. Men for-
lade hende turde han ikke et Øieblik, og saa kom han ikke
langt fra Stuedøren. De Ærgrelser, hun forvoldte ham,
gjengjældte han med Puf og Stød, der just ikke altid vare
ganske lempelige, og tiltog i Styrke med Aarene; men de
bleve stedse modtagne med Venlighed. Augunna lod til ikke
at have andet end Smil og Glæde og lyksalige Følelser
ved alt, hvad Iver foretog sig. Hendes Vugge hang svæ-
vende i Luften, fæstet til den ene Ende af et temmelig langt,
elastisk Skibstoug, hvis anden Ende var spigret fast til
Loftsbjelkerne, og naar Iver blev vred, og ingen saa hans
Færd, svingede han Vuggen med saadan Kraft, at den, som
en Komet i store Elipser for om i Stuen med en Hale af
forskjelligfarvede Plag efter sig.

Augunna morede sig ganske fortrinlig ved disse Luft-
farter. Hun smilede med sit lille tykke Ansigt, lo, fægtede
og sprællede i sit Hjertes Glæde med Arme og Ben i Luf-
ten, medens Vuggen saaledes for om. Naar saa hans Vrede
aftog, Vuggen standsede, og han saa den Lilles Glæde, blev
han blød om Hjertet, tog hende i sine Arme, kyssede hende
og kjælede for hende som den ømmeste Moder.

I flere Aar havde Iver passet sin lille Pleiesøster og
i den Tid lidt alle de Sorger, der kunne falde i en Bar-
nepiges Lod.

Det var vanskeligt at sige, hvorlænge disse hans For-
retninger kunde have varet, om de ei vare blevne endte ved
en Tildragelse, der nær var bleven sørgelig nok.

SIDE: 216

En Morgen var Iver paa Fiskefangst med Augunna
og Bottolf nede i Elven. Det gjaldt om at faa de smaa,
fingerlange Ørreter, som i mængdevis og med en blinkende
Hurtighed for om imellem Stenene i det klare Vand, ind-
drevne i en liden Vig, der kunstigen var bleven opdæmmet
af Iver og Bottolf med Torv og Stene. Iver førte Kom-
mandoen over hele den tilstedeværende Styrke, Bottolf og
Augunna havde faaet meget vanskelige Poster. Med bare
Ben og opkiltret Kjole vare de satte paa Post mellem de
løse Stene i Elven for med Hænder og Fødder at passe
paa, at de smaa Fiske ikke undløb den Vei. Derhos var
det dem strengeligen paalagt ikke at gjøre et Skridt tilbage,
thi da vilde de falde ud i de dybe Huller i Elven, hvoraf
Fiskene skulde udelukkes, og hvori Fiskene vilde befinde sig
meget vel, men Børnene meget ilde. Iver selv havde over-
taget den sværeste Forretning, nemlig at opdrive Fiskene.
Dertil brugte han en tynd Kjep, som han stak ind under
Stenene og ned i Hullerne i Elven, hvor Fisken pleiede at
staa. Især var der et yderst mystisk Hul, der gik ind un-
der en Birkerod ved Elvebredden. Dette Hul, der stak tem-
melig dybt under Vandet, syntes de smaa Fiske at have
valgt til deres Ynglingsopholdssted; thi aldrig slog det feil,
at der jo hver Gang Kjeppen blev stukken ind, kom en
Skare smaa Ørreter farende ud derfra og som afskudte smaa
Pile for hen over de glindsende Stene ved Elvebredden.
Efter at alle Forberedelser vare trufne, Augunna og Bot-
tolf behørigen posterede og formanede til Paapasselighed og
Forsigtighed, begyndte Jagten.

De to Skildtvagter gjorde sin yderste Flid for at stænge
Ørreterne ind i Vigen, og en Stund gik det ganske for-
trinligt.

SIDE: 217

Børnenes Glæde fik imidlertid en brat Ende; thi nu
kom Turen til det store Hul, hvor de største Ørreter pleiede
at staa, og her gik det galt. Idet Iver stak Kjeppen ned,
for nemlig en halvvoxen Lax ud af Hullet og lige i Bry-
stet paa den lille Pige, som dels af Forskrækkelse og dels
som Følge af Stødet, faldt baglængs paa Hovedet ud i
Elven. Bottolf løb i Forskrækkelse lige hjem og skjulte sig
bag Ovnen; men Iver blev tilbage og gav sig til at skrige
af fuld Hals. Hidkaldt af hans hvinende Hyl kom Store-
Sjur til og reddede med Lethed sin Datter, der flød paa
Vandet paa sine Klæder. Vandet silede af hende og hun
saa meget forskrækket ud, men taug ganske stille; formo-
dentlig fordi hun fandt, at Iver skreg for dem begge to.
Idet Faderen bar hende hjem, gav han Iver, der stod græ-
dende i Græsset, et raskt Slag over Ryggen med hans
egen Kjep og sagde: "Jeg skal sagtens lære dig at passe
bedre paa din Søster en anden Gang".

Strax efter kom Ole haltende og fandt Iver endnu
staaende paa samme Sted. Hans Kinder glødede, hans Øine
tindrede, med sin høire Haand knugede han en tung, rund
Sten, som han havde taget fra Elvebredden.

"Nei, hvor du ser snil og blid ud idag", sagde Ole.
"Jeg saa, du fik smage Haslesteg. Den smager nok godt, er
det likt til". Han lo, men Ivers Kinder glødede stærkere.
Pludselig kastede han den Sten, han holdt i Haanden, midt
i Brystet paa Ole og satte saa afsted i fuldt Løb opover
langs Elven.

Ole stod krum en Stund af Smerte og gned sit Bryst
med begge sine Hænder. Da han reiste sig op igjen, var
Iver ikke at se, og Ole haltede hjemover med følgende Text
til Gjenstand for sine Betragtninger: "Hvepsa er ikke gam-

SIDE: 218

mel, før hun kan stikke, og Kjeppen driver en Djævel ud,
men ti ind."

Til Middag kom Iver ikke hjem. Det led mod Aften,
og Iver kom endnu ikke. Da Maia begyndte at blive uro-
lig for ham, mente Store-Sjur, at han nok kom, naar han
blev sulten. Den ene Time gik imidlertid efter anden; det
blev Sengetid paa Gaarden; Iver var og blev borte. Store-
Sjur gik et langt Stykke opover Dalen forat søge ham
op, men Iver var intetsteds at finde. Sjur raabte og skreg,
men ingen besvarede hans Raab og Skrig. Kun Echo ka-
stede dem ligesom legende fra Fjeld til Fjeld længer og
længer bort, indtil de smuttede bag den øverste Fjeldvæg
og forsvandt. Da Iver ikke næste Morgen var kommen
hjem, kom alle Gaardens Folk i Bevægelse for at søge efter
ham; men al Leden var forgjæves.

Saaledes gik to Dage, og Store-Sjur tyktes ildere
om dette, end han vilde lade sig mærke med. Han og hans
Kone gjorde nu i deres stille Sind den Erfaring, at de begge
holdt af Gutten, som han kunde være deres eget Barn,
eller rettere, at de havde glemt, at han ikke var det. I
fire Dage vare de fleste af Gaardens Folk saagodtsom uaf-
ladelig ifærd med at søge efter den Forsvundne. Saa gav
de tabt, den Ene efter den Anden.

Fjorten Dage vare forløbne, siden Iver forsvandt.
Maia gik og græd, men var den eneste, som endnu nærede
Haab om, at han nok muligens kom igjen. Hun begyndte
at lægge Mærke til, at der blev drukket af Melken om
Natten, og at det ene Stykke Mad blev borte efter det an-
det. Hun fandt af og til, naar hun kom ud om Morge-
nen, Døren til Stuen staaende paa Klem, uagtet hun var
vis paa, at hun om Aftenen havde lukket den godt igjen.

SIDE: 219

Der var Tyve ude og gik, det var tydeligt. Men hvem
det var, kunde hun ikke blive rigtig klog paa. Det maatte
sikkert være kjendte Folk, for Hunden gjøede ikke. Endelig
en Morgen, det havde regnet om Natten, fandt hun et ty-
deligt Spor af en liden, nøgen Fod i det bløde Dynd lige
ved Flordøren. Det for som et Lyn gjennem hende, at det
maatte være efter Iver. Hun fortalte Sjur sine Iagttagel-
ser, og de bleve enige om, at han skulde lægge sig paa
Lur og fange Tyven.

Om Aftenen, da Alt var blevet stilt paa Gaarden og
Sjur laa skjult i en Baas i Floren, hørte han Døren blive
lukket sagte op, og lette Trin ile henover Gulvet. Han
reiste sig strax fra sit Skjul, men mærkede forsilde, at han
burde ventet endnu en Stund; thi inden han havde reist sig
helt op, ilede de lette Trin atter mod Døren, og da han
kom frem, saa han i Skumringen en liden Gut ile ud
igjennem den. Han saa ikke Guttens Ansigt, men var vis
paa, at det var Iver, løb efter ham, men Gutten var ikke
at se. Det var Midtsommers Tid og lyst som om Dagen.
Han løb rundt Husene, saa ud over Markerne, men Iver
var og blev borte. Det var som om han var sunken i
Jorden.

Fra nu af ophørte Tyverierne af Mad og Melk, og
ingen Dør fandtes mere staaende paa Klem om Morgenen.
Iver var tydelig bleven skræmt. Maia var inderlig glad,
og Sjur følte en svær Tyngde falde fra sit Hjerte ved at
opdage, at Iver fremdeles var ilive.

Saaledes gik atter nogle Dage, uden at der mærkedes
det mindste til Gutten, uagtet alle Gaardens Folk havde
deres Opmærksomhed henvendt paa Alt, der kunde føre til
hans Opdagelse, men saa en Aften var Augunna ikke at

SIDE: 220

finde, strax efter stod hun paa Gaarden, straalende af Glæde,
men da hendes Moder spurgte hende, hvor hun havde været,
svarede hun, at hun havde lovet Iver ikke at sige det og
var ikke at formaa til at bryde dette sit Løfte.

Hun havde altsaa seet og talt med ham, og han kunde
ikke være langt borte. I flere Dage blev Augunna nøie
passet paa, uden at det var muligt at følge hende og passe
hende inde imellem Gaardens mange Smaahuse. Hun for-
svandt, men hvor hun blev af, kunde man ikke opdage.

Endelig en Dag sagde Siri til sin Moder: "Han Iver
skulde da vel aldrig ligge under Tvillingstenen og gjemme
sig der?"

Det slog Maia strax, at der maatte han være, og
uopholdelig begav hun sig hen til Stedet. Tydelige Spor
af Barnefødder viste sig rundtom. Siri krøb ind under
Stenen, fandt et Leie, dannet af Lyng og Mos, men ingen
Iver. Videre Eftersøgning blev opsat til Natten.

Bag Gaardens Huse laa en Hob store Stene, der for-
modentlig vare faldne ned fra Fjeldsiderne. I Tidernes
Løb vare de ovenpaa blevne bedækkede med Grønsvær, hvori
Blaabærlyng, Mos, Græs og smaa blinkende Markblomster
voxede i broget Blanding, medens de ujevne Sider vare
besatte med mangefarvet Mos. Enkelte af Stenene vare
ligesaa store som selve Husene og kunde i Frastand let for-
vexles med disse. En af de største var den saakaldte Tvil-
lingsten, som egentlig bestod af to store Fjeldstykker, der
oventil udgjorde en sammenhængende Flade, men nedentil
vare spaltede og dannede en Aabning, hvorigjennem Bør-
nene paa Gaarden pleiede at krybe ind i en liden Bjerg-
hule, der var dem vel bekjendt og ofte benyttet af dem
under deres Lege.

SIDE: 221

Da Natten kom, gik Store-Sjur, Maia, Siri og
Vesle-Sjur ud for at se, om de kunde faa fat paa Røm-
lingen.

Vesle-Sjur blev sendt ind i Hulen og kom strax efter
tilbage med den Besked, at der laa En og sov derinde, men
det var ikke muligt at se, hvem det var, i Mørket.

At fremskaffe og faa antændt et Par Tyristikker var
snart gjort. Maia krøb først ind i Rummet, og da hun
havde seet sig om ved Skinnet af Tyristikkerne, opdagede
hun strax Iver. Der laa han paa et noksaa blødt Leie med
Ansigtet nedad, hvilende i begge hans Hænder. Hun kaldte
sagte paa ham, men han hørte det ikke; hun berørte ham
let, men han mærkede det ikke. Han sov, men af og til
hulkede han i Søvne, saa hele hans Legeme rystede, saa-
ledes som Børn undertiden gjøre, naar de ere faldne i Søvn
under en bitter Graad.

Hun tog ham paa sine Arme og bar ham ind i Stuen.

Uden at vaagne blev Iver lagt i sin Seng ved Siden af
Pleieforældrene. Først paa Morgenen vaagnede han og
reiste sig pludselig op i Sengen. Han saa sig om, gned
sine Øine, som om han var i Tvivl, om han saa rigtig,
sprang saa op og var i et Sæt ude af Sengen. Han var
allerede midt paa Gulvet, paa Veien til Døren, da han
pludselig fik Øie paa Augunnas Vugge. Den lille Pige
havde spændt Dækket af sig og laa og klynkede i Søvne
af Kulde. Gutten standsede, lyttede, listede sig hen til
Vuggen, pakkede det sovende Barn vel ind og gav sig til
at vippe Vuggen op og ned i den elastiske Stang, hvori
den hang, saaledes som han pleiede at gjøre, naar hun var
urolig og skulde bringes isøvn.

Under dette græd og hulkede han, i Førstningen yderst

SIDE: 222

voldsomt, men lidt efter lidt gik Graaden over, og da han
fik Øie paa Grødfadet, som Maia havde ladet staa paa
Bordet, gav han sig ifærd med det. Hans Appetit viste,
at han just ikke havde havt Overflod af Mad under sin
Fraværelse. Da han var færdig, stod han længe ligesom i
dybe Tanker. Endelig klædte han af sig og lagde sig paa
sin Plads i Sengen.

Store-Sjur og Maia havde kun sovet paa det ene
Øie hele Natten og havde iagttaget Guttens hele Færd.
Nu lod Store-Sjur som han vaagnede, og sagde: "Er du
vaagen saa tidlig, Iver?" vendte sig imod Væggen og faldt
i en behageligere Søvn, end han havde havt i flere Nætter;
men længe efter at Sjur var falden isøvn, laa Maia og
Iver og samtalede hviskende med hinanden. Hvad der blev
sagt paa begge Sider, hørte ingen Anden, men det er sikkert
optegnet i Himlen i den Bog, som holdes over barnlige
Sjæle.

Dagen efter sin Tilbagekomst var Iver sturen og ord-
knap. Ved Middagen havde han ingen Appetit. Han
smagte paa Grøden, men kunde neppe svælge en Bid.

"Du er nok ikke sulten idag, Iver," sagde Vesle-Sjur.

"Nei," svarede Iver kort.

"Du er nok syg," sagde Siri.

"Nei," svarede han but.

"Du er sint, Iver," sagde Store-Sjur.

"Ja," svarede Iver og reiste sig fra Bordet. Hans
Holdning og Blik bleve faste. Udtrykket i hans Ansigt og
hans rødmende Kinder viste, at han talede Sandhed.

Forundret saa Store-Sjur paa Gutten, som stirrede
ham ind i Ansigtet med et trodsigt Blik. Endelig sagde
han: "Naar vil du blive god igjen?"

SIDE: 223

Da reiste Iver sig op og raabte med lynende Øine:
"Naar jeg har givet dig igjen det Slag, du gav mig!"

Maia foldede Hænderne, Siri og Vesle-Sjur bleve
ganske blege af Angst, men Store-Sjur reiste sig rolig, tog
en Kjep henne i Krogen, leverede Iver den og sagde: "Slaa
til saa haardt, du har Hjertelag til."

Med rasende Heftighed greb Iver Kjeppen, løftede den
høit i Veiret, men da Store-Sjur rolig stod med Ryggen
mod ham og ventede paa Slaget, standsede Iver pludselig,
sprang over Bænken og ud af Stuen.

Strax efter hørtes Slag og Skrig udenfor. Det var
Iver og Bottolf, som vare i Slagsmaal, og Bottolf, som
skreg. Da Iver kom farende ud af Stuen, havde Bottolf
raabt til ham: "Vil du nu løbe bort igjen?" og dermed
var Iver faret paa ham og havde givet sig til at banke
ham med den Kjep, han havde i Haanden, af alle Kræfter.

Men Bottolf var ikke den, som rolig blev staaende og
tog imod Prygl; han slog fra sig, det bedste han havde
lært, og det varede ikke længe, før begge Kjæmperne rul-
lede overende, og Iver som Seierherre sad paa den faldne
Helts Mave.

I Stedet for at de romerske Helte underhandlede først
og sloges siden, sloges disse vore to Helte først og under-
handlede saa; thi da Bottolf var kommen vel til Rolighed
paa Ryggen, spurgte han sagtmodig sin Modstander, der
med løftet Vaaben sad paa hans Mave: "Hvorfor slaar du
mig?" og da han fik til Svar: "Jeg slaar dig, fordi du
sagde, at jeg var rømt bort, og jeg slaar dig hver Gang,
du snakker om det herefter, saalænge jeg orker," sagde Bot-
tolf: "Jeg skal ikke snakke mere om det da."

Dermed var Freden sluttet, og Alt var afgjort i saa-

SIDE: 224

dan Hast, at da Maia og Mons og Ole og alle øvrige
Beboere af Gaarden kom ud, vare de to Kjæmpere gode
Venner og vel forligte igjen.

Det mærkeligste var, at Iver havde faaet sit frimodige,
glade Udtryk tilbage. Kampen havde ligesom været en Af-
leder for hans onde Lidenskaber, og da Store-Sjur kom
hjem og sagde: "Jeg har gjort istand en liden Dam til
dig, Iver, nede ved Elven, der faar du se at fange Fisk.
Augunna er nu saa stor, at hun faar passe sig selv. Men
til Høsten faar du begynde at gjæte," sprang han om sin
Pleiefaders Hals og gav sig til at storhulke. Dermed var
da Freden for Alvor sluttet, og saaledes blev Iver for-
fremmet fra Barnepige til Gjæter.

Efter denne Begivenhed begyndte det mere og mere at
gaa op for Store-Sjur, at der var sligt Gemyt i Iver, at
det ikke nyttede at bruge Stokken. Han maatte tages med
det Gode, med Gudsord og Katekisma. Derfor var det nok
bedst at hente Skolemesteren strax til Iver, tænkte Store-
Sjur, og saa sendte han Vesle-Sjur efter Skolemesteren
med Bud og Besked, at det nok kunde være paatide, at han
saa lidt indom Rognved ogsaa.

Nogle Dage efter kom den omvandrende Pædagog og
slog op sin Bolig paa Rognved med alle sine timelige og
aandelige Rigdomme. De timelige bestod af en Skræppe,
hvori en gammel Skjorte og to Par hullede Strømper.
De aandelige Rigdomme vare af en dertil svarende Beskaf-
fenhed.

SIDE: 225

Børnene fra Nabogaardene bleve kaldte sammen forat
nyde godt af den ulegemlige Skjorte og de aandelige Strøm-
per, og saa sad der en Morgen tolv Smaagutter og Smaa-
jenter om Bordet inde hos Mons, hvis Stue var valgt til
Skoleværelse. Flere af de Smaa sade og stirrede i dyb
Forventning paa Mesteren, der gik frem og tilbage paa
Gulvet og studerede paa en Tale. Maia og flere af Mø-
drene sade paa hver sin Stol henne ved Ovnen for at over-
være den høitidelige Scene, der skulde aabne Døren til Vis-
dommens Tempel for de unge Sjæle. Endelig lod Meste-
ren til at være færdig med sine Forberedelser; thi han stil-
lede sig ved Høisædet, rømmede sig flere Gange og begyndte
saa: "Hm, hm; ja, ja; Kundskabens Træ, ja Træ, voxer
ikke, nei, nei, hm, hm, paa alfar Vei, nei, nei, hm, hm,
Vei, men det maa efterledes, ja, ja, hm, hm, efterledes, ja,
paa trange Veie, ja, ja, trange Veie, ja, med Møie, ja,
megen Møie, og, og, hm, hm, Besvær, ja, rigtig Besvær.
Hm, hm, hm, hm, hm . . ." Det lod til, at det aldrig
vilde blive slut med disse hm'er, men det blev det dog om-
sider, og Taleren standsede pludselig. Han kastede derpaa
et forskende Blik paa de tilstedeværende Koner, og da han
saa dem sidde med foldede Hænder og i dyb Andagt lytte til
hans Tale, vedblev han meget rask: "Dermed ville vi be-
gynde, hm, hm."

"Hvad heder du lille Sorthaarede?" spurgte han Iver.

Den Tiltalte gloede en Stund yderlig forundret paa
Spørgeren; endelig svarede han:

"Er det mig, du mener, saa heder jeg Iver Rognved."

"Hvad kan du, Iver Rognved?" spurgte Skolemesteren
videre.

SIDE: 226

"Hvad jeg kan? Jeg kan meget, jeg. Jeg kan æde og
drikke og sove og snakke."

"Jeg mener, hvad Lærdom har du faaet? Kan du
din Katekisme?"

"Nei, det kan jeg ikke; men jeg kan staa paa Hovedet
med Benene i Veiret, og det tror jeg knapt nogen anden
kan bedre paa hele Gaarden. Det skulde da være Halt-Ole."

"Jeg mener ikke slig Lærdom. Kan du skrive?"

"Det ved jeg ikke, hvad er; men jeg kan hinke paa et
Ben fra Stuedøren og lige hen til Storbjerken nede ved
Elven. Det kan jeg. Bottolf kan bare hinke halv-
veis, han."

"Jeg mener ikke slig Lærdom. Kan Du læse?"

"Læse kan jeg ikke; men jeg kan krybe op i det høieste
Træ paa hele Gaarden og sætte mig ud paa den yderste
Gren uden at dætte ned".

"Jeg mener ikke slig Lærdom. Hvor gammel er du?"

"Ja-a, det ved jeg ikke. Men ifjor var jeg otte Aar."

"For et Aar siden var du otte Aar, hvor gammel er
du da nu?"

"Saa er jeg et Aar nu", svarede Iver kjækt og blev
yderlig forbauset over at høre, at dette var rent galt.

"Hvormange Fingre har du?" spurgte Skolemesteren
videre.

Iver stak frem sine to brune Næver og svarede: "Se
selv! Der er alle dem, jeg har."

"Hvormange er det?"

"Ja, det ved jeg ikke; men saamange, som hundrede,
er det ikke."

"Tæl dem da."

"En, to, tre, fire, ni, atten, sytten, tolv."

SIDE: 227

Kort sagt, det viste sig, at Iver var aldeles blottet
for al boglig Lærdom. Han havde ikke seet et Bogstav
før, tog t og A for Hesjestænger med et Tværtræ over og kunde
ikke tælle længere end til fire. Visdommens Mark havde
ligget aldeles brak hos ham hidtil; men Jordbunden var
god; thi hvad der nu saaedes i den, voxte og trivedes i
utrolig Grad. Før Høsten kom, kunde han læse, og da
saa Kreaturene kom hjem fra Sæteren, begyndte han sin
Bestilling som Gjæter. Han vandrede ud om Morgenen
med Kreaturene og sin ABC og kom hjem om Aftenen
med Kreaturene og sin ABC.

Det varede ikke længe, saa vare han og hans firbenede
Undersaatter de fineste Venner. Kjørene, Faarene og Gje-
derne lode til at lystre hans mindste Vink, og aldrig havde
de gjort mindre Ugavn paa Ager og Eng, end siden han
kom til at passe dem. Det var klart, at de likte Gutten
godt. Især var der en blandt dem, som var saa rent in-
derlig glad i Gutten. Lange Horn, langt Skjæg og langt
Rag havde han, Gjedebuk var han, og Raggen var hverken
sort eller hvid, brun eller graa, men en Blanding af alle
disse Farver. Men det var det samme. Venskabet var
lige varmt for det, og varmest havde nok Bukken det, for
han kunde næsten ikke være Gutten foruden. Alt imellem
saa maatte han hen og stryge Siderne mod Ivers Bryst, og
det med et saadant Alvor i sit Ansigt, at det var klart nok,
at ikke flygtige Følelser frembragte disse Venskabsytringer.
Naar saa det var gjort, saa kunde han blive staaende og tygge
Drøv ved Siden af sin Ven i timevis og lade, som han
læste sammen med ham i hans ABC og senere Katekismen.

En Dag ud paa Høsten var Iver ude med alle sine
Undergivne af stort og smaat Fæ. Augunna var med ham.

SIDE: 228

En Stund imellem læste han for hende i en Bibelhistorie,
han havde faaet laant hos Skoleholderen, en Stund var han
Bygdens fornemste Mand og optraadte som Lensmand lige-
overfor Augunna, der var bleven til Bygdens usleste For-
bryder og derfor skulde lægges i Lænker og sættes i Arrest.
Arresten var rigtignok kun en Blaabærtue og Lænkerne
Græsstraa, saa Arrestanten efter Omstændighederne havde al
Grund til at være saa smilende og hjerteglad i sin Stil-
ling, som hun var. Naar saa Arresttiden var udløben, og
Lensmand og Fange igjen vare blevne til Iver og Augunna,
gave de sig til at pille Bær en Stund, indtil de ogsaa
bleve kjede deraf, saa fandt de paa noget nyt, og saaledes
gik Tiden.

Pludselig udstødte Augunna et Skrig, just som hun
var ifærd med at plukke deilige store Æbler af Tyttebær-
lyngen til Iver, der holdt paa at lade en Jagt til en
Byreise.

Skipperen slap Jagten i Bakken og lod den seile sin
egen Sø for at komme sin Legesøster til Hjælp. Hun
pegte i dybeste Rædsel paa en stor Orm, der stak sit Hoved
ud af Tyttebærlyngen og hvislede med den lange, dobbelte
Tunge. Iver havde ikke for ingenting været Gjæter saa-
længe og vidste god Raad med sligt Udyr. Han væbnede
sig med en stor Sten og begyndte Kampen. Da han havde
seiret og knust sin Fiendes Hoved, satte han sig paa en stor
mosbegroet Sten, lod Augunna sætte sig ved sin Side,
lagde den døde Orm foran sig og holdt derpaa følgende
Foredrag. I Førstningen var det Skolemesteren op ad Dage,
uden at han havde den mindste onde Mening dermed; thi
han antog, at det var den rette Maade, at tale om lærde

SIDE: 229

Sager paa; men lidt efter lidt gik han over til at blive
sig selv:

"Slangen, hm, hm, ja, Slangen, det er Fanden selv;
ja, ja, Fanden selv, hm, hm, ja, og derfor skal den krybe,
ja, ja, hm, krybe ja, paa sin Bug alle sine Dage, ja Dage,
og æde Støv, ja, og alle, som se den, ja, se den, baade
Mennesker og Dyr, skulle have Afsky for den og foragte den
værre end alt Ondt, og saa skal den leve og bo midt i de
værste Huller, hvor der er vaadt og mørkt og svart og fælt
mellem Ormegræs og Padder og Snegle og de fæleste Dyr,
som paa Jorden findes. Hvor den findes, skal det være
Enhver en Glæde at slaa den, saa den dør, og den skal blive
hadet og forfulgt alle sine Dage. Det kommer der af at
gjøre Ilt, skjønner du, Augunna. Fold derfor Hænderne
dine, Augunna, og bed vakkert til Vorherre: "Gud give
jeg aldrig maatte gjøre Ilt". Augunna gjorde, som hun
blev befalet, foldede sine smaa Hænder og bad: "Gud give
Vorherre, at jeg aldrig kom til at gjøre Ilt".

