Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Harald Meltzer

Det hemmelighedsfulde Lysthus.

SIDE: 1

En af de lykkeligste Dage i mit Liv, en af de Dage
jeg altid vil tænke tilbage paa med ublandet Glæde, var
da jeg ved Midsommertid ud paa Eftermiddagen i blinkende
Solskin, første Gang kom tilbage til min Fødeby Bergen
som Student. Jeg havde forladt Byen, som en afhængig
og underordnet Skolegut og kom nu tilbage, som en fri
og frank ung Mand, der var sig vel bevidst at have bestaaet
to Examiner ved Universitetet i Hovedstaden med Glands.
Da jeg drog bort, græd min Søster, og min yngre Broder
Ludolf ophørte at le, hvilket gjorde stærkt Indtryk paa mig,
da han ellers bestandig lo af Alt. Selv min Moder, der
aldrig pleiede at vise nogen Sindsbevægelse, lod til at være
bragt ud af sin Ligevægt. Hun fulgte mig lige ud i Gade-
døren, lagde sin Haand paa mit Hoved og sagde med en
Stemme halvkvalt af Taarer: "Gud velsigne dig min kjære
Søn." Dette Udbrud af Følelse fra min Moder overvæl-
dede mig i den Grad, at jeg neppe kunde se at finde ned
af Gadetrappens faa Trin. Min Moders gamle Tjener
Nils Farfar, saaledes kaldet, fordi han var gaaet i Arv i
Familien fra Fader til Søn, roede mig fra Triangelen ud
til Dampskibet, og mine to Sødskende fulgte med i Baaden.
Vi sade tause og bevægede, der hørtes ikke Andet end Aarenes
Pladsken og min Søsters sagte Graad.

SIDE: 2

Alt dette og meget mere randt mig i Hu, da jeg med
mine to Venner, der sammen med mig havde gjort Reisen
fra Christiania tilfods, ilede opad Bakkerne. Jeg var saar-
benet og træt, Støvlerne vare itu og Støv og Sand trængte
sig ind igjennem Hullerne; men jeg mærkede det neppe,
ilede kun hurtigere og hurtigere opover Bakkerne i Haab om
paa Toppen af dem at se Byen, eller i alle Fald Askeland
og Byfjorden.

Jeg havde baade Lyst til at juble i høien Sky saa
glad som en Lærke i Luften og til at sætte mig ned i
Græsset ved Siden af Veien og græde som et Barn. Lysten
til det Sidste var dog nok stærkest; men jeg skammede mig
for mine Venner, og istedetfor at græde istemmede jeg deres
Jubel og Sang. Medens jeg sang, randt der noget ned-
over mine Kinder, faldt blinkende i Veien og forsvandt i
Sandet. Ak! det var lyksalige Øieblikke.

Strilerne, der vandrede hjemover efter deres Bytur,
begyndte at drage forbi os. Kløvhestene gik deres sædvan-
lige Gang, snart paa den ene og snart paa den anden Side
af Veien og i Ziksak opover Bakkerne. De rystede i et
væk med Ørene, kastede deres Hoveder snart til den ene og
snart til den anden Side, piskede sig idelig langs Siderne
med deres Haler, Alt for at holde Fluerne borte, medens
deres Førere og Førerinder snart var langt foran snart langt
bag, benyttende Leiligheden til at faa sig en lun Passiar
med en Nabo eller Naboerske. Jenternes Kinder blussede
friskere og vare mere røde end andetsteds, ja næsten saa
røde som de Baand de havde bundet om deres Haar. Mid-
sommersolen skinnede paa Græs og Trær ganske ander-
ledes her end andetsteds. Insekterne summede og krydsede
hinanden i Luften ganske anderledes her end andetsteds,

SIDE: 3

Græsset duftede og Fuglene sang ganske anderledes her end
andetsteds. Men jeg nærmede mig ogsaa første Gang efter
et Aars Fraværelse min Fødeby Bergen, og der var ogsaa
Alting ganske anderledes end andetsteds.

Vi kom op paa Høiden ved Landaas og mødte flere
og flere Folk fra Byen. "Nei se der er Ole fra Fanø.
Han gaar som før taus og alvorlig, langt foran sin Hest,
med Hænderne paa Ryggen under Kuften og Hatten strøgen
langt op i Panden. Der er Mons Mitthun. Han er som
før paa en liden Kant paa Hjemturen og er snart foran
snart bagefter sin Hest, lystig og glad som altid, af og til
synger han en Stump af en Salme, og jo gladere og lystigere
han er, desto længere bliver Tonerne. Han er aldeles ufor-
andret. Nei der er Anders fra Bjerkeland ogsaa. Han er
snydefuld, ligger tværsover Kløven som en anden Melsæk
og sover saa sødt, som om han laa hjemme i sin egen Seng.
Han har ikke lagt af sin gamle Vane, at tage en Pægel
Brændevin med sig fra Byen, fortære den mellem Stads-
porten og Nubben og saa lægge sig til at sove paa Heste-
ryggen. Hans Hest bærer ham nok trygt hjem, det ved
han, og naar han saa kommer der, saa har han sovet over
to Timer og jaget Rusen paa Døren. Der er tydelig nok
bleven med det Gamle med ham ogsaa.

Ved Haukeland stod den store sorte Hund Kjær i Por-
ten og gjøede med Næsen høit i Veiret og et dumt Blik
mod Himlen. Det var den dummeste Hund i hele Omegnen
af Bergen og ikke det mindste Barn brød sig det ringeste
om dens Gjøen. Den gjorde det tilsyneladende kun, fordi
den ikke vidste noget bedre at tage sig for. Saa stod den,
da jeg saa den sidst, og saa stod den nu, da jeg kom til-
bage. Den skulde dog vel aldrig have staaet og gjøet paa

SIDE: 4

samme Sted i al den Tid jeg havde været borte og taget
to Examina med bedste Charakter?

Et Stykke nedenfor Haukeland traf jeg min Moders
Melkekone, gamle Gurine. Hun sad paa Kløven og nikkede
for hvert Skridt Hesten gjorde. Nedenfor hendes Stak hang
en stor Fiskehale. Det saa næsten ud, som om det var en
strileklædt Havfrue, der var kommen tilhest. Men den, der
tog gamle Gurine for en Havfrue, gjorde hende skammelig
Uret. Hun var en ægte Landstril og havde aldrig seet Ha-
vet og neppe været i andre Farkoster end en skrøbelig Baad
paa Kalandsvandet. Der stod ligesom en frisk Duft fra
Hjemmet af hende. Hun kom kanske lige fra Kjøkkenet.
Jeg maatte tale med hende. "God Dag Gurine", sagde
jeg. Hun standsede Hesten med nogen Møie og saa for-
undret paa mig uden at svare.

Det var klart hun ikke kjendte mig.

"God dag Gurine. Hvorledes staar det til i Byen?
Kjender Du mig ikke?"

Nei, hun kjendte mig ikke. Dog jo, pludselig kom
Gjenkjendelsen. Der drog som et Skin over hendes Ansigt,
hun slog Hænderne sammen og raabte: "Nei, nei, er det
ikke han Eberharden! Nei, nei, kor du er, - I skulde eg
vel sige, er voxet, kor I er bleven stor og vakker. Neimen
om eg vilde kjende Jer igjen. Der skal vel blive Plasser
paa Øvregaden nu. De venter Jer ikke før i næste Vække."
I sin Iver strakte hun et Par med tyksaalede Sko og høi-
røde Strømper forsynede Ben ud imod mig - hvor hun
havde havt dem skjult hidtil er mig en Gaade - og lod
til at ville omfavne mig med dem.

"De leve godt hjemme?" spurgte jeg, saa godt jeg
kunde for Noget, som satte sig i Halsen paa mig, og gjorde,

SIDE: 5

at Stemmen ligesom vilde svigte mig. Ja, jeg tror næsten
jeg var falden gamle Gurine om Halsen af Glæde over
hendes Glæde, hvis hun ikke havde indtaget sit høie Stade
paa Hestens Ryg, og hvis de høirøde Smalben ikke havde
været iveien.

"Ja," svarede hun, "de ere friske som Katte allesammen.
Nei, nei, kor I er bleven stor og pen, nei om eg vilde
kjende Jer igjen. Jamæn skulde eg have steget ned, saa
gammel og stiv eg er, hvis Kløven havde taalt det, men
hun er saa svær paa venstre Sien, at eg maa sitte her paa
den høgre. I maa vite, eg har saamæn kjøbt mig et
Kvarter Sild, og alle Melkebøtterne og alt det Smaatteri,
eg fragter heimat, er ikke god for at holde Ballansjen med
Sildekvarteret, derfor tykte eg, det var bedst at sætte mig
sjøl mod det, saa slap eg at føre Stein til Huse, for der
findes nok af den forud derheime. Nei, nei, kor I er voxet
og har - -"

Hun lagde formodentlig nu Mærke til, at jeg begyndte
at blive noget urolig og idelig vendte mig mod Byen, som
for at gaa; thi hun afbrød pludselig sig selv og sagde: "Men
eg maa'kje standse Jer. I har vist Hast for at naa Kam-
meraterne igjen." Jeg ilede hurtig nedover Veien og ind-
hentede snart mine Venner, der havde faaet et lidet Forsprang.
Gamle Gurine blev siddende og se efter mig med et fornøiet
Ansigt. Det lod til, at jeg havde gjort Indtryk paa hende
og det var da heller ikke at undres paa, thi jeg havde Stu-
denterhue paa Hovedet, med en umaadelig tyk lang Dusk
dinglende nedover Ryggen, Sigenhainer i Haanden og sorte
Fløielsrender nedad Benklæderne.

Ved Nubben begyndte vi at træffe flere og flere kjendte
Ansigter, Kjørende og Gaaende fra Byen kom os imøde.

SIDE: 6

Vi hilsede tilhøire og tilvenstre. Venlige Smil og Nik
ønskede os velkomne til vor Fædreneby. Byen laa be-
skinnet af Midsommersolen, Himlen var klar som et nypudset
Speil, Luften var stille og balsamisk duftende, og det var
første Gang jeg som Student gik ned over Kalfarbakken.
Mit Hjerte bankede af Glæde, og da jeg ilede gjennem
Stadsporten og mine og mine Venners Skridt gav den saa
usigelig vel bekjendte dumpe Lyd inde i Porten, jublede jeg
høit af Glæde. Vi ilede ned igjennem Byen. Husene vare
blevne mærkelig smaa, og Gaderne uforklarlig trange, siden
jeg sidst saa Byen; men Folkene vare de samme. Jeg kjendte
næsten hvert eneste Ansigt.

Hvorledes jeg forøvrigt kom gjennem Byen, hvor og
hvorledes jeg tog Afsked med mine Reisekammerater, kan jeg
aldeles ikke erindre. Det er ligesom det dunkelt foresvæver
mig, at jeg løb opover Vitterlevsalmindingen og ind over
Øvregaden, og at jeg tog tre fire Skridt ad Gangen, da jeg
ilede op ad Trappen og ind i Dagligstuen, efterfulgt af
Nils Farfar og min Broder Ludolf, som jeg traf i For-
stuen.

Min Moder sad henne ved Vinduet og strikkede, og jeg
styrtede henimod hende med bankende Hjerte og brændende
Kinder for at kaste mig i hendes Arme. Jeg var saa op-
tagen af min egen Glæde over at være kommen hjem igjen
og af min ubeskrivelige Fryd over at skulle overraske min
inderlig elskede Familie ved Synet af min dyrebare Person,
at jeg ganske glemte, at ikke alle Mennesker have ens Cha-
rakter og lige stærke Følelser. Derfor var det mig, som i
høieste Grad blev overrasket, da min Moder istedetfor at
rive Bord og Stole overende for i en Hast at komme til
at omfavne mig, ganske stille saa op fra sit Strikketøi og

SIDE: 7

sagde saa rolig, som om jeg blot havde været ude en liden
Formiddagstur i Byen: "Er du allerede der Eberhard? Jeg
ventede dig ikke endnu paa nogle Dage." Hun havde tabt
en Maske og den tog hun ganske koldsindig op igjen, medens
jeg stod der med udstrakte Arme. Da hun endelig havde
faaet sit Strikketøi i Orden igjen, gav hun mig sin venstre
Haand til at kysse og sagde saa, idet hun paany begyndte
at strikke: "Du kunde gjerne have pudset lidt paa dig og
taget et Par rene Støvler paa, inden du kom ind her i
Stuen.

Jeg var saa flau som en vaad Hund over denne Mod-
tagelse, men det var min og ikke min Moders Skyld, at
den kom mig uventet. Kun en Gang i mit Liv havde jeg
seet hende anderledes, og det var, da hun tog Afsked med
mig, dengang jeg reiste fra Bergen til Christiania.

Al min Glæde og al min Fryd var svunden bort
som varm Damp, der kommer i kold Luft. Betuttet og flau
gjorde jeg nogle Undskyldninger, men taug klogeligen snart,
thi jeg vidste jeg vilde tabe i enhver Strid med min rolige
kolde, strænge Moder. Imidlertid stod Nils Farfar med
foldede Hænder og himmelvendte Øine, som han pleiede ved
slige Anledninger, løftende Skuldrene saa høit i Veiret, at
Hovedet næsten syntes at krybe ind i Brystet paa ham.
Han kjæmpede øiensynlig haardt for at betvinge sin Vrede
og ikke bryde ud i Bebreidelser mod min Moder.

Efter en pinlig Pause sagde min Moder atter: "Din
Søster sidder ude paa Bænken og syer, gaa ud og hils paa
hende," og neppe havde hun udtalt, før jeg og min Eskorte
Nils og Ludolf vare ude af Døren.

Store Kvantiteter af min Begeistrings varme Damp
vare blevne kondenserede inde i Stuen, og da Nils Farfar

SIDE: 8

efter at have lukket Døren efter os, mumlede: "Hun har
ikke Hjerte, nei Pikejor om der findes Duften af det i
hende," var jeg næsten af samme Mening.

Ude paa Gaden blev der rigtignok en anden Morro.
Min Søster sad paa Bænken udenfor Huset og broderede.
Uden at sige et Ord satte jeg mig ved Siden af hende.
Yderst forbauset vendte hun sig om, saa paa mig en Stund,
rødmede, kastede sig om min Hals, kyssede mig og græd af
Glæde.

"Kom ind i Gangen," sagde Nils, "det er saa flaut
her ude paa offentlig Gade," og da saa alle fire kom ind
i Gangen, tog den gamle Mand os i sine Arme og dandsede
rundt med os. Der var saa stor Glæde og Fryd over
Gjensynet fra alle fire Sider, at Nils fandt sig foranlediget
til at lægge en Dæmper paa den. "Hys dokker maa'kje
gjøre saa megen Støi, ellers kommer Moer ud og jager os
ind Allesammen."

Det var en aldeles rigtig Bemærkning, og vi gik der-
for udenfor og satte os paa Bænken igjen for at faa os
en lun Passiar i al Stilhed. Her sade vi længe og talede
sammen, medens Nils stod og lyttede til vor Tale med
foldede Hænder og smilende Ansigt. Hans Øine skinnede
af Glæde og vare stadig fæstede paa mig med et blandet
Udtryk af Stolthed og Kjærlighed. Solen begyndte allerede
at nærme sig Fjeldene ude paa Askeland; men vi tænkte
ikke paa at forlade vor Bænk udenfor Huset; da kom van
der Paast, min Moders Handelsfuldmægtig eller Factotum,
eller hvad jeg skal kalde ham, gaaende opad Smedsmuget,
og dermed var det saa inderlig velbekjendte Tegn givet til
os Sødskende at gaa hjem og spise vor Rugmelsgrød med
Melk til.

SIDE: 9

Van der Paast var den stiveste, tørreste Mand, jeg
nogensinde har seet og rimeligvis nogensinde faar at se.
Over hans tørre Pande sad et stivt, tørt, glattet Haar, der
endte i en tør, stiv Pidsk i Nakken. Hans tørre Hals var
pint ind i et stivt hvidt Halstørklæde og hans tørre Ben
oventil i stive Plydsesknæbuxer og nedentil i hvide Strøm-
per og i stive Støvler, paa hvilke selv Duskene foran, vare
saa stivt fæstede og sade saa stivt, at de ikke gjorde
den ringeste Bevægelse, hvor hurtig end Støvlerne bevæ-
gede sig. Van der Paast havde tydelig nok taget sin kjære
Stokfisk til Forbillede for sin Fremtræden i Livet. Det var
heller ikke at undres paa, thi Stokfisken var og havde stedse
været hans kjære Omgangsven. Alle hans Tanker, alle
hans Planer, alle hans Phantaster i vaagen og sovende
Tilstand havde stedse dreiet sig om Stokfisk. Fra sin tid-
ligste Barndom havde han talt og skrevet om Stokfisk.
Stokfisken havde født og klædt ham hans hele Liv, og Stok-
fisken vilde føde og klæde ham, til han laa i sin Grav.
Stokfisken kjendte han til Grunden, den forstod han at be-
handle, mellem dem var han en Autoritet, udenfor Stok-
fisken var han et Nul, en Mand Ingen brød sig om. Det
var derfor aldeles ikke saa forunderligt, at van der Paast
var paaveie til selv at blive en Stokfisk.

Jeg gik ham imøde og hilsede paa ham. Han tog sin
Snusdaase op af Vestelommen, tog ud af den en liden
Ske af Guld og gav sig til at skuffe en hel Del af det
brune Støv i Daasen op i sine Næsebor. Da han var
færdig med denne høist forunderlige Operation, som han
udførte med den næsten utrolige Færdighed, som kun daglig
og flittig Øvelse gjennem mange Aar giver, stak han Daa-
sen igjen i Lommen og rakte mig Pegefingeren paa sin

SIDE: 10

høire Haand og sagde: "Rekommanderer mig - uventet
Hjemkomst." - Fingeren han rakte meg var stiv, kold og
ubevægelig som en Tørfisk. Stemmen svarede til det
Øvrige.

Næste Morgen blev jeg vækket af Stærene, der sad og
sang sin Morgensang paa Gavlen over den brandfri Kjælder
i Gaarden. Jeg havde en Vaar, for flere Aar siden, skaaret
et lidet Hul i Bordklædningen øverst oppe i denne Gavl og
gjort et Rede istand i en Kasse, som jeg havde hængt lige
under Hullet inde paa Loftet. Til min store Glæde valgte
et vakkert Stærepar endnu samme Aar dette mit Rede til
deres Hjem, lagde Æg der og gjorde sig det hyggeligt. Siden
havde det samme Stærepar hvert Aar havt sit Rede i min
Kasse.

Fra min Seng kunde jeg se og høre den brune Stære-
fader. Han sad og fløitede en Stund paa Gavlens øverste
Spidse lige over sit Rede og gav sig til at pudse sine Fje-
dre. Dette syntes rigtignok ufornødent; thi hans Hals
glimrede i Solskinnet i alle Regnbuens Farver, og de gule
Pletter paa hans sorte Krop skinnede som nypudset Guld.
Da det var gjort, gav han sig til at snakke til Andrikken
nede paa Pladsen og snadrede med stor Tungefærdighed med
den. Han fandt nok, at dette var et meget kjedsommeligt
Sprog; thi han gav sig snart til at fløite og slaa Triller
igjen i sit eget Modersmaal. Pludselig fik han Øie paa
Hunden nede paa Pladsen (som Gaardsrummet kaldes i
Bergen) og tiltalede den paa Hundesproget ved at smaagjø.
Hunden var imidlertid for fornem til at svare, og da Hanen
gjorde det i dens Sted, slog den sprogkyndige Stærefader
ind paa Kykkelikysproget, hvori den gode Mand viste stor

SIDE: 11

Færdighed. Da Samtalen var tilende, sad den pudsede
Mand paa Taget en Stund og saa med Hovedet paaskjæve
og et dybsindigt Blik ned paa Pladsen. Han fandt for-
modentlig ikke flere, med hvem han kunde slaa en Passiar
af; thi han vendte Blikket fra de nedre Regioner opimod
den klare, blaa Himmel og henover de solbeskinnede Tage
rundt om sig og gav sig saa til at juble af Hjertenslyst
og med Fløiter og Triller at synge en Lovsang til Morge-
nens Pris i sit Modersmaal igjen.

Medens jeg laa og beundrede den glade Stærefaders
forbausende Sprogtalent, kom hans Ægtehalvdel ud af Hul-
let til Reden og havde i Næbbet noget lyseblaat, som den
fløi med et Stykke og derpaa slap. Det var et halvt Stære-
æggeskal og et Tegn paa, at Parrets første Søn just havde
sprængt Skallen paa sin trange Bolig og var krøben ud i
Verden.

Den glade og lykkelige Fader blev siddende en Stund
og jublede over denne sin Lykke og fløi derpaa efter sin
Ægtemage, fulgte dens Exempel og skred til sit Dagværk
at skaffe Føde til Huset.

Efter at jeg en Stund havde ligget og deltaget i Stære-
parrets Lykke, stod jeg op og gik ned i Dagligstuen. Her
fandt jeg min Moder paa sin sædvanlige Plads i Sopha-
hjørnet. Der pleiede hun at sidde i Timer, ja undertiden
næsten hele Dage igjennem, uden at røre sig eller mæle et
Ord. Hun indhyllede sig i et stort Uldschawl, lukkede Øinene
og sad der med et saa lidende Udtryk i sit Ansigt, at jeg,
saa langt min Erindring naar tilbage, stedse havde tænkt:
"Stakkels Moder, hvor syg hun maa være." Saaledes sad
hun ogsaa nu, og jeg gav mig god Ro til at betragte hende.
Det saa jeg strax, at hun i den Tid jeg havde været borte

SIDE: 12

ikke havde forandret sig meget. Hun var endnu lige smuk,
havde den samme fine, glatte, næsten gjennemsigtige Hud,
hvorpaa ikke en Rynke var at se. Haaret, der var begyndt
at graane, men som dog var usædvanlig tykt og langt, var
opsat med samme Omhu og paa samme Maade som før
med en tyk stor Flette midt oppe i Issen og lange Krøller
nedover Ørene. Hendes uadskillelige Ledsager det store graa
Shawl var det samme og i det indhyllede hun sig ligesaa
tæt som før.

Den eneste Forandring jeg kunde opdage var, at hen-
des Haar var blevet noget mere graat foran i Panden, og
dog forekom det mig, at hun var ganske anderledes end
før. Der var ikke det sygelige Udtryk i hendes Ansigt, som
jeg havde ventet at finde der. Det var snarere et Udtryk
af Træthed og Kjedsomhed, der laa udbredt over hele hendes
Person, som hun sad der, tæt indhyllet i sit Shawl, med
lukkede Øine og lænet tilbage i Sophahjørnet.

Ud paa Formiddagen gav jeg mig til at vandre om i
Huset og bese gamle Tomter. Jeg var inde i den inderste
Krog af den brandfri Kjælder, hvor Nils Farfar sad og
lakkede Vinflasker, med et rindende Talglys foran sig og
sine dyrebareste Vine rundt om sig. Jeg var oppe paa
Loftet, hvor Stæreredet var, paa Rullen, paa Vedloftet,
i Storstuen og paa Salen, i Stalden, i Pigekamret, paa
Nils Farfars Værelse og endelig i den lille Have, hvor
Tulipanerne og Pionerne, jeg selv havde sat, just blomstrede
paa det bedste og ønskede mig velkommen til Hjemmet.
Alle Døre stode mig aabne. Kun to Rum vare lukkede.
Det var van der Paastes Værelse, hvortil Ingen havde Ad-
gang i hans Fraværelse, og en liden Pavillon bag i Haven,
som stedse, saa længe jeg kunde erindre tilbage i Tiden,

SIDE: 13

havde været lukket med Skaadder for Vinduerne, og Døren
vel tilnaglet.

Den lille Bygning støttede sig op mod Fjeldvæggen
paa Bagsiden og var næsten skjult af Kaprifolium, der
voxede saa frodig om den, at selv den forgyldte Drage paa
Toppen af Taget var omslynget af dem.

Udenfor Kaprifolierne var plantet en lav Hæk af Bux-
bom, der var saa stiv og tæt, at jeg med Lethed kunde
sidde paa den. Ja, jeg tror næsten, jeg havde kunnet spad-
sere oppe paa Kanten. Det forsøgte jeg dog aldrig paa,
hvilket nu høiligen forundrer mig, naar jeg tænker tilbage
paa, hvor faa Ting jeg i den Tid lod uforsøgt. Det havde
aldrig før forundret mig, at denne Havepavillon eller Lyst-
huset, som det kaldtes, stedse var saa vel tillukket, thi jeg
havde aldrig seet det anderledes. Nu fandt jeg det høist
forunderligt, og der paakom mig pludselig en overmaade stor
Lyst til at vide, hvorledes det saa ud indvendig, og udgranske
de Hemmeligheder, som der maatte findes. Saavel Døren,
som Lemmerne for Vinduerne vare vel tilspigrede. Jeg
kiggede ind igjennem Sprækkerne paa de gamle raadne Lem-
mer, men indenfor var der saa mørkt som i Graven. Ende-
lig tog jeg et kraftigt Tag i Klinken paa Døren for at for-
søge, om ikke en ung stærk Studenter-Arm havde mere
Styrke end en gammel raadden Laas, og havde den Tilfreds-
stillelse at finde, at det var Tilfældet, uden at jeg dog op-
naaede mit Maal at faa Døren aabnet, thi den forrustne
Klinke gik løs, og jeg beholdt den i Haanden. Den Allarm
jeg derved gjorde, bragte Nils Farfar ud i Haven. Da
den gamle Mand saa, hvad jeg havde fore, betragtede han
forskrækket først Døren og saa Klinken, jeg endnu holdt i
Haanden, og sagde derpaa med bævende Stemme: "Gud

SIDE: 14

velsigne dig Eberhard, lad Lysthuset være i Fred, rør det
ikke, men lad det staa, som det staar, til Vorherre, som har
lagt sin straffende Haand paa det, lader det falde sammen
af sig selv."

Derpaa tog han Klinken ud af min Haand, satte den
forsigtig paa sit Sted igjen, mumlede noget mellem Tæn-
derne, som lød for mig som et Fadervor, og tog mig saa
blidt i Skulderen og sagde: "Kjære Eberhardmand, Maasjø
Eberhard, hør paa en gammel Mand og tro Tjener og lad
Lysthuset være. Du er Student og lærd Mand, og jeg er
ustuderet og enfoldig, men i sytti Aar har jeg i Sorg og
i Glæde, i gode og i onde Dage tjent i dette Hus, og i
al den Tid har jeg aldrig mærket, at det Lysthus, der staar,
har ført Lykke med sig. Lad det staa i Fred."

Solen skinnede, Insekter summede, Sommerfugle flagrede,
Fugle sang og Blomster smilede og duftede rundt om os.
Det var ikke Tid og Sted til at indgyde Frygt for Spø-
gelser. Jeg lo derfor og bad ham hjælpe mig til strax at
faa Døren op. Nu blev den gamle Mand virkelig bange
og med dyb Angest malet i sit Ansigt, bad han med fol-
dede Hænder: "Maasjø Eberhard, kjære unge Herre og
Student. I sytti Aar har jeg tjent her i Huset hos Søn
efter Søn, hos Jeres Far, Farfar og Farfars Far og om
Gud vil og Lykken er god, kan jeg komme til at tjene hos
Jer med. Jeg har ikke større Glæde i Verden, end at det
maa gaa mine kjære afdøde Herrers og Afkoms Børn godt
og vel i alle Maader, og derfor beder og velsigner jeg Jer
saa inderlig vakkert, luk ikke Døren til dette Lysthus op og
gaa aldrig derind."

Det var første Gang i mit Liv, jeg havde seet Nils
Farfar saa høitidelig; hans Alvor greb mig derfor, og jeg

SIDE: 15

lod mig føre fra Lysthuset, idet jeg bad ham fortælle mig,
hvad det var, der havde indgivet ham saadan Frygt for det.
Derpaa vilde han aldeles ikke indlade sig; men fik mere og
mere sit gode Humør igjen, eftersom vi fjernede os fra det
farlige Sted. Da jeg ikke kunde faa nogen Forklaring af
ham, gik jeg til min Moder for om mulig at faa den for-
ønskede Underretning af hende.

Af min Moder fik jeg imidlertid kort Besked. "Din
Fader har før sin Død befalet, at Lysthuset skulde tillukkes
og afstænges. Den Befaling er ikke bleven tilbagekaldt, og
bliver heller ikke tilbagekaldt af mig. Hvorfor det er luk-
ket, vedkommer ikke dig."

Der var altsaa intet andet at gjøre end at slaa sig til
Ro, men fra den Dag fik Lysthuset en ganske forunderlig
Tiltrækningskraft for mig og i mit stille Sind besluttede
jeg at faa Hemmeligheden at vide paa en eller anden Maade.
Det var klart, at den Kundskab jeg ønskede maatte søges
udenfor Huset. Ud paa Formiddagen gik jeg derfor paa
Visit til Wenche Faster. Hun boede i sit eget Hus i Hol-
lændergaden, ovenpaa i et Værelse i Gavlen til Gaden.
Adgangen til hende vare yderst vanskelig. Især var Dørene
meget farlige at passere. Først var der Gadedøren. Den
var forsynet med en Spiralfjær, der var overmaade stærk
og meget hensigtsmæssig indrettet, forsaavidt Hensigten med
den var at sætte Enhver, der gik igjennem Døren, og som
ikke var daglig Gjæst i Huset og derved havde erhvervet sig
grundig Kjendskab til den farlige Fjær, i Klemme i nogen
Tid, inden han slap igjennem Døren. Jeg tilstaar oprigtig,
at jeg blev fangen den Dag, og at mit venstre Ben blev
klemt i nogen Tid ganske alvorlig, inden jeg endelig fik
det ud.

SIDE: 16

Saa var der Døren inde i Gangen til Trappen. Den
var forsynet med et tungt Lod, nemlig en stor Jernkugle i
et Toug. Hvis man ikke passede sig, udsatte man sig let
for at faa en uvenlig Mindelse af Jernkuglen i Hovedet
eller af Døren i Ryggen. Jeg tilstaar oprigtigt, at jeg var
uheldig den Dag; thi Kuglen gav mig en saa alvorlig
Sandsekage i Hovedet og Døren gav mig en saa stærk
Tryksexten paa min Ryg, at jeg var paa Veie til at falde
paa Næsen i Trappen. Saa kom en aldeles mørk Trappe-
gang, og ved Enden af den en Dør forsynet med en Nøgle,
som naturligvis for den ubekjendte Reisende var yderst vanske-
lig at finde i det dybe Mørke, mellem de to lukkede Døre
ved Trappens Ende og Begyndelse, og som naar den var
funden, var endnu vanskeligere at bruge. Den var nemlig
meget liden og sad i et meget stort Nøglehul, vinglede frem
og tilbage og faldt med en forunderlig Lethed ud.

Det ene Uheld forfulgte mig efter det Andet, thi den
lille Trappedørnøgle faldt, idet jeg berørte den, ud af Nøgle-
hullet og udover alle Trapperne. Følgen deraf var, at jeg
maatte gaa og rode i Mørket en Tid, inden jeg endelig
fandt den igjen og kunde faa Døren aabnet. Da det ende-
lig var vel gjort, kom jeg ind paa et Loft, der kun blev
oplyst ved et lidet Tagvindu, og som derfor i Almindelighed
var halvmørkt.

Her laa en tyk Bjelke tvertover Gulvet, formodentlig
for at den dristige Eventyrer, der lykkelig havde trængt saa
langt frem, her skulde naa Maalet for sin Dristighed, falde
og brække Halsen. Denne Fare bestod jeg dog meget godt,
og efter at jeg lykkelig var kommen over Bjelken og havde
klaret Næsset om den store Skorstenspibe, kom jeg endelig
til Døren til Wenche Fasters Værelse.

SIDE: 17

Fra min tidligste Barndom af havde jeg stedse aabnet
Døren til dette Værelse med en Følelse af, at nu var jeg
endelig naaet frem til den fortryllede Prindsesse, efter at
have overstaaet alle optænkelige Arter af Livsfare. Det
samme var ogsaa Tilfældet nu.

Med samme behagelige Følelse, hvormed en Skipper
seiler ind i Havnen fra det stormende Hav, aabnede jeg
Døren og traadte ind i Stuen. Det var et lyst, venligt
Værelse, der som allerede bemærket laa i Gavlen til Gaden
paa det lille enetages Hus og var saa rent og pent som
en Dukkestue. Der fandtes ikke et Støvfnug paa de gam-
meldags Møbler eller Skilderiernes forgyldte Rammer. Det
hvide Omhæng om Himmelsengen syntes at komme ligefra
Strygejernet. Messingbeslaget paa Dragkisten var skinnende
blankt, og Wenche Faster sad selv paa sin Plads i Lænestolen
ved Vinduet saa ren og pen lige fra sin store hvide Lær-
redskappe paa Hovedet til sine store, varme Tøitøfler paa
Benene, som om hun kom lige ud af Pyntestuen.

Wenche Faster, en Stedsøster af min Farfar, var en
gammel Enke efter en Kjøbmand, der var død for mange
Aar siden. Hun var overmaade fed og sværlemmet og saa
daarlig tilbens, at hun kun med stor Møie kunde slæbe sig
over Gulvet ved at trække sin Lænestol med sig og støtte
sig til den. Renterne af en liden Sum Penge, hun eiede,
i Forening med Udbyttet af en liden Handel, hun drev med
Baand, Naale, Traad, Knapper og lignende Sager, var til-
strækkeligt til at tilfredsstille de smaa Fordringer, hun havde
til Livet. Hendes Varebeholdning var ikke større, end at
hun opbevarede den i sine Dragkisteskuffer, og Omsætningen
ikke større, end at hun selv personlig besørgede alle Forret-
ninger med den lille Handel. Hendes Udsalgssted laa, som

SIDE: 18

man vil se af det Foregaaende, ikke bekvemt for Søgningen,
og det er mig en komplet Gaade, hvad der kunde bevæge
Folk, der havde deres Liv og Lemmer kjære, til at kjøbe
deres Fornødenheder paa Wenche Fasters afsidesliggende
Kammer. Desuagtet var jeg der næsten aldrig, uden at jeg
traf En eller Anden, der enten sad i Klemme i Gadedøren,
blev slaaet af Jernkuglen, dunket af Trappedøren, irriteret
af den lille Nøgle eller kastet overende af Bjelken paa
Loftet.

For mit eget Vedkommende maa jeg dog afgive den
Erklæring, at jeg meget godt ved, hvorfor hun havde mig
til sin stadige Kunde; thi jeg kom aldrig ind i det lille,
lyse, rene Værelse, uden at jeg fik noget godt enten at smage,
lugte, se eller høre.

Naar min Moder eller Søster bad mig hente for 2
Skilling i Traad eller Baand eller Naale eller sligt, pilede
jeg derfor strax meget glad, villig og i største Hast til
Wenche Faster, nysgjerrig efter at vide, hvad hun idag
vilde traktere med. Naar jeg havde fremsat mit Ærinde
og lagt Pengene paa Theskaalen ved Siden af hende, ar-
beidede hun sig hen til Dragkisten, trak en Skuffe ud og
forsynede mig med det Forlangte, idet hun klappede mig
paa Kinden med sin bløde, tykke Haand og sagde: "Aa
Gud velsigne den, som er liden og pen". Naar det var
gjort, trak hun undertiden en anden Skuffe ud, og da ban-
kede mit Hjerte af Glæde, thi i den fandtes mange yderst
tiltrækkende og forunderlige Ting: Rosiner, Mandler, Ca-
thrineblommer, Spekelasier, Pebernødder, chinesiske Dukker,
underlige smaa Æsker, fyldte med vellugtende Sager, Ho-
vedvandsæg af Sølv og Elfenben, Legetøi, Billeder m. m. m.
kort Alt, hvad der kunde være kjært for en barnlig Sjæl.

SIDE: 19

Wenche Fasters øverste Dragkisteskuffe staar endnu den Dag
i Dag for min Phantasi, som et uudtømmeligt Skatkammer
paa Alt, hvad der kunde glæde og fryde et Menneske.
Naar jeg saa havde beseet Rariteterne og var bleven trak-
teret med et Par Rosiner eller Cathrineblommer, smilede og
lo Wenche Faster og sagde: "Det er Mad for Mons det".
Jeg gik hver Gang fra hende med forøget Beundring for
Skuffens rige Indhold.

Da jeg denne Gang kom ind til hende, sad hun paa
sin Plads i Lænestolen ved Vinduet. Solen skinnede ind
igjennem Ruderne. Værelset syntes mig renere, Luften mere
vellugtende, Beslaget paa Dragkisten blankere og Faster selv
tykkere, federe og mere pudset end nogensinde.

"Hvad skal dokker have Far?" spurgte hun og saa lidt
forundret paa mig, der blev staaende ved Døren. "Aa jeg
skal bare have for to Skilling i kjærlig Snak, en venlig
Goddag og et dito Farvel", svarede jeg. Hun kjendte
mig paa Stemmen og sagde: "Nei Gud velsigne den, som
var liden og er bleven stor. Kom hid og lad mig rigtig
glæde mine gamle Øine med at bese dit unge Ansigt Eber-
hardmand."

Da jeg havde opfyldt hendes Ønske, og hun havde
beseet mig en Stund fra Top til Taa, tog hun sin Klø-
pind, som stedse laa paa Bordet i Nærheden af hende og
bankede med Skaftet af den i Gulvet. En Stemme neden-
under svarede Ja, hvorpaa Faster lagde Kløpinden paa
Bordet igjen, gned sine fede Hænder af Glæde og sagde:

"Nu skal vi rigtig slaa en Svir af, du og jeg Eber-
hardmand. Det skal blive meget fornøieligt. Du kommer
med Ungdom, Sundhed og Livslyst og besøger Alderdom
og Sygdom, der er groet fast til en gammel Stol. Solen

SIDE: 20

har skinnet paa dig, og du har vandret med Guds frie
Himmel over dig og Blomster og Græs og Fuglesang rundt
om dig. Jeg kjender ordentlig du bringer lidt frisk Fjeld-
luft og straalende Solskin med til mig, der er indestængt i
en trang, støvet Stue. Se bare paa Solskinnet paa Væg-
gen, det har ikke været saa venligt og smilende paa mange
lange Tider, som nu idag, og se Mariehønen her i Vinduet,
som jeg har klækket ud, hvor den flagrer. Den kjender den
friske Luft, du bringer med dig. Vi skal ogsaa flagre lidt
Eberhardmand. Der kommer Guro."

Gamle Guro kom nu ind, fik Ordre til at sætte Vin
frem og tog ud af et Hjørneskab en lang Flaske, to lange
smalle Glas og et Par Kræmmerhuse, hvis Indhold, der
viste sig at være Rosiner og Mandler, blev slaaet paa et
Fad af chinesisk Porcelain. Da Alt var ordnet ved Begges
fælles Bestræbelser, skjænkede Faster i Glassene og sagde:
"Dette skal være en Skaal for Ungdom og Solskin."

Jeg drak mit Glas ud, og da jeg sagde: "Det smagte
godt, hvad er det for Slags Vin, Faster?" lo hun, saa hun
rystede og svarede: "Ja, det var nok Mad for Mons det.
Drik du bare og bryd dig ikke om, hvad det heder, drik
og vær glad og giv alle udenlandske Navne en god Dag."

Jeg fulgte hendes Opfordring og spiste og drak, som
en ung Student, der kom lige fra en Fjeldvandring. Faster
morede sig meget godt, gned Hænderne, trampede i Gulvet
med sine bløde Tøfler og raabte i et væk: "Det var Mad
for Mons." Af og til forsvandt Kløpinden under denne
hendes Glæde bag hendes Nakke, hvorpaa Haanden, som
holdt, den gik op og ned med en saa forbausende Hurtighed,
som om den blev dreven af en usynlig Kraft.

Forsaavidt nogen af de brave Mænd eller Kvinder,

SIDE: 21

der læse disse Linier ikke skulle vide, hvad en Kløpind er,
skal jeg fortælle dem, at Fasters var en tynd lang Iben-
holts Stok med en knyttet Haand af Elfenben med frem-
staaende Pegefinger i Enden. Dens Brug var mangeartet.
Med den bragte hun til sig alle mulige rørlige Gjenstande,
hun ikke kunde naa med Hænderne, flyttede Kasser og Æsker
ja selv Stole, med den bankede hun i Gulvet efter Guro,
der opholdt sig i Kjøkkenet nedenunder, med den bankede
hun paa Vinduet, naar hun vilde have en Kurvekone eller
Sælgekone op fra Gaden, og fremfor Alt med dens Pege-
finger fordrev hun al mulig Kløe fra de Dele af sit Legeme,
som hun ikke kunde naa med sin egen Pegefinger, og det var nok
de Fleste, paa Grund af Fasters ualmindelige Legemsbyg-
ning og usædvanlige ringe Færdighed i en Clowns eller
Turners Kunster.

Efter at vi saaledes havde siddet en Tid og moret os udmær-
ket hver paa sin Vis, jeg med at spise, drikke og snakke, og
hun med at høre og se paa mig, spurgte jeg hende, om
hun kunde give mig nogen Oplysning om Grunden til, at
Lysthuset hjemme i vor Have var lukket.

Smilet forsvandt aldeles fra hendes Ansigt, idet hun
svarede: "Bryd dig ikke om det forbandede Hus. Lad det
staa lukket og stængt, saa sker ingen flere Ulykker der."

Da jeg gik, rakte hun mig Haanden til Afsked, og jeg
kjendte, idet jeg slap den, at der blev liggende et Stykke
Papir igjen i min Haand. "Det er en Daler til at kjøbe
Morro for i Aften paa Sydnæshaugen," sagde hun, da jeg
forundret saa paa Papiret. "Det er jo St. Hansaften i
Aften, Eberhardmand, og du faar rigtig gjøre mig den
Fornøielse at gaa paa Haugen og more dig lidt paa mine
Vegne. Det skal være min St. Hans Glæde. Faar du

SIDE: 22

ikke Canaliesekt, eller hvad den udenlandske Vin nu heder,
som du har faaet her, saa kan du faa Sommerluft og
Barndomsglæder, og de smage ogsaa godt."

Derpaa bad hun mig endelig komme snart igjen og se
til hende; men fremfor Alt at passe vel paa at jeg lukkede
alle Dørene efter mig. Den sidste Anmodning var dog
aldeles overflødig; thi de lukkede sig altfor godt selv, som
jeg mange Gange havde faaet Prøver paa.

Ude paa Trappen mellem den øvre og nedre Dør fandt
jeg ogsaa en ulykkelig liden Pige, der ligesom jeg havde
revet Nøglen af Laasen og nu laa i Mørket og grædende
famlede efter den nederst i Trappen. Jeg befriede Barnet
og kom ganske uskadt ud paa Gaden uden engang at blive
klemt af Gadedøren.

Fra Wenche Faster gik jeg ned til Farbroder Holtz-
winkel, som boede paa Strandgaden udenfor Muren. Han
var en ærlig Lübecker, der var kommen til Bergen for mange
Aar siden. Nogle Aar efter sin Ankomst var han bleven
Gesel paa Bryggen hos Farfar og senere gift med sin Hus-
bonds Søster. Faster Holtzwinkel var meget yngre end
Farfar og Wenche. Hun var en liden skindmaver Kone,
der havde Ord for hverken at unde sig selv eller nogen af
Sine mere end det tørre Brød og knapt det. Hun var
sødtalende og den grædende Tone, hvori hun udgjød sin
Sødme, havde i Familien forskaffet hende Navnet Hyle-
kroken.

Jeg fandt Gadedøren lukket og brugte meget beskedent
en stor Dørhammer af Messing, der var anbragt paa den.
Ikke et Menneske kom, og jeg havde god Tid til at betragte
den skinnende, blanke Hammer med dens mange blanke
Snirkler og til at se mit eget Ansigt afspeile sig i den paa

SIDE: 23

forskjellige Steder og med et stedse varieret Udtryk. Snart
var Næsen spids, Panden høi og Munden bred, saa var
Næsen flad, Panden lav og Munden liden. Snart blev
det ene Kind saa langt, at det ligesom tabte sig i det
uendelige Fjerne, saa skrumpede det ved en liden Bevægelse
ind igjen til et lidet kuglerundt Legeme. Snart laa Øinene
dybt inde i Hovedet, eller stode rent skakke langt fra hin-
anden, snart vare de paa Veie til at gaa i hinanden eller
springe ud af Hovedet. Dog havde alle disse forskjellige
Ansigter unægtelig en vis Lighed med Originalen, det kunde
jeg ikke nægte, og den arabeskformede blanke Dørhammer var
i Grunden en meget morsom Caricaturmaler. Jeg betragtede
mig selv mange Gange, og Tiden gik; men der kom ikke et
Menneske. Saa bankede jeg lidt stærkere, ventede atter en
Stund, gjorde en Del Grimacer til Hammeren, men der
kom fremdeles ingen. Endelig brugte jeg den blanke Ham-
mer, saa det gjenlød gjennem det hele Hus, og flere Hoveder
i Gjenboernes Huse kom skyndsomst til Vinduerne og saa
forbausede paa mig under de opløftede Halvgardiner; og nu
først hørtes en Dør blive aabnet inde i Huset, hurtige Skridt
af klampende Trætøfler nærmede sig, og en Kvindestemme
raabte: "Hvad er tids? Hvad er tids? Er der Ildebrand
i Huset?" Endelig blev Slaaen for Gadedøren trukken fra,
og Døren aabnet. En ung, ubekjendt, skidden Pige -
Faster Holtzwinkel pleiede at skifte Pige tre til fire Gange
om Aaret - med en gulgraa Natkappe paa et rusket Haar,
med Træsko paa Benene og en Tvarre i Haanden, stirrede
forbauset paa mig med et aldeles ikke blidt Udtryk i sit
Ansigt.

"Er Herskabet hjemme?" spurgte jeg.

Fruentimmeret saa forskende paa mig en Stund, lukkede

SIDE: 24

derpaa Døren til igjen, lod mig staa udenfor og for-
svandt med larmende Skridt, efterat have slaaet Slaaen for.
Efter en Tids Forløb kom hun tilbage igjen. Hun havde
lagt Tvarren fra sig og faaet et skinnende, rent Forklæde
og smilende, hvidt Ansigt, istedetfor det skidne Forklæde og
det sure Ansigt og sagde: "Jeg skulde hilse saa flittig fra
Mor og sige, at Far er paa Børsen." Da hun imidlertid
hørte, at jeg gjerne vilde hilse paa Mor, lukkede hun atter
Døren, slog Slaaen for og lod mig atter staa paa Trappen
udenfor Huset.

Denne Gang varede det noget længere, inden hun kom
tilbage igjen, og Grunden dertil viste sig strax. Hun havde
taget en ren Kappe og Skindsko paa i Mellemtiden. Hendes
Væsen havde aabenbart tiltaget i Finhed med hendes Klæde-
dragt, og hun sagde forekommende:

"Jeg skulde hilse saa flittig og bede Maasjøen have den
Fornøielse at trine indenfor." Den Fornøielse havde jeg.
"Saa skulde jeg hilse saa flittig og bede Maasjøen have den
Ære at gaa ind i Storstuen og vente et Øieblik, saa skulde
Mor komme strax."

Den Ære lovede jeg ogsaa at nyde.

Hidtil havde Pigen tydelig iagttaget et Ceremoniel,
hvorom hun forud havde modtaget Instrux, men nu var
den officielle Del af Modtagelsen forbi, og saa begyndte de
intimere Ceremonier, som hun selv fandt, at Stillingen
fordrede. "Værs god, stig op i Sophaen Maasjø og lad
Hvilen falde paa Jer. I skal ikke undse Jer. I kan saa-
mæn gjerne tage Overtrækket af og sætte Jer paa bare
Silkebetrækket. Det er Jer vel undt," sagde hun meget
gemytlig og venlig. Hun gav sig heller ikke, før hun havde
faaet mig vel til Sæde paa det bare Silkebetræk. Der sad

SIDE: 25

jeg da, som en ung Hanekylling paa den høieste Pind,
temmelig stolt af al den Ære, der blev mig til Del i dette
Hus, hvor jeg hidtil ikke var bleven tagen den ringeste Notits af.

Farbroer Holtzwinkels Storstue var et stort smukt, men
noget mørkt Værelse. Det havde tre Vinduer mod en liden
trang Gaardsplads, og Gaarden var næsten et Par Alen
høiere end Gulvet i Stuen. Paa Væggen var malet for-
skjellige Partier af Bergens Omegn. Især gjorde et Sø-
stykke, der forestillede en Nordfarjagt i Storm ude ved
Tønden megen Lykke. Folkene ombord med deres ildrøde
Luer saa yderst fortvivlede ud, det var vist. Møblerne i
Stuen vare opstillede med den størst mulige Symmetri langs
Væggene. Sophaen lænede sin stive Ryg op imod de op-
rørte Bølger, hvorpaa den stakkels Nordfarjagt omtumledes.
Stolenes høie rette Rygge stode ind imod Skov og Marker
og Bjerg. Blomster og Blade og Græs tittede overalt ud
imellem Sprinklerne. Mellem Vinduerne stode to Spille-
borde, og over dem hang høie, lange Speile i forgyldte
Rammer. Alle Møblerne vare klinede saa tæt op imod
Væggen som mulig. Det hele Gulv stod saa tomt, som
om det var ryddet til Dands, og Værelset fik derved uagtet
vel forsynet med Møbler et stivt, koldt Udseende. Dette
Værelses kolde, øde Udseende forøgedes ved, at Taffeluhret
paa det ene Spillebord stod stille og viste paa sex, uagtet
Klokken endnu ikke var elleve, og at en Blomstervase paa
det andet Bord var fyldt med Blomster af Tøi og Frugter
af Vox.

Jeg lod mine Øine løbe rundt det hele Værelse og
havde allerede beseet Alt fra den blanke Lysekrone i Loftet
til Potpourikrukkerne under Spillebordene, men endnu viste
der sig ikke et Menneske. Allerede begyndte jeg at tro, at man

SIDE: 26

havde glemt mig, da Pigen kom ind igjen, gik op til So-
phaen, og trak en stor Papæske frem, som stod under So-
phaen, aabnede varsomt Laaget, kigede ind i Æsken og derpaa
gik ud igjen, idet hun meget forbindtlig berettede, at hun
skulde hilse saa flittig fra Mor, at nu kom hun strax.
Hun skulde bare fjelge lidt paa sig selv og Anemor.

Det havde jeg allerede forstaaet; thi i Papæsken havde
jeg, hvor forsigtig den end var bleven aabnet, skimtet en
Fruentimmerkappe med røde Baand.

Atter varede det en Stund, og saa endelig tren Faster
med sin Datter Anemor i Hælene paa sig ind, ganske
hæseblæsende af Hastværk. De havde begge pyntet sig paa
det Bedste, og Faster havde Kappen med de røde Baand paa
sig. Hun kom hen imod mig med et yderst smilende Ansigt,
der dog fik et Udtryk af dyb Skuffelse, da hun gjenkjendte
mig. "Er det bare dig? Den dumme Tøs, den Gjertrud, sagde
det var en fin fremmed Mandsperson," yttrede hun misfornøiet.

Jeg bad Faster meget undskylde, at jeg var mig selv
og ikke en Anden, og at jeg havde forvoldt saa megen Ulei-
lighed; men jeg havde troet, det var min Skyldighed at
hilse paa Faster saasnart som muligt efter min Tilbagekomst
fra Christiania.

Dette formildede noget den skuffede Kone, hun bad
meg sætte mig ned igjen. Selv satte hun sig paa en Stol
ved Vinduet. Anemor blev staaende henne i Krogen med
Ansigtet mod Væggen og lod til at være i en yderst
forpint Stemning.

"Uleiligheden," begyndte Faster i sin sædvanlige Hyle-
tone, "nei saamæn har du ikke gjort os nogen Uleilighed.
Vi vare saamæn i Klæderne, du nu ser, da Gjertrud kom
og fortalte, at en fremmed Mand vilde snakke med os. Jeg

SIDE: 27

tog bare nogle Draaber, for altereret blev jeg. Ikke sandt,
Anemor? Men hvorledes lever nu du? Jeg sagde just
til Holtzwinkel igaaraftes: Hvor monstro Eberhard nu er
henne? Det er en brav snild og flink Gut, sagde jeg. Ikke
sandt Anemor? sagde jeg ikke det. Lykkelig den Mor,
som har slig Søn, sagde jeg. Aa ja, sagde Holtzwinkel,
men Jens Peter er ogsaa flink. Ja, det er han nok, men
ikke som Eberhard, for jeg kjender ingen blandt Ungdom-
men i Familien, som jeg synets saa godt om, sagde jeg.
Ikke sandt Anemor?"

Anemor, der den hele Tid havde staaet med Ansigtet
mod Væggen, og hvis Stemning tydelig var bleven mere
og mere forpint, vendte sig nu pludselig om og gav sig til
at skoggerle saa hjertelig, at jeg maatte deltage deri, uagtet
jeg ikke havde fjerneste Anelse om, hvoraf hun lo. Hun
vedblev at le saa voldsomt, at hun maatte sætte sig ned
for ikke at falde overende.

"Herre Gud Anemor, du stille Sjæl, hvad fattes dig?"
sagde Hylekroken.

Anemor, den stille Sjæl, fik endelig saa megen Luft
tilbage og saa megen Magt over sine Lemmer, at hun kunde
tale og gaa. Hun kom farende hen imod mig, omfavnede
mig og sagde: "Velkommen tilbage Eberhard, du maa ikke
fortryte paa, at jeg ler saa, men jeg maa le." Saa gav
hun sig atter til at le og fortalte derpaa, idelig afbrudt af
den hjerteligste Latter og sin Moders hylende Indsigelser
mod, at Hemmeligheden kom for Dagen, at hendes Moder
og hun havde pyntet sig paa det Bedste, fordi Moderen
troede, det var en fremmed fin Mand, der vilde tale med
hende og kanske frie til Datteren.

Anemor, den stille Sjæl, lo atter saa hjertelig, at

SIDE: 28

Taarerne randt ned ad hendes Kinder; men jo mere hun lo,
desto ynkeligere hylede Moderen om, at det bankede i hendes
Hoved, som om det var paa Vei til at springe, trykkede hende for
Hjertekulen, som om den vilde revne, over at hun desuden
havde flere andre frygtelige Sygdomme, der alle truede med
en øieblikkelig Død; men at desuagtet Alle bare lo af hende.
Hun vilde ønske, at Latteren ogsaa maatte vare ved den
Dag, hun blev baaren ud i sin sorte Kiste med Benene først
gjennem Døren. Ja, det vilde hun, men kanske saa -"

Medens Hylekroken saaledes gik paa det allerstærkeste,
aabnedes Døren og min Fætter Jens Peter listede sig und-
selig ind, satte sig paa den nærmeste Stol og stirrede paa
mig med aaben Mund og lang Hals. Strax efter kom
Fætter Michael listende ind, satte sig ved Siden af Broderen
og stirrede ligesaa paa mig med aaben Mund og lang Hals.
Jeg vilde ikke vente, indtil Hylekroken var udgaaen og alle
mine tre Fættere, der havde det tilfælles, at de vare yderst
tause og undselige og havde aabne Munde og lange Halse
kom ind og garnerede Stolene langs Væggene, derfor reiste
jeg mig, tog Farvel med hele Familien og bad hilse Far-
bror og Familiens øvrige Lemmer, som jeg ikke havde havt den
Fornøielse at se.

Faster Holtzwinkel spurgte mig, da jeg var kommen
vel udenfor Gadedøren, om jeg ikke vilde have et Glas Vin
og noget at bide i, til hvilket venlige Tilbud jeg naturligvis
svarede nei Tak.

Jeg var ikke kommen langt ned i Gaden, før jeg hørte
en Stemme bag mig raabe: "Hei! han! hid!" Der var en
saa stor Mængde Mennesker i Gaden, at jeg ikke anede, at
Raabene angik mig, før jeg blev greben i Kjolekraven og,
ved at vende mig om, fandt, at det var Farbror Holtzwinkel,

SIDE: 29

som havde raabt efter mig. Han løftede sin Stok mod mig og
sagde: "Ei han den Bengel, kan han nit engang staa stille, wenn
hans Farbror raaber efter ham." Derpaa gav han mig et ikke
ganske lempeligt Slag over Ryggen og vedblev: "En anden Gang
kan han se sig for und tage Hatten af for sin Farbror, naar han gaar
forbi ham paa Gaden. En Student er jo vistnok ein groszer
vornehmer Kerl, Gott bewahre, und behøver nit at være
saa høflig, wie andre simple Folk, aber lidt Høflighed skader
nit." Derpaa puffede han mig i Maven med Knappen af
sin Stok og gik, uden at jeg fik sagt et Ord.

Farbroder Holtzwinkel gjaldt for at være en godmodig
skjemtefuld Mand, men paa mig efterlod hans Spøg altid
en Braad, der stak mere eller mindre stærkt.

Denne Gang gik det mig som tidligere, og var Braad-
den ikke stor, saa var den dog altid stor nok til at bringe mig
ud af min glade Stemning. Jeg syntes det var ærgerligt
at blive antagen for en Tølper og ikke engang faa Tid til
at forsvare sig.

Idet jeg saaledes lidt ilde tilmode vandrede ned imod
Flytmandstrappen paa Muralmindingen, lagde jeg Mærke
til en Del halvvoxne Gutter, der stode og besaa en gam-
mel Baad, som var trukken paa Land og laa lige ved
Vandet.

"Hm, hm," sagde en af dem, idet han kneb det ene
Øie igjen, rakte Tungen ud og saa først paa Baaden og
saa paa sine Kammerater.

"Den var ikke lei, den vilde brænde den," sagde en
Anden, idet han ligefrem pegede paa Baaden.

"Ja, om vi havde den paa Haugen, da skulde der vel
blive Brand da, som Gutterne i Fjeldet ikke skulde kunne
skaffe Mage til," sagde en Tredie.

SIDE: 30

"Aa! kom Gutter, skal vi ta'e den," sagde endelig en
liden Tykkert med et Buldogansigt og en Næse dannet som
en Ridesadel, idet han gjorde ligesom et Rundkast i Luften med
sin ene Haand og sit ene Ben. Han havde tydelig nok
udtalt den almindelige Mening; thi rundt om fra alle Kan-
ter lød det: "Ja kom Gutter, ja kom," og en to tre havde
en Snes Hænder fat i Baaden og trak afsted med den
under Raabet: "Hurra for fri Brandskat! Hurra for fri
Brandskat!"

Jeg kunde ikke modstaa min Lyst til at se, hvorledes
det vilde gaa, hvis Eieren kom tilstede og fulgte med. Et
Stykke oppe paa Almindingen kom en Politibetjent tilløbende
for at se, hvad der var paa Færde. Han blev puffet og
stødt, udleet og gjort Nar af og luskede bort. Længere
oppe blev Almindingen saa steil, at det blev for tungt at
slæbe Baaden opover Bakken. Det blev da foreslaaet at
slaa den itu, og neppe var Forslaget gjort, saa for der store
Stene igjennem Bunden paa den. Et Øieblik efter var den
i mange Stykker og paa mange forskjellige Rygge paa Veien til
Sydnæshaugen under Skrig og Latter og Lystighed. Da
Eieren en Time efter kom til Stedet, fandt han kun Ran-
gen og en Del smaa Splinter liggende igjen af sin Baad.

Det var den Maade, hvorpaa Sydnæsgutterne og Nøst-
ungerne i de Dage samlede Brænde til deres St. Hans
Brand.

Da jeg havde fulgt Sværmen et Stykke udover Klo-
steret og ned forbi Kalmergjerdet, faldt det mig ind, at
Polle Moster og Rese Moster boede paa Engen, og at jeg
kunde gaa ind og hilse paa dem, saa var det gjort.

Polle og Rese Moster vare to gamle Jomfruer med lange,
tørre Lemmer og spidse Næser. Da disse to mosterlige

SIDE: 31

Næsers yderste Tip var ildrød og skallede af, kaldte vi Unge
i Familien de gamle Damer Fyrtaarnene paa Jomfruland.
De vare forresten, hvilket man ikke efter deres Udseende
skulde have antaget, to glade, lattermilde Pebermøer, der
lignede hinanden udvortes og indvortes, som to Draaber
Vand. Der var kun den Forskjel imellem dem, at Polle
Moster lespede, talede og lo i Alt, samt havde en daarlig
Hukommelse, medens Rese Moster snuglede, talede og lo i
Sopran og havde en forbausende god Hukommelse.

Det lugtede overmaade stærkt af Rosenblade i deres
lille Stue, da jeg kom ind. Fyrene skinnede i deres største
Glands, og Taarnene selv sad og læste den Ene i Adresse-
avisen, og den anden i en stor tyk Bog, som jeg senere saa
var Holbergs Peder Paars.

"Aas nei, er det isse den nybagte Student! Hvor-
ledess lever du?" saa lespede Polle Moster.

"Aak nei, namæn er det Eberhard! Velnommen til-
bane", snuglede Rese Moster.

"Smaatøsserne i Hovedstaden var vel rent gale i dig.
Du maatte vissst have En, ssom kunde dadle din Figur,
ssom det heder i Peder Paars", lespede Polle Moster.

"Peder Paars, siger hun, Søster Ponne; du skulde
andrig befatte dig med at sige frem efter Bøger. Du maatte
ven underkjøbe Fonk at naste din Skabning i Byen, at du
kunde have Ro for Fruentimmerne, som Jakob von Tybo
siger", snuglede Rese Moster.

"Nu kan du vel alle mulige Sprog, baade Græsk, Latin
og Kloster-Latin, baade Franco og Banco", lespede Polle.

Medens de saaledes talede uden Stands, uden at give
mig Tid til at sige et Ord, trak den Ene mig i den ene
Arm og den Anden i den anden. Endelig taug de Begge,

SIDE: 32

og Polle Moster gav sig til at le i dyb Alt: ha! ha! ha!
medens Rese Moster lo i høiest Sopran: hi! hi! hi!

Endelig kom jeg da tilorde: "Maa jeg spørge, have
I, mine to gode Mostre, leet i det hele Aar, jeg har ligget
ved Universitetet og studeret? I lo, da jeg reiste, og I le
nu, da jeg kommer tilbage. Maa jeg i saa Fald spørge,
om det er af mig I lo, have leet og fremdeles le?" sagde
jeg og lod, som om jeg var stødt over deres Munterhed.

"Ssandt for Syden er han isse bleven Skolemester,
en Pedantis, Pedantass, Pedantos Søster Resse, ha! ha! ha!"
sagde Polle Moster.

"En vikkenig Pedantus, Pedanta, Pedantum, som stjæ-
ner sine Vittigheder fra Honnanske Skippere", svarede Rese
Moster.

"Nu, det maa jeg sige er en venlig Modtagelse, jeg
faar af mine kjødelige Mostere efter saa lang Fraværelse",
svarede jeg og lod fremdeles, som jeg var yderst for-
nærmet. "Jeg var saa vis paa, at Polle Moster vilde falde
mig om Halsen og kysse mig, og at du Rese Moster vilde
bede mig være saa god at sætte mig ned og tage tiltakke
med lidt Vin og Kage. Istedet for det saa gjør I begge
to Nar af mig. Jeg vil saamæn gaa. Farvel."

Men da jeg gjorde Mine til at udføre min Trudsel,
holdt de op at le og raabte i Munden paa hinanden: "At
jeg maatte endelig ikke være vred, det var jo Spøg Alt-
sammen."

De satte saa komiske alvorlige Ansigter op, at jeg ikke
kunde holde mig længer alvorlig. Jeg kastede Huen op i
Taget, tog begge mine Mostere i mine Arme og dandsede
rundt om paa Gulvet med dem, idet vi alle tre lo som
gale Mennesker: ha! ha! ha! hi! hi! hi! ho! ho! ho!

SIDE: 33

Da jeg havde faaet mig megen god Latter med god Vin
og godt Syltetøi til, gik jeg, og Fyrtaarnene paa Jomfru-
land stode og stirrede med stærkere Glands end nogensinde
før i Gadedøren, indtil jeg var kommen langt ud paa
Engen.

Om Aftenen gik vi paa Sydnæshaugen for at se paa
Branden. Van der Paast fik i den Anledning Ordre af
Moder til at udbetale Fredrikke og mig hver en Ort og
Ludolf 12 Skilling. Han fandt imidlertid, at Sagen var
af den Vigtighed, at den tiltrængte Overveielse og indtog
derfor med stor Langsomhed og en dybsindig Mine en hel
Del Skefulde Snus, inden han gav Tegn til at lystre Ordre.
Endelig trak han dog en stor, tyk, skidden, gammel Skind-
væske ud af Brystlommen paa sin Kjole og aabnede den
med stor Møie, som det lod til, og under dyb Grublen.
Med Et lod han til at have fattet sin Beslutning; thi i en
utrolig Hurtighed leverede han Fredrikke og mig hver 12
Skilling og Ludolf 6 Skilling, lukkede Skindvæsken, put-
tede den i Lommen og sagde "nok" med en Mine som en
rig Mand, der har givet en Betler en rigelig Almisse og
afviser hans Begjæring om mere. Ludolf protesterede høit
og lydeligt og vilde have sine belovede 12 Skilling, og
Moder reiste sig lidt op af Sophahjørnet og saa paa van
der Paast, men da han som Svar gryntede: "Børnene bør
vænnes til Tarvelighed", faldt hun tilbage i sin forrige
Stilling, og Ludolf maatte lade sig nøie med sine 6 Skil-
ling. Idet han gik ud af Stuen, sagde han høit og lyde-
ligt: "Uh! Jeg hader Gjerrighed mere end Pesten." Mo-

SIDE: 34

der og van der Paast lode ikke til at have noget at ind-
vende derimod; thi de forholdt sig begge aldeles tause.

I Vadskerelven kom vi til den første Æreport. Den
var dannet af to høie unge Birketrær, hvis Grene vare
knyttede ind til Stammen, og hvis Toppe vare bøiede sam-
men til en Bue. Fra Buens Midtpunkt hang en stor præg-
tig Krands af Tulipaner, Solsier, Smørblomster, Forglem-
migeier, Seriner og andre Markblomster og Haveblomster
om hinanden, alle formodentlig erhvervede som lovlig Brand-
skat; men midt i Krandsen hang en stor, prægtig, blodrød
Pion.

Eieren af Æreporten, en liden, pyntet, rødmusset Gut,
kom just i det samme, bærende en lignende Krands som
den, der hang i Porten, og raabte efter os: "En Skilling
i Krandsen! En Skilling i Æreporten!" Ludolf greb øie-
blikkelig i Lommen og gav Gutten de to af sine sex Skil-
ling, formodentlig for at bevise, at det var Alvor med hans
Had til Gjerrighed. Fra os løb Gutten hen til en vel-
klædt Mand, som efter os betraadte hans Territorium, men
som vedblev at gaa uden at lade til at høre de idelige:
"En Skilling i Æreporten! En Skilling i Krandsen!" Gut-
ten raabte efter ham. Han gav da endelig tabt, standsede
yderst krænket og raabte: "Nei, hvad laak Fysak det var,
han gik igjennem Æreporten uden at betale." Skyndsomt
ilede han derpaa tilbage til Forretningens Centrum, fulgt
af Fredrikkes Knisen og Ludolfs inderligste Medfølelse.

