Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 3

Han med den brunrøde Lug under Straahatten hed
Mørk, Jakob Mørk; han var netop blet Sagfører paa
Stedet. Og nu i en halv Maaned havde hun, den høie
blonde med den hvide Hat, som drev saa skydsende
ivrig paa med Armen stukket langt ind i hans, hedt
Fru Mørk, Fru Letta Mørk, - Alette skreves det for-
resten paa Breve og Visitkort. Men han kaldte hende
nu ialfald for Letta og alle hendes Veninder ligesaa,
item Brødre og Fættere. Der var noget ved hendes
myge lange smale Figur, som det Navn passede saa
til, sa han.

De to nygifte lod til at være ekstra fornøiede der,
de gik paa Broen. De havde nok foresat sig at holde
Pladsen nærmest Rækværket og gjorde sig af alle
Kræfter alvorlige, naar de mødte nogen, de maatte
udenom.

Javist var de i godt, udmærket brillant ekstra Perle-
Humør! . . . De havde just fulgt Onkel og Tante Vos-
graff og Fætter Tobias, - det var Alettes høit ansete
Slægt; gamle Vosgraff var Justitiarius, - ned paa
Jernbanen, med rørte Ansigter og Buketter tat Farvel,
og ovenikjøbet, - ja det var hende, som gjorde det
saa inderlig, paastod Jakob forarget, - bedt dem en-
delig komme snart igjen; Besøget havde jo bare varet
i seks Dage, en anden Gang maatte de -

I de seks Dage havde de bare plaget Livet af dem,
seigpinet dem - hver paa sin Kant, Onkel Justitiarius
paa sin, Tante paa sin, og dertil Tobias, - der havde

SIDE: 4

ikke været Tanke paa at faa Fred eller være sammen
for de to i al den Tid saameget som i et Minut.

Straks den første Dag havde de, - det var nu Onkel,
som fandt, at det var rigtigt, at der gjordes Bekjendt-
skaber, og Tobias, som stod efter at bli trakteret og
faa harcellere Smaastadsfolk, - ligefrem styrtet ud i
Visiter og ikke git sig, før de havde faret Stedet rundt,
plukket ud godtsom hver eneste antagelig Familie. Og
da Justitiariussens naturligvis maatte faa Kontravisi-
ter, havde Tante Vosgraff endevendt Huset og for-
anstaltet en almindelig Opmønstring og Parade for
Stedet af alle de nygiftes smukke Ting og Bryl-
lupspresenter, - hvad der nu egentlig var noksaa
morsomt; Letta kunde ikke tænke sig en heldigere
Maade at faa gjort det paa. Og Onkel og Tante, som
var Alettes Gudforældre og i saadan overvældende
Overflødighed havde sørget for saagodtsom hele Ud-
styret næsten, som de, - børnløse som de var, - i
hende saa en Datter, nød ogsaa i høi Grad Tilfreds-
stillelsen ved den Beundring, der vankede.

Onkel og Tante maatte jo underholdes hele Dagen
snart i Stuen og snart i Haven, og naar de var ude
eller kunde ta sig en Lur oppe paa Soveværelset, -
de unge havde afstaat dem sit eget, - straks stak
Tobias, som ellers laa og rækede sig og læste, - frem
og var livlig. Huf, det værste, Letta vidste, var at
være tvungen til at le af Fætter Tobias, naar han var
vittig! Og ret som det var, tog han Jakob under Armen
og drog ud med ham.

"De var, de var, de var afsted," gik hun nu i Takt
og nynnede . . .

De skyndte sig uden at se sig om fjasende og spa-
sende henad den store, prægtige Bro, begge optagne
af det samme, som gjorde saa hjerteglad, at det trillede
indeni dem, - deres Stue fri og tom igjen og bare for
dem selv! . . . Hun vilde danse gjennem alle Værel-
serne, naar hun kom hjem . . .

Det var rent ud lumsk, hvorledes de nærmede sig
og saa i pludselig Fart skjød forbi den besværlige

SIDE: 5

snaksomme Generaladjutant, som de havde faat vide
gik om og svor paa, at den unge Fru Mørk pinedød
var til at bli forelsket i. Og de hilste, som de vilde
hindre Folk fra at komme ilag med sig, hvergang de
mødte nogen. Der var mange, som tog sig en Spaser-
tur nedover i den vakkre Vaarkvæld for at se paa
Flommen, som nu var paa sit høieste.

Vand, bare Vand . . .

Den mægtige Elv durede opsvulmet og sort gjen-
nem Buerne, saa Broen rystede, og Brokarrene næsten
ikke saas. Den brede, blanke Strøm gjorde just et
Stykke ovenfor som ved en majestætisk Villieforan-
dring et Sving i Landskabet, saa det i et betagende
Panorama dreiede sig rundt om den høitliggende By
med Volden og Skanserne paa Toppen. Det saa ud
som en stor Indsjø med mindre Sjøer langt udover,
og op af Vandet stak her og der Øer, Lunde og Træer,
- Hæggen stod til Livet i Vand og dryssede Blomster
og duftende, - Gjerder dukkede op i lange Streger,
medens Bondehuse og Storgaarde længere henne laa
med Glimt i Glimt af Vandet helt hen til, hvor Skog-
aasene løftede sig med fjerne Høidelinier bag.

Deroppe fra susede og fossede Bielvene, færdige til
at sprænge Broer og Flødningslændser, stedse voksende
og stigende ved Tilløb fra alle Bække, indover Flad-
land og Eng.

Den frisk skudte Knapsoløie og Løvetand paa
Grøftekanterne gulnede dybt under Vandet og droges
af Strømmen efter Stenglerne. Der gik som et eget
svimmelt Sus i Kvælden af al denne Naturens svel-
lende og svulmende Flomkraft.

Men de to forsømte totalt Udsigten.

Ved Enden af Broen morede han sig med at for-
skrække hende ved at ballancere paa en Tømmerstok,
og blev hun vred. Og længere oppe i Veien opholdt
han hende med en bortslængt Siljupisk, som han
fandt. Barken var løsnet øverst. Han plistrede og vilde
gjøre sig en Siljupibe af den . . . begyndte at banke

SIDE: 6

og vri', - nu, Sæven gik i Træerne, var der en Fløite
i hver Pisk . . .

Han tyde hen til den gamle grønskede Byens Brønd,
som stod med Lugen aaben; nede i dens mørke Kjø-
lighed laa den jernbeslagne Bøtte halv sænket under
Vandet efter Kjættingen. Han blev nu opsat paa, at
de skulde gjøre Landtur en af Dagene for at skjære
Siljufløiter; de skulde fiske og koge Kaffe . . .

Hun stod der brændende efter, at han engang skulde
blive færdig; og han snakkede; - det var, som han
nød Fornøielsen dobbelt ved at se hendes Utaalmodig-
hed.

Au, det gik galt! . . . Barken sprak i det øverste, som
han næsten havde det løsnet.

Han lagde Pisken igjen over Knæet og bankede i
ny Iver med Penneknivskaftet et Stykke nedenfor.

"Nei, véd Du hvad, Jakob, skal Du holde paa med
dette . . . Og vi, som skulde skynde os!"

Han var straks, straks færdig. Han bankede og
masede og vred.

Hun pustede ud i Utaalmodighed den ene Gang
efter den anden.

"Lad mig faa se den, Jakob!" kom det saa.

Han rakte hende troskyldig Pisken, og hun kastede
den rask ned gjennem Brøndlugen. Hun saa ham saa
overgivent seirrig lige i Øinene og havde en Maade,
da hun leende vilde afsted, saa Siljupiben forsvandt
i Glemselens Dyb . . .

"Hvor deiligt at vide, at vi er alene sammen igjen,
vi to Du," - udbrød hun - "at ingen raar uden vi
selv!"

"Ja Du raar, mener Du!" . . . han saa fornøielig
ærtende paa hende.

"Vil jeg noget andet end Du nogensinde i Verden,
Jakob?"

- - Var nogen af dem, da de kom hjem, blevet
spurgt, om Maanen var oppe, havde de vist keget ud
af Vinduet for at se efter.

Endelig havde de da Fred. De havde ikke været

SIDE: 7

alene sammen ved sit eget Bord eller i sin egen Stue
nu i seks, seks Dage! . . .

Og Onkel Vosgraffs vilde ikke følt sig smigret, om
de havde set de Miner, hvormed de to stod i den aabne
Sovekammerdør og saa didind paa alt det, som var
hængt op og forandret og stelt til og arrangeret for
deres Skyld, - før det i en Ruf igjen blev omflyttet
og ombyttet, med Pigen tilhjælp, og der bagefter ryd-
dedes for aabne Vinduer gjennem alle Værelserne
med en Fart som en Hvirvelvind. Den perlestukne
Silkepude kom ud af Sofaen, Fodteppet med den op-
høiede Hund fra Pladsen foran den og det grønne
Broderi med Duskene væk af Gyngestolen. Mørks store
Blækhus stod paa Stuebordet, fra Justitiarius brugte
det i Eftermiddag. Han kjørte det med en vis Blod-
tørstighed ind paa Kontoret igjen og smed den Læne-
stoltrøster ud til Letta, som Tobias havde benyttet til
sine Middagslurer paa Sofaen derinde. Avisen laa
endnu usammenlagt efter ham, som han havde slup-
pet den.

Det var et helt Jag, før de havde faat Skik paa det
alt igjen og kunde se sig om, - hvert Spor udslettet,
bortblaast . . . lige til "Indtrykket efter Tante i Sofaen,"
paastod Jakob.

Og saa bagefter tog de en Ekstratur ned i Haven
for at se, at der virkelig ingen var der heller længere;
Letta maatte jo ogsaa hen og undersøge, om der ikke
endnu skulde være kommet saavidt Gullerod, at der
kunde findes nogen spiselig; hun led af Svaghed for
alt, hvad der hed Kart, fra hun havde havt Blegsot.

Dernede skulde de da ogsaa rigtig være ude for
Uheldet - plumpe lige i Armene paa denne underlige
Susingen Adjunkt Krabbe, der bode ovenpaa, og som
Jakob aldrig kunde slippe fra, naar han begyndte at
snakke. Han havde faat Huset med Konen, og var
Lærer ved Middelskolen. Hans Skikkelse ludede frem
mellem Løvet, og han dreiede det store Hode med den
for snaue Hattebræm mod Mørk, som han var traadt
lige ind i hans Forestillingskreds:

SIDE: 8

"Leidenerflasken Di - Leidenerflasken" . . . han nik-
kede med en vis polisk Underfundighed . . . "det er
det, vi er," - stødte han saa pludselig Jakob for
Brystet med Pegefingeren, - "De og jeg - og De
ogsaa, Frue!" . . . Det sidste lod til at være ham en
Fornøielse at bemærke, - - "allesammen, -sim -
pelt-hen elektromotoriske Kraftsamlere. Det er Over-
skuddet af Elektriciteten, som gjør den menneskelige
Energi, - omsætter sig til Tanke og Handling og,
be'r Omforladelse," - det gjøde eller klukkede noget
fornøiet i ham, - "Følelser, Frue! Og saa forstaar
De" - hermed pegte han Mørk ud af Ligevægten, saa
han maatte ta et Skridt bagover, - "kommer det bare
an paa, om man er et Additions- eller et Subtraktions-
stykke her i Verden, - om Maskinen producerer mere
Kraftstof, end den afgir, - simpelthen, ser De, Frue
. . . " han saa sig om efter hende.

"Nu har jeg fundet Tantes Skammel, Jakob!" raabte
Letta inde fra Lysthuset. Hun gjorde med den i
Haanden et Udfald gjennem Garnet, de var faldet i,
og stillede sig lidt henne i Haveveien, som hun ven-
tede paa ham.

"Kommer øieblikkelig, Letta."

"Jeg siger" . . . Krabbes store Ansigt med den
krumme Næse og de to runde Øine - det havde lidt
af det, man faar, naar man ser sig i en Havekugle,
- nikkede langsomt beseglende uden at mærke Af-
brydelsen, - "Lægekunsten vil finde Midler til at
bevare Energien, - sim-pelt-hen opspare Kraftover-
skuddet . . . Drive det til at gjøre Napoleoner pr. Fa-
brik!" blinkede han inderlig fornøiet.

"Kommer Du, Jakob!" lød det ulykkeligt.

Jakob kunde rendt den stædige Krabbe, som stod
foran ham med stive Øine og stak ham i Brystet,
overende for at naa den slanke Skygge derhenne i
Veien. Han gjorde sig løs med en halv Frase og
skyndte sig efter.

SIDE: 9

Kortspillet var alt igang sidste Tingdag ovenpaa en
livlig Middag, og Tobaksskaadden laa tung over
Kaffe- og Curaçaosubbet.

"Alt afsted, Hr. Mørk?"

"Det er et sørgeligt Tegn hos den unge Slægt, at
det er Konerne, som mer og mer regjerer."

"Man træffer ikke en virkelig Mand i sit Hus læn-
gere af dem, som er under de firti! Og det skal jeg
sige Dem, Hr. Mørk, kommer af, at de letsindigen og
uviseligen bortsætter sin Førsteret i Hvedebrødsdagene.
Se Dem om her, - lutter gifte Folk, som har vidst
at bevare sig i den rette Kommando."

Den tiltalte stod med Hatten paa og støttede en
Mappe med Retspapirer mod den kolde Kakkelovn;
han strævede med at faa bundet den sammen med en
Hyssing, som han holdt mellem Tænderne.

"Ikke? . . . ikke, Hr. Mørk?" lød det fra Lensmanden;
han holdt paa at drage Spillebordet væk fra de blæn-
dende Solstrimer, der randt indover Gulvet gjennem
det blaffende Rullegardin. "Hvad? - bare en Rubber,
- saa vi slipper Blindemand?"

"Nei Tak!" Munden bed sig fast om Hyssingen,
medens han drog til og slog lidt Kryl paa Ryggen.

"Vor Liebe und Liebesweh" - deklamerede Soren-
skriverfuldmægtigen.

"Foretrækker at være Ægtemand for Blindemand?"

"Lovet at være hjemme?"

"Gjort Ed . . . svoret naturligvis."

"Tiurleik i Holleia!" . . .
haglede det under Lystighed og Vrinsken fra meget
forskjellige Dannelsestrin.

"Set slig Raring" . . . lød det, da Mørk var ude af
Døren.

"Skal være et godt Hode, siger de."

"Tror snarest, at alt det Flos paa Frakkekraven
kommer af Uredighed inde i det" . . .

SIDE: 10

"Men la Di Mærke til, Foged," hviskede Overrets-
sagfører Brink, "hvor arge baade Engelschön og Kas-
sereren var, fordi han reiste saa tidlig? De véd, de
skal staa Sparlagenspræken begge to i Kvæld for
Konerne, fordi de sidder her og turer efter Tingtiden."

Mørk kjørte paa, saa Skvætten fra Veisporene stod
ham i Nakken.

"Øi, vil Du gaa!" . . .

Den alderstegne, hvidgraa Skydshest foran Karjolen
lagde alt i ét Ørene tilbage; den holdt nøie Udkig med
de forskjellige Finter, som den utaalmodige kjørende
prøvede med den elendige Svøbe, han havde faat med
fra Skydsstationen, og dens rødsprængte gløttende Øie
beregnede erfarent Vægten og Værdien af hver Gestus.
Den kunde skvætte til ved en eller anden Sindrighed,
men tog ikke ringeste Hensyn til de blot tomme Knald,
hvori Instrumentet udladede sig henover dens magre
Rygstykker, ligesaalidt som til ærerørige Udtryk.

Den durende Fart sagtnede efterhaanden af til
noget, der med Nød og neppe kunde kaldes et Dilt.

Der var for Øieblikket indtraadt en vis Fredstil-
stand med Skridtgang. Han rækkede sig tilbage i
Karjolen; den gamle Skindlap, der bar Navn af Skvæt-
læder, laa seget skjævt nedover Knæerne, medens
Mappen med Retspapirerne mere og mere under den
jevne Dumpen syntes at søge ud i det fri fra den af-
slidte Spænderem.

. . . Det er og blir dog noget andet at vide, at én
kommer hjem til sin Kone, end slig at trave op paa
en Hybel. Ja ogsaa se til at finde Kammerater . . .
eller en Restauration. - Først rundt om Billarden
Time efter Time. Og saa Toddy og Cigarerne og Gas-
luften. - Ingen Tvivl om, at én lever anderledes billig
ogsaa . . .

. . . Saa staar hun der i Gangen, naar jeg kommer,
og plirer mod mig og tænker, at nu har hun mig da

SIDE: 11

godt og vel i Lommen igjen. De Fruentimmer er
Pokker saa morsomme . . .

"Øi, vil Du gaa din! . . . afbrød han hidsig med
Svøben; "mener jeg ikke, Du vil lægge Dig til at sove
her paa Landeveien."

Det dultede igjen afsted.

Saa stansede det næsten.

"Behager Du at gaa - Øi, - ø-i, ø-i! . . . Jeg skal
lære den Skydsskafferen, den Dyreplageren, - nøde
mig til at sidde her og slaa og dænge . . .

Svint Dig!" - tog han pludselig saa braat i, at
Hesten gjorde et opskræmt skvættent Tilløb, og det
gik et Stykke for stramme Tømmer.

Men den havde aabenbar ikke Natur for det flygtige
Trav paa Kjærlighedsstien og angrede øiensynlig at
være overlistet. Den slog sig ganske sta', indtil den
igjen efter endel Omstændigheder bragtes til at dumpe
afsted.

Landskabet havde endnu noget regnvaadt blankt
ved sig. Eftermiddagssolen stak i Øinene fra alle Pyt-
ter, og nedenfor Veien blinkede det ene Indvand efter
det andet mellem Furutræerne som smale Strimer
afbrudt af Stubbemark og Myr.

. . . Jeg har hende allerede nede i Veien, tænker jeg,
med Silketørklædet knyttet under Hagen. Saa skal
hun sidde op i Karjolen . . . hun skal holde Tømmerne
med de fine, hvide Hænderne, medens jeg sidder bag
paa . . .

. . . Mærkelig, saa lidt Folk igrunden forstaar, hvad
det vil sige at være gift, - det er som en separat Til-
værelse . . . Naturen er slu den; den kjender sine Pap-
penheimere, som han siger Adjunkten ovenpaa, -
den bevarer de mest faretruende Kjærner med desto
tykkere Skal. Og Kjærnen i hele Menneskevæksten, -
Kjærligheden - har den forvaret midt i Spidsborgeriet
. . . i den filistrøse Form, som de kalder Ægteskabet.
Kjærligheden er en Fantasi, siger de . . .

"Pru - pru" . . .

Han søgte at stanse Hesten, som vilde vige af Vejen.

SIDE: 12

"Saa naa, Du vil drikke; det vil jeg ogsaa."

Han hoppede rask ud af Karjolen.

Der randt en Bæk, og han drak et Stykke ovenfor
Hesten i en Stilling, der var i høi Grad modsat Vand-
tyngdens Love; han var i den lykkelige Alder, da
Mennesket kan staa paa Hovedet og drikke uden at
ane, at det gjør et Kunststykke.

"Jeg skulde tro, det er noget andet dette end alt
Ølskvalet paa Tinget."

Efter en kort Overskylling af Ansigt og Hænder sad
han igjen oppe i Karjolen.

"Og nu har vi frisket os til ny Gjerning, Borken!"
lød det; han vigede Hesten op fra Grøften og lod Svø-
ben knalde.

Det lunkede afsted med ensformig Humpen og Dum-
pen, hvorunder han af og til nødtes til at putte Map-
pen med Retssagerne ind med Svøbeskaftet. De var
ikke mange, de Sager han havde at procedere, bare
fem. Hele hans Sagførerskab havde kun eksisteret vel
et Fjerdingaar eller fra lidt før, han giftede sig ivaar.

. . . Og saa alt fem Retssager . . . Eller ogsaa bare
fem . . .

Man kunde kalde det Fremgang eller ei, eftersom
én tog det. Men saa skulde der nu bli anderledes gjen-
nemgribende ta't fat end sket til Dato. Man gjør Ture
opover Distriktet naturligvis, slutter Bekjendtskaber.
Og der kan . . .

"Øi, - Ø-i-i - høi . . . Hyp Dig, vil Du gaa" -.
Han havde høitidelig maattet love Letta ikke at lade
hende vente tredie Tingdag senere end til syv aller-
allersenest.

Hesten svarede med at fange den tynde Svøbesnor
med et rask Rundsvip af Halen, og der blev et helt
Besvær.

. . . Ja da kunde det passe ganske ypperlig at ta
hende med. Det blev ganske anderledes tillidsvæk-
kende, naar han tog ind hos Skogeiere og Proprietærer
som paa familiemæssig Visit med Hustru, om end kun
leilighedsvis for at hvile. Egentlig maatte han ha

SIDE: 13

egen Hest, for man tar ikke saadan ind og hviler med
Skydshest.

Han maatte se til at faa greiet dette med at holde
Hest, det gav straks mere Udseende af Praksis. Men
- han stirrede dybt betænkt ind i Lænden paa det
magre Skydsøg med de haarslidte Flækker. Hofterne
gik op og ned som et Par Stylter under Huden, alt
eftersom den flyttede Bagbenene, - det koster. Det
var værdt at prøve, om man ikke kan faa leiet hos
Kjøbmand Berg, - han har to, - for en Uge . . .

"Eh, eh, - øi, vil Du se til at faa Benene med Dig.
Jeg vil anbefale Dig ikke at fortabe Dig i Udsigten!"
Der vankede en hidsig Paamindelse.

Landeveien løb netop ud af Skogen langs et langt
vakkert Vand med Bondegaarde opunder Aasen paa
den anden Side.

Vakkert nok, om man kunde leve af Udsigten . . .
Letta og jeg kunde ellers leie os Baad her og ligge
og fiske, - vi to ude paa Vandet, - og saa koge
Ørreten og faa tyk Melk og Flødegrød deroppe paa
en af Gaardene . . .

"Hei, min gode Mand! hvad Slags Fisk gaar her i
Vandet, - Ørret eller Gjedde?"

"Hæ-æ."

"Er her Ørret eller Gjedde, spør jeg, - kanske Sik?"

"Hæ - i Vandet?"

"Javist."

"Aa-aa," - Fyren kløde sig i Hovedet:

"Er den Manden kanske Sagfører?"

"Javist, javist."

"Naa ja, det tænkte jeg . . . Jamæn tænkte jeg saa."

"Kanske der ikke er videre Fisk?"

"Aa jomæn kan det være, naar én har Lykken med
sig - og saa Garn ja. Men saa tænkte jeg, den Man-
den kanske kunde sige mig, om det er lovlig, at Saka
mi gaar nu paa tredie Aaret inde i Sta'n?"

"Ved Overretten?"

"Ja, det er nok saa det ja."

"Jeg maatte kjende Saken din først, skjønner Du."

SIDE: 14

"Ja ser Sagføreren, det var nu fra den første Op-
rindelse, at jeg blev fornægtet at faa Skjøde paa Gaar-
den, endda jeg har Kontrakt."

"Hvad for en Gaard?"

"Ja ser han, Sagfører, for at faa Grunden i det,
maa han vide, at Far min og Jonsruden de gjorde
Mageskifte. Ja mæn gjorde de det."

Lettas Ansigt skimrede frem for ham. Dette kunde
blive en lang Historie . . . Men det var en Kunde!

"Hør nu, hvad heder Du, min Mand?" kom det med
et reddende Indfald.

"Jeg heder nok Halvor Moberget, jeg."

"Hør nu, Halvor, dersom Du vil, at jeg skal ta
Greie paa Saken din, saa skal jeg komme ud her en
Dag, saa kan Du leie mig en Baad. Kona mi, - jeg
har saadan en snil Kone, ser Du, - hun vil gjerne
være med mig og fiske; hun har slig Moro af det. Og
saa kan vi snakke saa længe, Du vil om Saken."

"Aa jo, jeg har nok Baad ogsaa, og vi skal nok
komme overens, tænker jeg om Leien, det er ikke for
det. Men jeg vilde nok gjerne høre med Sagføreren
lidt om en anden Ting ogsaa. Ja for jeg tænker at
reise til Sønnen min over i Amerika til Høsten, og
saa -"

"Ja det snakker vi ogsaa om da, min kjære Halvor!"

"Men saa vilde jeg nok spørge - for jeg har set
Sagføreren paa Tinget og han er just som en ny Lime,
skjønner jeg, om han vil tage sig paa at sælge Gaar-
den for mig slig, som den er uden Skjøde. Og saa
skulde der nu greies med de to gamle Sakerne om
Fiskeretten. Ja for, ser Sagføreren, om han vilde vær-
diges at stige af og drikke en Skaal Melk, saa skal
han se baade Kart og Aastedsbefaringer. For den
Saken, som jeg tabte ved Høiesteret, den" . . .

Der var ikke længere nogen Raad; Bonden fik lede
Hesten ind den kranglede Vei gjennem Grinden og
opover Tunet hen til Stuedøren.

Og det blev en lang Session; - han saa utaalmodig
gjennem Ruden Sorenskriverens Vogn og Sagførernes

SIDE: 15

Karjoler rulle, den ene efter den anden, forbi nede i
Landeveien.

Klokken var blevet over otte, og den sidste Sol
skinnede gul ind paa den store, halvtømte Melkespil-
kum med alle Klinkerne i, før den unge Sagfører havde
faat gjennempløiet, forhørt og prøvet Halvors ikke
færre end fire Sager saavidt, at han begreb, at han
maatte have for sig en af disse haarfine juridiske
Hoveder, der saare vanskelig faar Ret for sig i denne
Verden, men prøver desto flere Processer. Der var ikke
én eneste af de Sager, - de to gjaldt Skogen ovenfor, de
to andre Vandet nedenfor Gaarden, - uden at der jo
eksisterede nogle Guldkorn af Ret at procedere paa;
Ulykken var blot, at der var saa rent for lidet af dem.

Og da han nu Klokken over halv ni kjørte afsted,
var han yderst tvilsom, om han ikke havde spildt sin
Tid. Summen af Opgjøret var, at han havde erhvervet
i Kommission at sælge en liden Bondegaard, hvortil
selve Eierens Ret var mere end omtvistelig, og hvor-
ved der hang saa mange Processer som Traade ved en
Manæt i Sjøen. Det var naturligvis ogsaa derfor Fyren
vilde til Amerika . . .

"Fo-la . . . Fo-ola . . . Fo-o- la . . . "

Han havde hidtil af inderste Hjerte angret sit lyse
Indfald i Eftermiddag at bemægtige sig en Returhest,
der stod for Tingstudøren færdig til at vende hjem.
Men under Længselen efter at naa til Stationen havde
den stædige, alderstegne rent forandret Natur, saa han
nu maatte holde igjen. Den travede avsted med ustyr-
lig Hidsighed og satte Fødderne under sig med et
Fodskifte saa let og nydeligt, at det kunde minde om
en gammel feiret Danserinde, der for en Gangs Skyld
faar det Indfald at vise sig, - ikke ganske fri for
Tanke om at snuble bevares, lidt Mindelse om Stiv-
benethed.

De var alt forbi Jernbanestationen og passerede
Broen nedenfor Byen netop, som Aftentrænet durede
og peb under en af Buerne. Et let Svæv af Elvetaagen

SIDE: 16

eller Røg drog sig i Stilheden hen i Luften tvertover
Midten af Byhøiden . . .

Den unge Mands Tanke spandt sig ind deroppe,
hvor Alette nu gik og ventede.

"Ne-i, min Ven, ikke den Vei, - me-n did" . . .

Borken vilde med et snedigt Tilløb dreie ind til den
kjendte Holdeplads og skjævede nu bagefter bare mod-
strævende og stædig fra den ene Grøftside til den
anden med en seigt udtrukket Senhed i Bagbenene
for hver Gang, et af dem skulde flyttes, der kunde
bragt et Uveir over den, om den kjørende ikke havde
siddet saa spændt paa, om dog Alette ikke skulde
komme frem nogetsteds i Veien.

Ved den sidste tomme Udsigt opover faldt der et
Svøbesveip, hvori meget var opsparet, og Karjolen lar-
mede afsted i pludselig Fart, indtil den stansede ved
Krabbes hvide Murhus.

Han gjennemspeidede forgjæves Vindusraden neden-
under med de smukke Gardiner, medens han utaal-
modig raabte an en Gut, som skulde kjøre Hesten op
til Skydsstationen. Kun Fru Krabbes Hoved og solide
Skuldre stak hastig nysgjerrig frem mellem Bladplan-
terne i det aabne Vindu i anden Etage.

Han fandt ingen Alette i Gangen og brød hastig
ind i Stuen . . .

Ikke der heller . . .

"Alette!" raabte han.

Laasen fra Soveværelset vredes sagte om:

"Jakob! er Du der endelig," kom hun nedslagen ind.

"Men Alette da, - hvad er det?"

Hun saa paa ham med stigende Sindsbevægelse; An-
sigtet bar et helt Veir, hvori Taarerne stod færdige,
som de blot havde biet paa ham for at bryde ud.

"Kjære, kjære Letta min da, hvad gaar der af Dig?"

Han tog om hende og vilde kysse hende; men hun
blot borede Hovedet ind mod hans Bryst for at und-
gaa det.

"Letta, Ungen min egen . . . tal da! Har nogen gjort
Dig noget? Har jeg gjort Dig noget?"

SIDE: 17

Hun drog Hovedet fremdeles undaf.

"Du lovede saavist, saavist at være hjemme tidlig
i Eftermiddag" . . .

Hun forskede ham forgrædt prøvende ind i Øinene,
- helt ind i Samvittigheden; og Tvilen blev kun endnu
mere til sørgelig Vished:

"Du bryr Dig ikke om mig . . . Nei, Du bryr Dig ikke
om mig, Jakob! . . . Tilstaa det kun."

"Men kjære dumme Letta min da, hvor kan Du blot
et Øieblik tænke -"

"Det er bedre at sige rent ud, Jakob, Du har ikke
tænkt paa mig i alle disse Dage!" Hun vandt sig
koldt fra ham, og han søgte at holde hende tilbage:

"Jeg ikke tænke paa Dig, - jeg?" - Han slog Ar-
mene om hende.

"Rør mig ikke, Jakob, lad mig være . . . Aa jeg er
saa skuffet, saa skuffet! - Som jeg har ventet paa
Dig, gaat her alene i tre hele Dage. Seks, syv aller-
senest, sa' Du, og nu er Klokken over ti. Jeg tænkte
Du slet ikke var kommen hjem, jeg."

"Stakkar ja, stakkars min ja."

"Havde Du bare eiet den ringeste Tanke paa, hvor-
dan jeg har havt det," hun holdt paa at give efter for
det fristende Taareudbrud og talte med lidt Higsten.
- "Jeg havde gjort det saa nydelig istand til Aftens-
bordet og tænkte, vi skulde ha det saa rent hyggeligt
- første Gang Du havde været borte! - tat frem af
det fine Bordservice fra Onkel. Der var ikke noget,
jeg ikke havde tænkt paa. Og saa - men naturligvis,
det hele er saa ligegyldigt for Dig, som har saa meget
andet at bry Dig om - saa ubetydeligt og smaat na-
turligvis. Men jeg, - jeg har nu engang ikke andet
end bare Dig, jeg . . . Og som jeg havde glædet mig!"

"Men kjære Konen min da! Du maa da forstaa, jeg
ikke var Mand for at komme før. Jeg forsikkrer Dig,
Alette. Men det var en Bonde . . . Nei hør nu da!"

"Og saa har de git sig til at sidde her, Fru Krabbe
og Frøken Dahl, i hele Aften for at trøste mig, fordi
jeg var saa ensom, sagde de. De har undret og undret

SIDE: 18

over, hvorfor Du ikke kom, og Fru Krabbe har for-
talt saameget om, hvor de drikker og spiller og turer
der paa Tinget. Allesammen kom de kjørende hjem,
Fogden og Sorenskriveren og Sagførerne, - allesam-
men! Jeg har knap turdet kige ud engang, for at de
ikke skulde tænke, jeg var urolig. Men Du længtede
ikke efter mig Du, nei ikke det mindste. Holdt Du
virkelig paa at glemme mig rent, Jakob!"

"Du skulde vide, hvor jeg har smurt paa den stak-
kars Skydshesten for din Skyld . . . Og saa ser Du,
var det en Bonde - en ren Procesmager, jeg kunde
ikke slippe fra ham."

"Aa Jakob, synes Du ikke, Bønderne kan komme
til Dig paa Kontoret, ellers kan Du jo bli borte fra mig
hele Aaret. Du stygge, stygge Jakob! . . . Vil Du love
mig aldrig at lade mig vente saadan mere?" Hun tog
hans Haand og klemte den op til Hjertet, der bankede
stærkt.

Hun var kommet til at sidde paa hans Knæ; men
sansede sig pludselig og begyndte at aande i Lomme-
tørklædet for at Pigen ikke skulde se, hun havde
grædt; hun maatte ud og bede hende gjøre Aftens-
bordet istand.

"Bi lidt, Du har tat det nydelige blommede For-
klæde paa idag, ser jeg; det er som et kirsebærrødt
Belte om Livet, - gruelig smukt, lad mig se!"

"Du tror kanske jeg har tat det paa for de frem-
mede?"

"For hvem ellers?"

"Aa kunde det nu ikke tænkes, at det var for nogen
anden? - det var det, Du saa mig med den Dag, vi
blev forlovet. Har Du glemt det, Jakob?"

"Mærkelig tækkelig om Livet saadan ikke haard og
stram, men elastisk myg" . . .

"Ja lad det nu være, siger jeg, jeg har ikke Tid."

"Du," - vendte hun sig pludselig henne ved Døren,
"jeg har havt hele Thestellet, vi fik af Tante Trane,
fremme i Eftermiddag med baade Pletkanden og Mug-
gen og en af Mors Damaskes Duge med de smaa bro-

SIDE: 19

derede Servietter, Du véd, - og saa Ludvigs Theskeer.
Du kan tro, de har set sig om; de var enige i, at saa
fuldt og komplet udstyret ind til det allermindste
havde de aldrig set et nysat Hus. Frøken Dahl mente,
at det skulde være umuligt at finde paa at gi os noget
til en Fødselsdag. De var da inde i Soveværelset og-
saa, kan Du skjønne. Fru Krabbe var nu ellers ikke
saa tækkelig, hun kunde naturligvis ikke forstaa, hvad
vi saa skulde ha at glæde os til siden, naar vi havde
alt fra først af saa komplet."

"Hvad vi skal ha at glæ' os til? . . . ha, ha, - ho,
ho, ho, saa det kan hun ikke skjønne stakkar, nei . . .
Har jeg ikke set Dig lyslevende for mig i hele Dag, og
var jeg ikke saa rasende, fordi Du ikke mødte mig,
ikke saa meget som saa ud efter mig engang. Jeg
skulde blet hos den Bonden, skulde jeg!"

"Ja Du er styg, er Du, Jakob."

"Og Du, Alette, er saa deilig, at Du véd det ikke,
- bare ikke véd det selv, jeg forsikkrer Dig" . . .

"Men tænker Du da slet ikke paa, at jeg maa faa
istand til Aftensmaden, at jeg maa skynde mig."

Den vige Skikkelse snoede sig løs fra ham; men
stansede igjen frem paa Gulvet:

"Jeg har kold Brasen og Peberrodssauce til Dig -
i Gelé - og saa Bringebær."

"Du Alette, kom hid lidt, der er noget galt ved Haa-
ret dit."

"Aa Snak!"

"Jovist, siger jeg Dig, ved Øret, der er gledet frem
en hel Haardusk."

Hun ledte paa maafaa med Haanden for at rette
paa det.

"Nei kom bare hid . . . Der . . . akkurat der, - hvor
jeg nu peger" . . . han kyssede hende paa Øret.

"Tænkte jeg det ikke." Hun vilde afsted.

"Du kan da sige mig, Alette, om Du endnu er sint
. . . Ikke det ringeste? Tør Du se mig i Øinene paa
det. Ikke det allerringeste . . . ikke en Smule? - Jeg
véd ikke, hvad der er for noget ved Dig; men Du er

SIDE: 20

endda vakkrere end, da jeg reiste, det er noget, jeg
véd ikke hvad ved Holdningen - Maaden med Over-
kroppen og Hodet" . . . hun saa et Øieblik med et
Glimt af Nysgjerrighed paa ham, - "naar Du saadan
har lidt Hast og ikke vil vide af Snak."

"Ser Du, nu siger Du jo selv, jeg har Hast."

"Hør nu, jeg skal hjælpe Dig," han fulgte efter
hende . . . "Jeg siger Dig, der er intet af alt, hvad Du
kan optænke, som klæ'r Dig bedre end en saadan
Blusefaçon med det røde Forklædebelte om Livet" . . .

- - Hvor hun havde gjort Bordet nydeligt, da han
saa kom ind i Spisestuen, - to Servietter af de smaa
kulørte, de to blaa huslige Kopper, blaa Melkemugge,
blaa Æggeglas, blaa Vandskyller, - og saa de smukke
Knive med Hjortehornsskaft og de solide Sølvgafler.
Bare to Pladse, - to af alt, saa smaat og hyggeligt og
net . . .

Og der stod lidt tilsideskudt Jakobs Gyngestol, hvori
han havde siddet og læst for hende om Eftermidda-
gene i hele Sommer, og hvis Meier havde gynget dem
gjennem Hvedebrødsdagene, medens de udvekslede og
betrode hinanden sit Liv og sine Tanker, hvorledes
deres Forelskelse var kommet fra den første Anelse.
De paastod og gjentog, at der var intet i hele Verden,
som blot kunde lignes med det, at de to nu sad der i
samme Stol og gyngede sammen og drog samme Luft
og Aande. De vidste det om igjen hver Dag, bare den
ene havde været en Tur i Byen, eller Jakob havde
siddet to Timer paa Kontoret; det var saa usigelig her-
ligt at føle hende ligesom i Atmosphæren, vide hun
holdt paa at lave til Middag, eller se hendes Straahat
nikke i Haven nogetsteds nede ved Karsen og Gulle-
rødderne eller mellem Bærhækkene. Og, som han sad
fordybet i sit Arbeide paa Kontoret, kunde der komme
en liden Kvist, en Stikkelsbærkart . . . nok en, lige i
Papirerne. Hun stod gjemt under det aabne Vindu
eller kunde stikke Panden og Øinene op og nikke til
ham, naar der var nogen inde. Hvor let hun var i de

SIDE: 21

fine Sko, - og hvor som ingenting alt andet var for
dem begge to end det at faa være sammen.

Og saadan havde de levet der i Huset med den lille
Have helt fra Mai, - gjennemlevet Jordbær-, Ribs-
og Stikkelsbærtiden. De havde begyndt med at ha de
første Vaarprimler paa Bordet; de havde byttet dem
med Levkøier og Reseda og saa en Tid svælget i Over-
flod paa Roser. Nu begyndte Nellikerne at sprætte;
ikvæld stod Glasset fyldt af dem paa Bordet, stærke
og duftende . . .

"Kommer med Aftentrænet, hold alt fremmed Slæng
væk, saa vi kan snakke samme i Fred."

Saa lød Telegrammet. Jakobs gamle Kammerat,
Jørgen Basberg Berven, havde telegraferet i Formid-
dags fra Hovedstaden for at sikkre sig, at han var
hjemme.

Alette kunde jo straks i Øieblikket ikke finde det
andet end noget mærkelig intimt og monopolhavende
paa Jakob og - men Jakobs bedste Venner var jo nu
ogsaa hendes. Han og Jakob havde delt Værelse sam-
men og hjulpet hinanden med sine Nødskillinger i den
Tid, den ene laa ved Universitetet og den anden sled
med at skulle blive Tekniker; de havde kjendt hin-
anden ud og ind, og Jørgen Basberg Bervens Navn
kom igjen som et Omkvæd i alt, hvad Jakob fortalte
om sit Liv, før han havde mødt hende.

En saadan gammel Kammerat, som havde kjendt
Jakob fra Guttedagene af, - Forholdet beskjæftigede
i høi Grad hendes Fantasi. Hvordan han saa ud? Og
hvordan hun kunde komme til at tage sig ud for ham?
- Jakobs bedste Ven, det var ligesom en Del af ham,
som hun endnu havde igjen at blive likt og billiget
af, en Erobring, det var nødvendig at gjøre.

Hun gik mere spændt optaget, end hun vilde være

SIDE: 22

ved, og var den hele Dag paa det ivrigste sysselsat med
Modtagelsen.

Hun saa for sig under alt, hvad hun gjorde, dette
"bedste" Venneøie, som naturligvis vilde bruge sig til
det yderste for at faa ud, om den Kone, Jakob havde
faat, var en tilstrækkelig Perle for ham.

Hun maatte et Par Gange ind paa Kontoret og slaa
Armene om Halsen paa Jakob. Det var slet ingen-
ting, sagde hun. "Jeg vilde bare vide, at jeg har Dig,
at Du holder rigtig, rigtig af mig, mere end af nogen
anden i hele Verden, hører Du . . . "

Og Aftensbordet skulde blive saa fint og enkelt
baade med Service og Retter, - ikke Spor af noget,
der kunde udlægges, som om hun vilde udstille sit
nye Hus og sligt! Han skulde finde alt saa inderlig
jevnt og hverdagsligt.

Hun prøvede sig i den Anledning flere Gange foran
Sovekammerspeilet, om det gik an med en liden tæk-
kelig Morgenkappe; det var næsten bare de blegrøde
Baand . . .

Da Jakob endelig om Aftenen var reist ned til Sta-
tionen for at modtage Vennen, gik hun i sin lette lyse
Sirtses Kjole med de krusede Strimler om Halsen uro-
lig om i Værelserne. Hun vidste med sig selv, at hun
havde Aftenanretningen fiks og færdig, Themaskinen
snurrende over sine Gløder paa Sidebordet og Pigen
med hvidt Forklæde parat ude i Kjøkkenet med alt
det, som skulde bringes ind.

Hun mønstrede sig et Par Gange foran Speilet og
rettede lidt paa Haaret . . .

Hvor det dog varede længe, før Trænet kom iaften!

Hun keg i ét væk ud af Vinduet, gjennembladede
nogle Noder med Fingrene over Tangenterne - for det
Fald hun skulde synge, og vendte en Rose i Vindus-
karmen indover . . .

Der lød endelig Susen af Toget nedenfra, - fem
Minuter over otte, som det pleiede . . .

Nei, hvor Jakob saa morsomt optaget ud, da de saa
kom rullende opover sammen, de to, i den gamle

SIDE: 23

Skyds-Gig. Det maatte være noget, Berven havde for-
talt, som de lo saa af . . .

Og lidt efter hørte hun Jakob høirøstet i Trappen;
det var en saadan gutteagtig Opsluppethed i Stem-
men; - de havde hver sin Manér at le paa, Berven
ligesom hostede iblandt.

"Her har Du ham, Alette!" lød det, og ind traadte
endnu med det lystige Veir over sig en sortsmudsket,
temmelig høi, smal Herre.

Alette hæftede sig straks ved de brune, polisk
undersøgende Øine; Tænderne skinnede inde i det korte
sorte Skjæg, medens han smilte.

"God Aften, Frue, gjør jeg Forsty-styrrelse i Hu-
set?" . . . Jørgen Berven stammede undertiden lidt,
naar han var hjertelig. - "Var jeg for ligefrem i
Telegrammet? - Jo, sig det kun; jeg har tænkt mig
det - bagefter . . . jeg tænker altid bagefter."

"Jakob har ikke talt om andet end Dem i hele Dag;
og saa var jeg jo nysgjerrig, kan De vide."

"Og De er ikke det ringeste vred, fordi jeg saa flot
væk trækker paa mit gamle Privilegium hos Deres
Mand? Jeg har været gift med ham før De, ser De.
Ja bevares, det er ikke for paa nogen Maade at ville
maale mig med Dem, Frue; jeg gir tabt, som De ser!"
- Han var en Smule nervøs høirøstet.

"Det er heller ikke saa lidt, jeg paa Forhaand sid-
der inde med om Dem, maa De vide; jeg indbilder
mig at kjende Dem ganske godt."

"Fra Jakob ja. Og bare Ros naturligvis?"

"Det skal De ikke bry Dem om, Frue! Jakob har
altid været saa total uden Dømmekraft, naar han en-
gang liker nogen. Det kommer bare an paa at være
paa den rette Side af ham; da kan man ogsaa mis-
handle ham, - aa - aa, - saa det maa være en
Fryd at være gift med ham!"

"Da faar jeg ikke megen Respekt for Deres gamle
Kjendskab," mente Alette. - "Jakob er slet ikke den,
som lar sig haandtere."

"Aha, jeg forstaar, han anskues endnu i den første

SIDE: 24

Kjærligheds rosenrødt! - Men véd De ikke, Frue,
at Oprigtighedens bittre Mandel hører til Specerierne
i ethvert Husholdningsskab? Efter Hvedebrødsdagene
trækkes den Skuffe ud, har jeg hørt, for at kryddre
Ægteskabet - af samme Grund, som Gud salter Hav-
vandet, det taaler ikke at staa stille, ellers raadner
det."

"Aa De maa vide, Jakob og jeg kan hinanden; vi
har begynt med at være oprigtige fra først af og sige
hinanden Feilene."

"Jeg kan tænke mig i bedste Belysning . . . " lo Ber-
ven. "Jeg har ialfald den Fortjeneste, at jeg har
baaret mig skikkelig ad mod ham, og jeg overgir ham
i et Par Hænder som - ja som nok" . . .

"Naa hvad som nok?" - Hun saa ham udfordrende
ind i Øinene. - "Naa - aa, - hvad som? . . . Hvad
Slags Hænder mener De?"

"Bevares, jeg har længst set, at Deres er smukke,
Frue, og noksaa kraftige ogsaa!"

"Saa - aa, - det har De set?"

. . . "Og Deres Ansigt gir mig tillige den Tro, at
det ogsaa kan være gode Hænder. Men, ser De, Frue,
det, der tiltrænges i et Ægteskab, er rent ud barm-
hjertige Hænder."

"Fortæl ham, Alette," raabte Jakob, der havde gaat
ud og ind og hængt bort Tøiet, "at vi har Røgelaks og
Æggerøre og dertil andre gode Ting, saa skal Du se,
hvor blid han blir."

- "Sig mig, Berven," sagde Alette lidt efter, da
hun ved Aftensbordet satte Theen til ham, - "tror
De, ærlig talt, at noget Fruentimmer paa den grønne
Jord egentlig var god nok til at være Kone for ham
der?"

"Jeg tror simpelthen at det er en Administrations-
sag, Frue, - at han er en af dem, som maa huslig
administreres . . . De kan være slank som en Mistel-
tein og tækkelig som en Engel, har De ikke den
Gave, saa - ja De véd, jeg kjender ham, jeg har ad-
ministreret ham længe nok."

SIDE: 25

"Du har nu altid ment om Dig selv, at Du var en
fin Hund!" forlød det fra Jakob. - - - "Men saa
kan Du vel skjønne, jeg er lidt nysgjerrig efter at
vide, hvad Du reiser efter, Jørgen?"

"Jo, - jeg tænker at slaa mig paa Skogsforretnin-
ger, ser Du, begynde ganske smaat og forsigtig natur-
ligvis, Du véd, min Far . . . paa Kontoret hjemme
havde vi nok af den Slags, og lidt af Tæften hænger
der ved. - Tusind Tak, Frue!" . . . han satte Brød-
kurven bort uden at forsyne sig. - "Og saa har jeg
ialfald syv tusind Kroner at begynde med og dertil
Dig heroppe at faa juridisk og sagkyndig Hjælp af
. . . Tak, jeg skal ikke ha . . . Aa, Ansjos naa, tak jo"
. . . Han tog distræt én paa Gaffelen og vendte sig igjen
mod Jakob:

"Kjender Du noget til Skogene deroppe ved Vest-
aaen?"

"Nei nu blir Theen virkelig kold for Dem, Berven!"

"Tusind Tak, Frue; men jeg liker den bedst kold,
- og véd Du, der er en hel Del Skog deroppe, som
skal sælges for Anders Etnedalens Bo; det er lidt af
det, jeg vil ha fat i, ser Du. Der bor en flink Tøm-
merbas der lige ved, en af Fars gamle Mærkere, som
jeg nok skal faa vide Besked af" . . .

"Se Dig for først; de Karer véd ikke af Brorskab i
Femkort."

"Aa, jeg har nu ogsaa andre Kilder, - og saa mig
selv da. Jeg agter at reise op og bese Skogene, gaa
igjennem dem, gjøre mig til Skogmand."

"Har Du Karter over de Steder?"

"Ja vel, ude i Væsken."

"Lad se!"

De bredte Kartet ud over det lille Sidebord og under-
søgte i syv lange og syv brede, før de kunde komme
til at spise igjen.

De mærkede i Iveren ikke engang, at de fik ny
varme Tallerkener til Fuglestegen, saa snakkede de,
endda Alette søgte Jakobs Fingre og mindede ham.
En liden flygtig Kompliment i Anledning af Sylte-

SIDE: 26

tøiet til Stegen; men ellers næsten, som en Kone i
Huset ikke var til! . . . Hun kunde for den Sags Skyld
gjerne sat frem, hvad hun vilde, - det var og blev
bare ham og Jakob.

De vendte tilslut Stolene mod hinanden, saa Dugen
gled skjæv under Albuerne, medens Berven ganske
distræt bad om at bli kvit Porcellæns Thekanden
bag sig.

Det var saa hun tilslut kjendte, hun blev stiv i
Ansigtet, saa rent tilovers sad hun der. De hørte ikke,
naar hun bød, - bare af og til et tankeløst Tak til
hende og "vi opholder Dem vist, Frue," fra Berven.

Ikke andet end Forretninger, - hvor ialverden
kunde de more sig saa ved alt dette kjedelige . . .
Og saa om, hvor der paa hele Jordens Rige var blet
af saa den ene og saa den anden af disse Perleskatter
af Kammerater.

Jakob ikke saameget som saa op paa hende én ene-
ste Gang den hele Tid. Hun stod en Stund bag hans
Stol og hørte til med Armen paa hans Skulder og lod
Fingrene glide gjennem hans tætte Nakkehaar; hun
plagede ham med Villie lidt; men han var saa rent
fraværende.

Og da de saa endelig brød op fra Bordet og støi-
ende og leende gik ind i Stuen, huskede Jakob knap
at takke for Maden. Saavidt Levemaade havde dog
Berven!

Saa kom Jakob frem i Døren igjen med Piben i
Haanden og raabte, at de maatte faa Toddybrættet sat
ned i Lysthuset; - "ikke sandt, Jørgen?" vendte han
sig om. Han saa saa lystig og glad paa hende, som
det var det morsomste, han kunde finde paa.

- Hun gik alene igjen derinde i sin saa omhygge-
lig istandgjorte Stue.

. . . Denne Jørgen Basberg Berven, han havde alt-
saa levet og været fuldt kjendt og fortrolig med Jakob
mange Aar før hun, - været nær inde i alle hans
Tanker, delt med ham, naar han var glad og, naar
noget gik ham imod . . .

SIDE: 27

Det blev tilslut, som han sad inde med endel af hen-
des Jakob.

Hun kom igjen til at tænke paa det blaa Telegram,
som laa derinde paa Skrivebordet, - det havde ikke
faldt hende ind før at se det an saa; men det var
virkelig, naar alt kom til alt, et temmelig hensyns-
løst Stykke Meddelelse, - saa rent affeiende, - næ-
sten som et Skvæt afveien til hende, for nu vilde de
to snakke sammen! . . . "Alt fremmed Slæng", stod
der, - det lod til, at hun ogsaa var indbefattet . . .

Dernede sad de Time efter Time udover Natten.

Hun havde tændt Natlampen og laa og lyttede og
ventede paa, at hun skulde høre, de skiltes. Berven
skulde jo over til Hotellet.

Endelig snakkede de fremme i Haveporten. Hvor
de lo . . .

At de kunde staa der saa længe!

Saa blev det stille. Hun trak et Lettelsens Pust.

Men Snakket dukkede op udenfor paa Gadetrappen.
De var igjen begyndt paa med noget, som aldrig vilde
tage Ende.

Nu hørte hun da tydelig Berven sa' Godnat.

Det var Jakob, som trak det ud og igjen tog fat . . .

De maatte ha sat sig dernede paa Trappen!

Hun stak Fødderne i Tøflerne, gik hen til Rulle-
gardinet og gjorde en forsigtig Aabning. Berven rev
af en Fyrstikke, saa det lyste i Ansigtet med Cigar-
stubben. De var i Begreb med at gaa opover til Ho-
tellet. Berven havde et Plaid over Skulderen, og Jakob
fulgte demonstrerende og lystig. Stemmerne hørtes
endnu om Hjørnet.

Hun kunde ikke længere; hun satte sig ned og græd
af Skuffelse.

Der var han da! - Hun hørte hans Skridt i den
tomme Gade og derefter paa Trappen og lyste lidt i
Speilet paa sit forgrædte Ansigt.

Hun vilde hen og bade Øinene, men betænkte sig;
Jakob skulde se, hvorledes hun havde grædt. Hun
slog et Sjal om sig og satte sig ventende; han skulde

SIDE: 28

ikke ha den Trøst, at hun ligegyldig havde gaat hen
og lagt sig.

Han kom ganske oprømt og begyndte straks unbe-
fangent ømt:

"Nei, sidder Du oppe, Letta? Og bare for at vente
paa mig . . . Du kunde da gjerne ha lagt Dig! men
slig er de Fruentimmer . . . Du kan tro, vi har pratet.
Han er ingenting, før han kommer paa Tomands-
haand. Det, Du hørte af ham, var ingenting . . . Hvad?
hvad? synes Du ikke om ham . . . For noget Snak.
Jeg siger, Du kommer til at like ham bedre og bedre,
eftersom Du lærer at kjende ham; han har det med at
være lidt affekteret mod Damer. - Men, Letta da,
vender Du Dig bort fra mig? Støder mig fra Dig?
Har han . . . har jeg . . . Letta min da! hører Du."

"Aa fortsæt kun, som Du har gjort i hele Aften."

"Jeg? - er det noget, Du er stødt over, har jeg for-
nærmet Dig paa nogen Maade?"

"Nei bevares, Jakob, hvor kan Du tænke det, -
bare trampet paa mig i hele Aften . . . og Du véd saa
godt, jeg ikke kan ta' igjen. Jeg troede virkelig, Du
vilde holde lidt paa, at Du havde en Kone i Huset.
Men de er sandelig ikke mange, de Opmærksomheder,
der er spenderet paa mig; det var næsten, saa jeg
undsaa mig for Pigen, som saa, hvor tilovers jeg sad
der."

"Havde Du hare sagt mig et Ord, - bare git mig et
Vink . . . Det er saa længe siden vi har set hinanden,
ser Du. Og Jørgen er engang slig, at han glemmer
alting."

"Jørgen, Jørgen, - hvad bryr jeg mig om, at et
Menneske er uopdragen . . . Du kan ikke mene, at Du
ikke forstaar, at Du har været hjerteløs, Jakob!" -
hun reiste sig og saa ham bleg ind i Øinene.

"Jeg hjerteløs, - mod Dig . . . mod Dig?"

"Aah," - hun vendte sig med en Skuldergestus, som
hun vilde ryste ham af sig, og faldt ned i Stolen igjen.

"Men Letta da!"

Letta stirrede stille fortvilet i sine Hænder, som hun

SIDE: 29

knugede; hun vilde eller kunde aabenbart intet høre,
og drog kun engang imellem et Suk . . .

"Men hvad er dog dette? Det er altsaa noget, som
er gaat Dig alvorlig nær?"

"Sig mig oprigtig, Jakob: Har Du talt til mig eller
saa meget som set paa mig den hele Tid?"

"Jo-o det har jeg da, Letta; - men første Gang,
ser Du, Jørgen og jeg -"

"Det er sandelig smigrende for mig, at Du har saa
meget at betro en Ven. Og, naar Du dertil viser ham,
hvor rent tilovers hun er, hun, som er din Kone" -

"Naa, naa Letta, begynd nu ikke at fantasere Dig
op noget, - hører Du. Som Du ikke véd, jeg bærer
Dig paa Hænderne, holder af Dig, saa at - jeg bare
ikke skjønner, hvor Du er kommet ind paa dette. Her
kommer jeg saa glad" -

"Ja træd bare rigtig paa mig! Gjør mig det bare
rigtig tydelig, hvor jeg var tilovers, siden det fornøier
Dig saa. Men det vil jeg si' Dig, Jakob! jeg sætter
ikke min Fod ind i Stuen imorgen. I kan spise til
Frokost sammen, som I har spist til Aftens; - det er
saa fuldstændig nok, at Pigen sørger for det."

"Men Alette" . . .

"Jeg maa kunne faa slippe at gaa ind bare for at
lade mig overse . . . Aa jeg er saa skuffet, saa skuffet
over Dig, Jakob!" - Hun lagde sig over med Ansig-
tet i Hænderne og hulkede, og han søgte forgjæves at
tage dem væk.

"Men forstaar Du da ikke, at det var sine egne For-
retninger, han var saa opsat af, - at han tænker at
grundlægge noget her. Du maa da indse, at der ogsaa
er noget, som heder Forretninger, hvor Konerne ikke
netop kan være med" . . .

Hun retted sig med ét op i Stolen:

"Hvor Du er Prokurator, Jakob, nu vil Du fra det,
nu er han blot Forretningsven . . . Du véd saa godt,
hvad jeg mener. Du skulde bare sagt mig, at det var
næst efter baade den ene og den anden af dine gamle
Venner, jeg skulde faa min Plads . . . Men jeg har

SIDE: 30

ingen anden, jeg holder mere af end Dig, jeg Du!"
brød hun voldsomt ud. - "Rør mig ikke, rør mig ikke
. . . Det er saa skammeligt, saa skammeligt . . . Jeg
véd ikke, hvor jeg skal gjøre af mig efter dette . . . "

"Du gjøre af Dig? - har Du noget andetsteds at
være end hos mig, Alette min . . . . . . Sørg nu ikke
længere, hører Du . . . Jeg indrømmer Dig, at jeg har
været gruelig tankeløs, rent hensynsløs egoistisk mod
Dig, - alt, hvad Du vil, Aletten min; - men se bare
op paa mig. Du kan tro, det skal ikke bli saa imor-
gen. O-og, Alette min da? Du er da vel ikke saa rent
bort i Natten gal, at Du engang bare kan tænke Dig,
at jeg holder af nogen blot et Sandkorn saameget som
af Dig . . . Den er saa vakker, Alette" . . . Hun laa
bortvendt med Armen, han havde fat i, paa Ryggen.
- "Du forstaar da, at jeg ikke taaler, at nogen er uop-
mærksom mod Dig. Du kan tro, det skal bli rettet,
jeg skal" -

"Du vil nu vel aldrig sige det til ham?" kom det
pludselig med et forskrækket Blik paa ham.

"Sige det, nei, men jeg skal" -

"Og saa skulde han være saa naadig, - det mang-
lede bare" . . .

"Jeg skal da ikke sige det" -

"Jeg sætter ikke min Fod i Stuen."

"Jo Du gjør, Alette min; - jeg vil se den unge Kone,
som forstaar at sætte sig i slig Respekt som Du. Der
er noget egent saadant ved Dig, Alette . . . Ja han sa'
det netop ogsaa, Jørgen; han var svært indtaget i Dig,
maa Du vide; vi talte ikke saa lidt om Dig siden" -

"Du indbilder Dig nu vel ikke, at jeg bryr mig en
Smule om hans velbehagelige Mening? . . . Jeg bryr
mig bare om Dig jeg, Jakob!" Hun tog ham om Hal-
sen. - "Du lar ham ikke mærke et Kny om dette, det
lover Du mig" . . .

SIDE: 31

- Ved den lidt hastige Frokost, før Jakob maatte
paa Kontoret, hvilte Jørgen Bervens Øine en og anden
Gang noget længe paa den ene og den anden af Vært-
skabet. Han havde Følelsen af en vis Kjølighed, som
den man kan fornemme efter et Tordenveir, der maa
have raset nogetsteds; der var ligesom kommet ind en
vis roligere endog lidt formel Venlighed istedetfor den
fri, løsslupne, kammeratslige Overgivenhed igaar. Al-
lerede, da hun kom ind saa rask og nydelig i den
klædelige Morgendragt med eggene under Servietten
og spurgte, hvorledes han havde sovet, trode han at
se Spor af røde Øine hos den unge Frue. Der var noget
ligesom vel udsøgt for at være saa tidlig paa Dagen;
- men det var en Pokkers indtagende Kone med sin
gjemte Holdning, som hun udmærket godt forstod at
lade føle.

Under Middagen passede Jakob saa nøiagtig paa
at række ham Tallerkenen, som Fruen øste for, og var
saa ihærdig som en Smed paa at holde hende inde i
Passiaren. Han spurgte og snakkede med hende om
Stegen, da den kom, og var saa interesseret i, hvordan
hun lagde den for, - Jakob, som aldrig tænkte paa
den Mad, han spiste! Og saa afbrød han, da Jørgen
igjen vilde ind i Forholdene. "Det opsætter vi," sagde
han, "Du kan skjønne, Alette gider ikke sidde her og
høre paa Forretninger. Det tar vi paa Kontoret, før
Du reiser."

Og saa gik Passiaren om Damer og Begivenheder i
Hovedstaden og Theatret og alt det, Jørgen nu brød
sig Pokker om længere, - og, han skjønte godt, -
Jakob med.

Var Fyren under Tøffelen alt? . . .

"Huf nei" . . . Alette smekkede Blækket af den fint
udskaarne Pen; - "jeg finder virkelig ingenting at

SIDE: 32

skrive om . . . At det er graat Høstveir idag og Gade-
klisset udenfor ganske indbagt med gule Blade fra
Træerne, det er, hvad jeg er istand til at opdrive; men
hvad saa - Nei saamæn, om jeg har noget mere at
traktere Ingeborg Gram med!"

Hun reiste sig utaalmodig fra sit lille Skrivebord
og lagde den smukke Mappe med de to fine af Russe-
læder lugtende Perme sammen mellem alle Nipssa-
gerne . . . "Jeg tror heller ikke, man har saameget
at fylde et Brev med, naar man blir gift. At vi har
været hos Apothekerens og hos Fogdens i Selskab nu
for anden Gang, som var akkurat som den første. Be-
skrive Stuen for syvende Gang" . . . Hun saa sig om
med en noget kjed Mine; - alting var komplet, der
var ingenting mere at bemærke ved det.

Med den ene Haand støttet mod Livbæltet gik hun
et Par Gange langsomt i fruemæssig Følelse frem og
tilbage og nedlod sig saa paa en af Stolene ved Vin-
duet . . .

Bare Søle derude og et Par Paraplyer mod Vinden
. . . En Kone arbeidede med Skjørtet over Hodet for
at faa sin store Kurv ind gjennem den ene Halvdør
over hos Bageren . . . ikke nogen, hun kjendte i Gaden.

. . . Der gik Krabbe opover til Skolen i sit Plaid. Det
var aldrig godt at se, enten han var skutrygget eller
pukkelrygget; Regnen randt ned ad Paraplyspilrerne,
og der dryppede vist ogsaa af den store Næsen hans,
mens han blev staaende der og filosofere. Han snart
stod og snart flyttede sig . . .

Hun tog sig en Tur ud i Kjøkkenet. Der var koldt;
det var for tidlig paa Formiddagen til at gjøre op paa
Komfyren til Middag . . . alt stod saa blankt og fikst
og færdigt, at det ordentlig var ødt.

Hun huttrede lidt og frøs, - saa et Øieblik ud i
Gangen. Jo, der var nogen paa Kontoret, foran Døren
var vaadt af Fødder; hun kunde ikke gaa ind til
Jakob! . . .

Der var ikke noget andet at ta sig for end at sy
paa Kanavaen for at faa Tiden til at gaa til Middagen

SIDE: 33

eller - hun tog en Roman og satte sig hen i Gynge-
stolen.

"Bare der nu engang hændte noget i denne kjede-
lige Bogen!" udstødte hun utaalmodig; hun bladede
rask og keg fremover, før hun gav sig til at læse.

Stueuhret slog halv og hel, og hun hørte, Karen
brække Stikker til at tænde op med i Kjøkkenet . . .

Der lød Stemmer derude, Pigens og en grovere . . .

"Nu faar vi da Ved i Ovnen, ordentlig Furuved!"
kom Jakob fornøiet ind; - han havde været bar-
hovedet ude i Regnen og anvist Vedmanden, som kom
med Læssene, hvor han skulde stuve den ind . . . "Og
betalt den Du," - han bøiede sig ned og kyssede
hende. "Vi har nu vel en Stund af fire Favne" . . .

"Uf, Du er ganske vaad, Jakob, Du kunde da tat
Paraply . . . Men hvem er det, Du har havt paa Kon-
toret, Du, jeg hørte der blev snakket saa?"

"Aa, det var nogen, som skulde noget naturligvis."

"Bli stævnet eller hvad det nu heder?"

"Ha, ha, ha, - nei det bad han rigtignok ikke om!"

"Kan Du ikke si' det da, - procedere eller? . . . "

"Nei, søten min, for det skjønner Du Dig ikke paa!"
. . . han klappede hende i smilende Medfølelse paa
Kinden. - "Om Manden forlangte at bli stævnet?" lo
han.

"Det er noget, Du er i godt Humør for, Jakob, jeg
skjønner det paa Dig."

"Javist ja, Alette, den Vedmanden, som jeg betalte
. . . Jeg skal betale Husleien idag, 14de Oktober, skjøn-
ner Du, til Krabbe. Og det er saamæn ikke saa daar-
lig gjort, at jeg nu, saa ny, jeg er, - første Aaret, -
har tjent saavidt, at jeg har Pengene akkurat liggende
færdig paa Dagen . . . Det er ikke saa daarligt, nei! -
Men saa kom Vedmanden, ser Du, som en Streg i
Regningen. Men saa var Lykken igjen, at der i For-
middags vankede et ganske bra Salær for en Handel,
jeg ordnede, og saa er vi usigelig holdne, Letta min!"

Han begyndte at brydes med hende i Fingrene og
søgte at knække hende ned.

SIDE: 34

"Saa var det en Eiendomshandel da?"

"Eller én, som bad om at bli stævnt - eller dømt
. . . eller noget sligt, - hvad Alette?"

"Huf Jakob, nu ligner Du næsten Fætter Tobias,
saa overlegen . . ."

"Og Du er saa nydelig, saa nydelig, saa nydelig"
. . . han tog hendes Hænder og klappede dem sammen,
- "kan sidde i din egen Stue, - forskudsvis betalt,
- og brænde Ved i favnevis" . . .

Da han om Aftenen gik smaasyngende ind fra Kon-
toret med Lys i Haanden, mødte han Fru Krabbe i
Gangen. Hun saa noget prøvende paa ham og brød
saa ud:

"De har nu vel aldrig betalt Husleien til Krabbe?"

"Jo-o, Frue, og han har ogsaa kvitteret."

"Men saa" . . . hun fo'r ovenpaa og kom straks ned
i Trappen igjen med Sedlerne i Haanden.

"Ja var det ikke det, jeg vidste! De maa aldrig be-
tale Husleien til Krabbe, Hr. Mørk. Vær saa snil at
huske paa det; han glemmer saa og putter det altid
væk nogetsteds, saa han selv ikke husker det. Disse
laa nu i Baglommen paa hans Yderfrakke. Jeg skal
sige Dem, naar man har saa for mange Tanker som
Krabbe, saa ska'r det ikke at ha en Kone, som er lidt
praktisk. Han sidder nu med alle Stilebøgerne, som
han maa rette hver Onsdag og Lørdag, ni og tredive
Stykker" . . .

En Dør aabnede sig ovenpaa, og der viste sig lidt
af en Slobrokskikkelse.

Fru Krabbe saa hastig op. "Kommer straks, Krabbe!"
skyndte hun sig.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Det var en Nydelse efter Aftensbordet at sidde
og høre det sprage i Ovnen af deres nye Ved, me-
dens Lampen med den florlette Papirskjærm gjorde
det koseligt i Stuens Lunhed, og Alette laa paa Knæ

SIDE: 35

foran Ovnspladen for at faa Ilden frisket op med
nye Høvlspaan og Flis. Vedstykkerne var lidt vaade
udenpaa af at være kjørt i Regnveiret idag, men nu
brændte det ogsaa, saa det durede:

"Ser Du, Jakob!"

Jakob svarte ikke denne Gang; han sad lidt be-
tænkt og gik hen og stoppede sig en Pibe. Det var et
Spørgsmaal i en af hans Retssager, og han havde
taget en juridisk Afhandling over Emnet med sig ind
til Aftenlekture.

"Jeg synes først, det blir rigtig Aften, naar jeg ser
Dig tænde Piben, Jakob!"

"Ja ha Du, - saa Du synes det, Alette min," lød
det lidt distræt.

"Det er næsten ikke, som jeg har Dig om Dagen."

"Nei stakkar" . . .

Han greb Bogen, som laa omvendt opslaat ved ham
paa Bordet, og dreiede Gyngestolen, han sad i, saa
han fik Lampeskjæret halvt ind fra Nakken.

"Vil Du, jeg skal læse Brevet fra Konstance Kiønig
for Dig? hun skriver ikke mindre end elleve Sider
Du, - om alle Ting derhenne i ***sund."

Han trak en Del nødig Øinene fra den Sammen-
hæng, han var inde i . . . "Kjender hende jo ikke det
allerringeste. Og saadanne lange Breve fra - hm,
- man maa være i Humør til dem, ser Du . . . Nei
lad mig faa slippe det iaften, Letta min; vi tar det
en anden Gang."

Hun reiste sig lidt rask og blev staaende en Stund
og saa paa Spillet af Ilden i Ovnsmundingen i Be-
raad med noget at tage sig for, gik saa hen og rørte
lidt tvilraadig ved Hækletøiet, men lagde det snart fra
sig igjen.

"Sig mig, Jakob, synes Du ikke, vi skulde ha lidt
Syltetøi iaften ogsaa?"

"Hvad? - - Jo-o, det var ikke saa dumt, kom
bare med det."

"Hvad skal det være, - synes Du Bringebær eller
Jordbær?"

SIDE: 36

"Aa, hvad Du vil, de er svært gode begge to, - det,
Du har mest af" . . . Han havde igjen Hodet i Bogen.

Hun kom lidt efter ind med to Assietter og The-
skeer paa et lidet net Bret:

"Det er Jordbær, og det er Bringebær, vælg nu,
hvad Du vil; er jeg ikke snil mod Dig?"

"Snil Du? - jovist er Du snil; der er ingen som
Du, det véd Du nok." Han tog den nærmeste Assiet
og begyndte at spise og læse.

Indholdet var klaret i en Ruf.

Alette havde sat sig hen i den lave magelige Hvile-
stol med sin Assiet beregnet for en længere Nydelse.
Hun lagde sig dovent tilbage og godgjorde sig, sparede
paa Jordbærene, tog lidet paa Skeen og bare smagte . . .

Jakob sad der med det ene Ben over Knæet og dette
lille raske Vip med Foden, som hun kjendte saa godt.
Hans Hode blev saa stort i Skyggen paa Væggen, og
det knirkede i Stilheden, naar han bladede om.

"Jeg synes, Du skulde faa Dig nogen penere Ben-
klæder, Jakob, end disse lyse, som Du har gaat med
i hele Sommer."

"Aa-aa, - faar tænke paa det" . . .

Assietten var skrabet og sat bort. Hun strakte sig
lidt i Stolen. Omsider tog hun sig sammen, reiste sig
og gik hen til Pianoet.

Hun tændte Lysene og ledte mellem endel Noder,
til hun fandt frem det, hun vilde, og satte sig til at
spille.

Efter et Par Løb paa Tangenterne vendte hun sig om:

"Den kan forresten spilles paa to Maader Du; den
kan ogsaa tages saadan."

Han saa lidt forvildet op:

"Saa naa."

Hun vedblev at spille.

Da hun havde endt Stykket, sad hun og ventede
paa, at han skulde sige noget og dreiede sig saa lidt
om med Pianotaburetten.

Han sad og grublede og knirkede i smaa Rap med
Gyngestolen.

SIDE: 37

"Jakob da!"

Han blev opmærksom, og Lyden ophørte.

Nu tog hun nogle Akkorder og begyndte at synge.
Hun vidste, hvad han likte, og foredrog nogle Smaa-
sange, som altid satte ham i Stemning og rev ham
med. Han pleiede at paastaa, at ingen sang dem som
hun, - taalte rentud ikke at høre nogen anden.

Hun lagde hele sin Sjæl i et Par af dem . . .

"Den kjedelige Bogen!" henkastede hun, da der ikke
kom et Kny fra Jakob.

"Aa jeg hører nok."

Hun fortsatte efter lidt Betænkning med en tredie
Sang fuld af Erotik:

"Kan der være noget deiligere end de Ord af Heine?"

Han hørte ikke.

Hun reiste sig fra Pianoet . . .

"Jeg plager Dig vist med Sangen min iaften, Jakob!"

"Nei kjære, bliv bare ved, saalænge Du har Lyst,"
kom det lidt utaalmodig fra Bogen.

Hun blæste ud Pianolysene med en vis Forargelse
og satte sig hen i Sofaen i Halvmørket udenfor Lam-
pens Lysring. Det gik lidt i hende, at han saadan
mente at kunne fritage sig for at høre, naar hun sang
bare for hans Skyld.

Hun sad og lyttede til Regnen, som rykkevis slog
mod Ruden; af og til drog der sig et Vognlæs sku-
rende forbi.

Omsider hørte hun Fru Krabbe komme ned af
Trappen og laase Gangdøren . . .

"Hun gjør da ogsaa al Ting deroppe," bemærkede
Alette. "Jeg er vis paa, det er hende, som ogsaa har
friet til og tat Krabbe, da hun saa, han manglede én
til at passe paa sig . . . Vi skulde vel engang været
deroppe hos dem Du, de har bedt os nu to Gange."

"Hm-m jaha," mumlede han.

"Det er virkelig ikke saa morsomt, naar Du skal
sidde og læse hele Aftenen, Jakob! . . . Klokken er ti,
jeg er saa søvnig."

"Gaa ind og læg Dig Du, Letta min!"

SIDE: 38

Hun sad lidt og gispede . . .

Endelig gik han hen og stoppede sig en ny Pibe.

"Nei nu kan jeg ikke mere, begynder Du nu paa en
ny, Jakob?" Hun reiste sig mat og vandt sammen
Hækletøiet.

"Gaa bare Du, Vennen min, jeg kommer straks, jeg
er færdig."

Hun stod lidt tvilraadig ved Bordet med Lyset tændt.

"Ja jeg siger Godnat; jeg véd, jeg sover, naar Du
kommer." Hun strakte sig henover ham og kyssede
ham paa Kinden.

Ovnen havde forbausende hurtig spist de fire Favne
og var alt et godt Stykke inde paa en ny Forsyning
suppleret med en Portion af den mere varmegivende
Bjerkeved; det durede uafladelig.

Alette sad i den lune Stue med en Fodskammel
under sig og Sybordet trukket ind paa Gulvet.
Hun broderede Halsliningen paa en liden Barne-
skjorte; det skulde jo bli et Pragtstykke. Rummet
med den grønne Pose under Bordet havde hun at
putte den ned i, om der kom nogen Visiter, - og for at
dække sig - en Krave, der var halv paasyt Mønstret,
liggende under det opslagne Laag med Naalen istuk-
ket og Prenen i et af Hullerne. Der laa alt syv fær-
dige og nydelig sammenlagte inde i Sovekammeret i
den store nederste Kommodeskuffe, - og i Eftermid-
dag blev der én til at lægge ned. Den Skuffe var bare
til den, som ventedes.

Det var kommet paa i den triste Tid, da Vinter-
føret lagde sig, og det mørknede med tætte, tunge
Snefloker paa Ruden. Den Tid var gaat over uden,
at hun videre lagde mærke til den. Under Rok og
Fok derude, der stablede vilde Driver tvertover Veie
og Gjerder, havde hun været mere og mere optaget af
sit, - dette ene.

SIDE: 39

Der var blevet ligesom saa meget at beskjæftige
sig med, det fyldte saa forunderlig Dagen . . . Og i
disse Par kolde Vintermaaneder nu efter Jul, da der
snakkedes om Vandet, som bundfrøs, og Elvesnoen,
som satte Hustræk gjennem alle Dørsprækker, og gav
dem, som kjørte, Frostflekker, og knap var til at holde
ude med Ulveskindspels, og om Tandpine og Halson-
der, - begyndte og endte al hendes Tanke i dette.

Det Mysterium, hun gik og fuldbyrdede, gav hende
ligesom en vis Selvfølelse og andet Syn paa alt, - paa
Jakob ogsaa, - noget næsten som at forudkjende sig
som Mor i Huset med Ansvar og Myndighed.

Det var ikke Ungpigen længere, som havde saa let
for at fare Trapper og svindse afveien og ta op, naar
noget faldt ned . . .

Og Jakob passede paa og var bekymret paafærde
næsten, som det skulde være paa glatte Skøiteisen,
bare hun gik ud en liden Tur. Han gjorde sig det ene
Svipærinde efter det andet ind i Stuen, kom farende
om Formiddagen midt i Kontortiden for at se efter,
om det var godt og varmt hos hende, og om hun
endnu sad der bøiet og syede; hun vidste, hun havde
ikke godt af det og var saa rent for gal til at drive
paa. Han tog den lille Barneskjorte fra hende og
holdt den ud efter de to smaa Ærmer; det var ikke
let at se, hvad disse brune blikkende Øine sa' under
Brillerne . . .

"Nei har Du virkelig git Dig til at løfte paa det
tunge Sybordet; Du véd jo, Du skal ikke gjøre det,
Du kan da saameget som rope ind til mig, naar det
skal flyttes."

"Skjænd nu ikke, Jakob."

"Ja men er der Fnug af Samvittighed i dette - har
Du ikke netop bare det at tænke paa, at Du ikke skal
gjøre noget, som kan ska' Dig. Du glemmer det den
ene Gang efter den anden. - Og saa sidder Du der
og syr og syr; jeg ser Dig jo næsten ikke røre paa
Dig."

"Nu strikker jeg Jakob, se" . . .

SIDE: 40

"Strømper?"

"Ja."

"Hm, - skal det være Foden det der?" Smilet og
Pliret ved Øinene var halv generet, halv jønende.

Hun trak den fra ham:

"Huf Du er lei, - saa skal Du aldrig faa se den
mere!"

"Aldrig?"

"Nei ikke, naar Du ærter."

"Ærter jeg? - jeg véd saamæn ikke noget mærke-
ligere at se paa end Dig og de Strømperne."

"Der skal være seks Par, tre Par hvide og tre røde,
ser Du. De er forfærdelig morsomme at strikke;" -
hun glattede Strømpen sagte ud paa Sybordet med
Haanden.

"Men den skulde nu vel ikke mangle Hæl?" kunde
han ikke lade være.

"Synes Du virkelig, den mangler Façon?" spurgte
hun med ét bekymret.

"Kommer jo aldeles an paa, hvordan Foden er, det,
véd Du."

"Nu ser jeg paa Dig, Du mener at gjøre Nar igjen" . . .

"Slet ikke; men, om jeg sa', det lige saa meget lig-
ner Begyndelsen til en Pengepung som til en Strømpe,
saa løi jeg ikke."

"For et Trold! - Indbild Dig bare ikke, Du er mor-
som" . . .

"Naa, naa, Letta min, - ta den frem igjen, hører
Du. Jeg mener jo bare, at den er saa rent liden og
nydelig;" han kjærtegnede den, - "at jeg finder paa
alt muligt Tøv, skjønner Du" . . .

"Du kunde gjerne være lidt snillere, synes jeg."

"Jeg staar jo rent ud paa Hovedet for den, og for
Dig med. Tror Du jeg ellers er skabt til en slig
Vaasebøtte . . . Jeg forsikkrer Dig, det er bare en Sy-
traad mod et Ankertoug slig, som jeg holdt af Dig
før mod det, jeg gjør nu!" udbrød han varmt og
kyssede gjentagende Haanden og Strømpen, hun holdt;
- "jeg er saa ræd og va'r om Dig som et Æg" . . .

SIDE: 41

"Har Du Talent til noget, Jakob, saa er det til at
ærte, og saa til at slippe fra det igjen. Du er virkelig
født og baaren til Sagfører." Hun beundrede ham
igrunden altid, naar han saadan drev med hende.
Hun havde ham ikke, og hun havde ham; han smat
som en Aal mellem Hænderne paa hende.

Han klappede hende varsomt paa Kinden, som han
var bange for sin egen Heftighed; - han maatte ind
paa Kontoret igjen og tjene Penge.

Derinde gik han hver Dag som en nyopsat juridisk
Barberkniv, færdig i Tankerne til at skjære haarfint
gjennem Stedets alle mulige Kvæstioner.

Uheldigvis maatte den endnu ofte under en større
Del af Kontortiden blinke tomt i Luften. Han tog
frem Sager, som han alt havde gjort færdige, og lagde
dem ind igjen paa deres Bogstav i Hylden. Der laa jo
rigtignok nu Dokumenter i mange Rum; men den var
ham alligevel for sparsomt fyldt.

Han drev frem og tilbage, saa ud af Vinduet, stan-
sede ved sin Kopierpresse, hvis Jernhaandgreb han
svingede betænksomt rundt som til Prøve; den var
emnet til at kopiere Breve, om det saa var for et helt
Postkontor! Han selv kjendte en Driv og Skruekraft
i sig, som bare begjærede noget som en Snip af Tag i
Forholdene for at varpe til sig som med et Vindspil.

Han gik og tænkte paa Fremtiden, da Hjemmet
vilde blive udvidet. Det var, - saa simpelt forudseligt,
det kunde være i sig selv, - dog som Udgangspunktet
for et helt nyt Øie paa Livet, en hel ny Ild og Iver i
ham. Der kom Forhaabninger og Lidenskab op, som
gav det et Indhold, der mere og mere optog ham.
Han vilde tjene Penge, Penge, Penge, . . . kanhænde
spekulere lidt, mure forsigtig, tage Stillingen Skridt for
Skridt.

Det var ikke lidt at slaa igjennem, før én kunde
vinde fast Fod i et Distrikt, hvor der var saa mange
Konkurrenter før, og de stod alle sammen som en
Mur, der i al Taushed nægtede den nye Mand at
komme ind. Han tænkte med en vis Fryd paa, hvor-

SIDE: 42

ledes han skulde bryde igjennem. Han havde alt
prøvet sig baade med den ene og den anden af dem
og snart opdaget, at havde de sine Avancer og For-
dele, saa havde han sine.

Han satte sig til at gjennemse Kassebogen, som han
gjerne kunde afskrevet udenad Post for Post, saa
tydelig huskede han alt, hvad der havde rørt sig paa
hans Kontor. Naar Ind- og Udgiftsposter igjen naade
til nederst paa Siden, skulde der linieres Streger og
opgjøres Saldo og det begyndte jo at gaa nok saa
rapt; han havde tjent adskillig mere, end han brugte;
men, som der nu maatte tages i, langt, langtfra rapt
nok . . .

"Du faar belave Dig, saa vi kan ha én til Middag
idag, Letta!" kom han ind. "Jeg har bedt Ole Elge-
sæter spise hos mig, - stor Skogbonde, ser Du . . .
Han har havt en Forretning inde paa Kontoret i For-
middag og gik blot lidt ud i Byen nu. - Jeg holdt paa
at ta ham med mig ind for at faa et Glas Vin."

"Men Jakob! Du vilde da vel ikke . . . Mens jeg sid-
der her i Morgenkjole, uklædt, som jeg er, til at ta
imod nogensomhelst . . . Du har da ikke Spor af Tanke
heller" . . .

"Kjære søten min, er ikke Du pen og anstændig,"
han klappede hende om Kind og Hage. - "Du er saa
rørende nydelig, at Du véd det ikke, - netop i denne
rynkede Blusekjole; der er noget ligesom saa tækkelig
sandt ved den."

"Ja saa siger Du, Jakob" . . . Hun gjemte Hovedet
ind til ham; "men Du kan da skjønne, jeg generer
mig. Jeg tænkte, Du vidste, at Du ikke lod nogen
fremmed slippe ind i Stuen, uden at Du varskode mig."

"Rigtig noget Tøv af Dig, Alette! jeg havde nær sagt,
lidt jaalet Du. Det er jo næsten, som Du skulde be-
høve at gjemme Dig undaf for Folk" . . .

Han saa godt, at hun var blevet lidt mager og
spidsnæset og mørk under Øinene, stakkar - men saa

SIDE: 43

usigelig vakker . . . Og, naar hun slig slog op Øinene
og saa saa bebreidende paa ham -

"Nei men kjære Letta min, Du maa endelig ikke
la Dig plage af det, - endelig ikke, hører Du, Du har
ikke godt af det, Du véd det, Letta! - en anset, pen
Storbonde Du" . . .

"Og vi, som skulde havt Plukkjød og Sod med Kaal-
rabi . . . Karen maa ud og faa fat i noget til en Okse-
steg!"

Hun ryddede Arbeidet bort i en Ruf, og der van-
kede øieblikkelig Besked ud i Kjøkkenet. - -

Det var ikke saa let at faa en Middag istand nu
nogenlunde i betids. Det gik paa i ganske feberagtig
Iver, og hun hørte alt Jakob og hans Gjæst snakke
inde i Stuen, inden Stegen vilde brune sig.

Ole Elgesæter havde faat en god Snaps at bie paa
til en Begyndelse . . .

- "De Hænderne har nok ikke tat i mange Gryter!"
bemærkede han, da Alette øste op Suppen ved Mid-
dagsbordet; - det var en lun Fyr og en fin Kompli-
ment. "Kvindfolket slipper ikke saa fra det hos os
oppe paa Landet."

"Mange Tjenestefolk har De, Ole Elgesæter?" spurgte
Alette.

"Aa-aa, de er ikke saa god at regne Tal paa -
fire, fem Jenter og to tre Karer til Hverdags. -
Stalden og Fjøset, ser De; - og saa et Snes Husmænd
og Konerne deres tilbords i Hø- og Skuraannen, -
og saa at niste ud paa Skogen til Hugst og Kjøring . . . "

"Ja, ser De, Ole Elgesæter, jeg har bare én Pige jeg."

"Saa kjøber Di Melken og Maden og leier Hestene
og Huset, - det kommer altsammen bare fra Skillin-
gen . . . Kona mi vilde nok bli rar tilmode, naar hun
nu med ét stod der slig uden noget i Hænderne. Hun
kom til at rende bare rundt om ingenting paa Gulvet
der, hvor Væven stod, tænker jeg. Det er hver sin
Skik og Opdragelse det . . . Men saa er der da det, en
Kone i Byen ogsaa pent lar være at slippe fra bare
med at betale, -æh-hæh," han blinkede polisk til den

SIDE: 44

unge Ægtemand; - "der bærer saamæn ingen Barna
frem for hende" . . .

Han syntes rigtig at gotte sig; de to snare Øine
nikkede hen til Alette, som han ventede at faa hendes
særlige Erkjendelse af Dybsindigheden.

Alette sad unægtelig lidt fortrykt foran disse inkvi-
rerende Øine; hun forstak sig uvilkaarlig endel bak
Suppeterrinen.

"De har vel været gift i mange Aar De, Ole Elge-
sæter?" parerede Jakob.

"Jeg var akkurat syv og tyve fyldt, da jeg fik Elge-
sæter med Olea; og siden har det gaat bra fremover,
saa vi er da tilfreds, har ingen Aarsag til andet, nei.
Ole Elgesæter behøver bare at skrive Navnet sit paa
en Lap Papir, saa kan én gaa frit ind i Banken med
det."

"Vil De ikke tage de Stykker der paa Siden af
Fadet," bød Alette. "Jeg gjætter, at De vil ha det, som
er mest stegt."

"Ja Byfolk vil ha Kjødet raat, de, saa forskjellig er
Opdragelsen." Det Thema lod overhovedet til at ligge
som en undren i ham. "En kan leve lykkelig paa
begge Maader," indrømmede han - "at sige, eh he,
naar én har noget at leve af, - saa kan en koge det
lidet eller længe, eftersom én vil . . . Ja De er nu bare
paavei med den første De, Frue," optog han igjen det
husvarme Emne med et vist plirende Humør, - "min
Olea har havt otte hun og endda ikke forsømt sin
Gjerning én eneste Dag uden den snaue Tid, hun
laa."

"Det maa være en ferm Kone," sagde Jakob.

"Ja saamæn, ufortrøden er hun, der skal ingen sige
andet. Og i al den Tid gaat der med Barnet ved Bry-
stet, det ene efter det andre."

Alette ringede med ét paa Bordklokken:

"Aa Karen, lad os faa andre Tallerkener." Hun sad
der hed og forlegen.

. . . "Og lystrer som en Sytraad, ja det gjør hun.
Men saa vil hun ogsaa lystres," sagde han med et

SIDE: 45

fint lidet Nik til Fruen, - "ellers gik det nok ikke
i vort Stel. Det er saa rart, naar Vuggen begynder at
gaa i et Hus" . . .

Det var da rigtig en Pokkers Fyr ogsaa, tænkte
Jakob.

"De har da ialfald nok af Træpinder at lægge under
Gryden, Ole Elgesæter," afledede han.

"Kan ikke klage."

"Og nu vil han igjen kjøbe Skog, Alette! og det en
ordentlig én."

"Strækker aldrig Armen længere end Pungen ræk-
ker, - saa ved én, at én har, det én har . . . Men hvad
si'er De om, at jeg tar med mig Manden Deres opover
ikvæld, Frue! Jeg vil ha en Sag afgjort paa Flekken,
jeg, det er saa min Manér. Saa kan vi faa Handelen
sluttet og Kontrakten underskrevet paa Kjølberg iover-
morgen. Han skal ikke lide nogen Nød paa Elgesæter."

"Nu alt i Eftermiddag?" henvendte Alette befippet
og saa paa Jakob.

"Fri Skyds og fri Reise med mig og Salær ovenpaa,
- eh he," - lo han; han var lidt hæs, som Fedmen i
Halsen brydde ham; - "det er ikke det værste, som
kan vederfares en Mand, som, eh heh," - han blin-
kede fiffig hen mod Alette, - "kan vente Kunder til-
huse af den Sort, som ikke betaler for sig . . . De lever
ikke af bare Luft ne-he-i."

Det var rent fornøieligt, saa det sidste var sikkert,
det svandt hen i en Hoste . . . "En faar ta imod, til
Læsset blir fuldt."

Det undgik ikke Jakob, hvorledes Alette sad der
halvt paa Graaden med nedslagne Øine, medens der
spøgte et indigneret Oprør under.

"Hvad siger De om at vente til imorgentidlig, Ole
Elgesæter? jeg kan være parat Klokken fem f. Eks.
om De vil," prøvede han.

"Syv Mile og egen Hest" . . . han rystede paa Hove-
det; - "det er nu Maaneskin og, naar vi kjører Elven,
saa rækker vi til Bergsæt ikvæld, - det er Svogeren
min det, Hans Bergsæt. Saa er vi hjemme paa Elge-

SIDE: 46

sæter i pen Tid imorgen . . . Lidt har jeg endnu at ud-
rette ude i Byen . . . Sagføreren faar være saa snil at
være færdig Kl. seks senest i Eftermiddag." Han tog
frem et tykt Sølvuhr i Kasse; - "ja saa ompas, saa
kommer jeg med Bredslæden for Døren."

"Æh, hæ, hæ . . . Frua liker det nok ikke rigtig!"
- jønte han, da han nu adskillig oplivet og rødflekket
i Ansigtet fra Kulden, han havde kjørt i, tog Farvel
og gik ud paa Kontoret for at ta Reisestøvlerne og
Ulveskindspelsen paa. - "Vi skal tulle ham ind som
et Svøbelsebarn i Slæden, - god Bjørneskindsfeld . . .
Hun Olea hade det ogsaa med, at der skulde være
saameget Graaben paa Isen det første Aaret, vi var
gifte, men siden gik det over" . . . lød det endnu ude
fra Gangen. -

- - "Du paaskjønte nu vel Vittighederne, Letta!"
kom Jakob ind.

"At Du ogsaa kan ha Hjerte til at ærte mig, Jakob,"
sagde hun næsten i Graaden.

"Ah bah! Du tar Dig da ikke nær af det Alette. Det
var jo en pen lykket Middag, Du havde faat istand,"
trøstede han. "Du er rigtig flink, synes jeg."

Det skjælvede lidt ved hendes Læber:

"Jeg sad der som en stakkars Skive, han blot for-
nøiede sig med at træffe saa godt, han kunde, hele
Tiden" . . .

"Ja jeg saa nok, Du stak Dig bort saa bra, Du var
istand til, bag Suppeterrinen."

"- og - og det var, saa jeg ikke kjendte, hvor jeg
sad . . . jeg blev rent ræd for det næste, han skulde
finde paa."

"Bare Kurtise fra hans Side, Du; han syntes, det
var som en Helg ved Dig han ogsaa."

"Det er jo aldeles ikke vor Omgang, det maa Du da
bekjende, Jakob!"

"Stor Skoghandler Du; det kan eie sine adskillige
gode Sider at ha det Bekjendtskab."

"Paa det Vis kan vi jo faa hele Kontoret i Stuen . . .

SIDE: 47

Vi sælger da ikke vor Gjæstfrihed!" sagde hun indig-
neret.

"Hm-m, nei." - Det blussede lidt op i ham; han
følte det noget ømfindtligt at svare helt ud i det Emne.
- "Faar dele Folk i Indtægter og Udgifter, ser Du
Alette," slog han det hen i Jøn. "Selskaber her paa
Stedet det er Udgifter - for os endnu da; - og Bøn-
der og Proprietærer, det er Indtægter. Det er en tyk
blaa Streg at sætte, - paa den ene Side Kredit, paa
den anden Debet, skjønner Du, - og den Karen, som
sad her idag, han forstod Forskjellen mellem de to
Ting, det kan Du stole paa."

"Og saa tvinge Dig til at reise - nu alt i Aften!

- Jeg tør næsten ikke tænke paa at være alene alle
disse Dage."

Hun betoges mere og mere af Forestillingen . . .

"Det har været saa ondt, saa ondt, saa Du véd det
ikke," hviskede hun modfalden og sammensunken der,
hun sad, - "hvergang Du har været borte om Natten."

Han bøiede sig ned og gjemte hendes Hoved ind til
sig i de varme Hænder, medens han strøg over Haar
og Kind og søgte at berolige.

"Naar jeg gaar saadan udover Aftenen og véd, Du
ikke er nogetsteds at faa fat paa, og at jeg tilslut skal
slukke Lyset alene, - saa kan jeg med ét bli saa
ræd," hulkede hun. - "Jeg er jo ikke saa frisk, ser
Du, og synes, jeg er saa forfærdelig ensom . . . Jeg
opholder Karen fra at lægge sig saalænge jeg bare kan,
og sidder og nidsyr ved Lampen til sent udover for at
faa Tiden til at gaa. - Det er, som noget kunde
komme over mig. Jeg tør ikke se paa Ruden, naar
Mørket ligger saa sort der" . . .

"Det er nervøs, Du er, Ungen min!"

"Og saa den tomme Sengen din, naar jeg lægger
Armen hen paa den om Natten . . . Jeg tar din Hoved-
pude, maa Du vide; jeg er glad, jeg har den" . . .

Hun klyngede sig hed og hektisk til ham, medens
hun vedblev at snakke sig op: - "Og saa kommer
jeg til at ligge og tænke paa, at Du er mellem alle

SIDE: 48

disse fremmede Mennesker, som spiller og drikker, -
jeg har jo hørt saameget om det nu, - og at de ogsaa
kanske faar Dig til at drikke formeget, saa Du ikke
véd, hvad Du gjør, Jakob."

"Hør nu Alette! tror Du, jeg har nogen at være til
for nu, eller tror Du det ikke?"

"Og hvordan skal det gaa længere udover, naar Du
ogsaa skal reise?" stirrede hun fortvilet ud for sig.

"Vi faar være lidt tappre hver paa sin Kant -
hvad?" . . . begyndte han at opmuntre hende - "og af
os er Du ikke den, som er veik, naar det kommer til
Stykket, det véd Du saa inderlig vel; - og Humør og
Nervøsitet og sligt hører jo til for Dig nu . . . Tænk,
om Du havde været Sjømandskone, Du!"

"Jeg vilde aldrig, aldrig giftet mig med en Sjømand!"

"Ikke, om jeg havde været Sjømanden heller . . . og
kommet saa myg og friet?"

Hun trak ham ned til sig og kyssede ham.

"Tror Du, det var saa dumt, Letten min, om jeg gik
op til Krabbes, før jeg reiser, og bad Fru Krabbe se
ned til Dig her om Aftenerne? - Du kan jo traktere
hende, til hun daaner! Hvad, - Du mener kanske,
hun kommer til at fare op og ned af Trapperne mel-
lem Dig og Krabbe som en vis Mand paa en Flaske?"

"Hvor Du er slu Jakob," lo hun, - "nu har Du staat
der og faat det til, saa det ligesom er blet overkomme-
ligt og lyst alligevel!" -

- Medens Ulveskindspels, Skjærf og Reisestøvler laa
udbredt paa Stolene i Stuen for at befries for de ad-
skillige Graders Kulde, de havde i sig ude fra Forstu-
gangen, - begav de sig op i en liden Visit til Krabbes.
Det var forsaavidt kinkigt, som de hidtil havde for-
holdt sig temmelig tilbagetrukket i Spørgsmaalet om
en intimere daglig Omgang og gjentagende ladet Fru
Krabbes ivrige Tilnærmelser ubesvarede.

Hun holdt paa at tænde Lampen, da de kom, og
Thebordet stod dækket, formodentlig ventende paa
Krabbe. Der var lidt smaaborgerligt over saavel Stuen
som Anretningen med den brugte Serviet paa Voks-

SIDE: 49

dugen og Mysosten paa Held paa en for liden Assiet,
Gamleosten uden Laag over og saa Stentøiskopperne.

Fru Krabbe studsede lidt; - hendes Ansigt saa
ved Leiligheder til Overraskelse ud, som hun blaaste
paa en hed Suppe. Hun syntes dog straks at gjætte,
hvad der førte dem didop; og Alette blev placeret
magelig i Sofaen under en hel Del Snak om Stedets
Anliggender, der havnede i det huslige, hvordan
Krabbe ikke var at bevæge til at modtage Elever fra
Skolen i Logis, skjønt det vilde være en saa stor Ting
for dem.

En Næse pudsedes som en Trompet indenfor en
Dør, og lige efter kom Adjunkten ind stiv og blidt
forbindtlig endnu pakkende Lommetørklædet ind i
Baglommen.

"Hvorledes befinder Fruen sig?" spurgte han.

"Saa . . . saa saa . . . ?" han stirrede længe og be-
tænkt paa hende og saa overmaade velvillig ud. Der
steg øiensynlig en Forestilling op om, at Spørgsmaalet
kunde været heldigere . . .

"Maa jeg takke Dem, Frue!" begyndte han saa.

Samvittigheden steg op i Kinderne paa Alette. Hun
havde begaat for mange lystige Beskrivelser i sine
Breve om "denne forfærdelige Filologen", som de
kunde støde paa i Kalot, Slobrok og Tøfler og risikere
at bli indviklet i en dybere Diskussion med paa de
mest uventede og ubeleilige Steder.

"Ser De," forklarede han, - "i Stolen derhenne ved
Ovnen, der er nu min Yndlingsplads om Aftenerne,
naar De spiller nedenunder . . . De har bragt mig til
at interessere mig for Folk, som begynder et Samliv,
Frue, - og, mens De spiller, sidder jeg og fantaserer
mig en Menneskevækst, som den kunde være. Jeg
hører det ligesom synge i Knoppen," - han ludede
skjævt lyttende med det store Hoved. "Der synger
saa mange Knopper i Verden; men her er det, som
jeg sidder og lytter paa én, jeg tilfældigvis kjender
noget til . . . som betaler Husleie til mig," - trak han
sig beskedent ind i sit Skal.

SIDE: 50

"Nei Krabbe da," kom hans Kone med Thekopperne
opskjænkede paa et Bræt, - "Du snakker da vel ikke
om den nu!"

Men han kunde jo ordentlig være indtagende, tænkte
Alette, - for vakkre Øine han havde!

Adjunkten styrede nu hen mod den unge Sagfører,
og Jakob, som frygtede for, at Meningen var at re-
galere ham under hans knappe Tid med en eller anden
længere Betragtning, gjorde en tilsvarende undgaa-
ende Manøvre.

"Jeg staar paa Reise, Hr. Krabbe!" forklarede han
og gik hastig hen og løftede paa Rullegardinet. "Jo
Maanen er alt oppe derude, - har ikke mere end en
knap halv Time igjen, til jeg skal afsted." Han saa
paa sit Uhr.

Adjunkten gik imidlertid paa med sit . . . "Det kunde
interessere mig engang rigtig at se, hvordan en saadan
Huskværn maler - fra Grunden af . . . Der gaar de
rundt om i Landet, - den ene Familiekværn ved
Siden af den anden; - og saa faar vi alleslags Rap-
porter om dem, som man ikke maa lide paa." Det
spillede underfundigt ved Øinene. - "Men hvad der
kommer ud af det, hvorpas nær hinanden de to mølle-
stene maa skrues, for at de ikke skal male tomt, eller
ogsaa, naar det er for tæt, bare slide paa hverandre,
Schs-s-s" . . . silede han Luften mellem Tænderne,
"det er et Spørgsmaal . . . Og saa det, som kommer
ud af det," greb han Mørk ivrig i Knappen, - "den
næste Generation" . . .

Mørk og Alette vekslede nødstedte Blikke.

Paa sin praktiske Manér kom Fru Krabbe kilende
med et Kagefad ind mellem dem. "De maa endelig
forsyne Dem, Hr. Mørk! - Ikke? - Aa jo" . . .

"Tak nei; men jeg forsikkrer Dem, Fru Krabbe,"
fulgte han ivrig efter hende, - "et bedre Indfald end
at lade mig faa en god Kop The nu lige, før jeg reiser,
kunde der ikke tænkes," - han talte haardt mod sin
Samvittighed, det var hvad han vilde kalde noget

SIDE: 51

Skval. - "Og naar De saa vil ta Dem lidt af min
Kone, mens jeg er borte" . . .

"Fru Krabbe har været saa snil at love mig" . . .
begyndte Alette.

- "saa vil jeg være Dem hjertelig taknemmelig."

"Aa tag Dem endelig en Kop The til, Hr. Mørk!"
nødte Fru Krabbe; - "det har De saa godt af; her
har jeg netop skjænket en til Dem."

Jakob følte, han maatte bevise sine Ord i Gjerning
og forsynede noget skolhedt i en stor Kontorkop, til
det blev melkeblegt.

Krabbe drog sin Stol hen til ham . . . "Vore Børn,
det er vort Billed det," hviskede han polisk. "Naar
en Maler afbilder et andet Menneske, saa bliver det
alligevel sin egen Aand, han slider for at faa frem,
- snurrig nok!" gjøde han stødvis inde i sig, - "sig
selv, Fyren maler, - sætter bare sig selv ind i en
anden Figur . . . "

"Heldigt, at han ikke er Portrætmaler," trøstede
Jakob sig i Tankerne.

"Faktum er dog, at vi bare slaar vort eget Billede
i denne Verden som Keiseren sit paa Mynten - bare
os selv, bare os selv, vor egen personlig-keiserlige
Mynt!" . . . Han sad skutrygget med Armene overkors,
fortabende sig i Tanken.

Jakob saa op mod Loftet, som han taalmodig af-
ventede noget, der nu vilde stige i Høiden, og slurfede
Theen i størst mulige Drag.

"Kan Du indbilde Dig, at Sagføreren har Tid til at
gruble paa alt dette nu da, Krabbe!" brød hans Kone
ind. - "Jo jeg skal nok se til hende, Hr. Mørk, vær
De tryg; - og er det noget ellers, saa bare send Bud
op" . . .

Jakob maatte have været mere fordringsfuld, end
han var, om han havde klaget over manglende Frem-

SIDE: 52

gang i sin Sagførerpraksis. Det havde faldt heldig til
med Reiser og Forretninger saagodtsom udover hele
Aaret, og i den sidste Tid lod det til, at det skulde
gaa i én Kehraus; han maatte være betænkt paa at
skaffe sig baade Hest og Karjol og en Gut med nu til
Oktober Flyttedag, - og dertil et Stykke af en Be-
tjent, som kunde forsvare Kontoret, naar han var
borte.

- Det var en silende Regndag, han kom hjem fra
en Reise dyngvaad til Skindet, og fik tørre Klæder
bragt ud til sig paa Kontoret. De tunge Støvler, han
slængte af sig, laa med hver sin Bæk henover Gulvet.

Ikke Tale om andet end at bytte helt; han maatte
være knusk, knusk tør ligetil Haaret, før han gik ind.
Han havde glædet sig den hele Vei idag til at komme
hjem til Letta, som alt var oppe igjen, og til den lille,
- Gutten med de skjæve Øine, den snurrige Næse og
det pludselige keitede Greb lige i Ansigtet paa ham,
naar han laa paa Knæ derinde ved Vuggen, indtil de
formelig maatte drive ham bort.

Alette mødte ham i Stuen.

"Hys hys, gaa sagte," hviskede hun, "han sover
derinde."

"Saa, - saa Du?"

"Jeg er glad, Du er hjemme igjen, kan Du tro; nu
skal Du faa varm The straks."

"Lad mig se paa Dig, Alette!" han holdt hende ud
foran sig; - "det er først nu, Du er paa det smukke-
ste, - ligesom saa ny og hvid og saa . . . En saadan
ung Kone Du, er det vakkreste i Verden," lød det lidt
kunstig spøgende; det var egentlig noget andet han
vilde sige, - - noget om, at den nye blege Moder var
mere rørende, end han rigtig havde Ord for; det
skjævede som sædvanlig af mod hans Ømfindtlighed
for at gi sig tilbedste . . . "Men nu, Du har Gutten, kan
vel jeg gjerne fare til Bloksbjerg. Sig mig, Vennen
min," han kyssede hende, "har Du alligevel længtet
lidt efter mig? . . . Jeg var saa vaad, Du . . . "

"Jeg holdt akkurat paa at faa ham til at sove, da

SIDE: 53

Du kom, og fik bare saavidt pegt paa, hvad Pigen
skulde ta ud til Dig."

"Og nu sover han?"

Han gik paa Taa hen imod Sovekammerdøren.

Det maatte da kunne gaa an bare at kige lidt ind,
- hvad? Han begyndte at vride ganske sagte paa
Dørlaasen.

"Nei Jakob, hører Du, lad være!" hviskede hun.

Han vred usigelig sagte med et langt Mellemrum
mellem hvert Knirk, indtil Laasen pludselig sprang op
noget uventet stærkt.

De saa forskrækket paa hinanden; men alt lod til
at forblive roligt, og gjennem Dørglytten saa han
Vuggen med det blaa Forhæng over til halvt midt paa.
Der vistes ikke andet end lidt af den ene Haand, der
laa halvknyttet med Tommelfingeren fri fremskudt
paa Teppet. Det var, som den sov den ogsaa . . .

Den blev for fristende. Det hjalp ikke, at Alette
gjorde Miner. Det maatte gaa an at gaa paa Tæerne
hen og kige bare lidt paa ham.

Om Jakob ikke kunde dy sig for at røre ved den
lille rødtoppede Tommel- og Pegefinger, som strittede
slig uskyldig hver sin Vei, eller det var Vuggen, han
kom til at støde an i, saa Alette virkelig ikke, og det
samme kunde det være.

"Der kan Du se, Jakob!" hun bøiede sig rask over
Vuggen og tog den lille op, som var vaagnet og be-
gyndte at skrige.

Jakob stod der og følte sig som en Forbryder.

"Jeg kunde ikke for det, ser Du, Alette! Skal jeg
rope paa Barnepigen?"

"Nei, luk bare Døren! - jeg vil ikke, hun skal høre,
han er urolig, ellers har jeg hende herinde igjen. Jeg
er rent pint, hvergang jeg ser hende ta i Barnet, og
jeg kan jo ikke nægte hende det heller . . . Men Du
véd ikke, hvor jeg har ligget og ærgret mig ved at
se paa, hvordan hun stelte med Gutten. Bare, hvordan
hun tar i ham, Du, saa haardt, som hun rykker og

SIDE: 54

slider i ham, - ikke Spor af Haandlag! - jeg er rent
ængstelig for, at hun skal røre ved ham."

"Saa siger vi hende op, gir hende kort og godt hele
Halvaarslønnen og faar fat i en anden paa Flekken."

"Aa nei, hun gjør jo saa utrolig sit bedste, og holde
af Gutten gjør hun ogsaa. Jeg tror, hun er jaloux paa
mig, Du, for det er, som hun ikke taaler at se, at jeg
har ham selv, og jeg er da virkelig Mor for ham . . .
Nu skal Du se, han sover" . . .

"Jeg skal da ikke saa meget som røre ved ham,
Alette, jeg kan da faa" . . . bøiede han sig over Vuggen.

"Der hører jeg, de kommer med The til Dig i Stuen,
Jakob. Aa, støi nu ikke i Døren, er Du snil." -

Jakob fik knap Tid til at drikke Theen og læse de
Breve, der var indløbet under hans Fravær, før Pigen
stak Hodet ind af Døren og meldte, at nu var de
komne igjen de Folk, som havde søgt ham paa Kon-
toret før idag.

"Vis dem bare ind, jeg er der straks."

Han var med Liv og Sjæl inde i Forretningsmøllen.
Det var en Tanke, han i sit inderste Hjerte haanede,
den, at en Mand ikke skulde kunne arbeide tolv Timer
om Dagen og, om det kneb, Natten med. Tingen var
overhovedet at faa noget at bestille, saa skulde det
altid bli ekspederet. For sit Vedkommende saa han
ingen Grund, hvorfor han ikke ganske alene skulde
klare alle de Stedets og Distriktets Forretninger, som
nu fordelte sig paa fire, fem Sagførerkontorer.

Han var paa det sidste blevet lidt magrere og hid-
sigere i Øinene; der var kommet noget vist mere ud-
fordrende dobbeltlunt i Smilet, og han havde altid
Fart i Frakkeskjøderne . . .

- Det var saavidt, han ikke vækkede den lille, naar
han sent om Aftenen kom ind fra Kontoret.

Men saa sørgede Gutten til Gjengjæld for at holde
baade ham og Alette vaagen om Natten. Han havde
akkurat fundet paa den Tid at skrige paa, - taug
saagodtsom hele Dagen; det var, som han havde reg-
net ud, at det da ikke var ubeleilig nok. Han vilde

SIDE: 55

ha, at nogen skulde bryde sig om, at han skreg, den
Karen!

Det var en gammel Vismand, de havde faat, paa-
stod Jakob . . . "se bare den svære Panden, Alette! og
dette erfarne Drag ved Kjæverne, Du. - Han véd ikke,
om det lønner sig at være grætten heller . . . Ikke
Tanke om nogen Sønnefølelse for mig, det er Dig,
Knægten vil ha fat i. Det er vist bra Villie i ham, -
se, se, hvor han trodser med Armene. Det er til Dig,
han vil" . . .

Og saa holdt Gutten paa Nat efter Nat, saa det til-
slut blev aldeles at udpine Alette, som maatte gaa der
med ham.

Hun byede og sang. Han havde aldrig trot, Alette
kunde saa mange Barnesange. Der kom de, den ene
Stumpen efter den anden; og hun vidste at lægge en
søvndyssende Opium i Stemmen, saa Gutten maatte
gispe; - og Jakob gjorde det da ogsaa selv, mens hun
svævede der ved Natlampen.

Men se, om han ikke begyndte at skrige igjen! . . .

Alette blev baade bleg og medtaget af al denne
Nattevaagen; det begyndte at gaa paa Helsen løs.

Og saa ondskabsfuld, - det var altid netop, som
hun holdt paa at faa Blund paa Øinene, at han fandt
for godt at bryde løs, - rent ud, som han bare skulde
ligge og passe paa . . .

Saa maatte Letta op igjen.

En kunde næsten komme til at hade Gutten, han
havde jo den rene direkte Hensigt at dræbe Moderen!

Vysse vysse, gik Vuggen; men han lod sig nok ikke
nøie med det, den Herren; han vilde op, han, byes i
Armene! . . . Og der gik Alette igjen og sang næsten
graatefærdig overdøvende ham. Det var fjerde Gan-
gen nu paa én Nat, - og ude af det røg Jakob op:

"Laan mig Gutten, Alette! Jo, hører Du, gaa hen
og læg Dig en Stund, saa skal jeg prøve. Du skal se,
jeg skal nok faa ham til at sove jeg" . . .

Det var som Fyren studsede ved den uventede nye
Hvileplads, han fik. Han taug næsten straks, lukkede

SIDE: 56

Øinene, og det saa virkelig ud, som han sov. Men, da
Prøven skulde gjørs ved at lægge ham ned i Vuggen,
satte han pludselig igjen i paa en frisk.

"Det nytter Dig ikke, Jakob," reiste Alette sig halvt
i Sengen.

"Sov bare Du, Letta. Forstaar Du ikke, han vil ligge
i Armen hos mig;" - og saa begyndte Jakob at gaa
og bye og synge.

Videre musikalsk var han ikke, men han havde fat-
tet Knebet med efterhaanden at lade Tonen drage sig
mere og mere forførende søvnig og vuggeagtig; - og
der sov da ialfald Alette! . . . Den lille laa aabenbar
bare og lurte paa, at han skulde være godtroende nok
til at holde op at bye for at vise sig fuldstændig færdig
til at ta fat, hvor han slap, - Jakob kjendte ham nu.
Og saa drev han paa med Englandsvisen: "Det som
skinner vester hist," uafladelig og uafladelig med
Gutten tæt varmt ind i Armene en hel Klokketime, til
Uhret inde i Stuen slog tre. Der sov Gutten, der var
ikke Tvil om det; og sovet blev der saa af dem alle
til Barnepigen kom ind om Morgenen.

"Naa Alette, fik jeg ham ikke til at sove!" -

Følgen af hans Mesterstykke var, at hans musi-
kalsk-hypnotiske Evne maatte tages i Beslag som
sidste Middel, hver Gang Gutten var urolig om Natten.
Naar han havde reist og arbeidet om Dagen, og saa
gik og sang Englandsvisen, kunde han føle sig, som
han svævede i Drømme, saa overtræt var han. Men,
at Gutten dog ikke vilde sove rigtig uden at have lig-
get i hans Arme, smigrede ham mere, end han egent-
lig havde Rede paa selv; den lille drog ham magne-
tisk, - "for nydelige Fingre nu, han sover, Du
Alette!" . . .

Medens Jakob klarede Kvæstionerne inde paa Kon-
toret med en vis leende Sikkerhed, var der et Spørgs-
maal inde i Stuen, som mere og mere voldte alvorligt
Hovedbrud og tilslut lod til at skulle ende i at blive
den rene gordiske Knude.

Gutten skulde jo døbes, og at han skulde hede Johan

SIDE: 57

Henrik - efter Jakobs Far Nr. 1 og gamle Vosgraff
Nr. 2, - var ogsaa paa det klare. Men saa, - hvem
af Fadderne skulde bære Gutten frem til Daaben,
enten Alettes Mor nede i Tønsberg eller hendes Tante
Fru Justitiarius? Det blev rent ud et uløseligt Dilemma.
Fru Vosgraff ansaa sig for selvskrevet; hun havde
sendt en nydelig Daabskjole og meldt, at hun og Vos-
graff vilde komme op til Barnedaaben. Og de kunde
da umulig heller la Mor staa og ta af Kappen.

Det var en sand Pine at manøvrere med de Breve . . .

Det havde været en travl Dag, og Kopierpressen
havde behandlet en forsvarlig Post, den Jakob selv i
sidste Øieblik havde skyndt sig hen for at faa indle-
veret. Han var endnu udover Aftenen beskjæftiget
med at sætte op en vidtløftigere Husleiekontrakt, som
skulde underskrives af Overtoldbetjenten og Korpslæ-
gen, der begge taalmodigen sad og ventede, - den
første, Leieren, af og til kræmtende ikke rigtig til-
freds med Summen, den anden, Huseieren, smilende
fornøiet med den sorte rundknappede Stok snart under
Hagen, snart under Næsen. Det var en lun fællesiro-
nisk Forstaaelse af Situationen: Her var de nu i For-
retninger fægtende til det yderste hver paa sit, og om
en Timestid eller halvanden sad de igjen som gemyt-
lige Makkere ved Whistbordet oppe paa Hjørneværel-
set i Hotellet med hver sit varme Glas Toddy. Der
plirede ved Lampeskjæret en færdig Witz for Anled-
ningen i Korpslægens Mine, én der skulde spilles ud
ikvæld.

Jakob havde helt fra Morgenen af gaat med Op-
mærksomhed og Tanke anspændt og dertil maattet
paahøre en Masse unyttigt og vidtløftigt Snak. Han
følte Trang til noget at puste ud i, noget der kunde

SIDE: 58

friske op og gi' Afveksling, og det faldt ham ind, at
bede Overtoldbetjenten og Korpslægen spise til Aftens
hos sig. Det var da nogen, han kunde væve og snakke
Politik og le lidt sammen med. Medens Kontorbetjen-
ten renskrev Dokumentet, tog han sig i den Anled-
ning en liden Speidertur ind i Stuen.

Der hang et Uldteppe over en Stol ved Ovnen, og
gjennem den aabne Dør lyste det i Sovekammeret;
Alette og Barnepigen var netop ifærd med at bade
de to smaa.

"Hm, - altsaa Badeaften" . . .

Han gik didind. Det var jo et ganske nydeligt Syn
at se dem sprælle i Badeballien og finde sig saa inder-
lig vel der helt, til de skulde op paa Fanget og tørres,
først den mindste, den lille Pige fra ihøst; - hun kom
godt og vel uden Skrig eller Indvendinger i Vuggen,
og saa Guttemand, der ikke var fuldt saa føielig. Han
sparkede og fægtede inde i det varme Lagen og skreg,
som han skulde stikkes, da han tørredes i Hovedet
med Haandklædet; men lod sig bagefter ganske rolig
og tilfreds bære ind i sin lille Seng i Barnekammeret.

Alette tog den lille Kuppellampe, som var hensat
paa Stolen ved Badeballien, og bar den ind i Stuen.

Der var noget ved den halvmørke utilstrækkelige
Oplysning, den gav, som mindede op for hans lidt
saare Humør hans Skuffelse, da han kom ind i Stuen.

"Huf uhyggeligt . . . og saa hedt Du," - kom det.

"Ja vi har da havt andet at gjøre iaften; - men
vent nu, saa skal jeg faa tændt en ordentlig Lampe
til Dig."

Der stod en Barneskammel iveien for ham, og over
Stolen ved Ovnen laa endnu noget Tøi.

"I burde ikke gjøre Stuen til Sove- og Barnekam-
mer, Alette; - vi maa jo ha den fri, om der kommer
nogen," piblede Utaalmodigheden igjen frem . . . "Der
ligger en Strømpe der henne paa Gulvet!"

"Aa Guttemands, - Jakob! Vil Du kanske ikke, han
skal ha Lov til at miste en Strømpe? . . . Du mukker
nu vel ikke mod ham?"

SIDE: 59

"Det blir saa uordentligt, Du . . . ellers saa" - fulgte
det mildnende.

Det var Tonen i Ordet uordentlig, der kom til at
saare hende:

"Ja der kan vist være et og andet i Veien her, naar
Du ser vel efter," - sagde hun, medens hun klippede
og rettede Lampevægen, før hun satte Glasset paa . . .
"man har lidt at gjøre her ogsaa, ser Du."

"Kjære Alette, Du véd da, at Du kan ta al den
Hjælp, Du bare peger paa, vi har jo Raad til det. Du
behøver bare at sidde inde i Stuen og kommandere
og la dig opvarte."

Det blussede op i hendes Øine; det var, som de Ord
havde en særegen Evne til at forarge hende:

"Tak, jeg véd jo, Du synes, Du rigtig overvælder
mig nu . . . Vi blir bare Biting for Dig herinde i Stuen,
Jakob! Du gaar i dit, Du, - Forretninger, Forretnin-
ger" . . .

"Ja naturligvis, Bagateller, som vi helst burde skyve
fra os! - Kan jeg mere end by' Dig al den Hjælp,
Du bare er istand til at optænke, bære Dig paa Hæn-
derne."

"Aa, Du kan by' lidt mere, Jakob, . . . lidt af Dig
selv!" - kom det presset. "Det var ikke saa før. Du
kan tro" . . .

"Se saa, se saa! Jeg mener virkelig, Du vil, jeg skal
korte Kontortiden og slaa Harpen," udbrød han utaal-
modig. "Her kom jeg ind ganske træt for at spørge,
om jeg kunde be Toldbetjenten og Korpslægen til
Aftens" . . .

"Det var da ogsaa en Aften at vælge, netop en af
de to i Ugen, jeg bader Børnene! Jeg maatte desuden
aldeles klæde mig om."

"Nei nei, der er naturligvis ikke Tale om at be dem
heller - nu! . . . Jeg faar gaa ud paa Kontoret igjen
og se til at bli dem kvit."

"Men, Du Alette," - sagde han og saa paa Uhret.
"Klokken er alt over otte; jeg synes, det skulde være
paatide at faa Aftensmad."

SIDE: 60

"Du véd, hvad der har været i Veien; men nu skal
det snart bli, skal Du se, kjære Ven, - bli nu ikke
utaalmodig" . . .

- Kontorlampen var næsten nedskruet, og Jakob
gik derinde og fløitede og ventede. Det lod til at skulle
trække ud . . .

En af Børnene skreg derinde . . .

"Og den Fornøielse at gaa her og vente kan jeg
risikere to Gange i Ugen," mumlede han sulten, træt
og kjed.

Faa mig noget ordentlig tillivs, - en god Beaf og
et Glas Toddy sammen med Tolderen og Doktoren
deroppe . . .

"Hm, hm," - han saa igjen paa Uhret og gjorde et
Par utaalmodige Sving paa Gulvet.

Lidt efter stod han med Huen paa og i Overfrak i
Døren til Kjøkkenet:

"Sig til Fruen," lød det kort til Pigen, "at jeg gaar
op i Hotellet iaften." -

Alette var endelig efter et Ophold med Gutten naat
saa langt, at hun kunde slaa Speilæggene i Panden;
de skulde bæres varme ind paa Assietten; - det blev
sent for Jakob! - Pigens Besked stansede hende
netop, som hun havde slaat Knæk i det første.

Hun blev staaende og ballancerede Blommen over
Spilkummen fra det ene Skal i det andet, medens
Æggehviden randt. Det varede egentlig lidt, før hun
forstod det . . .

Jo, han havde havt Huen og Frakken paa, stad-
fæstede Karen.

Det var i Begyndelsen omtrent, som han skulde ha
sat sig i Vognen og git sig til rent at kjøre fra hende,
- saa der stod hun . . . Uden videre gaat!

Hun slog ikke mere end det ene Æg i Panden og
vidste, hun alligevel stegte ét for meget . . .

"Dæk ikke, - jeg kan faa Theen iskjænket herude
Karen. Aa nei, - ikke Assietten med Kjødet . . . Jeg
har nok med lidt Brød og Smør."

Hun trak Stolen lidt paa skraa hen til Kjøkken-

SIDE: 61

bordet, medens hun drak Theen, og aarkede næsten
ikke at række efter noget nu, det stod der med slig
Uhygge over sig, forladt og vraget.

Efter den første Overraskelse tog Harmen hende.

. . . Ikke saa meget som selv komme ind! - iltrede
hun sig op, - bare kort og godt lade sige, at nu var
han gaat, - rigtig udtænkt! Han vidste, hun skyndte
sig alt, hvad hun aarkede, med Aftensmaden . . .

Hun stod længe ved Vinduet i Stuen og fulgte Skim-
tet af den oplyste øverste Etage oppe i Hotellet.

Havde hun det da saa morsomt - hun gik der
alene og strævte og stelte, og han bare keg ind imel-
lem glemsk og forretningstræt . . .

Hun kastede sig hen i Sofaen med Puden under
Kinden.

Virkelig ville fornærme mig saa! - Kanske han
vilde vise, han var Herre i Huset? . . .

Der gjærede i hende en ubevidst irriteret Følelse af
at være budt Stigen fra Elskerens sværmende blinde
Uendelighedsord ned til et praktisk Forhold, - Ægte-
manden, som kunde forlange Aftensmaden paa Klokke-
slettet!

Hun laa og stirrede ind i Jakobs Forbrydelse, til
det blev ganske koldt i Stuen. Hun vidste næsten
ikke, hvordan hun kunde bli god paa ham igjen . . .

Medens hun langsomt klædte sig af, kom der ad-
skillige bittre Ting op i hende . . . Hun skulde bare
gaa ud til nogen hun ogsaa! - overlade alt til Pigerne;
bare ta Hjælp! - Det var ikke værd at bry sig hver-
ken med Guttemand eller Lillemor mere! . . .

Hun laa og ventede og hørte efter hver Lyd, om det
skulde være ham. Der laa en Beslutning over hende,
som ikke varslede Jakob netop nogen let Vei til Sol-
siden igjen; han skulde finde hende ganske kold og
rolig.

Hun maatte have sovet en god Stund, da hun vaag-
nede ved, at det gik sagte i Døren. Han bevægede
sig saa forsigtig lydløst, han kunde, paa Taa for ikke
at vække den lille i Vuggen, medens hun laa og lod,

SIDE: 62

som hun sov og fulgte Skyggen af ham fra Natlampen.

Han bøiede sig varsomt over Sengen.

"Sover Du Alette?" prøvede han.

Da han intet Svar fik, begyndte han sagte at smaa-
fløite; men tog sig straks igjen.

Saa hummede eller brummede han lidt, medens han
trak af sig Støvlerne, som til noget morsomt, han
tænkte paa . . .

"Alette, sover Du? - virkelig?" . . .

Skyggen skraanede, som han lyttede -

Javist sov hun; Pusten droges jevnt og hørligt.

Nu kom han sagte og stak Hodet ned imod Vuggen,
der stod saa nær ved hendes Seng, at hun kunde naa
i den med Haanden.

Det blev ellers ikke saa let at holde Rollen. Hun
kunde ikke taale Kjærtegn af ham nu; og han stod
og saa paa hende og kyssede hende forsøgsvis paa
Panden, før han gik hen og lagde sig, som han dog
kunde have en Tanke om, at det alligevel ikke hang
saa rigtig sammen med den Søvn.

Mente han virkelig at lægge sig til at sove uden
nogen Forklaring! . . . Hjertet bankede stærkere og
stærkere i hende, saa hun næsten selv kunde høre det.

Hans Aandedrag blev regelmæssigere og regelmæs-
sigere.

Endelig satte hun sig sagte op. Hun bøiede sig over
ham saa godt, hun kunde skimte ved Natlampen.

"Jakob!" lød det halv bønlig, og hun lagde Haanden
varsomt hen paa ham.

Men Jakob sov allerede fast og trygt paa sin slette
Samvittighed.

Hun maatte græde ud sin Sorg og Skuffelse, og
Taarerne randt modige hede, der hun sad. Hun lagde
Hovedet hen til hans . . .

. . . Det lette lille Kys . . . Hvor hun angrede, at hun
ikke var vaagnet, - ladet, som hun vaagnede, - og
havde slaat Armen om hans Hals . . .

- - Hun vækkedes den næste Morgen ved, at Jakob
ivrig spurgte Pigen, hvad Klokken var.

SIDE: 63

Billedet af Forurettelsen fra igaar vaktes med frisk
Styrke ved at se ham saadan skynde sig i Klæderne
bare i fuld bekymret Tanke paa Forretningerne. Na-
turligvis, - hvad der vedkom hende, var ingenting
mod det!

"Naa da, Alette, mærkede Du virkelig ikke, at jeg
kom inat. - - Aa naa, snik snak, Du er da vel ikke
vred paa mig, - fordi jeg gik igaaraftes! . . . Der var
ganske morsomt Du . . . og jeg har sovet som en Sten
dybt paa Havsens Bund. Har den lille skreget? -
Ikke? -

Fornærmet? . . . Tøv! - Sludder, siger jeg Dig . . .
Nei skal vi nu ha Scener! . . . Jeg har bent ud ikke
Tid, Du. - - Det er ret, sæt Kaffeen ind i Stuen,
Karen! - har hele Kontoret paa mig og maa ha klaret
af et Indlæg til Klokken ti. - Brug nu Forstanden.
Vil jeg Dig noget ondt? Vil jeg vel Mama noget ondt,
Lillemor? - Der kan Du høre, Letta! Kan Du være
saa barnagtig urimelig . . . Ikke svare mig et Ord. Jeg
maa sige, Du forstaar virkelig at gjøre Dig behagelig,"
endte han pludselig hidsig, - "og faa en Myg op til en
Elefant. Jeg har bare slet ikke Tid, Du!" Han tog
haardt i Døren og skyndte sig ind paa Kontoret.

