Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 3

Som en Prins i Vuggen," - siger man jo, - "med
usynlige Féer og Barndommens uskyldige Fred over
sig!"

Hvilken Fé, der stod ved Barbro-Nikolai's Vugge,
var ikke godt at sige. Derude hos Blikkenslagerens i det
lille Hus med de sprukne, stoppede Ruder i Udkan-
ten af Byen faldt der mangeslags Indkvarteringer og
Indtryk helst udover Natten, naar Folk og Følger paa
Landeveien stod i Forlegenhed for Logis. Der stod man-
gen en Svir og det var ikke bare én Gang, at Vuggen
væltede under et Slagsmaal, eller en drukken Mand
tumlede saa lang, han var, henover den.

Nikolais Mor hed Barbro og var fra Heimdalshøg-
den etsteds langt oppe i Bygderne, - rigtig en Fjeld-
jente af ægteste Slag, rød og hvid, stor, stærk og bred-
skuldret, sund, saa hun skinnede, og med Tænder som
Skummet i Melkebøtten. Hun havde hørt saameget
om Byen af Fæhandlerne, naar de fo'r over Fjeldet,
at hun havde faat som en Længsel eller Uro paa sig.

Og saa var hun gaat til Staden for at tjene.

Der passede hun netop saa godt som en rusket Hø-
stak i en fin Bygade eller en Ko i en Trappe, det vil
sige, akkurat ikke.

Og saa havde hun det med at slaa Tiden væk paa
Torvet ved alle Hølæssene. Hun maatte se og kjende
paa Høet, - det var nu sletikke som Fjeldgræsset,
"nei var det likt! ... Fjeldgræsset var saa mjukt og
lindt ... og saa til at lugte paa, - aa - haa ... nei!"

SIDE: 4

Men Madmor havde andet Brug for sin Tjenestepige
end at lade hende snakke Formiddagen bort med
Læskjørere. Og saa gik det fra Tjeneste til Tjeneste,
stadig nedover Bakke baade med Løn og Herskab. Hun
havde bare én Feil, Barbro, - for snil og ærlig og
oprigtig var hun -; men den var den kapitale at være
totalt ubrugelig og umulig til al tænkelig Byesens Tje-
neste.

Dog, Samfundet har, som man véd, en vidunderlig
Evne til at nyttigjøre, assimilere og omdanne til sit
Brug alt, selv det tilsyneladende meningsløseste og
unyttigste. Og saa gik det da ogsaa hastigt nok den
Vei, at stakkars Barbro blev det eneste, hun kunde
due til for Byen, - nemlig Amme.

Det var en tung Tid og en haard Strid, medens Skam-
men stod paa, næsten ikke til at Leve med, - og det
faldt hende ikke ind efter dette at vende Foden hjem
til Heimdalsfjeldet igjen.

Men tungere skulde det blive!

De mangehaande selskabelige Krav, som en frem-
skreden Tid mere og mere stiller til Husets Frue i de
høiere Samfundslag, gjorde sig ogsaa gjældende her i
Staden - i et stadigt voksende Sporlag efter Ammer.

"Grundaarsagen," erklærede Doktor Schneibel, "var
simpelthen en Naturlov: - man kan ikke paa én Gang
være intelligent Menneske og Melkeko! Fornyelsen i
Blod og Nerver maatte kunstigt hidføres fra de Natu-
ren nærmerestaaende Samfundslag."

Og nu gjaldt det at finde en rigtig udvalgt sund,
kjærnefrisk én til Generalkonsul Wejergangs to svage
nykomne.

Doktor Schneibel havde jo, yderst betænkt, holdt en
Amme i Baghaanden for Fruen, - "et ganske mærke-
ligt Specifikum af den oprindelige Sundhed i Folke-
roden. Man kunde sige hm, hm ... at, kunde Fruen
ikke komme til Høifjeldet, saa var Høifjeldet saa ga-
lant at komme til Fruen! Hendes Hududdunstning
mindede maaske endnu om Fjøs; men naar alt kom
til alt, gav det kun en sikkrere Betryggelse for Oprin-

SIDE: 5

deligheden. Og det er en viktig Faktor i vore Tider,
Frue! hvor Melken forfalskes lige til selve Kjørene
... Ganske ung, neppe de tyve."

Barbro Høgden havde ikke Spor af Anelse om, at hun
fra sin dybeste Fornedrelse, som hun gik der og bar
Vand og Ved, stod ved Iskanten og slog Vasken med
Banketræet og bød til med alt det simple Grovarbeide,
som bare kunde slænge af, for at faa lidt til at betale
for sig og den lille hos Blikkenslagerens - at hun
med ét var steget i Rang til et i Staden exceptionelt
eftertragtet, søgt og anset Væsen.

Thi en Amme er et anset Væsen. Hun staar endog
paa Ekspektancelisten til at blive et høiagtet.

Efterat have opammet Familiens Barn, - og været
en tilsvarende Ravnemoder mod sit eget, - ender hun
med at sove paa Dun og bæres paa Hænderne, - ind-
til en ny Amme for en senere Arving mulig afsætter
hende fra Dynastiet.

Skulde hun foretrække at give sit eget lille Nor den
eneste Rigdom, hun har, sit sunde Bryst, - skulde
hun virkelig være saa blind for sin egen Fremtid, da,
ja da stiller Sagen sig anderledes og, for at tale med
Doktor Schneibels Ord, tildels ikke uforskyldt! - kun
i Medfør af den Samfundsordenens Økonomi, som hun
ikke véd forstandigen at underordne sig, og som med
Kulturlovens ubønhørlige Logik reducerer hende til en
ubrugbar Overflødighed, den Samfundets Organisme
skyder fra sig. Eller populært! ... hun sidder da med
Skammen, Foragten og Fattigdommen over baade sig
og sit illegitime Afkom. Privat, qua Individ, har hun i
visse Maader Ret; men socialt, - som Samfundsin-
divid!

Stakkars Barbro Høgda var til en Begyndelse gan-
ske forblindet paa det Punkt, - rent halstarrig, stiv
som en Fjeldgamp, der ikke lod sig vige.

Doktor Schneibel stod nu for tredie Gang med Stok-
ken under Næsen inde hos Blikkenslagerens, medens
Giggen ventede nede i Veien. Hver Gang havde han
lagt paa baade Lønnen og Argumenterne og atter og

SIDE: 6

atter paavist, hvor daarligt baade for hende og Gut-
ten hun stellede sig ved dette sit Egensind. Han ap-
pellerede til hendes egen Eftertanke. Hvorledes kunde
hun vente at faa det fostret frem under de fattige,
trange Vilkaar, under alt det Slid og Slæb? - me-
dens hun paa den anden Side blot behøvede at af-
staa endel af sin store Løn til Blikkenslagerens, saa
sørgede de baade godt og kraftigt for Gutten. Dertil
kunde hun jo komme derud og se til ham tit og ofte,
mindst én Gang i Maaneden, - det kunde han love
hende paa Wejergangs Vegne, og det var saare opoff-
rende af Generalkonsulens nu, de boede saa langt ude
paa Landet.

Doktor Schneibel talte baade velvilligt og strængt.
baade godsligt og skarpt; det var næsten som en Far.

Barbro kjendte en Angst, hvergang hun saa ham
komme borte i Gaden og svinge ind Veien langs det
grønskede, raadne Plankegjærde.

Hun vogtede paa ham saa gløg som en Fugl, der er
skræmt for Reden, og sad inde ved Væggen, hvor der
var mørkest, med Vuggen bagom sig, naar han aab-
nede Døren. Svare for sig uden høist med en Snufsen,
kunde hun ikke. Det besørgede Blikkenslagerens Kone
med: "Ja kors da!" og "Nei kors da!" og "i saa Maade,
Hr. Doktor!" i saadan snakkesalig Overflødighed, at
Barbro blot sad og spekulerede paa, at tage Barnet paa
Ryggen og stryge sin Kaas.

Men idag havde Doktoren talt saa omframt venligt
til hende og budt saa store Penge. Han havde vendt
sig saa lige til hendes Samvittighed, klappet Barnet
og ment, at naar det kom til Stykket saa var hun nok
ikke den Mor, som var haard nok til at berede en saa
vakker liden Gut tunge Dage, - lade ham lide Man-
gel, - fryse paa de smaa pene Fødderne sine, naar han
kunde have det baade godt og varmt og som en Prins
der i Vuggen!

Det var ikke til at staa imod, og i Overvældelsen
glap noget som et halvt Løfte ud af hende.

Siden kom Nabokonen ind og mente akkurat det

SIDE: 7

samme, og fortalte om alle de smaa Børn, som hun
vidste var døde af Mangel og Vanrøgt bare deromkring
i Husene i de sidste to Aar, fordi Moderen maatte gaa
paa Arbeide hele Dagen og ikke havde noget at be-
tale for dem med. Og saa snakkede hun og Blikken-
slagermadamen i Munden paa hverandre om det sam-
me, bare om det samme.

Barbro sad og hørte paa og stellede sit Barn. Det
var, saa Hjertet kunde briste ... Hun tænkte et Øie-
blik paa ikke at gaa til Høgden; - men anderledes
hjem med ham med engang!

Det var som en Fristelse!

Udpaa Natten kom hun i en Hulken, der brød saa i
Kroppen, at hun for ikke at forstyrre Blikkenslagerens
i Søvnen gik udenfori det linde Smaaregn; det bero-
ligede og afkjølende.

Som hun om Morgenen stod og hjalp Nabokonen
med at skylle og vride Vasken i Bækken, holdt en
Trille fremme i Veien. Kusken - han havde Tresser
baade paa Huen og Frakken - steg af og gik ind til
Blikkenslagerens.

"Du faar vride Lagenet tilende, Barbro, det blir nok
det sidste, Du vrider her," mente Nabokonen, "for der
har Du selve Konsulvognen!"

Og saa vred Barbro Lagenet, indtil der ikke var en
Vanddraabe igjen ... Nu var det kommet!

Hun gik ind og byttede paa Barnet; det var, som hun
ikke vidste af sig selv eller kjendte det mellem sine
Hænder.

Hun saa Tjeneren betale kontant ud seks Daler til
Blikkenslagerkonen.

Saa stiv og lang og fornem han var, med saadan
en storaktig Herskabsnæse, gjorde han ligesom et Knæk
paa sig, hvergang hun kom til at se paa ham, og saa
forsikkrede han:

"Det haster ikke ... haster sletikke! Vi vaagner
aldrig før ni hos Generalkonsulens, saa vi har rum
Tid endnu." - Og saa saa han paa Uhret.

Og, hvergang han saadan saa paa Uhret skyndte hun

SIDE: 8

sig med at se paa sin egen Gut, som der nu var Ordre
og Uhr for, at hun skulde slippe fra sig ...

Han var faldt i Søvn igjen. Vaagnede han, vidste
hun ikke, hvad, - for det blev nok ikke hende da, som
gik fra Gutten sin!

... "Haster ikke, haster ikke!" han tog atter det
tykke Sølvuhr op fra sin beknappede Vest.

Men nu var det hende, som hastede, ivrigt, saa hun
ikke gav sig Tid til at se sig om, før hun sad oppe
i Trillen, - og den lange, nakkestive, gallonerede kjørte
hende afsted hendes Skjæbnes fastsatte Vei!

- Udpaa Sommeren fulgte hun med Generalkon-
sulens til et Badested.

Der gik Barbro og rullede Barnevognen med de to
smaa i henover Sanden, og det var ikke bare en Gang, at
Wejergangs smigredes ved Udbrud fra forbigaaende som:

"Det var en staut Amme!"

Men ogsaa med hende skulde man have Vidervær-
digheder. Anfald af Tungsindighed, hvorunder hun
blev næsten umulig og rent gav sig over. Hun sad
ganske rød og forgrædt ved Vuggen, længdede efter sit
Barn og vilde hverken spise eller drikke.

Dette var en ikke lidet vigtig Sag! - en Amme maa
holdes i godt Humør; Sindsstemningen influerer saa
uhyre paa Sundheden og den igjen paa Barnets ...

Fru Wejergang lod bringe forskjellige gode Sager
til Opmuntring fra Restauratøren; der vankede Silke-
tørklæder og Forklæder, og hjemme blev Tjenerne ud-
trykkelig paalagte at forhøre ude hos Blikkenslagerens
om Barbros Gut.

Der lød Ros og Lovord og ikke andet end Ros og
Lovord, hvergang Generalkonsulens Lars i Forbikjø-
rende stansede derude, og, naar Barbro bare fik den
Slags Hilsener, kunde hun hygge sig og være glad hele
Maaneden.

Stort blev hun holdt, det følte hun snart. Sagde eller
vilde hun noget, blev det lystret, som det var Fruen
selv. Og fine Klæder med bestandig staseligt hvidt
Ombytte, for ikke at tale om Mad og Drikke! ...

SIDE: 9

næsten ikke det, hun - som hun var vant - kunde
kalde for Arbeide; hun blev alt ganske blød og myg
i Hænderne! - og de to smaa, som hun stellede Dag
og Nat, kjendte hun, at hun begyndte at hænge ved.

Efterat Generalkonsulens var vendt hjem fra Badet,
var Barbro en Dag paa Vei ud til Blikkenslagerens.

Det var senhøstes. Saa stygt og leret i Veien hu-
skede hun næsten ikke, der var derude. Sko og Skjør-
tekanter maatte nok baade pudses og vaskes, naar hun
kom hjem igjen.

Hun fik det som med en Koldsved, hun skulde snart
se Gutten! ...

Men det var jo bedst, som det var, nu, hun kunde
betale saa godt for ham.

Da hun bøiede om Plankegjærdet og havde Stuens
kjendte, sprukne Ruder lige foran sig, sagtnede hun
lidt paa Gangen. Der paakom hende pludselig saadan
Angst.

Og saa kom Nabokonen som hun saa mangen Gang
havde hjulpet, ud og begyndte at snakke og berette;
det gik som en Kværn. Der var udbrudt Nabokrig i
Blikkenslagerveiten. Og nu, hun saa Barbro selv, skulde
Sandheden frem, den skjære, rene Sandhed!

Blikkenslagerens maatte ikke indbilde sig, at ikke
andre Folk ogsaa havde Øine i Hodet! De havde nu
sat bort alt, hvad de eiede, til Pantelaaneren; - af Blik-
tøiet var der ikke mere igjen end snaut det, han kunde
sætte i sin sprukne Rude! Og hvad de levede af, kunde
ingen deromkring skjønne, uden det skulde være af
Betalingen for den stakkars udpinte Ungen, som de
taatede i Døs med bayersk Øl, for at han ikke skulde
skrige. For, tage ind der, efterat Politiet holdt Pas paa
Indrykket i Stuen, det gjorde nok ikke engang visse
Folk, som ellers ikke var saa kræsne om Tilhold ...

"Men vil Du lyde mit Raad, Barbro! saa skal Du
sætte Gutten hen til Blokmager Holman inde ved By-

SIDE: 10

bryggen. De er slige pene, agtværdige Folk, og har rig-
tig ynkets over Gutten, naar jeg har fortalt, hvordan de
har stellet med ham herude ..."

Blokmager Holman ... Blokmager Holman! - Hun
havde Navnet i Ørene, da hun trang om Hjertet steg
ind til Blikkenslagerens.

Der laa han mellem de fillede, smudsige Vuggeklæ-
der, bleg, mager og uflid, næsten med rædde Øine. Han
satte i at skrige, da hun tog ham op; han kjendte ikke
hende og hun heller næsten ikke ham.

Skuffelsen, - alt det, hun følte, - gav sig Luft i en
stigende ordrig Harme mod Blikkenslagerens.

Men samtidig havde hun, under det, at hun tvættede
Gutten, en Følelse af, hvor han var grov og svær og
kluntet af Ansigt og Krop imod de to fine, hun var
vant til. Hun indsaa nu for første Gang, hvor umu-
ligt det var, at beholde ham.

Men til Blokmageren skulde han, stakkars Gut! Hun
skulde ikke hede Barbro, om hun ikke fik Fruen til
at sætte det igjennem straks, - endnu imorgen ...

Hun vendte hjem med Ansigtet rødt og opsvulmet
af Graad og var utrøstelig hele Aftenen, indtil Fruen
kom ned fra Kontoret med Løfte om, at den Sag skulde
blive ordnet.

Og saadan kom Nikolai til Blokmagersvend Holman.

Det er i visse Maader ikke saa galt, at den, som
har havt det ondt og er blevet vanvyrdet i sin første
Tid, ikke husker noget af det, - skjønt, kanske der
alligevel hænger noget ved.

Det paastod ialfald Madam Holman. Hun kunde fra
første Dag, hun fik Gutten i Huset, baade se og mærke,
at han var opfødt i et sligt Fantehul! Øinene var saa
kloge og gløgge, og han kunde være saa udspekuleret
indful og trodsig, længe før han kunde snakke. Hun

SIDE: 11

paastod, at han rentud var ondskabsfuld, saa lur og
stille, lige til hun akkurat var sovet ind; men saa kunde
han sætte i at brøle saa høit som en Vægter.

Men det indsaa nu alle, som kjendte lidt til Blok-
magerens, at havde de ikke været heldige med Gut-
ten, saa havde ialfald han været heldig, som havde
fundet Vei til dem. Der var blot ét Ord og én Mening
om, hvilken ordentlig, pligtstræng Kone Blokmagerma-
damen var.

Lang, mager og pyntelig i alt sit Væsen, kunde al-
lerede det lille leverbrune Ansigt med de lerblaa, hu-
mørløse Øine sige én, at hun ikke var den, som lod sig
henrive til ubesindig Hæftighed.

Og de Par Gange om Aaret, Barbro besøgte Gutten,
- hun havde ikke saa let for at komme nu, Wejer-
gangs hele Aaret boede ude paa Landstedet, - kunde
hun ogsaa selv noksom overbevise sig om, hvor vel-
stelt og ren og striks han blev holdt. Det var en Tale
til Samvittigheden, fra hun kom, til hun gik, om hvor
vanskeligt det var at rette paa alle Blikkenslagerbun-
kerne, det, som galt og uforsvarligt var stelt fra først
af ... især med hans stridige Gemyt.

Nu kunde han virkelig gaa lange Stykker; men
krybe, bare krybe vilde han! og da gik det saa fort, at
ikke før havde hun Øinene fra ham, før han var baade
her og der, snart ved Gryden og Madkopperne, snart
i Vandbøtten; eller ogsaa var han henne i Blylodderne
paa Klokken.

Og rev ned og væltede og sølede sig til gjorde han,
hvor han kom; - igaar laa Kattemaden udover gul-
vet! Saa nu havde hun hængt Riset langt nede paa
Væggen, forat han kunde have det for Øie. Thi for-
nøden Skræk maatte der sættes i ham, og Paapasse-
lighed og Straf maatte der sandelig til. Og Barbro
maatte vel selv vide, at det ikke var saa let at sidde
over andres Børn, - især da et saadant vildfarende,
som var kommet til paa den Maade ...

Det var, hvad Barbro maatte erkjende for retskaffen
Tale fra Ende til anden, hvormeget den end bed hende,

SIDE: 12

og hun derfor altid fik som en Hast med at komme af-
sted igjen.

Det var ikke frit for, at hun ogsaa tog sig Lærdom
af det, - hvad hun paa sin Side kunde have Føie og
Ret til at sige Fru Wejergang om alt sit Stræv for hen-
des to, naar der kunde komme en Knude paa Traaden.

- Men den fortsatte sig gjennem hele Opvæksten den
samme Ulydighedsaand i Gutten. Den var umulig at
plukke af ham, alt det Blokmagermadamen arbeidede,
og Blokmageren selv undertiden maatte hjælpe til. Det
sidste gik dog ikke for sig, før hun tilbørlig havde ind-
prentet ham den moralske Nødvendighed af at overtage
denne sin Halvdel af Husets Pligter.

Blokmageren var en taus Mand med et Par stille,
blanke Øine. Han gik og kom Morgen og Aften, tør-
rede og pudsede sig, og stod nølende ved Døren med
et eller andet Redskab eller en Blokstjert i Haanden,
før han gik ind.

Hvad han kunde mene om sit Ægteskab, var der
liden Anledning til at se udenpaa ham. Et var sikkert
- en Kone som Madam Holman var en Skat, som ikke
kunde prises høit nok; og, blev der ikke netop saa me-
get igjen af Holman; ja, blev han endog med Respekt
at sige til noget af en Dot, saa indsaa dog enhver, at
saa maatte være i det Ægteskab, om Ligevægten
skulde bevares. Den, som blot en Gang havde set og
talt med Madam Holman, forstod det straks og, hvad
man egentlig mindre forstod, var, at det dog til sy-
vende og sidst var ham, som gjorde Blokkene nede paa
Værkstedet, hvoraf Huset levede.

Desto mere paafaldende var det, at han undertiden
blev antruffet i Porten i en Tilstand af Utilregnelighed,
som ingen skulde ventet af en saa lykkelig, gift Mand.

Efterat det Under var hændt, at Madamen selv fik en
liden Pige, - efter den store og indgribende Foran-
dring i Huset, kom det jo under Overveielse, om det
ikke var bedste at faa Stuen lettet for fremmed Afkom.
Men dels var det gode, faste Penge at have, dels kunde
hun med Tiden bruge ham ved Vuggen.

SIDE: 13

Det var det letteste Arbeide af Verden! - rigtig som
skabt for en liden Gut at sidde og træde Meien, - blot,
som en liden Øvelse for ham.

Men ogsaa her skulde hun gjøre triste Erfaringer!
Hun havde ham ved Vuggen, naar hun gik ud; men,
naar hun kom hjem, stod han og keg og maabte i
Vinduet eller høit oppe i Kjælderhalsen efter Ungerne,
som legte ude paa Pladsen. Ja hun greb ham endog
helt udenfor med Døren aaben efter sig; - alt var lige
godt for ham, bare han kunde komme op fra Kjælde-
ren og fra sin Plikt.

Naa, Mester Urian fik da ogsaa staa til Regnskap,
alt det han kunde bære paa sin syndige Ryg! ...

Og det forsikkrede hun Pigen ovenpaa, som stak Ho-
vedet ind for at høre, hvad det vesle Troldet igjen
havde gjort, siden han skreg saa stygt, at alt det, hun
straffede ham, og alt det, hun nu havde prøvet baade
med at nægte ham Aftensmad og stænge ham inde,
- det nyttede lige lidt, lige trodsig, og upaalidelig blev
han.

Nu havde hun skræmt ham med, at Fanden sad i
Krogen bag Sengen og passede paa, om han slap Vug-
gen!

Han vidste næsten ikke af sig for Rædsel, og tro-
ede hele Tiden at se den nævnte uhyggelige stikke Ho-
vedet op over Madamens Hovedpude. Derimellem
kunde han jo ikke lade være at se hen til Vinduet;
paa Pladsen udenfor var der nogen, som legte. Og,
hvordan det gik til, saa kom han til at staa derhenne,
indtil han igjen huskede, hvad han havde bagom sig.
Da fo'r han som en Pil tilbage og sad og stirrede liv-
ræd ind imod Krogen.

Fra at gjøre Nytte ved Vuggen avancerede Nikolai
fremover Aarene til at gjøre ditto ved at passe deres
Datter Ursilla udenfor Kjælderhalsen. Et Skridt vi-
dere, - saavidt som hen til Træerne over paa den an-
den Side af Gaden, var halsløs Gjerning. Begrebet om,
hvad det vilde sige at gaa over Stregen, var indpren-
tet ham med fuld Kraft. Hvorledes kunde hun ellers

SIDE: 14

være tryg for, at han ikke slap Silla helt hen til
Kummen om Vandspringet, hvor alle de uskikkelige
Gutter legte med Skibe og skreg og støiede? Hans
syndige Krop havde faat saa mange gule og blaa Stre-
ger for hver Gang, han faldt i Fristelse, at Grænsen
tilslut instinktmæssig stod for hans Forfærdelse som et
usynligt Jerngitter. En Fodbred udenfor var for hans
Fantasi den sorteste Forbrydelse, en Udaad, der vilde
drage den vildeste Gjengjældelse over ham.

At Silla var et ualmindeligt, overordentligt Væsen af
saa at sige høiere Art end han, det havde han faat
ind paa saa mange Slags Vis, alt fra hun kom til Ver-
den, at han ansaa den Sats for ophøiet over al Tvil.

Uagtet alt, hvad han havde døiet for hende eller,
ved en forunderlig Modsigelse, maaske netop for de
Offre, han havde nedlagt der, var Følelsen af, at hun
hørte under hans Forsorg, høist udviklet.

Han beundrede hende ubetinget, - med en blaa
Sløife og en gammel, rød Tøirose paa Hatten fandt han
hende mere end mærkværdig! - og han underkastede
sig en Egenvillie, der var lige saa despotisk som selve
Blokmagermadamens. Naar han havde siddet længe
nok og ladet hende kaste sig Haaret fuld af Sand, for-
drede hun, at han skulde trække Sko og Strømper af
hende. Gjorde han det, fik han Bank, gjorde han det
ikke, skreg hun, og da fik han ogsaa Bank.

Utrygheden var saa at sige den Jordbund, han le-
vede paa, og det hastige, sky Blik, han stadig lige-
som af Vane sendte hen til Kjælderaabningen, - selv
der, hvor hans ofte skyldbetyngede Samvittighed følte
sig som retfærdigst, var kun Frugten af daglige Er-
faringer.

Man kunde se den onde Samvittighed udenpaa ham
paa lang Led, sagde Madamen; og det var sandt; det
raskt speidende Blik op med de graa Øine var for at
se, hvad for Synder han nu igjen havde paa sig.

- "Gode Naboer og saadant mere", hedder det. Men
i vor Tid har man ikke Naboer; man véd i det samme
Hus ikke, hvem der bor i Etagen ovenfor eller i Eta-

SIDE: 15

gen nedenfor eller endog tvært over Gangen. Og saa-
ledes gik det til, at ingen i Huset havde videre Øre for
Nikolais forskjellige uheldige Skjæbner dernede i
kjælderen, uagtet de kunde gjøre sig gjældende høi-
lydt nok under Eksekutionerne.

Man havde vænnet sig til den evige Skrig og Hylen
af den uskikkelige Gut, som man vænner sig til Øvel-
ser paa Pianoforte eller Gnissen af en Fabrik, trøstede
sig vel ogsaa kanske med, at det var ganske heldigt,
at et saadant moralsk fordærvet Barn var kommet ind
under Opdragelse og Tugt.

Naar "han Nikolai og hu Silla" som vanligt drev
paa Fortoget udenfor Kjælderhalsen, kunde Husets
Folk i Forbigaaende sende den lille Pige et venligt
Nik. At opmuntre Nikolai paa det Vis vilde været en
Feil.

Maren Kokkepige, der var kommet sidste Faredag i
Etagen ovenpaa, havde selvfølgelig endnu intet Begreb
om Blokmagermadamens strænge, rettænkende Karak-
ter og maatte vistnok undskyldes i, hvad der passe-
rede:

Hun gik ned i Kjælderen med Lygten en Kvæld for
at hente Kul og Ved, hæsende og pæsende med Bøtten
i Trappen, som hun pleiede; hun havde Knæk i begge
Hofterne af Gigten og vippede som en Baadmast i uro-
ligt Veir over baade til den ene og den anden Side.

Fra Vedrummet hørte hun med et, at det ligesom
jamrede i Mørket indenfor. Det var, som nogen hul-
kede og græd og derimellem higstede krampagtigt i
lange Stunder uden at kunne faa Lyden frem.

Stemmen lød saa rent overgivet fortvilet, at Maren
stansede med at faa Veden i Fanget og stod ved Stab-
ben og lyttede. Det syntes at komme fra et af Kul-
rummene inde i den mørke Gang. Tilslut greb hun
Lygten og famlede sig indover; hun maatte se til at
faa rede paa, hvad det var.

"Er her Folk?" raabte hun ved Døren, hvorfra Hig-
stingen lød.

Der blev pludselig aldeles taust.

SIDE: 16

Hun bankede haardt paa med et Vedtræ; men da
lød der et Angstens Hvin derinde, saa Maren kastede
Veden fra Forklædet og rev op Haspen, som var luk-
ket med en Pinde.

"Men hvem har sat den stakkars Gutungen herinde
i svarte kullende Mørket!"

I Lyktelyset stirrede Nikolai vildt forfærdet paa
hende.

"Jeg tro'de, det var sjelve Fanden jeg. Ja, for han
banker i Væggen, gjør han!"

"Huf, Du skræmmer Vettet af Folk, Gut, med det
stygge Snakket dit!"

"Madamen siger det!" - og med et raskt forskende
Blik op paa Maren lagde han til - "men tro, om hun
siger det bare, for at jeg ikke skal røre ved Sukkeret
hendes?"

"Er det derfor, Du staar her?"

"Jeg har ikke taget noget fra hende, men jeg skal
tage, skal jeg, naar hun siger det, enten jeg gjør det
eller ei! - Det er bare for den Mandagen, jeg stak
Tungen lidt ned i Posen og slikkede, da jeg var efter
et Halvpund. Men nu skal jeg knaske, saa hun skal
faa bare tomme Posen igjen. ... Jeg skal tage! ...
jeg skal stjæle!" satte han i og skar Tænder. "Gaa -
gaa ikke!" hikstede han og greb hende i Skjørtet, "for,
naar det blir mørkt, saa kommer'n og sætter Kløerne
i mig."

Hvad skulde Maren gjøre? Hun stod og svælgede og
betænkte sig; hun turde da ikke rigtig slippe Gutten
ud heller.

Hun fik kanske prøve at gaa ind og bede for ham
hos Blokmagermadamen?

"Hjælpe mig til Juling ja, - for det ogsaa!" lød det.

Der var ingen Raad for, hun kunde ikke lade den
rædde Stakkaren staa der i Kulbingen. Og med luk-
kede Øine for sin egen Beslutning udbrud hun:

"Saa faar Du være med mig op i Kjøkkenet da og
ligge paa Krakken der inat."

Denne Gang veiede Nikolai ikke Sandsynligheden

SIDE: 17

for, hvad Blokmagermadamen vilde sige eller gjøre,
han greb bare dobbelt Tag i Skjørtet. Og med Gutten
tæt bag efter sig i Kjølvandet vaggede Maren saa igjen
op Kjøkkentrappen.

Medens hun fandt sammen nogle af sine gamle Tør-
klæder og Skjørter til at lægge ham i og plukkede ud
af sin egen Sengebænk og gjorde i Stand saa godt og
varmt, hun kunde henne paa Krakken, syntes Nikolai
at have glemt alle sine Gjenvordigheder.

Der var saa meget nyt heroppe! Bliktøiet hang saa
mangfoldigt og blankt henover Væggen, og saa var jo
Katten en gammel bekjendt. Han havde set den nede i
Gaarden mangengang, og nu maatte han jo knibe sig
til at faa fat i den, saa langt den drog sig under Senge-
bænken.

Se saa, der rev han ned Blikkjedelen med Ryggen.

Han fo'r forskrækket tildørs. Men Maren tog den
ganske rolig op; der vankede ikke et Ord til Skjænd,
noget, han forundrede sig endnu mere over end baade
Bliktøiet og Katten.

Maren var endelig sovnet ind efter al den Riven og
Sliden af Gigten i de mødige Hofter, som hun altid
havde at strides med først paa Natten. Hun vaktes af
et vildt Skrig.

"Hvad er det, - hvad er det! Nikolai! ... Nikolai
da."

Hun fik tændt paa Lysestumpen. Der sad han opret
og forsvarede sig med Armene.

"Jeg svntes, de vilde tage Hovedet af mig, jeg!" for-
klarede han, da han endelig havde samlet sig.

Da hun lagde sig ned igjen, kom Maren rigtig til at
tænke paa, hvor godt og vel det var, at hun ikke havde
noget Barn at svare for. Hver skal have sit, og hun
havde nu faat denne Gigten ...

Men det blev et haardt Pust for hende da Madam
Holman om Morgenen i Kjøkkentrappen i Overvær af
Pigerne baade over Gangen og i anden Etage forlangte
Regnskab, fordi hun havde stukket sin Næse ind i det,
hun sletikke havde noget med. Hun fik da en saa

SIDE: 18

retskaffen Besked en Gang for alle baade om, hvorfor
Madamen havde stængt ham inde og om, hvad de dag-
lig havde at gjennemgaa med Gutten, at Maren stod
igjen ganske flad.

For det kunde Madam Holman sige for sit Liv, at,
var der nogen i Huset, som ikke taalte Uorden eller
uanstændig Opførsel, saa var det hun! Hun vilde ikke
betænke sig paa nogen Refselse fremfor, at det skulde
paasiges hende, at hun drog op under sine Øine Skam
og Forvorpenhed.

Men, naar Maren om Kvældene sad ved Lygten paa
Stabben dernede og kunde høre Gutten skrige helt
inde paa Blokmagerens, aarkede hun ikke at gaa op,
førend det værste var over. Hun syntes, hun aldrig
havde hørt noget saa hjerteondt, - endda det var for
Retfærdighed.

Deroppe hos Maren fik han da ogsaa som et Slags
Nødhavn. Der sad han stille som en Mus i Krogen ved
Vedkassen og skar sig Baade, som han havde paa
Brystet under Blusen, naar han bar Madspandet ned
paa Værkstedet til Holman ved Bryggen.

At forestille sig, at Nikolais Tilværelse altid førtes
saa at sige i Kulbingen eller under Vask om Ryg og
Øren af Blokmagermadamens varme Hænder, vilde
imidlertid være Overdrivelse. Han havde ogsaa sine
Glansterminer, da Madam Holman strømmede over af
Lovord om ikke netop over ham, saa over alt det,
hun under sit daglige Stræv havde udrettet til hans
moralske Forbedring.

Det var de to Gange om Aaret, da hun skulde hente
Betalingen for ham paa Generalkonsulens Kontor i
Byen. Med Kjøkkenvognen, som gjorde Indkjøb om
Formiddagen, fik da Nikolai ogsaa gjerne Lov til at
følge ud paa Landstedet.

Og der sad han da, medens Vognen ramlede og
skramlede, pyntet, hel og ren, skuret og kjæmmet
over Hoved og Krop som en Kobberkjedel, der er taget
med Sand og Lud. Stille kunde han ikke sidde et Øie-
blik; han snakkede og spurgte - altid om Hesten, den

SIDE: 19

brune, mærkværdige Hest! - om den var deres bedste
eller næstbedste, om den kunde tage igjen Jernbanen,
eller hvem eller hvad den kunde tage igjen ...

Saa svang Vognen, saa altfor tidligt ind paa Gaards-
pladsen foran Kjøkkendøren, og ind blev han ført af
Tjeneren gjennem Gangen til Barnekammeret.

"Du har nu vel tørret Benene dine? - Du kunde
havt saamegen Forstand, Lars, at Du ikke tog Gutten
ind den Vei, slig, som han er paa Skoene!" Hans Mor
tog og satte ham paa Stolen.

Og saa fik han Smørrebrød og Kringle og Melk. Men nu
maatte han vente, til hun kom ind igjen, for hun havde
travelt idag med at vaske af Lizzies og Ludvigs Tøi.

Ind kom de nævnte, hans jevnaldrende, stormende:
den ene trak en stor opbidslet Ridehest efter sig, den
anden bar to store pyntede Dukker. De var sendt derud
af Fruen for at lege med Nikolai. Og snart gik det
ogsaa rundt derude i Barnekammeret i fuld Gallop ...
Hyp! hyp! - Nikolai trak, og Ludvig red, hyp, hyp,
hei! ... Og saa tilsidst vilde ogsaa Nikolai ride; nu
havde han trukket saalænge! Men Ludvig vilde ikke
af, og saa hev Nikolai Bidslet og vippede ham med det
ene Ben ned af Hesten.

"Din Fillegut, Du er, drister Du Dig!"

"Fillegut, - Fillegut for Dig!" Det endte med et
Varp op i Sengen, bak hvilken Ludvig nu forskansede
sig og hylte, medens hans Søster gjorde Parti med
ham og ogsaa satte i.

"Hvad er det? - hvad er det, Barna mine!" kom
Barbro ivrigt ind. "Skammer Du Dig ikke, Nikolai, at
opføre Dig saaledes mod Generalkonsulens Børn. Du
kan bare prøve Dig, kan Du! - Saa Ludvig! ... saa
saa, Lizzie! - han gjør ingenting. - Hører Du, Niko-
lai, bare gjør, som de vil. ...

Og saa maatte Barbro hen og jamre for Ludvigs sti-
vede Krave, som var blevet saa krøllet. "Kom nu, Gul-
legutten min, kom nu, saa skal Du faa lege igjen
straks."

Hun tog ham op paa Fanget ... "Ja det er min egen

SIDE: 20

Gullegut, som er snil det. - Saa saa, hold Blusen hans,
Nikolai! - her skal Du faa se én, som er saa fin, at
det skinner, og saa snil, saa snil."

"Vis ham Søndagsklæderne mine, Barbro, og de la-
kerede!" ... og saa fik Nikolai Lov til at se i Komo-
den paa alle Ludvigs og Lizzies Kjoler og Skjærf og
fine Underklæder samt kige i Legetøisskabet og for-
bløffes over gamle Trommer og Trompeter og aflivede,
hovedløse Mænd og Heste og Tinsoldater og Noæh Ar-
ker med Tilbehør, hvilket alt Barbro sagde, de havde
faat, fordi de var saa snille.

Der var en hel Stabel derinde i Skabets Underrum,
saa Nikolai begreb, at de havde været uhyre snille,
og at hans Mor ogsaa - hvad han følte med en bit-
ter Skuffelse, - maatte være tilsvarende uhyre glad
i dem. Det maatte være anderledes Børn end han,
saadanne som aldrig fortjente Juling, men altid Lege-
tøi. Han blev rent stur og lei, der han stod. Traf han
nogengang den Ludvig nogetsteds, skulde han give
ham igjen for det med Hesten.

Saa slog endelig Afskedens Time, da han skulde
følge med Trillen, som Klokken tre hentede General-
konsulen tilbage fra Byen. Begge de to hang i Mode-
rens Skjørter, da hun fulgte ham ud.

"Farvel, Nikolai!" hun klappede ham paa en Maade
over Kind og Haar, saa han saa halv tvilende paa
hende, - "og hils til Blokmageren og Madam Holman.
Hører Du, glem endelig ikke Madam Holman! ... og
- nei, spænder Du nu paa Lakeringen ogsaa! Du maa
sidde rigtig pent, Nikolai! ... hele Veien. Skjønner Du
ikke, at de fine Vognpuderne ikke er til at komme nær
med Støvlerne? Du skulde bare se, naar Ludvig og
Lizzie kjører, hvor pent de sidder, - ikke sandt, Barna
mine!"

Og afsted bar det.

Det havde jo været en Festdag, og en stor, sukkret
Kringle havde han faat med sig, og den smagte dei-
ligt; men, hvordan det var, saa stak han med ét i at
græde paa Hjemveien.

SIDE: 21

Dagen efter fik han fuld Bekræftelse paa, hvor gjildt
han havde havt det.

Medens han drev op og ned paa Fortoget under
sin daglige Beskjæftigelse med at passe og vogte Silla,
opfangede han stumpevis Madam Holmans Udlægnin-
ger inde i Portrummet til Husholdersken ovenpaa;
hendes høie Skikkelse var ham ikke et Øieblik ude af
Syne.

... "Kan nok sige det, Jomfru Damm! Tage ham
ind i Stuen til deres egne Børn; det er ikke mange
Storfolk, som vilde gjort den Ære paa slig én!"

"En faar gjøre saa mangt i denne Verden, Jomfru
Damm! - vi faar renskure Rendestensbrættet, som de
siger, og drages me'n ... og det tør jeg sige, at han
viste for, at han var skikkelig stelt fra inderst til
ytterst."

"Slig Ære og Hæder, som det kunde være et andet
ærbart Barn, de havde bedt til Selskabs. Han skulde
huske paa det hele sit Liv."

... "Saa stor og gjild, hun nu gaar der, har hun
nok ikke Lyst til at komme hidud og kjendes ved
Gutten. Ingen Sag for den, som kan betale Skammen
fra sig."

Nikolai tærskede af alle Kræfter med Hælen et gam-
melt afhugget Hanehoved, som laa i Rendestenen, til
det blev fladt som en Skilling.

- - - Efterat Skræmslerne med Bussemanden og
Fanden i Kulkjælderen var afsløvede, blev et af Ma-
dam Holmans kraftigste Virkemidler at true med at
skikke ham i Almueskolen, en Indretning, der stod
høit for hendes Indbildningskraft som offentlig auto-
riseret Straffeanstalt for Ungdommen og dagligt Ind-
øvelsessted i Pligternes Opfyldelse.

Hvad der vilde hænde, naar han kom i Skolen, fik
han aldrig noget klart Begreb om; men, at det var
noget aldeles ubestemmelig forfærdeligt, fremgik af de
stadig nye formummende Antydninger og de forbe-
holdne, mystiske Støn og Nik, hvormed de ledsagedes.

SIDE: 22

En Dag blev der saa tilsidst Alvor af. Han skulde
did Mandag Morgen.

Torsdag, Fredag, Lørdag og Søndag, - han talte paa
Fingrene, - alle de Dage havde han igjen. Og hvor
vogtede og passede og legte han ikke med Silla i dem,
og hvor fløi han ikke Ærind snar som en Pil.

Endelig var det ikke mere end denne ene Søndags-
eftermiddag igjen.

Han sad ved Eftasverden med Silla og søgte at tage
Trøst af hendes Formeninger om Skolen, hørte, at han
ogsaa imorgen skulde have Søndagsklæderne paa, fordi
det var første Gang, og sov om Natten med Panden
perlende af Sved.

Om Morgenen havde Nikolai imidlertid sneget sig
væk.

Det nyttede ikke, alt det Madam Holman spurgte
efter og ledte og raabte, udlovende med rund Haand
baade Pinsler og Tilgivelser, naar han blot kom nu
straks. Han var forsvunden!

Over Middag overraskedes Maren ovenpaa ved at
se ham komme frem af hendes Sengebænk. Hun put-
tede Mad i ham og bad ham love sig at gaa hjem; og
det vilde Nikolai gjøre; men bare ikke, før det blev
mørkt.

I Skumringen tog han sig et Trip nedover til Bryg-
gen, underholdt sig en Timestid med at sidde og vugge
i en Skibsbaad, sneg sig i det vaade Oktobermørke
gjennem de trange, regndryppende Passager mellem
Pakboderne, indtil han var sikker paa, at der ikke mere
var Lys paa Tomten, og tilbragte saa Resten af Kvæl-
den med at ligge og kige over Planken hen til Lyset i
de to Kjældervinduer hjemme. Han iagttog, hvorledes
Blokmageren kom forsigtig luskende og stod en Stund
stille foran Døren, før han steg ind, og hvorledes de
lagde Silla tilsengs. - Vindusskjæret sagde ham som
to matlyse, ubarmhjertige Øine, at, kom han nu hjem,
saa var Stuen fuld af Retfærdighedens fortjente Straf-
fedom.

Saa sluktes Lyset ...

SIDE: 23

I Duskregnet udover Natten gled Skjæret af en Lygte
om iblandt de vaade Plankestabler, og bag den keg et
Par Øine, der havde en vis Vane til at se i Mørke
efter alskens Personer, som fandt for godt at forstikke
sig paa Tomten. Lygten vandrede om derinde mellem
de trange Rækker og holdt af og til stille, medens den
kastede sit undersøgende, rødlige Skjær dybest mu-
lig, ind imellem Bordsprinklerne.

Der opdagedes ingen den Nat. Blandt de mange fir-
kantede Rum, der kunde give Hus, havde Nikolai med
et vist født Instinkt valgt det forreste og umistænke-
ligste, et, der stod halvbygget med et skraat Gangbord
over. Der laa han kilet ind i det inderste Hjørne, fast
indsovnet i Selvforglemmelsens lykkelige Nirvana, -
nul Skole og niks Blokmagermadam! - foroverbøiet
paa Knæ med Trøien over Nakken for Dryppet og Støv-
lerne ned i den vaade Lere.

Men denne Nat under vaad Himmel med Trondsens
Planker til Sengestolper lagde noget nyt ind i hans
Sind, en mod al Madam Holmans omhyggelige Om-
sorg vistnok høist uskjønsom Følelse af, at Bordtom-
terne var hans egentlige Hjem, - en vis selvhjulpen,
fri Vildmandsbevidsthed i Forhold til alt, hvad man
siden fandt for godt at skrue ham ind i, Skolen ikke
mindre end Madam Holmans Kjælderhals ... Bord-
tomterne skinnede i Godveirsdagen saa hvide i Veden
og, naar Mørket faldt paa, stod de der som hans ofte
prøvede, hemmelige Venner, der kunde unddrage ham
for det forfærdelige hjemme.

- Ind paa Skolen kom han da, og en af hans før-
ste beskedent forskende Blikke gjaldt Prygleblokken,
som Madam Holman havde truet med. Han havde
forestillet sig, at det gik paa Slag i Slag med Rotting
og Ris uafladelig stampende, som i Cikorifabriken ne-
denfor paa Pladsen.

En saadan Blok fandtes mærkværdig nok ikke! Men
vel var der andre Ting, hvori han skulde klemmes og
sprænges som en Læst i en Støvle; og han var en haard
Læst, der mangengang ikke vilde længer end ned i

SIDE: 24

Skaftet; - saa maatte Resten hamres og bankes, hvor
andre smidigere gled ramsende glat ned som en Aal.

Der var Ting, han begreb, og Ting, han ikke be-
greb. De første kom sjelden til at blive forklaret ham,
de sidste forstod han ikke, om der blev forklaret al-
drig saa mange Gange; og Resultatet var en pint Be-
vidsthed, en stadig Difference eller kommen tilkort
baade i Forhold til Lekser og Lærere, som blev at ud-
jevne med Prygl og sidden igjen der, hvor de mange,
ogsaa i dette Punkt smidigere, hjalp sig ud af det som
sande Virtuoser.

Men hvad var selv en hel Skoledag toppet og raa-
get fuld af Gjenvordigheder imod de lange seige en-
deløse Timer udover Kvælden, naar Madam Holman
med egne Øine "overvaagede, at han læste sine Lek-
ser", og han knap saameget som turde kige over til Silla.

Hvad Holman angaar, saa havde Erfaring lært dem,
at hans stive, stirrende Øine intet saa; han sad stum
og stille udover Aftenen. I Madam Selvigs Skjænke-
stue fandt han det Middel, der gjorde ham ufølsom
for Moralprækener, selv de mest begrundede og ind-
trængende. Der stod han hver Kvæld et Kvarter over
Arbeidstiden præcis som et Slaguhr, og naar Uhret
drog paa otte, var han lige saa præcis til at pigge hjem-
over, - en Promptitude, der - i Forbigaaende sagt
- i Skjænkestuen indbragte ham Titelen Ordensgene-
ralen.

Det var et farligt Hjørne, hvor den store, brede Gade
til Latinskolen krydsede den smale, som gik til Al-
mueskolen; og de Dage, det hændte, at Eftermiddags-
timen for den sidste netop var den, da Latinskolen slut-
tede sin lange Formiddag, kunde det træffe, at det løs-
slupne, sprudlende Humør hos dem, der gik fra Sko-
len, kom i Kollisioner med det mørkere og bittrere hos
dem, som netop skulde til den.

SIDE: 25

Med sin fine Sælhundsrandsel paa Ryggen havde
Ludvig Wejergang nu alt slidt Veien der i flere Aar.
For sit lille Hoved med Fuglenæsen, sin høie, haarløse
Nakke og Maaden, han gik paa, havde han Øgenavnet
Strudsen. Naar han mødte Nikolai, lod han, som han
ikke kjendte ham, og Nikolai paa sin Side plystrede
og klamsede med Skoene i Brostenene.

Langs Rendestenen gik Almueskolens nye Holke et
godt Stykke ud i Latinskolegaden. Den var et Pro-
dukt af de manges Fællesarbeide hele Ugen igjennem,
og Tilfældet vilde, at Nikolai i Spidsen for en Kjede
af Kammerater kom i fuld Fart huiende og skrigende
nedover den, netop som Ludvig Wejergang og nogle
andre strøg om Hjørnet. Unge Wejergang fik et Stød,
saa han mistede Pennalet, og Penneskafter, Blyanter
og Griffeler laa strøede udover.

"Tag op, din Slusk!" skreg han til Nikolai, som var
den, der var kommet an i ham. "Jeg skal melde Dig
hjemme, det kan Du stole paa. Naa tag op, eller ..."

Et Spark sendte et Par løse Sneklumper til Svar.

"Du skal nok bli' bugtet, er det det, Du vil? Far
skal faa vide det endda idag, at Du er Førstemanden
for Gadepøbelen her i Byen, og, vil ingen anden sige
Mor din det, saa skal jeg, om hun saa tuder og graater
aldrig saa meget."

"Du vil nok, jeg skal vride paa Strudsenæbbet dit?"

"Drist Dig bare! ... Du véd kanske ikke, at vi be-
taler for Dig hos Blokmageren? Men jeg skal sørge for,
at han pisker Skindet af Dig, til Du be'r om Forladelse,
jeg! - slig én, som ikke engang véd, hvem Far hans
er ... og Moderen ønsker bare, han aldrig var til."

Det sidste Ord var knapt ude af hans Mund, før Ni-
kolai var over ham med Næver som et Par Slægger, og i
nogle salige Sekunder udhamredes ethvert Spor af
Standsforskjel og Fødsel ... Her skulde han kjende
"baade Far sin og Mor sin!"

Det blev en af Almueskolens mindeværdige og be-
rømte Dage den, da Ludvig Wejergangs Strudsenæse
blev aftappet for sin Vin i Sneen; og to tre Skoleklas-

SIDE: 26

ser af interesserede Tilskuere stod endnu den næste
Middag og efterspeidede Spor af røde Flækker omkring
i Snehaugen ved Lygtepælen.

Men, stod Æren og Beundringen høit den hele Efter-
middag paa Skolen, saa vidste han jo, at han hjemme
vilde møde en hel anden Opfatning af Begivenheden,
om hvilken de nu vistnok alt sikkert og prompte havde
faat Besked fra Wejergangs.

Paa Hjemturen gik han langsommere og langsom-
mere. Tanken paa, hvad der kunde vente ham, gjorde
Foden stedse mere blytung, og, da han saa tilslut skil-
tes fra sin sidste Kammerat, stansede han med ét og
bøjede om ved Høkeren, hvor Gadeløbet førte fra og
ikke til Hjemmet .. .

Det var nu tredie Natten, Nikolai havde været borte,
stod Madam Holman og forklarede Konstablen uden-
for; - og det var ikke at undres over, om han ventede
sig fortjent Løn og kjendte Ryggen svide. Forgribe sig
paa bedre Mands Barn! og det Konsul Wejergangs,
hans egen Velgjørers Søn!

Men hvor kunde han være? Paa Tomten var det vist
og sikkert, han ikke kunde holde til, nu paa denne Aar-
sens Tid.

Hans Tilhold var hellerikke let at hitte; thi det var
noget nær som at søge i sin egen Lomme. Fælles med
andre Ildgjerningsmænd dreves Nikolai nemlig af en
uimodstaaelig Trang til - som Fluen, der sværmer
om Lyset, at forstikke sig nærmest mulig Stedet for
sin Skræk og Angst, der, hvor Madam Holman var, og
han skimtede i Silla.

Holman laa om Natten og kjendte gjennem Rusen,
at det var galt paafærde med Nikolai. Han hørte, hvor
det dryppede og dryppede i Tøveiret udenfor plask,
pladask! Lyden kom med ens Melodi: Ni...ko...lai, Ni...
ko...lai...

Han kunde miste Helsen derude ...

SIDE: 27

Med et kraftigt Tiltag satte han sig op i Sengen.
Hvor skulde Nikolai holde hus uden under den gamle
Vognkappe oppe paa Spærreloftet over Vognremissen,
som stod der mugnet og istykker med aabent Gab mod
Væggen?

Det var under Lyset af denne sin Idé, at han fo'r ud.

Nikolai kjendte intet til Blokmagerens Næve; han
sov lykkeligt endnu, medens han løftedes op efter Trøie-
kraven.

Det var først, da han stod opreist paa begge sine
Fødder, at han, lynsnart fattende Situationen, kastede
sig overende og sparkede og spændte og skreg. Hjem
vilde han ikke, de kunde før faa tyne ham, før tage
Hovedet af ham!

Hans Hæljern baade viste og lod føle, at han mente
det; han var rent fra sig.

Havde han ham bare indenfor Døren, skulde Rot-
tingen faa danse! Blokmageren var kommet i fuld Op-
hidselse.

Madam Holman ventede i Døren med Lyset. Ved
Skjæret saa hun et graahvidt Ansigt; Øinene stirrende
paa hende, medens det alt i et lød: "Ind faar I mig
ikke. Er jeg født paa Gaden, kan jeg bli' paa Gaden!"

Madamen modtog en Hilsen af de hvasse, graa, trod-
sige Øine, - og undaf Blokmagerens Hænder ude af
Porten - væk var han!

Slagene paa Ludvigs Næse havde truffet Barbro lige
i Hjertet. Men, da hun hørte, at Nikolai var rømt fra
Blokmageren, og at der var Spørgsmaal om, at faa ham
ind paa Anstalten for moralsk fordærvede Børn, blev
der en Graad og Tuden. Hun havde havt nok Skam
at Gutten og dette kunde hun ikke overleve. Fruen
maatte forhindre det. Hun var sig bevidst at have gjort
sin Pligt og mere end det i alle disse Aar, hun havde
været Ludvigs og Lizzies Barnepige; men dette kunde

SIDE: 28

hun ikke taale! ... dette maatte Fruen hindre, ellers
vidste hun ikke, hvad hun gjorde, eller hvad det blev
til; hun var istand til ikke at blive der længere ...

Barbro sad og sukkede og græd i Barnekammeret,
saa man næsten ikke turde gaa derind.

Saadanne Anfald pleiede at vare høist en Dag; men
dette gik nu paa i tre og forstyrrede Hushyggen. Saa
fik Fru Wejergang sin Hovedpine og skulde have Ef-
termiddagssøvn, den vante Kur, hvorunder alt maatte
være saa fjerstille om hende.

Det var Barbro, som pleiede at værge om den ved
at gaa og hysse og tysse helt ud i Kjøkkenet og holde
Vagt ved Døren til Gangen. Men nu sad hun blot in-
denfor og snufsede.

Lidt forundrede det hende at Fruen hele Tiden laa
saa taus uden at raabe paa hende. Paa den anden Side
nød hun jo den Straffedom, hun holdt. Fruen skulde
faa kjende, hvad det vilde sige at staa imod hende, om
det saa skulde vare hele Ugen ...

Det blev mørkt, og Fruen laa endnu. Hun laa, helt
til Konsulen kom kjørende hjem imod Aftenen; hun rin-
gede ikke efter Lys engang, da hun stod op.

Det var med Tørklædet om Hovedet, rød i Ansigtet
og ganske forgrædt, at Fru Wejergang den Aften mod-
tog sin Mand; hun var i en voldsom ophidset Sindstil-
stand og ganske skjælvende i Stemmen.

Hun vilde intet mindre end, at han skulde sige Bar-
bro op!

Det var et Tyranni i Huset uden Lige, havde været
det i mange aar! og naar hun havde fundet sig i det
uden at klage, - Wejergang vidste, at hun aldrig havde
klaget! - saa var det for Børnenes Skyld. Men det
var sandelig unødigt nu, og "det kan være noksaa godt
at gribe Anledningen; hun er blevet altfor, altfor kjæp-
høi her i huset!"

At Opsigelsen blev givet hende paa den mest paa-
skjønnelsesfulde og hensynstagende Maade, om end
tillige urokkelig bestemt, det forstod sig af sig selv. Hele
Fruens Omgangskreds var enig om, at de alle havde

SIDE: 29

ventet paa, at Wejergangs dog engang vilde skille sig
ved dette forvænnede Menneske.

Den eneste, som i Sjæl og Hjerte var forbauset, al-
deles bedøvet som af et Tordenslag, og som længe ikke
kunde forstaa Tingen, - at hun, Wejergangs Barbro,
virkelig nu sad der opsagt baade fra Ludvig og Lizzie
og hele det Hus, hvor hun var saa uundværlig, det var
Barbro!

Hun gik høitidelig krænket og ventede paa, at der
skulde komme Ombestemmelse en af Dagene. Saa blev
hun ydmyg for Fruen og græd for Børnene.

Men altid kun den samme Venlighed, der stedse slog
Opsigelsen mere fast.

Og nu talte Fruen om et Gratiale, som Generalkon-
sulen vilde tilstaa hende ved Avreisen.

Indigneret knyttede hun Hagebaandet paa sin stase-
ligste Hue og begjærede med fornærmet Værdighed
Tilladelse til at gaa ind til Byen.

Hvad dette skulde betyde, vilde Fruen nok faa vide,
naar hun engang ud paa Dagen vendte tilbage. Det
var intet mindre end, at det nu var hendes bestemte,
urokkelige Hensigt at udbyde sig til andre, der vidste
at paaskjønne hende anderledes end Wejergangs.

Sine harmfulde Skridt styrede hun lige til Amtmand
Scheeles; de havde fire Børn og søgte efter Barnepige.
Det var Generalkonsulens nærmeste Omgangsvenner,
hvor hun blot behøvede at vise sig for at blive taget
med Kyshaand. Hvormange Gange havde ikke Amt-
mandinden rost hendes Stel og talt nedladende med
hende, naar de var der om Søndagene til Middag. Hun
havde mere end én Gang prist Fru Wejergang lykke-
lig, som havde en saadan Perle i Huset, og sukket over,
at hun selv ikke kunde finde Magen.

Men, hvor uheldigt var det ikke, - Amtmandinden
beklagede det særdeles, de havde netop bestemt sig for
en anden!

"Tænk, Scheele!" udbrød Amtmandinden, da hendes
Mand kom ned fra Kontoret, "der er Revolution henne
hos Wejergangs, og den stormægtige Barbro Barnepige

SIDE: 30

har faat Reisepas. Hun har været her og budt sig til
os, jeg vilde ikke eie det forvænnede Møbel for nogen
Pris."

- Barbro gik langt den Dag og til de bedste Huse.
Hun havde Generalkonsulens lange, udmærkede At-
test paa et stort, i tre sammenlagt Ark at fremvise, og
vidste jo tillige, hvor hun var vel kjendt. Men saa stor
og stiv og pyntet, hun stod ved Døren, og saa godt hun
téde sig, - der var ingen, som havde Brug for hende.

Og sent om Aftenen, senere end nødigt, eftersom hun
ikke gjerne vilde vise sig, kom hun skuffet og træt
hjem igjen.

Det var virkelig, som hele hendes sikkrede Berøm-
melse gjennem alle disse Aar, al hendes Troskab som
Guld, hele hendes Prestige som Amme og Barnepige hos
Wejergangs nu med ét skulde være bare Luft!

Saa saar, som hun gik der efter sit uheldige Felttog,
var der mærkværdig nok heller ingen i Huset, som
spurgte hende, hvordan det var gaat, om end nok af
skadefro Blikke fra de Medtjenere, hvis heldige eller
uheldige Stjerne hos Fruen i saa mange Aar havde
beroet paa hende. Og lige saa ofte, som hun søgte
at bringe noget paa Bane for Fruen, lige saa regelmæs-
sig bragte Fruen Talen over paa noget andet, - ja
hun svarede endog engang afvisende, at Barbro maatte
vide, at hun aldrig befattede sig med saadant.

Men Venlighederne tiltog, eftersom det lakkede mod
Faredagen; Barbro begyndte at faa Øie for denne Ven-
lighedens Skrue, der dreiede sig saa blidt, og stadig
skruede hende længere ud af Huset. Generalkonsulen
fik Nikolai anbragt paa Prøve som Læredreng nede i
en Smedie ved Kranen, og af Fruen vankede der nu
snart ét, snart et andet Stykke, som hun skulde have
til Afmindelse. Men da hun saa en Dag - meget be-
tænkt af Generalkonsulen! - fik til Foræring en af
hans gamle Reisekufferter, lod hun pludselig sin store,
tunge Person synke aldeles overvældet i Sæde paa den.
Hun kunde ikke bringe over sit Sind, havde aldrig
troet, at den Dag skulde komme, da hun skulde skil-

SIDE: 31

les fra Fruen og Ludvig og Lizzie, hun kunde ikke
overleve det!

Det var en Appel lige til Generalkonsulen selv. Men
Svaret var ikke netop, som Barbro ønskede det. Han
klappede hende paa Skulderen og sagde:

"Det glæder mig min kjære Barbro, at Du indser,
Du har havt gode Dage!"

Da hun modtog Opgjør og sin Sparebankbog inde
paa Konsulens Kontor, - den beløb sig til hundrede
og fjorten Speciedaler, et Resultat, hvormed han sagde,
hun burde være fuldkommen tilfreds, naar hun be-
tænkte de store Udgifter, hun havde havt for Nikolai,
erklærede hun, at hun havde bestemt sig til at hvile
ud en Tid, før hun tog sig Tjeneste, og havde akkor-
deret sig ind hos en Gaardmand oppe paa Landet, hun
havde nu slidt for andre i fjorten Aar!

Den sidste Aften, som hun havde gruet saa for, gik
lettere, end hun havde tænkt. Generalkonsulens var
budne til Willocks Landsted med Børnene om Efter-
middagen, saa Afskeden blot kunde blive ganske kort,
før de gik i Vognen.

Hun stod igjen med en Følelse i Fingrene af Lizzies
fine bløde Peltsværk, som hun havde strøget.

Blokmageren slog sin regelmæssige Bugt indom Sel-
vigsjappen om Kvældene for at tage sig de fornødne
Stivere til Hjemkomsten. Naar Ølflasken og et pas-
sende Antal Drammer var tømt, var hans i Førstnin-
gen lidt hastende, urolige Mine tilslut størknet i en
sløvt stirrende, fast Maske. Det var Skorpen om hans
indre, langt ind i det ubevidste forsænkede Menneske,
der nød sin daglige Glemselsstund fra den Livskamp,
han nu engang havde overtaget, dengang han valgte at
forene sin Skjæbne i Uadskillelighed med sin pligt-

SIDE: 32

aandende Madam, den, hvori han saa totalt meldte Pas
og bøiede undaf. Naar han sad der taus fortænkt og
stirrede over Glasset, følte man, at han rugede over
noget, mulig kun Drammens Nummer, mulig Regnin-
gen, mulig ogsaa en hel afsides Tankeverden, hvori
han stirrede stille som Naturforskeren ned i det bund-
løse uudgrundelige.

Eller mulig grublede han i taus Resignation over
Ægteskabets Problem og Konsekventsens forunderlige
Lov, som havde sat ham af herinde paa Skjænkestuen.

Men Orden skal der være, sagde Blokmageren og
tog, naar Klokken slog halv ni, med "Redskaben" i
Haanden og ludende Nakke sin Vei famlende hjem-
over.

Om Lørdagsaftenerne, naar Arbeidet sluttede paa
Værkstedet, kom der gjerne en opløben, ung, geschæf-
tig Pige med tykke Haandled, magre Arme og lidt for-
overbøiet i Figuren ned for at afhente ham. Hun havde
en Kurv med et Papir, hvorpaa stod skrevet, hvad der-
skulde kjøbes for Ugelønnen.

Saa bar det gjerne opover Gaden med de to, stedse
langsomme, trevnere og seigere. Han stansede den ene
Gang efter den anden, saa sig betænksomt om med den
ene Haand i Lommen og udsmækkende af og til et:
"Sa sa!" - indtil han ved Madam Selvigs Trappesten
og grønne Dør pludselig erklærede, at han havde "Red-
skab" staaende derinde; han kom igjen straks.

Hvad "straks" betød, vidste Silla af Erfaring, og
imidlertid drev hun sin egen Kaas nedover Tomterne.

- Over Broen ved Grundingen kom i den vakkre
Augustaften den ene Flok Arbeidere efter den anden,
deriblandt adskillige med samme Slags Geleide af Hu-
stru eller Barn som hendes Far. Det var saa alminde-
ligt, forstod sig saa af sig selv, hvad det betød, at der-
paa var ikke at spendere nogen Tanke.

Medens de forskjellige Porte og Tomter udspyede sine
Strømme af Arbeidere, havde hun nærmet sig en af
de dybe Gange, der furer sig mellem Lastepladsene
med Plankeværk paa begge Sider og Bordstabler in-

SIDE: 33

denfor. Dens skjævt opkjørte, sorte Søle førte ind til
en Smedie- og Redskabstomt.

Lige paa Hjørnet laa en Grusdynge fuld af ituslagne
Flaskebunde og Skaar. Der blev hun staaende med
sin Kurv, mens hun for at give Plads for de forbigaa-
ende af og til traadte baglængs Skridt for Skridt op i
Dyngen. Paa det Vis havde hun vundet Høiden over
Plankeværket og kunde se indover Tomten.

De holdt endnu paa med Lønningerne derinde i tæt
Flok om et lidet Skur, der skulde gjælde for Kontor.

Med Nakken lang og foroverstrakt og Hovedet med
de mørke Øine som to Prikker vendt næsten som en
Fugl, stod hun ivrig og keg indover. Det var ikke til
at tage feil af hendes Ærind ...

"Naa, Jente! glaner Du efter Kjæresten?" lød det
nedenfor.

Men, da hun idetsamme fik se Nikolai, og han gjorde
Signal til hende, overhørte hun det og svang hidsig
med Kurven.

Han kom uvasket og sodet lige fra Arbeidet ud igjen-
nem Plankesmuget.

"Ja nu er han væk!"

"Hvem?"

"Han var rødhaaret, - med blaa Sæler og Seilma-
gerhue. Det var vist han over fra Grønlien, de kalder
for Otterslangen ... og saa beskyldte han mig for, at
jeg stod her og glante efter Kjæresten!"

"Jeg skal glane ham jeg! Lad mig bare faa fat i
hans syndige Krop, saa skal jeg hamre Klinksøm af
ham jeg, og siden plukke det røde Haaret hans op til
Drev, saa Far hans bare skal behøve at sætte det ind
i Begpotten."

Hans Øine ledte; men, da de intetsteds fandt den til
en saa grum og forfærdelig Skjæbne viede Otterslange,
lagde Vreden sig pludselig, og med et raskt Nik opover
foreslog Nikolai:

"Bager Ring, Silla?"

Han havde Ugelønnen i Lommen, og saa bar det
Snarveien gjennem et Par lerede Baggaarde, der paa

SIDE: 34

de værste Steder var belagte med Plankeovergange, op
til den omtalte Bod.

Aa, hvor de kjøbte, - og hvor de spiste!

Det var især nogle fine, dyre Kager med Syltetøi
i ... Og det var de to Skjortekraver, han havde spe-
kuleret paa at kjøbe sig nu til Ugen, som de aad op.

Nikolai lagde med høi Selvfølelse ud om, hvorledes
han nu havde smedet seks store Jernkroge med Løk-
ker til; og hun maatte ikke indbilde sig, at det bare
var at slægge paa, - nei, det skulde baade hamres ud
og bænkes og neies i ret Tid! Dernede gjorde de nu
bare Stager og Grev og svære Hjulbeslag; men han
vilde blive enten Laasesmed eller Gjørtler ...

Dette interesserede ikke Silla saameget; hun vilde
vide om Skogsturen i Søndags, da han fik være med
Svendene. Det maatte have været uhyre, skrækkelig
morsomt. Og saa dansede de jo?

"Ja, det kan Du tro. Anders Berg det er solid Kar
det; han skal gjøre Smedie selv nede i Svelvig retnu,
og saa gifter han sig."

"Og de andre, var de ogsaa forlovede?"

"Æh!"

"Naada?"

"Aah!"

"Hvad er det for noget med, dem, Du? - kan Du
ikke sige det!"

"Aa, det er ikke noget, - bare Fanteri! - blir ikke
Smedkone af én af dem. Sligt noget som farer Gauke-
tur saa med en og saa med en anden, - hæsch da!"

"End Du da, dansede Du?"

"Aa, Drengene faar bare løbe efter Øl de, - men,
naar jeg blir Svend ... Men Silla, end Klokken, vi faar
skynde os!" afbrød han pludselig.

Aa, det er ikke saa farligt endnu. En fin til med
Syltetøi, gaa ind og kjøb, hører Du! Aa-aa, Niko-
lai!" tiggede hun, og, da han sprang ind efter det for-
langte, raabte hun efter ham:

"Og saa lidt Brystsukker til hjemover af de til fire
for én!"

SIDE: 35

"Kan Du ikke spise det, mens Du gaar, Silla!"
trængte han paa, da han igjen kom ud, - "bare skynd
Dig! Tænk, om hun hjemme faar nys i, at Du har
været sammen med mig ..."

"Pyt, kan godt vente endnu!" - hun lænede Ryg-
gen mod Væggen og gjorde sig tilgode, - "for, ser
Du," mumsede hun. "Far er ikke ude af Selvigssjap-
pen paa en Stund endnu, og det, siger jeg nu for det
første, har opholdt mig; jeg kan gjerne regne en halv
Time paa det. Og dernæst saa har jeg det i Lommen
til Mor, at det er Lørdagskvælden ikvæld, og at der var
saa mange Mennesker i Kramboden, saa jeg ikke kunde
komme frem til Disken. Og, naar jeg ikke vil ha' Af-
tensmaden, ser Du, saa siger jeg bare, at jeg har faat
saa græsselig ondt i Ho'det af at staa slig og vente inde
i Boden; det var saa kvalmende hedt der. Mors Næse
skulde nok være brav fin, om hun kunde gjætte, at
jeg har truffet Dig. Naa, hvad er det, Du sætter sligt
Fjæs for?"

"Hun hjemme," han kaldte aldrig hendes Mor an-
derledes, "tvinger Dig med Ho'det ned i Løgnbøtten
hver evige Dag; der har ingen Ret til at snakke sandt
uden hende!"

"Aah!" hun kastede utaalmodig paa Hovedet; det
var saa tit gjentaget.

... "Hun æder op al Redeligheden i Stuen alene hun,
ser Du, for det er spændt umulig nogengang at faa gjort
Redelighed med hende bare for Skræk. Hun holder
Tugten hun, og, stort eller lidet, lige kvitter det. Den,
som vil snakke sandt uden at ha' Næver til det, han
faar Juling han, som jeg fik det. - Naa, med mig kan
det være det samme. Men huf! ... naar jeg tænker paa,
at Du nu skal hjem og digte op alle Løgnene dine
igjen, og at Du er saa ræd, og har saa lidet Kræfter
imod dem, Silla!"

Hun forsøgte at flire og slaa det hen; men Minen
faldt noget kleinmodig. Hun taalte ikke det ubehage-
lige Emne, - for lyve maatte hun jo, om han slog
sig aldrig saa gal.

SIDE: 36

Og saa fik hun pludselig Hast paa sig.

"Nei, nei, nei, vi maa hjemover, Nikolai, - hører
Du! Jeg tør ikke staa her længere."

Nikolai var kommet i Hede, men stansede pludselig
ved at se Sillas forfærdede Mine. Hun havde vrængt
Kjolelommen helt ud og stod og holdt i den, medens
hun stirrede og ledte rundt om sig paa Jorden. Saa
hægtede hun febrilsk op og ledte i Livet.

"Pengene, end Pengene, Nikolai!" udstødte hun angst
og vedblev ude af sig at ryste Skjørtet og se sig om.
"Smaasølvet og Markestykkerne laa indeni de to Da-
lersedler slig, som jeg fik dem af Far. Jeg puttede dem
endda straks i Lommen!"

"Hvad skal jeg gjøre, Nikolai!" begyndte hun at
jamre; men fo'r med ét ved et pludseligt Indfald hen
i Kurven. Dog der var de ikke!

De ledte og ledte ...

Henne paa Hjørnet ved Grusdyngen, der var de na-
turligvis, for der havde hun jo staat og svunget med
Kurven. Det var klart, de laa der mellem Flaskebi-
terne. ...

En bleg tynd Førsterand af den høstlige Nymaane
havde hævet sig over Lastetomterne, medens de gik
der Skridt for Skridt og ledte, og Silla af og til udjam-
rede et forsagt, tonløst: - "End om jeg ikke finder
dem!" og Nikolai rodede til Albuen i Sølepytter, hvori
Seddeltutten kanske kunde være sunket.

De havde været ved Broen, de havde ledt om paa
Grusdyngen; de havde søgt og ransaget frem og til-
bage og om igjen; - der var ikke Tale om at finde
dem.

Nu begyndte det at blive sent, og hjemme ventede
Madam Holman ... Nu ventede hun virkelig!

Silla satte sig til at tude.

Nikolai havde kun en og anden Gang bedt hende
"tie med sig", saa skulde han nok finde Pengene. Nu
sagde han med ét:

"Jeg kunde have Lyst til at gjøde Dig rigtig med
Kager en Gang til idag og saa gaa i Sjøen med os

SIDE: 37

begge to, Silla! At vi laa der, det skulde ikke være
Løgn det."

Enten hans Propos var alvorlig ment eller ikke, saa
vandt det ialfald aldeles ikke Gehør. Hun sad fortvilet
og opgivet der paa Tømmerstokken; Taarerne randt
i store Draaber.

Den seksten syttenaarige Værkstedsdreng stod be-
tænkt med den flade Kage af en Hue skudt tilbage
over det af Ugens Arbeidssved sammenrodede Haar.
Han stirrede ufravendt dybt i et gammelt raaddent
Hul i Tømmerstokken ... Hullet blev raadnere og
raadnere, hulere og hulere, tommere og tommere, me-
dens hans værkende Tanke ledte efter Raad. Men der
kom intet ...

Overbevist om sin Skjæbne, reiste hun sig, tog Kur-
ven og gik hjemover med Øinene altid ned foran Fød-
derne. Det var hendes Gang til Skafottet.

Efter hende fulgte Nikolai saa langt, han blot turde,
idet han paa forskjellig Vis gjentog: - "Vær ikke ræd,
Silla! ... de kan ikke tage Livet af Dig."

Noget som en stille Jamren sagde, at hun hørte ham.

Da hun forsvandt om Hjørnet, skjød han Gjenveie,
som kun han og en og anden gammel Tomtekat
kjendte; og fra Plankegjærdet nedenfor Pladsen saa
han, hvordan hun, bøiet og i samme stille Trit uden
at stanse steg ned i Kjælderhalsen.

Da det var mørkt, stod han udenfor Vinduet og lyt-
tede. Han hørte hende endnu hulke sagte efter Stor-
men, som var gaaet over hende.

Madam Holman havde forhørt og krydsforhørt og
endelig faaet tvunget ud af Silla, at hun havde været
sammen med Nikolai. At hun, Madam Holmans Dat-
ter, trods alle Forbud søgte Selskab med denne for-
vildede og forlorne, der havde lønnet hende med saa-
dan Utak, det var istand til at føre hende paa Gra-
vens Bred.

SIDE: 38

Og hellerikke skulde nogen faa indbildt hende, at
Holmans surt fortjente Ugeløn kunde forsvinde rent
som Damp af en Gryde! En forsulten Læredreng, som
gaar ved Siden af en velspækket Pung, - enhver
kunde skjønne, hvor det bar hen. Mester Nikolai
havde blot ganske fint og udspekuleret passet paa den
Tid, da han vidste, Silla gik med Faderens Penge i
Lommen, for at faa dem praktiseret over i sin egen.

Ikke forbedrede det Sagen, at Silla i sin Halsstar-
righed paastod, at han ikke havde saameget som set
Pengene, - "før Nikolai tog en Skilling fra hende!"

Den sidste Yttring beseglede hans Skjæbne, - i hen-
des Hus skulde ingen stiltiende Fordølgelse finde Sted.

- - Der blev Opstyr nede paa Smedetomten, da
en Konstabel Dagen efter kom og bemægtigede sig
Læredrengen Nikolai. Han skulde op paa Politikam-
meret for i Lørdags Aftes at have besveget en ung Pige
for hele hendes Fars Ugelønning.

Men det svor Anders Berg paa, da de var borte -
han lod Storslæggen rulle henover Ambolten - at
Nikolai aldrig havde gjort! De andre, Jan Peter og
Katrinus og Bernt Johan Jakobsen og Petter Evensen,
de trode ingenting de; - men, at han skulde drage
Politiet ind paa et skikkeligt Værksted, det ... Helst
skulde han søge sig ind andetsteds efter dette!

I første Øieblik havde Nikolai kun én Følelse, -
den lammende Panik, hvoraf et første Gangs Bekjendt-
skab med Politiet altid ledsages. At han havde en god
Samvittighed blussede jo op i ham; men kun for straks
at slukkes igjen. Det havde han havt saa ofte, og det
havde altid vist sig at være en for tynd Is at staa paa
i Prøvens Stund. Den Slags Selvfølelse var en Vækst,
som for ofte var traadt under Madam Holmans Hæl
til, at den nu skulde staa i nogenslags duftende Flor
som en tilvoksen Blomst indeni ham.

Resultatet af hans Betragtninger var en pludselig
Vridning og et voldsomt Ryk, hvormed han haabede
at slippe fra sin ubeleilige Ledsager; men kun med

SIDE: 39

den Følge, at han lige efter havde en Konstabel ved
hver Arm.

Stedt paa Forhør for Politiadjudanten, lyste der
mørk, uvillig Trods ud af hans Mine, og det for hans
Alder altfor hvasse Øiekast skulde heller ikke indtage
for ham.

"Silla? ... Han havde ikke i Lørdags været sam-
men med nogen Silla!"

Det kunde ikke med en Tanke falde ham ind at for-
raade hende, og det var først, da han konfronteredes
med hende selv og Moderen og hørte, at hun havde
tilstaaet, at han medgav det.

At Silla - stadig med Graaden i Halsen - vedblev
at paastaa, at han ikke havde taget Pengene, beviste
hverken fra eller til. Derimod veiede det mere, hvad
man havde faaet frem ved Ransagningen og Undersø-
gelsen i hans Logis, - han boede paa Kvisten hos
Glasmager Olsen sammen med tre andre Læredrenge,
- idet de alle var enstemmige i, at han omhandlede
Lørdagsaften først var kommet hjem sent og, efterat
de var indsovnede, samt at han Søndagsmorgen igjen
var gaat meget tidlig ud.

Angjældendes Paastand, at det var sket for atter
at søge nede paa Tomten efter det tabte Beløb, syntes
kun lidet trolig. Men nærmere var det umuligt at
komme ham.

En forstokket ung Gavtyv! ... Det Vidnesbyrd gi'r
ogsaa hans Pleiemor ...

Nikolai stod med Huen i Haanden og saa ned mod
Gulvet. Han havde den Vane at skubbe Pandehuden
op og ned, naar han saadan funderede. I det unge,
brede Ansigt med de store Træk, de graa Øine, hvori
der undertiden kom et eget Kast, og den om Zink-
eller Kobberfarve mindende Hanekam mærkede Politi-
adjudantens gjennemskuende, ved mange Aars Prak-
sis ubedragelige Blik sig Signalementet paa et Sub-
jekt, der sandsynligvis for Fremtiden oftere vilde be-
skjæftige Politiet.

"For at udelukke Muligheden af Konferense med de

SIDE: 40

andre Læredrenge paa Værelset," dikterede han til Pro-
tokollen, "i Betragtning af, at Angjældende har mani-
festeret mala fides ved Forsøg paa at undslippe saa-
velsom hans usandfærdige Forhold og Benægtelser un-
der Forhøret iøvrigt, vil han indtil videre blive at
hensætte i Varetægtsfængsel."

Idet Arrestordren lød, kom der nogle ufrivillige Mu-
skeltrækninger i Nikolais svedige Ansigt; der sittrede
i det den fattiges Forbandelse, at han aldrig har nogen
Udvei; et Feiltrin, og han er fangen, en tabt Daler, og
han staar for Retten!

- Efter nok et Forhør blev Nikolai frifunden for
videre Tiltale af Mangel paa Bevis.

Den Formiddag, Døren til Arresten slog igjen bag
ham, sneg han sig nedefter Gaden med en Følelse af,
at alle Vinduerne paa begge Sider ligesom saa efter
ham; det var alt andet end med dens Gang, der igjen
kan lade sin Ærligheds Sol skinne.

Nede i Logiet hos Madam Olsen fandt han sine Sa-
ger sat hen til Afhentning i Kottet under Trappen med
den Besked, at hans Plads paa Kvistværelset var op-
taget af en anden.

Han spurgte ikke hvorfor, Madamens pene Taushed
sved værre end, om hun havde skreget aldrig saa høit
om Folk, som paadrog hende "Husens Undersøgelse
med Ransagning og anden Staahei!"

Og saa skulde han ned og vise sig i Smedien igjen
- for Hægberg, Mesteren, og Anders Berg, og Sven-
dene og alle Læredrengene!

Det gik med uvisse Skridt, og han stansede den ene
Gang efter den anden. Hvad mon Anders Berg kunde
tænke? ...

Under et Anfald af Modfaldenhed vendte han halvt
om. Dog, til Knivsen maatte han jo! - og saa satte
han Ho'det hanekryt og smaaplystrede. Men, da han
nærmede sig det af Kul smudsige Plankegjærde ved
Smedietomten, hørte Plystringen op, og han var kold-
sved, da han kom ind af Porten.

Uden at sige et Ord gik han til Kulbingen og be-

SIDE: 41

gyndte at reise nogle Rujernstænger, som skulde til-
side. Der var under dette ikke én, som hilsede eller
talte til ham.

Anders Berg havde Jern i Essen, og det var først,
da han og den anden Svend var færdig med Udham-
ringen, at han kom hen til ham og sagde:

"Jeg vidste nok, Du vilde komme igjen, jeg! - her
skal Du faa Arbeide, Du kan file af de tre Nøglerne!"

Hermed var Nikolai pent placert ved en af Skrue-
stikkerne, og lige efter stod han i ivrigt Arbeide baade
med Grov- og Finfilen.

Anders Bergs Tiltale havde gjort ham saa godt, lige-
som med engang reist ham paa Fode igjen for hele
Smedien, og han svor i sit Hjerte Anders Berg Ven-
skab og Hengivenhed til sidste Stump af sig.

Det sang og lyste af Slæggerne inde i den store Sme-
die, smeldte hvast og bankede af Hamrene, hven, peb
og skar i Ørene af Filene. Arbeidet gik, og Nikolai
syntes aldrig, han havde kjendt, hvor gjildt det var
at være Smed, slig som idag! Nøgleskjægget tog han
lige saa godt med Finfilen med en Gang, medens Nøg-
len laa over paa den Side af Skruen; han filede Hakket
til saa net og glat, som det kunde været en fin Nøgle til
en Komode og ikke en stor, pibeløs en til en Planke-
port.

Turen kom nu til Haandtaget. Han drev paa med
Grovfilen, saa han næsten ikke hørte Slæggen for
Hvinet ...

Ved Ambolten indenfor stod en Svend og gjorde
Klinksøm, medens en af Læredrengene drog Bælgen og
derimellem sankede ihob. De snakkede og lo. Af og
til trængte et og andet høirøstet Udbrud henover til
Nikolai.

Det var dog først, da Gutten gjorde en Grimace hen-
imod ham, at Nikolai fik nogen Tanke om, at det var
ham, som var Gjenstand for Underholdningen. Den
øredøvende Grovfil gik pludselig ganske let i hans
Haand, og han havde med ét blot Øine og Øren for alt
rundt om sig ...

SIDE: 42

Der stod de og snakkede og nikkede til hverandre
bortover ved Skruestikkerne; der løb Jan Petter og
rapporterede, hvad den ene sagde og hvad den anden
sagde. Det var greit at skjønne, hvad det gjaldt og, at
han nu stod der som et andet Udstillingsdyr! - nei,
som noget endnu værre, som en, der var istand til at
gaa i Lommerne paa nogen og hver af dem! ...

Der var ikke én af Læredrengene, som vilde dele
Nattelogi med ham nu, saameget saa han paa dem.

Han stod spændt lydhør med en Følelse af, at nu
dræbte de ham bortover ved alle Værkstedspladsene,
nu filte de ham over ved Skruestikkerne, hamrede
ham flad med Lethammeren og knuste ham med Slæg-
gerne. Han gjættede og forstod Blik og Miner ...

"Ja ser Du, Mathias," hørte han borte fra Klink-
sømmene, som Svenden nu tog op i Forskindet, "der
er mange lettere Haandteringer end at staa i Sme-
dien; gjør et godt Grev af Næverne dine, Gut!"

"Hi-hi-hi!" lo den tiltalte ...

"... eller lav Dig en Klype, som Du kan tage ned
i Skjørtelommerne med, alle de Jenter, som har Skil-
linger, Gut, i hele Byen!"

Nikolai hørte hvert Ord og den vrinskende Latter
til; han var forfærdelig bleg.

Ud af Svendens kullede Ansigt lyste raa Lystighed,
og, da deres Øine mødtes, gren han foragteligt.

Lidt efter kom han forbi ham med Forskindet fuldt
af Klinksømmene. Deres Blikke mødtes igjen; de
haanlige Øine voksede, det var, som Nikolai saa dem
i en Svimmel, - og for et Næveslag lige i Ansigtet
tumlede Svenden baglængs, saa Klinksømmene drev.

Der blev en kort Overraskelsens Pause, inden de alle
fo'r imod ham.

Men Nikolai svang Grovfilen om sig som en besat.
Han følte med Raseriets Lyst, hvorledes han skulde
slaa, - slaa ned én for én i hele Smedien, til han
fik Ret for sig! ... Vent, han havde endnu bare be-
gyndt! paa Kubben laa Hammeren ...

Men de i Smedien ventede ikke, og i Øieblikket efter

SIDE: 43

var det ham, som laa overende med Øinene blindede
af blaa og gule Gnister og saamange om og over sig,
som der blot var Plads for; nu skulde han stivholdes
og transporteres, han havde brugt Haandvaaben!

Han fik en Fornemmelse af et vældigt Greb i sin
Trøienakke, et, der tog i Skindet med, følte sig slængt
op og i samme Fart halvt løftet, halvt kylet ud af
Smediedøren.

Det var Anders Berg, som havde lagt sine Kræfter
ud for at bjerge ham, og som - fremdeles kun lidet
løsnede paa det samme Tag, - nu førte ham ud af
Porten.

Det var Farvel fra Smedien! - -

"Jeg skal sige Dere noget," udbrast Anders Berg si-
den, da Tulemuten var over; - han var fremdeles rød
i Ansigtet og skreg med Stemmen, mens han koldham-
rede, - "der har slaat sig en vrang Bøi paa Nikolai,
- men det er ikke hans Skyld!"

Slæggen sang i Jernet!

Nikolai leiede sig ikke ind nogetsteds den Kvæld;
dertil var han for forslaaet og tilrakket, hans Klæ-
der for flængede og forrevne og, mere end alt, følte
han sig for saar for Folk nu, han til og med var kom-
met slig væk fra Smedien.

Da Natten faldt paa, havde han igjen taget sit
kjendte Logi i en af Plankestablerne nede paa Bord-
tomten. I et af de dybe, firkantede Rum der laa han
og saa op paa Stjernerne og syntes, at nu var Verden
blevet saa morsom saa. ...

Nikolai var stedt paa det løse, det var vist og sandt.
Byde sig frem i nogen anden Smedie kunde ikke
falde ham ind, dertil kjendte de hverandre alle for

SIDE: 44

godt og, bare hos Prambygger Hansen, hvor han fik
Logi oppe paa Redskabsloftet og Kosten i de Dage,
han fik slippe til at gjøre Nytte for sig, saa vilde de
nu have Besked om, hvorfor han var kommet fra sin
Haandtering? Som det kom dem ved.

Nikolai blev med ét borte.

Paa Bryggen, paa Havnen, paa Dampskibene maatte
en Kar med hans Næver vel kunne tjene sig frem lige
saa godt som nogen anden.

Det var med nyt og freidigt Mod, om end paa en
Mave, som ikke var synderlig besværet med Kost i de
sidste Dage, at han kom derned.

Han modtoges med en vis erkjendende Beundring.
At han havde været ikast med Politiet og hændig nok
til at slippe undaf, uden at det havde faat noget paa
ham, fandt han var et vel kjendt Faktum; saadant
gaar som en Løbeild i den Verden og stiller sin Mand
i Glorie.

Og, saalænge han kun tages for en Lediggjænger
eller en Smeddreng, som luftede sig og tog sig et Par
Fridage fra Smedien, var Interessenterne i de for-
skjellige Næringer dernede baade hyggelige og prat-
somme. Men da han - og det ikke blot én Gang,
pludselig tog fat og fo'r over Landgangsbryggen fra
Dampskibet med en svær Kuffert paa Ryggen og en
reisende i Hælene Vognene forbi op til Hotellet, slog alt
om i en anden Tone. Havde han Skildt? - Eller
troede han kanske, det gik an at gaa andre Folk i
Næringen? ... De vidste vel, hvad han var for én!

Skildt vidste han vel, han ikke erholdt, og saa fik
det gaa, som det kunde, med at rives og slides og
slaas for en sulten Mave og true sig frem og gjøre sig
Vei med Næverne, og, naar det gjaldt om at blive be-
troet Børren eller faa første Tag i Kufferten, da være
døv, stokdøv for alt, hvad de fandt paa at raabe ud
om ham.

Overalt ti for én om Fortjenesten, og ligesom en Mur
eller Kreds om hver Vei til Skillingen! Lidt kunde
det vel en og anden Gang lykkes han at blive alene

SIDE: 45

om, naar en Dør var gaaet i Baglaas eller af Hæng-
slerne, eller det var noget andet af Smedhaandterin-
gen, der var Brug for i en Snarvending. Men mere
end Knapnæring blev det ikke, ofte bare en Dram
eller to til Tak.

Og nu, Vinteren stod saa længe paa, baade sultede
og frøs han. Især var Natten lang. For at faa den
til at gaa, tok han ofte Brændevin for Aftensmad. Og
saa gjaldt det at pønse ud, hvor han skulde prøve sig
om Dagen, ved Raakarbeidet, paa Bryggen, ved Sne-
maagingen eller ved at bære Planker paa Tomten.

Tyndklædt og bar, lidt rødlig af Kulden, klamsede
han nedover med sin for Albuerne hullede Trøie og
det gamle Skjærf, der havde sin Kulør fra Smedien,
skudt høit op mod Ørene. Det var ikke vanskeligt at se
Smeddrengen stikke igjennem. Hvergang han mødte
nogen af Hægbergs Læredrenge, slog han op en Haan-
latter. De syntes kanske, han gik lurvet klædt? men
akkurat saadan, som han nu havde det, var det, han
vilde have det! Han vilde være fri han, hverken ha'
Mester eller Svende eller nogen over sig, og bryde sig
om ingen. ...

Men, var Smedtomten et Punkt, han helst holdt sig
fra, saa gaves der ogsaa et andet Sted i Byen, han
gjerne gjorde en Bøig udenom, nemlig Strøget paa
den Kant af Bryggerne, hvor Blokmagerværkstedet laa
og op til Holmans paa Pladsen.

Hvordan det nu var eller ikke var, - han havde
ingen Lyst til at træffe Silla!

Sidst han talte med hende, - Dagen efterat han var
kommet væk fra Smedien - lagde han Mærke til, at
hun hele Tiden saa sig saa skræmt og sky om og
vilde, de skulde staa snart her og snart der. Det
kunde ikke være Frygt for nogen af dem hjemme, og
saa gik det pludselig op for ham, at hun skammede
sig for at Folk skulde se, at hun stod og snakkede
med ham. Med et: - "Adiø, Silla!" røg han saa plud-
selig fra hende.

Siden nød han ordentlig, at hun saa saa ulykkelig

SIDE: 46

ud og var saa forlegen for at vise ham, at hun ikke
brød sig om Folk. Hvad vilde hun med ham, naar
han saa ingenting havde at traktere hende med alli-
gevel? det var ikke noget for hende at staa med en
slig én! - -

Der er en prægtig Bundsforvandt for hver, som gaar
med tyndslidte, hullede Klæder, og det er Solen! Den
udleverer Overfrakker i de varme Solvægge, kommer
med Liv og Rørelse, og saa behøver Maven ikke læn-
gere at være uvis om Middagsmaden.

Nikolai havde havt Arbeide ved Bryggen hele For-
middagen og stod netop under Middagshvilen og bagte
sig i Solvæggen og gispede.

Han holdt inde midt i Gispet ...

Hun, ... den smale Skikkelse i den sjaskede Bom-
uldskjole, som kom løbende der med Kroppen forover
og Tørklædet over det lille mørke Hoved for Solen,
- det var ingen anden end Silla!

Hun skjød sig frem mellem Kurvene og Trafiken
henne paa Fiskebryggen; der var en speidende Fart
i hende som en opskræmt Agerrikse, der i Løbet ven-
der Hovedet saa til én Side og saa til en anden. Hun
havde faat Øie paa ham, og nu raabte hun ogsaa: -
"Nikolai ... Nikolai!"

"Nikolai!" - hun svælgede med Stemmen af bare
Hastværk, - "Nikolai, Du maa vide, Mor, da hun
sprættede op min gamle blaa Kjole idag ... fandt hun
Pengene i Skoningen ... de laa indeni Foret begge
Dalersedlerne og Smaapengene med. Jeg løb hid for
at sige Dig det, lige fra jeg var hos Far med Mad-
spandet paa Værkstedet. Og nu render jeg lige til
Smedien, der skal de faa høre, hvad de har gjort imod
Dig! Har Du hørt sligt, inde imellem Skoningen. ...
Jeg er saa græsselig, græsselig glad!" og hun saa og-
saa omtrentlig vild ud i Øinene. "Du kan tro, Mor, hun
satte op et Ansigt!"

"Hils bare hjem fra mig, at jeg er lige glad jeg!"
faldt han ind bittert og uoptøet. Men hun lagde ikke

SIDE: 47

Mærke til det; hun vilde afsted til Smedien, og did
fo'r hun.

Gjerne for ham! ... men, siden Anders Berg havde
gjort Smedie i Svelvig, fandtes der ikke den, han brød
sig om, fik vide det. For han var fri Mand nu han!

Han stod med Hænderne i Bukselommen og stirrede
udfor Bryggen paa en sunken Sukkertop, som en Hob
Smaagutter under Støi og Larm arbeidede paa at faa
op. Den stod der alt halvsmeltet paa den grønlige
Bund, hvori Solen stribede Bølgelinier.

... Silla kunde nu prøve alt det, hun vilde, paa at
faa ham til Smedien. Siden de satte Tyvsordet paa
ham, havde han faat Saltvandet tvertigjennem lige-
som Sukkertoppen ... Og desuden, staa der og slave,
naar han kunde være sin egen ...

"Hei Gutter, jeg skal vise Jer, hvordan I skal faa op
Sukkertoppen; æde den faar I selv."

Skjænkestuen, - den med den grønne Dør og de
hvide Karmer om nederst i Gaden hos Madam Selvig,
havde set Blokmagerens stille, tyste, ludende Skikkelse
gaa og komme nu i mange Aar. Hans Greb i Dør-
klinken var lige præcist, hans Gang, efterat have sat
Redskaben fra sig, hen til den brune Disk var lige
akkurat, om end hans Ansigt en Smule mere illumi-
neret. Han havde et vist Navn dernede, der havde
tilladt ham at "kridte" nu alt i en Række Aar og
underholde et Forhold til Regningen, hvorom hans
ubønhørlige korrekte Hustru ikke gjorde sig Spor af
Idé; - "for Holman havde en ugentlig Lommepenge!"

Og som vanligt Lørdagsaftenerne gik Silla udenfor
og ventede paa ham med Kurven.

Hun var vist ganske pyntelig klædt, som hun gik
der i sin Sirtseskjole med det lille, hvide Lommetør-
klæde i Snip om Halsen; men det var, som Klæder
ikke bed paa hende. Den opløbne, tynde Figur stak
saa paa alle Kanter igjennem.

SIDE: 48

En rask Vending gjorde hun, da hun nederst i Ga-
den troede at se et Glimt af Nikolai. Det samme havde
hun ogsaa troet at se forrige Lørdags Aften. Egentlig
havde hun ikke talt med ham siden tidlig isommer,
da han blev saa hidsig, fordi hun vilde have ham i
Smedelæren igjen.

Hun gik hastig nedover Gaden; - at det var ham,
det var hun vis paa! ...

Hun skyndte sig videre nedover til Broen ... Men
det gik som sidst, han var ikke at se, og saa vendte
hun skuffet om igjen, idet hun stadig holdt Øie med
Madam Selvigs grønne Dør. Paa Klokkeslettet otte
vidste hun, at hendes Far vilde vise sig.

Hun gik op imod den og nedover igjen. Nu begyndte
hun at blive utaalmodig. Det maatte, kunde ikke an-
det end være over Tiden! - de lukkede jo Butikerne
baade her og der, og, skulde hun faa kjøbt noget
ikvæld, gik det umulig an at vente længere. ...

Hun maatte tilsidst op at se, om Faderen virkelig
sad der endnu, om han ikke kanske var gaat, da hun
var nede ved Broen; han feilede jo aldrig paa Tiden.

Hun var kommet saa langt op i Gaden som der,
hvor det stenlagte Fortog begyndte, da hun saa den
grønne Dør aabne sig og hastig smeldes i. Ud skyndte
sig en barhovedet, halvpaaklædt Pige. Straks efter
kom en Mand ud i samme Fart, og gjennem Døren,
der blev staaende oppe efter ham, strømmede endel
Folk med og uden Huer ud paa Trappen.

Der var noget paafærde! ...

Nu aabnedes ogsaa et Vindu eller rettere, det ban-
kedes op, saa Ruden singlede ned i Gaden.

En eller anden drukken formodentlig, som ikke bar
sig længere, - det var jo Lørdagsaften, og som gjorde
Kvalm, saa han maatte tages af Politiet.

Hun havde set meget sligt før, var fuldstændig sce-
nevant. Hellerikke var hun ængstelig for sin Far; han
blandede sig ufravigelig aldrig i den Slags.

Men hvorfor kom han ikke ud? - alle Gjæsterne
stod jo udenfor.

SIDE: 49

Der var kommet et svagt graat Skimmer af Afte-
nen i den aabnede Rude.

Indenfor ved Bordet pleiede hendes Far at sidde;
han holdt altid samme Plads. Og didhen var det,
hun gik og keg udenfra ind mellem Blomsterpotterne,
- nogle af Værtshusdunster mættede, halvkvalte,
smudsig-fede Geranier og Hortensiaer.

Hvad var det? ... han, som laa paa den subrede
Disk med aabent Halstørklæde og Skjorte og den ene
Arm hængende ned, - var det hendes Far!

"Den som bare havde en Sneppert! - han rørte sig
nys - en Sneppert!" ...

Hvad de sagde videre paa Trappen, lagde hun ikke
Mærke til, om det ikke var, at nogle vilde nægte hende
at gaa ind, og andre igjen sagde, at hun var Holmans
Datter.

- Hun vaagnede som efter et dybt Fald, hvori hun
havde tabt Bevidstheden, ved at se sig sidde paa Disken
støttende sin Fars Hoved og Overkrop. Hun syntes,
hun havde holdt ham om Halsen og bedt ham svare
sig; ... men nu rallede han ikke mere!

De havde lagt en gammel, udtyndet Sofarul og et
Stolesæde under hans Hoved. Bagom stod Potte- og
Pælemaalene, Drammeglas, Bliktrakter og Ølflasker
skudte tilside for at gjøre Plads helt op til Væggen.
Øinene stirrede vidtaabne lige op i den engang hvidtede
Loftsbjælke, og Ansigtet var paa den ene halve Side
optrukket til et Grin, der gav et Udtryk, som han laa
og væmmedes saa usigeligt over det smudsige Loft.

Ved Døren sad en stor Fyr; hun kjendte ham, det
var Sjappebjørnen, som de kaldte ham, - han, som
satte Folk paa Døren for Madamen. Han sad taus paa
Bænken.

Det var ganske stille i Rummet; hun hørte blot Dryp-
pet fra Kranen paa Brændevinstønden ned i Fadet un-
der, og gjennem den halvaabne Dør til Værelset in-
denfor vimsede Madamen og hendes to Døttre paa
Tæerne.

En ung Person med Briller traadte ind. Han gjorde

SIDE: 50

nogle raske Spørgsmaal, medens han aabnede en Be-
stiktaske paa Disken ved Fødderne af den liggende
Skikkelse. Han lyttede til Brystet med og uden Høre-
rør og rystede paa Hovedet, tog ud et Aareladnings-
instrument og strøg Linnedet op paa den hængende
Arm.

"Hold i Ærmet, saa det ikke glider ned," sagde han
med et Blik op paa Silla; han antog hende for at høre
til Huset.

Snepperten hug i ... og hug igjen ... Den graa-
blege pige saa ind i hans Ansigt, som om hun vilde
tigge ham om bare en Draabe af det, som var Liv ...

Der kom noget som en seig, mørk Sirup.

Han hørte atter, følte atter; - nok et Forsøg med
Snepperten! ... og det var med en overlegen Mine og
Munden optrukket, ligesom hans Professor, at den unge
medicinske Kandidat vendte sig mod de tilstimlede og
afgav sin ordknappe Dom:

"Stendød! ... Manden er stendød, - af Drik!"

Ordene fulgtes af et Hvin fra Silla, der kastede sig
over Faderen.

"Er det kanske Datteren?" spurgte Kandidaten; han
pudsede forsigtig sit Instrument op mod Lyset og sam-
lede ind Bestikket for at gaa, men stirrede samtidig
over Brillerne hen paa hende. Hun tudede i ét væk
sanseløst over sig:

"Du er ikke død ... er Du vel, Far? - Far da!"

Det var en vild Sorg uden Hensyn eller Blu, og den
unge Mediciner fandt, at han oplevede en styg Scene
fra Forstadslivet. Han havde gjort sin Pligt og skyndte
sig ud.

Bag hende strævede bleg og betaget en nitten tyve-
aarig Værkstedsdreng med at faa hende til at sanse
sig. Han tog hende i Skulderen og hviskede gjentagne
Gange saa høit, som Respekten for den døde tillod
det:

"Silla! Silla! - hører Du ikke! - det er mig, Niko-
lai." ...

SIDE: 51

Han prøvede derunder forgjæves et Par Gange paa at
løfte hende op fra Liget.

Imidlertid stod Politibetjenten og forhørte Madamen
og Jomfruerne. Han noterede og skrev op de nærmere
Omstændigheder ved Dødsfaldet.

... Netop færdig med det vanlige Kvantum Fortæ-
ring paa Stedet, en Flaske Øl og fire Drammer. Jom-
fruen ved Disken saa ham rask række Haanden op, -
havde Indtrykket af, at han agtede at rekvirere endnu
en Dram, og, da han seg langsomt ned af Stolen, var
Indtrykket, at han kunde være beruset ... Pleiede
aldrig at være det til den Grad, at han ikke kunde
gaa eller bære sig, ialfald ved at støtte eller tage for
sig i hensigtsmæssige faste Gjenstande ...

Det sidste bevidnedes udtrykkelig af flere af Stam-
gjæsterne eller, som de i Politirapporten blev op-
skrevne, - "flere af Beværtningslokalets stadige be-
søgende, hvis Vidnesbyrd maatte antages for fuldt
paalidelige."

Af disse tause, noget vaklende Figurer, der saadan
med ét var vakt op af en dump Lørdagsaftens Døs, var
allerede flere forsvundne fra Scenen. Flasker og Glas
stod derinde med det efterladte Indhold.

... "Om der kunde tænkes nogen anden direkte eller
indirekte Aarsag?"

Det var først nølende, at Madamen kunde tænke sig
nogen saadan.

... Saa nødig hun vilde være yderlig mod en stø
gammel Kunde, havde hun dog i denne Aften maattet
betyde ham, at, hvad han herefter rekvirerede, maatte
han betale kontant. Hans Regning var nu i alle de
Aar, han havde nydt godt af Krediten her paa Stuen,
vokset saa over al Maade, at hun - Enke med to
Døttre, ikke længere kunde forsvare at lade det gaa.
I alle de Aar, han havde vanket der, havde hun trolig
overholdt aldrig at kræve ham hjemme i Huset. Men
saa kan en Regning ikke bestandig blive liggende i
Dørstokken, Politiet véd, Verden er ikke anderledes,
det er ens for den ene som for den anden det! - og

SIDE: 52

saa fik det gaa til Eksekution. Det var det, hun havde
sagt ham, saa nødig hun, som sagt, vilde, og saa surt,
hun med Sandheden kunde sige, det var at forstyrre en
saa stilfærdig ordentlig Mand.

Det var paatide at faa Skjænkestuen fri for Belem-
ring. Sjappebjørnen havde skaffet frem en Bærebør,
men maatte have et Par Karer til at hjælpe med at
bære. Og saa maatte de have en passende Indretning
med Klæde over, for at det hele kunde se ud som en
Hospitalsbaare; - en Død Mand blot under et Teppe
vilde gjøre formeget Opstyr ude i Gaden.

Det var noget saadant, Madam Selvig og hendes
Døttre var ifærd med at finde frem og faa sammen
derinde af et grønt Sengeomhæng. Hver har sit Re-
nomé kjært, og hun følte, at det passerede var et Slag
for Beværtningsstedet.

- Inde i Skjænkestuen var det nu blevet skummert.
Holmans dunkle Skikkelse var flyttet hen paa Bære-
baaren. Den stod paa Gulvet færdig til at løftes, og
der var gaat Bud for at underrette Madam Holman.

Man drøiede maaske med Hensigt; - lidt længere
og mørkere udpaa Aften og en lidet ønskelig Opsigt
paa Gaden kunde undgaaes.

Silla sad med Ansigtet stivt af Graad. Der var in-
gen anden end hun og Nikolai derinde.

Han stod ved Disken, og hun sad med Ryggen til
Vinduet; i Halvmørket tonede blot en Myg oppe under
Gardinet.

Endelig afbrød han Stilheden:

"Han var snil ... baade mod Dig og mig, saa tidt
han turde, véd Du."

Silla svarede ikke.

... "Han syntes altid, det var saa leit at gaa hjem
om Kvældene, véd Du. Nu slipper han det, og at
sætte Foden mere her i Sjappen ogsaa!"

"Far! ... Far!" brast Silla ud, og der fulgte et An-
fald af voldsom Hulken.

"Hør, Silla!" sagde han, afbrudt af sit eget tilbage-
holdte Pres i Brystet, "om Du ingen Far har, saa har

SIDE: 53

Du én her, som nok skal passe paa Dig, og véd hvad
det er. Jeg har aldrig havt nogen Far, jeg heller, eller
nogengang set nogen! ... Nu vil jeg bli' Smed, vil jeg,
siden det ikke længere gaar hos Jer med Blokkene.

Jeg vil bare sige Dig det, om Du siden kan hugse
det," lagde han sagte til; - det saa ikke ud, som
Silla hørte paa ham.

"Og nu ikvæld skal jeg følge bagefter lige til Hjør-
net. Der skal jeg staa og se, til altsammen er inden-
for, og saa er jeg udenfor inat saameget, Du véd det,
om noget staar paa."

"Ja, bliv udenfor, Nikolai!" hviskede hun.

Ind kom Sjappebjørnen og de to Bærere. De løftede
Baaren ud igjennem Døren og med lidt Vanskelighed
i Vendingen ned igjennem Trappen, hvor der stod en-
del Tilskuere.

Og saa bar det opefter Gaden, den døde med de to
Bærere og Sjappebjørnen først og Silla og Nikolai bag-
efter.

Der, hvor de skulde skilles, trykkede han Kurven,
som hun havde glemt, i Haanden paa hende og stod
saa der og saa efter dem. ...

Al den Hovedstadens forældreløse Yngel nede i Ud-
gaderne og Forstadssmuggene, som ingen har Rede
paa og ingen tar Rede paa, som vrimler dernede saa-
atsige kun en Etage høiere end den løse drivende Rogn
og Fiskeyngel nedenfor i Sjøen mellem Bryggestol-
perne, der ogsaa engang skal blive store Han- og Hun-
fiske, - hvad blir der af dem?

Sygdommen fører en bred Sopelime i den tidligste
Alder, Havnen tager dem, Gaderne med sine løse Næ-
ringsveie eller et omflakkende Kjæltringeliv tager dem,
Redningsanstalter, Politistationer, Fængslerne og Tugt-
huset tager dem. I de senere Aar tager ogsaa Arbeidet

SIDE: 54

dem i stor Skala i sin Favn, - Fabrikernes Døre staar
vidt aabne!

Personer, som af og til faar et Anfald af Samvit-
tighedsskrupler for Eksistentser, de mulig kunde staa
i Ophavets Forhold til, kan drage et Lettelsens Suk.
Ansvaret er forsaavidt mindsket, som Chancen nu er
for, at de føres ind i Arbeidets opdragende Hjul, og
saa har man jo Tingen i visse Maader ført over paa
det moralske Gebet.

Der sad de, Byens mere modent udviklede Yngel,
rækkevis oppe paa Salene, i det Wejergangske Firmas
store Fabrik og passede de snurrende Spoler, Nøster og
Ruller, - svenske Lena og Stina og Kristofa og Kalla
og Josefa og Gunda og, hvad de nu alle hed. Havde
nogen spurgt om deres Forældre, vilde det her og der
have været trangt om Svaret.

Passiaren gik høist ivrigt øverst i Salen; den fort-
sattes endnu i Blik og Miner, hvergang en eller anden
kontrolerende Myndighed vendte sine Skridt paa deres
Kant. Der maatte gestikuleres, nikkes, tales med for-
stærket Stemme; men bedst gik det nær indtil hinan-
dens Ansigter i al denne Sus, hvori Remskiverne snur-
rede hver hen til sin lille Underafdeling af Kraften,
Gulvplankerne dirrede og skjalv af Rørelsen fra Ho-
vedværket, og Fossen udenfor i Solen tordnende og
bedøvende begrov det store Vandhjul under sin gul-
hvide, kraftfyldte Herlighed.

Det var mest ganske unge Ustadigheder, Piger fra
knap seksten, sytten til vel de tyve, som holdt det Le-
ven deroppe; mer eller mindre Nykomlinger uden
Øvelse, der endnu strævede med at faa Fingerlaget ind.

Det var Silla Holman, hun den mørkhaarede, klække,
vaarfregnede med de hæleløse Klapsko og den store
Parafinsæk tværtover Skjørtet, som hostede og spurgte
og spurgte og hostede, medens Øinene stod som to smaa
sorte trillende runde Ildkugler og det svage, magre
Bryst gik op og ned af bare Anstrengelse for at gjøre
sig hørt. Hun sad der blandt de yngste; Fingrene ar-

SIDE: 55

beidede mellem Spolerne, og af og til saa hun op som
en Fugl.

Man var over den iltre Trætte om Josefas nye Jakke
med Snorebesætninger. Vilde hun forsøge at indbilde
nogen, at hun havde faat Pengene af sin Stedmor;
nei, tro det, hvem som vilde, - aldeles ikke trode
hverken Gunda eller Jakobine det! Bagefter havde
Kristofa fortalt sit mærkelige Eventyr fra i Søndags,
- hun oplevede altid mærkværdige Hændelser, saa
vidunderlig interessante, om ikke netop tilsvarende
faktiske, hvori fine Damer og Herrer spillede Hoved-
rollen, og hun blev den tilfældig indviede.

Og nu var Passiaren kommet ind paa noget saa
morsomt, at Silla tog det ind med begge Ører! ...
Der skulde være Dans Søndag Aften oppe paa Let-
vindten, og saa snakkedes der om Tørklæder, Sløifer
og Stas - som nogle eiede og andre maatte laane -,
og hvem der dansede bedst og var flottest til at trak-
tere. Kristofa kunde berette, at der skulde være Violin
og Klarinet, og at der kom baade Studenter og almin-
delige Folk og Styrmænd!

Nogle fremmede, som besaa Fabriken, kom opover
Salen. De stansede og spurgte og undersøgte. Og hver
paa sin Plads sad de unge Arbeidersker nu med ét
fordybet ludende over Arbeidet, som om de ikke eiede
anden Tanke end Snellerne ...

Formiddagslyset faldt ligesom med en svimmel Stil-
hed ind fra de store Vinduer høit paa Væggen over
Mennesker, Maskiner og Baller.

Det lakkede mod Tolvtiden. Den sidste Time drog
sig langsomt, altid trøgere hen; Olielugten og Heden af
Maskinerne steg ligesom og blev næsten bedøvende.