Den næste Æreport, vi kom til, var ved Comediehuset.
Den var større end den første, og Krandsen, som hang i
Midten, var bunden paa to Tøndebaand, der vare stukne
ind i hinanden, og hvis Toppunkter dannede rette Vinkler
med hinanden. Ludolf gik stolt igjennem den ogsaa, greb

SIDE: 35

kjækt i Lommen, som om han havde uudtømmelige Rig-
domme at øse af. Fredrikke fik atter et Andfald af sin Knise-
syge, og Anfaldet forværredes i betydelig Grad, da Ludolf
pludselig fik Betænkeligheder, tog Haanden tom op af Lom-
men igjen og paastod, at Turen nu var til hende at betale.
Det gjorde hun ogsaa.

Den tredie Æreport, vi kom til, var ved Sydnæskleven.
Der maatte jeg betale. Ludolf gik kjæk og stolt igjennem.
Fredrikke kniste af ham, af mig og af alle Andre. Af dem,
som betalte, fordi de betalte, og af dem, som ikke betalte,
fordi de ikke betalte. Af Gamle, fordi de vare saa gamle,
af Unge, fordi de vare saa unge. Af store Folk, fordi de
vare saa store, og af smaa Folk, fordi de vare saa smaa. Kort,
hun havde faaet en aldeles ustandselig Kniseparoxysmus og
vidste til Slutning ikke selv, hvad hun kniste af; men det
vidste hun, at hun var usigelig glad og morede sig ko-
steligt. Folkestrømmen begyndte at blive tættere og tæt-
tere, og af og til hørte vi allerede Nøglebøsserne og de
smaa Kanoner knalde oppe paa Haugen. Da vi kom op
paa Haugen, kjøbte Ludolf strax af den første Kurvekone,
han saa, et haardkogt Æg, en Cigar og et Glas Mjød.
Nu havde Ludolf gjort Ende paa hele sin kontante Behold-
ning, og saa fuldstændig, som han kunde, havde han bevist,
at han hadede Gjerrighed.

Langs Veien paa begge Sider havde Kurvekonerne po-
steret sig med sine Borde og Kurve. Haardkogte Æg,
røget Lax, Skinke, Pølse, Kringler og Kager af diverse
Størrelse og Godhed, Cigarer, Øl, Mjød, Brændevin, varm
Kaffe og mange andre Lækkerier bragte Folks Tænder til at
løbe i Vand. Rundt om saaes hist og her Røg at stige i
Veiret fra smaa Baal, hvormed de Handlende kogte Mad

SIDE: 36

eller Kaffe eller, som mindre Afdelinger af Gutter havde
indrettet sig, som smaa Filialafdelinger af det rette store
Brandsted henne paa den egentlige saakaldte St. Hanshaug.

Det var en Fjeldknat mod Sydvest. Paa den var op-
reist 6 Stænger, behængte med Tønder af forskjellig Stør-
relse og fyldte med Høvlspaan og andre let brændbare Sa-
ger. Paa Storestangen var der hængt 8 saadanne Tønder.
Rækken begyndte med et stort Brændevinsfoustage underst
og endte med en liden Tjærepøs øverst. Det hørte til en
af Hovedfornøielserne ved St. Hansfesten at være med at
reise denne Stang. Meget Arbeide, megen Kløgt og legem-
lig og aandelig Anstrængelse skulde til, inden den var sat
velbeholden paa sin Plads i det Hul i Bjerget, hvor den
havde staaet i mange Aar før, Generation efter Generation.

Paa Damsgaardsfjeldet, Ulrikken, Fløifjeldet og Aske-
land begyndte det ene Blus efter det andet nu at komme
tilsyne; ja selv i Sandvigen saaes Blus, der i Begyndelsen
saa ud som opgaaende Stjerner, men lidt efter lidt antog
større Udstrækning og viste, hvorledes Baunerne under Haa-
kon Adelsten maa have seet ud. Branden skulde nu be-
gynde her paa Sydnæs ogsaa, og vi nærmede os derfor
Brandstedet.

En lang, lyshaaret Laban kom nu løbende med en
brændende Tøndestav i Haanden og raabte: "Hurra! nu
begynde vi, Hurra!" hvorpaa der blev svaret fra alle Kan-
ter: "Hurra! nu begynde vi, Hurra!"

Kun En lod til at være af en anden Mening; det
var min Bekjendt fra Almindingen, den lille Tykkert med
Buldogansigtet og Ridesalnæsen. Han reiste sig fra en
Fjeldknat, hvorpaa han havde siddet og sagde: "Endnu ikke"

SIDE: 37

med en Stemme og en Mine, der viste, at han ikke alene
var vant til at befale, men ogsaa til at blive adlydt.

Ogsaa denne Gang adlød Alle med Undtagelse af La-
banen, der vedblev at nærme sig Brandstangen og det, uagtet
han paa sin Vei idelig blev standset af Gutter, der raabte
til ham: "Er du gal Gut, hører du ikke tykke Jan siger:
"Endnu ikke."

Endelig blev han standset af Jan i egen Person, der
sprang hen til ham, rev den brændende Stav fra ham, gav
ham saa et dygtigt Slag over Ryggen med den, saa gloende
Kul og Gnister for omkring os, der stode i Nærheden, og
sagde: "Har du Lyst paa blaa Øine med røde Opslag, skal
du gjerne faa dem uden Trygling, Hans Kakkelak. Lugt
paa den." Han stak sin ene sorte Næve op under Labanens
Næse. Den lugtede nok ikke godt; thi Labanen gjorde en
Grimace og luskede af.

"Vi vente til de begynde ude paa Dokkeskjærene",
sagde tykke Jan derpaa til sine Undersaatter, efterat Oprøret
var dæmpet.

"Vi vente, vi vente!" lød det rundt om fra alle hans
lydige Undersaatter. Tykke Jan var Keiser paa Brandstedet
og taalte ingen Indskrænkning i sin Magt, det var tydeligt.
Strax efter blev der dog raabt: "nu begynde de at tænde
paa Dokkeskjærene", og saa resolverede tykke Jan naadigst,
at ogsaa hans Undersaatter nu kunde begynde. Han var
selv tilstede og anordnede, hvorledes og i hvilken Orden
Tændingen skulde foregaa, istemte af og til et Hurraraab,
hvilket i høi Grad animerede hans Undersaatter, og optraadte
i det Hele med megen Værdighed.

Da Branden var kommen i god Gang, bleve Spare-
bøsserne sendte om mellem Mængden, og Skillinger ind-

SIDE: 38

samlede til dem, der havde samlet alle disse brændende
Herligheder.

Snart var Lystigheden paa det høieste. Skuddene bleve
hyppigere og hyppigere, og Hurraskrigene stærkere og stærkere.
Troldkjærringerne begyndte at suse rundt om Ørene paa os,
og Drukkenskab og Slagsmaal viste sig allerede paa flere
Steder. Det var paa Tide for Damer at begive sig bort,
men idet vi skulde gaa, traf vi lykkeligvis eller ulykkeligvis
paa Hammichens og Schrøders, og saa begyndte Morroen
og Latteren for Alvor for dem Alle. Det var umuligt at
forlade Haugen under disse Omstændigheder.

En grødspisende Nordfar dannede Toppunktet af Glæden.
Manden sad paa en Krak med en Tallerken mellem sine Knæ
og spiste Grød med Sirup paa. Han havde rød Hue paa
Hovedet med en Dusk i Toppen, og hver Gang, han stak
en Skefuld Grød i Munden, nikkede Dusken bifaldende, som
om den vilde sige: "det smagte godt". Da Nordlændingen
bad om "lite mere Slik paa Grøden" og Konen, der havde
solgt ham denne smagelige Ret, tog en Træske op af en
Spilkum med Sirup og med den seige, brune Saft tegnede
underlige Snirkler og Figurer paa Grøden, medens Nord-
lændingen med opspilede Øine og gabende Mund iagttog
denne interessante Operation, var det umuligt at lade være
at le. I det samme kom der en Krudtkjærring farende lige
ned i Tallerkenen, hvor den blev liggende og sprutte Ild
til alle Kanter, medens den forbausede Nordfar gjorde de
forunderligste Anstrængelser for at faa den ildsprudende
Tingest ud af Grøden uden at brænde Fingrene, og nu blev
Latteren omkring ham næsten ustandselig.

Drukkenskaben viste sig nu paa alle sine Stadier. Den
spæde, nyfødte, neppe synlige; den halvvoxne, og overgivne

SIDE: 39

livlige; den fuldvoxne, skrigende, støiende og sjanglende; den
gamle, famlende, ørskede og tause, og den skrinlagte, ube-
vægelige, i Rendestenen henslængte, aldeles døde.

Modet og Stridslysten steg i en foruroligende Grad.

"Her er Gut med Staal i Ryggen og Messing i Ar-
mene", raabte en lang, halvdrukken Mand, med en Figur,
som en Humlestang.

Smaagutterne morede sig kostelig over denne Figur og
vare uudtømmelige i Vittigheder paa hans Bekostning.

"Det er Storestangen, som kommer gaaende", raabte En.

"Hei du Langeline! hvad tager du for Læggene dine?
Jeg vilde have mig et Par Tandstikkere", raabte en Anden.

"Gaar der femti eller sexti paa Pundet af dig og dine
Lige, du Skillingspraas?" spurgte en Tredie.

Ludolf havde hidtil forholdt sig temmelig rolig. Ci-
garen gav ham saa meget at tænke paa; han havde ikke
Tid til stort andet, end at faa Ild i den igjen hver Gang
den slukkede. Nu havde han faaet den i rigtig Brand og
blæste, gabede og pustede noget ganske forfærdeligt. Den
optog ham i den Grad, at han hverken saa eller hørte, hvad
der foregik rundt om ham. Da Humlestangen slog efter de
øvrige Smaagutter, der for til alle Kanter, blev han der-
for staaende og fik et af de Slag, der blev uddelt til Høire
og Venstre. Ludolf var en kjæk Gut, der ikke uden videre
fandt sig i slig Behandling, og gav den lange Mand et
Slag under Øret. Nu maatte jeg blande mig i Sagen og
tage min Broders Parti for at forhindre et fuldstændigt
Slagsmaal, men saa kom der Andre, som tog Humlestangens
Parti for at faa istand et fuldstændigt Slagsmaal.

Der havde allerede vanket et Par Puf fra begge Sider.
Jeg hørte min Søsters og hendes Veninders Angstraab bag

SIDE: 40

mig og følte mig i ikke ringe Forlegenhed, da en høi
Stemme raabte: "Plads her for Bøssen", og en velklædt
ung Mand trængte sig imellem mig og min Modstander,
trak en liden Gut med en Bøsse i Haanden efter sig og
sagde: "frem med Bøssen din, Gut, og lad Folket betale."

"En Skilling i Bøssen for os, som brænder", bad
Gutten og rakte Bøssen frem.

"Han og hans Kammerater brænde os til Behag. En
Skilling er lidet for saa meget, især hvis de brænde aldeles
op", sagde den Fremmede og stak en Sølvpenge i Bøssen.

Alle lo, og Striden var forbi, saalænge Gutten med
Bøssen samlede ind Penge midt i Klyngen, og da det var
gjort, var Ludolf og jeg lykkelig ude af Flokken.

Den Fremmede fulgte os og sagde: "Jeg saa og hørte,
at De havde Damer med Dem, derfor sendte jeg Gutten med
Bøssen ind i Flokken til Deres Undsætning." Jeg takkede
ham, og idet han vilde gaa, kom Fredrikke ilende hen til
os. Hun var aldeles helbredet for sin Lattersyge og sagde
med bævende Stemme: "Kom Eberhard, vi ere blevne her
altfor længe. Lad os gaa." Derpaa tog hun mig under
Armen og vilde afsted, saa hurtigt som muligt. Den Frem-
mede stod en Stund og saa paa hende, derpaa sagde han:
"Frøken, vær De ganske rolig. Tillad, at jeg følger Dem
ud af Trængselen."

Fredrikke svarede ikke, men rødmede stærkt. Vi skyndte
os at komme bort, medens Brølet rundt om os hvert Øie-
blik blev vildere og vildere. Inden vi kom ud af den tætte
Masse kom en Krudtkjærring lige imod os og vilde for-
modentlig have truffet Fredrikke i Ansigtet, hvis ikke den
Fremmede havde opfanget den i sin Hat.

Da vi endelig kom ud af Trængselen, og der traf vort

SIDE: 41

øvrige Selskab, vilde den Fremmede tage Afsked. Fredrikke
sagde da til ham: "Inden De gaar, maa jeg takke Dem for
Deres Hjælp. Af Deres Sprog hører jeg, at De er Frem-
med, og jeg vil saaledes formodentlig ikke faa Anledning
til at takke Dem senere".

"Nei", svarede den Fremmede smilende, "jeg er saa-
mæn en ægte, god, indfødt Bergenser, men da jeg har til-
bragt de sidste 6 Aar i Udlandet, har jeg formodentlig tabt
noget af den rene, ægte Klang i mit Modersmaal. Denne
Nat er den første, jeg siden min Barndom tilbringer i min
egen Fædreneby, og denne lyse, klare Nat forekommer mig
saa mild og venlig, at jeg agter at nyde den tilgavns, tage
over til Damsgaard og gaa rundt tilbage til Byen."

Da de Fleste af Selskabet fandt, at dette var en her-
lig Ide, bleve vi Alle med Undtagelse af Ludolf, der vilde
blive tilbage paa Haugen, enige om at gjøre den angivne Tur.

Den Fremmede var en høi, slank, udmærket smuk ung
Mand, hvis Dragt og Manerer tydelig røbede, at han var
vant til at færdes meget i Samfundets høiere Regioner.

Det var en sand Lettelse at komme ud af Trængselen
og Larmen og en sand Vederkvægelse at komme i Baaden.

Vandet var saa roligt og blankt, da vi roede over
Fjorden, at Fjeldene og Blussene speilede sig deri, som i
det bedst slebne Speil. Natten var saa stille, at vi hørte
en Agerrix skrige langt borte og Echo svare, uden at det
var os muligt at sige med Bestemthed, hvad der var Ager-
rixens Skrig, og hvad der var Echo. Luften var saa mild
og duftende, at det var en sand Nydelse at indaande den.
Det var en forunderlig Fred og Ro ovenpaa St. Hans-
haugens Støi og raa Larm. Vi bleve Alle uvilkaarlig

SIDE: 42

paavirkede deraf og stemte til Alvor. Al høirøstet Tale
ophørte.

Den Fremmede afbrød den almindelige Taushed og
sagde: "I alle de Aar jeg har tilbragt i Syden, har jeg
ikke havt et eneste Øieblik, som dette. Det er ligesom en
uforklarlig, stille Fryd sænker sig ned over mig, idet jeg
gjenser mine Fædres gamle Stad". Han talte med en
sagte, næsten hviskende Stemme ligesom for sig selv, men
ikke et Ord gik tabt for nogen af os. Derpaa strakte han
sin Haand ud imod Askeland og sagde: "Se Aftenrøden
er endnu ikke ganske forsvunden, og allerede viser Morgen-
røden sig", og i det samme kom hans Haand til at berøre
min Søsters og med en Hast, som om hun havde
brændt sig, trak hun Haanden til sig og blev blussende rød.
Den Fremmede bemærkede det, standsede midt i sin Tale,
kjæmpede en Stund øiensynligen med den dybeste Forlegen-
hed og brød derpaa ud i en Skoggerlatter. I Førstningen
var den noget tvungen; men lidt efter lidt blev den mere
og mere naturlig, og til Slutning saa rund og rullende,
at den gjenlød fra Fjeldene rundt om os. Endelig tog den
Fremmede igjen Ordet og sagde: "Det var virkelig latter-
ligt. Jeg har færdes saa længe mellem Fremmede, for
hvem mit Modersmaal var aldeles ubekjendt, og jeg har
derfor vænnet mig til at tale høit, uden at lade mig genere
af mine Omgivelser. Denne Gang blev det latterligt.
Men le kun mine Damer og Herrer, jeg giver dem Lov
dertil. Enhver af os har sin komiske Side. De har nu
opdaget min. Jeg forbeholder mig at opdage enhver af
Deres, mine Damer og Herrer, inden vi skilles ad. Pas
nu paa!"

I det samme passerede en Baad forbi os, og da en

SIDE: 43

Mand i den begyndte at blæse paa Klarinet: "Ach, du lieber
Augustin", istemte han Melodien og efterlignede Klarinettens
idelig falske Toner paa en saa virkelig latterlig Maade, at
vi alle lo og steg iland paa Damsgaardssiden i den mun-
treste Stemning.

Paa Turen til Byen var han i brilliant Humør, og
fuld af saamange pudsige Indfald og gale Streger, at han
holdt os Alle i Liv og Latter den hele Vei.

I Solemsviken kom en Gig kjørende forbi os. I
den sad et gammelt adstadigt Par, en gammel Skrædder
med sin gamle Halvpart. De havde været ude og kjørt sig
en liden Tur i den klare, deilige Nat og ilede nu hjem
til deres halvfærdige Buxer og helsultne Unger. Det lod
til at have svær Hast; thi Manden smurte i et væk paa
Hesten, og den gjorde sit Bedste og humpede afsted i Gallop
med Forbenene og Trav med Bagbenene, indtil den kom
til vor lystige, ubekjendte Ven, da den med Et standsede.
Han raabte nemlig: "Pto! Pto!" og Hesten adlød denne
Anmodning om at standse saa villigen, at den strax stod
saa stille, som om den var plantet i Jorden.

Det aldrende Skrædderpar var aldeles uforberedt her-
paa og var paa Veie til at fortsætte Reisen alene udaf
Giggen. De satte saa latterlig forskrækkede Ansigter op,
at det var umuligt at lade være at le. Vor lap-
sede Ven gik imidlertid hen til Ægteparret, tog Hatten af
og sagde med en saa indsmigrende Stemme og et saa aabent og
venligt Ansigt: "Om Forladelse, jeg vilde kun vide, om
du endnu bor i Veiten, som for 10 Aar siden, du gamle
Herman Sax", at den gode Skrædder efter en kort Tid, i
hvilken Udtrykket i hans Ansigt blev fra Torden og Lynild
til smilende Solskin, svarede venlig: "Jamæn gjør jeg saa,

SIDE: 44

men hvem er I Maasjø? Nei, hvem skal jeg sige, I er.
Jeg vil kjende Ansigtet, Navnet ligger mig paa Tungen,
men for Dyden og Kjærnemælken, om jeg er god for at
- ha, nei, hvem skal jeg sige, det er, Trinemor? Navnet
ligger mig paa Tungen, jeg ved, hvem sin Søn han er,
men -"

Hvis vor fremmede Vens Navn laa Manden paa Tun-
gen, som han sagde, blev det imidlertid liggende der, saa-
vidt jeg kunde mærke; thi vor gode Ven afbrød ham og
sagde: "Hør du gamle Lappesammensyer, bered dig til at
faa det at vide, inden Solen atter forsvinder bag Veitens
søndre Husrække og glæd dig til at faa en god Bestilling
paa et Par nok sagt og dermed Gud befalet. Hils Hans
Peter og Berthe Karine fra mig."

Hermed gav han Hesten et Rap og fik den i Fart
igjen, og Skrædderen og hans Madame bleve paany førte
afsted ligesaa ufrivillig, som de havde standset. De saa sig
idelig tilbage, og Mutter lod til at spørge Fatter: "Nei,
hvem sin Søn var det?" og Fatter lod til at give Spørgs-
maalet tilbage og spørge Mutter: "Nei, hvem sin Søn
var det?"

Et Stykke nærmere Byen traf vi paa en drukken
Mand, der slingrede fra den ene Kant af Veien til den
anden, og syntes at være umulig at passere uden Anstød.
Vor lystige Ven gik hen til den Drukne, snakkede og vævede
saaledes med ham, at han fik Manden til at dandse en
Engelskdands for sig op og ned og dos à dos og igjen
Kjæde. Vor Ven sang, medens den Drukne dandsede.

Det var dennes alvorlige Hensigt at gjøre Alt paa
det Bedste, men det Hele mislykkedes grundigt. Istedet-
for at dandse op og ned langs Veien slingrede han frem

SIDE: 45

og tilbage i Veigrøften, istedetfor at gjøre dos à dos gjorde
han nogle voldsomme Bevægelser med sine Arme og sin
Tunge. Derimod gjorde han den mest indviklede Kjæde
med sine Ben, som nogen kunde ønske sig.

Vi vare i en Lystighed og Latter den hele Tid. Det
forundrede mig noget, at min Søster, som jeg stedse havde
seet som den Lystigste blandt alle Lystige, nu var den Stil-
leste af os Alle. Hun smilede og lo vistnok af og til,
men der var ligesom kommen en usædvanlig Alvor i hendes
Smil og Latter.

Inden vi naaede Kalfaret, var det allerede begyndt at
lysne, Fuglene begyndte at synge hist og her i Buske og
Træer langs Veien. Den unge Dag var i Anmarsch under
vor Lystighed og Glæde. Fredrikke begyndte at blive træt
og støtte sig til min Arm, da vi nærmede os Stadsporten.
Her kom den Fremmede pludselig hen til os og sagde til
hende, idet han pegte ned imod Veigrøften: "Der staar en
stakkels ensom Forglemmigei. Den er støvet, tør og mis-
handlet, men smiler dog venlig til enhver Forbigaaende.
Det er den første Blomst, jeg finder paa min Vei, siden
min Hjemkomst, og jeg var ifærd med at plukke den; men
den vilde faa tusindfold Værd for mig, hvis De vilde plukke
den til mig."

Da min Søster med forunderlig Hast plukkede Blom-
sten og rakte ham den, sagde han med dyb Alvor og In-
derlighed: "Tak Frøken, Tak! Det er den første Blomst, der
gives mig i Hjemmet."

Fredrikke hørte paa ham med blussende Kinder og en
Blanding af Undseelse og komisk Alvor, der klædte hende
meget godt. Jeg havde ikke før lagt videre Mærke dertil,

SIDE: 46

men opdagede nu, at hun var meget smuk og især havde
udmærket smukke Øine.

Han gjemte den lille Forglemmigei med megen Omhu
i sin Tegnebog, og da vi vare komne igjennem Porten,
sagde han et kort Farvel til os Alle og gik, medens vi
fortsatte vor Vei hjemover.

Byens Gader vare usædvanlig livlige for at være saa
sent paa Aftenen eller rettere saa tidligt paa Morgenen; men
det var jo ogsaa St. Hans Aften og en deilig lys Nat. Eierne
af Æreportene gik endnu med deres Krandse og raabte: en
Skilling i Æreporten. De vare dog langtfra saa livlige i
deres Bevægelser og saa muntre som før.

Da vi kom hjem, sad Nils Farfar paa Bænken uden-
for Huset og dormede. Han var ikke blid.

"Nei, men Gud forlade dokker, som kommer saa sent
hjem. Jeg begyndte ordentlig at blive ræd for dokker. Og
hvad er det saa dokker har ladet Ludolf faa i sig? Gutten
var saa syg, som en Hund, da han kom hjem. Guds Lykke
var det, at Mor var gaaen tilsengs og ikke saa ham.
Bare vi nu ogsaa kan komme i Seng allesammen, uden at
hun hører os."

Vi listede os allesammen paa Tæerne til vore respek-
tive Soveværelser, uden at blive opdagede. Stærefaderen
sad paa Pinden ved sin Rede og fløitede mig isøvn med
sin Morgensang.

Da jeg atter vaagnede, stod Nils Farfar ved Ludolfs
Seng. Han betragtede en Stund den Sovende og lagde
saa hans Puder tilrette for ham. Derpaa listede han sig
sagte hen til min Seng og hviskede, da han fandt mig
vaagen: "God Dag, Klokken er 9. Stakkels Ludolf ser saa
bleg ud, han er vist ikke frisk."

SIDE: 47

Jeg sprang ud af Sengen, ruskede Gutten vaagen og
spurgte: "Er du ikke rigtig frisk?" Han saa paa mig,
vendte sig og lagde sig atter til at sove, idet han mumlede
noget om, at han var søvnig og vilde sove. Endelig fik
jeg ham da saa vaagen, at han paa mit Spørgsmaal, om
han var syg, ærgerlig svarede: "Aa javist, jeg taalte ikke
Cigaren, den var saa frygtelig stærk."

Nils Farfar havde hidtil søgt at forhindre mig fra at
vække Gutten, yderst ængstelig for hans Befindende, men da
han nu hørte, hvad der havde manglet ham, trak han Ho-
vedpuden bort under Gutten og sagde: "Hvad hører jeg?
har du din uartige Gut røgt Cigar og næsten skræmt Livet
af din Familie uden Lov?"

Ludolf blev aldeles vaagen ved denne Tiltale, reiste sig
op i Sengen og svarede pathetisk: "Cigar har jeg røgt,
men Livet har jeg ikke skræmt af hele min Familie, uden
Lov. Jeg har ikke skræmt Andre, end dig. Det er ikke hele
min Familie. Jeg har ikke skræmt Livet af dig, for der er
lidt Liv i dig endnu, synes jeg. Jeg har ikke skræmt dig
uden Lov, for jeg har faaet Lov af mig selv til at skræmme
dig saa ofte og saa meget jeg vil. Appage te illico stulte
senex!"

Inderlig fornøiet med denne sin Tale stod Ludolf op.
Gamle Nils hviskede med et glædestraalende Ansigt til mig:
"Er der ikke godt Hoved paa den Gutten, skulde det være
underligt. Det sidste han sagde, var nok Græsk"; men der-
paa brummede han halvhøit Noget om, at Pattebørn ikke
burde røge Tobak og, idet han hjalp os med Paaklædningen,
kivedes han og Ludolf uafladelig.

Nede i Stuen traf jeg min Søster i saa dybe Tanker,
at hun ikke engang lagde Mærke til, at jeg kom ind og

SIDE: 48

sagde: "God Morgen." Først da jeg gjentog min Morgen-
hilsen, svarede hun adspredt, satte sig ved Vinduet og stir-
rede ud og lod Hænderne falde ned i Skjødet.

"Vi burde ikke ladet Ludolf røge Cigar igaaraftes",
sagde jeg, efterat jeg en Stund havde staaet og seet paa
hende.

Hun svarede ikke, men vedblev at stirre ud af Vinduet.
"Han blev syg. Han taalte ikke Cigaren", vedblev jeg;
men da hun fremdeles ikke svarede, spurgte jeg lidt utaal-
modig: "Men Herre Gud, Fredrikke, er du aldeles døv
idag?"

Nu først saa hun paa mig og svarede: "Aa, jeg synes
ikke det. Cigar lugter ganske godt, især i fri Luft."

"Lugter godt? Her er ikke Tale om, det lugter godt
eller ikke. Jeg fortæller dig, at han blev syg", svarede jeg.

"Blev han syg, siger du?" spurgte hun med stor In-
teresse.

"Ja, han blev syg, efter at vi vare gaaede fra ham."

"Efter at vi vare gaaede fra ham? Hvoraf ved du
det?"

"Han har selv fortalt mig det."

"Har du talt med ham siden da?"

"Ja, naturligvis har jeg talt med ham."

"Men naar og hvor talte du med ham?"

"Hvor, naar? nu i dette Øieblik, ovenpaa medens han
laa i sin Seng."

"Ovenpaa i sin Seng? Er du gal? Hvem taler
du om?"

Spørgsmaalene og Svarene vare faldne meget hurtigt
mellem os, med stedse stigende Forundring paa begge Sider.
Paa en Gang gik der pludselig et Lys op for os begge.

SIDE: 49

Stakkels Fredrikke blev blussende rød. Hendes Ansigt blev
alvorligere og alvorligere efterhaanden, som jeg blev mere
og mere lattermild. Da jeg endelig, efter at have fortalt
hende, hvem jeg havde talt om, leende opfordrede hende til
at sige, hvem hun havde talt om, gav hun sig til at græde.
Da jeg ganske forskrækket spurgte hende, hvorfor hun var
saa bedrøvet, eller om jeg havde fornærmet hende, svarede
hun hulkende: "Nei! nei! jeg er ikke bedrøvet, endnu min-
dre vred, kjære Broder! jeg ved ikke, hvad der fattes mig;
jeg tror vist jeg er syg."

Hvem hun havde talt om, fik jeg ikke at vide; thi da
jeg efter at have trøstet hende en Stund atter spurgte
derom, bad hun mig saa venlig ikke at plage hende mere,
men gaa min Vei og lade hende alene med sin Hovedpine -
dertil var nu den besynderlige Tilstand hos hende brudt ud -
at jeg opfyldte hendes Ønske og gik ud i Haven.

Tiden gik nu sin jevne rolige Gang i nogle Uger, og
jeg var snart saa hjemme i min Moders Hus igjen, at mit
Ophold i Christiania kun forekom mig som en kort Afbry-
delse i mit Livs rolige Pasgang.

Det begyndte at blive kjedsommeligt ikke at have Noget
at bestille, og jeg gav mig derfor til at læse Jus. Da
dette Studium ikke havde mere Tiltrækningskraft for mig,
end for Begyndere i Almindelighed, havde jeg god Tid til
at drive.

Der var dengang faa eller ingen offentlige Steder i
Bergen, en ung Mand i min Stilling kunde besøge om Af-
tenen. Oppe i Halvkanden i Klosteret gik jeg vel og spil-
lede Billiard af og til om Formiddagen med nogle af mine
Venner, men om Aftenen var der et saa blandet Selskab,
at jeg ikke kunde trives der.

SIDE: 50

Jeg drev derfor i Almindelighed omkring til mine
Venner rundt om i Byen, men maatte, naar jeg ikke vilde
udsætte mig for Mistanke om at være et aldeles forfaldent
og fortabt Menneske, hver Aften være hjemme i min Moders
Hus, inden Tappenstregen gik over Tydskebryggen Kl. 9.

Paa mine Streifetog omkring i Byen og paa Lan-
det traf jeg en Gang sammen med min Ven fra St.
Hans Aften. Han var eneste Søn af den rige Consul
Macbridge paa Stranden. Vi fornyede vort Bekjendtskab,
og inden vi skiltes, maatte jeg love at besøge ham. Jeg
havde endnu ikke fundet Anledning til at opfylde mit Løfte,
da jeg en Dag i Slutningen af Juli gik sammen med min
Søster og spadserede opover Kalfarveien. Ved Nubben blev
hun pludselig meget hed og rød og paastod, at hun ikke
vilde gaa længere. Hun var træt og vilde hjem igjen,
sagde hun. Vi vendte da om igjen og bleve snart indhen-
tede af en Rytter, der kom travende efter os og standsede
ved Siden af os. Det var den unge Macbridge. Han var
i straalende godt Humeur, hilsede meget venlig paa os og
sagde: "God Dag, god Dag! det fornøier mig meget at se
Dem. Jeg beklager kun, at jeg, formodentlig for mine
Synders Skyld, er kommen op paa denne min Faders stiv-
benede gamle Kleppert. Den skal være udmærket vel til-
reden, siger min Fader. Det er nok muligt, men i saa Fald
maa det ikke være efter almindelige europæiske Theorier;
thi naar jeg vil have den til at gaa i Trav, gaar den i
Gallop, og naar jeg vil have den i Gallop, traverserer den
tvertover Veien og gjør de forunderligste Legemsøvelser til
stor Skræk for alle veifarende Folk. To gamle Koner og
en Nordlandshandler har den traverseret ind i Damsgaards-

SIDE: 51

fjæren og en gammel Kjeldermand har den gallopperet
overende."

"Vi maa frabede os al Fornærmelse mod Nordlands-
handlerne", sagde jeg; "thi vi høre selv til dem."

"Ja, det er sandt", svarede han. "Der kan man bare
se, der kan da altsaa være ganske skikkelige Folk blandt dem
ogsaa. Jeg tænkte mig altid Folket paa Tydskesiden klædt
i Vadmel og lugtende af Fisk og Tran. Jeg mærker jeg
har taget Feil og beder Dem tilgive mig."

"Det skal være Dem tilgivet", svarede Fredrikke, men
efter en liden Pause vedblev hun: "De sagde, da vi sidst
vare sammen, at ethvert Menneske havde sin komiske Side,
og at De, inden vi skiltes ad dengang, skulde have udfundet
enhver af de Tilstedeværendes. Gjorde De det?"

"Nei", svarede han; "oprigtig talt glemte jeg det al-
deles. Min Iagttagelsesevne blev optagen af noget ganske
andet, saa at jeg aldeles forglemte min pralende Paastand.
Min Ulykke var, at jeg begyndte med Dem."

Fredrikke rødmede lidt, men smilede og svarede kjækt:
"Nu, det var altsaa det, som satte Dem i en saa overor-
dentlig lattermild Stemning, og som bevirkede, at De selv
lo og bragte alle os Andre til at le den hele Tid."

Macbridge red ved Siden af os under hele denne Sam-
tale. Han sad godt tilhest, var klædt med en udsøgt Smag
og tog sig udmærket godt ud, der han sad, smilende og glad
i Ungdommens Friskhed. Nu standsede han pludselig Hesten
og sagde: "Jeg vilde ønske min Bucephalus sad paa Bloks-
bjerg eller stod hjemme paa min Faders Stald; thi det er
en mindre behagelig Stilling at indtage under et langt og
grundigt Forsvar, at sidde og skrige ned fra Luften. Men
om Forladelse, hvad tænker jeg paa, som lader Dem gaa i

SIDE: 52

saadant Støv. Jeg beder mange Gange om Forladelse.
Jeg tænkte blot paa mig selv. Vær af den Godhed at gaa
lidt tilside, medens jeg sætter min Støver i lidt raskere Be-
vægelse og med den og mig fjerner Støvet og to gamle
Støvere."

Det viste sig ogsaa virkelig at være nødvendigt, at vi
kom tilside; thi neppe havde han givet Dyret Tegn til at
sætte sig i raskere Bevægelse, før det kastede sig tilside med
et saa voldsomt Ryk, at det saa ud, som det vilde kaste sin
Rytter af.

Min Søster tog forunderlig nok heraf Anledning til
at knibe mig i Armen af alle sine Kræfter, der vare langt
større, mærkede jeg, end jeg havde troet hende i Besiddelse
af; men medens hun endnu var beskjæftiget hermed, satte
Macbridge afsted i rask Trav, idet han smilende hilsede og
sagde: "Grundigt Forsvar tiltrænges og vil komme til be-
leilig Tid."

Stakkels Fredrikke blev saa aldeles bedrøvet over at
have mishandlet min Arm saa ynkelig, at hun var paa Veie
til at græde. Paa hele Hjemveien var hun yderst ordknap
og i slet Humeur. Macbridge, som jeg fandt smuk og tæk-
kelig, syntes hun ikke at kunne lide, efter som jeg forstod
hendes korte Svar paa min megen Tale, og da jeg lidt
ærgerlig herover, drillede hende med, at det dog var mærke-
ligt, at hun, siden hun ikke kunde lide ham, var bleven saa
hed og rød, da han talede til os, og saa angst, da han var
paa Veie til at blive kastet af Hesten, blev hun virkelig vred
og erklærede, at det var sidste Gang, hun vilde gaa ud at
spadsere med mig.

Nogle Dage senere gik jeg atter op til Wenche Faster.
Paa Trappen mellem begge Dørene stod en Tjenestepige og

SIDE: 53

famlede i Mørket efter Nøglen til den øverste Dør, der som
sædvanlig var falden af. Under sine Bestræbelser for at
gjenfinde Nøglen havde hun mistet den ene af sine nedtraadte
Sko og var derved kommen i en mindre blid Stemning.
Det var aldeles ikke Velsignelser, hun læste over det Forsvundne,
da jeg aabnede Døren og kom hende til Hjælp.

Wenche Faster var i ganske udmærket godt Humeur
den Dag. Jeg maatte fortælle hende i den yderste Detail,
hvorledes jeg havde tilbragt St. Hans Nat, og det morede
hende kosteligt. Hun lo, saa hun blev ganske varm, og
Sveden perlede paa hendes Pande. I et væk afbrød hun
mig med enkelte Udbrud, saasom: "Troldkjærringer, jeg kjen-
der dokker - Hurra for Storestangen - deilig lys Nat,
klart Vand, jo, jeg skulde tro, jeg har lagt Mærke til dokker.
Agerrixen, aak du deilige Sommerfugl" - og jeg syntes
at bemærke, at naar hendes Stemning var lystig, bleve
Knæerne bearbeidede, men naar den var sentimental, gik
det ud over den øverste Del af Legemet, saa Kløpinden maatte
benyttes.

Da jeg endelig var færdig, slog hun Hænderne sam-
men og sagde: "Ungdomsglæder, Sommernatsluft, kjendte
Steder og Blomsterduft, Morgenrøde og Fuglesang, Sirup
og Gryngrød, Hurraskrig og Nøglebøsseskud, Æg og Kager
og Drukkenskab og Troldkjærringer, Morro og Spektakler,
jo, jeg kjender det Altsammen."

Medens hendes Stemning saaledes var paa det bedste,
benyttede jeg Leiligheden til at bede hende fortælle mig,
hvad hun vidste om Lysthuset hjemme. Efter denne min
Bøn forglemte hun alle sine legemlige Svagheder, lagde
Kløpinden fra sig, foldede Hænderne og blev saa alvorlig,
som jeg aldrig havde seet hende før. En Stund sad hun

SIDE: 54

saaledes, støttede sine Arme paa Lænestolen og stirrede op
imod Taget, derpaa sagde hun istedetfor at svare mig: "Nu
faar vi lufte."

Jeg har glemt at fortælle, at Wenche Faster i det
Vindue, hvorved hun sad, havde ladet anbringe et i Bergen
ikke ualmindeligt Luftningsapparat. I en af de øverste Ruder
var nemlig indsat en Blikplade, hvorpaa var anbragt en
Kapsel med et Blikhjul i. Naar Laaget paa Kapselen blev
løftet op, hvilket Faster kunde gjøre ved Hjælp af en Snor, der
var fæstet til en Krog i Vindueskarmen, gik Hjulet rundt,
hvis det blæste ude, og skaffede en Mængde frisk Luft ind
i Værelset. Var det stille ude, stod ogsaa Hjulet stille, men
der fandt dog altid lidt Luftvexling Sted mellem Hjulets
udadbøiede Eger.

Da Faster havde aabnet Laaget, snurrede Hjulet lystigt
rundt. Hun sad en Stund og lyttede taus til dets Surren,
som om det talede et Sprog, hun forstod. Det dreiede sig
hurtigere og hurtigere med stærkere og stærkere Surren og
udbredte snart en behagelig Kjølighed i Stuen. Endelig
sagde hun: "Hvorfor tænke paa Sorg og Græmmelse?
Der er Ungdom og Lystighed nok endnu i Verden, Gud ske
Lov. Hør, hvor det snurrer! Saaledes snurrede jeg ogsaa,
da jeg var 10 Aar gammel. Jeg løb paa Gaden, mere
end den værste Gadegut, spilte Røverspil og Vinken i Havet,
hele Byen rundt, var med i Kampen mellem Gutterne fra
Strandsiden og Tydskesiden og sloges som den kjækkeste Gut.
Nu skal du høre." Hun lukkede Laaget igjen, saa Hjulet
standsede, greb igjen Kløpinden, satte sig tilrette i sin Læ-
nestol og begyndte:

"Det var en Dag i Begyndelsen af September Maaned.
Alle Nordfarerne vare reiste hjemover, og der var ganske

SIDE: 55

stille paa Tydskebryggen, saa vi Gutter - ja, for jeg var
næsten en Gut dengang - havde frit Spil der. Vi spilte
Røverspil og havde Arrest paa en Svalgang øverst oppe i
Gaarden. Jeg var Røver og var i Arrest sammen med
flere Gutter. Nedenfor Trappen gik vore Vogtere og pas-
sede paa, at vi ikke skulde rømme.

Men jo bedre de passede paa, jo mere ivrige vare vi
paa at komme bort. Flere Gange havde vi Røvere forsøgt
at bryde ud med Magt; men hver Gang vare vi blevne
kastede tilbage i Arresten igjen. Vi saa os om til alle
Kanter for at finde et Sted, hvor vi kunde slippe bort;
men søgte længe forgjæves.

Endelig hviskede en af Fangerne: "Nei, her er en Dør
Gutter, kom lad oss faa den op." Det var en ganske liden
Dør, som var anbragt i et Hjørne paa Gangen. Med
nogen Vanskelighed fik vi den aabnet. Den førte ud til
en smal Trappe, som gik ned til et uendeligt og uudgrun-
deligt Mørke.

En efter En listede vi os gjennem Døren og ned i
Mørket. Den Sidste lukkede Døren til efter sig. Efterat
vi havde gaaet ned af et Snes Trin, kom vi til et haardt
ujevnt Lergulv, saa at jeg tænkte, det maatte være en Smidie,
vi vare komne ind i. Vi kunde ikke se en Haand for Øinene,
saa mørkt var det i Førstningen, men lidt efter lidt blev
det lysere, og vi opdagede da, at vi stode i et stort, tomt
Rum, i hvis Midte der var anbragt et Arnested uden Skor-
sten, saa at Røgen derfra havde sværtet Væggene og Spærrene
i Taget aldeles sorte. Over Arnestedet hang nogle forrustede,
mystiske Indretninger, og paa det stod et Par store Gryder
af Jern. Det var ligesom Rummet udvidede sig, men blev
mere øde, koldt og uhyggeligt, jo længere jeg opholdt mig

SIDE: 56

der. Det uigjennemskuelige Mørke gjorde et ubehageligt Ind-
tryk paa mig, da jeg kom derind fra den lyse solbeskinnede
Gang, men det Halvmørke, det lidt efter lidt gik over til,
virkede endnu langt stærkere paa mine Nerver. Det forun-
derlige Arnested, de kun for en Del synlige, ukjendte Ind-
retninger, lod formode, at der paa andre Steder i det dy-
beste Mørke laa skjulte endnu værre Ting, som ikke kunde
sees, før det var forsent. En trykkende Angst kom over
mig og, som det gik mig, gik det ogsaa mine Medfanger,
antog jeg; thi vi gik Alle i dyb Taushed omkring i Mørket
og søgte efter en Udgang, uden at det var muligt at finde
nogen. Af og til hørtes underlige Lyd, snart fra en
og snart fra en anden Kant. Det hørtes, som om det ras-
lede med Lænker, eller som om Dødninger sloge deres tørre
Ben mod hinanden, tyktes jeg, men det var vel En og
Anden af mine Medfanger, der snublede over forskjellige
løse Gjenstande, der laa henkastede paa Lergulvet. Min
Angst steg og blev ikke formindsket, da en Stemme langt
borte i Mørket hviskede: "Her er ikke sikkert. Det spøger,"
hvortil flere Stemmer fra forskjellige Kanter svarede: "Vi vil
ud herfra. Her er ikke sikkert."

Jeg kunde høre hvorledes Hjertet bankede i mit Bryst,
medens jeg gik og famlede om i Mørket for at finde Trap-
pen eller stod stille og lyttede til mine Medfangers Bestræ-
belser til samme Maal og til deres sagte Hvisken om det
uforklarlige i, at de ikke kunde finde den igjen. Jeg havde
Lyst til at skrige, men vovede det ikke, jeg vovede neppe at
tale høit.

Efter længe at have søgt forgjæves, listede vi os hen
til Arnestedet, hvor der dog var en svag Lysning, satte os der
og saa paa hinanden med blege, forskrækkede Ansigter.

SIDE: 57

Endelig spurgte Jens Blokmacher, en af de kjækkeste og største
Gutter blandt os hviskende: "Ved dokker hvor vi er?" og
da vi Alle hviskende havde svaret nei hertil, vedblev han
ligesaa sagte: "I gamle Dage brugte Garperne at hænge
dem, som skulde straffes, op i Røgen over en sagte Ild og
røge dem, saalænge til der ikke var stort mere Liv i dem."
Det havde vi Alle hørt. "Det hændte af og til, at den
Ophængte var død, naar han blev tagen ned igjen, og saa
blev han skaaret isønder, saltet ned i Tønder og ført ud til
Tyrken." Ja, det havde flere af os ogsaa hørt. Det kaldes
røget Garpeflæsk i Handelen. "Kom nærmere Allesammen,
jeg maa fortælle Resten ganske sagte. For to hundrede
Aar siden blev tre Garper røget ihjel her og nedsaltet just,
hvor vi nu sidde. Det er ikke frit for de gaa igjen og
spøge af og til her."

Ligblege, tause og dødsangste reiste vi os Alle fra
Arnestedet, og som en Flok Faar, gave vi os Alle til
i en Klynge at vandre om igjen for at finde en Udvei af
dette vort frygtelige Fængsel. Der fandtes ingen Udvei.
Endelig begyndte det at ramle i Jernstængerne over Arne-
stedet, da kunde jeg ikke holde ud længere, men satte mig
ned paa det fugtige, skidne Gulv og gav mig skjælvende til
at græde den dybeste Angstens Taarer. En af mine Lege-
kammerater, Peter Brorup, satte sig ved Siden af mig,
klappede mig paa Kinden og søgte at berolige mig; men
skjalv og græd af Angst næsten ligesaameget, som jeg. Vi
sad og omfavnede hinanden og græd og lovede at dele
Skjæbne med hinanden, hvad der end maatte indtræffe.
Pludselig hørtes et frygteligt Skrig, som i det mindste Peter
og jeg besvarede med vore Lungers hele Kraft, derpaa hør-
tes en sagte Fnisen, som lidt efter lidt gik over til en hjer-

SIDE: 58

telig Latter. Saa blev en Dør revet op, og gjennem den
skinnede Solen ind til os. Jeg kan ikke beskrive den Fryd,
ja den inderlige Salighed, der gjennemstrømmede mig, da
jeg igjen saa Sollyset. Jeg har kun en Gang senere i
Livet følt noget lignende, og det var nogen Tid efter, da
jeg laa og drømte, at jeg skulde hænges og røges, men
vaagnede, just som jeg blev røget paa det stærkeste og
mærkede, at det hele var en Drøm, og at jeg laa i min
varme, gode Seng oppe paa Blaakammeret derhjemme, hvor
du nu ligger. Da Døren til vort Fængsel var kommen op,
kan du tro, vi vare ikke sene med at komme ud i den frie
Luft fra det mørke Rum. Vi kom ud i en Have, krøbe
over Muren til Tydskekirkens Kirkegaard, hvor vi vare som
hjemme og vare snart ude paa Øvregaden, de lykkeligste
Røvere, der nogensinde vare rømte fra et Fængsel. Vi satte
afsted leende og jublende og ingen lystigere end den Gavtyv,
den Jens Blokmacher, der havde drevet Løier med os og
gjort al Allarmen, men endelig, da han havde drevet Spø-
gen saa vidt, som han kunde, aabnede Døren for os."

Her standsede Faster. Hun havde af og til under sin
Fortælling havt mindre Anfald paa Knæerne og paa Ryg-
gen og fordrevet dem uden nogen Anstrængelse; men nu blev
hun saa yderst voldsomt angreben, at det trods de kraftigste
Bestræbelser ikke var mulig at fordrive Ondet. Da alle
Anstrængelser vare forgjæves, holdt hun op og sagde: "Vi
faar til at lufte igjen."

Hun lod den friske Luft strømme ned over sig fra
Hjulet i Ruden og vedblev derpaa: "Barnets Glæder og
Barnets Sorger smelte sammen, gaa i Et og blive ofte til
lutter glade Erindringer for den Gamle; men hvad Konen

SIDE: 59

lider og strider, det glemmer hun ikke, om hun bliver aldrig
saa gammel."

Den friske Luft virkede aabenbart velgjørende paa Fa-
ster; thi efter at have nydt den nogen Tid i Taushed,
smilede hun tilfreds og sagde: "Hverken du eller jeg, Eber-
hardmand, har godt af mere af den Slags Prat idag. Nu
ville vi slaa os lystige og faa os noget at drikke."

Efter at vi havde drukket et Par Glas Vin sammen,
og hun var kommen i rigtig godt Humeur igjen, gik jeg,
bestemt paa at faa Resten af hendes Historie saa snart som
muligt.

Mærkeligt nok traf jeg denne Gang ingen Fange paa
Trappen og kom ud igjennem Gadedøren lige ned paa Ga-
den uden nogensomhelst Malheur. Derfor blev jeg meget for-
undret ved at faa et Puf i Ryggen, efterat jeg havde klaret
alle farlige Steder godt og vel og vendte mig hurtigt om
for at se, hvad det kunde være for nye Hindringer, Faster
havde opstillet for sine Kunder.

Det var Georg Macbridge, som havde slaaet mig paa
Skulderen og nu leende sagde: "Min lærde Ven studerer
paa et dunkelt Sted i Pandekterne eller paa Naturrettens
Betydning i det andet Liv eller noget lignende, kan jeg for-
staa, siden han ikke kan se sine Venner, uagtet de gaa lige
forbi og hilse paa ham."

Vi gik en Stund og talede sammen, og jeg fulgte saa
med Georg hjem og kom opp paa hans Værelse, der var
stort og smukt og rigt udstyret. Der herskede dog ikke nogen
videre god Orden; thi rundt om paa Stolene laa forskjellige
Klædningsstykker, paa Gulvet et Par Fleuretter, og paa et
Bord ved Sengen laa en hel Del Toiletsager, Børster og
Kamme sammen med flere Slags Sæbe, Barberknive, Po-

SIDE: 60

made og forskjellige andre af de Ting, en elegant ung
Mand har Brug for. Paa Bordet foran Sophaen laa
Bøger, Papirer, Ridepidske, Fægtehandsker, Tobakspiber og
Noder om hinanden. Alt vidnede om, at det maatte være
en Mand med mange forskjellige Interesser, der eiede disse
Sager.

Georg tog en liden Sølvpibe, som laa paa Bordet,
blæste tre Gange i den og sagde saa: "Den dovne Gut har
ladet alting staa, som jeg forlod det."

Strax efter hørtes hurtige, lette Trin udenfor, Døren
blev aabnet, og en smilende, vakker, liden Gut kom ind.
"Jøsses," sagde han. "Tre Gange. Det maa haste svært
Maasjø Georg."

"Hvad for noget?" svarede Georg med Alvor og Vær-
dighed. "Maasjø til mig? Du lille Nisse, har jeg ikke
lært dig, hvorledes du skal komme ind, naar din Herre
kalder? Ud med dig og kom saa ind, som du skal og bør."

Gutten gik ud, og da han kom ind igjen, gjorde han
først en Del forunderlige Grimacer, satte derpaa Hænderne
paa Gulvet og Benene i Veiret og gik saa paa Hænderne
hen til sin Herre.

"Bring Cigarer, slaa Ild og forsvind saa igjen," sagde
hans Herre med Strenghed.

Gutten gik atter paa Hænderne hen til et lidet Bord
i Hjørnet af Værelset, hentede Cigarer og Fyrtøi, som han
bar i Munden paa et lidet Blikfad hen til os, reiste sig,
stillede sig ligeoverfor sin Herre, bukkede dybt og forsvandt
saa gjennem Døren paa samme Maade, som han var kom-
men ind.

Jeg blev hos Georg en Times Tid og fandt ham i
den Tid meget underholdende. Han talte om sine Reiser

SIDE: 61

og fortalte saa naturligt og fordringsfrit flere saadanne smaa
Eventyr, som enhver Reisende kan have oplevet, og var
derhos saa livsfrisk, lystig og glad paa samme Tid, som
han lagde for Dagen saa mange Kundskaber og saa megen
Læsning, at jeg gik fra ham med en Følelse af, at jeg i
ham havde gjort et Bekjendtskab, jeg burde holde høit i
Ære og dyrke flittigt.

Fra den Tid af sluttede vi os nærmere til hverandre.
Vi besøgte hinanden ofte, og jo mere vi omgikkes, desto
kjærere fik vi hinanden. Efter ikke ret lang Tids Forløb
regnede jeg Georg til mine bedste Venner.

Vor Omgang indskrænkede sig dog til, at vi traf hin-
anden paa vore Værelser og vore Spadserture, til hinandens
Familieliv strakte ikke vor Omgang sig. Vel havde Georg
engang taget mig med sig ud paa sin Faders Landsted, hvor
jeg for første Gang i mit Liv traf sammen med hans Fader,
som jeg af Udseende kjendte meget godt, da han var en
meget bekjendt Mand i Bergen.

Det var en lille, fintbygget, smuk, venlig Herre, der
stedse var klædt med Elegance og altid bar hvidt Halsetør-
klæde og et fintkruset Kalvekryds, der syntes at komme lige
fra Krusejernet. Han modtog mig meget venligt og var
yderst forekommende, indtil Georg nævnede mit Navn. Da
han fik det at høre, forsvandt Smilet fra hans Ansigt, en
fin Rødmen steg op i hans Kinder, og han sagde med et
Alvor, der forundrede mig: "De ligner Deres Moder saa
paafaldende, Herr Krusart, at det forundrer mig, at jeg ikke
strax vidste, hvem De var. I min Ungdom kjendte jeg
Deres Forældre meget godt." Fra det Øieblik blandede der
sig i hans Høflighed mod mig en saadan Kulde, at selv
Georg lagde Mærke dertil og senere yttrede til mig: "Den

SIDE: 62

gamle Cavaler" - saaledes kaldte han i Almindelighed i
Spøg sin Fader - "skulde dog vel aldrig i sin Ungdom
have havt en Querel med din Herr Papa i et Kjærligheds-
anliggende. Han var en stor Courtiseur har jeg hørt
fortælle."

Senere førte han mig ikke sammen med sin Fader, og
i min Moders Stue kom paa Grund af hendes Sygelighed
ingen andre Fremmede end vore nordlandske Venner.

Naar jeg nu paa mine gamle Dage tænker tilbage paa
den Tid, forundrer det mig, at jeg ikke følte mig lykkeligere
dengang, end jeg gjorde; thi det var dog i Grunden det
behageligste Tidsrum i mit Liv. Men der var to Ting,
som pinede mig, det var Tanken om min juridiske Examen
og det tillukkede Lysthus i Haven. Jeg læste vistnok lidt
Jus, men den Lecture vilde ikke smage mig rigtigt. Alle
disse Lovsteder gik rundt i mit Hoved og plagede mig noget
ganske forfærdeligt. Nede i Haven havde jeg fundet en
Plads i et Lysthus af Caprifolium, hvor det forekom mig,
at mine Studier en Stund gik usædvanlig godt, men
saa en Dag faldt mine Øine paa det hemmeligheds-
fulde, lukkede Lysthus lige over for mig; jeg faldt i Tanker,
drømte en hel Del forunderlige, skrækkelige Ting derom i
flere Nætter og kom senere næsten i en febrilsk Stemning,
hver Gang jeg sad og læste mellem Caprifolierne ligeoverfor
det. Mine Studier i Haven maatte derfor ophøre.

Den nærmeste Anledning til disse mine Drømme havde
Wenche Faster givet; thi en Dag jeg var oppe hos hende,
havde hun fortalt mig følgende Episode af sit og sin
Mands Liv. Hun var nemlig bleven gift med Peter Bro-

SIDE: 63

rup, hendes Barndoms Kammerat og Beskytter i alle hendes
vilde Lege og Kampe.

Peter Brorup var den lystigste og muntreste Fyr i
Bergen paa sin Tid. Ingen kunde le af en god Historie,
saa inderlig godt, som han, og ingen havde større Forraad
af gode Historier, end han. Han var derfor stadig i Latter,
hvor han kom. Ingen kunde saamange Viser, og Ingen
sang sine Viser med større Fornøielse end han. Ingen sad
hellere ved et godt Bord og nød god Mad og god Vin
med inderligere Velbehag end han, og Ingen trakterede
med større Glæde og oftere med god Vin og god Mad,
end han. Enhver Vært, der ønskede at gjøre sit Selskab
til et muntert og lystigt Lag, maatte have Herr Peter til
Gjæst, og da de fleste Værter i Bergen i den Tid ikke
havde kjærere Ønske end at gjøre sit Selskab saa muntert
og lystigt som muligt, kom min gode Farbror Peter i de
fleste Huse.

En Dag gjorde Farfar, Herr Peters Svigerfader, en
aparte Middag for Byens Honoratiores. Baade Biskoppen,
Stiftsbefalingsmanden og Comandanten vare blandt de
Indbudne. Byens fire rigeste Borgere vare tilstede i deres
bedste Stads, høirøde Fløielskjoler, med umaadelige, store,
forgyldte Knapper, ganske overordentlige brede Opslag for
Armene, stærkt pudrede Parykker, brede Mansjetter og dito
Kalvekryds etc. Herr Peter var naturligvis med og med
ham al den bedste Mad og Vin, som var at opdrive.

Da min Farfar proponcrede sin første Skaal: "Vort
Selskabs Skaal og velkommen tilbords," sagde Biskoppen:
"Høistærede Herr Vært en saa god Skaal maa ikke drikkes
tør. Vi maa have en Sang dertil."

Min Farfar blev i Grunden yderst betuttet herover;

SIDE: 64

thi derpaa var han ikke belavet. Han havde aldrig hørt
nogen Sang til den Skaal, men han svarede nok saa kjækt:
"Den Sang synger min Herr Svigersøn med største For-
nøielse, hans Høiærværdighed til Behag. Syng op min
Herr Svigersøn." Til min Farfars usigelige Glæde løftede
Peter Brorup sit Glas og sang raskt og lystigt:

"Venner idag ret muntre vi være ville!
Glassene stande derfor ei stille,
Skjænker i bredfuldt Maal!
Længe vi leve sildigt vi dø!"

Skaalen blev drukken under megen Munterhed, og det
blev under almindelig Bifald, som selv de fire rødkjolede
Borgermænd istemte, paastaaet, at Peter skulde synge til
hver Skaal under det hele Maaltid. Det gjorde han da
ogsaa.

Den næste Skaal var for Kongen og Landet og Peter
sang:

"Kongen og Landet stedse florere maa;
Hvo ønsker andet med Skam forgaa,
Lykke for Kongens Søn,
Alfader hør vor Bøn
Kongens og Landets Skaal dette er!"

Saa kom en Skaal for Negocien og Sangen lød:

"Handelen lykkes vor By og vort Land,
Avind nedtrykkes udi hver Stand.
Skaal for Negocien
Og for hver Handels Ven,
Helst naar han gavner Landet og os."

SIDE: 65

Saa for Søfarten og Peter sang:

"Søfarten blomstre, Skibene seile fri,
For Skjær og Klipper og Caperi,
Sømanden lider tidt,
Glædes iblandt dog lidt;
Lad os saa drikke Søfartens Skaal."

Saa blev der drukket Skaaler for Fiskerierne, for Sund-
hed og rede Penge, for en fornøielig Alderdom, for alle
ærlige Mænd, for Kvikhed i vore Dage, for gode Tider og
gode Tidender, for Ugifte og vel Gifte, for Ærlighed i
sletteste Tider, med mange flere og for hver Skaal havde
den lystige Peter et Vers.

Da han saa til Slutning sang:

"Nu tilsidst glemmes heller ei Afskeds Skaal.
Takkes for Laget udaf fuldt Maal,
Muntre vi skilles ad,
Findes i Morgen glad.
Tak for Maden, Hurra, Hurra!"

blev der ingen Ende paa Hurraerne.

Farfar omfavnede sin Svigersøn efter Maaltidet og
forsikkrede, at det var det fornøieligste Middagsmaaltid, han
nogensinde havde indtaget. Det var tydeligt, at hans Re-
spekt for den lystige Herr Peter var voxet betydelig. Endnu
større blev den, da denne tog op af sin Lomme fire Korke-
proppe og viste, at han under Maaltidet havde tømt saa
mange Flasker. Da blev min Farfar ordentlig bevæget og
forsikkrede, at han hidtil ikke havde kjendt Peter rigtig; men
at han fra den Dag havde hans hele Hjerte.

SIDE: 66

Her standsede Wenche Faster i sin Fortælling, gjorde
en Bevægelse, ligesom hun vilde ryste de mørke Tanker af
sig, sad en Stund taus og udbrød derpaa: "Nu maa vi
lufte, vi maa have ind al den friske Luft, vi kan faa."
Efterat have aabnet sit Luftningsapparat og ladet den friske
Luft strømme ind over sig, opklaredes hendes Ansigt lidt
efter lidt, og hun vedblev derpaa: "Ak den friske Luft gjør
godt. Hvis jeg var god for at komme op paa Ulrikken
eller Lyderhorn og lade Himlens Vinde rigtig blæse paa
mig, tror jeg, jeg vilde blive ung og ligesaa gal igjen, som
jeg var dengang. Men du faar vel høre Slutningen paa
min Historie." Hun drog et dybt Suk og vedblev:

"Det var lystige Dage, da han levede. Der var næ-
sten ikke noget Selskab i Byen, uden han maatte være med.
Dag ud og Dag ind, ja tilsidst Natten med, var der Ly-
stighed og Selskab og Drikken og Sviren. Først var Lat-
teren og Lystigheden Hovedsagen og Mad og Vin Biting,
saa blev Latteren og Lystigheden Biting og Vin og Mad
Hovedsagen, og saa en Dag - nei, vi faar til at lufte
igjen -"

Medens Hjulet nu snurrede rundt, vedblev hun at for-
tælle med stor Hast.

"En Dag havde der været stor Middag hos din Fader,
og der havde været megen Lystighed og Sang ved Bordet;
saa kom en Franskmand og en Engelskmand, som var blandt
Gjæsterne til at tale om Politik, og saa begyndte de at
kives og slaaes ved Bordet. Peter gik ud i Haven og satte
sig der for at drikke sin Vin, for Slagsmaal kunde han
ikke lide. Ingen vilde lytte til Sang og Latter under et
Slagsmaal, pleiede han at sige. I Lysthuset fandtes han
liggende død."

SIDE: 67

Her blev hun afbrudt i sin Fortælling, som det syntes
af noget, der satte sig fast i hendes Luftrør, faldt tilbage i
sin Lænestol og snappede efter Veiret. Længe taug hun,
endelig sagde hun med mat Stemme: "Lad Nils Farfar
fortælle dig, hvorledes han saa ud, jeg kan ikke. Nu sidder
jeg her, som en gammel Enke og længes efter den friske
Luft paa Fjeld og Sø - men nu maa vi have os et Glas
Vin."

Fortællingen havde øiensynlig taget stærkt paa stakkels
Faster. Hun var ganske bleg, og Sveddraaberne piblede
frem paa hendes Pande. Da hun havde faaet Vinen frem,
skjænkede hun i Glassene med skjælvende Haand og sagde
derpaa: "Gud glæde dig, Eberhard, gamle Historier tager
mere paa mine Kræfter, end jeg tænkte. Drik nok et Glas
min Gut, en Skaal for Ungdom og Glæde og Lystighed og
Solskin og frisk Luft." Hun vandt snart sin Munterhed
igjen, men da jeg gik, sagde hun: "Lad os saa ikke snakke
mere om Lysthuset, lad det være lukket og laaset, som det
nu er. Værre Ting er gaaet for sig der, - ja, ja Nils
Farfar kan fortælle mangt og meget, hvis han vil."

Efter Wenche Fasters sidste Fortælling havde det hem-
melighedsfulde Lysthus faaet om mulig end mere Tiltræk-
ning for mig. Jeg gik derfor lige hjem for efter Fasters
Anvisning at faa Nils Farfar til at fortælle mig mere om
dets Historie. Jeg traf ham ude i Haven, ifærd med at
plukke Frugten af det eneste Pæretræ, som fandtes der, me-
dens min Moder sad paa en Bænk indhyllet i sit Shawl
og saa derpaa.

Hun var den Dag mere bleg og alvorlig end sædvan-
ligt og saa yderst syg og elendig ud. Med Et hørte jeg
hende udstøde et svagt Skrig, og da jeg forskrækket saa mig

SIDE: 68

om for at faa Aarsagen dertil at vide, fandt jeg hende
staaende opreist, og som det forekom mig med Angst malet
i sit Ansigt og stirre paa Georg. Han var kommen for at
opsøge mig og hilste just med sit mest smilende og glade
Ansigt paa hende.

Hun vedblev at stirre paa ham en Stund, som om
hun saa et Spøgelse, og da han lidt forlegen med Hatten
i Haanden yttrede, at han var kommen for at høre, om
hans Ven Eberhard vilde spadsere en Tour med ham i det
gode Veir, svarede hun ved langsomt at vende sit Ansigt
mod mig og gjøre en svag Bøining med Hovedet. Derpaa
vendte hun sig om og gik skjælvende henimod Huset.

Det var første Gang min Moder og Georg havde seet
hinanden, men da jeg vidste, at det var hende meget imod
at træffe sammen med Fremmede, lagde jeg ikke nogen videre
Bret derpaa, førend jeg kom hjem igjen og fandt hende i
heftig Sindsbevægelse.

Hun lod til at have ventet paa mig og spurgte ivrigt,
endnu førend jeg havde lukket Døren efter mig: "Er den
unge Mand, jeg saa i Haven, en af dine Venner?"

"Ja, en af mine bedste Venner og en meget elskværdig
munter, ung Mand," svarede jeg.

Hun rødmede lidt og svarede bittert: "Han ligner for-
modentlig indvortes ligesaameget som udvortes sin Fader."

Derpaa taug hun lidt og vedblev saa: "Du er nu
næsten en voxen Mand, og burde vælge din Omgang bedre.
Jeg synes ikke om denne din Ven og ønsker ikke, han skal
komme her i Huset."

Derpaa hyllede hun sig ind i sit Shawl, lænede sig
tilbage i Sophaen og svarede ikke et Ord paa mine Be-
mærkninger, førend jeg gik, da sagde hun: "Du har hørt

SIDE: 69

hvad jeg har sagt, du ved jeg forlanger Lydighed af mine
Børn og ikke kan lide Føleri."

Nei dette sidste vidste jeg da i alle Fald meget godt
og besluttede at opsøge Nils Farfar for muligens af ham
at faa at vide Opløsningen paa denne nye Gaade, der dog
vel ikke hang sammen med Lysthuset.

Jeg traf den Gamle paa sit Yndlingssted, dybt inde i
Kjælderen. Min Farfar havde været Vinhandler, og Nils
havde været Vintapper hos ham. Min Moder drev ogsaa
en liden Vinhandel ved Siden af sin Nordlandshandel.
Han sad paa sin Krak bøiet ned imod Flasken og lyttede
med Opmærksomhed til den Lyd, som den rindende Vin
frembragte, forat at høre naar Flasken var fuld. Naar det
var Tilfældet, tog han en ny og vedblev saaledes at fylde
Flaske for Flaske uden at mæle et Ord.

"Du maa endelig ikke forsnakke dig," sagde jeg, da
han saaledes havde fyldt et halvt Snes Flasker i dyb
Taushed.

