Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 4

Tankerne længes, og Vingen fly'r,
kløvende Storm og Taage,
vil mod Landet bag Nordhavs Sky'r,
speider som skarpsynt Maage
langt, langt ude fra vilde Hav.

Sætter sig paa et stengraat Skjær,
som gjennem Sjørok steiler,
kanske findes der Runer der,
Kjøl af en gammel Seiler
langt, langt ude i vilde Hav.

Kanske staar og en krøblet Bjerk
der med en Fugl, som synger,
synger en Sang saa høi og stærk,
at Modet i Brystet gynger
langt, langt ude paa vilde Hav.

Vist saa fandt jeg en krøblet Bjerk,
men ingen Fugl, der synger; -
laved' en Lur af Næverværk,
blæser, hvad Hjertet tynger,
langt, langt ude fra vilde Hav!

SIDE: 5

EN GAMMEL NORDSJØFARER

Jeg løb mig af Stablen saa fin som en Dans.
i Rig og i Reisning hang Flagbaand og Krans,
nu saltgraat er Staget og slitnet mit Vant,
og længst alt det knaged i Tømmer og Spant, -
nu er jeg en Skude fast hundrede Aar,
som gissenn og morsken for Pumperne gaar. . .

Det var første Gang, Rutland, der laa i ***sund og
indladede Flyttegods for Sorenskriver Nørregaard til
Østerrisøer, præsenterede sig ved Bryggen i Egenskab
af Slup.

Den gamle Nordsjøgaleas - man paastod med van-
lig Overdrivelse, at den talte op imod sine hundrede
Aar - havde, før den saadan omriggedes, set mangen
en Besætning gaa og komme paa sit Dæk, havt Kap-
tein efter Kaptein, flere, fra de var unge, til de blev
gamle og graa, været Pladsen for mangen en Historie
baade i Lystighed og Alvor og staaet mangen en Tør-
ning snart sagt ved alle de Banker og Rev, som findes
i Nord- og Østersjøen, og til og med gaaet i Farvan-
dene nedefter Kanalen og Spanskesjøen.

Det skulde ikke været saa let at tælle alle de Gange,
gamle Rutland havde ligget i Vintermørket ved Jule-
tide og vasket i Snetykke og Uveir mellem Skotland og
Norge med Is som Glas over hele Reisningen, Dækket

SIDE: 6

som en Holke og en døsig Tranlampe nede i den skumre
Kahyt, i Bekneb for at faa "gjort Land" - tilmed
kanske med Fare for at blive forsat bortenom Shet-
landsøerne og forsvinde sporløst som et Halmstraa ude
i det uhyre Atlanterhav; eller de Gange, den havde
ligget nede i Bordeaux, Setuval eller Cadix i Solsteg,
saa Beget smeltede i Naderne, og den græd Tjære
nedover sine vastrukne Sider. Den havde gjennemgaaet
baade "Licentsen" og Kaperfarten og kunde nok op-
vist de indtjærede Huller af en Kugle eller to inde
mellem Ribberne, om nogen havde spenderet at bryde
op Planken.

I dens Kahytskab havde ligget sammenrullet alle
vore Flag fra gamle Dannebroge og det med Løven i,
som vi fik i 1914, til det, den nu bar under Gaffelen,
og Svenskedugen, naar den skulde nedenom Fini-
sterre. I Mands Minde havde den været sat op paa
Beddingen og kilet af den igjen, for at drives og efter-
ses i Bunden og barberes for Skjæl. Den var gissen
og sugede Vand; men den havde tillige, hed det, den
mærkelige Egenskab at stoppe sig selv, saa Vandet al-
drig kunde komme til at staa over en vis Høide i
Pumpesoden. Om det var Skibets Nisse, som her var
ude, skal lades usagt, - saadanne gamle Skuder er
mærkelig seige til at hænge ved Livet!

Det var paa Hjemturen forrige Høst fra St. Ybes
med en Saltladning, at Fartøiet under en overhændig
Storm var sprunget læk ude i Nordsjøen og derpaa for-
ladt af Kaptein og endel af Besætningen, der indkom
til Peterhead. Resten - Styrmand Kristensen og tre
af Rutlands gamle Stok - havde dristet paa og sat
Kursen over til Norge, hvor de grundstødte i Harø-
strømmen oppe ved Søndmøre og gjorde totalt Havari.

Der fremkom dengang intet mistænkeligt mod Far-
tøiet. Som det laa der ude paa Skjæret med kun den
forreste Undermast, nogle gamle Seil med Redskab og
Hullet i Bunden, - Saltladningen var smeltet - erag-
tede Søretten, at Galeasen Rutland skulde sælges ved
Auktion som Vrag, og blev derunder Styrmand Kri-

SIDE: 7

stensen højstbydende for tredive Speciedaler Papir-
værdi og Omkostningerne. Det viste sig da, at han af
oplagt Hyre kunde disponere opimod hundrede Specie-
daler i Bankaktier.

Fartøiet indbugseredes til Harø for at repareres i
Bunden og derefter omrigges til et Slupfartøi. Kristen-
sens Folk hjalp ham som faste Arbeidere, og da Penge-
midlerne udover Vinteren slap op, søgte han sig om
efter et Laan paa Fartøiet.

Det var ved de Tider, at der fra Rutlands Rhederi
indløb Forlangende om Øvrighedsbevis for, at Rut-
land var totalt havareret, for med det ihænde at for-
lange sig Assurancesummen udbetalt i Amsterdam.

"Galeasen var altsaa assureret!" - Efterretningen
fo'r som en Løbeild; thi det var i de Dage ingen sæd-
vanlig Ting, at et mindre Fartøi var assureret. Al-
slags Historier om, hvorledes man gjorde Ende paa
gamle Fartøier, rørtes op for Fantasien, hvorledes de
dømtes til at dø paa Doggerbank eller til at sættes paa
en af "Sandene" nede ved England eller Holland, efter
først ved allehaande Kneb at være besørget assureret.
Mistanken steg til Overbevisning, og det var saa at
sige under Trykket af Folkemeningen, at Øvrigheden
foranstaltede en Undersøgelse.

Under Forhøret viste Styrmand Kristensen sig me-
get fordægtig. Hans uigjennemtrængelige Mine og alle
de omgaaende, forsigtige Bevægelser, ligefra den, hvor-
med han lagde Huen fra sig henne paa Bænken og
skilte sig ved Skraaen, til de halvt bekymrede halvt
fiendtlige Øiekast, han gav Blækhuset, hvergang Pen-
nen dyppedes, maatte indtage imod ham. Den sort-
haarede, endel koparrede, bredfaldne Sjømand paa to
tre og tredive Aar stod og vuggede i sin pjekkert-
klædte Overkrop med Uldskjærfet oppe i Halsen frem
og tilbage, som det syntes, høist utilbøielig til over-
hovedet at give nogetsomhelst direkte Svar og kun be-
tænkt paa at omgaa det. Det tilslørede Udtryk sagde
tydeligt nok, at den skulde lodde adskilligt dybt, som
tog Grund i ham.

SIDE: 8

Da han spurgtes, om det ikke var ham bekjendt, at
Rutland var assureret, plirede han hemmelighedsfuldt
med Øinene, smilede med en vis Lunhed, forhørte sig
derpaa meget forbeholdent om Loven og erklærede til-
slut kremtende, at han ikke vilde svare hverken ja
eller nej til Rhederiets Skade; - den Sag fik komme
paa Kaptein Pedersen, som havde ført Rutland.

Om han da havde landsat Fartøiet?

"Det vistes nok paa Skuden det, at den havde været
paa Skjær!" Og da Kokken saa skulde frem, nikkede
og blinkede han til ham og bad ham "bare holde sig
i hans Kjølvand."

Siden Sorenskriveren saadan "purrede" og "overha-
lede" ham, var Anders Kok villig til med sin Saligheds
Ed at bevidne, at det skulde være en gløg Udkikker,
som gik luv om Styrmand Kristensen, og at der, hvor
han bakkede, kunde enhver anden være bekjendt at
gjøre det. Kristensen var ikke af de, som kovendte! -
og hermed var han "pumpet læns", erklærede han.

Denne Forsikring førte imidlertid kun til en saa me-
get heftigere Eksamination, under hvis skruende Pres
Kokkens Ansigt perlede og svedede fra Tindingen ned-
over Kinderne som et varmt Merskums Pibehoved, ind-
til han tilslut hovedrystende resolut erklærede, at han
"ikke længere saa Land".

"Med andre Ord Du forstaar mig ikke? . . . forstaar
ikke et Ord? . . . ikke norsk?" - tordnede det fra den
til det yderste bragte Inkvisitor.

"Vaste . . . vaste . . . bare vinde Kabelen forsigtig,
saa greier det sig nok! . . . nytter aldrig at fare haardt
med Floken . . . Rykker en i den, greier den sig aldrig,
saa meget skjønner ogsaa en simpel Mand."

Hvad der da havde bevæget dem til at blive ombord
under de angivne farlige Omstændigheder? . . . om det
var aftalt Spil?

"Ser De, Hr. Dommer!" - det var den rødhaarede
Nils Kobbervig, som havde at svare, hans lange smale
Figur og store, krumme Næse havde skaffet ham øge-
navnet "Baadshagen" - "nu har jeg faret med Kristen-

SIDE: 9

sen paa Rutland i ni Aar, og de seks var han Styrmand,
og det vil jeg gjøre min Ed paa, at, dersom Pedersen
ikke havde havt den Mand at lide paa ovendæks,
saa" . . .

"Styrmanden stod altsaa i et stadigt Fortroligheds-
forhold til sin Kaptein? han kunde betro ham at ud-
føre alt, - alt?"

"Javist! - det var nok som den ene Arm det, og
mere end det" . . .

"Slakke . . . slakke, Nils!" - lød det sagte adva-
rende fra Kristensen henne paa Bænken.

"Skal være, Styrmand!"

Under den følgende Eksamination hørtes enkelte
sagte advarende eller opmuntrende Kommandoer fra
Styrmanden som: - "Du faar tage Brækket over Dig,
Nils! . . . "holde pal!" - eller et kort dybt: - "Stedi!
. . . bare støt saa!" - hvorpaa der igjen ind i Rettens
Høitidelighed faldt Svar som . . . "Vel, Styrmand! . . .
skal klemme hende saa hart, jeg kan" . . .

Imod Enden af det lange Forhør kunde Nils Kob-
bervig dog ikke bare sig for, idet han tørrede sig over
Ansigtet med sin mørke Lommeklud, med et Suk at
bemærke, at han "var bange for, at de var raget ud
paa dygtig grundt og grumset Farvand."

"Der tror jeg, Du sagde et sandt Ord, min Ven!" -
sagde Sorenskriveren, der stod og grublede paa, hvor-
vidt han alt nu hurde lægge Arrest paa Kristensens
Person eller først afvente et følgende Forhør, hvortil
ogsaa kunde fremkomme Oplysninger fra Kapteinen
paa Rutland og det Mandskab, der var indkommet til
Peterhead.

Der afholdtes i Vinterens Løb ialt fem Forhør, og
Resultatet var, at Sorenskriveren mere og mere kom
underveir med, at Styrmand Kristensen var en i sin
Grund sjelden solid Mand. Han led kun under en
Mistænkelighed til Medmennesker udenfor hans egen
Klasse, der gjorde hans Adfærd lige over for dem saa
kunstig, og hans Svar, selv paa de simpleste Spørgs-
maal, saa vredne og fulde af Forudsætninger om at

SIDE: 10

blive taget ved Næsen, at han ubetinget maatte blive
fordægtig.

Paa Grund af den almindelige Mistro havde Kri-
stensen ondt for at opdrive Penge til Reparationen af
sit Fartøi, og det var nu Sorenskriver Nørregaard, som
traadte imellem og garanterede hos et Handelshus for
den nødvendige Forstrækning.

HVORLEDES JOMFRU EEN LÆRTE BAADE AT LUFFE
OG AGTE FOR GIR

"Men, min kjære Mand! han har jo intet Kompas?"

"Jeg styrer efter "Sjustjernen"."

Hm . . . Hm . . . det vil sige, han har ikke havt Raad.
Og saa vil han alligevel ikke, der skal assureres?"

"Nej, jeg vil nu ikke det . . . for min Part da. For
sin kan jo Skriveren gjøre, som han vil."

"Hm . . . Hm . . . Det er et kostbart Bohave, min
kjære Kristensen! saa at sige det meste af, hvad jeg
eier. En saadan Flytning har sine Risikoer. Jeg skal
være glad, om Kabinetsuhret kommer uskadt frem.
Jomfru Een har jo ogsaa sin lille Eiendom med, som
jeg naturligvis ansvarer."

"Jomfru Een? - skal hun ogsaa assureres?"

"Det er Husholdersken, som følger med Flyttegod-
set, - nogen maa jo passe, at det kommer vel i Hus
i Østerrisøer."

"Ja det maa Sorenskriveren om."

"Nei det maa han om, min gode Kristensen! De
staar Dem selv i Lyset! De er saa vreden. De ser al-
deles ud, som De ikke vilde tage hende med; men
efter mit Kjendskab til Dem er jeg alligevel vis paa,
at De aldeles intet har imod det. Ikke sandt, De er
villig til at give hende Deres Kahyt, og ikke slippe
flere Passagerer derned underveis?"

"Jo da, - nok det, . . . om . . . det vil sige, forsaavidt
som . . ."

SIDE: 11

"Tsch! . . . Tsch! - der vrider han sig igjen som
en Korketrækker. Ja eller nei?"

"H. . .m!"

"Er det ikke det, jeg siger? han er den besynderligste
Person, jeg har truffet paa. Det er min Hemmelighed
det, at jeg forstaar, De er en ærlig Mand, min Ven! Jeg
indestaar Dem ogsaa for, at der er ingen anden end
Sorenskriver Nørregaard, som kunde set det. Med De-
res vredne, forbeholdne, slu Mine saa De aldeles ud,
som De kunde have boret Fartøiet, trods alle Beviser
for det modsatte. Jeg var da ogsaa lige ivei med at
dømme Dem til Tugthuset for at have sat Galeasen paa
Land med Forsæt. Naar De ser en Korketrækker, saa
tænk bestandig paa, at saadan skal De ikke være. Hæng
den over Deres Køie til en Advarsel! - Forstaar De
mig ikke?"

"Jo-o . . . men . . . Jeg vilde blot sige Sorenskriveren,
at" - Kristensen spyttede pludselig bestemt et langt
Tobakssprøit henover Dækket; derpaa dreiede han
Skindhuen et Par halve Gange rundt paa sit store
krøllede Hoved . . . "at det om Assurancen . . ."

-"vil De ikke? . . . Og hvorfor ikke! Tænk nu en-
gang over, min gode Mand! Vær nu for en Gangs Skyld
klar, - blot en eneste Gang . . . og gjør ikke som
Blæksprutten, der grumser Vandet om sig. Jeg er høist
interesseret i at opdage Deres Tankegang, min Mand!
Thi at jeg kunde redde Dem ud af Deres eget fortviv-
lede Virvar af Forbeholdenheder, - jeg hentede Dem
saa at sige ud af Tugthusets aabne Gab, ser De, det
glemmer jeg aldrig mig selv. Nu? - Og hvorfor vil De
saa ikke assurere?"

Kristensen rettede sig med ét og sagde med et vist
bekymret Alvor: - "Sæt, at det gik galt!"

"Sæt, at det gik galt? - Hvad i al Verden! . . . det
er jo netop derfor, man assurerer, Mand!" - Soren-
skriveren hævede Stemmen. - "Forstaar De endnu
ikke, at det netop er for det Tilfælde, at Skuden synker,
at De assurerer."

"Ja, saa faar Skriveren tage sin Indgaaelse for de

SIDE: 12

niti Daler igjen, og saa skal De have Tak for den gode
Mening."

Sorenskriveren satte Stokken utaalmodig i Dækket
og trak Aanden, som om hans velbyggede, noget trind-
faldne Korpus beredte sig til en ny Anstrengelse. Skyg-
gen paa den guldsnorede Uniformshue faldt kjækt over
den skarpe Ørnenæse, og de livlige mørke Øine havde
under Samtalen hele Tiden gjemt et vist Lune.

"Hu-huh! saa skal jeg da begynde igjen. Hvad tror
De er tyngst, Kristensen, enten at bære alt Flyttegod-
set ind i Sluppen eller at faa Dem til at begribe det,
De ikke vil? Husker De, hvordan jeg holdt paa med
Dem med Edens Forklaring under Forhøret, før jeg
fik tvunget Dem til at svare mig et endeligt ja paa,
at jeg havde læst den forstaaelig op for Dem? - endda
hele Thingstuen stod og hørte paa. Altsaa, Mand! -
Følgen af, at De assurerer, er, at De faar Sluppens
Værdi godtgjort, ifald den gaar tilbunds."

Kristensen rystede blot paa Hovedet: "Det var det
værste, jeg kunde finde paa! Galt var det, om Skuden
begrov sig i Blaamyren, det er sandt; men, . . . havde
jeg ovenikjøbet assureret, kunde jeg komme under
Forhør igjen som for Galeasen . . . og . . ."

- "og det er ikke sagt, at det igjen blev her under
mit Sorenskriveri, mener De!" udbrød Sorenskriveren
lystigt, da han endelig fattede Meningen . . . "Nei . . .
ne. . .i! gjentog han - "det kan sandelig gjerne være,
at Deres Følelse her leder Dem rigtig, min Ven! Der
kan man se, hvor lidt man, naar det kommer til Styk-
ket, kan raade andre. I Deres Sted er dette høist ri-
melig aldeles forstandigt ræsonneret. De vilde vride og
fcrbeholde Dem og undlade at svare og blinke saa
grundfuldt til Dommeren, at han blev aldeles moralsk
overbevist om, at De havde boret Skuden, og saa lader
der sig jo altid fiske Indicier op. Naa naa! - lad De
være at assurere! Det, jeg har kautioneret for Dem
likvideres jo nu for henved Halvten i Fragt, og Resten
faar De greie, som De kan. Mit Flyttegods blir assu-
reret med Posten idag. Og Jomfru Een sender jeg alt-

SIDE: 13

saa iovermorgen tidlig hjemmefra med min Sekstring.
De har hende her engang udover Dagen. De skal ikke
bryde Dem om, at hun mulig i Førstningen er lidt
vanskelig og lunet. Hun havde haabet at faa reise i
Vogn med min Hustru og mig Landeveien fra Veb-
lungsnæsset til Østlandet, og hun har en Svaghed for
at sidde i Vogn! Men, ser De, naar hun kommer paa
Stathavet, blir hun nok rimelig, kan hænde beroliger
hun sig allerede ude i Bredsundgabet!" Sorenskriveren
klappede ham let paa Skulderen og gik derpaa hen til
Rælingen for at stige ned i sin Baad, hvor Skydsfol-
kene med deres Rad af røde Topluer sad henefter Tof-
terne og ventede ved Aarerne.

Sorenskriverens store Ottringsbaad havde i sit rum-
melige Fang ført den sidste Del af Flyttegodset. Idet
de nu satte af, raabte han pludselig med løftet Finger,
som om der ved Synet af Kristensen, der stod med
Huen i Haanden, var faldt ham noget ind:

"Vogt Dem for Jomfru Een, - hun kan være farlig!"

Hvad der paafaldt Sorenskriveren for første Gang i
de fem seks Maaneder, han nu havde havt med Kristen-
sen at gjøre, var, at den grovslagne, barkede Mand med
det krøllede sorte Haar, som stod deroppe ved Rælingen
og uden Resultat arbeidede paa at udtrykke sin Tak-
nemmelighed, var en smuk Person. Han begyndte rig-
tignok tilslut igjen at plire og se purkeful ud; men det
hindrede dog ikke Sorenskriveren i nok engang at vende
Hovedet om efter ham og mumle: - "Vakker Fyr
igrunden!"

Sluppen laa forhalet til en af de yderste Brygger.
Maager og Terner kredsede derinde paa den blanke,
blikstille Havn mellem Fartøierne og slog af og til ned
i Brisling- eller Smaasildestimerne, der krusede Hav-
speilet. Af Ottringen saas nu kun de to skraa Master
bagom et af Skjærene; de vippede og duvede, saa man
kunde forstaa, at der gik adskillig Sjø udenfor. Fol-
kene holdt paa at sætte Seil til.

"Hm!" - Kristensen sendte en forsvarlig To-
bakssprøit henefter Dækket, der viste en Hoben indsatte

SIDE: 14

nye Plankestykker og ellers saa ud, som der kunde
være kogt Beg paa det. "De regner nok paa at faa
Stræk paa Seilet hjemover. Vestenkulingen staar der-
ude i Sjøen og brygger."

Han stod endnu en Stund og saa ud, indtil Ottrin-
gen var borte. Da gik der et mismodigt Træk over hans
Ansigt. Han tog en Korketrækker op af Lommen; den
var af Jern og dygtig rusten, af dem til at knække ud.
Medens han langsomt dreiede den rundt sin Pegefin-
ger, stirrede han ned paa den med en vis Fortørnelse.
En stor, blakrød, ragget Skibshund kom ud fra et Hun-
dehus. Den strakte sig og vilde slikke hans Haand,
men afvistes med et kort, unaadigt: - "Ind med sig,
Gripan!" - og en Gebærde, der lod den trække sig
slukøret tilbage igjen. Kommen til den lille Lugar for-
ud, bøiede han sig udover Trappen:

"Anders!"

Anders Kok var bleven Bedstemand ombord paa
Sluppen, der ialt med Skipperen kun havde fire Mands
Besætning eller rettere tre og en halv, da den ene
kun var en halvvoksen.

"Anders, - en Jomfru! og det en, som skal gaa med
helt ned til Østerrisøer. Hvad siger Du?"

Den tiltalte viste sig i Trappen med en blommet
Spølkum balancerende i den ene Haand. Det kullede
Ansigt saa polisk ud:

- "Det Gods er vanskeligt at stuve, Skipper!"

Der var i Virkeligheden adskillige Knuder at løse
baade for Skipper og Mandskab, flere Tilfælder, hvori
de maatte lægge sine Hoveder i Blød sammen, da det
var første Gang, baade de og Rutland fo'r i den Slags
Fragtfart langs Kysten.

Jomfru Eens forventede Ankomst forøgede ikke lidt
Vanskelighederne, og der var gjort adskillige Overvei-
elser baade om hendes Køieplads og andet inden den
Tirsdag, hun steg over Landgangsbordet fra Bryggen
og ind paa Rutland.

SIDE: 15

Det var den syv og tyvende April 1829. Vi anmærker
dette ikke blot saadan i Almindelighed, men fordi
Kristensen senere anmærkede det baade i den Alma-
nak, hvori han noterede for det Aar, og i Skibsjour-
nalen, der endnu en Tid, efter hans gamle Sømands-
skik, blev ført ombord i Rutland, samt endelig indeni
Sølvkassen paa sit Lommeuhr.

Hun kom, som sagt, stigende med en svær Hat af
den Tids med Blomster indeni rundt om Ansigtet. I
den ene Haand holdt hun et foldet, hvidt Lommetør-
klæde samt en Paraply og i den anden en grøn Tine
med Huller i Laaget.

Det slog Kristensen, at hun havde en stolt Gang og
en velbygget Figur baade om Skuldre og Liv; men ven-
ligt var det sorthaarede, staute, lidt krumnæsede An-
sigt ikke, idet hun kom der paa Landgangsbrættet
næsten som en Ørn med hængende Vinger lige imod
ham. Hun kneisede med Nakken og havde en høi Ku-
lør i Kinderne. Han syntes, det var, som der styrede
en hel Fuldrigger ned paa ham for alt, hvad trække
kunde. Bag hende fulgte to Skydsfolk med hver sin
Kuffert og andre løse Sager.

Hun stansede ved Enden af Brættet og saa med dybt
Mishag udover Dækket, som jo ogsaa kunde være bedre
skrubbet:

"Er det her, - Naa det maa jeg sige!! . . ."

Som hun følte, at hun kompromitterede sin Værdig-
hed ved yderligere Udbrud i Ord, holdt hun inde og
saa sig igjen om. Det var en Taushed, som udsagde
mere om Dækket og hele Sluppen end de mest talende
Udtryk . . .

"Hvor er Kapteinen?"

"Stig kun paa, Jomfru!" - Kristensen rakte begge
Armene op for at hjelpe hende ned fra Landgangs-
brættet, der laa oppe paa Rælingen. "Lad falde, Jom-
fru!" lød det videre opmuntrende, da hun syntes at
nøle.

"Ikke saameget som en Trappe" - var Svaret, idet
hun med et fast Spring hoppede ned paa Dækket saa-

SIDE: 16

ledes, at hun bestemt undgik den velmente Understøt-
telse.

Det begyndte at knurre forude og lave sig til en Gjøen.

"En Hund? - Maa jeg spørge, om den hører til
Skibet?"

Gripan gjøede pludselig vildt, og inde fra den hul-
lede, grønne Tine hørtes samtidig en heftig Fræsen.

"Jeg vil tillade mig at underrette om, at jeg har
min Kat med, og jeg er saa fri at gaa ud fra, at De
er forpligtet til at sørge for den lige saa godt som for
Sorenskriverens øvrige Sager. Jeg kan ikke rikke mig
af Pletten, før Hunden enten sættes paa Land eller
spigres forsvarlig ind i Hundehuset. Den ser ud som
et rigtig grusomt Bæst!"