Da Ormen saa var given en pen Begravelse, stundede
det mod Aften. Bukken havde været med i Alt dette.
Den havde staaet og ligesom yderst forbauset over sin Vens
megen Lærdom næsten glemt at tygge Drøv; snart løbet
med ham for at bistaa ham som Lensmand og saa igjen
med en betænkelig Mine kløet sig bag Øret; men nu syn-
tes den nok, det var paa Tide at rusle hjemover; thi den
gav sig til at bræge og stryge sin Ven med Snuden opad
Siderne. Da saa Fæet skulde tælles, manglede der en
Gjed. Det nyttede ikke aldrig saa mange Gange, Iver og
Augunna talte hver for sig og i Forening, der blev en
Gjed mindre, end der skulde være. Han skreg og lokkede

SIDE: 230

og hun skreg og lokkede, men Gjeden var og blev borte.
Der var altsaa intet andet for at gjøre end at gaa ud og
søge efter den. Det gjorde ogsaa Iver, medens Augunna
blev tilbage med Kvæget. Hun saa ham og hans uadskil-
lelige Ven, Bukken, vandre opover Fjeldets Sider. Snart
var han foran, snart Bukken. Bestandig gik det længer og
længer opad. Hun stirrede opover den bratte Fjeldvæg, saa
hun blev ganske øm i Nakken, og længer og længer kravlede
Iver og Bukken opover. Saa kunde hun ikke længer skjelne
Bukken, og Iver blev som en liden Flue, der krøb paa en
Væg, og saa kunde hun ikke længer se Fluen heller. Imid-
lertid var den ene Stjerne efter den anden kommen frem
paa Himmelen, og da Augunna saa sig om nede i Dalen,
mærkede hun, at Mørket havde listet sig over hende, og alt
Fæet havde listet sig fra hende. Hun fandt Bjeldekoen
ifærd med at tage op Potetes med sine Horn, en Idræt,
hvori den havde en mærkelig Færdighed, og Smaafæet i
fuld Virksomhed med at høste Havreageren; men nu fik de
rigtignok føle, at Jentungen ikke var blid i Hu, og det gik
i en Fart hjem til Husene.

Da Augunna kom hjem, fortalte hun, at Iver og
Bukken vare gaaede tilfjelds for at lede efter den manglende
Gjed. Det var ikke første Gang, sligt var hændt i Dalen,
og det var ikke noget at være bange for. Naar det blev
lyst, fandt nok Gutten ned igjen. Men det blev langt paa
Morgenen næste Dag, og hverken Gutten eller de øvrige
Savnede kom.

"Gutten har gaaet sig fast oppe i Fjeldet og kan ikke
komme ned igjen", sagde endelig Store-Sjur. "Jeg faar
sta og bjerge ham".

SIDE: 231

Augunna viste ham, hvor hun sidst havde seet Iver,
og Store-Sjur og Vesle-Sjur stode og stirrede op over
Rygsiden, men vare ikke god for at se et eneste levende Kræ.
De skreg, saa det rungede i Fjeldene, men fik intet Svar.
Saa skulde de til at stige opover, men saa sagde Augunna
pludselig: "Tys, jeg syntes jeg hørte ham raabe".

Alle lyttede. Det var en stille, solklar Høstmorgen.
Luften var ren, Himmelen dyb og azurblaa. Enhver Lyd
maatte kunne trænge langt frem. Paa en Gang hørte de
alle tre et fjernt Raab, og strax efter rullede en stor Sten
larmende ned over Fjeldsiden, ikke langt fra dem.

Betagen af skrækblandet Forundring slog Store-Sjur
Hænderne sammen og sagde: "Han sidder oppe paa Jom-
frunuten. Der har aldrig været Folk før, saavidt jeg har
hørt".

Nu saa de to Andre ham ogsaa. Han havde taget
sin Kufte af sig og stod og viftede med den i bare Skjor-
teærmer. Solen skinnede paa den hvide Skjorte, og det
var dette, som gjorde ham saa synlig nu. Ved Siden af
ham stod noget Hvidt. "Det er Gjeitungen, som har lok-
ket ham i Fælden", sagde Vesle-Sjur. Her maatte hittes
paa Raad, og det snart. Alle Folk paa Gaarden, som
kunde gaa, kom ud, og den Ene var mere forskrækket end
den Anden over, at Iver havde forsteget sig saa høit til-
fjelds, hvor aldrig Folk havde været.

"Vi faar nok tage ham nedenfra og hjælpes ad med
Stænger og Touge, saalangt vi kan komme op. Men Gud
bevare den, som skal gaa de sidste hundrede Alen", sagde
Mons og rystede alvorligt paa Hovedet.

Store-Sjur havde hidtil staaet og stirret op i Luften
mod det Sted, hvor Iver stod. Nu vendte han sig plud-

SIDE: 232

selig mod Maia og sagde: "Gutten er min og henter no-
gen ham ned igjen, bliver det mig."

En svag Rødmen og et Glimt af glad Stolthed for
over Maias Ansigt, idet hun greb sin Mands Haand og
sagde: "Det Ord skal jeg aldrig glemme dig, Sjur".
Hun vilde have sagt mere, men Sjur afbrød hende og sagde:
"Det bliver vel bedst at tage ham fra nordre Side. Hvad
mener du, Mons?"

Nu blev det undersøgt og drøftet, hvilken Vei det
var bedst at tage ham, og da det var afgjort, blev der
hentet Stokke og Touge, og saa begyndte Opstigningen.

Et Stykke oppe blev Ole staaende. "Han var nok ikke
god for at komme længer". Saa et Stykke længere oppe
blev Bottolf staaende. "Længer kunde nok ikke han komme".
De Øvrige tre vedbleve at klatre opover.

Saa kom de til et Sted, hvor de maatte fire hverandre
ud med Tougene, og da Mons havde firet Vesle-Sjur ud,
kunde han ikke komme længer. Fader og Søn krøbe da
en Stund sammen langs Fjeldvæggen, idet de vexelvis
hjalp hinanden fremover, og saa blev Vesle-Sjur staaende.

Nu var Store-Sjur alene. Han krøb langs den næ-
sten lodrette Fjeldvæg. Af og til standsede han og saa sig
om, saa maatte han krybe et Stykke tilbage igjen forat
komme videre; men nærmere og nærmere kom han Jom-
frunuten. Alt imellem ramlede Stenene bort under hans
Fødder og hoppede larmende ned i Dalen fra Fjeldknat til
Fjeldknat. Alt imellem maatte han slippe et Tag, han
havde faaet i en Rod eller en Busk, fordi de løsnede un-
der hans Hænder. Men høiere og høiere steg han, og nær-
mere og nærmere kom han Jomfrunuten.

"Der er han fremme," sagde en af Kvinderne, og saa

SIDE: 233

trak de Alle Veiret, som om de længe havde holdt Pusten.

Da Store-Sjur kom hen til den Fjeldknat, hvorfra
Iver var sprungen ned, saa han Gutten staa og græde.

"Du er ræd, Iver," sagde han.

"Ja," svarede han og græd værre end før.

"Er du svimmel?" spurgte Sjur, men da Iver iste-
detfor at svare gav sig til at glo paa Spørgeren, som om
han ikke forstod, hvad han mente, maatte han gjentage sit
Spørgsmaal: "Er du svimmel Gut, spørger jeg?"

"Nei," svarede Iver og tørrede Taarerne bort fra sine
Kinder med Bagen af sin Haand.

"Lad mig se, hvor langt du kan gaa ud paa Brin-
ken," bad Store-Sjur.

Gutten gik udenfor Furuen og vilde have gaaet endnu
længere, hvis Sjur ikke havde bedet ham standse.

"Kan du se Kvindfolket nede i Dalen?"

"Ja, det er vel dem, som staar under Storbjerken
dernede."

"Kan du se Skydotten ret op for dig. Pas dig
Gut," lagde han til, da Iver med Et vendte Ansigtet op
imod Himmelen.

"Ja, den kan jeg sagtens se. Den drager saa smaat
vestover," svarede Iver. Han havde glemt at græde og
tænkte ikke paa, der var Fare paa Færde. Store-Sjur skog-
gerlo. "Du er den sværeste, jeg har seet paa Fjeldet, og
Veien nedover bliver nok lettere for dig end for mig.
Kan du staa, der du staar, og glo ret i Veiret uden at
blive svimmel, saa er du min Mester," sagde Store-Sjur
og lo endnu en Gang af Hjertens Glæde. Iver lo med.

Saa begyndte Bjergningen. Først blev Gjedungen ha-
let op i Tauget, saa gamle Bukken og saa Iver. "Du er

SIDE: 234

en tro Gjæter, Iver," sagde Store-Sjur og lagde sin Haand
paa Guttens Skulder.

Saa gik det da nedover, og Store-Sjur mærkede snart,
at havde han hidtils gjældt for at være den dristigste Karl
til at klatre i Fjeldene, saa blev han det ikke herefter, for Iver
var Basen for ham. Om en Stund sagde Iver: "Nu vil
jeg gaa først, for nu er jeg kjendt paa Veien. Heroppe
har jeg været mange Gange." Store-Sjur gav sig paanyt
til at skoggerle. Slig Gjæter havde han aldrig hørt tale
om før.

Da de kom ned, vilde Maia gjerne være vred og skjænde
paa Iver for al den Angst, han havde forvoldt hende; men
da hun saa ham komme hoppende nedover og springe over
Tuer og Stene, gjennem Buske og Krat for i et Sæt at
hænge sig om Halsen paa hende, var hun ikke god til det, og
da han derpaa med blussende Kinder og glædestraalende Øine
vendte sig til Augunna og stak en stor Ørnefjeder, som han
havde fundet deroppe, i Haanden paa hende, maatte hun,
saa nødig hun vilde, storgræde.

Det var en brændende hed Dag ved Midsommers Tid.
Solen skinnede saa blinkende klar og hed, at den nordre
Fjeldvæg blev varm som en Ovn. Folkene vare paa Mar-
ken eller tilsæters, og alt Fæet, lige fra Blakken til den
mindste Høne, var tilfjelds. Gamle-Far var død om Vaa-
ren. Kun Børnene var hjemme. De sad paa Stuetrap-

SIDE: 235

pen udenfor Døren og legede i Skyggen af Huset. Iver
skar med en stor Tollekniv regulære og irregulære Figurer i
Barken paa en frisk Orekjæp, medens Bottolf og Augunna
sad og saa derpaa. Den Sidste iagttog Ivers Gjerning med saa
spændt Opmærksomhed og saa stor Interesse, at hendes
Næse idelig kom i Fare for at faa de samme Snit som
Kjæppen.

Rundt om paa Hustagenes Grønsvær syntes hvide,
røde, gule og blaa Sommerfugle at have sat hinanden
Stevne mellem Blomsterne til Leg og Lystighed i det blin-
kende Solskin. Undertiden kom en korpulent Humle og
brummede omkring Børnene, som om den vilde se, hvad de
tog sig for, og af og til kom en spædbygget Hveps og sur-
rede forbi dem i travel Ilfærdighed.

"Det blir en rigtig gjild Kjæp det," sagde Bottolf,
"du faar vist to Knapper for den i Byen."

"Den skal ikke være tilsalgs," svarede Iver, "det skal
blive en rigtig fin Gamp til Augunna, som hun skal ride
til Kirke paa."

Augunna slog Hænderne sammen af Glæde og gav sig
til at hoppe snart paa det ene, saa paa det andet Ben af
Glæde over sin gjilde Gamp, saa at Pasop, der havde lig-
get ved hendes Fødder og peset med Tungen langt ud af
Munden og halvlukkede Øine, ogsaa blev lystig tilmode og
begyndte at deltage i Dandsen. Med et standsede Hunden
i sine bedste Hop, spidsede Ørene og kastede Hovedet lyt-
tende til den ene Side. Derpaa sprang den udfor Trappen,
satte, gjøende af fuld Hals, afsted og forsvandt omkring
Hjørnet paa Oles Smalehus.

Strax efter kom et Følge af fremmede Personer om

SIDE: 236

det samme Hjørne, forfulgt af Hunden, der blev ved at gjø
i yderste Forbitrelse.

Først kom en gammel Kone, et lidet stygt Kvindemen-
neske med smaa stikkende sorte Øine og røde Øienlaag. Det
stride ravnsorte Haar voxte hende næsten lige ned paa Øien-
brynene, der vare store og buskede og sammenvoxede over
Næsen, hvad der gav hendes Blik og mørke, haarde Træk
et paafaldende barskt Udtryk. Lige efter hende kom en ung
Mand med et svært Ar fra Mundvigen og op paa den
venstre Kind. Saa om en Stund kom et ungt Fruentim-
mer med et Barn paa Ryggen. Det var alle mørkladne
Folk af et saadant Udseende, at Bottolf i største Skynding
saa at komme ind igjennem sin Faders Husdør. Bag denne
Forskandsning stak han Hovedet frem og speidede. Augunna
stillede sig bag Iver og tog Tag i hans Kuftekrave.

Den fremmede Kone gik lige op paa Trappen, saa at
Augunna maatte skifte Plads for at have Iver til Værn
mellem sig og hende og spurgte med barsk Stemme Gutten:
"Er Mor din hjemme?"

"Nei," svarede Iver.

"End Far din da?"

Han saa yderst forundret paa den sinte Kjærringen og
svarede endelig: "Nei."

"Fanden har kanske taget dem begge to, siden jeg sidst
var inde imellem Fillehytterne og Stuerne her paa Gaar-
den?" spurgte Kjærringen videre og syntes at blive mere
og mere sint.

Da Iver ikke strax svarede hertil, men blev siddende
med gabende Mund og betragtede hende uden at røre et
Lem og som aldeles forstenet over slig Tiltale, hvis Mage
han aldrig havde hørt, spændte hun til ham, saa han var

SIDE: 237

nær ved at falde udfor den temmelig høie Trappe og skreg.

"Svarer du ikke, naar Folk snakker til dig? Er her
ingen Folk hjemme paa Gaarden idag? Svar, eller du faar
dig en, saa Øinene skal komme til at sidde skakt i Fjæ-
set dit!"

Iver reiste sig langsomt. Medens Kjærringen talede,
saa han Bottolf stikke Hovedet frem og gotte sig inderlig
over hans Forlegenhed. Blodet steg ham til Hovedet, hans
Haand greb fastere om Knivens Skaft, og han gjorde sig
færdig til Forsvar, fast bestemt paa ikke at taale mere; men
saa kjendte han Augunnas Tag bag i Kuften. Derved kom
han til at tænke paa, at han ogsaa havde hende at sørge
for, og at det derfor var bedst at se til at komme bort i
god Behold med hende, jo før jo heller. Han svarede der-
for sagtmodigt: "Nei, her er ingen hjemme," og da Kjær-
ringen derpaa med sine Ledsagere gik ind i Stuen, tog han
Augunna i Haanden og satte afgaarde, det forteste han kunde.
Bottolf, der nok ikke fandt det trygt at være alene hjemme
med de Fremmede, fulgte efter.

Et Stykke fra Husene kom en fremmed, stor Mand med
en liden Pige ved Haanden Børnene imøde, skreg og truede
ad dem for at skræmme dem. Dette lykkedes ogsaa til hans
fuldkomne Tilfredshed; thi Iver og Bottolf satte afsted, saa
Haarene flagrede om Ørene paa dem, og da Augunna ikke
længere kunde holde Skridt med dem i slig vild Flugt, stod
hun aldeles stille og gav sig til at hyle og skrige, som om
det værste Trold var efter hende og vilde æde hende levende.
Folkene paa Marken hørte hende, længe før de saa begge
Gutterne, og troede mindst, dervar Ild i Huset hjemme.

Fantefølget, thi et saadant var det, som var kommen
tilgaarde, gjorde sig det imidlertid mageligt i Store-Sjurs

SIDE: 238

Stue. De kastede Sko og Strømper, Skræpper og Poser
op paa Bordet, lukkede op Skabe og Skuffer, tændte Ild
paa Skorstenen og vare aldeles som hjemme. Den lange,
blonde Fant kastede sig, strax han kom ind i Stuen, saa
lang han var op i Sengen uden at sige et Ord. Den
Anden laa da allerede og sov paa Bænken ved Siden af
Bordet med sin Skræppe til Hovedpude, eller lod i det
Mindste som han sov.

Det varede ikke ret længe, før Store-Sjur kom med
Iver og Augunna i Hælene paa sig. Den sinte Kjærring
vedblev at blæse til Ilden, uden at hun lod til at bemærke,
at Husets Eier var tilstede. De Øvrige rørte sig ikke.

Sjur stod en Stund og saa paa dem, endelig sagde
han til hende: "God Dag. Hvad skal det Folket her paa
Gaarden?"

Hun reiste sig op fra sin ludende Stilling, besaa ham
fra øverst til nederst og tog saa et Tørklæde, hun havde
om Hovedet, af sig. Derved kom tilsyne en gammel sort
Fløielshue, kantet med falmede Guldtresser; men da denne
Pynt ikke gjorde den forønskede Virkning paa Sjur, gav
hun sig til at banke sine Klæder med Tørklædet, saa hele
Værelset stod i en Støvsky, og svarede saa: "Hvad skal det
Folket her? Du spørger, som du har Forstand til, Bonde.
Du ser vel sagtens, hvem du har for dig. Vi ere lang-
reisende Folk, som søge Hvile og Levemaade her, og pleie
at være velkomne, skal jeg tro, der vi komme frem. For,
hvor der er Sygdom paa Folk eller Fæ, og hvor der er
Skade paa Kjørler eller Kar, der kunne vi gjøre Nytte."

"Hvile kunne I nok faa, og lidt Levemaade er der
vel ogsaa Raad til, men Arbeide findes ikke paa Rognved
for sligt Folk. Her er Folk og Fæ og alt Slags Redskab,

SIDE: 239

Gud ske Tak, i god Stand. Men jeg tykkes, det er daarlig
Gjerning for voxne Folk at skræmme Smaabørn," lagde
han til, idet han med Bagen af sin Haand tørrede Taarerne
bort af Augunnas Kinder, der endnu vare ganske vaade.

Kjærringen hørte ikke, hvad han sagde; med stedse sti-
gende Forundring begyndte hun at stirre paa Iver, indtil
hendes smaa stikkende Øine næsten syntes at ville træde ud
af Hovedet paa hende. Derpaa gav hun sig til at betragte
vexelvis Gutten og hans Fosterfader.

Pludselig puffede hun haardt til Manden i Sengen
og skreg: "Op med dig, din dovne Krop; Christian, op
med dig."

Christian reiste sig langsomt, gned sig i Siden, hvor
Puffet havde rammet, og mumlede en Forbandelse over
hende, som ikke kunde lade Folk ligge i Ro og faa sig lidt
Hvile. Den gamle Taterske hviskede ham ind i Øret:
"Hvem ligner Gutten der?" Han gloede en Stund paa
Iver og svarede saa: "Han ligner ikke dig, Helene, saavidt
jeg skjønner." Vel tilfreds med sin Vittighed smilede han
og vilde lægge sig ned igjen, men Kjærringen bad ham,
atter hviskende, se nøiere efter. Det gjorde han, og lidt
efter lidt fik hans Ansigt et Udtryk af djævelsk List. Han
kneb sine tynde Læber sammen, skulede hen til Sjur, og
sagde: "Grævlingen (Gutten) ligner en horta Romanisæl
(ægte Tater) og ikke Guven (Tyven) der." Hun nikkede.
Hendes Opførsel blev nu pludselig forandret, og ligesaa
sledsk og ydmyg, som den før havde været anmassende og
overmodig. Hun bad Sjur være saa inderlig snil at sælge
dem for et Par Skilling Brød og Smør, hun havde hørt
at Manden paa Rognved skulde være slig inderlig snil
Mand og at han havde taget et fremmed Barn til sig.

SIDE: 240

Idet Samme rakte hun sin tørre, magre Haand ud mod Iver og
sagde: "Det er nok ikke din Søn det, at dømme efter Løden."

"Jo, det er det vel," svarede Store-Sjur.

"Det var rart, det," mente den Anden. "Duen pleier
ikke føde Ravne, Gaardshønen udklækker ikke Ørne, og efter
gult Haar og blaa Øine falder ikke sorte Haar og sorte
Øine."

Nu først faldt det Store-Sjur i Tankerne, hvorledes
han havde fundet Iver, og han fortalte Sagen, som den
var tilgaaet.

Han havde aldrig saa snart endt sin Fortælling, før
Kjærringen løftede begge Arme høit i Veiret og skreg:
"Ungen er min! Ungen er min! I tolv samfulde Aar har
jeg vandret fra By til By, fra Bygd til Bygd, i Nord og
i Syd, i Øst og i Vest og søgt efter Søster min, hendes
Mand og hendes Barn. Forgjæves har jeg søgt, forgjæves
har jeg ledt til nu. Nu har jeg fundet, hvad jeg søgte,
og Gutten er min."

Hun gav derpaa en saa nøiagtig Beretning om, hvor-
ledes hendes Søster havde seet ud, at der ikke syntes at være
Tvivl om Sandheden af hendes Udsagn. Sjur blev ilde
tilmode ved denne Opdagelse, og da Konen forlangte, at
Gutten nu skulde blive med hende, svarede han kort og
bestemt: "Nei, han bliver her, til Øvrigheden faar dømt
i Sagen."

Tatersken skjønnede strax, at Manden ikke var let at
rokke i sin Beslutning. Men hun var heller ikke den, som
strax gav tabt. Medens hun og hendes Følge spiste, søgte
hun paa alle mulige Maader at faa Sjur til at give Slip
paa Iver og lade ham blive med hende; men da hendes
Løfter og Smigrerier frugtede ligesaalidet, som hendes Trud-

SIDE: 241

sler og Skjældsord, besluttede hun at bruge Magt. Paa
et Vink af hende gjorde hendes hele Selskab sig færdigt
til at drage bort, og da de Alle vare beredte til at gaa,
skred hun med hurtige Skridt hen til Iver, tog hans Haand
og sagde: "Kom! Følg din Slægt og bliv med os!" Hen-
des tidligere Opførsel mod ham havde imidlertid betaget ham
al Lyst dertil. Forskrækket løb han bag Sjur og trak Au-
gunna med sig.

Store-Sjur stillede sig foran dem, greb en Øxe, som
stod i Huggestabben, og satte sig i en Stilling, der viste,
at han ikke var tilsinds at give tabt uden Modstand.

"Led Tjaaringen med Kniven," skreg Hexen til sine
to Medfølgere, "stik Tyven ned." I det samme blinkede
Knivene i hendes og hendes Ledsagers Haand. Den blonde
Tater, som hun havde kaldt Christian, blev derimod staaende
ganske rolig og samlede sammen nogle Fladbrødstykker, som
laa igjen paa Bordet, og som han formodentlig tænkte, han
kunde faa Brug for senere.

Store-Sjur lod sig ikke skræmme af saa lidet, men
sagde ganske rolig, idet han løftede Øxen: "Den Første,
som kommer mig saa nær, at jeg kan række ham, knuser
jeg Skallen paa. For Trudsler eller Magt viger jeg ikke.
Lad Øvrigheden dømme os imellem. Til det er skeet, bliver
Gutten hos mig. Det staar fast."

Helene blev som rasende af Vrede. Hun skreg og skjældte,
slog i Bordet og stampede i Gulvet og svor de dyreste
Eder paa, at Sjur skulde komme til at angre det. Endelig
da hun havde raset ud, samlede hun sit Tøi og gik med
sit Følge uden at sige et Ord, men med en Mine som en
fornærmet Dronning.

SIDE: 242

Store-Sjur og Maia syntes ikke godt om, at Gutten
skulde høre til det Slags Folk, og Maia mente, at det
ikke var umuligt, at den gamle Hex havde faret med Løgn
og List, for at stjæle til sig slig en vakker Gut som Iver.
At de ikke gav Gutten fra sig uden bestemt Ordre fra
Øvrigheden, derom vare de begge strax enige.

Saa var det en Dag i Begyndelsen af September, at
Store-Sjur drog til Sæters. Sneen begyndte allerede saa
smaat at vise sig paa Fjeldtoppene, og der maatte derfor
tænkes paa at trække ned til Gaarden igjen med Kreatur
og Redskab, med Ost og Smør, Prim og Myse og alt
Andet, hvad Sæterdriften havde kastet af sig. Det var for-
meget at flytte paa en Gang, og Store-Sjur vilde desuden
op for at snakke om en Sag med Siri og se, hvorledes
hun havde det. Han fandt Siri og alle Kreaturene, smaa
og store, ligefra Bjældekoen og lige ned til det yngste Lam,
friske, muntre og i godt Hold. Det havde været godt Veir
paa Sæteren hele Sommeren og ikke et Udyr havde ladet
sig se. Da hver enkelt Ko og Gjed havde været inde i
Sæterstuen og faaet lidt saltet Sild, som Sjur havde havt
med sig, og derpaa var bleven malket, og hvert enkelt af de
øvrige Dyr var bleven befølt og besigtiget, var Sjur fær-
dig med sine Undersøgelser, og nu kom Turen til Siri at
spørge efter Nyt fra Bygden. Hun var ligesom saa rar og
bly af sig og blev rød lige op under Haarroden i et væk.

Ja, der var da mangt og meget Nyt. Ved St. Hans-
tider var en stor Sten falden ud af Fjeldet, var gaaen
tvært igjennem Fjøsvæggen paa Skjærpe og var bleven
liggende inde i Fjøset. Mads Skjærpe kom nok til at

SIDE: 243

flytte Fjøset, for Stenen var saa stor, at det ikke var at
tænke paa at flytte den. Det havde hun Siri allerede hørt.

Ja, saa var det nu det, at hun Gurine Hamna var
falden i Barsel og havde faaet Tvillinger for en Maaned siden.
Det havde hun Siri ogsaa hørt.

Ja, saa var det nu det, at han gamle Tenaalen over
i Vik, var død for otte Dage siden. Det havde hun Siri
ogsaa hørt.

Ja saa, det var rart det. Saa var det nu, at Søn-
nen til han Jens Tenaal, han Torger, tænkte paa at gifte
sig. Det havde hun Siri nok ogsaa hørt, lod det til. Hun
sagde rigtignok ikke noget, men en stærkere Rødme trak op
over Ansigtet, og var denne Gang fulgt af et Smil, der
lod formode Kjendskab til Tingen.

Saa havde han været ude at fri, og Frieriet var fær-
digt og Jaordet givet.

Siri fik med Et travelt henne i den mørkeste Krog i
Sæteren, og det i den Grad, at der gik en ikke ganske kort
Stund, inden hun svarede: "Aa ja, jeg har nok hørt det
ogsaa. En hører da lidt af hvert paa Sæteren ogsaa."

"Nu, saa han unge Tenaalen har været her. Jeg tyktes
han sagde, da han gik fra mig igaar, at han vilde gaa lige over
Fjeldet og bie med at gaa herop til idag," mente Sjur.

"Ja, han havde saa tænkt, men saa kom han til at
skvætte indom Sæteren her, før han gik hjem," svarede
Siri og fik saameget at bestille, at hun aldeles ikke kunde
vende Ansigtet mod Faderen.

Sjur kunde gjerne have sparet sin Reise for Tenaalens
Frieries Skyld, men vist og sandt var det, at han Torger
Tenaalen og hun Siri Rognved vare trolovede fra den Dag
og til de bleve gifte, og det skede Aaret efter.

SIDE: 244

Næste Dag skulde Sjur hjem til Rognved igjen. Han
fyldte Kløvsækken med Ost og Smørspand og kløvede Blakken.

Saa ruslede han afsted.

Blakken gik saa sin egen Gang den vante Vei. Ofte
var Veien saa brat, at den maatte sætte sig ned paa Bag-
delen og holde igjen, saa kom et Knæk, der gik saa steilt
opover, at den maatte klatre som en Gjed, saa igjen var
Veien saa fuld af Stene, at den maatte staa stille alt
imellem for at finde en fri Plads til at sætte sine Ben
paa, og saa var der saa blød Myr rundt om, at det kom
an paa at holde sig paa Kloppen, og det var ikke let, for
Kloppen var bare runde Bjerkekubber, som var strøet hen
over Myren. Men det var nok ikke første Gang, Blakken
gik over Kloppen, lod det til. Saaledes ruslede de da
begge nedover mod Bygden. Snart var Blakken og snart
var Sjur i Spidsen.

Da Sjur kom hjem, vilde han have fat i Iver, og
spurgte Augunna, der var det eneste Menneske hjemme, efter
ham. Hun fortalte, at hun og Iver nylig havde været
nede ved Stranden, men saa havde Iver talt saa underlig,
at hun var bleven ræd og var løbet hjem. Saa gik
Sjur ned over til Stranden. Paa Veien mødte han Ole,
som fortalte, at Fanterne var inde ved Stranden med Baad
idag. Men da Sjur kom derned, var hverken Iver eller
Baaden at se. Store-Sjur blev nu for Alvor bekymret og
skjønnede, at der var noget Galt paafærde med Iver. Fan-
terne havde sikkert taget ham med udover Fjorden. Der
var ingen Tid at spilde, Tyvene maatte forfølges strax.

Tilberedelserne tog imidlertid saa lang Tid, at da Store-
Sjur ledsaget af Mons og Vesle-Sjur i en Firingsbaad

SIDE: 245

satte fra Bryggen, var det allerede mørkt. Baaden var let-
roet og Folkene vante til at bruge Aarene, saa det gik fort
udover Fjorden. En lang Tid hørtes ikke anden Lyd end
Vandets Fossen for Stavnen af Baaden og Aarenes sagte
Gnistren i Kjipen. Det var saa stille, at det mindste Fnug
faldt lodret ned i Vandet, der laa saa blankt som glatslebet
Glas. Den voxende Maanes Billede kastedes tilbage fra
Vandfladen, som fra et Speil, og med saa skarpe Omrids,
som om den var ridset i Vandet. Store-Sjur kastede af
og til et speidende Blik over den ene Skulder udover Fjor-
den bag sig; men det var tydeligt at mærke, at han ikke
opdagede noget af Betydenhed, thi han vedblev hver Gang
i Taushed at ro.