"Nei, jeg skal forsøge paa det," sagde han alvorlig.
Han var ikke oplagt til at spøge, kunde jeg forstaa; jeg
vedblev derfor alvorlig: "Hør nu Nils Farfar, paa hvad
jeg har at sige og svar mig saa oprigtig og sandfærdig,
som en gammel god Ven bør svare. Du har tjent min
Farfar og min Far og jeg haaber du ogsaa vil være mig
en tro og hengiven Tjener."

Den gamle Nils tørrede en Taare bort af sin Kind,
tog Lyset og lyste mig op i Ansigtet, og satte det fra sig
igjen uden at sige et Ord.

"Synes du nu min gamle gode Ven, at det er rigtigt
at behandle mig som et Barn og lade mig være uvidende
om Alt, hvad der vedkommer mine Forfædre? Min Moder

SIDE: 70

vil ikke, at den unge Macbridge skal komme her i Huset,
hvad er der i Veien med ham? Fortæl mig det, hvis
du kan."

"Det er sandt, hvad du siger Eberhardmand," svarede
Nils bevæget. "Sæt dig her paa Krakken. Dette kan jeg
sagtens fortælle, uden at du faar noget at le af." Vi satte
os og han begyndte:

"Der var her i Bergen for 25 Aar siden tre unge
Mennesker, som vare saa gode Venner, som unge Folk kunne
blive det. De vare alle tre Sønner af Handelsmænd og
selv bestemte til at blive det Samme. Der gik ikke nogen
Dag, uden at de vare sammen eller idetmindste saa hinan-
den. Fik den Ene Lyst til at gaa paa Toppen af Ulrikken,
fik de Andre samme Lyst, vilde den Ene kjøre i Karmeslæde,
vilde de Andre det med. Paa samme Dag i 99 holdt de
alle tre op at bruge Pudder i Haaret og paa samme Dag
i 1800 skare de alle tre Pidsken bort i Nakken. Saa bleve
de ældre og stadigere og begyndte at tænke paa at sætte
Ben under eget Bord.

Saa var det engang alle tre vare i Selskab hos en
rig Kjøbmand, som havde tre Døttre, hvoraf den ene var
meget vakker og godt lidt af alle Mennesker, og saa ud paa
Eftermiddagen roede de ud paa Pakboderne i Sandvigen for
at drikke Kaffe der, som nu dengang Mange havde for Skik
og Brug og fandt Fornøielse i. De lagde til ved Trappen
paa Pakboden inde i Hopen, og Kjøbmanden lukkede op en
liden Dør, som fandtes der.

Det var tillykke just høi Flod dengang, saa de slap at
bruge Vinden for at heise Damerne af Baaden og iland.
De gik saa ovenpaa og forbi mange store Døre med store
Taskelaaser for, og indenfor dem laa Sild og Tran og Fisk

SIDE: 71

og Tobak og Brændevin og Korn og Salt og mange andre
gode Ting, som Værten leende sagde, var hans altsammen,
han skyldte ikke en Skilling paa det, sagde han.

Langt om længe kom de til en Dør, som var malet
brun i Bunden og med en stor, deilig, malet Urtepotte paa,
fuld af de deiligste Blomster, Roser, Pioner og Tulipaner og alle
andre Slags. Døren lukkede Kjøbmanden selv op og sagde:
"Værsgo træd indenfor." Det var et udmærket pent lidet
Værelse, hvor der var malet Jagtstykker og flere andre Ma-
lerier paa Væggene og pent møbleret.

Da Kaffeen var drukket, begyndte de Unge at tænke
paa, hvad de skulde tage sig for. Først spilte de Gjemmespil
paa Svalen og paa Loftet, og saa faldt de paa at heise hin-
anden op og ned i Vinden. De hang en tom Tønde i
Krogen paa Vinden og steg først En og saa en Anden op
i Tønden og blev heiset op og ned. Endelig fik den vakre
Datteren ogsaa Lyst til at gaa ud i Tønden og lade sig
heise ned. Nu ja, det gik da godt nok, og hun blev heiset
ned lige til Vandet af de tre Venner, men da Tønden var
kommen ned, greb en af dem fat i Touget og firede sig
ned til Tønden og steg op i den. De syntes at more sig
udmærket godt sammen dernede, for de lo, saa de to Ven-
ner, der stode igjen og heisede, kunde høre det. Men med
Et saa slap den ene af de to Gjenstaaende Taget og sprang
hen og firede sig ned til Tønden han ogsaa. I Tønden
kunde han ikke faa Plads, han maatte derfor lade sig nøie
med at staa paa Kanten. Den tredie Ven stod igjen oppe.
Han heisede og halede Alt det han kunde, men det var en
tung Byrde, for han var alene om tre, mens der før havde
været tre om En. Han kunde næsten ikke holde det ud
længere. Han hørte Latter og Lystighed nedenfra og saa maatte

SIDE: 72

han se ud, hvorledes de havde det. De lo og havde det
udmærket godt dernede. Han pustede og svedede og sled
som en Hest deroppe. Han fik en frygtelig Lyst til at staa
i sin Vens Sted i Tønden, og hvordan det gik eller ikke,
han slap Taget, og Vinden gik tilbage med forfærdelig Hur-
tighed, og inden han igjen kunde standse den, flød Tønden
paa Vandet, gik ud af Krogen og hvælvede. Jomfruen og
den Ven, som var i Tønden, sank i det samme under Van-
det, idet de omslyngede hinanden. Strax efter kom de op
igjen og den, der havde staaet paa Kanten af Vinden og
var bleven hængende i Touget, greb dem og holdt dem
fast, indtil der kom Folk til og reddede dem. Da de saa
kom op igjen, gav den ene af de unge Mennesker sig til
at le, den anden foldede Hænderne og saa op imod Him-
melen, men den Tredie, som var bleven igjen med Vinden,
gav sig til at græde.

To Maaneder efter reiste den af Vennerne, som havde
staaet i Tønden til Udlandet i Handelsforretninger.

Et halvt Aar efter blev den, der havde staaet paa Tøn-
den forlovet med Jomfruen. Strax efter kom den Første
hjem igjen. De to Venner traf hinanden i Lysthuset, og
dermed var Venskabet ude, og de talede ikke et Ord med
hinanden, siden de havde været sammen der. Ikke længe
derefter stod Brylluppet, og paa Bryllupsdagen bleve Brud-
gommen og hans anden Ven alene i Lysthuset.

Strax efter hørtes et Skud. Vennen havde skudt sig.
Da gav din Fader Befaling til, at Lysthuset skulde lukkes,
og det haaber jeg det vil blive, indtil det falder sammen
af Ælde."

Her taug Nils Farfar, sad med foldede Hænder og saa
ned for sig.

SIDE: 73

"Bruden var min Moder?" spurgte jeg.

"Ja," svarede Nils, "og siden sin Bryllupsdag har
jeg ikke seet den lystige, glade Jomfru anderledes, end hun
nu er."

"Og hvem var min Faders to Venner?" spurgte jeg.

Nils Farfar saa op, sukkede og sagde: "Lad den Døde
hvile i Fred og bed til Vorherre, at han naadigen dømmer
ham. Han var en stille ung Mand, som havde let for at
græde, og hans Navn er uddød med ham her i Byen."

"Og den Anden, hvem er han?"

"Ja, hvem Anden kan det vel være end den lystige
Consul, hvis Søn ligner sin Fader, som et Hønseæg ligner
det Andet."

En Stund sade vi begge tause, derpaa tog jeg atter
Ordet og spurgte: "Er det jeg nu har hørt den eneste Ulykke
der er kommen fra Lysthuset?"

"Om dette er den eneste Ulykke?" spørger du. Nei det
var nok ikke saa vel. Før den Tid, har jeg oplevet saa
megen Sorg og Elendighed, som er kommen derfra, at jeg
kunde blive siddende til langt paa Nat, før jeg blev færdig
dermed. Men hvad nytter det til? hvad nytter det til at
rippe op de gamle Saar? Det nytter til Ingenting. Vi
kunne ikke gjøre godt igjen, hvad der er skeet, og det bare
tager paa en gammel Tjeners Kræfter at tale om al den
Elendighed."

Den gamle Mands Bevægelse var saa dyb, at jeg i
høi Grad blev paavirket deraf. Taus sad jeg derfor og
overtænkte de nye Billeder i min Families Liv, som For-
tællingen havde oprullet for min ungdommelige, let paa-
virkelige Phantasie.

Nils tog Lyset og holdt det henimod mig og sagde:

SIDE: 74

"Hør mig Eberhardmand, lov mig, før vi gaa herfra,
at du aldrig vil aabne det forbandede Lysthus."

"Ja," svarede jeg, "det kan jeg nok love, men først
maa du dog besvare mig nogle Spørgsmaal."

"En anden Gang, en anden Gang. Dette maa være
nok for idag," svarede den Gamle, idet han gjorde et Skridt
henimod Døren.

"Bi lidt," bad jeg, "og sig mig, hvad du tror der er
i Lysthuset?"

Vor gamle Tjener traadte lige hen til mig, lyste mig
ind i Ansigtet og svarede: "Eberhard, du er en lærd Mand
og har studeret mange underlige Ting, efter hvad du selv
har fortalt mig. Men tror du, at du forstaar Alt det, som
foregaar her i denne syndefulde Verden?"

Dette Spørgsmaal besvarede jeg med stor Oprigtighed
benægtende. Den gamle Mand blev synlig opmuntret der-
ved, saa sig forsigtig om til alle Kanter, som om han vilde
forsikkre sig om, at Ingen belurede os, og svarede derpaa
hviskende: "Ja, kan du med al din Lærdom ikke forstaa
det, hvorledes skulde saa en simpel ustuderet Mand, som jeg
er, fatte det. Ser du, der er et Dyr i Lysthuset."

Jeg blev saa forbauset, at jeg afbrød ham og raabte
ganske høit: "Et Dyr?"

Han greb mig forskrækket i Armen og vedblev hvi-
skende: "Tys, tys, tal ikke saa høit! Ja, et flækket Dyr,
brandgult og høirødt, omtrent saa stort som - -"

Længere kom han ikke, thi i det samme hørtes et stærkt
Slag. Det lød, som om der med en stor Hammer blev
slaaet paa et af de tomme Vinfade. Nils Farfar slap Lyset
og raabte i dybeste Angst: "Gud fri og bevare dig, min
kjære Herres ældste Afkom, skal du ogsaa lide derfor. For

SIDE: 75

Himlens Skyld løb ud, mens jeg ser efter Døren til det
forbandede Sted."

I det samme hørtes en skraldende Latter lige ved os,
og min Broder Ludolf raabte, idelig afbrudt af den hjerte-
ligste Latter: "Imperare sibi maximum imperium est, det
vil sige, du store gamle Kjælderrotte. Drik dig ikke fuld
hver eneste Gang du har Lyst, det blev for ofte, og skrig
ikke som en gal Mand, fordi jeg banker i en af de Vinfade,
du har tømt. Du hører, at Eberhard nu ogsaa kalder dig
et Dyr. Det er ikke for tidlig."

Den gamle Mand gik uden at sige et Ord ud af Kjæl-
deren, og vi fulgte ham. Da han kom ud i Gaarden, var
han saa bleg som et Lig og skjalv saa stærkt, at han maatte
støtte sig mod Kjældermuren for ikke at falde overende.
Ludolf blev saa forskrækket, at han greb den Gamle i Ar-
men, kjælede for ham og raabte grædende: "Nei kjære, kjære
Nils Farfar, bliv bare ikke syg. Jeg er en ugudelig Unge,
en Skurk, en Forbryder!"

Lidt efter lidt kom den Gamle sig, stødte Gutten fra
sig og sagde: "Gud forlade dig, gaa fra mig, du ved ikke,
hvad du gjør, eller hvad du siger, dit stakkels Barn."

Ludolf følte, at han var overvunden, og vilde oprette
det tabte ved strax at slaa Gjækken løs, men det mislykkedes
fuldstændigt. Vittighederne vare yderst flaue og Latteren
tvungen. Han valgte derfor det bedste Parti, han under
saadanne Omstændigheder kunde vælge, og trak sig pludselig
i ilsom Flugt tilbage fra Kamppladsen.

Da Ludolf var borte, spurgte Nils mig, om jeg troede,
den gale Gut havde hørt, hvad han havde fortalt mig, og
da jeg sagde ham, at jeg var vis paa, han Intet havde hørt,
følte han sig øiensynlig lettet.

SIDE: 76

"Glem det du ogsaa, min kjære Eberhard", bad han
næsten med Taarer, og da jeg gjorde ham opmærksom paa,
at han ikke havde sluttet sin Fortælling, svarede han: "Tys,
tys! tal aldrig et Ord mere om det. Jeg har sagt mere,
end jeg burde", paa en saadan Maade, at jeg strax forstod,
at ethvert Angreb fra min Side i lang Tid vilde være al-
deles unyttigt.

Det begyndte nu at lakke stærkt imod Høsten. Den
sidste Nordfarjagt havde forladt Byen og var draget hjem-
over, saa det var bleven stille og roligt igjen hjemme hos
os og paa Bryggen. Stærreparret henne paa Kjældertaget
havde allerede for længe siden forladt Reden med sine Unger
og sluttet sig til Byens øvrige Stærrefamilier, med hvem
de nu i større Flokke drog omkring. De Gamle, iførte deres
guldbræmmede, skinnende, statelige Dragt, førte de Unge,
hvis Dragt var skiddengraa, mørksotet og pjusket, som No-
vicers i Almindelighed, om Dagen omkring med sig for at
oplære dem i de forskjellige Fag, hvori en velopdragen Stær
bør være hjemme for med Anstand og Værdighed at kunne
optræde i Stærresamfundet, og om Aftenen hen til de mest
yndede Samlingspladse. Af disse var Taget paa Walken-
dorfs Taarn eller det saakaldte Krudttaarn ude paa Fæst-
ningen i den Tid vistnok det stærkest besøgte, thi undertiden
var der saa fuldt deroppe, at Gjæsterne næsten maatte sidde
paa hinanden for at faa Plads; men de to store Lindetrær
lige overfor Hammichens Hus var dernæst et af de mest
yndede Natteherberger. Naar det led mod Aftenen, kom
Stærre fra alle Kanter og samlede sig i Træernes Kroner
i saadan Mængde, at der syntes at være mindst en Stær
paa hvert Blad. I Førstningen diskuteredes Dagens Begi-

SIDE: 77

venheder nok saa lunt og roligt, og alt gik ordentlig, pent
og stille til. Hver Gang der kom en Flok, pludrede den
lidt og hilste paa de før Ankomne, og disse pludrede og
hilste igjen. Men naar det saa led saa langt ud paa Afte-
nen, at der ikke var Grund til at antage, at der vilde komme
flere, begyndte Forhandlingerne. En af Selskabet, naturlig-
vis en af de Ældre og rimeligvis en af de Vise, hørtes
da at holde et længere Foredrag, der vist var fuldt af nyt-
tige Lærdomme og dybe Sandheder, at dømme efter Bifalds-
yttringerne, der af og til lod sig høre hist og her i For-
samlingen. Vistnok blev Taleren af og til afbrudt ved
Slagsmaal og Unoder af Ungdommen, som det pleier at
gaa ved deslige Leiligheder, men i Regelen opførte Forsam-
lingen sig meget sømmelig, og de smaa Uregelmæssigheder,
hvori Ungdommen af og til gjorde sig skyldige, bleve i Al-
mindelighed dæmpede af de unge Brushoveders i Nærheden
siddende Forældre. Naar saa dette Foredrag med dets for-
skjellige Afbrydelser var tilende, blev nok Ordet igjen frit,
lod det til, thi da var det næsten ikke mulig for Folk i
Naboskabet at høre sin egen Stemme. Endelig brød Natten
frem, da blev der sunget en almindelig Aftensang, og saa
begav den hele Forsamling sig til Hvile. Nattens stille Ro
blev ofte forstyrret. Det hændte nemlig ikke sjeldent, at en
af dem, formodentlig en af de gamle Koner, havde urolige
Drømme og snakkede lidt i Søvne, thi de Gamle af det
smukke Kjøn skulle være mest udsatte for sligt, efter hvad
der fortælles, eller at en og anden ung Laps gjorde Narre-
streger med de unge Damer i sin Nærhed, eller at en og
anden svag Stakkel blev syg om Natten og maatte bede om
Hjælp, for ikke at falde af Pinden. Det var dog kun smaa
Afbrydelser; men naar det gryede ad Dag, og længe før

SIDE: 78

Solen kom op over Fjeldet, vaagnede hele Selskabet igjen,
sang en kort almindelig Morgensang og ilede saa ud til
Arbeide, hver Familie for sig, for om Aftenen igjen at
samles som sædvanligt.

Det var en saadan Aften. Unge og gamle Stærre havde
samlet sig i Lindetræerne, og unge og gamle Mennesker
havde samlet sig paa og om Bænken udenfor Hammichens
Hus ligeoverfor. Fatter sad med sin lange Kridtpibe med
rødlakket Mundspids i det ene Hjørne. Hans snehvide Nat-
hue, snehvide Strømper, pene grønne Tøfler og storblommede
Slobrok dannede en iøinefaldende Modsætning til hans
Kones skidne, sjaskede Natkappe, graa Strømper, nedtraadte
Sko og pjuskede Kjole. Hun var af disse over al Maade
renslige Folk, som, for at holde Alting omkring sig rigtig
rent, aldrig kunne være rene selv. Hun sad i det andet
Hjørne. Baade Fatter og Mutter vare begge lige tykke og
lige trinde oppe, nede og paa Midten. Begge havde de et
Udtryk i deres trinde, rødmussede Ansigter, der tydeligt nok
fortalte, at de havde al Grund til at være tilfredse med sig
selv og hele Verden; men Fatter var den stille, tause, ord-
knappe Glæde, Mutter derimod den høirøstede, lattermilde og
snaksomme. Hendes Mave, der var den trindeste af alle
hendes trinde Lemmer, var ved en dyb Kløft adskilt fra
Brystet, der langtfra manglede noget i Trivelighed, men
havde et agtværdigt Omfang og en synlig og meget paafal-
dende Lyst til at søge ned til sin trinde Nabo. Denne Lyst
blev aldrig tilfredsstillet, Kløften var uoverstigelig, og et
hemmelighedsfuldt hvidt Baand, der af og til kom tilsyne
som en skummende Bæk i Bunden af en dyb Dal, syntes at
maatte gaa langt ind i Kjødet paa den brave Kone.

Imellem disse to Bænkens Hjørnepiller sad den spæde

SIDE: 79

Ungdom i Form af min Søster og Hammichens Smaapiger,
medens jeg flankerede omkring Bænken og skjød skarpt med
Vittigheder og Latter.

Solen nærmede sig stærkt Lyderhorn, der mørk og
alvorlig syntes at bære paa sin nøgne Isse en Uendelighed
af Guld og Purpur.

Mutter Hammichen var kommen ind paa sit Yndlings-
emne "Bergens Skjønhed og Fortrin fremfor alle andre
Byer i Verden."

"Hvor har du seet Mage til Kalfaret her i Bergen og
hvor har du seet Mage til Nygaard her i Bergen og hvor
har du seet sligt Liv, som paa Strandgaden, og hvor sligt
Spektakkel, som paa Torvet her i Bergen?" spurgte hun,
idet hun henvendte sig til mig, formodentlig fordi hun an-
tog, at jeg, der nylig var kommen fra Universitetsstaden,
skulde som Alle, der nylig ere komne hjem fra fremmede
Egne, prise alt det, Andre ikke have seet, som det herligste
af Alt.

"Ja, og hvor synger Stærren saa lystigt som her i
Bergen?" spurgte Susanne Hammichen.

"Ja, og hvor skinner Solen saa smukt som her i Ber-
gen?" spurgte hendes Søster.

"Ja, og hvor i Verden er Folk saa glade og lystige
som her i Bergen?" spurgte min Søster.

Jeg maa desværre erkjende, at jeg dengang var saa
ung, at jeg havde den samme Feil, som næsten alle mine
Byesbørn, der have været ude og reist, at jeg nemlig hjemme
i Bergen vragede min Fødeby til det yderste, men ude iblandt
Fremmede hævede den til Skyerne som den første By i Ver-
den. Ere de borte, ere ingen Damer saa smukke, som de
bergenske, ingen Skuespillere saa gode, som de bergenske, in-

SIDE: 80

gensteds trives alt Godt bedre end i Bergen, og ingensteds
trives alt Ondt mindre end i Bergen. Ere de hjemme, har
Piben en ganske anden Lyd. Jeg svarede derfor:

"Ja, og hvor er der mere Torsk end i Bergen, og hvor
er der mere Sild; hvor spises mere Grød end der og hvor
regner det mere; hvor trives Snakken bedre end der, og
hvor ved man bedre end der Alt, hvad der foregaar i den
hele By? Har A. paa Nordnæs undladt at spise Fisk og
Fiskesuppe til Middag Onsdag, veed Folk ved Stadsporten
det Thorsdag. Har B. paa Møllenpris banket sin Stue-
pige Fredag, ved den mindste Gut, lige til langt op paa
Fløifjeldet, det Lørdag. Bergen er virkelig en mærkelig By."

"Aa ja", svarede Mad. Hammichen, synligen stødt over
mit Svar, "du kan sige, hvad du vil, jeg trives ikke saa
godt i nogen anden By, som her i Bergen."

"Mor har været 3 Dage i Aalesund", bemærkede Su-
sanne leende.

"Der blev hun saa maver", sagde Fatter Hammichen
og pegede paa sin Kone med Spidsen af Kridtpiben, hvor-
paa han gav sig til at le, som om han havde siddet og
gjemt saa længe paa Latteren, til den var færdig at sprænge
ham. Han lo, saa Luften rystede om ham, og vi Alle maatte
le med, men Ingen lo mere end hans Kone, hvis Bryst og
Mave derved kom i en saa høist mærkelig Bevægelse, at de
vare paa Veie til at berøre hinanden over den dybe Kløft.

Stærrene oppe i Træerne syntes at blive smittede af
denne Lystighed, thi de gave sig til at fløite, le, synge og
skrige mere end nogensinde.

"Um", sagde endelig Fatter Hammichen og rakte sin
Pibe til sin Datter Susanne, der kjendte hans Sprog og
vidste, at "Um" betydede saameget som: "Vær af den God-

SIDE: 81

hed at stoppe min Pibe." Da hun kom tilbage med den,
gjorde hun nogle ganske fryktelige Grimacer for at holde
Ilden vedlige, til hun havde overleveret den i brændende
Stand til dens rette Eiermand. Nu først var Moderen
kommen saavidt til Ro igjen, at hun kunde begynde at tale.
"Uf", sagde hun og tørrede Taarerne af sine Øine og Kin-
der med Bagen af sin Haand, der syntes at have samme
Egenskab som en Svamp, at indsuge al Fugtighed. "Uf,
jeg tror ikke det kan være sundt at le saa. Jeg tror der
maa gaa Noget istykker indvendig." Denne Tanke lod dog
til at forekomme hende uhyre latterlig; thi hun fik et nyt
og voldsomt Latterandfald. Pludselig standsede hun og pe-
gede op imod Himlen. Vi saa ligesom en Sten falde ned
i et af Træerne; Stærreflokken for med en stærk Susen til
alle Kanter og efter dem en Høg med en stakkels Stær
mellem Kløerne og forsvandt bag Hustagene. Det Hele var
gjort i et Øieblik.

"En Høg til, Smaapiger. Pikejor, løb!" sagde Fatter
Hammichen i en advarende Tone og pegede nedad Gaden,
hvor min Ven Georg kom gaaende og svingede sin Stok.
Da han fik Øie paa mig, kom han hen til os.

Min Søster rødmede saa stærkt, at selv Fatter Ham-
michen blev opmærksom derpaa. Han pegede paa hende med
sin Pibe og sagde: "Høgen, Pikejor", hvorpaa han selv og
hans Kone gave sig til at skoggerle.

Georg hilste med saa megen Anstand og Høflighed paa
Selskabet, inden han tiltalede mig, at Parret Hammichen i
den Grad blev imponeret deraf, at det holdt op at le og
reiste sig.

"Jeg beder meget om Undskyldning", sagde han, "hvis

SIDE: 82

jeg kommer til Uleilighed og forstyrrer Selskabets Mun-
terhed."

Da Fatter med et spørgende "Hm" pegede paa Georg,
fremstillede jeg min Ven for Selskabet som Søn af Consul
Macbridge.

Fatter og Mutter bleve aabenbart imponerede af Nav-
net. Han lagde sin flade Haand paa sin hvide Nathue,
bukkede saa dybt hans Mave vilde tillade og sagde: "Tje-
ner", hvorpaa han pegede med Spidsen af sin Pibe paa sin
Plads, som han paa denne Maade tilbød Georg.

Hun neiede saa dybt, at jeg først troede hun vilde sætte
sig ned og derpaa, at hun vilde synke sammen, blive til en
Kugle og rulle bort nedover Smedsmuget. Til min store
Glæde kom hun dog op igjen, og da hun gjorde det uden
Hjælp, kunde jeg fra det Øieblik med god Samvittighed
meddele hende Attest for, at hun havde mere Styrke i sine
Ben end mangen tør Stakkel, der agerer Herkules og beviser
dette ved at tage et endnu tørrere Menneske paa sine Skuldre
og saa sætte sig og igjen reise sig. Paa Nedturen sagde
hun: "Tjenerinde, Maasjø", paa Opturen: "han har saamæn
en meget pen Fader", og da hun var kommen vel paa
Benene igjen: "Vær saa god tag Sæde, det er min Datter
Susanne, sæt Jer ved Siden af hende, hun vil vist ikke
have noget derimod, I behøver ikke at undse Jer, det er
Jer hjertelig undt, og jeg skulde saa ind alligevel og faaet
revet paa mig en anden Natkappe og en anden Kjole.
Imens kan min Datter byde Maasjøen en Pibe."

Susanne lod til at blive stødt over denne Tale og sva-
rede knibsk: "Aa Mor, du behøver ikke at gjøre dig nogen
Uleilighed. Med Herr Macbridge har det saamæn ingen
Fare for mig. Det er nok Andre, som trækker og som -".

SIDE: 83

Her brød hun af, kastede et Blik henimod min Søster og
taug, da hun saa, at Fredrikke var saa ulykkelig, at hun var
nær ved at briste i Graad.

Da Georg meget høflig afslog Tilbudet om at sætte
sig ved Datterens Side, fant nok Moderen det ikke Uma-
gen værdt at rive paa sig andre Klæder, thi hun blev og
satte sig paa sin Plads igjen.

Georg tog mig tilside og fortalte, at han havde havt
et Ærinde til mig, men vilde nu udsætte det til en anden
Gang. Han var ordentlig lidt forlegen, og jeg havde aldrig
seet ham saa underlig stille og næsten forknyt før. Det
kom dog ikke til nogen Forklaring; thi gamle Nils kom i
det samme til og bad mig og min Søster komme hjem, da
der var En hjemme, som nødvendig maatte tale med hende.

"Hvem kan det være?" spurgte jeg forundret.

"Tys", sagde gamle Nils og blinkede polidsk med
Øinene, "det er nok en Frier, saavidt jeg kan se paa An-
sigtet og Dragten."

Da vi kom hjem, sad vor Moder ved Vinduet ind-
hyllet i sit Shawl. Hun stirrede i saa dybe Tanker op i
Luften, at hun ikke bemærkede os, førend Fredrikke gik lige
hen til hende og lagde sin Haand paa hendes Arm. "I har
sendt Bud efter os, Mor", sagde hun.

Moder havde glemt det Hele og saa aandsfraværende
snart paa mig og snart paa min Søster. Da min Søster
gjentog sin Yttring, sukkede hun dybt, strøg sig over Pan-
den, som for at bortjage Noget derfra, og sagde: "Ja, det
er sandt. Jeg havde glemt det. Der er en ung Mand inde
i Contoiret, som vil tale med dig. Gaa ind til ham; men
betænk dig vel, før du svarer. Det er en alvorlig Sag,

SIDE: 84

som gjælder hele Livet. Gud velsigne dig og lade dig vælge
det Rette."

Min Søster blev snart rød og snart bleg, og det kostede
min Moder adskillig Møie at faa hende til at gaa ind
i Contoiret til den unge Mand og høre hans Ærinde.
Først da jeg fik Lov at følge med hende, bestemte hun sig
til at gaa ind. Saa rettede hun paa Haaret, pyntede lidt
paa sig, fældte et Par Taarer og var endelig færdig. O
Kvinde, Kvinde! Din Lyst til at behage er hel mærkelig.

Med bankende Hjerte og blussende Kinder fulgte hun
endelig med. Henimod Contoirdøren standsede hun og bad
mig vente et Øieblik; der var atter noget kommet i Ulave.
Dette gjentog sig flere Gange, idet baade hun og jeg gjæt-
tede, snart paa at det var den Ene og snart at det var
den Anden, der stod og ventede derinde.

Medens vi saaledes stod og gjættede; hørte vi pludselig
En nyse heftigt inde i Contoiret, og jeg ved ikke, hvoraf
det kom sig, enten en Nysen i og for sig er komisk, eller det
var den spændende Situation, der gjorde en Nysen ved
denne Leilighed saa latterlig; men baade min Søster og jeg
maatte skyndsomst trække os tilbage fra Døren, for at vor
Latter ikke skulde vække Forargelse.

Da vi havde leet en Stund, var min Søster bleven
modigere. Den ulykkelige Nysen havde forværret den Ube-
kjendtes Sag i høi Grad. En nysende Frier, fy!

Min Søster greb i Dørklinken og aabnede Døren og
gik ind. I det Samme blev en Stol revet overende med
stor Allarm, og en Herre faldt over den. Da det vel var
lykkedes Manden at bringe sig selv og Stolen paa Benene
igjen, viste det sig at være vor Fætter Jens Peter.

Jeg var yderlig skuffet og forbauset; men min Søster

SIDE: 85

spurgte ganske troskyldig: "Er den unge Herre, som vilde
tale med mig, gaaet," og blev synligen endnu mere skuffet
og yderligere forbauset, end jeg, da hun fik til Svar, at
det var Jens Peter selv i egen klodsede Person, som vilde
tale med hende; men at det var saa flaut at sige, hvad det
var, han vilde.

Min Søster, der havde gjenvundet sin hele Ro, svarede
freidigt: "Flaut? aa, det er vel ikke saa farligt."

Jens Peter havde faaet aldeles nye, sorte Klæder fra
Skrædderen, lod det til, sandsynligvis bestilt til denne Dag
for at udføre den Bedrift, han nu var ifærd med. Han
havde dertil for første Gang i sit Liv faaet hvide Allun-
skinds-Handsker paa sig og benyttede derfor nu Leiligheden
til ret nøie at grandske disse ubekjendte Indretningers hele
Organisation, idet han svarede langsomt og forlegent.

"Farligt er det ikke, nei, det er det virkelig ikke. Det
var noget jeg vilde bede dig om Fredrikke, men det er saa
leit at sige det."

"Aa pyt," svarede min Søster, der til min store For-
undring var ligesaa kjæk og freidig, som hendes Fætter var
forknyt og undselig, "du vil vel dandse Cotillonen med
mig paa næste Bal; men det kan der ikke blive noget af,
for du dandser for slet."

"Nei, det var ikke det, det er da rigtignok en større
Tjeneste jeg vil bede dig om; men det er saa leit, naar
Eberhard staar der og ler af mig."

"Aa, bryd dig aldrig om mig," svarede jeg, "tal du
kun raskt fra Leveren. Det er en stor Tjeneste, du vil, hun
skal gjøre dig?"

"Ja."

SIDE: 86

"Den største Tjeneste, en ung Pige kan gjøre en ung
Mand?"

"Ja, det er rigtigt."

"En Tjeneste, der skal vare for hele Livet, i Regn og
Solskin, i Sorg og Glæde, i Tykt og Tyndt."

"Ja, det er meget rigtigt, Eberhard. Du taler, som du
læste af mit Hjerte," svarede Fætter Jens og lod til at
blive saa forundret over min Evne til at læse hans Hjertes
vistnok høist utydelige Skrift, at han aldeles opgav sit
Handskestudium og stirrede forbauset paa mig.

Min Søster begyndte at blive utaalmodig og sagde:
"Hvis du vil tale tydeligt, Jens Peter, skal jeg svare dig;
men hvis du vedbliver at tale i Gaader, vil jeg gaa min
Vei."

Vor Fætter var aabenbart bragt i stor Forlegenhed.
Han henfaldt aldeles til sit Studium en Stund, aabnede
saa Munden og sagde et Par usammenhængende Ord, taug
saa igjen, aldeles optagen af en sprungen Traad i Handsken,
der syntes at lægge Beslag paa al hans Tid og alle hans
Kræfter.

Endelig lykkedes det ham at rive Traaden itu, og dermed
syntes det Baand, der bandt hans Tunge løst; thi han sagde
nu raskt: "Far har flere Gange sagt, at naar jeg blev for-
lovet, kunde jeg etablere mig selv, og at det var bedre at
blive forlovet for tidligt, end for sent, og saa har jeg tænkt
mig om og talt med min Mor derom, og saa har hun sagt,
at hun syntes bedst om dig, og at det var bedst, jeg gik
hen til dig og spurgte dig om -."

Her kom atter den ulykkelige Handske iveien. Han
fandt et Hul efter den afrevne Traad, faldt i Tanker derover og
stammede:

SIDE: 87

"Det er saa flaut at sige det."

Fredrikke kunde ikke holde sig længere, men gav sig til
at le hjertelig. Jeg stemmede i med, og Fætter Jens Peter,
der saa os være saa glade, blev ogsaa glad og lo, Alt det
han kunde og langt stærkere, end nogen af os. Der var
gode Lunger i den Karl.

Endelig sagde min Søster: "Nei, du er en stor Skjelm,
Jens Peter, du mener jeg ikke forstaar, at du bare vil
narre mig, og at det er bare Spøg Altsammen."

Han slog sig paa Brystet og paa Maven, forsikkrede,
at han vilde sværge paa, at det Hele var hans fulde Alvor
og erklærede til Slutning med en yderst høitidelig Mine,
at han gjerne skulde række sine tre Fingre i Veiret for en-
hver Ret, gjerne slaa Kors paa Halsen og bede Fanden slaa
til paa, at hvert Ord han havde sagt, var Sandhed og Al-
vor. Det hjalp Altsammen ikke, min Søster vedblev at le
deraf og tage det for Spøg. Idet han skulde gaa, rendte
han med Hovedet mod Døren, snublede over Dørtærskelen
og gjorde flere andre Daarskaber, der hver i og for sig syntes
at være fuldstændigt Bevis nok for, at han var en alvorlig
Elsker.

Det hjalp Altsammen til Ingenting; min Søster ved-
blev at le og paastod, at hun ikke vilde lade sig narre.
Det var bare Peters Spøg Altsammen. Stakkel! hvorlidet
anede hun dengang, at hun inden et halvt Aar var forløbet,
skulde være Jens Peters forlovede Brud, og det med sit
eget villige Samtykke.

Inde i Stuen sad Moder fremdeles ved Vinduet; hun
var nok falden i en let Slummer; thi Fredrikke maatte til-
tale hende flere Gange, inden hun svarede. Hun spurgte
da, hvad der var bleven Enden paa Samtalen; men inden

SIDE: 88

endnu Fortællingen derom var forbi, var hun atter falden
i Tanker og syntes ikke at høre Slutningen. Kun engang
vendte hun sig om til sin Datter og sagde med en Varme
i Stemmen, jeg endnu aldrig havde bemærket hos hende:
"Fredrikke! Fredrikke! spøg ikke med Andres Kjærlighed,"
hvorpaa hun indhyllede sig i sit Shawl og faldt hen i en
dyb stirrende Taushed.

Kongens Geburtsdag var der stort Bal paa Logen.
Fredrikke og jeg vare budne til at deltage deri af Farbror
Holtzwinkel. Klokken halv 7 var hun færdig pyntet og i
fuld Stads, og jeg blev ordentlig forundret ved at se, hvor
smuk hun var. Hun var iført en blaa, klar Kjole, havde en
Krands af Kornblomster paa Haaret og Smykker af høirød
Koral om Halsen og Armene, Øine saa klare, straalende og
dybe, som Italiens Himmel om Høsten, Skuldre, Arme og
Bryst, saa runde og saa hvide som Elfenben, Kinder næ-
sten saa røde som og Læber rødere, end de Koraller, hun bar.
Et Haar saa blødt som Silke, saa sort som Kul og saa
tykt og langt, at der neppe var Plads paa Hovedet til den
store Flette, det dannede. Et Ansigt, saa straalende af Ung-
dom, Sundhed og Glæde, at der skulde en ganske særegen
Sindsbeskaffenhed til for ikke at blive gladere ved at se
derpaa.

Jeg kom just ind i Stuen, da hun var færdig. Mo-
der havde selv pyntet hende og gik et Stykke fra hende for
rigtig at kunne mønstre hende. Efterat hun en Stund med
kritisk Blik havde beseet den Pyntede fra Top til Taa,
sagde hun: "Som du nu er klædt, var jeg klædt engang
for 25 Aar siden. Gud give du ikke maa blive saa ulyk-
kelig, som jeg."

SIDE: 89

De sørgelige Erindringer lode til at angribe hende saa
stærkt, at hun maatte støtte sig paa en Stol for ikke at
falde om. Hun mandede sig dog op igjen, gik hen til
Fredrikke, omfavnede hende og kyssede hende uden dog at
sige et Ord.

Det var første Gang, jeg havde seet min Moder vise
nogen af sine Børn det ringeste Kjærtegn, og det var for-
modentlig Grunden til, at jeg nu ordentlig blev rørt ved
at se hende saa venlig mod min Søster, der formodentlig
af samme Grund blev ganske alvorlig og blank i Øinene.

Det regnede og blæste; men Fredrikke vilde langt hel-
lere gaa i det værste Veir, end vente til Nils Farfar fik
hentet en Kariol, saa utaalmodig var hun efter at komme
afsted. Hun fik da laant et Par Strømper og Støvler af
mig, og derpaa gik vi afsted med hver vor Paraplui
over os.

Underveis kjørte den ene Kariol efter den anden i raskt
Trav forbi os. Kjøregutterne løb ved Siden af og styrede,
saa vaade og varme, at det ordentlig røg af dem. Det
gjaldt for de Gaaende at holde sig i lang Afstand fra den
Stænk, som Hest og Mand og Hjul i rigelig Mængde ud-
sendte til alle Sider.

Endelig naaede vi frem. Logen var saa stærkt oplyst,
at der kastedes et Lysskjær over hele Engen. I de tre
midterste Vinduer ovenpaa var anbragt tre Transparenter,
hvis Betydning det talrige Publikum udenfor stod og tydede
paa yderst forskjellige Maader.

Jeg fik Nummer 17 i den røde Carrée, og da første
Dands, en Feier, strax efter begyndte, stillede jeg mig op
paa min Plads med min Søster, som jeg efter Skik og
Brug skulde dandse første Dands med.

SIDE: 90

Da Dandsen var endt, og jeg fulgte min Dame til
hendes Plads igjen, stødte vi med Et paa Georg, der saa
yderst misfornøiet ud. Han lod til at blive meget over-
rasket ved at se os. Først saa det ud, som om han ikke
kjendte os, og det lod endog til, at han vilde gaa af Veien
for os; men derpaa gik hans misfornøiede, grætne Mine
over til et meget fornøiet Smil og han sagde glad:

"Nu, det maa jeg sige, det var en behagelig Over-
raskelse, hvor det var morsomt, og jeg som troede, jeg skulde
komme til at dandse lutter Pligtdandse og til at tale om
Sild og Mark Banco den hele Aften. Maa jeg bede Dem
Frøken om at maatte have den Fornøielse at dandse anden
Engelskdands, første Vals, Cottillonen og Fandango med Dem."

Første Del af hans Tale var henvendt til mig, sidste
Del til min Søster. Hun lo og svarede: "De er virkelig
altfor god, Herr Macbridge. Jeg tænker, det er nok for det
første med Engelskdandsen."

"Ja jeg takker for, hvad jeg faar; men jeg haaber i
alle Fald, De ikke uden videre gaar hen og lover Dem
bort til Cottillonen? Jeg anser mig fra dette Øieblik bun-
den. Nu vil det vise sig, om De er at stole paa eller ei",
svarede Macbridge med et saa komisk Alvor, at vi alle tre
maatte le. "Jeg skal imidlertid den hele Tid holde Øie
med Dem og passe nøie paa, hvem den Lykkelige er, som
faar mine Dandse, og som De hellere vil dandse med."

Min Søster blev nu optaget af nogle af sine Ven-
inder. Georg trak mig tilside og sagde: "Men Menneske,
hvad gaar der af dig? Jeg har rigtignok altid mærket, at
du havde større Talent til at le af en Vittighed, end til at
sige en, at du har større Glæde af at høre Andre tale, end
af at tale selv, men at drive din Taushed saa vidt, det viser,

SIDE: 91

at din liden Talen har en ganske anden Grund. Du er en
Lurendreier, en Diplomat, en listig Skalk. Det er du.
Istedetfor at fortælle ganske simpelt, at du og din Søster
skal paa Bal, som et almindeligt Menneske med sædvanlige
Talegaver og ordinair Omtanke, vilde have gjort, tier du
stille, siger ikke et Ord, men kommer pludselig ligesom drat-
tende lige fra Himlen med en Engel ved Siden af dig og
vælger det beleiligste Øieblik, just som jeg staar paa For-
tvivlelsens høieste Gipsel over, at der ikke findes et Men-
neske paa det hele Bal, jeg kjender eller gider dandse med."

Jeg svarede, som sandt var, at jeg gad vide, naar jeg
skulde have fortalt ham det, da jeg ikke havde seet eller talt
med ham paa mange Uger. Han var ikke i flere Maaneder
kommen til mig, og jeg havde flere Gange forgjæves søgt
ham, saa jeg troede, han var bleven kjed af mit Talent til
at le af hans Vittigheder og af min Glæde over at høre
ham tale.

Min Bemærkning havde nok truffet ham. Det var
ligesom en svag Rødmen steg op i hans Kinder. Han
undgik en kort Tid at se mig ind i Øinene, og lo lidt
tvungent. Georg havde virkelig, lige siden han traf mig
ved Hammichens Bænk forrige Aars Høst, været ligesom
koldere i sin Omgang med mig. Jeg kunde ikke paavise
noget Bestemt, men jeg havde en ganske klar Følelse af, at
der ikke var den Ligefremhed i hans Optræden ligeoverfor
mig fra den Tid, som tidligere. Hvad Grunden dertil kunde
være, vidste jeg ikke; men jeg havde oftere tænkt efter og
var endelig kommen til det Resultat, at den Antydning
Susanne Hammichen havde gjort til hans Følelser, havde
berørt ham saa ubehageligt, at han havde troet at skylde
baade sig selv og os at være forsigtigere. Jeg svarede der-

SIDE: 92

for: "Aa, det er nok ikke min Taushed, du er bleven
kjed, men vel snarere af Andres Tale; men en saa frank
og fri Karl, som du er, skulde give Fruentimmersnak en
god Dag og -"

Her afbrød han mig, gjenvandt hele sin forrige Frei-
dighed, slog mig paa Skulderen og sagde: "Bravo, bravo,
jeg er endnu ikke kjed af nogen Tale. Læg Mandfolkeprat
til og bliv kun ved, du har rigtig faaet ind at snakke paa".

"Og lad os saa være gode Venner", vedblev jeg, "hvis du
ikke er bleven mere kjed af mig end jeg af dig. Oprigtig
talt har jeg savnet dig meget, og jeg siger dig ligefrem -"

"Stop, stop. Nu er jeg kjed af dit Prat. Oprigtig
talt, siger du? Er her Tid og Sted til ligefrem, oprigtig
Tale? Vent til en mere passende Tid og et mere beleiligt
Sted for at gjøre mig Regnskab for din Tale om Fruen-
timmersnak og for at faa Regnskab aflagt for min Tale
om Mandfolkeprat."

Der klappedes nu op til en ny Dands. Musikken be-
gyndte og vi skiltes ad.

Vi dandsede og morede os nu til langt ud paa Natten.

Georg var en stor Courtiseur, han lo, snakkede og
gjorde Cour til Damerne. Det forekom mig dog, at han
ikke var fuldt saa lattermild ligeoverfor min Søster, som
ligeoverfor de Andre. Hun morede sig fortrinlig, det var
klart. Glæden lyste ordentlig af hende.

Fætter Jens Petter var ogsaa paa Ballet og dandsede
saa Sveden trillede ned over hans Ansigt. Han kavede og
puffede med Armene til alle Kanter og spændte og sparkede
med Benene, saa Alle de, han kom i Nærheden af, Damer
og Herrer, uden Forskjel fik at føle, hvor deiligt han morede
sig. Han kastede af og til et Par skjæve Øine til Georg,

SIDE: 93

og jeg hørte ham gjentagne Gange mumle: "Laps, Sprade-
basse", i en ikke meget venlig Tone.

I en Feier vilde Georg stille sig ved Siden af mig,
men Jens Peter, der havde sin Plads et Par Nummere
ovenfor mig, gjorde Indsigelser derimod. Han kom hen til
os og sagde til Georg i en bydende Tone: "Ikke noget
Tøv. Vær saa god at gaa hen i Deres egen Carrée. De
har ikke noget her at gjøre," og da Georg meget høflig
svarede: "Tør jeg tage mig den Frihed at spørge, om De
er Dandsedirecteur?" blev Jens Peter, der nok havde dyrket
Bachus temmelig flittig i Løbet af Aftenen, hidsig og raabte:
"Vi vil ikke vide af nogen Lapsestreger, vi har ikke Brug
for Sprademanerer her. Vær saa god, marsch væk, hen til
de hvide Chapeauer. Der er Deres Plads, ikke her."

Damer og Herrer rundt om vendte sig for at høre,
hvad der var paafærde. Uden at svare gik Georg hen til
sin Dame og begyndte en Samtale med hende; men Jens
Peter var ikke den, der gav sig, naar han først var kommen
i Ilden. Han fulgte efter Georg, tog ham i Armen og
sagde: "Ikke noget Tøv, ingen Spradestreger eller Lapsema-
nerer. Gaa Deres Vei strax."

Georg rev sin Arm til sig, Blodet steg ham til Ho-
vedet, og det gnistrede i hans Øine, idet han svarede: "Tag
Dem iagt, Menneske. Lider De ikke Sprademanerer og
Lapsestreger, saa lider jeg endnu mindre Kjørerstreger og
Dragermanerer."

"Nu blev Jens Peter rasende: "Menneske? kalder De
mig et Menneske? Kjører? kalder De mig en Kjører? Dra-
ger? vover De at kalde mig en Drager?" og for hvert
Spørgsmaal trængte han sig tættere og tættere ind paa
Livet af sin Modstander. Endelig hævede han sin store

SIDE: 94

Næve og skreg aldeles rasende af Vrede: "Jeg skal vise Dem
at jeg ikke er noget Menneske."

Der blev naturligvis nu et fuldstændigt Oprør i Sa-
len. Damerne trak sig bort fra Stedet, og Jens Peters
Venner, hvoriblandt jeg var, tog ham imellem os, forestil-
lede ham det upassende i hans Opførsel, og spurgte ham, om
han var bleven gal.

Det hjalp ikke synderlig. Han vedblev at være høirøstet,
paastod, at Ret skulde være Ret, og at han hverken var
noget Menneske, nogen Drager eller nogen Kjører, men at
Macbridge skulde over til de Hvide.

Jeg fik fat paa min Søster og bad hende søge at
tæmme Bjørnen. Hun tog sin Cousine Annemor med sig
og nærmede sig yderst angest og forskrækket, som det lod,
Dyret. Annemor var modigere og trak sin Broder i Armen.
Han vendte sig mod hende med en Mine, som om han
ventede et nyt Angreb fra den Kant, men bukkede klodset og
muggent, da han saa, hvem det var.

"Men Gud bevare dig vel, hvad er det for et Opstyr
du gjør, Jens Peter?" spurgte Søsteren.

"Aa, det er noget du ikke forstaar. Macbridge, den
Laps, han krænker min Ære og stiller sig op mellem de
Røde, men skal ikke Ret være Ret?" svarede han og lod til
at antage, at min Søster havde den Evne, hans egen Søster
manglede, nemlig at fatte Muligheden af, at han kunde
blive krænket paa sin Ære; thi han henvendte den sidste
Del af sit Svar til Fredrikke.

Fredrikke var bleven ganske bleg af Forskrækkelse over
denne høist ubehagelige Scene og sagde med Skjælven i
Stemmen: "Kjære Jens Peter, du kan jo bytte Nummer

SIDE: 95

med ham, saa er jo Alt i Orden. Det er sandt, hvad du
siger, Ret skal være Ret."

Dermed var Bjørnen aldeles tæmmet. Hans vrede
Mine gik over til et stort, tilfreds Smil.

"Der kan dokker høre," sagde han hoverende til sine
Venner, "der kan dokker bare høre, hvad hun siger. Kjære
Jens Peter, siger hun, du har Ret, siger hun." Derpaa
gik han hen til Georg og tilbød ham sit røde Nummer.
Macbridge takkede ham meget høfligt og sagde: "Jeg er
dem meget forbunden, Herr Holtzwinkel, og beder Dem und-
skylde mig, at jeg kaldte Dem et Menneske. Jeg ser nu,
jeg har gjort Dem stor Uret. De er tvertimod en meget
godmodig Bjørn."

De sidste Ord sagde han saa sagte, at kun jeg og et
Par Andre hørte det.

Jens Peter følte sig overordentlig meget smigret over
denne Erklæring. Freden var nu igjen oprettet, og Dand-
sen og Lystigheden begyndte paanyt.

Da der var klappet af, og Damerne vare førte til
deres Plads igjen, efterat denne bevægede Dands var forbi,
bad Georg mig følge sig ned og se, hvorledes de Gamle
havde det. "Den gamle Kavaler", sagde han, "har nok
siddet godt til Bords til Middag, saavidt jeg kunde se paa
ham, og da pleier han tiltrænge al den Hjælp han kan
faa. Han er da meget krigersk stemt og begynder Krig
med alle dem, han kommer i Berørelse med."

Vi fandt de gamle Herrer nedenunder i saa godt Hu-
meur, at Glæden der var langt mere høirøstet end ovenpaa.
Alle de gamle Kavalerer havde været til Middag i Logen,
strax før Ballet begyndte og havde drukket Hans Majestæts
Skaal med megen Begeistring, lod det til, at dømme efter

SIDE: 96

den Stemning, hvori de vare. De spillede Kort, røgte
Tobak og drak Toddy, Alt med stor Iver og under megen
høirøstet Latter.

"Nu", sagde hans Fader, idet Georg gik hen til ham,
"du er ude med dine gale Streger igjen, hører jeg?" Georg
vilde sige noget til sit Forsvar, men Faderen afbrød ham
og sagde hidsig: "Ikke noget Resonnement, Dreng. Her
skal du holde Fred, det skal jeg sagtens lære dig."

Derpaa henvendte han sig til en af sine Medspillere
og sagde ærgerlig: "Men hvorledes spiller du? Du gjør
dig jo den yderste Flid for, at vi skulle tabe", og da han
fik Øie paa mig, der i al Beskedenhed havde stillet mig
ved hans Side og besaa hans Kort, kastede han dem fra
sig paa Bordet og sagde, som det lod alvorlig vred: "Jeg
kan ikke for min Død lide, at Kreti og Pleti kommer her
og staar og stirrer i mine Kort."

Jeg kom bort i en Fart, og Georg sagde: "Var det
ikke det, jeg sagde, den gamle Kavaler trænger til alle de
Hjælpetropper, han kan opdrive. Du skal ikke tage det saa
nøie med ham efter Bordet. Han har den mærkelige Egen-
skab, at han bliver mere og mere sørgmodig og bedrøvet
og kommer i en mere og mere menneskefjendsk Stemning,
jo mere han drikker, istedetfor at Andre blive lystigere og
gladere, ømmere og kjærligere, eftersom de drikke."

Da Ballet var forbi Klokken henimod 4 om Morgenen,
opsøgte jeg Nils Farfar, der havde bragt vort Reisetøi, fik
Fredrikke vel indpakket og sat i en Kariol og fulgte saa
hjem med Georg. Nils Farfar rystede rigtignok betænkelig
paa Hovedet, men uden dog at sige et Ord.

Georg var i aldeles straalende Humeur og havde moret
sig keiserligt. Han var uudtømmelig i sine Lovtaler over

SIDE: 97

min Søster, og da jeg hertil svarede, at hun var ganske
vakker iaften, standsede han midt paa Gaden, puffede i sin
Iver til mig for Brystet, saa jeg maatte frabede mig slig
Behandling og sagde: "Ganske vakker, siger du. Det er
det Skjønneste og Yndigste, der nogensinde har gaaet paa
denne Jord. Det er en ren Engel, saa svævende og let,
saa det ikke vilde forundre mig, om hun pludselig forsvandt
for vore Øine. Hun er ordentlig farlig for unge Mennesker,
og hvis jeg ikke var saa rolig og prøvet, som jeg er, kunde
jeg ikke engang svare for, hvad jeg selv kunde falde paa.
Selv de Umælende føle hendes Magt og lystre hende. Saa
du ikke den rasende Bjørn, hvor tam og from han blev,
bare hun saa paa ham?"

Hjemme paa Georgs Værelse sad hans lille Tjener
Nicolay og ventede paa sin Herre.

"Nix!" sagde Georg, "vaagn op og tænd Lys, du lille
vævre Nisse, og skaf saa Piber, Cigarer, Vin, Glasse og
Alt, hvad du styrer og regjerer over."

Gutten gned sig i Øinene en Stund, og endnu før
han var ganske vaagen, satte han en stor rød Spidshue paa
sig og begav sig paa Hænderne hen til Ovnen, tændte Lys,
bragte Cigarer og opvartede os, idet han gjorde hel Del
Kunster og skar de mærkeligste Ansigter.

"Det er godt; forsvind nu, jeg begynder at blive kjed
af din Nisserolle", sagde Georg, medens jeg lo ret inderlig
af den lille komiske Tjener.

Gutten lystrede villig Ordren og forsvandt som en
Vind ud igjennem Døren.

"Hans Duelighed som Nisse tiltager daglig, jeg tror
nu jeg vil have større Vanskelighed med at faa ham ud af
Rollen end ind i den", sagde Georg. Derpaa satte han

SIDE: 98

sig tilrette i Sophaen med en Mine, der viste, at han vilde
begynde en alvorlig Samtale. "Men sig mig engang Eber-
hard, hvad mente du med det Fruentimmersnak, du talte om
i Begyndelsen af Ballet?"

Inden jeg kunde svare, hørte vi Trin i Trappen og
Georg sagde: "Det er den gamle Cavaler, sæt dig derhenne
i Skyggen, saa ser han dig ikke. Han kommer formodent-
lig for at holde en Sparlagenspræken for mig."

Strax efter traadte Faderen ind, gik lige hen til sin
Søn og sagde i en vred Tone: "Jeg har engang sagt dig
Georg, at jeg ikke for min Død kan lide disse Krusarter.
Ikke destomindre hører jeg, at du det hele Bal igjennem ikke
har gjort Andet end Cour til Søsteren og Krus for Bro-
deren. Jeg har sagt dig, at den hele Familie er mig en
- - - -"

Georg afbrød ham og sagde, idet han pegede paa mig:
"Du har formodentlig ikke lagt Mærke til; at Krusart sidder
der i Sophaen?"

Faderen blev ligesom lidt forbløffet ved at høre dette,
for et Par Skridt tilbage, men tog sig strax sammen igjen
og sagde til mig: "Hør min gode Mand. Jeg kan ikke
udstaa Dem, Deres blotte Navn er mig en Pine, De vilde
derfor gjøre mig en stor Tjeneste ved at gaa Deres Vei, jo
før jo heller og for Fremtiden lade Dem se saa lidet som
muligt af mig."

Georg søgte at tale sin Fader tilrette, men det nyttede
aldeles ikke. Jeg tog naturligvis uopholdelig min Hat og
gik, idet jeg meget beklagede, at jeg havde paadraget mig
Consulens Uvillie i den Grad, at han ikke taalte at se mig.

Georg var aldeles fortvivlet, fulgte mig langt ned i
Trappen og var saa oprigtig bedrøvet over sin Faders Op-

SIDE: 99

førsel, at jeg havde ondt af ham. Vi skiltes ad under
gjensidige Venskabsyttringer.

Fra den Dag var Georg neppe at kjende igjen. Han
bad mig rigtignok, da vi saaes første Gang efter denne
natlige Scene, med stor Inderlighed om Undskyldning for
det Passerede, men var ikke længere den aabne, freidige,
ligefremme Ven, han engang havde været. Han saa daarlig
ud og klagede over sin Helbred, men havde lidet eller intet
at sige forresten.

Atter hengik nogle Maaneder, og det nærmede sig
Midsommer. Da indbød Farbror Holtzwinkel mig, Fred-
rikke og van der Paast til en Plassertour til Strudshavn,
hvor fem Kronebrude skulde vies i Kirken samme Dag.

Det var en Søndag, og Solen steg op over Sand-
vigsfjeldet og begyndte sin Bane paa en aldeles skyfri Him-
mel, just som det indbudne Selskab steg i Baaden ude ved
Trappen paa Muralmindingen.

Selskabet bestod af Farbror og Faster Holtzwinkel med
deres Datter og tre Sønner, Polle Moster, Rese Moster,
van der Paast, min Søster og jeg.

Søen var smilende blank og glat, Himlen var smi-
lende blank og glat, og Alles Ansigter vare smilende blanke
og glatte. Selv van der Paast syntes at have faaet et
mindre stivt og alvorligt Udtryk i sit Ansigt end sædvanlig.
Det gik raskt udover, og en Stund sad vi Alle og lyttede
ligesom i stum Henrykkelse til Vandets Susen mod Stavnen
af Baaden og Aarernes taktfaste Slag.

Endelig begyndte Farbror Holtzwinkel, der sad bag i
Baaden, udstyret med en stor Merskumspibe, en stor, drap-
farvet Kavai med utrolig stor Krave, et stort, uldent Shawl

SIDE: 100

og store Hjorteskindshandsker, at ryge saa stærkt og blæse
fra sig saa tætte Skyer, at det saa ud, som om vi for med
Damp. Han sad en Tid og nød sin Pibe i Taushed, saa
vel indpakket, som om han skulde paa en Tour til Spits-
bergen, eller som om han var et fint Kunstværk af Glas,
der skulde forsendes langveis fra; derpaa sagde han: "Wat
skal vi nu bestille? Vi vil nit sidde her und glo paa hver-
andre, som stumme Stokfisk. Wat siger De, min Herr van
der Paast?"

Den Tiltalte tog op sin Snusdaase, skuffede nogle
Skuffer Snus op i sin Næse, rømmede sig og sagde: "Kan
anbringe nogle Tønder blank Tran."

Farbror bad ham bare gaa til Bloksbjerg og tage sin
Tran med sig. Han kan kanske fede sig lidt med den paa
Veien. Nu var det ikke Tid til at tale om Forretninger.
Dagen var offret til Glæde og skulde anvendes dertil; "ikke
sandt?" spurgte han, idet han henvendte sig til sin Kone.

"Min Gud", begyndte Hylekroken, "har vi ikke den
deilige Natur? og har vi ikke den friske Luft? Behøver vi
mere? Aa Gud, hvorfor skal vi være saa utaknemmelige
og ikke være tilfredse dermed. Mennesket er den ufornøie-
ligste Skabning." Hylekroken gik stærkere og stærkere, til
Slutning var den i fuld Gang.

"Skal vi græde und hyle, eller skal vi le und være
glade! Svar Jens Peter, Michael und Lorentz", raabte Far-
bror og kastede et listigt Blik paa sine tre værdige Sønner.
"Vi ville være glade", raabte de Tiltalte, Alle med en
Mund. "Hurra for en Dram og en Kringle".

Faderen saa med Stolthed paa sine Poder, blinkede
og gjorde nogle forunderlige Ansigtstrækninger til de Øvrige
i Baaden, kildrede derpaa Rese Moster, der sad ham nær-

SIDE: 101

mest med Rorpinden og sagde: "Verdamt raske Hallunker.
Deres Faders varme Blut."

Rese Moster skreg, at hun var ssaa græsselig killen og
isse taalte at blive killet i Ssiden.

Dette morede Farbror kosteligt. Han lo, saa det skral-
dede. Da han derpaa havde faaet sit Ansigt igjen nogen-
lunde til sin Naadighed, reiste han sig, tog Shawl og
Handsker af sig og raabte: "Stands mit Roderingen."

Rorskarlene forstode besynderligt nok, hvad han mente
og holdt op at ro. Derpaa sagde han til dem: "Hør nu
Karle, Anders, Lars und der Ole."

Polle Moster greb med stor Iver Stikordet. "Sskri-
ver I isse Karle, Chrisstoffer, Ssars og Jenss", læspede
hun; men Rese Moster, der aldeles ikke kunde fordrage noget
falskt Citat, afbrød sin Søster og snuglede: "Christoffer,
Henning, Pen, Else, Marie, Anne, hvem var det, som
raabte saa høit, at man kunde høre det over an Verden?"
Spørgsmaalet var henvendt til alle i Almindelighed og til
mig i Særdeleshed, og jeg svarede: "Det var Eva, da hun
blev jaget ud af Paradis, fordi hele Verden var samlet der
for at se det Syn". "Det var isse rigtig. Peger Fingre
af ham, den pedantass, pedantiss, pedanto. Bæ", sagde
Polle Moster. Hun pegede Fingre af mig, hendes Søster
fulgte naturligvis hendes Exempel, og saa troede jeg mine
to gode Mostre skulde faa Krampe af Latter. Det var en
Latterduet i Alt og Sopran, hvortil vi alle i Baaden uvil-
kaarlig maatte give Choret. Selv Hylekroken var med som
klagende Obo, og Stokfisken som Trompet. Ved Hjælp af
et Lommetørklæde bleve nemlig en Del Næselyd frembragte,
der vare upaaklagelige Trompetstød. Chorets Munterhed steg
lidt efter lidt til den Høide, at en Del Maager, der dovent

SIDE: 102

kredsede i Luften over os, skyndte sig langt fra os, da de
formodentlig antog Latteren farlig for deres Liv og Lemmer,
og at Echoet for frem fra alle Kanter og lo rundt om i
alle Kroger og Smaadale i Fjeldene og smuttede saa bort
bag Fjeldtoppene og forsvandt.

Hvoraf vi egentlig lo, ved jeg virkelig ikke; men jeg
antager, det fornemmelig var af Glæde over den friske,
vederkvægende Morgenluft, det blanke Vand, den skinnende
Sol og hele Guds fri Natur; men for en Del ogsaa af
Glæde over at kunne pege Fingre af og sige Bæ til "Stu-
denten", thi det gjorde de Alle.

Da Latteren saavidt var i Aftagende, at Farbror kunde
komme til Orde, reiste han sig atter i Baaden og gav
Ordre til at faa frem en Snaps og lidt at bide i. Denne
Ordre bragte hans Sønner i stor Virksomhed. De spændte
alle os andre op ad Benene, dunkede os i Ryggen og
Hovedet med Tiner og Kurve, stødte os i Siderne med
deres Albuer og bragte det ved disse forskjellige Kraftan-
strængelser endelig saa vidt, at de skaffede for Dagen diverse
Flasker, Bægere, Glasse, Kringler, som blev uddelt til
Baadens Besætning.

Da Faster Hylekrok imidlertid saa smaat var begyndt
at hyle om en Kop Kaffe, blev der givet Ordre til at
lægge til Land i Kjøkkenvig. Underveis raabte pludselig
Farbror, der var en stor Ertekrog og altid maatte have sig
en eller anden Skive for sine Drillerier:

"Aber Rese, hvat ser jeg, du haft ja Hekla paa din
Næse, und du Polle, du haft ja Krabla paa din." Begge
Damerne kastede med Nakken og erklærede, at de ikke vidste,
hvad han mente; han kunde aldrig lade deres Næser i Ro.

SIDE: 103

Deres Næser vare tydelig nok Damernes ømmeste
Side, og da de fik at vide, at Hekla og Krabla vare ild-
sprudende Bjerge paa Island, bidrog denne Oplysning al-
deles ikke til at opmuntre dem eller til at slukke Gløden i
Bjergene, der tvertimod bleve mere ildsprudende end nogen-
sinde. Dette lod til at fryde deres Plageaand uudsigelig.
Men da de vare bragte til at være stumme som Fisk og
sure som Edike, og i denne Tilstand sad og sprudede Ild,
ubevægelige som andre Bjerge, og der saaledes ikke var syn-
derlig mere Fornøielse ved at pine dem, udsøgte han sig et
nyt Offer for sin Yndlingsbeskjæftigelse. Hans Valg traf
først van der Paast, der lod til at være aldeles forstenet
over det Passerede; thi han sad ubevægelig med Snusdaasen
i den ene og Guldskuffen i den anden Haand og med Næse
og Mund i behørig Orden til at modtage fuld Ladning.
Det eneste, der viste, at der endnu var Liv i Manden var
Øinene, thi de gik uophørlig fra Hekla til Krabla, klart
nok ude af Stand til at finde, hvilket af disse mærkelige
Bjerge, de skulde standse ved som det mest seværdige.

"Wat sidder han der und studerer paa? Tænker han
paa, wie han kan faa Balance im Regnskabsbuch und
Pengene in sin egen Lomme, eller studerer han paa, wie
han kan gjøre andre Gavdiebstreger uden at blive opdaget,
wat?"

Den Tiltalte blev saa aldeles bragt ud af Fatning, at
hans Forsteningstilstand ophørte som ved en Trolddom og
han sad og rokkede frem og tilbage paa sin Plads, som det
lod i dybeste Tvivl, om han skulde græde eller le; efter
nogen Betænkning forsøgte han at le; men det gik rent
galt og blev til ynkelige Suk. Selv Snusskufningen fore-
gik denne Gang med saa paafaldende Usikkerhed, at Lad-

SIDE: 104

ningen for til høire og venstre af Lugerne, hvorigjennem
de skulde skuffes. Dette fandt jeg dengang uforklarligt; senere
fik jeg Oplysning paa Gaaden.

Van der Paasts hele Forsvarsevne var bragt til Taus-
hed ved første Salve, og derfor maatte et nyt Offer opsøges.
Fredrikke blev den Ulykkelige.

Hun havde siden Ballet Kongens Geburtsdag, hvor
hun havde moret sig uudsigelig godt, lod det til, thi hun
svarede paa mit Spørgsmaal derom kun med enkelte Udraab,
som Ak! Aa! A! - været i meget afvexlende Sindsstemmning,
snart straalende glad og snart mørk og bedrøvet. Jeg
var ikke ganske paa det Rene med, hvorledes hun egentlig
havde det, thi hun vilde aldrig indlade sig med mig.