Nogle kvalme, lange Minuter endnu ... Endelig rin-
gede det!

Og paaklædte som ved et Trylleslag, myldrede Fa-
brikpigerne i sine nette Forklæder, - Tørklæderne
knyttede sirligt under Hagen og nok et strikket kors-
vis over Brystet, - med sine Frokostspand i Haanden
ned af Trapperne.

SIDE: 56

Den blanke Vaarluft, at faa puste rigtig ud i den!
- Silla hakkede hed og tørst med Spandet et gjen-
liggende Stykke frossen Sne fra Gjærdestokken og bed
i det.

Med alt det Kristofa havde forespeilet hende om
Dansen paa Letvindten i Hovedet vandrede hun i lang,
armfast Række nedover med sine Kamerater. Veien
ud fra Fabriken var overfyldt til Trængsel. Nedenfor
udvidede den sig med et gademæssigt Fortog.

"Se, - se, Kristofa! Wejergang er alt kommet til-
bage fra England."

De unge Piger puffede høist interesserede i hver-
andre - "ny Vaarfrakke, lyse lyse brun!"

"Pyt da, jeg saa, da han kom med Dampskibet igaar
jeg, - han og en hel Hob Englændere. De var brune
allesammen; jeg talte akkurat syv forskjellige Møgku-
lører." - Det var Josefa, som var ude med sin
Tunge, hun havde prøvet sig i en Modehandel.

"Han faar passe sig for Olien," fnisede én.

"Han er gruelig vakker! Ser Du hvor stolt han er
over Næsen ... aa, for et deiligt rødt Silketørklæde i
Brystlommen!" hviskede Kristofa til Silla.

Rækken trykkede sig ind til Gjærdet. Den omtalte
kom forbi ligegyldig smaanynnende med hævet Hoved
og svingende Spadserstok. Alle de unge Pigeansigter
stirrede ærbødig dumme hen for sig, dog ikke uden
et Glimt i Øienkrogene. Han forsvandt opover Strøm-
men, kløvende den som en Laks.

"Haaret har han faat delt i Nakken! ... Hatten er
som en Spilkum ... Blæs ikke paa ham: han er tynd
af sig, - det er sin Fars Søn det.... Hei, for et kryt
Spanskrør!" ...

De havde vendt sig om efter ham.

"Han er ikke braat saa morsk, som han gaar der;
men her ved Fabriken, ser Du, maa han være saa
stø som et Lys. Johanne Sjøberg, hun, som vasker
fransk, kjendte ham nok igjen nede paa Maskeballet i
Markedet; hun har selv fortalt mig det."

"Du maa tro," faldt Jakobine ind, "der kommer

SIDE: 57

mange fine Folk paa Salene paa det Vis. Du mener,
Du valser bare med en simpel én og saa er det kanske
Søn af Byens rigeste Mand! ... Ellers, naar Du er
lidt agtsom, kan Du godt skjønne det paa Dansen eller
paa Uhret eller paa Skjortekraven, og at de tygger saa
fint Tobak."

"Han saa paa os, lagde Du Mærke til det?" ivrede
Kristofa i Øret paa Silla.

"Ja, for han kjender mig!" sagde Silla lidt ør af,
at han havde sat Øinene saa paa hende.

Der opstod en Latter:

"Vil den svarte Kraakeungen ogsaa kagle?"

Kraakeungen saa hed ud under Tørklædet; men hun
svarede intet. Hun vidste med sig selv, at han kjendte
hende; han havde været paa Kontoret, da hun var med
sin Mor ude hos Generalkonsulen for at søge efter
Plads paa Fabriken.

En Strøm af Arbeidersker fra en anden Fabrik faldt
som en Biflod ud i deres, og gjennem Forgreninger
af Gader og Gyder sivede saa det hele af igjen i den
af Træ byggede uregelmæssige Bydel nedenfor, gjen-
nem smale Indgange og Trapper, ind brune, røde, hvide
og graa Huse, Huse med Skifertag, med Tørvetag, med
Teglstenstag og nye Huse endnu knapt under Tag.

Silla smettede ind gjennem en trang, fugtig Indgang.
Solen skar gjennem de raadne Sprækker i Planke-
værket med alle de bøiede, rustne Spigerhoveder, og
stødvis randt en smudsig Flom frem under Porten og
forsvandt ude i Grøften.

Hun stansede et Øieblik, da hun hørte Moderens ret-
færdige Indignation give sig Luft indenfor med den
velbekjendte, tørre, veiede Betoning.

Det var kun med en trykket Mine og nølende, at Silla
aabnede Porten, bak hvilken Madam Andersens Tje-
nestepige stod toppende rød og ude af Stand til at
svare for sig, medens Madam Holman, opskjørtet og
med Fødderne sprikende over Rennestensbrættet, skyl-
lede og vred op Tøi. Hun arbeidede sindigt og lang-
somt; intet i hendes lergraa Øine forraadte Sindsoprør

SIDE: 58

... "Madam Andersen burde jo havt den Forstand,
at hun skjønte, saa længe nyttede Klæder ikke er til
at faa færdige paa én Uge ... Du kan for den Sags
Skyld gjerne hilse Madamen med det. Jeg har heller-
ikke været vant til, ikke engang i min ringe Stilling,
at lægge Tøiet ulappet og ustelt i Vasken, og jeg kan
sige, at baade Mor Nilsen ved Siden af og Folkene her
i Huset har undret sig ved at se, hvad Tøi én, som vil
kalde sig for Høkermadam, lader Mand og Barn gaa
med! ... Nei, Du behøver ikke at modsige mig, Jenta
mi, naar jeg siger noget, saa er det saa. - Og Strøm-
perne! ... vi skal ikke nævne dem; for den ene Hæl
var snurpet med Seilgarn, saa det er en Skam at staa
og vaske dem. Folk kan sætte paa sig saa store Mi-
ner, de vil, Vasken den snakker fra den!"

Med langsom knusende Vægt vendte hun sig saa
mod Datteren:

"Var Du kommet lidt før, Silla, kunde Du sparet
mig for meget Arbeide. Men, det er det samme; jo før
de ta'r Livet af mig desbedre. Jeg har da heller aldrig
ønsket at leve, siden den Time, din Far gik sin Vei."

"Jeg skal tage i og vride med Dig, Mor!"

"Nu det er færdigt? Tak skal Du ha'. Men det vilde
vist lidt Omtanke, om Du, som bare har siddet oppe i
Fabriken, havde skyndt Dig lidt for at hjælpe den,
som har maattet staa og arbeide tungt hele Formid-
dagen."

"Tak for Underretningen, Madam Holman!" det var
Madam Andersens Tjenestepige, der nu endelig havde
faat Mælet igjen; "men jeg tænker, I skal ikke faa
bryde Jer mere med vor Vask, den er nok for simpel
og ringe for saa høie Udlægninger!" Hun kniksede og
tilføiede saa, idet hun hastig forsvandt ud af Porten:

"Var Sæbeluden Jeres bare halvt saa skarp, som I
har Tunge til." ...

Det var overhovedet Madam Holmans lige saa selv-
følende som stærke Side, at hun altid hungrede og
tørstede efter Retfærdighed i denne Verden - hos
andre! Forsaavidt et Stykke af denne Sætning ogsaa

SIDE: 59

vender indover mod én selv, var hun saa heldig at
finde alt vel feiet for sin egen Dør. Der var hun jo
ogsaa i den gunstige Omstændighed at kunne give
baade Loven og Undtagelserne.

Hver har sin Tid, da han kommer i Glans, og at
Blokmager Holman havde været til, var noget, man
- og maaske hun selv ogsaa, egentlig først ret kom
til at begribe, efterat han vel var forsvunden fra Sce-
nen.

Det gjør nemlig, langt fra det samme for en Hus-
stand, enten den har Mandens Arbeide og Ugeløn at
leve paa eller ikke, og til en yderligere Forværrelse
af Situationen stak hendes afdøde Mands Regning hos
Madam Selvig sit høist overraskende, uvelkomne An-
sigt ind i Stuen. At den Regning var rigtig, kunde
Madam Holman aldrig faa i sit Hoved. Holman havde
jo havt sine faste, regelmæssige Lommepenge!

Madam Holmans bittre Udtalelser blev mange, da
hun saa sig stillet i Valget mellem Mangel eller at
søge Arbeide.

Hun havde indtil Knappenaalsspidsen vidst, hvor-
dan hun vilde anvende sin Mands Fortjeneste i sin
egen Stue og dertil ført Opsigt med, hvordan andre
burde have det i deres. Hun havde, saa at sige, i alle
disse Aar siddet mageligt oppe paa Læsset og kjørt. Men
nu var desværre den Dag kommet, da hun selv maatte
stige ned og trække, - og dertil viste hun sig mindre
egnet.

Det var stedt i denne kritiske Situation, at Madam
Holman fandt, at, skulde der nogengang tages i, saa
var det nu, - af hvem lod hun være usagt.

Til den Ende nyttede hun sit Kjendskab til Gene-
ralkonsul Wejergang til at faa sin Datter Silla an-
bragt oppe i hans Fabrik. Ledige Hænder maatte have
noget at bestille, og det vilde ialfald give lidt igjen
for de med hendes Mand tapte Ugepenge. Naar hun
saa selv sad hjemme og holdt god Husholdning og
derhos stoppede og tog Vask, naar saadant faldt til,

SIDE: 60

skulde ingen vove at paasige Madam Holman, at hun
ikke i de tunge Dage vidste at gjøre sin Pligt.

Og denne sin Pligt opfyldte hun fremdeles, idet hun
strengt holdt Silla fra at benytte sin Fritid til Ledig-
gang, hvilket var Faren for Ungdommen. Sy og stoppe
og lappe udover Kvældene, - der kunde ikke gives
en bedre Maade at øves i Stadighed.

Men det var, medens Silla sad og syede og stoppede
og lappede udover Kvældene ved den lave Parafin-
lampe, at det gik netop som bedst med feiende Dans
og Lystighed inde i hendes Hoved, og at alle Kristofas
og Venindernes Udmalinger lavede sig om til Selvop-
levelser. Sæbeboble efter Sæbeboble, den ene mer vid-
underlig end den anden, steg op eller brast lige foran
Madam Holmans Næse, medens hun sad og strikkede.
Hun saa ingenting, - undrede sig blot undertiden over,
hvad der kunde være at smile og le af ved Hælen paa
en Strømpe?

Nede i Hægbergs Smedie saa det ud, som der skulde
være ikke blot blaa Mandag, men ogsaa blank Tirsdag.
Paa en ensom Sjæl nær var der sort og folketomt.
Udenfor Døren ventede en Række Jerngreb, Spader og
Koben, som skulde hvæsses for Veiarbeiderne nede ved
det nye Havneanlæg.

Hægberg gik med Fangskindet ned over den ene
Skulder vild som en Bersærk. Der gaves ikke mere
ordentlige Svende og Drenge; men han skulde sige
dem op Mand for Mand, saasandt han hed Hægberg!

En stod der da og gnog! Han havde ogsaa staat
der ganske alene og ni'filet paa Svendestykket sit hele
St. Hansdagen igaar. Men saadan er det, én turer og
én gnurer og er saa nidkjær paa Skillingen, at han
gjerne lagde Sjælen sin i Varmen for den. Arbeidskar
brav nok bevares! og, havde han ikke havt det paa

SIDE: 61

sig med Politiet, saa ... jo, nei! - nei, jo, det blev
han jo fri for, det er sandt ...

Den omtalte var Nikolai, som igjen var gaat ind
paa Hægbergs Smedie for at faa endt sine Aar som
Læredreng.

Naa endelig! ... Der kom to luntende henover Tom-
ten til Smedien.

Hægberg vendte sig og lod, som han ikke saa dem;
det var, vel betænkt, ikke Tider nu til at skille sig
ved sine Folk. Han gik blot selv hen og tog et af
Kobenene ud af Essen; og, da de to Syndere kom, stod
han der selv lang, mager, stærk og graasprængt og
slæggede, saa Gnisterne sprudede.

Dette Mesteren uværdige Arbeide talte høiere end de
uvorneste Bebreidelser, og, da han saa taus slængte
Kobenet hen og tog fat paa at hvæsse et Greb, kjendtes
det noksom, at der var lummert Veir i Smedien.

Efterhaanden udover Formiddagen kom de med stir-
rende Blikke, bankende Tindinger og blege eller røde
forvaagede Ansigter, én med et opsvulmet Øie og én
med et Plaster skraat over Næsen. Stemmerne var
hæse, og tause gik hver ivei med Arbeidet. Der
maatte tages i, skulde de greie undaf alt det Red-
skabsarbeide, som stod til Rest.

Der arbeidedes i et Kjør til ud paa Eftermiddagen
næsten, uden at der blev talt et Ord over hele Sme-
dien. Da befandtes det meste at være fra Haanden,
og Hægberg selv gik ud til sine Forretninger i Byen.

De, som stod igjen i Travlheden, glinsede af Sved
og, enten det var, fordi Arbeidet tillige havde været
den bedste Kur for foregaaende Sankthansdags og
Sankthansaftens Udskeielser, eller det var den almene
Lettelse ved at Værkstedsmesteren var gaat, - én be-
gyndte pludselig at synge op, et Par andre at gispe og
strække sig i Velbefindende under sine frydefulde Er-
indringer; - og saa brød Passiaren ud om, hvordan
hver havde turet.

Kun Nikolai gav paa uforstyrret; han brød sig mere
om et Naglehul i Hængseljernet paa sit Svendestykke

SIDE: 62

end hele deres Sankthansturing. Og, drev han nu bare
paa, skulde det være færdigt til Maaneden var ude ...

Hans fine Naglehammer slog tvært over deres Præk,
- deres Tjæretønder og Vedstabler og gamle Hus-
vægge, som de havde brændt ... og saa Turing og
Drik, saa de ikke havde en Skilling igjen ja, - hø, hø!

Hammeren skraldede tværtover det.

Jan Petter havde været i Baad udover paa Øerne
og set saamange Blus baade der og omkring i Fjel-
dene, at han ikke kunde faa Tal paa dem ...

Ne-i, naar én er fuld. ...

Hammeren smeldte igjen til.

En strakte sig og gispede med hele Sankthanshelgen
i Kjæverne ... "Oppe under Grefsenaasen der havde
Punschen tilsidst flydt godtsom frit nedefter Bakken!
... Søn af Wejergang havde git en gammel Baad fra
Maridalsvandet og en halv Tønde Beg til Jenterne ved
Fabriken ... hørt Gauken gale og sjauet hele Natten
... ranglet nedover, Klokken var mod otte" ...

Hammeren smeldte ikke mere i.

"Søn af Wejergang ... Fabrikpigerne hos Wejer-
gang!" Nikolai stod urolig og uvis og hørte efter; en
og anden Gang skjød et hastigt skarpt Øiekast bort-
over paa ham, som talte ...

Han vaskede Kulsoden af sig og var borte.

Silla havde været nede i Valsestuen og hentet den
sædvanlige Pot Aftenmelk, da hun ude i Grinden mødte
Nikolai. Han sagde, han havde set hende gaa derind;
men hun vidste godt, at han havde passet hende op.

"Du kan tro, jeg har moret mig i Sankthans, Niko-
lai!" hun holdt Spandet efter Hanken ud imod ham.
"Du skulde bare vide ... Nei aldrig i mine Leve-
dage!" ...

"Oppe i Grefsenaasen?"

"Hvor véd Du det, - sig, hvor véd Du det?"

"Aa jeg - en af Smedsvendene var deroppe. Men

SIDE: 63

ikke skjønner jeg, hvorledes Du kunde slippe didop
for hende derhjemme."

"Nei det stod ogsaa paa, kan Du tro!" Hun saa sig
om og sagde forsigtig hviskende: "Mor véd ikke andet
end, at jeg har ligget og snud i Sengen hjemme hele
Sankthansnatten. Hun skulde spise Sankthansgrød ude
hos Moster i Asker, og jeg staa hjemme og stryge. Men,
da Klokken blev ni, tog jeg Farvel jeg og strøg min
Kaas. Aa nei, Nikolai," hun slog leende den ene
Haand i den anden. "Du skulde have hørt, hvor hun
skjændte igaarmorges, da hun kom, fordi jeg laa
endnu. ... Hørte Du, at vi blev trakteret med Punsch
ogsaa!"

"Hvem gav Dig den?"

"Ja, det skulde Du bare vidst! Men Nikolai, Du for-
tæller det ikke. Det var en vis Person, som trakterede
os" ...

"Saa-aa, -"

"Han kom derop for at passe, at de ikke tændte Baa-
let op for nær Skogen. Ja, Du maa vide, Nikolai, det
var ingen ringere end unge Wejergang! Der var Sankt-
hanskalas hos hans Far; akkurat Klokken halv tolv
skulde de se Ilden hjemmefra Trappen."

"Og saa trakterede han med Punsch? - Dig ogsaa?"

"Netop mig" - hende med de svarte Øinene, raabte
han."

"Han har kanske snakket til Dig før ogsaa?"

"Ja saamæn, - han véd saa inderlig godt, at jeg
heder Silla! Jeg møder ham hver evige Dag nu, maa
Du vide."

Nikolai gjorde en Gestus, som han kastede en Slægge
i Bakken. - "Se saa!"

"Sidste Lørdag paa Kontoret, da han havde regnet
en Krone formeget i Kontrabogen, sagde han, at jeg
kunde beholde den og bruge den til Kager."

"Hei, hei, nei sagde han det? Svært saa snil han er
Du!" Nikolai sagde det med noget, der skulde være
Latter. "Hun er fælt snil Kokkejenten ogsaa, naar hun
fodrer Gaasen for at faa Tag i den."

SIDE: 64

Han stod med den ene Arm om Grindstolpen og saa
paa hende en Stund; hun var blevet saa fin og net
og gran og næsten høiere siden sidst. "En ung Jente
som ikke engang véd af, at hun er vakker ..."

Silla trak paa Læben; hele Minen var fuld af over-
legen Benegtelse.

- "byder de hende en Kage eller et Tørklæde eller
lidt Moro, saa strækker hun Halsen og tripper til. Jeg
synes, Du kunde skjønne det paa alt det, Du ser om-
kring Dig, Silla! Hvormange af dem er det vel, som
naar til at bli' Kone for en redelig Arbeidskar? De
naar til at danse et Par Gange, gjør de, og saa er
Visen slut. Og saa snil vil de nu være med Dig ogsaa,
Silla! ... Den Wejergang passer Dig nok op han! -
Hvis ikke jeg passer ham op da." Han saa med ét
bleg og styg ud.

"Er Du gal, Nikolai, - bær Dig da ikke saa!"

"Kan nok sige, jeg er gal, som har staat der og
gnuret og gnud hele Maaneden paa Svendestykket og
saa ladet Dig gaa heroppe mellem Ulvepakket. Men
Jeg er nu engang født slig, at alt skal gaa i Baglaas,
jeg."

Silla stod, som altid, naar Nikolai tog paa i den
Tone, nedslagen og forsagt, den klække Skikkelse for-
overbøiet stirrende ned for sig.

"Vi to, Silla," vedblev han endelig med et Skut paa
sig som en Resolution; men han skalv i Maalet, - "vi
to ... vi har nu ligesom været opfødt sammen. Og,
slig som det var, gik det i Baglaas for mig, endda jeg
var stærk jeg; men Du var klæk og maatte smette som
en Kat i Løgn og Ugreie bestandig. Og saa ... saa
... tænkte jeg saameget som ... at vi to, som bestan-
dig har holdt sammen, - og ikke har jeg havt nogen
anden, som jeg kunde tro mig til, det véd Du, og ikke
Du heller, Silla! - at vi slog os ihob ... Og, vilde Du
som jeg, saa -"

Han havde kneppet de brede Næver sammen om
Grindestolpen, som han klemte den med al Kraften af
sin undersætsige Skikkelse, medens han ventede paa

SIDE: 65

Svaret. Han stirrede paa hendes bøiede Skikkelse;
men hun saa ikke op. Og saa drog han igjen Pusten
tungt; han følte, han maatte fortsætte.

... "Og nu har jeg pint ihob nogle Skillinger, og
ingenting kjøbt, og filt og filt saa trut paa Svende-
stykket, fordi at, naar jeg blev Svend, og saa et Aar
til var gaat, og jeg fik lagt mig op lidt, saa ... saa
- kunde det hænde, Du med engang kom undaf baade
Fabriksubbet og Bestyringen hjemme, og blev en real
Smedkone, Silla! Aldrig har Du havt nogen til at tage
vare paa Dig slig som jeg, det véd Du, og jeg skal
være saadan imod Dig, saa Du ikke begriber det! ...
For den, som ikke har havt Far og ikke Mor, og, fra
jeg var op i Politiet, er det ikke stort med Kammerater
heller!" ... Her overmandede Bevægelsen ham.

... "Slig en urimelig vakker Smedkone, Du kunde
bli', Silla! har nogen Øine for en Smed, saa er det vel
Du; det er, saa Gnisterne spruder i Kullene det! Og
saa komme hjem og faa se saameget som Snippen af
det vesle, vakkre, svarte Ho'det dit i Stuedøren ...
Alt det, jeg bestandig har havt det som en Hund og
værre end det - som en Tyv til, var det bare Moro
altsammen, naar det kunde bli' slig ... Sin egen Stue
med Laas for Dør og Kiste, det var noget andet det,
Silla, end at lade sig trække paa Dansesal og slænges
om Væggene af fine Fyrer og Matroser."

Det sidste, som han sagde vældig varmt opstemt,
skulde han helst ikke have kommet med; thi fra at
Silla stod der omtrent hjerteknust og overvældet med
Graaden i Øinene, blussede hun nu med ét op imod
Beskyldningen.

"Vil Du nu ogsaa nægte mig en liden Moro, Niko-
lai! Jeg skal ikke se nogen, ikke faa være med no-
getsteds ... Nei da! jeg skal være én, som aldrig har
faat danse, - rigtig saadan en rar Fugl til at undres
over, som først har været i Bur hos Mor og siden hos"
- Stemmen raknede og gik over i Graad. "Er det det,

SIDE: 66

Du kalder at være snil mod mig, Nikolai? Du vil nok
prøve paa at gjøre mig ræd for Dig ogsaa!"

"For mig? - for mig Silla?"

"Gaar jeg ikke der for dem allesammen som en Aars-
unge, som Mor holder i en Traad. Og saa kommer Du og
vil hjælpe hende, Nikolai. Det er ret! Det er ret, stæng
mig bare inde! ... Aa jo, Du og Mor, - det kommer
bare an paa, hvem der ta'r Magten over mig. ... Men
Du skal vogte Dig, Nikolai!"

Hun satte sig i afmægtig Harme til at storgræde.

"Ja ja, græd Du, jeg siger ingenting jeg. Der er
nok dem, som kan trøste Dig en liden Stund!" lagde
han mørkt til.

Hun sprat med ét op, gik hen og lagde Albuen for-
trolig op til hans Skulder:

"Du kan da vel indse, at det er mig, som skal blive
Konen din, Nikolai!" hun saa ham aabent varmt ind
i Øinene; det sortblikkende fregnegule Ansigt var endnu
i Taarer.

"Ja vil Du det, Silla, saa skal Du faa se den, som
kan tage i!"

... "Men Mor, Nikolai! - aa jeg er saa ræd, saa
ræd bare for, at hun skal faa nys i, at vi mødes nogen-
gang. Hun ser saa stivt paa mig, hvergang jeg har
gaat et Ærinde, altid har jeg været saa forlænge borte.

Men Du kan tro, naar jeg sidder og stopper og lap-
per om Kvældene, saa tænker jeg iblandt, at Du kom-
mer saa fin og rig, at Du eier hele Hægbergs Smedie,
saa Mor maa gi' sig."

"Nei, tænker Du paa det, Silla! - ja jeg skal komme
da. Hun skal faa gi' sig som Røg, om jeg staar der
bare med Svendebrevet og min redelige Næring til."

- Hvad var det, som var hændt den lyse dim-
mende Sommeraften, hvori Fossen durede frem under
Broen, Træerne ligesom svellede af bare nyt, spret-
tende Løv, og det glittrede som Solstik i Vinduerne
her og der? Var han fuld, eller var det Kvælden, som
havde en ekstra Sankthansrus? ... Det sidste, han
havde set af Silla, var, at hun saadan halvt forover-

SIDE: 67

bøiet skyndte sig hjemover med Spandet, og at hun
havde set sig om efter ham, da hun tog Veien ind mel-
lem Husene.

Verden var rigtig nok alligevel ... Naar han gjorde
det ordentlig op, saa var den sletikke saa urimelig
endda, om den end af og til kunde gaa i Baglaas; ...
og da - ja da fik én baade være stærk og nethændt,
om én skulde faa det op igjen! ...

Nei den var ret nok! Det ser én først, naar én slip-
per indenfor, og derfor maa der være Politi og Mestere
og Greie paa alting, saa det kan gaa ilaas ...

Nikolai stod og funderede og klinkede nede i Sme-
dien; han havde nu ogsaa faat sit Svendebrev og saa
alt rosenrødt. At han og Verden holdt paa at blive
forligte, det stod med lysende Træk ud af hele hans
brede Ansigt. Den lave, stærke Skikkelse bevægede sig
med en ny tilkommen, rask Freidighed dernede i Ar-
beidet.

Han gik nu for Svendeløn og kunde lægge sig op
en pen Klat om Ugen. En heldig Lirk i Laasen var det,
at han aldrig turde forære Silla nogenting, hverken
Tørklæder eller andet for Madam Holmans Skyld.
Spart var spart, og hun skulde nok faa det i sin Tid.

Om Lørdagsaftenerne, bare han havde faat taget sig
et lidet Tvæt med Kluden i Kjølevandet, bar det op-
over mod Fabrikbyen. Han gik med Hammer og Tang,
en Jernplade eller en Laas i Haanden; det skulde se
ud, som han blot færdedes i sit lovlige Arbeide. Og saa
kom det an paa, om han paa Op- eller Nedturen kunde
faa et Glimt af Silla.

Det var et rent Lotteri, og det hændte, at han ak-
kurat traf Madam Holman istedetfor. Det fik han nu
finde sig i; han saa ialfald lige ind i den Gade der i
Husklyngen, hvor Silla gik mange Gange om Dagen.
Men det, han havde værre for at finde sig i, var, at
de Gange, han var heldig, gik hun med to, tre andre
Fabrikpiger ved Armen, saa der knap var Tale om at

SIDE: 68

faa mere end det ene Glimt og korte Nik af hende, før
de dreiede ind saa her og saa der.

Hvad havde hun med at gaa og slænge om Kvæl-
dene med de vidtløftige Jenterne, - var det for Silla
det? Hun havde hverken Voksenhed eller Vet nok til
at skjønne, hvad det var for noget, hun var oppe i
der, og hvad en fin Fyr mente, som nikkede til hende,
for de vakkre Øinenes Skyld ... Fornøie sig? - gaa
rundt i Kværnen ja, til de kommer ud baade knuste
og malede. ...

Nei ... bare ud af det!

Og derfor fik han drive paa med at file og file og
lægge den ene Ugelønning paa den anden, til han havde
faat Sølvkrogen stor nok til at hage hende til sig med.

Ja, var hun først hos ham! - han fortabte sig i
Tanker om Husleie og Udlæggene til Bryllup.

En Tid, efterat Nikolai havde faat sit Svendebrev,
overraskedes han af et glædeligt Besøg, - han vilde
neppe tro sine egne Øine, - ingen anden end hans
Mor, som Lørdag Middag passede ham og udenfor
Kjælderen, hvor han spiste.

Hun havde hørt, at han var blevet Svend og havde
ikke havt Ro paa sig, før hun fik følge med en af
Bordkjørerne, som skulde indover til Byen, for at be-
søge ham. Hun var blevet saa glad. Naar han vidste,
hvor mangt et Suk hun havde draget for hans Skyld
og, hvor mange modige Taarer, hun havde fældt.

Den store, staselige, halv bondeklædte Kone var
sprængrød i Ansigtet og græd og tørkede sig i ét væk
med det sammenlagte Lommetørklæde, medens hun
tolkede sin Bevægelse og Glæde over, hvordan alt
havde vendt sig som ved en Styrelse.

Hun havde været saa ulykkelig i lange Tider; men
nu, hun havde faat sin Søn igjen, saa det jo anderle-

SIDE: 69

des ud altsammen for hende ... Nei, hvor han var ble-
vet stor og bred og gjild, - rigtig en Smed! Han
havde nu vel Frakkeklæder til Søndags? Og Hat maatte
han ogsaa ha'! - han skulde bare lade hende raade
sig; hun hvidste det hun fra alt det, hun havde set i
Verden.

Det var med ganske underlige, i Begyndelsen næsten
blandede Følelser, at Nikolai saadan med en Gang saa
en Mor falde ned til sig ... en Gang kunde der komme
drattende en Far ogsaa!

Det var saamange Aar, siden han havde tænkt paa
hende, og det Billede, han igrunden havde, var i hans
Erindrings Dyb gjemt i et graadvaadt, bittersalt Mud-
der, hvori han nu langtfra var i Stemning til at rode.
Der var Ting indeni ham, som han af en instinktmæs-
sig Sikkerhedsfølelse foran hele sin nye lykkelige Til-
værelse skyede; ... men til denne nye Nikolais, - Smede-
svendens, - Lykke hørte vel ogsaa saadan at finde sin
Mor igjen. Javist var han glad i hende, og var det
uhyre rørendes ...

Og, medens han gik med hende og var glad ilige-
maade og snil og føielig og mistede Lørdags-Eftermid-
dagen med en halv Dags Løn, havde han, uden at han
egentlig mente det, lagt væk i en Foræring, et urime-
lig stort, fint, blommet Silketørklæde - saameget, som
han havde pint og gnuret sammen i to Uger ... og
endda havde han lagt ud for Moderen til fint Brød og
en Fleskeskinke, som hun maatte have opover med
sig, og hvoraf Barbro alt nede i Byen prøvede nogle
forsvarlige Skiver til Eftasverd.

Appetit havde hun, - og hun kunde hellerikke være
synderlig vant til at spare! - det var omtrent Sum-
men af de lykkelige sønlige Betragtninger, han op-
gjorde sig efter Samværet. Ellers følte han sig ufor-
modet blanket af for en hel Del Penge; og det var halv
mismodig han om Aftenen gik opover for mulig at
træffe Silla og fortælle hende om sin nye Lykke.

- Hele den Side af Byen opunder Høiden laa alt i
Skyggen, og i den lummervarme Aften gik en og an-

SIDE: 70

den Arbeider med Trøien løst over Ryggen, medens
der lød Ekko op af Larm og Spektakel her og der nede-
fra Udsalgene i Fabrikbyen.

Nikolai havde forgjæves krydset i Strøget om Valse-
stuen med stadigt Sigte paa engang baade nedover den
brede Landevei, som gik forbi Grinden, og Gangstien,
der sneg sig tværtover Marken ind bag den. Silla var
ikke til at se! En Jente gik med en Bøtte fra Fjøset
ind til Bislaget. Hun saa opover mod ham og lo, og
Følgen var, at Nikolai fortsatte sin Vei mod Fabriken
uden at vende sig om en eneste Gang. De maatte have
Øine gjennem Væggene derinde, og havde nok alt be-
gyndt at undres over, at han gik der saa ofte.

Fossen var afstængt, saa der kun randt en hvid
Stribe nedover Dæmningen og gik Dryp i Dryp over
Hjulet. En Kjærre larmede foran ham i Veien ...
Nu stansede den og aflæssede; det rusede af med en-
gang. Det var Muld, de kjørte til Haveanlægget uden-
for Kontorbygningen ved Fabriken.

Indenfor Stakittet stod en hel Del Koner og Piger
i fuld Beskjæftigelse. De ragede, lugede og plantede,
medens en Mand gik efter med Havesprøiten, og ude
af det aabne Vindu hang unge Wejergang med Straa-
hatten paa Hovedet og snakkede ned.

Der stod Madam Holman med Haanden i Siden ved
en af de sorte Muldsenge mønstrende noget nedplantet,
hun havde klappet til med Haanden, og - Silla! -
paa Knæ lugende Ukrudt op i Forklædet fra en Rabat
inde ved Huset.

Det var med hende, han spasede fra Vinduet, og hun
rystede paa Hovedet og lo og saa op et Øieblik, -
svare turde hun nok ikke for Madam Holman!

Det var, som der klemte ham en Tang med mange
Greb lige under Hjertekulen, og han huskede med ét
saa livagtig den Dag, han havde havt Ludvig Wejer-
gang under Næverne.

Han gik nedover med Bly i Brystet og satte sig
ved en Grøftekant inde paa Marken, hvor han uset
kunde holde Øie med dem, som gik nedover.

SIDE: 71

Hun havde set saa altfor vakker ud, da hun saa
op med den undertrykte Lystighed! - det var det, han
kom tilbage til og bare saa for sig, det, han led under ...

En Timestid var gaat. Næsten sløvt havde han set
den ene efter den anden gaa nedover Veien; men med
ét kom der Farveskiftning i hans Ansigt.

Ludvig Wejergang slentrede forbi - flot og letfær-
dig, med Stokken løst i Haanden. Han var rødmus-
set som en Jomfru med fint sort Kindskjæg under Pa-
namahatten og de graablanke Øine mysende omkring
sig, medens han smaanynnede.

Nikolai stirrede næsten modløs fortvilet paa ham,
som han forsvandt nedover ...

Igjen dette gamle haabløse foran Overmagten! ...
dette, han aldrig fandt Ord og Luft for, om det ikke
engang skede slig, at - han lukkede Øinene med et
presset voldsomt Udtryk om Hage og Mund ...

Der kom Silla ved Siden af Madam Holman med
ludende Hoved, som en Silju, der bøiedes af Væksten!
Undertiden saa hun sig stjaalent om lig en Skolepige,
der undgaar Læreren.

Nede ved Valsestuen skiltes de; Silla gik ind efter
Aftenmelken.

Hun kom ud igjen med Spandet og tog Gangstien
over Engen. Hun gik hastig og smilte ved sig selv,
og der kom næsten et forskrækket Udtryk, da Nikolai
reiste sig fra Kjæret ved Grøften:

"Skvætter Du, naar Du ser mig, Silla?"

"Saa morsk, som Du ser ud saa!" svarte hun spøgende.

"Det var jo saa, Du sagde, Du vilde være Konen min,
Silla?"

"Hvorfor kommer Du nu med det, Nikolai! - det
er jo saa længe til."

"Jeg kan trænge til at høre det en Gang til. Naar
én ikke er tryggere end jeg, saa vil én gjerne kjende
to Gange, om Hempen, én skal holde sig ved, sidder
fast - eller, om den er saa ledeløs, at den ryger! Du
har faat saa mangeslags i Tankerne, siden Du kom
hidop, til Fabriken."

SIDE: 72

"Pas paa, pas bare paa, Nikolai, - Du er nok rent
ræd for mig paa det sidste," lo hun overmodig. "Men
saa er jeg nu blevet lidt voksen jeg ogsaa engang. Det
er bare Du, som ikke ser det, - og staar der som en
Stolpe.

Men Du kan saamæn tro, jeg har faat det fuldsku-
rendes travlt nu! Saa fort, jeg bare har faat Aftens-
maden i mig, bærer det opover til Fabriken igjen. Jeg
og Kristofa og Kalla og Josefa har faat hele Pudsingen
og Lugingen i Kontorhaven, nedover alle Erter og Gul-
lerod og Kaalsengene med, og, naar Anlægget gror til
udover Høsten, saa skal vi faa det ogsaa!"

Nikolai stod blot og regnede over ... Syv og tyve
Daler med Fradrag af, hvad der var gaat til hans Mor
idag, - Fleskeskinken med, den kom nok ikke igjen!
- det var, hvad han eiede, og to Gange saameget til
behøvede han mindst, før han fik det nødvendigste ind
i Stuen.

Det var bare om at faa hende ud af det, om han saa
skulde drive paa baade Nat og Dag.

Høit yttrede han kun i Forsigtighed:

"Har vi bare brav Vet, saa vi ser os vel for og er
vare, saa kunde vi kanske sidde i vor egen Stue alt
til Vaaren, Silla! ... Men der kan komme saa mangt
imellem."

Det sidste kom tonløst med et tungt, knuget Suk.

"Jeg mener, der ikke blir Liv og Mod i Dig, før Du
blir gift jeg, Nikolai!" lo hun, "nu er Du saa fæl at
møde, at én kan bli' rent sørgmodig og lei hele Kvælden
efter. Deilig Kjæreste!" Hun svang sig spasende rundt
paa Hælen med Spandet ud for sig og fo'r henover
Veien, idet hun nikkede Farvel.

Det han fra først af var gaat derop for, Nyheden
om sin Mor, havde han ikke kommet til at fortælle, og,
sandt at sige, havde han rent glemt det. Det var ogsaa
tidsnok næste Gang, han traf hende. Og den gang fik
det nok ikke vare for længe til - slig, som det saa
ud nu!

SIDE: 73

Nogle Uger efter var der Sporlag efter ham.

En Læsbonde var, i høi Grad i Beraad med sin Fø-
ring, stanset udenfor Spisekjælderen. En Part af Læs-
set udgjordes af hans Mors store Kiste, som Bonden
havde paataget sig at kjøre til Byen og faa sat ind saa-
længe hos Nikolai. Selv skulde Barbro først komme
efter en af Dagene.

Hun maatte have noget fore! Tænkte hun kanske
paa at gaa i Tjeneste igjen?

Og, som han en Kvæld kom hjem, fandt han en rød
Tine og et Par Snørestøvler stillet op paa Kisten. Hans
Mor maatte have været der.

En halv Timestid efter viste hun sig ogsaa. Hun
havde blot været henne og kjøbt lidt fersk Rugkage,
Ost og Smør for at have med op i Logiet tilaftens.

Foreløbig skar hun noget op og bød ham med sig.

Den store Skikkelse, tillagt hendes Effekter, fyldte
næsten Nikolais lille snevre Soverum. Hun var blevet
lidt stakaandet og hagefed af al den Indesidden; det
store Kjæveparti, som i Ungdommens Glans havde
været overdraget med skjære, sunde Fjeldroser, gav,
som det bevægede sig under Spisningen, kun Indtryk-
ket af Kraftknusning med endnu solide Tænder, hvori
dog Tandpinen af alle de blæsende hede Kaffeskaaler
havde gjort et og andet vældigt Indbrud. Medens hun
sad paa Kisten og han paa Sengen, kom det til Ud-
talelse:

Bonden, hun havde indakkorderet sig hos, mod atten
Daler om Aaret, Hjælp i Aannetiderne, samt mod,
at hun holdt sig Kaffeen selv, var saa kneben og pi-
nende paa Kosten, at hun havde maattet ty til at kjøbe
baade det ene og det andet ved Siden af. Ja han saa
selv Fleskeskinken og vidste, hvordan hun var vant
hos Wejergangs. Hun kunde nok sige, at hun havde
svælget Maden med Graad mangen Gang, naar hun
kom ihu alt det, hun havde gjort for Ludvig og Lizzie,
- at hun havde baaret dem paa Armene og været
mere end deres egen Mor for dem. Og naar hun saa
tænkte paa, at Lønnen for det altsammen skulde blive

SIDE: 74

Tungarbeide ude i Hø- og Kornskuren! ... Hun var
rost af for mangen Mund til det.

Hun havde da ogsaa biet taalmodeligen paa, at de
skulde mindes gamle Barbro - - Aa nei! én fik nok
helst minde sig selv, skulde det bli'.

Men nu, siden hun havde Nikolai derinde, havde
hun studeret og grublet og grundet paa at drive en
liden Handel i Byen. Og idag havde hun været ude
hos Generalkonsulen.

Han var grætten, med det samme hun kom ind paa
Kontoret, og bed; men hun kjendte ham og tog til at
snakke fint for sig:

"Hvordan lever Fruen og Hr. Ludvig og Frøken
Lizzie med Tilladelse? - kors, de er vel saa voksne og
befordrede nu, at det ikke er ventelig, at de kjender en
ringe Tjener igjen.

Tynde ... tynde som Stilke, lo han. Du kan gjerne
holde dem én i hver Arm endnu! - - Men Du maa
have ædt op hele Laden deroppe; jeg huskede ikke,
Du var saa stor, Barbro! Han er vel gaat fra Gaard
og Grund, Bonden? jønede han.

Tak, jeg var ikke vant til Kreaturfoder hos General-
konsulen, sagde jeg. Det er nok heller mig, som er i
de Omstændigheder, at jeg maa fraflytte; den Mand
passer sig saare vel for, at nogen gaar ham for nær.

Og saa snakkede jeg om Ludvig og Lizzie, til jeg
kom i Graad.

Og denne vidtløftige Gutten din? spurgte han.

Tak, sagde jeg, min Søn Nikolai er nu udlært Smede-
svend her af Staden.

Og saa fortalte jeg ham mine Tanker, at jeg vilde
til Byen og handle; jeg har altid set, det har været
bedre indenfor Disken end udenfor, mente jeg.

Da lo han; - Du vil nok lave Dig et nyt Stabur i
Byen, Barbro!

Ja, Hr. Generalkonsul, naar det kan ske med Rede-
lighed og lidt Hjælp, saa tragter nok én og hver efter
Ernæringen.

Og saa lovede han mig i samme Snup fri Værelse

SIDE: 75

og Kjøkken i et af Husene oppe i Fabrikbyen for et
helt Aar."

Som Mor og Søn sad overfor hinanden var de ikke
uden en vis Lighed; men der hvor Skjæbnens Førelse
havde sveitset Dragene i hans brede, vaagne Ansigt
til Muskler og Energi, der havde den hos Barbro slap-
pet alle Fjere af i sløvt, tungført Fedt.

Det var alligevel ikke uden en vis Lidenskab, hun nu
udviklede sine Planer om Smaahandelen, og hvordan
hun skulde vide at skaffe sig Kredit lidt paa hvert
Sted; hun havde endnu Kjendinger omkring i Kram-
boderne fra hun var hos Wejergangs. Bagefter var
det saa blot at sælge ud, betale det gamle og faa igjen
nyt; det hele gik rundt som en Veiv.

Men lidt flere kontante Penge maatte hun have, for
hendes rak ikke langt. For Eksempel, om Nikolai kunde
forstrække hende med lidt? Det kom jo alt til at ligge
i Varerne, saa at det for den Sags Skyld kunde være
det samme, enten han lagde sine Skillinger der eller
i Lommen, - akkurat paa en Prik!

Kunde han saa sige hende, hvorledes hun for en
billig Penge kunde faa kjøbt en Disk? Eller helst faa
den paa Kredit; kneb det om nogen Ting for hende nu,
saa var det om Kontanten. Kanske kunde hun med
det samme prøve paa at tage ud lidt mere hos Sned-
keren med engang, blot et nogenlunde rummeligt Klaffe-
bord, to Senge og nogle Stole. Hun havde tænkt, at
naar hun nu først kom lidt igang og havde ordnet sig
paa det, saa kunde Nikolai bo hos hende. Naar hun
dertil stellede alle Maaltiderne for ham, kunde det ene
tage det andet, og en vis Del af hans Løn gaa til det,
han fik selv slaa over og sige, hvormeget han syntes ...

Barbro lagde ud stedse hidsigere og byggede i Aan-
den, af og til med et Klask i Næven, hvordan alt skulde
være.

Men, medens hun blev stigende varm og opstemt af
sine Fremtidsplaner, sad Nikolai uvis og trampede en
sagte Takt med Foden. Det om Handelen kunde være
rigtig nok. Moderen maatte vel skjønne det, hun, som

SIDE: 76

havde været hos Wejergangs og nu dertil talt med
selve Generalkonsulen. Men, jo mere hun saadan ind-
byggede ham i sine Planer og derunder forpagtede ham
alene for sig og snakkede væk, som intet kunde være
iveien fra nogen Himlens Kant, desto videre aabnede
Gabet mellem deres Villier og Interesser sig for ham.
Hun kom med en Mors længe undværede Ret, og han
havde netop det paa Hjerte, at han tilhørte en anden
endnu nærmere og just nu maatte gaa sin egen Vei.

Hun kunde ikke vide, at hun hele Tiden mødte Spi-
ger inde i Væggen, saa han fik nok sige fra.

"Ja, ser Du, Mor!" han saa ned i Gulvet, "Pengene
mine kan Du nok faa, naar det bare er sikkert, at jeg
faar dem igjen til Nytaar, saa for det er ingenting
iveien. Men, ser Du, hvorfor jeg endelig maa have dem
igjen, det - det er, fordi jeg og Madam Holmans Silla
er kommet overens og vil gifte os og sætte Bo. Og det
staar fast fra min Side, for det har jeg slidt og stridt
for, helt fra Holman døde; - og ikke blev det vel, skulde
jeg være hende foruden."

Hans skarpe graa Øine skjød et Glimt op paa hende,
og Moderen følte instinktmæssig, at her var en Villie,
som var glippet hende udaf Hænderne.

Det var en lang Streg i hendes Planer! ...

For at klappe paa Misstemningen lod han hende faa
sine tredive Daler, før hun gik.

- - - Der er en Handelsvirksomhed i de trange
Gader og Forstæder, der er situeret en Etage høiere
end Kurvekonens. Den sælger sine Varer fra Hus, om-
fatter efter Lovgivningen en hel Del flere Effekter og
lader ogsaa vedkommende føre den magelige Tilvæ-
relse et Trin længere fra Haanden til Munden; det vil
sige, den opnaar maaske, istedetfor Dags Kredit eller
Uges Opgjør, Uges eller Maaneds ditto.

Det var denne Smaahandel, Barbro vilde slaa sig
paa, og, heder det om Amerika, at hele Byer og Virk-
somheder reiser sig i et Øieblik, kunde noget lignende
vel siges om Barbros Handel.

En knap Uge efter var hun i Hus, havde i Vinduet

SIDE: 77

en Udstilling af Traadnøster, Kringler, Brød, Bonbons,
Snørebaand, Naalehuse, Snus, Kridtpiber, Staalpenne,
Fyrstikker m. m., medens hun selv sad bag Disken,
- det var en Kasse, formummet under blaat Tøi, -
og malede Kaffe, som hun brændte i Kjøkkenværelset
indenfor. I en laasfærdig Komodeskuffe, som Nikolai
havde overset, stod den Cigarkasse, der gjaldt for
Pengeskrin, med nogle Kobberslanter i.

Bekjendtskabet mellem Madam Holman og Barbro
var ogsaa alt fornyet - med Hemmeligheden om Silla
fra den sidstes Side in mente.

Madam Holman - hun boede bare i Gaden neden-
for, - var kommet opover, medens Barbro i Kvæl-
dingen stod ude paa Trappesvalen og besaa sine nye
Omgivelser i Lys av det netop færdige Krambodsvindu.
Og saa maatte hun da ikke gaa en gammel Kjendings
Dør forbi! Hun maatte komme ind og faa en Spølkum
Kaffe, den stod paa Gruen og klarede, om hun ikke
vilde forsmaa.

Madam Holman kunde jo nok have en Mening om
meget og mangt af det, hun saa derinde; men foretrak,
medens hun nød sin Kaffe, heller at sætte Barbro ind
i Rækken af de Tilskikkelser, som var overgaaet hende,
siden Holman døde.

"Aa - aa, vend ikke Koppen endnu! - én til, Ma-
dam Holman?"

Madam Holman drak uden at blive det mindste min-
dre sørgelig ogsaa en tredie Spølkum. Hendes stille,
lergraa Øine havde set og forsket, medens hun snak-
kede, og suget ind Bemærkninger om Barbros rund-
haandede, overflødige Stel som Pibeleret Fedt. Men,
da hun gik, havde hun under mange forsigtige Forbe-
hold og i det Haab, at Varerne ogsaa vilde staa sin
Prøve i Længden, udtalt sin Tilbøielighed til at lade
sin Handel gaa over til Barbro.

- Madam Holmans Silla var netop derinde ved Di-
sken, hun skulde have en halv Pot Gryn med sig hjem,
da Barbro, som heldte i Maalet, med ét saa Ludvig
Wejergang i Døren.

SIDE: 78

Han havde jo hilst paa Barbro før, og, naar han nu
to Gange om Dagen gik der forbi, nikkede han vel og-
saa saa ofte, hun viste sig fremme paa Trappen.

Men saa venskabelig som idag! ... Barbro var gan-
ske hjerteknust, hun holdt næsten paa at sige Ludvig,
saa munter var han og spøgefuld om hendes Handel.
Derunder stod han og mysede og lo til Silla, der blev
undseligere og rødere og i Forfjamselsen blot strævede
med at faa Kræmmerhuset med Grynene vel ud af
Barbros Haand. Han havde taget Panamahatten af det
krøllede Haar for Heden og var saa fin og vakker.

Silla turde næsten ikke se op paa ham, hørte blot
noget om, at Fregner ikke var saa farlige, naar man
havde saadanne svarte Øine, da hun med Hovedet
foran fo'r ud af Døren!

Barbros Mening bagefter om Sillas Opførsel, at hun
saa med ét sprudrød skulde rende afsted for et Par
uskyldige Ord af et saa velmenende og vakkert Men-
neske som Ludvig Wejergang! - fik Sønnen høre al-
lerede samme Aften. En ung Jente fik da staa beske-
dent og ikke bære sig saa! hun var istand til paa det
Vis at faa alt det, som hed Mandfolk, i Hælene paa
sig.

Var det noget for Nikolai det, den fjamsede, svarte,
lange Jenten, som løb der i den for korte Trøie som
en halvskrællet, krum Ræke i Ryggen, og ballancerede
langs Rendestenskanten, som hun mente at danse paa
Line, - foruden al Opdragelse. Havde det saa sandt
været en anden end Ludvig Wejergang, tænker jeg,
hun vilde havt ham kigendes efter sig baade her og
der om Hjørnerne!

"Men, ser Du, Nikolai, det randt mig rigtig isinde,
medens han stod der, at her havde jeg den, som baade
kunde og havde Godvillien til at hjælpe mig med de
femten Daler, som jeg trænger saa saart endnu, -
men saa var han borte, før jeg fik summet mig."

"Hos ham? - ne-i, Mor! Jeg skal nok skaffe dem
jeg, vil Du bare vente lidt, - og jeg tænker, Du kan
bruge mine Penge saa godt som hans!"

SIDE: 79

"Ja, havde jeg ikke Dig, Nikolai!" - udsukkede Bar-
bro rørt; "og nu skal Du faa Kaffe, som er god og med
ferske Kanelstænger til, som jeg ikke har faaet Salg
paa idag."

"Nei, ellers Tak, Mor!" lød det mørkt; han var alt
i Døren.

Siden paa Kvælden lykkedes det ham at træffe Silla.

Hun var ikvæld saa overgiven og leende af sig:

"Jeg løb jo min Vei; saa slet ikke paa ham. Vilde
Du kanske jeg skulde ble't?" jønede hun.

Han var jo afvæbnet - i Øieblikket - saa tillids-
fuldt, som hun lo.

Men, da han gik nedover, saa han alligevel Wejer-
gangs overmodigt mysende Øine for sig med den krøl-
lede Lok frem under Hatten, og, - han kunde ikke
for det, - han følte den ligesom viklet om sin Fin-
ger. ...

- At hun slog sig saa lystig, huede ham jo ikke, og
hellerikke, at hun de Gange, han siden tog sig Tid til
at gaa opefter om Kvældene, kom saa hæseblæsende
ned fra Anlægget og altid havde i Munden, om unge
Wejergang havde været eller ikke været der, hvad han
havde sagt, og hvad hun havde tænkt, og Kristofa bag-
efter været enig eller uenig med hende i. Det var, som
hun ikke kunde snakke om andet!

Saa var det nu vel ikke det værste, at hun selv var
den, som pratede og snakkede ud til ham.

Men javist var det, saa Sveden kunde sile i Sme-
dien, naar han stod og tænkte paa det altsammen der-
oppe. Han kjendte sig som under en Skrue.

Hvorfor skulde Fattigmand ikke faa ha' sit i Fred?
Der holdt han paa og sled og vilde gi' alt det Blod,
han eiede i Kroppen, for at kunne faa gifte sig, og den
anden, som havde Lommen fuld og kunde faa hver fin
Frøken, han bare pegte paa. - Slige, de var værre end
baade Rovdyr og Mordere!

- Og under alt dette lakkede Tiden fremover.

Han havde velsignet baade Høstsølen og Mørket, som
gjorde Slut paa al denne Rendingen om Kvældene; og

SIDE: 80

nu var Vinterdagen og Sneen kommet. Naar han reg-
nede, - og han stod altid og regnede, - saa skulde han
nu til Nyaaret være Kar for en fem og syvti Specier,
- dem han alle havde godtsom sultet sig sammen.
Deraf stod nu de fem og firti, og siden de tretten til,
hos Moderen. Værelse med Kjøkken havde han saa
smaat tinget paa for en pen Pris om Maaneden og det,
han skulde have i Hus, ogsaa. Da han laante sin Mor
sidste Gang, havde hun sagt, at han ikke behøvede at
være ræd, hun handlede Varerne ud og strøg For-
tjenesten ind.

Det var i Orden alt, og saa fik vel retnu Slaget staa
med Madam Holman. Men, naar han lagde frem sit
Svendebrev, sine fem og syvti og sin faste Fortjeneste
med Lønspaalæg fra Nyaaret hos Hægberg, saa fik hun
nok være saa snil at gi' sig!

Det var i en af Dagene mellem Jul og Nytaar, at han
begav sig op til Moderen for at forberede hende paa,
at han maatte have sine Penge ud nu i Februar. Da
vilde han gaa til Madam Holman.

Det forekom ham, som Moderen var endel forfjam-
set og glemsk, medens hun lavede Kaffeen.

Hun mente, hun var halvtullet idag, sagde hun; -
men Kaffe skulde han ha', og Julen skulde han ikke
bære ud, det havde ikke været Skik der, hvor hun var
opvokset det!

Aa nei da, saa Nikolai skulde alt ha' disse Skillin-
gerne sine nu? Hun var blevet saa glemsk af sig, at
hun ikke havde tænkt paa, at det var saa snart. Og saa
havde hun lige før Julen maattet greie ud et Paakrav
for Kaffe og Sukker, som hun for sit Liv ikke havde
tænkt eller vidst skulde kommet paa hende før over
Markedet eller til Sankthans! ... Men, han skulde
bare ikke være ræd, hun vidste nok, hvor hun skulde
skaffe Pengene, vilde hun bare knytte Huen paa og
gaa ud efter dem.

"Saa, saa, drik nu, Nikolai, den er stærk som Berg:
det er ikke Jul mere end en Gang om Aaret, siger de
paa Landsbygden ... Jeg mener, Du er ræd jeg, -

SIDE: 81

for Pengene dine? Aa nei, bryd Dig ikke, har Barbro,
Mor din, lovet noget, saa holder hun det, og saa kan
Du være rolig.

Slig, som 'n Ludvig var imod mig nu sidst igjen,
han var inde her, - det var endda Eftermiddagen før
Lillejulaften, - saa staar det ikke fast for Barbro for
nogle Skillinger, naar jeg siger, at Sønnen min træn-
ger dem. ... Aa nei da!

Naada, naada, Nikolai, vær ikke slig, Du hører jo,
Du faar dem. Kors bevars, saa Du ser paa mig!"

Han sagde intet; sad blot længe stille, og Barbro
syntes, det blev rent knugende tyst. Hun forsøgte snart
saa og snart saa:

"Jeg skal friste paa det straks over Helgen. ... Nei
aldrig skulde jeg laant Pengene dine, havde jeg vidst,
det skulde bli' til dette. ..."

"Nei, Mor. Pengene faar Du greie ud, naar Du kan,
jeg skal ikke drive Dig haardt for dem; men, prøver
Du paa at tigge Ludvig Wejergang om dem, saa er vi
skilt ad for denne Verden og, saa langt jeg rækker,
indi den anden med. Nu véd Du det, Mor! - Og saa
stor Tak for Brylluppet denne Gang ... baade fra mig
og Silla!" Han rev Døren op.

Om Silla ikke var kommet som en Kile mellem
Barken og Veden, hvor godt og usørgendes kunde Bar-
bro nu ikke have levet. Ingen anden end hende var
det, hun havde at takke for, at hun nu stod blottet for
al den Hjælp, hun kunde og efter hendes inderligste
Overbevisning ogsaa burde havt af sin Søn Nikolai,
med den sikkre Fortjeneste, han hver evige Uge kunde
lagt til Kjøbmandsskuffen, der, - hvordan det nu
havde sig, aldrig vilde opvise det Beløb, den skulde.

At Barbro paa Landsens Vis undlod at indtage i Reg-
ningen, hvad der medgik til Fortæring for hendes egen

SIDE: 82

vægtige Person, var ikke usandsynligt. Paa den anden
Side var hendes altid beredvillige Gjestfrihed ved
Kaffekjedlen ikke uden sin Bismag af Handelspolitik,
- det, hun spenderede, var kun at betragte som en
Udsæd, der vilde komme mangefold igjen i Skikkelse
af Kunder.

Barbros Stue holdt paa det Vis paa at blive Møde-
stedet for Nabolagets kaffeslabererende Kræfter.

- - Veistolperne stod med Snehuer, Skavlerne laa
i Veisiderne og indover Engene.

Medens Slæderne udenfor knirkede i Kulden og Dø-
ren ligesaa, naar nogen kom ind, sad nu i Eftermiddag
Mor Taraldsen, som koppede og satte Igler, og lange
Mor Bækken og godgjorde sig ved den varme, rygende
Kaffekop og Kandisen.

Mor Taraldsen udbredte sig over daarlig Vædske og
fordærvede Tider og, hvordan det gik nedad Bakke i
hver Næring, medens Mor Bækken mere og mere fuld
af Indvendinger satte Ho'det til paa skjeve og rodede
om i Koppen:

"Jeg husker lidt af den gamle Tiden jeg ogsaa, og
véd ikke, om den var bedre; - ellers kan hver synes,
som han vil for mig, bevars!" her laa det lange, gule
Ansigt med de af sin egen Mening blinkende Øine
tværtover Kaffekoppen; - "men saa er nu Dagen ble't
længere for Arbeidsmanden nu! Æsch da! som de sad
der i Mørket omkring i Gaardene og Stuerne med
Tyristikken i Skorstensmuren for at se at spikke og
spinde; og der laa Gutterne lange Vinteren og rækede
og gispede i Sengekovene fra Klokken tre, fire om Ef-
termiddagen, til de endelig maatte drage sig ud med
Lygten og stelle Hestene om Kvælden. Men Jordolien,
den har faaet dem op af Sengefjælene den! Det er, som
vi skulde ha' Sol hele Vinteren nu, og Folk kan se at
tjene en Skilling."

"Ja, men saa er nu ikke alt ble't brav paa det Vis
heller, naar de sidder og spiller Kort og dobler og
drikker paa Værtshusene."

"Det er ikke Jordolien, det er Gasen det! - men saa

SIDE: 83

er nu vel den god for noget ogsaa, baade i Gadelyg-
terne og oppe i Fabriken."

"... og til Fuldskab og Dans og Syndighed!" ...

Mor Bækken slog en Bugt paa sig ned til Koppen
med Kindsiden og Hagen og op igjen for at modsige
paa sindrigste Vis.

Men saa kom Anne Graver ind til Disken, - hun,
som havde med Kirkegaardspyntningen, og da fik én
vare sin Mund.

Tak, som byder, hun var ikke imod at nyde en varm
Skaal Kaffe i Kulden. Hun havde havt en travl Dag
idag med den store Begravelsen; de hørte vel al Ringin-
gen i Middags? Det var noget til aparte Mand! Hun
udbredte sig under Rov af diverse Stumper af Ligtalen
om hans Værd og Betydning som Menneske og Borger
af Byen. Der havde været Taler og saa utallig med
sorte Hatte og Blomster, at én ikke kunde se Kisten. Ja,
det var den tredie nu, de havde taget imod paa Ny-
aaret! hun udstødte et Suk.

"En hører aldrig, hvad for Folk én har mellem sig,
før de er døde," kom det fra Mor Bækken. "Havde han
været saa paa Fattigmands bedste, kunde de have sun-
get og blaast lidt om det, mens han levede. Det er nu
kanske bagvendt; men" - hun lagde langsomt og
mere og mere udtryksfuldt Ansigtet over Spilkummen.

Mor Bækken skulde nu altid have sine egne Udlæg-
ninger. Og saa slog Mor Taraldsen med afværgende
Takt for Freden pludselig ned der lige i Fabrikbyen.
Hun var gaat opover Gaderne igaaraftes med en over-
bunden Kop med Igler, og saa skulde Folk tro og
tænke, at, naar de paa den lange Vei op fra Apotheket
hverken kom ud for Skøiere eller Røvere, saa kunde
én vel gaa fri heropefter! men der kom de strygende,
de store, voksne Jenterne den ene bag den anden paa
Holke nedover Gaden med Skrig og Skraal, saa de
kunde rive Folk overende. Koppen havde hun da mi-
stet med alle fem Iglerne i, og, havde det ikke været
Maaneskin saa at hun kunde se at plukke dem op igjen
paa Sneen, vilde hun forloret hver evige én. Det var

SIDE: 84

denne Josefa og Gunda og Kalla bort i Gaden og saa
denne lange Silla, hun kom som et Spøgelse nedover.
Jo-o Madam Holman, som er saa pen paa det, skulde
se, hvad hun har for Datter, - naar Mørket falder
paa!

Barbro nikkede for sig selv og tænkte, at Nikolai nok
skulde faa høre, hvad Folk sagde.

"Jeg skal rigtig ud og se paa dem en Kvæld, - ja
saamæn! - Ja det med Iglerne misbilliger jeg ganske
og aldeles, det maa jeg paastaa. Men Ungdomsblodet
maa paa noget Vis faa røre sig ... og, maa jeg spørge,"
- her lagde Mor Bækken den ene Pegefinger paa den
anden, "har de nogen Maade at fornøie sig paa, naar
de nu ikke skal danse og ikke skrie og ikke age
paa Kjelke?"

Men nu tog Hidsigheden Mor Taraldsen:

"Skal det være Skikkelse for anstændige Piger at
rende med Sjau og Kommers, saa maa det vel være
efter den nye Mode, Mor Bækken præker om. ... Saa
én ret efter om Hjørnerne, var der kanske dem, som
var ude for at møde Gaaseflokken."

"Da var det likere at tage fat paa dem da end de
stakkars Jenterne!" lød det haardnakket fra Mor Bæk-
ken, - "slige som han Fuldmægtigen nede paa Leve-
rancen og han paa Magasinet og saa den fine Volon-
tøren, den Wejergang oppe paa Fabriken, og Kamme-
raterne hans."

Barbro stod henne ved Disken med en Kunde:

Der maatte ingen sige hendes Ludvig noget paa. Hun
kjendte ham hun; i fjorten Aar havde hun været over
ham Dag og Nat og, havde hun en Skilling for hver
Gang, han havde raabt og skreget paa Barbro!

Hun vilde have udbredt sig i Vidtløftighed, om det
ikke havde været ham, hun havde i Ryggen, som stod
og skreg paa Grønsæben.

Og saa fik Igle- og Koppemor Taraldsen fortsætte
sit om, at Pigerne stod og stak Ho'derne ud af hver
evige Port opigjennem hele Gaden, hun saa det saa
vel, naar hun kom hjem fra Iglesætting om Kvældene!

SIDE: 85

Hun og Anne Graver begyndte derpaa nærmere at
mønstre Ungdommen. Der var dem, man ikke engang
vilde snakke om, og dem, man nævnte med allehaande
interessante Tvil og Formeninger, og endelig dem, man
blot opholdt sig undrende ved, fordi man sletintet
havde at sige om eller paa dem.

Hvad Barbro angaar, saa mærkede hun sig vel, hvor-
dan Ordene faldt om Silla, og var paa det rene med,
at Nikolai skulde blive advaret. Han skulde ialfald
vide, hvad han gjorde, naar han gik hen og tog den
Jenten.

... Og det var da hellerikke med Formindskelses-
glas, hun lod ham se det, idet hun den ene Gang efter
den anden slog paa alle de Farer, de unge Fabrikpiger
deroppe var udsat for. Hun var instinktmæssig klog
nok til ikke at nævne Silla, for at han ikke skulde tro,
hun snakkede mod hende. Men for hver Gang, hun
spillede hen paa det, saa hun godt, at det gik ind paa
Nikolai og fuldelig gjorde den Virkning, hun ønskede.

- Hans Mor havde kommet med endel sligt ikvæld
ogsaa, og han sad nu mørk og lyttede efter Støien
udenfor.

Det ene Følge efter det andet fo'r forbi nedefter
Landeveien paa sine Pigkjelker under Huien og Raab
som Skygger derude i Maaneskinnet, - halvvoksne
Gutter og Jenter, af og til et Kjelkeparti af fine Folk
helt nede fra Byen. Opefter drog en lang Gut med
Touget over Skulderen og med Hælene stampende i
Bakken en Vedkjelke med et helt fuldproppet Følge
af Jenter paa ...

Han kunde ikke andet end holde et Øie ud igjen-
nem Kjøkkenvinduet og lod paa det sidste Moderen, som
sad inde ved Parafinlampen, uden Svar.

... Det var Kristofa og Kalla de to, som stod der
indenfor i Gaden og snakkede, medens de hele Tiden
bare gled kort frem og tilbake paa den Stump Holke.
De ventede paa nogen, Silla kanske? de stod jo lige
ved hendes Gade. Det kom vel an paa, hvem af dem,
der turde vove at gaa ind og gjøre sig saa ubeskeden

SIDE: 86

at spørge Madam Holman med mange kjære, vakkre,
vene til, om hun vilde give Silla Lov til at gaa over til
hende en liden Stund ikvæld? - Altid Løgn og Ugreie!

Og der igjen et helt Kjelkefølge med fine Hatter og
lysende Cigarer stansende og leende lige udenfor. ...

Barbro holdt inde med Bundingstikken for at lytte.

"Slig Spektakel har vi nu hver Kvæld til langt paa
Nat," yttrede hun, - "saalænge Maanen skinner paa
Føret."

Det løb hedt igjennem ham. Skulde Silla ud i dette,
saa kunde han lige saa godt lægge baade sig og Slæg-
gen ned.

Jo, der kom hun og saa sig om paa Hjørnet efter
sine to Veninder ...

"God Kvæld, Mor!" sagde han met ét og var ude af
Døren.

"Dig, Nikolai!" udbrød Silla overrasket ... "Har
Du set noget til Kristofa og Kalla! Jeg skulde saa en-
delig ha' snakket med dem. Ikke? - Véd Du, hvor-
dan jeg slap ud? Jeg skulde bare faa Katten ind til
Natten. Jeg jagede den selv paa Dør og gjemte den
saa pent under Bøgekarret ude i Skjulet, bare den nu
ikke mjauer!"

Hun saa sig atter ivrig om, medens den langstrakte
Skygge indover Sneen eftergjorde hendes smale Skik-
kelse og dukkende Bevægelser.

"Aa de, som lovede at bie paa mig." ...

"Det er nu vel ikke værre end, at de er strøgne af-
sted."

"Værre? ... de trode, jeg skulde være med dem ud
ikvæld, og, har de ikke alt været her, saa kommer de
kanske til at staa her og vente, for jeg maa ind jeg,
ser Du, ellers har jeg Mor ud paa Gaden efter mig.
... Hør Du, Nik! vil Du være snil," hun greb ham i
Trøien og puffede ham frem og tilbage, "saa find dem
op for mig og sig dem, kan Du nu sige dem det or-
dentlig? - at jeg maa være pent inde ikvæld; men,
hurra for frit - imorgen og iovermorgen! ... sig, at
Mor skal være nede paa Vask hos Antonisens hele

SIDE: 87

Slutten af Ugen, saa skjønner de nok altsammen. -
Men bare faa fat i dem, Nikolai, saa de ikke skylder
paa mig."

Nikolai var ikke ufølsom for hendes Elskværdighed,
heller ikke for, hvor kvik og vakker hun var; men det
virkede netop modsat. Medens hun stod saadan og
trak ham i Trøien, hørte han hele Tiden Raabene borte
i Landeveien.

"Ret saa, ret saa! Du vil slippe Dig rent løs nu da,
Silla! ... Ja, lad dem bare narre Dig brav ud imel-
lem sig. Men, at en ordentlig Pige lar sig trække med
paa det Leven!" tilføiede han studst.

"En ordentlig Pige? ... ordentlig Pige! - Maa jeg
spørge, hvad skal hun ha' for Moro da? ... Det undrer
mig rigtig, Nikolai, at Du ikke fandt Dig en saadan
or-dentlig Pige, som gaar som et Lys i Ryggen, med
Armene under Tørklædet og bare ligesom lader sig
glide af Vanvare, naar hun kommer til en Holke, -
ikke engang tør skele til en Hjelke, fordi hun er saa
pen paa det. ... Jo vist var det en saadan ordentlig
én, Du vilde ha'! Og, naar saa Du stod i Smedien og
hamrede hele Dagen, og hun grov sig ned i Arbeide
og laa paa alle fire med Ho'det bag Vaskebøtten hjem-
me i Stuen, saa havde Du det vel, som Du vilde! ...
Men det siger jeg Dig, Nikolai! at, skal der ikke være
nogen Moro mere i Verden, - saa Farvel, kvit med
den. Jeg har maattet sidde længe nok indestængt
hjemme."

Han rystede paa Hovedet ... "Naar bare ikke alle
de Ulvene var, som tuder derborte i Veien! Men, ser
Du, - de vil ogsaa more sig! - og ... og den, som
ringe er, faar vare for det, han har, mener jeg. Og,
vil Du som jeg, Silla, saa gaar vi ind til din Mor nu
straks, - paa sætte Flekken!" Han tog hende med det
samme ved Haanden for at gjøre Alvor af det.

"Jeg mener, Du er gal, Nikolai!" udbrød hun angst;
Beslutningen var ligesaa forfærdelig som uventet. "Nei,
nei, lad det være!" bad hun ivrig hviskende ... "Tænk

SIDE: 88

Mor! ... Har Du rent glemt, hvordan Mor er. Det er
jo god Tid, naar vi faar noget at gifte os paa."

"God Tid? - nei for mig er det ingen god Tid, Silla!
- jeg faar nu prøve at snakke fra."

"Og hvordan skulde det gaa mig bagefter herhjemme?
... Ikke er Du klædt til det heller ... ikvæld!" ...

"Aa - aa, bliv ikke ræd, Hr. Nikolai! - lad mig lige
saa godt faa se Syn for Sagen med mine egne Øine,
hvor høit min Datter værdiges at agte sin Mor, som
nu sidder her som en fattig, værgeløs Enke."

Det var Madam Holmans egen Røst, hun stod der
unaturlig stor i Porten.

"Jeg trode, jeg havde oplevet det værste, da Hol-
man døde, og at jeg skulde forskaanes for at gribe mit
eget Kjød og Blod ulovendes ude i Samtaler paa Ga-
den midt i Sneen. Hellerikke havde jeg troet, at den
Per-son, nogengang skulde understaa sig at komme
saa nær min Stue. ... Du bare følger mig ind, Silla!
... ind, ind, hører Du, straks."

Hvis man kunde plukke op Bestanddelene i Madam
Holmans sidste hvinende Fistel, vilde man fundet en
hel Rigdomsgrube af Sjælsaffekter: krænket moderlig
Værdighed, Harme, Foragt, Had og noget tungt, der
skulde virke aldeles knusende og virkelig ogsaa lod
Silla saagodtsom synke i Knæ; hun stod der uden at
røre sig.

Nikolai var imidlertid hærdet en Smule siden gamle
Dage; han var kommet til det, at der var andre, han
nu var mere ræd for end Madam Holman. Han lod sig
derfor heller ikke anfægte:

"Jeg maa nok bede om at faa gaa indenfor iaften
alligevel jeg, Madam! - for jeg kom nu ikke hid
ikvæld for at staa udenfor i Sneen. Det er til Madamen
selv, jeg har Ærind."

"Det er kanske ikke længere end, at det kan siges her
paa Pletten, hvor vi staar," svarede Madam Holman
infamt. "Kom hid, Silla!"

"Aa nei, saa langt er det ikke; men saa maatte jeg
nok faa greie ud et og andet, som hører til ..."

SIDE: 89

Da Madam Holman fremdeles lod til at spærre Por-
ten og blot igjen vinkede paa Datteren, tog Silla fra
sin Fortabelse og Angst pludselig sit Parti. Det gjaldt
nu bare at lukke Øinene og staa sammen med Nikolai,
og hun greb ham dristig ved Armen.

"Jo, Madam! det er saa, som De ser. Vi holder sam-
men slig, som vi har gjort, helt fra vi var smaa. Og
jeg kom iaften for at begjære hende og spørge, om vi
kunde nyde godt af Madamens Lov og Samtykke. For
med mit Svendebrev og min gode Fortjeneste, og, naar
jeg aldrig drikker og ..."

Nu handlede Silla med Fortvilelsens Mod; hun tryk-
kede bag paa Nikolai, saa de alle tre - Madam Holman
halv ufrivillig vigende, - kom igjennem Porten og
derfra ind i Stuen, hvor Slaget saa stod. ...

Medens Silla laa med Hænderne for Ansigtet paa en
Stol henne i Mørket, og Nikolai med rolig Paagaaen-
hed vedblev at plædere sin Sag og gjøre bedst mulig
indlysende, hvorledes han nu havde Udsigter til at
blive Mestersvend og kunne forsørge hende, indtog Ma-
dam Holman en mægtig fornærmet, afslaaende Hold-
ning. Hun brugte hele sin Magtvælde; hun kneisede,
og hun var harm, og hun faldt i yderste Forbauselse!
Det saa jo næsten ud, som han mente, han igrunden
kunde tage Datteren fra hende, enten hun sagde ja
eller nei. Eller, hvad blev der igjen for et ældre Men-
neske at leve af, naar Manden var død, og Datteren,
som kunde opholde hende, slog sig rent fra, fordi det
faldt hende ind at gifte sig med en Smedesvend, der
ikke kunde saa meget som vise Far for sig ved Vielsen?

Hun var i Begreb med at reise sig til Værn paa Liv
og Død for sine moderlige Rettigheder, da der pludse-
lig randt et Lys op for hende. Hendes Øine begyndte
at stirre ind i et Fremtidsperspektiv ... Hvis Nikolai
nogengang kom til at forsvare de store Ord og Løfter,
han nu gav, saa maatte hun i værste Fald, naar den
Tid kom, kunne forlange at tage sit Bo hos dem!

Tanken hindrede hende imidlertid ikke i under dybe
Suk at sælge enhver Indrømmelse i dyreste Mon.

SIDE: 90

Hun maatte sige, hun havde tænkt noget ganske an-
det for Silla end dette! ... og, hvordan det nu blev,
- aldeles ikke vilde hun vide af nogen Rending eller
noget Kjærestevæsen dem imellem, før Nikolai var den,
som viste lige saa mange Kontanter for sig som Hol-
man!

Han havde havt hundrede Daler og sin gode Løn,
og, naar Nikolai kunde lægge saa mange Penge paa
Bordet for hendes Øine, saa var det Tid til at snakkes
ved.

Hundrede Daler, - det var da endelig et greit Ord.
Med det havde han hende i Skruestikken.

Det var omtrent den Følelse, som regjerede i ham,
da han en Stund efter sprang tværtover Snefondene for
at forkorte Veien og bankede paa hos Barbro. Han
maatte have nogen at fortælle det til, at Madam Hol-
man havde fundet sig i, at Silla paa det Vis havde
lovet sig bort til ham.

Det var netop det samme Syn paa sin veloverveiede
Fordel, som ogsaa gik op for Barbro, medens hun bag-
efter om Natten laa og summede sig paa denne Efter-
retning. Hun reiste sin svære Person op i Sengen under
den lysende Idé:

Men saa kunde hun jo bo hos Nikolai!

Denne Kræmmerhandelen aad hende aldeles op! -
det formede sig ikke i hendes Tanke til, at hun aad
den op.

Hun følte sig med ét ganske klarsynet over hele sin
Stilling, - hvorledes det var bedst baade for hende
og Nikolai, at hun sluttede Butiken itide, og hvorledes
hun i dets Sted kunde gjøre usigelig Nytte ved at
hjælpe den aldeles uerfarne Silla med Stellet hjemme,
og dertil kanske tjene en Skilling med ude hos andre.
Heller aldrig havde hun hørt andet end, at en Søn var
pligtig til at forsørge Mor sin!

Søndagen efter var Madam Holman til Kaffe hos
Barbro; men eftersom Madam Holman taug om det
passerede, taug ogsaa Barbro. Kun ledede hun engang
Samtalen hen paa sin Søn Nikolai og mente, at han

SIDE: 91

mulig til Høsten, naar Stuen ved Siden af blev ledig,
kunde flytte didop. Det kunde ikke være formeget,
naar det betænktes, hvorledes de bestandig havde væ-
ret skilte.

Hvorfor Madam Holman i samme Øieblik faldt i
Tanker, kneb Munden sammen og takkede, hun skulde
ikke have mere Kaffe! og noget uventet forkortede Vi-
siten, skal lades usagt. Konstateres kan kun, at der
fra samme Øieblik begyndte en stille Kamp under Van-
det mellem dem i venligste Former, det maa tilføies,
om ikke andet saa for Madam Holmans Skyld.

Kaffebesøgene vedblev om mulig med stigende Hyp-
pighed, og Barbro som Madam Holman diskuterede
og drøftede derunder alt muligt - undtagen det ene,
som laa dem paa Hjertet, deres personlige Planer i
Anledning af Nikolai og Silla. Paa det Punkt over-
vaagede de hinanden i diplomatisk Taushed som to
Skakspillere, der ikke tør røre sig, før den ene har
gjennemskuet, hvor den anden vil hen; Madam Hol-
man - midt under en eller anden strængt forbehol-
den Formening - opfangede alt med det lille, nøiag-
tige Ansigt og det kolde lerblaa Øie saa klart og smaa-
ligt som gjennem den formindskende Bund i et Øl-
glas; og Barbro rund, gjestmild, stor og fed, med svære
overflødige Træk og helst slaaende om sig med Tiden
hos Generalkonsulen.

Men paa ét blev enhver af dem under alt dette stedse
fastere. Skulde hun end selv ikke kunne opnaa at bo
hos dem, saa var hun ialfald den, som kunde sætte
en Stopper for, at den anden kom og opfyldte Huset!
De to vordende Svigermødre holdt paa efter bedste
Evne at umuliggjøre hinanden. Men om den stille be-
regnende Kamp, der foregik dybt paa Grunden under
dem, havde Nikolai og Silla ingen Anelse.

SIDE: 92

Siden Madam Holman havde set, hvad Silla kunde
tage sig for, - hun var aldeles himmelfalden over sin
egen Blindhed, var hun bleven anderledes stræng agt-
paagivende og ogsaa anderledes paa Udkig og Vagt
mod Nikolai.

Lediggangens Frugter havde desværre aabenbaret
sig, og mod den gaves der intet andet Middel end
samvittighedsfuldt at overvaage, at Silla arbeidede. Hun
fik sandelig tage sig noget for, som der var Forslag
og Hjælp i udover de lange lyse Vaaraftener og ikke
bare rende efter Melken eller ud, hvergang nogen kom
og bad hende fri.

Nikolai fik saaledes snart mærke, at Stillingen langt-
fra var forbedret, efterat hans Egenskab af Frier var
aabenbar. Men, med alt det, at han ikke fik se mere
end snygge Glimt af hende engang imellem, var der
dog i Virkeligheden gjort et stort Skridt fremad. Han
havde nu blot at arbeide og tage i, og det gjorde han
som en Kar; Hammer og Slægge gik i Næven som med
Damp.

I visse Maader var han ogsaa nok saa beroliget, for
passede Madam Holman saa stridt paa ham, saa be-
tryggede den samme Paapasselighed ogsaa mod andre.
Det var godt at vide, at hun ikke længere var at træffe
blandt de forfløine Jenterne deroppe om Kvældene.

- Det grøssede dog koldt ned ad Ryggen paa ham,
da han en Dag mødte unge Wejergang, som kom ud
fra hans Mor. Han mysede blot ligegyldigt i Døren
henover Nikolais Ansigt, som han ikke rigtig huskede
ham, og spurgte derpaa indover igjen til Barbro, idet
han nikkede til ham og gik: - "Er det Fyren?"

- "Hvad har han gjort her, Mor?"

"Ingenting."

"Har Du laant Penge af ham?" vedblev han skarpt.

"Var det likt! ... ikke en Skilling, - saa haardt jeg
kunde trænge."

"Hvad snakkede han om?"

SIDE: 93

"Han vilde tænde sin Cigar, som han gjør saa tit,
naar han gaar nedover. Det kan nu vel ikke skade
Dig noget! - og hellerikke nytter det at forbyde ham
det, skulde jeg tro, hverken for mig eller Dig." Det
sidste tillagde hun rød af Harme.

"Nei, jeg kan vist ikke forbyde ham det, Mor! -
men husk paa, laaner Du af ham, er hundrede og ét
ude mellem os."

"Aa Nikolai, Du er saa braa. Nei var det likt, -
jeg laaner nok ikke!" Hun vendte sig i det samme og
puttede noget, hun havde i Haanden, ned i Barmen.
- "Nei var det likt."

"Jeg kunde høre, han havde snakket om mig."

"Nei, var det likt!"

"Jo vist, Mor!" trængte han mørkt paa.

"Om Dig? ... Naa ja, jeg fortalte lidt om, hvordan
Du strævede om Dagene for de fattige Skillingerne, Du
maatte have til Madam Holman." Barbro snakkede lidt
rundt og forvirret.

"Og kanske om det med Silla ogsaa?" spurgte han
prøvende.

"Aa nei da, det vidste han saa vel før. Det er nok
ikke bare mig, som er om det heroppe i disse Slarve-
krogene, - og dyre mit Liv, Nikolai! ikke er det kom-
met fra mig - i denne Dag," lagde hun til.

"Da kunde Du for mig gjerne ha' sagt det; den Ka-
ren har godt af at vide, at hun er en bortlovet Jente."

"Ja var det ikke det, jeg sagde? - han tro'de bare
ikke paa det."

"Ne-i, det kan jeg tænke!" Nikolai stod i Vinduet
og grublede ... Disse Besøg af Wejergang ...

- Han havde ogsaa nok af Spektakel og Kvalm at
staa i om Dagene nede i Smedien. Det stod paa Hæg-
ten, om han skulde blive Mestersvend. Gamle Madam
Ellingsen havde i den Anledning flere Gange budsendt
ham, og det saa ud, som det nu skulde være godtsom
afgjort.

Ved det Lag havde det staat en Stund mellem dem;

SIDE: 94

nogen Slags Afslutning trykkede det ikke med, da der
først var Tale om at tiltræde til Høsten.

Paa det sidste begyndte Nikolai imidlertid at finde,
at Madamen bar sig noget uforstaaeligt ad.

Han mærkede ogsaa, at de snakkede og muddrede
en hel Del i Smedien. Men, at det skulde være Madam
Ellingsens Mening at trække sig ud af det, faldt ham
først i Tanke, da en af Svendene en Dag haanlig stak
ind:

Der var vel ingen i Smedien, som tænkte paa at gaa
ind i det Brød til Fortrængsel for Olaves? Indlod no-
gen sig paa det, fik han agte sig! ... For hele Smedien
holdt paa Olaves.

Det vidste Nikolai vel, at de saa surt til ham, fordi
han stod der bestandig og ni'arbeidede, var gridsk paa
Skillingen og støt nægtede at tage i med de andre til
Øl eller en Dram.

Kammeratløs var han nu engang blevet, og i denne
Tid, da Spørgsmaalet om Mestersvenden stod paa Vip-
pen, mærkede han, at hele hans Fortid rodedes og rør-
tes op igjen, saa det grumsede som Gruggen i en Kaffe-
kop, fra den gamle Politi- og Slagsmaalshistorie og
lige til hans Barndoms Liv i Bordstablerne.

Disse gamle Historier var Nikolais ømme Saar. Al-
tid trode han dem glemte, altid kom de igjen! - og
nu led han forsmædeligt. Han arbeidede for ikke at
røbe det med en Mine; men blid var han ikke, der han
stod.

Bedst at faa Rede og Endskab med Madam Elling-
sen jo før des heller!

Og Nikolai stod da ogsaa snart med Huen i Haan-
den inde i Stuen hos hende for at forhøre, hvorefter
han havde sig at rette?

Det tog lang Tid ud med mange Hummer og Hem-
mer, før hun fik Stangbrillerne af sig og saa sat dem
ordentlig ind i Haaret igjen. Saa kom det da endelig
med ha og ja frem: Det var aldeles uden Fornær-
melse, - Madam Ellingsen vidste, han var Smed god
nok! - men der var saa mange, som kjendte Olaves

SIDE: 95

for saadan rigtig retskaffens og brav Kar, og hun var
nu en gammel Kone, som trængte én, hun rigtig kunde
tro sig til, - ja aldeles uden Fornærmelse for Nikolai;
men hun fik nu betænke sig.

Det var den Besked, han fik, og dermed i Baglaas
den Udsigt, han havde stolet paa og henvist til for
Madam Holman, da han begjærede Silla!

Næste Morgen, da han kom ned i Smedien, saa de
alle saa glisende og flirende ud. De vidste, at han havde
været henne og faaet Besked af Madam Ellingsen. ...
Men, tænkte de, at de skulde faa ham ærtet og skræmt
til at give det op, saa tog de feil.

Olaves lod, som intet var, og bød endog høflig til
med en Haandsrækning for at kløve over Stangjernet.

Nikolai skjød blot Ryggen til:

"Jeg gaar aldrig ind i anden Mands Arbeide, og ikke
raader jeg heller nogen til at trænge sig med Under-
fundighed ind i mit! - om der ikke skal gaa en Sveits-
ning over ham, saa Ryggen skal hedne som det røde
Jernet der," - mumlede han til med et Blik paa
Olaves.

Der blev almindelig Taushed.

Men i Middagshvilen opstod der et helt Mudder og
Snak om den Ting. For det havde alle hørt, at han
havde truet Olaves stygt; og Olaves tog da ogsaa for
en Forsigtigheds Skyld Vidner paa hans Mund.

"Det saa ud, som han kunde bruge Slæggen til an-
det end at smede Bolter, om han fik slippe vidneløs
til, den Karen!"

For Nikolai kunde de snakke saameget, som de vilde;
han gjorde sit Arbeide han, og hørte ikke, Hægberg
havde noget at udsætte paa det. En Skuffelse var han
nu beredt paa.

Men ét vilde Nikolai gjøre, før han gav tabt, - gaa
lige til Hægberg og greie ud for sig, saa fik Mesteren
gi' Vidnesbyrd for, hvem han vilde, om hun spurgte
ham.

Med noget endeligt Svar fra Madam Ellingsen drøiede
det imidlertid Uge efter Uge, - tilslut to Maaneder.

SIDE: 96

Hvad kunde Kjærringen mene? Hele Smedien undre-
des, - en Mestersvend maatte hun jo have til Høsten.

Endelig en Morgen viste det sig i Skikkelse af en
Budsending.

- Det var imod Aften paa den stegende hede Som-
merdag. I begge Stokværk ind til Gaarden i den graa
Træbygning, hvor Madam Holman bode, stod de smaa-
rudede Vinduer aabne og drak den Smule Kjøling, der
var i Luften, medens Beboerne indenfor syslede mere
eller mindre let klædte. En svag Luftning rørte kun af
og til i de halvt gjennemsigtige Trækgardiner eller i
det hvide Tøi, der hang paa Snorerne over Gaards-
rummet.

Indenfor Vinduet i første Etage lige over Kjælder-
lemmen stod en smal, mørkøiet ung Pige med opbræt-
tede Ærmer travlt beskjæftiget ved Skruen paa Vand-
ledningen, hvorunder hun havde en Balje med Vask.
Hovedet saas snart over snart under Gardinet, kjølet
og oplivet af den friske Vandsprut.

Pludselig stansede hun forbauset.

Nikolai traadte ind med den flade Hue triumferende
skudt over paa den ene Side:

"Verden er ret nok, siger jeg Dig, Silla! Det er bare
om at gjøre, at alt er ordentlig og greit fra Grunden af.
Den som ingen Far har, faar være sin egen Far,
ser Du."

"Men Nikolai, - vidste Du, at Mor er ude?"

"Py-yt, hvad véd ikke jeg! - det sagde min Mor
mig nu netop, at det var Vaskedagene hos Antonisens.
Men, ser Du, Silla, retnu lakker det; for, om Du vil vide
det, saa er jeg idag buden at være Mestersvend hos
Madam Ellingsen. Det blir bare ti Daler til om Maane-
den det!"

"Mestersvend? Er det sandt, Nikolai?" hun gik til-
bage fra Baljen og saa tvilende paa ham ... "Kom
hid med del kullede Ansigtet dit!" hun kastede hastig
Vasken af Baljen. "Du er saa rent forgal svart. - Me-
stersvend, siger Du! nei, er det rigtig sandt? Aa, Du
faar finde Dig i lidt Sprut, jeg kan jo ikke se Mester-

SIDE: 97

svenden for bare Kulsværten! - - Hun spurgte ikke
Olaves først da, Madam Ellingsen?"

"Nei, hun gjorde ikke det."

"Og der var ingen, som stak Tungerne ud heller
og gjorde Madamen ræd for Dig, slig som før?"

"Aa, Hægberg har nu vel gjort hende klog paa, at
han ikke har havt nogen Skade af mig."

"- Bare de ikke er ude igjen og gjør, hvad de kan.
For, at Du skal gaa foran dem, det stikker og gnaver
og piner nogen hver af dem - helst siden dengang,
Du maatte gjøre Hjultapperne om for Olaves. Og saa
spader de op alt del gamle, de bare kan finde paa."

"Aa-aa nei. - Væra er ret nok, siger jeg Dig, og
Madam Ellingsen faar ta' den Smed, som driver Sme-
dien hendes bedst. Forresten er det skruefast, og Kon-
trakten gjort i Formiddag. Og det kunde vel trænges,
for de Penge, Mor nu sidst fik laant, de ... de ...
huit!" han plystrede, - "gaar samme Vei som de andre!
... Det ryger, det ryger med hende, Du! Jeg synes,
hun handler sig agterover jeg istedetfor frem, og at
Fortjenesten gaar den bagvendte Veien."

"Nu er Du saa fin og poleret, at det skinner i Dig
... Den Vei over med Haaret! - ellers blir Hane-
kammen for opstanasig."

"Jeg røg lige ud af Smedien, ser Du, for at komme
herop med det og faa puttet det i Dig. Jeg var inde
hos Mor først, og saa lovede jeg hende at gaa ned og
kjøbe Makrel til Aftens. Der er kommet to Skøiter ind
idag, siger de."

Sillas Mine viste, at det var en Sensationsefterret-
ning. De var begge Byens Børn, og til Makrellens An-
komst hæftede der sig en Række behagelige Minder og
Forestillinger fra den Tid, de bode nede paa Pladsen
ved Bryggerne.

Hun saa en Stund uvis ud.

"End, om jeg turde tage Tørklædet paa, og følge
Dig?" utbrød hun ... "Vent bare paa mig nedenfor,
Nikolai, saa vi ikke gaar sammen heroppe i Gaderne."

Det var et Forslag, som ikke var let at staa imod

SIDE: 98

saa ivrigt, som hun tog det. Og saa var han jo blevet
Mestersvend idag!

Hun var heller ikke sen om at faa den blaastribede
Kjole paa og Tørklædet kastet paa Ho'det og komme
efter ham.

Sammen skydsede de saa nedover; hun fornøiet snak-
kende som i gamle Dage, naar de havde stjaalet sig
ud, han blot optaget af at se og høre hende. Og midt
i Veien drev de, alt andet end forsigtigt; der dampede
hele Skyer af Støv for hvert Skridt. Nikolai saa bare
Silla svartøiet, varm og munter midt i Røgen.

Nede i Staden var Gaderne i den varme Sommeraften
usædvanlig folksomme henimod Fiskepladsen. Der var
tydelig noget, som satte mere end almindeligt Liv og
Rørelse. Henne paa Broen stod fuldt af Folk og hang
over Rækværket og saa ned paa alle dem, som under
Larm, Skrigen og Raab trængte sig frem for at faa sig
en Makrel til Aftens.

Den grønlig-blaa, blanke Fisk, saa rund, stærk og
hidsig, havbygget til lynsnar Fart, med Hovedet for-
met til Vandkløver og en spænstig Pilfjær som Afslut-
ning paa en næsten farlig smekker Spol, - den havde
alt i to Dage nu skinnet paa Tofterne ved Fiskebryg-
gen!

Endnu igaar Formiddag var den Raritet og kun for
de mere velstaaende Borde; men alt ud paa Eftermid-
dagen kom nok en Skøite ind, - der var gjort stort
Fiske ude ved Hvaløerne, - og idag igjen to smæk-
fulde, saa Markedet nu med ét var overfyldt.

Javist var Makrellen kommet! ... det vil sige den
Makrel, som Arbeidsmanden kan kjøbe. Nu var den
at faa for fem og seks Skilling Stykket baade inde ved
Fiskebryggen og her oppe i Elven. Sælgekoner, som
spekulerede, bar den i Kurve opover til alle Byens mere
afsides Strøg.

Og Vei fandt den nu overalt, hvor der blot var et
Hul for den at glide ind i, en Gryde eller Pande at
blive kogt eller stegt paa, - ind i alle Kabyserne ude
paa Havnen, fra de store, fornemme Dampskibe og

SIDE: 99

Fuldriggere ned til Kogeovnene paa Vedjagterne og de
smaa Dækskøiter, hvor Folk hvilte sig og stegte i Som-
meraftenen, - ind i alle Baggaarde og Smaagader lige
nede fra Kjælderne til oppe paa Kvistene! Arbeidere
og Smaahaandværkere, Mænd og Koner gik i den lumre
Kvæld med én og to og tre i Haanden, eftersom de
havde Munde hjemme til. Der duftede stegt og braset
Makrel over hele Kvarterer af Staden.

Varen maatte sælges, det var saa forbandet
hedt! -

"Ja rigtig en velsignet Varme," svarede døve Mor
Andersen, "som skaffer al denne Makrellen over Byen."

Den Fisk har ogsaa havt sin Fordom at overvinde,
endda den i al Beskedenhed ikke har anholdt om an-
det end gunstigst at faa slippe til at blive spist! Den
har nu engang det Ord paa sig, at den er Nordsjøens
Kannibal, rent ud en Menneskeæder, og at det mørke
i dens Kjød er af druknede Matroser.

- Nikolai og Silla var ogsaa nede ved Baadene for
at kapre deres Anpart af Aftenens Herlighed. Hun
havde ikke boet nede ved Bryggerne, sin Barndom
igjennem for ingenting, og at tage ud den bedste Fi-
sken lige under Næsen paa Kjærringerne, - det var
hendes mindste Kunst. ... Hun stod ivrig pruttende
og strakte sig udover Baaden:

"Tak, saa særdeles, Mor, men det solbrændte Ma-
krelskindet narrer I ikke ind paa mig! - Tag af dem,
som ligger bagom der under Toften - de to, - netop
dem, ja!"

Hun veiede dem i Haanden for at se, om de var
faste og stive.

Nikolai greb alt i Lommen; men Silla kastede Ma-
krellen foragtelig ned i Baaden igjen:

"De er jo saa gamle som alle Haugene ... Øinene
døde som Hornruder."

"De vakkre ..."

"Ti stille Du, Nikolai! - - Skal vi nøie os med
dem tilaftens, Mor, saa faar I slaa af en Skilling eller
to"

SIDE: 100

De gik virkelig for fem Skilling Stykket.

"For en Handelskar, Du er, Nikolai!" ærtede hun
ham paa Hjemveien. "Men, ser Du, hvor store og
friske de er?"

Deroppe stod Barbro ude paa Trappen med Haan-
den over Øinene og glommede efter, om Nikolai ikke
snart kom med Fisken?

Den, som kom pent og adstadigt opefter Veien, var
Silla, og der blev en Prat med hende fra Trappen, til
Nikolai endelig ligeledes dukkede op med de to Ma-
kreller.

Jo vist maatte Silla ind og kjende paa, hvordan de
smagte; - det var ikke Spørgsmaal om, at Barbros
Ære og overflødige Gjestfrihed taalte andet.

Derinde ved Kogeovnen hos Barbro susede og bra-
sede Makrellen i den lyse Kvæld. Den egne, lidt
stramme Stegeduft steg stedse stærkere og appetitli-
gere udover.

Saa skulde Stykkerne vendes med nyt Fedt i Pan-
den, - nyt Sus. ...

Duften steg igjennem det aabne Vindu og langt ud i
Gaden.

Barbro gik der saa stor og tung i Vendingen, me-
dens Silla rap og hændig gav hende saa det ene og
saa det andet i Hænderne og skyndte ivei og var over
Fisken baade med sit Ansigt og sine Formeninger,
længe før Barbro fik summet sig.

Nikolais brede, fornøiede Ansigt fulgte hele Stege-
processen med dybt interesseret Opmærksomhed:

"En saadan Makrel er en Kar, som vil ha' Steg den!"

Og saa endelig at faa tage Stykkerne lige fra Pan-
den og op paa Brødet.

Aftenkjølingen begyndte at lufte svalt imellem de
varme Husvægge. De tre, som sad der og gjorde sig
tilgode ved Makrellen, havde Følelsen af en Festaften.

Og saa Mestersvend! ...

SIDE: 101

Indemuret, som hun maatte sidde over Arbeidet de
lange Aftener, medens Moderen passede hende som en
Ørn, havde Silla ingen anden Udvei end at tage sit
Mon igjen oppe paa Fabriken.

Der færdedes hun med sin undertrykte Trang ivrig
interesseret, saa Øinene lyste midt i Snakket og Hvi-
skingen og Sladderen, mellem sine forskjellige Idealer,
Kristofa og Gunda, den i Gangen svirske Svenske-Lena
og den mundkjappe Jakobine. Kunde hun ikke selv
være med, saa maatte hun ialfald høre Besked om,
hvorledes de andre havde moret sig, og, hvad der ellers
kunde være passeret. Paa det Vis levede hun det
med paa anden Haand.

Det var naturligvis Kristofa, som forstod at sætte
alt i et vist fængslende magisk Skjær. En liden Spad-
sertur, en Formodning om en Forlovelse, en Aften paa
Dans, - alt formedes af hendes geschæftige Indbild-
ningskraft til Begivenheder, der aldrig manglede sin
Helt, - den interessante, mystiske Skikkelse, som
snart var set med Cigar, snart uden Cigar, snart lod,
som han ikke kjendte dem, snart nikkede eller blot
smilte. Angjældende kunde være en eller anden By-
kavaller eller nogen ved Kontorerne deroppe, som ofte
endog aldeles ikke anede, at hans Gaaen og Kommen
sattes i bengalsk Belysning eller gav en saadan Re-
sonance i Hjerterne: hvilket ikke udelukker, at der
var andre, som baade anede og søgte sin Succes paa
det.

Under Krisofas Trang til at udspinde voksede det til
hele Romanstumper; dem Silla tog med opspilede
Øine, og som hun bagefter hjemme digtede videre.

Silla selv havde en liden Roman, som hun holdt for
sig; - aldeles ikke turde hun fortælle Nikolai det!

Hun maatte passe paa, naar hun i Middagstiden
skulde kjøbe noget for Moderen inde hos Barbro, at
Wejergang ikke stod derinde paa Nedveien og tændte
Cigaren. ...

SIDE: 102

Sidst, hun nu igjen traf ham der, lo han og spurgte,
om den svartøiede havde faat det med at rømme for
ham? han var da ikke saa forskrækkelig! ... Hun
var rent totalt forsvundet paa den senere Tid. Det var
dem, som sagde, at hendes Mor holdt hende i Bur for
en farlig Smedesvends Skyld, - var det sandt det? ...
Naar en ung Pige havde to saa svarte Øine, skulde hun
ikke gjemme dem undaf.

Og nu var der etslags ikke egentlig Krigstilstand
heller; men han vidste vel, at hun passede sig og ven-
tede, hvor længe det skulde være, indtil han var gaat
bort fra Butiken.

Dette var som en Sprække af Sol ind igjennem et
høit, afstængt Plankeværk!

Ellers gik det, den ene Dag som den anden, fra Sur-
ret i Fabriken lige ind i Arbeidet hjemme, og Madam
Holman var ganske tilfreds med den Nytte, hun vir-
kelig maatte sige, hun havde af Silla denne Sommer.
At Datteren blev mere og mere storøiet, bleg og tynd,
laa det ikke for hende at lægge Vægt paa; det viste
bare, at Silla ikke var vant til pligtmæssigt Arbeide.

De sjeldne Gange, Nikolai fik Anledning til at snakke
et Ord med hende, klagede Silla ynkeligt.

Hun talte sig saa forbittret, at hun græd, om alt,
hvad de andre - alle andre! - fik Lov til, bare hun
ikke. Først havde hun hele sin Barndom og Opvækst
igjennem været korket ned i Kjælderhalsen paa Plad-
sen, og nu, hun ligesom skulde være voksen, var hun
rent kommet ind paa Tvangsanstalten.

Efterat have stirret en Stund mørkt og trist paa dette,
tog hendes Betragtninger en anden Vei, og hun be-
gyndte med stor Heftighed at forudopdage i Tankerne,
hvordan de skulde fornøie sig, - hun og Nikolai! -
naar hun engang slap hjemmefra. Hun vilde more sig
som al anden Ungdom, om de saa skulde holde Dans
i deres egen Stue! - og ud i Baad om Kvældene og
ro og fiske og om Søndagene tage med Mad ud i
Skogen og rope saa høit, at det svarede i Aasen ...

SIDE: 103

Hun var næsten vild og Øinene brændende af al den
Tvang og alt det Arbeide, hun gik under.

Men, naar hun ikke snakkede sig op, saa hun for-
trykt ud, - mere og mere for hver Gang, syntes Niko-
lai. Hendes Ansigt stod for ham med et saadant kla-
gende Udtryk.

Der var intet andet at gjøre end at bide Tænderne
sammen og hamre og haabe paa Forløsningens Tid til
Vinteren.

- Jørgine Korneliussen i det andet Hus bortenfor,
som naatlede for Skomageren, - det var saadan stil-
færdig, pen Pige. Hende skulde Silla holde sig til,
mente Madam Holman; det begyndte at gaa op for
hende, at den Ting at indøve Pligten ogsaa kan have
sine Grænser. Om Søndagene kunde jo den ene vek-
selvis besøge den anden, saa havde de dem under Øi-
nene baade her og der.

Og Madam Holman tillod endog, at Silla en Søndag
skulde faa gaa med Jørgine en Spadsertur nede i
Byen. En Fornøielse maatte jo unge Mennesker have
imellem!

Silla havde ventet hele Ugen paa den samme Søn-
dag med en hidsig Utaalmodighed som en Fugl, der
skal slippes af Buret, og den Morgen randt op over
store Forventninger om, hvad Dagen skulde bringe.

Sodden med Kaalrabien i tog det idag aldrig Ende
med, saa der kunde blive Middag. Og bagefter skulde
der igjen bies i det uendelige paa Jørgine, som ikke
blev færdig med Pynten.

Endelig kom hun ud, snøret i Livet og med en hæk-
let Strimmel om Halsen. Hvad det var for Slags Olie-
eller Fedtsubstans, hun havde faat klinet ind og fladet
ned sit Haar med, skal lades usagt. Kun følte Silla
sig med den brune Straahat og en slet, hvid Krave et
Øieblik ringe ved Siden af hende. Men hun tog med
en vis Fart sin Veninde under Armen; - nu skulde
de afsted og more sig.

Og nedover til Staden bar det, Silla utaalmodig tyg-

SIDE: 104

gende i Bidslet for at komme tidsnok til at tage al
Dagens Fornøielse med.

I Gaderne og Parken vandrede i den pene Tid paa
Søndags Eftermiddagen det store Publikum pyntet frem
og tilbake og saa paa hverandre; og Silla og Jørgine
havde en lang Stund nok med at gjøre hinanden op-
mærksom paa de fineste Dragter paa Moden, især disse
under Hagen frit svungne og derefter bagover paa Ryg-
gen kastede lange, hvide, seilende Slør. Dette til hvide
Straahatte med lyseblaa eller lyserøde Baand og Roser
blev Gjenstand for deres heftige Beundring.

De gik op og de gik ned, mistede af Syne og mødte
igjen de samme Dragter og de samme stive, stille Søn-
dagsansigter.

Dette var nu længst blevet gjentaget til Kjede, og
Silla stod paa, at de skulde gaa andetsteds hen, hvil-
ket da under Jørgines Ledning førte til en Tur rundt
om Fæstningen.

Naturen var ikke deres Sag; de mødte kun en og
anden træt, kjed Skikkelse, som øiensynlig ikke vidste,
hvor han skulde gjøre af sig en saadan Søndags Efter-
middag, og af og til stansede og saa op ad Træerne.

En Skildvagt raabte sit langtrukne "Løs - af!" det
lød som et vældigt Gisp i Eftermiddagen. - Ud paa
den stille, blanke Fjord laa Baade og Fartøier og
drev i Heden uden Vind ...

Her var ingenting; og saa bar det nedover mod Hav-
nen.

Der var ogsaa tomt og søndagsøde, Fartøierne som
uddøde!

Atter et Togt opad Gaderne.

Paa Torvet stod endel ledige Kræfter, som havde
fundet den Udvei til en Søndagsfornøielse at "bytte
Klokker", medens Kirken bag dem ringede og optog
en Menighed til Aftensang.

Trætte, kjede og tørstige fortsatte de Turen gjennem
Gaderne, til de kom ind i den brogede Strøm af Men-
nesker, der bevægede sig nedover til Bryggen, hvor

SIDE: 105

Dampskibe hvert Øieblik lagde til og fra for at sætte
Publikum over til Øerne.

Her opstod en Dissents.

Jørgine fandt, at det var saa fuldt af Folk og kan-
ske upassende at gaa med Dampskibet nu, det begyndte
at blive sént.

Men Silla mente, at de havde slugt Støv længe nok i
Gaderne, og at de fik nytte den lille Tid, de havde.
Vilde Jørgine kanske gaa hjem med den Fornøielse,
hun havde havt?

Det var svalt og luftigt at sidde i Vinden der forud
paa Dampskibet og hvile sig efter al den forgjæves
Omflakken i Heden.

Fra det fuldpakkede Dampskib gik det saa iland
paa Øen, hvor Publikum efterhaanden fortabte sig ind-
over de forskjellige skyggefulde Gange.

Lige ved Opgangen vinkede det store Fornøielsessted,
der dominerede Bugten, indbydende med alle Porte
aabne, medens en Strøm af Dansemusik tonede ud-
over. Indenfor var Liv og Lystighed.

Silla stansede for at kaste et Blik derind og høre
Musiken, men Jørgine rev hende dybt forarget med sig.

Stanse der for en anstændig Pige! ...

Silla fulgte langsomt med; de havde Dansemusiken
glædevækkende, tændende hele Veien indenfor Plan-
kegjærdet, og hun drak den ind med begge Øren, me-
dens Takten vuggede hende i Blodet.

Et Stykke ovenfor, hvor Stien bøiede bort, blev hun
igjen staaende; hun kunde ikke slippe Musiken, og
forargede derhos Jørgine ved at gaa lige ind til Sta-
kitet og prøve paa at se ind.

Jørgine vilde gaa fra hende paa Flekken. ... Hun
maatte da have Ære for sig, og ikke staa der! Hun
for sin Part holdt sig altfor god og var for pen om
sit Rygte til engang at ville høre paa sligt Leven og
gik helst lang Vei udenom.

Hun var yderst indigneret.

Da begreb Silla sandelig ikke, at det tog Glansen af
nogen af dem, om de stod der lidt og hørte paa, - og

SIDE: 106

hellerikke, hvad de var ude efter! ... Der, hvor der
var lidt Liv og Lystighed, skulde de lukke igjen Øinene
og stikke Fingrene i Ørene. Men, hvor det var saa
"pent og passende", havde de nu ogsaa havt det saa
passelig morsomt.

Og hun vilde byde ud en blank Tolvskilling om Jør-
gine kunde sige hende en "passende" Fornøielse, naar
de havde en Fridag, - de havde nu ledt baade vel og
længe!

Hun drev afsted ...

Det var endnu efter Jørgines Beregning pen Tid,
før Aftentrafiken til Forlystelsesstedet begyndte, den de
tilbragte med diverse Spadserture i Veiene, dog ikke
længere end, at de kunde holde Øie med Dampskibene,
og staa betids blandt det store Publikum, som ventede
i svv lange og syv brede paa Bryggen.

Trætte, fortrædelige og udtraskede naaede de saa en-
delig hjem udpaa Aftenen, hvor det arriverede, at Silla
midt under, at hun aflagde sin Mor Regnskab over alle
de Steder, hvor de havde været og moret sig, sov ind
paa Stolen.

Musiken gik igjen i hende, og hun drømte sig paa
Bal ...

Det durede nok saa hyggeligt inde hos Barbro i Ti-
den udover Høstkjøligheden, medens Folk, som ikke
havde desbedre Raad, endnu kviede sig for at begynde
at lægge i Ovnen.

Derfor var der ogsaa saa lunt at staa og hænge og
snakke derinde ved Disken og endnu lifligere for de
udvalgte, som opnaaede at blive budt med paa Kaffe-
skaalen.

Men i det sidste var Barbro langt fra saa jevn som
før. Hun led af Humørvekslinger, var snart unaturlig
kneben, saa det saa ud, som hun vilde tælle Grynene
eller Kaffebønnerne, og andre Dage igjen ved et nyt

SIDE: 107

Lune rund sliphændt og tilgodeseende baade mod Gjæ-
ster og Kunder.

Det maatte have sin Grund i, hvad det vilde; men
sikkert var det, at hun af og til i stille Stunder faldt
i Staver ... Regningen for Sukker, Gryn, Mel og Kaffe
stod igjen for Døren.

Pengeskuffen var alt andet end forberedt paa en saa-
dan Præstation; det jamrede og skraldede i den, hver-
gang paa Dagen, hun trak den ind og ud.

Men ubønhørlig lakkede det udover med Tiden; -
alt det, Ovnen durede hyggeligt i Stuen og lod, som
intet var.

Og saa langt var det nu kommet, at iovermorgen var
Betalingsdagen.

Barbro var i en for hende aldeles unaturlig Ekstase.
I Haab om at opnaa en allersidste yderligere Opsæt-
telse havde hun i Eftermiddag udført den længe paa-
tænkte Attaque paa Kjøbmanden nede i hans Kontor,
men mødt totalt Afslag. Betalte hun ikke nu, efter
alt det, hum havde lovet for sig, saa! - ja, saa saa
det efter den Besked, hun fik, ud, som Hjulet med ét
skulde stanse.

Det var dette, Barbro gik med Stashuen endnu løst
opknyttet paa Hodet febrilsk urolig ind og ud og for-
klarede for Nikolai, der sad i Kjøkkenet.

Nikolais Mine tydede just ikke paa, at han saa no-
get Raad. Tvertimod, han sad forover med sammen-
bidt Mund og saa ned i Gulvet og dreiede Tommel-
fingrene om hverandre. Hanekammen saavelsom Skul-
derstillingen og hele Udtrykket saa modstrittende ud.

Barbro satte sig hen ved Kogeovnen; hun drog Pu-
sten tungt og sukkede af klemt Bryst.

Det blev til Eksekution det, saavist som hun levede,
- og otte og tredive Daler var det!

Nikolai vidste godt, hvor det nu skulde bære hen, og
at hun blot ventede paa ham, at han skulde give hende
et Ord at hage sig i. Men de Penge, han havde gnuret
sammen, de sad nu anderledes fast i Tangen! Han

SIDE: 108

vidste, hvad han vilde, den Handelen gik saa blot læn-
gere og længere baglængs alligevel.

Barbro stønnede ... Hun kunde lige saa godt gaa i
svarte Jorden med én Gang!

Nikolai smekkede blot med Fingeren og saa dobbelt
afgjort ned i Gulvsprækken.

Da Pausen havde varet ulidelig længe nok til, at
det blev hende klart, at Svar ikke kom, begyndte hun
sagte at græde.