Efterat de paa denne Maade havde tilbagelagt omtrent
en Mils Vei, sagde Mons, idet han holdt op at ro og
gav sig til at lytte: "Jeg hører en Hund gjø langt borte.
Det er vel Gaardshunden paa Næsset. Det skulde vel aldrig
være Fanterne, som gjorde ham Fortræd?"

Han fik intet Svar, men Roningen blev raskere. Maa-
nens Billede i Vandet fulgte udover med dem; men bag i
Kjølvandet hoppede og dansede det om i de smaa Bølger,
saa det var en Lyst at se.

"Maanen spiller i Vandet derude," sagde Store-Sjur
og holdt op at ro.

"Det er vel en Fisk," mente Vesle-Sjur.

"Eller en liden Bris, som farer hen over Vandfladen,"
mente Mons; begge hvilede nu paa deres Aarer og saa ud-
over Fjorden.

"Nei, det er en Baad," sagde Store-Sjur. "Lad os
se at komme ind i Mørket paa den anden Side og naa
Baaden derude, før den ser os," og Stemmen sank ned til

SIDE: 246

Hvisken. Baaden blev vendt og gled raskt fremad tvært
over Fjorden ind i Skyggen af det sorte Fjeld. Der var
det saa mørkt, at man ikke kunde se tyve Alen fra sig ind
imod Fjeldet, men derimod langt udover den oplyste Fjord.
Fjeldene paa begge Sider af Fjorden vare saa steile og høie,
at kun en smal Stribe af den dunkle blaa Himmel var syn-
lig. Fjeldvæggen paa den Side af Fjorden, hvor vore
Venner nu roede, saa ud som en umaadelig høi, sort Væg,
og Vandet var saa dunkelt, at Stjernerne, der speilede sig
deri, saa ud som Funker. Fjeldet paa den anden Side blev
svagt oplyst af Nymaanen, der dog kastede et tindrende Lys
paa de enkelte Fjeldtoppe, der hist og her vare bedækkede
med Sne. De Folk, som roede i Firingen, havde ikke Øie
for denne storartede Natur. De vare opvoxede i Dalen og
paa Fjorden, havde seet den hver Dag i mange Aar og
havde aldrig vidst af den Beklemmelse som enhver Fremmed
føler første Gang, han færdes mellem disse mægtige Fjeld-
masser. Hurtig gled Baaden udover det klare blanke Vand,
saa at det fossede foran, og Morilden spillede rundt om
Baaden. Af og til saa Store-Sjur over Skulderen efter
den fremmede Baad. Den kom stedse nærmere og nærmere;
men pludselig forsvandt den i Skyggen af Fjeldet. De
vedbleve længe at ro i Haab om atter at faa Øie paa den;
men Mørket under Fjeldet blev tættere og tættere, og Baa-
den var ikke at finde igjen. Endelig holdt Store-Sjur op
at ro, reiste sig i Baaden og raabte: "Hør de i Baaden der!"

Der kom intet Svar, men derimod hørtes et svagt
Skrig ikke langt fra dem, hvorpaa det igjen blev saa stille,
at de ganske tydelig kunde høre en Bæk risle inde paa Land
og Gamlehundens Gjøen paa Næs langt inde i Fjorden.

Efter flere forgjæves Forsøg paa at finde den fremmede

SIDE: 247

Baad i Mørket, sagde endelig Mons høit: "Her er ingen
fremmed Baad. Vi faa ro ind til Lensmanden og berette
ham Sagen, saa have vi ikke videre at gjøre."

Store-Sjur tyktes, det var at opgive Sagen; thi Lens-
manden boede to Mil borte inde i en anden Fjord; men
da Mons hemmelig gav ham Tegn til at tie og lyde, gave
de sig til at ro videre. Kort efter naaede de Næsset til
Nabofjorden, og da de vare komne forbi det, havde de en
vid Udsigt over Vandet, som laa beskinnet af Maanen.

I rasende Vrede var Helene ilet fra Rognved; men
endnu inden hun havde naaet sin Baad nede ved Fjorden,
raabte hun jublende: "Ungen er funden! Han er min og
skal være min, om jeg saa skal sætte mit Hjerteblod der-
paa. Han er et ægte Skud af min Stamme, voxet paa
den bedste Gren, og ingen Dødelig har Magt at negte
mig ham. I tolv Aar har jeg søgt; det var tolv tunge
Aar, men saa var det ogsaa Søgningen værd. Hvad tyk-
kes du om Gutten, Christian?"

"Aa, jeg tænkte paa Far hans, og hvor flink han var
til at bruge Kniven. Gutten lod til at slægte paa Faderen."

Den gamle Taterske lo, saa Taarene kom frem i hen-
des røde Øine. "Ja, det skal blive Liv og Lystighed, naar
hans Faders Søn kommer iblandt os."

Fra Lensmanden blev Helene imidlertid sendt til Fog-
den, fra Fogden til Amtmanden, fra Amtmanden til Præ-
sten; og da Præsten, der var en forstandig Mand, ligeud
erklærede, at han ikke kunde befatte sig med at tage Gut-

SIDE: 248

ten fra sine Pleieforældre, hos hvem han havde det godt,
og overlevere ham til en omvandrende Fantekjærring, blev
Helene, hvis Vrede stadigen havde været i Tiltagende for
hver forgjæves Reise, aldeles rasende. Hun satte hele
Præstegaarden i Allarm; men da det ikke hjalp, reiste hun
bort, idet hun truede med Konge og Høiesteret, og ved sine
Eder og Forbandelser gjorde Alt, hvad hun kunde, for paa
det klareste at godtgjøre, at hun var saa lidet skikket som
muligt til at opdrage en ung og ufordærvet Gut. Til sit
Følge sagde hun derimod, at der ikke var Ret at faa hos
Øvrigheden, og at hun derfor maatte tage Retten i sin
egen Haand. Da nogen Tid var gaaen, sendte hun Chri-
stian og Elias ind over Fjorden forat bortføre Iver, me-
dens hun selv laa længere ude og ventede paa dem.

De to Udsendinger gik og lurede omkring Rognved,
og der traf de paa Ole, af hvem de fik vide, at Store-
Sjur var reist tilstøls samme Dag. Det var ikke vanske-
ligt at faa Ole med til Gjæstgiveren, men derimod var det
meget sværere at faa ham til at love, at han skulde lokke
Iver med sig nedover til Fjorden; han gjorde det dog, da
Christian bare vilde prate lidt med Gutten, og Ole imens
kunde sidde hos Gjæstgiveren og faa sig lidt at drikke.

Saa fik da Ole fat i Iver og fortalte ham, at der
var saa styrtende mange Smaafisk nede ved Bryggen og
saa maatte naturligvis Iver ud paa Fiskeri. Augunna var
vant til at være med Iver overalt og vilde ogsaa være
med ham nu.

Det gik smaat med Fiskeriet, derfor maatte de se efter
al den Fisk, som Ole havde talt om, og saa lagde de sig
udover Æsingen af Baaden, holdt sine rødmossede Ansig-
ter ned imod Vandet, der var saa gjennemsigtigt som det

SIDE: 249

klareste Glas og gave sig til at studere Vandets Hemmeligheder.

"Nei, se den store Krabben der borte ved Tangen,"
sagde Iver. Det er nok Lensmanden det, du. Se, hvor-
ledes han lurer sig snart til den ene, snart til den anden
Side forat se om Alt er rigtigt. Saa gaar han ind i
Skoven i den brune Tang, der gaar han paa Jagt, og
Vinden blæser i Træerne og Grenene svinge sig frem og
tilbage. Se bare, hvorledes - - nei, der kommer en
Bergylt. Den gaar lige paa Angelen. Nu skal du se, nu
bider den paa. Nei, den bare lugter paa Maden. Det er
Præstefruen, ser du, og hun er for klog til at lade sig
fange paa Sligt; der skal mere til hende. Se, der kom-
mer Lensmanden ud af Skoven igjen. Nu snakker han
med Præstefruen og hun er saa fin, at det jusom lyser
af hende. Der tager han Farvel, og saa seiler hun udover.
Se bare, hvor strunk og statelig hun er og saa brei og - -
Heitsan, der kom to lystige Fyre. Det er to Mort, som
fare og gantes og give Lensmanden en god Dag. Der
reiste den Ene udover Fjorden, der bliver han først til en
lystig Prokurator, for det er Palen, og saa til Fut, for det er
Seien, og saa kan han saa trygt drage udover Fjorden,
saa langt han vil, om det saa var lige tilhavs blandt de
største Fisk, for Futen er en mægtig Fisk, og naar jeg bli-
ver stor, vil jeg ogsaa udover langt tilhavs."

"Ja, jeg reiser med," sagde Augunna, "for der du
er, vil jeg ogsaa være."

"Hvis det ikke gaar dig som den andre Morten, for
den blev fangen!" raabte Iver og trak Snøret op med
Fisken.

Det begyndte at blive morsommere og morsommere,
og atter ludede de sig ned imod Vandet, skyggende med

SIDE: 250

Hænderne for des bedre at kunne se, hvad der foregik dernede.

"Se, der gaar en Næbbesild. Det er Bottolf, se,
hvor stiv og lang han er. Han gaar sin Gang ret frem
og er saa troskyldig, at det mindste Barn kan fange ham
med bare Hænder. Se, der har du ham," sagde han til
Augunna og leverede hende den underlige, lange Fisk, som
han virkelig havde grebet med Haanden.

"Nei, slip ham og lad ham gaa, jeg vil ikke have
Bottolf. Jeg vil have dig, jeg," sagde Augunna.

Da den træge, dovne Næbbesild kom i Vandet igjen,
gad den neppe svømme ud af Haanden paa Iver.

"Han er lige glad, han, er det ligt til, enten jeg vil
have ham eller ei," sagde Augunna.

"Nei, se der, tys Augunna, vær stille. Der kommer
en stor, sort Aal lurende frem af Græsset. Det er hende,
som kalder sig min Moster. Hun er nok ikke ræd Lens-
manden, hun. Nu bliver det nok ham, som bliver ræd og
løber ind i Huset sit under Stenen der."

Nu reiste Børnene sig og skoggerlo af Hjertenslyst.

Krabben var, da den fik Øie paa Aalen, hastigt krø-
ben under Stenen.

"Tys nu skal jeg se, om jeg kan fange Moster." Han
søgte at bringe Krogen med Agnen paa hen til Aalens
Mund, men den var borte mellem Tangen og Græsset,
længe før det lykkedes.

"Nei, Moster er ikke let at fange, hun. Nu reiser
hun udover Fjorden; og der bliver hun større og større og fælere
og fælere. Men jeg følger dig ikke, for jeg er ræd dig."

"Nei, jeg heller ikke, for jeg er ogsaa ræd dig,"
sagde Augunna.

SIDE: 251

Pludselig opdagede hun hans Ansigt, der speilede sig
i det klare Vand og raabte: "Nei, se der Iver, hvad er det?"

"Det er dig," sagde han.

"Nei, det er dig," sagde hun.

"Nei, jovist er det dig," sagde han og puffede til hende.

"Nei, jovist er det dig," sagde hun og puffede til
ham igjen, og plump der laa han i Vandet. Men han
var en rask Gut og var snart oppe i Baaden igjen.

Saa gik de iland, og han satte sig i Solskinnet for
at lade Solen tørre sine vaade Klæder, og Augunna satte
sig ved Siden af ham. Han blev saa stille og tankefuld.
Augunna blev underlig tilmode ved at se paa hans Ansigt,
det var saa forunderligt, at hun ikke turde snakke til ham,
men gik hen til Strandbredden og kastede flade Stene ud-
over Vandspeilet. Da hun atter kom hen til ham, sad han
endnu i Græsset med et endnu underligere Ansigt og et
stirrende Blik. "Tys", sagde han og pegte hen i Fjeldet.
Augunna blev ganske ræd. "Tys, vær stille. Se derover
Bjerget - Fjeldet er aabent, og der yrer af smaa Dværge
ud og ind igjennem Døren. Indenfor lyser det som af
tusinde Lys og oppe i Høisædet sidder Dværgenes Konge.
Det skinner af ham som af Solen, og alle de smaa Dværge
pusle og arbeide rundt om ham. De samle Solskin og
bringe ind til Kongen - nei, se, der kommer et stort Trold.
Se, hvor det spyr Ild og Luer - nei, hvor det slaar Krøller
paa Svandsen! Dværgkongen bliver ræd, men han samler
alle de smaa Dværge omkring sig - nei, se, hvor de
slaaes! Det lyser og det skinner af alt det Solskin, Dvær-
gene have samlet, og det kan Troldet ikke taale. Det spyr
Ild og Lue og Padder og Orme, og alskens fæle Dyr
yre omkring Smaadværgene. Der gaar Troldet lige ind

SIDE: 252

paa Kongen, men saa kommer der en hvidklædt Jomfru
ned fra Himmelen. Hun bare ser paa Troldet, og saa
tør det ikke røre sig. Kongen bliver reddet. Der lukker
Bjerget sig igjen." Iver havde talt med et saa underligt
Alvor og et næsten begeistret Udtryk i sit Ansigt, at Au-
gunna ikke nærede ringeste Tvivl om, at han virkelig havde
seet, hvad han berettede.

Da han taug, sagde hun grædende af Angst: "Jeg er ræd,
Iver. Jeg bliver ræd, naar du ser sligt. Jeg gaar hjem."

Hun gik; men Iver blev siddende. Han var saa un-
derlig tilmode; Taarerne randt ned over hans Kinder, men
han vidste ikke hvorfor.

Fanterne havde udtænkt en Plan for at faa Pigen til
at gaa hjem, og Iver til at følge med dem udover et
Stykke, indtil de ubemærket kunde udføre sin Gjerning.

Den første Del af Planen blev overflødig, da Augunna
af egen Drift gik, den anden Del lykkedes dem over For-
ventning. Iver fulgte med dem udover langs Fjæren. Han
var saa underlig stemt, han vidste ikke ret, om han virkelig
havde seet, hvad han havde fortalt Augunna om Dværgene,
eller om det kun var et Blændværk. Disse Tanker optog
ham saaledes, at han neppe hørte, hvad Christian sagde, og
svarede hen i Veir og Vind.

Først da de vare komne til det Sted, hvor Fanterne
havde sin Baad liggende, og Christian spurgte ham, om
han ikke havde Lyst til at være med dem udover Fjorden,
vaagnede Iver ligesom til fuld Bevidsthed igjen. I samme
Nu fattede han den Fare, hvori han var, og gjorde et Sæt
for at komme forbi Fanterne og hjemover; men han var snart
bunden og kneblet, uagtet han stred imod af alle Kræfter.
Christians søde Ord vare ligesaa spildte paa ham som Eliases

SIDE: 253

Trudsler. Uagtet han ikke kunde tale eller skrige, og uag-
tet han ikke kunde røre Arme eller Ben, kunde de se paa
hans Ansigt og lynende Øine, at han paa ingen Maade var
at bevæge til at følge med godvillig.

Hidtil var Alt gaaet meget godt, skjønt Tiden var
leden, og det var bleven over Middag, før de kom afsted.
Baaden var bleven læk og maatte idelig øses, saa det gik
ikke fort med dem; men de vare ved godt Mod, da Maa-
nen begyndte at skinne, uden at de vare istand til at op-
dage nogen Baad, der forfulgte dem, saalangt de kunde se
indover Fjorden.

Christian var en lystig Fyr, naar alt gik godt. Han
lo og spøgte derfor den hele Vei udover; men Elias var
en alvorlig og ordknap Mand, der ikke brød sig om at
snakke, men helst gjorde sin Gjerning i Taushed.

Medens de engang laa stille og Christian under Spøg
og Latter øste Baaden, greb Elias ham pludselig i Armen
og sagde: "Tys, hvad er det?"

"Det er Aarerne, som gnistre i en Baad", sagde Chri-
stian og blev ganske bleg.

"Ja, Bønderne er efter os", sagde Elias og ledsagede
disse sine Ord med en græsselig Forbandelse.

"Vær rolig Elias, vær bare rolig", bad Christian.
"Lad os komme ind i Mørket under Fjeldet, saa skal der
skarpe Øine til at finde os".

I Førstningen vilde Elias sætte Magt imod Magt,
men endelig lod han sig bevæge til at følge Christians
Raad. De vare snart inde i Mørket, laa aldeles stille der
og saa af Morilden i Vandet, hvorledes den fremmede Baad
nærmede sig.

Med sagte, skjælvende Stemme bad Christian Elias i

SIDE: 254

et væk være stille, og alt som den fremmede Baad kom
nærmere og nærmere, blev hans Bønner inderligere og in-
derligere. Elias svarede kun ved at mumle Eder og For-
bandelser mellem Tænderne, snart over Bønderne, snart over
den "feige Hund", som skulde hjælpe ham.

Et Øieblik opgav Christian aldeles alt Haab om at
undkomme, og det var, da Iver ved at høre Store-Sjurs
Raab gjorde en voldsom Anstrengelse og fik udstødt et
svagt Skrig.

Baadene vare dengang ikke ti Alen fra hinanden;
men Mørket under det høie, sorte Fjeld var saa stærkt, at
intet menneskeligt Øie kunde trænge igjennem denne Afstand.

Da endelig Aareslagene fra den fremmede Baad ikke
mere kunde høres, reiste Christian sig op fra Bunden igjen
og sagde:

"Aa, du, din dumme Bonde! Reis du til Lensman-
den, men naar du kommer derfra, ere vi over Fjeldet, hvor
du kan finde vort Spor ligesaa let som Sporet efter Baa-
den her paa Fjorden."

Han var næsten ude af sig selv af Glæde og lo stille,
men hjerteligt, saa at Baaden rystede under ham.

De roede da videre. Fjeldvæggen, langs hvilken de
drog, var tilsyneladende saa glat, at den ikke gav Fodfæste
for en Gjed engang, og saa høi, at den syntes at naa op
til Himlen. De roede langsomt udover, og da de kom til
Næsset, og Fjorden laa blank og klar for dem, krøb Chri-
stian frem i Forstavnen og speidede til alle Kanter for at
se om han kunde opdage noget til Bøndernes Baad. En-
delig raabte han: "Veien er klar, Gut! Vi er bjergede
og kan trygt sætte over Fjorden."

Glæden varede imidlertid kun kort; thi neppe vare de

SIDE: 255

komne nogle Hundrede Alen bort og ud i Maaneskinnet,
før det begyndte at røre sig inde i Skyggen under Næsset,
og en Baad stak ud derfra.

Monses Krigspuds var lykkedes. Han havde lokket
Fanterne ud af Mørket. Et Øieblik efter laa begge Baade
ved Siden af hinanden, og Store-Sjurs stærke Næve tog
Tag i Fanternes Baad. Ingen Entrehage kunde holde be-
dre. Men da han var kommen saavidt, syntes det ogsaa
pludselig at være forbi med hans Hidsighed. Han saa sig
om i Baaden, og da han ikke saa noget til Iver, sagde han:
"Det er fint Veir i Nat".

Christian var krøben ned i Baaden; men Elias sad
paa sin Plads. Han svarede ikke; men hans trodsige Stil-
ling og Mine viste, at han ikke var bange.

Da Store-Sjur ikke fik Svar paa sin Bemærkning,
blev han aabenbart forlegen.

Han vilde just til at spørge om, hvad de Karene vare
ude og for efter, da han bemærkede, at det bevægede sig i
Sækken bag i Baaden. Uden videre Tale lod han derfor
sin Baad glide bagud og greb efter Sækken, men inden han
endnu havde faaet Tag i den, styrtede Elias med en tirret
Tigers Raseri og Hurtighed over ham, stødte efter ham med
sin Kniv og havde sikkert givet ham et alvorligt Saar,
hvis Store-Sjur ikke havde været paa sin Post og tidsnok
kastet sig tilbage paa sit Sæde.

Men nu var ogsaa hans Usikkerhed forbi. Langsomt
reiste han sig, tog den ene Aare ud af Vidiebaandet, løf-
tede Bladet i Veiret, vendte Haandtaget mod Tateren, og
sagde med dyb Alvor i Stemme og Lader: "Hør, Karl,
med Lethed kunde jeg sætte Skaftet af denne Aare tvært-
igjennem din Baad og faa den til at synke under dig, før

SIDE: 256

du fik læst dit Fadervor. Jeg vil dig ikke noget Ondt,
men hvis det er min Fostersøn, som ligger der, vil jeg
have ham med mig, og før skal mit Hjerteblod flyde og
mit Liv spildes, før jeg lader dig beholde ham".

Christian reiste sig nu, græd og bad Elias om at ud-
levere Gutten; men Elias holdt sin Kniv i Haanden, og
uagtet han ikke sagde et Ord, var det godt at forstaa, at
han ikke uden Kamp vilde udlevere sit Bytte.

Nu reiste ogsaa Mons sig og væbnede sig ligeledes
med en Aare. Da han saa, at Tateren ikke gjorde Mine
til at udlevere Iver, lod han Baadene komme lige ved Si-
den af hinanden og stødte saa pludselig med Skaftet af sin
Aare til den vilde Tater, saa at han, der var aldeles ube-
lavet paa dette Udfald, styrtede bagover og vilde være fal-
den paa Ryggen i Vandet, hvis han ikke med en Kats
Hurtighed og Behændighed havde kastet sig forover og gre-
bet fat i Æsingen paa sin Baad. Hans Smidighed og
Styrke var saa stor, at han, uagtet kun Hænder og Fød-
der vare indenfor Æsingen, i et Nu vilde have været oppe
igjen, færdig til Kamp, hvis ikke Christian havde kastet sig
over ham og derved hindret ham fra at reise sig, idet han
lod, som han vilde hjælpe ham.

At faa Sækken op af Taternes Baad igjen, og Iver
ud af den var et Øiebliks Sag, og inden Christian fik
hjulpet Elias op, vare Baadene langt fra hinanden.

Den stakkels Iver var næsten ude af Stand til at tale
eller røre sig. Han havde ligget i Vand i Baaden og
havde mere end en Gang været paa Veie til at drukne.
Det varede lang Tid, inden han rigtig kom sig efter denne

SIDE: 257

Reise, og hvis det havde været hans Mosters Hensigt at
afskrække ham fra Selskab med Taterne, kunde hun ikke
have valgt et bedre Middel.

Fra denne Tid af var det, ligesom den stille Ro var
flygtet fra Sjurs Arne. Der hengik neppe nogen Maaned,
uden at langbenede Fanter, dels med dels uden Kjærringer
og Unger, drog igjennem den før saa fredelige Dal, og
aldrig undlode de at tage indom Rognved for at hilse paa
Iver, som de alle vare skyldt med. I Førstningen vare de
noksaa beskedne og fordringsløse og forsøgte under sit Op-
hold med alle mulige Midler at lokke Iver med sig; men
da de mærkede, at det ikke nyttede, og at Gutten ikke paa
nogen Maade med det Gode var at bevæge dertil, bleve de
mere og mere uforskammede. De kom halvdrukne til Gaar-
den og forlangte med Skjælsord og Eder, med Skrig og
Skraal og svære Trudsler at faa Husly og Trakte-
ment. Sjur viste dem altid fra sig, naar han var hjemme.
Et Par Gange kom det til Haandgribeligheder, og Sjur
tugtede da Fantepakket saa grundigt, at de, som engang havde
følt hans stærke Næver, ikke oftere fristede ham til at bruge
dem. Naar han selv var hjemme, havde det derfor ingen
Nød; men var han borte fra sit Hjem, kunde han frygte
det værste.

Sjur vovede paa Grund af disse Forhold neppe at
fjerne sig en Dags Reise fra sit Hjem, og Iver fik det be-
stemteste Paalæg om ikke uden Følge at fjerne sig fra Husene,

SIDE: 258

saalangt at hans Raab ikke kunde høres paa Gaarden. Sjur
maatte, hvilket aldrig før havde været nødvendigt, forsyne
sine Døre og Gjemmer med Laase og Hængsel. Desuagtet
hændte det sjeldent, at et saadant Følge havde været paa
Rognved for at hilse paa Iver, som de sagde, uden at en
eller anden Ting savnedes, naar Følget var borte. Da det
derhos hændte, at Taterne, naar de kun traf Kvindfolk og
Børn hjemme, vare uforskammede og brutale, blev Mons og
Sjur inderlig kjede af dem og deres idelige Besøg.

Derimod tog Ole med stor Fornøielse imod dem og
greb deres Besøg paa Gaarden, som en velkommen Anled-
ning til at faa sig et Rus og et Slagsmaal.

"Du kommer nok til at se at faa han Iver bort fra
Rognved, mener jeg, du Sjur", sagde Mons en Dag, Ta-
terne havde været rigtig uforskammede, knust alle Ruderne
i et af hans Vinduer og truet ham med Kniv.

"Det har du sagt mange Gange, men han Iver er her
endnu", svarede Sjur tørt.

"Ja, men du maa give dig tilslut, aldrig saa strid du
er, og saa er det bedst at gjøre det jo før, jo heller", sagde
Mons. "Du bliver nødt til det".

Det skulde han ikke have sagt; thi det vækkede Sjurs
trodsige Natur og han svarede: "Nødt, siger du, jeg lader
mig ikke nøde til nogen Ting. Nei, tror Fantepakket at
true og nøde mig til at slippe Gutten, tror det feil. Han
bliver, det er sikkert, det staar."

Nu vidste Mons, at naar Sjur havde lovet en Ting
og sagt: "Det staar" dertil, saa var han ikke at rokke. At
søge at formaa ham til at forandre sin Beslutning ved
Grunde, var som at slaa en stædig Hest. Derfor søgte han
heller ikke at tale ham tilrette, men sagde ærgerlig: "Det

SIDE: 259

er ikke muligt at holde sligt ud længer. Enten maa nok
jeg eller han Iver fra Gaarden. Men din Skyld er det,
for du er for strid."

Sjur stod og saa paa ham en Stund i Taushed.
Endelig sagde han: "Er jeg strid paa min Kant, saa er
du strid paa din Kant. Hvis du ikke det var, stod ikke de
gamle Asker paa mit Jorde nu. Det er vist."

Mons vendte ham Ryggen og gik uden at svare.

Da Iver og Bottolf vare blevne henimod 15 Aar
gamle, begyndte de at gaa til Præsten og læse til Confir-
mation. Der var to Mil Søvei fra Rognved til Præste-
gaarden, og naar de roede derhen, var altid en voxen Mand
med dem; thi uagtet Gutterne vare saa vidt fremme, at de
med Lethed selv kunde have roet sig dette Stykke Vei, fik
Iver dog ikke Lov til at drage afsted uden under voxne
Folks Opsyn.

Iver viste sig som et lyst Hoved med megen Lyst og
stort Anlæg til boglig Lærdom. Præsten var en venlig,
gammel Mand, der glædede sig meget over denne Opdagelse
og laante ham mange gode Bøger hjem. Iver læste med
stor Lyst og megen Nytte.

Saa var det en Dag, Gutterne kom fra Præsten med
de øvrige Confirmander og vandrede ned til Stranden for
at gaa i deres Baade og ro hjemover hver til sit. Bottolf
havde været yderst uheldig i sine Svar, var bleven udskam-
met af Præsten og var sint og grætten.

Store-Sjur, der den Dag havde roet med begge Gut-

SIDE: 260

terne, var ikke tilstede endnu. Medens derfor Iver og
Bottolf stod og ventede, drev de Øvrige Spøg med dem
og en lang, tynd, opløben, hvidhaaret Knøs sagde endelig:
"Rognvedgutterne ere ikke god for at ro sig selv til Præsten,
men maa have han Far med sig for at ro dem."

"Ikke god for at ro os selv?" sagde Bottolf, "jo det
er vi nok, men det er for at Splintene ikke skal tage Splinte-
gutten med sig, at vi maa have voxen Kar i Baaden."

Iver blev blussende rød. Han syntes, hele Ungdommen
rundt om i Fjæren og i Baadene pludselig holdt op med
sine forskjellige Beskjæftigelser og saa paa ham. Det kogte
i ham, han blev bleg som et Lagen, men vedblev at staa
rolig uden at røre sig eller mæle et Ord.

Men da flere af Børnene begyndte at le haanligt og
pege paa Iver, og Bottolf kaldte ham: "Fantegut!", kogte
det over hos Iver. Han kastede sine Bøger ned i Baaden,
saa de dansede om mellem Tofterne, og var i et Sprang
paa Bottolf.