Om Jens Peters Frieri havde der mærkelig nok ikke
været Tale siden, hvilket havde sin Grund deri, at hans
Moder havde raadet ham til at bie til Fredrikke blev ældre,
da hendes Opførsel under Frierscenen efter Moderens For-
mening kun kunde grunde sig deri, at Pigebarnet var saa
ung endnu, at hun aldeles ikke fattede Ægteskabets Væsen
og Betydning og ikke forstod, hvad Jens Peter egentlig
vilde. Fredrikke var just i sin straalende glade Stemning,
thi hun og Annemor sad og stak Hovederne sammen og lo,
men Fredrikke tabte aldeles Lysten dertil, som det lod, da
Farbror sagde: "Jeg tør sværge paa, dat di to junge Frauen-
timmer sidder und ler af alle de unge Fyre, som de holde
til Nar. Aber bedenke derpaa, Fredrikke, dat den, der ler
sidst, ler bedst."

Annemor lo derimod meget mere og forsvarede sig
kjækt mod Faderens Angreb. Denne Fægtning mellem Ar-
tilleri med det allergroveste Skyts paa den ene Side og
Infanteri med de allerletteste Vaaben paa den anden Side

SIDE: 105

varede lige til Baaden landede ved Kjøkkenvig. En al-
mindelig Landstigning fandt nu Sted, og under denne gjorde
de unge Herrer Holtzwinkel paa det kraftigste sit Navn Ære
ved at støde og puffe rundt om sig til alle Sider med alle
sine Lemmer i de skarpeste Vinkler.

Dette lod til at bringe den gode Stemning tilbage i
Selskabet; thi under almindelig Latter og Lystighed gjorde
Enhver sig derpaa saa megen Umage som mulig med at
træde ned i størst mulige Omkreds det størst mulige Kvan-
tum Græs i kortest mulige Tid, saa at det saa ud, som om
de havde indgaaet et Væddemaal i saa Henseende. Mine
tre store Fættere med deres store Hænder og Fødder vandt
Prisen; thi de gik baade paa Hænder og Fødder og rullede
sig dels frivillig, dels ufrivillig i det friske, tynde Græs,
medens de Øvrige maatte anvende deres hele Opmærksomhed
paa ikke at blive stødt, puffet, spændt og sparket af disse
tre lystige Herrer.

Stokfisken, Hylekroken, min Søster og de tre Rors-
karle deltoge aldeles ikke i Væddemaalet. De lod Alle til
at have saameget at bestille i Baaden, at Væddemaalet for
længe siden var afgjort, da de kom op paa Stranden.

Ikke langt fra Stranden laa en liden Hytte med
Torvetag. Vi bankede paa dens Dør og dens Vinduer,
men ikke en Lyd lod sig høre. Efter megen Søgen fandt
vi Nøglen til Døren over Dørkarmen, gik ind og tog det
hele Hus med alle dets ydre og indre Bekvemmeligheder i
Besiddelse. Stuen var kun oplyst ved et lidet Vindue, hvis
bittesmaa Ruder i Blyindfatning vare af saa stærkt gult
og grønfarvet Glas, at Solstraalerne derigjennem paa Gul-
vet dannede ligesom et firkantet Prøvebret paa ligesaa mange
Nuancer i disse to Farver, som der var Ruder. Uagtet

SIDE: 106

der var sat friske, duftende Birkekviste bag Ovnen, lagt
Solcier og Smørblomster rundt om den og strøet med
Sand og Ener paa Gulvet, kort Alt gjort saa indbydende
som muligt, blev det dog enstemmig besluttet, at tage Plads
udenfor i Skyggen af et smukt Birketræ. Naar jeg siger
enstemmig, maa jeg dog bemærke, at de, der af Mangel
paa Plads ikke kunde komme ind i Hytten, ikke afgav deres
Stemmer. Farbror med sine Sønner, Polle og Rese
Moster bragte den Side af Sagen i Orden. Rese Moster
klagede endda over, at der havde været saa trangt derinde, at Jens
Peter ikke syntes at have havt anden Plads til sine Ben
end hendes, Michael ikke anden Plads til sine plumpe Næver
end hendes Ribben og Lorentz ikke andet Sted at nyse paa
end hendes Nakke. Hertil gjorde Polle Moster den Be-
mærkning, at Lorentz ved denne Leilighed havde opført sig
med usædvanlig Conduite; thi da han kun havde havt
Valget imellem at nyse hende i Ansigtet eller Søsteren i
Nakken, havde han denne Gang mærkeligt nok valgt det
Rette.

Vi Herrer bleve nu anviste Plads i Græsset omkring
en snehvid Dug bedækket med alle Ingredientser til en kraf-
tig Frokost, medens Damerne underholdt en stadig Fodpost
mellem dette Etablissement og Kaffekjedlen, der under Com-
mando af Faster var bragt ud fra Skorstenen i Hytten og
opstillet paa en Fiskekiste et Stykke fra os. Solen skin-
nede, Fuglene sang, Græsset duftede, Sommerfuglene flag-
rede, Honningerne brummede, Guldkongerne krøbe omkring
os og andre Insekter i utrolig Mængde krydsede hinanden
i Luften, blinkede i Solskinnet og forsvandt. Kaffeen var
udmærket, Pølserne fortrinlige, Skinken nydelig. Plasser-
touren var begyndt at komme i Flor. Jens Peter traadte

SIDE: 107

rigtignok op i en Tallerken med Skinke, Michael, hvis
Appetit stedse var glubende, slog rigtignok i sin Glubskhed
saaledes til en Bakke med Brød, at det hele Arrangement i
nogen Tid blev bragt i total Forvirring, og Lorentz heldte
rigtignok en Kop varm Kaffe med Sukker og Fløde, kort i
fuld drikkelig Stand, ned i Nakken paa mig, og van der
Paast, der naturligvis ikke kunde sætte sig i Græsset, som
vi Andre, men havde taget Plads paa en lang Aaletine i
Nærheden, faldt overende, saa lang han var; men det var
Altsammen kun til Forøgelse af Plassertourens Flor.

Flere og flere Baade begyndte nu at passere forbi os,
udover mod vort Bestemmelsessted. Pistolskud og Tromme-
hvirvler antydede Bryllupsbaadene, medens en og anden
mindre harmonisk Klarinet eller Fløite gav tilkjende, at det
var Plasserfolk fra Byen.

Vi vare just paa Veie til at bryde op, da der kom
en graa Kat og efter den en gammel Kone paa Krykke
gaaende henimod os ad en liden Sti. Katten gik med ret
i Veiret opløftet Hale lige hen til Polle Moster, standsede
foran hende og saa hende stift i Ansigtet. Konen gjorde
ligesaa. Katten begyndte derpaa at stryge sin lodne Krop
mod Polle Mosters Ben, og Konen kyssede sin Haand, rakte
Polle Moster den og sagde: "Guds Fred og god Dag Alle-
sammen. Aa ja, ja, ja, ja."

"Hvad skal hun, Mor?" spurgte Polle Moster.

Konen svarede ikke, men saa sig forskende om og sagde
derpaa, ligesom hun gjorde sig selv Rede for sine Forsk-
ninger: "Det er Plasserfolk fra Byen dette, er det ligt til
aa ja, ja, ja, ja. Naar En blir gammel, er det forbi
med Ungdommen."

Polle Moster gjentog sit Spørgsmaal, men Konen saa

SIDE: 108

blot paa hende uden at svare og vedblev ligesom før:
"Slige gamle Kvindfolk kunde gjerne holde sig hjemme.
Aa ja, ja, ja. Naar En er gammel, kunde det være forbi
med Lystigheden."

"Maa jeg frabede mig Grovheder", skreg Polle Moster,
idet hun som det lod, fik en Mistanke om, at Konen var
døv, af sine stærke Lungers hele Kraft.

"Hedder?" svarede Konen og lod til nu første Gang
at bemærke, at hun blev tiltalt. "Hvad jeg hedder? Jeg
hedder Britha. Ja, det gjør jeg rigtig det. Jamæn gjør
jeg saa. Aa ja, ja, ja. Hvad hedder hun Mor?" "Jeg
hedder Ponne Moster, det vin sige, Neopondine", skreg Polle
Moster ligesaa stærkt som før.

Dette forstod Konen aldeles ikke, hun stirrede i Taus-
hed paa Polle Moster og sagde derpaa: "Det maa nok være
Garpetysk, hun snakker. Aa ja, ja, ja, for jeg forstaar det
ikke, neimæn om jeg gjør, nei, nei, nei, nei"; Rese Moster
kom nu sin Søster til Hjælp og skreg: "ssig mig min ssnille
Kone, er hun døv."

Det hørte hun nok; thi hun blev ganske lys over hele
Ansigtet, smilede, nikkede, klappede Rese Moster paa Armen
og svarede glad: "Døv, aa nei, jeg kan ikke klage. Jeg
er sagtens lidt tung i Hørselen, men døv er jeg ikke, naar
du ikke skriger formeget og ikke snakker et fremmed Tunge-
maal, som hun der, saa forstaar jeg dig sagtens."

Rese Moster følte sig overmaade meget smigret ved
denne Konens Erklæring og vedblev fornøiet: "Hvad vil
hun her?"

Konen svarede ligesaa blidt som før: "Aa, jeg vil ikke
noget jeg. Jeg beder mange Gange om Forladelse, hvis
jeg kommer til Uleilighed, og skal gjerne trække bort igjen

SIDE: 109

med Pusen min, hvis jeg er i Veien. Men jeg tænkte, jeg
skulde kaste et Øie hen paa Hytten min og se, hvad Slags
Folk det var, som var der." Konens Berettigelse til at
være tilstede var saa fuldstændig godtgjort ved denne Op-
lysning om, at Hytten var hendes, at Farbror fandt sig
foranlediget til at blande sig i Samtalen. Han reiste sig
derfor og gik hen til den gamle Kone og skreg: "Kan hun
verstehen, wat jeg taler?"

"En Daler", sagde Konen, gik et Skridt tilbage, slog
Hænderne sammen og lo. "Nei mæn skal ikke du give
mig en Daler nei, ikke en eneste Skilling skal du give mig
engang. Jeg skulde snarere betale slige fine Folk, for at
de vil se ind i min Skarvehytte. En Daler, ha, ha, ha!
Saa gammel jeg er, maa jeg le. En Spylkum Kaffe og
lidt Bykage at bide i skal du give mig, og hvis jeg saa
faar Lov at blive her og se paa Stadsen, saa forlanger
ikke jeg mere, men vil takke inderlig til, ja, det gjør jeg
ja, ja, ja, ja."

Hun fik, hvad hun forlangte, og nok lidt til, da
vi gik, af Hylekroken, der greb denne Leilighed til
at gaa af alle Kræfter. Da vi gik, blev den
gamle døve Kone staaende paa Strandbredden, idet hun
vexelvis sendte Velsignelser efter os og med glade Blikke
betragtede noget, hun holdt i sin Haand, medens Katten
med ret opstaaende Hale gik i Ring omkring hende, derpaa
lod Halen falde og med et lille Spring ilede hen imod
Hytten, som om den vilde tilkjendegive, at nu var al
Fare forbi, og de kunde trygt tage Hytten i Besiddelse
igjen.

Endelig kom vi da til Strudshavn, sammen med en
hel Del andre Baade og landede ved Trappen til en tem-

SIDE: 110

melig stor Træbygning paa to Etager med Svalgang til
Søen. Vi fik et lidet Værelse til vor Disposition, samt
Ret til at benytte Svalgangen udenfor sammen med 4 andre
Partier Plasserfolk. Da disse Folk imidlertid af Vorherre
vare velsignede med utallige Børn, som de naturligvis havde
taget med sig, og som skrege og boltrede sig ude paa Gan-
gen, bestod Retten til at benytte den for os, i Ret til at
høre alle de Arter Skrig og Ulyd Børn kunne frembringe,
og i Ret til at overvære alle de Forhandlinger mellem
Forældre, som Stridighederne mellem Børnene bevirkede, og
deres Navn var Legio.

Da derfor alt Spiseligt og Drikkeligt var bleven vel
forvaret, blev det bestemt, at vi skulde drage ud og søge
os Bolig i det Frie. Mine tre mindre adrætte Fættere be-
nyttede den korte Tid vi opholdt os paa Gangen meget
godt. Jens Petter fandt nemlig Leilighed til at rive et
Bord med en hel Del Kopper og Tallerkener overende,
Michael til at træde et Barn paa Maven, saa Moder og
Barn hylede omkap, og Lorentz til at bibringe en gammel
Skomager et saa kraftigt Stød i Siden, at den stakkels
Borgermand forsikkrede, at hvissom dette hørte med til Plas-
sertouren, saa maatte han rigtignok bede om at blive hjemme
en anden Gang.

Vi begav os nu hen paa Kirkebakken. Flere af Bru-
defølgerne var allerede komne, og Brudene stode med deres
Kroner paa Hovedet, med foldede Hænder og saa alvorlige
Ansigter, som de efter gammel Vedtægt og gjældende Be-
greber om rette Brudeansigter skulde og maatte have. Desto
muntrere vare Brudgommene og Brudesvendene. De gik
omkring med Flasker og Glas og trakterede Venner og Be-
kjendte med Brændevin og Kringler. Denne, som det synes,

SIDE: 111

meget lette Forretning var forbunden med store Van-
skeligheder, og der skulde ganske særegne Evner til for at
faa en Dram til at gaa af. Modtageren gjorde alle de
Indvendinger, han kunde, og Uddeleren gjendrev dem efter
bedste Evne med Alvor og Skjemt, som det bedst kunde
passe, ligesaa efter gammel Vedtægt og gjældende Begreber
om, hvorledes de rette Bryllupsceremoniel skulde og burde
være. De unge Piger i deres bedste Kirkestads stode tan-
kefulde og betragtede Bruden, som om de studerede Miner
og Lader og Bevægelser for ikke at feile, naar deres Tid kom.

Det Hele havde et vist alvorligt, høytideligt Præg, der
bevirkede, at selv en lystig Skjemt og en munter Latter lød
noget kuet af Tid og Sted.

Noget afsides ved Kirkens Væg stod et Par Folk, der
strax tiltrak sig min Opmærksomhed. Det var en ung,
smuk, velbygget Mand og den vakreste Kvinde, jeg havde
set i hele Forsamlingen. Hun var Brud, men ikke Krone-
brud. En ganske særegen Hovedpynt forskjelligt fra Alle
de Andres viste, at hun var Tausekjærring. Hun skulde
døbe sin Førstefødte paa samme Dag, hun selv stod Brud.
Om dette Par var Alvoret dybere og al Latter forstummet.
Hendes stjaalne Øiekast, rødmende og blegnende Kind, røbede
noksom, at hun ikke befandt sig vel, og den unge Mands
næsten uafbrudte Stirren paa hende og visse nerveuse Træk-
ninger i hans blege Ansigt viste noksom, at han tilfulde
deltog i hendes Lidelser. Kun af og til opklaredes hendes
Ansigt, og der gik ligesom et Lystglimt over hende, og det
var, naar hendes Øine faldt paa det lille, blaaøiede, smaa-
gryntende, aldeles utvivlsomme Bevis paa hendes Feiltrin,
som hendes Moder holdt paa sit Fang i Nærheden af dem.

Ikke før var mit Selskab bleven opmærksom paa

SIDE: 112

dette afsides staaende Par, førend de stakkels Folk bleve
Gjenstand for de mest nærgaaende Bemærkninger. De be-
gyndte at beglo dem fra alle Kanter, fnisede og lo af dem
og gjorde det ulykkelige Par endnu mere tilbageholden og
forlegen end før, og da Farbror Holtzwinkel bemærkede, at
det lod til at være yderst kloge og sparsommelige Folk, som
slog to saa dyre Ceremonier, som Bryllup og Barnedaab
sammen i Et, stak mine tre værdige Fættere Hovederne
sammen og lo, som om det var den kosteligste Spas, de
havde oplevet. Manden stod med Blikket sænket mod Jor-
den, men da Bruden vendte sit Ansigt mod Kirken og
skjulte sit blussende Ansigt i sine Hænder, rettede han sig
op og saa sig om med et udfordrende Blik. Jeg kjendte
dog saa godt den forbausende Grad af Taalmodighed, hvor-
med Havstrilen taaler Fornærmelser af Byens Folk, at jeg
ikke frygtede for nogen Fare, men jeg havde ondt af det
stakkels Par og vilde derfor bede om Skaansel for dem, da
Kirkedøren i det samme blev aabnet. Alles Opmærksomhed
blev nu henvendt paa den eneste Tanke, hvorledes man paa
bedste Maade skulde komme ind i Kirken. Det viste sig
snart, at Kirken vilde blive overfyldt, og min Søster og
jeg foretrak derfor at blive udenfor.

Vi spadserede udimod Fjorden, henover Fjeldknatter og
leirede os paa en Sten i Skyggen af et Orekrat. Luften
var saa ren og klar, at vi langt borte i det Fjerne saa
Fjeldene i deres naturlige Farver uden mellemliggende blaa
Luft, og saa stille, at vi kunde høre den fjerne Byes Kirke-
klokker lyde. Søen var blank som et Speil. I travl
Virksomhed fløi Insekterne hid og did omkring os, og over
Sø og Land, over Holme og Skjær og over de fjerne
Fjelde laa et glindsende Solskin. Græsset og Krattet var

SIDE: 113

friskt og duftende. Der var Ro og Fred i Vandet og i
Luften, i Klokkeklangen og i Insekternes Summen. Der
var Fred og Fryd i det glittrende Solskin, og der blev
Fred og Fryd i vore Hjerter, det følte vi Begge og taug.

Pludselig begyndte Klokken at ringe i Taarnet i
Nærheden af os og fyldte Luften rundt om os i en vid
Omkreds. Havde den samme Virkning paa Alle, der hørte
den, som paa os, gjød den dyb Andagt i Alles Hjerter.

Saaledes sade vi længe tause og lykkelige. Endelig
sagde min Søster: "Det er dog besynderligt, hvor min
Stemning kan forandre sig hurtigt, uden at jeg ved nogen
Grund dertil. Indtil jeg kom herhen, var jeg trist og ilde
tilmode. Alt syntes mig tungt, kjedeligt og mørkt. Nu
føler jeg mig let som en Fugl. Jeg kunde have Lyst til
at synge og dandse."

Hun reiste sig op, gik frem og tilbage i Græsset,
nynnede en Dandsemelodi, og hendes Ansigt skinnede af
Ungdommens friske Glæde. Pludselig standsede hun, kastede
et forskende Blik ud over Søen, rødmede stærkt og satte sig
ved min Side igjen taus og alvorlig.

Jeg fulgte Retningen af hendes Blik og saa en Baad
komme frem bak et Skjær i Fjorden udenfor os. Det var
en temmelig stor Baad, fuld af muntre Plasserfolk, og den
blev roet med stiv Kraft; thi den gjennemskar den blanke
Sø med saadan Hurtighed, at den efterlod sig en Stribe af
Skum i Kjølvandet.

Afvexlende saa jeg paa Baaden og paa min Søster.
Den muntre, syngende Pige var aldeles forsvunden, og
der sad nu en rødmende, grædefærdig, ulykkelig Pige i hen-
des Sted.

Jeg besaa nu Baaden nøiere, men der var aldeles

SIDE: 114

intet mærkeligt at se ved den. Det var en stor, smuktmalet
Speilbaad med Flag i Agterenden. I den sad et halvt
Snes Mennesker. Det var det hele Resultat af mine Un-
dersøgelser.

Nu begyndte jeg virkelig at blive ængstelig for hende
og spurgte forbauset: "Hvor kan du dog blive saa betagen
ved Synet af en ganske almindelig Speilbaad? Er du syg?"

"Jeg tror det næsten," svarede hun. "Kom lad os
gaa herfra, hvad have vi med den fremmede Baad at
gjøre?"

Jeg fulgte hende taus henover til Kirken igjen. Kir-
ketjenesten var nu forbi, og Folket strømmede ud af Kir-
ken, samlede sig paa Kirkebakken for at samtale med Slægt
og Venner, inden de atter stege i deres Baade for at tage
hver til sit Hjem igjen.

"Nu skal det smage at faa sig en Middag mit Vin
und Kage til," sagde Farbror, da vi endelig traf ham og
det øvrige Selskab, der imidlertid havde gaaet om og moret
sig paa det Bedste, hver paa sin Vis.

Faster gik omkring paa Kirkegaarden, læste Gravskrifter,
sukkede og fældte Taarer og fandt det uhyre fornøieligt at
gjøre Plassertour til Strudshavn.

Sønnerne gik omkring, nappede de gamle Striler i
deres lange Skjæg, syede Pigernes Skjørter sammen med
Naal og Traad, som de i den Hensigt havde taget med sig
fra Byen, og spændte Ben under Strilegutterne, som ganske
taalmodig reiste sig op igjen, stak Hænderne i Buxelommerne
og stirrede yderst forbauset paa de tre skoggerleende, stor-
lemmede Gutter, der morede sig saa godt, at de gabede, som
om de vilde sluge de smaa Striler med Hud og Haar, Buxer,
røde Huer og hele Stadsen.

SIDE: 115

Annemor mønstrede Brudene. Da hun under denne
sin Forskning enten tyggede paa en Kringle eller Kage eller
knækkede Mandler eller spiste Figener, Rosiner, Cathrine-
blommer eller tørrede Pærer, paa hvilke Lækkerbidskener hun
lod til at have et uudtømmeligt Forraad i en stor brun Fløiels-
pose, hun bar paa Armen, kan enhver ung Pige selv bedst
vide, om denne unge Pige nu morede sig eller ei.

Efterat hele Selskabet var kaldt sammen fra disse
yderst forskjellige Beskjæftigelser, blev det besluttet, at vi
skulde spise Middag paa det Sted, hvor min Søster og jeg
havde siddet og betragtet den stille Fjord.

En Dug blev atter bredt ud over det tynde Græs, og
vi toge Plads omkring, nogle paa tyrkisk, andre paa romersk,
nogle paa almindelig europæisk, andre paa aldeles individuel
Vis. Blandt de sidste var Jens Peter, der bestandig ganske
ugenert saaes at have Plads paa en af de Siddendes Skulder
eller Ryg. Van der Paast blev naturligvis staaende, dog
fandt han endelig, efter mange forgjæves Forsøg paa at faa
en Kylling tillivs paa denne Maade, en stor mosbegroet
Sten et Stykke fra os, som han benyttede til Bord. Da
den befandtes at være meget god, dannede der sig snart en
Coloni om Stenen, og der blev nu en stadig Fart mellem
Colonien og Moderlandet for at forsyne hin med Proviant
fra dette.

Da det første Angreb paa Maden var gjort - og det
var voldsomt - bleve tre Sølvbægere fyldte med Vin og et
stort Sølvkrus med Øl, og disse gjorde sin Rundgang
under Spøg og Lystighed og megen Latter og Glæde. Især
var der et, som var til uudtømmelig Glæde for Farbror.
Det var temmelig stort og aldeles rundt i Bunden og kunde
ikke sættes bort, hvis det ikke var tømt, uden at det Re-

SIDE: 116

sterende spildtes. Farbror fyldte det hver Gang til Randen,
og vi maatte nu Alle tømme det tilbunds. Annemor og
min Søster fik dog Lov til at slaa sig sammen om denne
Heltegjerning.

Da vi havde spist og drukket og fornøiet os paa bedste
Vis, og det led ud paa Eftermiddagen, blev der endelig
givet Signal til Opbrud. Brudefølgerne vare reiste hver
til sit, og Byfolket begyndte ogsaa at drage hjemover igjen.
Nede ved Trappen, lige under os, laa en liden Firings
Baad, som Folkene just stege i. Af deres megen Latter og
høirøstede Tale kunde vi nok forstaa, at de ikke begave sig
tørstige paa Hjemveien. Den lille Firings Baad var rank
og ruggede snart til den ene, snart til den anden Side ved
den mindste Bevægelse. Der sad allerede adskillige Personer
i den, som skreg og lo og syntes at more sig kosteligt, hver
Gang Baaden ruggede.

Pludselig kom nok en Mandsperson og traadte lige
paa Essingen af Baaden, idet han vilde gaa i den, og
inden han kunde tælle til 3, laa Kjølen i Veiret, og alle
Folkene, som havde været i Baaden, laa og pladskede i
Vandet. Under Skrig og Skraal og meget Spektakkel bleve
de trukne op igjen.

Da de vaade Stakler vare komne noget til sig selv
igjen efter Badet og Skrækken, raabte en af dem pludselig:
"Berthe Sophie er her ikke, hvor er Berthe Sophie?"

De gave sig nu Alle til at raabe paa Berthe Sophie,
men Ingen svarede, førend en Stemme pludselig skreg: "Der
ligger hun paa Bunden." Og ganske rigtig, Vandet var
saa klart og saa stille, at vi tydelig kunde se et Fruentim-
mer ligge paa Bunden med Armene ret ud for sig, ligesom

SIDE: 117

om hun havde faaet Tag i noget, som hun ikke vilde give
Slip paa.

Vi havde hidtil betragtet det Hele, som en liden Ad-
spredelse paa Plassertouren, men nu begyndte Sagen at tage
en alvorlig Vending; thi de skreg og talte i Munden paa
hinanden, Nogle løb hid og Nogle did; men Ingen lod til
at vide, hvorledes de skulle redde den Ulykkelige, som laa
paa Bunden.

Min Søster, der den hele Tid havde staaet ved min
Side og fulgt den hele Tildragelse med spændt Opmærk-
somhed, blev nu aldeles betagen af Rædsel. "Det er skræk-
keligt. Vil da Ingen springe ud og forsøge at redde hende?"
udbrød hun. "Kunde jeg bare svømme, jeg forsøgte det
selv, ske hvad ske vilde."

I det samme saaes en mørk Gjenstand styrte sig i
Vandet fra Svalgangen lige ved Siden af os. Min Søster
greb mig haardt i Armen og trak mig med sig bort fra
Rækværket. Hendes Knæ kunde neppe bære hende, hun
blegnede, og jeg troede hun vilde besvime, men strax efter
styrtede hun igjen hen til Rækværket og saa ned i Søen.
Der kom just en Mand dukkende op af Vandet. Han trak
Berthe Sophie med. Hun var bevidstløs, holdt Hænderne
fremdeles ret frem foran sig og havde dem fulde av Søgræs,
som hun havde grebet fat i paa Bunden og nu tog op
med sig.

Idet de kom forbi os, gjenkjendte jeg Redningsmanden.
"Det er Georg!" raabte jeg. Min Søster sagde ikke et
Ord; medens Alle rundt om os udbrød i Lovtaler til hans
Pris, taug hun og saa yderst ulykkelig ud.

Den stakkels Berthe Sophie blev nu baaret ind i
Stuen og rullet frem og tilbage paa Gulvet. En Tid var

SIDE: 118

man i Uvished om, hun vilde komme tillive igjen eller ei;
men denne Uvished blev pludselig paa det fuldstændigste
hævet. Hun slog med Et Øinene op og var i samme
Øieblik paa Benene. Efterat hun en Stund havde set sig
om, for hun hen imod en Mand, der stod og græd, medens
Vandet randt af ham og gav sig til at prygle ham af alle
Kræfter, idet hun i et væk raabte: "Jeg skal gie dig, du
skal faa for at vælte Baaden, jeg skal gie dig og du skal
faa," som om disse Ord vare et Slags Opsang, hvor-
med hun vilde ledsage sit Arbeide.

Mandens grædende, ynkelige Ansigt fik lidt efter lidt
et smilende, yderst tilfreds Udtryk, og endelig gav han sig
til at skoggerle, idet han raabte: "Nu kjender jeg dig igjen,
Berthe Sophie, du er lige levendes, som du pleier være,"
hvorpaa han gav sig til at omfavne hende og dandse rundt
med hende, hun maatte følge med, enten hun vilde eller ei.

Georg Macbridge stod, dryppende vaad, som han var
og morede sig kostelig over denne Scene. Han forsikkrede,
at han aldrig havde havt et fornøieligere Bad nogensinde.

Da den Uro dette Intermezzo havde forvoldt, endelig havde
lagt sig, blev vort Selskab kommanderet ned i Baaden igjen.
Ladningen var betydelig lettere, Besætning og Passagerer
vare betydelig tungere, men bleve dog uden mindste Uheld
indskibede. Hjemtouren begyndte, og vi befandt os Alle
saare vel, da vi roede ud mellem Skjærene i Strudshavns-
bugten.

Da vi kom henimod Kvarven og fik Øie paa Husene
i Byen, over hvilke en svævt Taage leede, var det ligesom
vi Alle i forstærket Grad følte Behageligheden af den friske
Luft herude paa Vandet, og da jeg derfor foreslog, at vi
skulde tage ind i Florvaag, hvor Kong Sverre i Aaret 1194

SIDE: 119

seirede over Sigurd Magnussøn, spise Rømmekolle, studere
Historie og nyde Lugten af det friske Hø der, blev Forslaget
særdeles vel optaget af Alle med Undtagelse af van der Paast, der
taug og kastede lange Blikke ind imod Byen, ligesom for
at antyde, at han foretrak at komme derhen, jo før jo heller.
Kursen blev imidlertid sat til Florvaag.

Da Baaden var kommen i fuld Fart, og vi just skulde
dreie om en Odde paa en af Holmerne, kom en anden
Baad imod os og stødte paa med saaden Voldsomhed, at
jeg et Øieblik troede, vi begge skulde gaa tilbunds. Fruen-
timmerne skrege naturligvis efter deres Naturs Medfør af
alle Kræfter, men da de vare færdige dermed, viste det sig,
at vor Baad var uskadt, medens den anden, hvori Consul
Macbridge og et Selskab af Herrer og Damer befandt sig,
havde faaet et Bord indstødt i Bouen.

Vi gik Alle iland paa Holmen, og efter en Del De-
batter blev det bestemt, at Georg og nogle andre unge
Mennesker skulde gaa over i vor Baad, medens Consulen
og hans øvrige Selskab skulde drage til Byen i den be-
skadigede Baad, der antoges uden Fare at kunne taale denne
Byrde.

Under Debatten lagde jeg Mærke til, at Consulen nær-
mede sig Fredrikke, tog hendes Haand og talede en Stund
meget venligt med hende, og derpaa gik hen til sin Søn,
til hvem han sagde et Par Ord. Det maatte være en meget
behagelig Efterretning, Sønnen fik, kunde jeg se; thi den
gode Georg omfavnede sin Fader med stor Iver, svingede
derpaa med Hatten, smilede sjæleglad og raabte: Hurra! og
Victoria! gjentagne Gange.

Jeg følte stor Lyst til at faa vide, hvad dette Altsam-

SIDE: 120

men skulde betyde, og spurgte Fredrikke, hvad den gamle
Macbridge havde talt med hende om.

Han var kommen hen til hende, fortalte hun, havde
stillet sig lige foran hende og betragtet hende en Stund
meget alvorlig. Derpaa havde han grebet hendes Haand og
sagt bevæget: "Fem og tyve Aar siden - - det er, som
det var idag."

Han havde derpaa pludselig holdt op, talt en Stund
med hende om Veir og Vind og saa ligesaa pludselig spurgt
efter vor Moder. Da han fik høre, hvor sygelig og daarlig
hun var, havde han pludselig vendt sig og var gaaet bort fra
hende meget bevæget.

Hun forstod ligesaalidt, hvad dette Altsammen skulde
betyde, som jeg.

Georg Macbridge kom saaledes i vort Selskab. Han
havde faaet en komplet Striledragt paa sig, istedetfor sine
egne vaade Klæder, og var i et straalende godt Humeur.
Han begyndte med at gjøre bekjendt for Alle og Enhver,
at idet han fik den unge Strils Klæder paa, var Eierman-
dens Aand faren i ham, og han var bleven komplet Stril.
Denne Rolle spillede han den hele Aften, talede upaaklage-
ligt Strilemaal og var fuld af gode Indfald. Da mine tre
Fættere vare komne i Lag med hver sin Rømmekolle inde i
Stuen i Florvaag, lagde han en halv Daler paa Bordet og
erklærede, at den, som først havde tømt sin Kolle, skulde
have Pengene.

Jens Peter kastede paa Nakken, saa foragtelig paa
Pengene og endnu foragteligere paa Georg og vedblev at
spise ganske rolig; men hans to Brødre strede djærveligen
om Prisen. De slugte sur Melk med en Hast, som visselig
Ingen hidtil havde seet eller tænkt sig Muligheden af. Da

SIDE: 121

de desuagtet fandt, at det gik for langsomt, stak Michael sit
hele Ansigt ned i Kollen, medens Lorentz skuffede Melken i
sig, som man skuffer Salt ind igjennem en Pakhusport.
Lorentz vandt Prisen, men begge Kjæmper erklærede, at
Georg var den morsomste Fysak, de havde truffet paa.

Senere paa Aftenen, da Solen var ifærd med at gaa
ned, begyndte hele Selskabet at lege Tagfat og Gjemmespil
rundt om Hesjer og Høsaater. Georg agerede ved denne
Leilighed mere Stril end nogensinde, han var aldeles over-
given, glad og munter.

Min Søster satte i Førstningen et meget bedrøveligt
Ansigt op, men til Slutning blev hun den Muntreste af Alle.
Hendes glade Latter lød høiere end Nogens, og naar hun,
let som en Hind, løb hen over Marken og smuttede ind
under Hesjerne, var hun et sandt Billede paa den mest straa-
lende Glæde. Selv Strilen, der eiede Høet, som under Alt
dette blev yderlig mishandlet, stod og smilede i Døren til
sin Hytte, idet han lænede sig mod den halve Dør, der var
lukket. I sit Overmaal af Glæde skubbede og kløede han
sig overalt, ligesom den unge Representant for hans Sæder
og Skikke i den Grad morede ham, at det frembragte en
voldsom Kløe over hans hele Legeme.

Da vi endelig vare færdige til at reise hjem, var det
over Midnat. Inde i Bugten, hvor vi indskibede os, var
det saa stille, at det ligesom hviskede rundt om i Fjeldene,
da Georg paa Nedtouren til Baaden med en Mængde Tør-
klæder og Damekaaber paa Armen stille nynnede en Strile-
sang. Ude i Fjorden syntes derimod Veiret at have for-
andret sig. Skibene, der havde ligget med slappe Seil og
uden Bevægelse den hele Dag, seilede nu med frisk Vind
indover mod Byen.

SIDE: 122

Vor Strilevært, der havde faaet saa god Betaling for
sit Hø og sit Hus, at han ikke var at formaa til at sætte
Hatten paa sig, da han fulgte os ned til Baaden, saa sig
rundt til alle Kanter paa Himlen og mente derpaa, at det
nok var bedst, vi skyndte os, ellers kom vi nok ikke tørre
hjem. Nu fik vi alle travlt med at blive færdige, og det
varede ikke længe, førend vi vare i fuld Fart, og vi begyndte
allerede at haabe, at vi skulde komme tørre hjem. Da vi
kom ud paa Fjorden, saa vi mørke Skyer trække op paa
Himmelen, og Baaden begyndte allerede at rulle om i Bøl-
gerne. Vi saa snart, at vort Haab vilde skuffe os. En
voldsom Regnbyge kom drivende for en rask Søndenvind lige
imod os. Strax efter kom enkelte Vindstød ned fra Dams-
gaardfjeldet og Løvstakken og legede paa deres Yndlings-
plads; thi ingensteds paa den hele Byfjord tumle Kaste-
vindene sig med mere Styrke og Behændighed end her paa
Puddefjorden. Vi kunde se, hvorledes enkelte Vindstød kom
farende hen over Vandet. De bleve snart flere og flere,
Vandet krusede sig og blev mørkt i lange Striber rundt om
paa hele Fjorden. Den ene Kastevind afløste den anden;
neppe var der kommen en susende ind imellem os og havde
rusket i vore Klæder og leget en Stund med Damernes
Baand og Sløifer, saa kom der en anden raskere paa Foden
end nogen af de foregaaende og satte lige mod Agterenden
af Baaden.

Vi havde naturligvis i en Hast faaet alt det Reisetøi
paa, som fandtes i Baaden. Det var lidt nok for flere af
os, men Georg Macbridge havde ikke en Trevl engang at
tage paa sig mod Uveiret og afslog bestemt min Søsters
Tilbud om at benytte et af hendes Tørklæder. Han for-
søgte at benytte en Paraplui og satte den lige paa Lyder-

SIDE: 123

horn, men da udsendte Løvstakken et af sine letfodede Bud,
og vips var Parapluien endevendt og gjort til en Tragt,
indrettet paa det hensigtsmæssigste til at samle Regndraaber i.
Da dette imidlertid ikke var Hensigten med Brugen af Para-
pluien, blev den derfor henlagt. Baaden skjød saadan Fart,
at Søvandet sprøitede høit i Veiret foran Bouen, hver-
gang en større Bølge slog mod den, og det salte Vand drev
ind over os. Det var graat og mørkt, Regnbygerne bleve
tættere og tættere og kom os nærmere og nærmere. Kaste-
vindene tiltog stadig i Styrke. Allerede vare de blevne saa
stærke, at de rev enkelte Toppe af Bølgerne op med sig og
hvirvlede dem som en Støvsky høit op i Luften, og naar
saa to saadanne Vindstød traf sammen, svingede de sig op
med en utrolig Hurtighed rundt om hinanden og trak Støv-
skyen med sig i deres Dands høit tilveirs.

"Ned Alle!" raabte pludselig Farbror, idet han an-
tydede sin Mening ved at lude sig saa dybt ned, som han
kunde.

Han havde neppe udtalt, førend der kom et Vindstød,
der ligesom slog ned i Vandet lige ved Baaden, for ret
rigelig at kunne overstænke os Alle med Vand, den tog med
sig op af Fjorden. Rorskarlene kunde neppe trække Aarerne
gjennem den skarpe Vind. Alle ludede vi os ned i Baa-
den og søgte at beskytte os, saa godt vi kunde, mod Regnen
og Blæsten, men vi følte Vandet trænge igjennem vore
Klæder. Da Bygens værste Raseri var over, og vi saa os
om, sad van der Paast foruden Hat og Halvdelen af Rese
Mosters store Dametørklæde pidskede Søen, som det lod i en
yderst forbitret Sindsstemning.

Van der Paast stirrede en Stund med begge sine Hæn-
der paa Hovedet for at beskytte det mod Regnen, ret op

SIDE: 124

mod Himlen, som om han ventede, at Hatten igjen skulde
komme ned derfra. Derpaa gjorde han alle Forberedelser
til Snusindskufning, men da saa Snusen blæste bort af
Spaden, ligesaa fort han fik den paa, sukkede han dybt,
foldede Hænderne og hengav sig i dyb Sønderknuselse til
sin Skjæbne.

En halv Time efter laa jeg i min Seng, og da jeg
vendte Ansigtet mod Væggen, var det med en usigelig beha-
gelig Følelse jeg hørte Vandet rasle ned igjennem Tag-
renden, Vinden slaa Regnen mod Ruden, rykke i alle Husets
Døre og fare susende om i alle Kroge og Hjørner.

Dagen efter regnede og blæste det stærkt og var et saa
surt Veir, at jeg ikke følte synderlig Lyst til at staa op,
men blev liggende en Stund og lytte til Regnen og Blæsten.
Medens jeg laa og tænkte paa, hvor langt behageligere det
dog var at ligge der jeg laa, end at færdes ude i sligt
Regn, bankede det paa Døren og ind traadte Georg.

"Din Syvsover", sagde han. "Ligger du endnu?
I Byens samtlige Kjøkkener staar Middagsmaden alt færdig
og venter kun paa, at Far skal komme hjem fra Børsen,
for at den kan blive fortæret, og du er endnu ikke kommen
til din Frokost. Jeg kommer forresten for at raadføre mig
med dig i et særdeles vigtigt Anliggende."

Dette sidste sagde han med et for ham aldeles usæd-
vanligt Alvor, der bevirkede, at jeg med en vis Spænding
stod op og klædte mig paa.

Medens jeg endnu var ifærd hermed, sagde han: "Jeg
kommer for at frie til din Søster, og jeg vil nu, du skal
bistaa mig lidt. Du har vel sagtens seet, hvad Sygdom
jeg har lidt af i den senere Tid, men istedetfor at hjælpe
mig, saa har du stedse arbeidet paa at betage mig alt Mod

SIDE: 125

og Haab. Sig nu, at det ikke kan nytte jeg melder mig,
saa tager du Livet af mig med det samme, og lad mig saa
faa en hæderlig Begravelse. Men det siger jeg, ingen Kurv
i Kisten, jeg har en sand Rædsel for Alt, hvad der ligner
Kurve i denne Tid. Du smiler og vadsker dine Hænder i
al Ro, men saa tal dog, Menneske!"

"Maa jeg spørge, om det er til mig du frier, siden du
vil have Svar af mig", sagde jeg. "Er det til min Sø-
ster, vil jeg raade dig til at henvende dig til hende, og ikke
til mig."

"En meget skarpsindig Bemærkning", fortsatte han.
"Du har aabenbart havt godt af din Omgang med klogere
Folk, end du selv er. Men du maa vide, du tørre Jurist,
at medens du benyttede Morgenen til at sove, eller til at
drømme om Tyveri og Mord, om Pant og Skjøde og des-
lige Ting, har jeg benyttet den til at tale med din Søster.
Kan du ellers tænke dig Muligheden af, at jeg var her ved
saa passe godt Mod, som jeg er?"

"Nu ja, det er jo en anden Sag. Saa er jo den
Sag klappet og klar. Jeg gratulerer!" svarede jeg.

"Ikke saa hidsig. Det gaar ikke saa fort. Du maa
da vide, at uagtet din Søster just ikke sagde noget, der lod
mig formode, at hun hadede mig, kunde jeg dog ikke faa andet
Svar af hende, end at jeg maatte tale med hendes Moder
derom, og at det var bedst, jeg gjorde det gjennem dig."

Han havde hidtil talt i en meget overgiven og munter
Tone, uagtet jeg godt kunde mærke, han var noget beklemt.
Nu blev han med Et alvorlig og sagde: "Men kom, lad
os sætte os og tale alvorlig om Sagen."

Vi satte os og han vedblev: "Da jeg forrige St. Hans
Aften traf sammen med din Søster, som du maaske kan

SIDE: 126

erindre, blev jeg strax forelsket i hende. Det var ikke første
Gang, jeg havde følt noget lignende, og jeg tænkte derfor:
det gaar nok over. Det gjorde det imidlertid ikke, men tog
derimod stadig til i en betænkelig Grad. Jeg talte derfor
til min Fader derom, da jeg stedse har havt den inderligste
Fortrolighed til ham i Alt, hvad jeg hidtil har gjort og
tænkt, men blev yderst ilde tilmode, da han erklærede, at
han ikke paa nogen Maade kunde give sit Samtykke til en
saadan Forbindelse, uden at han kunde eller vilde angive
mig nogen Grund dertil. Der hengik nu nogen Tid, uden
at jeg nævnede Sagen for min Fader, saa kom Ballet
Kongens Geburtsdag og den Nat, som fulgte paa det. Jeg
formoder du ikke har glemt, hvad der da foregik. Efterat
du var gaaet, erklærede min Fader mig saa bestemt og i en
saa ophidset Stemning, at han aldeles ikke paa nogen Maade
og ikke under nogen Betingelse vilde vide noget af nogen-
somhelst Forbindelse mellem sin og din Familie, at jeg antog
det bedst ikke at tale mere derom med ham, men vente taal-
modig og se, om ikke Tiden kunde mildne ham lidt. Du
har selv sagt, at du fandt mig forandret, og at jeg har
seet daarlig ud, og Gud skal vide, jeg har været alt andet
end glad, siden den Nat. Tænk dig derfor min Forbauselse
og Henrykkelse, da min Fader igaar kom hen til mig paa
Holmen ude ved Florvaag og sagde: "Jeg har seet og talt
med Jfr. Krusart og har Intet mere at sige mod dine Fø-
lelser for hende. Ingen forstaar dem bedre, end jeg. For
mig maa du gjøre, som du vil, min kjære Georg. Gud
give det maa gaa dig bedre, end -." Han fuldendte ikke
Sætningen, men forlod mig. Saaledes staar nu Sagerne.
Det er tydeligt, at den gamle Cavaler har havt noget ude-
staaende engang med din Familie. Hvad det er, kommer jo

SIDE: 127

igrunden ikke mig ved. Mit høieste Ønske er at vinde din
Søsters Haand og Hjerte. Hjælp mig nu som en tro Ven."

Jeg lovede at gjøre mit Bedste og gik ned i Stuen,
hvor jeg traf min Moder og Fredrikke. Min Søster rød-
mede og saa yderst bevæget ud. Hun saa paa mig, saa
paa Moder og gav sig derpaa til at sy saa flittigt, som om
hun tænkte paa at faa sit Udstyr færdig allerede i næste Uge.

Jeg gik hen til min Moder, stillede mig lige foran
hende og sagde alvorlig: "Jeg har et meget vigtigt Ærinde
til dig."

"Ja saa", svarede hun, uden at vende Øinene mod
mig. "Det er formodentlig Penge, du vil have. Henvend
dig til van der Paast derom. Jeg befatter mig ikke
dermed."

"Nei", svarede jeg, "det er dennegang tilfældigvis ikke
om Penge, jeg vil tale. Der er en ung Mand oppe paa
mit Værelse, som anholder om Fredrikkes Haand. Han har
talt til hende derom, men hun har henvist ham til dig.
Jeg har lovet at tale hans Sag hos dig, kjære Moder; det
er en meget god Ven af mig."

Jeg havde en Formodning om, at min Moder ikke
vilde synes om Partiet og gjøre en Del Vanskeligheder, men
paa den Scene, som nu fulgte, var jeg aldeles uforberedt.
Dyb Angst prægede sig i hendes Træk, da jeg havde udtalt.
Hun saa paa mig en Stund i dyb Taushed og sagde der-
paa langsomt og med bævende Stemme: "Det er dog vel
aldrig ham, jeg saa i Haven hos dig den 16de September?"

Forundret over, at hun saa nøie havde indprentet sig
Datum, svarede jeg: "Hvem du saa den 16de September,
ved jeg ikke; men jeg mener Georg Macbridge."

En dyb Rødme udgjød sig over min Moders Ansigt

SIDE: 128

og Hals, idet hun ved at høre dette Navn reiste sig og
sagde med en rasende Heftighed: "Aldrig! aldrig skal det
ske! Han er sin Faders Søn, og det skal aldrig ske!"

Jeg troede det ikke muligt, at min Moders Heftighed
kunde stige efter det første Udbrud, og dog var det Tilfæl-
det. Hun blev heftigere og heftigere, medens hun stod
ligeoverfor mig og stirrede paa mig med gnistrende Øine og
en nerveus Spænding i alle sine Muskler. Jeg ventede
hvert Øieblik at se den svage Skabning falde overende og
faa et Anfald af Krampe, men hun blev staaende som for-
stenet. Rødmen veg fra hendes Ansigt og gav Plads for
en graagul Bleghed, men Gløden i hendes Øine blev stær-
kere og stærkere, medens hun stod der, som et Billede paa
den dybeste Forbittrelse og den urokkeligste Bestemthed. Det
var ligesom hun med sit Blik vilde udfordre mig til videre
Kamp.

Min Forundring voxte med hvert Øieblik. Jeg saa,
at al fornuftig Tale ligeoverfor slig Lidenskabelighed var
aldeles spildt, og et Øieblik faldt den Tanke mig ind, at
min Moder var bleven sindssyg; thi jeg havde aldrig nogen-
sinde seet hende i en Sindsstemning, der nærmede sig, hvad
jeg nu saa. Hun havde stedse været svag og sygelig og
ligegyldig for Alt, hvad der forgik omkring hende, og stærkt
henfalden til tause Drømmerier, kort sagt, hun havde hidtil
vist sig alt andet end heftig og lidenskabelig. Udtrykket i
hendes Ansigt og Øine røbede dog saa megen klar Bevidst-
hed om, hvad hun sagde, gjorde og vilde, at jeg maatte
forkaste Tanken om, at hun ikke skulde være ved sin fulde
Forstand.

Efter en lang Pause brød jeg endelig Tausheden og
sagde: "Men kjære Moder, Consul William Macbridge er

SIDE: 129

jo en brav og meget agtet Mand; hvad har du at udsætte
paa ham?"

"Jeg afskyr ham, foragter ham, jeg hader ham. Der
findes kun et eneste Menneske paa den hele vide Jord, mod
hvem jeg har næret og nærer det ringeste Fnug af Uvillie.
Der findes ikke mere end et eneste Menneske paa den hele
vide Jord, der saavidt jeg ved har tilføiet mig noget Ondt.
Men dette Menneske han har - -. Jeg hader ham, jeg
hader ham!"

Hun blev staaende ubevægelig som en Marmorstatue,
da hun havde udtalt, med Hænderne knyttede i glødende
Lidenskabelighed og Heftighed.

"Ja", vedblev jeg, "ligeoverfor saadan Lidenskabelighed
er al Tale unødig. Det ser jeg nok. Men hvad vil du,
jeg skal sige Georg Macbridge? Vil du jeg ligefrem skal
bede ham gaa hjem og sige sin Fader, at du hader ham og
derfor ikke vil give hans Søn din Datter til Kone?"

"Nei, du har Ret, nei ikke for Alt i Verden skal han
have den Glæde. Sig Sønnen kun, at jeg ikke kan give
mit Samtykke", svarede hun med mere Ro, end jeg faa
Øieblikke forud troede det muligt, hun paa lang Tid kunde
opnaa.

"Og dermed vil du, han skal lade sig nøie?"

"Dermed faar han lade sig nøie. Hans Fader kan
fortælle ham Resten."

"Har du da ikke et eneste venligt, forsonende Ord at
sige en lidenskabelig forelsket, ung Mand, som du saa ubarm-
hjertig støder bort?"

"Ikke et eneste Ord. Hans Fader kan trøste ham."

Ærgerlig over min Moders Afslag og yderst misfor-
nøiet med den hele Scene, kaldte jeg paa Fredrikke, der den

SIDE: 130

hele Tid havde siddet i min Moders Lænestol henne ved
Ovnen med Ryggen mod os uden at give en Lyd fra sig.
Jeg opfordrede hende nu til at komme frem og sige sin
Mening. Ingen var dog nærmere til at tale sin egen Sag
end hun selv.

Da hun paa gjentagne Opfordringer aldeles ikke sva-
rede, gik jeg hen til hende. Hun laa bevidstløs. Mit Raab
kaldte min Moder hen til os. Hun slog nogle Draaber
koldt Vand i Ansigtet paa den Bevidstløse, som derpaa øie-
blikkelig kom til sig selv igjen, reiste sig og sagde: "Lad
mig gaa. Lad mig gaa." Hun sagde noget om, at hun
var bleven saa forskrækket ved at høre, hvor heftige vi bleve,
at hun havde villet gaa ud af Stuen i al Stilhed, men
var bleven saa underlig svimmel og havde sat sig ned igjen
et Øieblik. Besvimet var hun aldeles ikke.

Hun talede imidlertid saa forvirret, at jeg antog, hun
endnu ikke var kommen sig rigtig efter Besvimelsen, og bad
hende derfor meget bekymret om at sætte sig og komme rig-
tig til sig selv igjen; men da hun forsikkrede, at hun var
aldeles frisk, og Moder lod til at være af samme Mening,
maatte jeg antage, det forholdt sig saa, uagtet hun saa yderst
bleg og medtaget ud.

Da jeg var overbevist om, at Fredrikke gjengjældte
Georgs Følelser, gjentog jeg atter min Opfordring til hende
om at komme mig til Hjælp og tale sin egen Sag.

Paa min Moders Ansigt prægede sig, inden jeg havde
udtalt, det samme Udtryk af dyb Angst, som i Begyndelsen
af min Samtale med hende, medens hun i Taushed blev
staaende og stirre paa Fredrikke. En Stund hørtes ikke
anden Lyd end min Søsters korte, tunge Aandedrag. Hun
var ligbleg, og Sveden perlede paa hendes Pande. Det

SIDE: 131

var klart at se, at der i hendes Indre blev udkjæmpet en
alvorlig Kamp. Længe stod hun saaledes med Ansigtet
vendt mod Gulvet og støttede sig til Lænestolen, medens
Moder i dyb Angst vedblev at stirre paa hende. Endelig
saa hun op, kastede et hurtigt Blik paa Moder, sukkede dybt,
gjorde ligesom en voldsom Anstrængelse for at tage hele sin
Sjæls Styrke til Hjælp og sagde saa med bævende Stemme:
"Vær ikke bange for mig, Moder."

Moder lod ikke til at forstaa, hvad hun mente hermed,
og spurgte med samme Præg af Angst i sin Stemme som
i sit Ansigt: "Tale din Sag selv, hvad mener han med
det?"

Istedetfor at svare herpaa, henvendte min Søster Spørgs-
maalet til mig, gjentog Ordene og sagde: "Tale min Sag
selv, hvad mener du med det?"

Hun forsøgte at se paa mig, medens hun talte, men
kunde det ikke og slog Øinene ned. Hun rystede kun paa
Hovedet, som om hun vilde forsikkre, at hun aldeles ikke
forstod, hvad jeg mente.

Medens jeg stod aldeles stum af Forbauselse over den
Vending, Sagen nu tog, da jeg aldeles ikke var forberedt
derpaa, idet jeg syntes, jeg havde al mulig Grund til at
antage, at Fredrikke saa langt fra var ligegyldig for Georg
Macbridges Kjærlighed, at hun tvertimod gjengjældte den
lige til sit Hjertes inderste Fold, sagde Moder: "Gud ske
Lov. Du har befriet mig for en stor Angst, Fredrikke,
for med mit Samtykke skeede det aldrig, aldrig i denne
Verden."

Hermed var vor Samtale forbi. Der var ikke for mig
Andet at gjøre, end at gaa op til Georg og trøste ham,
saa godt jeg kunde.

SIDE: 132

Han tog det roligere, end jeg havde ventet.

"Oprigtig talt", sagde han, "har jeg været belavet
derpaa. Jeg havde en Følelse af, at slig Lykke ikke var saa
let at naa. Men tror din Moder, jeg giver tabt, saa tager
hun Feil. Uden Kamp ingen Seier. Vil du bistaa mig?"

Det lovede jeg med Haand og Mund, og vi skiltes ad,
bedre Venner end nogensinde, fast bestemte paa begge to at
kjæmpe til det yderste og til det samme Maal.

Hvis nogen af mine taalmodige Læsere, der har fulgt
mig saa langt, tror, at jeg, siden jeg sidst omtalte det luk-
kede Lysthus i Haven, havde tabt min Interesse for det,
tager han betydelig Feil. Der gik neppe nogen Dag, uden
at jeg var henne ved det og besaa det fra alle Kanter.
Engang havde jeg endogsaa forsøgt at kige ind igjennem et
Hul i Form af et Hjerte, der var i Vinduerne i alle Lem-
merne, men der var saa mørkt derinde, som dybt under
Jorden.

Mange Gange havde jeg ogsaa forsøgt at faa Nils
Farfar til at fortælle mig mere om det, men han var ikke
at formaa til i mindste Maade at indlade sig paa den Ma-
terie, uagtet han forresten var snaksom nok og Intet gjorde
hellere end fortælle, især naar jeg traf ham inderst inde i
Kjælderen i sit Arbeide som Vintapper.

Saameget havde jeg dog opdaget, at der inde i den
inderste Krog i Kjælderen fandtes en Jerndør. Hvor den
førte hen, vidste jeg ikke, men antog den førte op til Lyst-
huset. Spørge derom vilde jeg ikke; jeg forbeholdt mig
at skaffe mig selv den forønskede Underretning derom.

Jeg havde ogsaa oftere været oppe hos Wenche Faster

SIDE: 133

og hørt mangen lystig og fornøielig Historie af hende;
men heller ikke hun var at formaa til videre at indlade sig
paa Lysthusets Historie. Hun lod til at have faaet en vis
Afsky for alle Historier, der tiltrængte Luftning. Ja, selv
saadanne, der gjorde Kløpindens Brug fornøden, syntes
hun at undgaa og holdt sig næsten udelukkende til dem,
der frembragte Kløen i hendes Knæ. Jeg var flere Gange
dunket i Ryggen af Kuglen, klemt i Benene, holdt for Nar af den
løsagtige Nøgle og havde en Gang snublet over Stokken. Jeg
havde befriet Forskjellige fra den mørke Trappe, oftere drukket
Vin under disse mine Besøg, og en Gang havt Tilladelse til at
bese noget nøiere Indholdet af Fasters uhyre interessante
øverste Skatolskuffe, men hvad jeg helst ønskede nærmere
Underretning om, det lukkede hemmelighedsfulde Lysthus der
hjemme i Haven, havde jeg ikke faaet et eneste Ord om.

Alt gik imidlertid sin vante Gang hjemme hos os.
Fredrikke saa mat og medtagen ud, saa jeg antog for sikkert,
der manglede hende Noget; men hun paastod med Haard-
nakkethed, at hun var ganske frisk og havde al Grund til
at være tilfreds, da Moder nu var friskere og bedre til-
mode, end hun havde været i mange Aar.

Dette fandt jeg ogsaa selv var Tilfældet; hun saa
langt bedre ud og deltog endogsaa af og til i vore daglige
Samtaler. Det var Noget, jeg næsten ikke kunde erindre,
jeg havde oplevet før.

Nu kom Bergens travleste Tid, anden Stevne.

Over hundrede Nordfarjagter, eller næsten den hele
Stevne, kom i Løbet af nogle Dage, og alle disse svære
Fartøier, der vare ladede med Rundfisk til næsten midt paa
Masten, skulde losses og igjen lades i Løbet af en otte,

SIDE: 134

fjorten Dage. Den hele By var i Bevægelse i den An-
ledning. Hver Familiefader havde nu mere at bestille end
nogen anden Tid det hele Aar igjennem, og i de fleste Fa-
milier bistod samtlige Medlemmer ham i hans Bedrift.
Ingen havde Tid til at tænke paa andet, end at faa Nord-
farerne expederede saa hurtigt, som muligt.

Paa Bryggen gik Vippebommen uafbrudt op og ned
den hele Dag og tildels Natten med. Hjulbørene rullede
uophørlig tvert over Gaden, mellem Bryggen og Boderne i
større Fart, end nogen anden Tid af Aaret. Hat, Halstør-
klæde, Trøie og Vest vare lagte tilside, og Sveden perlede
paa Pande og Næse hos de raske Arbeidere.

I hver Gaard havde Anglemagerne udstillet deres Fiske-
kroge af alle mulige Størrelser, ligefra de store 8 Tommes
Kveitangler til de mindste 1/4 Tommes Mortangler og søgte
at fiske fiskende Nordfarer, medens de nordlandske Fiskere i
røde Huer stode omkring og følte stor Lyst til at bide paa
og lade sig fiske; thi uden Angler kunde de jo ikke faa
fisket den Fisk, de skulde fiske paa Lofotfiske. Fisk, Fisk,
Fisk, Fisk.

Inde paa Bryggesporen havde Haandværkerne opslaaet
deres Boder. Nordfarerne kunde gjerne kjøbe lidt. De
havde fisket saa godt iaar og faaet Fisken saa godt betalt.

Paa Børsen og paa Bryggen, oppe paa Stevne paa
Bryggen og hjemme i Dagligstuen i Huset taltes der ikke
om stort andet end Fisk. Hvor man vendte sig, saa man
Fisk, i den hele By lugtede man Fisk, med hvem man talte,
hørte man om Fisk. Fisk, Fisk, Fisk, Fisk.

Hjemme hos os havde vi det naturligvis ogsaa travlt
i den Tid. Det vil sige, Fredrikke og Nils Farfar havde
det travlt, Ludolf lod, som han havde det travlt, Moder

SIDE: 135

troede, hun havde det travlt, Pigerne klagede over, at de
havde det travlt, medens jeg blev forbudt at have det travlt
med andet end min Jurisprudents, som jeg aldeles ingen
Lyst følte til at have det travlt med.

Van der Paast og Folkene paa Bryggen saa vi næsten
ikke noget til i Stevnen, uden naar de vare hjemme og
spiste Middag. At de havde det travlt i den Tid, følger
af sig selv. Van der Paast havde det endog saa travlt, at
han ikke fik Tid til at tale et Ord, naar han var hjemme.

Han kunde aldrig lide, at Ludolf eller jeg kom til ham
paa Bryggen eller paa Contoiret hjemme. Kom vi der
engang imellem i et eller andet Ærinde, kom han os skynd-
somst imøde, saa nær Døren som mulig, hørte vort Ærinde
og gik os saa ud igjen, kan jeg næsten sige. Han gik os
nemlig saa tæt ind paa Livet, at vi for at undgaa et Sam-
menstød maatte trække os tilbage, og naar vi saa vare komne
udenfor blev Døren i al Hast lukket og laaset.

Var han ude, bar han stedse Nøglen til sit Værelse,
der laa ved Siden af Contoiret, hos sig, og Ingen kom
derind uden Stuepigen, der gjorde rent hos ham, men al-
drig uden han selv var hjemme.

"Enten studerer han paa at opfinde de Vises Sten,
eller ogsaa gjør han falske Penge", mente Ludolf.

Denne Stevnens travle Tid, hvor Ingen havde Tid
til Noget, der ikke stod i Forbindelse med Nordfarere og
Fisk, søgte jeg at fordrive paa bedste Maade. Jeg gik om-
kring paa Bryggen, i Kjælderen og i Kjøkkenet, og saa paa
det Liv og den Virksomhed, som udfoldedes overalt, og naar
jeg saa havde set mig mæt og kjed, gik jeg atter op paa
mit Værelse, for at hellige mig mine Studier igjen.

En Dag, just som jeg kom tilbage fra en af mine

SIDE: 136

Besøg i Kjælderen, hvor Nils Farfar havde svare travlt
med at tappe Sirup, og skulde tage fat paa mine Lovbøger
igjen, begyndte en Fløitespiller bag Haven at musicere. Jeg
havde flere Gange i den sidste Tid lagt Mærke til, at der
blev blæst paa Fløite i Nærheden af os, og fik nu Lyst til
at undersøge, hvem det kunde være. I Gavlen paa Ved-
loftet over Kjælderen var et Vindue, hvorigjennem der var
Udsigt til Fjeldet bag Haven, hvorfra Fløitetonerne kom,
og jeg gik derfor op paa Loftet for at skaffe mig den for-
ønskede Underretning, men blev meget forundret ved at se,
at der henne ved Vinduet allerede stod en Person, og at
Vinduet mod Sædvane var lukket. Personen derhenne var
et Fruentimmer. Hun stod ved Siden av Vinduet med
Ansigtet mod Væggen og lyttede til Musikken med en saa
dyb Interesse, at hun aldeles ikke hørte mig. "Nu" tænkte
jeg, "den Fløitenist blæser ikke for døve Øren." Efterat hun
havde staaet saaledes og lyttet en Stund, skjulte hun sit
Ansigt i sine Hænder og hulkede med dyb og skjærende
Hjertesorg. Efter at hun paa denne Maade havde lettet sit
Hjerte, blev hun atter rolig og listede sig sagte bort. Det
var Fredrikke.

Med den faste Beslutning at ville vide, hvem denne
interessante Fløitespiller kunde være, skyndte jeg mig afsted.
Naar Alt kom til Alt, var det altsaa ham, der havde vun-
det min Søsters Hjerte og ikke Georg. Dette kunde jeg
ikke fatte. Men hvem kan ogsaa fatte de unge Pigers
Hjerter? De gjør det ikke selv, hvem kan saa forlange med
nogen Rimelighed, at Andre skulle kunne det?

Saaledes tænkte jeg, idet jeg klattrede opad Bjerget
ved Siden af Lysthuset. For flere Aar tilbage havde jeg
krøbet den Vei mange Gange og med Lethed, men nu mær-

SIDE: 137

kede jeg, at jeg var kommen ud af Vane dermed. Jeg var
flere Gange nær ved at styrte paa Hovedet ned paa Taget
af det lukkede Lysthus, hvor en gammel grøn Drage stod
og dreiede sig som Veirhane, med opspilet Gab og udstrakt
Tunge, der var forsynet med en Pileod paa Spidsen, lige-
som færdig til at spidde mig og saa sluge mig, saa snart
den fik mindste Anledning dertil. Den eneste Trøst, jeg
havde, var, at det vilde ske under Musik af Tryllefløiten.
"Du Papagens zweige still, still, still", nynnede jeg til
Musikken, medens jeg klamrede mig fast med Hænder og
Fødder til Bjerget og forsigtig krøb opover.

Endelig var jeg deroppe, fulgte Retningen af Lyden,
kom ind i en Stue, fandt en Mand siddende ved et aabent
Vindue med Ryggen mod Døren, hvoraf jeg kom ind, og
blæse Fløite af alle Kræfter.

Det var - jeg vidste ikke, om jeg skulde tro mine
egne Øine, men det var umulig at tage Feil - det var Georg
Macbridge i egen Person.

"Sidder Du her?" sagde jeg og slog ham paa Skulderen.

Uden i mindste Maade at lade sig forstyrre vedblev
han at blæse til Stykket var ude, vendte sig saa mod mig
og sagde sagte: "Hvis Du yttrer mindste Forbauselse eller
bare trækker saa meget som en Kvart Linie paa Smile-
baandet af mig, slaar jeg dig ihjel med denne Fløite", og
tilføiede høiere: "Her sidder jeg og blæser min første Lærer
udi Musikken, Herr Piber Christian Bast et Stykke. Han
peb og pimped til alle Tider, han gren og skjændte til
alle Sider, men var især berømt ved sine Soloer paa Pi-
coolofløite om Aftenen med Tappenstregen. Nu ligger han
der, syg og gammel, og siger, at han ikke har større For-
nøielse i denne Verden, end at ligge og le af mig og min Piben."

SIDE: 138

Denne Georgs Tale var for en Del henvendt til mig,
for en Del til en syg, gammel, graahaaret Mand, der laa i
Sengen og saa paa Taleren med et smilende, beundrende
Ansigt og foldede Hænder.

Da vi gik, sagde den gamle Piber: "Gud velsigne baade
Jer Maasjø Georg og Jeres Fader for al deres Godhed
mod mig. Hils ham og tak ham fra mig. Jeg kommer
nok ikke at gjøre ham Uleilighed stort længer nu."

Da vi kom udenfor, sagde Georg alvorlig: "Ja, saa-
vidt er det altsaa kommen med mig. Ene og alene for at
faa et lidet Glimt af din Søster, har jeg nu siddet her og
blæst paa Fløite den ene Aften efter den anden. Det er
Følgen af at have Venner som love Alt, men holde Intet.
Hvad har du bestilt i al denne lange Tid? Hvad har du gjort
for mig? Ikke det Mindste. Jeg har været oppe hos dig
flere Gange, men aldrig truffet dig. Nei, da er din Broder
en anden Karl. Han har dog ladet sig se, han har bragt
din Søster et Par Breve fra mig. Idag har jeg bedet
hende, hvis hun havde nogen Godhed for mig at vise sig
ved Vinduet i Gavlen Klokken 8, da det ikke er muligt
at træffe eller se hende udenfor Huset, men istedetfor at
vise sig ved Vinduet, blev det præcis Klokken 8 lukket af
et usynligt Væsen. Hun hader mig altsaa, det er klart, saa
vidt er det kommen med mig."