Han gik virkelig, idag ogsaa . . .

Det var første Gang de havde lagt sig til at sove uden
at sige Godnat og være Venner. Hun havde aldrig trot,
saadant kunde hænde.

- Det var en sneglende lang Formiddag, og Jakob
viste sig ikke.

Han kom rask ind til Middagen. Minen overmaade
freidig, rigtignok med et Snarkast i Blikket over Bril-
lerne paa hende, for at se, hvordan det stod.

"Kjødsuppe med Boller! - deiligt. - Aa jeg er saa
sulten, - havt Folk paa Kontoret i hele Formiddag."

Alettes stille forbeholdne Væsen skulde just ikke
opmuntre til at gaa videre; og han begrov Fortsæt-
telsen i en ivrig Spisen af Suppen.

"Ønsker Du mere?" kom det, da han hastig havde
tømt Tallerkenen.

SIDE: 64

"Tak nei. - Og Steg, Du! det var bra" . . .

Hans Glæde i Maden var aabenbar ude af Stand til
at fænge. Der blev taust igjen, medens hun pligtskyl-
dig blid rakte ham Sauceskaalen og alt tilbehør, det
ene efter det andet.

"Udmærket!" hævdede han tyggende den engang
gjorte Begyndelse . . . "Men kjære, spiser Du ingen-
ting, - denne deilige Steg? - Syltetøi véd jeg nok,
Du tar;" han skjød Assietten hen til hende.

Det sidste forvovne Forsøg blev uden Virkning, og
han sad en Smule raadløs, medens Gaffel og Kniv
gjorde desto stærkere Støi paa Tallerkenen for at an-
tyde, at han sad i Skynding.

"Burde Du ikke se til at komme Dig ud en Tur
idag, saa vakkert Vaarveir, Du! - det vil opmuntre
Dig, Alette," sagde han, da han var færdig og lagde
Kniv og Gaffel ned.

"Tak, jeg har det da saa tilstrækkelig muntert, som
jeg har det; det maa Du da se."

Han reiste sig og skjød Stolen under Bordet.

"Det er ret, Jakob, - gaa Du!"

"Du maa da forstaa, jeg har travlt."

"Jeg skal prøve at vænne mig til det," lød det tonløst.

"Vænne Dig til? - hvad?"

"Du havde ikke travlt igaaraftes, Jakob; men Du
havde dog Hjerte til at gaa fra mig, - og siden lægge
Dig uden saa meget som at sige et godt Ord til mig."

"Du sov jo."

Aah! -

Han fik et knusende foragtelig Blik, skjønt hun dog
ikke fandt for godt at indlade sig nærmere paa dette.

"Du sov naturligvis ikke. Jeg siger, Fruentim-
merne er underfundige."

"Ja vær Du morsom! - Du bare gaar din Vei Du,
naar her er lidt kjedeligt."

"Naturligvis gaar man sin Vei, naar det er kjedeligt.
Du sørger snart for, at jeg gjør det samme idag igjen!"
brød han utaalmodig ud, - "gaa der og lumre, saa
jeg ordentlig er ræd for Dig . . . Fordi jeg slæbte mig

SIDE: 65

her igaaraftes sulten og træt og ikke vidste, hvor jeg
skulde gjøre af mig."

"Aa - Jakob, tror Du ikke, jeg nogengang kan
være træt ogsaa;" - hun saa helt bort og begyndte at
tage Tallerkenerne af Bordet; "jeg gaar her i det
samme hele Dagen og vysser og bærer og synger."

"Rigtig Pøit af Dig, Du! - Neimæn, om jeg havde
ventet det, - næsten ikke til at svare paa. Som jeg
ikke faar baade bysse og synge og bære Jer allesam-
men med Kontoret," - han spankulerede hastig med
Hænderne stoppet i begge Lommer henover Gulvet
. . . "Jeg er en Egoist naturligvis," - vendte han sig
med ét og blev staaende paa langt Hold . . . "en stor
Egoist, som aldrig tænker hverken paa Dig eller Bør-
nene - nei skulde jeg bry mig om dem!" sang han
op i Stemmen.

"Aldrig havde jeg aarket at sove fra det hele, naar
jeg vidste, at Du laa der og var bedrøvet og havde
det ondt, det véd Du, Jakob; - jeg havde nok kommet
til Dig jeg, Du!" Taarerne perlede hende i Øinene,
medens hun nærmede sig ham.

"Aah! vilde jeg da noget andet? - men Du lægger
Tryk paa mig, hindrer mig, stopper mig, gjør Du, -
et rent utaaleligt Tryk, siger jeg Dig . . . Jeg gaar jo
rent, som jeg har gjort noget galt," begyndte han at
ase sig op.

"Fordi jeg plager Dig med at længes efter Dig om
Dagen" . . .

"Ja det er sandt, jeg er jo saa langt borte, hele Gan-
gen og Kontoret . . . Hvad?" klappede han hende,
"synes Du ikke en Kone med to Børn bør være lidt
fornuftigere."

"Du træffer saa mange Folk hele Dagen, Jakob!
men jeg gaar her alene bare i mit, jeg," klagede hun.

"Kjære Dig Letta, dersom Du vidste, hvor gjerne
jeg skulde overlade Dig dem!"

. . . "Og naar saa Du ogsaa blir borte eller gaar der
distræt" . . .

SIDE: 66

"Ja, ja, ja, kjære Vennen min . . . Men skal vi be-
gynde med det nu?" lød det bønlig, medens han strøg
hende over Kind og Hoved. "Jeg har ikke Tid Du,"
forsikkrede han. "Aa ja, aa ja, stakkars min, Du har
det nu vel ikke saa godt. - Men Du skjønner da, at
jeg har forrykende travlt, Alette!" brast det ud.

"Saa saa, saa saa, Barnet mit," tog han sig igjen
føielig trøstende.

. . . "Men nu maa jeg paa Kontoret, ser Du," prøvede
han uendelig blidt.

"Vær nu ikke saa - rent - sørgelig - Du!" nik-
kede han et Par Gange opmuntrende i Døren . . .

Den sidste Opfordring havde Alette ikke saa let for
at efterkomme, der var noget inderlig forargerligt ved
den. Ikke en Anelse af Forstaaelse! Han gik i sit, og
hun i sit . . .

- Hun havde endelig slaat sig til Ro ud paa Efter-
middagen og sat sig til at strikke paa en Uldklokke til
Lillemor, da Jakob kom ind igjen fra Kontoret.

"Jeg er vist urimelig Du," kom han hen til hende;
- "skjønner mig slet ikke paa, hvordan Du har det.
Jeg tror virkelig, Mandfolk er nogle store Skarn."

"Siger Du nu det," sagde hun glad.

"Af Naturen, - bare af Naturen . . . Men jeg er kom-
met til at tænke paa det i Eftermiddag. Du gaar virke-
lig her alene og kan ikke andet end bli' i daarligt
Humør stakkar. Du har Ret, siger jeg Dig, Letta!"

Hun reiste sig med ét og tog ham om Halsen:

"Kjære Dig, - Gutten min!"

Han trykkede hendes varme nervøse Skikkelse til
sig . . . "Har jeg da nogen anden end Dig, Alette?"

"End jeg da, Jakob! - end jeg da," klyngede hun
sig lidenskabeligt op til ham. "Jo vi skal være sam-
men" -

"Saa har jeg tænkt, ser Du, Letta, at Du trænger
lidt Selskab, - nogen, Du kan ha om Dig, - be op
til Dig nogen af dine Kusiner eller Veninder for Som-
meren - eller, om Du vil, Vinteren med; vi har jo
Plads nok.

SIDE: 67

Hvad? - liker Du det ikke? Du ser saa paa mig . . .
Men var det saa dumt da?"

"Aa nei, - nei Du," kom det langsomt som revet
ud af en Illusion; - "det kunde kanske være nok
saa . . . nok saa morsomt."

"Naada, - hvem?" nødte han.

"Det maatte da være min Kusine Konstance Kiø-
nig," funderede hun.

"Javel, javel, hun er jo baade hyggelig og kvik i
Brevene . . . Saa tar Du Pennen og skriver straks, -
ber hende komme jo før jo heller!" -

Konstance Kiønig havde været hos dem nu alt i en
Uge. Hun havde sit eget nette Værelse, udstyret med
Alettes alle mulige Hensyn - ogsaa til at hun skulde
faa sin Frihed til at være alene, naar hun vilde, og
læse, skrive sine Breve eller tage sig sin magelige Ro.
Hun havde været ude som Lærerinde i seks, syv Aar
og var nu taget hjem til sin Mor for at hvile ud en Tid,
- hvad der havde foranlediget Alettes Indbydelse.

Det var to ganske forskjellige Maader, de havde at
se Folk an paa, Alette og Konstance, endda de begge
havde svært Sans for de morsomme Sider. Der var
det nu for Eksempel Krabbe, som Alette først havde
udleveret saa galt, som det bare gik an, men som hun
nu tilslut alligevel vilde holde paa, medens han for
Konstance blev den bitterligste Husdot af et Menneske,
der nogensinde kunde faa Nathuen over Øine og Ører.
Nei, - da var Fruen at foretrække; - praktisk og
flink og dygtig . . .

. . . "Du Alette," forhørte Konstance fortrolig, - "I
kommer da ud engang imellem?"

"Aa ja saamæn" -

"Det er bare det, som undrer mig, I har da ikke
været borte én eneste Aften, medens jeg har været
her."

SIDE: 68

"Du synes, her er langsomt og kjedeligt?"

"Nei jeg! - Men for Dig, Alette" . . .

"Ser Du, Jakob har saa liden Tid, han er mangen-
gang ikke færdig paa Kontoret, før sent om Aftenen."

"Jakob ja. Men Du?" - kom det prøvende; hun
studsede af og til i Øinene, før hun fandt sig tilrette
i Huset, - "blir det ikke ensformig og tomt for Dig?
Du arbeider jo ikke paa Kontoret."

"Man maa dog være en Smule for sin Mand, - og,
naar Jakob" . . .

"Ja saa sidder Du hjemme og er til for ham."

Alette gjorde et rapt Kast paa Hovedet. Der var
lidt i Tonen, som hun nok kunde havt Lyst til at op-
holde sig ved. Men nu kom Barnepigen med Lille-
mor klædt paa Armen til at gaa ud, og Guttemand
skulde med. Han sad paa Gulvet midt i en Rude Sol-
skin og sled og bed ufortrødent i Hestehaarhalen paa
sin Træhest.

De kom da endelig afsted ud gjennem Gangdøren;
og de to Damer var igjen inde i Stuen, Alette ryddede
op Leger og Tepper efter Guttemand, medens hendes
Veninde sad henne i Gyngestolen smaavuggende og
halvt liggende, som det lod, blot beskjæftiget med at
se paa sine smukke Fingre. Af og til gled der et Blik
over dem hen paa Alette:

"Saa deiligt det var ude, Du!"

"Ja jeg tænker, Børnene skal ha godt af det."

- "Rent Sommerveir. - Men har Du egentlig noget
at passe paa herhjemme nu da, Du . . . Skulde vi ikke
gaa os en Tur? - og end om vi iaften gik op til Apo-
thekerens, saa gjorde vi af det Besøg. - Fruen bad
os jo saameget, da hun var her indom forleden."

"Ja - men Jakob, ser Du . . . han kan jo ikke gaa
her alene hjemme."

"Himlen bevare mig fra at bli gift og være til for
nogen, Du! Jeg du'de aldrig i Evighed til det. Der
sidder din Mand paa Kontoret og er til for Dig, og
herinde sidder Du og er til for ham."

"Vi gaar da mangengang ud sammen, véd Du . . .

SIDE: 69

og saa forhippet faar da virkelig ikke en gift Kone
være paa at more sig!" lød det lidt affeiende og ikke
uden at lade føle sin gifte Værdighed foran den ældre
Kusine.

"Du er tre, fire og tyve . . . Blir man saa adstadig,
naar man er gift, Du! - saa det ikke engang kan
falde Dig ind at gaa en Tur alene, naar det er sligt
Veir . . . Sig mig, I har jo Hest og Trille - og Gut?"

"Jamæn har vi saa! - Og vi bruger den ogsaa; men
Jakob er jo noksaa kjed af Kjøring, kan Du begribe,
- alle Forretningsreiserne" . . .

"Tænk, om han stak Hodet ind i Stalden og saa,
den var tom; han skal jo ikke bruge Hesten idag . . .
Jeg har faat saadan græsselig Lyst paa noget, Alette!
- bare at se Jakobs Ansigt, naar vi bad om Trillen
til at kjøre ud i Eftermiddag. Vil Du, at jeg skal be
ham?"

"Tak, jeg kan gjøre det selv. Du tar ellers meget
feil, hvis Du tror, jeg ikke faar den, blot jeg peger
paa den. Hele Spørgsmaalet er bare, om jeg selv vil
det."

"Om Du vil ja, - - Du har nok grundig forvæn-
net ham."

Alette var lige efter inde paa Kontoret og kom til-
bage fulgt af Jakob, som viste sig yderst forekom-
mende . . . Det var hans Feil, rent galt af ham, at han
ikke havde tænkt paa at byde Konstance Vogn før;
den stod naturligvis til Tjeneste, naarsomhelst hun
blot vilde nævne det med et eneste Ord. Det var over-
hovedet aldeles uhyre, hvor den stod til Tjeneste.

Den blev spændt for under hans ivrige Omhygge-
lighed, og selv hjalp han dem, - den vævre aske-
blonde Kusine først, - op i Vognen . . .

Hvor de vilde kjøre hen? Bevares, han indlod sig
ikke paa den farlige Ting at give nogetslags Vink eller
Raad; de var jo selvstyrende Damer . . . Jo da, han
skulde hilse Lillemor og Guttemand, naar de kom
hjem i sin Ekvipage!

Afsted rullede de, medens han stod paa Trappen

SIDE: 70

og med en vis Tilfredsstillelse sammenlignede sin
Hustrus smukke mere stilfulde Skikkelse under Para-
sollen med Kusinens djerve raske lavere. Han tog
Brillerne af og gned dem med et lunt Dobbeltudtryk
i Smilet . . .

En saadan Kusine har aabenbar kun Idé om Rettig-
hederne . . .

Slig ohne weiter at behage Hest og Vogn for Døren,
- om det netop kan være holdbar Husskik i længden,
det . . . Gad vide, hvor længe hun har staat paa de ni
og tyve, som hun siger . . .

- Han var adskillige Gange fremme i Kontorvinduet
og keg og saa ud om Eftermiddagen; det varede nok
saa længe, inden de to Damer kom hjem . . .

Han sad som ivrigst neddukket i et Indlæg, som
han haabede paa at kunne faa færdig endnu til Af-
tenstid, da han hørte Vognen udenfor. De lo og snak-
kede i Gangen, og saa stak Alette, endnu i Hat og
Kaabe, Hovedet ind:

"Her er vi. Du kan tro, vi har moret os, Jakob!"

Hun var endnu med det friske Veir om sig henne
hos ham ved Skrivebordet og kyssede ham varmt to,
tre Gange. "Du kommer nu vel ind . . . Véd Du, om
Lillemor har været snil?" spurgte hun hastig og var
igjen ude af Døren.

Det var som en ny Passage i den vanlige Husgjænge,
denne Fart af Hustruen saadan ud paa egen Haand;
og han sad igrunden ganske nysgjerrig efter at faa
vide, hvordan de havde havt det.

Men saadan straks at fly ind; - man fik da pine
dem lidt . . .

Der blev rent livligt inde ved Aftensbordet. De to
havde kjørt en lang Tur den smukke Vei langs Elven
og paa Hjemveien gjort et Par Visiter, som endnu
bølgede dem i Blodet. Og, medens Konstance opvar-
tede med sit friske ny Øie baade paa Egn og Menne-
sker, sørgede Jakob og Alette tilstrækkelig for, at hen-
des mangelfulde Viden blev suppleret.

"Sig mig, hr. Sagfører," tog hun i, - "De synes nu

SIDE: 71

vel, vi har raset begge to i Eftermiddag; - at Hesten
har kjørt lybsk fra Stalden og Deres Kone fra Huset?"

"Og Du kan tro, vi har moret os," bestyrkede Alette.

"Forsikkrer Dig, Alette, Du kom saa ny og frisk ind
til mig paa Kontoret, som Du havde været i Amerika,"
erklærede Jakob.

"Hvad, - er hun virkelig kjedelig ellers, naar hun
er sammen med Dem?" kom det maliciøst. "Jeg be-
gynder forresten at tro, at Du alt har skjæmt din
Mand ganske ordentlig ud, Alette. Det skulde være
mig, som havde Hest og Vogn!"

" Ja da kom der nok Fart! Sig mig, vilde De ta
Manden med ogsaa da?" forhørte Jakob.

"De mener, der skal absolut en Mand i Vognen; det
er dog Hesten, som trækker. - Men De kan tro, de
gjorde store Øine hos Grüners, da de saa Fru Mørk
uden at være heldet op til sin Ægteherre. Det var,
som de ikke rigtig trode, Du kunde staa alene, Alette!
Bevares, hvor saadanne Koner gjør sig benløse . . . Det
vilde vist være Dig en forfærdelig Tanke, om Du
skulde gaa ud en Aften alene."

"Ja der er igrunden noget i det; jeg vilde synes, det
var noksaa uhyggeligt."

"Nei, vilde Du?" spurgte Jakob overrasket.

"Jeg er saa underlig uvant til at være bare mig, ser
Du . . . jeg kjender godt, jeg er blet lidt generet."

"Nei, stakkars Dig, er Du virkelig det? Saalænge
har Du vugget og byet, til Du begynder at bli menne-
skesky" . . .

Han faldt i Tanker, og der skjød et Blik over The-
maskinen hen paa hende:

"Jeg mener, vi faar øve og hærde os op til at være
sammen med Folk igjen, jeg - som Romerne gjorde
med Cimbrerne og Teutonerne . . . Hvad Alette? Lad
os nu begynde med et Velkomstselskab for Frøken
Konstance imorgen eller iovermorgen, - bare saa fort,
Du kan. Jeg tviler ikke paa, at det vil drage Kon-
sekvenser, saa vi faar Indbydelser baade hid og did

SIDE: 72

- især nu, vi har en Nyhed som din Kusine at angle
med."

Forslaget vandt ubetinget Bifald. Der kom en livlig
forhandling om Udvælgelse af Gjæster, medens Theen
og Smørrebrødforsyningen fornyedes med en Appetit
efter Turen, som Jakob ikke kunde nægte sin Be-
undring.

"Nei nu maa vi engang gaa fra Bordet!" sluttede
Alette; hun skulde ind og faa Børnene tilsengs.

- Klokken blev nær halv ti, før hun igjen naade
til at komme ind i Stuen.

"Men, kjære Jakob, er Du ikke gaat paa Kontoret?"
udbrød hun forbauset. "Lampen staar der og brænder."

Jakob drev paa Gulvet i ivrig Passiar med Kon-
stance.

"Sluk den bare, Alette; det blir saa alligevel ikke
noget af med Arbeidet iaften.

. . . Og saa anlægger De Deres Sparepenge i en Liv-
rente?" fortsatte han interesseret.

"En enslig Pige, som jeg, staar anderledes paa egne
Ben, naar en ved Fremtiden sikkret."

Hun sad i Gyngestolen med Nakken mod Trøsteren,
og i det lyse blonde Ansigt grov der sig et Par Smile-
huller, naar hun bøiede sig frem og snakkede ivrig,
som neppe havde synderlig med Erotik at gjøre.

"Tja-tja," lød det betænkt fra Jakob - "jeg har jo
ogsaa lagt op lidt Penge . . . og har ogsaa havt mine
Anfægtelser om, hvor jeg skulde gjøre af dem. Og
jeg er kommet til det, at man faar ha Tillid til og
flyde paa Forholdene i det Distrikt, man virker i, -
tro paa Skogen . . . Hvad, Frøken Konstance, der er
dog lidt Ræson for en Forretningsmand i det?"

Alette stod lidt og hørte paa . . . De snakkede virke-
lig for fuldt Alvor om Forretninger.

"Og saa har jeg gjort en liden Begyndelse og kjøbt
et Par Skogparceller. De kan staa og vokse. Det er
ogsaa en Sparekasse."

"Nei men, Jakob! - og det har Du ikke sagt mig.
Saa vi virkelig eier to Skoge Du?"

SIDE: 73

"Ja saamæn, - det er to Gange tusind Kroner, jeg
har liggende ved Siden af Bervens Skog ved Vestaaen.
Og faar jeg samlet lidt Penge til udover Aaret, smel-
der det større i. - De ser paa mig, som De tænker,
jeg er Spekulant, Frøken Konstance! - nei, vær De
rolig. Men lidt, - lidt maa man dog sætte paa et
Kort, skal der være Udsigt til at vinde noget, - hvad
siger De, Frøken? - Ellers kan man jo ligegodt lade
Dem staa i Banken" . . .

Spørge Konstance om saadant! undrede Alette med
en lidt rask Reisning paa Nakken.

. . . "Der faar være lidt Veir i Forretningen, - lidt
Peber og Salt paa Indlæggene, - saa Skogen kan staa
og suse med lidt Fremtid . . . gi' Tømmer til et Hjem" . . .

Alette sad og stirrede paa ham. Saadan havde han
aldrig snakket til hende. Det var ganske nyt for
hende, dette om deres eget . . .

Samtalen vedblev meget livlig om Skogen og om,
hvad der var Hazard og hvad kun en fornuftig Tillid
til det Distrikts Forholde og Liv, man levede med i.

Jakob talte sig ganske ivrig, og Konstance, der ikke
havde saa lidt praktisk Skjøn fra de forskjellige Ste-
der i Landet, hun havde været, holdt Emnet varmt
med sine interesserede Bemærkninger.

Det Lys, Konstance endelig tændte for at begive sig
ind paa sit Værelse, fik staa og brænde et godt Stykke
ned, før der blev Alvor af at bryde op.

Alette fulgte hende ind, som hun pleiede; men blev
der mod Sædvane kun ganske kort.

"Virkelig Vet i hende, Du," erklærede Jakob op-
rømt, da hun kom ind igjen, - "sund Forstand!"

"Jeg blev belært baade om et og andet iaften, jeg
ikke vidste før!" kom det fra Alette.

"Ikke sandt? - hun er ganske morsomt interesseret
for et Fruentimmer at være?"

"Og Du har heller ikke havt saa svært for at være
fra Kontoret iaften," lød det lidt knapt.

"Hvad?" . . . han saa lidt opmærksom paa hende. -
"Hm, nei!" - lo han, "hun kan prate Forretninger,

SIDE: 74

ser Du, og sligt trækker. - - Saa hyggelig Du! -
Dersom Du vidste, hvor jeg holder af dette Hjem,
denne Stue, denne Kone" . . .

"Med lidt Peber og Salt paa ja; sig det kun Du."

"Men det er Dig, som er Sjælen i det, - saa frisk,
som Du kom idag. - Tviler Du, Alette?"

"Nei min Ven, jeg tviler ikke -"

"Naa da, - se paa mig."

"Jeg tviler ikke, hører Du; - jeg tror, Du holder
af mig."

"Forguder Dig, skal Du sige, - saa rank og høi-
baaren i alt dit Væsen! - Og nu skal Du saamæn
ud mellem Folk og gjøre Dig lidt mere gjældende.
Jeg vil, Du skal vise Dig og komme til din Ret; -
det er jo rent, som jeg har været en Fangevogter for
Dig. - Naa, er det ikke nok? . . . Du er saa rar."

"Det er nu ikke saa morsomt, at én altid skal være
bare af en høiere Verden heller."

"Se saa, der har vi det! - Er der noget i Verden,
jeg lever for uden Jer, - arbeider jeg ikke for Dig,
gjør jeg andet end tænke paa Dig og Børnene, og
saa -"

Han skridtede i Oprør frem og tilbage.

"Aa ja, jeg skjønner det jo," - tog han sig; "det er
min egen Skyld, som har ladet Dig sidde herhjemme
alene, saa Du bare har mig at faa Humør paa . . . Du
maa naturligvis ud mellem Mennesker . . . Se bare
idag, hvor hyggelig det har været, - - helt til vi blev
alene!" kunde han ikke lade være at tilføie.

Han gik ærgerlig ind i Sovekammeret.

Det var rigtig et muntert livligt Sted, fandt Kon-
stance. Himlen maatte forresten vide, hvad Meste-
parten af de Mennesker havde at bestille, for de havde
Tid bestandig!

SIDE: 75

De havde rigtig turet hele Sommeren. Var det ikke
Selskaber eller Smaabesøg, saa var det Landturer, og
Konstance havde en forunderlig Gave til at faa sat
sine Medmennesker i Farten; hun taalte ikke at gaa
ledig to Dage, før der den tredie absolut maatte fin-
des paa noget. Snaksom og livlig, raillerende og har-
cellerende morede hun Folk. Hun var et selskabeligt
Talent med skabende Idéer, der undertiden kunde
blive besværlige for Værtskabet, men satte Liv i Gjæ-
sterne, og hun maatte derfor kun nødig savnes.

Og hjemme gik saa Snakket og Kritiken over det
altsammen lystig mellem hende og Alette. Havde
Alette en heldig Sans for de komiske Sider, saa havde
den anden det med, at hun altid stak, naar hun var
morsom. Livet, der overalt havde paalagt hende
mange Hensyn og Fortielser, havde ladet den bittre
Braad vokse i hende; og her var hun tilfældigvis kom-
met i Forholde, hvor hun kunde give en fængslet
Tunge frit Løb.

"Sandelig, hun var ingen braadløs Honningbi," er-
klærede Jakob; "men kvik, kvik var hun!" . . .

Og under den Tid isommer, Onkel og Tante Vos-
graff var oppe i Besøg, var hun uvurderlig, en ren
Frelsens Engel at ha i Huset. Onkels Uro og Tantes
Snak, - hun vidste at sysselsætte begge Dele; hun
var vant til at leve med alleslags Vægter og Pligt paa
sig. Den Kunst at slaa Tonen an med ældre Herrer
forstod hun. Og mod Tante! - som hun kunde med
et halvt Øie se og beundre, hvad der var dyrebart i
hendes Antræk, - og desuden gi hende sine Vink om
Stedets Forholde og Personligheder.

Justitiariusens nød for hver Gang, de var deroppe,
med en vis berettiget Stolthed mere og mere den
øiensynlige Fremgang i de to unges Stilling paa
Stedet.

"Isandhed et heldigt Talent, han tjener minsæl bedre
end en Statsraad" . . . Det var visse opsatte Personer,
der beæredes med denne Justitiariusens intime Ud-
talelse.

SIDE: 76

Og Sagfører Mørks Hus var blevet at regne blandt
Stedets selskabelige. Der var ogsaa adskillig Forskjel
mellem den noget frygtsomme Alette, som begyndte
at vise sig ude ivaar, og den friske, anstandsfulde Fru
Mørk nu, som under det sedate, passende Fruevæsen
maatte skjule lidt af, hvorledes hun morede sig, som
lod sig nøde til at danse og to Gange opfordre til at
være med i "Enkemand søger Mage", naar Ungdom-
men legte ude.

Jakob betalte med en vis Tilfredshed de forøgede
Udgifter ved den ny selskabelige Maade at føre Livet
paa. Og, naar Alette mod Aftenstid viste sig i Kon-
toret pyntet til at gaa ud og vilde afpresse ham et
Løfte om at komme efter saa snart som muligt, og
Døren havde lukket sig med et: "Mor Dig nu godt!"
kunde der nok melde sig Forestillinger om, at et Slag
Kort og en Passiar alligevel ikke var afveien, saa han
efter en vel anvendt Timestid kom til at tage en Svip
indom Sovekammeret og Børnene for at pudse sig og
drage efter.

Han var heller ikke saa lidt forfængelig af at kunne
opvise baade et smukt Hus og en smuk Hustru. Det
stadige Omkvæd i hans Mund til Alette var, at hun
var den vakkreste i Verden; det var en Fryd at se,
hvor hun tog sig ud, han vilde aldrig i Evighed ha
en anden Kone!

Han sagde det op igjen og op igjen; og det lagde
sig virkelig ogsaa et Par Gange som et Plaster paa
hendes Ærgrelse over, at han paa Hjemveien om
Aftenerne saagodtsom bare henvendte sig til Kon-
stance, naar der skulde tales om noget alvorligere, -
om Mennesker og deres Forhold og Affærer deroppe.

Hun kunde ikke lade være at bli saar, da det lod
til, at disse Hjemturer fra Selskab hver evige Gang
skulde ende i slige Drøftelser! . . .

Og, da han saa en Aften, de kom hjem, fik sit varme
Udbrud besvaret med et Par forgrædte Øine, blev han
ordentlig irriteret og kaldte hende for lunet.

Men det var slet ikke morsomt, at han nu den ene

SIDE: 77

Gang efter den anden gav sig til at sidde inde i Stuen
og fortælle Konstance - bare til Konstance! - saa
om et og saa om et andet fra Kontoret. Hun kunde
ikke for, at Graaden kom hende i Øinene, naar de
senere var alene, og da blev han utaalmodig og saa
ironisk paa hende over Brillerne . . . "Hun var da vel
ikke jaloux? - misundte hun hende? - Den stakkars
Pige har bare sin usædvanlig sunde Forstand at bril-
lere med i denne Verden . . . Vær Dig selv, søten min,
- det er tusind Gange mere end al Ræsonneren" -

Det kunde jo ogsaa hænde, at hun selv var ualmin-
delig nærtagende, hun var slet ikke i det Humør, at
det laa for hende at se alting saa let og lyst . . . langt-
fra videre rask om Dagen, nødt til at tage sig det lidt
mageligt og, ret som det var, hvile paa Sengen nu ud-
over Høsten. Hun hang lidt tung paa Jakobs Arm;
det var jo saa, at Familien igjen kunde ventes at blive
forøget. Og, naar hun de sidste Gange havde følt sig
altfor utilpas til at gaa i Selskab, havde hun dog gjort
det alligevel for at hænge i Sælen og følge Konstance.
Hun sad der og saa humørløst med Øinene baade det
ene og det andet, hun ellers vilde ha moret sig ved,
og maatte drive op alle sine Kræfter for at være nogen-
lunde livlig.

Til iaften var de igjen udbudne, - vist et nok saa
stort Selskab hos Kaptein Böckman.

Hun havde fortiden ikke mere end et Par Selskabs-
kjoler, som passede, og havde tat dem frem nu mod
Aften for at finde ud, hvad Pynt hun kunde ha paa
dem. Men, da hun skulde klæde sig, var hun virkelig
alt andet end oplagt. Hun gik lidt i Skumringen og
var uvis; hun vilde vente i det allerlængste med at
bestemme sig.

"Hu, tu, tu, - ud i Mørket og Sølen, Jakob!" sagde
hun, da han kom ind for at faa Lampen tændt paa
Kontoret.

"Tror Du ikke, det vilde opmuntre Dig lidt, Letta
min, - Du kan jo la spænde for og kjøre?"

"Det skulde være saa deiligt at faa være alene

SIDE: 78

hjemme en Aften og ligge paa Sofaen og hvile og
læse, - - hvad siger Du, Jakob!"

"Ja ja, Vennen min, som Du vil, kanske Du har
bedst af det."

"Ja nu skal det være bestemt; jeg hænger Kjolen
ind igjen, jeg" . . .

- "Konstance, Konstance!" raabte hun ind af Døren
til hende. "Du kommer til at gaa alene i Selskab
iaften . . . Hvad tar Du paa? - Du gaar saa formeget
med det samme. Du kan saa godt faa en Kniplings-
krave af mine og sætte op Haaret med min ny Sølvpil" ..
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- - Alette havde gjort sig det hyggeligt den Aften
i Sofaen ved Lampen. Guttemand kravlede og legte
saa roligt nedenfor paa Gulvet, og hun hørte det nynne
fra Barnekammeret.

Det var som en saadan Fred at føle sig alene uden
Konstance engang. Og inde paa Kontoret havde hun
Jakob; han arbeidede for dem allesammen, stakkar!

Hvor han var glad i dem . . . Hun kunde ordentlig
se ham for sig med Lampeskjæret over sin rødlig
brune Lug og det brede Ansigt, der var saa levende
i Trækkene; han havde en Rørelse ved Kjæven, som
han smaatyggede Tobak, naar han tænkte . . .

Klokken var nær ni, da han endelig kom ind, hastig,
med Lampen i Haanden.

"Er Du færdig for iaften, Jakob?"

"Ja, og gaar ind og klær mig, Du, - tænker, jeg
har endnu god Tid, til de spiser deroppe."

"Blir Du ikke . . . Og jeg, som -

"Hvad?"

"Nei slet ingenting, Jakob. - Gaa Du, naar det
morer Dig."

Han var alt inde i Sovekammeret.

Hun satte sig heftig op i Sofaen:

"Huf, Du skraber saa med Stolen, Guttemand!"
greb hun lidt hvast i ham, saa den lille satte i at vræle.

Hun tog ham op til sig:

"Saa saa, Gutten min, græd ikke Du! - Jeg var

SIDE: 79

styg mod Dig, var jeg . . . Men vi skal være alene vi,
ser Du. Det er det samme med os . . . og meget mor-
sommere ude . . . Naa naa, Du er søvnig, stakkar; Mama
skal lægge Guttemand" . . .

Guttemand, som engang var kommet paa Gleisen,
suttrede endnu, da Jakob igjen kom ind i Selskabsdres.

"Godnat da beggeto," kyssede han dem i Farten.
"Lad mig nu se, Du er snil mod Mama, Guttemand . . .
Jeg trænger til at kvikke mig med en Passiar. Og
Konstance maa jo ogsaa hentes, ser Du!" -

- - Den næste Morgen ved Kaffebordet beskrev
Konstance Selskabet overmaade kvikt. Hun havde et
helt Læs at fortælle, og stadig henholdt hun sig til
Jakob, om hun overdrev. Medens Øinene ligesom
blaanede under de halvlukkede Laag, lagde Ansigtet
sig smilløst bagover, som hun selv blot gad pege paa
det, som var komisk, og Jakob spiste og lo og bekræf-
tede lunt:

Jo, det stod ikke til at nægte, Konstance havde sat
ham de rette Briller paa Næsen til at se med igaar.

Det var sidste Gang, hun var der, før hun reiste, op-
gjorde Konstance med et lidet Suk, - og saa havde de
da virkelig sørget for, at hun ikke skulde glemme dem.

"Hvad siger De, - De mener da ikke noget med at
forlade os snart?" udbrød Jakob ganske varmt.

"I Slutningen af Oktober, véd De. Det er da ikke
saa længe til nu det;" hun bøiede sit askelyse Hoved
med Favoriterne ved Øret ned mod Tallerkenen.

Alette havde reist sig noget pludselig rask under
denne sidste Forhandling; hun havde jo Børnene og
Morgenstellet paa sig.

"Det er vel paatide, vi ber hende ordentlig bli hos
os ogsaa i Vinter Du," kom Jakob efter hende ind i
Sovekammeret.

"For et Held, at vi har hende at ta til i Huset nu,
Du begynder at bli saa klein," vedblev han, da hun
ikke svarte.

"Ja, jeg kan nok tænke mig, at Du vilde finde Huset
mærkeligt tomt uden hende," kom det endelig noget

SIDE: 80

underlig sagte; hun vendte ikke Hovedet til ham og
vedblev at ordne noget Barnetøi hen i Skuffen.

"Hvad mener Du nu med det?" spurgte han utaal-
modig, - "noget mere praktisk lod der sig da vel
ikke opfinde, om vi ledte med Løgt, - en Veninde,
Du kjender ud og ind og er tryg paa!"

"Ja Du er virkelig omtænksom, Jakob, - paa det
Punkt" . . . forlød det adskillig langsomt.

"Det er da for din Skyld - naturligvis" . . .

"Nei, Jakob!" hun rettede sig med ét fra Skuffen,
og saa vist paa ham, - "ikke for min Skyld, men for
din. Aa nei, træk ikke saa paa Munden, - jeg skal
vel være jaloux eller misundelig paa hende igjen."

"Det forekommer mig, som jeg ikke har sagt nogen-
ting, Alette! - ikke et Ord."

"Nei, - men jeg véd blot saa inderlig vel, hvad Du
mener . . . Og sig, hvad Du vil, det er krænkende for
en Kone at se nogen sætte sig i hendes Plads i sin
Mands Fortrolighed."

"Fortrolighed? - Fordi hun er kvik og interesseret
for Snak om praktiske Ting. Man maa altsaa ikke
indlade sig med Folk, som er morsomme - eller
kvikke - eller interesserede, naar man er gift?"

"Det kommer sandelig an paa det!"

"Ne-i, de sætter sig naturligvis alle paa Konens
Plads; - en Kone skal række éns hele Horisont rundt
hun, ellers - bevars" . . .

"Du véd godt Jakob, det er ikke det, jeg mener!"

"Ne-i, - ne-i, - nei . . . man maa bare sky dem,
som er morsomme, jeg forstaar det saa godt, Du, -
Fruentimmer vel at mærke! - Man skal kjøres med
Skylapper endogsaa gjennem sin egen Stue."

"Ja driv Du paa; - men be hende bli her? - endnu
en hel Vinter - jeg?" Ansigtet brændte, medens hun
skalv i Stemmen, - "nei, Jakob, det gjør jeg ikke!"

"Bevars, bevars Frue! som Du vil, som Du ønsker" ..

"Jeg er ikke jaloux," brød det ud i en Taarestrøm,
- "jeg er bare saa pint ulykkelig og har været det
helt, siden hun kom i Huset . . . Du er ikke en Aften

SIDE: 81

i Stuen for min Skyld, - det er af hendes Naade, jeg
har Dig der . . . Og igaar gik Du uden videre, og lod
mig sidde" . . .

"Der behøves ikke mere, Alette! Du har sagt saa
nok . . . jeg er saa fuldstændig tilfreds med Oplysnin-
gerne. - Du tar naturligvis feil af det hele, men det
er det samme . . . Og jo før Du paa en venlig Maade
faar sat din Veninde paa Dør, desto bedre.

Sig mig," gav han lidt hævnlysten af sig i Døren, -
"agter Du at korrespondere med hende bagefter?"

Der gik aabenbart mere og mere noget i Sindene
om vaagnende florisante Tider gjennem det vidtløftige
Skogdistrikt. Stedets Avis offentliggjorde den ene
Handelstermin efter den anden stigende Tømmerpri-
ser. Træer af mindre Størrelse, der før stod værdi-
løse, kunde nu hugges med Fordel og gjøres i Penge.
Og Skogen stod der kvadratfjerdingvis og kvadrat-
milevis indover Aasmarkerne og groede saa sikkert
som Eierens Skjæg og bar Guld for hver Tomme, den
voksede i Dimension. Hver lidt høiere Prisnotits
kunde løfte dens Værdi med hundreder eller tusinder
af Dalere.

Der suste en vis begyndende Svimmelhed i Luften
hjem over Bondegaardene og indover den lille By fra
det uendelige Skogtag; der strakte sig - med den fæl-
dende Økse i tusinder Huggeres Næver, - ubekjendt,
umaalt, vidt. - Og det suste op fra Elven, der randt
fuld af Tømmerstokker fra det mystiske Eldorado.

Der gik Rygter om Skoghandeler, der bekræftede
sig. Folk, som igaar ikke havde havt Kredit for fire
Skilling, var nu Eiendomsmænd med velspækkede
Tegnebøger og en hel Bedrift under sig.

Stedet havde begyndt at faa et mere uroligt Fy-
siognomi. Hist og her inde i Byen som nedenfor paa
begge Sider af Elven stak der op et Træhus under

SIDE: 82

Opførelse eller netop færdigt, medens Eierne som
oftest rykkede ind med en liden Butik eller Ølhandel
eller et Værksted i nederste Etage endnu, før Bord-
klædningen var kommet eller endog Vinduerne sat ind
ovenpaa, hvor der fremdeles byggedes og snedkereredes.

Og oppe i Hovedgaden saas - foruden den kjendte
kombinerede Galanteri- og Bondehandel - alt to ny-
malede Huse, et hvidt og et gult, der hvert var vokset
med en hel Etage, medens de nedenunder prangede
med store moderne Butiksvinduer. Paa Pladsen lige
overfor det Stykke Slette udenfor Kirkegaarden, der
bar Navn af Torvet, havde Spekulanter fra Lands-
bygden nylig indkjøbt en stor Tomt med paastaaende
gamle Huse til Nedrivning; - det forlød, at Meningen
var at oprette et Hotel, og af Antydningerne til Grund-
muren at slutte, vilde det blive et Træpalads af gan-
ske anselige Dimensioner.

At Udvidelsen af Bygningsrækken ikke vilde stanse
med dette, kunde skjønnes af, at en Arkitekt havde
fundet sin Regning ved at nedsætte sig paa Stedet.
Og der taltes om den ene Hovedbygning efter den an-
den, som skulde paabygges eller reises i ny moderne
Stil af Proprietærer paa Gaardene udover Distriktet.

Og kunde der vel gives et bedre Bevis for, hvorledes
en saadan Bygningsfeber kan ligge som en Smitte i
Luften end, at nu havde selve Adjunkt Krabbe, - det
vil da sige Fru Krabbe, - spekuleret, kjøbt Tomten
ved Siden af med den lille gamle Tømmerstue paa
og git sig til at bygge og udvide sig.

Det var Sagfører Mørks nedenunder, som trængte
en større Bekvemmelighed, ellers havde de maattet
flytte; det havde længe nok knebet for Plads. De smaa
Tilbygninger, der var gjort paa Udhuse og Vognre-
misse, strak ikke mere til; der krævedes en hel Ud-
videlse af selve Beboelsesleiligheden. De kunde ikke
længere i al smaabeskeden Fordringsløshed pakke et
helt Selskab sammen i et Par smaa Stuer, og et or-
dentligt Gjæsteværelse, hvorved de kunde gjengjælde
den Hjertelighed, der vistes dem af forskjellige Ven-

SIDE: 83

ner ude i Distriktet, maatte ogsaa kaldes en Nødven-
dighed, - ikke at tale om, at der absolut trængtes et
Forværelse til Kontoret, hvor Betjenten, Tobiesen,
kunde ha sin Pult og Plads.

Der var et noksaa stort husligt Bestyr hos Mørks,
tre Tjenestepiger og en Gaardsgut og paa Kontoret én,
undertiden to, Betjente.

Foruden den ældste henved otte Aar gamle Johan
Henrik, gik, kravlede og kløv der nu i mere eller min-
dre opreist Stilling tre smaa andre om i Stuen: Lille-
mor, Alf og Viking; - den sidste Tilvækst fra ifjor-
sommer.

Men Alette kunde trygt reise fra Huset baade én
Dag og to, hendes Karen og hendes sikkre Barnepige
var som Pillarer at stole paa, og Gudbrand Gaardsgut
drak sig aldrig fuld uden naar han var færdig med
sit Stel om Lørdagskvældene, og da blev han altid vel-
talende over "Frua".

Hun var jo ogsaa noget over al hans landlige Er-
faringskreds ophøiet, naar hun sad der i Bredslæden,
som han kjørte, i Pelsværkshue og Kaabe frisk smi-
lende og nikkende under Sløret til en og anden, de
mødte. Han følte en vis svimmel Ærbødigheds Rus.
Det faldt til et Par Gange, at han kom til at holde
hendes Muffe; der laa et Lommetørklæde, som duftede
af Eau de Cologne, - aa, - som det maatte være,
naar det var Fruas.

En af Fru Mørks kjæreste Fornøielser var saadanne
Bredslædeturer med den smukke gule Hest foran, helst
naar hun kunde kjøre indom en eller anden Veninde
og tage hende med sig. Og saa, vel indpakket i det
klare, kolde, friske Vinterveir gjennem Granskogen,
der stod og veiede Sneen paa Grenene eller blinkede
med Isnaalene i Eftermiddagssolen som et helt Rige
af Sølvfilegran, - over i Kaffe- eller Thebesøg til Bøl-
lings paa Storstad, Kapteinens paa Liberg, til Prov-
stegaarden, Bøckmans eller opover til Veiinspektørens
paa Sørsæter. Det var jo ogsaa altid nyttigt at forhøre
paa Storstad eller Liberg om, hvad Selskabelighed der

SIDE: 84

kunde ligge i Luften over paa den anden Side af El-
ven; det turde hænde, at det meste af den Sort paa
deres Side bestemtes der i Bredslæden af Fru Mørk
og en af de Fruer, som kjørte med hende.

Det var længe siden, Alette havde sluppet den Grille,
at hun ikke skulde kunne kjøre ud uden Jakob. Dels
reiste han jo selv saa inderlig tilstrækkelig, og dels
kunde det ikke falde ham ind at fare ud fra Kontoret
og Forretningerne midt om Dagen slig, som han nu
sad i det.

Der var jo altid lidt Møie med at rive sig løs fra
Børnene. Hendes Svaghed forkjælede dem, og hendes
moderlige Øie opdagede stadig forunderlig mærkelige
Egenskaber hos hver af dem, - fire forskjellige suve-
ræne Villier, der skulde pleies og føies.

- Men nu var de alle besørgede i fuld Leg, og hun
skyndte sig at tage Reisetøiet paa:

"Om der kommer nogen flere, Jakob, og jeg skulde
finde paa at bli der iaften, vil Du saa reise over og
hente mig?"

"Du mener, der kunde være et Slag Kort at faa
kanske? - Send ialfald Bredslæden tilbage - saa faar
vi se" -

Det var den staaende Formel, og af og til hændte
det ogsaa, at han kom. Kortbordet, om han fik Lyst
paa det, stod altid nærmere ved Haanden oppe i Ho-
tellet, der ved de mange Distriktets gjennemreisende
var blevet som en liden Børs.

Forretningen gik - med hans Kontorhjælp nu -
ligesaa mageligt og let, som den i disse udmærkede
Tider kastede rundt af sig. Den var for en stor Del
bleven en selvvirkende Maskine, der arbeidede blot
med lidt overordnet Tilsyn. Hvad der engang havde
været haardt Stræv, var nu bleven Rutine indtil næ-
sten kjed Virtuositet.

Ne-i, han havde Tid nok; han begyndte ogsaa at
bli bredere og lægge sig ud. Den gamle Energiens
Eg var ligesom lidt tilsløret, og der laa heller over
ham - naar han ikke i Forhold til fremede eller Klien-

SIDE: 85

ter var den gamle hvasse livlige, - et vist trist Ud-
tryk, der havde let for at gaa over i et fortrædeligt.
Alette fandt, at han kunde være adskillig grætten, der
skulde næsten ingenting til hjemme i Huset, før det
trak op til noget, og hun var paa det sidste blevet nok-
saa varsom.

- - "Jørgen Berven kommer nedover fra Skogene
sine engang idag, Alette!" kom Jakob i Sovekammer-
døren med et Brev i Haanden. "Han blir et Par Dage.
Du faar ialfald la Pigen sætte Gjæsteværelset istand."

Tonen lød lidt grætten. Da han kom gjennem
Stuen, laa alskens Legesager for Børnene trukket og
slængt udover, og Alette sad der, først nylig opstaat,
halvt paaklædt foran Speilet og arbeidede med Krøl-
tangen, som hun hedede over Spiritusmaskinen ved
Siden af, medens et Par af Børnene fo'r ud og ind og
legte.

. . . "Idag siger Du?" hun vendte sig heftig om,
saavidt hun ikke hindredes af Krøltangen, og saa paa
ham halvt over Nattrøieærmet. "Han forstaar da vir-
kelig ogsaa altid at komme beleiligt, - akkurat, som
vi er budne til Bøllings iaften" . . .

Hun blev ved med sin Frisur.

"Ingen Raad med det!" trak han endelig paa Skul-
deren, da der ikke syntes at ville komme noget yder-
ligere Bidrag til Situationen; hun sad der inde i sit
store udslagne Haar.

"Naturligvis maa vi bli hjemme" . . . Hun saa hastig
hen paa ham. "Aa kjære! Du sætter Dig da ikke paa
Stolen, hvor Snørlivet mit ligger . . . Det er lidt kjede-
ligt, de bad os saa udtrykkelig svare paa, om vi kom
iaften, - saa det vil se nok saa underlig ud, - slet
ikke bli saa godt optaget."

"Nei nei, Du kan jo reise! Jørgen og jeg hygger os
saa inderlig godt sammen herhjemme - vi to." Der
lød noget gjemt under af Bitterhed.

"Reise da, jeg? Det véd Du saa vel, jeg ikke gjør,
Jakob . . . Men Du er saa vrippen straks, Du tror, jeg
rører ved denne uskatterlige Berven."

SIDE: 86

- "Hm!" . . . han kom til at fortabe sig i hendes
smukke raske Bevægelser med Armene . . . "Det er et
vakkert Haar, Du!" han tog hen i det.

"Aa kjære, rør ikke!" hun trak sig utaalmodig undaf,
ængstelig for Haaropsætningen.

"Naa naa, jeg skal ikke plage Dig."

. . . "Men vi maatte da vel kunne ta ham med os?"
grundede hun. "Jeg maa sige, fare der altid bare som
reisende uden en ordentlig Selskabsdragt med sig, det
er lidt pretentiøst, hvad Du saa siger."

"Han kan nu ta op fem og tyve tusind Kroner af
hver Lomme, og det gjør altid et Par graa Benklæder
mere passable. Men Du taaler ham egentlig ikke i
nogen Dragt, det er Sagen."

"Jeg forsikkrer Dig, jeg vil intet heller end, at Du
skal ha nogen at snakke med, Jakob, - saa véd jeg,
Du er fornøiet. Ja gaa nu, gaa nu Vennen min," af-
færdigede hun ham, - "Gjæsteværelset skal bli istand."

Han gik med en vis Fart ind i Stuen, og blev staa-
ende ved Vinduet . . .

. . . Derinde sidder hun og aner ikke, at hun kunde
gjort mig saa glad som en Nar, bare hun vilde ha
slaat det Haaret om mig. Men det er vi naturligvis
vokset over . . . naturligvis altfor opfyldt af alt andet
til, at det kunde falde hende ind at spendere nogen
Tanke paa mig. Børnene . . . Selskab . . . fremmede -
og alt muligt andet, til hverdags er det jo bare os
selv. - Det er ingenting at sige paa det! . . .

"Karen!" næsten rev han op Kjøkkendøren - "ryd
afveien alt dette Skrammel efter Børnene."

Det var altid en - med en Smule Bitterhed iblandet
Forfriskelse for Jakob at se Alette komme saadan fin,
smagfuld pyntet til Selskab med hele Holdningen liv-
fuldt spændt af det, hun skulde ud i; - det var en
Paradedemonstration, som baade eggede og irriterede
ham mere, end hun drømte om.

SIDE: 87

Og iaften, hun viste sig inde paa Kontoret for ham
og Jørgen Berven og erklærede sig færdig til at gaa
i Slæden, - de skulde alle tre over til Bøllings - var
hun mere indtagende end nogensinde. -

Berven havde sin lille Interesse af at iagttage hende
derover i Selskabet. Hun var i sit Es, naar hun saa-
dan kom ud, ligesom vokset til noget mere end, naar
han saa hende gaa halvkjed derhjemme.

. . . Hun havde en, han vilde næsten kalde det
pikant Maade at sætte Foden paa, der hang sammen
med Ryggens Rankhed og gav hende en vis Eiendom-
melighed, der ikke var til at fornægte.

Hvad . . . hun spiller da vel ikke for sin Jakob?
Hun strøg virkelig nogle Gange paa forskjellig Hold
paa skjøns forbi hans Udsigt, som hun kunde bereg-
net Virkningen . . . Kunde godt være Fruentimmer-
kneb. Det var ialfald lidt gaademæssig, lidt at fun-
dere paa . . . Aa nei vel . . . hm, hm, - forfængelig for
ham; . . . Lyst til at knuse ham i Selskab, saa han kom-
mer til at huske det hjemme i Stuen, naar hun gaar
i Nattrøie eller lar ham bie med Maden, til hver af
Børnene har faat sin dyrkede Villie . . .

- - En saa smuk og tækkelig og livlig Kone og
dertil Mand og Børn utvilsomt saa ubrødelig hengi-
ven, - gaves der et misundelsesværdig lykkeligt
Ægteskab at opdrive i denne mangelfulde Verden, saa
var det vel Mørks!

Dette begyndte nu næsten at blive staaende Kom-
plimenter, hvor det velsete Par kom, og begge maatte
de jo lige saa stadig i Beskedenhed tilstaa, at de selv
ialfald ingen Grund viste til at modsige det.

Var Alverden saa at sige blevet murende enig om
dette Stedets lykkelige Faktum, saa havde dog Jørgen
Berven under sine hyppige Ophold i sin Vens Hus
faat sit Indkig i, at der dog kunde være enkelte Abere
at notere der ogsaa.

Han var nu engang en Pessimist og paastod, at det
var med Ægteskabet som med Handelsfirmaer. Falli-
ten kom ikke frem, før den maatte i Dagen. Sæt

SIDE: 88

bare en Krise paa det; - og endda faar man slet ikke
vide om de fleste Misérer, for det ender netop der
mere end nogen andensteds i en Underhaandsakkord
paa fem og tvve, femten ja paa fem pro cent - om
at leve passabelt og fordrage hinanden indbyrdes -
for Barn og Slægtninge og Skandales Skyld, naturlig-
vis! For hver ordentlig Ægteskabsfallit, der ender i
Skilsmisse, er der ti Arrangements . . . eller, stammede
han, Af-Afsløringer, om De heller vil det, det er saa
inderlig dødt det! . . .

Jørgen Bervens store Livsindtryk var, at Forholdet
mellem hans Forældre netop havde aabenbaret en
saadan kalket Grav. Han havde staat som Barn paa
det saa tryg som den Jord, han traadte paa, trod paa
det som paa Gud, - - og saa brast det alligevel en
Dag under Foden.

Sin Vens Forhold fulgte han med synderlig Inter-
esse. Det saa virkelig fra Begyndelsen ud som en Und-
tagelse. Af visse Smaating, som kunde træffe til, naar
han var der, havde han imidlertid ogsaa begyndt at
drage sine Slutninger - til Indtægt for sit - om, at
der ogsaa her kunde være et og andet Fradrag at
gjøre fra den rent ideale Fuldkommenhed.

Johan Henrik traskede til Skolen hver Morgen. Det
var en svare Bekymring fra hans Mors Side for at faa
ham ordentlig afsted til præcis otte. Han skulde være
paaklædt og ha spist først, - og saa det, han maatte
ha med sig i Bogremmen, nøie undersøgt, saa han ikke
kom til at glemme noget, stakkar! - og saa, om han
havde Lommetørklæde . . .

Den elleveaarige Gut sattes i Fart som en Kegle-
kugle lige fra Moderens Haand i Sovekammeret, fulgt
af hendes beskyttende Øie ude gjennem Trappen og
Gangen, til han blev borte oppe i Gaden. Iøvrigt fandt

SIDE: 89

Mama en vis Beroligelse i, at han sognede til en Klasse
nedenfor den, han egentlig efter sin Alder skulde sid-
det i; der var de fleste yngre end han, saa han var
mindre udsat for at lide Overlast.

Der havde været ikke saa liden Strid mellem Alette
og hendes Mand om det Tidspunkt, da Gutten skulde
sættes i Skolen. Alette havde læst, at intet var skade-
ligere for Hjernens Udvikling end, at der begyndtes
fortidlig, ja at det egentlig ikke kunde gjøres sent nok;
- og Jakob som havde saameget andet at tænke paa
og var vant til endnu at overlade det hele Børnede-
partement til Moderen, gav Kjøb for Freds Skyld, ind-
til han en vakker Dag opdagede, at Johan Henrik gik
i sit ottende Aar uden at ha lært mere end at læse
indenad i ABCen med Moderen og skrive Tallene.

Det førte til en pludselig Krafthandling, idet Jakob
uden at bry sig om hverken, at det ikke var Indtræ-
delsestermin eller engang den første Dag i en Uge,
uden videre tog Sønnen ved Haanden og selv fulgte
ham til det, som skulde blive hans fremtidige daglige
Bur.

Han var siden ved det jævne Bænketryks Magt
blevet løftet op i Skolens tredie Klasse, medens den
tre Aar yngre Alf endnu førte en mere tornefri Til-
værelse i Skolens nederste.

Men saa var det dette Spørgsmaal om Lekserne,
hvormed Skolerne hensynsløst overanstrengte Børne-
nes Hjerner. Det viste sig ialfald paa Karaktererne,
afskar Alette enhver lidt ivrigere Forhandling med
hans Far om den Ting, at Gutten havde ondt for at
klare det, de andre var jo alle øvet i at læse og huske,
fra de var ganske bitte smaa! - Desuden Johan Hen-
rik havde nok saa rare Indfald, - saa slet ikke paa
Tingene som alle og enhver . . . Hans Far vilde undret
sig over hans Natur, - om han idetheletaget havde
havt nogen Tid tilovers til at lægge Mærke til og lære
at kjende sine Børn!

Nu var det imidlertid netop af Karakterbogen, at
ogsaa Jakob mente at burde gjøre sine Slutninger.

SIDE: 90

Gutten kom hjem og rev Kasketten af sin hvide Lug
og slængte den hen i en Krog, medens Skoleremmen
med Bøgerne aflæssedes paa nogen for Øieblikket
beleilig Plads. Synderlig Tanke om, at Karakterbogens
Indhold skulde belemre Remmen med nogen moralsk
Tyngde, synes ikke tilstede og var da ogsaa ganske
upraktisk, saalænge Mama hver Lørdag uden nær-
mere Indgaaen i Detaillen forsynede Bogen med sit:
"Forevist".

Efter at Jakob imidlertid en Dag havde tilladt sig
et Indblik i den Basis, hvorpaa denne Guttens lykke-
lige Tilfredshed var begrundet, og havde opdaget, at
hans Meriter over saagodtsom hele Siden stod anteg-
net med Firere og Femmere, var det som en hyggelig
Gjænge med ét var forstyrret.

Johan Henrik indfandt sig en Lørdag med en Fem-
mer i Geografi og en dito i Religion.

. . . Det kom af, - lød det inde paa Kontoret, at han
havde mistet Kartet, saa han havde maattet læse uden
det igaaraftes, og i Religionen havde det været ham
umulig at faa vide Leksen . . .

"Der hører Du, Jakob, det er slet ikke Guttens Skyld,
han har ikke kunnet for det."

"Nei, nei, - gaa Du, Mama!"

"Og Anmærkningen igaar for Skrivning?"

Det kom af, at han havde havt saa daarlig Pen -

"Og den Sekser, der for Historie?"

"Jeg vidste ikke, at det var Historie, vi skulde ha,
jeg trode" -

"Naa saa," lød det blidt.

"Og den der - for Geografi igjen? den har Du vel
ogsaa en Grund for?"

"Ja den kom af," - lød det modigt - "at . . . at" . . .

"Hør nu, min kjære Gut, alt dette, Du siger, det
kommer af, - synes Du det gjør nogen Forandring
paa dine Femmere og Seksere? Om Du falder i El-
ven eller ned af Trappen og slaar Dig, hjælper det da
noget, at Du kan fortælle, hvad det kom af? -

Ser Du! . . . Og naar jeg nu maa straffe Dig, saa

SIDE: 91

blir det ikke mindre slemt, om Du snakker aldrig
saa langt om, hvoraf det kom. En Femmer er en
Femmer og Bank er Bank, det nytter ikke at strø
Sukker paa det. Og kommer der for mange af dem
i én Uge, vanker der det samme om Lørdagen, som
Du bekommer nu idag!" - -

"Kjære Alette, Du skjønner da, det er alle de Und-
skyldninger, vi maa plukke af Gutten, - enten det
kommer af det eller det" - søgte han bagefter at over-
bevise hende.

Det lod imidlertid ikke paa nogen Maade til at ville
lykkes; det var netop dette "det kommer af", som hen-
des Moderhjerte følte med. Hun fandt dybt saaret, at
det var yderst haardt og uretfærdigt at straffe Gutten
uden alt Hensyn til det, han kunde ha at fremføre, -
og det gjorde heller ingen anden Far end én, som kom
fremmed mellem sine Børn fra Forretninger . . . Hun
var ikke vant til at behandle dem saa koldt, ligesom
efter Maal og Vægt.

Jakob havde en pinlig Følelse af, at hun ligesom
havde forskanset sig for ham i sin Kjærlighed til
Børnene; det var jo ordentlig i Lidenskab hun reiste
sig imod ham, som én, hvis Nærværelse bare knugede
hende og dem . . .

Var han en Nar eller hvad var han? . . . Midt i hen-
des stærkt indignerede Forurettelsens Udbrud over
hans Haardhed og Hjerteløshed, - der ikke engang nu,
Gutten græd i Sideværelset, vilde medgive, at han
havde Uret; - medens hendes Læber dirrede, og Øiet
saa paa ham næsten som han havde forgrebet sig paa
hende istedetfor paa Gutten, - stod han egentlig og
ledte i hendes hidsige Øine, ved hendes vakkre, vrede
Læber og næsten tiggede indvendig om, at der allige-
vel maatte falde et lidet varmt Glimt af hendes eget
kjære inderste selv, som mindede om, at det tilslut,
dog var de to, som var hinanden mest af alt.

Men han saa bare Moderen i fuld Glød; - han selv
var et Tilbehør, der ikke længere kunde tænkes i For-
bindelse med lidenskabelige Svingninger. Den ny Ild

SIDE: 92

i Hjemmet var Børnene; han var gaat over i Hver-
dagsmøllen. Ikke en Tanke paa hendes Pande at
spore af andet, det var saa selvfølgelig . . .

De stod der med hver sine Pligter mod Børnene og
Hjemmet; men en Funke af den gamle Eros! - -
Vuggen, der havde begyndt at gaa festlig som en ny
Kjærlighedens Høisang, havde endt i en hverdagslig
tør Knirken . . .

Og alligevel, - midt i forretningstrætte Stunder,
eller i Øieblikke, da hans Tanke laa som fjernest der-
fra, kunde Illusionen komme over ham, - hendes
Stemme med ét faa et saa rørende kjært Fald i Tonen,
at han ordentlig listede sig til at gaa og lytte efter
Gjentagelse, Synet af hende - midt i en kjedelig
Trætte - lade en Alette skimte frem, som mindede
og greb ham med en svimmel Længsel fra de forrige
Dage, - medens hendes helt af sit andet interesserede
Sind og Øie fornægtede det, gjorde det saa umuligt
som selve Ligegyldigheden at fange hende . . .

Og dog, han kunde ikke andet! - som han stod der
overfor hendes oprørte Bebreidelser, slog han pludselig
Armene vildt heftig om hende, drog hende til sig og
kyssede hende.

Det kom saa aldeles overraskende, og han læste i
den Grad Forbauselsen i hendes Blik, at han fo'r ud
af Stuen.

Nøglen til Kontoret smekkedes i . . . Han sad og stir-
rede i Gulvet og saa og tænkte, - og indsaa, at det gik
i Hundene . . . Han sled og offrede sig for hende og
Familien og kunde da vel vente sig noget igjen . . .

Han overgav sig tilslut til det, han ikke havde gjort
i mange Aar - han græd . . .

- - Men paa Disputen havde det en forunderlig
Virkning. Ikke et Ord mere om Johan Henrik, - og
til Gutten blot snille Formaninger: Far mente det jo
saa vel . . .

Det var, som Alette skimtede et og andet.

Dette pludselige Udbrud havde virkelig forvirret
hende. Der var gaat noget saa uhyre af ham. Det var

SIDE: 93

slet ikke bare et vildt Indfald, det var noget, han ikke
sa', som laa saa hjerteskjærende i Øinene paa ham;
hun saa det for sig og syntes saa Synd i ham, - og
kunde blive saa glad . . .

Aftensbordet stod saa omhyggelig dækket, da han
kom ind, Theen saa varm og vel trukket og alt saa
paa Pletten færdig. Børnene var ble't besørget saa
stille afveien, at de ikke skulde plage Far, - lunt af
Ovnen, Lampen tændt, og hun selv bare optaget af
ham.

Hun var paafærde med at forsyne hans Tallerken,
havde husket paa at sætte ind en liden Ret, han likte,
fra der var fremmede igaar, og havde bare Smaahyg-
geligheder at snakke om.

Hun var næsten ydmyg i sin Omhyggelighed. Og,
da Børnene nu kom ind én for én for at sige godnat,
berode det paa, om Far gik paa Kontoret eller blev i
Stuen, om hun kunde blive saa længe ude hos dem.

Jakob havde en underlig grebet Følelse af hendes
Tilnærmelse; - den stod af hendes hele Væsen dybere
end nogen Tilstaaelse.

Og da hun igjen tilfældig gled forbi ham, medens
han sad i Gyngestolen med noget, der skulde hede
Opmærksomheden optaget af Aviserne, fangede han
hendes Arm og drog hende til sig:

"Aah!" - udbrød han og lagde hendes Haand paa
sin Pande, - "jeg kan undertiden længes, længes saa
efter et lidet varmt Ord af Dig" . . .

"Jeg véd jo aldrig, hvad Du kan gaa og tænke paa,
- saa er det en Skog og saa en Proces . . . Vidste jeg,
det var mig, kan Du nok tro . . . Jeg forstaar det ikke,
Jakob, at Du kan være saa deilig barnagtig" . . .

Han havde fældt Taarer før om Dagen, nu laa hun
op til ham og græd. - De syntes, de havde fundet
hinanden igjen den Aften. -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Det var blevet saa anderledes gjennem varmt
mellem dem, siden dette Opgjør kom paa; de følte det
begge to.

SIDE: 94

Det var klart, at der maatte lidt Hensyntagen fra
begge Sider, lidt Afslag paa sit fra dem hver. Men
gjorde de ikke det saa inderlig gjerne!

Jakob fandt nu ofte Tid til at være med hende paa
en Kjøretur, - de var begge saa oplivede og kvikke,
og hun saa vakker med den friske Vinterkulde i Kin-
derne. Han vilde ta' hende med sig paa Reiser opover
Distriktet, sætte hende af underveis hos en eller anden
af deres gode bekjendte. Og noget saadant blev ogsaa
et Par Gange sat igjennem.

Men saa var det Børnene; ganske for sin Fornøielse
gik det jo ikke an at ta Livet heller.

Og om hun skulde gaa ud om Aftenerne, naar Jakob
ikke kunde være med? - der var en Nøden og en
Pruten. Hun vilde ikke, og Jakob maatte den ene
Gang efter den anden gribe til at forsikkre, at han
havde Arbeide, der vilde opholde ham saa sent udover,
at det kunde være det samme for ham, enten hun var
hjemme eller ei.

Solen skinnede om Sommeren over Ager og Eng.
Men, om det tørkede og sved i Straaet eller gav Kron-
aar, det blev nu mangensteds kun en Bibekymring.

Hovedsagen var Skogen . . . Skogen . . .

Den yrrede med Trætoppe for Fantasien, svimlede
i Luften, uro'de Blodet. I den spekuleredes der, i An-
ledning af den reistes der, og kjørte Bonden i Karjol
med havreforet Hest foran, medens Gaardstellet fik
gaa sin Gjænge under Konens Tilsyn eller den voksne
Søns, der slang ledig hjemme hævet over Tungarbei-
det og blot grublede paa at komme til at spekulere
selvstændigt.

Det var ikke godt at vide med hvor store Formuer,
de sad, som nu eiede Skog.

Trælastpriserne var fremdeles stegne, og med dem
Eiendomsværdierne. Den ene opsigtsvækkende store

SIDE: 95

Handel afsluttedes efter den anden og aftraadtes ofte
igjen straks efter til Trediemand med en Gevinst, der
nævntes i tusinder.

Det var allerede længe, som om den faste Grund holdt
paa at blive bevægelig. Jordegodset, som havde siddet
arvefast fra Far til Søn, begyndte at gaa fra Haand
til Haand som Indsatserne paa et Spillebord, og Sko-
gene at skifte Eiere noget nær saa raskt som i den
Juleleg, der kaldes at "bytte Sæde".

Og atter og atter stadfæstede det sig, at det sidste ny
Sæde ogsaa var det bedste. Hvad der om Vaaren
havde været vovelig Handel, kunde alt om Høsten vise
sig at være Spotpris og Røverkjøb. Distriktet havde
ikke selv havt Idé om, hvad det sad inde med for
Værdier, hed det.

Og paa Jakobs Kontor og med ham som Mellem-
mand afsluttedes en Række af disse Handeler, der alle
kastede sine rundelige Salærer af sig.

Jakob Mørk var paavei til at blive en formuende
Mand. Med det Overblik, hans Forretning og mange
Forbindelser gav ham over Skogtrafikens Chancer,
manglede det ham ikke Anledning til at faa sine Penge
ind med i en god Handel. Og var de blevet sammen-
lagte alle de Skogparter, han havde kjøbt eller Del i,
saa da og saa da, vilde det have vist sig, at han var
et Stykke af en interesseret Eiendomsmand i Distrik-
tet. Det gav ham mange Reiser, Overlæsselse med
Forretninger og fuldt op at tænke paa.

Johan Henrik og Alf risikerede sjelden at faa Ka-
rakterbogen efterset mere end én Gang om Maaneden,
og da gik de, - bebreidede Alette ham, - som til en
Henrettelse. Eller havde det hændt saameget som én
eneste Gang at Gutterne var kommet ud fra ham, uden
der var Sorg?

"For hvem, Alette? - for Børnene eller for mig?
At se de lange Gutter stadig pryde nederste Bænk . . .
Det desperate er, at det ikke altid er mig, som an-
stiller Lørdagsbetragtninger over Karakterbogen med
dem, men bare Du, Alette! De snur Dig rundt, jeg

SIDE: 96

ser det, jeg ser det . . . og jeg eier ikke Tid til at gjøre
noget ved det."

"Ja Du faar dem rigtig til at elske Dig!"

"Jeg faar ialfald se til at elske dem . . . Det er fordi
Du er for snil med dem de seks Dage i Ugen, at jeg
maa bruge Spanskrøret den syvende. - Og, naar det
saa bare kan ske hver fjerde Lørdag, skjønner Du,
Regnskabet blir desto mere ophobet. Alf raderer ud
Karaktererne Du, - staar der saa ræd med sine blaa
Øine og sin lange Hals og det krøllede gule Haar; -
Dig op ad Dage fra Du var sytten atten. - Og saa
kjende, han ordentlig skjælver mellem Hænderne paa
mig; - jeg siger Dig, det er en Bøddelforretning! Naa,
jeg lod det jo ogsaa klaske mere end det sved til."

Saa hyppig fraværende og saa optaget af Kontoret,
som Jakob var, blev hans Befatning og Eftersyn med
Børnene nærmest kun af en uveirsbygeagtig Art. Han
raste kort, og saa var det over for lange Tider. Lige
efter havde han dukket sig ned i Forretningerne, høist
med et Slags tilfredsstillet Følelse af maaske dog at
have git et Stød til at faa det ind i en bedre Gjænge.
Naar han blandede sig ind, maatte det ialfald ske med
Kraft.

Disse Aabenbarelser af hans Faderlighed paa eller
ud fra Kontoret laa som en halv Angst over Huset.
Den levede i Gutternes Miner, naar han kunde stryge
saa den ene og saa den anden gjennem Haaret og
spørge, hvordan det var gaat idag paa Skolen? De blev
altid saa lettede, naar han igjen var ude af Stuen.

Og Alette befandt sig jo som i en stadig Forsvars-
stand mod ham, - ligesaa vaagen og paafærde for at
dække over, hvad der kunde mishage, som ivrig efter
at aabne hans Øine for de forskjellige mærkelige
Egenskaber, der mere og mere kom tilsyne hos hver
af dem.

Det er utrolig, hvor let noget kunde knækkes i et
Barn! . . . "Skræm ikke Alf, ber jeg Dig; han er saa
underlig, kan sidde i halve Timer om Eftermiddagen
inde ved Pianoet med Leksen paa Nodeholderen og

SIDE: 97

bare engang imellem slaa an nogle Toner. Nu har
han gjort en hel Melodi, Du . . . Og Johan Henrik, ser
Du ikke, at der er noget saa intelligent ved ham; men
han lærer bare det, han har Lyst paa. Der gaar in-
genting ved Tvang med ham" . . .

Og Jakob maatte jo erkjende, at var hans Børn
absolut ingen Skolehelte, saa var det paa den anden
Side ganske mærkelig, hvorledes de, - den yngste
Viking med, - forstod at opføre sig. Alette havde et
rent Talent til at gi dem et let og velopdraget Væsen.

Der stod den lange velvoksede Johan Henrik med
sit snauklippede mørke Hode og tækkelige skjælmske
Ansigt i Gangen, naar de skulde ha fremmede, og
bukkede og hjalp til at ta Yderklæderne af Gjæsterne,
og var paafærde med Stole og alt, hvad der kunde
feile, saa beleven og opmærksom som en hel indøvet
Kavaler.

Og, naar han saa senere staaende bag en Stol med
et let Smil deklamerede "Hundemordet" af Wessel
eller: "En Bondedreng som hedte Hans", høstede han
Applaus som en hel Skuespiller uden derfor at komme
det ringeste ud af sine naturlige Folder.

Alf indtog paa sit stilfærdige Vis ikke mindre. Han
gled ind mellem Damerne og stod altid fortrolig hos
nogen og smaasnakkede. Han lod sig ikke nøde, skjønt
det bankede synlig i Halsen paa den smale blege,
skjære Gut, naar han skulde hen og præstere det lille
Stykke, han selv havde komponeret, eller spille noget
af det, han havde lært.

Og Lillemor! - den elleveaarige lyshaarede Elisa-
beth, - fo'r op og ned af Trapperne til Krabbes. Hun
havde slaat sig paa Adjunkten, eller rettere han paa
hende, fra hun var liden af.

Og sikkert var det, at ved den ringeste Trykkethed
eller Uro i Luften, - enten det var mellem Forældrene
eller det lumrede et Opgjør for Gutterne, - gled hen-
des kortskjørtede Skikkelse med Fletterne ind af Dø-
ren hos Krabbes. Hun sad der da i Begyndelsen taus,
som en Høne, der er stille paa Pinden, og lyttede

SIDE: 98

ængstelig, indtil Krabbe fortalte en eller anden Ting,
som efterhaanden drog hendes Opmærksomhed til sig.

Hun kom ned med alskens Brokker, hun havde faat
ind deroppe, og som det faldt hende alt andet end let
at tydeliggjøre for Brødrene, der just ikke gav synder-
lig god Jordbund for Forstaaelsen, men lo og ærtede
med Krabbes Besynderligheder. Hans Person og Væ-
sen var Skolegutternes almindelige Vittighedsskive, -
var han end paa den anden Side den, hvis Salt midt
under hans høist uregelmæssige Maade at lære fra sig
paa, baade kryddrede dem Tilværelsen paa Skolen og
gav dem et Øie at se med.

Lille Elisabeth kunde sidde og læse sine Lekser og
holde til derovenpaa hele Eftermiddagen; og Alette var
tryg fra den Side, hendes Karakterbog paa Frøken
Bangs Pigeskole kunde, som Jakob udtrykte sig, godt
være divideret mellem begge Brødrene.

De vidste altid, hvor de kunde finde hende.

Der var et utrolig afvekslende og righoldigt Felt for
hendes Fantasi deroppe, - foruden hele Fru Krabbes
Kjøkken, - illustrerede Bøger, en svær rød Magnet,
Mikroskop og forskjellige Smaaapparater til fysiske
Eksperimenter. Og der var Plads under den store
grønne Pult til Hylder og Dukkeskab.

Selv sad Krabbe gjerne foroverbøiet paa Pladsen ved
Ovnen og saa paa hende, medens hun legede eller bla-
dede i hans Bøger og den store Mythologi med Bil-
lederne.

. . . "Det var det, som gjorde alle Guderne saa skin-
nende glade, Du; de havde saa meget Liv i sig, at de
kunde juble og fryde sig sammen med al Verden . . .
Og, naar Menneskene sørger, saa de synes, ikke en-
gang Solen skinner rigtig paa dem, saa er det, fordi
de ikke aarker at være med i Livet . . .

Pai, - pa-ih" . . . sad han og saa med de halv luk-
kede Øine gjennem Fingrene . . . "Naar éns Liv er en
vissen Gren; - og man har gjort den store, store Op-
dagelse af, hvad det er at leve, - saa kan man endda
ha tilbage et Slags Halvliv, Glæde i, at nogen anden

SIDE: 99

faar leve. Det er som et lidet grønt Blad igjen paa
en bar Kvist det!"

Naar han saa gik op og ned paa Gulvet i Slobroken,
og en pludselig Tanke greb ham, var der noget af en
vild Indianer fra Billedbogen ved ham. Han gjorde
et Par ivrige ekstatiske Pas henover Gulvet, rettende
sig bagover med noget, der skulde betyde et rask Sving,
og blev staaende med Hænderne i Lommen i Slobro-
ken og nikke.

Elisabeth var vant til hans Væsen; han gik ind
under hendes Forestilling som Billederne i Bøgerne.

Naar hun saa kom derovenfra, var det at stikke
Hodet ind hos Tobiesen, som sad i det yderste Kontor,
for at se om Gutterne var der, og tigge om Lak, Penne
og Penneskafter. Den runde tykke Tobiesen var deres
alles Ven og fortrolige, som skaffede Papir til Drager
og Papirhatte, lagde Omslag om Bøgerne, linierede for
dem og gjorde i en Ruf istand Gutternes Regnestykker,
saa de blot havde at skrive dem ind.

Paa Vinterføret stod Slædelæs nede ved Jernbane-
stationen og modtog Pianoforter, Speile, Bredslæder og
Møblementer, der var forskrevne fra Hovedstaden til
Eiendomsmænd langt opover Distriktet; - og Cham-
pagne og Vinsorter forvildede sig ned i Kjældere, som
før neppe havde huset andet end Øl og Brændevin.
Den rastløse Import pr. Jernbane var det sikkreste
Mærke paa de stegne Resourcer svarende til den vok-
sende Tømmermasse, Elven iaar havde sendt nedover
fra Skogene.

Yngre og ældre Folk med Hodet fuldt af Spekula-
tioner strøg i Bred- og Smalslæder med raske Travere
forbi hinanden paa Landeveien, hilsende og stansende,
eller satte Hestene ind hos hverandre, for under et
Slag Kort at kjøbe, sælge eller faa Affærer afsluttede.

SIDE: 100

Og foran Julen var Jernbanen fyldt af Gjæster, der
spredte sig udover Distriktet. Her var Humør til Jule-
turing, flot Gjæstfrihed i Luften, og den, som holdt ud,
kunde flyttet sig fra Selskab til Selskab, snart sagt,
saa høit op, som Elven randt. -

- - Jakob og Alette sad vel indpakkede i Bredslæ-
den under den lune Bjørneskindsfeld med deres raske
trygge Hest foran. De var paa Hjemturen fra stort
Juleselskab og Bal femte Juledag oppe hos Doktorens
paa Nordsæt.

Det føg og det blaaste henover Isen, medens en og
anden Lysning i den urolige, skydrivende Maanenat
af og til gav et Skimt af den med Granbusker varede
og opmærkede Vei paa Elven. Men Jakob var vant og
den skarpskode Hest med. Han kunde gjerne kjørt
den i Søvne; den langede tappert ud.

De havde to og en halv Mil at kjøre, og der var
ikke vekslet et Ord paa den første Halvdel af Veien,
neppe engang, da han pakkede hende ind i Slæden;
- hun havde ikke svaret videre da heller, da han
spurgte, om hun sad godt og varmt.

Han havde hele Tiden en vis Fornemmelse af, at
det alligevel ikke var netop i Søvnens blide Rige, hun
svævede, og en og anden Bevægelse, naar han prøvede
paa at undersøge det, lod ham mere og mere paa det
rene med den Ting.

Han begyndte ligesom at kjende det paa Nerverne;
her var vist nogetslags Humør paafærde . . . Ja ja,
værsgod . . . hvi skulde man tjene hende i at ta Hul
paa det. Hyp!

Det gik igjen fremover; Buskene føg i Lysningerne
af Maanen forbi paa begge Sider, og Slæden gjorde af
og til et Dump over en Skavl eller en Isknude . . .

"Nu er vi ved Rolstad Du, har ikke mere end en
halv Mil igjen, Letta!"

"Saa!" - udstødte hun.

"Sidder Du godt; er det ikke trangt for Dig" . . .

"Aa nei tak!" hun flyttede sig blot endnu mere fra
ham.

SIDE: 101

"Jeg tænkte virkelig at være opmærksom mod Dig
jeg, Letta."

"Saa, - ja Du er en meget høflig Mand mod din
Kone."

"Det er vist ikke alle Koner, som kan sige det,"
mente Jakob.

"Jeg paaskjønner det jo ogsaa."

"Du har været saa behagelig hele Veien; jeg har
mærket en vis sympatisk Rørelse, bare jeg har kom-
met nær Dig. - Det er det hyggelige Humør det, som
Manden skal regaleres med i Slæden naturligvis, -
naar han har været ude og moret sig."

Han smekkede med Tungen til Hesten.

"Jeg ønsker slet ikke andet end, at Du morer Dig,
Jakob. Men det er jo lidt mærkeligt . . . man kommer
til at tænke" . . .

"Hvad mærkeligt?"

"Aa, - at det akkurat skal være i de Selskaber,
hvor Frøken Thams kommer, Du er saa oplivet."

"Saa-aa, det har Du da endelig fundet ud!"

"Jeg siger det for din egen Skyld; ellers fik Du nok
ikke høre meget af mig om det! - Men det tar sig
ikke ud at se en ordentlig anset Mand, som Du, sidde
og gjøre sig til Nar for et ganske ungt Pigebarn, der
bare øver sig i at kokettere med ham . . . Og naar jeg
saa ser Dig virkelig gaa fra Spillebordet og gi Dig til
at sidde og snakke Alvor med den lokkerystende lille
Skjønhed, som tydelig anser hele Verden bare som en
Sukkerbit for sine smukke Tænder, - og iaften rentud
har siddet og knasket Dig med alle dine Opmærksom-
heder . . . saa har jeg, - jeg forsikkrer Dig, det er ikke
for min egen Skyld," afviste hun med Kulde, - "sid-
det saa skamfuld og saa bange for, at man skulde
lægge Mærke til Dig, at jeg kunde ønske mig langt,
langt borte!"

"Nu svarer jeg Dig ikke, Alette, Du maa være syg
 . . . eller ha Syner."

"Ja naturligvis er jeg syg; - Du skal ikke faa høre
et Ord mere af mig om det. - Og Syner, siger Du?

SIDE: 102

- ja jeg kan sige, jeg har set mig ordentlig kvalm
iaften; dit Ansigt blev rentud til flydende Smør og
Honning, mens Du sad der og udleverede Dig - og
lidt til kanske! - aldeles i Beundringsfeber."

"Aa Snak Snak, Du maatte skamme Dig, Du for-
nuftige Kone, - gi' Dig til at bli desperat, fordi jeg
taler med en ung Pige! Vil Du vide det, saa ja - hun
interesserer mig virkelig, Du, - og jeg spekulerer
noksaa meget paa, om det ikke skulde være en Kone
for Berven. Det er et ganske sjeldent indtagende Væ-
sen, ubetinget noget yndigt, - saadan livfuldt Ansigt
og den Figur . . . Han kommer aldrig til at gifte sig
nogengang, blir det ikke der."

"Nei nei, jeg forstaar, Du er begeistret."

"Véd Du hvad, Alette!"

"Jeg siger bare, sørg Du for din Ven; - men Du
maa undskylde, at jeg ber Dig om ikke at la mig være
med, naar Du gjør Dig til Nar. Desuden, - vær rolig
for, han ser med et halvt Øie, at hun er bare noget let
Sukkergods!"

"Saa det mener Du?" - han lo lidt eget hen for sig.

Alette forstod godt, at det var noget ondskabsfuldt
noget, som skulde frem om, at det ikke netop var hos
hende eller Koner i Almindelighed, der var at vente
upartisk Dom i denne Sag.

. . . "Du synes kanske, det ikke er det bedste Ven-
skabsstykke at raade Folk til at gifte sig?" ærtede han
 . . . "Man skulde jo tilslut gjort Erfaringer om den
Guldfugl, Lykken! - Den er som Maaneskinnet,"
mumlede han . . . "adskillig vanskelig at opdage. Bare
Spørgsmaal, om man helst skal kalde det mørkt . . .
Hyp Du!" . . .

Det krasende Skridt i Isen af de skarpe Greb under
Hestehovene lød kraftig med jevn Regelmæssighed,
medens Smaastumper fra Veibanen idelig slængtes fra
Dyrets Bagben og sprællede og slog mod Slædeskjær-
men.

"Lad det nu være godt, Alette," bad han, idet han
trak Felden op om hende.

SIDE: 103

"Jeg véd ikke andet, end at det har været godt hele
Tiden fra min Side."

"Ja, ja, ja . . . Jeg synes heller ikke, vi skal gi os til
at plage hinanden i al Ufornødenhed. Ikke en Sorg
paa nogen Kant, bare vi ikke skaber os den selv . . .
Naa, vil Du ikke sige, vi har det nok saa bra - efter
menneskelige Omstændigheder . . . Det skal være godt
at komme hjem og iseng, Du," gispede han.

At Johan Henrik skulde dumpe til Artium! - det
var noget, som - bare var til at le af. Men jamæn
var han ikke dumpet . . .

Han havde ligget inde i Hovedstaden og læst med
Privatmanuduktør de sidste Par Aar, siden han meldte
sig ud af Skolen, hvis Luft tilsidst næsten vilde kvæle
ham. Denne regelmæssige, stadige daglige Tvang
holdt paa at underkue al selvstændig Eiendommelig-
hed hos Gutten, rent ud at dræbe det bedste i ham!

Det havde kostet en hel hjemlig Kamp at faa sat det
igjennem. Han var selv saa dybt overbevist, og hans
Mor havde under Krampegraad og Taarer sat alt paa
Spidsen for at redde sin Søn fra at "mases i denne
aandelige Lermølle".

Hvilke glimrende Breve fik ikke Alette fra ham, saa
kvikke, at de gjerne kunde trykkes hvert evige et. Han
havde næsten bare betydelig Omgang, var indforlivet
og Dus med Kunstnere og Skuespillere, og begik selv,
- hvad der kun var mellem ham og Moderen, -
Digte i bunden og ubunden Stil.

Hans Far havde regaleret ham med et tørt Brev.
At han dumpede, kom naturligvis af, at han ikke
havde bestilt noget eller at han havde bestilt alt andet
end det ene, som forelaa. Det var bare én Raad, hvis
man vilde bli til noget, og det var at ta i, og saa spidse
alle sine Kræfter til Sneplog. Man blev det hverken

SIDE: 104

ved at danse og udmærke sig i Julen hjemme eller
fiffe inde i Hovedstaden. Tilslut vilde han minde ham
om, at det hverken var hans Far eller Mor, som var
dumpet til Artium, men akkurat ham selv, - Johan
Henrik.

Det var et rigtig hjerteløst Brev, syntes Alette. Nu,
Gutten havde lidt saadan dyb Skuffelse, var det vel
netop lidt Kjærlighed og Trøst, han trængte til! Han
passede saa uendelig lidt til at gaa derinde og føle sig
overset af sine Venner, - han, som var saa uhyre
nærtagende, og ømfindtlig netop paa det Punkt.

Hun sendte Brev paa Brev, forstod paa al Vis, hvor-
for det var gaat saa uheldigt; men bare bad, bønfaldt,
tiggede og befalte, at han skulde komme hjem.

Johan Henrik lod imidlertid ikke til at ha nogen
Hast. Der maatte tilslut et ordentlig Greb i Klokke-
strengen til fra Faderens Side. Han sendte et Tele-
gram, der blot var at efterkomme.

Og Lørdag Aften ved Ottetiden var Alette med
Viking til Kusk med Vognen nede paa Jernbanesta-
tionen for at hente ham.

Der saa de ham, som Trainet rullede ind, sidde
indenfor det nedslaaede Vindu i ivrig Konversation.

Han traadte ud, og hans høie Skikkelse i den graa
Sommerdragt vedblev at bukke med Hatten halvt af
over det mørke Haar og Seglasset i Øiet; han svarte
og bukkede i ét væk uden at bli færdig, medens Alet-
tes Hjerte stormede bag ham.

Og da hun saa havde taget om ham og kysset ham,
slog han atter Kupédøren op og præsenterede:

"Jeg mente bare, De maatte faa se min Mor . . . Det
er Herredshøvding Lundberg med Frue og Svigerdat-
ter, - svenske, Mor!"

"Saa ja naa," - hun smilte venligt og hilste; hun
havde ikke netop Sind til at interessere sig for nogen
Lundberg nu; men det gjorde dog godt at se Sønnen
saa venlig antaget.

Henne ved Hesten stod Viking, der var konfirme-
ret ivaar, i Jakke med Bukserne ned i Støvlerne og

SIDE: 105

Hænderne i Lommen og ventede paa, hvad Broderen
vilde sige om deres nye fine Vogn; der var Reflektor
og tykt slebet Glas i Lygterne.

"Just ikke meget praktisk Vet i saadan en spræng-
lærd Fyr," erklærede han, da Johan Henrik uden at
ville vise Nyheden synderlig Opmærksomhed steg op
i Vognen efter Moderen.

Da de saa rullede over Broen hjem, maatte hun
gjentagende trykke hans Arm . . . "Jeg har været saa
ængstelig, saa ængstelig for Dig, Johan Henrik!" suk-
kede hun.

"Aah!" han saa med et mørkt uafhængigt Ansigt
nedover mod Fossen, - "jeg har jo i Nødsfald min
Pen!" . . . Der gik i ham en svimmel Kvalme nu, han
snart skulde møde Faderen.

"Den Artium tar Du uden nogen videre Møie næste
Aar."

"Tror Du jeg tviler paa det, Mor? - der var tre
hundrede, som alle var dummere end jeg, og som fik
den. Men ser Du, at det skulde falde lige ind i, at jeg
gik og bryggede paa en Digtning, det er naturligvis
noget, som det ikke gaar an at forklare Far. Og saa
faar jeg tie og ta det," sagde han med en mandig bred
Skutten paa Skuldrene. -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Der kom Far ind fra Kontoret gjennem de flot
og bekvemt udstyrede Værelser, hvor alt stod aabent
efter den hede Sommerdag, og hilste snilt paa Johan
Henrik, medens han stod hos Moderen og den sytten-
aarige Søster. Han klappede ham paa Skulderen:

"Bedre Lykke næste Gang, Gut! - det blir at ta i nu."

"Ja men nu skal han ha Sommerferier og styrke
sig," værgede Alette for ham.

Først efter denne Sammenkomst vel overstanden
begyndte Johan Henrik at faa Øie paa, hvad der var
kommet af nyt rundt om ham hjemme. Det var, som
Portiererne, den bekvemme lille Sofapuf til at sidde
med Ryggen tre mod hverandre og det store, firkan-
tede Speil over Buffeten, hvori han havde set sig selv

SIDE: 106

uden at tænke ved det, da han kom ind i Spisestuen,
nu pludselig dukkede op af et Mørke.

Han afgav den aabne Erklæring, at det var præg-
tigt saadan at komme hjem. Og Mor! . . . hun var blet
endnu lidt fyldigere; men det passede godt for hende.

Og Elisabeth, - han vilde sagt, "som har faat sin
Middelskoleeksamen!" - men fik det i Halsen og
dreiede det om til - "jeg tror, hun er blet høiere" . . .

Han var ganske jublende efter sit befride Hjerte-
pres, fortalte og snakkede, - Vittigheder og Byhisto-
rier, Forundringer og Forhaabninger om hinanden i
én Talestrøm.

Han agtede nu at sprænglæse. Han vilde ha Ferier.
Han vilde ha laudabilis; og det var aldeles uden Be-
tydning for Livet, hvad Karakter man fik. Ialfald
kom det vist til at bli det for ham, han agtede ikke
at bli nogen Fagmand!

Og saa var han inviteret paa Besøg til Herredshøv-
ding Lundberg, som han reiste med idag, han vilde
gjøre en Tur didind til Høsten; men ikke før han var
færdig med et Arbeide, han skrev paa . . .

- - Alette syntes, hun ligesom havde faat en anden
Fred og Ro nu, hun havde to af Gutterne hjemme,
endda de holdt det livlig nok og satte Huset paa Ende.

Saa skulde de hid og saa did, saa trak Johan Hen-
rik hende ud i Besøg, hvor hun aldrig havde tænkt
sig, bare fordi det var en morsom Fyr at snakke med
eller en vakker Datter, og saa drog han sammen med
andre i lange Karavaner, udstyret med Mad for to tre
Dage, op i Fars Skoger.

Men det var ikke den Slags Uro, der tog paa Sindet,
saadan som at gaa der og vide dem paa egen Haand
hjemmefra. Og, naar hun nu ogsaa fik Alf vel hjem
i Ferierne fra Tharandt i Sachsen, hvor han laa for
at studere Forstvæsenet, saa vilde det bli som en ren
Sindshvile, - Allesammen, saa hun kunde række i
dem med Haanden!

- "Her er Brev fra Alf, Du!" sagde hun til Johan
Henrik, han kom ind, medens hun gik og klædte sig

SIDE: 107

om Morgenen. "Det er rigtig en stor Glæde for ham,
at han bare paa et Par Timer kan komme ind til
Dresden og høre god Musik. Han skriver, han er der-
inde, hvergang Wagner opføres . . . Far synes, han
bruger mange Penge; men Musik er da den uskyldigste
Fornøielse han kan ha! Og han er jo nødt til at være
lidt flot mellem alle de store Godseiersønner, som lig-
ger der i Tharandt og studerer. De er saa prægtige
Kammerater, skriver han. - - Jeg har altid saa ondt
af den Gutten! - det er, som han hænger saa for-
underlig ved Musiken . . . Du skal se, Johan Henrik,
at det var Musiker, han skulde været!"

Sommerferierne var over og udnyttet paa al fornøie-
lig Vis; de drøiedes ud, saalænge det blot gik an at
beholde Alf hjemme fra Tharandt.

Det havde været som en Stas med disse to hjem-
komne Sønner, der var saa kjendte og likte i, nær
sagt, hver Familie i Egnen.

Hjemme kom der jevnlig Ungdom i Besøg, og de fik
rutte med Fars Cigarer og nytte deres to Heste, der
efter Dagens Program fik Bidslet i Munden som Vogn-,
Karjol- eller Rideheste.

- Den Fryd var nu forbi. Alf reist, Viking igjen
paa Skolen, og Johan Henrik skulde ved sin Fars Om-
sorg gaa for et Forspand af to Privatlærere.

Det huslige Uhr var optrukket og havde alt gaat i
glædelig Gjænge nu i over én Uge. Faderen sad travl
paa Kontoret, og Johan Henrik læste og røg Tobak
inde paa sit Værelse tvertover Gaarden. Jakob saa
Lærerne komme, én Formiddag Klokken elleve og én
Eftermiddag Klokken tre, og saa gaa igjen efter Timen.
Han blev i godt Humør ved Regelmæssigheden, endda
han netop nu havde faat endel at tænke paa. Der var
en Betalingsindstillelse af et Trælasthus, der godt
kunde drage sine Følger for et Par Venner oppe i
Distriktet. Det kom ialfald til at volde ham Reiser og
nu imorgen en til Hovedstaden paa nogle Dage.

SIDE: 108

- Det kjendtes saa underlig ferieagtig, syntes Johan
Henrik, efterat Faderen var reist om Morgenen, saa-
dan at kunne gaa gjennem Værelserne med Snadden
i Munden og synge og tralle uden at behøve at møde
denne kontrollerende Myndighed og faa et mønstrende
Blik: - "Sidder Du ikke inde hos Dig selv og læser?"

Han drev ud og ind; men havde jo Formiddags-
timen, som skulde klares. Det var ordentlig et Tiltag
idag at skulle sætte sig til i sidste Øieblik at faa pløiet
igjennem et Par Kapitler af Livius.

Saa kom Middagen, - og saa ved Totiden Posten
med Aviserne, som jo altid gav lidt nyt at studere.

Aa nei, han var totalt ikke oplagt, - det fik gaa an
for én Gangs Skyld at sende en liden Brevlap op til
Kandidat Hansen, at Mathematiken ikke gik idag . . .

Det blev Ferie-Eftermiddag det!

Han feiede og pirueterede foran Moder og Søster i
Stuen:

"Vil Du ud og kjøre med mig, Elisabeth?"

"Nei Tak, - Du kan være alene om at kjøre fra
Mathematiken din. Du kunde gjerne drevet paa, synes
jeg."

"Ne-i saa samvittighedsfuld Du, - paa mine
Vegne," ærtede han i en tilgjort følsom Tone . . . "Saa
vi vil slet ikke ud Du, - med mig Du, - fordi vi har
det saameget morsommere oppe hos Krabbes Du, naar
denne høist interessante vordende Mediciner kommer!
 . . . Vi kunde ellers let gaa glip af ham Du - aa han
er vist saa morsom at underholde sig med Du, den
Morten Finne! - Saadanne høie Materier, som Fruen-
timmer liker," lød det saa saare overlegent, - "om,
hvad der kan udrettes til Verdens Bedste og den Sort.
- Det er jo som en rød Klub deroppe om Eftermid-
dagen . . . Og saa er Du rød, fordi Morten Finne er
rød; - var han gul, blev Du naturligvis gul," - har-
cellerte han. "Og Morten Finne er rød, fordi Krabbe
er rød, - som en kogt Krabbe, - bare for at komme
der i Huset og træffe Dig og neppe for at sidde inde
i Værelset hos den Skolegutten, Johnsen, de har faat

SIDE: 109

i Logis . . . Saadan bider det ene det andet i Halen" . . .

"Johnsen er akkurat saameget Skolegut som Du,
Johan Henrik! Men han mangler jo rigtignok dit nær-
mere Bekjendtskab til Artium," snertede hun hidsig.

"Han er en Pughest, min Pige, - og blir maaske
Præceterist, som enhver øvet og tilredet Pughest, kan
bli," - gav han igjen artig bukkende . . . "Og saa
kjører jeg altsaa over til Kapteinens paa Lidberg uden
min elskværdige Søster.

Viking kom og vær med Du," opfordrede han.

Viking smilte forbeholden spodsk:

"Er det Hestene, Du mener, eller vil Du kanske flyve?"

"Bare fra Læsningen, skjønner Du, enten han skal
trave eller flyve!" lød det fra Elisabeth.

"Ja, for Tobiesen har tat Brunen paa Forretnings-
reise og blir borte baade idag og imorgen, og Blakken
staar med Bagbenet ombundet for Betændelse i Hoven,
véd Du" . . .

Det var jo en Streg i Regningen. - Men forlegen
for at faa slaat en Feriedag ihjel skulde man dog ikke
behøve at være . . .

Han tog Hatten og gik op i Byen indom Fogdens
til Kaffe og Sagfører Dahls til The, og der blev han
om Aftenen og spillede Kort med Damerne.

Han led af en vis Anger, da han gik tilsengs, over
at have taget Hul paa den gode Orden, hvori han nu
var kommet, og der svævede nogle dunkle Forsætter
for den næste Dag med ham ind i Søvnen.

De stod ogsaa op med ham om Morgenen, og, me-
dens han klædte sig, anstillede han den sædvanlige
ligesaa tilfredsstillende som underholdende Beregning
i Tankerne over, hvor langt han vilde være kommet
til Jul, naar hver Dag gav saa og saa mange Vers i
Homer, saa og saa mange Kapitler af Latinen osv.

Der faldt ham ind en Idé til et Digt, som han burde
skrive ned, før han mistede det.

Den Nydelse engang ordentlig og fuldt ud at faa
overgive sig til sin Aands fri Indskydelser blev dog
saa altfor fristende. Og naar han nu afsagde Lærerne,

SIDE: 110

var det ikke en Feriedag, han vilde skaffe sig, men
rentud en Arbeidsdag, han overtog af strengeste Sort.

Han blev ogsaa uafbrudt ved at skrive til Middag.

Men ovenpaa det Krafttag vilde han rigtignok ogsaa
ha Eftermiddagen til at hvile sig paa.

Om Aftenen kom Tobiesen da endelig hjem med
Brunen, og Johan Henrik gik og grublede paa, hvilken
Tur han skulde lægge an for Morgendagen.

"Saa Du har bedt Gudbrand gjøre istand Karjolen,"
kom Viking hidsig ind. - "Tænk Mor, Johan Henrik
vil ta Brunen ud imorgen, endda den har gaat nu i to
Dage. Far vil like det, naar han kommer hjem!"

"Du skal vel rapportere det, Du?"

"Jeg tænker Hesten rapporterer det selv jeg, naar
Du faar kjørt den bra."

"Vær nu ikke saa stridig, Viking," bad Alette. "Johan
Henrik kan jo kjøre pent, og Gudbrand gi den bra
Havre. Du véd, det blir ikke mange Turer af herefter,
nu her maa læses saa alvorlig."

Viking drev ærgerlig ud.

"Lægger Du Mærke til, hvilket Hjerte Gutten har
for Hestene, Johan Henrik," yttrede hun eftertænksom.
"Alt praktisk, det ligger for ham, - Hester og Kjøring.
Lad ham bare faa reise ned paa Jernbanen og greie
med Pakker og Forsendelser . . . Far maa jo kunne se
til at skaffe ham ind i noget, som ligger for ham med
Tiden . . . en Gaard at styre. - Var det ikke for Fars
Skyld, saa fik jeg ham ikke til at sætte sin Fod paa
Skolen, og naar Gutten siger, han spytter af Bogen, saa
mener han det saamæn!" . . .

Jo det viste sig virkelig, at Johan Henrik havde
havt Ret i, hvad han bestandig gik og ærtede og brydde
Søsteren med; men som Alette ikke havde trod et
Gran paa; - han eiede et mærkeligt Blik, den Gutten!

SIDE: 111

En vakker Dag, - det snede og snede, som Him-
melen var fuld af Bomuld, - havde Elisabeth været
inde i Sovekammeret med sin Mor og Far og saa -
med det af bare Lyksalighed skinnende og straalende
og tudende Ansigt - strøget op Trappen forbi Johan
Henrik; - han saa, der var noget paafærde og tænkte,
der var Brand ovenpaa hos Krabbes, sa' han siden.
- Hun kom ned igjen i stille og høitidelig Procession
sammen med Vedkommende, Hr. Studiosus medicinæ
Morten Finne.

Jakob maatte sige, han var blevet totalt overrasket
ved saadan pludselig at faa sin Datter om Halsen
midt i, at han sad og grundede og sled Haaret af sig
over Pantehæfterne i Varaasskogen . . .

Han burde naturligvis ha kunnet vente sig noget
saadant; Elisabeth var jo nu alt over atten Aar. Men,
som han egentlig altid kun svævede om i Peripherien
af, hvad der rørte sig i hans Familie, saa - - -

. . . Der havde altsaa været Maaneskin i Huset, mens
han gik der og ingenting saa!

. . . En intelligent ung Mand, ser det ud til, - med
Mod paa Fremtiden . . . Begynder denne Livets Illusion
som vi andre . . . Der er jo al Grund for os til at være
tilfredse.

- - Tilfredse, havde Jakob sagt, - tilfreds . . .

Det var netop den Fornemmelse, Alette ikke rigtig
kunde opdage hos sig.

Hun var slet ikke af dem, som fandt, det var saadan
storartet Jubelaffære, hvergang to faldt paa at sætte
hinanden Fluer og Indbildninger i Hodet; - og saa
Aar for Aar maatte gjøre Afslag! - Hun havde nu
været gift i over tyve Aar og gjort sine Erfaringer.
Hun og Jakob var da gaat ind i det saa varmt som
nogen . . .

Naar hun tænkte paa, hvor skjælvende fuld af uhyre,
ubændig Lykke og Tro paa, at det skulde vare, hun
havde været dengang, - og saa saa Elisabeth ligedan
nu! . . . Ja det var som at mindes en Vase fuld af de
friskeste, mest svulmende Blomster . . .

SIDE: 112

Vasen den holder, - det er vel saa Naturens Orden.
- Men Blomsterne . . . At man skal gjøre sig selv
ulykkelig ved at sætte al den Fantasi paa det, - det
er bare det . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- - I Forlovelsesselskabet var Adjunkt Krabbe
ualmindelig morsom at se paa; Johan Henrik iagttog
ham trolig.

Han rørte sig stille festlig om i Krogene, hvor han
stod taus og nikkede til Folk, som ikke begreb hvorfor,
indtil de gjerne én for én trak sig undaf. Og altid med
et halv skjælmsk bevidst faderligt Øie didhen, hvor
Elisabeth var.

Først ud paa Aftenen, da Punschen kom, begyndte
han at gi sig Luft for sin Feststemning. Han greb plud-
selig den stakkars uskyldige døvhørte Kaptein Böck-
man ved Knappen . . .

"Et Menneskehjerte Di, driver Blodet elleve Fod i
Sekunden, det er seks hundrede og seksti Fod i Minu-
tet det, Kaptein! - Tænk Dem al den ubevidste Kraft
et Menneske sidder inde med, - slig kjører Hjertet
paa i sytti Aar, - i sytti Aar! - Og tænk Dem saa,
hvilket Væld af Kraft det saa maa ha at disponere i
Tiltrækning og Frastøden, Kjærlighed og Had! Man
snakker om ubenyttede Fosser og Vandkraft; - men
her har vi nok en hel ubenyttet Verdens - hu-um"
 . . . sagde han, opmærksom paa, at han spildte sit
Krudt . . .

Krabbe havde Hjertet fuldt iaften, og havde nu til-
slut varpet sig didhen, hvor han egentlig havde sigtet
hele Tiden, til Husfruen, der hidtil havde været op-
taget.

"Hvad det er at leve, Frue, - at faa leve" . . . Han
saa hende sørgmodig forskende ind i Øinene, - og
Krabbe kunde bli vakker, der var ikke Spørgsmaal om
det, tænkte Alette. - "Er det ikke saa, at vi kan tælle
de Gange, vi kan sige, vi har levet? . . . Det er Straale-
punkterne i vort Liv, som vi aldrig glemmer, mens
hele Resten ligger som en By i Mørket . . . End om vi

SIDE: 113

kunde faa hele Livet til at bli - virkelig Liv? - og,
naar det glipper for os, Frue! saa for vore Børn. Der
kan leves i en stor Kjærlighed" . . .

- Dette var vakkert nok, gjorde Alette sig op bag-
efter. Men Adjunkten var jo et totalt upraktisk Væsen.

Det, hun følte sig irriteret ved, var, at al denne
Adjunktens høistemte Pretension om Livet i Rosen-
kulør naturligvis gjennem hele Paavirkningen der-
oppefra var sat ind i Blodet paa Elisabeth!

Hun kunde ikke lade være at pirke lidt hen i Datte-
rens Forestillinger; det kunde kanske dog gi' en Støtte
for hendes Dømmekraft midt i den Rus, hvori hun
svævede:

"Du gaar nu vel ikke og tænker Dig, at det, Du føler
nu, er nogen Undtagelse, Elisabeth, fra hvordan andre
Forlovede har det; de er saamæn forelsket nok i den
Tid allesammen - Man skulde ikke tro det bag-
efter . . . " undslap det hende.

"Vidste jeg, det ikke skulde vare," - udbrast Elisa-
beth lidenskabelig, - "vilde jeg bryde det i denne
Dag!"

"Ja saadan si'er man, naar man gaar paa de høie
Strenge. Men Livet har saa mange Sider Du. Der kan
jo være Tilfredsstillelse igjen alligevel, - en anset
tryg Stilling, - Børnene . . . Det er slet ikke det samme
som at leve enslig."

"Tusind Ganger heller leve enslig, Mor! end at være
fastlænket til et andet Menneske for hele Livet, naar
jeg ikke holdt af ham; - jeg mener saa meget, at jeg
syntes, jeg ikke rigtig kunde leve uden ham! - Tænk,
- ikke, ikke for nogen Pris at kunne bli kvit ham, -
det er jo værre end Slaveri for Livstid . . . Og saa
skulde jeg ikke ville bryde!"

"Dette er nu saadanne Overspændtheder ovenfra
Krabbe! Tænk bare lidet over, - om Du virkelig allige-
vel vilde bryde, dersom Du vidste, at det kanske
blev endel lunkent og hverdagsligt mellem Jer - for
Eksempel om ti Aar? Tænk over det . . . Du vilde dog

SIDE: 114

nok ikke miste de ti Aar for aldrig det; - de var gode
at ha at leve paa siden."

Elisabeth stirrede paa Moderen; der fo'r noget gjen-
nem hende, - samlede sig med ét adskillig op om
Fars og Mors indbyrdes Forhold . . .

Hun dreiede med engang af og spurgte blot:

"Men Mor, hvorfor skulde det ikke vare?"

Mama rystede paa Hodet, hun vilde ikke ind paa
den Side. Hun stod ved Sybordet og trak i Sytøiet hen
i egne Tanker . . . "Det er underlig med Adjunkten, det
er ligesom en fiks Idé, - noget han vil faa ud . . . Nu
er det din Forlovelse, han gaar saadan med Liv og
Sjæl op i. - I sin Tid var det for mig og din Far, da
vi var nygifte . . . Kan Du forstaa det?"

"Men det forstaar jeg da saa godt, Mor! Han har
naturligvis altid været for styg og egen og besynderlig
til at nogen ung Pige har villet ha ham, og Fru Krabbe
er da rigtig i alle Maader saa altfor tarvelig og ufor-
staaende for ham; - hun kan jo aldrig ha' været
noget pen heller; hun ser ud, som hun var klippet af
nederst over Skjørtet og blet for lav. - Og saa med
hans Hjerte og Begavelse, - det er jo næsten, som
han skulde være strandet paa en øde Ø."

Mama saa lidt forbløffet paa hende:

"Jeg véd ikke jeg, Elisabeth; men det er imellem
som Du skulde være ældre end din Mor!" - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Det er og blir nu først den skjære Nødvendighed,
som sætter det rette Jern i Folk, ræsonnerede Jakob;
- Opdragelse i Velstand gjør bare vek og myg i
Ledene . . .

Der var jo lidt anderledes prompte Fart og Greie ved
Morten Finne, end Jakob var vant til hos sine Gutter.
Han manuducerede ved Siden af Studierne for at
kunne holde sig derinde ved Universitetet og skaffe
sig Tilskud til det knappe, han havde hjemmefra.
Bare en Kasket paa det lyse, krusede Hoved og en
liden graa knap Jakke, - han skulde budt Johan Hen-
rik eller Alf den at gaa ud i Selskab med! . . .

SIDE: 115

Jakob var blet ganske glad i Fyren. Elisabeth kunde
saamæn blandt alle denne Verdens tilfældige Fore-
komster ha gjort et daarligere Valg.

Han saa sig mangengang lei paa Johan Henriks
lunkne Maade at ta sit Arbeide paa, - saadan mage-
lig overlangs; og han tillod sig at holde en Smule Kon-
trol og Opsigt, om det just ikke smagte den unge Herre.
Lærerne, baade Hansen og Jentoft, sa' jo, at han læste.
Men der stod Tobaksrøgen ud igjennem det halvaabne
øverste Vindu i hans Værelse over Gaarden, og ret som
det var kom der Venner, som skulde ha et Glas Øl til
sig. Altid en saadan velsignet Overflod paa Tid!

Inde i Stuen var han fuldt beskjæftiget med Teg-
ningerne og Ridsene til det Hus, de havde gjort en
liden Begyndelse til, ude paa Landstedet.

Dette irriterede nu tilfældigvis Jakob i denne Tid, da
han hellere følte sig oplagt til at opsætte hele Byg-
ningsplanen et Aarstid, indtil der igjen var kommet
Liv i Tømmerpriserne. Det udenlandske Marked var
fortiden overfyldt, saa det ikke var muligt at sælge til
antagelige Priser. Hvorfor saa lægge ivei med ny Ud-
gifter! han sad sandelig i nok saa meget; og Penge
var dyre for Øieblikket.

Han kunde ikke frigjøre sig for en vis Ængstelse
for en af sine Medinteressenter i Varaasskogen, Pro-
prietær Vingaard. Saa grundmuret, som den Mand
var anset for at være, - forhaabentlig var det bare
Snak; - men der gik virkelig visse Rygter om Kau-
tioner og Forlegenheder . . .

Naa, det var jo noget, som det var klogest ikke at
røre ved fortiden - tie muk stille . . . Men, naar Død-
vandet i Priserne var over, skulde det være underlig,
om han ikke skulde kunne faa ham væk fra Makker-
skabet . . . Han var virkelig blet endel opskræmt.

. . . Men for Johan Henriks ubekymrede Sjæl laa
det jo i Skyerne, hvor Pengene kom fra! Han saa ham
sidde der halve Eftermiddagen med Papirruller ud-
over Bordet inde i Stuen og gruble og grunde; han
fik Arkitekt Holm med paa ny Projekter og Rids og

SIDE: 116

tilslut Alette og de andre aldeles ivrige. Grundmuren
maatte absolut være færdig før Frosten og Telen kom
i Jorden, - og Bygningstømmeret kjøres frem paa
Føret!

Nei det var jo ikke til at begribe, hvorfor Far havde
imod, at det vakkre Schweitzerhus stod der færdig til
næste Høst . . .

- Der kom en hel Misstemning, da Jakob en Aften
uden Spor af Grunde lod til kort og godt at stille sin
Villie imod dette, som de nu alle havde sat saadan
stor Glæde i.

Johan Henrik havde saa klart og greit sagt alt, hvad
der var at sige, Mor var saa helt for det, Planen laa
saa prægtig ordnet i alle Dele; men det var som for
døve Øren; han gik i al Lydighed plystrende ind paa
sit eget Værelse; og Viking drog med et lidt vel stærkt
Smeld i Døren hidsig efter:

"Var ikke dette at spare paa Skillingen og lade Da-
leren gaa, saa stod hans Forstand stille!" . . .

"Det er rentud en Sorg, Du gjør Børnene med denne
Halstarrigheden din, Jakob!" sagde Alette oprørt. -
"Og Johan Henrik, som har lagt saameget Hode og
saameget Arbeide i det -; jeg saa, hvor det gik ham
nær."

"Aa jeg maa sige, jeg vilde ønske, Johan Henrik
heller la sit Hode og sit Arbeide i det, som bygger
hans Fremtid. Men alt andet, - kun ikke det, han
skal gjøre!"

"Det er ret, bebreid ham nu ogsaa, at han har Evner;
han har jo aldeles overbevist selve Arkitekten."

"Vilde bare ønske, han ogsaa kunde overbevise Pro-
fessorerne, Du! - Han er overhovedet ganske særlig
vel udviklet for den konsummerende Side af Livet,
opdraget som Rigmandsbarn" . . . kom det med et Blik
til hende.

"Du mener vel, det er mig, som har staat for det,
Jakob? - Du har ialfald den Fordel, at Du kan sige,
Du lidet har tænkt paa dem - uden én og anden
Gang, naar der skulde vanke Skjænd eller Straf. Der-

SIDE: 117

for har Du nu heller aldrig naat deres Fortrolighed;
- og koster det Dig da heller ikke synderlig at skuffe
dem i en Glæde. - Vær rolig for, at Johan Henrik og
Viking nok husker paa denne Aften, da en hel vakker
Bygning faldt sammen for dem! Du tar saa Troen
fra dem, Jakob. - - Jeg skulde saa gjerne finde mig
i det for min Part, naar jeg saa én eneste rimelig
Grund. Men saadan bare nei - og nei . . . det gjør
ikke godt paa nogen Du. - Jeg havde nu ogsaa en-
gang sat mig ind i, hvordan vi skulde indrette alt der
med Værelser til Johan Henrik, naar han kom med
Duskeluen, og til Alf og Elisabeth og hendes Kjæreste.
Og saa nei, - bare ned med det, - jeg, Husfaderen
vil det ikke" . . .

Han saa, hvor hun var opfyldt til Taarer af Skuf-
felsen, hvorledes hun fægtede for hvert Ønske hos
disse Sønnerne . . .

"Naa saa byg væk, byg væk" . . .

Han retirerede for det forgrædte Ansigt.

Det var Jørgen Bervens prægtige svarte svede Hest
og af Veisølen aldeles overskvættede fine lakerede
Karjol, som rullede gjennem Portrummet og ind paa
Gaardspladsen hos Jakob.

"Er de hjemme her, Gudbrand, Mørk selv, mener
jeg? - - Saa, - paa Kontoret . . . Sæt den ind Du,
strigl den bra og brug Halmvisk efter . . . Og vent lidt
med at gi den Vand," raabte han, som han med Reise-
væsken i Haanden skyndte sig op ad Dørtrappen.

Det var stadig de samme ungdommelige Bevægel-
ser, kun med en lidt mere knoklet og leddet Magerhed
i Figuren og nu med graa Flekker i Skjægget nedover
hver af Kindvinklerne og midt paa Hagen.

Allerede i Gangen mødtes han af Jakob, som gjorde
Mine til at følge ham ind i Stuen.

SIDE: 118

"Aa nei Du, lad os greie, hvad vi har at gjøre inde
paa Kontoret først," bad Berven.

"Tænkte, Du kunde trænge et Glas Vin nu, Du har
reist" . . .

"Aa nei, Du véd, der blir saa mange Dikkedarer
derinde, - Snak og sligt, - bedre at faa det bag-
efter . . .

Men, hvad er det, som staar paa, Jakob?" sagde han,
da Døren til det inderste Kontor var smekket igjen
efter dem. "Du pleier ikke at invitere mig til Dig paa
det Vis, - jeg faar Brev midt op i Skogen . . . Daar-
ligt Humør, ser jeg. - Gaar nu ikke og er ængstelig
vel, Jakob?" - Han stod og saa paa ham: "Ja Du
spekulerer da vel aldrig paa at faa mig ind i noget-
slags? .. Did faar Du mig ikke, ser Du. Ikke for mit
Liv!" -

"Spekulerer heller paa at faa mig selv ud af noget;
- den Varaasskogen sætter mig graa Haar i Hodet,
ser Du."

"Pyt, Skogen er god nok!"

"Vi har maattet løse Proprietær Vingaard, vor
Fjerdemand, ud af Handelen Du, Mathiesen og Ring-
næs og jeg; - han gaar fallit en af Dagene han! -
Og saa er jeg forfærdelig pint for Penge i denne Tid
 . . . Det er jo svære Terminer, jeg paa det Vis har
maatte overtage, - og en Pengeknaphed overalt, som
ikke er til at beskrive. Det eneste, én er sikker paa, det
er sine Udgifter. - Ja, - nu har jeg da lykkelig kla-
ret den Termin, som skal ud iaar! men, jeg si'er Dig,
rent ud ved at ta Huden af mig, - - skrabe og op-
tage alle Tilgange baade her og der, saa Kontorkassen
er som et tomt Spand. Og der staar jeg nu med Piner
og Plager for de daglige Klareringer . . . Forsikkrer
Dig, det er saa det vækker i mig, naar Folk kommer
paa Kontoret; jeg kan ikke betale med Tilgodehaven-
der, jeg maa ha kontant i Haanden jeg. - - Er jeg
blet mager synes Du?"

"Aa-aa, - jamæn tror jeg det."

"Ja blir jeg det ikke, saa er det min gode Konsti-

SIDE: 119

tution, for værre end jeg ligger i Sælen i denne Tid!"
pustede han ud.

"Nei Du er ikke videre vant til Modbør."

"Aa Tobiesen!" sa Jakob ud af Døren, "vil De sige
inde, at Berven er kommet og blir her til Middag."

"Nu ja, Jørgen! kort og galt, Du kan lette mig for
mange Plager, om Du vil laane mig femten tusind
Kroner paa ét Aarstid, saa jeg kan betale dem af
efterhaanden. Du er jo saadan en Kontantibus."

"Paa første Ord, véd Du; det kunde Du bare sagt i
din mystiske Brevlap."

"Er Du gal, gi' fra mig med min Haandskrift, at
jeg er i Knibe for Penge!" spøgte Jakob lettet. "Og
desuden, det haster ikke med at faa dem, bare det sker
fort og straks."

Berven satte sig hen ved Pulten og tog Pennen.

"Bare Trælasten vilde live lidt paa sig igjen Du,"
sa Jakob.

"Smøre sig med den Urt Taalmodighed, véd Du, til
der blir afsolgt tilstrækkeligt over i London" . . .

"Hm, - ren Vindstille i Forretningerne helt fra
ifjorvaar," brummede Jakob, som drev paa Gulvet.

"Naturligvis, naar Folk har hugget og skibet ud,
som de var gale. Det er et Pust det, som faar taales,
- og som kan gjøre sit gode til at sigte Uvederhæf-
tigheden lidt . . . Der Du, har Du Anvisningen."

"Tak skal Du ha, Jørgen!" - Han drev igjen et Par
Gange op og ned af Gulvet og stansede saa endnu med
Papiret i Haanden og saa paa ham.

"Hvad mener Du om Tiderne, Jørgen?"

Jørgen sad med Albuen paa Pulten vendt mod ham:

"Hvad mener Du, som sidder i Affærerne? Naar
man har faat karret sit ud af Ilden, har man ikke
længere de rette Fornemmelser, ser Du."

"Ja vidste jeg det!" Jakob gik og smaafløitede.

"Saalænge der bygges ude i Verden, maa de jo ha
Tømmer," mente Berven - - "og alle vore kompe-
tenteste Affærsmænd, som det heder i Kunstsproget, er
jo aldeles bestemt enige om, at der ikke kan være Tale

SIDE: 120

om nogen alvorlig Nedgang i Tiderne." Tonen var
lidt skeptisk.

"Ja det forlyder saa, - bare holde paa Kortene, -
ikke sælge" . . . yttrede Jakob med et vist Blik paa
ham. "Og ingen kan jo sige, hvad Vind der blæser
imorgen. Men saameget er ialfald klart, at, varer
Vindstillen ved, saa faar vi adskillige Falliter her-
oppe. De drikker Toddy og spiller Kort nu og venter
paa et nyt Ryk i Tiderne, - og skriver paa Papirer
for hverandre. Svær Nød for Kontanter!" . . .

- Inde ved Middagen dreiede Forhandlingerne
mellem Familiens Medlemmer sig om Indretningen
paa Landstedet. Der var snart helt færdig derude,
bare lidt i Spisestuen igjen.

Johan Henrik var nylig kommet hjem. Han havde
ivaar igjen fristet Studentereksamen og kommet fra
det med et non, - et Udfald, som han ubetinget hæ-
vede sig over. Hovedsagen var bare at ha faat den
Eksamen med mindst mulig Skade paa sin Sjæl, saa
han engang kunde naa frem til det, han virkelig laa
for.

Han havde i Formiddag været henne hos Snedker
Willumsen og set, hvor langt man var kommet med
Møblerne . . .

"Udskaarne uden Stop og Puder; men Stil!" - for-
klarede han Berven; - "ikke alskens Gebrækligheder
af Pindestole, som knases og kommer til at hinke paa
tre Ben. Enkelt og komfortabelt, det har jeg holdt
paa - i Navn af al civiliseret Smag. Ikke sandt,
Berven?"

"Jo-o, - aa jo! -" Det skulde være morsomt at
vide, hvad Jakob holdt paa, sad han og tænkte; det
var nok helst paa sin Pung det.

"Du skulde ud, Berven, og se det nu," - mente
Viking, - "det er bare en Sviptur med Hesten i Efter-
middag, jeg skal være med jeg. Nu er der drænet un-
der Huset, saa der er tørt som Knas. Og vi kan reise
ud paa Vandet og fiske, om Du vil, der er nok af Abor
og Gjedde. Men rigtignok bare en elendig liden Pram,

SIDE: 121

vi har at ro ud med . . . Far faar la os faa en ordentlig
Baad til næste Sommer, en, som vi kan sætte Seil paa."

"Aa det er af den Slags, som taaler at opsættes, min
kjære Viking!" afviste hans Far ham kort. "Du faar
ikke udstrække Dig til for mange Projekter."

"Der er saameget Fisk i Vandet, at den snart be-
taler Baaden Far," sa Viking med sin troværdige stø
Vederhæftighed. "Jeg kjører selv Sten til Landgangs-
bryggen, naar jeg er derude."

"Ja, De kan tro, der har været Arbeide," udviklede
Alette. "Og til Høsten skal vi faa Gartneren med og
plante Frugttræer og Bærbusker. Børnene er saa hid-
sige paa, at det skal være derude i vort eget Hus, vi
skal holde Sølvbrylluppet om et Par Aar. Det var jo
morsomt at ha Haven og Træerne lidt tilvoksede til
den Tid."

"Og saa slaas vi om Navnet," sa Viking. "Gran-
holtet eller Rognhaug vil nu jeg ha."

"Ja det er sandelig det, som gjør os mest Møie af
alt," erklærede Johan Henrik; han fo'r med Haanden
gjennem sit vakkre mørke Haar: "Det blir disse
banale: Alettenlyst, Sorgenfri, Kvældshvil" . . .

"Tja, - til den Tid!" . . . ræsonnerede Jakob. Det
kommer sandelig ikke an paa bare at bygge Lysthus,
det beror ogsaa paa, med hvad Humør man sidder i
det."

"Aa kjære, man faar da se til at ha lidt Humør paa
sin Sølvbryllupsdag; - det er nu ialfald en Festdag,
som Børnene vil mindes," sagde Alette med Vægt.

"Naa saa, Børnene!" . . . lo han eget.

"Ja ja, det er dog for dem, vi lever, Jakob!"

"Jeg har altsaa i visse Maa-Maader et Fortrin,
Frue, - som ingen Børn har" - stottede Berven;
"jeg faar leve for mig selv" . . . Han spiste, som han
pleiede, overmaade langsomt, og de sad og ventede paa
at kunne byde ham mere af Ørreten.

"Saa har man ialfald ingen Skuffelse, naar man er
saa heldig bare at elske sig selv," - sagde Alette, hun
sad og smaaslog med Servietten mod Bordet.

SIDE: 122

"Hvad siger Du, Elisabeth, om den Ting?" nikkede
Berven gemytlig over til hende. "Hører Du fra ham
nogengang, denne Medicineren din?"

"Jeg er saa lykkelig over, at Mor skal ha kjøbt Gar-
diner," lo Elisabeth; - "saa faar jeg følge med til
Byen, naar hun nu reiser ind."

"Ja det er adskilligt, vi maa ha', Jakob, skal vi faa
nogen Glæde af Landstedet iaar. Jeg maa jo bo hos
Onkel Vosgraffs; de er ganske fornærmede over at jeg
ikke kom ind til hans en og syttiende . . . Og da er
det fornuftigst at ta det med én Gang - en Del til Sen-
gene, Tepper og saadant" . . .

"Og nogle Speile maa vi absolut ha derude i Væ-
relserne," erklærede Johan Henrik.

"Er det Meningen maaske at fortsætte Stu-Stu-
dierne til Anden-Eksamen i den landlige Ensomhed?"
anbragte Berven, der havde et særligt Øie for Johan
Henriks sikkre Overlegenhed.

"Hvorfor ikke?" lød det ligegyldigt; Johan Henrik tog
ikke Korreks.

"Ne-i hvorfor ikke . . . der vil jo være mange Be-
hageligheder for en ung Herre. Fiskeri, Jagt, Sport"
 . . . harcellerede Berven.

Der blev en pinlig Taushed.

Alette var harm; Berven kunde sige, hvad han vilde
der i Huset, - naturligvis ikraft af sit gamle hellige
Forhold til Jakob!

"Jeg maa jo sige," tog hun i, "at i alt, som vedkom-
mer Landstedet, retter jeg mig saa ubetinget efter Jo-
han Henrik; - det har da, saamæn, ogsaa selve Arki-
tekten maattet gjøre."

"Føler mig sletikke smigret, Mor; den Arkitekt Holm
er ikke mere end en ordinær Dygtighed."

"Nei nei; - siden Du har gaat saa ind i det, saa
har Du vel ogsaa - hm, - nøiagtig Begreb om Reg-
ningerne? . . . Det er ligesom Halen ved Dragen det,"
- drog Berven uforstyrrelig paa, medens han lagde
Servietten sammen.

"Tak for Mad," sa' Jakob, han reiste sig lidt braat

SIDE: 123

og skjød Stolen under Bordet. "Send os Kaffeen ind
paa Kontoret, Alette!"

- De var lige efter igjen derinde i det allerhelligste
- de to, - ved Kaffeen, og Jakobs Pibe dampede
noget stærkt.

Berven holdt sig som sædvanlig til sin egen fine
Merskumssnadde i Etuiet og sin udvalgte Tobak.

Han stod endnu foran det lille Bord ved Sofaen og
præparerede Nydelsen omhyggeligen. Nu rev han
Fyrstikken og drog til sig, til Piben var kommet or-
dentlig i Gang . . .