"Jomfru, Skibshunden er lænket og faar, da vel saa
blive paa Turen; den kan ikke komme to Alen fra
Hundehuset."

Hun vendte sig nu til Skydsfolkene og sagde i en
høist overlegen Tone:

"Sæt Kufferten der, til jeg har faaet set mig om i
Kahytten; jeg vil nok vide først, om der er nogenlunde
anstændigt for en Dame, som saadan skal betroes til
de vilde Bølger."

Hun havde sat Tinen og Paraplyen fra sig paa
Kufferten, slog med den frie Haand kraftig glattende
ned efter Kjoleskjørtet og skred saa kneisende ivei
henimod Kahytsruffet, hvortil Kristensen viste Veien.
Hun forsvandt ned igjennem Trappen, og Kristensen
stod endnu oppe ved Ruffet uvis, om han skulde følge
hende, da hun igjen hastig kom op. Hatten var stødt
bagover paa Hovedet, formodentlig ved en Berørelse i
Farten med Kahytsruffet, hvorved der fremkom en vak-
ker mørkebrun Haarfylde.

"Jeg maa gjentage, at som Dame af den opdragne
Stand kan jeg ikke forsvare at have mine Sengeklæder
nede i et saadant Hul. Det er saa mørkt som i en
Bagerovn; man ser ikke, hvad man gaar imod."

"Rent er der, saadan som det bruges tilskibs, det
kan Jomfruen forlade sig paa. Der har levet gode Folk

SIDE: 17

før der i Kahytten! Det er bare noget mørkt, og naar
De bare har faaet vænne Dem til det, skal De se . . .
Anton! Anton!" - raabte han.

En opløben, blond Gut viste sig sky og nølende.

"Tag Tougrullen bort fra Skylightet! . . . Det er intet
Under, Jomfruen fandt, det var mørkt; det dækker for
halve Glasset. Det er Skibsgutten, Jomfru! som De har
at kommandere over baade til Spulning og andet."

Jomfru Een syntes imidlertid at være faldt i Tanker
over Skylightet, der var ganske lidet med tætte Mes-
singtraller:

- "Saa det er et Vindu ned til Kahytten det? . . .
lige i Taget, hvor alle disse Mandfolk gaar! Det kan
jeg aldeles ikke tillade. Jeg overlader det til Deres
Takt, Hr. Kaptein! om De ikke gjør rettest mod en en-
som kvindelig Passager ved at faa et Rullegardin for
endnu iaften."

"Glasset er ikke til at se igjennem. Lægger vi Pres-
senning over, blir der kulmørkt. Ja prøv bare, Jomfru!
De ser ingenting . . ."

Jomfru Een stirrede. Hun trak høit paa Næsen:
"Ombord i et saadant Søskib har man selvfølgelig intet
Begreb om en Dames Vaner."

Kristensens Forsikkring lod dog til at have gjort sit
Indtryk; thi hun gik over til at faa bragt sine Sager
ned i Kahytten. Idet den første af Kufferterne skulde
ned igjennem Ruffet, stansede hun den pludselig igjen
ved bestemt at lægge Haanden paa den:

"Som en Kvindesperson, der aldrig, før jeg kom hid
til dette Romsdalen, har havt andet end det faste Land
under mine Fødder, maa jeg betinge mig at under-
rettes øieblikkelig, der er nogen Fare. Det vil berolige
mine Følelser. Jeg er ikke af dem, som ønsker at gaa
med lukkede Øine i Døden."

"Aa Jomfruen kan være rolig, vi gaar indenskjærs,
hvor vi bare kan."

"Det vil sige" - udbrød Anders Kok, som stod i
Nærheden, da Kristensen slentrede bort med en sagte
Zislen mellem Tænderne - "vi slipper Leden inat for

SIDE: 18

at være klar af Land og kommer først ind ved Stat-
havet. Saalænge kan hun være rolig, selv om hun
slingrer lidt. Bare holde sig fast i Køien, Jomfru! -
der er fri Sjø under Kjølen."

"Hører han med til Skibets Besætning, min gode
Mand?"

"Kok, Jomfru! . . . det vil sige, Bedstemand" - ret-
tede han sig hastig.

Jomfru Een maalte den temmelig lurvede Skikkelse
i Færøtrøien op og ned med Øinene:

"Jeg er saa heldig at have Niste med for hele Reisen
og skal nok udbede mig for min Person at faa lave
mit selv."

"Naar hun saa ogsaa kunde lave Madlysten," brum-
mede Anders, som slagen trak sig tilbage for hendes
høie Mine.

Ankerkjettingen begyndte at larme og klirre i For-
enden paa en Brig, som laa lige ved dem med Bougen
næsten op til Rutlands Hæk. Den skulde lette, og Fol-
kene, der hev ved Bratspillet, satte efter et Par "Aa-i-
haa!" under en skingrende Forsanger op med:

"Jeg var i Valparaiso nys.
Hei! - Munken gaar i Enge.
Der hagler det ned med spanske Kys
Og koster ingen Penge . . ."

Jomfru Een forsvandt med ét ned igjennem Ruffet;
hun saa høist indigneret ud.

De Forbehold, Indsigelser og Betingelser, som Jom-
fru Een stillede den Eftermiddag, inden hun fik ind-
kvarteret sig, var ikke faa. Skibsgutten svedede og fo'r
op og ned, indtil alt var omkumplet og omordnet saa-
vidt mulig efter hendes Hoved.

- Jomfru Een sov.

Det vuggede og vuggede, og hun havde været træt.
Det var en fremmed, men ikke ubehagelig Fornem-
melse, og hun begyndte at drømme, at de kjørte skræk-
kelig uforsvarligt, saa at hun blev nødt til Gang paa
Gang at holde sig i Vognkarmen; men Sorenskriveren

SIDE: 19

brød sig ikke om det, uagtet han sad der og dumpede
baade til den ene og den anden Side paa Bagsædet,
baade han og Fruen, og maatte holde sig fast. Det
var nogle bløde, slingrende Fjedre under Vognen; den
gav sig tilmed og knagede i Træværket, og værre og
værre blev Veien . . . rent ud livsfarlig! . . . Naa det
fik gaa, saalænge Sorenskriveren intet sagde; . . . men
det blev forskrækkelig kvalmt derinde i Kaleschen.
Naar de bare vilde slaa den ned; . . . men naar Soren-
skriveren intet sagde, saa. . .

Jomfru Een vaagnede. Saa det var her, hun var . . .
paa Søen! Kahytstaget gik op og ned over hende med
en utaalelig slingrende Lampe, som enhver maatte faa
ondt i Hovedet af. Det var endnu værre end i Orm-
eimsbakkerne, som hun havde drømt om. Det rullede
og væltede! . . . Og saa denne følelse, som det med ét
gled nedefter en lang Bakke og derpaa igjen langsomt
hævede sig helt til det kom paa Toppen, og hun lige-
som lettede i Køien, idet Fartøiet atter skulde bære
nedover.

Jomfru Een var svimmel . . . kvalm. Hun havde
hørt, at det var rigtigt under saadanne Omstændighe-
der bare at holde Køien, og modstod den første plud-
selige Indskydelse, som var at staa op og komme paa
Dækket. Ind igjennem Kahytsvinduerne faldt et graat,
trist Dagslys, og hun saa og hørte Toppen af buteille-
grøn, urolig Sjø stadig skylle og skvulpe imod dem,
som der var stærkt Regnveir. Hun laa og stirrede paa
sin Kjole, som gik frem og tilbage paa Væggen, indtil
dens regelmæssige Bevægelse ligesom manede hende
ind i en Døs igjen . . .

Det maatte have varet længe; thi det var igjen blevet
skummelt, og Skibsgutten stod ifærd med at tænde
Lampen. Hun havde en dunkel Erindring om, at han
flere Gange havde været dernede . . .

"Nu spuler vi os, Jomfru!"

"Er det farligt?"

"Aa nei! - men Rutland er et gammelt Rullebæst;
den liker sig aldrig bedre end for Stumperne, siger de,

SIDE: 20

som kjender hende, hun bides helst med Veiret. Nu
har hun faaet Nordvesten paa sig . . ."

Skipperen lovede mig jo udtrykkelig at holde sig in-
denskjærs, - ved Land!"

"Det var nok ikke bra, om det bar did. Derinde
gaar Sjøen som Hus; der blev ikke saameget som
Fyrstikken igjen af hele Skuden, om vi røg paa!"

"Men saa er det jo livsfarligt!" - Jomfru Een reiste
sig med ét i Køien og saa ud med Natkappen paa.

"Aa nei da! - ikke saa længe vi klemmer paa Vin-
den, som vi gjør. Rutland véd nok, hvor hun skal
hen, naar hun først har faaet Veir af Land; hun har
ingen Lyst til at sætte Næsen paa Fjeldet, og Kristen-
sen han er slig Sjømand, at han ikke findes likere
mellem England og her! Han sagde, at jeg skulde
hilse og spørge Jomfruen, hvordan det stod til, og bede
hende spise noget Erter . . . hun maatte endelig spise!
for det er bedste Kur, sagde han, og det er ikke sagt,
vi faar Varme paa Kabyssen saa snart igjen, - ja
for hun vasker saa skammeligt!"

Jomfru Een slog afværgende ud med Armen.

"Jeg skulde bare se til at faa noget i hende, befalte
han . . ."

Suppen dampede friskt. Jomfru Een smagte, og Føl-
gen var for hendes hele øvrige Livstid den Anskuelse,
at noget saa beroligende Middel mod Søsyge som en
Portion vel tillavede Skibserter gives der ikke.

Med et naadigere Udtryk rakte hun ham den tømte
Tallerken, og det var under Følelsen af et indtraadt
Velbefindende, at hun atter lagde sig tilbage og sov ind.

Hun havde en utydelig Fornemmelse af, at der hale-
des Touge henover Dækket, at der trampedes og lød
nogle Kommandoraab, at Køien først blev umulig paa
den ene Side og saa paa den anden. Saa det var, hvad
de mente med at holde sig fast i Køien . . .

Der var et Par Folk nede i Kahytten og tumlede med
at lede i et Skab.

Skipper Kristensen søgte efter et Lommekompas, som
de endelig fandt. Hun spurgte ud af Køien:

SIDE: 21

"Vel ingen Fare? . . . den Knagen høres saa skræk-
kelig."

"Ikke saalænge vi har fri Sjø, Jomfru! Bare godt
Mod, det bedste er at sove. Skibsgutten har Ordre til
at se ned saa tit, han kan . . . Lidt Kognak og Biscuit
er godt." De skyndte sig igjen op ad Trappen.

Der skede noget deroppe; thi Folkene snakkede over
hendes Hoved; der haltes i Touge og raabtes "Haa-i-
aa!"

Det vuggede og slingrede en Stund ganske menings-
løst, og saa begyndte det at vælte og støde og krænke
over og knage i Bjelker og Tømmer endnu værre end
før. Af og til var det, som det hele Fartøi med ét
stansede op; det skalv og ristede lige til Køiebordet,
som hun holdt i, og hun hørte Vandet piske henefter
Dækket over sit Hoved som Stridregn. Nu begyndte
noget at vandre frem og tilbage paa Gulvet . . . det var
hendes Kuffert . . . Et Skab op og igjen - igjen og op!
. . . en Flaske og et Glas ramlede ud og sloges istykker.

Nok en Slingren som den nu, og hun indestod ikke
for, at hun blev i Køien! . . .

Der var igjen Dagslys, men et underlig ængsteligt.
Det blev med visse Mellemrum aldeles skummelt, som
om nogen pludselig dækkede aldeles tæt for Kahyts-
vinduerne, medens der samtidig kun faldt et mat, dødt
Skjær ned fra Skylightet. Det var umuligt længere at
ligge i dette! hun maatte op paa Dækket og se, hvor-
dan det hang sammen.

At klæde sig paa var ikke saa let en Sag, der var jo
ikke til at være paa Gulvet. Bare det at kunne naa
hen til sin Kjole! og undgaa Kufferten, der kom sei-
lende nedad Gulvet. Hun maatte støtte sig med den
ene Haand og hjælpe sig med den anden.

Vandet silede og dryppede ned ad Kahytstrappen,
saa det randt indover Gulvet. Hun knyttede Sjalstør-
klædet om sig, aabnede Kahytsdøren og modtoges af
et fint Støvregn fra en Sjø, der netop havde brækket
forude.

Her i Trappen under Ruffet kjendtes det baade friskt

SIDE: 22

og svalt imod Kahyttens Lummerhed. Men, - hun
stansede ved at se Skuespillet omkring sig.

Overalt vildt grønt Hav med en sid, graa Regnhim-
mel over! Dækket krængende skraat, saa man ikke
kunde staa paa det, Storseilet firet lavt, og lige foran
hende agterud ved Rattet stod Kristensen med Knæet
stemmet paa en af Knaggerne og en Mand tilhjelp.
Fartøiet løftede netop Agterenden, idet det igjen bar
nedover i Sjøen, saa at de to Skikkelser saaes mod
Himmelen. Nedover . . . og videre nedover . . .

Seilet mistede med ét Vinden og hang slapt, og
Bommen slingrede . . . Det bar endnu læn...ge...re ned.
Der blev lutter buteillegrøn Sjø omkring dem som fire
Mure høiere end det revede Storseil, saa al Udsigt blev
borttaget, og hun forstod nu, hvorfor der med visse
Mellemrum blev saa mørkt nede i Kahytten.

Nu steg det igjen . . . høiere op. Vinden fyldte atter
Seilet . . . høiere op. Det hven og peb i Tougene næsten
øreskjærende, og hun saa udover et forskrækkeligt Hav
med svære Bølger og hvide, mægtig væltende Skavler.
Blot hun stak Hovedet ud af Ruffet, var Vinden, saa
hun maatte snappe efter Pusten.

Der kom en Sjø, som brækkede forud med en Lyd,
saa det baade tordnede og knagede. Vandet spulede
hele Dækket agterover til en Fods Høide og randt som
en Strøm ned ad Kahytstrappen, hvor hun stod.

Hun hørte Skipperen sige til Manden ved Siden af
sig: - "Der gik et Stykke af Skanseklædningen, Nils!
Du faar frem og gjøre ved Skjødet; det pisker . . .
Send Anton hid!"

Hun saa Nils stikke Rebet fra sig, hvormed han var
surret, og springe forover, idet han støttede og svang
sig frem langs luv Ræling.

Lidt efter kom Skibsgutten forbi hende for midler-
tidig at hjælpe ved Roret; da han saa hende i Ruffet,
kunde han ikke bare sig for at yttre:

"Aa jødes, jødes, Jomfru, for et Hav! . . . og ikke
bedre blir det!"

Stakkels Gut! han saa bange og bleg ud" - tænkte

SIDE: 23

hun, og derpaa i et Anfald af Harme: - "Naa, saa
dette er at skikke en enlig Jomfru Sjøveien!"

Der føltes et Stød, - hun kom ikke til at tænke
mere . . .

Hun saa Kristensen og Skibsgutten slænges fra Rat-
tet helt ned i Læ. Rattet snurrede forladt rundt som et
Rokkehjul. Gutten laa med Overkroppen ud over Ræ-
lingen og famlede efter at faa Tag. Søen var ikke en
Alen fra hans Ansigt; han rakte Armene ud og skreg.

Men der var nogen som en Pil efter ham, og det
var Jomfru Een. Hun satte derned over det skraa Dæk
og trak ham ind over Skanseklædningen. I det samme
hun reiste sig, følte hun sig grebet bag i Halslinnin-
gen af en Jernhaand, der tvang hende til at knæle
igjen . . . det var Kristensen. Hun saa og følte den
store Bom under Storseilet suse tæt over sit Hoved og
hørte ham sige med dyb Stemme - "Traf den Dig,
Nils? Agt Dem for Bommen der, Jomfru! den er løs.
Ned paa Dækket! . . . og hold Dem fast."

Da hun saa op, krøb Nils Kobbervig, der var truffet
af Bommen over Skuldrene, langs Dækket hen imod
Lugaren, og Skibsgutten, der var halvt bevidstløs af et
Slag af Ratknaggen, blev nu af Jomfru Een hjulpet
ned i Kahytten, hvor hun lagde ham ind i sin Køie.
Han havde knust Kravebenet. Det syntes, som han
var aldeles fra sig af Angst; han laa og mumlede: -
"Vi gaar under! . . . vi gaar under."

Jomfru Een begyndte med at spørge ham, om han
som Sjømand og kanske ogsaa en Sjømands Søn ikke
skammede sig for at ligge slig og jamre, og endte med
at tage den stakkels Guts blege Hoved ind i sine Arme
og trøste ham med, hvad hun kunde finde paa, indtil
han om lidt sovnede ind.

Da hun atter kom op i Ruffet, stod Kristensen alene
ved Rattet, medens Anders Kok holdt paa med Bom-
taillen. Hun hørte i Vinden Kristensen sige:

"Det gaar ikke længere med dette, Kok! vi faar staa
indover, saa nødig vi vil."

"Nei, - det gaar nok ikke, Styrmand! - han lægger

SIDE: 24

paa med Vinden heller end at løie af, det ser bare ud
til at blive værre opefter Formiddagen."

Kristensen lod Sluppen saa smaat falde af for Vinden.

"Giv varligt ud paa Bomtaillen, Anders! Vi faar se
til at faa ud et Rev eller to, som vi bedst kan. Vi maa
have mere Seil at lænse med, skal vi klare Sjøbrækket
efter os."

Fartøiet begyndte straks at skyde en anden Fart. Det
føltes som en hel Lettelse.

Kristensen stod imidlertid ved Rattet; han var dryp-
pende vaad og kobberrød i Ansigtet af Veiret og An-
strengelsen. Et Par Gange saa det ud, som om Rat-
tet virkelig skulde tage Magten over ham. Jomfru Een
fulgte det med største Spænding.

"Gaar det saa paa, kommer jeg nok til at danse Hal-
ling her ved Rattet!" undslap det ham endelig efter
nok et Ryk, hvori han holdt paa at tage Overhaling,
idet Anders Kok et Øieblik kom forbi. "Jeg raa'r ikke
med hende længer. Du faar begive Arbeidet derborte
og tage Tørn med mig her, saa faar vi se Kans til at
faa hende op i Vinden igjen og faa strakt Storseilet."

Inden Anders Kok kunde efterkomme Ordren, saa
Kristensen Jomfru Een ved Siden af sig. Hun gjorde
ingen Omstændigheder, men greb til, og han følte snart
paa hendes Tag i Rattet, at der var Styrke for mindst
to slige som skibsgutten.

"Nei . . . nei, altid op, naar hun girer, Jomfru! -
altid støtte imod."

Jomfru Een stemmede i med begge Hænder og al Magt
under Knaggene, medens han hev Rattet paa Luvside.

Det kom igjen til et Krafttag; men Resultatet var, at
Kristensen udbrød:

"En kan aldrig vide, hvad der kan hænde! . . . det
er nok første Gang en Jomfru har havt Haand i
Rutlands Rat . . . Luffe . . . luffe . . . nei den Vei!"

Ogsaa Jomfru Een begyndte nu at hjælpe sig ved at
sætte Knæet paa Knaggen; men Vinden blæste for-
skrækkelig om hendes Dragt.

Kristensens Plan var at faa holdt Fartøiet oppe i

SIDE: 25

Vinden en Stund for at han Anders Kok kunde faa
Revet ud i Storseilet og mulig ogsaa faa sat fuld Fok:

"Ser De, Jomfru! . . . saadan . . . Luffe saa smaat . . .
falde af saa smaat . . . bare hele Tiden holde Seilet
levende! men hun maa ikke overstag! Jeg skal nok
varsko til Roret, naar det trænges."

Hun fyldte fuldstændig sin Plads og hev Rattet ef-
ter hans: "Luffe!" . . . eller "Fald af!" . . . "Støt for
Affald!" . . . "Støt for Luven!" - saa godt som en an-
den Rorgjænger.

Da Kristensen derefter kom tilbage til Rattet sagde han:

"Ja nu har hun gjort Skibstjeneste, Jomfru! og skal
have stor Tak til."

"Jeg holder ved, saalænge De behøver Hjelp, Skip-
per Kristensen!"

Jomfruen kan ikke aarke mere."

"Lad det Snak fare, jeg har Kræfter nok."

"Jeg siger ikke nei til Hjelpen, som det nu er. Men,
skal hun staa her ude i Veiret, saa er det bedst at tage
Sjøklæder paa; de hænger nede i Kahytten ved Skabet.
Jeg klarer Roret alene saalænge. Giv Dem blot Tid
og hvil Dem, Jomfru!"

Raadet lod sig ikke slaa Vrag paa. Da hun for-
svandt inde i Ruffet, udbrød han:

"Ikke troede jeg, at vi skulde fragte saa gjævt et
Fruentimmer, Anders! . . . blot vi kan faa hende vel
frem, saa det ikke blir sidste Reisen! det ser ud til no-
get af hvert. Men nogetsteds smætter vi os vel ind mel-
lem Skjærene."

"Det er Land, vi har der langt ude, Styrmand!"

"Har set det! - bare vi kan faa Tag i, hvor vi er,
for ind maa vi, mens det er lyst. Nils Kobbervig er
jo barnekjendt udenfor Bergensleden; Du faar hjælpe
ham op og se til at faa ham til at skjønne, hvor pas
vi er . . . men ikke et Ord til Jomfruen . . . Vi faar
styre ind og lade, som vi er fornøiet, Gut!"

"Ja vel! vi faar lade Glæden vare saa længe, vi
kan, Styrmand! Kan jeg bare faa Øinene op paa Nils
Kobbervig, saa styrer vi nok ind."

SIDE: 26

Kristensen studsede, da han atter saa Jomfru Een
komme. Hun var i fuld Sjøhyre lige til Sydvesten og
saa ud som en undersætsig Matros med et krumnæset,
ungt og skjært Ansigt.

"Nu, hun tænker for Alvor at tage Tørn ved Rat-
tet, er det ogsaa bedst, hun gjør som andre Rorgjæn-
gere i svært Hav og lader sig surre fast med en Sei-
sing . . . der kan ingen vide."

Han lod Handlingen følge paa Ordet.

"Nu, - falder Knaggen tyngere, Jomfru?"

"Aa nei!"

"Den skulde det. Vi løber større Fart, og Havbak-
ken er lang, saa hun er værre at stoppe i Giringen." -
Han saa sig om.

"Vaer Dem nu, Jomfru, og hold Dem fast, her kom-
mer et Bræk lige agterud. Den ser ikke venlig ud hel-
ler." - Kristensen slog i en Hast Rebet om sig og greb
i Rattet.

Forberedelsen var ikke omsonst; thi Hækjollen
knustes lige bagom dem, medens Vandet skyllede som
en Fos indover Dækket fra agter til for og klemte dem
begge op imod Rathjulet.

"Vi slap bedre, end jeg havde tænkt, Jomfru."

"Jeg synes, Havet blir værre."

"Aa ja; men det er bare saadan her under Land, -
krap og brydsom Sjø. Vi er i et Strømras, hvor han
gaar tverket. Se der har vi en skraas for Bougen, det
kalder jeg urimeligt . . . Luffe . . . luffe, Jomfru!"

Virkelig var endel Konturer af Kysten steget op foran
dem; de laa som Taagebanker op af Havet med et regn-
bueagtigt Solstreif etsteds langt inde paa nogle takkede
Klipperygge. Skyerne joges af Stormen i tunge Masser
med forrevne Stumper omkring som afslidte sortgraa,
hængende Ulddotter. Vinden hindrede Regnen.

"Men hvad er det . . . deroppe?" - hun pegte imod
Vævlingen.

"Aa Nils Kobbervig! - Ja . . . han lufter sig."

Kokken havde for den bedre Udkigs Skyld faaet Nils
praktiseret op i de nederste Vævlinger af Vantet.

SIDE: 27

Anders Kok kom agterover: - "Vi faar faa Kikker-
ten, Styrmand."

"Bliv her ved Rattet, Anders!" - Kristensen gik selv
forud med den.

"Dette blir værre og værre, - vi kommer da vel
snart ind?" - spurgte hun skjælvende sin nye Side-
mand.

"Ja nu varer det nok ikke længe, Jomfru! . . . de staar
just oppe i Vævlingerne og ser efter det bedste Indløb."

Kristensen var steget op i Vantet til Nils Kobbervig:

"Nu, skjønner Du nogenting af Landet?"

"Var vi blot længere inde! nu kan jeg bare gisse paa,
at det er Teksesundet søndenfor Bergen, vi har der-
nede. Javist maa det være Teksesundet! - Der - vil
Kapteinen se! . . . som et Skar i Fjeldet, en Revne med
ligesom en liden Kam indover. Ja nu tog Tykket det
. . . Se nu!"

"Ja vel, vi faar nok dømme det til at være Tekse-
sundet, Nils! for til Natten tør vi ikke holde det gaaen-
des. Bare ikke Strømmen sætter for langt ned."

Da han igjen afløste Anders Kok ved Roret, sagde
han roligt; - "Nu har vi Greie paa Leden, Jomfru!
Det er Teksesundet, vi har dernede. Vi gaar lige ind!
Du faar holde brav Udkig deroppe i Vantet, Anders!
. . . Nei, Jomfru! - vi falder af og saa begynder den
gamle Giringen igjen."