Hun havde nok tænkt, snufsede hun, at, naar hun
havde en Søn, som var Mestersvend, saa skulde hun
ikke rigtig staa hjælpeløs i Verden.

"Du véd jo, Mor, hvor haard Nødighed jeg selv har
om Skillingen."

Igjen en haardnakket Taushed under fortsat Snufsen
og Øientørren fra Barbros Side.

"Det kunde kanske være at betænke, om Handelen
var saa lønsom?" undslap det endelig Nikolai for-
sigtigt.

Vilde han, hun skulde lægge sig overende som en
Ko, de slagtede før Jul! udbrød hun lummer, - "ikke
flere Penge, end dette var."

"Bedst at slutte itide, mente jeg bare."

Men de Ord var, som at tænde Ild paa Krudt; hun
reiste sig op rød som en Tagsten ... Ret saa, nu vilde
han ogsaa, hun skulde lukke.

Hun fo'r, noget mindende om det af hende selv
nævnte nyttige Dyr, naar det slider sig og skener, ind
i Stuen og derpaa tilbage igjen.

Men, trode Nikolai, at hun vilde give op og fallere til
Spot og Spe for alle Mennesker, saalænge hun blot be-
høvede at gaa ned og faa laant saapas hos'n Ludvig,
saa tog han feil. ...

Barbro var nu aldeles vild i Kammen.

Hun vilde ikke for anden Gang rent lade sig rui-
nere for Nikolais Skyld. Det kunde være nok med, at
han havde omstødt hendes Velfærd engang før i Ver-
den. - Jo-o, Nikolai behøvede sletikke at sidde med
aaben Mund og se paa henne! ... Hvorfor var hun vel

SIDE: 109

blevet drevet fra Wejergangs Hus, hvor hun sad saa
stort i det, uden fordi Nikolai havde brugt Haand mod
Generalkonsulens Ludvig ... Jo-o, han kunde undres
saa meget han vilde, men det var derfor, hun blev
jaget hjælpeløs ud i Verden fra Velstandskaar. Og, da
det saa kom til det, at Nikolai kunde have Leilighed til
at støtte hende med lidt, saa havde han en anden at
bruge Pengene til.

Men det harmeligste var, at Nikolai ogsaa vilde for-
byde hende at ty til den, der var saagodtsom hendes
eget Barn, naar Nøden stod paa.

Det blev der imidlertid ikke noget af. Vilde ikke
han hjælpe hende, fik han finde sig i, at hun gik til
den, som kunde, nu det stod paa, om Boden og hele
Ernæringen skulde stænges. ...

Ikke ... dyre Død, vilde hun spille Fallit! - hun
slog i Bordet saa Kobberskillingerne dansede inde i
Skuffen.

... Det var endda godt, at det var i denne Uge, for
i næste reiste han til Udlandet for et Par Maaneder,
det havde han selv sagt herinde iforgaars, saa baade
hun og Silla hørte paa det.

Nikolai sad ganske bleg. Trækkene om Munden
rørte sig, som om de skalv, og han tørrede et Par
Gange over Panden med Ærmet.

Der skjød et langsomt Blik op paa Moderen; det var,
som han var bange for at komme til at hade hende.

"Du skal faa Pengene!"

Han kjendte, han havde Graaden i Halsen og maatte
se til at komme afsted for at faa rase ud ...

Det var Udsættelse igjen for ham og Silla til Vaa-
ren! - og, hvor var Enden at se paa dette?

Hans Haand rystede og famlede om Dørklinken.

Denne nye Oplysning, som hans Mor saa uventet var
kommet med, at det var ham, der havde væltet hele
hendes Velfærd overende, laa nu som nok en Sten og
tyngede.

SIDE: 110

Det knugede ham som et moralsk Nederlag. Han
kunde ikke frigjøre sig for den Tanke, at der var noget
i det. Han følte sig afmattet paa Modet og gik ned-
slagen.

Igjen havde han mistet et Fjerdingaar paa Udsigten
til Bryllup! ... og, om Moderen krævede eller rettere
affordrede ham Penge igjen til sin Baglængs-Handel,
hvad kunde han saa gjøre?

Det var som et Arbeide uden Haab, og Mismodet be-
gyndte at tage ham.

Naar han lagde sine Skillinger tilside i Blikdaasen
om Lørdagen, var det med bittre Tanker. Ret som det
var, kom hans Mor og slugte det hele, som hun jo
havde Ret til, siden han i sin Tid havde ødelagt alt
hendes.

Han havde altid ment, at, naar det kom til Stykket,
saa var det ham, som havde en Regning at kræve hos
Moderen, fordi hun havde sat ham ind i Verden slig,
at hun ikke kunde vise Far for ham og dertil slup-
pet ham.

Men nu saa det ud til at være akkurat omvendt!
Hans Mor med hendes altopslugende Handel var det
svære, retmæssige Gab for al hans Lykke.

Han begyndte at blive rent lei af sig.

Med alt dette dæmrede og ulmede der imidlertid en
sagte Oprørsglød i ham, skjønt det under hans rede-
lige Arbeiden med sig selv for at komme tilbunds i
Sandheden varede en Tid, før den blussede op.

Skulde han ogsaa lade Silla stryge med i samme
Slug?

Svaret slog klart op, saa Luerne baade lyste og slik-
kede: -

Ikke saalænge der var Fillen igjen af det, som hed
Nikolai!

Og, hvad anbelanger hans Mor, at han kanske havde
gjort det, som var til Ulykke for hende ... Skulde han
kanske ikke have slaat fra sig; men bare lade sig
hundse og traakke ned saadan, som han nu igjen holdt
paa at blive det? Hans Mor vilde med den Handelen

SIDE: 111

bare stor og svær sidde dem ihjel, baade ham og Silla.
De skulde ikke engang faa Lov og Ret til Suk for sig.

Men det blev ikke ham det!

Han havde banket Wejergang og angrede nu bare, at
han ikke havde slaat mere. Var han kommet paa
Jorden, vilde han være Menneske, - om de saa skulde
tage Ho'det af ham for det bagefter.

Og af Pengene i Blikdaasen skulde Handelen der-
oppe i Stuen ikke gjødes med en eneste Skilling mere!
Kom Moderen i Nød nogengang for Levemaaden, saa
kunde hun vel finde en Plads i hans Stue; men at hun
skulde sætte en Stopper for, at han fik nogen Stue, -
nei Tak!

Han var blevet en anden Kar efter endelig at have
gjort sig klar paa dette.

Jo, han hed Nikolai, og var Mestersvend hos Madam
Ellingsen!

Vinteren drog sig hen.

Det var i Begyndelsen af Februar i Markedet. Ga-
derne myldrede af Mennesker, og Sneen var i Tøien
blevet til Puddersukker under Færdselen.

En broget Rad af Boder strakte sig fra Torv til Torv.
Trompeterne basunede, Bajadserne skreg, Tombolaerne
gik rundt, Udraaberne hylte, Musiken fyldte salvevis
Luften med skvadronerende Fanfarer, - og under
dette rundt om i Byen Turing, Dans og Lystighed til
langt udpaa Natten.

Dump støi og Musik trængte opover til Fabrikbyen
... Staden laa om Aftenerne nedenunder i øget Lys-
ning.

Der laa som en Berusning i Luften, og mangen utaal-
modig higende Sjæl gik deroppe af dem, som havde
strænge Øine paa sig, medens der strømmede nok af
den løse Slags nedover.

Ordet gik voksende fra Aar til andet om de store

SIDE: 112

Markedsballer, om Hornmusik, kulørte Lamper i Ha-
ven og Kakser, som trakterede. Det fristede og drog ...

Allerede anden Markedsdag kom Kristofa, opaset af
Iver, med Løsningen baade for sit og Gundas og Sil-
las Vedkommende ... Penge til Billet og Kager med, -
for dem alle tre!

Hun tede sig høist hemmelighedsfuldt, ... snakkede
hele Tiden om en vis Person, som hun - for aldrig
det! - ikke turde nævne.

Silla havde endnu aldrig været med paa noget saa-
dant, havde høist staat udenfor blandt de længselsfulde,
der maatte lade sig nøie med at se paa de kulørte
Lamper og høre efter Musiken. Nu var der endelig
ogsaa en Mulighed for hende ...

Aa! - om hun turde! ...

Hun gik hele Formiddagen urolig med to røde, runde
Pletter i Kinderne.

Ved Middagstid kom hendes Mor træt og forpustet
op fra Byen.

Hun havde maattet love Antonisens at staa i Kage-
boden paa Torvet i Markedsugen og hjælpe med Ud-
salget. Det var sure Penge at tjene der i Kulden midt
i al den Skrig og Skraal. Men hun gjorde sin Pligt,
- brugte ikke at vige, naar der var en Skilling at for-
hverve! Sluttet og indpakket blev der først Klokken
tolv om Natten, saa at hun maatte være dernede disse
Par Nætter ...

Det begyndte at suse og ringe for Ørene paa Silla;
det var som Døren gik op af sig selv for hende! Nu
kunde hun, om hun vilde ...

Hun blev næsten ræd.

Som hun efter Middagen skulde bringe en Del Vask
hen i Gaden, strøg unge Wejergang pludselig tæt forbi
hende.

Hun havde nær skreget i. Han var altsaa kommet
tilbage! ...

Hun turde ikke se op og følte, hun blev rød, men
havde i Farten Indtrykket af, at han smilte og stirrede
vist paa hende og saa nikkede.

SIDE: 113

Hun kjendte den fine Cigarduft, og havde havt en
Fornemmelse af, at det ligesom knirkede i hans Klæ-
der, naar han rørte sig, noget, som forbandt sig med
hendes af Kristofa opjagede eventyrlige Forestillin-
ger om fornemme Herrer.

Det var ham, det var hun nu vis paa, som havde
gi't dem Billetterne!

Hjertet slog og flagsede indeni hende som en Fugl
under Tilskyndelser og Forsætter til og fra ...

Hjemme gik hun i Tanker, saa Madam Holman til-
slut maatte spørge, om hun rent var blevet forstyrret?

Hun stjal sig til at staa og kige over Komoden i
Speilet ...

Hendes Øine, var de saa gruelig sorte? ... Freg-
nerne var der endda. Der var Raad mod Fregner ...
men saa mange, som det vistes for, var der nu ikke,
- der var saa fuldt af Prikker i det gamle Speil og
Huller i Kviksølvet. ...

Madam Holman saa til sin Forundring Silla staa og
gnide og aande og pudse paa Speilet. Der maatte være
kommet en ny Iver over Datteren.

- - Tredie Markedsdags Kvæld vandrede Nikolai
ved Lygteskin opover til Fabrikbyen. Han havde holdt
sin egen Markedsturing, kjøbt et Syskrin, hvormed han
vilde overraske Silla, - et med Speil indeni Laaget,
og i Eftermiddag havde han sat Beslag paa det og
en fin Laas for.

Paa noget Vis maatte det vel kunne lykkes at træffe
hende og faa vist hende det, - slig oliende Gliding
og greit Smæk der var i Laasen! ...

Og Saksen og Naalehuset havde han lagt indeni. Hun
skulde selv faa Nøglen i Forvaring, og han gjemme
det.

Han havde slaat et Tørklæde om det og lagt to Kager
ovenpaa; saa den skulde være mere end klog, som
kunde falde paa, at det var andet end et Redskabs-
knytte, han bar.

Han strøg tæt under sin Mors Vinduer, hvor det
lyste, og keg ind, om Silla tilfældig skulde være der-

SIDE: 114

inde ved Disken, og vandrede derpaa ligegyldig om-
kring ned- og opigjennem Gaderne.

Her var saa underligt øde og folketomt ikvæld ...

Og, - alt det han keg gjennem Porten og Planke-
værket, - han var ikke Mand for at se Lys inde hos
Madam Holman!

Efterat have udtømt alle sine Kneb, stillede han
sig paa Vagt en hel lang Stund, hvor Veiene krydsedes
og tog op ved Valsestuen.

Men ikvæld var Lykken nu engang ikke med; -
han gik der med sit Syskrin. ...

Mørkt var der overalt i Gaden undtagen et Stykke
henne ved Lygtepælen.

Der gik nogen, - der var hun!

Han skyndte sig.

Nei, det var denne Jakobine, som Silla gik saameget
med isommer!

Det kunde ialfald ikke skade at spørge hende.

"Er Madam Holman kanske ikke hjemme ikvæld?"
spurgte han hilsende.

"Nei, hun sidder nede i Markedet og sælger ud."

Følgeslutningen randt op som en heftig Glæde hos
Nikolai; han maatte altsaa kunne gaa derind og træffe
Silla!

"- og saa, naar Katten er ude, danser Musen paa
Bordet!" vedblev Jakobine. At Smedesvenden gik der
for Sillas Skyld, var nu en noksom kjendt Sag, og sin
Ærgrelse over, at hendes tre Veninder havde faat Bil-
letter og ikke hun, omgjorde hun nu til spydig Lystig-
hed: - "Silla har nok ogsaa taget sig et lidet Trip til
Byen!" lo hun.

"Silla?"

"Hvorfor ikke? Madam Holman sidder jo i Kulden
og tramper og trakker med Fødderne dernede i Bo-
den, hvorfor skulde ikke Datteren gjøre det samme paa
Markedsballet?" Jakobine gjorde i Vittigheder.

... "især, naar hun kanske har baade den, som vil
danse med sig og spendere," brændte hun yderligere
af, da Nikolai lod til at staa noget stum.

SIDE: 115

"Hvem har sat i Dig den Løgn, Jente!"

"Lyver jeg, saa lyver Kristofa, - og, at Silla gik
nedover sammen med hende og Gunda for et Par
Timer siden, det saa jeg med mine egne Øienstene.
Han, jeg mener, har nok Raad til at spendere Mar-
kedsgang baade paa tre og seks ... Men kanske de
skulde paa Bibellæsning!" tilføiede hun og blinkede
med det ene Øie.

"Hvad sluddrer Du om. Vaer bare Munden din,"
udbrød han braat.

"Aa-aa," lo hun op, "Du er nu vel ikke saa frem-
med for ham; han er jo næsten i Slægten ... For,
stort skal det være! - det fik vi da høre nok om
af din Mor isommer, da hun fik han til at betale den
fine svarte Kjolen, og de ikke vilde borge hende mere
for Sysager til Handelen." ...

Nikolai havde hørt nok.

Hans Mor havde pint ham ud til Blodet ... og saa
- alligevel sveget ham!

Han saa hende pludselig for sig i Ligegyldighedens
kolde Lys.

Hun havde aldrig været nogen Mor for ham, aldrig
holdt saa meget som en Naglbred af ham. ... Dette
om en Mor havde bare været noget, han havde ind-
bildt sig.

Han strøg Hænderne med en Gestus, som nu var
han kvit det! Den, hun brød sig om og kjendte sig
Mor for, det var denne ...

Han vidste ikke, om han selv tænkte Navnet, eller
Jakobine havde sagt det; men det sang i Ørene paa
ham, som efter en Hammer paa blank Ambolt, medens
han fo'r nedover:

"Ludvig Wejergang!"

Moderen havde han røvet fra hans tidligste Barn-
dom ... Skulde han nu ogsaa faa slidt Silla fra ham?

Tanken blev ham tilslut for umulig, og han sagt-
nede Farten.

Den Jakobine var altid saa fuld af Sladder og Løgn.
Dette om Silla var Sludder og Vaas! ... At de tre

SIDE: 116

Jenterne havde taget sig en Tur nedover for at se lidt
paa Markedet, der var da ikke noget farligt i det? -
og saa indbildte den jebmundede Jakobine, som de
ikke vilde have med, at de skulde paa Markedsbal alle
tre.

Hi, hi, hi, det var Silla, som havde fundet paa det,
- han skulde nok fortælle hende, at han havde skjøn-
net det paa Flekken, med det samme hun kom med
det.

Han rystede paa Hovedet; han følte sig et Øieblik
uhyre beroliget og faldt tilbage i de bittre Tanker paa
sin Mor ...

Men, - om han gik derhen og saa lidt efter, kunde
det ikke være afveien; de havde kanske fundet paa
at gaa udenfor og høre paa Musiken.

- Paukerne fra Forlystelsesstedet dundrede Glæden
ud i Luften paa lang Vei. Fra Menageriet ved Siden
af smettrede en gneldrende Trompet, og udenfor stod
Folkemængden sort henover Gaden.

Det var ikke godt at vide, hvorfor dette skulde have
den Virkning; men Uroen kom igjen over ham.

I den illuminerede Indgangsport luede Ildsnorene
og Snirklerne uvist i den raa blæsende Aften; de mat-
tedes af og strøges ud i hele og halve Linier og blaf-
fede op igjen med voksende Lysskjær ned paa Sneen
og det indstrømmende Publikum.

Her kunde han kun gaa Skridt for Skridt; men,
medens han langsomt vandt sig frem, saa han sig om
og ledte. Den Skikkelse, han speidede efter, behøvede
han blot at se Omridset af.

Blandt dem, som stod der udenfor, var hun ikke.

Det var næsten kjedeligt nu, han havde belavet sig
paa at træffe hende.

Han begyndte at tænke paa at vende Foden opover
til Markedsboderne for at søge hende der, og hans Blik
streifede nu blot ligegyldig henover.

Hun? ... hun, den leende, røde indenfor i Haven
med den runde Hat og Boastumpen om Halsen over
Jakken, - det var ingen anden end Gunda. ...

SIDE: 117

Han holdt Aanden, som ventede han i næste Øie-
blik at se flere nogetsteds i Tummelen der mellem
Lamperne.

"Har De Billet? - Haven eller Ballet?" spurgtes
der ved Indgangen.

Nikolai havde helst taget Billetter til det altsam-
men; men de Skillinger, han havde paa sig, rak kun
til Haven.

- Lamperækken lyste langs Sneveiene frem til en
fuldt besat Restauration, ud af hvis Vinduer i anden
Etage hvinede en kvindelig Sopran, af og til fulgt af
rasende Haandklap.

Længere henne i Haven hvirvlede under en belyst
Tagskjærm en fuldproppet Karussel rundt med sking-
rende Fanfarer.

Til begge Sider bevægede sig et ialfald for Sværd-
sidens Vedkommende høist forskjelligt og blandet
Markedspublikum.

Han speidede Haven igjennem; men i de dunklere
Gange udenfor Hovedveiene saas kun enkelte omdri-
vende, forfrosne Skikkelser, der syntes at svæve som
længtende Møl om Lyset.

Det var nede i den Bygning, hvorfra Musiken lød,
den, som alle de Mennesker strømmede saa til og stod
i saa tæt Hob udenfor, at Ballet gik for sig.

Alt Blodet stansede ligesom med ét i ham, og han
nærmede sig langsomt nølende, graa af Angst! ...

En lang Stund stod han udenfor og stirrede ind i
de store, lyse Vinduer. Der gik dunkle Skygger bag
Gardinet, - Hoveder og Nakker i uafladelig Veksel.

Der ... der, hvor Gardinet var krænget lidt tilside,
saa han den rundhodede Gunda igjen; hun var saa
nær ham med Nakken, at han kunde havt Lyst til at
trykke Ruden ind og tilraabt hende om, hvor Silla
var?

Han kjendte Rystelsen af Gulvet og Hornmusiken
dobbelt; der han stod; det var, som hele Ballet kom
ind i Hovedet paa ham.

Der kom en skraa Skulder og en halv Ryg i Over-

SIDE: 118

frak - med en Stok op af Lommen ... og noget af en
fin Hatteskygge ...

Skikkelsen røg Cigar og bøiede sig, som han snak-
kede ...

... Med hvem? ... med hvem?

For den var Ludvig Wejergangs den tynde, rette
Ryg, der i Kryhed ligesom blot kunde bukke sig helt
nede ved Hoften.

Og saa den Maade med Armen og Seglasset ...

Nu blev han væk, han dansede vist! ...

Det klarere Skimt, han kunde faa gjennem den lille
Aabning af Gardinet, var tildunklet af Dug. Kun, naar
en tung Draabe randt ned af Ruden indenfor i Var-
men, kunde han i Striben opnaa en Brøk af et Glimt
ind.

Der kom Wejergangs Skygge med Stokken og Hatten
paa sin Plads igjen, - og lavere et skjevt Omrids af
et Kvindehoved, der bevægede sig livligt.

Atter forsvandt Figuren med Stokken, og Nikolai
beredte sig til at passe paa.

Draaben græd netop en blank Rand ned af Ruden,
og gjennem den saa han i næste Øieblik noget af en
dansende Skikkelse, - kun et Hoved, som ludede, og
et halvskjult Ansigt ...

Han havde set nok ... mere, end om han havde havt
hundrede Lysekroner at se med!

Og lige efter var Nikolai inde i Strømmen foran
Døren.

Den aabnede og lukkede sig i ét væk for indtræ-
dende, som afleverede Billetter, og lod i Taageperspek-
tiv tilsyne et broget Virvar af hede, blussende Ansigter.

Af og til kom et enkelt Par ud, hastende opover til
den store Restauration.

Han overhørte baade Udbrud og Skoser ...

"Naa da! naa da!" lød det inde i Mængden.

Nikolai arbeidede sig blot frem mod Døren ... Stod
han først der!

"Billet?"

Nikolai svarede ikke.

SIDE: 119

"Billet, Mand? ... Billet?"

Nikolai trykkede sig i det Sted blot med et dristigt
Skridt nærmere til.

Konstabelen gjorde en Bevægelse; men mødte noget
i Nikolais Ansigt, som lod ham for Øieblikket for-
svare for sig selv at holde inde. Den paagaaende tause
Haandværkssvend saa ud, som han var istand til at
slaa.

Døren vedblev at gaa op og igjen med samme Uaf-
ladelighed, og Konstabel saavelsom Billetør havde alt
paa et Vis forsonet sig med den ihærdigt staaende; det
saa jo næsten ud, som han var i lovligt Ærinde med
den Byldt i Haanden; ... da Nikolai pludselig satte
Smedeskuldrene til og trykkede sig voldsomt ind
imod Døren.

Billetøren stemmede sig forgjæves imod med Krop-
pen, - han havde Hænderne optagne.

Nikolai havde gjennem Aabningen set Silla komme
rød, leende og fordanset nedover Salen sammen med
Ludvig Wejergang; han mysede med Hatten trykket
skjevt ned i Panden og Seglasset i det ene Øie saa
overmodigt letfærdigt, som en saadan Kar bare var
i sin lovlige Forretning, naar han ødelagde en ung
Jente. ...

Der var opstaat Larm og Mudder nede ved Døren.

"Ud med ham! Ud med ham!" ...

Raabet lød tilslut over hele Salen. Det var et Mel-
lemspil, hvorunder Publikum steg op paa baade Borde
og Bænke for at prøve at se.

Nikolai vilde blindt brutalt brudt ind, om ikke
Politivagten havde mødt imod i Døren og forenet sine
Anstrængelser med Konstabelens, saa de fik trukket
den stærke, uregjerlige Smedesvend ud.

Hans eneste Tanke, medens han med en vis kold-
blodig, maadeholden Lempe droges med dem udenfor
i Halvmørket, var, at faa holde sig saa nær, at han
kunde have Øie med Udgangsdøren. Han følte med
indestængt Raseri, at han, om de drev ham, hellere
slap Livet end forlod Haven nu!

SIDE: 120

Musiken holdt inde. Hede og forpustede strømmede
endel Mennesker ud under en Pause i Dansen.

... Der kom Wejergang - og Silla undselig og
halvt modstræbende med ham. Det bar opefter til Re-
staurationen.

Nikolai rev sig med et pludseligt Ryk løs og skjød
i næste Øieblik frem af Mørket ind imellem dem.

Silla udstødte et Forfærdelsens Skrig; men Nikolai
laante hende blot et Blik og slængte hende bag sig -
og stod saa Ansigt til Ansigt med Wejergang!

Den unge Løve skiftede Farve og famlede et Skridt
tilbage for det voldsomme hadefulde Udtryk; men,
gjenkjendende sin gamle Fiende fra Skoledagene, hæ-
vede hans Læber sig haanligt.

Den Mine netop bragte Nikolai til at styrte ind paa
ham og Wejergang til med et:

"Din brutale Slubbert!"
at svare med Spadserstokken tværtover hans Ansigt,
saa den knækkede:

"Hjælp! ... Hjælp! ... Politi!"

Nikolai havde slaat Næven i Wejergangs Frakke-
bryst, saa Knapperne reves op, da han kringsattes af
tre Konstabler.

En ung Pige fløi alt i ét forfjamset mellem Næverne
paa dem.

Publikum samlede sig mere og mere tæt omkring ...

Det var Markedsslagsmaal i Bedste Skikkelse; - og
det med den lange, svarte Jenten til.

... "En gal Bulbider af en Smedesvend! ... I
Arresten med ham," - udstødte Wejergang forbittret,
da han følte sig i Sikkerhed. "Der kan Du gruble saa-
længe.

Du er aldeles ikke uundværlig, min Ven!" lagde
han koldt tirrende til. "Den svartøiede Jenten skal
nok more sig i Markedet alligevel!"

Ordene var neppe udtalte, før Nikolai havde slidt
sig løs. Han svang Byldten med Skrinet, saa ingen
kunde komme ham nær, og kastede sig derpaa som

SIDE: 121

et Lyn ind paa Wejergang med et indbildt tænder-
skjærende:

"Det skal Du ha' sagt for sidste Gang i dit Liv!"

Den ene Haand famlede op mod Wejergangs Bryst,
og den anden gav ham et Slag med den fulde Vægt
af Skrinet, saa han tumlede om i Sneen.

Han reiste sig ikke igjen, - rørte sig ikke ...

Der blev Skrig og Opstyr mellem Publikum.

Enkelte raabte paa Mord, andre paa Læge ...

Under alt dette larmede og fanfarede Musiken fra
tre Steder.

En høiere Politifunktionær søgte at berolige, og dis-
krete Hænder bar den bevidstløse ud i en Slæde og
kjørte til Hospitalet.

Publikums hele oprørte Harme vendte sig nu mod
Ugjerningsmanden, der under stort Geleide førtes ud.

For en Sikkerheds Skyld blev han ude i Porten be-
lagt med Jern baade om Hænder og Fødder, hvilket
skede under stor Tilstimlen fra Gaden.

Men, da der saa var Tale om at trække ham ind i
Slæden, kastede Jenten sig saa fast over ham, at det
var umuligt at faa hende slidt fra. Hun vedblev til
Guttestimlens Jubel og Moro at skrige og hænge ved
endnu, da de havde faat ham op.

Det var ikke muligt for Politiet at komme afsted,
alt det man sled og trak i hende ... dér røg Skjørte-
linningen!

Gutterne huiede.

... "Slid! - riv! - træk Klæderne af mig!" ...

"Saa ha' da lidt Vet, Jente!" lød det fra en af Kon-
stablerne.

... "I faar ikke ta' ham! ... faar ikke ta' ham!" ...

Hun vred og rev i hans Haandjern.

"Det er min Skyld! ... Kan du ikke sige det til
dem, Nikolai!" hun skreg skjærende ud, - og Kon-
stablerne nyttede Øieblikket til at faa hendes Hænder
løste.

Afsted fo'r Slæden med Silla uden Tørklæde bag-
efter, fulgt af Guttesværmen.

SIDE: 122

Hun saa Politistationen aabnes for Nikolai uden at
kunne naa ham eller hindre det; - gik Time efter
Time udenfor og lyttede og ventede, medens Kon-
stablerne atter og atter betydede hende, at hun maatte
begive sig hjem.

Da hun saa omsider vandrede fortvilet opover, stan-
sede hun i ét væk. Men oppe paa Broen over Fossen
blev hun længe staaende ...

Det durede saa underligt dernede i Mørket ... Det
var, som hun paa noget Vis hørte til der! ...

- Hun laa udover Natten med en dump Følelse af
det hændte og vred sig under en usigelig Angst for
Rækkevidden af Nikolais Gjerning.

Af og til udstønnede hun et pint Suk ...

Hun kunde ikke blive kvit Synet af Haandbøilerne
og kjendte i Vildelsen det kolde Jern endnu i Hæn-
derne, indtil hun endelig kom ind paa den skjærende
Følelse af, hvor ussel hun havde været imod ham.
Hun syntes, Nikolai maatte spytte af hende.

Hun laa og stirrede som i et Syn paa sig selv, hvor-
ledes hun havde gaat der og ikke tænkt paa eller
stundet mod andet end sin egen Fornøielse, medens
Nikolai, Smedgutten hendes, - han med de stærke
Arme og de reale Øinene, som nu sad bag Fængsels-
slaaen - strævede og sled og sparede og tog i for
dem begge to, for at de kunde komme sammen!

Og, at han havde været ængstelig ræd for hende,
skjønte hun ogsaa nu, - med engang - som et Skjæl
var faldt fra Øinene ...

Bare han endnu holdt af hende. ... Han havde
sagt saa mildt og godt, at hun kom i Graad, naar hun
tænkte paa det: "Gaa hjem, Silla!" - to Gange ...

Havde hun vidst eller forstaat, hvad det var at holde
af nogen, før netop nu, det kanske var for sent. ...

Tanken førte hende atter ind i Angsten, og under
den steg der forvildede Billeder ... Wejergang styr-
tende om og udstrakt paa Sneen ... tilslut Nikolais
Arme med Haandjernene rekkende op af Fabrikfos-
sen!

SIDE: 123

- Hun laa søvnløs, til det blev Morgen, og saa det
samme ... Haandjernene i Fossen ... og saa han,
som vendte sig for slaget og faldt ... og saa det hele
om igjen ... rundt ...

Hun sad der hele Dagen til det skumrede.

Hendes Uro drev hende nedover til Politistationen.

Der saas alt tændt Lys indover Gangene, og var
saa mange Døre, hvoraf travle, uniformerede Mænd
gik ind og ud. Ved Indgangene sad og stod forskjel-
lige Mennesker og ventede ...

Hun havde ikke Mod til at spørge.

Hun gik i det tætte Snefog længe rastløs rundt om
Bygningen ...

Endelig bares det hende for, at hun maatte ind; og
i en Slags Tilstand, der gjorde hende ufølsom for Om-
givelserne, blev hun tilslut taalmodig staaende til-
sneet og hvid ved Porten, hvor Arrestlokalerne var.

Da den endelig gik op, vilde hun ind.

"Hvad skal Du?"

"Høre efter Nikolai."

"Nikolai, - hvad for en Nikolai?"

"Han, som kom herind inat."

"Er Du gal, Jente! ... Morderen? - Er Du hans
Søster?"

"Nei."

"Det er vel det, for den ryggesløse Karen har ikke
langt igjen," - han gjorde en betegnende Bevægelse
med Haanden over Halsen. "Han er død, han, som
var ude for ham, - i Middags, og Morderen sidder
nu for Vagt i Boldt og Jern!"

Hun havde ingen Fornemmelse af, hvordan det
gik til, at Porten blev lukket for hende igjen ...
eller af, at det snede saa tæt og stille med Lys af
Lygter gjennem Snesløret opefter Veien ... vidste
ikke, hvorledes hun var kommet op paa Broen igjen.

Det var der, hun skulde være ...

Dernede sad Nikolai med Haandjernene og rakte
Hænderne op - og skreg ... skreg efter hende!

- Næste Morgen saas et Stykke af en Kjole stikke

SIDE: 124

op af den løse Snemørje i Dammen. Hovedet var i
det høie Fald fra Broen knust imod Iskanten.

Det var konstateret, at den unge Wejergangs Død
direkte var foraarsaget ved det ham bibragte Slag, der
havde trængt ind i Hjernen.

Og ikke skulde Indtrykket blive formildet ved Niko-
lais Opførsel for Retten. Han stod endnu med vild
Sorg i sin Sjæl for Sillas Død og svarede at, om Wejer-
gang havde havt sju Liv, han vilde taget dem!

Adspurgt om hans Forældre, vilde han først ingen
have kjendt; men, da man gik ham nærmere paa
Klingen, udbrød han, pegende paa en sværbygget
Kone, som sad og græd henne paa Bænken:

"Hun heder Barbro ... De siger, hun er min Mor
... men han, som tog min Lykke i denne Verden, fik
baade Kjærligheden og Morsmelken!"

Barbro jamrede.

Hans Far? - Det kunde være hele Byen det! - han
saa sig rundt om paa Rettens Personale.

Det var Svar, som fuldkommen befæstede den Me-
ning, som ogsaa fra først af var Publikums i denne
opsigtsvækkende, stygge Mordsag, - at Retten her
havde for sig en fræk, i Bylivets Bærme tidlig forhær-
det Forbrydernatur.

Politiet selv havde Personen endnu i temmelig god
Erindring fra hans voldsomme Færd og øvrige tvil-
somme Forhold under Tyvssigtelsen. Og af hans For-
tid, der blev gjennemsigtet, fremgik, at han alt fra sin
tidligste Barndom havde udvist farlige Tilbøieligheder,
saa at der endog havde været Tale om at placere ham
paa Stiftelsen for moralsk fordærvede Børn.

Fra hans Læreaar i Hægbergs Smedie kunde der
overføres ham gjentagne Fakta, der beviste, at han
var en til Slagsmaal og Voldsomhed tilbøielig Person.

Ikke længere tilbage end ifjor havde han undsagt
Olaves, - som Vidnerne opfattede det, - paa Livet;

SIDE: 125

ligesom det af Forklaringerne i Retten fremgik, at han
den paagjældende Aften ihærdigt havde efterstræbt den
afdøde og lige før Gjerningen udtalt sin Agt at dræbe
i Truselen: "Det skal Du have sagt for sidste Gang i
dit Liv!"

Et formildende Moment laa unægtelig i den Om-
stændighed, at der var en Kjærlighedshistorie med i
Spillet, og at Handlingen syntes foranlediget af Jalusi.
Paa den anden Side var det bragt paa det rene, at
den ogsaa kunde betragtes som Udslaget af et gam-
melt Had allerede fra Barneaarene af ...

Dommen lød paa Strafarbeide paa Livstid!

Nede i Voldgraven skjød man tilmaals blaf i blaf ...

Længere henne paa Fæstningspladsen ekserserede
endel Soldater, medens der af og til lød et Hornsignal
i den stille Formiddag ...

Med en Vagt af Gevaldigere førtes en liden Afdeling
jernbelagte Fanger under raslende Ekko for hvert
Skridt fra Arbeidet langs Volden hen mod Slaveriets
indre Gaard.

Ved et Hul i Muren sagtnede den sidste af Fangerne
lidt paa Gangen. Han kastede et langt Blik igjennem
Aabningen.

Fjorden laa skinnende blaa nedenunder med talrige
hvide Seilere og en Damper med tyk Røg efter sig ned
mod Vandet ...

Han trak Aanden dybt, Næseborerne aabnede sig,
og det brede Ansigt viste et stærkt Oprør.

De andre var alt en fem seks Skridt foran, og Ge-
valdigeren satte i et Brøl paa Nummer seks og seksti
og udbrød knarvurrent:

"Du vilde gi't noget til for at kunne flyve ud nu,
Nikolai?"

SIDE: 126

"Jeg tænker, det er det, vi alle er skabt til jeg!"
svarede denne braat.

"Da skulde Du ogsaa stelle Dig, saa Du kunde vente
Benaadning."

Nikolai rystede bittert paa Hovedet; der skjød et
Glimt fra de graa Øine:

"Slap jeg ud, saa kom jeg bare ind igjen ... For,
enten er det Verden, som skulde paa Slaveriet, eller
ogsaa er det mig ... og det sidste faar det vel staa
ved!"

Afsted klirrede det igjen ...

SIDE: 129

Det var en klar, kold Eftermiddag oppe i Fjeldbyg-
den. Luften laa frostblaa med lette Rosentinter over
alle de skarpe Kanter, Skar og Toppe, der som en
Række gigantiske Sneskavler Taarn i Taarn svimlede
op imod Horisonten. Nedenunder klappede Bakker
og Lider Bygden til med hvide Vægge, stedse trangere
og trangere, nærmere og nærmere, altid mere stæn-
gende.

Sneen var kommet sent det Aar, men laa til Gjen-
gjæld nu, Julemaaneden gik ind, saa tung paa Furu
og Gran, at den bøiede baade Bar og Kvist. Bjerke-
lundene stod til Livet i Sneen; Bygdens smaa skiffer-
tækkede Husklynger laa halvt nedgravede med Fon-
ner tyngende over Tagene. Indgangene til Gaards-
tunene var dybe opmaagede Hulveie, hvoraf Grinde-
og Gjerdestolper stak op hist og her som sunkne Baad-
master.

Sneplogen var nylig gaat i Kongeveien, og oppe paa
Kompagnichefsgaardens bratte, røde Teglstenstag holdt
man paa at skuffle ned de store, frosne Skavler, der
hang faretruende udover Tagrenden.

Chefsgaarden laa særlig fremragende i Bygden. Den
var rødmalet og reglementmæssig optømret som de fle-
ste af den Slags endnu for en Menneskealder tilbage.

Over det nedføgne Havestakit laa Skaren med Spor
af Kjælkemeier og Ski næsten lige opunder Vinduskar-
men og smaarøg i Nordensnoen der ude i Solen.

Det var den samme kolde, leie Nordentræk, som,
hvergang Gangdøren gik op, ogsaa bragte Kjøkken-

SIDE: 130

døren indenfor til at gjøre det samme, og, om den
ikke lukkedes igjen, snart efter ogsaa en eller anden
Dør ovenpaa, - og saa Kapteinen til at fare rød og
hidsig ned fra Kontoret og forhøre og dominere over
hele Huset om, hvem der havde gaat der først, og hvem
der havde gaat der sidst. Han kunde aldrig begribe,
hvorfor de ikke holdt Døren igjen, skjønt Tingen var
den allerbegribeligste af Verden, - at Laasen var
gammel og glippende, og at Kapteinen aldrig vilde
koste Smed paa en ny.

Nede i Stuen paa en Plads mellem Sofaen og Ovnen
sad Kapteinsfruen i en gammel brun Værkenskjole
og syede. Det var en høi, stiv Skikkelse med et ut-
præget, men magert, fortørket Ansigt, Minen for nær-
værende bekymringsfuldt optaget af et intrikat Stu-
dium, - Muligheden af atter at faa sat en ny, hold-
bar Lap i Finalen paa Jørgens Bukser. De var altid
bundløse næsten til at fortvile over.

Hun havde bare taget sig Tid til det et Øieblik,
medens Jæger var oppe paa Kontoret og Børnene henne
paa Postaabneriet; thi i Huset gik hun den lange Dag
som en Hest i en Lermølle.

Det med Perlemor og forskjellige kostbare Træsor-
ter indlagte Mahogni Sybord, som stod opslaaet foran
hende, maatte være et Familiearvestykke. Det erindrede
i sin gammeldags Affalmethed lidt om hende selv og
passede ialfald aldeles ikke hverken til den høiryg-
gede, skrøbelige med Messingspiger beslaaede Skind-
lænestol, hvori hun sad, eller til den lange med grønt
Værken betrukne Birketræs Sofa, der stod som et
ensomt øde Land henne ved Væggen og ligesom saa
længselsfuldt over til det brune, smale Klaffebord, der
stod med nedslagne Vinger ligesaa ensomt og forladt
mellem begge Vinduer.

Den brune Kasse med de fire rette Ben henne paa
den nederste Væg med en Stabel af Papirer, Bøger,
Huer og Kikkerten ovenpaa var et gammelt Klaver, som
Fruen med megen Møie havde faat transporteret op
til Fjeldbygden af sit Hjems Efterladenskaber, og hvor-

SIDE: 131

paa hun trolig havde indøvet med Børnene de samme
Stykker, som hun selv havde lært.

Den uhyre Dagligstue med de nøgne Bjelkevægge,
det umalede sandstrøede Gulv og de smaa Ruder med
korte i Midten opfæstede Gardiner var nedover sin
Længde høist glissent møbleret. Der var en halv Mil
fra Stol til Stol og helt igjennem landsens tarveligt,
saaledes som Embedsmændene kunde have det oppe
i Fjeldbygden endnu i Firtiaarene. Midt paa den indre
Væg, foran den store hvide Brandmur, ragede den
gammeldags Ovn med Næs Jernværks Stempel og de
knastede Vedkubber under frem i Værelset som en
vældig Jætte. Der skulde heller intet mindre end en
saadan Jernmasse til for at magte at opvarme Stuen,
og i Chefsgaardsskogen var der nok af Ved.

Fruen havde endelig med Opgivelse af alle finere
Udveie for Permissionerne anlagt en mægtig alt over-
dækkende Lap og syede nu ivrigt. Eftermiddagssolen
spillede endnu svag bleggul i Vinduskarmen. Der var
saa stille i Stuen, at hendes Bevægelser ved Sømmen
næsten blev hørlige, og en Snelle, som faldt ned, gav
ligesom Ekko.

Med ét rettede hun sig som en Militær ved en Appel
og gav Agt. Hun hørte sin Mands rappe, tunge Trin
knage i Trappen.

Var det nu Gangdøren igjen?

Kaptein Jæger, en rød, rund og fed Mand i luvslidt
Uniformsfrakke kom hastig pustende ind med den
endnu vaade Gaasepen i Munden; han gik lige hen til
Vinduet.

Fruen syede blot hastigere, hun vilde nytte Tiden
og tillige klogelig indtage Defensiven mod, hvad der
kunde komme.

Han aandede paa den frosne Rude for at forstørre
dens gjennemsigtige Del.

"Du skal se, der er noget med Posten! Ungerne sprin-
ger omkap dernede i Veien, - de løber fra Jørgen med
Kjælken."

Synaalen gik kun endnu hastigere.

SIDE: 132

"Nei, hvor de render! . . . Thinka og Thea. - Men
Inger-Johanna! kom hid, Ma, og se, hvor hun sætter
Foden for sig. Er det ikke som hun danser? Nu vil
hun bare være den første hidind, og saa blir hun
den første, det skal jeg love Dig for. Det er ikke
Løgn, naar jeg siger Dig, at den Jentungen er vakker,
Ma! - det ser de alle . . . Ne-i, kom bare og se, hvor-
dan hun kniber sig frem foran Thinka. Saa kom da,
Ma!"

Men "Ma" rokkede sig ikke. Naalen gik med forceret
nervøs Hast. Kapteinsfruen syede omkap med Begi-
venheden; det var dog muligt, at hun kunde faa det
sidste af Lappen færdigt, inden de kom, og retnu gik
Solen bort bag Fjeldkammen; det var kort Dag, den
gav dem deroppe.

Trappen udenfor blev taget i to tre Trin, og Døren
gik op.

Ganske rigtig - Inger-Johanna!

Hun fo'r ind med ophægtet, tilsnet Kaabe. Kyse-
baandet havde hun knyttet op underveis i Trappen,
saa det viltre, sorte Haar faldt hulter til bulter frem i
det varme Ansigt. De blommede Valdersvanter ka-
stede hun aandpusten fra sig hen paa Stolen. Hun
stod et Øieblik, før hun kunde vinde Stemme, strøg
Haaret indunder Kysen og udstødte:

"Forbudsseddel om Skyds nede paa Stationen for
Kaptein Rønnow og Løitnant Mein! Hesten skal møde
her paa Gilje Klokken seks imorgen tidlig, staar der.
De kommer hid!"

"Rønnow . . . Ma!" brølede Kapteinen overrasket; det
var en af hans Ungdomskammerater.

Nu stormede ogsaa de andre ind med Efterretningen.

Fruens blege markerede Ansigt med det glatte sorte
Haar i Tunger nedover Kinden foran Kappen fik
noget fortænkt, urolig bekymret . . . Skulde det gaa
ud over Kalvestegen, hun havde reserveret til Provsten,
eller Grisen? - den sidste var kjøbt fra Nordbygden
og var forfærdelig mager. . . .

"Saa, saa, - Du skal se, de vil have ham ind til

SIDE: 133

Stockholm," vedblev Kapteinen eftertænksomt trom-
mende i Vindusposten, - "kanske Adjutant . . . Nei
de lader nok ikke den Kar blive forliggende der ve-
sterpaa . . .

Véd Du hvad, Ma! jeg har tænkt noget sligt, helt
siden Prinsen gav sig saa af med ham paa Moen. Jeg
sagde det ogsaa til ham: "De Skrønene dine, Røn-
now, gjør din Lykke; - men vogt Dig for Generalen,
han kjender Ulla!" "Aa pyt, det gli'er ned som Heste-
fo'r, mente han. Og det ser ud til det, - yngste Kap-
tein!"

"Prinsen!" . . . Fruen var netop blevet færdig med
Permissionerne og reiste sig hastig. Hendes leverbrune,
lidt krumnæsede, magre Ansigt fik et resolut Udtryk,
- hun bestemte sig for Gjødkalven.

"Inger-Johanna, pas paa, at Far tar Søndagsparyk-
ken paa," udbrød hun ilfærdigt og skyndte sig ud i
Kjøkkenet.

- Storstuovnen stod snart fuldpakket og glødende.
Den var ikke benyttet, siden den ivaares var pudset
og smurt med Isensværte, og osede nu, saa at man
maatte sætte op Døre og Vinduer ud til de sytten
Graders Kulde.

"Stor-Ola Dreng" havde travlt med at bære Ekstra-
fanger med lang Skived ind i Kjøkkenet og bagefter
med at behandle Kapteinens gamle Uniformsfrakke med
Sne paa Børsten ude ved Bislaget; - det skulde ikke
se ud, som han havde pyntet sig.

Gjæsteværelset gjordes istand med opslagne Senge
og Ifyren ligervis, saa det kneppede i den tynde Ovn,
og Fluerne pludselig vaagnede og summede under
Taget, medens Panelet brunedes udenfor Brandmuren
og lugtede Maling. Jørgen kjæmmedes med Vand i
Haaret, Smaapigerne skiftede Forklæder, til de skulde
ned at hilse, og sattes saa til at lave op Fidibusser til
Spillebordet.

Man speidede ud, saalænge Skumringen blot tillod
det, baade fra Over- og Underetagen, medens Stor-Ola

SIDE: 134

dernede med Topluen maagede op Sneveien foran Ind-
kjørselen og Trappen.

Og nu, det var blevet mørkt, lyttede Børnene med
bankende Hjerter efter den svageste Lyd nede fra
Veien. Al deres Tanke og Længsel stod kun ud mod
den fremmede fjerne Verden, der saa sjelden besøgte
dem, men hvorfra de hørte meget, der klang stort og
eventyrligt.

Der er Bjælderne!

Men nei, Thinka tog aldeles feil . . .

Man var alt paa det rene med det Faktum, da Inger-
Johanna, der stod henne i Mørket ved et Vindu, som
hun holdt paa Klem, udbrød:

"Men der er de!"

Ganske rigtig. De kunde høre Dombjælderne, efter
som Hesten rykkevis tog i og arbeidede sig opover Gilje-
bakkerne.

Gangdøren blev lukket op, og Stor-Ola stod ved
Trappen med Staldlygten med Talgstumpen i, færdig
til at modtage dem.

Endnu en Venten, og Bjælderne klang med ét ly-
deligt henne i Veien bag Vedskjulet . . . Nu hørte de
Frosten gnisse og knirke under Slædemeierne.

Kapteinen satte Lysestagen paa Bordet i Gangen,
hvis Gulv var nyskuret, vaadt og strøt med Ener. Han
gik ud paa Trappen, medens Børnene, Hoved ved Ho-
ved, gløttede ud af Kjøkkendøren og hindrede Pasop,
der knurrede og bar sig bagom dem, fra at storme ud
og gjø.

"God Kvæld, Rønnow! . . . God Kvæld, Hr. Løitnant!
- velkommen til Gilje!" lød hans kraftige, oprømte
Stemme, idet den Akedoning, der paa sidste Skifte var
beæret med Navn af Bredslæde, svingede ind paa
Gaardspladsen og hen til Trappen. "I er fint kjø-
rende, ser jeg!"

"Hundekoldt, Peter! . . . Hundekoldt, Peter," svarte
det fra den høie Peltsskikkelse, der slap Tougtømmerne
og nu noget stiv i sine Bevægelser steg ud af Slæden,
medens Hesten svedig rystede sig i Sælen, saa det

SIDE: 135

skraldede i Dombjælderne. "Jeg tror vi er bundfrosne.
Og saa vilde den lille Rotte, vi har til Hest, ikke gaa
. . . Det er en Grævlingehund, de har spændt for til at
grave os igjennem Snefonnerne. - God Dag, Peter! det
skal være godt at komme ind hos Dig . . . Staar til?"
endte han oppe i Trappen, rystende Kapteinens Haand.
"Tag ind Flaskefodret, Løitnant!"

Medens de to Herrer fik Peltse og Reisestøvler trukne
af i Gangen og afgjorde Skydsbetalingen, og Stor-Ola
bar Kufferten op paa Gjæsteværelset, udbredte der sig
inde fra Stuen en Duft af Kongerøgelse, der med ét
bragte Kaptein Rønnows Kavallerinstinkt til at huske
paa Fruen, hvem han i Gjensynets Glæde med sin
gamle Kammerat hidtil havde glemt. Hans store sta-
telige Skikkelse stansede foran Døren og rettede paa
Halsbindet:

"Ser jeg nogenlunde ud, Peter? - saa jeg anstændi-
gen kan staa frem for din Frue," han fo'r med Haan-
den gjennem det sorte, krøllede Haar.

"Javist, javist, vakker nok . . . Pokkers staut Kar,
Løitnant! - Værsaagod mine Herrer."

"Kaptein Rønnow og Løitnant Mein, Ma!" sagde han,
idet han aabnede Døren.

Fruen reiste sig fra sin Plads ved Bordet, hvor hun
nu sad med et smukt hvidt Strikketøi. Hun hilsede saa
hjertelig, som hendes stive Skikkelse tillod, paa Kap-
tein Rønnow og noget let mønstrende paa Løitnanten.
Det var Stiftamtmandens Søster, som der "gjordes
Salaam" for, som Kaptein Rønnow bagefter udtrykte
sig . . . gammel stor Familie.

Fruen forsvandt lidt efter i Husligheden for at "skaffe
dem noget til Aftens".

Kaptein Rønnow gned Hænderne efter Kulden, svang
sig om sit ene Ben paa Gulvet, stillede sig saa med
Ryggen mod Ovnen:

"Jeg siger Dig, vi er bundfrosne, Peter . . . men -
aa Løitnant tag ind Flaskefodret!"

Da Løitnant Mein kom ind igjen, tog Rønnow en

SIDE: 136

med Etikette forsynet, forseglet Flaske og holdt den
svingende efter Halsen hen imod ham:

"Ser Du den, Peter Jæger! Se rigtig paa den, - og
bliv rørt over en Kammerat. Ægte Arak fra Atschin i
For-, i Bag-, i Øst- eller Vestindien. Jeg overrækker
Dig den herved. Maatte den smelte dit Hjerte, Peter
Jæger!"

"Varmt Vand og Sukker, Ma!" raabte Kapteinen ud
i Kjøkkenet, "saa skal vi snart kjende, om Du blot
vil trække os enfoldige Landsfolk op med Historier.
Og saa Whistbordet frem, til vi faar Aftensmad, -
vi faar gjøre den trekantet med Blindemand."

"Brrr . . . rrr . . . potz blitz! hvad er det for Stof,
Du har i Tobaksdaasen, Jæger?" udbrød Rønnow, der
var henne og stoppede en Pibe. "Pulver, Nysepulver,
tror jeg! Lugt, Løitnant! - det maa være noget Orme-
krudt fra Barnekammeret."

"Tidemands Trekroner, Far! Vi taaler ikke jers
Bladtobak og Virginia heroppe i Fjeldbygderne," lød
det fra Jæger, der slog op og ordnede Spillebordet.
"Tag bare ved Siden af under Blylaaget, der finder Du
karvet Bladtobak, Bremerblade saa svarte og saucede,
som Du vil have dem. Heroppe er det bare Bukken, vi
kan byde den Slags, - og saa Folk, som kommer fra
Bergenskanten; der bruger de stærk Tobak til at tørke
paa Regnskodden med."

Døren gik op, og Husets tre Smaapiger samt deres
lille Broder kom ind bærende Brættet med Glassene
og Muggen med det varme Vand, hvilket Arbeide de
syntes at have fordelt mellem sig efter Reglerne for
Processionen i Hertugen af Marlboroughs Ligbegjæn-
gelse, hvor, som bekjendt, den fjerde bar ingenting.

Den høie blonde Kathinka gik i Spidsen med Bræt-
tet og Glassene med klirrende Theskeer i. Hun prø-
vede det Kunststykke at neie og hilse, medens hun bar
Brættet, og blev brændende rød, da det holdt paa at
gaa galt, og Løitnanten maatte række Haanden ud for
at støtte paa.

Han blev straks opmærksom paa den næstældste

SIDE: 137

mørkblikkede med de lange Øienfrynser, der kom med
den rygende Vandmugge paa en Tallerken, medens den
yngste, Thea, holdt sig lige efter hende med Sukker-
skaalen.

"Men, kjære Peter Jæger!" udbrød Rønnow over-
rasket ved Synet af Vennens næsten voksne Døttre,
"naar har Du lagt Dig til alt dette? Du skrev engang
om nogle Smaapiger, og en Gut, som skulde døbes."

Idetsamme kom Jørgen meget resolut spankulerende
frem over Gulvet og bukkede efter bedste Evne, idet
han tog til sin stride gule Lug som en Hue.

"Hvad heder Du?"

"Jørgen Winnecken von Zittow Jæger."

"Det var svært! Du er vel en hel Fjeldgut, Du? Lad
mig se, om Du kan spænde saa høit som dit eget
Navn."

"Nei, men som min egen Hue," svarede Jørgen, han
gik tilbage paa Gulvet og gjorde et Rundkast.

"Resolut Kar den Jørgen!" - og dermed havde Jør-
gen produceret sig, han traadte tilbage i Ubemærkhe-
den. Men medens Herrerne tillavede Arakpunschen
henne ved Klaffebordet, holdt han Øinene uafladelig
fæstede paa Løitnant Mein. Det var dennes sorte over
Læberne retskaarne Knebelsbarter, som han syntes lig-
nede saa et Bidsel, de ikke havde faat rigtig ind i
Munden paa ham.

"Aa hør, min Pige," vendte Rønnow sig til den af
Døttrene, der stod ved Siden af ham, medens han
rørte Sukkeret ud i det dampende Glas, "hvad heder
Du?" . . .

"Inger-Johanna!"

"Ja hør nu" . . . han talte uden at se paa andet end
den Arm, han anmodende rørte ved. "Aa hør, min
lille Inger-Johanna! i Brystlommen paa min Pelts der-
ude i Gangen ligger to Citroner, - jeg trode ikke, den
Frugt, voksede her oppe i Fjeldbygden, Peter, - to
Citroner? . . ."

"Nei jeg! Maa jeg bede, jeg!" fløi Løitnanten galant
til.

SIDE: 138

Kaptein Rønnow saa forundret op. Den mørke, ma-
gre Pige i den udafvoksede Kjole, der slængte hende
kort om Benene, og de tre svulmende svære, for Lei-
ligheden haardt krumflettede sorte Ankertoug nedover
Ryggen, stod nu lige i Lyset foran ham. Halsen stak
fintformet og blændende frisk af mod den lidt ned-
skaarne blaa Værkenskjole og bar Hovedet stolt op
ligesom med en liden svaneagtig Bøining.

Kapteinen begreb med ét, hvorfor Løitnanten var
saa paafærde.

"Bomber og Granater, Peter!" udbrød han.

"Hører Du det, Ma!" gryntede Kapteinen lunt.

"Her paa Bondebygden vokser Børnene desværre op
uden andre Manerer end dem, de lærer af Tjeneste-
folkene," sukkede Fruen . . . "Staa ikke sammensun-
ken i Ryggen, Thinka, - ret Dig!"

Thinka rettede sin lange, opløbne, blonde Skikkelse
og forsøgte et Smil. Hun havde den vanskelige Opgave
at skjule et Plaster paa den ene Side af Hagen, fra
hun iforgaars faldt ned gjennem Kjælderlemmen i
Kjøkkenet.

Snart sad de tre Herrer hyggelig ved Kortene dam-
pende af hver sin Pibe og med et varmt Glas Arak-
punsch ved Siden. To støbte Talglys i høie Messing-
stager stod paa Spillebordet og to henne paa Klaffe-
bordet; de lyste akkurat saa meget, at man saa Al-
manaken, der hang i en Hyssing ned fra Spigeren un-
der Speilet, og en Del af Fruens høie Skikkelse og An-
sigt, medens hun sad i den strimlede Kappe og strik-
kede.

Indover Værelsets Dunkelhed skjelnedes neppe de
borteste Stole henne ved Ovnen og Kjøkkendøren, fra
hvilken der af og til lød Sus af Stegebrasen.

"Tre Træk, saa sandt jeg lever, . . . tre Træk, - og
paa de Kort!" udbrød Kaptein Rønnow, ivrig i Spillet.

"Tak . . . Ta-k!" vendte han sig til Inger-Johanna,
der kom med en tændt Fidibus til hans udgaaede Pibe.
"T-a-k!" - vedblev han dragende Røgen til sig og
dampende, hans mønstrende Øie blev atter hængende

SIDE: 139

ved hende. Udtrykket var saa levende; de store, mørke
Øine gik frem og tilbage under Øienfrynserne som
dunkle Draaber, medens hun stod og fulgte Kortene.

"Hvad heder Du nu igjen, min Pige?" spurgte han
distrait.

"Inger-Johanna!" gjentog hun med et vist Lune; hun
undgik at se paa ham.

"Javist, javist!"

"Naa, saa det er mig som skal give. . . . Deres Dat-
ter sætter mig Fluer i Ho'det, Frue! Jeg faar Lyst
til at tage hende med mig ned til Kristiania til Stift-
amtmandinden og vise hende frem. Vi skulde gjøre
rasende Lykke, det er jeg vis paa.

. . . Naa endelig, rigtig git. - Spil ud!"

Med Haanden paa Faderens Stoleryg stirrede Inger-
Johanna ufravendt ned i Kortene; men hendes Ansigt
havde et forhøiet Skjær.

Rønnows Blik streifede hende fra Siden.

"Et Syn for Guder . . . et Syn for Guder!" udbrød
han og slog de Kort, han just havde ordnet, sammen
med den høire Haand og kastede dem paa Bordet.

"Jeg mener naturligvis, hvorledes Løitnanten haand-
terer Blindemanden . . . De forstaar, Frue!" nikkede
han med Betydning. "Bikkedød, Peter, det var et Kort
at spille ud!"

"Her skal Du se, hvad jeg mener," tog han i . . .

"Trumf, Trumf, Trumf, Trumf!"

Han satte ivrig fire gode Kløvere i Bordet efter hver-
andre uden at oppebie, at der fulgtes paa.

Fruens Mine, som hun sad der og hørte sine in-
derste Tanker repetere saa unbefangent, var ubevæ-
gelig lukket; hun sagde noget ligegyldigt hen:

"Det er paatide, Børn, I siger Godnat, det er over
Sengetid. Sig smukt Godnat til Herrerne."

Befalingen fo'r over deres Miner som en Skuffelse;
men der var ikke Tale om andet end beskedent at ad-
lyde, og de gik rundt om Bordet og neiede og tog Kap-
teinen og Løitnanten i Haand.

Det sidste, Jørgen lagde Mærke til, var, at Løitnan-

SIDE: 140

ten dreiede sig, strakte Halsen og gabte ligesom "Svar-
ten", da de gik ud.

Fruen rettede sig med Strikketøiet:

"De kom jo i sin Tid til min Broder Stiftamtman-
dens, Kaptein Rønnow," anspillede hun. "De er barn-
løse Folk, som kan føre et gjæstfrit Hus. De gjør dem
vel ogsaa en Visit nu?"

"Om jeg gjør, Frue? At undlade det vilde være en
Forbrydelse! - I har nu vel tænkt at sende nogen af
Døttrene derind? Stiftamtmandinden er den, som for-
staar at føre en ung Dame ind i Verden, og jers Inger-
Johanna!" . . .

Fruen svarede langsomt med Vægt; der kom noget
af en undertrykt Bitterhed op i hende:

"Det vilde være en altfor uventet Lykke; - men vel
mere end vi afsides Landsfolk kan vente af vor store,
fornemme Svigerinde. Smaa Forholde gjør desværre
smaa Folk, store skulde gjøre dem anderledes. Min
Broder har gjort hende til en lykkelig Kone."

"Top! vil I tillade en gammel Ven at virke lidt for
Eders indtagende lille Inger?" udbrød Kaptein Rønnow.

"Jeg tænker, Ma vil takke Dig! hvad Gitta? - saa
har Du en Knag at hægte nogen af dem paa. Det
skal forresten ikke være fra nogen af os to, at Inger-
Johanna har taget Skjønheden i Arv, Ma!" kræmtede
Kaptein Jæger afledende sin Hustrus straffende Blik;
"men der er Race i hende baade paa Fars og Mors-
siden. Hendes Oldemoder blev giftet op til Norge af
den danske Dronning, fordi hun var for vakker der
ved Hoffet, - det var din Bedstemoder, Ma! Frøken
von . . ."

"Men kjære Jæger!" bad Fruen.

"Pyt, Ma, - der er strøt mange Aars Sand over de
Ting."

Da Spillet igjen var kommet igang, gik Fruen med
Strikketøiet hen til Spillebordet, pudsede først det ene
Lys og saa det andet, bøiede sig nedover sin Mand og
hviskede noget.

Kapteinen saa temmelig overrasket op:

SIDE: 141

"Ja-vist, Ma? - Javist! - - Min Kamel for din
Drommedar, sagde Per Vangensten, da han byttede sin
gamle spattede Hest med Mamens Blodsføl, . . . kom-
mer Du med din Arak fra Holland og Bagindien, saa
sætter jeg min Rødvin direkte fra Frankrig imod, -
ægte Bordeaux, hjemført og tappet lige af Oksehove-
det! Det var netop to Dusin, Stiftamtmanden sendte
os op med Fragtelæsset den Høst, Jørgen blev døbt . . .

De to øverste til venstre, Ma! - Det er bedst, Du
tager Marit med Dig ned med Lygten . . . Saa kan Du
fortælle Stiftamtmandinden, at vi drak hendes Skaal
heroppe mellem Snefonnerne, Rønnow."

"Ja, hun er saare tilgjængelig for den Slags, Peter
Jæger!"

- Da Fruen igjen kom ind, bar hun den stive Da-
maskes Dug paa Armen og fulgtes af en Pige, som
skulde være hende behjælpelig med at flytte Klaffe-
bordet frem paa Gulvet.

Der skulde dækkes og Spillebordet forflyttes over
Gangen ind i Storstuen, hvor der nu var blevet varmt.

"Kan Du ikke vente, Ma, til Rubberen er ude?"

Ma svarede ikke; men man følte fuldstændig Tryk-
ket af hendes Taushed; det gjaldt hendes Ære, Kalve-
stegen.

Og der spilledes tyst videre med et Slags rasende
Damphast.

Endelig udbrød Kapteinen, da Ma fremdeles stod
ubevægelig, med Dugen midt paa Gulvet:

"Naa, naa, saa faar vi afsted, Rønnow!" - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

I Sovekammeret ovenpaa hamrede og bankede
utaalmodige Hjerter.

Medens Jørgen sov ind med Billedet af sin Løitnant,
der gabte lig Svarten, naar den kom ud i Dagen af
Stalddøren, og efterat Torbjørg havde slukket Lyset,
listede Søstrene sig ud i den store, kolde, mørke Gang.
Der stod de alle tre lænede udover Rækværket og
stirrede ned paa Peltsene med Skjærfene, som hang
paa Bjælkevæggen, og paa Kjøresvøben og de to Sabel-

SIDE: 142

hylstre og Flaskefodret, der døsig oplystes af Staldlyg-
ten paa Gangbordet.

De kjendte Stegeduften stige op, appetitlig og varm,
og saa, hvorledes Gjæsterne gik med hver sit Punsche-
glas i Haanden og med blaffende Lys over Gangen ind
i Storstuen.

De hørte Udslagsbordet slaaes ud og dækkes og op-
fangede siden Lyden af Klinken med Glasse, Latter og
høirøstede Stemmer.

Hver Lyd dernede blev udlagt, hver Ordstump dig-
tede sig til noget for deres tørstige Fantasi . . .

De stod der i Kulden, indtil de huttrede og hakkede
med Tænderne, og deres Lemmer skalv mod Trævær-
ket, saa at de maatte ind i Sengen igjen og tine sig
op . . .

De hørte, hvorledes Stolene larmede, da man en-
delig brød op fra Bordet, og de maatte ud paa Gangen
igjen, Thinka og Inger-Johanna, - Thea sov. Det
hjalp noget, naar de satte Fødderne op paa den un-
derste Række af Gelænderet, eller hang sig over det
med Benene trukne op under sig.

Thinka holdt ud, fordi Inger-Johanna holdt ud; men
tilslut maatte ogsaa hun give tabt; hun kjendte ikke
sine Ben mere. Og nu hang Inger-Johanna der alene
udover Rækværket . . .

En vis lummer, sammenfrosset Punsch- og Tobaks-
duft steg op igjennem Trappen i Kulden, og, for hver
Gang Døren dernede aabnedes og viste det matte, røg-
blaa Lysskjær inde i Storstuen, kunde hun høre Offi-
cersnavne, Stumper af Latter, af voldsomt paastaaelige
Forsikkringer, af tordnende Bedyrelser ved alle mulige
og umulige over- og underjordiske Magter, og deri-
mellem Faderens oprømte Stemme, - alt hakkevis af-
klippet, for hver Gang Stuedøren atter faldt i . . .

Da Inger-Johanna kom i Seng igjen, laa hun og
tænkte paa, at Kaptein Rønnow havde spurgt hende
to Gange om, hvad hun hed, og saa igjen, hvorledes
han ved Spillebordet havde sagt: "Jeg kunde have Lyst

SIDE: 143

til at tage hende med mig ind til Stiftamtmandinden,
vi skulde gjøre rasende Lykke!"

Og saa det bagefter: "Jeg mener naturligvis hvor-
ledes Løitnanten haandterer Blindemanden," - som
de tro'de, hun ikke forstod . . .

Vinden tog i og tudede om Hushjørnet, hvinede og
brummede ned igjennem den store, kalkede Skorstens-
pibe ude paa Gangen . . . og hun hørte endnu halvt i
Drømme Kaptein Rønnows: Trumf! Trumf! Trumf!
Trumf!

Ma gik jo næste Dag i Huset som sædvanlig med
Nøgleknippet; - hun havde blot saa omtrent ikke so-
vet den Nat!

Gammel før Tiden var hun blevet som saa mange
andre "Maer" i Husstellet dengang, - gammel af at
bære smaalig Grin, af Kjas og Mas, af aldrig at faa
Pengene til at strække til, af at bugte og krøge sig,
af bestandig at se ud som intet og være alt, - den
egentlig bekymrede Tanke i Huset.

- "Man lever jo for Børnene!" -

Det var "Mas" yndlings-trøstens Suk. Og Tiden
var endnu ikke kommet indom "Maerne" med Spørgs-
maalet, om man ikke ogsaa skylder at realisere sit
eget personlige Liv.

. . . Men for Børnene var det Fridag, og lige efter
Frokosten styrtede de ind i Storstuen.

Der stod Spillebordet igjen flyttet hen til Væggen
med Kortene sammenkastede uordentlig i Hob oven-
paa det Papir, hvorpaa der var holdt Regnskab. Det
var tilslut sammenlagt og brændt i den ene Ende som
Fidibus; og ved Siden af laa under den foreløbige Ren-
gjøring de tre Piber henstuvede. Det ene Vindu stod
endnu aabent, uagtet Vinden tog i det, saa det rystede
i Stormkrogen.

Der var noget ved Værelset, - en indbidt Lugt, som
. . . ikke var god, nei, . . . men der var alligevel noget
over det, - noget af en Begivenhed. . . .

SIDE: 144

Udenfor Vinduet stod Stor-Ola med Hænderne paa
Spaden i Sneskavlen og paahørte Marits Beretning om,
at Kapteinen imorges havde lagt en blank Halvdaler
i Drikkepenge paa Bordet oppe paa Gjæsteværelset og
Løitnanten to Tolvskillinger under Lysesaksen, og
hvordan Fruen havde delt dem mellem Pigerne.

"Løitnanten var nu ikke saa sliphændt han," mente
Marit.

"Ved Du ikke, at en Løitnant blir skudt, dersom
han gi'r saameget som sin Kaptein, Jente!" kjappede
Stor-Ola i efter hende, idet hun skyndte sig ind med
Stabursnøglen og Melkjørrelet.

Inde fra Kapteinens Soveværelse hørtes Duren af
hans Snorken den hele Formiddag. Gjæsterne havde
ikke været i Seng og var reist Klokken seks om Mor-
genen, da Skydsen kom for Døren, - efterat ogsaa den
anden Flaske af Rønnows indiske Arak var medgaaet,
og et Frokostbord med Akevit, Svinesylte og Levnin-
ger af Kalvestegen igjen havde styrket dem til Dagens
Reise. -

Men det gjaldt at nytte Fridagen!

Søstrene rumsterede i Gangen med Skierne, og Jør-
gen holdt paa med det Vovestykke at sætte nedover
Gangdørstrappen.

Snart stod de udover den lange bratte Bakke bag
Fjøset, - Skistaven paatvers i begge Hænder foran til
Ballance, Skærfet i Farten bagud om Nakken. I Hoppet
tabte Inger-Johanna Ligevægten og holdt paa at -
nei, hun stod sig!

Det kom af, at hun keg op til Sovekammervinduet,
om Faderen paaskjønnede hende.

Han gik deroppe og klædte sig paa. Ma havde en-
delig ved Middagstid vovet sig til at vække ham.

SIDE: 145

Dagen før Lillejuleaften ventede man Stor-Ola og
Svarten med Fragtelæsset fra Kristiania, hvor de to
Gange om Aaret - ved Sankthans og Jul, - var nede
efter Varer til Husets Forsyning.

Idag var det niende Dagen; men i et Føre som dette,
hvor Hestebenene slog igjennem for hvert Skridt,
kunde ingen vide noget sikkert.

Mødt i Stormløb langt nede i den sleipe, slaskede
Bakke af Børnene og den gjøende, for det ene Øie de-
fekte Pasop, kom Læsset udpaa Eftermiddagen, medens
Svarten midt under Basketaget i Bakkeknækken vrin-
skede og knæggede af Gjenkjendelse og Længsel efter
at naa ind i Stalden ved Siden af Brunen igjen. Den
var fuldstændig fornøiet af Turen og arbeidede sig
skumsved i Sælen for at blive Giljebakken kvit.

Marit Kokke og Torbjørg var fremme i Bislaget
foran Kjøkkenet; de tre Pigebørn og Jørgen stod fuldt
optagne omkring Læsset og Hesten, og Kapteinen selv
kom ned af Trappen.

"Naa, Stor-Ola! hvordan har Svarten klaret sig? -
svedt og medtaget, ser jeg!

Fik Du Uniformsknapperne? . . . Naa saa! - Du
glemte vel ikke Tobakken! - og Uhret, kunde de
gjøre noget ved det? - Har Du Notaen? . . . Naa, -
saa faar Du sætte ind Svarten, han skal have sig en
ekstra Ration idag med Havre.

Hvad? hvad har Du der?"

Stor-Ola havde foruden Notaen op af sin indre Ve-
stelomme trukket et i Papiromslag omhyllet Brev,
blaat Postpapir med et smukt rødt Segl for. Kaptei-
nen stirrede et Øieblik overrasket paa det. Det var
Stiftamtmandindens Skrift og Signet i Lakket, og han
skyndte sig uden at sige et Ord ind til sin Hustru.

Bylæsset - den store Halvaarsbegivenhed - optog
hele Husets Opmærksomhed. Dets Indhold interes-
serede alle, ikke blot Børnene, og naar Stor-Ola bag-
efter om Kvælden sad i Kjøkkenet, hvor han trakte-

SIDE: 146

redes for Hjemkomsten og fortalte om sin Tur derinde
i Sta'en og om Svarten og "eg", hvilke Mirakler de
havde udført sammen i den og den Bakke, - og
Læsset veiede dennegang mindst et halvt Skippund
mere end sidst - saa stod der en vis Glans om hans
Person og om Svarten med! . . .

En Kvæld havde den selv taget Veien i Snefoget, og
engang var Saltsækken glemt, og da vilde Svarten
radt ikke flytte sig fra Gjæstgivergaarden, men slog op
med Halen for hvert Pidskesmæld og skottede og gløt-
tede tilbage, indtil Jenten kom løbende ud fra Gan-
gen og raabte om Sækken, - saa bar det afgaarde.

Kapteinen var gaaet ind og havde en Stund vandret
op og ned i Stuen med Stiftamtmandindens blaa Post-
papirs Brev i Haanden. Han saa ganske fortørnet hen
paa Ma, da hun syntes at ville tænke mere paa By-
læsset end paa hans Foredrag. Hun havde blot sagte
indvendt, at de maatte tale om alt dette iaften.

"Alt dette, - alt dette, Ma! - at Inger-Johanna er
buden didind til næste Vinter. Og det har vi Rønnow
at takke for. Det er da kort og greit nok, skulde jeg
tro. Hvad? Hvad?" brusede han utaalmodig op. -
"Er det ikke greit? . . . eller har Du noget bag Øret
om den Ting ogsaa?"

"Nei . . . nei kjære Jæger!"

"Ja, da skulde Du ikke opholde hele Aflæsningen af
Varerne med dine stille betydningsfulde Suk og hem-
melige Meninger, som altid gjør mig gal i Hovedet. Du
véd, jeg hader det. - Jeg marscherer altid lige paa
Meningen!"

"Jeg tænkte bare paa din Uniformsfrak, om Skræd-
deren har sendt med Resterne af Klædet, du véd" . . .

"Du har Ret, Du har Ret, Gitta!" Og ud fo'r han som
en Ild.

I Kjøkkenet skede en Op- og Udpakning foran det
mangeskuffede Speceriskab, hvor Rosiner, Svedsker,
Mandler, de forskjeliige Sorter Sukker, Allehaande og
Kanel blev fordelt ned i hver sit Rum. Af og til faldt
en Tribut, en Svedske, to Mandler eller tre Rosiner, til

SIDE: 147

hver af Børnene; - og det lod sig ikke nægte, at dette
med Bylæsset var som en foreløbig Juleaften.

Kapteinen stod først ivrig interesseret hos for at faa
fat i Blækkrukken, Tobakken og de stærke Sager, som
skulde forvares i Kjælderen; - de maatte op og alt
andet tilside! og siden fløi han ind og ud med en
eller anden af Regningerne i Haanden og en dyppet
Gaasepen for at sammenligne den med Generalnotaen,
som Fruen havde naglet op paa den øverste Dør i
Speceriskabet.

"Ma! - kan Du begribe sligt Optrækkeri?" han braa-
stansede foran Notaen, som dog tilslut altid befandtes
at være i sin Rigtighed, og vendte saa betænksomt om
igjen, idet han tørrede Pennen i sin rødbrune Hver-
dagsparyk.

Hans blodfulde, høirøstede, noget konfuse Natur blev
altid desperat, naar han saa en Regning; den virkede
som et rødt Klæde paa en Okse, og naar, som nu, alle
Halvaarsregningerne kom stormende paa engang, baade
burede og brølte han. Dette var en gammel Sag for
hans Hustru, der havde erhvervet sig en mærkelig
Færdighed i at tage Oksen ved Hornene.

De Krænkelser, som han saaledes ikke led, syntes
alligevel at ophobe et voksende Fortørnelsens Veir hos
ham. Med et hæftigt Tag i Dørklinken og Paryken
skudt paaskjeve kom han pludselig farende:

"Fire og sytti Specier tre Ort og sytten Skilling! . . .
Fire og sytti - Specier - tre Ort - og sytten Skil-
ling! - det er næsten til at blive gal over. - Og saa
har Du bestilt Succade . . . Succade!" han tog Tonen i
Fistel og lo af bare Forargelse.

"He, he, he, he, he, har vi nu Raad til det?"

"Og saa - Mandelsæbe til Gjæsteværelset!" Det sid-
ste kom i en dyb, dæmpet, mørk Bas, - "jeg kan ikke
engang begribe, hvordan Du har kunnet falde paa det."

"Kjære Mand, det er jo gi't os i Opgjæld, - ser
Du ikke, at det ikke er opført for noget."

"Opgj-æld! . . . naa saa Opgjæld . . . Ja der ser Du
bare, hvor de snyder. - - Fire og sytti Specier tre

SIDE: 148

Ort og sytten Skilling - det er til at forfærdes over,
rent ud! - hvor skal jeg skaffe Pengene" . . .

"Men Du har jo alt skaffet dem, Jæger! . . . Husk
paa Folkene," hviskede hun hurtigt; det var en stille
Bøn om at opsætte Resten af Udbruddet til senere om
Aftenen paa Tomandshaand.

Kapteinens forskjellige ekstatiske Blodopstigninger
i Anledning af Regningerne gik over Huset den Efter-
middag som det befriende og rensende Tordenveir før
Jul. Forknytte og forpinte tyede Børnene under By-
gerne i Ly af Moderen, der tog af for Uveiret, men
naar hans Skridt saa igjen hørtes ovenpaa i Kontoret,
gik deres Arbeide lige ihærdigt og nyfigent med at
kige i og ryste ud Poserne for at finde ud en eller
anden efterglemt Rosin eller Korint, med at samle Hys-
sing, tilse Vægten og skjære op Stangsæben.

Under alle disse Anfægtelser stod Fruens høie Per-
son i uafbrudt Travlhed bøiet som en Kran over Kas-
sen med Byvarerne, der var løftet ind paa Kjøkken-
gulvet.

Dunke, Vidiekurve med Hø i, Smaasække og en Uen-
delighed af Pakker i graat Omslag ombundne med
Hyssing, smaa og store, forsvandt efterhaanden i deres
forskjellige Opbevaringssteder lige til den sidste, Sæk-
ken med det fine Hvedemel, der blev baaret ind af
Stor-Ola og sat hen for sig i Melkassen inde i Spise-
kammeret.

Da saa Speceriskabet endelig lukkedes, stod Kaptei-
nen for tyvende Gang der. Med en Mands Mine, hvem
man nu kan have ladet vente og pines længe nok,
bankede han hende med Fingeren let paa Skulderen og
sagde stille bebreidende:

"Det undrer mig virkelig, Gitta, at ikke det Brev, vi
har faat idag, optager Dig mere?"

"Jeg har havt saa ondt for at tænke paa andet end
alle dine Ærgrelser med Regningerne, Jæger! Nu sy-
nes jeg, Du gjerne kunde smage paa Franskbrænde-
vinet iaften, om det er godt nok til Julepunschen . . .
Konjaken er saa dyr."

SIDE: 149

"Du siger noget, Gitta! . . . Ja, ja - lad os bare faa
Aftensmad snart."

Tallerkenerne med Havregrød og den blaa Melk i de
kolde Kopper sattes ind; de stod som sorte triste Øer
henover Dugen og fristede ikke til at hale Tiden ud
ved Aftensbordet.

Efterat den nødvendige Del af den var slugt, og Bør-
nene sendt ovenpaa, sad Kapteinen nu noksaa lunt og
hyggeligt foran det endnu udslaaede Klaffebord med
sin Tobak og sin Smage-Toddy af Franskbrændevin,
hvis Forvandling til Julepunsch gik for sig ude i Kjøk-
kenet, hvorfra der ogsaa brasede fra Vaffeljernet.

"Bare stærk Ma! - bare stærk, - saa hjælper Du
Dig med Puddersukker" . . .

"Ja, ja," smagte han af Øsen, hvormed hans Hustru
kom ind, "den kan Du gladelig traktere Fogden med."

"Nu kommer Marit ind med varme Vafler! - og
saa var det om Stiftamtmandindens Brev . . .

Ser Du, Jæger! - vi kan jo ikke sende Barnet did-
ind, uden vi har hende passende udstyret; hun maa
have en sort Silkes Konfirmationskjole, Bystøvler og
Sko, Hat og andet."

"Sort Silkes Konf-."

"Ja og et Par andre Kjoler, som vi maa bestille
derinde i Kristiania; - der er ingen Raad for det."

Kaptein Jæger begyndte at gaa frem og tilbage.

"Saa saa, - saa saa! . . . Ja, naar det er Meningen,
saa - tænker jeg, vi kort og godt takker for Ind-
bydelsen."

"Ser Du, det vidste jeg, Jæger! Du vil nok ha' Blom-
men, men, slaa Ægget itu, det betænker Du Dig paa."

"Slaa Ægget itu? Slaa min Pung itu, mener Du!"

"Jeg mener, Du faar opsige en Del af de sekshun-
drede Daler, Du fik med mig. Jeg har nu tænkt og
regnet nok over det. Inger-Johanna alene kommer til
at koste os over hundrede Daler iaar . . . og, naar saa
Thinka skal til Ryfylke, slipper vi ikke med to hun-
drede."

"Over to hundrede Daler! - Er Du gal? Er Du gal

SIDE: 150

. . . rent gal, Ma? Jeg tror, Du har en Skrue løs." Han
gjorde et pludseligt Ryk henover Gulvet. "Før skal
det Brev med engang i Ovnen!"

"Ja, Du véd jo, at jeg synes alt, hvad Du gjør, er
forstandigt, Jæger."

Han stansede med Brevet i Haanden og halvaaben
Mund.

". . . Og den Smule Udsigt, Inger-Johanna kunde
have til at blive forsørget, den er kanske ikke saa-
meget at tage i Betragtning. Hun er rigtignok nærme-
ste Slægtning. Der var intet iveien for, at hun kunde
blive Arving ogsaa . . . Nei, gjør som Du vil og synes,
Jæger! Du ser nok klarere i dette end jeg . . . og -
vil Du tage det Ansvar paa Dig, saa" . . . hun sukkede.

Kapteinen krammede Brevet sammen, gav hende et
hastigt Blik som en saaret Løve og stod derpaa en
Stund og stirrede ned i Gulvet. Pludselig kastede han
Brevet paa Bordet og udbrød:

"Ind maa hun! - men Krigsomkostningerne . . .
Krigsomkostningerne, Ma, dem har jeg lært i min Stra-
tegi, at Fienden skal bære! Og Stiftamtmandinden maa
naturligvis sørge for hendes Udstyr derinde."

"Stiftamtmandinden, Jæger, maa ingenting betale, -
ikke en Smule! - før hun har afgjort, om hun vil be-
holde hende. Vi maa ikke være forlegne for at blive
hende kvit. Men hun skal være forlegen for at faa
hende; - og hun maa bede os om det baade én og
to Gange, forstaar Du" . . .

At Vinteren strængedes derude, blev iaar mindre
mærkbart.

To Børn skulde udstyres . . . Vævestol, Rok og Garn-
vinde gik i den korte Dag og de lange Aftener til Ly-
den af Ovnsduren. Ma spandt selv alt det fine Islæt til
Værkenskjolerne. Der blev strikket, vævet og syet, ja
tilmed baldyret paa rent Lin, - "tolv af alting til
hver". Og i Skoletimerne paa Kontoret drev Kaptei-
nen ikke mindre ivrig paa den franske Grammatik.

SIDE: 151

Den stivnende, tørre Frost, som snode om Huset og
isede fra hver Sprække, Brændkulden, saa Haanden
flaaedes, naar nogen kom i Skade for at tage vanteløs
i Gangdør- eller Bislagklinken, Jammer for Negle-
spræt, naar Børnene kom udenfra og ellers at Drikke-
vandet bundfrøs i Stamp og Bøtte, at Kjødet maatte
tines op, - det var jo blot det vanlige paa Fjeldbyg-
den! Ulvenes sørgelige monotone Tuden og langtrukne
Hungershyl nede paa Isen kunde høres fra Giljebak-
kerne baade Dag og Nat.

Kjøreveien holdt sig længe dernede paa Vandet. Den
laa til langt ud i Vaarsmeltningen, rigtignok slidt,
usikker og vasblaa med sin møgbrune Sølestribe hen-
over.

Men, da den saa gik op, og Isen braanede under
Solstikket, laa der i den bratte Bakke bag Chefsgaar-
den en langstrakt Vask paa Bleg saa skinnende hvid,
at det saa ud, som om Sneen havde glemt at gaa sin
Vei der . . .

Det var blet Høisommer. Fjeldbygden laa disig i
Heden, alle Afstande var som svøbte i Røg.

Paa Chefsgaarden gik Jenterne barbenet i korte Stak-
ker og Særkeliv. Det var Solsteg, saa Kva'en randt
klæbrig og blank ned fra de fede Kvaster i Tømmeret
paa det nybyggede Grisehus, hvor Marit gav Skulier
til Grisene. Ved Brønden stod endel sandskurede Mel-
keringer paa Kant og tørrede, medens en og anden
Spurv eller Linerle hoppede om og nikkede paa Brønd-
kanten, og der fra Vedskjulet lød Øksehug i Eftermid-
dagsstilheden. Pasop laa og gispede i Skyggen bag
Gangdøren, der stod aaben.

Kapteinen havde nydt sin Eftermiddagssøvn og stod
nede paa Akeren og saa paa, at Stor-Ola og Hestene
pløiede op et gammelt Græsland, der skulde vendes.

SIDE: 152

I Haven summede Humlen.

Omtrent med samme enstonende Lyd sad Thinka og
Inger-Johanna ved Stenbordet inde i Lysthuset over de
sprukne blaa Bogpermer og de krøllede, fingerslidte
Blade og durede Katekismus og Forklaring med Al-
buer og Hoder tæt mod hinanden. Det var fra Side 84
til 87, det gjaldt at komme til Eftasværdstid, og Fin-
grene holdt de i Ørene for ikke at forstyrre hinanden.

Der mørknede som en Skygge lige udenfor ved Have-
gjerdet; men de saa intet, hørte intet, det lange Bibel-
sted gik helt over paa den anden Side . . .

Saa kræmtede det lystigt:

"Tør man afbryde de to unge Damer med et jordisk
Anliggende?"

De saa begge op samtidig. Det lyse Humleløv om Lyst-
huset var endnu ikke klattret helt op ad Hyssingerne.

Med Armene ophængte over Havestakitet stod et ungt
Menneske - han kunde have staat der længe! - med
en næsten skyggeløs flad Hue over en Mængde brunt
Haar. Ansigtet var solbrændt og svullent . . .

Det var nogle græsselig underfundige Øine som
stirrede paa dem. . . .

Mere havde ingen af dem set; thi ved en fælles Ind-
skydelse foran Fænomenet, rendte de i fuld Panik ud
af Porten, medens Bøgerne laa opslagne efter dem, og
opad Trappen ind til Ma, som stod i Kjøkkenet og skar
Eftasværden:

"Der stod én, - der var én . . . ude ved Havegjerdet
. . . Det var aldeles ikke nogen, som gaar om og ber
eller saadan noget." . . .

"Hør, hvad han siger, Du Jørgen!" sagde Ma, hastigt
overskuende Situationen; "den Vei - ud Bislagdøren.
Lad som Du kommer af Dig selv."

Begge de unge Piger fløi ind til Storstuvinduerne for
at kige under Gardinerne.

Ind kom han saa ad Gangdørtrappen med Jørgen,
der pludselig forsvandt fra ham ind i Kjøkkenet.

I Dagligstudøren stod lille Thea med et Smørrebrød
og vred sig ved Klinken og holdt Døren halvt igjen,

SIDE: 153

halvt aaben og stirrede paa ham; - hun var udenfor
det hele.

"Er din Far hjemme?"

"Ja, men Du skal gaa Kjøkkenveien, hører Du! . . .
og vente, til vi har spist Eftasværd; han gaar ikke
op paa Kontoret før." Hun takserede ham for et Mand-
skab, der skulde i Rullen.

"Men jeg skal ikke paa Kontoret, ser Du."

Nu kom Ma selv; hun havde i Hast faat Kappe paa,
den sad jo lidt paa halv tolv.

"Et ungt Menneske, ser jeg, som kanske har gaat
langt idag . . . Vær saa god at træde ind."

Hendes Smil var velvilligt; men Øiet derunder skarpt
som en Officersmønstring; her var Huller og Stopning
med tyk Traad for Leiligheden og Flærer i Overflødig-
hed, og det var ikke let at frigjøre sig for Mistanken
om noget tvilsomt omvankende, især da han faldt lige
ind ad Døren med den Bemærkning:

"Jeg kommer som Fanten oppe fra Fjeldmarken,
Frue! Jeg maa gjøre mange Undskyldninger" . . .

Ma's prøvende Blik var imidlertid trængt igjennem
Skallen. Den hvide Rand i Panden øverst under Skyg-
gen, hvor Huden ikke var rødflaaet af Solstegen, og
hans hele Maade bestemte hende til forsigtig at se ham
an.

"Vær saa god, vil De ikke tage Plads, saa kommer
Jæger snart." Hun gjorde sig leilighedsvis en Vei
forbi Sybordet og slog det igjen; - "Jeg skal faa Lov
til at skikke ind en Kop Melk saalænge."

En Jente kom ind med en stor bollelignende Kumme
og forsvandt igjen.

Han satte den til Munden, maalte med Øiet, hvor-
langt han havde drukket, drak igjen og optog paany
et Skjøn . . .

Den er deilig, - ligner aldeles ikke Husmor . . . for
hun saa temmelig blaasur ud og - han udstødte et
Suk, - farlig værdig.

Han drak igjen.

SIDE: 154

Ja nu skulde man egentlig stanse; men eftersom og
saasom . . .

Han satte Bollen helt tømt ned paa Tallerkenen:

Bedst at overfalde ham straks! . . . Totalt sluppet op
for Reisepenge . . . Vil De paa mit ærlige Ansigt laane
mig fire, - nei det klinger ikke, - bedre greit ud,
fem Daler, saa jeg kan naa til Kristiania? . . .

De smaa Øine blinkede rask; - og havde bare Kap-
teinen kommet da! . . . Der gik nogen derude . . .

Han stirrede aandsfraværende frem for sig; han re-
peterede indvendig sit Foredrag. Det blev altid æn-
dret, og nu stod han igjen ved det kildne Punkt -
Beløbet! Han overveiede, om han kanske blot behø-
vede at anmode om fire - tre? . . .

Det knurrede ude i Gangen, Hunden fo'r høit gjøende
ud.

Det var tydelig Kapteinen.

Den unge Mand reiste sig braat, men satte sig ned
igjen, som en Fjær færdig til at springe op af Stolen;
han havde været fortidlig ude.

"Inde i Stuen . . . nogenslags Fyr, som vil snakke
med mig?" . . .

Det var ude paa Trappen det talte.

Et Par Øieblikke endnu, og saa viste Kapteinen sig
i Stuedøren.

"Jeg maa meget bede om Undskyldning, Hr. Kap-
tein! jeg er uheldigvis . . . uheldigvis" . . .

Her begyndte han at stotte. Uheldet vilde, at den
ene af de to unge Piger, som han havde set nede i
Lysthuset, hun den mørke med Ansigtet, kom ind efter
Faderen, og saa gik det dog ikke an -

". . . kommet ovenfra Fjeldet," fortsatte han. "De
vil forstaa, at man da ikke netop kan fremstille sig i
den bedste Forfatning." Det sidste kom i en forceret
flot Tone.

Kapteinen saa i Øieblikket ikke netop behagelig
overrasket ud.

"Mit Navn er Arent Grip" . . .

"Arent Grip!" tog Kapteinen sig og saa paa ham. -

SIDE: 155

"Grip? . . . samme Fjæs og Øine! . . . Vel aldrig Søn af
Perpetuum? Kadetten paa Lurleiken? - han er
Gaardbruger eller Proprietær, kalder han sig vel, no-
getsteds inde i Fjordene" . . .

"Det er min Far, Hr. Kaptein!"

"Driver han lige haardt paa med sine mekaniske
Ideer endnu?" spøgte Kapteinen. "Han havde jo ledet
Kværnvandet tvertigjennem Fjøstaget, saa Kjørene fik
Styrt, da der gik Hul paa Renden."

Inger-Johanna opfangede en indigneret Bevægelse,
som om den fremmede pludselig greb efter Huen.

"Synd . . . Synd! - at den Tid ikke gav en Mand
som min Far Kundskaber!"

Han sagde det med et Alvor, der med ét glemte Kap-
teinen.

"Saa saa, - ja Far! De maa være saa snil at tage
lidt Eftasværd med os, før De drager afsted. Sig til
Ma, Inger-Johanna, at her maa en Dram til og lidt
Smørrebrød. De kan være sulten, naar De kommer
oppe fra Fjeldet. Sid ned.

Og, hvad er nu Deres . . . Deres . . . Bestilling eller
Profession i denne Verden? om jeg tør spørge." Kap-
teinen slentrede henover Gulvet.

"Student! - Og, Hr. Kaptein," han svælgede i Hal-
sen for raskt at benytte Øieblikket, mens de var ene,
"naar jeg er saa fri at komme saadan uden videre
indom her uden at kjende Dem" . . .

"Student," stansede Kapteinen midt paa Gulvet, "ja,
var det ikke det, jeg skulde ladet mit Hode gaat paa,
- saa det ved første Øiekast, - men var jo alligevel
lidt itvil. . . .

Naa ja," kræmtede han, "Non kanske . . . hvad
Far?" sonderede han godmodig. "Deres Far havde og-
saa saa ondt for disse Eksaminer."

"Jeg har ikke Brøkdelen af min Fars Hoved; men
med det, jeg har, gav de mig ifjor laudabilis præce-
teris."

"Søn af min gamle Ven Fin Arentzen Grip!" . . .
Han udtalte hvert af Navnene med en vis sød Gjen-

SIDE: 156

kjendelse. "Deres Far var igrunden et godt Hode, for
ikke at sige lidt af et Geni. Naar det glap for ham
til Officerseksamen, var det for alle de uryddige Ideers
Skyld . . . Nei, saa De er Søn af ham! - Ja, han
har skrevet mangen norsk Stil for mig, - det var
altid med den norske Stil, det kneb, ser De" . . .

- "og Hr. Kaptein!" . . . gik den unge Mand atter
ufortrødent paa, nu med høiere og bestemtere Røst;
"naar jeg saadan uden videre tillidsfuldt henvender
mig" . . .

"Du faar sige til Ma," sagde Kapteinen, da Inger-
Johanna igjen kom ind sammen med sin høie opløbne
Søster, "at det er Student Arent Grip, Søn af min gamle
fornøielige Kammerat paa Krigsskolen."

Følgen af den sidste Underretning blev, at den paa-
tænkte Tallerken med Dram og Smørrebrød forvand-
ledes til en liden Eftasværds Opdugning paa Bræt for
ham og Kapteinen.

Den gamle, rødlakerede Brødkurv laa fuld av et
opskaaret mørkt, surt Brød, hvori Skorperne havde
skilt sig. Det havde desværre slaat feil i Ovnen, for-
klarede Ma, og den graa, deigtunge Rand kom jo af,
at saameget Korn paa Chefsgaarden ifjor igjen blev
raat indbjerget.

Studenten viste Oprigtigheden af sin Overbærenhed
med Manglerne gjennem en formelig morderisk Appe-
tit. De økonomiske Saltklumper, som sprak med per-
lende Taarer ud i Overflødighed af det friske Fjeld-
smør, havde han et raskt Snit med, der ikke undgik
paaskjønnende Øine, - blot et eneste kort Slag med
Kniven paa Bagsiden af Smørrebrødet, og Saltklum-
perne regnede og smaahaglede udover Tallerkenen.

"De vil vist have mer Spegekjød? Jeg gjætter, at De
ikke har spist meget idag, - gaa: efter mere, Du
Thinka!

En liden Dram til Gammelosten . . . hvad?

De maa tro, vi prøvede mangen en god Gammelost
paa Hyblen hos Deres Far, og naar vi holdt Kalas,
sendte vi Bud efter den, saa den gik paa Omgang; -

SIDE: 157

og saa Bergens Æblerne, som han fik i skjeppevis med
Fragtefartøierne hjemmefra! Han var nu saadan Land-
sens uerfaren og god af sig - altfor troskyldig mod
slige Rakkere som vi. - Aai, hvor vi hjemsøgte Skabet
og Tinerne hans, - og saa fik vi Stilene istand med
det samme; det var bare hans, Læreren rettede gjen-
nem hele Klassen."

Kapteinen tømte den anden Rest af sin lange Dram
. . . "Ah!" - han holdt Glasset op mod Dagen og saa
igjennem det, som han pleiede . . .

"Men der var alligevel noget underligt ved ham, De!
De kan vide, saadan én lige fra Landet tages ikke
med engang mir nichts og dir nichts . . . Glemmer al-
drig, da han første Gang holdt Foredrag for os om
Perpetuum! - det var gjort med bare fem Æbler
indeni et Hjul, sagde han; og Æblerne maatte være al-
deles mathematisk nøiagtige. Det var det, som kom ud
og ruinerede ham, saa Folk kom til at - ja De véd, -
opholde sig en Smule og gjøre Moro af ham; og det
hang ved til Eksamen" . . .

Studenten gjorde nogle Ryk paa sig.

De unge Damer, som sad med deres Søm ved Vin-
duet, lagde jo ogsaa vel Mærke til, hvorledes han nu
glemte sig. Han havde hele Tiden holdt den ene Støvle
under Stolen bag den anden for at dække, at den gabte
ganske himmelraabende ved Saalen. De var i godt
Humør og turde næsten ikke se paa hinanden . . .
Søn af en Mand, som hed Perpetuum, var Kadet, - og
som gav Kjørene Styrt! . . . Far var frygtelig morsom,
naar der var fremmede.

. . . "Ikke et Øieblik itvil om, at der var Idéer . . .
Men der var noget underligt halstarrigt ved ham, De!
At komme som han lige ind fra Bondebygden, og saa
gi sig til at diskutere med Læreren om det, som staar
i Bogen, gaar aldrig vel, - især da i Fysiken paa
Krigsskolen. Og det, kan De tænke, blev lidt Kome-
die" . . .

"Da skal jeg parere mit Hode paa, at det ikke var
min Far, som havde Uretten, Hr. Kaptein!"

SIDE: 158

"Hm, hm, . . . naturligvis ja! - - Fa'ren op ad
Dage," mumlede han . . . "Hm! - naa, De har jo faaet
præceteris alligevel . . . Skal De ikke tage en halv
Dram til?" kom det gjæstfrit bortledende.

"Nei Tak! Men jeg skal sige Dem, hvordan det er
gaat min Far. Det er akkurat som med en Jagthund,
de havde faat over hos Skriveren. Der var slig Race
og Mod i den, at én skulde lede efter Magen; men saa
havde den en Dag bidt et Faar, og saa skulde den
kureres. Det gik til slig, at de stængte den inde i
Faarestalden. Der stod den alene ligeoverfor Saubuk-
ken og alle Faarene. Det var en ren Herrefornøielse,
syntes den. Saa kom Væderen farende imod den, og
Hunden trillede overende. Pyt, det gjorde ingen Ting!
- men efter Væderen kom trippende, inden den fik
reise sig, alle de femti Faar trip, trip . . . trip . . . trip
hen over den, saa den blev ganske ør. Igjen stod de
mod hverandre, og paany satte Væderen ind paa Hun-
den, og trip, trip . . . trip . . . trip . . . fik den Fødderne
af hele Faareflokken over sig.

Saadan drev de paa i stive to Timer, indtil Hun-
den laa der ganske stille og aldeles ør. Den var ku-
reret, bed aldrig noget Faar mere. Men, hvad den
duede til bagefter, skal vi snakke smaat om, - den
havde gjennemgaat Krigsskolen, Hr. Kaptein!"

Idet han saa op, mødte han Fruens mørke, vægtige
Øine paa sig; hendes Kappehoved dukkede sig straks
ned i Sømmen igjen.

Kapteinen havde hørt mere og mere ivrigt til. Kuren
paa Jagthunden interesserede ham; og det var først
ved den sidste Yttring, det faldt ham ind, at der var
noget under.

"Hm, - min kjære Grip, - ja saa, De mener det!
- Hm! kan ikke være enig med Dem; - det var
dygtige Lærere og . . . hø, hø, - vi var saamæn heller-
ikke Faar, min Ven! . . . hø, hø! hø, hø, - nok heller
Ulve, Far, at komme ud for . . . Men Kuren var, det
skal jeg indrømme, skammelig mod en brav Hund . . .
og forsaavidt . . . Naa, det var den halve Dram?"

SIDE: 159

"Tak, Hr. Kaptein!"

"Men hvad er det for Slags Vei De siger, De har
faret, Far?"

Med Maden og den nydte halvanden Hjertestyrk-
ning var der kommet nyt Liv i den unge Mand. Han
viste paa sine Klæder og var endog saa fræk at stikke
Støvlerne frem; en stor Syning gik tvertover det ene
Knæ:

"Jeg kunde vist sættes op som et Fugleskræmsel til
Skræk og Advarsel for alle dem, som vil vige ud af
Landeveien. Det hele kom af, at jeg paa Skydsskiftet
traf paa en Renskytter, - en prægtig Kar! Fyren for-
talte mig saa længe om, hvordan det var inde paa
Fjeldet, at jeg fik Lyst til at følge med ham."

"Overmaade fornuftigt," mumlede Kapteinen, "naar
man koster en Søn ind til Kristiania."

"Jeg var blet nysgjerrig, skal jeg sige Dem, og saa
bar det indover."

"Er han ikke endnu mere rispende gal end Far sin!
- gi' sig paa maafaa ind i svarte, uveisomme Fjel-
det!"

. . . "Det gik opover i Ur og Sten først fem Timer og
saa bagefter en kort Svip, sagde Gunnar, paa fire.
Men jeg véd ikke, hvordan det er der oppe i Fjeldet;
det var, som ingenting tog i Benene. Luften blev saa
fin og let, som jeg havde drukket Kroppen bort i
Champagne, den gav som en hel Rus; jeg kunde gjerne
gaat paa Hænderne, og det kom ingen ved i den hele,
vide Verden, for nu var jeg oppe paa Taget! - og
aldrig i mit Liv har jeg set et saadant Syn, som da vi
paa Eftermiddagen stod øverst paa Fjeldeggen, - bare
kjølig, hvid, skinnende Sne og mørkeblaa Himmel,
Tind i Tind bagom hverandre i én Glans, saalangt
Øiet rak." . . .

"Ja Sne har vi s'gu nok af, Far. Den staar lige
ind paa Husvæggen her hele lange Vinteren saa pa-
tent hvid og kold, som nogen bare kan ønske sig. Vi
ser os saa vel fornøiet paa den - men vis mig en
vakker grøn Eng eller en rigtig Kornager, Far!"

SIDE: 160

. . . "Jeg syntes, den ene Storkar af et Fjeld stod
der ved Siden af den anden og sagde: Din usle tynd-
benede Skrælling, blaaser Du ikke bort i den blaa
Trækken her paa Fonden som en Papirlap? Vil Du
vide, hvad der er stort, saa tag Maal fra os!"

"De har faat præceteris, sagde De, min Mand! Ja-ja-
ja-ja! . . . Hvad siger De, om vi fik Skomageren til at
slaa lidt under Deres Støvler ikvæld?"

Det var saameget som en Indbydelse til at blive over
om Natten! - høist fristende at udsætte med Anmod-
ningen til næste Dag . . .

"Tak, Hr. Kaptein, jeg vil ikke nægte for, at det
kunde være adskillig praktisk."

"Sig Skomageren, Jørgen, at han skal tage dem,
straks han har faat slaat Hæljernene under dem, jeg
skal ha' paa Veibefaringen."

Aha! - saa reiser han kanske imorgen tidlig, det
maatte nok tages ikvæld alligevel. Nu, Døttrene be-
gyndte at tage af Bordet, var det bedst at passe sit
Snit . . .

Kapteinen gik og drev med smaa Skridt op og ned
ad Gulvet:

"Ja-ja, san! Ja-ja, san! . . . Vil De se vakkre Griser,
Grip?"

Studenten sprang straks op.

Udveien! . . .

Han greb Huen.

"Holder De mange, Hr. Kaptein?" spurgte han ivrig
interesseret.

"Kom! - aa, det gjør ikke noget, at det gaar gjen-
nem Kjøkkenet . . . kom bare lidt herud paa Bislag-
trappen. Ser De den lyse Flekken i Skogen deroppe?
. . . Der tog vi Tømmer til Fjøset og Grisehuset for to
Aar siden."

Han gik barho'det ud paa Gaardspladsen:

"Marit, Marit, - her er én, som vil se Grisene dine.
Nu skal Du staa Mønstring.

Det er en Purke og syv, ser De.

Nøf, nøf ja! - hører Du Ungerne dine, Marit . . .

SIDE: 161

Men det var Grundmuren, ser De. Her var akkurat
et Sumphul; det sivede over ovenfra Bækken. Og nu,
- ser De Renden der? - tørt som Knusk."

Nu eller aldrig maatte Angrebet gaa for sig.

"- og nu lever de som herremænd allesammen der-
inde," vedblev Kapteinen.

"Alle syv Dalerne? - hvad siger jeg, alle fem Gri-
sene?"

"Hvad?"

"Her er Huen din, Far!" kom Jørgen indenfra . . .

"Og saa staar der nogle og venter af Folkene nede fra
Fosser."

"Saa? - ja saa skal vi bare kige lidt ind i Stalden."

Der stod Svarten og Brunen netop afsælede, endnu
drivvaade og stive i Haarene efter Plogarbeidet.

"Bra Spiltoug, hvad - og ganske lyst; Hestene kom-
mer ikke stærblinde ud af Døren . . . Fo-ola Svarten,
er Du svet nu?"

Det var en varm, koselig Staldlugt, - og endelig . . .

"Hr. Kaptein! jeg kommer med en Anmod -"

"Men Ola!" udbrød denne, "se Krybben der hos Bru-
nen! . . . Jeg liker ikke Fliserne. Han skulde vel al-
drig bide i den?"

"Haa haa haa, - nei, var det likt!" Ola grein fult;
ikke bekjendte han i Fremmedmands Nærvær, at Kap-
teinens nye Brune var en Krybbebider.

Kapteinen var blet ganske rød; han tog Huen af og
gik hastig bortover med den i Haanden . . . "Slig Kjelt-
ring af en Hestebytter" . . .

Han saa sletikke længer egnet ud for Anmodninger.

Fra Aftenskyggen ved Laavevæggen reiste sig de
nævnte to Mænd.

"Er det nu Tid paa Dagen at komme til Folk?" bu-
sede han ud. "Naa ja, gaa op paa Kontoret!"

Hermed strøg han over Gaarden, keg i Brønden og
gjorde en Vinkel op til Dagligstuvinduet:

"Smaapiger. . . .

Inger-Johanna! . . . Thinka!" lød det med forstær-

SIDE: 162

ket Røst. "Spør Ma, om Kjødstykket skal ligge der over
Brønden og raadne?"

"Marit har ta't det op, vi skal ha' det tilaftens," søgte
Thinka at hviske.

"Saa? - det behøver vel derfor ikke at ligge, saa
Pasop ta'r det.

Vis Studenten om nede i Haven, saa han kan faa sig
noget Ribs," raabte han ind ad Stuedøren, som han
fo'r op ad Kontortrappen.

- Arent Grips righaarede brune Hoved med den
knappe flade Hue ovenpaa saas nu en god Stund mel-
lem Ribsbuskene ved Siden af Thinkas høie lille
blonde. Han snakkede i Begyndelsen en hel Del, og
de livlige blanke, brune Øine var sletikke ondskaps-
fulde, syntes Thinka; hun begyndte alt at interessere
sig temmelig varmt for ham.

Sine Støvler fandt han om Morgenen staaende istand-
satte foran Sengen, og et Bræt med Kaffe og Frokost
kom op til ham. Han havde sagt, han maatte betids ud.

Nu gjaldt det med lukkede Øine blindlings at faa
anbragt det afgjørende.

Da han kom ned, stod Kapteinen paa Trappen med
sin Pibe. Over den fede Nakke, hvor Spænden i det
militære Halsbind lyste, stak graalige Haartotter frem
under den rødlige Paryk. Han saa lidt stur ud for
sig i Morgentaagen, spekulerede paa om den vilde lægge
sig eller lette, saa han turde sætte ivei med Høslaat-
ten.

"Saa De vil afsted nu, Far?"

"Hr. Kaptein! kan - vil De laane mig" - han havde
i sit første Morgenmod tænkt fem, men det sank alle-
rede i Trappen til fire og nu foran Kapteinen til -
"tre Daler? Jeg har brugt op hver Skilling, jeg havde
at komme ind til Kristiania for. De skal faa dem til-
bage i Bankobrev straks."

Kapteinen rømmede sig. Han havde næsten anet
noget sligt en og anden Gang paa Fyrens Fjæs igaar

SIDE: 163

. . . Jo - saadan en Student det var en sikker Gut til
at sende tilbage i Banko!

Det trak op til et grættent Grin. Men pludselig an-
tog han en godmodig, flot Mine:

"Tre Daler, siger De? Havde jeg dem saavist selv
paa Gaarden, Far! men her er i enkelte Ryk som blaast
for Kontanter om Sommeren" . . .

Han stak den ledige Haand ind paa Brystet af Uni-
formsfrakken og saa raadløs ud i Luften.

"Naa, hm, . . . hm," kom det efter en forsvarlig tryk-
kende Pause. "Er jeg bare vis paa at faa dem tilbage
igjen, skal jeg se, om jeg kan opdrive en tre, fire Ort
ialfald inde i Husholdningskassen hos Ma, - saavidt,
at De kan komme nedover til Fogden eller Sorenskri-
veren. Det er prægtige Folk, jeg kjender dem; de
hjælper paa første Ord."

Kapteinen gik tætdampende ind ad Kjøkkendøren til
Ma, som stod i Spisekammeret og skiftede ud Frokosten;
hun havde Høaannen og hele det udvendige Stel
paa sig.

Han blev noget længe borte.

"Jamen havde ikke Ma tre Daler alligevel, dem kneb
jeg til Dem.

Og saa Farvel fra Gilje. Lad os høre, De er kommet
vel frem."

"De skal faa høre det i banko og franko!" strøg
Studenten jubelfornøiet afsted.

Ma havde jo først staaet en Stund og knebet Læ-
berne sammen og saa erklærede hun det som sin ufor-
gribelige Mening, at, skulde Kapteinen først hjælpe,
maatte det være med alle tre. Han hørtes ikke ud til
at viske alting af sig, - havde det ikke paa Over-
fladen. Og det gik aldeles ikke an at lade ham rende
indom Sorenskriveren og Fogden, og kanske Præsten
med, fordi han ikke kunde faa laant mere end tre Ort
paa Gilje.

- Thinka fortalte den ene Gang efter den anden
om alt det, hun og Studenten havde snakket sammen.

"Hvad sagde han da?" pressede Inger-Johanna.

SIDE: 164

"Aa han var morsom næsten hele Tiden, jeg har
aldrig hørt nogen saa morsom."

"Ja men Du husker da, han sagde nogenting?"

"Aa, - ja det er sandt, - han spurgte om, hvor-
for Du læste fransk. Du skulde vel afrettes til Papa-
gøie, saa Du kunne snakke med, naar Du kom ind til
Byen" . . .

"Saa, - hvor vidste han, at jeg skulde ind til Byen?"

"Han spurgte om, hvor gammel Du var; og saa sagde
jeg, at Du skulde konfirmeres og didind. Han kjendte
Stiftamtmandens godt; han havde havt Ekstraskriveri
eller saadan noget der paa Kontoret, efter at han blev
Student."

"Den Slags Kjendskab, ja!"

"Men Du passede nok ikke der, sagde han; - og
véd Du hvorfor?"

"Nei."

"Vil Du vide det? Jo, Du havde vist for meget Næse-
ben."

"Hvad . . . sagde han?" hun rynkede Brynene og
saa hvast op, saa Thinka skyndte sig at tilføie:

"Den, som kom der, maatte kunne dreie sig som en
Sytraad om Stiftamtmandinden, sagde han, det var
Synd paa den vakkre Nakken din, om den fik Knæk
saa tidlig."

Inger-Johanna kastede Hovedet bagover og lo:

"Har Du hørt Mage til Menneske!"

Thinka var reist til Ryfylke. Hendes Plads ved Bor-
det, i Stuen, paa Soveværelset var tom Luft. Kaptei-
nen tog sig den ene Gang efter den anden i at kalde
paa hende . . .

Og nu var den sidste Eftermiddag kommet, da og-
saa Inger-Johanna skulde reise.