"Hum puh . . . Du Jakob!" sagde han og blev staa-
ende med Snadden halv løftet i Haanden og se paa
ham . . . "Du Jakob! . . . jeg maa sige, hvad jeg mener,
véd Du . . . Og jamæn synes jeg, det er rart, at Du lar
hele din Familie sidde derinde saa uvidende som
Grønspætter om, at Du har Pengesorger om Dagene."

Jakob kræmtede uvillig henne i Sofaen.

"Jo-o, jeg synes det! . . . Det var, rent ud sagt, som
et Stykke bagvendt Verden at høre paa, hvorledes de
alle, - Kone og Barn -, bare bemøiede sig for at faa
seilet og rod og gravet og reist væk Pengene dine; -
og det nu! . . . Jeg maa sige Dig, Gut, jeg synes Synd
i Alette; hun er baade for god og for forstandig til, at
Du slig bare skal føde hende med Rosiner og Mandler;
- Du sætter hende jo slet ikke ind i nogen Ting! Det
er Synd i hende, er det. Og Du er en noksagt, - nu
véd Du det . . . Gak hen og gjør det om igjen!"

Jakob saa hastig hen paa ham; der steg noget i
Ansigtet, som han beherskede:

"Aa ja, jeg skal vel lære af Dig, som taler af saa-
megen Erfaring? . . . Det er nu som at se ind i et helt
Maskineri, et saadant Forhold, ser Du, - som Du ikke
véd noget om . . . Tror Du ikke, hun kan ha saa inder-
lig nok med sine egne Omsorger paa alle Kanter og
Plager og Bekymringer af Børnene, - som nu engang
er hendes Svaghed! - - Ogsaa skulde jeg dertil gjøre
hende alskens Forskrækkelser for Pengevanskeligheder,
som hun aldrig har været vant til, - og naturligvis

SIDE: 124

bare vilde ta med Overdrivelse. Jeg skulde kanske
skræmme Livet af hende med Tiderne ogsaa . . . Ja
Du snakker!"

Berven dampede ivrig . . . "Bare la' hende faa Be-
hagelighederne ja, . . . spare hende for de smaa Sorger
og la hende faa den store, - at Du ingen Fortrolig-
hed har til hende! . . . Saa-saavidt skjønner jeg mig
ogsaa paa Ægteskabet, at jeg véd, en Kone aldrig i
Verden ta-takker sin Mand for det . . . Ja, jeg synes
nu Konen maatte heller - hade ham, . . . føle sig for-
agtet . . . o-og skudt for Glug!"

"Driv paa med din Kjæphest, Du Jørgen, saa røger
jeg. - Jeg véd jo, Du sidder inde med megen Rheto-
rik fra gamle Dage paa det Punkt. Men, - ser Du,
det, Du havde Vet paa, det var at nytte Konjunktu-
rerne, og derfor fik Du Skog; og det, Du ikke havde Vet
paa, det var denne Giftermaalsgreien, som altid har
ligget som en Floke inde i dit Hode, - og derfor fik
Du ikke nogen Kone . . . Nei, - jeg har ikke mere at
sige, og gid Du ogsaa var færdig! Sæt Dig nu hellere
i Ro istedet for at ivre Dig op i andres Affærer; Du
staar der som en lang tør Fyrstikke, der er gaat Ild i."

Det var mulig Vennens Indblanding i hans huslige
Affærer kunde have gaat ved en anden Leilighed; men
idag kjendte Jakob helt inde fra Middagsbordet de
laante femten tusind Kroner bli ligesom tyngere og
leiere i Brystlommen. Han var aldeles ikke vant til
den Situation at være Laantager. Inde i Stuen havde
han følt sig flau og næsten regnskabspligtig for ham
hver Gang, der blev nævnt en Udgiftspost. Og nu inde
paa Kontoret stod Kreditor der og reviderede alt hans
- baade til Hjerte og Nyrer. Naturligvis havde han
Ret til det; saalænge han sad der med hans femten
tusind Kroner!

Berven var ikke den af de to, som pleiede at gaa
slagen ud af en Disput . . . Han bankede med Snadden
i den hule Haand:

"Je-jeg kræver ialfald af din Forstand, at Du ikke
lar Dig paaføre unødige Sorger og Bekymringer. De

SIDE: 125

aner jo ikke, de piner og plager Dig . . . Bare ved at ta
lidt i og sæ-sætte Dig imod Galskaben, kunde Du faa
hele Huset paa en bedre Fod."

Jakob begyndte at se Anvisningen tvertigjennem
Lommebogen, - Chequet til Banken, sammenlagt i
tre, med det skjævt skrevne Jørgen Berven under.

. . . "Dette Landsted trækker og suger Penge daglig
af Dig . . . Det var jo bare, at Du ventede til næste
Vaar med at ha det færdig; saa var Du da kvit det;
- vi er alt et Stykke ind paa denne Sommer nu. Og
til Vinteren behøver da Johan Henrik sandelig ikke
Landsted!" . . .

"Jeg skal overveie det, Jørgen," sa' Jakob og lagde
sin længst udgaaede Pibe fra sig paa Kaffebordet. -
"Men jeg har rigtig siddet og tænkt paa endel andet,
mens Du har snakket . . . Ser Du, jeg har faat ud, at
jeg nogenlunde kan hjælpe mig alligevel uden at
laane de femten tusind Du" . . .

"Men, kjære Dig, Du kan beholde dem i to tre Aar,
vil Du!"

"Tak; - eller fire, vil Du vel sige; men saadant er
ikke Laan det." - Han tog frem Lommebogen og
rakte Anvisningen hen mod ham . . . "saa Tak, Jørgen,
her har Du den tilbage!"

"Jo, jo, jo, jeg mener det alvorlig," nødte han den
paa Berven, - "det blev jo saa alligevel noget, jeg
maatte sørge for at faa betalt igjen . . . Saa har jeg da
ikke det paa mig."

Berven stod lidt stille . . . "Siger Du nei! - til mig?"

"Skal jeg laane, vil jeg helst holde mig til en Bank;
- der har man hellerikke med nogen personlig Kre-
ditor at gjøre."

"O-og Du vil ikke ta den, - Jakob" . . .

Berven stod med Papiret i Haanden; den skalv en
Smule.

"Gaar ikke Du!" sa' Jakob afgjort.

"Ikke? siger Du" . . . Der kom noget fugtigt op i
Øinene.

"Naa - jaja - - saa har Du egentlig ikke noget

SIDE: 126

Brug for mig længere, Jakob," - lød det langsomt, -
"saavidt jeg skjø-skjønner . . . og da maa jeg bede
Dig om at faa min Hest spændt fo-for; - jeg vil
gjerne være oppe ved Skogen igjen i Aften."

"Det er naturligvis, som Du helst ønsker, Jørgen! -
Det generer mig virkelig at tænke paa, at jeg har bryd
Dig saa langt. Jeg burde ha tænkt før paa, hvordan
det ser ud at laane." Han havde ordentlig Trang til
at se ham afgaarde.

Berven sagde ikke et Ord mere. Han tog op Reise-
væsken og satte den ned igjen, og stod bleg og som
lidt uvis, da han havde faat Støvfrakken paa, om han
skulde gaa ind i Stuen.

Han valgte at aabne Døren halvt og hilse sit Adiø i
al Korthed til Elisabeth, som sad der.

- Jakob stod kold høflig paa Gadetrappen, da hans
gamle Ven uden at nikke eller vende Hovedet smek-
kede paa sin svarte, raske Traver og rullede afsted . . .

Han blev staaende med det lidt graasprængte Hoved
ubedækket en Stund og se efter ham.

"Jeg mener, jeg er rent fra Vettet jeg!" - fo'r han
pludselig op og gik hastig ind paa Kontoret.

. . . Han maatte rent ud ha været fra Forstanden! -
Skilt sig med sin eneste gamle prøvede, sikkre Ven,
- - for en Kone, som ikke var hans Fortrolighed og
Bekymringer nærmere end - hm . . .

Han gik længe derinde. Mundstykket paa Piben,
som han af mekanisk Vane havde tat til og glemt at
tænde, var bidt itu mellem Tænderne, da han lagde
den fra sig.

Jakob kom, endnu med Svøben i Haanden, ind paa
Kontoret for at faa Skjærfet og Ulveskindspelsen af
sig. Han havde kjørt hele Dagen og var rød i Ansigtet
af Kulden.

SIDE: 127

"Martin Ringnæs er røget fallit, Tobiesen! - Vi faar
den Fornøielse, Mathiesen og jeg, at maatte klare og-
saa hans Fjerdepart i Varaasskogen."

"Saa? - Skulde én ha hørt paa Magen, den rige
Manden" . . .

"Rige ja; - de ligger snart overende hele Endosse-
mentskjæden, - som Korthus."

"Jaha, - det er det fortvivlede Sagbruget, som de
skulde drive saa stort allesammen baade med Udskib-
ning og andet!" - brød Tobiesen ud.

Jakob forsøgte et Par Gange utaalmodig at faa spar-
ket den ene af Reisestøvlerne af sig.

"Lad mig hjælpe Dem," sa Tobiesen.

"Det er naturligvis dem, som der har været nogen
Rassel i, som har lagt ud, mens der var Veir i Ti-
derne. - Og nu er vi alle saa kloge, Tobiesen! Bagefter
faar vi høre Visdommen" . . . Han spændte Støvlen
henover Gulvet.

"Jamen disse Spikkelanterne," indvendte Tobiesen
halsstarrig, - "de trode nu, de sad midt op i Kalifor-
nien. Det er Maade paa Letsindighed ogsaa!"

"Huf, jeg mener, De vil koge Dem herinde i Efter-
middag! . . . Nei, nei, nei, gjør ikke noget ved det," sa
han, idet han tog i Dørklinken for at gaa ind; "det er
naturligvis mig, som kommer ind fra Kulden."

"Jeg hørte, Du kom," mødte Alette ham i Kjøkken-
døren, "og har bedt dem varme op lidt af Frikaseen
fra Middagen; Du har vel ikke spist endda" . . .

Hun gik ud i Kjøkkenet igjen for at skynde paa.

Der var ingen i Stuen; Elisabeth var gaat op i Byen,
sagde Pigen, som saa til Ovnen.

Han gik frem og tilbage paa Gulvet.

"Nei men Alette da," lukkede han utaalmodig paa
Kjøkkendøren, - "kan det ta saadan Tid at faa istand
lidt Mad? - Og saa faar da nogen tænde Lampen!"

"Ja, Vennen min, det blir straks altsammen; - bare
Du ikke er grætten, Jakob!"

Alette tændte den store, vakkre Lampe og rullede

SIDE: 128

ned Gardinerne, medens Pigen dækkede Bordet og
satte Maden ind.

"Se saa, naar Du faar Mad, Vennen min, saa blir
Du nok snillere" . . .

Hun satte sig lige overfor ham med Strikketøiet.

"Vi har faat en Kasse Øl fra Kristiania idag Du.
Det er af det, Du har der. - Var du indom hos Soren-
skriverens? Ikke? . . . Det er en lang Reise, Du har
gjort, Jakob, fire, fem Dage; jeg husker næsten ikke;
- det gaar saa ensformig her nu, vi er saa alene, -
bare Elisabeth og jeg hjemme" . . .

Hun saa, han var i daarligt Humør, og ledte efter
en Maade at komme ind paa det med ham.

"Det er jo saa mange Falliter nu. Oppe hos Fogdens
iforgaars talte de bare om de daarlige Tider," be-
gyndte hun.

"Ja-a, man kan konversere hyggelig om det og-
saa!"

"Men Sagførerne tjener jo Penge paa det. Du siger
vel ikke desværre! til det, Jakob?" spøgte hun.

De rappe Strikkepinder blinkede i Lampeskjæret
pinlig nervøst lige ind i Hodet paa ham.

"Lyset skjærer mig ind i Øinene, kan Du ikke flytte
Lampen, Alette!" lod det irritabelt.

"Jo Vennen min.

Og saa har vi havt Brev fra Viking," prøvede hun
igjen. "Han er ikke rigtig fornøiet; Landbrugsskolen
er altfor theoretisk anlagt, siger han. Han har nok saa
stor Lyst paa Skotland, stakkar! Men Du faar selv læse
Brevet. - Og Alf" . . .

"Ja jeg véd det, Alette, - véd, det er den ellevte,
han skal ha Penge! - og Johan Henrik sit" . . . Det
dirrede i ham; - "bevares, de maa ha det paa Dagen."

"Ja det maa de da rigtig, Jakob. Stakkars, hvordan
skulde de vel ellers greie sig? Og det er da saa liden
en Ting for os at huske paa at være lidt akkurate."

"Ja naturligvis" . . .

- Han var gaat ind paa Kontoret, og Alette sad
alene igjen i Stuen. Lampeskjæret faldt ned paa den

SIDE: 129

mørke Kjoleskulder og det lidt fyldige, ganske karak-
terfulde Ansigt. Det havde et trist grundende Udtryk,
og hun strikkede ivrig rask.

Hvad var det dog, som gik af ham? Hun havde
længe følt, at det var noget . . . De gik saagodtsom
alene nu, - Børnene paa hver sin Kant. Men det var
rent, som hun manglede Arme til at naa ham!

Hun hørte, han tog Overfrakken paa i Gangen og
gik ud af Gadedøren. -

"Lampen staar nu vel ikke og brænder endnu hos
Mørk?" forhørte hun lidt efter inde hos Tobiesen, han
stod med Huen paa for at gaa; - hun vilde blot vide,
om Jakob tænkte at komme hjem igjen snart eller
var gaat op paa Klubben.

Nei den viste sig at være slukket.

"Sig mig, Tobiesen," - hun satte sig et Øieblik ned
derinde paa Kontoret, - "Mørk var ikke videre i Hu-
mør iaften, og jeg kom ikke til at spørge ham; det er
derfor jeg er lidt urolig. Det er vel ikke nogen Sag,
han har tabt? jeg véd, han tar sig altid nær af det."

"Nei Frue," Tobiesen borede de smaa raske Øine
ned i Pultlaaget, - "ikke det jeg véd."

"Naa det var rigtig godt, det vilde være saa kjedeligt
at gaa her iaften og tænke paa, at der var noget
iveien . . .

Men, Tobiesen, det er ikke nogenslags Stridigheder
eller Uenighed, han er kommet ind i med nogen?"

"Nei slet ikke, det jeg véd, Frue - slettes ikke."

"Det er jo saa slemme Tider nu for Folk heroppe.
Han har vel nogen Pengeærgrelser Mørk ogsaa?"
spurgte hun opmærksom paa hans Ansigt.

"Aa det er vel ikke til at undgaa et og andet Tab,
naar én sidder i saameget." Tobiesen pirkede med
Pennen i Pulten, som han grundede over, hvordan
han skulde fortsætte . . . "Og for dem, som har spik-
keleret i Skog, kan det være mangt et Knipetag."

"Men her kan altsaa være Knipetag, Tobiesen?" son-
derede hun.

"Ja ikke her!" tog han sig hurtig. - "Fruen maa

SIDE: 130

slet ikke misforstaa mig. Nei vi her, vi ser bare paa
de andre, vi . . . Om Dommedagen engang kom over
al denne Spikkelationen, saa - stod det, - hø, hø, hø,
- nok ikke endda saa farlig til her!"

"Nei, Mørk har jo sin gode Forretning og er saa
anset og solid . . . Og kjære, - om vi nu kom til at
tabe endel; - ja, selv om vi mistede alle disse Skog-
eiendommene, - jeg skulde sandelig ikke drage et
tungt Suk for det, Tobiesen! Jeg har aldrig nogengang
ønsket Rigdom. De er saamæn allerlykkeligst, som
bare har rundt og godt, hvad de trænger, og jeg er vis
paa, Jakob ikke har havt synderlig Glæde af alle disse
Skogene sine; men nok af Mas og Uro! Og det er jo
ikke hans Fag heller; han havde havt saa nok i sin
Forretning . . . Der er Alf gaat hen og blet Forstmand,
som han nu slet ikke passer til; - havde det endda
været Viking! . . .

De skal vel gaa De, Tobiesen, jeg saa, De stod med
Huen, da jeg kom."

- Skulde det virkelig være Pengeærgrelser, som gik
af Jakob, grublede hun. -

Han laa vist vaagen om Nætterne; Lysene i Stagen
inde paa hans Værelse var mangen Gang helt ned-
brændt om Morgenen . . .

Han var ikke til at forstaa sig paa; - kunde plud-
selig komme i slet Humør ved det mindste Ord. Og
det var, som det altid blev galt, naar hun mente det
bedst og søgte varsomt at komme ind paa det med
ham.

Det oprørte hende, at hun saadan skulde være nødt
til at gaa med Kunster til Tobiesen og passe paa og
studere sig rent ihjel paa, hvad der var iveien!

Hendes Tanker spillede paa alle Kanter.

Det kunde da ikke være nogen, han var forelsket i,
- holdt af? - - Gik han der kanske og sørgede? De
kan jo faa saadanne Raptusser . . . Havde hun kan-
ske været ganske blind? - han var altid saa mørk og
grætten, naar han kom hjem fra Reiser . . .

Hun grebes et Øieblik af en vild Angst; og hun

SIDE: 131

mønstrede og ledte fjernt og nær omkring efter en
mulig Gjenstand.

Han likte godt at snakke med Damer, naar de var
ude i Selskab, - kunde være komplæsant nok, naar
han var i det Lune; - - Men nogen enkelt! . . . hun
rystede paa Hovedet.

. . . Vide, at han havde det ondt, at det var noget,
han led under; - kanske bare en Indbildning, kan-
ske en Forfængelighed? . . . og saa Døren som igjen-
slaat for hende . . . Der ophobede sig en Bitterhed;
hun syntes næsten, hun begyndte at hade ham!

Da Alette kom ind i Stuen, sad Elisabeth og læste
paa et Brev fra sin Kjæreste; - hun havde naturlig-
vis gjemt det som andet Sukkergodt helt fra i Efter-
middag, Posten kom.

Det pinte hende altid at se Datteren saa uendelig
sikker og tryg paa Fremtiden, som Livet ikke skulde
gjemme nogen Fare; - og i Aften, - naar hun
tænkte paa al den Skuffelse, Elisabeth sad der og legte
med . . .

Hun følte, hun var paa Randen af at sige et og
andet, som vilde gjøre hende ondt. Og det var saa
Synd, at røre ved al den Lykke. De havde den jo bare
mens de havde den!

"Sig mig, Elisabeth, skriver Morten noget om Am-
manuensisposten derinde?" søgte hun at aflede sig
selv.

"Han faar den, Mor, straks han er færdig til Høsten,"
fortalte hun lysende af Glæde.

"Naa, men da er det jo ikke saa utænkeligt allige-
vel, at I to kan ha Bryllup paa vor Sølvbryllupsdag."

"Tror Du ikke, Morten netop skriver det, Mor!" -
Den raske lyse Pige fo'r op og slog Armene om Hal-
sen paa Alette. - "Det er bare saa rent, rent, saa jeg
ikke kan forestille mig, at det kan hænde nogen-
gang" . . .

"Vi maa nok forestille os det, Du; - det er paatide,
vi begynder at tænke paa at faa sammen baade et og
andet til dit Udstyr. Det skader ikke at se os lidt om,

SIDE: 132

hvergang vi er inde i Byen; man kan overkomme ny-
delige Møblementer."

"Aa Mor, Morten og jeg er alt blet saa enige om,
hvordan vi vil indrette os; vi vil begynde med Birke-
træs Møbler, ganske tarveligt. Vi faar jo ikke mange
Penge at leve af, og vi er saa aldeles lige lykkelige,
om vi har det aldrig saa tarveligt, det er jeg saa vis
paa!"

"Ja ja Elisabeth, vær nu ikke saa uendelig fuld af
Illusioner! - Tænk Dig, at Du vil gjøre det bedst
mulige ud af det, Barnet mit. - Men Du maa jo da
forstaa, at det ialfald ikke er saa let at gjennemføre
et saadant Forhold. Se lidt paa Virkeligheden og ta'
nu, for Eksempel, de nærmeste her ved Siden af os.
Der er Sagfører Søvigs og Kjøbmand Møllers, - synes
Du, de Koner skal prise Livet? Og de har vel begyndt
med at være kanske ligesaa forelsket som Du, - og
ha de samme Forhaabninger som Du."

"Ja, men det er da virkelig fordi de slet ikke har
levet sammen i nogen Ting. Mand og Kone skal da
ikke bare gaa ved Siden af hinanden og trælle og
trække som to Heste uden Spor af fælles Interesse!"

Det var noget i dette sidste afgjorte fra Datterens
Side, som ordentlig ærtede Alette op; - disse Tale-
maader, det var noget saa fjollet.

"Du mener da vel ikke, Elisabeth, at Du skal kjøre
med i din Mands Praksis og kvaksalverere som klog
Kone eller sidde paa Kontoret og skrive Regninger for
ham? Han trænger, saamæn, baade til at faa Knapper
i sine Klæder og til at faa en Kone i Stuen om Aftenen,
som ikke bare er ligesaa træt og udaset, som han."

"Jeg mener, at jeg vil interessere mig for ham selv
Mor, saa at han intet hellere vil end at faa snakke
med mig om sin Gjerning, - netop det, som bekym-
rer ham. - Og, kan jeg hjælpe ham, saa desto bedre;
men jeg duer vist ikke videre til den Slags."

Alette blev ganske rød og taus; hun saa næsten ikke
hen paa Datteren. Paa det Punkt om Fortroligheden

SIDE: 133

med Jakob var det kanske, hun i sin Tid havde stran-
det . . .

Tante Justitiarius var tilfældigvis aldrig rigtig vel,
naar de vilde kjøre ud til Rognhaugen.

Hun var fin, paastod Johan Henrik; hun begreb na-
turligvis, at det var, fordi de var kommet der i Besøg,
saa man blev for mange, at de ikke isommer kunde
flytte ud til Landstedet, men maatte foretrække at
lufte sig for aabne Markiser lige ved Gadestøvet
hjemme i Byen . . . Hun var aldeles døv, naar de
nævnte Rognhaugen, det var rentud en speciel Svigten
af Høreorganet netop ved den Sammenstilling af Bog-
staverne. Selv om Sølvbrylluppet til næste Vaar var
hun haardnakket ikke istand til at høre, saasnart der
kom noget om, at det skulde staa paa Rognhaugen.
Det var som en Tangent, der ikke slog an, Ordet blev
til Luft! . . .

Men ellers hørte hun aldeles mesterlig brillant! er-
klærede han. Det fjerneste Anslag til en Indbydelse,
og hun lagde straks i en vis urolig Feststemning An-
sigtet værdigen i Folder mellem Parykkens to sorte
Haartunger, forberedende sig paa at skulle ud paa en
første Æres- og Sofaplads igjen nogetsteds. Hun
maatte jo altid arrivere kjørende, selv om det bare
var fem Huse ifra; men ellers var det en Fornøielse
at se hende hastig rokke opover Gaden og pile ind i
en Butik.

Da var det saamæn anderledes Udbytte ved at følge
gamle Justitiarius husimellem. De maatte spænde sig
for, snart han og snart Elisabeth. At den gamle bar
sine tre og sytti Aar saa mærkværdigt, maatte de jo
overstaa bag hver Dørstok. Men saa vankede der et
Glas Vin og anden Høflighed, hvor de kom, baade
Formiddag og Eftermiddag; og naar Fuldmægtig Tinn,
- Fætter Tobias, som han hed for bestandig, - greb
Glasset og holdt sine smaa bevægede Speaks, om hvad

SIDE: 134

han huskede der i det samme Hus for, - lad mig nu
se, - sytten eller just tyve Aar siden! Og hvad vidste
han ikke altsammen. Da var der en anden Foged, en
anden Sorenskriver, en ganske anden Præst og ditto
skiftet Klokker - for ikke at tale om, hvordan han
huskede Kjøbmandsskilterne. Og han fik altid Folk
særligt rørt, fordi det var saa og saa længe siden.

I saadan Erindringsrus svævede han gladeligen to
Gange om Dagen. Men jamæn fik han ikke ogsaa
deres gode Vin frem; saa han var yderst lønsom at ha
med ude paa Visittogterne.

- "Kjære Dig Jakob," klagede Alette, "det gaar ikke an
saadan at lade bare Johan Henrik overtage Onkel; jeg
skjønner paa ham, at han føler, at Du negligerer ham.
Kan Du ikke kjøre med ham over til Bøllings i Efter-
middag, Gudbrand maa være hjemme for at hente
Viking ved Sekstiden nede paa Jernbanen."

"Ja jeg har jo saa inderlig god Tid til Lystture nu,"
lød det noget ironisk.

"Du faar saamæn gjøre det, Jakob! - jeg ser, han
gaar og tar sig nær af det. Han slog nu i Formiddags
saa smaat paa, at de maatte reise snart; - og det var
ikke for det gode, jeg kjender ham jeg."

"Nei, nei, jeg faar naturligvis først og fremst være
Vært . . . Men Du faar se til at være lidt sent ude med
Kaffeen, - en god halv Time, om Du kan. Jeg maa
ha Posten først, det er saa vigtigt for mig, Alette!"

"Saa Du? Er der noget, som" -

"Du har begyndt at spørge saa," udbrød han utaal-
modig; - "Du kan da vel tænke Dig, at jeg ikke be-
standig kan gi mig til at gjøre en hel Udvikling for Dig."

Det begyndte at bli hedt nu, syntes Jakob. Alle disse
Mennesker, som skulde fornøies, medens han gik der
i Spænding og svedede og hedede i Leveren to Gange
om Dagen over, hvad Posten kunde bringe . . . Ikke
en antagelig Grund til at bli kvit dem, - medmindre
han vilde støde i Raaberten ud for alle Vinde, at han
fløi som en pisket Top. Ikke før et Papir greiet, før
han havde et andet over sig! Han maatte gjøre som

SIDE: 135

Hummeren, - offre Kloen, - alt, hvad han eiede i
Varaasskogen - for om mulig at redde Livet . . .

"Hør, Tobiesen," instruerede Jakob ham inde paa
Kontoret, før han steg i Vognen med Justitiariusen, -
"skulde der komme noget med Posten i Eftermiddag,
som De kan tænke Dem er af Vigtighed, noget fra
nogen Bank . . . eller ja, De skjønner, som ser ud til
at pressere, - saa slaa en Konvolut om det, - ordent-
lig lukket, - og send det med en Ekspres over til mig
. . . Lever ind Aviserne og, hvad De ser, er private
Breve;" han saa vist paa ham, "men la' ikke nogen,
- ikke Johan Henrik eller nogensomhelst, forstaar
De, - stikke Næsen i Posten. Luk den ned i Pulten."

Jo Tobiesen forstod. Han skjønte paa adskilligt, at
Folk alt saa smaat blinkede til hverandre om, at det
kunde staa lidt fast for Sagfører Mørk nu med denne
store Varaasskogen.

. . . "Det havde aldrig hændt," - stod Alette og
nødte Justitiariusens ude paa Trappen, - "at de ikke
var blet over den enogtyvende, Tantes Fødselsdag,
naar de var deroppe. Der kunde ikke være Tale om,
at de fik reise før. Ikke sandt, Jakob?"

"Nei naturligvis" . . .

Jakob hjalp Justitiarius op i Vognen, og de rullede
afsted.

"Tolv - femten - tredive - én og sytti, . . . tolv
- femten - tredive - én og sytti" . . .

Tobiesen var faldt hen i mekanisk at summere op
og ned i Kassabogen og alt, hvad der bød sig af Tal-
rækker. Han sad med en svimmel Følelse af Fare.

Der var kommet Rygter om, at ogsaa Mathiesen var
gaat fallit . . .

Blikket speidede og lurede efter om Principalen vid-
ste noget om det.

Der sad han inde paa Indrekontoret og klarede Breve
og Ekspeditioner som sædvanlig eller kom ud og
raabte efter noget, han vilde ha søgt frem af en Hylde.

SIDE: 136

Rigtignok lukkede han idag Døren, som han ellers
lod staa halvaaben imellem dem, naar han saadan
havde at snakke ud til ham.

Det var kanske et Mærke . . .

Men der kom han travl ud og forlangte tre fire Auk-
tionsopgjør.

Nei, han havde vist ikke hørt noget om det. Han
havde nok havt andet at tænke paa da end de smaa
Fillegreierne.

Og nu gik han og plystrede derinde. Han plystrede
svært længe.

Kanske han alligevel havde faat noget at plystre
over.

Nu kom han frem i Døren og saa paa Uhret: -
"Ikke ét endnu!"

Tobiesen saa paa sit, - "fem Minuter over, det er
aldeles sikkert det."

Kanske han ventede Besked med Posten? . . .

- Posten var kommet, medens de sad ved Middags-
bordet, og det Brev, som stadfæstede Falliten, laa paa
Aviserne ved Siden af ham, medens Johan Henrik
spillede med fordækte Vittigheder over Fætter Tobias,
og Passiaren med Onkel Justitiarius og Tante gik sin
Gjænge - om Mennesker, de havde været sammen
med, Indbydelsen til Fogden iaften og om Alf, som
burde faa Fars Skogeiendomme at styre, naar han en-
delig var færdig med Forstskolen. Der var intet na-
turligere . . .

Tallerkenen begyndte at skimre dobbelt for Jakob.

"Naa, har man faat noget at tænke over?" spurgte
Justitiarius.

"Aa, det faar man med hver Post" . . .

"Naturligvis - naturligvis" . . .

"Man skulde ikke modtage sin Post ved Bordet,"
mente Alette; "det er en Uvane det."

"Peber paa Maden," spøgte han.

"Skal Du ikke spise da Jakob?"

Tak, han var tilstrækkeligt forsynet for idag.

- - Jakob havde sendt Tobiesen ud paa en For-

SIDE: 137

retning om Eftermiddagen, og selv sad han inde paa
Kontoret. Han havde gi't den Besked, at han havde
travlt og ikke maatte forstyrres.

. . . Han stod altsaa nu alene for hele Kjøbesummen
for Varaasskogen! Terminen til Høsten, der havde lig-
get som en graa Stribe for ham, blev mørkere og mør-
kere, jo længere han sad og stirrede paa den derinde
i Ensomheden.

Det var kommet over ham som en dump Forfær-
delse og blev til en knugende Vægt, medens det
brændte i hans inderste Stolthed. Han havde over-
været megen økonomisk Ruin, set den Sjælekval, og
trode, han vidste, hvad den Ting var, men havde dog
aldrig før i denne Dag egentlig begrebet, hvad det vil
sige at kjende Grunden for Alvor svigte under sig.

Pengestor og sikker, som han havde levet, saa han
sig nu gaa der ydmyget og som Mindremand foran
dem, én for én paa Stedet, - vogte sig for at støde
for ikke at faa nogen Mands Ansigt imod sig paa
Ulykkens Dag, - smyge sig forbi Sparebankkasserne.
- Paa Tæerne . . . Paa Tæerne for dem alle . . .

Der var ikke Tredieparten af Værdien at opdrive for
nogen af hans Eiendomme!

Han fik fægte og slaas og rive og glide sig frem,
lægge sammen, hvad han kunde, af Sikkerheder for at
faa Laan, prøve at faa Navne mod at gi sit Navn,
sætte op Miner og gaa som den brede, trygge Mand,
- om det skulde være muligt ialfald at kunne ride
over den første Termin.

Hans sunde Forstand gjentog, at det simpelthen var
umuligt, - kom der ikke inden den Tid et Mirakel i
Skikkelse af en ny Chance i Trælastpriserne.

Men saa fik man haabe paa Miraklet! - Ingen la
Hodet paa Blokken, før han var nødt til det; - og
ikke bare sit Hode, men -

Og derfor havde han altsaa slidt og stridt og prøvet
at bære sig ad som en redelig Mand for nu at se det
ryke altsammen, - tilslut at maatte bukke sig baade
hjemme og ude . . .

SIDE: 138

- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Han kunde staa i Vinduet om Dagen og se ud-
over Landskabet, der bakkede sig med Skog og Huse
ned mod Elven, - til Snippen af Broen, hvor hans
Vogn og to Heste endnu durede freidig nedover, og
til Veien, hvor han havde kjørt saa mangen Gang lige
fra hans første Ungdom med Alette, da han trode, han
havde Lykken og Kjærligheden i Vognen.

. . . Om Strømmen skulde vende sig, - om Storpoli-
tiken, - om Australien kanske skulde begynde at
sluge Trælast, - om Konjunkturerne skulde ændre
sig og bli opadgaaende; - det var paa den mindre
end en Traad af en Udsigt, hans hele økonomiske Eksi-
stens hang. Det var det Glimt af en Sprække ind til
Vederhæftighedens Land, hans ængstede Sjæl maatte
døve sig ved at kige i. - Det var hele den Grund,
han, den agtede solide Forretningsmand, med al hans
i tyve Aar oparbeidede Tillid stod paa!

Nei, han var lidet skikket til at staa i den uveder-
hæftige Situation. Han kjørte ikke ud med Trillen
uden at tænke sig den og Hestene sat til Auktion, hele
Indholdet af Vognremissen trukket ud paa Gaarden . . .

- Han hørte som gjennem en svimmel Rus, at de
overtalte Justitiariusens til at slaa sig til Ro endnu
en Tid deroppe, at de snakkede og overlagde om Da-
gene, om hvorvidt Viking burde til Skotland, og hvor-
ledes Alette og Fru Justitiarius forhandlede om Elisa-
beths Udstyr.

De gik i Selskab og de havde Selskab, og han var
selv med . . . Alette var vakker og glad og havde alle
Hænder opfyldt af at passe al Ting nu, de var saa
mange i Huset, diktere Johan Henrik Breve ind til
Byen efter Saltvandsfisk i Is og Kjød og Laks og,
hvad der kunde være at finde paa at traktere med i
denne for Mad vanskelige Sommertid . . . Hun grun-
dede paa, hvad Gutterne maatte ha af Linned og Klæ-
der nu, medens de var hjemme.

Og Jakob overstod Tante Justitiariuses Fødselsdag!

Der kom Visiter, den ene efter den anden, af Ste-

SIDE: 139

dets mest ansete Herrer og Damer for at lykønske.
I Modsætning til, hvad der var saa stemningsvæk-
kende ved hendes Mand, faldt det ikke nogen ind her
at lægge Vægt paa hendes Aar; - "hun havde blot
Fødselsdag," gik Johan Henrik og morede sig.

Kagen og Vinen var alt adskilligt angrebet. Bølling
og Kapteinen paa Liberg og Kommandantens og
Sorenskriverens og Provsten var inde i Stuen. Man
var ved Formiddagens Høidepunkt.

Og saa kom det Øieblik, da Jakob maatte opdrive
sin bedste høitidelige Humor og samle alle de tilste-
deværendes Lykønskninger i Skaalen for Fru Justiti-
arius; - en Henvendelse, som gamle Justitiarius be-
svarede med et Ønske for "det Hus, som Jakob byg-
gede." Medens de svære Tider nu ligesom blæste Hus-
tagene af rundt om heroppe i Distriktet, stod Huset
her blot desto fastere; - det var de store Indtægters
Tid for Sagførere og - i Parenthes ordentlig fælt at
se en Mand saadan florere paa andres Ruin . . .

"Pas nu paa," hviskede Johan Henrik, - "nu faar
vi Fætter Tobias: - Saa og saa mange Aar har hun
vaaget over dette Hus!" -

Der klinkedes og der svartes, og der kom under en
noget gammeldags pompøs Høitidelighed fra visse
Hold adskillig baade tom og sand Stemning op.

Og der vandrede Jakob mellem dem som behagelig,
rolig Vært, sad og konverserede og reiste sig med Glas-
set i Haanden og hørte paa Talerne og stødte mod
andre Glas . . .

Han følte sig bare som udenforstaaende og død. Han
saa som gjennem et Slør, - som noget forbigangent
kjært, - sin likte staselige Frue gaa der med den
lidt egne Holdning ganske bevæget ved, at det kanske
var sidste Gang, de nu havde de to gamle deroppe!

Det var en varm Eftermiddag, Vinduet stod oppe og
Jakob vandrede gjennem begge Værelserne i Kontoret.
Almanaken hang paa Væggen over Tobiesens Pult . . .

SIDE: 140

Hvert Blad, der reves af den, var en Dag af hans
økonomiske Eksistens, et Skridt nærmere mod Ter-
minen.

Han var blet ligesom smalere og magrere, og over
ham laa der nu, han var alene, noget usigelig distræt
og trykket; det var det i Øiet, som ikke ser Land.

Han hørte, der kom en Karjol ind paa Gaardsplad-
sen . . . Og nu snakkedes der . . .

Men hvad var det? Han stod pludselig opmærksom.

Nei, det var ikke til at ta feil af, - det var Bervens
Stemme . . .

"Fem stive Mile kjørt i Solstegen idag, Gudbrand!
Gir Du den Vand, saa slaa-slaar jeg Hodet af Dig
. . . Og hvordan staar det til her?" lød det noget mere
dæmpet.

"Aa Frua er nu fornøi'd; hun har faat begge Søn-
nerne hjem, og saa turer de om med de gamle fra
Byen, og - ja det er længe siden, Di har været her
nu, Berven . . . Nei se paa Svarten, jeg mener han
kjender sig igjen, han vil paa Stalden, heisan hvor
han knægger. Ja der er nok nogen andre inde og-
saa, - de fra Præstegaarden."

Jakob stak Hodet ud gjennem Vinduet. Han hilste
blot med en indbydende Haandbevægelse.

"Alene paa Kontoret, Jakob?" raabte Berven op.

"Snilt af Dig, Du vil komme, Jørgen," mødte Jakob
ham stilfærdig, han klemte hans Haand med et langt
bekymret Tryk. - "Det staar ellers daarlig til med
mig Du," sagde han og saa ham stivt i Øinene.

"Saa ja, - ser Du, - her ko-kommer jeg med et
skriftligt Bud fra Tostie  der laa en blaa Bris
paa Vandet nedenunder; - endel Skydrift i Luften
med hvide Skydotter trængende sig frem over Ran-
den af Aasen; - men, naar Solen fik ta udover Da-
gen, blev det kanske endogsaa varmt . . .

Det var Johan Henrik og Alf, som foreløbig halv-
paaklædte anstillede sine Morgenbetragtninger over
Veirudsigterne fra Verandaen ude paa Rognhaugen,
medens Kaffeen sattes ind bag Glasdøren i Havestuen,
og Viking stod nedenfor i opbrættede Selskabspermis-
sioner med en gammel blød Hat og en Overfrak kastet
over Skjorteærmerne og saa til, hvorledes der lagdes
den sidste Haand paa et foreløbig opsat Skur til at
sætte Heste ind i.

Familiens længe forberedte dobbelte Høitid oprandt
idag, - Morten Finnes og Elisabeths Bryllup og Fars
og Mors Sølvbryllup!

Og det havde været en streng Tørn for Sønnerne i
hele den sidste Uge sammen med Moderen at faa ord-
net alt herude til Festen, - Far var blet saa nøie med
Udgifterne, siden han havde tabt alle de Penge paa
Varaasskogen, - og faa pyntet op overalt, Pianoet og
et Ekstralæs med Stole og Møbler hjemmefra kjørt ud
til Benyttelse for Leiligheden, faa improviseret alskens
Sæder og Siddepladse og hvert Rum draperet og nyt-
tet paa bedste Maade, - ogsaa for det fald, at det
skulde bli daarligt Veir og Regn, saa Gjæsterne maatte
være inden Døre.

Der blev en flygtig Kommen og Svinden ved Fro-
kostbordet af Familiens forskjellige Medlemmer i
mere eller mindre fremskredet Toilette. Elisabeth fik
sit bragt op paa Værelset, og Mor kom ind med opsat
Haar og et Sjal over sin hvide Underdragt.

Hun rørte næsten ikke ved Kaffeen; - det var, som
hun gjentagende havde at strides med uvilkaarlige
Ryk inde i Brystet, noget krampagtigt, en vis Humør-

SIDE: 143

stemning, som vilde frem langt indefra, og som det
idag blot gjaldt at holde fra sig. Og nu skulde hun op
med Myrthekransen, som endnu laa i den runde Æske
henne paa Hjørnebordet, og pynte Elisabeth til ogsaa
engang at gaa som Sølvbrud paa samme Vis . . .

"Mor tog sig altfor nær af, at hun skulde miste Eli-
sabeth. Det var jo Verdens Gang," ræsonnerede Johan
Henrik, da hun var gaat ovenpaa.

Morten Finne var kommet igaar Aftes og havde
taget ind paa Hotellet; han maatte jo ikke se Bruden
før i Kirken.

Efter Middagen skulde Gudbrand kjøre Brudeparret
til Trænet, og Gjæsterne og alle undtagen Far og Mor
følge dem . . . Mor vilde ikke ta Afsked to Gange. -

- Alf sad endnu smal og tynd med den bare, høie
Hals og det bløde gulgraa Silkehaar og fantaserede og
forsøgte videre nogle Akkorder til en Festmarsch, som
han havde i Hodet, da Bruden og Sølvbruden ved
Elvetiden viste sig inde i Stuen for at gaa i Vognen,
som Gudbrand havde kjørt op foran Døren.

Mor var i violet Silke og med bart Haar, og Elisa-
beth var yndig i sin hvide Dragt med Sløret; - "hun
var da frydefuld nok," mente Brødrene, - "hverken
hørte eller sansede sig."

"Kan Du ikke se til at faa paa Dig, Alf, skynd Dig,
hører Du; nu skal vi i Vognen," kom Viking hidsig ind.

Alf tumlede med at faa ledt op nogle Skjortesnip-
per, som han ganske vist havde havt med sig fra
Tharandt af den brede tyske Facon, de havde brugt i
Teknikernes Choverein.

- "Rope paa Marthe nu; har vi Tid til det? Jeg
mener Du vil stanse hele Greia, jeg . . .

Jamæn gaar han ikke der og summer og leder
endnu . . .

Alf skal bare finde Snippen sin, Far," raabte han
forarget ned til Vognen.

"Saa, - endelig . . . Aa Du kan binde Slipset under-
veis. Har Du Hansker, Lommetørklæde?"

Og afsted kjørte de til Kirken, begge Brudeparrene

SIDE: 144

i Kaleschevognen og Sønnerne med den énspændte
Trille. -

- Lige efter Vielsen, og før man endnu fik kommet
i Vognene, fo'r Trillen med den lille blakke Nord-
fjordrotte foran hjemover med Husets Sønner - i
Kurérfart, som han sa', Johan Henrik. De maatte
være der parate til at ta imod og hjælpe Gjæsterne
ind.

Og, da Vognen saa en halv Times Tid efter kom,
stod de der alle tre oppe ved Huset med deres hvide
Slips og de silkeforede Kjolesnipper fagrende i Vinden.

Der var Viking, der som altid, stø, praktisk og ufor-
styrrelig koldblodig, - han var forresten den første,
som havde sagt "Fru Finne" idag, - sørgede for,
hvor der blev af Heste og Kjøretøier, medens de to
andre Brødre hver paa sit Vis belevne og galante tog
imod Gjæsterne, Johan Henrik i sit ganske heldige
Hjørne til at levere af sig lune Kvikheder og Alf saa
fin og lidt mere fremmed udenlandsk.

Inde i Gangen var to af Husets Piger fremme i deres
hvide Forklæder for at hjælpe Damerne og vise dem
ind paa Toiletværelset.

Og, før man gik tilbords, oplæstes tre fire Telegram-
mer til Bryllupsparrene fra fjerntboende Venner, der
sendte sine Lykønskninger; - og derunder et fra de
gamle inde fra Hovedstaden . . . De var for tidlige Vaar-
fugle til, at to saa gamle Ravne turde vove sig ud . . .

Det sidste havde Justitiarius sat til paa egen Haand,
det skulde Johan Henrik sværge paa!

Vogne, Triller og Karjoler stod forspændte i Rad ved
Siden af Opkjørselen som i en Procession, og inde gik
det i langsom Marsch til det festlige Spisebord. Det
var, hvad der sagde sig selv med alle de indbudne,
staaende Middag med Siddepladse og Smaaborde rundt
om, og Gjæsterne efterhaanden leirende sig i alle
Kroge og Hjørner lige ud paa Verandaen.

Inde i Spisestuen sad Hovedpersonerne og de første
Honoratiores, og gjennem Døren lysnede og hvidnede
det af Bruden og Brudepigerne.

SIDE: 145

Knive og Gafler huggede gjennem Eftermiddags-
solen, som pludselig viste sig; den kom og gik med
Skydraget. Udsigten nedover Vandet, som man havde
tyd til saa ivrig som Konversationsemne, medens man
ventede paa at komme tilbords, skulde ikke længere
distrahere.

Jakob havde udbragt sit velkommen tilbords og ge-
mytlig fremholdt Selvvirksomhedens Princip. Man
var inde og forsynede sig og sin Dame paany, og de
første Glas Vin begyndte allerede at live paa Stem-
ningen.

Det var dog først Provstens Tale til det unge Brude-
par, der skulde forløse Stivheden. En Stimlen sam-
men med Glassene i Haanden til begge Spisestudøre,
medens de bagerste maatte strække sig for at se og
høre; - og saa frem og drikke med Bruden, som
graad, og Brudgommen, som - fremdeles bare pøn-
sede, - det havde nær forbittret ham en Del af Dagen,
bekjendte han siden, - paa, hvorledes han skulde
komme fra de to Taler, der paalaa ham, - den til
Forældrene og den til Brudepigerne.

"Det var jo heller ikke den mest belivede Del af
Festen, at høre ham prøve at være saa kort som mu-
lig og endda komme tilkort," - hviskede Johan Henrik.

Men Morten selv syntes nu først Dagen begyndte.

Surret og Livligheden tiltog, de tre Sønner var -
uden at forsømme sig selv - saa at sige allestedsnær-
værende. Der kunde ingen være elskværdigere end
Viking til at sørge netop for dem, som manglede lidt
paa den fornødne Følelse af Mod til at trænge sig
frem mellem Hædersgjæsterne inde ved Spisebordet.

Og Jakob tog sig af og til en Tur med Glasset ud
igjennem Værelserne hilsende og snakkende . . . Der
sad idag her og der nogle Mænd, som Jakob i sit
Hjerte følte et Kammeratskabsbaand med; han havde
kjæmpet sammen med dem den haarde Krisens Kamp,
og kanske slap de ikke fra det bare med Huden som
han. -

Der havde været en Epoke med Champagne under

SIDE: 146

Skaalerne for Brudeparret og vilde, - nu Desserten
og Kransekagen skulde gribes an - indtræde en ny
for Sølvbryllupsskaalen, forkyndte Johan Henrik.

Det var Sorenskriveren, som reiste sig med den ny
Kransekage mellem sig og Sølvbrudeparret og som
mangeaarig Ven greb Ordet.

Her sad - begyndte han, - Jakob Mørk i høitide-
lig Livkjole glad og lidt graasprængt og holdt Fest
baade for sin egen og sit Barns lykkelige Kjærlighed;
og det var nok i og for sig et Syn, som kunde varme
og forfriske éns Tro paa Livet - saadan at se Resul-
tater. Men vilde man kjende Manden, Jakob Mørk,
rigtig, saa træf ham en travl Hverdag paa Kontoret
den blaa, aabne, halvsluskede Frakke med Hals-
tørklædsnippen paa Slæng ned om Skjortebrystet og
endnu ikke barberet, fordi Folk ikke har ladet ham
faa Fred, fra han stod op imorges . . . Eller kom og
se ham sidde saadan lun om Læberne og med Øinene,
som altid saa greit vidste, hvad de vilde, bag Bril-
lerne og snakke med Folk; og saa ta' sig saadan -
Sorenskriveren gjorde det godt efter, - op i det lidt
rødlige Sideskjæg. Det var Spørgsmaalets enkle
Kjærne, han paa den Vis trak frem.

De vidste jo alle, at Jakob Mørk havde holdt paa at
blive det, man kalder formuende. Og, at denne lune
Mand havde gjennemgaat en økonomisk Ildprøve, som
kanske faa i disse ellers saa svære Tider, var neppe
nogen Hemmelighed . . .

Alette stirrede et Øieblik maalløs paa Jakob.

Men, hvad man kanske ikke vidste, det var, hvorle-
des han havde holdt Haank over hende, som sad
der ved Siden af ham. Hos hende inde i Stuen var
det blikstille, - til Hjemmets Fred naade de ikke,
disse daglige, angstfulde Bekymringer, der som Ru-
sten kan tære og minke paa et Liv; - hendes kjære
Hoved skulde Sorgen ikke faa berøre . . .

Og, har den Krisens Tid kanske lagt endel mere
graat ind i hans Haar, - hun, som gaar der ved hans
Side saa ungdommelig rank og som skabt til at være

SIDE: 147

hans Støtte, - hende har han bevaret. Hun har isand-
hed boet i Læ af hans Kjærlighed . . .

Sølvbruden sad graableg; hun stødte pligtskyldig
sit Glas mod hvert enkelt, som raktes imod hende;
- men de to indbyrdes glemte at klinke.

Sølvbrudgommen svarede paa Talen med en vis ry
Humor, der gjorde Lykke, - om Livets Omstændig-
heder og, hvad man nu engang med Rimelighed kunde
bringe ud af det. Man begyndte med Hvedebrød og
fortsatte naturligen med det hverdagslige mere tarve-
lige men ganske sunde Rugbrød . . . Han vilde være
utaknemlig, om han kaldte sit Ægteskab andet end
lykkeligt, eller skulde gjøre et Afslag i sin Tak til sin
Hustru for de fem og tyve, han havde faat . . .

Det var, som de to undgik hinanden den hele Tid
bagefter.

Alette holdt til henne hos Elisabeth; - de skulde
jo snart skilles . . .

Og der kom gamle Krabbe hen til dem bred ludende
i sin hvide høitknappede Vest, der havde Vinflekker,
lidt illumineret i det store svede Ansigt og under et
Pres af indvendig Bevægelse.

. . . "Jo, Fru Alette, hende der har jeg været med at
opdrage, saa hun kan leve for noget, som er over Mad-
krybben . . . Sandelig," - han nikkede langsomt, -
"der skal mere end en lunken Kjærlighed til for at
gjennemføre et Samliv, saa det blir en levende Ud-
vikling. Det er en hel Hjertets og Forstandens Kunst
. . . Knuden er, lille Elisabeth," pegte han ud med Fin-
geren, - "det gamle . . . ikke bare at ta, men at gi'" . . .

- Og nu begyndte Vognene at kjøre op foran Døren.

Elisabeth var inde hos Mor og byttede af Brudedrag-
ten. De havde tat deres Afsked der; og saa fulgte Far
hende til Vognen. -

Sølvbruden og Sølvbrudgommen stod alene paa Ver-
andaen, medens Vognene en efter en rullede henover
Veien.

Saa reiste den sidste . . .

SIDE: 148

Alette var gaat ind uden at se paa Jakob. Der var
steget en saadan voldsom Følelse af Modbydelighed
ved det hele op i hende.

Hun gav Ordre til Pigerne om at faa ryddet og flyt-
tet ind Gutternes Senge igjen, saa det kom nogenlunde
istand til Natten, og gik selv op paa sit Værelse for at
tage af sig og blive kvit hele Sølvbryllupsstasen!

"Er du derinde, Alette?" - - aabnede Jakob halvt
Døren.

"Saa saa, - Du synes at være færdig med Høitide-
lighederne?" spøgte han. "De er jo ogsaa reist nu
allesammen. Det er bare os igjen!"

"Ja, vi to har ikke meget at sige hinanden idag,
Jakob" . . . yttrede hun tonløst.

Han stod som lidt i Beraad med sig selv:

"Var det noget ved Sorenskriverens Tale, Du ikke
syntes om? . . . han kunde jo ogsaa tiet med en og
anden Smaating" . . .

Hun saa bittert paa ham:

"Saadanne Smaating, mener Du, som at Du har gaat
igjennem en hel farlig Krise for vort Hus . . . havt
Sorger til det yderste, som hele Byen kjender - uden
jeg, - og som man er saa venlig at fortælle mig paa
min Sølvbryllupsdag."

"Ja, Alette," - erkjendte han; - "jeg har virkelig
havt det sværere, end Du har vidst en Tid; - saa
gjerne, gjerne villet spare Dig, ser Du" . . .

"Ja jeg er sandelig sparet!" - sagde hun hen for
sig. - - "Men, om Du havde sparet mig lidt mindre,
saa havde jeg kanske ikke staat her saa fattig nu."

"Det er nu engang saa, at Du er gaat helt op i Bør-
nene, Alette. - Og nu er de snart voksne og væk" -

"Aa Jakob, jeg har faat være glad ved at ha nogen
at holde af, - faa være noget for!"

"Jeg har saamæn mere end gjerne villet, Du skulde
være noget for mig, Alette!" - sagde han sørgmodig.
"Du tror det er bare Dig, som har følt Savn . . . Men,
- det er nu alligevel ikke andet end Arbeide, som er
holdbart i Længden for en Mand. Det gir Indhold i

SIDE: 149

éns Dag;" han sad og vippede med Foden, - "ta ind
med den ene Haand og øse ud med den anden, det
gaar som en Mølle . . . Naada, Du faar da ikke se saa
ulykkelig ud!" Han rakte Haanden mod hende.

"Aa jeg synes bare, vi har det - elendigt!" udbrast
hun . . . "Jeg mener, det er med Ægtefolk som med
Dyrene, Vorherre har nægtet dem Talens Brug. De
kan forgaa ved Siden af hinanden!"

"Det tør være noget i det, Du siger der, Alette" . . .

Han mindedes den Tid, han havde gaat midt i hen-
des Optagethed og al den selskabelige Hygge hjemme
saa beklemt og angst for, hvad Dagen kunde bringe,
at Stuen mangengang svimlede for ham.

"Det er det, som staar for mig," sagde hun sagte; -
"skal nu Elisabeth faa det ligedan?"

"Jeg tror ikke, Du behøver at være bekymret for det,
Letta! Det ser ud, som de kan faa det rigtig godt de to."

"Jeg tror snarest, det er for mig selv, jeg skal være
bekymret jeg, Jakob!" grundede hun. - "Hvordan er
det blet saadan mellem os? . . . Vi begyndte jo ogsaa
engang som de; ikke en Tanke i den ene af os, som
vi ikke vilde, den anden skulde kjende . . . Det er langt,
- langt fra det nu, Du? - Er det min Skyld? - Eller
er det Dig, som har skudt mig fra Dig?"

Han sad og saa underlig paa hende . . . "Kanske er
det mig, Du, som har været en Idiot, - rigtig en Idiot
. . . Du har ikke havt det godt med mig Du heller, ser
jeg, stakkar . . . Men, - jeg kom saa mangen Gang
med Hjertet fyldt, - paa min Vis, - for at lægge
Hodet ind til Dig og faa Udløb for en Bekymring eller
Glæde; - og saa havde Du ikke Tid eller var optaget
af saameget andet. - Saa vænner man sig til at gaa
der alene . . . Og paa den Maade faar man sit Samliv
ruineret Du!" sa han grebet.

Han sad og stirrede hensunken i det. Hendes Ansigt
blev ligesom saa fjernt for ham. Det var, som de var
kommet til at staa paa hver sin Side af en Elv uden
at kunne komme over til hinanden, endda de begge
vilde . . .

SIDE: 150

En Elv? - -

Det var Strømmen af en hel Livsførelse som skilte
dem!

"Og Resultatet!" - undslap det ham - "Resultatet
Du. Vor ægteskabelige Fallits praktiske Side, mani-
festeret blandt andet ved to miskjendte Genier af
Sønner, Frugten af vor Opdragelse. Om de ikke havde
deres Forældre at ty til vilde de ikke kunnet livnære
sig. Hvad vil der om nogle Aar vel gaa for Tanker i
deres Hjerter om, hvad de egentlig har deres Far og
Mor at takke for andet end en total Uskikkethed for
Livet.

Vi faar haabe, at vi begge er gaat bort, inden den
Opgjørelse.

Og dog!" - kom det mørkt, - "der skulde blot en
kraftig Haand til . . . En hel Mand, som var plus sin
Hustru og ikke en Mand som er minus sin Hustru.
Men slig bakvendt kan Verden ligge Du. Det er og blir
nu engang den samme Veien rundt: Du taaler ikke, at
jeg ta'r hvast i Gutterne, for da rinder dit Hjerteblod
og - jeg aarker ikke se dit Hjerteblod rinde!

Og saa, naar det blir for tungt, sender vi vore to
uundværlige Genier, - han, som Du mener burde bli'
Komponist, til Landbrugsskole i Udlandet, og den
anden et Kursus paa Studenterfabrik for at komme
hjem igjen og ture Jul. Den Veiv kommer vi til at
dreie, vor ganske Livstid - rundt, rundt."

Han kjendte pludselig hendes Hoved op til sit Bryst.
Hun græd og græd -

"Ja Vennen min, det er bittert . . .

Og saa Synd i Dig, - og i mig med" -

Han følte hendes varme vaade Ansigt op til sin
Kind og hvorledes hendes Legeme rystede krampagtig
under Hulken.

Han strøg og strøg hendes Haar mekanisk atter og
atter . . .

"Men vi faar indrette os Du," - sagde han resigneret.

"Med Tomheden?" hun reiste sig pludselig . . .

"Og nu staar vi der, Jakob! Jeg med al min For-

SIDE: 151

kjælelse af Barna, og Du med din Saarhed. Vi træn-
ger sandelig til at holde sammen, skal det gaa. Bare
Du vilde hjælpe mig og tale helt ud om, hvad der er
fornuftigt og rigtigt for Gutterne, - og det baade til
dem og mig, saa skal Du nok faa den Kone, som støt-
ter paa, om det end svi'r lidt. Men det er dit Hjerte-
blod, som jeg aldrig har set, før i denne Kvæld, og
derfor stod jeg der svag og alene."

Hun vendte Kjolen, der hang paa Stolryggen med
Vrangen ud, saa Silken raslede i den vakkre Brude-
dragt.

"Ja, den som kunde begynde paa igjen, Alette," -
kom det dybt fra.

"Med de Øine vi nu har paa det, tror jeg fast,
Jakob!" udbrast hun heftigt, overgydt af en varm
Farveskiften.

"Der er noget, som heder en indiansk Sommer, Letta
. . . Det skal være saadan vakker Tid Du, - saa mild
og tempereret og klar i Luften. - Den kan falde til ud
paa Høsten" . . .

SIDE: 155

Hun fordrog slet ikke, naar de vilde sætte hende
med Sømmen ud i Pigekammeret, Maisa, selv om
de kaldte det aldrig saa fint for Strygeværelset eller
Jomfrukammeret eller sligt noget. Hun var slet ikke
at regne mellem dem, som tog Fæstepenge og stedte
sig, - skulde betakke sig for at høre med i det ud-
vendige . . .

De tynde, energiske Arme og raske Hænder jog med
forarget Hast nedover Traaklesømmene, tre fire lange
Sting ad Gangen, før hun drog Traaden til.

Hun sad halvt op mod Vinduet ved Klaffebordet i
det lille Forværelse mellem Kjøkkenet og Spisestuen
hos Grosserer Tranems og syde sammen lange Skjørte-
sømmer. Den store Dobbelttraads Træde-Symaskine
stod for Øieblikket ubenyttet ved Siden af hende.

"Fordi der var saadan Flugt og Fart ud og ind af
Dørene her!" . . . Det var nu for tredie Gang denne
svævende Tanten spurgte saa venlig, om hun ikke
heller vilde sætte sig ud i Jomfrukammeret.

Og Jasaamæn lukkede hun ikke idag saa nøiagtig
Døren efter sig ind til Spisestuen, som om hun skulde
forsegle den, - hun mente vel, hun havde med den
at gjøre, som bragte Sladder fra Hus til Hus. - Jo-o,
bedst at være forsigtig, Frøken. Men hun kan være
saa tryg - for mig da!

"Ude i Strygeværelset, for der er saa godt og
varmt!" . . .

Hun jepede uvilkaarlig efter Tante Rasks blide, fore-
kommende Mine og flyttede lidt for Lysets Skyld paa

SIDE: 156

den ene grønne Staaltraadjalousi; det skyggede saa
mørkt nu her i Underetagen til Gaarden i den skumre
Høsteftermiddag, Luften ligesom klinte sig skidden-
graa og vaad ind paa Ruden fuld af Sod fra alle Skor-
stenspiberne.

. . . Det var ialfald ikke hendes Skyld, at Lena Stue-
pige bare drog Spisestudøren igjen efter sig med
Foden, naar hun bar ind Kaffebrættet. Hun skulde da
pent faa lukke den igjen selv; ikke agtede hun at op-
varte Tjenestefolkene, saa de kom i Tralt med at
overse hende, slet ikke agtede hun det . . .

Sømmen gik med samme Iver.

Hun faldt tilbage til at fundere paa det, som hun
havde funderet paa helt fra imorges, - hvorledes hun
skulde faa fat i de tre Mark og tolv Skilling, som re-
sterede paa Husleien til Madam Dørum; hun havde
lovet dem saa vist til iaften, Dørums var i slig For-
legenhed for Husværten.

Tilla over hos Fru Thorsen havde nok ingenting
. . . Prøve hos gamle Mor Damm, som havde været
Gangkone sammen med hendes Mor paa Hospitalet?
- hun laante hende nok, hvis hun havde og ikke alt
var gaat for at vaage. Men det var saa usikkert -

Havde det ikke været den dyre Paraplyen, hun
klemte ivei med, som tog hele Ugelønnen med engang;
- og saa Tøiet til det ny Kjolelivet, - saa havde hun
nu nok havt Penge. Men hun maatte jo ha det, saa
hun kunde gaa nogenlunde anstændig ind og ud i
Husene, hvor hun syde, og ikke bli tat rent for en
simpel én.

Hun rettede sig spændt; - det ringede paa Entré-
klokken, og en Dør gik op derude.

"Nogen hjemme, Lena?" lød det huskjendt fortrolig,
- "Fruen - nogen af Frøkenerne?"

Endel af Stemmen blev borte; det ramlede, saa
Ruderne ristede, af et tungt Varelæs, der kjørte ind
gjennem Portrummet hos Grossereren.

"Joda, Hr. Statskonduktør, allesammen; - og saa
kom Frøken Sundt her netop" -

SIDE: 157

"Saa-aa?"

Det hørtes, som om han blev staaende og betænke
sig paa, om han skulde gaa ind.

Nei naa! . . . Maisa slog overvældet Øinene op mod
Loftet og hang ganske fortabt med Skuldre og Arme.

Huf, der larmede denne Lena igjen og slog sam-
men Spisebordet. Hun gjorde et hidsigt Kast paa sig.

Saamæn, det skulde da være noksaa morsomt at
vide, om der virkelig var noget i dette, som de paa-
stod hos Heibergs, at Statskonduktøren alt gik paa
Frierben til Frøken Signe, - græsselig morsomt . . .
Hun ta en Enkemand? - Aa nei pyt san.

Hun var ganske lummer om Ørene af alt, hvad hun
tænkte, da hun igjen fik Hodet ned i Sømmen.

Men jamæn skulde det været morsomt at faa Greie
paa, om Statskonduktøren var gaat ind eller ei allige-
vel! For, havde han virkelig gaat sin Vei, fordi Frø-
ken Sundt var der, saa var det ikke til at snakke om
engang; det var jo saa tydeligt, saa tydeligt at -

Hun slog det fast med et Nik paa det lidt topsmale
Hoved, det havde i Form og Farve noget af en nys
opbastet Kokosnød.

Intet Under at Tante Rask var saa hidsig paa at faa
hende afveien ud i Pigekammeret idag, kanske var
han ventendes -

Der kom Lena inde fra Stuen med Kaffeen.

Maisa tog Koppen af Brættet og satte den paa Bordet.

"Aa Lena, Di maa vist lukke Døren derude i En-
tréen; jeg syntes, jeg hørte, den knirkede aaben, da
han gik ud isted, han, som var der."

"Statskonduktør Torp? - nei han gik ind i Stuen
han."

"Aa saa, - det var ham naa. Jeg tænkte, det var
denne Studentersvippen med alt det lyse Haaret jeg,
som gaar her og gjør Skøi og plystrer."

"Han kommer nok ikke mere hid han."

"Saa Lena?" - Maisas to smaa rappe Øine skjød
op paa hende. - "Saa-aa naa, - saa -" Hun svirsede
med Læberne, medens hun holdt Naalen op mod

SIDE: 158

Dagen forat træde Traaden i; - og Lena skjønte nok,
at Maisa tænkte sit om Sagen:

"Di mener kanske, at han har fri'd til Frøkenen?
Jeg tænker nok, Folk har sagt det jeg, de har saa
trabelt med alting saa."

"Jeg husker ikke engang saa meget som, hvad han
hedte jeg, Lena, saa kan Di sjel skjønne," lød det
kontant afvisende. "Tro bare ikke, at jeg ligger og
noser efter alting; jeg blir hverken rig eller fattig af
det jeg."

Nei Tak, hun skulde ikke ha mere end to Stykker
Sukker.

Lena gik med Brættet, og Maisa sad igjen, lidt
smalskuldret og huket med Fødderne oppe paa Bord-
foden, - hun var blet vaad imorges, hvisaarsag hun
havde kippet den ene Sko af under sig, - og god-
gjorde sig og knaskede det fine klippede Sukker til
Kaffeen.

Det var et Par smaa levende rødkantede Øine med
lubne Bryn, der af og til, som Tankerne tog hende,
mødtes i en Nyve over den raske Næse, - tydelig en
Næse med Mening i, som den satte slig dristig ud i
Luften, - og en kort opbrættet Overlæbe, som gjerne
viste et Par gode Fortænder. Det bastebrune Haar
tufsede sig under Haarbaandet, og den noget magre
Kind havde en gulagtig Let, enten det nu kom af
Sommerens Fregner eller af den evige Kaffedrikken,
hun var opvokset med. Hun bed af og til eftertænk-
somt i Sukkeret -

Ne-i saa galt havde hun nu ikke tænkt om Frøken
Signe. Denne halvgamle Statskonduktøren . . . Han saa
ud, som han var oppudset paa nyt igjen; - akkurat
som en opsat Hat! Det flade Haaret sit børstede han
vist noksaa flittig fremover for at faa Tøiet til at
række saavidt over den bare Skallen -

Huf, - la den vakkre Studenten, som lo saa mor-
somt, gaa fra sig, fordi slig én straks kan by til Bryl-
lup! - Ja rigtig saa smaaagtig, som hun var kommet
til Verden i Fa'rens Pengeskuffe.

SIDE: 159

Hun lyttede . . . Nei, hvor hun ler op ligedan bestan-
dig den Signe. Først hy, hy, hy, hy ned i Kjolebrystet,
og saa ender det oppe i denne høie fine Tona. - Ja
han kan nok faa høre den klare Nattergalen, til han
blir fornøiet, - Statskonduktøren!

Hagelinien forlængede sig saare udtryksfuldt, hun
skjøv Kaffekoppen fra sig hen paa Voksdugen og gav
sig ifærd med de lange Sømmer under Maskinen.

. . . Om hun skulde driste paa at be Fruen om de
tre Mark ikvæld? Hun fik jo tjent dem op imorgen
og iovermorgen, inden hun skulde til Schous . . .

Hun sad og kneppede med Fingeren ud og ind af
Fingerbøllet.

Det var noget med det værste, hun gjorde, at be
slig, - og Fru Tranem, som var saa fjer og fin paa
det. - Men hun fik næsten se at komme sig til, naar
de prøvede Kjolen iaften . . .

Hun hørte, der toges Farvel og passiaredes ude i
Entréen, - Statskonduktøren og Tante Rask og Frø-
kenen. Det var alt begyndt at skumre -

"Ja saa Farvel da, - og kom snart igjen!" hermede
hun for sig selv efter Tante Rasks af Venlighed over-
strømmende Stemme . . . . Der gik Frøken Sundt ogsaa;
og inde i Spisestuen disputerede de nu ganske hidsigt
om, hvem der skulde gaa paa Kontoret til Far og be
om at faa gaa i Theatret iaften og se det ny Stykke.

Tante Rask bar selv ud Kaffebrættet fuldstuvet af
Messingkanden og alle Kopperne.

Maisa stod og holdt Sømmen op imod Vindusskjæ-
ret. I det sølede Gaardsrum var alt en traurig Lygte
kommet op paa Indgangsstolpen til Lagerboden; de
læssede Sukkerfustager af en svær Arbeidsvogn. Mel-
lem alle de ubegribelige Døre inderst i Gaardsrummets
fugtige Halvmørke skimtedes Opgangstrappen til Bag-
gaardsbygningen med dens smaa Ruder og Trægelæn-
deret langs foran Dørene i anden Etage, - en Levning
af den gamle Bondehandels- og Logisgaard fra Gros-
sererens Svigerfars Tid, som ved Om- og Tilbygnin-
ger i andet Slægtled var vokset til den moderne graa

SIDE: 160

tre Etagers Stengaard ud til Gaden, der nu indtoges
af Grossererfirmaet Tranem  der
havde været saadan Staak og Rend op og ned af Trap-
perne nu i hele Eftermiddag . . . Og lur hende! det var
Flasker, Oppasseren smat saa hastig op med, først
engang og saa engang til -

Nei saa from og uskyldig han Andreas Oppasser
strøg lige forbi sjelve Grossereren med Kurven, - det
var vist bare Petroleum og Fyrstikker og Tobak og
sligt noget, han bar! . . . Heldig, at Grossereren havde
saa travelt med at se paa Gaardsgutten, som stod og
vaskede og skyllede Kaleschevognen . . .

Staut Mand, gamle Grossereren, - rigtig som en kry
Hane, naar han reiser sig slig bagover og brisker sig.
Men jamæn tar de ham ikke ved Næsen ligevel, saa
stor og stolt den snuser om sig. For hun skulde gi
Livet paa, at de stelte til Lag deroppe paa Kvisten
ikvæld, som han ikke skulde vide noget om.

Se saa, der fo'r saamæn Anton, Sønnen ogsaa op-
efter Trappen; - passede han ikke paa, straks Fade-
ren var gaat ind igjen! Det er vel han, som har skikket
Flaskerne . . .

Den interessante Opdagelsesport afbrødes ved, at
Frøken Signe kom ind med en nytændt Lampe, fulgt
af sin sekstenaarige Søster Arna.

"Nei staar De der i Mørke, - at De ikke snakker
fra da, Maisa! - Naa, hvor gaar det med Mors Kjole?"

"Jo da, Livet ligger tilklippet; jeg tænker vist, Fruen
kan komme til at prøve iaften."

Medens Lampen endnu lyste svagt hen i det mørke
Uldtøi, trak Maisa Rullegardinet ned og ryddede Sy-
sagerne fra Vinduskarmen hen paa Bordet.

"De skal jo til Schous paa Fredag?" forhørte Signe.

"Ja jeg fik enkommelig Bud, at jeg ikke maatte love
mig bort andetsteds."

SIDE: 161

"Men Mor maa ha Kjolen færdig og den gamle Sil-
kes omsyd, véd De."

"Aa der er god Tid, Frøken. Jeg tænker nok, jeg
skal faa begyndt lidt paa Arnas Kjole ogsaa jeg, før
jeg slutter iovermorgen; det gaar som bare Bøs her,
vi har Symaskine. De snakker om at faa sig en hos
Brandts ogsaa; men Assessoren synes nok otte og tyve
Daler er mange Penge, han mener, de vil bli billigere
snart."

"Men jeg siger Dem, Maisa, jeg vil ha den til at
sidde," faldt Arna ind; - "jeg har aldrig faat nogen
ordentlig Kjole nogengang undtagen den sorte Kon-
firmations, og den syde da ikke De."

"Aa jeg skal nok faa den til at sidde; nu har Di da
faat lidt Figur; - det var jo før bare ligesom at
hænge paa en Stang."

"Ja før ja; men nu" - - Hun rettede sig med
Skuldrene tilbagebøiet.

"Ja da, jeg ser nok, De holder paa at bli Frøken."

"Klip ikke feil og indbild Dem, jeg har samme Figur
som Signe, det ber jeg Dem om; - jeg er smal og
smidig jeg," foreviste hun sig og strøg Hænderne
langs Livet.

"Som et Kosteskaft," indrømmede Søsteren; - "Du
indbilder Dig vel ikke noget?"

"Husk paa, Du Signelil, Anton kaldte Dig her om
Dagen for en fin rund Hvedebolle med et Par smaa
søde Rosiner i, og det er saa sandt, saa sandt."

Maisa var om at krepere indvendig, for det var saa
sandt, saa sandt, - og samme Blidheden i Øinene og
hele den betænkte Maaden som hos Tante Rask.

"De maa være saa snil at flytte Dem lidt, Frøken,
saa jeg kan komme til Maskinen."

Det durede ivei med en lang Søm, hun igjen havde
traaklet op.

"Er det Slaget fra Skulderen dette her?" spurgte
Signe, hun havde draget Stolen til og sad og passede
og holdt sammen et Par af de tilklippede Tøistykker.

SIDE: 162

- "Hvad er det, de har saadan forskrækkelig Pres
med over hos Schous, Maisa?" kom det saa.

"Frøken Elise skal ha sy't en Kjole til Ballet hos
Doktor Fayes."

Signe vendte de to smaa Rosiner op imod Loftet.

"Naa du Verden, - vil Elise virkelig føite paa Bal-
ler iaar ogsaa, - tredie Vinteren!"

Maisa brættede lidt paa sin korte Overlæbe; -
Frøken Signe var jo altid mindst to tre Aar ældre og
havde nok mærket, at det var bedst at trække sig ud
af Dansen . . .

"Har De set Tøiet, - hvad er det, Maisa? Er det
noget rigtig fint?"

"Fint ja, jeg skulde mene det. Jeg var indom der
igaarmorges og saa paa det, - hel lyseblaa Silke."

"Silke, - og saa la det hjemmesy! - At hun ikke
gaar til Søstrene Berg; det ene svarer just ikke til det
andet." Signe var adskillig himmelfalden.

"Aa ja, de som ingen Façon har, saa kan de altid
faa sig en Figur bestilt der, det er vist og sandt,"
mente Maisa, medens hun lagde sig henover Maskinen.
- "Men til én, som er slig skabt som Frøken Schou,
kan nu en anden ogsaa sy, - naar én har lidt Geni."

"Ja husker Du din Balkjole, som de syde for to Aar
siden, Signe," faldt Arna ind, - "med det lange vio-
lette Silkelivet og Snøringen bag, som rak saa langt,
saa langt nedover, - saa det blev til bare Liv altsam-
men. Jeg synes jamæn, det var saa stygt saa" -

"Det er mærkeligt, hvad de Schous bestandig har
Raad til," undrede Signe mildt; - "Elise faar den ene
storartede Kjole efter den anden. Men, er denne ikke
heldigere end den, hun fik ifjor saa. Hun har jo slet
ingen Farve; - og saa lyseblaat!"

"De siger, hun faar saa udmærket Kulør, naar hun
danser," bemærkede Maisa let.

"Ja, naar man vil bygge paa den Slags Tilfældig-
heder, saa" -

- "og at hun er ligesaameget i Vinden som nogen
nykonfirmeret," lagde hun uskyldigt til.

SIDE: 163

"Det passer sig nu ialfald ikke at agere nyfrem-
skudt Sneklokke i formange Aar," mente Signe; -
"det er Maade med Naiviteten ogsaa. Huf," - det
grøssede i hende, - "at nogen vil det" . . .

"Aa Didrik synes saamæn, hun er vakker nok," brød
Arna ud.

"Didrik ja! saadan nybagt Kadetsmag."

"Han siger, hun er paa Gulvet hele Tiden; de bare
kappes om at engagere hende."

"Det kommer sandelig an paa, hvad Slags Kavale-
rer, det er det, - slige som Didrik og hans Kamme-
rater, som kjender hende hjemmefra ja! Naar hun
kan regne med hele Søndagsselskabet deres derude
paa Løkken saa, - Løitnanter og Kadetter, begge
Brødrene og deres Kammerater, som hun leger Sidsten
med og kan pakke ind i Balbogen iforveien . . . For-
resten har jeg bare sagt, at blaat ikke passer til én,
som ikke har videre Farve, min godeste Arna! hun
kan jo ikke for, at hun gaar der og har Blegsot."

"Se saa Blegsot! . . . Ja skal jeg ikke sige det til
Didrik saa. - Gad rigtig vide, hvem Du nogengang
synes er vakker jeg," Arna gik ind med et Slæng i
Døren.

"Mon der er noget i det, Frøken, at hun har git
Konsul Bakke Kurven nylig?" henkastede Maisa; -
"de havde hørt det hos Brandts næsten for vist."

"Aa hvad hører de ikke der; derover kjender de jo
alting."

Maisa var ikke saa farlig vis paa det hun heller . . .
Men, - hun ludede det spidse Hoved nedover Maski-
nen; hun kunde ikke dy sig, for at gi denne Signe
noget at bide i, - "saa drar det nu ud, før hun gaar
hen og sælger sig. Nei da, ikke gifter hun sig slig!"

"Aa det véd De rigtig ikke en Smule om, Maisa, -
i Deres Stilling er det umuligt at dømme om det.

Men sa de virkelig det hos Brandts?" kom det noget
efter. Signe var aabenbart henfaldt i Betragtninger.

Maisa syde ivei, - og jo saaminsandten havde hun
da git Frøkenen lidt at studere paa dengang lel. Hun

SIDE: 164

traaklede med Il i lange Sting for at faa det til at blive
Prøving af, før de gik i Theatret. Neimæn, om hun
vidste, hvor hun skulde faa Pengene ellers, - for ha
dem maatte hun, hvordan hun saa skulde snu sig.

"Det blir Grete alligevel, som kommer til at gaa med
i Theatret," sa Arna ind af Døren. "Anton siger, han
vil ikke. Uf, dette med tre Søstre paa Rad!" . . .

Ne-hei, tænkte Maisa, Anton vil nok holde sit
eget Theater oppe paa Kvisten ikvæld han. Hun
skyndte paa, - det skulde da ialfald være parat og
færdigtraaklet fra hendes Side, før de gik. Klokken
var vist ikke seks endda . . .

"Mai - Mai - Mai - Maisa, hør lidt paa mig," -
hviskede det nynnende fra Kjøkkendøren. Det var
Didrik, den svarte Skøieren af en Kadet; han saa ind,
om hun var alene.

"Sig mig Maisa, véd De, hvem der skal i Theatret
iaften?"

"Aa, - Fruen og Frøken Signe og Arna, - om der
skal flere, véd jeg ikke."

"Skal Onkel være med, tror De?" forhørte han for-
siktig.

"Jeg tænker, Di vilde gi lidt til for at være vis paa
det jeg."

"Jeg? - hvorfor det. - Hvad mener De, om jeg maa
spørge."

"Aa jo, om han var bra væk iaften -"

"Hvad for noget? - hvad er det, De primer om,
Jomfru?"

"De behøvede jo ikke at spørge mig saadan ud, naar
Di ikke vilde, jeg skulde svare."

"De tillod Dem en Bemærkning, som mildest talt
var lidt - lidt næbbet, skal jeg sige Dem. Saadanne
unge Piger blir let for kry af sig, har jeg lagt Mærke
til."

"Jeg er ingen ung Pige, jeg er snart seks og tyve
Aar jeg - og nok en god Slump ældre end Di. Hvor
gammel er Kadetten?"

"Det kan være det samme det, det er ikke det, jeg

SIDE: 165

snakkede om. Jeg spurgte, hvad De mente med dette
Vævet Deres."

"Jeg? - ingenting. Jeg syntes bare, Grossereren
snakkede noget til Fruen om, at han havde Lyst til at
gaa op paa Kvisten og se, hvordan de havde det der-
oppe om Aftenen."

"Er De gal Maisa? - sa' han det?" Kadetten faldt
totalt ud af Holdningen.

"Det er rigtig en snil Mand Grossereren, som er saa
glad i Barna sine."

"Sa han det?" - gjentog han.

"Og saa har han vel lagt Mærke til, hvor trabelt
Oppasseren har havt det opefter Trapperne med alle
de rare Kurvene ieftermiddag."

"Aa Sludder, Maisa, det er Dem, som har siddet og
keget ud!" kom det nu usigelig lettet. "Han har ingen-
ting sagt, har han. - Vi skal ha Lag iaften, ser De.
Jo det skulde være deilig, om den gamle med ét stak
Næsen ind.

Men at De kan være saa ondskabsfuld da, Maisa!
De, som er saa pen en Pige."

"Saa De synes det?"

"Har jeg ikke staat og set paa Dem indenfor Gar-
dinet deroppefra baade idag og igaar. Jeg forsikkrer
Dem, jeg har ikke tænkt paa andet nu, fra De kom
iforgaars. De stikker dem ud allesammen. Lad mig
se lidt paa de Hænderne."

"Ja den svarte opsyde Pegefingeren, Di," hun viste
den mod ham.

"Aa pyt san, - naar hele Haanden er saa vakker
saa" . . . han nærmede sig interesseret.

"Lærer De sligt paa Krigsskolen? Jeg er ikke af den
Slags, skal jeg si' Hr. Kadetten; jeg skal nok be mig fri."

"Jeg sa jo bare, at De er pen, og det kan De ikke
nægte. En maa da ha Ret til det."

"De siger, der er Lov for, at de militære maa ha
Knebelsbarter først."

"Uf jeg tror, jeg drikker mig fuld ikvæld!"

"Bare ikke gjør det, Hovedpinen véd De, imorgen" . . .

SIDE: 166

- Aa nei den frække Fanten! . . . Stod han ikke der
i Døren saa svartkrøllet og firkantet og snakkede ind
til Frøken Rask, om ikke Pigen kunde sætte lidt Mad
op paa Værelset til ham, for han havde saa uhyre
meget at læse ikvæld til Krigsskolen. Det hørtes saa
endetil og greit, at Tanten rent maatte tro det. - -
Og væk var han igjen som en Svedske for at slippe at
træffe nogen af de andre. Opdagede den Gutten, hvad
for Øine han havde, saa -

Hun syde væk med Kjoleærmet lidt opskudt for
Ledigheds Skyld. Traaklestingene hørtes i det stramme
Tøi, hun holdt ind under Lampeskjæret, og af og til
i Stilheden en Larm nede fra Kjøkkenet, hvor de
gjorde op til Aftens, og Pigerne regjerede.

Haahaa! - der raabte alt Arna paa, at de skulde
skynde sig op og klæde sig paa til Theatret.

Bare hun endda kunde faat Fruen alene et Øieblik,
inden de gik. For saa hundrede Gange til at ta op
igjen og aldrig til at bestemme sig, som hun var, blev
der nok ingen Prøving af iaften. Og nu kunde hun
været færdig til det, naar det skulde være . . .

Hun saa endel overgivet ud, medens hun traaklede
Ærmerne i for et sidste muligt Haab.

"Herregud, at De ikke har tænkt paa at ta ind Reise-
tøiet før da, Lena!" hørtes Fruens noget trætte klyn-
kende Stemme, - den lød altid, som der skulde være
én eller anden mild Sorg i Huset.

Kom hun bare ind nu, fik hun resolvere sig.

Men der fulgte de andre skyndsomt ovenfra med
Dørene aabne efter sig.

Fru Tranem kom paa sin blide Maade fin og pynte-
lig hen og holdt Haandledet ud til Maisa; hun skulde
sy en Hanskeknap i.

"Jeg skulde gi noget til for at vide, om Scheels eller
Heibergs for Eksempel gaar iaften, Signe!" undslap
det Fruen lidt betænkelig. De side Øienlaag var ned-
slagne over et Par store endnu bemærkelsesværdige
Øine, og den hvide, noget slapbløde Ansigtshuds Dun-
agtighed gav Indtrykket af at være vedligeholdt om-

SIDE: 167

sorgtsfuldt ved Hjælp af lunkent Vand og megen
Mandelklid. - "Jeg kunde nok ønsket at være en Smule
mere beroliget for Stykket" . . .

"Men Du hørte jo, hvad Valborg Sundt sa', Mor."

"Jeg skal sige Dig, Signe, Frøken Sundt har ikke
saa let for at se netop med vore Øine. Vi ønsker ikke
at bli tat for at være af dem, som lar sig rive for vidt
med af nogen af Partierne, og der kommer vist Avis-
strid nok om dette ny norske Stykke" . . .

"Nei, om der blev rigtig Kommers iaften, Pibing og
Sjau!" lød det inde fra Arna.

"Jeg har en Følelse af, at vi nødig skulde indladt
os paa denne første Gangs Opførelse . . . man kan ikke
vide . . . Tak Maisa!" Resten af hendes Tanker gjem-
tes under de noget lukkede Træk.

Nei her blir nok ingen Raad ikvæld paa den Kant,
gjorde Maisa sig op.

"Aa kjære, kom Dig nu engang til Grete; det der
kan Du jo faa gjort bare med en Knappenaal!"
skyndte Arna paa.

Den ældste Søster havde staat utaalmodig bag ved
Moderen og ventet paa at faa fæstet noget Ærmetyl.
Det var en rolig tungfør Dame paa noget over de
tredive, som nu rakte sin Tømmerstok af en Arm
frem; det store stærkskaarne Ansigt og den lidt runde
Ryg mindede endel om Grossererens svære Døleskik-
kelse, der nu længst gjemte sig under en borgerlig
Velstandsmave og et mageligt Overtræk af Fedt.

Der veksledes endel Ord indenfor i Spisestuen mel-
lem Fruen, medens hun fik paa sig Kaaben, og Tante
Rask om Far, som nok vilde ha sin Grynegrød allige-
vel uanset, at de lavede til Fiskemad. Saa fulgte noget,
der holdtes saa sagte, at Maisa ikke kunde høre det;
men hun var af hele Maaden vis paa, at det dreiede
sig om hende; - hun maatte ses efter, passes paa
naturligvis med Sysagerne og Tøiet . . .

Ude i Entréen gnagede Arna utaalmodig paa, at de
maatte indom underveis og faa kjøbt Pebermynte og
Citronkager. -

SIDE: 168

"Og De fik ikke prøvet, Maisa," kom Tante Rask ind.
"Saa saa, De havde det færdig? - - Men" - hun
blev mere og mere forundret, - "kan der virkelig gaa
med alt det Tøi til den Kjolen?" Hun saa sig om med
stille store Øine, som hun søgte rundt om i Værelset
efter et helt Reststykke nogetsteds.

"Fruen har jo villet ha Skjørtet saa rigt; og saa alle
Garneringerne . . . Det lar sig forresten saa let maale,"
skar Maisa pludselig af; - "og der ligger alt, hvad der
er tilovers af Tøilapper;" hun var ikke i Humør til at
bide i sig alt.

"Der tviler jo ingen paa Dem," sagde Frøkenen
venlig; - "men det er et eget Lag med at klippe øko-
nomisk. Det er rent forfærdeligt, hvor enkelte kan
bruge Tøi, skal jeg sige Dem. - - Det er da heller
ikke Dem selv, som betaler det, saa De frit kan lade
Saksen gaa," kom det efterpaa henne i Døren; Tilbe-
redelserne til Aftensbordet kaldte hende.

Et Par Trappetrin førte som i en Forsænkning ned
i Kjøkkenet, og den gamle Jernklinke dernede stirrede
endnu fra den forrige Tid over paa det store elegante
Porcelænshaandgreb i Spisestudøren lige imod den.

Det lille Forværelse, hvori Maisa havde sin Plads,
dannede som en Overgang mellem den ældre og den
ny Del af Huset. Paa de oliemalede lyseblaa Vægge
hang paa gulnet Papir og i Parykstil Abelards og
Heloises Historie i en Række smaa Trærammer, og et
Slaguhr i en mørk Kasse, som blot hæst fortvilet drog
sig og aldrig slog, var flyttet didud sammen med det
gamle Vingebord, der var saa bekvemt for Maisa,
fordi hun kunde slaa det ud saa stort, hun vilde, naar
hun skulde klippe.

Det susede og det brasede dernede fra Kjøkkenet,
skrabedes Fisk og hakkedes Grønt paa Fjæl, og ind-
imellem lød Tante Rasks Stemme. Det duftede appe-
titlig ind igjennem Døren.

Klokken mod otte bar Lena ind et Bræt med Smørre-
brød og The og to nystegte Fiskekager.

Det var nydelig, saa én levede hos Grossereren. Den

SIDE: 169

blanke svære Gaffel laa der saa stor og fin at ta i
Haanden, - og saa Fiskekagerne i det varme brunede
Smør! Hun skar Biter af dem, delikaterede sig til
Smørrebrødet og grublede derunder paa, om hun
burde lade den sidste halve ligge igjen; - at spise
Tallerkenen saa rent af saa simpelt ud -

"Men skal Di ikke ha Resten af Fiskekagen da?"
nødte Lena, da hun kom og hentede Brættet.

"Nei mange Tak, jeg er forsyn't."

"Uf, Frøken," hørte hun saa Lena sige nede i Kjøk-
kenet, - "sidder hun ikke der og ser saa madlei ud,
denne Sypigen; - det kommer vel af alle de gode
Sagerne, de opvarter hende med rundtom i Husene.
Neida, hun skal ikke ha mere Fiskekage!" . . .

De dækkede Aftensbordet i Spisestuen og bar ind,
og Maisa sad ved Lampen med Ryggen til, saalænge
det stod paa.

Hun hørte begge Sønnerne snakke derinde, Juristen
og Anton, som var paa Kontoret; det var vist Gryne-
grøden, de opholdt sig over. Det blev stilt med ét, da
Grossereren kom, - bare Lyd af Skeer og Tallerkener
en lang Stund.

"Fiskekagerne, Lena!" raabte Anton ud med Ser-
vietten for Brystet, - "saa vi kan forvinde Grødom-
slaget," gav han af sig med et Plir til Maisa.

De trak op Ølflasker derinde, og hun hørte Grosse-
rerens rappe Stemme - bestandig med, hvad, hvad
bagefter, før det blev Tid til at svare.

Huf, nu begyndte denne kjedelige Theodor, Juristen,
at lægge ud igjen. Han blev hidsigere og hidsigere i
Stemmen og føisede Bro'ren af, straks han sa noget;
og jasaa, jasaa, svarte Grossereren til.

"Hi-i, - hau-san!"

Der tog Gispen ham. Jo-o det blir nok lige langt
som igaar.

Maisa lagde Sysagerne sammen; hun var færdig for
idag.

Hun rettede sig lidt paa Gulvet, rystede og slog ud
det tynde Orleans Skjørt med et raskt Haandlag og

SIDE: 170

nappede og plukkede sig for Traadstumper. Hun
svang paa sig for at faa Kjolen ud og tog Mansjet-
terne, som laa i den høipullede Hat med Fjervingen,
- der var et Snit og et Kast med Sløret for at dække
over, at det var den gamle fra Sommeren. Den brune
Jakke med Plydskanterne havde hun altid været saa
kry af, den sad saa godt til hendes smale ledige Figur;
men nu var der adskillig med den ogsaa, hun maatte
absolut se til at faa skaffet sig Vintertøi. Hun byttede
Traadvanterne, hun havde havt i Regnveiret imorges,
med et Par Allunskinds, som hun trak op af Lommen,
og tog en fint sammenrullet liden Dameparaply frem
af Krogen. Opfikset med det lille rødstribede Silke-
tørklæde, der faldt med Snipper for Halsen, tog hun
sig rent fjong ud.

Da hun gik, saa hun et Øieblik gjennem Spisestu-
døren Grossereren sidde kjed og stange sig med Tinden
af Sølvgaffelen op i en Jæksel, medens Sønnen gnel-
drede løs.

"Farvel, Jomfru Jons, skal De gaa nu?" raabte han
godmodig ud paa maafaa gjennem Dørglytten.

Hun vidste, der skulde komme bagefter dette evige:
"- og endnu ikke forlovet, Jomfru!" om hun ikke
skyndte sig.

Høsttaagen laa graavaad ind paa Gaslygterne, me-
dens hun strøg opover Gaden; det var ikke rigtig til
at spendere Paraply paa heller. Hun skraade over
Torvet og passerede videre indover Fortoget. Det var
en hel Omvei for hende, som bode ude paa Grønland,
at maatte opom Rigshospitalet, og hun kunde gjerne
komme til at vente der noksaa længe ogsaa, før hun
fik Greie paa Mor Damm. Og, var saa ikke hun at
faa fat i -

Hun sagtnede Skridtene ved en liden brun enetages
Træbygning ud til Gaden lige før Hospitalsgitteret be-
gyndte. Da hun var liden, slap hun altid ad den Gjen-
vei ind i Sygehushaven, naar hun skulde op til Mode-
ren, som var Gangkone der.

Der havde været en hel Verden for hende derinde

SIDE: 171

paa Hospitalet; hun havde saa at sige havt en For-
nemmelse af et Hjem der. Nu var der længst en anden
Reservelæge og nok én og nok én efter ham og et helt
andet Menneskeskifte over det hele. Men det blev dog
altid som noget, hun eiede sit Forhold til, saalænge
Portneren og Mor Damm endnu var der.

Hun bøiede af ved Indgangen mellem de to Gittre,
der gjærdede for hver sin Have, og ringede paa Port-
klokken. Hun havde endnu i Blodet Tiden, da det var
for sent efter Reglementet at komme ind, fra dengang
hun løb der som lille Maisa, der skulde ind til Gang-
konen Marie Jons, - og Forhøret, som maatte bestaas
for Portneren. Hun hørte Klokken lyde indover og
kjendte noget af den gamle Spænding paa, om han
vilde skjænde eller være naadig iaften, denne stive
tynde lille Mand, som var saa grætten, - og saa snil
imellem, - og som dukkede op af Portnerboligen i
slidt blaa Livkjole med blanke Knapper og i høit hvidt
Halstørklæde og lignede Professoren ved Kirurgen. Hun
havde dengang trot, at de to var lige i Magt og Vælde.

Det var hendes Livs store Overgang, da Moderen
døde, og hun ikke mere havde Ret til at komme og
gaa der indenfor Gitteret med de svære Træ- og Sten-
bygninger om Gaardspladsen og de høie susende Pile-
trær, som i Storm og Regn ligesom sopede i Skyerne
med Topperne. -

Det var anderledes let at gaa, da Hospitalsporten en
halv Timestid efter igjen slog i efter hende, og hun
havde Mor Damms tre Mark i Lommen. Hun havde
saa vel vidst, hvor hun skulde spørge efter hende, -
op Trappen tilvenstre, hvor det lyste indover den
lange brede Gang, nu Aftenvisiten var over. Hun
havde saa mange Gange staat udenfor alle disse Syge-
rum Nummer 2, Nummer 3, Nummer 7, og ventet og
biet, og hun kjendte saavel igjen efter alle de Aar,
siden hun gik der hos Moderen, denne egne Lugt der-
oppe, den hørte saa med . . .

Hun var bleven rent i godt Humør ved at tænke
paa det altsammen og vidste ikke Ordet af, før hun

SIDE: 172

alt var helt udenfor Vaterlands Bro. Der var det en
Fyr, som kom paa Siden af hende, - en Laban af en
Student, saa hun ved Gaslygten.

Han kom frem ved den næste Lygte ogsaa. Han
havde Briller og keg paa hende; - vær saa god, Far!
tag mig i Betragtning.

Med ét hilste han saa svært høflig og tog til Huen: -

"Jomfruen bor kanske nogetsteds herude paa Grøn-
land?"

Noget Svar fik han da ikke; hvad kom det ham ved.

. . . "Jeg tænkte, fordi De vel nu vender hjemover
fra Byen."

Det var bare at lade, som én ikke havde Ører.

"Forsikkrer Jomfruen, - ikke større Fare paafærde
end et rent uskyldigt Spørgsmaal, som ikke paa nogen-
somhelst Maade kan gaa Blufærdigheden for nær. Jeg
vilde bare vide, om De skulde kunne sige mig lidt om
Nummer 153 paa Grønlandsleret?"

Men Du milde . . . havde han ikke opsporet Hus-
nummeret, hvor hun bode!

"Ellefsens Gaard? - Butik nedenunder - og en
aaben Indgangsport?"

Hun gik saa raskt, som hun bare kunde; men han
holdt sig ved Siden af. Saa spurgte han med ét:

"Kanske er det Døvstummeinstitut herude."

Nu maatte hun le; men hun slog Paraplyen op og
saa lige ud, - det var en noksaa Raring.

"Fremdeles ubevægelig - hvad? . . . En lav hvid
Murgaard, - og ind til et Slags Bygningstomt med
diverse Beboere?" drev han paa.

For to paagaaende Katteøine, de lyste ordentlig bag
Brillerne; hun kunde høre paa Stemmen, at han gik
og morede sig.

Hun havde saa inderlig paa Haanden det, hun vilde
svare ham; men saa skal én aldrig indlade sig med
Herrer. Gjør én det, om aldrig saa lidet, blir én tat
for at være én af dem, de kan bære sig ad, som de
vil med. Det er fast det. - Og saa holdt hun sig og
tiede, til de kom paa Hjørnet ved Kjøbmand Sundby.

SIDE: 173

Der smat hun pludselig ind. Det var godt at bli kvit
ham, og saa kunde hun kjøbe lidt Brystsukker og
kanske faa sig en liden Prat med Madamen . . .

Det var forresten sandt, at der bode noksaa mange
Folk i Ellefsens Gaard. En Kobberslager begyndte
fem om Morgenen, saa hun behøvede slet ikke noget
Vækkeuhr, og Glasmesteren holdt et svare Politi, naar
Ungerne kom for nær Vindusrammerne hans, som stod
udenfor Væggen. Dertil peb og ulede Jernbanen tro-
fast hele Natten lige bagom Plankegjærdet.

Da hun gik ind langs Brætterne i den bælmørke
vindfyldte Indgangsport til Ellefsens Tomt, vidste hun
saa akkurat, hvor hun skulde sætte Foden. Planken
sutlede i Væden under Skridtene, og hun kjendte de
tre Murstene, hvorfra hun kunde naa Baghunstum-
perne, der laa slængt her og der i Lersølen hen til
Døren i den lille Sidebygning tilhøire, hvor hun bode
hos Stolmager Dørum.

At sige hendes Forskrækkelse, da hun med ét i Por-
ten bagom sig hørte:

"Svi-inagtigt . . . rentud nederdrægtigt" . . .

Var det ikke denne Labanen igjen! - han havde
altsaa git sig til at følge efter hende . . .

"Hør Di der, skal én vade tilhøire eller tilvenstre
i denne Gørja?"

"Hold Dem midtefter Di, der er vist saadan, som
Di liker, der er dybest."

"Nei, nei, er det ikke hende, jeg snakkede med isted
da? - De tænker nok at dyppe mig nu, De. - Isaa-
fald skal jeg sige Dem, at De holder paa at forgaa
Dem mod den rene Uskyldighed. Nei for Svi-ineri!"

Stemmen lød ynkelig, han var ilde deran.

"Hør nu, høist respektindgydende Jomfru, - skulde
De ikke være istand til at fatte Medlidenhed med et
Medmenneske, hvis Hensigter, som det synes, totalt
miskjendes. Sig blot, skal jeg gaa tilhøire eller til-
venstre? - For her er da vel noget, som heder Plan-
ker nogetsteds. De svæver da ikke bare der foran som
en Skygge fra en lykkeligere Verden? . . .

SIDE: 174

Nei dette blir tvilsomt," mumlede han. "En kan
risikere rentud at komme til at lægge sig paa Svøm
her. Ler De, Jomfru? -

Men det er da vel her?" raabte han pludselig, -
"jeg saa da tydelig nok paa Husnummeret lige ved
Gaslygten - hundrede og tre og femti. Ser De, jeg
skal ind i 153 for at komme til Murmester Ellefsen . . .
Jeg bor her nogetsteds, skal jeg sige Dem; det vil
sige, jeg var herude, og leiede for en Ugestid siden,
men da var det lys Dag; nu kan ingen Pokker kjende
sig igjen; - og jeg har flyttet ogsaa idag, om min
Oppasser ellers har gjort sin Pligt. Det er Enkefru
Thorsen, jeg spør efter."

"Aah!" - nu gik der et Lys op for Maisa. Ikke
andet, - havde hun ikke gaat der og gjort sig til Nar
for ham hele Tiden.

"Jo hun bor her," svarede hun rask, - "det er
Trappen op i Huset lige for Dem, naar De kommer
ind paa Tomten. Ja De ser vist ingenting; - men vil
De bare staa lidt der, hvor De er, skal jeg nok retlede
Dem."

"Mange Tak; - det er ellers ingen meget tiltalende
Plads, jeg her har, med den ene Støvle i Lersølen -"

Hun trampede paa Planken, saa den skvulpede, for
at han skulde finde ind paa den . . .

"Der, - vil De ta i Paraplyen, saa skal jeg føre
Dem helt hen."

"Det er rigtig snilt af Dem dette, Jomfru," lød det
nu nok saa manérlig.

Hun lodsede ham velbeholden hen til Trappen. Den
halvforfaldne gamle Træbygning var leiet af Toldbe-
tjent Schultz, og ovenpaa hos ham bode igjen Enkefru
Thorsen, som averterede Værelse med Opvartning til-
leie, - om Sommeren med den dragende Overskrift:
"Brillant Udsigt over Bjørviken og Havnen", og paa
den kolde Side af Aaret, da Værelset paa Grund af
dets Gissenhed i Vinduer og Døre regelmæssig blev
opsagt, under det energiske: "Ekstra billigt Logis!"

Hun stod nede ved Gangdøren og lyttede, medens

SIDE: 175

han famlede sig opad Gelænderet og knakkede paa en
Dør deroppe. Der var mørkt overalt i Huset undtagen
i Sovekammeret nedenunder hos Toldbetjenten. De
havde nok ikke ventet ham iaften og var gaat og lagt
sig. Saa sprang hun op og bankede paa i Kjøkkenet
hos Tilla og fik hende ud.

"Jeg er Student Kielsberg," meldte han sig. "Op-
passeren har da vel sagt, at jeg kom iaften?

Tak skal De ha for Hjælpen, Jomfru!" raabte han
saa efter hende ned ad Trappen, og hun hørte Fru
Thorsens forfjamsede Stemme: - "Bevars, komme paa
Folk saa sent" . . .

I Smaabygningerne rundtom paa Tomten var der
slukket og svart, bare et ensomt ødsligt Skin bag det
hvide Gardin paa Træksnoren over hos Malermeste-
rens, der var vist igjen nogen af Børnene syge. Tom-
ten havde i sin Tid været et Landsted, og det gule
Træhus, hvori Toldbetjenten og Fru Thorsen bode, var
den gamle Hovedbygning. Ud til Gaden bode Byg-
mester Ellefsen i sit ny hvide Murhus med Butiks-
leiligheden, og nu, Tomten laa og ventede paa stigende
Priser pr. Kvadratalen, havde alskens Haandværkere,
hvis Værksteder krævede Plads, leiet sig ind i Husene
og Skurene der.

Maisa gik ind Kjøkkenveien til den lille gamle Side-
bygning hos Stolmagerens. Der stod en indestængt
Lugt i Døren fra Skulibøtten, og hun strøg af Fyr-
stikker paa Skorstensmuren for at finde frem til en
liden Parafinlampe, som var sat hen til hende paa
Bordet ved Siden af endel uopvaskede Tallerkener og
Kopper fra Familiens Aftensmaaltid. De vaade Sko
trak hun af sig og satte dem hen ved den endnu
lunkne Kogeovn i Muren, hvor der før stod opreist to
Par brede Begsøms Mandfolksko og hang Strømpe-
sokker over en Stang. Med Lampen i Haanden gik
hun saa forsigtig gjennem Værkstedet.

I Slagsengen bag alle de halvfærdige Stoleemner
og Dreiebænken i det lune Rum laa Skomagersvenden,
han Elling, - Skomagerens og Stolemager Dørums

SIDE: 176

delte Kjøkkenet sammen, - og det hændte undertiden,
naar hun maatte gaa den Vei, at han var vaagen og
gav sig til at prate og jøne.

I det inderste af de to Værelser over den trange
Gang sov Dørum og Madamen og ovenpaa i Rummet
tilhøire af Trappen sammen med Tjenestepigen hos
Skomageren en halvvoksen Datter, et stakkars ge-
brækligt Væsen, der var døvstum og næsten maatte
passes som et Barn.

Den stumme var vant til at ligge vaagen og passe
paa, til Maisa kom.

Der lød et Slags uartikuleret Stønnen, og Maisa
satte Lampen fra sig udenfor Døren og gik ind. To
af de Brystsukkere, hun havde kjøbt hos Sundby,
fandt Vei til det stakkars Væsens Mund, og, da Pigen
vaagnede, gik nok et Par Stykker af Kræmmerhuset til
hende mod Løfte om, at hun skulde sørge for at faa
hendes Skjørtekant tørret straks, hun imorgentidlig
gjorde Ild op nede i Kjøkkenet.

Stolemageren havde stablet alskens Materiale ind over
Loftet og bag Brandmuren, saa hun maatte lyse sig
frem. Maisas Rum var egentlig ogsaa kun et Stykke
afpanelet Loft med et firkantet Vindu fældet ind i det
skraa Tag; men Indtrykket af et Værelse gav det dog.
Dragkisten efter hendes Mor stod der og fyldte ud
sammen med nogle Stole, en Strygefjæl og en Hylde
med Husgeraad og Kopper samt nogle Klæder, der
hang fra Knaggene i en Træliste.

Maisa havde et Øieblik stanset foran Dragkisten og
ledt nede i Skufferne. Det var et Par Strømper, hun
fandt frem; og en hastig Undersøgelse lod hende se
akkurat, hvad hun havde tænkt sig, at de maatte stop-
pes. Hun havde alt mange Aftener kviet sig for dem,
hun havde paa, indtil de nu var blevet næsten umulige.

Det var inderlig kjedeligt saa træt, hun var, - og
som hun havde glædet sig til Sengen og til at putte
sig under Dynen og bli rigtig varm. Hun havde ligget
i den Dyne og den brunmalede Udtræksseng med de
tynde Knopper paa Stolperne fra saa tidlig, som hun

SIDE: 177

huskede. Moderen var død i den medens de bode oppe
paa Hammersborg. Mellem Sengegjærdet og Skraa-
væggen hang hendes Fotografi. Figuren stak op af
et skjævt Krinolineskjørt med et Par uheldig frem-
skudte Arbeidshænder og en vis mager Kraft og Ka-
rakter i det langagtige Ansigt. Ved Siden af hang i
Glas og Ramme et Udklip af en illustreret Avis. Det
var en Doktor og bekjendt Professor, som havde været
baade Kandidat og Reservelæge paa Hospitalet i Mode-
rens Tid.

Maisa havde sat Lampen hen paa det lille Bord ved
Sengegjærdet og trukket en Stol til. Hun sad nu og
stoppede paa Strømperne og gjorde sig det mageligt
med Fødderne opi Sengen og Brystsukkeret foran sig
at ta til.

Det rumsterede og filede endnu indenfor i Hokket
hos "Maskinen", han gamle Sjøberg. Det var altid som
et Liv i Huset, naar hun kom sent hjem om Kvældene;
han turede og tullede nu om Dagene med dette dirke-
fri Laaset sit.

Med ét brast hun ud i Latter. Hun kom til at tænke
paa, hvordan hun havde gaat der og værget sig paa
rene Livet mod det stakkars uskyldige Menneske, som
ikke paa noget Vis kunde faa Svar, alt det han spurgte
og forsøgte sig . . .

Det var saamæn ikke godt for Maisa at sno sig nu
under Jul; hun kunde gjerne behøvet at dele sig i tre
for den Sags Skyld, - Bud fra Brandts, Bud fra Jür-
gensens, - hun havde faat bedt sig fri hos Simon-
sens, hvor hun havde lovet sig hen hele Ugen for at
sy Balkjoler til Frøkenerne; - og saa nu imorges før
hun gik, Bud fra Bager Antonisen, at de akkurat
skulde ha ny Klæder til alle tre Ungerne! - Svigtede
hun der, saa røg den sikkre Plads, hun havde at lide

SIDE: 178

paa til Sommeren, naar alle de fine var paa Landet.
Men saa fik det nu staa til, for neimæn, om hun var
skabt til at sidde med Barnekjoler og sligt nu, her var
saa meget andet.

Det var kommet rent uventet paa dette Ballet hos
Direktør Solbergs; - men det var vel for, at de pene
Døttrene skulde bli budne med allesteds i Vinter og
gjort Stas af, at de holdt det nu ikke fjorten Dage
før Jul.

- Maisa havde siddet her hos Jürgensen til sen-
aftens igaar, - havde de saavist havt Symaskine,
skulde der være gjort anderledes Vei, - og var kom-
met igjen i Snefoget før otte imorges. Hun havde
drevet paa i hele Dag; Mina Jürgensens Tarlatans
maatte hun bli færdig med nu iaften, for det kneb saa
om Theodora Brandts.

Mina kunde ikke være fra det i ti Minuter, før hun
kom ind i Spisestuen til hende og fingererede og holdt
sammen Tøistykkerne og tvilte og snakkede. Hun
fandt frem Haarblomster for at passe dem til ved
Lampelyset, og prøvede saa med Perler; - hun var
svært godt skabt, let og finvokset, og hun vilde, det
skulde vises ogsaa.

Og Maisa vidste saa godt, hvordan det skulde være;
- glat Liv med Buffon i rige Folder fra Skulder til
Barm, Frøken Mina maatte ha lidt over Brystet til
dette spæde tynde; - men det maatte ikke falde tungt
og paalæsset, saa det mistede det rette enkle Fald.
For saadan ret op og ned som en Kile, det var det
værste, hun kunde se.

Mina stod med et fint hvidt Skjørt under den lyse-
røde Tarlatans og prøvede. - Det var at ta det ind
med et lidet Klyp lige i Livet efter Figuren, det gav
Myghed og Ledighed . . . Og Skjørtet maatte ligge saa
blødt og ligesom langs Kroppen -

"Med aldeles ikke meget stivt under!" fandt Mina
pludselig ud; hun blev rasende trippende glad nu, hun
endelig havde faat Tag i, hvordan det skulde være.
- "Bare det kom til at sidde . . . bare det kom til at

SIDE: 179

sidde!" . . . De blaa Øine stod ordentlig blanke i Hodet
paa hende, - "løst og frit og saadan ligesom ikke for-
siggjort" . . .

Hun prøvede og viste og snakkede og sørgede.

Og Maisa havde ogsaa rent faat Feberen i sig: -
"Neimæn, om Frøken Mina skulde ha Blomster paa
dette svære askegule Haaret;" - hun trak forsigtig
Kjolen af over Hodet paa hende; - hun kunde bli
saa nydelig, at det skulde spørges efter! . . .

Der kom Assessoren ind med Overfrakke og Paraply;
han skulde ud i Selskab i Snefoget ikvæld. Han klap-
pede Mina og saa paa Kjolen; han var nok svært glad
i den eneste Datteren:

"Tarvelig og tækkelig og naturlig, - ikke sandt,
Mina? Disse raffinerede Kunster i Klædedragten kjen-
der man med ét Øie. - Bare Simpelheden, som maa
dække sig, Du! . . . Det er inde i selve Følelsen, det
ligger. Du kan tro, der er Gradsforskjel." . . . Han strøg
hende beundrende over Haaret. - "Vi vil ikke vide
af sligt vi, Du" . . .

Aa nei san! tænkte Maisa; hun saa, hvorledes Mina
smøg sig op til Faderen og kyssede ham for at faa
ham vel afsted.

"Bare det kommer til at sidde . . . bare De faar det
til, Maisa! . . . Mon vi skulde ta lidt af Folderne igjen
i Buffonen?" - hun var saa ræd, hun ikke skulde bli
slank nok. Hun kunde næsten ikke begribe, at de ifjor
havde danset med Krinoline.

Det lyserøde Skjørt laa endnu ufærdigt over Stolen,
nu kom de lange Garneringer.

Maisa reiste sig og lagde Livet hen og begyndte den
ensformige Søm. De smale senefulde Fingre havde et
overordentlig Lag, medens Naalen smat under Stingene
hændig skudt frem af Fingerbørret, og Faldingen
gjorde Fortgang, saa Tøiet maatte bytte Fæste i et væk.

Hun vilde se paa, om ikke Frøken Minas Kjole nu
skulde maale sig med baade Søstrene Bergs og Madam
Aas's i fint Fald og Snit! Det kunde nok hænde, de
spurgte efter, hvem som havde syd den . . .

SIDE: 180

Og det skulde saamæn ikke undre hende, om Frøken
Mina blev rigtig i Vinden hos Solbergs . . . Hun var saa
rent opkavet; - det var vel den Sjøofficeren der, som
de sa, gjorde Kur til hende . . .

Maisa lo over Sømmen . . . Kanske denne Kjolen nu
greier det! - slig spæd og let som en Fjær paa Svai
over Armen paa ham.

Aa, som de kunde danse! . . . Hun havde set dem
fra Galleriet paa Borgerballet ifjor, - hele Salen lige-
som rørte sig til Musiken under Lysekronerne; Slæb
i Silke og Kniplinger og Kjoleflor strøg sig Vei og
bøiede og bugtede sig mellem sorte Livkjoler og Uni-
former . . .

Hun havde siddet og syd for Elise Schou den Kvæld
helt, til hun skulde afsted, og fulgt hende i Vognen
for at ta Reisetøiet af og saa faat slippe ovenpaa Bal-
konen for at se paa.

Hun havde fulgt hver en af dem, hun kjendte, -
Signe Tranem i rødt med Blomster og Elfenbensviften,
og Elise Schou som hele Tiden var paa Gulvet høit
oppe i Salen, og Kitty Blom i hvidt, - hun var saa
nydelig, men der var noget oppe ved den ene Skulder,
ligesom noget skjævt i Udringningen, hver Gang hun
snudde sig; - og saa Minka Mørk ogsaa i hvidt, men
Atlask! - hun blev forlovet paa det Ballet med Løit-
nant Müller . . .

Der var tilslut steget en saa underlig varm Hode-
svimmel i Luften af al Eau de Colognen og Lyset og
Musiken, saa det blev rent, som hun selv var med
dernede . . .

- Men det var nu den morsomste Tiden paa Aaret
alligevel denne før og efter Jul, naar hun sad saadan
og sprængsyde til Ballerne, saa hun næsten blev snur
og ikke vidste hvor Dagen blev af eller nogenting,
før hun skulde udover og hjem igjen i Mørket. Det
stod jo paa Livet foran hvert et, og enhver syntes nu,
det var bare om sin Kjole, saa det blev et Pres udover
Aftenerne og svært lidet med Søvn.

Men de unge Frøkener raadspurgte hende og snak-

SIDE: 181

kede og passiarede og betrode hende, hvad de gruede
for, og sagde sin Mening paa al Vis, saa hun var helt
opi det, - brændende optaget af, hvormange Gange
Sjøløitnant Solberg kom til at danse med Frøken
Mina, af Signe Tranem og Statskonduktøren eller Arna
og den lyshaarede morsomme Jakob Schou. Hun
glemte sig ligesom væk i alt dette, hun var saa inde
i og levte og havde paa al Vis sin Part i.

Hvad hun imellem kunde have af Sværmerier for
egen Regning, kom næsten bort, - Farmaceuten paa
Hjorteapotheket, - han havde nu Apothek selv et-
steds, havde giftet sig til Pengene og var ikke værdt
alle de Tanker, hun havde gaat og uleiliget sig med
paa ham . . .

- "Det var rigtig heldigt, her blev saadan god Ro
iaften," mente Fruen, hun havde været ovenpaa og
hjulpet sin Mand med Pudsen; - "det fik ikke være
saa nøie, om Maisa blev siddende lidt udover, naar
det gjaldt saa. Og nu, Assessoren og Studenten begge
var ude, dækkede de bare lidt inde i Stuen til hende
selv og Ludvig og Mina, saa slap de at hæfte Maisa
ved at rydde af Spisebordet.

Siden paa Aftenen ringede Theodora Brandt paa.
Hun kom i Mørke og Snefog for at snakke med Mina
om Ballet og se Kjolen; - men det, som stak under,
var nok Ængstelsen for ikke at faa Maisa imorgen-
tidlig.

De snakkede og hviskede derinde i Stuen og havde
saameget imellem sig, de var saa skrækkelig Perle-
veninder . . . Men Kjolen kom Theodora nu alligevel
ikke til at se; - om den blev Maisa nok forhørt og ud-
spurgt imorgen.

Naalen gik og gik, medens de kortede sig Tiden der-
inde med Dora.

De havde jaget Ludvig med Lekserne ind til Maisa;
han sad søvnig og smaamurrede og læste med Al-
buerne paa Bordet og begge Næverne op i Haaret.

Hun blev ikke færdig før halv elleve ikvæld heller,
der laa endnu halvanden Omgang af Garneringen

SIDE: 182

usyd . . . Lampekuplen og det toppede Hode med lidt
af det blegsvede Ansigt skimrede i Skraaspeilet over
Buffeten, og Skyggen nede paa Væggen ved Siden af
hende arbeidede rapt og rastløst med Haanden.

. . . To hele Dage tilgode her, - og saa imorgen og
overmorgen hos Brandts, - det var akkurat en Daler.
En Dag fra før staaende hos Simonsens, hvor hun
skulde hen igjen paa Torsdag og sidde Ugen ud, -
om hun kunde bli færdig der da og slippe hen de re-
sterende fire og en halv Dag før Juleaften til Antoni-
sens . . . Husleien maatte være klareret til Madam
Dørum, - og resten paa Støvlerne betalt.

Og saa til Levemaaden i Juledagene . . .

Hun maatte se til at faa lidt tilovers til Barnedaa-
ben, Søndag mellem Jul og Nytaar, hos Malermester
Jørstad; - hun vilde sy en rigtig fin Barnekappe med
røde Atlaskes Rosetter og Baand. De havde bedt
hende til Pigefadder mellem alle der i Gaarden, og
Madam Dørum skulde holde Barnet. Det var nok
Meningen, at der skulde være ordentlig Stas og Kalas
. . . Til Kirken havde hun den ny Vinterhat og Jak-
ken med Boa. Og saa vilde hun fiffe op den sorte
Kjolen med de vakkre Uldblonderne, hun havde faat
af Fru Schou, - hun fik ribbe dem af igjen, til hun
skulde ud og sy Femtedag. Hvid Krave med den lille
Guldnaalen i Brystet og fine Mansjetter . . . Kanske
hun tog det røde Sjalettet med Frynserne om Halsen;
eller kanske det var finere og enklere uden. Hun vilde
krølle Haaret og sætte det op i Chignon; - aa hun
skulde bli smeldende fin! Der var Snak om at be op
nogen af Svendene og han Elling, saa de kunde faa
danse lidt paa Kvælden . . .

Ludvig sad der og gispede, saa det tilslut blev rent
smitsomt . . .

. . . "I det sorte Hav: Dniepr og Dniester, Dniepr og
Dniester, Dniepr og" -

Han tærskede og tærskede:

"Dniepr og - og -"

"Bare det ikke gaar rent i Baglaas," kastede Maisa ind.

SIDE: 183

Ludvig saa arg op paa hende.

. . . "I det hvide Hav: Dwina; i Østersjøen: Dyna -
Dyna - Dyna - Dyna . . . I Østersjøen Dy-n-"

"Ja det er vist paatide, Du kommer i Dyna naa,"
mente hun.

"Hold Di Kjæften Deres, - jeg er slet ikke søvnig!"
Han slog Bogen hidsig sammen og drog ovenpaa.

Det blev tomt og stille, Lampen fik et svagt rødligt
Skjær og begyndte at mattes.

Der var vist ordentlig Snefog ude, blaaste og peb.
Hun syde og syde, havde vel endnu en knap Timestid
igjen.

Hun kunde faa det saadan over Panden udover
Aftenen med en Raptus af Søvnighed, saa hun saa
dobbelt ligesom. Men Sømmen gik lige fort for det,
og, naar det var over, var hun kommet lange Stykker.

Hun syntes, da hun skvat til, at det var imorgen-
tidlig. Hun gik i saameget umaaget Nysne over Gaar-
den, svarte Væden under for hvert Skridt! - og mødte
denne Trykkergutten, som altid fo'r i Trapperne hos
Student Kielsberg med Papirrimserne sine.

. . . Kielsberg maatte nok synes, han havde som et
Slags Kjendskab til hende fra første Kvælden, han
kom der i Gaarden. Han hilste og pratede, hvergang
de mødtes derude, og forhørte hende, hvor hun havde
været idag og skulde hen imorgen og iovermorgen.
Han mente, hun var vist skrækkelig fornøiet med
Verden og tjente græsselig mange Penge, - Øinene
glippede og glinsede bag Brillerne - hun, som drev
slig baade sent og tidlig. - Joda, nu blev hun snart
smeld rig! -

Han var ligesom saa munter af sig, endda det nok
ikke var rart med Penge for ham stakkar; Fru Thor-
sen maatte presse ham svært for Leien, det havde hun
fra Tilla. Han studerede til Doktor og var godt kjendt
paa Hospitalet.

Det var ærgerligt, at hun i Lørdags skulde være saa
uheldig at komme netop, som Vaskerkonen stod og
skjændte for Regningen og skreg paa, at hun ikke vilde

SIDE: 184

vaske de fillede Skjorterne hans længere, om han ikke
betalte. Hun skulde git noget til, om hun havde kun-
net forduftet paa noget Vis, saa gentil, som han vilde
være; men hun kunde ikke vende om lige paa Vei,
som hun var, med Kjolen op til Fru Thorsen, og saa
slog hun sig lystig og strøg forbi i Trappen midt imel-
lem dem. Men neimæn om han havde bryd sig om
at vise sig siden alligevel . . .

Lampen døsede med et rødagtigt Skjær ind i Mør-
ket. De sidste Rynker af Garneringen laa endnu paa
Fanget.

Fruen lukkede paa Døren for at se, om hun ikke
snart var færdig; det var kanske ikke værdt for det
Stykke, som var igjen, at stelle Lampen? . . . Mina
havde nok tat sig en Ventelur derinde i Stuen.

I Juledagene havde Maisa da sovet ordentlig ud,
lagt i Ovnen, lavet Kaffe, været lidt nede hos Dørums
eller over hos Kjøbmand Sundbys og saa gaat op igjen
og lagt sig.

Nede hos Dørums og inde hos Skomagerens havde
de nok ogsaa alle snud bra i Sengene, det var saavidt,
Madam Dørum havde naat frem til Aftensangen første
Juledag. Anden Dagen om Kvælden fik de sig et Slag
Kort dernede om, hvem der skulde traktere med
Hvedebrød og hvem med to Flasker Øl, og saamæn
gispede de nogen hver endda.

At ligge saadan om Eftermiddagen, naar det blev
Skumring, og Lyset af Pinderne spillede ud af Ovnen,
og saa vide, at én ikke behøvede at reise paa sig før
helt til Kvælden - det var ikke til at snakke om en-
gang . . . Det var, som én ikke aarkede at tænke paa
noget videre heller.

Men nu blev det ikke stort med Hvilen længere.
Tredie og Fjerdedagen maatte hun sy Kjolelivet, som
hun saa længe havde lovet Pigen hos Kjøbmand
Sundby. Og saa Daabskappen - foruden at se over
og fiffe op sit eget - - -

SIDE: 185

- - Malermesteren havde maaget saa pent udenfor
Døren sin Søndagsmorgen. Mandfolkfadderne var
Tomteformand Andersen og han, Elling, som mødte
frem rigtig fin i ny Frakke og hvid i Brystet med
Silkehalstørklæde. Den lille skulde hede Kirstine efter
sin Moster.

Det drog længe ud og var saa mange fremme til
Daaben efter Gudstjenesten, at Maisa var glad, hun
kunde komme hjem igjen og faa Fødderne tinet op
paa sig; det rigtig knistrede under Støvlerne i Kulden.

Madam Dørum og Maisa maatte ind og se paa, at
den lille blev lagt i Vuggen; hun skulde sove, før de
tog Daabsstasen af.

Om Kvælden var der nok saa fuldt, - Dørums og
Skomagerens, alle hos Tomteformandens og en Søster
af Malermesteren, som bode ude i Byen, hun var Enke
efter en Baadsmand og havde været Restauratrice paa
et af Fjorddampskibene; hendes to Døttre "conditione-
rede" nogetsteds, sa' di; den ene skulde nu kaldes for
Husjomfru og var gruelig udsløifet og fiffig.

De pressede sig straks alle tre op i Slagbænken foran
Kaffebordet ved Siden af Madam Andersen, Tomtefor-
mandens Kone, saa baade Madam Dørum, som var
Fadder, og Skomagermadamen nu maatte ta tiltakke
med Træstolene. Maisa nødte da Formand Andersen
til at ta hendes Stol, - ellers var det Meningen, at
Mandfolkene skulde sidde paa Bænkene og Krakkerne
udenfor og faa bragt hen til sig; - og saa vilde Jen-
sine Andersen igjen, at Maisa skulde ta hendes Plads,
fordi hun var Fadder.

Dørums var ogsaa bra forargede over de tre op i
Slagbænken. De sad ordentlig og snerpede Munden og
dreiede paa sig, hvergang de forsynede sig med Vør-
terkage eller tog et paasmurt Stykke; - de var altid
opi der, hvor de med Eidamerosten laa. Og, medens
de tog for sig, var det hele Tiden bare om den yngste
Datter Thea, som nu skulde bli Dampskibspige og
kanske havde Udsigt til at bli Restauratrice paa det
samme Skib, som Madam Rasmussen før havde været

SIDE: 186

paa; Madamen var jo saa urimelig godt kjendt med
Kapteinen.

En Stump af en tyk forgyldt Uhrkjæde slang mod
Kjolelivet, medens hun snakkede og lagde ud og tog
til sig, og Armene paa begge Døttrene igjen smøg sig
under hendes og bort i Fadet; de maatte hen i noget
med salt Kjød paa.

Det nyttede nok ikke nogen af de andre Madamerne
at faa ført et Ord ind hverken om Daaben eller Barnet!

Saa reiste Madam Andersen sig braat:

"Pyh, - her er saa hedt i Sofaen . . . kan jeg ikke
faa sidde, hvor Du sidder, Andersen?"

Men det bed ikke anderledes paa end, at de tre nu
bare satte sig til at brede sig i Sofabænken; og saa
drog Snakketøiet videre paa.

"Tro bare ikke den Kjæden er ægte," hviskede Ma-
dam Andersen i Øret paa Maisa Jons, - "og de Rin-
gene paa Fingrene hendes . . . ikke mere end - pyt!
Jeg likte ikke at sidde ved Siden af dem, skal jeg sige
Dere."

Den magre høie Malermester med det lille rødlette
Hode gik saa pyntelig omkring i Vest og vide blaa
Skjorteærmer og bød Øl og en Dram til Mandfolkene;
han havde et Par røde hede Flekker i Panden og
spaste og nødte.

Nu skreg den nydøbte indenfor i det lille Sovevæ-
relse, og Madam Jørstad maatte didind og hjælpe sin
ældste tolvaarige Datter.

"Det var kanske godt, vi engang kom til at mindes
om Barnet," sa Madam Andersen, - hun saa Enke-
madamen noksaa hvast i Øinene.

"Ja e-e-e - ja - bi nu, til Mor kommer ind
igjen" - begyndte Malermesteren. Han kom sig en-
delig til med sin tynde Stemme: -

"Ja, naar jeg skal sige, hvad jeg har tænkt paa hele
Tiden, saa var det, at jeg og Kona mi skulde takke
Fadderne baade, fordi de har været i Kirken med vor
Kirstine, og alle gode Gaver, hvorfor vi siger stor Ære
og Tak til hver især."

SIDE: 187

Tomteformanden reiste sig og udbragte, før han stak
ud Glasset, Faddernes Ønsker og Haab om den lille
Kirstines Velgaaende. Og paa det nødte nu Malerme-
steren Akeviten rundt ogsaa til Kvindfolkene, som
maatte drikke hel eller halv Dram, eftersom de var
gifte eller ugifte; - men det var svært saa de fniste
og undsaa sig begge Madam Rasmussens Døttre, før
han fik dem til at smage stærkt, - Øl gudbevars
kunde de nok, men -

"Pas paa," sa Madam Andersen, - "jeg tænker nok,
det glir jeg, lar han bare Glasset staa. Tænk, de har
tømt hele det bortre Fadet, de tre!"

"Pas paa, - pas paa," hviskede hun saa, hvergang
de drak, og puffede i Maisa; hun havde rigtig faat et
godt Øie til dem . . . "Hun nippede bare hele Glasset
ud nu; hun - Husjomfruen! Ikke tror jeg, hun er
Husjomfru; - en Husjomfru med slige lange Øren-
dobber, nei san! - Isch, jeg er glad jeg flyttede mig."

Madam Andersen hviskede sig sintere og sintere,
eftersom hun maatte sidde og se paa, hvordan de
havde tat Sofaen fra hende; - hun skulde vel ligesom
være den første her, Tomteformandens Kone.