Der var en vis lun Humor i hans Stemme, der vir-
kede beroligende paa hende, thi hun havde paa det
sidste faaet en stærk Følelse af Fare.

De skjød nu en svær Fart, og Landet steg hastig op
foran dem. Stormen havde lagt paa.

Det var udpaa Eftermiddagen i den første Rand af
Skumringen.

Havet gik med tunge, blygraa Bjerge i mægtige Skav-
ler. Skyerne drev som graa Røg indover, Sjørokket pi-
skede, Tougene hven, sislede og peb, medens Anders
Kok vinkede til Roret oppe fra Vævlingen.

De havde Land ret forud, - hvide Skumstøtter og
Fossefald opefter alle Fjeldsider og Kløfter.

SIDE: 28

Kristensen stod rolig; men Jomfru Een var ikke blind
for, at Sveden perlede i store Draaber nedover det brede
Ansigt. Det kunde jo være Anstrengelsen; thi hun
maatte sande, han hev Rattet med Kars Kræfter.

En Stund efter sagde han meget alvorligt, idet han
pegte ud med Haanden:

"Ser De, Jomfru, det er did ind, vi skal. Løbet er
trangt. Nu gjælder det om ikke at gire saa meget som
en Svigt af Kursen."

Det var to smaa Øer eller Skjær de skulde ind imellem.

Hun saa Hjelmen af de svære Havsjøer suse og tordne
opover dem og dække Skjærene med et hvirvlende hvidt
Skumkog, hvoraf der steg Støtter og drev Røg, medens
de selv fo'r med rasende Fart ned ad Havbakken lige
imod dem. Brysltet snørede sig sammen, og hun havde
Møie for at holde Pusten.

Sjøen løftede Fartøiet igjen. Hun saa Kristensen
blive hvid i Ansigtet og bide Tænderne sammen, me-
dens han med al sin Kraft tog i Rattet, og hun fik en
Trang til at skrige ud, - vildt!

Maaske gjorde hun det ogsaa.

De stod lige ind mellem de to Øer, hvorover Havet
gik hvidt, medens Vandmassen faldt brækkende fra
begge Sider ned paa Dækket i det smale Løb, - og
de laa med ét i fuldstændig smult Vand!

Det var Teksesundet, de havde taget; men Sindsbe-
vægelsen havde været saa stærk, og Overgangen var saa
pludselig, at Jomfru Een halv fra sig sank i Knæ.

"Ja, Jomfru, jeg glemmer aldrig, at jeg har havt Dem
til Kammerat ved Rutlands Rat! -" den stærke Mand
skalv i Stemmen og bed sig i Læberne for at beherske
sin Bevægelse.

De var med sine vaade Seilstumper og forrevne
Skanseklædning i Farten alt skudt et Stykke ind paa
Havnen, hvis Indside var aldeles hvid af Maager og
Sjøfugle, der havde søgt Ly for Stormen, da han atter
hev Rattet og raabte:

"Anders! - spørg Nils, hvor det er bedst at ankre."

SIDE: 29

Det var Morgenen efter.

Jomfru Een sov; hun havde været saa træt. Hun
syntes halvvaagen, at Solen skinnede ind til hende paa
Køien, og at hun hørte Hanen gale. Det gjorde den
ogsaa. Det var Solen, som stod op bag Skjærene og
gyllede hele det blaa Sund, og Hanen oppe i Stuen i
Fjeldet ovenover, som hilsede den.

Da kom det med engang over hende, at hun havde
faaet gamle Rutland kjær, som det kunde være hendes
Mors Stue, og fra den Stund vidste hun ogsaa, hvad
hun vilde svare, om Kristensen skulde have noget at
sige hende. Sparebankbogen skulde han straks faa til
at male i Kahytten og stelle og reparere med . . .

Hun saa ud af Kahytsvinduet.

"Naar det regner og skinner Sol paa engang, saa
farer der en Baadsmand tilhimmels! . . . Ja det gaar saa
mangt underligt til . . . lidet véd én for sig!"

En Uge efter befandt de sig en Aften i fint Veir og
sagte Bris mellem Skjærene nede ved Grimstadkanten.
Maanen var oppe. Kristensen stod ved Rattet. Skibs-
gutten gik med Armen i Bind over Skulderen, og An-
ders Kok nynnede paa en Vise forude.

Jomfru Een sad paa Forhøiningen ved Siden af Rat-
tet og strikkede Kniplinger; hun var paafaldende pen
og pyntet.

Hun havde underveis i det gode Veir, de havde havt
efter de Dage, de laa veirfast i Teksesundet, havt man-
gen en godlidende Passiar med Kristensen og af og til
ogsaa, "siden hun nu engang havde begyndt," moret
sig med at staa ved Rattet. Hun havde iaften netop
muntert erklæret, at, havde hun været Mandfolk, vilde
hun helst af alt været Sjømand.

. . . "men da skulde jeg nok vogtet mig for at tage
Hyre hos Skipper Kristensen!"

"Og hvorfor det, Jomfru Een? - De har endnu ikke
set mig gi' nogen saa meget som en Lusing."

"Aa nei; men De er saa lagt for at gaa udenskjærs!"

SIDE: 30

"Det kommer af, at jeg ikke er kjendt i Leden det,
Jomfru! Takke mig til en Bræksjø midt i Havet imod
et blindt Skjær herinde, som én ikke véd om, før
én staar lige paa det og er en arm Mand med det
samme. Nei, takke mig for fri Sjø."

"Tilstaa kun, at det var uforsvarligt af Dem, at De
saadan gik ud om Natten lige til Havs."

"Uforsvarligt? . . . Kunde jeg saa sandt gjøre det op
igjen, - ja med Dem! . . . Fruentimmer og Ferskmad
har jeg altid syntes, var lidt sødflaut; men De er et
saltet Fruentimmer, Jomfru Een! . . ."

"Det maa være derude i Sjøen, jeg blev det, Kri-
stensen! for den lille Haandsrækning tænker jeg ikke,
De kjendte saa meget Lette af, naar De skal sige sandt.
Jeg holdt en god Stund saadan paa Knaggen, før
jeg lærte det." - Hun havde reist sig og lagde leende
Haanden forkjert paa den.

"Naar jeg skal sige sandt, siger De" - svarede han,
idet han pludselig lagde sin svære Haand over hendes,
saa den var fangen, - "saa véd jeg nu, at dette er en
Haand at stole paa . . . og . . . at her blir ødt paa Rut-
land, naar vi har losset af i Østerrisøer."

Hun blev helt over rød og sled den undaf.

"Aa nei, det var ikke at vente at saa fin en Haand
vilde tage Hyre hos en fattig simpel Skipper. Men saa
har jeg nu lært at splidset til nogen anden blir jeg ikke
i denne Verden"! - udbrød han heftig og aldeles pur-
purrød.

Nu vendte hun sig imod ham og rakte ham Haan-
den ligefrem og aabent paa Rattet:

- "Kristensen - jeg skilles ikke fra . . . Rutland!
. . . men . . . engang for alle saalidt som muligt uden-
skjærs! . . . Og slig har De mig!"

De stod der og saa paa Maanen og hverandre, til det
blev sent. Og at Rutland den Kvæld ikke løb op paa
et eller andet Skjær eller af og til lige i Land, det skyld-
tes baade den gode Lykke og Jomfru Een.

SIDE: 31

FEMTEN AAR EFTER.

Naar man nu paa et Par Timer kan fare fra Kri-
stiania til Drøbak, paa to Døgn til Bergen, paa fire til
Trondhjem og paa halvanden Uge helt op til Varanger-
fjorden, for ikke at tale om Jernbaneruter, og at man
til alle disse Steder kan telegrafere og faa Svar i samme
Time, - saa glemmer man saa let, at det ikke er ret
mange Aar, siden en Tur ned til Drøbak var en hel
Dagsreise og en ditto til Bergen en Langfart paa Uger.
Man glemmer, at Norge ved Dampen og Telegrafen er
omskabt til et andet og modernt Land. Et og andet af
Statens Hjuldampskibe strøg vel ogsaa da med Post
og Personbefordring rundt Kysten; men Vareforbin-
delsen foregik endnu paa den gamle, vante Manér. Det
mægtige Hamburg og ikke Kristiania var endnu La-
gerby for hele vort Land og den Forbindelse som var
imellem Byerne, besørgedes af de mindre Skibe i Kyst-
farten.

Det er tilbage til den Tid, vi hensætter Læseren, og
da lige ombord paa Johan Kristensens Slup, der for
Øieblikket gaar med Fragtgods for en temmelig haard
Bidevind i Kyststrøget mellem Kristiansand og Lin-
desnæs.

Skipperen selv, en stærkvokset bred Mand i Hunde-
skindshue, staar ved Rattet med en kort Pibe i Mun-
den og raaber til en liden Gut, hvis mørklokkede Ho-
ved alt i ét stikker op af Kahytstrappen for at høre
mere. Han rapporterer det til en Person, der er nede i
Kahytten, og ligesaa Svarene. Haaret flagrer ham om
Hovedet i Vinden, hvergang han stikker det op, og
han krummer den lille Haand for Munden paa Sjø-
mandsvis for at forstærke Lyden.

Det er Skipper Kristensens Hustru, som ligger til-
køis dernede; hun bereder sig altid paa den Maade til
Farten udenfor Listerlandet, hvor hun véd, at hun skal
have sin Raptus af Sjøsyge.

Hun er et smukt, fermt, af Sølivets Rolighed lidt fed

SIDE: 32

og fyldig blevet Fruentimmer med mørkt Haar, staal-
graa Øine og energiske, af Veiret endel brunede Træk
og har i Mandens Øine kun én Feil; men den er saa
stor, at den tilskibs næsten kan kaldes en Last: -
hendes ivrige Sjæl kan ikke forstaa, at en Kone om-
bord ikke er det samme som en Kone iland, og hun vil
ogsaa her kommandere i Husholdningen til den mindste
Detail og styre med Hyre og Landlov. Derfor var det
blevet et almindeligt Mundheld Kysten rundt at "fare
med Madam Kristensen".

Og dog vilde Madam Kristensen aldrig andet, end
at Folkene først og fremst skulde anvende Hyren til
forsvarlige Klæder, og Resten skulde ikke drikkes op
paa de utallige Steder, hvor de maatte ind langs Ky-
sten lige op til Vardø, og hvor der overalt var Anled-
ning nok, men gjemmes til Hustru og Børn eller Fa-
milien hjemme. Derfor var hun saa striks paa Land-
loven; og derfor maatte de ogsaa ofte bytte Folk uden-
for de faste: Nils Kobbervig og Anders Kok.

Dette var nu altsammen ret og vel nok, hun havde
hundrede Gange overbevist sin Mand derom. Men det
var nu engang ikke sjømandsmæssigt, hvor godt og
vel det ellers kunde være ment, og Manden var ikke den,
som følte det mindst; han syntes, det gik endel paa Sjø-
mandsæren.

Da den lille Søn engang kom til ham og i al Uskyl-
dighed spurgte, hvorfor de kaldte det "at fare med Ma-
dam Kristensen", havde han i stille Bitterhed bedet sin
Øiesten om at gaa hen til Moderen for at faa Svaret.

Han havde forsøgt Oprør mange Gange, men var,
- han var hverken meget talende eller Dialektiker -
altid bleven slaget af et med glødende Mine fremsat
Spørgsmaal, som han syntes gik ham endnu mere ind
paa Honnøren, og det var, om hun da havde giftet sig
med én, der ikke havde Mands Mod og Hjerte til at
støtte sin stakkels Kone i det, som Ret var? Det Spørgs-
maal var han bange for; thi han havde et Mandshjerte
og det ovenikjøbet ét, som baade var forelsket og kunde
være urimelig jaloux.

SIDE: 33

Det var hende, som iland hos Befragteren altid
maatte repræsentere Rutlands Forretnings- og Honnør-
side, medens han nede ved Bryggen stod for Ind- og
Udlosningen.

Madam Kristensen og hendes Mand var kjendt i hver
By Kysten rundt af store og smaa, og naar hun med
sin lille Søn ved Haanden paa hvert Sted aflagde sine
Forretningsbesøg, maatte hun gjerne ved en Kop Kaffe
tillige aflægge en lille Redegjørelse for, hvordan alt
stod til i denne eller hin Naboby, hvis Forholde nær-
mest interesserede. Dette kunde udmærket godt givet
Anledning til Sladder; men Madam Kristensen "var nu
engang ikke af den Slags", hun forbeholdt sig altid
høist udtrykkelig imod den Antagelse, at hun skulde
"fragte Sladder By imellem".

Ikke desto mindre var hun dog som en Slags mundt-
lig Post med Hilsener mellem Slægtninge, Venner og
Bekjendte, og Rygter om Forlovelser, Giftermaal og
Falliter maatte altid stadfæstes af Madam Kristensen.
Havde hun sagt det for vist, saa stod det fast, og paa
Grund af denne sin Paalidelighed blev hun ogsaa be-
troet mangt et hemmeligt Ærinde, som hun med me-
gen Takt vidste at skille sig ved.

Hun bar Hilsener og Breve mellem Kjærester og hem-
melig Forlovede, hvem hun efter sine Forholde havde
let for at faa i Tale, og tillod sig ogsaa efter sin ivrige
og forsorgsfulde Natur engang imellem paa egen Haand
at bringe en forsømt eller forglemt Kjæreste, som gik
i en eller anden By, i ubeleilig men nødvendig Erin-
dring. Hun var, som sagt, en Kraftnatur, der aldrig
kunde faa nok om Hænde, og Energi og Villie lyste
saavel af den raske Maade, hvorpaa hun førte sin nu
lidt massive Figur, og gestikulerede, medens hun talte,
som af hendes Ansigtsudtryk.

Hendes stadige Dragt iland var en grøn Hverkens-
kjole med et stort rød- og sortrudet Kastesjal over og en
gammeldags stor Hat, der hægtedes under Hagen.

En Uenighed havde der hersket mellem Parret, idet
hun paastod, at Kristensen var saa tilbøielig til at gaa

SIDE: 34

udenskjærs, og derfor fik hun lidt efter lidt lempet det
saa, at de fordetmeste gik i Kystfarten og kun sjeldnere
og til Nød med Stykgods over til Holland eller ned til
Danmark eller paa Østersjøen med Sild. Sluppen Rut-
land blev paa denne Maade efterhaanden mere og mere
Fragtskude.

Saa mange staute Karer
har Gigt og Krykke kjendt,
saa mangen Nordsjøfarer
som Fragtskude endt!

Men om, hvordan Ægteparret baade var enige og
uenige, hvad Madam Kristensen oplevede og vidste fra
Kysten, saavelsom de Sagn og Fortællinger, der hang
ved den gamle Nordsjøfarer Rutland, er det, vi her
skal spinde en Ende.

EN KVÆLD UDENFOR LISTER

Hvad den fjortenaarige Bernt rapporterede ned til
sin Moder, var Faderens Formeninger om Veiret paa
den anden Side af Lindesnæs.

"Sig Mor, at hun ikke behøver at lægge sig ned for
den Sjø, vi her faar. Jeg tænker, vi kommer til at
ligge her og se paa Lindesnæs hele Natten." - - "Aah
stræk i den læ Topseilsbrase, Bergenser! - Saa, anhal!
. . . endnu stivere . . . saa! Vinden løier alt."

"Det siger Du altid ved Næsset, Far!" - rappor-
terede Sønnen nedenfra.

"Ja, Mor faar gjøre som hun lyster, om hun vil gaa
for Stormseil dernede i Kahytten."

Bernt forsvandt med den sidste Besked, som han
formodentlig havde sine Betænkeligheder ved saa gan-
ske uforandret at rapportere, men stod lidt efter igjen
oppe paa Dækket, idet han brugte et Kneb i den øver-
ste Halvdel af Trappen med at svinge sig op med Ar-
mene.

SIDE: 35

Anders Kok kom netop agterover med Laaget til en
Skibskiste, som han havde istandsat, og som skulde
hængsles paa sin Underdel, der stod paa Tougrullen
ved Skylightet.

"Ovenpaa det tunge Sjau inde i Kleven vanker der
en Dram for Lindesnæs ikvæld, Anders!"

Anders, der gik med de nødvendige Søm i Munden
til at slaa Hængslerne i med, gjorde et Forsøg til et
spørgende Øiekast ned mod Kahytstrappen, men tog
sig itide og mumlede nikkende:

"Tak, Kaptein!" - han bøiede sig udover Kisten og
begyndte at slaa ind Nagler. Han kjendte Stillingen
for godt til ikke at vide, baade at, naar Kapteinen først
havde lovet en Dram, saa kom den, og at han ikke
taalte saameget som en Hentydning til, at der skulde
være nogensomhelst Slags Vanskeligheder for den fra
Madamens Side.

Kristensen brummede ved Rattet. Han saa gjenta-
gende hen i Vest, hvor Solen seg ned i Havranden i
Septemberkvelden. De lette Skyer var som en Rand
Gløder, derpaa purpurviolette, saa efter Nedgangen ro-
senblege. Rutland stod alt et Stykke udenom Pynten
af Lindesnæs.

"Jo hun løier af. Om en halv Time har vi Maanen
og kanske Vindstille med," fortsatte han lidt efter græt-
tent, "og det lille, som er igjen, vester heller paa sig.
Vi kommer til at gjøre nok et Slag for Pynten. Klar
til at vende!"

Han faldt et Øieblik af for at tage fuldt Seil og
lagde derpaa Roret haardt i Læ. Klyveren skjebrede,
idet Rutland løb op i Vinden og stagvendte.

"Hal ind paa Bomtallien! . . . bras om! . . . gaa en hal!"

De stod en Stund udover paa den ny Boug, medens
Vinden stedse mere og mere løiede af.

"Naa, det er slut med den Plystringen! Det er nok
for os til at komme om Næsset ialfald."

Der udførtes endel Ordrer som forandret Seilføring,
idet Rutland nu satte en mere rum Kurs opefter Lister-
havet. Der gaves ud paa Skjøder og Bomtallier, Top-

SIDE: 36

seilet brastes igjen mere for Vinden, og man satte
Bredfokken.

Han stod en Stund og trommede med Fingrene.
"Bernt, gaa forud og bed Nils komme og tage Tørn ved
Rattet!"

Lidt efter viste Nils Kobbervig sig, idet han under-
veis trak Trøien paa. Han var blevet endel ældre, og
den store krumme Næse endnu skarpere.

"Nordvest til vest, Nils, til vi har klaret Bispen! . . .
Ja Du kjender ham før" - tilføiede han lunt, idet han
gik ned.

"Bispen? Hvad for en Bisp, Nils?" - Bernt var
henne hos ham, og hans Øine og Mine spurgte endnu
ivrigere end Ordene.

"Aa, en Bisp, som præker for Sjøfolk, og, naar de
ikke vil høre, saa faar de føle."

Man afbrødes ved, at "Bergenseren", en ung fiffig
Matros med livlige Fagter i flad Sjømandshue og Lær-
redsbukser kom til og begyndte at klappre lystigt med
Træskoene henad Dækket et Slags Reeltakt. Dette
gjorde han bestandig mageløst og høstede en beun-
drende Paaskjønnelse derfor af sin Kapteins Søn.

"Hurra for en Dram!" raabte han. "Madamen kom-
mer op, og saa faar vi en Stivert for Næsset, siger jeg."

"Jeg tænker ikke, Madamen vil takke Dig videre for
den Dansingen lige over Hovedet paa hende," - ad-
varede Nils henne fra Rattet.

"Ja men Bispen . . . hvorledes kjender Du Bispen,
Nils?" - vedblev Bernt.

"Ser Du der . . . om Styrbord lidt forud for tvers . . .
det lille humpede Skjær, hvor al Stenen ligesom ligger
paa tverke?" - han pegte ud med Haanden. "Og Præ-
stekrave har han da god nok! Du ser, hvor Skummet
slikker opefter den. Men i Uveir, helst ved Nattens
Tide, da har Du ham i hel hvid Messeskjorte, saa han
lyser som en Mur."

"Har Du set ham slig, Nils?"

Nils glemte at svare; han rettede sin høie, baads-
hagelignende Skikkelse og saa som i Tanker udover til

SIDE: 37

Læ henimod Stedet, medens der gled et polisk Skjær
over hans blege Ansigt.

"Saa lad os faa den Ende, Nils! . . . Naa, sæt Dig
her Bergenser, paa Skibskisten og ap ikke med Gut-
ten . . . Du ser, han vil høre! . . . Det var jo med de
tre Søstre?"

"Ja vel, - det var en Skonnertbrig paa sine hun-
drede Læster."

"Og Du var Skibsgut der hos Kaptein Sivertsen?"

"Javel, det var min første Reis."

"Ja nu har Du gi't ud saa lang Tamp, at det ikke
nytter at hale den ind igjen, Nils!"

Nils rømmede sig . . . sendte et prøvende Blik op
efter Riggen, et ditto udenbors og derpaa en vel sigtet
Tobakssprøit over læ Ræling -. "Det var med Kap-
tein Sivertsen. Det var en Hund til Sjømand i Uveir;
men ellers, - det nytter ikke at nægte for det, han
var af disse gamle Nordsjøkapteiner, som laa og drak
i Køien og det sidrak! det maatte vel jeg vide, som
bragte ham Konjakflasken baade Morgen og Aften.
Andre end jeg vidste heller ikke af det der ombord,
for Styrmanden holdt hemmelig over det. Men den
redelige Sandhed var, at han drak og var under Dæk,
fra Briggen klarede Færder, til den laa i Havn igjen
nogetsteds over paa den anden Side af Nordsjøen eller
nede i Bordeaux eller Nantes, og ligesaa sandt var det,
at Kaptein Sivertsen ikke smagte stærkt fra det Minut,
han først havde sat Foden iland, til han igjen kvitte-
rede sidste Fyr i Leden og stod tilsjøs. Han havde
været aarevis iland uden at drikke, - sagde de. Der
kan ingen begribe det, det var som en Slags Fordøm-
melse paa Manden!"

"Ansvaret . . . Ansvaret!" - brummede det henne
paa Bænken, hvor Kaptein Kristensen havde sat sig
hen med sin Pibe. "Det har gjort af med mere end én
Skipper. Naa, fortæl, Nils!"

"Ja saa var det paa den Tur. Vi gik med Trælast
nedover, men fik Septemberstormene paa os og blev
forsat nordover. Det var en tung Sydvest med Regn-

SIDE: 38

tykke, indtil Veiret endelig bedagede sig og vestede
paa sig. Styrmanden mente efter Bestikket, at vi skulde
være langt ude i rum Sjø paa Høiden af Udsire, saa
det havde ingen Nød for norske Kysten, tilmed da
Skonnertbriggen var en omframt dygtig Bidevindsseiler.
Kapteinen vilde alligevel, at der endnu skulde gjøres
nogle Slag op i Vinden for at vinde Farvand; men Styr-
mand Andersen bare lo og var spydig, og saa gav Kap-
teinen sig for ham, som han pleiede, og gik ned og
lagde sig tilkøis. Han turde ikke lægge sig ud med sin
Styrmand, men ærgre sig gjorde han. Og længer kom
vi heller ikke, for hver Gang vi kom nedover, sprang
Vinden igjen over til Sydvest med det samme Hunde-
veir og Regntykke. Der var ingen Raad for, vi maatte
gjøre Vendereisen opover igjen.

Jeg havde en Kvæld set et hvidt Blink langt inde
over læ Ræling og fortalte det til Sivertsen, og for det
gav Styrmanden mig en Lusing. Det var umuligt, sagde
han. Men gamle Sivertsen syntes nok ikke det; han
spurgte mig ivrig ud og mente, vi havde været saa langt
nede som Gunnarshaug Fyr.

Vi havde holdt paa slig i seks syv Etmaal. Det var
surt og vaadt og regntungt alt baade Tougværk og Seil,
og Folkene begyndte at blive kjede af det.

Gamle Sivertsen havde i den sidste Uge bare ligget
og brummet dernede i Køien og snakket med sig selv.
Jeg hørte godt, at han laa og rørte om Bispen, og han
stirrede paa mig, naar jeg var dernede, med sine røde
Øine og det graatottede Haar, saa jeg blev ganske ræd,
endda jeg nu var vant til ham. Da vi saa igjen engang
maatte vende paa Formiddagsvagten, begjærede han en
Flaske af mig midt om Dagen. Han snakkede først til
mig Morgenen efter, da han vilde, at jeg skulde for-
fare Kahytsvinduerne. Senere om Eftermiddagen maatte
jeg bruge Svaberen i alle Kroge, de var rene Fluebol,
paastod han. Og saa vilde han siden, at jeg skulde
ligge dernede; han bød mig en blank Daler for det.
Og hvad skal en stakkars Kahytsgut gjøre? Vil han
ikke gjøre det for Daleren, saa maa han gjøre det

SIDE: 39

uden den! . . . Men jeg glemmer ikke den Nat. Jeg
vaagnede ved, at han forskræmt og sagte vækkede paa
mig, - "Nils! . . . Nils! . . . Er Du vaagen? Ser Du
det . . . henne ved Bordet der . . . den hvide? . . . Han
peger paa Barometret! Nu . . . rækker han Armen ud
. . . bare han ikke peger paa Uhret igjen! . . ."