Sælhundeskindskofferten stod med nye Jernbaand
gabende ovenpaa i Gangen færdig til at pakkes. Kar-
jolen var smurt i Skjulet, saa Fedtet randt ud af Ak-

SIDE: 165

serne, og Stor-Ola, som den næste Morgen skulde
skydse de tre Dages Reise, gav Svarten Havre.

Kapteinen havde det frygtelig travlt den Dag; og
Pakning forstod ingen som han!

Ma leverede ham omstændelig det ene Stykke af det
nye, dyrebare Tøi efter det andet; - Lærredet fra
Gilje taalte nok Stiftamtmandindens Øine . . .

Men Ulykken var, at Blodet steg Jæger saa til Hove-
det, naar han bøiede sig. . . .

"Heisan, . . . retsaa! - Jeg begriber ikke, hvad Du
mener, Ma, med at komme med hele det Oplag af
Bomuldsstrømper paa engang? . . . Det er det, det,
det, jeg vil ha'!"

Naturligvis reisevant, som han var. "Men Du taaler
ikke at bøie Dig, Jæger!"

Han rettede sig hastig:

"Tror Du Stor-Ola har det Vet, at gnide Svarten
med Rigabalsam i Nakkebruddet, og ta' Flasken med
sig i Væsken? - Havde jeg ikke nu tænkt paa det,
havde Svarten faat travet med det. Spring ned og sig
ham det, Thea!"

"Aa nei!" - han trak opgivet Pusten; "jeg faar gaa
selv for at se, at det bli'r riglig gjort."

Der blev en Pause, indtil det sidste af hans Trin
var afknaget nede i Trappen. Da begyndte Ma at
pakke med ilsom Hast:

"Det er bedst at spare Far for Blodopstigninger!"

Koffertens Indhold steg Lag paa Lag, indtil den
hvide Serviet tilslut laa ovenpaa og dækkede det hele,
og det blot stod igjen at sætte sig paa Laaget og vride
Nøglen om.

Mod Aftenstid var den værste Rabalder og Travlhed
over. Ma's fløielsfine Smørgrød med Bringebærsaft til
stod paa Bordet og mindede festlig om, at der atter
skulde være én mindre i den daglige Ring.

Der spistes i Taushed uden anden Lyd end Klirrin-
gen af Skeerne.

"Der Barn! tag min store Kop. Tag den, naar din
Far byder Dig!"

SIDE: 166

Ja vist var hun vakker, hans Øiesten . . . Se bare
Hænderne, naar hun spiste? - hun var saa fin og
bleg som en Nonne.

Han sukkede ud vældig beklemt og skjød Tallerke-
nen fra sig.

Taarerne brast frem i Øinene paa Inger-Johanna . . .

Der skulde ingen have mere . . .

Nu gik han der og plystrede og stirrede i Gulvet . . .

Det var Synd at se paa Far, hvor han sørgede.

"Du maa skrive hver Maaned, Barn, udførlig og om
alting, hører Du! - smaat og stort . . . hvad Du
tænker, - saa Far faar noget at glæde sig i," forma-
nede Ma, medens de bar af Bordet. -

"Og hør nu, Inger-Johanna!" fortsatte hun, da de
kom paa Tomandshaand inde i Spisekammeret, "er
det saa, at Stiftamtmandinden vil læse Brevene, saa
sæt et lidet Kryds ved Underskriften. Men er der no-
get iveien, saa sig det til gamle Tante Alette ude i
Bispegaarden, saa faar jeg vide det, naar Stor-Ola er
inde med Bylæssene. Du véd, Far taaler saa lidt det,
som er kjedeligt."

"Stiftamtmandinden læse, hvad jeg skriver til Dig
og Far? - det vil jeg nok se paa?"

"Du maa rette Dig efter hende, Barn! Du har saa
let for det, naar Du vil, og Tante er saa uhyre snil
og god mod dem, hun liker, naar hun faar det, som
hun vil ha' det. Du véd, hvormeget der kan staa paa,
om hun synes om Dig og - Du forstaar, - faar lidt
tilovers for Dig. Hun har vist ikke be't Dig derind
ganske uden Tanke om at beholde Dig i Datters Sted."

"Nogen andens Datter? - ta' mig fra Dig og Far!
Nei, da vil jeg hellere aldrig reise didind."

Hun satte sig paa Kanten af Melkekassen og begyndte
at stortude.

"Naa naa, Inger-Johanna!" Ma strøg hende over
Haaret; - "vi vil ikke miste Dig, véd Du nok," -
hun skalv i Stemmen. "Det er for dit eget bedste, Barn!
Hvad tror Du, I tre Piger har at stole paa, om Far
falder fra? Vi maa være glade, om der byder sig en

SIDE: 167

Plads og vel vogte os for at forspilde det, husk paa
det, husk altid paa det, Inger-Johanna! - Du har
Forstand nok, kan Du ogsaa lære at styre Villien; den
er din Fare, Barn."

Inger-Johanna saa op paa sin Mor næsten med et
Udtryk af Angst. Det kjæmpede smerteligt i hendes
Fatteevne . . . Hos hende, hos hvem der altid var Raad,
skimtede hun pludselig det udveiløse. . . .

"Jeg taaler næsten ikke at miste Ungen af Øinene
ikvæld, og saa la'r I mig gaa alene derinde!" kom
Kapteinen knirkende i Døren. "Du har ikke en Tanke
paa, hvor ødt og ensomt det vil bli' for mig, Ma!" Han
pustede ud som en Hval.

"Nu kommer vi alle ind . . . Og kanske Far vil synge
lidt iaften?" opmuntrede Ma.

Kapteinens staute, nu lidt rustne Bas var hans Stolt-
hed og Berømmelse fra Ungdomstiden.

Klaveret blev ryddet for Bøger og Papirer; Laaget
maatte slaas helt op, naar Far skulde synge.

Det stod der med sine gule Tænder, sin tynde, skral-
dende Tone og sine fire afdøde Taster; og Ma maatte
akkompagnere, hvorved hun altid et eller andetsteds
blev liggende efter, som en Sæk, der er faldt ned fra
en Vogn, medens Hesten ufortrødent traver videre
henover Veien. Hans Utaalmodighed bar hun med
stoisk Ro.

Ikvæld gik det gjennem "Heimskringlas panna, du
höga Nord" og "Vikingebalken" til "Se der kommer
jagtens drottning, arme Frithjof se ei dit, Som en
stjerna på en vårsky sitter hon på gångar hvit" . . .

Han sang, saa det dirrede i Ruderne.

Aaret havde dreiet sig; - det var efter Jul saa langt
fremme som midt i Februar.

Kapteinen sad om Aftenen med to Lys i Blikblak-
kerten og røg Tobak og læste i "Hermoder". Ved den

SIDE: 168

anden Ende af Bordet nyttedes Lyset af Jørgen, som
læste sine Lekser; han maatte tøire sine fastsatte Ti-
mer ud, enten han kunde dem eller ikke.

De rimede Ruder skinnede næsten marmorhvide af
Maanen; den lagde et helt blegt Vindu hen paa Dør-
fyldingen i den nedre oplyste Ende af Dagligstuen.

Jovist var det Bjelder! . . .

Jørgen reiste sit gule, stridhaarede Hoved fra Bogen.
Det var anden Gang, han nu hørte dem langt borte i
Bakkerne; men han vovede som Haakon Adelstens-
fostres Vagtmænd ved Varderne, dem han netop læste
om, ikke at springe op fra Læsningen og gjøre Mel-
ding, før han var sikker.

"Jeg synes, det er Bjelder i Veien," ymtede han, -
"langt henne."

"Sniksnak, - pas din Lekse!"

Men uagtet han lod, som han var dybt indsunken i
Hermoders æsthetiske Dyb, sad nu ogsaa Kapteinen
med Ørene optagne . . .

"Landhandlerbjelden . . . den er saa dump og lav,"
kom Jørgen igjen.

"Forstyrrer Du mig en Gang til, Jørgen, saa skal
Du faa høre Bjelden om Ørene dine."

Landhandler Øjseth var den sidste, Kapteinen kunde
falde paa at ønske tilgaards. Han laa og skrev og skrev
efter disse lumpne tredive Dalerne sine, som om han
troede, han skulde forlise dem . . .

"Hm, hm," han kræmtede noget rød i Ansigtet og
læste videre, bestemt paa ikke at ville se Manden, før
han stod i Stuen.

Bjelden stansede virkelig udenfor.

"Hm, hm!" . . .

Der gik et Ryk i Jørgen.

"Rører Du Dig af Pletten, Gut, saa slaar jeg Arme
og Ben istykker paa Dig!" raste Kapteinen nu kobber-
rød. "Sid, - sid stille og læs."

Han agtede ogsaa selv at sidde stille. Den Kjeltring
af en Landhandler, han skulde selv faa binde Hesten
sin i Dørtrappen og hjælpe sig, som han kunde!

SIDE: 169

"Jeg hører det snakker . . . Stor-Ola" . . .

"Tier Du!" sagde Kapteinen med en morderisk dyb
Bas og et Par Øine hen paa sin Søn, som han kunde
æde ham.

"Ja men Far, det er jo" -

Et Tag i hans Lug og et Ørefigen sendte ham hen
over Gulvet.

. . . "Doktoren!" brølte Jørgen.

Sannheden af hans Martyrium stadfæstede sig i selv-
samme Øieblik, idet Korpslægens lave, firkantede Skik-
kelse aabenbarede sig i Døren.

Peltsen var alt opknappet og Snippen af det lange
Skjærf slæbte i Dørstokken efter ham. Han holdt sit
Uhr ud:

"Hvad er Klokken?"

"Naa saa den Formaledidede partere og dividere din
forlængst til Afgrunden overmodne Krop og Sjæl, er
det ikke Dig, Rist!"

"Hvad er Klokken, siger jeg, - se!" . . .

"Og det gaar jeg her og juler Jørgen for . . . Naa,
naa Gut! Du skal slippe Leksen og kan be' om Sirup
paa Grøden din ikvæld. Ud til Ma og sig, at Rist er
her."

Kapteinen aabnede Kjøkkendøren: "Hei Marit! . . .
Siri! - en Jente ind at trække Støvlerne af Doktoren.
Der sidder vel alle Bygdens Sygdomme i Klæderne
dine" . . .

"Hvad er Klokken, siger jeg, - kan Du se!"

"Fem Minuter over halv syv."

"Det er tre Mil kjørt paa to Timer og ét Kvarter det,
til Vitterlighed! - fra Jølstad og hid med min bor-
kede" . . .

Doktoren havde faat Peltsen af. Den korte, kraftig-
byggede Mand med det brede Ansigt og det rødgraa
Kindskjæg stod der i Skindhuen nedsunken i et Par
lange Reisestøvler:

"Nei, nei!" ivrede han til Jenten, som greb efter
dem for at trække dem af ham. "Aa hør, Jæger! vil
Du være med ud og kjende paa Borkens ene Bagben,

SIDE: 170

om det er Galler? den begyndte at trippe lidt herborte
i Bakken, syntes jeg, og halte."

"Har vel strøget sig!" . . . Kapteinen snappede lige-
saa ivrig Huen fra Klaveret og fulgte.

Udenfor ved Slæden stod de saa tyndklædte i Spræng-
kulden og følte nedover Hasen og løftede paa Borkens
venstre Bagben. De fulgte til yderligere Undersøgelse
med hen i Stalden.

Da de kom ud, var der fuld, vild Disput.

"Jeg siger, Du ligesaa godt kunde sagt, den havde
Snive i Bagbenene. Skjønner Du Dig ikke bedre paa
at kurere Mennesker end paa Hester, gi'r jeg ikke fire
Skilling for hele Doktoreksamen din."

. . . "Den Brunen din, Du Jæger, - det var et for-
underligt Foder den ta'r. Den nøier sig nu vel ikke
bare med Krybbefliser?" plirede Korpslægen lunt ær-
tende.

"Hvad? - saa Du det, din . . . Rakker!"

"Hørte det . . . hørte det, - den gnog jo som en
Sag der i Krybben. Han har snydt Dig ugudelig, den
Filtvedten, Du!"

"Aa - aa, om et Aar har den Høiden til Jægerhest!
. . . Men det skal jeg medgi', det var en god Handel,
da Du fik Borken for fem og seksti."

"Seksti og Kjøbeskaalen, ikke en Døit mere, men jeg
sælger den ikke, om Du saa bød mig hundrede paa
Flekken!"

Inde i Stuen ventede Ma.

Det var nu Aslak i Vælta, som havde kløvet Foden
sin i Torsdags ved Tømmerhugsten, - Ma havde for-
bundet ham; - og saa Anders Husmand, som laa i
Lungebetændelse. Kirkesangeren havde været der og
aareladt ham; seks Børn deroppe i Stuen . . . ikke
godt, om han faldt fra.

"Vi faar lægge ham en god spansk Flue i Ryggen,
og blir han ikke bedre, saa en dygtig Aareladning til."

"Han holdt paa at besvime sidst," indvendte Ma no-
get betænkelig.

"Tap væk, tap væk! - det er Blodet, som skal fra

SIDE: 171

Brystet, ellers gjør Betændelsen Ende paa ham. Jeg
skal hen og se paa ham imorgentidlig.

. . . og for Theas Hals Kamferolie og en Uldklud
og tilsengs at svede - og en god Ske Ricinus ind i
Aften. - Med Kamferen kan I ogsaa gnide den gamle
Lægdekjærringen om Livet, naar hun klager sig for
hardt. I skal faa mere af den" . . .

- Efter Aftensbordet sad Husets gamle Ven med
sin Pibe og sit Punscheglas i det ene Hjørne af Sofaen
og Kapteinen i det andet. Det røde Drag over Korps-
lægens Næse og Kinder var ikke udelukkende at til-
skrive Overgangen fra Kulden til den lune Varme i
Stuen. Han havde Ord paa sig for temmelig hyppig
at trøste sin Ungkarleensomhed med det stærke.

De havde snakket sig træt om Heste og Fjorserin-
dringer fra Moen og var nu kommet til de mere indre
Anliggender . . .

"Her blaaser Efterretninger, ser Du, baade fra Byen
og Vestlandet. Gamle Tante Alette skrev før Jul, at
Stiftamtmandinden nok har faat den, hun faar kjøre
med baade Trindse og Stang."

"Tænkte jeg det ikke", bed Korpslægen i Mundstyk-
ket, "det første, det gjælder i Manegen, det er at stu-
dere Dyrets Natur! - og Inger-Johannas, den er at
steile; hun maa tages med det gode."

- "og at Svogerske aldrig havde tænkt, at saa me-
get medfødt Stof kunde vokse op paa vilde Landsbyg-
den."

Kapteinen begyndte at dampe utaalmodigt . . . Ma
maatte dog engang faa sat ind Maden og blive færdig
derude, saa han kunde faa frem Døttrenes Breve.

"Du kan tro, det er en egen Pelikan, den gamle So-
renskriveren dernede i Ryfylke! - kommanderer og
brøler . . . holder dem nok varme baade paa Kontoret
og i Stuen. Undres paa, om han nogengang søger sig
væk, jeg; for det gaar han og truer med, hvergang
han ser et Embede ledigt, skriver Thinka . . .

Lad os faa Brevene, Ma, - og Brillerne mine!" ud-
brød han, da hun kom ind.

SIDE: 172

"Først det fra November, saa skal Du høre om din
Guddatters Indtrædelse hos Stiftamtmandens, Rist!"

Han summede hen over endel af Begyndelsen og
læste saa:

. . . ""Da Stor-Ola leverede Tøiet ind af Gadedøren,
havde jeg mest Lyst til at sætte mig i Karjolen og kjøre
de tre Dage hjemover igjen; men saa tænkte jeg med
ét: Bedst at marschere lige paa, som Fader siger. Jeg
forbi Tjeneren og ind af Entrédøren. Der var saa
lyst, og der hang saameget Overtøi og Hatte og Huer
om paa Knaggene, og et Par Gange fløi et Par Tje-
nestejomfruer med Brætte og Thekopper igjennem
uden at bryde sig det ringeste om mig. Men jeg
tænkte, at den, som var kommet midt op i det, det var
nok Eders elskede Datter! Reisetøiet af mig i en Ruf;
- jeg bankede paa én Gang, to Gange, tre Gange, jeg
vidste næsten ikke af mig, og saa vred jeg Grebet sagte
op. Tak, der var ingen! Nok en Dør med Forhæng,
som jeg blot behøvede at skyde lidt tilside og saa -
var jeg lige bardus midt i det. Ja, hvordan skal jeg
fortælle det. Det var i Hjørneværelset, jeg kom ind;
der er bare Mahogni Møbler og Lænestole med Stop-
ning og Billeder i forgyldte Rammer over Sofaen; men
i mørke Rammer ellers. Men alt det saa ikke jeg en
Døit af da, for jeg syntes i Førstningen, der var næsten
mørkt. Jo deilig var der mørkt! Der var bare Skjærm
over den store Astrallampe paa Bordet, og hverken
mere eller mindre end helt Selskab! Derinde i Hulen
sad Fruerne i Hjørnesofaen og mange andre og drak
The.

Jeg stod der midt paa Gulvet, og den rødbrune Vær-
kens trode jeg saavist kunde forsvare sig.

Tante Zittow! fik jeg frem.

Hvem er det? . . . Hvad? . . . Vel aldrig min kjære
Inger-Johanna? - Min Mands Søsterdatter! sagde det
henne fra Bordet . . . Du kommer jo som en vild Fjeld-
rose, Barn, endnu med Regnen i Ansigtet, - og ganske
kold! - hun kjendte paa mig. Men jeg saa godt, hun
tog Øie paa min Kjole. Du skal se, den er for lang

SIDE: 173

i Livet, - tænkte jeg; det sagde jeg nu hjemme og-
saa. Men saa glemte jeg hele Kjolen, for det var jo
Tante, og hun omfavnede mig og sagde: Vær hjertelig
Velkommen, mit kjære Barn! Nu tænker jeg, en Kop
god varm The skal gjøre hende godt, Jomfru Jørgen-
sen, - og vil De saa bede Mina gjøre istand til hende
ovenpaa. Og saa satte hun mig hen i en blød Pudestol
ved Væggen.

Der sad jeg da i Halvmørket med en Thekop i Fan-
get og Kavringer, - hvordan jeg fik det, husker jeg
ikke, - og tænkte, er det mig eller ikke mig, dette her?

Det var i Førstningen slet ikke godt at se dem, der
sad omkring i de bløde stoppede Stole. Det, jeg saa
allernærmest ved mig, var et Stykke af en Fod med
Sporer og en bred, rød Rand langs Siden, som vuggede
op og ned hele Tiden. Af og til dukkede et Hoved med
en fin Kniplingskappe frem i Lyset for at sætte en
Kop bort eller forsyne sig. Lampeskjærmen gjorde ak-
kurat en rund Ring i Værelset, ikke en halv Alen uden-
for Bordet.

Aa, hvor der var lunt og fint!

I Lyset under Skjærmen af Astrallampen sad Tante
bøiet over en liden sort Indretning med en Negerfigur
paa og tændte Røgelsetopper; hendes Haar gjorde paa
begge Sider saadan streng graalig Bukkel ned i Pan-
den.

Themaskinen stod og susede skinnende blank over
de hyggelige blaa Kopper af det gamle Kjøbenhavner-
porcellæn, som Moder har de fire Par af staaende i
Skabet fra Bedstemor. Jeg maatte hele Tiden se til
Siden hen paa Tantes Ansigt med de store Ørenringe
mellem Kniplingerne. Jeg syntes, den gammeldags
Themaskine, der er som en Vase eller Urne, lignede
hende saa med den fornemme, stramme Runding om
Hagen! Det var, som de hørte sammen fra, - ja jeg
véd ikke fra hvad Tid, det kan jo ikke være fra Skabel-
sen af. Og naar saa Samtalen imellem stansede, og der
blev stille, som der ikke skulde være et Menneske, pu-
stede og snorklede Maskinen ligesom med Tantes fine

SIDE: 174

danske Snur paa R'et: arvet! arvet! - og derimellem
putrede den Zittow, v. Zittow . . . Det var det, Du for-
talte Moder, om den danske Zittow, som var Diplomat
i Brüssel, der surrede i mig.""

"Den Ungen, - hun har det i Blodet" . . . knæggede
Korpslægen.

""Men det lod sandelig ikke til, at Tante mente, det
havde nogen Hast med at se Onkel. Og da saa Tante
sendte Jomfru Jørgensen med The ind i næste Væ-
relse, hvor de spillede Kort, spurgte jeg med et, om jeg
ikke kunde faa Lov til at følge med?

Hjertens gjerne, mit Barn, det var Synd at friste
din Taalmodighed længere. - Og saa, Jomfru Jørgen-
sen, bringer De vor lille reisende op paa sit Værelse og
sørger for, at hun faar noget at spise og kommer til-
sengs. Men jeg saa godt, at hun i det samme drog
Lampeskjærmen ned paa den Kant, jeg skulde gaa; det
kom jeg til at tænke paa bagefter.

Hvad? hvad, hvad? sagde Onkel; Du skulde set ham
se paa mig. Han lignede saa Dig over Panden og Øi-
nene, Moder, at jeg slog Armen om Halsen paa ham.

Han holdt mig ud for sig med udstrakte Arme. Mener
jeg ikke, det er selve Tante Eleonore op ad Dage! Naa,
naa, indbild Dig nu ikke, Du er en saadan Skjønhed.

Det var Modtagelsen!

Lidt efter laa jeg i Seng paa mit nydelige lille blaa
Værelse med Gardiner med lange Frynser. Der var
Røgelse paa Ovnen, og Jomfru Jørgensen, tænk, hun
kaldte mig Frøken! næsten klædte mig af og puttede
mig ned i alle de bløde Dyner.

Der laa jeg og tænkte paa det altsammen og blev
hedere og hedere i Hoved og Ansigt, til jeg tilslut syn-
tes, jeg dumpede i Karjolen med Svarten og Ola.""

- "Ja, Karjolen kom tom hjem igjen den!" sagde
Kapteinen med et Suk . . .

"Pas paa Du, om Du ikke faar hende til Gilje igjen
i Vogn!" mente Doktoren.

"Hun var saa vakker, Du Rist," udbrød Kapteinen
halv rørt . . . "Jeg synes, jeg ser hende staa der midt

SIDE: 175

paa Gulvet hos Svoger med det svære svarte Haaret
opsat i Nakken. Fra hun fo'r her med de tre lange
Fletterne paa Ryggen var det, som hun blev en Svane
med én Gang, da hun kom i de voksne Klæderne . . .
Du husker hende paa Konfirmationsdagen, Rist!"

"Men kjære Jæger," søgte Ma at dæmpe paa.

Kapteinen brættede varsomt ud Sammenlægningen
paa nok et stort, tæt beskrevet Postpapirsbrev.

"Og nu skal Du høre; dette er af 23de Januar."

""De Penge, som jeg fik med mig"" -

"Naa, naa" . . .

""Regningen fra Larsen for - ""

"Du kan vist hoppe helt over paa den anden Side,"
bemærkede Ma med et vist Eftertryk.

"Naa ja! hm, hm. - bare Ligegyldigheder . . . her er
det" . . .

. . . ""Nei, at ikke Fader, og Du ogsaa Moder, kan se
mine to nye Kjoler! Tante er ubegribelig snil. Det
er umuligt andet end at gaa smukt i den Slags Sko;
og det siger Tante, jeg gjør; det er, som en altid kjen-
der et Dansegulv under sig. Og igaar gav Tante mig
et Par lakerede Halvgaloscher med Spænder over An-
kelen. Har I hørt sligt! Ja, jeg kyssede hende ogsaa
for det; hun fik nu dengang sige, hvad hun vilde. For
I maa vide, at den første Leveregel, siger hun, for en
Dame, det er en vis sikker, tilbageholdende Ro, som
saa godt for det gjerne kan være hjertelig, jeg har den
af Naturen, siger Tante, og skal blot uddanne den.
Pianoforte skal jeg lære og gjennemgaa et ordentligt
Kursus i Dans.

Tante er saa uhyre snil mod mig; men, det er bare
saa, at naar hun vil have Vinduerne igjen, saa vil jeg
have dem op. Jeg mener naturligvis ikke nede i Stuen,
hvor de har klistret sig inde med dobbelte Ruder, men
bare oppe paa mit eget Værelse. Tænk, først dobbelte
Vinduer og saa en Pakning med Gardiner, og saa alle
Husene, som staar lige ind paa os tvert over Gaden;
det er ikke til at puste i, og det skal rigtig hjælpe noget,
at de lufter med de øverste Vinduer to Gange om Dagen.

SIDE: 176

Tante siger, at jeg nok vænner mig til Luften i
Byen. Men jeg véd ikke, hvordan jeg skal det, naar
jeg aldrig faar kjende den, ikke en eneste Gang har
jeg havt Neglespræt i hele Vinter. Vi kjører ud en
liden Tur om Formiddagen, og saa gaar jeg med Tante
i Butiker om Eftermiddagen, det er det hele. Og I kan
tro, det er anderledes at gaa ud her end hjemme. Bare
jeg kom til at springe over en liden opmaaget Sne-
skavl for at komme snarere ud i Slæden, sagde Tante,
at enhver øieblikkelig kunde se Manerer fra min Natur-
tilstand, som hun allid siger. For alt det, jeg rører
mig, kunde jeg gjerne have Lænker mellem begge
Benene som Slaverne, vi ser om Dagene paa Fæstnin-
gen.

Og nu vil Tante ogsaa, at jeg ikke skal gaa barbe-
net paa Gulvet i Soveværelset! Ja, I skulde set hen-
des Forfærdelse, da jeg fortalte hende om, hvorledes
Thinka og jeg i Isløsningen ivaar vadede Kværnbæk-
ken for at slippe Omveien nedenom Broen. Jeg fik
hende tilsidst til at le med mig. Men jeg tror vist,
de er til mig de Par nydelige Tøfler, som stak ud af en
Pakke idag, med Svanedun om. Ser I, det er nu alli-
gevel ind i dem, min søde lille Villie skal puttes!""

"Ser ud for sig itide, om de vil kaste Grimen over
Hovedet paa hende!" mumlede Korpslægen.

Ma sukkede dybt:

"Saadanne søde smaa Villier vil saa gjerne vokse
sig store, og" - nok et Suk, - "Fruentimmer kom-
mer ikke frem i Verden med det."

Doktoren funderede ned i Glasset:

"En af Kvindens Ynder er jo Bøielighed; - men
ellers heder det jo i Visen "stolt Jomfru!" Der er no-
get ligt en Modsigelse i det" . . .

"Aa Far! del dem i to Pelotoner, det er mest de
stygge, som faar være bøielige," humrede Kapteinen.

"Skjønheden staar nu ikke saa længe, og saa er det
bedst at tænke paa de Aar, da en skal være føielig,"
bemærkede Ma ned i Strikketøiet.

""Med Fransken gaar det i en Fei;"" fortsatte Kap-

SIDE: 177

teinen Brevet, ""jeg er alt færdig med den før Frokosten,
og Tante er saa fornøiet med min Udtale. Men saa
kommer Pianoet fra ni til elleve, huf bare Øvelser!
og saa tager Tante imod Visiter.

Og gjæt saa, hvem der kom ind iforgaars? Ingen
anden end Student Grip! Det var, som jeg skulde
kjendt ham rigtig perle godt og ligt ham endnu bedre,
saa glad blev jeg ved endelig at se nogen, som vidste
om os hjemme. Men tænk! jeg er aldeles ikke vis
paa, om han ikke forsøgte sig i at hovmesterere Tante;
og saa havde han den Dristighed at se paa mig, som
jeg skulde være enig med ham. Tante har hjulpet
ham til en Post paa Onkels Kontor, fordi hun hørte,
han havde faaet saadan udmærket Eksamen og var
saa begavet, men næsten ingenting havde hjemmefra
til at studere for.""

"Jeg vaagede mine tre Daler paa ham . . . men hvor-
dan den Fyren kunde bjerge sig slig til Artium, gaar
over min Forstand!" udstødte Kapteinen.

"Men dem betalte han jo rigtig igjen, Jæger, - med
Porto og alting."

Kapteinen holdt Brevet op til Lyset igjen.

. . . ""Og saa mente Tante, han kunde have godt af
lidt Afslibning i sit Væsen, og tilholdt ham at komme
til hendes Fjortendagssoiréer, hun ser saa gjerne Ung-
dom om sig; men det lod han Tante mærke, at han
ansaa for en Befaling og Tvang. Og nu kom han nok for
at gjøre etslags Undskyldning. Men det var en Passiar!

Naa, saa ser vi Dem igjen en og anden af vore
Torsdagsaftener? sagde Tante.

Stiftamtmandinden erindrer vist Anledningen til, at
jeg blev borte. Det var mine uopdragne Indsigelser
mod de syv enige Thekopper, der gi'r Høiesteretsdom
i Deres berømte smaa Theaftener.

Se, se, se, lo Tante. Tager jeg vel feil, naar jeg
siger, at De igrunden er anlagt for det selskabelige; der
er netop Brug for alle ens bedste Sider.

Alle ens glatteste, mener Stiftamtmandinden!

Naa, naa, intet Tilbagefald, Hr. Grip, om jeg tør bede!

SIDE: 178

Jeg gjorde mit bedste, Stiftamtmandinde; for jeg
mente rigtignok alle ens løgnagtigste.

Nu er De i Modsigelseshjørnet igjen; og da forplum-
rer man sig saa let, véd De.

Jeg mener blot, at naar man tier med en Indven-
ding, lyver man.

Da offrer man til den gode Tone, uden den bestaar
intet selskabeligt Samkvem.

Ja, hvad offrer man? Sandheden!

Maaske rigtigere lidt af sin Forfængelighed, en An-
ledning til at udstille en eller anden glimrende Evne;
det frister unge Mænd i høi Grad, tror jeg.

Mulig, ikke umulig ialfald, trak han ud.

Ser De? Men saa sagde Tante, for hun slipper al-
drig sit: En Smule gode Manerer er ikke afveien; og
naar jeg ser en flink Student staa og konversere med
Hænderne i Lommen eller ride bagover paa Stolen,
saa, hvad enten vedkommende tager mig min moder-
lige Oprigtighed ilde op eller ikke, prøver jeg altid
med et lidet Vink at rette paa det Hul i hans Opdra-
gelse.

I skulde set ham! Haanden ud af Lommen, og med
ét sad han der rettet foran hende som et Lys.

Var alle som Stiftamtmandinden, vilde jeg anbefale
at gaa i Visiter, sagde han, for De er en ærlig Kone!

Kone? man siger Frue!

Jeg mener en ærlig Stiftamtmandinde; jeg siger for-
resten sletikke en godmodig! og saa rystede han den
store, brune Luggen frem over Panden.

Noget Portræt af Eder behøver jeg ikke at ønske mig,
for jeg ligger og tænker om Aftenerne, at jeg er
hjemme. Jeg ser saa grant Fader gaa og fløite paa
Gulvet og saa fare op Kontortrappen, og jeg lugger
Dig, Jørgen! og dukker Hovedet hans ned i Geografien,
saa jeg faar ham efter mig, og vi render rundt, Dør ud
og Dør ind, op og ned i Huset. Ja, for jeg længes grue-
lig imellem. Men det tør jeg ikke lade Tante mærke;
det vilde være utaknemmeligt. Hun tror nu ikke, at
Mennesker kan være til andetsteds end i Byen.

SIDE: 179

Og saa er det jo en hel Del, som jeg har maattet
slaa en stor Streg over, fordi jeg sletikke skjønner det.
Tænk Moder, det er nok til Nød tilladt, siger Tante,
at komme med, at vi har Kjøer hjemme; men jeg maa
ikke understaa mig at sige, at nogen af dem har kal-
vet! jeg gad vide, hvordan de mener, vi faar nye
Kjøer, naar vi slagter de gamle til Jul?""

Her satte Kapteinen i med nogle Grynt. Men i Ma's
Mine kom et Udtryk af Bekymring, og hun udstødte
beklemt:

"Det kommer af, at vi desværre ikke har kunnet
holde Børnene tilstrækkelig ude fra Baarstuen og fra
alt det, de faar høre af Folkene."

"Ser De, Frue," forklarede Korpslægen, "inde i Byen
der er det saa anstændigt, knapt saavidt, at en Høne
tør værpe. Det er bare Produktet af Landsens Bestræ-
belser, de vil vilde af, skal jeg sige Dem!"

"Ja," satte Kapteinen i, "det er nok ikke raadeligt
for en stakkars Hoppe at være saa ubeskeden at faa
et Føl der" . . .

Fruen kræmtede svagt og gjorde sig et Ærind hen
til Sybordet . . .

- - Ma var alt for en Times Tid siden gaat op;
Klokken lakkede mod tolv.

Kapteinen og Korpslægen sad nu noget matte over
Slumpen af Muggen, lidt lig de udgaaende Talglys, der
stod med forsømte Tander temmelig nedbrændte og
dryppende i Stagerne.

"Behold Borken din, Rist! Lid paa mig . . . Den skal
staa tidlig op, som ta'r mig paa en Hest, med min
Erfaring, ser Du, - alle de Jægerheste, jeg har ta't ud
i mine Dage!" . . .

Korpslægen sad blot og plirede ned i Glasset.

"Du mener Krybbebideren!" tog Kapteinen hidsig op.
"Men det gik til med de nederdrægtigste Kjeltringstre-
ger, - rent ud Bedrageri, saa han kunde være trukket
til Things for det. Men, som jeg siger Dig, behold Bor-
ken din!"

"Jeg er ble't lidt lei af den, ser Du!"

SIDE: 180

"Se saa, se saa, - men det er din Feil og ikke Bor-
kens det, Far! Du blir altid lei af de Dyr, Du har.
Skulde Du tælle alle de Hester, Du har byttet til Dig,
blev det en artig Stald."

"De har skjæmt den ud for Tømmersokken, da den
var Føl, han er skakkjørt, er han."

"Py-t, ikke andet, det skulde jeg faa af den paa fjor-
ten Dage med lidt Indkjøring."

"Aa jeg er kjed af at sidde og trække og hale i den
ene Tømmen for at faa den fra Grøftekanten, - uden
det, skulde det Dyr aldrig i Evighed ud af min Haand!
- Nei, havde det bare været, at den flisede lidt i
Krybben" . . ..

Kapteinen fik et betænkt Udtryk; han lænede sig mod
Sofaryggen og tog et Par dygtige Drag af Piben:

"Med Brunen min er det sletikke noget at snakke
om, - lidt Gnav bare . . . med den ene Hjørnetanden."

"Ja, Borken min viger ogsaa bare i den ene Vei-
siden."

Atter et Par smeldende Pibedrag. Kapteinen skub-
bede sig i Parykken:

"Er der nogen, som kunde faa Ret paa den igjen,
saa var det vel mig."

Piben dampede tæt.

Doktoren begyndte over sit Sofahjørne at banke ud
sin.

"Brunen min er ellers et mærkelig godlidende Dyr,
- durer lidt paa Krybben nede i Stalden, - mindre
Feil kan en Hest vanskelig ha'! Og saa aldeles let i
Tømmen, kjender, om én bare rører ved den, saa deli-
kat fin i Munden . . . en ren Kavaler at kjøre med i
Landeveien!"

"Jo-o, - jo-o, har ikke noget imod det, - galant
Dyr."

"Du Rist, det var igrunden en Kjørehest for Dig det
. . . staar saa lydig, bare en lægger Tømmen over Ryg-
gen paa den."

"Bytte bort Borken, mener Du?" grundede Doktoren
i en tvilende Tone; - "har igrunden ikke tænkt paa

SIDE: 181

det." Han rystede paa Hovedet . . . "Skjønner bare
ikke, hvorfor den er saa stiv i den ene Tømmen" . . .

"Nei Far; men det skjønner jeg, Du!"

"Bare Du ikke blir snydt paa den, Jæger . . . Han-
del er nu engang Handel, véd Du!"

"Jeg snydt? - haa, haa, haa!" Kapteinen lo over-
modig og stille bevidst, saa han rystede . . . "Lad gaa,
Gut! vi bytter."

"Du gaar noget rask paa Tømmen, Jæger!"

"Altid min Natur, ser Du, . . . at faa Sagen klaret
med engang, fort og friskt!

Og saa tar' vi Kjøbskaalen," raabte Kapteinen hid-
sig; han havde rusket sig Parykken paa skjeve og
sprang op.

"Lad se, om Ma har noget Konjak inde i Skabet" . . .

Hvad kunde det være for en Nøkke, Hesten havde? . . .

Kapteinen var helt optaget af at kjøre ind Borken.
Den vendte Hodet over til høire og ryggede op i Vei-
kanten, saalangt den bare fik Lov til for Tømmen. Det
var umuligt at faa nogen Grund i det!

Imorges havde han kjørt den ene Sælepinde af i
Grindstolpen. Var den kanske skyggeræd? - det var
en Idé! . . . og Kapteinen besluttede at prøve den i
Maaneskinnet om Kvælden.

Da han efter Middagen kom ned i Stalden, saa han
et underligt Syn.

Stor-Ola havde trukket Borken frem af Spiltouget og
stod og hyttede med Næven mod Hestens Pande.

"Naa har jeg prøvet den paa al Vis, Kaptein, men
ikke blinker den, om jeg saa drev den i Skallen med
Bagen af Øksehammeren . . . rikker sig ikke!

Og se bare nu . . . hvor den rygger!" . . . Han løf-
tede Haanden mod den anden Side af Hestens Hoved.

"Men paa det venstre Øie er den saa blind som en
lukket Kjælderdør."

Kapteinen stod en Stund uden at sige et Ord; Aaren

SIDE: 182

svulmede blaa op i Panden, og Ansigtet blev rødt som
Uniformskraven.

"Naa saa den" -

Han drev rasende Ola én under Øret. "Staar Du og
truer Hesten, din Svinehund!" . . .

Da Stor-Ola gav Kvældforet, indfandt Kapteinen sig
igjen i Stalden. Han tog Lygten og lyste hen paa Bor-
ken.

"Nytter ikke at kurere Dig for at gaa i Grøften . . .
Se der, tag det Markstykke, Ola, saa har ialfald Du
Fortjeneste paa den!"

Olas brede Ansigt lyste polisk op:

"Doktoren faar nu forsyne sig vel med Planker; for
den, han fik, aad op tre totoms, mens vi havde den" . . .

"Du Ola!" nikkede Kapteinen, "det er ikke værdt at
lade ham høre andet end, at den ser med begge Øinene
hos mig."

- Da Stor-Ola paa Vaarsiden i Isslasket kjørte Ved-
læsset hjem fra Giljeteigen, maatte han vige op i Sne-
kanten for Doktor Rist, som kom i Smalslæde fra
Nordbygden.

"Driver med Borken, ser jeg? - Har Kapteinen faat
Ret paa den? . . . Skjever vel lige hardt i Veisiden?"

"Nei var det likt! Kapteinen var nok den, som fik
Raad med det; - han er ikke mere skakkjørt nu end
jeg!"

"Kan tro det, din Løgnhals" . . . mumlede Doktoren,
idet han smeldte paa Hesten og strøg videre.

Kapteinen var i et forfærdeligt Humør; det drønede
i Dørene hele Formiddagen . . .

Ved Middagstid var der et lummert Pusterum, hvor-
under Jørgen og Thea sad med Øinene ned i Taller-
kenen høist forsigtige for ikke at give nogensomhelst
Anledning til en Udladning.

SIDE: 183

Frugten af Jørgens bedste Bestræbelser for at gjøre
sig ubemærket var imidlertid som vanligt mindre hel-
dige. Under Suppen kom han til at slurfe lydeligt i
ét væk af Skeen, hvilket førte til et tordnende:

"Slurf ikke som en Gris, Gut!"

Efter Middagen følte Kapteinen med ét Nødvendig-
heden af at fuldføre nogle Beregninger paa en Kart- og
Opmaalingsforretning, der havde ligget siden i Høst.

Og nu var det ikke raadeligt at komme Kontoret for
nær! han var næsten indiansk lydhør for den mindste
Larm og aldeles vild fra sig, naar han forstyrredes.

Det var blevet stille, blikstille over hele Huset. Man
hørte Rokken snurre ensomt inde fra Stuen og gik sagte
i Dørene nedenunder i ren Angst, naar de alligevel
knirkede, eller nogen kom til at slippe Kjælderlemmen
i eller skralde med Bislagdøren.

. . . Hvor kunde den tossede Torbjørg finde paa at
lægge sig til at skure Gangtrappen nu? Idet hun il-
somt trak sig tilbage med Sandet og Bøtten, forraadte
hendes aabne Mund og glanende Øine, at hun ikke be-
greb den egentlige indre Sammenhæng mellem hendes
Skuren og Kapteinen, som sad godt og vel oppe paa
Kontoret; det var nok, at han med ét vilde falde som
et Uveir ned fra anden Etage.

Nu raabte det deroppe.

Han kom ud fra Kontoret med Ridsefjæren i Mun-
den:

Hvor var der blevet af den gamle blaa Tegnemap-
pen? den havde ligget paa Bordet ovenpaa i Gangen . . .

Ma maatte op, og Thea og Jørgen med paa Forhør.

Der . . . der paa Bordet . . . der! . . . havde den ligget
nu i fem Maaneder. Var det Meningen at gjøre ham
rent ulykkelig med al denne Ordningen og Vaskingen?

"Men kjære, kjære Jæger, vi finder den nok, naar
Du blot gi'r lidt Taal, . . . bare vi leder" . . .

Og der blev en Leden rundt om helt indover paa
Loftet, under gamle Vindusruder, omvendte Borde,
Garnvinder, Skabe og Skrammel. Jørgen stod i sin
angstfulde Iver paa Hovedet gravende dybt ned i en

SIDE: 184

Tønde, da Ma endelig snildelig fik ledet Undersøgelsens
Retning indover mod Kontoret igjen:

"Oppe paa Kontorskabet ligger et stort blaat Om-
slag, men der har Du vel været" . . .

"Der? . . . Jeg gad vide, hvem der har fordristet sig
til at" . . .

Han fo'r ind paa Kontoret igjen.

Ja der laa de!

Han slængte Ridsefjæren; han var aldeles ikke op-
lagt til at arbeide længere, og sad og saa mørk ud for
sig med Albuen støttet mod Pulten . . .

"Det er din Skyld, siger jeg, Ma! - Eller var det
kanske mig, som havde det fiffige Indfald at sende
hende til Ryfylke?" . . .

Han slog i Pulten.

"Det er Blodpenge . . . Blodpenge, siger jeg! - Skal
det gaa til paa den Maaden, hvad skal vi saa ha' til
at faa Jørgen frem med? - huf, det stiger mig saa til
Ho'det! . . . Atten Daler kastet rent i Bækken" . . .

"En Søndagskjole maa hun jo have; Thinka har nu
slidt paa de Klæder, hun havde hjemmefra, i over halv-
andet Aar."

- "End nye Tøies Snørestøvler fra Stavanger! Ja
saamæn, ikke mindre end fra Stavanger . . . det staar
der," han rev Regningen fra Pulten . . . "og et lakeret
Skindbælte og for Halvsaalen og Flikken af Sko to
Daler og en Ort . . . og saa Sysager; jeg har aldrig
hørt, at en ung Pige kjøbte Sysager i et Hus! - og
Porto! en Daler to Ort og fem Skilling . . . to Ort og
fem! . . . Det er rent uforstaaeligt."

"For halvandet Aar, maa Du betænke, Jæger, seksten
Skilling for hvert Brev."

"En lusen Skriver, siger jeg, som ikke engang be-
taler Brevene, som gaar der fra Kontoret! . . . Hvorfor
skrev hun nu sidst, naar hun lige iforveien havde lagt
Hilsen ind i din Brorkones Brev? . . .

Men saa kommer det tilgavns, fire og en halv Alen
Silkebaand! Hvorfor satte hun ikke ti, - tyve Alen
. . . saalangt som herfra og ned til Ryfylke? - saa

SIDE: 185

havde hun da sprængt Far sin med engang! For jeg
ser, hvor det bærer hen" . . .

"Husk paa, de reiser til Fogdens og Præstens og Pro-
kuratorens i Besøg og Selskab, ret som det er; vi maa
jo lade hende gaa anstændig."

"Aa, aldrig har jeg hørt det før, at Døttre ogsaa
skal koste Penge; det er et splinternyt Reglement det,
som Du har fundet paa. Og hvad skal det bli' til?"

"Den, som intet vil saa ud, Jæger, han høster heller
ikke."

"Ja synes Du ikke, det ser ud til en deilig Høst? -
denne Bygde-Adonisen der paa Kontoret som gjør Ha-
neben til hende, - en stakkars Kontorist uden Eksa-
men! - men han er saa flink til at slutte Skifter,
he! he!" . . .

Ma saa lidt slagen ud og stirrede haabløst hen for
sig.

"Jo-o Thinka skrev det; han er saa flink til at slutte
Skifter, er han! . . . Synes Du ikke, det var en nok
saa pen Indledning af hende det for ham?" Han nyn-
nede . . . "Det er klart som Drank, at hun er forgabet
i ham; din Brorkone skrev ellers ikke om det, som
hun gjør."

"Thinka er en blød Natur," kom Svaret noget lang-
somt, fortænkt, - "og har vist saa let for at forblinde
sig, stakkar, varm og modtagelig, som hun er. Men
saa har hun nu set saavidt af Verden omkring sig" . . .

"Ja. Verden gaar ikke paa Vers, som Løitnant Baus-
back sagde, han betalte Gjælden sin med gamle Mor
Stenberg, hun var akkurat tre og en halv Gang saa
gammel som han, da de giftede sig!"

"Hun har altid været bøielig, - vi faar haabe paa,
at hun er tilgjængelig for et Ord af sine Forældre. Jeg
vil skrive og forestille hende Udsigterne" . . .

"Udsigterne? . . . Bland Dig bare ikke i det, Ma! Gif-
termaal vokser ikke paa Træer. Eller hvad Parti, me-
ner Du, Thinka kan gjøre heroppe? Blir jeg gammel
og kommer paa Pension, ser det net ud med alle Døtt-
rene paa Halsen! . . . Lad os bare ikke blive gale af

SIDE: 186

Hovmod, Ma, splitter pine gale! - det sidder i Dig og
alle Zittowerne."

Ma blev noget stram ved Læberne og skarp mørk i
Øinene; men det var over i Øieblikket:

"Jeg tænker paa, at her igrunden kunde spares paa
Flesk og Smør i Huset; det er ikke halv saa saltet, som
det bruges mangesteds i det udvendige, og naar saa
Grisen - bare Skinkerne, mener jeg, - faar gaa med
Læsset til Byen, saa kan vi nok have Udvei til at tage
Pengene ind igjen. Ellers vilde jeg komme rent ud af
Fatningen. . . . Men skal vi først ud med dem, synes
jeg, Du bør sende dem paa Posthuset straks, Jæger! de
bør ikke se andet, end at Du er kontant."

Kapteinen reiste sig og pustede.

"Ti . . . og fem er femten . . . og tre er atten," han
talte Pengene ud af Pulteskuffen. "Vi ser aldrig de
Penge mere . . . Hvor er Saksen? Saksen, siger jeg!". . .

Han begyndte at klippe Omslag til Pengebrev ud af
en gammel graa Konvolut fra et Tjenestebrev, som han
vendte.

"Frakken og Skjærfet ligger her ved Ovnen," sagde
Ma, da hun igjen kom ind.

"Der! - læg Lakket og Signetet i Sidelommen, saa
jeg ikke glemmer det; ellers faar jeg betale for Forseg-
lingen med." - - -

- Det lumre Humør var som strøget af Kapteinen,
da han ilsomt kom tilbage fra Postaabneriet. Han
havde fundet Brev fra Inger-Johanna og straks be-
gyndt at kige i det; men saa blev det for mørkt.

Frakken var af ham i en Ruf, og han begyndte endnu
med Huen paa ivrig at læse videre ved det nytændte
Lys.

"Ma! - Ma, - bed Ma komme ind straks! . . . og et
Lys til!"

Man saa ikke mere da Lyset fik en Raptus af Dun-
kelhed, og der maatte bies, til Tanden igjen fik taget
sig op.

Ma kom ind brættende Ærmerne ned efter Bagnin-
gen.

SIDE: 187

"Nu skal Du høre," fortsatte han:

. . . ""At et saadant Bal ikke kan vare længere! Tante
vil gjerne være af de første, som bryder op, saa jeg i
Kotillonen sidder i stadig Angst for, at hun skal bede
om Slæden. Saa skal jeg forhøres; men saa er det nu
ikke længere som de Par første Gange, vi kjørte hjem,
da jeg snakkede og plaprede ud alt muligt, vrængte
min Sjæl og alle mine Følelser ud i Tantes Fang som
en Lomme.

Igaar var jeg paa mit syvende og engageret alt til
langt ude i det niende, som nok ikke bliver mit sidste,
vil jeg haabe, i denne Vinter (jeg opførte fem Gange).
Igaar undslap jeg ogsaa heldigen Løitnant Mein, han
med Jørgens Hestebidsel om Munden, som har be-
gyndt at ville sikkre sig mig til Kotillonen, som han
siger. Han sidder og staar i Selskaberne hjemme hos
Tante (hvilket er alt, hvad han gjør, for der er ikke
et Ord i hans Mund) og bare ser og glor paa mig.

Naa, I skulde se mine Balbøger! ført op har jeg,
tror jeg, Trediedelen af alle Dansene i Vinter. Tante
har foræret mig en Bæltespænde, som er deilig og med
alle de dunkelgule Stene hæver Kjolen vidunderligt.
Tante har Smag; men enige bliver vi alligevel aldrig,
naar jeg klæder mig. Gamle Tante Alette var oppe
hos mig igaar og hende fik jeg da paa mit Parti. Saa
blev jeg fri for at have Dubber slængende om Ørene;
de kjendtes, som der hang to Tømmerstumper efter
mig, og saa maa jeg faa kunne røre Armene i Kjo-
len, skal jeg ikke kjende mig som en Trædukke.

I maa vide, jeg er vokset et halvt Kvarter, siden jeg
var hjemme. Men aldrig i mit Liv har jeg vidst rig-
tig, hvad det er at være til, tror jeg, før i Vinter. Naar
jeg lukker Øinene, er det, som jeg i Drømme kan se
gjennem en Række Sale med Lysekroner, hvorunder der
Bølger Musik, og hvori jeg danser og føres, saa der
ligesom bliver Vei af sig selv.

Jeg forstaar, hvordan Tante Eleonore maa have følt,
hun, som var saa vakker, og som de siger, jeg ligner
saa; hun døde jo efter et Bal, siger Tante Alette; det

SIDE: 188

maa have været af Glæde. Der er intet som at danse!
intet som at se dem kappes om at engagere, at de lige-
som knæler med Øinene og saa bliver forvirrede, naar
jeg svarer dem, som de ikke venter.

Og hvormange Gange, tror I nu vel, jeg har hørt, at
jeg har saadant mærkeligt sort Haar, saadanne mær-
kelige faste Øine, saadan superb Holdning; hvormange
Gange mener I, det er sagt mig paa den fineste Maade,
og paa den groveste Maade? Tante har ogsaa begyndt
at beundre! jeg kunde ønske hele Vinteren, hele Livet
(saalænge jeg er vakker, ikke lengere!) var et eneste
Bal, som den polske Greve, der kjørte paa Sukker.

Og saa har jeg altid saadan Lyst til at dø ovenpaa
hver Gang, naar jeg ligger og tænker paa det og lige-
som endnu hører Musiken i Ørene, helt til jeg kom-
mer til at tænke paa det næste.

Til det skal jeg have en ny lysegul med sort; det og
hvidt klæder mig bedst, siger Tante, og saa atter nye
gule Silkesko, knappet op til Ankelen; Tante siger, min
høie Vrist forraader Race. Og det føler jeg, jeg har;
jeg generer mig sandelig ikke for at snakke fra lige
ud, hvad jeg tænker; og det er saa morsomt, at se
Folk spærre Øinene op og undres paa, hvad mon Du
er for én.

Jeg begynder virkelig at faa Mistanke om, at flere af
vore Herrer hverken har set en levende Gris eller And
eller et Føl (som er det vakkreste jeg véd). De bliver
saa dumme, straks jeg blot nævner om noget fra Lan-
det, det skulde da være, om jeg sagde det paa fransk,
un canard, une cheval, un cochon, une vache!

Student Grip paastaar, at af dem, som er født i Byen,
har ikke en af ti set en Ko malkes! Han ærgrer nu
ogsaa Tante med, at alt det, som sker paa fransk, er
saameget finere, og mener, at vi læser og græder saa
gjerne over to elskende, som springer i Vandet fra
Pont neuf; men lad blot det samme passere fra Vater-
lands Bro her hjemme, saa er det simpelt, og jamen
synes jeg, han mangen Gang har Ret! Tante maa le.
Og hvormeget hun nu siger, han mangler i slebet Væ-

SIDE: 189

sen og Dannelse i Blodet, saa morer hun sig over ham.
Og det gjør man overalt, for udbuden er han hver ene-
ste Dag i Ugen.

Her kommer han gjerne Søndag Eftermiddagene og
drikker Kaffe, for da er han sikker paa, at baade Tante
og jeg kjeder os, siger han, (ja grueligt! hvor kan han
nu vide det?) og at han slipper at gaa paa Stylter og
lyve mellem de blaa Thekopper!

Og da er Tante og han morsomme tilgavns, naar han
taler fra Leveren, og Tante modsiger ham og tager ham
afdage. For tænke sit gjør han bestandig, det kan jeg
se bare paa, hvordan han sidder med Hovedet paa
skjeve og rører sagte om med Theskeen i Kaffekoppen.
Det er rent til at le over, for mener han nei, saa ser
man det helt ovenfra Luggen, længe før han siger det.

Han er nok adskillig omtalt i Byen som en af de
værste i Studentersamfundet til at ivre for alle disse
vilde Idéer. Men Tante finder ham pikant og mener, at
Ungdommen maa faa Lov til at rase ud. Onkel siger
derimod, at den Slags er mere ødelæggende for en ung
Mands Fremtid end de værste Udskeielser, da det rui-
nerer saa Evnen til Disciplin.

Hvad han tænker om mig, gad jeg forresten vide.
Han spørger undertiden saa impertinent:

Frøkenen skal vel paa Bal iaften?

Men jeg giver ham det igjen efter Evne, spørger
Tante til Raads om Haandarbeidet og gisper saa hyg-
geligt let og ser ud af Vinduet, netop naar han er som
ivrigst.

Jeg ser godt det ærgrer ham, og sidst spurgte han,
om ikke Frøken Jæger blot et Øieblik vilde drage sine
Tanker bort fra det næste Bal?

Onkel er ofte grætten over hans Umedgjørlighed og
finder, at han er en ubehagelig Personlighed; men jeg
tror ikke, han har let for at miste ham paa Kontoret,
da han er saa dygtig.

Onkel lever bare i sit Embede: han er saa uhyre
nobel. I skulde høre, hvor han kan gaa og ængste sig

SIDE: 190

for den mindste Feil eller Mangel paa Punktlighed i
sit Embede.""

"Jeg mener den Onde ri'er Fyren, - naar han er
Stiftamtmand!!" udbrød Kapteinen.

"Stakkars Josias!" sukkede Ma, "han var altid den
mest nærtagende af Brødrene; men det bedste Hode."

"Ja, Skriveren i Ryfylke har nok ta't baade Kræf-
terne og Villien for sin Part." . . .

Fjorten Dage efter overraskedes de af Brev fra Stift-
amtmandinden og indlagt et fra Inger-Johanna.

. . . Stiftamtmandinden maatte under alle Omstæn-
digheder faa beholde sin kjære Inger-Johanna mindst
endnu ét Aar; hun var blevet dem, baade hende og
Stiftamtmanden, uundværlig, saa at de endog havde
ondt for at tænke sig, at hun overhovedet kunde have
et andet Hjem . . . "Sin Onkel har hun nu engang
forvænnet ved det ungdommelige Liv, hun har tilført
Huset. Min kjære Zittow med sin skrupuløse Samvit-
tighedsfuldhed er i sit store Embede overlæsset af Æng-
stelser og Ansvar og trænger saare vel til Adspredelse
og Opmuntring efter sine mange vaagne Nætter. Ja
saa egoistiske er vi," spøgte hun, "at jeg vil foreslaa,
at vi deler hende paa den uretfærdige Maade, at hun
til Sommeren gjør et Besøg hjem; men kun for atter
at komme ned til os. Andet vilde være en stor Skuf-
felse.

Men, lad os ikke for tidligt bringe et maaske unødigt
Tvistens Æble paa Tapetet; det kunde blive som med
Trætten mellem Stormagterne om den smukke Ø i
Middelhavet; midt under de diplomatiske Forhandlin-
ger forsvandt den! Og jeg tør jo langt fra indestaa
for, at vor kjære Tvistens Gjenstand ikke om en kor-
tere Tid selv disponerer over et Hjem, der staar i
Forhold til, hvad hun med sit Væsen og sin Skjønhed
kan gjøre Pretention paa.

At jeg som hendes Tante skulde være noget ensidig

SIDE: 191

blind for hende, kan jeg neppe tro; idetmindste tør jeg
paaberaabe mig en erfaren, kyndig Meningsfælle i vor
fælles Ven, Kaptein Rønnow, som i forrige Uge fulgte
hidind med de kongelige fra Stockholm og, i Paren-
thes sagt, det maa blive mellem os, - nu staar paa
Spranget til at gjøre en ekstraordinær Karriére. Han
var aldeles enthusiasmeret ved at se Inger-Johanna
igjen, erklærede hende for en fuldendt Skjønhed og en
født Dame, der var skikket til at gjøre Opsigt i Kredse,
der endog laa over det almindelige, og meget andet,
som vi ikke tør lade vort kjære Barn høre. Jeg kan
kun tilføie, at han ved Afskeden varmt og med en vis
Ængstelse anbefalede mig hendes Bevarelse og videre
Udvikling.

Om ikke netop i sin første Ungdom, er han jo endnu
maaske den eller ialfald én af de smukkeste og mest
distinguerede Mænd inden den hele Landetat, og han
vil ikke have ondt for at vinde selv den mest for-
dringsfulde" . . .

"Nei, det skulde jeg pikajor tro. . . . Du, Ma," sagde
han blinkende, "hvad siger Du nu? Nu tror jeg Læs-
set gaar opefter."

Kapteinen tog sig en svingende Marsch henover Gul-
vet og faldt saa over Inger-Johannas Brev:

 ""Kjære Forældre!

Nei, nu maa jeg melde Eder noget. Kaptein Rønnow
har været her! Han kom netop, som Tante havde
Soirée. Han ser endnu én Gang til saa vakker og kjæk
ud, som da han var hjemme paa Gilje, og jeg saa godt,
at han studsede lidt, da han fik Øie paa mig, endnu
medens han stod og hilsede paa Tante.

Det bankede jo ogsaa forsvarlig indeni mig, kan I
vide, straks jeg kjendte ham igjen; jeg gruede virke-
lig saa halvt for, at han skulde have glemt mig.

Men han kom hen og tog begge mine Hænder og
sagde ganske varmt:

Den Knop, jeg sidst saa paa Gilje, er sandelig sprun-
gen ud!

SIDE: 192

Jeg blev jo lidt rød, for jeg véd godt, det var ham,
som fra først af udvirkede, at jeg kom herned.

Men det kalder jeg et udsøgt Væsen og en fri, lige-
frem Maade at føre sig paa. Saa underholdende han
var, mistede han aldrig et Fnug af sin prægtige, man-
dige Værdighed, og der var da ikke Spørgsmaal om
at lægge Mærke til synderlig andre end ham, den hele
Aften. Jeg maa tilstaa, at jeg herefter lægger et andet
Maal for en rigtig Kavaler, det jeg vil kalde en Mand,
og det bliver der sandelig mange, som ikke staar sig paa.

Tante har ogsaa udbredt sig over hans Væsen; jeg
tror, hun blev smigret, fordi han var saa elskværdig
og hjertelig mod mig. Hun har bagefter været i saa
glimrende Humør.

Siden var han herinde daglig. Han havde saameget
at fortælle os om Livet i Stockholm og ved Hoffet, og
talte altid med mig om Eder hjemme - om Fader,
som, uagtet han jo var ældre"" . . .

"meget, meget ældre ja!" kræmtede Kapteinen ivrig
- "en fire fem Aar mindst."

. . . ""altid var hans uforglemmelige Ven.

I kan tro, det var hyggelige Aftener. Tante forstaar
den Ting. Det er et helt Savn efter ham. Det samme
synes Tante ogsaa; vi har siddet og talt om ham og
næsten ikke om andet end om ham disse to Aftener,
siden han reiste.

Igaaraftes kom Grip her. Vi har ikke set ham helt
siden den første Gang, Kaptein Rønnow var her. Og
kan nogen begribe sig paa et saadant Menneske? han
lader til at se ingen Ting ved ham. Han sad og mod-
sagde og var saa tverken og ubehagelig hele Aftenen,
at Tante blev ganske lei af ham. Han ræsonnerede om
at leve paa Ydersiden, hul Tromme, og saadant noget,
som om det ikke netop skulde være den ægte Mandig-
hed og Naturlighed, man maa sætte saadan Pris paa
hos Kaptein Rønnow.

Huf! jeg har ligget den halve Nat og ærgret mig!
Han sad og rørte i Thekoppen og snakkede om Folk,
som kunde gaa igjennem Verden med et Silkebind af

SIDE: 193

Talemaader og Komplimenter, at man kunde smigre
ihjel en sund Forstand, saa der tilslut stod igjen en
affjæret, jeg hørte tydelig han mumlede, Fageraas!
Frygtelig uforskammet. Jeg er sikker paa, han mente
mig.

Tante sagde ogsaa, da han var gaat, at hun herefter
vilde nægte sig hjemme for ham, naar her ikke er
flere; hun var træt af hans Produktioner paa To-
mandshaand; den Slags Mennesker maa have et vist
Baand paa sig! Nogen Karriére kommer han aldrig til
at gjøre, mente hun, dertil bærer han sine egne Me-
ninger for høit.

Det er forresten kjedeligt om han bliver borte, for
med alt sit er han mig mangen Gang en god Krigs-
kammerat mod Tante.""

Kapteinen havde holdt Laaget paa sin store, gamle
Merskumspibe kridtpudset nu i tre Dage uden at ville
tage den ned fra Pibestilladset; han havde beskaaret
og sat ind nye Mundstykker og holdt Renselsesfest over
Resten saavelsom over hele Tobaksbordets Askebehold-
ning, Petumsgrus og lavaartede Pibekrads. Han havde
ladet Klokkeren gjøre sit bedste med at stemme Klave-
ret og sat to hvidmalede Bænke paa Trappen. Det sta-
dig forsømte Sprinkelværk om Haven skinnede nu her
og der med friske hvide Stokke som enkelte nye Tæn-
der, der stikker af mellem en hel Rad af gamle graa.
Gangene i Haven maatte feies og strøes, Gaardspladsen
blev afsopet, og endelig den Lem sat over Brønden,
som stadig skulde have været der i alle de Aar, Bør-
nene var smaa.

Det var Kapteinen, som, under et næsten høirøstet
godt Humør, ivrig færdedes overalt.

Undertiden undte han sig en vis Ro og stod og dam-
pede paa Trappen eller i det Storstuvindu, som vendte

SIDE: 194

ned imod Landeveien; eller han tog sig i Eftermid-
dagsskyggen en Svip helt ned til Grinden og blev
siddende der med Piben paa Stengjerdet. Kom der saa
nogen forbi, som gik sydover, lød det:

"Skal Du til Landhandleren og kjøbe Dig en Rul
Tobak, Lars? . . . møder Du en fin Jomfru i en Karjol,
saa hils fra Kapteinen paa Gilje; det er min Datter det,
ser Du, hun kommer fra Hovedstaden!"

Var vedkommende en eller anden gammel, fattig
Stakkar af det andet Kjøn, faldt der til hendes For-
bauselse en Kobberslant ned i Veien foran hende:

"Der, Kari! Der, Siri . . . Du kan trænge noget til at
bestille Dig Krykkeskyds for;"

- en Overraskelse, der faldt saameget stærkere, som
Kapteinen ellers havde et sandt Liebhaberi for at hud-
skjælde gamle Kjærringer. Hele det Oplag af styr-
tende Eder og i Øieblikkets Inspiration fremdigtede
Skjældsord, som sad ham i Blodet fra Pladsen og Mili-
tærlivet, maatte engang imellem have et Udbrud. De
krykkebærende gamle var længst indøvede i Behand-
lingen og vidste, hvad der vankede, naar de skulde af-
sted igjen fra Gaarden, efter først inde i Kjøkkenet at
have faat baade godt og vel i Madsækken. Det var som
en Tappenstreg om Ørene paa dem, akkompagneret af
Pasops vilde Gjøen.

Men i disse Dage, medens han gik i glad Spænding
og ventede sin Datters Hjemkomst, var han, hvad der
gjorde ham til en likt Mand baade i Bygden og blandt
Mandskaberne, saa ligefrem og spøgsom, - noget af
den gamle, letlivede Peter Jæger.

Kapteinen havde netop været inde i Eftermiddag
igjen og prøvet Kammertonen paa Klaveret, den var i
stadig Faldende; og derpaa konfereret sin dybe Bas
med dets næsten lydløst murrende G, da Jørgen gjen-
nem Vinduet trode at øine en bevægelig Plet paa en
af de lyse Stumper af Landeveien, som var synlig over
paa den anden Side af Vandet.

Kapteinen snappede Kikkerten og fo'r ud paa Trap-
pen og ind igjen og raabte paa Ma, - og tog siden

SIDE: 195

taalmodigen Post i det aabne Vindu, idet han forlangte
Ma ind for hver Gang, de igjen kom frem i Svingnin-
gerne.

- Dernede gik det ikke saa raskt. Svarten stansede
af sig selv for hvert Menneske, den mødte i Veien; og
saa maatte Stor-Ola give Besked.

En ung Dame med en om Livet tæt spændt Støv-
kaabe, Parasol og Hansker og en saa fin messingbe-
slaaet, engelsk Kuffert bagpaa Karjolen var i sig selv
intet sædvanligt Syn. Men at det var Kapteinens Dat-
ter paa Gilje, som kom hjem, løftede Sagen op i det
opsigtsvækkende, og Nyheden var da ogsaa et godt
Stykke udover Bygden, inden Karjolen henimod Kvæld
naade frem til Døren hjemme.

. . . Der stod Mor og Far og Jørgen og Thea og
Underofficer Tronberg med sin Væske henne ved Hus-
hjørnet og Gaardens Folk og Jenterne indenfor i Gan-
gen; - og Stor-Ola blev snydt for at løfte Jomfruen
hen paa Trappen, for hun hoppede selv fra Karjol-
trinet lige i Armene paa Far, og saa kyssede hun Mor
og klemte Thea og luggede Jørgen en liden Trækdans
rundt om sig paa Trappen, for at han skulde føle Hjem-
komstens første Indtryk . . .

Ja, det var Parasollen, hun havde mistet i Trappen,
og som en barbenet Jente kom med. Ma tog omhygge-
lig vare paa den; . . . den dyre, fine frynsede Parasol
med det lange Elfenbens-Haandtag havde ligget der
midt imellem Trappen og Karjolhjulet.

Kapteinen tog selv Kaaben af hende . . . Haaret,
Dragten, Hanskerne, - saadan saa hun ud! . . . en fin
voksen Dame fra Hoved til Fod.

Og saa havde de Giljesolen i Stuen!

"Jeg har siddet og længtet i hele Dag efter Petum-
lugten og at se lidt af Røgskodden om Hodet dit, Far!
- Jeg tror Du er blet lidt tykkere . . . og saa Stasfrak-
ken! . . . jeg tænkte Dig altid i den gamle blanke. -
Og Mor, . . . og Mor!" . . . Hun løb ud efter hende i
Spisekammeret, hvor hun blev en lang Stund.

Saa kom hun ud roligere.

SIDE: 196

I Kjøkkenet lyste en høi Ild. Der stod Marit, en kort-
vokset, rødmusset Fjeldjente med hvide Tænder og
smaa Hænder og stampede Grøden, saa Sveden hag-
lede; hun vidste godt, at Stor-Ola vilde have den, saa
femten Karer kunde danse paa Skorpen; - og nu fik
hun med ét Hjælp af Frøkenen . . . Bagefter maatte
Inger-Johanna hen og spinde paa Torbjørgs Rok.

Kapteinen fulgte blot og saa til med halvfugtige Øine,
og da de kom ind igjen, fik Inger-Johanna Flasken fra
Skabet for at skjænke dem derude hver især en Sup
for Hjemkomsten.

I Stuen ventede Aftensbordet; - paa nylagt Dug
frisk, rød Fjeldørret og hendes Yndlingsret Jordbær og
Fløde . . .

- - Ikke Tale om at vække hende, saa træt som
hun var igaaraftes, havde Far sagt.

Og derfor sad ogsaa Thea udenfor Dørstokken fra
Klokken halv syv af og ventede paa, at der skulde
høres nogen Støi, saa hun kunde styrte ind med Bræt-
tet og Smaakagerne, - for Inger-Johanna skulde have
Kaffe paa Sengen.

Jørgen holdt hende med Selskab, optaget af at stu-
dere den underlige Laas paa hendes Kuffert og saa af
at betragte de lette, fine Sko med Lakering. Han gned
sig i Panden og paa Næsen med dem efter at have
aandet dem fugtige.

Nu vaagnede hun derinde, - og op gik Døren for
Jørgen, Thea, Pasop og bagefter Torbjørg med Kaffe-
koppen.

Jo nu var hun hjemme! . . .

Høduften kom ind af det aabnede Vindu, og hun
hørte, de kjørte Læssene buldrende ind paa Laaven.

Og da hun saa ud af Vinduet nedover det lange,
smale Vand i Dalen og alle Fjeldtopperne, som løftede
sig saa steilt mod Himlen over den lette Taage paa
den anden Side, forstod hun endel af Sin Mors For-
nemmelse af, at her var trangt, og at der var en og
tredive lange Mile til Byen. Men saa var det saa duf-
tig vakkert, - og saa var hun jo hjemme paa Gilje.

SIDE: 197

Afsted maatte hun og ligge i Høet og lade Jørgen
holde Bukken, som var stangvis, saa hun slap forbi,
og saa se til hans Værksted og det hemmelige Jagt-
gevær, han holdt paa at lave sig af Løbet og Laasen
af en gammel Soldaterbøsse.

Det var en speciel Betroelse til hans voksne Søster,
thi Krudt og Gevær var ham paa det strengeste for-
budt, hvad der ikke hindrede, at han havde sine Arse-
naler af Faderens grovkornede Patronkrudt baade hist
og her omkring i Bakkerne.

Og saa skulde hun være med Thea og faa vide alt
om Haven og med Faderen paa hans Spadsereture hid
og did; . . . det gik opad Koveie mellem viftende Orme-
græs, hvide Bjerkestammer og grønt Løv paa skraa hele
Giljeaasen opover.

Det var som en glad, næsten ør Hjemkomstrus i tre,
fire Dage!

Først da der blev ligesom mere Hverdag, begyndte
Ma at tale om dit og dat af de huslige Anliggender og
sætte Inger-Johanna ind i sine forskjellige Omsorger
og Bekymringer . . .

Hvad skulde der blive af Jørgen? De maatte jo en-
gang tænke paa at faa ham ind til Byen! Ma havde
grublet meget paa at skrive ind til Tante Alette og
raadføre sig med hende . . . Far maatte ikke forskræk-
kes med for mange Pengeudlæg. Skulde Tante Alette
finde paa at foreslaa at tage ham i Kost og Logis, saa
vilde det ikke forvolde de forfærdelige kontante Udtæl-
linger. De kunde jo sende mange Slags Madvarer did-
ind, Smør og Ost og Fladbrød og Spegekjød og Flesk,
saa tit der gik nogen Byleilighed . . .

Hun maatte se til at snakke med Far, om dette ud
paa Vinteren engang, naar hun havde hørt, hvad Tante
Alette mente.

. . . Og med Thinka havde de gjennemgaat meget!
Ma havde havt al sin Nød og Møie med at holde Far
udenfor, - Du véd, hvor lidt han taaler af Ærgrelser,
- og hun havde gaat paa sit bare Liv Onsdagene for
at passe Jørgen op, naar han hentede Posten, saa

SIDE: 198

hun kunde faa fat i Thinkas Breve. Hun havde ivaa-
res skrevet den ene Gang efter den anden og forestillet
hende, hvilken Fremtid hun beredte sig, om hun i
Svaghed og Daarskab gav efter for sine ubesindige Fø-
lelser for denne Kontorist Aas.

Men der kom jo i Begyndelsen nogle Breve tilbage,
som var rent trøstesløse. Det gik an ogsaa at være til
i ringere Kaar, skrev hun; - det var nok en tvilsom
Udsigt til et lidet Lensmandsombud, hun tilslut stolede
paa.

Ma havde sat hende alvorligt for Øie, hvordan saa-
dant kunde ende. Bare om han blev syg eller faldt fra,
hvad skulde saa hun og kanske en hel Børneflok ty til?

"Det gjælder at overstaa den første Sindets Opbrus-
ning . . . Nu kommer hun jo hjem til Høsten, og det
var at ønske, at hun var kommet paa andre Tanker.
- Min Broder Birger er jo saa fremfusende; men at
han straks, han fik et Ymt om Sammenhængen, brød
løs og, som min Svigerinde skriver, lod Aas faa Reise-
pas og Afsked og ekspederede ham paa Porten samme
Dag, tør dog have faldt ud til det gode. De sidste Par
Breve røber, at Thinka er roligere" . . .

"Thinka er gruelig godfjottet!" udstødte Inger-Jo-
hanna med sprudende Øine. "Jeg tror, de tilslut kunde
sylte hende og lægge hende ned og binde for Kruk-
ken; hun mukkede ikke . . . Onkel Birger skulde gjort
saa mod mig, ikke én Dag var jeg ble't der længere!"

"Inger-Johanna, . . . Inger-Johanna!" rystede Ma
paa Hovedet; "Du har et farligt, forvænnet Sind. Det
er kun de aller, - aller færreste af os Kvinder, som
faar følge, hvad de helst kunde sætte sin Lyst til." . . .

- - Kapteinen forsmaade ingensomhelst Anledning
til at vise frem sin fra Hovedstaden hjemkomne Datter.

Han havde nyttet Tiden, thi i Begyndelsen af næste
Uge skulde han paa forskjellige Kartforretninger oppe
i Almenningen og saa paa Eksercitie.

De havde gjort en Tur ned i Hovedbygden til Præ-
sten Horn, og paa Veien stanset og hilst indom Klok-
ker Semmelinge og Bardon Kleven, Lensmanden. De

SIDE: 199

havde været hos Distriktslæge Baumanns! og nu paa
Søndag havde de Indbydelse til Foged Gülckes, - en
Reise paa fire og en halv Mile nedover Dalen.

Det var det gamle, hundrede Gange reparerede Hus
af en Kaleschevogn, som var trukket frem af Skjulets
inderste, og i hvis sammenlænkede Arme Svarten og
Blakken - den blinde borkede var længst afgaarde, -
skulde fortsætte sine tre Maaneders lange Forsøg fra
Spiltouget paa at forliges.

Havde Dyrene nogen Forestilling, maatte det nær-
mest være, at det var en uhyre vældig Plog, de trak i
Skumsved Bakke op og Bakke ned under idelige Stans-
ninger for at puste og lade dem, som sad indeni, stige
ud og gaa.

Var det noget Kapteinen holdt paa, saa var det
militær Punktlighed, og Klokken halv fem om Morge-
nen vandrede hele Familien i sin Puds, Kapteinen og
Jørgen med opbrættede Benklæder, Damerne opskjør-
tede, tilfods nedover Giljebakkerne, - de var nogle af
de sværeste paa hele Veien, - medens Stor-Ola kjørte
den tomme Vogn ned til Kongeveien.

Blakken duede bedre til at trække end til at holde
igjen, saa det var Svarten, der fik lides paa udfor Bak-
kerne, og Stor-Ola, Kapteinen og Jørgen maatte støtte
paa.

Det blev en besværlig varm Dag, og Vognen rullede
i et uophørligt tæt kvælende Landeveisstøv om Heste-
benene og Hjulene. Men saa bar det jo hovedsagelig
nedover hele Tiden, og hvilt og trukket Pusten blev
der for hver Mil.

Klokken halv et havde de bare at sætte over med
Færgen, og den lille Veistump paa den anden Side
igjen op til Fogedgaarden.

Paa Færgen blev der foreløbig gjort en Smule Toi-
lette, og Kapteinen byttede fra Vognskrinet sin nye
Uniformsfrakke paa. Naar undtages, at Jørgen havde
faat "Gris" nedover sine nye Bukser fra Smurningen
af Hjulene, var der ikke indtruffet et eneste Uheld paa
hele Turen.

SIDE: 200

Straks de kom op ad Bakken, saa de Sorenskriver-
vognen rulle foran sig ind ad Grinden, og paa Gaards-
pladsen kjendte de Doktorkarjolen og Prokuratorens
Gig . . . Der stod Fogden selv og hjalp Sorenskriver-
fruen ud af Vognen; Fuldmægtigen og Døttrene var alt
paa Trappen.

For Damernes Vedkommende maatte der jo efter
Reisen gjøres endel Toilette og ændres Dragter, før de
fandt sig presentable. Prokuratorens to Døttre var, den
ene i rød, den anden i hvid klar Kjole, og af Soren-
skriverens tre var to hvide og en blaa.

. . . At en Kapteins Datter med hans knappe Gage
kom i brun Silke med lakerede Tøies-Støvler, kunde
jo kun forklares af de særegne Omstændigheder, mente
Fru Scharfenberg i Øret paa gamle Frøken Horn fra
Præstegaarden; det var formodentlig en af Stiftamt-
mandindens omsyede derinde i Byen. . . .

Tingen var, at den unge Horn, som ventedes at
skulle blive Kapellan hos sin Far, Præsten, lod Inger-
Johanna vederfares en hel anden komplimentøs Be-
handling end hendes Datter Bine, som han var saa-
godtsom forlovet med; og Fuldmægtigen lod til ikke
at være mindre blind for hende. De var to om at
skaffe hende en Stol!

Sofaen var selvsagt anvist Sorenskriverfruen og "Ma".
Heller ikke det fandt Fru Scharfenberg rigtig paa sin
Plads, siden hendes Mand var indstillet Nummer to til
Sogns Sorenskriveri; og, at Fogden idag ogsaa havde
inviteret den rige Madam Silje, var, sagde hendes Mand,
bare Popularitetsjagt; hun blev dog altid den, hun var
- Enken efter Landhandler Silje!

Det var en lang Time at sidde og udveksle Tale-
maader, inden Middagens Hovedhjørnesten, Fogdens
Steg var tilstrækkelig og trygt gjennemstegt, og han af
sin Hustru fik Vinket om at bede Selskabet tilbords
ude i Storstuen.

Den eneste, som havde let og snakket, før Isen endnu
var erkjendt brudt, var Inger-Johanna, der var kom-

SIDE: 201

met i Passiar med Sorenskriveren og saa med Horn og
Korpslægen.

Ma kneb jo Læberne lidt urolig sammen, der hun
sad i Sofaen og lod saa optaget af Samtalen med Fru
Brinkmann; hun vidste, hvad de alle vilde sige om
hende bagefter . . .

Det havde været en temmelig hed Middag. Træt-
heden og Hungeren efter Reisen var ved Fogdens over-
flødige Anretning gaat over i en høist belivet Stem-
ning, kryddret med Taler og Sange.

De havde siddet længe tilbords, før Sorenskriverens
skrabende Stol endelig signaliserede til Opbrud.

Fogden stod nu tyk og straalende under Takken for
Maden og fordrede og modtog sin Tribut som Vært,
et Kys af hver af de unge Damer.

Den mandlige Del af Selskabet fordelte sig med sine
Kaffekopper udover den svale Gang og Trappen eller
drev med Tobakspiberne paa Gaardspladsen, medens
Damerne sad om Kaffebordet inde i Stuen.

Sorenskriveren underholdt sig noget høirøstet med
Fogden, og Kapteinen stod rød og hed et Stykke ude
paa Gaarden og kjølede sig.

Korpslægen kom hen og klappede ham paa Skulde-
ren:

"Han tog rigtig Tappen af Spundset idag, Fogden;
vi drak godt!"

"Aa, - den som bare havde en Pibe nu, Du, og fik
gaa og drive" . . .

"Du har den jo i Haanden, Mand!"

"Saa? - ja men ladet, ser Du."

"Du stod jo netop inde og stoppede den" . . .

"Jeg? . . . Nei saa!! - men Ild, ser Du, Ild" . . .

"Hør, Jæger! Scharfenberg er alt oppe og tar sig en
Middagslur."

"Ja, ja; men den Borken Du, den snød Du mig
skam" -

"Aa Snak, Peter! Din Krybbebider aad sig halvt ud
igjennem Væggen hos mig . . . Den Madeiraen Du, var
stærk" . . .

SIDE: 202

"Du Rist, - min Datter Inger-Johanna" . . .

"Ja ser Du, Peter, - jeg tilgi'r Dig, at Du er lidt
hugæln over hende, hun kan snurre anderledes Hjerne-
kasser rundt end din!"

"Hun er deilig, - deilig!" - det trak op til en be-
tænkelig Rørthed i Stemmen . . .

De to Krigens Mænd trak sig i sedat Marschtakt til-
bage til et af Soveværelserne ovenpaa.

Inde i Gangen stod lange Buchholtz, Sorenskriver-
fuldmægtigen, stiv og stille mod Væggen med Kaffe-
koppen i Haanden; han grublede paa, om nogen kunde
mærke noget paa ham. Han havde været inde i Kaffe-
værelset hos Damerne og prøvet at aabne en Konver-
sation med Jomfru Jæger:

"Har De været her længe, Jomfru Jæger?"

"Tre Uger."

"Og hvor læ-ænge tænker De at blive her?"

"Til Slutningen af August."

"Savner De ikke Hovedstaden her o-oppe?"

"Nei slet ikke."

Hun vendte sig fra ham og begyndte at tale med sin
Mor. De samme Spørgsmaal havde hun nu faat af alle
Herrerne!

Ved Døren stod den udadlelige Kandidat Horn og nød
sin Kaffe - og Fuldmægtigens Nederlag. Han lurede
paa en Leilighed til at faa en Passiar istand med Inger-
Johanna, men fandt en uoverstigelig Hindring i So-
renskriverens belæste Frue, der begyndte at underholde
sig med hende om fransk Literatur, et Gebet, hvori
han følte, han ikke kunde gjøre sig gjældende.

Paa Fogdens Opfordring fandt senere en almindelig
Udrykning Sted. Fruerne maatte ud paa Trappen og
se paa, at de unge legte Enkemand søger Mage!

Madam Silje sad der bred og godmodig efter al den
gode Levemaade og frydede sig . . .

Neimæn tog han hende ikke dengang, nei! . . . "Faar
spænde Remmen bedre om Livet næste Gang, Fuld-
mægtig!" lo hun, da hans Forsøg paa at indhente Inger-

SIDE: 203

Johanna glippede . . . "det er saa pas fin Jomfru at
umage sig for."

Fru Scharfenberg fandt, at det trak paa Trappen, og
idet hun flyttede ind i Gangen, hvor Fogdens altid sy-
gelige Hustru sad indballeret i sit Sjal, maatte hun til-
staa for hende og Fru Sorenskriveren, at den unge
Dames hensynsløse Maade at løbe paa, - saa man
endog kunde se Strømperne høit over Støvlen! -
smagte vel meget af det fri . . . Men Madam Silje fandt
det vist ikke det ringeste upassende, mente hun bi-
dende, - "hun havde selv gaat saa mangen Gang i
Solbakken med de andre Jenter og raget Hø i blotte
Linned, før hun blev gift med Landhandleren -"

Ma gav jo ogsaa Inger-Johanna et ængsteligt Vink,
saa snart hun kunde naa til:

"Du maa ikke løbe saa voldsomt, Barn! Det ser ikke
godt ud . . . man maa lade sig tage."

"Af den Fuldmægtigen, - aldrig i Evighed!"

Ma sukkede.

De holdt paa med Legen til Thetiden, da de efter
Middagsbordet savnede igjen viste sig i udhvilt Stand,
parate til at paabegynde en Boston udover Aftenen.

"Men Jørgen . . . Hvor er Jørgen?"

Han kom lydende Paaraabet, noget bleg og kold-
sved, men med freidige Gebærder, ned fra Kontorbyg-
ningen, hvor han havde siddet og røgt Tobak i Smug
sammen med Fogdens Kontorist samt "Eksekutionshe-
sten", den drastiske Betegnelse for dennes upopulære
Andel i Fogedfunktionerne.

- Bostonen fortsattes efter Aftensbordet med vold-
somme Beter og ganske mærkværdige oplagte Spil,
mellem Sorenskriveren, Kapteinen, Fogden og Proku-
ratoren.

Inde i den anden Stue sad Ma urolig og undrede paa,
naar Far tænkte at bryde op . . . de havde den længste
Tur hjemover, og Klokken var alt blevet ti! Fogden
havde forgjæves fristet dem til at blive over om Nat-
ten; men det gik nu engang ikke an; Jæger havde al-

SIDE: 204

deles bestemte Grunde, hvorfor de maatte være hjemme
igjen imorgen.

Hun sad i Stilhed og haabede paa den lille hvasse
Fru Scharfenberg, om hun ikke snart skulde vove at
vise sig i Døren til Spilleværelset.

Men det trak ud; - de andre Fruer haabede vist
igjen paa hende . . .

Hun vinkede paa Inger-Johanna.

"Kan ikke Du gaa ind, Du," hviskede hun, "og minde
Far lidt om Tiden; . . . men bare fra Dig selv!" . . .

- Klokken elleve sad de endelig i Vognen, - efterat
Fogden paa Trappen igjen havde hævdet sit Gammel-
mandsprivilegium overfor de unge Damer. Han var en
sand Mester i at modmanøvrere alle de spøgefulde
Maader, de havde at unddrage sig for at søge sin Frelse
fra den smaskende Afsked.

Fuldmægtigen og Kandidat Horn fulgte Vognen ned
til Grinden.

"Det var hverken for din eller min Skyld, Ma!" smaa-
humrede Kapteinen.

Han kjørte Tømmerne, men vendte sig uafladelig for
at følge Passiaren inde i Vognen og slænge en Bemærk-
ning ind med. Jørgen og Thea, der hele Dagen havde
forholdt sig beskedent pasive, men gjort desto flere
Iagttagelser, var nu paa deres høie Hest; især var Thea
selvfølende som det eneste Liv, hvem det var lykkets
at undslippe Fogden. . . .

Og hjemover bar det i den lyse, stille Julinat, Bakke
op og Bakke op, - paa sine Steder nedover, - Fod
for Fod, Skridt for Skridt, uden hvor de turde slippe
Vognen lidt i Fart nederst i Bakkeknækkene.

En god flad Halvmil, hvor de alle kunde faa sidde
i Vognen, gik det nu Dilt i Dilt.

Det var lummert, med en halvfugtig Duft fra Hø-
saaterne og et let Præg af Skumring over Egnen . . .
Stor-Ola gispede, Kapteinen gispede, Hestene gispede,
Jørgen duppede, Thea sov indpakket under Ma's Sjal.
Af og til opskræmtes de af Susen fra en Fjeldbæk, som
fo'r skummende under Veibroen . . .

SIDE: 205

Inger-Johanna sad og smaadrømte og saa tilslut en
gulbrun Padde for sig med smaa, nysgjerrige Øine og
store Mundviger . . . og saa reiste den sig saa mavetyk
og kluntet . . . og hoppede hen imod hende . . .

Hestene stansede.

"Huf! - jeg tror jeg drømte om Fogden!" vaagnede
Inger-Johanna frysende.

"Vi faar ud her!" lød det nattesøvnigt fra Kaptei-
nen . . . "i Rognerudbakkerne. Ma kan bli siddende
med Thea."

Dagen randedes . . . De saa Solen gylle og Skjæret
drage sig nedover Fjeldtopperne. Den laa ligesom og
gløttede paa dem først, til den med ét sprat over Kam-
men i øst som en Guldkugle og rødnede nedover Skog-
lider og Bakker paa Vestsiden, helt ned paa Græsvol-
den, blinkende i Duggen . . .

Endnu strævede de Fod for Fod i Bakkerne . . .

Ude paa Giljejordet stod Folkene alt længst i Ar-
beide med at brede ud Høet, da de saa dem komme.

Det er godt at være hjemme igjen," udbrød Ma . . .
"Undres paa, om Marit har husket paa, at hænge Ør-
reten i Røgen?"

Ud af Bislagdøren kom Marit farende:

"Her kom en fin Byfant gaaende igaaraftes . . . han,
som var her for to Aar siden og fik slaat under Skoene
sine . . . Jeg vidste ikke bedre Raad end at lade ham
ligge paa Blaakammeret jeg."

"Aa haa - Student Grip! . . . Han er vel paa Tur
hjemover."

Ma saa med ét hen paa Inger-Johanna; der kom no-
get grublende over hende. Hun steg i Skynding ud af
Vognen.

- "Jæger skal paa Kartforretning imorgen et langt
Stykke indover Fjeldmarken, - helt ovenfor Grønne-
lidsætrene!" oplyste Ma, da Grip kom ud fra sit Væ-
relse om Morgenen - "og da maa saameget udrustes."

"Saa-aa? . . . Og allerede imorgen tidlig?"

SIDE: 206

Studenten trak paa det.

"Min Plan er at tage tvært over Fjeldet hjem igjen
som sidst, drage lidt ordentlig frisk Luft fra Bykval-
men og Jussen."

"Men saa kunde De jo følge med Jæger? Det blir
vist fem, seks Mile, De kunde faa Følge op i Fjeldet,
og for Jæger var det en sand Fornøielse at faa Selskab.
De har vel intet imod, at jeg skjærer Dem lidt Niste?"

"Takker, takker saa uhyre meget, Frue! - for al
Deres Venlighed" . . .

"Hun vil ikke ha' mig, det er greit," mumlede han
medens han drev paa Gaarden udover Formiddagen;
de sov allesammen undtagen Fruen.

Men ikke var han kommen hid for at geleide Kap-
teinen . . .

Om Eftermiddagen, da det begyndte at svale lidt, var
Kapteinen, Inger-Johanna, Jørgen og Student Grip gaat
den vakkre Vei henover til Kværnen. Stor-Ola og As-
lak, Husmanden, fulgte med; det var Kværnhjulet, som
der skulde gjøres noget ved nu, Kværnbækken var næ-
sten tør.

De stod der i ivrig Studeren paa, hvordan Hjulet
bedst skulde lettes af Aksen, da det med ét gled. -

"Den Jørgen . . . Den Jørgen, han fandt Snittet med
Hjulet han!" udbrød Kapteinen stolt:

"Du faar ta' Tore Snedker tilhjælp, Ola! saasnart
Du kommer tilbage med Hestene fra Fjeldet . . . Og
lad Jørgen vise Jer det, han skjønner det, han! -
Bare det ikke er Bogen, saa er han gløg nok" . . .

"Du faar holde Dig i Luggen og puge, Jørgen, . . .
gjøre som med Rugmelsgrøden, jo før den er spist, des
fortere er den over," trøstede Grip.

"Se saa, sa'n! - der holdt jeg paa at glemme Fiske-
snøret til imorgen. Du faar ned til Landhandleren
ikvæld, Du Jørgen! . . . Vi fisker selv Ørreten deroppe,
skal De se," vendte Kapteinen sig til Grip.

"Aa-haa, ja," pustede han ud, idet de vandrede
hjemover. "Jeg kan vel trænge til at komme tilfjelds

SIDE: 207

nu . . . jeg kommer altid tre, fire Pund lettere ned
igjen."

"Jeg har undret paa det Stykke af Landet helt fra
Skolebænken," bemærkede Grip, "vi maatte sætte Byg-
dinsøen til i Geografien . . . at den var opdaget for
bare nogle Aar siden midt i et vidtløftigt Fjeldplateau,
som bare en og anden Rensdyrjæger vidste noget om."

"Ikke afsat paa noget Kart, nei, - saa blankt som
inde i Afrika . . . punkteret som uopdaget!" oplyste
Kapteinen. "Men saa gaar der jo Færdsel nok Byg-
derne imellem baade med Folk og Fædrifter . . . og
Fjeldene har sine Navne fra gammel Tid nede i Al-
muen."

"Sandt nok, - de indfødte kjender jo ogsaa det in-
dre af Afrika, men derfor kaldes det ikke opdaget af
den civiliserede Verden!" lo Grip. "Jeg studerede altid
paa, hvad der kunde findes i et saadant hemmelig-
hedsfuldt Strøg midt i Landet. Der kunde være meget
der! hele forladte Dalfører fra Oldtiden, - gamle ind-
sunkne Bjelkehaller . . . Og saa Vildrenen fygende hen
over Vidderne" . . .

"Ja Skyttefri!" samstemmede Kapteinen, - "vi faar
mangen lækker Rensteg derovenfra."

"Det var det, som drog mig, da jeg traf Renskytten
for to Aar siden. Jeg vilde opdage lidt, - se hvad der
var."

"Akkurat som alt det, vi gik og indbildte os om
Byen," udbrød Inger-Johanna.

"De skulde følge Deres Far et Stykke indover Fjel-
det, Frøken, - se, om De kunde finde et eller andet
Høienloftsbur!"

"Det var en Idé, - slet ingen dum," optog Kaptei-
nen . . . "ikke umuligt . . . sletikke! - Du kunde faa
ride helt til Grønnelidsætrene" . . .

"Ja, kunde Du sætte det igjennem, Far!" udbrød hun
ivrig. "Nu har jeg ogsaa faat Lyst til at se, hvad der
er. Jeg tror, vi altid tænkte, at Jorden endte der ind-
over med vor egen Sætermark."

"Jeg har Tepper med paa Kløvsadelen, - og hvor

SIDE: 208

de kan skaffe Tag over Hovedet paa mig, er der vel
ogsaa saavidt, at Du kan være med" . . .

"Naa, naa, Morten! - vil Du lade Folk i Fred Du!" . . .

Kapteinen tog op en Tobaksrul og holdt en Stump
ud til Staldbukken, der kom farende imod dem inde
fra Gaarden.

. . . "Saa Skjæggemimre! - han vil ha' sin Ranson,
den Karen."

"Du, Ma!" raabte han, da han saa hende komme fra
Staburet. "Hvad siger Du om, at jeg ta'r Inger-Jo-
hanna med mig imorgen? - saa har de Følge hjem-
over igjen paa Fredag med Ola og Hestene, - hun og
Jørgen!"

"Men kjære Jæger, hvad skal hun deroppe? . . ."

"Hun kan overnatte i Grønnelidsætrene."

"En saa anstrængende Tur. Det er jo aldeles uvei-
somt og vildt, hvor Du maa fare!"

"Hun kan faa sidde paa Hesten langt ovenfor Sæte-
ren. Svarten gaar saa stø som en Præst med hende
og Kløvsadlen, baade i Fjeld og Myr. Jeg ta'r selv
Blakken." Han var blevet helt hidsig ved Udsigten til
at faa hende med.

"Javist skal Du være med!

Du faar lægge godt i Nisteskræppen til os, Ma! Klok-
ken fem imorgentidlig maa vi være afsted.

Tronberg støder til med Hest længere oppe, saa der
kan bli' Raad til at sidde op for Dem ogsaa, Grip!"

Grip tog et Sprang med Jørgen henover Gaarden,
fakkede ham endelig og kjørte ham ind igjennem det
aabne Kjøkkenvindu.

- Kapteinen strævede brunstegt i Nakken, rød og
svedende i Skjorteærmerne i Fjeldmarken oppe under
Torsknuten.

Foran gik Kløvhestene med Inger-Johanna og al Op-
pakning og ved Siden af ham nogle Bønder, der bar
deres Kofter paa Stokke over Skulderen for Heden og
ivrig forklarede Sjel og Mærker, hvergang der stanse-

SIDE: 209

des, og Kapteinen foreløbig skulde optage en eller an-
den Linie.

De havde ligget Natten over i Grønnelidsætrene og
været ude i Marken og krokeret Klokken fem imorges,
havde redet henover flade Flyer mellem Vidiekrat,
medens Hestene Gang paa Gang vadede over Bugtnin-
gerne af den samme Elv.

Nu gjorde de igjen Holdt efter en steil Opstigning
for at bie paa Tronberg, som de havde set nedenfor i
Bakkerne.

Kapteinen tog Kikkerten frem og efter et løseligt
Streif henover de skinnende Fonner, der laa som et
fjernt Melkehav, rettede han den længere og længere
nedover . . .

Sveden trillede i store Draaber af Panden og Øien-
laagene, saa at Glasset blændedes, og han maatte
pudse det igjen med sit store, tyndslidte Bastes Lom-
metørklæde.

Nu lagde han Kikkerten over Ryggen paa Kløvhesten
og holdt den længe stille . . .

"Det maa være Rognelidfolkene alligevel det, som
rører sig der vest ved Brækstadheiene . . . Hvad?"

Folkene, han vendte sig til, behøvede blot at skygge
for Øinene for at komme paa det rene med, at det var
Modparten, som de skulde møde imorgen ved Tiske-
vandet. Men de var for slebne Karer til at give det
Udtryk anderledes end ved et smigrende:

Nei for Kikkert, Kapteinen har.

Han bares under disse Kartforretninger saa at sige
paa Guldstol af begge Procesparters ængstelige Inter-
esser; det hørte med til hans Høifjeldsbehag om Som-
rene at føle sig paa det Vis hænderbaaret . . .

"Har De fisket, Tronberg?" raabte han, da Hove-
det af Underofficerens "Rauen" viste sig nikkende nede
i den steile Kløvsti.

. . . "Ørret . . . Taget idag?"

"Imorges, Hr. Kaptein!"

Kapteinen tog Knippet og saa i Ganen.

"Ja den er fra idag!"

SIDE: 210

Underofficeren tog af sig Huen og tørrede Pande og
Hoved.

"En kunde frit stegt Fisken i Fjeldvæggen hele Dal-
gryden opover der, jeg fo'r," lød det fra Tronberg.

"Pen Fisk. Se den, Grip! . . . veier saavist sine fem
Mærker."

"Kors i Jøsse Navn er Frøkena her da!" udbrød Un-
derofficeren, han rettede sig uvilkaarlig til Honnør, da
Inger-Johanna vigede Hesten hen og betragtede de
rødprikkede, blanke Fisk, der hang paa Kløvsadlen.
Men gamle Lars Opidalen, han som havde begjært
Kartforretningen, strøg sagte sin grove Haand over
hendes, medens hun talte Ørreterne paa Vidiehanken:

"Kan sligt ogsaa være Mold og Jord!" . . . sagde han
stille undrende.

"Stø Jomfrua, Du Lars, mens hun stiger ned; det er
ikke Raad til at sidde op for hende længere her over
Svaberget . . ."

Veien drog sig brattere og brattere opover med en-
kelte fladere myrlændte Pust imellem; den blev ofte
rent borte i Graafjeldet.

Øde Skrig af en Fiskeørn lød over dem. Den kred-
sede og skreg og fjernede sig, naar Jørgen huiede til
den. Den maatte have Rede nogetsteds deroppe i Fjeld-
væggen.

Kapteinens Hagelrifle maatte frem, og Tronberg for-
søgte sig; men kom ikke paa Skudhold . . . Den, som
bare kunde ligge og lure paa den deroppe bag de store
Stenene!

Ørnen kredsede igjen nær dem med bredt, aabent
Vingefang.

Pludselig knaldede det ovenfor i Uren, og den gjorde
nogle heftige, flagsende Slag med Vingerne; den ar-
beidede for ikke at dale.

Skuddet var gaat gjennem den ene Vinge, saa de
kunde se Dagen lyse gjennem Hullet i Fjærene. Fug-
len havde tydelig svært for at holde Ligevægten.

"Fy . . . den er skadeskudt!" udbrød Inger-Johanna.

"Hvem skjød?" fo'r Kapteinen forbløffet op.

SIDE: 211

"Jørgen rendte afsted med Riflen," oplyste Tronberg.

"Jørgen? . . . han indbilder ikke mig, at det var hans
første Skud det. Den Kanallie! . . . Men saa skjød han
sig fri for Juling den Gang, - for det var minsæl et
godt Skud, Tronberg! . . . Knebelen! han er paa det
strængeste forbudt at røre ved Gevær." . . .

"Forbudt ja," mumlede Grip. - "Er det ikke mær-
keligt, Frøken Inger-Johanna, - det er bestandig det,
som er forbudt, som vi blir dygtigst i. Vor mest dri-
vende Opdragelse er netop alle disse Forbud. Men det
er at gaa Kjæltringveien i Væksten og sætter sine Mær-
ker bagefter, - gjør fikse Hoder, daarlige Karakterer."

Grip og Inger-Johanna gik foran ved Hestene. Der
laa en underlig disig Varmerøg nedover Flyerne paa
Eftermiddagen; den tilslørede Linierne dernede. Her-
oppe i Fjeldet var det saa tindrende luftklart . . .

Fod for Fod valgte Dyrene sig Vei i Stenuren mel-
lem enkelte uhyre nedfaldne Blokker der laa som ned-
mosede graa Huse, her og der med en Troldlug af
Dvergbirk paa, medens der om i Berghylderne endnu
hang gule Dusker af Vianvangen.

"Se bare al denne krogede, forvredne Troldskaben
. . . man kan sige, at Livet er rigtig steinet ned her, -
og endda pibler det op!"

Han stansede:

"Véd De, hvad jeg kunde ha' Lyst til, Frøken Inger-
Johanna?"

Der var ikke længere Spor af det Drag af Ironi, som
ellers laa over ham.

"Simpelt væk at bli' Skoleholder! . . . lære Børnene
at lægge de to første Pinder ikors med deres egne lige-
fremme Tanker, - det er Grundstokkene, som blir
troldvride i os. De skulde faa Lov til at tro og be-
gribe akkurat saa meget og saa lidt, som de virkelig
kunde gabe over. Og saa paa Dør med hele Hæren af
disse elskede betryggende Forbud. Jeg skulde bare vise
Følgerne, - blande Krudt og Fyrstikker sammen for
deres Øine, til det gik tilveirs, og saa sige: Værsaagod
Jørgen! for mig kan Du gaa med de to Ting i Lom-

SIDE: 212

men saa meget, Du vil, det er Dig selv, som springer i
Luften. Det er Ansvaret, det gjælder at øve i Op-
væksten, skal der bli' Mennesker af os."

"De har gruelig mange Idéer, Grip!"

"Fikse, mener De? - Havde jeg havt noget Talent
i Pennen! - men jeg er saa totalt mundtlig slaat . . .

Ser De, her gives bare fire Porte, og de heder Theo-
logi, Filologi, Medicin og Jus, og saa har jeg foreløbig
banket paa den sidste. Hvad jeg vil der, det véd ikke
jeg! . . . Har De hørt om Katten, Frøken, som de satte
i en Glaskugle og pumpede Luften ud? Den mærkede,
der var noget galt paafærde; det kneb for Pusten,
Luften blev altid tyndere og tyndere, - og saa satte
den med ét Labben for Hullet . . . Jeg skal ogsaa til-
lade mig at prøve at sætte Labben for Trækhullet. For
her er lufttomt Rum! - ikke oppe i Skyerne hos Poe-
terne, bevares, der lyner og lyser det og skrives der
om at virke for Folket og for Friheden og for alt høit
og stort i saamange Retninger, som der er Streger paa
Kompasset. Men i Virkeligheden, nede paa Jorden, -
for en Prosaiker, som vil ta' i og sætte lidt af Tale-
maaderne i Gang! - der er det totalt stængt. Alle vore
bedste Tanker og Idéer er der intet Brug for i den
praktiske Verden, skal jeg sige Dem, Frøken! Ikke
engang saa meget, at en Mand kan slippe frem til at
gjøre sig ulykkelig paa dem . . .

Og saa lever man, som man bedst kan, - sit an-
det Liv med Kammeraterne og gjendøber sig i Punsch
sammen med dem, hvergang man har svigtet rigtig
brav derude i Theselskaberne . . .

Men kjend slig Luft! - hvert evige Drag som et
Glas af fineste . . . fineste, ja, hvad skal jeg kalde det?"

"Punsch!" lød det lidt kort.

"Nei, Liv! . . . Med den fri Natur føler man sig ikke
ægget til at disputere. Jeg er enig med Fjeldet, med
Solen, - med alle disse krogede, indseige Bjerkevidier,
- naar Folk dernede bare var sig selv; men det er de
aldrig uden i et godt, vaadt Lag, naar de har faat
heiset sig tilstrækkelig op dybt nede fra Brønden. Der

SIDE: 213

lever et helt Frimurerskab, som ikke kjender hver-
andre uden i den Skikkelse, - eller ogsaa i Wester-
manns Dampbad, naar Westermann smeiser paa os
med friskt Bjerkeløv i tredive Graders Hede. Badstuen
var vore Fædres nationale Klub, véd De det, Frøken?"

"Nei, jeg faar rigtig høre adskilligt, synes jeg," sagde
hun med lidt skjult Lune.

"Hør, . . . hør . . . Heiloen, som piber," hviskede Jør-
gen.

Lyden kom fra en liden sumpet Strækning, der stod
hvid af Myruld.

De stod og lyttede.

"Har De hørt noget saa uhyre stille?" sagde Grip
. . . "efter det enslige lille Pip . . .

Der er saadanne Pip her og der i Landet . . . Abel
han døde han! Hvoraf, - af Drik, sagde de!" han ry-
stede paa Hovedet, - "af lufttomt Rum!"

Han gik i Skjorteærmerne og kylede Vidiekjæppen,
som han havde slaaet af, medens han snakkede, langt
ned over Stenuren.

"Der ser Kafteinen Linen, som den har gaat fra Al-
ders Tid for Opidalen!" raabte gamle Lars . . . "ret . . .
ret langs efter Skardet, hvor vi skal ned og tvært over
Vandet . . . lige mod Rødkampen i Torsknuten . . .
Der, hvor Du ser de tre Grønholmene under Stenuren,
Kaftein!"

Han truede ud med Stokken i hidsig Iver.

"For det skal jeg føre Vidner, og stod alle de levende
her, som har fisket paa vor Ret i Vandet, baade i min
Fars og Farfars Tid, saa blev det mandtykt mod Skar-
vestregerne deres i Rognelien." . . .

- Eftermiddagsskyggen faldt ind i Skardet, hvor Is-
vandet sivede ned ad Revnerne i den sorte Fjeldvæg.
Her og der lyste Solen endnu paa Flekker af grøn-
gul Renmose eller et eller andet violet, hvidt eller
gult lille Følge af Høifjeldsfloraen, der udførte det Mi-
rakel at leve sit eget farverige Skjønhedsliv her oppe
imod Sneen.

SIDE: 214

"Der kommer han Mathis med Eken!" udbrød gamle
Lars.

Baaden, som skulde hente dem over til Sønnens Fe-
lager, krøb som et Insekt der langt nedenunder dem
paa det grønne Vandspeil.

Gangen nedover var en sand Vederkvægelse for Kap-
teinens noget aandedrætsbesværede, trivelige Krop, og
Udsigten til at faa drive sin Yndlingssport, at fiske,
bidrog yderligere til at belive Humøret.

"Vi kommer didned netop til bedste Tiden, han
biter," mente han.

Da de indskibede sig i det firkantede Traug, som
ventede dem nede ved Fiskeboden, holdt han Snøret
parat. Han havde allerede med stor Driftighed besør-
get Agnmarken indsamlet i Bukkehornet.

De af Følget, som ikke rummedes i Baaden, fulgte
rundt Vandet med Hestene. De saa dem af og til mel-
lem Bjerghamrene, medens de roede ud.

"Hvad siger Du om et lidet Dorg langs Landet der-
inde i Skyggen, Mathis? Mener Du ikke han gaar paa
Krogen der? . . . vi ror ikke saa bent over med engang,
tænker jeg," sagde Kapteinen lunt.

Under Toften laa Mathis's eget Snøre; og nu vilde
Inger-Johanna ogsaa prøve.

Kapteinen satte Agn paa for hende. Men hun vilde
ikke lade sig sige og vente, til de naade hen til Fiske-
pladsen; hun slap Snøret ud straks og lod det drive
bagefter Baaden, idet hun under Roningen meget drif-
tigt af og til tog et Drag i det.

"Se Haandlaget!" udbrød Kapteinen, "det er med-
født det . . . Du er nu egentlig af Fiskerslægt, for jeg
er opvokset ved Bergenskanten og min Far før mig
. . . Havde jeg en Daler for hver Torsk, jeg har trukket
ude i Alverstrømmen, blev der noget at arve efter mig
. . . Hvad? Hvad?" . . .

Der hørtes et Skvulp langt bag i Kjølvandet. Inger-
Johanna gjorde et heftigt Drag; en gul Fiskebug viste
sig et Øieblik i Solskjæret over Vandskorpen.

SIDE: 215

Hun vedblev efter de første febrilske Tag i Snøret i
halv opreist Stilling at trække det ind.

Idet hun saa løftede den skinnende Fisk høit ind
over Baadranden, udstødte hun et Triumfraab:

"Den første Fisk, jeg har faat i mit Liv!"

Grip løste den af Krogen og slængte den langt ud-
over.

. . . "Saa skal den ogsaa faa beholde Livet!"

Kapteinen gjorde et hidsigt Ryk paa sin tunge Per-
son, saa det skvulpede om Baaden.

Men, at det ubetimelige Offer til Dybet gjordes til
Ære for hans Øiesten, formildede jo høilig Dum-
heden . . .

Og da de kom ind under Kollen, hvor han slap sit
Snøre ud, sang han pludselig op af sine Barndomser-
indringer fra Bergenskanten en Vise, der havde sovet
i ham mange Herrens Aar:

"Eg laag i Soli og steikte Kroppen,
me' Baaten dreiv lidt for Straumen.
Eg høyrde Seien og klauv i Toppen,
ég var i Yrsla af Draumen.
 Eg vaknad blaut,
 og Toften flaut,
me' Baaten dreiv ned for Straumen" . . .

Hans dybe Bas lød i Stilheden fuldtonende hen un-
der Kollen.

Vandet laa speilblankt, og Kapteinen tog den ene
Ørret efter den anden.

Torsknuten med sine Sneflekker og Fonner øverst
oppe stod paa Hovedet dybt nedenunder dem, næsten
saa det gav en svimmel Følelse, naar de saa ud over
Baadripen. Og da de naaede hen under Felageret, laa
den bratte, grønne Lid med alle de beitende Kreaturer
gjenspeilt saa klart, at de kunde tælle Hornene nede i
Vandet.

"Ja her gaar Kjørene som Fluer paa Væggen," sagde
Kapteinen. "Slipper de Melkekollen deroppe, triller den
ned til os i Baaden."

SIDE: 216

Husrum var der jo ikke mere af end den lille Jord-
hytte hen i Stenuren og et lidet forfaldent Tømmerskur
med Kampesten paa Taget og en Glugge. Det var der,
Kapteinen skulde indkvarteres og Inger-Johanna faa
sove, til Solen randt, og hun med Jørgen, Stor-Ola og
Svarten igjen skulde tilbage til Grønlidsætrene.

- De havde spist til Aftens, - Ørret og en improvi-
seret Rømmegrød og stod nu og saa paa, at Solen gik
ned indover Storfjeldene.

Kapteinen gik i Tøfler og opknappet Uniformsfrak
ude paa Volden og røg sin Pibe med yderste Velbe-
hag. Han stansede af og til og saa paa Sollegen i Fjeld-
toppene der langt indover . . .

Saa tog en Række hidtil sortblaa Tinder Fyr i vio-
lette rødmende Farver, indtil det blev en hel luende
Ild. Og nu laa Fonnerne der i øst rosenrøde. Der
blinkede forunderlige Eventyr i Taarne og Slotte, -
de tre Snepigger derhenne blev til Blod med et stik-
kende, lynende Blink øverst i den midterste. Og atter
bagenfor endnu utændte blaanende Tinder, Skavler
og Skar, hvori Skyggerne bevægede sig . . .

Jørgen laa med Faderens lange Kikkert og keg efter
Rensdyr indover Fonnerne.