Det var altsaa derfor Fredrikke stod ved Vinduet.
Hun elskede ham da saa varmt og inderligt, som han nogen-
sinde kunde ønske sig, men jeg forstod tillige nu, at hun
havde bestemt sig til at offre sig og sin Kjærlighed for
Moders Skyld.

Uagtet jeg ikke vilde fortælle Georg Alt, hvad jeg
vidste, sagde jeg ham dog, at jeg troede at kunne indestaa

SIDE: 139

ham for, at han aldeles ikke var Fredrikke ligegyldig. Han
blev ellevild af Glæde og vilde af al Magt vide, hvorpaa
jeg grundede min Mening.

Ethvert Ord, enhver Mine, enhver Bevægelse var af
yderste Vigtighed, forsikkrede han, men jeg blev fast ved
min Beslutning ikke at røbe mere, end jeg havde sagt ham.

Inden vi skiltes ad, bleve vi enige om, at Georg
skulde indgaa Alliance med sin Fader og sende ham imod
Fienden. Jeg ventede hver Dag at se hvad Virkning dette
vilde gjøre, men den ene Dag gik efter den anden, og den
forventede Bistand kom ikke.

Den sidste Nordfar havde faaet sin Regning, og Stuerne
paa Bryggen vare lukkede for dette Aar. Det store hvide
Seil af den sidste Nordfarjagt var forsvunden bag nordre
Kvarv under Regn og Søndenvind, og Stilhed og Ro
havde afløst Stevnens Travlhed og Uro. Van der Paast
havde igjen gjort Contoiret hjemme til sin Regjerings Sæde
istedetfor Stuen paa Bryggen. Nætterne begyndte at blive
mørke, Dagene stormende og regnfulde, Stærrene at for-
svinde, Løvet at gulne og Høsten at nærme sig.

En Aften i denne Tid var van der Paast hjemme.
Dette var noget høist ualmindeligt, thi udenfor Stevnen
pleiede han at tilbringe sine Aftener paa Kjælderen og der-
fra gaa lige til sit Værelse, uden at lade sig se af nogen
af Husets Folk. Det var ægte bergensk stygt Veir den
Aften, med Sydvest Vind og uafbrudt Regn. Vinden tog
af og til Tag i Vinduerne, som om den vilde rive dem op,
ærgerlig over ikke at komme ind igjennem dem. Af og til
ruskede den i Træerne lige over for vort Hus og for med
lydelig Susen om imellem Grenene. Efterat have slidt sig

SIDE: 140

træt herpaa, gjorde den en liden Pause ligesom for at hvile
sig og tage fat med forøgede Kræfter, for saa med et Ryk
henover Gaden, pidskede Regnen mod Ruderne og Brostenene,
saa det klaskede i dem, ruskede i Gadeskilterne, saa de hvi-
nede og peb af Vrede over at forstyrres i deres Aftenro,
rev hist et Vindu op og slog det saa til igjen med saadan
Kraft, at Glasstumperne faldt klirrende ned paa Gaden,
rev en ubekjendt Gjenstand overende med saadant Spektakkel,
at vi Alle saa paa hinanden og spurgte: "hvad var det?"
kort gjorde alle de Streger og Spilopper, som en rigtig
lystig Høstvind kan drive i Bergen, naar den kommer sæt-
tende ind fra Nordsøen og kaster sig fra Lyderhorn over
Byen.

Tappenstregen var gaaet over Bryggen med Tromme
og Pibe, som hver Aften. Vi havde spist vor Rugmels-
grød med sur Melk til, som hver Aften, og vi sad nu og
smaasnakkede efter Maaltidet. Det vil sige: van der Paast
deltog hverken i Spisningen eller Snakken, men sad ved
Ovnen, skuffede utrolige Kvantiteter Snus ind i Lasterummet
og klagede over, at han ikke var rigtig frisk. Han saa og-
saa tørrere og mavrere ud en ellers, hvilket jeg fandt yderst
mærkeligt og ikke havde tænkt mig Muligheden af kunde
indtræffe.

Medens Moder sad og strikkede og saa mere ligegyldig
ud end ellers, Fredrikke sad og syede og saa mere bedrøvet
ud end ellers, og det enlige Talglys stod og skinnede og
var surere end eller, raabte Vægteren 9 og var aabenbart
mere drukken end ellers; thi han endte Vægtersangen: "Vin-
den er stille", med "Hallelujah! lover nu Herren", og Uhret
hen i Krogen slog og gik tydelig nok galere end ellers, thi
det slog ti.

SIDE: 141

Dette gav Ludolfs Tanker en anden Retning og han
sagde: "Det er ikke rigtigt at forlove sig." Da han ikke
fik noget Svar, tog han Ordet igjen og sagde: "Jeg taler til
dig, Mor. Det er ikke rigtig at forlove sig, siger jeg, aller-
mindst naar det sker med det Forsæt aldeles ikke at holde
sit Ord."

Fredrikke og jeg saa paa ham uden at forstaa, hvad
han mente. Moder holdt op at strikke, saa forbauset paa
ham og spurgte: "Hvad mener du med det, Dreng?" "Jeg
mener, at det har du gjort, Mor", sagde Ludolf og gav sig
til at demonstrere som en ægte Skolegut. "Du lovede mig
et Uhr, hvis jeg kom op i femte Classe til Examen. Jeg
kom op, men har ikke faaet noget Uhr. Jeg mener frem-
deles, at du ene og alene gjorde det for at faa mig til at
være flittig til Examen; thi det er nu snart 3 Maaneder
siden, jeg faar nok slaa det af Tankerne; thi det kommer
vist aldrig at slaa for mig."

Moder havde imidlertid atter taget fat paa sit Strikke-
tøi, og da Ludolf taug, spurgte hun rolig: "Hvad er der i
Veien, van der Paast?"

Den Tiltalte gryntede, pudsede sin Næse med saadan
Kraft, at det klang som Trompetstød og sagde: "Dreng!"
gryntede igjen, pudsede atter sin Næse og sagde: "Uhr."
Han udtalte de to Ord "Dreng" og "Uhr" med saadan Beto-
ning, som om han havde sagt "Ild og Vand", "Hund og Kat"
eller to andre hinanden saa fiendtlige Ting.

"Der kan I selv høre, Mor, hvad van der Paast siger.
"Den Dreng" siger han - her gryntede Ludolf og udstødte
Trompetlyd - "bør have sin Faders Gulduhr" - her gryntede
han atter.

Moder var saa nær ved at smile, som jeg nogensinde

SIDE: 142

havde set hende, da hun svarede: "Van der Paast har Ret.
Du er en flink Dreng. Du skal faa din Faders Gulduhr,
men", vedblev hun blegere og alvorligere: "Jeg har nok
ikke forlovet mig med det Forsæt at bryde mit Ord, men",
hun standsede bevæget ude af Stand til at tale mere.

Ludolf lod sig ikke genere deraf. Glædestraalende
sprang han op af Stolen og raabte. "Tak, mange Tak!
Lad mig faa det strax Mor", hvorpaa han gav sig til at
gjøre en Del høist mærkelige Ben-, Arm- og Ansigts Be-
vægelser til Tegn paa sin overvættes Glæde. "Lad ham faa
det iaften van der Paast", sagde Moder, idet hun henvendte
sig til den tørre Snuser i Kakkelovnskrogen, "og lad saa
Eberhard med det Samme faa sin Faders Guldkjæde. Uhret
og Kjæden ligge i Pulten i Skuffen tilhøire; og dermed
Godnat", lagde hun til, reiste sig og gik.

Ludolf og jeg vilde naturligvis Begge have den saa
dyrebare Gave strax uden Ophold og lod os ikke paa nogen
Maade afspise med de forskjellige Ulyd, Manden udstødte,
eller tilfredsstille med de enkelte Ord, han gryntede om sent og
imorgen med mere. Da van der Paast imidlertid ikke gjorde
Mine til at reise sig, men blev siddende og grynte, satte
Ludolf sig ved Siden af ham og sagde: "I og jeg van der
Paast ere aldeles uadskillelige, til jeg faar, hvad mit er."

Da reiste han sig pludselig, for med indædt Harme og
lange Skridt mod Døren. Ludolf var imidlertid ikke sen,
men for efter og hængte sig fast i hans Kjoles lange
Skjøder, og saaledes forsvandt de Begge ud igjennem Døren.
Strax efter hørte jeg et svagt Skrig, hvorfor jeg løb efter
med Lyset og fandt dem begge i Contoiret.

Ludolf klagede over, at van der Paast havde knebet
ham af alle Kræfter i Armen, og van der Paast stod bleg

SIDE: 143

af Harme med sønderreven Kjole og med Uhr og Kjæde i
sin Haand.

Ludolf greb det med stor Iver og raabte derpaa: "Det
gaar! Det er varmt!" Van der Paast fik et Udtryk i sit
Ansigt, som om han ønskede at æde Gutten med Hud
og Haar.

Jeg stod imidlertid med Lyset i Haanden og saa mig
om i Værelset. Jeg bemærkede, at Lemmerne vare for
Vinduerne, og at der var den fuldstændigste Orden overalt,
undtagen henne paa van der Paasts private Pult, hvor der
laa en hel Del Bøger og Papirer om hinanden i den største
Uorden paa den ene Side, og en gul Tegnebog, hvoraf der
stak frem Halvparten af en Hundrededalerseddel paa den
anden Side. Det saa ud, som om Bøgerne og Papirerne
skulde prøves og sammenholdes med Tegnebogen, syntes jeg,
og det var nok ogsaa Meningen, som det vil sees af, hvad
der senere vil blive fortalt.

Da van der Paast havde leveret Uhret og opdaget
Retningen af mit Blik, gik hans Vrede over til Forskræk-
kelse, lod det til. Han stod en Stund saa aldeles raadvild,
at Snusdraaberne blev hængende uforstyrret paa hans Næse,
derpaa bed han Tænderne sammen, traadte med et raskt
Skridt og en endnu raskere Beslutning hen til mig, slog
til Lyset, saa det for henover Gulvet og slukkedes.

"Hvorfor slukker I Lyset?" spurgte jeg.

"Hvorfor er Faders Uhr varmt og gaar? og hvorfor
ligger det ikke koldt og stille i Pulten i Skuffen tilhøire?
Kan I svare paa det, van der Paast?" spurgte Ludolf.

Uden at svare gik van der Paast hen til Døren, slog
den op og raabte: "Heraus!" - fæl Grynten - "heraus"

SIDE: 144

uforskammede Drenge" - fælere Grynten - "heraus! eller
jeg skal" - fælest mulige Grynten.

Mandens Raseri steg aabenbart hvert Øieblik. Det
var bedst at gaa, og det gjorde jeg, idet jeg trak Ludolf
med mig. Han havde ikke synderlig Lyst til at opgive
Valpladsen saa let, men lod sig dog trække afsted, idet
han sagde: "Vi gaa, men vi føre spolia opima med os.
Mene, mene. Hvorfor er Uhret varmt van der Paast? -
tekel, hvorfor gaar det, van der Paast? uphasin, svar paa
det om I kan, van der Paast. Betydningen af de frem-
mede Ord skal jeg forklare til en for os begge beleiligere
Tid, men saasandt Uhret viser, hvad Klokken er slagen,
saa sandt viser det ogsaa, at I er en tør gammel Skjelm,
som bruger fremmed Eiendom, som I ikke har Lov til at
bruge."

Den sidste Del af Broder Ludolfs Tale gik dog tabt
for den, til hvem den var rettet, thi Døren var slaaet igjen
med et Smeld, og vi vare ledsagede af stærke Trompet- og
Basunstød komne ind i Dagligstuen, inden Broder Ludolf
var færdig.

Et Par Timers Tid bleve vi siddende oppe, efterat det
hele Hus havde lagt sig. Jeg fortæller med Glæde og med
et vist smerteligt Savn, at jeg dengang var saa ung, at jeg
var usigelig glad i min Guldkjæde. At Ludolf var glad
i sit store Gulduhr, følger af sig selv. Medens vi sad og
frydede os i Synet af disse vore Kostbarheder, gjorde vi
en Del Betragtninger over det Passerede og kom til det
Resultat, at hvis van der Paast, som havde skaltet og val-
tet med Moders Formue aldeles efter Godtbefindende, var
en Kjeltring - og med sit sædvanlige Mundheld paastod
Ludolf, at van der Paast var den største, tørreste og stiveste

SIDE: 145

Karl i Kjæltringsfaget, der fandtes paa Guds grønne Jord
- var det bedst at faa Bøgerne gjennemgaaede, jo før jo
hellere.

Jeg gik tilsengs opfyldt af Tanken om van der Paast
og med den Beslutning at tale til Farbror om Sagen al-
lerede Dagen efter. Jeg fortsatte den samme Tankegang i
Drømme. Bøgerne vare allerede gjennemgaaede, Moder var
befunden at være en saa grundrig Kone, at der var Hun-
drededalersedler rundt om paa alle Kanter, van der Paast
havde faaet et saa stort Gulduhr, at det ikke var muligt at
faa det ned i nogen menneskelig Lomme og i sin Forfippelse
i den Anledning, blev han pludselig til Georg, der holdt
Bryllup med Fredrikke.

Bryllupsglæderne vare just paa det Høieste, da jeg blev
vækket af Ludolf. Han tog mig i Armen og sagde sagte:
"Der er bestemt noget galt fat nede paa Pladsen. Jeg har
hørt saa mange underlige Lyd." Bryllupsglæderne vare
fløitne, og jeg sad og lyttede lysvaagen i Sengen, inden
han havde udtalt. Jeg hørte Ingenting uden Uhrets
Pikken.

Vi lyttede en Stund, Begge uden at høre andet end
Vindens Tuden og Rumsteren rundt om i Huset og Regnens
Pladsken mod Gaardspladsens Brostene og Tagvandets Ras-
len gjennem Blikrenden. Med Et hørtes en fremmed Lyd.
Det var noget haardt, der faldt mod Gaardspladsens Bro-
lægning.

"Hør," sagde Ludolf.

"Tys, stille," bad jeg.

Atter sad vi og lyttede en Stund og atter hørte vi
den uforklarlige Lyd. Det lignede noget en Muses Gna-
ven eller en Skraben med et Instrument paa Træ; men

SIDE: 146

det var ikke ganske det heller. Det hørtes snarere, som om
der slæbtes noget Tungt langs Gaardspladsens Sten. Ja,
det maatte det være. "Det er noget tungt, der trækkes over
Pladsen," sagde jeg og sprang ud af Sengen.

"Jeg er ræd, lad os tænde Lys," bad Ludolf, nær ved
at græde af Angst.

"Nei, stille, aldeles ikke," sagde jeg og gik paa Tæerne
hen til Vinduet.

Det var saa mørkt nede i Gaarden, at det var umu-
ligt at se nogen Ting, men ved at lytte ved Vinduet, hørte
jeg tydelig tunge Skridt af en Person, der lod til at gaa
paa bare Strømper. Den skrabende Lyd var derimod
ophørt.

"Der er En, som gaar paa Hoselæsten derude," hviskede
jeg. "Jeg maa ud at se."

"Nei, gaa ikke. Du maa ikke gaa. Tænk, om det er
Røvere og Mordere," bad Ludolf grædende og tog fat i
mig. "Lad os heller vække Nils Farfar og skrige om Hjælp,"
vedblev han.

Begge disse Forslag bleve forkastede, som altfor tids-
spildende og aldeles uhensigtsmæssige til Tyvens Paagribelse
under de forhaandenværende Omstændigheder, da alle Men-
nesker i hele Huset og formodentlig i den hele By laa og
sov, undtagen just de Ugjerningsmænd, der skulde anholdes,
og vi to, som tænkte paa at gribe dem.

Jeg rev i Hast nogle Klæder paa mig, og Ludolf fulgte
mit Exempel.

"Du skal ikke gaa alene," sagde han, skjælvende af
Angst. "Jeg vil være kjæk. Ja, jeg skal være en kjæk
Gut. Du skal ikke gaa alene, nei, jeg vil være med og
forsvare dig. Jeg er en kjæk Gut."

SIDE: 147

Sagte, tause og med bankende Hjerter listede vi os
hen til Trappen. Der stod vi og lyttede. Pludselig greb
Ludolf mig i Armen og hviskede med en Stemme, der
røbede den høieste Grad af Forundring: "Der er Lys i
Lysthuset."

Jeg saa derhen. Der var Lys i det lukkede Lysthus.

Det er en Iagttagelse, som nok de fleste Mennesker
have gjort, at man aldrig er saa bange, som medens man
er i Uvished om Arten eller Beskaffenheden af den Fare,
man er udsat for, og at Intet i saa Henseende er mere
egnet til at lægge Phantasien paa Pinebænken og nære
Frygten, end dybt Mørke og dyb Stilhed. Uagtet jeg ellers
ikke pleiede at være frygtsom af mig, tilstaar jeg dog, at
det var med stærkt bankende Hjerte og med en vis ubeha-
gelig benauet Følelse, som nok ikke var andet end, hvad
man i daglig Tale kalder Frygt, at jeg havde listet mig hen
til Trappen.

I over et Aar havde min Phantasi næsten hver Dag
beskjæftiget sig med det hemmelighedsfulde Lysthus. Jeg
havde lagt den ene Plan efter den anden for at komme
tilbunds i Hemmeligheden eller dog i det mindste komme
derind. Aldrig saasnart saa jeg derfor Lys gjennem Spræk-
ken og de to hjerteformede Huller i Lemmerne for Lysthu-
sets Vinduer, før al Frygt forsvandt, og jeg næsten følte
Glæde over, at jeg endelig havde faaet Anledning til at
komme ind i det saa vel tillukkede Lysthus.

Sagte listede vi os hen til det. En af Lemmerne og
Vinduet indenfor den var opbrudt, men lukket til igjen
paa Klem. Jeg kunde dog med Lethed se, at der ved et
Bord inde i Lysthuset stod en Mand og brækkede paa et
grønt lidet Skrin, som stod paa Bordet.

SIDE: 148

Formodentlig maa jeg eller Ludolf have gjort lidt
Støi; thi Manden hævede hurtig sit Hoved i det samme, fik
Øie paa os og blæste Lyset ud. Hans Ansigt var ikke
vendt mod os, og hans Øine ikke fæstede paa os mere end
et Secund, og dog blev det skjæggede, haarde, blege Ansigt,
men især de lynende Øine indprægede i min Bevidsthed
med en Skarphed og Varighed, som om de vare hugne
i Sten.

I det samme Lyset blev slukt, rev jeg Vinduet op,
men før jeg endnu var kommen ind igjennem det, hørte
jeg en Larm derinde, som om Blikskrinet blev kastet i Gul-
vet. Derpaa blev Vinduet paa den modsatte Side knust
med et lydeligt Brag, og strax efter hørte jeg et Fald af et
tungt Legeme udenfor. Manden havde kastet Skrinet fra
sig, knust Vinduet og hoppet ud i Haven.

Derfra var imidlertid ingen anden Udgang end over
Gaardspladsen og ud Porten eller Gadedøren. Fuglen var
altsaa fangen, tænkte jeg og begyndte at skrige: "Tyve,
Tyve!" for at vække Husets Folk og faa Tyven fat.

I det samme skreg Ludolf ude i Haven: "Au, hjælp,
her er han." Jeg skyndte mig ud.

Det var Nils Farfar, som havde hørt os liste os forbi
hans Kammer og var gaaen efter os, og som Ludolf nu
havde greben fat i.

Et Øieblik efter var hele Huset i Oprør. Det viste
sig, at der var gjort Indbrud i Contoiret, at Pengekisten
var borte, Pulter og Skuffer opbrudte og tømte, og at Ty-
vene i det Hele havde forsynet sig rigeligt.

Medens endnu Undersøgelserne, om hvad der savnedes
paa Contoiret, bleve anstillede, fik jeg fat paa en Lygte og
ilede til Lysthuset, for at bese dets Indre.

SIDE: 149

Jeg traf Nils Farfar der, ifærd med at tilspigre den
opbrudte Lem.

Da han saa mig komme med Lygten, stirrede han paa
mig, som om jeg var et Spøgelse, og gav sig til med febrilsk
Heftighed at banke paa Spigeren.

Jeg underrettede ham om, i hvilken Hensigt jeg var
kommen, og bad ham igjen aabne Lemmen, men aldrig saa-
snart havde jeg udtalt, før den gamle Mand faldt paa Knæ
for mig og bad mig med bævende Stemme og foldede
Hænder at lade det være og ikke betræde det forbandede
Hus.

Ingen Magt i Verden kunde imidlertid nu rokke min
Beslutning. Jeg vilde og maatte bese det farlige Sted.
Han søgte næsten med Magt at holde mig borte, men jeg
trængte ham tilside, brød Lemmen op og satte Lygten i
Vinduesposten og krøb ind. En ubehagelig muggen Lugt,
som altid findes i længe lukkede Værelser, slog mig imøde.

Nils Farfar krøb efter, og medens jeg med dyb In-
teresse saa mig om i Rummet, gik han hændervridende om
paa Gulvet og klagede: "Gud trøste og hjælpe mig, at jeg
skal opleve denne Dag og se min afdøde Herres haabefulde
Søn her paa dette fordømte Sted - Gud forlade min
Synd, som bander saa stygt, men dette forbandede - i
Jesu Navn - hvem skal nu den næste være, jeg skal finde
her blodig og død med Hjertet spist ud af Brystet og
Øinene -"

Her syntes Erindringen om det Forbigangne at angribe
Oldingen saa stærkt, at han ikke kunde tale længere. Han
sank ned paa sine Knæ, støttede sit Hoved til en Havestol
og hulkede som et Barn.

Imidlertid saa jeg mig om i Lysthuset. Det var et

SIDE: 150

ottekantet Værelse med spidst Loft. Væggene vare malede
som et Lysthus af Vinranker, og Rankerne slyngede sig ind
imellem det malede Sprinkelværk lige til Spidsen af Loftet,
hvorfra der hang en Kugle af Speilglas. I alle Otte-
kantens Vægge var der et stort aabent Rum mellem Ran-
kerne. Paa det ene af disse Rum var malet en Bachus,
der med Drueklaser hængende nedover Tindingerne og en
straalende Rødme udbredt over Ansigtet, sad paa en Tønde
og løftede et stort Glas fyldt med rød Vin høit i Veiret.
Guden var i sin høieste Selvforgudelse og syntes at raabe:
"Evoe Bachus!" Paa to af de andre Rum var malet
Landskaber med Jagt, Fiskeri og Skibsfart. Paa Et var
Døren og i de fire øvrige vare Vinduer, der vare anbragte
i hveranden af Ottekantens Vægge.

Midt paa Gulvet stod et stort Bord med en mørk
Marmorplade og rundt om det var sat grønne Havestole i
stor Uorden, tildels kastede overende. Paa Bordet laa en
Stump Lys, og henne i Krogen ved Siden af en til Væggen
fastspigret Bænk laa noget Hvidt.

Jeg bukkede mig for at tage det op. Det var et Stykke
Papir, som klæbede saa fast ved Gulvet, at det blev lig-
gende ved mit første løse Greb i det. Papiret laa i en stor
sort Flek, hvortil det syntes fastklæbet.

"Hvad er dette?" spurgte jeg.

Nils Farfar sprang op, skyndte sig hen til mig og
raabte med den yderste Forfærdelse malet i sine Træk: "Rør
det ikke, rør det ikke! Det er Blod, Hjerteblod! Hjerte-
blod af din Faders bedste Ven!"

Jeg bukkede mig atter og rev Papiret til mig. Paa
Bagsiden eller den Side, som havde ligget ned mod Gulvet,
var det farvet sort af det Blod, hvori det havde ligget.

SIDE: 151

Paa den anden Side stod noget skrevet med Blyant. Det
var en rask tydelig Haandskrift, og efterat jeg havde slaaet
det tykke Støv af Papiret, læste jeg med Lethed ved Lygte-
skinnet:

 "Jeg dør, men før jeg dør, vil jeg sige dig, at jeg
 "har været en Forræder mod dig og William. Læs
 "Brevene i den grønne Blikdaase jeg sætter under Bæn-
 "ken, og du vil selv se. Glem mig og mit Navn, men
 "bed William ikke forbande mig!"

X 

Jeg læste Seddelen sagte for mig selv, stak den i
Lommen og begyndte at søge efter den grønne Blikdaase.
Jeg fandt den ikke og bad Nils Farfar hjælpe mig med
at søge.

Den Gamle reiste sig mat og sagde med hængende
Arme og slappe Muskler i sit hele Legeme som aldeles
sønderknust: "Jeg ser Intet, Maasjø Eberhard. Herre, min
unge, ærede, elskede Herre, lad os gaa. Vi har været her
for længe. Gud trøste og hjælpe og bevare os Alle. Lad
os bare gaa. Hør en gammel stakkels Tjeners Bøn. Skal
nogen endelig være her længere ud paa Natten, saa lad det
være mig. Jeg er gammel og har ikke mange Aar igjen.
Gaa bare, du min kjære, unge Herre."

Jeg havde set mig om overalt. Den grønne Blik-
daase fandtes ikke. Manden med de lynende Øine havde
havt den paa Bordet, søgt at bryde den op og derpaa kastet
den fra sig, troede jeg efter Lyden at dømme. Men da den
nu var borte, maatte han have taget den med sig. Paa
Stedet fattede jeg den Beslutning, at jeg vilde have Blik-
daasen og dens Indhold igjen, hvad jeg saa skulde gjøre.

Nils Farfar bad imidlertid saa inderlig og saa rørende,

SIDE: 152

at jeg bevæget sagde: "Kjære Nils Farfar, vær ikke bange,
nu gaar jeg."

Han hængte sig ved mig, klappede og kjælede for mig,
som om jeg var et uartigt Barn, han ikke paa anden
Maade vidste at faa til at lyde og trak mig hen til Vin-
duet. I det samme hørtes raske Skridt i Sandet i Haven
udenfor. Gamle Nils udstødte et svagt Skrig af Forfær-
delse, og da Ludolfs Ansigt i det samme kom tilsyne i det
aabne Vindue, løb han imod ham, og jeg hørte ham mumle:
"Du kommer i det mindste ikke ind, om det saa skal gjælde
mit Liv, nei Pinedød - Gud forlade mig min slemme
Synd - om du gjør."

Vi krøbe begge ud igjen, og aldrig saasnart vare vi
vel ude, før den Gamle paa nyt begyndte at spigre Lem-
men til.

Nu anstillede vi nærmere Undersøgelser, fandt Vinduet
og Lemmen paa den modsatte Side af Lysthuset ogsaa
aabne og i Nærheden deraf en Stige sat op imot Fjeldet.

Paa den var altsaa Tyvene komne ned i Haven og op
derfra igjen. Nu var det forklarligt, at de ikke havde været
at finde i Haven.

Da jeg atter kom ind i Contoiret, var Moder gaaen
tilsengs igjen. Hon lod til at betragte det Hele med tem-
melig Ligegyldighed, som Noget der ikke vedkom hende, men
van der Paast.

Fredrikke og Pigerne vare derimot aldeles forskrækkede.
Fredrikke lod til at benytte denne Anledning til paa en
Gang at blive fri for alle de Taarer hun havde faaet til
Brug for hele Livet. Hun sad paa en Stol med Armene
overkors, yderst let klædt og græd med en Mine, som om
hun vilde sige til sig selv: græd! græd! benyt Leiligheden

SIDE: 153

og græd alt, hvad Tøiet holde kan; kanske du kan være
saa heldig at græde Sjælen af Livet paa dig!

Begge Pigerne syntes formodentlig de skulde følge
deres Jomfrues Exempel og gjorde alle mulige Tegn til at
ville græde med, men det kom ikke længere, end til Atten-
tatet. Udførelsen lykkedes ikke. Den var for besværlig eller
over deres Evne.

Van der Paast havde gaaet frem og tilbage mellem
sit Værelse og Contoiret i et væk og hver Gang omhygge-
lig lukket Døren til sit Værelse efter sig, som om han
havde Mistanke om, at en af Tyvene havde skjult sig i
Contoiret og vilde benytte den første Leilighed til derfra at
liste sig ind paa hans Værelse. Han havde hver Gang han
kom ud faaet et nyt Klædningsstykke paa sig og var nu i
sin fulde Dress med rent, hvidt, stivt Halstørklæde med
stiv Pidsk, med Støvler med stive Skafter, med Snusdaase
og Alt.

"Pengekisten borte" - Snusskufning - "mange Kon-
tanter" - "alle Pretiosa væk" - ny Skufning - "store
Værdier" - fortsat Indladning - "mange Papirer" -
her var Ladningen færdig, hvorfor han benyttede sine begge
Hænder i deres ledige Øieblikke til at stryge over hinanden.
Det var ogsaa en Mimik, som var saa tydelig, som om
han havde skreget høit: borte, forsvunden for Tid og
Evighed.

Derpaa gjorde han Forberedelser til at losse Ladningen
igjen, trak Losseprammen i Form af et stort rødt Bomulds-
tørklæde op af Lommen og sagde: "Vigtige Dokumenter,
Perler og Værdipapirer - sørgelige Følger - skrækkelige
Følger."

Følgerne maatte være yderst sørgelige og meget skræk-

SIDE: 154

kelige, hvis de skulde staa i Forhold til de voldsomme
Trompet- og Basunstød, Manden udstødte for at befordre
Losningen. Hvis man derimod vilde dømme af Udtrykket
i hans Ansigt, kunde Sagen ikke være saa forskrækkelig
endda; thi han saa aldeles ikke ud som en skrækslagen Mand
men snarere som En, der havde al Grund til at være vel
tilfreds, men nødig vilde, at man skulde opdage hans Sinds-
stemning.

Pludselig for han med utrolig lange Skridt og et
utroligt langt Ansigt ind i sit Værelse og kom styrtende
tilbage skjælvende over hele sit Legeme. Han greb Stue-
pigen i Armen. "Hvor er min gule Lommebog, jeg vil
have den, og det strax!" skreg han aldeles rasende og glemte
baade Ladning og Losning, baade Basun og Trompetstød.
Han var i den Grad fra sig selv, at han talte sammen-
hængende, som et almindeligt Menneske. Han vred sine
Hænder, rev sig i Haaret og krummede sig som en Aal.
Alle Spor af Stivhed vare aldeles forsvundne.

Jeg underrettede ham om, at jeg havde seet den samme
Tegnebog Aftenen forud, og nu vilde han jeg skulde skaffe
den frem, men da jeg ikke kunde det, blev han aldeles gal
af Skræk, løb ind i sit Værelse og gjorde en Allarm, som
om han rev alle de Møbler der fandtes overende.

Under al denne Forfærdelse, havde jeg været saa let
klædt som muligt. Jeg var gjennemvaad og begyndte nu
at fryse, saa jeg fandt det bedst at gaa tilsengs igjen.
Oppe paa mit Værelse traf jeg Ludolf ifærd med at gruble
over, hvor han skulde gjemme sit Uhr, for at det ikke skulde
blive stjaalet. Han kunde ikke noksom prise sin Lykke, at
han havde faaet det, inden Indbruddet var gjort, thi bag-

SIDE: 155

efter havde han neppe faaet det, og deri kunde Gutten
have Ret.

Jeg var oppe før Solen; men Nils Farfar havde
været oppe før mig, og Politiet havde været oppe før ham,
lod det til, thi medens jeg klædte mig paa, kom den Gamle
ind og meldte, at han havde været paa Raadstuen og
hentet to Politibetjente.

Det var to høist agtværdige og nok saa velskabte Mænd
hver for sig, men til at danne et Par vare de aldeles
uskikkede. Ved at se dem antog jeg først, det var to Indi-
vider, der gik om og lod sig se for at vise, hvilke ganske
mærkelig forskjellige Typer, der kunne findes inden den iranske
Menneskerace, men da Nils Farfar fremstillede dem som to af
Politiets Betjente - antog jeg, at de vare sendte for at
vise, over hvilke ganske mærkelig forskjelligartede Egenskaber
det bergenske Politi raadede. Her var Extremerne, imellem
dem laa en Uendelighed af Varieteter.

Den Ene af disse to Mænd var nemlig høi, spæd,
langhalset og smalskuldret. Han mindede betydeligt om
Giraffen. Den Anden var liden, tyk, korthalset og bred-
skuldret. Han havde meget tilfælles med en Skildpadde paa
to Ben. Den Første havde graat, glatstrøget Haar, et
ganske farveløst Ansigt, og lod til at have tabt Mælet i en
eller anden Sygdom. Den Anden havde kulsort Haar, der
strittede til alle Kanter, som en Børste, et Ansigt, der gav
al Grund til at antage, at Manden havde Mæslinger, røde
Hunde, ja maaske endog Kopperne, og snakkede i et væk,
som om han havde taget noget ind at snakke paa, for at
fordrive Kopperne ad den Vei. Den Første gik indtilbens
med lange jævne Skridt. Den Anden gik udtilbens med

SIDE: 156

høist ujævne Skridt. Snart søgte han nemlig at være li-
gesaa flink til at skridte ud, som sin Kammerat, og tog
nogle for hans Bens Beskaffenhed høist unaturlig lange
Skridt, naar saa det efter et Par Forsøg ikke vilde gaa
længere, tog han sin Mon igjen og tog en Del aldeles
urimelig og endog efter hans Bens Længde unødig korte
Skridt. Den Første - dog det kan være nok om disse
yderst forskjellige Mænds yderst forskjellige Ydres Egen-
skaber.

Den Lange, Giraffen, pegte paa Laasen til Contoirdø-
ren, der var opbrudt og nikkede. Den Korte, Skildpadden,
smilede fornøiet og sagde: "Udmærket godt gjort, hvad?
ikke sandt? Det har ikke været Begyndere, som har gjort
dette Stykke Arbeide. Ikke sandt, hvad? Det har været
øvede Folk, som have været hjemme i deres Fag. Ikke
sandt, hvad?"

Giraffen pegede paa to smaa friske Mærker i Dørkar-
men og blinkede med Øinene.

Skildpadden gned sig i Hænderne, lo og sagde: "Det
er fortræffeligt. Ikke sandt, hvad? Der have vi det
samme Jern, som var ude og gik Nat til forrige Tirsdag
og Nat til sidste Fredag. Det er uhyre fornøieligt. Ikke
sandt, hvad?"

Inde i Contoiret, under Pulten, hvorfra den store
Pengekiste var forsvunden, saaes to skidne Mærker efter
Fødder.

Giraffen pegede paa dem, tog ud af sin Lomme to
Stykker Papir i Form af Støvlesaaler af ulige Størrelse,
men begge tilsyneladende bestemt til Giganters Fodbedæk-
ning. Papirerne passede til Mærkerne. Han smilede, blin-
kede med Øinene og nikkede særdeles veltilfreds. Mere var

SIDE: 157

der ikke at finde i Contoiret, og vi gik videre. I det vi
gik over Gaardspladsen og op i Haven, mærkede jeg, at
jeg havde taget Feil af de to gode Mænd. Giraffen var
ingen Giraffe, og Skildpadden var ingen Skildpadde. Gi-
raffen var derimod en Myndehund og Skildpadden en Bul-
dog eller i alle Fald Dyr med fine Næser og stærkt udvik-
lede Lugtesandser; thi de stak tydelig nok Næsen mod Jorden
og lod til at følge Sporet efter Teften og gik lige paa
de samme store Fodspor i Blomsterbederne, som de havde
beseet ned i Contoiret.

Mynden lugtede paa et meget skarpt præget Spor i
den bløde Jord, blinkede og blev denne Gang saa fornøiet,
at han endelig fik Mælet igjen og sagde: "Ragger, halve
Saaler."

Buldoggen lugtede til det Samme, lo, gned sig i Hæn-
derne og svarede: "Ja er det ikke prægtigt? Er det muligt
at se nydeligere Spor for sine Øine? Ikke sandt, hvad?
Ragger med Halvsaaler, herligt, fornøieligt. Ikke sandt?
hvad?"

Den lille tykke Mands Ansigt straalede af Glæde.
Mæslingerne sloge ordentlig ud, medens han talte, og han
var saa ivrig, som om han havde været den største Gur-
mand, og Ragger med Halvsaaler havde været Høns i hvid
Sauce med Østers.

Da Glæden var paa det høieste, kunde han nok ikke
bære den alene længere, thi han henvendte sig til mig, pegede
paa sin ordknappe Kammerat og sagde:

"Er det ikke en Fandens Fyr, hvad? Er det ikke en
Pokkers Kar? ikke sandt, hvad?" og en hel Del lignende Udgy-
delser, som han henvendte til mig med saadan Styrke og Iver, at
jeg ikke fik gjort andet end at svare: ja, jo, jo, jo.

SIDE: 158

Paa denne Maade skred Undersøgelserne videre. Bul-
doggen opsnusede et Stykke Voxlys, som hos Mynden frem-
kaldte stærkere Blinken og Nikken end nogensinde og Ordene:
"Fornemme Folk, Voxlys. Jess Baardsen," og hos Bul-
doggen en større Mængde Latter, Hændergniden, Udraab og
Spørgsmaal: om det ikke var sandt? hvad? at han var
en Pokkers Fyr, en Fanden til Pokkers Fyr, som kunde se
paa Sporene, at Angjældende havde gaaet med Ragger med
Halvsaaler, og paa Voxlyset, at det var Jess Baardsen, som
var Angjældende?

Vi kom op paa Fjeldet ad Stigen, fandt Pengekisten
staaende der opbrudt og tømt og en Mængde Papirer strøet
omkring til alle Kanter. Den Lange løftede paa Kisten og
udtalte med sædvanlig Korthed sin Mening, der gik ud paa,
at det maatte have været stærke Folk, som havde trukket
den opad Stigen, og at det vist var Abraham Sørensen,
der havde gjort det.

Her standsede Undersøgelserne, og vi begav os tilbage
til Huset, samme Vei vi vare komne.

Underveis meddelte jeg en Skildring af den Mand,
jeg havde set i Lysthuset. Den Lange gjorde i den An-
ledning en Gestus rundt sin glatte Hage og satte et Ansigt
op, der var saa ligt Manden, jeg havde set, at det ikke var
til at tage Feil af, og sagde: "Skomagertyven", og den
Lille var saa lykkelig og glad over det Hele og spurgte mig
idelig, om det ikke var sandt, at det var udmærket flinke
Folk, som havde gjort Indbrud og lod til at finde al mu-
lig Grund til at være glad over, at de havde gjort saa
ryddigt Bord.

Hertil gjorde jeg den Bemærkning, at om Tyvene vare
udmærket flinke Folk, saa lod de gode Mænd, jeg havde den

SIDE: 159

Ære at tale med heller ikke til at være Begyndere i deres
Fag, saa jeg nærede det Haab, at de meget snart bragte
baade Tyvene og Kosterne for en Dag.

Da den Lange dertil svarede alene ved at pege til alle
Verdens fire Hjørner, yttrede jeg, at han formodentlig havde
faaet sin Opdragelse i et Døvstummeinstitut.

Denne Yttring angrede jeg strax, den var undsluppen
mig; thi den Korte lo saa, at jeg troede, at der skulde gaa
Hul paa hver eneste Mæsling eller rød Hund og Blodet
sprøite ud til alle Kanter, saa ængstelig røde bleve de.

Da Paroxysmen var over, fandt han, at jeg var uhyre
vittig og spurgte gjentagne Gange sin Kammerad, om det
ikke var sandt, hvortil den Adspurgte blinkede og nikkede
uden at sige et Ord, som for end mere at fremhæve Vit-
tigheden af min vittige Bemærkning.

Endnu langt henne i Gaden hørte jeg ham spørge:
"Ikke sandt? hvad?" medens de travede afsted, og de fore-
kom mig ved denne Leilighed at være en stor Væddeløber
og en liden Ponny i Spand.

Endnu før Middag var det Passerede bekjendt over
den hele By, og de fleste Venner af Huset havde været
hjemme for at aflægge deres Condolation. En af de Første
var Georg. Han fik en meget detailleret Beretning om det
Hele og blev saa betagen ved at høre om Fredrikkes bittre
Graad, at han et Par Gange gik frem og tilbage paa
Gulvet ude af Stand til at sige et Ord. Det var første
Gang, i den Tid jeg havde kjendt ham, Tungen havde
nægtet at gjøre Tjeneste til en Spøg. Da han fik Mælet
igjen, lod det paa hans Yttringer til, at han fandt den
Omstændighed, at Forbrydelsen havde bragt Fredrikke til

SIDE: 160

at fælde Taarer, i saa høi Grad skjærpende, at Kagstryg-
ning og Slaveri paa Livstid, som dengang var Straffe for
Indbrudstyveri, var altfor milde ved denne Anledning.

Høistærede Læser! Elskværdige Læserinder! Om For-
ladelse - Damerne først. Elskværdigste Læserinde! Høist-
ærede Læser! Vi have vandret sammen med hinanden saa
langt i al Venskabelighed, saavidt jeg har mærket, og jeg
har det Haab, at De ikke har troet at vandre gjennem
Ørkenen Sahara mellem bare Sand, over Lüneburger Hede
mellem bare Lyng eller paa Foden af Sulutinden mellem
bare Græs. Lad os nu hvile os lidt og faa os en liden lun
Passiar om vor videre Vandring.

Ser De Allerelskværdigste af alle Læserinder, vi skulde
til det Sted, som De formodentlig allerede skimter derhenne.
De finder, at det er for langt, og tror aldrig vi komme did
sammen? De mener, at Maalet for vor Reise maa være
meget nærmere? De vil til Georgs Forlovelse med min
Søster Fredrikke og ikke længere? Paa den anden Side af
Forlovelsen, begynder Veien, som bekjendt, at blive temme-
lig flad og uinteressant, mener De, og længere fremme,
forbi Brylluppet, bliver den saa ensformig og kjedelig, at De
for Deres Part siger: Tak for mig. Jeg kan virkelig ikke
vandre videre. Har bedre Brug for min Tid end som
saa. Adieu."

Allerhøistærede af alle Læsere! Ser De ikke, hvor vi
skulle hen? Vi skulle til Opdagelsen af det lukkede Lyst-
huses Hemmelighed. De vil ikke gaa et Skridt længere,
siger De og mener, at da Lysthuset nu er aabnet og beseet,
maa vi være Maalet nær. De for Deres Part maa oprig-
tig tilstaa, at De havde været langt bedre tjent med

SIDE: 161

at føres lige frem til det Sted, hvor vi nu ere end gjennem
Biveie og Sideveie.

Maa jeg kun tillade mig i al Beskedenhed at be-
mærke - -

Maa jeg være fri for alle Bemærkninger. Videre,
videre. De er nu kommen ind paa den officielle Landevei,
har Politiet til at føre Dem om, min Mand, og jeg haa-
ber derfor at være fri for alle Krinkelkroge, og at De giver
Dem aldeles i dets Vold.

Deres mindste Ønske, Allerhøistærede, er min Lov.
Videre altsaa. Jeg maa beklage, at jeg ikke fulgte
Deres Raad og gav mig Politiet i Vold før, men Grun-
den var, at jeg ikke vidste, hvilke Familiehemmeligheder, der
muligens skjultes i Mørket, og jeg vilde nødig, at de skulde
komme for Dagens Lys med hele Byen med Politiet i
Spidsen, som nysgjerrige, lattermilde, spøgende og glade
Tilskuere.

Jeg besluttede altsaa at gaa min egen Vei og ikke
benytte Politiet mere end nødvendigt.

Lad os altsaa være fri for det kjedelige Politi med dets
Giraffer og Ponnyer, med dets Lænker og Forordninger og
endnu en Stund vandre paa egen Haand.

Elskværdigste blandt alle Læserinder, jeg vil saa nødig,
at nogen af mit Reiseselskab skal gaa fra mig paa Halv-
veien. Altsaa fremad og Taalmodighed!

Jeg henvendte mig, efterat jeg i flere Dage havde
gaaet og grublet over Sagen og læst Seddelen, jeg havde
fundet i Lysthuset, saa mange Gange, at jeg kunde den
udenad, til Georg, viste ham den og spurgte om hans
Mening.

"Fy, for al Ulykke," sagde han og tog Papiret med

SIDE: 162

Ildtangen og med alle Tegn paa dyb Afsky og læste det.
"Det lugter baade af Mord og Kjæltringstreger. Kast det
i Ovnen og lad den Sag hvile. Har Herr X snydt din
og min Fader for nogle hundrede eller maaske tusinde Rigs-
daler i gode Penge, saa har han betalt dem med sit Liv,
og mere kan ingen med Rimelighed forlange. Det maa
regnes for Betaling i grov Courant. Desuden havde det
ikke saameget at sige paa en Tid, da man gav 700 Rigs-
daler for et Par Støvler. Jeg har hørt den gamle Cavaler
tale om Manden. Han var af hans bedste Venner og en
lystig Fyr, men havde begaaet flere Snyderier og skjød sig.
Lad os hellere tale om mine egne Sager. Ser du vel, den
gamle Cavaler nægter aldeles at gaa i Skranken for min
Sag. Han har en uovervindelig Angst for din Moder. Mel-
lem os sagt, har jeg al Grund til at tro, at den Gamle
engang er kastet af Sadlen af hende med et dybt Stik i
Hjertet og derfor nægter at bryde en Landse med sin gamle
Modstander, af hvem han engang saa voldsomt er slagen.
Hans Hjælp maa vi undvære, og jeg har derfor besluttet
selv at byde din Moder ud til Kamp, kjæmpe med hende
og falde, om saa skal være. Uden Kamp giver jeg ikke
tabt. Meld mig altsaa strax hos hende og vær min Vaa-
bendrager."

Det fandt jeg var en god Tanke og underrettede Moder
om, at Georg vilde tale med hende. Hun svarede mig ikke
engang, men gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden.
Det skeede med saadan Ro og Kulde, at det var et kraftigere
Afslag end den stærkeste Tale. Han maatte gaa uden at
faa hende at se.

SIDE: 163

Jeg gik nu og ventede Dag efter Dag paa, at der
skulde komme Underretning til os fra Politiet om, at en
eller anden af Indbrudstyvene vare paagrebne. Jeg gik i
saadan Spænding i den Anledning og var saa optagen af
Tanken om, hvorledes jeg da skulde optræde for at faa de
Oplysninger, jeg ønskede, at jeg aldeles ikke kunde bestille
noget om Dagen og neppe fik sove om Natten. Den ene
Dag gik imidlertid efter den anden, og jeg hørte ikke et Ord
fra Politiet.

En Eftermiddag jeg saaledes gik og ventede nede i
Dagligstuen og af og til saa ud igjennem Vinduet saa langt
hen ad Gaden, som jeg kunde, for om muligt at opdage
Væddeløberen eller Ponnyen komme med Efterretning om,
at Tyvene vare grebne, fik jeg Øie paa en ung Strilekone,
der gik i fuld Uveirsdragt med bredskygget Hat, graa Vad-
melskufte og et Skindforklæde, hvorunder hun gjemte sine
Hænder og stirrede opad Husene, som om hun studerede
Bygningskunst og agtede rigtig grundigen at udfinde For-
skjellighederne i de spidse Gavler til Gaden, i Gadedørenes og
Vinduernes Anbringelse paa Øvregadens gammelbergenske
Huse.

Det regnede og blæste stærkt. Vandet dryppede fra den
hængende gjennemvaade Hatteskygge, og Blæsten ruskede i
hendes Klæder og slog Regnen og Dryppet fra Hatten lige
ind i hendes Ansigt. Men Konen var tydelig nok vant til
det vaade Climat og lod sig ikke i mindste Maade genere
af Veiret. Hun gik og stirrede paa Hus efter Hus, idet
hun standsede lidt udenfor hvert. Ogsaa udenfor vort Hus
standsede hun og studerede Gavl, Gadedør og Vinduer. Det
lod til, at de Insignier, der i Træskjærerarbeide vare anbragte
over Døren, i høi Grad fængslede hende. De forestillede

SIDE: 164

en Dame med runde Kinder og et folderigt Gevandt, der,
uagtet dets Rigdom paa Folder, ikke desto mindre hist og
her sluttede saa tæt til Kroppen, som om det var klistret paa.
Den gode Dame sad paa en Tønde, støttede sig til et Anker
og var omgiven af flere andre Tønder og diverse større og
mindre Pakker og pegede ud i det Fjerne, hvor der saaes
forskjellige andre Fortoninger, som Nogle mente skulde fore-
stille et Skib for fulde Seil, men Andre fandt maatte være
Skyer, der trak op til Uveir over Havet. Det hele Kunst-
værk var imidlertid Gjenstand for saa mange forskjellige Ud-
tydninger, og dets Kunstværd blev skattet saa yderst forskjel-
ligt, at det er bedst aldeles ikke at komme videre ind paa
den Materie. Kunstværket var omgiven af høist forunderlige
Slyngninger og Vridninger og under stod:

"An lamh laidir annuachdar."

Betydningen heraf er, saavidt jeg ved, endnu ligesaa
ubekjendt, som den ægyptiske Hieroglyphskrift, men efter et
gammelt Sagn skal det være høiskotsk eller gælisk.

Alt dette stod Strilekonen en lang Tid og betragtede
med stor Interesse. Da hun var færdig dermed, lod hun
sit Blik derfra glide ned paa Ruden over Gadedøren, hvor
der med store gyldne Bogstaver stod Farfars Navn at læse.
Efter nogen Tids dyb Granskning over Betydningen heraf,
lod hun til at fatte det; thi hendes Ansigt opklaredes syn-
ligen, og hun gjorde et Par raske Skridt henimod Døren,
indtil hun fik Øie paa mig. Da standsede hun pludselig og
blev ganske rød, som om hun var greben i en eller anden
utilladelig Gjerning.

Jeg havde seet det samme smukke Strileansigt før, men
kunde ikke erindre hvor, og gik ud for at høre, hvad Konen
søgte, og hjælpe hende. Aldrig saasnart viste jeg mig i

SIDE: 165

Døren, førend hun greb hen i Lommen under Forklædet,
tog noget ud af den og sagde: "Krusarten bur her - Jom-
fruen skal eg snakke med - En Ring skal eg levere -"
og udtalte Ordene i tre Afdelinger, ligesom det var tre ro-
merske Lys, hun havde gaaet og gjemt paa i Lommen og
nu tog frem, tændte og kastede i Veiret til Oplysning af
Situationen.

Nu kjendte jeg Konen. Det var Tausekonen fra Struds-
havn, og Sagen var, at Fredrikke havde leveret hende en
liden Guldring, hun havde, og bedet hende komme ind med
den til Byen til hende, saa skulde hun faa en liden Gave.
Det gjorde hun nu og lod til at være langt gladere og
lykkeligere end paa sin Bryllupsdag. Fredrikke tog Konen
med sig ind i Kjøkkenet, og Konen, der lod til at have taget
en Slump af Søen, hvorfra hun var kommen, med sig til
Byen i sine Klæder, fulgte, idet hun lod det Medbragte
igjen løbe ud af Klæderne i saa rigelig Mængde, at Smaa-
fisk til Nød kunde svømme deri efter hende.

Det varede ikke længe, før Fredrikke kom tilbage til
Dagligstuen og leverede mig et Sølvkrus. Det tilhørte mig.
I Bunden havde jeg prikket mit fulde Navn. Hun fortalte
derpaa, at Strilekonen havde taget det med sig til Byen,
da hun havde seet vort Navn paa det. En ubekjendt Mand,
som havde boet hos Konen et Par Dage, havde mistet det
eller glemt det efter sig; thi det fandtes, da han var reist, i
den Seng han havde benyttet.

Nu fik jeg det travlt. Jeg erindrede, at Sølvkruset
var lagt ind i Pulten i Contoiret sammen med en Del andre
Sølvsager. Det maatte være stjaalet derfra ved Indbruddet.
En af Tyvene havde altsaa været hos Konen og lagt det
efter sig. Af Politiet havde jeg faaet det fuldstændigste

SIDE: 166

Signalement paa Jess Baardsen, Abraham Sørensen og
Skomagertyven, og den Beskrivelse, Konen gav af den frem-
mede Mand, passede saa fuldstændig paa Jess Baardsen, at
jeg ikke nærede nogen Tvivl om, at det var ham, der havde
boet hos hende. Jeg besluttede strax at reise til hendes
Hjem, saasnart Veiret bedagede sig lidt, og tage Nils Farfar
med mig. Ludolf tiggede Moder saa længe, at hun endelig
for at blive ham kvit gav ham Lov til ogsaa at være med.

Inden en Time vare vi Alle reisefærdige og begyndte
at se efter Veiret, men den ene Time gik efter den anden,
og Veiret blev snarere værre end bedre ud paa Aftenen.

Vi gik tilsengs under Storm og Skylregn, med en vis
uhyggelig Følelse, som havde hvilet over det hele Hus, siden
den Nat Indbruddet skeede.

Denne Følelse af Uhygge var tydelig nok paa det
Høieste hos van der Paast; thi han hørte fra den Dag neppe
en Lyd, uden at han for sammen, som om der var bleven
løsnet et Skud mod ham, og saa bleg og medtagen ud.
Hans musikalske Præstationer aftog i Styrke, men hans Lad-
ning og Losning tiltog rigtignok i Hyppighed. Han havde
derhos siden hin Nat tilegnet sig en ny Vane, nemlig at
slaa sig paa Maven, paa det Sted Uhret havde hvilet, lige-
som for at erstatte den Tomhed, som var opstaaet der.

Vi vare allerede komne i Seng; Ludolf havde, som
sædvanlig, gjemt sit Uhr under sin Hovedpude for at det ikke
skulde blive stjaalet, og jeg skulde just til at slukke Lyset, da
vi hørte Noget puste ved Døren. I en Hast greb Ludolf
sit Uhr og bandte paa, at han vilde forsvare det til sidste
Blodsdraabe, men blev beroliget, da han saa, at det var
van der Paast, som kom ind.

SIDE: 167

Det var noget, som aldrig var indtruffet før, at han
havde ladet sig se paa vort Værelse. Jeg blev derfor ikke
lidet forundret over dette uventede Besøg, men endnu mere
forundret blev jeg ved at høre hans Ærinde.

Efterat han baade havde ladet og losset paa sædvanlig
Vis, vist en hidtil useet Grad af Venlighed og utallige Gange
slaaet sig paa Maven, kom han endelig frem med sit Ær-
inde. Det var hans Bøn og Begjæring, at jeg, hvis jeg
fik fat i Tyvene, vilde tage hans Lommebog i Forvaring og
give ham den tilbage, uden at lade Nogen se den, aller-
mindst Politiet.

Jeg lovede ham det, og hans Ansigt blev derpaa or-
dentlig opklaret og ganske lyst.

"Thi", sagde han, rystede med det ene Ben, lukkede
det ene Øie og gjorde en hel Del Anstrængelser, der dog
alle mislykkedes, for at sætte et Smil op, Alt i den Hensigt
at vise, hvilken uhyre livlig, munter, gemytlig Fyr han var.
"Oprigtig talt ser du, - lystig Fyr", her pegede han paa
sig selv og gjorde fornyede Anstrængelser for at vise, hvilken
lystig Fyr han var - "Hemmeligheder, Kjærlighedshistorier.
Du heller ikke se i Bogen, - ikke aabne den."

Det lovede jeg.

"Ærlig ung Mand, ingen Skurk, ingen Kjæltring,
Tugthus, Slaveri, Kagstrygning og meget mere", sagde han,
idet det ene Tegn efter det andet paa hans Egenskaber som
lystig Fyr forsvandt, og han paatog sig en stedse strengere
og strengere Dommers Lader og Manerer. Jeg gav ham
mit Ord paa, at jeg ikke skulde saa meget som se paa hans
Bog, og da jeg havde gjentaget dette mit Løfte med alle de
høitidelige Ceremonier, han forlangte, undtagen at jeg ikke
fandt det fornødent at aflægge nogen dyr Ed derpaa, be-

SIDE: 168

gyndte han en Snusskufning, hvis Mage jeg endnu aldrig
havde seet. Det var, som om hans indre Menneske i den
Grad var bleven lettet, at der var bleven et overordentlig
stort ledigt Rum, der nu skulde fyldes med Snus. Han gik
under den livligste Musik af Trompet og Basun.

Næste Morgen vaagnede jeg ved at høre Nils Farfar
trippe om i Værelset. Da han hørte, at jeg var vaagen,
kom han hen til Sengen og hviskede: "Læg dig til at blunde
endnu lidt, Eberhardmand, Veiret er udmærket godt, men
jeg er endnu ikke færdig. Jeg skal vække dig, naar det er
paa Tide at staa op."

Det var endnu ganske mørkt. Jeg vendte mig mod
Væggen og dormede med den inderlig velbehagelige Følelse,
man har, naar man bliver vækket om Morgenen, er meget søv-
nig og kan faa sig en liden Extralur med klar Bevidsthed
om, hvad man har fore.

Medens jeg saaledes laa og hvilte mig, hørte jeg Nils
Farfar gaa omkring, vække Ludolf gjentagne Gange med
aldeles ikke blide Ord og gjøre alle Forberedelser til vor
Reise.

Omsider stod jeg da op, og vi vare snart inde i Dag-
ligstuen, hvor Fredrikke temmelig søvnig skjænkede Kaffeen
for os. Ludolf havde nu faaet det saa travlt med at komme
afsted, at han nær havde skoldet sig selv indvendig ved at
sluge Kaffeen altfor varm. Han var saa ivrig og støiende
i at skynde paa en hurtig Afreise, at vi idelig maatte tysse
paa ham, for at han ei skulde vække Moder.

Det var allerede ganske lyst, før vi kom afsted. Ludolf
travede i Spidsen for Toget nedover Smedsmuget med et
Gevær paa Skulderen, som han havde laant af en Ven, og
en Jagttaske, som han havde laant af en Anden, paa Ryg-

SIDE: 169

gen. Han havde de mest morderiske Hensigter med alle de
Fugle, vi maatte træffe underveis. Nils Farfar og jeg
fulgte efter med en Del Fiskeredskaber, da han var en liden-
skabelig Fisker.

Pigerne med Proviant og Reisetøi sluttede Toget.

Det var en kold, rusket Morgen. Luften var fugtig,
Taagen hang langt udover Fjeldene, ja hist og her lige ned
paa Toppen af Hustagene, hvor den saaes at trække som en
smaakornet Røg nordefter for en sagte Vind. Hele Himlen
havde den samme blygraa Farve som Taagen og ligesom
sænkede sig af og til ned imod Jorden, for strax efter atter
igjen at hæve sig i Veiret.

Det varede ikke længe, før vi vare i fuld Fart.

Nils Farfar roede det ene Aarepar, og Ludolf og jeg
hver sin af det andet. Det gik lystigt udover med en sagte
Fordevind fra Syd, der krusede Bølgerne udover Vaagen.

"Reiser betragtes med Grund som en af Livets ædleste
og bedste Fornøielser", sagde pludselig Ludolf, idet vi roede
forbi Skibene ved Bradbænken, hvor en og anden søvnig
Matros saaes krybe op af Lugaren og strække sig for at blive
rigtig vaagen til at begynde Dagens Gjerning.

"Aa ja, nu er du kjæk nok. Men Piben havde en
anden Lyd, da du laa i din varme Seng og skulde staa op",
svarede Nils Farfar. Derpaa tilføiede han hurtig: "Men
tag dig iagt for Geværet, det kan være ladet med Kugle",
og lo hjerteligt af den Forskrækkelse, der overkom den unge,
tappre Jægersmand ved at høre dette.

Da Ludolf mærkede, at den Gamle drev Spøg med
ham og havde ham til Nar, holdt han op at ro, vendte sig
paa Toften til sin Modstander og sagde med en Mine,
værdig Socrates: "Stultum est ea docere ceteros, qvæ

SIDE: 170

ipse expertus non es", siger en gammel Romer. Det vil
sige: Bland din Vin med Vand og gjør den saa spæd og tynd,
som du vil, men bland dig ikke i de Ting, du ikke forstaar;
thi det kan du komme galt fra. Lær det til en anden Gang,
stulte senex."

I sine Skjærmydsler med gamle Nils gjorde Ludolf
stadig Brug af latinske Brokker, og da dette var aldeles
ubekjendte Vaaben for Fienden, bragte de ham bestandig i
Forvirring og bidrog i væsentlig Grad til Kampens Udfald.

"Aa jeg forstaar ikke dine Romeres Talemaader og
heller ikke al din græske Snak", svarede Nils og begyndte
allerede at gaa over fra Offensiven til Defensiven, "men det
kan ikke være mig ment, for jeg har aldrig befattet mig
med at have Vand i Vinen. Det vil jeg bare sige dig.
Lær det til en anden Gang, din uartige Dreng."

Vinden begyndte nu at blive friskere og friskere og
Bølgerne at blive større og større, altsom vi kom længere
ud paa Fjorden. Taagen begyndte at stige og fordele sig
og at drive langs Fjeldene i større og mindre Ansamlinger.

Under alt dette sad jeg og grundede paa, hvorledes jeg
skulde forholde mig, naar jeg traf paa Jess, for at naa
Maalet for mine Ønsker, den grønne Blikdaase. At dette
var Hensigten med min Reise, turde jeg ikke sige til Nils
Farfar; thi da vilde han formodentlig gjort Mytteri og nægtet
at gjøre Tjeneste ombord.

Derfor forelagde jeg nu det samlede Mandskab Spørgs-
maalet i sin Almindelighed og spurgte: "Hvad skal vi gjøre,
naar vi træffe Jess."

"Det var let at besvare", mente Nils; "vi skulde na-
turligvis tage ham med os til Byen og overlevere ham til
Politiet."

SIDE: 171

"Nascitur ridiculus mus", sagde Ludolf, da Nils havde
fremsat sit Forslag og lo saa hjertelig, at den Gamle blev
ganske forlegen og taug, og da Ludolf tilføiede: "Stulte
senex! Ved du ikke, at det heder: Quod tibi fieri non vis,
alteri ne feceris, og fremdeles: Injuriæ beneficiis vincuntur
speciosius quam mutuo odio persantur", lod Nils til at
føle Vægten af disse Argumenter saa stærkt, at han blev
ganske ulykkelig over sit Forslag, især da jeg erklærede, at
jeg var af Ludolfs Mening.

Jeg kan ikke nægte, at jeg ikke kunde lade være at
more mig lidt over mine to Medreisende. De forekom mig
begge at være lige barnagtige og stridbare.

Imidlertid var den Gamle nu bleven ganske fortvivlet
over Ludolfs Græsk, som han endelig vilde have det til;
jeg maatte da stille ham tilfreds saa godt jeg kunde og for-
klare ham, at Ludolfs Mening var, at vi skulde tage Jess
med det Gode og i al Venskabelighed faa ham til at ud-
levere alle sine Tyvekoster.

Dette fandt Nils paa sin Side saa komisk, at han gav
sig til at le ret hjerteligt.

Striden mellem disse to barnagtige Mennesker syntes
aldrig at ville tage nogen Ende, indtil endelig Nils Farfar
blev saaledes tiltaklet med latinske Citater, at hele hans
Skyts lidt efter lidt blev bragt til Taushed.

Imidlertid gik det rask udover, og vi nærmede os alle-
rede Askeland, hvor Konen, der havde bragt Sølvkruset,
boede. Taagen var nu drevet op paa Fjeldene, og fra
Toppen af disse saaes overalt Bække og smaa Elve, opsvul-
mede af Gaarsdagens Regn, skummende styrte ned, glin-
sende i Solskinnet som hvide Sølvbaand.

Endelig naaede vi vort Bestemmelsessted. Konen, der

SIDE: 172

var kommen hjem om Natten, kom os imøde paa Veien til
hendes Bolig og berettede, at den fremmede Mand fra hende
havde taget lige over Fjorden til Salhus. Hendes Mand
beskrev, hvorledes hans Baad, der var malet grøn med sort
Æsing, saa ud og gav en saa nøiagtig Beskrivelse af Man-
dens Klædedragt og Alt hvad han havde med sig, at jeg
ikke nærede mindste Tvivl om, at jeg skulde kjende ham,
hvor jeg stødte paa ham.

Paa Salhus fik jeg den Besked, at Manden med den
grønne Baad havde været der Dagen forud, men var reist
derfra igjen og taget over Fjorden til Halsenøen, formodent-
lig til Frekhaug for at overnatte der. Det var en pen,
høflig Mand, sagde Folkene paa Salhus.

Paa Frekhaug fik jeg ingen Underretning om Manden.
Han havde ikke været der, og ingen havde seet ham.

Jeg havde nu to Veie at vælge imellem, enten at reise
indover til Osterfjorden eller udover til Herløfjorden. Det
sidste valgte jeg, idet jeg besluttede at reise hjemover paa
den anden Side og undersøge, om han skulde have taget den Vei.

Vi roede da udover, traf hist og her Folk, der skulde
indover til Byen og udspurgte dem, men fik længe ingen-
somhelst Oplysning.

Endelig traf vi paa en gammel Stril med langt Skjæg,
der laa og fiskede inde i en liden Vig. Han havde seet en
fremmed Mand, der saa ud til at være en Byfant, for en
snau halv Time siden, ro saa smaat udover langs Landet.
Han var nok paa Fiske, lod det til, for han laa stille imel-
lem, jusom han havde Snøre ude.

Vi tog da Aarene fat igjen og roede saa hurtigt vi
kunde udover og vare ikke komne langt, før vi opdagede en

SIDE: 173

liden Baad med en Mand ligge og drive inde i en stille
lun Bugt.

I en Hast vare vi ved Siden af Baaden, men fandt
strax, at vi nok vare førte paa urigtigt Spor, thi det var
en almindelig tjæret Færing, Manden sad i. Han havde
desuden Gevær med sig, havde skudt en Del Søfugl og
havde blank Hat paa Hovedet. Dette svarede slet ikke til
den Beskrivelse, vi havde faaet af Manden.

"God Dag", sagde jeg og standsede vor Baad i Nær-
heden af Mandens.

"God Dag Far", svarede han og løftede med et yderst
forbindtligt Smil paa Hatten.

Det saa ud til at være en Borgermand fra Byen, der
var ude at trække frisk Luft og faa sig en Motion. Da vi
nærmede os, bemærkede jeg, at han greb til Aarene og
vendte Bagstavnen af Baaden mod os, som om han var
bange for, at vi skulde ro paa ham, men da vi standsede,
slap han igjen Aarene og lod dem hænge i Humlebaandene,
medens han hilste paa os.

"Du skulde vel ikke have seet en Mand i en grøn-
malet Baad med en sort Æsing?" spurgte jeg.

Mandens Mine forandredes med Et. Han blev alvor-
lig, kastede et skarpt, men ligesom sky Blik først paa mig,
saa paa mine to Medfølgere, som om han vilde veie vores
fælles Kræfter.

"Ha! ha!" tænkte jeg, "Manden tør vide mere om
Jess, end jeg først troede."