"Det er nok ingen Ting, Kaptein!"

"Nei vist! Du skal faa en Daler . . . hi hi! Nu staar
han midt paa Gulvet ganske svart af Fluer. Saa . . .
væk er han! . . . Han saa ud som en Bisp, Du!" - lo
han . . . "det kalder vi at se i Søvne det! . . . Hm! . . .
Hm! . . . det gaar som et Kjølvand efter ham ud af
Kahytsvinduet af Morild. Ser Du, der er endnu lyse Stri-
ber paa Gulvet efter ham. Nu kan Du sove, Gut! . . .

Nils! Nils!" vækkede det igjen, "se ordentlig paa Ka-
hytsvinduerne, - begge to! ser Du ikke noget? ligesom
en nøgen Arm ind af hvert, - den er mere end nøgen . . .
Huf! - Bare han ikke peger paa Uhret! . . . fem Minuter
paa halv tre var det inat igjen saa tydeligt, at jeg saa
Minutprikkerne paa Skiven ved Lyset af Fingeren hans."

Lommeuhret hang paa den Side af Bordet, som var
ham nærmest, saa han kunde gribe efter det, og jeg
skimtede ved Lampen i den hvide Skive.

"Snik Snak! - siger vi, ikke sandt Nils? og Du tje-
ner din Daler, Gut! Snik Snak! Snik Snak!" . . . laa
han og smaasnakkede. Tilslut udbrød han: - "Jeg
mener Uhret ogsaa siger "Snik Snak!" "Snik Snak!" til
mig . . . Til mig? . . .

Nils! Nils!" udbrød han, og stirrede forskrækket frem
af Køien . . . "Der staar han igjen og peger! - Fem
Minuter paa halv tre. Ja, ja . . . ja! jeg ser det. Det
nytter ingen Daler, Nils! Nu er Bispen borte; men næ-
ste Gang, vi forsøger at prange ham, er han der igjen;
vær rolig. Han la'r os ikke slippe forbi saa let den
Karen. Det er noget, han vil nu. Han har holdt inde
med Sjørøvere og tilvendt Kirken uretfærdigt Gods,
siger de, derfor er han fordømt til at staa derude og
spøge . . . Hi hi hi! Jeg tager Kjæden af og smider
Uhret i Sjøen og" - han reiste sig pludseligt op i

SIDE: 40

Køien: han hørte vist uhyre fint. - "Aa, Nils! hør
efter, hvad det er, de løber og snakker saa for deroppe
paa Dækket, spring, som du er."

De havde set Braat langt inde paa læ Boug.

Da jeg kom ned igjen, sad Kaptein Sivertsen alt
halv paaklædt paa Køiekanten. Ved Meldingen blev
han siddende lidt og vippe med Støvlen . . .

"Saa saa! . . . det var det, han mente denne Gang"
- nikkede han, og lidt efter var han oppe paa Dækket,
hvor han tog Kommandoen saa friskt, som han ikke
skulle gjort andet den hele Tid end bare at hvile sig
ud. Den Dag kom der ikke en Draabe stærkt i hans
Mund, det kan jeg bevidne, og bedre Sjømand i Uveir
end den skutryggede gamle Sivertsen gik der ikke paa
en Planke. Vinden vestede sig igjen ud paa Eftermid-
dagen, og han gik i den brune Frakke, de store Støvler
og Kikkerten under Armen og gned Hænderne;

"Ikvæld gaar vi ham, Baadsmand! ikvæld gaar vi
ham, Baadsmand."

Saa blev det Kvælden. Vi havde gjort op Lanterne.
Regntykket laa tæt, og vi ringede af og til med Skibs-
klokken. Der var overhændig Sjø, som venteligt saa
langt under Land, og stiv Vest. Vi havde to Mand ved
Rattet, Lys i Nathuset og svær Seilpres. Vi gik for
dobbeltrevede Mersseil, revet Fok og Forstagsseil.

Kaptein Sivertsen stod netop og saa nedover i Læ
imod Braattene med Natkikkerten, da hørte jeg som
en underlig Susen bagom mig; det var Kammen af en
svær Sjø, der toppede sig med et fossende hvidt Braat
over luv Laaring. Det var, som den med ét var steget
op af svarte Natten. Jeg havde netop Tid til at stikke
mig under Kahytstrappen, da jeg hørte den kom bra-
gende indover Dækket med slig Tyngde, at det kna-
gede i Skuden.

Det blev ligesom aldeles stille en Stund, det var, som
Skuden ventede med at rette sig igjen, og jeg hørte,
de raabte, at Storbaaden var knust. Da jeg stak Hove-
det op, stod de to Rorgjængere der og hev Rattet; men
Nathuset var borte. Da saa jeg Bispen! - han stod

SIDE: 41

der ganske stor og hvid i Mørket og lyste nede i Læ,
og enten jeg nu var forskræmt af Kapteinen fra for-
rige Nat eller det virkelig lignede noget sligt, jeg syn-
tes, han stod og slog dernede imod os med et hvidt
Lagen. Idetsamme kom Kapteinen saa braat imod mig
at jeg maatte skynde mig ned igjennem Trappen foran
ham. Nede i Kahytten tog han i Hast nogle Papirer og
Penge. Han vendte sig netop for at gaa, da han fik
Øie paa Sølvuhret, som hang paa Væggen paa den an-
den Side af Bordet. Han gik hen og tog det ned af
Spigeren for at putte det til sig, men stansede med ét,
som der kunde faret en Lynild lige forbi ham:

"Fem Minuter paa halv tre" - han rakte Uhret ud
imod mig. "Hvormange ser Du, Klokken er der, Nils?"

"Feiler fem Minuter paa halv tre, Kaptein!"

"Naa saa bevare Vorherre Skuden . . . og en gammel
fordrukken Skipper med!"

Han op paa Dækket, og jeg var da ikke sen i Hælene
paa ham.

Deroppe var bare Sjø om Luv og svarte Natten. Alt
i ét tog vi Lodskud, og Kaptein Sivertsen kommande-
rede med Raaberten. Vi krydsede og var nu ved nogle
Skjær nordost om Bispen, hvor Sjøen vred sig mere
forud. Vi var kommet til det med Seilpresset, at vi
maatte enten forbi eller paa. Det lyste netop i Striben
af Dagen, da Braadsjøen kom og feiede Skuden ren
fra for til agter, Støtterne, Skanseklædningen, Ruf, Hyt-
ter, Baade og alt opstaaendes, og fyldte Kahytten.
Folkene, som hev Loddet, havde set Braatet itide og
sprunget forud og surret sig, hvor de havde de tykke
Pullerter og Bjelker i Skanseklædningen at stole paa
mod Bølgemagten.

Da Braatet var gaaet, blev der gjort klar ved læ An-
ker for at stagvende. Jeg havde surret mig som de andre
og tænkte paa, at vi tilslut havde Trælasten at flyde paa.

Jeg hørte gjennem Raaberten: - "Klar til at vende!
- Hardt i Læ! . . . Lad falde Anker!" - Ankeret klir-
rede ud af Klydset saa hastig, at Kjættingen ulede og
skreg, og Gnisterne føg som en Lysning der forude.

SIDE: 42

Der var røget noget istykker, eller den havde stoppet,
for det var, som vi pludselig grov hele Forenden un-
der, og i Graalysningen saa vi et Grundbraat løfte sig med
Hvin og Sus. Vi huggede paany. Kjættingen løb et Stykke
til; Grundbraatet voksede og steg høiere end Salingen.

Der var vist ingen, som tvilte paa, at det var hans
sidste Stund! Jeg hørte Raab og Skrig, saa Kaptein
Sivertsen kaste Raaberten, - det bragede og knagede
og saa véd jeg for min Part ikke mere. Det var, som
jeg blev trukket ned i en Fos og saa med ét slængt op
igjen. Hver havde vel grebet efter det flydendes, han
kunde faa Tag i, og en Stund efter laa vi, hele Mand-
skabet, mellem bare Stumper og Stykker, saa vi havde
al Møie med at bjerge os undaf dem. Hver Sjø var
fuld af Planker. Imellem kom en Vandtønde, et bruk-
ket Spant, en Saling eller et Ruf, saa det var et Guds
Under, at vi ikke blev knuste, der vi laa og holdt os
hver paa sin Vragstump. Skibshunden, stakkar, svøm-
mede om fra den ene til den anden og slikkede os, men
vendte bestandig tilbage til Kapteinen. Jeg saa den til-
slut blive slaaet ihjel mod en Plankehob af Merset, der
kom over den ud af en Sjø.

Saadan laa vi da der og drev, indtil vi ikke saa mere
til hverandre. Jeg laa lavt i Vandet paa en Planke og
stirrede paa Fyret, som begyndte at blinke derinde fra
gjennem Disigheden og ventede paa Dagen. Da det
saa blev lyst, løftede jeg mig i ét væk op, saa høit jeg
kunde, og saa ud efter Seilere eller Baade; bare en
Maage viste sig langt borte eller en Skumtop hævede
sig, kunde jeg blive gjennemvarm af Glæde, og naar
det saa ingen var, syntes jeg, at jeg maatte dø.

Vinden stod vestlig paa, og Strømmen gik like ind,
altid haardere med svære Brækninger; Rendesuen
sprøitede og skummede og slikkede opefter Fjeldet. Jeg
begyndte nu at skjælve og grue for Fjeldmuren; jeg
forstod, at der ikke var Udsigt til at undgaa at blive
knust mellem Plankevaalet og Bjergvæggen derinde.
Da tog Dødsangsten mig. Jeg tror, jeg laa og snakkede
høit og læste op af Katekismusen.

SIDE: 43

Med ét saa jeg Plankerækken foran mig gjøre en
stor Krog udenom Fjeldpynten og sætte lige op mod et
andet lavere Bergskjær indenfor, og der stod Kaptein
Sivertsen.

Det var, som jeg fik nyt Liv. Jeg følte, at det gjaldt
at faa slaat Tag nogetsteds, med det samme jeg gik
op med Rendesuen. Bølgen tog mig, og jeg saa Kap-
teinen kaste en Tougende til mig. Jeg greb i den og
var oppe paa Land. Og saa blev jeg liggende som en
Sild flad paa Fjeldet og drog mig blot af og til i min
Angst længer og længer op, da Kapteinen gav mig et
Par Spark mellem Ribbenene og befalte mig at hjelpe sig.
Han var barhovedet og blødte paa Ansigt og Hænder. . .

Og én for én kom Mandskabet indseilende paa Træ-
lasten, én for én maatte de kjæmpe for Livet paa
Fjeldknausen, medens han hev Tougenden ned til dem.
Eftersom Trælasten samlede sig op der, blev Sjøgangen
mere dæmpet og Opkomsten tilslut lettere.

Folkene sad og laa omkring paa Skjæret, mens Si-
vertsen endnu stod og passede paa.

"Ser Du ham ikke? Ser Du ham ikke?" - spurgte
han alt i et. Det var Styrmanden, han ventede paa. Og
da han saa fik ham op, udbrød han:

"De er der alle! - de er der alle, ikke et Liv paa
Samvittigheden!"

Lidt efter sad han og græd som et Barn. Saa svi-
mede han af, og Mandskabet bar ham paa Planker ind-
over Landet til den nærmeste Bondegaard.

Da han næste Morgen vaagnede, raabte han paa
mig. Han sad i Sengen med Uhret i Haanden og var
saa bleg som sin egen Skjorte.

"Hvor mange er Klokken der nu?" - spurgte han
og holdt den imod mig.

"Mangler fem Minuter paa halv tre!" - Jeg tog den
og holdt den til Øret - "men den staar . . ."

"Staar? . . . Staar?" . . . Han snappede Uhret. - "Du
har nok Ret, Nils! . . . Javist, den maa have staaet helt
siden Lørdag, mindst i en halv Uge, for da gik min
gamle Uhrnøgle istykker."

SIDE: 44

Men saameget er vist, at gamle Sivertsen hverken
drak eller gik tilsjøs mere. Han levede siden som
Rigger; til det duede han."

"Ja vel, rigge andres Fartøi" - mente Kristensen;
han dampede tæt med smaa hørlige Smeld med Læ-
berne. "Der skal bred Ryg til at bære Ansvar, - baade
for Skude og Folk. Og jo ældre en blir, desto mere
ta'r det paa i den Nordsjøfarten. Saa drikker de det
fra sig og blir forfyldte. Nei, Sjømand blir Du ikke,
Bernt! - før Skrædder oppe i en Baggade."

Bernt udstødte en uartikuleret Lyd, der lød som en
undertrykt Protest.

"Kan ikke jeg blive Sjømand, fordi Skipper Sivert-
sen drak," knurrede han - "det var bare, fordi han
var en Landkrabbe."

"Sig ikke det, Gutten min!" Den, som sagde det, var
en Lods fra Stjernøen ved Lindesnæs, der gik med som
Passager opover, og som var kommet agterud under
Nils's Fortælling. "Erfarne Folk har set meget af den
Slags. Der er mangen en, som kan ha' To i sig til
Styrmand og det en duelig, men som derfor ikke er
tømmerbygget til at staa for alt som Kaptein. Det saa
jeg sidst ifjor udenfor Mandal det. Det var en tysk
Bark, som satte lige ind paa Ryvingen. Det blæste en
Himmelstorm, saa Ræerne maatte holdes med Kontra-
braser. Det var ubegribelig vanvittigt for menneskelig
Forstand at se paa, men at Barken stod ret lige lukt
ind paa Skjærene, det var der ikke to Meninger om.
Lods maatte han have, og jeg fristede da at gaa udenom
Skjærene. Sjøen gik for hul, til at jeg kunde komme
indunder Hækken paa den. Jeg raabte den ene Gang
efter den anden, at de maatte falde af, og gik saa oven-
om dem til Luv saa nær, at jeg næsten var ræd for, at
Sjøen kunde slænge baade Skøiten og mig ind paa
Dækket til dem. De gik for Mersestumperne, og det
gjaldt at faa heist Forestagseil, saa de kunde falde af.

Jeg saa Folkene ombord, men ikke én rørte sig. De
hverken hørte eller saa. Kapteinen stod som fastgroet
paa Dækket med Journalen under Armen. Fartøiet

SIDE: 45

kunde have bjerget sig to Gange, om de havde lystret
min Kommando.

Jeg seilede rundt om dem og raabte. Endnu i sidste
Øieblik kunde de faldt af og gaaet ind i Mandalsfjor-
den. Det var først, da de var to Skibslængder fra den
yderste Holme, som heder Hjelmen, at der viste sig en
Rørelse ombord blandt Folkene, som om de bød til at
manøvrere. Men da stødte de, og Sjøen rev i Fartøiet
og løftede det, saa det slarkede sig over Hjelmen og
indover paa Grundene, hvor det maltes istykker. En
Mand, som havde kløvet ud paa Nokken af Klyverbom-
men, reddede sig ind paa Holmen, medens to bag ham
reves bort af en Braadsjø sammen med Skibet, og væk
var de.

Saalænge havde jeg da seilet rundt Barken og hujet
og vinket for at faa den til at ændre Kursen, at min
egen Skøite var kommen i Bekneb mellem Skjærene,
saa jeg maatte gaa derinde blandt Braat og Brand og
seile paa Kraft for at klare mig. Jeg tænkte ogsaa
mulig at fiske op en eller anden fra Fartøiet der in-
denfor; men væk og borte var de.

Det var første Gang i Mands Minde, at Sjøen har
gaaet over Hjelmen. Det store prægtige Skib med alle
de Liv ombord, som gik lige lukt paa Undergangen,
uden at de vilde saameget som tage i en Tougende
eller hive en Knag paa Rattet, det var et fælt Syn. Jeg
glemmer det aldrig, saalænge jeg lever. Men Manden,
som bjergede sig fra Nokken, - alt det de forhørte
ham, saa vilde han aldrig ud med, hvordan det hang
sammen der ombord. Min Tro er nu, at enten havde
de drukket sig fulde allesammen, eller ogsaa var det
Dødsangsten, som havde grebet dem, for Havet var
forfærdeligt og Landet i Rok og Skum lige forud."

"Er det ikke det, jeg siger?" sagde Kristensen med
et betydende Blik hen paa sin Hustru, der var kommet
op i sit kastesjal; men hun hørte ikke paa ham. Hun
stod med Hænderne mod Hoften i en betragtende Stil-
ling foran Lodsen fra Stjernøen:

- "Er De gift De?"

"Ja."

SIDE: 46

"Har De Børn De?"

"Ja to Sønner."

"Er De aldrig bange?"

"Aa nei," - Lodsen smaalo - "jeg har den faste
Tro, at Vorherre tager mig, naar hans Time kommer,
og han tager ligesaa mange i Magsveir, som naar det
blæser haardt."

"Ja, skal ikke De have af min bedste Trondhjems
Akevit, saalænge De er her ombord, og endda fri Reise,
saa kald mig ikke Madam Kristensen!" - Med disse
Ord forsvandt hun igjen under Dækket.

Hendes Nærværelse lagde jo altid et Baand paa Tun-
gen, indtil man blev klar paa Humøret. Var det slet,
saa hun straks et eller andet Sted, hvor Dækket var
uspulet, eller noget, som var iveien, og saa blev der Sjau.

Men i godt Humør, - ja det var en anden Sag, da
var det, som Nils sagde: "Smør og Solskin over hele
Dækket," - og Mage til Menneske da! - Det hørte nu
engang med til Livet ombord i Rutland.

Lodsens Øine havde hvilt næsten dvælende længe
paa Madam Kristensen, hvis Fremtræden nok i hans
Øine havde nogen Lighed med en Styrtesjø, der plud-
selig var steget foran Bougen; men hans poliske An-
sigtsudtryk efter hendes sidste Ord gav tilkjende, at
hun nu ialfald var skummet af uden Fare. Det var
en Mand med skarpe, regelmæssige Træk, over hvilke
det broncebrune Haar faldt med en blank Krøl ved
begge Tindingerne - som Ørene paa en russisk The-
maskine. Hans graa Øine skjød af og til et eget snart
Blik, der rimeligvis hidrørte fra hans stadige Livsvane
at speide ud i Sjøbrækningen.

Der hørtes en Klirren nede i Kahytstrappen. Det
var Madam Kristensen, som kom op med et Bræt med
Glasser mellem hvilke der stod en hvid, rygende Mugge.

Man forstod, at der ikke blot skulde vanke almindelig
Skjænk af Dunken, men være rigtig Høitidelighed med
varm Punsch. Madamen var nok kommet i Lune.

Ingen lod dog, som han ænsede Tilberedelserne, før
han blev nævnt ved Navn og budt hen. De gik da frem

SIDE: 47

hver for sig og bukkede og drak, strøg sig med Haand-
bagen over Munden og sagde: - "Tak, Madam!" -
Lodsen regaleredes med et særskilt Glas, som Bernt
var henne for at bringe til ham.

"Mor!" hviskede han ivrigt - "han siger, at han har
været med Lodsskøiten helt op til Wick i Skotland,
og at han har set fem seks hundrede Fartøier paa en-
gang seile ud paa Sildefiske om Morgenen."

"Hold din Mund!" afbrød hans Far ham kort.

"Gutten kan da faa snakke" - mente Moderen.

. . . "og bestandig faa flere og flere Fluer i Hovedet
om at gaa tilsjøs" - brummede Kristensen.

"Der er dit Glas, Kristensen!" - hun rakte ham det
lidt kort.

"Naa, naa. Skaal Mor! - Ah! den var god. Javist,
Punsch laver Du saa god, som nogen i selve Skipper-
klubben . . . Skade, at Du gjør det saa sjelden, Mor!
Nu saa smag paa den!" han rakte hende sit Glas, som
hun nogle Gange nippede til. Kristensens lune Blik, da
han satte Glasset bagom sig paa Skylightet, røbede, at
han vidste, hvad han gjorde.

Maanen var kommet frem. Den stod fuld og rund
agterlig lidt over Storseilsbommen, medens de for et
sagte Hæng af Vind slørede opefter det blanke Lister-
hav, der næsten var frit for Dønninger og i Maaneskin-
net klart aftegnede Fartøiets Skygge med Seil og Ræer,
Touge og Blokke. Langt inde blinkede et Fyr.

Madam Kristensen havde trods sin praktiske Natur
en Svaghed for at sidde i Maaneskin saavelsom for Sjø-
mandsviser og romantiske Tildragelser.

Hun sad nu i den smukke Aften ved Siden af Kri-
stensen, der røg paa sin Merskumspibe; hun var i en
lun Passiar med Lodsen. De kom just fra den aarlige
Tur paa Stettin og Danmark med Potetes og Æbler, og
Madam Kristensen mente, at det vakkreste i hele Seil-
ledden var Øresund om Dagen, naar det laa fuldt af
Seilere, og Helsingørs Rhed om Natten, naar Skibene
ligger Lys i Lys og venter paa Vind.

"Aa ja . . . aa ja, Madam! - jeg skal ikke modsige

SIDE: 48

hende i det" - mente Lodsen - "og" - han tog et
Drag af Glasset, som han igjen varligt satte hen paa
Rælingen, - "jeg husker endnu paa engang, jeg som
ung Matros kom fra Langfarten Kanalen op om Natten.
Det var et underligt Syn at se den hele Stimmel af
tusinder og tusinder Lys ligge der paa Bankerne lige
foran Bougen, medens vi for en dobbeltrevet Mersseils-
kuling fo'r lige tvertigjennem den. Det var alle Fisker-
kutterne nede fra engelske og hollandske Kysten."

"Ja Lodsen har vist været mangesteds om i Nord-
sjøen og oplevet noget af hvert, som vi andre ikke kjen-
der til," - sagde Madam Kristensen - "De kunde nok
fortælle baade det ene og det andet."

"Aa ja, der gaar saa mange Fortællinger omkring i
Folkelugarerne fra gammel Tid. Men vil én høre rigtig
Nordsjøhistorier, saa skal han være med paa Fiske-
kutterne ude paa Doggeren. Der spinder de nok af
Ender om Kvælden og Natten, mens de ligger og rider
for Ankerne med Lanterner i Masten."

"Bernt, - kom hid med Lodsens Glas," - sagde
Madam Kristensen - "han drikker jo næsten ikke."

Det var en indirekte Opfordring til at fortælle, som
Lodsen vel forstod. Efter en Slurk af det fyldte Glas
begyndte han rømmende sig:

"Nu vel! - det var gaaet saaledes til, at jeg gik
uden Skib over i Deal, og saa faldt det mig ind, at
jeg lige saa godt kunde tage Hyre med en saadan
Fiskekutter for at se, hvordan de drev det paa Dogge-
ren. Og skulde én dømme efter alt Snakket der, saa
gaar der ligesaa meget Spøgeri som Fisk derude paa
Bankerne, siden Hollænderen og Englænderen i gamle
Dage laa og sloges der, og ingen af dem vilde give sig.
Det gik saa, at snart vandt den ene og snart den anden.

Engang forliste Englænderne hele Flaaden med
Mand og Mus nede paa Grasbank, og saa drog Hollæn-
deren op ad Themsen med Riskviste i Masten. Det
skulde sige saameget som, at hele Sjøen nu var feiet.

Men bagefter tog Englænderen sig paa Tag, og alt
det Hollænderen bed fra sig - og det gjorde han paa

SIDE: 49

Kar, - saa blev han alligevel for liden og maatte
finde sig i at fire Bramseil for hver engelsk Orlogs-
mand. Nu blev det Englænderen, som satte Riskvisten
i Masten, og gjør det endda den Dag i Dag, naar han
vil ærte Hollænderen.

Saa var der en gudsforgaaen engelsk Kaperkaptein,
som hed John Clarlight. Han sparte aldrig noget Men-
neskes Liv, naar han først havde entret en Skude; og
han havde vundet saamange Rigdomme, at han gik
med Ballast af Sølv og Guld.

I et blodigt Slag var han kommet mellem to Hollæn-
dere og holdt paa at maatte stryge Flag, fordi han var
aldeles synkefærdig; men, da han skulde tage Haanden
i Flaglinen, kjendte han paa sig, at han ikke aarkede
det, og saa rakte han Haanden imod Nord og bad den
Onde hjelpe sig.

Da der idetsamme kom nok en Sending med Skraa-
kugler indefter Dækket, og den ene Hollænder gav sig
til at entre, greb han en Lunte og sprang ned i Kahyt-
ten for at lade det hele gaa tilvejrs. Der saa han paa
sin egen Plads ved Bordet en svær hvidskjægget Mand
i Sjøstøvler; han var ganske bleg og stirrede paa ham
med et Par røde Øine, der syntes at mangle Øienlaag:

"Vil Du nødig stryge, John Clarlight?" spurgte han.

Kapteinen svarede ikke, men fo'r forbi ham lige ned
i Krudtkammeret; - kun saa han, at den anden lo.

Der var gaaet en Kugle gjennem Krudtkammeret,
saa alt var i Vand som en sort Grød, og det vilde ikke
fænge.

John Clarlight kom ind igjen; han hørte Hollæn-
deren trampe ovenpaa Dækket.

"Vil Du slippe at stryge, John Clarlight!" spurgte
Manden paany.

"Aa, de har vel alt strøget for mig deroppe!" sva-
rede denne; der lød netop et vældigt Hurra fra Hollæn-
derne.