- "Farvel, Frøken Inger-Johanna!" sagde Grip.
"Jeg gaar over Fjeldet inat med en af Folkene til at
føre mig. Her er flere, end Herberget rummer . . .

Men lad mig først faa sige Dem," lagde han dæm-
pet til, "at denne aabenhjertige Dag i Høifjeldet har
været en af de faa i mit Liv . . . Jeg har ikke behøvet
at sige en eneste feig, ussel Vittighed, og spytter ikke
af mig selv" . . . lagde han rydt til.

"Slig ja, - akkurat, som De staar der saa fin og
rank og overmodig under den store Straahat, kommer
jeg til at huske Dem, til vi træffes inde i Byen igjen!"

"Der er gode fem Fjerdinger til Svartdalsboden,"
underrettede Kapteinen, da han nu tog Afsked . . . "Al-
tid velkommen til Gilje, Grip!"

- Han var alt, hilsende tilbage, et godt Stykke op-
over den bratte Opstigning i Torsknuten.

SIDE: 217

"Lader ikke til at kjende til Træthed, den Karen!"
sagde Kapteinen.

Hun stod og saa efter ham . . . Det sidste af Solen
laa som et bleggult Skjær i Aftenen med dette luftklare
speilende . . .

Der var et saadant varmt Liv over hendes Ansigt . . .

Et og andet Insekt - en Humle eller en Hveps -
summende gjennem det aabne Vindu ind i det med ny
Blaafarve oppudsede Kammer . . . svirrede saa lar-
mende om paa Ruden, næsten saa det forstyrrede den
unge Pige med det frodige sorte Haar og det lidt mørk-
lette, retskaarne Ansigt, der laa og sov udover Mor-
genen.

Hun laa paa Siden tungt indsovnet, efterat være
kommet hjem om Natten . . . Høifjeldsindtrykkene
skimrede endnu indeni hende . . .

Hun havde en ny Ørret paa Snøret, - den blinkede
og sprættede derborte i Vandet . . . Grip kom med to
Pinder, som skulde lægges ikors . . .

Surr . . . Svirr . . . lige i Ansigtet paa hende, saa
hun vaagnede . . .

Det var jo langt paa Dag!

Henne paa det med hvidt omhængte Toiletbord med
Speil indeni, som var sat istand til hendes Hjemkomst,
laa Violsæben paa Sølvpapir.

Det var tydeligvis den, som drog alle de uerfarne
Fjeldinsekter i Fordærvelsen. De havde veiret en hel ny
Blomsterverden der og styrtede sig blindt hovedkulds
troende ind paa Opdagelsen, uden Anelse om Tidens
mangehaande Kunstigheder nedenfor Fjeldbygden, -
at Violduften ikke gav Viol, men bare slemt, slemt
Mavevrid! . . . Der eksisterede tydelig en hel Forvirring
i Begreberne mellem dem, at slutte efter al Uroen og
Summingen ind og ud af nye, som mulig begyndte at
ane Uraad og tog et Togt eller to om i Værelset først,
før Fristelsen blev dem for svær, og af gamle, som

SIDE: 218

langsomt krøb ud og ned ad Væggen med den vundne
Erfaring i Livet, eller blev liggende bedøvede og spræl-
lede i Vinduskarmen . . .

"Isch! - og lige op i Vaskevandet!"

Hun saa med en vis Indignation paa Aarsagen, -
hendes Violsæbe . . .

Den aabnede ligesom en ny Tankerække, medens
hun et Par Gange lugtede til den . . .

"Mors Gulsæbe er ærligere!"

Hun slængte den raskt ud af Vinduet og feiede med
Haandklædet Valpladsens faldne omhyggelig væk af
Karmen.

Ma og Inger-Johanna stod siden paa Formiddagen
yderst i Haven og plukkede ind Sukkerærter til Mid-
dagen.

"Bare de mest modne, Inger-Johanna! - som blir
for haarde og træede, til Far kommer hjem . . .

Hvad nu Tante vil sige, naar hun faar høre, at vi
har ladet Dig følge Far saa langt op i det vilde. Hun
vil vist ikke finde en saadan Tur videre indbydende
eller fatte, at Du kan være saa veltalende over Sten
og Ur."

"Nei hun synes nok, intet kan maale sig med deres
Tullerød!" lo Inger-Johanna.

"Ræk Tallerkenen over til mig, saa skal jeg tømme
den i Kurven," lød det fra Ma.

"Saa Tante skriver, at Rønnow blir hele Vinteren i
Paris!"

"Rønnow, ja . . . Men jeg skal rigtig more mig med
at læse høit for hende ivinter i Gedeckes Schweitzer-
beskrivelser, og saa gi hende smaa Doser til fra min
Tur."

"Nu taler Du uden at tænke, Inger-Johanna! Der
blir altid en stor Forskjel paa det, som ligger inden-
for Dannelsens Kreds, og øde, vilde Strækninger her-
oppe i Fjeldene" . . .

Ma's kysebedækkede Hoved bøiede sig ned bag Ærte-
stængerne . . . "Far siger, at det vist er, fordi de vil

SIDE: 219

bruge ham derinde i Stockholm, at han nu perfektio-
nerer sig saa i fransk."

"Ja, han blir vist noget stort . . . Du kan tro, vi har
det grulig lunt og hyggeligt, naar vi imellem er hjemme
alene om Aftenen og jeg læser høit for Tante."

Ma's store, blaaprikkede Kyse reiste sig; med Bord-
kniven i Haanden rakte hun Tallerkenen tom tilbage.

. . . "Og saa har han vist det Væsen, som passer, jo
høiere han kommer."

"Aldeles fuldendt, komplet! Men jeg véd ikke, hvor-
dan det er, han passer ligesom saa lidt at tænke paa
heroppe paa Landet."

Ma stod lidt med Bordkniven i Haanden:

"Nu faar det være nok," udstødte hun og tog Kurven
noget besværet . . . "Det blir ikke videre med Ærterne
iaar!" sukkede hun.

SIDE: 219

I Kjøkkenet paa Gilje herskede fuld Travelhed med
Juleslagtningen . . .

Der var en kold Træk fra Bislaget, en Lugt i Luften
af Muskateblomme, Ingefær og Nelliker, - en Duren
af Hakkeknivene og dumpe Døn og Stamp, saa Gulvet
rystede, fra Træmorteren, hvor selve Stor-Ola var pla-
ceret med hvidt Forklæde og Serviet om Hovedet.

Øverst ved det lange Kjøkkenbord sad Ma med Stop-
penaal og Lintraad og syede Rullepølser, medens nogle
af Husmandskjærringerne og Thea, hvide som Engle,
skrabede Kjød til den fine Bolledeig.

Henne ved Kjøkkenbænken sad den nylig hjem-
komne Thinka med blodige, morderiske Arme og stop-
pede Blodpølser over et stort Traug. Det gik med stor
Færdighed raskt gjennem Pølsehornet, og hun satte
Pinden for og vred til den ene mørke, uhyggelige
Kjæmpeigle efter den anden, medens deres Brødre eller

SIDE: 220

Søstre kogte i den vældige Gryde, hvorom Luerne spra-
gede og slog henne i Skorstenen.

Kapteinen var kommet ind i Kjøkkenet og stod med
en vis Fornøielse og oversaa Slagmarken . . . Her var
mangeslags behagelige Udsigter al lade Tanken svæve
over, og Smagebiter af de færdige Produkter blev og-
saa uafladelig skikket op paa Kontoret til ham for at
høre hans Formeninger.

"Jeg skal vise Jer, hvordan I skal hakke, Jenter!"
spøgte han og tog Knivene fra Torbjørg.

De to Hakkeknive gik op og ned i Brættet saa raskt,
at de næsten ikke kunde sjeldnes, i hans Hænder og
vakte utvetydig Beundring over hele Kjøkkenet, me-
dens de holdt inde i Forbløffelse over Mesterstykket.

Det varede rigtignok kun i to, tre Minuter, istedet-
for at Torbjørg og Aslak maatte staa med Linklædet
om Hodet og hakke den ganske Dag.

Men Seir er nu engang Seir, og naar Kapteinen bag-
efter gik inde i Stuen og humrede indfornøiet, var det
ikke uden en liden polisk Bitanke paa sit Krigspuds
. . . For, ja minsæl, værkede det ikke i Armen efter
alligevel, det kjendte han. Og han tog sig et Par
Gange over dem, inden han bandt Servietten om Hal-
sen og satte sig ved Bordet for at lade den varme
Blodpølse med Rosiner og Smør over, som Thinka kom
ind med til ham, vederfares sin Ret.

"Lidt Sennep, Thinka!"

Thinkas stilfærdige Skikkelse gled hen i Hjørneska-
bet efter det forlangte.

"Tallerkenen, Du! kunde for den Sags Skyld gjerne
været varmere, - den skal egentlig være næsten brænd-
hed for Smørret og Rosinerne" . . .

Den altid letvindte Thinka var i et Nu ude ved Skor-
stenen med en Tallerken. Hun kom ind igjen med den
i en Serviet; den lod sig ikke holde paa andet Vis.

"Held nu bare alt over paa denne Tallerken Far, saa
skal Du se."

En af de heldige huslige Sider, Thinka aabenbarede,
efter at hun kom hjem, var et mageløst Snit til at

SIDE: 221

stelle om Far; der var næsten ikke tale om Grætten-
hed længere.

Med Thinkas lune, hyggelige Føielighed og uforstyr-
rede, jevne Ligevægt fulgte der et sandt Hustække.
Kapteinen vidste, at han bare behøvede at sætte hende
paa Snippen af en eller anden god Idé i Madveien eller
Anretningen, saa blev der allid noget af det. Hun var
saa letvindt, medens, naar Ma føiede sig, var det altid
saa tungt og besværligt, at det ligesom knagede i hende,
saa han blev grætten og kom til at disputere alligevel,
uagtet hun saa vel vidste, han ikke taalte det.

Der var udrettet overordentlig meget siden i Man-
dagsmorges, og imorgen Aften engang var de forhaa-
bentlig færdige. To Kjør, en Kvige og et Svin, det var
ingen liden Slagtning - foruden Faareskrotterne!

"Fauten! - Futehesten er paa Gaarden!" . . . rap-
porteredes der pludselig i Skumringen ind i Kjøkke-
nets Travlhed.

Fogden! - det var Lynet, som slog ned . . .

"Skynd Dig op paa Kontoret og faa Far ned til at
tage imod ham, Jørgen!" fattede Ma sig . . . "Du faar
kaste af Dig og slutte op, Stor-Ola, - saa galt det
er!" . . .

"De lugter, naar Pølsen ryger i Gryten, mener jeg,"
udbrød Marit i sit rappe Fjeldsprog, - "er det ikke
andre Aaret, han kommer her lige i Juleslagtningen
. . . saa er de kvit Karfolket til at ligge iveien hjemme
hos sig selv."

"Snabelen din gaar, Marit!" irettesatte Ma. "Fogden
har det vel ikke for hyggeligt hjemme nu, siden han
har mistet sin Kone, stakkel."

Men det var forfærdelig uheldigt, at han kom netop
idag . . . græseløst uheldigt . . .

Stillingen maatte holdes; det gik ikke an at stanse
op herude nu.

Kapteinen kom hastig ud i Kjøkkenet:

"Fogden blir her til imorgen. Det er ingen Raad
med det, Ma! Jeg skal sørge for ham, naar vi blot faar
lidt at leve af."

SIDE: 222

"Ja det er let at sige det, Jæger, - saadan som vi
staar i det med Hænderne fulde allesammen" . . .

"Benløse Fugle . . . Frikadeller . . . lidt Pølse! -
Det greier sig nok . . . jeg har sagt ham, at han skal
faa Slagtermad. - Og saa, Thinka!" nikkede han til
hende, "lidt Toddy, - saa fort som muligt."

Thinka var alt i Fart; hun bøiede bare af en Svip
ovenpaa i sin Komode.

Hun var saa naturlig fordringsfri og havde det ikke
med at genere sig. Derfor var hun ogsaa lige efter som
en Vind inde med Toddybrættet blot med et rent Blaa-
forklæde paa; - og saa, efterat have hilst paa Fog-
den, i Skabet efter Rom og Arak, . . . og til Tobaks-
bordet efter endel Fidibusser, som hun lagde hen til
Herrerne ved Brættet, før hun forsvandt ud Kjøkken-
døren igjen . . .

"Du faar vaske Dig, Torbjørg, og gjøre istand for
Fogden oppe paa Gjæsteværelset; - og saa faar vi ha'
Bud hen i Pladsen efter Anne Vælta til Hjælp her, saa
lidet hun duer. - Jørgen springer," lød det fra Ma,
der mere og mere saa sig blottet for sine allernød-
vendigste Tropper.

Stor-Ola havde stelt Fogdens Hest og stod nu atter
og stampede ved Morteren i sin vældige Messesærk
. . . Duns . . . Duns . . . Duns . . . Duns . . .

"Er I fra Forstanden herude? tænker I ikke en
Smule?" kom Kapteinen farende; han talte sagte men
desto hidsigere . . . "Skal I ikke til at rulle ogsaa? -
saa fik Fogden rigtig tilgavns Rammel baade over og
under sig. Det er, saa det ryster i Gulvet!"

Ma fik et Præg af Fortvilelse, i det pludselig mørke,
vilde Øiekast lyste næsten Opstand . . . Nu begyndte
han at drive hende langt! . . . Men det endte i et resig-
neret:

"Du faar tage Morteren med Dig ud paa Stengulvet
i Bislaget, Stor-Ola!"

Og Thinka fik det gaaende Arbeide, at gjøre istand
og sætte ind Aftensmaden, saa Ma blot behøvede at

SIDE: 223

sidde derinde den Stund, medens de spiste, - rigtig-
nok som paa Naale; der maatte jo lades som intet var.

Da Ma kom ind, var der i Begyndelsen en Smule
høitideligt mellem hende og Fogden i Anledning af
det svære Tab han havde lidt. Hun havde ikke truf-
fet ham, siden han for tre Maaneder siden havde mi-
stet sin Hustru . . .

Det var ensomt for ham nu, han blot havde sin
Søster, Frøken Gülcke, hos sig . . . Baade Viggo og
Baldrian, hvilket var et forkortet Navn for Baltazar,
var inde paa Latinskolen og kom først hjem til næste
Aar, naar Viggo blev Student . . .

Fogden glippede lidt med Øienlaagene og gjorde en
trist Geste, som han vilde give en Idé om at stryge
vemodig henover den ene Øienfrynse, men hellerikke
mere. Han havde givet Sørgeforestilling indenfor saa-
godtsom hver Dørstok i Distriktet i denne Tid, og han
var her hos altfor fornuftige Folk til, at de ikke skulde
eftergive ham det vidtløftigere Udbrud lige foran et
dækket Bord med hede Tallerkener . . .

Det udviklede sig til en længere Session ved Bordet,
- med stigende stærke Komplimenter, saa ofte der
udover Maaltidet var Anledning til at se i en Snip
af Fruen, for hver ny Ret, Thinka kom med rygende
delikat lige fra Panden, - rigtig en Slagtersmaus! -
med et gammelt brillant Flaskeøl til, det nye Julebryg
var endnu for ferskt, og en to, tre velanbragte pene
Snapse.

Fogden forstod ogsaa saa vel, hvad der var paafærde
i Huset, og hvordan Fruen og Thinka opererede.

Den voksne Datter tog af Bordet og besørgede alt
saa letvindt og hyggeligt uden al Snak og Ophævelse,
- og saa omtænksomt! De havde Piberne og Toddy-
glasset ved Siden af sig igjen der i Sofaen med en ny
dampende Mugge, inden de vidste Ordet af . . .

Fogden Gülckes nysgjerrige, smaa Øine stod langt
fra hinanden; de kunde gløtte i to Kroge med engang,
medens hans runde, haarslidte Skalle lyste mod den,
han talte med.

SIDE: 224

Han sad rigtig og saa paa den blonde, lidt smale
unge Pige med den fine, lyse Hud, der syslede saa
lydløst og tækkeligt . . .

"Du er en lykkelig Mand Du, Kaptein," sagde han
hen for sig.

"Drik lidt, Fut!" trøstede Kapteinen godmodigt og
klinkede med ham.

"Ja Du kan nok snakke, som har Huset fuldt af
Hygge . . . Puder om Dig paa alle Kanter, saa Du kan
eksportere til Byen. Men jeg, ser Du," - han blev fug-
tig i Øinene, - "sidder nu der paa Kontoret med disse
Protokollerne! . . . Jeg var dygtig forvænnet, véd du.
Naa ja lad os ikke tale om det. Jeg skal vel ha' min
Straf for et og andet jeg ogsaa" . . .

"Ikke sandt, Jomfru Kathinka!" spøgte han, da hun
kom ind, "det er en slem Foged, som falder saadan
lige lukt ubeleiligt ned i Slagtningen hos Jer? Men I
faar laane ham lidt Hushygge, siden der er sluppet
op for ham hjemme . . .

Ei da, jeg havde jo nær glemt det!" udbrød han iv-
rigt og skyndte sig med Piben i Munden hen til Proto-
kolvæsken, som hang over Stolen nede ved Døren. "Jeg
har anden Del af den sidste Mohikaner med til Dem
fra Bine Scharfenberg, - og skulde faa igjen - ja,
hvad var det nu? det staar paa Seddelen: - "En nyck-
ful Qvinna" af Emilie Carlén!"

Han tog den ivrig ud og leverede hende den, ikke
uden et vist Galanteri.

"Nu maa De ikke glemme at give mig den imorgen,
Jomfru Kathinka!" truede han, "ellers gjør De mig
rent ulykkelig nede hos Bine Scharfenberg! - hun er
ikke grei at komme ud for, véd De" . . .

Thinkas Øie gled endnu, medens Fogden talte,
spændt ned i de første Linier - blot for at forvisse sig om
Fortsættelsen, og i et Nu var hun nede fra sit Væ-
relse igjen med den udlæste af Carlén og første Del af
Mohikaneren, slaat ind i Papir og knyttet med en Sy-
traad.

"De er saa prompte som en Forretningsmand, Jom-

SIDE: 225

fru Thinka!" spasede han, medens han med en vis
langsom Omhyggelighed forvarede Pakken i Væsken;
de to smaa Øine lyste indblidt paa hende.

Uagtet der havde været Slagtning og Travlhed siden
tidlig imorges, maatte Thinka dog efterat have lagt
sig unde sig at kige lidt i Morskabsbogen.

Der gik ét Kapitel og ét til og nok ét med stedse
svagere Forsæt om at slutte i næste.

Endnu Klokken to om Natten laa hun med Lysebla-
kerten bag sig paa Hovedpuden og tøirede den sidste
Mohikaner med alle den ædle Uncas's omskiftende For-
følgelser og Farer . . .

Ma undrede sig jo over, at der gik saa mange af de
tynde Talglys til i Vinter.

- - Fogden maatte tage en liden varm Frokost,
inden han fik reise afsted om Morgenen.

Og nu, han tok, Afsked og takkede for de saa beha-
gelige og opmuntrende Timer, endda han kom ubelei-
ligt, - aa Frue, han vidste, han kom ubeleiligt! -
"skjønt nu har De jo faat en høire Haand i Husvæs-
net . . . Jo, Frøken Thinka, jeg har nok kontrolleret
Dem; man har ikke Politiøine for ingenting. . . .

Usynlig, og dog altid tilstede som en stille Aand i
Huset, - er det ikke det bedste, som kan siges om en
Kvinde?" komplimenterede han hende livligt, da han
havde faat Skjærfet rundt Peltsen og gik ned til Slæ-
den, blidøiet med lidt graaagtige Skjæggestubber, da
han ikke havde faat barbere sig idag.

"Hyggelig Mand den Fogden! . . . Hjerte er der i
Livet paa ham," sagde Kapteinen, da han oplivet og
hændergnidende efter Kulden kom ind igjen i Stuen . . .

- Men Far blev jo klein efter al den stærke Mad i
Slagtertiden!

Korpslægen raadede ham til at drikke Vand og gaa
dygtig; - en Toddyrangel engang imellem havde han
bare godt af.

Og det forbedrede ikke Blodopstigningerne, at de fik
Julen saa lige efter.

SIDE: 226

Far gik trykket, men vilde nødig aarelade sig uden-
for de vanlige to Gange om Aaret, Vaar og Høst.

Bare etter det lille Traktement for Buchholtz, Soren-
skriverfuldmægtigen, i Torsdags blev det rent galt. Han
gik og var ulykkelig og saa Tab og Tilsidesættelser og
gale Regninger paa alle Kanter.

Det fik ikke hjælpe, nu maatte der gaa Bud efter
Kirkesanger Øiseth! . . .

Foruden sine kirkelige Forretninger, læste denne
med Ungdommen, vaksinerede og aarelod.

Hvad han duede til i de førstnævnte Retninger skal
være usagt; men i det sidste kunde der trygt siges, at
han havde saare meget, ja bøttevis, af Bygdens Blod
paa Samvittigheden og ikke mindst den fuldblodige
Kaptein, som han havde aftappet regelmæssig nu i en
Række af Aar.

Virkningen var storartet. Ovenpaa den lumre, klemte
Torden- og Ulykkesstemning, der fyldte saa at sige
hver Fuge i Huset og trykkede alle Miner lige ned til
Pasop, - et glimrende Klarveir, Spøg med Thinka og
vilde Planer om, at Familien til Sommeren skulde
faa reise ned og se Korpseksercitien!

Det var paa det Point af opsvulmende lyst Humør,
at Ma resolut greb Anledningen til at tale om Jørgens
Skolegang, - alt, hvad Tante Alette havde tilbudt om
Kost og Logis ellers ment, der burde arrangeres . . .

Der blev en Overregnen og en Studeren med Bevis
og Modbevis ind i de fineste Detailler for et Menneskes
Livsophold i Byen.

Kapteinen repræsenterede Udgiftsposterne og Debet-
siden i Form af indignerede Spørgsmaal og Formod-
ninger for hver enkelt, om hun agtede at ruinere ham.

Og Ma forsvarede seigt og ihærdigt Kreditsiden, idet
hun gjentog og atter gjentog alle de Poster, som var at
trække fra.

Naar det saa en og anden Gang under de idelige
Gjentagelser snurrede rundt, saa hun forplumrede sig,
var der slemme Stunder, inden det lykkedes hende at
rette sig i Bygen.

SIDE: 227

Kapteinen maatte langsomt vænnes ind paa det, ind-
til det sank saavidt ned i ham, at han begyndte at se
og tænke. Men som en ihærdig, utrættelig Krydser
havde hun Maalet altid for Øie og nærmede sig det
ogsaa umærkeligt.

"Disse Kontanter!" . . . Det var for Ma at røre ved
en Byld, som dog maatte opereres.

Resultatet blev, at Kapteinen lod sig overbevise og
nu selv blev den ivrigste paa Arrangementet.

Jørgen blev kontrolleret i alle Fuger. Han maatte
sidde oppe paa Kontoret, og Kapteinen repeterede paa
Spreng med ham.

"Det er saa gammelt som alle Haugene!" blæste Kap-
teinen. . . . "Svinger man en Høne rundt og lægger den
baglængs med en Kridtstreg for Næbbet, ligger den muk
stille, tør ikke røre sig. Den tror vel, det er et Toug,
som holder den. Jeg har prøvet det saa mangen Gang,
- det kan Du tryggelig hilse hende med, Thinka!"

"Men hvorfor skriver Inger-Johanna dette?" spurgte
Ma lidt alvorligt.

"Aa aa, - for ingenting, - bare saadan" . . .

Thinka havde igaar faat sit eget Brev indeni det til
Forældrene; det var lidt i Anledning af Ma's tilstun-
dende Fødselsdag, som afhandledes mellem Søstrene.

Og Inger-Johanna havde derunder holdt hende en
Forelæsning, noget henimod en Opmuntring til Op-
stand og at holde ved sin Flamme der vesterpaa, om
der virkelig endnu var Ild i den. Det om Hønen og
Kridtstregen var noget paa anden Haand fra Grip.
Fruentimmerne lod sig indbilde alt muligt og lagde
sig gjerne godvillig til at dø, naar de fik saadan en
Kridtstreg foran Næbbet!

Det kunde være sandt nok, mente Thinka . . . Men
naar hun saa, hvor det bedrøvede Far og Mor, saa -
hun sukkede og havde Graaden i Halsen, - var Kridt-
stregen sandelig tykkere, end hun aarkede med den
alligevel! . . .

SIDE: 228

Inger-Johannas Brev havde gjort hende rent tung
tilsinds. Hun kjendte sig saa ulykkelig, at hun kunde
storgrædt, bare nogen saa paa hende. Og det gjorde
Ma flere Gange udover Dagen; hun gik vel lidt rød-
øiet.

Om Natten læste hun i Arwed Gyllenstjerna af Van
der Velde, saa de modige Taarer randt.

Søsterens Brev indeholdt ogsaa endel for egen Reg-
ning, som ikke netop var myntet paa Far og Mor.

. . . "For ser Du, Thinka! naar man har gaat igjen-
nem Ballerne herinde som jeg, saa hopper man ikke
længere blindt om med alle Lysene i Øinene. Man
véd en Smule for sig; der faar være noget paa et eller
andet Vis over Passiaren eller Personen. For dette
Balprat. Jeg siger som Grip; jeg er kjed, kjed, kjed af
det! Tante er da heller ikke saa hidsig længere paa,
at jeg skal der, skjønt mange Gange hidsigere end jeg.

Jeg gjælder da ogsaa nu for hovmodig og kritisk og,
hvad det er altsammen, blot fordi jeg ikke bestandig
vil finde paa noget at snakke væk om. Tante finder,
at jeg har faat en vis egen Kulde ind i mit "for liv-
lige Naturel", en tilbageholdende Ro, der imponerer
og er pikant, - altsaa vel det forønskede rette! For-
modentlig ligesom den i hed Puddingdeig indbagte Is
hos Kineserne, som vi læste om i Bien, husker Du.

Tante har saa mange Indfald i Vinter. Nu skal vi
to tale bare fransk sammen. Men at hun skrev til Kap-
tein Rønnow, at jeg var saa perfekt i det, ligte jeg
egentlig ikke; jeg har ingen Lyst til at staa Skolepige
for ham, naar han kommer tilbage. Heller ikke er
min Udtale saa "sød", som hun siger.

Jeg forstaar mig virkelig ikke paa hende længere.
Var der nogen, som kunde og burde forsvare Grip i
denne Tid, saa var det vel hende; men i det Sted an-
griber hun ham, hvor hun kan.

Han har begyndt at holde en fri Søndagsskole eller
Foredrag for hvem, som vil, paa en Sal ude i Storga-
den. Det er saadan noget, Du véd, som vækker Opsigt.
Og Tante trækker alt paa Skulderen og forudser den

SIDE: 229

Tid, da han vil forsvinde af det gode Selskab, skjønt
hun selv altid har været den første til at interessere
sig for ham og finde, at han kom med noget nyt. Det
er saa inderlig lumpent af hende, synes jeg!" . . . 

Jørgens Reise maatte gaa for sig, før Slædeføret gik
op; thi Førefaldet kunde vare til Sankthans, og at spen-
dere Hestebenene i alt Telebruddet vilde være det rene
Vanvid. Skulde han ikke gaa tabt af et helt Aar,
maatte han ind itide og forberedes privat til Opta-
gelse paa Skolen.

Jørgen gik stedt i Grublerier og Tanker over alt det,
han nu maatte skilles fra. Geværet, Kjælkerne, Ski-
erne, Dreierbænken, Værktøiet, de henne i Bakkerne
efterladte Vindmøller og Kværnbrug, alt skulde for-
standigen borttestamenteres, - naturligvis til Thea
først og fremst, mod at hun tog vare paa det til han
engang kom hjem igjen.

Havde man spurgt ham, hvad han helst vilde blive,
havde han vel nærmest svaret Dreier, Møller eller
Smed; det sidste i Verden, der skulde frembudt sig
for hans Forestillingskreds, end sige dukket op som
nogen Drift eller Trang i ham, var vel at blive løftet
op i de høiere boglige Regioner. Men Hellas og Latium
laa nu engang som en uforanderlig Skjæbne tvert over
hans Vei, saa derved var intet at gjøre eller engang at
tænke.

I Lommen paa de ny Klæder, der var omsyede efter
Kapteinen, stak paa Reisens Dag en hel Betroelse af
hemmelige Depescher.

Først et fjorten Sider langt Brev, skrevet om Natten
under Taarer fra Thinka til Inger-Johanna, hvori hun
i alle Detailler forklarede Oprindelsen, Fortsættelsen
og den haabløse Udvikling af sin Kjærlighed til Aas.
Hun havde tre Erindringer efter ham: - en liden

SIDE: 230

Brystnaal, den Eau-de-Cologne-Flaske, han havde
foræret hende paa Juletræet, og saa hans Brev med
Haarlokken til hende den Morgen, han maatte reise fra
Kontoret . . . Og vilde hun nu end ikke handle sine
Forældre imod, men heller gjøre sig selv ulykkelig,
saa havde hun dog givet sig det usvigelige Løfte aldrig
at glemme ham, - tænke paa ham til sin sidste Stund!

Den anden Depesche var fra Ma til Tante Alette og
indeholdt - foruden endel økonomiske Forslag - et
lidet Vink om at sondere Inger-Johanna nu, naar Kap-
tein Rønnow kom tilbage fra Paris. Ma kunde ikke
rigtig blive klog paa hende i den sidste Tid. . . .

- - At der skulde blive saadan Tomhed efter Jør-
gen, havde Kapteinen aldrig Forestillet sig. Han havde
paa sit Vis udfyldt Dagen, givet Anledning til saa
mange Sindsbevægelser, saa megen Anstrengelse og
Ærgrelse og saa megen forhøiet, rask Cirkulation i
Blodet, at nu, han var borte, havde Kapteinen mistet
et helt virkende Element. Han havde nu ikke længere
nogen at gjæte og kontrollere med Øine i Nakken,
at øve sin Skarpsindighed paa eller overrumple, -
kun den stilfærdige, uangribelige Thea at holde Skole
med.

Korpslægen havde tilraadet ham en blodrensende
Løvetandskur.

Og nu, da Foraaret kom, - blændende lyst, vand-
blankt overalt, med smeltende Sneflekker og sine For-
tropper af rød Stenbræk i de bratte Fjeldvægge, -
var Thinka alt ude med Bordkniven i de valne Hæn-
der og stak op Løvetandsrødder af Marken. De var
smaa, unge og lyse endnu; men alt kraftigere blev de
Dag for Dag.

Kapteinen tømte med militær Punktlighed hver
Morgen Klokken syv det ham foresatte Bæger og stor-
mede ud.

Idag stod et tungt, stridt, iskoldt Regnslask med
Hagl og Sne imod ham i Gangdøren og langt ind paa
Gulvet. Fjeldsiderne laa igjen hvide.

Han var de sidste Morgener vant til at tage Turen

SIDE: 231

nedover til det nyopbrudte Potetesland, der gik under
Plogen; men i dette Veir -

"Vi faar opgive Jordarbeidet, Ola," lød hans Reso-
lution ude paa Gaarden, - "det ser ligere ud til, at
Gamperne skal gaa for Sneplogen igjen!"

Han traskede afsted; her var ikke Veir til at staa
stille i . . .

Paa Dagligstuvinduerne drev og skyllede det byge-
vis med lange Regndamme nedover, saa at der uaflade-
lig maatte tørres op og lægges Kluder i Vinduspo-
sterne.

Derinde stod ved det graa Dagslys Ma og Thinka
over Frugten af deres fælles Arbeide ved Væven i
Vinter, - en Rulle med endnu ubleget Dreiel, som de
alnede op og regnede ud i Duge og Servietter.

Døren faldt op paa vid Væg, og Kapteinens tykke,
regnvaade Kappeskikkelse viste sig i den.

"Jeg mødte en langfarendes hernede med noget til
Dig, Thinka! - indpakket i Voksdug. Kan Du be-
gribe fra hvem?" . . .

Thinka slap Dreielen og gjorde blussende rød et
Skridt imod ham, men rystede straks paa Hovedet.

"Reierstad, - han Eksekutionshesten, - havde det
med sig paa Turen opefter. Han skulde levere det hid-
ind."

Kapteinen stod og besigtiget Pakken . . . "Fogdens
Segl! . . . Hid med Saksen der."

Han gav sig i Iveren ikke Tid til at tage af sig.

"En Para-sol! . . . en deilig . . . ny" - udbrød
Thinka; hun blev staaende og stirre paa den.

"Nei, se mig til den gam . . . Pikajor! Futen stram-
mer sig ordentlig op for Dig, Thinka!"

"Ser Du ikke, her staar "Filipine" paa Seddelen,
Jæger!" lagde Ma dækkende ind.

"Jeg vandt Filipine af ham, ja - første Nytaarsdag.
da Far og jeg spiste Middag hos Præsten Horns, -
efter Kirken. Jeg havde rent glemt det," sagde hun
tonløst.

Hendes Blik gled fra Gulvet halvt op paa Forældrene

SIDE: 232

idet hun gik stille ud og lod Parasollen ligge efter sig
paa Bordet.

"Mener, Du kommer til at nytte Dreielen din til Ud-
styr jeg, Ma!" gned Kapteinen sig i Hænderne og
slængte Kappen med et vist Sving af sig.

"Hvad siger Du om Fogden til Svigersøn her paa
Gilje?"

"Thinka gik, saa Du, Jæger!" - Ma dirrede lidt i
Stemmen. "Hun syntes vel, det ikke er længe siden,
hans Kone lagdes i Graven. Thinka er saa altfor god
og vil saa gjerne føie sig efter os; men der kan være
Grænse for, hvad man kan forlange!"

Der var noget forhastet i hendes Bevægelser over
Dreielen, der tydede paa indre Oprør.

"Fogden - Ma! Er nu det heller ikke et Parti? -
pen, vakker Mand i sine bedste Aar. Jeg véd bitter-
død ikke, hvad I Fruentimmer vil ha', jeg! . . . Og,
Gitta!" mindede han hende lidt rørt . . . "Det er netop
de Mænd, der har levet lykkeligst i sit første Ægte-
skab, som snarest gifter sig igjen!" . . .

- - Det gik med rivende Fart fremover mod
Sankthans . . . Vaaryre over Luft og Vand! Marken
stod fugtig og vaad opefter, Tue i Tue, som frodige
Hestelugger. De opsvulmede Bække suste og fossede
med nyskinnende Bredder. De kogte ligesom over af
den samme gjærende Livskraft og Saft, der lod Knop-
perne springe frem i Or, Silje og Bjerk næsten med
hørbart Smeld og afsætter sin Natur i Fjeldguttens
sprættende, livlige Bevægelser, rappe Sprog, levende
blikkende Øine og spænstige Gang.

- Fra Inger-Johanna kom der i Randen af Somme-
ren et Brev, hvis Indhold satte Kapteinens Tanker i
ny Flugt.

14de Juni 1843.

"Kjære Forældre!

Endelig et lidet Pust til at skrive Eder til; Kaptein
Rønnow reiste igaar, og jeg har endnu næsten ikke
faat summet mig fra de to, tre Ugers uafbrudte Sel-
skabelighed, medens han var her.

SIDE: 233

Det skal blive godt at komme ud til Tilderød nu i
næste Uge ovenpaa alt dette! Her begynder ogsaa at
blive hedt og kvalmt i Byen.

Der er ikke gaat en Dag, uden at vi har været i
Selskaber enten til Middag eller Aften; men Perlen i
dem var jo Tantes egne smaa Middage, som hun har
Ry for, og hvor vi nu næsten bare talte fransk. Passi-
aren gik saa let; der har man jo saa anderledes Ud-
tryk, og Tankerne fangede hverandre halvgjættede
allerede. Rønnow taler vist et brillant Fransk.

En Mand, der komporterer sig som han, gjør et vist
nobelt, herremæssigt Indtryk; man hensættes i en At-
mosphære af chevaleresk, mandig Værdighed og hører
Sporerne klirre, jeg havde nær sagt musikalsk; man
glemmer næsten, at der findes dem, som tramper.

Naar jeg sammenligner de klodsede Komplimenter
paa Ballerne, der kan komme én saa klaskende lige op
i Ansigtet, med Kaptein Rønnows Maade at sige og
ikke sige og alligevel faa Tingen frem paa, saa nægter
jeg ikke for, at jeg faar Følelsen af et vist opstemt
Velbefindende. Han paastod, at han havde saadan Illu-
sion af at sidde lige over for mig ved Bordet. Jeg
lignede saa et Portræt, han havde set i Louvre af en
historisk Dame, der naturligvis var sorthaaret og hov-
modig i Nakken og smilede hen for sig med et Ud-
tryk, som det kunde være underskrevet: "Jeg venter,
- og vrager, - til den kommer, der kan sætte mig paa
min rette Plads!"

Naa, kan det more ham at finde saadant ud, saa
tager jeg gjerne Komplimenten. Der findes jo saa-
danne Gudfædre eller Onkler, som er rent forgabede
i deres Guddøttre og forkjæler dem baade med Snak og
Slikkerier. Jeg er bange for, at Rønnow er lidt af
dette for mit Vedkommende, for, saa forstandig og grei
han ellers er, saa gaar det i Forhold til mig bestandig
i Superlativer; og jeg kan jo ikke lade være at synes,
at det er baade smigrende og morsomt, naar han idelig
siger, at jeg er som skabt til at gjøre Honneurs, hvor
Herrer og Damer af større Omgangsforholde skal mod-

SIDE: 234

tages. Han maa jo mene noget mere om mig, end jeg
fortjener, fordi han ser, at jeg kanske er lidt mere op-
rigtig og lige ud end andre og ikke har Natur til al-
tid at skjule, hvad jeg mener, om jeg ogsaa er i Sel-
skab.

Ja, ja, der faar I Takken, fordi I bestandig har for-
kjælet mig; jeg kryber ialfald ikke straks under en
Stol, men prøver at sidde, der jeg sidder, i det længste.

Men hvorfor har nu ikke en saadan Mand giftet sig?
Havde han været yngre, og jeg endda lidt mere for-
fængelig, kunde han næsten været farlig. Han har
endnu et smukt sort Haar; lidt tyndt og lidt vel om-
hyggelig soigneret er det jo! Det er ét, jeg ikke kan
komme tilrette med, og det er, at Folk søger at skjule
sin Alder" . . .

Kapteinen klø'de sig i Parykken:

"Naar man gaar paa Frierben, Du Ma!" lo han. -

- To Postdage efter kom han hjem fra Postaabne-
riet med et længere Brev fra Tante Alette til Ma. Hun
var ikke hans Yndling. Først var hun for "belæst og
dannet"; dernæst var hun "sød", endelig var hun gam-
mel Jomfru!

Han satte sig i Lænestolen med en resigneret Mine
og Hænderne sammenkneppede over Maven og lod sig
det forelæse. Han betragtede det øiensynligt som et
surt Aktstykke.

"Min kjære Gitta!

Det er intet let Hverv, men sandelig et noksaa ind-
viklet og vanskeligt, Du dennegang har læsset paa
Skulderen af en gammel Jomfru, - lad hende end nok
saa meget være din aldrig svigtende trofaste Tante
Alette. Kunde vi endda have samtalet, skulde Du
snart skjønnet Meningen; men nu levnes der mig in-
gen anden Udvei til at faa min Samvittighed frigjort
end at skrive og skrive, helt til alt endelig er kommet
med, som jeg har paa Sinde.

Nu véd Du jo nok, at Stiftamtmandinden ikke er af

SIDE: 235

mine Folk, og havde det ikke været for, hvad Du til-
skrev mig, da Du sendte Inger-Johanna herind, vilde
jeg visselig ikke have bevæget mine gamle Lemmer
saalangt udenfor Gamlebyen, hvor jeg har mine faa
faste Venskaber, og ind til at gjøre Stasvisiter hos
Stiftamtmandinden, ihvorvel hun er altid saa over al
Maade venlig, og vist ogsaa mener det.

Først og fremst maa jeg dog sige Dig, at Inger-
Johanna i alle Dele er en Dame, men dog med mere
Saft og Kraft i sig, om jeg saa tør udtrykke mig, og
stærkere Villie end vor stakkels Eleonore! Det er sik-
kert, at hun i en Mængde Stykker imponerer, for ikke
at sige kuer din Svigerinde, saa striks og avgjørende
hun ellers har Ord for at være. Og derfor maa hun
ogsaa i mange Ting ty til Bagveie, hvor hun finder
ikke at turde lægge Spillet saa aabent for Inger-Jo-
hannas Øine, hvilket nu efter min bedste Overtydelse
har været Tilfældet med Hensyn til Kapteinen. Han
kom her sikkerlig denne Gang fra sin Pariserreise i
fuld Tanke om at fuldføre et Frieri, efter som klog og
forsigtig General først at have undersøgt Terrænet med
egne Øine. Blot den Maade, hvorpaa han altid hen-
vendte sig og gjorde hende sin Opvartning, kunde over-
tydet en blind derom.

Den eneste, som ikke forstaar det, uagtet hun attac-
queres paa de tusinde Maader, er imidlertid Gjenstan-
den selv. Hun sidder der midt i Viraken isandhed
beskyttet mod al Verdens Kløgt ved sin naturlige
Uskyldighed, hvilket er dobbelt at forundre sig over,
og gamle Tante Alette siger nu: beundre, med hendes
udmærkede Forstand ellers.

Jeg vil jo ikke ganske fritage hende for mulig at
blive lidt svimmel af al den Virak, han, og din Svi-
gerinde med, nu røger for hende uafladelig (og hvilket
ældre erfarent Menneske bærer ikke over og tilgiver
saadant hos en ung Pige!). Men Svimmelen gaar blot
ikke i den forønskede Retning, nemlig til Forelskelse,
men lader hende nærmest kun svulme lidt over i sin
Følelse som Dame og indskrænke sig til at hylde i

SIDE: 236

ham den ridderlige Kavaler og - sin Faders høit
ærede Ven.

Det er dette, han fortiden saa at sige er slagen til-
bage paa, saa han igjen reiser, og dette vistnok efter
din Svigerindes Raadførelse. Inger-Johanna findes,
hvis mine gamle Øine ikke skuffer mig, - og lidt har
vi to set og oplevet baade hver for sig og sammen i
denne Verden, kjære Gitta! - ikke moden til Kjær-
lighedsspørgsmaalet endnu, idet hendes Forfængelig-
hed og Stolthed hidtil har vist sig som en fra dette
altfor afsondret Følelse" . . .

Det snorkede borte i Skindstolen; og Ma fortsatte
sagtere:

"Hun kan nok, og det temmelig hedt, ville efter-
stræbe at herske i en fin Salon; men er vist ikke endnu
bragt til at begribe, at hun da ogsaa maa tage Herren,
som eier den, med. Der er noget i hendes aabne Væ-
sen, som altid holder Grøften for bred mellem disse
to Spørgsmaal til, at selv en Kavallerikaptein kan
sætte over den. Gud velsigne hende!

Kjærligheden er som en Vækkelse den ogsaa, uden
hvilket man intet véd eller forstaar af dens hellige
Sprog; og ulykkelige er de, som kommer til at lære
den at kjende forsilde, naar de først har fanget sig i
det saakaldte Pligtens Baand. Hos Inger-Johanna tror
jeg næsten ubedragelig, at Kjærligheden endnu ikke er
vakt, - maatte en god Engel beskytte hende!"

"Æsch! - slige gamle Jomfruer!" vaagnede Kaptei-
nen. "Videre! . . . videre . . . er der mer?"

"Hvorvidt den unge Student, som har Post der paa
Kontoret, kan være i nogen Grad hinderlig for disse
Planer, derom tør jeg ikke sige hverken fra eller til.
Men at Stiftamtmandinden mener og frygter noget,
derom er jeg uryggelig forvisset efter hendes hele
Maade paa det sidste at behandle ham paa, om hun
end er alt for fin til at lade Inger-Johanna faa end
saa meget som den mindste Skygge af Mistanke om
hendes sande Bevæggrund.

Jeg hørte det jo tydeligt, da jeg var der til Kaffe

SIDE: 237

Søndagen, før de nu reiste ned til Tilderød, og hun
lod Pigen nægte sig hjemme for ham. Der faldt ikke
naadig Omtale i Anledning af hans "Søndagsprofes-
sorat i rabulistiske Idéer" som hun benævnte det.

Jeg antager, at det maa være noget af den Slags, som
ogsaa jeg i min Ungdom sværmede for ved at læse
Rousseau's Emile, der optog mig meget, ja tildels
endnu kan udfylde endel af mine Tanker. Thi hun
anførte som en Hovedanskuelse hos ham, at han i sin
fremfusende Blindhed mente at kunne simplificere
Verden, og derunder først og fremst Opdragelsen, til
enkelte ganske faa, naturlige Sætninger eller saakaldte
Principier. Og Du véd, vi - dog det bliver nok alt
for langt. Kort at sige, da Inger-Johanna med Heftig-
hed faldt ind til hans Forsvar, saa hun i ham kun
Sønnen af den fjollede "Kadet paa Lurleiken," som
han kaldes, en af Landets velkjendte, morsomme Fi-
gurer; men denne var, foruden med Faderens forstyr-
rede Idéer, tillige udrustet med en Evne til at haand-
tere det frygtede Vaaben: Satiren, voilà Blændvær-
ket Grip!

Ungdommelige Studenteridéer kunde maaske nok saa
klædeligt bruges som pikante Samtaleemner; men der-
fra til fremfusende og paa en opsigtsvækkende Maade
at sætte dem i Gang uden Agtelse for ældres Mening,
var et stort Skridt, var pretentiøst og vidste noget umo-
dent, første-generationsmæssigt, der paa ingen Maade
burde gouteres!

Jeg har anført dette saa vidtløftigt for af selve Ud-
talelserne at vise Dig, at der her kan være noksaa me-
get Bomuld i Linet, som man siger.

Og siden jeg skal op i Lyset med Hjerteroden, vil
jeg have sagt Dig, at han ser mig ud til en troværdig,
sanddru ung Mand, der er i sin Natur, som han taler
til og ikke anderledes, og bærer et vakkert Stempel i
sit Ansigt og hele Væsen! Om han mulig glemmer
lidt af: "Min Søn, om Du vil i Verden frem, saa buk!"
da er det jo værst for ham selv og ikke til hans Van-
ære, véd vi.

SIDE: 238

Det var mig ogsaa en sand forfriskende Nydelse, som
at se ind i Ungdommens Rige, og vækkende mange
Tanker, at tale med ham de to Aftener i Vinter, da
han fulgte mig (for ham vel lidet tiltalende) gamle
hjem fra Stiftamtmandens den lange Vei ud til Gamle-
byen, som jeg ellers maa gaa med Ængstelse kun med
Pigen og Lygte."

"Aah, - der overfalder ingen hende!" brummede
Kapteinen kjed . . .

Kapteinen havde havt et sandt Kjørpaa i Tjenesten
lige fra isommer, da han og Løitnanten visiterede Telt-
boden samt Armatur og Vaaben paa Lægderne. Saa
Korpseksercitien og endelig nu sidst Sessionen.

Der havde været temmelig stridt Leben paa Gjæst-
giveriet nede i Hovedsognet de to, tre sidste Aftener
sammen med Korpslægen, Prokurator Sebelow, lange
Buchholtz, Lensmand Dorff og Løitnanterne.

Men Resultatet var jo for saavidt glimrende, som
han istedetfor Blakken nu kjørte hjemover med en
prægtig svart tre-fireaarig for Karjolen med hvidt Blis
i Panden og hvide Sokker, der næsten lovede at kunne
blive Jevning til Svarten om - om . . . den ikke var
lybsk . . .

Den havde nu netop, da den gamle Lægdekjærring
reiste sig fra Veigrøften, vist frem noget i Øiekastet
og Ørelaget, som den sandelig havde gjemt vel undaf
alle tre Sessionsdagene. Han havde tilslut til Prøve
skudt over Hovedet paa den, uden at det saameget
som vak i den!

Det vilde være altfor nederdrægtigt, - efterat baade
Korpslægen og Premierløitnant Dunsack havde været
aldeles enstemmig af samme Mening som han om
Dyret, - og han ovenikjøbet havde git Hestehandleren
fem og tyve Daler kontant i Mellemlag . . .

SIDE: 239

Men nu travede den jo lige støt og pynteligt igjen
for Karjolen. Den Smule Lyst til at slaa over i Galop
var bare Uopdragenhed og lidt af Ungføleunoderne, der
stak i den endnu, og fort gik væk ved Indkjøringen.

"Fo-ola! Fo-ola!

Støere Hest har Stor-Ola nok ikke havt i Spiltoug
ved Siden af Svarten alligevel . . .

Du skal bli' gammel hos mig Du, forstaar Du, Ung-
svarten! . . . faa gaa til Byen i Par med Farbror din
. . . for Stasvognen til Inger -

Naa da, din Svine-ne-hund! Svip Svup Svip Svup!
- jeg skal lære Dig af med Unoder jeg!

Staa!" tordnede han. - "Saa . . . saa!" . . .

Det var et helt Følge af lystige Folk, som stod og
snakkede og huiede og drak nede i Veien udenfor
Grinden til Bergsetgaarden.

Ved Synet af Kapteinens velkjendte Skikkelse gjorde
de høflig hilsende Plads for ham. De vidste, at han
havde været længe nedenfor nu; og Mandskaberne,
der havde mødt frem til Tegningen, var netop igaar og
idag vendt hjem rundt om i Gaardene.

"Ikke sandt, Halvor Heien! - en spræk Fole? . . .
lidt ung endnu" . . .

"Kan være det, Kaptein! gjild Gamp, om den ikke
er skvætten af sig," mente den tiltalte.

"Hvad er paafærde her, - Auktion efter Ole Berg-
set?"

"Ja, han Bardon, Lensmanden, holder paa nu med
Hammeren inde i Stuen."

"Saa, saa! - - Du Sølfest Staale," blinkede han til
en ung Mand, "tror Du noget paa, at han Lars Øver-
stadbrækken gaar paa Friera's til Enken her? . . . Jor-
dene ligger svært pent til Du!"

Der kom en slet dulgt Lystighed i Ansigterne rundt
om. De skjønte, hvor Kapteinen vilde hen. Det var
netop Rivalen han talte til.

"Ikke nogen høstbær Ko deroppe at faa kjøbt vel?"

Kunde nok være det, mente man.

SIDE: 240

"Hold Hesten min lidt, Du Halvor, mens jeg gaar op
og snakker lidt med Lensmanden om det."

Der var folksomt op til Huset, og Kapteinen hilsedes
af den ene Klynge efter den anden af støiende og
snakkende Mennesker, Mænd og Koner, Jenter og Gut-
ter, mellem hvilke Brændevinsflaskerne flittig van-
drede, indtil han naaede ind i Auktionsstuen.

Der sad Bardon i det pakfulde, osende Rum med sin
kjendte, vældige, hæse Stemme og raabte op og gjen-
tog og truede med Hammeren og sagde en Vittighed,
og truede endelig for aller, allersidste Gang, inden
han med Lovens Slag spigrede Budet fast for evigt
ned i Bordpladen.

For Kapteinen blev der Vei, hvor han kom.

"Er Du saa gal Du ogsaa, Martin Kvale, at slippe
Konen paa Auktion!" spøgte han i Forbigaaende hen
til en Kakse med Sølvknapper.

Ude i Svalen stod den vakkre Guro Granlien med en
Flok andre unge Jenter.

"Du Guro!" strøg han hende om Kinden . . . "Nu er
han Bersvend Vaage kommen hjem fra Eksercitien!
Han gik i Tanker og var rent ørsk, Gutten, saa jeg
holdt paa at sætte ham i Kachoten . . . Du er for haard
med ham, Guro!" Han nikkede hen til de fnisende
Jenter.

Guro saa med store, blanke Øine op paa Kapteinen.
Hvor kunde han nu vide det?

Kapteinen kjendte Bygden baade ud og ind, frem-
længs og baglængs, som han udtrykte sig. Han havde
en ganske ubegribelig Spornæse for paatænkte Gaard-
handler, Giftermaal, Forlovelser og endel af den Art,
der vedkom de unge Mandskaber. Guro Granlien var
ikke den første Jente, som spilede Øinene op i den
Anledning! Han havde ypperlige Kilder i sine fem
Underofficerer, men ikke mindst i sin egen for disse
Ting altid vaagne Interesse.

Og naar han idag gjorde den lille Afstikker opom
Auktionsstedet, var Grunden vistnok langt mindre den
"høstbære Ko", end hans livlige Begjær efter at fange

SIDE: 241

Nyheder, der kunde være kommet til under hans lange
Fravær.

Det var ham derfor heller ikke saa uvelkomment,
da Enken kom ud og bød ham ind i "Andre-Stuen",
hvor han ialfald maatte nyde en Taar Øl, før han
forlod Gaarden.

Han var nysgjerrig efter at faa skriftet hende lidt
om Muligheden af nyt Giftermaal, - og havde jo og-
saa den Tilfredsstillelse efter en halv Times fortrolig
Passiar at have udvundet af hendes Tillid hele den sande
og virkelige Stand af hendes Tanker for sig og Gaarden.

Der snød ham nu ingen længere for den Sag . . .
Enken paa Bergset vilde sidde i uskiftet Bo og - ikke
gifte sig. Men det brød hun sig ikke om at lade komme
ud; hun vilde være omstridt, i Kurs, som et Parti i
Bygden naturligvis. . ..

Kapteinen forstod det saa godt; - det var det fule. . . .

Noget skulde der tales om andet ogsaa tilslut, og
saa sagde Randi i Aand af det forrige:

"Og Futen, som skal gifte sig igjen!"

"Saa?"

"De siger, han vanker støt og stadig nu hos Schar-
fenberg, Prokuratoren . . . Det er vel den yngste Dat-
teren da?"

"Véd ikke . . . Adiøs Randi!"

Han gik hastig, saa det raslede i Sporerne, og Sabe-
len daskede under Kappen nedover til Hesten uden
at se og hilse igjen hverken til høire eller venstre. Han
trykkede Chakoen fastere i Panden, før han steg op i
Karjolen.

"Saa Tak, Halvor. Giv mig Tømmen! . . . Der, din -"

Han gav unge Svarten, der begyndte med nogle
Kaprioler, et Smeld af Svøben, og afsted gik det for
stiv Tømme og i fuldt Trav, saa Gjerdestolperne fløi
som Trommestikker forbi hans Øine.

I den stille, taagede Høstdag gik Budskapen her og
der ude i Landeveien.

En Gris forbittrede ham ved haardnakket at gallo-
pere foran Karjolen.

SIDE: 242

"Der! - se til at faa draget Skankerne dine undaf,
din" . . .

Det endte med et Smeis over Ryggen paa den.

"Se saa, der ligger et Kobæst midt i Veien!" udbrød
han med sammenknebne Læber . . .

"Ja, ja, vil ikke Du reise Dig, saa for mig værsgo'.
. . . Vær saa god . . . jeg er ogsaa dum . . . kjører
paa." . . .

Bitterheden gik fuldstændig i ham, og han vilde
urokkelig have ladet Hjulet gaat over Dyrets Bagparti,
om det ikke i sidste Øieblik raadsnart havde reist sig,
saa nær, at Kapteinens Karjol halvt løftedes, idet den
strøg an, og var paa yderste Nippet til at vælte . . .

"Hm! hm!" mumlede han noget bragt til Besindelse,
idet han saa tilbage paa Gjenstanden for sin forfeilede
Hævn.

"Saa saa, - afsted, siger jeg, din svarte Rakker . . .
gløtter Du engang til saadan tilbage, saa slaar jeg
Dig ihjel! . . . He, he, he, - rend Du, Du skal nok
finde Bakke for Dig, min gode Ven!"

Han havde havt dygtig Tømmermænd hele Dagen;
men det var ikke det, som kreperede ham, det vidste
han.

Og da han kom hjem, hvor de idag ventede Far
med stor Spænding efter det lange Fravær, var han
mørk i Ansigtet.

"Der Ola! Strigl Hesten . . . tør den med en Halm-
visk først. - Stel den ordentlig, - et Klæde over
Ryggen, hører Du! . . . Jeg har bare kjørt Karen lidt
ind imod Bakken."

Stor-Ola saa paa Kapteinen og gjorde et troværdigt
Ryst paa Hovedet, idet han ledede Kjøretøiet bort fra
Trappen; - det var vel noget, Kapteinen var snydt
paa med denne nye Gampen igjen!

"God Dag, Ma, . . . god Dag," kyssede han hende
hastigt . . . "Jo jeg lever vel."

Han tog af Kappen og Chakoen . . . "Aa, kan Du
ikke lade Marit tage Kufferten og Vadsækken, saa de
ikke staar der paa Trappen længere!"

SIDE: 243

"Aa jo, ja, - har havt det noksaa slidsomt," und-
drog han sig noget kjøligt Thinkas Opmærksomheder
. . . "Læg Sabelen over Knaggen og bring Væsken op
paa Sovesærelset!"

Selv gik han først op paa Kontoret for at undersøge
Posten og saa ned i Stalden for at efterse, hvordan
Stor-Ola haandterede Svarten.

Der var noget, som gik af Far, det var klart det. . . . 

Ma's Ansigt svævede ængstelig bekymret efter ham
her og der i Døraabningerne, og Thinka gled ind og
ud uden at bryde Tausheden.

Da han kom ind, stod Aftensbordet dækket, - Silde-
salat, farvet med Rødbeter, og Æg og en blinkende
Dram ved Siden af, - og saa Rakeørret og det gode
Flaskeøl.

Far var mulig ikke ganske ufølsom, - men høist
ordknap. Der var rent ud kun Enstavelsesord at faa
paa de snildest udtænkte Spørgsmaal . . . 

"Fogden skal gifte sig igjen, siger de, - - for al-
deles vist!" undslap det ham endelig som den første
behagelige Nyhed, han vidste fra Udenverdenen . . .
"med Scharfenbergs yngste."

Bemærkningen efterfulgtes af dyb Taushed, om der
end over Thinka gled et Skjær af levende Tilfredshed,
og hun fik travlt med at spise. De følte begge, at det
var her Humøret stak.

"Den Mand kan sige, han har Lykke med Døttrene
. . . Bine snart i en Præstegaard og nu Andrea Foged-
frue. . . . Du kan kanske faa Post der, Thinka, naar Du
engang trænger det, - som Lærerinde for Børnene eller
Husjomfru; hun behøver ikke at gaa mere i Huset,
end hun netop akkurat vil, hun faar god Raad!"

Thinka saa blussende rød ned i Tallerkenen.

"Ja, ja, Ma! - som man reder, saa ligger man i denne
Verden."

Mere blev der ikke sagt, før Thinka tog af Bordet,
- da Ma undskyldende yttrede:

"Stakkels Thinka!"

Kapteinen vendte sig mod hende paa Gulvet med

SIDE: 244

Fingrene i Ærmegabene paa Vesten og myste harm-
fuldt paa hende:

"Véd Du hvad! Ovenpaa Parasollen og den ene Op-
mærksomhed efter den anden, som han har bemøiet sig
med nu i hele Sommer, kunde hun vist Manden en
Smule anderledes Tak og Imødekommenhed, end hun
har . . . Saa skulde det hellerikke gaat, om jeg havde
været hjemme," - begyndte det at hæve sig lidt op i
Tordenstilen. "Men jeg mener, det er en Gaaseflok, jeg
har i Huset, og ikke voksne Kvinfolk, som ser lidt
ud for sig. - Andrea Scharfenberg lod sig det ikke
byde to Gange, hun!" drev han af igjen, da Thinka
kom ind; hun kunde gjerne høre det. . . .

Ma stirrede jo af og til noget betænkt paa ham,
medens de i Dagene efter paa alle Maader kjælede
og dæggede, for at faa Far lysere tilsinds. Og Thinka
slog midt i sin stilfærdige Omhyggelighed uvilkaarlig
Øinene ned, naar han saadan stønnede og pustede.

Han gik ikke længere ud end ned for at se til Ung-
svarten.

Idag var den hed i den ene Hov efter den ny Sko-
ning. Det var et Søm, som var slaat for dybt ind af
den Klodrian af en Smed. Det fik ud igjen . . .

Kapteinen stod taus og saa til paa sin Yndlings-
plads med Armen over den underste Halvdel af Stald-
døren, medens Stor-Ola, med Ungsvartens Bagben
over Laaret, udførte Udtrækningen med Hovtangen.
Dyret var godkyndt, ikke saameget som rykkede i
Benet . . .

"O-o-ola!" hæsede det halvkvalt.

Stor-Ola saa op.

"Kors i" - seg ikke Kapteinen der langsomt ned,
medens han endnu holdt sig i Stalddøren, . . . lige ned
i Møgen! . . .

Ola saa et Øieblik raadløs paa sin Husbond og slap
Hestebenet. Saa tog han Staldbøtten og skvættede Vand
i Ansigtet paa ham, indtil der igjen viste sig Liv og
Gjenkjendelse.

Nu holdt han ham Bøtten for Munden.

SIDE: 245

"Drik, drik, Kaptein! - Vær ikke ræd . . . Det er
bare efter al Eksisen og Turingen. Det er som, naar
én har drukket Bryllup forlænge, - Bror min." . . .

"Hjælp mig ud, Ola! - Saa, lad mig støtte mig, -
sagte, sagte . . .

Aah! - det gjør godt at puste . . . puste!" stansede
han.

"Nu er det over, tror jeg . . . Javist, - komplet over
- andet end saadan halv mat . . .

Gaa bare et Stykke efter mig, Du Ola, - for en Sik-
kerheds Skyld . . .

Hm, hm, det gaar nok saa bra . . .

Ja, ja, kan sandelig, gjerne være . . . uregelmæssigt
Liv hele Høsten utover.

Saa, gaa ind og kald paa Fruen. Sig jeg er oppe paa
Soveværelset . . . Det gaar bra i Trappen" . . .

Der blev ingen liden Forskrækkelse.

Denne Gang var det Kapteinen, som beroligede og
vilde slaa det hen, og Ma, som uden Bemyndigelse
sendte Bud nedover. Var ikke Korpslægen hjemme,
saa til Distriktslægen.

Da Korpslægen Rist kom, - og i Gangen havde mod-
taget Ma's ængstelige Mening om, at Jæger havde væ-
ret let rørt af Slag, holdt han til Husets Beroligelse et
humoristisk Foredrag:

Det hele var et Spørsmaal om Graden. Den, som
drak blot saameget, at han stammede, led af paralytisk
Lammelse paa Tungen, - og paa det Vis blev hver
evige Mand af de, han kjente, Slagpatienter. Dette
var kun en hos blodfulde Individer ikke uvanlig Kon-
gestion . . .

Jæger selv var jo saa langt over det, at han rekvi-
rerede Toddybrættet ind om Aftenen, - rigtignok kun
en yderst tynd Lavning for sin Part. Men Røverhisto-
rier fra Eksercitien og om Svarten blev der snakket
i Petumskyer og under stadige Fornyelser af den tynde
Essents til Klokken halv to om Natten . . .

- - Det durede i Ovnen en af de følgende Formid-

SIDE: 246

dage, medens Kapteinen sad paa Kontorstolen og skrev,
saa Gaasepennen spruttede.

Som vanligt paa den Tid af Aaret var der efter hans
lange Fravær en hel Hob efterliggende at ekspedere.
Theas norske Grammatik laa paa det grønne Bord ved
Døren; hun havde netop læst den op og hørtes at
nynne udenfor paa Gangen.

Der blev en Støi i Trappen, og Ma's Stemme viste
nogen ovenpaa - "den Vei - til Kapteinen!"

Det bankede paa.

"God Dag, Far! - Naa?"

Det var Ekspres fra Fogden - i Søndagspuds - med et
Brev. Det skulde leveres til Kapteinen selv.

"Saa? - Skulde Du ha Svar? - Naa saa! . . . ja
gaa ned i Kjøkkenet, saa faar Du lidt at leve af - og
en Dram."

" Hm, hm," kræmtede han og kastede det med Segl
forsynede Postpapirs Brev hen paa Pulten, medens
han foreløbig tog sig en Tur paa Gulvet . . . "Under-
retning om Forlovelsen vel . . . eller kanske alt Indby-
delse til Bryllup."

Han aabnede og læste det staaende . . . ivrigt, flyg-
tig nedover . . . En besat lang Indledning! . . . over
den . . . over den . . . helt til tredie Side . . .

Naa der kom det!

Han slog Baken af Haanden, hvori han holdt Bre-
vet, med et Klask i den anden og satte sig saa ned . . .

"Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja!" . . .

Han knebsede en to tre Gange i Tanker med Fing-
rene, klø'de sig bag Øret og endelig polisk op ved Pa-
ryken . . .

"Nei vil man se, - vil man se.

Og det Sludder om Scharfenberg!" . . . Han stormede
hen til Døren og rev den op; men besindede sig og
gik paa Taa hen til Trappen:

"Hvem er der nede i Gangen - Dig Thea?"

Den lille undersætsige, brunøiede Thea fløi op i
Trappen.

"Bed Ma komme op Du," nikkede han.

SIDE: 247

Thea saa op paa Faderen, der var noget uvanligt
ved ham.

- Da Ma kom ind, gik han med Brevet paa Ryggen
og kræmtede. Der var over ham det tilbørlige overvei-
ende Alvor, som Situationen krævede.

"Jeg har faat et Brev, Du - fra Fogden. - Læs! . . .

Eller skal jeg læse?"

Han stod lænet til Pulten, og foredrog dets alle tre
Sider, Punktum for Punktum, med stor Taalmodig-
hed, til han kom til Humlen, - da slængte han det,
saa det snurrede i Luften, og omfavnede Ma vildt . . .

"Naa, - naa! . . . hvad siger Du Ma - Tage os en
Tur saadan, naar vi vil, ned til vore Svigerbørn!"

Han gned Hænderne . . .

"Det var en Overraskelse Du - tilgavns." . . .

"Hm! Hm!" tog han sig igjen kræmtende. - "Det
er bedst, Du! vi beder Thinka komme herop, og med-
deler hende Indholdet . . . Mener Du ikke det?"

"Jo-o!" sagde Ma tonløst, hun havde vendt sig til
Døren; - hun saa nok hverken Raad eller Udvei mere
for hende, stakkar.

Kapteinen gik frem og tilbage paa Kontoret og ven-
tede. Han havde den opstemte, værdige Fadermine,
der helt indser Øieblikkets Betydning.

Men hvor blev hun dog af? . . .

Hun var ikke at finde. De havde ledt efter hende
over hele Huset.

Men Kapteinen var idag ikke hidsig . . .

"Naa da, ser I hende ikke," spurgte han mildt et
Par Gange ud af Døren.

Endelig fandt Thea hende oppe paa Mørkloftet. Did
havde hun, da hun saa Ekspressen og hørte, den var
fra Fogden, i Anelse om Indholdet tyet op og gjemt
sig. Og hun sad nu der med Hodet ned mod Fanget
og Forklædet over sig.

Hun havde ikke grædt; det var bare kommet som en
saadan Flugt eller Panik over hende; hun følte en
uvilkaarlig Trang til at stikke sig bort nogetsteds og

SIDE: 248

lukke Øinene, saa det blev rigtig sort, og hun ikke
behøvede at tænke . . .

Hun saa lidt fjollet ud, da hun fulgte Thea ned til
Far og Mor paa Kontoret.

"Thinka," sagde Kapteinen, da hun kom ind. "Vi
har faat et viktigt Brev for din Fremtid idag - fra
Fogden! Det er vel overflødigt at sige, - efter alle
de Opmærksomheder, Du har ladet ham vise Dig i
hele Aar, - hvad det handler om . . . og at din Moder
og jeg anser det for den største Lykke, der kunde falde
i din Lod . . . og i vor med.

Læs nu Brevet og betænk Dig vel . . .

Sæt Dig og læs det, Barn!"

Thinka læste; men det lod ikke til, hun kom langt;
hun rystede blot hele Tiden stum paa Hovedet uden
at vide af det.

"Du forstaar vel, det er ikke om en ungdommelig
Kjærlighed, Sværmeri og sligt noget høit Sludder, han
anmoder Dig! Det er, om Du vil udfylde en æret Stil-
ling hos ham, Du spørges, og om Du kan præstere den
Velvillie og Omhu for ham, som han ganske naturligt
maa kræve af en Hustru?"

Her var intet Svar at faa, - uden et svagt Støn ned
i Fanget.

Det drog op til Høitidelighed i Kapteinens Ansigt . . .

Men Ma hviskede med Luer og Lyn i Øinene:

"Du ser jo, hun kan ikke . . . tænke, Jæger!

Mener Du ikke som jeg, Far!" sagde hun høit, "at
det er bedst, vi lader Thinka faa Brevet, saa kan hun
overveie det til imorgentidlig . . . Det var jo saadan
Overraskelse."

"Det er naturligvis, som Thinka selv vil det!" lød det
stramt fortørnet efter dem, da Ma fulgte hende og luk-
kede hende inde paa Soveværelset.

- Der blev tudet ud under Dynen hele Eftermid-
dagen.

I Skumringen gik Ma op og satte sig hos hende.

. . . "intet Sted at vende sig, ser Du, naar én ikke
vil blive et stakkels uforsørget Lem bortover i Fami-

SIDE: 249

lierne . . . sy, sy Øinene ud af Hovedet, til én tilsidst
ligger der i en Krog hos nogen . . . Et saadant hæder-
ligt Tilbud vilde mange synes, var store Ting."

"Aas! - Aas - Mor!" . . . udstønnede Thinka ganske
svagt.

"Det véd Gud, Barn, at, saa jeg nogen anden Udvei,
jeg skulde vist Dig den, om jeg saa skulde holde Fin-
grene i Ilden for at gjøre det."

Thinka smøg Haanden hen paa Ma's magre og hul-
kede sagte ned i Puden.

"Far er ikke saa stærk længer, - taaler ikke mange
Sindsbevægelser, - saa det kan se mørkt nok ud.
Attaken nu sidst han kom hjem" . . .

Da Ma var gaat ud, lød der Suk paa Suk i Mørket.

Sent udover Aftenen sad Ma og holdt paa Datterens
Hoved, for at hun skulde faa Søvn; hun vak saa
idelig op.

Og nu, Thinka endelig sov uden disse Rykninger
længere, - stille og rolig med det unge, lyse Hoved
jevnt aandende paa Puden, gik Ma ud med Lyset . . .
Det værste var over!

- Var Kapteinen i løftet Humør efter fra Kontor-
vinduet at have set Aslak, der gik Ekspressen ned til
Fogden, forsvinde ud af Grinden, saa blev han i visse
Maader dobbelt sat op i Forhaabningernes Rige ved
en liden Brevstump fra Inger-Johanna dateret Tilde-
rød:

. . . "Her er fuld Travlhed med Indpakning og Flyt-
ning til Byen. Derfor blir Brevet denne Gang kort.

Gjæster har her været lige til det allersidste. En-
somhed er nu hverken for Onkel eller Tante; og saa
længe havde de sagt "Velkommen til Tilderød!" til vi
fik det ene længere Besøg efter det andet udover Som-
meren - i al Landlighed hed det jo. Men jeg tror nok,
man ikke er reist igjen uden at føle, at Tante holder
Stil i det. Med al Frihed for enhver især og Anretnin-
ger baade ude i Havestuen og paa Verandaen var og
blev der dog stadig dette over det, som lod Gjæsterne
præstere noget og være paa sit bedste. Man synker

SIDE: 250

ikke let hen i Hverdagslighed, hvor Tante er tilstede;
hun smigrer mig nu med, at vi er to om det.

Og jeg véd ikke, hvordan det er, jeg føler mig nu
næsten lige saa meget tiltalt af Selskaber som før af
Baller. Der er dog en ganske anderledes Anvendelse
for den Smule, man kan have af Forstand, og kan jo
være en hel, indflydelsesrig Virkekreds; det har Tante
aabnet mine Øine for i denne Sommer. Naar man
læser om disse aandfulde franske Saloner, hvori Kvin-
den var Sjælen, faar man et Indtryk af, at der her er
et helt Felt for hende. Og at faa leve med og virke i
Verden har siddet i mig, siden jeg var liden og sørgede
saa over, at jeg ikke var Gut og kunde faa blive noget.

Saa langt var jeg kommet, kjære Forældre! da Jom-
fru Jørgensen hentede mig ned i Havestuen til Tante.
Posten var kommet fra Kontoret inde i Byen, og paa
Bordet laa i en Pakke en flad, rød Saffiansæske med
et Brev til mig.

Det var et Guldbaand til at have om Haaret med en
gul Topas i, og i Brevet stod blot:

"For at kompletere Portrætet!

Rønnow!"

Tante maatte jo straks prøve det paa mig, slaa ud
Haaret og kalde ind Onkel. Rønnows Smag var aldeles
clairvoyant genial, naar det gjaldt mig, udraabte hun.

Aa ja, det klæder.

Men med Brevet og al den sværmeriske Overvurderen
er det, som jeg kjender Guldbaandet klemme mig i
Nakken. Taknemmelighed er en kjedelig Dyd!

Tante lægger saa mange Planer for vor Selskabelig-
hed til Vinteren og glæder sig til, at Rønnow mulig
kommer en Tur ind igjen.

Jeg for min Part maa sige, jeg véd ikke rigtig; jeg
vil det baade nødig og gjerne" . . .

SIDE: 251

Jo hastigere og stillere Brylluppet kunde gaa for sig,
des ønskeligere, - udtalte Fogden. Det havde sin Be-
tydning at komme alskens Udlægninger og Folkesnak
i Forkjøbet. Man bøiede sig for et fuldført Faktum.

Tredie Juledag var netop den rette til at undgaa
formegen Opsigt; og for Fogden passede det jo saa
akkurat at kunne optræde med sin ny Husstand lige
paa Nyaaret.

Om ethvert af disse Punkter blev naturligvis Ka-
thinka spurgt; og hun fandt regelmæssig alt rigtig saa-
ledse, som hendes Far tænkte.

Den Bestemmelse, at Brylluppet skulde gaa hastig og
prompte for sig, var nu saa aldeles taget som ud af
Kapteinens eget Blod.

I det andet Punkt derimod, at alt skulde holdes saa
tyst og stille, var han jo vistnok enig med Fogden og
Ma bevar's; men saa laa det nu ikke rigtig i hans Na-
tur, at hele Glæden skulde gaa for sig blot kvalt ind
med Tørklæde for Munden og hviskende paa Taa, som
det skulde være en Sygestue, de skulde holde der paa
Gilje og ikke Bryllup . . .

Nogen Glans fik der være over det; det skyldte han
Thinka - og sig selv lidt med!

Og saaledes gik det da til, at han før Jul tog sig en
Smalslædetur i Føret nedover til Premierløitnanten og
til Prokuratorerne Scharfenberg og Sebelow, hos hvem
han havde nogle Pengeopgjør at faa berigtiget i An-
ledning af udførte Kartforretninger i de to sidste Pro-
cesser.

Og naar han saa mødte Rygtet om, at der var lyst i
Kirken for hans Datter og Fogden, kunde han jo svare
med et Spørgsmaal, om de ikke skulde ville komme og
overtyde sig? Han bad - i Fortrolighed sagt, - ingen
andre end Korpslægen og de høist nødvendige . . . Men
- plirede han - pikajor, hvor Du skal være velkom-
men! - tredie Juledag, - ikke den anden og ikke den
fjerde, Far, husk det!

SIDE: 252

Og Viktualier saavelsom Batterier af stærkt, sørgede
han for, blev stablet op indenfor Voldene hjemme, saa
Fæstningen skulde klare sig.

Juleaften kom der kjørende Ekspres fra Fogden med
Slæden fuld af Pakker, - lutter Foræringer og Over-
raskelser til Thinka!

Først og fremst hans forrige Hustrus varme Pelts-
værkskaabe med Ekornskind indeni og Muffe til, der
var besørget omsyet til Thinka af Jomfru Brun nede i
Hovedsognet; saa hendes Gulduhr med Kjæde og Øren-
dubber og Ringe; - alt som nyt og oppudset af Guld-
smeden i Byen, samt et Wienersjal, - og endelig Eau
de lavande og Hansker i Overflødighed.

I Brevet antydede han for sin inderlig kjære Ka-
thinka, at hans Tanker blot var hos hende, indtil de
snart kunde blive forenede ved et stærkere Baand, samt
at hun, naar hun først kom ind i sit ny Hjem, vilde
finde adskilligt andet, der mulig kunde være efter hen-
des Sind, men som det ikke vilde være praktisk at
sende op til Gilje kun for straks at lade det bringe til-
bage igjen.

Baldrian og Viggo havde han, - hvad han haabede,
hun var enig med ham i, - ikke taget hjem til Jul;
han havde sendt dem ned til sin Broder, Præsten i
Holmestrand.

- Men aldrig havde der i Stor-Olas Tid været en
saadan Høitidspuds paa Hester og Kjøredoning! Da
de tredie Juledags Morgen fo'r afsted ned Bakken til
Anekskirken, var det, saa det lyste af Sæletøi og Dom-
bjelder, og begge Svartene skinnede for Bredslæderne,
som om de kunde være blankede op baade i Haar og
Man.

Under Bjørneskindsfælden i den første sad Kapteinen
i Ulveskindspelts og Thinka indsmedet i Fogdens før-
stes Kjæder og Klæder med Ungsvarten for. I den
anden Ma og Thea med Stor-Ola bag paa Hundsvoten
og Gamlesvarten . . .

Der stod Underofficererne og gjorde Honnør ved
Kirkeindgangen i Uniform; og inde ved Kirkestolen

SIDE: 253

reiste sig i Gallauniform Løitnanterne Dunsack, Fri-
sak, Knebelsberger og Knobelauch.

Saa Fogden fik føle, her dog var Glans! . . .

Og hjemover vendte, efter endt Ceremoni - nu med
Kapteinen og Fruen i den første Bredslæde og Brude-
parret i den anden, - et saa langt Følge, at Fogdens
Idé om at feire Brylluppet i Stilhed maatte ansees som
totalt overkjørt.

Paa Gilje ventede Middagen! . . .

Under denne udviklede Bataillonens Kræfter fra
yngste Løitnant og lige op til Kapteinen et Ungdoms-
mod i Angrebet paa de stærke Varer saa vildt og ube-
kymret for Følgerne, at det kun kunde opfordre Fog-
den til vis Forsigtighed.

Alle vilde drikke med Bruden og Brudgommen, -
op igjen og op igjen.

Fogden sad tilfreds foroverludende med sit store,
tyndhaarede Pandehvælv, agtpaagivende for at vælge
sine Ord paa den kvikkeste og for Tilfældet mest pas-
sende Maade.

Og saalænge det kom an paa Talerne, var han ube-
tinget Mester, uagtet han nok kunde have en Rival i
Korpslægens adskillig dybere lagte Satirer, der blev
mere problematiske og snertende, eftersom han drak.

Men nu helligede de smaa blide, blikkende Øine sig
mere og mere taageblanke og ømt omslørede udeluk-
kende til Bruden . . .

Hun maatte spise af Taarntærten og Vinkremen -
for hans Skyld! . . . Han vilde ikke drikke mere, hvis
han kunde undgaa det, - for hendes Skyld! . . . Jeg
forsikkrer Dig, for din - bare for din Skyld . . .

Og Indhug blev der gjort i Varerne paa Gilje under
fortsat Lystighed til langt udover Natten, da endel
af Slæderne i Stjerneskin og Nordlysskjær slingrede
hjemover med deres halv ubevidste indhold trukket
av de ædru Heste, - medens saa mange, som Huset
kunde rumme, blev over for videre at ture Bryllup og
Jul den næste dag. - -

- - - Ved Nytaar var Huset endelig tomt for frem-

SIDE: 254

mede, Fogden og Kathinka vel installeret i deres
Hjem, og Kapteinen reist ned paa Besøg til dem sam-
men med Thea for at ture Nytaarshelgen der.

Men da var ogsaa Ma træt og opgivet tilgavns!

Hun følte det, nu Arbeidshjulet med ét var stanset,
og hun sad der alene hjemme paa anden Nytaarsdag,
hvor uhyre det havde været at trække det altsammen.
. . . Udstyret Høsten udover og Husstellet før Helgen,
- Julen og Brylluppet, - og alle Bekymringerne . . .

Det havde gaat i ét Kjør nu, saa langt hun blot vilde
tænke tilbage . . . Det var som at række op et Garn i en
Strømpe, deslængere hun tænkte, deslængere blev det,
- helt tilbage til den Tid, da hun syntes, det var en
Hvile de Dage, hun laa i Barselseng . . .

Men det var nu længe siden . . .

Hun sad i Sofahjørnet halv indsovnet i Skumringen
med Strikketøiet urørt foran sig.

Aslak og et Par af Jenterne havde faat Lov til at gaa
paa Julemoro nede i Skreberggaardene, og foruden
gamle Torbjørg, som sad med Salmebogen og lullede
og sang i Kjøkkenet, var ingen hjemme . . .

Der skranglede Bjelder ude paa Gaarden. Stor-Ola
kom hjem med Bredslæden og Gamlesvarten efterat
have skydset Kapteinen og Thea.

Han slog af sig Sneen i Gangen og gløttede ind
Døren.

Da han kjørte forbi Teigen, var Postaabneren kom-
met ud med Kapteinens Post . . .

"Naar var I fremme igaaraftes? - Thea frøs vel
ikke?"

"Var det likt! Vi var dernede i god Tid før Kvælds-
verden. . . . Skal nu hilse saa rent flittig fra unge Frua;
hun var nede i Stalden og klappede og strøg Svarten
igaarkvæld. - Det var nok som en Skilsmisse" . . .

Ma reiste sig:

"Der ligger Lys ude til Staldlygten."

Stor-Ola forsvandt igjen.

Derude stod Gamlesvarten med Slæden alt bag sig
lige i Stalddøren og knæggede utaalmodigt.

SIDE: 255

"Mangler bare, Du skulde vride op Nøglen ogsaa!"
brummede Ola, medens han spændte af og nu med
Sæletøiet og Bjelderne over Armen lod den spadsere
foran sig ind.

"Jamæn knægger ikke Ungsvarten ogsaa!" . . . Det
var første Gang, Du har sagt et skikkelig Goddag her
paa Stalden, véd Du det? . . . Men Du faar nu vakkert
bie."

Han striglede og pudsede og gned den nyindkomne
som en gammel priviligeret Herre. De havde tjent
sammen nu akkurat paa niende Aaret.

Inde i Kjøkkenet spragede og knaldede Granveden i
Skorstenen og lyste med en uvis rødlig Glans paa Ma's
nypudsede Kobber- og Bliktøi om Væggene, som det
kunde være mystiske Skjolde og Vaaben.

Stor-Ola sad nu der og gjorde sig tilgode med Eftas-
verden, Julekost og Traktement, - Smør, Brød, Flesk,
Vørterkage og salt Kjød; og Torbjørg havde faat Ordre
til at tappe en Bolle af Tyndøllet til ham nede i Kjæl-
deren.

Ola havde nok hørt baade ét og andet dernede . . .

"Hun Thinka var gaat ud i Kjøkkenet og vilde tage
over Husholdningen straks. Men der traf hun den,
som vilde holde Tømmen . . .

Gamle Frøken Gülcke vilde nok ikke vide af det!
Hun gik lige op paa Kontoret, sagde de, og snu'de og
vendte det for Bro'ren hele Formiddagen, til hun fik
det, som hun vilde . . .

Og om Kvælden sad Futen i Sofaen og snakkede saa
fint for unge Frua. Beret Stuepige hørte, han sagde,
at han vilde, hun skulde have det saa urimelig godt
og være til for bare ham, - sa'n . . . Høsch den gamle
Graatassen! - vi fik da se, hvad han fo'r her efter
ifjor. . . .

Og dermed," - smaskede Ola mellem Tænderne.
medens han skar og lagde paa til et nyt Smørrebrød.
"blev hun kvit for Uleiligheden, og Styret med!"

"Det nytter ikke at drage Løkken til, ser Du Ola,
naar én har Ho'det i Snaren". . .

SIDE: 256

- Inde i Stuen havde Ma beset den ankomne Post
henne ved Ovnsmundingen. Foruden et Nummer af
"Hermoder", "Den Konstitutionelle" og en portofri Em-
bedsskrivelse var der Brev fra Tante Alette.

Hun tændte Lys og satte sig hen til at læse.

Det var i visse Maader et Held, at Jæger ikke var
hjemme. Dette burde han være udenfor . . .

"Kjære Gitta!

Jeg har taget mig anden Juledag til at nedskrive for
Dig mine Tanker vedkommende Inger-Johanna. Jeg
nægter ikke for, at hun er kommet til at interessere
mig næsten mere, end jeg kunde ønske; men, kan vi
være i en vis Spænding for den mindste Blomst i vort
Vindue, som skal bryde ud, hvor meget mere da for
en menneskelig Knop, der staar i sin Ungdoms svul-
mende Skjønhed bristefærdig med en Livsskjæbne.
Saadant er mere end Romanen, det er Alstyrerens her-
lige Kunstværk, der i Dybde og Glans og uendelig Rig-
dom overgaar alt, hvad den menneskelige Fantasus for-
maar at fremstille.

Ja hun interesserer mig, kjære Gitta, næsten saa mit
gamle Hjerte kan skjælve ved at tænke paa den Livssti,
der kan vente hende, hvor Opreisning og Fald kan
bero blot paa et eneste blændet Øieblik. Hvad Naturen
kan mene med at lade saadan en Hær af Eksistencer,
hvori der slaar Hjerter, gaa under og fortabes i dette
Valg eller, om den derved i sin store Smeltedigel netop
holder den Guldprøve, uden hvilken intet faar passere
over i en fuldkomnere Udvikling, - hvem raader Na-
turens Runer? Mit Haab for Inger-Johanna er, at det
Fond eller den Tyngde af egen Personalité, som hun
besidder i sin Natur, vil veie i Valgets Vægtskaal i den
afgjørende Stund.

Jeg forudskikker alt dette som et Hjertesuk af mit
inderste; thi jeg følger med stigende Angst, hvorledes
Stien mere og mere gjøres glat under hendes Fod, og
hvor fint din Svigerinde spinder Nettet om hende, ikke
med de smaa Midler, hvorover Inger-Johanna vilde

SIDE: 257

være hævet; men med dybere liggende, høitklingende
Lokkelser.

At aabne den blændende Udsigt til at gjøre sine per-
sonlige Egenskaber og Evner gjældende, - hvilken
større Dragning kan der vel lægges ud for en Natur
saa ivrig higende som hendes? Man fortæller om
Englænderne, at de fisker med et Slags eftergjorte,
glimrende Fluer, som de drager henover Vandspeilet,
indtil Fisken snapper; og paa en ikke mindre behæn-
dig Maade forekommer det mig, at din Svigerinde ide-
lig frister Inger-Johannas Illusioner. Hun nævner ikke
engang Vedkommendes Navn, for at det ligesom kan
dæmre op af sig selv.

Blot den ligegyldige Antydning til mig nu sidst i
hendes Paahør, at Rønnow sikkerlig alt længe havde
set sig noget kræsent vragende om mellem Eliten af
vore Damer efter en Hustru, - hvor var det ikke an-
lagt paa at hidse hendes, hvad skal jeg kalde det, Ær-
gjerrighed eller Virketrang?

Jeg havde maaske ikke i den Grad eftertænkt Be-
mærkningen, om jeg ikke havde set det Indtryk, den
gjorde paa sit Sted; hun blev stærkt adspredt og stod
hen i Tanker.

Og dog skulde det Spørgsmaal, om man vilde give
sit Hjerte hen, være saa enkelt og enfoldigt. Har Du
Kjærligheden? Alt andet dreier sig jo blot om - noget
andet.

Det ulykkelige, skjæbnesvangre er, at hun indbilder
sig at kunne elske, binder sig i Pligt til at elske, og
mener at kunne sige til sit umodne Hjerte: Du skal
aldrig vaagne! Kjære Gitta, - end om det vaagnede?
- bagefter, - med hendes stærke, vældige Natur.

Det er det, som svimler for mig, saa jeg har maattet
skrive. At tale til hende og gjøre hende klog vilde
være at vise den blinde Farverne; hun maatte tro blindt
paa den, som advarede hende. Derfor er det Dig, Gitta,
som maa gribe ind og skrive" . . .

Ma lagde Brevet ned i Fanget; hun sad blegere og
skarpere endnu end vanligt ved Lyset . . .

SIDE: 258

Tante Alette, den prægtige Tante Alette, havde godt
for at tænke saa lykkeligt, at alt skulde være, som det
burde være. . . . Hun havde sin lille Arv at leve af og
afhang ikke af nogen. Men, - Ma fik et tørt, afvisende
Udtryk, - uden de fire Tusind . . . gammel og pint
ind i Jomfru Jørgensens Plads hos Stiftamtmandens,
havde hun ikke skrevet den Slags Englebreve. . . .

Ma læste videre:

"Jeg maa ogsaa her fremføre endel yderligere Be-
tænkeligheder, saa Du vist vil synes, at dette er et
trist Julebrev. Det er da om den kjære Jørgen, som
skal have saa ondt for det paa Skolen. At han endda
har kunnet følge saavidt med i Klassen, skylder vi
Student Grip, som, ihærdig og uden at ville engang
høre Tale om noget Vederlag, har gjennemgaaet og
forklaret for ham hans værste Anstødsstene: den tyske
og den latinske Grammatik.

Og naar jeg nu fremfører hans Mening om Jørgen,
er det med en vis ikke ringe Tillid til, at den kan være
begrundet. Han siger, at Jørgen saa langt fra er noget
daarligt Hoved, at han er lige det modsatte. Kun er
han ikke anlagt for det abstrakte, hvilket er Betingel-
sen for boglig Fremgang, men desto mere for det prak-
tiske.

I Forening med et sundt, klart Omdømme er han
baade hændig og opfindsom. Jørgen vilde blive en
ypperlig Haandværker eller endog Mekanikus, og lige
saa vist komme til at udmærke sig som saadan, som
han vil høste Sorg, Møie og kun høist middelmaadige
Resultater ved at pines fra Eksamen til Eksamen igjen-
nem Studeringerne.

Vel er det saa, at jeg ikke kan hylde Student Grips
noget vel ungdommelige, vilde Tanker om at sende
ham i Haandværkerlære over til England (eller endog
saa fjernt som til de amerikanske Fristater!), eftersom
her ikke er en lige med den konditionerede Stand agtet
Tilværelse at opnaa for en Haandværker, saaledes som
Tilfældet jo skal være i de nævnte Lande.

SIDE: 259

Meget af dette er dog, synes mig, værd at tage under
fuld Overveielse.

Jeg kan undertiden næsten tvivle paa mig selv, om
jeg, saa gammel jeg er, dog alligevel skulde være for
ung? Lad det være Frugten af indre Udvikling eller
simpelthen kun en Attraktion; men de unges Tanker
udøver altid en forfriskende og styrkende Indflydelse
paa mit Livshaab. Aldrig forsoner jeg mig dog med,
at det skulde være en Naturfølge, at Idealerne ligesom
afmattes og svækkes og lider Brist med Alderen som
andet gammelt Krustøi.

Og naar jeg ser en ung Mand som Grip blive saa
haardt bedømt af de saakaldte praktiske Mennesker, -
ikke, saavidt jeg forstaar, for selve hans Idéer om Op-
dragelsen, men fordi han vil offre sig og sætte dem i
Værk, saa kan jeg ikke lade være at skjænke ham
min hele Sympathi og Agtelse.

Nu har han forladt Jussen og kastet sig over Studiet
af Filologien; thi, siger han, her i Landet nytter endnu
ingen Gjerning uden et Skildt, og han vil nu forsøge
at skaffe sig et rigtig forgyldt et i en udmærket Eks-
amen, bide sig fast i den ubearbeidede Jordbund, lige
som Dvergbirken oppe i Fjeldet, og ikke slippe, om der
saa kom et helt Skred over ham, som han udtrykker
sig.

Naar det betænkes, at han maa arbeide meget og
undervise flere Timer daglig for blot at kunne sub-
sistere, kan jeg ikke andet end beundre dette ildige
Mod og, - ja jeg har ikke mange med mig, - ønske
ham inderlig til Lykke!"

Ma sad og grublede . . .

Saa klippede hun den ene Side ud, der handlede om
Jørgen. Det var dog værdt ved Leilighed at vise Jæger
det. . . . Hun vidste retnu ikke i sit Hjertes Enfoldighed,
hvad hun skulde tænke . . .

SIDE: 260

Alt var hvidt nu lige i Hjertet af Vinteren, hvidt fra
Ruderne i Stuen til Haven og Voldene og Liderne,
hvidt hvor Øiet gled opefter Fjeldkammene lige mod
Himlen, der laa som en halvklar, matfrosset Rude og
lukkede for det hele.

Her var koldt, paastod den varmblodige Kaptein.
Han begyndte at adsprede sig med at føle og spore
efter, hvor det trak, og saa at klistre lange Papirsstrim-
ler med Tøi og Drev under. Og lige fra Arbeidet gik
han, blot med Paryk uden Hue, ud og snakkede med
Folkene i Stalden eller paa Laaven, hvor de tærskede.

De gik jo der nu bare Ma og Thea og han; - Thinka
havde været det, ingen forstod, for ham. . . .

Han havnede tilslut i Grublerier paa at lægge ud
Rævesakser og Gildrer og Selvskud for Ulv og Gaupe
i Udmarken.

Ma maatte jo svare hundrede Gange paa Dagen, hvad
hun syntes, endda hun havde akkurat saameget Be-
greb om det som om at tage Maanen ned.

"Ja, ja gjør det, kjære Jæger!"

"Ja, men tror Du, det vil lønne sig? - det er det, jeg
spør om . . . at koste Rævesakser!"

"Hvis Du faar nogen saa" . . .

"Ja hvis" -

"Et Ræveskind har jo Værdi" . . .

"Skulde jeg hellere prøve at lægge ud Aat for Gaupe
og Ulv" -

"Det er vel dyrere?"

"Ja men Skindet, - om jeg fik nogen? - det er det,
det kommer an paa, ser Du." . . .

Og saa drev han betænksomt ud af Døren, - for en
Stund efter at komme ind ad den anden og atter fylde
hendes Øren med det samme.

Ma's Instinkt sagde hende, at Gjenstanden for hans
første Fangst egentlig var hende; lod hun sig narre til
at give et bestemt Raad, glemte han ikke at lade hende
føle Ansvaret for Udfaldet, om det gik til Tab.

SIDE: 261

Han havde netop idag igjen grublet og vendt paa
Sagen for hende, da de aldeles uventet overraskedes
ved, at Fogdens Bredslæde kjørte frem foran Trappen.

Op fløi Gangdøren skrigende i Frosten for Kaptei-
nens ivrige Haand.

"Ind med Dig i Stuen, Fut!"

Bag hans Ulveskindspelts stak Thinka frem, statelig
indballeret i Peltsværk.

"Ærbødigste Tjener! . . . Svoger og Ven" . . .

Fogden var paa Forretningsreise opefter og bad om
Hus for Thinka de to tre Dage, til han kom igjen; han
skulde ikke undlade prompte at kræve hende tilbage.
Og dernæst maatte han utbede sig af Svoger overladt
en Smalslæde til den videre Reise; han skulde være
helt oppe i Nordals Aneks iaften.

Thinka havde alt Torbjørg og Thea kappende en ved
hver Raggesok for at faa dem af hende, og det var ikke
frit for, at Marit i Iveren gløttede i Døren.

"Du skal ialfald ha' lidt at leve af og en Thevands-
knægt, men's Hesten puster, og de bytter Slæde."

Fogden havde ikke megen Tid at spilde; men Fami-
lielivets Sol skinnede her for mildt til, at han ikke
skulde afgive en Halvtime - præcis efter Uhret . . .

Han gjorde et Par Tilløb til at tage af sig, men gik
saa hen til Thinka:

"Du har knyttet Knuden paa Silketørklædet saa vel
for mig, at Du selv skal faa tage det op igjen . . .

Tak, Tak, Thinken min, - hun forvænner mig al-
deles . . . Ja Du kjender hende, Kaptein!

I ser, hvad hun alt er begyndt at blive for mig,"
appellerede han siden med et lunt Smil til Svigerfor-
ældrene ved den i Hast fremsatte Anretning; han
maatte have Thevandsknægten lavet af Thinkas Haand.

Da Fogden saa igjen, omhyggelig omskjærfet af sin
unge Hustru, var fulgt ud til Slæden, stod Thinkas The
der endnu næsten urørt og kold.

Men nu kom Ma ogsaa med en frisk varm Fornyelse
i Koppen, og kunde de sætte sig til i Ro at nyde Hjem-
komsten.

SIDE: 262

Han er jo snil, tænkte Ma, - havde skjønnet, at
Thinka længtede.

"Fogden er rigtig betænksom mod Dig, Thinka, som
lod Dig se hjem saa snart," yttrede hun.

"Prægtig Mand, - skulde lede langt efter Magen!"
udstødte Kapteinen med fuld Kraftbas . . . "bærer Dig
som en Dukke, Thinka."

"Han er saa snil, som han kan . . . I næste Uge kom-
mer Jomfru Brun for at sy om en Atlaskes Kjole til
mig; den har bare været paa én Gang. Gülcke vil ha'
mig saa staselig," oplyste Thinka.

Tonen var saa stille; det var ikke let for Ma at høre,
hvad hun mente.

"Fyren staar jo paa Hodet for Dig, - véd ikke, hvad
han skal finde paa!" -

Foruden Ønsket om at imødekomme sin Hustrus
Hjemlængsel turde Fogden mulig dog ogsaa være be-
stemt til at tage hende med sig af en Smule Hensyn
til de yngre Kræfter nede i Hovedsognet, - Buchholtz
og Horn. De var begyndt at vanke hos ham noget ofte
og øiensynlig hygge sig, efterat der var kommet en ung,
indtagende Værtinde i Huset.

Udover Aftenen fik Kapteinen sig en lun Picquet.

Det var, som Hyggen fulgte med Thinka. Hendes
mæglende og udjevnende Væsen var kommet tilhuse
igjen; det sporedes baade ude og inde.

Far kom igjen om Formiddagen til en liden Portion
Mølje med Myseost over, da der i Kjøkkenet kogtes
Saltkjød og Ærter, og Ma fandt saa det ene og saa det
andet gjort for sig og blev forekommet med mange let-
vindte Haandsrækninger, uagtet Thinka jo ogsaa havde
et Par Tøfler, som Gülcke havde ønsket sig, at brodere
færdig med Kanava.

Men det var sletikke saa farligt med det! Hun kom
langt paa Mønstret, naar Far hvilte Middag, og hun
sad deroppe og havde læst ham isøvn.

Kapteinen fandt det saa hyggeligt, naar han vidste
Naalen og Uldgarnet gik der i Thinkas Haand; det var
saa fredeligt stille, - ikke Tale om andet end at sove.

SIDE: 263

Og saa havde han jo hende bare de tre Dage.

Medens Fingrene gik over Kanavaen, sad Kathinka
og holdt sin ensomme Tankestund . . .

Aas havde sendt hende en Skrivelse, da han erfarede
hendes Giftermaal . . . Hende havde han trot paa, saa
han kunde gi't sit Liv paa det. Og om der skulde gaat
Aar hen, vilde han have arbeidet, kravlet og kradset
for engang at kunne naa til hende igjen, - skulde de
end begge da have Ungdommen bag sig. Det havde
været hans glade Haab, at hun vilde holde fast og
vente paa ham selv gjennem Tranghed og Uanselig-
hedens Kaar. Men nu, hun havde solgt sig for Gods
og Guld, trode han ikke paa nogen mere! . . . Han
havde bare ét Hjerte, ikke to; men det ulykkelige var,
det vidste han bedre, at ogsaa hun havde . . .

"Huf, jeg syntes, Du sukkede saa tungt," vaagnede
Kapteinen, - "det kommer af at ligge og stride paa
Ryggen . . .

Nu skal vi ha' Kaffe Du!" . . .

Kunde Thinka end ikke svare Aas, saa vilde hun dog
prøve at lette sit Hjerte en Smule til Inger-Johanna.
Hun havde taget med sig hendes sidste Brev til Besva-
relse i denne uforstyrrede Tid hjemme og sad oppe
paa Værelset med det foran sig om Aftenen . . .

Inger-Johanna er lykkelig, som ikke har andet at
tænke paa, sukkede hun læsende:

. . . "Og Du Thinka, bør have lidt Øie paa din Kant
Du ogsaa, og gjøre noget ud af den Plads, hvorpaa Du
nu engang er kommet, det kan saa vel trænges der-
oppe. For der er ingen Tvil om, at Selskabeligheden
har sin store Mission til Sædernes Forfinelse og Kamp
mod det raa, som Tante udtrykker sig.

Jeg skriver ikke om dette for ingenting eller saa
ganske hen i Luften; jeg staar jo, kan Du vide, for nær
mange Forholde til at kunne lade være at tænke mig
Muligheden af nogen Gang at blive sat i en saadan
Stilling. Sagde jeg andet, var jeg ikke oprigtig.

Og jeg maa sige Dig, jeg ser alt saa mangt og meget,

SIDE: 264

jeg skulde have Lyst til at prøve at faa frem. Der
maatte kunne skaffes Plads for en hel Del af de Inter-
esser, som nu ligesom skal sættes i Ban.

Selskabelighed bør være Tolerance, siger Tante;
hvorfor skal saa ikke Anskuelser som Grips rolig kunne
diskuteres? Det første, jeg vilde gjøre, var at slaa mig
ekstravagant og hævde dem. Hos Kvinden bliver det
jo alligevel aldrig mere end Pikanteri. Men Meninger
faar kjæmpe sig frem til godt Selskab, de ogsaa.

Jeg grubler og jeg tænker mere, end Du kan ane;
jeg føler, jeg skulde udrette noget, ser Du!

Heller ikke er jeg længere saa rent slagen af Mæn-
denes Visdom allesammen! En Kone som Tante tier
og trækker i Snoren; men Du kan aldrig tænke Dig,
hvor mange der dreier sig. Hun er, mellem os sagt,
lidt gammeldags diplomatisk og snirklet, saa hun næ-
sten gjør sig en Nydelse af, at det skal gaa umærkelig
og ad Omvei. Lige ud gjorde det mangen Gang bedre,
tror jeg, ialfald er saa min Natur.

Og endnu en liden Advarsel med det samme, Thinka,
(uf, hvor jeg føler, jeg taler, som jeg sad i Tantes Hud!).
Husk paa, at man regjerer aldrig en Stue uden fra
Sofapladsen: jeg véd, Du er saa beskeden, at de faar
Dig hen paa Stolene bestandig. Du er slet ikke saa dum
som Du tænker, Du skulde blot prøve ikke at gjemme
undaf, hvad Du mener.

Traf jeg Grip en Gang igjen, skulde jeg overbevise
ham om, at der kan gives andre Veie til Rom end
netop at gaa hovedkuls paa. Jeg har faat lidt Mening
jeg ogsaa, siden sidst han hovmestererede mig med sin
Foragt for det selskabelige og stadig var den overlegne.
Men jeg har ikke set mere end et Par Skimt af ham
paa Gaden den hele Vinter. Han er vist saa optaget
af sit; og det passer ikke nu at bede ham til vore
Soiréer, siger Onkel, efter at han ligesom har forplig-
tet sig til nogle faste Meninger, som man ikke tør røre
ved uden at risikere en hel, alvorlig Disput. I et Par
Herreselskaber havde han været alt for stortalende,
drukket formeget, mente Onkel. Men jeg véd saavel

SIDE: 265

hvorfor; han maa finde paa noget, har han sagt, naar
han kommer træt og kjeder sig for slemt, og hos Dü-
rings er der forfærdelig lufttomt!" . . .

Thinka havde gjennemlæst Brevet; der kunde være
meget at tænke paa. Men hun var saa optaget af Aas,
- hun blev aldrig færdig med at rulle den Møllesten . . .

Under Vinterens Ensformighed, midt i Februar, ind-
løb der et Brev, som Kapteinen først veiede i Haanden
og besaa et Par Gange. .. hvidt, glat Velin . . . C. R. i
Seglet, - og, han rev det op -

Jovist var det fra Rønnow! - hans brillant henrul-
lende Haandskrift med de enkle Sving, der kunde
minde om ham selv, naar hans elegante Skikkelse drev
op og ned af og til med et flot Slæng med Benet: -

"S. T.
Hr. Kaptein Peter Jæger!
Høistærede, kjære ældre Kammerat og Ven!

Jeg skal ikke indlede med lange Præludier om Livs-
stilling, Udsigter etc., men gaa lige paa med min Bøn
og Begjæring.

Som Du har set Kortene har lagt for mig, - sandelig
mere som de har faldt, end som jeg har spillet dem! -
vil Du vist forstaa, at jeg i de sidste Par Aar har fun-
det det rigtigt at se mig om efter en Hustru og Livs-
ledsagerinde, der kunde passe til mine Forholde. Men
under al min Søgen gjemtes dog i den lønligste Krog
af mit Hjerte en sorthaaret, mørkøiet Pige, som jeg
først saa oppe ved Spillebordet en Vinterkvæld paa
Gilje og siden, altid mere og mere betaget, gjensaa og
atter gjensaa under hendes Udvikling til den stolte
Kvinde og Dame, hvis overlegne Natur var uomtvistelig.

Nu, - jeg skal med mine runde seks og firti Aar
ikke opvarte med nogen længere Kjærlighedshistorie,
skjønt der kanske kunde være en Del at sige om den
Sag ogsaa. At jeg ikke er af de gamle indvendig, har
jeg ialfald fuldt ud mærket ved denne Anledning.

Det falder af sig selv, at jeg ikke henvender denne

SIDE: 266

min Begjæring til Dig uden først gjennem et nærmere
og længere Bekjendtskab at have forvisset mig om, at
din Datter ogsaa kunde nære noget tilsvarende Følel-
ser for mig.

At Resultatet ikke har været til min Desavantage,
fremgaar af hendes igaar modtagne dyrebare Svar-
skrivelse til mig, hvori jeg har hendes Ja og Sam-
tykke.

I Haab om, at en oprigtig Færd og Mening ikke vil
støde paa Mistydning, retter jeg herved den Bøn og det
Spørgsmaal til Dig og din kjære Hustru, - om I vil
betro mig eders dyrebare Inger-Johannas Fremtid?

Hvad en Mand kan gjøre for at lette og bane hendes
Livsvei, tør jeg nok paa parole d'honneur love, hun
aldrig skal savne!

Jeg skal kun tilføie, at naar de høie Herskaber i
Slutningen af Mai eller Begyndelsen af Juni reiser til
Kristiania, vil ogsaa jeg have Tjeneste og følge derind.
Jeg vil da kunne gjense hende, til hvem al min Længsel
og Hu staar.

I Spænding imødeseende dit ærede Svar

Din høiagtelsesfuldt
altid trofaste Ven
Carsten Rønnow."

Her var nu andet at tænke paa end at snakke med
Ma om Rævesakser og Selvskud! . . .

Der vilde ikke blive Middagssøvn idag.

Han føg ud paa Gaarden i stor Force . . . Der maatte
tærskes med nok en Mand paa Laaven . . . Gjødselen
kjøres ud . . . Her maatte drives paa!

Han kom ind og satte sig i Sofaen og tændte Fidi-
busen, men fo'r op igjen, medens han holdt den til
Piben. Han huskede, der maatte sendes Bud til Sme-
den for at reparere Harver og Redskab til Vaaren . . .

Det var intet Raad for, - han maatte reise ned og
selv fortælle Nyheden til Fogden!

SIDE: 267

Inger-Johanna skrev i de første Dage af Marts:

. . . "Dette kommer saa lige ovenpaa mit forrige,
fordi jeg netop har faat Brev fra Rønnow om noget,
hvori jeg gjerne vilde have eder, kjære Forældre, til
at staa paa min Side, naar I, som jeg forudser, faar
Tantes udførlige og kraftige Fremstillinger og Grunde
i modsat Retning.

Rønnow skriver allerede som noget sikkert og af-
gjort, at vi kommer til at have Bryllup til Sommeren i
Juni eller Juli. Tante vil, at det skal holdes hos dem,
og haaber, at ialfald Du, Fader, kommer herned.

Rønnow anfører saa mange elskværdige Hensyn, som
skal tale derfor, og jeg tviler slet ikke paa, at Tante
i sin overflødige Godhed vil sørge for at skrue det
videre fast med endnu et fire Siders Brev fuldt af
Grunde.

Men imod alt dette har jeg kun et eneste at sætte,
- at jeg, dengang jeg gav mit Samtykke til Rønnow,
aldeles ikke forudsatte saadan Hast uden ligesom lidt
Tid og Luft for mig.

Det er muligt, at andre ikke kan forstaa denne min
Følelse, og især lader det til, at Tante finder, det just
ikke beviser den Grad af Følelsens Inderlighed, som
Rønnow kan have Fordring paa.

Men til dette sidste, som egentlig er det eneste af alt
det meget, hun kan anføre, som er at spendere Svar
paa, vil jeg kun sige, at det umulig kan være Rønnows
Mening at krænke mine inderste Fornemmelser, naar
han først faar vide, hvordan jeg føler det.

Jeg beder jo blot om en passende Tid, f. Eks. til en
Gang i næste Vinter. Jeg vil saa gjerne have dette
Aar, Sommeren og Høsten ialfald, lidt i Ro og Fred.
Der er saa meget at tænke over, blandt andet til min
kommende Stilling. Den franske Grammatik vil jeg
have studeret igjennem i Sommer, helst hjemme alene,
og overhovedet forberede mig. Det er dog ikke blot
som at springe i en ny Silkekjole.

SIDE: 268

Gid, gid, gid jeg kunde faa være paa Gilje i Som-
mer! Jeg sad igaar og tænkte paa, hvor deiligt der dog
var ifjor i Høifjeldet.

Nei. Tante og jeg vilde ikke komme til at forliges
i Længden. Hendes inderste, inderste Egenskab er (lad
den være aldrig saa vel indhyllet i Elskværdighed og
pene Talemaader), at hun er tyrannisk. Derfor vil hun
nu bestemme over mit Bryllup, og derfor, hvad der
kan harme og oprøre mig, saa jeg ikke har Ord for
det, - har hun nu i disse Dage faat min snille (men
ikke just synderlig kraftige, det var Synd at sige!)
Onkel til at begaa den lidet ridderlige Handling at op-
sige Grip fra hans Post paa Kontoret. Det er lige til
at berøve ham Halvparten af, hvad der udfordres for
at kunne leve og studere herinde, og det blot fordi hun
ikke fordrager hans Idéer.

Jeg lod hende vide lige rent ud, hvad jeg syntes om det.
at det var baade hjerteløst og intolerant; jeg var saa
oprørt.

Men, hvorfor hun til syvende og sidst - for der er
hos Tante altid noget til syvende og sidst, - forfølger
ham, det skulde jeg endnu have Lyst til at vide" . . .

- - Hensyn maatte der naturligvis tages til Inger-
Johannas Ønske om at udsætte Brylluppet. Og der
blev da ogsaa skrevet og skrevet frem og tilbage.

Men saa kom Rønnows nye Udnævnelse og med
denne det afgjørende praktiske Hensyn i Vægtskaalen,
at der maatte sættes Hus til Flyttetid i Oktober.

Der var Generaloppudsning paa Gilje fra øverst til
nederst, inde og ude. Værelserne ovenpaa maatte
hvidtes, og alt gjøres istand, til de nygifte skulde
komme og være der isommer efter Brylluppet, i hele
Juli.

Og naar Inger-Johanna kom, skulde hun møde en
Overraskelse - hele Chefsgaarden i Henhold til Armé-
departementet, flunkende ny rødmalet med Mønje og
hvide Vinduskarmer.

SIDE: 269

Kapteinens Hverdagsfrak havde en Regn af Pletter
fra alle de Gange om Dagen, han havde staat ude ved
Malerstigen og set paa Arbeidet, - først Grundingen
og nu anden Gang Overstrygning; saa kom Fuldendel-
sen, den tredie og sidste. Vaarluften trak, saa Væg-
gene tørrede næsten øieblikkeligt . . .

Lidt svimmel blev han jo af og til under alt dette,
saa han maatte stanse og sunde sig; men det havde
sin gode Grund i, at Kirkesangeren iaar, han var ble-
vet saa meget triveligere, ikke havde taget ham for
nok Blod, - og saa af, at han kanske drev for haardt og
ivrigt paa; for længtede gjorde han, saa det havde Skik.