Men Bottolf var ingen Skrælling og tog imod Stø-
det som en kjæk Gut. Kampen var haard og hidsig paa
begge Sider, og det var ikke let at se, paa hvilken Side
Seiren skulde blive. Men Mons havde nylig klippet sin
Søn og ladet en lang Dusk blive siddende igjen ved hver
af Bottolfs Tindinger og midt i hans Pande. Disse lange
Haarduske var nu Guttens Ulykke; thi Iver hang sig fast
ved dem med hele sin Tyngde og fik saaledes Hovedet, hvor-
til de vare fæstede, under sig. Da Bottolf var bragt i
denne Stilling, havde han ingen anden Udvei end at gribe
sin Modstander i Benene. Begge de Kjæmpende rullede
derpaa til Jorden. Der laa de og rullede sig en Stund

SIDE: 261

frem og tilbage, og da de reiste sig, var Ivers Næse rig-
tignok sort af Smuds, men Bottolfs var rød af Blod.

Da Store-Sjur kom, og det gik udover Fjorden, varede
det ikke længe, før Rognvedbaaden var den Første i Ræk-
ken, for baade Iver og Bottolf vare sinte og lod Sinnet
gaa ud gjennem Aarene.

Sjur sad en Stund og saa paa Gutterne, og endelig
sagde han: "Du er stærk du Bottolf, naar du vil tage i
mærker jeg, men du begynder nok at trøtne."

"Aa nei, jeg trøtner vist ikke", svarede Bottolf og
vendte sig med et smilende Ansigt mod Iver, "men jeg
begyndte at tænke paa, at hvis jeg svarte daarligt for Præ-
sten idag, saa kanske jeg kunde handle bedre efter hans Ord nu."

Iver svarede ikke et Ord.

Saa sagde Stor-Sjur: "Hvad mener du med det
Bottolf?"

Bottolf lagde sin Aare ind, vendte sig helt om imod
Iver og sagde: "Jeg mente, jeg vilde bede Iver ikke være
sint paa mig, fordi jeg kaldte ham saa stygt. Det var urig-
tigt gjort af mig." Derpaa fortalte han det Hele.

Iver svarede ikke. Han vedblev at ro med uformind-
sket Heftighed. Store-Sjur begyndte at se barsk ud. "Jeg
mener, du hverken ser eller hører jeg, Iver. Ser du ikke,
at Bottolf har lagt sin Aare ind, og hører du ikke, hvad
han siger?"

Iver svarede ikke,men kastede Aaren ind i Baaden
med en saadan Heftighed, at den for helt frem i Stavnen.
Han knyttede Hænderne, satte Næverne mod Knæerne og
saa ud, som om han havde Lyst til at æde Bottolf med
Hud og Haar.

Store-Sjur lagde nu ogsaa Aarene ind. Han satte

SIDE: 262

Albuerne mod Knæerne og Hagen mod Hænderne. Det
lod til, at han vilde slaa sig til Ro paa Fjorden for det
Første; men i hans Øine gnistrede en Ild, der viste, at
hans Ro var paatagen. Endelig sagde han: "Sig igjen,
hvad du sagde før, Bottolf." Han vilde lade, som han
var rolig; men hans Stemme skjælvede af Hidsighed. Da
Bottolf havde opfyldt hans Begjæring, saa Sjur paa Iver;
men Iver blev siddende med knyttede Næver og trodsigt
Ansigt uden at svare et Ord.

Der gik en Sky henover Store-Sjurs Ansigt, og det
saa længe ud til, at det skulde blive til Lynild og stygt
Veir. Men det lod til at klarne, og han sagde: "Hvad
gjør Blakken, naar han faar Prygl, du Iver?"

"Blir sta," svarede Iver kort og but.

"Men med Lempe kan du faa ham til at slide sig
ihjel. Ikke sandt?"

"Jeg er ingen Hest," svarede Iver, der forstod, hvor
Fosterfaderen vilde hen.

Der blev igjen en lang Pause. Ivers Næver vedblev
at være knyttede, og hans Ansigt vedblev at beholde sit
vilde, stramme Udtryk. Atter maatte Sjur begynde: "Kan
du mindes Iver, at jeg nogen Gang har givet mig for dig?"

Iver svarede ikke.

"Kan du mindes, at jeg nogensinde har ladet dig
raade over min Villie? Kan du det, saa sig til."

"Nei," svarede Iver sagte.

"Du behøver ikke at hviske det. Du kan gjerne raabe
det saa høit, at det durer i Bjerget. Der findes ikke den
Mand, og endnu mindre det Barn, der kan komme frem
og sige, at han har rokket Store-Sjur Rognveds Villie.
Men nu er det min Villie at blive siddende her, til du

SIDE: 263

faar svaret han Bottolf. Du faar svare ham, sligt du vil.
Det bliver din Sag; men svare ham faar du, før vi komme
et Aaredrag fra det Sted, hvor vi nu ligger. Der er ikke
ondt Hjertelag i dig, Iver; men du har svare til stridigt
Gemyt, og naar vi en Gang skal skilles ad, saa skal du
have det Lov med dig fra mig, at du har været en snil
Gut, som har ligget mig mere paa Hjertet, end Mange tror."

Ivers knyttede Næver begyndte at aabne sig. Hans
Ansigt tabte sin Stivhed, der viste sig nogle Trækninger
deri, og pludselig reiste han sig, kastede sig paa Ansigtet
ned i Bunden af Baaden og gav sig til at græde og hulke
saa hele hans Legeme rystede. Da han havde ligget saale-
des en Stund, og Graaden begyndte at give sig, gjorde
Sjur Tegn til Bottolf, at han skulde snakke til ham.

Bottolf var saa betagen af den Kamp, han havde
været Vidne til mellem sine to Reisekammerater, at han
ikke kunde faa et Ord over sine Læber. Han var sig halvt
bevidst, at han nær havde foranlediget et Sammenstød mel-
lem to af Dalens stridigste Gemytter, hvis Udfald ikke var
til at forudse, og han brast i Graad. Da Iver hørte det,
reiste han sig, pludselig og sagde: "Hvad fattes dig? hvad
graater du for?"

"Jeg graater, fordi du graater," svarede Bottolf og
hulkede værre end før.

Iver sad en Stund ligesom i dybe Tanker, derpaa reiste
han sig langsomt og sagde sagte: "Jeg er ikke sint længere
paa dig Bottolf."

Men da saa Store-Sjur greb begge Aarene igjen
og sagde: "Tak for det Gutten min, du er en snil
Gut," satte Iver sig igjen paa sin Plads og græd værre
end før. Af og til sagde han: "Jeg strider," men

SIDE: 264

kunde ikke faa sagt mere for Graad. Om en Stund fik
han sagt: "Jeg strider mere end nogen tror." Der var nok
noget mere han vilde sige, men det fik han ikke frem, for
Store-Sjur raabte: "Hei Gutter, tag til Aarene og lad
os se, om vi ikke kunne tage de Andre igjen," og saa gave
de sig til at kapro alle tre i Taushed.

Da de saa kom hjem, skulde Ingen have mærket til,
at der havde været nogen Slags Strid mellem nogen af
dem i Baaden, men siden mindedes Iver ofte, at Bottolf
var den Første, som havde kaldt ham Fantegutten, og han
glemte aldrig dette Navn.

Efter Sommeren med Sæterreise og Solskin med lyse
Nætter og Duft af nyslaaet Hø, kom Høsten med Kreatur-
stellet hjemme og med sin Samlen i Lader, men ogsaa med
sine mørke Nætter og med Storm og Regn. Saa kom
Vinteren med Sne og Is, med lange Nætter og korte Dage,
og ofte med knap Kost for Folk og Fæ, men ogsaa med
Skiløb og Jagt paa Fjeldene efter Renen. Ovenpaa Vin-
teren kom Vaaren med Agerrixen og Gjøgen og Stæren
og Svalen og Græs og Blade paa Mark og Trær. Saa
blev Kreaturerne slupne ud af sit Vinterhi og drevne paa
Sæteren, og det var atter Sommer og atter Høst og Vin-
ter og Vaar, og saaledes gik Aar efter Aar. Store-Sjur
var bleven til Gamle-Sjur. Vesle-Sjur var bleven til
Unge-Sjur. Iver var 21 Aar gammel og Augunna 17.
Siri var gift med Tenaalen, og Maia tyktes være mere
glad i sine Børnebørn, end hun nogen Tid havde været i
sine egne.

SIDE: 265

I den sidste Tid var det, som der drog mindre Splinte
pak igjennem Dalen; men aldrig var der nogen eneste Fant,
uden at han skulde indom Rognved og spørge efter Iver og
snakke med ham.

I Løbet af de sidste Aar vare tre Kreaturer styrtede
Tid efter anden for Sjur. Det var hver Gang den bedste
Ko i Floren og hændte hver Gang, just som Koen skulde
til at kalve.

"Det var da let at blive Fanterne kvit", sagde Maia,
da den tredie Koskrot var gravet ned i Jorden, "hvis En
bare vilde sende Iver bort."

"Men jeg har sligt Hjertelag til Iver, at han bliver,"
svarede Gamle-Sjur, og da de vare komne tilbords om
Middagen, sagde han til Iver: "Mor din mener, at du til
Vinteren faar skaffe saa meget Ved til Byen, at hun kan
kjøbe to Kuer istedetfor Blaaøie, som styrtede nu sidst."

"Ja, jeg skal byde til. Hvad to villige Arme og et
villigt Hjerte kan gjøre, skal blive gjort, det tør jeg frit
love," sagde Iver og gav Gamle-Sjur sin Haand, og saa
skottede Sjur bort til Maia, som blev rød og fik Lyst til
at græde.

Augunna fik Lyst til at le, men vidste ikke hvorfor;
men det undrede hende ikke, for hun havde som tiest Lyst
til at le. Men der ved Middagsbordet turde hun ikke le,
for der var Sorg i Huset efter Koen. Hun holdt sig rig-
tignok skadesløs strax efter, mens hun laa nede ved Elven
og skurede Kjørlerne, for der lo hun af Smaafiskene i
Vandet, af Ørnen høit oppe i Luften, af Træerne langt
borte i Lierne, af Stok og Sten, af Alt og Intet, men
mest af sin egen Latter, der for om mellem Fjeldsiderne paa
alle Kanter, og legede Skjul i fuldt saa godt Humør og

SIDE: 266

ligesaa lattermild som hun, som laa nede ved Elven og
sendte den ud i Verden.

Saa var det en Formiddag henimod Jul. Iver var
henne under Fjeldet og samlede Birkeris til Smaafæet,
for Augunna havde ladet sig forlyde med, at det var godt
om Smalen og Gjeiten kunde faa sig lidt Kvist at maule
paa. Det var rigtig pent Sneføre, og han havde en liden
Haandslæde med sig. Han havde just faaet fuldt Læs og
skulde til at trække hjemover, men med Et saa stod der en
ung, vakker Jente lige ved Siden af ham. Hun havde brune
Øine og sort Haar, men røde Kinder og endnu rødere
Læber.

"God Dag, Iver," sagde hun og trak paa Smilet, saa
Iver fik se en Rad drivende hvide Tænder.

Iver saa paa hende en Stund, før han svarede: "God
Dag igjen."

"Kjender Du mig ikke igjen, Iver?" spurgte Jenten
og strakte ud sin Haand.

"Ne-i," sagde Iver og saa nøiere paa hende; men
saa rakte han hende sin Haand og vedblev: "Jeg tykkes,
jeg har seet dig før. Er du ikke Datteren paa Brataas
ude i Fjorden?"

"Pyt! Datteren paa Brataas! Nei, jagu er jeg sagtens
bedre Jente end som saa, lel. Jeg er Anne Marie, Sød-
skendebarnet dit, og kan hilse fra Mor min, som er din
Moster," sagde hun og vilde kysse ham.

Iver blev ræd hende for dette, men saa lo hun høit
og var saa glad, som om det var den bedste Moro, hun
havde havt paa længe. Iver begyndte at rusle hjemover
med sin Slæde, og saa sagde hun leende: "Det er et tungt
Læs, du har, Iver," og gav sig til at trække med ham, og

SIDE: 267

snart trak hun i Draget og snart i Iver, og Iver tyktes
hun trak mest i ham. Med Et stod hun stille og sagde:
"Jeg vil være Kjærresten din, Iver," og saa vilde hun
kysse ham igjen og lo værre end før, da han blev saa rent
skræmt, at han slap Draget og skvat langt ud i Sneen.

Da hun havde udleet, sagde hun: "Sveden hagler jo
af dig, kom lad mig tørre den bort." Men da hun saa
vilde op i Ansigtet hans med et Tørklæde, puffede han til
hende, saa hun faldt ud i Sneen. Hun begyndte at græde,
og da Iver syntes, det var leit at se og høre paa, sagde
hun: "Jeg mener, du er ræd mig."

Ræd! Iver ræd! Det var det styggeste Ord, hun
kunde sige. Iver Rognved var ikke ræd nogen Ting, hver-
ken levende eller dødt. Hun kunde probere. Hun kunde
gjerne karre ham i Ansigtet med Kluden sin. Iver ræd! Pyt!

Hun gav sig da til at tørre Sveden af hans Pande
og Kinder og snakkede om, hvor viden hun havde vandret
om i Verden. Hun havde seet Solen gaa ned i det salte
Hav og staa op af den gule Ager. Hun havde vandret
paa sin Fod, hvor Lysten drev hende, og hun havde seet
mere rart, end nogen kunde sige eller tænke, og kunde nu
været der, hvor den høieste Sommersol skinnede, hvis ikke
hendes Lyst havde draget hende hid for at se sit Sødskende-
barn, og naar hun saa kom, puffede og slog han hende.

For Iver var det, ligesom gamle, ulmende Længsler fik
Luft. Det var ligesom han med tydelige Ord hørte for-
tælle, hvad han havde oplevet i en uklar Drøm. Hvor
mange Gange havde han ikke siddet og betragtet de røde
Skyer i Vesten, efterat Solen var gaaet ned bag Bjergene,
og ønsket sig Vinger for at drage hen imod de røde Skyer
og se, hvorledes Verden saa ud der. Det hede, flygtige

SIDE: 268

Taterblod strømmede raskere gjennem hans Aarer, og hans
Hjerte bankede stærkere, hver Gang hans Tanker faldt paa
de Herligheder, som han anede, men ikke kjendte. Al hans
Læsning havde ikke dæmpet disse Længsler, men snarere
givet dem Næring. Hele Nætter kunde han ligge vaagen,
og hele Dage gaa ligesom i Drømme og tænke paa, hvad
der foregik ude i den vide Verden. Nu havde disse Drømme
og disse Længsler ligesom faaet en Stemme at tale med,
og Ordene flød fra Pigens Læber og opfangedes begjærligt
af den Lyttendes Øre, og han tænkte, hverken paa hendes
Tænder eller Øine, hverken paa hendes Kinder eller Læber,
men lyttede og lyttede.

Ved Middagstid kom der Bud til Rognved og tilsagde
Hest og Slæde til at skydse til nærmeste Skifte oppe i
Dalen. Det var Gamle-Sjurs Tur; men der var ikke andre
hjemme af Gaardens Folk end Maia og Augunna, og
Augunna maatte sæle paa Blakken og drage afgaarde. Hun
tænkte, hun traf vel Iver paa Veien; men det gjorde hun
ikke, og alt det, hun raabte og skreg, hjalp det ikke. Han var
hverken at se eller høre. Hun maatte da skydse selv.

Den Reisende var en ung, lystig Student. Han lod
Augunna sætte sig paa Kufferten i Dumpen af Slæden, og
saaledes kjørte de afsted Ansigt til Ansigt. Da de havde
kjørt en Stund, begyndte Studenten at se paa Pigen, og
alt som han saa, blev hans Ansigt venligere og Pigens
Ansigt aldeles ikke grimmere. Endelig sagde Studenten,
efterat han havde beseet Ansigtet ligeoverfor sig, omtrent
som en Kritiker beser et ubekjendt Maleri: "Du er ikke styg."

"Det tog lang Tid, før du fandt det ud, var det ligt
til", svarede Augunna og blev lidt rødere i Kinderne.

SIDE: 269

"Du er i Grunden vakker", vedblev Studenten. Kri-
tikerne fandt fyrig Behag i Maleriet.

"Det gik fortere", svarede hun og lo.

"Du er virkelig meget vakker", vedblev han. Kritike-
ren blev saa ivrig, som om han i Maleriet havde opdaget
en ægte, gammel Raphael.

"Nei, nu er du for fort", svarede hun og skoggerlo.

Saa kjørte de da videre. Gamle Blakken travede nok
saa raskt henad Veien. Studenten begyndte nu en alvorlig
Samtale med hende, og spurgte om hendes Navn og et og
andet om hendes Liv og Forhold hjemme paa Gaarden, og
hun spurgte ham igjen, hvad Kar han var, og hvorfra han
kom. Saaledes smaasnakkede de sammen opover, og Veien
faldt ikke lang, før de kom til Kleven. Der gik Augunna
af Slæden, og da Studenten blev siddende i, sagde hun: "Du
nyder nok mere godt af Munden end af Benene dine du, er
det ligt til".

"Aa, jeg nyder nok godt af Benene mine ogsaa, jeg"
mente Studenten. "Det skal du snart faa se. Jeg vædder
paa, at jeg skal naa dig igjen, før du faar talt til Tyve.
Taber jeg, kysser du mig; vinder jeg, kysser jeg dig".

"Det er tunge Vilkaar, du sætter, men du kan byde
til", raabte Augunna og var alt langt oppe i Bakken.

Lidt bange, men dog leende løb hun da i Forveien op
af den steile Bakke, dreiede om en Pynt i Fjeldet, hvor
Veien gjorde en stærk Bøining, og blev der pludselig staaende
saa stille som en Støtte, idet hun vedblev at stirre ret frem
paa samme Sted.

Studenten blev saa forundret over den pludselige For-
andring, at det første han gjorde, efterat han havde naaet
op til Pigen, var at rette sit Blik paa samme Sted. Han

SIDE: 270

ventede i det mindste at faa se en Ulv eller en Bjørn, og
blev derfor ikke lidet skuffet, da han kun saa en Mand og
en Kvinde sidde ved Veikanten. Det var Iver og Anne
Marie. De sad med Ryggen mod Veien, Iver havde slyn-
get sin ene Arm om Pigens Liv, og de vare i en saa ivrig
Samtale, at de hverken hørte eller saa, hvad der foregik
om dem.

Studenten gik hen til Manden, slog ham paa Skulde-
ren og spurgte: "Hvad er du for En, som skræmmer Smaa-
jenterne sligt?"

Manden saa sig om og sprang op, som truffen af et
Skud. Han blev snart rød og snart bleg og var aabenbart
i stor Forlegenhed.

Imidlertid kom Blakken ruslende opover, og da den
kom op til Iver, standsede den, knæggede lidt og stødte til
ham i Siden med sin Snude, som om den vilde sige: "Du
er paa gale Veie idag". Iver greb, som det syntes, med
Begjærlighed Anledningen til at faa noget at bestille, og
gav sig til at stelle med Sæletøiet. I det samme standsede
en Reisende, som kom kjørende ovenfra paa Veien og spurgte,
om der var Skyds at faa udover Fjorden strax.

"Ja, hvis jeg faar være med paa Slæden din", sva-
rede Iver, stillede sig saa bagpaa og blev med nedover.

"Farvel da Iver, farvel saalænge. Vi sees snart
igjen", raabte Anne Marie efter ham, men han saa sig ikke
om eller lod til at høre hende.

Augunna stirrede efter ham. Det forekom Studenten,
at hun var usædvanlig blank i Øinene, medens hun gjorde
det. Derpaa var han ikke ganske vis, men det var han vis
paa, at han paa Resten af Veien næsten ikke kunde faa et
Ord af hende.

SIDE: 271

Iver, Ole og to Andre skulde skydse den Reisende
udover. Inderst var Fjorden tilfrossen med Menis. Isen
var saa stærk, at det ikke var at tænke paa at slaa sig
igjennem med Baad, men saa svag, at man ikke kunde gaa
den. Hvis den Reisende vilde videre strax, maatte han der-
for gaa langs Fjeldet. Den Reisende, en ung Mand, Søn
af Kjøbmand van der Ecke i Bergen, mente, at han var
vant til at klatre i Fjeldene og frygtede ikke for den Fare,
som skulde være forbunden hermed. Men han mærkede
snart, at Veien ikke var saa let endda.

For at komme forbi Fjeldhammeren, der stak ret op
fra Søen, maatte man passere dens Ryg høit tilfjelds.
Det gik over Sneskred og Stenskred. I Stenskredene
syntes de ovenfor liggende Stene at true med hvert Øieblik
at ville rulle ned over dem og knuse dem. De under-
liggende laa ofte saa løse, at de gled bort under Fødderne
og med Bragen rullede ned i Fjorden. Mere end en Gang
var van der Ecke paaveie til at styrte. I Sneskredene var
det endnu værre. Sneen var hist og her saa glat og haard,
at man kun med Møie kunde faa Fodfæste paa den. Et
eneste usikkert Skridt vilde have den visse Død tilfølge.

Ole var gammel og halt og havde mere end nok med
at passe sig selv. Den ene af Skydsfolkene var halvfjottet.
Hans Mund var en Rædsel for Fluer og alle andre flyvende In-
sekter; thi kom de i Nærheden af Per, var der ligesaa stor Rime-
lighed for, at de kom ind i det Fængsel, som Pers Mund dan-
nede, som paa nogen Del af hans øvrige Ansigt. Faren
forøgedes for de smaa Kryb derved, at Per var saa søvnig,
at han i Regelen gik med lukkede Øine og ikke saa en

SIDE: 272

Spurv engang, førend den var inde i Munden. Naar
Dyret var inde, lukkedes Fængslets Dør, og da var Fangen
forloren.

Det var saaledes kun paa Iver og den fjerde Mand,
at van der Ecke kunde lide. Men det var ogsaa raske Folk,
og til dem holdt han sig.

Saaledes gik det en Fjerdingvei udover. Snart vare de
Reisende tilfjelds og snart lige nede ved Stranden. Endelig
naaede de op til Ryggen af den høieste Kam, og her kom-
manderede van der Ecke Holdt, træt og udaset af Reisens
Besværligheder. Stille og rolig som et sovende Barn laa
Fjorden under dem, overtrukket med en Isskorpe saa blank
og glat som det blankeste Speil. Den dybe, blaa Himmel
og det høie, sorte Fjeld ligeover speilede sig deri med en
saa yderlig Nøiagtighed, at Himlen syntes at have taget
Plads derunder og Fjeldet at være uendelig dybt.

"Ja, ja, den, som vil gaa Bjerget i sligt Veir",
sagde Ole, "han maa have Mod i Hjertet, Marv i Benene,
et sikkert Hoved og sikre Øine. Han maa ikke betænke sig,
om han skal flytte Foden, naar han mærker, at Fodfæstet
bliver borte under ham. Allermindst maa han være for
kry og se baade høit og lavt, men passe sig vel for hvert
Skridt."

Van der Ecke følte sig ubehagelig berørt ved disse
Ord; men de Øvrige spøgede, lo og vare aldeles ubekym-
rede for den gjenstaaende Del af Reisen, saa at han fik Mod
igjen og mente, at Veien vel ikke var saa slem endda.

Da de lidt efter kom til et farligt Vandsig, hvor man
maatte hugge Hak i Svullen for at faa Fodfæste, tog Iver
Øxen og huggede Vei i Isen. Han gjorde dette med en
ligegyldig Ro og saa iøinefaldende Følelse af, at han ikke

SIDE: 273

derved udsatte sig for den ringeste Fare, at det virkede i
høi Grad beroligende paa den Reisende. Men da Veien
var færdig, og han skulde til at sætte Foden ud paa Isen,
trak han den igjen tilbage.

Iver saa ham i Ansigtet, bemærkede, at han skiftede
Farve, bad ham derfor binde sit røde Uldskjærf, som han
havde om Livet, fastere, og tog Tag i Skjærfet. Van der
Ecke begav sig da ud paa den farlige Sti efterfulgt af
Iver, der holdt sit Tag. Den unge Bymand gjorde et
Par raske Skridt, men erindrede pludselig Oles sidste Advarsel,
standsede og saa først ned i Fjorden, derpaa over de høie
Fjelde og opimod den blaa Himmel.

"Pas dig, se ikke tilveirs," skreg Iver forskrækket,
da han følte, at den unge Mand vaklede og stod usikkert
paa Benene.

"Det er ligesom jeg svæver i Luften og vil tilveirs,"
sagde van der Ecke sagte. Dødsangsten betog ham, det
sortnede for hans Øine, og han vilde have styrtet udover
Fjeldet og været knust, hvis han ikke havde havt en saa
kraftig og sikker Karl som Iver med sig. Men denne
greb den næsten bevidstløse, unge Kjøbmand i sine Arme,
bar ham over det farlige Sted og lagde ham uden Sands
og Samling paa en mosbegroet Sten paa den anden Side.
Det varede en Stund, før de Øvrige, En for En, med
den yderste Forsigtighed kom krybende frem, og da van der
Ecke kom til sig selv, tidsnok til at se Ole passere det
farlige Sted, der saa nær var blevet hans egen Grav, var
han paaveie til igjen at besvime.

Inden han skiltes fra sine Skydsfolk, tog han det
Løfte af Iver, at han skulde komme og besøge ham i
Bergen næste Aar.

SIDE: 274

Da Iver Dagen efter kom hjem igjen til Rognved,
syntes han Augunna var saa underlig alvorlig og stille af
sig. Hun sagde ikke Velkommen hjem, ja lod ikke engang
til at bemærke ham. Men da han spurgte, om hun var
syg, fik han til Svar, at hun aldrig havde været friskere
og ikke fattedes nogen Ting, men at Lysten til at synge
og tralle ikke alle Tider kunde være lige stor. Hun var
ligesom ræd for at se paa ham og saa ham ikke en eneste
Gang ind i Øinene - hun, som ellers mødte hans Blik
med den største Freidighed og Glæde.

Han spurgte, om noget Ondt var hændet hende; hun
gjorde sig glad og vilde le; men Taarerne kom frem i
hendes Øine. Saa blev han endnu mere forundret og
paastod, at hun maatte være syg, men Auganna gav sig
til at storgræde over, at han ikke vilde tro hende, og løb
hulkende fra ham.

Han havde havt Lyst at sige hende, at han til Vaaren
havde lovet at komme til Bergen, men Lysten forgik ham
aldeles, da han saa hendes underlige Adfærd.

Juleaften i Skumringen sad fire Personer leirede om
et lidet Baal langt oppe i Dalen. Baalet var lagt mellem
høie Stene, for at det ikke skulde sees fra Dalen, men for
et skarpt Øie var det dog let at opdage et svagt rødligt
Skin, som Luen kastede opover Fjeldvæggen. Det var
et deiligt, mildt Veir for Midtvinters at være. Sneen
var borttint til midt op paa Fjeldene. Det var saa stille,

SIDE: 275

at man kunde høre Vandet risle rundt om sig, og at Røgen
af Baalet steg ret op til midt paa Fjeldvæggen og trak sig
derpaa op og ned igjennem Dalen, hvor den blev hængende
som en lang, blaalig Stribe og det, uagtet det var let at
se paa den stærke Drift, der var i de enkelte Skydotter,
der for tvært over Dalen paa den ellers klare, blaa Himmel,
at det blæste raskt deroppe.

Personerne sad en Stund i Taushed og varmede sig
ved Ilden. Det var Helene, hendes Mand og Elias med
hans Kone. Elias sad paa Hug og rodede med en Kjæp
i Ilden, hvis hele fulde Skin faldt paa hans mørke, skumle
Ansigt. Et stort Ar i Panden og et endnu større tvært-
over det ene Kind gav hans hele Ansigt et vildt Udseende.
Hans Kone sad paa en Sten med sit Ansigt skjult i sine
Hænder og syntes at sove. Helene gik frem og tilbage med
Armene ikors over Brystet og i dybe Tanker, som om hun
ventede paa Nogen. Af og til standsede hun og lyttede.
Hendes Mand Christian var bleven meget gammel af Ud-
seende, siden han sidste Gang var i Dalen. Det skulende,
lumske Blik var ikke at se længere. Derimod saa han nu,
der han sad med foldede Hænder, ud som en Skolegut, der
nylig har faaet Prygl, og som gjerne vil give sig Ud-
seende af, at de have frugtet tilstrækkelig, saa at han ikke
trænger til flere.