"De kan ikke, saalænge som jeg holder i Flaglinen"
- og nu saa John Clarlight, at Manden virkelig sad

SIDE: 50

og holdt paa Linen, hvordan det nu gik til; - "heller
ikke skal Du synke eller Skibssiden lide Saar, saalænge
som jeg sidder her."

Dette var nok for John Clarlight. Han greb en Økse og
sprang igjen op paa Dækket. Og saa underligt gik det
til, at han og de faa af Besætningen, der var igjen,
alligevel klarede Hollænderne fra sig.

Hele Eskadren stod indover mod Kanalen; men John
Clarlights Galiot blev altid længere agterud. Han
mente, det kom af al den Sjø, de havde i Lasten, og
prøvede med Pumpen, men denne viste ikke en Draabe
Lækage.

Om Kvælden, da Dækket var spulet og saa meget som
muligt i Orden, gik Kapteinen igjen ned i Kahytten;
han havde opsat det i det længste. Der sad den gamle
fremdeles med Snoren i Haanden.

"Tak for Tjeneste," sagde John Clarlight, "men nu
hjælper jeg mig fuldskurendes uden at hyre nogen her-
ude fra Doggeren."

Manden svarede ikke, men viklede blot Linen to
Gange om Haanden.

"Slip Linen!" raabte John Clarlight, og da den anden
heller ikke nu svarede, blinkede hans Økse i Luften.
Han mente at hugge den over; men Øksen gik igjen-
nem baade Linen og den gamle og bragede i Bordet,
saa der blev et dybt hvidt Skaar.

"Saa Du mente, vi skulde skilles saa hastigt, John
Clarlight!" sagde han ganske roligt. "Ser Du, - slap
jeg Linen, vilde baade Du og Skuden synke i det
samme Minut; thi I skulde, om alt var gaaet til med
Redelighed, være sunket idag; jeg er Manden, som har
Retten her paa Doggeren. Jeg ser igrunden ligesaa
gjerne, det gaar til Plumps med engang, og vil Du
skjære over Flaglinen, saa vær saa god, naar Du vil!"

Men nu var John Clarlight ikke længer saa hidsig
paa den Ting.

Den gamle betragtede ham med skjult Haan; - "Ser
Du," - vedblev han - "her gjør jeg Linen fast ved
denne Spiger over Skabet. Saasnart Du vil, behøver Du

SIDE: 51

bare at vikle den af; men, - løser Du Dig ikke hvert
Aar ud med tre Fartøier, saa kommer jeg selv Nyt-
aarsnat og slipper Linen."

"Mener Du, at Du har sat den fast nok deroppe?"
spurgte John Clarlight bleg.

"Rører Du ved den, saa ryger den!" sagde den gamle
og forsvandt med en Haanlatter.

Men hvergang den er ifærd med at rustne af, kom-
mer han igjen med et gammelt Søm nede fra Havbun-
den, som han selv slaar ind.

Siden farer John Clarlight over hele den vide Dog-
gersbank, og det er en bekjendt Sag, at der forsvinder
mange Fartøier om Aaret, især gamle, endda de for-
detmeste har tyve Favne Vand under Kjølen der. Nogle
vil have set et Fyrskib paa de urimeligste Steder, helst
i Halvtaage og uroligt Veir. Da er det John Clarlight,
som ligger med Blink i Masten og lokker Fartøierne
længere og længere paa Sandene, især ind imod Swarte-
og Wells-Bankerne, hvor Sjøbrækket og Grundene er
farlige." -

- De sad en Stund tause. Fyrene blinkede nu fra
to Sider der fjernt inde i den mørke Landstribe, og
det var saa stille, at de hørte Bommens ensformige
Knagen. Kristensen dampede stærkt med korte Drag
af Piben og brummede:

"Ja der ligger mange Fyrskibe der indover Grun-
dene. Har forresten aldrig hørt den Rægle før, endda
der vankede mange nok af dem i sin Tid her ombord i
Rutland baade om Doggeren og andetsteds." Han fam-
lede med Haanden bagom sig efter Glasset; men Ma-
dam Kristensen snappede det og sagde, idet hun viste
paa Muggen:

- "Jeg skal fylde det for Dig, dersom Du vil for-
tælle en Historie iaften fra gammel Tid paa Rutland.
De maa vide, Lods! han er ikke let at faa til."

"Vil Du kanske, jeg skal fortælle, hvordan det gik
for sig, at Du blev hyret her ombord?"

"Nei Tak, Kristensen! den Historie kan jeg før."

"Bare hvordan Du fik Fingre i Rattet paa Rutland."

SIDE: 52

"Du faar ikke sidde og gjøre Nar af mig for Lod-
sen, ellers tror han, Du har Lyst paa at opsige Hyren."

"Ja det var sandt! Nei, Du blir nok den sikkreste
Sjømand, jeg har, lad det først komme til Skarpskjæ-
ring. Skaal Mor! . . . Nei, skjænk kun i. Saa faar Du
faa en anden Historie, som jeg har hørt af Manden
selv, saa jeg véd, den har sin Rigtighed.

Gamle Rutland var dengang som en Forfremmelses-
skude; den har havt mange Kapteiner. Skipper Vollan
var en rigtig dygtig Mand, men ængstelig af sig og
lidt underlig, for det er saa, at naar Ansvaret først
begynder at slaa Kloen i én, saa, - naa ja, det var
ikke om det, jeg skulde snakke.

Det var et Aar ude i Novembertiden, at han var gaaet
ud fra Montrose i Skotland. Han laa og baksede i Styg-
geveir og Snetykke og kort Dag, og saa blev det mere
og mere umuligt at komme paa det rene med Kursen.
Han fo'r urolig den ene Gang efter den anden op paa
Dækket for at se og prøve Udsigten og saa ned igjen i
Kahytten til Sjøkartet paa Bordet. Men han blev bare
mere uvis.

Da han saa igjen kom ned, stod der en Mand i en
tyk Pjekkert, som saa alvorligt paa ham og viste med
Haanden henover Sjøkartet. Skipper Vollan var en
kristen Mand og ikke spøgelseræd; men han blev dog
ligesom lidt forbløffet, vendte Øinene bort for at blive
Synet kvit og gik op paa Dækket. Straks efter betænkte
han sig og gik ned igjen. Da kom Manden atter til-
syne. Han pegte dennegang endnu alvorligere paa
Kartet i samme Retning som før, og saa forsvandt han.

Det var i Nord-Nordvest, Manden havde pegt. "Vil
Du berge Dig, saa styr straks slig!" - det forekom
ham, som det omtrent var det, der var sagt uden Ord.
Da han havde gaaet lidt oppe paa Dækket og summet
sig over dette, kommanderede han pludselig Kursen
over i Nord-Nordvest.

Han havde ikke gjort mere end en halv Vagt, da han
nede i Læ saa et Vrag med alle Folkene i Riggen. Han
fik sat Baad ud, og da den for anden Gang lagde fra

SIDE: 53

Borde med Resten af Folkene, sank Vraget. Den sidste,
som kom op, var Skipperen, og - det var netop Man-
den, som havde staaet og vist paa Sjøkartet."

Det var en sjelden Begivenhed ogsaa for Madam
Kristensen, at hendes Mand udtalte sig saa vidtløftigt;
det var, sandt at sige, den første lidt længere Historie,
hun havde hørt ham fortælle i sit Liv. Men hun lod
sig alt andet end mærke med det og sad meget høi og
ligegyldig vuggende med Foden, idet hun strøg med
Haanden frem og tilbage over den brede Sølvuhrkjæde,
som hun havde under det i Brystet aabne Kastesjal.

Lidt kneisede hendes statelige Figur jo, som hun
sad der med Kysen paa Hovedet, og hun nikkede et
Par Gange, som hun vilde sige, at af saadant mærke-
ligt kunde de nok komme frem med en hel Del, naar
de eller rettere Kristensen først vilde.

Da han sluttede, fyldte hun en Rest af Muggen i sin
Mands Glas og sagde i en vis fornem Tone:

"Bernt! - ser Du ikke din Fars Pibe er slukket . . .
gaa efter Fyrstikker til ham."

"Spørg Lodsen, om han ikke kan fortælle om Sjø-
røvere, Mor," hviskede Bernt ivrigt; men hun hørte
ikke paa det Øre og lod Sønnen springe ned. Endelig
udbrød hun:

"Det er mærkelig saa meget Du véd, Kristensen! naar
Du blot vil fortælle. De maa vide, Lods! Kristensen
har i sin Ungdom forlist tre Gange; og sidst med Rut-
land her."

"Det er ikke bra at forlise, Mor!" brummede hendes
Mand, der dog mulig følte sig behagelig berørt af sin
Halvdels paaskjønnelsesfulde Behandling, "saa det er
lidet at snakke om for mit Vedkommende. Ja det
skulde da være, dengang vi stødte sammen med den
spanske Brig nede i Kanalen, for da var det nok saa
nær paa Nippet til at Du aldrig skulde blevet Madam
Kristensen. Det var en styg Historie, og den, som en-
gang har været med paa sligt, blir ikke længere saa
snar til at raade Ungdommen til at gaa tilsjøs. Jeg
var let Matros dengang og fo'r med en stor engelsk

SIDE: 54

Bark, som hed Plymouth, hjemover med Hyre til Re-
val. Det var en fæl svart Nat ude af Dunkerkens Fyr
med Storm og svær Sjø. Regntaagen laa saa tæt, at vi
knap kunde skimte vore egne Lanterner og ikke se to
Fod foran Bougsprydet.

Vi laa krydsende for Stormseil og drev det med
Stormsignaler og Klokkeringning. Af og til satte vi en
Raket op eller skimtede Lysningen af en inde i Skaad-
den og hørte Skud. Hos os var alle Mand paa Dækket,
saa havde god 
Udgik kunnet gjort det, var der Øine
nok baade paa Bakken og i Riggen, og det var vel
ogsaa Grunden til, at vi havde alt saa parat.

Med ét, netop som vi var gaaet nedover i en af de
svære Rullinger, bragede der ud af Mørket et svært
høit Fartøi indover Fokkerøstet. Det var, saa vi faldt
overende paa Dækket, og lige efter vilde vi alle som
én entre over i den fremmede, der laa og ragede høit
over os. Men saa begyndte det at brage og knage,
og Fartøiet gled af igjen. Vi hørte paa Raabene og
Skrigene over os, at det var Spaniere, men kunde ikke
se et Liv.

"Hvad er I ladet med?" raabte vor Kaptein.

"Med Salt!" svarte den spanske. - "Og I?"

"Med Jern!"

"Aa Jesus!" - hørte vi ombord i Spanieren.

Og borte blev han; vi hverken hørte eller saa mere
til dem. Og lidet Stunder havde vi til at se efter, for
vi havde vor fulde Hyre med at hjælpe os selv og fik
travlt med at sætte Storbaaden ud. Vi havde den svarte
Sjø i Lasten. Fem Minuter, efter at vi var fraborde,
hørte vi et Knald. Det var Dækket, som sprang, og lige
efter saa vi Lanternerne lægge sig ned mod Vandet.
Det var ikke gaaet Spanieren bedre; men den spanske
Brig havde taget Besætningen med sig. Vi fik siden
vide, at den hed St. Giuseppe og var fra Torrevieja.

"Men Kristensen!" udbrød Madamen forfærdet, idet
hun kneppede Hænderne sammen og saa paa ham. "Du
kunde jo være baade død og borte, uden at jeg havde
faaet vide et Ord om det!"

SIDE: 55

"Ja, Mor, derfor kan Du skjønne" - han pegte med
Mundstykket af Piben hen mod Bernt - "at jeg har
Erfaring for noget af hvert, naar jeg siger, at han der
ikke skal tilsjøs. Nu, nu" - tog han sig, da han saa,
at Themaet vilde føre til Modsigelse - "der er endda
længe til det; Gutten skal jo konfirmeres først, og til
den Tid kan han faa Lyst paa noget andet. Og faar
han Lyst paa noget, saa véd jeg, Du faar Lyst paa det
samme, Mor!"

Der blev en Taushed hvorunder Bernt sad og ham-
rede og slog med en Tougende.

Lodsen stod og speidede udover med Natkikerten.
Han havde ventet at se sin Skøite nogetsteds i Lysgræn-
sen af Viberoddens Fyr.

Idet Anders løste Nils Kobbervig af med Rortørn,
sagde Kristensen:

"Nord-Nordvest-halv Vest, Anders! hele Vagten -
ikke saa, Lods?"

"Gjerne en Streg eller to vestligere, saa gaar I rum-
mere om Jæderrevet. Det blir bén Vest imorgentidlig.
. . . Der er som en Ring om Maanen, - ser ud til noget
af hvert."

"Ja der er Skøiten!" - udbrød han - "de maa have
havt Vindstille her nord, siden de ikke er kommet sig
længere ned."

Da Skøiten en halv Timestid efter laa paa Siden af
Rutland og optog Lodsen, var der ikke Tale om at
modtage Betaling. Madam Kristensen langede oven-
ikjøbet et stort Knytte med Glasæbler ned til hans Søn,
- "til Mor hjemme i Stuen om hun ikke vilde forsmaa
en liden Present."

En Stund efter var der stille ombord. Maanen gik
som bag et Taageslør, og Lysskjæret nedenunder i
Skylightet var slukket. Rattet knirkede, Bommen knir-
kede, Rutland huggede og vuggede for en sagte Fart,
Rorgjængeren plystrede svagt ved Roret . . .

SIDE: 56

ER DU MADAM KRISTENSEN, SAA VIL JEG FOR EN
GANGS SKYLD VÆRE KRISTENSEN!

Elven i Trondhjem nedenfor Broen var tæt pakket
af Fartøier: Jagter, Slupper, Brigger og Galeaser, der
laa udenfor sine forskjellige Lastepladse, den enes Kly-
verbom saa at sige indover den andens Hæk, og tør-
rede sine Seil i den guldblaa Septemberdag. De tem-
melig høie og tætte Pakhustage skyggede mangesteds
for Solen, hvor den ved den Tid af Dagen burde have
slikket Fugtigheden bort dernede paa Skibene og mel-
lem Kaierne. Men over Rutlands slapthængende Top-
seil, Storseil, Agterdæk samt de gamle Navnebogstaver
i Speilet fandt den for godt at vælde sit fulde, varme
Lys, medens den laa fortøiet foran en af de store Pak-
boder i fuldt Arbeide med at udlosse sine "Rosenpote-
tes" fra Stettin. Maaltønden fyldes af Nils og Bergen-
seren nede i Lasten, Anders støtter den ved Lugen paa
Dækket, medens Kristensen noterer en Streg for hver
Tønde og et Kryds over for hver femte, og ligesaa gjør
Bryggemanden i anden Etage oppe ved Vinden med
Kridt paa Stolpen.

Hverken Madam Kristensen eller Bernt var at se om-
bord. Den første var oppe i Byen og afgjorde Forret-
ninger; den anden nok ude ved Ihlelven nogetsteds, hvor
han fraadsede i et helt Mylder af Kammerater fra for-
rige Uge, da Sluppen havde ligget udenfor der.

I de smaa Huse med Haver om i Nedre Ihlen boede
flere Skipperfamilier, som var gode bekjendte af Kri-
stensens, og som Madamen havde været i Land og
drukket Kaffe hos. Mændene var for det meste endnu ude
tilsjøs; men de Presenter af Æbler, som Madam Kristen-
sen paa to tre Steder efterlod til "Børnene", rygtedes
mærkelig hastigt udover til Ungdommen i videre Kredse.

Det blev snart, som Sluppen duftede for stærkt af
Æbler til, at det i Længden blev raadeligt at ligge der.
Gutterne paa Ihlen, der havde sine Badepladse mellem
Bordtomterne rundt om, myldrede som Fluer baade paa

SIDE: 57

og om Fartøiet, og alle tiggede de Bernt, der desuden
netop havde vundet sig deres høist smigrende Opmærk-
somhed og Beundring ved at præsentere sig uden Klæ-
der paa Salingen og springe ned i Sjøen imellem dem.

Madam Kristensen sørgede vistnok snildeligen for, at
Sønnen ikke gik Bankerot, idet han fik uddele af den
daarligste Sæk samt af de, der var at bortsortere som
bedærvede. Men det lønnede sig, som sagt, ikke at
ligge der, og saa forhaledes Sluppen hen til "Ravn-
kloen" og derfra - da der med ét blev Tale om at
afhænde hele Restpartiet af deres Potetes - op i Elven
foran den Pakbod, hvor de nu laa og lossede.

Der blev Stans i Arbeidet for Middagen. Mandska-
bet skulde skaffe og have sin Hvil, og Kristensen gik
nedenunder i Kahytten.

En Stund efter kom Madam Kristensen i sit rudede
Kastesjal og en blaa Hverkens Kjole med en Pose hæn-
gende ved Armen og bærende i Favnen et Par lange,
flade Pakker. Hun havde Hast og skyndte sig ned i
Kahytten. Pakkerne kastede hun bagom sig ind i Køien
med det samme hun skilte sig ved Kastesjalet.

"Nu, Kristensen!" sagde hun oprømt, idet hun vendte
sig imod ham - "kan Du gjætte?"

Kristensen sad og spiste sin Fisk ved Udslagsbordet;
paa den anden Side tvertoverfor var der dækket til
hende. Han svarede roligt:

"Hvor kan jeg det, Mor! Du har hele Trondhjems By
at fare igjennem, og Munkegaden er lang."

"Snak, Kristensen! Jeg har gjort det, som Du al-
drig gjætter paa alligevel, faaet al Silden for den Pris,
jeg sagde. Du har bare at skrive under. Vi kommer til
at gaa med egen Sild til Byerne sydover og vinde
mindst en Daler paa Tønden . . . mindst siger jeg.
Du har bare at skaffe Nordenvind, Mand! saa vi kan
komme afsted. Nu, hvad siger Du?"

"Jeg siger, Du er mangfoldig!"

"Og Du spørger ikke hvordan det gik til."

"Jeg spørger heller, om vi maa tage ud Penge af
Banken igjen til Silden?"

SIDE: 58

"Javist, kan Du vel forstaa. Men vil Du høre, eller
vil Du ikke høre? Du maa tro, jeg har havt mit Stræv,
for jeg mærkede jo godt paa Bergan, at han ikke troede,
vi var gode for Pengene, siden jeg talte saa meget om
Henstand til Jul og Vaaren med Betalingen. Vilde vi
betale kontant, saa var det en anden Sag. Det var
haardt, sagde jeg; men min Mand er ikke af dem, som
har saa let for Kontanter, og om han kunde skaffe dem,
saa forliser han saa meget ved at afse Pengene paa an-
den Kant, at det maatte være en rigtig god Handel, som
skulde friste Dig. Og saa satte han Prisen for kon-
tant, og saa lovede jeg, at jeg skulde gaa hjem og for-
søge at friste Dig; men jeg maatte have hans Under-
skrift for Prisen med mig. Og her er jeg med den!"
hun kastede Papiret triumferende paa Bordet. "Jeg be-
gynder at tro, at vi kan bli' noget til Folk, Kristen-
sen! Naa, lader Du Dig friste?"

"Behøver jeg endelig at skrive under?"

"Ja, er det ikke det, jeg siger, Kristensen! - stod
det paa Dig, fik Du aldrig i Evighed en Handel istand.
Du begynder med at vride og ender med at vride. "Nei!"
"Nei!" og ikke andet end "Nei!" - Naar man handler,
maa man være glat som Grønsæbe, og altid kunne
sige ja."

"Kontant er bedre end Underskrift, Mor!"

"Men, om han angrer Tilbudet, kan han gaa fra det
imorgen igjen."

"Gaa fra det? Tror Du, han vil gaa fra det? . . . Ja
det kunde ligne en saadan . . . Hvor er Blækket? Ne . . .i
svine. . .bindes skal han!" Det sidste sagde han ind-
ædt, medens han skrev under. - "Se saa, Mor, - lad
ham nu lure Dig."

"Naa da, endelig har jeg det. Du er ikke let at faa
til, Kristensen!" - Hun puttede Papiret ned i Posen
igjen. - "Men ser Du, siden jeg fik hans Navn under
den Handel, syntes jeg, jeg kunde spendere noget, -
ja Du véd, Kristensen, jeg er ikke den, som strør Skil-
lingerne paa Gaden. Men da jeg fik gjort den Handel
i Formiddag, blev jeg saa glad, at jeg tænkte, lad

SIDE: 59

springe! Og saa sprang jeg ind til Klæbo og spurgte
efter sort Bombasin. Jeg maatte jo have en ny sort
Kjole engang og saa tænkte jeg: ligesaa godt først som
sidst, naar det er holdbart i Længden. Og fra Klæbo
til Tiller, fra Tiller til Brækkan, og her skal Du se,
hvad jeg fik derinde!"

Hun begyndte at udbrede Tøiet i det smale Rum
mellem Bænken og Bordet. - "Naa, hvad siger Du?
dobbelt Bredde. Kjend bare, hvor tykt det er . . . Jo
men skal Du kjende paa det. Saa kjend!"

"Jeg tænker nok, jeg faar kjende det alligevel - i
Pungen, Mor."

"Ja véd Du, hvad det koster - det er det morsom-
ste. Gjæt nu. Aa Du gjætte! Jeg fik hele Stumpen for
otte Daler."

Han lagde Kniven og Gaffelen ned og udbrøt: -
"Otte Daler! Jeg er vis paa, at, om Du havde ventet
til engang, vi kommer til Amsterdam, vilde Du faaet
det for fire . . . tre! . . . otte Daler!"

"Til vi kommer til Amsterdam? - kanske om et Aar.
Hvad skulde jeg saa have til Kirkedragt i Vinter? Du
er nok ræd for at at spendere paa Konen din."

"Ja men otte Daler! . . . otte Daler."

"Ja, men skjønner Du da ikke, at dette her er Tøi,
som kommer til at vare Livstiden, hel Uld. Se her!"
- Hun smeldte det ud og ind og gned det for hans
Øine mellem Fingrene . . . "Du tror kanske, det far-
ver af?"

"Hm! . . . Hm! . . . det er mange Penge, enten det nu
farver af eller ikke.

Men" - spurgte han bekymret, idet han saa paa
Tøiet, som laa der halvoprullet - "har Du taget nok
Dug, Mor? Det var bare en Stump, sagde Du, og det
duer ikke at gaa for Stumperne til Høitids. Og liden
er Du ikke, maa Du huske paa. Du er ikke længere
saa smal at snøre, naar Du skal til Kirke."

Hun lagde Tøiet ind og satte sig til at spise.

"Ja det er sandt, Mor, - her har været én ombord

SIDE: 60

og spurgt efter Dig, - saadan en ung Fyr med Briller.
Han hed Werring."

"Det var vel et eller andet, han vilde have fragtet."

"Aa Fragt! - Det var en Student eller noget sligt;
han spurgte, om vi kom til at gaa op om Østerrisøer."

Madam Kristensen stansede pludselig med at spise
og spurgte spændt:

"Werring? En lyshaaret høi én, som gaar saadan
med Ho'det?" - Hun lagde sit lidt paa skjeve. "Véd
Du, hvem det var? Ingen anden end Mina Nørregaards
. . . Naa," stansede hun sig selv - "det véd Du jo ikke
noget om. Men det var ingen anden, siger jeg Dig."

"Ja, jeg kunde tænke, det var en af dem, Du har
dine egne Papirer for, Mor -" - han havde taget frem
sin svære Skindtegnebog og begyndte at tælle og for-
sigtig lægge ind en Bunke store krøllede Papir-Enkelt-
dalere, idet han hvergang vædede paa Fingeren for at
overbevise sig om, at der ikke hang to sammen.

"Og han spurgte efter mig? . . . om vi skulde op om
Østerrisøer, Kristensen!" sagde hun med ét i Oprør, idet
hun reiste sig. "Jeg tænker, jeg véd, hvad Pligter For-
ældre har imod sine Børn, om det saa er selve Nørre-
gaards. Men ifjor Sommer, da vi var i Østerrisøer, for-
talte Frøken Mina mig det altsammen, og at han havde
maattet reise nordpaa og blive Huslærer, fordi Soren-
skriveren ikke vilde vide af, at de holdt af hinanden.
Og saa havde hun maattet love sin Far ikke at skrive
. . . Naa ja, jeg mener, hvad jeg mener om sligt, Kri-
stensen, - lad det nu aldrig saa meget være en stor
Mand som Sorenskriver Nørregaard." Hun satte Haan-
den i Siden og blikkede paa ham, som han kunde være
den angjældende. - "Mina Nørregaard har jeg klædt
paa og lagt tilsengs, da hun var Barn . . ."

Kristensen ænsede ikke videre hendes Betragtnin-
ger; han var optaget af at tælle og ordne sine Penge.

Hun skulde netop igjen tage fat paa sit afbrudte
Maaltid, da Kahytsdøren aabnedes paa Klem og Nils
stak sit rødhaarede Hoved med den store, krumme
Næse ind:

SIDE: 61

"Han er her igjen, den frakkeklædte Fyr fra i For-
middag. Han vil gjerne faa snakke med Madamen.
Og jeg skulde sige fra Bryggefuldmægtigen, at Losnin-
gen først kunde begynde Klokken tre."