Han snakkede bare om Inger-Johanna, om hendes
Udsigter, Skjønhed og Evner, og hvorledes Ma ikke
kunde nægte, at han havde set, hvad der bode i hende,
fra hun var ganske liden.

Kun tænkte Ma i sit stille Sind, medens han gik
der høirøstet og glad, at han dog var magrere og sun-
dere, dengang han havde flere Ærgrelser og maatte
tage Verden lidt tungere. Hun havde indviet ham i
Tante Alettes Betænkeligheder i Anledning af Jørgens
Evner for det boglige.

"Jeg har ikke kunnet lade være at tænke paa, Jæ-
ger, om Jørgens rette Lykke kanske ikke skulde være
at komme paa den Hylde?"

"Paa hvad for anden Hylde da? - bli Skomager og
ligge paa Knæ og ta' Maal af os andre kanske . . .
Aa-haa, nei," - rækkede han sig i overflødig Over-
bevisning, "har vi Raad til at holde ham frem til Stu-
deringen, saa kan han sagtens læse. Mange dummere
end han Du! som er kommen sig frem baade til Prest
og Fut" . . .

En Dag sondrede Kapteinen i Hast et Brev fra Tante
Alette ud af sin Embedspost og kastede det paa Bordet
til Ma's behagelige Gjennemlæsning. Var der noget, fik
hun sige det til ham, raabte han tilbage, idet han gik
op Trappen til Kontoret; han var bleven en hel Del
tykkere og mere aandpusten i den sidste Tid og tog
mere trofast i Rækværket.

SIDE: 270

1ste Mai 1844.

"Inderlig kjære Gitta!

Det er med en vis vemodig, stille Følelse, jeg skriver
til Dig denne Gang; ja jeg kunde endog have Lyst til
at betegne det med et stærkere Udtryk. Mit gamle Øre
synes, der lyder ligesom en Jammer over at saa mange
lyse Forhaabninger bøier Hovedet til Jorden; og jeg
kan kun finde Trøst i den, gjennem et langt Liv er-
hvervede, faste Tro, at intet sker uden som et Led i
en høiere Visdom.

Ligesom jeg hidtil har prøvet at stille alt vedkom-
mende Inger-Johanna saa klart for Dig, som jeg blot
selv kunde se det, saaledes finder jeg det rigtigst heller
ikke at skjule for Dig den Kamp, som hun øiensynlig
gjennemkjæmper imod en Følelse, fra hvis Magt jeg
haaber, der dog skal ligge Redning i den lykkelige
Omstændighed, at den ikke har faat fuld Tid til rig-
tig at blive til eller modnes hos hende.

Den er der, og den smerter, men mere, det er mit
Haab, som en Mulighed, der ikke har faat slaa til-
strækkelige Rødder, end som en Virkelighed, en le-
vende Vækst, der ikke, uden Krænkelse af hendes in-
derste Væsen, koldt kunde kues og kvæles ned igjen.

Men aldrig har kløgtig Beregning feiret en daarligere
Triumf end, da Stiftamtmandinden troede at finde
Modmidlet i at holde vedkommende borte og tilsidst
endog forfølge ham for at gjøre ham det umuligt at
soutinere herinde. Naar det betænkes, at Inger-Johanna
under al den Medfart, Grip har døiet for sine Menin-
ger, øiensynlig har sympathiseret, næsten ivret for dem,
skulde Virkningen dog ikke være vanskelig at forudse.

Og en kold Frostdag tidlig i Vinter kom Inger-
Johanna hidud i fuldt Sindsoprør for gjennem Jørgen
at faa forhørt om hans Forholde. Det var da ogsaa paa
hendes Opfordring, at Jørgen anmodede ham om at
læse med sig fire Timer i Ugen.

Jeg fik ved den Leilighed Klarhed paa, hvad jeg
før kun havde anet, men hvad der ikke var undgaaet

SIDE: 271

din Svigerindes skarpe Øie, - at Student Grip, uden
at Inger-Johanna har gjort sig rede derfor, har be-
skjæftiget hende som en stedse mere dragende Per-
sonlighed.

Det nytter ikke at fordølge det, det er en Krise, som
maa gjennemkjæmpes, før hun endelig bliver nogen
andens, skal hendes Stilling ikke blive en falsk, og
hun komme til at bære paa en hel Livssorg.

At Efterretningen om hendes Forlovelse er faldet
som en nedslaaende Skuffelse af et (om end kun
fjernt) Haab hos den unge Mand, anser jeg langtfra
for usandsynligt.

Jeg glemmer vist ikke de to unge, alvorlige Ansig-
ter, der et Øieblik stod og saa paa hinanden, da de en
Eftermiddag mødtes i Stuen hos mig. Meget blev der
ikke talt.

Hun vidste, der var sket ham Uret, ymtede hun
noget om.

"Mulig, Frøken," sagde han skjærende, idet han tog
i Dørklinken. - "Der brister saa mangen Sæbeboble."

Inger-Johanna blev staaende og se ned i Gulvet. Det
var, som der foregik en hel Forandring med hende; der
gik vist ogsaa noget op for hende om, hvad han følte.

Afskedigelsen fra Stiftamtmandens Kontor har vist-
nok været velkommen for mange af de Huse, der lige
bagefter saa forunderlig raskt greb Anledningen til at
opsige ham som Informator. En Mand af saa paafal-
dende afvigende Idéer var længst mindre vel set. Og
nu var Eksemplet givet.

Jeg bød ham af et oprigtigt Hjerte et Laan, saa han
kunde leve i Ro og studere et Par Maaneder, indtil han
igjen fik ordnet sine Informationer; men enten var han
for saar og stolt, eller ogsaa troede han, at Inger-
Johanna havde Fingre med i det.

At den totale Mangel paa Soutien nu har tvunget
ham til at lukke sin Stolthed og Trods: - Skolen, saa
han staar paa en Maade som Gjenstand for Harcellas,
har vist gaat uhyre ind paa ham og lagt Topmaalet til.
Han gaar ubeskjæftiget omkring, beretter Jørgen, og sø-

SIDE: 272

ger Kredit paa Skjænkestuer og Restaurationer, hvor
han sidder udover Aftenen og Natten.

Jeg forstod jo nok, at det ikke netop var for sin
gamle Tantes eller Tingens Skyld, men for at høre om
ham, at Inger-Johanna sad ude hos mig saa ofte og
lærte den gammeldags Stikning med Perler og Guld-
traad. Hun var saa spændt og adspredt og fo'r op naar
Jørgen om Aftenen kom hjem og - ak desværre! -
som oftest forgjæves havde søgt ham for at læse med
ham.

Det staar saa for mig, Gitta, det blege, sorttindrende
Ansigt, hvormed hun saa en Aften udbrød: Tante . . .
Tante . . . Tante Alette!

Det var som et gjemt Skrig.

Hvor han bor nu, er Jørgen ikke istand til at op-
dage; formodentlig er han af Mangel paa Midler op-
sagt fra sit Logis.

Jeg beretter alt dette saa udførligt, fordi det er at
tro og haabe, at det haardeste af Krisen for hendes
Vedkommende nu er over.

Siden nævnte Aften, da hun følte, hun havde for-
glemt sig, har hun ialfald ikke talt om ham, heller
ikke, hvad jeg med Vished véd, henvendt et Ord til
Jørgen. Hun har vistnok set høit op til hans Karakter,
og nu lidt en Skuffelse.

Det er ikke godt at være ung og have meget Liv i
sig, som kan lide! Jeg siger Dig, at det er som med
Tænderne; der er ikke Fred, før man har dem alle i
Bordskuffen" . . .

Nei alt dette var ikke noget for Far! - tænkte Ma.

- Stor-Ola stod med Brækstangen. Det var en Sten,
som skulde lempes ind i Gjerdet. Men Telen var haard
deroppe i Marken, endda Solen stegte saa hedt, at han
maatte tørre Panden med Topluen, hver Gang, han
hvilte.

Underofficererne var vendt tilbage paa Kontoret ud-
over Formiddagen med Lønningerne i Lommen, den

SIDE: 273

ene efter den anden; og, at det ikke var med Maade
slet Føre og Grøp i Landeveien, det saas paa deres til-
skvættede Hjulkjærrer; de var som dyppet i Sølen.

Han gjorde sig netop færdig til at sætte Jernstangen
under igjen, da han med ét holdt inde. Der var no-
get, som optog hans Opmærksomhed, - en Karjol med
en Skydsgut gaaende ved Siden og en liden gul, helt
under Bugen tilsølet Hest . . .

Med Tougstumper til Tømmer og de surrede Karjol-
arme sled og arbeidede den Kjøretøiet op ad Giljebak-
kerne i Zigzag, i ét væk stansende for at drage Pusten
. . . Solen stak tilgavns dernede i Telen.

Skydsen nede fra Drevstad - han kjendte baade
Hesten og Skrangledoningen . . .

Det var hellerikke det, som skulde have beskjæftiget
ham saa farligt; men der sad nogen i . . . et Fruentim-
mer med Hat og Slør . . .

Ikke skjønte han det . . . det Lag med Ho'det . . .
Var det ikke . . .

Han gjorde et Par langsomme, betænkte Skridt, tog
saa med ét til Sprang, og over Gjerdet dernede gik det
med et Kast, som kunde taget Bjelken i en velbygget
Stue:

"Nei i Herrens Navn er det ikke sjelve Inger-Jo-
hanna!" kom det, idet han pludselig stod ved Hesten.

"Hvad vil Kaft-"

Ved Synet af hende kom der en pludselig Anelse om,
at alt kanske dog ikke kunde være saa brav endda. -

"Og slig Skrangledoning da," tog han sig - "er det
for Frøkena?"

"God Dag, Stor-Ola! Er Far hjemme, - og Mor? . . .

Nei jeg har det ikke saa godt, ser Du nu; men det
bli'r nok bedre."

Hun blev igjen taus.

Stor-Ola gik og leiede Hesten ved Tømmerne, da
Inger-Johanna kjørte ind paa Gaarden.

Der stod hendes Far under Malerstigen og saa op.

Han skyggede pludselig for Øinene og var med ét
henne ved Karjolen.

SIDE: 274

"Inger-Johanna!"

Hun omfavnede ham heftigt derude, og Kapteinen
drog hende forfærdet befippet med sig ind i Gangen
hen til Ma, som stod der stum:

"Hvad er det, hvad er det, Inger-Johanna!" udbrød
hun.

"Gaa ind . . . gaa ind lidt i Stuen, Du Jæger!" hun
vidste, hvor lidt han taalte.

"Lad hende faa snakke med mig først, saa kommer
vi ind til Dig, - det er vist ikke noget uopretteligt."

"Far, Ma? - Hvorfor skulde ikke Far forstaa mig?"

"Kom, kom, Barn!" skyndte Kapteinen paa; der var
næsten ikke Stemme i ham . . .

Og derinde i Stuen sad hun saa, med Far ved Siden
i Sofaen og Mor paa Stolen, og fortalte dem, hvorledes
hun havde kjæmpet og arbeidet for at faa sig selv
indbildt, at der laa en Livsgjerning for hende sammen
med Rønnow.

Hun havde gjort sig op en hel Stabel Illusioner . . .

Men saa blev de fra en Dag, - og hun vidste ogsaa
hvilken, - som slukte Lys for hende allesammen! -
kulsort og tomt, hvor hun saa frem, - ikke det, hun
havde tænkt, ikke det, hun havde ment, . . . som at
kaste sig hen i et Øde . . .

"Og Tante holdt paa med, at jeg skulde vælge Møn-
ster til Brudekjolen. . . .

Jeg tror, jeg havde gaat ind i det blindt, med luk-
kede Øine alligevel, - for jeg tænkte paa Dig, Far,
hvad Du vilde sige, og paa Mor . . . og paa hele Ver-
den dernede, hvad den vilde sige, om jeg saaledes uden
Spor af Grund sendte mit Opslag . . .

Og saa paa, at det jo igrunden var afgjort altsam-
men. Jeg havde kastet mig i Vandet og holdt jo bare
paa at synke og synke . . . jeg havde ikke Ret nu til
andet end at drukne - Men saa" -

"Naa!" et kort lynsvangert Kræmt; Kapteinen sad og
saa ned i Gulvet med Hænderne paa Knæerne.

. . . "saa," tog Inger-Johanna i med lav Stemme,
endnu mere bleg og voldsomt opfyldt af sit . . . "Ja det

SIDE: 275

behøver ikke at være nogen Hemmelighed for Dig, Far,
og Dig, Mor, siden I ellers ikke vilde forstaa mig, -
saa kom det næsten som et Lyn saa klart paa mig, at
jeg alt i ét Aar, kanske to, havde havt hele mit Sind
hos en anden" . . .

"Hvem?"

"Grip!" hviskede hun.

Kapteinen havde siddet taalmodig og hørt til, - al-
deles taalmodig, - lige til det sidste Ord.

Men nu fløi han op og stillede sig foran hende; han
kneppede Hænderne sammen omvendt og strakte dem
ud aldeles ude af sig:

"Men Du Himmelens Rige!" brød det endelig ud,
"hvor er Du henne? - Hvad tænker Du paa? . . . Du
vil da vel aldrig et eneste Øieblik sammenligne saa-
dan en - Grip! med en Mand som Rønnow? . . . Jeg
siger Dig, Inger-Johanna, - din Far er aldeles totalt
. . . Du . . . Du kunde ligesaa godt reise op og slaa mig
ihjel med engang." -

"Hør, Far!" kom det fra Inger-Johanna; hun var i
samme Øieblik sprunget op og stod foran ham:

"Har ikke Thinka og de andre reddet sig selv . . .
mig træder ingen ned!"

Ma sad med presset, skarpt Ansigt.

. . . "Saadan ren Vanvittighed bort i Natten!" . . .
Kapteinen slog sig med Næven for Panden og dreiede
fortvilet bortover Gulvet . . . "Men nu skjønner jeg det,"
stansede han igjen og nikkede for sig selv . . . "Du er
blevet forvænnet, frygtelig forvænnet, - udskjæmt, fra
Du var liden. . . .

Og saa faar vi det igjen . . . bare, fordi jeg holdt saa
af Dig!"

"Hele Verden kunde sagt mig imod, Far, - jeg
havde bare min bene Vei at gaa, - gjøre, som jeg
har gjort, - skrive til Rønnow . . . give fuld Forklaring
og sige det til Tante.

Og," - hun lænede sig mod Sofaen og saa bittert
ned, idet Erindringen kom paa hende, - "Tante har
gjort, hvad hun kunde, kan jeg forsikkre jer! . . . mente

SIDE: 276

som Du, Far, at det var det rene Vanvid . . . hun holdt
saameget af mig, at hun ikke brød sig om, hvilken
Elendighed det blev til for mig, bare Partiet kom
istand! . . . Saa forfængelig og ung, som jeg var, tænkte
hun, det gjaldt blot at faa nedsat og forfulgt Grip, saa
at han stod der uden Midler, stængt og raadløs for alle
Udveie, - som en latterliggjort Mand, der maatte for-
lade sit . . . blot sin Far op igjen!

Det var saa let gjort, alene som han stred for sit, - og
saa villigt, som hun vidste, det vilde optages." . . .

Hun stod der saa selvberoende, dirrende fortabt i sin
egen Tanke med de nedslagne øine og dunkle Bryn.
Hun var blevet mager og slankere . . .

"Og nu er jeg kommet hid hjem med mere Sorg,
end jeg kan sige ud til eder eller forklare, - saa
angst" . . .

Der blev en Taushed, hvorunder der rørte sig under-
lige Følelser hos Kapteinen:

"Siger . . . Siger Du det . . . at vi ikke holder af Dig
. . . vil gjøre Dig alt ondt . . .

Naa ja, . . . kanhænde, at jeg siden ikke finder det
saa rigtig igjen, hvad Du har gjort . . .

Jeg siger, kanhænde det! . . . Men nu siger jeg Dig,
at, maatte Du gjøre det, saa skal vi staa for det, akku-
rat som Du selv vil med den Sag. Du skjønner den
ialfald . . .

Aa jeg mener, Du endnu ikke har kommet til at
sætte Dig, Barn! . . . Lad hende endelig faa noget at
leve af, Ma!"

Han fo'r med ét ud. Der maatte skaffes bort endel
oppe paa hendes Værelse, saa hun ikke fik se, at der
repareredes . . .

Kompagnichefsgaarden stod der frisk rødmalet Som-
meren udover oppe i Aasbrynet og saa udover Byg-
den; den var blevet som en hel Pryd.

SIDE: 277

Men Stor-Ola vidste nu ikke, hvordan det var . . .
Siden den Malingen var Kaftein' ligesom ikke lig sig.
Det var vel ikke den rette Velsignelse med den.

Der kom han ud den ene Gang efter den anden og
glemte, hvad han gik efter, saa han maatte vende
igjen. Ikke et ondt Ord i hans Mund længere. Var det
ligt, - ikke drev han til nogen. . . .

- Kapteinen var jo saa lidet tryg for Svimmelen
iaar. Han gik med stadige Stansninger, og den, som
altid maatte følge med ham paa hans forskjellige Eks-
kursioner udover Jorderne, staa, naar han stod, og
gaa, naar han gik, var Inger-Johanna.

Det var som han likte at se sig stærk paa hendes
ranke Skikkelse og derhos trængte til at forvisse sig
om, at hun ikke gik og sørgede.

"Tror Du, hun vil ride eller kjøre, Du!" spurgte han
Ma ude i Spisekammeret . . . "Hun staar der og plan-
ter om og tager op nede i Haven; hun er nu ikke vant
til det, ser Du, Ma! . . . Jeg synes, hun gaar der saa
alvorlig . . . Men kan Du skjønne, hvad der skal bli' af
hende? . . . Huh!" han pustede . . .

"Ja kan Du skjønne det?" . . . Han tog med Øsen
af Vallestampen . . . "drikke brav Valle, det fortynder
Blodet og forlænger Livet, siger Rist, - saa hun kan
være Kapteinsdatter i det længste her paa Gilje! . . .
Jeg har tænkt paa det, Ma! jeg reiser ikke nedover
til Fogdens Geburtsdag paa Torsdag. Thinka kommer
snart opover, og . . .

Aah, det er godt, naar én er tørst!"

Paa den samme nævnte Torsdag gik Kapteinen om
mere end almindelig taus og ordknap. Ikke en Sta-
velse ved Middagsbordet fra han satte sig, til han reiste
sig igjen og grættent, tungt stabbede op Trappen for
at tage sig en Middagslur, som den nu skulde være,
siddende og blot et Øieblik.

Ikke vidste han, enten han havde lukket Øinene eller
ei; - det samme kunde det være ogsaa!

Han drev ud af Kontordøren . . .

"Tænker nok, de snakker nu mellem sig Scharfen-
berg og de andre . . . Akkurat saa morsomt som at løbe

SIDE: 278

Spidsrod hele Bygden igjennem at reise derned-
over." . . .

Han stod hensunken foran det store Klædesskab ude
paa Gangen, da Inger-Johanna kom didop.

"Vil Du se noget," sagde han -

"Skaftestøvlerne dine, fra Du var liden." . . .

Hun likte ikke at gaa i Husholdningen, men udvik-
lede en stor Driftighed i det udvendige. Foreløbig
skulde nu Haven udvides, Sengene være maalte og op-
spadede og Gjerdet sat, til Thinka kom derop i Besøg.

Hun stod der med Straahatten nede i Haven fra tid-
lig om Morgenen. Der var saadan Fred i at faa ar-
beide i den friske Luft og slippe at sidde inde over
Sømmen og tænke.

- Kapteinen gik og kviede sig for Eksercitien.

Ma havde flere Gange foreslaaet at hente Rist; men
nu besluttede hun og Inger-Johanna i Samraad at gjøre
Alvor af det.

Der fulgte altid saadan Beroligelse med ham, naar
han kom:

Javist skulde han paa Moen! - lidt Springmarsch
daglig i Række og Geled tog Fedtet saa prægtig væk og
satte Blodet i Orden rundt, som det skulde gaa . . .
"Aldrig har Du endnu snakket om Svimmel, naar Du
var paa Pladsen, Jæger! - Det er just den rette Kur,
om der skal blive Tale om et Glas Punsch igjen paa
denne Side af Jul."

Medens Gülcke var paa Thingreiserne, kom Thinka
saa didop paa Besøg.

Der gik Søstrene igjen hjemme sammen og snak-
kede som i gamle Dage; men ingen af dem undredes
længere over, hvad der kunde være i Verden udenfor
dem . . .

De vidste det saa vel begge to!

Han kjendte sig saa hyggelig, sagde Kapteinen, naar
han saa Thinka sidde der med Strikketøiet og Mor-
skabsbogen enten ude paa Trappen eller i Stuen . . .

"Hun synes nu vel selv, hun har det godt, Du?"
sagde han til Ma.

Han gjentog det saa ofte; det var, som han havde en

SIDE: 279

vis hemmelig Uro paa det Punkt. Ved at se Syn for
Sagen gjennem Inger-Johanna havde han paa et Vis
faat Øinene op, ialfald anelsesvis, for Muligheden af,
at et Kvindemenneske dog nok alligevel kunde blive
ulykkelig ved et godt Gifte.

Hans stadige Beroligelse var jo saa igjen, at saa-
dant nok kunde hænde et Undtagelseseksemplar af
Menneskeheden som hans Inger-Johanna - med hen-
des fremragende Natur og Utaalsomhed for at leve
under nogen andens Villie.

Men almindelige Pigebørn havde det nu ikke med at
føle og tænke saa høit op i Applikaturen; - og Thinka
var jo som skabt for at rette og føie sig efter nogen. . . .

Spørgsmaalet laa dog alligevel som en Orm og vred
sig i Maven paa ham . . .

- - "Du Inger-Johanna!" sagde Thinka ude paa
Trappen, "læg Mærke til Far, hvor han ser sammen-
sunken ud nu, han gaar der nede ved Havegjerdet . . .
og i ét væk glemmer han Piben; den er ikke halvrøgt,
før den slukner" . . .

"Saa Du synes, han er saa forandret," gjenoptog
Inger-Johanna i Tanker Samtalen oppe paa Værelset
om Aftenen . . . "Stakkars Far! - det er saa rent umu-
ligt for ham at komme over det. Jeg var jo bestemt
til Paradehest . . . Men tror Du, han nu vilde kræve
det op igjen af nogen af os?"

"Du er stærk, Inger-Johanna! og det er vist rigtigt.
Men han er blevet saa snil," sukkede Thinka; - "og
det er det, som tager saa paa mig" . . .

Eftersom Tiden rykkede nærmere, gik han mere og
mere og gruede for Eksercitien, saa Ma tilslut begyndte
at tro, at det kanske dog ikke var raadeligt for ham
at reise, siden han selv havde saa lidet Mod og Lyst
paa det. Han gik der alene om Dagene, saa han kunde
blive rent folkesky.

Og det første oprigtige Lysglimt, hun paa lang Tid
havde set i hans Ansigt, var, da hun foreslog ham
alligevel at skrive til Korpslægen efter Sygeattest.

Den Sag gik jo glat nok, efterat den først var sat
igang. Men der fo'r dog alligevel som en Angermand

SIDE: 280

i ham, da Indvilgelsen af hans Permission saa virkelig
laa der paa Pulten.

Han gik og ærgrede sig og tænkte paa dem allesam-
men dernede. Nu vilde Kaptein Vonderthan naturlig-
vis skjæmme ud Folkene for ham paa Pladsen. Og
baade den ene og den anden spekulerede vel alt paa,
at han kanske vilde gaa af paa Vartpenge. Men han
skulde da fornøie dem med at være til i det længste,
om han saa skulde drikke Valle Aaret rundt! . . .

- Den hans Sind saa beskjæftigende og foruroli-
gende Tid, da Eksercitien stod paa, var endelig over,
og han havde allerede ved Ma's Forestillinger saa
smaat forsonet sig med en mulig Tur ned i Hovedsog-
net, da der i Posten indløb en kort Brevlap fra Jør-
gen, som satte dem alle i dump Bedøvelse.

Han aarkede ikke mere at sidde der som den daar-
ligste i Klassen og havde nu taget Hyre paa et Far-
tøi, som ikvæld gik til England. Derfra haabede han
at finde noget Raad til at komme over til Amerika,
hvor han vilde prøve at blive Smed, Hjulmager eller
andet. Han skulde ikke undlade at skrive hjem til
sine kjære Forældre, hvordan hans Skjæbne blev.

"Du Ma!" sagde Kapteinen med dyb, dirrende
Stemme, da han endelig havde hentet sig en Smule
af Bedøvelsen . . . "Den Grip har kostet os! - Det er
ikke andet end hans Lærdomme" . . .

Det var allerede langt udover Høsten. Sneen var
kommet og gaat et Par Gange og nu igjen føget bort
af de glatte, klakede Veie.

Liderne og Fjeldene var hvide med endnu mange-
steds røde og gule Farvetoner fra de frosne Blade i
Løvskogene, og Sjøen dernede skinnede kold blaa, fær-
dig til at fryse.

Det durede henover Landeveien paa Barfrosten, saa
det gav Ekko i den stille Oktoberdag; en Kraake sad
og en anden lettede sig fra Garstauren ved Lyden.

Det var Hjulene af en Karjol, og i den sad, med en

SIDE: 281

lang Svøbesnert nedover bag Nakken, i Kappe og store
Udenpaastøvler, Kapteinen paa Gilje.

Han havde været de halvanden Mile nede og havt
Aarsopgjør med Bardon Kleven.

Lensmanden havde jo ikke villet slippe ham af Hu-
set, uden at han maatte smage lidt Brændevin af Tom-
lingen med en Taar Øl til og lidt at leve af. Men han
havde været forsigtig. Det var saa omtrent den eneste
Tur, han havde været ude nu paa lang Tid, fradraget
Besøget hos Fogden.

Gamlesvarten rendte den lange, flade Strækning i
det tunge, takige Trav, som den var vant til; det vistes
i Landeveien at den var skarpskod med fuldt Grev. Den
vidste, at nu skulde den først stanse, naar den kom
den halve Mil opunder Brækken i de lange Giljebak-
ker.

Det var vel, fordi den var nyskod og Søleknuderne
saa høie og haardfrosne; men nu snublede den.

Det var første Gang, det var hændt. Den følte det
maaske selv, thi den fortsatte kun i haardere Trav,
men sagtnede saa efterhaanden. Den kjendte Tømmen
var løs og slappet; dens Bugter faldt længere og læn-
gere nedover Boven.

Svøbesnerten hang som før nedover Kapteinens Ryg,
kun endnu skraaere.

Han havde begyndt at kjende det med saadanne
Kuldegysninger, ligesom der med ét sad Frost i Krop-
pen . . . Og nu var han blevet saa døsig - fik saadan
Trang til en Lur . . .

Han saa Tømmerne, Ørene og Hængemanen over
Nakken paa Svarten nikkende op og ned foran sig og
et Fyg forbi af Jorden under . . .

Det var, som en Kraake fløi op og mørknede lige
over Ansigtet paa ham; men han kunde ikke faa Ar-
men op for at gribe . . . saa fik det være . . .

Og der stod Kornstaurene som krogede gamle Kjær-
ringer . . . de vilde hævne sig, - strittede mere og
mere med Halmluggerne som Trold imod ham og vilde
forbyde ham at faa Armene op for at naa Tømmerne

SIDE: 282

og komme til Gilje . . . De vrimlede ligesom mellem
Himmel og Jord, dansende, svimlende, - lyste og sort-
nede. Saa var det som et Raab eller Brag nogetsteds
fra. Der kom Inger-Joh . . .

Svarten havde faat Tømmerne helt nedover Forbe-
nene; om lidt maatte den komme til at træde i dem . . .

Fra det lune Trav, hvori den tilslut var kommet,
begyndte den at gaa . . .

Saa vendte den Hovedet om, - og blev staaende
midt i Veien.

Svøbesnerten hang ned som før. Kapteinen sad der
urørlig med Hovedet noget bagover . . .

De var endnu paa Fladen, og Svarten stod taalmodig
og saa hen mod Giljebrækken, der laa et Stykke foran,
indtil den atter vendte Hovedet om et Par Gange og
saa indover Karjolen.

Nu begyndte den at skrabe i den frosne Jord med
det ene Forben, stærkere og stærkere . . . saa Klum-
perne føg . . .

Saa knæggede den! . . .

En god Timestid efter i Skumringen var der dæmpet
Snak ude paa Gaarden og Lyden af Karjolhjul, som
bevægede sig langsomt.

Stor-Ola var hentet hen til Grinden af Manden ne-
denfor i Søgaarden; han havde truffet Karjolen med
Kapteinen nede i Veien . . .

"Hvad er det?" hørtes Ma's Stemme gjennem Mørk-
ningen henne fra Bislaget . . .

Udenfor Indgangen til Kirkegaarden stod otte Dage
efter Gamlesvarten og Ungsvarten for tom Slæde.

En Salve før og en efter Jordpaakastelsen forkyndte
Bygden, at her laa Kaptein Peter Wennechen Jæger.

SIDE: 283

Opimod et Snes Aar var gaat, og Trafiken nede paa
Landhandler- og Giæstgiverstedet viste en hel anden
Tidsmæssighed baade med Bygninger og Varer. Der
var ogsaa begyndt at blive en Rute for reisende og Turi-
ster om Sommeren op igjennem Dalen.

Sneen føg, saa den laa høit oppe paa Trappen nu
Søndag Eftermiddag.

Men i det lille varme Værelse bag Butiken var
der Lystighed! . . . Han var kommet igjen han, den
fornøielige Gripen; og nu sad han der med Krambod-
svenden, Lensmandskaren og Eksekutionshesten . . .

Bare lad ham faa lidt at drikke . . .

. . . "Skaal, Du gamle Eksekutionshest!" lød Grips
Stemme . . . "naar jeg tænker paa alle dem, Du har
flaad Huden af uden nogensinde at faa Part i Stegen,
kan jeg faa en vis Sympathi for Dig . . . vi er snydte
Sjæle begge to!"

"Vel har jeg ikke tilegnet mig den Lærdom og de
Kundskaber," - begyndte den tiltalte graahærdede no-
get irriteret, - "men forbeholder mig" . . .

"Alt lovligt, ja. - Aa-aa . . . ingen Sorg for det,
Reierstad, - betænk, at Kundskaben er Uendelighe-
dens Hav, og nogle Draaber mere eller mindre gjør
hverken til eller fra. Kig lidt ud i Stjernenatten, og
Du vil ane, at hele den Planet, min Ven, hvorpaa Du
eksekverer i en ganske liden Sprække, kun er en Ært
i hele Suppen! . . . Suppen siger jeg, - alt er ét, -
Ikke sandt Hr. . . . Hr. Simensen?"

Han appellerede altid til Krambodsvenden, der med
sine smaa Griseøine smilte meget overlegent og smig-
ret.

. . . "Og i Anledning af den sidste Oplysning skulde
man vel have lidt til at forstærke Olien i Lampen med,
Hr." . . .

Det var Eksekutionshesten, som havde spenderet
først, - en Trepægleflaske med Akevit . . .

SIDE: 284

Eksekutionshesten havde en vis gammel ærbødig Re-
spekt for Gripen. Han vidste, at han havde hørt til i
den høiere Sfære, og at han endnu, naar det skulde
være, turde vise sig baade hos Fogden og gamle Rist,
Steder, som han aldrig forlod uden Forbedringer i sin
Ekvipering.

"Jeg skal betro Dig en Hemmelighed, Reierstad!
Naar der er lidt til Hoved, saa maa én drikke . . .
ialfald var det sandt i min Tid. . . . Det var en stor
Ødelæggelse paa den Slags, ser Du, paa Grund af luft-
tomt Rum! . . . Mærkede Du ikke noget til det?"

"Hi, hi, hi," vrinskede Simensen.

"Ja, De forstaar, hvad jeg mener, Simensen? . . .
Et godt Glas Punscheekstrakt i denne Kulde, - af
Deres i Butiken, skulde gjøre godt nu, hvad? Jeg er
ikke for Øieblikket ved Muffen; men, hvis De vil ha'
den Godhed at skrive mig" -

Jo vist skjønnede Simensen Ulden . . . "Lad gaa
da." . . .

"Som man smør, saa kjører man, véd De nok, min
kjære Simensen! . . . og - naa der kommer Flui-
dumet . . .

Vil De vide, hvorfor man drikker?"

"Aa, det kan nu ikke være saa farligt at skjønne det."

"Nei nei; - men maaske vil det dog kunne stilles i
en høiere Belysning, hvad en Mand som De ikke vil
undlade at paaskjønne. De véd, der ellers er stor Uvil-
lie mod nye Belysningsvæsker. . . . Ser De, hm!" -
Han satte sig tilrette . . . "Man lever i tynd Frak og
Kulde, smaa Forholde . . . undser sig i sin Sjæl . . .
føler sig at gaa under som Menneske Dag for Dag . . .
Disputeres der, tør man ikke hævde sig; placeres man
ved et Bord, tør man ikke tale . . . Og saa - bare to
Drammer . . . to Glas Finkel til Briller at se igjen-
nem, - og ein, zwei, drei Marsch! Hele Verden er en
anden, . . . man blir sig selv, føler sig i den Sundhed
og Vigør, som man en Gang var emnet til; éns Person
blir selvfølende, stolt og djærv, Talen klinger paa Læ-
berne, Idéerne lyner, Menneskene beundrer. De to Glas,

SIDE: 285

- bare, de to Glas, - jeg nægter forresten ikke de tre,
fire, fem og seks, Skaal! - udgjør Differentsen - De
véd, hvad Differentsen er, Simensen! - mellem hans
sunde og hans syge Menneske, medens den Mand, som
Verden slog ihje- Naa Ja . . .

. . . Men de to Glas fører ham altid videre . . . vi-
dere . . . ubønhørlig videre, ser De, - indtil han ender
paa Mangelsgaarden . . . Det var en svær Syllogisme, Di!"

"Ja det var nok det," plirede Simensen til Ekseku-
tionshesten; - "den tog med halve Flasken!"

Gripen sad der og mumlede . . .

Det stærke havde øiensynlig taget mere og mere paa
ham; og han havde nok gaat ude i Kulden hele Dagen
. . . Støvlerne var vaade og daarlige . . .

Men drak gjorde han; det var næsten ham alene,
som havde klaret Punschekstrakten . . .

"Naa naa, sid ikke saa melankolsk - ellers blir det
ikke mere at faa," purrede Simensen.

"Nei nei; - nei nei . . . Mere Syllogismer mener De
. . . noget, som ogsaa Reierstad skjønner" . . .

Han rystede paa Hovedet i stille, dump Selvbetragt-
ning . . .

. . . "Traf et udmagret, blegt Barn, som gik og græd
saa overgivet hjælpeløst hernede . . . Der er meget
som skriger hjælpeløst, - véd Du Reierstad, - naar
én først har faat Øre for den Musik, og har én ikke
en Elv af Graad, - saa drikker, drikker man . . . Hid
med Buteljen!"

"Bedst at faa ham hen i Sengen over i Bondestuen
nu," mente Simensen.

"Kanske Svinet er fuld" - murrede Grip . . .

- Afsted var han Mandag Morgen igjen, før det
lyste af Dag, uden at have nydt noget; han var folke-
sky saa tidligt, før han havde faat den første Dram at
stive sig paa.

Gripen havde sin egen Taktik. Han var snart sagt
kjendt over hele den søndre Del af Landet.

Som han havde Raptuser med at drikke og fare om,
havde han havt tilsvarende Perioder, hvori han levede

SIDE: 286

aldeles nøgternt inde i Hovedstaden, studerede og gav
Informationer. Han vakte atter og atter de mest grun-
dede Forhaabninger hos sine faa gamle derværende
Kammerater og Venner. En Mand med et saadant In-
formatortalent og en saa mærkelig Divinationsevne
for Sprogrødder og Love - ikke blot i Græsk og Latin,
men lige op til Sanskrit - turde endnu maaske naa
frem til noget. Baseret paa hans totale Afholdenhed nu
i tre, fire Maaneder og hans egen stærke Selverkjen-
delse, talte de allerede om at virke for hans Ansættelse
ved nogen høiere Skole, da det med ét aldeles uventet
igjen forlød, at han var forsvunden fra Byen.

Saa dukkede han efter nogle Ugers Forløb op -
aldeles udblottet, i et af Landdistrikterne, skjælvende
og mager og medtaget af Drik, af Veiret, af at ligge i
Udhuse og paa Hølofter, sjelden ude af Klæderne og i
en ordentlig Seng.

- - Ud paa Formiddagen viste han sig paa Gaar-
den hos Fogdens.

Gülcke var den eneste af Embedsmændene fra hin
Tid, som endnu hang ved Embedet, efterat ogsaa Rist
havde taget Afsked. Han gik der endnu pleiet af en
omhyggelig Hustru, som stadig havde omgivet ham
med et Velvære af Puder, synlige og usynlige.

Grip vidste, hvad han gjorde; han vilde træffe Fruen,
medens Fogden var paa Kontoret.

Derinde i Dagligstuen sad hun i Lænestolen lunt bag
de dobbelte Vinduer med Strikketøiet og "Den evige
Jøde" foran sig, medens hendes ferme Søster Thea, en
ugift Jomfru nu over de tredive, sørgede for Middags-
maden ude i Kjøkkenet.

Thinka førte jo selv Overopsynet med Huset nu efter
Frøken Gülckes Død, og var sin gamle Mands Støtte
og Krykke, utrættelig Døgnet rundt . . .

Og disse fedtede, slidte Morskabsbøger med Nummer
bag paa fra Byen var den lille Gren, som var levnet
hende til at føre sit eget Liv paa.

Som saa mangen af den Tids Kvinder, hvem Virke-
ligheden ikke levnede nogen anden Udvei end at tage

SIDE: 287

en hvilkensomhelst Mand, der kunde forsørge hende,
førte hun i disse sine Romaner - midt i en knagende,
knarrende Hverdagslighed, - et høist spændt Fantasi-
liv. Der anedes de Lidenskaber, som hun selv kunde
havt, elskedes og hadedes der, oplevedes der at se to
ædle Hjerter, - trods alt, - lykkelig forenede; - eller
man trøstede billedskjønne Helte, der fortvilet stirrede
i Bølgen. . . .

Der - i Skyen, - fortsattes med Hjertets og Aan-
dens uudslukkelige Tørst det Liv, hvorfor Virkelighe-
den ikke havde givet noget Fodefæste, og der flyttede
den noget store, koselig rund og trivelig blevne Frue-
skikkelse, som engang var den smale, slanke Thinka,
endnu sin uforglemmelige Aas over fra den ene Helte-
ham i den anden, - fra Emilie Carlén til James, fra
Walter Scott til Bulwer, fra Alexander Dumas til
Eugène Sue!

Henne paa hendes huslige, driftige Søsters Plads laa
Sømmen med et Solstreif over paa Stolen.

Det mørke, indlagte Sybord var Theas Arv efter Ma.
Og Sølvfingerbøllet, det gamle ud og ind tyndslidte,
øverst i Randen lidt sprukne og brustne Skal, benyttede
og bevarede hun, fordi hendes Moder havde brugt det
i al sin Tid. Det stod der efterladt som et Monument
over Ma, - over alle de mødige Stik, hun havde gjort
- og faat! - i sit hæderlige trællende, offerfulde -
skal man kalde det Liv?

Det var mere for et Tryk end ved ordentlig at banke
paa, at Døren til Dagligstuen gik op, og Grip varsom
traadte ind.

"Dem Grip? . . . Nei nei, ikke ved Døren, sæt Dem
op der ved Vinduet! Saa skaffer min Søster Dem lidt
at leve af . . . Aa lidt Smørrebrød med salt Kjød kan
De vel smage? . . .

Nei, saa De er her opover, Grip!"

"Søger Informationer, skal jeg sige, Dem, Frue!" kom
det undvigende . . . "De har jo hørt fra Jørgen over i
Amerika?" hastede han bort fra det kildne Emne.

"Ja tænk, Jørgen er en velstaaende, rig Værksteds-

SIDE: 288

forstander over i Savannah. Han har nu skrevet to
Breve og vil have sin ældre Søster over; men Inger-
Johanna søger nu ikke efter Lykken mere" . . . til-
føiede hun med en vis Betoning.

Der blev en Taushed . . .

Grip satte Smørrebrødstallerkenen, som Pigen havde
bragt, med stærkt rystende Haand hen paa Sybordet.
Drammen ved Siden af havde han drukket ud. Der
var kommet nogle Trækninger ved Læberne.

"Glæder mig . . . glæder mig overmaade," fik han
frem med en Stemme, som han havde ondt for at be-
herske. "Ser De Frue! . . . at Jørgen blev til noget,
regner jeg for et af de faa sparsomme Straa, der er
vokset op af mit usle Liv." . . .

Der lød Dombjelder henne i Veien; en Slæde svin-
gede ind paa Gaarden.

"Sorenskriverens!" sagde Thinka.

Grip begreb, han kunde ikke netop ønskes nu, og
reiste sig.

Thinka skyndte sig ud i Sideværelset og kom ind
igjen med en Dalerseddel . . .

"Tag den Grip! - en liden Hjælp, til De faar Dem
nogle Informationer."

Hans Haand nølede lidt, før han tog den.

"Man . . . muss . . . muss" . . .

Han greb Huen og fo'r ud.

Nede ved Grinden stansede han lidt og saa sig til-
bage.

Vinduet slængtes op derinde . . .

"Lufter vel ud efter Gripen!" mumlede han bittert,
idet han tog Retningen opefter Dalen. Med Skjærfet
høit om Nakken, og Huen, som nede i Hovedsognet
havde afløst den gamle, buklede Filthat, ned over
Ørene, beskyttede han i den kolde Østenvind Hænderne
i Lommerne paa den gamle, tynde Frak, der slog om
hans magre Skikkelse.

Det var en ikke usædvanlig Rute, enten han paa sine
vidtløftige Vandringer om Sommeren tog over Fjel-

SIDE: 289

dene eller, som nu, i den korte, mørke Midtvinter mere
maatte holde sig til Landeveien.

Bygden havde som en Dragning for ham; han lyt-
tede og speidede overalt, hvor han kom, efter selv
det ringeste af, hvad han kunde opsnappe om Inger-
Johanna, medens han omhyggelig undveg hendes Nær-
hed.

"Frøkenen paa Gilje", som hun kaldtes, bode i et lidet
Hus deroppe, det hun havde kjøbt for det ene af de
fire tusinde Speciedaler, som gamle Tante Alette havde
testamenteret hende.

Der holdt hun Skole for Bygdens Børn og læste med
Kapteinens, den ny opflyttede Doktors og Lensmandens.

Og hun havde nu mange Gutter at passe paa, som
hun havde anbragt rundt omkring i Landet, idet hun
gjennem Aarenes Løb havde arbeidet for at faa flere
yngre Begavelser derfra sat i Vei og Gang nede i
Byerne . . .

Myndig var hun og Gjenstand for Folkesnak for sin
usædvanlig selvstændige Færd; men op i Øinene mødte
hun lutter Ærbødighed. Hun var endnu med sine
firti Aar fin og slank med uformindsket, om end roli-
gere, Ild i Øinene og et aldeles ravnsort Haar.

Hun ledte efter Evner i Børnene som Firkløver i
Bakken, skulde hun have yttret; og naar Grip nede
hos Thinka talte om, at Jørgens lykkelige Undafkomst
fra Forholdene var et af de faa grønne Straa i hans
Liv, saa fortaug han den inderste Tanke, han bar paa,
at hendes lille Skole var en Aflægger plantet af hans
Idéer.

- I Skumringen den næste Eftermiddag sneg en
Skikkelse sig hen til Gjerdet om Skolestuen . . . Tran-
gen til mulig at se et Glimt af hende drev ham nær-
mere og nærmere.

Nu stod han lige ved Vinduet.

En dunkel Skikkelse bevægede sig engang imellem
foran det.

Derinde spillede et uvist Skjær fra Ovnsmundingen.
Der var ikke tændt Lys endnu, og han hørte en Gutte-

SIDE: 290

stemme sige op noget udenad, som han ikke just
kunde; det lød som Vers . . . Det var vel Børnene fra
Kompagnichefsgaarden . . .

Gangdøren var aaben, og lidt efter stod han derinde
aandeløs lyttende . . .

Han hørte hendes Stemme! . . . hendes Stemme . . .

"Sig det op, Du Ingeborg . . . Gutter er saa dumme
paa saadant noget."

Det var Vers til Norgeshistorien . . . Ingeborgs
Stemme lød klart: -

"Og det var Dronning Gyda,
den Blomst i Kong Haralds Vaar,
mon endnu saa stolt en Jomfru
hen under Liderne gaar?

Høiættet hun var og storraadig;
hun vilde ei dele paa,
de hørdske og holmrygske Piger
hun bød ifra Kongen gaa.

Hun vilde det hele Rige
til yderste Odde Land,
en Konge hel for en Dronning,
for Kvinden den hele Mand!"

Han stod som fastgro't til Gulvet, indtil han hørte
Inger-Johanna sige:

"Saa skal jeg tænde Lys og give Lekser til næste
Gang . . ."

I samme Nu var han udenfor Vinduet.

Han saa hendes Hoved lige i Skjæret af den ny-
tændte Lampe . . . denne Renhed i Øienbrynenes Drag
og Trækkene . . . dette usigelig skjønne, alvorlige An-
sigt, kun endnu mere karakterfuldt udpræget . . . den
gamle ranke Holdning med den høie, faste Hals . . .

Det var Billedet, som havde staat indeni ham i alle
disse Aar, - af hende, som skulde været hans, om han
havde naa't, hvad han burde naa't i Livet . . . om

SIDE: 291

det havde budt ham, hvad det skulde . . . og han selv
havde været, som han skulde . . .

Han stod der bedøvet som i en svimmel Rus . . . og
tog saa afsted med lange Skridt bortover, da han hørte
Børnene kom ud i Gangdøren.

Fødderne bar ham uden at han kjendte det . . .

Nu var han langt nede i Giljebakkerne, og Maane-
skjæret begyndte at lyse opover Aasen. Han skyndte
blot paa; hans Blod var i Oprør, han saa, - næsten
talte til hende . . .

Der kom en Slæde diltende bag ham med mattede
Dombjelder af Frosten.

Det var gamle Rist, som sad og duppede i Peltsen,
medtaget af, hvad han havde nydt paa Gilje.

"Skal De over Søen, Grip, saa staa bag paa!" hilsede
han efter lidt Anskuen.

"Jeg skal sige Dem, kunde De lade være at drikke,"
begyndte han at formane . . .

. . . Foran Lampen saadan . . . gik det i Grips Tan-
ker . . . Der løftede hun Melkekupelen langsomt ned-
over Glasset, og der kom et Skjær over den fine Mund
og Hage . . . den mørke, tætsluttende Kjole . . . og Pan-
den, medens hun bøiede det prægtige Hoved . . . hun
saa op - lige hen i Vinduet . . .

. . . "Og naar man bare vil prøve at staa imod . . .
med det samme Raptusen kommer . . . som er det
samme som den lebendige Satanas" . . .

Grip aarkede ikke at høre mere, og koldt var det at
staa paa over Sjøen.

Han sprang af og lod gamle Rist fortsætte sine Taler
i den Tanke, at han stod bag ham.

Det var en kold Sno derude paa Isen . . .

Han saa en Stund sin egen Skygge med Hænderne
i Frakkelommerne fare afsted, mens Maanen seilede
mellem Skyerne . . . Lampen lyste saa varmt paa hen-
des Ansigt . . .

SIDE: 292

Tre Dage efter om Aftenen stod Inger-Johanna i
Vinduet og saa ud. Brystet gik i svær Bevægelse . . .

Grip var død af Lungebetændelse nede i Løvviggaar-
dene.

Hun havde været dernede og pleiet ham til nu, hun
var kommet hjem - talt med ham, hørt sig leve i hans
voldsomme Fantasier og faat hans sidste bevidste
Blik, før det sluktes . . .

Maanen stod saa klar og kold paa Himmelen. Hele
Landskabet med Fjeldene og alle de store, rene For-
mer skinnede magisk hvidt i Frosten . . . hvidt som
mellem Høifjeldsfonnerne . . .

"Aandens Magt er stor!" sukkede hun i sorgfuld,
endnu bævende Eftertanke . . . "han gav mig noget at
leve paa!" -

SIDE: 295

"Det var ingen Raad for det," sagde Brugsfuldmæg-
tigen, Andreasen, . . . "slettes ingen heller. Kommissæ-
ren var syg. De saa selv, begge Gardinerne var nede i
Hjørneværelset ovenpaa, - om de havde Øine i Hodet!"
Det sidste blev tillagt for simplere Folk.

Og saa var han ikke til at faa tale med . . . ikke imor-
gen heller . . . ikke i hele denne Uge; - ja, kanske paa
Mandag . . .

Andreasen var en skarp Fyr med en lidt skjæv,
snipformet Næse og et Par gløgge, kvikke Øine; han
forstod at drive Mygsværmen fra Gaarden hver paa
den Maade, de skulde ha det.

Og imidlertid sad han paa Kontorværelset over i
den røde Bygning og ekspederede Folkene, som kom
for at faa Lønninger. Der stod en hel Flok foran Døren,
for Mads Foss paa Fossegaard havde vidtløftige
Kjørsler for Møllebruget paa denne Tid af Aaret, Korn
og Mel til og fra Byen og Ladestedet og Vedleverancer
didned over hele Bjølstadmarken.

Ekspeditionen gik for sig med en Røst, som var vant
til at skulle høres nede ved Møllen i Fossesusen, og
som nu under den stadige Gjentagelse søgte at gjøre
sig indtrængende:

. . . "Nei han er syg, - og saa kan der ikke blive
kontant, før han blir frisk igjen!

Naar, siger Du, min Mand? Aa, - om en tre, fire
Ugers Tid, naar Kommissæren faar sine Opgjør. Men
her, ser Du, har Du det, som er lige godt som kontant,
- Seddel paa Tilgodehavende . . .

SIDE: 296

Hæ! - skjønner Du ikke det? Naar Du faar Mjøl
og Gryn og Tobak og Salt og Brændevin i Sækken din
for det nede hos Kjøbmanden lige friskt, som om Du
havde Kongens Mynt, saa er det vel Penge da, . . . at
sige, om Du gaar til Kjøbmand Buaas, ikke til den
andre Rakkeren der nede i Strandgaden.

Naa skjønner Du det, eller skjønner Du det ikke?
Jeg har andre at ekspedere end Dig. Du begriber det
nok, naar det bærer hjemover . . . Kom saa Du, Olai . . .

Bi, bi lidt!" - han keg ud. Der klang Dombjelder
udenfor.

En Smalslæde kom svingende ind paa Gaarden.

"Hør Du, Nils, spring ind og varsko Jomfru Holst.
Det er Majoren paa Moberg."

Med et vanemæssigt Slag over Bagskjødet, som han
netop kunde have siddet paa en Melsæk, fo'r han ud.

Der blir ikke noget Kortspil ikvæld, mumlede han,
medens han med Næverne, én i hver Sidelomme paa
den korte Jakke, skrævede over Sneen hen imod
Slæden.

Der blev han staaende med et venligt-forbindtligt
Ansigt, foroverbøiet, saa Ryggen blev lang og Uhrkjæ-
den hang ned fra den grønstribede Hverkens Vest.
Han trak paa Skuldrene, rystede med Betydning paa
Hovedet og saa op mod Gardinerne:

"Er desværre ikke at faa i Tale, Hr. Major! - har
været syg nu i tre Dage."

"Rigtig ubeleiligt," kræmtede det kort. Majorens An-
sigt med de glanssorte, viksede Knebelsbarter blev
endnu rødere, end det var af Naturen.

"Var det noget, Hr. Major, som" . . . lød det atter
med et forbindtligt Buk.

"Hm, hm! Ser De, Andreasen," han tog i Brystlom-
men, - "det var et Papir, som skulde fornyes. Tror
De ikke, det lod sig gjøre" . . .

Andreasen saa ned i Sneen og tyggede raadvild paa
et Prøvekorn fra Kræmmerhuset i Sidelommen.

Nu kom Kirsten Holst ilsomt ud paa Trappen.

"Det var, Jomfru!" instruerede Majoren, - "om De

SIDE: 297

kunde tage en dyppet Pen og saa gaa ind til Foss med
dette Papir . . . Blot hans Navn," pegte han - "der
. . . under" . . .

Jomfru Holst rystede paa Hovedet.

"Det er rent umuligt, Hr. Major!"

"Blot hans Navn, forstaar De."

"Han vil ha det ganske mørkt hos sig, taaler ikke
at se Lyset."

"Aa, det gjør han uden at se."

"Taaler ikke engang Dombjelder udenfor," hviskede
Andreasen. "Der er nedlagt Bud, at der, ikke maa
være den mindste Larm paa Gaarden."

"Naa, saa!"

"Det kommer altid saa voldsomt paa ham, Hr. Ma-
jor!" forklarede Jomfru Holst noget unaturlig usikker
i Foredraget, - "og dette har vist sin Grund i noget,
han har spist hos Proprietær Rings i Søndags. Der var
saameget fed Aal" . . .

"Hm, hm, - ja; og den maa sættes godt ned, Jomfru
Holst!" kræmtede Majoren og plirede ubarmhjertigt op
paa hende, da han saa, hun blev rød. Hun var en
Blanding af noget vakkert i sort og lidt karikaturmæs-
sigt, der just kom frem nu, hun nervøst trippende be-
vægede sig paa Trappen og skulde anstille sig rolig
for at værge Huset mod Majorens Formodninger; -
han hed ikke for ingenting Ekstraposten!

Nogen indenfor tog et pludseligt Vrid i Gangdøren;
men den aabnedes blot ganske fint og sagte paa Klem.

"Kirsten!" hviskede en kvindelig Stemme.

- "og saa har han forkjølet sig paa Hjemveien,"
vedblev hun - "han er saa uhyre uforsigtig . . . og,
siden Fruen døde, og Marianne blev gift . . . og" . . .
skottede hun - "har han ingen til at passe paa sig,
naar han saadan er ude. For Hilda er jo" -

"Kirsten!" hviskede det igjen ud af Gangdøren.

- "saa rent for ung til at have nogen saadan Slags
Myndighed" . . .

Døren reves halvt op, og Skimtet af et Hoved og et
Par tynde kvindelige Arme viste sig et Øieblik.

SIDE: 298

"Kirsten Holst!" hven det saa ud i en Angst, der
knap fik Lyd for sig.

"Det er vist noget derinde, som De maa hjælpe med,"
sagde Andreasen roligt.

Overvundet af Situationen forsvandt hun uden at
hilse.

"Aa haa," hviskede Majoren . . . "forstaar, forstaar,
Andreasen . . .

Naar i næste Uge tror De, det nytter at komme?"
spurgte han diskret, medens han vigede Hesten rundt
for at kjøre bort igjen . . . "Véd De, om gamle Tolde-
ren er hjemme? - saa . . . End over hos Futen?"

Han strammede Tømmerne, nikkede og lod dilte af-
gaarde.

Dilla, Det var, forsørge mig, Dilla!

Forsyne mig en hel Komedie! . . . Kirsten Holst vip-
pende som en Skjære paa Trappen for at dække ind-
gangen, Andreasen bukkende i Sneskavlen . . . Gar-
dinerne tæt for der ovenpaa, og Mads Foss bagom i
fuld Travlhed med at fange Fluer . . .

Det var noget for Futen! Men først indom Veiin-
spektøren.

Han smurte paa Hesten, blinkede og smilte, - na-
turligvis sub rosa! . . .

Det Ord Delirium førte for hans Sjæl med sig noget
afgjort komisk; dets blotte Nævnelse var uadskillelig
forbundet med en hel Hær af vittige, humoristiske
Forestillinger, der blot behøvede at anslaas for at flyve
op som en Fuglehær, naar der bankes i Baaden. Det
havde ogsaa sine Kjælenavne; - det, at én gik i
"Dilla", lunt fortalt, kunde virke som den rene Spræng-
bombe. . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Stakkars Kirsten Holst, alene, som hun stod for
Bestyret, skulde ikke kunne sætte stor Dæmning for
Strømmen af alle dem, der nu efter Husfruens Død
mere og mere vilde prøve Fossegaards bekjendte Gjæst-

SIDE: 299

frihed. Hun vidste, at det ikke nyttede at tælle sine
Fiender - bare tage imod.

Kortspillet kunde gaa for Høitryk hele Natten ud-
over, medens Konjaken i Bollen forstærkedes, og Poin-
terne sattes op til Tolvskillings og Marker.

Hun var overhovedet altid forberedt paa Over-
ralskelser, aldrig tryg - havde længst gjennem alle
de otte, ni Aar, hun havde været der, faat i Blodet,
at det usandsynligste her paa Fossegaard bare var det
sandsynligste.

Og, hvad Mads Foss ikke netop vilde have sat Pris
paa at se nede i Stuen, det fik hun med Tjenestefol-
kene under Angst og Bæven sno sig imellem, naar
Gjæsterne fandtes mere eller mindre ude af Stand til
at hjælpe sig selv og maatte besørges til Hvile oppe paa
Gjæsteværelserne.

Datter af en Ungdomsven af Mads Foss, der var død
som Toldbetjent nede i Ladestedet, blev hun seksten,
sytten Aar gammel taget didop for at lære Hushold-
ning og var efterhaanden groet fast til Familien. Hun
vilde vist blevet forbauset, om nogen havde betvilet,
at hun hørte med til det mur- og nagelfaste i Huset.

- - Andreasen stod en Stund betænkt med næ-
verne strammede i Sidelommen paa sin melede Frak
og saa efter Majorens Slæde, som forsvandt nedover
Alléen.

Han finder nok frem til en Kortleg ikvæld den
Karen! mumlede han. Han saa op mod Hovedbygnin-
gen, steg saa op af Trappen og ind Yderdøren.

Derinde i den store, tomme Gang blev han staaende
ved Trappegelænderet og lytte.

Fra Kjøkkenet hørtes endel undertrykt Pigesnak af
de mange Tjenestefolk der hang ved Husholdningen fra
den Tid, Fruen levede og alle Børnene var hjemme.
To, tre Gaardsgutter og fire, fem Piger til alle de Gjæ-
steværelser, Bruget og hele det store udvendige Stel
var ikke formeget her, hvor Huset saa ofte var fuldt af
besøgende.

I den umalede brede Trappe, der førte op til anden

SIDE: 300

Etage, stod et efterladt Vanskevandsfad med en blodig
Svamp i. Fra Soveværelset ovenpaa hørtes en høi
Kalden, efterfulgt af en uhyggelig Lyd som et Krea-
turs Buren eller Brøl, afdæmpet gjennem Salsdøren.

Man gik paa Taa og ivrede halv hviskende der oppe
paa Gangen . . . De frygtede nok et Anfald igjen.

Nu lød Madam Torbjørnsens Stemme ud af Døren
kort og haardt. Hun maatte have Vaskevandsfadet
med friskt Vand ind.

. . . og mere Edike. Spring ned Du, Hilda, og hent
af Platmenagen!

Det var Landdistriktets gamle, grundfæstede Jorde-
mor med sine egne Doktormeninger og sin egen myn-
dige Doktorpraksis. Hun havde taget imod de fleste
af Børnene der i Huset og var den altbetrode for disse
Tilfælde af privat Beskaffenhed, der ikke gjorde nogen
Tilkaldelse af Husets officielle Læge ønskelig.

Ned af Trappen og op igjen med Edikflasken smøg
sig hastig en bleg ung Pige; Forskrækkelsens Panik
laa over hele den vege Skikkelse.

"Bedst Du gaar over paa, dit eget Kammer, Du
Hilda!" lød Madamens Stemme.

"De maa holde Barnet afveien, Jomfru Holst! Det
er ikke noget for hende dette, slig som han nu bærer
sig og skriger derinde. For nu har "den Hin" Over-
taget . . . Det løsner og kryber og glor med Djævelskab
fra alle Krogene, saa Haaret kan reise sig!" . . .

Der hørtes en pludselig Larm som et større Møbel
væltedes indenfor.

"De faar lade Stor-Anne holde sig i Nærheden for,
ret som det er, springer han op og blir ustyrlig," sagde
Madamen i Farten, idet hun skyndte sig ind.

Andreasen stod med den ene Haand paa Gelænderet.

Alt var igjen blevet stille, ganske stille, gjennem hele
Huset.

Døren til Dagligstuen og indenfor Værelserne stod
aaben efter Hilda, og hans Blik fulgte tanketomt langs
Gulvsprækkerne forbi en Rad af Stoleben og Skjæn-
ken og de rare Glasse og Sølvtøiet hen mod det gamle

SIDE: 301

engelske Slaguhr med den maanestore Perpendikel-
skive af Messing, som gik med et hørbart Tik-tak bag
Glasruden i Klokkeskabet. Han skimtede gjennem
Storstuen helt ind til de to gamle Portræter i Fruens
Kabinet, hvor nu Kortbordet pleiede at arrangeres for
de mest udvalgte.

Formiddagslyset faldt didind. Kattepus gik der alene
og strakte og gispede og kjedede sig som elektrisk
Medføler af Husets trykkede Humør og saa af og til op
til Kanarifuglen i Buret; - der var ikke saa meget
som en Flue at fange i Vinduet endnu! . . .

Den uhyggelige burende Lyd lød af og til.

Kirsten Holst stod deroppe udenfor Salsdøren.

Hun tog i Klinken og slap den igjen, vred sagte
knirkende i den, som hun gruede. Der lød en underlig
hæs Latter, da hun endelig gik ind.

"Skulde ha et Par ordentlige Karer til at holde sig
Suggen! . . . de driver et stakkars Fruentimmer fra
Vettet!" udbrød Andreasen og lukkede iltert Døren til
Dagligstuen; - Kanarifuglen var begyndt at synge
som den var gal derinde i Ensomheden.

Hvorfor gamle Bastian Borg hængte sig?

Man kunde vel først og fremst spørge, hvorfor han
giftede sig -

Svaret havde nu i de sidste tre Aar gaat rundt om
i Distriktet under allehaande Variationer, og det lød
paa, at Mads Foss ikke havde set andet Raad til at faa
klaret sin Halvpart til ham i den feilslagne Rugspeku-
lation med Barkskibet Kronos, end at lade ham faa
sin Datter Marianne.

Han brugte, blev det velvillig udlagt, at likvidere
sine Beter med sine smukke Døtre; de sad nu, den ene
her og den anden der, underlig gifte.

SIDE: 302

En vis stormodig Flothed og Rundhaandethed var
Familietrækket hos dem alle. Der kom en stadig Sel-
skabsturen tilhuse med Konerne, - og, hed det, Pante-
obligationer den ene efter den anden i Eiendommerne,
man kunde regne én for hver Barnedaab.

- At Bastian Borg havde hængt sig var desværre
utvilsomt nok!

Det var hellerikke det Spørgsmaal, man brød sig
saameget med som, hvorfor han havde gjort det?

Dette stod saa rent, totalt uklart, - stred mindst
mod to Aftaler, han havde gjort samme Formiddag
om næste Dag at indfinde sig nede paa Beddingen i
Ladestedet for at modtage Afregning for Mastetrær og
derefter at møde op hos Veiinspektøren.

Han var underlig nok, det var vist, den gamle, op-
lagte Skipperen, som han gik der mellem sine sur-
øiede, gulbrune Husbygninger nede i Borgsviken, Skut-
rygget, faamælt og mistænksom med de buskede Bryn,
de smaa runde Øine, den krumme Næse og Arret i
Ansigtet efter Minérskuddet, - Hubroen kaldte de ham.

Og det vakte jo en aldeles hovedstyrtende Forbau-
selse, da det spurgtes, at Marianne Foss, den vakkre,
kvikke Marianne Foss! skulde "gaa i Hubroen", giftes
med Bastian Borg. Han lignede en Hauk, som havde
hængt for gammel paa Spigeren.

Men over til Borgsviken fik han hende, hvordan det
nu gik til.

Og op fra Ladestedet kom gamle Bastian hvergang
behængt med Presenter, Kjoletøier og Hatteslør og Sy-
skrin og fine Støvler, - for den Mand er en Daare,
sagde han, som ikke forstaar en ung Kones naturlige
Begjær.

- Som rimeligt blev der anderledes Indryk og Be-
søg end før paa Borg, det var jo ogsaa noget, som
Bastian indsaa . . .

Men mere og mere underlig af sig blev han.

Han gik stilfærdig omkring for sig selv. Folkene
kunde se ham staa og lytte i Skumringen paa de urime-
ligste Steder, saa her og saa der. De mente, han maatte

SIDE: 303

have Uro af den gamle Skibsnissen sin, - et og andet
uopgjort dem imellem, - at det var den Karen, han
var synen for . . .

Nu ivaar havde den unge Ferdinand Wiese, som
altid pleiede at være paa Julebesøg hos Fogdens, Søn
af Skibsbyggeren oppe i Fjorden, bedt om at faa logere
sig ind der de Par Uger, han skulde annamme Skibs-
knæer og Egemateriale til Kranen i Skogene derom-
kring.

Det var en Eftermiddag i Skumringen, at Bastian
nok syntes, der blev noget ensomt nedenunder. Han
steg op ad Trappen til Gulsalen, hvor han vidste, Ma-
rianne lagde ind Dækketøi i Klædesskabet. Der blev
han staaende i Dørgløtten.

Men, hvad han der havde set, var ikke godt for nogen
at sige, for Stuepigen, som havde været ovenpaa og
hængt væk Klædessnorer, saa, at han var ganske hvid
i Ansigtet, da han vendte sig om og gik op ad Lofts-
trappen. Hun hørte, det knagede langsomt og tungt i
Fjælene efter ham, og saa blev det saa stille, at hun
hørte Dryppet udenfor af Tagrenden.

Da hun siden kom op paa Loftet med Klædeskurvene
og Praasen i Haanden, trode hun først, han igjen stod
der og lurede og grundede. Men saa fik hun se, hvor-
dan det havde sig, - og da var det, de hørte Skriget
nedover alle Trapperne.

Ja saa forklarede Stina den samme Aften.

Dagen efter vidste hun imidlertid nøiagtig at be-
rette om, hvorledes hun havde fundet ham med Ryg-
gen mod Bjelken død af Slag . . .

- Og idag havde der været Gravøl paa Borg, et
ordentligt Gravøl. Det vil sige sletikke noget overdaa-
digt flot, hvor det bugnede af Retter og flommede med
Vin, saadan, som man forøvrigt ellers kunde ventet det
i Fossegaardsfamilien. Men tvertimod hellere et or-
dentligt i Betydningen pent og passende, næsten hen-
imod nøgternt.

Det var en stille, lavmælt, høitidelig Begravelse med

SIDE: 304

én for én Skaaler udbragte af Mads Foss for Autorite-
terne: Præsten, Fogden og Sorenskriveren.

At gamle Foss saa noget medtaget bleg ud efter Syg-
dommen, gjorde ham kun vakker og værdig; han rørte
næsten ikke ved det stærke mere end, saavidt Skaa-
lerne krævede.

Sønnen, Grossereren nede fra Kystbyen, takkede paa
sin Søsters Vegne i velvalgte Udtryk de mange uden-
bygds, som havde vist Huset den Ære.

Noget, som havde tynget Luften, var ved fælles Ven-
ners Konduite lykkelig ryddet afveien. Bastian Borg
skulde begraves i indviet Jord! Der var endog de-
monstrationsvis bestilt fra Hovedstaden et Jerngitter
med forgyldte Knopper.

Det var en officiel Hemmelighed, som man her stod
om, tause og velforseglede. Og hver, som vilde regne
sig i nogen Sammenhæng med "the upper" i Egnen,
følte Æren af at være med i dette Fossegaardsfami-
liens Privatissimum, og at han havde at bidrage sit til
at kræmte og støtte det.

Alle naturligvis - undtagen gamle Tolderen paa
Furusæt, som altid gik der med Luggen strittende op
ad Nakken og gren imod Strømmen. Han paastod
uden Sky, at det var Selvmord, og at Stina Stuepige
- og flere end hun! - var underkjøbt. Der nyttede
intet Gitter om det, for alle saa gjennem Sprinklerne . .

Men hvem brød sig om en slig ansvarsløs Kjæft!

Enken var vakker i sin sorte uldne Dragt, det lod
sig ikke nægte, de Glimt af hende, de selskabelig ud-
valgte fik, - saadan hyggelig, lun ung Kone med den
ranke Vækst og de graa talende Øine under tykke,
sorte Bryn. Det ellers saa livlige og letbevægelige An-
sigt var idag saa stilfærdig nedslagent. Det var en
Kone med Takt, Marianne Borg; - og skulde nogen
fra Fossegaard mangle det? . . .

Ja, hvem skulde hun nu have, - Marianne Borg?
Eller rettere, hvem vilde hun tage?

Det var det stille, dybt i Forundringen og Formod-
ningen tilbagetrængte Spørgsmaal, som svævede om i

SIDE: 305

den bedrøvede Luft over Kisten og Granbaret nede paa
Borg, og alt der var begyndt at hviskes og blinkes mel-
lem to og to af de røde Ansigter henne ved Kranse-
kagen og Portvins- og Madeiraglassene.

Og bagefter, man gik vinøre omkring i Værelserne,
havde man alt et helt Sæt af Kombinationer istand, -
mærkelig nok, uagtet hendes kun fire og tyve Aar, alle-
sammen med temmelig middelaldrende, endog tilaars-
komne Mænd, naturligvis af Egnens første.

Hvorfor det heller skulde være med Enkemænd og
ældre end med Sønnerne, kom der ingen rede for; det
lod kun til at fremgaa af et Slags Fællesinstinkt. Hun
var saa forstandig og koselig at tale med. Saadan
leende halv dulgt, snurrede hun, naar hun vilde, baade
Hode og Hjerte rundt paa en gammel Kavaler; og det
var sandelig ikke for den gamle envise Ulk af en Skip-
pers Skyld, at baade den ene og den anden af Om-
egnens graahaarede og skaldede Koryfæer, saa flittig
havde taget op paa Borg.

Vaarluften og Søndenveiret havde taget alvorlig paa
Føret. Det laa godtsom blot med en Strime af Sne og
Is i den ene Side af Veien, saa Slædemeien gik bar i
Sandet og det gnurede og ulede lange Stykker.

I Bredslæden med den store brune for, de med sort
omvundne Dombjelder og Bjørneskindsfelden kjørte
Mads Foss paa Fossegaard. Ved Siden af ham sad
hans Datter Marianne med et tæt sort Slør for Ansig-
tet. Hun havde uvægerlig staatt paa at komme hjem fra
Borg straks.

Hesten havde trukket med uformindsket Fart over
halvanden Mil, og mange Ord var der ikke vekslet
mellem dem underveis. Hun forstod, at han var til-
freds med at faa hende hjem igjen, det passede jo og-
saa saa for ham i alle Maader i det store Hus.

Hun skimtede fra Siden i sin Fars Ansigt. Haaret
og hans korte Kindskjæg var sølvhvidt nu; det saa saa
godmodigt og jovialt ud.

SIDE: 306

Hun havde altid syntes, det var saa strængt, da hun
var Barn, havt saadan Angst for det . . . Den var gaat
bort mere og mere, efterhaanden, som hun lærte sig
til at omgaa og besnakke den . . . Endel af Kulisserne
faldt, dengang han bad og tryglede og saa tilslut tvang
hende over til Borg . . .

Hun gøs over den mørke, bittre Ubøielighed, som
kunde komme op i ham; den havde sat sit Mærke i
alle Børnene.

Hans Ansigt kom just for hendes Erindring, tydeligt
som i en Vision, - kraftig, sorthaaret, rødt ophidset,
- hun var liden da . . . dengang Mor saa med ét havde
sendt Anne Barnepige paa Porten. Han gik endnu med
Reisehuen paa, som han var kommet lige fra Hoved-
stadsmarkedet, og ravede og tordnede og slog Huen i
Thestellet. Mor fik Krampe inde i Stuen, og vi blev
skydset ovenpaa; - og stakkars Bror Henrik rasede og
spændte med Hælene i Sovekammerdøren . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Saa sad hun bag Sløret de to Mile som i Drømme
ved alt det, som saa pludselig var overgaat hende.

Og hun kjørte fort i Tankerne, fortere og fortere, -
undaf noget, som bestandig jog efter og vilde melde
sig, og som ogsaa et Øieblik indhentede hende . . .

Tankerne kjørte fra det igjen. Det var noget helt
nyt, hun nu skulde ind i - fra Gaarden og Stellet og
- Ægteskabet der . . .

Det var, som hun pludselig var sluppet ud af en
Gravkjælder; hun havde virkelig et Øieblik tænkt, at
hun skulde være med ham did ogsaa!

Og nu var hun kommet slig fra det. . . .

Hun hadede at tænke paa alt der, - Kjørene, He-
stene, Værelserne, Folkene. Faderen og Skifteretten
fik styre med Gaarden og det økonomiske.

Hun skulde igjen gaa som Datter hjemme, notabene
nu som en Datter, der eiede noget selv . . .

Den samme Sneskavl, som man maatte vare sig for,
laa endnu altid i Svingen op til Fossegaardsgrinden
derhjemme med Kanten af Sneplogen kjørt langt ind

SIDE: 307

i sig, kun lidt høiere eller lavere, eftersom Vinteren var.
Den voldtes af de to attentoms Stokke, som stak En-
derne ud tvertover hverandre ved Grøften som en
Gaardshilsen og stiltiende Reklame om Fossegaards-
skogen, hvad enten de nu vidnede sandt eller løi . . .
Sandhed havde det nu vel været engang, - hun havde
aldrig tænkt over det før, - kanske i den Tid, da de
tog ud de to gamle sprukne, vældige Portstolper med
Kuglerne paa, som stod paa hver sin Side af Grinden.
Men en Mærkeøkse vilde gaat af Skaftet af Forbløffelse,
om den traf paa den Slags Dimensioner nu . . .

Her var maaget ny, ren, lys Sne udover Veien, saa
Slæden fik en pludselig Lettelsens Fart, idet den slug-
tes af Portgabet og forsvandt indover Lindealléen op
mod Trappen paa Fossegaard.

Bygningens vældige Teglstensskraaning med alle
Kvistkarnapperne i syntes en hel Etage forvandlet til
bare Tag over en Mængde smaarudede Vindusfag i to
Rader henefter Længden.

Med den underlige lille By af store og smaa Udhuse,
som stod sammen, - gamle og nye, - den lange røde
Laave og Staburet med den egne svære Madklokke
gjorde Stedet trods sin Gammeldagshed et herremæs-
sigt Indtryk. Det laa tronende mellem vidtstrakte
Gjerdesgaarde, der i Vaartøen rablede sine sorte Stre-
ger henover de hvide Marker. Her var Husrum nok
baade for Gjæster og Kjøretøier.

Oppe paa Fjeldknarten stod det gamle Udsigtstaarn,
hvorfra man kunde se ud til Fjorden og i de øverste
Ræer paa Skibene mellem Holmene nede ved Kyst-
byen.

Nedenfra tordnede Fossen og Møllebruget, og læn-
gere henne stak det forfaldne Teglværk sit graamosede
Tag op af Bakken . . .

Hjemmet laa foran hende, som det kunde været rig-
tig længe, - Aar, - siden hun havde været der . . .

Erindringer gjennem alle Værelser; - kunde de for-
tælle, Døre og Vægge! . . .

Det var begge de vakkre Værelser indenfor Sørsalen,

SIDE: 308

Marianne fik, de, som vendte ud mod den vidtløftige,
parklignende Frugthave med Lysthusene og alle Ribs-
og Stikkelsbærgangene, Bjerkelunden og de forgrode
Græsbænke og Anlæg.

Nedenfor laa en fed, sumpig Strækning med et hist
og her opdukkende Krat, hvor Morgen- og Aftentaagen
altid lagde sig - om Sommeren let dunstagtig, om
Høsten som en tæt hvid Stribe langs Marken.

Det var en med Grønske næsten helt overvokset Dam.
Det skimlede grønne Havegjerde gik tvertover det ne-
derste af den, hvor alle de fede Vandplanter stod og
trykkede sig sammen. Af og til kunde en stille Lurer
overkomme at høre et dæmpet Plask, - en gulbuget
Karuds, som snappede en Flue eller et Froskeembryo
i nogen Skikkelse . . .

Ellers laa Dammen lang, smal og taus, næsten igjen-
groet og gjemte sin Tilværelse under Græstørven, der
varmede den om Vinteren, medens Taagen lagde sig
som Uld over den om Høsten, - til Isen kom, da Ka-
rudserne stod med Hovederne sammen i Dyndet midt
nede paa Dybet, hvor det aldrig naade til at bundfryse,
eller tyde til mørke, hemmelighedsfulde Lunheder
langt indunder Myrvolden.

Fossegaard var i sin Tid berømt for sine store, fede
Karudser. Der gik det Sagn, at de skrev sig fra en
dansk Foged og Justitsraad, som engang i forrige Aar-
hundrede eiede Fossegaard med til- og underliggende
Eiendomme hele Elvedraget opover.

Faktum var imidlertid, at de nu var blevet saa be-
sværlige at faa fat paa.

Forklaringen laa kanske i, at Karudser, som har
staat to hudrede Vintre, Hoved mod Hoved og Øie mod
Øie, sammen og grundet paa de Ting, som er oven-
over dem, ogsaa kan blive kloge og erfarne.

Om deres Hjerner efter en darwinistisk Begrebsdan-
nelse kunde have udviklet sin stumme Undren til et
Slags, om end kun dunkelt bevidste, Idéer eller en
anelsesfuld Spekulation om, hvad der kunde vente dem,
naar det mystiske i Skikkelse af en Haav med Sække-

SIDE: 309

net dukkede ned og hævede enkelte sprællende op i den
høiere Sfære, - skal lades staa hen. Men sikkert og
vist var det, at deres gløgge Øine holdt Udkig med
Buskekrattet og Havegjerdet, og at den mindste mis-
tænkelige Skygge, som bevægede sig der, var Signalet
til en almindelig sky Forstikken langt indunder Græs-
tørven; - man kunde komme med eller uden Haav
eller slæbe den efter sig saa listig man vilde.

Den tilsegne Karudsdam laa der som et dunkelt Øie
paa, hvad der bevægede sig Slægt efter Slægt . . .

Den havde været uroet af smaa Gutter og Piger, som
kastede Vedkubber i den - plask til Forskrækkelse! -
og rodede og gravede ned i den med Grene og seilede
med Barkskibe; - den blev altid fri for dem, naar
Madklokken ringede.

Det gamle, grønbrillede Øie havde skimtet unge
Piger i hvide Kjoler, som bevægede sig i det fri under
Bryllupper og Fester i Sommertiden og dansede oven-
for paa Plænen, set Træerne om Kvældene illuminerede
med Begfakler og derunder allehaande ravende og
lallende Skikkelser . . . havde vel og i Tidens Løb set
et og andet blegt, forstyrret Ansigt staa og stirre ned
- saa en Mands, saa en Kvindes, - som det vilde
finde ud, hvor dyb den var der under Grønsken. Mads
Foss's Bedstefar, Kommerceraaden og Skibsrhederen
John Foss, da han maatte opgive sit Bo, gik der længe
en Eftermiddag med Armene overkors og grundede paa
de Karudser. . . .

Det var da, alle Eiendommene ned med Sjøsiden
kom over i fremmed Haand. Men ogsaa da, Møllebru-
get blev bygget, som durede og rystede saa Dag og Nat
der nedefra og tjente Penge til Fossegaard som det
eneste Aargangsfald videnom, - helt til Processen kom
paa om Damretten, som tabtes. Da blev det stilt, og
Duren stansede lange Tider paa Aaret . . .

At Haaven nutildags sjeldnere gjorde sine herjende
Greb ned i Dammen end i tidligere Dage, turde ogsaa
have sin forklaring i, at Mads Foss selv aldrig vilde
spise Karudser. Grunden, - at en Husjomfru i hans

SIDE: 310

Fars, Krigskommissærens Tid var forsvundet og fun-
det igjen der ud paa Vaaren, - fandt han ikke for-
godt at rykke ud med.

De gamle Karudser kunde have adskillige Ting fra
gammel Tid af at grunde og ruge over der i Slam-
met . . .

Men lad os ikke rive op Tørven!

De værste Hjemsøgelser, der fra Alders Tid var over-
gaat de gamle brave Karudser, var dog alle de farlige,
hvasse Flaskeskaar og skarpe, kantede Buteljestumper,
som Aar efter Aar nu i Sommerferierne blev kastet
ned i den.

Medens de voksne gastererede i Hovedbygningen, holdt
Husets to Sønner deres eget Leven i det nederste Lyst-
hus, det af Træ med Muren under. Brødrene havde
Kammerater fra Skolen med sig hjem i Besøg, stjal
Vinflasker i Kjælderen og begrov dem - efter klink,
klink mod Muren, - omhyggelig i Karudsdammen,
hvor de endnu laa med Spidser op af Dyndet og flæn-
gede og rev og skar.

Formanden for dem var den samme lange, lys-
haarede Plageaand af en Gut, - Johnny, Lorden til
Fossegaard, som han kaldtes, - Husets ældste Søn, -
der saa hændig havde gjort Opdagelsen at bringe
tomme Flasker ud af Verden. Og den næstældste, Hen-
rik, han med den mørke Lug, som forstod at jage Haa-
ven saa langt indunder Tørven, fulgte trolig Eksemplet.

Det var nu til Sommeren otte Aar, siden de havde
faat den sidste Portion over sig, - tildels knusende
smaat, saa en Karuds kunde faa Glasfliser i Øinene.
Der var hylt og skreget og sunget i Kor den hele Kvæld
i Lysthuset, og saa var de, seks Stykker i Rad, draget
ravende og skraalende afsted . . .

Noget henimod saa langt vidste Karudserne.

Men Mads Foss fik i Dagene efter Besked paa det
mere!

Hans næstældste syttenaarige, der snart skulde blive
Student, havde om Natten brudt ind i et Vinlager nede
i Ladestedet, og langet ud Flasker til sine Kammerater,

SIDE: 311

- to Styrmænd og nogle Sjøfolk fra et fremmed Skib,
han var kommet sammen med. Og, da der blev Tale
om at arresteres, havde de brugt Vold imod Vægteren
og dukket Politibetjenten flere Gange udenfor Bryggen.

Det var først et Par Maaneder efter, de fik et Brev
fra ham fra Hâvre. Han agtede at se sig om i Verden,
- vilde ikke være Familienavnet til Skam der-
hjemme . . .

Det var et Slag lige i Mads Foss's stolte Hjerte!

Han vilde siden aldrig høre ham nævne, - havde
ikke mere end én Søn, - John - den ældste!

Hjemme maatte Marianne bare faa alt, som hun
ønskede det, og én af Hestene skulde staa til hendes
Raadighed, havde Mads Foss betalet.

Hun var kommet paa Solsiden af ham, og han hyg-
gede sig synlig ved igjen at have nogen, som der var
Forslag ved, til at staa for Værtskabet inde i Stuen.
For lidt, lidt Ballast af Fruentimmer maa der være i
et Hus, skal det ikke slingre for langt ud af Sporet!
mente han. Det kjendtes nu ikke længere saa tomt og
ødt at sætte sig med Piben inde i Sofaen.

Og visse andre Betragtninger kom til. Siden Syg-
dommen i Vinter havde han sin Ængstelse for at gaa
der alene og se paa Hjørneskjænken med den lille
gammeldags forgyldte Flaskeopsats indenfor . . .

Marianne og Hilda tog, ret som det var, Trille eller
Gig og reiste ud i Smaabesøg, saa her og saa der, -
til Majorens, til Svoger Biermanns paa Nedre-Bruget,
over Elven til Fogdens eller vel ogsaa den længere Tur
nedover til Byen, hvor de da gjerne blev over hos deres
Bror, Grossereren og Skibsrhederen, til næste Dag.

Dernede i Byen var der som oftest noget selskabe-
ligt paafærde og hos Bror "Johnny" altid nogen. Flot
og muntert gik det til. Han havde saa mange Forret-

SIDE: 312

ningsvenner og Forbindelser at varetage og gjøre Hon-
nør for, naar de kom strygende forbi med Dampski-
bene fra Hovedstaden eller Udlandet.

En og anden Gang tog de saa en Veninde med sig
hjem i Besøg.

Forresten gik jo Spillepartierne og Korttoddyerne
sin vante Gang mellem Familierne i Egnen, og, - var
ikke Møllebruget paa Fossegaard rigtig Aargangs, men
stoppede de Par Maaneder i Sommertiden, - saa var
ialfald, som Tolderen sagde, "Kortbruget" der aarvist!
Spillebordene skulde jo flyttes i en Slags Omgang helt
oppe fra Lensmanden og Eksam. jur. Robarth ned til
Henschen. Men "Hovedbruget" stod dog, især siden
Mads Foss var mindre rørlig og villig til at sætte sig
i Karjolen, og Marianne var hjemme, de tre, fire Afte-
ner i Ugen paa Fossegaard. Det gik jo ogsaa nu i alle
Maader ordensmæssig pent og passende til; der sad
ingen der nogengang ved Kortbordet efter tolv, ét om
Natten.

Og hænde turde det vel, at der her ligesom paa Borg
ogsaa var kommet en anden Dragningskraft. Doktoren
og den formuende Eksaminatus Robarth, der begge var
Enkemænd, fordrog ikke videre at træffe hinanden der,
- satte Majoren ud; - men vel søgte de hver for sig
ganske hændig Anledningen og hyggede sig og trivedes
vidunderlig godt ved en liden lun Passiar med Enken
. . . "Forliebte som Rotter begge to!" paastod Tolderen,
- "sidder der hos Mads Foss og spiller bort i Natten
og grubler paa at fri, - og Robarth gjør Ve-hers!"
- harkede han for Latteren. "Ja mæn gjør han Vers,
. . . he . . . he og - drømmer!" jog han Stokken ind i
Luften.

Igaaraftes sent var Johnny kommet kjørende alene
i sin ny Trille op til Fossegaard. Han havde saadan
Trang til at lufte sig ud fra Forretningerne engang
imellem og at gaa der hjemme alene og drive, sagde
han til Marianne. Jomfru Holst fik skaffe ham et or-
dentligt Bryg af sin gode Punsch ude paa Trappen, -
saa godt at sidde og ryge og tænke. . . .

SIDE: 313

"Nei, nei, ikke vække den gamle! . . . Hvordan er
det med ham?" han saa forskende paa Marianne.

Hun forstod Meningen og nikkede beroligende.

"Ak og saa faa styrte sig i sin egen Seng igjen! For
der er ikke Senge til alligevel andetsteds i Verden,
endda vore er hjemførte, Marianne, - første Rangs, -
Mage til de i Hotel de l'Europe i Hamburg. . . ."

Der næredes et høit Maal af Beundring for den
vakkre flotte Broder. Opdraget mellem en hel Flok
Søstre som ældste og vordende Herre til Fossegaard,
var hans tillidsfulde, selvfølende Fremtræden saa na-
turlig, og Reiser og Bekjendtskaber havde givet hans
vindende Person en hel Del overlegen Verden. Naar
Lorden engang imellem kom hjem, blev der altid lidt
festligt.

. . . "Fars Cigarer . . . Nei Tak!" Han tog en ud af
sit eget mærkelige brune Etui. - "Lugt, Marianne . . .
ah! - kjender Du Forskjel? . . . Paa den sidste af dem,
jeg bød en Bremer idag ombord i Nordstjernen, tjente
jeg nu mindst, lad mig se, - minus Emballagen, Ta-
raen, Fragt, Kurtage - aa, saadan en hundrede og
femti . . . Vi kom i Handel om et Parti Fisk, ser Du!"

"Sæt dem i Banken!"

"Snakker, som Du har Forstand til. Det er nok Ba-
stians Visdom det.

Husch ja," - pustede han ud, - "kjedt bare at gaa
og tænke paa Affærer og Penge hele Dagen! Og naar
én saa endda ikke maatte lade saa meget Fortjeneste
gaa fra sig. Men ser Du, Marianne . . . hør nu her
lidt, sæt Dig nu her, smag lidt paa Punschen. Til al
Spekulation skal der en vis Pengeryg, ser Du, om én
har aldrig saa godt Hoved. Penge, Penge, Penge, det er
Krudtet, vi skyder med.

Og den, som havde lidt flot med Kontanter at sætte
ind i det . . . netop nu, bare saa jeg kunde telegrafere en
skikkelig Ordre ned til Riga, - jeg skulde tjene hun-
drede Procent . . . Behøvede egentlig ikke mere end
fire, fem tusind!" tillagde han let. "Det er Hampen,
Stryet, som nu gjør Folk rige, maa Du vide," - han

SIDE: 314

tog en god Slurk af Glasset, - "saa rige, at det er en
Skam at staa og se paa det" . . .

Han sad med Benene oppe paa Bænken og saa op
mod Svalsloftet.

"Saa er der nu mange, som spekulerer sig op i Stry
ogsaa," raillerede Marianne ud af et vist Instinkt; -
det var netop fire tusind fem hundrede, hun havde i
Sparebanken.

Han kastede lidt ærgerlig Cigarstumpen . . . var kom-
met her just paa denne Tid af Aftenen for at faa
snakke lidt lunt alene med Marianne; men det var
kommet paa en gal Gleis.

Han tog et dybt Drag af Glasset.

"Ellers skammelig at tænke sig," begyndte han igjen,
"at det netop er baade med dine og andres Penge, de
spekulerer . . . Laaner i Sparebanken, ser Du" . . .

"Naa, der kan jo Du ogsaa være fremme."

"Aa ja! - puh! - Kjender Du Røglugten? - de
brænder Myr nogetsteds, det er det værste, jeg véd!

Kan Du ikke spille lidt derinde, Hilda!" raabte han
ind af det aabne Vindu.

Han tog sig nok en Cigar.

"Angrer næsten paa, at jeg ikke tog Alette og begge
Smaagutterne med i Trillen. Ja det er sandt, hun
kunde jo ikke være fra Lillemor Natten over . . .

Naar jeg kommer saa langt op, Du Marianne! at jeg
hører Susen af Møllefossen, saa kjender jeg mig
hjemme. Bare sidde slig og se Svalen tusle og vippe
i Halvmørket deroppe under Stabursgavlen, jeg har
været efter dem der engang! . . . Du skal faa se en Teg-
ning til et Stabur, som Arkitekt Schiørn gjorde mig
forleden Aften, da han var over hos mig i Byen, -
ægte gammel-norsk Burstil. Det er saa én kunde ha
Lyst til at sætte Øksen i Stokken straks. Men jeg faar
bygge i Luften saa længe," sukkede han; "der maa
Penge til, mange Penge . . . Maa nok spekulere i andet
end bare Korn til Møllen! . . . Og den gamle, ser Du, -
jeg er bange for, det vilde knage i ham, om jeg be-
gyndte at rive Stokkene ned" . . .

SIDE: 315

Han fyldte i Glasset . . . Ak ja, her var hyggeligt
. . . Dette pinlige Pengesnak til Marianne fik opsættes
til imorgen. . . .

- - Høslaatten havde gaat længe den næste Dag,
og Solen begrov sig mere og mere i den vanlige Hede-
dimme.

Johnny havde været med den gamle ned til Møllen,
og hans lange, velskabte Skikkelse hang nu i Skjorte-
ærmerne ud af Stuevinduet, hvor der endnu var lidt
Skygge og Luftning.

Formiddagen var grundig varm. Mellem Brandsti-
gen og Solvæggen udenfor summede og surrede Flu-
erne.

"Neimæn om jeg tror, at Brandstigen staar paa mere
end ét Ben her paa Gaarden; det andet er bare raad-
net væk," - han plystrede.

Siger sig selv det, saalænge den gamle ikke spenderer
Maling nogetsteds. Sprækkerne i Væggene gaber værre
og værre Aar for Aar . . .

Kan Du huske, Marianne, da de malte Laaven, og
vi sminkede Dig med Rødmaling, Henrik og jeg. Saa
længe er det siden, der var nogen Malerkost her paa
Fossegaard, - bare fjorten Aar."

Han reiste sig og slentrede plystrende indover Gul-
vet med den ene Haandspids nede i Lommen paa den
lange, elegante Vest, hvori Guldkjæden hang som en
kort, vreden Tougstump.

"Nu har den stakkars Fodpude danset to Gange hen-
over Gulvet for Dig, Johnny!"

Marianne sad i Sofaen over et Fad Stikkelsbær, som
Jomfru Holst havde skaffet op fra Haven.

"Saa ikke mere . . . Jeg holdt sandt at sige paa at
sparke overende alle disse raadne Udhusbygningerne,
- saadan bare først til en Begyndelse, skjønner Du! -
For den Dag, jeg kommer paa Fossegaard, skal hele
denne svære Hætten af et Tag væk, - Bjelkerne de
duer . . . Og saa en ordentlig øverste Etage med Altan,
og moderne store Vinduer over hele Huset, saa der kan
blive Udsigt over Fjorden, og det hele kan tage sig ud,

SIDE: 316

saa der staar Nug af det . . . Hvad? - mener Du ikke,
Fossegaard skulde ligge nok saa prægtigt deroppe mel-
lem Træerne som den gamle, kjendte Herregaard, naar
de keg opover Landet med Kikkerterne ude fra Damp-
skibene?"

"Hvidmalt med blanke blaa, hollandske Tagsten,
Du!" ivrede Marianne henført af Tanken.

"Og Gangen, det svære Skrumlet, deles - dobbelte
Døre, - varm Entré. - Betænkt alting . . . alting!"

"Ogsaa Plads til det store svære Pengeskabet, som
Du maa ha'?" - spøgte hun.

"Det er jo det, jeg slider og arbeider og lægger mig
i Sælen for nu, for at faa alt op igjen! . . . Men den
gamle driver det jo saa rent aflægs, piner ud og piner
ud, - skraber Bakken ren med disse Vedkontrakterne
sine. Det tager sig daarlig ud dernede i Byen . . . og
hvormeget tror Du, der bliver igjen, naar Kjøringen
er betalt? - Det er ikke rigtig passende for Navnet, ser
Du, ligner saa svært en nødtvungen Udhugst! . . .
Han tror, det er bare at gaa her paa Fossegaard og
knarre med Bruget.

. . . Og saa Værelserne ved Sørsalen, ser Du, de har jeg
gjort op, skal bli dine, og ombyggede og udstyrede saa-
dan med Speilruder og egen Altan ud mod Haven, at
jeg vil se paa den, som skal ha et vakkrere Bur! Du
faar saa at sige raade i dit eget Hjørne af Gaarden . . .

Men" - han stansede foran hende og spandt med be-
tænksom Vægt sine smukke blonde Whiskers ud fra
begge Kinderne, - "jeg betinger mig, at Du ikke gifter
Dig, Marianne! - Ellers kan Fluerne surre om Dig
saameget, de vil. Du kan ha' været gift nok nu" . . .

Der gik som en Rykning over Marianne; hendes
mørke Hoved bøiede sig helt ned over Fadet, medens
hun med nervøs Hast arbeidede i Stikkelsbærene.

"Der er ellers mange, som har Øine nok i Hodet
til at se, at Du er en Fugl at fange, - saare, overflø-
dig mange. De snakker nu ikke mindre om Marianne
Borg nede i Byen, end de gjorde om Marianne Foss før!

SIDE: 317

. . . Men saa har Du Vet nok selv nu," drev han igjen
fra hende.

"Til at sidde i Bur hos Dig paa Sørsalen, mener Du!"
lød det lavt, næsten som et Udbrud, idet hun skjød
Stikkelsbærene fra sig.

"Indtil videre, - bare indtil videre" . . . stansede han
lidt ved det egne i Tonen. "Saa ser man sig om med
Ro.

Sidde der som sin egen, Du! - en ung, vakker, af-
gjort Enke paa fire og tyve Aar. Det har ingen Hast
med at give sig under Kommando igjen! . . .

Og saa," - han slentrede atter langsomt ligegyldigt
hen til Vindusposten, "kunde det ogsaa være godt, om
Du fik lidt anderledes ud af dine Penge end de lumpne
fem Procent i Sparebanken. Satte Du dem ind i en
Forretning," vendte han sig indover fra Vinduet, -
"med Part i Udbyttet, vilde de gi' femten, - kanske
mere! Man lar bare Pengene arbeide for sig, saa vokser
de som en Snebold."

"Tak skal Du ha; men Risikoen?" - hun mysede
op paa ham.

"Ja de fallerer naturligvis allesammen! . . . Skjøn-
ner Du ikke til Overflod, at enhver bare betror sine
Penge til dem, han kjender? - Men Kvindfolk og For-
retninger!" . . . Han vendte sig om igjen.

"Py-yh" . . . Det var ikke muligt at foretage sig no-
get i slig Hede, for kultiverede Mennesker! Man fik
tage sig en Cigar, saa fordrev man ialfald Myggen . . .

"Var det ikke saa, at Holst holdt paa at lave Kirse-
bærlikør? - Prr . . . Prrr . . . Der kommer en Røg-
støtte rullende nede i Veien, og det er nogen, som er
god for et Glas Madeira før Middagen, tænker jeg. Dok-
toren skal Du se, som er ude og sluger Støv."

Han slentrede ud med Cigaren.

"En Fyr i Panamahat, - kjører med Skyds!" raabte
han ind fra Forstuen. - "Varsko Far!"

Han lagde Cigaren fra sig mellem Blomsterpotterne
i Vinduskarmen og sprang ovenpaa for at tage paa sig.

Et Øieblik efter var ogsaa Marianne ved Vinduet.

SIDE: 318

Hun stod i stigende Sindsbevægelse, mere og mere
dækkende sig bag Gardinet, som hun havde ondt for
at slide sig løs . . .

Den smukke, magre, lidt nervøst udseende Mand med
de rappe Øine op mod Vinduet, som steg ud af Kar-
jolen i den moderne smaarudede Sommerdragt, hilstes
høirøstet kammeratslig af Johnny. Han var brunstegt
og rødskoldet over Ansigt og Hals og bar Blaaskjorte
med Halstørklæde knyttet paa flot Façon.

"Kom indom i Anledning af en liden Affære, jeg
haabede at faa afsluttet," sagde han, da han lidt efter
sammen med Johnny traadte ind i Stuen . . . "Skal
opover til Solberget og forhøre efter Eg til Stevntrær, -
prøver at gjøre Forretninger paa Veien, ser Du!" . . .

"Marianne! - hvor er Marianne? . . . Aa meld Far,"
raabte Johnny ud i Kjøkkenet, "at unge Wiese er her
. . . Far er nede paa Bruget. - Lad os saa faa ind et
Glas Vin!"

Jomfru Holst viste sig om lidt med en Presenterbakke
vel udstyret med Vin og Kager.

"Sæt det ud paa Trappen. Vi firer ned Solseilet.

Er ikke min Søster tilstede?" spurgte han idet han
skjænkede i og holdt Karaflen over det tredie Glas.

"Fru Borg har faat saadan voldsom Hovedpine -
af Heden, - har lagt sig ned paa Sengen" . . .

- Det gav jo en hyggelig Middag med ivrig interes-
seret Snak om Fartøispriser, Kontrakter om Skibsmate-
riale, Forholdene og Vederhæftighederne deropover,
Udsigterne for Fragter i Udlandet, - og nær ved en
Leverance af Hamp og Stry til Firmaet Wiese  - probat Medicin, paa-
stod han. Hun saa aldeles bleg og medtaget ud.

Og, enten det kom deraf eller af Adspredelsen, -
den smukke Enke saa allerede oplivet ud, da hun,

SIDE: 320

efterat have hilst paa Gjæsterne, gjorde Følge med de
andre ned i Haven. Hun kom blot hastig op igjen for
at hente sin Parasol.

Kirsten Holst stod i Kjøkkenvinduet og tørrede Glas-
ser, da hun saa Damerne nede ved Stikkelsbærbu-
skene . . .

Bedst at nytte sit Snit til at faa taget af Thebordet
og sat ind Syltetøianretningen.

Hun stansede i Farten derinde; som hun skulde sætte
Assietterne pas Bordet; hun hørte Marianne hviske iv-
rig i Døren til Johnny:

"Bed ham endelig ikke blive over her inat! - Saa
kan vi snakke sammen iaften, . . . i Ro om de Penge,
vi talte om imorges, Johnny!" lød det, idet hun skyndte
sig ud igjen.

Hilda behøvede altsaa ikke at gjøre istand Gjæste-
værelset til Wiese, indsaa Jomfru Holst.

. . . Der er noget iveien med Marianne idag, kom det
saa grundende mellem to Glasvaser, som skulde forsig-
tig ind paa Brættet, inden hendes ivrige Tanke i næste
Øieblik igjen styrtede sig i Havet af det kommende
Aftensbords utallige Ansvar og Bekymringer . . .

- Det var begyndt at dugge derude, og Lamperne
blev tændte.

Mellem Damerne i Sofaen og Lænestolene om Bordet
i det mellemste Værelse sad Husets Døttre; - den
sværtbyggede, myndige ældste, Fru Grüner, der min-
dede om Faderen og var noget af en Skjønhed i sit
Slags. Den lille trivelige, glade Fru Biermann, gift
med Sagbrugseieren, og Fru Marianne Borg. Der var
prægtige, livlige Øine paa dem alle tre og en paafal-
dende rig mørk Haarvækst, der lod den syttenaarige
lyse yngste næsten stikke mat af.

Paa Bordet og i Sofaen omkring dem laa hulter til
bulter af Fru Grüners indkjøbte Sager ud for Bedøm-
melse: - Kjoletøier, Kniplinger, Hansker, Børnesokker
og Legetøi og midt imellem, med Kjøbmandsmærket
paa, i trist Alvor et Par forede, svære engelske Patent-

SIDE: 321

tøfler med Elastik, - til Gubben, som hun kaldte Kon-
sulen; han var saa udsat for Gigt!

Passiaren gik imellem dem, saa Lystigheden hørtes
ind til Kortbordene, og de, som sad fastgrode der, blev
distræte og spidsede Ørene.

For Øieblikket havde imidlertid kun Kandidat
Hysing Anledning til nærmere at tilgodegjøre sig For-
nøielsen.

Han havde placeret sin noget skjødesløst klædte Per-
son røgende indenfor Døren hos Damerne. Der var et
stille overlegent Smil paa hans Ansigt; han morede sig
ved alt dette "Fruentimmersladder, al denne Sauce om
Nichts, om en Barnestrømpe og et Par Hansker!" . . .
Men, medens han kastede ind et Ord nu og da til Fru
Biermann, som sad uhyre optaget med Brystet mod
Bordet og klippede med Øine næsten vaade at Moro, var
hans forskende Opmærksomhed egentlig fængslet af
Marianne. Han havde opfanget et Forstaaelsens Snar-
blik henimod sig ved Døren. Denne sortklædte, blege
unge Enke . . . der var noget interessant ved hende . . .

Bag ham ved det nærmeste Bostonbord sad Johnny,
Tolderen, Biermann og Ferdinand Wiese.

"Uagtet Grossererens Cigar, Tolderens Pibe og Hr.
Hysings ditto kunde Wiese kjende, at det duftede som
en Hæggebærhæk derinde" . . . Han bad om at faa slaa
sig lidt ned hos Damerne, - tillod sig at forhøre, om
der ogsaa kunde forundes ham et Glas? Hæggebær-
likør var hans Svaghed. . . .

Da den unge Wiese holdt det lille Glas op fra Bræt-
tet for at opnaa en Forsyning, vendte han sig nærmest
til Fru Borg.

Noget ilfærdig tog hun Karaflen og spurgte hastig,
om hun ikke ogsaa maatte skjænke i for Hr. Hysing?
hun gjorde samtidig en Bevægelse mod den tomme
Plads nær ved sig.

"Om ikke Tobakken generer?" . . .

Hysing rykkede Stolen nærmere, saa han kunde
række og lade det sortbrune Fluidum nippevis operere
ved Siden af Piben. Hun havde aabenbar Blik for, at

SIDE: 322

der gaves andre Betragteligheder end netop merkantile
Flotheder med Diamantnaal i Blaaskjorten.

"Kandidaten har valgt den bedre Del, - havde jeg
heller aldrig kjendt et Kortblad!" udbrød Wiese.

"Tror ikke, De vilde staat Dem paa det," trak Hysing
overlegent paa Læben . . . "Under vore trange Omstæn-
digheder herude paa Landet, ser De, blir man henvist
til bare Damepassiar . . .

Naturligvis . . . man mener ikke Damerne fra Fosse-
gaard!" - indhentede han komplimentøs Bommerten.

"Damepassiar?" hug Fru Grüner i. "Jeg véd saa-
mæn ikke, om det altid er slige Dybsindigheder, Mand-
folkene har mellem sig. Naar jeg hører paa, hvad de
taler om mangengang, saa pyt, - jeg gir ikke en harsk
Nød for det og langtfra en Barnestrømpe! . . . Og min
Gubbe har endda Ord for at være en ualmindelig klar
og skarpsindig Mand. Det siger de alle . . . Jeg synes
det nu ikke!"

"Glemmer, at Manden er Kvindens Hoved, Fru Grü-
ner!" spøgte Hysing, "løber De fra Deres Børnelær-
dom?"

"Pyt, naar han nu ikke har noget!"

"Det er kanske beregnet paa, at hun forstyrrer det saa
brav for ham alligevel," mente Wiese lidt skjærende.

"Makker, - Makker!" - lød Johnnys Stemme utaal-
modig derindefra.

Wiese tømte Resten af sin Likør.

"Smaa Glas, det samme som et Fingerbøl, naar man
vil ha hele Haanden!" mumlede han, da han gik.

Her om Bordet ved Syltetøibrættet, Kagerne og Hæg-
gebærlikøren var overhovedet den Evje, hvor Femte-
mændene og de, som blev tilovers i Spillet, drev hen
for at høre; der vankede baade et og andet, naar de
kvikke Døttre paa Fossegaard var sammen. Forsigtig-
hed var ikke deres Sag. De satte paa engang baade
Liv og lidt Ryg i Tingen.

Og naar Rygtet i Skikkelse af Majoren saa ofte drev
derigjennem fra Kortbordet for at stoppe sin Pibe,
havde hans stive Barteansigt Øren som Skaaler, og var

SIDE: 323

hans Øine sande Fotografiapparater. Fornøielsen var
jo ved allehaande Paafund og for høit udtalte Hem-
meligheder at give "Ekstraposten" noget at fare med.

Søstrene var ogsaa egentlig først sig selv her i deres
gamle, overlegne Hjem, som helt, til deres Mor for fire,
fem Aar siden døde, ubestridt havde været det første
i Egnen. Med hende havde Huset mistet det kvindelig
styrende Element, som forstod at holde dets overflom-
mende Selskabelighed til en vis Grad under Formen.

- Det blev jo nu, tre af Husets gifte Døttre var
hjemme, igjen én af de gode gamle Kvælder paa Fosse-
gaard. Den bekjendte store Punschebolle med Sølvøsen
i blev bragt ind, og Tobaksrøgen laa blaa og graa over
Kortbordene indover til Hjørnekabinettet, hvor Mads
Foss's store graa Hoved med de endnu kulsorte, ret-
skaarne Øienbryn og noget selvgode Raceansigt saas
bøiet over Whisten.

Lidt tilbagetrukket fra de øvriges krydsende Snak og
Latter sad Marianne og Hysing fordybede, hun lænet i
Sofahjørnet og han paa Stolen ved Siden af.

Kandidaten var kommet ganske i Aande. Den unge
Enke havde en saadan egen Maade at formode, spørge
og undres paa. I det stille, udtryksfulde Smil, hvor-
med hun fulgte ham, opdagede han saamegen gjemt
Mening og Forstaaelse, og, naar hun saa kunde slaa
Øinene op et Glimt lige paa ham og lade det tilsløret
igjen hvile ligesom i Tanker, følte han noget dra-
gende og æggende . . .

Ikke uden Blik for den Virkning, han opnaaede, lyste
hans lidt nikotinblege Ansigt iaften af en mere end
vanlig stærk Selvfølelse, og hans issehøie, blonde Ho-
vedskalle nikkede selvbevidst. Her var Plads for andet
end Fruentimmersnak. . . .

"Du Marianne!" hviskede lille Fru Biermann, "er
det om Himmellegemerne og Saturnus, han snakker
igjen? . . . jeg ser, han svæver over os . . .

Var det atten eller tyve Masker paa hver Pind, Du?"
kom det høit. -

Det ramlede og skrabede med Stolene inde i Side-

SIDE: 324

værelserne. Man var buden tilbords, og ud fra Tobaks-
skodden kom de snakkende og rettende sig, den ene
efter den anden, ind til Damerne, - høist elskværdige
om end endel høirøstede, noget omtaagede i Blikket
og stærkt illuminerede efter Aftenens Anstrængelser.

Lille tykke Biermann - Sagproppen kaldet, - for-
klarede ivrigt for Majoren, hvorfor han havde dristet
saa stærkt paa med Spaderne. Det havde været oplagt
Spil, - rent ud oplagt . . .

Men Majoren hørte ikke. Hans røde Ansigt med de
stive lyseblaa Øine og de glansviksede, sorte Barter
strakte sig ud af Halsbindet som et Garverskildt for
at se efter Hysing og Fru Borg; han havde alt taget
Veir af den Sag. De sad der virkelig igjen ivrig op-
tagne af hverandre. . . .

"Lad Dig lodse af Søster Grüner, Du Wiese!" anviste
Johnny broderlig flot, da han saa ham staa fortænkt i
Døren; "hun kryddrer nok Maden for Dig, det inde-
staar jeg Dig for!"

Gamle Tolderen stod og mønstrede Tropperne . . .

Han rugede paa noget, han ikke kunde dy sig for,
- gik saa hen til Marianne . . . "He, he, he," sagde
han med noget hæst, som skulde være fortrolig Hvisken,
- "he, he, he, - den Wiese har sat svært mange
Beter, - svært mange, - he, he, - bare kiget ind i
Solbærhækken i hele Eftermiddag. Ser De, en gammel
Posekiger, Fru Marianne! . . ." han dukkede det graa-
skaldede Hoved ned imellem Skuldrene paa sin blaa,
ankerknappede Uniformsfrak.

"Aa, slige Mandfolk, som bare liker sødt! - Kom
Tolder!" sagde hun og tog ham under Armen, "jeg
skal skaffe Dem et Stykke Fiskepudding, det véd jeg,
De liker." . . .

- - Det var først temmelig sent i den skumre,
varme Aften, at Karjoler og Vogne blev kjørte frem
paa Gaarden, og at Gjæsterne i Døren og nedover Trap-
perne sagde Farvel.

Havde Fru Grüner alle Pakkerne med? - - "Nei,
jo, - nei, jo," - ledte hun i Vognen - "der er Bom-

SIDE: 325

uldsgarnet . . . men begge Skindbelterne til Børnene,
Hilda min? - Og Hatteblomsterne . . . oppe paa Sør-
salen hos Marianne, Jomfru Holst! . . .

Aa, kjære Mina, se til at ikke Biermann glemmer
Støvfrakken sin, han snakker saa. . . . Hils i Præste-
gaarden - til Far og Mor!" raabte hun, som hun rul-
lede afsted.

Der stod Biermanns og Majoren og Tolderen endnu
og tog paa sig ude ved Døren, og Præstegaardsung-
dommen myldrede i Gangen efter Hatter og Sjaler, og
der længst inde i Halvmørket mellem Reiseklæderne
ledte Wiese efter sin Panamahat.

"Ikke et Ord, ikke et Blik i hele Dag, Marianne! -
Og med det lader Du mig reise."

"Synes Du, det ikke har været forfærdeligt nok!"
lød det beklemt.

"Forfærdeligt? - stænge mig hver Vei, det er for-
færdeligt! Men Du er ikke kvit mig, Marianne!" . . .

"Uforsvarlig - uforsigtig - komme hid! - Tolderen
har Mistanke" . . .

"Er det for Folkesnak, Du er ræd?"

"Gaa, gaa . . . jeg kan aldrig vinde over det, - al-
drig!" - skalv det angstfuldt.

"Lade sig trampe og trakke ned! - Og saa være
færdig til at gaa under Hælen igjen," dirrede det haan-
ligt . . . "gaa i Skyllevasken . . . forspilde Lykken for
os begge . . . Du har intet Ansvar, siger jeg Dig . . .
intet!"

"Gaa, jeg beder Dig, Ferdinand! . . . kan ikke høre
mere . . . vil ikke" . . .

"Er Du der, Wiese?" lød Johnnys Stemme.