Han begyndte at rokke frem og tilbage paa Skræppen,
hvor han sad, og sagde derpaa: "Hvis det er nødvendigt,
at vi sidder her og fryser fordærvet, istedetfor at komme i
varmt Hus paa denne velsignede Juleaften, saa -"

Helene standsede foran ham og sagde: "Ti stille og
forstyr mig ikke mere med din elendige Prat." Med dybeste
Foragt vendte hun ham Ryggen og gav sig atter til at lytte.

SIDE: 276

Pludselig for der et tilfreds Smil over hans Ansigt;
han havde under sin Tale med den ene Haand famlet om
i Skræppen, hvorpaa han sad og søgte efter noget. Nu
fandt han det, trak det frem og gjemte det i sin Brystlomme
med en saa forunderlig Hurtighed, at det var tydeligt, at
han havde Øvelse i at putte Ting tilside der.

Det var en Brændevinsflaske.

I en Hast fik han Proppen af den, tog sig en dyg-
tig Slurk og stak saa Flasken ind paa Brystet. Dette gjen-
tog han, hvergang Helene vendte Ryggen til og blev hver-
gang dristigere. Tilsidst tog han sig en alvorlig Hjertestyrk-
ning uden at bryde sig om, at Konen saa det.

Helene greb efter Flasken, men han bragte den be-
hændig ned i Lommen og sagde: "Det smager godt paa
en kjølig Aften at faa noget stærkt i Livet."

Konen saa en Stund paa ham, og han besvarede hen-
des Blik med et trodsigt Ansigt, som om han vilde sige:
"kom kun," endelig spurgte hun: "Det er dog vel ikke
dit Alvor, at du vil drikke dig fuld i Aften? Du ved,
hvem vi venter?"

"Paa denne hellige Juleaften bør det sig Menneskenes
Børn at være glade og muntre," svarede Christian og tog
sig paanyt en Slurk.

"Ved du ikke," spurgte Kjærringen videre, "at det i
denne Aften skal afgjøres, om vor Slægts Hoved skal ind-
sættes i sin Ret igjen, eller om det skal falde fra?"

Tatersken gik frem og tilbage og knugede sine Hæn-
der i yderste Forbitrelse. Af og til standsede hun foran
den Halvdrukne og overvældede ham med Forbandelser og
Skjældsord.

En Stund hørte han paa hende i Taushed, men

SIDE: 277

endelig greb han en tyk Stok og hævede den truende imod hende.

Helene gjorde sig færdig til at tage imod ham med
Næb og Klør, og det var nu sikkert kommen til en af
de voldsomme Scener, som ere saa hyppige blandt disse
omstreifende Folk, hvis ikke Anne Marie pludselig havde
hoppet imellem dem med en lystig Latter.

Helene opgav i samme Øieblik al Tanke om Strid
og spurgte Datteren med alle Tegn paa den dybeste Inter-
esse: "Traf du ham? Kommer han?" Hoppende og leende
pegte Anne Marie til Svar hen paa en Mand, der stod
taus i Skyggen og nu traadte frem i Lyset. Det var Iver.

Fra den Dag Augunna havde skydset Studenten og
truffet Iver og Anne Marie, var hun bleven saa underlig
stille og rar af sig. Hun, som før sang og lo til alle
Tider, var nu alvorlig og taus. De røde Kinder falmede,
Glandsen i hendes Øine forsvandt, og istedetfor at sove
laa hun og smaagræd hele Natten. Naar Maia spurgte
hende, om hun var syg, svarede hun: "Nei aldeles ikke,
hun manglede ingenting." Alle lagde Mærke til den plud-
selige Forandring, men ingen kunde forklare sig Aarsagen
til den. Iver vilde gjerne spørge Augunna, men hun
var vanskelig at træffe, siden hun havde faaet sit Onde.
Endelig traf han hende en Aften i Fjøset, just som hun
sad og malkede. Hun vilde reise sig og gaa, da hun saa
ham, men han bad hende blive siddende, for han vilde
gjerne snakke med hende. Uden at svare satte hun sig ned
paa Krakken igjen og fortsatte Malkningen. Iver saa paa
hende og syntes, hun knapt var at kjende igjen. Hvor-
mange Gange havde han ikke staaet paa samme Sted, hvor
han nu stod, og seet paa hende, medens hun malkede med

SIDE: 278

sit smilende Ansigt vendt mod ham, straalende glad og livs-
frisk. Nu sad hun der med Blikket vendt mod Gulvet,
bleg, taus og alvorlig. Iver saa paa hende en Stund og
sagde derpaa: "Er du syg, Augunna, saa sig fra itide.
Du kan ikke gaa slig, til du falder aldeles fra."

"Jeg er ikke syg," svarede Augunna sagte.

"Hvad fattes dig da?" spurgte Iver videre.

"Aa, det er Ingenting. Det gaar nok over med Tiden,
bare jeg kan være taalmodig," svarede hun, og hendes Stemme
skjalv, saa hun neppe kunde faa Ordene frem.

"Har nogen gjort dig imod? Har jeg gjort noget
galt?" vedblev Iver.

Augunna rystede paa Hovedet, og svarede sagtmodig:
"Hvad galt skulde du vel gjort? Nei, du har vist ikke gjort
mig noget galt," men skjulte derpaa sit Ansigt i sine Hæn-
der og græd, saa hele hendes Legeme rystede.

Iver saa forundret paa hende og sagde: "Jeg mener,
du er forhexet." Da reiste Augunna sig. Det vigende
Dagslys faldt paa hendes blege, forgræmmede Ansigt, idet
hun med Heftighed udbrød: "Det har du Ret i. Det er
det. Nu skjønner jeg det. Jeg er forhexet. Jeg tænker
bestandig og bestandig paa det Samme og det Samme.
Det gaar ikke naturlig til. Der er Troldskab i det. Ved
Dag og ved Nat, vaagen og i Søvne, hvor jeg er, og
hvad jeg gjør, saa staar det Samme for mig bestandig."

Iver søgte at faa vide, hvad det kunde være, men det
var ham ikke muligt at faa hende til at sige det, Alt det
han bad hende. Han begyndte ogsaa at tro, at det ikke
var rigtig fat med hende.

Da han ikke vidste at finde paa noget bedre Raad,
opsøgte han sit Sødskendebarn for at faa Raad og Veiled-

SIDE: 279

ning hos hende. Anne Marie bare lo, da hun hørte, hvad
det var, og lo mere og mere, Alt som han fortalte. Da
han saa var færdig og bad om Raad, sagde hun leende
og hoppende af inderlig Glæde: "Er du Romanisæl og
rodrar efter det? Du skal bare naske bort med mig og
rommadina mig, saa holder nok hun op at vøidna." Men
da han vilde have Underretning om, hvad det vilde sige at
naske bort og rommadino, svarede hun, at den Underretning
kunde hun ikke give ham, den maatte han søge hos hendes
Moder. Imidlertid maatte han ikke nævne et Ord om den
hele Sag til schukra faboria (snille Prindsesse). Denne
Gang maatte han dog smira hende nogle Gange, inden
han gik. Hvad smira havde at betyde paa Romani fik han
at vide med det samme, idet Anne Marie gav ham et Par
vældige Kys og skoggerlo af hans Indvendinger, idet hun
paastod, at det var nødvendigt til Helbredelse af Augunnas
Sygdom.

Da den gamle Taterske af sin Datter erfarede, hvad
der var passeret mellem hende og Iver, lod hun ham sige,
at det var en vanskelig Sag at helbrede slig Sygdom, og
at der skulde baade Tid og Møie til det, men endelig blev
det aftalt, at han skulde træffe sin Moster Juleaften, strax
efter det var bleven mørkt.

Til den Ende var han gaaet hjemmefra, medens Maa-
nen skinnede paa det bedste om Morgenen for at træffe
Anne Marie, der skulde ledsage ham til Samlingsstedet,
hvor vi have seet ham træffe sammen med Tatersken.

SIDE: 280

Da Helene fik Øie paa Iver, skred hun hen imod
ham med lange, høitidelige Skridt og dyb Alvor i sine
Miner og Lader. Hun forekom ham meget høiere og ran-
kere end ellers, da hun greb hans Haand og sagde: "Følg
mig. Timen er kommen," og derpaa søgte at trække ham
med sig.

Med stor Hurtighed og saa forunderlig Sikkerhed, at
Iver næsten antog, at hun maatte kunne se i Mørket, ilede
hun derpaa over Tuer og Stene mellem de store Klippe-
blokke, der laa adspredte rundt omkring dem.

Pludselig standsede hun foran en stor Ur, der strakte
sig fra Dalbunden til langt op paa Fjeldet. Den var for-
modentlig dannet ved mange forskjellige Stenskred, men det
første syntes at have været det mægtigste, thi nederst laa
der store Klippestykker, medens der øverst fandtes Smaasten
og Sand, ja hist og her saaes endog store græsbegroede Flækker.

Hun tændte et Lys, ryddede noget Ormegræs og Lyng
tilside, hvorved et stort Hul kom tilsyne mellem to Klippe-
stykker, krøb ind igjennem Hullet og sagde: "Sæt dit Ge-
vær fra dig!"

"Skynd dig!" føiede hun til, da hun saa, at Iver
nølede, "om en halv Time er Maanen helt oppe, og da
maa vor Gjerning være i fuld Gang."

Iver satte Geværet fra sig ved Aabningen; men da
han ingen synderlig Lyst havde til at krybe ind efter
hende, spurgte han: "Kan du ikke sige mig, hvad du har
at sige, herude?"

"Frygt sømmer sig lidet for Manden, og mindst for

SIDE: 281

en Mand, hvori din Slægts Blod flyder. Tag i min Kjole
og følg mig Skridt for Skridt," bød Helene, og Iver tænkte
paa Augunna og fulgte Ordren. Strax indenfor Aabnin-
gen blev Hullet saa høit, at han kunde staa opreist.

Saa vandrede de fremover i nogen Tid ved det svage,
usikre Skin af den Praas, Helene holdt i Haanden, medens
Iver af og til stødte sit Hoved mod fremstaaende Kanter
af de sammendyngede Stene og af og til snublede paa den
ujevne Bund. Overalt, hvorhen han saa, var der store,
store Huller og Aabninger mellem de nedfaldne Fjeldblokke.

Det forekom ham, som om hans Moster stedse udsøgte
de trangeste Stier. Ofte maatte de i alle Fald krybe paa
Hænder og Fødder for at komme frem; men hun tog aldrig
Feil af Veien. Fugtigt og smudsigt var der alle Steder,
og hist og her hørte han Vandet dryppe og sildre fra Ste-
nene. Han indsaa, at det vilde være ham aldeles umuligt
at finde ud igjen, hvis han gik længere ind, i dette Chaos
af Stene, hvor neppe mere end en Gjennemgang førte til
Dagens Lys.

Saaledes gik de en halv Times Tid, indtil Hexen med
Et standsede. "Her er Stedet, og nu er Tiden," sagde hun.

Iver saa sig om og fandt, at han var i et Rum, af
Størrelse som et stort Værelse, høist uregelmæssigt dannet,
som det syntes, alene ved Naturen. Den inderste Væg saa
ud til at være Fjeldvæggen og de øvrige dannede af store,
nedfaldne Stene. Vandet sildrede ned hist og her og gjorde
Gulvet vaadt og slibrigt. Det eneste, der antydede, at
Mennesker før havde været paa dette Sted, var en Sten,
der laa midt i Rummet, og hvis Overflade var fladhugget
i Cirkelform. I et Hul, som var boret midt i Stenen,
satte Hexen Lyset og spurgte i en høitidelig Tone: "Er

SIDE: 282

du beredt til at høre og svare?" og da han havde svaret ja,
vedblev han: "Sig saa efter, hvad jeg siger." Hun op-
ramsede en hel Del for Iver uforstaaelige Ord, som han
gjentog; da han var færdig, gjorde hun ham opmærksom
paa, at han nu med den stærkeste Ed, som fandtes, var bun-
den til at sige Sandheden. Iver vidste vel, at han nu var
kommen saa langt ind, at det vilde være ham umuligt at
finde ud igjen alene. Han var derfor tilsinds at gjøre store
Indrømmelser, for ikke at paadrage sig Helenes Misfornøielse
og svarede nu raskt og freidigt: "Jeg skal ikke lyve et
halvt Ord." Hun spurgte dernæst: "Er du med Hjerte
og med Ord bunden til noget Kvindfolk?" Han svarede
nei med en saa freidig Latter og et saa aabent Ansigt, at
det var klart, at han talede Sandhed. Helene kom tydelig
i en blidere Stemning ved at høre dette. Hun klappede
ham paa Ryggen og sagde med en Stemme, der klang al-
vorlig: "Du stakkels, vantrevne Skud af en fri Stamme!
Men Tiden iler, og Timen er nær, læg din Randsel fra
dig og sæt dig her," lagde hun til, idet hun fra et Hul
mellem to store Stene fremtog to Stole. Iver adlød
taus.

Hans Moster forsvandt bag en Sten og kom tilbage
med et Knytte. Hun aabnede det og tog frem en stor, af-
lang Skaal, overtrukket med tørret Renskind. Under Bun-
den var udskaaret to aflange Huller og ovenpaa var udspændt
et Trommeskind, bemalet paa en høist fantastisk Maade.
I Midten var sat en blodrød Cirkel af et Par Tommers
Diameter, og fra denne udgik fem Linier, der delte den ak-
kurat i fem lige Felter. I begge Ender af denne aflange
Tromme var anbragt et Haandtag. Ved det ene af disse

SIDE: 283

var fæstet to Ræveøren og ved det andet et Rævetryne og
en Ræveklo.

Efter i et Øieblik at have bragt Alt i Orden, sagde
Helene: "Læg din Tommelfinger her paa den røde Ring
i Midten og lad din Puls slaa imod Hjertet der, og hør
saa, hvad Trommeskindet siger."

Iver adlød, og det forekom ham tydeligt, at hans Puls
slog mod Hjertet paa Trommeskindet.

"Sig nu efter, hvad jeg siger: Som mit Hjerteblod
slaar mod dit Hjerte, saa lad dit Hjerteblod slaa mod mit
Hjerte".

Iver tænkte paa Augunna, og Sveden perlede paa hans
Pande, da han havde udtalt. Helene løftede Rævetrommen
- de finske Spaakvinders uundværlige Instrument ved
Udøvelsen af deres Kunster - op mod Panden og saa
mod Brystet, idet hun mumlede Noget, som Iver ikke kunde
forstaa.

Derpaa satte hun Trommen fra sig igjen og tog ud
af sin Lomme en Figur af skinnende blank Messing, som
skulde forestille en Mand. Manden var udstyret med Horn
og Hale, stod paa et Træstykke og var udført i mat Arbeide.
Hun holdt den en Stund op til Munden og lagde den
derpaa under idelig Mumlen paa den røde Cirkel af Tromme-
hinden, som den nøiagtig bedækkede.

Nu blev hendes Mumlen høiere og høiere, hendes Be-
vægelser heftigere og heftigere, saa at hun til Slutning
under idelig fæle Skrig fægtede som en Rasende med Ar-
mene i Luften, indtil det hvide Skum saaes at trænge
frem af Mundvigerne. Da taug hun pludselig, greb atter
i Lommen og fremtog to Hammere og Rævehorn, lukkede
Øinene og sang halv sagte, idet hun bankede paa hvert

SIDE: 284

Haandtag med en Hammer, en for Iver uforstaaelig Sang.

Da hun var færdig hermed, aabnede hun pludselig Øi-
nene, kastede begge Hammere fra sig med stor Heftighed,
greb i en Fart Lyset og betragtede med den yderste Inter-
esse Skindet. Messingfiguren var kommen langt hen til
den ene Side, lige ved Trommeskindets yderste Kant, hvor
den stod tvært over den ene af de fra Centrum udgaaende
Streger og saaledes i to Felter, hvoraf det ene var bemalet
med en Del menneskelige Figurer og det andet med Hjer-
ter og en Halvmaane. Saasnart Spaakvinden saa dette,
raabte hun i den yderste Spænding:

Ha, Tiden er kommen, og Stunden oprinder
Da Trældommen brydes, og Frihed du vinder.

Efter et Øieblik lagde hun til:

 "Bliver du tro og sviger ei,
 Da ender med Lykke din lange Vei;
 Men lyder du ei Pligtens Kald,
 En snarlig Død dig ramme skal."

Idet hun taug, reiste hun sig op i hele sin Høide og
spurgte Iver, øiensynlig tilfreds med Udfaldet af Spaa-
dommen: "Hvad siger du dertil?"

Med stigende Forundring havde han i Taushed betrag-
tet sin Moster. Han maatte, efter hvad han saa, tro, at
det ikke var et Forsøg paa at narre ham, men at hun vir-
kelig havde handlet efter en høiere Magts Indskydelse. Han
stod en Stund saa aldeles betagen af, hvad han havde seet,
at han ikke tænkte paa at svare. Hun maatte derfor gjen-
tage sit Spørgsmaal. "Jeg har ikke noget at sige dertil",
svarede Iver endelig. "Din dunkle Tale forstaar jeg ikke".

SIDE: 285

"Da er det dog ikke vanskeligt at forstaa, at Tiden er
kommen, da du skal bryde den Trældom, hvori du nu lever,
og vinde Frihed. Nu har du altsaa at bestemme dig, om
du vil være en Træl mellem Fremmede eller følge med din
frie Slægt".

"Min Pligt er at blive, hvor jeg er," svarede Iver,
"forlader jeg den, da er en snarlig Død at foretrække for
det Liv, du selv fører, siger jo din egen Spaadom."

Hexen traadte forbauset et Skridt tilbage og skreg:
"Du trodser Orm, og du forvandsker Spaadommens Ord.
Din Pligt er at følge os, og sviger du den, da skal du
dø. Sværg paa Stenen her at følge os i Livet og i
Døden".

Iver følte sin Stammes hidsige Blod stige sig til Ho-
vedet og udbrød hidsig:

"Med Trudsler tvinger du mig ikke".

Da Helene indsaa, at alt Haab om at faa Iver til
at følge, nu var ude, svarede hun ham: "Spaadommens
Ord vil have sin Opfyldelse, vil du ikke følge, maa du dø".
Idet hun sagde dette, slukkede hun pludselig Lyset og ilede
afsted.

Han gjorde et hurtigt Forsøg paa at faa Tag i sin
Moster; men han greb i det tomme Rum. Ved at lytte
hørte han lette Trin fjerne sig og strax efter sin Mosters
Stemme allerede et godt Stykke borte med Triumferen og
Haan ønske ham et behageligt Ophold i Uren.

"Om 8 Dage kommer jeg igjen, saa faar jeg se, hvor-
ledes du da har det," lagde hun til, og saa hørte han ikke
mere til hende.

SIDE: 286

Imens blev der turet Jul paa Rognved. Gamle-
Sjur og Maia sad i Høisædet hjemme i deres Stue, for
Julelaget skulde iaar holdes hos dem, og paa Bænkene paa
begge Sider sad Mons og hans Folk og Ole og hans Folk.
Siri og hendes Mand vare ogsaa komne ude fra Fjorden
for at ture Jul paa Rognved. Selv Store-Sjur, som nu
Sønnen med Rette kaldtes, thi han var voxet frem til en
usædvanlig stærkbygget Mand, var denne Gang hjemme.
Han sad nederst ved Bordet og ved Siden af ham skulde
nok Augunna sidde, men hun fik ikke gjort stort andet end
at gaa Gjæsterne tilhaande.

Det var lyst i Stuen ikvæld. Paa Peisen brændte et
muntert Baal af Kvist og Smaaved, og paa Bordet stod to
Julelys i blanke Messingstager. Lysene spruttede i et væk;
de vilde nok ogsaa ture Jul. Mandfolkene sad og røg af
sine korte Kridpiber, medens Ølbollen gik rundt.

"God Kveld og glædelig Jul og velkommen til," gik
med Haandslag og Nik og Smil paakrys og paatværs
over Bordet.

Da der blev en Stands, sagde Gamle-Sjur: "Tag
Bollen, som staar ved dig, Mons. Læs, hvad den siger,
og følg saa dens Bud. Mons gjorde saa, læste de gule,
røde og blaa Ord rundt Bollen: "Fædrene Skikke Svige
vi ikke, De kunde kjæmpe og drikke." "Det var rigtig; læse
kan du, lad se, om du ogsaa kan drikke," sagde Sjur. Mens
Bollen gik rundt, tog Sjur en stor Bog ned af Hylden
og sagde: "Det er Skik paa Rognved at begynde Jul med,
at Manden læser om gamle Historier af Snorre, og slutte
den med, at Kjærringen læser Guds Ord i Bibelen." Da

SIDE: 287

Sjur var færdig med at læse Sagaen, hviskede Maia til
ham: "Jeg tykkes, det er ilde, at han Iver ikke kommer.
Jeg begynder at blive ræd for, at der er skeet nogen Ulykke.
Af Skydriften kan jeg skjønne, det har været svært Veir
tilfjelds idag; og det synes paa Augunna, at hun ogsaa
er ræd, for hun er alt som tidest ude af Døren og ser efter
ham." "Aa, han kommer nok, før Kvelden er tilende,"
svarede Sjur. "Veiret har været for overhændig til at
tage langt ud, og Iver er Gut, som nok klarer sig. Men
nu faar du tage Ordet og fortælle lidt fra Krigens Tid,"
sagde han til sin Nabo. Da der saa fra alle Kanter raab-
tes: "Fortæl, fortæl," rømmede Mons sig og begyndte:

"I Svenskekrigen i 1807 stod jeg ved Leirdølerne."

"Ja, det har vi hørt ofte nok, og Jørgensen var Kaptein,
og Lem var Løitnant, og du var Korporal, og Allesammen
var det Helvedesbrande. Det har vi nok hørt," sagde Ole
og lo spodsk.

"Ja, ja, det er Altsammen rigtig du Ole," svarede
Mons rolig, "jeg har nok fortalt det ofte, men det jeg
nu skal fortælle, har nok Ingen hørt før; men hvis Ingen
vil høre mig, saa - -" "Fortæl, fortæl Korporal,"
raabtes der fra alle Kanter og Mons fortalte:

"Jeg stod engang Forpost med 8 Mand i Kanten af
en Skov, og et Par hundrede Skridt længere borte laa en
svensk Forpost i en Husmandsstue. Saa hændte det en
Dag, at Løitnanten vor kom og afløste os, just som Sven-
skerne i Husmandsstuen bleve afløste af deres Løitnant. Begge
Officerer vare tilhest, og den svenske Løitnant var en rigtig
pen, liden, frisk Fyr. Han stillede sit Mandskab op foran
Stuedøren, red frem og tilbage, raabte og skreg og kom-
manderede sligt, som han havde en hel Arme under sig.

SIDE: 288

Lemmen undredes paa, hvad Spirrevippen mente med
det, men saa med Et, saa sagde han: "Hvad holder du
imod, Gardist" - for saa kaldte han mig bestandig -
"hvad holder du imod, Gardist, sagde han, saa tager jeg ham
Fyren derhenne?" "Jeg holder en Stokfisk mod et Brød,"
sagde jeg, for Lemmen likte godt Stokfisk, men jeg likte bedre
Brød. Dermed blev det, og saa satte han afsted ud af
Skoven og lige mod Svensken. "Lemmen er besat, Gutter,
og vi maa efter og redde ham," raabte jeg, og vi afsted,
det forteste vi kunde.

Da han var kommen midtveis mellem os og Svensken,
vendte han sig om, trak frem en af Pistolerne og skjød paa
os. Folkene standsede og raabte: "Løitnanten rømmer over
til Svensken, nei, det havde vi aldrig troet om han Lem-
men!" og saa hujede de og skreg fy og tvi efter ham.

Svensken var vel vant til at passe paa, naar han laa
paa Forpost ligeoverfor Leirdølerne, og derfor havde han seet
og hørt Alt, hvad der var gaaet for sig, efterat vi vare
komne ud af Skoven. De svarede os med at raabe Hurra,
og da Lemmen snart kom hen til dem, red den lille Løit-
nant ham imøde, rakte ham Haanden og vilde hilse paa
ham. Men hvad ser vi! Vor Løitnant vender sin Hest,
tager med en Gang den svensk Løitnant om Livet, trækker
ham til sig, holder ham bag sig og sætter afsted igjen over
til os.

Det var en nypløiet Potetesager, han skulde igjennem,
og det gik ikke fort. Derfor satte Svensken efter ham,
men Enden blev, at jeg tabte en Stokfisk, Svensken en
Løitnant og to Mand atpaa og vi en Mand. Begge Sven-
skerne bleve liggende i Potetesageren i mange Dage, for
naar Svensken vilde ud at hente dem, brugte vi dem til

SIDE: 289

at skyde paa Skive efter; men vi tog vor Mand med os.
Det var Knud Hæg. Han havde faaet Kuglen ind i Brystet
og ud igjennem Ryggen og blev lagt under et stort Grantræ.

"Hvorledes er det med dig, Knud?" spurgte Lemmen.

"Aa, jeg er snart færdig jeg," svarede Knud, men saa
lo han og sagde: "Nei, den Løitnant, den Løitnant! det er den
lystigste Karl, som findes. Det var et morsomt Spel, du
gjorde der." Saa forsøgte han at le, men det var han
ikke god til, for han var død.

Og det var den Historien."

Da Korporalens Fortælling var ude, begyndte Praten
og Snakken at gaa saa lystig rundt Bordet, at En knapt
kunde høre sit eget Maal, for hver vilde sige sin Mening
om Lemmen og om Knud. Alle vilde tale, men Ingen
vilde høre.

Gamle-Sjur maatte slaa til Lyd, og da han endelig
kom til Orde, sagde han: "Sid ikke der og spild Tiden med
at skratte og le, men tag Bollen og følg dens Bud."

Augunna var begyndt at gaa tiere og tiere ud, alt
som det led. Hun saa syg og daarlig ud og lod til at
være paa Veie til at græde hvert Øieblik. Nu kom hun
bleg og forskrækket farende ind gjennem Døren fulgt af
Helene, medens Hunden gjøede voldsomt under Bordet.
Det var just, som Julegrøden blev sat frem. Helene gik
lige op i Høisædet til Sjur og sagde: "Sig mig nu for
sidste Gang, vil du med det Gode give Engel Andersen, som
du kalder Iver, fra dig?"

Sjur blev yderst ilde tilmode over at Juleglæden skulde
afbrydes paa slig Maade og svarede: "Iver er en voxen
Karl og raader sig selv. Jeg jager ham ikke fra mig. Det
er mit sidste Ord."

SIDE: 290

Rasende var hun, og værre blev hun, da hun hørte
dette. Hun bandte og svor, saa det var, som der lyste Ild
og Luer rundt omkring hende. I Døren vendte hun sig
om og udtalte de skrækkeligste Forbandelser over Huset. Da
hun for ud af Døren, kastede Maia en Soplime efter hende
for at betage Forbandelsen al Virkning.

Det vilde ikke gaa med Juleglæden siden, og det sagdes,
at Julekvælden begyndte godt, men endte daarligt paa Rognved
det Aar.

Iver kom ikke hjem. Gamle-Sjur blev stillere og
stillere, men om det var, fordi Iver ikke kom, eller fordi
Augunna blev daarligere og daarligere, jo længere det led'
og tilsidst ikke kunde hindre, at Taarerne stridrandt ned-
over hendes Kinder, det vidste Ingen.

Der var liden Søvn i Stuen den Nar, og mere end
et Øre lyede til, om Nogen kom og tok i Dørklinken, men
Ingen kom. Længe før det var Dag, drog Gamle-Sjur
og Store-Sjur opover Dalen for at søge efter Iver. Da
de kom op imod Skjærpeuren, stod Iver for dem med Et.
Han var bleg og saa daarlig ud og fortalte, at hans Moster
havde lokket ham ind i Uren. det var let at forstaa; men
da han skulde fortælle, hvorledes han var kommen ud derfra,
kunde han ikke gjøre rigtig Greie for sig. Men bjerget
var han, det var sikkert.

Taterne vare hverken at høre eller se siden Juleaften,
og Augunna begyndte at komme sig og kvikne lidt til, alt
som Tiden led, hvorimod Iver blev sturen og klein af sig.
"Det maatte være den samme Sygen det ogsaa paa det Daar-
ligste, men tog hun til at kvikne lidt og blive lidt lystig, lo

SIDE: 291

han Iver ogsaa og begyndte at kvikne." Maia svarede
ikke noget paa slig Tale. Hun kastede mangt et forskende
Blik snart paa den Ene og saa paa den Anden af de to
unge Folk, og syntes længe at være i Tvivl om, hvad hun
skulde tro. Hun lagde Mærke til, at de, som før havde
leget og spøgta sammen med største Lethed, nu vare bange
for at se paa hinanden. Hun saa ogsaa, at medens de for
ikke lang Tid siden gik med hinanden Haand i Haand, var
det nu, ligesom de ikke syntes at træffe sammen engang.
Sad de ved Siden af hinanden, var det, som om en gjen-
sidig Berørelse voldte dem Smerte, saa hastig for de fra
hinanden. "Enten er der kommet noget Ondt imellem dem,
eller er det, hvad jeg længe har frygtet," tænkte Maia.