Men nu begyndte de at snakke rundt om, og Dørum
og Skomageren rokkede ud ligesom Malermesteren. De
sad i islandske Uldtrøier og svedte og røgte. Dørum
havde havt sin Porcelæns med Oliehuset stoppet med
sig i Lommen, og Tomteformanden slikkede sig med
Tungen om Munden og drak Øl saa tit, der blev skjæn-
ket; han skjønte nok, der var noget paafærde med Ko-
nen, som han fik se til at forlige med Fornøielsen
. . . "Du, Du," prikkede han hende imellem venlig paa
Skulderen. - "Du, Du, Maren, - og saa drik da,
Maren, her er Øl . . . Du . . . se paa Jensine, Du. Jeg
si'er Dig, Mor, Du faar være an-svarlig - siger jeg
Dig, - for han kommer, véd Du, han i Butiken hos
Sundby; - og, hører Du, - enten vil vi det eller vil
vi det ikke . . . hører Du, Mor, jeg lægger det paa Dig"
. . . Han hviskede og kneb hende.

Aha, - Johannesen hos Sundby og saa Jensine An-

SIDE: 188

dersen, - - saa saa, - tænkte Maisa, hun havde jo
altid hørt lidt om det.

Der kom Kobberslagersvenden og nok en ind fra
Kulden. De saa lidt forlegne ud, syntes nok ikke, det
saa ud til Dans her i den lille opfyldte Stuen, og blev
staaende ved Døren, til Malermesteren sa', de fik være
saa snille at sidde ned saalænge og ta en Akeviter, til
der kom nogen flere: han vilde ikke gjøre Lys i Værk-
stedet saa tidlig. En maatte tænke paa, at de skulde
vare.

Nu, Tomteformanden vel havde faat Konen bort fra
det altid iltrere og farligere Krigshumør mod Enke-
madamen henne i Slagbænken og over paa at passe
Jensine, sad han lun og tryg med den lyserøde Buste-
krans under Hagen og nød betænkt et Glas Øl, som
han holdt paa Knæet, medens han udstødte Røgskod-
der og snakkede og hyggede sig med Dørum og Sko-
mageren.

"Kan Di ikke faa op lidt paa Dørnane da!" brød det
med ét løs henne fra Slagbænken, - "jeg synes, vi
retnaa stekes her jeg;" - Madam Rasmussen var blet
rent utaalmodig og tydede det med en Røst, der var
alt andet end den blide ved Kaffeen.

"Ja, der har Di Figuren der," sa Madam Andersen,
- "der har Di den, Maisa. Jeg har nu set lidt paa,
hvad de har tat sig for hele Tiden jeg, og jamæn er
jeg glad, jeg slap vel ud af Sofaen; - det er nu den
tredie Ølflaske, de har faat fat i der paa Bordet, de
bytter saa lurt, og Akevitslumperne er ogsaa gaat med."

Malermesteren var tunghør og trøg med at aabne
Døren. Der stod alt endel udenfor i Sneveien og ven-
tede, som han havde ondt for at bede ind, og nødig
vilde han tænde op paa Værkstedet fortidlig.

"Aa javist blir det noget varmt nu," mente Tomte-
formanden; han tørkede Ansigtet med Haandbagen.

"Neivist er det ikke, Andersen!" protesterede det
hvast fra hans Kones Kant; - "vi véd vel ogsaa saa-
pas Folkeskik, at vi ikke tiltar os at raade i fremmed
Hus."

SIDE: 189

"Blir det noget med Dørnane?" lød det i Kommando-
bas fra Slagbænken; Enkemadamen gjorde Mine til at
reise paa sig.

Nu lukkede Malermesteren op Døren og gik ud for
at tænde i Værkstedet.

Kulden strømmede ind som en Taagerim - - det
var lettende friskt, - og derude i Maaneskinnet skim-
tede Maisa Elling og andre, som hun vidste, skulde
komme; det saa ud til at være en hel Flok - rigtig
en ordentlig Moro.

Hun skjønte nok, hvorfor Elling holdt sig saa tæt
til Døren derude; han vilde være den første til at ta
hende op . . . Og med det samme de skulde ud for at
gaa over paa Værkstedet, var han der ogsaa . . .

"Jo da; men saa faar Di be om det derinde ordentlig
og ikke her midt ude i Sneen . . . "

Der var fint ryddet og slog en varm Gufs ud af
Døren til Værkstedet. Der var altid saa hedt hos
Malermesteren af alt det nymalede, de maatte ha inde
til Tørring baade Nat og Dag om Vinteren. Maler-
potter og Pøser og Oliestenen og alskens Malerkoster
var sat hen i en Krog med en liggende Stige til Værn,
og Kjælker og Tørkesager var kommet op paa Træ-
stænger mellem Loftsbjelkerne, netop saavidt ikke
Hoderne strøg i det.

Paa Væggene lyste nogle nytændte Lys indsat i
fastspigrede Træklamser og en Lampe fra Hjørnebor-
det. Musiken var gamle Sjøberg, "Maskinen"; han
spillede Violin i lange Rider, naar det bare smurtes
med Punsch, og saa fik det gaa til Dragspil indimel-
lem. Meningen var, at nogen hver af de ny fik ha lidt
stærkt med sig.

Felen begyndte, og Par paa Par strøg de afsted, saa
Vinden af Skjørterne luftede.

Kobberslagersvenden havde nyttet, at han var inde
i Stuen, til at faa Lov paa at danse med Jensine, og
Larsine havde tre for en om sig, - de bed nok ordent-
lig paa Ørendobberne og alle de Sløiferne.

"Di faar ikke holde mig slig med Haanden høit op

SIDE: 190

i Ryggen, Elling," udbrød Maisa utaalmodig, - "og
heller ikke er det vel saa koldt, at Di behøver Hatten
paa."

Hun ærgrede sig over, at de stampede og dunsede i
Gulvet med Hæljernene og havde Huerne og Hattene
paa; de slængte dem paa skjæve for at være Støvere.
Elling var da hvidstrøget i Brystet han, med Silke-
halstørklæde og Vækslæders Støvler.

Der tørnede de paa et Par, som stansede bare for
at holde anderledes om hinanden, og saa varede det
evig, før de kom i Trit igjen.

Henne ved Bordet i Krogen, hvor Lampen skinnede
ind i Dampen fra en Stentøismugge med varmt Vand,
stod Malermesteren i de blaa vide Skjorteærmer og
heldte Punscheekstrakten i. Omkring paa Brættet
ventede nogle Ølglas og fem seks Spidsglas paa Tidens
Fylde . . .

"Smag, Andersen. Vi tar os en Prøve paa Forskud vi
. . . Der, Dørum, - vi har havt stridt Arbeide idag, -
Skaal! Jeg tør nok ha en Flaske i Baghaand ogsaa
jeg - til os da. Ungdommen faar ta desto mere Vand
i Blodet, - he, he, he," lød den tynde Stemme, medens
han tilsatte Vandbeholdningen i Muggen en tilsva-
rende Dosis.

"Sæt Glasset fra Dig i Vinduskarmen, Skomager,
bag Nakken din, saa staar det sikkert - og Di ogsaa,
Andersen. Ja jeg mener, det Raad tør være bedst for
os alle jeg;" han placerede nu ogsaa sit eget der.

"Saa!" - Malermesteren stoppede for første Gang
idag sin korte Pibe. Fyrstikken, han strøg først paa
Væggen og siden paa Gulvet, gik ud; det var Søsterdat-
teren, Husholdersken med alle Sløiferne, som feiede
forbi med sit svære Krinolineskjørt.

"Saa ja. Saa ja-ah!" . . . udstødte han mellem for-
skjellige Kraftdrag, mens han fik tændt. Hans Ansvar
for idag var i det væsentlige over, og han agtede nu
at ta sig det lidt mageligt . . . Mor fik gaa med Brættet
tvertover til Madamerne der paa Bænken - og saa til
de andre, saalangt Muggen rak.

SIDE: 191

"Pen Pige den Maisa," sagde Tomteformanden. -
"En kan se, hun ikke er af Folk, som har gaat i Tung-
arbeide, hvem der saa har været hendes Far. - Naada,
hyt da, jeg mener, de rent vil trampe én over Fød-
derne jeg."

De satte ivei med Gallopade, saa to Kjælker faldt
ned fra Stilladsen bag Ovnen.

Gamle Dørum sad rundrygget stille og stø og tog en
og anden Smaaslurk til Piben. Med det ene Øie fulgte
han Maisa Jons og Elling, som skotskede; han vidste
saa greit, hvad hans Kone tænkte om dem, og at hun
sad og mærkede sig alting . . . Elling var en duelig
Kar . . . Men saa skulde der nu noget til for at ned-
sætte sig med eget Værksted . . .

Der var nogen Parlamenteren henne i Døren.

"Aa jo da," - raabte Madam Jørstad, - "Tilla kan
saamæn faa komme ind og Maren hos Kjøbmand
Sundby med; - det er kjendte Folk, skal jeg sige
Dem, Madam Andersen."

"Jeg trode nu ikke, vi var kommet didhen jeg, hvor
de kaldte Tjenestepiger for kjendte Folk!" Madam
Rasmussen raabte overlydt Døttrene ud af Dansen . . .
"Thea! - Larsine, siger jeg . . . "

"Hun vil gaa," kom Madam Jørstad befippet hen.

"By hende bare Punsch, Mor." Malermesteren slum-
pede Ekstrakt i vældigt Maal i et Ølglas; - han vidste
nok, hvad der var paafærde i Humøret; det var ulov-
lig tyndt det Skvalet, han havde ladet sine Kone by
over til Madamerne.

Tilla og Maren feiede alt med hver sin Danser i
fuld drivende Fart, medens de stødte an og tørnede
paa i det trange Farvand paa Gulvet. Men de havde
noget at indhente, og, ret som det var, aabenbaredes
et Par grove Uldstrømpelægger over de snevaade skjæ-
vede Støvler.

Gamle Dørum harkede og spyttede gjennem To-
baksrøgen; der var nogetslags anstrængende Støv, de
trampede frem her paa Malerværkstedet, og som la sig
paa Bryset - - uh - uh - uh - uh -. Han vendte

SIDE: 192

sig om til Glasset i Vinduskarmen og tog sig en liden
Slurk at skylle Halsen med.

Ind af den halvaabne Dør stod Damp ude fra Kul-
den, og ved Dørstokken bredte sig mere og mere en
sort Flæk efter Snevæden af alle dem, som gik ind
og ud.

Flasken vankede nok ganske spendabel derude mel-
lem Svendene; de kom saa røde og lystige ind igjen.
Og Pigerne fik de med sig og lurte Punsch i dem.

"Aa nei Tak, - slip mig Di bare, - nei, siger jeg,
det nytter ikke at dra i mig, jeg holder mig til det,
jeg faar herinde jeg . . . " Jensine likte ikke den Kom-
mersen derude i Døren.

Der kom Johannesen hos Sundby, den lyshaarede
Butiksfyr. Han blev modtaget og trakteret særskilt af
Malermesteren; og det varede ikke længe, før han var
paa Gulvet med Tomteformandens Datter.

Plik, plik, plik, - der kneppede det bare paa Vio-
linen; den holdt op midt i Dansen.

Der stod de.

"Det er Sjøberg, som vil ha Punsch."

"En faar smøre Maskinen," kom Vittigheden.

Og, ret som det var, lød "plik, plik, plik" - og "fik
én smøre Maskinen."

"Danser De her?" - Det var Student Kielsberg, som
søgte at kige ind af den aabne Dør; han var kommet
hjem fra Byen og var blet nysgjerrig . . . Der var jo
Maisa ogsaa; hun dansede og det, saa det feiede -.

"Hvad vil Di? . . . Hører Di til her, Di?" - lød det
om ham.

Han fik Øie paa Madam Jørstad og spurgte snar-
raadig:

"Sjøberg er vel ikke her, Madam Jørstad? - jeg
skulde saa nødvendig ha snakket med ham, han skulde
lodde Kaffemaskinen min."

"Jo da, Hr. Student."

"Faar jeg den ikke, blir der ikke Snak om Kaffe
imorgentidlig."

Det er nok ikke saa let at faa fat i ham nu, han er

SIDE: 193

Spillemand. Men vil Di ikke være saa snil at komme
ind og vente lidt . . . Det er en Student her af Gaar-
den," forklarede hun de omstaaende.

"Naa, saa De har Juleturing," fortsatte han og gik
ind.

"Barnedaab, Hr. Student."

"Det var altsaa det, som var paafærde her i For-
middag."

"Ja da, en liden Pige, som vi har kaldt Kirstine."

"Fjerde eller femte, Madam Jørstad?"

"Den sjette . . . "

"Aa ja, det er nok altformange," sa Madam Ras-
mussen, hos hvem han maatte sætte sig paa den
eneste ledige Plads - "alt formange for dette Hus . . . "

Studenten havde andet at gjøre end at indlade sig
med den svære røde Madam Rasmussen; men han
smilte og nikkede, som han hørte efter.

. . . Maisa saa ikke til den Kant, hvor han sad. Nei,
jo der lo hun lidt . . . Hun var saa løierlig at snakke
med, - saa uendelig interesseret for Schous eller Tra-
nems eller, hvad de nu hed de, hun syde hos, rent
som hun hørte til der - for sine stakkars optrællede
en Mark og seks om Dagen.

Det var da Pokker til Snakkebæst, den tykke Ma-
damen, var hun sint for noget?

Det var akkurat, hvad Madam Rasmussen var; hun
var baade temmelig fuld og sint, og det sidste grun-
det paa, at den støvende Johannesen fra Butiken endnu
stadig ikke værdigedes at danse med nogen af hendes
Døttre, det var Jensine og Jensine igjen og nu til en
Afveksling Maisa Jons.

"Hun forekommer mig lidt for fin den Sypigen,"
antydede hun. "Naar de saadan ligesom er over sin
Stand, saa er det intet godt Tegn. Hun kan da heller-
ikke la være hele Tiden at se ned paa de Springstøv-
lerne sine, - hvordan hun nu har fortjent dem . . . "

Kielsberg svarte ikke; han havde frygtelig Lyst til
at danse, særlig nu med Sy-Maisa; - men han maatte

SIDE: 194

jo først hen og væve noget sammen om Kaffemaski-
nen til Sjøberg.

Johannesen drev igjen med Jensine . . .

"Aa ja, disse Krambodfyrer, som sprader slig i
Klæ'r . . . Men tro ikke andet end, at baade Formand
Andersen og Madamen sidder og ser paa . . . og der
drikker saamæn Malermesteren med ham!"

"Hvad - hvem?" sa Kielsberg distræt . . . Den Maisa
Jons hun var ikke daarlig . . . hun holdt sig saa vak-
kert. Den, hun dansede med, var en rundvokset sort-
haaret Kar med lidt Skjæg under Hagen og et over-
maade blegt Ansigt, som dryppede af Sved, rimeligvis
en Smedarbeider. Men hvor ordentlig fint hun laa til
og ligesom holdt sig ud fra ham; hun saa hele Tiden
ned paa sine egne Fødder . . .

" . . . Ikke for det, han er saamæn min egen Bror."

"Butiksvenden?"

"Nei Malermesteren."

"Ja han er lur, naar han ser sin egen Fordel," lød
det inderlig forarget i Røsten, hun snakkede for sig
selv . . . "Tvi, tvi, krybe slig for Tomteformanden. -
Tvi, siger jeg" - hun spyttede hidsig udover Gulvet
. . . "Ja Di kan tro her er et underligt Maskepi i denne
Gaarden, - naar én skulde snakke om det. De er saa
søte Venner allesammen saa!"

"Plik, plik, plik," - der stod Dansen igjen.

"Nu faar Di passe paa at ta ham," kom Madam
Jørstad hen.

Kielsberg reiste sig, der var ikke andet at gjøre nu.

"End Kaffetrakteren min, Sjøberg?" spurgte han
frækt.

"Kaffetrakt - Kaffe - hvad for noget?" - han
vedblev at lægge Violinen ned paa et blaat Tørklæde
og saa halvt ud efter det stærke, som skulde
komme.

"Studenten vil ha Kaffetrakteren sin, hører Di ikke,
Sjøberg," hviskede Madam Jørstad ivrig; hun vidste
nok, Sjøberg ikke var i Hjørne nu til at svare paa
Bestillinger og sligt; han maatte purres ordentlig.

SIDE: 195

Sjøberg havde det med aldrig at ha Reparationer
færdig, og i hans smale, indfaldne, gule Ansigt med
den stærkt fremskudte Hage viste der sig en Antyd-
ning af den vante slette Samvittighed. Han rodede
stille i sin Erindring og slog langsomt et Par kloge
Øine op paa Kielsberg:

"En Kaffemaskine, siger De?"

De skubbedes og knuffedes bag dem, saa det var
ondt at holde Pladsen; der var slig Trafik ud og ind
af Døren . . .

"Kaf-"

"Ja, som skulde loddes til imorgentidlig," mindede
Madam Jørstad.

Sjøberg rystede afgjort paa Hovedet og rakte Haan-
den ud mod det arriverende Punscheglas: -

"Ikke har jeg faat nogen Kaffemaskine!"

Han stirrede med de blanke blaa Øine længe og
tankefuld paa Kielsberg, medens han i forskjellige Af-
satser drak ud. Minen fortrak sig mere og mere haan-
lig: - "Nogen Kaffemaskine . . . Di? - høh!" blaaste
han. - "Og saa kommer Di hid . . . " Udtrykket blev
noget generende forskende.

"Den er da skikket over, véd jeg?" udbrød Kielsberg
storlig forarget.

"Sig bare hvem, som gik over med den, saa husker
han det nok," mente Madam Jørstad. "Det er bare,
at Tilla snakker med ham det . . . Tilla! . . . "

Det var det uheldige, at Tilla ogsaa skulde være her;
det nyttede ikke at skylde paa hende.

"Aa nei, Madam Jørstad, Kaffeen imorgentidlig er
saa fløiten alligevel," udstødte han høimodig . . . "Saa
sender jeg den over imorgen Formiddag, Sjøberg."
Han gjorde Mine til at gaa.

"Tak skal Di ha, Madam Jørstad. - Men sig mig,"
sa han som greben af en pludselig Nysgjerrighed, -
"hun som staar deroppe og ler og snakker saa, den
sorte høie Pigen, - jeg har set hende flere Gange, -
hun hører da ikke til her i Gaarden hun?"

SIDE: 196

"Det er Jensine Andersen det, Datter af Tomtefor-
manden hos Ellingsen."

"Og hun - oppe ved Madam - jo det er jo Madam
Dørum vel? - er det ikke Sypigen derover? . . . "

"Ja da, hun var nu Fadder, skal jeg sige Dem.
Jomfru Jons."

"Kaffetrakter!" - blaaste det bag ham; Tonen lød
uhyggelig.

"Om Studenten ikke vilde forsmaa et lidet Glas
Punsch, før Di gaar," bød hun.

"Drikke for lille Kirstine, Madam Jørstad?"

Madamen skyndte sig hen til sin Mand, som sad
inde i Skodde og Røg ved Lampen i Hjørnet.

"Di er jo saa svær til at gjøre Opfindelser Di, Sjø-
berg?" søgte Kielsberg at aflede.

"Ja der er nok nogen, som opfinder! . . . "

"Sig mig, tror Di ikke, der kunde findes paa nogen
Ting mod Træk i Ruderne De, - for oppe hos mig
staar Vinden slig ind, at én kunde drive Veirmøller i
Sprækkerne."

"Træk i Ruderne . . . Ruderne? - Ne-hei, Glas er
tæt det, skal jeg si Dem. Der skal ikke saamegen
Tanke til at indse det . . . Men Vinduskarmen ja . . .
og Træværket . . . "

"Tror Di ikke, det er klogt at klistre med mange
Lag Papir?"

"Lag Papir? - Aa aa-jo, det er jo det gamle Kjær-
ringraad for Vinteren det . . . Men ellers, ser Di, naar
Di mener det, Di si'er, saa er det nok et Studium det,
ser Di, at tætte en Væg . . . Mose ja! - og Sneen, naar
den kommer og pakker sig til. Paa Sjøen der tætter
di med Maur der, - Maurtuer ja, - og jo mere Van-
det trykker, des tættere blir Lækken. Jeg har nok
spekuleret paa det jeg, maa Di tro. Finde et Stof ja,
jo mere Regn og Væde, desto tættere skulde det bli . . . "

"Jeg tør vel by lidt Punsch?" Der stod Malermeste-
ren usikker i Stemmen og noget vaklende med et fyldt
Spidsglas paa et vaadt Bræt.

"Uf - huf, de skumper én." - - -

SIDE: 197

Det var Ryggen paa en fnisende Jente, som dunkede
ham, mens de trak hende forbi, saa han havde al
Møie med at klare Brættet.

"Ja, her er trangt; vil Di ikke ta Glasset og sætte
Dem ned?" - han anviste ham igjen den tvilsomme
Plads paa Bænkeenden ved Siden af den svære, røde
Madamen.

Madam Rasmussen viede ham ikke synderlig Op-
mærksomhed; hun sad spændt optaget af Tomtefor-
manden, som drak saa gemytlig med Johannesen fra
Butiken. Hendes Thea stod lige bag dem; hun havde
endelig engang hun ogsaa sluppet til at faa komme i
Snak med Johannesen, - og saa blev det naturligvis
straks formeget for Andersens, de maatte faa ham væk
fra hende . . .

Sjøbergs Fele begyndte en Vals; de skyndte sig og
tog hver sin.

. . . Ja saa mæn strøg han forbi Thea, saa tæt, at
han ordentlig skurte i hende, - og lige i Andersens
Jensine igjen . . .

Madam Rasmussen pustede og pæsede og gjorde
nogle Ryk paa sig; hun sad som en Kjedel for fuld
Damptryk.

"Jeg sa, der var Maskepi her i Gaarden med Tomte-
formanden, - og Di kan tro, om jeg vilde snakke! . . .
He, he, he," lød det haanligt.

"Eller tænker Di, Malermesteren kunde holde ud
med at skaffe sig Ved slig hele Vinteren, saa varmt,
som han maa ha det til alt sit . . . Skulde han betale
den saa! Nei, ser Di - naar Formand Andersen bare
stikker bra Ved og Baghun til ham nede fra Tomten,
saa faar han minsandten malt baade indvendig og
udvendig hos sig . . . og, naar Tomteformanden og Ko-
nen og Barna trænger Støvler, saa faar de hos Sko-
mageren baade til Kjøkken og Ovn saameget, de bare
kan brænde. Og vil han ha Ruder indsat, saa gaar der
bare nogle Trillebører med Plankeender ind til Glas-
mesteren . . . Og derfor gjør de Dans for ham her, for-
staar Di, og Punscherering og Traktering for hele

SIDE: 198

Familien . . . Di er saa søte saa sammen . . . Ellingsen
skulde bare vide om det! -"

Plik, plik plik; det stansede midt i bedst begyndte
Fart. Sjøberg var træt nu, sa han.

"Smør ham bare, saa gaar det." -

Felen tog ogsaa noget efter i paa en frisk.

Sy-Maisa sad netop ledig, og Kielsberg skyndte sig
hen og tog hende op.

De stod først lidt sammen og vuggede med Armene
og proberede sig, før de slap sig ind i den trange Kreds
paa Gulvet; - de trampede og svingede med Ryggene
rundskudte, røde og svede Ansigter og ret udstrakte
Arme, som sa afveien.

Han var virkelig saa god til at holde, tog Haanden
hendes ind til Siden; og rundt gik det godtsom paa
samme Flekken, naar det maatte til, for at undgaa at
støde paa nogen.

"Jeg har siddet og set paa, hvor net og pent De
dansede, Jomfru Jons," sa han, da de vel var inde i
Skotsken. Det var ikke let at faa indført videre, de
maatte bare passe sig for at tørne paa.

Hun skimtede blot i Hagen og saa hele Tiden lige
paa en Knap, som hang halv udgaat i Vesten.

"Og De har jo været Fadder idag?"

"Ja-a."

Hun saa op, - ganske rigtig, han havde vist sin
Moro af dem allesammen. Hun gjorde sig med ét lidt
haard og tung, - ikke behøvede hun at la ham gjøre
Nar af sig.

"Naa en Feil skal alle ha; De har det nu med altid
at se ned paa Fødderne Deres."

"Jeg?"

"Ja De, - jeg har lagt Mærke til det." . . .

De maatte danse sig fri igjen i et Par snevre Ven-
dinger.

"Er det noget at skyde Kryl paa Ryggen og se ned
som i en Brønd, naar én har saa pas skikkelige Øine
at se op med . . . Det blir jo bare Haartuppen . . . "

SIDE: 199

"Det kunde Di sagt, før Di bad mig op at danse det,
saa skulde Di kanske faat Svar."

"Sint, Sint? . . . Aa Snak. Ærligt Folk ser hinan-
den i Øinene, véd jeg. - Og ellers saa kan De bare
spørge hos Schous, eller hvad de heder, - saa skal
De høre, de gjør alle slig der . . . Se nu, - jeg vender
Hodet ud i Øst, og De ud i Vest, - som vi var vildt
væk fra hinanden, endda vi danser sammen . . . Eller
ogsaa De ned i Gulvet og jeg op i Taget. Tror De
skikkelige Folk gjør saa?"

"Jeg mener, De har rent Ret jeg," lo hun; - jamæn
var det ikke en hel Lærdom.

Plik, plik, plik - det stoppede.

"Smør Sjøberg -"

"Aa nei, han vil ikke."

"Ja dette var nu bare en halv Dans, Jomfru Jons,
- jeg faar da faa Resten ogsaa."

Hun skyndte sig hen og satte sig.

"Frem med Dragspillet -"

Elling var som en Vind henne og tog hende op.

En prikkede Kielsberg i Ryggen. Sjøberg var i ham
igjen: -

"Nei ser Di, - naar én skulde grunde ud bare det,
som skal til med at stoppe Trækken, saa blev det en
hel Studering." . . .

"End Fattigdommen da, Sjøberg," raabte Skomage-
ren; "snak om den."

"Jaha Fattigdommen er stor den, hu' strækker til
for, hvormange det skal være, jamæn gjør hu' saa." -

Tomteformanden rystede paa Hodet, og Dørum
smaabrummede:

"Fattigdom og Elendighed har vi nok af" . . .

- At han var Skomager, denne Elling, hun dansede
med, som altid var iveien og hang og rak om Maisa,
naar han vilde snakke med hende, begreb Kielsberg
ikke bare af Maneren med Albuerne. Den svarte Beg-
lug hang tung ned mod Panden, og den tætte Rad af
smaa Tænder bed vist til hverdags Skomagergarn og
spyttede Svinebuster. Ellers en skikkelig Fyr, saa det

SIDE: 200

ud til . . . Saadan noget smekkert kraftig ved Ryggen,
- og slig Ivrighed, - hun driver ligesom hele Tiden
Fart i den Stolpen . . .

Han smed sig hen til Maisa for at faa Resten af
Dansen, da Skomageren slap hende.

"Resten? - jeg vidste ikke, jeg stod i Skyld og
Gjæld til Dem, Hr. Student." Det var kommet op i
hende igjen det, hun fra først af havde undret sig over,
hvorledes han var kommet her.

"Nu, De dansede med ham, Fyren, havde De lige tra-
velt med de Fødderne, - kan De da sletikke la være?"

"Det er vel, som jeg vil det."

"Lad se -"

Det gik i Polket til Dragspillet.

Men hun kunde da ikke se ham slig i Brillerne
heller; hun prøvede op imod Panden og paa skraa ved
Siden af; og saa gled det nedover mod Halstørklædet
og Skulderen . . . det var ingen rar Frak, og noget som
skulde været sy'd igjen ved Opslaget.

"Nu skal jeg sige Dem noget, Jomfru Jons, som skal
kurere Dem for Benskaden, - for jeg studerer Medi-
cin, véd De" . . .

Maren hos Sundby holdt paa at ryge overende, og
de fik fuld Hyre med at komme sig undaf.

"Deres Ansigt er ikke noget videre, naar De saadan
ser ned; - jeg kommer til at tænke ligesom paa Sy-
naal og Traad . . . "

Nu rykkede det i hende, og hun saa aldeles forarget op.

"Men slig ja, det er aldeles det samme, om De er
sint, - nei hvor sint! - Bare De mener noget, saa
har De et ganske ualmindelig morsomt Gesicht, -
et Opsyn, som forandrer Sagen, ser De."

"Aa De! - der kan ingen for sit Ansigt" . . .

Hun rettede sig lidt efter lidt. Det var ellers ikke
længere saa vanskeligt at se paa den varme Panden
over Brillerne med alt det bløde mørke Haaret. At
han var en studerendes, var ikke farligt at sige; -
og saa holdt han om Livet og svingede saa hændigt,
at de klarte sig hele Tiden.

SIDE: 201

Hun begyndte at tænke paa, om han nu bagefter
kanske vilde ta op Jensine ogsaa og nogen af de andre;
hun var svært pen den svarte Jensine - med den
lange Hestenæsen. - - Eller var han virkelig kom-
met bare for hendes Skyld . . .

"Svær Luft her, - skal et antagelig Kvantum Punsch
til for at drive det," - sa han noget aandpustent; det
bankede indenfor Vesten, kjendte hun; men han holdt
paa i ét lige ivrig.

"Vi maa ha os en Sving en Gang til ikvæld, Jomfru
Jons" - Polketen sluttede med et langt flerlydigt
døende Hvin, da Dragspillet gav Luften fra sig.

"Gi sig til at danse med en saadan en Studenter-
støver!" blaaste Madam Rasmussen bag dem, - det
var nok beregnet paa at skulle høres; - "det er da
greit nok, at slig én ikke kan ha alvorlige Hensigter . . . "

Maisa kjendte, hun blev flyvende sint; men Kiels-
berg vendte sig ganske rolig om og bukkede spydig:

"Madam, vil De danse næste Dans med mig?"

Madam Rasmussen kopte paa ham med aaben Mund,
- gjorde han Nar af hende lige op i hendes aabne
Øine?

"Hvad, - blot en liden Svingom? - det lufter paa
én, naar én sidder slig og er hed."

Nei, nei, nei, tænkte Maisa; - han sa det saa lunt
troværdig, at Madamens Øine rent smeltede; det røde
Ansigtet saa ud, som alting væltede overende i det;
hun lyste sødere og sødere.

"Hvad - bare et lidet Trip."

"Ser Hr. Studenten, naar én er ved saapas Aar som
jeg -"

Jamæn sad hun ikke der og fiskede!

"Derhenne ser De mine Døttre, Thea og Larsine,"
spasede hun; "men - jeg blev nu tidlig gift, skal jeg
sige Studenten."

"Tænker nok, De har danset jeg i Deres Tid."

"Jeg ja, - aa vær vis!"

"Ingen Kunst at se, at der har været Figur paa
Dem."

SIDE: 202

"He, he, he," kom det beskedent og svært blidt, hun
saa ned i Fanget. - "En skal ikke føre Ros over sig
selv; men ellers - de Gange, Salen blev ryddet her-
ude paa Grønlandsleret, - ja slig, at det var noget
værdt at snakke om da, - og der var baade norske
og fremmede Sjøfolk og Styrmænd, og andre Folk
ogsaa, - saa," - hun saa stolt selvbevidst op . . .

"Og ikke et Vindu var der igjen paa Olsesalen den
Kvæld, jeg saa Rasmussen for første Gang, og han
kom slig ud for Politiet . . . Ja han var aldeles uskyl-
dig, for det var ham, de vilde drive ud gjennem Dør-
fyldingen, - det er Sandheden, om jeg saa skal gjøre
min Ed paa det i denne Stund."

"Og saa gik Reelen, Madam Rasmussen?"

"Jamæn gik'n, - og Vals og Gallop og Hamburger-
skotsk."

"De kan nok danse en Reel endda De, Madam?"

"Jeg!" - hun reiste paa sig, suffisant, vældig lige
op til Dobbelthagen, og satte Hænderne i Siden . . .

Nei, nu er han rent paa Spel, syntes Maisa.

"Tænkte jeg det ikke, der har Di Figuren!" udbrast
Madam Andersen.

"Aa ikke har Di noget med at komme her og drive
Apespel med en gammel tilkommen Kone," stam-
mede Malermesteren; han havde nu røde Hedeflekker
over hele det sindige Ansigt.

"Aa inte er jeg til Forlystelse hverken for den ene
eller den anden," knipsede Madam Rasmussen i Fin-
grene. - "Ikke er jeg kommet hid for det jeg, - og
passer mig ogsaa selv," skreg hun op; hun skjønte,
hun var gaat for vidt og skulde dække sig . . .

"Aa næ-æ-æ . . . Det var nok ikke Meningen, at
Di skulde faa mig frem og gjøre Fagter for Dere,
Madam Andersen! - Aa næ-æ . . . "

Larsine stod svær og overlystig med alle Sløiferne
i Døraabningens Kuldegufs og kjølede sit kogende
Ansigt. De trængte og sled sig ind og ud om hende
og raabte og langede Bayerøl over Dørstokken. Men,
da hun saa Moderen derhenne i Positur, banede hun

SIDE: 203

sig Vei, saa Mandfolkeklumpen skjøves tilside som
bare let Materiale: - At en, som vilde være en dannet
Person, kastede sig over en ældre værgeløs Enke! -
Der dirrede dyb Foragt i Stemmen og Sløiferne næsten
ristede. - Men, naar Malermesteren tog ind hver fin
Fyr, som havde Lyst til at danse her paa Grønland,
saa -

Hun var ikke lidt forarget ogsaa paa egne Vegne;
- først var det Johannesen i Butiken, som saa øien-
synlig havde overset baade hende og hele Familien
Rasmussen, og saa Studenten, som bare dansede med
denne kaute Sypigen.

Madam Jørstad nappede i Malermesteren og søgte
befippet at faa beroliget. Den ene kjappede i, og den
anden kjappede i . . . "Hvad, - hvad?" lød det fra
dem, som kom til, Madam Andersen og Madam Ras-
mussen sendte hinanden hvasse Slængord gjennem
Larmen; der var ikke Ørenlyd.

Maisa grundede bare paa, hvordan Kielsberg vel
skulde slippe ud; hun huskede, at han havde lagt
Overfrakken og Stokken oppe paa Stabelen bag Kjæl-
kerne; - han var som i et Hvepsebol . . .

I sin sindige Overskuen af Situationen havde Maler-
mesteren udfundet, at Veien til Beroligelse var at faa
Dansen i Gang igjen.

De drog og trak i Sjøberg og fristede ham med
Punsch for at faa ham til at spille -

"Jo da, jo da, læg Sne paa," lød det nede ved Døren,
- "klem ham over Armen, siger jeg, - ellers blø'er
han sig fordærvet . . . Det er han, Anders, som skar
sig. Flasken gik af i Haanden paa'n meddetsamme
han trak den op og skulde traktere Sjøberg . . . Vidste
ikke Ordet af, før det blødte i Sneen."

Kobberslagersvenden kom ind, holdende med Næ-
ven om Haandledet.

"Lad mig se," sa Kielsberg . . . "Hjælp mig med at
faa Trøien brættet op." Han holdt med Tommelfin-
geren paa Saaret.

"Kan Di ikke ta i, Elling, - han er Doktor han,"

SIDE: 204

ivrede Maisa - "han gaar med paa Visiten paa
Hospitalet hver Dag - paa Kirurgen." - Maisa var
nok inde i de Ting, hun, hvorledes de gik med Pro-
fessorerne.

"Det er ikke farligt," beroliget Kielsberg. "Hold der
ovenfor De, Madam Rasmussen, - De har set saapas
før, skjønner jeg."

Han tog Forbindtasken frem . . . "Aa tag ned et af
Lysene, Madam Jørstad, jeg maa se -."

"Han er Doktor," hviskedes der.

"Spring op paa mit Værelse, De Tilla, der staar en
Rul Linrimser med Naale i og en Flaske, - lige i
Hjørnet af Hylden . . . "

- Kielsberg følte sig nu hel anderledes populær.
Larsine havde ikke ment det ringeste mod Hr. Dok-
toren, og Malermesteren kom velvillig og vaklende
med et fyldt Glas uden videre at kunne udtrykke sig.

"Der kan Dere se," sa Madam Rasmussen, - "tror
Di ikke, jeg skjønner mig paa Folk! - Men saa gjør
jeg mig rigtignok ikke til Smør som somme for denne
Butikstøveren." - Dansen var begyndt igjen, og Jo-
hannesen feiede paany forbi med Jensine, medens
Sjøberg gned og stottede temmelig mat paa Felen.

Kielsberg var kommet til et Slags stø Værdighed,
som ikke burde forspildes. Han stod i Overfrakken
færdig til at gaa uden endnu at have sat Hatten paa
og saa faderlig upartisk paa de kvindelige Løvinder
i Selskabet, nikkede lunt kjendt til Larsine og spøge-
fuldt til den yngre Bollerose Thea, smilte forstaaende
til den høie svarte Jensine og kun ganske let venlig
til Jomfru Jons.

Maisa kunde ikke la være at ha sin Følelse af, at
hun var ligesom udenfor Spillet. Ikke trode hun, at
han var kommet her for hendes Skyld; - men saa
var det nu hende, han først havde kjendt . . . Han var
ikke saa ligetil, som hun havde tænkt - slig, som
han stod der med Stokken under Armen og saa saa
sødt hen paa den Jensine!

Det gik stærkere og stærkere i Maisa . . .

SIDE: 205

Hun satte hele Tiden Øinene ned i Gulvet, var lidt
hidsig i Hofterne og skød noget stærkt Ryg. Saa tog
hun sig med ét for under et Stød af Forargelsen at se
lige op paa ham; - og hun blev ganske rød af Glæde,
- det Nik og det morsomme Blink, hun mødte nu,
han satte Hatten paa, forstod hun med engang; - det
var, om hun ikke syntes, han havde klaret sig brav
ud af det her ikvæld?

Hun rev i Elling, saa der kom ordentlig Fart i ham.

Maisa vendte hjem om Aftenen fra Kjøbmand Bjerke
i Grænsen. Gaslygterne stod røde i Kuldetaagen med
den matte Stjernehimmel over.

Hun gik rask og maatte alt i ét gnide Ørene varme
med Hænderne, Boaen var god at ha nu i den blaasende
kolde Sno. I det bidende Vindgufs paa Vaterlands Bro
frøs hun, saa hun ordentlig maatte springe med Muf-
fen foran Ansigtet.

En og anden Skikkelse strøg forbi hende paa For-
toget, og ude i Gaden skranglede Dombjelder og knir-
kede en Langslæde med et Par Bønder, som kjørte
hjem fra Byen.

Der rørte sig noget længst bag ved en Gaslygte.

Hun vedblev sin Gang uden at se sig om. - Nei,
det var ingen, hun havde forlængst hørt det paa
Skridtene. Det traf sig ikke saa sjeldent paa det sid-
ste, at Student Kielsberg kom hjemover netop ved
denne Tid han ogsaa, mellem otte og ni, og indhentede
hende og pratede og slog Følge, til de skiltes ved
Porten.

Hun kjendte ligesom, hun var blet noksaa varm nu
- undtagen paa Fødderne, - og gik langsommere.

Men nu skimtede hun allerede frem i Gaslygten
foran Ellingsens Port.

SIDE: 206

Aa nei, - huf hvor det snor! - Hun holdt Hæn-
derne paa Ørene og tog igjen Fart.

Men ud af Butikdøren hos Sundby kom saamæn
ingen anden end Student Kielsberg og skjød op paa
Siden af hende:

"Er De af dem, som kan le og græde paa en Gang,
Jomfru Jons?" spurgte han og stak Brilleøinene nær
ind til hende ligesom for at se, hvad hun svarte; han
skiftede alt i ét sine lange Skridt for at passe i hendes
rappe.

"Saadanne, som holder to Tunger i Munden, mener
De, - aa nei da!"

"Nei nei; men paa Søndag gaar der nu et Stykke
paa Theatret, som jeg siger, det er Synd, De ikke ser."

"Aah -"

"Jeg forsikkrer Dem, de holder en Udgangsdør oppe
paa hver Side, mens de spiller, og saa bærer de dem,
som faar Krampegraad, ud igjennem den ene og dem,
som holder paa at krepere af Latter, ud af den anden.
Jeg skulde være saa nysgjerrig efter at vide, enten De
graad eller lo, Jomfru Jons."

"Det er vel ikke saa farlig vel? Di er jo sluppet vel
ud af det."

Jeg ja, som skriver i Avisen og bedømmer Styk-
kerne; naar én gjør det, saa ler én aldrig selv. Vi maa
prøve det paa upartiske og ufordærvede Hjerter, ser
De . . .

Hør nu, Jomfru Jons, jeg har jo sagt Dem, at jeg
altid har to Billetter at raade over fra Avisen, - nu
skal De ikke være saa gjenstridig, kan jeg ikke faa
by Dem en nu . . . Jeg vil gi min Hals paa, at De
graater tilslut."

Han havde nødt hende flere Gange med Billetter til
Theatret; men det kunde hun ikke indlade sig noget
paa.

"Di véd da vel, at jeg ikke kan gaa paa Deres fine
Pladser og sætte mig ved Siden af alle de Fruer, jeg
syr hos?"

"Vi gaar op i Marken naturligvis, Billetterne gjælder

SIDE: 207

der ogsaa, - i Tolvskillingen, om De vil. Men De
gaar med mig denne Gang, Jomfru Jons, - møder
Klokken syv ved Indgangsdøren -"

De var lige i Ellefsens Port.

"Ja Godaften, det blir ved det," sa han; - han var
altid saa forsigtig med ikke at følge hende indenfor.

Hun blev lidt betænkt. En kunde ikke vide, hvad
Slags Tanker, han kunde fatte; - hun vidste ikke
rigtig, om hun skulde angre eller ei. Men han havde
nu vist fra første Kvæld af faat skjønne, at hun var
en reel, ordentlig Pige, - og saa var der disse to tre
Dagene at betænke sig paa.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Uf, hun kunde ikke for, at der kom slig en Uvis-
hed over hende paa Morgenen; igaaraftes var hun
bestemt . . .

Men hun kjendte saa vel, medens hun drev paa med
Sømmen der i Husene, at det ikke var saa bra at bli
set deroppe mellem Studenterne. - Nogen Fare var
der saamæn ikke; for den Sags Skyld saa - - -

Men saa fik hun jo aldrig nogen Moro hun . . .

Sidde her og sy og sy og stikke og stikke.

Nu vilde hun akkurat ikke bry sig om nogenting -
bare gaa!
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Maisa kom lidt sent til Theatret Søndags Aften, og
Kielsberg stod der alt og vinkede til hende; hun maatte
skynde sig.

De, som skulde op til de øverste unummererede
Pladser, trykkede i tæt Klump foran Indgangsdøren,
- de forreste helt oppe i Trinnet med Haanden om
Klinken for at være først opefter Trapperne, naar der
aabnedes. Og stadig kom der flere; de kjøbte Billetter
i sidste Øieblik og pressede paa.

Kielsberg tog det lunt, men kom sig fremover allige-
vel.

"Nei Di, - aa nei Di!" - lød det imellem tørt eller
hidsigt, en gjorde Ryg, og en stemmede uvillig Skul-

SIDE: 208

der imod. Han lo og sa' et Ord, og saa gik det, medens
han altid fik hende efter sig.

Nei, hvor de stormede paa nu, der aabnedes!

"Hold Dem nu nær mig, Jomfru Jons . . ."

Folk trykkede og kjæmpede sig op for hvert Trin.
Kielsberg vendte Smalsiden til, hverken skubbede eller
brugte Magt, han saa bare saa blid og høflig ud, at
der blev Plads Trin for Trin opefter, og de stadig lod
ham glide igjennem.

Saa lunt han drev det! - hun havde sin store Moro
af ham.

"Aa De, - De gjør rettest i at slippe mig, De,"
vendte han sig saa venlig og smilende om til en ne-
denfor i Trappen, som havde Tag i Frakken hans,
han havde vel skjønt, at det kunde være en noksaa
heldig Fremkomstvei det.

"Ja for ellers saa spænder jeg," kom det lige blidt.
Maisa saa akkurat i de graa Øinene, at det var vel
Fyren tog Haanden til sig; der var noget haardt i dem,
naar han satte paa.

Oppe paa den øverste Gang trak han hende hastig
efter sig. Det gjaldt at naa en af de gode Pladser,
hvor én kunde se noget, og i et Øieblik var de der
mellem de forreste, hun rigtignok med Hatten for-
skjøvet paa Hovedet. Men det gjorde ingenting, det
var saagodtsom mørkt endnu over hele Theatret.

Det ramlede og dundrede i Trapperne og Gangene
under den første Paastormen af Publikum, og Loge-
dørene gik smeldende op og igjen overalt.

Han satte sig lige bag hende, og det faldt hende
straks ind, hvor gløg han var, saa slap de at ses
videre sammen nedenfra, og hun havde ogsaa en bra
Plads der ved Stolpen.

Hun keg om sig og syntes det lettede, da hun ikke
saa nogen fine eller Studenterhuer for nær; der var
nok af dem ellers bortover og Piger og unge Kram-
bodfyrer. To tre udpyntede Fruentimmer satte sig og
gjorde Stas et Stykke fra hverandre paa første Bænk,
og endel Gadegutter holdt Leven.

SIDE: 209

Nu blev det da endelig lyst, og de stemmede Vio-
linerne. De slog Sæderne op og ned i Parkettet.

Musiken begyndte. Hun saa bagom sig paa Kiels-
berg.

"Den er vakker, De," - nikkede han, - "forbereder
Hjerterne, skal jeg sige Dem."

Og nu gik Teppet op.

Stykket hed "Et Frieri". Det var en Bondestue med
Kauing og Lokking og sligt noget og saa en spræk
Fjeldbonde, som lurte efter Datteren i Huset og hele
Tiden bare gik og sprat med Benene, som han skulde
danse Halling. Han lignede just ikke videre paa de
Bønderne, som stod om Poteteskjærrerne og Saue-
skrottene og Smørret og Mysosten paa Youngstorvet.

Der kom Datteren listende og gjorde nogle Fagter
og Tegn; han maatte ikke vise sig, - der var nok
noget farligt paafærde.

Aanaa, - der var begaat Postrøveri, - og de havde
Mistanke til ham, Kjæresten, som havde været paa
Jagt den Natten . . .

Men snakke med Jenten vilde han.

Nu sprang han op paa Svaltaget for at høre, hvad
de sagde derinde, han var rygende sint . . . Men Om-
forladelse, Bordtaget ramlede ned, og der stod han midt
imellem dem, Moderen, Faderen, Datteren, Lensman-
den og allesammen, saa hele Theatret klappede og lo.

Det var ikke første Gang, Maisa var i Theatret, og
om i Husene havde hun da ogsaa hørt adskillig Snak,
saa det skjønte hun snart, at dette var noget Gjøgl.
Og nu, hun vendte sig om til Kielsberg, - hun vidste
nok, han sad og passede paa, hvad hun mente -,
smilte hun ogsaa paa den Maade.

"Det var da noget Væv med, at han fløi op paa det
løse Taget!"

"Af ham ja; - men han, som har gjort Stykket,
Jomfru Jons, han havde Brug for et saadant løst Skur,
ser De."

Hun lagde sig igjen udover Rækken for at se, hvor-
dan han nu greiede sig . . . Nei, hvor han svarte og

SIDE: 210

harcellerede Lensmanden, saa han tilslut hverken vid-
ste ud eller ind, fandt paa det ene Puds efter det andet,
saa Folk klappede, som de var gale.

La' være at le kunde Maisa ikke, og de trampede
og skreg rundt om dem.

"Naa, sa jeg Dem ikke, at det var morsomt?"

"For noget Tøv!"

"Sagen er, at den Endre, Kjæresten, er et godt Hode
han."

"Aa neimæn, om jeg aarker at græde af det," lo
hun, - "det nytter nok ikke at bære mig ud af den
Dør, som De sa."

"Enden er ikke endnu, Jomfru Jons."

Nei, det saa ud til det, for nu blev han bagbundet
og ført bort.

Hun keg ned, om hun kjendte en og anden i Thea-
tret. Der var temmelig glissent med Folk i Parket og
nederste Logerad nu Søndag Aften og aldeles tæt be-
sat i alle de øvre. Dernede saa hun Torkild Heiberg,
og henne paa den anden Side Arnas flotte Student
Schou; han stod med en Haand i Lommen og Kik-
kerten for Øiet og saa sig om i Theatret. Hun trak
forsigtig Ansigtet bag Stolpen igjen.

"En Appelsin, Jomfru," bød Kielsberg, han havde
været nede i Restaurationen, og Folk strømmede og
larmede igjen tilbage paa Pladsene.

De begyndte at spille, og han flyttede sig lidt høiere
paa Bænken der bag; - han sad endel ubekvemt og
trangt paa Overfrakken og maatte hele Tiden passe,
at han ikke kom nær i Ryggen paa hende.

Men nu blev det Jenten, som viste, at hun trode paa
Endre og vilde ha ham gjennem tykt og tyndt . . .

Faderen snakkede saa pent for hende om at ta den
rige Tronsen paa Storeng; og der kom Farbroderen,
som var Klokker, og la sit til, - og der tog Moderen
hende for sig i Enrum; - men hun havde ikke andet
i Hodet end at finde den rette Gjerningsmanden og
faa Endre fri . . .

"Lad os haabe paa Skjæbnen, Jomfru Jons."

SIDE: 211

Og jamæn fandt hun da ogsaa en Stump af et
Bankobrev i Nærheden af der, hvor Lensmandskaren
bode. Nei, hvor glad hun blev.

"Ja det er ikke meget, hun har at gjøre med," sa
Kielsberg; "jeg satte endogsaa i Avisen, at jeg syntes,
det var alt for lidt; der kan blaase mange slige Lap-
per omkring paa Landeveien."

Maisa var tydelig blevet meget ivrig paa Opdagelsen;
- Gunlaug, Jenten, havde nu faat sin egen Mistanke;
Lensmandskaren vilde saa med et fare til Amerika til
Vaaren.

"Han har gjort det," sa hun overbevist til Kielsberg,
- "den lange sleipe Fanten. Bare hun kunde fange
ham!"

Men nu gik det rent galt . . . Lensmandskaren for-
langte ny Ransagning, og saa fandt de Resten af Bre-
vet med to af Seglene oppe i Endres Lade, - og hele
Postsækken med!

"Den Lensmandskaren, han skulde" - Maisa sad
svært betaget; det var, som hele Verden var væltet over
dem nu i sidste Akt.

Og, da det saa kom til, at de to skulde sige hinanden
Farvel der i Fængslet, - han var dømt paa Slaveriet,
- saa græd Maisa, saa Taarerne trillede. Hun snuf-
sede og tørrede Øinene og kunde knap se dem der-
nede. Hun tænkte ikke engang paa, hvad Kielsberg
vilde sige, - lige til Døren i Fængslet med ét aabnede
sig.

"Det var da endelig vel," vendte hun sig ivrig til
Kielsberg og drog et Lettelsens Pust.

Sorenskriveren og Forældrene og allesammen kom
ind og fyldte Scenen, - og Lendsmandskaren stod
bundet der og skulede, - og Gjetergutten blaaste paa
et Bukkehorn, det var ham, som havde set Lens-
mandskaren ved Nattetide drage op til Endres Hus
med Postsækken!

"Nu er de vist for længe siden gifte," spøgte Kiels-
berg, - "gruelig lykkelige!"

SIDE: 212

Maisa kastede paa Hodet, hun likte slet ikke at bli
harcelleret.

"Ja ja, der ser De, Jomfru Jons, - De kom da
alligevel ud af den Døren, De ikke tænkte."

Aa, hun havde da vel ogsaa set et Theaterstykke
før, bemærkede hun lidt knapt i Tonen.

"Ja jeg skulde saamæn git noget til, om jeg havde
kunnet komme ud af nogen af Dørene jeg!"

Hun blev lidt egen ved Munden. Han mente nok,
at til hende kunde det være passe.

"Men de har da moret Dem?" spurgte han ind-
trængende.

"Javist, - og rigtig Tak for Billetten . . . Men nu
faar jeg sige Godaften; jeg maa skynde mig, - jeg
skal til Tranems imorgentidlig."

"Vi gaar da samme Veien, véd jeg?"

"Nei, ellers Tak skal De ha; men jeg maa indom i
Kjøkkenet til Bjerkes og hente Modejournalen til
imorgen."

"Sesaa - stødt . . ." Han stod lidt. - "Forsigtighed
er en stor Dyd De; men ikke nogen morsom. - Ja
ja, jeg faar hen i Avisen og levere lidt om Stykket
jeg," brød han af. - "Gogaften, Jomfru Jons!"

- Det endte ikke rigtig hyggelig dette . . .

Hun fulgte ham med Øinene, til han var nede i
Trappen, saa kontant én altid maatte slaa sig . . .

Han var da saa pen paa det, at han sa Farvel her-
oppe paa Gangen og ikke vilde genere hende med, at
det skulde se ud, som hun lod sig følge hjem . . .

Hos Grosserer Tranems var der den følgende Mor-
gen en større Raadslagning ude i Forværelset hos
Maisa. Der laa Prøver udover Klaffebordet i alskens
rudede skotske Mønstre. Signe og Arna og Grete
skulde ha Hverdagskjoler, og de overlagde og grun-
dede.

Skulde det være Galaplæds, maatte det være i rent
forskjellige Farver.

SIDE: 213

Til Grete passede det nu ikke. Hun burde heller ha
noget, hun blev mindre i; hun behøvede da ikke at
udfolde sig netop med alle de Ruderne . . .

Grete stod stor og stum og uvis og hørte paa
Familiens forskjellige for og imod; der kom blot af og
til et: "hm - saa" -. Hun havde vist Lyst paa det
alligevel.

"Me-n synes Dere ikke, at Signe nu, hun er for-
lovet, hellere skulde ha noget andet," indvendte hun
endelig.

"Noget ensfarvet," støttede Arna hende.

"Aa jeg skjønner nok, Arna er ræd for, at vi skal
bli for søsterklædte, hun vil løve sig alene nu," sagde
Signe.

"Ja jeg vil ialfald ha det, - ikke sandt Mor?"
ivrede Arna. "Det er aldeles moderne. Julie Norum
skal ogsaa ha storrudet Galaplæds."

"Om det nu blev til Signe og Arna - bare for det
første, - hvormange Alen, tror De, de behøver hver,
Maisa?" henvendte Fruen betænkt. - - "Aa Arna,
kan Du ikke slippe den Saksen, det plager mig saa."

"Nu skal de jo ikke være saa vide," - yttrede Maisa
i Beraad.

Hun syde paa et vatteret Stikkeskjørt til Frøken
Rask og drev paa med Symaskinen saameget, hun
kunde for alt dette Snak og Hefte. De kom nok til at
holde paa i hele Formiddag - slig, som Fruen var til
at betænke sig. Der stod Frøken Grete og vendte
Hodet til den ene og til den anden, - ikke fik hun
nogen Galaplæds Kjole; hun skjønte ikke endda, at de
alle var enige om, at hun skulde ha noget ensfarvet . . .

"Skulde de ikke kunne hjælpe sig med fjorten Alen
hver, mener De?"

"Femten Mor!"

"Ti stille, Arna. - Hvad - om vi tog fjorten og en
halv, Maisa?"

"En kan jo skjøde i Ruterne, naar én rigtig nytter
hvert Stykke."

SIDE: 214

"Neimæn, om jeg vil ha Skjødning, vil vi vel,
Signe?"

"Jeg synes nok, Mor, vi ikke bør kjøbe for knapt,"
kom Signe til.

"Om vi tog fjorten til Arna og femten til Signe,
Maisa? - det gjør det nok. - - Ja saa faar vi da til
at bestemme Mønstrene."

Fruen samlede Prøvelapperne og gik ind i Spisestuen.

"Jo mere de har at ta af, disse Syersker, desmere
bruger de, skal jeg sige Dig, Signe," - hørtes det
halvhøit derindefra.

"Frit over det stærkt grønrudede," raabte Arna. -
"Det, Maisa," kom hun hen og viste i Døren, "hvad
siger De?"

De blev ved at vælge og vrage derinde i Spisestuen.

"Det er ikke stygt det vel, - til Signe?" raadførte
Fruen sig den ene Gang efter den anden ude hos
hende. - "Eller det, Maisa?"

De Prøverne blev da baade vendt og gjennemgaat!

Uf, Maskinen var rent vreden idag, Traaden røg alt
i ét . . .

"Min Kjole kan vel bli færdig til Søndag, - ikke
sandt, Maisa?" raabte Arna, - "for da vil jeg gaa ud
til Kjøbmand Norums."

"Aa nei, Arna - Du er for stor og voksen nu til
længere at fare saadan paa Smaapigebesøg til Skole-
kammerater," klynkede Mama.

"De ber mig jo bestandig!"

"Forstaar, Du ikke, Arna, at saa maa jo vi be Kjøb-
mand Norums Smaapiger igjen til os."

"Ja ja -"

"Ja men det er noget, vi ikke kan indlade os paa."

"Skal jeg ikke faa være sammen med Trine og
Julie?" indvendte hun forarget.

"Paa Gaden og leilighedsvis ja - saa meget Du vil.
Men vi har jo faat saa mange selskabelige Pligter,"
forklarede Fruen betænksomt, hun prøvede at sætte
Ordene forsigtig for sig . . . "Far er nu en større Gros-
serer, ser Du, - og Bankdirektør - og i Formand-

SIDE: 215

skabet og høit betroet - og, skulde vi strække vor
Omgang ud til hver liden Kjøbmand, vi kan ha noksaa
godt og venligt Bekjendtskab til" -

"Godt og venligt, - slig, som vi har været sammen
med dem!"

"Det er nu egentlig flere Aar - eller ialfald mindst
et Par Aar da, - siden Far og jeg kom der . . . Vi
maa indskrænke vor Kreds saa forstandig, vi kan, ser
Du, Arna . . ."

Ja lyst foran mig og mørkt bag mig, tænkte Maisa.

"Og naar Far og Mor ikke gaar der, saa siger det
sig selv, at vi, Børnene, hellerikke gaar," faldt Signe
afgjørende ind.

"Vi Børnene. - Kalder Du Dig Børnene, - Du og
Torp skulde kanske trabelere udover og kalde dere
Børnene" . . . hun efterlignede ondskabsfuldt en Barne-
stemme. "Du er altid saa græsselig lumpen, Signe."

"Fy, Arna, dette vil jeg ikke vide af," mindede
Fruen, - "hvor kan det falde Dig ind at bære Dig saa-
dan ad mod din Søster."

"Men saa kan jeg spasere med Trine alligevel jeg" . . .

- - Symaskinen var ikke naadig idag; Maisa
maatte skrue af og gjøre den ren. Naalen var først
for langt oppe, saa den ikke tog, og nu blev det for
langt nede igjen. - Knik, knak, der gik den ogsaa . . .

Og der var de alt med Middagen hendes . . . hele
Formiddagen gaat næsten bare med Sommel.

- Efter Middagen begyndte Maskinen da endelig
at gaa nogenlunde - med Forsigtighed.

Det gamle forkjølede Slaguhret drog alt paa tre;
men det fortede nu, for Solstriben oppe paa Baggaards-
taget var ikke væk endda . . .

"Saa, Sypige idag," sa Anton, han keg ind, da han
gik paa Kontoret.

Det lunede fra den store hvide Svenskeovn i Spise-
stuen nu, de havde spist og satte Døren oppe.

Og jamæn tog ikke Fruen fat paa Prøverne igjen;
men det samme blev det nu, det vidste Maisa saa
inderlig vel.

SIDE: 216

"Ja mit er nu afgjort det," sa Arna, hun kom ud
til hende. "Jeg er glad, fordi De skal sy den, - for
saa faar jeg den, som jeg vil.

Jo jeg er. - Det maa bli noget rigtig, rigtig raskt,
hører De. Gjerne lidt kort, find bare paa noget, som
er bra usædvanlig. Det skal jo ligesom være Bjerg-
skottedragt, og saa faar det da ikke se ud, som én
slæber og drager paa en kjedelig tung Hverdagskjole.
- Det er derfor, jeg ikke syntes, det passer til Signe
heller," betrode hun sagte.

Fruen holdt nu næsten paa at komme tilbage til
sin første Mening derinde; - "det var virkelig noget
saa net og friskt ved det ganske bitte smaarudede. -
Og saa tar vi den, tænker jeg, Maisa; - ja vi skal
vente lidt, til Signe kommer . . ."

"Men min Kjole maa endelig være færdig til Søn-
dag," hviskede Arna. - "Den maa - den maa, hører
De."

"Bare ikke Deres Mor vil, jeg skal ta Frøken Signes
først."

"Se til at faa det til, saa det blir min. Jeg skal sige
Dem, den maa, Maisa . . . Trine og jeg og Jakob
Schou skal paa Skøiter udover til Ladegaardsøen paa
Søndag. Men De nævner det ikke til nogen, - hører
De!"

Maisas stærkt optagne Mine viste, at hun forstod.

Det gik saa underlig i hende idag dette om Kjær-
lighed. Stykket igaaraftes sad i Hodet paa hende, og
det ene efter det andet var dukket frem. Hun havde
Trang til Meddelelse: -

"De kan tro, Frøken Arna, jeg var i Theatret igaar-
aftes," fortalte hun, "og saa "Et Frieri"."

"Gunlaug ja!" nikkede Arna, - "vi saa det i Fre-
dags."

"Ja Gunlaug. - Det saa ud som noget Væv i Be-
gyndelsen; men jamæn blev det ikke Alvor."

"Jeg græd nu allermest, da de tog Farvel i Fængslet,"
betrode Arna.

"Det kunde vist ha gaat til saa nogengang."

SIDE: 217

"Gaat til saa? ja det skulde jeg mene. Bare jeg om
jeg -"

"Mor," - lo Signe inde i Spisestuen, "nu sidder
de og er enige om "Et Frieri" derude, det er saa
rørende saa."

"Ja saamæn Du, det er da det morsomste Stykke,
jeg har set i Vinter."

"Anton kaldte det for et simpelt Tyvetrækkerstykke,
for dem i allerøverste, han; - og det er det da virkelig
ogsaa."

"Ja hun skulde vel gaat hen og tat den rige Tron-
sen, da havde det været rigtig godt efter din Mening."

Stykket mangler baade Originalitet og Dybde og
lider af store Feil i Kompositionen, min kjære Arna."

"Nei hør Ramsen! - stod det i Avisen? . . ."

"Det er det samme, det kan jeg skjønne selv."

"Aa haa, - han har sagt det Statskonduktøren! -
Ja saa maa vi endelig passe os . . . Grete, hører Du,
Stykket lider af - ja, hvad var det nu" -

"Det er bare Barnagtighed af Dig at holde paa at
disputere om dette, Arna," sa Fruen. "Det kan være
saa rimeligt, at Du blev lidt rørt; men dømme om
Stykkets Værd, maa Du ikke indlade Dig paa."

. . . "Nei, naar noget er morsomt, saa skal det være
kjedeligt," surmulede Arna; - "men er det bare bra
kjedeligt, saa -"

"Ja det er saa det, Arna. Det er et simpelt Tredie-
rangs; det er Aviserne og alle enige om, - rigtig for
et enfoldigt naivt Fjælebodspublikum."

"Saa passende for Dig og de under Loftet," la Signe
til.

"En Theaterdirektør, som kan falde paa at byde et
fast abonnerende Fredagspublikum en slig ren Farce,
faar nok høre det offentlig paaklaget i Avisen, vil
jeg haabe," sa Tante Rask blidt; hun svævede ud
gjennem Forværelset, der maatte tænkes paa Kaf-
feen. - -

- - Uf, huf - denne Symaskinen! den havde rent
slaat sig vrang idag; det gik, og det stoppede, gik og

SIDE: 218

stoppede i ét væk i Vatten. Det er da det rigtige Num-
mer, véd jeg, baade paa Traaden og Naalen; - men
det er, som det var forgjort.

"Saadanne simple Folk under Loftet" . . . Maisa
himlede.

- - - Hun var ikke i Kulør, da hun drog hjem-
over om Aftenen, - det havde været saa inderlig
ærgerligt hos Tranems idag . . .

"Naa, hvor De skynder Dem, Jomfru Jons, - -
Godaften!" hilste Kielsberg, - der var han iaften
igjen.

"Godaften."

"De synes at hænge paa Næbbet, - har Verden
Modgang, - er den sort nu - som Blæk?"

Hun lo lidt op med det ene Øie; men var græsse-
lig mørk i Hu.

"Kjære, staar det saa binde pine galt til. - Har
De skaaret noget rent feil, - Fru Tranems Kjole?"

"Aa Di," blaaste hun. - "Men jeg er saa ærgerlig,
saa ærgerlig, - nu er det blet saa rent elendig det
Stykke, vi saa igaaraftes, - bare for simple Folk og
tredie Rad, sa de hos Tranems . . . Saadant noget, som
passer paa Youngstorvet!"

"Saa det sa de hos Tranems?"

Tyvertrækkerstykke for tredie Rad ja! - og meget
andet vakkert. En kunde rent ærgre Sjælen ud af
Livet paa sig, som de snakker . . . Og det samme mener
hele Byen, sa de, - og staar i alle Aviserne."

"Saa det staar i alle Aviserne det, - saa saa saa
. . . saa det staar i alle" - Han fulgte betænkt Stokke-
spidsen, som han bevægede og vippede i allehaande
Figurer . . . "Saa de er saa rent fine der, De? - og
holder saadan første Rangs Smag? . . . Kanske vi kunde
ærgre den Fruen lidt . . .

Se til at faa høre, om der staar noget om Stykket
i Morgenavisen deres derude en af Dagene De, Jom-
fru Jons."- - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Det var Moro med Arnas Kjole og ligesom noget

SIDE: 219

at lægge sig ud for og finde paa. Og Maisa trode nok
nu, hun havde faat fat i Snittet ogsaa, saa farligt det
havde været for, at hun skulde forskjære sig paa dette
storrudede Tøiet. Hun skulde da bli saa rask og fjong
der paa Isen, - snever og kort i Skjørtet til de høie
knappede Støvler.

Og nu, Onsdag Morgen, var det klippet og traaklet,
saa det kunde gaa som bare Fyg paa Maskinen.

"Maisa, Maisa!" kom Arna indenfra flaggende med
Avisen . . . "De kan tro, her staar om "Et Frieri" idag.
- ""Der synes at være et Parti i Byen,"" læste hun,
- ""som absolut vil lægge det høitidelige Alvors
Maalestok paa denne uskyldige Folkekomedie. Den
æsthetiske Moral er krænket, Direktøren, som vover
at byde saadant til et høit- og fintdannet Fredagspub-
likum, burde mildest talt for Offentligheden selv put-
tes i det Hul, som de to stakkels elskende med saa
megen Møie undslipper. Vi har Trang til nationale
Folkestykker med vore egne Figurer i og burde ikke
behøve at importere fremmede; men her møder Snob-
beriet i sin hele ængstelige Usikkerhed om, hvad der
er dannet og hvad ikke, og raaber paa Fare og Brand!
Vi tør nok berolige disse bekymrede med, at den Del
af vort bedre Publikum, som sidder noget ældre i
Sadlen og ikke er underkastet Parvenüens ømtaalelige
Fornemmelser, ser med Tryghed og en vis Tilfreds-
stillelse paa en saadan Begyndelse til Folkestykket
hos os, - lad det være svagt, - alligevel beviser sig
at have sunde og brede Sider nok til at gribe en na-
turlig Følelse"" . . .

Maisa slog sammen Hænderne og blev sprudrød.

"Forresten er det nu skrækkelig ondskabsfuldt skre-
vet," - mente Arna, - "skrækkelig ogsaa - men
ellers saa - Anton skal nu ha det og Signe og Stats-
konduktøren med" - -

Hun feiede ind igjen.

Kors, i den store Avisen! - Det kunde da ikke
komme op, at hun havde noget med dette . . .

Maisa var hed om Ørene, endda hun nok frydede

SIDE: 220

sig, - det var, som det var sopet rent med en svær
Lime.

Du alverden, - det kunde da vel aldrig komme op,
- det var næsten, saa hun svedte . . .

Aa nei da vel -

- Jamæn narrede ikke Arna Anton til at læse det
op for dem allesammen inde i Stuen efter Middagen!

Nei, hvor han snakkede høit, - det hørtes da gjen-
nem to Døre, at han var sint. Og Statskonduktøren
lagde ud, saa svært udvalgt og langsomt i Røsten, -
sligt Spel havde hun aldrig vært ude for.

Der svævede Tante Rask ud og ind. Maisa gløttede
op paa hende; hun saa saa underlig rar ud og tog slet
ikke saa blidt i Kjøkkenklinken heller denne Gang. -
Der var da en Ret over dem ogsaa . . .

- Maisa var rent klemt og ræd, naar hun kom der
om Morgenerne, før hun fik høre, om der stod noget
mere i Avisen.

Det havde jamæn været Staahei. Arna sa, at Theo-
dor og de andre trode, at Artikelen var inspireret af
Theaterdirektøren selv, som havde været ude og villet
forsvare Stykket. - Men nu var det blet ligesom mere
stilt, - og hun kunde ikke sige andet end, at hun
havde sin Moro hver Gang, hun saa paa dem og tænkte
paa hele denne Komedien; hun kunde gjerne let him-
lendes høit.

Kielsberg havde spurgt saa efter Fruen; - det var
saa leit, at det netop var i deres eget gode gamle Blad,
det stod, sa han. Ja Mage til Menneske til at finde
paa . . .

- - Hun var da akkurat færdig Lørdag Aften og-
saa med Signes Kjole og holdt paa at prøve den paa
hende, da Anton kom ind og begyndte at læse op for
dem allesammen af Aftenavisen:

"I Onsdags forskrækkede en Mand vor By med, at
her gives et stort Parti, som er opfyldt af Indignation
og Harme i Anledning af, at "Et Frieri" opføres paa
Hovedstadens Theater. Vi satte os straks i Gevær og
tør sige, vi har redelig strævet hele Ugen med al vor

SIDE: 221

Evne til at opsnuse Nyheder for at komme efter noget-
somhelst, der kunde ligne et saadant Opinionens op-
dragende Uveir. Men nei, blik, blik stille overalt, -
ikke saa meget som et kontrarigt Vindpust at for-
nemme. - En Farce, lidt banal. - Folk er saa enige!
- Hin Recensent, som stødte saa vældig i Krigstrom-
peten, forekommer os at eie en vis Lighed med en
Buk, der har ligget under for Driften til at stange,
men savnet et passende Objekt at øve sig paa" -

- Se saa, nu er det ude med ham, . . . tænkte Maisa,
hun blev rent skjælv under Prøvingen . . .

"Det var det, jeg vidste, at noget maatte komme
mod al den Overdrivelse" - undslap det Fruen, det
lyste under Øienlaagene, uden at hun ophørte at følge
med Signes Kjole.

"Naa, han faar paa Snabelen!" hoverede Anton, -
"han stikker nok ikke den saa langt frem en anden
Gang."

"Ser Du nu, min gode Arna," udbrød Signe, hendes
smaa nøiagtige Øine søgte hende fra Speilet, - "der
staar udtrykkelig, at alle er enige om, at det er en
banal Farce."

"Nei det staar der ikke; lidt banal, stod der bare."

"De tar det jo saa overlegent," bemærkede Frøken
Rask, - "det viser sig nok tilslut, hvem der har Dan-
nelsen."

"De er frygtelig - frygtelig - gode," gottede Anton
sig. - "Han er da ekspederet; og saa inderlig vel for-
tjent!" -

Maisa havde Følelsen af noget ubestemt, hvis Ræk-
kefølger hun ikke kunde overse . . . en Skandale, som
strakte sig over hele Byen. Hun var bare glad, hun
fik sig klareret af Fruen for Ugen og kom sig hjem-
over.

Og jomæn var Kieldsberg ikke der lyslevende ved
Gadehjørnet, da hun bøiede udover; han maatte rent
ha staat og ventet paa hende.

"Naa, Jomfru, vi er sørgelig slagne iaften!" - -

SIDE: 222

Det skulde være muntert; men hun skjønte nok, det
var gaat ind paa ham.

"Ne-hei - jeg er ikke saa gal at gi mig til at
fægte for det Stykke," mumlede han.

". . . Men saa har de nu faat det. For jeg traf, ser
De; - og der i Huset, hvor De syr, slog jeg nu alle
ni . . . De frydede sig vist ogsaa der ikvæld. Hvad? -
Fruen? Fandt hun ikke, Artikelen var gyselig god . . ."

Det kogte saa inderlig i ham, det hørte hun godt;
han gik mest, som han snakkede med sig selv.

"Jeg faar trøste mig med, at jeg har været ude og
fældet Lanse for en Dame . . ." lo han; - "og en god
Samvittighed skal jo indbringe Prygl. - Desuden er
det godt at faa lidt Variation paa Sorgerne, skal jeg
sige Dem, - formeget af bare en eneste Sort duer
ikke."

"Aa Di har nu vel ikke saameget af det Di, som
altid er saa munter."

"Ne-i, fortiden ikke andet end, at jeg gaar og væl-
ger imellem enten at hænge mig eller dra ud som
Huslærer igjen . . ."

Kjære, var det saa svært for ham ogsaa, da . . .
Maisa gik ham noget nærmere; - hun skjønte, han
snakkede Alvor nu.

- "Det vil sige det sammen som at miste flere Aar
det . . . og jeg kunde kanske slidt mig frem nu paa
to, tre. - Jeg fik saadan Trøst af en Mand nylig, som
havde Tandpine, han sa i ét væk: bare holde ud, bare
holde ud! . . . Ler De, Jomfru?"

"Jeg véd virkelig ikke, enten jeg skal graate eller
le jeg." - Maisa var rent kommet i Oprør. - "De
mener da vel ikke noget med dette fæle Snakket
Deres?"

"Nei, vær tryg, - er der nogen, jeg i det længste
vil skaane, saa . . . . . . ; jeg tror nok, jeg saa en hel Del
andre hængt først. - Hver har sin Fromhed, ser De;
og jeg mener nu, jeg er specielt ansat af Himlen til
at sørge for, at ialfald én Mand kommer sig frem i
Verden, og han heder Baard Kielsberg -

SIDE: 223

Og saa faar én fægte og kave og ta det fra den mor-
somme Kant . . ."

Hun følte, det ligesom skurede i Grunden nu -; det
var saadan styg Lystighed.

"Sig mig, Jomfru Jons, synes De ikke, det var bra,
at de fik Børst der hos Tranems?"

"Jo-o."

"Hold paa Hovedsagen, De har da faat slaat fra
Dem over en halv Uge, - levet og frydet Dem saa-
længe. Vi faar være nøisomme begge to, De."

Nei nu kunde hun ikke svare, for Graaden holdt paa
at ta hende.

"De synes da ikke, det er noget rørende? . . . Naa,
De er rigtignok ansat til at sy hos andre Folk, - -
andres Kjoler, andres Sorger, - ja ja, saa glemmer
én at sørge for egen Regning -"

Han sa hastig Godaften.

. . . Der havde været meget idag, - det kom saa paa
hende hjemme paa Værelset, - hun maatte græde
ordentlig ud.

Det var ikke ligesom bare sørgelig heller . . .

Det var blet saa rent lyst paa Vaarkanten, saa
alting vistes, - og det var Synd, saa Kielsberg gik
der med den blaa, slidte Overfrakken, som han selv
havde gjort ved i Sidelommen, det syntes da baade paa
Sømmen og Lintraaden.

Hun havde ikke snakket med ham nu paa over en
Uge, bare set saavidt Skimtet af ham; han gik ligesom
saa fortrykt med Kraven opbrættet i den leie Vinden
og Stokken oppe af Lommevigen. Hun vidste fra Jom-
fruen hos Sundby, at han var truet med Inkassatoren
for Regningen der, - bare nu ikke Fru Thorsen fik
høre det, saa hun blev som forrykt for Leien igjen!

Hun skulde havt saadan Lyst til at komme til at

SIDE: 224

faa kantet den Frakken op for ham. Men, faa budt
ham det som en Spas nogengang, - det var Kunsten,
- for det var nok ikke det, han vilde være ved, at
han kunde staa Bét for Klæ'er . . . Og Knaphullerne,
- ja de trængte nok til Eftersyn.

Hun havde tænkt paa, om hun skulde be Tilla der-
over komme med det som fra sig selv, at hun vidste,
Jomfru Jons gjerne tog lidt Reparation paa Klæder
om Kvældene og gjorde det saa billig. Men - saa
trode han vel, hun tog sligt noget ogsaa for alle Sven-
dene der i Gaarden. - Og ikke vilde det passe heller,
naar de mødtes, at prutte om den Fillebetalingen -

Hun skulde da træffe ham igjen en Aften lige i
Butiken hos Sundby; han stod og fik indpakket et
Stykke Ost og saa saamæn ud til at være nok saa vel
tilhuse der.

"Jeg skal sige Dem noget, Jomfru Jons," sa han,
da de var udenfor, - "det er en ganske vidunderlig
Følelse at være kommet paa Forhandlingsfod igjen
med sin Kreditor. Vil De se, hvorledes jeg har gaat
her om Dagene? - Der . . . op til Husmuren," - han
viste did med Stokken, - "og ganske tæt under Vin-
duerne for at lure mig forbi . . . Og nu - skal jeg gi
Timer i norsk Stil to Gange i Ugen til begge Gutterne
deres! - Jeg kiler Visdom i dem, og de Smør og Ost
og Kaffe og Tobak og Stearinlys og allehaande dyre-
bare Sager i mig . . . Forstaar sig, maa nyttes med
Beskedenhed. - Men Tilfredshed paa begge Sider, ser
De . . ."

Han snakkede og snakkede.

"Jeg er vis paa, jeg skulde due til Finantsminister
i en Stat nogensteds, hvor de slet ingen Penge havde.
- For hvad Pokker skulde det være for en Kunst,
naar de havde dem; - jeg kan skabe Udveie, ser
De . . ."

Han var rigtig som en Unge saa fornøiet; og nok
ordentlig lettet ved, at der var kommet Greie med
Sundby!

Det var blet saa lyst om Aftenerne nu, at hun slet

SIDE: 225

ikke brød sig om at staa forlænge der og snakke med
ham, og saa lo hun med engang op:

"Ja, naar De er blet saa rig, saa var det bedst, De
ogsaa sendte Tilla med Overfrakken Deres lidt over
til mig; - det er ikke noget for en Skrædder det, -
sligt som Mandfolkene faar gjort i Husene."

Han saa noget forlegen nedover sig:

"Denne Frakken? - Den lider af forfærdelige Mén,
De . . . En ordentlig Skrædderdoktor vilde nok ryste
paa Hodet af den. Diagnosen er slem . . ."

"Ja ja, saa kan De jo la Dem nøie med lidt Kvak-
salving af mig da paa den, - den skulde nok bli fin,"
lo hun igjen.

"Det er nu vel aldrig Theaterbilletten, De tænker
paa at betale, Jomfru Jons?" - udbrød han med et
studst og kryt.

Se saa, - der var hun dumpet i det! - "Jeg tar saa-
mæn gjerne imod flere jeg," svarte hun forceret lystigt;
- "det var saapas Spel med den, jeg var paa, saa" -

"De er da det - hyggeligste Fruentimmer, jeg har
truffet, Maisa! - - Og slig, som De kan se op paa
Folk . . . Der er noget, som heder latent Aand, De, -
ja det er det samme . . . - det er det samme som
Fanden i en Kokosnød . . . Ja det er ogsaa det samme,"
- han fulgte hende endnu, medens hun skyndte og
unddrog sig ind i Porten . . . "men De har noget af en
Kokosnød der Syd fra Heden, - den har bare blegt
sig lidt i Sjøen . . ."

Hun var blet rent hed opover Ørene, for hun vidste
ikke rigtig længere, hvor hun havde ham.

Hun mærkede, hun fik nok være forsigtig . . .

Men hun kunde ikke sige andet end, at jamæn var
det ikke rart at træffe ham igjen nu, hun ikke havde
set ham paa saa længe. - Han var saa mangfoldig,
at hun fik ham i Tankerne bestandig, - - rent som
et Barn mange Gange . . .

. . . Deilig Unge! - slig, som han kunde gaa Folk
ud og ind -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

SIDE: 226

- - Det var da ogsaa dette, hun sad og rugede
og grundede over Dagen efter midt i al Sjauen nede
hos Bureauchef Kalnæses paa Grev Wedels Plads.
Fruen og Datteren drog ud Skuffer og slog dem igjen,
trak frem Buffeten og keg bagom alle Møbler, vendte
Tæpper og grov ned i Hestehaarssofaen, ledte og ledte,
og ikke vilde nogen af dem rigtig ud med, hvad de
ledte efter heller.

Maisa brød sig da ikke om at spørge efter, før nogen
af dem selv snakkede fra, - hun fik nok høre det,
- det var vel det, at de først vilde være sikkre paa,
at det var væk denne Gang. - For som de gjemte og
glemte og puttede hen i dette Huset, saa -

Hun sad og hørte paa, at det ene Dampskib efter
det andet peb dernede ved Bryggen. Trafiken var be-
gyndt igjen nu, Isen holdt paa at gaa op, og der var
ligesom blet saa folksomt nede paa de Kanter -

Hun maatte flytte paa sig Gang efter Gang der ved
Gardinet; det tog ordentlig paa Øinene dette blanke
Skjær i Luften . . .

. . . Det var kommet sig til saa rent forunderligt
mellem hende og Kielsberg; - han var jo begyndt at
sige hende næsten al Ting . . .

Der var ligesom saa mange Slag i ham. Ja der var
nok meget indenfor der, san - -

Men hun fik vogte sig for at gaa og narre sig selv
op, - - og holde ham ogsaa slig, at han ikke fik feil
Tanke . . . En saadan en havde ikke alvorlige Hensig-
ter, var det jo, Madam Rasmussen sa', - og det var
sandt nok -

Men det maatte nu vel kunne bli, som det var -
vel, - - hun kunde da sy lidt Klæ'r istand og snakke
og prate med ham i al Rimelighed . . .

"Nei det er ikke mere at lede efter det!" kom Fru
Kalnæs ind, - hun fo'r endnu i Nattrøien, hun og
Pigen og Ovidia havde tilslut havt Skabet fremme
ude paa Gangen, - "den sjette af de ægte Sølvgaf-
lerne vores er væk den, - har Du set saa galt, Ovidia?
- - Det er ellers mærkværdigt . . ."

SIDE: 227

Maisa saa op, - det var det Ord mærkværdigt; men
der kom ikke mere.

Fruen gav sig til at studere paa de opkridtede Stre-
ger i Fløilet til Ovidias Vaarkaabe; hun var noksaa
stiv. - "Vi tar Kraven saadan, tænker jeg, Jomfru
Jons, - efter Nummer tre der paa Modejournalen,
- og Lommerne skraa med tykke Snorer - som der . . .

Har Du trukket den anden Skuffe i Buffeten ogsaa
helt ud, Ovidia? - den kunde være kommet bagom
Servietterne."

Ovidia vrikkede og vred Nøglen. "Den er da saa
inderlig i Baglaas ogsaa, - det er bare Sølvskuffen, de
altid lar staa aaben her i Huset . . . Naa der gik den op!"

Maisa havde siddet her i Spisestuen igaar og været
nok saa kjed over den halvudtrukne Sølvskuffen deres,
- de havde da saameget andet i den ogsaa baade
Garn til Kanavasøm og Hæklesager - altsammen i et
Rote -

"Det er rigtig temmelig ubegribeligt," - udstødte
Fruen - "og Fina havde dem jo alle, da hun vaskede
op igaar! . . ."

Maisa kjendte, det gik paa sig nu. Det var, som
Ovidias lange Rottegnaveransigt vilde smutte ned i
Lommen hendes og lede. Hun prøvede at holde Minen,
som ingenting var; men kjendte selv, hun blev baade
rød og stram. Kom den Sølvgaffelen ikke frem, saa -

"Den kan jo være forlagt nogetsteds og saa godt
komme igjen, naar vi vel har holdt op at lede," -
mente Fruen.

Og Maisa begreb ogsaa, hvad Fruen mente; -
havde hun tat den, saa skulde hun faa en Udvei til at
levere den tilbage igjen.

"Ja jeg vil ikke engang nævne det til Kalnæs, før
vi ser, om den slet ikke findes . . ."

Det kogte i Maisa, og hun syde ganske kontant.

"Véd Du, hvor vi gjorde af Pynten og Knapperne
til Kaaben, da vi kom hjem igaar, Ovidia? - de fulgte
med Tøiet -"

"Har ikke Du dem, Mor -"

SIDE: 228

"Jo bi - jeg gjemte dem inde i Soveværelset paa
Kroghylden bag Forhænget."

"Hvad siger De om det Silkeforet, Maisa?" - kom
Fruen igjen ud. "Jeg skal oprigtig sige Dem, jeg
tænkte først paa at ta itu min gamle Silkekjole; men
saa kom vi over dette inde hos Falkenberg - vatret
ligesom. - Skulde vi først ha fin Fløiel, saa nyttede
det ikke at knibe paa Foret og ta noget halvbrugt."

"Nei, for de snuser efter det og ser paa det, naar
man hænger det af sig," udfyldte Ovidia.

Ja, nu var Sølvgaffelen glemt igjen den -

"De kan tro, det har kostet, Maisa! -

Ja, hvad var det nu, det kom paa - med Foret og
Pynten og alt, - husker Du det, Ovidia? - Fløielen
alene var jo seksten Daler, - det var et ekstra Rest-
stykke, skal jeg sige Dem; - og Afslag i Prisen! -
Men saa" - hun regnede efter, - "blev det ikke noget
med atten Daler og -"

"Ja men det blev mere," sa Ovidia med Eftertryk
paa blev; hun saa vist paa Moderen.

"Aa, gaa ud i Kaabelommen min efter Notaen, Du."

"En og tyve Daler tre Mark og tolv! . . . Ja ser De,
der blev ikke fuldt saa stort Afslag paa Fløielen, som
jeg huskede."

Maisa skjønte nok saameget, at den anden Pris var
sat for det Fald, at der betales kontant. -

Der kom Lizzy hjem fra Skolen. Hun maatte ha
lidt Smørrebrød og Melk for at bie til Middagen Klok-
ken tre, naar Far kom hjem fra Departementet.

"Naa, hvordan er det gaat Dig?" spurgte Ovidia.

Lizzy var alt henne ved den Fløiels Vaarkaabe . . .
"Hvor nydelig, - det blir noget det -

- Gaat mig? - jeg fik naturligvis fire i tysk, naar
Du ikke vil hjælpe mig saa -"

"Jeg var jo ude igaaraftes."

"Aa det gjør ingen Ting . . . Nei nei," - hun strøg
i Fløielen . . . "Mor, jeg kunde da godt faa en Fløiels
Krave af det, som blir tilovers?"

"Ja det kan Du vist faa, Barnet mit!"

SIDE: 229

"Hun skjønner, hvad der tar sig ud, den Ungen,"
betydede Ovidia blinkende til de andre.

"Og noget til Lommer og Opslag vel ogsaa?"

"Aa javist maa Du kunne faa det, Barn."

"Hun blir næsten for vigtig nu af, at hun er saa
vakker," sa Ovidia, da Søsteren var ude og fik sin
Mellemmiddag. "Det er ikke muligt at faa hende til
at flette det krøllede Haaret sit, endda det er saa bryd-
somt; hun ser nok, hvor det klæ'r sig, det Troldet!"

Lizzy var igjen henne ved Fløielen, medens hun
spiste og drak af Melkekoppen.

"Du faar ikke snakke om det til Far, véd Du; -
han tror straks, det er for dyrt, - og Maisa skal jo
sy i Soveværelset i Eftermiddag," - mindede Moderen,
før hun gik ud.

Lizzy stod og smaanynnede, prøvede Fløielen - paa
Ærmet først, - og trak det saa opover, hun var inde
i noget for sig selv -:

"Det er kjedeligt, at den billige Patentfløielen skal
se næsten lige saa fin ud -"

"Det er vel heller bra det," mente Maisa.

"Nei, saa kan jo allesammen faa det. - Tænk Maisa
i Fløiel!" raabte hun ind til Ovidia.

"Bare jeg ikke faar Smørrebrødsfingrene dine paa
Fløielen, - Du tukler saa med det!"

"Du? - Du? -" der fulgte et Jep, - "jeg skal kon-
firmeres om halvandet Aar, - var tretten den ottende.
Der siger saamæn mange De til mig." Hun tørrede i
Smug Fingrene bag paa Skjørtet.

"Nei nei, omforladelse, - jeg huskede ikke, det var
saalænge, siden Frøkenen altid sang saa op, naar hun
skulde i Badeballien om Lørdagene."

"Ja ikke skal Du faa sy for mig, naar jeg blir voksen,
Maisa! - Du blir saa udskjemt rundt omkring, siger
de alle - - og trakterer med Humør, ret som det er -"

"End, om De selv kom til at sidde slig og sy en-
gang, Frøken Lizzy?"

"Jeg? haa haa, - min Far er konstitueret konge-
lig Bureauchef han. - - Desuden saa -" hun ry-

SIDE: 230

stede tillidsfuldt sine rige blonde Lokker - - "Hvor-
for har Du ikke giftet Dig, Maisa? - Du er da ikke
saa rent styg heller -"

"Aa nei sa'n, det er nok ingen, som vil ha en fat-
tig én . . ."

"Han maatte jo være rig - naturligvis . . . Har
aldrig nogen fri't til Dig, Du?"

Maisa lo - "Aa nei, ikke nogen, som jeg vilde ha
ialfald -"

"Hvad sa han Du? - Knælte han -? - Aa sig mig
det, Maisa!"

"Det faar Frøkenen nok høre, naar Di nu først er
sluppet igjennem Konfirmationen."

"Pyt," - hun slog op med Nakken og der kom en
udtryksfuld Trækning i det lange fine Ansigt -
"tænker Du ikke, jeg véd nogenting, Du da!"

"Er Mor inde, Lizzy?" kom Fina i Døren. - Aldrig
havde Maisa set det Menneske paaklædt, - lige svart
og bustet bestandig. - "Sig, at han med Regningen
fra Kaabefabriken er her igjen . . . Kjære, vene Lizzy,
skynd Dig, Melkevællingen min svi's derude."

"Hisch, - sig, at Far ikke er hjemme vel!"

"Nei, Mor faar nok komme ud og snakke med ham
selv, - han er tilsagt at komme igjen Lørdag." Hun
fo'r ud igjen.

". . . Uf disse to velsignede Kaaberne fra ifjor!" ud-
stødte Fruen, da hun gik derigjennem. -

"Er der ikke gjort rent endnu paa Smaapigernes
Værelse, Fina?" lød det grættent i Døren, da hun saa
kom ind igjen, - "Du véd jo, Maisa maa nogensteds
hen, naar her skal dækkes. - De maa nok pakke Sy-
tøiet sammen og sætte Dem ind der saaledes, som det
er, Maisa, vi har snart Bureauchefen hjemme . . . Det
er saa vanskeligt med Plads saa" - - -

- Naa det var derind, hun blev kjørt i Eftermid-
dag! - - -

Hun fik Bordet hen til Vinduet i Soveværelset og
ryddede Plads for sig; - det maatte sandelig være
rent og blaast til saa fine Sager . . .

SIDE: 231

Foran Speilet paa Hjørnebordet laa der en Sølvpil
blandt mangehaande, og Maisa kunde nok havt Lyst
at prøve den i Haaret, den var som skabt for hendes
Opsætning og ny paa Moden; - men bedst ikke at ha
sat en Finger der heller . . .

Se saa! - der blev den ene Sømmen længere end
den anden igjen . . .

Hun vidste ikke noget værre end Fløiel at haand-
tere, - - hun blev nødt til at traakle to Gange, for
at det ikke skulde glide i det svære Stoffet; det hed
at passe sig . . . Maskinen var det nu ikke Snak om at
bruge - det var at sy altsammen i Haanden det . . .

Men det var saa deilig lyst idag, endda her ind til
Baggaarden . . . Draaberne af Snesmeltingen hørtes ned
paa Zinken; de faldt saa lange og blanke. - Det var
andet Slag at være til i sligt Veir, - én kunde sidde der
og kjende sig saa rent svingende glad for ingenting. -

- - - Det var kanske dumt det, hun sa om Thea-
terbilletten igaar, - han kunde nu vel aldrig tro, at
hun sigtede paa at være med ham imorgen, - han
vidste, hun kunde ikke andet end Søndagene . . .

Og hvis han nu skulde træffe til at møde hende
iaften? -

Huf nei, hun havde slet ikke Lyst til at gaa med
paa den Maade!

Men det saa rart ud nu at sige nei igjen, - næsten
bedst ikke at møde ham ikvæld . . .

Hun kunde jo altid gjøre sig et Ærind op paa Ham-
mersborg til Marthe Mo og hente Vasken sin og prate
lidt gammelt, saa var hun sikker; - han havde altid
set, hun ikke kom senere end halv ni. -

Men - om han nu skulde gaa der med Theaterbil-
letten og vente paa hende?

Det var jo det morsomste, hun kunde tænke sig, -
hun havde mere end Lyst nok, det var vist . . .

Kom an paa, hvad han vilde tro om hende, om hun
nu fløi med. - Han var svært mistænksom, det var
rent, som han lugtede, hvordan Folk var baade hos
Tranems og andet . . .

SIDE: 232

Men hun maatte da vel kunne faa ham til at be-
gribe, at hun ikke havde ment at hægte sig paa ham
slig - - det var kommet saa i Spøg; men det blev saa
forunderlig igaaraftes - -

Det var vist bedst, han fik se, at hun ikke var som
alle og enhver heller . . . . . .

- Efter Middagen kom Ovidia og puttede Sølvpilen
og Stasen sin ned i Komodeskuffen . . .

Det var ikke værdt at føre nogen i Fristelse, ellers
kunde det gaa samme Vei som den sjette Sølvgaffelen
deres . . .

Lizzy gik der ud og ind og saa paa Fløielen og
skulde læse Lekserne sine til Mandag.

"Ovidia siger, hun vil gjerne hjælpe til med Søm-
men, Maisa, baade i Eftermiddag og Mandag," kom
Fruen. - "Vi vil saa uhyre gjerne ha skyndt paa, -
for det er jo som et Beslag paa hele Huset, naar vi
har nogen siddende her . . . Havde vi endda Plads saa
- - Men den er da ikke saa sen at sy denne Vaar-
kaaben, saa den kan nu vel bli rundelig færig til Man-
dag Aften, - naar De faar Hjælp -"

- Den Hjælpen af Døttrene kjendte hun saa inder-
lig vel! Der skulde skyndes paa overalt -

"De maa være saa snil at huske paa, at De samler
alle Smaastumperne til Lizzys Besætning, Maisa."

"Skal hun ikke sy den ogsaa da, Mor?" raabte Lizzy,
hun laa paa Maven over Puffen med Albuerne foran
sig og keg over Bogen.

"Vi faar nok være glad, bare vi faar Kaaben færdig
denne Gang," mente Maisa.

"Og ikke mit? - Du tør nok ikke andet, naar Mor
siger det, ellers faar Du ikke sy her mere."

Fina kom i Døren med en saucet Sølvgaffel pegende
i Veiret.

"Gaffelen!" . . . lød det trefoldigt.

"Fandt jeg den ikke midt nede i den stive Sau-
cen paa Kalvefrikasseen, som jeg skulde koge op til
imorgen!"

"Nei, noget saa latterlig komisk . . ."

SIDE: 233

"Den laa i al Rolighed opi Saucen den, mens vi
ledte og ledte . . ."

"Jeg vidste jo, den skulde komme igjen," - sa
Fruen med Overbevisning.

"Pøh, - jeg tænker, det er Fina selv jeg, som har
tat sig et Stykke og glemt den der nedi! - for vi
havde da Ske paa inde ved Bordet," - fandt Lizzy
ud fra Puffen.

Maisa syntes ogsaa, det var muntert. - En skulde
helst rigtig forsyne sig baade af Tøi og Foer og Garn
og Silke og - én blev saa sat ud for det alligevel! . . .
Ivinter, da hun syde her, var det den store Snellen
med Silke, som Ovidia paastod saa vist, hun havde
sat fra sig paa Bordet hos hende, og som hun siden
fandt igjen i Lommen paa den anden Kjolen, hun
havde byttet af sig og hængt i Skabet.
- - - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Maisa hvilte ud Søndag Morgen, indtil Kurve-
konen havde været der i Gaarden, og Madam Dørum
skikkede den døvstumme Dorthea op med Rugkagerne.
Hun kogte Kaffeen i Ovnen, medens hun vaskede og
stellede sig, og kjæmmede og satte op baade sit og
Dortheas Haar.

Den stumme var glad, naar hun kunde faa være lidt
oppe hos hende om Søndagsmorgenerne og hjælpe til
med noget, børste og gnide Kjolekanten og Skoene,
feie for hende, naar hun skulde gjøre rent, eller se
paa, at Maisa stoppede og reparerede, - hun havde
altid en Overflødighed af den Slags henlagt til Søn-
dagen.

- Ikke vaskede Marthe Mo rart . . .

Maisa stod og saa igjennem Plaggene. -

Naar det ikke var, fordi hun havde kjendt hende
saa godt fra den Tid, de bode paa Hammersborg, saa
vilde hun jo gaat til Mor Jensen herborte. - - -

- Det kunde kanske ikke ha gjort noget, om hun
bare havde gaat lige hjem igaaraftes, - hun havde
vist ikke mødt nogen . . .

SIDE: 234

Hun skulde nok undres paa, om han havde været
der . . .

Du Alverden, for Moro, om hun kunde gaat paa
Theatret ikvæld!

Hun vilde nu ud idag og se paa Plakaten, hvad de
spillede; - han skal vel did, Kielsberg . . .

For Klæ'rs Skyld kunde hun jo godt gaa nu; det
var bare at ta af sig Regnkaaben derinde. Hun var
nok saa kjed af at gaa med den om Aftenerne, -
havde aldrig kjendt sig noget net og fjong i den . . .
og saadant et Overbredsel, som de gik med allesammen
for at dække sig nu, før de fik noget nyt til Vaaren!

Undres, om det skulde gaa an at faa en Paletot ud
af de bedste Stykkerne . . .

Hun snudde og vendte og besaa den noget med-
tagne Regnkaabe, - det var nu bare Uld i den, det
lønnede sig altid at kjøbe noget godt. - Naar hun
satte sig til med det hele næste Søndag, saa gjorde
hun det nok . . .

Jamæn sad hun da heller oppe to tre Aftener paa
en Taar Kaffe udover Ugen da, saa havde hun den
færdig til Søndag, om det skulde bli noget da -

Ja det vilde hun gjøre, - ta med sig Mønstret til
Ovidia Kalnæses Kaabe imorgenaften, saa skulde den
bli klippet og syd i en Snup - - bare hun kunde
faa dækket de falmede og slidte Stederne . . .

De er svært nette, disse Paletoterne, de bruger nu,
- lidt vide Polkaærmer og store Lommeklaffer paa
Siderne . . .

Han skulde nu faa se lidt Forskjel vel, naar han
mødte hende . . . Og Paraplyen havde hun jo til Regn-
veir . . .

Men Hanskerne begyndte rigtig at sige nei nu, -
endda hun aldrig tog dem paa, før hun kom i Bro-
gaden. Hun maatte sy sammen en Finger, før hun
gik hjemover for hver Dag næsten; - de ser netop
paa Hanskerne; og nu, det er saa lyst! Den fineste
Dragt kan være spoleret, dersom én stikker frem et
Par sjofle Hænder . . .

SIDE: 235

Nei hun maatte ha sig et Par nye til Paletoten paa
Søndag - saa dyre de var . . . Marthe Mo fik heller
vente med Skillingerne for Vasken.

Hun kunde have sparet ind mangen Skilling, havde
hun ikke tinget paa Søndag Middagene nede hos Dø-
rums, - Kaffe og Smørrebrød havde gjort det saa
evig vel, saa godt, som hun levede hele Ugen. Men
Madam Dørum vilde nok ikke like at miste den For-
tjenesten -

Han havde da slaat paa, at Haaret hendes var saa
rødbustet sidst . . . Theodora Brandt brugte Blykam
for at faa den røde Letten ud af det; hun skulde ha
Lyst til at kjøbe sig en hun ogsaa -

Han var vel paa Hospitalet nu i Formiddag, og
kom nok ikke hjem før ved Tretiden, naar han havde
spist til Middag i Byen.

Nei tænk, om han havde gaat og ventet paa hende
igaaraftes alligevel! . . .

Ja, ta paa sig og gaa ud, vilde hun nu i Eftermid-
dag ialfald - - - - -

- Elling kom ind til Dørums, medens hun sad der
efter Middagen, - han havde jo Forhaabning om
Værksted og sad og prækede og raadførte sig med
gamle Dørum; - men Maisa skjønte nok, at han
sigtede lidt paa hende ogsaa! Det var ligesom, de
altid havde det mellem sig, Dørum og Madamen og
han. - Neimæn om hun styrkede ham i det, saa real
og bra en Fyr, det ellers kunde være, - og ikke styg
heller . . . - Men saa var det bare om dette Læ'ret og
Læ'ret! -

Og det, han bød til at spøge med hende, var der
ogsaa lidet Moro i:

. . . "Om hun skulde ha sig en Spasertur i Efter-
midag ned og se paa Isen, som holdt paa at gaa op
paa Havnen?"

Nei Tak, hun havde havt Isen for Øinene i hele Gaar
nede fra Grev Wedels Plads.

Han sad og hang efter hende med de svarte blide
Øinene, saa hun kjendte sig baade bryd og kjed til-

SIDE: 236

slut, svarte nok saa kort og gik hen og satte sig ved
Vinduet . . . Det kunde være ved denne Tid snart, at
Kielsberg kom hjem . . .

. . . "Ikke Saalelæder at faa, som duer, uden det er
indført, - og saa ser Di, blir det dyrt -"

"Nei da, findes ikke saadanne Dyr i Norge," - gik
det paa derhenne -

"Rigtig den første Plads i hele Gaden der paa Hjør-
net, naar én skulde tænke paa eget Værksted, - og
to pene Værelser . . ."

Hun følte, dette var noget, hun skulde høre, - gav
et Ryk i Stolen og vendte sig mod Vinduet . . .

Der kom han . . . Det var nok fra Hospitalet, siden
han havde Bøger under Armen - og Papirer og Aviser
op af Sidelommen. Han skulde vel skrive i Eftermid-
dag, til han gik i Theatret kanske . . .

Saa han skyndte sig! - han havde da lært at kjende
Plankerne nu indover Gaarden . . . Han havde vist
noget at tænke paa . . . en to tre op af Trapperne . . .

Der stak Malermesteren den lyse Skallen sin ind
igjennem Døren -

"Jo da, kom ind, - Du skal faa Dig et Slag Kort,"
- sa Dørum, som sad ved Bordet og trak paa Piben
uden at reise sig.

"Det er nok Varme endda derude, saa jeg kan faa
sat paa Kaffekjedelen, Jørstad," mente Madamen.

Dørum lettede paa sig og fandt frem Kortspillet af
Skabet. Han bladede det langsomt op paa Bordet med
den tykke Tommelfingeren, - jo det var rigtig nok,
to og halvtreds.

"Og hvordan staar det til med Gudbarnet mit, Ma-
lermester?" forhørte Maisa, - hun var blevet i høi
Grad oplivet der ved Vinduet.

"Aa, hun har det bra om Dagene nu, vi har Sol-
væggen at sætte hende i."

"Blir snart tørt baade paa Gaden og i Gaarden nu"
. . . sa Dørum. - "Det var godt Vaaren en Gang ind-
fandt sig . . ."

Kortspillet kom igang paa det rødmalede Bord, og

SIDE: 237

Dorthea stod hos og fulgte det med opmærksomme
Øine.

"Hundrede og ét!" sa Dørum.

"Hundrede og ét!" trumfede Malermesteren i næste
Gang og lagde Piben ned paa Bordet.

"Hundrede og ét er nok ude for Dem, Elling!"
spøgte Maisa, hun var rent kommet i Kulør. - "Di
faar ikke bli forsagt -"

Det lyste i Øinene paa Elling, - han var nok ikke
den han, som gav sig paa første Nappet . . .

Dørums Tommelfinger gned møisommelig det ene
Blad ud fra det andet Blad i den fedtede Kortstok. -
"Faar nok gjøre lidt ved dem," - han gik hen og tog
en Klype med Aske i Ovnen og strøde imellem dem
. . . "Se saa, nu gaar det -"

Næverne dundrede i Bordet - "Trumf!" . . . "Spar-
knægten, Fila . . . Hundrede og ét . . ."

Der spilledes med betænksom Lidenskab.

"To Mestere mod én Svend!" - ærtede Maisa Elling.

"Der er nok ikke saa langt til Mesteren der," kom
Svaret fra Madam Dørum, hun kom ind med Kaf-
feen . . .

Ved Femtiden takkede Maisa for sig, hun vilde gaa
ud en Tur og røre paa sig lidt; - hun var nu sikker
for Elling, som sad midt i Kortene. - - -

- Naa, Solen havde tat ordentlig ude i Gaden idag,
det var tørt lange Veie indover Fortogene og paa
Gadestenene . . .

Derhenne paa Murhuset var Theaterplakaten; men
hun brød sig ikke om at staa og bese den der med
Øinene fra Bager Bergs og Sundbys paa sig; - Kiels-
berg kunde ogsaa komme ud af Porten, naar det
skulde være.

Hun maatte gjøre som han, se til at faa sneget sig
forbi under Vinduerne, for at ikke Jomfru Tønset hos
Sundby skulde finde paa at være med hende ud at
spasere.

Paa Broen stod endel Folk, som vel ikke vidste, hvor
de skulde gjøre af sig Søndag Eftermiddagen, og hang

SIDE: 238

og saa paa Isen, som drev nedover Elven. Vandet var
rent frit om Kulprammerne, og Isflagerne gik som
vaade Sukkerstykker . . .

Der om Hjørnet! . . . hun vidste nok, Plakaten skulde
staa der . . . Hun saa sig godt om først -

Hvad Stykket hed, læste hun paa langt Hold; men
hun maatte studere og granske for at se, om de to,
som havde spillet Gunlaug og Endre, havde Roller
iaften ogsaa -

Hun vilde drive indover for at se lidt paa dem, som
gik i Theatret . . .

Det var rent rart at gaa i Gaderne paa de Tider, én
ellers ikke var vant til at være ude. Det gamle Tugt-
huset, hun strøg forbi hver Dag, laa der saa stort og
mørkt med det halvtørkede Skraataget. Hun havde
aldrig set det rigtig før, hvordan det vendte til, endda
hun havde syd imellem hos Inspektørens . . . Og saa
Garver Onsruds Skilt med Oksehodet indover For-
toget . . . Først, naar hun kom under det om Morge-
nen, kunde hun øjne, hvormeget Klokken manglede
endnu i otte paa Frelsertaarnet, og saa fik hun ta til-
bens, som Viseren viste . . .

Og der ovenpaa i det fine Apotheket havde de vist
havt Middagsselskab, der var saa mange pyntede Folk
i Vinduerne. - De havde budsendt hende for at sy
der engang; men saa var det saa uheldigt, at hun
havde lovet sig bort -

Det var ikke fuldt Tiden for Theatret endnu, og hun
vidste ikke rigtig, hvor hun skulde gjøre af sig; -
hun fik gaa lidt og se sig om.

De var alt væk af Torvet alle Klokkebytterne, som
stod om Lygtepælen Søndags Eftermiddagene . . . rent
ødt og stilt og sopet og tomt. Og forbi med at kudske
med Slæder længere, - bare Vogne hele Rækken hen-
over . . .

Men nedover mod Fæstningen og opover Østregade
var Fortogene fulde, - Folk, som havde været ude og
forsøgt det vakkre Veiret og vendte hjemover igjen
med Familien . . . de allerfineste var nu ikke ude om

SIDE: 239

Søndagene, de sad hjemme og havde Slægten hos sig
fordetmeste . . .

Det begyndte at fryse og klakne ude i Gaden nu
mod Kvælden.

Hun kunde godt gaa nedover, saa kom hun ligesom
op mod hele Strømmen, som skulde til Theatret, naar
hun vendte om igjen.

Det var rart at se paa Grev Wedels Plads slig om
Søndagen, naar hun ingenting havde at gjøre der,
andet end bare spadsere saa mageligt forbi; - hun
skulde da ned der imorgentidlig til Kalnæses igjen og
sy færdig Ovidias Kaabe.

Hun tog Turen rundt om Fæstningen og vilde gaa
hjemover forbi Theatret.

En og anden, som nok havde prøvet Isen for sidste
Gang iaar, kom opover med Skøiter, og derude i Raa-
ken strævte et Bugserdampskib, Basken eller Pluggen,
mellem Isstykkerne med tyk Røg over sig . . .

Det var skummert, og de havde alt begyndt at
tænde Gaslygterne, da hun kom mod Theatret igjen;
hun kunde nok gaa henover der uden at bli set -

Hun gjorde et Slag tværtover Bankpladsen mod
Waisenhuset og tilbage igjen; hun vilde ikke gaa saa
nær indved, medens Folk trængtes der ved Aabnings-
tiden; - men hun maatte tænke paa sidst . . .

Medens hun siden langsomt gik op over Gaden,
havde hun Øinene med sig saa, at hun altid skulde
kunne undgaa den nærsynte Student Kielsberg og
komme sig afveien, om hun skulde se ham. De fo'r der
snakkende og hastende, - nogle i Theaterkaaber, - og
en og anden Vogn i Gaden skulde vel ogsaa den Vei. -

Det blev tyndere og tyndere med Folk, eftersom hun
kom opover . . .

Hun blev staaende lidt uvis og saa sig om, før hun
nu gik hjem, da én bag hende pludselig sa:

"Godaften, Jomfru, - er De ude og spaserer?"

Det var Anton Tranem. Men Tonen var saa mærk-
værdig, at hun hilsede studst og skyndte sig afsted.

Lidt efter skraade hun over paa den anden Side af

SIDE: 240

Gaden; - Maaden havde været slig, at det var nok
saa ærgerligt . . .

Hun rappede sig udover. Bedst at komme hjem og
lægge sig.

Hun brugte altid at glæde sig, til det skulde bli
Søndag; - men neimæn, om det var en liden Moro
eller Hygge nogengang; hun havde det næsten bedre
om Hverdagene, hvormeget hun saa maatte stræve og
skynde sig!

Men saa kunde hun nu kanske ha været i Theatret
iaften . . . om hun havde villet, ja . . .

- Det var da saa bra, at Elling var væk, da hun
kom hjem; - de sad alene nu hos Dørums og spiste
tilaftens ved Lys.

Hun skulde just stikke Hodet indom for at sige fra,
at hun var hjemme, da Madam Dørum kom imod
hende med et Plag paa Armen . . . Tilla over hos Fru
Thorsen havde været der for en Timestid siden med
denne Overfrakken, - og hun skulde forhøre saa
inderlig pent fra Studenten derover, om ikke Syjom-
fruen her kunde hjælpe ham til at faa gjort noget ved
den? - Foret var gaat ganske løst inde i den ene Ar-
men. Men han maatte ha den igjen, til han skulde
paa Hospitalet imorgen, - om Tilla kunde faa hente
den betids da. - Tilla var paalagt at be saa pent, han
vidste nok, Jomfru Jons ikke var vant med den Slags;
men han stod saa forlegen med den ikvæld . . .

"Saadanne, som ligger herinde i Byen, slider Klæ-
derne af sig, - de har ingen til at se efter for sig,
stakkar!" - hjalp Madam Dørum forstandigen til. -
"De har nok været anderledes vant til at faa syd og
stelt for sig hjemme."

Maisa holdt Overfrakken i Haanden og vendte den
betænkt mod Dørlysningen; - hun gjorde sit bedste
for, at Madam Dørum ikke skulde skjønne, hvor glad
hun blev.

"Naar det ikke er andet end Foret - og lidt ved
Knapperne, - saa -"

Madamen holdt paa at gaa ind paa Overveielsen og

SIDE: 241

vilde ta Frakken ind til nærmere Eftersyn; men Maisa
vilde ikke slippe den:

"Bedst jeg skynder mig ivei med det, des før blir
det færdigt."

Hun kunde gjerne let høit, medens hun strøg op af
Trappen og fik tændt Lampen, - der stak et helt
Bjerg af Moro i hende. - - Nei hvor lur han var! . . .

Der gik en god Stund og en vidtløftig interesseret
og medfølende Undersøgelse af Frakken, før hun
egentlig kom til at sætte sig ned med den . . . Knap-
hullerne skulde nok bli bra, - i det øverste forrevne
stak, saamæn, rent den lyse Strien frem; hun havde
saa ofte set det opglippet over den flade Benknap, som
hang og dinglede i Traaden. - Ja nu skulde den da
bli fastsyd! . . .

Og Foer i Skjøderne . . . Lommerne raknet op, - og
Huller i dem begge! -

Saadan Lyst hun havde til at faa sat nyt i det alt-
sammen . . .

Hun rev op alle Skufferne i Dragkisten for at lede
sammen Foerstykker. - Havde bare Butiken hos Jom-
fru Jensen været at ta til . . .

Men hun skulde da sætte i alt hvad hun fandt . . .
Madam Dørum havde rigtig Ret i det, at der ingen var
til at hjælpe og stelle for ham. - Og han havde nok
ingen hjemme længer heller der langt oppe i Nord-
land, eftersom han havde sagt . . . Det var da sluppet
ud af ham, at de fem hundrede Daler, han havde faat
efter Fa'ren - han havde været Doktor han ogsaa der-
oppe, - længesiden var spaseret sin Vei - -

Men det var rigtig godt solid Tøi. -

Havde hun nu bare havt Knapper og Kantebaand
ogsaa!

Han fik nok sende den over en anden Gang igjen
- og be lige høflig. - Aa du Verden, for en Skøier! . . .

Hun rystede og vrængte Frakken; der var mange-
slags Rusk og Tobak at faa ud af den.

Hun holdt paa udover Kvælden ved den lille Para-
finlampe og sprættede af og syde i Foerstykker.

SIDE: 242

Det kjendtes da, at han røgte; - hun sad og nød
Tobakslugten . . . Læse og skrive og ryge, saa gik det
vel hele Dagen.

Ja den, som havde havt lidt fin Fløiel nu til Kraven.
- Ovidia Kalnæs vilde nok set mig paa Fingrene,
havde hun tænkt, jeg havde den Lysten! - Og Gaffe-
len i Frikasseen, lo hun. Det er nok i en Frikassé alt-
sammen dernede - Fina og hele Stellet . . .

Hun spekulerede endel betænkt paa at gaa ned nu,
før Madam Dørum lagde sig, og faa laant Strygejer-
net for at dampe den op lidt ogsaa -

Hun vidste, det stod der saa rustent; - men -

Hun satte op Døren ud til Loftet for at lyse sig og
skyndte sig ned . . .

Jo da, der var ikke noget iveien, Madamen skulde
straks skure af Jernet; hun var rent hidsig paa, at
han skulde faa Frakken sin istand, hun ogsaa -

Medens Madamen pudsede Jernet, la Maisa sig lidt
ind i Vinduskarmen; - én kunde saavidt se hen i det
ene Hjørnevinduet hans derover . . .

Der var Lys bag Rullegardinet . . . Og der viste sig
et Øieblik som en flygtig Stribe paa Gardinet og Skin-
net af en Skygge, der gled. Hun gjættede paa, at det
kunde være Kielsberg, som reiste sig for at stoppe
Piben -

"Det er rigtig snilt af Dem, at De gjør Dem al den
Umagen, Maisa," - sa Madamen, da hun leverede
Strygejernet; - "men saa er han nu vist ikke af dem,
som er kneben med Betalingen." - -

- Maisa lagde i Ovnen til Bolten; - hun var alt
færdig med Knaphullerne og Lommerne og havde
bare endel paa Foret igjen.

Der lyste som et Smil imellem, - han sad virkelig
hjemme derover i hele Kvæld nu, fordi hun havde
budt sig til med Frakken igaar . . . og ikke kom han
i Theatret heller . . .

Hun sad og saa ham saa levende for sig fra den
Aften, de var sammen der, - alt det mørke bløde
Haaret, som han strøg væk, naar han bøiede sig frem-

SIDE: 243

over, - og de brede Kjakerne . . . Munden, - den var
noksaa stor, den kunde saamæn baade le og bide . . .

Det durede og knækkede i det tynde Ovnsrør, me-
dens Strygejernet var sat paa Kant ovenpaa Pladen,
og Sømmen om den sidste Indfælding i Foret gik for
sig yderst omhyggelig og langsomt.

. . . Der kjendtes noget nede i Snippen paa Frakke-
skjødet, - noget tykt, haardt. Hun maatte sprætte op
lidt . . .

Nei, laa der ikke en Tolvskilling mellem Rusket! -
den var gledet ned i Foret gjennem den hullede Lom-
men.

Naa den skulde han da faa tilbage pent indpakket
i et Papir i Brystlommen; - saa vilde han undres paa,
hvad det skulde betyde . . .

Traaden hæftedes. Og nu kom det sidste, da hun
skulde ivei med Jernet og se til at faa dampet Luven
op.

Hun fik Strygefjælen frem og byttede Lampen, saa
hun kunde se, medens hun gjorde Skrædderkunster
med Frakken og lod Jernet fare over den med den
vaade Klud lagt imellem - -

Der skulde Hændighed til. - Men det gik da -

Hun holdt Stykke for Stykke op til Lampen, -
Klædet blev rent som nyt det! - Han skulde nok ikke
kjende den igjen . . .

Hun vædede Kluden uafladelig, eftersom den tør-
kede, - alt det svære oppe ved Kraven og Ærme-
hullerne var gjort, og saa gik det flust væk paa de
glatte Skjøderne . . .

Der blev et Overskue over, hvad hun havde udret-
tet - - Den kunde taale Dagen nu! - Og slige glatte
solide Benknapper . . .

Det skulde da bli morsomt at se ham gaa med den.

Væggeuhret nedenunder hos Dørums slog tolv, da
hun endelig var færdig og hængte den forsigtig op
paa en Knag. -

- Jamæn var det blet noget til Søndag idag lel! -

SIDE: 244

"Maisa . . . Maisa, det er et morsomt Navn det! -
herefter vil jeg kalde Dem bare Maisa, - ja naar vi
er alene - ellers saa" -

Det sad i Ørene paa hende fra sidst de skiltes . . .

Maisa havde været i Theatret med ham flere Gange
nu i April Maaned; og han havde ventet udenfor der
ogsaa én Gang; til hun kunde komme sig did fra Tra-
nems om Kvælden, hvor hun syde, og fortalt hende
hele Begyndelsen, saa det var, som hun havde set
første Akt ogsaa . . . Hun fik laant Aviser af ham, naar
han havde skrevet noget om Stykkerne. Han havde
dem i Lommen og spurgte altid næste Gang: "Nu -
hvad synes De om det, Jomfru Jons?"

Hun turde jo ikke svare videre; men det var ikke,
fordi hun ikke havde studeret nok paa det. For det
var Moroen, hun havde at glæde sig til, saa hun næ-
sten ikke kom iseng om Aftenen for at sidde og læse
paa dette, - især da, naar hun selv havde været med
og set det . . .

Han havde jo slige Ord for sig og kunde slippe
Hjertelaget til, - om han nu tog én og anden af
Skuespillerne nok saa hvast imellem. Det var da Synd
i de Mennesker ogsaa; - og det havde hun sagt lige
til ham. Men saa kom han med, at en slig én snød
hele Theatret, - mange hundrede Mennesker for noget,
de skulde let eller graat af og kjendt indvendig hos
sig, - De, Jomfru Jons, ogsaa, - saa De havde havt
noget at huske paa; - men i det Sted, saa sad De vel
og knækkede et Gisp . . .

Skulde han ikke ta slig én, som ikke kan rive i saa-
pas, at han faar Fyr i det! - - Det kneb nu først og
fremst om at la Publikum skjønne, at det blev snydt. -

- Men selv var han nu ogsaa bare én, som snød der
og skrev for Levebrødet! paastod han, - havde han
saa vist været en rigtig Kritiker saa - Nu fik han
ialfald se til at snyde mindst mulig vel -

SIDE: 245

Men jamæn skjønte hun da, at det ikke var bare
Moro og Jøgl at være Skuespiller heller, det maatte
være nok saa svært - - -

Du store Alverden, hun turde ikke engang tænke
paa, hvordan det vilde bli, om han skulde maatte flytte
her fra Gaarden nu til Sommeren! -

Saa ødt og tomt det vilde være igjen . . .

Hun havde aldrig levet slig Tid som nu, - saa
meget Moro og saameget, hun havde at tænke paa til
hver Dag -

Men det saa rigtig ud, som det spøgte for noget af
hvert, - Husleien, vidste hun fra Fru Thorsen, stod
paa tredie Maaneden nu; - hun var vist ikke urime-
lig, sa hun, men en stakkars Enke maatte se til at ha
lidt Sikkerhed for sig, og havde han ikke været saa-
dan en ordentlig stille studerende, vilde hun nok ikke
strukket Taalmodigheden saa langt heller - - -

- Maisa kom hjem fra Tranems om Kvælden og
saa, han gik der paa Broen og borede og borede med
Stokken; han mente sig vist indover til Byen.

Han saa paa hende ligesom med Tanken andetsteds
og nikkede bare Godaften, da hun gik forbi.

"Maisa!" - hørte hun straks efter bag sig, - "jeg
kom rigtig til at tænke paa, at Verden ikke er saa
ganske kjedelig heller, - jeg havde slig Brug for det
iaften just, - der er noget saa raskt og livskraftigt
ved Dem, - - saa forfriskende at se Dem komme
slig med dette Hode foran skyndende udover; - jeg
venter altid paa, hvad der er under Brynene, naar De
slaar Øinene op - - Mennesket trænger engang imel-
lem til at laane én, som er ti, ser De -

- Og saa smetter De ind Porten, - ja det er nu
ikke saa fornøieligt. Jeg kommer til at tænke paa
saadan en Skrædderfugl, som flyr ud og ind og gjør
sin Nytte og har sit Kvidder med i Legen derinde
mellem dem, - De hører nu til der, - om saa Redet
hænger under et Tagloft her langt i Udkanten -

Hør Maisa, kan De ikke gaa en liden Svip indover
Gaderne her med mig? - Aa nei, vær nu ikke ræd,

SIDE: 246

- - saa er vi da ikke saa snart ved denne evige
Porten!"

Jo-o det kunde hun vel - ogsaa -.

Han havde set saa rent forsagt ud, da hun traf ham;
og nu var han ligesom saa overstadig munter, - det
var vist noget . . .

"Der skal ingen se paa Dem, at De har siddet og
syd og syd," - begyndte han igjen, da de gik opover;
- "det er altid, som De har rystet hele Dagen af Dem.
- De har nok ingen Gjæld De, Maisa?"

"Aa sommetider saa -" hun vidste nok, det var
det, som trykkede ham.

"Ja, ogsaa betaler De pent igjen -"

"Eftersom jeg kan vel."

"Kan - kan ja! - - Den Naalen kan vist tilslut
gjøre én forskrækkelig rigtig og nøiagtig," - slog han
med ét om, - "det er en daglig Øvelse i ikke at gjøre
saameget som et Sting feil. - Ellers blir der saa
meget at ta igjen - hele Kjolen spoleret. - Ikke
sandt, Maisa?" ærtede han.

"Det er nu ellers slet ikke den morsomste Side ved
Dem, maa De tro, at De er saa forsigtig og va'r og
saa feil- og saa gjældfri - og bra, - det er, som jeg
trækker en Naal i ét gjennem en hel Linning alt det,"
holdt han paa.

Ja det var hende det! - tænkte hun; hun havde et
Udtryk, medens hun smilte og saa paa ham, som om
hun næsten havde ham tilbedste, og saa tværs igjen-
nem Pratet hans.

"Mon det ikke er rettest, vi snur nu?" - afbrød hun.

"Ja slig er De! - Jeg gaar her saa spækket som
et Pindsvin med Piner og Plager og synes, det er et
rent Opiumsmiddel at faa pratet dem væk hos Dem -
og saa, - "mon det ikke er bedst, vi snur nu!" -"

"Naar De aldrig siger et Ord af, hvad De mener saa,
-" kom det med et Kast paa Nakken.

"Forsikkrer Dem, jeg har ikke et Menneske i denne
Stad, jeg har kunnet tale med som Dem . . . Nei De
skal ikke ryste paa Hodet af det, Maisa, - De er det

SIDE: 247

eneste Damebekjendtskab, jeg har her i Byen, ser De.
- Nok saa rart De! men naar én maa fægte som jeg,
saa faar én undvære den Luxus. - - Jeg gaar for-
tiden og ser op og ned paa alle Husene og spekulerer
paa, hvordan jeg skal faa skabt mig en nogenlunde
holdbar Indtægt for Sommeren. For nu stopper det
saa deilig op med Resourcerne paa alle Kanter" - la'
han let til.

"Men De, som skriver saa godt i Avisen!" indvendte
hun med Overbevisningens Hede.

"Den Herlighed er nu forbi om et Par Uger, saa
stanser Theatret for iaar - - Det var akkurat min
bedste Indtægt det."

"De finder nok paa noget, tænker jeg," sa hun til-
lidsfuldt.

"Naa, det tænker De? - Forsikkrer Dem, jeg synes,
det er en nok saa opmuntrende Omstændighed, bare
at De tænker det. - Ja ja, jeg siger slet ikke, at der
ikke kunde falde noget paa Næsen af mig, - det er
det store Haab, jeg nu gaar med, det," lo han. - "Jeg
siger bare, at et hvilketsomhelst fornuftigt Menneske
vilde synes, at det var temmelig nær ud paa Skræn-
ten nu; - ud som Huslærer i to Aar for at trælle op
saavidt, at man kan studere videre i ét og prøve at
borge sig frem med Held og Slump i det næste - -
slig en Vinter igjen i Overfrakke og med lidet Ved! -
Men Lykken er nu, at jeg ikke er noget fornuftigt
Menneske . . . Jeg er én, som vil temmelig ufornuftigen
frem, begriber De kanske.

Ja se, dette har jeg nu fortalt Dem, Maisa, - fordi
- naa! - -

De er saa nydelig i den Paletoten og det friske røde
Silkeslipset . . . Den, Haardusken, - skal den hænge
ned der ved Øret?" - han skulde pege, men strøg
bort i den.

"De kan da gi mig Haanden nu, vel - ordentlig."

Ja, det kunde hun; - han fik den uden Hansker
paa ogsaa -

SIDE: 248

"Og De skal til Tranems imorgen igjen? . . . saa
træffer jeg Dem bortover paa den Kant." - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Maisa havde siddet hos Tranems nu næsten hele
Maaneden. Der havde været nok at gjøre, til de skulde
flytte ud paa Løkken i Ugen efter Pintse med Mor-
gendragter og Sommerkjoler, og endel at opsy til Signe
ogsaa udenfor det, som var bestilt hos Søstrene Berg.
Statskonduktøren havde staat paa, at Brylluppet hold-
tes i al Stilhed, - det skulde bære paa Udenlandsreise
med én Gang . . .

Det var saa hyggeligt at sidde og se Solen indigjen-
nem alle Værelserne; Dørene stod aabne nu, Frøken
Rask ikke var hjemme og passede paa. Hun og Fruen
og Grete og Frøken Signe var reist paa Løkken med
Gartneren for at tilse Haven.

Arna sad og spillede og sang inde i Dagligstuen.

Hun brød netop af "Sidste Rose", som gik saa try-
belt, og tog paa med: "Da jeg var Prins udi Arkadien,
da levde jeg i Sus og Dus." -

Og saa ivei nok saa rørende med: "Aldrig, aldrig jeg
forgjætter disse Dale disse Sletter" -

Fra det ene og til det andet!

Nu begyndte hun et langt Pianonummer, - hak,
hak, - det gik ikke . . . og slog over i "Yankee doodle
-dandy". -

Hun tog sig en Tur ud i Kjøkkenet og spurgte efter,
hvad de skulde ha til Middag; det varede da saa græs-
selig længe, inden de kom fra Løkken.

Med ét føg hun ind og til at synge igjen - ganske
høitidelig: "Sancta Lucia! - - Barcetta mia . . . "

Hun havde rigtig saadan Stemme saa . . . og sligt
Hjerte med i det ligesom. - - Ja Arna, naar hun
vilde saa -

Aa-aa, - nu begreb Maisa det! - Didrik, Kadet-
ten! - som kom hjem fra Krigsskolen Klokken ét
idag; Arna havde set ham fra Kjøkkenvinduet -

Han kom ind og nikkede til Maisa med det svarte
Hodet, og listede sig sagte indover paa Taa . . .