- Johnny begreb endnu ikke, hvorfor han ikke
kunde bede Wiese blive over om Natten. Men han
havde ikke Brug for at gjøre Marianne imod nu iaften.

. . . "Adiø, Wiese! - - I Byen tar Du ind til mig,
ikke paa Hotellet, hører Du!" lød det efter ham, medens
Karjolen alt durede afsted nedover Alléen.

SIDE: 326

Johnny havde tændt en Cigar ved en af Lamperne
og gik nu og drev for aabne Vinduer i de tomme Væ-
relser; hans flotte Skikkelse var lidt ustø i Seiladsen
mellem Spillebordene og Møblerne.

Marianne sad indhyllet i sit Sjal i Sofaen.

"Den Hysing Du!" han efterhærmede dennes Tone-
fald - "gav han sig ikke til at underholde mig om
din Karakter og Intelligents; Du var et interessant kvin-
deligt Problem . . . og mere sligt noget - Røg" . . .

Han stirrede demonstrativt i de opstigende Hvirv-
ler fra Cigaren . . .

"Svært saa Du feterede ham ellers, - puh," - han
stod og vuggede langsomt med begge Benene foran
hende. "Ja Ja, - stiler paa at blive Stipendiat, siger
de" . . . han kneb sammen Øinene, som om Tobaksrø-
gen var sur. "Professor engang?" . . . trak han sig med
den ledige Haand betænksomt ironisk først i den ene
og saa i den anden af sine prydelige Whiskers.

Han flyttede en Kaminstol hen til hende og lagde
sig mageligt tilbage.

"Ingensteds saa hyggeligt alligevel, Marianne, som
her paa Fossegaard! - saadan sidde og røge ovenpaa,
at de er borte . . . og snakke . . . Det er nu vi to, som
skal styre for Legen alligevel . . . gjøre hele Dansen,
ved Hjælp af det Tryllemiddel, som kaldes Penge . . .
pu-uh! . . .

Svoger Grüner, Du maa ikke tro, der er megen slægt-
skabelig Haandsrækning at faa paa den Kant, - eller
hans Navn paa et Papir, om han saa kunde redde ti
tusind for én. Nei da! det Ord Noblesse passer ikke
der. Det er, mens det endnu er Liv og Omløb i Hodet
paa én til at gjøre noget, at man trænger rede Penge.
Siden kan man sidde paa Pengesækken" . . .

Han laa med Hovedet bagover og blæste Tobaks-
røgen ud i langsomme tynde Traade.

Hun havde kastet et Blik op paa Broderens af Da-
gens Strabadser noget slappe Ansigt og vidste, hvori
alle disse Omsvøb skulde ende.

"Du Marinnne! Der er noget, jeg der grundet over,

SIDE: 327

og som Du faar gi mig Klarhed i. Dengang Wiese nu
ivaar var hos Jer paa Borg" . . .

"Aa sluk Lampen, Johnny! - tag den bort, - den
skjærer mig saa rædsomt i Øinene" . . .

"Er Du klein?"

"Aa, et Ryk af Hovedpinen igjen!"

. . . "Ser Du, dengang . . . Hvorfor indlod din Mand
sig ikke selv paa Leverancer til Wiese ned til Borgs-
viken; der staar jo Skogen fuld af Skibstømmer? . . .
Ja, for det er det, han nu vil gjøre Kontrakter med
Far om saa høit oppe som helt fra Bjølstadmarken."

Hun rystede paa Hovedet.

"Forretninger véd Du . . . Kjære, faa igjen Vinduet,
her trækker saa." Hun gjøs.

. . . "Gløg, fiks Fyr, - passer Prisfaldet! Nu reiser
han, ser Du, og gjør den ene Kontrakt efter den anden.
Svært, hvor han har slaat sig op, siden Faderen stod
der bare for nogle Aar siden omtrentlig fallit med
Skibskranen sin. . . .

Værdifuld Forbindelse . . . spekulerer paa at faa ham
med i Hampaffæren, han lod ikke uvillig" . . .

Hun rettede sig heftig i Sofaen:

"Tag mine fem tusind ud af Sparebanken, Johnny!
Jeg har tænkt paa at byde Dig dem i hele Dag. Det
var jo det, Du behøvede? Indlad Dig nu ikke med
nogen anden, saa kan vi to ha det sammen," tilføiede
hun. "Du sagde jo, det var saadan god Affære."

"Jeg siger det, jeg siger jeg," - fo'r han rask op og
slængte Cigarstumpen i Ovnen . . . "Du og jeg, Mari-
anne, vi forstaar, at det gjælder at reise Fossgaard!

Hør, der var lidt igjen af den fine Konjaken; den
kunde gjøre sin Virkning nu, Du!" sagde han lunt.

SIDE: 328

Kladdebogen laa aaben og vaad efter den sidste
Mølleseddel. Andreasen sad med den ene Albue i Vin-
duet og Bordskuffen halv udtrukket under sig og stir-
rede og grublede. Nede i den laa endel ruskede, uord-
nede Regnskabsbundter med Hyssing og Baand om, og
henne i Hjørnet vaggede et lidet lukket Pengeskrin af
Blik ovenpaa en Hob Kontrabøger og Papirer.

Det var Udenpaaskriften paa det Brev, han havde
forvaret der, som i høi Grad sysselsatte ham. Det lig-
nede . . . for en Del . . . aldeles . . . Snyde mig, ligner
det ikke Henriks Skrift! . . .

Ja, ja, hvorfor ikke? - at Henrik kunde falde paa at
skrive til Søstrene? . . . Men saa maatte jo Stemplet
være nogetsteds fra Udlandet, og dette var greit nok
norsk! . . . Og saa maatte han for det første være her
i Landet, og saa - - Ja det var det, som - Andre-
asen snufsede i Luften, som han veirede, - var saa
besynderligt! . . . Alle disse Breve, der i ét væk gik
mellem Johnny og Søstrene, og for hvilke han skulde
være den hemmelige Postkasse, saa de ikke kom til
den gamle . . .

Andreasen havde en fin Næse, fast den var noget
skjæv ude i Tippen, og hans vekslende Ansigtsudtryk
røbede, at der ogsaa fæstede sig visse Resultater af
hans Funderinger, - et Slags Ekko af Husets mange-
aarige stille, svævende Ængstelse: - Du skal se, han
er kommet hjem i et eller andet Skibsrum der nede
paa Havnen! . . .

Da Mads Foss senere ud paa Formiddagen i den
kjølige Høstdag havde faat sin Overfrakke paa og var
gaat ned til Møllen, sad Marianne og Hilda sammen
oppe paa Sørsalen i fuld Befippelse over Broderens
Brev:

"Kjære Søstre!

Hvorlænge vil I, jeg skal gaa her som Katten om
Vellingen? engang muss man dog deran! Gaa her hos

SIDE: 329

Antonia og se denne Konsulen vade med Vat om Be-
nene og høflig skjæve og skjele til mig, gider jeg ikke
længere; han er vist ikke sikker paa, om jeg ikke har
ladet mig spærre inde hos ham for en vakker Nat at
gaa ned i Pengekisten hans. En vidtløftig Fyr, som har
været tilsjøs og paa Land om hverandre baade her og
hinsides Atlanten og saa tilslut kommer hjem fra St.
Francisko ikke mere beslaat paa Lommen end jeg,
er ikke at tro; - har naturligvis ogsaa gravet Guld og
skudt Indianere og røvet sine Kompagnoner for de stak-
kars otte, ni hundrede Dollars, han har at vise for sig!
Jeg synes, jeg i al Venlighed læser adskillige af den
Slags Formodninger i Øinene paa ham.

Leve hos Biermanns en otte Dages Tid, mente I?
Takker! jeg skal ikke ha hans Vindighed Sagpropsen
sprækkefærdig af Vigtighed og Protektion og Mina i
søsterlig Angst surrende omkring mig med smaa glip-
pende Øine som en forskrækket Svale.

Og Johnnys nede i Byen vil jeg ikke mere misbruge;
han flaar jo gjerne Skindet af sig for mig, - vil ab-
solut, at jeg skal ha Regninger baade her og der i
Verden, som han vil betale; og saa plagede han mig
tilslut med den Pokkers Skrædderen, som i Stilhed
skulde tage Maal af mig - til tre Dragter! - natur-
ligvis, for at jeg, naar Stunden endelig kom til beha-
gelig at overraske den gamle med min Person, ikke
skulde støde hans faderlige Nerver alt for vold-
somt. Men ser I, slig som jeg nu har greiet mig med
mine Sjømandstrousers og min slidte Jakke og min
gamle Tegnebog hjemmenifra, - altid lidt at begynde
med, - over til Paimboeuf og Leeds og saa hid, slig
agter jeg - for Sandfærdigheds Skyld om ikke for an-
det, - ogsaa at styre helt ind i Stuen paa Fossegaard
lige i den faderlige Favn, hvordan den nu vil slaa
sammen om mig. Jeg er jo saa stor en Prygl som han
selv, saa han dog ikke vil byde mig slige Narrestreger.

Naa ja, for at slutte med det jeg begyndte med, -
her vil jeg ikke længere være, om ikke af anden Grund,
saa fordi Antonia og jeg ligner hverandre altfor meget,

SIDE: 330

hun vil tilslut raade for hvad for Støvler, jeg skal tage
paa, endda jeg bare har det ene Par; hun minder mig
om et Lokomotiv, jeg engang saa i Chikago hoppe paa
bar Mark, slig urolig Damp er der i hende; - og Kon-
sulen, som har hægtet sin Vogn i hende, faar da kjende,
det rykker baade hid og did.

Og altsaa, kjære Marianne og Hilda! - jeg aarker
ikke at holde det ud længere, - har I den forlorne Søn
spaserende tilfods til Fossegaard imorgen Aften med
Ankomsttid ind af Stuedøren Klokken seks Eftermiddag
præcis efter Byens Uhr. Forbered den gamle slig, som
I synes fornuftigst; alle de Breve, jeg har prøvet paa
at skrive til ham, duer ikke; de blir enten for korte
eller for lange.

Ellers ikke ved saa stort Mod, som jeg lader til.

Eders Henrik."

"Nu i Eftermiddag!" . . .

Hilda stirrede udtryksløst paa Marianne og gjentog
utrøstelig uden at vide det; - "Nu i Eftermiddag!" . . .
Hun begyndte at gaa rundt i Værelset.

Ogsaa Marianne sad der ude af det under Indfly-
delsen af den gamle huslige Panik.

Til sine Tider var han lidet skikket til Afgjørelser, -
kunde være saa overstrømmende bitter. Hun vidste alt-
for vel, hvad han i Skjulthed tyde til ved den mindste
Anledning, og at dette den ene Gang efter den anden,
før hun kom, havde taget saa rent Overhaand. Det
havde været en slem Tid, da Søster Binas Mand, Skibs-
rheder Berthelsen paa Vestlandet havde maattet opgive
sit Bo . . .

Voldsomme, yderlige Scener med Gutterne - det
ubændige Udbrud, da Broderen havde gjort Familien
slig Skam, havde hun endnu i friskt Minde. Det var
umuligt at vide, hvad der kunde ske, naar Henrik dri-
stede sig lige ind i Stuen til ham! . . . Det steg mere og
mere til en Scene mellem voksne Mænd, - mellem
Far og Søn! . . .

Det var først Søsterens hjælpeløse Jamren, som kaldte
hende tilbage til en fornuftig Overveielse:

SIDE: 331

"Nogen maa naturligvis forberede ham, - og det
blir nu ikke Dig, Hilda! Jeg faar jo se at faa prøvet
paa det, naar vi drikker Kaffe."

"Ja, ja . . . Aa Gud, hvor jeg blir ræd!" . . .

- Det var egentlig ikke ved Stemning, Mads Foss
kom fra Møllen op til Middagen. Der over Fjorden
havde de igjen sat Prisen ned paa Malingen. . . .

"Naa fuldt saa galt, som Marianne ved Bordet saa
ivrig holdt med ham i, var det nu ikke . . . Konkurren-
cens Medfør . . . De fik nok mødes og være lige gode
Venner for det. . . . For en delikat Torskelever! - Nei
nei, ikke mere Hode nu til mig, Marianne!" . . .

Hilda rendte i pludselig Forfjamselse ud med Smør-
skaalen for at hente mere, bare han saa paa den, og
kom saa ind med, at hun havde slaat Hanken af den
i Farten. Marianne blev stigende livlig og fortalte
kvikt om gamle Mølleren, som de sagde, gik i Gifte-
tanker.

Efter Bordet tog Marianne sig af Fars Hue, som var
itu indvendig i Foret.

Men det skjæbnesvangre Øieblik nærmede sig jo
ubønhørligt, og Hilda saa ham næsten gjennem en vis
svimmel Taage stoppe og tænde Piben. Da Jomfru
Holst satte ind Kaffebrættet, forsvandt hun med ét af
Stuen for at hente - man hørte ikke hvad; - hun
kom ialfald ikke igjen.

"Undres, hvor gammel denne Huen din er, Far!"
snakkede Marianne. "Erindrer godt, da Du havde kjøbt
den, og vi strøg os over Ansigtet med det bløde Pen-
sylvanskind, Mina og jeg. Der var Guldstempel i Foret
dengang, - - og Johnny satte den paa sned for ikke
at faa den nedover Ørene og spankulerede op og ned
med den, og Mor lo og sagde, - det husker jeg saa
godt, "at alting klæder Lorden!" . . . Det er vel efter
Mor, han har sit Væsen og sin vakkre elastiske Figur?
Alle fortæller om, hvor nydelig og slanke og fin, hun
var, da hun var ung."

"Ja Jenta mi! Du skulde set hende, da hun stod
Brud, - Portrættet der bærer ikke Vand mod hende!"

SIDE: 332

"Haa - ja!" - Marianne sukkede og saa en Stund
ned i Gulvet; hun kjendte sig kold sved . . . "han lig-
nede saa akkurat Dig, Far, . . . Henrik! - Samme
bredskuldrede, sorthaarede Kraftskikkelse, - rigtig af
Ætten paa din Side! Aa - haah - ja" . . .

"Marianne!"

"Jeg mener bare, Far, at vi kom til at snakke om
ham sidst, Johnny og jeg, som vi altid gjør" . . .

"Saa-aa?" - lød det med Snippen af et Brøl.

"Det er jo længst strøt Sand over det gamle nu, og,"
- vovede hun Angrebet, "engang ialfald maa han jo
ogsaa faa komme hjem."

"For at hente Morsarven sin kanske?" lød det haardt,
"og plyndre Reden?"

Han stirrede paa hende, som en Mistanke fo'r igjen-
nem Hodet paa ham:

"Kommer han . . . nogensinde . . . hid, før jeg ligger
derhenne paa Kirkegaarden, saa" - -

Han reiste sig saa braat, at Koppen foran ham stødtes
overende, og, som han følte, han ikke kunde beherske
sig, gik han voldsomt udaf Døren og ovenpaa. Der
hørte hun hans Skridt.

De saa ham senere gaa uden Overfrakke ned til
Møllen og sendte en af Pigerne efter med den.

- Den sidste Del af de Par pinlige Timer, hvori de
gik i Spændingen for Henriks Ankomst, tilbragtes
angstfuldt ovenpaa.

Den gamle var endnu ikke kommet op fra Møllen,
- og saa manglede det bare, at de skulde akkurat mø-
des i Veien!

Endnu var det Tid nok til, at Far kunde komme,
- næsten et Kvarter igjen . . . men, nede i det lille, de
kunde se, af Mølleveien, strævede der bare et Mellæs,
som af og til stod stille . . .

Viserne gik forfærdelig fort nu, - kun syv, seks
Minutter igjen, og ingen i Mølleveien endda? . . . Bare
han nu ikke kom før efter seks!

"Bare han ikke kom!" næsten hvinede Hilda uden
Lyd for sig og kramsede med Fingrene; thi, at Henrik

SIDE: 333

vilde vise sig der sikkert som et Slaguhr, det følte de
indvendig.

Og der kom Huen og Skuldrene af den gamle, som
han pleiede, med sin tykke, messingholkede Stok med
Piggen i roligt opover; han gik og snakkede med Andre-
asen . . . Aa Gud, aa Gud! . . . nu var det bare at passe
paa nedover Alléen . . .

Hvad for Slags gigantisk Sønneskikkelse Hilda ven-
tede sig der, gjorde hun sig ikke rede for. Hun havde
bare Forestillingen om noget umuligt, som to Mølle-
stene, der skulde gaa tomme mod hverandre bare med
hendes gnissende Angst mellem sig!

Far og Andreasen var kommet sig ind. Han havde
først staat en Stund og set henover; men det var nu vel,
som han pleiede efter Udsigterne for Kvælden, om
der ikke skulde vise sig et eller andet Kjøretøi i Veien
derover paa Mobergkanten, som mulig dog kunde mene
sig op om Fossegaard paa en Whist eller Boston.

Klokken var retnu otte, ni Minutter over, og der be-
gyndte at opdæmre et vanvittigt Haab - kanske Hen-
rik alligevel havde ombestemt sig - Antonia i sidste
Øieblik faat ham fra det?

Det var et Lettelsens Sekund, hvori de gjættede hin-
andens Tanker, - da et Individ med lavpullet Hat og
Pjekkert viste sig udenfor Portstolperne.

De udvekslede ikke et Ord, medens han med en vis
resolut, maadeholden Fart skjød op af Alléen og i en
kraftig, bredskuldret Mandsskikkelse mere og mere
usvigelig aabenbarede Broder Henrik, - hvad ingen
af dem fra første Øieblik havde betvilet.

"Dette maa ikke ske!" udbrød pludselig Marianne og
styrtede ned ad Trappen . . .

Hun var ude Kjøkkenveien gjennem Haven og fan-
gede ham henne i Alléen endnu betids, før han kunde
ses inde fra Gaarden.

"Henrik! - - - Henrik!" - -

Han stirrede gjennem Gjensynets Overraskelse paa
hende, som han undrede sig over, hvor hun var blevet

SIDE: 334

udviklet, - formodentlig mente han noget fordelag-
tigt.

"Henrik! . . . Du maa ikke træffe Far iaften! . . . Jeg
har prøvet paa at forberede det idag, og da blev han
aldeles ude af det, - endda han ikke engang tænkte
sig, at Du kunde være kommet hjem igjen."

"Han faar nu finde sig i, at jeg bibringer ham den
Tanke, og at jeg vil faa Lov til at eksistere, . . . skjønt,"
udbrød han bittert, - "Forlegenheden efter mig ikke
just har været overdreven glødende!"

"Du maa ikke, Henrik! der vil ske en Ulykke! -
ikke iaften." . . .

"Synes Du bedre om, den sker imorgen? - Nei, vi
faar ha Resultatet nu, - iaften!"

"Jeg siger Dig, han kan faa Slag, kommer dette saa
aldeles uforberedt paa ham!"

- "af lutter Glæde over at se sin Søn igjen . . . det
er tilfredsstillende at tænke paa det!"

"Du skal ialfald først komme op til mig paa Sør-
salen, Henrik!" sagde hun fortvilende og trak ham med
sig. "Der maa findes paa nogen Ting først - noget,
noget, som forbereder" . . .

"Saa Du mener virkelig for Alvor, at den gamle risi-
kerer sligt noget som Slag?" . . . Han saa mørk ned for
sig og fulgte hende.

- - Ja deroppe var gode Raad dyre! - Henrik sad
der stille, han vilde ikke have et Glas Vin, ikke smage
noget . . . Hilda strøg ham ubemærket et Par Gange i
Haaret bagfra, som hun var bange for, at han kunde
eksplodere . . .

Der gik de alle tre, Jomfru Holst med. . . .

Marianne følte, hun eiede ikke Natur til nu igjen
at optage Dysten med Faderen; hun havde prøvet sig
et Par Gange, men Modet svigtede nede i Trappen, for
- hvad havde hun videre at sige ham?

Ja, saadan kunde det nu ikke blive ved, det forstod
Jomfru Holst. Der sad den stakkars Henrik og vilde
ikke faa Lov til andet end at komme hjem. Slig en

SIDE: 335

vakker, bred Kar, sad han ikke der saa bleg som et
Lig! . . .

Eftersom hun saa paa ham, følte hun sig mere og
mere forarget. Her skede jo en af Husets retmæssige
Børn den skrækkeligste Uret! Og der gik de alle. . . .
Hilda holdt jo paa at blive rent forstyrret. De kunde
da ikke drive ham fra Gaarden som en anden Hund! . . .

I sin selvforglemmende Iver stod hun tilslut uden
selv ret at vide hvorledes inde paa Kontoret hos Mads
Foss og snakkede over sig om Børnene og et Fader-
hjerte og et Moderhjerte med, ja, hvad Fruen vilde
gjort, naar en slig Søn kom hjem tilgaards - som
Henrik, og sad der med Hjertet i Halsen for at faa se
sin Far . . .

Kirsten Holst begreb egentlig lige lidt, hvorledes hun
kom ud af Kontoret igjen, som hvordan hun var kom-
met ind; men, at hun havde Kinden rød helt over af et
Ørefigen af Mads Foss's tunge Haand, var synligt nok,
da hun ophidset og med Taarer i Øinene igjen kom
ovenpaa . . .

"Saa saa, Jomfru Holst," sagde Henrik og reiste sig,
"det videre af den Slags finder jeg mig forpligtet til at
tage selv!" Dermed gik han roligt ned og bankede paa
og gik saa ind, da der ikke lød noget Svar.

De holdt Døren deroppe paa Gangen aaben, hørte
nedenifra Mads Foss's korte, høirøstede afgjørende Ud-
brud, og derimellem Henriks roligere . . .

Den gamles Stemme lød et Øieblik voldsom. Men
saa taltes der igjen lavere, og tilslut blev det ganske
tyst.

Det havde været stille over en halv Time; - Hilda
havde hele Tiden set den messingholkede Stok som i
en Vision. Det blev ordentlig ængsteligt, og Kirsten
maatte vove sig ned i Trappen og lytte . . .

Hun hørte Henrik snakke roligt indenfor, og at han
brugte Udtrykket Far; - de sad der i Mørket.

Endelig ringede det, og hun tænkte, det var bedst at
gaa ind med de vanlige to Lys til ham.

"Skal vi ha Lys til at se paa Gutten med, Kirsten,"

SIDE: 336

lød det med en vis Bevægelse, "saa lad det blive tændt
i Stuen. Sig Marianne og Hilda, at de træffer Henrik
der!"

Majoren kjørte baade sig selv og Hesten skumsved
for at holde à jour med Nyheden og Rygterne i An-
ledning af den næstældstes Hjemkomst paa Fossegaard
. . . Nei, han havde ikke gravet Guld eller havt en For-
retning paa Stillehavskysten i tatoveret Rødhudskind,
som solgtes til Museerne. Det havde bare saadan væ-
ret Hr. Henriks behagelige Spøg; men, hvad den
skulde dække, var en anden Sag! . . . Alt dette om,
at han havde været Fyrbøder paa et Dampskib paa
Hudson, Tømmermand i Chikago, paa Redaktionskon-
tor i Madison, paa Handelskontor i St. Francisko og
dertil paa et Maskinværksted! det lød dog noget for
righoldigt.

Overhovedet, - en Søn af Mads Foss paa Fosse-
gaard finde sig i at staa der mellem Verdens Bærme,
svedende og svart som en Neger og skuffe Kul ind i
Gloheden, tro den, som vilde, at det var andet end Hr.
Henriks sindrige Eventyr til Opbyggelse for de enfol-
dige herhjemme! . . .

Det problematiske, - hvad han hidtil havde bedre-
vet, og hvad han nu egentlig tænkte at tage sig for,
blev naturligvis i høieste Hjertelighed og Gjæstfrihed
druknet i al den Selskabelighed, hvortil Hjemkomsten
gav Anledning. Der var ingen af dem, til hvem Fosse-
gaardsfamilien stod i noget Omgangsforhold, som ikke
netop her vilde gribe Anledningen til at vise Oprigtig-
heden af sit Venskab.

Og der var nu selskabereret rundt med ham ude hos
de forskjellige Familier. Der begyndte saa smaat at
klarne sig ud et Slags Mening baade her og der, -
og ikke mindst mellem hans egne.

"Men kan Du skjønne, Marianne!" undslap det Mads

SIDE: 337

Foss en Dag, "hvad han tænker paa med det Vand-
faldet dernede i Solumsvigen? . . . snakker om at kjøbe
al Bjerkeskogen rundt om . . . Fabrik for Stavskjæring
og Økseskafter og, jeg véd ikke, hvad for Idéer . . . og
nu er han dernede idag igjen!"

Han stansede og saa hende i Øinene:

Men der skal Kapital til alt sligt, ser Du. Det skulde
da vel ikke være Guttens Mening at tage ud sin Mors-
arv? Værre Ugagn kunde han egentlig ikke gjøre os
nu, Johnny maa drive med saamange Penge!"

"Han har faat den amerikanske Damp i Blodet, Far!
det er let at høre paa ham."

"Ja, ja, - lad ham bruge den her paa Fossegaard,
naar der endelig skal dampes. Her er saa nok, som
han kan snu op og ned paa, - og endevendes skal jo
alting nu, hører jeg!

Som der ikke skulde være saa himlende nok for
ham at gjøre her!" kom det en Stund efter igjen.

"Har Du lagt Mærke til, Far!" henkastede Marianne
op fra Sømmen, "hvor godt Folk synes om ham? Og
saadan mærkelig Lykke han gjør hos Damerne, endda
det er Synd at sige, han er nogen Kavaler. Det er
sletikke frit for, at de sværmer for ham baade den ene
og den anden!"

"Saa-aa-aa! - hm! hm! - - - Var det ikke Dig,
som sagde, at han lignede paa mig?" knæggede Mads
Foss over Pibespidsen . . . "Lykke hos Fruentimmerne
he, he . . . Lykke hos Fruentimmerne" . . . han hum-
rede og knæggede . . . "har jo ikke det værste at slægte
paa!" . . .

Han drev op og ned og dampede . . . "Hm, - ha-ah,
- hm-mm! - ja-ah, - - kan stikke Kapital der, hvor
én mindst tror . . . Den Landeveisrøveren ligt af Fru-
entimmer!" . . .

Themaet beskjæftigede ham øiensynlig:

"Du Marianne! Tænker Du aldrig paa at bede El-
lingsens Døttre i Sandkilen hidop! Den Gouvernanten
har gjort noget ud af de Smaapigerne . . . Bertha især
har vokset sig til en pen og staut Pige, - og den

SIDE: 338

Oplagstomten og de Skibsparterne hans gir af sig, hoh!
- saa det forslaar. Han har slaat sig op den Elling-
sen. Det er firti, femti tusind blankt ud paa Brættet
det for hver af de to Døttrene . . . Bertha, det er Væsen
paa hende!"

"Aa ja, rød og hvid og dygtig opsmigret. De har nu
aldrig hørt til vor Omgang, og jeg tænker Henrik -"

"Henrik!" - lød det haardt; der fo'r lidt af det bru-
tale op i den gamle; men han tog sig igjen, - "er en
fornuftig Gut, som véd, hvad der maa til, om alt skal
staa og ikke tilslut ligge overende her paa" -

"End Minda Henschen da? - saa gammel som jeg,
fire og tyve Aar, - før skulde én aldrig giftes, - og
dertil saa elskværdig, som han bare kunde ønske sig
en Kone. Og Midler er der nok af, skulde jeg tro, gamle
Prokurator Henschen lever jo bare af sine Penge!"

"Flaar ja!" - røg han op. - "Véd Du, hvad jeg maa
betale den - hm, hm!" . . . harkede han.

Det var den rette Svoger, hun viste ham til - alle
de Stringeringer og Rykkerbreve og Skruninger, han i
aarevis havde havt fra Henschen! Den gamle Blodiglen
udsugede ikke Fossegaard for at sende Datteren did
igjen . . .

"De Penge, Henrik kom til at faa med Minda, paa
dem fik han nok vente, til Henschen vel var død! -
Nei, Ellingsens, ser Du, det er Folk, som vil tilveirs
det, en Mand, som slaar sig op aarlig aars og ikke er
ræd for at levere Penge ud heller . . . I Familie med
Foss paa Fossegaard! det er noget, som synger om
Ørene paa dem det! Og, ser Du Marianne, det, som
trænges her nu, er Kontanter," tilføiede han med Be-
tydning. -

- - Da Henrik om Eftermiddagen i Skumringen
kom hjem, have han været nedom i Byen og besøgt
en gammel Skolekammerat, som nu drev en Smaahan-
del nede i Strandgaden.

. . . "Ganske snurrig, hvad der blir af Folk i denne
Verden!" - gik han og smaasnakkede med Marianne,
som sad i Kakkelovnskrogen og lunede sig. "Den An-

SIDE: 339

ton Johannesen tænkte aldrig paa andet end Marryat
og at rømme tilsjøs. Jeg var hans stille Medvider, den-
gang han blev knebet inde i Hundehuset ombord i
Bellona og hentet hjem igjen af Faderen. Hui, hvor
der vankede! . . . og, havde ikke han vist mig Veien,
saa var jeg kanske ikke - naa! - - aldrig har jeg
kjendt en slig uregjerlig Gut, det skulde da være mig
selv! Ikke et Spor læste han; og nu, - en pen, stil-
færdig, betroet Kar, som murer sig smaat paa smaat
en Formue til, gaar der med fedtet Hue og veier Grøn-
sæbe og blir rig saa sikkert som Amen i Kirken. . . .

Kjender hvad der er under Luven i hele Byen, han!
Det er som at sætte et Par Briller paa Næsen at sidde
derinde bag Butiken og prate med ham. Godt Hode!
- blev klog paa meget og mangt der . . .

. . . Liv er der kommet i Smaabyen, det er vist, - og
Johnny har en Finger med i alt . . . Kniber det for
nogen, saa gaar de til ham! Han har ikke Natur for
det smaa, mente Anton Johannesen . . .

- Ikke ét af alle de Dampskibe, som anløber Byen,
uden at Lorden er kjendt, naar han kommer i Baa-
den og raaber an ved Falderebstrappen med Cigar-
stumpen og den svarte engelske Cylinderhatten! . . .
Perleven og Dus med Chefen - og ombord paa en
Toddy i Ruffet, og saa Forretninger med en eller an-
den reisende, om det saa ikke ligger mere end et Kvar-
ter og piber paa Havnen! Dampskibsulet er rent som
en Klokkestræng for ham, - tut! - saa maa han om-
bord . . . og Alette i Vinduet for at se, hvem han kom-
mer hjem med, om de skal ha Selskab. De siger, han
gjør aldrig bedre Affærer end ovenpaa en slig Middag!
. . . Me-n, Du Marianne, - saadan halv paa en Sløi
med Cigarstumpen i Mundvigen helt fra Morgenen af!"
trak han misfornøiet paa Læben; - "over i Amerika
vilde én, som drev det paa det Vis, se langt ud efter
Krediten.

Johnny maa alligevel ha et Pokkers Snit til at tjene
Penge," tilføiede han betænksomt. "Det skal ha været
rent uforlignelig, gaar det i Byen, med hvilken Air og

SIDE: 340

knusende Overseen Lorden kort og godt afgjorde -
saadan blot ved Chéque, nogle Blyantsord paa et ud-
revet Blad af Notitsbogen og et Bud op til Spareban-
ken! - en Hamburger, som kom og vilde gjøre Protest
paa ham for nogle Kaffeveksler, som der var noget
galt med . . . "Værsaagod, ni tusind Bankomark! Har
De mere at forlange i vor By?" gaar som et Mundheld
efter ham. Gik ikke iland engang, - og der luskede
Hamburgeren af bag Ryggen paa ham . . .

Det er bare to tre Maaneder siden! Johnny var netop
kommet hjem fra Fossegaard den Dag, fortalte Johan-
nesen, og snublede over Fyren paa Dampskibsbryggen.
Manden fik ikke saameget som anmeldt sig paa Kon-
toret . . . Men saadan to, tre tusind Daler som ud af
Vestelommen, Du!" . . .

Marianne faldt i Tanker. Det var dengang, hun gik
ind med ham paa Hampspekulationen; hun havde ikke
hørt et Ord om den siden.

Det var i Julen. Grüners var kommet til Fossegaard
i Besøg med Børnene. Johnny og Alette var der med
alle deres, - den mindste transporteret op med samt
Vuggen, Flasken og Barnepigen.

Biermanns paa Nedrebruget laa over Nat efter Nat;
og fra Frokostbordet med det syltede Svinehoved i
Papir, omfrynset af de klare Akvaviter, Griselabberne,
Saltkjødet, den kolde Steg, Fattigmanden, Vørterbrødet
med Rosiner og alle de andre mange Sorter - til Af-
tensanretningen engang uberegnelig sent ud paa Natten
turede Husets forskjellige Omgangsvenner Julen med.
Nogle kom og andre reiste; Gangdøren stod ikke.

Johnny befandt sig nu aldrig saa vel som hjemme i
Julen! Han yttrede det med et ordentligt Julegisp
langt ud paa Formiddagen til Alette, naar Kaffeen og
Julekagen kom op til dem paa Sengen, - Fru Grüner

SIDE: 341

havde alt banket paa tre, fire Gange; - han gjentog
det under Frokosten, medens de sad ved Svinesylten,
og ud paa Kvælden betroede han det endel stivøiet,
kanske overflødig mange Gange til dem, han fik med
sig hen paa at fornye Toddyen i Glasset. Han klap-
pede og var snil mod Hilda, - som "ikke havde det
saa greit!" iaar fik hun et Uhr af ham, - gjorde Skøi
med Søster Mina Biermann, som aldrig kunde lade
være at le, talte i Fortrolighed med Marianne og pla-
nede Familiesædet op efter allernyeste tilkomne Tids-
mæssighed i Bygningsvæsenet, og gik med Armen om
Skulderen paa Søster Grüner, helt til hun blev kjed,
trak et dybt utaalmodigt Pust og skjøv ham fra sig.

Faderens Idé om, at et forstandigt Giftermaal var
den ene rette Udvei for Broder Henrik, var slaat ned
i hende.

Det manglede hellerikke paa, at hun havde faat ham
sat virksomt i Stil. Hun talte ikke om andet end den
hjemkomne Brors uventet prægtige, solide Karakter og
udmærkede Forstand. "Det vilde blive en hel øko-
nomisk Omrevision i Eiendomsskjøtselen, hvor han tog
fat. Og, kunde han være lidt slem og uvørn i Mun-
den, saa mente han ikke saa stort med det, det laa til
Familien!"

Hun drev nu paa, at de skulde faa noget Ungdom
derover en Aften og danse. "Noget burde gjøres for
Hilda, saa kunde de med det samme ogsaa engang
bede Ellingsens! - det var saa mange Aar, siden der
havde været en Dans paa Fossegaard, og Faderen
skyldte baade her og der at gjøre Gjengjæld for al
Selskabeligheden i Anledning af Henrik.

Antonia gik som en stængt Kraft . . . "Nu i Juleda-
gene - naturligvis! - saa de andre ogsaa faar Tid
til at gjøre noget, - Grüner," truede hun, - "kunde
ellers snart faa det Indfald at reise igjen; Gubben var
ikke vant til at gaa saa længe ørkesløs og hænge!" . . .

Stilfærdig, som Konsulen gik der med Stokken og
flyttede Fod for Fod, saa han just ikke ud til at være
saa glubende hidsig paa Ungdomsbal! mente Henrik.

SIDE: 342

Henrik prækede ellers fortiden bare om at faa tap-
pet ud hele Bjølstadmyren, det vilde give Aargangs-
vand igjen til Fossegaardsmøllen, betroede han Fade-
ren.

"Hø, høh, - saa ja, - ret saa," - harkede den
gamle - "skaf bare den Slump tusind Dalers Udlæg,
som skal til, ogsaa! - For, ser Du, Henrik," sagde han
betydningsfuldt, "Fossegaard aarker ikke at føre Krig
paa to Kanter, - har saa fuldt nok med Johnny
endda!"

Mads Foss tog sig en ekstra Knert ovenpaa den Sats.

Det lettede, at han engang havde faat sagt fra til
Sønnen, saa skjønte Gutten nok, hvad han havde at
gjøre for at skaffe Kapital. - Ellingsens Bertha! . . .

Han og Grüner gik til Whistbordet inde i Kabinettet,
hvor de lukkede Døren; - for nu skulde der ryddes
til Danseselskabet, ordnes og arrangeres.

. . . "Bare ind med Dig, Grüner!" lød Antonias travle,
myndige Stemme, - "ind i Kabinettet igjen. De sæt-
ter Dørene op, saa det trækker gjennem hele Huset!

Aa, Du vesle Ola, - gaa en Tur efter dem allesam-
men Du, og sig ingenting, men bare luk, luk Dørene!
Grüner er jo færdig at forgaa . . .

Ræk Geleerne ud igjennem Vinduet, Jomfru Holst!
- i Rad og Række her i Kulden paa Kjælderbrættet,
- saa stivner de . . .

Hvad farer Du efter hernede, Lina? Jeg har jo sagt,
du skal sidde som en Mur oppe hos Børnene; ellers
har vi dem hostende i Vinddraget i Trapperne igjen . . .
Vent, vent, her skal Du faa med Dig en Smag af
Mandelpudding til dem; - se her, en Ske til hver! -
Ja, Alettes mindste gir Du naturligvis ikke, Du har
nu vel Forstand? - Lidt mere rød Sauce, Holst!"

Antonia dampede ovenpaa med Lys til Lysekronen . . .

Johnny kom hjem i Skumringen. Han havde taget
sig en Tur ud i Smalslæde omkring til Naboerne, medens
Sjauen og Uhyggen stod paa hjemme, for at afgjøre
Indbydelser, og havde spist Middag over hos Fogdens
. . . Ferdinand Wiese var kommet der igaaraftes! . . .

SIDE: 343

Det blev ialt saadan en vel femti Stykker, regnede
han over, "hvis de kom, som Vesle-Ola var gaat ud
til. Kan være saa passe mange" . . .

Han vilde nu mønstre og supplere en Smule paa
Drikkevarerne! -

- - - Ægte Juleveir! . . . En mild Søndenvind
med en Væg af sorte, urolige Skyer bag sig stuvede
Havtaagen tæt og vaad opover Landet, og endnu saa
høit oppe som ved Fossegaard laa den graa og leveirs-
fugtig med et mildt Snefald i sig.

Inde paa Gaardspladsen kjørte om Aftenen Slæder,
brede og smale, og Indholdet - tulup- og kaabeklædte
Familier fra Omegnen med deres Julebesøgende, -
steg ud, medens den store Fjeder i Gangdøren med sin
egne trækkende Strubelyd i ét væk skreg velkommen.

Oppe i Salen stod det gamle Flygel med Laaget løf-
tet . . . Strauss's og Falbes Valser og Galopper, af og
til en Feier og Fandango eller Engelskdans, afløste
hverandre gammelt og julekjendt. Man vidste, hvem
der sad bag Pladen. Fløi Fingerspidsen let og flygtig
henover Tangenterne for Mina Biermann uden Spor af
Anstrængelse, - hun kunde gjerne holdt paa halve
Natten, - saa var Fru Grüners kraftige, distinkte Be-
arbeiden at ligne med en stærk, tung Artillerihest, der
gik præcist, taktfast, - ikke Forandring paa Farten;
men man anede, at den trætnede og skummede i Sæ-
len. Og der var Kræfter nok til at afløse dem blandt
Egnens vante pianospillende Damer.

Flygelet havde gjort sin Pligt paa den samme Plads
før; de brede hvide Planker i Gulvet var glatslidte af
mangen gjennemdanset Nat, - der var noget over et
saadant Julebal paa Fossegaard! . . .

Det var en Hændighedskunst for Tilda, Stuepigen,
at komme frem med al Bispen, Punschen og Limona-
den paa Brættet.

Hun kom netop ned i Kjøkkenet rød og livlig fra et
nyt Togt med alle de tomme Glaser . . . nogen var
kommet dansende lige imod Brættet, medens hun stod
ved Sofaen og bød Sorenskriverfruen, saa det kunde

SIDE: 344

blevet et net Spild over hendes Atlaskes Kjole, om hun
ikke netop havde faat saa heldigt snud sig undaf; men
hun knælte næsten. - Flinkt gjort, min Pige! havde
Fruen sagt . . . Naa, - Tilda vidste nok, hvem der
havde faat det yderste Glas Bisp over Kjoleskjødet! . . .
"Fru Grüner støver og danser," lo hun, "og Konsulen
sidder derinde i Salen med Stokken og kjender og gni-
der paa Benene!" - Og, da hun saa stod fast med
Brættet var denne Majoren lige bag hende og tog det
ene Glas Vinpunsch til Damerne efter det andet over
Skulderen paa hende, - og Fuldmægtigen hos Skrive-
ren mente, at Fru Borg kunde da gjerne danse nu for
den gamle Bastians Skyld, hun havde jo svunget sig
lidt før en Kvæld i Julen. Der var ingen af dem alle-
sammen, som kom op mod hende paa Gulvet, - saa-
dan en Vidie af en Skikkelse! . . . og saa knæggede
Majoren . . . "Fru Borg havde nok sin Mening med
det," sagde han, "for Hysing dansede heller ikke!"

"Han og Fruen!" - Tilda drog spodsk paa Latteren.

Brættet var igjen fuldt.

- De fleste af de ældre var taget afsted efter det
sildige Aftensbord. De smaa fordryppede Stumper i
den gammeldags blinkende Glaslysekrone blaffede un-
der Luftningen af de dansende Par. Kotillonen gik
just nu paa sit aller bedste.

I Døren ud til Gangen stod Pigerne Hoved ved Hoved
og keg ind.

"Phyh! - Phyh! . . . Der maa bydes Limonade om-
kring igjen, Tilda, hvor blir den af? Faa op Vinduet
derude i Gangen! - Er ikke Kari Kokkepige heroppe?
Sig, hun maa kaste paa sig en Kjole og komme op
og se paa hun ogsaa nu, hun har gjort fra sig Op-
vasken. - Kaffeen vil vi ikke ha . . . ja, lad mig se!" -
Antonia saa paa sit vægtige Gulduhr, - "før om en
Timestid, naar Klokken er fire . . . Danser De ikke,
Wiese?"

Wiese var netop kommet ud fra Røgeværelserne; der
var noget uroligt falkeagtigt i Ansigtet eller ved Øinene,
medens han saa sig om i Salen.

SIDE: 345

". . . Ingen Dame?" ivrede Fru Grüner. - "Der sid-
der jo to, tre Stykker henne ved Pianoet! Jeg skal
skaffe . . ."

Som hun satte sig i Bevægelse, vendte han sig med
ét om og bukkede for Jomfru Holst, som sad nede ved
Døren.

Hun kom ikke til at sige nei, huskede Kirsten siden,
- for, før hun vidste Ordet af det, var hun oppe paa
Gulvet . . . Men, da han saa satte baade sig og hende
ned lige ved Siden af Marianne, takkede hun jo og gik
hen til Døren igjen. Og saa snappede Henrik hende
underveis, og rundt gik det én og to og tre Gange! -
Kirsten vidste jo, at hun nok kunde; - men bare høi-
halset, i simpel sort Kjole!

"Har lykkets godt at undgaa mig i hele Aften, Mari-
anne!" begyndte Wiese dæmpet, - han saa velbeher-
sket rolig lige ind i hendes Ansigt, det var kun Øinene
som glødede, - "bestandig vel indkilet imellem alle
Fruerne! Synes Du . . . synes Du, dette kan gaa an?
Du mener, jeg maa være fra Forstanden, som slet
ikke er ræd alle dine Hensyn? . . .

Deres Hanske, Fru Borg!" bøiede han sig mod Gul-
vet, da Johnny og Alette i en Tur kom til at staa lige
foran dem.

"Tænk, Johnny har været saa naadig at ville danse
med mig, Marianne!"

Alette var en fin, lyslet, rørende Skikkelse; det var
ikke vanskeligt at se, at hun var blind beundrende og
forelsket i sin Johnny.

Marianne kjendte det, som hendes lykkelige Sol skar
i Hjertet, da Johnnys Hustru saadan smilte til hende.
Hun saa stum, pint paa Wiese, da Parret igjen blev
borte; der steg et Øieblik som et vildt Udbrud til ham i
hendes Øine, og saa - igjen dette kjendte uoverkom-
melige, som sagde ham, at alt deres Haab var dødelig
anskudt og blot angstfuldt bad om Skaansel! . . . om
ikke at føie denne forfærdelige Pine til; hun vilde jo
bare faa være død indvendig baade for sig selv og
ham.

SIDE: 346

Aa Gud, som han vidste, han maatte kunne hviske
Ord ind til hende! . . .

"Marianne," sagde han, "jeg har intet andet i Ver-
den end Dig; - og Du bryder Dig ikke om nogen an-
den end mig" . . .

Hun sad og smilte ud, som hun var i en Konversa-
tion, og lyttede og lyttede, hun vilde ikke gaa Glip af
et Ord; - og nu nikkede hun.

"Husker Du det første Julebal, vi mødtes paa? -
Det var hos Fogden, tror jeg, Fru Borg? Fogden holdt
altid Juleballer i den Tid," kom det, da der atter stod
dansende foran dem.

- "Morsomme Ungdomsballer," sagde Fru Borg;
"Fogden er altid saa prægtig Vært" . . .

"Aa nei, Fru Biermann! - hele Frynsen af Garne-
ringen" . . . kom Ring skrigende.

"Knappenaale i Hildas Værelse, Mina!" sagde Ma-
rianne hastig.

"Jeg véd ikke, om Du var saa vakker som jeg har
syntes, Du er nu - iaften! Det var vel paa en
anden barnagtigere Maade. Men vakker var Du med
dine femten, seksten Aar, - saa rask og myg behæn-
dig som en rigtig svarthaaret, udklædt Skibsgut! Og
Du gjorde Nar af Folk lige i Øinene med saadan hel-
lig skøieragtig Mine. Mig havde Du tilbedste, saa det
kogte i mig om Natten; de gummielastikums Stropper,
jeg spradede med dengang, blev hakket istykker" . . .

Hun smilte forbindtligt: "Nei saa? - ja, jeg husker,
de var i Mode dengang" . . .

"Gummielastikums Benklæder ja," optog Henrik, som
kom med Bertha Ellingsen. "Ja vel! Aa, hvor vi halte
og drog, Du Wiese! for at de skulde sidde rigtig tæt
og stramt. Mønstret blev mere og mere storrudet, til
de sprak." . . . Han lo over den forsvarlige Berthas
Skulder, mens han dansede væk.

. . . "Saa var det Sommeren efter, Marianne! Da
tror jeg, Du var en Klat glad i mig alt . . . Eller" -
sagde han langsomt, "hvorfor betrode Du mig saa hid-
sigt i Præstegaardshaven, at Du for din Part aldrig

SIDE: 347

vilde gifte Dig med nogen, som havde været forlovet
før? Gad nok vide, om Du ikke var lidt jaloux den-
gang."

Marianne trak paa Smilet med et ganske lidet Nik;
hun kom til at glemme det forbindtlige. Javist havde
hun havt sin Pine for Minda Henschen dengang.

. . . "Og saa kom Julen igjen . . . Ser Du, fra da vid-
ste jeg, hvad jeg vilde, - at jeg maatte arbeide de øde-
lagte Affærer hjemme op igjen for at kunne byde mig
til Datteren paa Fossegaard. Naa ja, - det var nu
det, jeg blev Forretningsmand paa! Naar hver Skil-
ling er saa god som en Draabe Blod, saa blir en ganske
gløg . . .

Nei nei, jeg mente ikke at tale om dette; - før jeg
vilde saare Dig! - Jeg har set paa Dig iaften Mari-
anne" . . .

"Jo, tal om det!" - hviskede hun; hun var ganske
bleg og saa ret ud for sig . . .

Hun havde nok engang fortalt ham, hvorledes hun
havde kjæmpet med Faderen; men det sidste Ord i
Sagen, at det dengang saa henved gjaldt om han skulde
ruineres, tilhørte ikke hende, det laa forseglet i Stum-
hed.

Det var ikke første Gang, hun følte, hvad der var
offret for Fossegaard; og dog faldt der atter i denne
Stund som et nyt, graakoldt Syn paa det.

Hendes Øie gled hen paa Antonia, som havde fundet
sig i at tage gamle Grüner . . .

Hun saa sig omkring med et næsten hadefuldt Blik
paa Væggene, - de blev ligesom rimede og svedige . . .

"Tal om det, tal om det!" stammede hun.

"Vi skal tale om, hvordan vi skal faa hverandre
igjen. Vi to vil leve, Marianne!"

Det blussede et Øieblik i vanvittig Forglemmelse op
i hende; han sagde det jo, saa hun kunde tro det! . . .
Men saa dyngede der sig pludselig en mørk Grusgrav
tvertover. - - Det maatte ikke ske!

Hun vendte sig rask imod ham; hun trængte netop
nu saa brændende vildt til rigtig at lide . . .

SIDE: 348

Vi vil leve, havde han sagt! . . . Hendes Blik dvæ-
lede med Undværelsens Nydelse ved dette fine, man-
dige Ansigt med det opstrøgne Haar og de energiske,
stempelskarpe Træk ved Mund og Hage. Hun saa,
hvorledes Sindsbevægelsen arbeidede og dirrede i bleg
Sved.

Den, som kunde faa strøget, blot med Lommetør-
klædet, - af Vanvare, - Haanden over Panden! . . .

Lommetørklædet gled ned, og, som han bøiede sig,
bøiede hun sig ogsaa, - og han kjendte Varmen af
hendes Haandled og Kniplingstørklædet glide sig ha-
stig over Ansigtet.

. . . "Tak, Hr. Wiese!" - hun havde opdaget Hy-
sing.

"Marianne," sagde han hastig og dristigt: - "svar!"

"Hvorfor jeg ikke danser, Hr. Wiese?" kom det af-
gjørende bittert lavt, "ser De da ikke, at jeg er ganske
sortklædt med Stenkulspynt?" Perlebaandet gled over
Fingrene, - - "og saa er jeg udenfor! . . . Og da ind-
ser De, jeg taler gjerne med Kandidat Hysing," til-
føiede hun da denne stilede over Gulvet hen imod hende.

"Stakkars Marianne! de har gjort det tungt, - for
tungt for Dig!" . . . hviskede han overvældet af Be-
vægelse og gik hastig fra hende.

Han forsvandt bag Rækkerne af Pyramideturen,
hvori Henrik, der havde Ordre til at opføre Kotillonen,
atter med Held udfoldede en Levning af sin Ungdoms
Danseerindringer . . .

Der saas nu ogsaa Majoren og Tolderen som gamle
vastrukne, slingrende Skuder suget ind i Strømmen af
de paraderende Rækker og svingende Par. De var
komne fra Kortbordene for at paaskynde Opbrudet;
men blev fangne ved den fristende Udsigt til Kaffeen.

Sagproppen svingede i fuld Vigør først den ene og
saa anden rundt i Vinden, væsentlig dreiende sig om
sin egen Akse, og hans utrættelig muntre Mina trak
leende om med den stædige Tolder . . .

De ældre Tropper maatte i Ilden! - og Majoren saa

SIDE: 349

jo Hysing for tredie Gang iaften sidde og konversere
Enken . . .

Den dampende, rygende Kaffe voldte Lampens sidste
Opblussen i en animeret Inklinationstur med frit Valg.

"Og saa en ekstra Ekstravals!" klappede Johnny op
til Antonia ved Pianoet; han gik i en glad Juletaage.

"Nei, nu fik det være slut!" - Tolderen vendte sig
saa afgjørende mod Døren, at Lona, hans Broderdat-
ter, maatte bryde af og skynde sig efter ham . . .

Antonia var ikke ganske tilfreds med igaaraftes! . . .
For det første syntes Henrik nu just ikke at være videre
følsom og tændbar af sig; - hun huskede dog, han
havde været dygtig forelsket som Gut i Julene! - og
dernæst var han saa aldeles uden Hensyn til hvem,
han talte med, rent ustyrlig i Munden om alt i Di-
striktet . . .

Det var paa det Kapitel, Antonia fandt, hun burde
slaa en Smule til ham, medens de den næste Efter-
middag holdt Kaffeskumring omkring i Værelserne:

. . . Han var paa god Vei til at vække Forargelse!
Folk likte ikke at blive disputeret rundt bestandig . . .

"Du var sletikke videre hensynsfuld, synes jeg, igaar
mod Prokurator Henschen. Ja Du ler, Du! - men det
var Svoger Biermann, som bad mig nævne det for Dig.
Snakke til gamle Henschen om anden Lønning til Ar-
beidsstokken! Jeg hørte han brummede til Lensman-
den, at det ingen Kunst var at bli af med sine Penge,
værre at faa dem ind!

. . . Og saa sidde og regalere Damerne med det Mor-
derfjæs, Du satte op nede i Folkelugaren fra St. Fran-
cisko, for at indbilde Kjæltringerne, at Du var endnu
farligere end dem, - rulle og vrænge med Øinene!
jeg synes ikke, dit svarte, bredsnudede Fjæs er saa for
skjønt før . . .

Naa! - og hvad synes Du saa om Minda Henschen?
- ser Du, hvor hun klæder sig, hun var nydelig igaar."

SIDE: 350

"Slet ikke fri for Tække," medgav Henrik, - "men
tør, - saadan en Gammelmandsdatter, - af anden
Slaat, som de siger i Høbjergningen!"

"Det er den Ryheden din, Henrik, det er ikke van-
skeligt at vide, hvor Du har den fra - Farsarv!"

Hun gyngede en Stund irriteret, til Interessen for
Emnet igjen tog hende:

"Fars Kjæledægge, Bertha Ellingsen, var paa Gul-
vet i hele Gaaraftes. Svært i Vinden!"

"To staute Jenter, hun og Søsteren," supplerede Hen-
rik gispende.

- "Og Bertha spiller da saa udmærket."

"Ja-a, jeg beundrede hende rigtig, hun sad og kna-
dede ned i det gamle Flygelet med de tykke Armene
sine som i et Bagstetraug - Perfektioneret sig i Ud-
landet! . . ."

"Den Fordel har da Du ogsaa at paaberaabe Dig,
Henrik!" føg hun ærgerlig op.

"Du har ikke noget af Farsarven, Du!" beklagede
han fromt . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- Virkeligheden skulde ogsaa stikke en Snip af sit
forstyrrende raa Ansigt ind i denne Jul! . . .

Johnny havde ikke villet røre ved det før nu idag,
Da Helgen akkurat løb ud, og alle skulde afsted imor-
gen. "Fra St. Thomæ Dag til sjette Januar fik der
være Fred!" . . .

Han kom noget opspilet flot ind til den gamle straks
paa Morgenen, og - Haanden var lidt klam, da han
viste ham Skrivelsen, - den var af 19de December,
- hvori Londonerhuset uden saameget som en Skygge
af Grund eller Varsko behagede at opsige al yderligere
Blankokredit, med mindre han skaffede Garantien fra
d'Hrr. Mads Foss, Biermann og Konsul Grüner for-
øget med adskillige tusinder.

Det var ligesaa uforskammet som dumt, naturlig-
vis! . . . "Men ser ikke, der er noget at gjøre ved det,
Far, uden at finde sig i det. Det dreier sig jo tilslut

SIDE: 351

hverken om Udlæg eller Tab, blot om de samme Un-
derskrifter paa et rummere Beløb!"

Mads Foss sad i Skjorteærmerne indsæbet over Mes-
singkoppen med det rygende Vand og barberede sig
foran Speilet. Han gjorde med den skjæve Mine et
fortrædeligt Kast, som han nok havde tænkt, at noget
skulde komme:

"Er saa ræd for, Du kjører Dig for langt ind,
Johnny." . . .

Han blev siddende en Stund med sammenknebet
Mund og stirre og grunde mod sin store udstaaende,
hvidsmurte Hage i Speilet . . . "Faar jo til! Den, som
har sagt A, faar ogsaa sige B," - brummede han . . .
"Men forudser, det ikke gaar saa let - hos Grüner.
- Bedst, Du gaar med Papiret til Mina først."

Han tørrede Sæbeskummet forsigtig af Barberkni-
ven og lagde den ned paa Speilet:

"Kom med Pennen!" - -

- Han havde netop iaar havt store Avancer, vun-
det ind uvurderlige Forbindelser, forklarede Johnny
Søsteren, da han bagefter bad hende om at vise Bier-
mann Papiret og faa hans Underskrift under Fade-
rens.

"Biermann skriver naturligvis under," - vippede
Mina trøstefuld ind med det.

. . . "Du véd da, at Johnny er sikker, Biermann! Det
er jo bare en Ære at skrive under med Far og de
andre, saadan som Johnny er anset." . . .

Mina havde en Overflødighed af Overtalelsesgrunde:
- De maatte ikke skjæmme ud denne hyggelige Jul!
. . . tænk, nu Henrik ogsaa har været hjemme . . .
"Ingen kan vide, Biermann! hvor ofte vi alle efter denne
Dag kan være samlet som iaar, - næsten hele Fami-
lien! - Far bliver gammel." . . .

- Det var med en vis paa mulige Eventualiteter
forberedt Force, at Antonia senere paa Formiddagen
med det dobbelt undertegnede Papir skjød sin Fart op
paa Værelset til Grüner, hvor hun idag, - indtil det

SIDE: 352

blev ordentlig lunt og varmt nede, havde placeret ham
med Skjærmbrættet mellem sig og Vinduet.

Med Hverdagen og Stridskjorten forbandt sig ogsaa
for Konsulen Udsigten til en ny Kampens og Udhol-
delsens Tid. Antonia havde i de sidste Aar med van-
lig Kraft og Energi sørget for, at han overholdt baade
Karlsbader- og Kisinger-, Appelsin- og Multebærkure
mod Gigten. Og nu skulde der tages fat paa en Luft-
kur med Tilbehør af Pas og Pleie i Uld og Gnidninger;
- hun havde studeret den hele Fremgangsmaade.

Konsulen læste igjennem Papiret og kastede det saa
hen paa Bordet.

"Uforskammet, hvorledes de har behandlet Johnny,
Grüner! - Ja se selv."

"Ser det, ja!" han trak paa Læberne.

"Far og Biermann skrev straks under."

"Lad dem det!"

"Det er jo hele Familiens Sag dette."

"Familieskab paa Papirer! - det har jeg aldrig hørt
om," rokkede han bestemt paa Hovedet.

"Hvor skulde det ellers være, Grüner?" sagde hun
skarpt - "uden hvor det nytter nogenting? - kanske
blot saadan med Snak og Fjas op i Øinene paa hver-
andre?"

"Naar jeg skriver paa, saa véd jeg, hvad jeg vil for-
lore, og hvad jeg ikke vil forlore, Antonia, - for Fa-
milien, som Du siger, og dét ved din Far og Biermann
ogsaa, - vil jeg tro."

"Grüner!" . . . Hun saa paa ham med en Mine af
et udbrydende Uveir. "Jeg vil haabe, det bare er dit
behagelige Forretningssnak!"

"Mærk Dig, jeg siger ikke, jeg forlorer det; heller
ikke, at nogen forlorer . . . men bare, at jeg véd, hvad
jeg vil forlore, - og paa det fik Du min Underskrift
dengang, Antonia, - imod mit Princip."

"Høist nobelt! - Du gaar ud fra, at min Bror er en
Svindler og ikke kan svare for sig."

"Jeg gaar ud fra, at jeg ikke kan skabe mig en ny

SIDE: 353

Formue igjen med denne Krykke!" han pegte hidsig
hen paa Stokken.

"Det er virkelig din Tanke at unddrage Dig, Grü-
ner?" Hun tog Papiret op fra Bordet, som hun for-
beredte noget afgjørende.

"Jeg synes, vi skulde reise ja, snarest muligt, saa
blir det mindre ubehageligt."

"Du mener, vi skulde skynde os at luske afsted
her fra min Fars Gaard som vaade Hunde? - Jo-o,
sig Du det kun ud! . . .

Men, ser Du, min Ven!" lynte det af hende, - "paa
den Fart faar Du ikke saa mange med Dig hjem,
som Du kom hid med; vi har ikke brugt at svigte
Honnøren her paa Fossegaard!"

Han trak resigneret paa Skulderen:

"Vi har ogsaa Børn at forsvare!"

"Din egen sneverhjertede, grætne, smaalige Person,
ja - som jeg slaver under - slaver under . . . Dag ud
og Dag ind!" - hun bøiede sig stor og stærk og lu-
ende over ham.

"Vil ikke - vil ikke," - raabte han sygelig egen-
sindig. - "Vil ikke!" . . . han gjorde gjentagende hid-
sige Drei med Haanden, som om han laaste med Nøg-
len rigtig durabelt for Pengekisten.

"Nei nei, Grüner!" - hun lagde igjen Papiret ned
paa Bordet foran ham, "det er din Sag."

"Ja min Sag!" hvinede han med sammenbidte Tæn-
der.

"Men jeg har ogsaa min Sag, Grüner! Jeg vil høre,
hvad Du har bestemt Dig til, naar jeg kommer op før
Middagen . . . For, - har Du kjøbt mig," kom det koldt
og langsomt, - "saa véd jeg ogsaa, hvad jeg har solgt.
Mit har jeg holdt!

Jeg skal sende Havresuppen op til Dig," hun gik
haardt ud af Døren.

Nede nævntes der intet. Grüner maatte altid have
sin Tid til at overveie.

Men man forstod, at der var noget paafærde, og det

SIDE: 354

føltes lummert; - naar Antonia gik mørk i Hu, som
nu, var det nær som Mads Foss selv! . . .

Det var først lige under Middagen, at hun kom ned
med Papiret underskrevet.

"Faar se, faar se, - faar bare se! . . . Hvad sagde
jeg? - Det, som blev begravet der paa Borg i - he,
he, - med Gitter om, - det kommer op - - kom-
mer op! . . . Har Di aldrig hørt om Tyve, Di, naar de
stjæler Penge, Di, saa gjemmer de dem saalænge, til
Nummerne er glemte . . . Nummerne glemte. - Og
saa tar de dem op igjen, ja! - he, he, - og prøver at
gi dem ud som - he, he, - ærlig tjente" . . .

Tolderen plirede og trak op den ene lidt skjæve Side
af Ansigtet, medens han saa paa vedkommende og sig-
tede hans Forstandsgaver til at lægge noget langt fra
hinanden liggende Omstændigheder sammen.

Han havde med hele sin Haardnakkethed sat sig paa,
at der var noget under den Bastians Selvmordshistorie,
- hvorfor man havde behaget at gjøre ham til en
ansvarsløs Kjæft, - og han var vant til at rode til-
bunds paa Toldboden!

. . . "Hr. Ferdinand Wiese dukker saa smaat op
igjen! - har været hos Lorden og Grüners, - sætter
sig fast her - saa at sige over Fjorden efter Vand, -
gjør Affærer - he, he, - med Biermann og, hm! . . .
Gudbevares, man har Lov til at gjøre Affærer, - især
saa forunderlig forsigtig, som Hr. Wiese er!" Han ryn-
kede Brynet, som han saa hele Færden.

"Saa kommer man ogsaa en og anden Gang til Fosse-
gaard - naturligvis! - man vil ha Skibsmateriale høit
oppe i Dalen, he he! . . . Faar nu se, om der ikke allige-
vel tilslut saa pent kommer til at danses paa Bastians
Grav! - he, he . . . det Gitter, det Gitter, - der skulde
ikke være saa aabne Sprinkler i det . . .

SIDE: 355

Faar se, min Ven, faar se, min Ven! om en an-
svarsløs Tolder ikke alligevel lugter med Næsen, hvad
de har luret væk for Øinene, - he, he!" . . . Han stødte
Stokken i Singelen, medens hans knoglede Skikkelse
ludede i Uniformsfrakken . . .

Men Fru Biermann, da hendes intime Veninde nævnte
det, blev flyvende sint og kunde ikke dy sig for at
sige til sin Far, hvad det var for Snak, den gode Tol-
der fo'r med, - han sørgede altid for at sige Behage-
ligheder om dem paa Fossegaard!

"Sludder og Væv, Mina! - ti, - hold din rappe
Trant! Skjønner Du ikke, at jo mere Du roder i
Kaffekoppen, desmere grumser den? Men sig ikke no-
get til Marianne, det kunde saare hende. I bør ikke
befatte Jer med den Wiese."

"Nei hverken med ham eller Tolderen!" ivrede Mina.

"Aa-aa, . . . Tolderen! - bare aldrig lade, som vi
véd om hans Sludder! - - Men, Du Mina!" - kom
han siden igjen - "ymt alligevel lidt, ganske fint, om
det til Marianne; - bedst hun er forsigtig" . . .

Det var nu heller ikke den Side af Sagen, Mads Foss
fæstede sig ved . . . "krænkede Fruentimmerfølelser og
sligt noget - bøh!" -

Hans bestemte Beslutning var, at nogen Handel i
Bjølstadmarken eller paa nogensomhelst anden Vis
med Wiese skulde der ikke blive af . . . "Nei tak, den
Sækken knytter vi for! Borg ubehæftet næsten! . . .
hun faar da kunne hjælpe til med et Laan, om det
kniber for Johnny, det er da ikke bare mig, som skal
staa for at øse ud!"

Mina var kommet over den Dag med Kopper og Kar
for at faa Stikkelsbær og Ribs fra Haven hjemme til
Syltning, og hun nyttede straks Anledningen dernede
til at faa rørt ved det til Marianne, - blot saadan lidt.

"Mig og Hysing?" slog Marianne Øinene op paa
hende, som det var hendes første Tanke, medens hun
rolig vendte sig og igjen slap en samlet Haandfuld
Stikkelsbær i Fadet. - - "Aa, - Wiese!" . . .

Hun stod skraasover Gangen, og Haanden gik lige

SIDE: 356

ufortrødent som før inde i den stikkende Busk. Hun
saa noget medtaget og mager ud under den fine brede
Straahat; der havde indgravet sig som et Præg af tyn-
get Sind i det mørklette, smale Ansigt, og den noget
lange Hage faldt af og til ligesom lidt skarpt frem.

Hun havde set gjennem Søsteren saa klart som i et
Glas Vand, hvor hun vilde hen, og havde i Øieblikket havt
en sammensnørende Følelse, som af en pludselig Fare.

Og Mina snikkede og snakkede . . .

Marianne havde trot paa et Slags indre Ro til Er-
statning, den Gang hun saa afgjørende tilbageviste
Wiese, - en saadan ialfald, som naar Isen lægger sig
over det, der er og skal være visnet.

Hun havde tænkt saadan.

Og dog var det netop Følelsen af, at hun helt og
uigjenkaldelig havde udslukket alt Haab, der bagefter
kom over hende med en vild nagende Anger lige imod
baade Forstand og Samvittighed, - en Sjælsbitterhed,
som intet vilde høre, og hun havde lidt og stridt i den
lange mørke Vinter. . . .

Ud paa Vaaren hørte hun, at Wiese havde været
hos Biermanns for at afslutte en Forretning og boet
hos Johnny. Hun gjorde sig intet klart op, skydde
Tanken, - vidste, hvor den igjen vilde stanse. Men
hun kunde ikke hjælpe for, at der kom en Fryd over
hende ved at gjætte, at Haabet endnu var til hos ham.

Senere havde han engang været i Selskab nede hos
Grüners og et Par Gange i Forretningsanliggende saa
langt oppe som hos Biermanns . . . Og Underhandlin-
gerne med hendes Far havde han, - hun saa hans
Tanke, - hele Tiden holdt langsomt Liv i . . . Hun
fulgte hans seige Mening . . . den langsomme, stille Be-
leiring - saa vel betænkt! - med Tid til at lade gro til
ogsaa hos hende! - Og i villig Selvskuffelse havde hun
begyndt at underholde et Slags uklart skimrende Fan-
tasihaab.

Han var ventende til Biermanns igjen nu i Som-
mertiden, - kanske i denne Maaned engang . . .

At stirre ind i dette havde været hendes stille Be-

SIDE: 357

skjæftigelse i den senere Tid, - mulig dog et lidet
Glimt at hinanden der? . . . hun vidste, - hun var
sikker paa, - han kom ikke til Fossegaard - endnu.

Det var mere end det, som ramlede overende i Stik-
kelsbærhækken nu under Minas Passiar! . . . Folke-
snakket - Rygterne - krummede det sig sammen in-
deni hende - holdt altsaa paa med dem . . . beskjæf-
tigede sig med ham og hende, fulgte dem, gjættede
hvert Skridt. Man anede, at der kunde være noget af
en Helligbrøde. . . .

Hun saa med ét hele Udstrækningen af sin Selvfor-
blindelse, - at hun havde holdt paa at lulle sig ind i
Muligheden af at komme ud over det! -

Overfor lød Stemmer. Henrik og Hysing . . .

Den sidstes langbenede, slængende Skikkelse med
den noget blankslidte sorte Frak, den buklede Hat og
suveræne Foragt for det legemlige stilede for Øieblik-
ket direkte nedover Haven hen, hvor han saa Damernes
Straahatte og Kyser. Han kom, ret som det var, spad-
serende over fra Præstegaarden isommer.

Det intelligente, blege, selvbevidst smilende Ansigt
stak lige efter frem ved Fru Biermanns Busk.

Han havde, som altid, sine vel udreflekterede Grunde,
og, naar han idag begyndte Passiaren med den livlige,
let tilgjængelige Fru Mina, var det blot, fordi han med
beraad Hu og velberegnet først vilde tage Approcherne.
- Maalet var Fru Borg, der i den senere Tid havde vist
sig betydelig mindre imødekommende, end den saa
varme Begyndelse af deres Bekjendtskab havde lovet.
Han var nu paa en vis Maade drevet til det Point,
at han fandt sin Fordel i at falde sideværts ind, over-
rumplende hendes Interesse med en eller anden plud-
selig Bemærkning.

Han stod som den lunt gjennemskuende Iagttager
og røg og saa til:

"Kunde se Kvindens Karakter af, hvorledes hun
plukkede Stikkelsbær - Falder saa lykkelig let i Haan-
den, Fru Biermann! - og lidt Rusk og umodne Bær
gjør ingenting . . . De lever som en Fugl netop nu i

SIDE: 358

denne Busk, - er der nærværende helt . . . kunde
gjerne siddet paa Grenen og gynget og kviddret, Fru
Biermann!"

Han blæste en langsom overlegen Røgstraale over
Hækken lige op i Luften, saa Strubepartiet blev bart,
som Halsen paa en Grib, til sin egen gode Bemærk-
ning og gløttede med Øiekrogen hastig hen mod Ma-
rianne.

"Der er andre, som plukker, hvad jeg vil kalde, skuf-
fende koncist, - ikke ét umodent Bær imellem, - ak-
kurat og sikkert som Søvngjængersken i Tagrenden
. . . Der er de Kvinder, hvor Miner og Øine tænker ét,
medens Læberne taler et andet. Det er blot Grund-
sprogets rette Tydning, man kan staa fast i, - - og
de Kvinder er ikke tilstede i Busken, Fru Biermann!"

Han sendte Fru Borg et fast, forskende Blik . . .
Hun var ham en altid beskjæftigende interessant
Gaade, - saa interessant, at han følte, han holdt paa
at blive fanget i den. Hvor havde ikke disse forunder-
lige Øine allerede fra første Øieblik gjættet ham. . . .

Og idag havde han et ikke lidet behagelig overra-
sket Indtryk af, at Fru Borg havde tørstet efter en
noget mere befrugtende Aandsunderholdning end den
om Stikkelsbærgrød og Sagproppens eller lille Mads
Biermanns Smag.

Hun bød ham den Tallerken, hun nylig selv havde
plukket fuld; - han havde Øie for den slanke, fine
udtryksfulde Figur over Hækken, - og bad ham røge
Myggen bort for hende.

"Damerne beskytter sine Hænder med Halvhansker,
ser jeg . . . Romerinderne i Keisertiden udviklede et
sandt Raffinement, eiede hundrede Skjønhedsmidler
for Huden, - vaskede sig i Æselmelk . . ."

Han fordybede sig i en videnskabelig Tvil, om det
Palads, hvor Messalina blev dræbt, havde ligget paa
nordre eller søndre Side af Ostia? - og han lyste i ro-
mersk-historisk Begeistring.

Det blev næsten et Foredrag, og det var som at bryde

SIDE: 359

en hel Stemning, følte han, da han maatte tage Far-
vel for at være hjemme til Eftermiddagstimen i græsk.

Paa Onsdag i næste Uge, sagde Fru Borg ham, var
her Indhøstning af Hasselnødder; hun vidste, han havde
Smag for dem.

Marianne stirrede efter den noget kantede, noncha-
lant slingrende Frakkeskikkelse i Hatten, der gik og
svang Klodshovedpiben med det fedtede Slangerør i
Haanden; der var noget af en Seiersfart i den, - og
fik en ængstelig Fornemmelse af, at det kunde føre til
noget mere afgjørende fra hans Side . . . Der maatte
holdes en Ballance!

"Men, kjære vene Marianne!" udbrast Fru Biermann,
"kan Du virkelig følge alle disse Udspekuleringer? -
han studerer én jo tvert igjennem, saa jeg synes ikke,
jeg har Klæ'r nok paa Kroppen, naar han er her!" . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Der nede stod Karudshaaven mellem Klungeren op
imod Lysthusmuren . . . "Fik ialfald se til at hale op
en Karuds, det gav da noget Udbytte," mumlede Hen-
rik, han gik der i sine egne Betragtninger . . . Havde
nu gaat her bare i Sus og Dus næsten et Aar, og al-
drig blev det til mere! kunde gjerne gaa slig ét Aar
til og ét Aar til for det, - han skulde komme lige langt!
Det var som at komme ind i en Kværnsus . . .

Han gav sig til at knytte sammen Hyssingen paa et
Par Steder, hvor der var raknet op fra i forrige Uge,
han havde brugt den, og bed i Stumperne for at faa
trukket Knuden forsvarlig til. De mange Slags Træk-
ninger og Grimacer syntes dog forvoldt ved en Tanke-
række, som laa noget udenfor den direkte Anstrængelse.

. . . Der sidder jo Bertha Ellingsen og vil til Fosse-
gaard saa gjerne, som hun vil leve, - havde den gamle
sagt.

Meningen var saare grei, han skulde gaa paa og
gifte sig. . . .

Han havde idag sagt Faderen, at noget maatte han
nu begynde paa enten her paa Fossegaard eller andet-
steds. Det var bare ét af to, - enten at slaa sig paa

SIDE: 360

at faa tappet ud Bjølstadmyren og skaffe Aargangs-
vand hid til Eiendommen eller kjøbe Faldet nede i
Solumsvigen.

"Det samme tror jeg ogsaa . . . akkurat . . . Ja-
mæn tror jeg saa, Du Henrik!? - Den gamle gik der
rent gemytlig med Piben i korte Slag paa Kontorgulvet
og lo lunt . . . "Forstaar bare ikke, hvorfor Du ikke
skynder Dig mere med det. Ellingsens Bertha er jo
rent forgabet i Dig!" . . .

Skvulp!

Haaven plaskede svabset i Grønsken.

"Saadan hyggelig, pen, prægtig Pige, ja! Det præg-
tige er naturligvis Mynten, - for uden den -"

Han trak ind Haaven og saa efter, slog den saa af
i Vandet. - - bare Slam!

"Forelsket . . . forelsket! - Ja i at ta fat paa nogen-
ting ja! - . . . U-up!" - han løftede igjen sit Fangst-
redskab, der var tungt af silende Mørje . . . "Naa! der
kommer da altid noget, naar én tar dybt nok ned i
Snavset, - en gammel Skosaale . . . og én, - to smaa
Fyre. De var smaa de! - - Aa," - gren han sint,
mens han stødte Stangen i Jorden for at renske Nettet,
- "staar her og funderer paa Kjærlighed istedetfor at
fiske! - Udi igjen!" . . .

Haaven stansede paa et Rodskud i Vandet.

Forelsket just? - han trak Haaven forsigtig ind til
Land . . . Naar Folk er saa gamle som jeg, er det ikke
altid sagt, én er det! - men gifte sig skal én jo . . .

Han kjørte Haaven et grundigt Tag under og trak
op. U-hup! - Dennegang sprællede det i Haaven, -
en ordentlig én!

Han holdt den vægtige, runde, gulbugede Fisk op
og betragtede den . . . de runde, stive Øine stirrede
saa stille, grundende kloge paa ham, som den tilfulde
indsaa Faren og Omstændighederne, medens den for-
sigtig sparsomt aandede med Gjællerne og slet ikke
bedrog sig med videre Haab . . . Der var noget under-
søgende i dens Blik . . .

"Du er enig med Gamlen Du, det kan jeg se paa

SIDE: 361

dit hele betænksomme Fysiognomi! - Tror ikke Du
heller tar saa nøie med Forlibelse og sligt noget . . .
hører ikke med i Kalkylen . . .

Naa ja," - han slængte Fisken ned i Bøtten, - "det
maa da kunne gaa an at gifte sig med en ung pen
Pige!

U-u-i!" han lagde ud med Haaven igjen . . .

- Da han kom ind i Kjøkkenet med Stegefisken til
Aftens, lo Jomfru Holst med de hvide Tænder. Hun
lo altid, naar hun saa Henrik; det var ikke godt at
vide hvorfor; men hun syntes, han var saa morsom.

Han satte sig paa Kjøkkenbænken ved Siden af
Fisken.

"Hu ja! - py-h! - - Hvad mener nu De om at
gifte sig, Kirsten?"

"Aa, at det kan være paatide for Dem nu."

"Det mener ogsaa Gamlen!"

Hun lo høit; han saa ganske sved og betrykt ud,
saadan sagde han det.

"Ja men én faar da være lidt, hvad man kalder for-
elsket ialfald først."

"Aa det gaar nok i en Haandevending, tænker jeg."

"Kan ta' den Bøtten og slaa over Hodet og ned Ryg-
gen paa mig, om jeg er mere forlibt end Fisken der;
den er ikke for livlig. Hør nu Kirsten, De er grei! -
Vilde ikke De som et Fruentimmer synes, det var Sny-
deri, om jeg kom og sagde, jeg var forelsket og tog
Deres Ja til det? - for danse forlibt og gjøre Pirouet-
ter Aar ud og Aar ind bagefter aarker ikke jeg! -
Naa, hvad siger De?"

"Aa, fri som en retskaffen Mand. Det er saamæn
ikke saa let for en Pige at finde nogen, hun ser or-
dentlig til Grunds i."

"De mener, det er nok, at én er retskaffen?"

"Ja! De snød ialfald ikke hende, snød ikke hun
Dem."

"Bra' og snil, mener nu De! - Men saa var det nu
ikke bare det, én lovede; det var henrykt, berust und
so Weiter" . . .

SIDE: 362

"Ser slet ikke saa mange af den Slags, der jeg er
kjendt om i Familierne!" vendte Kirsten sig med et
Skuldertræk mod Skorstenen.

"Apropos, - en saadan gammel Karuds, Kirsten! . . .
Det er dog mærkeligt, at Marianne kan sørge endda
over den gamle Skipperen. I min Tid havde hun dem
i Garnet baade unge og gamle og drev bare Spil med
dem alle! - og saa drog hun da tilslut paa Land denne
gamle Bastian. Det viser sig dog, at det ikke netop er
Kjærligheden" . . .

Han sad med Hænderne i hverandre og dinglede med
Benene nedenfor Kjøkkenbænken, som han grundede.

. . . "Ganske gul og rund, - behøver vist ikke Smør!"
han vendte paa Fisken.

"Ne-i, en saadan én faar da finde sig i at bli' stegt
i sit eget Fedt!" sagde hun med et iltert Nakkekast.

Det havde været Bestemmelsen, at Hilda skulde faa
reise til den samme Pension i Lübeck, hvor Bertha
Ellingsen havde været.

Men, hvordan det gik, blev det opsat og opsat hele
Høsten og Vinteren udover. Og nu, Vaaren var kom-
met, mente Mads Foss, at hun endda en Stund fik
nøie sig med at kjøre ned og spille med Bertha én
Gang i Ugen. Reise nu, lige imod Sommeren var den
rene Galimathias.

Søsteren trængte til at komme ud, paastod Marianne.
Og hun havde Ret i det. Hvormeget, vidste hun ikke;
thi Hilda var ikke let at trænge ind i.

I Aarene efter Moderens Død havde hun været alene
hjemme, netop i den Opvækstens Alder, som er mest
udsat for at ligge under for Indtryk, set og oplevet,
hvad Søstrene og Brødrene ikke havde været tilstede
ved. Hun havde flygtet ræd, ude af sig selv og bæ-

SIDE: 363

vende op i Mørkloftstrappen ud paa Aftenen under de
lystige, støiende Lag og til dagligdags gaat med Hjer-
tet i Halsen angstfuld lyttende, naar Faderen var alene
med sit mørke, bittre Humør. Hans Udseende, - om
han havde nydt noget stærkt, - drukket eller ikke
drukket? - var hendes instinktmæssige Forsken og
Prøven, naar hun paa sin Skyggevis gled ind og ud af
Døren. Hun gik under Vægten af altid at skulle skjule
og dække selv for Brødrene og Søstrene.

Og, at han i hele Vaar havde været under Indflydel-
sen af sin Tilbøielighed, var ikke undgaat hendes uro-
lige Opmærksomhed. Det var en Sjeldenhed at se
ham nede i Stuen med Piben mere, - sad alene paa
Kontoret . . . Hilda lagde Mærke til, at han urolig og
amper gik ude paa Gaarden om Formiddagene og ven-
tede paa Posten. Det var vist vanskelige Tider. . . .

Han var bitter og grætten. Nu sidst, Søstrene kom
hjem fra Biermanns, gav han Hilda ude i Kjøkkenet
hastig ilsint sin Mening, at det kunde være Maade med
at flakke om paa Besøg; de kunde tænkt paa, at der
var Brug for Hestene paa Gaarden nu, de skulde til
med Vaarpløiningen . . . "Ser ud, som baade Du og
Enken paa Borg mener, at det skal gaa af sig selv alt-
sammen!" -

Men inde til Marianne lod han altid som ingenting.

Hilda kjendte paa sig, at der var kommet noget paa,
- vel et eller andet med Affærerne igjen, som gav
ham Ærgrelse . . . Flaskerne og Karaflen baade fyld-
tes og forsvandt i Skabet . . .

- En Eftermiddag svingede en Sagfører fra Hoved-
staden ind paa Gaarden.

Mads Foss's anselige, sølvhaarede Skikkelse viste
sig ude i Gangdøren og nødte ham ind i Stuen.

Af Kommissærens iltre Mine ude i Kjøkkenet, da
han braat forlangte ind alt, hvad der i største Fart
kunde opdrives til Eftasværd, forstod Jomfru Holst, at
det ikke netop var noget velset Besøg.

Fru Marianne Borg og Hilda var særdeles behagelige
og elskværdige Værtinder ved det righoldige Eftas-

SIDE: 364

værdsbord og havde den Takt at reise sig og trække
sig tilbage, da der blev Tale om Forretninger:

Det var ikke for sent endnu at reise ned til Elling-
sens, hvor Hilda skulde havt en Time den Dag!

"Kan tage begge de graa for Vognen, - om I faar
Henrik til at kjøre Jer, saa gjør I Veien kort," kom
det faderlig omsorgsfuldt fra den gamle.

Banksagføreren havde mødt Fossegaards stille, stor-
ladne Gjæstfrihed og følte sig som en Kugle, der skulde
gjennem en Væg af bløde Madratser. Den tynde, pene
Mand, som under fuld Reservation endnu sad der i
Reisestøvlerne og med den underste Overfrakke paa,
spiste egentlig mere af Forekommenhed end med den
Appetit, som kunde være naturlig efter en længere
Reise. Minen i det urbane, forsigtige Ansigt var lidt
stram og anfægtet af Situationen og paa sin Post for
ikke at lade Høfligheden trække reelle Følger efter sig.

. . . Auktion maatte der tillyses over Bjølstad, det
var uundgaaeligt, Hr. Foss! . . . Bankens Regler, ser
De . . .

Det var disse Panteobligationer, som var deponerede
i Banken til Sikkerhed for Johnnys løbende Kredit,
som ikke længere skulde være gode nok.

"Stemmer fuldstændig med det bekjendte Blik for
Værdierne her, - og med det Ord, Banken har paa
sig, at, naar det kniber med Tiderne, stringerer den for
Kunderne istedetfor at støtte dem . . . Lidt mere af den
Rypen, Sagfører? - Ikke?"

Mads Foss's Mine viste en vis ostensiv, hovmodig
Ligegyldighed. Han stangede sine lange Tænder med
en Guldtandstikker, hvilket altid var saa sit eget Tegn
hos Mads Foss, og Bøiningen bagover med den my-
sende Manér gjorde Holdningen dobbelt kry og afvi-
sende.

. . . "Yderligere Kaution. - Ja saa! - yderligere
Kaution? - Min Svigersøn Biermann paa Bruget véd
nok, hvad Bjølstad er værd . . . skriver paa med luk-
kede Øine . . . Og vil De ha Konsul Grüner til, saa
- er jeg villig til at henvende mig til ham."

SIDE: 365

Sagføreren satte paa en megetsigende Maade Hove-
det ned imod Tallerkenen:

"Gode Mænd vistnok! Men de staar paa for meget,
saare meget alt, - for Hr. Grossereren . . . vidtløftige
Affærer, Hr. Foss! - Banken maa for Tilfældet for-
lange nye Navne," tilføiede han noget skarpt.

"Naa, saadan naa! - paa det Vis! . . ." Noget stivt
fugtigt i Mads Foss's Blik kom af den sidste Dram,
som nu netop i Øieblikket lagde sig som en Taage lidt
iveien for baade Tanken og Tungen.

"- Og Direktionen," smilte Sagføreren, "kan jo al-
drig vide, hvad en saadan Eiendom langt borte paa
Landet uden videre Skog er værdt."

"Retsaa! - bare gaa ud fra, at alle Træerne er bort-
blaaste, og Resten ikke har Værdi, saa sidder vi igjen
i Lyngen og paa tørre Sandgrunden allesammen! . . .
Og hele mit Fossegaard, - om jeg tør forhøre mig?" . . .

"Ja-a, kunde De skaffe en antagelig Prioritet i det!"
lød det eget langtrukket, saa Mads Foss skimtede en hel
opgjort Status i det. Han begyndte med lidt skjælvende
Haand igjen at operere med Guldtandstikkere i Mund-
vigen.

"Bankens Ordre er klar og ufravigelig."

Der gik en Farveskiftning over Mads Foss; - der
sad et lidt brutaliseret prægtigt om end noget poset og i
Selvgodhed stivnet Ansigt under hans graa Haarflom.
Han reiste sig, saa Stolen skrabede stærkt bagover:

"Ser De, at drive Mads Foss til at sveipe paa udover
Bygden for at hverve Kautionister, det gaar ikke! -
selv for Banken, saalænge han er Mand for at kau-
tionere for sig selv. Og ikke større Beløb end de fjor-
ten, femten tusind Daler, saa - tænker jeg nok, der
skal findes Raad for det hjemme hos mig selv . . .
Første Prioritet i Borg?"

"Bastian Borgs - Deres Datters?" . . .

"Min Datter, det er mig det!" svarede han afvi-
sende; - "vi bruger saa her paa Fossegaard."

Banksagførerens Tanker arbeidede med øiensynlig
Besvær paa Begribelsen af den nys udtalte familierets-

SIDE: 366

lige Sats. Den fulde Beroligelse kom imidlertid, da
Mads Foss forretningsmæssig fortsatte:

"- og Obligationen skal ligge i underskrevet Stand,
naar De iovermorgen reiser indom Sorenskriverkon-
toret paa Nedveien." -

- Mads Foss stod i Vinduet og saa efter Sagføreren,
som reiste afgaarde. Han strøg sig et Par Gange gjen-
nem Haaret; han saa ud, som han var hed om Ørene,
enten det var af de tre Drammer eller det passerede . . .

Standen i Akvavitflasken sank udover Aftenen til
Nulpunktet, og, da Marianne og Hilda kom hjem, var
han gaat tilsengs. -

- - Ved Frokosttid den næste Dag gik han frem
og tilbage paa samme Gulvplanke nede i Stuen. Der
var noget hastigt i hans Gang, medens han trommede
paa Vesten med Fingrene. Han stansede ved Skjæn-
ken og tog sig en Dram og begyndte saa at drive igjen.
Et Par Gange stødte han op Døren til næste Værelse.

Det var mærkelig saa lang Morgen, hun gjorde,
Marianne derovenpaa! . . .

Han saa utaalmodig ud af Vinduet.

Paa Gaarden stod Henrik med Leren opover Støv-
leskafterne og snu'de og vendte paa en Harv, som Fol-
kene skulde kjøre ud med, medens han lod Hesten
spænde fra.

"Henrik!" Han bankede hidsig paa Ruden, rev det
saa op.

"Henrik . . . Henrik!" - Vinduet smeldte igjen.

"Hvad gjør Du der?"

"Aa, de er bare gale, - sætter den unge, spræke
brune for Harven! Jeg sa', de fik ta' en af Mølle-
hestene, som kan dra', hvad saa Andreasen siger."

"Saa naa - saa! - - Aa ja," vendte han sig der-
paa noget haanlig imod ham, - "Andreasen tænker
paa Hovedsagen, han Du, som er Møllen . . . faa Sæk-
kene op Bakken!"

"Gad vide, hvor mange Heste den Bakken har kostet
Gaarden, Far? Dyrere Bakke end den! - en ren Mærra-
dræber, og bare lidt Omlægning, saa var det spart" . . .

SIDE: 367

"Bare lidt! - Bare lidt her og bare lidt der, - bare
lidt . . . lidt" . . . hvæsede den gamle, - "bare staa
der op til Støvleørene i Gaardskarpløining og rette paa
en Harv, som det er det, som trænges nu? . . . Da tar
Johnny det anderledes - men - den ene op i Luften,
den anden ned i Leira!" . . . Han gik og smaasang,
som han i Fortvilelse saa efter dem begge . . . "Skulde
være en ung Mand og ikke tænke større ud for mig!"

"Aa, Far! - det har nu just ikke manglet paa det,"
- sagde Henrik alvorlig; det lod, som han vendte Be-
skyldningen om, - "har søgt at faa slippe til baade
paa det ene og det andet Vis i disse Par Aar . . . Og
saa faar jeg se til at gjøre Nytte for mig paa nogen
Kant i det smaa, - harve!" - tilføiede han bittert.

"I det smaa, - i det smaa! . . . Fanden rive og
hakke og harve og karve det altsammen i det smaa, tror
jeg ikke, Ungdommen er sturtende besat! . . . Gik jeg slig
nogengang - som en Gaardsgut ud paa Akeren eller i
Stalden og stelte Gampene? . . . Du er jo klædt som en
Arbeidskar . . . Vil Du harve, Gut! saa gjør det med
Firevognen og de to for nedefter Landeveien til Elling-
sen. Og lad det bli noget af, saa ikke Jentungen til-
slut ler Dig ud! . . . Jeg véd ikke hvor længe Du har gaat
og dra't Dig nu . . . Klæd Dig fint, kjør ned med Hilda
. . . Jeg véd ikke, hvor længe det er nu, siden jeg friede
for Dig hos Ellingsen! - -

Ja, Du Henrik!" lagde han alvorlig til, da Sønnen
vendte sig og gik ud uden at ville indlade sig paa
Emnet, "der er ingen anden Vei, vil Du faa tappet
Gjølstadmyren. - - - Men - med Dig paa den Kant
til at trække og Johnny paa den anden kunde Fosse-
gaard endnu bli' til noget . . . hø! - hø!" - lo han
forsonende. - "Jeg maa jo sveipe paa begge de Heste,
jeg har, skjønner Du . . . og Du er fælt doven i Brure-
bakken, synes jeg!"

He . . . krrr . . . harkede han. Han var henne i Ska-
bet og lagde nok en Dram til den, han havde taget
før paa Morgenen, da Henrik var gaat. -

- - "Naa, hvad skal Du tage Dig for idag, Mari-

SIDE: 368

anne?" spurgte han en Smule opmygnet i Humøret, da
Marianne lidt efter kom ind.

"Tage mig for?" Hun saa lidt studst spørgende paa
ham. Der var noget betændt ved de staalgraa Øine.

"For nogetsteds maa Du vel hen, det gaar vel ikke
an andet?" spøgte han.

"Ikke i Formiddag ialfald. I Eftermiddag mener
Hilda og jeg os hen til Sorenskriverens for at faa
Façonen paa et nyt Kjoleliv."

"Aa ja, hver har sit at tænke paa, Du!"

Der var noget i Tonen, som gjorde hende opmærk-
som.

"Aa, Kirsten! Kommer Du med Kaffeen?" bad hun
ud i Kjøkkenet. Hun saa ud, som hun gjøs og frøs
endnu saa tidligt.

"Har netop riflet over Henrik, Du, - ordentlig!" . . .
sagde han noget unaturlig opstemt. - "Tænker nok,
han snart reiser ned til Ellingsens for egen Regning
istedetfor hver Gang bare at sætte Hilda indom Døren.
Han skjønner selv, at der maa Penge til nu, vil han
ha' sat Bjølstad istand og tappet Myren! - Det blir
hans Gaard det da . . . Og, naar Myren faar Udløb
hidned, vil vi faa fuld Vandhøide her, saa det ene
tar det andet. Derfor, Du Marianne," - sagde han
lunt fortrolig, - "faa ham bare brav med Jer did nu!"

"Aah, - jeg synes virkelig, han selv engang skulde
vide, hvad han vilde," udbrød Marianne, - "om han
liker hende eller ikke liker hende!"

Gamlen plystrede; han lænede sig med Armen op
mod Vinduskarmen:

"Javist, javist . . . ja - ha - vist! - Vi kunde været
langt fremme nu alt . . . Du har Ret i det Marianne
. . . kunde havt Gutten baade gift og alting! . . . Han
faar Guld mellem Hænderne, bare Bjølstadskogen faar
staa og vokse. De faar ikke mig til at plukke den
mere . . . Det er det samme som at hugge i Familie-
roden . . . og jeg maa tænke paa mine Børn!"

Marianne saa hastig forskende op paa ham fra Kjole-
livet, som hun sprættede paa.

SIDE: 369

. . . "Bjølstad har nu altid været Blommen af de
Eiendomme, som har ligget til Fossegaard . . . Og det
skulde ikke se vakkert ud, om den skulde gaa fra
Gaarden, Du!" Han begyndte at drive stærkt op og
ned . . .

"Vilde jeg bare hugge i den! Men det er, som jeg
siger, det gjælder at holde fast Tag og spare den, saa
der blir noget, som forslaar til jer allesammen. Den
er som en Sparebank den!"

Øienfrynserne i Mariannes smale, blege Ansigt luk-
kede sig haardnakket dulgt, som hun ventede paa, hvad
der skulde komme; hun sprættede ivrig.

Jeg havde tænkt at tage ud af den nok et Rap for
at klare en Panteobligation til Banken . . . men, Du
Marianne, det vilde være Galskab . . . den rene Gal-
skab! Bjølstad og Fossegaard har hørt sammen fra
Alders Tid, - og et Pant i Borg, - bare et Sidepant,
skjønner Du, - vilde spare hele Hugsten, saa Johnny
fik afvikle det terminvis bortover. Det koster Dig bare
et Pennestrøg det, Jenta mi! - og saa har Fossegaard
og vi alle vundet tyve ja tredive tusind!"

Marianne sprættede med korte, rivende Lyd . . .

"Du ved, Far, at Bastian aldrig vilde kautionere;
ikke heller bad han nogen staa inde for sig . . . og
saa faar jeg holde det i samme Aand" . . .

"Jeg vidste ikke, Du havde været saa paa Tæerne
for at holde det i Bastians Aand før," lo han haanlig.

Sprættekniven flængede ind i Tøiet; hun rettede sig
hæftig, som hun tænkte paa at afbryde Samtalen ved
at gaa.

"Naa ja ja, Jenta mi!" tog han sig. - "Det er ikke
noget at snakke om; det er, som Du vil det. Mig gjør
det lidet fra eller til. Jeg er gammel og kan gaa her
og slide og stride den korte Tiden, jeg har igjen. Men
gjerne havde jeg jo villet set Fossegaard staut og blank
forinden, - og Johnny er Manden, som kan føre det
i gjennem . . .

Men saa faar det staa ved det da!" - vendte han

SIDE: 370

sig fra hende . . . "Som Du vil. Det er for Børnenes
Skyld altsammen."

"Jeg mente, det kunde være godt, om noget holdtes
udenfor Strømmen," indkastede Marianne stille forbe-
holden . . . "Bastian havde ikke rar Mening om Bjøl-
stad - saa udbrugt og udpint det er."

"Du har nok faat gode Tanker om Stellet hjemme
der borte hos Bastian Borg. . . . Ja ja, Du kan ha'
Ret, stor Ret, det er ikke alt, som det skulde!" kom
det krænket.

"Men saa er det ikke rigtig det samme, ser Du, Mari-
anne, - her og paa Borg! Der var det ikke saa ret
mange til at dele paa. Men Børnene stakkar, naar én
har syv at lægge sig ud for og faa ivei, er det ikke sagt,
Eiendommene kan være saa ubehæftede!" - Tonen lød
bebreidende bitter.

"Den, som kunde have en ung Haand igjen. Naar
én blir gammel, saa bærer én ikke saameget, ser Du!
. . . Mor er borte, og jeg gaar her alene. Alt ramler
ind paa én" . . .

Det skalv om Læberne. Han sad længe foroverbøiet
paa Stolen med Hænderne i hverandre og saa ned i
Gulvet. I Stilheden hørtes kun Mariannes jevne Spræt-
tekniv.

"Ja ja, Mads Foss!" mumlede han. "Du skal da op-
leve at se Bjølstad og Fossegaard skilte . . . Ud i Skvæt-
ten igjen, til én ligger der! . . .

Overgaar der først Fossegaard den Skam, at der
lyses til Auktion over Eiendommen, saa har den gamle
ikke langt igjen" . . .

Han reiste sig langsomt resigneret:

"Jo-o, jeg havde Trugsmaal om det igaar af Proku-
ratoren!" . . .

Marianne rev op en Rest af Sømmen. Hun lagde
Kjolelivet Stykke for Stykke sammen paa Sybordet: -

"Naar Du finder, det er nødvendigt, Far! saa skal
jeg skrive under," sagde hun kort.

SIDE: 371

Ferdinand Wiese havde rigtig udregnet, at Mads Foss
maatte være i Forligelseskommissionen den Dag, det
var første Tirsdag i Maaneden, eftersom han var For-
ligelseskommissær, - et offentligt Hverv i Hjembyg-
den, som han havde arvtaget efter sin Far, og af hvil-
ket han ogsaa ude i Folket bar sin Titel Kommis-
særen.

Beregningen kunde forresten let have slaat feil. Mari-
anne havde just idag prøvet paa at overtale ham til
at sende Forfaldsseddel, foreholdt ham det uforsvarlige
i, hæs og forkjølet, som han var, at udsætte sig for den
kolde, vaade Høsttaage.

Det var ikke Mads Foss's gode Periode fortiden!
Han gik der taus og indesluttet med et vredt Udbrud,
blot man vovede at tale til ham. Overopsynet med
Møllen fik Henrik sørge for. Endogsaa de vanlige Kort-
besøg syntes at komme ubeleiligt, indtil den rette
Stemning meldte sig noget forceret udover Aftenen.

. . . "Ikke reise til Forligelseskommissionen? - ne-i,
der skulde ingen faa Paaskud til at sige om ham, at han
ikke passede sine Forretninger, hverken der eller i
Formandskabet!" Han knurrede det hæst og morgen-
bidsk, medens han famlede efter Tømmen, som Gutten
rakte ham op i Karjolen.

- Da Wiese kom kjørende ind paa Gaarden om
Formiddagen, for at tale med Mads Foss, syntes Jom-
fru Holst, han saa underlig aandsfraværende ud. Han
hørte næsten ikke paa, at han ikke var hjemme, men
stod blot deroppe paa Trappen og énstirrede paa hende
som der var en hel Blaast i Ansigtet paa ham, og han
vilde spørge, om Døttrene ogsaa var borte i Forligel-
seskommissionen? Han saa paa hende og paa Gang-
døren bag hende, som han var Mand for at tage sig
frem selv, og hun ikke maatte tro, hun kunde ind-
bilde ham noget. . . .

Naa, hun havde jo sin egen Tanke om, hvem han
søgte. Og han huskede da hellerikke engang saameget

SIDE: 372

som at vise sig forundret, da hun, straks hun hørte
Hilda komme i Gangen, forklarede, at Hr. Henrik var
nede i Møllen og Fru Borg gaat ud sin Morgentur. Han
blot fo'r afsted Gjenveien henover Jorderne i den Ret-
ning, hun havde vist paa, og hun saa ham forsvinde
ned ad Veien ved Elvekanten forbi Brugsforvalterens
Hus.

"Det er en Mand for Marianne det!" - tænkte Jom-
fru Holst - "saa driftig og kjæk og vakker, - og det
manglede da ikke paa Forelskelsen der, slig som hans
Øine søgte og ledte efter hende."

Wiese saa Mariannes Hat dernede i den trange Vei
til Møllen og skyndte sig langs Gjerdesgaardene ved
Elven.

Peltskaaben skjulte ikke hendes Figur, der kvindelig
mindede om Johnnys og bar sig saa frit og let, medens
hun gik og saa ned for sig over Muffen. Det var en
af de mange Fortryllelser, han huskede ved hende,
denne mærkelig granvoksede, spænstige Skikkelse, -
der kunde ingen gaa saadan . . . Og dette om Skulder
og Nakke, som gav saadan Holdning!

Hans Hjerte hamrede, og det suste svimmelt om
Ørene, medens han nærmede sig.

Han ventede, hun skulde set op; men hun gjorde det
ikke, før han var ganske nær ved hende:

"Marianne! -"

Hun havde alt gjættet ham, fra hun hørte Skridtene.

"Marianne!" udbrød han uvilkaarlig ved at se hendes
magre Ansigt . . . "Vil Du sørge Dig ihjel?"

Det var kun et Øieblik, Forandringen havde slaat
ham, i det næste saa han blot de staalgraa Øine, som
vendte sig mod ham med et saa vemodig resigneret
Udtryk under de tykke, mørke Bryn.

"Lad os slaa bort alle Indbildninger, Ferdinand, saa
gjør det mindst ondt . . . Tag Dig en vakker brav
Kone, som Du kan have en rolig Samvittighed hos . . .
Jeg siger det, kan Du vide, fordi jeg holder af Dig og
vil, Du skal ha Fred i dit Liv," sagde hun og vendte
sig for at gaa fra ham.

SIDE: 373

"Marianne! - det blir vel sidste Gang, vi er sam-
men, om vi ikke faar Klarhed og Opgjør nu, - og
derfor skal Du ikke ende dette Møde, før alt er sagt
ud os imellem! - - Du har Skrupler - uovervinde-
lige, mener Du, - for ham, - som var din Mand -
og gjorde Dig rig; - andet godt har Du da ikke at
takke ham for. Eller kanske, fordi han tvang Dig til
at tage sig ved at skrue din Far? . . . Naa vel! - saa
er det jo bare at kaste fra Dig alle disse Pengene, han
har git Dig, og Gaarden med, . . . og alt, hvad han har
foræret Dig, lige til den Fingerringen, Du gaar med
der, som et Lænkeled, han vil holde Dig fast med
endnu efter at han er borte. Kast det, kast det alt-
sammen! - gi' din Far det, din Bror det, din Søster
det, - kast hver Smule og Bite, Du har at takke og
huske ham for - væk! . . . ud af dit Eie og ud af din
Erindring - og kom saa til mig, -" han udbredte
Armene . . . "Jeg tar Dig og klæ'r Dig og kysser Dig
og holder af Dig for det altsammen, Marianne!" . . .

Hun rystede blot paa Hodet og saa paa ham med
Øine underlig fugtig blanke; hun vidste for vel, at Veien
ikke var ryddet ved det.

"Saa!" udbrød han mørk. "Engang havde Du ikke saa
mange Betænkeligheder, Marianne!"

"Snak ikke om det, Ferdinand!" hun saa ned og til-
føiede lidt efter: "Det har været stængt for os paa al
Vis . . . Hvad havde det blevet til, - om - om han
havde levet . . ."

"Blevet til . . . blevet til - Skal vi nu ogsaa svare
for, hvad det kunde ble't, - det er at gaa langt ind i
Skruplerne, Marianne! . . . At jeg drog Dig ned paa
Knæet, - jeg har altsaa rent ud dræbt mig ved det
Kys? . . .

"Der blev en anden virkelig dræbt ved det!" - hvis-
kede hun neppe hørligt - "husk, husk det . . ."

"Aah, - saadant uberegneligt! . . . at han kom til at
se det. - Og saa . . . Vil Du virkelig som forstandigt
Menneske tage det hele Ansvar paa Dig for det?"

"Det var ikke bare det! . . . men alt, hvad jeg sagde

SIDE: 374

Dig, før det knirkede ved Døren. Han forstod, hvor
uoprettelig Du havde stjaalet hele mit Sind og Tanke
fra ham. - - Jeg véd, hvad der dræbte ham, det
var, at jeg tilstod, jeg elskede Dig og hadede ham. Og
saa gjorde han det eneste, han kunde gjøre, - han
lagde i sin gamle Hjælpeløshed sit Lig mellem os, saa
vi aldrig, aldrig skulde faa hinanden! . . ."

De gik tause sammen langs med Gjerdet. Enden af
det bøiede ned til Hulveien; den førte som et Brud i
Elvebakken lige til Møllebroen . . .

Han var graableg . . . Det var første Gang, han i deres
Forhold for Alvor forstod, at her var Tale om mere
end en Skygge eller et Skræmsel . . .

Det suste, suste i Luften nu nær Møllefossen.

Da Mølletaget stak frem over Elvebakken, stansede
hun:

"Vi faar gaa hver vor Vei - saa godt, vi kan!" . . .

Han saa de alvorlige, staalgraa øine sige sig skjæ-
rende Farvel.

Saa gav hun ham Haanden og gik rask nedover til
Møllen . . .

Mads Foss var ventet hjem helt til sennattes; men
det hændte jo, at han kunde blive over, naar det, som
nu, faldt saa, at Forligelseskommissionen og Thinget
holdtes samtidig.

Han kom heller ikke den næste Dag, og Familien
gik der i en vis Uro, som de ikke vilde tilstaa hver-
andre.

Først ved Graastriben af den følgende Morgen kom
han hjem buldrende i Dørene og ustø.

Uden at tage af sig gik han med Lyset ind til Skjæn-
ken og tog en tre kvart fyldt Flaske Konjak og én
uoptrukket med Rom under Armen med sig op paa
Soveværelset; der stængte han af Døren.

Han havde turet paa Thinget, drevet paa udover

SIDE: 375

med Kortene - og saa oppe hos Robarth havt en
ordentlig, bastant Kvæld og Nat med Halvtolv og Blaa-
pluk tilslut! . . .

Derinde paa Værelset slap han sig tungt paa en Stol,
saa det knagede i den, og Flaskerne gled ned ad Siden
henover Gulvet.

"Lugter raaddent . . . lugter raaddent!" - bevægede
han langsomt Hovedet frem og tilbage . . .

"Johnny gi' Pant i Pakboderne med Varer bort i
Ladestedet til Henschen for to tusind, - naar det ikke
var raaddent!" . . .

Han stønnede og tog to, tre Gange forgjæves ned i
Gulvet efter den nærmeste bortrullede Butelje . . .

Det var Underretningen paa Thinget om dette Doku-
ment, der hele Tiden havde sydet og gjæret i ham.
Han havde slaat Dram paa Dram over det, skyllet det
med Toddy paa Toddy, forceret med Beter paa Thin-
get og oppe hos Robarth i Halvtolv og Pluk. Disse
pantsatte Pakboder i Ladestedet! - han saa dem hele
Tiden tvertigjennem Kortene . . .

Og nu lugtede det af og til saa stærkt raaddent af
Sjøen der, bare han tænkte paa dem! - Og tænke
var det, han vilde undgaa . . .

Han bøiede sig igjen ud efter Buteljen . . . og faldt
frem paa Gulvet . . .

Det var næsten som i en Seng en Stund . . . som i
Dun saa blødt og til Forglemmelse behagelig lunt . . .
Men saa begyndte det at lugte i Dunen igjen, - raad-
dent . . . to, tre Sorter raadden Lugt! . . .

Han støttede sig paa Haanden og reiste sig lang-
somt, tog op Buteljerne og satte sig paa Sengen, hvor
han lagde den ene Flaske bagom sig. Den anden
halve, - Konjaken, - satte han for Munden.

"Du hjælper, Du! - ikke Spor af raaddent mer . . .
Henschen kræver jo Sikkerhed, bare han laaner ud
tyve Daler, og saa har - ah!" - han drak igjen -
"Gutten gjort, hvad han kunde. Hvad gjør én ikke,
naar det kni . . ."

Han blev siddende med Flasken og stirre i Gulvet, -

SIDE: 376

indtil han gjorde en Grimace som af noget ubehage-
ligt derfra og atter tog til Flasken . . .

Pludselig fo'r han op og undersøgte Skaaden, om
den var igjen, og blev staaende en Stund stille med
Øret til Døren og lytte, om der havde listet sig nogen
op, som stod udenfor . . .

"Ingen," - brummede han og gik igjen hen til Sen-
gen . . . "bare noget, jeg synes . . . Kjender det, naar
Øren og Næse og Øinene begynder at gaa løse hver
for sig . . . Skulde vist ikke drikke mere! . . .

Nei maa ikke drikke mere nu, - - ikke mere end
en Sup af Konjaken."

Han rodede længe om i Lommerne efter Korketræk-
keren.

"Maa ha den, skal jeg ikke krepere af denne Lug-
ten!" udbrød han og løftede hidsig Romflasken, som
han vilde knuse den; men satte den saa sagte, forsig-
tig indunder Sengen, saa han kunde række i den lig-
gende. -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Marianne og Hilda kom og gik lyttende i Angst ved
Døren hele den følgende Dag. De hørte kun af og til
en tung, stønnende Brummen, afbrudt af et Udraab
eller Stumper af hans Snakken med sig selv.

De gik i en krampagtig Uvished. Skulde de blot
lade ham sove ud uforstyrret? Henrik raadede dertil.
Det gjorde stærkt Indtryk paa ham, da Hilda betroede
ham, hvad han ikke havde vidst før, til hvilken Grad
af Yderlighed det var gaat i Vinteren for to Aar siden!

Hvad der forøgede Uroen, var, at Faderen havde luk-
ket Vinduerne op for den kolde, taagede Høstluft. Vin-
den begyndte at tage i Stormkrogene . . .

- Det var blevet sent paa Aftenen uden nogen
Forandring; - altid disse samme uhyggelige Lyde in-
denfor Døren, - langtrukne Støn med uforstaaelig
Snakken og dumpe kvalte Brøl . . .

Man var enig om at holde Vaagenat.

Henrik havde taget Plads paa Sofaen nede i Stuen,
medens de andre listede frem og tilbage ovenpaa.

SIDE: 377

Det var blevet over Midnat.

Han sad der ved den lille, lave Kontorlampe med
den grønne Skjærm om, - tynget og mørk eftertænk-
som.

Siden han saadan var kommet efter den hele sørge-
lige Sandhed med Faderen, knagede det saa morskent,
faldefærdigt i Stilheden over hele den gamle Bygning.
Han begreb blot ikke, hvad det var for en Selv- eller
Fossegaardsforblindelse, som havde gjort, at han ikke
kunde se dette straks . . . Det var ikke Sus, det var
ikke Dus, - Faderen var forfalden. . . .

Det var jo en anden Sag! - Saa fik han tænke og
se og handle selv som det, han var, - en Mand og et
Menneske, - og ikke bare slig en Hr. Søn der gik og
slængte i Gaarden som et af Fruentimmerne, indtil han
kunde bli brav gift . . .

Han var nu ogsaa forberedt paa at begynde som en
Mand - med sin Far! - Han vidste, han vilde komme
ned, - hente mer op af Skjænken.

Han sad stille resolut.

Aldrig havde han tænkt, der var saa meget Rotter
indenfor Panelet og Væggen under Gulvplankerne her
hjemme! Han mindedes jo heller ingen Kvæld, hvor
det havde været saa ensomt, at han kunde hørt dem . . .