Hans stirrende Blik gik lidt efter lidt over til en ube-
stemt Betragtning af Skyerne paa Himlen bag os. Hans
Hoved indtog en lyttende Stilling, og efter en længere
Pause sagde han: "Tys, tal ikke saa høit Far. Der bag

SIDE: 174

om Næsset er en tre fire Ænder. Jeg ligger og venter
paa, at de skal komme frem, og syntes jeg hørte dem skrige,
da I snakte. Det var nok ikke saa, men vær saa snil og
snak ikke saa høit."

Efterat have givet mig denne Oplysning i en saa yderst
bønlig og kjærlig Tone og med saa sagte Stemme, som om
det var en confidentiel Meddelelse en Statsmand gav en
venskabeligsindet Magts Udsending, antog hans Mine og Tone
et mere forretningsmæssigt Anstrøg. "En sortmalet Baad
med grøn Æsing, siger I Far, nei jeg kan trygt sværge
paa, at jeg aldrig i mit hele Liv med mit Vit og Vidende
har seet slig Baad, men jeg maa oprigtig tilstaa Jer Far,
at jeg en Stund har hørt og seet saa meget efter Ænderne
der bag Næsset, at jeg ikke har havt Tid til at lægge Mærke
til, hvorledes Baadene saa ud, som reiste forbi mig ude i
Fjorden."

Under den sidste Del af sin Tale pegte han paa Toften
foran sig, hvor jeg nu bemærkede der laa alle fornødne
Materialier til at skrive, nemlig Papir, Pen og et lidet
Blækhus af Horn.

"De sidder maaskee her og skriver paa et Epos, naar
Alt kommer til Alt?" sagde jeg.

"Aa nei, et Epos er det nok ikke. Det er nok bare
nogle smaa Kjærlighedsvers. Jeg er kommen saa langt som
min hulde Pige og studerer paa et Rim derpaa."

"Du har ei din Lige, i dette Rige, maaskee ei engang
i Himmerige, om jeg saa tør sige. Kan det hjælpe Dem?"

"Ha! ha! ha! Tør jeg spørge, hvem sin Søn De er,
min Far, som er saa lystig?" sagde den ubekjendte Poet
og lo fornøiet.

Da jeg sagde ham mit Navn, blev han pludselig al-

SIDE: 175

vorlig igjen og kastede atter det samme besynderlige skarpe,
sky Blik paa mig som før, da jeg spurgte efter den grøn-
malede Baad. En svag Mistanke opstod derfor paanyt hos
mig om, at det dog maatte være noget paafærde med denne
Mand, men da han saa paanyt lod sit Blik fare ubestemt
om i det umaadelige Himmelrum, indtog en lyttende Stil-
ling og sagde med et smilende Ansigt: "Jamæn tror jeg
det var en Fagergaas, jeg hørte skrige der bag Næsset.
Hørte Ingen af dokker det?" forsvandt min Mistanke alde-
les, og jeg fik endog en velvillig Følelse for Manden, da
han vedblev: "Søn af Krusart paa Øvregaden? Jeg kjendte
Jeres Far, jamæn gjorde jeg det, Far. En udmærket pen
Mand, en rigtig bra Mand, Far."

"Hvem er De, om jeg tør være saa fri at spørge?"
sagde jeg.

Den Fremmede smilede beskedent og sagde: "Aa I
kjender nok ikke mit Navn, Maasjø Krusart. Jeg har intet
blivende Sted, men ligger og flakker om fra Sted til Sted
og lever af, hvad jeg kan. Mest er nu mit Levebrød i
Smedprofessionen, men lidt arbeider jeg ogsaa som Snedker.
Men tør jeg spørge, hvad vilde I Manden i den grønne Baad,
Maasjø Krusart?"

Medens jeg fortalte ham, hvem jeg søgte, og hvorfor
jeg havde Grund til at søge ham her, slog han gjentagne
Gange Hænderne sammen af Forfærdelse og raabte: "Nei
hvad maa jeg høre, Far! Nei hvad siger I, Maasjø!
Skal Nogen have hørt sligt før! Jess Baardsen, det far-
lige Menneske! Gud fri og frels os!"

Da jeg vilde reise videre, bad han mig vente et Øie-
blik, han vilde gjerne høre lidt mere om den Sag, sagde
han. Medens han derpaa ladede sit Gevær med svære Hag-

SIDE: 176

gel, som han viste mig, inden han slap dem ned i Løbet
og som han, mente han, kunde skyde en Skrub med, om
der skulde komme nogen paa hans Vei, men som han nær-
mest havde tiltænkt en Flok Vildgjæs, som var ude i Fjor-
den, fortsatte han Samtalen med tilsyneladende langt større
Interesse end tidligere.

Først spurgte han, om jeg ikke havde meldt noget til
Politiet om Sølvkruset, og da han hørte, at det ikke var
Tilfældet, fandt han, at det var urigtigt gjort af mig.
Saa spurgte han, om jeg kjendte Jess, og da jeg overens-
stemmende med Sandheden ogsaa besvarede dette benægtende,
mente han, at da var det høist besynderligt, at jeg vilde
drage ud for at finde ham. "De kan jo let støde paa ham,
Maasjø Krusart, og sidde og prate med ham, accurat som
De nu sidder og snakker med mig uden at kjende ham",
sagde han med et saa godmodigt Smil, at jeg ogsaa
maatte smile.

Endelig spurgte han, hvad jeg egentlig vilde Jess,
naar jeg traf ham, og da jeg dertil i Oprigtighed svarede,
at jeg kun vilde søge at formaa ham til at levere en eneste
af de Ting tilbage, som var bleven borte, saa han yderst
forundret paa mig og mente, at jeg maatte nære bedre
Tanker om Jess end alle andre Folk.

Da vi nu skulde til at skilles ad, skrev han et Par
Linier paa et Stykke Papir, forseglede det med en Oblat
og sagde: "Jeg kan kanske vise Jer en Maade at faa fat
i Jess paa. Lever dette Brev til den Mand, til hvem det
er stilet, og bed ham fra mig sige, hvad han ved, saa kanske
I faar vide mere, end I tror. Men I skal love mig ikke
at aabne Seddelen og læse den, førend Manden har læst
den." Det lovede jeg.

SIDE: 177

Den Fremmede saa forskende paa mig og sagde: "Jeg
ser paa Jer Maasjø Krusart, at jeg kan stole paa Jer.
Jeg skal derfor sige Jer endnu en Ting, hvis I vil gaa
iland med mig."

Dertil var jeg villig. Vi roede ind i Fjæren og steg
iland. Jeg blev lidt forundret, da han tog sit Gevær med
sig, men fulgte ham dog.

Hidtil havde Ludolf og Nils Farfar ikke med et Ord
blandet sig i Samtalen; men nu sagde Nils: "Det er bedst
jeg gaar med. Jess kan være nærmere, end Nogen tror."
Smedens Mund trak sig lidt sammen, hans Blik blev usikkert,
og han hviskede, idet han tog mig tilside: "Den Gamle kan
have Ret. Har Jess savnet Kruset og mærket, at han har
glemt det efter sig, kan I være vis paa, han er langt borte;
men har han ikke det, er han kanske nærmere, end I tror.
Hvad jeg vilde sige, Far, var bare, at I skulde reise tvert-
over Fjorden og spørge i den Hytte, I ser der" - han pegede
paa en liden Fiskerhytte paa Askelandssiden - "om ikke Fol-
kene der skulde kunne give Jer lidt Besked, Maasjø Krusart.
De Folk, som bo der, ved nok lidt af hvert. De kan se
hver Baad, som drager ud og ind Fjorden." Med en yderst
hemmelighedsfuld Blinken med Øinene og Nikken med
Hovedet gav han mig dette Raad, og vi skiltes derpaa ad,
idet han roede udover og nikkede og smilte, saa længe vi
kunde se hans Ansigtstræk, og vi roede tvertover Fjorden
til den paapegede Hytte.

Nils Farfar rystede i et væk paa Hovedet og mumlede
Noget om, at det ikke var rigtigt fat med denne fremmede
Mand. Det var galt, at jeg havde betroet ham saa meget
om Hensigten med vor Reise, mente han.

I dyb Taushed roede vi nu, indtil vi naaede Aske-

SIDE: 178

landet. Her gjorde vi en Opdagelse, der bragte selv Nils
Farfar til tydeligt at gjøre Afbigt for sine mindre gode
Tanker om den fremmede poetiserende Smed.

Der laa nemlig den eftersøgte grønne Baad med sort
Æsing trukken op paa Land. Den var ikke til at tage Feil
af. I en Hast vare vi oppe ved Hytten og gik ind. Ikke
et Menneske var hjemme. En halvvoxen Gris og to Høns
vare de eneste levende Væsener i Hytten, men de havde
ogsaa gjort sig det saa hyggeligt som muligt. Grisen
havde lagt sig op i Sengen, og Hønsene sad paa en Stol
bag Ovnen.

Vi ventede og ventede. Der var ikke et Menneske at
se eller høre. Ude paa Fjorden droge Baade til og fra
Byen, men ingen stævnede mod den ensomme Hytte. Vi
spiste og drak og gjorde os det saa behageligt, vi kunde,
men ikke destomindre blev Tiden frygtelig lang. Endelig,
just som vi vilde til at reise fra den forladte Hytte og
paa nærmeste Sted søge Oplysning om, hvor Beboerne
vare at finde, saaes en Baad roet af en Mand og et Fruen-
timmer, tæt under Land, hurtigt stikke frem bag det Næs,
der i Retning mod Byen dannede den lille Vig, hvor-
ved Hytten laa. Strax efter landede den ved Siden af
vor Baad.

Jeg gjorde ikke nogen lang Indledning, inden jeg
pegede paa den grønmalede Baad og spurgte: "Hvorfra er
den Baad kommen, som ligger her?"

"Hæ", sagde Manden og saa med aaben Mund og et
dumt Blik paa Konen.

"Hæ", sagde Konen og saa med end mere aaben Mund
og et endnu dummere Blik paa Manden.

"Hæ", sagde Manden igjen og vendte sit Ansigt mod

SIDE: 179

mig med en i en utrolig Grad gabende Mund og et i en
utænkelig Grad dumt Blik.

"Jeg spørger, hvorfra den Baad, som ligger der, er
kommen," sagde jeg.

"Baad", sagde Manden og saa med aaben Mund og
dumt Blik paa Konen.

"Baad", sagde Konen og saa med mere aaben Mund
og et endnu dummere Blik paa Manden.

"Baad", sagde Manden igjen og vendte sit Ansigt mod
mig med et i en utrolig Grad gabende Mund og et i en
utænkelig Grad dumt Blik.

Det var en yderst langsom, besværlig og trættende
Maade at føre en Samtale paa. Men der var ikke andet
at gjøre end at tale de Indfødtes Sprog, naar man vilde
have Oplysninger af dem. Langt om længe fik jeg da og-
saa at vide, at de havde tilbyttet sig Baaden af en rig
Kjøbmand fra Byen. At han var rig, kunde de se, for
han havde baade gule og blaa Sedler, at han var Kjøb-
mand, var sikkert, for det havde han selv sagt, og da Ingen
kunde vide det bedre, end han selv, var nu det sikkert nok,
og at han var fra Byen, kunde de se paa hans Klæder.
De havde aldrig set ham før, men vel siden. For en god
halv Time siden havde de roet forbi ham inde imod By-
siden, og da havde han bedet dem skynde sig hjem, der var
Folk med et Brev til dem hjemme.

Jeg begyndte at faa en Mistanke om, hvem den frem-
mede Poet var, og da jeg læste Seddelen, der viste sig at
være til Hyttens Eier, som selv ikke kunde læse, fandt jeg
min Mistanke paa det fuldstændigste bekræftet. Den lød
saaledes:

"Aa du Per, sig til ham, som kommer med denne

SIDE: 180

Seddel, at han er en altfor ung Gaas til at jage gamle
og vilde
 Jess
 Baardsen er mit fulde Navn.
 Nu er jeg sikkert nok i Havn."

Der var ingen Tid at spilde. Inden endnu Nils Far-
far var færdig med sine Forsikkringer om, at det var det
han havde vidst den hele Tid; men at Ingen havde villet
tro ham, og inden Ludolf havde kunnet finde et eneste pas-
sende latinsk Citat, vare vi paa Veien ind imod Byen igjen.
Fienden var allarmeret og havde faaet et langt Forsprang,
men, det var dog muligt, vi kunde indhente ham. Nu
kjendte vi ham i det Mindste. Det gjaldt om at bruge Aarene.

Det gik raskt udover, og vi maatte ogsaa skynde os;
thi det lakkede allerede mod Aftenen, og Himmelen begyndte
at antage et noget alvorligt Udseende ude tilhavs. Ludolf
var saa træt af at ro, at han ikke kunde mere og satte sig
bag i Rangen.

Vinden, der om Morgenen havde været fra Sønden,
var lidt efter lidt i Dagens Løb stilnet af og begyndte nu
at trække fra Norden. Den friskede paa sig med hvert Øie-
blik og vilde vist tiltage i Styrke endnu en Tid, at dømme
efter den raske Drift, Skyerne begyndte at faa. De lode
næsten til at have større Hast med at komme indover til
Byen end vi.

Omgiven af Guld og Purpur forsvandt Solen med
et venligt Smil i Sydvest. Den gik ned bag svære Bun-
ker af runde, hvide Skyer, der saa ud som store Bjerge af
blød nyfalden Sne med Bræmmer af skinnende Guld.

Kold og barsk kom Nordenvinden ind fra Havet og
førte med sig en Skymasse af Udseende som mørkegraa, ny-

SIDE: 181

kardet Uld. Med forrevne Kanter kom den længere og
længere frem paa Himlen, og af og til var det, som om
en Dot hist og en Dot her opfangede lidt af den megen
Glands og straalende Pragt, hvoraf der var saadan Over-
flod i Sydvest.

Da Ludolf klagede over, at han begyndte at fryse, sagde
gamle Nils, at det havde han godt af, men bad ham for
en Sikkerheds Skyld tage sin Pijækkert paa sig.

"Aa ja", svarede Ludolf, "jeg ved nok det, at du
gamle Kjælderrotte helst saa, at jeg laa med Næsen i Vei-
ret, død som en Sild, men den Glæde skal du ikke have,
stulte senex."

"Aa nei", mente Gamle Nils, hvis Taalmodighed havde
været sat paa Prøve den hele Dag og nu endelig var
udtømt.

"Aa nei, Ukrudt forgaar ikke saa snart, og en saa
uartig Gut, som Du er, vil nok Ingen sørge over."

Derpaa pegede han ret i Nord og sagde: "Der kommer
en Byge, som raaber af Veien. Før den naar os, faar vi
se at være under Tag, hvordan det saa forresten gaar."

Vi besluttede da at tage ind i det første Hus vi kom
til, men vi roede langs en gold nøgen Fjære, og der var
ikke et Hus at se i Nærheden. Vinden friskede paa sig
hvert Øieblik. Søerne begyndte at rulle høiere og høiere
indover den store aabne Fjord, og Baaden for dreven af
Vind og Sø og vore Aarer raskt indover. Bygen var dog
hurtigere og nærmede sig synligen mere og mere.

Strax efter begyndte de første Haggel at falde saa store
som smaa Nødder, og i det samme dreiede vi om et Næs,
kom ind i en Bugt og var i smult Vand. Vi saa Bryggen

SIDE: 182

inde i Bunden af Bugten, men inden vi naaede den, kom
Bygen styrtende over os med ubændig Voldsomhed.

Haglene slog, drevne af den raske Nordenvind, susende
ned over os, hoppede om i Baaden og pidskede Søen til
Skum rundt om os. Derpaa blev det saa mørkt, at vi
ikke kunde se to Skridt fra os.

"Gaa forud du uartige Gut og stræk Armene ud saa
langt du kan, og sig til, naar du faar fat paa Bryggen
eller føler Land", sagde Gamle Nils til Ludolf.

Der kom intet Svar, derimod hørtes en sagte klagende
Lyd fra Bagstavnen. Vi kunde Intet se, men det var let
at forstaa, at det var Ludolf, som sad og græd.

"Kjære velsignede Dreng", raabte Nils Farfar og holdt
op at ro, "hvad fattes dig?"

"Lad os komme iland, Nils. Jeg fryser og har saa
ondt. Hvert Haggel gjør saa ondt, som om jeg blev stukken
med Naale. Lad mig komme iland, kjære Nils Farfar",
svarede Ludolf grædende.

Piben havde pludselig faaet en anden Lyd fra begge
Kanter. Hele Dagens Strid og Krangel var glemt.

"Gud hjælpe og trøste os Allesammen, bare Gutten
ikke bliver syg for os", raabte Gamle Nils forskrækket, lagde
Aarene ind og vedblev saa: "Lad mig komme forud og kjende
efter Land. Ro saa smaat, Eberhard. Hvorledes er det
med dig nu, søde Gutten min?" Medens Gamle Nils
yderst bekymret talte saa, havde han indtaget sin Plads i
Forstavnen.

Han kunde Ingenting se og Ingenting føle. "Det er
som at se ned igjennem Spundset paa en tom Vinpibe og
som at føle ret op imod Himlen", sagde han. "Hvis vi
ikke snart finde Land, kan vi komme til at ro rundt og

SIDE: 183

kanske komme ud paa Fjorden igjen, til Bygen er over og
det klarner af", tilføiede han næsten grædende. Idelig
spurgte han, hvorledes Ludolf havde det, og kaldte ham
med de kjærligste Navne, og da han kun fik en sagte
Graad til Svar, bad han ham saa inderlig ikke at græde,
at Gutten gjorde sig al den Umage, han kunde, for at
standse sin Graad.

Endelig raabte Nils Farfar. "Her kjender jeg Land!
Det er en Stok. Det er to Stokke. Det er Bryggen!"

Vi vare snart paa Land og paa Veien til Huset.
Ludolf kom sig betydelig, da han fik bevæge sig og ikke
længere behøvede at sidde stille. Det gik langsomt; thi det
var saa mørkt, at vi maatte føle os for med Hænderne for
at holde os paa Veien. Haglene pidskede mod vore Hæn-
der og vort Ansigt med saadan Voldsomhed, at hvert Haggel
der rammede den bare Hud, kjendtes som et Stik.

Endelig naaede vi Huset. Der bleve vi modtagne, som
om vi vare ventede paa i lang Tid, og behandlede som
Prindser, uagtet Folkene paa Gaarden neppe kjendte vort
Navn. Det var ikke at tænke paa at komme derfra den
Aften.

Vi slog os derfor til Ro, blev der om Natten og fik
en Seng at sove i af en yderst mærkelig Beskaffenhed. Den
var saa høi, at det øverste af Dynerne ragede langt over
mit Hoved, naar jeg stod foran den paa Gulvet. Jeg maatte
derfor stige op paa en Stol, før jeg kunde tænke paa at
komme ind i den. Men da det endelig lykkedes mig, sank
jeg tilbunds, som om jeg var en Sten, der var sluppen
i Vandet, eller som om jeg var et almindeligt jordisk Men-
neske, men Sengen, hvori jeg havde lagt mig kun var en
Ide, et Begreb, en Phantasi eller i det høieste en Sky.

SIDE: 184

Det tør jeg trygt sige, at Ingen, uden den, der selv
har prøvet noget lignende, kan fatte Dybden af det Indtryk,
jeg og Sengen gjensidig gjorde paa hinanden. Ludolf skulde
have Plads ved Siden af mig, men han forsvandt i en
Sidedal. Underdynen satte en stor Aaseryg mellem os.
Aasen var dog ikke høiere og Dalen ikke dybere, end at vi
kunde høre hinanden.

Jeg faldt i Søvn, idet jeg søgte at udregne, hvor-
mange Ædderfugle fra Fjorden udenfra havde ydet deres
Pels som Bidrag til denne mærkelige Seng, men kom ikke
til noget Resultat før i Drømme. Der brugte jeg Loga-
rithmer og Integraler og kom til høist mærkelige Resultater.
Hele Horizonten blev til Søfugle, der kom for at yde deres
Skjærv. Alker og Vildænder, Ædderfugle og Vildgjæs,
Lom og Skarv, Havsuler og Lunder og alle andre vilde
Søfugle kom og sagde: "Vær saa god Menneskebarn tag
mit Skind, men betænk - -"

Mere fik jeg ikke høre af Talen; thi jeg blev vækket
derved, at Døren til Værelset blev lukket op. Det var Nils
Farfar, som i en saa let Klædning, at jeg halvvaagen, som
jeg blev, først tog ham for den uhyre store, snehvide Ædder-
fuglsteg, der holdt Talen, kom listende ind med Lys i
Haanden. Med Haanden skyggede han for Lyset og med
lydløse Trin kom han paa Hosesokkerne hen til Sengen, stod
en Stund og betragtede Ludolf saa skarpt, som om han
vilde se igjennem ham; satte derpaa Lyset fra sig paa Gul-
vet, lagde sin Haand sagte paa hans Pande og forsvandt
derpaa. Jeg har al Grund til at antage, at han knælede
ved Sengen, uden at jeg fra den Dal, hvori jeg laa, kunde
se ham; thi jeg hørte ham hviske: "Gud styrke og velsigne
de to Smaa, som her ligger."

SIDE: 185

Jeg havde stor Lyst til at gjøre Indsigelser mod at
henregnes til de Smaa, men større Lyst til at falde i Søvn
igjen og fortsætte Drømmen. Jeg lod det være den ord-
førende store Ædderfugl der forsvandt med Lyset, lod en
anden af den store Fugleforsamling fortsætte Talen og
gjorde, kort sagt, Alt mit for at fortsætte. Men Alt uden
Nytte. Jeg kom ind paa ganske andre Ting og blev endnu
to Gange i Løbet af Natten vækket af den samme hvide
Skikkelse, der kom og gik med de samme Ceremonier som
første Gang.

Da jeg endelig vaagnede for Alvor om Morgenen stod
Solen høit paa Himlen, og aldrig saasnart havde jeg givet
Tegn til, at jeg var vaagen, før Gamle Nils stak Hovedet
ind af Døren og spurgte: "Er dokker vaagen? hvorledes
staar til?"

Ludolf gabede, strakte sig og svarede: "Quæ dura sunt,
fiunt leviora patientia, stulte senex!"

Det vil sige: - hvis du ikke engang forstaar saameget
Græsk - Et godt Hjerte, en god Constitution og en kraftig
Villie fordriver altid lidt Hovedpine, du gamle Kjelderrotte."

"Aa, Gud ske Lov. Det staar til Livet, naar Græsken
er kommen tilbage", sagde den Gamle og gned sig i Hæn-
derne af Glæde; "men du maatte skamme dig, som gaar
hen og sætter dig til at tude og græde og skræmmer Livet
af Folk for lidt Kulde i Kroppen."

Dermed var Freden brudt, og Krigen brød løs med
større Heftighed end nogensinde før.

Efterat vi havde drukket Kaffe paa Sengen og spist
Frokost inde i Stuen, fik vi endelig Lov at reise og kom
hjem noget efter Middag i det deiligste Solskin. Paa hele
Hjemtouren tærgede Ludolf Gamle Nils værre end nogen-

SIDE: 186

finde før, og da vi steg iland, sagde han: "Det var en god
Reise. Ikke skudt saa meget som en Stendolp, ikke fisket
saa meget som en Stikling og holdt for Nar af vor egen
Tyv. En ganske fortrinlig Reise, det maa jeg sige. Men
hvis Skyld er det? Naturligvis din, stulte senex, og det
er oprigtig talt nedrig gjort af dig, stulte senex, gamle
Korketrækker, elendige Flaskeskyller."

Denne Beskyldning lod til at gjøre et dybt Indtryk
paa den Gamle, og det kunde han aldrig glemme, sagde
han, at han fik Skylden for, at Alt var gaaet saa galt
paa Touren.

Af det Passerede havde jeg dog faaet den Lærdom,
at jeg burde stole lidt mindre paa mig selv og søge lidt
mere Hjælp hos Andre næste Gang, og at jeg burde være
forsigtigere med at fatte Tillid til et uskyldigt Udseende
næste Gang og ikke tro, at en Mand, fordi han sidder og
skriver Vers, har alle de mulige Dyder han sidder og priser,
selv om det sker paa Vers.

Denne min Erfaring kom mig snarere til Nytte, end
jeg havde tænkt.

Ud paa Aftenen kom der nemlig en Gut op til mig
og skulde hilse og sige, at der var En udenfor, som gjerne
vilde snakke med mig. Det var en anden halvvoxen Gut,
som stod midt i Gaden med begge Hænderne i Lommerne
og begge Benene vidt fra hinanden. Næsen, der saa ud,
som om den stadig lugtede til Tagrenderne, havde jeg set før.

Uden at sige et Ord og uden at røre sig mere end
høist nødvendigt, saa Gutten paa et lidet Stykke skiddent
Papir, som laa paa Gaden, og sagde: "Her var en Mand,

SIDE: 187

som gik forbi og bad, jeg skulde passe paa det Papir, som
ligger der, til De kom."

Paa Stemmen gjenkjendte jeg Gutten. Det var den
lille Tykkert med Buldogansigtet og Ridesalnæsen, som havde
været Konge paa St. Hans Haugen forrige Aar.

Jeg tog Papiret og læste: Om et Kvarter er jeg at
træffe paa Sverresborg strax ovenfor Bontelabo; hvis De
gaar alene ud over Fæstningen, vil De træffe mig. Er
der nogen med Dem, søger De mig forgjæves.

Deres Ven fra Herløfjorden. 

Da jeg havde læst dette og saa mig om, var Gutten
borte. Jeg fattede strax min Beslutning, gav Gamle Nils
Seddelen, bad ham bringe den paa Politikamret og sige,
at den var fra Jess, gik derpaa ud til Stævnemødet og
traf den jeg søgte, staaende paa en Fjeldknat med Udsigt
til alle Kanter.

Smilende nikkede han til mig og sagde yderst venlig:
"God Aften, god Aften, Herr Krusart. Sig mig nu, hvad
De vil. Jeg ved jeg kan stole paa Deres Ord. Hvad er
det, De vil have igjen af de Ting, som blev borte den
Nat. Jeg var naturligvis ikke med, kan De vel vide" -
her smilede han polidsk, som om han vilde sige: det for-
nøier mig meget, at De ved, at jeg var blandt dem, som
begik Indbruddet - "men jeg kommer blandt saa mange
underlige Folk, at jeg muligens kunde træffe paa En eller
Anden, som muligens havde hørt tale om den Ting, De
ønsker, og saaledes kunde jeg muligens komme paa Spor
efter den. Det er sørgeligt, Herr Krusart, for en Mand i
min Stilling, at skulle omgaaes saa mange slette Mennesker,
kan jeg forsikkre Dem" - han sukkede saa en Sten maatte
røres derover - "men, naar Lovene ere saa rent slette og

SIDE: 188

gale, som i dette Land, saa kan det bedste Menneske let
komme i en Smule Uleilighed." Han sukkede atter, saa
mod Himlen og satte et saa inderlig sørgmodigt Ansigt op,
da han taug, at det var klart, at det gjaldt mere end den
Smule Uleilighed han klagede over. Det maatte sikkert
være Landets Love, der fremkaldte den dybe Sorg.

Jeg vilde gjerne opholde ham en Stund indtil Politiet
kunde naa frem og slog derfor ind paa den Retning, han
havde givet Samtalen. En Stund talte vi om, hvilken
Skam for Landet det var, at en saa udmærket Mand, som
Jess Baardsen, skulde indtage en saa lav Stilling i Sam-
fundet, og han lod til aldeles ikke at lide af Beskedenhed
med Hensyn til den Stilling, han troede at burde indtage.

Pludselig standsede han i sine Betragtninger over den
slette Samfundsorden, trak et Uhr op af Lommen, som jeg
kjendte meget godt og sagde: "Nei, hvor Tiden gaar hurtigt
i godt Selskab. Jeg faar nok skynde mig. Hvad vil De
have igjen, Herr Krusart?"

"En grøn Blikdaase", svarede jeg.

Han forandrede aldeles Tonen i sin Stemme, idet han
svarede kort og bestemt: "En grøn Blikdaase? der var ingen
grøn Blikdaase." Derpaa rettede han sig og vedblev med
den forrige søde, indsmigrende Stemme: "Nei, var der virke-
lig en grøn Blikdaase? Hvad var der i den?"

"Hvad der var i den, ved jeg ikke, men De kan jo
spørge den, af hvem De har faaet det Uhr, De bærer, saa
vil han vist kunne fortælle det", svarede jeg.

Han saa smilende paa mig og sagde: "Nei, er det
muligt? Kjendes De virkelig ved det Uhr? De maa have
bedre Øine, end jeg tænkte. Jeg skulde saamæn gjerne give
Dem det tilbage igjen, hvis det ikke vilde være et Indicium

SIDE: 189

paa, at enten jeg eller den, af hvem jeg har faaet det, har
været med i Gjerningen. Skjøndt De naturligvis ikke tror
saa slet om mig", lagde han til og saa ubegribelig snild
og venlig ud.

Pludselig spurgte han rask: "Har De talt med Politiet
om vort Møde derude?"

"Ja," svarede jeg.

"Har De underrettet Politiet om, at vi skulle træffes
her?"

Jeg svarede ikke.

Han iagttog mig skarpt en Stund, saa atter paa Uhret
og sagde: "Ah, ha. De har sendt Bud. Jeg antager den
lille Gut, som var med Dem i Baaden? Han er rask paa
Foden, behøver 5 Minutter derhen, 5 Minutter for at faa
de Rette med sig og 5 Minutter for at komme herhen.
Altsaa har jeg kun 2 Minutter igjen. Sig mig, hvad der
var i Daasen."

"Jeg ved ikke med Vished, men jeg antager, der var
Papirer i den", svarede jeg.

"Der var altsaa ikke Smaapenge. Den Kjæltring! han
har ikke talt et Ord om nogen grøn Blikdaase. Men Far-
vel. De skal høre mere fra mig senere."

"Følg mig ikke et Skridt", sagde han derpaa med et
rasende Blik, da jeg ubestemt paa, om jeg skulde kaste mig
over ham eller ei, gjorde et Skridt henimot ham, "eller
Gud" - han svor en saa græsselig Ed, at min Pen næg-
ter mig Lydighed og ikke vil nedskrive den - "kjører jeg
ikke denne igjennem dine dybeste Hjerterødder, Gut."

Medens han talte, stak han det blanke Blad af en stor
Tollekniv, som han ligesom havde rystet ud af sit Frakke-
ærme, hen imod mig. Derpaa vendte han sig, hoppede

SIDE: 190

ned ad Skrænten mod Skudevigen og forsvandt i et Nu
mellem Træerne.

Strax efter kom en lang mørk Skikkelse farende op
ad den modsatte Kant. Det var min Gamle Ven, den lange
Politibetjent. Han saa paa mig. Jeg pegede mod den
Retning Jess havde taget, og uden at sige et Ord styrtede
han efter og forsvandt. Strax efter hørte jeg Vægterpibens
trillende skarpe Lyd under mig. Derpaa lød Raab og Skrig
fra flere Kanter og Støi, som om Nogen i vild Flugt
styrtede igjennem Buske og Krat. Det var fuld Jagt, jeg
fulgte Lyden og traf paa flere og flere Politibetjente, der
løbe hid og did uden at vide, hvorhen de skulde vende sig.
Sporet var aldeles tabt og al videre Jagen unødig.

Jeg traf ogsaa min Ven med Meslingerne igjen. Han
var aldeles den Samme. Dog lod det til, at Meslingerne
vare mere udslaaede, end første Gang jeg saa ham, og at
hans Beundring for hans Kammerad og hans Lyst til at
udspørge Andre, om de ikke nærede samme Følelser, var
tiltagen med Sygdommen.

Temmelig slukørede gik vi til Byen igjen. Den lange
Betjent gik hele Tiden og grublede uden at sige et Ord.
Meslingepatienten snakkede for os Alle. Først da vi skiltes
ad, sagde den Lange sagte til mig: "Kan ikke gaa ind i
Bjerget. Har et Gjemmested derude."

Da jeg var kommen til Ro og havde tænkt over det
Passerede, fandt jeg, at det var bedst, at det var gaaet, som
det gik. Jesses Paagribelse vilde formodentlig ikke have
skaffet mig Blikdaasen. Den eneste Maade at faa den paa
var at lade Manden være fri og virke for mig til det
Maal, jeg ønskede at naa. Fik Politiet først Tag i ham,

SIDE: 191

gav det Blikdaasen en god Dag. Hovedsagen for det var
at faa Rovdyret sat i Bur igjen og gjort uskadeligt for Fremtiden.

En Ulykke kommer sjelden alene, siger et gammelt Ord,
og det viser sig desværre altfor ofte i Livet, at det foruden
at være et gammelt Ord, ogsaa er et sandt Ord. I det
mindste indtraf det med os i de Dage.

Neppe var det uhyggelige Indtryk efter Indbruddet
nogenlunde udslettet, saa styrtede der en ny Ulykke over
vort Hus.

En Dag, jeg sad paa mit Værelse, kom der Bud op
og bad mig komme ned til Moder. Jeg fandt van der
Paast og hende alene i Stuen. Hun sad i Sophaen ind-
hyllet i sit uendelige graa Shawl saa rolig som ellers.
Tiden med alle dens Sorger og Bekymringer lod til at
have gledet sporløst over hende, saa rolig, kold og uforan-
derlig den Samme havde hun været og var hun fremdeles.

Van der Paast gik frem og tilbage paa Gulvet med
sin Snusdaase i den ene Haand og Skuffen i den anden,
ligesom om han vilde vente med Indladningen til det be-
leilige Øieblik.

"Sig nu, van der Paast, til Husets ældste Søn, hvad
I har at sige", sagde Moder saa rolig og koldt, saa jeg
vistnok ikke havde nogensomhelst Grund til at ane, at det
var en saa sørgelig Underretning, jeg havde i Vente.

Van der Paast stoppede Snusdaasen i Lommen, faldt
paa Knæ for mig og foldede Hænderne. Inden han fik
aabnet Munden, sagde min Moder koldt: "Fy! ingen Co-
medie van der Paast, ingen Comedie, hører I?"

Han reiste sig og stod med krummet Ryg og bøiet
Hoved og berettede: at Huset var fallit, kunde ikke længere

SIDE: 192

indfri forfaldne Vexler og maatte standse og overlevere Boet
til Rettens Behandling.

Jeg havde nok mærket paa ham, at der siden Ind-
bruddet var noget iveien med ham, han var tørrere og
gulere end før og lod til at lide af en eller anden hemme-
lig Plage, der gjorde ham det umuligt at forblive rolig
paa et Sted; thi han var idelig i Bevægelse og utrættelig
i at søge efter sin forsvundne Tegnebog.

Idet han nu stod for mig, mere bøiet og bøielig, end
jeg nogensinde havde set ham, og af og til kastede et skum-
melt Sideblik paa mig og af og til skelede hen til min
Moder, fik jeg et bestemt Indtryk af, at det var en For-
bryder, der stod for mig, færdig til at besværge sin Uskyl-
dighed. En paalidelig Tjener, der havde været uheldig eller
taget Feil i sin Dont, men var sig bevidst sin gode og rede-
lige Villie, kunde umulig se saaledes ud. Han sluttede
med Underretningen om, at samtlige Bøger vare afsluttede
i Orden og færdig til Gjennemsyn, og at da han nu ikke
havde mere at gjøre her i Huset, vilde han anbefale sig.

"Det er en sørgelig Efterretning, Eberhard, som natur-
ligvis bedrøver mig dybt", sagde Moder, saa rolig som hun
i Grunden mente: overtag du at være fortvivlet over den
Sag, saa slipper jeg. "Men", tilføiede hun, "førend du
overleverer Boet, saa bør du vel tale med Holtzwinkel der-
om. I, van der Paast, kan overlevere Alt til min Søn.
Han har min procura fra nu af. Jeg vil haabe I ikke
har misbrugt min Tillid. Farvel!" Dermed bøiede hun lidt
Hovedet, indhyllede sig tættere i sit Shawl, lukkede Øinene
med en Mine, som om hun vilde sige: "Gud ske Lov, nu
er jeg færdig med den Sag".

"Vil min nye, høistlærde og høistærede Principal be-

SIDE: 193

hage at træde ind og modtage Alt strax, eller befaler han
sin ydmyge Tjener at vente til en beleiligere Tid", sagde
van der Paast med en Tungefærdighed og Finhed i Ma-
nerer, som jeg aldrig før havde troet ham i Besiddelse af.

"Det har ingen Hast, van der Paast", svarede jeg. "I
kan blive her saalænge. Maaske kunne vi imidlertid finde
Jeres Tegnebog".

Jeg havde ikke nogen anden Mening med denne Yt-
ring, end at jeg ikke strax vilde indlade mig paa at over-
tage alle disse mig ubekjendte Forretninger og ikke i Hast
kunde finde noget bedre Paaskud til Udsættelse end den for-
svundne Tegnebog, men aldrig saasnart havde jeg udtalt,
før jeg havde den fuldeste Overbevisning om, at var Man-
den en Kjæltring, vilde hans Tegnebog fælde ham, thi han
blev aldeles gul, kunde ikke se paa noget bestemt Punkt,
svælgede og sagde endelig med aldeles forandret Stemme:
"Min høitærede og lærde Principal vil undskylde, at jeg
ikke kan vente derpaa. Jeg har allerede ordnet mig, saa
jeg maa reise om kort Tid. Naturligvis dog ikke før Bø-
gerne og Regnskaberne ere opgjorte".

"Og Jeres Tegnebog funden", lagde jeg til.

Herpaa svarede han ikke, men bed Tænderne sammen
og kastede et Blik fuldt af Forfærdelse og Vrede paa mig,
som om han vilde sige: "Jeg nærer det inderligste Ønske
om at kunne kvæle dig".

Først efterat jeg havde talt med Farbror, fattede jeg
Omfanget af den Ulykke, der havde rammet os. Jeg havde
havt Formue ivente, som var fløiten, det forstod jeg; men
jeg tænkte, vi kunde vel altid erhverve saa meget, at vi
kunde slaa os igjennem.

Af Farbror fik jeg andet at vide. Aldeles forfærdet

SIDE: 194

slog han Hænderne sammen og raabte: "Gotts Donner
Wetter, wat siger den Dreng. Ein af de bedste Huse in
Bergen fallit, Penge verloren, Honneur verloren. Huset
Krusart gaa und betle for hver Mand sin Dør. Dat ist
nit mulig. Gotts Blitz Donner Wetter. Dein Fader sin
Sohn maa und skal nit gaa und betle før Ditlef Holtz-
winkel und hele sein Familie gaar mit. Dat ist geschworen.
Aber ich habe dat gesagt. Wat Dyvel soll det betyde; den
ældste Sohn gaar fra Forretningen und ligger bare und
morer sig und læser alskens gamle Bøger. Dat kan den
yngste Sohn til Noth gjøre. Den ældste skal blive Ge-
schæftsmand, sidde ved sin Vater sin Pult, tage hans Plads,
wenn han dør og sørge for Husets Honneur. Dat har han
nit gjort, min Far". Medens han talede, gik han frem
og tilbage paa Gulvet med umaadelig lange Skridt, som en
aldeles fortvivlet Mand. Nu standsede han pludselig lige
foran mig, løftede sin høire Haand truende imod mig og
vedblev: "Ich habe ofte tænkt dat zu sagen, nu kan han
høre min Meining".

Jeg havde aldrig før seet Sagen fra den Side, men
var nu pludselig inde i hele Situationen. "Du har Ret
Farbror", svarede jeg derfor. "Jeg har hidtil gaaet som et
tankeløst Barn og ladet en Fremmed skalte og valte med
min Faders Navn og min Families Formue. Det skal ikke
ske mere. Fra idag af overtager jeg Firmaet. Nu er jeg
Husets Chef".

Farbror saa paa mig med rynket Pande og et spodsk
Smil og sagde: "Der Hanekyckling beginder at gale".

"Javel", svarede jeg. Jeg følte Blodet stige mig til
Hovedet, og der gik ligesom en Strøm af gode og stærke
Forsætter gjennem mit Hjerte. "Javel, Farbror. Hanekyl-

SIDE: 195

lingen er begyndt at gale, og han skal gale, saa det skal
have Næb og Klør, saa det skal føles, for at forsvare sin
Faders Navn". Farbror traadte et Skridt tilbage og sagde
alvorlig: "Se, se! han ligner sin Fader. Gak so heim
und vent til jeg kommer. Jeg skal tale mit den Spits-
bub, van der Paast".

Paa Hjemveien gik jeg indom Georg og betroede ham,
hvorledes Sagerne stod. Først lod han til at blive glad
derved, et Smil trak over hans Ansigt; men saa blev han
alvorligere, end jeg nogensinde før havde seet ham og sagde:
"Jeg skammer mig over mig selv, og over at min første
Tanke var, at din Families Ulykke kunde bringe mig Fordel.
Jeg skal jo være et godt Parti og kunde være ganske god
til Svigersøn for Pengenes Skyld. Tilgiv mig min Ven
og tillad, at jeg fortæller min Fader, hvad du har betroet
mig. Han vil vist vide bedre Raad, end jeg. Huset maa
ikke standse".

Han bad saa længe og saa inderlig, at jeg endelig gav
efter. Strax efter kom han tilbage med sin Fader. Den
gamle Macbridge kom hen til mig, tog min Haand, og
sagde med dybt bevæget Stemme: "Unge Mand, Deres
Herr Fader var engang min bedste Ven - Deres Fru
Moder har jeg ogsaa været en Ven - har jeg kjendt.
Deres Ulykke gaar mig mere til Hjertet end jeg kan -.
Undskyld, jeg er saa bevæget, at jeg neppe ved, hvad jeg
siger".

Han taug en Stund, og jeg saa Taarer i hans Øine.

Derpaa vedblev han roligere: "Det er 25 Aar, siden
jeg sidst talte med Deres Fru Moder. Sig hende, - dog
nei, sig hende Intet. Hun er af et saa heftigt Gemyt, som
De nok har mærket, min unge Ven. Hun kan i Glæde

SIDE: 196

være gladere end andre Mennesker, men ogsaa i Sorg være
mere bedrøvet end Nogen. Det er kanske bedst -".

Han taug, og i den Pause, som opstod, tænkte jeg,
enten maa De min gode Herr Macbridge have kjendt min
Moder meget slet, eller ogsaa maa hun have forandret Natur
siden den Gang; thi jeg har aldrig mærket mindste Tegn
hverken til Sorg eller Glæde.

Efter at have staaet en Stund og ligesom kjæmpet med
sig selv, vedblev den gamle Consul med et Suk: "Det er
bedst jeg taler med Deres Fru Moder, saavel om denne Sag
som om den anden paa en Gang". Han nikkede smilende
til sin Søn, og denne omfavnede sin Fader, idet han med
glædestraalende Ansigt sagde: "Du er en Perle af en Fader,
og om jeg fik frit Valg, valgte jeg dig og ingen anden
paa den hele Jord til Fader. Hurra! Den gamle Cavaler
ruster sig og gaar i Kampen. Fienden giver efter. Den
gode Sag seirer. Hurra!"

Da han var gaaen, fortalte jeg Georg, hvad der var
foregaaet ved min sidste Sammenkomst med Jess, og da
han havde hørt min Beretning, raabte han paa sin Tjener.
Strax efter kom den lille Nisse ind, gjorde en Del forun-
derlige Kast og Hop rundt paa Gulvet og kom endelig
gaaende paa Hænderne frem for sin Herre med en Mængde
høist besynderlige Grimacer. Han havde, siden jeg sidst
saa ham, erhvervet sig en aldeles forbausende Dygtighed i
sin Rolle som Nisse.

"Reis dig Nisse Nic og svar mig", sagde hans Herre.
"Hvem var den lille tykke Gut med opbrækket Næse, som
førte Commandoen blandt Brandgutterne paa Haugen for-
rige Aar?"

Nic havde reist sig paa sin Herres Ordre og stod stiv

SIDE: 197

som en Stok, idet han svarede uden Betænkning: "Det er
min Broder Bertel. Han har faaet sin Næse opbrækket,
som I kalder det, ved at lugte efter Mad oppe paa Hyl-
derne uafbrudt fra Fødselen af".

"Man skal staa paa denne Plet her i Aften Kl. 6,
Nisse", sagde Georg og pegede paa Gulvet ret for sig.

Uden at svare et Ord vendte Nic Mølle lige mod
Døren og forsvandt.

Da Gutten var vel ude af Døren, sagde Georg: "Ser
du, det kommer der af at have Omløb i Hovedet. Nicolay
har fortalt mig, at han var med Brandgutterne i forrige
Aar, og derfor antog jeg, han kjendte din Stumpnæse.
Kanske vi ved hans Hjælp kan faa fat i Kjæltringerne.
Glem ikke at være her Klokken 6. Min Skjæbne er da
maaske afgjort og Seiren vunden".

Hjemme i Dagligstuen traf jeg Moder alene. Jeg
fortalte hende, hvor jeg havde været og troede det vilde
formilde hendes Vrede mod den gamle Macbridge, naar hun
fik høre, med hvilken inderlig Varme han havde deltaget i
vor Ulykke. Men neppe havde jeg begyndt min Beretning,
før hun reiste sig med lynende Øine og spurgte: "Du har dog
vel aldrig fornedret dig og det Navn, du bærer, saa dybt, at
du har bedet Macbridge om Hjælp. Før vilde jeg sulte ihjel,
før jeg vilde smage en eneste Bid af de kosteligste Retter, der
komme fra ham. Før vil jeg taale og lide Alt, hvad et
Menneske kan lide, før jeg vil modtage den ringeste Hjælp
af dette Menneske, som jeg hader, ja hader af mit ganske
Hjerte".

Neppe havde hun udtalt, før Nils Farfar kom ind og
meldte med en yderst bestyrtet Mine, at Consul Macbridge
var ude og vilde tale med Madammen.

SIDE: 198

Min Moder traadte et Skridt frem paa Gulvet, hun
troede nok ikke sine egne Øren; thi hun stod og stirrede i Taushed
paa den gamle Tjener, saalænge til han ganske forskrækket
sagde: "Det er sandt, men for Guds Skyld tal ikke med ham".

Min Moder blev aldeles bleg og sagde med dirrende
Stemme: "Det er for galt. Han kommer her -". Hun
rystede over hele sit Legeme og kunde kun tale nogle faa
Ord af Gangen paa Grund af den uhyre Heftighed, hvor-
med hun talte. "Han kommer for at - for at glæde sig
- glæde sig ved Synet af mig - i min Ulykke - men
jeg skal - -

Her gjorde hun nogle Skridt henimod Døren, som om
det var hendes Hensigt at gaa ud og kaste Macbridge paa
Døren. Hun blev standset af den gamle graahaarede Tjener,
der faldt paa Knæ foran Døren og i Taushed strakte sine
Hænder bedende op imod hende. "Nuvel", sagde Moder
og standsede - "gaa ud og sig - at hvis han ikke strax
forlader dette Hus - indestaar jeg ikke længere - for
mig selv -. Gaa, gaa!"

Nils Farfar reiste sig og ilede ud af den ene Dør,
idet Fredrikke, hidkaldt af Moders høirøstede Tale, kom ind
af den anden.

Sittrende og med saa stærkt Aandedrag, som om hun
just standsede efter et stærkt Løb, stod Moder og stirrede
paa den Dør, gjennem hvilken Nils var gaaen. Det var
saa stille i Stuen, at vi tydelig kunde høre den gamle
Tjener sige med dyb Bevægelse: "Gud styrke og velsigne
Jer Herr Consul, forlad dette Hus, jo før jo heller", og
Macbridge svare mild og venlig: "Ja, ja, min gode
gamle Ven, naar jeg har seet Fruen" - mere fik vi ikke
at høre; thi aldrig saasnart naaede Macbridges Stemme

SIDE: 199

Moders Øre, før hun begyndte at vakle og styrtede om paa
Gulvet, som rammet af et Lyn.

Da hun efter en Stund kom til Besindelse igjen, saa
hun sig om i Værelset, strøg sig over Panden i et væk
med sin ene Haand, medens hun lagde den anden paa sit
Hjerte. Endelig lod hun til at erindre, hvad der var fore-
gaaet. Hendes Ansigt antog et mildt Udtryk, idet hun
med sagte Stemme, som om hun talede med sig selv, sagde:
"Hans Stemme er uforandret. Jeg kjendte den strax efter
25 Aar".

Jeg forstod hende ikke. Det blev mere og mere gaade-
fuldt. Efter at hun havde siddet en Stund og uafbrudt
stirret ret frem for sig, bemærkede hun endelig Fredrikke,
der knælende skjulte sit Ansigt i hendes Skjød. Hun suk-
kede dybt, begyndte at græde og sagde, idet hun lagde sin
Haand paa sin Datters Hoved: "Ja, du er den Eneste paa
den vide Jord, der har lidt tilovers for mig. Du holder
af mig, ikke sandt? Du holder af din Moder og vil ikke
gjøre hende imod?" Fredrikke kastede sig om sin Moders
Hals. Den Inderlighed, hvormed hun sluttede sig til hende
og kyssede hende paa Kinden, besvarede bedre Spørgsmaalet
end Ord kunde gjøre.

Jeg vidste en Stund ikke, hvad jeg skulde tænke om
alt dette. Saa meget saa jeg dog, at jeg nu eller aldrig
maatte handle, hvis ikke Fredrikke skulde opoffres for Moders
Had til gamle Macbridge. Jeg traadte derfor hen til Mo-
der og sagde rolig: "Moder, ved du, at Fredrikke elsker
Georg Macbridge varmt og inderligt?"

Moder vilde springe op, men min Søster holdt hende
tilbage, saa hun ikke formaaede at reise sig. Efter nogen
Møie lykkedes det hende dog at rive sig løs fra sin Datters

SIDE: 200

Arme og fjerne hende lidt fra sig. Hun stirrede med For-
færdelse paa hendes rødmende Ansigt og nedslagne Blik og
sagde saa med tilbagetrængt Raseri: "Det fattedes kun, men
det maa ikke ske, nei, det skal aldrig, aldrig ske". Jeg troede
ikke, jeg skulde komme til at fortælle, hvad I nu skal faa
høre, til noget Menneske og allermindst til mine egne Børn.
Saa hør da. Jeres Fader, den Mand, som nu gik herfra,
og en Tredie, vare uadskillelige Venner. De vare alle tre
mine Ungdomsvenner. Han, som nu gik, blev forlovet med
mig efter en Tour til Sandvigen, hvor vi begge faldt i
Vandet. Vor Forlovelse blev holdt hemmelig, fordi han
vilde spare sin ene Ven, Jeres Fader, der ogsaa elskede mig,
sagde han. Saa reiste han til Italien. Han var borte i
halvandet Aar uden at skrive et Ord til mig eller besvare
et eneste af mine Breve. Efter halvandet Aars Forløb fik
jeg, engang jeg var i Selskab hos Jeres Farfar og sad i
det uhyggelige Lysthus i Haven, som Svar paa alle mine
Breve, fulde af den ømmeste Kjærlighed (jeg elskede ham;
dengang inderligt, mere end han fortjente) dette." Hun rev
op fra sin Barm et gammelt Papir med forslidte Kanter, leve-
rede mig det, og sagde: "læs! I 25 Aar har det ligget her
og brændt og brændt og ikke et eneste Menneske har læst det
uden jeg. Ikke engang Jeres egen Fader".

Jeg aabnede Brevet. Det var skrevet med en smuk,
tydelig Haandskrift og lød saaledes:

Neapel 3die Marts 1802. 

Dydsirede Jomfru!

Undskyld, men der kan ikke blive noget af det, vi har
talt om. Jeg har bedre Anvendelse for min Person. For-
øvrigt er jeg til Tjeneste naar paafordres.

Evig Deres 
W. Macbridge.

SIDE: 201

Det var saa topmaalt uforskammet, at jeg ikke kunde
andet end le, da jeg havde læst det.

"Dreng", sagde hun nu omsider, "at du manglede
Hjerte, har jeg vidst, men at du var saa hjerteløs, at du
kunde le af din Moders Skjændsel, det troede jeg ikke".

"Men kjære Moder", indvendte jeg, "jeg maa virkelig
le af, at du kan tro, at Consul Macbridge har skrevet et
saadant Brev".

"Det Samme tænkte jeg ogsaa en Stund, men saa
saa jeg paa Skriften, paa Poststemplerne, paa det hele Brev.
Saa tænkte jeg paa, at jeg ikke havde faaet Brev i et og
et halvt Aar, paa hans uendelige Lyst til Morro og For-
nøielse, paa hans bundløse Letsindighed, og saa svandt min
Tvivl, og jeg har aldrig siden havt et Fnug af Tvivl",
svarede Moder.

Medens hun talte, undersøgte jeg Brevet udvendig og
indvendig, vendte og dreiede det paa alle Kanter og kom
desværre til det samme Resultat som Moder.

"Otte Dage efter jeg havde modtaget dette Brev, var
jeg forlovet med din Fader. En Maaned senere kom han
tilbage fra Udlandet. Det første han gjorde, var at opsøge
din Fader. Han traf ham i det ulyksalige Lysthus, hvor
alt galt er foregaaet i dette Hus, og overøste ham med saa
voldsomme Grovheder, at de to før uadskillelige Venner
skiltes ad uden oftere at mødes. Den Uforskammede havde
nu ingen bedre Anvendelse for sin Person og vilde gjøre
sine ældre Rettigheder gjældende, men jeg hadede ham og
har siden altid hadet ham.

Den tredie Ven var ikke at kjende igjen fra den Tid,
han kom til Kundskab om sin Vens Slethed. Han bød
mig det Bedste, han havde at raade over, sin Haand og sit

SIDE: 202

Hjerte. Rørt over hans Godhed og Deltagelse, afslog jeg
dog hans Tilbud. Han svandt hen af Sorg over det Pas-
serede. Paa min Bryllupsdag skjød han sig i Lysthuset,
som derpaa blev lukket."

"Den tredie Ven skjød sig dog nok ikke af den Grund,
du tror", sagde jeg, tog den blodige Seddel fra Lysthuset
frem og leverede Moder den.

Hun stirrede en Tid paa den uden at forstaa et Ord.
Hun kunde neppe holde Papiret, saa skjalv hun. Endelig
fattede hun dens Indhold og sagde: "Ja, ja han havde
nogle Pengeaffairer med ham, hørte jeg, men det var en
saa ubetydelig Sag, at kun en forud fortvivlet Mand kunde
tage Livet af sig derfor. Han skjød sig af Græmmelse over
sin Vens Nederdrægtighed".

"Kjendte han da noget dertil", spurgte jeg.

"Han var min eneste Fortrolige. Dog saa han ikke
Brevet", svarede min Moder. "Det har intet menneskeligt
Øie seet uden han og jeg før idag. Jeg troede heller al-
drig Andre skulde komme til at læse det, men da han
havde den Dristighed at komme hid nu, just i denne Time,
saa maatte det frem. Nu er det, ligesom jeg aander friere,
ligesom en tung Byrde er væltet fra mig. Nu kunne mine
Børn dele mit Had til ham med mig. Nu forstaar du
vel min Datter, at din Forbindelse med hans Søn er en
Umulighed".

Hun aandede flere Gange dybt og sank derpaa sammen
ligesom om den Magt, der hidtil havde holdt hende oppe,
nu forlod hende.

Vi maatte bringe hende tilsengs.

SIDE: 203

Det kan ofte være farligt at give Grunde. En stor
Mands nøgne Paastand bliver i Almindelighed dybt re-
specteret og ofte antagen uden Modsigelse, men giver han
Grunde for sin Sætning og oplyser, ad hvilken Vei han
er kommen til dem, taber den let sin hele Styrke. Det sees
da undertiden, at det ikke er en guddommelig Gnist, der
har skabt Tanken, men at den kun er den menneskelige For-
stands Bygværk. Men i den Forstand ere vi alle Bygmestere
og gode Borgermænd, der ville se Huset i alle dets Fuger,
førend vi afgive et lovligt Skjøn.

Saaledes gik det dog ikke denne Gang med de af
Moder ved denne Leilighed opstillede to Paastande.

Hun havde givet Grunde for at Brevet fra Macbridge
var ægte. De havde aldeles overbevist mig.

Hun havde ingen Grunde givet for sin anden Sætning,
at den tredie Ven skjød sig af Græmmelse over Macbrid-
ges Slethed. Jeg betvivlede aldeles Sætningens Rigtighed.

Hun var imidlertid i denne Sag en bedre underrettet
Person end nogen anden Dødelig, havde tænkt saa længe
og grundig over den, at jeg vidste, jeg kun vilde spilde
Tid og Møie, om jeg vilde opkaste nogen Indvending der-
imod og søge at skyde Bresche i hendes Overbevisning.

Jeg taug derfor, men blev mere begjærlig end nogen-
sinde efter at læse Brevene i den grønne Daase og faa Lys
i Mørket, som forekom mig at blive tykkere og tykkere.
Medens Fredrikke endnu var ifærd med at bringe Moder i
Seng, kom Farbror for at tale med hende. Da han hørte,
hvorledes hun havde det, bad han mig hilse hende og sige hun
skulde være ved godt Mod og ikke glemme, at hendes af-
døde Mand havde en Søster, at denne Søster var gift med
en Mand, og at denne Mand hedte Holtzwinkel, og at

SIDE: 204

Holtzwinkel ikke var den, der forlod sine Venner i Nøden.
Mig paalagde han for det Første kun at passe paa, at van
der Paast ikke kom bort fra Landet.

Nu lod han sig forelægge Husets Bøger, gjennembla-
dede dem løseligt, lod sig forelægge det sidste Opgjør, Hu-
sets Status, Fortegnelse over Activa og Passiva, over de
løbende og forfaldne Vexler o. s. v.

Van der Paast havde Alt paa rede Haand. Enhver
Oplysning og enhver Ting, der spurgtes efter, fremskaffede
han uopholdelig. Alt var i en saa fortrinlig Orden, at
Farbror i et væk sagde: "Gut, Gut! Han har sine Bøker
in god Ordnung. Dat muss ich sagen. Wohl, wohl, alles
recht."

Den kontante Beholdning skulde efter Regnskabsbøgerne
udgjøre omtrent 3000 Spd. Farbror bad van der Paast
udlevere dem til mig, men med et yderst bedrøveligt Ansigt
pegede han paa den sønderbrudte Kiste, leverede et Snes
Daler til mig og sagde: "Det er paa min Ære alt, hvad
der er tilbage."

"Hm," sagde Farbror og saa vist paa Manden, som
pludselig fik det saare travlt med at skuffe Snus. "Hm,
nun, so, dat war was anders. Ja, ja wir skal dat nock
ein anders Mal better vekiken."

Da Farbror endelig var færdig, gik han ind til Moder
og sagde, at Boet for det Første ikke skulde overleveres til
Skifteretten. Han skulde skaffe Udveie til Penge og klare
de forfaldne Vexler. Det gjaldt kun om at faa Tid og
benytte det heldige Øieblik til at faa Varerne realiseret,
mente han. Blev man nødt til at sælge strax, kunde det
gaa galt. Først og fremst maatte det iagttages, at det
ikke blev bekjendt, at Huset blev trykket af Pengemangel.

SIDE: 205

Han gik omsider, idet han atter og atter bad mig
passe paa van der Paast, og meget høirøstet gjorde han
van der Paast opmærksom paa, at hans Contrakt først var
udløben til Nytaar, og at han først da maatte tænke paa
at komme bort fra sine velordnede Regnskaber.

Klokken 6 var jeg hos Georg. Jeg fandt ham taus
og ordknap, og jeg maa tilstaa, at jeg ikke blev overrasket
herover. Havde hans Fader fortalt ham, hvad der var
passeret hjemme hos os, havde han ingen Grund til at
være munter.

Hans Stemning smittede mig og jeg følte for første
Gang siden mit Bekjendtskab med Georg, ligesom en vis
Skyhed for ham paa Grund af, hvad jeg havde hørt om
hans Fader.

Nøiagtig paa Minuttet kom Nissen Nic trækkende ind
igjennem Døren med Gutten med Buldogansigtet og Ride-
sadelnæsen. Han stillede Broderen nøiagtig paa den Plet,
hans Herre havde befalet ham at sætte ham, og sagde: "Her har
du ham høie Herre," og gav sig saa til at gaa rundt Broderen
paa Hænderne, som om han vilde drage en Tryllekreds
rundt ham.

Under dette stod Broderen og gabede af Forbauselse
og lod til at lugte til de næstøverste Hylder i Bogreolen
ligeoverfor ham.

"Det var dig, som bragte denne Mand der et Brev
fra Jess Baardsen?" spurgte Georg Gutten og pegede
paa mig.

Den Udspurgte svarede ikke, men flyttede Næsen en
Hylde op og lod til at finde "Corinne ou l'Italie par Mdme.
Staël-Holstein", hvorpaa hans Næse var rettet, uhyre
vellugtende.

SIDE: 206

Nic tog Ordet og sagde: "Jeg skal nok -" men da
hans Herre afbrød ham og paabød ham Taushed, sagde
han yderlig fornærmet: "Er jeg Nisse, eller er jeg ikke
Nisse? Er jeg Nisse, skal jeg nok faa ham til at svare.
Er jeg ikke Nisse, kan han forsvinde uden at have sagt
et Ord."

"Nu ja, ja," sagde Georg utaalmodig, "saa vær da
Nisse for sidste Gang, din Nar. Jeg er kjed af det Vrøvl
og det er forbi med den Historie fra idag."

Nic gjorde nogle underlige Hop hen til Bordet, tog
en Dalerseddel ud af en Tegnebog, som laa der, gav sin
Broder den under de underligste Grimacer og sagde: "Kjøb
Snop for den, men luk Munden op og snak."

Broderen holdt øieblikkelig op at lugte til Hylderne,
greb Pengeseddelen med stor Iver, saa forundret først paa
den, saa paa Georg og mig, og da han ikke lod til at
finde nogen Indsigelse udtrykt i vore Ansigter mod at
stikke den i Lommen, gjorde han det, idet han med et smi-
lende Ansigt besvarede Georgs Spørgsmaal og sagde:

"Jo, det var mig."

"Kjender du Jess Baardsen?"

"Ja."

"Ved du, hvor han opholder sig?"

"Jeg ved, hvor jeg kan træffe ham."

"Vil du føre os til ham."

"Nei."

"Hvorfor ikke?"

"Jeg har Lyst til at leve en Stund endnu."

"Vil du da bringe ham et Brev?"

"Nei."

"Hvorfor ikke?"

SIDE: 207

"Faar Jess at vide, eller faar han bare en liden Tanke
om, at der gives et eneste Menneske i Byen, som ved, hvad
dokker ved nu, saa faar ikke jeg se ham mere og saa tjener
ikke jeg en Skilling mere af ham i mit Liv."

"Faar du da Penge af Jess, Gut?"

"Ja, hvad skulde være i Veien? Er det kanske for-
budt i Loven at gaa Ærinder for Folk? Det tror jeg
knapt."

Gutten var ingen Dumrian, det var tydelig. Han
havde aabenbart paa en vis Maade Ret, i hvad han sagde.
Alle vore Bestræbelser for at faa ham til at røbe, hvor vi
kunde finde Jess, vare aldeles spildte. Gutten begyndte
igjen at lugte opad Boghylderne lige til Loftet med forøget
Velbehag og afbrød kun denne Beskjæftigelse af og til for
at tage Daleren op og lugte paa den.

Endelig sagde hans Broder Nic: "Hør, du faar ikke
en eneste Skilling af mig mere, hvis du ikke siger, paa
hvad Kant af Byen Jess er lettest at træffe."

"Spørg ham derom, han ved det ligesaa Godt som
jeg," svarede Gutten og saa paa mig med et saa listigt for-
slagent Blik, at det var klart, hvad han mente: Jess var
lettest at træffe i Nærheden af Sverresborg.

Hjemme fandt jeg Fredrikke saa bleg og forgrædt, at
jeg ganske forskrækket spurgte, hvilken ny Ulykke, der var
indtruffen i min Fraværelse. Hun forsøgte paa at smile,
men kunde ikke, kastede et hurtigt Blik paa mig, som om
hun havde Lyst til at spørge om Noget, men ikke formaaede
det. Hun vendte sig for at gaa uden at svare; men hen-
des Knæ vaklede, saa hun maatte sætte sig ned paa en
Stol.

SIDE: 208

"Men hvad fattes dig, Fredrikke? hvad er der hændt?"
spurgte jeg forskrækket.

Bleg som et Lig og med foldede Hænder svarede hun:
"Det er skeet. Jeg er - men jeg fortryder nu paa, at
jeg ikke bad om Betænkningstid - Nu er det for sent.
Jeg er - o, men jeg angrer, at jeg ikke i det mindste for-
langte at betænke mig, til jeg fik talt med dig. Jeg er
forlovet - med Jens Peter."

Det sidste sagde hun paa en Maade, som om hun
havde Krampe i Struben.

"Er du gal, Fredrikke!" raabte jeg, "er du forlovet
med den -"

Hun reiste sig, afbrød mig raskt og bestemt, som om
det havde været hendes Kjærestes Navn, der havde siddet
fast i Halsen paa hende, og al hendes Svaghed var forbi,
nu det vel var over hendes Læber.

"Med den, der skal blive min Mand og din Svoger,
er jeg forlovet. Jeg kan ikke sige dig, Eberhard, hvor lyk-
kelig jeg er ved at kunne gjøre noget, der glæder Moder,
og hvor glad jeg blev, da hun strax efter sagde, at denne
Forlovelse havde beroliget hendes Sind, saaledes at hun
vilde staa op. Ogsaa Farbror blev saa glad, at han kys-
sede og klappede baade mig og Moder og bandte paa, at
Huset Krusart skulde blive staaende, saalænge han stod."

Jeg stod aldeles lynslagen og stirrede i Taushed paa
hende en Stund. Endelig sagde jeg, uden rigtig at vide,
hvad jeg sagde: "Stakkels Georg, stakkels Fredrikke."

Hun greb mig haardt om Armen, afbrød mig og sagde:
"Eberhard, kjære Broder, jeg har en Bøn til dig. Tal
saa lidt som mulig om Georg - om den unge Macbridge
til mig, men hvis du skulde mærke" - Musklerne om

SIDE: 209

hendes Mund bevægede sig krampagtigt, hendes Øine bleve vaa-
de, og det var med den yderste Anstrængelse, hun kunde ved-
blive - "at han bliver bedrøvet og har Sorger, saa trøst
ham kjære Eberhard, vær ham en Ven, en Broder. Sig
ham - nei, sig ham ikke noget, men vær hans Ven, for-
lad ham ikke."

Mere formaaede hun ikke at sige for Graad. Hulkende
tilføiede hun: "Gud hjælpe og trøste mig!" og skjulte sit
Ansigt i sine Hænder.

Det varede dog kort; thi strax efter reiste hun sig og
sagde tilsyneladende ganske rolig: "Jeg venter Jens Peter.
Du behøver ikke at tale med ham i dag og har vel hellere
ikke synderlig Lyst dertil."