SIDE: 249

"Nei saa skammeligt!" . . . raabte Arna i værste Over-
raskelse, "lure sig paa én" -

"Jeg forsikkrer Dig, jeg synes, det er saa vakkert,
at Du véd det ikke. Du synger jo slig, at -"

"Det er skammeligt, siger jeg. Jeg sidder her i al
Uskyldighed og tror, jeg er alene, - de er ude alle-
sammen idag - og saa . . . "

"Er Du virkelig fornærmet, Arna? - over det?"

"Fornærmet? - - jeg kunde!" - hun stampede i
Gulvet. "Lidt Lug skal Du ialfald ha -"

Der blev et Løb om Stole og Borde i begge Værel-
ser, indtil hun stansede forpustet . . .

Saa var de begge inde ved Pianoet igjen . . .

- "Mowitz, din Lungsot, den drar Dig i Graven" . . .
Det var fælt slig en mandig Bas, han satte ivei med
- - At den Didrik kunde være saa sørgelig da -
det hørtes rent, som det var paa det sidste med ham,
og han ikke havde fjorten Dage igjen af Sotten at
leve i . . .

Og saa - "ved Fönstret Cecilia Wasa, blendende
skön uti Månens Skén" -

Arna kunde ikke rigtig den, - hun vilde ikke spille
til mere Maaneskin, sa hun . . .

"Og Du har jo Husarrest ogsaa, - jeg skal saamæn
melde det til Løitnant Schou jeg, at Du spankulerer
hernede - saa faar Du sidde oppe paa Værelset lidt
længere, kan Du tro . . . Jeg skal si' det!"

"Det gjør Du ikke."

"Jeg skal, jeg skal -"

De løb paa igjen; - nu blev det om Spisebordet,
og Maisa saa da, at Arna vidste at udstille sig, hun
fløi saa let og bøiede sig og pegte Fingre ad ham. -
Jakob Schou havde nok ikke været saa svært fornøiet,
om han havde set det. Det var ligesom lidt af en Kat
i Arna, som hun lekte der med den svartøiede atten-
aars Pluggen - og fik ham bra forelsket i sig natur-
ligvis . . .

"Der kommer Kadet Knoff og visiterer!" raabte hun
med ét.

SIDE: 250

Og den, som pilte ud igjennem Dørene tvertover
Gaardsrummet og tog halve Trappen med ét eneste
Sæt, - det var Mester Didrik. -

Og Arna spillede "Yankee doodle-dandy" derinde,
saa det ramlede i Pianoet.

"Jeg løb rigtig med Villie med ham, for at han
skulde faa røre sig," kom hun saa ud til Maisa, -
"for han har tre Dages Husarrest, stakkar - - -
Nei har De syd Garneringen paa Slæbet og hele Piben
om Halsen og nedover foran, - alt det i Formiddag?"

- - Alt det, - Maisa havde egentlig gjort Mirakler
nu i flere Dage; hun kom undertiden ind i en hel
jagende Iver med Symaskinen . . . I hele det første Aar,
da den kom til Byen, havde hun havt som en ren Rus
af Lidenskab for den, - hun havde tællet Dagene, til
hun kunde komme tilbage igjen til de Par Huse, hvor
de havde lagt sig til én, og laa og tænkte og saa Søm-
men for sig om Natten. Den oppe hos Konsul Schou
snakkede for sig selv den; - hun kunde drive paa og
drive paa at træde Maskinen og faa afveien, saa hun
ikke huskede Tiden gik engang; hun havde rent som
en Symaskinfeber det Aar.

Det var jo nu blet saa anderledes let og fygende
end før, - andet end at sidde med Haandsømmen og
gnu slig, som hun havde gjort, fra hun blev konfir-
meret! Naar hun bare tænkte paa, hvordan de sad,
naar de skulde sy et Skjørt eller falde en Garnering
. . . Tilslut havde hun da lært sig til at skjønne det,
som var iveien, naar Maskinen ikke vilde gaa ogsaa,
- det kunde være saa lidet, som gjorde det.

Men Humøret fik man nok ikke lade gaa ud over
den, for da sa' den bare spændt nei!

Hun sad saa optat disse Dagene paa, om Kielsberg
klarede Husleien, - den var blet forhøiet ogsaa til
Sommeren, - og Fru Thorsen kunde vist faa to
Leiere for én nu paa denne Tid af Aaret . . .

- Der kjørte Vognen ind igjennem Portrummet!
Fruen og Frøkenerne var steget af ved Gadedørstrap-
pen.

SIDE: 251

Maden havde staat færdig, og Suppeterrinen blev
baaret ind i en Fart, Grossereren likte aldrig at vente.
- Og Maisa fik ogsaa sit Bræt med opøst Suppe og
deilig sprængt Oksebryst med Stuing til.

De var saa høirøstede, - og sligt Prat og Liv idag
inde ved Bordet. Juristen og Anton snakkede, og
Fruen og Signe la sig ind med.

"Skal ikke Jomfru Jons ha sig et Glas Øl til Salt-
maden?" raabte Grossereren, da Lena bar ind Fadene;
- hun hørte paa Stemmen, han var rigtig i Lune - -

De sad aldrig længe tilbords der i Huset; Grossere-
ren var saa hastig af sig, og han sa nogetslags kort
kvikt, før han gik op for at sove Middag.

Efter Bordet kom Frøkenerne ud for at bese Signes
Kjole og, hvad Maisa havde udrettet, medens de var
borte; og Anton gik og plystrede ind og ud kalvbenet
og fedladen.

"Nu véd De, hvormeget der skal til, for at et Fruen-
timmer kan bli gift, Jomfru Jons," kastede han ind,
uden at nogen svarte . . . "Før De kan stable op slig
en Haug med Skjørter og Kjoler, maa De ikke under-
staa Dem til at ta en Kjæreste, hører De! - - De
tænker naturligvis aldrig paa sligt De - he he he."

Han saa, Moderen kom, og drev indover Gulvet.

Han var begyndt slig at jøne paa det sidste; hun
havde saa tydelig skjønt, at det var, siden han traf
hende ved Lygtepælen den Theateraften . . .

Signe stod og viftede lidt op for Ledigheds Skyld med
Armene for at kjende paa Ærmeringingen, medens
Maisa rettede og fæstede med Knappenaaler paa den
lyse fine Uldmouselins Morgenkjole.

" . . . Dette kan ende underligt, det Mor!" kom Anton
ind. - "Det kan det saa vist, som jeg heder Anton!
- Statsraaden kalder ikke Far op og spør om hans
Tanker om Handelsloven uden, at der er en Mening
med det -"

"Du véd da, Far ikke har Tanke paa sligt," ind-
vendte Fruen med Vægt.

SIDE: 252

- - "Og saa ender det med et" - han skrev et
Kors paa Brystet.

"Far har jo ikke den ringeste Sans for den Slags,
véd Du."

Anton plystrede nu sin Anskuelse -

"Pas paa - pas paa!"

Fruen undersøgte omhyggelig, om Morgenkjolen
sad:

"Ja det er jo saa godt som hjemmesyd bare kan
være, Signe."

"Elegant!" - erklærede Anton og gik rundt om
hende . . . "med den skal den unge Frue spasere paa
en eller anden Altan i Schweitz, - beskue Finsterahr-
horn, Mont-Blanc og saa videre -"

"Han har faat det saa ufordragelig nu om Dagene
Anton," sa Arna, - "han væver saa herinde."

"Det er nok værre det, at hun skal beskues," mente
Mama; - "der vrimler naturligvis af fornemme frem-
mede, som nok ikke tar Dragter fra Jomfru Jons, -
kan Du skjønne . . . Ikke for det, der er da ogsaa ad-
skillige her hjemme, som forskriver."

"Du har da Raad til at gjøre saa meget Du vil af
det, Mor!" henkastede Signe.

"Jeg? - - jeg har nu hjulpet mig i saa mange
Aar med det, jeg kunde faa kjøbt her i Byen . . . Men
de, som er lidt Herskaber, tar dem jo fra Udlandet -"

"Og det kan jo saa godt hænde, at Far og Du blir
bundne paa Slottet og i Stiftsgaarden - nu, Mor." -

Saa var det da tilslut en Peignoir, som skulde maa-
les ud og sys i Eftermiddag, og de fik Modejournalen
ind for at udfinde Façonen.

"Hvad synes Du? - End den, Mor? - - eller den?
Jeg tar den jeg - hvad Mor?" -

" . . . Jeg staar rigtig og tænker paa, - om det blev
saa, at I lagde Veien om Paris, Signe? - - Du skulde
holde lidt paa den Ruten, synes jeg, - saa kunde vi
kanske faat kjøbt et og andet hjem ogsaa. - - -
Det kan være noksaa sikkert at ha Dragter, som man
véd, staar for Kritiken, - om man kunde bli nødt nogen-

SIDE: 253

gang til at repræsentere lidt . . . Det blev jo saadan ud-
mærket Anledning, og Du véd, hvordan jeg vil ha det"
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- - Maisa var nok saa fornøiet, da hun drog hjem-
over om Kvælden og var færdig med altsammen hos
Tranems. Og saa vel, som det havde gaat hele Tiden;
det Hus havde hun da sikkert nok!

Nu havde hun en otte Dages Arbeide hos Konsul
Schou, inden de skulde til Søbad i Aasgaardsstrand.
Det var nu der, hun trivedes bedst alligevel af alle de
Steder, hun vankede, - det var Folk, som holdt én i
Agt det og skjønte, at en fattig ogsaa kunde være
ærlig . . .

Men saa var hun ikke bortbestilt heller mere for
Sommeren. Og de reiste paa Landet nu den ene efter
den anden . . .

Hun var netop skraad fra Slagterboderne over i
Storgaden, da Kielsberg stoppede hende midt paa
Fortoget. Han kom, saa det blinkede og blikstrede i
Brillerne -

"Jo, De fik da Ret, Maisa, - det faldt ganske rigtig
ned paa Næsen af mig, og De kan tro, jeg snappede
til! - Der kommer et svensk Skuespillerselskab paa
Klingenberg i Sommer, og den, som fik kapret til sig
Ansættelse som Recensent med tolv Daler Maaneden,
det var jeg det, - akkurat, som jeg gik og tænkte paa
at skele hen i Avertissementerne efter Huslærerpost!
- Saa opsætter man Fortvivlelsen til Høsten."

Han var saa ivrig; det var ikke om andet end alt
det, han skulde udrette, naar han drev paa som et
Jern nu i tre Maaneder og gjorde en Dag til halv-
anden, - bare friskede sig om Kvældene paa Klin-
genberg . . .

- "To Fribilletter - og halvotte - efter første Akt
- hvad Maisa? - Tror De ikke, vi kunde ha det nok-
saa fornøielig der? -

Jo det stod det ikke paa, mente Maisa.

"Og har De nu trællet fra Dem hos Tranems da?"

"Jeg mener, det er rent en Lykketorsdag idag, jeg,"

SIDE: 254

lo hun, - "det har været bare Solskin der i Huset
ogsaa. Der var saadant Humør idag saa . . . De holder
nok svært paa at komme op i Fiffen, - Grossereren
havde været kaldt til Statsraaden ogsaa, hørte jeg."

"Aha saa, - kaldt op til Statsraaden! - Og hele
Huset skinner? . . . Det skal jeg sige Dem, hvoraf det
kommer: - Der blir en Statsraadspost ledig; han tar
Afsked den gamle i Revisionen, - og saa mener man,
at der bør én fra Handelsverdenen ind i Regjeringen;
- idag stod der just en fulminant Artikel i Avisen om
den Ting. - Saa har de vel faat sine store Drømme
der i Huset; - her er fælt meget af ledige Ærgjerrig-
heder om Dagene."

Nei, om Maisa skulde komme til at sy i et Stats-
raadshus ogsaa nu! - Men, det var sandt, - de vilde
jo forskrive fra Paris; Søstrene Berg gjorde det ikke
længere engang -

Jo-o, nu forstod hun saa greit, hvad der gik af
dem idag! -

Luften laa tung og hed og uigjennemsigtig over den
halvt uddøde Hovedstad. Af Gadestenene og Træ-
vægge stod Steghede, af Murhusene Bagerovnslum-
merhede; - udenfor Bryggerne laa Vandet lunket,
dødt med alskens Træstikker og flydende Affald i;
- om Ankerkjættingerne samlede Sjøen en olieagtig
Hinde med blaalig Perlemorsglans, og viklede sig en
Manet eller saas én dybt ned i det grønne. Hullede
Fiskekister laa og flød og gulpede tørstegte ovenpaa i
Kanten; - - - og sagte mat Dødvand udover mod
Hovedøen - ikke Spor af Speil i det . . . Akershus's
Fæstningsodde med Mure og Volde og Træer og Bryg-
ger, Seilbaade ved Pælene og okkergule Badehuse var
sovnet ind og vaagnede ikke engang ved at dens egne
Kanoner skjød til Skive mod en flydende Blink, og
Kuglerne hoppende satte Skumstøtter langt udover.
Ekeberg og Grønlien var halvt forsvundne, Oslo og
Grønlandsleret laa og gispede, og nede ved Mundingen

SIDE: 255

af Akerselven hørtes den monotone Hamren paa Jern-
plader fra Nylands mekaniske Værksted. Landeveien
op til Grefsen rækede sig i Solen ud til den firdobbelte
Længde og lod én sluge Lerstøv og græde Øinene be-
tændte, saa man saa som i Taage og stansede stegt
og sved ved alle Bakkerne, der havde formeret sig til
det uudholdelige baade i Drøihed og Mængde. Man
hjalp sig lidt ved at se tilbage og tænke paa Kvalmen
dernede, - Hededimmen laa rugende urørlig, uop-
hørlig med et og andet mat Blink i over Stadens Hus-
tage, uden et Vindpust i sig, - Træerne i Alléerne
støvede og sløvede med hængende Blade opgivne af
Tørst, medens Spurvene badede sig i Sandet neden-
under. Og i Gaderne forsøgte Vogne med Vandsprøi-
ter forgjæves at forfriske Brostenene -

Ødt og dødt, stille og kvalmt . . .

Men om Kvældene var der Liv; - Folk skulde ud
til Klingenberg Theater og se paa Gurli! - - Der
var en hel Gurlifeber udbrudt blandt Hovedstadens
Sommerpublikum, og fuldt, kogende varmt Hus hver
Aften med Luftning fra Dørene og et svedende, tæt-
pakket Publikum, Straahat i Straahat, helt ud til Ind-
gangene. - Der var Klappen og stormende Fremkal-
delser, Regn med Blomster, saa ofte Teppet faldt, -
og en surrende Strøm af snakkende, interesserede
Mennesker, som maatte lufte og svale Heden af sig
ude i Etablissementets Gange og Forfriskningssteder . . .

Og for hver Kvæld sneg Feberen sig videre; man
reiste ind langt ude fra Løkker og Villaer baade til-
lands og sjøs for at se Gurli - -

Maisa var hos Bager Antonisen nu om Dagene; -
det var græsselig hedt der, Gaardsrummet lumrede fra
Bagerovnen, og det kjendtes helt ud til Stuen bag
Butiken, hvor hun sad. Og saa al Solen deres! - lige
ind i Ruderne, saa de maatte ha saameget Gardin for,
at det blev aldeles mørkt, skulde de berge sig.

Men glad var hun, fordi hun var kommet til at sy
der igjen nu, saa mange af de, hun ellers havde Søm
hos, var paa Landet. Det var ikke saa let at finde

SIDE: 256

Arbeide midt paa Sommeren. I Vinter havde hun
været saa heldig og havt saagodtsom hver evige Dag
besat; - men fra Juni kom, havde der været nok saa
meget Studering paa, hvordan hun skulde klare sig;
- hun havde maattet sidde ledig baade den ene og
den anden Dag og set til at faa hjulpet sig med Søm,
som hun kunde ta hjem til sig. Synderlig rar For-
tjeneste blev der ikke af det; og ikke var det saa let
heller, altid at faa sanket saavidt sammen, at det blev
ordentligt Arbeide for hele Dagen, - saa det havde
faat staat til nu baade her og der, baade hos Bager
og Kjøbmand; - hun havde nok faat Lykke til at ta
paa Kridt.

Og paa Kaffe og Brød havde det gaat i de sidste to
Uger, før hun nu igjen havde truffet Madam Antoni-
sen og faat Arbeide der. - Madam Antonisen havde
set skjævt til hende helt fra i Vinter før Jul, da hun
gjorde Ophævelser med at komme -

Det var rigtig saa godt at være i skikkeligt Hus
igjen! - Det var det ferske, varme Brødet til Kaffeen,
naar hun kom der, mens det endnu kjølede i Skyggen
Klokken otte, og Dørklokken ikke stod to Minutter ude
i Butiken. Men saa blev det da varmt nok, naar hun
fik siddet lidt, fra denne velsignede Bagningen, som
Svendene og Drengene havde været oppe med hele
Natten.

Og Snakket og hele Humøret der i Huset stod jo
paa, enten denne Deigen havde hævet sig rigtig eller
ikke. Antonisen var ikke grei de Dage, Brødet havde
Ulykken med sig og blev for tungt og fast eller sprak;
- han skjændte og dominerede og vilde sige op Sven-
den, som ruinerte ham, sa han, og figede op Ungerne,
naar de kom iveien.

Hun havde gjort sig nok saa smaa for at bli God-
venner igjen med Madam Antonisen; - men der var
ingen anden Raad, vilde hun se Skillingen i Haanden
igjen.

Og Penge maatte hun ha, skulde hun kunne komme
ud paa Klingenberg Theatret med Kielsberg og greie

SIDE: 257

sig med Pynten og Hanskerne og det, som skulde til
for at se ordentlig ud.

Men huf, hvor én altid skulde vri' sig og svede for de
Pengene! . . . Hun kunde ikke med den gamle Hatten
længere - saa ofte, hun havde pudset den op nu -

Hun havde bedt Madam Antonisen om at faa for
fire Dage forud. Men det kom an paa Antonisen, hvad
Humør han var i; - og det kom nok igjen an paa
Deigen, - at han ikke gik og turede paa, at han blev
ruineret igjen.

Hun havde ikke set ham endnu idag, - og Brødet
til Kaffeen, - hun studerede det med sine Tvivl uden
rigtig at komme til noget fast, - det var vist ikke
tungt, ikke saa let og luftigt heller - - saadan mid-
dels Bagning vel, - saa det kom an paa -

De havde ikke mere end saavidt Klæder paa nogen
i Huset for Heden; - og Antonisen kom ind forpustet
og rød og sved og tørkede sig om Ansigtet og i Nakken;
- det saa ud som Uveir, - det var nok det, hun havde
kjendt paa Brødet. -

Nei han var i godt Humør, det hørtes paa Stemmen.
- - Jo, nu saa hun det, Brødet var fint det - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Maisa havde været i Theatret ret som det var i
Sommer, naar Kielsberg bød Billet. De havde ogsaa
mødtes paa Bryggen en Søndag Eftermiddag og taget
med Baad over Havnen til Grønlien og Ekeberg - og
nu talte han om en anden Søndagstur opover til Mari-
dalsvandet.

Saa knebet og ondt, det kunde være mangengang nu
om Dagene, og, om hun ikke vidste noget for sig til de
næste, - naar hun skulde didud paa Theatret, var det
som strøget af hende altsammen . . . Hun mærkede,
hun ordentlig gik og lo bare, fordi hun kjendte Billet-
ten i Lommen.

Han havde det svært stakkar, med al denne Læs-
ningen og saa træt ud ofte, naar hun traf ham der-
udenfor ved Indgangen.

Men kunde hun være ham til nogen Trøst saa -

SIDE: 258

Det friskeste, han vidste, sa han, det var hende, naar
hun kom slig, saa det lyste af hende, fordi hun skulde
more sig.

Hun maatte jo være forsigtig paa saa mange Kanter,
det begreb han ogsaa. - For ikke gik det an, at nogen
vidste om det derhjemme i Gaarden, allermindst hos
Dørums eller Fru Thorsen, at de to var ude sammen
paa Moro; - de vilde fatte Tanker, og Dørums ikke
ventet længe med Opsigelsen. De skiltes da ogsaa altid
ved Hjørnet af Brogaden de Aftener, de gik hjem sam-
men, for ikke at bli set paa de Kanter, og hun maatte
passe at komme en god Stund ind af Porten før ham.

Og ude paa Klingenberg kunde hun jo saa let møde
baade den ene og den anden fra Husene; - Anton
Tranem og Jakob Schou havde hun set Snuppen af
flere Gange derfremme; og det kvap skikkelig i hende
en Aften, hun og Kielsberg var ude mellem Akterne
. . . Hun skrællede netop en Appelsin og bød ham, da
hun kom til at se sig om. Et Stykke bag dem blandt
Publikum gik saamæn Fru Tranem og Tante Rask og
Grete og Arna med Theodor; - de var vist kommet
ind fra Løkken for at se Gurli. Og hun fik da Fart
paa sig for at komme ind i en af Spasergangene og faa
Buskene vel mellem dem . . .

En kunde jo være for ængstelig; - men, sad ikke
siden baade Fruen og Tante Rask derinde i Theatret
og keg med Kikkerterne bagover i Mørket, retsom det
var; - hun havde ikke godt af sig hele den Aften.

Kielsberg havde gjort det saa, at de fik Siddeplads
i Parterret, saa de havde Udgangen bag sig, naar de
drog ud mellem Akterne, og ikke behøvede at gaa
fremover i det stærkeste Lyset. Og forresten fik det
saamæn være, - ved Armen hans vilde hun nu gaa,
naar han bød hende den, og de skulde ud i Haven og
faa en Appelsin og Brus eller Øl.

Han mødte ellers ofte nogen, han kjendte, derude
og hilsede paa, og var da nok saa forsigtig med at gaa
afveien for ikke at sætte hende ud for noget. - Men
engang, de gik sammen der, - hun maatte le endda

SIDE: 259

naar hun tænkte paa det, - og de traf en ung Dok-
tor, som tog til Hatten og satte store Øine og saa efter
dem, strøg han noksaa stolteligen og værdig med
hende bortover til Lysthuset, hvor han vilde bestille Øl.

"Det gik nok over min gode Ven Kamstrups Fatte-
evne det, at jeg skulde ha ordentlige Damebekjendt-
skaber," sa han rent kryt.

" . . . Det er ogsaa en af Møierne at holde sig sine
Kammerater fra Livet, Maisa! - Man vil ikke ha dem
til at kige ind i sin Fattigdom . . . "

Han sad og skrev med Blyant til Avisen om Skue-
spillet endnu, medens det ringede til næste Akt -

"Nei nei, bli siddende her, Maisa" -

Og neimæn, om hun brød sig om Stykket! . . .

Det var ingen Nød om Arbeide længere nu. Midt i
August var de kommet hjem hos Jürgensens, og Maisa
havde havt nok at gjøre baade der og hos Konsul
Schous og Brandts med Høstdragter.

Tranems havde ogsaa budsendt hende; men hun
havde slet ikke kunnet love sig did før første Uge i
September; det var sent nok, - de gik alle fire der og
ventede paa Pudsen for at kunne vise sig ude.

Nu havde hun siddet der i flere Dage alt. - Fruen
var blid og huskede hende med Chokolade, naar der
kom Visiter om Formiddagen, eller med The om
Eftermiddagen, - de havde jo sligt Brug for hende.

Men Maisa mærkede straks første Dagen, hun sad
der, at der ligesom var kommet mere Sving i det hele
her nu. De snakkede om nyt fint Brüsselerteppe til
Stuen og mørke Ribses Gardiner.

Og havde ikke Karelius, Kudsken, alt faat to smaa
blanke Knapper i Kraven paa Frakken sin, - bi lidt,
det blir nok til Snorer og Lidser ogsaa! - - aldrig
før havde hun vidst, han hed saa stort som Svendsen,
som de nu raabte paa.

Saa det var vel saa, at det retnu blev Statsraadinde,

SIDE: 260

Fruen skulde kaldes. Det stod jo paa Udnævnelse nu
hver Dag, havde Kielsberg sagt.

Men kjedeligt var det med denne Anton, som gjorde
sig saa ofte Ærind gjennem Forværelset og jønte og
vilde indlade sig med hende! - Det var slet ikke mere
end saavidt, hun likte hele Maneren hans, naar han
blev staaende der og forsøgte sig; - han havde slig lei
Plir bagom i de lyse Øinene og var blet rigtig paa-
gaaende, saa hun gav sig tæt ivei med det, hun havde
for sig, for at vise, hun ikke vilde ha det mindste med
den Junkeren.

Men det lumrede om Ørene; - han maatte vist ha
set hende paa Klingenberg i Sommer alligevel, og faat
en Mening om hende . . .

Det var nok lidt tomt for Fruen efter Signe, hun
kunde vel ikke snakke saa rigtig ud, det hun tænkte,
til Arna. Og Grete havde nu faat Opdragelsen saa
rent hen i en anden Tid i Huset; - hun stod der med
de raadløse Øinene sine og lod dem føre paa sig, hvad
de vilde, Visitkaaber og Visitdragter.

Fruen spaserede hen til Statskonduktørens hver For-
middag; de skulde ha det svært fint hos sig; Grosse-
reren havde da leveret ti tusind Daler kontant paa
Brættet i Medgift, fortalte Arna.

Men Maisa maatte sige i sit Hjerte, at naar de fik
forskrevet fra Paris saa elegante Høstplag - baade
Fruen og Frøken Grete og Arna, - og det saa maatte
rent ud sprættes op og forandres i Maalene og sys om
igjen, saa var det ligesom Bomuld i Ulden alligevel
med denne udenlandske Herligheden. - Snittet og
Façonen blev jo hængende ved naturligvis og saa det
fine Udstyret; - men jamæn blev det nok saa meget
norsk i det ogsaa; - og saa dyrt! - at det var gjort
slig ved herhjemme, maatte jo ingen vide om for alt
i Verden! -

Der kom Georginer og Høstblomster ind fra Løkken
til Vaserne i Værelserne, og Æbler og Pærer og Kurve
med Ribs og Solbær til Syltning. Hele Sukkertopper
blev bragt over Gaarden fra Boden for at smeltes i

SIDE: 261

den store, fortinnede Messingkjedel, og Tante Rask stod
der i Kjøkkenet mellem Krukker og Svineblærer og
Baand til at binde om dem.

Hun svævede ind og ud med langt hvidt Forklæde,
Kjoleskjørtet opbrættet og med en eller anden glø-
dende Prøve paa en Asjet, som hun blæste paa og
kjølte underveis, for at høre, om Fruen trode, det blev
stivt, og forlangte Arna ud for at hjælpe til med at
plukke og rense Bærrene, og for hver Gang kom der en
Lugt af brændt Sukker gjennem Kjøkkendøren fra
Komfyren.

Det brasede og smettrede og sprudede dernede af
det, som kogte; - det var som en hel Sus der idag. -

Maisa sad og syde og tænkte paa, at hun skulde
møde Kielsberg iaften . . .

Hun var som paa Livet hver Gang, hun skulde træffe
ham, - det var jo ingen Endskab at se, naar hun saa
rent gav sig hen i dette . . . Men ikke skjønte hun, hvad
hun havde havt at glæde sig til før i Verden. Hun
huskede paa, hvordan hun gik der alene hjemover i
Mørke og Regn og alskens Veir - - fra Sømmen og
i Sømmen og til den igjen - og kogte Kaffe og grun-
dede paa Kjolerne . . .

Bare ifjor ved denne Tid! -

Ja da ja; hun havde ikke vist noget bedre dengang -

Han var jo saa gruelig snil og ligesom saa oprigtig
og fortalte hende om alting; - men, hvad han egentlig
kunde tænke og mene om, hvordan det kunde bli en-
gang frem i Tiden . . .

Han gik og fortalte hende om, hvordan han havde
havt det deroppe i Nordland, da han var Barn, - der
maatte være meget underligt paa de Kanter - - og
det var næsten som han tænkte, hun kunde bli med
nogengang deroppe - for Doktor der vilde han være -

Her en Kvæld kom han fra Byen med en hel fæl
ferniseret Hjerneskalle i en Pakke. Han skulde bruge
den ved Læsningen og gik og morede sig over, hvor
ræd Tilla vilde bli, naar hun kom med det varme
Vandet til Theen og saa den ligge der paa Bordet.

SIDE: 262

Det nyttede ikke, - Maisa maatte og skulde se paa
den og holde den i Haanden; - og jamæn gjorde hun
det da ogsaa!

Og saa gik han og snakkede om Nerver og Arterier,
og, at Hjertet hendes bare var et Pumpeværk. Naar
det var noget, hun ikke forstod, keg hun bare paa
Kastet med Hodet og Haaret der paa Siden ned i
Brilleøinene - det gjorde lige godt, bare han havde
nogen at snakke for. -

Huf, hun var nok saa dødelig angst for - at det
skulde bli saa, at han maatte reise ud og bli Huslærer
igjen; - han vilde ikke gaa og dreie Lermøllen her i
Byen, sa han, naar Dagene bare gik med til at tjene det,
han skulde leve af, saa han ingenting fik læst - der
blev ingen Eksamen af det. Han havde sagt saa
mange Gange nu, at uden hende vilde han alt ha git
sig paa det og tat Post . . .

Han kunde være saa grætten, fordi han havde
maattet staa og vente og kaste bort sin Tid, naar hun
kom for sent nogetsteds fra, og de skulde mødes, eller,
naar hun ikke vilde bli for længe ude for deres Skyld
hjemme i Gaarden. Han kunde kalde hende pertent-
lig og smaalig og gaa hende igjennem paa al Vis,
snakke om, at Sypiger absolut maatte ha nogen smaa-
agtige, pinodige Sider, - det hørte til Racen det! - og
saadant noget - hegle paa helt, til han havde turet
Humøret af sig.

Det hjalp ikke, hvad Lune han var i, og hvad han
snakkede om, det var lige morsomt, naar det bare var
ham saa; - han kunde, saamæn, gjerne faat baade
dængt og banket hende!

Hun havde jo aldrig havt nogen rigtig at fæste sig
til, og alle de, hun syde hos, de hang nok ikke stær-
kere ved end efter Sytraaden alligevel!

Og, skulde hun nu gaat der alene igjen til Vinteren,
og ikke havt det at tænke paa, at hun kunde træffe
ham, - det vilde blet slukket og mørkt altsammen
det. Det var ikke farligt at sige, at det var ham, som
var hele Moroen i denne Verden! . . .

SIDE: 263

- Lena kom ind med røde Hænder og dækkede
Bordet; hun havde vri'd Saft.

Der var svær Travlhed derude i Kjøkkenet idag. -
Og Tante Rask sendte en gruelig sød Plommesuppe
ind til Middagen; - hun kunde ikke gaa ind fra det,
før alt var færdigt.

Bagefter var de i Kjøkkenet og Spisekammeret og
skulde se over Krukkerne og Flaskerne og skrive Sed-
ler til at fæste paa, naar de var afkjølede. -

"Uf, - at jeg skal ha den gamle Vaarkaaben idag
ogsaa, - saa nær den nye nu var færdig! . . ." Arna
kom ind med sprikende Bærfingre; hun maatte skynde
sig og ta paa sig, hun skulde ud til den franske Timen
sin. - "Og jeg, som maa gaa Grottebakken lige forbi
Schous!"

Hun slikkede va'rt ved Munden med Tungespidsen;
hun havde vist brændt den og vilde ikke være ved,
at hun havde forsmagt sig. - -

- - "Er de - er de - alle derude?" . . . sa Anton
forsigtig i Døren; - der var han idag igjen!

"Jeg har ikke rigtig lagt mærke til det," - Maisa
traadte Dobbelttraadmaskinen, saa det durede.

Han blev staaende lidt uvis, - lysblond med Guld-
briller og Guldkjæde paa Vesten.

"Og De sidder her saa ganske alene, Maisa!"
flirede han og nærmede sig.

"Aa ikke saa alene endda, Hr. Tranem, - Deres
Søster har netop været her."

"Og hvad syr De paa for noget fint idag da?"

"Just akkurat det samme som igaar."

"Saa saa, Pariserkaaben! . . . De rækker ikke langt,
de stakkars én Mark og seks Skillings om Dagen,
De -, naar én vil more sig lidt. - Men De vil vel
aldrig more Dem, De Maisa! De ser ikke til den Kant
engang De . . ."

Han stod der og vuggede og plirede med Fingrene
i Vestelommen.

"Jeg har rigtig ikke Tid til at svare Dem, Di!"

SIDE: 264

"Saa saa, - he, he, he, - natyrlig - natyrlig, -
saa spansk saa! . . .

Hvad siger De om en Femdalerseddel - for Eksem-
pel til at more Dem for imorgen Aften ude paa Ballet
paa Klingenberg, De véd?" . . .

Han tog til Vestelommen og kastede en blaa Fem-
mer i Fanget paa hende.

"Gaa væk med den, siger jeg! - Der . . . der -
værsaagod, - eller jeg kaster den."

Hun rakte den mod ham.

"Snik snak," - lo han - - "Aa, aa, aa snak, Maisa!
- ta, hvad De faar. - Det er da ikke noget ondt i det.
Jeg siger det da ikke til nogen, kan De tænke."

"Vil De ta den igjen - straks?" . . .

Hun reiste sig og slængte Sedlen til ham paa Gul-
vet, da Tante Rask i det samme kom ind fra Kjøkken-
døren.

Maisa rev Sytøiet op fra Gulvet og satte sig braat
igjen.

"Er Far gaat paa Kontoret, Tante?" spurgte Anton
befippet.

"Jeg tænkte, Du maatte vide, at han er gaat op for
at sove idag som ellers . . ." Frøken Rask saa til den
anden Side og var frygtelig stram; - Femdalersedlen
laa der nede ved Bordbenet.

"Naa det var ikke andet, jeg vilde jeg, Jomfruen
kunde ikke sige mig noget om det," - sa han og
skyndte sig ind igjen, som han havde travelt.

"Jeg maa sige, jeg trode ikke, det var Dem, som
havde noget med at besvare saadant, Jomfru Jons,"
bemærkede Frøken Rask oprørt.

"Jeg kan ikke for, at Hr. Tranem kommer slig og
spør, Frøken!" svarte hun glødende med Taarer i
Øinene. Femdaleren laa der og brændte paa Gulvet
for hende; - - men hun kunde jo ikke gi sig til at
ta den op og række den frem nu, naar hun havde
været saa dum ikke at gjøre det straks. Det vilde set
ud, som hun alligevel havde tat imod den . . .

- Maisa sad der alene igjen; hun arbeidede med

SIDE: 265

at faa Bugt med noget ustyrligt inde i sig, - snakke
fra alligevel, hvordan det var gaat til!

Men Frøken Rask, som var saa mistroisk af sig -

Og, skulde hun nu ogsaa ha set Femdalersedlen nede
ved Bordfoden, - saa var det ikke mere at spørge om,
hvad hun tænkte . . .

Hun sad udover Eftermiddagen bagefter. - Det vilde
op igjen og op igjen, saa hun var i ét væk næsten i
Graaden . . . Det var jo rent, som de skulde faat et
Tag paa hende ved dette der i Huset - -

Og hvordan skulde hun faa denne stygge Femme-
ren fra sig igjen? . . . Dette Menneske viste sig nok
ikke herinde mere idag - hun blev kanske nødt til at
trække den med sig hjem ogsaa! - -

Hun kom til at gaa der rent, som han havde faat
nogen Ret over hende, til hun blev kvit den igjen . . .

Men ha den igjen skulde han, saa fort hun bare saa
nogen Kans til at træffe ham, - om hun saa skulde
hive den efter ham!

Aah! - hvor saadan en Flirefant kunde faa istand
Ulykke -

- Og Kielsberg? . . .

Hun havde i Heden havt det indeni sig som noget
saa selvfølgeligt, at hun vilde gaa lige til ham med
det, og bare stundet efter, at hun skulde møde ham
iaften. -

Men jo mere hun saa i det, desflere Bekymringer
faldt hun i. Han kunde kanske ogsaa faa sine Tanker,
naar han hørte, hvordan saadan en Herre ude i Hu-
sene, hvor hun syde, mente, han kunde se hende an!

Hun stirrede og stirrede i det - -

Om han ikke netop straks gjorde sig det op saa, -
naar han saa, hun blev slaat i Kule med andre Piger,
mon ikke Glansen kunde komme til at falde lidt af
hende for ham? -

Hun følte en krympende Hjerteangst og begyndte at
se ligesom det haarde i de graa Øinene hans. - Hvad
brød hun sig om noget af det andet mod det . . .

Aah, - det blev som bare kolde Vægger overalt! -

SIDE: 266

Medens hun gik hjemover om Aftenen, var hun
endnu i slig Tvivl, om hun skulde sige noget til Kiels-
berg - - -

Og den Femdalersedlen, som hun gik med i Lom-
men, - end om hun mistede den ogsaa . . . værre
Kampesten! - Hun maatte kjende med Haanden efter
Stygheden den ene Gang efter den anden. - -

Hun havde ikke været istand til andet, hun havde
grædt og fortalt Kielsberg det altsammen.

Han blev gruelig sint, rent bleg og gik der fortænkt
hele Veien . . .

Han kjendte, han begyndte at faa rigtig tilovers for
disse Tranems, - slap det ud af ham; - det lod til
at være nogen, som skulde ligge i hans Vei det! -
Men han skulde da prøve at komme lidt i deres ogsaa.
- Han var ikke af dem, som ikke betalte, - naar det
ikke var Penger! - og han havde faat saa inderlig
godt Hjertelag til dem allesammen . . .

Han bare gik og bryggede saa stille. Der var ikke
nogen rigtig Trøst at faa. Men det var nu bedre allige-
vel, tænkte Maisa, for hun skjønte nok, at det var
Anton Tranem, som gik i ham ogsaa - -

Hun sad nu der hos dem idag igjen med denne
Femdalersedlen og stak og syde ganske vankelmodig
i Kaaben; hun var saa bekymret og nedslagen.

Hun følte saa godt, at der ligesom var noget i
Øinene deres. De var svært korte allesammen og snak-
kede bare snaut om det, hun havde at gjøre, - und-
tagen Arna; - de passede vel hende for at høre om
sligt. - Og Fruen talte om, naar hun var færdig paa
Onsdag; - Meningen havde før været, at hun skulde
sidde udover i næste Uge ogsaa.

Hun maatte faa fat i Anton, hvordan det skulde
gaa! . . .

Hun koldsvedede i Fingrene, da det blev Middag,
saa hun maatte tørre dem Gang efter Gang; - han

SIDE: 267

kom vist ikke ud, og alligevel maatte hun faa fat
paa ham!

Hun havde lagt Femdaleren i et Papir og holdt det
færdig.

Hun hørte dem snakke derinde, og hvorledes Sto-
lene skrabede, da de brød op fra Bordet, og Døren
kom aaben, medens de bar ud. Af sit eget Middags-
bræt havde hun bare rørt for Syns Skyld.

Hun saa ham derinde, medens hun sad som et Vild-
dyr paa Lur med hele Villien i Øinene efter, om han
blev alene paa noget Vis . . . Han stod der med Hæn-
derne i Lommen og plystrede ligegyldig, medens de
gik ud og ind om ham, og nyttede Leiligheden til at
gløtte ind paa hende.

Nu var Lena ogsaa væk, og han tog i Entredøren og
gik.

Hun var efter ham som en Pil derude, og da han
smilende vilde afværge, hev hun det sammenlagte
Papir til ham.

Som hun fo'r ind igjen, saa hun Fruens stenstille
Ansigt gjennem Døren inde i Dagligstuen . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Nei, det blev nok ikke længere end til Onsdagen
det! - Hun kunde se paa Dørene udover Eftermid-
dagen ligesom, at de holdt paa at bli lukket for hende
der i Huset. Tante Rask bare skyndte sig igjennem,
og Fruen raabte Arna ud, da hun blev siddende der
hos hende et Øieblik. De vilde ikke, nogen skulde
indlade sig med hende uden om den knappe Sømmen.

Det suste og tonte i Ørene, mens hun sad der alene,
og saa ligesom bare Ryggerne paa dem, naar de gik
ud og ind. Det var, som de næsten ikke likte engang,
at hun skulde ta i Tøiet deres . . .

Og efter Aftensbordet hed det derindefra saa koldt
og stivt, at det rent isede i hende: "Er Jomfruen fær-
dig - vær saa snil, Lena, at spørge, om hun vil ha
Penge iaften, - det blir jo ikke mere end imorgen og
iovermorgen til" - - -

- - Hele Huset havde ligget saa tungt over hende,

SIDE: 268

og Maisa været saa rent forknyt og fortrykt og bare
mærket sig paa alt, hvor galt det var blet . . .

Hun saa ikke Gaderne eller Husene, da hun gik
hjem; - det var jo gaat saa rent skammelig for hende
hos Tranems, - og skulde nu være saa skammelig
forbi - -

Og hun, stakkar, maatte krybe hjem i et Musehul
saa skammeligt, saa skammeligt, - de var jo saa
mægtige og store, at de gjerne kunde træ hende ned
under Skoen som en Flue! . . . - Hun gik der saa pint
og liden - saa liden -

Hun kastede et Blik over Broen; hun kunde gjerne
smidt sig ned som en liden Mus der i Elven, - saa
var hun væk, uden at de mærkede det i Husene hos
Brandts og Jürgensens og Kalnæs's og Schous og alle,
som kjendte hende . . .

Væk - ja, - nei hun vilde ikke væk. - Ham der-
oppe paa Hybelen vilde hun ikke væk fra; - hun
brød sig ikke om nogen af dem - ikke en Døit om
nogen af dem!

Og hun skulde synge ud for Fruen imorgen om den
gode Anton og, hvad for Søn, hun havde, - akkurat,
hvordan det var gaat til altsammen, - akkurat med
Femdalersedlen og alting - saa sandt, som hun hed
Maisa Jons! - hun fik ikke Fred, før hun havde gjort
det.

Der var ikke Tale om at sove ind næsten; - og hun
vaagnede igjen før fire paa Morgenen, saa hun maatte
staa op, for hun holdt ikke ud i Sengen længere.

Ja hun skulde synge ud! . . .

Maisa behøvede ikke at kige efter Klokken paa
Frelsertaarnet, da hun kom i Storgaden den Morgen;
- hun vidste, hun var fortidlig ude, og vandrede et
Par Gange rundt Kvartalet dernede for at drage ud
Tiden, før hun gik ind af Porten hos Tranems.

Jo hun skulde snakke fra!

Der var ingen anden at se end et Skimt af Arna,
som nok nu spiste Frokost, og saa Tante Rask, som
ikke var klædt endnu og gik med Morgenstellet.

SIDE: 269

"Det er Meningen, De skulde bli færdig idag med
det, De har siddet med, Jomfru Jons," - sa hun. - "Det
andet, vi har talt om, vil vi faa besørget senere."

Det lød saa afmaalt og forbeholdent; men Maisas
Øine søgte nok vel modig op i Ansigtet paa hende;
Frøkenen lukkede Spisestudøren sagte fast, som hun
helst vilde ha en hel Væg mellem der, hvor Maisa sad,
og Resten af Huset.

Skulde ikke hun snakke fra saa -

- "De vidste ikke i Paris, hvor svær Grete var." -
begyndte Arna at spase; hun kom ind og saa lidt paa
Søsterens Kaabe, før hun skulde gaa ud.

Men Maisa var ikke i Humør til at prate, og drev
bare paa med at faa Sømmen i Kaaberyggen under
Maskinen; den var lagt ud til det yderste.

Endelig hørte hun da Fruens Stemme derinde. -
Fingrene begyndte ligesom at bli saa forfjamset, og
det stoppede og blev galt . . .

Hun lod Naalen gaa saa langsomt og forsigtigt i
Tøiet, det hjalp til at holde Uroen nede. - Men det
bankede i Halsen, medens hun spændt ventede; og
det jog sig høiere og høiere op i hende, hvordan hun
vilde bryde løs til Fruen . . .

Naalen gik saa ret ligelig; . . . og hun traadte Maski-
nen saa ligelig . . . Hun saa ikke om sig, hun havde
begyndt at lytte saa spændt opmærksom; men hørte
ingen Ting mere . . .

Tog ikke Fruen paa sig for at gaa til Statskonduk-
tørens! - Hun hørte, hun gik ud Entréen; hun pleiede
da ellers at se ind først.

Bevægelsen slappedes med ét i hende, saa hun et
Øieblik maatte stanse med Sømmen. - Hun fik bie -

Og nu snakkede Fruen naturligvis til Signe om det . . .

- Aa, de kunde tænke saa meget . . . Hvorfor havde
hun ikke leveret Femdalersedlen straks til Frøken
Rask? - den laa jo der paa Gulvet! - Og det saa slet
ikke ud som nogen god Samvittighed at liste sig
ud i Entréen efter ham . . . Sønnen havde vist heller
ikke saa med ét faldt paa at levere hende den, havde

SIDE: 270

der ikke været nogen Opmuntring til det fra hendes
Side -

Der kom Betænkelighed paa Betænkelighed; - og
for hver Gang Frøken Rask svævede saa fremmed
gjennem Forstuen, sank Modet.

Og Fruen? - og nu Fru Torp til, - de skulde ikke
være for snare til at tro hende nogen af dem!

Hun sad der kuet og forknuget igjen, kold og sved
paa Fingrene; - hun skulde ikke komme til Stats-
konduktørens heller nu naturligvis . . .

Frøken Grete stod der saa doven og rolig og lod
hende maale og prøve i den brede Ryggen; - hun
havde vist ikke kjæret sig om nogenting, om hun saa
havde draget sit sidste Veir - -

Det ringede. - Hun hørte det paa de to Gange, at
det var Fruen, som kom hjem igjen -

Hun fik ta Mod til sig; - det kunde da ikke bli
værre, end det var.

Hun sad og prøvede paa at arbeide sig op igjen. -
Det var fast, hun vilde be om at faa snakke med Fruen,
om hun ikke nu kom ud. - Hun fortalte vel nu Frøken
Rask, hvad Signe mente - -

Og - der var hun!

Fruen havde endnu Hatten med den tætte sorte
Strudsfjær og de gule Baand og Blomsterne indeni ved
Ørene paa.

"Jeg kommer ind for at tale et alvorligt Ord med
Dem, Jomfru Jons," - sa hun og satte sig ned paa en
Stol et Stykke fra.

Saa slap da hun at begynde, tænkte Maisa, - hun
skulde da svare for sig!

Fruen lagde Hodet lidt tilbage og saa fornemt under
Øienlaagene; der var mulig en Smule Undren eller
Nysgjerrighed ogsaa, - hvad det vel kunde være, som
var dragende ved denne dog ikke ganske unge Pige
med det langagtige, lidt gule Ansigt og de tætte sam-
mengrode Bryn . . .

"Jeg vil oprigtig sige Dem, at det ikke var uden store
Betænkeligheder, vi dennegang sendte Bud efter Dem,

SIDE: 271

- rigtig store, store Betænkeligheder, Jomfru Jons,"
lagde hun til med Eftertryk og slog de smukke Øine op
lige paa hende . . . "Der er mange Hensyn og mange
Pligter, naar man skal forsvare et Hus, som andre ser
op til, - og man maa være yderst nøieregnende med
de Mennesker, man fører ind i sit Hjem . . . Jeg vil
sige Dem det lige ud, - efterat vi har Vished for, at
De fører et alt andet end anstændigt Liv, - kan træf-
fes offentlig med alskens Studenter . . ."

Maisa kvap til og blev bleg. Hun havde siddet med
Ordet paa Tungen og villet bryde løs om Anton; -
og saa kom Stødet lige i det med Kielsberg. - Blodet
strømmede tilbage i Ansigtet paa hende.

"Det skal ingen kunde sige paa mig, Frue, at jeg
fører et uanstændigt Liv!"

"Det er saa uheldigt for Dem, Jomfru Jons, at vi
isommer selv har set Dem gaa og bli trakteret og le
og fjase med en Student ude i Gangene og i Theatret
paa Klingenberg. Min Søn, Theodor, var med os; -
og jeg maa sige, vi trode ikke vore egne Øine . . .
Vi kunde jo foretrukket ikke at ville havt Dem her
mere . . ."

"Naa saa, - naar De vil vide det, Frue," brød det
løs med Taarerne ud af Øinene, - "saa var det med
én, som jeg kjender . . . De træffer ikke mig med al-
skens Studenter - - og ikke spenderer eller trak-
terer han paa mig uden det, at han havde Fribilletter
der."

"Er det én, som vil gifte sig med Dem?" spurgte
Fruen tørt.

Maisa saa paa hende med aaben Mund, forbavset og
forvirret . . .

"Det er en Student," - kom det saa.

"Jeg spør, - er det saa, at De vil sige, at De er
forlovet og skal gifte Dem med ham?"

"Han kan nok ikke det," stammede hun, - "han
stræver selv for at komme frem - og . . ."

"Saa tilstaar De jo selv, hvad Slags Forhold det er."

Maisa drog efter Veiret og blev drivende hvid.

SIDE: 272

"Han har ingen her i Byen . . . ingen uden mig,
som han kjender," - kom det svælgende - "og -
at jeg holder af ham, ja det tilstaar jeg, Frue." -

Fruen kneb noget spodsk Øinene og Læberne med de
lidt bløde dunede Folder sammen . . .

"Hvor meget eller hvor lidt, De kan være betaget af
ham, Jomfru, maa De ikke forlange, at jeg skal ind-
lade mig paa at drøfte. Jeg vil blot gi Dem at be-
tænke, om De rigtig indser Følgerne?" . . .

Maisa skjønte, at Hugget nu faldt, og saa bleg ind
i Fruens Ansigt; hun ligesom ledte under de side Øien-
laag efter Udtrykkene. Tonen blev saa langsom og
forsigtig:

"Tror De virkelig, at nogen af de Huse, som i god
Tro har optaget Dem, saa De faar sidde lige inde i
Familien, vil ha hos sig en - et Fruentimmer, som
- flakker om paa offentlige Steder med Studenter og
ikke har Agt for et hæderligt Omdømme" - -

Nei, - nu fik hun faa det om Anton! . . . stor-
mede det op i Maisa. - - Men hun tog sig igjen.
Havde det været for det, hun saa paa Klingenberg, saa
havde Fruen ikke behøvet at komme med det først
nu, hun havde Brug for det . . . Der nyttede nok ingen
Forklaring om Femdaleren andet end til at sætte ondt
Blod -

"Dette gjælder jo ikke bare os, - alle vore be-
kjendte, som De syr hos, vil jo spørge efter Aarsagen,
naar de hører, vi har maattet skille os med Dem . . ."

Maisa saa i Panik saa tydelig som i en Ring om
sig alle Husene, som holdt Ret paa hende, - Dør
paa Dør vilde de smelde igjen, og hun stod der brød-
løs og udstødt paa Gaden; - hun vidste, hvad det
vilde sige - -

Hun slog et Par Øine op, som søgte Hjælp hos en
Medkvinde, og der fo'r en flygtig Rødme over Fruens
Ansigt; - men hun havde jo sin Anton at vare.

. . . "Og skjønt vi har set Dem med vore egne Øine
derude, har min Søster villet paatage sig den ubehage-

SIDE: 273

lige Forretning at forhøre om Deres Forhold der, hvor
De bor. - Vi vil kunne gi fuld, hel Grund." -

Maisa følte, hvor pent Døren lukkede sig for
hende . . .

Og ligedan vilde det gaa hos Statskonduktørens og
Schous og Brandts og KalnæsŽs og allesammen, - den
ene efter den anden -

Det blev saa hedt i Hodet en Stund. Hun var ikke
rigtig ved sig.

. . . Derude hos Dørums, - tænkte hun - der fik
hun ikke noget daarligt Skudsmaal; - men det kom
sig an paa, om det hjalp noget; - hun havde set i
Øinene paa Fruen, at det var Anton om at gjøre . . .

Foden, som traadte Maskinen, stoppede, og hun
mistede sig ligesom af og til - - Og saa drev hun paa
igjen for at komme fra Tankerne . . .

Det ringede og kom Visiter, og de gik igjen - -

Lena saa saa forlegen bort og til siden, da hun kom
med Kaffebrættet; hun skjønte nok, der var noget
paafærde . . .

- Og ved Femtiden kom Frøken Rask hjem igjen . . .

Hun havde snuset bra, vel; det vilde vise sig nu,
hvad de havde faat paa hende - - hun fik nok høre
det! - -

Der begyndte af og til at bølge op et Raseri indeni
hende; - hun skulde bare trædes ihjel, hun . . .

Det varede en god Stund, at de snakkede derinde.

Gad nu vide, hvad hun har hørt, - tænkte hun
trodsig, - de er nok rent opraad for noget! . . .

"Det er vist bedst, De lader Spisestudøren staa lidt
aaben, Lena; - det kan bli koldt derinde hos Maisa" -

Det var Fruen, som sa det; og det virkede saa
underlig stærkt, næsten saa Maisa skjælvede; - hun
trode at høre noget, som lignede Muligheden af Barm-
hjertighed i det.

Hun speidede paa Frøken Grete, da hun kom og
spurgte til Kaaben sin, - om hun kunde være en
liden Tomme blidere; men det var ikke meget at op-
dage under den Velmagten.

SIDE: 274

Da Frøken Rask siden viste sig i Spisestuen, kastede
Maisa et lynsnart Blik hen paa hende fra Symaskinen
for at komme efter, hvad Minen sa. - Frøkenen gav
sig ligesom saadan Tid og Ro med at ta op og lægge
ned Dækketøi i Buffetskuffen; hun lagde det hen paa
Stolen ovenfor, saa Maisa saa hende hver Gang.

Og før Aftensbordet kom Fruen ind i Døren, hun
stod, saa én ikke rigtig kunde se Ansigtet for Lampe-
skjærmen.

"Det er jo ikke blevet til noget videre med Sømmen
for Dem idag, Jomfru Jons, - som rimeligt er," -
lød det noksaa venlig. "De faar komme igjen imor-
gen og sy Gretes Kaabe færdig. - Stolemagerfamilien
gav Dem jo et ganske godt Skudsmaal." - -

- Det dagedes ligesom i Maisa . . . Hun kunde ikke
sige, hvor hun trak Veiret let! - Det var rent over-
stadig, som det kom paa hende, at der vist ikke læn-
ger var noget saa farligt paafærde hos Tranems!

Jo, det var over, - det var over . . .

Aa, for et Læs, hun havde gaat med for Brystet . . .
Men, hun hørte det straks paa Fruens Stemme til
Lena, at de ikke mente længere rigtig at sætte hende
udenfor - -

Og siden da. - "De faar komme igjen imorgen og
faa Gretes Kaabe færdig." - Hun mente det saamæn
bra Fru Tranem, - hun havde nok sin Maade at ha
Hjerte paa, hun ogsaa -

Aa jo da, det var over, - neimæn, om hun havde
noget mere at sørge for nu. Hun kjendte det saa vel
paa sig, - det var ikke noget at tænke paa det -

Hun maatte sige, hun var saa kiste, kisteglad, fordi
det var gaat slig - saadan, som det saa ud. - - Huf!
- hun huskede Fruens Ansigt, hvor fast hun havde
sat sig paa at faa hende væk, fordi hun var ræd for
Anton.

Nei, det nyttede ikke at tænke paa det, - over var
det nu!

Men, hvorfor de med ét var blet saa blide igjen?
- hun maatte komme tilbage til det i ét væk. Det

SIDE: 275

var rent ud, saa hun ikke kunde greie det, - som det
vilde gaa rundt og rundt for hende . . .

Det var jo Anton og hende, de var blet saa opjaget
for; - og saa havde de taget sig til at beskylde hende
for en anden for at faa hende afveien, saameget var
nu vist. - Og saa var de med ét blet blide igjen,
fordi Frøkenen havde hørt det, som var bra om hende,
ude hos Dørums?

Ikke var det til at fatte eller begribe!

Det blev som en Floke, hun ikke kunde andet end
nappe og nappe i for at faa Traaden fat . . .

Ja det samme fik det nu være, - over var det! -

Kielsberg vilde hun træffe iaften, - aa, saa inder-
lig lettet hun var! - Men nei, - hun vilde ikke sige
ham et Ord om dette. Naar han spurgte, vilde hun
bare sige, at nu var det blet bra igjen, og der var
ingenting mere om det; - hun likte ikke at staa saa
fattigslig for ham, som om, det bare havde hængt paa
Nøden og Nippet med hende. - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Det blev først næste Morgen, hun fik snakket
med Madam Dørum; - hun havde jo ikke villet for-
høre selv, tænkte, hun fik nok vide det.

Madam Dørum var nok saa opkjørt og syntes vist,
det var ganske leit at fortælle, at der var kommet saa-
danne Efterspørgsler.

"Men saamæn, - Frøkenen hos Grosserer Tranems
havde da været der igaar og villet forhøre om Jomfru
Jons og alle hendes Omstændigheder. Hun havde vist
trot, der skulde være noget at sige paa hende og tænkt,
de her husede nogen, som ikke førte et saa rigtig Liv
 . . . Hun havde da faat Svar; - og det havde baade
Madamen og Dørum udsagt, at saa bra og flittig og
stræbsom Pige og én som var saa pen for sig i alle Maa-
der, det skulde én nok lede efter; - og saa akkurat be-
standig paa Maanedsdagen til at betale for sig! Ja hun
havde jo ikke havt med at lægge ud for den fine Frø-
kenen, at Maisa som andre fik la staa en Stund en-

SIDE: 276

gang imellem . . . Men hun var da gaat med Besked
- den Skravleskjæra!" - - - - - - - - - -

- Jo da, det var i sin Orden igjen; - det vistes
paa al Ting lige til Lena, som var saa snaksom og
undredes paa, om der ikke havde været klaket og fros-
set paa Grønlandsleret imorges?

Det var saa hyggeligt med den korte Sol inde paa
Gulvet nu, Morgentaagen var væk, medens det lunede
fra Svenskeovnen inde i Spisestuen, og de gik der alle
for aabne Døre og snakkede uden at bryde sig om
hende, som hørte hun til der.

Det var, som det altsammen skulde været en styg
Drøm! . . .

Fruen kom ud og stod lidt der hos hende og saa
paa . . .

". . . Jeg har rigtig tænkt meget paa Dem, Maisa! -
- Min Søster fik høre alting om Dem derude af denne
Madamen Deres. Der er jo saagodtsom Forlovelse
mellem Dem og en pen brav Skomager der i Gaarden
 . . . Og næsten afgjort ogsaa, - fortalte Madamen . . .
der mangler bare et sidste lille Ja fra Jomfru Jons,"
- smilte Fruen, hun søgte at spøge svagt og satte de
store brunsorte Øine lige paa hende.

"Aa javist kan der vel være nogen Tanke fra hans
Side," bekjendte Maisa parerende og lo, - "naar
Fruen endelig vil vide det ogsaa" -

"Og han tænker paa at oprette eget Værksted nu til
Flyttedag?"

"Jaha da, han har længe studeret paa det, - og har
lagt sig op det, han kan begynde med ogsaa."

"Saa er De jo et lykkeligt Menneske, Maisa! - De
har jo syd her i Huset nu i saa mange Aar og været
saa flink og dygtig, - og ikke alene hos os, men hos
saa mange af vore bekjendte . . . Og min Søster og jeg
har rigtig tænkt for Dem, - De er vist nu en fem
seks og tyve Aar, og der kommer ikke saamange Til-
bud bagefter til en fattig Pige - det er ikke let at bli
gammel for den, som ikke har andet end Sømmen at
leve af, Maisa . . . Jeg er vis paa, at, naar vi snakkede

SIDE: 277

til endel af de andre Familier, som De har sy't hos,
saa vilde de være med allesammen; og det skulde ikke
være nogen Umulighed at faa hjulpet Dem til en god
Symaskine, - saa De kan ha en Indtægt at sætte Bo
med - - Han er vel ikke uvis paa, hvem der skal
flytte med ham som Kone i Huset?" spøgte hun.

Maisa rystede kvikt paa Hodet:

"Ja neimæn om det blir mig! - ellers skal Fruen
nok ha saa mange tusind Tak."

"Dette er nu bare Uforstand, - - én, som holder
af Dem, siger De selv, og kan ernære Dem."

"Aa Frue, han er vist saa bra, som Dagen er lang;
- men saa har jeg aldrig svaret ham slig, at han blir
narret paa mig."

"Hvor er det egentlig, De tænker Dem hen, Maisa!
 . . . Kan De forlange noget bedre end en brav Haand-
værker?"

Maisa smilte hen for sig, - hun havde sit alligevel
hun . . .

"Naar én ikke har Sind for én, saa kan det gaa nok
saa ulykkelig at gifte sig ogsaa," - undveg hun.

"Det høres næsten lidt fjollet af Dem dette, Maisa.
Det er jo saa mærkelig heldig et Parti; I kunde tjene
Penge paa hver sin Kant og grundlægge Stillingen."

"Ja jeg skjønner nok, Fruen kan synes, det er rent
urimelig af mig, - og det gjør de ude hos Dørums
ogsaa . . . og det kunde vist være nyttig for mig. Men
jeg har nu forsøgt og forsøgt," - hun satte ivei i Haab
om at faa Sympathi, - "jeg aarker rigtig ikke med
hele Skomageren jeg!"

"Det gjør mig ondt, Jomfru Jons, at De tar det i
denne lette Tone" - sa Fruen meget alvorlig. "Jeg
havde jo virkelig trot, at der var mere Alvor, naar jeg
først vilde gaa til Bunden hos Dem. - - Ja, jeg kan
saamæn ikke hjælpe det da; - jeg trode virkelig, jeg
havde fundet det, som skulde føre Dem ud af For-
legenheden, Jomfru Jons! . . .

For De forstaar da vel, at den Slags Studenterhisto-
rier kan De ikke ha paa Dem, skal De nogensinde her-

SIDE: 278

efter kunne sætte Deres Fod enten i vort eller noget
andet skikkeligt Hus?"

Sveden brast ud af Maisa, og det begyndte at snøre
sig sammen for Brystet. Hun stod der, hvor hun stod
igaar - akkurat, - saa alle Husene svimlede for
hende igjen -

- - "Kan De ikke gifte Dem med Studenten, -
og det siger De jo, De ikke kan, - saa er der ingen
anden Udvei for Dem, end at indtræde i et ordentligt
og agtværdigt Forhold! - Og skulde jeg sige min Me-
ning efter det, som jeg nu har erfaret af Dem, Jomfru
Jons," - kom det harmfuldt, "saa er det sandelig ikke
Dem, men Skomageren, jeg vilde beklage. - Hvor tror
De egentlig, De hører hjemme? - Jeg er bange, De
har tat Dem til Indbildninger - gaar med Fluer i
Hodet om en høiere Sphære . . .

Ja De forstaar nu Stillingen. De bliver i ethvert
Fald umulig i gode Huse!"

Fruen var færdig med hende og vilde gaa, men
stansede med Haanden paa Dørgrebet:

"Det gjør mig ondt, at De ikke forstaar at placere
Dem bedre . . . De har jo været en flink Arbeiderske,
- og jeg skulde ønske Dem, at De kunde se med
forstandige Øine paa Deres eget Forhold . . .

Kom nu her i Morgen igjen, og sid her i Ro og tænk
paa det; - det vil jeg ret indtrængende lægge Dem
paa Hjerte for Deres egen Skyld, Maisa! - Vi har jo
tilovers for Dem og vilde gjerne se, det gik Dem vel."
Fruens stille mørke Øine faldt deltagende hen paa
hende.

- - Hun huskede ikke rigtig, hvorledes hun havde
lagt sammen og var kommet ud af Porten hos Tra-
nems, medens hun gik der fortænkt ud over Fortoget.
Hun vidste bare, at den Aften vilde hun ikke træffe
Kielsberg og fortælle om Skomageren, og, da hun
skulde hjem ind Storgaden, skyndte hun sig med ét
til Rigshospitalet, - hun saa endnu saavidt de høie
feiende Træer mod Mørket derinde. Derfra et Slæng
skyndende opover Hammersborg med en halv Tanke

SIDE: 279

om en Besked til Marthe Mo. - - Og lidt efter var
hun i Grænsen og nede ved Torvet igjen. - - -
Klokken maatte vel være ni nu oppe i Taarnet. -
Den var bare halv; - hun kunde knapt se det i Mør-
ket, - det maatte være halv ti. - Hun vilde være
sikker paa ikke at træffe ham og tog Veien opover ind
en kort Gade og ud en anden, uden at hun havde saa
nøie Rede paa det -

Nu var hun i Nærheden af Torvet igjen -

Bare ni! -

Hun vilde vente til halv ti og gik opefter og rundt
Kvartalet . . . Hun var ikke istand til at tænke paa
andet end, at Kielsberg vilde hun ikke træffe.

Hun huskede, at det var med ét gaat op for hende
noget, hun havde rodet med og snud og vendt paa
hele Tiden i disse Dage. Tog hun Skomageren, kunde
Tranems være trygge for Anton . . .

. . . Og ikke turde hun komme for sent hjem heller,
saa hun maatte gaa gjennem Værkstedet og risikere
at træffe Elling. Han kom ligesom ud fra alle Kanter
nu om Dagene, bare hun kom hjem, - med halve Ord
og Hentydninger om hende og Værkstedet sit; - han
skulde jo begynde der tyvende Oktober, Flyttedag - -

- Hun laa og vendte og kastede sig hele Natten,
og var tidlig oppe og indom Skomager Løvstad i Bro-
gaden, før hun gik til Tranems, for at faa syd igjen
noget ved den ene Skoen; - hun vilde ikke faa gjort
det hjemme for ikke at komme an i Elling. -

Hun havde set baade Fruen og Frøknerne om Mor-
genen. De havde hilset ganske snilt og venlig paa
hende, hun kunde ikke mærke andet, og git Besked
om Sømmen. - De havde Arbeide til hende for hele
næste Uge ogsaa - mente Tante Rask.

Men det var, ligesom Fruen var saa rent amper
idag, - Lena kunde ikke gjøre hende nogenting tilpas,
- saa havde hun lagt i Ovnen, som det var midtvin-
ters, - og siden havde Vinduerne staat forlænge
oppe, saa det var blevet gjennemkoldt, og Fruen slet-

SIDE: 280

ikke taalte det . . . Og Frøken Rask havde ogsaa været
uheldig med Kaffeen til Frokosten.

Der kom Fru Torp . . .

Maisa vak til meddetsamme, hun saa hende; men
Fru Torp nikkede ganske ligegyldig; - det saa slet
ikke ud, som hun tænkte det mindste paa hende, -
lagde bare Hatten og Pelskraven af sig paa en af Sto-
lene i Spiseværelset og gik lige ind i Stuen til Moderen.

Der steg som et Skimt af Haab op i Maisa, - kanske
det hele kunde glide over igjen . . .

Det var ligesom en Beroligelse at sidde saadan uden-
for, medens de var oppe i sit, og hun og hendes idag
var rent glemt . . . Hun sad og hørte hvem, som kom,
og hvem, som gik, naar det ringede . . .

Og der var Signe alt og tog Tøiet paa sig igjen,
hun snakkede endnu rent ivrig: -

"Torp siger, at han aldrig - aldrig, Mor! - har
hørt ham saameget som nævne til noget saadant før
nu idag i Avisen. Men Schous har altid saa mærkelig
mange Forbindelser - og blir naturligvis stukket
frem netop, som Afgjørelsen er der . . ."

Det var noget, som rigtig optog dem, - ikke havde
de faat Chokolade eller Vin heller ind til Signe -

Men Maisa havde ikke Sind nu til at mærke sig
det, var glad, hun kunde faa sidde der udover Dagen
i en Krog paa Pinden, - om Uveiret kanske kunde
drive over. -

Der havde vist staat noget i Avisen, som de ikke
likte, om denne Statsraadgreien . . .

Theodor, Juristen, var længe inde hos Moderen og
snakkede i Skumringen; og saa satte Arna sig til med
en Bog inde hos Maisa, da Lampen blev tændt.

Hun bladede og bladede - det gik fort, - med
Øinene af og til halvt over Bogen . . .

"Jeg skulde, saamæn, gjerne ønske det jeg, at Schou
blev Statsraad!" - slap det ud af hende; Læsningen
vilde ikke rigtig fæste sig ikvæld, saa det ud til, -
hun sad nok med Tankerne borti Grottebakken . . .

SIDE: 281

Ja, hun havde sin Jakob hun, der var ingen, som
vilde nægte hende ham! - - -

- - Der var ikke nævnt et Ord mere om hende hos
Tranems; - og Ugen var gaat, den ene Dag dryp-
pende ned som den anden under mangeslags Tanker
og Spændinger hos Maisa medens hun sad der med
Naalen. Hun havde været blid og føielig som en Leke,
fundet ud, hvad hun vidste vilde smigre Fruen, og i
slig Beskedenhed gjort sig likt af Tante Rask. - Hun
havde prøvet at gjøre sig liden og usynlig og glemt;
- hun havde kommet tidlig og arbeidet saa længe,
hun blot fik Lov, - overrasket med, hvad de sletikke
tænkte endnu var færdig, og været saa reel og forstan-
dig og tækkelig - og munter med det . . .

Og under alt dette siddet indvendig som et døds-
skræmt Dyr og speidet og speidet efter en Udvei -

Der var og blev bare én, - kanske de glemte hende,
- kanske de begyndte at like og faa Lid til hende
saavidt, at de nu helst vilde la det glide over.

Det var Lørdag og sidste Dag idag, hun var der -
- om den nu løb af, som ingenting var, den ogsaa,
- hun skulde se Solen skinne, om det var kulsvart,
naar hun gik hjem ikvæld! -

Hun sad bare optat og ivrig paa alt deres, som nu
tilslut skulde være færdig for denne Gang; - - og
saa va'r og aarvaagen, bare angst, hvergang Døren
aabnede sig, og hun tænkte, det kunde være Fruen,
- hun vidste, hvor hun havde hende i Huset hele
Dagen -

Og Formiddagen var gaat, hun havde talt Halv-
timerne paa Klokken, eftersom den hæst drog sig; - -
og Eftermiddagen med nu lige til Thetid -

Fruen var kjørt ud i Visiter og var ventende hjem;
men kom ikke; - den blev over seks -

Om Fruen alligevel havde andet at tænke paa? -
det var jo saa paafærde, om hun skulde bli Stats-
raadinde nu . . .

Hun havde været saa rent ophidset dengang, fordi
hun var ængstelig for Anton; - men der var da kom-

SIDE: 282

met saameget andet i Tankerne for hende siden da;
hun havde vist heller ikke aarket at være saa blid
mod hende ellers hele Tiden; - - de likte hende der
i Huset, det var hun vis paa.

Om - om Fruen bare betalte! . . . hun saa hende
ligesom smile lidt og lukke halvt Øinene; det vilde
sige, at hun nok vidste, hun la' noget i Glemmebogen . . .

Om hun slap hjem igjen! -

Maskinen gik lidt i Ugreie for hende nu, Fruen kom -

Hun havde forsinket sig, hun havde været saa langt
i Eftermiddag . . . "Har her været Visiter? . . . Har Far
spurgt efter mig? . . ."

Hun seilede lige ud i Forværelset.

"Jo, Maisa! jeg vidste nok, det skulde gaa, - ende-
lig har jeg faat samlet til en ordentlig Symaskine til
Dem! . . . én til tre og tredive Specidaler . . . Jeg har
strævet og lagt mig ud for det, saa jeg ikke kan sige
det, med at træffe alle disse Familier. - Og i Efter-
middag maa jeg sige, jeg har kjørt omkring - helt
ud til Jürgensens tilsidst.

Men saa har De da noget sikkert, Maisa! - - Og
noget til kommer der ogsaa, saa De kan ha lidt til
Udstyr. - Det var Dem saa vel undt overalt, og ja
saagodtsom paa første Ord paa alle Steder. - Jeg maa
sige, de rent ud interesserede sig for Dem, Maisa!

Og, naar nu min Søster gjør sig en liden Tur didud
paa Mandag og siger Madamen der, at det lille Ja, som
mangler, nok kan afhentes, naar han forstaar at be
vakkert for sig, - saa kan der lyses, - og De være
Kone der paa Værkstedet inden Jul!"

Det sortnede og svimlede for Øinene paa Maisa; -
hun skjønte, at der var draget over hende som en
Sæk nu, Fruen havde gaat og fortalt det ogsaa om-
kring i alle Familierne.

Hun sad stille og smilte idiotisk uden at svare . . .
Stueuhret trak sig paa syv uden at slaa med sin leie
hæse Lyd, og hun syntes, det var hende selv, som drog
Veiret og holdt paa at kvæles - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

SIDE: 283

- Hun laa i en Feber hele Natten, - satte sig af
og til op i Sengen og stirrede og tænkte . . .

Det var svart altsammen . . . Det kunde være bra at
gaa lige i Akerselven, - drive der nedover - til Mun-
dingen ude ved Muddermaskinen - midt i al den
stygge Gørjen, som de vippede op; - - og Krabberne
kunde gjerne bide i hende, og Aalen sleipe sig om
hende, - ligesaagodt det! . . .

- Hun holdt paa at klæde paa sig nu, Søndags
Morgen; men fandt sig siddende med Haandklædet i
Haanden paa Stolen ved Sengen, og foran hende stod
Døvstumme-Dorthe, stille forskrækket, med et jam-
rende Udtryk; hun følte nok, der var noget rigtig
slemt nu for Maisa.

Hun aarkede ikke at klæde sig paa, - kastede sig
paa Sengen og gjorde Tegn til Dorthea, at hun havde
saa ondt, saa ondt i Hodet.

Hun blev liggende der hele Søndagen i en dump,
ond Døs, - havde en halv Tanke om at staa op i
Skumringen om Eftermiddagen; det var, som det
kunde være lettere da, naar hun ikke rigtig saa sig
selv saa godt; - men blev liggende . . .

Der bankede kun én Tanke i hende, at hun straks
vilde flytte fra Gaarden her og logere sig ind hos
Marthe Mo paa Hammersborg.

Der havde skimret som en Drøm under alligevel . . .
stærkere, end hun selv havde vidst eller gjort sig Rede
for. - Men nu var der ingen, ingen Udvei længere!

Hun saa Moderen for sig, - - og de lange, mørke
Piletræer, som sopte der i Hospitalshaven, - - det
var hende, de sopte nu, - rundt og væk derinde i
Graaskyerne . . .

Der begyndte at dæmre en Tanke eller Villie i hende.
- Hun fo'r op og klædte sig.

Ved den Tid, hun vidste, Kielsberg gik ud og hun
pleiede at træffe ham Søndags-Aftenerne, smøg hun
ned af Trappen.

Hun gik med Tanken som en Taage i sig. - Det

SIDE: 284

var forbi nu altsammen, - Kielsberg skulde ikke
komme hende ved mere . . .

Hun tog sløv den vanlige Vei indover.

"Undres paa, hvor De har gjort af Dem, Maisa?"
kom han utaalmodig imod hende allerede et Stykke
inde paa Fortoget i Brogaten, - "jeg har jo ikke set
Dem næsten hele Ugen.

Gjør ingenting, om jeg venter, jeg har min Over-
flødighed paa Tid at ta af jeg, mener De? . . . Jeg
kan bli Doktor om ti Aar jeg! - Men for alt det, jeg
ser til Dem nu, kunde jeg gjerne gaa i Gabet paa
Huslærerposten oppe i Romsdalen med én Gang. De
kommer jo aldrig, - lar mig gaa her og vente og
vente . . . Som om det ikke var for Deres Skyld, jeg
vaager en ny Vinter med Plageri og Gjæld og
hututu . . ."

Han kjendte saa vel til, at, naar hun ikke var kom-
met, saa var det, fordi hun maatte sidde over Tiden
og sy.

- "Men véd De, hvad der er sket idag, Maisa?" han
stak Ansigtet ivrig nær ind i hendes. - - "Skal jeg
sige Dem det? . . . Jeg gaar med det, som med en
Sukkerbonbon i Munden," sa han og nød det; hun
kjendte saa vel Maneren. - - "Jo det er sket idag,
at Grosserer Tranem - ikke er blet Statsraad, -
og Fru Tranem - ikke Statsraadinde . . .

Generalkonsul Schou blev det nemlig, - nemlig
ja! . . .

Jeg saa Telegram nede i Redaktionen om, at Ud-
nævnelsen er sket igaar. - Ganske kjedelig for Tra-
nems - hvad? - Fruen med Fransken? - og denne
inderlig flaue Fyren med Femdaleren . . . Jeg har en
svag Formening om, at min Artikel i Avisen kan ha
havt sin lille Part i det. Jeg gav et lidet Peg her om
Dagen paa Konsul Schou, at han var just Manden,
som de saa op til i Forretningsverdenen. -

Kanske det er os to, Maisa, som har gjort den Stats-
raaden!" kom det opsluppet lystig. - "For det er Dem,
som altid sa mig, De likte saa godt de Schous . . . Syv

SIDE: 285

Gange hævnedes Kain, syv Gange syvti hævnes skal
Lameck! - - Denne Hr. Anton - -

Naada, - naada, Maisa? - er mit Publikum saa
stumt iaften . . . ingen Applaus - ikke en Smule? -
For træt og udslidt, stakkar! - -

Men De er da saa rent - rent alvorlig!" . . . Han
saa det først nu, han bøiede sig ind til hende ved
Lygteskjæret, hun saa saa forstyrret og bleg ud -

De var gaat lidt udover den halvmørke Aften, -
havde stanset af og til ved en Lygtepæl, - - og
de kom langsomt tilbage igjen i Stjerneskinnet over
Husene . . .

"Maisa," sa han bekymret og tog efter hendes Haand.
- "Hvad er det, som gaar af Dem? . . . Bange for Hus-
lærerposten igjen? . . . at jeg ikke klarer det? - maa
væk . . ."

Han mødte et sky Blik og kjendte en krampagtig
Uro i hendes Fingre, medens hun klemte og vred med
dem om hans . . .

Med ét trykkede hun sig tæt, heftig op til ham, duk-
ket, saa han ikke saa hendes Ansigt, - og skyndte
sig fra ham henad Gaden ind Porten -

"Men Maisa . . . men Maisa da . . ."

"Madam Ellingsen, - Madam Ellingsen!" - raabte
det ind af Kjøkkendøren.

Jovist var hun hjemme jo, Vaskeballien stod der
paa halvskuret Gulv . . .

"Madam Ellingsen!"

"Aa ja da. - Aah! - Hvad er det?"

Madamen havde kastet sig et Øieblik paa Sengen
derinde. - "Aah - Dem, Jørgine, - kom det med
lidt Ynken - "det er denne Skuringen, jeg skal lide
for bestandig; jeg faar slig Brystkrampe; - jeg har
faat drages med den nu i alle disse Aarene, siden jeg
blev gift . . ."

SIDE: 286

Det var en spinkel Kone med et i Top opsat brun-
rødt Haar og Skjørtet opfæstet, som hun havde ligget
og skuret; de smaa hastige Øine blikkede fra et utaal-
modig lidende kaffegult Ansigt med ganske tykke,
tætte Bryn hen paa Jørgine i Døren.

"Aa nei saa leit da, - saa nytter det vel ikke, at
snakke til Dem da, Madam Ellingsen?"

"De ser jo, hvordan jeg har det," lød det med Smerte
i Stemmen. - "Er det om Skoene Deres, saa faar De
komme siden idag, - Ellingsen er ikke hjemme - -

Aah!" - pustede hun igjen . . . "Di skjønner da, at
jeg ikke kan gi Dem nogen Besked, - ikke har jeg
tat imod dem og ikke - De faar være saa snil og
komme igjen, - hører De . . . Ellingsen er ude og
kjøber Saalelæder idag -

- Uf Lørdagen, én skal vaske," sa hun for sig selv
og la sig ned paa Sengen igjen.

Jørgine vidste, hvad det vilde sige, naar Skomager
Ellingsen var ude og kjøbte Saalelæder, - den Be-
sked kjendte de nu saa godt der i Nabolaget.

"Ja det var nu noget andet, jeg skulde snakket med
Dem om idag, Madam Ellingsen . . . Andrine, Søster
min, skal staa Brud imorgen; - og saa var det lidt
med Pynten og Sløret, - og Kjolen hendes er blet
saa rent gal i Livet, - og saa mente Mor, at vi skulde
se til at faa fat i Dem, Madam Ellingsen, om De vilde
være saa inderlig snil at komme hjem og hjælpe os
med det?"

Madamen satte sig halvt op i Sengen.

"Andrine? - nei skal hun" -

"Jo da, med Styrmand Eriksen."

"Eriksen - Eriksen? saa - -

Er han her fra Byen?"

"Ja da."

"Nei det, - det maa jeg sige!"

"Jo da, det blev nu efter Jul; - og saa vil de gifte
sig, før han nu skal ud og seile . . ."

"Saa, saa, Bryllup imorgen hos Seilmagerens! . . ."

"Og Mor mente -"

SIDE: 287

"Jo jeg skal komme; - bedst saa snart som mulig
vel?" . . .

Madamen stod nu frem paa Gulvet.

"Huf ja, dette Gulvet, - var ikke det saa" - hun
saa paa det næsten, som hun havde glemt det.

"Det stod saameget paa, om De kunde komme nu i
Formiddag, saa vi fik Dagen at gjøre paa" -

"Og jeg maatte jo ha nogen til at passe den stak-
kars lille Jenten min ogsaa, som er saa grætten for
Tænder," - sa hun tvivlraadig igjen. - "Gaa fra et
halvskuret Gulv og et lidet Barn og Manden borte, ser
De . . ."

Hun overveiede aabenbart mere med sig selv og sin
egen Samvittighed end med Jørgine, og der begyndte
at male sig endel Skuffelser i Ansigtet.

"De kan da leie nogen, bare for idag, Madam Elling-
sen."

"Man render nok ikke saadan fra det, Jørgine, naar
én er Husmor -

- - Ja ja - leie, siger De! - for én Gangs
Skyld . . ."

"Det var rigtig saa meget om at gjøre for os - saa
forlegen, vi staar nu i Kniben."

"Jeg kunde jo faa Anne henne hos Blikkenslagerens
- for denne ene Gangen, - om hun er ledig - -
Bi lidt" - -

Hun fyrede i en Haandvending op i Kogeovnen,
satte en Kjedel med Vand paa, - fløi saa ind, hvor
Barnet laa, stellede med det - og fik Kjolen ned og
Hat og Kaabe paa -.

"Bliv bare her ved Huset De, Jørgine, jeg træffer
hende nok paa denne Tid, - hvis ikke, saa véd jeg,
hvor jeg skal gaa! Gamle Oline er hjemme idag." - -

- Det var, som Doktoren var kommet i Huset, da
Jørgine kom hjem med Madam Ellingsen. Hun havde
Ord for at være saa omframt flink med Naalen, og det
hændte, at hun blev budsendt til Storfolk i Byen, som
kjendte hende fra, hun havde siddet der som Sypige.

. . . Ja det Livet var rigtignok skaaret som - Ma-

SIDE: 288

dam Ellingsen vilde ikke sige hvad som, da hun saa
det paa Andrine . . . men saa skadede det ikke, naar
det var for vidt, det var værre, om det var klippet for
trangt -

"Der skal nok bli Façon paa det - Kan De se, Ma-
dam Jes? . . . Neimæn om Bruden behøver at ængste
sig, - det skal gaa som at brænde Bruse det . . . Han
er vel svært pen, Andrine, - Styrmanden Deres?"

Madamen kom ind med Kaffe og Hvedebrød paa
Formiddagen; - Humør og Mod var oprettet over hele
Linien.

"Og hvordan skal hun ha Hodet? - Myrthekrans
ja; - men ikke bare det glatlagte Haaret der vel? -
De faar varme lidt Jern og faa det krøllet op foran
ialfald og ved Tindingerne . . ."

De havde været svært trykkede og ængstelige hos
Seilmagerens foran den kommende Akt; men nu, de
havde Madam Ellingsen, som vidste saa vel Besked
og tog saa myndig i, kom der en hel Tryghed.

Der sydes og trakteredes og spasedes hele Eftermid-
dagen til langt ud paa Aftenen, da Bruden stod paa-
klædt paa Prøve med Papilloter i Haaret for Natten;
- det var, som de havde kjendt Madam Ellingsen i
mange Aar . . .

"Og saa faar Di sove og ikke tænke alt for meget
paa Styrmanden da, saa Di er vakker til imorgen," -
sa hun til Farvel, da hun skyndte sig hjemover. -

- Gamle Oline kom imod hende i Kjøkkenet. -
"Han er kommet hjem," betydede hun sagte . . .

"Naa det var bra, Du er der, Elling," sa hun venlig,
da hun traadte ind, - "Du har vel faat noget at spise
vel? - jeg sa, Oline maatte sætte paa noget varmt til
Dig."

"Aa jeg, - det er nok ikke værdt at spørge saa far-
lig efter . . ."

"Jeg maatte endelig ud til Seilmager Jes's, skal jeg
sige Dig. - Andrine der skal staa Brud imorgen; de
var saa rent forlegne for Kjolen, - og det gik ikke an
at støde dem heller."

SIDE: 289

"Nei da - nei da, - jeg siger jo slet ikke noget
imod jeg; - det er bare saa rart saa. - Haa-aa, uf"
- - Han sad der døsig efter at ha supet udover Dagen
med Næven i sin tætte svarte Lug og saa ned i Klaffe-
bordet. Det ulmede i den lave tunge Pande og
Brynene - -

Han slap begge Næverne i Bordet . . .

"Aa ja - haa san! - naar Du bare kan komme
ud af Buret, Du san! - - saa er Du lykkelig Du."

"Vil Du ikke ha noget, før Du lægger Dig, - her
staar nok lidt Sod igjen fra igaar i Skabet."

"Svært saa snilt, som Du spør - he he. - Aa nei
Tak. - - - He he, jeg sidder rigtig og studerer paa
noget, gjør jeg, - jamæn gjør jeg saa ja" -

"Aa Du kunde heller studere paa Arbeidet dit,
Elling" - føg hun utaalmodig op - "saa gjorde Du
det, som var nogen Nytte ved, - og saa slap jeg at
staa og lyve Folk i Øinene og møde onde Ansigter,
mens Du er væk fra Værkstedet!"

"Jeg bare spør, hvorfor? jeg" - blev han énvist
ved -

"Det har nu gaat paa saa helt siden Tirsdag!"

"Jo da, ja da, Du har ganske Ret, - jeg siger jo
ikke imod jeg, - - og til at disputere har Du nu faat
saa meget mere Lærdom, saa jeg kommer nok ikke
ud med det . . . Jeg, jeg bare spør hvorfor? jeg . . . En
maa da faa Lov til at spørge, véd jeg . . . For jeg stu-
derer rigtig" - - Han lo for sig selv og rystede paa
Hodet . . . "Naar én saa kommer hjem saa" -

"Det er nu vel ikke saa afveien, om jeg ser til at
tjene lidt, naar jeg kan, Elling, - for borge maa jeg,
saa det er en Skam, baade hos Bager og Kjøbmand."

"Saa ja, - ret saa ja, heisan! - - nu gaar det" . . .
Han lagde opgit Pandeluggen ned paa begge Næverne
og blev siddende i Halvdøsen, medens hun stellede
den lille Pige henne ved Ovnen.

Han løftede et Par Gange paa Hodet . . .

- "Jeg strævte og sled mindst i tre, fire Aar, -
havde Du noget at sige paa mig da kanske?"

SIDE: 290

"Jeg vilde ikke ha noget at sige paa Dig nu heller
jeg, Elling, bare Du vilde være lidt ordentlig og ikke
gi Dig til med denne Drikken."

"Jeg sad trut nok over Læsten, skulde jeg tro, -
men saa blir én lei af at trække og trække i den Beg-
traaden, - saa lei, at én kunde snøre Halsen vel til
med den . . . Ja tror Du ikke, jeg har siddet og tænkt
paa det saa, he he he, - tvinde den firedobbelt og saa
gjøre det forsvarlig af med engang. - - Hvad brød
Du Dig om det? - Du slap bare ud af Buret hos Sko-
mageren igjen Du, og tog paa og sy - - Du var nok
lykkelig da" -

"Det er Skam af Dig at drikke Dig saa fuld, er det,
Elling. - Og Du vidste, hvem Du tog, skulde jeg
mene; jeg var da ikke saa villig heller . . . Og ikke véd
jeg andet end, at jeg trækker og slæber og drar her
med Dig alt det, jeg kan . . . Stakkars vesle Jenta!" -
jamrede hun og saa hen til Sengen i Krogen, "det er
godt, hun ikke skjønner noget."

"Hu-m-m," - han sad en Stund og brummede
. . . "Ja Du faar det nok til saa, at Ulykken blir paa
din Kant . . . Og jeg siger slet ikke noget imod det
heller jeg." - Han rystede tungt paa Hodet -

"Si'er jeg Dig saameget som et ondt Ord, Elling,
naar Du kommer hjem slig?"

"Ne hei da, ne hei da, - Du er nok lige snil Du,
enten jeg er fuld eller ædru, Du san!"

"Det er saa bra, vi har Søndag imorgen," sa hun
forsonlig; hun havde faat Kjolen af sig og stod i
Skjørt og Nattrøie. - "Du faar se at komme Dig til-
sengs nu, Elling, skal Du ikke bli siddende der ved
Bordet i hele Nat . . .

Kom bare ikke nær mig, naar Du er fuld, si'er jeg."

Han slap sig igjen ned med Armene foran sig paa
Bordet og lagde Hodet tungt ned paa dem.

"Ja jeg er lykkelig jeg, - jeg er lykkelig jeg" -

- Huf! - saa drukken han sad der med Brænde-
vinsgraaten ud af Øinene. - Hun stod og saa paa ham
med en Trækning ved Overlæben:

SIDE: 291

"Saa saa, se til at faa Støvlerne af Dig, - jeg skal
hjælpe Dig jeg." - -

Madam Ellingsen tog hjem til sig en og anden Søm,
saa lidt for en Tjenestepige, saa for en af Madamerne
der omkring. Men videre af det blev det aldrig slig,
som Dagene gik under Hænderne paa hende med at
stelle det lille Barnet sit og passe Huset; - og det
var nok ikke bare at faa Gryden over Varmen, hun
fik da ud som oftest og sørge for noget i den ogsaa
paa Laan og Borg.

Hun havde nu en Bomuldsværkens Kjole at sy for
Madam Valseth, Blokmagerkonen henne i Gaden. Men
det gav ikke stort af sig; - mere end to Mark eller en
halv Daler kunde hun ikke forlange for en saadan
Blaatøis Kjole.

Det var bra hun havde ryddet godt op i Kammerset,
for hun saa, Madam Valseth havde Øinene vel med
sig, da hun kom ind; de havde saa nok at sige paa
hendes Stel, fordi hun ikke kunde være saa akkurat
som dem, der ikke havde gjort andet end staat ved
Skurekluden alle deres Dage!

Madam Valseth havde jo ingen Greie paa Façonen,
- hun vilde, saamæn, ogsaa havt Halvkjole, fordi det
nu var paa Moden. Og Madam Ellingsen skjønte nok,
hun blev lidt stødt; men hun fik hende da endelig
gjort vis paa, at Halvkjole ikke passede sig for det
stærke holdbare Hverdagstøiet, - og saa til hendes
tykke, svære Figur. - Nei, det fik bli Skjørt med
Garnering og Jakke det! Hun skulde faa se det selv,
nu hun prøvte.

Madam Valseth havde saameget at ræsonnere over
idag ogsaa, mens hun stod der; - hun sang nu bare
op efter Blokmageren, som var saa svært opi det med
Avisen:

. . . Oslo og Gamlebyen var saa rent forurettet baade
med Brolægning og Gassen og Skatten . . . og Byen,

SIDE: 292

som nu havde gjort Fyrværkeri! og de, som dansede
og holdt Selskaber og gjorde Nat til Dag, mens den
fattige ikke havde det tørre Brød . . .

"Jeg ser ikke andet end, at det gaar nok saa bra
for sig med Turingen mellem dem, som ikke er rige
ogsaa jeg, - de vil gjerne være med alle, som kan," -
gav Madam Ellingsen af sig.

Madam Valseth gjorde et Ryk paa den tykke Krop-
pen sin, saa hun næsten kunde slængt hende, som stod
der og holdt i Kjolen.

"Ja Di kjender jo saa godt til de fine, Di, Madam
Ellingsen!" affeiede hun spodsk.

"Aa ja, Madam Valseth, jeg har da baade syd for
dem og set til dem i min Tid; - jeg sad nu i de bedste
Huse, skal jeg sige Dem."

Madamen svarte ikke; - men det mærkedes paa
Skulderen og Ryggen, at hun ikke likte det, - og hun
var ganske stursk, da hun fik af sig igjen og gik.

. . . "En kunde tilslut ikke vide, hvor store de vilde
gjøre sig hos den fattige Skomageren," murrede hun
ud af Døren. - "For der var ikke det til, som denne
Madam Ellingsen ikke vilde gjøre sig stor og hæve
sig paa . . . En kunde snakke om, hvad én vilde, -
hun vidste baade om Skuespillingen og hvem, som
skulde møde i Gevær, naar Kongen kom, - og alting
- bedre end nogen anden." -

Madam Ellingsen havde nok skjønt, at Blokmage-
rens Kone ikke var naadig, men én kunde da ikke høre
paa alt heller . . .

Og, havde ikke Elling set sit Snit til at smide ud,
mens Madam Valseth var her! - Saa kom ikke han
hjem før ikvæld, det var vist . . .

- - Kunde hun bare komme sig til lidt mere med
Naalen, saa hun tjente noget, - og leie denne Sku-
ringen bort og Vaskingen af Klæ'erne opi Bækken.
Ja det skulde være en Lette! - Hun havde ofte pønset
paa at spørge efter hos bedre Folk derude i Gamle-
byen - og høre, om de ikke havde noget Arbeide, som

SIDE: 293

det ikke var saa nøie med Tiden med, og som hun
kunde faa ta hjem i Huset.

Men hun havde saa ondt for at komme sig til, -
det var ligesom lidt at gaa paa Tiggeri; - og de var
vel ikke videre hidsige paa at betro Tøiet sit til hvem-
somhelst.

Og ikke havde hun rigtig Klæ'r at ta paa sig heller,
hun kunde se lidt ud og by sig frem . . .

Hun havde jo her om Dagen truffet til at møde Fru
Solberg nede i Gaden - Mina Jürgensen før var; -
hun havde straks set, det var hende paa den lette
Gangen og det lyse, askegule Haaret og hele Maaden;
men hun var jo blet nok saa bred og forandret paa
Figuren.

Og, jamæn, kjendte ikke Fruen igjen hende ogsaa,
- endda saa rigtig sjusket, hun havde været; hun
havde bare slængt det gamle rudede Kastetørklæde over
sig og sprunget ned i Bolaget for at kjøbe en Pot Melk.
Men Fru Mina spurgte straks ganske forundret:

"Nei men er det ikke Maisa? . . . Maisa . . ."

"Ellingsen," - havde hun maattet hjælpe hende.

Og saa havde hun stanset og pratet og forhørt om
alting hende angaaende, og hun havde maattet for-
tælle om Barna sine, baade om den ældste Gutten, som
døde for to Aar siden, og om, hvor langvarig syg og
ussel han havde været, og om den vesle Jenten sin,
som var paa det andet Aaret og var nok saa amper
og urolig for Tænder nu . . .

Og Fru Solberg fortalte, at hun havde tre, hun, en
Pige og to Gutter, som alt laa i Luggen paa hinanden;
- den ældste var fem Aar, næsten jevngammel med
Madam Ellingsens Gut, om han havde levet; Fruen
stod Brud Sommeren efter, at Maisa blev gift ved Jule-
tider.

Hun havde vel syntes, hun saa lidt tynd og daar-
lig ud og tænkt, det ikke kunde staa saa rart til, -
hun spurgte ligesom saa forsigtig om, hvordan de kla-
rede sig.

Men Maisa havde jo ikke været istand til at lægge

SIDE: 294

aabent for hende, at det kunde være daarlig nok, og
svarte ganske kvikt, at det ikke var som værst heller;
- hun var ogsaa kommet ud af Tankerne paa det nu,
hun traf hende og stod der og pratede.

Fru Solberg havde nok ikke glemt den Tid, hun sad
hos dem, og det stod paa med Kjolerne, og hvor rent
nydelig hun blev i den lyserøde med Buffonen til Ballet
hos Solbergs.

Hun blev ganske munter og sa, Madam Ellingsen
maatte komme op til dem i Homansbyen en Dag med
lille Pigen sin og se paa hendes smaa - - - - -

- Det havde altid været en Sorg for Maisa, at de
havde solgt Barnevognen efter den vesle Gutten deres,
som døde; - det saa saa fattigsligt ud at gaa der og
bære paa Barnet, og hun var som vri'd, naar hun kom
hjem med hende, saa træt og udslidt ogsaa! - Men
Søløitnant Solbergs bode slig, at hun kunde reise did
med den ny Sporvogn, som var kommet i Gaden, naar
de gik lidt indover fra Oslo. Og, jamæn, kunde det
være Moro at faa gjort en Tur did og fare paa Spor-
veien baade ind og ud. Hun kunde nok trænge til det
slig, som hun gik der i samme Kjøret og knap vidste
om, at det retnu var Sommer igjen uden paa det, at
hun slap at kjøbe Kul og Ved.

Hun maatte nu paa al Vis se til at faa en liden Straa-
hat med røde Silkebaand til vesle Jensine og en Sirtses
Kaabe med Slag, som de brugte dem iaar i de fine
Barnevognene; og Elling maatte sy et Par smaa pene
Sko. Hun havde nu havt hende saapas fint opklædt
ifjor ogsaa. Huen fra ivinter var jo rent udafvokset,
og Uldkaaben havde hun maattet bruge til Vuggeteppe.

Der blev et godt Mas og Stræv med at faa fat i saa-
vidt Penge, at hun kunde faa kjøbt Hatten og Baan-
dene; - og saa det, som skulde til for at faa Kaaben.
Elling havde været saa heldig at faa borget tre Pund
Saalelæder hos en ny Garver helt inde ved Hjørnet
af Brogaden, - og saa blev der lidt Penge for to Par
Helstøvler. Han saa jo saa troværdig ud; men det stod

SIDE: 295

paa, at han var saa forsagt i Minen, saa de tilsidst be-
tænkte sig.

Hun syde og strævede alt det, hun kunde faa Tid
tilovers, baade med at faa sig og Barnet istand. Men,
siden de ikke havde Tjenestepige længere, maatte hun
skure og greie alt Husstellet og se til at holde det lidt
skikkeligt paa Værkstedet og dertil naatle for Elling,
naar han havde noget. - Og i næste Uge havde hun
igjen Vasken paa sig oppe ved Bækken i Engeveien
ovenfor Huset. Hun maatte staa der ved Trætuden og
det vaade Hul og slide med Banketræet og Sæben over
Ballien og vride op og tørke Tøi med den lille Pige
siddende paa et Klæde paa Marken ved Siden af sig,
- Solskinnet var nok den bedste Styrkelse stakkar . . .

Paa en Søndag vilde hun ikke gaa didop til Sol-
bergs, for da var de vel med Børnene enten hos gamle
Solbergs paa Løkken eller hos Assessor Jürgensens.

Men saa blev det da sat igjennem; - og Klokken
mod fire en Eftermiddag steg hun med lille Jensine
paa Armen ud af Sporvognen oppe i Homansbyen.

Der var saameget nyt paa de Kanter baade Byg-
ninger og Gader, og fælt saa længe, siden hun havde
været denne Vei, - saa rent forandret i de seks Aarene,
hun havde været gift! . . .

Det var blevet som en hel Reise for hende nu oppe
i den anden Kant af Byen, - og hun, som engang
syntes, det var bare som en Vips dette, - som hun fo'r
om overalt. Men hun levede bare i de Smaagaderne i
Oslo nu.

Hun havde skyndt sig indover Fortogene og stod nu
paa Kjøkkentrappen i Løitnant Solbergs røde Mur-
stenshus med de to smaa Taarnfløie og Haven og
Markiserne foran de store Vinduer. Hun havde pudset
og pyntet paa Jensine og pillede nu bare ud Silke-
baandet under Hagen hendes, før hun gik ind.

Madam Ellingsen havde været svært opsat paa Be-
søget; men var blet nok saa urolig spændt paa Mod-
tagelsen nu, da det kom til Stykket, - det var ander-

SIDE: 296

ledes at staa her foran det fine Huset, end hun havde
tænkt sig.

Naa hun fik da gaa ind.

Der stod en pyntelig Pige med hvidt Livforklæde og
tørrede Kopper og satte dem paa et Bræt.

Jo-o Fruen var nok hjemme; men -

"Det er Madam Ellingsen, som syde hos Fruens For-
ældre engang . . ."

Pigen saa noget uvist paa hende og det fint pyntede
Barn.

"Sig bare, det er Maisa Jons, De, saa véd nok Fruen,
hvem jeg er."

Madam Ellingsen stod der, medens Pigen gjorde
istand Brættet og tog den blanke Kaffekande fra Kom-
fyren. Hun følte ligesom, hun var tilovers der med
Barnet, indtil Pigen endelig kom sig ind med Brættet.

Hun pyntede og plukkede paa ny paa Jensine og
saa sig om i det blanke Kjøkken, medens det suste af
en Kjedel over et Hul i Komfyren.

Hun havde ikke saameget Vet, den storfine Pigen,
at hun havde bedt hende sidde ned engang, - endda
hun saa, hun havde Barnet! - - Men, naar Fruen
kom, saa fik hun kanske lære om igjen, - kanske
skjænke Kaffe for hende med - og saa se paa, at
hendes Jensine blev sat ind mellem Børnene . . .

Hun blev rigtig længe derinde.

"Hys, hys da" -

Jensine trak op til at bli grætten og satte Fingrene
i den saare Mund.

Hun saa gjennem Vinduet en Barnevogn bli draget
derude. Det gik nok til Hovedtrappen det -

Hun lænede sig indover Kjøkkenbænken for at se,
- og nu tog Barnepigen - det var vist en Amme -
den lille op og skulde ind med hende . . .

Nei var det ikke den mindste lille Pigen deres da,
som bare var Fjerdingaaret yngre end Jensine; -
hun saa ikke saa stor ud efter Ansigtet at dømme, -
og i Kaabe og Hue endnu - bare Armer - rigtig nyde-
lig i blaat, og Vognen ogsaa med blaa Kalesche -

SIDE: 297

Nei, jamæn, tror jeg, det er Moderen paa den
spidse lille Hagen . . .

Madam Ellingsen var helt inde i det, da Pigen kom
ud igjen.

"Fruen bad mig hilse og sige, at det var hende saa
umulig idag; - hun har faat Kaffevisiter nede fra
Byen. Men De maatte være saa snil at se herop en
anden Gang og ta Barnet med."

Madam Ellingsen blev lidt stram i Minen; men satte,
som ingenting var, Jensine paa Kjøkkenbænken og
knyttede omhyggelig Hattebaandet; - hun brød sig
ikke om at vise Pigen, hvor rent flov og skuffet hun
var.

"Jeg vilde bare se indom, da jeg var paa disse Kan-
ter, siden Fruen havde bedt mig," - forklarede hun.

- - Altid skulde det være slig, de faa Gange, hun
havde sat sig paa og glædet sig til noget! . . . Hun var
saa dum, saa dum, saa dum, fløi altid efter en liden
venlig Mine paa første Ordet; - hun skulde vel være
saa gammel nu, at hun engang forstod, hvordan Ver-
den var -

Dette havde hun igjen baade for Straahatten og Kaa-
ben - og alt det, hun havde stundet og strævet til
denne Turen. - Hvad vilde hun der, - de havde jo
ikke noget Brug for hende? . . .

Se saa, nu tar Jensine paa at skrige ogsaa, - aa ja,
Du er saapas mødt - Du blev nok ikke budt formeget
der. - - "Og ikke saameget som en Kop Kaffe engang!"
brød hun ud aldeles forarget.

- "Ja græd Du, vi skal gaa vi, Jensine, vi har da
moret os idag! . . ."

Hun skyndte paa og saa sig ikke om, før hun sad
inde i Sporvognen.

Og saa skulde de da tilslut ogsaa faa fornøie sig
med at reise i en tom solhed Vogn!

"Hys hys, Jensine - - Ja vi kan saamæn løse op
baade Kaaben og om Halsen, - der er ingen at ge-
nere os for. - Hys hys . . ."

Den tomme Vogn med alle de klirrende nedslagne

SIDE: 298

Ruder ramlede og skakede nedover Sporveisskinnerne.
Det larmede, saa det næsten blev borte, at Jensine
ilskreg.

De mødte en anden Sporvogn, som kom nedenfra;
og ivei ramlede det igjen, tomt som før langs den
lange Gade med Haverne og de glisne, søvnige Huse.

Ja, hun havde da rigtig noget igjen for altsam-
men! -

Der kom et Par Herrer, som vel skulde hjemover,
- ventelig fra Departementerne eller Kontorerne.

Og der ved Torvet Hansen fra Slagterboderne. Han
satte sig til at gjøre op og tælle over Pengesedlerne
i den fede Lommebogen sin; - han slog sig saa svært
op, sa de.

Henne paa Hjørnet af Brogaden skiftedes der Spor.
En hel Del pene Folk stod og ventede, - Fruer og
Frøkener, - de skulde vist i Selskab nogetsteds.

Madam Ellingsen satte sig til at knytte og pynte paa
Jensine. Det fine Lommetørklæde, som hun næsten ikke
havde havt ude i Kjøkkenet hos Solbergs, brugte hun
nu til at pudse og vifte hende.

Hun sad og hørte til, hvor de pratede, og det kunde
nok hænde, hun kjendte Huset, hvor de skulde hen,
fra gammelt - og det andet, de saa ofte tog i Munden,
ogsaa!

Den høie Frøkenen kunde ikke la være at ta Jen-
sine i den ene lakerede Skoen: -

"Øinene er rigtig som to brune Nødder paa hende,
- og hvad heder den lille? . . ."

"Har hun ondt for Tænder?" sa Fruen ved Siden af,
det var nok Mo'ren det; - "hun tar sig saa til Munden."

Der strakte en yngre Frøken sig frem og trak i det
andet Ben; - og Herren, som var med dem, syntes
det var saa morsomt.

"Hun taaler vel ikke Pebermynte, Mor?"

"Er Du gal, Barn!"

"Jeg tænkte for Heden . . ."

Og saa blev hun ligesom saa skamfuld, da han lo.

SIDE: 299

"De lar hende da vel faa en Benring at tygge paa,
Madam?"

"Hvem?" spasede Herren, som han mente det kunde
være den unge Frøken, - han havde nok et godt Øie
til hende.

Jo, Madam Ellingsen havde nok det Raad. - - -
Men, - hun sad og spekulerte, - hvem var den Fruen?
- - hun huskede Ansigtet - -

Aa-aa, - det gik op for hende. - Jo, hun havde
nok set baade hende og Døttrene; - det var Inspek-
tørens, hun havde syd nogle Gange hos for mange Aar
siden.

Hun maatte da slaa frempaa om det; - og saa blev
der et Liv og en Snak og en Prat, helt til de skulde
ud paa Grønlands Station alle -

"Farvel, Madam Ellingsen . . . Farvel, Du lille" . . .
Fruen rystede Jensine i Strømpebenet.

"Farvel, Frue . . . Farvel, Frøken" . . . Det var saa
rent hyggelig med dem saa -

Hun hastede afsted med Jensine udover og op en
Smaagade.

Og naar hun bare tænkte paa alle de Herrens Gange,
hun i sit Liv havde trasket den Vei paa sin Fod -
til langt ind i Byen, - og saa nu Sporvognen . . .

Hun saa Elling, - han kom ud med Fangskind i
Seler og Uldærmer.

"Naa haa, - hvordan gik det?"

"Du kan tro, Elling, jeg har" - Hun havde endnu
helt det sidste Møde i Hodet; - men saa kom hun til
at tænke sig om -

"Ja jeg tviler ikke for, at Du har havt det galant
paa denne Stasturen din," murrede han halvhøit og
kjed; - hun kjendte den Fyllebitterheden!

"Barnet er træt, kan Du vide, jeg faar ind og lægge
hende, saa fort, jeg kan."

Og lidt efter havde hun Kjolen af og stod ved Gry-
den; - han skulde ikke faa ha det at sige, at han ikke
fik Aftensmaden sin i ret Tid - for denne Stasturen! . . .

SIDE: 300

Madam Ellingsen havde jo Sagførerens Vinduer i
anden Etage paa sig, naar hun skulde med Tøiet op
til Bækken og vaske, saa hun maatte klæ' paa Barnet
og passe lidt, hvordan hun saa ud selv ogsaa, - om
hun saa bare tog Hatten paa, kasted' Sjalet over sig
og lod Overlivet ligge hjemme.

Og det skulde nu ogsaa træffe saa uheldig, at Fru
Apenæs, som var saa striks og nøie der i Gaarden,
raabte ud af Vinduet til hende, at hun havde mistet
noget af Tøiet efter sig derudenfor.

Men ganske naragtig syntes Fru Apenæs det var at
se paa, hvordan den fattige Madamen altid ligesom
skulde ha lidt af Stasen med sig . . . Den stakkars
Skomageren dernede i Kjælderen, som blev pantet
baade for Skatten og Læderet, saa Tjenestepigen gik
sin Vei fra dem ifjorhøst. Og alligevel spjokede hun
den lille Pigen sin ud og pyntede hende som en Dukke!
- Det var saa underlig leit at se det lille Væsen der-
nede i rød Hue og strikket fin Trøie og lakerede
Sko . . . . . .

- Det uskyldige Bækkespring oppe i Jordet oven-
for Gaderækken i Oslo, hvor Madam Ellingsen vaskede,
randt, med en løs Trærende til Tud, i en tynd Straale
ned i Grøften ved Gjerdet. Ved Siden af det lille Vas-
hul med et rustent Blikspand nedi stod Krakken, som
hun brugte baade til at sidde paa og som Underlag for
Banketræet, og henslængt ved Kanten noget af Træ-
værket til en gammel Bøtte. - Og, hvad Skomager-
madamen først havde opdaget og, hvorfor det ogsaa var
hende, som havde faat sin Mand til at sætte Trærenden
paa, - det var, at der var et aldeles udmærket blødt
Vand deroppe til at vaske Tøiet i, Sæben skummede
som paa en Barberkost.

I hele Forfjor havde Madam Ellingsen siddet alene
med dette. - De mente, hun var blet for stor paa det
ogsaa nu til at ville vaske nede blandt de andre ved
Pumpen paa Pladsen, saa det varede lidt, før Folk tog
sig af det. Men, da Konen til Kristian Tømmermand
havde prøvet det og tydelig ikke vilde ha flere med

SIDE: 301

paa det, saa var det med ét ikke én længere i Husene
der under Bakken, som brød sig om at ha noget med
Pumpen at gjøre.

Der var bare saa for lidet med Vand deroppe og saa
rent for mange om Budet, og bare Plads til én eller to
ad Gangen.

I Begyndelsen prøvede de alle saa lunt at strække
sig frem og bli tilvens med Madam Ellingsen, som
jo ligesom havde Førsteretten; - men paa det sidste
syntes hun, det rigtig ikke saa videre ud til, at de hu-
skede det længere. De trættede og tog sig frem der-
oppe, saa det stod efter, ved den Fillebækken.

Hun havde holdt paa og vasket en Timestid der i
Eftermiddag med Barnet siddende hos sig paa Marken,
og Pigen hos Jensen havde faat Lov til at skylle og
vride op lidt Tøi ved Siden af. Det var jo ikke netop
saa beleilig at ha hende der lige op i Hænderne paa sig
til at studere hvert Plag; men med Venlighed saa -

Og kom ikke der Madam Røberg opover Engen med
Manden selv, Vognmandskusken, til at hjælpe sig med
at bære Ballien og Tøiet! De brød sig ikke farlig med
at spørge om Lov, for de slængte og slap Ballien fra
sig lige hen i Væden ved Bækken; - og Pigen hos
Jensen holdt alt paa at tokke sig afveien, hun.

Men, havde de gjort Regning paa, at Madam Elling-
sen skulde flytte sig, saa tog de feil. - Hun saa den
Madamen rigtig grundig op og ned:

Det var med Mor Røbergs Tilladelse, - hun kaldte
hende Mor og ikke Madam, - hendes Trætud og
hendes Krak og hende, som havde fundet Stedet,
og naar Madam Ellingsen selv vaskede i Bækken, saa
skjønte enhver, som havde faat lidt Opdragelse, at
det var bare afveien! -

Det blev ikke andet for Madam Røberg end at ta
Vasken til sig igjen. Hun vendte sig bare og neiede
med Bylten under Armen, da hun skulde gaa, og bad
sin Mand endelig ta Hatten pent af for den fine Fru
Ellingsen, - det gik nok ikke an at faa lappet Støv-
lerne sine der længere . . .

SIDE: 302

Men da blev Madam Ellingsen aldeles bleg og ude
af sig:

"Da var det kanske ikke saa feil sagt endda," -
slap det udaf hende. - "Kom det derpaa an, saa kunde
det hænde, hun kunde været Frue ogsaa - istedetfor
at staa her og trættes med raa Mennesker!" -

"Jo-jo, - det var grepa;" - Mor Røberg haanlo -
"nu fik én da høre det!" - Fru Ellingsen forkyndte
da, hvem hun mente sig at være! - Ja, hun skulde
saavist faa hede Frue, hvor hun fo'r og borgede der-
omkring . . .

Slaguhret var længst draget ud i Pigekammeret,
Abelard og Heloises Historie i Billeder var kommet
væk! - Forværelset hos Grosserer Tranem var blevet
Anretningsværelse med Portierer for Døren til Spise-
stuen og Ombygning med et Par brede, bekvemme
Trappetrin ned til Kjøkkenet; - det var ikke noget for
Sy-Maisa at sidde der nu.

Hun var blevet som et kjendt Inventar der hos Tra-
nems i de henved et halvt Snes Aar siden hun havde
den Historie om Manden, som faldt i Akerselven og
druknede en Kvæld, han var gaat noget beruset hjem.
Efterat hun var blevet Enke, havde hun igjen taget
fat paa Sømmen og efterhaanden faat lidt at gjøre her
og der ogsaa i enkelte af de gamle kjendte Huse, hvor
hun vidste at gjøre sig nyttig.

Hun blev skudt hen, hvor der kunde findes Plads for
hende, og sad om i Pige- og Sovekamrene, plaget og
værkende af Gigten og med Tand- eller Hovedværk.
Hun havde sin erfarne Fornemmelse om Leveirstræk-
ken, naar det slog ind med Kulde, og om Sneen, som
lunede, - noget tog Hodet mest, noget drog til Skulde-
ren og Ryggen. Hun havde ødelagt Øinene sine rent

SIDE: 303

et Aar ved at flytte sig saa langt ind fra Lyset for at
slippe denne Gigten.

Og Humøret berode paa de allehaande Veirlag i Vin-
duskarmene . . .

Det var fra Grunden af, inderst inde, stille sort en
saadan trækfuld Dag med Høstsluden rindende i Vin-
duet, som var saa vindt og vrangt til at lukke derude
i den gamle Enden af Huset i Tranemsgaarden. Hun
sad der i Pigekammeret med et Tørklæde om Kjaken
og en Krydderpose for Tandpine og kastede sammen
og eggevendte fine gamle Linlærreds Lagener.

Forlegenheden for disse Pengene, som altid mur-
rede under, kunde ha sine Ryk med Pine den ogsaa.

Hun havde nu endelig været henne paa Politikam-
meret og faat Tilladelse og Liste til at udlodde den
gamle Dobbelttraads Symaskinen sin.

Det var disse fire og tyve Kronerne, hun tilsidst var
kommet til at skylde nu for Kosten og Tilsynet med
hendes Jensine, som hun maatte skaffe . . . En fjorten-
aars Pige kunde ikke leve af ingenting, og Konen, som
de delte Kjøkken med i Arbeiderboligen, vilde ikke staa
i med det længere, blev det ikke klaret nu til Slutten
af Maaneden. -

Kunde hun bare faa Grossereren til at tegne sig paa
. . . Men det holdt haardt at skulle staa derinde mel-
lem dem alle paa Kontoret med Listen, - de saa det
jo an bare som Tiggeri . . .

Hun tænkte altid, det skulde være sidste Gang, naar
hun var nødt til slig at be dem om en Hjælp. - Og
saa svedende, som hun gik til det! . . .

Hun sad opgivet og mørk og saa ud for sig, -
kunde selv minde om en afdanket, slidt Symaskine -

Uf, - den Tandpinen og Hodegigten, hun havde sam-
let sig til oppe i alle Vinduskrogene! . . .

Ja-a, hun fik da stride med det! - hun skulde gjøre
sit, saalænge hun kunde, og siden saa -

Der randt et Par Taarer ned paa de magre Fingre . . .

Hun hørte Fru Arna Schou snakke inde i Kjøkkenet.

SIDE: 304

. . . "Har Dere alt drukket Kaffe her? - Og jeg, som
skyndte mig, saa jeg gik fra min hjemme!

. . . Jeg véd nu, der er igjen af de deilige Fløde-
kagerne . . .

Nei kjære da, Du behøver da ikke at trakte paa ny
for mig!

Tante Rask er rigtig blet saa sær saa - bare, fordi
jeg nødig vil miste Eftermiddagskaffeen min! -

Har Dere Sy-Maisa idag?"

Fru Arna aabnede Døren braat, som hun pleiede, og
saa ind:

"Saa De sidder der, Maisa? - Hvor staar til? -
Tand-Gigt - eller Hodepine? - Gjør istand Lagener?
- - Naa, stakkar, Tandpine. Rigtig ingen Under der
i Vinduet . . ."

Hun kom helt ind, en høivokset, rask Frue, som
skulde ha en liden.

"Har ikke Mor nogle Nellikdraaber til Dem; de
hjælper."

"Aa nei, Frue," sukkede hun; - "retnu tror jeg ikke,
der hjælper nogen Ting for mig!"

"Er De saa rent overgit idag da, Maisa?"

Maisa tørrede Øinene:

"Ikke véd jeg, hvordan det skal bli for mig nu, -
faar jeg ikke nogen paa Listen min."

Hun havde jo maattet prøve at faa loddet bort den
gamle Dobbelttraads Symaskinen sin.

"Er De fra Forstanden, Maisa! - den, De skal leve
af? - De kan da ikke gi Dem til at være saa rent let-
sindig - - bare, fordi det kniber for én Gangs Skyld."

"Ja tror De ikke, jeg har betænkt mig saa mangen
Nat paa det saa. - Men den er jo saa tung at træ' for
mig . . . og syr saa fast, at det ikke er til at sprætte
op igjen, - mod dem, de bruger nu, hvor én bare be-
høver at ta i Traaden og række op. Og for mig, som
maa gjøre om saameget gammelt og faa det paa Moden
igjen, - saa ser De -

Kunde det saa blet lidt tilovers paa Lotteriet til
Hjælp til en liden Haandmaskine; - den kostede ikke

SIDE: 305

mere i Kroner nu, end den gamle havde kostet i Spe-
ciedaler . . .

Bare der kunde bli tegnet paa først af nogen, som
der stod lidt af, - saa kom nok endel af dem hjemme
i Arbeiderboligen paa ogsaa!" . . .

"Jamæn, Maisa, naar den ikke er til at nytte læn-
gere?"

"Aa jo, nyttes kan den jo, naar den blir lidt istand-
gjort, - af nogen, som ikke har anden Søm end den
til sig selv hjemme. - Og, naar de ser, de kan faa
den bare for én Krone, - en hel Dobbelttraads til at
træ' . . ."

"Aa, laan mig den Lappen Deres, Maisa!" -

Fru Arna strøg med Listen.

Hun gik vist ind til Moderen med den . . .

Maisa havde i sit stille Sind haabet, at Grossereren
skulde tegne sig for en Klat, - saadan fem Lodder
med én Gang, - - - men begyndte at tvivle paa, at
han nu, Fruen kom op i det, tog mere end ét eller to . . .

Havde hun bare tat Mod til sig og snakket til ham
selv! . . .

Bagefter fik hun ud til Statskonduktørens og nogen
af de andre og snakke for sig om, hvorledes hun var
kommet i det . . .

Det blev værre og værre med, hvordan det saa ud
for hende og Jensine, medens hun sad og ventede paa,
at Lodtrækningslisten skulde komme ud igjen, - rent
svart! . . .

Og saa den Brystkrampen, hun fik i den Tid, hun
skurede, - den kom altid igjen, naar der stod noget
paa . . .

Fru Arna var nu saa rap paa det bestandig. -
Nei, havde hun bare gaat til Grossereren selv!

Det varede saa længe; - - og nu havde Grossereren
nok baade sovet og gaat paa Kontoret . . .

Det var blevet mere end graat i graat, da Fru Arna
kom igjen med Listen:

"Far tegner for ti Kroner, jeg for fem. - Og saa faar
sandelig Signe spendere lidt, hun ogsaa. - Jeg tar paa

SIDE: 306

mig at klare Bedstefar Schous og kanske to, tre til, -
saa har De det!"

Sy-Maisa slog sammen Hænderne, medens hun holdt
i Lagenet.

"Nei den Fru Arna!" . . . Hun græd og hun lo.

Aa, hvor det letted, - - det kunde bli baade til
Jensine og mere til det! -

"Jeg skal sige Dem, Maisa, jeg maatte indom her-
hjemme idag for at fortælle, at Jakob er blet Korps-
læge."

"Ne-i?" lød det interesseret.

"Og saa kan vi faa bli boende her i Byen."

"Nei da! - og saa skal han vel ha Uniform, Frue?"

"Javist; - og nu flytter vi hidned i Gaden, saa skal
De faa sidde og sy der, Maisa."

"Men Statsraadinde Schou da . . . hvad siger hun
om, at De drager bort fra Etagen i deres Gaard?"
spurgte Maisa forsigtig. - "Nei saa da, - saa blir det
hidind, Lillegutten kommer til at traske til Bedste-
far da."

"Jeg er frygtelig glad, Maisa, - det blir akkurat
saa passe Hold op til mine Svigerforældre, - saa snille
de er; - men saa er det nu, som de vil eie Jakob -
naturligvis" -

Det var morsommere, end Maisa rigtig turde sige,
- for hun vidste jo saa vel, hvordan Fru Arna havde
havt det med dem deroppe; hun var ikke af dem, som
taalte nogen andens Villie ind i sit!

"Aa nei da, aa nei da, - det var jo en hel For-
andring dette! -

Og Fruen har set paa Leilighed?"

"Ja da, idag."

"Bare det ikke er daarlige Vinduer, - de er saa
slemme med det i disse nye Bygningerne. Men én kan
saa vel betinge sig, at der gjøres ved dem, Frue."

"Saa adiø da, Maisa! - faa Dem nu nogle Nellik-
draaber af Mor."

"Aa, jamæn, tror jeg ikke, den stygge Tandpinen

SIDE: 307

har git sig, jeg. - Den er saa rar saa, - kommer
og gaar" - -

Hun kunde gjerne ta Krydderposen væk, det var nok
med Kjaketørklædet. - - Aa, hun kunde kvitte det
ogsaa.

. . . Kan gjerne hænde, det gik nok saa haardt ind
paa dem der hos Statsraadens, - sad hun og grublede,
- at Sønnen og Børnebørnene flyttede fra dem - saa-
dan, som de havde havt det sammen derude . . .

Hun havde nu sin gamle Historie med det, hun, -
og hvordan det gik til, at Konsul Schou blev Statsraad
og Grosserer Tranem ikke. - Hys, - det var nok godt,
den Sag ikke kom op før i Himmelen . . .

Sy-Maisa var da kommet over denne dyre Vinter
ogsaa engang, - saa lidt Penge, der var mellem Folk
nu, - og saa mange Forskrækkelser der havde været
i Byen for alle disse sørgelige Falitterne . . .

Og hun havde nok tænkt sit, hun, da nu ogsaa den
store, rige Schlüsselberg paa Støberiet røg, - han, som
fik den vakkre Lizzi Kalnæs. - Hun syde akkurat for
Portner Evensen i Kjælderen skraas over i Dagene,
medens det spillede om det, - og sad og saa og la'
Mærke til, hvor stille de var derover, og saa forsigtige
med Jalousierne til Gaden i de store Vinduerne - rent,
som der skulde være syge. Ja stakkar, det var ikke
godt at sidde igjen for hende med den gamle Mand,
hun bare havde tat for Pengene - nu, den var væk
hele Herligheden . . .

Kunde hænde, hun kunde komme til at sy for dem
borti en af Smaaleilighederne nogengang, - Sy-Maisa
havde nok set saa galt før, hun!

Hun havde nu faat prøvet det noget hvert Sted om
i Byen; og der kunde ingen tro, hvor forskjellige de
var, som ikke havde Erfaring for det! Mangesteds
kunde én forstaa, de mente det i bedste Maade, - naar
de bare havde Tanke paa det. - Men saa var der dem,
som pruttede af og pinte paa Skillingen, saa det var

SIDE: 308

en Skam at fortælle. Hun havde tit siddet og ventet
med Hjertet i Halsen paa, hvor mange Ører, hun
skulde komme hjem med om Kvælden; - og endda
saa mistænkte de én for at trække med sig hjem af
alt, hvad én havde under Hænderne . . .

Maisa havde Søm hjemme idag. Hun havde faat en
Kjole at sy for Madam Hansen paa Slagterboderne til
den halvvoksne Datteren, og rigtig glad var hun, fordi
hun var blet kjendt med hende; Madamen var saa
ræsonabel til at betale og huskede hende, naar hun gik
hjem, saa med et Ben til at koge paa og saa med lidt
af Kjøddeigen deres til en to, tre Karbonader . . .

Ja stakkar Jensine, hun trængte det nok, - det var
ikke ofte hun fik noget, som kunde gi lidt Kræfter til at
vokse paa!

Maisa sad og syde paa sit lille Værelse i Arbeider-
boligen. Bordet ved Vinduet, nogle pudeslidte Stole,
hvis bastante Træværk hidrørte fra Stolemager Dørums
Haand, en Del Hylder og Smaaskilderier var, hvad der
var bjerget fra hun var gift med Ellingsen, - foruden
den gamle Dragkiste fra hendes egen Ungdom og Sen-
gen med det blegede Sirtses Overtræk.

Det drog langt ud alt paa Eftermiddagen; hun be-
gyndte at undres paa, hvad Klokken var, og lukkede
paa Vinduet for at se, om Børnene begyndte at komme
fra Almueskolen; - den maatte vel snart være seks nu,
saa hun havde Jensine der, - hun var blet aldeles i
Bet for sort Lintraad . . .

Jo da, der var de, anstormende hele Flokken! - og
Jensine daskendes efter med en anden lang Jente un-
der Armen. -

"Saa skynd lidt paa Dig!" vinkede og raabte hun ud
igjennem Vinduet.

Hun mødte Datteren i Trappen med en Rugkage, saa
hun kunde faa lidt i Livet, medens hun rendte ned for
at kjøbe Lintraaden. Hun maatte bare rappe sig, -
ikke bli staaende dernede, - saa hun kunde faa lidt
Hjælp til at bredde sammen Kjoleskjørtet; Madam
Hansen skulde ha Kjolen til Søndag . . .

SIDE: 309

Og det varede heller ikke mange Minuter, før Jensine
var der i Døren igjen med den svarte Luggen sin.

"Undres, om Mor Jensen bruger Komfyren - eller,
om vi kan gjøre op til lidt Kaffe? - - Men ikke tror
jeg, der findes en Smule Cikori mer" - kom hun til
at huske paa. - "Du faar være som en Vind ned efter
noget, Jensine." -

"Komfyren er fri den," sa Madam Jensen og lukkede
op Døren til Kjøkkenet; hendes Mand var Bybud og
kom aldrig hjem før sent.

Jensine var der alt tilbage igjen med Cikoriepakken.

"Du faar sætte Dig til at sy her, Du, mens jeg koger
Kaffeen . . . Den Bredden der, skjønner Du" -

Jensine tog hendes Plads, medens Maisa skyndte sig
ud i Kjøkkenet og gjorde op Ild.

"Aa lad mig se," kom hun saa ind igjen. "Ja, vidste
jeg det ikke, at Du skulde forstrække den skraa Siden
mod den rette! - - Det er bedst, jeg traakler det
først for Dig, - saa Du ikke sidder der og syr bort i
Natten."

Maisa satte sig halvt ned paa Stolen igjen og be-
gyndte at traakle . . . "Jamæn, syr jeg det ikke ligesaa
fort med engang, - Du ligger bare i Fingrene paa
mig . . . Kjære Mor Jensen, jeg faar nok be, om De
vil være snil og hjælpe mig til lidt Varme under Kje-
delen - jeg har saa travelt saa" -

Jensine havde sat sig hen paa Dobbeltsengen og
slængte med de lange Benene, medens Moderen af og
til saa opraad paa hende . . .

Mor Jensen stod og læste i Bladet, som just var lagt
i Døren; hun studerede altid "Bortkommet" og andet
paa Bagsiden.