"Saa. Javel! Men Fyren med Brillerne er for Dig,
Mor. Du skal se, han vil have Dig til at fragte en Hil-
sen nedover for sig."

"Han har staaet der paa Bryggen og vrikket og bøiet
paa Stokken, mens vi holdt paa med . . ."

Nils maatte hastig vige tilside for Madamen, der uden
at høre paa ham skyndte sig opad Trappen.

Da Kristensen var bleven færdig med at tælle sine
Penge, puttede han Skindbogen omhyggelig ind under
Tøiet i sin Skibskiste, som han laasede og lagde sig
derpaa ind i sin Køie.

Han syntes et Øieblik, han hørte sin Hustrus Stemme
gjennem det halvaabne Skylight. Han prøvede at høre.
Men straks efter forkyndte en lydelig Snorken, at Skip-
peren paa Rutland sov den retfærdiges Søvn . . . Han
havde tjent udmærket paa Stettinerpotetesen paa Op-
turen, og nu saa det heller ikke saa daarligt ud med
Silden . . .

Kristensen sov baade længe og godt, og han sov lige
ufortrødent, da hans Hustru en hel Time efter høist
bevæget kom ned i Kahytten igjen, hvor hun snarere
lod sig falde end satte sig paa Bænken nedenunder den
Køie, hvori hendes Mand laa. Hun blev siddende med
Hænderne i Fanget fuldt optaget af sine Tanker. Af
og til gjentog hun med et dybt fra det brede Bryst
hentet Suk: - "Stakkels Menneske!"

"Det var svare, saa Du sukker, Mor."

"Og skulde jeg ikke det, naar jeg véd hvor sørgeligt
det er? Men Du kan gjerne vedblive at snorke, Kri-
stensen! for alt det, Du bryder Dig om det . . . Men
til Amerika vil han nu . . ."

"Det er ikke det værste at gaa did, Mor. Der er
mange, som gjør god Vei der, skulde jeg tro."

Madam Kristensen sendte blot sin Ægtemage et in-

SIDE: 62

digneret Blik; hun værdigede ham intet Svar og faldt
tilbage til sine Suk og oprørte Betragtninger.

"Ja han har faaet prøve det, saa ung han er. Og
Frøken Mina! Hun havde ingen anden end mig nu i
denne Verden at snakke med om det, sagde hun. Men
hun har sletikke Rede paa alt, saadan som han nu sad
og fortalte mig det. Sorenskriveren havde taget ham
ind paa Kontoret til sig under fire Øine og spurgt ham,
om han havde Ære i Livet eller syntes, det var rede-
ligt af en fattig Huslærer at fri til en ung Pige, som
var ham betroet, og som han aldrig vilde kunne er-
nære, - for det var af Mangel paa Midler, at han havde
maattet gaa fra Universitetet og blive Huslærer. Og
paa det var Werring samme Aften reist fra Huset. Det
stakkars pene Menneske sad der oppe paa Dækket saa
bleg som et Lig, da han bad mig hilse hende og sige,
han aldrig kom til at glemme hende. Du kan tro der
var Oprigtighed i de Øine! Han havde havt et Slags
Haab om at faa fire hundrede Daler i Boet efter sin
Onkel. Med det havde han kunnet studere i to Aar og
blevet færdig til Embede; men nu havde det vist sig,
at der ingenting blev tilovers."

"Nei, nei, Mor. Der er saa mange, som har saa lidet
at gjøre med. Verden er nu engang saa."

"Engang saa? . . . Engang saa, siger Du." Hun reiste
sig i fuld Glød. "Der skulde nogen forbudt mig at tage
Dig? Sorenskriver Nørregaard skulde bare prøvet da
jeg forlangte Sparebankbogen af hans Haand for at
gi' Dig den! Ne . . .i, men disse to er begge saa at
man kan kramme dem mellem Hænderne som Deig.
Jovist! Nogen skulde blot prøvet det med mig."

"Du er nu for Dig selv, Du Mor."

"Men til Amerika reiser han i næste Uge, og vidste
Sorenskriveren, hvad han har beredt sin eneste Dat-
ter, saa . . . Naa ja, han blir straffet, kan Du tro. Der
var alt ødt og trist nok i Huset ifjor, da den sidste af
Sønnerne var kommet ud paa egen Haand, og Frøken
Mina gik der for sig selv og sørgede."

"Hos Sorenskriveren, siger Du?"

SIDE: 63

"Det spaar jeg Dig, Kristensen, - han faar ingen
gode Dage paa sin gamle Alder, og ingen fortjener han.
Der blir ikke megen Glæde herefter i det Hus."

"Hos Sorenskriveren?"

"Og hvorfor skulde der det? Fruen død og den ene-
ste Datter, han har, gjør han ulykkelig bare af Stolt-
hed og Hovmod og Fornemhed og alt det, som Vor-
herre straffer."

"Gjør Sorenskriveren?"

"Han vil komme til at tænke noget af hvert, naar
han ser hende gaa omkring sig der bleg og mager og
véd, at det er ham selv, som har lukket Verden for
hende."

"Sorenskri . . . veren?"

"Og det har han godt af. Jeg skal ogsaa være Ma-
dam Kristensen for, at hun skal faa vide Sammen-
hængen, som den er, - helt ud, saa kan hun takke
ham, som han fortjener."

Kristensen havde alt en Stund staaet grublende i en
betænksom Stilling med Foden paa Skibskisten. Med
en rask Beslutning lukkede han den op og tog Tegne-
bogen frem.

"Og Du mener, gamle Sorenskriveren vil blive en
ulykkelig Mand, dersom den Werring nu maa gaa til
Amerika?"

"Mener?" Madamen holdt paa at ville knuse ham
paany i sin Indignations Morter.

"Naa vel, vil Du være Madam Kristensen, saa vil
jeg for en Gangs Skyld være Kristensen! Gamle Nør-
regaard har engang friet mig, saa kan jeg fri ham
igjen. Her er to hundrede Daler, - aa nei, rør dem
ikke, de er talte - og hundrede tager vi ud af Banken
hjemme og hundrede her; det gjør fire, Mor, sig ham
det, - og saa kan han betale mig dem igjen, naar han
blir saapas til Kar. Det skal han skrive under paa,
før slipper Du ikke saameget som en Skilling af din
Haand."

"Men Krist . . ."

SIDE: 64

"Ja-a - nu kan Du kjende lidt at Kjærligheden selv,
Mor."

"Ja men kjære Krist . . ."

"Ikke et Ord . . . ikke et Muk . . . Saa nu véd vi da,
hvad vi har ligget og basket for ude tilsjøs siden ivaar!
Det er ikke for Moros Skyld, og jo før Du faar den
gamle Skindbogen fra Borde, saa jeg ikke ser den, de-
sto bedre. Men hør!" - sagde han i Døren, som han
gik op. "Der er Lykke med den Lommebogen, og saa
var der altid tre Mark spart, - og en Naglbred mere
end de fire hundrede har jeg ikke lovet."

Da Kristensen kom op paa Dækket, saa han Brygge-
fuldmægtigen komme; han hilste ikke paa ham, men
raabte blot op til Vinden et: - "Hiv!"

Han stod ved Lugen og noterede fra én til Tverstregen
over fem.

Hans koparrede, brede Ansigt var lidt rødere end
vanligt, og en Aare oppe ved Panden opsvulmet. Det
hændte ham jo ogsaa, at han et Par Gange samtidig
med, at han noterede Stregen for én . . . to . . . tre . . .
fire Tønder, kom til at sige: et hundrede . . . to hun-
drede . . . tre hundrede . . . fire hundrede. Men naar
han satte Tverstregen, blev det til Potetes igjen.

Saa skar han med Kniven en liden Bus af en engelsk
Tobaksrul i Sølvpapir paa Rælingen ved Siden af sig
og mumlede -: "Vi faar nok efter dette sætte os paa
Rançon med halve Busser . . . Naa," tog han sig, -
"hiv!" - Hans Mine var nu en hel Del lysere. Slaget
var taget.

Han stod slig i sin fedtede Arbeidspjekkert med Ryg-
gen mod Kahytssiden og tællede, mens Tønde gik op
og Tønde gik ned. Hans Hustru havde en Stund staaet
bagom ham uden at vove at tale til ham. Hun holdt
Haanden med Tegnebogen inde paa Brystet under det
rødrudede Kastesjal. Endelig rørte hun sagte ved hans
Ryg.

"- Nu gaar jeg lige op til Bergan med Underskrif-
ten om Silden, Kristensen. Kan jeg sige, at vi begyn-
der at tage den ombord imorgen Eftermiddag?"

SIDE: 65

"Ja vel, vi blir rumt færdige her til imorgen Middag!"

Hun stod fremdeles noget nølende.

"Staar Du endnu ved det andet, - med Tegnebo-
gen?"

"Javel! overbord er overbord. Men hør, Mor!" til-
lagde han indstændig, idet han fulgte hende til Land-
gangsbrættet, "Du lader ham underskrive med to or-
dentlige Vidner. Du véd ikke, hvor saadanne Folk er
slu og kranglede."

HJEMME. TAKKELOFTET. GUTTESLAGSMAAL. SMAA
SKYBANKER

Rutland var det Aar først blevet oplagt nær under
Jul. Den laa nu indefrosset udenfor Kranen i en af
Østlandets Kystbyer sammen med en hel Klynge andre
aftaklede store og smaa Fartøier, hvis rustne Kjættin-
ger stak ned igjennem Isen. Kristensens boede der i en
Klev, der dannede som en Matrosby for sig selv ved
Havnen. Deres lille hvide Hus stod oppe paa en steil
Stenmur med en høi Trappe foran og et Havestykke
bagom.

Madam Kristensen havde ved Hjemkomsten faaet det
uhyre travlt. Der skulde støbes Lys, slagtes, brygges,
vaskes og bages, - alt saa at sige paa en Gang. Det
gjaldt at gjøre halvanden Uge til tre; men det var
ingen Sag for hende, naar hun først brættede op Ær-
merne og skjørtede op. Det var bare at drive paa Nat
og Dag! Værre var det for Skomagerens Datter, som
tjente der, og som var sprængt alt i de første Par Dage.
Men saadant havde ingen Indflydelse paa selve Sagen.
Madam Kristensen gjorde som Tordenskjold, naar den
ene Besætning var feiet væk af Dækket, hentede han
en ny op . . . og Lillejulaften var alt færdigt, og tre
Leiepiger betalte.

Samme Aften var ogsaa Kristensen færdig med at
aftakle og vinterhyre Rutland. Dens Rundholter og

SIDE: 66

Stængerig laa i behørig Orden inde paa Kjelsbergs
Takkelloft.

Bernt havde derunder vist sig som en dygtig Hjæl-
per til begge Sider. Han havde sprunget Ærinder og
var til Løn bleven proppet med Julekager og sød Deig
af sin Mor, og han havde med hele sin Sjæls Iver været
med sin Far og Folkene paa Aftaklingen, baaret og
slæbt, lastet ned i Prammen og op af den til det sidste.

Kristensen havde ogsaa samme Eftermiddag været
oppe i Sparebanken i Øvrebyen med endel Penge og
mødt den Bemærkning af Kassereren:

"Iaar har De nok ikke tjent videre, Kristensen!"

"Aa nei, Hr. Kasserer - en stakkars Skipper faar
være fornøiet, naar han klarer sig."

Stakkars Skipper! - som eier opimod to tusinde
Daler og dertil sit Fartøi."

"Kassereren skulde vide, hvad hun koster, det er ikke
som med et nyt. Og saa Lønningerne."

"Ja vist, De blir arm, skjønner jeg," lo Kassereren,
idet han rakte ham Bogen kvitteret tilbage.

Kristensen havde nu lidt ogsaa oppe i Trondhjem,
som han ikke snakkede om.

Juledags Morgen skinnede Messingklinken i Gang-
døren hos Kristensens som en Sol, og der hang ny-
strøgne Gardiner i Vinduerne. Der var en vis høitide-
lig uoplukket Taushed over Huset, indtil Døren ud paa
Formiddagen aabnedes, og Ægteparret med sin Søn
steg nedad Trappen i fuld Kirkepuds, Kristensen i sine
blaa Sjømandsklæder, og Madam Kristensen i sin sta-
selige Bombasis Kjole, som hun havde ladet sig sy
i Kristiansand.

Som de i det kolde Klarveir spaserede opefter Gaden,
hvor Sneplogen nylig havde gaaet, besvarede de en
Række Hilsener baade ud af Vinduer og Døre, og Ma-
dam Kristensens nye sorte Kjole mønstredes og maal-
tes samtidig af mangt et Øie. Den blev paa en Maade

SIDE: 67

Formiddagens Nyhed nede i Gaden, - ikke hverken
for Stoffet eller Façonen. Men det kunde én og hver
være vis paa, at, kjøbte Madam Kristensen sig en saa-
dan Kjole, saa havde Manden havt et Kronaar.

Paa Hjemveien fra Kirken kom de i Følge med Tak-
kelmester Kjelsberg.

I sin lange, blaa gammeldags Frak med Stroppen
høit i Nakken var han lige saa keitet paa Land som i
sit Es ombord. Idag staurede han hjemover paa sine
tykke Ben, som han udtrykte sig, "fra Templen", og
det gik med idelige Stansninger nedover.

Madam Kristensen var nu engang hans Yndling, og
hun maatte høre fuld Besked om hans lille Datter-
datter, hvordan hun havde havt det i Mellemtiden.

"Vild og gal . . . vild og gal, Madam! . . . lærer af
alle Gutterne hernede, . . . jeg tænker af Eders Bernt
med!" - han hyttede spøgende mod denne med Stok-
ken - "Ja, af Dig med, Du er ikke for god, - og
havde jeg Dig ombord under mig, skulde Du kjende
Mester Erik . . . Mester Erik! - Men som hun kan
regne! . . . for et Hoved hun har . . . Tolv Aar gammel,
og saa regner hun alle mine Stykker ud i Hovedet! . . .
behøver ikke at skrive op, spørger bare Polly . . . Men
tror I, hun vil til med Forklaringen? nei, læse vil hun
ikke, det er den tredie, jeg har ladet hende faa, Madam
Kristensen. Den første slap hun i Brønden, sagde
hun, og den anden kom hun til at miste paa Hjemveien
fra Skolen. Naa, saa tænkte jeg, alle gode Ting er tre
og kjøbte nok en for tyve Skilling. Den beholder Du,
Polly! sagde jeg, eller ogsaa - jeg holdt frem en liden
Tougende til hendes behagelige Eftersyn - faar Du
smage samme Kost som Gutterne ombord. Det var
iforgaars! Og hun har den endnu."

"Ja det tror jeg nok, der har ikke været Skole siden,
mumlede Kristensen.

"Man maa opdrage saadan en med Alvor, Madam
Kristensen! . . . hvo som elsker sit Barn, tamper det
itide, siger Salomo. Og det skal jeg svare for, for-
fængelig skal hun ikke blive. Hun skal ikke blive en

SIDE: 68

af disse Pyntedukker, som sætter sin Mands Penge
overstyr i Overdaadighed og Fiksfakserier. Naar jeg
tænker paa, hvordan det nu er, og hvordan det var
før."

"Ja ikke sandt, Takkelmester! Se bare paa hende."
Kristensen pegte spøgende paa sin Hustru, "her gaar"
jeg til Søndags fuldrigget i fint engelsk blaat; men jeg
lader nok være at gaa til Luvart om hende der."

"Da tror jeg, min kjære Kristensen!" - svarede Tak-
kelmesteren fint, "at den Ting lader nogen og hver
være. Jeg kjender endnu ikke den, som jeg vil sige
gaar til Luvart for Dem, Madam! . . . det er en Kone,
som tager Haand med i Mandens Arbeide. Ja, kunde
jeg faa min Polly opdraget efter det Eksempel! Den
skal tidlig krøges, som god Krog skal vorde. Ikke
sandt, Bernt? jeg har netop en saadan ypperlig liden
Indretning til at krøge Smaagutter med ombord . . .
ret flink paa Takkelloftet, hører jeg."

"Vi faar tænke paa at sætte ham i Skole over Nyt-
aar," mente Kristensen.

"Javist! - javist! - naturligvis! De lader ham vel
blive Sjømand, som hans Far, Madam?"

"Vi har tænkt saa smaat paa det; men, som hans
Far siger, han faar nu først lidt i Skole."

"Lidt i Skole?" udbrød Kristensen . . . "nei meget
- dygtig i Skole. Sjømandsgrillerne bli'r der intet af."

Takkelmesteren saa først paa den ene og saa paa
den anden med sine store graa Øine, medens han krog-
rygget støttede sig paa Stokken:

"Ikke enige endnu, kan jeg forstaa?"

"Ikke bestemt endnu, Takkelmester!" rettede hun.
"Jeg vil jo altid kun, som min Mand vil; men Gutten
maa under alle Omstændigheder først blive konfirme-
ret, saa han kan dømme lidt bedre selv, Takkelme-
steren maa hilse lille Polly og sige, at ogsaa vor Bernt
nu skal til med Forklaringen."

Lidt rød i Minen var hun jo blevet, og lidt taus gik
hun ved Mandens Side nedefter Gaden. Nu ja, det var
ialfald ikke noget at forstyrre Juledagene med. Kri-

SIDE: 69

stensen var i et ypperligt Humør over hendes nye
Kjole, det kunde hun mærke.

De mødte nogle Skibskapteiner, der var hjemkomne
som de og havde paraderet oppe ved Kirken med Fa-
milien ligesom de, og Kristensen raabte i Forbigaaende:

"- Vi er nok mange, som juler hjemme iaar, hører
jeg! . . . bange for Mangel paa Havneplads om Kvæl-
dene oppe i Skipperklubben." - - -

- - Julen gik, og Bernt blev over Nytaar igjen sat
i Skole, som han pleiede om Vinteren. Han fik nogle
nye Bøger, hvormed han gik ud Klokken halv otte om
Morgenen og kom igjen Klokken tolv. Frugten af hans
Flid viste sig i et buklet Penal, daglig iturevne Ben-
klæder og af og til et forskrabet eller forslaaet Ansigt,
- alt Ting, om hvis nøiere Sammenhæng han bevarede
fuldstændig Taushed. Kun Karakterbogen, talte med
høist maadelige Tal, og hvor den taug, skreg den endnu
høiere. Det var nemlig hans Forsømmelser, - og
Bernt havde en ren Mani for Kjelsbergs Takkelloft.
Disse blanke Rubriker fik ogsaa flere Gange en Udfyld-
ning hjemme af Kristensens tunge Haand, som kunde
betaget en mindre haardbarket Søn Lysten til at paa-
drage sig dem paany; men her førte det kun til, at
Madam Kristensen i sin Svaghed for sin Yndling søgte
efter Evne at unddrage dem for Mandens Blikke. Det
var overhovedet, som den Karakterbog skulde blive et
Splidens Frø der i Huset. Kristensen vilde ikke vide
af slette Karakterer, og Madam Kristensen mente i sit
Hjerte, - hvad hun ikke turde sige - at Bernt skulde
blive Sjømand og ikke Læsehest.

Hverken Bernts eller hans Mors Stolthed laa til
Skolesiden.

En anden Sag med Sjømanden! Bernt kjendte alle
Stik, Tørn og Bænd; han kunde baade splidse og knobe,
og Moderen spenderede mangen Eftermiddagsstund inde
hos Takkelmester Kjelsberg blot for tilslut at høre fra
dennes paa Ros ellers sparsomme Læber et lidet Ord
om, at han troede Gutten havde Anlæg . . . "Naturlig-
vis Sjømand, Madam Kristensen."

SIDE: 70

Takkelloftet kunde været Bernts Paradis, dersom
Takkelmesterens rødhaarede lille Datterdatter ikke
havde været. Allerede den første Formiddag raabte
hun til hans Ærgrelse paa langt Hold, saa det hørtes
over hele Takkelloftet:

"- Der kommer Bernt!" . . . og saa løb hun ham
imøde: - "Lege Sidsten, Bernt? . . . heller Gjemsel?
. . . Jeg har et Gjemmested nu . . . jeg har to! . . . hvor
Du aldrig i Verden finder mig . . . Aa nei, ikke der-
henne ved Blokkene! . . . Du mener bag Linegodset?
. . . Aa nei, ikke der heller . . . Se heller op paa
Loftstokkene . . . men det er ikke der!"

Bernt gik roligt forbi ind paa Takkelloftet uden at
ænse hende. Han begyndte straks paa faamælt Sjø-
mandsmanér at betragte og undersøge en Trosse, som
klædtes med Skibsmandsgarn.

"Klyverleider!" nikkede han kyndig og kort til den,
som sad ved Arbeidet, og slentrede saa sagte plystrende
indover Loftet med Hænderne i Lommen.

Polly fulgte noget sagtere efter ham; hun begyndte
lidt efter igjen . . . "Vil Du ikke? . . . Vi kan finde
paa noget andet . . . Her er en Tougstige her henne . . . vi
kan komme op paa Loftsplankerne og se udover Taget."

Bernt stansede igjen foran endel ophængt Gods . . .
"Hm . . . Toplenter . . . Braser . . . Stengebarduner!" -
mumlede han for sig selv og plystrede saa videre.

Polly var skuffet! hun havde glædet sig til, at Bernt
skulde komme hjem, i mange Maaneder og tænkt sig
en Fornøielse uden alle Grænser, en Løben og Jubel
over hele Takkelloftet. Hun havde mistet en betydelig
Portion af sin Selvtillid, da hun sagte spurgte:

"- Har Du set den nye svære Bugsertrosse, vi har
slaa't til Phønix?"

Bernt stod blot stille, saa betænksomt lige ud og
spyttede saa. Han fandt ikke for godt at spendere at
svare hende.

Men den Dag havde Polly røde Øine ved Middags-
bordet.

Næste Dag skimtede han hende i Døren. Han slen-

SIDE: 71

trede sagte fløitende indover Loftet, af og til prøvende
og undersøgende et eller andet. Han ludede med Skul-
drene og spyttede og gebærdede sig i alle Maader be-
sindig som en gammel befaren Matros.

Polly holdt sig for sig selv og syntes nu ogsaa op-
taget af at betragte et Arbeide. Hvad rart hun saa ved
det Linegods, som hang der, var ikke godt at skjønne;
hun tænkte vel paa et Gjemmested eller saadant no-
get . . .

Da han næste Gang stansede, saa han, at hun var
fuldt fordybet i Betragtningen af det Vaterstag, han ny-
lig havde set paa. Hun stod med Hænderne paa Ryg-
gen og satte en høist betænksom Mine op. Han tog
uvilkaarlig sine fra Ryggen og gik videre, men kunde
ikke lade være at holde Øie med hende . . .

Jo-o, - med det samme han gik, begyndte hun
ogsaa at gaa og naturligvis skulde hun igjen straks se
paa, hvad han havde opholdt sig ved. Ligesom han
stansede hun akkurat foran Manden, som dreiede de
tre trosseslaaede Touge, mumlede som han et kort: -
"Forestængstag", nikkede og slentrede saa fløitende vi-
dere. Naar han stansede, stansede hun; naar han gik
gik hun. Hun vaggede og ludede med Skuldrene og lod
Armene hænge paa Matrosmanér. Uagtet al sin Over-
legenhed kunde han ikke lade være af og til at kige
og se tilbage paa hende, og nu fandt hun paa at stikke
Tungen i Siden af Kinden, saa at det saa ud som en
stor Skraa. Saa stod hun stille med Benene plantede
fra hinanden, saa betænksom ret ud og spyttede.

Folkenes Fnisen og den lystige klare Latter, hvormed
hun med ét sprang sin Vej forbi ham over Plankerne,
ærgrede og krænkede ham ind i Sjælen.

Havde Kjelsberg bare havt en Dattersøn istedetfor den
rødhaarede Datterdatter, - han skulde betalt ham det!

I de næste Par Uger mødte hun ham paa en anden
Maade. Hun spurgte ham impertinent, om han havde
Lov fra Skolen den Dag. Havde der bare været et an-
det Takkelloft at ty til; hun gik der som en Formør-
kelse paa Glæden.

SIDE: 72

Bernts Liv ombord de otte Maaneder af Aaret mel-
lem lutter Sjøfolk havde sin gode naturlige Part i dette
hans Voksenmands Væsen. Men i Vintermaanederne
hjemme blev det ikke blot Polly, hvem det gav Anled-
ning til Kritik. Paa Skolen var der hundrede Næver,
som var lystne efter at banke ud Ujevnhederne og en
Række Erfaringer havde tilslut lært ham ikke for let
at optage enhver Anleldning til Fornærmelse, men hel-
ler i det længste se til at manøvrere sig fra Sammen-
stød.

Det var en Lørdags Eftermiddag ude i Februar. Man
havde fri af Skolerne, og Legepladsen paa Isen omkring
Skibene vrimlede sort af Forstadsgutter og Piger. Paa
Skøiter og Kjelker kom de staaende og agende ned paa
Isen helt ovenfra Kjelsbergs Reberbane. Der var en
Hujen og Skrigen, saa man ikke kunde høre sin egen
Stemme.

Da Bernt kom, hørte han ikke desto mindre meget
godt, at én raabte oppe fra et Fartøi, som Gutterne
netop lavede sig til at entre og forsvare: . . . "Se der
kommer Rutlandsrotten!"