En Dag udpaa Vaaren vare Augunna og Maia alene
hjemme. Der var hele Formiddagen falden en saa tæt og
fin Stævregn, at det var, som en tyk Taage faldt til Jorden.
Ved Middagstid begyndte Taagen at trække opover, saa den
nederste Del af Fjeldene blev synlig. Strax efter begyndte
der at falde enkelte store Draaber, og kort efter blev der en
Pladskregn, som om Himmelens Sluser havde aabnet sig.
Fra Fjeldtoppene paa begge Sider saaes nu overalt smaa
Fosse af Regn styrte ud og løbe ned ad Fjeldsiderne i
forunderlige Slyngninger. Paa enkelte Steder vare Fjeldets
Sider saa steile og høie, at de smaa Bække, der styrtede
ud fra Toppen, ikke berørte Fjeldets Sider, men opløstes
underveis og faldt ned som stærkt Regn.

SIDE: 292

"Det var svare til Regn," sagde Maia. "Gaa
ud og se, om Bjørnen er kommen frem i Fossen." Det
var det sikreste Tegn paa, at der var usædvanlig meget Vand
i Elven, naar Fossen ligeoverfor Rognved viste Skabelonen
af en hvid Bjørn. Strax efter kom Augunna tilbage og
meldte, at Bjørnen aldrig havde vist sig tydeligere end
idag, og nu faldt det pludselig Maia ind, at gamle Blak-
ken var sat ud paa en af Øerne i Elven med sammen-
bundne Forben, forat den ikke skulde svømme over. "Du
faar ud og bjerge Blakken, du" sagde hun til sin Datter.
I en Hast kastede Augunna et gammelt Skjørt over Hovedet
og ilede ned imod Elven. Med lette, sikre Skridt sprang
hun over de smale, slibrige Bjælker, der vare lagte fra
Elvebredden hen til Øen. Gamle Blakken kom hende vrind-
skende imøde, som om den anede Faren og glædede sig ved
at faa Hjælp. Augunna gav sig strax ifærd med at løse
de Vidier, hvormed Hestens Forben vare sammenbundne.
Det var noget, hun ofte havde gjort, men nu var det hende
ikke muligt at faa Vidierne op, enten fordi de vare usæd-
vanlig stærkt bundne, eller fordi Hesten havde baaret dem
længere end sædvanligt og derved trukket dem stærkere sam-
men. Efter flere forgjæves Forsøg opgav hun det endelig
og løste en Fole, som tilhørte Mons og var tiggret paa
samme Ø. Dette var snart gjort, og ligesaa let var det at
faa Folen til at gaa ud i Elven. Augunna søgte at faa
sin Faders Hest til at følge den, men den var ikke at
formaa dertil. Den lod sig lede til Vandkanten, men naar
hun vilde have den til at gaa længere, trak den sig til-
bage, idet den for end yderligere at tilkjendegive sin Villie
ikke at ville gaa ud, fnyste og rystede paa Hovedet. Det
viste sig ogsaa snart, at den gjorde Ret deri; thi neppe

SIDE: 293

var den unge Hest kommen et Par Alen fra Land og be-
gyndt at svømme, før den blev revet med af Strømmen og
hvirvlet rundt, saa at Augunna et Øieblik saa dens Hoved
og i næste Øieblik dens Ben stikke frem af de skummende
Strømbølger. Folen drev tilfjords og var fortabt. Au-
gunna gav sig atter til at forsøge at faa Vidierne af.
Men det lykkedes ikke bedre end før.

Da hun endelig træt og ærgerlig over sine forgjæves
Anstrængelser reiste sig for at søge Hjælp, opdagede hun med
Skræk, at Elven imidlertid var stegen med en utrolig
Hurtighed og Strømmens Voldsomhed i samme Grad var
tiltagen.

Den Bjelke, hvorpaa hun var kommen ud paa Øen,
og som var den eneste Vei, ad hvilken hun kunde komme
tilbage igjen, hævedes allerede af en og anden større Bølge
op mellem de Stene, blandt hvilke den var nedlagt. Uden
at betænke sig et Øieblik ilede hun hen imod den for at
søge sin Redning.

I det Samme kom Maia løbende ned imod Elven, der
steg med en utrolig Hastighed. Hun raabte til sin Moder,
at hun skulde holde Enden af Bjelken nede, men da hun
mærkede, at hun neppe kunde høre sin egen Stemme paa
Grund af Elvens Brusen, gjorde hun Tegn for at til-
kjendegive sin Mening. Som det syntes, forstod Maia hende;
thi hun greb fat i Bjelken og søgte at skaffe den et høiere
Støttepunkt; men pludselig gav den et Ryk, faldt ud i
Elven og blev i en Hast revet bort af Strømmen.

Nu havde Augunna virkelig Grund til Angst; Øen
vilde snart staa under Vand, og da var hun fortabt. Denne
Tanke paatrængte sig hende med stor Klarhed. Gamle
Blakken forstod nok ogsaa Faren; thi den stillede sig ved

SIDE: 294

hendes Side og fulgte hende, hvor hun gik. Dette var
hende ligesom en Trøst. At skrige kunde ikke nytte; thi
hundrede Mænds forenede Raab havde neppe overdøvet
Elvens Bulder.

Hendes Moder stod raadløs og bange paa den anden
Side. Allerede skyllede Vandet op over Blakkens Hove,
uagtet den stod paa Øens høieste Punkt, og hun var nær
ved at fortvivle, da det kloge Dyr pludselig spidsede Øren,
saa opover Dalen og vrindskede. Hun stirrede i samme
Retning og saa gjennem Styrtregnen to Mænd staa paa en
Bakke og se nedover Dalen mod den Kant, hvor hun var.
Det var Iver og hendes Fader. Iver lagde Haanden over
Panden som for at se bedre, kastede derpaa Spaden, han
bar paa Skulderen, fra sig og styrtede i fuldt Løb ned
imod hende.

Augunna vinkede med Haanden, og han svarede med
at svinge sin Hat. Hendes Øine blinkede, og hendes Kinder
blussede, medens han ilede ned imod Elvebredden, og de
Følelser, der rørte sig i hendes Hjerte, og de Tanker, der
bevægede hendes Sind i denne Stund, bragte hende til
aldeles at glemme sin Fare eller rettere til at føle sig saa
tryg, som om hun allerede var reddet.

Nogle hundrede Skridt ovenfor den lille Ø, hvorpaa
Augunna og Blakken endnu fandt Fodfæste, laa en gammel
Baad optrukken paa Land. Den blev brugt af Folkene paa
Rognved til at bringe tunge Sager fra Fjorden op til
Gaarden, naar Vandet i Elven var høit nok; da gik to
Mand langs Elvebredden og trak den opad. Til Lykke laa
den saa langt oppe paa Land, at den endnu ikke var greben af
Strømmen. At faa den ud i Elven, springe i den, gribe
Aarene og styre ned imod Augunna var et Øiebliks Sag.

SIDE: 295

Da Baadens Kjøl stødte mod Grønsværet paa Øen, sprang
Iver ud i Vandet og løftede Augunna ind i Baaden.
Hverken han eller Augunna forsøgte at sige et Ord. Det
vilde ogsaa været forgjæves. Men paa et Tegn af Augunna,
trak Iver Tollekniven frem, og skar Vidierne mellem Blak-
kens Forben over. Den følte sig synlig bedre tilmode der-
ved, snuste ned mod Vandet og snøftede, men blev staaende.
Da Iver havde taget Plads igjen i Baaden med Ansigtet
vendt nedad Strømmen, greb han Aarene og styrede ud i
den kogende Strøm.

Aldrig saasnart var dette skeet, førend Baaden blev
revet afsted med en rivende Hurtighed. Snart var Baaden
midt i Elven, snart tæt inde ved Land, men altid pegede
den med Stavnen ret frem. Og derpaa kom det an; thi
i det Øieblik, da den dreiede Siden mod Strømmen, vilde
den blive kastet om af en af de mange Stene, som laa paa
Bunden, og tildels af og til endnu stak sine vaade Toppe
frem af de skummende, smudsige Bølger. Men det var
kraftige Arme, der førte Aarene, og stadigen med Stavnen
ret frem ilede Baaden afsted, som trukken af en rasende
vild, utæmmelig Magt. Krat og Stene, Huse og Marker
fore dem forbi med lynende Hurtighed. Elven under dem
fnyste og kastede af og til, ligesom i Vrede, Skum og
Vand fra Bølgernes Toppe ind i Baaden.

Saaledes for Baaden afsted nogen Tid, og Augunna
havde sine Øine fæstede paa Ivers alvorlige, opmærksomme
Ansigt. Hans Paapasselighed var saa stor, syntes hun, at
han ligesom paa en Gang opfattede alle Farer, der truede
dem. Hans faste, sikre Blik indprentede sig med saadan
Tydelighed i hendes Sind, at om hun havde levet hundrede
Aar, vilde hun ikke have glemt det. Hendes Frygt var

SIDE: 296

borte, det var let at se paa Udtrykket i hendes Ansigt, og
der var ogsaa en Sikkerhed og en Ro i hendes Sind, som
Intet kunde forstyrre.

Da Baaden endelig flød ud af Strømmen, og Iver
roede henover den stille, af Regnen pidskede Fjord, var det
hende, som om hun vaagnede af en behagelig, spændende
Drøm.

De kom snart iland. Ingen af dem sagde et Ord,
men paa begges Ansigter lyste den inderligste Glæde. For
første Gang paa lang Tid greb Augunna Ivers Haand,
som hun beholdt i sin, og saaledes vandrede de i Taushed
hjemover.

Midtveis mellem Rognved og Fjorden traf de Gamle-
Sjur, som ikke var kommen længere, uagtet han havde ilet
afsted, saa hurtig han kunde. Som om han skammede sig
ved sin Ilfærdighed og undsaa sig for at tilstaa den egent-
lige Grund dertil, sagde han: "Blakken er gaaet med Elven
nedover. Har du seet den, Iver?" Ivers benegtende Svar
hørte han nok ikke; thi han blev staaende en Stund og
betragtede taus de to unge Menneskers glødende Kinder og
straalende Blikke. Saa rystede han paa Hovedet, bad dem
gaa hjem, saa vilde han selv ro ud at se efter Dyret. Men
da han havde gaaet nogle faa Skridt nedover, betænkte
han sig dog og erklærede, at det nok var bedst, at han
gik med hjemover. "Der er ungt Blod i dem begge,"
tænkte han, "Ingen kan vide, hvad Ord der kunde falde,
om de blev længe sammen efter sligt."

Underveis fortalte Augunna hele Tildragelsen. Hun
berettede, hvor angst hun var, da hun stod paa Øen og
troede sig fortabt, hvorledes denne Angst voxte, alt som
Vandet voxte, indtil hun fik Øie paa Iver, men hvor tryg

SIDE: 297

og rolig hun følte sig fra den Stund, han sad i Baaden
sammen med hende, ja, det var ligesom den lykkeligste Stund
i hendes Liv, da hun for nedover Elven med ham. Me-
dens hun fortalte, voxte der Roser paa hendes Kinder,
og hendes Øine udsendte Straaler, der vare saa varme, at
den brune Hud i Ivers Ansigt ogsaa skjød Roser, og Blikket
fra hans fyrige, sorte Øine begyndte at fænge Ild. Haand
i Haand vandrede de hjemover, medens Gamle-Sjur snart
var foran dem, snart bag dem og snart ved Siden af dem,
og den hele Tid undredes han, hvor det kunde have sig,
at hvor han saa gik, saa var det, jusom han syntes, at han
var tilovers og ligesaa godt kunde have været aldeles borte,
og det, trods han var Odelsmand og Selveier paa Rognved,
og de to Andre var Ingenting.

Da han kom hjem, sagde han til Maia: "Jeg tror
nok, det blir bedst, han Iver kommer fra Rognved, og det
jo før jo heller."

Fra den Dag blev der ikke mærket noget til Sygdom-
men, hverken hos Augunna eller hos Iver. De vare tvært-
imod ligesom med Et blevne friskere og lystigere tilmode
end nogensinde før. Vare de hver for sig, saa sang de og
vare glade, og vare de sammen - saa sang de, og saa lo
de og vare endnu gladere.

En Dag var Iver ifærd med at grave en Grøft paa det
Jorde, hvor Askene stode, for Gamlingen havde bestemt sig til
at sætte Potetes der. Mons fik gaa i Ageren, saa meget han
tyktes, han kunde forsvare; Potetes vilde han sætte der.

Alt som han gik, blev han stivere og stivere i Gangen
og i Sindet. Gamlingen var i sin gjenstridigste Stemning.
Alt langt borte hørte han Sang og Latter og lystig Prat.

SIDE: 298

"Er det Augunna, som er gaaet efter ham herned,
saa skal jeg - -," tænkte han - men saa var det Ole,
som Iver lo og pratede med.

Da Gamlingen saa Iver og Ole, blev han strax glat-
tere i Ansigtet og mindre stiv i Kroppen, og saa sagde
han: "Gudsigne Arbeidet. Det gaar nok ikke traat, er det
ligt til."

"Tak for det. Ingen lever saa længe, at han Intet
har ugjort," svarede Ole, og lagde han leende til: "Det
gaar ikke traat, naar jeg snakker, for jeg snakker om, at
her snart kommer at holdes Bryllup paa Gaarden, og at
det bliver mellem den vakreste Jenten og den sprækeste
Gutten, og saa skratter og ler han Iver og arbeider, det
meste han kan."

Iver fik det svært travelt, og Alle taug en Stund.

Saa sagde Sjur med Alvor: "Jeg kjender bare en
Jente, for hvem der kan bydes til Bryllup her paa Gaar-
den, og den Karl, som byder til Bryllup med hende, maa
have Gaard og Grund at byde paa og saa først komme til
mig; men ikke har jeg mærket noget til ham."

Da han havde sagt dette, lagde han til: "Jeg vilde
bare se efter, at Grøften ikke blev bredere, end at Mons
kan komme over den; for hans Adkomst til Askene skal
ingen Hindring møde."

Saa vendte han og gik hjemover. Paa Hjemveien
var der Solskin paa hele hans Ansigt. Han var saa glad,
han havde faaet sagt Iver det, som sagt var.

Næste Morgen underrettede Iver sine Forsterforældre
om, at han tænkte at tage til Byen og søge Tjeneste hos
van der Ecke, som havde givet ham Løfte om det. Taarerne
randt ned over Maias Kinder, da Iver havde udtalt, men

SIDE: 299

hendes Mand sagde tørt: "Du er saa passe voxen, at du
raader dig selv nu." Og saa blev der ikke talt mere om
den Sag.

Da Afskedstimen kom, tog Iver Farvel med Alle paa
Gaarden.

Maia gav ham de hjerteligste Ønsker og de bedste
Formaninger med paa Veien. Hun græd, saa hun havde
vanskeligt for at snakke.

Paa gamle Sjur var det let at se, at det ogsaa for
ham havde sin Tyngsel at skilles fra Gutten.

Til Slutning kom Augunna. Hun og Iver tog hin-
anden i Haanden, saa paa hinanden og nikkede. Det var
hele deres Afsked.

Augunna forsøgte at le, men saa mærkede hun, at
hvis det blev til noget, saa blev det til Graad, og saa
lod hun det være.

Dermed gik han i Baaden, saa roede de udover Fjor-
den, Baaden forsvandt bag det sidste Næs, og Augunna
vandrede hjemover, men underligt var det, at han, som
roede udover, og hun, som gik hjemover havde de samme
Tanker.

Han tænkte paa Haandtaget, og hun tænkte paa Haand-
taget. Han tænkte paa et Par Øine, der var himmelblaa,
og hun tænkte paa et Par Øine, der var mørkebrune. Han,
tyktes, det var, som der gik Varme baade gjennem Sjæl
og Krop, naar han tænkte paa Haandtaget og Øinene, og
hun tyktes, det var, som det gjorde godt lige til den inderste

SIDE: 300

Marv og dybeste Hjerterod, naar hun tænkte paa Øinene
og Haandtaget.

Gamle-Sjur var lystigere paa Veien hjemover, end
han havde været paa lang Tid. "Nu er han da vel borte,"
sagde han til Maia.

"Han er saa, bare det ikke er for sent," svarede hun
sagtmodig, men hendes Mand blæste ad slig Tale og mente,
at det nok skulde være hans Sag. Han havde saa passe
Magt, at han kunde styre den Sag, som han vilde, og
han var god til at bixle op vildere Fole, end han Iver
var.

Der blev stille paa Rognved efter Iver. Sjur sav-
nede ham mere, end han havde tænkt. Hans Lyst var det
at gaa og stelle paa Marken, men nu maatte han holde
sig ved Huset mangen Stund for at forrette Gjerninger,
som Kvindfolkene ikke kunde raade med, og som Iver før
havde gjort. Maia savnede ham mest ved Maalene, sagde
hun, hun tyktes, det var saa sørgeligt at se Gamle-Sjur
sidde eneste Mandfolk ved Bordet. For Store-Sjur var
paa Søen med sin Jagt næsten Aaret rundt.

Men Ingen savnede dog Iver som Augunna. Hun
syntes, det var, ligesom der var kommen en fuldstændig
Tomhed over al hendes Gjerning og over hele hendes Liv,
siden han reiste. Var hun ude, længtedes hun ikke mere
efter at blive færdig og komme ind, som hun før gjorde,
for han var der jo ikke. Hvor hun var, eller hvad hun
gjorde, var hende næsten lige godt nu, tyktes hun. Havde
ikke Øinene og Haandtaget været, havde det været rent
galt, men naar hun tog til dem, hjalp det lidt. Det maatte
være værre for den, som blev igjen, end for den, som
reiste, tænkte hun. Men Tiden skrider, og medens den
skrider, slider og jævner den Livets Sorger og Bekymrin-
høstede Poteter med en ligesaa beundringsværdig Færdighed

SIDE: 301

ger, og Augunna blev lidt efter lidt vant til at savne
ham. Saa kom der af og til en Hilsen fra ham. Det
var strax en Fornøielse, og saa blev der snakket om, at
han Iver skulde komme hjem paa Besøg til Høsten; det
var nu rent utroligt, hvor det vilde blive fornøieligt og
nyttigt til Mangt og Meget, mente Augunna. Det var
i alle Fald en Fordel ved, at Iver var borte, at Fanterne
ikke havde vist sig paa Gaarden, fra den Dag han reiste.

Poteterne paa det Jorde, hvor Monses Aske stod, kom
sig udmærket godt. Gamle-Sjur var saa glad i dem, at
han maatte se til dem flere Gange paa Dagen. Men saa
kom den Tid, da Mons skulde til at løve Askene, og saa
var det forbi med Sjurs Glæde. Nu trokkede Mons i den
pene Potetesager paa Kryds og paa Tværs, mere end han
nogensinde før havde gjort.

"Han vilde holde sin Ret i Hævd," sagde han, "og ikke
lade noget gaa tabt for sig og sin Æt."

Det skar Sjur i Hjertet, hver Gang han saa, at et
Potetesris var nedtraadt, og af dem saa han mange hver
Dag. Endnu værre skulde det blive. I Slutningen af
September vare Poteterne endnu ikke modne, saa fik Mons
og Ole sine Kreature hjem fra Sæteren og lod dem gaa
paa Beite i Hjemmarken.

Sjur mente, at den Agerstubben kunde han altid frede
men han mærkede, at det var vanskeligere, end han havde
tænkt.

Den lille Brandsi til Ole viste sig at være en saa
lidenskabelig Elsker af Poteter, at det var umuligt at holde
hende fra Ageren. Hun brugte Hornene som Spade og
høstede Poteter med en ligesaa beundringsværdig Færdighed

SIDE: 302

og Hurtighed, som hun senere fortærede dem med en for
Sjur hjerteskjærende Apetit.

Dette var ikke til at holde ud. Flere Gange bad han
om Lov til at gjerde om Ageren, men Mons vilde ikke,
fordi hans Eiendom fra Alders Tid havde havt fri Adgang
til Askene, fra hvad Kant det skulde være, og Ole vilde
ikke, for Kreaturene havde fra Alders Tid havt Ret til at
gaa, hvor de vilde efter Mikkelsmes, med Undtagelse af de
Agre, som havde været fra gammel Tid. Vilde hver stænge
for sig, blev der lidet tilovers for Alle. Sjur fik taale
Grisen, hvis han vilde have Flesket, og rigtig Regnskab var
bedre end snaut Venskab.

Lille Brandsi plagede Sjur værre end Fanterne nogen-
sinde havde gjort. Hun maatte holdes ude af Ageren.

Mindeligt Forlig var ikke muligt, og Retten fik saa-
ledes dele imellem dem. Sagen kom for Sorenskriveren,
og Aastedsforretning blev berammet til Afholdelse den 10de
Mai Kl. 12 Middag, Aaret efter at Iver var reist fra
Rognved.

Det var en høitidelig Dag for alt Folket paa Gaarden,
men især for Sjur. Han havde ogsaa pyntet sig paa det
Bedste. Da Klokken blev henimod 10, vare alle Gaardens
Folk paa Benene, iførte Kirkeklæderne og yderst spændte paa,
hvad der nu skulde gaa for sig.

Klokken blev henimod 11, og den Ene blev sendt ud
efter den Anden for at se efter Skriveren, men han var
ikke at se. Den blev 12, og han kom ikke. Den blev 1,
2, og alle Udsendinge vendte hjem uden at have seet eller spurgt
det mindste til ham. Unge og Gamle paa Gaarden kjedede
sig forfærdeligt; thi det var ikke at tænke paa at bestille

SIDE: 303

noget eller at faa sig et ordentligt Maaltid Mad, før
Skriveren havde været der.

Endelig Kl. 4 saaes Bottolf komme løbende op over
Veien. Henne i Knækket svingede han med sin Hue og saa
gik det som en Løbeild over hele Gaarden: "Nu kommer
Skriveren!"

"Du faar tage imod ham, du Mons," sagde Sjur,
"for du har nu jusom Handelag til at handtere med
Storfolk."

"Den faar tage imod Gjæsten, som budet har, og
det er ikke mig," svarede Mons.

Sjur gik altsaa foran henimod Landeveien, Mons og
Ole fulgte efter. Ved Grinden ud til Postveien standsede
de, og da Skriveren med sine Laugrettesmænd og Lensmanden
strax efter ogsaa ankom did, tog Sjur ærbødig Huen af og
sagde: "Velkommen til Gaarden skal du være Skriver," og
Mons og Ole tog sine Huer af og sagde: "Velkommen
skal du være Skriver."

Da han kom ind imellem Husene, stode Gaardens samt-
lige fornuftige Beboere der. Mandfolkene toge Hatten, af,
og Fruentimmerne neiede gjentagne Gange. Skriveren, der
var en spøgefuld Mand, reiste sig op i sin Kariol og hilste
dybt og alvorligt til alle Sider. Derpaa steg han af med
en imponerende Høitidelighed, gav en Gut Tømmerne og
sagde saa til Sjur, der med Huen i Haanden havde fulgt ham:
"Vi tillade dig at bedække dit Hoved med din Hue, skjønt
dit Hovedhaar sees at være af saadan Beskaffenhed, at en
Bjørn synes at maatte trænge mere til Hue end du, Sjur
Rognved. Vis os saa ind i din Borg".

I Sjurs Stue var Langbordet under Vinduet forsynet
med en ren Dug, Melk og Fladbrød og Smør og Mysost

SIDE: 304

og Spegekjød og alt det bedste, Huset formaaede, var opstil-
let paa Bordet, og Brændevinsflasken med to smaa Glas
manglede heller ikke.

Da Skriveren havde nydt lidt af Traktementet, lagde
han aldeles det høitidelige Væsen tilside, formodentlig fordi
han var kjed af denne Spøg, og blev nu en saare gemytlig
Mand. Han tog Maia i Haanden, klappede Augunna paa
Kinden, spurgte, hvad hun hed, og fandt, at Navnet var
saare smukt, men Pigen endnu smukkere, hvorover Augunna
blev saa rød, som dryppende Blod.

Saa blev da endelig Retten sat, og Sjur kom frem
og forlangte Sameiet skiftet og delt saa, at Enhver kunde
have sit helt og ubeskaaret. Det var nu let sagt, men det
viste sig snart, at han forlangte Noget, der aldeles ikke lod
sig gjøre til nogen af Parternes Tilfredshed.

Ethvert Forslag til Enighed, som Laugrettesmændene
eller Skriveren kom med, blev enstemmig forkastet, og efter
flere Timers Forløb var man ikke kommen Enden et Skridt
nærmere end ved Begyndelsen. Sjur kom idelig tilbage til
Askene, som stode paa hans Jordflæk, og som han ønskede
at blive af med, og Mons havde ikke noget imod at tage
Jordflækken, men vilde ikke under nogen Betingelse tage
Askene bort.

Endelig langt paa Aftenen blev Sorenskriveren kjed af
al denne Tale frem og tilbage og erklærede sig ude af
Stand til at bringe denne Sag til Endskab. "Dog stop",
sagde han pludselig, idet han syntes at have faaet en lys
Ide, "har ikke du en voxen Søn, gamle Korporal?"

Jo, det havde han.

"Nu, der har vi det jo. Lad din Søn gifte sig med
Sjurs Datter, den smukke Augunna, vakrere Kone faar han

SIDE: 305

saa ikke, og for hende kunde du sagtens give et Par gamle,
raadne Træer. Dermed er Sagen afgjort".

Sjur smagte paa dette Forslag, og jo mere han smagte
derpaa, desto bedre syntes det at smage. Store Fordele
kunde vindes derved, og mange Sorger undgaaes. Han
undrede sig over, at dette ikke var faldet ham ind for
lang Tid siden, og da Skriveren endelig spurgte ham: "Nu,
hvad svarer du dertil, du gamle Stivnakke?" svarede han
ved at henvende sig til Mons og spørge: "Hæ, ja, jeg
ved ikke jeg, hvad du synes?" Forslaget var som grebet
ud af Monses Hjerte, og han sagde, at paa slig Maade
kunde nok Forliget komme istand.

Skriveren var vel tilfreds med sit Forslag og syntes,
han havde gjort en god Gjerning. Han sluttede derfor For-
retningen, reiste sig og sagde: "Thi kjendes for Ret: Sjur
Sjursen Rognved, kaldet Gamle-Sjur, giver sin Datter Au-
gunna til Bottolf Monssen til hans Ægtehustru at være
for Gud og Mennesker, og til Gjengjæld herfor giver be-
meldte Bottolf Monssens Fader, Mons Bottolfsen Rognved,
kaldet den gamle Korporal, sine tre" - "fire",
rettede
Sjur - "fire gamle Aske til bemeldte Sjur Sjursen til
evig Odel og Eie. Dixi."

Baade Sjur og Mons toge Skriverens Spøg for fuldt
Alvor og gave hinanden Haandslag paa, at det Forlig
skulde staa.

Da det igjen var bleven stilt paa Gaarden efter Da-
gens vigtige Begivenheder, sad Sjur inde i Stuen og var-
mede sig ved Ilden paa Skorstenen, medens Maia og Au-
gunna sadde og spandt ved Skinnet af den.

Augunna var da nok den Eneste paa hele Gaarden,
som ikke kjendte Forliget.

SIDE: 306

Men saa sagde Gamle-Sjur til hende: "Han Bottolf
frier til dig Augunna, og jeg liker ham, og Mor din liker ham;
det er et godt Gifte, og saa sagde jeg "ja" paa dine Vegne.
Hvis du saa vil, kan jeg gaa ind og hente ham, saa er det
gjort med engang."

Augunna sad, som truffen af Lynet, bleg og ubevæge-
lig, ude af Stand til at sige et Ord. Hun foldede Hæn-
derne og stirrede paa Faderen, som om hun i den yderste Angst
søgte at opdage et Glimt af, at der var Spøg i hans Tale.
Fader og Datter saa paa hinanden en Stund. Begge lod
til at være lidet tilfredsstillede, ved hvad de saa. Sjur ry-
stede misfornøiet paa Hovedet, Augunna lod Hovedet synke
ned paa sit Bryst og gav sig til at græde bitterlig.

Faderen saa en Stund i Taushed paa sin grædende
Datter, flyttede derpaa sin Krak hen til hende, løftede hen-
des Hoved op, saa at han kunde se hende i Ansigtet og
sagde: "Hvorfor græder du Augunna?" og da hun ikke
svarede, men græd endnu stærkere, spurgte han: "Er det
rimelig Grund til Graad, at en vakker Karl frier til dig og
har faaet mit Jaord?"