Deri havde hun sandelig Ret, og jeg skyndte mig ud,
det forteste jeg kunde.

Der hengik nu nogen Tid, i hvilken jeg var saa op-
tagen af Arbeidet med at gjennemgaa Handelsbøgerne, at
jeg næsten ikke havde et Øieblik tilovers den hele Dag.

Om Sommeren i Stævnen havde van der Paast to
Skriverkarle til sin Hjælp paa Stuen og om Vinteren snart
en og snart to hjemme paa Contoiret. Han havde havt
for Skik at bytte disse sine Medhjælpere saa ofte, fordi
det var umuligt at faa tilstrækkelig tro og paalidelige Folk,
sagde han, at det ikke var at tænke paa, at de skulde have
faaet nogen Oversigt over Husets Forretninger eller noget
Indblik i, hvorledes Alt forholdt sig. Det kunde saaledes
ikke nytte at søge nogen Oplysning hos dem. Vi maatte
holde os til de Oplysninger, van der Paast meddelte os.

Men dertil var han da ogsaa saare villig. Med en

SIDE: 210

aldeles urokkelig Ro og utrættelig Taalmodighed, sad han
den hele Dag igjennem og besvarede vore Spørgsmaal, idet
han foretog idelige Ladninger og Losninger og lod Trompet
og Basun klinge stærkere eller svagere, eftersom han fandt
Anledning til at føle sig mere eller mindre stolt over det
Lys, han kastede over Alt.

Det var tydeligt, at alle Bøger vare i den ønskeligste
Orden, og at der ikke var nogen Fare at befrygte for van
der Paast fra den Kant.

I denne Tid havde jeg kun en Gang truffet sammen med
Georg, og jeg havde aldrig fundet ham elskværdigere end da.
Han var saa naturlig og oprigtig bedrøvet over Fredrikkes
Forlovelse. Han hverken overdrev sin Sorg til Fortvivlelse
og talte om, at Livet for ham havde tabt alt Værd,
som saa livlige unge Gemytter som han, ellers let forfalde til
ved slige Leiligheder, eller lo af den og drev Spøg, som
om det Hele kun let havde berørt hans Hjerte. Han var
alvorlig, sand og oprigtig bedrøvet paa en Maade, der ikke
i nogen Henseende berørte mig ubehageligt.

"Sig din Søster, kjære Eberhard", sagde han blandt
Andet, "at hun ikke udlægger det som Mangel paa Del-
tagelse fra min Side, at jeg ikke ligesom den hele øvrige
By var oppe og gratulerte hende den Søndag, hun tog
imod Gratulation; men jeg kunde ikke. Jeg gik ud til
Holtzwinkels med det Forsæt at gaa derfra op til hende,
men derude var en saa voldsom Lystighed med Strømme af
Skaaler og Vin, og den gode Jens Peter var i en saa exal-
teret Forfatning, talte og opførte sig saa forunderligt, at
jeg blev aldeles forstemt og tabte alt Mod til at gaa videre".

Vi skiltes ad som bedre Venner end nogensinde, og
aldrig havde jeg holdt mere af ham end efter denne vor

SIDE: 211

Samtale. Det ubehagelige Indtryk, hans Faders uforskam-
mede Brev til min Moder havde gjort paa mig, udslettedes
mere og mere, og min Mistanke om, at der var noget galt
ved Brevet, fik forøget Styrke. Var Brevet ægte, maatte
Fader og Søn være hinanden meget ulige; men jeg havde
idelig hørt, at Georg var i Et og Alt sin Fader saa lig
som muligt.

Jeg udførte mit Ærinde fra Georg til min Søster.
Siden sin Forlovelse lod det til, at hun var bleven smittet
af sin Moders Sygdom; thi hun klagede over, at hun frøs
og var træt og sad derfor meget ofte i det ene Sopha-
hjørne med Armene overkors og med lukkede Øine. Saa-
ledes traf jeg hende ogsaa, da jeg fortalte hende, hvad
Georg havde bedet mig sige hende. Hun hørte paa mig
med dyb Taushed og uden mindste Tegn paa Deltagelse.
Da jeg havde udtalt, sagde hun roligt: "Jeg fryser, læg
lidt i Ovnen", lagde sig tilbage i Sophaen og lukkede
Øinene.

I denne travle Tid havde jeg to Gange truffet sammen
med Jess Baardsen. Første Gang fik jeg en forseglet Seddel,
der lød saaledes:

"De er en ærlig, troværdig Mand. De kan faa tale
med mig paa samme Sted strax, paa Betingelse af at De
ikke underretter et eneste Menneske derom".

Jeg indfandt mig paa Stedet, talte med ham i læn-
gere Tid, uden at det var mig muligt at begribe, hvad han
egentlig vilde. Det var mig ikke muligt at faa noget be-
stemt Svar paa alle mine Spørgsmaal, om han kunde skaffe
den grønne Daase og den bortkomne Tegnebog. Han var
i det hele taget næsten ikke at formaa til at svare, men
vilde kun udspørge mig. Saaledes spurgte han, om jeg

SIDE: 212

vidste, hvad der var i Daasen, om det var Papirpenge eller
Kostbarheder, hvor stor den var, hvor tung den var etc. etc.
- Den hele Tid holdt han skarpt Udkig til alle Sider.
Da vi endelig skiltes ad, sagde han: "De er en fulere Fant,
end jeg havde troet, men det er det samme, læg 10 Daler
under denne Sten", her pegede han paa en løs Sten, som
laa paa Marken, saa skal jeg nok skaffe en af Delene før
Nymaane".

Dagen efter lagde jeg den forlangte Sum under Stenen,
traf derpaa sammen med ham nogle Dage efter, idet han
pludselig stod for mig paa en af mine mange ensomme
Spadsertoure paa Sverresborg. Han paastod da, at der
kun havde ligget 8 Daler under Stenen og at han derfor
ikke havde anseet sig forbunden til at holde sit Løfte.

Paa min Erklæring, at jeg selv havde lagt ti Daler
der, svarede han kort og godt, at saa havde den, der havde
hentet dem for ham, bedraget ham. Derpaa gav han sig
paanyt til at udspørge mig og forlangte endelig, at jeg
skulde lægge tyve Daler under Stenen, saa skulde han skaffe
mig en af Delene inden Fuldmaane. Inden jeg fik svare,
hørtes en Hunds Gjøen i Busken lige under os, og i det
samme forsvandt Jess paa samme Maade som første Gang.
Det var klart nok, at den Gjøen, jeg havde hørt, var et
Signal. Strax efter kom ogsaa et Par Personer gaaende
op fra Skudevigen, ikke langt fra det Sted, hvor jeg stod.

Siden havde jeg ikke seet ham.

Endelig vare vi færdige med Gjennemgaaelsen af Bø-
gerne. Status var opgjort og befunden rigtig. Ikke en
Skrivfeil engang var at opdage. Boet var langtfra at
være fallit, men havde saa mange løbende Papirer paa sig,
at det gjaldt om at skaffe Contanter og holde Forretningen

SIDE: 213

gaaende, ellers var Huset sprængt. Den første Vexel, der
ikke kunde indfries med Contanter, var en uafviselig For-
dring paa Huset til at lukke.

Den første Betingelse var at vinde Tid og holde gode
Miner og uopholdelig betale hver eneste Fordring. Vidste
Folk først, at vi vare trykkede, saa kom alle vore Creditorer
styrtende over os paa en Gang, det indsaa vi, og vore
Contanter vilde da ikke strække til. Da van der Paast
havde faaet min Tilstaaelse for, at han havde aflagt be-
hørigt Regnskab, og at Alt var op- og afgjort mellem os,
sagde han kort og godt paa sin gamle Maade: "Reiser til
Hamburg med første Leilighed". Det var tydeligt nok, at
han ansaa sig løst fra sit Forhold til mig som Principal,
siden han tillod sig at udtrykke sig saa kort.

Han satte under denne sin korte Tale et Ansigt op,
som om han vilde forestille Apostelen Johannes beskyldt for
Tyveri i tableau vivant.

 Dagen efter kom Farbror ganske forskrækket fra Børsen.
Alle vidste der om vor trykkede Stilling. Det var tydeligt
nok van der Paast, der havde røbet det for at tilføie os al
den Skade, han kunde, sagde han.

"Nun vil det vise sig, wat du er for en Kerl, mein
gode, junge Hanekückling, om du kan gale, so dat du nit
dratter bums af den Pind", sagde Farbror. "Geld, nur
Geld, Penge und mer Penge maa du opdrive, hvor du kan.
Gaa til Slægt und Venner. Penge, Penge eller du und
die heile Familie ist herunter. Jeg skal sende dig mit Jens
Peter, wat ich har. Der verdamte van der Paast, der Spitz-
bube - - Gotts Blitz Donner Wetter. Han har gjort
gode Forretninger, aber der Plukkefisch ist nit rein".

Inden en halv Time var forløben, havde jeg sat

SIDE: 214

Wencke Faster ind i Sagen. "Gud fri og frels og bevar
os", raabte hun og slog sine fede Hænder sammen af For-
skrækkelse, saa det gav en Lyd, som naar to Stykker Flesk
slaaes sammen. "Overgive Boet, overgive Far sit Navn
til Skifteretten. Det skal aldrig ske. Træk ud den øverste
Skuffe, Eberhardmand. Træk den helt ud, saa langt du
kan faa den". Det var snart gjort, men neppe havde jeg
faaet alle dens mange Herligheder frem for Lyset, før Faster
vedblev: "Løft op Laaget paa den inderste Læddik til høire.
Har du gjort det?"

"Ja".

"Derunder ligger et Crucifix af Elfenben".

"Ja".

"Tryk paa Christusbilledets Pande".

"Ja. Laaget, hvorpaa Crucifixet ligger, gaar tilside
og under det er et Rum fuldt af Papirer", sagde jeg.

"Det er meget rigtigt. Tryk saa med Fingeren paa
Bunden i den inderste Krog tilhøire og tag den lille Skuffe,
som kommer frem, og giv mig den".

Det gjorde jeg.

"Her er 400 Daler", sagde Faster, idet hun leverede
mig Pengene. "Flere har jeg ikke nu, og her er alle de
Mynter og Kostbarheder, jeg eier. Tag dem, men sælg dem
ikke uden i Nødsfald. Saa kan du faa Vexler paa Gerdt
 Banko, som du kan
sælge paa Børsen, og saa kan du trække paa mig, saa langt
min Credit gaar. Huf, her er skrækkelig varmt, vi maa
lufte! Jo mere Luft, jo bedre. Luft, Luft!"

Under denne sidste Del af sin Tale havde Faster aabnet
Laaget paa Blikhjulet oppe i Vinduet. Det snurrede lystigt

SIDE: 215

rundt, og den kolde Luft strømmede ind udenfra og ned-
over hende.

"Ah," sagde hun med Velbehag. "Kjender du den
friske, kjølige Luft? Hvor den har gjort godt. Den kom-
mer ind lige fra Nordsøen. Der har den vadsket sig og
renset sig i de klare, rene, rullende Bølger, og nu kommer
den her til Byen for at puste Støv og Muggel af mig og
blæse Angst og Forskrækkelse ud af Stuen. Ah, jeg er
allerede meget modigere. Vis dig nu som en kjæk Gut,
Eberhardmand, kjæmp, kjæmp for dit Hus og din hele
Familie!"

Jeg benyttede Wencke Fasters Tilladelse og trak paa
hende, og i en Hast vare Vexlerne færdige og akcepterede
af hende, og da jeg var kommen udenfor, vidste jeg ikke,
hvad jeg skulde forundre mig mest over, enten Wencke Fa-
sters Hjertensgodhed eller den Omstændighed, at baade Op-
gang og Nedgang var gaaet for sig som om aldeles in-
gen Hindringer havde existeret.

Fra Wencke Faster begav jeg mig hen til Polle og
Rese Moster. Medens jeg satte dem ind i Stillingen, bleve
Fyrtaarnene paa Jomfruland tændte, og inden jeg var færdig,
skinnede de stærkere end nogensinde.

"Hvad ssyness du Ssøsster Resse, er det isse skræk-
keligt", spurgte Polle Moster og lagde begge sine Hæn-
der paa sine Knæ og stak Fyrtaarnet længere frem i Stuen,
end jeg troede det muligt, det kunde komme.

"Nu har jeg andrig i mine nivfødige Dage hørt saa
gant, Søster Ponne. Gaa fannit!" raabte Rese Moster og
gjorde accurat som Søsteren.

Derved kom de to Fyrtaarne til at staa lige ved Siden
af hinanden. Et Øieblik fik det Udseende af et Dobbeltfyr.

SIDE: 216

Efter at have skinnet saaledes en Stund med en ganske
mærkelig Glands, sagde Polle Moster: "Det maa isse
sske" og Rese Moster: "Andrig i Verden".

Derpaa kom de gode Mostere frem med Alt, hvad de
eiede i Contanter og Værdipapirer og sagde: "Her er Alt,
hvad vi har. Det er dig vel undt".

Jeg tror virkelig, at de gode Jomfruer paa et halvt
Ord af mig, havde for at redde os sat sig i en Tilstand,
som min Blufærdighed aldeles ikke havde taalt. Jeg følte
en ganske forunderlig Lyst til at græde, men jeg kjæmpede
og fik det til at se ud, som om jeg havde Lyst til at le.

Da Holtzwinkel hørte min Lykke, sagde han: "Se, se!
nun sidder du mit heile din Familie sein We und Wohl in
dein Hand. Nun kannst du bringe dem til den Bettlerstav,
wat Øieblik du vil".

Det for koldt nedover Ryggen paa mig, thi jeg følte
Sandheden af Farbrors Bemærkning.

Nu kom nogle Dage fulde af Angst og dyb Bekymring.
Alle, der havde Penge tilgode hos os, styrtede ind med
deres Fordringer, den Ene mere bange end den Anden for
at komme for sent.

Jeg regnede og udbetalte, jeg calculerte og gjorde
Overslag. Jeg gik omkring paa Boderne, paa Bryggen og
i Sandvigen, gjennemgik Varebeholdningen med Gesellen,
lod sælge paa Børsen, hvad der lod sig sælge, og sad efter
nogle Dages Forløb med en temmelig tynd Kassebeholdning,
mange store og kostbare Eiendomme og en hel Del ude-
staaende Fordringer og den Overbevisning, at hvis jeg ikke
kunde holde det gaaende endnu nogen Tid, var Alt forbi,
og den hele Familie saa nær ved at være ødelagt som
muligt.

SIDE: 217

Ved Tanken om hvad der kunde indtræffe, bankede
mit Hjerte saa stærkt, at jeg syntes jeg kunde høre dets
Slag, og det susede for mine Øren. Medens jeg sad saa-
ledes i en yderst nedtrykt Stemning, men saa spændt i
hver Nerve, at det for gjennem mig, blot jeg hørte den
mindste Lyd, blev der banket paa Døren. Se saa, tænkte
jeg og for op, der er din Dødsdom.

Det var Jens Peter. Han snublede paa Dørtærskelen og
kom paa Hovedet ind, som om han vilde stange mig. Han
bragte mig noksaa fornøiet den Besked fra sin Fader, at jeg
ikke maatte trække mere paa ham. Hans Credit begyndte
at lide derved.

Da han gik, sagde han: "Du har nok saa travlt i
denne Tid, at du knapt har Tid til at snyde dig."

Det var et sørgeligt Budskab. Jeg havde ikke engang
den Trøst, at det blev forkyndt mig paa nogen særdeles
elegant Maade.

Strax efter bankede det atter paa Døren.

Det var Georg.

Han kom hen til mig, tog mig Haand, lagde sin an-
den Haand paa min Skulder, saa mig ind i Ansigtet og
sagde: "Hør, Eberhard, ere vi ikke Venner?"

Jeg blev lidt underlig tilmode ved hans besynderlige
Alvor og svarede langsomt: "Jo."

"Ja, det troede jeg ogsaa", sagde han, "og det saa
gode Venner, troede jeg, at det var et større Venskabsstykke
at bede om en Tjeneste end at vise en Tjeneste. Og dog
har du ikke talt et Ord til mig om at hjælpe dig. Er
det smukt?"

Han saa paa mig med et Blik og talede med en Klang
i sin Stemme, der gjorde et saa overordentlig stærkt Ind-

SIDE: 218

tryk paa mig, at jeg - men jeg var nerveus og overanstrengt,
at jeg satte mig ned paa en Stol og - ja, jeg er lidt
undselig ved at tilstaa det, men som sagt jeg var meget
anstrengt og nerveus - jeg satte mig til at græde som
et Barn.

Georg stod en Stund og saa ogsaa noget nerveus ud,
men saa fattede han sig og sagde: "Kjære Eberhard, har
du Tillid til mig?"

Jeg nikkede til Svar, saameget som Leddet i Nakken
vilde tillade. "Vil du vise mig din Status?" spurgte han.

Det gjorde jeg. Han gjennemgik den, spurgte om den
var rigtig, og da jeg havde forsikkret ham om, at den efter
min bedste Overbevisning var rigtig i et og alt, sagde han
glad: "Nu saa frygt Intet. Jeg har i Commission fra
min gamle Cavaler at undersøge Sagen og hjælpe til at
redde, hvis jeg fandt Redning var mulig. Hvis jeg deri-
mod saa, at Sagerne ikke stode til at redde, var det forbudt
mig at hjælpe dig, og da vilde jeg have raadet dig til at
lukke, jo før jo heller, for ikke at trække Flere ind i den
Malstrøm, end der allerede var. Nu siger jeg: Træk paa
os, saameget som du vil."

Jeg var reddet. Med den rige Macbridges Kasse til
min Bistand, var jeg aldeles sikker og tryg. Det er aldeles
umuligt at beskrive den uendelige Følelse af Velbehag, der
strømmede nedover mig i dette Øieblik.

Hvad jeg svarede Georg, eller hvad jeg gjorde, da han
havde udtalt, det bryder jeg mig ikke om at fortælle. Nok
er det, at inden en halv Time var forløben derefter, gik
Georg og jeg noksaa fornøiede udover til Sverresborg, og
paa Veien fortalte jeg ham, hvad der var forefaldt mellem
Jess og mig, siden vi sidst saaes.

SIDE: 219

Da jeg havde vist ham det Sted, hvor jeg havde talt
med Jess, sprang jeg ned bag de Buske, bag hvilke Kjæl-
tringen var forsvunden. Georg fulgte mig. Et Stykke paa
den anden Side sagde jeg: "Omtrent herfra lød Hundens
Gjøen Vou, Vou!"

Neppe havde jeg udtalt, før Georg greb mig haardt i
Armen og taus stirrede ud imot Boderne ved Vandet. Jeg
fulgte Retningen af hans Blik og saa i en mørk Glugge
oppe under Taget paa en gammel forfalden Bod et Ansigt,
som strax igjen forsvandt. Det viste sig ikke saalænge, som
et Stjerneskud varer, og dog gjenkjendte jeg det med en
aldeles uomtvistelig Sikkerhed.

"Hys stille. Pluk den endnu friske Stedmodersblomst,
som staar der, og lad os saa gaa hjem, saa rolige, som
om vi intet havde seet." Det Ansigt vi saa, tilhørte den
Mand, jeg i Lysthuset hjemme i vor Have saa bryde paa
den grønne Blikdaase.

Vi slentrede roligt videre.

"Hvad skulle vi nu gjøre?" spurgte jeg.

"Jeg gaar paa Politikammeret og melder, hvad vi
have seet, du bliver tilbage og holder Øie med, om Nogen
forlader Boden eller gaar ind i den. Politiet forstaar sig
bedre paa de Dele end du og jeg tilsammen", sagde Georg
bestemt og var paa Veien inden jeg kunde gjøre nogen Ind-
vending derimod.

Det var maaske det Bedste, han raadede til.

Nu gjaldt det at se uden at blive seet, derfor krøb jeg
saa ubemærket som muligt midt ind i et lavstammet Furru-
træ, hvis tætte grønne Grene afgave et aldeles fuldstændigt
Skjul, paa samme Tid, som de grønne Barnaale ikke vare
tættere, end at jeg kunde se imellem dem.

SIDE: 220

Tiden gik sin stadige rolige Gang, skjøndt jeg syntes,
den gik i høist usædvanlig Grad langsomt. Det begyndte
allerede at mørkne, og endnu havde jeg ikke seet et eneste
Menneske i Nærheden af Boden. Den laa der mørk, skum-
mel, forfalden og forladt; thi den havde i længere Tid
været under Skifterettens Behandling og stod øde og tom.

Jeg havde god Anledning til at studere dens Ydre.
Tagstenene vare hist og her knuste, Vandbordene og Vind-
skederne hang paa flere Steder løse og vare komne ud af
deres rette Stilling. Hist og her laa det grønne, fugtige
Mos paa Væggenes fremspringende Dele.

Det blev mørkere og mørkere, færre og færre Folk var
at se ude i Skudevigen. Børnene havde forlænge siden
holdt op at skrige og lege. Hist og her blev et Lys tændt
inde i Husene, Aftenens Ro sank mere og mere ned over
alle mine Omgivelser. Alt var stille og forladt rundt om
den øde uhyggelige Bod. Ikke et levende Væsen var at se
der. Dog jo. Der rører sig Noget dernede. En sort
Gjenstand ligesom glider saa lydløs som en Skygge heni-
mod Boden og forsvinder. Strax efter høres en sagte
Gjøen tre Gange. Efter en Stunds Forløb bevæge to sorte
Skikkelser sig dernede, en Større og en Mindre. Den
Større forsvinder strax igjen, den Mindre nærmer sig mig,
gaar lige forbi det Træ, hvori jeg sidder. Det er min
stumpnæsede Ven, Nices Broder.

Flere og flere Lys tændes udi Skudevigen. Mørket
trækker sig mere og mere nedover Fløifjeldet og breder sig
udover Land og Sø. Endnu seer og hører jeg ikke det
ringeste til Georg.

Langt om længe høres sagte Trin nærme sig, og en

SIDE: 221

sagte Stemme siger hviskende: "Han maa være her i Nær-
heden."

Jeg gjenkjendte Georgs Stemme og var snart ved hans
Side. Min Ven med Meslingerne var med ham. "Men
i Guds Navn hvor blive I dog af?" spurgte jeg utaal-
modig.

"Vi have været her over en Time", svarede Georg,
"men jeg har neppe faaet Lov til at puste og endnu min-
dre til at gaa saa nær til Fiendens Leir før. Han maa
ikke allarmeres."

"Vi har ham, ikke sandt, hvad?" sagde Meslingepa-
tienten og maatte holde sig for Munden for ikke at skog-
gerle af Glæde.

En af Politiets Embedsmænd og sex Betjente vare
med og bleve nu fordelte rundt om Boden.

Jeg gik hen til Hovedkvarteret, hvor jeg fandt Em-
bedsmanden og min lange ordknappe Ven.

"Hvad nu?" spurgte jeg.

"Vi blive her til det lysner imorgen tidligt. Gaa
De hjem og læg Dem til at sove paa Deres grønne Øre",
lød Svaret.

"Vil De være med, naar vi gaa paa, saa kom igjen
før Dagbrækningen og tag med Dem noget Varmt. Det
bliver en vaad og kold Nattevagt."

"Lad os blive", sagde Georg. "Muligens komme de
derinde ud i Løbet af Natten, og da gaar Affairen for sig,
uden at vi ere med."

Vi bleve. Alt som det blev mørkere og mørkere, trak
vi os nærmere og nærmere til Boden for at passe paa,
at ikke en Kat kom derfra ubemærket. Dog kom vi den
ikke saa nær, at vi kunde sees. Det begyndte at regne og

SIDE: 222

blæse, og det varede ikke længe, før vi hørte Vandet dryppe
og sildre rundt om os. Vinden tog lidt efter lidt til, ru-
skede i de løse Vandborde og Vindskeder paa den øde Bod
og klapprede med dem mod Tag og Vægge. Vandets Sil-
dren og Bordenes Klappren var den eneste Lyd vi hørte,
Lysene i Skudevigen slukkedes det ene efter det andet, og
de faa, der brændte og vare synlige gjennem Regnen, tjente
kun til at vise os, hvor ubegribeligt tykt og tæt Mørket
var rundt om os.

Det var en dræbende kjedsommelig Vagt. Det var ikke
til at holde ud. Jeg var gjennemvaad om Benene og be-
gyndte at fryse.

"Lad oss gaa", hviskede jeg til Georg. "Det er mig
ikke muligt at staa her længere."

"Mig heller ikke", svarede han saa sagte som muligt.

Den ordknappe Politibetjent fandt dog, at vi talte for
høit, og greb mig temmelig haardt i Armen til Tegn paa,
at vi maatte tie.

Georg og jeg listede os bort. Paa vort Tilbagetog
bleve vi to Gange pludselig grebne i Brystet og standsede
af Folk, der syntes at stige op af Jorden. Det var Poli-
tiets Folk. Lige saa stille som vi bleve anholdte, lige saa
stille bleve vi slupne, efter at være besigtigede.

Endelig vare vi udenfor Posterne og kunde tale og
bevæge os frit.

"De Folk, der holde sligt ud en hel Nat, maa være
af Stok eller Sten og ikke af Kjød og Blod", sagde Georg.
"Klokken er neppe et endnu."

Da jeg kom hjem, var Klokken endnu ikke et.

Før det gryede ad Dag, vare vi færdige til at drage
afsted igjen. Nils Farfar skulde være med og bringe Po-

SIDE: 223

sterne Proviant. Han havde været oppe den hele Nat og
brygget lod det til, og glædede sig inderlig til, hvor godt
hans Brygning skulde smage.

Vi fandt Politiet paa sin Post, og jeg forbigaar alle
de forskjellige Maader, hvorpaa det mest uddelte Bifald paa
en aldeles lydløs Maade blev ydet Nils Farfars Brygning
og Proviant. Det var en Rysten og Nikken med Hovedet,
en Slaaen paa Bryst og Mave, en Aabnen og Kniben sam-
men af Munden uden Ende.

Da det begyndte at lysne, trak vi os længere tilbage,
men da det næsten var bleven ganske lyst, blev der givet
Ordre til at gaa paa. I en Fart vare vi alle samlede
omkring Boden og snart ifærd med at aabne en Dør.
Endnu førend vi havde faaet Døren aaben, hørtes et tre Gange
gjentaget vou vou vou, et Stykke fra os, uden at Nogen
kunde opdage den Hund eller det Menneske fra hvem disse
Bjæf kom.

"Nu ere de vækkede, hvis der er nogen af dem," sagde
Politifuldmægtigen. "Nu er al videre Stilhed ufornøden.
Vi finde dem ikke sovende alligevel."

Han udstedte sine Ordre, tog nogle af sine Underordnede
med sig ind i Boden, men lod Resten blive udenfor for at
passe Luger og Døre.

Georg og jeg fik Lov til at følge med ham.

I nederste Etage fandt vi alle Rum vel tillukkede med
store forrustne Taskelaase. Der kunde de Eftersøgte altsaa
ikke være. Vi gik derfor trygt ovenpaa.

I anden Etage blev Vinduerne imod Søen aabnet, saa
at det fulde Dagslys faldt ind i de mørke Gange. Vi fandt
en Del af Pakboderne aabne. De bleve gjennemsøgte og
derpaa lukkede.

SIDE: 224

I Nærheden af den aabnede Vindedør var en liden
hvidmalet med blaa Snerkler og Arabesker udpyntet Dør,
den eneste malede Dør i hele Boden. Den var forsynet
med et almindeligt Laas og lukket.

"Kan aabnes indvendig fra," sagde min ordknappe Ven
"maa ransages."

I en Hast var Døren opbrudt. Den førte ind til et
lidet mørkt Kammer med et Vindue, det eneste paa den hele
Bod; der var lukket med en tæt Lem. Lemmen blev tagen
bort, den klare Dag strømmede ind, og en fortryllende Udsigt
over Fjorden og dens Omgivelser kom tilsyne.

I Kammeret stod et Bord, to Stole og en stor Kiste.
Paa Bordet stod et stort Blikspand, en Del Levninger af et
nyligt fortæret Maaltid og et Lys.

"Voxlys, Jess," sagde min ordknappe Ven. "Papir
ud, Jess inde," sagde han atter, idet han pegede, først paa
en hel Del Papirer, der laa paa Gulvet udenfor den store
Kiste og saa paa Kistens Laag.

Den Anden, han med Meslingerne, skoggerlo, aabnede
Laaget, men blev med Et taus, da Ryggen paa en Mand
kom tilsyne under Laaget, kun ufuldkomment skjult af Bøger
og Papirer. Det varede dog ikke længe, før hans Spørge-
lyst kom over ham igjen, og han henvendte sig til Ryggen
og sagde: "Nei, han er mageløs? Ikke sandt? Hvad?"

Da disse Spørgsmaal ikke bleve besvarede og ikke be-
virkede den mindste Bevægelse i den tiltalte Ryg, tog han
Papirerne og Bøgerne, hvormed han var bedækket, bort,
klappede og kjælede lidt for dem og sagde: "Hvorledes staar
det til Jess? Ikke videre godt. Ikke sandt? Hvad?"

Manden reiste sig langsomt og saa sig om med et

SIDE: 225

trodsigt udfordrende Blik. Det var ikke Jess, men en stor,
sværlemmet, bredskuldret Mand, som jeg - aldrig havde
seet før.

"Au," sagde Meslingepatienten temmelig skuffet, "er
det ikke andre end dig, Abraham? Vi tænkte det var Jess
vi, ikke sandt? Hvad?"

Manden i Kisten blev liggende paa Knæ, hans Næver
knyttedes, Trodsigheden i hans Blik tiltog; men han svarede
ikke et Ord. Han saa ud som en rasende Tyr. Det var
ikke raadeligt at tage Tyren ved Hornene.

Fuldmægtigen gik hen til ham, lagde sin Haand paa
hans Arm og sagde: "Vær nu ingen Nar, Abraham og
gjør ikke dumme Streger. Du magter os ikke lige vel, der
er mange flere udenfor. Vi gaa ikke saa Faa, som vi ere
her inde, ud for at fange en Bjørn, som du, en Ulv, som
Skomageren, og en Ræv, som Jess. Du maa ikke tage
det fortrydeligt op, men vi maa bagbinde dig, Abraham."

Den Tiltalte reiste sig og sagde trodsigt med haard,
barsk Stemme: "Det gaar nok ikke saa let."

"Vær nu ikke dum, Abraham," sagde den Anden.
"Lad ikke, som om du er vred paa mig, fordi du selv er
Mestertyv. Du skal bindes. Det er vist. Kom med
Touget."

"Vred? Jeg er Fanden ikke vred. De gjør Deres for-
bandede Pligt og ikke mere, og det var daarlig Næringsvei
at være Tyv, naar der ikke var Politi. Al Morro var
borte, og enhver Stymper vilde fuske os Mestere i Nærin-
gen," svarede Abraham, satte sig paa Kanten af Kisten, slog
Armene overkors og lod til at være meget stolt af sin Tittel,
Mestertyven.

Manden med Meslingerne lo, ligesom kjælede for ham

SIDE: 226

og sagde: "Mestertyven er ikke dum? Ikke sandt? Hvad?
Uhyre godt Hoved? Vil ikke bindes, vil derimod meget
gjerne have Armbaand af Hampegarn? Ikke sandt? Hvad?"

Hans lange Kammerad tog nu Ordet og sagde: "Er
han ikke dum, saa findes der ikke dumme Folk. Han sidder
her og trækker Tiden ud, for at Skomageren kan komme
bort og le ham ud, som han gjorde forrige Gang og sige,
som han sagde da: Den dumme Abraham han kaldes Me-
stertyven, men skulde kaldes Mestertosken."

Det var let at forstaa, i hvilken Hensigt dette blev sagt,
og det var tydeligt, at det gjorde sin Virkning; thi Kjæmpen
rørte sig ikke, da han blev bunden. Da det var gjort, reiste
han sig og sagde: "Neigu, om han skal le denne Gang,
nu svor Abraham Sørenssen, Mestertyven og jeg. Kom
bare med mig."

Neppe vare vi komne ud, før vi hørte en forfærdelig
Larm. Tagstenene kastedes mod Jorden og gik i mange
Stykker, Skrig og Raab lød fra flere Kanter. Pludselig
opstod et almindeligt Skrig: "Tag ham, tag ham," som
fjernede sig mere og mere.

"Der gik Jess," sagde Abraham med et haanligt Smil.
"Jagu sa'e jeg det jeg. Han er god at tage, naar han
først er kommen paa Spranget. Nei, da løber jeg heller
efter en Ræv og tager ham paa Spranget. Bare ikke
Skomageren gaar samme Vei og holder mig for Nar, som
han gjorde sidst. Lad os komme op strax."

Abraham havde Ret. Det var Jess, som var undlø-
ben. Han var pludselig kommen tilsyne gjennem en Glugge
paa Taget, havde kastet Tagsten ned paa Folkene under sig
rammet flere af dem temmelig haardt og drevet Alle saa

SIDE: 227

langt fra Boden, at de vare udenfor hans Kastevaaben og
var saa med Et sprungen til Jorden.

Ingen troede det muligt, at han vilde vove dette Sprang
eller komme med hele Lemmer fra det; men til Alles For-
bauselse reiste han sig strax og satte afsted med den ham
særegne Hurtighed. At indhente ham var ikke at tænke
paa, og han forsvandt snart ind imellem Husene i Skude-
vigen.

En anden Person havde samtidigt med Jess vist sig
paa Taget, men havde trukket sig tilbage, forskrækket over
Høiden.

Vi fulgte nu Mestertyven opad Trappen og op paa
Loftet.

Der fandt vi Skomagertyven ifærd med at fire Vinde-
touget ned. Da han saa os, stillede han sig lige i Døren
til Søen, trak en stor Kniv frem og svor paa at kjøre
Kniven tvertigjennem Hjertet paa den Første, som kom ham
saa nær, at han kunde naa ham, saa Solen skulde skinne
ind og Sjælen fare ud.

Uden at betænke sig et Øieblik ilede de to Politibe-
tjente hen imod det rasende Menneske, der stod i Døren og
svingede Kniven under de frygteligste Eder og Forbandelser,
idet de holdt deres Stokke foran sig, beredte til at afparere
den bekjendte voldsomme Forbryders Stik.

Da de vare komne ham saa nær ind paa Livet, at jeg
ventede at se en Kamp paa Liv og Død, saa jeg pludselig
Kniven blinke i Luften og hørte den falde ned paa Gulvet,
i det samme kastede den fortvivlede Mand sig ud igjennem
Døren og forsvandt. Jeg ventede at høre et Plump i Søen
nedenunder, men ventede forgjæves.

"Skomageren er i Vinden, Skomageren er i Vinden",

SIDE: 228

raabte den lange Betjent, saa høit han kunde, for at Fol-
kene nedenunder skulde høre det, "op med ham igjen,"
sagde han derpaa til os og gav sig til at hisse Vinden
op igjen.

Vi hjalp ham, medens Manden med Meslingerne af
og til raabte: "Er ikke Skomageren i Vinden nu, kommer han
der aldrig. Ikke sandt? hvad? Er han ikke god? hvad?"
og hjalp til at hisse Vinden op med saadan Iver, at Mes-
lingerne glimrede som smaa røde Coraller.

Jeg saa ud igjennem Vindedøren. Skomageren hang
ganske rigtig i Vindetouget og søgte i et væk at komme
ind igjennem den aabne Dør nedenunder, men blev forhin-
dret derved, at han idelig blev hisset opad.

Endelig kom hans Hoved tilsyne over Loftets Dør-
tærskel. Han saa ud til at være aldeles rasende, skar Tæn-
der, rullede med Øinene og udstødte de frygteligste Eder og
Forbandelser.

Politibetjentene standsede med Heisningen. Den Lange
gik hen til ham, lagde sig paa Knæ, løftede truende
Fingeren mod den rasende Forbryder og sagde godmodigt:
"Fy, Skomager! Du maa ikke sværge og bande saa, ikke
være saa hidsig og gal. Vi vil jo bare bringe dig i et
varmt, hyggeligt Værelse, hvor du skal faa Mad og Drikke
gratis. Det er da meget bedre end at hænge som en Nar
mellem Himmel og Jord."

Medens han talede, troede jeg hans Kammerad skulde
faa Krampe af Latter. Han lo, krummede og krympede sig,
stønnede, pustede og holdt sig paa Maven, som om han led
af store Smerter.

Da den stakkels Meslingspatient havde krummet og

SIDE: 229

krympet sig saa længe, til hans hele Ansigt saa ud som en
eneste stor Mesling begyndte han paany at spørge:

"Er han ikke god?" Hvad? Er han ikke udmærket
god, ikke sandt? Hvad?" o. s. v.

Alle disse Spørgsmaal, der dennegang vare henvendte
til Mestertyven, blev af denne besvarede med stærkere og
stærkere Nik, men da det ikke hjalp, afbrød han Spørgs-
maalene, der ikke lod til at ville faa nogen Ende med at
svare med et smilende Ansigt: "Jo, det er næsten Morro
at lade sig fange af ham".

Til Forkortelse af en altfor lang Historie, maa det kort
og godt være nok at berette, at Skomageren blev hængende i
Vinden, til han bad om, at man vilde lade ham komme
ind, og at hans Ven Mestertyven sagde smilende, da han
saa ham bunden: "Velkommen efter; denne Gang skal du
altsaa ikke faa noget at le af, min gode Skomager".

Jeg henvendte mig gjentagne Gange til de to For-
brydere, men det var mig ikke muligt at faa nogen Op-
lysning om den grønne Blikdaase eller den gule Tegnebog.
Jeg maatte altsaa endnu have Taalmodighed og vente paa,
hvad der muligens kunde oplyses under Forhørene. Da de
Arresterede vare transporterede til Raadstuen, begyndte man
at anstille Ransagning fra øverst til nederst i Boden, og
det varede ikke længe før den ene Ting efter den anden,
indstukken under Tagspaanene, henlagt paa Hanebjelkerne,
gjemt i den Halm, der havde tjent Forbryderne til Sove-
sted oppe paa Baadloftet, blev bragt for Dagen. Især
fandtes en hel Del Guld- og Sølvmynter, Uhre, Ringe,
Brystnaale og andre Smykker i en Del Sand, der henlaa
i et lidet Kot paa Loftet. Jeg gjenkjendte mange forskjel-
lige Sager, der tilhørte min Moder; men hvad jeg læng-

SIDE: 230

tedes mest efter, nemlig den grønne Blikdaase og van der
Paastes Tegnebog, fandtes ikke.

Endelig var Alt gjennemsøgt, og Døren blev lukket,
men idet den skulde laases, faldt det mig ind, aldeles
uden Tankeforbindelse, som om det var ved en høiere Ind-
skydelse, at den Kiste, hvori Mestertyven havde ligget, nok
ikke havde været fuldstændig undersøgt, og at van der Paastes
Tegnebog vist var der.

Jeg bad Folkene vente og Georg følge mig. I en
Hast bleve Papirer og Protocoller ryddede ud af Kisten.
Medens vi vare beskjæftigede hermed, fandt Georg formo-
dentlig Noget, der vakte hans Opmærksomhed; thi han gik
hen til Vinduet og blev staaende der en Stund og læse i
dyb Taushed.

Endelig raabte han yderst forundret: "Nei nu har jeg
aldrig hørt eller seet Magen!"

"Hvad er det", spurgte jeg? og vedblev at pakke ud
Bøger.

"Aa", svarede han. "Kom hid. Herved forærer jeg
dig 15,307 Spd. 3 Ort og 18 ß. Du hører jeg er
nøiagtig paa Skillingen, men vær saa god, se selv efter,
saa skal du se, jeg har Ret".

"Kjortelen mangler, men Krop og Sjæl er hel og
holden, lader det til", vedblev han, idet han leverede mig
en liden Bog uden Bind.

Det var van der Paastes Lommebog. Bindet var reven
af, men jeg gjenkjendte Skriften øieblikkelig.

Den første Linie, der var dateret et halvt Aar efter
min Faders Død, lød saa:

Solgt A. L. 1000 Vog holl. Fisk, - for min Part:
4 ß pr. V. . . . . . . . 33 Spd. 1 Ort 16 ß.

SIDE: 231

Den sidste Linie, der var skrevet Aftenen før Indbruddet,
lød: Sum. lat. 15,307 Spd. 3 Ort 18 ß.

Det Hele var den nøiagtigste Optegnelse paa alle hans
Snyderier, saa at jeg kunde paa Skillingen se, hvad han
havde bedraget min Moder for. Bogen indeholdt derhos
Opgave over, hvorledes Pengene vare anbragte.

Inden en halv Time var forløben, stod Georg og jeg
udenfor Døren til van der Paastes Værelse. Vi hørte,
hvorledes han gik op og ned af Gulvet og stødte i Trom-
pet og Basun, formodentlig af Glæde over, at han nu
skulde drage afsted, thi Skibet, hvormed han skulde reise til
Altona, laa allerede seilfærdigt.

Vi bankede paa, gik ind og fandt ham staaende midt
paa Gulvet ifærd med at indlade Snus. Han saa paa os
med et ondskabsfuldt, hoverende Smil. Vi vare komne
overens om at gjøre Pinen saa kort som mulig, og jeg
viste ham derfor uden videre Indledning hans Lommebog,
idet jeg sagde: "Her er Jeres Lommebog, van der Paast".

Han gjorde et Ryk med Hovedet, kastede et stirrende
Blik paa Bogen, slap Snusdaase og Guldskuffe og for med
et Sæt som en Tiger paa mig.

Jeg var saa aldeles uforberedt paa dette, at jeg inden
jeg endnu havde udtalt, laa paa Gulvet under ham i den
mest rasende Kamp; han for at rive Bogen til sig og jeg
for at beholde den. Han havde faaet Tag i min Strube
med den ene Haand, og jeg kjendte alle hans Fingre lig
Kløerne paa et Rovdyr trænge ind i mit Kjød. Jeg er ikke
vis paa, at jeg var kommen derfra med Livet, men ganske
sikker paa, at jeg var bleven overmandet, hvis jeg havde
været alene. Men nu kom Georg mig til Hjælp. Et Øie-
blik efter havde vi Manden liggende under os paa Gulvet.

SIDE: 232

Han kjæmpede en Stund som et afsindigt Menneske, men
da han mærkede, at hans Kamp var unyttig, standsede han
pludselig, lukkede Øinene og lod Hænder og Fødder falde
slappe ned. Saaledes blev han liggende, efterat vi havde
reist os. Under Kampen var der ikke talt et Ord eller
kommen en Lyd fra nogen af os. Det var ligesom vi Alle
havde villet undgaa at drage flere Folk ind i Sagen.

Efterat vi havde betragtet ham en Stund, sagde jeg:
"Reis Jer op, van der Paast, og hør os. Det kommer an
paa Jer selv, om vi skulle anmelde Sagen for Politiet
eller ei".

Han sprang op, rev sig i Haaret, stønnede og faldt
paa Knæ, krøb som en Orm henad Gulvet imod mig, hul-
kede og græd, ude af Stand til at sige et Ord.

Det var det væmmeligste Syn, jeg i alle mine Leve-
dage havde seet, og Snusladningen, han nylig havde ind-
taget, bidrog ikke til at forskjønne ham; thi Losningen fore-
gik nu af sig selv.

"Reis sig op Menneske. Forsøg at opføre sig som en
Mand og ikke som en elendig Hund", sagde Georg bydende.

Van der Paast krøb hen til mig og vilde omfavne
mine Knæ. Det var til at blive søsyg af. En saa lav,
ussel, feig, elendig, stymperagtig Charakter havde jeg ikke
tiltroet Manden. Han var færdig til at slikke Støvet og
ydmyge sig saa dybt, at han stillede sig i Klasse med Dy-
rene, nu han troede derved at opvække Medlidenhed.

Nei, da syntes jeg bedre om Mestertyven og Skoma-
geren. Jeg fik Kvalme og trak mig tilbage saa hurtig, som
om det var en Slimaal, en Snegl, en Padde eller et andet
rigtig væmmeligt Krybdyr, der vilde kjærtegne mig.

"Fy for Fanden", sagde Georg og spyttede. "Jeg

SIDE: 233

trænger til en Dram og noget Salt ovenpaa dette. Op,
Menneske, eller han faar Prygl".

Med megen Møie fik vi den Elendige til at staa paa
Benene.

"I forlader ikke Byen for det Første", sagde jeg.

"Nei, nei, nei", svarede han med foldede Hænder og
et bønligt Blik.

"Pengene betaler I tilbage", vedblev jeg.

Han sukkede, rev sig i Haaret og vred sine Hænder,
som et fortvivlet Menneske, men taug, indtil jeg havde gjen-
taget mine Ord: "Pengene betaler I tilbage", da svarede
han hulkende: "Ja, ja, ja".

Derpaa gik han ind paa Alt, hvad vi forlangte af
ham, udfærdigede Vexler paa kortest mulige Sigt paa de
Huse i Altona, hvor han havde Pengene staaende og leve-
rede mig dem. Han leverede mig ogsaa sit Pas og fik
Løfte om at faa det tilbage tilligemed min Tilgivelse, naar
Vexlerne vare honorerede.

Da Alt i denne Henseende var bragt i Orden, sagde
Georg: "Se saa, nu er der bragt Ballance i den Conto,
nu faar han gjøre Rede for den contante Beholdning, som
var i Kassen, da Indbrudet blev begaaet".

Van der Paast lagde Haanden paa det Sted, hvor
Hjertet sidder hos sundt organiserede Mennesker, og gav sit
Æresord paa, at den var stjaalet.

"Aa Snik Snak med hans Æresord", svarede Georg,
"lad os se, hvad han holder saa trofast paa".

Stymperen rev sin Haand fra Brystet, blev om muligt
blegere end før og forsikkrede ved Alt, hvad Dyrt og Helligt
var, at han næsten ikke havde en Skilling i sin Lommebog.
Han løste sit Halstørklæde, der lod til at ville kvæle ham,

SIDE: 234

skjalv som en Forbryder paa Retterstedet og saa saa ynkelig
ud, at jeg følte Medlidenhed med ham og yttrede til Georg,
at det ikke var værdt at gaa videre.

"Aa", svarede Georg og gik lige ind paa den Ulykke-
lige. "Han er jo intet Menneske. Herud med Bogen
Karl!"

Van der Paast var ude af Stand til at tale eller røre
sig. Georg maatte selv tage Tegnebogen ud af hans Frakke-
lomme. Det var den, han havde holdt saa fast paa. I
Bogen fandtes omtrent 1400 Spd.

Van der Paast faldt tilbage i Sophaen som død. Da
han endelig var istand til at tale igjen, maatte han tilstaa,
at det var min Moders Penge, han havde stjaalet og givet
Indbrudstyvene Skylden for at have taget dem.

Vi forlode dette afskyelige Menneske, medens han laa
og stønnede i Sophaen som en Besat.

Under Forhøret nægtede Mestertyven og Skomageren
Alt. At faa dem til at fortælle, hvor den grønne Blik-
daase var bleven af, var ikke at tænke paa, men jeg havde
allerede vundet meget, ved hvad der var opdaget. Min Fa-
milies øconomiske Stilling var sikkret, og jeg var i den Hen-
seende aldeles betrygget.

Uge efter Uge forgik, og vi vare allerede inde i det nye
Aar, uden at jeg havde hørt et Ord fra Jess, eller hvor
han var, men hvor jeg gik og stod fulgte Tanken om den
grønne Blikdaase mig, og med den Tanke fulgte stedse Ær-
grelse over, at jeg saalænge havde ladet mig narre af Jess.

Det var langt ud i Februar Maaned. Van der Paast
havde nu forladt os, efterat der var kommen Svar fra Al-
tona, om at samtlige hans Vexler vare honorerede. Ved

SIDE: 235

Raad og Daad af Farbror Holtzwinkel havde jeg snart
bragt Forretningerne i det gamle Spor igjen. Alt var nu
i den bedste Orden. Jeg havde saaledes taalelig god Tid
og besluttede at anvende den til at søge efter Jess. Det
var ligesom en Art Jagtraseri i den Retning var kommen
over mig. Jeg vilde og jeg maatte have fat paa ham.

Der var dog for det Første Intet andet at gjøre end
at faa Underretning om, paa hvilken Kant af Byen han
opholdt sig; thi uden det kunde det ikke nytte at begynde
Jagten.

Efterat jeg forgjæves havde udtømt alle mine Resourcer
for at erholde denne Underretning, besluttede jeg endnu en-
gang at henvende mig til Nics Broder. Men selv at
pumpe ham vidste jeg var aldeles forgjæves. Jeg besluttede
da at søge Hjælp hos Nic. Han var strax villig, og vi
gik afsted, opsøgte Broderen og fandt ham i fuldt Slags-
maal. Han havde just taget Plads paa sin Modstanders
Bryst og behandlede hans Ansigt paa en mindre human
Maade, da vi fik Øie paa ham.

Nic søgte først med gode Ord og Betaling at faa
Broderen til at give sig den forønskede Underretning, og
da det ikke hjalp, truede ham med Prygl og al Land-
sens Ulykke. Det hjalp heller ikke. Gutten saa ikke en-
gang paa Pengene, der bleve ham budne, men gik og lug-
tede opimod Tagrenderne og tog saa taalmodig mod de Puf
og Stød han fik, som om de vare ligesaa mange Kjærlig-
hedsbeviser. Nic greb nu Sagen an paa en anden Maade.
Han hendvendte sig til mig og sagde: "Jeg har ingen Slægt-
ning mere her paa Jorden. Den sidste Slægtning, jeg
havde, var en Broder, som jeg holdt saa inderlig af. Fra
vi vare ganske smaa, har vi holdt af hinanden, han af mig

SIDE: 236

og jeg af ham. Nu er han død og borte. Kom, lad
os gaa."

Vi havde ikke fjernet os mange Skridt, før en ynkelig
Stemme raabte efter os: "Broder Niclas!"

Den Anraabte vendte sig og svarede: "Kald mig ikke
mere Broder. Jeg vil ikke være Broder til en slig Skurk,
som holder mere af Tyve og Kjæltringer end af ærlige
Folk. Jeg vil ikke være Broder til dig, som gaar lige ind
i Tugthus og Slaveri. Skulde jeg være Broder til en
Slave? Nei, aldrig i denne Verden, aldrig om jeg ogsaa
havde holdt ligesaameget af ham, som jeg har holdt af -
- - af en, der engang var min Broder. Adjøs!"

Mod Slutningen af denne sin Erklæring skjalv Gutten
lidt i Stemmen, medens Synderen stod med Næsen mod
Jorden og æltede en sort Deig ud af sine Øine, lavet af
Taarer og Gadeskarn. Endelig sagde han grædende: "Nic-
las, du maa ikke være sint paa mig, jeg kan ikke taale det.
Jeg har lagt Fingeren - - paa Halsen - og bedet -
Fanden slaa til - hvis jeg fortalte, hvor han bor nu,
- men det jeg har seet, kan jeg sagtens fortælle - at
han roer over om Aftenen."

Under disse Omstændigheder fandt jeg, at det ikke gik
an at friste Synderen til at røbe mere, og Brødrene skiltes
ad nogenlunde forsonede, efterat Nic havde taget det Løfte
af Bertel, at han aldrig mere skulde gaa Jess tilhaande
paa nogensomhelst Maade.

Bertel havde peget henimod Damsgaardssiden, idet han
fortalte, at Jess roede over Vandet om Aftenen. Paa den
Kant maatte han altsaa søges.

Jeg meddelte mine to Venner ved Politiet, hvad jeg
havde erfaret, og allerede samme Dag var jeg ledsaget af

SIDE: 237

min lange Ven paa en Opdagelsestour. Han havde for-
synet sig med et stort rødt Skjærf, faaet en Hat paa Ho-
vedet og forandret Klædedragt, saa at han ikke var til at kjende
igjen, og vi gik nu fra Brygge til Brygge langs hele Pudde-
fjorden for om muligt at finde den Baad, Jess benyttede.
Vi besaa hver eneste Baad paa hele Damsgaardssiden, tog
over Vandet ved Solemsvigen, fulgte Stranden udefter paa
den anden Side af Fjorden, og vi vare allerede komne til
Bryggen i Dokken, uden at kunne opdage nogetsomhelst, der
kunde vække Mistanke.

Paa den nævnte Brygge laa fem Baade. De tre
vare smukt malede og i saa god Stand, at det var let at
se, de vare Herskabsbaade. De to øvrige vare tjærebredt,
og Tjæren var bleven ganske sort af Ælde. I dem begge
laa et Par Aarer, men den ene lod til at være meget læk;
thi den var næsten halv af Vand. Det var Alt, hvad
jeg bemærkede. Forøvrigt saa jeg intet særegent ved dem.
De saa aldeles ud som de Baade, Bønderne omkring Byen
brugte.

Min lange Ledsager stod en Stund og saa paa dem.
Endelig pegede han paa den, der var halv af Vand og sagde:
"Umage Aarer, umage Tofte, mangler to Tiljer, fillet
Fangeline."

I det samme kom en Fisker ind fra Søen, lagde til
Trappen, gjorde sin Baad fast og begyndte sine Forberedel-
ser til at gaa iland med at kaste Aarerne til sin Baad op
paa Bryggen. Han saa yderst vred og misfornøiet ud, og
hans tykke store Underlæbe lod til at være betynget af en
fuldkommen mislykket Fangsts hele Vægt.

Efterat have kastet Aarene ind, bandt han Fangelinen
fast med et Overmaal af Styrke, rev og sled i Alt, hvad

SIDE: 238

han tog i Hænderne med en høist umotiveret Iver, kastede
det igjen fra sig oppe paa Bryggen med en endnu unødigere
Kraftanstrengelse, og da denne Overflod af Kraft førte et
af hans Fiskesnører tvertover Bryggen og ud i Vandet paa
den anden Side, bad han med en ganske mærkelig Inder-
lighed en sagte Bøn om, at Fanden vilde tage baade Fiske-
snøret og Fisken og Baaden og Vandet og hele Solomiten.

"Der er nok megen Fisk i Fjorden i denne Tid",
sagde min Ledsager med venlig og forstilt Stemme.

Manden kastede et bistert Blik paa ham, men sva-
rede ikke.

"Den bider nok godt i denne Tid", vedblev den Anden.

Manden kastede et endnu bistrere Blik paa ham, saa
ud til at have stor Lyst til at bide selv, men vedblev at tie.

"Stor, pen, grov Tosk hører jeg Folk sige", vedblev
min lange Ven og lod til at blive blidere og blidere stemt,
Alt som Fiskeren blev sintere og sintere.

Denne Leilighed til at være vittig kunde selv den
vrede Mand ikke lade ubenyttet. Han svarede: "Ja stor,
grov Tosk har vi nok af, men han findes paa Land
og gaar paa to Ben." Derpaa lo han haanligt, men
standsede pludselig, som om det med Et faldt ham ind, at
han aldeles ikke havde noget at le af, men nu ærgrede sig
dobbelt over, at han havde givet Tegn til en lystig Stemning.

Da nu min Ledsager yderst blid og venlig svarede:
"Det er nok muligt, Far, men den findes i Vandet og-
saa. Ikke enhver Klodsmajor kan tage den, det forstaar
sig; der skal Folk til, som har lidt mere Forstand end en
Hest", troede jeg, at den vrede Mand skulde faa en Hjerne-
affection af Vrede. Hans tykke Underlæbe og rødlige Næse
bleve næsten blaa, og paa hans Kinder fremblomstrede Ro-

SIDE: 239

ser, som nok ikke havde været at se der paa mange lange
Tider.

Et Øieblik lod det til han vilde tage corporlig Hævn
over sin Modstander; thi han knyttede Næverne og gjorde
et Skridt hen imod ham, men saa betænkte han sig og gav
sig til at samle op sine Fiskeredskaber.

Medens den uheldige Fiskers Vrede saaledes var paa
det høieste, gik min listige Ven ned i den bedste af de to
tjærebredte Baade, der laa ved Bryggen og gav sig ganske
rolig til at løse Fangelinen paa den, som om han havde
til Hensigt at tage sig en Rotour.

Aldrig saasnart saa Fiskeren det, før han greb Leilig-
heden til at give sin Vrede Afløb og raabte: "Hvad vil du
med den din Svinehund. Du er saa god, du lader Baaden
ligge. Den tilhører Pagteren paa Gaarden derover. Kjær-
ringen hans er i Byen med Melk og kan komme tilbage og
have Brug for den, naar det skal være."

"Nu ja, ja, saa kan jeg tage denne her. Det er vel
hverken din eller Pagterens," svarede hans Modpart og
begyndte at løse Fangelinen paa den anden tjærebredte Baad,
der var halv af Vand.

"Du er saa god at lade den fremmede Baad ligge,"
raabte Fiskeren atter.

"Kan du vide om det ikke er min," svarede den Anden
og vedblev at løse Fangelinen.

"Din, nei gu har det aldrig været din. Manden, som
eier den, ser ganske anderledes ud, end du. Det er en pen,
liden, stille Mand, rask paa Foden og snar i Vendingen og
ikke en slig Langeline, en slig raadden Ærtestang, som du
er din Fæhund."

"Hys, min gode Ven, han behøver ikke at kalde og

SIDE: 240

skjælde slig. Vær han ganske rolig. Manden bier gjerne,
mens jeg roer over," sagde min Ledsager blidere end no-
gensinde.

"Nei gu bier ikke han. Manden har saa liden Tid,
at han ror afsted uden at øse Baaden engang. Du er saa god
at lade Baaden ligge, ellers skal jeg vise dig, at har jeg
Hesteforstand, har jeg Hestekræfter ogsaa."

"Hys, hys min Mand. Vær han ganske rolig. Man-
den kommer ikke iaften. Bryd han sig aldrig om mig og
Baaden, men pas sin Fisk."

Disse Formaninger til Rolighed lod imidlertid til at
have den modsatte Virkning paa Fiskeren; thi han gik ned
i Trappen, rev Fangelinen ud af Haanden paa Politibe-
tjenten og skreg ham ind i Ansigtet skummende af Raseri:
"Vær du ganske rolig, Manden kommer nok iaften, som
hver Aften."

Jeg havde længe ikke forstaaet Meningen med min li-
stige Ledsagers Opførsel; men da jeg mærkede, til hvilket
Maal han sigtede, kunde jeg ikke andet end beundre hans
Kløgt.

Nu lod han til at have faaet al den Oplysning, han
vilde have, thi idet han sagde: "Dette var en vanskelig
Mand at have med at gjøre," gik han.

Jeg fulgte ham.

Da vi kom op paa Veien, gned han sig i Hænderne
og sagde med et glædestraalende Ansigt: "Er paa Sporet.
Det maa følges strax. Morsom Jagt, den morsomste Jagt
som findes. Har været paa Alkejagt, paa Harejagt, paa
Rævejagt, paa Bjørnejagt og mange Slags Jagt; men
Ingen som slig Jagt. Maa have en Baad ud paa Vandet

SIDE: 241

strax. Gav meget til at jeg havde min Kammerad, men
faar hjælpe os uden ham. Vil De være med, saa kom."

Jeg var villig.

Det var begyndt at mørkne, men inden det endnu var
ganske mørkt, sad vi i en stor, prætgtig Baad, med hver sit
Par Aarer. Forsigtig, taus og langsomt nærmede vi os
Bryggen i Dokken. Der laa de tre malede Baade, Fiske-
rens Baad og den Baad, hvori der var en hel Del Vand.
Pakterens Baad var borte. Min Ledsager tog en af Aarene
i den mistænkelige Baad op i vor og lod kun en Aare
blive tilbage igjen, idet han bemærkede: "Nu skal han ikke
have let for at komme fra os ude paa Vandet."

Derpaa roede vi ud igjen paa Fjorden saa langt, at
vi knapt kunde skimte Bryggen. I alle Fald kunde Ingen
derfra se os.

Det var en mørk, men ikke kold Aften. En sagte
Søndenvind krusede Vandet. Ikke en Stjerne var synlig
paa Himlen. Tykke tætte Skyer hang saa lavt, at de skjulte
Fjeldenes Toppe rundt om os. Vi laa en Stund og ven-
tede i dyb Taushed, uden at en eneste Baad var at se eller
høre paa nogen Kant, men endnu før en Time var for-
løben, hviskede min Ledsager: "Nu gjælder det" og roede
længere ud paa Fjorden.

Sagte og forsigtig roede vi længere og længere fra
Land. Derpaa holdt han stille, og vi gav os til at lytte.
Det varede en Stund, før jeg kunde bemærke den mindste
Lyd, men saa hørte jeg en sagte Pladsken i Vandet, der
stedse blev tydeligere og tydeligere. Min Ledsager roede
med aldeles lydløse Aaredrag længere ud, og jeg kunde
den hele Tid tydelig tælle Aaredragene fra den Baad, der

SIDE: 242

roede fra Land udover mod os. Mellem hver tre Aaredrag
var en Pause.

Den, der roede Baaden, havde formodentlig kun en
Aare og roede derfor tre Aaredrag ad Gangen paa hver
Side af Baaden, men det gik dog temmelig raskt udover,
kunde jeg mærke, og den, der roede Aaren, var tillidsfuld
og vel tilmode, kunde jeg forstaa. Han roede kjækt og ufor-
færdet, idet han halv høit nynnede en Sang.

Saaledes kom vi lidt efter lidt midt paa Fjorden.
Den fremmede Baad var ikke langt fra os. Endelig holdt
den listige Politimand stille og hviskede: "Læg forsigtig
Deres Aarer ind og lad os saa vente."

Uagtet jeg anvendte al mulig Forsigtighed, gjorde jeg
dog lidt Støi; Pladskene i Vandet, der nu vare komne lige
henimod os, ophørte, og det blev med Et ganske stille.
Politimanden lagde sin Haand sagte paa mig. Jeg forstod,
det var et Tegn til at være rolig, og blev siddende som for-
stenet, uden næsten at turde trække Aande.

Der fulgte nogle høist spændende Øieblikke under den
dybeste Stilhed; ikke en Lyd var at høre over den hele
Fjord og ikke et Glimt at se, saalangt Vandet strakte sig.
Mørket var saa tykt, at det var umuligt at se fra Stavn
til Stavn i vor Baad. Inde paa Land glimtede hist og
her et Lys, der kun tjente til at udhæve det dybe Mørke
rundt om os endnu mere.

Endelig gjorde min Ledsager et Par raske Aaredrag
henimod det Sted, hvorfra vi sidst havde hørt den fremmede
Baad. Et stort, sort Legeme kom ligesom frem af Mørket
og imod os. Det var en Baad. Strax efter laa vi ved
dens Side. Intet levende Væsen var at se i den. Vi
reiste os. Min Ven Politimanden tog mig i Armen og

SIDE: 243

antydede, at jeg skulde forholde mig taus, og i dyb Taus-
hed gav vi os nu til at undersøge den fremmede Baad.

Den var halv fyldt af Vand og uden Aarer. Man-
den, der havde været i den, havde sagte og lydløst ladet
sig glide ud i Vandet og taget sin ene Aare med sig.

Vi saa ud over Vandet for at opdage ham. Ikke
den ringeste Antydning af noget Levende var at se rundt
om os. Overalt paa Vandet var dybt Mørke og dyb
Stilhed.

"Nei, nei, sku Du hae sjaat Makje; jomi Sæl finde
me ei tom Baat rækandes. Hu lyt bli me heim", sagde
min Ven Politimanden paa ægte Strilemaal.

Neppe havde han udtalt, før en Stemme i Nærheden
raabte fra Vandet:

"Det lader du blive, din fordømte Stril, som ligger
her og lusker paa Vandet og næsten skræmmer Viddet af
Folk".

Det var Jess Baardsens Stemme. Jeg kjendte den
kun altfor godt.

"Nei no meine eg, det spøker", raabte min Ven og
slog Hænderne sammen med et Klask.

"Lad mig bare komme op, skal Du sagtens faa at
føle, at det ikke er Spøg", svarede Jess, idet han først
kastede en Aare op i sin Baad og derpaa selv klavrede efter
og kom saa farende over i vor Baad i saa rasende Vrede,
at Vandet sprudede om os. Jeg følte de kolde Draaber
deraf falde paa mit Ansigt.

Han havde imidlertid neppe sat sin Fod i vor Baad,
før min Ven stødte hans Baad fra vor, lo stille og sagde
med sin naturlige Stemme:

SIDE: 244

"Velkommen mellem dine Venner, Jess. Dengang var
det mig, som lurte dig."

Medens han endnu talte, sank den fangne Forbryder
ned paa Toften og blev siddende som truffet af et dødeligt
Skud uden at sige et Ord.

Seierherren lod til at føle Medlidenhed med sin Fange,
søgte at trøste ham og sagde:

"Naa, det er aldrig værdt at tabe Modet. Næste
Gang er det dig, som kommer til at le af mig. Det har
du gjort saa mange Gange før. Men jeg faar nok bag-
binde dig, ellers ved jeg, Du vil gjøre Dumheder, naar vi
komme til Land."

Medens han derpaa bandt Jess's Hænder med et Stykke
Toug, han tog op af sin Lomme, sagde han i en kjendelig
glad Stemning:

"Hvorledes har du havt det, min kjære Jess, siden vi
talte sammen sidst. Det har nok været baade op og ned
og rigtig daarligt i den sidste Tid, tror jeg. Kanske det
kan være godt for dig at komme i Hus og Ro en Stund
ogsaa. Men hvorledes er det med dig, Mand. Jeg mener,
du er rent forknyt. Du sidder jo saa stille som en Død."

"Aa ja", svarede Jess, "jeg synes just ikke, jeg har
nogen særdeles Anledning til at være glad og saa snaksom,
som De er bleven med Et. Allerhelst, siden De holder paa
med at snøre mine Hænder saa fast sammen, at jeg kjen-
der Snoren trænge langt ind i Kjødet paa mig."

"Nei det stakkels Menneske da. Kjære Ven, hvorfor
siger du ikke det?" svarede Politimanden med inderlig Med-
følelse.

Da saa det var bragt i Orden, trakterede han sin Fange

SIDE: 245

med en Skraa Tobak, klappede og kjælede for ham og
spurgte til hans Helbred, som om det var hans bedste Ven,
han efter mange Aars Adskillelse var truffen sammen med
igjen.

Jeg fik Plads bag i Rangen, Jess paa Toften lige
foran mig, og selv tog Politibetjenten Plads paa den for-
reste Rotofte. Derpaa gav han sig til at ro mod Land,
idet han søgte at trøste sin Fange paa det Bedste og for-
sikkrede ham om, at han skulde faa det saa hyggeligt og
koseligt, at han aldrig havde havt det bedre.

Under Roningen vendte Jess sig til mig og bad mig
tørre Vandet af hans Ansigt.

Medens jeg gjorde det, hviskede han: "Løs Baandet,
saa skal De faa Blikdaasen", og sagde derpaa høit: "Jeg
lod mig skammeligt narre af Strilemaalet. Det var ud-
mærket godt gjort af Dem. Ha, ha, ha!"