Det var ikke værdt at tage sig det nær, det var
vante Sager; han gav sig ind i Legen og fik derunder
døie Øgenavne som: "- Æblesækken! . . . Bavianen!
. . . Fragtemadamen!" . . .

Det var først, da de kom til Rutland og en raabte:
"Hei Gutter, ombord i Madam Kristensen!" at han be-
gyndte at blive noget hed om Ørene og i Øieblikkets
Opbrusning langede ud efter den nærmeste, som hui-
ede. Han vandt imidlertid straks sin Koldblodighed til-
bage. De var for mange, og han havde intet andet at
gjøre end at trække sig ud af den altfor ulige Affære.

Man huiede og hylede jo igjen bagom ham, idet han
gik; men Bernt lod sig ikke anfægte, han vidste, hvad
han gjorde og gik langsomt uden at skynde sig. Polly
Kjelsberg og endel andre Smaapiger stod med deres
Kjelker lige ved og betragtede Tilbagetoget. Da han
kom forbi dem, sagde Polly:

SIDE: 73

"- Gaa hjem og sladdre Du, Bernt! - saa faar Du
Kage af din Mor og Bank af din Far."

Der var det, som kunde være formeget ogsaa for
Bernt. Ligesaa sindigt overlagt, som han havde lagt
Kursen den ene Vei, lagde han den nu den anden; han
vendte langsomt tilbage til Rutland, og kløv ombord i
den.

Der blev et Hyl. Rutland skulde entres. Bavianen
skulde bankes . . . skulde svinebindes og tampes . . .
nyse rødt . . . kjøres paa Ho'det ned i Lasten og bruges
til at stoppe Lækagen i det gamle Traug! . . . Nogle be-
gyndte at synge og pibe og hyle og huie paa en Spotte-
vise:

"De Knober har paa Brasen, og med sin gisne Boug,
hun drikker som et Asen og seiler som et Traug!

Og Skuden er en Træsko, og Skipperen en Fant,
og Kosten Grød og Nakker med lidt Erter ind iblandt.

De pumper hvert et Etmaal saalangt, som de skal frem,
de Pumper sig til Østersjøen og pumper hjem igjen."

Som de sang paa de sidste Ord, vankede den første
Næsestyver over Rælingen. Det var Bernt, som benyt-
tede sin fordelagtige Stilling indenfor til at tvinge én
til at slippe Taget. Nok en Gang var han heldig i at
slaa fra sig; hans Modstander drog sig væk, men der
kom flere ind paa Dækket, og Bernts Ansigt havde al-
lerede faaet prøve mere end én Næve, da han saa en
frygtet ældre Gut, en stor, stærk Rækel, komme klatt-
rende ind over Rælingen.

"Bi bare!" - raabte han - "jeg skal gi'e Rutlands-
rotten, saa det ikke skal kvække mere i den!"

Det var snart blevet Bernt klart, at Partiet var for
ulige, og ligeoverfor den kjendte Adolf Adolfsen var det
ligefrem umuligt. Bernt greb en Træklams, som laa
paa Dækket, og kylede den lige imod ham med den
Følge, at lange Adolfsen tumlede ned fra Skibssiden.
Det var kun Galgenfrist og Signalet til et Hævnens Hyl

SIDE: 74

rundt om. Bernt havde brugt Haandvaaben! Der opstod
pludselig en Taushed, medens Adolf Adolfsen igjen
klattrede op ad Røstet; - man ventede Eksekutionen.
Bernt fik et Slag over Øiet, som lod ham se sine For-
ældres Skib i hundrede Kulører, og lige efter begyndte
Forfølgningen henover Dækket, Bernt foran og den an-
den bagefter.

Nede fra Isen stod Polly paa sin Kjelke og saa,
hvorledes Bernt tilslut løb op langs Rælingen. Han var
aldeles blodig i Ansigtet, medens den lange rasende
Seilmagergut var efter ham og af og til traf ham i
Hoved og Nakke. Med ét vendte Bernt sig og satte
med Hovedet foran lige ind paa sin Modstander, saa
at de begge tumlede overbord og ned paa Isen. Der
blev Seilmagergutten liggende og skrige og slaa Bernt i
Hovedet, medens denne laa uden en Lyd oven paa
ham:

"- Slip eller jeg slaar Dig ihjel!"

Intet Svar.

"Slip, hører Du!" - Adolfsen slog og slog.

Men Polly Kjelsberg havde faaet nok; hun havde
set Bernts hvide Ansigt, da han satte ind paa Seilma-
gergutten, og hun løb nu af alle Kræfter skrigende op
i Gaden til Kristensens og raabte ind i Kjøkkenet:

"Hjælp! Dolfen dræber Bernt dernede paa Isen."

Madam Kristensen stod just og brændte Kaffe. Hun
skjød Brænderen hen i Skorstenen, og uden at give sig
Tid til at tage det store hvide Livforklæde af sig, var
hun nede i Trappen, da hun rolig vendte sig og spurgte
Polly:

"- Hvilken Is . . . hvor, Barn?"

"Nedenfor . . . vort . . . Takkelloft . . . ved Rutland"
. . . svarede Polly aandeløst og vilde forbi hende. "Men
kan De ikke løbe, Madam Kristensen?"

Det var neppe sagt, før hun fik Syn for, hvordan
Madam Kristensen kunde bruge Benene; - hun var i
et Nu som forsvunden helt nede i Gaden; der var ikke
Tale om for Polly at følge.

Da Madam Kristensens flagrende Skikkelse saaes

SIDE: 75

oppe i Bakken, blev Isen med ét som feiet ren for Gut-
ter. Den lange Seilmagergut drog sig undaf op mellem
Nøstene, medens en af Folkene, som var ilet til oppe fra
Kjelsbergs Loft, stod og holdt paa Bernt, der var al-
deles blodig og sanseløs. Han havde under Slagene
ligget og bidt sin Modstander i Skulderen, indtil denne
havde maattet give tabt.

"Kom hid med et Isstykke" - sagde Madam Kri-
stensen, idet hun knælte med den ene Fod og saadan
holdt Gutten op til sit Fang - "ellers besvimer han."

De bar ham hjem, medens Polly fulgte efter med
Isstykket i Forklædet.

Der var fuldt Brug baade for det og kolde Omslag.
Da han saa et Øieblik hjemme i Stuen slog Øinene op
og saa Polly, troede han sig igjen midt inde i Slags-
maalet. Mellem de sammenbidte Tænder mumlede han
atter og atter . . . "Ikke før Du gi'r Dig!"

Polly vidste godt, at det var hendes Ord som havde
foranlediget det hele. Som han laa der, skar hans hvide
Ansigt hende i Sjælen. Hun gjemte grædende sit Ho-
ved i Madam Kristensens Forklæde:

"- Det er min Skyld . . . altsammen!" - hulkede hun
stødvis.

Ude i Kjøkkenet, hvor Madam Kristensen byttede
vaade Omslag til Bernt, fik hun lidt efter lidt ud, hvad
der var passeret; hendes Ansigt antog derunder et ro-
ligt, haardt Udtryk, medens hun samtidig var næsten
øm venlig mod Polly.

"Og saa kaldte de ham" . . . hulkede Polly.

"Aa sig det kun!"

"Potetskrælleren og . . ."

"Nu?"

" . . . og . . ."

"Nu."

"Fragtemadamen!"

"Saa."

". . . Og saa raabte de . . . "Hei Gutter! ombord i
Madam Kristensen . . . Hun maa pumpes hveranden
Dag! . . . hun har . . ."

SIDE: 76

"Nu sig det kun, Barn! - Du kan vel tænke, jeg
ikke bryder mig om, hvad saadanne Smaagutter siger."

". . . Hun har Navnet i Agterspeilet! . . . Og saa
raabte de, at . . . at . . . Konen var Kaptein ombord."

"Saa-aa, sagde de det?"

"Det var den lange Adolf Adolfsen."

"Bernt maa have bidt ham svært, Du, siden en saa
stor Gut maatte gi' sig saa ynkelig" - undslap det Ma-
damen, idet hun klappede sammen en Klud. Hendes
Bryst gik op og ned som et Hav.

Hun gav Polly Kager i Haanden, da hun gik, og til-
føiede, idet hun strøg hende over det bare Hoved:

"- Hør Polly! - For alt det jeg har set af Dig idag,
saa - faar Du nogengang rigtig Lyst paa en Skilling
til Kage, saa kom bare og bed mig . . . jeg skal lægge
en tilside hver Uge for Dig."

- Madam Kristensen sad bleg og stille, medens hun
af og til byttede vaade Lærredsklude paa sin Søn. Det
vakkre, krumnæsede Ansigt havde noget bestemt, næ-
sten truende, og hendes Øine lynte. Lidt efter be-
gyndte hun at glatte og stryge paa sit sorte Haar, det
var, som en Tanke dukkede op for hende . . . "Stakkars
Gut!" - mumlede hun - "Stakkars Gut."

Der var alt tændt Lys, da Kristensen kom hjem. Ved
at se Sønnen sidde saadan tilredt begyndte han at
brumme: "- Bare Dovenskab, siger jeg Dig, Mor! Gut-
ten gaar der og hænger og véd ikke, hvad han skal
finde paa den hele lange Eftermiddag og saa slaa's de
naturligvis!"

Men da hans Hustru saa efterhaanden fik fortalt ham,
hvor yderligt det var gaaet, begyndte han at tromme
med Fingrene paa Bordet.

"Se her, Kristensen! . . . Hul paa Hul. Gutten blev
baaret hjem, - det var Adolfsens lange Søn, som gjorde
det" - vedblev hun.

Kristensen reiste sig . . . "og han sagde, at han
skulde slaa ham, saa det ikke mere skulde kvække i
ham?" - spurgte han og gik hen og tog sin Pjekkert
paa.

SIDE: 77

"Hvad vil Du nu, Kistensen?"

"Blot hen og snakke et Ord med Adolfsen . . . baade
Far og Søn! Han sagde, at han skulde slaa, saa det
ikke mere skulde kvække i ham, nu skal vi prøve det
lidt!" - Kristensens brede koparrede Ansigt var ild-
rødt, og han vilde netop ud af Døren, da hans Hustru
kastede sig iveien for ham.

"Hvor vil Du hen? Er Du gal, Kristensen."

Kristensen vendte sig blot og stødte op Kjøkkendøren;
men Madam Kristensen mødte ham i Mørket ude i
Gangen:

"Er Du fra Forstanden? Vil Du føre os ud i Folke-
snakket. Eller tror Du, Du kommer nogen Vei paa den
Maade? Det mangler blot, at den lange Slagsbror skal
faa Ret paa os, og Folk faa det at sige, at Kristensen
har brudt ind hos dem. Jeg skal nok ved Leilighed
snakke med den Adolfsen; han skal ikke blive glemt,
det lover jeg Dig. Lad mig hjælpe Dig af med Pjek-
kerten. Og saa lader vi ikke Gutten mærke noget; han
pines af det. Men ser Du," - hendes Stemme var ble-
vet hviskende - "det er bare, fordi Bernt ikke er som
de andre, at han faar lide dette! Lad os saa heller se
til at skaffe ham Venner mellem Gutterne. Jeg har
netop siddet og tænkt paa, hvordan det bedst skal gjø-
res. Gaa nu ind, saa skal jeg stoppe Piben for Dig, saa
røger Du, mens jeg faar Gutten tilsengs."

Kristensen lod ske, at Pjekkerten igjen kom af ham og
op paa Knaggen. Han gik taus ind og modtog taus den
stoppede Pibe af sin Hustru, den hun ovenikjøbet selv
tændte med en Fidibus. Men medens hun var inde hos
Bernt, gik han hastig frem og tilbage paa Gulvet i korte
Vendinger, som han var vant paa Dækket, og dampede
store Skyer.

"Nytter ikke! . . . nytter ikke! . . . Der maa en End-
skab paa det . . . en Endskap paa det," var, hvad han
af og til mumlede.

Da hans Hustru saa kom ind, udbrød han, idet han
gav sit Ord Eftertryk med et Slag, der smekkede Sølv-
beslaget til paa Piben:

SIDE: 78

"Nytter ikke, siger jeg Dig! Gutten maa i Skole hele
Dagen. Eller ogsaa som Læregut ind paa Holst's Værft!"

"Men kjære Mand, det er jo noksaa godt, som det er."

"Du mener kanske, han skulde gaa saadan og hænge
og slænge sig frem til Matros. Nei nu kan Du vælge
. . . Skolen eller Værftet! og saa skal han over til Eng-
land og blive Skibsbygmester, der har Du Bestem-
melsen! Jeg har talt med Berg i Skipperklubben, som
har ladet sin Søn gaa den Vei. Det koster noget Penge.
De skal faa springe. Men Sjømand blir han ikke, Mor!"

"Jeg tænker, vi er to om Gutten, Kristensen!" Hun
yttrede ikke mere, men gav sig under en lummer Stil-
hed ifærd med at duge paa Aftensbordet.

"Du har forgabet Dig i Sjøen, Mor! Du har bare set
Skikkeligheden der. Men jeg har set syge Folk tampes
op efter Riggen, mens den var saa fuld af Is, at de
frøs væk Hænderne i den og faldt ned paa Dækket! Det
var ombord i en Yankee, og jeg har baade hørt om og
set Skibsgutter pinte og mishandlede, til Sjælen ikke
mere aarkede at hænge i deres Krop!"

"Vi fik vel se os for, hvilken Skipper vi sendte Gut-
ten ud med. Vi er kjendte Folk, Kristensen, - saa
for det er der ingen Fare!"

"Skolen eller Værftet, Gjertrud!" - udbrød hendes
Mand med hævet Stemme og lod sin svære Næve falde
temmelig eftertrykkelig paa hendes Valnøddetræs Sy-
skrin.

Madam Kristensen indsaa, at denne Aften ikke var
beleilig for et endeligt Slag om den Sag. Blev Bernt
sat ind paa Værftet, vilde han ikke kunne følge med
dem, naar Rutland til Vaaren igjen skulde ud; medens
han altid maatte kunne tages ud af Skolen igjen. Hun
svarede resigneret, skjønt ikke venlig:

"- Ja ja, Kristensen! - saa faar det blive Skolen
. . . Men Du maa selv tage Ansvaret for det."

SIDE: 79

ONDE TUNGER

Madam Enersen, der ansaa sig for den første i Nedre-
byen, følte sig i mange Maader trykket af Madam Kri-
stensens mægtige Tilværelse. Madam Kristensen lagde
ikke Skjul paa sin Mening, men sagde ligefrem, at hun
ansaa Madam Enersen for en ondskabsfuld og sladder-
agtig Pyntedukke; og Madam Enersen begyndte paa sin
Side altid forsigtigen Kritiken med, at der vist var saa
meget at sætte Pris paa hos Madam Kristensen; men -
og saa blev hun veltalende!

Det var den Bombasins Kjole og saa, at Byfogden
havde set indom hos Kristensens i Julen, der bragte
Skaalen til at rinde over. Naar Madam Kristensen
sagde noget, syntes han jo, det var det rene Guld. Vei-
ten deroppe i Bakken hos Kristensens blev grøftet af
Kommunen, bare fordi hun havde snakket med By-
fogden om det, og ligedan med den nye Lygte! . . .
Høker Røed var mulkteret for gammel Vægt! For Ma-
dam Kristensen var nok ikke ret mange sikkre! Og
hvor skammelig havde hun ikke faret frem mod Adolf-
sens Søn! gaaet lige op til Seilmager Thune og beret-
tet Sagen, saa at Gutten holdt paa at komme ud af Læ-
ren. Aa, hun var saa hul! . . . Nu havde hun ovenikjø-
bet faaet Gutterne for sig og givet dem Lov til at bruge
Skibsbaaden. Det var en ren Lettelse for hele Nedre-
byen, naar det engang blev Vaar, saa hun kunde seile
af igjen.

Der begyndte at sættes ondskabsfulde Rygter ud om,
hvorledes Kristensen var blevet rig; - "ja for han
var meget rigere, end nogen drømte om, og bedrog
Skatteligningen paa det skammeligste! Det var gaaet
saa til, at han for ti femten Aar siden havde været
under Forhør for at have sat gamle Rutland paa; men
han havde baaret sig saa fint og fult ad, at ingen
kunde fange ham. Han havde først opmalet og opfif-
fet Skuden over i England eller Holland og ladet den
assurere . . .

SIDE: 80

Enersens havde hørt det af Adolfsens, og man kunde
være rolig for, at de Folk vidste Besked; - de saa nok
Kristensens paa Fingrene."

De eneste i hele Byen, som var uvidende om al denne
Snak og Tale var Kristensens. Madam Enersen og an-
dre, som var i høieste Grad forbausede over, at de
turde vise sig paa Gaden og ikke heller krøb ind i et
Musehul, var nemlig op i deres Ansigt Høfligheden og
Forekommenheden selv. Kristensen var nu engang ikke
den Mand, som det gik an at sige noget til, og Madam
Kristensen, - ja Madam Kristensen! - hun burde jo
paa en eller anden Maade faa Sandheden at vide saa
offentligt, at hun ikke længer turde spille den uvidende.
Stakkar, nu efter dette maatte man virkelig synes Synd
i hende! Hun kunde ikke for, at hun var gift med en
Forbryder. Naar hun bare selv havde vidst, hvor daar-
ligt hendes store Væsen nu tog sig ud . . .

Det, som tjente til at give Vand paa Rygtets Mølle,
var, at Kristensen en Aften oppe i Skipperklubben un-
der en Diskussion om Assurance meget afgjort havde
erklæret, at han for sit Vedkommende aldrig vilde as-
surere hverken løst eller fast . . . "Brændte Huset, kom
man under Mistanke for at have sat Ild paa det, og
sank Skuden, havde man vel bundhugget den! Der
kunde ingen se langt under Vandet, hvad der var gjort
ved den; men Pengene, som man fik udbetalt over
Vandet, - paa dem saa alle! Man kunde være glad til,
om man ikke ogsaa fik Øvrigheden paa sig og kom paa
Slaveriet."

Det var umuligt at forklare saadant uden af en ond
Samvittighed. Og der blev siden aldrig talt om Assu-
rance, naar Kristensen var tilstede.

Det var først i den store Begravelse efter Lodsolder-
mand Haagensen, at Kristensen følte sig tilsidesat. Efter
sit Forhold til den Afdøde havde han ventet at være en
af de Skippere, som skulde bære Kisten ind i Kirken;
men der var sørget for at faa Tallet fuldt uden ham.
Naa, - der var inget at gjøre ved det! - han agtede
ikke derfor at svigte Manden paa den sidste Gang og

SIDE: 81

lod hellerikke Enken mærke med saa meget som en
Mine, at han kunde have Grund til at være fornærmet.
Hun indsaa nok selv, at hun havde noget paa Samvit-
tigheden, thi hun var temmelig sky og undvigende, da
han længe og stum stod og rystede hende i Haanden.

Inde i Sørgehuset gik det galant til med Portvin,
Sherry og Taarnkage opdækket igjennem to Værelser,
der var fyldt af Byens Autoriteter, Kjøbmænd, Skibs-
kapteiner og bedste Mænd, medens endel af Følget
maatte staa nedefter Trappen eller vente i Sneen nede
paa Gaden, til der blev gjort mere Plads og dækket et
Langbord i Gangen.

Man rørte meget sedat ved Glassene og drak stil-
færdigt med hverandre. Enkens heldige Formuesom-
stændigheder blev hviskende drøftet, den Afdødes Liv
og Dygtighed rost, det, som man kunde havt at sige
paa ham, undskyldt, og Gisninger anstillet om, hvem
der skulde blive Lodsoldermand efter ham. Ansigterne
blev under dette alt rødere, Luften varmere og Ru-
derne duggede. Byfogden drak med enkelte, men gik
forbi Kristensen, hvem han ellers altid hilsede paa; han
maatte ikke have set ham! I sit Hjerte var Kristensen
langtfra vis paa dette, og han slugte den lille Ærgrelse
i et Glas Portvin med Naboen. Doktoren derimod baade
hilsede og drak med ham og spurgte efter hans Hustru
. . . "Ekstra Kone De har, Kristensen!"

Tungebaandene var nu løst og Samtalen i livlig
Gang rundt om. Bagom sig hørte han en Passiar, som
han ikke kunde lade være at lytte til:

". . . Og Søretssagen over Prøiseren derude i Skjæ-
rene er berammet til Tirsdag?"

"Byfogden sagde saa."

"Er Jakobsen opnævnt til Meddomsmand?"

"Javel! Jeg skal sige Dem, at den anden er Skipper
Sørvig . . ."

"Saa? . . . Er Kristensen forbigaaet?"

"Ja der sker underlige Ting om Dagen. Det dreier
sig om Havarisvig derude, siger de . . ."

SIDE: 82

De fik idetsamme Øie paa den, de talte om, og holdt
inde.

Kristensen lod, som han intet havde hørt; men, at
han var rød i Ansigtet, skyldtes ikke blot Vinen. Byfog-
den havde virkelig forbigaaet ham og hellerikke hilset!
Han tænkte ikke paa Lodsoldermanden under hele Be-
gravelsen, kun paa, at han var forbigaaet, og hvad der
kunde være iveien, heller ikke var han istand til at
følge Talen ved Graven.

Da han kom hjem, var han mod Sædvane efter et
Lag ordknap og grætten, og hans Hustru fik ikke tre
Ord ud af ham om hele Høitideligheden, ikke engang
saameget som en Hilsen fra Enken.

"For et Humør Kristensen var i!"

Og ikke bedre blev det de følgende Dage! Madam
Kristensen havde aldrig set sin Mand saadan før.
Hjemme i Huset taalte han ikke saa meget som en
Modsigelse, og baade Torsdag og Lørdagaften sad han
mørk hjemme istedetfor at gaa i Skipperklubben. Hun
forstod, at der var noget iveien, og gjorde sig saa tynd
og myg som en Vidie for at faa det ud af ham.

Endelig en Aften slap det frem, at han troede, at no-
gen havde bagtalt ham hos Byfogden, og at han var
bleven forbigaaet som Medlem af Søretten.

"Og det gaar Du alene og skuler med, Kristensen?
. . . Forbigaaet os, siger Du?" Hun reiste sig og satte
Hænderne i Siden. - "Og det har Byfogden gjort . . .
mod os? Saa saa . . . Saa saa . . . mod os!" - Hun gik
hastig et Par Gange over Gulvet og stansede saa foran
sin Mand. "Saadant skal Du lade, som Du aldrig mær-
ker, Kristensen! Gaa Du din Vei som en retskaffen
Mand, og lad saa de andre gaa sin. Overlad bare til
mig at finde ud, hvad det kan være!"

. . . Men hvad kunde det være? . . .

Madam Kristensen tænkte paa dette hele Natten, ind-
til hun tilslut saa Madam Enersens Ansigt som et Por-
træt for sig i Mørket.

"Kjære Kristensen," sagde hun den næste Morgen
omsorgsfuld, "Du tænker da ikke paa at gaa ud i Mor-

SIDE: 83

genkulden uden din Kaffe? Jeg har sat den inde paa
Ovnen til Dig og varmet Hvedeboller." Hun bragte ham
begge Dele. - "Ser Du, jo mere jeg tænker paa det,
desmere skjønner jeg, at Du ikke skal bryde Dig det
ringeste om alt Snakket. Bare ind af det ene Øre og
ud af det andet. Der er jo bestandig noget i et saadant
Sladderhul; men det kan sandelig godt være, at dette
her er aldeles ingenting. Du kan saa trygt lade være at
tænke paa det, Kristensen! - jeg skal nok tage rede
paa det. Bi nu, saa skal jeg børste Frakken lidt . . .
Og saa lover Du mig, at Du vogter Dig for at staa for
længe vaad paa Isen dernede; der er Vand over den,
siger de." Med de sidste Ord fulgte hun ham ud og
lukkede Gangdøren efter ham.

Hun flyttede Geranien tilside i Stuevinduet og saa
ud. Hendes Mand gik ned ad Gaden, men hilsede tem-
melig kontant og kort paa dem, han mødte, først Hø-
ker Røed og saa længere nede Skipper Fossum. De
vendte sig begge hastig og saa efter ham.

"Hvad kunde det dog være? . . . Det er intet Under,
at det havde ledt paa ham. De kiger kanske efter os
ud af hver Rude, naar vi gaar i Byen. Naa, - til
syvende og sidst, naar vi intet har gjort, saa. Men ud
skal det!"

Madam Kristensen klædte sig paa og pyntede sig og
grundede derunder en hel Del. Det lille sorte Silkehals-
tørklæde, som hun fæstede med en Brystnaal, tog hun
af og paa gjentagne Gange, og sin Dragt mønstrede
hun for Speilet. Hun pønsede paa et passende Ærende
at gjøre sig til Byfogden. Den gamle næsten igjengro-
ede Brønd der nedenfor Bakken ved Reberbanen havde
hun jo længst havt et Øie til. Det var et Under, at
der ikke faldt et Barn i den hvert Aar. Den burde ab-
solut fyldes og lukkes! . . . Saa var det den stakkels
gamle hjælpeløse Kviste-Kari, som var bortakkorderet
af Fattigvæsenet saa høist uforsvarligt. Og ikke bedre
saa det ud med den lille Gut borte i Vestkleven, hvor
Forældrene var døde fra. Hun havde nok set dem paa
Fingrene! . . .