"Jeg mener nu, at Di skulde sætte Jensine i den pene
Skjortefabriken hos Kjøbmand Faaberg, jeg," - sa
Madam Jensen med Eftertryk. - "For nei, om hun
lærer noget herhjemme paa denne Maaden!"

"Hun maatte nu bli konfirmeret først," mente
Maisa . . .

Ja, - hvordan hun skulde komme over det? . . .

SIDE: 310

Men det var et Tag med at skaffe Udlæggene til det
ogsaa, skulde det gaa honnet og skikkelig for sig med
det stakkars Barnet . . .

Det var en Strid bestandig for at faa dette Arbeidet,
én skulde leve af! . . . Der var blet saa mange ny og
flinke om det overalt; - og, var det ikke det, at hun
forstod saa omframt godt, - det kunde hun nok selv
sige, - at gjøre noget ud af et Plag og vende og snu
og stelle med det i en trængende Familie, saa skulde
der ikke blet meget til Mad og Logis og noget i Ovnen
for hende og Jensine, - og saa til Støvler, saa haardt
de trængtes for at berge sig i Væden.

Nei, - naa skulde én set det ogsaa! -

- "Haand . . . Haand-Symaskiner paa Afbetaling!"
læste Mor Jensen op lidt besværlig; Overskriften paa
Avertissementet stod der med store, fede Bogstaver.

Maisa stansede lidt i Syningen og blev opmærksom.

- "mod en første Indbetaling af en Trediedel."

"Ja da ja, - hm" . . . Hun gav sig til at sy igjen -

"Vi kunde faa seksten Kroner for Dragkisten vor,
véd Du, Mor!" udbrød Jensine ivrig; hun skjønte ogsaa,
hvad det stod paa.

Maisa saa studsende og tvilsom hen paa den store
Dragkiste med Skufferne, som altid havde fulgt hende
gjennem Livet, - og som hun havde draget saa paa,
naar hun skulde flytte . . . Kunde den nu kanske skaffe
hende en Symaskine saa? - Seksten Kroner . . .

"Mor, vi har næsten ingenting i den," drev Jensine
paa - "andet end noget Rask og saa de Kopperne og
Tøiet i den svære Underskuffen."

Den havde engang været nyttet til Seng for Maisa af
hendes Mor, naar den blev udtrukket, havde hun for-
talt, - og Jensine var ogsaa ble't lagt i den - -
Det var saa underlig, om den Dragkisten ogsaa skulde
afsted . . . Men saa havde hun en Haandsymaskine!

. . . "Og saa kunde vi ta Søm op til os, Jensine!
baade her fra Arbeiderboligen og andetsteds" . . .

"Det skulde bli sligt Leven saa - Tænk, bare at
dreie, Mor!"

SIDE: 311

"Aa-aa, - det blev nok ikke bare det, men -"

"Det var bare at plukke sammen noget at faa hjem
at sy," mente Jensine.

"Jeg vil ud til Andersen imorgentidlig og høre om
Dragkisten. For, - havde jeg Maskinen i Huset imor-
gen, saa - - Aa nei, om jeg egentlig behøvede at
stridsy saa farlig da heller nu paa dette til Madam
Hansen . . . Du faar springe ned, Du Jensine, og faa
lidt godt Brød til Kaffeen . . .

Og ikke skjønner jeg, Du behøvede at komme saa
fort ind i Skjortefabriken da," sa hun efter hende i
Døren.

. . . Jensine kunde nok komme til at staa skikkelig
paa Kirkegulvet da . . .

Og en rigtig god en! - hun forstod sig da paa at
ta ud en Symaskine -

- "Og ikke vil jeg ha Dig til at kludse og fordærve
den, før jeg har faat Dig rigtig lært at haandtere
den," - lød det, da Datteren kom igjen med Brødene.

"Haandsymaskine paa Afbetaling . . . Du faar be om
at faa gjemme Avisen . . ."

Jensine satte sig op paa Dragkisten og hamrede sit
glade Farvel til den med Hælene. -

Det var som en hel Helg for Sy-Maisa, da hun en-
gang ud paa Vaaren fik komme til Tranems igjen og
sad der inde i Pigekammeret, medens Solen randt paa
skraa i den ene Vinduspost indover Komoden med
Marens lille Speil og Nipssagerne og bort paa Kanten
af Pigernes Seng. Hun havde vendt sig saa, at hun
kunde kjende den varme Sol lige i Skuldrene og Nak-
ken, - det havde været sligt svært Gigtveir i hele
April, - og det var rent, som én kunde livne op igjen.

Hun havde faat Besøg af lille Jakoba Schou i For-
middag. Hun havde faat Lov at sende Seddel til Sko-
len, sa' hun, fordi hun havde slig skrækkelig Hodepine.
Men Maisa saa ikke noget videre til det her. For hun
drev paa og legte, saa det stod efter, henover hele

SIDE: 312

Gulvet med Dukken sin. Den skulde indrette sig paa
al Vis fint i et Hus med to Etager, hun havde faat
istand ved at sætte en Stol paa en anden. - - Og
saa var det om at faa Maisa til at sy en Kaabe til
Rosa . . .

Aa-aa, det kunde nok bli, naar hun nu først fik
stoppet lidt fra sig paa disse Gardinerne til Vasken . . .

"Men hvad er det for noget, Du opretter der under
Stolen?"

"Det skal være Butik, og nogen leie der; - Rosa
og hendes Mand, som eier Huset, kan ikke la det staa
ledigt, kan Du skjønne . . . og der maa altid bo nogen
under, saa blir det varmt."

"Jamæn er Ungen klog ogsaa da" -

"Skulde jeg ikke vide det, - det har Far sagt det . . .
Hun har Sypige ogsaa."

"Saa, - hvor da?" -

"Nei det lar jeg Dig være det" -

"Saa saa, - ja ja, - jeg kan nok sidde for det og-
saa jeg" -

"Du maa sige, naar hun skal komme og ta Maal af
sig og prøve; - jeg har Metermaal ogsaa jeg, Du!"

"Er Du nu ogsaa ivei med Centimetermaalet" . . .

Solen skinnede, den tiaarige Jakoba legte, og Maisa
sad med i Legen og skulde være Sy-Jomfru i Pige-
kammeret hos Rosa. I det langagtige Ansigt med den
egne Overlæbe var der noget fornøiet oplivet med Præg
af dette paa engang arbeidsstrævende og letglemmende.
Brynene var blet større og tættere, og Haaret, som af
og til stak ind i Solen ved Nakken, var en hel Del
isprængt med graat.

Jakoba havde indrettet hele Butiksvaaningen alt, da
det gamle Slaguhr gjorde hende opmærksom. Det drog
sig uden at slaa, og viste alt halv elleve -

Det var nok Bekymring for at faa Kaaben i For-
middag, - skjønte Maisa, - hun var strøget ind til
Bedstemoderen; - og kom da ogsaa en Stund efter ud
med et gammelt, udafsprættet Stykke blomstret Uld-
brokade med Silkefoer.

SIDE: 313

"Det skulde Du faa, Maisa, at sy af; - jeg bad først
Tante Rask, men hun er saa døv idag, at hun ikke kan
forstaa nogen Ting."

"Kom hid med det; - og saa med Dukken. Den faar
være ude hos Syjomfruen nu en Stund, mens Du leger."

Sy-Maisa blev imidlertid siddende med begge Dele
paa Fanget, og det varede saa længe, før hun tog fat -

Hun stirrede og saa paa Tøiet . . . Jo det var af den
Pariserkaaben! . . . Hun skulde nok kjende den . . .
den, hun syde paa den Kvæld, - det var nu over tyve
Aar siden . . . Den Kvæld, hun sad og stred paa blege
Livet, saa ræd og koldsvedende og angst for, naar Fruen
kom hjem, - og tænkte, hun skulde slippe undaf
Dommen, - og saa - skulde, skulde ta ham! - - -
Ja hvor hun ni'syde og grundede og sad og regnede
ud Tiden ved det Plagget - hun huskede akkurat hele
den skraa Sømmen, da hun sad og mente, Fruen
maatte komme, inden hun var til Ende med den - -
og Blomsterne i Uldbrokaden, - de ligesom vilde
vrimle for Øinene hendes, som de gjorde dengang . . .
Og saa, da hun la sammen Pariserkaaben til Grete . . .

Øinene i det stille, farveforladte Ansigt fik noget
borende, medens hun sad og stirrede ind i dette, og
det bankede oppe i Halsen ved Kravebenet . . . Der
fik nok nogen anden ogsaa svare for det engang, -
hvad der da skede, - baade for Elling og -

"Men skal du aldrig begynde at klippe da, Maisa!"

Maisa reiste sig og tog Saksen af Komoden. Figuren
var tynd og spæd, nærmest som en gammel Piges, og
hun gav sig straks til at maale og klippe . . .

"Se saa, nu kan Du ta Dukken din igjen."

"Ja, men Rosa maa faa komme og prøve?"

"Ja da."

"Naar kan jeg komme? - Det er Rosa, som spør;"
- hun holdt Rosa frem.

"Aa, - Klokken kvart over elleve."

"Du maa ikke narre."

"Nei da, jeg skal nok være akkurat, skal Fru Rosa
se" - -

SIDE: 314

Maisa sad og syde, mens Jakoba legte og disputerede
for Rosa om Leien, og Solen kom varm over Gulvet
hen paa Foden af Kassen til Slaguhret . . .

Det var akkurat en Pariserkaabe, denne lille, ogsaa
- - og Tankerne gik efterhaanden udover det Saar,
den saa pludselig havde revet op, hen paa én, hvis
Vei i Livet hun altid havde fulgt skimtvis; - i flere
Aar havde han været Doktor i Nordland og reist i
Udlandet for at studere noget Slags Syge, han siden
havde skrevet noget lærd om, og sad nu i et Embede
i Bergen . . .

Og ifjorsommer, da her var det store Naturforsker-
møde med al den Stas og Fester rundt om, baade med
Dampskib og Vogne til Ære for dem, - da havde hun
vidst fra Listerne hos Doktor Schous, at han var iblandt
dem . . .

Og hun var ved Indgangen til Tivoli, da de skulde
holde den store Festmiddag der, - i den tætte Træng-
sel af Folk, som vilde se, naar de kom. Hun havde
staat der siden Klokken før tre og havde havt Tag med
Haanden i Stolpen lige ved Siden af Porten, da de
begyndte at komme, - nogle Arm i Arm og snakkende
med let Overtøi over Stasdragten og en og anden Orden
lysende under, - og andre med Støvfrakkerne paa
Armen . . . En hørte baade dansk og svensk og andre
Sprog med, - og saa raabte Folk imellem et Navn,
naar der var nogen rigtig berømt fra de fremmede
Lande . . . Men ikke saa hun huskede paa at se paa
dem . . . Byens øverste Doktorer, de var nu kjendte
nok; de førte hver sin fremmede med sig -

Og saa ja, - saa kom en af dem, en lavvokset Pro-
fessor med én ved Armen - en lidt mager, kraftig
Mand, som stak det kloge, levende, bredkjakede An-
sigt lige nær ind i Professorens, medens han snak-
kede og la' ud med Armene, og Øinene ligesom lyste
og glippede til bag Brillerne. Den fine sorte Hat sad
saadan rask og lidt skjævt sat, - vel, fordi det var
saa varmt der i Solen, - paa et mørkt blødt Haar
med nogle Striber i af graat, - hun skulde vel kjendt

SIDE: 315

det igjen, fast Tiden var kommet i det! - og den kloge
Munden, som smaalo . . .

Han stansede lidt med Støvfrakken paa Armen, og
de graa Øine fo'r, just som han gik ind af Porten,
et Øieblik uforvarende lige over der, hvor hun stod
. . . . . . Der var en Tid, da de gik ind der sammen! . . .

Hun saa, han havde som tre Rynkefurer i Panden
. . . Han havde da strævet, saa han kunde faa dem . . .

Og hun var noksaa glad, naar hun tænkte paa, at
for hendes Skyld var de vel ikke saa farlig kommet
der nogen af dem . . . Han havde tat Huslærerpost
og været borte fra Byen med det samme, hun havde
skrevet og fortalt ham det altsammen, - saa hun havde
aldrig vidst, hvordan han havde tat det . . .

Men han havde vel været noget andet for hende end
hun for ham - - det kunde hun nok skjønne nu -

Naar hun tænkte paa, hvordan hun gik derudover
til Grønlandsleret om Kvældene, - ja just her fra Tra-
nemsporten, - - saa urolig mangengang og tit, saa
hun ikke kjendte Fødderne paa Fortoget - saa læng-
tede hun! - Og hvordan hun alt begyndte at se efter
ham nede ved Slagterboderne - - og saa himmelglad
og forskrækket, naar hun saa ham . . . Det var nok
mange, mange Tanker det - og aldrig havde de villet
gaa ud af hende - kom ikke til at gjøre det heller - -

"Véd Du, hvad Pigerne hjemme synes er saa under-
ligt, Maisa? . . . De skjønner ikke, at Folk kalder Dig
Maisa Jons, naar Du heder Madam Ellingsen."

"Saa, - jeg tænker ikke, de har noget med det, - -
pas Dukken din Du" -

"Ja men Du har jo været gift med en Skomager?"

"Aa ja - det har jeg nu ogsaa, ja - - i otte Aar
- og - kors for det! - tunge var de" - kom det halv
for hende selv . . .

Hun syde igjen omkap med sine egne Tanker. De
var saa med ét kommet over hende idag - og fik faa
ha sin Gang . . .

Hun syde og syde paa Pariserkaaben og havde nu
bare igjen at sætte Armene i og gjøre Kraven . . .

SIDE: 316

Solen steg opover Slaguhret, og Jakoba holdt ved sin
Leg, mens hun ventede . . .

. . . Og hvor alt dette skulde ende . . . Det gik og det
gik Aaret rundt om i Vinduskrogene, - og saa kom det
vel kanske til at ende der ogsaa - eller kanske Gigten
tog hende . . .

Det maatte være, at den gjorde saa godt i Ryggen,
denne velsignede Varmen, - neimæn, om hun kunde
tænke og spekulere paa sligt . . .

"Ja nu, Maisa! er det akkurat et Kvarter over elleve,
- nu kommer Rosa for at høre, om hun kan faa prøve?"

Hun lod hende spasere ud fra anden Etage og over
Gulvet . . .

"Ja da, Fru Rosa, naar De vil være saa snil" -

"Hvad? - jeg skulde tro, den sidder - - det er
saapas til Pariserkaabe! . . . Hvis Fru Rosa er hjemme
om lidt, skal jeg komme over med den, saa De kan
gjøre Deres Visiter i Formiddag."

Og saa blev det endnu en Stund, at Maisa skulde
sidde og være Syjomfru i Rosas Pigekammer . . .

SIDE: 319

Bonde-Bergs vanlige høirøstede Vittigheder for en
talrig og taknemmelig Tilhørerkreds ude i Restaura-
tionen var alt blevet betydelig mattere. Kæmner  men der var liden Trøst i det røde koparrede
Ansigt, der sugede fornøiet paa hans Væsen og Egen-
skaber som paa et Stykke Sukker.

"Der gi'es noget, som heder at driste paa Chancen,
Harrestad!"

"Jeg kan forsikkre Hr. Direktøren, at i hele min
Forretning spiller Risikoen en ganske forsvindende
Rolle. Mine Bøger . . ."

Direktøren gispede temmelig uhøfligt og meldte skjø-
desløst igjen høit Spil. Det stille Lune, hvormed han
i det samme saa hen paa Mulwad, kunde ikke andet
end oprøre Harrestad. Han mistænkte de to Herrer
stærkt for at drive Spas med sig.

Og Direktøren holdt ham i visse Maader under Neg-
len ikvæld. Det var naturligvis denne penneføre, for-
hen Kontorist hos Fogden, Harrestad, og ingen anden,
som var Anonymikusen i Hovedstadsavisen, hvor hans
despotiske Ledelse af Sparebanken nylig blev klandret,
og som nu om Dagene sneg sig om blandt Haand-
værkerne og hvervede Stemmer til den ledige Forligel-
seskommissærpost.

Harrestads fortænkte Ansigt med den dybt bekym-
rede Indsækning ved Munden kunde minde om
Svinesylte i Pers.

SIDE: 321

"Kniber De nu igjen, Harrestad? Det nytter ikke at
bære sig ad her slig, som De gjør med Raaken, -
lure paa, at nogen anden skikker Fartøier ud først, saa
De faar Deres Galeas gratis tilsjøs i hans Rende . . .

Nehe-i det nytter ikke," lød det muntert. "For,
- ser De nu," - Direktøren viste Resten af Kortene
op, "fordi De ikke brugte Deres Svite itide, faar jeg
alle mine Kløvere gode."

Direktørens ene runde Fugleøie forlystede sig og
keg saadan skraat gløttende over den store haargrode
Vorte ved Næseroden, medens det andet mere ovale
ligesom bare akkompagnerede til.

"Aa nei," vedblev han og leverede ud Kortene ét
efter ét - "man mister bare Fragt paa den listige
Ventingen. Mens de slaas om Raaken og lurer saa fint
paa hverandre herhjemme, saa har Johnston løst
Spørgsmaalet han, - lar Fartøiet sit seile om Vinteren
med og inkasserer den ene Fragtveksel efter den anden."

"Det er sandelig mange Mennesker at ansvare for
sin Samvittighed. Og man faar vel tænke paa Kaptei-
nerne og Mandskaberne ogsaa," mente Harrestad blidt
paa sit milde vestlandske Bogsprog; han kastede et
meget sigende Blik hen til Bostonbordet ved Døren,
hvor der sad nogle Skibsførere.

Direktøren saa ud, som om han holdt paa at faa
surt Vand i Munden . . . "Det vil sige, naar Hyrepen-
gene er sluppet op i Februar og Marts, saa faar man
skrive Spegesilden tre Stykker for fem og tyve Øre
dernede ved Bryggen . . . Ja-a, jeg véd, De har Hjerte
for Matrosen, Harrestad! - De provianterer jo ogsaa
med Traktater" . . .

Det knæggede af Moro henne ved Bostonbordet. Det
var nok ikke greit at være Harrestad ikvæld . . .

"Men Afholdssagen vil Harrestad for sit Liv ikke
vide af; - Matrosen skal faa drikke og skraa alt det,
han bare kan faa leveret ud fra Butiken sin."

"Afholdssagen anser jeg for en farlig Afvei, - en
ren Syndens Planteskole . . . en sand Forførelse til at

SIDE: 322

hovmode sig over egen Dyd og Retfærdighed," udbrød
Harrestad.

Direktøren gav ham et blaasurt Øiekast, - det var
den Talens Gave, Fyren anvendte paa Haandværkerne.
Han dreiede sig paa Stolen og saa hen paa Apotheke-
ren og dem, som sad om Avisbordet. Der halvsov Sag-
fører Gaarder i Hjørnesofaen med Toddyglasset ved
Siden af sig, og bortenfor sad den sølvhaarede blide
Veiinspektør Finkenhagen helt neddukket i Auktions-
avertissementerne i Stedets Lørdagsavis.

. . . "Nei Johnston det er klart Hode," gjenoptog
Direktøren, "og dertil den Mand, som tør sætte noget
i Gang, saa stille han gaar med det. Og bra, - saa
Gud bevare én for alle den Mands Skrupulatser. Det er
Svigerfaderen, den gamle, grundhonnette Jernværks-
eieren op ad Dage, - bare at denne har lidt mere
Vet paa Forskjellen mellem Kredit og Debet! . . . Som
skabt til at bli Forligelseskommissær, - selvskrevet
naturligvis" . . . Det kom med et eget myndigt Øiekast
paa Omgivelserne.

Der lød en intetsigende liden Harken eller Halsrens-
ning fra Harrestad. Han undersøgte Kortene i det Stik,
som var efterliggende paa Bordet, medens der indven-
dig strittede op i ham et rasende fortærende - "haa-
haa, nu vidste man da, hvor Valget skulde bli perset
hen paa Onsdag!"

Sagfører Gaarder laa og morede sig, han saa Vei-
inspektørens Øren bli røde over Avisen, og hvordan
han blev siddende og stirre tomt og slapt ned i den.
Her røg nok et Haab for nogen og hver . . .

Man spillede videre. Direktøren begyndte synligen
at kjede sig og tog af og til over sin dobbeltknappede
Vest efter Uhret, et stort blankt gammeldags af Sølv.
Med Ærmet opbrættet for Haandledet sad han lidt lang
og knoklet paaskjøns paa Stolen og vippede utaalmo-
dig med Kortbladet, som han hvert Øieblik vilde springe
op. Noget fra Dampskibet, Ekspeditør eller Besked
maatte da engang vise sig . . .

Agent Thesen formente, at man nok kunde forsvare

SIDE: 323

at fornye sin Toddy; her kunde være akkurat saapas
Ventetid tilbage som til et endeligt Glas. Han brugte
stadig det Udtryk, skjønt Hvermand vidste, at hans
sidste endelige Glas sjelden kom, før det sidste Men-
neske var gaat, og Jomfruen for at faa slukke maatte
skylde paa Madam Michelsen. Han slog nyt Glas hver
halve Time ligesom Skibsklokken, paastod Bonde-Berg,
- man kunde se paa Gangen, hvorledes den var ind-
rettet paa Slingring.

"Blaaser det derude, Terjesen?" henvendte Direk-
tøren til en af Skibsførerne, som var henne i Vinduet
og tørrede Ruden med Ærmet og keg ud.

"Ser ud til det."

Det var Synd at sige, at Direktør Bratts Ansigt saa
taalmodigt ud. Han var kjed, kjed . . . Men der kom
pludselig et rent ud varmt Udtryk i det, da Skibsreder
Johnston viste sig i Døren med Tulluppen aaben og
Skjærfet i Haanden.

"Naa, saa Dampskibet er der," udstødte han. - "God-
kvæld, Johnston! I har vel havt svært Veir?"

"Ja ordentlig Vask, - saa vi mistede et Stykke af
Skanseklædningen." Johnston hang forpustet det sidste
af Reisetøiet hen paa Knaggen. "Og saa er jeg blet
alvorlig opskaket - for Concordia. Jeg kan ikke vide,
hvor Skuden ligger og danser nu ude paa Doggeren;
- jeg hørte bare om Stormsignaler paa alle Stoppe-
stederne.

Saa De er her, Agent Thesen!" afbrød han sig. "Jeg
vidste nok, jeg skulde træffe Dem heroppe i Klubben;
- for jeg er blet ræd, skal jeg sige Dem, og nu vil
jeg assurere! - Ja det vil si', jeg - jeg tænker paa
det." . . . Han begyndte at pille ved sine Negle, uvis
overveiende.

"Sæt Dig ned og vær hyggelig, Johnston, og faa Dig
et Glas. Saa faar Du Mod igjen og kan betragte Tin-
gen sundere, om Du ikke kan spare Dig den Vinter-
assurancen. - Saa tar vi en Rubber til? Du overtar
Harrestads Aktiva og Passiva."

SIDE: 324

Der var en vis naturlig Elegance ved Johnston trods
hans lidt skjødesløse Maade at føre sig paa.

. . . "Vilde jo gjerne slippe at fornye Præmien dette
Halvaar," . . . yttrede han, da han havde faat Kortene
i Hænderne og spillede ud . . . "Den er dyr Du, denne
Vinterassurancen."

"Drik Toddy," opmuntrede Direktøren.

"Hm, - stik den; - bare fem, seks Uger til nu, saa
var vi oppe i Sommerpræmierne," murrede Johnston.

"Ja-a en vis Mand frister," lo Direktøren.

Man spillede videre, - Agent Thesen som vanlig ved
den Tid og det Nummer i Rækken af hans endelige
Glas lidt sløv og dertil nu ængstelig for at give galt og
præstere nogen Blottelse. Han leverede Kortene lang-
somt gravitetisk ud, ét for ét, og bragte det ihærdig til
en heldig Ende.

Et Vindstød tog voldsomt i Ruderne.

Johnston saa didhen med et vist Humor. - "Jeg
assurerer alligevel, jeg, - og det paa Flekken," sa han.

"Pas paa at ta ham De, Thesen, medens det endnu
durer i Ruden; straks det stilner af, ihukommer han
den svære Vinterpræmien igjen," lo Direktøren og
strakte sig tilbage paa Stolen.

"Kontor overalt, hvor jeg er," sa Thesen og rev be-
sindig et Stykke af det Papir, hvorpaa Spilleregnskabet
holdtes. Han skrev en Rekvisition og skjød den og Bly-
anten over Bordet til Johnstons Underskrift.

Direktøren tog op sit Sølvuhr: - "tyve Minuter over
elleve, Agent!"

Det var Forretning over Kortbordet.

Lange Thesen noterede og stak lidt famlende Papir-
lappen i Lommebogen. Han nød sine erobrede Pro-
center i en behagelig Slurk af Toddyglasset, inden han
igjen tog op Kortene.

Direktøren var kommet i Humør som det blikkende
Solskin, sa Kvikheder og kastede paa. Han likte sig
sammen med Johnston, beundrede igrunden alt ved
ham . . . Bare de Hænder, - der var noget saa lykkelig
fint ved dem - og, naar han bøiede Hovedet frem paa

SIDE: 325

det Vis og faamælt og lunt jugerede Spillet og saa lige-
som gjettede sig til det saa ubekymret - næsten altid
heldigt, - saa var han jo som et Søndagsbarn . . .

Anders Bratt havde det med i Stilhed at nyde ham,
naar de var ude i Selskab, - noget vakkrere end den
Mand da, som han kunde dukke op af sin daglige
Knapmælthed, kunde man ikke se. Og naar han saa
med ét saa tillidsfuld elskværdig slog Direktøren paa
Skulderen og sa: "Der er hel Kommando ved Dig! Du
er en Slæggenatur, - forbandet plump" . . .

Ja hver Skude maatte nu ha sit Maskineri; - med
Johnstons Indretning kom Johnston frem. Hans Sam-
vittighed var ikke indrettet for Grovarbeide, hvor der
altid maatte slumpes endel for eller imod naturligvis,
eftersom én la sig i Tøiet. Akkurat det modsatte af
ham selv - ikke en brutal eller uretfærdig Tanke i
hans Sjæl . . .

Man stimlede sammen derude i Restaurationen,
strakte sig, raabte, snakkede.

Det var Dampskibsekspeditøren; de bragte Kasser op
fra Slæden og Klubbens Post.

Telegrafbudet kom i Døren med et Telegram til
Konsul Mulwad.

"Og saa er der bragt to Telegrammer hjem til Dem,
Hr. Johnston!"

"Aa, - Odessafragter og sligt, kan jeg tænke; det
ekspederer vi imorgen . . . Haaber baade Rugprisen og
Fragten stiger bra," nikkede han til Mulwad, som han
vidste ogsaa var engageret i Odessarugen. "Naa ja,
- javist ja, Ruder" . . . kom det distræt.

Man reves om Aviserne, der spredtes udover Bordet,
indenlandske, svenske, danske, den engelske Shipping
Gazette og Børsenhalle saavelsom et Par illustrerede,
og der spurgtes og berettedes fra Dampskibet. De
havde havt svært Hav og Storm der bortenfor Næsset,
havde set Vrag i Sjøen, og der skulde være meldt
mange Forlis alt. Og her sydpaa, hvor Dampskibet
mødte Frostveir, havde de gjennem Kikkerten skjelnet

SIDE: 326

Masterne af endel Fartøier, som laa for Nødflag inde-
frosset i Havisen.

Det var dette evige om, hvad der kunde gjøres, -
alt det, man snude og vendte paa hver Vinter.

Ved Kortbordene sad de med Stolene fra og Spillet
uopgjort og læste og snakkede op af Aviserne, og
"Agenturet" afhentede i Stilhed nok et sidste "endeligt"
Glas ude ved Disken, hvor han selv besørgede Styrke-
graden.

Klokken var blevet over tolv i Klubben ikvæld under
alt det Leben deroppe, og nu kom der igjen nogen ind
i Restaurationen, - et Par Styrmænd, som fortalte, at
der havde været Matrosslagsmaal i Kleven udenfor
Brændevinskneipen hos Richert-Marthe.

"Det er paatide, der engang kommer Lygtestolper ind
i det mørke Hul af en Baggade," fo'r Sagfører Gaarder
op. "Politimesterens Andragende om Belysning der-
oppe ligger jo fore nu i Formandskabet, Hr. Direktør?"

"Hm!" - Direktøren vedblev at læse; han holdt med
en Kræmten sit Glas op, saa Jomfruen ude ved Disken
saa det gjennem Døren.

. . . "Det koster lidt at udvide Belysningsomraadet,"
- drev Gaarder paa; - "men naturligvis blir det be-
vilget. Man kan jo ikke vide enten de røver eller myr-
der hverandre der om Kvældene.

Det er paatrængende, - saa rent paatrængende!"
ivrede han fremdeles, da det ikke lykkedes ham at
vinde Opmærksomhed.

Direktøren gav ham et hastigt Øiekast over Avisen:

"Ikke saameget som en Staldløgt skal Politimeste-
ren faa!"

"Men der kan da ikke siges noget imod det? - noget
holdbart ialfald," udstødte Sagføreren vrippent. "I en
fremadskridende, moderne By" . . .

"Ikke en Talgpraas!" - afskar Direktøren al Dis-
kussion om den Sag.

"Holder De paa længere, Sagfører, blir det tilslut
ikke en Lysesaks!" advarede Johnston lunt raillerende.

"Neigu, - lyse den Fyr til at faa Matroser og Skole-

SIDE: 327

gutter i Straf, - aldrig i Evighed!" Direktøren dreiede
sig med et Ryk mod Gaarder, - han undgik tydelig
at tage det op med Johnston:

"Jeg fik saavidt klaret det isommer, saa Berentsens
Gut - De véd, Sagmesterens paa Bruget mit, - slap
undaf Politimesterens Behandling. Fyren, som fik
Prygl af ham, blev betalt for sine tre Tænder og tog
Klagen tilbage. Men tænk Dem bare sligt Asen af en
Jurist! - han kunde ødelagt hele Fremtiden for Gut-
ten, bare fordi han tilfældigvis havde slaat lidt over-
flødig bra fra sig under en Forlystelse deroppe i Bag-
gaden; - den ene var sgu saa god som den anden . . .
Men Lovboka først og Lovboka sidst . . . For Retfær-
digheden maa være lige for alle, -" hermede Direk-
tøren uden dog at faa nogen anden Lighed istand end
med sig selv. "Og med det mente den Thingstud, at,
om en Matros blir knebet af Vægteren, saa er det ikke
en Døit andet, han skal lægge sig i Sælen for, end at
faa Fyren kjørt i Fængsel eller paa Tugthuset. Fæet!
. . . Ikke Anelse i hans Liv om, at det er Konduite,
Konduite og atter Konduite, - og ikke hans retfærdige
Jus her er Brug for i en By proppende fuld af Sjøfolk,
som gaar ledige om Vinteren . . . Og at Ungdommen
maa ha saavidt Luft for sig, naar den kommer hjem
fra Reis, at den kan rage op i et Slagsmaal, - det har
den Mand ikke Idé om. Hans Kopister slog's aldrig
deroppe i Departementet de, san!"

"Der er ingen anden end Anders Bratt, som kan
faa saa rare Ting udaf et Par tørre Lygtestolper," sa
Johnston med sin godslige Ærten.

"Naar Du hører det, som jeg netop nu sidder og
fortæller om Berentsens Gut . . . Og forsørge mig, han
var kommet paa Vand og Brød! . . . Saa kan Du ikke
andet end være enig med mig, Johnston!" Det kraf-
tige Hode heldte bagover med et Par Situationen hvast
overskuende Øine.

Johnston sad og sparkede og skjøv med Spidsen af
Støvlen til en Fyrstikke i Gulvsprækken; han smilte
saa smaat:

SIDE: 328

"Find paa noget bedre Du! Jeg tror ikke det bider
det om Skolegutterne og Matroserne."

Direktøren smilte et Øieblik med . . . Johnston var
mærkelig, som han sad slig med det fine stilfærdige
Ansigt og smaajønede. - Men saa tog Harmen ham.

"Jeg bare ikke forstaar Tankegangen," sa han kort.

Han drak det resterende halve Glas Toddy ud i ét
Drag og reiste sig:

"Nu vil jeg gaa!"

"Vi gaar sammen indover Gaden," sa Johnston og
tog Tulluppen og Skjærfet hastig paa sig for at følge;
han gav sig knap Tid til at tænde Cigaren i Lampen.

De andre vekslede Blikke.

"Har Anders Bratt først sat sig paa den Sag saa"
- bemærkede Agenturet fra Dybet af sin sløve Be-
vidsthed; han stod og nikkede og smilte med en stærk
forudseende Vished.

"Saa skal Johnston og Formandskabet og vi alle-
sammen under Kusten!" fo'r Harrestad løs med sin
skjærende Gnelderstemme; han stod i Overfrakke fær-
dig til at gaa. "Jeg begriber ikke, hvordan man i
denne By" . . .

"Hm, se nu til," yttrede Veiinspektøren stille, han
tog ogsaa paa sig.

"Ja neimæn, om Di kommer over Alperne der, Harre-
stad! - hvormeget Di saa krabber," skreg Bonde-Berg.
Det runde, rødmussede Ansigt, hvoraf tykke Kjøb-
mand Berg havde sit Tilnavn, straalede stærkt illumi-
neret; Øinene tindrede i høit Humør.

De skruede ned og slukkede Lampe efter Lampe, saa
kun den med Blikskjærmen stod igjen paa Disken, da
Gjæsterne rumlede snakkende ned af Trapperne.

Det var Maaneskin med drivende Skyer derude, og
henne paa Snebakken tvertover Gaden tegnede Skor-
stenspiberne paa Madam Michelsens Hotel sig saa
klart og bestemt, som der stod to Floshatte.

De sagtnede paa Skridtene, da de fik Direktøren og
Johnston isigte foran sig i Gaden.

"Jeg begriber ikke, siger jeg, hvordan man kan

SIDE: 329

finde sig i sligt i denne By" . . . gjenoptog Harrestad
arrig.

"Og jeg begriber det saa godt jeg," demonstrerte
Bonde-Berg: - "Nogen gjør det, fordi de maa, - som
for Eksempel hm . . . det nytter ikke bare med Gnave-
tænder, Harrestad! - Og nogen, fordi de har Natur til
det; - der er saadan lidt Hund i dem, saa de maa ha
nogen at lystre . . . Ne-i, der er ingen Halvering eller
Mæhæ ved Direktøren. Og det er det, vi alle liker, ser
Di. Fatter Di det, Harrestad? . . . Ogsaa følger der sligt
Veir med ham! Det kommer bare an paa, om én er
paa den rette eller vrange Siden af ham. Med, det
er som at age paa Kjælke nedover Bakken det, den
rene glidende Grønsaape. Men blaaser det imod, saa
faar én nok vente og lægge bi - i denne By!" -
ærtede han. "For det er nei og nei og nei det;" - han
holdt Fingrene op til Harrestad og regnede op: "nei i
Sparebanken, nei i Formandskabet, nei i Banken, nei i
Fattigkommissionen, nei i Havnedirektionen og det
Væsen. Nei opefter hele Elven, for der raar Direktøren
for Strømmens Brug, sjelve Anders Bratt og ingen an-
den; - og nei tilmed, om Di vil ha Dansebal i Klub-
ben; Harrestad . . . Og se nu bare til med Politimeste-
ren, neimæn om han kommer over Alperne, han heller,
med Løgterne sine, det spaar jeg . . . Og Johnston,
tænker jeg, stikker nok Piben i Sækken igjen, naar han
faar set sig for" . . .

"Partiskhed, Partiskhed!" . . . hvinte Harrestad,
Skyggen af hans tynde Skikkelse fægtede vildt henne
paa Sneen, - "bestaar af Partiskhed!" . . .

"Og saa er der Hjerte i Karen, han lægger Ryggen
til."

"Et ustyrligt Sinne ja, - som ingen i denne By kan
vise inden sine rette Grænser," gneldrede Harrestad.

"Bevar dit Hjerte fremfor alt det, som skal bevares,"
deklamerede Bonde-Berg beroligende. - "Og, om Du
vinder den ganske Verden, men tager Skade paa din
Sjæl, staar der, - véd Di det, Harrestad . . . For det
Falds Skyld, om Di ikke skulde bli Forligelseskom-

SIDE: 330

missær denne Gang, kunde det være godt at ha læst
Bibelen" . . .

Han saa triumferende efter Harrestad, som fo'r ind
af Gaden hjemover, som efter en slagen Fiende.

Maaneskjæret laa i Øieblikket næsten skinnende
kridthvidt over Byen med alle Smaahusene opover
Aasen.

Direktøren og Johnston spaserede et godt Stykke
foran paa Broen. De to Skygger knækkedes over Ræk-
værket, som de gled fremover, og Byelven susede; den
gik svart og smaafossende med Isstykker under dem.
Nede paa Havnen regjerede underlige Skygger og For-
længelser af Master, Ræer og Skibsskrog, der laa tungt
dybsvarte med Ankerkjettingerne nede i Isen, medens
den ene Bryggeside under Pakboderne hvilte fuldstæn-
dig i Mørke. Længst ude mellem alle de bebyggede
Øer og Holmer foran Indløbet yrrede en svart Stribe
af det aabne Hav i Sølvglans.

Direktøren gik rask og var taus. Han havde tænkt
at bede Johnston paa Kalvestegen imorgen; men -

"Det gaar ikke med to Politimestre til at raa," spa-
sede Johnston, da de kom i Nærheden af Direktørens
Kontor, hvor Hest og Slæde ventede, for at kjøre ham
den halve Fjerdingvei ud til Strømmens Brug.

"Nehei, jeg tænker nok, han skal faa mærke, at her
kan bli adskillig varmt for ham!"

"Ærgre ham, saa han maa søge sig væk, mener Du?
- Du vil da vel ikke - for dette" . . .

De stansede foran Porten.

"Jovist mener jeg det." Direktøren satte Stokken i
Gaden.

"Godnat Johnston."

Johnston stod lidt og saa efter ham . . .

Anders Bratt drev indover Gaardspladsen; det ener-
giske rygranke Lag viste noksom, hvad Humør han
var i. De bykjendte Botforer med de høie Stropper op
bagtil skridtede grotesk illustrerende som Skygger paa
Snekanten ved Siden af ham.

SIDE: 331

Anders Bratt var i ypperligt Humør idag, han havde
kværket Byfogden kapitalt oppe i Formandskabet i
Anledning af Lygterne, og det var bare som en be-
hagelig Kløe i Skindet at ta Johnstons Murren og Vit-
tigheder bagefter.

"Ja neigu, om Du ligger for det," sa Direktøren.
"Du vil altid bli kjørt og viget af disse humane Ar-
gumenterne!"

. . . "Ser Du, Bratt, jeg har som en Idé med denne
Tomten," forklarede Johnston, han havde faat Direk-
tøren med sig ind paa Marken bag sit Hus . . . "En Idé,
jeg grunder paa" . . .

"En Idé? Pokker til uforretningsmæssigt Udtryk.
Det er, som jeg skulde snakke med Overlæreren; han
har altid saadan en Idé eller Tanke."

Direktørens vante Affærsøie overfløi rapt Situatio-
nens Muligheder. Den isede, humpede Tomt endte
nede ved Havnen i en forfalden Bryggestump, hvis
yderste Pæle stak nøgne op af Isen.

"Det vil sige, Du tænker paa at leie den for fem-ti
Aar . . . eller kjøbe den? hvad?"

"N-ja, det kommer an paa" -

Han stirrede paa Direktøren . . . "Det er, ser Du, om
jeg - om jeg" . . .

Han stansede igjen fortænkt:

"Aa Abraham," bad han sin Søn, han la Haanden
paa hans Skulder og bøiede sig ind til ham, - "gaa
hjem efter Maalesnøret Du, saa skridter vi op den
Snippen der."

Johnston drev paa sin slængete Vis videre nedover,
seende og vendende sig efter ham; - Johnston tog altid
en Sag ligesom ved den bagre Hank.

"Jeg grunder paa, ser Du, om jeg kanske skal nøie
mig med bare Halvparten eller ialfald slippe at ta den
Snippen der ved Brønden . . . Det gjør svær Forskjel
paa Kjøbesummen det" . . .

SIDE: 332

"Naa saa altsaa, - Summa Summarum, Du vil
kjøbe da!" udbrød Direktøren.

"N-ja? . . . Blikket saa hen i Luften udover Isen og
Skibene, der laa i Martssolen.

"N-ja?" . . . Det er sgu et Ord, som Du har Æren af
at ha opfundet det, Johnston, - saadan et Tag til to
Sider. Vil det paa kort og greit sige, at Du endnu ikke
har bestemt Dig . . . Fanden til Ord!"

"Naa ja, hvad raader Du mig til?"

"Raade . . . raade? - Er det de syv og tyve tusind
Kroner, Du strøg ind den Kvælden, Du assurerede
Concordia i Klubben, som brænder i Lommen? . . .
Svineheld! Slig en Kar er istand til at ta det store Lod
i Hamburgerlotteriet."

"Aa ja - nu, jeg har Kontanter . . . Enten kjøbe en
ny Bark igjen for den, som forliste, eller . . ."

"Eller ogsaa bruge de Penge her paa Tomten . . .
Spekulere?" - Direktørens rappe Fugleøie mysede un-
der Hueskyggen, som om Vinterskjæret generede:

"Det vil sige, Du tænker ikke bare paa denne Tom-
ten, det er noget, Du lægger an?"

Han mødte kun et Par graa Fiskeøine.

"Ser Du, Bratt, - det er, om jeg skal ta bare Halv-
parten eller ialfald ikke den Snippen."

"Pokker til Omstændigheder, før den Kar faar be-
sluttet det, han alt har besluttet!"

Direktøren havde sin stille Moro af, hvordan John-
ston bar sig ad i Forretninger, - - havde ikke Op-
dragelse for det! . . . Der stod han med den gamle Flos-
hatten i Nakken og frøs og studerede og regnede og
dividerede for at faa beroliget sin Samvittighed paa
alle mulige tænkelige Kanter, medens Sønnen i let
Kontordragt og Skottehue skrævede henover den isede
og humpede Mark med sine lange tynde Passere af
Ben . . . Pen, vakker fin Gut forresten, - rigtig saadan
Raceansigt efter Moderen . . .

"Seks og seksti Meter!" raabte Abraham derhenne
fra.

"Jaha, det gjør seksten hundrede Kroners Forskjel

SIDE: 333

det," regnede Johnston ud paa Bagsiden af Lomme-
bogen. Han stak betænksomt Blyanten ind i den:

"Men - jeg bør vel ta det hele, Bratt?"

"Javist tar Du det hele ja!" sa Direktøren afgjørende.
"Feiler Du Penge, kan jeg skaffe Dig fem tusind Kro-
ner fast Laan i Tomten . . . Og, naar Du saa faar
Brygge, blir Du en af de stærkest interesserede i Havne-
opmuddringen Du, - seiler lige ind i hele Kravallet."

"Ja tror Du ikke, jeg har tænkt paa det, - tænkt
meget netop paa det."

"Det blir lidt Krig, - hvad? - Vis dem Bustene,
Johnston! - ordentlig Bustene. Mig har Du, - og
bare nogle Stemmer til, saa har vi Dampopmuddrin-
gen gaaende."

"Hm, - det er netop Mudder, jeg ikke har Natur
for at gjøre - man kan faa en Sag frem paa mange
Vis -"

"Du kan da ikke rentud la Dig kvæle af bare Høf-
lighed heller," fo'r Direktøren op. - "Det er denne
humane Luften, Du er dalt ned fra! Men ser Du, vi
er inte humane her. Vi klorer Au'ene ud paa hver-
andre for Skillingen."

Johnston smilte; - "det blir nu ikke i dette Aar ial-
fald, jeg kommer til at bruge Lastepladsen. - Vilde
saa gjerne faat grundlagt noget her for Abraham . . .
saadan en eneste Søn, ser Du, - det blev rent som en
Begravelse, om man skulde være nødt til at sende
ham fra sig.

Hør, Abraham, Gutten min, har Du det gamle Kar-
tet paa Dig? - Han hører ikke godt," sa Johnston be-
kymret.

"Staar og kiger, gjør han," lo Direktøren - "efter
Smaapigerne, som kommer der om Hjørnet ved Eke-
dal!"

De unge Piger kom der, tre i Rad, ivrig forhand-
lende, snart var de oppe paa det smale Fortog, snart
nede i Gaden. Direktøren havde straks set sin Gjertrud,
og nu vinkede han.

Hans Datter blev noget overrasket; men det gik i

SIDE: 334

samme Fart, - kun med lidt belavede Ansigter for den
tynde blege Abraham Johnston, som stod der indenfor
i Sportshuen og med den ækle fine Silkebikjen sin.

Ved Grinden smed Gjertrud ind med et lidet kort
Farvelnik til de to andre; og - hun vidste jo, de saa
efter hende, - uden at vende sig til Abraham John-
stons Kant, skyndte hun sig lige hen imod de to ældre.

Kjedeligt, der kom den Hunden karasserende og hop-
pende og nappende i Skjørtekanten, røbende et in-
timere Bekjendtskab, end hun nu netop var oplagt til
at være ved overfor Fernanda og Thora.

Hun slog et Par Gange bag sig efter den med Node-
heftet, men da gav den sig til at gjø rundt omkring
og opover hende.

"Uf den væmmelige Hunden, - kan De ikke raabe
den til Dem," udbrød hun med et Kast paa Nakken.

"Bed Omforladelse, Rap. Paa Bagbenene med Dig!"
kommanderede unge Johnston, han havde staat og
iagttaget dem med de to mørke Øine i det lidt svage-
lige Ansigt og den egne halv spottende, halv drøm-
mende Trækning ved Munden.

Med Nodeheftet fik hun Hunden ned paa de fire
igjen og stilede videre.

"Gjertrud vil hilse paa sin tilkommende Svigerfar, ser
Du," spasede Direktøren.

Som den unge Pige rakte Johnston Haanden, sendte
hun et hastigt Blik hen paa Abraham, om han havde
hørt det.

Hun var noget robust anlagt, og fra Skindhuen med
Fuglevingen faldt en lang sort Flette ned efter Ryggen.

. . . "Saa kommer I ud til os paa Søndag," bad Di-
rektøren nu, de skulde ta Farvel og Far og Datter
følges hjemover.

Abraham havde den ganske Tid kun opnaat at se
Gjertruds Nakkeflette; men nu fik han til Afveksling
et umaadelig tørt Blik . . .

"Og det vilde være morsomt, om Frøken Rønneberg
ogsaa kom med," føiede hun til Faderens Indbydelse;
- hun havde lovet at lære hende at kniple, oplyste

SIDE: 335

hun, saa Abraham ret skulde begribe, hvor grundig
han blev tilovers for hendes Vedkommende! - - -

En tom Langslæde med en tynd Bjelde dinglede
forbi dem nedover den isede Bakke, og Direktøren vin-
kede med Stokken: - "Hei, Du Lars Kjører!"

Manden, som sad paa Dragrebet, stansede og strøg
Huen af.

"Du er nu vel tilsagt at møde ved Sagen paa Man-
dag? - og med alle tre Hestene? - Godt, - naa saa."

Et Nik tillod ham at kjøre videre.

Direktøren havde Hast. Han havde sølet mindst
halvanden Time derinde paa Tomten med Johnston,
og han skjød Fart over Broen, medens det kolde Elve-
træk tog paaskjøns i Frakkeskjøderne. Af og til svarte
han paa en Hilsen og nikkede; undertiden maatte den
mere brydsomme Løften paa Huen spenderes, og det
var ikke frit for, at Forretningsfolk paa Maaden kunde
læse sig til Banktaksten.

Han skjeglede over Næsen hen paa Gjertrud . . . Der
gik noget af Jentungen; hun holdt Øinene hele Tiden
ned for sig, - var vel ærgerlig, fordi han havde kaldt
hende fra Veninderne og nu maatte følge Far sin.

Han smaasmilte, - huskede nok, naar han maatte
følge sin Far, - pent, med Ørene ned som en slun-
ken Hund, og spasere Tur . . .

"Naa, Du gik med Thora Løberg," begyndte han
venskabelig. - "Hvordan er det, Enkefru Løberg har
jo begyndt en liden Handel, Du?"

"Jaha, med Garn, strikkede Sager, Sytøi og sligt
noget."

"Og gaar det?"

"Aa, de er saa jaalete, at de snyder sig selv. De
kjøber Ulden fra Koner paa Landet og lar spinde og
strikke ude i Byen, og saa regnede jeg ud for dem, at
de taber akkurat ti Øre paa hvert Par Strømper. Jeg
lovede, jeg skulde regne efter for dem det andet med.
Det er nu det, de kalder Hækleliv, - og saa, hvordan
de maaler" . . .

"Hm, - naa ja, - jaha hjælp dem Du," afbrød han

SIDE: 336

og skyndte paa. Han kjendte sig selv altfor godt igjen
i Datterens Blik og Evne for Kalkyler; - men det var
ikke sagt, det just hørte med til Fruentimmertække,
- ikke det, han vilde kalde kvindelig Poesi nei! -
Han skjeglede over til sin yngste Datter og Svaghed,
upartisk som over en Bankdisk . . . alt andet end Zefyr
. . . Men saa var hun nu saa kjernefrisk og vakker en
Jentunge, som Nordenvinden bare kunde blaase paa.
Følelser og sligt brød nu først ud senere, - og Vettet
endnu senere, bevars, naar de først var blet bra narret . . .

"Og den anden, Du gik med, - som hang slig med
Tungen udover Jer begge og skravlede, saa én hørte
det langt henne i Gaden?"

"Politimesterens Fernanda, hun snakkede næsten
ikke et Ord, Far!"

"Ja, men hun er ikke noget Selskab for Dig hun, -
kjængete og jeipete og vigtig af sig."

"Fernanda, Far? Ja lad mig bare vide, hvem der
gaar slig og bagtaler hende!"

"Jeg skal si Dig, Gjertrud, - af Ulver kommer Ulve-
unger, og af Træheste som den Politimesteren kom-
mer bare Trædukker, - det kan én vide paa Forhaand.
Hun er ikke for Dig at omgaas."

"Fernanda? - som jeg liker bedst af dem allesam-
men" . . .

"Naar jeg siger Dig, at hendes Far gjør alt, hvad
der bare staar i hans Magt, - som ikke er saa stor da!
- for at skade mig, - saa skjønner Du vel, at min
Datter har at holde sig borte fra den Familie . . .

Gjør ellers, som Du vil," lagde han til med en vis
Kulde, saa der blev taust videre paa Veien. Men et og
andet Vip paa Fletten viste ham, at hun gik og muk-
kede indvendig.

Slige umulige Jentunger, - saa egoistiske de var -

Som Landeveien svingede hørtes med ét Lyden af
Cirkelsagen nede fra Bruget med sine Mellemrum skjæ-
rende og hvinende ud i Luften.

Skimtet af Huen med Skyggen nedenfor Stakittet var
set hjemmefra allerede, før han naade Porten til Al-

SIDE: 337

leen, hvor Gaardshunden mødte og et Øieblik ikke
vidste, hvordan den skulde dele sig mellem Gjertrud,
som sprang forud opover Trappen, og sin Herre. Den
blev ved Direktøren, hoppende om ham høit gjøende
med allehaande Glæfs.

Maaden med Stokken og Raabene til Tyras, - der
stod som et Veir foran ham helt opover og ind Gang-
døren af, at her var godt Humør idag!

Middagsmaden blev bragt ind færdig, Suppen varm
rygende, med det samme han kom, af Husholdersken
og Stuepigen i Hælene paa hinanden.

"Naa, Jette min," begyndte han til sin Hustru efter
næsten at ha klaret Fiskesuppen med de to nævestore
Boller af skrabet Kolje, - "har Du saa betænkt og
overveiet, hvordan det gaar med Spanien, - vil Folket
nu for Alvor afkaste Overtroens og Vankundighedens
Lænker, hvad? . . . Jeg vilde ønske, jeg havde Tid til
at tænke paa Spanien jeg ogsaa, - General Gorilla . . ."

"Zorilla, Bratt!"

Den anden Fiskebolle gik ned sammen med en stille
fornøiet Erindring om det tilfredsstillende Resultat af
Slaget i Formandskabet.

"Aha, - og saa Faarefrikasé! . . ." Han skuede ud
efter Fadet, de bragte, og saa med et Gløt hen paa
Datteren, som sad og stak noget traadt med Skeen i
Suppen.

"Hent mig lidt Carry, Du Gjertrud, saa er Du snil,
- Du er nu den husligste af begge Smaapigerne mine."

Gjertrud satte Carryen foran ham; men Øinene vilde
ikke tilveirs.

Hm-m, det var kanske lidt Synd i hende. Men . . .
styrke Politimesteren ved at la sin Datter omgaas hans
nu, - nei, det blev der ikke no' af. - Ungen fik ha
sin Tid til at furte . . .

"Der staar vel bra mange og venter dernede paa
Sagen, Klaus? Jeg blev gaaende forlænge derhenne paa
Tomten."

"Johnston bedaarer rent Faderen," paastod Klaus
spøgende - "saa han glemmer baade Klokken og alt."

SIDE: 338

"Jeg kjender adskillige greie Hoder, som er Tosker,"
henkastede Direktøren, - "men en slig ugrei Fyr -
med Hode! - det hører til Naturens Mærkværdigheder."

"Og hilste Du paa Frøken Rønneberg Bratt?" for-
hørte Fruen.

"Bare saadan flygtig ind af Vinduet; de holdt vist paa
med nogetslags Kridtpudsning eller Rengjøring derinde."

"Jeg siger, noget saa gammeldags storladent som
de to lange Speilene deres," udbrød Fruen, - "tykt,
dybt slebet Glas ogsaa i Indfatningen . . . Naar jeg
tænker paa, at de har hængt i den store Balsal der-
oppe paa Værket - alt det, som har speilet sig i dem!
Jeg blir ligesom saa underlig tilmode, hvergang jeg
ser i dem, - det er som i nogen store Øine, som véd
saameget fra Tiden før os. Og, naar saa Frøken Rønne-
berg fortæller det, hun husker" -

"Tak ja, Spanien . . . Send mig Frikaséen, Du
Gjertrud!"

"De kalder hende for Familiemusæ-et," oplyste
Klaus flirende.

"Aa, der er nok noget, som er mere end baade Spei-
lene og Portrætterne igjen hos de Mennesker," yttrede
Fruen. "Det er Synd, naar Pengene saadan gaar ud."

Direktøren nikkede; den sidste Bemærkning laa ikke
i Spanien.

"Den Tomten, Johnston kjøber nu ned mod Havne-
siden, - der kan godt bli noget lønnende af det! Jeg
lettede ham jo Tingen idag med nogle tusinder," -
lød det lidt selvgodt.

"Ja skulde én set noget saa merjelig heldigt," brød
Klaus ud. "Assurerer Concordia oppe i Klubben om
Kvælden, og vandrer saa lige hjem og læser Telegram
om, at Barken hans er forlist, gaaet tilbunds for en
Uge siden alt! - Været saagodtsom ruineret uden at
ha Idé om det, - og saa inkasserer han alle de syv og
tyve tusind og kan kjøbe sig et nyt Fartøi, han."

"Uf ja, Bratt, det maatte da være ondt at ta imod
saadanne Penge, Du."

"Lovens Medfør, ser Du, saalænge begge Parter er

SIDE: 339

uvidende om Fartøiet. Al Assurance er Spil" . . . Han
skjød Stolen fra Bordet.

"Gutten maa være nede hos mig ved Bruget lidt før
fire med Spidsslæden," beordrede han, medens han
for aaben Stuedør fik Botforerne paa ude i Gangen. -
"Skal ind i Sparebankmøde . . . Klaus kan kjøre hjem
med mig fra Kontoret . . . Stokken, hvor er Stokken?" . . .

Han strøg nedover Trappen og Alléen, fulgt, helt til
han var udenfor Porten, af vaagende Øine, om han
kanske endnu skulde vende sig og ville noget.

Der blev ligesom en Stilhed efter ham.

Fruen var henne efter den lille Havesprøite, som
stod og kuldslog sig ved Ovnen. Det var disse Blad-
planterne, som skulde holdes Liv i der i Stueluften, til
de kunde rykke ud paa Verandaen i Solen længere og
længere Stunder om Vaaren. De maatte faa deres svagt
lunkne Regn og slikke, hvad de kunde af Vintersol,
gjennem de dobbelte Vinduer.

Hun flyttede og flyttede og vaskede Bladene og havde
just begyndt at skylle over den store Nerium, da Gjert-
rud aldeles uventet brød løs:

"Jeg gaar ikke til Johnstons igjen, Mor, - jeg gjør
ikke, siger jeg! - jeg vil ikke, vil ikke -

Nei, jeg gjør ikke. Far har presenteret mig slig der
idag, at Gu-d!" . . .

"Hvad, - er det noget, Far har sagt, som har gjort
Dig ondt, Gjertrud?"

"Sige til Johnston, - lige, mens Abraham staar der
med Hunden og glor paa mig, - at jeg skal hilse paa
min Svigerfar! . . . Jeg skal være Ungen og Ungen, -
jeg er ingen Unge!" udstødte hun.

"Du véd de er saa vant til Fars Spøg derhenne, Gjert-
rud. Men det er sandt, Du er ikke noget Barn læn-
gere," indrømmede Fruen lidt i Tanker - "det maa
jeg se til at faa Far til at forstaa."

"Jeg sørgede da for, at Abraham forstod det; - og
mere skal han faa mærke, den ludleie Vigtigperen!"

"Siger Du det" . . .

Fruens store brune Øine saa hen i det ubestemte

SIDE: 340

over Havesprøiten. "Jeg synes, der er saa meget over
ham, - noget stumt, der ligesom ikke faar Luft."

"Aa ja, og døvt ogsaa, - han hører jo ikke paa det
ene Øre næsten!"

"Hm, nei Du," kom det grundende, - "det er Aand" . . .

"Aand!" - hun blaaste. "Han ligner akkurat den
fine Silkehunden sin, gjør han, - saa nervøs, - py-h
. . . Saadan en finfin, som fisker med Fluer!"

"Der er altid ligesom en Længsel i de Øinene . . .
Jeg maa rigtig se paa det unge Menneske, hvergang
han er her. Jeg undrer mig over, hvad det er, han
lever i, - maa bestandig tænke ligesom paa en af
Blomsterne mine, om han vel faar naa frem til det,
han gaar med, faar springe ud nogengang . . . Han-
delen er vist ikke noget, som passer for ham, - og
det kan gjøre mig saa ondt. Han spøger med saa
triste Øine. - Ser Du, naar en Plante" -

"Uf nei, Mor, - Planter! . . . Men jeg véd, hvad Far
gaar og laver sig op om mig, jeg! - - Og, - - før
det skal bli af, da tar jeg heller Jakob Arneberg . . .
Jo-o, nu skal der laves og laves til ligesom med Jonette!
De skal gjøre istand en Forretning for Abraham, og
saa" -

Der gik et stille trykket Drag over Fruens Ansigt,
og hun kneb af et Par visne Blade . . . "Ligesom med
Jonette?" . . . lød det hen for sig . . .

"Ja nydelig fik Jonette den, hun vilde ha; - hun
tog den, Far vilde ha, gjorde hun. - De tror ikke, jeg
forstaar nogenting! . . . Det var ikke andet end Sag-
fører Stibolt og Stibolt, - han var sligt Hode og sligt
Jern og saa udmærket, - ja til at rette sig efter Far
ja! - men neimæn, om Jonette likte ham saa farlig,
naar han sad der og fortalte om Processerne sine og
alle disse Historierne, som Far syntes, var saa vittige.
Jeg er vis paa, Jonette faar ikke raa saameget som over
en Knappenaal derhjemme paa Heje. Jeg er saa gal
paa ham saa!"

Fruen blev ved at skylle og vaske en sygelig liden
Bladplante.

SIDE: 341

"Nei, Du er ikke noget Barn længer," . . . undslap
det hende.

"Jeg bryr mig sletikke om, at den, jeg skal ha, skal
være saa ekstra uhyre forstandig og begavet og sligt
noget. Det er just det, jeg liker ved Jakob Arneberg,
at han er saa snil og føielig og gjør, hvad jeg vil; -
for Despoti taaler jeg ikke!"

"Du har din Fars Natur, Gjertrud."

"Nei, siger jeg, - havde jeg den, saa. - Nu skal
jeg ikke faa omgaas Fernanda heller . . . Men ikke
skal Far faa mig til at ta Abraham, om han var aldrig
saa mærkelig og fin - baade med Myrrha og Røgelse!"

Abraham Johnston gik og drev oppe paa sit lille
Kvistværelse.

Der hang bemalede og med Blyant og Kul tegnede
Papirer paa begge Sider af Kvistvinduet og saa langt
ind i Værelset, at de forsvandt i Skumringen ved Sen-
gen. Og rundt paa Væggen og Brandmuren skimtedes
mere og mindre tydeligt en Galloperen og Steilen og
Staaen paa Bagbenene af Heste og Hunde, Kjør ske-
nende afsted med Halen iveiret og Gjeder dansende og
stangende.

Han slentrede hen og stillede sin tynde lange Skik-
kelse i den korte Jakke op ved Dørkarmen med Hæn-
derne i Lommen.

De er rørende enfoldige, disse Fædre! han lænede
Baghovedet til Hvile mod Væggen, saa Halsæblet og
Hagen blev fremtrædende, - tror, man umulig kan
rangle uden, fordi man synes, det er saa skrækkelig
fornøieligt . . . fordi Moroa flyder over - af at sidde
der og tærske og skrive og snakke Tomtepenger og
Fragter?

Ja, Kjedsomheden ja; - og Pinen og Leiheden og
Sinne og - Kvalmen . . .

SIDE: 342

Jeg blir i al Stilhed gal, jeg, - sa han med en vis
ondartet Fryd, i al Stilhed og selvfornægtende Dy-
dighed, ja -

Han satte Næverne ned i begge Jakkelommerne, saa
de stod som Vinger bag ham, og begyndte at mar-
schere -

Det hjalp en Tid saa deiligt, naar jeg kunde staa og
bande mig dydig; men det er blet for svagt nu. Jeg
finder paa noget rigtig gæl'nt en Dag - - rømmer,
forsvinder, stjæler . . .

Ja, det vil sige, jeg finder ikke paa noget af det,
eftersom hver evige Ting, jeg kunde hitte paa, vilde
saare min Far.

Og saalunde kreperer jeg i Cirkelens Kvadratur jeg!

"Abraham Johnston er stille og langsomt hensovet,"
- begyndte han at messe. - "Ikke et Kvæk gav han
fra sig heller om, at han vilde bli en stor Maler. -
Han bedrøvede aldrig sin Far gjennem hele sit fromme
Liv med upassende og uanstændige Ærgjerrigheder" . . .

Han tændte Lampen og tog frem Skitsebogen.
Den uforskammede Jentungen hos Bratt, stansede han
med ét i at blade. - Driste sig til, - by mig . . .

Den Fletten hendes . . . det er saamæn Byens ene-
ste Mærkværdighed det, en ren Kraftproduktion af
Hestehaar . . .

Det er bare det med Skindhuen, jeg har faat til; saa
én behøver ikke at se Ansigtet engang for at begribe,
at det er saa bredkjaket og bestemt, som hun skulde
bli Faderens Efterfølger eller Skibskaptein.

Og saa de svartblaa Øinene med det hvide Blinket i,
naar hun blir vild eller lybsk . . . Hun er morsom at
ærgre . . .

Impertinent nok igaar til at la Pigen spørge, om
det kanske vilde interessere mig at gaa ind i Fjøset
og se paa Kjørene saalænge, til Klaus kom.

Han slog Skitsebogen sammen med et Smeld og gik
hen i Kvistvinduet og saa paa, hvordan Lysene lidt
efter lidt tændte sig i Byen . . .

Forresten kan hun være mig saa evig ligegyldig. Det

SIDE: 343

er bare det, at en slig hoven Fremslænging straks tør
by mig en Uforskammethed; - man rangerer mig med
noget lig en forulykket Kontorist, som gaar hjemme
hos sin Far . . .

Han laa med Knæet paa Stolepuden og Haanden op
i Luggen og saa udover. Ind i Tvergaden til Spare-
banken lyste det sløvt bag Gardinerne i den øvre Hus-
række, - og ganske storartet over i Ekedals Butik.

Det var saa godt at ligge saadan og bare se ud; han
fik næsten Graaden i Øinene . . .

Han var saa udenfor det alt, - havde ikke et For-
hold til nogen i hele Byen . . . Gik der bare med Jagt-
hunden sin og passede, saa den ikke forgreb sig paa
Madam Michelsens Ænder . . . Stakkar, den havde ikke
andet at gjøre nu end at gjø efter Kraaker!

Lige under det ene Gardin, som hang halvt ned oven-
paa hos Ekedal, saa han tydelig hele Ansigtet paa
Kæmner Vaage akkurat i Lampeskjæret, - den yp-
perlige Næsen, som snusede nærsynt nedover og op
igjen i Regnskabet paa begge Sider næsten som et
bøieligt Tryne . . . Det var en Regnskabsnæse det! Den
snusede Tal, lugtede Opsummeringen, - gryntede vel
ved Stregen . . .

Om han nu hev en Sten - lige, ret, saa han akkurat
snertede Tippen, - akkurat? . . . Han vilde vende Sna-
belen i Veiret; - det vilde bli et Vidunder i den Mands
Liv, det . . . Han kunde ikke begribe det, - med hele
Træfjæset sit, - ikke - slet ikke, - den Hændelse,
nei . . .

Saa kom man da i Berørelse med den Mand. Der
vilde bli en Opstandelse . . .

Ja, hvor de vilde kige efter ham paa Gaden, - den
fæle Abraham Johnston, - Faderens stille Fortvilelse,
ingenting blir der af ham!

Det er det, hun tænker, den Gjertrud Bratt ogsaa.

Joho, de vilde da komme til at lægge Mærke til ham;
han vilde bli næsten berømt han, - her i Byen!

Berømt . . . Det Ord hagede ham altid saa underlig

SIDE: 344

fast. Han blev liggende og stirre i det, til Lysene der-
ude flimrede mere og mere gjennem vaadt i Øinene . . .

Vi er altfor fin Familie, vi, til at vi tør prøve at sulte
og slide og slaa os frem til noget stort, - vi maa ikke
udsætte os for flere Nederlag og Ydmygelser, nei . . .

Han hulkede overgit, - og føg saa med ét op i Raseri:

Gid, gid det havde røget ordentlig fallit, - tilgrunde
altsammen! . . .

Det plystrede nedenfor i Gaden; og han hang sig
pludselig ud af Vinduet lyttende med Haanden for
Øret.

"Dig, Klaus?" signaliserede han dæmpet.

"Og Bækkevold," svarte det.

Han greb Hatten og forsvandt lydløst nedover Trap-
perne.

"Ombord i Møllendals Bark, Abraham!" lød det imod
ham derneden. - "Handelsbetjent Lund og Olsen og
et Par i øverste møder der i Kahytten. De indfinder sig
med Proviant Klokken ti."

"Klokken ti først! - - Hør nu, Klaus . . . Du Bække-
vold! - vi drar foreløbig ud paa Sagbanken. Jeg har
opdaget noget der . . . Hun er mærkværdig, rent mærk-
værdig, den Jenten der i Skjænkestuen. Jeg har svoret
mig til, at jeg vilde faa hende tegnet af paa noget Vis."

"Hun - Otta, - Datter af Mor Høiby?"

"Jeg saa hende en Formiddag, hun rendte op af
Bakken med Flaskekurven. Det høibenede Svinget . . .
hele Skikkelsen saa ualmindelig baaret . . . Og saa
slutter det i en saadan Pokkers kvik, stærk Nakke, tril-
lende rundt Hode og en liden envis Kalvepande . . .
rasende pikant Sammensætning!"

"Nei, nu blir Du munter, Abraham. Jeg véd da ikke,
jeg har set et saa simpelt braknæset Fjæs paa en
Hund," formente Bækkevold.

"Den gale Maleren er løs igjen," forklarede Klaus.
- "Denne fæle Otta! - Men lad gaa, -skjønt det i
visse Maader kan være baade risikabelt og prostitua-
belt at producere sig slig paa Line i en kjær, alvidende
Fødebys Brændevinskipper . . ."

SIDE: 345

- Lidt efter saa de sig om efter Plads indenfor Døren
i Skjænkestuen ude paa Sagbakken.

Styrmand Bækkevold plantede sig som Bom for
Bænkenden . . . "Øl og tre Glasser, skjøn Otta!" raabte
han hen til Husets Datter.

Mor Høiby var selv saa optaget; her blev travelt nu
ud paa Kvælden, Folk kom ranglende ind fra Kulden
for at faa sig en Hjertestyrkning; - det frøs ordentlig
paa, efter at Solen var gaat ned.

Stemmerne lød høirøstet i hverandre i den halvmørke
Skjænkestue, og fra Bordene kom der halv uforstaae-
lige Stumper af Snak ud af Tobaksskaadden.

"Jasaa, Di er Seilmager Di."

"To og tyve Mand ialt . . ."

"Var det ligt - ikke et Øres Tillæg paa Hyren."

"Ude af Klasse ja, - gammel som alle Haugerne!"

"Nu er hu' oplagt og skal skrabes i Bunden."

"Og saa skal vi ta Salt, Far" . . .

Et og andet Udraab her og derfra inde i Tobaks-
røgen og et Par Ansigter, som vendte sig om imod dem,
lod ikke videre Tvil om, at deres Nærværelse toges for
noget ligt et Indbrud i Husfreden af den høiere Klasse.

Abrabam fandt Situationen pikant; han sværmede i
Hjertet for at spille Kean paa Værtshus og brugte
Hørelsen lidt anspændt.

"Travelt ikvæld, Madam Høiby," prøvede Bækkevold
sig; den gamles graatufsede, hageløse Ansigt saa hid-
sig hæsende paa dem, mens hun slængte Glassene hen
til et Par Gjæster ved Siden.

"Jeg tænkte, Dere kanske har tat feil, og at det heller
var i Hotellet hos Madam Michelsen, slige fine Folk
skulde nedlade sig," brast det ud.

"Hør nu Madam," spurgte Bækkevold uforstyrrelig
gemytlig, - "har De ikke nogen bedre Varer, - lidt
Porter eller saadant noget i Kjælderen? - Eller," -
han blinkede, - "lidt af den gode, ufortoldede Rhum-
men, - hvad? og saa lidt varmt Vand i en Mugge . . .
Men vi vil sidde her og ikke inde i Bagværelset."

"Men, er det ikke Bækkevold da?" raabte hun med

SIDE: 346

ét og stirrede vist paa ham. - "Kors, saa Di er blet
en stor, fin én. - Di var bare Jungmand dengang. Di
skulde endda ud med Kinafareren."

"Jo da; - og det Bagværelset Deres snurrer rundt
for mig endnu, hvergang jeg husker paa det. Det var
min første Fylderangel det," - oplyste han med rørt
Erindring. - "Jeg blev ude i fem Aar da."

Gjenoplivelsen af det gamle Minde hjalp afgjørende.

Lidt efter stod den rygende Drik foran dem.

"Værsaagod, om Di trænger Fyrstikker," bød hun nu
forekommende.

"Har Du set, hvor lig hun er en Sildemaage," hvi-
skede Abraham. "De runde, sandgraa Øinene ligesom
bare speider ud efter Næringen, siger Sild, Sild, bare
Sild . . . . . . er vi Sild eller ikke Sild? Det er det, det
kommer an paa . . . Jeg har saadan inderlig deilig
Følelse af, at vi er paa en Bule, hvor de fusker med
Politiet . . . Osen og Tobakken er delikat! - - og saa
lavt at én kan ta under Loftet" . . .

Otta fo'r og svævede med optrukne Flasker som en
Skygge om i Skumringen.

. . . "Saadant mørkegraat, skummert med Figurer i
ligesom de svarte hollandske Lærreder, som én svimler
sig ind i," mumlede Abraham.

"Skynd Dig og fang din Flamme nu, hun trækker
op Flasken, - slig kroget med Buteljen mellem Be-
nene" . . . ærtede Bækkevold.

Et pludseligt Skjær under Loftet lyste paa endel
Havnearbeidere ved Disken og udover Ansigter og
Skikkelser ved Bordene.

Otta stod paa en Bænk og tændte Taglampen.

"Aah!" - udbrød Abraham enthusiastisk, - "hvad
gir I mig for den brede, røde Nakken, - og den Pan-
den med Luggetufsen udover; der kan sprætte Horn ud
af den."

"Tørker Petroleumsfingrene af sig i Skjørtet til be-
hagelig Bismag i Glassene," murrede Bækkevold.

. . . "Og den Linien, som løber som en Staalfjær fra
Hælen stærk og mager og lang og spænstig opover

SIDE: 347

Ryggen under Tørklædet!" Abraham stregede ivrig i
halvblinde paa et Papir bag Hatten. -

"Pas paa, naar hun hopper ned igjen, hun klamser
ikke hun . . . Naa, hvad sa jeg, - som en Katte! . . .
Og se paa hende nu - med Flasken slængende efter
Korketrækkeren bagom sig paa Skjørtet, - saa hofte-
høi . . . De smaa grønne Øinene kiger hen paa os."

Klaus mysede blot saare kritisk hen til Bækkevold. -

Tobaksskaadden pakkede sig tæt og graa om Para-
finlampen. Endel Arbeidere raabte og skraalte og
nødte hverandre hen til Disken. Dørbjelden klingrede
uafladelig; nogle drog sig fra, andre kom til.

"Hun maa ha denne graa svimle Disigheden" . . .
smilte Abraham stille lysende; han sad bleg og optaget
over Toddyen og fulgte, hvorledes Otta drev Skøi med
en lang Kok, som prøvede paa at ta hende om Livet,
hvergang han havde rekvireret noget.

"Di skulde heller ned i Kahytten og passe Ærterne
Deres, ellers kan di bli' svid'" - lo hun.

"Nu véd jeg Stillingen, - hvordan hun skulde tages,
- slig lang og tindrende af Ærteri bøiet over Kokken!"
udbrast Abraham og lagde sig fremover Bordet, saa
Glasset væltede.

"Der dukker virkelig ligesom mere og mere noget
interessant op hos hende," forlød det fra Klaus -
"noget dybere gjemt" . . .

"Hun er, snyde mig, Opholdet værdt her i dette
Hullet!" indrømmede nu ogsaa Bækkevold. - "Otta,
Otta," raabte han ivrig, da hun kom henover.

Hun lod, som hun ikke hørte.

"Tak, Jomfru! - om De vil forbarme Dem over os
med en ny Forsyning," kom det saa galant, da hun
indfandt sig.

"Otta! - det er et friskt, vakkert Navn det," fik
Abraham frem noget anstrengt og med en Farveskift-
ning over det fine Ansigt.

"Saa, - synes Di det. Jeg tænker, mit Navn ikke
kommer Dem ved jeg."

Abraham blev med ét overlegen.

SIDE: 348

"Jeg siger bare, Gud bevare Dem for Snørliv, Otta!
- og ha altid Kjolen slig løs og jasket og blød om
Kroppen."

Hun studsede, medens hun tog op Brættet ikke uden
et vist Kig paa Abraham, om han gjorde Nar af hende.

"Det klær Dem, ser De," ivrede han.

"Di er kanske Fruentimmerskrædder, Di?" slængte
hun af sig med et Jep og et Nakkekast og strøg afsted.

"Der fik Du for din Maleriskhed, Abraham," frydede
Bækkevold sig. "Du skulde bare sagt, at hun aldrig
maatte vaske sig heller . . . For hun saa noksaa mang-
foldig pittoresk ud i Ansigtet af Sved og sligt."

Klaus dampede og grundede interesseret og endel stiv
i Øinene, - han maatte virkelig studere hende . . .

"Otta har Øinene svært nysgjerrig hidover, Abraham,
hun lader som hun ikke ænser os, men -"

"Det gjælder om at faa Magnetismen igang," bety-
dede Abraham selvtillidsfuld.

"Jomfru Otta!" kaldte han saa, da hun kom hen til
Bordet ved Siden af dem, - "det var om lidt Øl til . . .
Og saa - at De vilde bli svært meget vakkrere, om
De fik af Dem det stygge Tørklædet; - det klumser til
Figuren, ser De."

Hun drog blot paa Mundvigen.

"Her er da saa varmt saa," begrundede han yder-
ligere.

"Aa, saa kan saadanne fine Herrer bli borte."

"Nei, det er netop det, jeg ikke kan, ser De. Men
hør nu," bad han; - "jeg er én, som tegner Portræt-
ter og sligt, - naar jeg ser noget, som er kvikt og
vakkert da! - Og saa skal De være snil, Otta. Staa
bare lidt her foran Bordet, - slig som nu ja, - bare
saa jeg kan faa tegnet Hodet og Bøiningen" . . .

Otta holdt paa med noget som at ville blaase igjen.
Hun saa et Par Gange prøvende hen paa ham, men lo
genert og strøg afsted.

"Akkurat, som jeg næsten havde hende!" . . . satte
Abraham hidsig i.

"Bare koldblodig," nikkede Bækkevold lunt og smaa-

SIDE: 349

bankede ud Snadden. "Ikke se efter hende . . . Jeg
kjender dem, Du kan trække dem efter Nysgjerrig-
heden saa langt, Du bare vil. "Men" - forsikkrede han
endel besværlig paa Tungen, - "hun vinder sig op,
- hun - hun . . . Det er rart med slige Fruentim-
mer" . . .

"Hun er ikke saa lidet rivendes hun," erklærede
Klaus med Øinene efter hende. "Jeg begynder snart at
tro, at Fjæset kan være saa braknæset, det vil; det bare
kommer an paa, hvad Slags Fruentimmer det sidder
paa. Blev hun ikke rent søt undselig, da hun stod her!
- Og se bare for en Fart nu, hun strækker sig og sætter
Buteljer og Glasser ned over Skuldrene paa dem ved
Bordet derhenne."

"Ja nu, hun véd, hun gaar foran Speilet her," mente
Bækkevold. - "Jeg tænker, Du har hende endda jeg,
Abraham. Hun taalte ikke, at Du sa, hun var vakker
. . . Naa, ser I Tørklædet kom af?" triumferede han,
- "og hun kommer selv hid med Øllet."

"Ja ikke sandt, det var for varmt, Otta," begyndte
Abraham uskyldigt, - "skrækkelig varmt!"

"Det var nok om Øl, Di bad," sa Otta med Øinene
undvigende og satte Flasken ned paa Bordet.

"Ja, - og saa, om De vilde være snil, véd De" . . .

Hun lo endel mistænksomt.

"Jeg skal sige Dem, Otta, - jo styggere Pige, desto
mer' snærpete er de."

Otta trak op Flasken. Hun greb Leiligheden, me-
dens hun bøiede sig, til at kige hen paa Abrahams
Papir, og Ansigtet lyste med ét fuldt af Fnis.

"Ja, det er Dem det," sa Abraham. "Men De er bare
ikke halvt saa morsom og rask i Figuren og vakker,
som De skulde bli, om De vilde staa lidt for mig her
. . . Og saa skal De se paa mig, som da De ærtede
Kokken" . . .

Det sidste var umuligt, hun stod færdig til at
sprute ud -

"Ært Kokken, siger jeg!"

SIDE: 350

Udtrykket blev et mundaabent, forbauset, mens Øi-
nene lyste.

"Naa ja, det gaar dette ogsaa," mente Abraham, -
"bare flyt ikke Hodet, Otta . . . Men gid De kunde ærte
Kokken."

"Ja ja, Korketrækkeren!" . . . svarte hun høit. -
"Nu maa jeg afsted, ellers faar jeg Mor paa mig."

"Vi bér om mere Øl om lidt," hviskede Abraham
ivrig efter hende, som hun fo'r afsted.

"Hun er simpelthen en deilig - Opdagelse, den
Sluska!" stammede Klaus overvældet, - "ganske self-
made" . . . Han slumpede ned i sit Glas af Ølflasken,
saa Skummet randt udover Bordet. - "Græsselig for-
nøielig at være med paa et sligt Malertogt!"

"Du er et altfor let Rov for Pi-Pigerne, Klaus," for-
manede Bækkevold.

Abraham sad med Øinene snart ned i Tegningen
snart hen paa Otta, som fo'r om mellem Gjæsterne . . .

"Jeg har ikke faat hende til alligevel," irriterede han
sig mørk op; - "for tam, - rent for tam. Det var
noget andet, jeg saa . . .

Jeg kommer til at ærgre mig grøn," udbrød han og
slængte Papiret. "Jeg gider ikke ta det med mig. Saa-
dan en Fusker med Kunsten! . . . Jeg vil drikke mig
fuld."

"Sludder, - hun ligner slig, at -. Vil Du la mig
faa hende, Abraham? Vil Du la mig faa hende, siger
jeg," - ivrede Klaus.

"Værsaagod, ta! - Jeg vil ha mere Rhum . . . Puh,
det lumrer ordentlig hedt om Ørene af Loftsvarmen,
naar én reiser sig" . . .

"Der er nogetslags Opstyr derhenne," sa Bækkevold
og strakte sig fremover Bordet. - "For Jep hun satte
til Kokken . . . Den lille svarte Sjømandsluggen der,
- gad vide, om det er nogetslags Kjæreste det?"

Kokken havde lumskelig faat fanget Otta og tvang
hendes Hoved ned til sig.

Hun rettede sig som en Pilekvist og stødte ham vold-
somt fra sig.

SIDE: 351

"Han skal ud!" raabte Klaus kogende hidsig . . .

Det Slag, Kokken fik, kom ganske rigtig fra den lille
svarte Sjømand. Nogle søgte at skille dem ad, andre
at drive dem mod Døren, og Madam Høiby skreg og
raabte.

Otta var sprunget op paa en Bænk.

"Se, - se" . . . udbrød Abraham; - "hun fryder sig,
saa Øinene lyser . . . Hun forstaar sig paa et Slags-
maal, hun! . . . Der har jeg hende . . . en bleg svedende
Bachantinde, som har sig en Rus" . . .

Kokken var lige efter kjørt udenfor, hvor Slaget ly-
delig fortsattes.

"Lad os skynde os at betale og komme undaf," ivrede
Bækkevold; - "de venter os desuden ved Briggen."

Medens de gjorde op Regningen ved Disken, stod
Grønseth, Røierten, som var afsat paa Toldboden, midt
paa Gulvet, snydefuld i en lyseblaa, slidt Levning af
Toldbodvesten med bare tre Knapper i og vaggede og
nikkede selvbehagelig og sa: Gode Venner . . . gode
Venner . . .

Han fandt ingen "gode Venner" og maatte flytte sig
baade for et og andet Skub; men begyndte saa at gaa
om og prikke Folk, som han mente kunde ville trak-
tere sig, paa Skulderen og sige: Gode Venner . . .

Han blev ved lige venlig og ufortrøden; men stødtes
i Hasten tilbage af Madam Høiby:

"Aa bli, hvor Di er, Di Fylderøra!"

"Jaja, jaja, - gode Venner . . . gode Venner" . . .
hørte de endnu ude i Døren.

Den følgende Dag sad Klaus inde paa Direktørens
Kontor i Strandgaden. Eftermiddagssolen randt skraas
over den grønne rummelige Pult og hen paa Vægge-
kartet med alle de røde, gule og blaa Linier for Damp-
skibsruterne.

Han havde sat Hovedbogen paa Kant for at skygge,

SIDE: 352

medens han gjennemgik et Par Dispacheopgjør, som
Faderen havde lagt hen til ham, før han gik i Spare-
banken.

Han udstødte en Vredens Lyd, - der skar sligt
skarpt, saart Vaarlys, - nu var det tredie Gang, han
maatte ta op igjen denne samme lange Adderingen!

Han gik hen og dyppede Haandklædet i Vaskevands-
fadet og holdt det paa Panden; - han havde udført
den Operation nogle Gange før idag med Hodet helt
ned i Bollen.

Et Overveielsens Blik faldt hen paa Snadden som
stak Mundstykket op af Tobakskoppen, indtil han noget
ubeslutsomt drev hen og blev staaende og kna og kna
Tobak ned i den. Der svævede som Erindringer om
noget morsomt i mat Smil . . .

Æh, - Tobak! - Han hev Piben ned i Daasen
igjen . . .

Bare ikke Faderen fik høre noget nu derude fra igaar-
aftes . . . Begyndte han først med at ta det vrangt,
saa - mange Tak, blev det fornøieligt! . . . Det blev
nok Ungdommen, som skal faa more sig da, hermede
han.

Han tog kjed fat i Opgjøret der, hvor han havde
sluppet . . .

Uf, det var, som han slog én lige i Skallen, denne
Fyren, som hakkede og hakkede op Isen derude i
Portrummet -

Nu var der nogen udenfor paa Døren igjen! - Lør-
dagsavisen smat ned i Brevkassen.

Han satte sig til at læse den paa Faderens Kontor-
buk med det ene Ben hængende og Ryggen mod Pulten.

. . . "La' bratte glatte Kirkebakken hjælpe sig med
Vorherres Maaneskin, men lyse op for Slagsmaals-
kipper" . . .

Skruen under Skindsædet knirkede af et Tilfreds-
stillelsens Ryk.

. . . "Holde Faklen til Fylderi og Skandale og la'
skikkelige Folk tumle i Mørke" . . .

Hi, hi, hi, - han trak med Fingerkrogen fremme

SIDE: 353

i Halsflippen, som blev for trang . . . Nu var s'gu
Slaget begyndt! Den Artikel var ikke daarlig! Redak-
tør Trøan, han gir dem, han.

Han lagde Avisen omhyggelig sammen og hen paa
Faderens Plads, aabnede Vinduet og keg ud.

Der kom Agent Thesen alt med Avisen stikkende op
af Sidelommen fægtende med Cigaren og demonstre-
rende for Sagfører Gaarder med sit vanlige bevidste
Smil:

"Jeg holder mig til det ene simple, indlysende," -
hørte han ham repetere under Vinduet, - "la bratte
glatte Kirkebakken -"

"Ja-a, jagu har Far Ret alligevel, naar det kommer
til Stykket," nikkede Klaus; han trængte af og til at
faa spigret fast sin noget vaklende Overbevisning.

Haa-h! - deilig at kjende den Luftningen . . .

Han lukkede Vinduet og drev igjen paa.

Den sidste Regning var saavidt klaret, da Faderen
tog i Døren.

Han kom rask og lagde en Bunke ombundne Pa-
pirer fra sig paa Pulten, - tog ganske som ellers op
Nøglen, aabnede Pulten og rodede mellem Papirerne
med Panden mod Laaget.

Ikke Spor at mærke til nogen ubehagelig Viden! -
Han skulde vist ud igjen, siden han ikke la Overfrak-
ken af sig, bare Huen . . . Han tog Avisen, saa lidt
dvælende henover Artiklen, - han maatte ha læst den
før, - og puttede den i Brystlommen . . . Jo han skulde
ud igjen.

Direktøren gik et Par Gange plystrende over Gulvet,
satte sig saa hen paa Skindsofaen og legte med Nøgle-
knippet.

Klaus følte, at hans Øie, - det venstre, - gløttede
og sigtede hen paa sig paa skjøns, ligesom fra et Bag-
hold . . .

Det begyndte at bli nok saa lummert.

"Hvad er det for et Leben, her er opført igaaraftes,
Du, - saa her er Skandale i hele Byen?"

SIDE: 354

"Skandale! - Siger nogen, jeg har gjort Skandale?"
- vovede Klaus; han maatte forfare Terrænet, hvor-
meget Faderen kunde vide.

"Kommer Du med Krinkelkroge eller Indvendinger,
Gut!" blussede det op saa Koparrene traadte frem.
"Fuld Besked vil jeg ha."

"Jeg sa bare, at det ikke var mig netop, som -"

"Ikke Dig - netop . . . Hør Klaus, jeg ønsker Greie,
Besked helt ud! - Jeg tvilte ikke paa, at, naar jeg
vendte mig til min Søn, saa var jeg lige ved Kilden
for bedste Underretning, - kunde faa det authentisk."

"Jeg vidste slet ikke, jeg var slig Ranglefant, jeg!"
busede Klaus hidsig ud med et vildt Sæt paa Stolen,
- "jeg . . . jeg . . ."

"Jeg tror, Du tillader Dig at svare - uhøflig. Du
kan bare driste."

Klaus dukkede Hodet ned i Pulten; der var under-
trykt Raseri og Trods i Ryggen.

"Mens andre unge Mennesker arbeider, saa Svetten
springer for at komme sig op, saa smør Du baade dit
og din Fars Navn til alt det, Du aarker."

"Siger Du det saa," - lød det med sammenbidte
Tænder og noget ligt et Hyl - "Huumh . . ." han knu-
gede sig med en undertrykt Lyd ned i Pulten.

"Og saa er det akkurat saadan passende Tid at
gjøre Skandale," fulgte det haanende, - "nu din Far
netop ligger i aaben Feide med Politimesteren. Han
kaster mig naturligvis min egen Søn i Flabben."

"Politiet har ikke det Gran med det at bestille, -
medmindre Far vil gaa hen selv og fortælle det. -
Abraham sørgede da for, det" . . .

"Abraham Johnston! - var han med?"

Der opstod en Betænkningens Pause, hvorunder
Nøgleknippet bare hang paa Pegefingeren.

"Saa-aa, - trækker I ham ogsaa ud med Jer nu?"

"Abraham? - Han trak da heller mig da! Abra-
ham," - Klaus blaaste - "han skal altid være Eks-
emplaret."

SIDE: 355

"Hvad, - rangler han?"

"Det siger slet ikke jeg; men han er da ialfald ude
om Kvældene fire Gange saa ofte som jeg . . . Rangler,
nei; men -"

"Naa, - kan man saa endelig faa vide Sammen-
hængen? . . . Ud med det Gut. Du er for lang en
Kar nu til ikke at turde staa ved, hvad Du gjør.
Naa-da?"

Direktørens Udtryk var betydelig lunet til, hvilket
ikke blev ubemærket.

"Det var tre af dem i øverste Klasse og Handels-
betjent Lund og Styrmand Bækkevold og saa jeg og
Abraham, - som holdt en liden Tilstelning."

"Det vil sige et Fyldelag, - og hvor?"

"Aa, nede i Kahytten paa Møllendals Brig."

"Saa-aa."

"Vi havde lukket Kahytsvinduerne og tændt Lamper
og Stearinlys derinde."

"Se, se, de Herrer forstaar at gjøre sig det komfor-
tabelt, - her mangler bare Havnepolitiet . . . Og hvad
fik I? - naa, hm, - - Naa, og saa drak I, - bælgede
Jer fulde?"

"Der var Hermetik og Øl og Ost og spansk Vin,"
berigtigede Klaus med en vis Selvfølelse.

"Skortede ikke paa Varerne, synes det;" han fulgte
øiensynligen Beretningen med en vis Forstaaelse.

"Og tilslut blev det da Punsch."

"Punsch er noget Svineri, Du." - Det kom saa for-
trolig fra Faderens egen Erfaring, at Klaus følte sig
smigret helt ned til Fodsaalen.

"Naa da, - og saa?"

"Ja, Bækkevold havde fortalt saa ganske gruelig om,
hvorledes hans Far var blet flaa'd af Blytecker, han
Rentenisten; - og saa satte Abraham og Olsen i øverste
sig til at gjøre Vers om ham, og Abraham tegnede Bly-
teckere til, saa én bare kunde sprække, saa ligt, - den
ene værre end den anden, - - Og tilslut saa vilde
Abraham, - Klokken var da over halv et, - at vi

SIDE: 356

skulde op i Øvregaden og synge Visen for Blytecker og
gi ham Serenade."

"Naturligvis fulde allesammen."

"Ikke værre end at Abraha-am -" der kom mere
og mere Flir i Røsten - "først var henne og gav Lars
Vægter to Kroner for at patruljere i en anden Gade.
Blytecker ligger i Hjørneværelset i anden Etage med
bare fattige Leieboere under og ved Siden af sig. Og
saa stillede vi os op under Vinduerne og gjorde Kor."

"Det var altsaa det Skraal da!"

"Ja-a; men vi fik ham ikke op, endda vi sang Visen
om igjen . . . Og saa sa Abraham, vi skulde danse
Saraba-anden." - Fornøielsen overvældede ham, saa
Ordet næsten ikke vilde frem af Halsen.

"Og saa dansede i denne - Sarabanden?"

"Ja-a-a," - gispede Klaus under den lystige Ihu-
kommelse, - "he-lt, til vi hørte, han raabte paa Vold
der nedenunder, og de rendte i Dørene; - da var vi
væk som Svedsker . . . Jeg fulgte Abraham hjem jeg,
- ja Bækkevold ogsaa."

"Og det var det hele?" Det lød næsten skuffet, me-
dens han med Hodet tilbagebøiet besigtigede Sønnen
. . . "Hm," tog han sig, - "der ser Du, hvad for Svine-
drik den er, den Punschen. Men, som sagt, jeg ønsker
ikke at blande mig ind i dit Leben og Treiben, min
kjære Klaus!"

Han sad med en Krok paa Ryggen og saa ned i
Gulvet med Nøgleknippet hængende mellem Knæerne.

"Jeg tænkte, Abraham Johnston var saadan en stille
Fyr jeg."

"Hi, hi, hi, han maa først drikke ihjel en Maler,
siger han, før han kan komme paa lige Fod med os
andre, - og derfor maa han drikke for to! . . . Han er
svært morsom. - Og som han tegner! - se her -
Blytecker i Natluen - og Verset der . . ."

 . . . "Hans Blytecker ligger i liflige Syner,
af Fattigfolk drager han Senge og Dyner,
 han Hans.

SIDE: 357

Og Hans er en Skarv og et Svin og en Rakker,
paa Stakkarer gaar han bestandig og trakker,
 Procenter og Renter,
 saa Fanden ham henter
 med Glans."

Direktøren rystede paa Hodet, harkede og spyttede,
- det lyste over Næsevorten . . .

"Hvad er det?" sa han med ét, han kom til at vende
op Bagsiden af Papiret.

"Aa-aa det" - stammede Klaus undvigende. - "Ja
det er ogsaa noget, Abraham . . ."

"Det er sgu den lange Jenten hos Mor Høiby, som
trækker Flasker paa Kjælke i Gaderne . . .

Tør jeg spørge," kom det med en vis uveirsagtig
Kjølighed; - "hører hun ogsaa til Bekjendtskabskred-
sen?"

"M-nei," Klaus svælgede og prøvede en noget idio-
tisk Fliren, - "det traf sig bare saa, at vi var for tid-
lig ude til at gaa ombord, og saa vilde Abraham ende-
lig did ud i Skjænkestuen først og portrætere hende;
- hun var saa uhyre interessa-ant, paastod han."

"Saa-aa, - saa interessant? - Svært saa fint Ud-
tryk det. - Hr. Abraham synes virkelig at ha et Talent
til at gaa igjennem den ganske Bys alle Mærkværdig-
heder . . .

Portrætere . . . portrætere!" . . . udstødte han. "Det
var da som Pokker. Det er en ny Opfindelse det . . .
Og Du var ogsaa med derude og - portræterte!"

"Jeg maatte jo følge, naar de andre -," undskyldte
Klaus.

"Følge?" - haanede Direktøren. - "Der er nogen
slige, som altid bare følger, Du Klaus, - slige Vaske-
kluder . . . Ikke engang saapas, at det er din egen
Rangel. Ne-hei, Du bare følger, Du" . . . Han jepede
grotesk. "For slapt og løst, siger jeg Dig, Gut!"

Han stod og ringlede med Nøglerne:

"Saa Abraham er en saadan forsoren Herre . . ."

SIDE: 358

Han greb tvært Huen og strøg ud . . .

"Portrætere!" . . . lød det, idet han lukkede Døren.

- Direktøren tog Veien nedover den korte Gade-
bakke mod Havnen til Johnstons Hus, - et hvidmalet
med Havestakit foran, som han havde kjøbt, da han
for tre Aar siden som Enkemand tilflyttede Stedet.

Johnston pleiede at sidde neddukket i Arbeide bag
de smaa Ruder i den gamle Sidebygning. Men Direk-
tøren tog idag ikke den lille frosne, askestrøede Sti
hen til den blaamalede Kontordør. Han ringede paa
Entréklokken, - han vilde ha sig en liden Prat med
Frøken Rønneberg.

Det var med et vist Behag, han skuede sig om, da
han var kommet sig tilrette derinde i Sofaen, medens
Frøkenen var ude og beordrede Eftermiddagsthe.
Blikket gled eget lunt hen paa de blegede ovale Guld-
rammer med Portræter af den gamle Macolmske Slægt,
hvoriblandt afdøde Fru Johnstons Far og Bedstefar,
der som Eiere af Jernværket havde været Distriktets
mægtige og populære Eiendomsbesiddere gjennem
mange Aar. Man opdagede straks Familieligheden med
Abraham . . .

Den solide Mahogni Sekretær med Perlemorsind-
lægningen, som her i det lave Rum løftede sig i Linie
med Dørkarmen, havde før prydet et ganske ander-
ledes høiloftet Værelse. Den og de tunge Pokkenholts
Stole og de to for lange Speile, som hang ned til Gulvet,
stod midt i de ellers saa tarvelige fordringsløse Om-
givelser med Papirtapeter paa Væggene, som Med-Ind-
flyttere fra tidligere større, forfinede Livsvaner, - med
noget over sig, én kunde gribe som i Taage eller graa
Uld efter, - som én ikke kunde kjøbe for Penge, -
men som laa til og passede i Naturen baade hos John-
ston og Sønnen . . .

Direktøren la sig lidt tilbage i Sofaen.

. . . Han og Johnston passede akkurat sammen som
Staalet og det bløde Jærn, - der blev Kniv af det! De
to paa hver sin Kant af Byen til at sige, hvor Kjerka

SIDE: 359

skulde staa . . . Og derfor saa maatte slige vigtige
Politimestre dages itide . . .

Frøken Rønneberg kom ind med Theen. Messing-
brættet var et halvslidt drevet, kobberblankt og meget
bulet, og Kopper og Kander ogsaa nogetslags fint gam-
melt.

"Tak, Frøken," - lød det med den for stærke Stemme
i Stuen, - "jeg skal aabent bekjende, at det først er
her hos Dem, jeg har lært at begribe den underlige
Drik, som heder The, - jeg tror virkelig, jeg fatter, at
den er noget mere end bare varmt Vand med Fløde og
Sukker . . . Vil De gi mig den Kage der?"

"Det er russisk The, som Johnston fra gammel Tid
faar sendende fra en Ven i Kronstadt."

Hun undersøgte og prøvede under Laaget med en
vis udsøgt Pyntelighed i Bevægelserne, og Dampen slog
op i det noget medtagne Ansigt, hvori Haaret tungede
sig ned høit oppe fra paa begge Sider af Panden som
trange Gardiner.

"Ja, ser De, Frøken," - han smattede, som det var
et noget vel luftagtigt Stof, han følte paa Tungen; -
"man kan jo egentlig ikke forlange, at de unge Fyrer
skal drikke The heller; - det" - han veiede Smagen
for sig selv, - "det vilde være for uskyldigt, sandt at
sige. - - Men - den Svine-Punschen, de tyller i
sig, De!"

Hun vak lidt ved det uventede saftige Udtryk og
satte op en stille spørgende Mine.

"Bedste Frøken Rønneberg, De er vist ikke uden For-
staaelse af, at unge Mennesker morer sig - ikke bare
i Stuen med os ældre" -

Frøkenen smilte saare intetsigende lærvilligt med de
lange Ørendobber paa Held.

"Det kommer saameget an paa Varerne, skal jeg sige
Dem, hvad de fyrer under Kjedlen med. Heden og
Galskaben stiger derefter . . . Og den Punschen -
den -"

"Det er noget, De mener med dette, Direktør," sa

SIDE: 360

hun pludselig ængstelig og bøiede med et Ryk sin
smale smækre Skikkelse hen imod ham.

"Aa ja, - Jeres Gut her og min, - vi er jo lige
nær til at holde lidt Pas paa dem - og ikke netop tro
Freden og Fromheden for langt. - Jeg vilde nødig
sætte Johnston Bekymringer eller Fluer i Hodet; alting
gaar saa dybt hos ham, saa vi skal holde ham uden-
for" lød det fortrolig. - "Men pas De lidt paa Abra-
ham, Frøken; han er noget ofte ude i lystige Lag om
Kvældene, véd jeg - begynder kanske, naar De har
lagt Dem og tror Huset vel lukket og forvaret."

Frøken Rønneberg sukkede. Ansigtet afslørede et
Udtryk, der ikke var uden sine bittre Spor af at have
gjennemseilet Familiens mange Erfaringer og Om-
skiftelser.

"Jeg skal sige Dem noget, Hr. Direktør, som maa bli
mellem os. - Det er i den sidste Tid, dette er kom-
met paa, - siden det blev for Alvor bestemt, at Abra-
ham skal til Handelen. Han føler sig saa ulykkelig ved
det . . . Jeg forsikkrer Dem, det er ikke Anstrængelse
eller Arbeide, han skyr, naar det blot var noget, han
havde Lyst paa og kunde interessere sig for."

"Lyst paa - interess - - Hvad Pokker er det han
vil da?"

Hun lagde Hænderne sammen i Fanget halvt i Raad-
løshed: - "Han er jo saa egen . . . De skulde se ham,
naar det er noget, han er opfyldt af . . . Det er jo
denne Tegningen; - han kan sidde med det hele Nat-
ten til lyse Morgenen, Pigen kommer med Kaffeen."

"Aa, høistærede Frøken, - er De saa vis paa, at det
altid er det, han har holdt Nattevaag for? - Han teg-
ner af og til ude ogsaa," glimtede det polisk op i Direk-
tøren.

"Ja men det er virkelig det, Hr. Direktør! han har
en ren Lidenskab der. De skulde høre ham fortælle
bare om en Hest eller en Ko, hvad den mener og
tænker . . . Og Hunden! - han véd saameget om Hun-
den, at - Det er som han saa ind i et Menneske" . . .

SIDE: 361

"Jeg skulde helst raade ham til med engang at slaa
sig paa Menneskene, det har han høilig Brug for nu."

"Han gaar saa sørgmodig, fordi han ikke har lært
noget, - prøver og prøver, - han faar ikke Fred, før
han faar det tegnet ned" . . .

"Men, bedste Frøken," - Direktøren lavede sig istand
til taalmodeligen at snakke et Fruentimmer tilrette, -
"hør nu De, som er saa forstandig . . . Der er noget,
som kaldes Luksusfølelser, som rige Folk opdrager hos
sig, - den Stueplante, som heder Sentimentalitet . . .
de har Tid og Raad til at holde sligt. Og Abraham kan
tegne, og han kan spille, og han kan fiske og jage, og
han kan opklække Duer og dressere Jagthunde - og
meget, som er saare baade deiligt og behageligt og, som
én kan drive med svare Lidenskab . . . Men nu er han
kommet ind i andre Forhold, hvor den tørre Nødven-
dighed kommanderer. Der spør's, om han kan trække
Trøien ud ved Siden af sin Far og ta Tag med Verden!
- Og saa maa De se til at faa snakket Rimelighed i
ham, holde ham fra dette forkjælede Kluds og Føleri
og til Sagen, - som er, at der maa Alvor til . . . De
skal se, naar han kommer ind i det med Forretnin-
gerne, saa glider dette Sludder af efterhaanden. - Det
er som Præstesønnen, naar han blir Skibsgut det, -
han faar vænne sig til anden Opsang end den, som
stod i Postillen."

Frøkenen satte Koppen fra sig. Det fine Smil under
den krogede Næse gjemte hendes fortørnede Mening.
Hun indskrænkede sig blot til at bemærke:

"Nei, Verden er ikke god, Hr. Direktør; - den kan
være nok saa streng, synes jeg."

"Den er svært kortfattet ialfald," sa han tørt. "Den
spør: har Du noget at flyde paa, hvis ikke, saa drukner
Du. - At leve for Naturen og den personlige Frihed
efter Rousseau, - det gir ikke Penge, De!"

Han følte, han havde svaret den pene Dame noget
vel bruskt og kastede Samtalen over i noget andet -:

SIDE: 362

"Nydelige Kopper," han holdt besigtigende en op
for sig - "ægte gammelt vel?"

"Jeg skal akkurat sige Dem, naar vi fik dem. Det
var otte og firti Kopper og fuldt Stel - med det Mærke
under, saa det er ægte -. Det var efter Bedstefars
Onkel, Kavalleriobersten paa Hedemarken. Ja, jeg
siger Bedstefar, - De véd, jeg blev tat i Huset der som
Barn. - Og saa kom det til Værket. Der er bare ni
Par hele igjen nu. Men hos Bedstefar brugte de det
aldrig, uden der var Storfremmede."

Der sad en lun Hund i Ansigtet paa Direktøren; han
vidste nok, naar han forførte Frøken Rønneberg ind
paa sit Yndlingsemne. -

"Naa, Du har set Avisen, Johnston?" raabte han med
det samme, han saa ham i Døren. - "Politimesteren
faar paaskrevet."

Johnston kom paa sin halvt distræte, lidt slængete
Vis: -

"Ja-a, ja-a, jeg ser, de blaaser det op."

"Han blir sat ordentlig tilvægs, - hvad?" . . .

"Aa ja, - han er - kommet under Vaskerenden i
Trøans Trykkeri," lød det tvivlsomt medgivende.

"Ja, véd Du hvad, én skal lede efter at finde noget,
saa smaatænkt som at foregribe en hel Plan til Byens
Belysning med - to Lygter oppe i en Baggade!"

Johnston stansede midt i en Vending og smilte noget
skeptisk: -

"Jeg vidste sandelig ikke, at her har været nogen slig
Plan igjære - før nu" . . .

"Og Politimesteren strækker sig kanske videre og-
saa han, - foreslaar mulig til næste Aar én Lygte paa
Sagbakken - og saa nok en ensom Stjerne ude paa
Tyveholmen!" - drev Direktøren paa og gjorde et
Greb i Lommen efter Nøgleknippet.

Johnston slentrede paa Gulvet med Tommelfingeren i
Ærmegabet paa Vesten; Slænget med Foden antydede
en vis Kjede: -

"Naa ja, jo fler' desto bedre ialfald" . . .

SIDE: 363

"Du tar gjerne imod de to Praaser til af hans Geni
Du," brummede Direktøren.

"Aah, - hele Byens Belysning og alt det, det skal
skrues op til!" -

"Politimesteren skal da faa svi Vingerne i dem!" sa
Direktøren haardt.

"Du Bratt," . . . Johnston saa stilfærdig smilende hen
paa ham, - "det er vel dette, de forstaar ved at under-
kaste Tingen saglig Behandling?"

"Naa," pustede Direktøren - "Du har det med din
himmelske Retfærdighed . . . Men Du ser da vel," tog
han det i en anden Gade, - "at vor kjære Politimester
er en Pave, - en Magthaver, som vil sætte et Indfald
igjennem, bare fordi han, han - Magistraten, - har
sat sig paa det. Da er det blet helligt, forstaar Du, -
maa ikke antastes eller rokkes . . . Jeg - Du og jeg, -
vi skal ærbødigst og føieligst approbere, sanktionere og
overlevere ham disse to Lygterne, han tilfældigvis
fandt paa! Hele Byen skal danse efter hans Pibe" -

"Hm, Hu-m-mm, -" nynnede Johnston, - "de
Lygterne begynder retnu at danse rundt for mig."

Direktøren rettede sig i Sofaen: -

"Tak, Frøken Rønneberg, ikke mere The - nei, ikke
mere, - - Men skal vi være enige om, at han der ikke
ligger for det kommunale Krangel? - Nei, forsørge
mig, ikke mere end en Samarie i et Slagsmaal . . . For
delikat og privat, skal jeg sige Dem. Eller hvad siger
De, Frøken? - Skal vi hoppe over Stokken, hvergang
Politimesteren siger Maxis!" -

"Jeg?" - hun trak sig ængstelig lidt sammen der,
hun sad ved Thebordet, - "jeg kan nu ikke se mere i
det end de to Lygterne jeg. - Politimesteren er vel
kommet ud i dette for en god Mening," lo hun med en
vis vindende Aabenhed.

"Dum, dum, skal jeg sige Dem, - han vil altid
komme ud i det for noget! . . . Men sig mig nu, finder
De med Deres gode, sunde Forstand nogensomhelst

SIDE: 364

Rimelighed i, at hele Byen skal sættes paa Ende for
en slig ærke Bagatel?"

"Ja det er jo netop det, at det er en" - slap hun
sig uforsigtig til. - - "Nei men mener jeg ikke, De
trækker mig ind i en hel kommunal Disput jeg, Hr.
Direktør!" - afbrød hun sig saa naturlig forskrækket,
at han fik en Følelse, som han holdt paa at jage en
Høne. Han sislede utaalmodig mellem Tænderne, og
Blikket gled fra den ene til den anden af dem.

"Du skal se til at komme ud af det Formandskabet,
Johnston, saa fort Du bare kan," raadede han endel
maliciøst.

Der var noget i den spasende Maade, hvorpaa John-
ston et Par Gange saa paa ham over Neglene, medens
han mønstrede dem nær under Øinene, som med ét
satte et hedt Skjær op i Ansigtet paa Direktøren. Han
stak pludselig Nøglehanken i Lommen og tog et Stykke
Kjæks, som han knækkede og blev siddende med i
Haanden, medens Øinene ledte humørfyldte, uvist om.

"Det ligner Abraham det Portræt der af Oldefade-
ren," - bemærkede han med ét, - "samme smale An-
sigtet - og - og noget halsstarrigt ved den store
Hagen . . . Kommer aldrig fra de Meninger, de engang
har slaat sig paa, de Herrer! . . . Der mangler ikke
Natur hos Abraham heller, - det er snarere om at
lægge lidt Bidsel paa da. - Du skulde være lidt op-
mærksom paa ham, Du Johnston" . . .

Frøken Rønneberg saa nervøst ængstelig op. -

"Naa Ungdommen maa jo ha Frihed og Luft for sig;
- men her er i det sidste kommet en Tone ind med
Turing og Rangel udover Nætterne, som ikke er bra."

"Aa, Abraham ligger ikke videre for det," mente
Johnston ligegyldigt.

"H-m, vær ikke for sikker . . . Jeg har saa mine
Underretninger og kan sige Dig, at han hverken er den
sidste eller den daarligste til at føre Lystigheden an
om Kvældene."

Johnston stansede med en vis vantro Studsen.

SIDE: 365

"Det er ikke længere siden end inat det, - ja min
Klaus var da ogsaa med, - de huiede og gjorde Spek-
takel i Øvregaden, satte Stuen paa Taget oppe hos
Blytecker med saare meget mere . . . En af Aftenens
Glansnumre var at portrætere Jenten i Mor Høibys
Skjænkestue . . . De Herrer driver ud og portræterer om
Aftenerne, skal jeg sige Dig . . . Lutter kunstnerisk Iver
. . . Jo-o, min Søn har berettet mig det altsammen og
vendt den hele ganske Bøtte for mig."

Johnston stod og blot hørte.

"Min Søn har ikke fortalt mig noget, han," - kom
det tonløst hen til Frøken Rønneberg.

Direktøren saa paa ham. Det gik i ham halvstud-
sende, at han her var an i noget Porcellæn som, -.
Han saa lidt ulykkelig ud. -

"Du Johnston," lo han og keg elskværdig paa ham,
- "kanske Du vilde, din Søn skulde melde det først,
naar han agtede at lure Dig?"

"Jeg siger," - nikkede han gemytlig fortrolig til
Frøken Rønneberg, da han knappede Overfrakken for
at gaa; hun forekom ham at sidde noget stille og hvas-
næbbet, - "han der maa ud af Formandskabet saa fort
som muligt, - ikke har han Natur for den Sølen!" . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Frøken Rønnebergs Næse var sunket endnu længere
ned over den sammenknebne Mund. Hun speidede ha-
stig op paa Johnston, da han kom ind igjen efterat
have fulgt Direktøren.

Han blev staaende med Hænderne paa Ryggen og
se ud af Vinduet, af og til med et Aandedrag som et
mismodigt Suk.

"Kan Du skjønne, Sophie, hvad for Kammerater
Abraham kan hygge sig med her?" - undslap det ham.

"Han trænger vel lidt Adspredelse; - han er jo saa
lidet vant til denne Regelmæssighed paa Kontoret
endnu," mente hun.

"Aa Kontoret! - sidder der og gjør Pennetegninger
ud igjennem Ruden af Bryggen og Havnen . . .

SIDE: 366

Nei, der er noget, som gaar af Gutten; han blir lige-
som rent borte for mig om Dagene" . . . kom det stille
forknyt, som han smaadrev paa Gulvet; hans skulder-
smale Skikkelse fik noget træt sammensunket.

Frøken Rønneberg saa beklemt hen paa ham . . .
"Han er jo et saa underligt Gemyt, - gaar der opfyldt
af sine egne Interesser," - prøvede hun.

Han stansede ved Vedkassen, som om han mente at
lave sig en Tandstikker.

"Du Sophie," udbrast han; - "han var ti Aar gam-
mel, da han en Dag spurgte, hvorfor jeg nu igjen
fulgte slig efter ham? . . . Jeg mærkede, jeg var rent
som under Magneten, - og jeg begreb, jeg maatte be-
herske det, - at Gutten følte det som et Klængeri . . .
Der maa altid opstaa et Tryk af Aldersforskjellen og
jeg opfandt den Manér at la ham frit fare sine egne
Veie, - han fik søge op sin Far, naar det faldt sig
naturligt for ham . . . Ja, som jeg ængstelig har vogtet
mig for, at han skulde føle det ringeste Tryk, det rin-
geste Baand paa sin Frihed, eller mærke, at jeg i Stil-
hed gik saadan og vaagede og hang over ham . . . Jeg
har syntes saa Synd i ham, været saa angst for at
hans ømfindtlige Natur skulde møde for megen Skuf-
felse af Virkeligheden . . . Og endnu, - er jeg ikke saa
forsigtig, som om jeg skulde prøve at faa en Fugl til
at sætte sig paa Skulderen min! - Skræmmer jeg hans
Meninger, eller gjør det høitideligt med Præk? - Er
der nogen Far, som har maattet holde af sin Søn paa
langt Hold, uden Fodfæste, saa - -

Og saa vil han bare væk han!"

"Det er kanske ikke saa let at gaa her indeklemt i
de smaa trange Butiksgader, naar man er opvokset i
saadant Friluftsliv som han," lagde Frøken Rønneberg
sørgmodig ind.

"Aa sig det engang lige ud! Det er dette Talentet,
som Du mener, jeg gaar her og undertrykker og kvæ-
ler . . . Det knuger som en Mare paa mig Nat og Dag
. . . Talent! - Hvem har ikke Antydninger til det i

SIDE: 367

nogen Retning? - Rive et helt Livsforhold istykker for
det!"

Han blev staaende fortænkt og stirre ned i Ved-
træerne . . .

"Sig mig, Du Sophie," kom det med ét hjælpeløst,
- "tror Du virkelig, han blir ulykkelig, om han holdes
hjemme her hos mig? . . ."

Direktør Bratt gik søndagsklædt i Skjorteærmerne og
sørgede med et vist Behag for, at der blev passende
Temperatur paa Vinen. Han havde selv hentet den op
af Kjælderen, og det gik for sig med en vis høitidelig
Omstændelighed.

"Ser Du, Jette," sa han, - "at ha Johnstons her en
simpel Søndagsmiddag er en ganske anden Sag end at
made baade Magistrat og Formandskab. Til dem er
det bare at kjøre op med god Mad og god Vin. Men
disse! - de har, hvad der passer til hver Ret og alt
sligt noget i Blodet fra gammelt af. Varm Ribbensteg
med Tyttebær og en Dram til Aftens, - som jeg sover
saa deilig paa, - det vilde være en Vaagenat for dem
det . . ."

Fruen svævede stille om derinde i den lune Stue,
hvor Bjerkeveden spragede i Ovnen. Hatten med den
sorte Strudsfjær og Pelsværkskaaben laa endnu paa
Bordet fra de var komne hjem fra Kirke, og hun havde
travlt med at sætte nogle seneste Høstblomster ude fra
Haven i et Par Vaser. Hun tog Georginerne, satte dem
i og af igjen, medens de sorte Øine hvilte uvist distræt
paa Bratt . . . De fine, lyse, violette Asters passede saa
akkurat til Johnston . . .

Direktøren anbragte forsigtig en Reserveflaske, som
maatte ligge, i rigtig Afstand fra Ovnen, paa to Ved-
træer.

Han havde en ordentlig Efterretning at traktere

SIDE: 368

Johnston med idag! . . . Han havde nu faat fast, paa-
lidelig Stemmeflerhed for, at Byen skulde anlægge
Brygge i Strøget forbi Johnstons Tomt, - lagt sig i
Sælen, - perset paa med al den Indflydelse, han
eiede . . .

"Du kan tænke Dig, hver Kvadratalen, naar der
efterhaanden udstikkes Gade paa hans Tomt . . . Han
blir en økonomisk fæstnet Mand ved det, han . . .

Jeg siger det bare saa lunt til ham ved det Glas Bur-
gunder til Stegen, - Reflektionerne gjøre sig sjelva . . .

Det skal more mig at se, hvordan det dukker op i
ham, - saadan lidt sent og seigt overraskende . . . Jeg
skal vædde paa, han blir eftertænksom jeg" . . .

Derude i Spiseværelset klirrede Fade og Tallerke-
ner, medens Gjertrud og Husholdersken syslede om
Bordet og dugede det med store gammeldags Servietter
og det jevne solide Sølvtøi. Paa Buffeten stod, noget
festlig afstikkende, to prægtige høie Opsatser med
Multebærcrème i blaa Glasskaaler.

Direktøren vandrede med Hænderne paa Ryggen
uden at tage Frakken paa. Der gik en egen stærk Til-
fredsstillelse i ham ved, at han slig skulde hjælpe til
at faa Johnston op igjen . . .

Gjennem al den Tid, Anders Bratt fra ung af arbei-
dede sig op, havde han følt Jernværkseierens Magt og
Anseelse svæve i uopnaaelig fornem Høide over alles
Hoder, favnende hele Distriktet mellem Vingespidserne,
- igrunden hadet det af Hjertet! . . . Nu, Storfuglen laa
fældet i økonomisk Ruin, beundrede han Fjærene
næsten med pietetsfuld Respekt som den, der havde
i Blodet, at han engang havde set den flyve. Johnston
havde som Svigersøn og ellers den nære Slægtning
bare tat den tunge Tid, da Forretningen ubønhørlig
sank i Ruin, - kommet paa Hodet fra sin studerende
Vei lige ind i alt dette Virvar af Skogeiendomme,
Værksdrift og Handel paa Udlandet, - han havde git
et helt Liv til sin Svigerfar, blot for at begynde paa nyt
igjen her med to, tre tusind . . .

SIDE: 369

"Vær vis paa, Jette, vi har dem paa Slaget tre,"
varede Bratt hende.

"Underlige Mennesker . . ." gik han og snakkede. "I
Forretninger er det altid bare saa la la med Nøiagtig-
heden. Men til en Middag! . . . Det er en Forbrydelse
for dem ikke at være præcis der . . ."

Han skyndte sig ind paa Kontoret for at faa klaret
det nødvendigste af Posten, før Gjæsterne kom. -

- - - Efter Middagen attraperede Abraham
Gjertrud ude paa Havetrappen.

"Véd De kanske Coursen paa Hamburg, Frøken
Gjertrud," spurgte han med høitidelig Forretnings-
mine; hun havde været høist afglidende utilgjængelig
under hele Bordsessionen for alle mulige kvikke Be-
stræbelser.

"Jeg tænker, om De saa efter i Notisbogen, saa fandt
De et Faar eller en Hest jeg, det er nok den Slags
Courser, De tegner op."

"Spydig og spids . . . . Dersom De vidste, hvor lidt det
klær Dem. De er grei og bred, De. Men, hvergang De
indlader Dem med mig, er det, som De skulde til at
vove Dem ud paa en falsk Bro -. Mistænkelig og re-
serveret . . . Det er imod Deres Natur, ser De, - saadan
at stikke og prikke."

"Neimæn, om jeg har Hode til at snakke med Dem,
det blir saa for fint og dybt saa -"

"Pas Dem, at De ikke blir en Tornebusk, Gjertrud!
- Stikker hun ikke alt slig, at - hu! . . . Men nu skal
De si'e mig, hvorfor De er blet saa lei og vriete imod
mig, - vi, som var saa gode Venner en Tid." Han
sagde det med en vis Varme.

"De mener, naar nogen ikke netop kan beundre Dem
i ét og alt, saa -"

"Hold op at ærte, si'er jeg, - Jentunge!"

"Tak, - nu kan det være nok." - Hun gjorde Mine
til at gaa fra ham.

"Hør nu, Gjertrud . . . vidste De, hvor De piner mig,"
sa han pludselig nedslagen. - "Tror De, jeg synes, jeg

SIDE: 370

selv er noget, saa tar De feil. Der er ikke saameget som
Lillefingeren af et ordentlig duendes Menneske i mig,
- ikke det, jeg selv gad sparke udfor Trappen," - han
slængte sit lange Ben hidsigt ivei.

"Jeg tænker, om nogen anden sa' det, saa -"

"Gertrud, gjør Dem nu ikke altfor mindreaarig.
Tror De, jeg sa' sligt til Dem, dersom jeg ikke trode,
De var kapabel til at forstaa mig?"

"Aa, - en Jentunge . . ."

"Gjertrud, - hele Tiden ved Bordet maatte jeg se
paa, hvor mageløst den røde løsfoldede Brystsmekke
klædte Dem til alt det sorte, - Kjolen, Haaret, Øinene
. . . De blev til en saa umaadelig sprutende rig Nellik."

"Py-yh, - bare Løgn og Duft og Veir! . . . Vi sad
tilfældigvis begge paa samme Side," oplyste hun.

"Uskyldige Barn, - det faldt mig virkelig ikke ind
at se tvært igjennem Tante Sophie og Deres Mor, -
jeg havde Dem saa deiligt skraat inde i Speilet. Jeg
saa alt, hvad De tænkte saadan i sorte Nuancer . . .

Husker De dengang, Gjertrud, - hvordan De stod
og saa paa, naar jeg tegnede. De var et Hode mindre
da og ganske anderledes snil. For De trode saamæn
lige saa sikkert som jeg, at det var et sandt Mester-
værk, og at jeg var en saare vældig Maler . . . Og det
kommer jeg aldrig til at glemme Dem. - Det var den
Tid, De trode paa mig det!"

Et uvilkaarlig dybt Skjær gjød sig over hendes An-
sigt. Hun lo eget, - huskede nok, hvorledes hun havde
grundet og spekuleret paa at faa hans Tegninger af
afdøde Staldbukken sat ind i en for stor Guldramme,
som laa oppe paa Loftet.

"Ser De, Gjertrud," sa han fortrolig. - "Jeg skal bare
holde mig til mit jeg, som er Dyr og Dyremennesker.
Jeg kan ikke for, at jeg altid maa finde Dyret i et
Ansigt, - og saa blir det saa overdrevet for mig, saa
de siger, jeg bare gjør Nar af Folk. Jeg maa altid se
nogetslags Dyr i et Menneske, Karakterlinien blir ellers
rent væk for mig. Jeg kommer vist aldrig af med de

SIDE: 371

høitidelige Portrætter . . . . Jeg skulde ha ustyrlig Lyst
til engang at tegne Dem, - naar De er bra sint."

"Svært galant."

"Jeg maatte finde noget evig blankt, lynsvart til
Øinene."

"Og hvad Slags Dyr, om jeg maa spørge?"

Han rystede paa Hovedet . . . "Nu er De, Gjertrud,
saa ganske ung og naturlig og kammeratslig, - og
derfor har jeg Lyst til at være oprigtig mod Dem. Jeg
skal gjerne tilstaa, at jeg liker Dem . . . Det ska'r jo
ikke Dem noget, at jeg siger det, - liker Dem gruelig
godt. De er meget mere for mig, end De kan skjønne
. . . Bli nu bare ikke sint; - men, naar jeg tænker paa
sort, saa det lever og glimrer og skimrer, - aa i alle
Nuancer saa rigt, at - saa er det Dem . . .

. . . Men ser De, saa er der nogen anden, som er i
det lyse, saa en kan se sig fordærvet ind i det . . ."

"Huf for noget Væv!"

"Nei, det er ikke "Huf for noget Væv" det. Jeg har
ligget vaagen og havt det saa fortvilet, som jeg skulde
slides mellem Hester bare, fordi jeg er kommet til at
bli slig fortumlendes optat af en svart og en blond paa
engang."

Hun fik det, han kaldte det lybske hvide Glimt i
Øinene: -

"Aa, det er rigtig Synd i Dem, - én Henrykkelse
for hver Farve! . . . Og saa er der jo noget, som heder
Mellemkulør ogsaa," la hun spydig til.

"Tror De ikke, jeg forstaar, at De har været oppe og
keget hos Klaus? - De Tegningerne der, - det er
noget Skrab! Det eneste, som der er noget i af det alt-
sammen deroppe, er det af Otta Høiby; - det kunde
komme til at due det . . .

Saa-aa, skal De rende fra mig nu med alle de onde
Tankerne i Øinene Deres? Skjønner De ikke, at en
Model er altid en Begeistring det! En maler ikke saa-
meget som et Dyr uden at være gloende forgabet i det,
- en Hund, en Kat, en Torsk eller et Krabbebæst, lige

SIDE: 372

fedt! . . . Og Otta, naar hun hopper paa de høie Hjorte-
benene og slænger i Ryggen, og det glinser i de grønne
Øinene . . . Aa-aa, - jeg skulde git noget for at ha
faat malt hende fra mig, saa hun engang kom ud af
Hodet paa mig!"

"Male hende - fra Dem" . . . snappede hun som efter
Luft.

"Ja, for ellers kan én jo bli baade gal og vanvittig
- i et sligt -

. . . Aa, jeg saa nok paa Dem ved Bordet, at De sad
inde med noget om mig, - - at De havde været oppe
hos Klaus og faat nogle Tanker."

"Hvordan det, om jeg maa spørge?"

"Ja, hvordan?" - Han grundede eftertænksomt . . .

"De, Gjertrud! er næsten den eneste, jeg ikke vilde
se gaa istykker for mig nu . . . Jeg er slet ikke skabt
som andre" . . .

Han stod der ved Trappegelænderet saa bleg og vak-
ker og stirrende, saa hun med ét blev rent angst for
ham.

Jeg tænker, at, om jeg havde et rigtig, rigtigt slaa-
ende Portræt at vise for mig engang, saa kunde Porten
alligevel springe op . . . Og De kan tro, jeg skal nok en
Dag faa Otta Høiby til slig, at det skal due tilgavns! . . .

"Men Gud!" - udbrød hun pludselig, "hvor jeg
synes, De er forfærdelig vinglete, Abraham, - naar
jeg vilde bli' Maler, der skulde ingen i Verden faat mig
fra det . . . Gi' Dem til at gaa her!"

"De ja, - jeg tror gjerne, De klarede det."

"Og De skulde arbeide for at faa reise ud straks,
synes jeg, - sige fra imorgen den Dag, hvad De vil."

"Husker De af Historien om Kong Servius Tullius,
- Datteren, som kjørte over sin Fars Lig?"

"Deres Far, mener De?"

"Ja-a, som bare tar sin Død af det."

"Dersom De blev en liden Fillemaler ja!" udstødte
hun indigneret. - "De har slig Villie alle saadanne

SIDE: 373

Fædre, at det er umulig at føie dem, - rent umuligt
. . . Og De skulde ikke bli Maler, De!" . . .

Hun forlod ham med slig Fart, som hun havde Ud-
faldet afgjort i Lommen.

Han saa mod Stuedøren, hvor hun var forsvun-
det og haanede sig selv for sin Illusion i Øieblikket.
- Ja-a, Sagen var saa enkel og simpel - som en
Kniv, hvormed han stak sin Far! - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Inde i Stuen hvirvlede Direktørens og Johnstons
Cigarer over Kaffeen henne i Hjørnesofaen. Direk-
tøren sad oprømt blank og rødflækket i Ansigtet efter
Middagen.

"Denne Tomten . . . Det maa være nogetslags Tæft
eller Veirhaar, Du har," sa han og lagde Cigaren be-
tænksomt af paa Underkoppen. - "Det er jo en ren
Affære."

"Mulig ja."

"Du vil nok mærke det paa Skatteligningen allerede
iaar," ærtede Direktøren. "Det var et ordentlig Fund."

"For en blind Høne at være, mener Du?"

"Det er det opbyggelige ved Dig, Johnston, - Du
er ikke indkjørt nok til at gaa i den optraakkede Gjæn-
gen . . . Agter Du kanske at bygge?" spurgte han livlig
interesseret.

"Aa nei, jeg mener . . . jeg tænker" . . .

Johnston haandterede og dreiede og klemte Dæk-
bladet paa Cigaren.