Der gik Trin i Trappen, langsomme, tunge . . .

Døren gik knirkende op til Stuen udenfor . . . Den
gamle listede sig sagte brummende derinde - og aab-
nede saa Døren ind til Henrik.

Han saa skjægget og uvasket ud; Øinene, det bustede
graa Haar og de stærke sorte Øienbryn gav ham et for-
vildet Udseende.

"Hvad? - sidder Du oppe her endnu; - hvad skal
det sige? . . . Jeg maa ha Lys, kan Du skaffe mig det?
- Pladen staar inde paa Kontoret . . ."

Han stilede hastig imod Skjænken; men mødtes af
Henrik, der tog ham venlig bestemt:

"Du maa ikke drikke mere nu, Far! Du véd, Du
har ikke godt af det, saa syg, som Du nu er. Det er
jo Hyldethe og sligt, Du skal ha', - lægge Dig ned og

SIDE: 378

svede . . . Marianne og Hilda er rent forskrækket for,
hvordan Du bærer Dig ad med din Forkjølelse . . . og
nyde noget stærkt nu ovenikjøbet!"

"Aa Sludder, Gut!" kom det godsligt - "bare en Dram;
jeg trænger den . . . Véd nok, hvad jeg har godt af
jeg . . . og skaf mig saa Lysepladen!"

"Det nytter Dig ikke, Far!"

Mads Foss saa paa Sønnen, om han virkelig vovede?
- dristede sig til . . .

Han saa brutal, voldsom ud; men tog sig med ét
sammen igjen:

"Naa, naa - ja, Gut, siden Du er saa ræd for den
Drammen, saa - - skal vi dreie Nøglen om i Skabet
. . . Der har Du den, Gutten min! - - og gaa saa Du
ud efter Lys, - og kanske Du ogsaa kan vække nogen
og bede dem om lidt varm Kamillethe ja . . . Skynd Dig
nu!"

Henrik var rent grebet, rørt ved Faderens Overvin-
delse og milde Stemme og gik ud . . .

Hilda havde ogsaa forsøgt dette med at faa væk
Nøglen. Men Mads Foss havde andre Veie; han skjød
bare Fjælen i det øvre Rum tilside og gik skyndsomt
ovenpaa med en Flaske i hver Baglomme.

Vel indenfor Sovekammerdøren, lo han, saa det kluk-
kede i ham.

Han satte begge Flasker forsigtig bort, og overgav
sig saa pludselig til en Paroksysme af Raseri imod sin
Søn Henrik, huggede Stolen i Gulvet og slog den vildt
mod Ovnen, saa Benet knustes . . .

"Driste sig . . . vove!" . . .

Det ry'de med Trusler, Eder, Forbandelser . . . "Han
skulde jages!" . . .

Der blev stille bagefter en lang Stund; - og, da
det bankede paa Døren med Kamilletheen, svartes der
kun med det hidsig bortvisende Knur. - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Ud paa næste Eftermiddag sad han graabustet, halv
afklædt paa Sengen med et Par røde Striber i Ansig-

SIDE: 379

tet op mod Haaret fra det sidste Anfald. Henrik havde
maattet holde ham, og sad nu Vagt bag Døren i Værel-
set udenfor, for ikke at irritere ham.

Da Madam Torbjørnsen, der var hentet, kom ind,
lysnede et halv fjollet Smil hans Ansigt, og han spurgte
spændt:

"Gut eller Pige? . . . Madam Torbjørnsen! - De kan
aldrig skaffe andet end Jentunger, De! - hi, hi!" . . .

Minen gik lidt efter over i Bekymring:

"Bare Mor staar det over! . . . Tror De, hun staar det
over?" hviskede han ængstelig.

"Hun skriger da!" - lo han, - "den smaa derinde."
- Det klukkede i ham.

"Nei, nei, jeg skal ikke gaa ind," - forsikkrede han
sagte rystende paa Hovedet . . . "Men hvad er det for
en Svinehund, som ringer med Madklokken dernede?"
kom det langsomt truende; Forbittrelsen tog ham dy-
bere og dybere, - "nu, - her spiller om Liv og Død!"
- Han søgte at reise sig.

"Aa, jeg mener, De ikke hører rigtig idag, Kommis-
sær!" gik Madamen ind i hans Tankegang - "det er
jo bare Klokkestrengen derinde."

"Saa, saa, saa! - - snurrig, hvad Lyder, én kan
høre!" Han lagde sig bagover, medens Madam Tor-
bjørnsen kom med et koldt Omslag om Tindingen . . .

"Hu-hu-hu!" - hakkede han frostig med Tænderne,
"nu begynder de med Kjødkniven igjen dernede i Kjøk-
kenet, saa hele Huset rister . . . Kan de ikke holde op
med den!" -

De havde lagt en Tarm med Is langs Ryggen paa
ham, paastod han.

Madamen forberedte i Dørgløtten Henrik paa et nyt
Anfald.

"Hold op, siger jeg! . . . hold op, siger jeg!"

"Aa," mumlede Madamen, medens hun kun med
Møie fik anlagt et nyt Omslag - "det er nok noget an-
det, de skulde holde op med baade her og der, saa laa ikke
Folk, som der skulde være Ære ved, i slig skammelig
Elendighed, at de ikke engang tør lade Doktoren se sig!"

SIDE: 380

Hun var vant til at have sit forargede Frisprog under
disse Omstændigheder.

. . . "Og saa drak de ikke Vettet af sig nede hos
Smaafolkene heller, saa de gjerne fortærte baade Kone
og Barn, om de kunde gjort dem om i Brændevin . . .
Det er fra de store, det kommer!"

Han laa uafladelig og hakkede med Tænderne. Nu
begyndte han at skjælve . . . "havde ikke Tænder læn-
gere til al den Hakkingen," - lød det jamrende, -
"han var en gammel Mand," græd han . . . "Ha-u-au! . . .

Hører I . . . hører I! - jeg vil ikke ha den Hakkin-
gen, siger jeg. Der ryster jo Fluer ned baade af Væg
og Tag . . . blir ganske svart af dem . . . Op med Vin-
duerne!" brølte han. - "Op med dem!" . . .

"Nei, bliv der Kommissær!" trykkede Madamen ham
resolut tilbage igjen, - "vi skal nok sætte op og feie
dem ud, skal De se . . . Naa, naa . . . u-ud, - u-ud!"
- skydsede hun.

"Sig saa, der ikke er Styghed nok i dette ugudelige
Brændevinet!" udstødte hun for egen Regning . . .

Flere og flere Fluer! paastod Mads Foss.

"Det er bare, mens jeg vifter saadan; - og saa
bytter vi med det samme Omslaget . . . men, - saa
ser vi nu ogsaa Straffedommen!"

"Aa ja, Mor Torbjørnsen!" - erkjendte han klyn-
kende, mens Isen svalede om Tindingen.

"Aa ja, - ja!" - gjentog hun, - "naar én ligger
der!"

Han satte i at le. - "Neimæn, om dette er Fluer . . .
det er jo Blæk . . . Nu har jeg set det ogsaa, Du Mari-
anne!" udbrød han, da Datteren forsigtig aabnede Døren
. . . "Svært saa det er pantsat Fossegaard, Du . . . helt
ned til Pakboderne!" hviskede han.

Han laa en Stund stille og trak i smaa Drag med
stigende Mishag paa Næsen . . .

"Føi, uh - puh! . . . Fem, seks forskjellige Slags
Lugt!" talte han langsomt paa Fingrene, medens han
prøvede og snusede i Luften . . . "Pu- hu! - vil ikke
ha den Eau de Colognen din, Marianne! . . .

SIDE: 381

Se saa, nu begynder det, - nu skal vi ha Moro!
- Gaa nu Du for det første ned til din Mor, Marianne!
og sig, at det ikke er Tid til at komme med Beskyld-
ninger nu, jeg er saa syg, at jeg kan krepere; hun
faar vente til imorgen . . .

Du Marianne," - trak han hende i Kjolen, - "gaa
hen og snak pent med hende . . . sig, at jeg skal
ikke drikke mere. Du! - ikke tænke paa andet end
det som er rigtigst for alle Børnene . . .

Se saa, se saa, hei san! . . . den ene efter den anden
af disse dumme Jenterne spaserende op efter Bakken
netop, som jeg . . . Har jeg ikke gjort jer Ret og Sjel?" . . .

Madam Torbjørnsen trykkede Marianne lempelig ud
igjennem Døren . . .

"Ingenting at bry' sig om, Frue! . . . Der er ingen Me-
ning i, hvad han siger nu."

Udover Eftermiddagen havde han det ene Anfald
efter det andet, og Henrik og Madam Torbjørnsen
havde al Møie med at holde ham i Sengen.

For den stærke, bredskuldrede Søn, som sad der paa
Vagt, var det alvorlige Stunder. Med Krænkelse af sin
sønlige Blu maatte han høre paa alle disse let gjen-
nemskinnelige Afsløringer og Opgulp . . . Han saa med
Bitterhed Sammenhænge, for hvilke han nu blot un-
drede over, at han havde kunnet gaa troskyldig blind,
- anede kanske formeget, kanske for lidt . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- "Det steg ikke saa haardt til Hovedet længere nu,"
mente Madam Torbjørnsen ud paa Aftenen. Der var
kommet Bud efter hende i en af hendes egne Forret-
ninger, og hun maatte afsted. - "Men Doktoren burde
nu hentes! Kommissæren havde begyndt at klage over
Stik gjennem Brystet og Ryggen, - han havde vel
forkjølet sig i al denne taagede Høstluften!"

"For Lungen den . . . paa saa gammel en Mand . . .
og, naar de saa ikke lever desto forsigtigere, Fru Borg!"
- antydede hun nede i Stuen til Marianne og Hilda,
som sad der ængstelige og beklemte. - "Bedst at faa
Doktoren til imorgentidlig!"

SIDE: 382

"Komme igjen - ja! . . . Men, naar Karjolen staar
udenfor og venter paa en Jordemor, Fru Marianne, saa
blir det ligesom hedt i Kroppen paa én, saa Maden og
Kaffeen næsten ikke vil ned!" - tyggede de stærke
Kjæver, medens hendes hændige, velskabte lille Haand
knappede Skindtrøien.

"Det er langt ned til Skippervigen, og én maa jo sørge
for lidt Kræfter!" -

Det var brede Skuldre og en sand Oksenakke. Hen-
des ferme Kraftansigt med Næsestumpen midt i og de
to Vorter ved Mundvigen, de smaa villiehvasse Øine og
tynde, graa Haartotter viste Kropsmagt nok.

"Den stakkars Pigen nede i Skippervigen," - hun
havde advaret hende mod at tage Tjeneste paa disse
Traktørstederne, hvor de bare drak og turede. . . .

"Men ellers kan De tro, Fru Borg!" - smøg hun
Pulsvanterne om Haandleddene, - "én, som jeg, faar
baade se og kjende til det, - alle disse stakkars Barn,
som lægger Hodet og Armene op til én i Forsvarsløshed
uden saameget som en ædru Far engang! . . . og ikke
mere Ret for sig" - ivrede hun, - "hverken af Fattig-
kommissionen eller Formandskabet end som saa!" -
det smald i Hænderne.

"Men" - kastede hun Oliekappen over Kaaben og tog
den sidste Slurk af Kaffeen, - "disse, som sidder med
Visdommen i Fattigkommissionen! - jeg har sagt dem
det saa mangen en Gang, - de kunde gjøre en god
Spekulation, om de gav slige Guds Stakkare Maden og
Opdragelsen . . . og Lærdom til noget nyttigt og holdt
dem undaf denne Satans Morsmelken i Brændevins-
flasken! Ta' dem, mens de er unge, har jeg sagt, - I
kan saa ikke hakke Hodet af dem alligevel . . . og jeg
ser ikke andet end, at Landet maa føde dem lige godt
jeg, naar de faar dem igjen baade paa Fattigkassen og
Tugthuset!

Men" - vendte hun sig suffisant med Haanden i
Siden under Slagkappen, - "jeg skal sige Dem noget,
Fru Marianne! en Jordemor er en forsømt Stilling!
. . . der blir ingenting af, før det kommer i Loven, at

SIDE: 383

en Jordemors Mand skal sidde i Fattigkommissionen,
- han har Erfaringer . . ."

Hun nikkede Farvel, og hendes brede, moderlige Fi-
gur traskede rask ud igjennem Døren.

"Torbjørnsen i Fattigkommissionen!" - lo Kirsten,
da hun bar ud Kaffebrættet efter hende, - "han kom
nok til at forhøre sig hjemme først om, hvad han
mente da" . . .

Doktoren havde erklæret Tilstanden betænkelig, og
der blev straks sendt Ekspres efter Johnny og Døttrene.

De talrige Bud og Forespørgsler, der indløb paa de
foruroligende Rygter, kom for sent, - Mads Foss var
mod Aftenen død af Lungeslag!

Johnny havde gaat urolig og bleg angrebet fra og
til Faderens Sygeleie . . .

Han kunde have meget at tænke paa, forsøgte han sig
i et Øiebliks Oversigt til Henrik. Gik Faderen bort,
vilde det gjøre mange Vanskeligheder i hans Affærer . . .

Det veg dog øiensynlig alt i Baggrunden for Angsten
for ham.

Og, da saa det indtraf, som man frygtede, var han
aldeles ude af sig! Faderens Yndling, hang han af alle
Børnene mest ved ham . . .

Paa Fossegaard skulde alt gaa uforandret, sagde
han endnu i Graad med røde Øine . . . "Du véd, Mari-
anne, hvad vi har talt sammen, - og saa faar Du
hjælpe mig nu, saa godt, Du kan, i en snever Ven-
ding . . ."

- - Johnnys Avertissementer i Aviserne, de sort-
randede Underretninger paa fineste Velin saavelsom
Forberedelserne til Begravelsen var alt i den Stil, der
svarede til hans personlige Følelse af Dødsfaldets Be-
tydning.

Og det viste sig paa Begravelsesdagen, at hans søn-
lige Opfatning havde fuld Gjenklang i den almindelige
Stemning. Begivenheden appellerede ubetinget til alle
distriktspatriotiske Følelser . . .

SIDE: 384

Mads Foss til Fossgaard! - Navnet var indsunget i
alles Øren fra de var smaa af . . . Saa man sig stor paa
nogen i Distriktet, saa var det vel paa ham, og, vilde
nogen saadan i en rigtig Humørsmiddag komme med
en almenyndet Skaal, saa var det den for Mads Foss,
lun og helt sig selv, som han sad der og bare svarede
med en kort Kvikkert; og vilde man rigtig nævne no-
get, som havde Hævd og hjemme i Distriktet, saa be-
høvede man blot at komme med, at det skrev sig fra,
hvad de brugte paa Fossegaard . . .

Alt dette svævede vemodig som Dun og Fnug om i
den milde Sneluft den Høstdag, Mads Foss skulde ste-
des til Jorden.

Rækken af Vogne og Karjoler strakte sig fra Trap-
pen hele Alléen nedover, medens der gjennem Værel-
serne nedenunder serveredes med Frokost, før den store
Kiste, der stod helt blomsterdækket ovenpaa i den sort-
dekorerede Sal, skulde ledsages til Kirkegaarden.

I Gangen stod paa Borde og Bænke Stabler med Flos-
hatte af de forskjelligste Aarstal og Façoner, bredbræm-
mede og smalbræmmede, forligelig ved Siden af hin-
anden, - gamle, fedtede, troværdige Distriktsbøtter
oppe fra Dalen som nede fra Sjøkanten, der havde
staat sine Tørninger i alle høitidelige Opvisninger snart
gjennem en Mandsalder, ved Siden af brede franske
og smalpullede engelske nede fra Byen og Ladestedet,
tunge nedknælede Brandpøser eller gamle forlagte
Skorstensrør, der havde staat glemte paa Mørkloftet
med Uldgarn og andet i og nu for Leiligheden var fei-
ede og i Hast besørget opsat nede i Byen . . . Om de
havde kunnet udveksle sine Minder, fortalt sine Skram-
mer, Bunker og Havarier, det havde været et broget
Stykke af Distriktets Historie gjennem Barnedaa-
ber, Begravelser, Bryllupper og alskens Lag.

Men mellem dem savnedes nu én, som pleiede at
rage op i Følget foran de andre og give Tegnet, naar
de i den høitidelige Stund skulde løftes af Hovedet, -
Mads Foss's store Hat!

SIDE: 385

Vinteren og en lang Vaar var gaat.

Overtagelsen af Faderens Gods havde givet Johnnys
Affærer en bredere Fod at staa paa. Han havde, som
han udtrykte sig, dirigeret en Del af sin Kapital ude-
lukkende paa at faa Fossegaard i Hævd og Skik igjen.
"Man fik begynde med Husene, - Bjølstadmyren var
for dyr endnu!" . . .

Paa Sneføret var der kjørt store Partier Bygnings-
tømmer til Gaarden. Han havde optaget et Laan paa
Fossegaard og Borg underét.

Det var en Fest for ham den Dag i Randen af Som-
meren, da Hætten endelig skulde af Bygningen. "An-
dre Folk holdt Kranselag, naar de havde faat sat Ta-
get paa; men han tillod sig nu at føle sig i det Humør
den Dag, Taget skulde af!" - han var kommet hidop
i den Anledning.

. . . "Kunde være adskilligt for en Mand at ha' daar-
lig Samvittighed for," sagde han og spyttede væk Cigar-
stumpen hen paa Tømmerstokken, medens han stod og
saa paa; - men, at han aldrig havde harcelleret det
Tag til den gamle, det regnede han sig til Retfærdig-
hed . . . var han virkelig nok saa glad ved! Hver Tid
vil nu ha' sit Skal at huses i; men dette havde siddet
over helt, siden Folk byggede i Høladestilen . . .

"Gamlen ja! modern var han ikke; . . . han syntes,
Taget var pent han!" - sagde han rørt.

Henrik mente nu, at det var i den stik modsatte
Ende, med Bjølstadmyren, der burde fanges an, saa
kunde de pynte Huset bagefter.

Han havde for den udmærkede Løn, Johnny bød
ham, overtaget Bestyrelsen af Eiendommen. At op-
sige sin Morsarv nu for at begynde noget paa egen
Haand, fandt han under den nuværende Overgangs-
tilstand saa langtfra rigtigt, at han tvertimod havde
indrømmet det af Johnny optagne Laan Pantesikkert
i Fossegaard foran den.

Johnny skulde hygget sig saa inderlig godt ved at

SIDE: 386

gaa heroppe og se til og maale og passe og følge med
Arbeidet paa Bygningen; men kunde jo ikke være
hjemmefra en halv Dag nu, efterat Dampskibene var i
fuld Gang allesammen, - "altid fuldt af reisende For-
bindelser! Det gjaldt at være à jour til at fange For-
retninger." . . .

Efter Kaffeen med den lille Konjak til saa han hastig
paa Uhret . . . "Fem, seks -" beregnede han, "maatte
nødvendig ikke forsømme et Møde i Klubben iaften!

Aa, Du Marianne! - naar Grüners kommer, saa pas
lidt paa, at man ikke hugger og hamrer for nær over
Hodet paa Gubben . . . Og" . . . han trak sin fine Vaar-
frak paa for at stige i Karjolen, - "mind endelig An-
tonia paa at sende mig Papiret ned til Kontoret, straks
hun har faat Underskriften. Gubben slaar sig af og til
sta, véd Du."

Han havde tilbudt Grüners den ene Husfløi neden-
under til Landsted for Sommeren." - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Antonia var naturligvis oppe Dagen iforveien for at
forberede og efterse, at alt paa alle Maader var i Or-
den til Indkvarteringen.

Og det var sandelig godt, hun kom, for der var en
hel Del at omarrangere. En gammel med Uldtøi be-
trukket Lænestol skulde ned fra Mørkloftet, og Sofaerne
byttes med dem paa Sørsalen, som der ikke var Træ-
værk og Sprinkler i, - "for Grüner taalte aldeles ingen
Træk, - derimod saa meget som mulig aabne Vin-
duer, det var Luften, som skulde gjøre det" . . .

Det var, som Nordenvinden fo'r gjennem hele Huset,
sagde Henrik, - Dørene fløi næsten op af Trykket
foran hende!

Og da hun saa kom med Grüner og alle Børnene og
to Tjenestepiger og al Bagagen, - i to Vogne og et
stort Kjærrelæs, - saa var der jo en Hurlumhei,
medens det stod paa, og alt skulde gaa som en Røg for
hende.

Men saa var det da ogsaa over med engang som et
Uveir.

SIDE: 387

En Timestid efter stabbede Grüner med sine forede
engelske Patentsko mellem Hækkene, og laa den mind-
ste og sov og rulledes i Barnevognen langt nede i Gan-
gene i Haven. Det var, som de havde været der i
fjorten Dage.

Mina Biermann kom kjørende fra Nedre-Bruget en
Sviptur for at hilse paa de nyankomne.

Hun maatte straks om og beundre, hvor udmærket
hensigtsmæssigt Antonia havde faat alt indrettet for
Gubben og Børnene . . . "Biermann skulde nok komme
over og tage sig af Grüner, saa han ikke kom til at
kjede sig der isommer," forsikkrede hun . . .

"Men har Du lagt Mærke til, hvor mager Marianne
er blevet, Mina?" yttrede Antonia, medens de gik der
og saa sig om. "Det passer ikke for Marianne at være
mager, hun blir saa lang og tynd i Ansigtet, holder
paa at tabe sig, synes jeg!"

"Marianne?" . . . Mina havde ikke tænkt paa det.

"Hun kan da ikke ville gaa her som en sørgende
Enke efter Bastian hele sit Liv!" tog Antonia i.

"Det er ikke muligt at forstaa sig paa Marianne hver-
ken for mig eller Biermann! Her kommer baade den
ene og den anden, baade Doktoren og Robarth, og hil-
ser paa Henrik, som de siger. Jeg er vis paa, hun kan
faa, hvem hun bare peger paa. Men det ser næsten ud,
som hun lytter mere til Hysing, naar han udbreder sig
om de "logiske Modsigelser i Kvinden", og hvad det
nu er altsammen! Det gaar over hele min Forstand . . ."

"Men kjære Mina! hun kan da vel aldrig i Evighed
ville ha' ham?" udbrast Antonia. - - - - "Aa jeg
tænker, det er et eller andet, hun vil se sig for i først,
jeg!" mumlede hun.

"Grüner! . . . Grüner!" raabte hun saa ud af Vinduet,
- "ikke længere nedover i Fugtigheden ved Dammen!
. . . gaa ind i Bjerkelunden" . . .

- - "Snak med Grüner som tilfældig Du, Henrik!
- om Johnny - og styrk ham lidt; ellers sætter han
sig i Hodet, jeg véd ikke hvad," kom Antonia den
næste Dag hen til Søskendene. "Naar Marianne kan be-

SIDE: 388

tro ham hele sin Eiendom, og Du, Henrik, har jo og-
saa vist, Du -"

"Aa, Du kan skjønne, jeg er saa for dum og ukjendt
i de Sager til, at det kan nytte mig noget mod ham,
- en gammel Forretningsmand . . . Og desuden, Du
Antonia! - at sætte alt, hvad hele Familien eier og har
bare ind paa Johnnys ene Skude . . . det kunde da
tænkes, at den gamle kan have lidt Ret."

"Saa? - Jeg kan høre, Du har været for længe hjem-
mefra, Henrik! og har tabt en Smule paa Familiesan-
sen!" brød hun indigneret ud.

"Véd ikke det! Jeg synes, jeg gaar her og bier af
lutter, jeg véd ikke hvad, - Høflighed, Fromhed, Dum-
hed, - paa Familien! - uden at være min egen Mand
endnu."

"Aa som ikke det er saa grundig bare din egen
Skyld, Henrik! - Havde Du gjort, - jeg havde nær
sagt din Pligt, - det, Far lagde sig i Graven uden
at faa opfyldt, saa kunde Du nu været en ganske an-
den Mand og Støtte i Familien, og jeg nu ikke behøvede
at læsse alt paa min stakkars Grüner."

"Gjøre hvad, gjøre hvad?"

"Aa, - din Pligt! - som jeg og Marianne gjorde
vor, - siden det nu skal siges alt i Verden idag! -
Vi spurgte saamæn ikke efter Smag og Behag vi; vi
havde bare Øine i Hodet og saa, hvad der maatte til,
skulde Fossefamilien holde sig som det, den har været.
Naa, Far kom da hæderlig og anset i sin Grav, og til
Dato staar Johnny og vi andre, saa vi forsvarer os, det,
jeg ser rundtom. Det er bare én af os, som ikke en-
gang bryder sig om at oprette, at han gjorde Dumhe-
der, dem Familien maatte dække over, og han gaar nu
her paa Fossegaard uden at være blot saa meget som
sin egen Mand, som Du siger."

"Antonia da!" afbrød Marianne hende.

"Aa lad hende snakke, kjender saa vel Naturen, den
maa ha' Luft!" gik han tvært bort.

"Vi maa søge at bringe ham til Eftertanke, Du Mari-
anne! Han er virkelig blevet fremmed i Følelsen, lig-

SIDE: 389

ner slet ikke rigtig os andre mere. Det skulde være
deiligt det, lade være at støtte Johnny nu! netop, som
han er som bedst ifærd med . . ." hun saa op til Taget,
hvor der arbeidedes.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Henrik kom som vanlig ind i Spisekammeret ved
Femtiden om Eftermiddagen og fik sig et Stykke Smør-
rebrød med et eller andet til: - han stod op og lagde
sig i denne Tid med Arbeidsfolket.

Men Kirsten saa, at der slet ikke var Humør i ham
idag; han sad der sortsmudsket og stirrede paa, at hun
skivede op Brød og Rullepølse til Eftasværdsbordet.

Hun mærkede jo forresten det samme hver Dag nu;
- han var slet ikke fornøiet.

"Nei, nei, De skulde passe Dem! Jeg er altid saa ræd
for disse Fingrene Deres, Kirsten, - at De skal skjære
Dem," udbrød han.

"Aa, jeg er vant!"

Skiverne faldt ogsaa saa raskt og net for hende, saa-
dant pent Greb og Tag i de lidt magre Hænder, hun
havde at gjøre med. Det var ikke første Gang, han
havde set sig lei paa den store, hvasse Kniven!

"Der gik jo én engang og tjente i syv Aar for Lea og
i syv Aar for Rakel," gav han sine Tanker Udløb; "saa-
dan gaar nu jeg og tjener for Bjølstadmyren . . . Rive
ned Taget . . . begynde paa Ø istedetfor A! Men saa
kan én vel tilslut komme til det ved at gaa Abc'en
baglængs ogsaa. En kan jo aldrig vide nogenting, rundt
i det samme, som én gaar, - véd bare, at jeg nogle
Gange er blevet adskillig forbløffet over Udsigten, naar
jeg har stukket Hodet ud!" mumlede han.

. . . "Anton Johannesen tog sig for at give mig sine
Vink i Høst . . . Men siden Johnny fik Fossegaard, saa
blev det en anden Sag, da sad han igjen grundmuret!
Bange for, at slige Handelsfolk skjønner sig paa Land-
eiendomme akkurat saameget som Katten paa Mus-
kat . . .

Faat Tilhold om at gifte mig! - La, la, la, - ja, da

SIDE: 390

blev én sin egen Mand . . . Det vil sige hendes for
dette Liv . . ."

Kirsten var ikke fri for at holde med ham, det
skjønte han; hun saa bare ned i det, hun skar, for at
undgaa at vise det. Havde endda Bertha havt noget,
som lignede det mørke Hoved, som stod paa skjæve der
ned imod Arbeidet. . . .

"Vilde De tage en rig én, Kirsten! . . . saadan en som
gamle Grüner?" begyndte han.

Hun skar hidsig i.

"Aa det er da ikke noget at bli sint for, pas Dem
for Kniven! - det kan gaa galt det der . . .

Nei ser De bare! De gjorde det ikke, det skulde jeg
bande paa. De synes, De kan sørge for Dem selv De.

Jeg siger sletikke, at jeg ikke har Lyst til at gifte
mig; jeg skulde ha' stor Lyst til det. Men saa fik det
da være med nogen jeg vilde ha' Fornøielse af at
være sammen med, enten det nu gik ret eller vrangt,
og som jeg havde Lid til, og som det var det Hold i,
at vi kunde faa op noget selv. Hun maatte være saa-
dan, som jeg vilde og ikke saadan, som de andre vilde
. . . Nei det maatte være én, som" - han stirrede di-
stræt igjen i Fjælen, hvor hun skar, og sagde lang-
somt:

"De er grei, Kirsten . . .

De er forstandig . . . De er beskeden, Kirsten!"

Kirsten blev lidt rød om Ørene og holdt sig stadig
dybere ned i Arbeidet; hun havde netop Toppen af
Rullen med Hyssingen i igjen i Fingrene og maatte
nu skjære forsigtig . . .

. . . "arbeider fra Morgen til Aften uden at tænke paa
Dem selv just! . . . ikke engang, at De blir mager. De
blir toppende sint, naar ikke to og to skal være fire,
- nei, De fordrager ikke, at Regnskabet gaar bag-
længs, det er noget De er født med . . ."

Kirsten saa igjen ned fra sit korte Forsøg paa at
modsige; - hun var blevet rød helt over Ørene og
noget befippet.

"Og De er vakker, Kirsten! . . .

SIDE: 391

Nei nei nei, De skjærer Fingertoppene af Dem . . .
med den store Kniven!" han tog hende om Haandled-
det, baade hende og Kniven . . .

"Jeg er ganske vis paa, at, skal jeg nogengang ha'
en Hustru, jeg kan være glad i, og som vil stride sam-
men med mig, saa maa det være Dem, Kirsten Holst
- og ingen anden! . . . vil De ta' mig, Kirsten! - jeg
er slet ikke vis paa, jeg eier noget."

Hun stod forfærdet og saa paa ham, medens Øinene
efterhaanden fyldtes af Taarer. Tanken var saa utæn-
kelig . . .

Men der var ikke Spor af Tvil! Han stod der bred
og troværdig og stor og havde hende om Haandleddet
og saa grebet alvorlig paa hende som det gjaldt Livet.

De fo'r gjennem hendes kjøkkenvante Hoved alle
Hensynene, - hvor umuligt det var, og hvorledes det
vilde mødes af Familien rundt om. Det var som et
vildt Hav at styrte sig blindt i . . .

"Naa Kirsten, vil Du ikke svare mig? . . . Ikke,
uden Du kan like mig en Smule" . . .

Hun saa et Udtryk af sindsbevæget Tvil.

Kjøkkenkniven faldt ned paa Bænken, - og Kir-
sten styrtede sig i Havet! . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- En Stund efter var Henrik ude hos Arbeidsfol-
kene; han stod der med en ny, stærk Følelse, som om
alt nu først rigtig skulde begynde!

Kirsten kom med Brættet op fra Haven; - hun havde
Fart i sig, - var urolig nu stakkar . . .

De sad alle i Lysthuset ved Theen og Eftasværden.

Han gik nedover, skuttende lidt paa sig med en Hold-
ning som til Slag, før hans brede Person mørknede
Indgangen.

Antonia, der holdt paa at fæste et Teppe i Lysthus-
væggen bagom Grüner, "som vel skulde have Luft
men ikke Træk", opfattede straks Meningen, - at han
kom for i Forsonlighed at vise sig igjen efter deres
Brudulie før paa Eftermiddagen . . .

"Du maa kjende paa Kjæksene, vi har med os, Hen-

SIDE: 392

rik," sagde hun uden at vende sig; - "lad ham faa
en Kop The, Hilda!"

"Kjæks? - saa tak! - Ganske gode . . . lad mig faa
én til . . . Husker nu, jeg glemte rent at spise Eftas-
værden min . . . Kom af, at jeg lagde mig dine Ord saa
paa Hjerte, Antonia!"

"Hvad?" hun saa uvist paa ham.

"Jo saa mæn gjorde jeg saa. Du talte da indtræn-
gende nok, synes jeg."

"Ser Du! - Aa lad Henrik prøve de Kanelstængerne,
Marianne! - Kan I ikke rykke ind og gi' ham lidt
Plads da!"

Marianne saa noget spændt paa Broderen, medens
hun rakte ham Hvedebrødskurven; hun kjendte ham
og var ikke fuldt saa troskyldig som Antonia. Han
saa slet ikke ud, som han var ifærd med at krybe til
Korset.

"Ogsaa gode! . . . Havde De Appetit den Dag, De
havde forlovet Dem, Konsul?" var Henriks noget for-
bløffende Spørgsmaal.

"Man er jo forbandet graadig!" sagde Konsulen med
sin lidt tyske Akcent lunt indgaaende; der kom bag-
efter i Stilhed et lidet Svælg, som om man dog nok
ogsaa kunde sluge en for stor Fisk.

"Du kan nok trænge til noget at forsvare din Mund
med, Henrik!" sagde Antonia; hun var smørblid nu,
Hovedsagen syntes saa vel iorden . . . "til en stor
Mund hører en bred Ryg, véd Du."

"Penge ja! - saa Munden kan løbe lybsk som en
anden Luksushest . . . Men, ser Du, Antonia, med min
Natur, saa kom jeg bare til at gispe da. Det er just
Kildringen paa Ryggen, at én selv maa staa i Pryglene
. . . Peberet, skjønner Du."

"Han ligner virkelig Far, Marianne! endnu som jeg
husker ham. Se blot, som han staar nu, med et eller
andet bag Øret! - Naar han gifter sig, saa faar han
nok et passende Bidsel . . . Jeg synes nu forresten,
Munden hans er noksaa morsom, saadan som den er,
jeg!"

SIDE: 393

"Det er netop at faa beholde den, som den er, jeg
har Lyst til at indrette mig paa. Hvad siger nu Du,
Antonia, om jeg havde faldt paa at forlove mig med
Jomfru Holst?"

"Aa, hold nu din -" lo hun.

"Ja ser Du, kjære Antonia, det har sin Aarsag, at
jeg staar her og spiser dine Kjæks. Opmuntret ved
din Tale gik jeg hen og forlovede mig med Kirsten
istedetfor at spise Eftasværd. Ja, I kjender hende og
véd lige saa godt som jeg, hvad hun er . . ."

Hilda saa vild forskrækket hen paa Antonia, der
knuste den Kjæks, hun holdt, i Smadder og kastede
den hen i Kurven. Mariannes store graa Øine hvilte
forbauset og opmærksomt paa Broderen.

- Den lumre Familiescene fik Luft, da Henrik var
gaat: -

"Sagde jeg det ikke?" udbrød Antonia, "han ligner
ingen af os! . . . Der ligger Uldteppet dit under Bordet,
Grüner! Gudbevares, Du kan jo faa Benene fulde at
Gigt igjen paa den kolde, fugtige Jord, naar Du ikke
holder dem paa Skamlen!" - hun pakkede hæftig om
ham . . . "Grüner kan ikke engang fatte det! - Kunde
der hænde en større Ulykke. Hvad siger Du Grüner?
. . . Jeg véd ikke, hvordan vi skal forberede Mina paa
det, naar hun kommer over imorgen, hun vil blive
rent fortvilet! - og Johnny . . . Det er et helt Slag for
Familien! Havde Du kunnet tænke Dig Muligheden
af noget saadant, Marianne?"

"Aa det gaar ikke an at tage det saa," mente Mari-
anne; hun havde siddet i dybe Tanker. At Henrik
havde vovet at følge sin Tilbøielighed tvertover alle
Hensyn havde slaat ned i hende.

"Det skal altsaa være Faktum dette!" opgjorde An-
tonia efter en Stunds Taushed . . .

"Men ét kommer vi nu ialfald alle til at være enige
om, tænker jeg, Marianne. - Aa kjære, slip ikke Tep-
pet igjen, Grüner! - Vi kan ikke en Time længere lade
et Menneske, som skal blive vor Svigerinde, gaa og

SIDE: 394

opvarte os. Enten fortrækker hun eller vi, - ikke
sandt, Grüner?" -

- Da Marianne senere kom op og mødtes af Kir-
stens bange, forskrækkede Mine, tog hun pludselig og
omfavnede og kyssede hende længe og hæftigt. Kir-
sten kjendte, der randt store, tunge Taarer ned i An-
sigtet paa sig . . .

Saa talte Marianne med hende og Henrik, og det
blev da ordnet saaledes, at Kirsten skulde tage hen
til en gammel Tante nede i Ladestedet, indtil Henrik
kunde forsvare at gifte sig.

Hovedbygningen paa Fossegaard havde staat Vin-
teren over med kun et Skurdække for det nedrevne
Tag.

Johnny havde fundet det rigtigst først at fortsætte
Arbeidet til Vaaren, og det var nu saa smaat begyndt
at røres ved igjen, om det end ikke i nogen Maade
svarede til Rygterne i Byen, som - med Undren over,
at han i saa vanskelige Tider som disse, hvor det be-
gyndte at knage baade i det ene og det andet Firma
langs Kysten, kunde afse Ressourcerne, - berettede,
at han holdt paa at reise en hel Herregaardsbygning
deroppe paa Fossegaard. Den skulde være baade saa
og saa, baade Speilruder og Altaner!

Forstaaeligt blev det ialfald, at en saa engageret
Mand af og til kunde komme i et Knibetag for Kon-
tanter . . .

Men, at der ikke var nogen dybere Grund i Vrøvlet
og Snakket, der af og til reiste sig som en Kastevind
over Byen og fo'r væk igjen efter næste Selskab, kunde
man begribe af mange Tegn. Saadant som at sende
Hilda til Pension i Lybeck gjorde man ikke, naar der
var Alvor med Forlegenhederne.

SIDE: 395

Stikordet om Grosserer Foss blev det gamle: - en
sjelden merkantil Dygtighed; - men han anstrængte
ogsaa sin Kredit, - vilde tjene Penge for Høitryk! . . .
- - - - - - - - - - - - - - - - -

- - "Nei, nei, nei, Henrik!" forklarede Johnny, "lad
bare Andreasen stelle med Møllen, han kan Rummelen
han, - har Gummielastikummet og Korken i sig fra
Fars Tid, ser Du, - kan klare et Lørdagsopgjør med
Folkene uden en Tolvskilling i Næven! . . . Det er ikke
noget for Dig det! . . . Pas Du bare hele Resten, saa det
ikke trækker Kontanter fra Forretningen hernede . . .

. . . Svære Tider, skal jeg sige Dig! . . . Naar de saa
blot vilde gjøre en liden Vending paa sig. Men Folk
er som forrykte, baade i Bankerne og andetsteds, bare
de ser et Papir. Saa nu faar én sætte op et stivt Fjæs,
det er Nummer et, som om én har Penge at kræve af
hver Kjæft, én møder! Det er de ræd for, ser Du; de
har lidt ond Samvittighed nogen og hver for Tiden.
Gjælder om enten at skræmme eller at bli' skræmt!
Det er bare Bussemændene, som faar gjort Kredit nu.
Nummer to er at skrabe og skave tilbunds i sin egen
Gryde efter alt det, som bare kan gjøres til kontant
. . . En maa kunne lidt af at skabe, ser Du!" endte han
overlegent.

Han skulde afsted og saa dygtig eksalteret eller for-
ceret ud, syntes Henrik, og lidt taaget stiv i Øinene.
Der var noget nervøst svedigt ved Tindingerne, og han
gik vist paa to tre Glas Portvin alt paa Formidda-
gen . . .

"Stakkar, alt det, han har skabt sig at staa i!" . . .
Henrik kjørte opefter til Fossegaard igjen. Han sad i
Grublerier og havde ingen Lyst til at stanse idag inde
hos sin Ven Anton Johannesen.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Var der en hændig Sjæl, som kunde sno sig og
dreie sig, saa var det Andreasen! han stod aldrig fast,
kunde forbløffe den mest paagaaende ved at holde ham
Regnskab og Kontrabog for Næsen, opgjort paa Skil-
lingen med blaa og rød linieret Streg under, - "vilde

SIDE: 396

han kanske driste sig til at paastaa, at her ikke var
Orden i Papirerne ved Møllen?" . . .

"Ser Du . . . Dig tilgode, Dig betalt, - i Mel . . .
kontant . . . Forskud - Saldo!" - skreg han omkap
med Møllesusen, - "i din Favør - elleve Mark . . .
Mel eller Seddel? - Svar Mand! . . . Aa, gi'r ikke kon-
tant fortiden . . . Der har Du skriftlig, - det er saa
sikkert som Fossegaard det, Far!"

Og paa Fossegaard trode han som paa sit Evange-
lium!

Der var Tider, da Fossegaard var pr. kontant, og
der var Tider, da det kun gav Sedler, - det var som
Elven det, der ogsaa stoppede under Møllen om Som-
meren, - ingenting aarvist i denne Verden! . . . Men
vis mig en Seddel ligefra længst tilbage i Kommissæ-
rens Tid, som ikke tilslut er blevet greiet?

Andreasen havde aldrig tænkt, han nogengang skulde
komme til at spørge hverken sig selv eller andre om
noget saa unyttigt, faafængt! - var ikke det skamme-
lig nederdrægtige passeret, at Buaas nede i Strand-
gaden pludselig ikke vilde give Varer for Sedlernes
fulde paalydende, saa der kom Klager og Spektakler fra
Arbeidsfolket.

Det var jo aldeles meningsløst dette, - saavist som
Buaas fik Sedlerne indfri'de nede paa Grossererens
Kontor ved Kvartalsopgjørene for Møllen . . .

Men Mandag Morgen indfandt Folkene sig med Sed-
lerne i Næverne, - Buaas tog dem ikke.

Saa? - Andreasen rev alle Sedlerne til sig og bad
dem reise til -; reiste saa selv lige ned til Grossere-
ren og meldte Hr. Buaas.

Han traf Johnny om Formiddagen just, som han
med Cigaren i Munden var for udgaaende fra Kon-
toret.

Grossereren studsede lidt uvist, da han saa ham:

"Græsselig travelt Andreasen, - kniber om Tiden
. . . Skal nok arrangere det . . . Reis bare hjem igjen!"

"Men - alle Folkene . . . de venter!" drog Andreasen
betænkelig paa det.

SIDE: 397

"Kan De ikke gi' dem Mel, - de vil jo ha' Mel!"
lød det utaalmodigt.

Andreasen vred sig, den tynde skjæve Næse fik Træk-
ninger.

". . . Den maa nok udryddes den Fordom, de har faat
. . . de vil ikke kjøre mere for Møllen."

Johnny saa hastig paa ham og spurgte ikke videre;
han trak blot op sit Gulduhr og fulgte Viseren.

"Kom igjen her paa Kontoret Klokken to præcis An-
dreasen! - nu maa jeg i Banken!"

Andreasen kunde nok begribe, at det maatte være
noget Sludder dette med Sedlerne! . . . Den Peder Haal-
bakken deroppe, som havde brugt sig saa imor-
ges, skulde faa sin Hyre, - or-dentlig!

Han slængte om i Gaderne og tyggede paa en Ud-
gydelse, saa det skulde knage i dem! Flere Gange saa
han ogsaa et Skimt af Grossereren, saa oppe i
Gaden, saa ud af Banken, saa oppe ved en Pakbod,
hvor han spurgte efter nogen.

Klokken to paa Punktet var Andreasen paa Kontoret.
Der laa Besked til ham, at det ikke nyttede at komme
igjen for Klokken fire.

Det var jo noget svedende langdrøit. Andreasen havde
hele Arbeidsstokken staaende langs Væggene hjemme . . .

Bedst at give Brunen lidt Havrefoder, saa den kunde
ta' de tre Mile uden at hvile! . . . Den Peder Haalbak-
ken havde brugt sig om at bli' sat baade mad- og
raadløs . . . og spyttet til Sedlerne. Han gik vel nu
derhjemme og satte dem op allesammen. . . .

Bare han nu fik det greiet og kunde faa sveipe paa
hjemover!

Klokken fire stak han allerhøfligst igjen sit forvent-
ningsfulde Ansigt ind af Kontordøren.

Var ikke kommet endnu. Andreasen fik sidde ned og
vente . . .

Viseren gik sent paa det smukke Væggeuhr over Dø-
ren, der førte ind til Grossererens eget Kontor. Den
flyttede sig Prik for Prik . . . kneppede halv fem . . .
blev langt om længe fem . . .

SIDE: 398

Nu forlød det, at han neppe kunde ventes paa Kon-
toret før Klokken syv.

Andreasen gav Hesten nok en Gang Havre og
spændte for. Han maatte ialfald være deroppe saa be-
tids, at han kunde faa udleveret dem Mel; - ellers
udbredte de gjerne, at han var rømt!

Han stak en sidste Gang det blege Næb ind paa
Kontoret: - "Ingen Grosserer . . . endnu?" - lød det
mat.

Og saa afsted! . . .

Det var i en af Byens yderste Sidegader, at han
kjørte lige mod Grossereren, som gik ved Grøften langs
Plankeværket.

"Naa, naa Andreasen! De var nok nær kjørt afsted
uden Besked, De! - Men et Menneske er ikke mere end
et Menneske, ser De, - har gaat i bare Travelhed hele
Tiden . . . Det var, som jeg kunde tænke en ren Mis-
forstaaelse! Buaas ta'r Sedlerne saa friskt, som de bare
udstedes for Møllen."

Det lysnede over hele Andreasen; han fik en anden
Reisning i Karjolen.

. . . "Og saa finder jeg det for den første Tid ufor-
nødent, at De betaler med andet end Sedler for Møl-
len. Jeg vil nu ha' den Ordning, at hvad der kommer
ind i Kontanter i Møllekassen, afleverer De hver Lør-
dag ned til mig paa Kontoret!

Bedst De faar noget kontant med Dem for at stoppe
Skraalet deroppe ikvæld!" tilføiede han og leverede
ham af sin Tegnebog.

Andreasen kjørte.

Det gik, saa Veien føg under Karjolen. Lidt efter
lidt steg igjen Harmen op i ham . . . "De Skarver! han
skulde gi' dem Salt til Melet ikvæld!"

Johnny gik hjemover med en kold Cigarstump i
Munden. Han havde strævet idag, - gaat rundt som
en pisket Top, kunde han næsten sige!

. . . Aagerrenter, - syndige, blodige fire og tyve
Procent, det rene Flaaeri! . . .

Men saa opnaaede han ogsaa det, han i denne Tid

SIDE: 399

trængte haardest: - Kontanter! - at kunne nytte alle
de rede Penge, som kom ind fra Møllen i sin Forret-
ning, - og Kredit for Sedlerne . . .

Det var en delikat og diskret Affære, og han havde
jo maattet give Wollebæk Sikkerhed af en for hans
Kredit kilden Slags for at garantere Buaas Sedlernes
prompte, fulde Udbetaling kvartaliter . . .

Sagen selv blev egentlig bedre og bedre, jo længere
han stirrede paa den.

Det var, hvad han vilde kalde at skabe Udvei, - en
Idé!

Han besaa den og udgrundede den om Kvælden ved
Toddyen. Den steg en Etage i Klarhed for hvert Glas,
han lavede sig; - og ved det tredie og sidste stillede
det sig for ham som et helt Maskineri, hvori Møllen
næsten malede Penge! . . .

Alette saa ham da endelig en Aften hjemme og i
godt Humør igjen. Ellers gik han nu om Dagene og
svarte og smilte; men det var næsten som de
alligevel ikke var til, hverken hun eller Børnene! -
Det var de slemme Tider, han havde at tænke paa . . .

- - At det var Møllesedlerne paa Fossegaard, som
igjen havde sat Røre og Forskrækkelse i Byen, skjønte
nok Johnny, da han om Formiddagen efter et første
Togt med Hatten paa tog sit Smørrebrød med Port-
vin inde i Restaurationen paa Bergs Hotel og saa glemte
igjen paa Bordet et Telegram fra Privatbanken i -dal,
hvori der stod: - "Papiret bevilget". Han vidste, der
vilde komme nysgjerrige Øine paa det saa tæt som Fluer.

En Cigar tændt hos Jomfruen, - af hans egne! -
en liden Kvikkert til hende i Farten, - og saa steame
afsted! - ombord, - i Banken, - ned paa Toldboden,
- over til den anden Side af Havnen, paa Søborgs
Kontor med Vekselblanketterne . . .

Han og Søborg paa Kranen stod sammen som Brødre
for Suppen der, og Søborg manglede saa forbandet
Mod! Han maatte muntres lidt paa hans egen ry Vis,
det gjaldt om at faa tøiet ham til nok en liden Under-
skrift:

SIDE: 400

"Naa, Søborg, er Du strøget, Far! . . . kan saa mæn
være det samme for Dig, min Gut! enten Du siger ja
eller nei, - saa langt, som Du alligevel er i Bakken!"
lo han hans Betænkeligheder bort.

- Det var paa et Haar akkurat det samme, gamle
Konsul Grüner ogsaa sagde, naar han nu med gamle,
skjælvende Træk skrev under, hvergang Postvæsken
kom med Foss  -
han havde sin stille bittre Mening med ikke bare at
nævne A og B; han maatte nu enten staa paa videre
eller indfri store Kapitaler.

Hans Hustru var rent fanatisk opsat i Anledning
af alle de lumpne Rygter, Johnnys Fiender regalerede
med saa fra den ene Kant og saa fra den anden. "De
var utrættelige i at ville undergrave ham. . . . Og som
de da hver Gang blev gjendrevne!"

En filosofisk Betragtning fra Konsulens Side, om,
at Folk gjerne faar saa mange Fiender, naar det be-
gynder at svigte under Fødderne paa dem, knustes af
hele Foragten i hendes store Raceansigt, hvis mørke,
luende Øine nu blot kjæmpede paa Fossegaards Volde
. . . "Nu, de endog havde angrebet Johnnys Møllesed-
ler og søgt at faa Skandale istand oppe ved Møllen!" . . .

"Hja-hja-ja! - Vi kan ialfald sige, vi har k-jæm-
pet," opgjorde han bittert, da hun var gaat, "for al
vor Ammunition den ligger nu i Hr. Johnnys Kanon,
og - plaff! . . ." han sad og rokkede paa Hovedet og
stirrede haabløst op i Luften . . .

- Der var egentlig ikke et Firma af de lidt mere
ny og moderne i Kystbyen, som ikke stod paa et eller
andet Vis engageret i Foss  - her var nok af interesserede Brand-
slukkere. Buaas selv vilde nu ikke engang høre paa
det Øre . . .

Stod der noget som uanfægteligt og to Gange trygt

SIDE: 401

ved alle Kaffebordene, saa var det nu Foss  - den steg blot styrket frem efter hver Bag-
talelse!

Der var ikke en Frue eller Madam eller Jomfru eller
juridisk Embedsmand eller Lærer eller Kateket -
og netop af de rent upartiske, som ikke var varmt
overbevist om Foss  - kun Skade, at det ikke
netop var i Sparebanken og et Par andre Steder, hvor
de kunde draget reelle Følger efter sig.

Men der gaves jo enkelte ængstelige Sjæle, paa hvem
intet Bevis nyttede!

. . . Man skulde aldrig befatte sig med disse Enkers
og ensomme Fruentimmers Penge, opgjorde Johnny
sig om Aftenen, han sad alene paa Kontoret i dybe
Funderinger . . . De er farligere end nogen mistænke-
lig Bank, er istand til at skrige og jamre og lamentere
én til Undergang, inden én véd Ordet af det . . . Far-
lige Penge. . . .

Han saa graa og furet ud.

Det havde været en tilgavns hed Dag, gaat som paa
Gløder med Steamen oppe fra ni imorges. . . .

Han havde nægtet at skrive under mere for Seil-
mager Sunde, stakkar! - han trak paa Skuldrene, som
han tænkte paa det, og var helt rørt. Men sauve qui
peut! det vilde imponere i Banken. Han havde kort
og godt stillet ham Valget mellem at indfri eller at
give op sit Bo; - man fik være Bussemand, maatte
vrage og betvile de andre . . . gjøre sig til Sten. . . .

Han kunde ikke komme fra, at han havde set Man-
den staa ganske hvid foran sig med den stumme Bøn
i Øiet.

. . . Og saa havde Jomfru Fejer været inde paa Kon-
toret hos ham og baaret sig og grædt for sine tre hun-
drede Daler, som hun ikke havde Mod og Sind til at
lade staa i Handelsaffærerne i disse Tider! . . . hun
vilde gaa rent fra Forstanden, skulde hun vente de
tre Maaneders Opsigelsestid paa det, hun saa møisom-

SIDE: 402

melig havde pint sammen i sin lange Tjeneste, - alt
det hun eiede og havde paa denne Jord!

Han havde skrabet Pengene sammen til en Veksel-
fornyelse paa Lørdag; - men de fik gaa nu, og han
viste hende blot ud til Kassereren.

"Sig saa, at Foss ikke er solid og vederhæftig!" havde
hun tumlet ud af Kontordøren halvgal og skjælvende af
Glæde ved at kjende "alt det, hun eiede og havde paa
denne Jord" lige ind paa sit Bryst.

. . . Vil gjøre sin Virkning . . . Naar bare ikke saa-
danne Virkninger lændsede Lommen paa én. . . .

Men Slaget idag, - Problemet - Nødden, som
maatte knækkes, var Provstinde Baltyertsens to tusind
syv hundrede Daler . . .

Hun havde raadført sig med Byfogden og været til
Kaffe hos Alette for at bede hende, - da det var saa-
dan delikat Sag, - endelig udvirke, at de snarest kunde
blive hende udbetalte. Hendes Broder Kjøbmand Ka-
spersen paa Vestlandet var i den forfærdeligste Forle-
genhed, - risikerede at opgive sit Bo, om han ikke fik
Pengene inden Udløbet af Maaneden!

Provstinders Penge, det er endnu det værste Djæ-
velskab, der kan komme i en Forretning . . . værre end
Sprængbomuld! . . .

Hans Tanke svævede, medens den ledte efter Ud-
veie, med en vis skræmt Nysgjerrighed hen over Ran-
den af Undergangen . . .

Det kunde saa temmelig godt begynde med en saa-
dan Provstinde, der gik og sørgede og beklagede sig
over at have faat en Broder med alle sine mange Børn
hensat i Nød og Elendighed for Firmaet Foss's
Skyld. . . .

Han blev bleg, maatte styrke sig ved Toddyen, skim-
tede et helt Mylder af Mennesker, som kom til at raabe
om Nød og Elendighed, gik han først under.

"Naa! skyldte han ikke alle disse at bjerge Stil-
lingen?" - reiste han sig braat. "Om en tre, fire endnu
fik svide og være med paa Risikoen, hvad gjorde det
mod det hele?"

SIDE: 403

Han blev staaende en Stund med Albuen paa Ho-
vedbogen . . .

Han havde alt Planen til Udvei for Øinene . . .

Den voksede blot fra at skaffe to tusind syv hun-
drede til syv otte tusind . . .

En Tur høit op igjennem Dalen nordenfor Bjølstad
til nogle af de større Eiendomsmænd deroppe, i hvem
Fossenavnet endnu sad uryggelig som en gammel Tro.
Samle dem sammen som Garanter for hver sin Sum
. . . Kanske ogsaa prøve med Robarth og Ring? . . .

Kunde bli' et helt Underlag for en ny Kredit.

Han stak ud Toddyglasset . . .

Fik prøve det imorgen! - sætte ind Hesten og tage
en ny paa Fossegaard! . . .

Og det lykkedes! -

Summen blev med disse af alle som utvilsomme
kjendte Sikkerhedsunderlag i vanlige Former bevil-
get i Byens Sparebank. Provstinden maatte behage at
modtage sine Penge paa Kontoret med samt den al-
mene misbilligende Dom - straks . . . Der var ingen
Grund for Foss  og saa vaagnede hun igjen med,
at hun kjendte paa sig, at det bar galt ivei med Johnny!

"Det er ikke rigtigt, - det bærer galt ivei, Henrik!
Jeg saa det ogsaa paa Alette, nu, jeg var der i Lør-
dags, fast hun knap skjønner det selv. Men hun kvæp-
per, bare Johnny tar i Døren, kiger og ser efter ham
og har ikke Øinene fra ham, saalænge han er inde i
Stuen.

Hun sad oppe paa Barnekammeret med Willy paa

SIDE: 405

Fanget midt paa Lørdags Formiddagen, som hun ikke
pleier, - i hendes store, travle Hus. Johnny kom op
og sagde, at han maatte spise paa Hotellet med et
Par Venner. Da han gik, strøg han, saa snilt, som Du
véd han gjør det, lille Willy over Hovedet, og jeg saa
Taarerne brast hende ud af Øinene.

Jeg er saa bange, Henrik, at din Forstand ikke har
Natur for hans Ting, saa Du kan forstaa at hjælpe
ham ret itide; han har jo ingen nu, Kommissæren er
borte!

Han er saa alt for snil baade mod sig selv og andre,
- og vant fra liden af til, at alt, hvad han har Lyst
paa, skal gaa som paa Ruller.

Nei, nei det er ikke i Orden hos din Bror! - jeg
kjendte det alt paa mig, da han begyndte med Taget."

- Det var just det, Henrik nu længe havde grublet
paa og syntes; - han behøvede ikke længere at umage
sig ned til sin Ven Anton Johannesen for at blive klog.

Han havde behøvet to, tre alvorlige Dukkerter ned i
Fossegaardsforblindelsen, før han blev helt klar, -
havde taget fat igjen der i en Slags Ærestro paa Johnny
efter hele Rystelsen ved Faderens Død.

Nu var han aldeles paa det rene med, at ogsaa Ma-
rianne maatte varskoes.

Han gik bleg bevæget oppe paa Sørsalen og viste
hende Fossegaardsmalstrømmen! - stirrede i Hvir-
velen, som den havde dreiet sig, saalænge de kunde
huske tilbage, dækket af en døvende Røgskodde over
hele Distriktet . . . Tobaksskyer og Toddytaage. . . .

Og paa Bunden af det hele en sugende, slugende
Trakt: - Brændevinsglasset, Drammen! . . . den lille
Sup med de mange Navne, hvortil hans Far havde
været forfalden og kanske hans Far før ham.

. . . Det var det lille Glas, der havde taget deres For-
stand, Moral, Velstand, Liv, . . . Mariannes, Biermanns,
Grüners Eiendom, hans egen Arv, Endossenters og
Kautionisters Velfærd i en Kjæde langt længere, end
han kunde øine! Til Undergang gik det altsammen;
- godt om der ikke fulgte Skam og Vanære med. . . .

SIDE: 406

Han var nu for sin Part beredt til at tage Vadmels-
trøien paa; - skulde være saa glad, naar der var be-
gyndt noget rigtig reelt, som der var Bund og Grund
i, - som en ærlig Mand kunde træde og trampe paa,
uden at Støvlehælen gik igjennem og ned i Mudderet,
om det saa var at gaa bag et Møglæs! . . .

Han saa ud, som han kunde flænge af sig Jakken
og tage i med det samme.

Marianne sad med sænkede, halvlukkede Øine; slog
dem ikke et Øieblik op paa ham. Hun skulde jo være
rørt og rystet ved de stærke Billeder af Hjemmet, han
oprullede for hende, - Faderens, Johnnys og alle de
andres tunge Skjæbner . . .

Men det var ikke saa, hun følte det, som hun sad
der med sammenbidte Tænder og røde Pletter op imot
Tindingerne.

. . . "For, ser Du Marianne! Der er ikke Afslag i
det. Du maa være belavet paa, at baade Borg og alt,
hvad Du har faat med din Mand, gaar med i Sluget.
Det er ikke noget at skjule for Dig, - det stryger med
altsammen, - hver Skilling, - hver Flis i Væggen
. . . Det er bare at se det i Øinene. . . .

Saavidt jeg kan forstaa, har Du blot Gullvigen igjen,
det lille der, som Du fik udlagt med Arven efter Mor.
Den eneste af os, som beholder noget, er Hilda; hendes
Morsarv har været sikkret af Overformynderiet.

Og saa faar vi greit ud belave os paa det itide, hver
paa sin Kant.

Hvad mig angaar, saa ser jeg mig om efter Engage-
ment noget Sted, saasnart jeg kan, vil ikke længere lade
mit Arbeide sive ned til Unytte i Jorden her, bare for
at staa Skjermbræt. Andreasen er saa tilstrækkelig
god Overopsynsmand til det Brug."

Han mødte et Øiekast af Marianne . . .

Hendes Tanke var stanset som i Stivkrampe foran
det ene Indtryk: Først var hun bedraget og tvunget
over til Borg, og saa havde de nu bedraget hende om
igjen for det altsammen!

SIDE: 407

"Nei, Henrik," udstødte hun hæst, ude af sig, -
"jeg tilgiver aldrig Far . . . aldrig Johnny!" -

Det bølgede og suste og raste i hende den hele Aften,
medens hun gik Sørsalen op og ned og rundt og rundt
endnu længe efter, at det var blevet mørkt.

Hun kunde ikke sove, vendte sig urolig paa Puden,
- led af en fortærende Følelse af, hvordan hendes Liv
var forskuslet, hvordan de atter og atter havde offret
hende for sin Egenkjærlighed . . . ubarmhjertig nyttet
hende. . . .

Der laa som en Isklump af stivnet Forbittrelse i
hende endnu, da hun langt om længe sovnede ind.

- Hun vaagnede om Morgenen efter en lang Ud-
mattelsens Søvn.

Men, hvordan hun kunde have tænkt eller drømt,
hvordan Tankerne ubevidst kunde have flettet sig, -
lidt efter lidt . . . Jo mere hun atter gjennemgik og
stirrede i alt det, hun var sovnet ind fra igaar: - Ta-
bet af sine Midler, af sin Eiendomsgaard, hendes ved
Bastian Borgs Formue sikkrede ansete, velbefæstede
Eksistens! - desto mere overkom der hende en For-
nemmelse som af en afkastet tung, knugende Byrde,
Følelsen af en stor, frigjørende Lettelse, den hun knap
selv turde tro paa . . .

Det var, som med Bastians Penge ogsaa hendes af-
døde Mands truende Billede med alle Forpligtelserne
og alle Skruplerne var bortblegnet . . . henveiret. . . .

Hun følte og hun følte om igjen, - ledte og prøvede
bævende saa at sige hver Tomme og Fuge i sig, om
Gjenfærdet alligevel nogetsteds kunde have en Mulig-
hed for atter at stige urovækkende frem?

Det var dog først efter Dage, - efter stille skjæl-
vende at have gaat og lyttet og biet paa sig selv for
ikke at falde i Bedrag, at hun mere og mere begyndte
at vove at overgive sig til den voksende, stigende - -
uhyre Glæde! . . .

Midt i de uafvendelig truende Forholde var der for
Marianne nogle Uger fulde af et lykkeligt og bævende
Haab, en gjenoplivende Følelse af, at Verden alligevel

SIDE: 408

tilsidst havde gjemt sit Fond af Livsglæde ogsaa for
hende.

Han, som hun saa haardt havde kjæmpet for at
lukke ude af sin hele Tanke, steg nu atter frem! . . .

Lige efter deres Møde i Høsten for to Aar siden var
Ferdinand Wiese taget til Udlandet for at studere
Skibsbyggeri i Dundee, Hartlepool og andre britiske
Havne, medens hans yngre Bror forestod Forretnin-
gen. Han havde været ude over et Aar, før han tog
en Snartur hjem - for atter at tage til Dundee, hvor
han opholdt sig hos sin Onkel.

Det var nu, - nu til Høsten . . . knap en Maaned
til! - han ventedes hjem . . .

Der steg vaagen som i Drømme et Brev op for hende
- et Brev, hun vilde lade møde ham, - med kun et
eneste Ord i:

"Ferdinand!"
- - - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Det var ganske rigtigt, naar Hysing syntes, han saa
Fru Mariannes Øienstene røre sig under de nedslagne
frynsede Øienlaag, som hun tænkte noget for sig selv
eller endog morede sig . . . Der var noget saa friskt,
livligt, nyt over hende idag!

Det var lykkedes ham at "isolere hende" ved Jord-
bærbedet mellem Lysthuset og Havegjerdet og afskjære
hende fra Trappen . . .

Hun kunde ikke lade være at sammenligne og tænke,
at den Mand, som stod der foran hende og in optima
forma afleverede sit Frieri og fægtede i dybeste Fø-
lelse af sin egen Veltalenhed, igrunden hørte hjemme
paa et ganske andet Torv, nogetsteds, hvor de bare
levede og sværmede for aandrige Dybheder, blaa Tan-
ker og alskens gjennemskuende Satser og Paastande,
og tilstrækkelig saa ned paa alt dette lave jordiske . . .
Aah, hvor de skulde udveksle Meninger paa Bryllups-
dagen! . . .

Marianne var saa lykkelig i denne Tid, at hun et
Øieblik glemte sig og var ubarmhjertig.

SIDE: 409

Men hendes Svar blev mildt, - et bestemt og al-
vorligt nei.

"Men hvorfor? . . . jeg tør dog bede om en Grund?
- De skylder mig, Frue, at nævne, hvad De kan have
at indvende, blot en eneste forstaaelig Grund!" lød det
energisk.

Han stod færdig til at fægte videre, - syntes aaben-
bart, hun maatte være overbevist, rent ud logisk
stængt fra alle Sider!

"Jeg skal sige Dem det, med Deres egen Paastand,
Hr. Hysing!" sagde hun med et let Smil, idet hun
gik:

"Fordi Kvinden saa ofte er ulogisk!"
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Under alt det, som knugede hendes Omgivelser og
heller ikke lod hende selv uberørt, reiste hun sig, -
det følte Marianne selv, rankere, modigere og tillids-
fuldere til at møde, komme, hvad komme maatte, i
ydre Henseende.

Hun dømte ikke længere, - skulde heller ikke
svigte! Hun begyndte jo nu først egentlig at leve . . .
og det svimlede for hende undertiden, saa uvant var
hun til at se og tænke og lægge Planer ind i Fremtiden
for noget, hun virkelig kunde have Hjerte for og om-
fatte med fuld Glæde.

Det gik op for hende, i hvilken Grad hele Livet havde
været hende en eneste stor Ligegyldighed. Hvad havde
hun villet med det andet end at leve i Ro, adsprede sig
med lidt Selskabelighed og trække sine Renter?

Og nu, - Fremtidsplaner! - Arbeide! . . . Hun vilde
tage Del med al sin opsparede Kraft i den energiske
Mands Virke . . .

- Der gik én og ventede, lidenskabelig, utaalmo-
dig, uvist skjælvende, - som man kan vente paa sit
Liv! -

SIDE: 410

Marianne sad kvik og lun ved Thebordet over hos
Fogdens en Eftermiddag, da Husherren kom ind vif-
tende med et Brev og vilde have Selskabet til at gjætte
hans store Nyhed.

"Bedstefar?" . . .

"Befordring. . . . Laurvigs Byfogedembede!" overdø-
vede Majoren glødende hidsig.

"Minda Henschen og Fuldmægtig Yanke!" kjæppede
Fru Biermann i. "Aa, Foged, - ud med det, jeg ser
det paa Dem . . . forlovede!"

"Naa da?" Spændingen blev høi . . .

"Ikke Forlovelse," holdt Fogden to Fotografier i
Veiret . . . "men Giftermaal! - Vor gamle Ven, Ferdi-
nand Wiese har i disse Dage giftet sig med sin Kusine
over i Dundee, og er nu paa Hjemveien."

Jovist var det en Nyhed, som forslog, - en stor Ny-
hed . . . en Kusine over i Dundee!

Efterretningen optog alle.

Marianne sad bleg og smilte lidt fortrukket . . . Hun
takkede for en ny Kop The og besigtigede Fotogra-
fierne af begge de nygifte, der gik rundt fra Haand til
Haand og tilslut blev liggende paa Bordet foran
hende . . .

. . . Hun saa Majoren og de andre som i en Taage
udover Aftenen, talte med dem, smilte, naar der skulde
smiles, og var korrekt . . .

"Saa hul som en raadden Nød . . . forbande mig,
- saa Dusta og Pulveret ryger! . . ."

Tolderen paa Furusæt fraasede og godgjorde sig
rigtig i disse slemme Rygters Tid; han gav ustanselig
af sig om "Hr. Foss  de risi-
kerede ellers alt selv, og fandt sin Regning ved rundt
om høirøstet at forsikkre og bedyre hans Kredit. De
gik i Selskab til hverandre, trykkede hinandens Hæn-
der, var ømme for hverandres Familiers og Børns Be-
findende; Hustruerne var dyre Veninder, - og de vid-
ste om hverandre i sine inderste Tanker, at, havde de
saavist kunnet, som de havde Villien, de havde sat
hverandre nøgne paa Gaden for at bjerge sig selv . . .

SIDE: 412

Men der var intet Raad, de fik holde hjertelig sam-
men over den hule Grund og - haabe paa Johnny; det
var ikke frit for, at han kunde gjøre Mirakler allige-
vel! . . .

Hans Møllesedler gik jo, blev honoreret som Guld
borte i Gaden hos Buaas - ogsaa, naar de i en snever
Vending udstedtes fra hans Kontor. Det var rigtignok
bare Smaasummer; men de førte dog saa at sige et
dagligt Bevis for, at Foss  Buaas slap ikke sine Penge i Sjøen,
det vidste man nok!

Det var den værste Tid, det haardeste Hav, Johnny
endnu havde havt at staa, disse to tre mørke Maaneder
før Jul . . . Tvil, Forbeholdenhed og Mistro fra alle sine
Forbindelser. Han modtog Telegrammer, - mon Tele-
grafisterne ogsaa holdt tæt? . . .

Hjemme mødte han stadig et underlig blegt for-
skende Ansigt, som han helst vilde unddrage sig.

. . . "Du plager mig, Alette, Du ser saa paa mig!"
brød han ud en Dag. "Kan Du ikke forstaa, at jeg
har meget at tænke paa, - at det er en vanskelig Tid
for mig som for alle andre!"

Det var næsten lettende, da hun angav en Grund for
sin Ængstelse . . . Der gik saa mange Børnesygdomme
i Byen, baade Skarlagensfeber og Strubehoste; - han
maatte ikke bryde sig om, at hun var lidt urolig . . .

Han sad alene udover Aftenen, efterat Kontorfolkene
var gaat, for lukkede Skodder og arbeidede, medens
Spiritusmaskinen med det varme Vand til hans Toddy
susede ved Siden af Kopierpressen paa Bordet. Det
gjaldt, at møde Forlegenheder til alle Kanter, at holde
Kontenancen, - lade, som han ikke forstod, naar For-
retningsvenner høflig koldblodig pressede og skruede
og pinte ham ud for de allersidste frelsende Ressour-
cer, medens ufornyede Papirer baade her og der hang
over hans Hoved . . .

Ikvæld grundede han paa et Slag igjen, - og at
det gjaldt briste eller bære! - stod med Ildskrift for
ham.

SIDE: 413

Han havde en Skrivelse fra Privatbanken i -dal
foran sig . . . paa Bankens Vegne og som Kommissio-
nær for Londonnerhuset . . .

Han havde fra i Formiddag læst de faa formelle
Linier paa det store blaa, stemplede Postpapir atter og
atter, som han vilde trænge igjennem dem og læse i
Bankchefens Ansigt bagom. Var det bare Formalia,
- blot en Slags Skruning disse Ord om, at alt det
forfaldne uopholdelig maatte indfries og en væsent-
ligere Afdragssum indbetales, om Banken ikke skulde
se sig nødt til at ty til Sikkerhederne i Fossegaard og
Borg?

Bankchefen var jo hans gode Ven og kunde da ikke
rent ud ville lægge an paa at ruinere ham?

Han havde noteret op de mindst slidte Navne blandt
sin Stok af Venner i Byen, føiet til nogle Sikkerheder,
der kunde eie en vis Klang paa langt Hold, og speku-
lerede paa at stille i Udsigt Hildas Arv, naar hun nu
til næste Sommer fik Alder til at kvittere for den . . .

Men reise derhen maatte han uopholdelig, - endnu
imorgentidlig med Dampskibet . . . Ethvert kreditspil-
lende yderligere Skridt maatte, koste, hvad koste vilde,
forebygges, - ellers var Ruinen der!

Under gjentagne Prøvelser og Overveielser stilede
han Ansøgningen saaledes, som den maatte indleveres,
støttet af hans personlige Nærvær og sidste, stærke
Overtalelsesgrund, - Hildas Arv. -

- Klokken var over elleve, da han kom hjem og
hastig underrettede Alette om Reisen tidlig før Dag
næste Morgen.

Hun stod uvis og saa paa ham:

"Willy har faat saadan lei Hoste" . . .

"Behøver blot Haandkufferten."

"Bare - det ikke er Strubehoste; det er en slem Lyd,
og jeg har ikke turdet andet end sende Bud efter Dok-
toren."

"Willy?" han vaagnede først nu til Sans for, hvad
hun talte om . . . "Strube . . .? - Aa, hvad tror ikke
Du straks. Det faar være Maade med din Ængstelighed,

SIDE: 414

Alette! - fordi han vel drager lidt paa Veiret; det gjør
alle Børn, som hoster" . . .

Han begyndte at pakke; men fik ikke rigtig Ro paa
sig, før han havde været inde i Sovekammeret og set
til Willy.

Der sad Alette bøiet over Barnesengen; han kunde
ikke se hendes Ansigt, kanske græd hun, - og han
lyttede mere og mere forfærdet . . . Det var ikke til at
tage feil af, Gutten drog Aanden besværlig med en
trang Strubelyd.

"Vi maa ha' fat i Doktoren straks, - gaar ikke an
at vente længere!" kastede han Overfrakken paa sig
og fo'r ud af Gangdøren . . .

Han tog Doktoren lige ud af et Selskab.

"Jeg maa reise imorgentidlig med Dampskibet," be-
troede han Lægen underveis, "skal jeg ikke gaa Glip
af en stor Fortjeneste . . . Velfærdssag . . . Pligt, Dok-
tor! - i disse Tider" . . .

Lægen fandt Tilstanden betænkelig; - det var Stru-
behoste!

Der blev sat varme Vandballier ved Barnets Seng for
at lette Aandedraget.

Johnny sad fortvilet og holdt og slap hans Haand,
medens Natten gik for dem alle, Time efter Time, un-
der uafladelig Spænding . . . "lille, lille Willy, Gut-
ten min!" . . .

Willy var den, han var mest svag for af dem alle-
sammen.

Midt under al den Forstillelse og Løgn, han daglig
gik og vasede i, var her et Forhold, hvori han fik Lov
til at være sand og Menneske. Der holdt paa at vokse
op i ham et skjærende vildt Udbrud, som han atter
og atter maatte dæmpe med Magt.

Han fik sidde her hos Gutten til et Kvarter før seks
- kanske tolv, elleve Minuter før. - Og saa maatte
han tage Masken paa igjen og afsted, - om saa Gutten
kreperede . . .

"Maa reise!" . . . trykkede han blidt Alettes Haand;
han sad og kvalte Krampegraaden, som vilde frem.

SIDE: 415

- Og hun indsaa det jo, sagde hun, - saa vel! . . .
Det var kanske ikke saa farligt, som de mente . . .

Han var ganske overbevist om, at det ikke var det!

- Men Guttens Haand slap han nu ikke et Øieblik
uden, naar den - oftere og oftere, - fægtede efter Luft.

Lampen stod paa Gulvet bag Sengen, og Alettes
Skygge rørte sig sagte paa Teppet ud og ind af Skjæ-
ret, medens Døren en og anden Gang sagte aabnedes
af Lægen, der sov paa Sofaen udenfor.

Tilstanden forværredes stadig, og Doktoren fandt det
ud paa Morgensiden nødvendigt at anbringe et kun-
stigt Luftrør.

Dampskibspiben lød just, som denne Operation
skulde gaa for sig.

Johnny kyssede den lille fægtende Arm, rørte ved
hans svedige, hede Pande og det klamme Haar, og -

"Adiø, Alette! . . . Du telegraferer til mig, - adres-
seret til Dampskibet Nordstjernen! - jeg er fremme i
-dal henved Middagstid."

Han styrtede afsted i allersidste Minut.

- Ombord paa Dampskibet vilde han straks gaa til-
køis, - han havde vaaget hele Natten, sagde han til
Chefen, over sit syge Barn.

Efterat have stukket ud to tre Glas Portvin i Mor-
genkulden, laa han i Køien, - lukket inde der i det
snævre Lukaf for hele Verden, - og lyttede til det
døvende Skyl af Sjøen, som skummede udenfor langs
Skibssiden, og de ensformige Stempelslag af Maskinen,
der mere og mere forvandlede sig til en ensformig
Melodi: Foss  - han maatte holde Graaden, der
prikkede i Øinene, tilbage.

Alette telegraferede, at deres lille Willy var gaat bort
Klokken halv elleve i Formiddag, bad ham bære det
forstandigt, hun haabede, hun kunde forsone sig med
det.

Han saa ikke mere for Taarer, der blændede ham,
og drog Veiret higstende, medens han mekanisk fort-
satte Veien.

Da han fik Skimtet af Privatbankens hvide Bygning,
holdt han paa at bøie af om Kvartalet igjen; men satte
atter Fart paa.

"Som om jeg ikke er vant til at sluge Gløder uden
at trække paa Mundvigen!" udstødte han koldt bittert
. . . "Gutten, han slipper han . . . kan være glad . . .
inderlig glad" . . .

Han styrede lige løs paa Bankens store, gule Dør, ind
igjennem Entréen og - venskabelig, seierssikker, kun
en Del forundret, lige paa sin Ven Bankchefen, hvis
Haand han rystede inde i Direktionsværelset, - og som
sandelig rent havde forskrækket ham med det Brev
igaar! . . . Han havde taget med Dampskibet direkte,
sporenstregs hid imorges . . . med - han leverede An-
søgningen ud af sin Tegnebog, - en, som han haabede,
fuldt akceptabel Ordning . . . en hel Forstærkelse af
Sikkerhederne . . . Navnene kjendte . . . "Haaber, De vil
lægge Dem lidt ud for en - Ven, Hr. Bankchef!" sagde
han med en vis Flothed . . . "i Tider som disse, ser
De!"

Bankchefen var en middelaldrende, lyshaaret og lys-
skjægget, sjømandsagtig udseende Herre. Der laa en
bred, stø Godslighed over hans Væsen med noget snart
gløgt i Øinene, der kunde due til Udkig baade tilsjøs
og i Papirer. Han havde væsentlig oparbeidet sin Pri-

SIDE: 417

vatformue selv; og han og Johnny var gamle Lystkut-
tervenner.

Nu sad han med Brevet mellem Hænderne og saa
ned i Gulvet, medens Johnny ventede paa hans Svar
henne i Lænestolen . . .

Det varede noget længe, og Johnny begyndte nervøst
at vugge med Benet.

"Jeg vil ikke skjule, at det er en Beslutning, som er
taget i den hele samlede Direktion," slog Bankchefen
Øinene op paa ham . . .

"Saa-ja . . . Talemaaderne!! - og Direktionen . . .
det er igjen Dem!"

Johnny vidste, at han i al Ryhed sagde en Kompli-
ment, der traf i den svage Side.

Bankchefens Øine mysede et Øieblik, som han igjen
overlagde med sig selv:

"Her gaar saa mange Rygter, som skræmmer Folk
op . . . man siger, De bygger som en gal Mand deroppe
paa Fossegaard" . . .

"Aa - pah! De kan forstaa, hvad der er i det, -
paa halvandet Aar er der ikke gjort mere end at faa
Taget af . . . der har ikke gaat seks hundrede Daler
paa det hele . . ."

"Nei nei, - just det jeg tænkte! - Saadan bare for
at hæve Krediten, - hvad? - den behøvede Don-
kraften . . ." Bankchefen sendte et Øiekast, som Johnny
aldrig havde tænkt sig hos den Mand; det var, som det
trængte undersøgende langt ind i ham.

"Skjønner ikke, hvorfor ikke jeres egen Sparebank er
bleven lyksaliggjort med Papirerne . . . den, som er saa
nær," - udbrød han uvillig.

"Aa, det skjønner en Mand som De bedre end no-
gen, - at den ikke virker med stor nok Kapital!"

"Da leverede den Dem nok saa flust otte tusind Daler
her for nogle Maaneder siden - de havde sikkret den
eget nok, hørte jeg . . . lød ikke videre merkantilt!"

Johnny blev rød . . .

"Ja det er de Rygter, ser De! Og saa dette Kværn-
bruget, Foss! - der paa Møllen med alle Sedlerne til

SIDE: 418

Kjøbmand - jeg husker ikke, hvad han heder, - det
. . . lugter unaturligt . . . Sig mig oprigtig, hvor mange
Procenter betaler De?"

"Hils De frit Rygtemagerne, - ikke én Skilling!"
kom Johnnys aabne Svar . . . "Skammelig!" - tilføiede
han indigneret; - han svedede i Haarrødderne ved at
se sine Affærer saa gjennemspeidede.

"Kan være, - jeg personlig tror Dem naturligvis . . .
Men disse Navne her, De," betydede han rask med en
ringeagtende Gebærde ned i Brevet . . . "og alt dette
Rips, Raps af Sikkerheder . . . De bør selv kunne for-
staa, at Banken tog det, naar den virkelig troede, at det
er andet end ny Blaar til det, den alt har."

"Hm hm!" . . . Johnny kræmtede og rettede sig kræn-
ket i Stolen ikke uden en vis overlegen Værdighed, som
antydede, at det kunde være nok af denne kammerats-
lig intime Gaapaa-Tone.

Det var hans sidste afgjørende Slag, som nu skulde
slaaes! . . .

Han saa Bankchefen stivt og koldt i Øinene, - denne
fik nu i sin inderste Sjæl tænke, hvad han vilde. "Nu
vilde han ogsaa simpelthen, uden Omsvøb, gaa ud fra
Privatbankens Interesse" . . .

Han tilbød, om kun to, tre Maaneder at øge Sikker-
hederne med - Hildas Arvebeløb, ni ti tusind Daler! -
naar hun blev myndig til at kvitere for det . . .

Bankchefen studsede; han begyndte at gaa frem og
tilbage; saa mere og mere oprørt ud . . . Han indsaa,
hvad den Mand, som sad der, nu gjorde, - at han
kastede sin egen Søster i Sluget!

"Bankens Interesse, - mulig, Hr. Foss! - - mulig
ikke ogsaa" . . .

Han gik tæt hen til ham . . .

"Forlanger De, at jeg skal forelægge Direktionen
det?"

Johnny sad og stirrede ud for sig, - han saa Ruin,
Skam, - alt, alt, hænge i et Haar.

"I Nødsfald ja," kom det lavt, "hvis De ikke er at
formaa til at behandle det som en Konduitesag . . .

SIDE: 419

Jeg ber Dem tænke paa, at her er Spørgsmaal om en
hel anset Families Ruin - og -" halv udstødte han
ufrivillig, halv nedværdigede han sig, - "mit Barn
er netop død idag . . . jeg har maattet reise fra det . . .

Bankchefen stod en Stund og saa paa den blege Mand,
som sad der overgivet i Stolen, og sagde med noget af
Bevægelse:

"Jeg tror at gjøre Dem og Deres Familie - og Ban-
ken den bedste Tjeneste ved ikke at indlade mig paa
Deres Ansøgning . . .

Giv op Deres Bo, Hr. Foss!" sagde han mildt.

Johnny rystede paa Hovedet.

"Tror De, at De har været vederhæftig paa mange
Aar?" . . . spurgte Bankchefen igjen.

Johnny stivede sig op som til Modsigelse.

"Véd De, at De er et Skadedyr, som ikke har Ret til
at eksistere?" kom det brutalt.

Johnny fo'r op i Stolen.

. . . "Jeg mener, De har for god Natur til at ved-
blive med det, Hr. Foss!"

Bankchefen mødte et fornyet, trodsigt Forsøg paa
en Mine . . .

"Ja, gir ikke De op Deres Bo, vil Forlangendet stilles
her fra Banken! -" lød det skarpt . . . "vi har des-
værre nok af Fundamenter" . . .

"Mit Barn skal begraves," hviskede Johnny sagte.

"Vi skal vente i otte Dage . . . Og hermed antager jeg,
vor Konference bør være forbi, Hr. Foss!"

Bankchefen fulgte ham høflig ud.

Man var endnu under det første stumme Indtryk af
Efterretningen om, at Byfogden Klokken otte imor-
ges havde været med Vidner hos Foss  det
var blot at skynde sig hjem til sine og fortælle det! . . .

Foss  det var en Feber helt indover til Ar-
beidsfolket i Smaagaderne . . .

Søndag gik det over Byen, at Johnny Foss alligevel
greiede hele Suppen. De havde søgt at faa ham om-
kuld; men han havde nu vist dem, at han kunde faa
hundrede tusind for Fossegaard!

Det føltes, som det skulde ledsages af et Hurra for
Johnny Foss. Og sandelig, naar Kontordøren igjen
kom op, vilde der blive et artigt Tog. Kunde der næv-
nes nogen, som var saa kjendt og likt, som Byen stod
i saadan Takkens Gjæld til som han!

Mandag lød det ikke længere saa; - der var Jern-
stænger og Hængelaas og Segl for fem Kontorer paa
Rad i Havnegaden, to oppe ved Kirken, og registre-
redes nu af Retten henne paa Skibskranen hos Sø-
borg . . .

Og Konsul Grüner og Biermann paa sagen og Ring
skulde være strøgne! Ulykken var langt fra til at over-
skue, hed det nu.

- Rygterne om de stakkars Mænds Fortvilelse, som
havde lukket, trængte sig ud gjennem Døre og Vægge.
De sad der med uforsørgede Familier med kun For-
armelse og Ruin foran sig. . . .

Viggers's Børn var straks forsvundne af Danseskolen!
. . . og Kjøbmand Olafsen havde holdt paa at tage Li-
vet af sig! hed det . . .

Men, hvad var Ophavet til al denne forfærdelige
Ulykke? - uden Johnny Foss's ryggesløse letsindige
Forretningsførsel!

Anklagens Suk lød ud fra alle de lukkede Skaad-
der: - de var trukket med af Johnny Foss, havde ladet
sig blænde af Johnny Foss, var bibragt falske Forestil-
linger og havde ladet sig bedrage af Johnny Foss.
Hans glatte Tunge, hans koldblodige Benyttelse af de-
res Navne til det alleryderste, medens han med Venne-
minen gik ind og ud i deres Familier og stod Fadder
til deres Børn! - var det, som havde ført dem til
Ruin. . . .

At de ogsaa efter Evne turde have udmalket hans

SIDE: 422

Kredit, dampede paa et eller andet Vis væk i Luften;
- Situationen krævede fra alle Sider sin Syndebuk.

Byens Mening fra Toppen og nedover var fanatisk
op- og afgjort. Alle de, som Johnny Foss havde sat
paa en bar Bakke, som, nu Vintertid, sad brødløse og
uden Arbeide omkring i Stuerne. . . .

Man opregnede hans Selskaber, Retterne, som han
fraasede paa andres Penge, Vinene . . . Champagnen
. . . Han havde syv Overfrakker mindst foruden en hel
Luksus i Guttaperka . . . og hans Hustrus Kjoler var,
saa hun kunde staa i Silke!

Man haabede bestemt, at Skifteretten vilde sørge for,
at der ikke gjordes Konkurs i Silkeklæder og med Guld-
uhr og tykke Kjæder i Vesten! . . .

- Og Johnny fik føle, at den offentlige Opinion
havde Magt! De Skimt ud i den, han prøvede, viste
ham isende Øiekast og Miner, som han var en Øgle,
der burde trædes under Hælen. Det var at gaa gjen-
nem en Kjæde af Ydmygelser . . .

Og det var med kun fire Sølvskeer og en temmelig
nærgaaende Afknapning af Familiens nærmeste For-
nødenhedsgjenstande, at det, som en Naade, - fordi
Boet kunde behøve hans Oplysninger, - tilstodes ham
fri Bolig i et Par af Hjørneværelserne oppe paa Fosse-
gaard.

Antonia havde med sin hele Kraftnatur gjennemgaat
Skuffelsen; - i Sønderknuselse, saa det knagede i de
Hænder, hun vred, set alt det, hun havde holdt høit,
falde Stykke for Stykke . . .

Hun gik nu med et voldsomt Omslag - som den
tørre Virkeligheds-Ebbe efter en hel Høiflod af Fami-
lieindbildninger.

De havde igaar, under den almindelige Medfølelse,
opnaaet Udsigt til en Akkord med Kreditorerne, -
baade de og Biermanns, - om end kun med de yder-
ste Rester af deres Eiendele. Biermann beholdt saa
godtsom kun Bestyrerposten ved Sagbruget igjen . . .

SIDE: 423

"Du Gubben min! hvordan kjender Du den nye Bom-
uldsvatten?"

"O ja! - - haa-aah," - harkede han . . . "jo-o . . ."

"Aa, jeg skal nok stelle med Dig, skal Du se! - -
Jeg har ligget og grundet i hele Nat, - jeg synes
jeg ser noget."

Han trak skeptisk paa Munden.

"Ser Du, Gubben min, vi maa finde ud, hvad vi har
at gjøre med."

"Jah, - kan Du finde det, Du saa!" rystede han lang-
somt paa Hodet, - "saa har Du opdaget Cirkelens
Kvadratur!"

"Aa-aa, - Du har en klar, skarpsindig Forstand,
Grüner . . . og saadan indsigtsfuld Forretningsmand!"

Han saa hjælpeløst paa hende:

"Her jeg sidder som en gammel Kusk, der har mi-
stet baade Heste og Vogn!"

Hun nikkede . . . "Du skal ogsaa bare sidde og gi'
Raad! - jeg har Kræfter nok!"

Gubben erkjendte det med et Suk: - "Hja - hja . . .
Du har mange Kræfter, Antonia!"

". . . og maa ta' fat i noget, Grüner! . . . jeg tænkte
saa paa det gamle Kalkbrænderi, Du nedlagde."

"Det Kalchbrenneri?" - han sendte et bedrøveligt
Blik ned mod sine Benfuteraler, - "det er en hel
vidtløftig Forretning . . . paa det kan jeg lige saa godt
straks kaste mig selv i Kalchen!"

"Jeg vil bare vide, om Du mener, det lønner sig,
Grüner?"

"Javist . . . javist, - for den, som har Kræfter!"

"Naar Du er Lederen, saa er jeg Armene, Gubben
min! - vi tar det op fra smaat af. Og saa vil jeg se
paa, om det ikke skal drives tilveirs! . . . Jeg tænker
ogsaa paa et Sæbekogeri. Gamle Jomfru Elgers drev
paa med et til sin Død . . . Vi skal nok faa Hænderne
fulde."

"Hja, hja, - betviles ikke!"

"Jo, Du betviler det, Grüner, jeg ser det paa Dig! -
- men naar Du er Ho'det, - og det er Du, - og tar

SIDE: 424

Dig af Regnskaberne og lærer mig, hvordan alt skal
forsælges, saa skal jeg skaffe forsvarlig Sæbe . . . og
Kalk med! - Du skal faa sidde i Ro inde paa Kon-
toret og ikke faa det saameget som et Dunkjendsel
mindre bekvemt, Gubben min!"

Gubben nikkede langsomt med Hovedet og klappede
hende paa Haanden . . . "Hja, ja, lille Tony! . . .

Hun er nok istand til det, hun!" sagde han efter-
tænksomt, da hun var gaat . . . "Jeg har hidtil været
baade Kalchbrenneri og Sæbefabrik tror jeg!" . . .

Der foregik jo en næsten sindsforvirrende Omvælt-
ning i Andreasens Anskuelser den haarde Dag, Regi-
streringen og Forseglingen gik for sig paa Gaarden, og
han - i Lighed med Bygningen stod der med Fosse-
gaardshætten af Hovedet!

Han bestyrede nu Møllen for Boet, der aldeles ikke
vilde vide af Systemet med "Sedler, der var lige saa
gode som kontant!" -

Efterat have dreiet sig med høiere merkantile Op-
gaver i Skovlerne og, saa at sige, svulmet op næsten
til en Møllebank, gik Bruget paa Fossegaard nu igjen
med sin gamle, nøgterne Sus og Knar i Hjulene.

Henrik havde taget en Ansættelse, og Marianne havde
flyttet ned til Gullvigen, allerede en Tid, før Konkur-
sen skede.

- Hovedbygningen havde med sit Skurtag snart
staat nok en Vinter over i Fyget, medens Vinden trak
nedigjennem Gangene og peb i de gamle Nøglehuller
og Laase.

I den ene Hjørnefløi havde der i den sidste Del af
Vinteren været et Skimt af Lys om Aftenerne. I disse
Rum af hans forfaldne Fædrenegaard holdt Johnny til
med sin Familie.

Hoveddøren var stængt. Husets gjennem Slægtled
samlede Bekvemmeligheder, - Senge og varmende
Tepper, Sølvtøi og Fornødenhedsgjenstande, stod i

SIDE: 425

Overflod indenfor alle de forseglede Døre, som frem-
mede Ting, der ikke turde nyttes, og ventede paa den
Dag nu i Marts, da Auktionen over Løsøret skulde
staa.

- Johnny havde gaat hele Eftermiddagen en af sine
ensomme Turer - i Retninger, hvor han var mindst
udsat for at møde nogen. Der var saa mange Smaa-
folk, som havde Penge tilgode . . .

Ekkoet af Møllen og Elvesuset under den tiltagende
Vaarflom hørtes overlydt og fyldte Luften . . .

Johnny havde hørt det samme saa mangen Vaar,
der havde altid fulgt saa yre Længsler og Forhaab-
ninger med . . .

Men iaar var det ikke saa. Han gik med en skjæ-
rende Følelse af den haarde Virkelighed, - hele den
Modsætning, den nu gjemte i sig.

Det var imod Skumringen. Han gik og vandrede
om mellem Husene . . . Eftasværds Tid; - men Mad-
klokken taug . . . stille, arbeidsløst over hele Gaarden
som aldrig før! - stille i Veiret . . . - Soldryppene
fra Dagen begyndte igjen at fryse paa Grene og Tag-
render . . .

De tændte Lys derinde hos Alette og Børnene.

Han gik udenfor og saa ind i Stuen. Alette sad ved
Lampen og syede . . .

Det skar i Hjertet at se hende lappe og gjøre anven-
delig igjen det slidte og ramponerede paa Børnenes
Klæder, saa de kunde hænge sammen. Hun havde sat
de to mindste hen i Sengen, de andre to sad søvnige
over sine Læsebøger . . . Af og til talte hun et Ord.

Han var henne ved Døren, men gik atter tilbage
foran Vinduet . . .

Han saa hendes taalmodige Ansigt; - hun var den
eneste paa denne Jord, som endnu troede paa ham! . . .

Der var en Skygge over alle disse Ansigter, - og det
var ham! . . . De faar min Skam og Vanære at strides
med . . .

"Bedre, meget bedre med en Gang at fri dem for
det!" udstødte han dumpt.

SIDE: 426

Han gik en hastig Vending ned imod Haven; men
kom lidt efter op igjen og listede sig sagte ind i Kjøk-
kenet, hvor han vidste Konjaken stod i Skabet . . .
stansede et Øieblik aandeløs, da han kom til at rive en
Kniv eller Gaffel ned fra Bænken, og skyndte sig feber-
agtig ud og nedover de halvfrosne Gange i Haven.

Ved Karudsdammen blev han staaende. Flasken
vilde han drikke ud og saa - ha' Mod til -

Han kom i dette Øieblik til at huske paa, hvor mange
Gange han havde knust Flasker mod Muren derhenne
og kastet Skaarene i Dammen; - nu var han selv saa-
dan en knust Flaske, som skulde ned i den!

Han rystede og gøs og tog hastig en Slurk . . .

Alette og de vakkre, vakkre Børnene mine . . . Far
kan nu ikke gjøre mere for jer! kvalte Graaden ham.
Hun er bedst tjent med det . . . Er jeg borte, vil alle
synes Synd i dem.

Naar man blot er et Skadedyr . . . ikke har noget at
leve for, maa man ha' Ret til at slutte . . .

Det kjæmpede i ham . . . han drak nok en Gang, -
og blev staaende og stirre ned i Dammen under de
kolde Isflager, medens den klamme Sved brast frem . . .

Han tømte Flasken.

Saa er det forbi med Lorden! lo han hult . . . han
skal i Karudserne!

Han stod uvis og trak Aanden flere Gange dybt . . .

Naar det saa var op- og afgjort med det! -

Hovedet sænkedes lidt efter lidt . . .

De siger, jeg har Evner . . . Kunde dog være . . .
kunde dog være Muligheder . . . Naar Boet er sluttet
. . . Værdt at se, hvad der ligger bagom det! . . .

Han kylede pludselig Flasken i Vandet.

"Ja lig der og gulp!" lød det haanlig.

Han fo'r med flygtende Skridt opover og kom lig-
bleg ind i Stuen.

Han stod et Øieblik og saa paa dem allesammen:

"Skal nok bli' bedre Tider for os, Alette, naar jeg
har faat lidt Luft, skal Du se!" omfavnede han hende
heftig bevæget.

SIDE: 427

"Aa, bare Du har Mod, Johnny! - nu blir det jo
snart Sommer og lettere og varmere for Børnene" . . .

Han tog i sin ophidsede Glæde den mindste op af
Sengen og marscherede lidt efter under Støi og Jubel
med dem alle fire paa sig, - den lille i Skjorten over
Nakken!

Vingen fri for Hensynene, havde Henrik taget fat
med hele Fosseslægtens Urkraft.

For de sekshundrede Daler, han endnu havde igjen
af, hvad han kom hjem med, lykkedes det ham at faa
udskilt og kjøbt det strategiske Punkt, - Centrummet
i alle hans Planer - Bjølstadmyren, der for Øieblik-
ket laa som noget udyrkbart og omtrent værdiløst.

Det var ved den, han kunde beherske Spørgsmaalet,
om Vandfaldet ved Fossegaard skulde have Tilløb hele
Aaret rundt. Løsningen af det havde han derved bragt
over paa sin Haand.

Det gjaldt nu i Løbet af det Aarstid, de forskjellige
Eiendomme, som hørte under Fossegaard, vilde blive
forauktionerede, at opdrive de ti, tolv tusinder kontant,
som skulde til for at faa Myren udtappet og samtidig
indkjøbt Fossegaardsmøllen og Bruget i snevreste
Forstand. Hans Plan var, at sætte det igjennem ved
en Aktietegning.

Og saa længe og taalmodig og ihærdigt sad han inde
i det lille Rum bag Butiken hos Anton Johannesen og
snakkede og udviklede, at hans forsigtige, skeptiske Ven
i sidste Øieblik, da Henrik stod i Begreb med at lade
Aktietegning udgaa, erklærede sig villig til at "vasse
ud i Myren" og gaa i Kompagni med ham. De to skulde
klare den Sag, - Henrik tage Bestyrerposten og sætte
ind Bjølstadmyren, han levere Kontanterne.

Lidt Parlamenteren blev der jo først om, hvad Bjøl-
stadmyren skulde gjælde for; men det var tolv tusind

SIDE: 428

det, uden Sludder, - vilde Johannesen gaa med eller
ei? - Og saa blev det!

". . . Ensomt og stille her i Gullvigen, siger De?" -
overfaldt Madam Torbjørnsen Marianne en Dag, hun
var kommet indom for at se, hvordan Fru Borg havde
faat det dernede ved Sjøen - "Sad jeg som en barn-
løs Enke, jeg skulde da skaffe mig Liv nok i Huset!
Der sidder fuldt op af Unger i alle de fattige Rederne
og venter bare paa Barmhjertighed. Tag dem for Fat-
tigvæsenets Penge - og lidt Hjælp til! De har Gaver
til at faa nogen og hver til at rykke ud med Skillingen
De, Fru Borg, - til en god Gjerning. Vis Kommunen,
at der kan bli' Folk af dem!" . . .

Ordene traf én, som tilstrækkelig havde faat Øiet op
for, hvad et tomt Liv vil sige.

Der skede Henvendelser og Skridt fra Fru Borg, som
gav Folk Stof til at forundre sig. Hun tog til en Be-
gyndelse først én og saa nok en liden hjem til sig.

Det var langt fra Marianne at sætte Sagen op for
sig eller andre i nogen høiere Stil. Hun tog den prak-
tisk og vilde det, hun vilde, - satte den igjennem, som
det for Leiligheden lod sig gjøre, efter Raad og Over-
læg med Madam Torbjørnsen.

Hun blev næsten sig selv igjen, - gik der i Gullvigen
lun under Øienlaagene og kunde sidde og hygge sig
og snakke med baade den ene og den anden af de
gamle Kavalerer, som kom indom med Egnens intime
Anliggender og vel ogsaa af og til lidt af sine egne.

Hun følte sig efter den overstandne Krise rolig og i
en Ligevægt som ikke paa mange, mange Aar, - fri
for denne skjælvende Angst mellem Skrupler og et
falskt Haab, og fri - følte hun ogsaa, - for at være
Bastian Borgs af Formuen forpligtede Enke!

- Det lod saamæn ogsaa til, at Tolderen havde fun-
det det hensigtspassende, før han fældede sin Høieste-
retsdom, at inspicere, hvad der foregik i Gullvigen! -

SIDE: 429

Marianne saa ham komme lunkende med Stokken og
begge Albuerne usædvanlig ud opefter Veien fra Sjøen . . .

"Se se se!" sagde han, og pustede og saa sig om paa
Trappen efter at have hilset, - "man trives ikke i det
ubemærkede . . . man vil sætte lidt Røre . . . man har
egentlig altid havt en Smule Sans for det . . . har altid
været lidt af en Skøier i Dem, Fru Marianne!" kneb
han sammen Øinene, da han traadte ind.

"Saa har De nu ogsaa været saa snil at passe godt
paa, Tolder!"

"Hm, - høh - høh!" Tolderen blev dygtig studs
og hostede . . .

"Jeg faar vel Lov til at lave Dem en Kop Chokolade,
Tolder?" formildede hun.

"Høh - høh!" bryggede det bare videre op, - "høh
- høh . . .

Naa ja!" satte han med ét Stokken i Gulvet. -
"Jeg har - virkelig gjort Dem Uret, Fru Marianne! -
tilstaar! - tilstaar! . . . skjø-nt," - kneb han igjen
paa det - "der har alligevel været noget i Plukfisken
. . . noget . . . noget . . .

Men" - kom det saa med et Nik, som han opgjorde
Saldoen af det ganske Regnskab, - "De har handlet
ret . . . handlet ret, siger jeg! Det var da en Gang et
redeligt Træk, at De ikke gik hen og . . . Naa, naa,"
tog han sig . . . "høh! høh! - Jeg vil sige Dem, - at
jeg har været ganske begeistret for Dem, Fru Mari-
anne!" endte det kavalermæssig . . . -

- "Ser De, Tolder!" forklarede hun ved Chokoladen,
"De og jeg, vi er omtrent ligedan stillede i denne Ver-
den . . . De er paa Pension, og jeg er Enke; vi skal
regnes for saa godtsom afsatte Mennesker . . . Men saa
vil man jo ikke være død og borte for det."

"Ne-hei!" lød det bestemt.

"Og saa faar én leve dem tiltrods . . ."

"Javist, javist!" lød det ildfuldt. - "M-en De er ung,
det er Forskjellen" . . . Han rystede paa Hodet og saa
ned i Gulvet, som pludseligt et Lys igjen var slukket
for ham.

SIDE: 430

"Og De har Pension og en Klat Formue til, - saa
De behøver ikke at være rent begravet for det . . . Tag
et Par Aktier hos mig," spøgte hun, "De skal faa et
Par Gutter for Pengene!"

"Ja ha! - gi' mine Penge bort til Puder for al Let-
sindigheden . . . opmuntre . . ."

"Kom hid, Thor!" raabte hun. - "Se paa den Gut-
ten der, Tolder . . . Øinene paa ham . . . Aa se paa
ham! - Var det ikke godt, om vi kunde opdrage ham,
saa han ikke blev lige letsindig?"

. . . "Høh - høh - høh . . ." Tolderen slurfede vi-
dere i Chokoladen . . . "galt i - Principet" . . .

"Aa, bare det . . . naar det ikke er galt for ham
der!"

"Nei . . . nei . . ." drak han videre distræt . . . "man
kunde jo engang være inkonsekvent paa et passende,
betryggende Sted . . .

Men saa, Fru Marianne Borg!" - reiste han sig, -
"saa gaar De en vakker Dag hen og gifter Dem og lader
hele Kapricen ligge, - De har fuldt op af Ridders-
mænd . . . og saa har en dum, taabelig Tolder kastet
sine fire hundrede Daler i Vandet til Spot og Spe!"

"Sig seks, Tolder! saa har De mit Ord paa, at jeg
aldrig skal gifte mig" . . .

- Tolderen stabbede hjemover med saare stolte
Fagter og et Skaar af seks hundrede Daler i sin For-
mue. Han var bleven helt erobret den Formiddag, og
det skulde være ham en sand Fornøielse at ærgre
dem allesammen . . . vise dem, hvad hun var for en
Kone!

Men aldrig i Evighed begreb Majoren - og mange
med ham, - hvad Enken paa Borg mente med det
Børnehjemmet sit der borte i Gullvigen; - hun var jo
blevet en Filial af Madam Torbjørnsen! Der kry'de alt
et halvt Dusin Smaaunger omkring i Dørstokkene og
Værelserne hos hende; man maatte ordentlig være var-
som, for hvor én satte Foden, - hun, som kunde blive
saadan gift og forsørget! -

SIDE: 431

Græstørven over Karudsdammen nedenfor Haven var
splittet op. Den laa ikke mere sammenseget til en
Ridse i den vandsure Myrstrækning med Dunsten og
Taagen over. Der var anlagt Veie og ryddet omkring;
- Lyset faldt ned i den.

Men i de mørkevante Øine hos Karudserne skar det
næsten endnu værre end dengang, de var ude for Glas-
fliserne; og Synet forvirredes tilmed af det ny, stærke
Dagskjær. Glansen pinte dem, skar dem langt ind i
Hodet; de syntes, de saa alt som i en svimlende Blæn-
ding.

Der blev ingen Forandring hele Aaret igjennem, før
Vinteren kom og lagde Laaget over; da blev det ende-
lig godt og mørkt igjen . . . kunde de igjen faa staa
stille, lunt med Hoderne mod hverandre! . . .

Men om Vaaren spillede Aarsyngelen lystig oppe i
Overfladen og Lysskjæret; - den var næsten yr og
vild, bar sig som i en Rus! . . . Den var født ifjor
og havde mindre ømfindtlige Øine; men kjendte det
alligevel som et rasende pirrende Behag; det var jo
ikke ganske naturligt. De sprællede sig rent magre, saa
de sattes tilbage i Væksten og kunde tages hobevis i
Haaven, blinde og yre, som de sprættede om der i
Solskinnet.

Men de gamle kunde nu engang ikke forsone sig
med al denne Dagglans, som gav dem Øiensygdom. De
søgte helst ind i stille Huller, der havde lunet deres
Fred nu i saamange Aar og hyggede sig med at tænke
paa Vinteren igjen.

Deres besindig prøvende Sind opdagede dog efter-
haanden, at der lod sig opnaa en vis behagelig Følelse
af Varme og Velbehag ved at nærme sig Solskjæret i
passende Afstand; - og lidt efter lidt saas fler og flere
at glide magelig og besindig rørende Spolen med sin
egen Skygge under sig op i de lysere, solfyldte, var-
mende Vandlag. - Og Aar for Aar vænnede de sig
høiere op, - om de end ogsaa mangen Gang maatte

SIDE: 432

sige sig, at Vinteren ogsaa kan være en god, rolig Tid
for en gammel Karuds! . . .

Der var nu helt nyt Maskineri i Fossegaardsmøl-
len . . .

- Henrik havde egentlig kun gjort to forstandige
Ting i sit Liv, sagde han; den ene var, da han kjøbte
Bjølstadmyren, den anden, da han fri'de til Kirsten.
De to var enige i Hovedsagen: - at to og to var akku-
rat fire baade hjemme og paa Bruget, og at én ikke
kunde trække mere end akkurat to fra to uden at tage
fra nogen anden . . . Det var nu engang Greien i denne
Verden.

Forresten lod ogsaa hun til at være aargangs . . . der
var nu kommet tre Fosser i Huset paa tre Aar!

Naar Malstrømmen har trukket Seileren under, sti-
ger lidt efter lidt Stumper og Levninger op igjen, knuste
og knækkede og ramponerede, eftersom de er stærke til
. . . Der er ogsaa de massive Støtter og Egebjelker,
som kan due paany; - men i Johnny Foss sad der
ikke noget af den Slags Jernmalm!

Aarene var gaat, - Foss  Meningerne igjen kommet i Ballance. Der var
ialfald ingen, som længere kunde huske, at han var
noget Uhyre, ja som ikke vilde smile, om noget saa-
dant var blevet paastaaet om "Lorden".

"Slaa paa Lorden et Glas Portvin eller to og gi ham
en Havaneser, og han klarer det i en Haandevending!" ..

Han var Manden at tage til overalt, hvor det kneb,
hvor en Floke skulde greies, en Forlegenhed klares;
den første man tænkte paa, naar der manglede en
Fjerdemand ved Kortbordet eller i Tallet paa Bryl-
lupsvidnerne eller paa gentlemansmæssig nok udseende
Herrer i et Selskab eller en for Tilfældet sprogkyndig.

Et Slags Agent uden egentligt Agentur, - overdraget
alle mulige Sorter Affærer og Kommissioner, men der-
for ikke netop helt betroet dem -, var han en kjendt

SIDE: 433

Størrelse, benyttet overalt, - et let, godt Hoved at tage
til i snevre Vendinger, naar et Regnskab skulde op-
gjøres, eller der handledes om en Reise, hvortil den
tilstrækkelig egnede Mand manglede . . .

Hans Hoved var fuldt af Forretninger, - de, som
han fik noget for, og de, han ikke fik noget for, - Tje-
nester, Villigheder og Raad den ganske Dag! Han
havde en Smaapost her og en Smaapost der og tjente
in alles nok saa rundt tilhuse det, som hans økonomiske
Hustru behøvede til Familiens Underhold, - og dertil
for egen Regning ogsaa den ganske Dag de diverse Glas
udsøgt Portvin og Sherry og Madeira, der kunde bydes
inde paa Kontorerne af direkte hjemført, - eller et
eller andet Sted i Byen en Frokost med Kaviar og en
Trondhjemmer Nr. 1 eller en anden Sort, der netop
skulde prøves. Man udsatte sig nødig for, at Lorden
trak paa Næsen af Varerne, og havde stor Respekt
for hans Dom over hele det Felt.

Flot, pyntelig klædt, af Holdning, med en vis fin,
cigarduftende Atmosphære om sig, - kun noget sjaber
henimod Aften, overskred han sjelden mellem alle de
vaade Varer en passende Maade. Det faldt ingen ind
at behandle Lorden overseende eller støde ham med en
tilsidesættende Adfærd.

Lidt skaldet og bar opover Haaret i begge Sider af
Panden, lidt oppustet, lidt bleg og slap i Trækkene,
lidt mere gjættende, lyttende og høflig i Holdningen,
naar han talte med nogen, som havde et eller andet
for ham at gjøre, - levede og svømmede og trivedes
han egentlig i sit Sub som en Fisk i sit Element.

Henrik, der var alt andet end fornøiet med det hele
Væsen, havde flere Gange prøvet at faa ham og hele
Familien i Besøg for længere Tid op til sig paa Bru-
get. Men det "Nykterhedshul" duede ikke for Lorden;
han "risikerede altid at komme ud af sine Forretninger
i Byen" og reiste snarest ned igjen.

Den eneste egentlige Tort, han led, var af Søster
Grüner, som aldrig vilde vide af ham hverken for sin
Kalk eller sin Sæbe, der begyndte at gaa kurant paa

SIDE: 434

alle Hold. Han skulde bragt dem endnu tre Gange til
saa stærkt i Vinden, om hun ikke havde lidt rent ud
af en fiks Idé! . . .

Men, naar den kjendte, lidt falmede Skikkelse kom,
færdig, parat, én Fod paa hver Tofte, i Baaden med
Papirer og Kommissioner fra et eller andet Hus og
skulde op ad Dampskibstrappen, - raabende og hil-
sende og nikkende med Cigarstumpen i Munden og den
engelske Skorstenspibe paa Ho'det, - saa lød der, efter
Omstændighederne og Døgnets Tider, gjerne inden-
bords fra Chefen eller nogen anden en Ordre indover
til Restauratøren paa Portvin eller en Smørrebrød og
Dram eller en Toddy til Lorden! -