"Ja, det var ikke saa dumt endda og det var det, som
reddede dig, ellers var du nok ikke kommen levende iland,
for jeg havde taget din Baad med mig, og saa havde du
ligget her ude og ikke været istand til at naa Land i fuld
Paaklædning. Du kan takke til, jeg fandt paa det og red-
dede Livet dit", svarede den glade Rorskarl, yderst tilfreds
med sig selv.

Medens han talede, førte Jess og jeg følgende Sam-
tale, idet vi hviskede Ordene ind i hinandens Ører:

"Jeg tror dig ikke, Jess."

"Denne Gang taler jeg dog Sandhed."

"Sig først, hvor den er, saa skal jeg løse dig."

"De har aldrig løiet før og vil holde Dem for god
til at lyve for en fangen Mand. Den er i Lysthuset."

"Aa Snak."

SIDE: 246

"Jeg vil være en Kjæltring alle mine Levedage, hvis
det ikke er sandt."

Det var rigtignok en meget svag Garanti, han stillede
for Sandheden af sit Udsagn, men jeg vidste, at hos Jess
var denne Forsikkring kraftigere end en Ed. Inden jeg
endnu fik Tid til at svare, holdt vor Rorskarl op at tale,
og Jess svarede ham:

"Ja, saa faar jeg vel takke Dem ovenikjøbet. Det
havde jeg ikke tænkt. Mange Tak skal De have for Deres
Godhed, at De fangede mig og bjergede Livet mit, men
jeg kunde kanske have vundet til Lands, derfor tog jeg
Aaren med, og da skulde jeg rigtignok have leet godt, men
hvem ved -"

Dette Sidste sagde han, idet han følte, at jeg havde
løst Baandet. Derpaa lo han med en saa glad og freidig
Latter, at jeg godt forstod, han havde fattet nyt Haab om
Redning. Men det Samme lod ogsaa den listige Mand,
der roede os til at frygte; thi han standsede Roningen,
bad mig sætte mig til Aarene, tog min Plads og fandt
strax, at Baandet var løst.

Under yderst venlige Bebreidelser over at han gjorde
sig skyldig i Spøg og Børneløier, blev nu ogsaa hans
Ben bundne, og dermed var nu alt Haab om Redning forbi.

Neppe var det bleven rigtigt lyst næste Morgen, før
jeg var udenfor Lysthuset i Haven med en Øxe i Haanden
for at bryde mig en Indgang. Det behøvedes ikke.

En af Vindueslemmerne nærmest Bjerget var afrevet,
en Rude knust og Vinduet opbrækket. Det maatte være
skeet for længere Tid siden; thi der saaes ingen friske Spor
i Nærheden.

SIDE: 247

I en Hast var jeg inde. Det var dunkelt der, og jeg
kunde kun svagt skimte Malerierne rundt om paa Væggene.
Noget Levende for ind imellem mine Ben og derpaa med
hurtige og sagte, men dog lydelige Trin henover Gulvet
og forsvandt henne i Krogen lige under Bachus. Det gyste
i mig, jeg maatte tænke paa Nils Farfars Overtro og
ønskede næsten, at jeg var vel ude igjen. Men saa tænkte
jeg paa Skrinet, fik nyt Mod, og gav mig til at søge.
Jeg søgte overalt. Under Bordet, under alle de Møbler,
der fandtes, i Bordets Skuffer og rundt om i alle Kroge,
men forgjæves og gik med den Overbevisning, at Jess havde
narret mig.

Henimod Middag besøgte jeg ham i Arresten. Han
var i en meget bedre Stemning, end jeg havde ventet, og sad
ordentlig og frydede sig ved den varme Kakkelovn. Han
reiste sig, da han saa, hvem jeg var, og sagde med et smi-
lende Ansigt: "Vi gjorde, hvad vi kunde, men han er for
slu. Han har det paa Tæften, mener jeg, ligesom Hundene."

Da jeg bebreidede ham, at han havde narret mig,
svarede han kort og but: "Det har jeg ikke. Hvad jeg
sagde, er Sandhed, men det er ikke let at finde, det ved
jeg, for jeg har selv været og søgt efter det uden at finde det."

Det var altsaa ham, der havde brukket Lemmen op og
været inde i Lysthuset. Nu tvivlede jeg ikke paa Sand-
heden af hans Udsagn og forstod ogsaa Grunden til, at
han ikke før havde skaffet mig Skrinet. Det gjaldt nu kun
for mig at være heldigere.

Paa Hjemtouren faldt det mig ind at spørge Wenche
Faster tilraads. Af hende fik jeg den Oplysning, at der
ikke fandtes et eneste Skab i det hele Lysthus; derimod
underrettede hun mig om, at Bunden i Tønden, hvorpaa

SIDE: 248

Bachus sad, var aaben, idet den dannede en Luge, hvori-
gjennem Vinflaskerne kunde langes op fra Kjælderen, og at
der desuden paa samme Væg var en Dør, der førte ned i
Kjælderen.

Jeg blev saa ivrig efter at undersøge dette, at jeg
næsten løb hjemover og rev Døren til Lysthuset op. I det
samme saa jeg noget fare over Gulvet og forsvinde ved
Bachus's Tønde. Det svævede saa hurtigt og lydløst som
et Glimt, var af Størrelse som en stor Rotte og af Farve
gult og rødt; men forresten var det mig umuligt at sige,
om det var noget Levende eller Dødt, noget legemligt eller
kun et Billede af min Phantasi. Der var i alle Fald ikke
Tid at tænke over det nu.

Jeg ilede hen til Tønden og havde ikke søgt længe,
før jeg paa dens Bund fandt en liden skidden Plet, der
tydelig var fremkommen ved hyppig Berøring. Jeg satte
Fingeren paa Pletten, trykkede til, Bunden aabnede sig.
Indenfor var en Hylde, og der stod det grønne Skrin. At
prøve en Nøgle, jeg tidligere havde fundet, at finde, at
den passede og at aabne Skrinet var gjort i et Øieblik.
Det indeholdt en hel Del Papirer. Det første jeg tog, var
addresseret til min Fader og skrevet af X. Jeg vil tilstaa,
at mit Hjerte bankede stærkere og hurtigere end til dagligt
Brug, da jeg begyndte at læse det. Nu vilde det vise sig,
om Skrinet og dets Indhold havde været al den Møie
værd, jeg havde anvendt for at faa fat paa det. Men jeg
havde ikke læst mange Linier, før jeg saa, at jeg ikke havde
havt spildt Umage.

Brevet begyndte med den Erklæring, at Brevskriveren
var overbevist om, at han havde elsket min Moder mere
varmt og brændende end nogen af hans to Venner. Der-

SIDE: 249

paa fortalte han med en cynisk Korthed, der alene kunde
forklares af Visheden om, at Brevet først vilde blive læst
efter hans Død, Macbridges hemmelige Forlovelse med min
Moder og Grunden til, at denne Forlovelse blev brudt.
"Jeg", heder det til Slutning, "var deres eneste Fortrolige,
gjennem mig skulde deres Breve gaa. Fristelsen var for
stor. Jeg tilbageholdt alle de modtagne Breve fra begge
Parter, skrev et falskt Brev i hans Navn for selv at frie
til hende, naar hun i den Anledning udøste sit Hjerte for
mig. Du kom mig i Forkjøbet. Til Tak derfor vil jeg
anbefale dig at læse de hermed følgende Breve sammen med
hende og saa forelæse hende mit Brev. Mit Hjerte er fuldt
af Ædder og Galde. Jeg hader alle Mennesker, men især
dig. Jeg afskyer og foragter alt Levende, men især mig selv, -
en skabbet Hund, som fortjener at dø. - Derfor vil jeg dræbe
den skabbede Hund. Kanske jeg da kan have den Glæde at
være tilstede, naar du og din Kone læser disse Breve
sammen. Saadan er jeg. Kan jeg faa leve?"

Slutningen var saa forfærdelig, at der for en Gysen
gjennem mig, medens jeg læste.

De øvrige Breve vare Kjærlighedsbreve mellem min
Moder og Consul Macbridge. Med glødende Farver ud-
talte de deres Følelser og deres Sorg over ikke at faa Svar
paa hinandens Breve.

Jeg gav mig ikke Tid til at gjennemlæse disse Breve,
men overveiede en Stund, hvad jeg nu burde gjøre. Min
Beslutning var snart fattet. Jeg bestemte mig til at bringe
min Moder Skrinet og vise hende dets Indhold. Vistnok
var det nu for sent til Opnaaelsen af mit inderligste Ønske,
Georg og Fredrikkes Forening, og vistnok følte jeg en vis
Modbydelighed ved at bringe Moder disse Kjærlighedsbreve

SIDE: 250

fra en fremmed Mand; men alle mine Betænkeligheder
maatte vige for den Betragtning, at jeg nu kjendte Sand-
heden og var forpligtet til at aabenbare den. "Fiat ju-
stitia, pereat mundus", tænkte jeg, idet jeg med Skrinet
i Haanden ilede ind i Dagligstuen til min Moder.

Med bankende Hjerte fortalte jeg hende i Korthed,
hvorledes jeg havde fundet det, og rakte hende det derpaa
med hele dets Indhold.

Ligegyldig hørte hun paa mig og gav mig uden at sige
et Ord med Øinene Tegn til, at jeg skulde sætte det fra
mig paa Bordet.

Da hun ikke syntes at have mindste Lyst til at aabne
det og gjøre sig bekjendt med dets Indhold, tog jeg Brevet, der
var undertegnet X, og begyndte at læse det op høit for hende.

Jeg havde ikke læst mange Linier, før min Moders
ligegyldige Mine forsvandt. Lidt efter lidt gik det matte
Udtryk i hendes Ansigt over til den mest spændte Opmærk-
somhed. Hendes Kinder begyndte at gløde, og da jeg var
færdig, sad hun med blussende Kinder og stirrede paa mig
med et forunderligt blandet Udtryk i sit Ansigt, men hvori
dog rasende Vrede var det mest fremherskende.

Længe taug hun og vedblev at stirre paa mig, som om
hun vilde læse i min inderste Sjæl, endelig reiste hun sig
langsomt, tog Brevet ud af min Haand og sagde med dyb
Indignation:

"Det kan ikke være muligt, at du er en saa nedrig
Sjæl, at du vil besudle en hæderlig Mands Eftermæle.
Det skulde være Spøg. Dog - men det er jo hans Haand!
- Skulde det alligevel være sandt? Det er ikke muligt".
Hun besaa Brevet nøie paa alle Kanter, forsøgte at læse
det, men kunde ikke, strøg sig mange Gange med Haanden

SIDE: 251

over Panden og Øinene, forsøgte atter at læse Brevet; men
maatte lægge det fra sig uden at være istand dertil. Hun
faldt tilbage i Sophaen og laa en Stund, som besvimet,
bleg som et Lig, men pludselig reiste hun sig igjen, for hen
til Bordet og greb et af Brevene i det grønne Skrin.

Det var et af Macbridges Breve, hun havde faaet fat
paa, og medens hun læste, udbredte der sig et næsten lyk-
saligt Udtryk over hendes Ansigt, medens Taarerne paa
samme Tid trillede ned over hendes Ansigt.

I en Hast gjennemgik hun nu alle Brevene, satte sig
derpaa i Sophaen, foldede Hænderne til stille Bøn og græd.
Længe sad hun saaledes, medens jeg stod ved Vinduet og
saa ud over Byen og tænkte paa, hvor sørgeligt det dog
var, at denne Opdagelse var kommen saa sent.

Endelig brød hun Tausheden, idet hun reiste sig, kom
hen til mig og sagde: "Kjære Eberhard, jeg takker dig for
den lykkeligste Dag i mit Liv. Jeg har gjenvundet min
Tro til Menneskene og min Tillid til den himmelske Fader,
der leder Alt til det Bedste. Tænk om Lysthuset ikke var
bleven lukket, og disse Breve saaledes vare komne til sin
Bestemmelse paa din Faders Bryllupsdag? Hvor ulykkelige
vare vi da ikke blevne".

"Og dog", svarede jeg, "kommer Lyset i Sagen lidt
for sent. Det vil Georg Macbridge og Fredrikke vist være
enige med mig i".

"Aa nei, vist ikke for sent for dem", svarede
min Moder blidt. "Bed Fredrikke komme ind til mig".
Da Fredrikke kom, ilede Moder hende imøde, omfavnede
hende med Inderlighed og sagde: "Gud velsigne dig, mit
kjære Barn, for al din Godhed og Kjærlighed. Nu har
jeg gjenvundet min Tro til Gud og Mennesker, nu vil Alt

SIDE: 252

blive godt. Sig mig, er det saa, som Eberhard tror, at du
elsker Georg Macbridge?"

Fredrikke havde staaet bleg og temmelig udeltagende,
indtil Georgs Navn blev nævnt. Da rødmede hun dybt,
svarede med Heftighed: "Jeg tror næsten, Eberhard finder
Fornøielse i at plage mig med dette Snak" og gav sig
derpaa til at græde.

"Hør Fredrikke", sagde Moder og tørrede Taarerne
bort af sin Datters blussende Kinder, "vær oprigtig og tal
Sandhed; fra min Side er der nu Intet imod din For-
lovelse med Macbridge, tvertimod".

Fredrikke stod og stirrede aldeles ubevægelig snart paa
Moder og snart paa mig. Det var godt at se, at hun ikke
fattede, hvad Moder mente. Jeg gjentog derfor Indholdet
af hendes Ord. Fredrikke vidste endnu ikke, hvad hun skulde
tro; men da hun i Moders smilende Aasyn læste Bekræftelse
derpaa, opklaredes pludselig hendes Ansigt af en saa straa-
lende Glæde, at det ordentlig lyste af det, og med en In-
derlighed, som røbede, at Hjertets inderste Dyb lod sine
Skatte komme for Dagens Lys, sagde hun: "Ja, jeg elsker
rigtignok Georg Macbridge".

"Kom", sagde Moder. "Kom lad os gaa strax og
ordne den Sag". Hun hørte ikke paa min Bemærkning, at
det var midt i Middagstiden, og at vi burde bie til senere
paa Dagen, men gjorde sig færdig til at gaa med en febrilsk
Hurtighed.

Underveis til Consul Macbridge sagde Moder gjentagne
Gange til mig: "Du har givet mig tilbage min Tro til
Gud og Mennesker, du velsignede Dreng", og da vi i Mac-
bridges Hus vare viste ind i Storstuen, gik hun op og ned
af Gulvet, medens vi ventede paa Consulen, og gjentog
idelig og idelig de samme Ord.

SIDE: 253

Endelig kom den gamle Consul. Han blev saa for-
bauset ved at se min Moder, at han stod og stirrede paa
hende som paa et Spøgelse uden at sige et Ord.

Moder gik ham derimod raskt imøde og sagde: "Herr
Consul" - derpaa standsede hun, skjalv lidt i Stemmen,
saa paa ham og vedblev - "Macbridge", standsede atter og
blev ligesom af en usynlig, uimodstaaelig Magt trykket ned
i Gulvet; thi hun sank paa Knæ, strakte sine Hænder imod
ham og sagde hulkende: "William Macbridge, jeg har syndet
stærkt imod dig og imod Gud. Jeg troede, at du havde
skrevet dette Brev".

Hun strakte det korte Opslagsbrev ud imod den gamle
Mand, der aabenbart befandt sig i en yderst ubehagelig
Situation, thi han trippede frem og tilbage paa Gulvet og
stammede:

"Gode Madam, høistærede Madam Krusart; fat Dem.
Behag at tage Plads i Sophaen. Lig blot ikke der paa
Gulvet. Bedste Madam, jeg forsikkrer Dem, at det er mig
yderst ubehageligt at se Dem ligge der og knæle med et
Brev i Haanden. Herre Gud, reis Dem dog".

Moder laa den hele Tid og knælede med Brevet ud-
strakt mod ham, ude af Stand til at sige et Ord for Graad.
Endelig sagde hun: "William Macbridge, lad mig ligge til
De har læst Brevet og tilgivet mig".

"Nu ja, bedste Madam Krusart, jeg skal med Fornøielse
læse Deres Brev og tilgive Dem, blot De vil reise Dem",
sagde Consulen, tog Brevet og sagde resigneret: "Nu i
Guds Navn da, lad mig se, hvad dette Brev indeholder".

Han tog Brevet, saa paa Udskriften, rystede med en
misfornøiet Mine paa Hovedet, idet han sagde: "Det er et

SIDE: 254

af mine Breve fra Neapel. Min gode Madam Krusart,
jeg synes, De gjerne kunde lade den Sag være glemt".

Han havde imidlertid ikke læst mange Linier, før han
yderst forundret gav sig til at bese Brevet paa alle Kanter,
derpaa hurtig gjennemlæste det og saa udbrød: "Men hvad
er dette for en Afskyelighed? Det er min Haandskrift og
mit Navn".

"Det var det eneste Brev, jeg modtog, medens De var
i Italien, og indtil for en Time siden, troede jeg, det kom
fra Dem", svarede Moder.

Macbridge lod ikke til rigtig at fatte Meningen; thi
han gav sig paanyt til med en forundret Mine at bese
Brevet. Endelig gik der et Lys op for ham, og han ud-
brød: "Nu forstaar jeg det Hele. Det var dette Brev, jeg
selv i Neapel forsynede med Udskrift til Dem, Madam, efter
vor eneste Fortroliges Anmodning. Det var en liden Spøg,
han havde fore med Dem, sagde han. En herlig Spøg!
Men for Guds Skyld reis Dem, reis Dem Madam Krusart".

"Sig først, at De tilgiver mig, og at Alt skal være
glemt", svarede min Moder og vedblev at knæle.

"Jeg tilgiver gjerne af mit ganske Hjerte, hvis jeg
har noget at tilgive, og er glad over at faa en Opløsning
paa denne Gaade, som jeg havde opgivet Haabet om at se
løst i dette Liv", svarede Macbridge og førte min Moder
med megen Artighed hen i Sophaen, "men at lade Alt det
være glemt, som er passeret fra den Tid til nu, lader sig
ikke saa godt gjøre. Hvad mener De min unge Ven?"
sagde han til mig, "tror De f.Ex., at det er saa ganske
let at bringe i Forglemmelse, at De er til, døbt, confirmeret
og snart fuldmyndig?"

Inden jeg kunde svare, tog min Moder Ordet og

SIDE: 255

sagde: "At glemme alle disse Aars Begivenheder, kan vist
ikke falde let for nogen af os. Men lad ikke vore Børn
lide for vor Skyld. Jeg ønsker inderlig en Forbindelse
mellem dem, giv Deres Samtykke hertil, som et Bevis paa,
at De tilgiver den Uret, jeg har tilføiet Dem".

"Intet skal være mig kjærere", svarede Consulen mildt.
"Enhver bitter Følelse er udslettet af mit Hjerte, og jeg har
allerede forlængst lovet min Søn at gaa i Forbøn for ham
hos Dem. Jeg har havt den Glæde at træffe deres Datter,
og hans Valg har mit fulde Bifald".

Hermed var Sagen afgjort til Alles fuldkomne Til-
fredshed.

Dagen efter var Moder ude hos Holtzwinkels og hævede
Forbindelsen mellem Fredrikke og Jens Peter. Hvorledes
hun bar sig ad dermed, ved jeg ikke, men det ved jeg, at
det gode Forhold med Holtzwinkel forblev uforandret.

Et Par Maaneder efter modtog Fredrikke og Georg
Gratulation. Jeg ved aldrig at have seet gladere Mennesker
end de, uagtet deres Glæde yttrede sig paa aldeles forskjellig
Maade. Georg vidste ikke, paa hvilket Ben han skulde staa.
Han snakkede, lo og dandsede i et væk og var lutter Liv
og Bevægelse. Fredrikke var derimod stille og taus. Med
et indadvendt Blik sad hun og beskuede sit eget Indre, og
hvad hun der saa, frembragte formodentlig den straalende
Glæde, der uafbrudt laa over hendes Aasyn.

Inden de bleve gifte, blev det gamle Lysthus i Haven
nedrevet, efter Nils Farfars indstændige Forestillinger.

Det var gjort paa en Formiddag at faa det ned, saa
gammelt, faldefærdigt og forraaddent var det. Da Lem-
merne for Glasdørene bleve borttagne, fandt man, at den

SIDE: 256

ene af Ruderne, der alle vare meget gamle og indfattede i
Bly, var bemalet med et Vaaben, hvis Skjold var delt i
et rødt og et gult Felt. Over Skjoldet stod, istedetfor adelig
Krone eller ridderlig Hjelm, en staalklædt Arm med en blodig
Haand, der holdt en Dolk løftet til Stød, og under Vaa-
benet stod det samme ubekjendte Tankesprog, som under
Vaabenet paa Gadedøren.

Harald Meltzer

SIDE: 259

Bogen med Silkefløiels Bind

Oppe paa Lemmen i Susanne Fasters Hus i Klosteret
var den bedste Legeplads, vi Børn havde, naar det regnede,
blæste og var stygt Veir ude, og da det som bekjendt ofte
er Tilfældet i Bergen, legede vi ogsaa ofte paa Lemmen.

Den var stor og lys og gik næsten over den hele Byg-
ning; thi kun i det ene Hjørne var der et lidet Aflukke,
hvori Faster opbevarede sit Vinterforraad, der fornemmelig
bestod af Pølser, og som vi Børn derfor kaldte Pølse-
kammeret.

Midt paa Lemmen var en massiv, firkantet Skorstens-
pibe, der var til stor Fornøielse og aldeles uundværlig,
naar vi legede "Gjemmespil at se hele Bolen"; thi da
kunde vi vedblive at løbe rundt den i lang Tid under Skrig
og Latter og Lystighed, uden at den, der søgte, kunde faa se
hele Bolen, fordi den, der gjemte sig, let fik kastet et Ben
eller en Arm bag næste Hjørne, før den Anden fik Næsen
og Øinene frem for det foregaaende.

I hver af Husets høie, spidse Gavle var et rundt Vin-
due, der oplyste hele Lemmen. Gjennem det Ene, der vendte
mod Nordost, havde vi en herlig Udsigt over Vaagen, hele
Tydskesiden, Fæstningen, Byfjorden og Sandvigen. Naar
vi i Skumringen fortalte Eventyr om Riddere og Prind-
sesser eller Historier om Slagsmaal, Krig og Kampe, kom
vi i Almindelighed til at leire os om dette Vindue, hvor

SIDE: 260

Tydskebryggen og Fæstningen mindede om Begivenheder af
lignende Beskaffenhed. Gjennem det Andet, der vendte mod
Sydvest, saa vi udover Nøstet og Puddefjorden, henimod
Damsgaard og Gravdal, hvor Horizonten, som overalt
rundt om begrændsedes af høie, nøgne Fjelde, men hvor
Løvstakken og Lyderhorn stak sine skaldede Isser høit op i
Luften, over Ryggen af de lavere Fjelde, ligesom Kjæmpe-
trold, der rage frem over almindelige Trold. Naar Ta-
len var om Bjergtrold og Tusser, søgte vi derfor hen til
dette Vindue.

Tidlig paa Vaaren spillede vi Kiksert paa Lemmen i
Huller, der med stor Kunst var udarbeidede i Gulvet, og
hvis Hensigt en Antikvar om nogle hundrede Aar sikkert
vil have stor Vanskelighed med at udfinde. Senere paa Vaaren
klistrede vi Drager paa Lemmen, saa kom Sommeren med
Topspil, med Plantning af Blomster og med Haveanlæg
deroppe.

Om Høsten i Slagtertiden, naar Kotænderne vare i
Pris, da var Lemmen Scenen for mangen Strid om dette
de bergenske Børns saa dyrebare Legetøi. Da hørtes man-
gen hidsig Procedure om Kolpemager og Sidetænder, om
Titer og om Snadder. Da Foureauerne kom til Bergen
med Hestecomedie og Linedands, gave vi lignende Forestil-
linger paa Lemmen, og da Julius Olsen senere kom med
Korsridderne, Vennernes Fest, Axel og Valborg etc., bleve
de samme Comedier givne af os deroppe. Naar vi da paa
Prøverne paa det hidsigste øvede os i Fægtning med vore
Træsabler og bankede noget ganske forskrækkeligt løs paa
hinandens med gyldne Løver og Drager udsirede Papskjolde
og dertil udstødte passende Kamphyl, hændte det undertiden,
at Larmen blev saa stor, at selv Susanne Fasters gamle,

SIDE: 261

døve Tjenestepige, Marthe, hørte det og kom farende op
ganske forskrækket for at høre, om det var vor virkelige og
alvorlige Mening at rive Huset ned, for da vilde hun vir-
kelig gaa ned og faa Faster ud, før det faldt.

Hun var dog let at stille tilfreds, det gamle Skrog;
thi naar hun fik vide, at vi spillede Comedie, og at vi
vare Venner og vel forligte, hvilket vi dog gjorde hende
forstaaeligt mere med Miner og Gebærder - og som gode
Skuespillere havde vi lettere for dette end almindelige Men-
mesker - end med Ord, pleiede hun at sige: "Nu ja, Gud
styrke og velsigne dokker Smaabarn, saa mange som dokker
er, baade Smaatøser og Smaagutter. Gud styrke og vel-
signe dokker Allesammen. Næst Blodpølser med rigtig
mange Rosiner i, er der ikke noget, Faster synes saa godt
om, som Barnelatter og Barneglæde, siger hun. Derfor
har hun nok ikke noget imod, at dokker river Huset ned,
naar dokker bare gjør det i alt Godt og Gode. Men, hvis
dokker kunde lade være at rive ned det renvadskede Tøi, som
just er hængt op paa Snorerne, og hvis det var muligt at
lade være at hyle værre end Vildtydsken, saa var det godt;
men hvis det hører med til Comedien, saa - -"

Dog det var egentlig hverken om den gamle snille
Marthe eller om hendes endnu snillere Madmoder Susanne
Faster, jeg vilde fortælle. Jeg maa derfor forlade dem og
komme tilbage igjen til min Historie.

Paa Generalprøven over Axel og Valborg manglede
vi et Høialter i Trondhjems Domkirke, og efterat vi havde
studeret en Stund paa, hvorfra vi skulde faa Alteret, faldt
det pludselig min Fætter Jørren ind, at der oppe paa
Pølsekamrets Tag stod en stor, grønmalet Kiste, der vilde
tage sig ganske fortrinligt ud som Alter. I en Hast stor-

SIDE: 262

mede vi Alle som En, Mænd og Kvinder, Pølsekamret og
da vi fandt Kisten for tung til at flytte, som den var,
brød vi den op, kastede dens Indhold, der var lutter gamle
Bøger ud, og fik den derpaa sat paa sin Plads i Kirken,
hvor den gjorde en ganske forunderlig Effect.

Sortebroder Knud syntes rigtignok, at Bispen burde
have paaseet, at Alteret var mindre flækket og smudsigt;
men han var af Naturen sarkastisk, og det laa i hans Rolle
at nedsætte Bispen i Folkets Øine og derfor - -

Dog det var egentlig heller ikke derom jeg vilde tale,
men Sagen var, at der blandt de Bøger, som laa i Kisten,
og som fornemmelig bestod af gamle Kjøbmandsbøger,
fandtes to smaaa, hvis Bind tiltrak sig min Opmærksomhed
i den Grad, at jeg lagde dem tilside for senere at se, hvad
det var for Slags Bøger.

Den Ene var forsynet med et gammelt, falmet, rødt
Silkefløiels Bind, udsmykket med Roser og Forglemmigeier
broderede i Silke. Den Anden havde et Bind af saa stivt
Pergament, at jeg gjorde en Hjelm deraf. Rigtignok stod der
midt i Panden med store latinske Bogstaver, "Memorial begint
Anno 1519", men det saa kjækt og ridderligt ud og kunde let
tages for en Indskrift paa mine Vaaben, som "cave adsum"
eller noget Lignende. Jeg tog Bøgerne hjem med mig og
gjemte dem saa godt, at jeg først mange Aar efter tilfæl-
digvis fandt dem igjen.

Da jeg havde læst dem, vilde jeg gjerne finde flere af
samme Art; men da var Susanne Faster død og borte,
Huset solgt, Pølsekamret nedrevet og i dets Sted indrettet
et pent Værelse i Gavlen mod Damsgaardssiden. I en
Krog ude paa Lemmen fandt jeg en Del Papirer. Det

SIDE: 263

var Resten af min Farfaders Kjøbmandsbøger. Dem lod
jeg ligge.

Idet jeg meddeler Hovedindholdet af det ene Bind, jeg
tog til mig, maa jeg bemærke, at jeg til Læserens Bekvem-
melighed benytter en yngre, om end ikke den alleryngste
Orthographi, og at jeg udelader enkelte aldeles forældede Ord
og sætter yngre istedet.

Bogen med Silkefløiels Bind.

Gud styrke og bevare den Svage, at han ikke falder
udi Fristelse og saa stor Synd, at han ikke paa den yderste
Dag kan samles med sin Slægt. Dette siger jeg, Susanne
tor Hardenberg, født udi Bergen i Norge i Anno 1538 den
12te August af velædle og velbyrdige Kongens Tjener,
Herman tor Hardenberg og ærlige og oprigtige Frue, Susanne.
Og siger jeg det med Rette og Rigtighed, efterdi jeg selv
haver det af egen Erfaring.

Min Fader var en dansk Mand, født udi Aarhus i
Jylland. Han var streng og alvorlig, men døde, mens jeg
var ganske ung.

Ak! havde han levet, havde jeg vist ikke kommet paa
Syndens Vei. Min Moder tydsk og lystig og glad af
Sind til alle Tider. Hun kunde ikke taale at se nogen
sørge og være bedrøvet, og derfor fik jeg min Villie frem
udi alle Ting, at jeg ikke skulde sørge og græde. Saa
voxede jeg til og blev stor, uden at jeg nogensinde havde
vidst, hvad det var at blive nægtet noget af sine Forældre.
Jeg lo og var glad, fra Sol stod op til Sol gik ned og
Alle, som saa mig, tyktes blive glade og le med mig. Ak!
hvor mange Gange hørte jeg ikke baade unge Karle og

SIDE: 264

gamle Kvinder sige, naar jeg gik forbi dem: "Et vakkert
Menneske, et velsignet Ansigt," og mange deslige Ting. Jeg
blev ikke mindre glad for det, mine Kinder bleve ikke mindre
røde, mine Øine ikke mindre skinnende.

Saa var det en Dag ud paa Vaaren, Anno 1559, da
Solen skinnede paa Fjeldet, lige for vores Vinduer paa
Strand, da fik jeg Lyst at gaa op paa det Fjeld og hoppe
i Græsset og plukke Hæggeblomster, og kanske jeg da ogsaa
kunde faa høre Gjøgen synge og faa vide, hvormange Aar
jeg havde igjen, til jeg skulde blive gift. Ak! jeg tænkte
ikke paa, hvad der skulde ske. Jeg gik forbi Vaagsbunden
over Skomagernes nye Brygge og derpaa mellem den yderste
Tydskestue, Finnegaarden og Witterleven op imod Fjeldet.
Der var tungt at komme op, og jeg maatte baade klattre og
klyve, før det skete; men saa kom jeg op i det grønne Græs
og imellem mange Blomster paa Mark og Træer. Ak! saa
var jeg saa glad, at jeg hoppede og dandsede og lo og sang.
Som jeg lo og sang som bedst, stod jeg mit Eins lige for
en Mand, som laa og sov i Græsset under en Hæg. Jeg
skreg og slap alle mine Blomster. De faldt ned paa Man-
dens Ansigt, saa at han vaagnede. Langsomt reiste han sig
op, saa forundret paa mig og sagde paa sin Tydsk: "Gott
im Himmel! ist da nit ein Engel, so weiss ich nit was ein
Engel ist."

Jeg kunde godt se paa hans Ansigt, at han talede lige
ud af sit Hjerte og ak! han var saa ung og saa deilig.
Hans Kinder vare ikke røde og hvide som mine, men brune
og røde, som en stærk Mands skulle være. Hans Øine var
ikke blaa som mine, men brune, og hans Haar ligesaa krøl-
let som mit, men ikke lyst og gult som mit, men mørkt
og brunt. Mit Hjerte bankede, saa jeg kunde høre hvert

SIDE: 265

af dets Slag, medens Manden saa paa mig; men det var
ikke, fordi jeg var bange for ham.

Ak! han mærkede snart, at jeg ikke var nogen Engel,
men en jordisk Jomfru. Vi gik i Græsset og plukkede
Blomster. Vi talede meget sammen, og han lo meget; men
jeg kunde ikke rigtig le, jeg havde ligesom faaet et Sting
gjennem mit Hjerte, idetsamme mine Øine faldt paa ham.
Vi gik længe sammen og skiltes fra hinanden ved Witter-
leven, dog ikke før jeg havde lovet ham, at jeg næste Søn-
dag skulde træffe ham paa samme Sted og til samme Tid,
og han havde fortalt mig, at han hed Gottlieb Geschwelt
og var paa Warner Westman sin Stue i Leppen. Saa
mødtes vi da efter den Dag mange Gange og paa forskjel-
lige Steder, og ak! da Høsten kom, da vidste Gottlieb Ge-
schwelt, at Susanne tor Hardenberg ikke var nogen Engel,
men en stakkels Jomfru, som elskede ham høiere end Alt,
mere end sit gode Navn og Rygte, mere end sin Moder
og sin øvrige Slægt, ja mere end sin Sjæls Salighed,
efterdi hun ikke havde anden Villie end hans baade i Stort
og Smaat og ikke raadførte sig med sin egen Samvittighed,
men kun lød hans Bud. Da saa Vinteren kom med Storm
og Regn og Mørke, da sagde min Moder til mig mange
Gange: "Susanne, min kjære Datter, du er saa stille og
taus af dig nutildags. Er du syg? skal jeg sende Bud til
Badskæren? er det noget, du vil have, skal jeg kjøbe det til
dig. Er der noget du sørger over, saa lad mig trøste dig;
men vær bare glad og fornøiet".

Længe taug jeg og vilde ikke sige, hvad mig fattedes,
men saa om en Stund fortalte jeg lidt af det. Jeg var
ikke kommen langt i mit Skrifte, da slog min Moder Hæn-
derne sammen og sagde: "Hellige Guds Moder! du haver

SIDE: 266

dig med en Garp i Kjærlighedshandel bemænget. Ved du
ikke, at han ikke kan sig i ærligt Ægteskab begive uden den,
som eier Stuen sin Tilladelse og Oldermanden for de Ach-
tein sin Tilladelse, og ved du ikke, at ingen Garp faar slig
Tilladelse nutildags?"

Jeg svarede ikke. Ak jo! jeg vidste det altfor godt.
Gottlieb havde sagt mange Gange med Sorg og megen
Bedrøvelse, hvad Kaar han havde at byde, men mit Sind
var bedaaret i saa Maade, som om jeg var fortryllet eller
forhexet. Havde jeg bekommet den stærkeste Trylledrik, kunde
jeg ikke være mere betagen, end jeg var. Alle mine Tanker
og hele mit Sind stod til ham. Hvor han var, var godt
at være, hvor han ikke var, fandtes der ingen Glæde. Hel-
lere krybe paa de bare Knæ og ligge paa den kolde Sten i
hans Nærværelse end dandse i gyldne Klæder og sove paa
Ædderfuglens bløde Dun i hans Fraværelse. Hellere være
den usleste Trælkvinde for ham end den rigeste Dronning
for en Anden. Saadanne vare mine Tanker, og min Moder
lod til at læse dem i mit Ansigt; thi hun daanede og faldt
om paa Gulvet. Længe laa hun som død; men saa reiste
hun sig hastig op og sagde med foldede Hænder og grædende
Taarer: "Guds hellige Moder og alle Helgenerne styrke og
bevare dig min Datter, at jeg ikke maa afsky og forbande
dig. Paa den yderste Dag skal jeg aflægge Regnskab for
dig for din salig Fader, som nu er i Himlen, den velagtede
Mand, og derfor vil jeg afsky og forbande dig, hvis du
bare en eneste Gang mere søger hen til den forbandede
Tydskeside med al dens Vederstyggelighed og søger Selskab
med - - -".

Mere kunde hun ikke sige; thi hun faldt atter om paa

SIDE: 267

Gulvet og daanede; men før hun igjen kunde tale, gik jeg
ud af Huset og hen paa Bryggen til Gottlieb.

Da Gottlieb fik høre lidt af min Moders Tale, rystede
han paa Hovedet og blev saare bedrøvet. Saa førte han
mig gjennem Leppen til et Hus paa Øvregaden, og der
leiede han mig ind hos en gammel Kvinde. Selv boede
han paa Kleven i Leppen. Ak! jeg havde ikke været otte
Samdøger i det Hus paa Øvregaden, saa sandede jeg min
Moders Ord, at her var megen Vederstyggelighed, ja mere,
end jeg troede, der fandtes paa den hele Jord. Drukkenskab
og Slagsmaal med Kjæppe og Vaaben hørtes i Huse og
paa Gader Nat og Dag. Fæle Kvinder vankede om med
Banden og Sværgen og vederstyggelig Tale til alle Tider.
Gud trøste og bevare den fredelige Byens Mand, der kom
derop, eller den ærbare Kvinde, som satte sine Ben mellem
Øvregadens Huse. Garpehundene bleve slupne paa dem, og
de bleve hidsede som vilde Dyr paa Fjeldet, og hvad Hun-
dene ikke kunde, det gjorde de fæle Kvinder med deres skidne
Mund og de drukne Karle med deres Næver og Værger.
Borgermester og Raad bleve for Intet anseede paa Øvre-
gaden.

Selv Slottets Tjenere bleve lidet agtede. Naar der
fandtes slagne Mænd liggende igjen om Morgenen paa
Gaden, da vidste Ingen, hvorledes den døde Mand var
kommen af Dage. Det tyktes være et aftalt Spil, at den
Ene ikke skulde sige noget dennesinde, for at den Anden
skulde tie næste Gang. Kunde det ogsaa ske, at Ugjernings-
mandens Navn ikke var at dølge, da var han ikke let at
finde i alle de mørke Gange og mellem alle de Fiskevarer
og andre Varer, som fandtes paa Bryggen.

I dette Sodoma boede jeg flere Aar og mit Barn,

SIDE: 268

den lille Emmerence, var bleven tre Aar gammel. Ak! mit
Sind var bleven bittert og mit Hjerte haardt, og jeg tænkte
ikke mere paa at besøge min Moder, efterdi hun aldrig
havde saameget som spurgt efter mig, det jeg vidste. Saa
var det en Dag i Fasten, da var der stort Slagsmaal i
Kevittegaarden, saa to Mand bleve liggende igjen ude paa
Gaden i Sneen, og Sneen blev ganske rød af deres Blod.
Den ene var en Borger fra Byen, som søgte efter sin
Datter. Hun var ført til Kevittegaarden af en Garp, der
var Fuldmægtig i Finnegaarden. Som den slagne Borger laa
der og blødede, kom en statelig Herre kjørende i Karmslæde,
og var Karmen paa Slæden dannet som en Svane med
forgyldt Hoved og Hals. Han havde en Svend med sig,
og lod Svenden forhøre sig i Kevittegaarden, hvorfor de
slagne Mænd laa i Gaden og blødede; men Svenden kom
tilbage, og Garperne fulgte efter ham og forhaanede ham,
og da den statelige Herre talede til dem, haanede de ham
ogsaa og truede ham. Saa reiste han sig i Karmen og sagde
overlydt: "Mindes skal Garperne denne Dag, og at Slots-
herren Christoffer Walkendorff har været her". Hurtig kjørte
han derefter tilbage til Byen, men Garperne skrattede og lo efter
ham. Næste Dag kom Bysvendene med Slottets Folk paa
Øvregaden og kaldte dem, der havde slaget de to Mænd til
Raadhuset. Men det gik, som det pleiede at gaa; Ingen
vidste, hvem der havde gjort den Gjerning. Dagen derpaa
kom flere af Bysvendene og flere af Slottets Folk, og saa
blev Mester Ments, der holdt Øltap i Kevittegaarden, ført
paa Raadhuset. Otte Dage hørtes Intet til ham, men saa
kom han tilbage til sit Hus, og da var han ganske bleg og
sagde, at den nye Slotsherre var en stræng Herre, og at
Gud maatte se i Naade til den, paa hvem hans Vrede

SIDE: 269

faldt. Hvad der var ham vederfaret i de Dage, han havde
været borte, vilde han ikke sige; men stor Elendighed maatte
han have lidt efter hans Udseende at dømme.

Min Kjærlighed til Gottlieb var ikke aftagen, men
om mulig voxet, siden jeg var kommen paa Øvregaden.
Ak! mange, mange Gange sukkede han dybt og tungt, naar
han talte om mig og Barnet og klagede sin bittre Sorg
for vor Skyld.

Han havde skrevet mange Gange til sin Herre, Warner
Westman i Bremen, og bedet og begjært om Tilladelse til
at gifte sig, men længe ikke faaet Lov dertil, førend hans
Tid var ude at være ved Stuven, og det var i syv Aar;
men endelig gav Herr Warner sin Tilladelse, hvis Older-
manden og de Achtein paa Bryggen vilde give deres. I
Skrift og i Tale bad han derom, men det nyttede ikke.
Svaret blev, at der var for mange, som havde Kjærester
paa Øvregaden, og som vilde gifte sig, naar de fik Tilla-
delse dertil. Bryggefolket maatte være løse og ledige Mænd,
der lystrede Raadet i Lübeck i alle Dele og Stykker. Folk,
som havde bundet sig fast til Byen ved Ægteskab og Slægt-
skab, kunde ikke tjene paa Bryggen.

Der var ikke Andet at gjøre, sagde Gottlieb, end at
vente i de to Aar han havde igjen at tjene paa Bryggen,
saa vilde han reise til Bremen og bosætte sig der og tage
mig tilægte.

Ak! det gik ikke saa let, som vi havde tænkt. Første
Søndags Aften efter Paaske samme Aar, som Slotsherren
havde kjørt over Øvregaden i Karmslæde, kom min Kjæreste
til mig bleg og blodig. "Bliv ikke bange, min Susanne",
sagde han, da han kom ind. "Jeg har ikke faaet noget
Livssaar, men bare et Par Rifter i Huden. Om otte Dage

SIDE: 270

er jeg frisk igjen." Derpaa fortalte han, at han sammen
med en Del gode Venner havde været inde i den nye Spe-
tals Park eller Eng og spillet Pakkebal. Da var der kommen
en Mand, og han havde sagt, at de skulde ud af Engen og
ikke spille der. Men Garperne svarede og sagde, at de vare
fra Tydskebryggen og ikke forstode Dansk. Da var Manden
gaaen bort og strax efter kommen igjen med mange Folk,
og saa begyndte Byfolkene uden videre Varsel at anfalde
Garperne. Disse forsvarede sig, og der opstod et stort
Slagsmaal i Engen. Garperne maatte vige, bleve haardt
slagne og sendte Bud ind til Byen efter Hjælp; men de
fik ikke Hjælp, førend de kom til Korskirken, da kom Sko-
magerne fra Skostrædet og Vaagsbunden. Saa vendte Gar-
perne om og angrebe Bymændene paanyt, og nu maatte
disse vige, eftersom Skomagerne hjalp til med friske Kræfter.
Hidtil var Striden ført med tørre Næver, skjønt med saa
stor Hidsighed paa begge Sider, at der var flydt meget
Blod; men nu kom flere af Slotsfolkene til med Vaaben
og Værge og huggede ind paa de Tydske. Min Kjæreste
havde taget liden Del i Striden hidtil og mest brugt Tiden
til at raabe til Fred og Forlig, men da han nu saa, at
den ene af hans nærmeste Venner faldt efter den anden,
slagne af Slotsfolkets skarpe Vaaben, da blev han vred,
rev Sværdet fra en af dem, stak ham ned, og huggede saa
ind blandt Byfolket, saa de maatte vige. Derpaa raabte
han og sagde: "De bruge skarpe Vaaben, saa bruge vi
haarde Stene og stene dem." Da grebe de Tydske Stene,
som fandtes i Mængde paa Witterleven og stenede Bymæn-
dene med, og disse trak sig tilbage, og saaledes skiltes begge
Partier fra hinanden.

Da jeg hørte dette, græd jeg bitterligt, thi ak! jeg saa

SIDE: 271

strax, at stor Ulykke vilde komme deraf, at min Kjæreste
havde slaget en af Slottets Folk. Dette vilde den strænge
Slotsherre ikke taale. Men Gottlieb lo og sagde: "Græd
ikke Susanne, mit Hjerte, der er ingen Fare. Alle Hun-
dene ere løse paa Bryggen og stor Vagt holdes der i Nat,
saa ikke skal nogen af Byens eller Slottets Folk komme
og gribe nogen uforvarendes."

Ak! jeg fik dog Ret. Næste Morgen kom Gottlieb til
mig med stor Hast og sagde: "Susanne, jeg maa rømme af
Byen strax. Oldermanden for de Achtein har sendt Bud paa
Kleven til mig og ladet mig sige, at hvis jeg findes aabenbare
paa Bryggen idag efter Middag, komme Bysvendene og
gribe mig og sætte mig fast. Derfor maa jeg fra denne
Stund og til jeg kan komme ud af Landet med et fremmed
Skib forstikke mig. Kanske sees vi derfor ikke mere her i
Byen, men tag min Haand og se mig ind i Ansigtet, sig
saa, om du tror, jeg er en ærlig og oprigtig Mand."

Jeg greb hans Haand og saa paa hans Ansigt, og
derpaa talede jeg ud af mit Hjerte og sagde: "Gottlieb
Geschwelt, er du ikke en ærlig og oprigtig Mand, da findes
de ikke paa denne Jord."

"Tak, Susanne, for de Ord", sagde Gottlieb og saa
tog han vort Barn, den lille Emmerence, og saa faldt
store Taarer fra hans brune Kinder ned paa Barnets krøllede
Hoved, der var gult som det modne Korn.

Saa gik han taus og mismodig. Han kunde ikke tale,
og jeg kunde ikke tale; men hans Haandtryk og hans Øine
talede bedre end tusinde Tunger.

Nu gik der mange Uger, uden at jeg saa eller hørte
Noget til ham, da kom der en Dag henimod Midsommers
Tid en Bonde til mig og spurgte: "Er du Susanne tor

SIDE: 272

Hardenberg?" og da jeg svarede ja dertil, sagde han: "Idag
otte Dage gik han tilsøs med Skibet "De tre Brødre" fra
Bremen. Det har jeg lovet at sige dig, og mere har jeg
ikke at sige." Dermed gik han. Men jeg forstod ham og
var saare glad over at vide ham lykkelig ud af Landet.

Nu ventede jeg med freidigt Mod i mange Uger; men
da det led ud imod Høsten, uden at jeg hørte noget til
ham, begyndte jeg at blive bange og at spørge mig for.
Men Ingen kunde give mig Efterretning om det Bremerskib,
som hedte "De tre Brødre."

Ingen havde hørt noget til det, siden det seilede herfra.

Hver Dag ventede jeg at faa Brev eller Bud fra ham,
men Dagene bleve til Uger, Ugerne til Maaneder og ikke
hørte jeg en Lyd fra ham. Saa blev det henimod Jul,
med Regn og Blæst og Mørke. Da kunde jeg ikke sidde
rolig længer, derfor gik jeg til Oldermanden paa Kjøbmands-
stuen og spurgte ham, og han berettede, at det Skib ikke
var kommen frem.

Det var borte, uden at noget Menneske kunde sige,
hvor det var blevet af. Enten havde korsarske Sørøvere
taget det eller var det kulseilet og gaaen tilbunds med alt
sit Mandskab og alt sit Folk. Da jeg hørte det, blev det
sort for mine Øine, og jeg var hjemme i mit Værelse, uden
at jeg rigtig vidste, hvorledes jeg var kommen der. Samme
Dag skrev jeg til Warner Westman i Bremen og bad ham
for Guds Skyld - ak! lidet havde jeg tænkt paa Gud,
før den Dag - underrette mig om min Kjæreste levede
eller var død.

Jeg fik ikke Brev igjen fra ham, men en Garp fra
Leppen bragte mig en Dag den Efterretning, at Warner

SIDE: 273

Westman ikke tyktes om at faa Brev fra saadanne Kvinder,
og at Skibet "De tre Brødre" var og blev borte.

Ak! da var jeg saa ulykkelig, at jeg ikke troede noget
Menneske kunde være saa ulykkelig. Dog det skulde blive
endnu værre; thi just samme Dag kom der Bud og Befa-
ling fra den strænge Slotsherre, at alle de Huse, der be-
boedes af saadanne ulykkelige Kvinder som jeg, skulde ned-
rives og Kvinderne, som i dem boede, flytte ud til Bjerget
øst for Borgen, saa Slottets Folk kunde staa i Porten og
kjende, hvem der sloges, naar Slagsmaal fandt Sted. Saa
om nogen Tid kom der nyt Bud og Befaling, at Kvin-
derne paa Øvregaden ikke maatte sidde i Stolestade sam-
men med Dannekvinder eller gaa med Dannekvindens Dug
eller Sæt paa Hovedet, heller ikke komme i Selskab, Bar-
sel eller Bryllup med ærbare Kvinder. Ak! til disse
Kvinder hørte jeg, og dybt følte jeg min Fornedrelse, skjønt
jeg visselig ikke skulde besvære Nogen; thi jeg turde ikke
engang gaa ned i Byen for ikke at træffe nogen af Mine,
endsige søge til Kirke eller Gjæstebud.

 Saa begyndte det igjen at blive Vaar. Solen kom
med hver Dag høiere paa Himlen, Stærrene begyndte at
komme, Graagaasen trak i lange Rader og Vinkler nord-
over og Græsset begyndte at titte frem paa Marken i Bak-
kerne mod Solen. "Lad os gaa op i Fjeldet og plukke
Blomster", sagde en Dag mit Barn. Saa tog jeg hende
ved Haanden og førte hende op paa Fjeldet, der jeg første
Gang havde seet hendes Fader. Der var ingen Blomster
nu. Hæggen duftede ikke heller og havde ikke engang Blade.
Ak! hvor var ikke Alt anderledes end dengang. Men
Solen skinnede, Luften var mild og ren, og Barnet var glad
og fornøiet, hoppede og sprang.

SIDE: 274

Da kom der en stor Lyst over mig til at vandre høiere
opover Fjeldet; thi alt som jeg kom høiere, saa jeg længere
ud over Fjorden og ud imod de Steder, som han sidst
havde seet, og som sidst havde seet ham. Høiere og høiere
gik jeg, og længere og længere bort kunde jeg se, men alt
som jeg kom høiere, fik jeg mere og mere Lyst til at gaa
endnu længere op, og jo længere bort jeg saa, desto mere
Lyst fik jeg at se endnu længere bort.

Barnet blev træt og kunde ikke gaa længere. Jeg tog
hende paa mine Arme og bar hende opover det steile Fjeld:
"Moder," sagde Emmerence, "jeg tror du fører mig lige op i
Himlen."

Gud forlade min Synd, men hendes Ord gik mig som
et Sting gjennem Hjertet, og jeg maatte sætte mig paa
Fjeldet for at græde. Længe græd jeg, og medens jeg græd,
lod jeg Øinene fare hen over Byen og Fjorden, over de
fjerne Fjelde udenfor, over Holme og Skjær, langt ud over
Havet, og da mine Øine ikke kunde naa længere frem, lod
jeg Tankerne gaa videre, og de fulgte det Skib, hvor-
paa han var reist bort. Jeg tyktes, jeg saa ham, hvor
kjækt og modigt han kjæmpede mod de vilde skjæggede Sø-
røvere med krumme Sabler og underlige, brogede Dragter,
og jeg syntes, at han, en saa stærk og kraftig Mand, som
han var, maatte seire overalt, hvor han kom frem.

Derpaa saa jeg udover Byen. Jeg saa Byfolket lige
under mig vandre om i Gaderne. De hilsede paa hinanden
og gik frimodigen videre. Ak! det kunde ikke jeg gjøre
længere. Jeg saa hen paa Stranden efter min Moders

SIDE: 275

Hus. Længe kunde jeg ikke finde det mellem alle de andre
Huse, men endelig fandt jeg det. Jeg saa Vinduerne til
min Moders Kjøkken, jeg saa Røgen stige op af Skorstenen,
og mit Hjerte blev bittert og haardt. Hun kogte sin Mad
og stellede i sit Hus, spiste og drak, gik tilsengs om Aftenen
og stod op om Morgenen uden at skjænke mig en Tanke,
som om jeg aldrig havde været til. Saa tænkte jeg, og
mit Hjerte blev haardere og haardere og mit Sind bittrere
og bittrere.

Det begyndte at blæse en kold Vind. Jeg mærkede
det neppe og agtede ikke derpaa; men mit stakkels Barn,
lille Emmerence, der var falden i Søvn i mit Fang, vaag-
nede og sagde: "Moder, jeg fryser."

Da vandrede jeg ned over Fjeldet igjen og gik hjem.
Medens jeg var borte, havde jeg faaet mange Sække at sy
for Stuen paa Bryggen, saa jeg maatte sidde oppe om
Natten, og medens jeg syede for Føden til mig og mit
Barn, var det, ligesom jeg følte mig lettere om Hjertet.
Det regnede og blæste meget stærkt den Nat. Stormen tog
af og til fat i Vinduerne, rystede i dem og skaffede sig
saavidt Vei ind i Stuen, at Luen paa Tranlampen, ved
hvis Skin jeg sad og syede, blaffede frem og tilbage. Snart
var der ikke mere Tran paa Lampen, og den slukkede. Saa
gik jeg tilsengs, men i det samme vaagnede Emmerence
med et Skrig, klagede over Smerter i sit Hoved og græd
bitterligt. Ak! hun var dødssyg. Stor Sorg havde jeg
havt og større Græmmelse var falden paa min Lod, end
jeg troede mig istand til at bære; men ringe at agte var
det dog Alt, mod hvad jeg nu følte. Stormen hylede uden-
for, Regnen slog imod Ruden, Skrig og Slagsmaal hør-
tes udenfor. Jeg hørte det knapt, men sad kun og lyttede

SIDE: 276

med Angest og grædende Taarer til mit syge Barns Jam-
ren. Dog turde jeg ikke gaa ud af min Stue, for de drukne
Karles Skyld. Det var koldt og mørkt i Stuen, og jeg
frøs og skjalv af Kulde og Angest. Natten var frygtelig
lang, og det syntes aldrig at ville lysne og blive Morgen.

Endelig kom Dagen, og det var stille i Huset. Da
gik jeg ud, og Pigen nede i Stuen hentede en Badskær.
Da han kom, rystede han paa Hovedet og sagde, at Barnet
var meget sygt. Ak! det vidste jeg. Og han sagde, at
Dørre og Vinduer maatte holdes tæt tillukkede, og den raa
Luft maatte ikke komme ind, og saa vilde han aareslaa min
Emmerence og tage Blod af hende. Det vilde jeg ikke, og
saa blev han vred og forlangte to Bergensgylden, men jeg
havde kun een, og den gav jeg ham, og saa gik han og
kom ikke mere igjen. Jeg havde ikke en Skilling mere.

Nu sad jeg i tre Dage og tre Nætter ved mit Barns
Seng og lyttede til hvert Aandedræt, iagttog hver Foran-
dring, der gik over dets Ansigt, hver Bevægelse det gjorde.
Snart syntes jeg, det aandede tungere, og da vovede jeg
neppe at puste, saa syntes jeg det aandede lettere, og da
aandede ogsaa jeg lettere; naar det sukkede og græd af
Smerte og klagede over at lide ondt, da var det som en
kold Haand tog om mit Hjerte, og det gik mig skjærende
gjennem Marv og Ben. Kulde og Hunger maa jeg nok
have lidt af i de tre Dage og Nætter; men jeg brød mig
ikke derom. Alle mine Tanker vare hos mit syge Barn.
Da det blev lyst paa den fjerde Dag, var jeg saa syg og
mat, at jeg daanede og faldt af Stolen ned paa Gulvet.
Hvorlænge jeg laa der uden ringeste Bevidsthed, ved jeg
ikke, men lidt efter lidt følte jeg en behagelig Varme
strømme gjennem mine trætte kolde Lemmer, og saa drømte

SIDE: 277

jeg, at en Engel kom ind med Solskin og Varme til mit
syge Barns Seng og sang for det.

Saa vaagnede jeg. Det var ingen Engel, som sad
ved mit Barns Seng. Det var Pigen i Stuen neden-
under. Folk kaldte hende "die schøne Bierbraut" og skjøn
var hun ogsaa, men hun havde et altfor lystigt Sind og
var altid med, hvor der var Svir og Lystighed. Derfor
var hun ogsaa en af de Første, der skulde flytte fra Øvre-
gaden. Hun havde et godt og kjærligt Hjerte og havde
forbarmet sig over mig og mit Barn, og uden hende havde
formodentlig baade jeg og min lille Emmerence været døde
og kolde.

I det Samme begyndte Klokkerne i Vor Frue Kirke
at ringe. Da erindrede jeg først, at det idag var den hel-
lige Paaskemorgen. Klokkerne kaldte Folk sammen til Høi-
messe i Guds Hus og sagde: "Kom - kom - kom -
kom," og mit Hjerte blev blødere og mit Sind mildere.
En Stund ringte de alene, men saa kom ogsaa St. Mar-
tinis Klokker og kaldte paa Folk, og deres Kalden var
stærkere, og det forekom mig, at de henvendte sig til mig og sag-
de: "Kom - kom - kom - kom." Taarerne begyndte at
flyde ned over mine Kinder, og jeg kunde ikke modstaa Ly-
sten til at aabne et Vindu og høre flere af Byens Klokker
ringe. Solskin, mild Foraarsluft og Klokkeklang strøm-
med ind over mig. Nu kunde jeg ogsaa høre St. Halvards
Kirkes Klokker, Korskirkens Klokker og Domkirkens og selv
Spetalens nye Klokker. Alle raabte de: "Kom - kom -
kom - kom."

Dette kunde jeg ikke modstaa. Saa bedrøvet, træt,
ussel og elendig, som jeg var, kunde jeg ikke modstaa de
Tunger, der raabte paa mig med en dyb og alvorlig, men

SIDE: 278

mild og venlig Stemme. Mit Hjerte og mit Sind blev
blødt og blidt, som i min uskyldige Barndom, og jeg flød
hen i Taarer, medens jeg kastede mit Klæde over mig.
"Jeg kommer, jeg kommer," svarede jeg, og det var ligesom
om der gjennem det aabne Vindu strømmede Livsfriskhed,
Mod og Tillid ind over mig og over mit syge Barn.
Emmerence var falden i en let Søvn, hendes Kinder bleve
røde, og da jeg tog Afsked med hende, før jeg gik, tyktes
jeg, at hun smilede lidt i Søvne. Ak! Gud i Himlen,
hvor lykkelig gjorde du mig ikke. Jeg glemte alle mine
Sorger og alle mine Lidelser, fik Pigen i Stuen nedenunder
til at passe Barnet og skyndte mig ud paa Gaden.

Hvor frisk var ikke Luften, hvor mildt skinnede ikke
Solen, og hvor let følte jeg mig ikke! Jeg agtede først at
gaa ind til Domkirken, hvor jeg havde min Plads i min
Moders Stolestade, men ak! saa huskede jeg den nye Be-
faling om, at Kvinder, som jeg, ikke maatte sidde i Stol
sammen med ærlige Dannekvinder, og saa vendte jeg om
og gik til Vor Frue Kirke. Søndagsklædte Mænd og
Kvinder gik samme Vei, Fuglene sang i Træerne rundt om
i Haverne bag Stuerne, gule og hvide Marihøner flagrede
om i Solskinnet, Gaden var nylig brolagt og Trappe-
stenene vare nyskurede og bestrøede med Sand til Høitiden.
Orgelets Toner fra Kirken hørtes allerede, og rundt om fra
alle Kanter af Byen kaldte Klokkerne: "Kom - kom - kom -
kom." Det var ligesom jeg fik Vinger og paa dem blev
ført ind i Kirken, hen i en afsides dunkel Krog, hvor jeg
stille og ensom kunde lytte til Guds Ord uden at blive
kjendt. Ak! jeg skammede mig dybt i min Fornedrelse.

Ved Siden af mig laa en Kvinde og knælede for den
hellige Jomfrus Billede. Hun bad med en saa inderlig

SIDE: 279

Andagt den hellige Madonna hjælpe og trøste hende, at
jeg glemte, at dette var forbudt i det nye Evangelium, der
nylig var indstiftet i Landet og knælede og bad til den hellige
Jomfru, som jeg i min Barndom saa ofte havde gjort
sammen med min Moder. Medens jeg saaledes var fortabt
i Bønnen, reiste Kvinden ved min Side sig op, kastede sig
over mig og sagde: "Susanne, min kjære Susanne, er
du der?"

Det var min Moder.

Jeg reiste mig og kastede mig i min Moders Arme.
Ak! hvor blev ikke nu mit Hjerte blødt og mit Sind mildt.
Længe kunde vi ikke andet end græde, og det gjorde vi begge
to. Vi satte os paa Bænken i Krogen, hvor Ingen saa
os, og jeg hvilede mit trætte Hoved ved hendes Bryst og
græd uden at kunne sige et Ord.

Endelig sagde min Moder: "Kjære Susanne, lad mig
være hos dig, hvor du saa er, eller kom du til mig, hvor
jeg er. Lad os aldrig skilles ad mere."

Jeg svarede, at jeg vilde tage tilbage til hende igjen,
og hun takkede mig saa varmt og inderligt, som om jeg
havde vist hende en stor Tjeneste og fortalte, at hun flere
Gange havde været ude for at finde mig, men var hver
Gang bleven tiltalt saa raat og haanligt af Folk paa Øvre-
gaden, at hun ganske dødsangst havde skyndt sig hjem
igjen.

Da jeg saa kom ud paa Gaden, hvor forfrisket, veder-
kvæget og styrket følte jeg mig ikke. Med hvilke lette Trin
vandrede jeg ikke ved min kjære Moders Side hen ad Ga-
den. Kjærlighedens Gud havde talt til mig gjenem Klok-
kernes Klang og kaldet mig til sig. Han havde ladet sit
Aasyn lyse over mig i Solskinnet, i Luften, i Fuglenes Sang,

SIDE: 280

i Orgelets Toner og i Alt, hvad jeg saa og hørte den
Morgen, ført mig i min Moders Arme og skjænket mig
Fred. Da Freden var vendt tilbage til mit Hjerte begyndte
ogsaa Haabet paa en bedre Fremtid at spire og voxe, og mit ud-
mattede Legems Kræfter tiltog, min nedbøiede Aand hævede
sig igjen. Min Moder var kommen i Vor Frue Kirke for
at bede til den hellige Jomfru paa sin Vis, efterdi hendes
Billede nylig var nedtagen i Domkirken, hvor mange gamle
Koner endnu tilbade hende, som de havde gjort i deres
Ungdom, før det nye Evangelium blev indstiftet.

Da jeg kom ind i min Stue, laa mit Barn og sov og
Pigen, som havde passet det, fortalte, at det havde sovet
den hele Tid. Jeg saa paa Barnets Ansigt og lyttede til
dets Aande. Det var tydeligt, at Emmerence, mit stakkels
Barn, var meget bedre. Klokkeklangen havde aabnet Vinduet
og gjennem det ladet Solskin, frisk Luft og Fuglesang
strømme indover Barnet, dysset det i Søvn og givet dets
udtømte Kræfter fornyet Styrke.

En Taare faldt fra min Moders Kind ned paa Bar-
net. Det vaagnede og strakte sine Arme ud imod mig.
Da faldt min Moder og jeg paa Knæ ved Barnets Seng.
Det lagde sine Arme om min Hals og faldt atter i Søvn.
Medens vi knælede der, aabnedes Døren, vi hørte det ikke,
og en mørk Skikkelse traadte ind, vi saa det ikke. Skik-
kelsen stillede sig ved Barnets Seng. Jeg kunde ikke se
hvem det var, men jeg følte en uforklarlig, lyksalig Følelse
strømme ned over mig. Da sagde den mørke Skikkelse med
dybt bevæget Stemme: Susanne! og i det samme lagde en
Haand sig paa mit Hoved.

Det var hans Stemme, som talte, og hans Haand, som
lagde sig paa mit Hoved. Jeg sprang ikke op, jeg skreg

SIDE: 281

ikke, jeg faldt ikke om paa Gulvet, uagtet den første Lyd
af hans Stemme traf mine Øren med en Styrke, som den
stærkeste Torden ikke kunde overdøve, og uagtet den sagteste
Berørelse af hans Haand bragte mit Hjerte til at banke
saa stærkt, at jeg kunde høre dets Slag, blev jeg dog lig-
gende; jeg var som lammet af denne hellige Paaskemorgens
vidunderlige Hændelser.

Mit syge, sovende Barn havde sine Arme om min
Hals, sagte og stille søgte jeg at blive fri, uden at vække
hende, men kunde ikke. Da knælede han ved min Side.
Længe saa han paa mig og syntes at granske mit Ansigt,
og hvis han forstod at læse det, fandt han i det en lang
Fortælling om Kummer, Sorg og Fortvivlelse, om Haab og
Glæde, Tillid og Fortrøstning.

Endelig fortalte han sagte, for ei at vække det sovende
Barn, hvorledes det var gaaet ham i den Tid, han havde
været borte. I Nordsøen var han tagen af Sørøvere og
ført til Algier. Der maatte han blive i over et halvt Aar, før
han blev frikjøbt. Saa var han reist til Bremen, hvor
han var bleven fri for sin Tjeneste paa Bryggen og havde
faaet Tilladelse til at gifte sig, og nu var han kommen
til Bergen for at tage mig og vort Barn med sig til Bremen.

Endnu medens han talede, bad jeg: "Gud Fader i Himlen,
du som ser Alt. Sku ned i mit Hjerte og se, om jeg er
glad og taknemmelig og priser din Godhed. Aldrig vil
jeg glemme denne Paaskemorgen og Kirkeklokkernes Kalden,
og aldrig skal de herefter nogen Paaskemorgen kalde mig
forgjæves, saalænge du min Gud under mig Hilsen til at
røre mine Ben."

Fjorten Dage derefter blev jeg viet til min Mand, og
saa reiste vi til Bremen. Min Moder fulgte med os.

SIDE: 282

Min Mands Handel trivedes vel, og han begynder at
blive rig paa Gods og Guld. Vor Datter Emmerences
Legeme trives ogsaa godt, og hun begynder at blive rig paa
friske Roser i sine Kinder og en velsignet Lystighed i sit Hjerte.

Jeg maa jo være glad og prise Gud for al hans God-
hed, men Bremens Klokker lyde ikke som Bergens, og Ber-
gens Fjelde findes ikke her.

Gud forlade den Umættelige og tilgive den Utaknem-
melige; men det er mit Haab, at jeg, før jeg dør, endnu
engang skal høre Bergens Klokker ringe paa den hellige
Paaskemorgen og se de bergenske Fjelde beskinnes af Paaske-
solen.

Skrevet af mig, Susanne Geschwelt, født tor Harden-
berg, Anno 1568 i Marts her udi Bremen.