"For Du skjønner nu vel, Du har saa meget Kredit
i begge Bankerne nu, som Du bare bruger."

"Ser Du, - at stille sig i nogen Risiko uden rent
tvingende Fornødenhed" . . .

"Jaha, - jaha, - Du har saamæn alle Betingelser
for at ende som en rig Mand, Du," - opgjorde Direk-
tøren lunt. "Forsigtig . . . ikke Ansats til Svindel eller
Svimmelhed i hele din Konstitution."

"Nei, - den Slags skulde jeg da grundig være kure-
ret for" . . . Johnston sad og saa op efter Røghvirvlerne.

SIDE: 374

"Aa, lad os faa lidt Chartreuse, Du!" raabte Direk-
tøren til Gjertrud, som netop kom ind. Han lagde
Albuen ivrig over det lille Bord med Fare for, at det
skulde vælte. - "Bare vi saa kunde faa perset Havne-
opmuddringen frem, Du. Hvad, - vi to - naar vi
ordentlig la os ud for det? . . . Du skjønner nu vel, jeg
har Brug for, at Fartøierne kan lægge til nærmere ind
ved Sagbruget jeg ogsaa?"

Johnston strøg en Fyrstikke og holdt den betænkt
op til Cigaren uden at tænde . . .

"Naar jeg skal si Dig oprigtig, saa" . . . han strøg en
ny Fyrstikke, som han holdt paa samme Vis stirrende
ind i den blaa Lue.

"Aa, plag Dig ikke med den Cigarstumpen," kom
det lidt braat. - "Der, ta Dig en ny."

"- saa har jeg ingen Lyst til at blande mig ind i
den Affære."

"Aahaa, saa - Aahaa!" - Direktøren kremtede be-
tydelig ironisk. - "Det vil sige udlagt . . . Vi lægger
Bryggen, - Du tar ganske uskyldig Indtægten. Saa er
vi nødt til at muddre op i Havnen udenfor Dig, - Du
bare stikker afventende Avancen i Lommen . . . Er ikke
Du det morsomste Eksemplar af et Forretningshode,
jeg nogensinde har truffet, saa kan de fradømme mig
alt Skjøn, - stiller Dig bare stilfærdig til slig, at alt
kommer i Lommen paa Dig . . . Jaha, den Tomten kan
nok siges at være en ordentlig Spekulation; det vil sige
i dine Hænder" . . . Han stak Chartreusen ud og strakte
sig fornøiet bagover i sin senefulde Længde.

"Saare heldigt Ialfald, om jeg var et sligt ubevidst
Geni, som Du siger, - jeg har saa inderlig Brug for
det!" mente Johnston.

"Og forsørge mig," tog Direktøren igjen i, - "kom-
mer ikke de gamle Muldvarper her af Staden snart til
at mærke, at de har faat én, som stikker dem! Det er
Dig, De faar be alt nu, om de vil bygge noget paa din
Kant. - - Og Du har saa inderlig godt for at vri' Dig
med Ryggen saadan til og plukke paa Fingrene hen i

SIDE: 375

det abstrakte," - blinkede han. "De skal s'gu ha Taal-
mod og mærke, de faar Dig ikke til at høre, før de
nævner en ordentlig anstændig Pris paa Kvadratalen
. . . Jo-o, jeg kjender Terrænet. Skaal for Affærerne,
Du, - vi to, vi kunde sætte Damp paa denne forlig-
gende Byen! - Hvad skulde der for Eksempel være
iveien for, at faa Jernbanelinien trukket hidned, naar
vi vilde det? Jeg har alle Beregningerne opgjorte, skal
jeg betro Dig . . . Jeg forsikkrer Dig, Johnston! - staar
vi to bare ordentlig sammen . . . Allerførst er det na-
turligvis Havn og Brygger. Men der maa et Kommu-
nelaan til" . . .

Der lød Smeld paa Smeld udenfor. Abraham og
Klaus morede sig med at skyde tilmaals.

Knald, Knald . . . med en lang Huien bagefter.

"Klaus tog Blinken!" meldte Gjertrud ivrig; hun
stod og saa ud.

"De gaar der, disse unge Herrer, endnu grimeløse
som viltre Foleunger," nikkede Direktøren. - "Det er
paatide, de kommer i Manegen, skal de faa nogen or-
dentlig Forretningsto i sig."

"For Klaus ja," udbrast Gjertrud; - "men Abraham
. . . Gu-d!" . . . Hun kunde ikke styre sit Oprør og
fandt ingen anden Udvei end at søge ud af Døren.

Direktøren sendte et overrasket Blik efter hende, som
om han ikke rigtig forstod, og der blev lidt stille.

"Jeg faar kige ned paa Sagbruget, om der ligger
noget Telegram," sa han braat. "Du undskylder mig
saalænge." -

- - "Sig mig, Fru Bratt, var det Gjertrud eller
Abraham dette, som brød ud?" kom Johnston hen til
hende.

Fruen blev let rød, og det var, som hun maatte samle
sig lidt, før hun blev enig med sig selv om, hvordan
hun skulde svare . . .

"Det er det Indtryk, han gjør, Johnston, - der er
noget aparte over Abraham."

SIDE: 376

"Hm, - en saadan fri Opdragelse gir jo et vist løftet
Sving - over andres Vaner," kom det bittert.

Fruen rystede sagte paa Hovedet . . . "En føler altid,
hvordan Abraham tar alt af sig selv."

"Ja-a, hvert Indfald føiet . . . Man skal ikke sige, der
har været lagt noget Baand paa Originalitetens Trivsel!"

"Naar jeg læser om disse store Mestere i Italien i
Slutningen af det femtende Aarhundrede!" - ivrede
hun. "Jeg tænker altid paa, hvordan de gik som unge,
den ene skulde bli Murer kanske og den anden Smed.
- Jeg faar det til, at de maa ha havt det ligedan sørg-
modig i Øinene som Abraham, - før de fik flyve -
og skabe disse Ting, som vi nu -"

"Ja, naar vi kunde stole paa, at det var en Rafael
eller Leonardo," smilte Johnston. "Men der er saare
meget, som kan danne sig op for en ledig Fantasi som
hans . . . svæve og svæve - for at bli Geni paa en
Smule Anlæg."

Fruen var blet hed:

"Vi ældre var saa vant til at se, at Folk ikke kom
paa deres rette Plads, Johnston . . . Men det er en
Maade at dø paa det, - halvt eller fjerdedels . . . eller
saavidt én bare faar leve med en Lillefinger."

"Sandt nok; men hvor kan man vide -"

"Det er som en stor Kjærlighed, der er mistet af
Livet det," yttrede hun hen i sine Tanker . . . "Og jeg
véd ikke jeg," - hun ledte efter Udtryk for, hvad hun
mente, - "om de Mennesker, som saadan har lært sig
til at svælge og neddæmpe alle sine Følelser og Liden-
skaber, - om der blir saa farlig igjen af dem. En
Dag, naar der forlanges Kraft og Natur, saa er den
kanske ikke længer at finde" . . .

. . . "Og her alt saagodtsom lagt tilrette for ham!"
vedblev Johnston lavt, - "kanske med en Mulighed
for at faa reist noget igjen af en gammel Slægts Navn
og Anseelse" . . .

"Ja hvem véd - hvem véd" . . . Fruen stirrede ind i
sin egen Verden. - "Det er saa underlig i Historien

SIDE: 377

med slige gamle Slægter . . . Kanhænde, der af al den
Kultur kunde skyde op en fin Kunstens Blomst!"

Han svarte ikke. Det var blet skummert i Stuen.

"Jaha, jaha, - den, som intet har, - heder det, -
fra ham skal der tages" . . . lød det omsider.

"Kjære Johnston, tror De ikke, De gaar vel saa en-
som i Forhold til ham nu? . . . At leve tomt, det vil De
nok ikke unde Deres eneste Søn" . . .

Frøken Rønneberg sad og lyttede til og strikkede,
saa de hørte Pindene. Det faldt ingen ind at afbryde
og tænde Lampen før nu, Direktøren snakkede ude i
Gangen.

Klokken var blevet halv ét om Natten, da Johnston
med Lyset i Haanden steg op ad Trappen til Abra-
hams Kvistværelse.

Han aabnede sagte og lyste indover . . .

Henne paa Hovedpuden nær under Skraavæggen laa
et bortvendt mørkt Hoved og Kroppen i en Stilling,
som han kunde ha slængt sig hen i Harme og var
sovnet ind.

Han saa sig om i Værelset . . . holdt Lyset aandsfra-
værende op til en af de malede Lapper paa Væggen
og stod en Stund stille. -

Han maatte ha en Ende paa det, - ikke aarkede
han at ta dette op igjen! - Han frygtede for at bli
svag og ta sin Beslutning i sig igjen og traadte rask
hen til Sengen.

"Du Abraham . . . Abraham" . . .

Abraham vendte sig forvildet mod Lyset.

"Jeg kommer op for at sige Dig, at, har Du Mod og
Lyst til at reise ud og bli Maler, saa tror jeg, det er
det eneste rigtige for Dig. - Mener ikke Du selv ogsaa
det?"

Abraham smilte snedigt med et Instinkt om at være
paa sin Post, og holdt sig lidt i den utilregnelige Halv-
søvnighed. - "Hvad . . . hvad er det for Historier . . .

SIDE: 378

Gjertrud, Far, hvad hun snakker . . . Du tar Dig da
ikke nær af det?" rablede han.

"- For jeg er nu aldeles paa det rene med, at det
er ikke Forretningsmand, Du duer til. Der er Du da
sigtet og prøvet nok. Du har hverken Sans eller An-
læg for det . . . Og ingen skal holde paa med det, han
ikke ligger for . . . Du har nu engang et vist Talent for
at tegne og male -. Og hvorfor ikke dyrke det, én
har, heller end det, én ikke har, - se til, om én kan
drive det til noget?" . . .

Johnston slængte frem og tilbage paa Gulvet og
snakkede i et vist opdrevet ekstatisk Humør:

"Penge skal Du faa det, Du behøver. - Bedst Du
reiser fort, Gut - -

Ja, for her er egentlig spildt nogle dyre Aar, Du!" . . .

Han stansede og saa hen paa Abraham, som sad
halv opreist i Sengen i en lyttende Stilling, som han
mistrode sin Hørsel; han havde en god Stund tro't, han
bare drømte og var saa et Øieblik alvorlig ræd for, at
han nu virkelig var blet gal; - han saa midt paa Nat-
ten Faderen gaa der paa Gulvet og snakke alskens
Herligheder om Malingen.

"- Saa driver vi paa hver sit, ser Du," sluttede
Johnston noget kort opgjort paa Vei til Døren, - "Du
paa dit derude . . . Og jeg ser til at faa oparbeidet saa-
vidt herhjemme, at Du ikke netop skal behøve at tigge
og jobbe og reklamere for at faa solgt dine Malerier."

Nu var det gjort! - han nikkede og gik hastig.

Johnston havde en vis Hast med at komme tilsengs.
Han ventede ikke at sove; men Hovedpuden og Mørket
eiede sin Fred, og han skulde just slukke Lyset, da
Abraham brød ind i Skjorte og Tøfler . . .

"Har nogen fortalt Dig, at jeg har git tilbedste noget-
slags Udstilling af Sorg over ikke at bli Maler kanske?
- saa er det kort og godt ikke sandt - fordømt -"

"Aa nei, Gutten min, jeg har simpelthen kommet til
at tænke over det, - jeg talte med Fru Bratt, ser Du."

"Og saa gjør Du nu det Offer - for min Lykke na-

SIDE: 379

turligvis, var det ikke saa, hun udtrykte sig, hun har
jo slig fin Sans med det. - Men, naar saa Du kreperer
eller noget sligt, tænkte Kjærringen paa det?" brølte
Abraham op. - "Naar den ene Ende af Væggen bik-
ker ned, vipper den anden op. Og jeg ser saamæn ikke
nogen "Lykke" komme ud af det for nogen af os -"

"- Jeg har overveiet det, Abraham, og har netop
villet sige Dig, at jeg virkelig synes, Du bør gaa den
Vei."

"Hør nu, Far!" - han stansede og saa forskende paa
ham. - "Mener Du virkelig dette . . . Saa Du ikke er
bedrøvet - svært igrunden for det?"

"Véd Du hvad," sa Johnston; han reiste sig paa
Albuen med et underligt Udtryk, - "jeg begynder ial-
fald næsten at mene det, tror jeg" . . .

"For jeg tror da virkelig selv paa, at jeg kan bli
Maler, kan Du vide . . . Og Du skal se, naar jeg faar
lært bedre Tegning, skulde jeg nok sende Dig den ene
efter den anden, slig, at Du saa ordentlig Forskjel -

Bi lidt, sluk ikke Lyset, jeg skal bare ovenpaa efter
noget" -

Han var tilbage igjen som en Vind - denne Gang
med Permissionerne paa, - og en hel Del Skitser i
Haanden.

"Nu skal Du se. - Sæt Lyset op paa Puden bag
Hodet dit . . .

Den gamle hængende Hestemulen der, - kan Du
se, hvor den er udkjørt, og hvor lei og trist hele Verden
er for den? . . . Jeg fik den til akkurat iforgaars; -
den stod og tyggede og grundede mod Graahimlen
foran Plankelæsset - hu ja! . . . Og den, Far! det er
Sagfører Alsings Hest, som er utaalmodig, fordi han
aldrig kommer ud igjen fra Madam Michelsen, og
strækker Hodet og ryster sig, saa det skrangler, og
vrinsker . . . Kan Du se, hvor han er kjed i Mundvi-
gerne forbi alle Tænderne og helt ind til Ørene? . . .
Det er Udtrykket, jeg bryr mig om. - Den der, naa,
Apothekerens . . . han hører nu til de forkjælede

SIDE: 380

Havreæderne, som opvartes af Kudsken og har Luner
og spænder. Se her, naar den strigles, hvor den nyder
det med hele den lange Ryggen strakt og halvlukkede
Øine og Mulen helt op i Spiltouget . . .

Vi maa faa mere Lys, Far, - jeg tænder Lampen
jeg -

Den Konen - sligt et godt forstandigt Madmoder-
udtryk . . . Katten der . . . den liker sig og maler og har
Veirhaarene tilfreds i Næstens Rygte den. - Uf, ja,
- her kommer vi til Byens Karikaturer - Dyre-
folket" - -

Han snakkede, udbredte Skitser og holdt Udstilling
udover Sengen og Stolene og Bordet.

"Det er til Paris jeg maa . . . Du skal se bare et
Aar, Far, - ude; - det skal ha gjort umaadelig For-
skjel -"

"Et Aar, Gut, - det skulde bli til noget! Der faar
nok tages ordentlig i, skal det monne . . . Det er vist,
som Du siger, Dyrene, Du er mest slaget for . . . Der
er nogle berømte Dyremalere, Du - - van de Velde
- og Rosa Bonheur" -

"Aa, saadanne gamle! - nei, nei, nei, der er nogle
nye nu, som gjør dem slig, at" -

"Ja, bare gaa paa det bedste - det allerbedste . . .
Brug dit eget Øie, Du, - gjør ikke som de andre . . .
Det er kanske dumt at sige det . . . men, kunde Du
rigtig faa udviklet det, Du sidder inde med - ogsaa
ikke bli slig dumhovmodig straks, Abraham, - saa
kunde Du kanske drive det til noget dygtigt, Du . . .
Det er vist klogt bare at slaa paa en Spiger - tror
jeg da, - disse Dyrene" -

"Véd Tante Sophie det?" udbrød Abraham pludselig.

"Nei, - men Du skal afsted straks, synes jeg, Abra-
ham, - det er sent nok paa Aaret alt! - Snakker hun
om Udstyr og Klær og sligt, - saa bryr vi os ikke om
det; hun faar nøies med denne Ugen . . .

Du kan faa et Dusin Skjorter og Strømper hos mig

SIDE: 381

- og Klær i Paris. - Jeg er ikke rolig nu, før jeg er
kvit Dig, og véd, Du er paa din Vei."

Abraham gjorde et overlegent Spænd i Luften.
"Herreper, Far! . . ."

"Pluk saa sammen alt dette. Er ikke Klokken blet
over tre . . . Aa nei, lad det ligge til imorgen tidlig - -

Du Abraham," - smilte Johnston nikkende. - "Det
vil bli umaadelig lettende ikke at se Dig paa Kontoret
imorgen!"

"For mig ogsaa," sang Abraham op igjennem Husets
Stilhed og fo'r op ad Trappen.

Han sank i Søvnen som fra den ene lune, bløde,
deilige Dundyne ned i den anden i det uendelige . . .

Gjertrud sad ude paa Havetrappen og rensede et
Fad Jordbær, som hun havde været nede og plukket,
og Fruen havde flyttet sin Kurvestol ud og fordybet
sig i Thiers's Revolutionshistorie.

"Skjønner Du, hvordan de kan huse Stiftamtmanden
hos Johnstons, Mor," undrede Gjertrud, - "nu, de har
baade gamle Fru Macolm og Forvalteren fra Værket
der i Besøg?"

"Aa, - de tar det nok saa ganske naturlig Du, -
Stiftamtmanden er jo en Slægtning af hans afdøde
Hustru. Og for én Nats Skyld saa - i dette deilige
Sommerveir . . . De har jo for Eksempel den nye Have-
stuen."

"Men den er jo ikke færdig engang! - og en Seng
ind i det tomme Rum kan de da ikke by ham."

"Jeg er nu slet ikke vis paa, at Johnston tar det saa
nøie med det . . . De er saa velsignet ligetil og sikkre
der - slig, som Menneskene skal være mod hverandre,
mener nu jeg; - vi er jo nok saa meget bare Men-
nesker allesammen" . . .

SIDE: 382

"Aa ja Mennesker, Mor! . . . Men det er nu sandt,
hvad Far siger, at Johnston lige saa godt med engang
burde bygge sig et ordentlig stort Hus nede i Gaden,
- han har jo nu saa evig Raad til det, - istedetfor at
lappe og bygge til saa et Værelse og saa et andet."

"De er saa rent forskjellige Naturer, Far og han,
ser Du Barn; det ligger ikke for Johnston at være Ny-
bygger. Han ændrer vist ikke sine Vaner, om han blir
nok saa formuende . . . Og jeg kan saa godt tænke
mig, at hverken han eller de gammeldags Ting fra
Værket bryr sig om at paradere i et staseligt nytapet-
seret og nymalet Hus nede ved Byen. De gamle Aspe-
træerne der bagom Huset - og Haven, han har faat
istand, - neimæn, om jeg tror, han har synderlig let-
tere for at flytte fra det nu, som han har levet med i
den tunge Tid her, end før fra hele Værket" . . .

"Jeg tænker paa," afbrød Gjertrud Moderens Be-
tragtninger, - "jeg tænker paa, om de ikke alligevel
kommer til at lægge ham oppe paa Abrahams Kvist
. . . Der er nok lavt under Taget og mangeslags mærke-
lige Tapeter rundt om Væggene," lo hun; - "men sligt
Syn over Byen og Fjorden -"

"Gad vide, hvordan Abraham erindrer den Udsigt
nu" - grublede Fruen. "Han har sørget meget ved
det Vindu; - han var jo som en Fange, som saa Ver-
den stængt for sig dengang" . . .

"Herregud, Mor, nu har han da faat saa megen Fri-
hed, bare han vil! - det ene Aar i Paris, det andet i
Italien og nu tilbage til Paris igjen. - Jeg tænker, han
har glemt baade Bedrøvelsen ved Vinduet og Faderen,
som skulde dø af Sorg, og alt sammen jeg."

"Der ser Du nu meget uforstaaende, Gjertrud. Han
har sikkert en voldsom Glæde i sit, - saa forsaavidt
saa. - Det er alt andet end let og løst det, Du; det er
netop stærkt."

"Siger jeg noget andet da, Mor! - Slige Kunstnere
. . . De summer omkring og trækker det vakkre af
alting. De er bare ikke Mennesker rigtig. Jo mindre de
kan plages af det forrige, naar de tar sig en Rus i det

SIDE: 383

næste, des bedre er det . . . Og huf, - alle de Slags
Studier!" . . .

Fruens Øine hvilte eget paa Datteren; - hun skim-
tede noget af en oprørt Tankeverden der ogsaa . . .

"Jeg synes, det er nok saa mærkeligt," kom Klaus
ud paa Trappen, - "jamæn synes jeg, det er nok saa
mærkeligt, at Johnston ikke har inviteret Far til sig
iaften sammen med Stiftamtmanden."

"Synes Du det, Gutten min! Det er ikke for sent
endnu," mente Fruen, - "Johnston maa vel først være
vis paa, at Amtmanden kommer."

Det ramlede ovenfor i Landeveien som af nogetslags
større Kjøretøi.

. . . "Og der tænker jeg, han er jeg," raabte Klaus
og keg ivrig ud fra Trappen.

Det viste sig kun at være en hjemvendende Skyds-
karjol med en anden ditto bunden efter Armene bag sig.

Direktøren viste sig nede i Alléen. Han kom tid-
ligere end sædvanlig hjem fra Bruget i Eftermiddag,
og Klaus fandt det hensigtsmæssigt at drive af med sin
Selters og Glasset, hvori han havde listet en Tilsæt-
ning af Konjak inde fra Buffeten i Spisestuen. Han
agtede at gjøre sig Hvilen sød og filosofere gjennem
Røgen af en Cigar i Lysthusets Skygger efter den steg-
hede Dag paa Kontoret.

"Ikke noget Slags Bud eller Besked inde fra Byen
til mig?" forhørte Direktøren noget utaalmodig alt et
Stykke fra.

Han blev staaende og se udover Landeveien. En
og anden Skydskarjol eller Gig larmede forbi i Stil-
heden med Skyggen af Mand og Hest og Hjul forstør-
rede indover Stakitværket og Marken.

Han valgte tilslut at slaa sig ned under Solteltet ude
paa Trappen med Aviserne og Posten og den Kop Kaffe,
der var sat af til ham.

"Hvad siger Barometret, Du?" spurgte Fruen.

Han trak blot paa Skulderen.

"Det er rent Synd at se paa Træerne, hvor de
hænger."

SIDE: 384

Han hørte ikke; hans Opmærksomhed optoges plud-
selig af nogen, som et Bud inde fra Byen, der skridtede
hastig i Veien.

Minen lysnede eftersom Manden nærmede sig Por-
ten, og han smilte næsten, medens han lod, som han
læste.

Nei, han gik forbi!

"Over halv seks alt," mumlede han og saa paa Uhret;
han blev siddende og tromme paa Trappegelænderet.
- "Pokkers Myg!" Han slog med Tørklædet hvast
efter den.

Et Kjøretøi reiste en Støvsky nede i Landeveien og
svirrede forbi Stakittet.

Direktøren saa op og lyttede, svælgede saa Resten
af, hvad der var i Koppen i én Slurk og tog igjen fat
paa Læsningen.

"Ikke noget nyt, Bratt?" forsøgte Fruen endelig.

"Fra Pengemarkedet i London? - Jo, det er for op-
gaaende, - og Jernet stiger. Der . . . ta og læs alt det,
Du vil."

Hun faldt igjen over i sine egne Betragtninger, me-
dens hun løftede Glassene og saa efter nogle Aflæg-
gere. - Det var dog en mærkelig Aand, som fyldte
Menneskene i den Tid . . . Camille Desmoulins - - -

Gaardsgrinden knagede langsomt skurende i Stil-
heden.

"Skynd Dig at slippe ind Sauerne, Anne, - og luk
Grinden," raabte Gjertrud. Hun løb ned og greb Hun-
den ved Nakkeskindet, medens den gjøede og strittede
imod . . . "Der blir ingen Sauesport af idag, ser Du,
Tyras."

"Denne Bikja! - faa den i Band igjen." - Direk-
tøren dreiede uvillig Ryggen til.

I det samme durede det i Landeveien, og en Vogn
rullede i fuld Fart med Støvdampen over sig indover
til Byen.

Direktøren reiste sig og mysede noget eget efter den
over de grønne Toppe af Stakitværket. Han antog en

SIDE: 385

vis Holdning, medens han ligesom gjorde Front, om
der mulig hilstes.

"Stiftamtmanden!" . . . udbrød Klaus, han kom
springende op paa Trappen.

Direktøren saa hastig paa Uhret, - hvad Klaus op-
fattede.

"Skal her nu komme nogen Indbydelse fra John-
ston, saa har vi den inden en halv Time," erklærede
Sønnen og spaserede plystrende nedover Veien, som
han vilde holde Udkig.

Direktøren satte sig og saa andagtsfuld ned paa sin
ene Støvle, som han havde placeret oppe paa Bænken.
Han strøg sig betænkt om Hagen - nok en Gang og
nok en Gang følende paa Skjæggeroden, - samlede saa
med ét Posten og begav sig ind i Soveværelset. - Varmt
Vand, hørte man ham beordre derindefra.

Skyggen af Kirsebærtræet laa alt skraat indover, og
Fruen begyndte at vande Nellikerne rundt om Græs-
plænen - - - - - - - - - - - - - - -

Det var alt Aftenstid, da Klaus kom tilbage i fuld
Forargelse.

"Jamæn er det nok saa mærkeligt! - mildest talt
snurrigt, siger jeg, - synes Du ikke, Far . . . Slig,
som Du bestandig ber ham!"

"Manden maa da faa gjøre, hvad han vil," mente
Direktøren kort.

"Aa," - faldt Fruen ind, "vi véd jo, hvordan John-
ston er; - han er saa distræt, og, naar det kommer til
Stykket, saa har han ikke engang tænkt paa at in-
vitere nogen. Johnston forsømmer ikke Far."

"Den Distraktionen, ja . . . Jaha den er noksaa elsk-
værdig; men saa har jeg nu aldrig set ham tabe paa
den heller."

Klaus studsede. Far havde ærgret sig ordentlig . . .
Og der gik han saamæn færdig nybarberet ogsaa. -

"Sagen er naturligvis simpelthen, at Johnston fore-
trækker at pave sig alene for Byen med sin Forbin-
delse Stiftamtmanden, uden Far!" opgjorde han.

"Du med dit "naturligvis simpelthen"," fik han hid-

SIDE: 386

sigt fra Gjertrud, - "Far behøver bare at pege noget-
steds hen, saa gjør Du efter det som Tyras."

"Nei, nei Klaus, hvor vil Du hen," tilbageviste Mo-
deren ham beroligende - "der findes ikke Smaalighed
hos Johnston, det er udenfor hele hans Natur."

"Klaus har Ret, - det er besynderligt!" afskar Di-
rektøren lummer alt Snak om den Sag. - "Johnston
har sine svage Sider, meget svage."

Han tog hvast i Døren og gik ind.

Dagen efter var den "stride Dag", som Direktøren
havde døbt den.

Kontoret i Byen var som vanlig om Lørdagene be-
leiret af Folk, som vilde knibe ham, inden han kom
væk i et eller andet Møde eller tilslut forsvandt nede
i Sparebanken, og faa et Ord af ham eller et halvt
Løfte om Bevilgning.

Det var som et foreløbigt Dagsens Pust at faa klaret
Portrummet og Gangen og de Par besværlige Ansøgere,
som maatte tages ind paa Kontoret, medens han stod
der i Skyndingen med Papirerne under Armen fær-
dig til at fare afsted. Han svarte lunt koncist og greit,
som det mest tidsparende, og styrede op ad Gaden un-
der et og andet Gløt hen, hvor han saa Folk, som mu-
lig mente at passe ham op. Han gren, - der mødte han
en solid Skibsreder, som maatte tages gemytlig . . .

Noget som Middag var der ikke Tale om, medmindre
han kunde naa ind paa Kontoret og glefse i sig de
Par sammenlagte Smørrebrød med Kjød eller Skinke,
som han havde med hjemmefra i Papir, og en halv
Flaske Øl, - eller knibe sig ind om Johnston om For-
middagen og faa et Glas Portvin af Frøken Rønneberg.

Men det faldt ham ikke ind idag just -

Han havde alt baaret Dagens Strid og Møie saa langt
som et godt Stykke ind i Sparebankmødet om Efter-
middagen, da Kassereren hastig stak Hodet ind i Di-
rektionsværelset og meldte, at Johnston bad om at faa
tale med ham.

SIDE: 387

"Er det Sparebanksag, er jeg til Tjeneste, sig; -
men han ser selv, hvor tykt det endnu er af Folk ude
hos Dem ved Skranken."

"Hr. Johnston vil sidde og vente derude saalænge,"
lød Beskeden igjen.

"H-um, - fin Mand" . . . mumlede Direktøren; -
"vi faar paaskjønne Æren og drive paa, Gaarder! Læs
op Bevilgningerne De Kæmner, saa skriver vi under
Protokollen" . . .

"Værsaagod, Johnston," sa han saa ud i Døren, -
"Mødet er sluttet."

Han bød lidt formelt en Stol.

Veiinspektørens sølverhvide Hoved og blide Aasyn
viste sig forsigtig bag Johnston i Døren: - "Tør jeg,
maa jeg . . . være saa fri" . . .

"Her er jo tre af Formandskabet tilstede," - be-
gyndte Johnston, "og da jeg selv er den fjerde, kan
man kanske bringe en Sag paa Bane her; - vi er jo
saa nær op mod Overtallet og Massen altsaa," smilte
han.

"Jeg for min Del er lutter Øre," forsikkrede Direk-
tøren.

"Tingen er, at Stiftamtmanden har været hos mig
igaaraftes, som Du nok véd" . . .

"Kan ikke sige, jeg netop véd det; men det er jo
det samme. Naa - vi venter med Spænding."

"Jeg har lovet ham med Haand og Mund, at jeg
skulde ta mig af en Sag, som i høi Grad laa ham paa
Hjerte, - og som da ogsaa jeg finder, bør interessere
Byen ganske stærkt . . . Det er at faa en Ordning paa
Turisttrafiken, som tar saadan til nu herigjennem. Per
Enoksens Skydsstation er jo formelig blet en Institu-
tion, som kommunicerer med Dampskibene og aver-
terer og reklamerer. Amtmanden har ladet Veiinspek-
tør Finkenhagen besørge en Optælling af de reisende;
den viser et Tal nær dobbelt op tillstrækkelig til at sætte
en stadig Diligencefart igang her fra Byen. Maa jeg be
Dem se paa denne Fortegnelse for isommer, mine
Herrer" . . .

SIDE: 388

Han leverede den til Bratt, som kastede et flygtigt
Blik nedover den og rakte den over til Kæmner Vaage.

Veiinspektørens milde, forekommende Aasyn blid-
nede yderligere ved denne glatte Ekspedition af "Sa-
gens Grundlag". Direktøren var selvfølgelig John-
stons Mand.

"Jeg maa sige," lagde han ind med varsom Varme,
"jeg har interesseret mig for Idéen i to Aar - i al Stil-
hed, af let forstaaelige Hensyn, he, he" . . .

"Af let forstaaelige Hensyn" . . . kjækkede Direk-
tøren i med et Kig paa ham og et Grin, som han havde
Solen i Øinene. "Det vil sige, De likte ikke at faa Per
Enoksen paa Nakken. Nei, han er ikke grei han; han
liker ikke at faa Skydsstationen sin ruineret."

"Idéen er saa at sige blet mit Hjertebarn, Hr. Direk-
tør, - og, kan min lille Indsigt og snart syv og tyve-
aarige Erfaring om Veitrafiken her i Distriktet ha no-
gen Vægt, saa er det mig en Glæde at støtte den."

"Ja støt De, Far, - jeg støtter imod jeg . . . Og
jeg skal med det samme sige Grunden: Alt sligt Smaa-
kluds og Udveismageri med Diligencer og saadant op-
holder og stopper bare det, som skal være Hovedsagen
baade for Byen og Distriktet; - og det er at faa Jern-
banelinien hidned . . . Det gjør mig ondt, Johnston,
at jeg i dette Tilfælde ikke kan være din Amtmand
tillags, er Du saa snil at hilse ham med det. - Vi
beholder Per Enoksen, til vi faar Jernbane, det er grei
Doning og saa godt som noget Program det!"

Johnstons Ansigt fik et Par hede Flekker, han var
synlig overrasket ved at støde paa en saa afgjort Mod-
stand af Forslaget.

"Det er noget, Du har sat Dig i Hodet dette, Bratt,"
sa han hovedrystende. "For din Yndlingsidé, Jern-
banen, skal alt andet være umuligt."

"Efter bedste Evne ja," lo Direktøren og keg besyn-
derlig tilfreds i Taget.

"Ja undskyld, at jeg ikke er istand til at bli synder-
lig slaat af dit Ræsonnement her," lød det noget kort
fra Johnston, han gav sig til at spasere op og ned. -

SIDE: 389

"Men ellers er det ærgerligt, - pokkers ærgerligt, -
slig, ret som det er, at træffe paa en Sten og vælte" . . .

Veiinspektøren smilte intetsigende og rød op til den
hvide Haarrand, og saa uvist snart paa Direktøren,
snart paa Johnston. Havde han bare vogtet sig lidt
mere for at komme paa Parti . . . "Ja, jeg har jo intet
at sige" . . . begyndte han at snakke.

"Kan Du ikke ialfald overveie Sagen, Bratt!" ud-
brød Johnston.

"Overveie?" . . . Direktøren plirede med sit ene runde
Fugleøie. Stiftamtmanden og Johnston havde siddet i
fornem Magtfuldkommenhed og gjort op dette igaar-
aftes og ment at kunne gaa Hus forbi . . .

"Haah-ja, færdig for idag!" udbrød han og strakte
sig velbehagelig. "De faar ta Dem af Protokollen,"
raabte han ind til Kassereren og tog Hatten for at gaa.

"Udslidt Far, som en Vante - og ulvesulten," be-
trode han Johnston under høit lettet Følelse af at ha
faat takket for igaaraftes . . .

"Kom bare med ned til mig Du," indbød Johnston,
"jeg tænker nok, at Sophie har Mad, - Laks eller no-
get Steg ialfald - efter Amtmanden."

Bratt saa hastig hvast paa ham. Mente han at ind-
byde ham paa Levninger efter -? Nei - han saa Gud-
sens uskyldig ud. Og det var da blet betalt . . .

"Pokker véd, hvorfor Du lar Amtmanden narre Dig
ind paa sligt," - udbrød han ærgerlig, "det gaar bare
ud over Dig . . . Laks, sa Du -; men det er det samme,
bare Du har meget af det!" - -

- Ude paa den rummelige tilbyggede Svalgang hos
Johnstons saas gamle Fru Macolms lyse Kattuns Have-
hat, og inde i Stuen fantaserede Forvalteren ved Pia-
noet. Hans knogede, stive Hænder prøvede sig af og
til op igjen og op igjen paa en sværere Sats, medens
Hovedet fulgte med et og andet udtryksfuldt Nik.

"Det er altid, som at komme ind i en hel anden Luft
her hos Johnston," yttrede Direktøren; han tog med
et vist Behag Plads i Havestolen ude hos den gamle
Frue; - "jeg faar med ét en Fornemmelse, som om

SIDE: 390

jeg var hundrede Mile borte baade fra Byen og Banken
og Sagbruget, - slig Fred!"

"Ja se, alting er relativt, Hr. Direktør," nikkede
Fruen; - "dette kalder nu De Stilhed. Her er en Tele-
foneren og Telegraferen, og Dampskibene piber, saa
jeg spør mig selv, om her er Fare paafærde, og saa er
her Bud og Besked til Johnston . . . Det er vel Vanen
fra disse fem seks Aar, jeg har levet paa mit ensomme
lille Sted ude paa Landet. Der glider den ene Dag som
den anden. Melkepigen henter Posten, og jeg studerer
Aviser og disputerer med vor gamle Forvalter om
Tiderne, som han har sin besynderlig naive Tro paa og
forestiller sig saa harmoniske som hans Fantasier paa
Pianoet . . . Saa kommer Theen og ved Lampen den
hyggelige Stund, da vi forliger os ved en Styrvolt."

Frøken Rønneberg havde vidst at finde den kjø-
lige, luftige Plads indenfor Døren til Svalgangen, hvor
Stuepigen kunde dække for Direktøren nu i den varme
Eftermiddag, og ligesaa hastig og lunt kom Anret-
ningen.

"Undskyld, at jeg hugger til noget usømmeligt, -
ikke bare nipper. - Jeg har aldrig kunnet med den
Kunst at spise sagte og sindig - af den Grund, at jeg
altid er for sulten."

"Véd De hvad, Direktør," spøgte Fruen, som havde
flyttet sig ind til ham, - "det er rent forfriskende at
se en Mand komme saadan grundtræt og sulten ind
fra en hel Dags Strid."

"Jeg synes ordentlig Synd i de smaa Asjetterne Deres,
Frøken Rønneberg," vedblev Direktøren, medens han
ekspederede de forskjellige Smaaretter. "Hvis Forval-
teren vilde fortsætte med Taffelmusiken, saa aflededes
maaske Opmærksomheden," lo han og tørrede sig med
Servietten.

"Jeg lovede ham Laks, Sophie," oplyste Johnston.

"Ja ligner det Dig ikke," rystede Fru Macolm paa
Hovedet. - "Resten af den spiste jo Stiftamtmanden.
Henrik fik den med Peberrodsauce til, før han reiste

SIDE: 391

imorges . . . Men et Glas kold Punsch passede nok til
Aalefrikasséen, om Du var lidt betænkt, Johnston."

"Jasaamæn - kanske, - det kan passe selv uden
Frikassé," mente Direktøren.

"Jeg forsikkrer Dem, jeg tror halvt, det er Brand
nogetsteds, naar det begynder at gaa for ofte i Gan-
gen," - udbrød Fru Macolm under ivrig Trang til
Meddelelse, da Johnston var gaat ud efter Punschen.
"Det er den Panik, jeg fik i Blodet, Direktør, - i de
Ulykkens Aar vi havde saa meget at staa i, - fra jeg
forstod, at min strengt retskafne og ængstelig samvit-
tighedsfulde Mand ikke var paa sin Plads i disse Han-
delsforretninger . . . Ingen i vor Familie har nogengang
forsøgt sig der. Vi duer til at indeha en Stilling og
forsvare den med Karakter; men det Slags Egenskaber,
som skal til for at erobre en" - hun rystede paa Ho-
vedet.

Direktøren huskede det faste, store Fysiognomi med
den lidt hævede Næse fra tidligere Dage paa Værket,
da hun altid saa ældre ud, end hun var; nu passede
det, saa det næsten tog sig ungt ud under de hvidgraa
Bukler.

. . . "Og nu, - kan De tro det, Hr. Direktør! - blot
jeg ser Johnston komme ind saadan stilfærdig af sig,
er det, som jeg kjender det igjen - Angsten, - langt
ind i Hjertet . . . Og undskyld, jeg maa forhøre mig.
Det er jo saa, at det gaar godt med ham. Direktør?"
spurgte hun lidt hysterisk . . . "Ja for det hed altid, at
det gik godt da ogsaa."

"Jeg skal ikke lyve for Dem, Frue, og sige, at det
gaar godt, for Faktum er, at det gaar udmærket."

"Tror De ikke, jeg véd det da, min kjære Direktør;
jeg blir bare saa nervøs urolig, straks jeg hører om
Handelsaffærer . . . Véd De, hvad der nu gir mig slig
Hygge og Sindsro? - jeg skulde ikke tænkt det bare
for nogle faa Aar siden, - det er Abraham, som hol-
der paa at bli Kunstner . . . Og saa kan han da umu-
lig bli Pengefallit . . .

Nei Johnston!" afbrød hun hastig, da han kom ind,

SIDE: 392

"vi maa faa læse op for Direktøren lidt af Abrahams
sidste Breve. Saa deilig morsomt, som han skriver, -
og jeg gamle Tosse la'r mig saa uendelig gjerne trække
med, - om Modellerne Du . . . Læs om den engelske
Skuespillerinde, som hans Lærer har malt saa bril-
lant."

Mellem alskens Veksler og Affærspapirer tog John-
ston frem af Lommebogen de seneste Par tætskrevne
Breve fra Sønnen. "Du kan tro, jeg har adskillig at
sætte mig ind i, Bratt, foruden Affæren, her i Byen,"
lo han, - "jeg skal ogsaa klare mig for Abraham i de
høiere Kunstspørgsmaal" . . .

Der var bragt Kaffe ud paa Trappen for Direktørens
Skyld, og Forvalteren sad der alt ivrig og rodede og
ledte med Pincenezen ned i endel Brevsider.

"Og De maa vide, Hr. Direktør," oplyste Fru Macolm
med en vis Vægt, - "han gjør virkelig Fremgang der
i Paris. En af de bekjendte Malere vil eie et af hans
Dyrebilleder, det skal udstilles paa Salonen. Og nu
har han igjen begyndt med Portræter. Han gaar paa
et Atelier oppe ved Montmartre . . . Det er saa under-
lig at tænke paa, - for seks og tyve Aar siden stod
min Mand og jeg deroppe og saa udover den hele uen-
delige Stad. Vi tilbragte en hel Maaned i Paris, saa
jeg er jo en Smule kjendt der og kan følge ham lidt,
naar han fortæller. Det er en hel Fornøielse for mig
med de Brevene . . . der dukker op saa meget, Theatre
og Boulevarder og alt det store Liv" . . .

Forvalterens Gammelmandsøine havde ved Hjælp af
de konvekse Øieglas med en foreløbig Gjennemkigen
orienteret sig og paa Forhaand beseiret endel mulige
Hindringer fra Skriftens Utydelighed. Han syntes at
være vant til det Hverv at forelæse, og hans lidt uklare
Røst havde noget af en gammel Kjørehests forsigtig
præcise Fodskifte . . . "Hm-m" . . .

"Maude Branscombe, amerikansk og optrædende
Stjerne paa "Folies Bergère"."

"Slan-ge-bug gult . . . og mat svart . . . og stik-
kels-bær-grønt til Øinene" . . . mumlede Forvalte-

SIDE: 393

ren . . . "Hm . . . en uforstaaelig Notis, som - - Jeg
gaar over til den anden, som hans Lærer malte i vaar:

"Alice Dunning Lindgard, engelsk Skuespiller-
inde" . . .

Ud af det høiaristokratiske, rigtige, fint og fyldigt
formede Ansigt blænder to store, dunkle, langsomme
Koøine, mellem hvis Frynser hendes aristokratiske
sjælelige Person ligesom staar halvt ude i Balkon-
vinduet med en glimrende Perlemorskikkert i den hvid-
handskede Haand. En Menneskekjender mistænker
den ikke for at se efter eller opdage meget af denne
Verdens Mysterier udenfor Mænd og Kvinder med
store Navne og fashionable Dragter. Den slette Blod-
kompleks gir kun lidt Udtryk og Sjæl til Ansigtet, der
ellers alt formeget vilde savne det uendeliges mystisk-
stemningsfulde Baggrund. Man fortrylles af en lang,
høinobel, under Betragtningen lidt foroverbøiet Hals
(rimeligvis under Raceudviklingen en Nakkehvirvel
for meget), fuldkomment tegnede Figurlinier over
Skuldrene og Busten, der eier en vis skjøn Bredde og
Runding og i sin distinguerede Udprægethed ligesom
svarer til Hovedets klassiske Stil; - Haaret i lidt lur-
vet mat Frisure forhøier Virkningen . . . Den smukke
Kniplingslinie tværtover den brede fulde Barm og de
herlige Skuldre danner en rolig Bue, som jeg vilde
kalde den fornemt overveiende Amors, - den, man
ser paa Statuer i store Modeetablissementer. Dens
gudetændte Letsind kunde være farlig om end høist i
Retning af et Ægteskab med en altfor uoprettelig øde-
lagt Greve eller saadant noget . . . Ligesom man fra
Pandens ædle Form ikke netop behøver at slutte sig
til en ligesaa udviklet eller fuldkommen aandig Intel-
ligents, saaledes tør det heller ikke være saa ganske
umuligt, at der bag denne pragtfulde blændende juno-
niske Barm slaar et meget stilfærdigt Hjerte; - urolige
Hjerter afsætter vanskelig saadanne Velværens Run-
dinger omkring sig. Ja det turde hænde, at denne
Legemspragt blot har kunnet opnaas ved at udsuge
Hjertet, ved omhyggelig at ha bevaret og vaaget over

SIDE: 394

og pleiet dets egoistiske Tilbøieligheder, saa det nu
mulig tør se ud som en vissen Citron. Men det er jo
noget, som først Anatomen faar se, - om han nogen-
gang faar se det, - og saa Vorherre, som er vant til
at se saa meget . . .

Jeg skulde svoret paa, at denne svulmende Lillie-
skikkelse héd Alice Dunning Lindgard, om jeg aldrig
havde kjendt Navnet før, svoret paa, at hun eiede en
Theaterkikkert, netop af de fra Firmaet Brown  - at mindst fem Vokskabinetseiere
om Aaret har ligget paa Knæ for hende og bedet hende
redde hans Kone og Børn ved at lade sig modellere;
men ingen har faat Tilladelsen uden Her Majesty the
Queens særlig protegerede og priviligerede Vokskabi-
netsfirma: Gontram Snobbs  den
tog jeg ude paa Svalgangen hos dem.

Jeg" - han nød det lidt, - "skulde jo delagtiggjøres
i Husets forskjellige intimere Interesser og Bekymrin-
ger . . . Hun er blet noget nervøs og ængstelig Gamle-
fruen, saa jeg maatte trøste hende lidt . . . Ellers den
samme uforandrede, som da hun raadede over hele
Værket. Og hun gav sig ikke, før hun fik frem Abra-
hams Breve, som jeg maatte høre. Han gjemmer dem
mellem Pengesedlerne sine, Johnston," lo han.

"Og saa læste de virkelig op Abrahams Breve!" ud-
brast Gjertrud.

SIDE: 396

"Fælt kvikke . . . Han kan bli en berømt Mand han
en Dag; de begynder at faa Øie paa ham i Paris. Det
vil sige saameget som, at hans Vogn er paa Glid det."

"Ja nu ja! - Men hvad sa ikke jeg alt for to, tre
Aar siden," hævdede Klaus overlegent.

"Py-ih, - py-ih" . . . gik Direktøren og plystrede
. . . "En ordentlig Position, saadan som nu ogsaa Fa'ren
slaar sig op. Han bygger ganske stilfærdig Grund-
muren han, og saa kan Abraham Johnston kanske bli
et Navn, som rækker lige saa langt som det gamle
Macolmske paa Værket . . . Det er i al Stilhed lidt
opløftende . . . Hun havde ligesom faat den rette Reis-
ningen igjen Gamlefruen . . .

Han kommer hjem alt tidlig paa Vaaren, mener
Johnston; de frister ham med de to pene Kusinerne
sine . . . Den yngste af dem paa Ordinggaard skal være
svært vakker." Han skjeglede lunt hen paa Gjertrud.
- "Og de nægter vist ikke at sidde for ham, tænker
jeg. Han er da et saa brillant Parti, som en Pige kan
naa her i Landet" . . .

"Far mener nok, at det vil kry som Fluer paa hans
berømte Malerkost!" henkastede Gjertrud og strøg ud.

"Jaloux? . . . Hvad, Du Jette? . . . hun taalte ikke det
om Kusinerne" . . .

Gjertrud vaagnede om Morgenen ved, at der gol en
Hane udenfor paa Gangen; - hun havde saa lige før
drømt, at nogen raabte Gjertrud, - og saa kaglede der
en Høne i yderste Fortvilelse øk, øk, øk, øk, - tilslut,
som den skulde kvæles . . . Det var for urimeligt, at
de skulde være kommet fra Hønsehuset helt op paa
Gangen. Der maatte nogen ha jaget dem.

Nu begyndte Hanen igjen - Hunden var efter
dem . . .

Hun fo'r op og havde ikke saavidt faat Hodet ud

SIDE: 397

af Døren, før hun slog den i igjen . . . "Kvivit, kvivit
. . . Gjertrudsfugl!" - kviddrede det overstrømmende lystigt.

Abraham Johnston!!!

Hun lyttede . . . Hjertet bankede og hamrede . . .

Og nu galte han jamæn lige foran Dørklinken.

"Gjertrud, - det er mig, Abraham, som er kommet
til Norge!"

"Velkommen da," - lød det ud. - "Klaus vil bli
frygtelig glad."

"Jeg rendte fra Kaffeen og alt derhjemme for at faa
hilse paa Dem først, Gjertrud! - og paa Klaus, før
han gik paa Kontoret. - Jeg kom sent igaaraftes."

"Ja, jeg synes jo ogsaa, det er svært morsomt, at
De er kommet."

"De kan da sagtens stikke den prægtige Haanden ud
lidt og hilse paa et Menneske, som har været saa længe
borte fra Landet."

"De er gal, De . . . Jeg kommer straks ned."

"Jeg undres da paa, hvordan De ser ud, kan De
vide. - Jeg har længtet slig efter at se mit Fædreland
igjen, jeg kommer til at æde Bjerke- og Barknopper
som Gjeten og Elgen . . . For Deilighed i slig en
Vaar!" . . .

Hun hørte, han snakkede høit ind i Døren til Klaus,
og at han saa drev ned i Stuen, hvor han nok saa
tidlig endnu vilde finde alle Vinduerne aabne. -

- "Jeg forskrækkede Dem nok imorges med de gamle
Kunsterne mine," hilste han, da hun kom ned. Blikket
gled overrasket op og ned ad hende; han blev næsten
noget forlegen . . . "Men jeg huskede Dem ikke ander-
ledes, end jeg var vant til, - De erindrer nok - i
vore meget unge Dage" . . .

Han holdt Haanden, hun rakte ham, noget ufornøden
længe . . . "Det er, som jeg har naat til det faste Land
igjen," sa han betaget.

"Holder De endnu af Dyrene paa Gaarden over alle
Ting?" begyndte han løssluppet. - "Det var paa det,
vi blev saa gode Venner, husker De. Siden har ingen

SIDE: 398

kommet mig og min Kunst saa Kammeratsnær, kan
jeg sige Dem."

"Jeg tænkte mig, De var blet en ganske anderledes
blaseret Herre i Udlandet," lo hun med et varmt Skjær.

"Blaseret . . . Tak, - De har husket mig, forstaar
jeg! - en blaseret Kunstner er en død Sild. Og jeg,
som tænkte Dem akkurat, som De var, før jeg drog.
Tror De, jeg havde vovet at producere mig slig imorges,
om jeg havde anet eller drømt, at -

Naa, jeg har da sørget for at vide Besked om Dem,
kan De forstaa," kom det, da hun trak sig fra ham og
begyndte at ordne Kaffebordet, - "og, saa mildt og
fint et Slør, Tante Sophie drog over det, saa fik jeg da
ud, at De har regjeret forfærdelig tyrannisk her-
hjemme paa Ballerne i disse to Vintre" . . .

"Javist er jeg kommet hjem ja, Fru Bratt!" raabte
han hende imøde og omfavnede hende. Naar han
skulde male en Sibylle, som stirrede i Tanker paa Ver-
dens Tilkommelse, sa han, saa vilde han ønske hende
til Model . . .

"Aa, - aa!" - han satte sig ned og saa sig om, -
"det er, som jeg skulde sidde midt i en duftende norsk
Barskog her i Stuen, - fuldt af Fruens Have herinde
og Strømmens Elv udenfor . . .

Nei se den deilige Aasen derover med Skyggerne!"
. . . Han sprang op og fo'r til Vinduet . . .

"Kan De se, Frøken Gjertrud, - nei saa! . . . Fra
det lille Huset med Ageren, - Stien der mellem Træ-
erne og Skyggerne nedover? . . . Det er et Motiv det" . . .

Hun følte ham nær i Luften bag sig, - kjendte det
luvede graa Klæde, medens hans Arm pegte underlig
nær, - med en Fornemmelse af, at det igrunden var
hende, han beskjæftigede sig med.

"Det blir til Maleri alt nu her," spøgte hun ganske
overtrukket rød, da Moderen kaldte til Kaffeen.

Han sad med de lange Ben, som hun saa vel hu-
skede, og saa sig om; han bar graaspraglede, overflødig
vide Benklæder og tykke Sko . . .

Og der kom Klaus farende ind og skjød hastig en

SIDE: 399

Stol under sig til Kaffebordet; han skulde ind til Kon-
toret i Byen . . . Lørdag Nat og Søndag maatte han
og Abraham ud paa Alkejagt mellem Skjærene . . .
Hagelrifler naturligvis . . . Fars Seilbaad . . . provian-
tere ordentlig . . .

Klaus var opover Ørene ivrig paa at faa Abraham
med paa sine Krudt- og Hagel-Interesser.

"Kunde ikke De være med, Gjertrud?" prøvede Abra-
ham.

Gjertrud saa et Øieblik hastig forskende hen paa
ham; - han kastede jo i gamle Dage saa tit frem
noget uoverveiet.

"Og, naar I saa gjør daarlig Jagt, skylder I paa,
at der har været Fruentimmer i Baaden," - undveg
hun.

"Vi koger Nattekaffe ude paa Skjærene og ser Fyr-
taarnet blinke derude," vedblev Abraham at overtale
. . . "Med bra Sjaler og sligt - hvad?"

"For Sjalernes Skyld - pyt" -

"For hvad da? - Seilingen om Natten?" . . .

Hendes Blik afviste nærmest ærtende Spørgsmaalet.

"Det er første Gang, jeg ber om noget nu i Norge,
- læg det i Vægtskaalen, Gjertrud," bad han saa ind-
trængende, at hun ikke længere turde se did.

"Aa-aa, hvor jeg kjender Dem igjen!" udbrød han.
"Saa reserveret, som det gjaldt at skrive paa en Obli-
gation" . . . Han saa kun de mørke Bryn og stærke
Øienfrynser, medens hun stirrede ned i Koppen, som
om hun besindigt betænkte sig og overveiede.

"Ellers vil jeg anse hele Turen for mislykket," er-
klærede han opgjort og slog Benene overkors.

"Jovist kan Du det," afgjorde Klaus, - "baade hun
og Jonette var med, da Stibolt og jeg var ude og al-
kede ifjor, mens de var herhjemme paa Besøg. Vi
gjorde ordentlige Affærer."

"Ja skyld ikke paa mig, om I gjør daarlige nu!" lød
det med ét overgivent.

"Vi skal faa en mageløs Tur!" triumferede han.

Døren gik op for Direktøren, som stod og mysede

SIDE: 400

fornøielig paa Tærskelen . . . "Hvad? Abraham den
Patriark . . . Vor hjemvendte Kunstner, vil jeg sige.
- - Hørte jeg ikke, medens jeg barberede mig imor-
ges, nogle rare Kunstpræstationer oppe paa Gangen.

. . . Blet mere bekjendt end fed just i Udlandet . . .
Naa, - og Far er lykkelig . . .

Nu skal De la Ærgjerrigheden ligge i Paris saa-
længe og gaa paa Græs og hvile Dem bra," yttrede han
og lagde Skindmappen ved Siden af sig paa Bordet.
Han tog som vanlig for Tidens Knapheds Skyld sin
Kaffe og Frokost staaende -

"Jeg slipper nu en Stund for at gi Johnston de maa-
nedlige Bankanvisninger paa Paris" . . .

Han snakkede, idet han samtidig spiste og keg lidt
ind i Mappen.

. . . "Ganske snurrigt, De Abraham, Deres Far vilde
slet ikke ta en Kreditanvisning for hele Aaret, - hel-
ler tolv særskilte maanedlige Operationer . . . Jeg for-
stod det ikke først, - at det var, fordi han vilde sikkre
sig Breve nogenlunde regelmæssigt. Kunstnere er vidt-
løftigt Folk, ser De . . . Siden har jeg saamæn tra-
sket ned med Vekselen regelmæssig hver sidste Post-
dag i Maaneden - og havt mig en liden Prat med
Frøken Rønneberg, som altid maatte spionere mig ud
om Gjertrud, før hun skrev." - Han plirede lunt.

Gjertrud rykkede med ét til . . . Aha! - Far havde
havt sin Finger ind og besørget Forholdet, - be-
rettet om Baller og stillet hende i Glorie. - Nu skulde
Far videre til at bearbeide . . .

Direktøren bladede saa nebenbei i nogle numme-
rerede Dokumenter.

"Saa, De har alt faat lokket hende med paa Alke-
jagt, Abraham?" optog han af Passiaren. "Hun vover
at betro sit unge Liv til Bølgerne . . .

Husk mig paa, Klaus, at jeg skikker Bud efter Baads-
mand Torgersen, - jeg vil dog ha Seilbaaden efterset;
- og saa kan han være med . . . Slige Kunstnere kan
være distræte," lo han, som han havde faat Mappen
under Armen og skulde stryge afsted . . .

SIDE: 401

"Aa Jette," vinkede han betydningsfuldt, - "vil Du
følge ud, saa jeg faar snakke lidt med Dig, før jeg
reiser."

"Du maa endelig ikke la Far gaa hen og leie nogen
Mand med for min Skyld, Klaus," udbrød Gjertrud.
"Jeg bevarer helst mit Liv iland jeg, det er sikkrere,"
kom det noget kort skarpt, da Døren havde lukket sig.

"Hvad?" - fløi Abraham op, - "nu ikke med?"

"Slig en Flyveidé! - man kan jo more sig med at
tænke," slog hun det hen.

"Hvad er det for et Lune, som med ét gaar af Dem,
Gjertrud! - Er det noget, jeg skal straffes for alt nu?"

"Jeg kom til at huske paa, at jeg har lovet mig ud
til Thora Løberg paa Søndag . . ."

"Udflugter!" afbrød han. "Det dukker op for mig,
- mon De skulde ha det gamle Sjælens Hang til at
berede - hm, - hvad skal jeg sige, - behagelige
Overraskelser" . . .

Han fik et Blik af de, han kjendte fra gamle Dage.
- "Udflugter . . . skulde det være nødvendigt, mener
De?" kom det langsomt irriterende.

"Saa saa, - jeg begynder virkelig at studere Deres
Karakter, Frøken! - den synes mig at være et nok saa
indviklet Maskineri . . . Turde der være et lidet pikant,
uberegneligt svart Trold forstukket nogensteds langt
inde?"

"Ja, man burde jo helst være saadan en Silketraad,
som man kan vikle om Fingeren," kom det elskværdigt.

"Hm, - i visse Maader den røde Traad i mit Liv . . .
Vel den, jeg skal hænges i," mumlede han.

. . . "Jeg skjønner, man synes, jeg har opført mig
endel naragtigt ved Ankomsten til mit Fædreland . . .
Naa ja, jeg takker for Belærelsen, Frøken Gjertrud!

Saa faar vi finde os i Omstændighederne, Klaus! -
Følges vi indover?" spurgte han og ledte om efter sin
Hat . . .

SIDE: 402

Veiinspektør Finkenhagen havde mange smaa Neben-
forretninger og Indenomsærinder underveis, mange
Ophold og Stansninger, medens hans sokkede Sorte-
brune drog sig op efter Bakkerne i Stegheden og dil-
tede nedover dem igjen med en graa Støvsky mellem
Benene. Den stansede af sig selv, naar de mødte nogen
i Landeveien, det vil sige et saavidt Menneske, at han
kunde være værdt en Passiar. Og paa det havde Sok-
ken en mangeaarig udviklet Takt. Det kunde aldrig
falde den ind at stoppe for nogen altfor trist tarvelig
udrustet Person. Vedkommende maatte ialfald ha et
Spand eller et Knytte i Haanden. Og hyreløse Matro-
ser og den Slags, som nok kunde skuffe ved et fiffigt
Antræk, gjennemskuede den uden saa meget som at
sagtne paa Farten.

Med sit langtskinnende hvide Haar under Huen, -
den var om Sommeren en grøn rundpullet med stor
Læderskygge, - og sit velvillige runde, grove Ansigt
var gamle Veiinspektøren husvant i Karjolen og stadig
Skipper paa Landeveien. Den var saa at sige hans
Farvand, hvor han laa med Krydsfartøiet og praiede.
Han maatte jo ha Besked paa Gaarden og Omstændig-
hederne, - om de tænkte sig helt ned til Byen og til
hvem, - alt, medens han magelig løftede Huen og tør-
rede Sveden med det blaa Tørklæde, han hentede op
af den side Sidelommen paa sin Reisefrak.

. . . "Kalveskrot? - lad se - og Bær og Æg . . . Hvor-
meget for Sneset? - Se se se, Ørreter, - de er svært
pene . . . Hør, gaa indom Fru Bratt paa Strømmens
Brug med det Du, og sig, jeg har skikket Dig op, saa
blir Du kvit det.

Hm, Sagføreren, - det er en slem Vei det, Marit,
- sørgelig Vei med Manden din. Kommer jeg did
opover en Dag, kunde jeg kanske prøve at snakke lidt
fornuftig med Jer begge to, - forstaar Du."

"Aa Herren velsigne Veiinspektøren, kunde Di det!"

SIDE: 403

"Tænker, jeg kommer paa de Kanter som i Slutnin-
gen af næste Uge engang, jeg."

"Der skal nok ikke mangle en liden Sending med
Gedost og Smør, om Veiinspektøren ikke vil forsmaa.
- Aa, om saa vel var" . . .

Det gik videre Dilt i Dilt, Mil paa Mil opover.

Fra sin med Skyds og Diæt salarerede Inspektions-
tur for det offentlige tog han paa Hjemveien en liden
Svip opom Bratts ved Strømmen.

. . . "Tør jeg spørge, hvordan Fruen befinder sig . . .
Jeg tillod mig at vise en Mand hid med Fjeldørret. -
Haaber Fruen har faat den? - Det glæder mig over-
maade . . . jeg var lidt ængstelig. Og nyværpede Æg
faar Fruen imorgen; - jeg var saa fri at lægge Beslag
paa dem paa Deres Vegne - - jeg véd, det er ikke saa
let for dem netop nu i denne Tid" . . .

"Kom ind og sæt Dem, Finkenhagen, og faa Dem lidt
at styrke Dem paa - - Selters, - Melk, - Vin, -
hvad Deres Hjerte begjærer, - og lidt at bide i," -
lød Direktørens Stemme indenfra.

"De har været helt oppe ved Fossebroen, hører jeg
- og indom Heje."

"Ja, jeg har den Glæde at kunne frembringe en Hil-
sen fra Deres Fru Datter og Hr. Svigersøn og de smaa.
Der staar alt saare lykkelig og vel til, Gudskelov . . .
Som vistnok vil erfares af det lille Brev, jeg overbragte
til Deres Frue."

"Naa, - og ellers noget nyt derovenfra?"

"Ikke andet end, at Hr. Stibolt tjener gode Penge i
disse Dage; - men det kjender nok Hr. Direktøren
bedre til end jeg . . . he he. Nu har han igjen besørget
Kjøbet af en af de gamle Macolmske Skoveiendomme
for Hr. Johnston."

"Ja, Johnston begynder at strække sig mægtigen
deropover," lo Direktøren - "Penge at gjøre med,
ser Di."

"Sandelig en forudskuende Forretningsmand," sa
Veiinspektøren beundrende, - "sikkrede sig itide de

SIDE: 404

to, tre eneste Tomter, der kunde passe til Oplagssted
for Stenkul og tog derved hele Kulhandelen."

"Ja, og det lige for Næsen af Byens gamle merkan-
tile Genier!"

"Kanske Direktøren alligevel anede det" - undrede
Veiinspektøren stille beundrende.

"Jeg? - Pokker heller, - jeg havde ikke noget med
at ane paa den Kant. - Jeg mente saamæn, han vilde
bygge."

"Ja, - han har sine Tanker med det, han gjør,
Hr. Johnston; - men saa har nu Direktøren ogsaa
nogle - he, he, he -"

"Aa, han har været svineheldig, har han. Et Kvintin
Lykke veier mere end ti Pund Forstand, véd De."

"Hm, hm . . . Det er i visse Maader ubehageligt, -
naar én faar et Hverv, én ikke skjøtter om; men nu,
Hr. Direktør! forlanges der Optælling igjen af mig over
de reisende . . . Og jeg maa sige, siden Direktøren ifjor
gav de gode stærke Grunde imod Diligencefarten -
som det mindre, der vil hindre det større, - saa er
den Sag mig ikke længere saa angenem, - saa ser
jeg den, vil jeg sige, ikke længere i samme enthu-
siastiske Lys - og -; men man blir jo nødt - i Em-
beds Medfør."

"Saa? - Stiftamtmanden driver paa den Galskaben
fremdeles - det maa være rent en fiks Idé hos ham!"

"Jeg skal kanske oplyse Hr. Direktøren om, at et
Par af Formandskabet, som var imod det ifjor, nu har
vendt Kaaben paa den anden Side . . . Gaarder, -
Kæmneren, hm, - naar det kommer til Stykket; -
men jeg maa be, ikke mine Formodninger igjen. -
At Harrestad ivrer for Sagen, det véd vi nok har sine
Grunde, saalænge Direktøren befindes paa den anden
Kant . . . Og, at en Mand som Hr. Johnston fremdeles
holder paa denne Diligencefart, det lægger desværre
et svært Lod i Vægtskaalen, Hr. Direktør, - han er jo
paa sin Vis en Magt nu - saa ganske upartisk og
uinteresseret."

"Johnston!" Direktøren røg op af Stolen. "Johnston

SIDE: 405

. . . Naa, - hans Kort ligger ikke paa de Kanter." Han
satte sig beroliget ned igjen.

"Jeg véd, han er meget velvillig stemt for Projektet
og udtaler sig tildels endog varmt for det, - saa hans
Stemme maa vist regnes med, aldenstund han er i
Formandskabet" . . .

"Johnston!" - - Direktøren begyndte at gaa frem
og tilbage som Veiinspektøren var bare Luft - -
"Johnston!" -

Han gik hen mod Spisestudøren; men vendte sig
brusk, idet han aabnede den . . .

"Den var svært flot tiltat den Optællingen, De gjorde
ifjor, Finkenhagen! Tingen blev nok sat i Rosenskjær
efter bedste høieste Ønske . . .

Aa, Du Jette, - aa Gjertrud," sa han ud - "nogen
faar komme og underholde Veiinspektøren, jeg har
ikke Tid."

Han raabte ud af Gangdøren en Ordre om at spænde
for, medens han byttede Frak, og nogle Minuter efter
rullede hans Karjol, saa det durede, indover til Byen -

. . . Dette var saamæn kommet adskillig langt! -
Var det Meningen at udføre en Overrumpling? - Naa,
den skulde staa tidligere op end baade Stiftamtmanden
og Gaarder, som -

Karjolen stansed udenfor Johnstons Havegjærde. -
Han gik ganske rigtig i Straahatten og sulrede der
indenfor . . .

"Aa Johnston!"

"Hvad? - Godaften. Vil Du ikke komme ind, Bratt?"

"Har ikke Tid . . . Du, hvad Pokker er det for noget,
de holder paa at sætte i Scene nu med denne Dili-
gencen?"

"Saa? - har ikke netop hørt noget til det nu. Men
det skulde glæde mig, om der kom Liv i Sagen igjen."

"Pøh, - det er Dig, de regner paa, Far! i Formand-
skabet. Og saa skal vi rulle med Diligence her opefter
Dalen, ser Du - og faa skyde en hvid Pind efter nogen
Jernbane naturligvis endnu paa mangfoldige Aar!"

Johnston rystede paa Hovedet:

SIDE: 406

"Men, kjære Dig, er Du endnu saa hedt opsat imod
den Idé? Jeg tænkte" -

"Jagu er jeg saa, - og nu skal Veiinspektøren ud
og tælle" . . .

Johnston stod med en Havekniv i Haanden og endel
opstukne Asparges. Han lagde det alt ned og støttede
sig op mod Stakittet: -

"Ja, jeg er jo svært interesseret i, at her blir Jern-
bane nu, jeg netop har faat Skogeiendomme deroppe,
hvor Linien maa komme til at gaa" . . .

"Ser Du!" - udbrød Direktøren triumferende, - "vi
begynder at faa Øinene op, straks vi selv trænges en
Smule af Virkeligheden. - Javist er Du interesseret
ja, - tilgavns ogsaa! - naturligvis . . . Vi kaaler uden
videre denne Diligencen, Du. Jeg er vis paa, Amtet har
tænkt sig den saadan fin modern med Puder og Lake-
ring og Speilglas i Vinduerne, - - saa der kunde staa
Glans af allersplinternyeste tidsmæssigste Fordringer
. . . Og for det faar Stiftamtmanden Olafskorset! - og
dermed har Diligencen opfyldt sit nærmeste Øiemed"
. . . Direktøren lænede sig bagover i Karjolen i ypper-
ligste Humør.

"- Ja - nei, ser Du, - jeg mente at sige, at naar jeg,
som er blet saa interesseret i Jernbanen, ikke finder,
den berøres af dette Spørgsmaal om Diligencen, saa
kunde Du komme til at se Sagen i samme Lys som
jeg."

"Hvad, - saa Du mente, jeg skulde - - Nehe-i
-," kom det indædt; han tog i Tømmen, saa Hesten
rykkede frem og tilbage. - - "Og saa stemmer Du
for den i Formandskabet, Du?"

"Kommer den først fore ja, saa véd Du jo, jeg gjør
det."

"Hm" - Hesten trippede for Karjolen, holdt an af
en stærk Haand. - "Jeg siger bare, - og Du véd min
Mening fra før, - din grænseløse Uskyldighed, hvor
det gjælder noget offentligt, gjør mere Ugagn end - -
Naa, naa, ta' det ikke ilde op . . . M-en - jeg vil da

SIDE: 407

se paa den Dag, Amtmanden din skal faa Diligencen
opført mellem sine Meriter . . . Godkvæld, Johnston!"

Han slap Hesten til. Den fo'r i Fart opover Bakken
og dreiede ind ad Porten til Kontoret.

En halv Times Tid efter viste Harrestads tynde
Skikkelse sig noget echaufferet i Døren.

"Hr. Direktøren har sendt Bud efter mig . . . Jeg véd
ikke rigtig, hvad jeg har at takke for den Ære."

"Aa, Fa'n takke, Harrestad, før en er byd noget.
Vær saa artig og sid ned."

Det var en høist besynderlig Modtagelse. Harrestad
blikkede om sig og nedlod sig paa Skindsofaen.

"De har nu ligget og kravlet adskillig længe i denne
By for at komme ind i det offentlige Liv, Harrestad;
- men synderlig glat kan De vel ikke sige, det har
gaat?" - vendte Direktøren sig imod ham med et vist
Humor.

"Ne-i, - takket være Hr. Direktøren!"

"Ja, jeg tror det næsten, De." - Der veksledes et
gjensidigt Blik.

"Denne Trafiken med at klage i Konkursboer og
sligt, - og med Haandværkernes Sparekasse, som De
aldrig faar nogen Penge i . . . Og saa dette sidste nu,
- hvad er det, De kalder det, - "Sjømændenes
Hjælpekasse til Indkjøb af nyttige Skrifter", - hvor
De selv leverer Bøgerne" . . .

Direktøren stod lænet med Albuen paa Pulten og
svang sagte Nøgleknippet -

. . . "Folk ser saa tvertigjennem det De . . . . Og det
er det, som stopper Dem ved hvert Valg - ehe, -
ganske anderledes end Direktøren! - saa trolig og
klogt De lægger Deres Doner ud."

Harrestad sad med stigende Sinne i Øinene. Han
slog ud med Armen og holdt paa at ryge op; men der
var noget i Tonen og Maaden, som dæmpede ned.

"Ehe, - jo De, ganske anderledes end Direktøren . . .

Hvad siger De, Harrestad," kom det efter en tryk-
kende Pause, - "om De kastede alt det Sludder, og
jeg skaffede Dem noget, som virkelig kunde gi Dem

SIDE: 408

saadan lidt fast Fod i Offentligheden. Revisorposten
paa Sygehuset for Eksempel, som blir ledig til Nyt-
aar?"

Harrestad reiste sig med ét høit op i Sofaen og dalte
saa langsomt tvilende ned igjen:

"Tør jeg spørge, - er det Hr. Direktørens Alvor
eller" -

"De er jo grei i Pengeaffærer. Det var altid en Be-
gyndelse . . . At jeg saadan kan se bort fra mine per-
sonlige Følelser, det er vel noget, De egentlig ikke
begriber, Harrestad?"

"Ne-i, om jeg rigtig gjør - i dette Tilfælde. Men,
- her ligger maaske noget bagom, som . . . Og, naar
det kan ske med Frihed og uden Forpligtelse fra min
Side, saa -. Man skal ikke foragte Tilfældet, - det
er en høiere Styrelses Finger" . . .

"Pu-uh!" pustede Direktøren . . .

"Naa, De véd kanske, at man arbeider for at faa
Diligencefart her fra Byen?"

Harrestad gløttede hastig interesseret op. Han vred
indviklet paa Nakken og saa ned i Gulvet, saa Skalde-
panden vistes.

"Mener Hr. Direktøren, at -?"

"Ja, det var jo om, hvad jeg mente" . . . Direktøren
strøg sig spodsk om Hagen, og Harrestad kjendte hans
levende Øie ligesom gotte sig over, hvad han kunde
udspeide i ham.

"Jeg maa rent ud sige, at Direktørens gamle Argu-
ment om, at Diligencen vil stoppe Jernbanen, endnu
staar for mig som væsentlig urokket. Det er paa en-
gang saa enkelt og klart, - slaaende som altid, naar
det kommer fra Direktøren."

"Se, se, se . . . Ja, det var nu akkurat det, jeg gjerne
vilde høre af Dem, Harrestad. Det er saamæn et godt
Argument."

"Urokkeligt, Hr. Direktør! - Og det glæder mig usige-
ligt, at jeg denne Gang - i dette Tilfælde - med
frelst Samvittighed kan stille mig paa Direktørens Side.
At redde Udsigten til Jernbanen er sandelig en By-

SIDE: 409

interesse, som bør kunne samle alle Parter; - og at
Direktøren som vanlig" -

"Ja, ja," afbrød Direktøren utaalmodig. "Jeg har
Hesten staaende forspændt, saa De skal undskylde mig.
- - Glæder mig, vi er paa det rene . . . Adiø, adiø - -

Just ikke den fineste Alliance!" . . . mumlede han og
satte sig i Karjolen.

Han smækkede paa Hesten, og det gik i Trav hjem-
over.

Ved den grønskede Indgangsport til Trøans Have og
Bogtrykkeri holdt han an og forhørte sig . . . "Saa? -
ikke hjemme? - Vil De be Trøan være saa snil at se
ned til mig paa Kontoret imorgen - før ti, si" . . .

Hjemme paa Gaardspladsen hev han Tømmen til
Gutten og gik lige ind i Dagligstuen. Der ventede
Abraham saa sent som ved Sekstiden parat og færdig
til at fortsætte paa hans Portræt.

Han indtog kort og taus den Stilling, han havde
holdt nu to Tirsdage og Fredage. Han bestræbte sig
redelig for at gjøre sit Ansigt brugbart for Portræt og
præsterede til Abrahams Fortvilelse et forunderligt
sødladent et - af den glatte intetsigende Art, hvor-
med man væbner sig i en Selskabssal.

Abraham gjorde sine forskjellige Anordninger under
allehaande Sigten og Plystren og gav tilbedste Stum-
per af Visen om "Vendela og Peller" for at faa livet
paa Udtrykket:

"Du er sau huld og tankefuld,
Vendela, Du mit Hjertes Guld" -

Det vandt ikke den vanlige Paaskjønnelse, og og han
brød ud i:

"Men da han skulde efterse,
o ve, o vé, o vé, o vé, -
han savnede sin Portmonæ" -

Han forsøgte sig over i nyt Genre: -

"Har De lagt Mærke til, hvor forskjellig Folk tar op
deres Portemonæ, Direktør? - der er en hel Karakte-
ristik i det."

SIDE: 410

"Det er vel saadan, eftersom den kan være spækket til."

"Far for Eksempel graver efter Penge om i alle
Lommer, det er sjelden, de er netop i Portemonæen."

Direktøren blinkede lidt velvilligt; men syntes ikke
egentlig at fanges af Emnet.

"Gjertrud, Gjertrud," raabte Abraham ind i Sidevæ-
relset, "kan De ikke komme ind og ærgre Deres Far
lidt. - Direktøren ved Strømmens Brug forsvinder
mere og mere. Det var Karakteren, vi skulde ha frem."

Hun hørte det saavel gjennem Lystigheden. Det var,
som han fortvilede over Portrættet.

Det blev bare med at svæve i Luften med Penselen
og se og stirre i Ansigtet paa Direktøren.

"Hvad er det? Jeg véd, jeg sidder rigtig." Direk-
tøren slog Haanden med en sikker Gestus i Stolearmen.

"Det er noget ved Hagen, som er saa rent anderledes
idag."

"Saa, - den, - tænkte jeg ellers, sad fast jeg" -

"Den er saa overmaade rigtig, dersom De skulde
barbere Dem ja."

"Naa saa!" Direktøren accepterede nogenlunde Vit-
sen . . .

Abraham istemte sentimentalt:

"Jeg min Peller aldrig glemmer,
om jeg end er lagt i Gra-Gra-Graven" -

Det gled ikke for ham idag, begreb Gjertrud. Naar
han begyndte at ta sig saadan halvsved gjennem Lug-
gen . . . Han outrerede baade Koparrene og Vorten for
at faa noget ud af det . . .

Direktøren var faldt over i egne Tanker, - Øinene
stod hvast i Væggen, og Ansigtet la sig ligesom sig-
tende bagover . . .

Abraham røg med ét til og gav sig til at bruge Pen-
selen.

"Kjære, skaf mig en Fille, Gjertrud! til at tørre
med" . . .

Hun var ude i Klædekammeret og inde igjen; men
fik bare et distræt: "Læg den der."

SIDE: 411

Hun blev staaende med Haanden ved Hoften bag
Faderens Stol . . . Nu gled det for ham . . . De blev som
en Vision for hende, de Øinene paa Abraham! . . . Saa-
dan storbygget Kraft i det stempelskaarne Ansigt. Og
samtidig dette underlig vege, lidende Udtryk, der med
en tilvænnet Gestus lagde Hodet paa skraa som en lidt
anstrængt lyttende . . . Han var bare optat af sit . . .

En Strime af Aftensolen sluknede paa Væggen.

Uhret slog derude . . .

"Endelig!" - Direktøren reiste sig og gryntede noget,
der kunde tydes som Tilfredsstillelse ved, at der dog
var blet gjort noget idag.

"Gjertrud . . . Naa, hvad synes De?" sa Abraham over
til hende, da Døren havde lukket sig efter ham; han
stod endnu og veiede og sigtede sit Arbeide.

"Jo, nu er det Far, - det Kiget" . . . udbrød hun. -
"Og saa Munden . . . Jamæn er den - ikke vakker -
men den véd, hvad den vil."

"Den skulde ialfald vise for det," forsøgte han be-
skedent.

"De har noget af Deres Far, De Gjertrud."

"Smigrende."

"Det er da ikke egentlig hverken Pliringen eller
Næsevorten; - - det er Kraften, som er blet saa smuk
hos Dem . . . De har for Eksempel en saa skjøn varm
Energi ved Munden, - Deres bedste Udtryk ligger der
. . . Foruden den svarte Magten i Øinene, som Herren
maa vide, hvad Slags ubekjendt den huser" -

"Tak!"

. . . "Og Haaret, - det var en vældig Flette, min
Sjæl engang hang i. Jeg huskede Dem altid med den;
- jeg kunde se Humøret paa Slænget . . . Nu er den
blet opsat i besindig Herlighed som en opdæmmet
Flom. - Naar jeg tænker paa, hvor den kan vælde
ud" . . .

"Jeg trode, vi snakkede om Fars Portræt," unddrog
hun sig spøgende.

"Nei, Gjertrud, om Deres, Deres; - jeg mener altid
det, hvad jeg saa snakker om . . . Nu maa jeg faa vove

SIDE: 412

det; jeg begynder at faa Mod . . . Dette bratte, sorte hos
Dem, som jeg altid maa studse ved; - det er lige
umuligt at gi', som at faa til et rigtig Solskin . . . Deres
Minespil taler ligesom altid ud af det Mørke, som jeg
er nysgjerrig paa. - Men De maa la mig faa prøve,
Gjertrud! . . . Hvad - vil De ikke? - straks, jeg er
færdig med Deres Far . . .

Jeg er saa glad, saa glad," - udstødte han og strakte
sig med de to Arme imod Himlen; - "jeg fik da fan-
get ham."

Gjertruds Øine og Ansigt gav Refleksen - - Sidde
for Abraham . . .

Hun skulde svare, da Klaus kom i Døren.

"Naa, begynder det at ligne, synes Du?" spurgte
Abraham, han holdt paa at sætte Portrættet ind til
Væggen; men vendte det igjen.

"Jaha, - Jaha, - jeg - hi, hi, hi, - skvætter or-
dentlig for, at det skal være noget galt paa Kontoret
. . . Faar Du det til slig saa. - - Det blir simpelthen
mageløst, - uden videre" . . .

"Du Klaus," udbrød Abraham oppe i sit, - "Du
husker hun Otta; - véd Du, hvor jeg traf hende igjen?
- som Dampskibspige ombord. Jeg har aldrig glemt,
at jeg ikke fik hende til, - det ypperlige Udtryk! . . .
Det sidder ordentlig som et gammelt Ørefigen paa mig,
at jeg slog Klik der . . . Hun ser ud som en forklædt
Skibsgut - saa forsoren i Øinene og kort i Panden og
kikende. Hun dannede for mig dengang Overgangen
fra Dyret til Mennesket. - Jeg skal da tilslut faa tat
hende. Hun indretter det saa, at hun blir hjemme en
Uge over én Gang i Sommer; - det er Aftale, Løfte
det" . . .

Gjertrud stod og hørte til med et Smil, der skulde
være interesseret, og strøg med ét ud.

Da Abraham saa ind i Stuen for at sige hende Far-
vel, var hun draget ud i Fadeburet.

SIDE: 413

De sad henne i Hjørnet af Klubværelset hos Madam
Michelsen, hendes tre særlig omhuldede Spisegjæster,
Agent Thesen, Apothekeren og Kæmner Vaage, og tog
en trekantet Whist ovenpaa Middagen. Det var halv-
mørkt af Veiret, og Høstregnet vaskede og skyllede
ned ad Ruderne. I Stilheden lød en og anden Melding,
og det knækkede idelig fra Telegrafstationen, som var
installeret nedenunder i Hotellets Hjørneværelse.

Madam Michelsen var ualmindelig synlig idag. Hun
stansede betænkt ved Spillebordet.

"Sig ja med engang, De Madam Michelsen," - sa
Apothekeren. - "En Frier igjen?"

"Ja det skulde være det" -

"De kan jo altid slaa op bagefter."

"Aa, Madam Michelsen har andet at grunde paa
idag," afskar Bonde-Berg Samtalen. Han kom ind fra
Regnet og saa sig om efter, hvor han skulde lade sin
gjennemvaade Paraply rende af sig . . . "Jamæn har
Madamen andet at tænke paa end Kjærlighedssorger
nu, her skal være afgjørende Møde om Diligencefarten
i Eftermiddag." Han satte Paraplyen hen i Spytte-
bakken . . .

"Jomfru, har De en Bitter?" raabte han ud i Restau-
rationen og satte sig ned henne ved Avisbordet.

"Ja, det gaar ikke! - det er Byens Interesse, som
er engageret i at faa Jernbane," henkastede Vaage.

"Naa, Madam Michelsen," lo Bonde-Berg, - "De ser
ikke ud til at holde paa den rette Katechismi Mening.
De skulde vel ikke gi Dem af med at betvile Direktø-
rens Ufeilbarhed?"

Jeg kan nok ikke ha nogen Mening om saa høie
Ting som Kommunens Anliggender, jeg, Hr. Berg. Slig,
som Direktøren i sin Indsigt ser, det er bedst for Byen,
faar én jo helst ønske det."

"Aa gjør ikke Deres Hjerte til en Røverkule, Madam
Michelsen. De vilde gi' lidt til, at han tabte i Efter-

SIDE: 414

middag, og De fik Diligencen her udenfor . . . Mellem
os?" blinkede han.

"Jeg vil jo ikke sige andet end, at jeg har talt med
flere bedre Folk, som mener, Byen ikke vilde ta
Skade af den Ting."

"Se, se, -," han smattede paa Bitteren, "det vidste
jeg nok; - der maa gives Grænser for Uegennyttig-
heden ogsaa i Menneskehjertet."

"Ja neimæn, om jeg skjønner det, Agent," vendte
hun sig til ham, - "sandt at sige, hvorfor Folk ikke
heller skulde ville sidde med bløde Puder under sig
i en pen, fin Diligence med tre Hester for og Kusk end
skrangle og humpe i en af Enoksens Skydskarjoler op-
efter Landeveien."

"De betænker vist ikke det Hovedhensyn," bemær-
kede Agenten, "at Turister om Sommeren væsentlig
reiser for Sundhedens Skyld, - de skal rystes, Ma-
dam Michelsen."

Madamen gjorde et forbeholdent Kast med de be-
tænkte Øine: - "Ja, det er rigtig mange rare Ting,
én faar høre om den Diligencen; her er baade Doktor
og Politi paa den . . . Og, naar én ikke har mere For-
stand, end én selv bruger i sin vidtløftige Forretning
for at faa den til at ballancere, saa faar én jo stole
paa deres, som bedre har . . . Jeg siger rigtig, vi skal
ikke bare ta det gode af Direktøren."

"De er en from Kone, Madam Michelsen," udbrød
Bonde-Berg med de smaa runde Øine himmelvendte.

Hun saa paa ham, - Restaurationens Yndling, -
tydelig noget for stærkt fristet til at udlevere sit
Hjerte . . .

"Naar de faar den store Gaarden her i Hotellet til
Holdeplads med Portalen til Ind- og Udkjørsel, - hele
gamle Holmsengaarden, - og det har jeg budt dem!"
brød Madamen ud, - "saa de reisende bare har at
sætte Foden i Diligencen baade fra Bryggen og Hotellet
. . . Nei, ikke forstaar jeg, at en retfærdig Sag kan
møde saa megen Modsigelse. - Og tog jeg ikke ud af
Sparebanken, saa Direktøren selv saa paa det, mine

SIDE: 415

fire tusind Kroner til at udvide Hotellet, - og viste
ham, hvad her har været for indholdsrig Sommer med
reisende . . . Men - det er denne Jernbanen, vi faar
lide for allesammen, ja. De, som ikke har noget Hotel,
kan altid bie paa den, - det maatte jeg jo rigtignok
sige ham."

"Der anbragte De sandelig Deres Visdom paa et hel-
digt Sted, Madam," bemærkede Bonde-Berg.

"Nehei, det go' ikke, det go' ikke," gjentog Kæmne-
ren ved Spillebordet.

"Ja nu blir her vel en Afgjørelse i Eftermiddag!"
sukkede Madamen, - "men det er rigtig saa uud-
grundeligt, alle liker de at faa Diligence, men spør man
dem, om de tror det gaar, saa svarer de nei."

"Spørg Kæmner Vaage, De Madam Michelsen, -
han kan den rette Algebraen, han," mente Bonde-
Berg. - "Han kan regne ud sligt som: naar Direk-
tøren veier i den ene Vægtskaal og Resten af Byen i
den anden, saa vipper - ja, hvad vipper? -"

"Tror ikke det gaar, nei," kræmtede Kæmneren.

"Ja, hvælver Direktøren dem denne Gang, saa kan
De kalde mig - ja, hvad vil jeg sige" -

"For Eksempel bare Berg," foreslog Thesen.

"De synes mig at være en i Hjertet frafalden De og-
saa, Thesen! - Byen vil op i Diligence og kjøre fif-
figt den, - det er ikke vanskeligt at profetere det!"

"Ja, der tør nok være en liden Regnefeil fra Direk-
tørens Side dennegang. Vennen Johnston gaar ikke
rigtig for ham som Kjørehest," mente Apothekeren fra
Kortene.

"Al Magtfuldkommenhed er af Folket, - det er vel
rigtig det?" . . . travesterede Bonde-Berg. "Og naar Di
sidder her og gjør trekantede Kaffewhister og ræson-
nerer før Mødet, saa skulde han agte paa Tidens Tegn,
- det er Revolution i Ryggen det. Denne Diligencen,
det er Forargelsens Klippe det, ser Di" . . .

"Min Salighed tror jeg ikke, det gaar alligevel!" kom
Harrestad farende.

SIDE: 416

"Har Di ogsaa nogen Salighed igjen at levere ud,"
mumlede Berg iltert.

"De udenbys, - de udenbys" . . . ivrede Harrestad;
- "og alle de misundelige indenbys . . . Det spøger san-
delig haardt for, at de faar en Diligence igang, - og
bare for at tilfredsstille en øieblikkelig tom Forfænge-
lighed! . . . Som om her var noget større at interessere
sig for i denne By, end den Jernbane, som skal bringe
ny Tilførsel af Velstand for hver Mands Dør . . . Det
skulde virkelig ikke forbause mig," - han stansede
med ét og stirrede ind i Tanken, "om det er Hr. Vei-
inspektøren, som spiller dobbelt Spil; - man kan ikke
tjene Gud og Mammon" -

Bonde-Bergs runde, rødmossede Ansigt med de to
korte Skæggetotter paa Siderne saa haanlig paa ham -

"Di ser ud, som Di flygter af Striden, Harrestad."
- - Han greb Huen og Paraplyen. - "Faar ned og
kontrollere Begivenhedernes Gang" . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Det var mørkt, og Lygterne var tændte over Broen,
da Direktøren i skarpt Trav kjørte hjemover. De sidste
ensomme Blus i Forstadsgaden laa et Stykke bag ham,
da han med ét braastansede og holdt stille en lang
Stund . . .

- Ved Aftensbordet hjemme var der ordknapt; -
det laa ikke i Luften at passiare ikvæld.

"Smed Ellingsen fik vel Bestillingen paa Kehradkjet-
tingen for Sagbruget, Klaus?" brød Direktøren Taus-
heden.

"Jeg har saamæn ikke været der endnu. Jeg fik sligt
Mas med Ansøgningerne idag, véd Du."

"Ikke været der? . . . Du gik ikke til ham?"

"Aa, jeg springer op imorgentidlig."

"Saa, -" sa Direktøren langsomt uhyggeligt, "- imor-
gentidlig? . . . Og det var i Formiddag, jeg bad Dig, -
og saa udtrykkelig."

"Gjør akkurat det samme, Far; - han kunde jo saa
ikke reise ind paa Bruget og ta Maal af den alligevel
før imorgen."

SIDE: 417

"Skal det sige, at det gjør akkurat det samme, enten
jeg har bedt Dig idag eller ikke?"

"Det sa' ikke jeg," lød det kort.

"Saa . . . og Du fandt ud i din dovne Magelighed at
det ligesaa godt kunde gjøres imorgen."

"Magelighed! - - Jeg véd ikke andet end, at jeg
har travet i Forretninger helt fra imorges af. - Men
jeg kan jo gaa ind til Byen nu og vække ham," svarte
Klaus ironisk, - "saa er det jo udført præcis idag det
ogsaa!"

"Og det tør Du sidde og sige mig lige op i Øinene."
Direktøren rykkede Stolen tilbage.

"Men, kjære Bratt da," beroligede Fruen.

Direktøren trak resigneret Pusten: -

"Ja-a, nu indser jeg nok, hvorfor jeg blev staaende
forladt paa Mødet. Jeg havde bestemt regnet paa El-
lingsen og hans Haandværkere. . . . Men saa finder min
Hr. Søn i sin Magelighed ud, at det kan være det sam-
me, enten han gaar til ham idag eller imorgen. Det er
ham saa komplet ligegyldigt; - han maa jo ha sin
regelmæssige Tid til at stoppe sig en Snadde og røge,
naar han har tat Mellemmiddag Klokken elleve, - og
saa en ditto Drivetid efter Middagen. Det var natur-
ligvis umuligt at afbryde den" . . .

"Jeg siger, jeg taaler det ikke længere," udbrast
Klaus, han sad ildrød.

Krrr . . . Gjertrud hørte, at han kjørte Hænderne i
Frakkelommen, saa det revnede.

"Da fandt Du saamæn inderlig godt ud, at jeg kunde
taale mit Nederlag."

"Vidste jeg af det!" skreg Klaus op og krammede
Servietten.

"Neimæn, om - Du - vidste af det - Du; - det
skal ingen beskylde Dig for . . . Det er af den Slags,
som én føler sig til, naar én har lidt Interesse eller
Hjertelag med i Spillet."

"Jeg siger op paa Kontoret - straks - ikke en Dag
mere, - jeg" . . . Han vilde fare op.

"Naa naa, jeg faar jo bære det ogsaa . . . Jeg har

SIDE: 418

lidt et ganske saart Nederlag idag. - Du skal ha Tak,
Klaus, for din kjærlige og omtænksomme Assistance for
Anledningen," lød det med dirrende Gravrøst.

"Aa, det er lumpent, - lægge Skylden paa mig. -
Dæ-æ-velen!" hylte han og spændte Stolen bag sig.
- "Det er for lumpent . . . Jeg siger det, gjør jeg, saa
Mor hører paa det" . . .

"Gjorde jeg Dig din Ret!" - Direktøren røg op, og
Klaus veg et Stykke bagover.

"Far," raabte Gjertrud, - "Du lar være" -

"Han synes, det er saa bra gjort dette idag, at la
sin Far i Stikken," haanede Direktøren.

"Ja, jeg gir det paa Baaden altsammen jeg," raabte
Klaus. "Far mener vel, jeg skal ta Pry'l ogsaa. - For
mig kan alt gaa, som det vil -. I skal ikke faa mere
Bry' eller Uleilighed af mig ialfald! - Jeg gaar min
Vei - ganske rolig" . . . Han spændte med et Hvin til
Stolen, som laa iveien, saa den føg, og rendte ud.

De hørte Gangdøren sloges i og Skridtene ned ad
Trappen . . .

"En uopdragen, forsinnet, fræk Knegt!" - udstødte
Direktøren og gik ophidset frem og tilbage i Stuen. -
"Han skal faa myge sig ordentlig, før han faar min
Tilgivelse . . . Lære at tøile sig" -

Han forlod hastig den uhyggelige Valplads, hvor
Stolen laa med Benene iveiret henne ved Ovnen, og gik
ind paa Kontoret.

"Skynd Dig og ta op Stolen, Gjertrud, før Stuepigen
kommer," hastede Fruen.

"Det er oprørende, Mor! trakke slig paa Klaus, som
ikke véd, hvor vel han skal gjøre det. - Det er, saa
jeg kunde ha Lyst til" -

"Det er Humør, ser Du. Vi maa bare lade det gaa
over, - Far taaler ikke at tabe" . . .

"Tabe? - De andre kan da vel ogsaa faa Lov til at
ha en Mening i denne Verden . . . Jeg holder nu med
Johnston jeg om denne Diligencen. - Jeg blir saa stik
imod Far i alting. Siger han ja, saa kjender jeg, hvor-
dan det reiser sig indeni mig og skriger nei" - -

SIDE: 419

Fruen var alene i Stuen. Hun gik alt i ét hen til
Vinduet og saa ud og lyttede, - vandrede saa op og
ned . . . Stakkars Klaus, hans bene Natur forstaar ikke
Uretfærdighed . . . Det varer, før man lærer . . . Sætte
sig op i en eller anden Trætop og plukke de Korn, man
finder . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Direktøren aabnede Døren og saa ind:

"Du, Jette, har Du hørt noget til ham? - Begriber
Du, hvor Gutten har gjort af sig."

"Han har vel ikke saa nøie tænkt paa Veien; han
trængte til at gaa det af sig. - Du var haard imod
ham, Bratt."

"Hm, - han lider af et forfærdelig ustyrligt Sind.
Det er næsten saa det ængster mig" . . .

Han gik og var ude paa Gadedørstrappen.

Det bar indom paa Kontoret og saa ind i Stuen igjen
med Huen paa:

"Hvor er Gjertrud? - Gaat ovenpaa? - Jeg synes
nok, det er noget ligegyldigt; - hun er lidt ufølsom
den gode Dame. . . . Naa, er hun derinde . . . Aa, Gjert-
rud, Barnet mit . . . Ta' paa Dig og spring Dig en liden
Tur ned i Haven, Du og se efter, om Klaus kukelurer
nogetsteds der, - saa er Du snil . . . Jeg er lidt be-
kymret for ham, ser Du, hvor han kan ha gjort af
sig; - han kunde finde paa at bli' siddende der inat
han. - Ja skynd Dig lidt, saa venter jeg her i Gang-
døren . . .

Ikke? - Du saa ham ikke . . . Kan Du begribe det? . . .

Vi faar hen i Drengestuen og faa Lars ud" . . . Der
var noget fortrukket i Faderens Ansigt, som greb hende.

"Jeg tænker, vi tar en Lygte, vi to, Gjertrud, og gaar
ud og leder; det er ikke værd at gjøre for meget Op-
styr."

Lige efter drog han gjennem Mørket nedover til Sa-
gen og Elven, mens Gjertrud fulgte.

Han stansede inde i Skurhuset ved en Aabning, hvor
Vandet gik sort under, og stod og stirrede ned ved
Lygten aldeles graableg . . .

SIDE: 420

"Nei Far da!" udbrød Gjertrud.

"Du mener da ikke, at han blev saa rent fortvilet ude
af sig vel?" spurgte han stille.

"Huf nei da, Far!" - - - -

"Jette, Jette," - sa han inde i Stuen; - Gaards-
gutten havde været ude og ledt gjennem Udhusene og
opefter Marken, Gjertrud havde været paa sin Kant,
og han selv kom just fra en Undersøgelse henover
Landeveien; - "det mangler bare, at jeg har drevet
ham til Fortvilelse - én kan ikke vide - med hans
Heftighed" . . .

Han satte sig ned med Sveden rindende i Ansigtet.

"Hvad tænker Du, Jette? - Du vil ikke sige det og
bedrøve mig . . . Eller mener Du, jeg overdriver min
Angst?" næsten bad han.

- "Naar det ikke var dette ustyrlige Blod i ham, ser
Du . . . Gutten var sandelig saa uskyldig" . . . kom det
udbrudsvis, som de sad udover ved Lampen, Klokken
var bleven halv ét; - "jeg rent ud overfaldt ham . . .

Saa bra og snil og paalidelig, - én skal lede efter
en saa reel Gut, - og saa dygtig" . . .

Han gik hen og klemte og trykkede Jette i Haanden
. . . "Det kjendes, som der skulde være hændt nogen
Ulykke Du . . . Bare jeg vidste, hvor han var! . . .

Bed Gjertrud gaa op og lægge sig," sagde han; han
begyndte at gaa heftig op og ned paa Gulvet. - "Du
aarker vel ikke mere Du heller Jette. Jeg blir siddende
her jeg."

"Du véd da, jeg ikke kan sove, Bratt, og at jeg vil
være hos Dig."

"Der skal bli ordentlig undersøgt straks, det blir lidt
lyst imorgen. Er der hændt noget, saa overgir jeg mig
til Politiet," sa han mørkt . . .

Der kom nogen udenfor paa Trappen, og Gangdøren
gik sagte op igjen.

Direktøren stod stille, urørlig . . .

Det hørtes som en Protesteren og Snakken . . .

Det var Gjertruds Stemme; hun hviskede ivrig og
fik Broderen op ad Trappen til sit Værelse.

SIDE: 421

"Han har været inde i Byen og drukket sig fuld,"
opgjorde Direktøren.

"Men Jette!" - han klemte hende længe fast ind til
sig, og hun kjendte, han skalv; - "han skal ikke faa
høre et Ord om det imorgen," sa han stille. - -

"Nu er Klaus kommet hjem; han har gaat ovenpaa
og lagt sig," meldte Gjertrud freidig ind af Døren.
- - -

"Du skal vogte dit Sind, kjære Gjertrud!" formanede
han fromt, da han saa sa' Godnat, - han tænkte paa,
hvor Datteren lignede ham.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- De var alle gaat til Ro ovenpaa en bevæget Aften,
og Direktøren vandrede alene inde paa Kontoret.

Han var forfærdelig oprevet. Det ene Uveir havde
døvet det andet idag, og Nederlaget i Mødet begyndte
at dukke op igjen for ham . . .

Der steg frem en vis varm Erindring om, hvorledes
han havde skoldet Distriktets bestalter første Mand,
Stiftamtmanden, - som gav en hel Jernbane bort for
en Diligence med fem Stationer . . . Han havde flaad
dem, en efter en, det vidste han med god Samvittig-
hed. Og Johnston, - naar han havde ladet sig nøie
med at ytre, at denne Mand med sine mærkelige Evner
lod sig lede som et umyndigt Barn i det offentlige,
saa havde han skaanet ham saa langt, han kunde. -
Det var først, da han klart skjønte, han vilde bli over-
stemt, at Harmen tog ham, saa han hev alle Hensyn
og pebrede dem Kagen slig, at de nok skulde huske
det! - forærte dem hele Æren for den kolossaleste
Dumhed, Distriktet overhovedet nu var istand til at
begaa . . .

Han nød og fordybede sig i, hvorledes han havde
flenset og flænget og brugt sig som en Barberkniv.

Og Johnston! - han kom tilbage til ham; - hm,
- han véd naturligvis ikke det allerringeste af, at han
har staat i Spidsen for at gi' mig, sin Ven, et skam-
meligt offentligt Nederlag . . . Han gjør lige smilende
og lige uskyldig det samme engang til han . . .

SIDE: 422

Det er nok saa underligt, hans Overbevisning er
ligesom stadig ude af Stand til at komme paa min
Side . . . Og saa hage sig fast i denne Stiftamtman-
dens Idé om Diligencen, - det er nok saa eget, -
besynderligt, - ser virkelig ud, som der skulde være
nogetslags System i det, - en Villie mod mig . . .

Og, enten han nu behagede at vide det eller ei, saa
var det nu ialfald ham og ikke jeg, som raadde her
i Byen idag!

Det gik stærkere og stærkere i ham - en overstrøm-
mende Følelse af Bitterhed, Nag, Skam, stumt Raseri,
- at han havde tabt . . .

Ja nu snakkede de, nu frydede de sig, - nu gik
Kjæftene oppe i Klubben og rundt om - - nu havde
de faat Has paa ham . . . Æh! - - Man skal kanske
finde ud at ta sit Mon igjen. -

Det havde været, Gjertrud kunde sige, det herligste
Aar i hendes Liv, helt fra tidlig ivaar af, da Abraham
kom, til nu, han skulde reise. Sommerbilleder af Fod-
ture, Fisketure, nu sidst Sæterturen op til Johnstons
Eiendomme sammen med Abraham, Klaus og Søste-
rens paa Heje . . . Selskabeligheden, medens Fru
Macolm og de unge af Slægten besøgte Johnstons, -
og hun havde havt sin stille Spænding og ikke saa
lidt stemningsbevægede Samvær med Kusinerne. -
Alle de Gange, hun vendte hjem fra Munterheden og
Lystigheden, - medens det havde bølget og stormet
af Skuffelser og Overraskelser indeni hende hele Dagen
. . . Og saa de morsomme Sessioner paa Forsommeren,
da Faderen blev malt . . . Det gled som et Panorama
for Erindringen.

Abraham havde opsat Reisen Uge efter Uge udover
Høsten. - Hun anede nok hvorfor . . .

SIDE: 423

Og nu kom det endelig bestemt, at han skulde til
Paris med Dampskibet imorgen Aften.

Hun følte det, som skulde der bare ligge idel Mørke
bag den Dag, - en tom hus- og selskabstravel Vinter.
Hun var saa klar paa, at det for hende bare gjaldt at
tage Stunden saalænge, den varede. Hun havde op-
gjort sig det midt under Hjertets Pine og Jubel hele
Sommeren igjennem, hærdet sig i at tænke det -

Og nu skulde det være slut! . . .

Han kom efter hende, som hun gik hjemover fra
Byen mod Middag. Hun forstod, at han havde passet
hende op derude ved Landeveien for at faa tale alene
med hende . . . Hun havde gaat i én Feber i disse Dage
- Og nu, - - gid, hun kunde sprunget i Fossen -

"De maa ha forstaat, Gjertrud," begyndte han bleg,
halvforstyrret, - "hvad De er for mig, - og alligevel
tør jeg ikke si Dem, hvad jeg vil sige -. De har for-
skanset Dem saa mod mig i hele Sommer med dette
forbandede Kammeratskab og denne oprigtige Søster-
lighed - -. Hør, Gjertrud!" Han tog hendes Haand
og saa paa den: - "Den kunde gi' mig Lykken, -
den ligger der i den varme fine Hulning. De behøver
bare at slippe den til . . . Den har saa gode, faste
Linier" . . .

Han søgte hendes Øine - - "De véd, jeg elsker
Dem - ganske vanvittigt, - jeg har vist gjort det i
mange Aar . . . Se ikke bort - Jeg har ligget inat og
grædt som et Barn, fordi jeg syntes, jeg saa, De ry-
stede paa Hodet saa dødelig sørgmodig" . . .

"End om jeg saa saa klart, at De ikke kan bli lykke-
lig med mig! - Jeg har ikke noget af det lette kunst-
nerblod, som Deres Hustru maatte ha . . . Jeg blev
bare en Møllesten, Abraham, som drog Dem tilbunds.
- Kan vi ikke være Venner, - oprigtige, gode, trofaste
Venner. - Det lover jeg Dem, at jeg skal være for
Livet."

"Jeg vidste, jeg vilde møde den bra borgerlige Hæ-
derlighed - -. Men jeg elsker Dem, Gjertrud. For-
staa da, hvad for Kraft og Glæde, De er for mig! . . .

SIDE: 424

Ser De det ikke, begriber De det ikke? . . . Aa, det er
til at bli vanvittig over, for jeg véd, De elsker ogsaa
mig, - og endda -

Skal der endnu være stille Indignation i Anledning
af Modellerne," udbrød han utaalmodigt. Han havde
længst gjettet, at der var Saaret, hvor han kunde
ramme hende; - han anede bare ikke, at det var det
afgjørende, dødelige Saar, som alt dem imellem stran-
dede paa!

"Jeg er bare en Spidsborgersjæl, véd De. - - -
Jeg havde tænkt, om jeg virkelig skulde ladet Dem
male mig isommer, som De holdt paa slig med, -
om De kanske paa det Vis skulde, som De siger, faa
malt mig fra Dem . . . Men jeg har, ærlig talt, ikke
vovet det -. En er ikke altid stærk, Abraham" . . .

"De mener, at jeg er en slig en Nøk, - som" -

"Jeg mener, De er en brændende Kunstnersjæl ja;
- - og jeg kunde kanske bli et Portræt, naar jeg
sattes i sort Stil af Dem," kom det bittert.

"Gjertrud! . . . nu forhaaner De mig."

"Nei, jeg gjør ikke . . . jeg véd, jeg sætter Dem
saa høit, - aa, vist for høit" . . . Hun græd -

"Men jeg véd mere end De, - jeg er bare saa
praktisk virkelig. Det spørges om for hele Livet, og
jeg tror ikke, De duer til at sætte Deres Glæde i bare
én eneste. Jeg véd, der maatte komme en Dag, da jeg
stod iveien, og De kom til at slæbe paa en Kjærlig-
hed, De var færdig med."

"Fæl Visdom, - saa det grøsser i mig . . . Men bare
Talemaader, Gjertrud. To, som holder af hinanden,
vover den Komedie!"

"Jeg er ikke af Deres noble, fordringsfri Damer,"
kom det med ét koldt, - "saadan en Vittoria Colonna
eller sligt noget ophøiet, som De tænker Dem."

"Slig saa jeg Dem akkurat inat," udbrast han angst.

Hun følte beklemt, at dette blev umuligt, - haabede
paa, at det kunde være hendes Far eller Klaus med
Trillen, som durede henne i Landeveien . . .

"Jeg kunde sagt noget, Gjertrud, - noget om, at en

SIDE: 425

Kunstner ogsaa har en Sjæl; - og den roper til Dem,
at jeg trænger Dem, skal her bli Glæde i mit Liv, og
det, jeg har af Evner, komme frem . . . Og saa svarer
De med noget gudnaadslig synaalesmaat om, at jeg
kommer til at male andre Kvinder! - Aa saa snevert
- snevert - -. Tror De ikke, De er noget mere for
mig end, at De skulde behøve at frygte for at rivalisere
med kvindelige Farveeffekter? - Som jeg kjender Dem,
Gjertrud! . . . Synes først, der er noget ved, hvad jeg
kan naa, naar jeg ser det igjen i Øinene paa Dem . . .
Det var med Dem, jeg skulde faa Magten til det alt; -
vi to, som alt har vokset os sammen!"

"Aa Gud, aa Gud, Abraham," brast hun ud, - "De
skjønner da, at ingen raa'r for, hvordan man er; -
jeg er bare en almindelig Kvinde, som vilde dø af
Jalousi, - hade alt, hvad der var omkring Dem, og
forgifte Dem baade Livet og Kunsten - -. Jeg gjør
det alt nu," hviskede hun i Fortvivlelse og vendte sig
hastig om for at undfly mod Vognen og Faderen, som
kom henne i Veien.

"For sidste Gang? - hvad?" - lød det, medens Di-
rektøren holdt for at lade Datteren stige op. - "Har
været hjemme hos mig og sagt Farvel? -

Ikke - - Saa" - Han saa eget hen paa ham
og Gjertrud. - - "Naa . . . paa Dampskibsbryg-
gen" . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Direktøren gik betænkt den næste Eftermiddag.
Døren stod aaben ud til Kjøkkenet og Gaarden, og han
gav selv Ordre og var nede og undersøgte, hvordan
Kjælderen blev stoppet og lukket i Murvinduerne for
Vinteren.

Han stod ved Buffeten og stirrede tomt paa et lidet
nydeligt Skrin med gammeldags Karaffer og smaa for-
gyldte Glasser i, som Johnston havde foræret ham med
i Vognrummet til en Reise. Det var som han stirrede
mere og mere tilbunds i den og saa efter noget ned
igjennem Glassene, - nogenslags kjedelig Sammen-
hæng . . .

SIDE: 426

Hm, - det maatte bunde i noget . . . Ellers blev
det altfor ubegribelig, at Abraham virkelig reiste
uden -.

At han var optaget til over Ørene i hende, det var
ikke til at ta feil af - - og saa med ét Luft, bare
Luft, - han vafser afsted, han . . .

Skulde de sigte paa noget høiere . . . Ne-i - men,
men, men noget tør der være i Plukfisken!

"Du Jette," sa han ind i Dagligstuen, - han hængte
op Nøglerne, da Kjælderaffæren var klaret, - "det var
rigtigt, at Gjertrud ikke fulgte paa Dampskibsbryggen
idag."

"Saa, Du synes ogsaa det?" - kom det noget uvist.

"Det var rigtig, siger jeg Dig," satte han i med Kraft;
Ansigtet var iltert hedt med hele Humøret stængt inde.

"Ja, jeg synes jo ogsaa det, kjære Bratt!"

"Hu-m-m . . . Der skulde Fa-anden -." Han
gik hastig frem og tilbage foran hende. - "Jeg mente
ialfald, Du skulde synes, det var lidt snurrigt -
dette" . . .

"Du kan vide det." Fruen gjemte Øinene ned i sit
Arbeide.

Han blev staaende lidt -:

"Sørger du for, at hun er noget videre flot udstyret,
Du? Jeg synes, hun gaar noget hjemmetarvelig . . .
Hør Jette, - Du skal føie mig i det, - jeg har sat
mig det i Hodet, - at hun udstyres i bedste, fineste
Smag - forskriv for Pokker!" -

Han drev ind paa Kontoret.

- Ved Ottetiden kom Klaus hjem og gik temmelig
bevinget inde i Stuen.

"Jo, da, der havde været ordentlig Stas for Abra-
ham, da han reiste . . . Lag med Champagne og Taler
nede hos Thesen ved Bryggen!"

Han nikkede saare opstemt og selvbevidst ved Erin-
dringen . . . "Jeg skulde tro, vi har ekspederet ham hæ-
derlig fra os. - Adjunkt Sunde holdt Talen for ham,
- gruelig forsigtig og nøgternt. - "Ligesom hans Ta-
lent havde vundet de kyndiges Paaskjønnelse i Ud-

SIDE: 427

landet," sa han; - han flød heldigvis slet ikke over
med mere paa det Punkt; - her var jo god Anledning
for Hr. Adjunkten til at prostituere os ved for stærke
Udtryk . . . Men, vel over Finessen" - betydede Klaus,
- "la han flot ivei; - ordentlig, saa det tog! - om
Abrahams Fremtidsbane og om, hvorledes hans Om-
givelser her hjemme vilde følge ham ikke blot med
Spænding, men med Forventninger om det største, -
som den, knaldede Adjunkten af tilslut, hvis Navn en-
gang skulde knyttes til Stedets Ære . . .

Thesen havde været bare guddommelig vittig! - for-
talt saadan ganske lunt og tørt om, hvordan han kom
ind paa Kontoret hos Johnston og traf Abraham. I
Begyndelsen skjøv han altid et Papir under Fakturaen,
saa Thesen tilslut trode, han sad der og skrev falsk, -
til han en Dag saa en fæl Tegning af en Kamel med
et Menneskehode, som han fik en slem Mistanke om
var en Karikatur af en Personlighed, sa' han, som ikke
var saa fjern fra ham selv. Og siden keg jeg aldrig
efter, sa han . . .

Og, naar det gik saa vidt, at jeg ogsaa for én Gangs
Skyld steg op paa Kothurnen og var veltalende - sim-
pelthen! - jeg høstede saamen storartede Bravoer, -
saa siger jeg ikke mere -.

Men dette var nu bare første Akt! -

Anden Akt gik for sig paa Bryggen. Der kom Sang-
foreningen troppende op. Vi sa' Farvel til ham en haie
ved Landgangsbryggen, da han gik ombord . . .

Og saa, lige i det samme Dampskibet havde kastet
los, - bar det løs med: "Sätt maschinen i
gång, hr. kapten!" - Rings Tenor hørtes saa
brillant udover, da de dampede afsted: - "Farvel,
farvel på den gungande färd," sang Klaus i
Begeistring.

"Abraham hilste og lo. Men lige efter svang han
Huen saa storartet opover, - og da vi vendte os og
saa efter, saa var det saamæn hverken mer eller min-
dre end Madam Michelsens Hotel, som gjorde grand

SIDE: 428

Honnør for Anledningen med det store Flag paa Møn-
ningen!

Det var tredie og sidste Akt. Det satte Kronen paa
det hele.

Og det kan han takke Madam Mi-chelsen for," for-
klarte han fuld af Fornøielse; - "hun er blet rent
forgabet i Johnston, siden han skaffede denne Dili-
gencen til Hotellet!"

"Den ene Dag Madflag, den anden Dag Snobbe-
flag" . . . mumlede Direktøren, han stod ved Vinduet
og saa ud i Skumringen. - "Det, som undrer mig,
er, at ikke Johnston føler sig pikeret ved en slig De-
monstration."

"Pikeret?" fo'r Klaus op.

. . . "Og Du, Du roper bare Hurra, Du," gav Di-
rektøren af sig, da de nu gik ind til Aftensbordet.

"Jeg mener, snyde mig, det skal være forbudt bare
at nævne denne Diligencen her i Huset!" - hviskede
Klaus sint til Søsteren. - "Vi kommer simpelthen
ikke til at kunne se den heller, vi," fnisede han.

. . . "Denne flaggende Madam Michelsen," - mum-
lede Direktøren, medens han utaalmodig rakte efter
den kolde Steg.

Gjertrud lyste heller ikke hverken ved Livlighed eller
Humør ikvæld, og Klaus vidste nok Grunden, - at
Abraham var reist; det skulde naturligvis straks være
som til en anden Verden. . . . Han sad opfyldt af
Dagens oprømte Stemning, øiensynlig hemmet og tryk-
ket i sin Trang til at meddele sig.

Det var en sand Lettelse, da de hørte, der stansede
en Karjol udenfor.

"Finkenhagen, Veiinspektøren!" oplyste Klaus, han
var henne ved Vinduet og keg under Gardinet. - "Lur
Feier det" . . .

- - - Veiinspektøren efterlod sin af Søle over-
skvættede Regnkappe i Gangen og tillod sig ikke at
ta' af sig Overtøiet. Han vilde blot ta' sig den Frihed
paa Nedturen at aflægge sin lille Rapport om Stignin-
gen i Elven inde paa Kontoret, naar det blev Direk-

SIDE: 429

tøren beleiligt. Han havde bundet Hesten efter Tøm-
merne ved Trappen og vilde ikke genere ved en læn-
gere Visit. - "Og, Hr. Klaus," - lød det venlig for-
trolig i Halvmørket, - "om De uden Fortrydelse vilde
være uleiliget med at besørge den Hank med Ørreter,
jeg har lagt ude paa Trappen, ind i Kjøkkenet til
Fruen?" -

. . . "Det blir aldeles ufarbart nu i to, tre Dage der-
oppe ved Fossene, Flommen har tat næsten halve Veien
væk," - endte han sin Beretning til Direktøren der-
inde paa Kontoret.

"Ellers intet videre nyt, Finkenhagen?"

"Hun er gravet op igjen, den Føderaadskonen paa
Rolsæt. Doktoren skal tro paa Forgiftning - des-
værre" -. Han saa bekymret ud og trak et Aandedrag.
"Saa ganske pen Familie forholdsvis."

"Fæl Affære dette med Føderaad! Jeg tænker, om
man grov efter paa Kirkegaardene saa -"

"Ellers intet videre nyt opover, nei," - gjentog Vei-
inspektøren, - "uden, som vanlig, fuldt af hjemkomne
Sjøfolk opover Distriktet og saa al Kjøringen og Skog-
hugsten nu paa Høsten. Det kræver mange Folk."

"Og mange Penge," mente Direktøren; - "der gaar
adskillige Summer ud af Banken i denne Tid.

"Jeg véd ikke, om Direktøren kanske har hørt noget
om det," - prøvede han. "Det var jo den slemme
braasvingende Bakken i Gaden opover til Madam Mi-
chelsen, som var den nærmeste Forlegenhed for Dili-
gencen" . . . Han saa stille op paa Direktøren.

"Jagu' véd jeg det, ja -. Det var de trange, bak-
kede Stengaderne, de skulde betænkt . . . Men Byen
var som Barnet, der vilde ha sit Legetøi!"

"Ja, man siger . . . og jeg maa udtrykkelig reser-
vere mig mod at gi' det anderledes, end jeg selv har
faat det; - man fortæller virkelig, at Hr. Johnston
høist liberalt skal ha tilbudt at lade stikke ud et Stykke
Vei over sin Tomt, saa Madam Michelsens Hotel faar
Indkjørselen paa Nedersiden."

Der lød et dumpt Drøn i Pulten inde i Halvmørket,

SIDE: 430

og frem i Lampeskjæret viste sig, som han sprang op,
Direktørens truende sammenbidte Mine: -

"Saa? - de drister sig, - slaar til - lige i Synet
paa mig" . . .

Han stod og drog Pusten besværlig.

"Me-n - der tages feil, der ta-ges feil - om
man stoler paa, at den fromme Taalmodighed er min
øverste Dyd . . . Jeg sl-aar igjen . . . Saasandt jeg
lever" -

Han hentede sig igjen og drev med taus Fart paa
Gulvet.

"Høist liberalt af Hr. Johnston, - var det ikke saa,
De sa', Finkenhagen? . . . Jo jo, - høist liberalt af
ham. - Som vanlig mærkelig snil og føielig mod dem,
som ber ham. - Hm-m, især naar det gaar den Vei,
han vil." -

"Han føler sig maaske selv lidt som Far for Idéen,
siden han nu engang er kommet til at lægge sin Ind-
flydelse i Vægtskaalen for den," undskyldte Veiin-
spektøren mildt. - "Den være sig nu saa rigtig eller
ikke . . . Jeg véd den Dag idag ikke ganske, - kanske
nu, naar Veien gunstiggjøres" . . .

"At faa den leie Væggelusen krybende opefter Lande-
veien," - han hev Staalpennen, han havde holdt i
Haanden, hen paa Pulten. - "Det var bare at vide den
Tak, som kunde knække den. - Jeg har sagt, John-
ston er et Barn i det offentlige De, - mildest talt."

Han gik paa Gulvet, satte sig og drev igjen pinlig
længe. Det hørtes gjennem Vinduet, hvorledes Finken-
hagens Hest skrabede med Forbenene udenfor.

Direktøren stansede foran ham:

"Et svært Traak der hos Madam Michelsen, - hele
Hotellet blir retnu rent som en Omnibus - -. Det
er paatide, vi tænker paa at finde os et andet Klub-
lokale."

Veiinspektøren sad med et intetsigende Smil og et
meget tankefuldt Øie . . . Dette blev farligt; - det
gjaldt sandelig ikke at lade sig slæbe for langt ind
her . . .

SIDE: 431

Der kom en vis Uro over ham, som han værkede
paa at finde den gunstige pene Anledning til at faa
bryde op.

"Jeg - jeg - tillod mig, - he he," - sa han
med ét og reiste sig, - "at sende nogle faa Ørreter
ind i Kjøkkenet . . .

De er trukne idag, Hr. Direktør; - det er deres
eneste Fortjeneste," spøgte han, da han gik, og Direk-
tøren selv lyste ham ud.

- "Bare saadan en liden Mundsmag til Frokost . . .
Min ærbødige Hilsen til Fruen," lød det i Mørket ude
fra Trappen. -

Det var nydeligt og nyt alt nede hos Enoksen ved
Broen, Huset gult opmalet med hvide Vinduskarmer
og tilbygget nedenfor til Skydsstation. Den lille Trappe
op til anden Etage koket med en rød Tougende paa
Stivere til Gelænder, Restaurationsdisken marmoreret,
Væggene træbrunt beisede, og indenfor i de to oppud-
sede Værelser, som nu var Klublokalet, sad Messing-
spigerne ny og skinnende langs Ryggen paa den med
Voksdug betrukne Sofa. Der var indført store Vindus-
ruder istedetfor de smaa gamle derovenpaa ifjor og
stod nyindkjøbte Spilleborde til at slaa ud ved Væg-
gene. - I det store Rum indenfor, som helt til i Vin-
ter i Byens Bevidsthed hed Bedesalen, hvor Dissen-
terne holdt Sammenkomster, hang paa Rad tre Taglam-
per bortover. Direktøren havde alt holdt Møde der i
Høst for at virke for Jernbanesagen. Og, at dømme fra
visse Foranstaltninger i disse Dage, idet man nu tog
væk Væggen til nok et allerinderste Rum, der skulde
løftes i Gulvet og forsynes med Tribune, turde det nok
være Meningen at konkurrere med Madam Michelsens
Lokale baade som Bal- og Koncertsal . . .

"Pas nu paa, - pas nu paa, han Enok, -" sa

SIDE: 432

Bonde-Berg, "om han ikke overlader Zions baade
Harpe og Luth til "Brødrene" ude paa Klevveien . . .
En er ordentlig ræd for, hvor én skal sætte sig ned
her, for ikke at komme til at plette og smudse." Han
placerede sig med tilgjort omhyggelig Efterseen i en
af de nye Stole med Chakaranda Træværk og Toddy-
glasset med lignende Forsigtighed paa Avisbordet.

"De glatte nypolerede Bordskiverne, de tar paa Ryg-
gen de, Terjesen! - det er bare at plukke op Kort
af Gulvet!

Her ser jeg, Mødet for Veritas averteres ogsaa hid",
han læste af Avisen. - "Enoksens Sal! det begynder
ordentlig at lyde elegant nu."

Thesen kom i Døren. Han stod lidt betænkt med
Hatten paa og skuede sig om, før han egentlig traadte
ind, og drev saa ubeslutsomt uden at ta af sig Over-
tøiet hen til de Par besatte Spilleborde. Han blev staa-
ende og gruble med en vis optrukken Mine, som han
egentlig ikke følte sig tiltalt.

"Det nytter saamæn ikke at sukke efter salig Klub-
ben hos Madam Michelsen," sa Bonde-Berg, - "vi er
gaat over Rubikon."

"Her er egentlig ingen god Luft idag," syntes
Thesen - "hedt - Os - - Jeg tar mig en liden
Sundhedsmarsch . . . Sig Direktøren det, om han skulde
komme imens." Han hægted Kappen igjen i Halsen
og gik.

Han mødte Kæmneren i Døren. - "Er ikke Di-
rekt . . . ?"

"Nei, han er ikke kommet endnu . . . Og jeg gaar
mig en liden Sving," blinkede han til Vaage. "Følger
De med?"

"Jeg tænker nok, deres samdrægtige Hjerter fører
dem op til Enkemadam Michelsen jeg, for at afhente
et "lidet foreløbig endeligt ét," mente Berg. - "Det
dufter af gammel Kjærlighed deroppe . . . Ja, våro vi
alle der!" - sukkede han.

"Her er saamæn et triveligt Sted," sa Direktøren;
han kom og fik den vaade tilsnede Hue og Overfrak

SIDE: 433

af sig; han havde været her saa sikker som en Smed
alle Lørdage helt fra i Høst af; - "triveligt!"

"Den nye Svenskeovnen virker overmaade selskabelig
lunende i begge Værelser," bemærkede han. Han stod
og saa sig om i Mellemdøren.

"Næsten som en Madam Michelsen," mumlede Bonde-
Berg sagte hen for sig og fordybede sig med det samme
lidt sky ned i sin Toddy.

"Jeg véd retnu ikke, hvad der skulde mangle os mer
her," vedblev Direktøren med et Udtryk, som han over-
beviste mulige modsatte Paastande.

"Vi er som Bierne i en ny Kube ja, -" udlagde
Berg det - "enkelte sværmer kanske endnu saadan
lidt om Honningen i den gamle."

"Naa, jeg vidste nok, De kom jeg, Apotheker!" raabte
Direktøren imod ham, - "jeg stod just og ventede paa
Dem til Whisten. - Og saa skulde vi ha Thesen . . ."

"Han har prompte været her," underrettede Berg
med et løssluppent Blink i Øiet henover til de andre;
- "han gik bare, da han ikke saa Direktøren. - Han
og Kæmneren, det er Klubbens loyale Piller de, - om
de ikke altid staar saa støt sa'n!"

Der kom nogle stilfærdige Skibskapteiner, som hil-
sede og faamælt nedlod sig ved Kortene.

"Og der har vi Sagfører Gaarder ogsaa - og Konsul
Mulwad - sikkre Stamgjæster . . .

Saapas tidlig sluppet undaf Forretningen paa Lør-
dags Kvælden, Konsul? . . . Hvad - er her ikke gan-
ske passabelt? - To, tre Spilleborde alt i fuldt Ar-
beide." . . .

Han satte sig ned ved det øverste.

". . . Noget nyt ude fra Isen, Lodsoldermand?"
spurte han henover til det andet Bord, medens han
tog sig en Skraa op af Sidelommen paa sin Düffilds
Frak og bed af. - "Det var som Pokker, - Is helt
ud til Fyrene nu saa tidlig før Jul!"

Han snakkede lunt om sig, før han egentlig begyndte
med Kortene. Der lyste en vis Bevidsthed ud af ham

SIDE: 434

om, at Klubben var i god Gjænge. Han sad, sa Berg,
og talte sine Faar . . .

Nu kom Thesen og tog med sin vanlige tørre Mine
Plads ved Direktørens Spillebord. Han modtoges kun
med et kort og nok saa koldt Nik.

. . . "Og saa har jeg da udtrykkelig sørget for," . . .
bemærkede Direktøren, som han tog af Kortstokken,
"at man leverer os andre Varer til Punchen her end
de, man regaleredes med oppe i Hotellet. Jeg ser saa-
mæn ingen Grund til at gaa did op og forgifte sig!"

Thesens side Læderlapper af Øienlaage lukkede sig,
og han mysede stille. Han følte, den var til ham den,
- hvor Pokker saa Direktøren havde faat Tæften af,
at han havde været oppe og tat sig et Kvarters fore-
løbig prat ved Disken hos Madam Michelsen -.

"Jo-o, - jo-o," sa han og smagte gravitetisk paa
sit Glas, - "det skal indrømmes, alt for saakaldt Kon-
jak at være er den ikke uden Fortjeneste."

"Salen derinde kan man vel ansé for omtrent færdig
nu til at ta imod Juleballet?" bemærkede Gaarder fra
Avisbordet under en Pause.

"Alt galant og iorden, Gulvet fint afhøvlet," oplyste
Direktøren. "Men Tribunen der inderst faar man vente
med til senere. Musiken kommer til at ha sin Plads
der nedenfor paa Gulvet denne Gang."

"Ja-a, - om det skulde være saa hensigtsmæssig,"
trak Thesen paa det; - "jeg har hørt det betvile."

"Kommer Tid, kommer Raad," mente Direktøren.

"Jeg hørte netop Johnstons Niece" . . .

"Saa, - Frøken Bornemann fra Ordinggaard?"
spurgte Gaarder med stor Interesse.