Men da han heller ikke herpaa fik andet Svar, end
en stedse voxende Strøm af Taarer, begyndte han at blive
vred og sagde: "Jeg er Far din. Naar jeg spørger, faar
du svare. Jeg spørger, hvorfor du græder, og paa det
skal du svare, det er sikkert."

Endelig fik Augunna Mælet igjen; men hun var kun
istand til at sige: "Jeg er saa inderlig bedrøvet," da Graa-
den atter kvalte hendes Stemme.

Paa hans gjentagne Spørgsmaal, hvorfor hun var
saa bedrøvet, svarede hun: "Aa Gud hjælpe og trøste mig,
jeg er saa inderlig bedrøvet, som Ingen tror."

SIDE: 307

Det varede længe, før han kunde faa andet Svar af
hende, og da det ikke heller hjalp, at Maia søgte at snakke
hende tilrette, blev Gamlingen utaalmodig og sagde: "Du
faar snakke fra Augunna, for jeg vil vide, hvorfor du
græder og jamrer dig sligt."

Hulkende svarede hun nu: "Jeg er ikke god for at
gifte mig med Bottolf, men du har givet ham dit Jaord,
og jeg er saa ulykkelig, ja, saa rent ulykkelig, som Ingen
ved."

"Nu endelig kom det frem," sagde Sjur og reiste sig.
"Det kunde du jo sagt strax. Ser du, nu har du sagt
din Mening, nu skal jeg sige min. Naar du ikke vil have
Bottolf Monssen til din Ægtemage, saa faar du at sige nei
til ham, men vide maa du dog, at han er den, jeg har
udseet til min Maag, og at jeg ikke tror, at du har givet
dit Jaord til Nogen uden at spørge mig og Mor din til-
raads først. Nu kan du snakke fra til Mor din og sige
mig din Mening, naar jeg kommer igjen."

Dermed tog han sin Hue og gik ud.

Da Faderen var gaaet, fik Augunna lettere for at
tale. Under idelig Graad og Hulken underrettede hun sin
Moder om, at hun havde sat hele sit Hjerte til Iver og
ikke kunde tænke sig at leve sammen med nogen anden.
Vel vidste hun ikke hans Hjertelag til hende, for han
havde aldrig talt til hende derom, men saa troede hun dog,
at han nok havde Godhed for hende ogsaa. Men hvordan
det saa var dermed eller ei, var hun ikke god for at give
sit Jaord til nogen anden. Maia kunde ikke lade være i
sit stille Sind at føle lidt Stolthed over, at hun havde for-
udseet og forudsagt det, som nu skeede, for længe siden.
Paa den anden Side var hun dog inderlig bedrøvet ved at
se sin Datters Jammer, og uagtet det ikke var hendes Mening

SIDE: 308

i mindste Maade at begunstige Iver, syntes hun dog, det
var bedst at vinde Tid. Derfor gav hun sin Datter det
Raad, at hun skulde bede Faderen om nogle Ugers Betænk-
ningstid.

Inden den Tid kunde Iver faa et Vink, komme hjem
og selv tale sin Sag. "Og," lagde hun til, "vel trænges
al den Hjælp, som mulig er, for Far din er ikke let at
rokke, og han har lagt sig dette Gifte svært paa Sindet."

Som aftalt saa gjorde Augunna. Hun fordrede og
fik nogle Uger at betænke sig i. Nu gjaldt det kun om at
faa sikkert Bud til Bergen, for til Posten var det ikke sik-
kert at betro en saa alvorlig og viktig Sag. Desforuden
kunde Ingen af dem rigtig skrive, og en Trediemand skjøt-
tede de ikke om at indvie i denne delikate Sag.

Den unge van der Ecke var søn af en Nordlands-
handler, der havde Stue paa Bryggen i Bergen. Faderen
var en gammel Lybecker. Han talte et forunderligt Sprog,
der var en Blanding af Plattydsk og Bryggenorsk; thi han
var kommen til Bergen som ungt Menneske, havde faaet
Tjeneste paa Bryggen som Gesel og havde slaaet sig op,
giftet sig til nogen Formue og var nu en meget formuende
Mand.

Iver fik strax Tjeneste paa v. d. Eckes Stue paa Tydske-
bryggen. I Førstningen gik det rent galt for ham. Han
kjendte ikke Forskjel paa Hollænderfisk og Køkerfisk, kunde
ikke skille en Titling fra en Sei, ja, vidste ikke Forskjel paa

SIDE: 309

Rundfisk og Rødskjær. Han forstod ikke at bruge Dixelen
og kunde umulig komme af med at vrikke en Skude med
en Aare.

Det var derfor ikke forunderligt, at han idelig blev ud-
skjældt for en Bondetorsk, der ikke forstod sig paa nogen
Ting, og at han blev raadet til at reise lige hjem igjen og
lægge sig og brede Gammelt over sig, til han blev ældre,
eller først spise en Skjæppe Salt og en Tønde Grød, før
han kom igjen og tog Tjeneste paa Bryggen. Iver fandt
sig ikke vel, men den unge v. d. Ecke, til hvem han hen-
vendte sig, lo bare af ham og spurgte, om han troede, at
nogen af de Øvrige havde været bedre, da de kom i Tjene-
sten. Om et Aar vilde han nok være ligesaa flink som
Nogen af dem.

Iver slog sig da til Ro og fandt sig i at blive ud-
skjældt. Ofte kom dog hans hede Blod ikog, og det ud-
artede til Voldsomheder.

Engang endte det endog med en Forstyrrelse af det
hele Hus. Gesellen havde givet Skutjungen Ordre til at
veie af en Vog Hollænderfisk og bringe dem hjem til Fa-
milien, og Skutjungen gav igjen Ordren til Iver efter den
gamle Regel: Min Tjener havde sig en Tjener. Tjenerens
Tjener tok nok saa trøstig fat, afveiede en Vog Fisk og bar
dem hjem. Men det var Zortlanger og ikke Hollænderfisk.
Kokkepigen meldte det til Mutter, Mutter til Fatter, Fatter
til Gesellen, Gesellen til Skutjungen og Skutjungen tog
en af de ulykkelige Zortlanger og gav Iver et Slag over
Ryggen med, idet han sagde: "Jeg skal lære dig, hvorledes
Zortlanger smager til en anden Gang." Iver svarede i
samme Øieblik med sin knyttede Næve, der fældede Skut-

SIDE: 310

jungen til Jorden og sagde: "Jeg skal lære dig, hvorledes
Sognenæver smager til en anden Gang."

Nu begyndte et frygteligt Slagsmaal midt paa Gaards-
pladsen hjemme i Husbondens Hus, hvor Folkene just havde
spist til Middag.

Forgjæves kastede Gesellen sig imellem dem og spurgte,
om de vare blevne rent splitter pine rav ruskende gale, siden
de havde den Dristighed at vove at indlade sig i Slagsmaal
paa dette Sted.

Forgjæves tog Kokkepigen, der var forlovet med Skut-
jungen, fat i Iver og trak ham i Haaret af al Magt.

Forgjæves gjorde Løbergutten det samme med Skutjun-
gen. Som den, der stadig var udsat for lignende Medfart,
som den Iver nu led, viste Løbergutten det mest demokra-
tiske Sindelag og tog altid dens Parti, som stod lavest i
Rangen.

Forgjæves kom Stuepigen, Husjomfruen, Barnepigen,
Tøramme og Vaadamme fra en Kant, Kudsken og Sage-
manden fra en Anden.

Først da hele Huset var kommen i Bevægelse, og Søn-
ner og Døtre, Fatter og Mutter selv vare komne ud paa
Gaardspladsen, ophørte Striden. Men nu snakkede Alle i
Munden paa hinanden. Den kalkunske Hane begyndte at
skrige, Hunden at gjø og Papegøien oppe paa Salen at
skrige af fuld Hals: "De Dyvel, de Dyvel!", og derpaa
skoggerlo den med saa alvorligt Ansigt, som om den var
meget bedrøvet over sin egen Munterhed. Selv Duerne paa
Taget bleve opskræmte af Allarmen og fløi til alle Kanter,
som om Høgen var slaaet ned iblandt dem. Endelig skreg
den gamle Lybecker aldeles rasende: "Eg meiner de Dyvel
er faren i Alle zusammen. Halt's Maul und hør paa mig,

SIDE: 311

eller eg slaar dokker in mangfoldige Stykker. Verdamte
Kokketøs, halt Kjæft, verfluchte Byloper, tier dokker nit
strax, so Got verdam - Stille und ruhig alle!"

Som Følge af denne Tale taug Alle med Undtagelse
af Hunden, den kalkunske Hane og Papegøien, der alle tre
vedbleve at gjøre en frygtelig Allarm, saa den gamle Ly-
becker igjen raabte: "Heraus mit dem Hund, herind mit
dem Kalkunshane og de Dyvel med den Papegøie".

Med Hensyn til Hunden og Hanen blev Ordren strax
efterfulgt, hvorimod Papegøien vedblev uforstyrret at skrige
og le.

Efterat en nøiagtig Beretning om det Passerede var
meddelt, holdt Fatter en Tale, der hist og her blev accen-
tueret ved Papegøiens Raab: "De Dyvel, de Dyvel!" og
høiligen udleet af det samme Individ. Paa Grund heraf
gjorde Talen et noget blandet Indtryk. Mutter og Børnene
havde Møie med at lade være at le, Vaadammen, der nylig
var kommen fra Nordfjord, foldede Hænderne og bad en
liden Bøn for den vesle Fyren oppe paa Loftet, der var
saa svær til at bande. Talens Indhold var, at begge de
stridende Kjæmper bleve betydede, at hvis de en eneste Gang
til vovede saa meget som at løfte en Finger mod hinanden
i Husbondens Hjem, saa skulde de Dyvel tage dem. Paa
Bryggen kunde de slaas, saa meget de vilde.

Skutjungen fik derhos en dygtig extra Skrabe, og Ge-
sellen fik Ordre til at tage sig af Iver og give ham Un-
derretning om, hvad der hørte til hans Tjeneste, for at no-
get lignende ei skulde indtræffe oftere.

Paa Grund af dette Paabud tog Gesellen sig af Iver
og hjalp ham tilrette. Han var meget lærvillig, og det
varede ikke længe, inden han brugte Dixelen som en gam-

SIDE: 312

mel Dixelmand og haandterede Vippe og Trillebør saa godt
som nogen Dreng paa Bryggen. Da første Stevne kom
ind i Mai Maaned, var han allerede bleven til stor Nytte.
I den travle Tid, som derpaa kom, arbeidede han næsten
Nat og Dag og fik knap Tid til at sove, end sige falde i
Tanker, men da den sidste Nordfarjagt satte Seil til og drog
udover Vaagen, og der kom ledige Stunder igjen, faldt
hans Tanker ofte paa Rognved, og han sukkede tungt man-
gen Gang.

Den unge v. d. Ecke besøgte ofte Iver paa hans Kam-
mer, og han opdagede med Forbauselse, at Iver havde sam-
let sig en Del gode Bøger og adskillige nyttige Kundskaber.
Han fik høre Ivers hele Livshistorie, og jo mere de talte
sammen, jo mere fik v. d. Ecke ham kjær. Han besluttede
at forsøge paa at formaa sin Fader til at gjøre Iver til
Gesel. Den gamle Lybecker vilde først ikke vide noget heraf,
men efter mange Overtalelser fra Sønnens Side blev det
afgjort, at Iver skulde forfremmes til Gesel. Men Iver
følte sig ikke lykkelig. Han havde faaet en Længsel over
sig efter Fjeld og Mark og Sognefjordens blanke Vande.

En Dag ud paa Høsten kom Store-Sjur til Byen
med sin Jagt. Han opsøgte Iver, som han pleiede, naar
han kom til Byen, og fortalte ham i Samtalens Løb, at
Bottolf holdt paa at fri til Augunna, og at hun havde
faaet nogle Uger at betænkte sig i. "De tykkes, det er længe,

SIDE: 313

siden de saa dig hjemme, Iver", lagde han til. "Du skulde
reise hjem og se til dem".

Iver svarede: "Ja, det er ikke umuligt, det", men
ved sig selv tænkte han: "Jeg skal nok være paa Rogn-
ved, før Nogen tror".

Allerede ved Dagens Gry næste Morgen var han paa
Veien, og et Par Dage efter skred han med lange Skridt
ned over Kleven til den trange Dal. Det var omtrent ved
Middagstider og et overhændigt Veir. Regnen slog i Bak-
ken, Skyerne hang tunge og tætte til langt ned paa Fjeld-
væggene, og Vinden for susende opover Dalen. Imellem
kom der et Kast saa stærkt, at han maatte staa stille, og da
pidskede Blæsten Regnen i Ansigtet paa ham, saa det var,
som han blev stukket med Naale.

Men freidig og kjæk skred han fremad og trodsede Regn
og Blæst. Han var ikke første Gang ude i saadant Veir.

Nede i Dalen aftog Vinden, medens Regnen syntes
at tiltage i Styrke. Iver var saa optagen af sine egne
Tanker, at han ikke syntes at lægge Mærke til, at en Sten
af og til løsnede oppe i Fjeldet, styrtede bragende ned over
Fjeldsiden og rullede tværsover Veien ud i Elven. Ja, selv
et lidet Skred gik løst, og Sten og Sand og Jord kom
styrtende nedover, uden at han agtede videre derpaa. Selve
Skredet naaede dog ikke ned i Veien, men Sand og Jord
blev liggende i en lang lysebrun Stribe opad Fjeldets
Side og viste Skredets Begyndelse og Omfang.

Iver sagtnede kun sin Gang, kastede et flygtigt Blik
opover Fjeldsiden og skred saa videre.

Han følte, hvorledes Trangen til at skynde sig tiltog
mere og mere, alt som han nærmede sig sit Barndoms Hjem,

SIDE: 314

og da han dreiede af fra Hovedveien ind gjennem Grinden
til Rognved, skinnede hans Ansigt af Glæde.

Lidt efter saa han Røgen stige op fra de grønne Tage
paa Gaarden og i tre forskjellige Striber af Vinden drives
opover Dalen, og da saa Passop kom farende mod ham i
fuldt Bjæf, men ved et Ord blev bragt til Taushed og
derpaa med tusind Krumspring frem og tilbage, i Kredse og
Vinkler ønskede den Hjemvendende Velkommen til Rognved,
da kunde han høre sit Hjerte banke, og om det havde gjældt
hans Liv, havde han ikke kunnet vende om igjen. En Fø-
lelse af uforklarlig Glæde gjennemstrømmede ham, og han
tænkte: "Det er vel godt at færdes i Livet, men bedst at
komme hjem til Slægt og Venner."

Allerede havde han lagt Haanden paa Klinken til
Stuedøren, da randt ham det pludselig i Hu, hvorfor han
egentlig stod der. Han følte, at om en kort Stund skulde
hele hans Livs Lykke, hele hans Fremtids Ve og Vel af-
gjøres, og en Anelse sagde ham, at Afgjørelsen vilde blive
ham til ringe Baade. Modet svigtede ham og sagte trak
han Haand og Fod til sig igjen. Han havde tænkt at gaa
lige til Gamle-Sjur og forlange Datteren tilægte af ham;
men nu faldt det ham ind, at Augunna maaske med Glæde
og Tak havde givet sit Jaord til Bottolf, at Trolovelsen
var færdig og Alting rede til Bryllupet. Men saa mente
han, at det dog vist ikke var for intet, at Broderen var
kommen til Byen med Bud og Besked. Imidlertid var det
i alle Fald bedst at være forsigtig. Den Tanke, at Augunna
skulde mærke hans Hjertesorg, blev ham utaalelig, og med
trodsigt Sind og Bitterhed i Hjertet vilde han just træde
ind i Stuen, da han saa Døren til Floren staa aaben, og
saa vidste han, at Augunna var der. Han lyttede. Nei,

SIDE: 315

hun sang ikke, som hun pleiede. Med sagte Skridt gik
han hen til den aabne Dør.

I Floren sad Augunna paa en Krak. Hun skulde
malke Kreaturerne, men med Hænderne for Ansigtet og Al-
buerne støttede paa Knæerne sad hun ganske rolig, overla-
dende sig til sine Tanker. Da Iver var kommen tæt hen
til hende, uden at hun mærkede det, sagde han med saa me-
gen Rolighed, som det var ham muligt at give sin Stemme:
"God Dag og -"

Mere fik han ikke sagt; thi som truffen af et elektrisk
Stød sprang Augunna i Veiret, og med et Ansigt, hvori
der paa en forunderlig Maade blandede sig dyb Sorg og
inderlig Glæde, rakte hun ham Haanden og udbrød: "God
Dag og velkommen til".

"Nu Augunna", begyndte Iver igjen, "det er ligt til,
du sidder og tænker paa Bryllupet, som jeg spørger snart
skal staa paa Rognved. Men du maa ikke blive ond, om
ikke Alle skulde være lige glade den Dag. Jeg kjender En,
som nok ikke kan blive med der".

Han gjorde en Pause, men da han mærkede, at Au-
gunna sad og græd, forandrede han Tonen. "Græder du
Augunna? Hvad fattes dig?" spurgte han.

"Jeg ved ikke", svarede hun.

"Ved du ikke?"

"Nei, jeg ved det ikke".

"Hør nu mig, Augunna, og svar mig af et ærligt og
oprigtigt Hjerte", udbrød Iver. "Du skjønner sagtens det,
at jeg har sat mit hele Hjertelag til dig, om jeg ogsaa ikke
har sagt det. Og det er sikkert nok, at siden jeg kom til
Byen, har jeg først skjønnet, hvorledes det havde sig, for
siden den Tid har mine Tanker ikke været fra dig. Nu

SIDE: 316

faar du, Augunna, fortælle mig om dit Hjertelag for mig",
sagde han og tog hendes Haand.

"Aa Gud hjælpe mig saa sandt", svarede Augunna,
"jeg har det nok paa samme Maade. Men først da Far
sagde mig, at han Bottolf holdt paa at fri til mig, har
jeg rigtig skjønne, hvordan det var fat med mig. Men nu
skal jeg svare imorgen, og da kommer det an paa, hvad han
Far mener".

"Hvad han Far mener, er let at faa vide, for jeg er
tilsinds at gaa lige ind til ham og fortælle ham, hvad der
nu er talt os imellem."

Iver gik ind i Stuen saa rolig, som det var ham mu-
ligt; thi han vidste, at Gamle-Sjur godt kunde lide Alvor
og Sindighed og var en Hader af al Slags Heftighed i
Ord og Gjerning.

"God Dag i Stuen", sagde han og tog sin Fosterfa-
der i Haanden.

"God Dag igjen og velkommen til", sagde Gamle-Sjur,
"det var nok det, jeg tyktes, jeg saa dig igjennem Glasset
komme til Gaarde for en Stund siden. Du har sagtens
været nede i Fjøset hos hende Augunna og pratet med
hende lidt, kan jeg tænke.

"Ja, det har jeg rigtig, og nu vilde jeg nok gjerne
snakke lidt med dig".

"Ja, ja, jeg har nok lidt at sige dig, jeg ogsaa",
svarede Gamle-Sjur og reiste sig op, "saa det passer godt".

"Det jeg har at sige", sagde Iver, "er snart sagt. Jeg
har sat mit hele Hjertelag til Augunna, og hun har ikke
noget derimod at sige, men først maa hun høre din Mening,
før hun kan svare mig rigtig. Derfor spørger jeg dig,
Far, hvad du siger til det?"

SIDE: 317

"Hvad du der siger, kommer ikke uventendes", svarede
Sjur, "men nu skal da høre, hvad jeg har at sige.

Min Part i Rognved er ikke stor nok til at dele mel-
lem Store-Sjur og dig. Naar jeg er færdig og lagt i
Jorden, faar Sjur Gaarden, og du staar paa bare Bakken
med to tomme Hænder. Og saalangt som Mands Minde
gaar, har Karfolket paa Rognved været Odelsbønder og
Selveiere, og Kvindfolket bortgiftet med deslige, saaledes
som Augunnas Søster nu er. Skulde nu Augunna give
sit Ja til dig, blev hun den første af min Slægt, som
giftede sig til Fattigdom, for ikke ser jeg nogen Raad til,
at du skulde faa Gaard".

"Gaard kan jeg vel ikke skaffe", svarede Iver, "men
Fattigdom byder jeg just ikke".

Han fortalte nu fornøiet, hvad Udsigter han havde for
Fremtiden, og at han nu mente sig istand til at føde Fa-
milie og leve ligesaa godt som Nogen i Bygden. Og saa
var der, efter hvad han kunde forstaa, ikke Noget iveien.

"Aa ja", sagde Gamle-Sjur og rystede bedrøvet paa
Hovedet, da Iver var færdig. "Jeg burde have tænkt det,
at det kunde være sligt; men hør nu paa mig, saa faar du
tænke, som du vil. Du ved jo nok, Iver, at du blev fun-
den, da du var nogle Maaneder gammel. Jeg tog dig
hjem til Kjærringen min, og hun stelte om dig fra den
Stunden, som du kunde have været hendes eget Barn, og
fast Bygdens Folk sagde, at du var lagt, der du laa, af
det Slags Folk, som ikke sees i Kirken og heller ikke, hvor
Guds Ord forresten høres, saa ikke saa meget som lydde
hun til det engang. Men mangt et Lys brændte hun over
dig, det er sandt, og ikke var det lang Stunden, du var

SIDE: 318

uden korslagt Staal paa Brystet, før du var døbt og
kristnet".

"Men min Moder blev jo funden lige ved mig", af-
brød Iver sin Fosterfader. "Desuden har jo min Moster
draget Kjendsel paa mig som sin Søstersøn, saa min Slægt
er klar nok, destoværre for mig".

"Sandt nok er det", vedblev Sjur, "at hun, som kal-
der sig din Moster, har draget Kjendsel paa dig som sin
Søsters Barn, men vel kan du sige, at det Slægtskab
ikke er hverken til Gavn eller Glæde for dig. For hvis
saa er, giver jeg ikke mit Minde, om saa Præsten selv lagde
sit Ord til, og det er mit sidste Ord, og det staar fast, at
før du kan paavise, at du er kommen af kristne, bosatte
Forældre, de være saa kleine, de være vil, før faar du ikke
Datter min til Kone. Nu er det sagt. Og det har kostet
mig svare Sorg at komme til Endskab med denne Sag."

Hvert af Gamle-Sjurs Ord var for Iver som et Stik
i Hjertet. Han var kommen tilbage med en Blanding af
Haab og Frygt, og lyse Forhaabninger af vaarfrisk Glæde
spirede af og til i hans Hjerte. Ligesom med et Stød blev
Alt tilintetgjort. Han blev saa aldeles betagen, at han
hverken kunde tænke eller tale. Kun Et stod klart og tyde-
ligt for ham, og det var, at Gamle-Sjurs Beslutning var
urokkelig, og at det derfor var unødigt at sige et Ord. En
Stund stod de begge tause. Gamle-Sjur saa paa Iver,
og der faldt som en Skygge af Ivers dybe Bedrøvelse over
paa ham.

"Iver," sagde han og lagde sin Haand paa Foster-
sønnens Skulder, "Iver, tror du, jeg holder af dig?"

Den Tiltalte svarede ikke.

Efter en Pause spurgte derfor den Gamle op igjen,

SIDE: 319

og da han heller ikke nu fik Svar, greb han Ivers Haand
og sagde: "Kom med din Haand og svar mig oprigtig.
Tror du, jeg holder af dig."

Iver rystede paa Hovedet og sagde: "Jeg har troet det
hidtil, men -," han standsede, rystede atter paa Hovedet
og taug.

Fosterfaderen begyndte at blive varm, det kunde man
se paa hans Ansigt og høre paa hans Stemme, da han
vedblev: "Jeg siger dig, Iver, at jeg holder af dig, som
du var mit eget Barn, og det et Barn, som bare har gjort
mig Glæde, jeg siger dig, jeg holder ikke mere af Augunna
end af dig, men jeg holder ogsaa af hende som af et kjært
Barn, jeg er sat til at passe paa af Vorherre. Og jeg
siger dig, at jeg har ikke nogen Kampesten her." Han slog
sig for Brystet.

Da Iver vedblev at stirre mod Jorden uden at svare,
fortsatte den Gamle, idet han lagde sine Arme paa Ivers
Skuldre og rystede ham heftigt: "Forstaar du det, Iver?"

Iver lod den Gamle ryste sig og svarede først efter
gjentagne Opfordringer om at tale med en mat Stemme:
"Aa, jeg forstaar dig nok. Du vil ikke lade mig faa Au-
gunna, det forstaar jeg nok. Resten er Snak, som du kan
spare dig for."

Derpaa reiste han sig pludselig med Heftighed. Det
onde Blod rørte sig i ham, og i Hidsighed og med et Par
af Vrede gnistrende Øine saa han sin Fosterfader ind i
Ansigtet og raabte: "Men jeg er ikke noget Barn længere,
som kan bringes til Ro med Prat og Snak. Jeg er en
voxen Karl og skal nok hjælpe mig uden den Hjælp, som
er at finde paa Rognved. Farvel! Fanteungen har været
for længe blandt Gaardmandsfolk. Derfor har han glemt,

SIDE: 320

hvem han er, saa det er paatide, at han søger hen blandt
Sine igjen!"

Som en Rasende for han mod Døren, men idet han
skulde ile ud, blev han greben i Kraven af Gamle-Sjur,
som trak ham tilbage igjen. Han søgte at rive sig løs fra
ham, men i det samme gled Augunna stille over Dørtær-
skelen og stillede sig ved Siden af sin Fader.

Da ophørte hans Modstand, hans Muskler ligesom
tabte deres Spændkraft. Han sank sammen og lod sig lede
som et Barn.

Da den Gamle havde trukket ham frem paa Gulvet
igjen og lukket Døren, sagde han med imponerende Alvor
i sin Stemme og i sit Væsen:

"Du er en saa brav og flink Karl, Iver, som den
bedste, og jeg kunde ikke ønske mig nogen bedre Søn end
du, men du hører til et eget rart Folk, som hefter sig
svare til Sine og ikke slipper dem fra sig, det ved du bedst
selv. Og om du er en Karl med stærke Næver og brede
Skuldre, der kan taale og døie noget, saa er det ikke altid,
du er tilstede. Det kunde vel sagtens hænde, at du er fra
Gaarde, og hun bliver alene hjemme. Hvad skal hun saa
tage sig til, naar Fanterne komme over hende, som en Flok
sultne Ulve over et ensomt, stakkels Lam? Det har jeg
tænkt og overveiet, og det har jeg skjønnet, at der skal Noget
til, før en Fader kaster sin Datter ud i slig Strid. Men
dermed standser det ikke. Efter Bryllup kommer Barsel, og
med Barsel følger Børn, og Somren skrider, og Vinteren
lider, og Børnene voxe til, alt som de komme frem den Ene
efter den Anden. Men før jeg nogensinde vilde hørt og
spurgt, at Nogen, være sig Mands- eller Kvindesperson, Gut
eller Jente, der havde Blod af Rognvedætten i sig, drog

SIDE: 321

Land og Strand rundt med Farefanter og Skøierfolk, før
vilde jeg ønske, at hele Rognvedslægten maatte rent dø ud.
Bare jeg tænker paa, at der kunde komme den Tid, at et
Følge drog Landet rundt, som kaldte sig Rognvedfølget, og
at Augunna var Mor til nogen af dem, bliver jeg tilmode
slig, at jeg føler, jeg var istand til at forgribe mig paa
hende for at forhindre slig Ulykke; og saa er jeg færdig
med den Sag, og nu ved du, om du kan faa Augunna
tilægte med min Villie eller ei."

Den gamle Mand saa paa Iver, som om han ventede
Svar fra ham. Men Iver stod taus med Ansigtet mod
Gulvet. Den Gamle vedblev med bævende Stemme: "Og
nu Iver, vil jeg sige dig, at du har været en brav Gut
alle dine Dage. Og saa Farvel. Du har jo din Tjeneste
i Byen, og den faar du passe. Det er ogsaa godt, for
der vil vel være liden Glæde for dig paa Rognved her-
efterdags. Det er tungt at skilles fra dig nu, du er saa
sørgmodig, men Tiden er en god Doktor, og Adskillelse er
ikke daarlig Medicin. Men før du reiser, har jeg en Be-
gjæring til dig, Iver. Sig Augunna et Trøstens Ord,
før du gaar. Ingen kan det bedre end du, og til Ingens
Ord vil hun lytte som til dine."

Taarerne randt ned over den Gamles furede Ansigt.
Han sluttede, og Iver kunde neppe tale for Graad.