"Ja, jeg fulgte dem op, hende og Frøken Rønneberg,
og besaa Salen. De mente begge aldeles bestemt, at
Musiken ikke vilde høres dernedefra indover det lange,
smale Rum. Der maatte ialfald en Forhøining til. Og
de tør være kompetente, de Damer," smilte Thesen og
mysede stille bevidst.

"Høiesteret det naturligvis!" indrømmede Gaarder.
"De er jo saa at sige født og opdragne i saadant baade

SIDE: 435

paa gamle Værket og Ordinggaard. - Sligt ser de hos
Johnstons med et Blik. - - Og det er da ogsaa al-
deles indlysende . . . Saa Frøken Marie Bornemann
fra Ordinggaard kommer paa Ballet?" vedblev han
nysgjerrig.

"Ja hun blir hos Johnstons i Besøg til over Jul,"
oplyste Thesen.

"Der kommer da ligesom lidt Glans over Per Enok-
sens første Bal, - Salen faar sin Indvielse," mente
Gaarder.

"Det vil sige, - hvis man ikke regner sig selv for
noget da, Hr. Gaarder!" sa Direktøren meget spydigt . . .
"Snobbedom, siger jeg, - Snobbedom, - fra den Tid,
Byen laa her som et Skjærerede og levede af Kjørin-
gen fra Værket. - Kommer en fattig liden Frøken
med en gammelfornem Pibe, - saa straks skal hele
Byen danse! Man bekoster Ballet, - og har den Ære,"
- han bukkede sig og hilsede underdanigst dybest ud
fra Stolen med den Haand, hvori han holdt Kortene, -
"at faa det indvi-et" . . .

"Naa, Hr. Direktør, jeg mener naturligvis bare, at
Smagen har sin Ret."

"Jeg skal gaa derop paa Salen med min Datter imor-
gen og høre, hvad hun siger om det, - hun har s'gu
ogsaa Smag; - og Klaus, som er Formand i Sang-
foreningen, tør mulig ogsaa ha en Mening om, hvordan
Lyden kan høres i et Lokale . . . Det er mulig, Frøk-
nen hos Johnston har Ret; men - det er Fa'n, -
jagu er det Fa'n, hvor Folk bukker sig, straks det bare
dufter af noget, som kan ha lidt Arom af Autoritet!"

"Gammel Dannelse er gammel Dannelse," bed Gaar-
der i; han gav Direktøren det at tygge paa.

"Saamæn, - da Johnston kom hid saa fattig som
en Kirkerotte ud af Slaget paa Værket, var der ingen,
som fandt, han indviede nogen Ting!" - sa Direk-
tøren noget stødende i Tonen. - "Denne gamle Hæd-
ren fra Værket, som der nu igjen skal snobbes paa,
var saa inderlig vel kvitteret . . . Saa det faar da bli
den Johnston her fra Byen, vi har at se paa. Og han

SIDE: 436

er en gansk ny Mand, De! - jeg har saamæn selv
været med at hjælpe ham frem."

"Ja, da var nok Direktøren ham en god Assistance,"
bemærkede Veiinspektøren fint.

"Det var ham selv naturligvis, som var dygtig, -
og særlig heldig, vel at mærke," - udtalte Direk-
tøren.

"Grund hæderlig . . . et Ord af ham nu!" . . . Konsul
Mulwad rystede sagte det tæthaarede Hoved, og de
smaa, blaa Øine lyste.

"Blander sig ikke i noget, og alligevel" . . . smilte
Thesen dybt bevidst, - "han sidder som en forborgen
Kraft."

"Ne-i, han er ikke af dem, som gaar ud i Regnet
uden Paraply" . . . mumlede Direktøren, som det
syntes, nok saa giftigt, han sad hed og stiv i Ansig-
tet. - "Det evige Svineheld, som grundlagde hele hans
Eksistens - - da han assurerede Concordia ved
Spillebordet oppe i Klubben; - De husker nok det,
De Thesen, som fik udbetale de syv og tyve tusind,
- - da Johnston saa gladelig kunde aflægge sin Ed
paa, at han havde assureret i god Tro, medens Tele-
grammet om Forliset laa hjemme i Stuen hos ham . . ."

"Jeg tør bemærke," sa Thesen, "at alt befandtes i
den bedste Orden."

"Det er jo netop det, jeg siger, er det mærkelige . . .
Saadant kunde bare hænde Johnston! - En Mand som
jeg havde naturligvis kjørt lige hjem først for straks
at faa vide alt mulig galt. Men Johnston, . . . han
vidste i sin Sjæl, at det bare kunde være om Odessa-
rugen hans, - husker De den, Konsul Mulwad? - -
Og lige gladelig gik han bagefter paa Eden . . . Det
er den Slags Mennesker, som er heldige, De, - de er
indrettet paa det."

Der blev som en Stumhed omkring i Værelset - -:

"Og saa den Telegrafstationen der oppe i Hotellet,"
- blev Direktøren ved i samme haanlige og opsigts-
vækkende Tone, - "hvor de sidder og søler og faar
Toddyer ned til sig. - At de sulrede med Telegram-

SIDE: 437

merne den Kvæld, kostede Deres Selskab syv og tyve
tusind Kroner det, Thesen. Johnston burde be dem
til Middags -"

Der veksledes underlige Blikke om i Værelset. Kunde
det være Meningen? . . .

"Ja det var i Sandhed en underlig Affære," sa Harre-
stad langtrukkent, - "naar en ikke vidste -"

"Ja De og Johnston staar nu paa hver sin Side af
Atlanten, ser Di, i dette Kapitel, - ja Di i Amerika
da!" tog Bonde-Berg indigneret i med høirøstet Toddy-
stemme. - "Havde det været Harrestad, saa - neigu
om jeg leverte Dem syv og tyve tusind bare paa Deres
ærlige Ansigt, om De saa svor baade ved Bibelen og
Koranen."

"Deres aandsfattige Vittighedsbestræbelser" . . . be-
gyndte Harrestad at hvine, men afbrød brat, idet
Johnstons og Overlærerens Stemmer hørtes ude i Re-
staurationen.

Direktøren rettede sig med et vist hanemæssigt Op-
syn mod Døren.

De kom i livlig Passiar.

"Godaften," hilste Johnston; han slog Snevæden af
sig og saa sig om . . .

"Aa ja, Du Bratt - jeg véd ikke, hvad jeg skal sige
om dette Lokale? . . . Det ser ud, som de ikke har faat
Tid til at tørke Væggemalingen saa fort, som Du har
kjørt Møblerne ind . . . Om ti, femten Aar, naar det
blir tilstrækkelig indlevet, kan det kanske bli lige saa
hyggeligt, som det oppe hos Madam Michelsen . . .
Skulde her være en Whist at faa hos Dig, Du?"

Thesen tog med et humoristisk Nik et dybt Drag af
Toddyen, og det undgik ikke Direktøren, hvorledes de
forskjellige Fysiognomier lyste. Hans levende Fugle-
øie skjød et Blik hen paa Veiinspektøren, som saa glin-
sende velvillig i Fjæset var henne og absolut vilde
hjælpe Johnston at hænge Frakken op, og saa hen til
Bonde-Berg, som vævede noget halvhøit derhenne i
Krogen . . .

SIDE: 438

"Vi talte just om Dig, Johnston," sa han noget for-
ceret, da Johnston kom hen til Spillebordet, - "dit
Svineheld i Klubben, da Du assurerede Concordia" . . .
Han plirede noget leit og lagde sig bagover. - "Jeg
forklarede bare, hvorledes det beror paa en eiendom-
melig Egenskab hos Dig, at Du saa særlig fanger Lyk-
ken - -; Du tvilte ikke et Øieblik paa Odessarugen,
Du . . ."

"Nei, det var netop mit Held det."

"Ja se se . . . er det ikke, som jeg siger; - Du kunde
git din Saligheds Ed paa god Tro, om saa Telegram-
met havde ligget uaabnet i Baglommen paa Dig . . .
Du tør kaldes Lykkens Yndling."

Johnston stirrede lidt ud for sig -. "Det kan være
noget i det kanske Du . . ."

"Husker De, han kom ganske bekymret didop, The-
sen? Det blaaste og var forlist -. - Ja saa forskjellig
er Menneskenaturen; - det var noget av det første,
jeg vilde ha tænkt paa, at netop mit Fartøi kunde
være i Ulykken."

"Beror jo hverken paa, hvad Johnston havde tænkt
eller formodet; - men kun paa, hvad han havde faat
Underretning om," - afgjorde Sagfører Gaarder.

"Ja - ja, - naturligvis," - sa Direktøren med nyt
Humor og noget ukueligt i Blikket, - "og det er
akkurat Heldet det. Istedetfor at min Aand vilde ført
mig til at reise hjem og se efter, om der laa nogen
Underretning, drev Johnstons Aand ham først didop til
Thesen, - ikke en Mistanke i hans Sjæl."

"Jeg har naturligvis ikke havt nogen Anelse," -
sa Johnston noget kort . . . Han ligesom rev sig løs
fra at stirre indvendig i noget, - og Passiaren gik
over paa Spillet.

Der laa noget underlig lummert under den høirøstede
hidsige Kortpassiar omkring ved Bordene.

Veiinspektøren sad med sit velvillige Ansigt og Tun-
gen stadig følende op i en øm Sidetand og grundede . . .
Det forekom ham som en lei Krudtrøg i Luften.

SIDE: 439

Han tog lidt med Haanden op til Kinden som en
Slags Undskyldning, pakkede Silketørklædet godt op
om Halsen og drog hjemover . . .

Klokken var over tolv, da Klubben skiltes, og hver
gjennem Uveiret og Snefoget søgte sin Gadedør.

Johnston følte det som en ren Lise. Først derude
i Mørket kunde han tænke i tilstrækkelig Fred. Han
havde ikke været rigtig nærværende ved Spillebordet
ikvæld; der laa hele Tiden ligesom noget, han strævte
med at se og skjelne ud mellem ham og Kortene . . .

Det var det Øieblik, da han kjørte op fra Isen og
Dampskibet den Vinteraften . . . Han saa det saa tyde-
lig for sig, som han skulde siddet i Slæden der nu . . .
Den kravede Isbakke ved Bryggen, - og den ensomme
Gadelygte og Dampskibsekspeditøren, som kjørte foran
ham og standsedes af nogen, som spurgte eller for-
langte Post eller Pakker, - og, - ja det var det, han
ledte efter med en Trang til at faa Lys paa den
mindste Knappenaal af en Omstændighed, - noget,
som hændte . . . eller nogen, som snakkede eller for-
hørte. - Han huskede bestemt, at han standsede sin
Slæde bag den anden - det Dump, hans Hest med ét
gjorde med Forbenene an i Slæden foran, - og at
han da betænkte sig paa, om han endnu skulde, saa
sent det var, prøve at finde Assuranceagent Thesen
eller kjøre hjem . . .

Det var et Skimt i Vinduet oppe hos Madam Mi-
chelsen, som bestemte ham . . . Jo, - - han havde
altid husket det saa -. Ikke til at tvile paa det -
- -. Han havde da ikke rent ud viget Hesten og
kjørt fra den Tanke, at der kunde ligge noget Ulyk-
kestelegram hjemme? - det maatte han da ialfald
gaa ud fra . . . Naa i Guds Navn, greit var da greit -.

Men det var, som Tanken alligevel ikke vilde lægge
sig i Ballance . . .

Det var med det samme Bratt nævnte, at han vilde

SIDE: 440

ha kjørt hjemom først, - at der ligesom havde lyst
op i noget, som havde faret ham gjennem Hodet den-
gang. -

Det brød saa uforvarende ind paa ham som en Dom-
medag, - saa han med Angst maatte eftertænke rundt
om . . .

Aa, Sludder, dette er Maven, - gad vide, hvad jeg
har spist, - glemte at gaa med Galoscher idag -.

Pokkers Abraham! . . . siger, han ikke vil komme
hjem til Sommeren, med mindre han opnaar en eller
anden Mention paa Salonen - gaar til Spanien,
Italien -

Han maa forresten ha Ret i det, at den store Kunst
ser man først hos Mestrene der -

- Nei her blir ikke Fred, før jeg faar tænkt dette
ordentlig igjennem . . .

Om jeg nu havde kjørt lige hjem? - Lad mig sætte
det paa Spidsen, - den Svingen havde gjort alt paa
det klare, - - havde jeg saa virkelig fundet noget
Telegram? . . .

Kvitteringen for Modtagelsen laa mellem Retsdoku-
menterne den . . . og der var noteret, at Telegrammet
var modtaget hjemme hos mig Klokken - Klokken -
gad vide, gad vide, om det ikke var ti eller femten
Minuter før elleve . . . Og Assurancen oppe i Klubben
noteret, det husker jeg nok, Klokken tyve Minuter
over. -

Jeg maa faa undersøgt det!

Hm, - ikke Anelse i Bratts Liv om, at Menneskene
kan ha Nerver . . .

Han tog taus Lyset i Gangen og gik ind i sit Sove-
værelse.

Det vakte ikke liden Spænding, da det forlød, at
Jernbanechefen og nogle Ingeniører var paa Reise i

SIDE: 441

Distriktet for at befare de projekterede Linier ned-
over til Stedet. Byens Formandskab, Storthingsmand
og enkelte interesserede mødte op ved Brenna Sund-
sted og Skydsstation, hvor der idag indtoges Frokost.

Johnston var der alt; han skulde endnu idag fort-
sætte Turen opover til sine Skogeiendomme. - Og nu
rullede Direktør Bratts Vogn med to Heste for ind paa
Skydsstationen . . .

"Maa jeg forestille Byens og Distriktets Magthaver,
Direktør Anders Bratt" - præsenterede Johnston ham
for Jernbanechefen. "Navnet kjender De nok; - og
her ser De nu Manden, den egentlige Motor for hele
Jernbaneforslaget, som De véd . . . Vil De vide grei
og erfaren Besked, saa er det han; - og vil De ha
Raad, som der ikke er Smaapirkeri eller Nebeninter-
esser i, saa er det han; - og vil De finde paa at la
være at følge det, saa kommer De kanske ogsaa til at
mærke, at det er han!"

Direktøren smilte og saa herremæssig om sig:

"Jeg er ialfald Direktør Anders Bratt, og det skal
være mig en Glæde, om jeg kan være til nogen Tje-
neste."

"Behøver ikke at sige Dem, at jeg sætter største Pris
paa at ha Anledning til at støtte mig til Deres Kyn-
dighed, Hr. Direktør . . ."

"- Forsikkrer Dem," - forlød det fra Jernbane-
chefen under den livlige Frokost, - "vi er aldeles be-
leirede af alskens Forslag til Stationer og Afstikkere
fra den lige Linie; - knap en Sidesprække i Dalen,
uden der myldrer med Krav og Ønsker og Beregnin-
ger af alle mulige tænkelige Fremtidstransporter i det
blaa - fra Trævirke til Slagt og Smørspand" . . .

"Vidste nok, De vilde faa en Sæk fuld af den Sort
over Dem" lo Anders Bratt; - "hver Bonde vil ha
Jernbane for sin Dør. Men det er bare at feie af med
Soplimen det, - lægge Linialen fra Sundet her og
ned til Byen langs Elven . . . Ovenfor maa man saa
vælge enten eller mellem Linierne . . ."

Han sad mandig og tryg med det kloge, snare Blik

SIDE: 442

alt dybt inde i Sagens forskjellige Afgjørelser og den
tilfredse, sikkre Følelse af, at nu var det igrunden ham,
som tog Roret og ledede. Han var her den opsatte ved
Siden af Jernbanechefen, der tog Raad, udbad sig hans
Beregninger og Overslag og sikkrede sig hans Assi-
stance og Indflydelse paa al Vis . . . Det var en ual-
mindelig forstandig Mand . . . akkurat ikke en af disse
Smaatrippere, som mistede sig paa alskens Sidespor;
Anders Bratt havde været ræd for det, - nei, ordent-
lig Tag i ham! Skridtet bestandig fuldt ud som en
Kar, om der saa laa en hel Høstak fuld af Petitioner
og Smaahensyn -.

Direktøren havde en bestemt Følelse af at være paa
sin Plads, kjendte sig som Villien og Kraften, der blev
tat Hensyn til; - Jernbanen her i Distriktet, den var
og blev Anders Bratt Far for!

Den lille tarvelige Frokost paa Reiseniste og hvad
Skydsskiftet formaaede, og hvor en Krak maatte sup-
plere de manglende Stole, var et stolt Festmaaltid i
hans Liv. Det var Jernbanechefen og han, - eller
egentlig han . . .

"De kan forstaa, Hr. Bratt, hvor jeg har været hel-
dig," yttrede Jernbanechefen; han skjænkede i for ham
et Glas ekstra dry Madera af sin Reiseflaske. - "Jeg
har straks fra Begyndelsen af havt den Lykke at faa
Hr. Johnston til at udpege mig de Mænd, jeg havde
at vende mig til her i Distriktet . . . en fin Forstand
- og Gentleman De, fri for alle personlige Hensyn
og sikker som Guld," nikkede han sagte fortrolig. -
"Og vel kjendt, maa De tro, fra gammel Tid inde i
vore Kredse . . . Det er denne urokkelige humane,
upersonlige Tænkemaade, som gir Glansen til hele den
Familie! - Tilliden De, Tilliden . . . Og De, Hr. Di-
rektør, nyder saa fuldt og bestemt hans, - lad mig
komplimentere Dem."

Direktøren førte Glasset til Munden et Par Gange,
som der gik en Studsen i ham, eller han betænkte
sig; - og drak saa langsomt. "Jeg takker for Æren,"

SIDE: 443

kom det meget formelt, medens det uvilkaarlig skalv
ved Mundvigerne.

"Ikke god?"

"Nei. - - Det vil sige, jeg drikker ikke Vin om
Formiddagen." . . .

Anders Bratt stod lidt efter med sammenkneben
Mund ved det lille Vindu i Stuen og saa paa, hvor-
ledes Jernbanechefen blev staaende derude paa Gaards-
pladsen med Foden op i Stigjernet og snakke med
Johnston, som sad i Karjolen med Tømmen i Haanden
færdig til at kjøre.

. . . Det syntes at blive en hel intim Prat dette! -
Jernbanechefen forhørte sig kanske bare for Eksempel
lidt videre om, hvem han kunde tro eller ikke tro her
i Distriktet? . . . Og Johnston sad der i Taagen sin
og gjorde ingenting, - som vanlig, - indsatte bare en
hel usynlig Jernbanekommission . . . Og han selv,
Anders Bratt, - gik det indædt med sviende Haan i
ham, - var jo blet ansat af ham som første Mand
i den. - Han maatte bide i den Ære . . . Hans lange
leddede Krop slog som en Kryl over Skulderen af
Modvillie.

Han, han i Karjolen der . . . sad og raadde . . .
kjørte Tømmerne for det hele . . .

Denne gamle fallite Glansen fra Værket! . . . brød
det op som en Brand i ham . . .

"Forunderlig glemsom og distræt, Deres Ven John-
ston," - kom Jernbanechefen, "reiser uden at huske
paa at ta Regnkappe med sig. Jeg maatte saamæn
ind og finde min til ham; - han skal jo langt opover."

"Det er altid i Distraktion den Mand fanger Lyk-
ken, maa De vide," smilte Direktøren med et Kraft-
ansigt af Velvillie, medens Øinene lyste eget. - "Han
kan saamæn takke den Egenskab for hele sin For-
mue! Glemte han ikke akkurat at reise hjemom
og se efter Telegrammerne sine - og fik saa Fartøiet
sit assureret oppe i Klubben, før han kom hjem og
læste sig til, at det alt var gaat tilbunds. - Og at han
var i god Tro, det kunde han bagefter aflægge sin

SIDE: 444

Saligheds Ed paa - - - Han sidder i et mærkeligt
Held, den Karen," lo han indmarj.

Jernbanechefen saa pludselig forbauset paa Bratt,
og, da han intet videre læste sig til i hans Ansigt,
ledte Blikket omkring paa de tilstedeværende som for
at komme efter, om der kunde ligge nogen dybere
Mening under. Han dreiede sig med ét rundt fra ham.

"Han er ialfald ubetinget en Hædersmand," sa han
kort.

"Ubetinget, ubetinget," - stadfæstede Gaarder med
hed Overbevisning. Det gav under hans Opstemthed
efter Frokosten Luft for adskillig Murren og Indigna-
tion i Anledning af Direktørens uvorne Udtalelser i
Klubben hos Enoksen . . .

"Man maa være vant til Direktør Bratts Spas," lo
han noget skarpt.

"Det staar Dem s'gu frit for at le saameget, De vil,"
sa Direktøren paa en Manér, der skulde være mor-
som, - "Faktum benægter De alligevel ikke!"

Klaus havde badet sig alt to Gange idag baade nede
i Byen i Sjøen og under Styrten ved Sagbruget. Det
var en Varme, saa én kunde ha Lyst til at klæ' sig
som Indianer om Dagene -, og tørst, - den, som
bare gad reise sig og gaa saa langt . . .

Nu laa han baglæns med Hueskyggen over Øinene
og kalkulerede om Plankerne.

. . . Og saa denne Røglugten! . . . Hededisen la sig
stille langt udover som et Slør, saa én næsten ikke
skjelnede derover i Aasen. - Der gik Rygter i Byen
om Skogbrande nogetsteds øverst i Distriktet . . . Han
laa og snuste . . .

"Det er saamen ordentlig Røg, Mor!" raabte han ind
af Vinduet, - "borte i Aasen spinder det sig som fine
Uldtotter."

SIDE: 445

"Det er saadan en uhyggelig trykkende Stilhed,
synes jeg." Hun kom ud paa Trappen og saa sig
om, - "noget ængsteligt over det hele . . . Alle disse
Skogbrande om Sommeren, naar Heden kommer, og
alt er saa tørt, saa tørt" . . .

Men, var det ikke . . . jo vist var det Johnston,
som stod dernede i Alléen . . .

Han stansede træt og tørrede sig med Tørklædet,
han holdt i Haanden.

"Gaa ind til Jomfruen, Du Klaus, og faa noget kjø-
lende at drikke ind i Havestuen, - noget Saft og Is-
vand - kanske Selters, Du? - jeg tror ikke, han bryr
sig om noget stærkt." -

Han ser rigtig ud, som han gaar der ene og for-
ladt uden sin Abraham! - gjorde hun sig op, mens
hun stod og saa ham komme opover.

"Ja det er hedt idag," udbrast Johnston, - "lum-
mert, - Verden har faat noget tungt Bly i sig . . .

Saa Bratt er nede paa Sagbruget? - Jeg vilde bedt
ham passe paa mine Udbetalinger i næste Uge, naar
jeg tar mig en Tur opover til mine Skoge. Man maa
jo passe paa sin Eiendom, heder det."

"Assure-re, Hr. Johnston! Det gaar jo an at as-
surere Skog. Saa sidder man sikker," ivrede Klaus. -
"Lad det være dyrt" . . .

Johnston vak til, som han skulde være stukket af
en Orm.

"Forresten er det jo bare høit oppe i Dalen, det
brænder," skyndte Klaus sig at trøste, slaat af John-
stons opjagede, pinte Udtryk og Blik.

"Aa, jeg havde nær sagt, - gid det brændte alt-
sammen!" - kom det sygeligt; der laa noget saa øm-
findtlig tanketræt over Øienlaagene.

Han havde simpelthen været uheldig . . . sat John-
ston i daarligt Humør! tænkte Klaus. Han fik gaa
ned paa Sagbruget og hente Faderen.

Johnston sad en Stund og saa hen for sig uden at
ta til Saftglasset.

"En underlig Verden, vi lever i her under Maanen,

SIDE: 446

Frue," - undslap det ham; der stod saadan tung
Misstemning ud af det.

"Kjære Johnston, har De ikke gaat noget langt og
hastig i Heden. De skulde være forsigtigere med
Deres Helbred."

"Nei, bryd Dem nu ikke, Frue, med det Vinduet" . . .

"Saa kan jeg ialfald faa Lov til at hente Dem en
Cigar da, - den vilde vist smage nu."

"Nei, nei, - mange Tak . . .

Jeg tænker paa Kvækerne," kom det i en let Tone,
- "som nægter at gjøre Ed . . . Det er ikke dumt af
Kvækerne" . . .

"Det har jeg ofte tænkt paa," medgav Fruen, -
"rigtig undret mig over. Bare at sætte et Menneske i
en saadan Fristelse! . . . Og saa gruelig raat, - at
ville forpligte og holde det fast efter Sjælen . . . Det
er fra de barbariske Tider."

"Men," - han nølede, som han havde lidt ondt for
at rykke frem med det, - - - "naar vi endelig skal
ind i det, - saa - maa jeg sige, at - i Tilfælde,
man virkelig kunde tro, at en saadan Ed bandt for
Evigheden, - kan jeg ikke tænke mig et værre Sjæ-
lens Marterkammer, - ikke et forfærdeligere Helvede!"

Han drak og skjænkede i Saftglasset i stærk Be-
vægelse:

. . . "Man maatte kunne se helt klart tilbunds ned i
sit eget selv, - lige til den inderste, sidste Kime af
en Tanke, - for at være istand til at vælge og ta et
sligt Ansvar paa sig for hele Evigheden! - Man har
den store, truende ubekjendte Uendelighed som et for-
færdelig Skrækkens Aasyn for sig: - - Er du sik-
ker? - helt sikker? . . . Og der vil boble op Tvil
og Skrupler om Motiver og Tanker fra alt éns dunkle,
ubevidste Liv. Hvem véd vel, hvad der kan krybe paa
Bunden af Havet, Frue . . . Jo længere og finere og
samvittighedsfuldere man stirrer ind i sig selv, des-
mere Angst og Tvil vil der komme op . . . Intet, intet
Menneske med de svage morskne Ben i sig bærer det
i Længden. Det knuger, knuger . . ."

SIDE: 447

"Kjære Johnston," - talte Fruen til ham. "De har
vist Ret, - jeg synes, De maa ha Ret; - men -"

"Jeg er vis paa," forsikkrede han afledende, - "at
mange, mange ulykkelige, - mange flere, end man
tænker! - er gaat tilgrunde paa de Skrupler" . . .

"Skulde ikke den sunde Forstand snart sige Menne-
skene, at et endeligt Væsen ikke kan handle med
uendelige Værdier?" grublede Fruen.

"Uendelige Værdier" . . . Johnston stirrede ud for
sig og rystede paa Hovedet, - "hvad véd vi? . . . Her
gaar jeg, og ethvert af mine Skridt, - alt, hvad jeg
gjør, den ringeste Bevægelse, alt, - bare en halvklar
Tanke, - drager evige Følgerækker efter sig, - Aar-
sag og Virkning i en Kjæde ud i det uendelige . . .
Jeg kan ikke skjære mig en Spaserstok, uden at kan-
ske et Træ fældes, som kunde blevet Bjælken i et Tem-
pel" . . .

"Og" - mente Fruen - "store Dynastier og Riger,
som har hævet Menneskeslægten baade i Moral og Kul-
tur, er sandelig mangen Gang reist ved Mord og Blods-
udgydelse."

"Ja, hvad véd vi," - han talte som i Feber, - "om
de Love, som lever ude i den store Tilværelses Na-
turorden? - Og saa skal det altsammen alligevel væl-
tes, styrtes som en Afgrund af sort Ansvar over et
enkelt indskrænket, blindt, i Forhold til det totalt
idiotisk Menneske . . . I al Evighed skal Du bære Føl-
gerne" -

Han drak rystende.

. . . "Man er saa human, at man har frigjort sig
for Fanden med Gaffelen -. Men, enten én blir evig
kogt i en Gryde eller evig stegt i Konsekvenserne af
sine Handlinger, - jeg er ikke Mand for at øine den
humane Forskjel!"

"De taler saa krast, Johnston! - Tilstaa, De er i
lidt daarlig Stemning idag."

"Jeg har saa faa at tale ud med; - man gaar og
lar saa meget gjære i sig . . . Jeg forsikkrer Dem, det

SIDE: 448

er som lettende frisk Luft nu at sidde her, - De har
Deres egen underlige Vis, De Frue" . . .

"Tror De ikke, det vilde gjøre Dem godt, Johnston,
om De fik Abraham hjem - til at uro Dem og fylde
Huset med alle sine Interesser. Han gav Dem ikke
Tid til at gruble og sørge over Verdens Ophav og -"

"Abraham hjem, - til mig nu?" - Der gik en
smertelig Dragning mellem Øienbrynene som ved en
pludselig Følelse af Ubehag. - "Nei, nei, - han skal
da faa leve sit sorgløse Liv uden at komme ind i Skyg-
gen af mit" . . .

Han sad lidt, og det var, som Tanken satte ham
mere og mere i Misstemning. -

"Ja undskyld!" sa han, - og tog med ét Farvel -
"De ser nu, Frue, hvordan jeg har plaget Dem med
mit Humør idag."

Anders Bratt gik og bed af Switzere og spyttede
dernede paa Sagbruget.

"Saa Johnston er deroppe?" svarede han Klaus. -
"Sig, at det skal bli ekspederet for ham alt; men at
jeg har det for travlt til at komme op, - jeg skal
skibe afsted en Ladning Planker."

Klaus's Øine vimlede noget i Hodet efter den Planke-
ladningen.

"Bare sig det!" skydsede han ham utaalmodig afsted.

"Saa gaar han vel sin Vei engang," mumlede Di-
rektøren; han var saamæn ikke i Humør til at se
Johnston . . .

Jaha, - jaha; - han spankulerede hastig frem og
tilbage langs Sagstokken, som gik for Kehradkjettin-
gen durende ind i den firdobbelte Cirkelsag, - Strøm-
mens Brug kan igjen komme til at faa den Ære at
skjære Tømmer for Værkskogene, naar Johnston fyl-
der Elven med Stokker, - og Jernbanen ved min gode
Tjeneste blir Faktum . . .

Elven var lav og gik søvnig om Dagene; der stod

SIDE: 449

knapt et kjøligt Træk op igjennem Gulvaabningen fra
Drivhjulet, og af og til kom der et sortkullet Træ-
stykke eller en svid Bargren frem i Faldet dernede.
Det bar Bud derovenifra, hvor det brændte om i Sko-
gene nu i Heden, - kanske ikke bare oppe ved Bi-
elvene . . .

De Kulbetene satte ham hver Gang i stirrende
Tanker.

Oppe i Landeveien kom der en Karjol rullende.
Støvdampen gjorde, at han havde ondt for at skjelne.

Veiinspektøren? - i slig Fart?

Det var, som det faldt ind just med de Tanker,
han havde gaat med. Der var noget paafærde.

Ganske rigtig, Veiinspektøren stansede ved Porten,
som førte op til ham.

Direktøren vinkede og var der i et Nu.

"Naa, Finkenhagen, brænder det?"

Den sortebrune stod pustende og lidende, med ud-
sprikede Ben og noget seigt Skum hængende ned fra
Mundvigerne.

"Ja ordentlig ogsaa, Hr. Direktør, rundt Tørrisvan-
det. Hr. Direktøren undskylder, at jeg -"

"Aa Fanden, er her Tid til at undskylde nu!"

- "at jeg ikke kjører op, men i Korthed tillader
mig at aflægge min Beretning her . . . og faar Deres
ærede Mening og Anvisning med mig ind til Byen om,
hvordan man skal sende Mandskaber. Der er gaat
Bud til Lensmanden om at skaffe Folkehjælp, og der
maa vel telegraferes efter Militær. - Eller hvad mener
Hr. Direktøren? . . . Jeg tør i Hasten udbede mig" . . .
Veiinspektøren drev paa at tørre sig i Ansigtet.

"Om Tørrisvandet? paa begge Sider?" - under-
søgte Direktøren ivrig, - "og saa indover Liadalen,
- i de tørre Myrerne der? . . ."

"Ja og oppe i Aasen. De véd, vi har Johnstons
Skove lige over paa den anden Side."

"Saa? helt - langt oppe i Aasen, De?" forhørte han
ophidset spændt; der gik som et Lysglimt over An-
sigtet.

SIDE: 450

"Og - tørt som Knøsk," - sa han langsomt . . .

Han stod betænkt og grov med Stokken; - men
tog sig pludselig heftig sammen: - "Naa, det er ikke
værd at la sig forbløffe heller; - der skal, - meget,
- saare meget, - til, før Ilden springer over Aas-
høiden, og tar fat paa Johnstonsiden - - temmelig
urimeligt . . ." Der skjød et hastigt forskende Blik op
paa Veiinspektøren -:

"Det gjælder naturligvis først og fremst at sikkre
de store Elvebergsskogene bag Liadalen; der maa gjø-
res Mandgard og hugges bred fri Aabning, ellers har
de den tætte Løv- og Vidieskogen som tørt Knas og
Bro for Ilden . . . Didhen! - med alt, hvad der kan
drives op av Folkemagt!"

"Men Johnstons Skoge lige paa den anden Side af
Liadalsaasen, - man mente, der kunde være -"

"Dem faar s'gu Aasen berge; - - Sten brænder
ikke."

"Man mente virkelig, der kunde være Fare for at -"

"Det er mit Raad!" - kom det kort barsk. - "Gjør
med det, hvad De vil . . . Jeg har været med min
Far og modtaget Tømmer deroppe i min Ungdom i
flere Aar, véd De, - og tør tiltro mig Kjendskab til
Lokaliteterne."

"Hvem tviler, Hr. Direktør; - det var netop for at
ha Deres saa Lokalkyndige Anvisning med mig ind-
over til Magistraten og -"

"Elvebergsskogene, siger jeg, - der er Faren! -
og skynd Dem saa og smør paa Hesten." -

Han skreg det hyttende til ham med et saa stygt
ophidset Ansigt, at Veiinspektøren i uvilkaarlig Pa-
nik lod Svøben falde paa Sortebrunen Gang paa Gang
og Jog nedover.

Direktøren stod en Stund og saa efter ham med en
ubeskrivelig haanlig skadefro Fortrækning . . . Hø, hø,
- man skulde naturligvis høfligst og venskabeligst
raadet den anden Vei, - det var vist ventet! - -
og ladet hele Mandgaren bare holde Vagt langs Aasen
for "vor Johnston!" - hans Interesse! - Jo, Menin-

SIDE: 451

gen var, at jeg skulde raadet behageligt nu for
Ve-nnen! . . . Og med det i Lommen skulde der
telegraferes til Amtet og Militær og Lensmænd.

Direktøren tog Veien opover i hastig lidenskabelig
Fart.

"Skogbrand, Jette!" ropte han - "det er de store
Elvedalsstrækningerne, som er truet, - - Johnston
er som sædvanlig heldig. Mens det brænder og steger
som i en Gryde paa den anden Side af Aasen, og
Bækkene koger, har han sin Skog saa fredelig, saa
Fuglene synger" . . . yttrede han med et uhyggeligt
Humor.

"Jeg er bekymret for de Elvedalsskogene, - -
uhyre Værdier" . . . kom han atter og atter urolig ind
i Stuen om Eftermiddagen, før han kjørte til Banken . . .

Dernede i Byen, hvor Snakket om Branden surrede,
svarte han saagodtsom bare afbrydende, - "Elvedals-
skogene! - Elvedalsskogene! - umaadelige Værdier,
- hundrede tusiner, som staar paa Spil!"

Al denne Løben og Renden som halvsvimle Hønse-
hoder og denne nysgjerrige Snakken hen i Unytte . . .
bare ligge iveien og spilde Tiden for vedkommende!
Direktøren glode og gren og bed Folk fra sig . . . Det
var Forretningstid endnu. Kassereren fik ha den God-
hed at bli siddende ved Skranken og ikke gjøre Hellig-
dag af Anledningen. Her var saamæn slet ingen Grund
til Fest for alvorlige Folk - Ruin og Elendighed! -
De var s'gu som Fruentimmer . . .

"Det kan vel være paatide, vi faar efterset og ryddet
op i disse flokede Dokumentaffærerne, Sparebanken
hægter i med Bergsunds Bo, - de dra'r ud og dra'r
ud, - over to aar gamle nu" - - -

Der blev en ordentlig gjennemgaaen og Oprydning
af Papirer den hede Sommereftermiddag . . .

- Direktøren sad endnu udover den lyse Aften dybt
nede i Arbeidet i Sparebankens Direktionsværelse, af
og til afbrudt af en Besked om Forføininger, der var
truffet i Anledning af Skogbranden. Klaus havde faat

SIDE: 452

Ordre til først at hente ham hjem med Hesten Klok-
ken ti.

Endelig begyndte det da at stille sig nogenlunde greit
for ham, hvad Sparebanken overhovedet kunde vente
at faa Dækning for, og hvad der ialfald fik bli tvil-
som Sagførerføde - -

"Kaptein Helgesen kommer med Dampskibet iaften
og reiser straks opover for at ta Ledelsen over Mand-
skaberne deroppe," lød det ind.

"Saa!"

Direktøren drev paa at rubricere og regne for at bli
færdig; men greb sig i at være falden i Tanker.

Han reiste sig utaalmodig og flyttede paa Jalousien
for at se bedre.

Naa naa, det var her, jeg var; - han saa op efter
en Arkside, tog og dyppede i Blækhuset for igjen at
notere og blev siddende fordybet samme Sted paa Pa-
piret . . .

Saalænge regner én, til én blir gal! Jeg faar gjøre
mig færdig.

Han tog ivrig fat.

Dette Skaret i Aasen . . . mumlede han, da han en
Stund efter fandt sig siddende i Tanker og iltert igjen
begyndte at ta op Gjennemgaaelsen.

Han havde Haanden med Pennen oppe i Haaret og
sad hvilende paa Albuen uopmærksom og død for Pa-
pirerne foran ham . . .

Dette Bækkeskaret der i Aasen, som gik fuldt af
Smaakrat med høi Gran imellem nedover til Johnston-
siden . . .

Det havde staat for ham traks idag, da han talte
med Veiinspektøren . . .

Det Skaret . . .

Han havde tat imod Tømmer for sin Far mange
Gange deroppe om Vaarene i sin Ungdom, - det var
altid femten, seksten Tylfter; - og saa havde man
hvilt paa Stokken og tat frem en Dram og Spekebogen
af Nisten, - der blev gjerne saadan et lidet Kalas

SIDE: 453

der i Stenuren ved Skjellet mellem Elvedalsskogen og
Værkseiendommene.

Det solstegende Skaret . . .

Han sad og saa det for sig ligetil Blaabæren og
Tyttebærlyngen - - og syntes, det praslede under
den af, at der var Ild . . . Saadan stille næsten røgfrit
sviende sig frem i Mosen og den knastørre Grund,
saa det blev som en usynlig Kulmile under . . .

Ingen skjønte det! - Hele Folkehjælpen stod bare
dernede og holdt Vagt for Aasen, hvor Skogen laa i
Røg . . . Saa skjød Jordgløden op igjennem Skaret, -
maatte den skyde op i den Forpost af Graner, som
i tynd Række, flekkevis to og tre og fire og siden fler
og fler, ledede ind til det Skogsnar, som paa den anden
Side af Skaret, Gran i Gran, rette som Lys der i Fjeld-
siden, bare tættere fortsatte sig nedover og blev til
store Værksskogen ved Bjørnelierne og Jonsvandet . . .
hele Johnstons Eiendom -

Der vilde ikke en Sjæl mærke det . . . De første
Granerne vilde bare stille forkulles de, og nogetslags
Flammer og Røg først skille sig ud, naar det brød
løs for Alvor paa den anden Side. Den ene Røgen
vilde dække den anden . . .

Og saa kunde de komme - og slukke!

Han saa udover hele vide Skogtaget, - hvorledes
Ilden tog Magt, og Røgen mere og mere begyndte at
vælte sig med et rødt Skjær indeni nedover Værks-
lierne . . . og ta - og ta ordentlig fat! - i sjelve
tykke, tætte Tømmerskogen . . . Det bragede og spra-
kede graasvart med Gnister i der, hvor Furuen stod og
bare ventede paa at faa nogle faa Aars Vækst til paa
sig for igjen at være tolv Alen ottetom, - vokse sig
stille op - som det var Johnston selv, - til det staar
der med hele Magten . . . blir Stamfar Abraham igjen
. . . med den høinoble Dannelsen . . .

Men jagu blir de stegt Harerne, og faar Ræven Pel-
sen svid nu og Ørreten kogt i Bækken!

Flammehavet rodede vildt og væltede lige ind i
Kjernen af Skogsværdien, - ødelagde Fjerdinger bort-

SIDE: 454

over . . . Umuligt at stoppe nu . . . Han sad med
aaben Mund og et afglemt Smil og fulgte Ildens
Vei -.

Udtrykket afslappedes med ét hen i dyb Skuffelse:
- Saa rent dødsstille i Luften; havde det bare blaast!

Han fik noget i Øinene af et Rovdyrs, som gaar
Glip af sit Bytte, og stirrede tomt forlegen . . .

U-mmm, - er det først tændt ordentlig op, gjør
nok Vinden sig af sig selv, - det blaaser altid om et
Brandsted . . . Det vil bli Veirdrag nok, - tilstrække-
lig fuldkommen! - trække op et Vindsus nedover
fra hele Dalen . . .

- Jovist tør det være Varme løs i lidt mere end
Skorstenspiben nu paa denne gjenfødte Glansen fra
Værket! . . . Jeg tænker, det kan ligne noget som Ruin
igjen, jeg, - og Johnston kanske komme nok engang
og maatte be pent om en Haandsrækning. - Det er
hans hele Kapital det . . . Hø, hø, hø, lo han fælt, saa
han selv blev ræd og saa sig om; han var drivende
sved - -

Kaptein Helgesen reiser didop inat - med den ind-
sigtsfulde Ledelse, han, - fulgte det stikkende haan-
lig. - Han vil nok begribe noget forsent imorgen, at
han ikke er der, hvor det brænder just, - hø hø,
- - nei, - og faa ta Ansvaret for Kyndigheden
sin . . .

Han strakte pludselig den senefulde Arm udover
Bordet med Næven knyttet og dreiede Ryggen, saa An-
sigtet halvt saa op i Taget.

Ansvaret ja! . . .

Han lod Haanden falde næsten som et Slag i Bordet
og føg op.

Jeg mener, jeg er gal jeg, - aldeles vanvittig! Det
er jo mig, som har raadet, ja kommanderet.

Det blev mig det, som havde brændt Skogene for
Johnston - -. Lige ind i lede Forbrydelsen . . .

Gad vide, hvor langt det vilde være kommet op i
Skaret til imorgen tidlig jeg? . . . begyndte han at

SIDE: 455

gruble. Ansigtet fik et eget hensunket Dobbeltudtryk,
det ene Øie glode ligesom stivt ind i noget.

Pludselig rev han Hatten fra Bordet og fo'r ud af
Døren.

"Er Dampskibet kommet? - Kaptein Helgesen reist?"
skreg han. "Kjør hen til Gaarder, Klaus, straks og hent
ham hid . . .

Er Bankbudet der?" raabte han ind i Bagbygnin-
gen, - "faa fat i Veiinspektøren - - øieblikkelig -"

"Jeg har grundet over Sagen og overveiet," udbrød
han imod Gaarder, som kom hæseblæsende. "Det maa
snues om det hele! . . . Det er Skaret over til John-
ston, som det gjælder om at faa hugget frit - saa
fort, som man bare aarker at naa didop! Der maa
sendes Ekspresser forat stoppe dem paa Veien, og
Finkenhagen faar op til Magistraten. Jeg reiser selv
opover inat, saa Kaptein Helgesen kan træffe mig, og
jeg lar gaa Bud paa alle Kanter . . . Det gjælder om,
at det ikke er kommet for langt alt.

Rend ind til Johnston, Klaus, - saa tar jeg Dig
op i Karjolen underveis, - forskræk ham ikke - sig,
at alt, hvad der staar i menneskelig Magt, skal bli
gjort."

"Jeg siger uden videre, han kan være tryg, naar
Far" - fo'r Klaus afsted.

Den nye Byfoged og Politimester paa Stedet havde
gjort grand Visit ude hos Direktør Bratt paa Strøm-
mens Brug; og prompte den anden Dags Formiddag
trak Direktøren i Ringeapparatet til Byfogdens Entré.

"Haaber, De undskylder, Hr. Direktør, at jeg maa
modta' Dem paa Kontoret, - her er bare tomme Væ-
relser med opstablet Flyttegods i, til jeg om et Par
Dage faar min Familie efter . . . Det har været drevet
med saadan Pres af min Formand, at jeg skulde

SIDE: 456

overta Embedet - -. Vær saa artig, - her er en
bra Skindstol! - og jeg raar ogsaa for en virkelig
god Cigar. Maa jeg by" -

"Takker. - Naa ja, at Deres Hr. Forgjænger havde
Hast med at tørre Støvet af sine Fødder og forlade
denne slemme By, kan jo ikke undre. Han skabte sig
det selv slig, at her umulig kunde bli behagelig, - en
smaafærdig juridisk Stivstikker De, - midt op i et
uroligt Sjømands- og Havneliv som her! Han kom
altid i Bêt."

"En retskaffen Mand og et godt Hode," - nikkede
Byfogden noget upaavirkelig.

"Aa ja - en, som altid kom under Hjulene paa
den Vogn, han skulde styre . . . Han laa saamæn
grundig overkjørt tilslut, - blev ikke meget spurgt
just" - -

"Ikke netop noget opbyggeligt Thema for mig, som
Eftermand," smilte Byfogden. "Jeg har forresten den
Mening, at, om man havde forstaat at bruge den Mand
rigtig, vilde han ha været en nyttig Kraft for Byen."

"Hm, - sygelig egensindig! - Han ruinerede sig
egentlig fra først af paa et ganske lidet Skjær. - De
har vel alt lagt Mærke til vor Byes gode velordnede
Belysning? - - Jo, han begyndte med at sætte sin
hele Byfoged- og Politimester-Autoritet ind paa, at vi
skulde faa to - siger og skriver to, De, - Lygter
oppe i en Baggade! - Han satte hele Byen paa Ende
for det, han, - og blev saa at sige selv hængt paa
de to Stolperne - -. Vi har saamæn maattet være
Politimestre selv lidt hver i disse Aar."

"Ja, det Ansvar haaber jeg da at skulle befri Dem
for," mente Byfogden, han trak Læben noget myndig
op under Næsen.

Pokkers embedsmæssig Mine, fandt Direktøren.

"Haaber Hr. Direktøren og andre indflydelsesrige
Mænd vil yde mig deres gode Støtte og Assistance!"

"Paa mig kan De stole, Hr. Byfoged, - og saa skal
De nok se, der med det samme hænger adskillige
andre Kræfter med."

SIDE: 457

"Kan ikke noksom skatte Deres Forekommenhed,"
takkede Byfogden lidt formellere egentlig, end Bratt
syntes, der behøvedes. -

- En overmaade udenpaastatelig Fyr, gik det i Di-
rektøren; han maalte ham med et og andet Øiekast, -
mindst af samme Høide som han selv, - af disse
røsselige, storbyggede Anseeligheder, som det ropte af-
veien for langt henne i Gaden og stod hel Vigtig-
hed af . . .

"Det er en vis Tilfredsstillelse, vil De nok forstaa,"
- mente Byfogden, - "at komme til at virke i en af
de Byer, som i de sidste Aar forholdsvis har udviklet
sig raskest . . . Den store stigende Trafik af reisende
 . . . bare et Hotel som Madam Michelsens gi'r én
straks Indtrykket - en gammel Herskabsbygning med
aldeles moderniseret Indretning, Diligence for Ind-
kjørselen, - høie prægtige Værelser med Udsigt over
Havnen . . . Og slige Lokaler til offentlige Møder og
Koncerter!"

"Hm - ja, vi har endogsaa to store Hoteller. Enok-
sens rivaliserer saamæn tappert og foretrækkes ube-
tinget af Byens Folk."

"Blot det herskabelige Udseende skulde for mit flyg-
tige Syn -. Men, hm," - han trak igjen Overlæben
op under Næsen, - "saadant kan jeg naturligvis ikke
endnu udtale mig om - Saa ganske ny Forhold kræ-
ver jo sin Tid, før man tør vente at kunne mestre
dem."

Mestre . . . Mestre . . . Det besynderlige Udtryk gik
i Direktøren . . . noget uafhængighedssyg, synes det.

"Og saa skal her jo være sjelden hyggelige sel-
skabelige Forhold paa Stedet," vendte Byfogden Pas-
siaren. - "Mennesker, som jeg og min Familie an-
tagelig kan knytte os til . . . De har ogsaa denne fine
hyggelige Johnston. Jeg gjorde ham min Visit igaar
og blev aldeles indtat i den Mand."

"Ja han har det med straks at indta Folk," kom
det hastig.

"Ja ikke sandt, saa jævn og ligetil . . . ikke Spor

SIDE: 458

af Arrogance; hans Hus er jo blet et Slags Udgangs-
punkt for hele den gamle kjendte Macolmske Slægt."

Direktøren sad lidt anstukket lummer:

"Op og ned ser De, Hr. Byfoged; - han lever da
paa Konjunkturer og Risiko han ogsaa! - Jeg kan
sige, jeg har berget ham baade én og to Gange,"
yttrede Direktøren med en Mine af beskeden Selv-
følelse . . . "Under alle Skogbrandene her paa disse
Kanter spillede det saamæn ganske besynderlig haardt
for hans Eiendomme. Det havde været hans totale
Ruin, om jeg ikke tilfældigvis havde gaat hernede med
mine Anelser, - jeg har gammelt Kjendskab til Sko-
gene deroppe, skal jeg sige Dem; - og det lykkedes
mig virkelig at faa dirigeret Mandskabet der saavidt
betids - allersidste Time, forsikkrer jeg Dem, - at
Ilden endnu blev stanset! . . . Det kunde i visse Maa-
der kaldes en sand Skjæbnedag for den ganske John-
ston-Macolmske Familie" . . .

Byfogden bød en tændt Fyrstikke yderst venlig,
medens der laa en hel Del af den anden Side af hans
Funktion, - den som Politimester - i hans efter-
tænksomme Blik - -. "Jeg hørte da ogsaa Hr.
Johnston omtale Dem med tilsvarende Varme."

Direktøren reiste sig med ét . . . "Det var altsaa
- foruden at gjøre Dem min Gjenvisit, - min Me-
ning, at bede Dem disponere over mig, om jeg kan
vise Dem nogen Tjeneste nu i Begyndelsen, De skal
indrette Dem og sætte Hus her, - Arbeidsfolk for
Eksempel - Snekkere. Jeg har Folk nok at overlade
Dem fra Sagbruget."

"Overordentlig forbunden . . . særdeles Tak, Hr.
Direktør!"

Direktøren hastede ned ad Gaden.

Den ny Politimester syntes ogsaa at ville trone
noget høit i Sadelen, - agtede kanske at gaa sine
særlige høistegne Veie, - om han fik slippe til da!
 . . . "Knytte sin Omgang" . . . "Vælge sig sine For-
bindelser - -"

Og straks an i Johnston! . . . Han slog ud med

SIDE: 459

Stokken, og der trak op en haanlig Mine som ved no-
get, der bed og sved . . . den Henrykkelsen turde
kanske ikke bekomme ham saa vel . . .

Ruttede han ikke ogsaa alt med Madam Michelsen
og hele Hotellet, som han kunde være en gammel Olde-
far her paa Stedet. - Det kan saamæn bli ham, som
tar den naadige Overbestemmelse over Lokalerne for
Byen baade i Sorrig og Glæde!

Det maa, forsørge mig, sættes en Stopper for itide!

Han gik stærkt betænkt med Hagen ud . . .

Det har overhodet aldrig været noget bra, dette
Fiendskab med Madam Michelsen . . . Blir aldrig noget
rigtig præsentabelt dernede hos Enoksen, - lugter af
Skydstrafiken . . . noget Nummer to over det!

Han begyndte saa smaat at drive i Gaderne og
skjænke Lokaliteterne om Hotellet en vis Opmærk-
somhed; han havde egentlig ikke været akkurat forbi
Porten der nu paa et Par Aar . . . Adskillig nyt, fint
Udstyr og Messingstads ved Trappen og Gadedøren,
- og indenfor Indkjørselsporten skimtede han i Dili-
gencen, som stod og ventede paa sin Holdeplads; de
trak netop et Par Heste hen, som skulde spændes for.

. . . Egentlig Synd, om Byen ikke helt og fuldt
skulde repræsenteres og ha Adgang her! - - -

- Der kom et Skrækkens Bud ind i Kjøkkenet til
Madam Michelsen, at selve Direktøren var inde i hen-
des private Stue og vilde tale med hende.

Madamen stod rød foran Stegeilden; men endnu
rødere blev hun.

"Direk-tø-ren - her? - Du milde Skaber! -"
Hun sænkede Sleven.

"Ja, og han vil snakke med Dig, Moster."

"Med mig? - - Hvad kan det være for Ulykke,
som nu skal over os . . . Jeg blir, saa jeg ryster . . .
Nei, ikke gaar jeg ind, - det skal ingen menneskelig
Magt faa mig til! - tog han ikke Klubben fra mig
- og Telegrafstationen og alle Byens Møder og Baller
 . . . Har han ikke tat Byens Ære fra mig saa langt
som det stod til ham, - og skadet mig, stakkars for-

SIDE: 460

svarsløse Enke, baade i Ord og Gjerning? - Ikke gaar
jeg ind til den Ondskaben, saalænge jeg aarker at staa
herude idag. Sig ham det Du. - Sig ham det Du! . . ."

Hendes halvvoksne Søsterdatter, som bar Budet, blev
staaende raadløs forskrækket i Kjøkkendøren.

"Sig det, - sig det bare! . . . Jeg skal tilslut kan-
ske flytte ud for ham, saa han driver mig fra Ho-
tellet?"

"Aa nei," - hun ordnede i Fortvilelse lidt paa
Haaret og kastede Kjøkkenforklædet, medens Blikket
igjen blev det vanlige betænkte, - "det tør der nu
først staa en liden Dyst om."

Hun skred indover Gangen, væbnede sig med sin
og Hotellets Værdighed, og traadte dirrende og bleg
ind i sin Stue:

"Jeg erfarer, Direktøren vil tale med mig . . . maa
jeg faa høre, hvad for Ulykkens Budskab?" skalv Stem-
men. - "Jeg maa bede Direktøren være saa artig at
sidde ned."

"Nu skal De høre lidt rolig paa mig, Madam Mi-
chelsen! Vi er jo saa at sige Bysbørn og gamle
kjendte."

"Ja det skal Gud vide, Hr. Direktør, at jeg og Ho-
tellet har faat kjende Dem, - alle de vaagne Nætter,
jeg har ligget og grædt -"

"Lad mig sige Dem, at De er en af de Koner, som
har indgydt mig allermest Agtelse og Respekt - slig,
som De styrer Deres store Affære og forstaar at ar-
beide den op."

"Det er jo ligesom lidt nyt af Aaret, Hr. Direktør,"
kom det bidende og smilende, indblank i Øinene.

Direktøren la Haanden mildt hen over hendes
Haandled:

"De kan nu vel tænke Dem, at jeg aldrig har havt
noget personlig imod Dem, Madam Michelsen?"

Hun studsede . . . en slig Tanke syntes virkelig ogsaa
at ligge fjernt.

"De har en saa sjelden god Forstand, at jeg mener
at kunne tale med Dem som Mand til Mand, Madam

SIDE: 461

Michelsen. De er ikke saa kveppen for et lidet Ord
vel? . . .

De véd, jeg har offret alt, brugt al min Kraft for
den Jernbanen! Og De vil nok huske mig lidt fra
gammel Tid, Madam Michelsen, jeg halverer ikke,
Hensynene er ikke min Sag," - han klappede hende
spøgefuldt paa Haanden. - "Den har været mit Livs
Tanke, den Jernbanen, i de sidste Aar. - Og, saa-
længe Diligencen, som saa væsentlig hviler paa Deres
Hotel, laa iveien for al rimelig Udsigt til at faa den, -
maatte jeg jo være imod Dem. De kan da forstaa
det. - Det var ikke rigtig, Madam Michelsen, - nei,
det var ikke rigtig af Dem, at De støttede den Dili-
gencen!"

"Jeg maa trøste mig med, at en Mand som Johnston
ogsaa var for Sagen," indvendte Madamen fint.

"Johnston er, som baade De og jeg godt véd, Ma-
dam," - blinkede han, - "i Offentligheden et rent
Barn uden Anelse om i hvis Hænder, han falder . . .
Den Diligenceindretningen har skaffet mig en alvorlig
Modbør, - har det nu end tilslut lykkets mig at faa
Kræfterne saavidt forenede, at Jernbanesagen er paa
det tørre -.

Og dermed, - jeg er vis paa, De ser det saa godt
som jeg, - er De, Madam og Hotellet blet mig lige
kjære som i de gode gamle Dage . . . Jeg tror ikke,
jeg tænker saa feil, naar jeg mener, De er saapas Kone,
at De kan skjønne min Handlemaade, - der skulde
Pokker i Deres Sted ha likt den, - jeg forlanger ikke
Urimeligheder . . .

De blir rig De, Madam Michelsen, stenrig, naar nu
ogsaa Jernbanen kommer og gjøder Dem med rei-
sende . . . De Afdragene til Sparebanken skal det ikke
ha nogen Pres med, - regn De trygt paa mig . . .
Og lidt efter lidt tænker jeg, vi skal være i den gamle
Gjænge jeg. Vi har prøvet Enoksen - anden Rangs,
ser De! . . . Han faar være som en Reserve, naar man
ikke kan opnaa at faa Lokaler her om Sommeren! -
Min Søn Klaus klager over de akustiske Forhold i

SIDE: 462

Salen der. De faar ta Dem af Sangforeningen De,
Madam Michelsen; - de unge Mennesker maa ha det
lidt hyggeligt, véd De."

"Ja Deres Søn har saamæn ikke været saa streng
som Direktøren," spøgte hun, - "jeg har da havt Æren
af hans Besøg imellem."

"Hm-mm" . . . Direktøren reiste sig.

"Jeg rækker min Haand ud, Madam Michelsen!" sa
han indtagende.

Madam Michelsen kjæmpede med Graaden, - det
gik høit i hende. - "Direktøren har været som et
strengt Veir over mig . . . Havde vi ikke havt disse,
indholdsrige Somrene med alle de velsignede Turi-
sterne, vilde gamle Holmsengaarden arbeidet som i
Skygge nu i to Aar . . . Men saa har jo nu alt vendt
sig til det bedste!"

- - "Det er ikke greit," erklærede Madam Mi-
chelsen siden, - "naar Direktøren saadan rækker
Haanden ud. Var det ikke, som de to svære tunge
Aarene smeltede og blev til ingenting, - om én ikke
kjendte Svien endda!"

Johnston blev idag igjen siddende derinde i Stuen
og passiare med Fru Bratt.

Han var kommet saa aldeles træt ind; det var or-
dentlig som han hastede efter at naa hen til Sofaen
og faa hvile . . . Han havde tat sig saa urolig, lige-
som ængstelig til Panden, og maatte bede om et Glas
koldt Vand . . .

Nu var det over, havde han sagt, - og han blev,
syntes Fruen, saa unaturlig overinciteret livlig, - saa
hun ordentlig følte sig beklemt ved det. Det stod langt
fra vel til med hans Helbred.

Han blev, saa underlig springende i Passiaren, -
glemte det sidste, han havde sagt . . . Nu var det om
Arvestykker og Antikviteter . . .

SIDE: 463

"At De kan interessere Dem for saadanne gamle
Sølvuhre ogsaa, Johnston!" spøgte Fruen.

"Ja, det er kanske lidt naragtigt, og - hør nu, sig
ikke noget til Bratt om det!" - han saa næsten ængste-
lig sky op. - "De véd, han kritiserer sligt noget; -
det er jo, som De siger, lidt barnagtigt . . . lidt kuriøst"
 . . . kom det halvt generet -. "Men Deres Mands
Uhr er virkelig ganske mærkværdigt . . . Han har for-
talt mig engang om det . . . Hans Oldefar kjøbte det
i sytten hundrede nogle og niti, tror jeg, i Kjøben-
havn, - det var et af de første Uhre, der blev arbeidet
hos Urban Jürgensen, den berømte Uhrmager der, som
nu har Verdensfabrik i Schweitz . . . En Søn af den
Jürgensen blev Konge paa Island . . . Kan De ikke faa
ham til at fortælle noget om det - saadan ved
Leilighed, Fru Bratt?" henkastede han saa inderlig vart
 . . . "Det var langtfra noget Kronometer længer, -
Bratt maatte stadig passe og stille det" . . .

Han sad og betænkte sig og svælgede ligesom ner-
vøst i Halsen . . . "Saadant et Uhr, som gaar og gaar
 . . . og tæller og maaler Virkeligheden . . . der kan
være som en Dom i det . . .

Det, jeg vilde ha Rede paa," - tog han sig pludse-
lig sammen, - "foruden det andet -; men De skal
ikke le af mig - - det er, om Uhret i de senere Aar,
- efterat det er blevet slidt, ser De, - har gaat for
hastigt eller for sagte? - Uhre, som slides, er vist til-
bøielige til at haste? - - det er nok saa med alle
gamle Lommeuhre, tror jeg. . . .

Jeg erindrer saa tydelig, han klagede over, at det
gik galt dengang," - mumlede han.

"Sig mig, véd De ikke, om han bruger at stille det
frem eller tilbage?" spurgte han med ét saa ivrig, at
hun maatte se paa ham; han var ganske echaufferet
og sved.

"Det ligger nu i en Skuffe, Johnston, - har ligget
der i de sidste Aar, siden det en Dag faldt i Gulvet . . .
Bratt siger, han vil sende det ned til Kjøbenhavn for
at faa det repareret."

SIDE: 464

"Naa - saa, itu - i flere Aar" . . . Han syntes
rent skuffet og tog sig igjen til Hodet . . .

"Gud véd, hvorledes vi kom til at snakke om det
Uhr?" sprang han pludselig igjen fra Emnet. - "Jo
jo, - det var Deres lille Guldkjæde, Frue, som jeg
blev hængende i -. Jeg kan ikke tænke mig Dem
uden den fine Guldlidse nedover den gulbrune Silke,
- og saa den lille aldeles upassende Messingnøgle
hængende i! - Saa fin og lidt - lidt glemsk, som
Fruen selv er . . . Aa, hvor det er langt ifra sludsket
eller noget henimod det, - det er, som den Uhrnøgle
med ét er ophøiet til Guldnøgle."

"De gir mig Sandheden i Sukkerpiller, Johnston,"
lo Fruen, - "den Skavank ved min Ordenssans har
været mig en slem Anstødssten helt fra Ungdom-
men af."

"Hm, - jeg bekjender gjerne, at jeg blir fangen
i Fruens store, brune Øine -. De er saa kloge og
gode at ha paa sig . . . De forstaar vist, De gjør mig
godt, hvad? - Det er en Slags Tilstaaelse, jeg gaar
ikke fra det . . . Jeg kan gaa hid bare for at faa dem
til at hvile lidt paa mig" . . .

Det kom saa trist tungsindigt.

"Jeg tænker, vi kalder det et godt Venskab, John-
ston . . . De har kanske lidt Tillid til mig?"

"Lidt?"

"Naa ja, saa sig meget da; - det smigrer mig,
kan De forstaa. - Og nu skal jeg spionere ud om
min Mands gamle Uhr for Dem? . . . Hvilken Sam-
vittighed jeg faar!" ledede hun det igjen hen i Spøg.

"Nei le ikke, le ikke, - naa ja, jeg ser det paa
Dem, - saa le af Hjertens Lyst, - naar jeg er
gaat."

"Hør Johnston! - havde De ikke egentlig Lyst til
at ha det gamle Uhret til Foræring? . . . Jeg véd slet
ikke, om jeg er saa mægtig over Bratt; - det er jo
et Familiestykke og -. Men, hvis det nu var Dem
saa rigtig om at gjøre, og især, - især, - hvis jeg

SIDE: 465

fik sige Bratt, at det er en Orm, De plages af, - at
De i Stilhed gaar og misunder ham det Uhr?"

"Nei ikke for alt i Verden, Frue! - hører De," -
fo'r han næsten forfærdet op. "Det vilde være mig
rent uhyre imod; - ja jeg vil sige Dem, at det ordent-
lig vilde gaa mig nær, om De gjorde det! Der er
noget i et saadant gammelt Venskab, som mit og hans,
som kan ha saa saare Punkter der, hvor ingen anden
kan forstaa det -."

"De siger noget, Johnston, - De siger noget" . . .

"Hvad?"

"Jeg falder rigtig i Tanker ved det - nu, De siger
det . . . Det er saa ofte, jeg ikke begriber" - -

"Men De lover mig det, Fru Bratt, - gi' mig Deres
Haand paa det, - ikke noget til ham om mine Uhr-
magerpassioner, - jeg vilde genere mig. - Det er
min Natur . . . Den eneste i Verden, jeg synes, jeg tør
betro ogsaa en Naragtighed til, det er og blir Dem,
Frue! Der er noget ved Deres Ansigt, saa jeg kunde
bekjende som for Vorherre . . . Jaja, jaja, - jeg ud-
taler mig, saa det er nok paatide, jeg kommer mig
afsted, mærker jeg . . ."

Han tog hastig og noget distræt Afsked og vandrede
lidt foroverbøiet nedover Alléen . . .

- - Var Feilen, at det gik for hurtigt? - repe-
terede det i ham for hundrede Gang . . .

Han laa bare og tænkte paa det Uhr om Nætterne,
- det blanke, fine, gammeldagse Sølvuhr . . . Han saa
det, - det var saa fintformet, - skabt som til at glide
op og ned i Lommen akkurat, som Direktøren tog det
op ved Kortbordet i Klubben, før Assurancen blev
noteret efter det, - tyve Minuter over elleve . . .

Havde det gaat for hurtigt, - siden det altid gik
urigtigt, - og Klokkeslettet i Virkeligheden endog
været mindre, end Direktørens Uhr viste, - for
Eksempel bare ti eller fem Minuter over elleve? -
var der ikke Spørgsmaal eller Tvil om, at Telegram-
met om Forliset jo var indleveret hjemme hos ham
saa nær i Tiden, før Assurancen noteredes deroppe, at

SIDE: 466

han umulig vilde ha kunnet fundet det, om han
ogsaa virkelig havde reist hjemom for at undersøge
 . . . Kvitteringen for Modtagelsen viste efter Telegraf-
stationens Uhr ét Kvarter før elleve . . . Mellem det -
og tyve Minuter over elleve - -

Saa var alle disse hans mulige Tanker og Motiver,
som han ikke kunde lade være at forske efter, uden
Virkning, - de havde absolut ikke gjort fra eller
til! . . . Den Forudanelse, som han undertiden mere
og mere syntes, han huskede, han havde havt, - kan-
ske bare forvekslede med sin Frygt for Uveiret og For-
lisene i Almindelighed den Aften? - vilde da været
totalt uden Betydning . . .

Tanken om, at et muligt forsigtigt Instinkt hos ham
dog alligevel kunde ha været det, som havde ledet
ham dengang til ikke at reise hjemom først, - den
voksede sig i hans Indbildningskraft større og større,
tungere og tungere i de lange triste Nætter, medens
han laa og klarsynt stirrede og tænkte paa Viseren
i det gamle Sølvuhr . . . Hans Sjæl hang tilslut ved
den fine, pilformede Langviser af Guld - -

Hastede den, var han fri, - der blev som let, høit
frigjort Luft om ham, som han kunde flyve.

Men saa kom der Timer, tunge lange . . . da Vi-
seren sagtnede, - da alle gamle Sølvuhre pleiede at
sagtne! . . . Langviseren blev som en sort Streg foran
den anden lille gule; - Tiden for Assurancen blev
halv tolv, ja over . . . og Telegrammet om Forliset laa
der hjemme . . .

Guldviseren blinkede saart ind i hans Hjerne, -
bankede som en Naal i en Byld . . . den sagtnede - -
den fortnede . . .

Det var idag, han første Gang i Sjælens Angst
havde vovet sig frem til at bringe det Uhr paa Bane
for Fru Bratt, - saa ofte, han alt havde grublet og
pønset og været fristet til at gjøre det; - men stadig
veget, medens han havde det paa Læben.

Disse fortærende Tvil masede sig op igjen og op
igjen, - gik som et ustanseligt Angsthjul i ham . . .

SIDE: 467

Klaus kom farende paa sin ny Velociped hjemover
fra Byen, - foroverbøiet i Jockeyhue med de tætte
smaa sorte Uldtotter af Knebelsbarter optrukket under
Næsen, medens de stærke Lægger gik i fuldt Arbeide.
Han peb og ringede, varskoede og svingede som en
Vind forbi Folk og Kjøretøier i Landeveien . . . Han
dreiede og vendte det til den ene og til den anden Side,
slog Slangebugter . . . Der udfordredes ingen Kræfter,
et Barn kunde lære det. Han behøvede ikke mere end
sytten Minuter for at naa ind til Kontoret i Byen -
og havde tilbagelagt Veien op til Heje paa tre Timer
og et Kvarter!

Han kom optat og med en vis Brask ind i Stuen,
hvor de alt var ved Eftermiddagskaffeen.

"Hvor er Du blet af idag da, Klaus?" spurgte Gjer-
trud, - "vi er færdige med Middagen for en Time
siden. - Har du spist nogetsteds ude?"

"Aa, Gjertrud, det kommer jo ikke os ved," mente
Direktøren liberalt, - - "har siddet med Kamme-
rater hos Madam Michelsen vel? - han maa saamæn
ha sine Veie i Fred."

"Far siger, jeg aldrig kan glemme Spisetiden. Men
saa har jeg da kommet til at gjøre det idag - til-
fældigvis," sa Klaus og leverede et Telegram hen til
ham paa Kaffebordet. - "Naa! - tag og læs, som
der staar . . . Jo, Jernbanelinien er afgjort i Storthin-
get . . . Grand Feststemning og Sammenrottelse oppe
hos Madam Michelsen naturligvis . . . Vi fulgte Slut-
ningen af Debatterne pr. Telegram, og, da Stemme-
givningen kom, brølte vi ni Gange Hurra."

"Det maa Du dog føle som en stor Glæde, Bratt!"
udbrød Fruen. "Der har Du da udrettet noget."

"Ja, Far ja!"

"Jasaamæn, Du Jette," - sa Direktøren stille be-
taget af Efterretningen; det havde jo altid spillet endel
om Udfaldet; - "lidt Fortjeneste tør jeg vel kanske
tillægge mig af dette . . .

SIDE: 468

Det er saa underligt Du," kom det lidt efter, som
han sad og grublede, - "bare for nogle Aar siden
stod det for mig, som det skulde være det stolteste
Øieblik i mit Liv, om dette nogensinde kunde opnaas;
og nu, har vi det - -. Det er saa mange nu, som
har staat Fadder for det og ligesom tuklet og rørt
ved det . . . Det var mit Forslag, - og ingen anden
end mig engang, som Folk rystede paa Hodet til for
det; - det var saa umuligt, - saa utænkeligt. - Og
saa med engang, saa blev det saa tænkeligt!" . . .

"Da kan jeg nok saa smaat klunke paa til Dig,
Far, - at der alt længe har været paa Tale i Byen
at celebrere Dig som Ophavet - foruden til dine tre
Børn, - ogsaa til den kommende Jernbane her i Di-
striktet . . . Det var paa Tapetet oppe hos Madam
Michelsen nu ogsaa; - de vilde benytte den Dag, da
Regjeringens Sanktion indløber hid officielt, til i De-
putation fra Formandskabet og Byens forskjellige
Kredse at, - aa ja, det kommer saa ud alligevel nu
og, har jeg sagt A, maa jeg sige B ogsaa, - over-
ræ-kke Faderen et Horn af Sølv med Figurer paa."

"Mig? - mig, Gutten min" . . .

"Nei nei, se Faderen, Mor, han er saa min sandten
for en Gangs Skyld beskeden."

"Klaus kommer sandelig ladet med Efterretninger
idag, du Jette!" lo Direktøren.

"Faderen gaar tydeligvis godtroende ud fra, at jeg
har aabenbaret ham alt nu, Mor - og ikke skjult det
mindste Korn. - Dette har jeg nu gaat med betydelig
længe - udenvidere helt fra Februar til Mai, uden at
nogen Sjæl af Jer har mærket saa farlig paa mig,
tænker jeg! - Dit skarpe Blik har naturligvis gjen-
nemskuet mig, Gjertrud? - alligevel. - Jeg er vis paa,
hun siger det bagefter, - hun simpelthen ser alting,
Mor . . . Men saa sidder jeg da inde med nok en
Humle i Sagen; og det diskuteredes saamæn ogsaa
idag, mens vi spændte os paa Telegrammerne . . . Det
var hverken mere eller mindre end, at Fars Portræt

SIDE: 469

skulde ophænges i Sparebankens Direktionsværelse,
som den, der har stiftet den."

"Hører Du, Bratt!" sa Fruen.

"Den, som bare var lidt skjøn, Du," spaste Direk-
tøren; han vandrede op og ned af Gulvet.

"Ne-i, Faderen er ikke forfængelig, Mor, - - han
vil bare saa gjerne hænge oppe i Sparebanken, som
han vil leve!"

"Flab, siger jeg," - murrede Direktøren, han gik
der i perlende Humør.

"Der var bare én Stemme om den Sag - eller rettere
et Hyl, - da dine Meddirektører, Kæmneren og Mul-
wad foreslog, at de og nogle af Sparebankens Re-
præsentanter ogsaa skulde komme i Procession og be
om din Tilladelse til at lade Abraham Johnston ud-
føre en Kopi af sit udmærkede Portræt af Dig for at
hænges op der . . .

Saa nu kan I kanske skjønne, at jeg har havt noget
at være borte fra Middagen for!"

"Saa, saa, - jaha, - saa det slap dog alligevel didud
 . . . ha den Ære . . . at en Søn af hr. Johnston" . . .

Direktøren blev staaende ved Vinduet og se ud.

"Var Johnston deroppe?" - vendte han sig braat til
Klaus.

"Ja-a, - og vi gratulerede ham naturligvis som
Potentaten, hvis Skoge nu laa ved Jernbanen."

"Det er mig det, - mig, - som har øst Guld og
Magt i den Mands Lomme . . ." mumlede han mørkt;
det lød halvt som et tungt Suk . . . "Hr. Johnstons
Søn, - den unge Arvings Kunstværk, - he he, -
he he, - takker for Æren! - det skal man saa komme
i Deputation og by mig som en stor Æresbevisning
for tyve Aars Arbeide og for, at Sparebanken nu sidder
med en Formue af hundrede og femti tusind . . . Aa
nei" - han vendte sig til dem i voldsomt Oprør, -
"jeg takker ærbødigst, - jeg skal da vide at holde
Sparebankvæggen blank for det!"

Han greb Huen og skyndte sig nedover til Sag-
bruget.

SIDE: 470

"Her er jo som en Daarekiste!" udstødte Klaus,
stirrende frugtesløst ud for sig. - "De vil løfte ham
paa Guldstol, og saa spænder han bare! . . . Jeg vil
udsætte en Præmie for den, som begriber det - - -.
Ja-a, - naar alting skal være bagvendt saa, - man
faar ialfald Verdenserfaring!" - han vendte bittert
sine Fjed ud mod Middagsmaden.

"Verdenserfaring, - han!" - henkastede Gjertrud
efter ham.

"Stakkars Klaus, han har sandelig gode Evner, bare
Verden var lidt bedre!" kom det dybt fra Fruens
Hjerte. - Hun saa saa besynderlig ud, - der laa
noget næsten skrækslagent i Minen . . . Pludselig greb
hun Datteren i Armen -

"Gjertrud, - nei, her kan komme nogen! - Gjer-
trud, følg med mig!" . . .

Hun skyndte sig ud og nedover Haven med Datteren
ængstelig efter sig, helt til det nederste Lysthus . . .

"Gjertrud," - hun forvissede sig endnu som i pa-
nisk Skræk, om nogen kunde høre dem . . .

"Det maa ud, - jeg maa bare hviske det, bare
hviske det . . . jeg tør ikke, Gjertrud! . . . Far holder
paa at bli' en ganske anden Mand, jeg har set det
længe, men ikke forstaat det før paa det sidste, -
før nu idag! . . . Vi kan ikke hjælpe ham, - kan ikke
hjælpe ham . . . han er, - ja, hvad skal jeg kalde det,
- lad mig sige det med engang!" - udstødte hun -
"et Bytte - for en daarlig, ussel Misundelse mod
Johnston." . . .

"Nei men Mor da!" afbrød Gjertrud, - "Du véd,
Far altid har været saadan, at han ikke har taalt nogen
ved Siden af sig . . . Det er ikke bare Johnston det."

"Aa nei, nei, - det er, som han blir rørt af et glø-
dende Jern, naar Johnstons Navn bare nævnes! - Det
brænder og svier i ham . . . Et tilfældigt lidet Ord
kan bringe ham ganske ud af sig, - vokse op til de
værste Krænkelser! . . . Han skjuler det, - bider sig i
Fingeren - har Du set det? . . . Humøret er som
rent forgiftet; han raar ikke med det . . . Og det værste

SIDE: 471

af alt! - han tvinger sin stærke, ligefremme Natur
til at hykle, - lider og pines under det, saa jeg véd
ikke, hvad der skulde være et Sjælehelvede, naar det
ikke er dette! . . .

Jeg synes undertiden, han faar ligesom et saadant
leit, leit Dobbeltansigt. - Aa, - det gjør mig saa
ondt," vaandede Fruen sig . . .

"Han baade hader og elsker Johnston . . . Der er
noget vanvittigt i det . . . Og - det er noget," -
hviskede hun mystisk, - "jeg frygter, Du, mellem ham
og Johnston, - noget ubegribeligt, - som Far er
Skyld i . . .

Jeg føler, vi er inde i onde Ting, Gjertrud, - noget,
som Verden ikke ser -. Ja Far er syg, syg, - util-
regnelig Du, - besat" - hun hulkede - "af en for-
tærende Misundelse!"

Hun havde faat Hovedet ned i Datterens Fang.

"Det er jo akkurat som med mig og Abrah -" - -
brast Gjertrud pludselig ud; - hun sad fortabt og stir-
rende med de mørke Øine ind i en hel Verden . . .
Hun kjendte det saa vel. Ligesom et pludselig Greb
af en Jernklo inde i Brystet, saa man med engang
blev et andet Menneske, lukket, stiv - fjern . . .

Hun saa som med et synsk Øie inde fra Dybet af
sit over i Faderens som gjennem en Rude . . . Ja-
lousi, - Misundelse . . . bare to forskjellige Stege-
rister, - de samme vanvittige Lidelser! . . . Havde
hun ikke alt dræbt sin egen Kjærlighed? skreg det inde
i hende . . . Hun sad og strøg Moderens Hoved, som
det kunde være den lille Fugl, hun havde - -

Aa, hvor det var uhyre Synd i Far! . . .

Moderen var begyndt at vandre frem og tilbage i
Lysthuset.

"Jeg har tænkt paa, Gjertrud, - om der ikke burde
skrives til Abraham? . . . Johnston gaar der saa svag
og underlig nedtrykt. - Om jeg skrev til ham . . .
eller" . . . hun saa stille forskende paa Datteren, -
"hvad tror Du, Gjertrud, - mener Du, at det gik an,
at Du skrev . . . Hvad, tror Du, var bedst, Du? -

SIDE: 472

Han burde vist hjem . . . Jeg synes rent, det blir
nødvendig at gi ham et Vink om, hvor høilig hans
Far trænger til at ha ham om sig . . . Skrev Du,
Gjertrud, saa -"

"Jeg, Mor? - skrive . . . nu" . . .

Det laa som en langt ind krympet, brusten Traad
for hendes Syn . . . To, tre Aar for ham i et bøl-
gende optat Liv, fuldt af Spændinger og Ærgjerrighed
mellem nu og den Dag paa Landeveien . . . Hun var
for ham blevet noget af det fravoksede hjemme i Smaa-
byen, - en tilbagelagt Idyl . . .

Den vante lidenskabelige Jalousi paa hans Kunstner-
liv, og hvem der kunde beskjæftige ham, skjød op
igjen; - men kom med ét i et saa skjærende Lys
for hende . . . Var det igrunden de Modellerne, han
talte saa frimodig om, hun i sit inderste Hjerte fryg-
tede? . . . Nei, det var hans hele Kunst, hans videre
Omraade, hans Aand hun vilde ha indsnevret under
sit! - Og alligevel, - var det ikke hendes kjæreste
Tanke, at han skulde være Kunstner? - male her-
ligt! - han med al sin ubændige Ild, som fyldte hen-
des Forestilling som ingen anden? . . . Hvad havde
ikke denne iversyg vogtende, dræbende Lidenskab bragt
hende til? . . .

Som de to havde kjendt hinanden, - "vokset sig
sammen", havde han sagt . . . Hun havde jo lovet ham
sit Venskab for Livet! Det gav hende baade Ret og
Pligt nu . . .

"Sa Du skrive, Mor?

Jeg vil sidde oppe iaften, saa Brevet til Abraham
kan gaa med Posten imorgen tidlig."

Abraham var kommet hjem lige fra Paris - som
en Overraskelse! . . .

Han længtes saamæn tilslut saa efter Far og Tante

SIDE: 473

Sophie og alting hjemme, at han havde ladet et Bil-
lede staa vaadt, halvfærdigt paa Staffeliet efter
sig - - -

"Du skulde egentlig betale det, Far," - spøgte han
 . . . "Men jeg er ikke slig Pengepuger som Du, -
jeg eftergir det . . . Vi er jo græsselig rige nu! - -
Du ser svært bra ud, Far, - ja, jeg mener ikke saa
struttende just af Sundhed; - men noget for en Maler.
Du kan tænke Dig, jeg er vant til at se paa Ansigter,
jeg -. Vi faar retnu ta Dig -."

"Det var saamæn en Idé Du . . .

Men det var da sandelig mærkeligt. Jeg er ikke
istand til at bli klog paa det endnu, - at Du kom
saadan hjem, mener jeg . . . Du har en Grund, Gut!"

"Men kjære, hvad for anden Grund end den, jeg
siger."

"Aa Snik, Snak, - Du er ligesom saa opstemt snak-
kende og rar ogsaa, saa det grænser ligesom lidt til,
at Du narrer mig med noget - -.

- Ja Du kan nu vel tænke, at jeg er glad, fordi
Du kom! - Det er jo ikke netop saa morsomt at gaa
her og traske i Forretningsmøllen . . . Og, - jeg skal
jo bekjende, at jeg heller ikke føler mig saa frisk i
Humøret af det . . . Men nu, Du blir her i hele Vinter,
siger Du, - tror jeg saamæn, det skal letne . . .

Hør Abraham, tror Du ikke, jeg skjønner det, -
Tante Sophie har skrevet noget til Dig? - saa ud-
trykkelig, som jeg har forbudt hende det," fo'r han
med ét nervøst op.

"Der har Du mit Æresord, Far, paa, at hun ikke
har gjort det; - efter hende skulde Du være ved den
galanteste, mest pengepugende Helse . . . Hun har
narret mig, for Du er jo daarlig, er Du!"

"Fru Bratt skulde tilfældigvis ikke . . ." kom det
forskende.

"Mit Æresord - - -. Men, siden Du endelig vil
kige mig slig i Papirerne, saa kan jeg jo gjerne sige
Dig det, - at jeg fik en Idé, Du, - en gammel
en - -. Du véd saadant noget, som én aldrig blir

SIDE: 474

kvit -. Jeg maatte hjem og se paa den Gjertrud
Bratt; - hun var et svært interessant og uhyre van-
skeligt Portræt. Jeg har følt det som en Kraftprøve,
om jeg kunde opnaa at male hende. - Først og fremst
kommer det nu an paa at faa hende til da; - hun
vilde absolut ikke i sin Tid." . . .

"Saa, Du, - jeg kan stole paa det! - Det var altsaa
ikke for min Helbreds Skyld da . . ."

"Det var saamæn heller ikke for min egen Helbreds
Skyld -. Men, hvordan er det med Helbreden din,
Far . . . Gjør Du noget ved den?"

"Aa, en daarlig Blodcirkulation, Du; det vil saa
gjerne til Hodet; - ogsaa blir man jo lidt tung" - -

"Det vil ikke sige andet end, at Du har ikke Natur
for at gaa og stavre i alt dette, Far! - Du har et
Slags uregelmæssig Kunstnerblod i Dig, Du ogsaa. -
Nu har Du jo Raad til at leve og more Dig, som Du
vil. Kan Du ikke slaa Dig løs med mig? - - Vi
bygger et pent Hus oppe i en af Skogene dine, -
saadan, som jeg vil ha det, - ikke som Du vil ha
det," - spaste han -. "Saadan en ordentlig gammel
Bjelkestue med Udsigt til en eller anden svær hvid Fos
og langt nedover et Vand . . . Jeg længes mere og
mere efter at faa leve og male hjemme. Og saa pun-
ger Du ud og gjør en Have og alt sligt noget, som Du
liker. Vi rumsterer paa hver vor Kant af det Huset" . . .

"Er det ikke mærkeligt, Abraham, - siden Du kom
imorges har jeg kjendt mig ganske let og frisk . . .
Det kan saamæn gjerne hænde sig, at det bare er
Adspredelse, jeg trænger, - andre Interesser end disse,
som jeg slet ikke har." -

"Du har været for heldig Far, saa det byr imod
akkurat som den, der stoppes med for megen Mad."

"Vi faar reise ud sammen og se os om, hvor vi skal
bygge, Du Abraham! Jeg kan være færdig om en tre
fire Dage."

"Ikke før?"

"Om to, tre, - kanske. Det er sandt, jeg lever som
i en Grop her . . . Og saa er det vist bare naturlig,

SIDE: 475

at man blir melankolsk og tung og faar Opstigninger
 . . . Jeg har, saamæn, paa det sidste levet bare i
Opstigning . . . Ogsaa nu, - ganske fri baade for det
og - Tanker!"

"Engelsk Salt, Far!"

"Ja det er mærkeligt, hvor alt afhænger af Le-
gemet, - - naar jeg nu for Eksempel tænker efter,
hvad jeg saadan kan gaa og ta mig Tæring af."

"Men, kjære Far, har nu Du egentlig noget at -.
Du sidder da paa en grøn Gren."

"Saa skaber man sig noget, Du, - noget rent hen
i Natten! - spekulerer paa, om man ikke igrunden er
en Skurk, - har erhvervet sin Formue som en Kjæl-
tring, farer til Helvede og saa fort videre som Mr.
Cophagus siger . . . Man steger sig tilslut - af Mangel
paa virkelige Bekymringer . . ."

"Du er overmæt af Held, Far."

"Akkurat, - man er for svag, ser Du, til at bære
Lykken. - - Nu, jeg ser mig om paa det hele, er
det, som jeg har gaat her alene og stampet som i en
tung Drøm. - Javist vil vi finde paa noget, der er
Interesse ved, - bygge Du . . . Nu, Du er en stor
Maler, maa Du jo ha en Residents, Gut! - en rigtig
romantisk en" . . .

"Og saa steller vi lidt med denne Helbreden din,
Far. Jeg tænker, Du reiser til et Bad til Sommeren;
- jeg har, saamæn, ikke noget imod at se mig om
og følge Dig. Jeg kan ha godt af at vaske mig, jeg
ogsaa, i koldt her nord; - den er svært forkjælende
den Varmen der i Italien."

"Ikke saa dumt Forslag det! - Du kunde vist ha
godt af at hærde Dig Du ogsaa, Abraham" - -

Han sad med Sønnen der udover Aftenen . . .

"Er det ikke, som Teppet ordentlig rulles op for et
helt morsomt Aar, - fuldt af bare Ting, jeg kunde
glæde mig i! - - Man har Livskraft og forsømmer
at bruge den, - og saa blir man melankolsk - -.

Skal jeg nu ha denne Medicinen igjen, Sophie?"

SIDE: 476

"Doktoren . . . véd Du, Johnston; - det er, for at
Blodet skal -"

"Aa nei, Tak skal Du ha; - Blodet er saamæn med
ét blet bra; det kjender jeg, det - -. Bare at se
i en saadan Medicinæske minder én om alt dette fæle,
stygge, - - huf! - Tak, Tak, men behold det . . .
Nei saamæn -. Abraham skal faa lidt ekstra fin
Rhinskvin, og jeg agter at smage saavidt med, at jeg
kjender, hvordan en hyggelig Stemning er . . . Det er
længe, svært længe siden nu, Abraham!"

. . . Abraham er et udmærket godt Opiat for mig,
han . . . Interesser . . . Se ham lykkelig . . .

Men - man er ikke Abraham, man er hans Far,
som har arbeidet og baaret sammen Penge for at sætte
Glans om ham - og har sit eget at svare for . . .
Man kan naturligvis lave sig lykkelig og fri i Indbild-
ningen . . . skaffe sig godt Humør . . . Men, - den
Ed har jeg nu aflagt, - og, hæfter der noget galt
ved den? - Det er og blir Sagen for mig, - -
enten jeg gir mig til at glemme ret eller ikke . . .

Se saa, se saa, - der har man det! - Vaagner
jeg ikke midt i dette Evighedsgrubleriet igjen? -
Jeg sov saa storartet igaarnat, efterat Abraham var
kommet, - slog op Øinene og trode, Klokken var som
sædvanlig bare halv to om Natten, - og saa var den
otte med Dagen lige ind paa Gardinet! - huggede
lige i Forretningen saa frisk som en Fisk for at vinde
ind én Dag til Reisen med Abraham . . .

Jeg var saa let i hele gaar . . . Og saa, - her er
jeg igjen . . . langt inde i Svælget paa dette mørke,
stygge . . .

Man kommer altid til dette om Evigheden, - at
Mennesket er alene, alene, - og alt andet til syvende
og sidst kun Larm og Støi omkring én . . . Det er
Sygdom, det, saadan at føle sig svimlende alene, - -
og det gjør saa umaadelig angst! Sandheden er, at

SIDE: 477

vi hører sammen med hele Tilværelsen; - saa føler
man ogsaa, naar man er sund, og da blir én tryg . . .

Men jeg, - er syg jeg . . . Det vil sige, jeg har
Samvittighedsbid paa noget Vis, som jeg ikke kan
løbe fra. Meddetsamme det var klaret, var jeg frisk -
og kunde reise med Abraham til Skogen, til Badet . . .
Men dette, at jeg aldrig blir klar paa, om jeg ikke
har noget i mig, som bider, - skal det følge med,
saa - - -

Det er ikke umuligt, at Uhret har gaat for hastigt . . .
gamle slidte Uhre, som trækkes av ny indsatte Fjere
 . . . Mellem tyve, kanske bare femten eller ti Minuter
efter elleve, og et Kvarter før . . . Det var Umuligheds
Umulighed at ha Skrupler da . . .

Aa ja, man tror det, man ønsker . . . Men saa kom-
mer det ikke an paa Indbildningen . . .

Han laa og stirrede paa Guldviseren og Tallet, -
hvor langt den kunde sinket? . . . ansatte det med
lavere og lavere Udgangspunkt . . .

Og saa gik Hvirvelen med Beregninger om, hvor-
ledes han kunde ha kjørt hjem, og Telegrammet
havt Tid til at ligge der eller ei . . . til han med ét
badet i Sved fo'r op af Sengen og begyndte at vaske
sig med Haandklædet over Ansigt og Pande for at
kjøle.

Han stod og stirrede paa Sengen . . .

Umuligt at lægge sig igjen paa den Pinebænken . . .
Bedst at klæde sig paa og forsøge at sove i Klæderne,
det gav Afveksling. - Og saa tænke paa Abraham . . .

Ta en Bog . . . Han satte sig til at læse ved Lyset
 . . . Nei - - -

Det kan sandelig gjerne hænde, at jeg er det uskyl-
digste Menneske under Solen for denne Sag, - kan
gjerne hænde . . . Og mit sunde Vet, naar jeg er
frisk, skulde vist ogsaa sige mig det. - Det sa' mig
det saa klart den Dag, Abraham kom hjem, og i hele
gaar med . . .

Men jeg gaar ialfald lige lukt fra Forstanden af det.
Jeg aarker det ikke; - og ikke vilde jeg for Alverdens

SIDE: 478

Rigdom nok engang gaa hen og sværge paa Bibelen,
at jeg er fuldt uskyldig. Hvor kan jeg vide det? Jeg
ser ikke saa langt -.

Det er for mig enten eller, dette!

Kunde jeg klæ' af mig alt, hvad jeg direkte og
indirekte har vundet ved det! - hele min Formue,
- - saa jeg stod nøgen og fri og freidig igjen, - -
jeg skulde juble, juble!

Men man gjør det bare ikke . . . for det er jo saa
"overlykkelig", jeg er! - Jaha, jo mere jeg vinder,
desmere pines jeg -

Saa ofte jeg nu har staat paa denne Pynten . . .

Det er som en Station det, hvor jeg bestandig ender;
- men Kjød og Blod vil ikke . . . Det er for unatur-
ligt, - én hænger fast i det, - - har jo den Slægts-
sans. Den sidder forsvarlig rodvokset i mig den . . .

Testamentere væk? - Gi' i levende Live bort hele
Stadsen . . . Gudhjælpe mig saa let og glad jeg vilde
være! . . .

N-ja, jeg er vis paa, der er mangen Formue testa-
menteret bort i Verden af den Slags Grunde, - for at
sone noget.

Om jeg tog mig paa frisk Beslutning . . .

Ellers kunde jeg arme svage, taabelige Menneske
angre! brast han ud . . .

"Abraham! Abraham!" - han stod midt om Natten
med Lyset oppe hos ham.

"Naa da, Far, - hvad gaar der af Dig . . . Du lyser,
som Du har vundet nok en hundre tusind. Har Du
faat Telegram . . ."

"Ja vist er jeg glad ja, Gutten min, - - og hjælp
nu din Far!" . . .

Abraham hev sig spændt op i Sengen . . .

"Der er Ting, Du," sa han alvorlig seende paa Søn-
nen, som kan trykke saa tungt, at det gaar ind paa
Forstanden . . . over menneskelig Evne at bære . . .
Ser Du, - jeg tror ikke, jeg er nogen Skurk eller
Meneder for Concordia, som forliste . . . Men, skal jeg
faa Samvittigheds Fred, saa maa jeg skille mig ved

SIDE: 479

alt hvad der hedder vunden Formue fra den Affære,
- helt ud!" -

Der var altsaa Grunden, - sjælesyg . . .

Det gik med stigende Angst op for Abraham, - dette
kunde ende i . . .

Han tog sig voldsomt sammen; det gjaldt at holde
Fatningen, - gaa overlegent ind paa det med Faderen.

"Det er svært Synd i Dig, Abraham . . . Du kunde
levet som en uafhængig rig Mand . . . men - - -
Du synes vel det er meget haardt?" . . .

"Hvordan vil Du gjøre det, Far? - Du kan da ikke
saadan med engang stille Dig ud paa Torvet vel?"

"Der har været mange Nætters Tanker paa det, Du,"
- kom det tungt. - "Jeg forpligter straks Formuen
bort ved Testamente til almene Øiemed . . .

Men Du synes vel, det er forfærdeligt, Abraham, -
vanvittigt? - bare for en slig Grille eller fiks Idé -
at miste en hel Velfærd!"

"Er Du gal, Far, - for min Skyld? . . . Jeg skal
da faa istand et Atelier herhjemme alligevel, maa Du
tro . . . Nei, nei, - gi' og testamenter Dig bare for-
nøiet, Du!

Og hør, Far, snak bare ikke med Tante Sophie, før
Du har sat det i Værk" . . .

Johnston halv faldt ned i en Stol.

"Jeg véd ikke, om jeg kan bli' rigtig frisk igjen,
Du Abraham! - men saa let og glad har din Far
ikke været i sit Liv . . .

Nu faar jeg nok sove, tænker jeg . . . Du maa være
saa snil at følge mig ned, jeg er lidt svimmel . . .

Om Du vidste, hvilket Tortursted den Sengen har
været for mig." . . .

- - Abraham laa og smaaplystrede udover Nat-
ten . . .

For tander . . . Livet har tat for haardt paa Far . . .
Har ikke taalt at staa i alt dette op og ned, han har
gjennemgaat -. Først slæbende med Falitten paa
Værket . . . og saa, - bare i de seks, syv Aar, -

SIDE: 480

dampe sig til en Formue, - staa i praktisk Uveirs-
kofte som slig en Bratt . . .

. . . Man havde næsten begyndt at vænne sig til at
føle sig som en Pengegris . . . Premierpladse . . .
Sovevogne . . . fine Hoteller . . .

Aa Skidt, - saa er det væk! -

Man faar sørge for at det blir nogenting at være
Abraham Johnston . . .

Direktøren og Sagfører Gaarder gik sammen op ad
Gaden fra Johnston; de havde været tilkaldte for som
Vidner at underskrive hans Testamente, hvorefter han
straks gav til almindelige Formaal i Byen og Di-
striktet alt, hvad hans Skoge kunde udbringes til, kun
med Forbehold at bestemme over Anvendelsen, - og
efter hans Død Resten af, hvad han eiede, undtagen
Huset og Værdier for et Snes tusind Kroner.

"En underlig Kar!" - sa Direktøren varm, dirrende;
han var stærkt oprørt; - "der gives ikke godt det,
jeg ikke kunde tro ham kapabel til."

"Ja, sandelig en hel overvældende Begivenhed," ud-
brød Gaarder, ogsaa i Bevægelse; - "det tar ordentlig
Tid, før én kan gjøre sig fortrolig med det, - hele
sin Formue!"

"Ja-a, det blir just ikke meget af Pengemanden
igjen nu" - yttrede Direktøren, han stansede i Bak-
ken og saa sig betænkt om nedover Johnstons Tomt og
Brygge, - "bare en Forretning i Kul, som maa skjøt-
tes og passes vel."

"Man kan sige, det er hele den overlegne Position
som den store Eiendomsbesidder i Distriktet, han saa-
dan uden videre har gi't Afkald paa!" udstødte Gaar-
der i Ekstase.

"For mig er han blet ligesom overskuelig igjen, -
og," - bekjendte Direktøren lige ud fra Leveren, -
"ganske anderledes sympatisk end som denne - Po-
tentaten, som begyndte at hænge udover Byen og Di-

SIDE: 481

striktet med den gamle Værksglorien igjen som en
tung Sky, - én vidste ikke, hvad der kunde udgaa
for uberegnelige Villier og Indflydelser fra den. Han
holdt tilslut paa at bli en Slags Magt-Hallingmand,
som de Herrer, der var anderledes verdslig seende end
han, trak i ved en Traad!"

"Storartet gjort!"

"Javist" . . .

"Vil vække Opmærksomhed, - blir et lysende Eks-
empel."

"Ja saamæn, - det kan ha sin ikke ringe ydre Til-
fredsstillelse paa det Vis ogsaa," - udtalte Direktøren.

"Grunden? . . . Motivet til det? mener De, Direktør!
- Ja, man maa næsten kjende Johnston for at for-
staa, at der endnu kan gives slig idealidyllisk Be-
geistring for Almenvellet!"

"Han er af disse, som let blir Offer for en eller
anden Idé, De;" - yttrede Direktøren lidt haardt -
"saadan bortført, - let paavirkelig . . . Men man faar
saamæn beundre det alligevel."

"Ja saadant noget, naar det for en Gangs Skyld
hænder i Verden, kan ikke andet end betage én," -
tog Gaarder begeistret i, - "jeg maa sige, jeg" - -

"Naa-aa, - man undgaar ikke at bli lidt stor ved
det i egne Øine, - og andre bryr den Mand, Johnston,
sig slet ikke om - -. Men for Sønnen" - sa han
og trak op Læberne lidt veiende, - "maa det nu vel
føles som en vældig Skuffelse at dale fra Herremands-
søn til en løs Kunstner, som faar leve af sin Pensel, -
bukke for Bestillingen og stride sig frem." . . .

"Mærkelig nok," - grublede Gaarder, - "han var
saa ivrig paa at faa Dokumentet istand - - -.

Vil De høre Byens store, - overraskende Nyhed,
Kæmner!" raabte han ham imøde; - "den kan først
komme i Avisen imorgen."

"Adiø, Adiø Gaarder! . . . jeg skal op i Sparebanken,"
- hilste Direktøren hastig. -

- Han drev rask opover; der gik store Bølger i ham
fra Stuen hos Johnston - -

SIDE: 482

Tvi, spyttede han . . . Forsyne mig, - det er en
Overlegenhed hos den Johnston, som én kan bli rent
from ved! - Ikke har jeg set sligt i mit Liv, nei, -
leverte af de Skogene saa tilfreds, som en anden vilde
været, om han fik dem . . . Fordi det nu engang
smager hans fine Natur at gjøre godt med den For-
mue. Han gider ikke eie det, som vi andre stræver
efter, saa Sveden hagler, - vælger frit at leve paa
beskeden, arbeidende Fod igjen . . . Jeg har ikke
været saa imponeret i mine Levedage. - Jagu faar
man stryge Hatten af for ham; - og jeg skal være
den første!

Ja ha, - eftersom tusinderne nu realiseres, skal
han aflevere dem . . . Blir vel et Sygehus her i Byen
- eller kanske nogen Retræte for gamle udtjente
Tyender, - eller Sjøfolk -. Ja, det blir noget andet
end Harrestads Fagter det! - Og oppe paa Landet,
- han nævnte engang om Hjælp til kunstbegavede
Bondegutter . . . En Fattiggaard? - Skolestuer . . .
Han har Idéer paa de Kanter . . .

Og saa hver Gang ud med et Stykke af sin For-
mue! - det, han havde at flyde ovenpaa med i Ver-
den . . .

Det vil sige, han kommer hver Gang i Aviserne . . .
Han faar egentlig overmaade nok for Forfængelig-
heden, - om den menneskelige Egenskab skulde stikke
i ham til at bli festet for som den uegennyttige Vel-
gjører . . .

Forsørge mig, opstaar han ikke bare i splinterny
Glans! . . . Han kommer til at veie slig i Vægten som
aldrig før. Prøv paa at sige et Ord imod ham . . .

Han? - han kommer bare nu til at bli ophøiet til
Helgen, han! . . .

Hm - - m, - den Regnekunsten . . . Hvordan han
snur sig, den Fyr, saa regner han sig til øverste
Pladsen i Stuen . . .

Klog, - dyb, - naar did, hvor han har sin Ær-
gjerrighed, - - kjøber sig det med de Skogene.

SIDE: 483

Hø, - hvad bryr man sig om at eie noget, naar
man alligevel kan kommandere hele Dansen . . .

Saadan en Slags Pave i Kutten -

Den Satan! - han slog Stokken i Sparebank-
trappen - -.

Dagen efter, at der saaledes i dobbelt Forstand var
indtraadt en Lettelse hjemme - baade paa Sind og
Formue, - ved den Testamentaffære, - flagrede
Abraham Johnstons tætte, tykke Reisekappe i Elve-
snoen opefter Landeveien til Strømmens Brug . . .
Han vilde takke Frøken Bratt for Brevet.

Der var noget Panduragtigt eller Zouavmæssigt
ved Øinene og det blege brunede, alt noget markerede
Ansigt.

Han var i Virkeligheden meget spændt og - betyde-
lig skeptisk paa Gjertrud . . . paa, hvad han vilde
komme til at møde nu i den unge Kvinde herhjemme,
som for nogle Aar siden havde betaget og opfyldt ham
slig, at han var røget lige hen i den Desperation at
ville binde sig for hele Livet . . .

Igrunden ganske underlig, at han endnu saavidt
kunde bevare Illusionen om hende . . . Men det tør
være med en Kvinde, af hvem man er vraget, som med
et Portræt, man ikke har faat til; - det hidser sig
stadig op for Fantasien . . . Hun gjorde Dig sandelig
en stor Tjeneste dengang ved ikke at binde Dig . . .
Bra, bund retskaffen, nobel Pige; - og det er saamæn
meget at sige udi det Kapitel om Amor; - og ustyrte-
lig svart, - jeg syntes dengang, det var, husker jeg,
ligesom helt inde fra Sjælen . . .

Deilig ren Sne! - udbrast han - med lidt kold
Eftermiddagssol paa . . . Aassiderne storslagent hvide,
blinkende i Rimfrosten med Naaletrærne tynget under

SIDE: 484

Snebyrden. Hele Dalføret som Snehvide, der sover med
Solstreif over Ansigtet . . .

Nedenfor Landeveien gik Elven frossen og hvid med
den aabne svarte Strømrand midt i og langs Bredden
Mærker efter de gamle Tomtepladse, hvor Hollæn-
derne i sin Tid laa og tog Bjelker . . .

Og nu kom han henimod Strømmens Brug med alle
Smaahjemmene for Arbeidsfolkene halvt i Sneskavler
nedad Skraaningen mod Elven og Planke- og Bord-
stablerne; - det durede og suste . . .

Det er og blir nu ingenting, man kjender og for-
staar saa rigt som sit eget Land! - han stod og saa
efter et Plankelæs, som strøg forbi; - hvad véd jeg
for Eksempel ikke om det mod om et lignende i Ud-
landet, om Skogen, Tømmerhugsten; Skibningen . . .

Bare en af disse fjeldvante, fodsikkre, muskuløse
Hestene, eller Kjørene vore . . . Sæt dem paa en vid,
øde Slette i Nordtyskland eller Frankrige istedetfor
i alt det omvekslende bakkede Terræn her, - og de
vil kjede sig fordærvet, miste Appetiten, - deres Øine
er vant til anderledes Afveksling end disse svære Huse
af nogen Kjør, de har derude, som staar paa Stald
saalænge om Aaret, at Klovene vokser for store paa
dem, - melker Bøtter fulde og har Tuberkler . . .
En Hane, en Gjed, en Kat herhjemme er helt andre
Temperamenter, - for ikke at tale om en Fjeldloppe,
den bider saa hidsig som tyve italienske . . .

Han gik rask og gestikulerede og tegnede i Luften
med Stokken.

. . . Man møder noget udpræget med Karakter, -
derom er ikke Tvil, - Kraft som hos Faderen; -
noget bruskt ureflekteret, som kan ta sig ud; - men
- som til syvende og sidst ender ved noget - ufri-
gjort . . .

Man har set saamange sjælfyldte baade blaa og
brune og sorte Øine udi denne vidtløftige ruskede
Verden . . . Man kan saamæn sænke sig dybt nok ned
i dem uden at det alligevel griber mere end en aand-
fuld Farve- eller Tonekoncert for en Aften eller en

SIDE: 485

fin, følt Konversation. Man henføres og klarer sig fra
det; - der dukker ingen Ægirs Datter op fra Dybet
og trækker én for altid ned til sig længere - - Nei,
man betages ikke paa det Vis mere - saa en drukner
sig . . . afleverer sandelig ikke saa let længere sin
Tillid saadan helt hen i Risikoen af Fortabelsen!

Det var saamæn det, som var det vakkre dengang
mellem hende og mig; - vi havde da virkelig ordent-
lig Tillid . . .

Jeg faar ta det at gjøre Visiten - - og stille For-
holdet . . .

- Bare Gaasefar herhjemme, - udbrød han, da
han kom op paa Gaardspladsen hos Bratt . . . Den vil
i Læggen paa mig, Bæstet! - Han kysede den med
sin smukke sorte Fiskebensstok. - Den er en ganske
anderledes vildsint Herre end disse lydige Gjæs der-
ude, som de vogter og driver i Flokker og Arméer paa
hundreder; de grænser til Vildgjæssene her . . .

Abraham knakkede rask paa Stuedøren . . .

. . . "Kommer, som De nok kan tænke Dem, Frø-
ken Gjertrud, straks for at takke Dem for Brevet . . .
Ja," sa han og saa hende høist inderlig venskabeligt
ind i Øinene, mens han holdt hendes lidt urolige
Haand i sin; - "det var virkelig et Vink i høie Tid;
- jeg er blet adskillig bekymret for Fars Helbred.
Og De har vist Dem som den sikkre Veninde, jeg
altid har vidst, jeg vilde beholde i Dem . . . Ja, jeg
taler ligefrem, oprigtig, bent paa" . . .

Det var den Indtrædelsestale, han havde studeret; -
havde Fru Bratt været i Stuen, var den blevet lidt
ændret.

"Mor vilde ha skrevet det selv; men fik ikke Tid," -
forklarede Gjertrud nok saa uberørt og ligegyldig; hun
kjendte Abraham saavidt endnu, at denne stilfulde
Manér satte Harmen op i hende; det var jo som det
kunde været Veiinspektøren.

"Og sæt Dem saa ned, Johnston!"

"Aa sig Abraham!"

SIDE: 486

"Naa aa, naar jeg faar Lov endnu - til en saa
stor Maler, - siger jeg gjerne Abraham Johnston."

Abraham saa hen paa hende, medens hun igjen tog
Plads ved Sybordet . . .

Bare en hel betydelig Del mere malerisk. - Det
underlig hollandsk brede Ansigt eiede i endnu høiere
Grad dette Udtryk, som altid havde optaget ham, -
saa han ligesom maatte vente paa, hvad Øinene vilde
sige, naar hun slog dem op. - Og saa bar hun denne
bløde uldne, sorte Kjole, som gjorde hende saa vig om
Livet . . . Han havde nu i sin Tid, opdraget hende . . .

"Det er ganske underligt," sa han lidt indarg, han
likte ikke rigtig Modtagelsen; - "jeg sidder her og
tænker paa det, - vi har egentlig ikke saameget at
sige hinanden nu, vi træffes." -

"Det er jo ogsaa flere Aar," - mente hun.

"De lever tilfreds? - styrer og regjerer i Deres, -
jeg havde nær sagt, som Deres Far før Dem -

De gaar paa Skøiter hører jeg."

"Det gjorde jeg da før ogsaa -"

"Naa, tror De ikke jeg husker det! - jeg sidder
her og bager snakvendt, - -. Det er saa underligt,
synes jeg, at være her lige ved Dem igjen, man blir
distræt . . .

De har hørt, at Far har testamenteret?" kom det
efter en Pause.

"Ja, Mor græd; - - hun syntes, det var saa stor-
sindet og ædelt gjort."

"Og hvad synes De? - De er praktisk De," -
spurgte han noget maliciøst høirøstet - "At der kan
være en Skrue løs, hvad?" . . .

"Det samme som Mor; - Deres Far er en høit lig-
gende Natur, som ikke kan leve uden Interesser; jeg
forstaar saa vel, hvorledes dette kan tilfredsstille just
ham."

"End jeg da, - som" -

"Bare, at det er deiligt, De ikke er rig; - nu maa
De videre fremover i Kunsten, Abraham! Jeg har
altid havt min Angst for disse Pengedynerne, De saa

SIDE: 487

straks skulde faa hvile Dem paa . . . Saalænge De
endnu ikke er mere end syv otte og tyve Aar, gjør
det ikke noget, - De kan endnu være bleg af Ær-
gjerrighed . . . Vil De vide, hvad jeg mente, da jeg
hørte igaar, at De stod der bare beroende paa Dem
selv," - sa hun optændt. "Jeg blev saamæn glad,
jeg!" . . .

"Hør Gjertrud," - brød han pludselig ud, "skulde
De ville la mig male Dem?"

"Mig - nu?" hun blev noget forvirret. - - "Det
kan vi jo altid tale om engang senere."

"Det sa De bestandig før ogsaa." -

"Lad os ikke tale om før, Abraham Johnston" . . .

"Ne-i, ne-i, - det mente jeg da heller ikke, na-
turligvis . . . Jeg vil bare faa Lov til at nævne saa-
meget som, at det var dog et ægte godt Tillidsforhold,
De! - vi kunde ha svoret paa hinanden som paa
Evangeliet . . . Sligt naar man aldrig igjen, hvor
man saa kan gaa og sværme i Verden . . . Saa vil
jeg faa Lov til at holde paa det Venskab, - ordent-
lig fast ved det! - mener jeg. Det er og blir en
Perle i mit Liv."

"Det skal ikke mangle fra min Side," forsikkrede
hun varmt behersket . . .

"Og hvad tænker De nu paa?" begyndte hun rolig
som ud af det saaledes stadfæstede Forhold.

"Paa at male Deres Portræt," udbrød han.

"Nei, - men ellers -"

"Ellers naa. - Jo jeg vil prøve at naa frem til at
kunne bosætte mig herhjemme i Norge . . . Og saa
maa jeg, - maa jeg faa begynde med Deres Por-
træt, - jeg skal gjøre et Mesterværk af det, haaber
jeg - -. Vil De ikke hjælpe en fattig Maler?" ud-
brød han hedt, - "for det er jeg jo nu, - som ber
Dem om den Venskabsprøve?"

Hun havde ja paa Læben; - men det sidste Ord
faldt som koldt Vand. - - "Det maa faa staa ved,
at vi tales om det senere, - kanske i Vinter engang."

Han var sprunget op og Øinene glødede paa hende . . .

SIDE: 488

"Hør Gjertrud," sa han, "jeg kommer fra Udlandet."

"Det véd jeg da, Abraham Johnston!"

"Jeg har levet i Kredse, hvor jeg har havt An-
ledning til at kjende og sværme for mange prægtige
Kvinder."

"Det tviler jeg da ikke paa."

". . . Saa gjennemklare og færdige; de kan Livet
ligesom saa udenad, - de véd det alt saa vel før, -
det gaar i evig Gjentagelse . . .

Men véd De, hvad jeg ser hos Dem, Gjertrud? -
Der blikker ud af Dem et sligt dunkelt Fond, fuldt af
Muligheder -. De kan tro saa høit og skuffes saa
afgrundsdybt, naar De engang kommer til at elske . . .
Det, som drager saa uendelig hos Dem, det er dette
mystisk uigjennemskuelige Dyb! Den, som vinder
Dem, kan møde dunkle, - det være onde eller gode
Magter, - Lykke eller Ulykke, - det kommer an
paa! - I Udlandet vilde De føles som en ung Aaben-
baring fra et tidligere enklere Slægtled, fra en Olde-
mors eller Bedstemors Tid . . .

Siden det er brudt op igjen slig, saa vil jeg, at De
skal vide det. - For mig, Gjertrud, er De saa dra-
gende, som ingen Kvinde nogensinde kan bli i Verden!"

De var begge hede, hendes Hænder skalv over
Sømmen.

"Jeg drager Dem fra Sybordet," udbrød han, og tog
dem begge og trak hende til sig. "Kom med mig og
bliv en Kunstnerkone." . . .

De vilde ikke slippe hinanden, jubled ind til Fru
Bratt, - fulgtes henad Landeveien til langt indimod
Byen, medens Maanen skinnede i Aassiden og Elven
suste . . . og tilbage igjen til Bratts Gangdør.

"Et aller-allersidste, Gjertrud" . . .

"Ja var det ikke af din Bedste- eller Oldemor, Du
sa', Abraham . . ."

SIDE: 489

Direktøren havde villet gaa ind til Johnstons baade
igaar og iforgaars i Anledning af Gjertruds og Abra-
hams Forlovelse; men Johnston var syg og opholdt sig
i sit Sovekammer; han havde en af disse slemme
Attaker til Hodet, som plagede ham paa det sidste og
pleiede at gaa over paa et Par Dage.

Nu idag kom der Ilbud ud til Strømmens Brug efter
Bratt. Johnston var blet meget betænkelig syg og øn-
skede ivrig at se ham.

At her ikke stod vel til, saa Direktøren straks paa
Frøken Rønnebergs pinte, forgrædte Ansigt.

Lægen og Abraham opholdt sig i Stuen, hviskede
hun, medens hun viste ham ind i Sygeværelset; -
de frygtede for, at han snart igjen skulde miste Be-
vidstheden. Lægen mente, der maatte være sket en
Blodoverfyldning til Hjernen, - et Blodkar sprunget.

Direktøren traadte bekymret hen til Sengen, hvor
Dagslyset yderligere dæmpedes af det grønne Skjærm-
bræt.

Johnston laa der paa Puden med Haaret uryddigt
i klamme tynde Tafser ned i Panden.

"Naa, Johnston, Du er ganske klein, hører jeg."

Johnston rakte ham Haanden; den klemte noget
krampagtigt.

"Saa fast Du tar, Du har da Kræfter nok ialfald,
hvad der nu ellers mangler Dig," opmuntrede Direk-
tøren.

"Vore Børn er forlovede", begyndte Johnston med et
Forsøg paa at lette lidt paa Hodet; - "det er jeg
glad i."

"Jeg ogsaa, Du, - - inderlig" -.

"Saa for Abraham dør jeg nu ganske rolig, - gan-
ske rolig" -

"Dør, Johnston? . . . jeg tænker nok, Du kommer
til at sidde i Brylluppet jeg."

Johnston tog sig hastig urolig til Hodet . . .

"Bare jeg nu ikke blir ængstelig igjen - for Blod-

SIDE: 490

opstigningen; - for saa kommer den" . . . lød det
febrilsk.

"Du var mig straks en god Ven, Bratt," skyndte
han sig fra det, - "da jeg kom hid saa temmelig
uden Midler . . . Tak!"

"Haaber, jeg skal være det længe endnu - nu, vi
er Svogre," mumlede Direktøren.

"Det er underlig, Du blev ligesom borte for mig
i den sidste Tid, - altid ligesom saa vanskelig at
træffe" . . .

Han talte med sygelig stakaandet Afbrudthed, me-
dens han skjøv Haanden urolig frem og tilbage paa
Teppet.

. . . "Stiftelsen for trængende gamle, Du," - be-
gyndte han, som han vilde veksle Emne . . . "Pas paa,
at Værelserne ikke blir for smaa - og varme Senge
 . . . Gamle Folk fryser. - Ikke mindre Synd i dem
end i Børn."

"Du kan lide paa, jeg skal ta' mig af det, passe
hver Spiger i Væggen, Johnston!" sa' han varmt; -
"men saa haaber jeg, Du nok lever den Dag, da Du
ser Huset færdig."

Johnston syntes ikke at høre; han havde vendt Hodet
bort paa Puden, som han trængte til at samle sig lidt,
og Direktøren hørte ham sukke tungt ind imod
Væggen.

"Jeg husker Dig bedst og kjærest," begyndte han
i en næsten konverserende Tone, som stred imod Uroen
i Ansigtet, - "fra den første Tid, - - da Du endnu
gik med det Sølvuhret, Bratt! - det gamle blanke,
Du véd, - som bestandig gik for -"

Stemmen kom væk, og han holdt paa ikke at faa
det frem - - "for . . . lan-gsomt - hvad?" . . .

Der lyste som en Angst i Øinene.

"Nei, - nei, - for hastigt!" - rettede Direktøren
med et Smil til den fælles Erindring.

"Sig mig, husker Du det sikkert? - vist, Bratt?" -
Johnston reiste sig aandeløs paa Albuen ud imod ham.

"Javist husker jeg det bestemt ja," forsikrede Di-

SIDE: 491

rektøren; han var bange for, at Johnston begyndte
at fantasere og indlod sig godslig beroligende paa
Emnet; - "det gamle Uhret" . . .

"Svar mig, - svar én, som skal dø, Anders Bratt! -
Da jeg assurerede Concordia," - udstødte han og
strakte Armen ud i heftigste Bevægelse, - "gik Uhret
da for hurtigt? . . . Det var efter det, Assurancen blev
noteret."

Direktøren blev pludselig hvid i Ansigtet, Blikket
skvat skræmt som ved en Eksplosion, og han tog usik-
kert for sig med Haanden i Stoleryggen.

Han beherskede sig voldsomt og sa ind i Skjærm-
brættets Halvmørke med Dirren i Stemmen . . .

"Det kan jeg forsikkre dig, Johnston, - at det Uhr
aldrig har gaat for langsomt, saalænge det har været
i min Haand. Jeg stillede det altid hver Søndag; -
og Du assurerede en Lørdag Aften. Det drog sig til-
slut endnu hastigere frem, indtil det en Dag faldt i
Gulvet."

Johnston laa med begge Hænder udstrakte mod
ham . . .

"Nu dør jeg saa rolig, - nu dør jeg saa rolig," sa
han op igjen og op igjen . . . "Tak, Tak, Tak, Bratt" -

Direktørens lange, benfulde Skikkelse bævede Ryk
paa Ryk i vældigt undertrykt Oprør . . . han bøiede
sig og gjorde nogle Forsøg paa blidt og forsigtig at
stryge over Johnstons klamme, hvide Haand, op og
ned med sin stærke, haarede . . .

. . . "Jeg tænker paa, at Fuglene blir saalænge borte
 . . . Stæren maa da vel snart komme . . . Abraham
mener . . ."

Han kastede sig med ét tilbage og blev meget urolig.

"Bed Abraham komme!" raabte han hastig, han
kjendte Anfaldet.

Direktøren næsten ravede ud mod Døren . . . "Har
jeg gjort Dig noget ondt, - har jeg nogen Skyld, -
saa" - -

"Abraham!" raabte Direktøren med ét stærkt; - han
saa, Johnston slog ængstelig ud med Armen.

SIDE: 492

De gled forbi ham ind i Sygeværelset. Hans Hustru
og Gjertrud var ogsaa komne . . .

Og overvældet, hvidgraa, som han kom lige ud af
Dødens Aande, tog han mekanisk Veien udover til
Strømmens Brug . . .

- - Hjemme gav Direktøren Besked, at han absolut
ikke var at træffe i Eftermiddag for nogensomhelst . . .

Husholdersken hørte det underlige Smæk med Nøg-
len indenfor Kontordøren; hun forstod, at han laasede
sig inde i Anledning af Johnston, som holdt paa at
dø, og forholdt sig lyttende i Nærheden.

Det var saa underlig taust som Graven længe der-
inde . . .

Da hun atter listede sig hen, stønnede det, og det
knagede i Sofaen, som han kunde vælte sig paa den.

Hun maatte til Døren igjen, - disse uhyggelige
Lyde, Suk og Raab, brudte, kvalte, som naar et svært
Legeme arbeider for at faa Udbrud for Graaden . . .

Hun maatte ta til Taarerne, hun ogsaa; det var
saa Synd; - - han sørgede vist svært over sin Ven,
Johnston!

Direktøren havde flyttet sig derinde udover Efter-
middagen fra Sofaen til Krakken ved Pulten og til-
bage igjen, - havde hele Tiden Johnston for sit indre
Øie; han laa der og strakte sig imod ham! . . .

Og han stirrede i det med en ustanselig dyb For-
færdelse . . .

Var det ham, som havde - - hans Prikken og
Stikken paa den Eden, - som tilslut havde lagt John-
ston overende?

Det isede i ham, som han skulde være en Morder . . .

Vidste han ikke, Johnston var saa dyb, saa svag,
fuld af fine Skrupler?

Det stod saa skjærende koldt klart for ham, at det
just var der, han havde sigtet, - der, han havde
søgt at naa og ramme ham . . .

Han kom ikke udover det! . . . Jo mere han saa
i det, desmere skar og nagede og raabte det . . .

Han havde Johnstons Hænder rækkende ud lige

SIDE: 493

foran sig og vilde, som af en pludselig Drift, bøie sig
ud for at græde, be, ule over dem, medens der sad
som et umuligt, hindrende Jern for Brystet . . .

Det blev mørkt; - han sad med et forpjusket vildt
Udtryk og saa sig omkring . . . Han vidste, at hans
Hustru og Datter kom ikke hjem, før alt var
over. - -

Der var saa stille, slog kun undertiden en Dør i
Huset . . .

Han heftede sig mere og mere til en Lyd . . . en
dæmpet, durende, skurende Tone nede fra Cirkelsagen.
Han hørte den ellers aldrig, - var saa vant til den
som den, der bor ved en Fos eller ved Gadeduren; -
men nu skar den dumpt syngende med det stadige
Mellemrum og Ophør, hvori Plankestubben kuttedes
af og faldt . . .

Det durede, skurede fjernt og sa': - kut . . .

Den ensformige Lyd gik ind i Sammenhængen med
Johnston.

. . . blev mere og mere, hvergang det kom igjen,
- dette kut, - til det ubønhørlige Faktum, at nu
skulde Johnston dø, - til det uoprettelige . . .

Det sagede over Planken . . . kut . . . fræsede igjen,
- - kut . . .

Der meldtes fra hans Hustru og Datter, at de først
vilde komme hjem udpaa Natten; det vilde nok være
over da.

Han sad og lyttede til Cirkelsagen . . .

Det var som en rent ny forfærdelig Lyd . . . kut
 . . . Nu var det Natteskuren . . .

Det blev uudholdelig dette; - - han tændte
Lampen.

Med Lyset og de ydre Ting, han skjelnede om sig,
begyndte der at vaagne Tanker i ham. Han havde
ikke været istand til at rive sig løs fra at stirre i
dette ene nedknugende.

Han rettede sig, begyndte at gaa om i Værelset, -
tog sig sammen, - man fik dog alligevel prøve at
være til!

SIDE: 494

Lyset gjorde godt . . .

Det var, som han var kommen til Yderverdenen
igjen - og blev nogenlunde istand til at ta Oversigt
over sig selv og, hvad der var sket.

Han holdt jo græsselig af Johnston . . . Aldrig havde
han følt saadan for noget Menneske; - havde været
tilsvarende saar og lidenskabelig naturligvis . . . Men,
holdt af ham, turde han sige baade for Gud og Men-
nesker, han havde gjort; - og hjulpet, naar det
kneb . . .

Det fik ialfald være menneskeligt, det, som var pas-
seret! -

Han gik og gik og stansede, - saa paa Papirer,
slog op i en Protokol og keg henover noget, - -
havde en Trang til at se Daglighjulet gaa.

Kunde han igrunden tænkt sig, at et Menneske var
saa nærtagende, - naar han virkelig sad med en god
Samvittighed?

Han kom atter og atter tilbage til Trøsten der, -
og skred mere bestemt henad Gulvet, - opgjorde sig
Faktum som en Mand . . .

- Ja, Abraham og Gjertrud mister en hel Formue
paa dette, de! - Det er dog et Slag for mig, ogsaa
 . . . Jeg faar ta det som noget af en Bod . . .

Det er disse forfærdelige Uheld, Livet kan bringe.

Naa naa, Gud bevare mig - -. Jeg har Skyld,
- den jeg aldrig rigtig vil komme udover, - aldrig
vil tilgive mig . . .

Men saa faar en Mand se til at gaa opret med det,
han har gjort af galt ogsaa, - skal han ikke miste
Kraften! - -

Han skruede op Lampen; - havde en Trang til
Lys; - - derinde i Dunkelheden var det endnu som
han maatte se Johnston . . . høre Cirkelsagen fjernt
hvine . . . kut . . .

Ved Ettiden lød Bjelderne af Slæden udenfor
Trappen.

SIDE: 495

Direktøren gik ud med Lampen for at møde dem,
og et blegt, stumt Nik fra hans Hustru sa' ham, at
alt var over.

Inde i Stuen lyttede han til de Brokker af Beret-
ningen om Dødsleiet, der trængte frem fra deres be-
tagne Sind.

Kontorlampen var blevet staaende paa Bordet; -
den lyste kun lidt i det store Værelse. Fruen sad der
endnu med opløst Reisetøi, medens Bratt vandrede
henne i Skyggen paa Gulvet.

Der laa næsten Fortvilelse i hendes store mørke,
bortover-stirrende Øine og et Udtryk af Sønderrevet-
hed i Ansigtet . . .

Hvorfor? . . . Hvorfor? . . . vibrerede det i hende . . .

"Det staar saa for mig," - - udbrast hun dirrende
til Gjertrud, - "der er revet et helt, fint, dybt Hjerte-
spind itu . . . Det kjendes som en stor Skygge, - en
Livstomhed efter ham, Du; - - Han var saa rig paa
alt det bedste . . . man følte, hvorledes det alligevel
er de høiere Ting, som bærer . . .

. . . Og saa bævende dybt og selvopgivende, han
holdt af Abraham, - og enhver, han først fæstede
sit Sind til . . .

Der fulgte saadan Luftning af Aand med ham" -

Forsænkningen ved Direktørens Mund blev ligesom
dybere, og Hagen skjød sig ud . . . Der maatte være
Grænser, - kanoniseres rent til Helgen! . . .

Han kom pludselig ind i Lampeskjæret ved Bordet.

"Aand, siger Du, Jette, - jeg kalder det Svaghed!
- Johnston havde mange, mange fortræffelige Egen-
skaber. Ingen kan bøie sig mere for det end jeg . . .
Men dette? . . . Jeg, - jeg skulde for Eksempel ogsaa
gi' mig til at testamentere væk alt, hvad jeg eier, saa
Du stod der i Sneen, - jeg gad vide, om Du fandt,
det var Aand da? Jeg foragter at præstere den Slags
Sentimentalitet!

Naa, naa, det er et stort - stort Tab. - Sorgen maa
ha sin Tid" . . .

SIDE: 496

- - Direktøren drev indom paa Kontoret igjen og
ordnede sammen nogle Papirer til Morgendagen.

Han hastede ligesom, - saa sig sky om i Stilheden
 . . . skvat til . . .

Cirkelsagen hvæsede og hvinede og tonte igjen fjernt
syngende op fra Elven - - - kut . . .