"Gud hjælpe mig," sagde han, "jeg trænger nok mest
til Trøst selv, og er nok ikke istand til at skaffe Andre
Trøst."

"Til Slutning vil jeg bede dig, Iver," sagde Pleie-
faderen, idet han lagde sin tunge Haand paa Ivers Skulder,
"at du ikke vil nære noget Had til mig for denne Sag,
for jeg har villet det vel i Et og Alt og søgt det Bedste,

SIDE: 322

og er det gaaet ilde, faar du ikke tænke ondt." Dermed
gik han.

Da Iver blev alene med Augunna, stod de begge en
Stund og saa paa hinanden, aldeles ude af Stand til
at tale.

"Du hører, hvad han siger," sagde Iver.

"Jeg kunde mest tro, det vilde blive saa," sagde Au-
gunna blidt.

"Ja, og saa skal jeg trøste dig."

Augunna saa Iver ind i Ansigtet med et forskende
Blik og spurgte alvorlig: "Og hvem skal trøste dig da?"

Iver kunde ikke svare herpaa. Han lagde sine Arme
mod Væggen, støttede sit Hoved paa dem og hulkede.

Augunna trak ham fra Væggen, tog Hænderne fra
hans Ansigt, og nu blev det hende, der trøstede ham.

At modsætte sig Faderens Villie faldt hende ikke et
Øieblik ind, ligesom hun heller ikke lod til at tænke paa
sig selv. Hun tænkte kun paa ham og talede om, hvor-
ledes han skulde stelle sig i Fremtiden. Hun sagde mang-
foldig Tak til ham, for hvad der var forefaldet dem imellem
i Fortiden, og havde kun en Bøn til ham for Fremtiden.
Det var, at han engang imellem vilde tænke paa hende
med et kjærligt Sind.

"Saa til Slutning siger jeg Farvel og Gud hjælpe
og trøste os begge."

Uden at standse et Øieblik ilede Iver opover Dalen.
Han havde kun Rum for en Tanke: "Du er skilt fra Au-
gunna for bestandig. Det bliver aldrig anderledes, aldrig,
aldrig!"

SIDE: 323

Iver kom tilbage til Bryggen og begyndte paa sit
gamle Arbeide; men Arbeidet pinte ham, og han længtedes
efter Ro for uforstyrret at hengive sig til sine Tanker.
Saa vandrede han ud af Byen op paa Fjeldene, og naar
han fandt et rigtig vildt Sted paa Ulrikken eller Sand-
viksfjeldene slog han sig til Ro og overgav sig til sine
sørgelige Betragtninger. Der kunde han lægge sig med lukkede
Øine og tilbagekalde i sin Erindring de mindste Smaating
fra hans tidligere Dage, men saa kom Slutningen. "Ad-
skilt for bestandig, aldrig anderledes," og saa sprang han
op og styrtede hjem igjen.

En Dag vankede han om i Lyng og Mos og Myr
paa Fjeldene. Det var langt ud paa Høsten og koldt,
fugtigt Veir. Men han vandrede uden at vide, hvor han
var, og da han tilsidst naaede op paa en Fjeldtop satte
han sig der for at hvile sig lidt. Her blev han længe sid-
dende og stirrede udover Havet.

Solen gik just ned, men et Hav af Purpur og Guld
laa i lange, brede Baand, og i stedse vexlende Farvespil trak
Baandene sig langsomt ind imod Land og forsvandt lidt
efter lidt bag Skjærene, der ligesom store, sorte Havuhyrer
laa og svømmede i et Straalehav. Det var Dynninger,
som ude paa Havet rullede dovne ind imod Land og tabte
sig bag Skjærene. Farverne vare saa glimrende, straalende
og vexlende, at Iver neppe kunde adskille Luften fra Havet.
Havet syntes at være uendeligt og at strække sig ligehen
til Solen.

Længe sad Iver i taus Beundring og betragtede dette

SIDE: 324

storartede Billede, og mange brogede Minder fra Barndoms
lykkelige Dage glede forbi ham. Tiden gik, uden at han
mærkede det, og da han omsider reiste sig for at begive sig
hjemover, var det aldeles mørkt og Himmelen sort og truende.
Han havde neppe gaaet tyve Skridt, førend en Storm brød
løs med saadan Voldsomhed, at han kun med yderste Møie
kunde holde sig paa Benene. Regnen styrtede dertil ned i
Strømme, og Mørket syntes at blive fuldstændigt. Han
kunde gjennem Stormens Tuden og Regnens Pladsken høre,
hvorledes Bølgerne i Svartediget slog mod Stiverne langs
Veikanten, og derpaa af Stormen pidskedes langt op paa
Land.

Iver maatte hvert Øieblik lægge sig ned paa Knæerne
for at føle sig for, om han virkelig var paa Landjorden
eller ei; thi det forekom ham, at han gik i Vand til langt
op paa Benene. Flere Gange mærkede han paa denne
Maade, at han var kommen ud af Veien, thi han følte
kun Græs under sig, og saa maatte han paa Hænder og
Fødder krybe omkring for atter at finde Veien igjen. En,
to, tre Gange blev han kastet overende af Stormen. Sidste
Gang var Stødet saa voldsomt, at han følte, at han af
Stormens Magt blev løftet op fra Jorden og derpaa kastet
paa Hovedet ned igjen. Han mærkede snart, at noget varmt
strømmede ned over hans Ansigt. Det var Blod, men
Skrammen var ikke stor, det kunde han føle, og det kolde
Vand fra Svartediget, der idelig overskyllede ham, døvede
Smerten, og det var ham ordentlig en Vederkvægelse af og
til at aabne Munden og lade sin tørre Tunge befugte.
Saaledes arbeidede han sig fremad, indtil han kom til det
Sted, hvor Veien gjør en Vending og gaar ned imod Byen.
Nu gik det raskt afsted, og han naaede snart Tydskebryggen,

SIDE: 325

uden at agte Tagstenene, der overalt paa hans Vandring
gjennem Gaderne ligesom af usynlige Hænder kastedes ned
efter ham. Han kom op paa Kleven, træt og vaad. Lys
maatte han ikke bruge der. Han lagde en vaad Klud paa
Saaret, krøb tilsenge og faldt i en fast og rolig Søvn.

Fra den Dag var det, ligesom hans Sygdom tog af.

Han fik mere Lyst til Arbeide og Læsning, og blev
mere og mere fortrolig med sin unge Herre og begyndte ofte
at besøge ham paa hans Værelse. Han følte sig fordet-
meste noksaa vel tilmode og saa Fremtiden imøde med freidigt
Sind. Men naar han saa kom op paa Kleven om Aftenen
og gik tilsengs, følte han sig dog undertiden helt beklemt,
og Augunnas Billede dukkede op for ham.

En Dag bad gamle van der Ecke Iver gaa paa Post-
huset og hente et Brev af stor Vigtighed, som længe var
ventet.

Han fik Brevet og skyndte sig hjemover med det, vel
vidende, at det indeholdt Efterretninger af saa stor Interesse
for Huset, at den gamle Herre med bankende Hjerte vilde
aabne det.

Et Stykke fra Huset var der et helt Opløb af Smaa-
gutter, som vare stimlede sammen om en underlig klædt
Mand. Gutterne skreg og lo og hujede og nappede i Man-
den paa alle Kanter, medens han yderst betuttet søgte at
værge sig, saa godt han kunde, og slog efter sine Plage-
aander med en Kjæp, han havde i Haanden. Traf han ikke,
jublede Gutterne, og traf han, jublede de endnu mere, thi
saa havde de ogsaa de Trufnes underlige Fagter efter Sla-
get at more sig med.

Den lange Hanefjær i Mandens Hat vaiede stolt frem og
tilbage, og modstod kjækt ethvert Angreb af Fiendens Hug-

SIDE: 326

og Kastevaaben, men Papirforsiringerne paa hans Klæder
hang i Laser om ham.

Ved første Øiekast gjenkjendte Iver Manden, og skjøn-
nede strax, at der maatte være noget vigtigt paafærde, siden
Raate-Lars var sendt i Vei.

I et Sæt stod Iver ved Siden af Lars, greb hans
Stok og uddelte med den et Par saa kraftige Slag til de
djærveste Angribere, at baade de og deres Kammerater tabte
Lysten til at fortsætte Striden.

Raate-Lars stod og stirrede paa Iver saa yderlig for-
bauset over hans pludselige Fremtræden, at han aldeles
tabte Mælet.

Da han endelig lod til at være kommen til Vished
om, at her ikke fandt nogen Feiltagelse Sted, tog han sig
til Hovedet, som om han vilde fastholde sine Tanker og
sagde: "Skulde hilse fra Augunna, mykje Taarer, mykje
Graad, hu, hu, hu!"

Erindringen om Augunnas megen Graad lod til at
virke stærkt paa den stakkels Tosse; thi han satte sig ned
paa en Trappesten og gav sig til at storhulke.

Iver følte ligesom en Ild fare gjennem sit hele Legeme.
Han rystede Raate-Lars dygtig og skreg: "Hvad skulde du
sige fra Augunna til mig?"

Raate-Lars holdt op at græde, blev med Et tankefuld
og svarede i en Tone, som et Barn, der fremsiger en Lec-
tie: "Hils fra Augunna. Læs Seddelen og kom".

Da han var færdig straalede hans Ansigt af Glæde
over, at han havde udført sit vanskelige Hverv. Han leve-
rede Iver Seddelen og gav sig til at skoggerle.

Ledsaget af Tossens Latter læste Iver: "Søndag skal
Bryllupet staa. Kom Iver, kom, før det sker. Hvor du er,

SIDE: 327

der vil jeg være, og din Villie skal være min. Saa skri-
ver jeg, Augunna, til dig, Iver".

Det sortnede for hans Øine, det susede for han Øren,
han blev bleg, som et Lig, og hvis han ikke havde faaet
Tag i Larses Kufte, var han styrtet om.

Pludselig farvedes hans Kinder igjen af en stærk Rødme,
og han mumlede: "For sent, men prøves skal det". Han
knugede Augunnas Seddel fast i Haanden, trykkede Hatten
ned paa Hovedet og satte saa afsted. Han ilede gjennem
Stadsporten, opad Kalfarbakken, forbi Svartediget og saa
tilfjelds. Lars fulgte ham. Først paa Toppen af Fjeldet,
omgiven af Sten og Lyng, lod det til, at han kom til Be-
sindelse. Han satte sig ned paa en Sten, græd en Stund
som et Barn, sprang derpaa atter op, og saa gik det afsted
igjen med forøget Fart over Bjerg og Dal, gjennem Mar-
ker og Myrer og uveisomme Steder. Han følte ingen Hun-
ger, ingen Tørst, ingen Træthed. Af og til, naar hans
Lemmer svigtede ham, satte han sig ned, hvilede sit Hoved
i sine Hænder en Stund, læste nogle Ord i Seddelen og
for saa afsted igjen uden at være sig bevidst, at han var
træt og udmattet. Et Øieblik lo han, et andet Øie-
blik græd han krampagtig. Idelig, idelig svævede Augun-
nas Billede for hans pinte Sjæl, og han tænkte ikke paa
andet end hende, og naar saa Tossens Latter og Glæde
over Bryllupet klang for hans Øren, forøgede han sin Fart.

Et Par Dage efter kom der en Pige ind til van der
Ecke og bragte ham det Brev, Iver havde hentet paa Post-
huset. Hun fortalte, at hun oppe paa Fjeldet i Nærheden
af Svartediget havde truffet paa en Mand, der havde givet

SIDE: 328

hende det og bedet hende bringe det frem. Manden syn-
tes at være forstyrret. Han var uden Hat og uden Hals-
tørklæde.

Senere fik man i Byen Underretning om, at han var
seet høit tilfjelds paa uveisomme Steder. Han lod til at
følge den rette Linie tvært over Fjeldene.

Bryllupsdagen var kommen paa Rognved. Det var
Søndag og lod til at blive en vakker, mild Dag for Aars-
tiden med stille, klart Veir. Rundt om paa Fjeldene laa
vel en Mængde tung Sne, som var falden i de sidste Dage,
men det var en saa mild Foraarsluft, at det ene Skred
efter det andet gik udover og ned i Fjord og Dal. Dette
var Folkene i Dalen saa vante med, at det ikke hindrede
den lystige Stemning i Bryllupsgaarden.

Kjøgemesteren stod i Døren. Vel var han gammel,
men han var glad og lystig og fuld af skjemtefulde Indfald.
Han uddelte meget rundhaandet Øl og Dramme til Gjæ-
sterne, efterhvert som de kom gaaende eller kjørende til
Gaarden.

Imidlertid sad Bruden i Høisædet og blev pyntet, og
Brudgommen ventede kun paa Bruden for at krybe frem af
sit Skjul.

Stakkels Augunna! Hun sad paa en Fjel, kold og
ligegyldig ved Alt, hvad Maia og et Par andre Kvinder
hang paa hende.

SIDE: 329

For tolv Dage siden havde hun sendt Lars til Byen
med Brevet og i de sidste Dage havde hun oftere seet opad
Dalen end i hele sit foregaaende Liv tilsammen. Hvert
Øieblik tænkte hun: "Nu kommer han frem om Fjeldknat-
ten derhenne". Men han kom ikke.

Hver Gang hun hørte en usædvanlig Lyd, tænkte hun:
"Der er han." Men det var ikke ham.

Nu blev den store forgyldte Brudekrone sat paa Au-
gannas Hoved. Det var, som om der for en isnende Kulde
igjennem hende.

Saa var hun færdig og reiste sig. Det raslede i Silke-
klæderne og spillede i Søljerne paa Brystet og i Kronen
paa Hovedet. Det gule Haar flød i rig Fylde ned over
Ryggen og var saa silkeblødt, at det bevægedes af det mindste
Aandepust. Ingen tyktes at have seet vakrere Brud.

Det er saa Skik i Sogn, at Bruden, hvad saa end
hænder, maa være alvorlig og stille. Augunna opfyldte sin
Hjembygds Fordringer paa det Fuldstændigste. I al sin
Pragt som Brud saa hun mere ud til at være pyntet til
en Sørgefest.

Pistolerne knaldede, Trommerne larmede, Violinerne
skurrede, og Latter og Lystighed tonede fra alle Sider. Hun
blev sat i Høisædet, et Mønster paa en Sognebrud i Alvor
og Høitidelighed.

Kjøgemesteren bankede til Lyd og gjorde bekjendt, at
de som vare saa passe mætte og utørste, at de orkede at
komme til Kirken nu, maatte se at
faa Baadene sine istand,
for ret nu drog Bruden afsted.

Dette var Tegn for Augunna, at Tiden nu var kom-
men til at tage Farvel med Forældrene efter Bygdens Skik.

Moderen vilde føre hende ind i Høladen, for at Afske-

SIDE: 330

den kunde gaa for sig i al Stilhed, men Augunna gik forbi
og hen til Tvillingstenen, hvor hun og Iver saa mangen
Gang havde leget sammen som Børn.

"Ja, saa faar du nu have saa mange Tak for alt godt,
du har gjort mig her i Verden, Mor," sagde Augunna,
idet hun først vendte sig til Moderen.

"Selv skal du have største Takken," svarede Moderen
hulkende, "for ikke har du gjort mig en Times Sorg i dit
Liv, det jeg mindes."

"Tak for de Ord, Mor," svarede Augunna.

Derpaa vendte hun sig til Faderen, greb hans ene
Haand med begge sine og forsøgte at tale, men hun kunde
ikke faa et Ord frem.

Gamle-Sjur var ikke vel tilmode. Det var ligesom
der hvilede noget tungt paa hans Sind, men han kunde
ikke forstaa, hvad det var, for han syntes han havde gjort
Alt paa det Bedste. Han saa sig om til begge Sider, blev
ganske varm og forsøgte at trække Haanden til sig, men
Augunna holdt den fast.

Endelig tog han til Orde og sagde: "Vi faa vel til
at rusle i Vei, ved jeg. Monsen og hele Følget venter
bare paa os." Saa taug han, men da ogsaa Augunna
vedblev at tie, ude af Stand til at faa et Ord frem, lagde
han til: "Ja og saa faar du have Tak for alt godt da,
Augunna, og dermed faar vi -"

Han vilde gaa, men hun vedblev i Taushed at holde
hans Haand fast imellem begge sine uden at røre sig af
Stedet. Hun stod der i sin Brudedragt, iført de gildeste
Klæder, Bygden havde at fremvise, med Krone paa Hovedet
og Søljer og Stads i Mængde paa Brystet, et Billede
paa den dybeste, inderligste Sorg. Hun havde ikke klaget

SIDE: 331

med et eneste Ord og heller ikke nu kom der en Klage
over hendes Læber, men Hjertet var fuldt deraf, og paa
hendes Kinder og i hendes Øine var det at læse, hvad der
boede i hendes Hjerte.

Den pinlige Pause, som opstod, afbrød Faderen atter,
idet han alvorlig sagde: "Her kunne vi ikke staa, til Kvel-
den kommer. Nu faar vi gaa."

Han trak sin Haand til sig, stak den dybt ind paa
Brystet, som om han følte Smerter i den, og gjorde et Par
Skridt henimod Huset, men Maia standsede ham og sagde: "Du
tænker vel ikke at bryde Bygdens Skik og Sædvane. Du vil vel
aldrig reise til Kirke og gifte bort Datter din uden at høre paa,
hvad hun kan have at sige dig, før hun reiser. Vent lidt,
det kommer nok og har ingen Braahast." Det var tydeligt,
at Gamle-Sjur følte sig truffen; thi han gik rask tilbage til
sin Datter, lagde sin Haand paa hendes Skulder og sagde
med Varme: "Augunna, Datter min, Lov og Skik byder,
at før Barnet reiser til Kirke for at giftes, skal det tage
Afsked med sine Forældre. Det gjør jeg nu. Jeg byder
dig Farvel og Lykke til Fremtiden. Men nu, du gaar over
fra mit Værge til en anden Mands Værge, saa kan jeg
give dig det Lov med, at snillere Datter, end du har været,
skal vanskelig findes. Har jeg gjort dig imod i Noget, saa
har det været i den Tro, at det var til dit Bedste, og der-
for faar du nu sige mig Farvel."

Det var de første venlige, eller rettere sagt, hjertelige
Ord, Augunna nogensinde havde hørt af sin Fader. Taa-
rerne strømmede ned af hendes Kinder. Hun hulkede og
var paa Vei til at fortælle sin Fader, at hun havde sendt
Bud til Iver, men Brudgom og Brudefølget stod og ventede.

SIDE: 332

En og Anden tittede allerede frem bag Hjørnet paa
Huset og saa efter, hvor Bruden blev af.

Hun foldede sine Hænder og sagde: "Ja, saa skal du
have Tak for alt godt, Far min, og hvis jeg har gjort
dig imod i nogen Ting, saa faar jeg bede dig om Forladelse
derfor, og at du nu, da vi skulle skilles, ikke er vred paa
mig derfor."

Dette var Formelen, som skulde fremsiges, men da det
var gjort, skjulte hun sit Ansigt i begge sine Hænder, hulkede
og græd og sagde: "Aa, Gud hjælpe og trøste mig, jeg er
saa bedrøvet. Men, hvad skal jeg gjøre? jeg maa jo lyde
din Villie, Fader."

Dette stod ikke i Lexen, det var tydeligt, og det blev
ogsaa sagt i en ganske anden Tone. Det var et Suk fra
Hjertets inderste Dyb.

"Augunna," sagde Gamle-Sjur, og han følte ligesom
noget gjære indeni sig, noget, som han aldrig havde følt
før. Augunnas sidste Ord havde trængt igjennem den haarde
Skal, der havde lagt sig om hans Hjerte under Livets Slid
og Slæb, og som var dannet af Fordomme og Lidenskaber.

Men i det samme forkyndte Skud og Larm og Trom-
men mellem Husene, at nu begav Brudgommen sig paa
Veien. Bruden maatte nu ogsaa komme.

Gamle-Sjur løftede Hovedet i Veiret: "Lad os gaa.
Prat nytter ikke. Det, som er sagt, det staar. Kom Au-
gunna," sagde han og greb hendes Haand.

Augunna reiste sig, tørrede rask Taarerne af sine Øine
og sagde: "Ja, ja, jeg kommer, og saa faar det da ogsaa
komme, som komme skal," og skred hurtig fremad.

Brudefølget satte sig i Bevægelse, atter knaldede Pisto-

SIDE: 333

lerne, atter larmede Trommerne og atter skurrede Violinerne
saa det klang borte i Fjeldene.

Augunna gik ved Siden af Bottolf. Han var straa-
lende glad, og det var tydeligt, at han saa sig glad paa
sin Brud.

"Det er ikke et daarligt Følge, han Bottolf har,"
sagde Mons til Gamle-Sjur, idet han saa bag paa det lange
Følge, som snoede sig langs den smale Vei.

"Augunnas Æt er heller ikke daarlig", svarede Sjur tørt.

"Jeg tykkes, de Fleste ere paa min Side", mente Mons.

Sjur svarede ikke. Han tyktes ikke, det var værd at
strides paa den Vei, de nu gik.

Augunna kastede idelig et Blik op over Dalen for at
se, om Iver ikke skulde komme, men han var ikke at se.

Følget fordelte sig i Baadene.

Brudebaaden var en Ottring. Brudgomsbaaden ligesaa.
Den Første satte strax efter fra Fjæren og drog udover.
Forud i Rangen sad Trommeslageren, paa første Tofte
Store-Sjur, som roede to Aarer og skulde styre Baaden.
Paa anden Tofte sad Gamle-Sjur og Siri og roede hver
sin Aare, og paa tredie Tofte havde Siris Mand faaet
Plads og roede to Aarer. Augunna og hendes Moder sad
paa en Fjel bag i Baaden, og i bagerste Rang sad Spil-
lemanden.

Trommeslageren spyttede i Næverne for at have bedre
Tag paa Trommestikkerne, naar han skulde slaa løs, og Spille-
manden klunkede paa Violinen. Begge ventede de paa, at
Skytten i Brudgommens Baad skulde affyre sin Pistol til
Tegn paa, at Alt var færdigt.

Det var en deilig, mild Morgen i Slutningen af April.
I Løbet af Natten var der falden en stor Mængde tung og

SIDE: 334

vaad Sne, der laa som et stort hvidt Lagen over Huse og
Marker, Dal og Fjeld. Den blændende Hvidhed stak næsten
ligesaa meget af mod den dybe blaa Himmel ovenfor, som
mod den mørke Fjord under, og de enkelte nøgne Fjeldknat-
ter, der stak frem af Sneen, paa begge Sider af Vandet.

Luften var stille, klar og gjennemsigtig, men ude i
Fjorden blæste der nok en rask Vind; thi de enkelte Sky-
flækker, der saaes, for med rask Fart over den smale Stribe
af Himlen, der var synlig nede fra Vandet, og smaa lange
Dønninger kom langsomt rullende indover Fjorden og brø-
des med sagte Brummen mod Fjærens blanke, runde Stene
under den gulbrune Tang.

Alles Opmærksomhed var henvendt paa Skytten i
Brudgommens Baad.

Under den Stilhed, som derved opstod, kunde man høre
Vandet sildre ned fra Fjeldene paa begge Sider, og af og
til en sagte Støi af Sne og Is, der ramlede nedover.

Skytten stod og klikkede i et væk med sin Pistol, der
i Grunden ikke var andet end det halve Løb af en sønder-
skudt Geværpibe sat paa et klodset Haandtag og forsynet
med en gammel, forrustet Laas. Det Hele var indrettet i
en Skynding for Tilfældet.

Et Stykke fra Land laa Brudebaaden stille. Rors-
karlene hvilede med Aarene og ventede paa Skuddet.

"Det ser ud til godt Veir idag, og det stilner af, for
der er jusom Skydotterne ikke have slig Hast nu som før
idag," sagde Gamle-Sjur til Sønnen bag sig.

"Ja," svarede han, "det er ligt til det; faar saa Solen
rigtig Magt, saa bliver det ikke godt at ligge her nede i
Fjorden, for det bliver ikke vondt for Sneskred."

"Aa pyt, Sneskred," svarede den Gamle kjækt, "Rogn-

SIDE: 335

vedfolket har vel saa passe Marv i Benene, at de kunne
ro en Ottring bort fra et Sneskred, ved jeg."

"Solen skinner paa hele nordre Side udover," svarede
Sønnen alvorlig.

Faderen vendte sig helt om og saa med et haanligt
Smil paa Sønnen, som om han vilde sige: "Du er ræd,
du Stakkel."

I det samme gik et lidet Skred ud et Stykke udenfor
dem. Store-Sjur lod, som han ikke bemærkede det, men
Siri sagde: "Der er svare til Tyngde i Sneen idag, Far,
og den kommer at gaa fort tilfjords, naar den først be-
gynder at gaa."

"Rognvedbaadene gaa ogsaa fort, naar jeg sidder ved
Aarene," svarede Faderen, men saa kastede han Øinene paa
Augunna, og spurgte: "Hvad mener du, Augunna?"

Hun sad bleg og aandsfraværende, og han maatte gjen-
tage sit Spørgsmaal, inden hun forstod det. Men saa
svarede hun: "Det kan ikke nytte stort at vente længere,"
og saa sukkede hun dybt og tungt.

Faderen tyktes Svaret var tvært og støttede Albuerne
paa Knæerne til Tegn paa, at han vilde vente.

En Stund efter gik Skuddet inde fra Brudgomsbaaden,
og han raabte: "Se saa! Spil op Spillemand! Og saa
afsted!"

I det samme Skuddet gik, kom en Mand løbende paa
Ski nedover mod Stranden. Han kastede Skierne fra sig,
saa et Øieblik udover Fjorden og sprang derpaa ud i en
let Firingsbaad, hvori Ole og to andre Mænd sad.

Manden paa Fortoften stødte han tilside og sagde med
hul Stemme: "Jeg kommer til Bryllups, Ole. Ro nu
som en Kar." Det var Iver.

SIDE: 336

Han var bleg som et Lig. Blodet dryppede af hans
Næse og pipplede frem af hans Mundviger. Han var uden
Hat og uden Halstørklæde. Klæderne vare sønderrevne, og
i hans Blik brændte Vanviddets Ild.

Folkene i Baaden bleve bange for ham og gik i Land
med Undtagelse af Ole, der blev siddende og søgte at bero-
lige Iver; men da han med en Rasendes Heftighed gav sig
til at ro udover, greb ogsaa Ole Aarene og roede med.

De øvrige Baade bleve et Stykke tilbage, idet Folkene
smaasnakkede med hinanden om, hvad dette skulde betyde,
og hvad Iver vilde, og hvor rent frygtelig han saa ud, og
at han vist maatte være gal. Men Alle mente de: "Aa
han Gamle-Sjur klarer nok det."

Brudebaaden for udover Fjorden saa Skummet stod om
den. Trommeslageren slog paa sin Tromme af alle Kræf-
ter, og Spillemanden sparede ikke sin Violin.

Pludselig standsede Gamle-Sjur og raabte: "Tys stille!"

Trommen og Violinen taug, og Roningen ophørte.
I Førstningen hørtes kun Vandets sagte Brusen for Stav-
nen, derpaa var det ligesom denne forplantede sig opover
Fjeldet og tiltog i Styrke der.

Store-Sjur pegede op imod Fjeldet ligeover Baaden.
Faderen nikkede og sagde: "Skredet er lige over os. Tag
i alle Mand."

Bulderet i Fjeldet tiltog hurtigt.

"Ned i Baaden! Alle for og agter. Holdt Aaretag,
lange Drag, jevne Drag! Drag paa, Rognvedfolket er ude
at kapro idag, og det Folk pleier vinde."

Spillemændene og Maia lagde sig ned, men Augunna
blev rolig siddende, som om det Hele var hende uvedkom-
mende.

SIDE: 337

Bulderet kom stedse nærmere og nærmere og blev stær-
kere og stærkere, men over den frygtelige Larm hørtes den
Gamles Stemme: "Jevne Drag, lange Drag! Rognved-
folket er ude at ro for sit Liv."

Baaden for afsted som en Pil, men snart overdøvede
Larmen Gamle-Sjurs Stemme, og der hørtes kun en Bra-
gen som af Tusinder af Kanonskud. Sneen paa Fjeldsiden
hvirvlede høit tilveirs der, hvor Skredet gik, og for som
en umaadelig stor hvid Slange ned imod Fjorden, saa kom "Gaa-
vet" eller Luftstrømningen, der gaar foran Skredet og i
samme Nu, som Oles Baad strøg langs med Brudebaaden
var det som om Vand og Luft gik i Et.

En halv Time efter laa Fjorden atter stille og rolig;
men den var lukket af Sne tvært over.