SIDE: 84

Hun bestemte sig dog denne Gang for Brønden og
syntes, Viseren paa Uhret flyttede sig uhyre langsomt,
indtil det led saavidt langt frem paa Formiddagen, at
hun kunde gaa derhen.

Klokken halvelleve stod hun deroppe i sin fulde Puds
og bankede paa Stuedøren, men fik den Besked, at By-
fogden havde Forretninger. Om Eftermiddagen var hun
der igjen, men mødte samme Besked og ligedan næste
Morgen. Det var ikke saadan, hun ellers var vant til
at modtages deroppe, og hun var ikke den Kone, som
ikke forstod en halvkvædet Vise: - at Byfogden havde
en Tanke om, hvad hun vilde spørge ham om, og øn-
skede at slippe for at indlade sig paa det.

Hun følte sig baade saaret og urolig ved den Be-
handling, hun havde mødt. Noget maatte det altsaa
dog være. Hun grublede og grundede.

Da Kristensen kom hjem til Middagen, lod hun sig
ikke mærke med noget, var lutter Elskværdighed og
satte selv Akeviten paa Bordet til ham, den han ellers
kun brugte at tage sig henne i Skjenken.

Madam Kristensen var baade klog og diplomatisk.
Hun havde Valget mellem flere Veie og grundede paa
den bedste. Et Øieblik var hun nær ved at gaa lige op
til Madam Enersen; der vidste hun, at hun stod ved
Kilden. Men den sødladne sledske Kone vilde nok for-
staa at lade hende gaa med en Kurv med Aal og kanske
ovenikjøbet blot faa mere at basune ud bagefter. Jo-o
det skulde blive noget for hende at fare med, naar hun
kunde fortælle, at Madam Kristensen havde været der
og gaaet paa hende for at faa vasket Smudset af sin
Mand!

Hendes Ven Takkelmesteren var en agtet Mand, som
ikke gik Krogveie. Han hørte aldrig paa Rygter. Vidste
han noget, var det heller ikke let at faa ud af ham . . .

Imidlertid, - hun havde ingen Ro paa sig; noget
maatte prøves, og om Eftermiddagen sad hun ved Kaf-
febordet hos Kjelsberg.

Der blev talt meget om Polly og næsten intet om
Bernt; den første Kop var drukket, og den anden skulde

SIDE: 85

forsynes med Fløde, da Madam Kristensen sukkede:

"- Den, som kunde gaa igjennem Verden uden at
blive bagtalt, Takkelmester!"

"Ja det var et sandt Ord, Madam Kristensen! Der
staar: "saa vi ikke bagtale eller tale ilde om vor næ-
ste, men optage alt i den bedste Mening!" Naar Doms-
basunen lyder, vil der danse Rottinger paa mangen en
Ryg for det Buds Skyld. Men Du skal ikke aabne dit
Hjerte for Bagtalerens Ord, siger . . ."

"Jeg véd ikke, hvem som siger det, Takkelmester!
men her er ialfald mange nok, som gjør det."

"Tungen er en Ild . . ."

"Javist er den det, og det en, som stikker Brand i
mangt et Hus. Men det er, naar der er Ild i Huset,
at man skulde faa se sine Venner, Takkelmester! I
dets Sted . . ."

"Altfor sandt, Madam Kristensen! . . . den onde Side
. . . den onde Side. Men forsyn Dem nu . . . De ser paa
Sukkerskaalen? Jo nu er den saamæn altid fuld; men
lige til ifjor! . . . Det var en svær Krig, jeg havde for
at faa Polly fra Sukkerskaalen, maa De tro, - mange
Prækener, - men saa faldt jeg engang paa at lægge
Salt i den. Nu faar hun akkurat to Stykker til Kaffeen,
- ikke mere! - og et til, naar hun pent beder mig om
det, og saa to, naar hun kan Forklaringen. Man kan
ikke noksom opmuntre det . . . er det ikke ogsaa Deres
Mening, Madam Kristensen?"

"Polly er en snil, god Pige, der blir ingen Sladder-
taske af hende!"

"Ja det kan De nok sige, endda hun lader Munden
løbe om løst og fast opefter Væggene og nedefter Stok-
kene. De skulde bare høre, hvor kuriøs hun kan
være . . ."

"Det er stor Forskjel paa uskyldig Snak og Ondskab,
Takkelmester!"

"Javist, javist! Verdens Ondskab er stor."

"Jeg maa oprigtig sige Dem, - ja lad mig lige saa
godt rykke ud med det, saa er det baade sagt og glemt!
Min Mand har jo ingen Tanke for det; men en Kone
ser bedre saadanne Ting. Det forundrede mig virke-

SIDE: 86

lig lidt, at Kristensen ikke blev budt at være mellem de
Skippere, som bar Lodsoldermanden. Dette fandt ikke
Enken paa af sig selv. Nogen har sat det i hende, hvad
det nu kan være . . ."

"Naar nogen kommer til mig med Sladder, saa siger
jeg altid: - "Lad os tale om noget andet!" Det er som
at stoppe Røg i en Sæk. I de sidste tredive Aar, jeg
har levet! . . . Ja lad mig se . . . det er en og tredive
Aar, siden jeg begyndte her i Nedrebyen. Det var,
da Bellona skulde rigges . . . har jeg aldrig spurgt efter
andet end det, som hører til mit lovlige Kald . . . nytter
ikke at se ud igjennem Blindvinduer, Madam!"

Madam Kristensen satte Koppen utaalmodig fra sig:

"- De maa vide, Kristensen er forbigaaet i Søretten,
og jeg mente nu som saa, at naar en Kone véd, at hun
og hendes Mand har rent Mel i Posen, og trøster sig til
at gaa hen til en god gammel Ven og beder ham hjælpe
sig til at faa at vide, hvad Folk siger paa dem, saa drog
den gamle Ven sig ikke undaf . . ."

"Naa, saa . . . saa" - Kjelsberg reiste sig og begyndte
at stavre paa Gulvet - "saa, det er det, De vil vide . . .
af mig? . . . Jeg fortæller aldrig Rygter . . . He he!" -
han stansede og hostede . . . "Det er, naar der er Ild
i Huset, man skal se sine Venner, sagde De? . . . He
. . . he" - han hostede igjen . . . "Det kommer saamæn
ogsaa lidt an paa, om Vennerne har Vandpøser til at
slukke med, - og saadanne gamle Historier tager in-
gen rede paa!"

"Gamle Historier . . . om Kristensen?"

"Naa ja, . . . jeg siger ikke, af hvem jeg har hørt
det; men paa mig bider aldrig sligt Sludder, - det véd
De nok, Madam! - ellers sad De ikke idag og drak
Kaffe i dette Hus. Men siden De endelig vil vide det
. . . Har ikke Kristensen for mange Aar siden etsteds
i Landet været under Forhør for at have sat et Fartøi
paa i Komplot med Andre?"

"Joo . . . det var, før vi blev gifte, . . . hos Sorenskri-
ver Nørregaard; men han blev frikjendt . . ."

"Der kommer just det Sted, hvor vi skulde havt Pø-
sen! . . . Det var Kristensens Listighed, som gjorde, at

SIDE: 87

han kunde blive frikjendt, siger de. Han havde indret-
tet og beregnet alt saa fint, at Retten ikke kunde komme
ham tillivs . . ."

"Men han blev jo frikjendt!"

"Ja-a."

"Man kan jo ikke blive mere end frikjendt!"

"Ne-i! - Derfor siger jeg, man skal ikke røre op i
saadant, men lade Verden snakke af . . ."

"Naa saa! . . . det faar han, fordi han dengang dri-
stede paa at seile det synkefærdige Fartøi over Nord-
sjøen, medens Kapteinen overgav det!"

"Snak forgaar og en retskaffen Mand bestaar! Det
kommer bare an paa at være solid rigget fra Grun-
den af, - hver Toug og Stag og Vevling i os ordentlig
slaaet og tjæret og forsynet og sat fast, saa holder Sku-
den ud i al Slingring - at sige, dersom Han selv, som
bor ovenfor Stormen, ikke gi'r sig til at kappe; - for
da . . ."

Madam Kristensen havde vendt Kaffekopperne og lagt
Theskeen ovenpaa. Hun reiste sig og tog Kastesjalet,
som hang paa Stoleryggen, over sig:

"- Ja - ja, Takkelmester! Enhver skal vel have sit
Kors, og De skal som god Ven have min Tak. Men
nogen Mening faar der være i hver Ting, - og at en
Mand skal lide, fordi han er frikjendt, har jeg aldrig
hørt før! . . ."

Hun stansede og vendte sig mod Takkelmesteren, som
fulgte hende til Døren; hun havde blanke Øine og sagde
undertrykt bevæget: - "Jeg siger ikke et Ord til Kri-
stensen! Han har det med at gruble og tage det tungt,
skal jeg, sige Dem!"

Hvad Madam Kristensen tænkte og mente, var ikke
godt at vide og mindst vidste hendes Mand det. Han
forstod næsten ikke, hvad der gik af hende saa om-
hyggelig stellede hun om ham; han havde ikke siden de
første Hvedebrødsdage set hende saa paafærde for sig.

Men naar han var borte, saa det anderledes ud. Da
kunde hun gaa urolig om ud og ind fra Stuen til Kjøk-

SIDE: 88

kenet og tilbage igjen, mangengang hele Tiden med den
samme Tallerken eller Kop i Haanden, eller hun blev
siddende og tænke og gruble. Huset var blevet ligesom
saa tomt. Hun maatte noget foretage sig, - noget
klækkeligt, som hun kunde bruge et Par ordentlige
Arme paa . . .

En Morgen havde hun sat Storvask i Gang baade for
Huset og det, som hørte til Rutland, endda saa tidligt
det var paa Vaaren. En Leiepige havde hun i Brygger-
huset, og selv stod hun i Kjøkkenet med Armene be-
gravet i Sæbeskum over den finere Vask.

Det gik paa med Kraft og uafbrudt. En Hoben vasket
Tøi stablede sig op ved Siden af hende. Men henimod
Middagen, da der kunde være Tanke om, at Kristen-
sen vendte hjem igjen, stillede hun Baljen paa en Stol
henne ved Vinduet, saa at hun kunde se ned ad Gaden.
Hun fulgte og veiede i Tanken enhver, som gik ned-
over, og stod lange Tider stille i Spænding paa, om
Kristensen kanske kunde komme til at møde ham, og
hvad der da kunde falde for Samtale . . .

"Rutland maatte tidligst mulig ud iaar, - det var
klart, Kristensen maatte fra dette . . ."

HVORLEDES MADAMEN MAATTE KAPPE FOR BERNT

Skipperklubben begyndte at blive mindre besøgt.
Gamle Toldkasserer Rasbeck, som altid talte om "atten
hundrede og fjorten" og af og til benaadede Klubben
med sin Nærværelse, fandt færre og færre Tilhørere
for sine Bedrifter fra dengang, han var Maanedsløit-
nant, og ligesaa Stener Berg for alle sine uendelige
Smuglerhistorier. Kapteiner og Styrmænd fik andet at
gjøre.

Det led mod Vaarsmeltningen, da Isen gik op, og
Skibene igjen skulde ud. Gutterne stagede sig frem paa
Isstykker ved Bryggerne eller stak efter Korstrold og
Krabber. Gaderne begyndte at fyldes med Matroser, der

SIDE: 89

søgte Hyre, og ude paa Havnen var der fuld Virksom-
hed og travelt Liv: Klinken og Hamren, Tjærebreden
og Driven baade paa Isen og Beddingerne, hvor Far-
tøierne kjølhaledes.

Ogsaa Rutland laa med Beggryden under Skissiden
og blev drevet og stoffet, og baade Anders Kok og Nils
Kobbervig havde alt indgaaet i fuld Hyre og Arbeide.
Den første boede to Mile fra Byen i Tømmervigen, hvor
han var gift og havde Reden fuld og Vinterarbeide
baade for sig og sin Hustru, medens Nils Kobbervig
boede lige ved Havnen oppe i Smedbakken. Han var
Pebersvend og Ungkarl.

Begge ansaa de sig egentlig som Tilbehør til Rutland,
begge ærede de Kristensen og Madam Kristensen, og
begge var de under Kalfatringen hvert Aar enstem-
mige i at beundre, hvilket mageløst Material gamle
Rutland var gjort af oprindeligt, endda det stadig fore-
kom, at de maatte digte og spundse Steder, som var
saa morskne, at de kunde plukke og pille Raaddenhe-
den ud af Planken med Fingrene. Bernt var saa ofte,
som blot gjørligt, dernede og deltog høist interesseret i
alle de Undersøgelser og Formodninger om Sammen-
hængen med sine Forældres Fartøi. Det havde altid
noget vist pirrende mystisk ved sig; thi, hvorfor Rut-
land overhovedet hang sammen, turde vanskelig nogen
i Tømmervirket mere indgaaende uddannet Skibsbyg-
mester kunnet bevise; - det var disse nok, at det var
"gamle Rutland", saa maatte det vel hænge sammen
paa et eller andet Vis.

Der var desuden saa mange Slags Sammenhænge
med det Fartøi. En Mand i Staværn, som engang for-
længst havde været Styrmand paa Rutland, havde for-
talt Anders Kok, at han havde hørt før sig, at der i
Kjølen eller Stevnetræerne etsteds skulde ligge en
Sølvpokal, som var indfældet der, da Rutland gik af
Stabelen, og at der var spaaet, at Fartøiet skulde blive
hundrede Aar.

- At Rutland iaar var mellem de allertidligste, der
udriggedes, skyldtes Madam Kristensen, der havde faaet

SIDE: 90

en brændende Il paa sig. Hun havde givet Kristensen
en Mængde Grunde. Hun havde undret sig over det
stærke Tøveir, talt baade om Trækfuglene og tidlig
Vaar og noksom lagt Vægt paa, at de maatte se til at
gjøre Aaret langt og tjene ind de fire hundrede Daler,
de havde givet ud ekstra ifjor. Han var imidlertid ikke
let at rokke ud over det vanemæssige.

Det var næsten en hel Maaned tidligere end ellers,
da hun en Dag sendte Bud op i Smedbakken til Nils
Kobbervig.

Han indfandt sig og skubbede sig med Huen i Haan-
den indom Stuedøren, hvor han stillede sig op i hele
sin Længde.

"Der, drik en Dram, Nils! . . . Iaar tænker Kristen-
sen paa at gaa ud tidlig."

"Ja vel, Madam!"

Hør, Nils! Mener Du ikke, Du kunde saa smaat for-
høre efter et Par paalidelige Folk, saa vi har dem itide.
Kristensen har saa meget at tage vare."

Nils begyndte at skutte sin Ryg høiere op ad Døren.

"Véd Du af nogen?"

"Jeg har saa smaat talt med Martin Olsen borte i
Renden, som Madamen nok kjender, - stærk som et
Fjeld til at staa ved Sjauen og ellers villig nok."

"Saa? - han? Men er han sikker? drikker han ikke?"

"Sandt at sige, var det Konen, som bad mig lægge et
Ord ind hos Madamen, for hun véd, at Madamen passer
Kontrabogen. Naar han blot ikke kommer iland, hvor han
er kjendt, er alt godt og vel; det er Kammeraterne . . ."

"Kristensen skal nok passe Landloven. Ja, Du for-
staar, Nils! at jeg ikke kan love hende noget. Alt kom-
mer an paa ham; det er ham, som raader."

"Javel! - men naar Madamen bare vil lægge et Ord
ind, saa tænker jeg nok . . ."

"Det kommer an paa det, Nils! Kristensen er saa
streng, véd Du."

"Javel . . . men . . ."

"Han er ikke til at bøie, naar han først vil noget,
véd Du."

SIDE: 91

"Javel! men naar Madamen . . ."

"Jeg? . . . Jeg maa nok finde mig i endnu mere end
nogen af Jer, naar han først befaler. Men det var ikke
om det, - det var den anden Mand, vi skulde have."

"Gutten, mener Madamen?"

"Gutten? Jeg tænker Bernt gjør Ret for ham som ellers."

"Skal Bernt være med? Jeg syntes, Kapteinen nævnte
om, at han skulde bli' hjemme og gaa i Skolen."

"Bernt? . . . Hvad siger Du? Saa Du har hørt Kri-
stensen sige, at . . . Nei, det raader nok jeg for. En
Mor raader over sit eneste Barn, Nils! Det er lige saa
greit, skulde jeg tro, som at han er Kaptein og raader
paa Rutland."

"Hm!" - Nils saa ud, som han holdt sin Mening for
sig selv.

"Hvorfor siger Du det?"

"Jo, for naar Madamen ikke vil kappe for Bernt,
saa . . ."

 . . . "gaar Kristensen alene ud! . . . uden mig, mener
Du?" - Hun gik en Sving henad Gulvet og stansede
derpaa brat foran ham. "Hør, Nils! det er første Gang,
jeg har hørt saa dristige Ord af din Mund! Saa, I
skulde seile afsted baade med Kristensen og Rutland
uden mig og skalte og valte, som I lystede? Jo det
blev frit Spil! Men da regner I uden Madam Kristensen."

"Jeg vil nok helst have hende med, - og Bernt og-
saa. Han er halve Hyggen."

"Det glæder mig, Nils, at Du siger det. Kristensen
kan ogsaa trænge til at have nogen Opmuntring. Men
dersom Du tror, at jeg nogengang kapper enten for
ham eller Bernt, saa er Du meget enfoldig, Nils!"

"Aa nei, hiver Madamen Spillet paa den Maade, saa
tror jeg ogsaa, at hun faar Trossen hel ind."

"Det kan Du stole paa, Nils! - Ja, saa var det den
anden Mand."

"Bergenseren er en rask Fyr og dygtig, det skal in-
gen nægte; han er her endnu."

"Rask og dygtig? Det vil sige, han har danset og
turet og slaass og ført Kommersen an i hele Vinter

SIDE: 92

baade her og nede i Tømmervigen; jeg har nok spurgt
til ham."

"Det er saa, at baade her og i England gaar der Folk
i Skokkevis, som ikke er istand til at faa Hyre, Madam,
- ligesom ifjor. Han har været baade hos mig og
Anders og spurgt, om ikke Rutland snart skulde ud
igjen, for nu var alle Pengene hans slupne op, saa han
maatte hugge Ved for Føden."

"Ja det kan jeg tænke, med et sligt Leben! Havde
jeg saa sandt kjendt hans Forældre, skulde han ikke
faat en Skilling ved Jul, før jeg havde havt Besked
fra dem."

"Han spørger saameget efter Bernt. Han syntes, det
var altid som en saadan Moro med den Gutten."

"Saa? - gjorde han det? Da skulde han ikke løiet
ham saa fuld, som han gjorde, med alle sine Historier
fra Langfarten, hils ham med det!"

"Det var af ham, Bernt lærte alle de rare Stik og
Bænd ifjor baade Engelskmand og Kjærlighedsknude
og Trompet og Buglinbænd med Rundtørn og dobbelt
Diamantknob, og hvad det var altsammen. Han kunde
være gruelig nyttig ellers ogsaa."

"Jeg siger Dig, Nils, han reiser sin Vei, saasnart han
ser sin Kans, han bli'r hos os bare for Nøden."

"Aa ja, det er en hoven Langfartsgast, deri har Ma-
damen Ret; men saa kan det vel ikke skade at holde
paa Fuglen, mens vi har den, og saa er han svær til
at snakke med Bernt."

"Ja først vil jeg nu selv tale med Bergenseren. Efter
et saadant Liv slipper han ikke ombord til os utilsnak-
ket. Hvorfor søgte han ikke hjem?"

"Aa, det kan nok have sin egen Sammenhæng . . .
Jeg tror, han engang er gaaet tilsjøs uden Lov af For-
ældrene, og saa vil han nok ikke hjem, før det er blevet
lidt mere Folk af ham. Han vil ud i Langfarten og
komme hjem som Styrmand."

"Hvor har Du det fra?"

"Jeg har hørt det af Bernt. De var ligesom saa gode
Venner de to."

SIDE: 93

"Saa - aa?"

"Men jeg vil nok ikke være ved, at jeg har fortalt
Madamen det."

"Saa saa. - Jeg kunde nok forstaa, at det var saa-
dan en løs og forladt én. Hvorfor kom han ellers ind
her paa Østlandet; her skal det ikke gaa for let med
Hyren? Men til nogen, der kan være ham lidt til For-
sorg, trænger han, siden han saa daarlig har skilt sig
fra dem, som skulde være det. Og har han ikke gjort
noget værre, end at han har gaaet tilsjøs paa egen
Lov, saa tager vi ham, Anders! Det kommer der ud af
at tvinge sit Barn. Det er noget, som en og hver kunde
lære af. Du kan komme op med ham en af Dagene,
naar jeg har talt til Kristensen, og saa beder Du An-
ders Kok holde sig parat til Ugen, som kommer."

"Ja vel, Madam!"

Da Nils Kobbervig var gaaet, stod Madam Kristensen
eftertænksom igjen. I hendes Ansigt begyndte mere
og mere at arbeide sig op en harmfuld Sky.

. . . "Saa han har virkelig sagt det . . . Det er vir-
kelig Meningen, at Bernt skal blive igjen her, - at
skille mig med Gutten! Hun nikkede kort og uveir-
bebudende. Det er paatide, vi faar afgjort den Sag,
tænker jeg." - Hun gik hastig hen mod Kjøkkendøren,
men stansede med Haanden paa Klinken:

"- Javist, - i denne Dag! Jo før des bedre."

Kristensen kom just op fra Rutland, da han under-
veis mødte Efterretningen om, at Byfogden nu ogsaa
havde forbigaaet ham til Medlem i Skjønsretten over
en dansk Kornjagt, hvorom denne dog for en Tid siden
selv havde indhentet hans kyndige Raad. Det var Ste-
ner Berg, som nede i Gaden fortalte ham, hvem der
var opnævnt, og paa vanlig høirøstet Vis forundrede
sig over den høie Øvrigheds Kyndighed, siden den
sprang over en Mand som Kristensen, der tilmed netop
førte Slup."

Ved Middagsbordet svarede han blot i Enstavelsesord
og spiste ikke videre. Han sad ganske taus, og taus gik
han fra Bordet. Hans Hustru forstod, at der var faldt

SIDE: 94

noget til, og opsatte sit Anliggende til om Aftenen. Det
var Synd at se ham sidde saadan, som om han hverken
hørte eller saa, og hun var ganske beklemt om Hjertet
og angst for, hvad det kunde være.

Hun turde ikke spørge ham ud, men trakterede ham
mod Sædvane med Eftermiddagskaffe, hvilket øiensyn-
lig mygnede ham op: thi han sagde mildt:

"Det er vel saa, Gjertrud, at jeg har det for godt
hjemme. Ude skal Skipper Kristensen nok ikke regnes
længere med, ser det ud til. Nu duer han ikke engang
til at være med at skjønne over et gammelt Jægteskrog,
som staar fuldt af Vand. Nei, - det er saa, - jeg
blev ikke mellem Skjønsmændene denne Gang heller."
- Han tog Huen og gik nedover igjen til Rutland.

Madam Kristensen havde lagt sin egen Felttogs-
plan imod hele Bagtalelsen. Det gjaldt blot at komme
ud med Rutland og dette saa betids, at ikke Kristensen
kom underveir med den grove Beskyldning, som stak
under Sladderen og al den Tilsidesættelse, han nu led.

Havde hun ikke været saa bekymret for ham, vilde
Byfogdens Færd have kogt i hende. Men med hans
nærtagende, forsvarsløse Natur nærede hun næsten en
Panik for, hvad han kunde finde paa. Hun likte ikke
at se ham sidde hensunket saadan som i Eftermiddag;
det hele kunde blive for tungt for hans Sind, - han var
istand til at blive siddende saadan ikke blot en Time
men hele sit Liv! og gruble paa den Uret, han laa un-
der for, fordi han nu engang, ikke kunde snakke for
sig og vidste, at om han gjorde det, viklede han sig
bare altid værre ind. Det var ikke godt at vide, hvorhen
hans Bitterhed og Mistro til Menneskene kunde føre
ham, - hvad det kunde ende i.

Hun gik den hele Eftermiddag kun opfyldt af at
vente paa, at han skulde komme hjem. Det varede
længe, - hun saa ud af Vinduet efter ham. Over den
graa Vinterhimmel mørknede enkelte tunge, sorte
Tøveirsskyer, halv Sne halv Regn paa Ruden.

Bernt kom hjem, fik sin Eftasværd og skyndte sig
igjen ud med Smørrebrødet endnu i Haanden. Han

SIDE: 95

maatte først en Svip, mens det endnu var lyst, ombord
i Adelsten, som de riggede ud. Siden sad han og læste
med begge Fingrene i Ørene, saa det durede.

Der kom et Brev til Kristensen. Det var forseglet med
Lak, og Budet sagde, at det bare var fra Ligningskom-
missionen; - det var vel den vanlige Opgave at ud-
fylde. Hun lagde det hen paa Kommoden og gjorde
Aftensmaden istand.

Det var sildigere end vanligt, da Kristensen slog
Sneen af sig ude i Gangen. Han havde fra Rutland
gaaet sig en ekstra Spasertur i Sludet udover Veien.
Han var rød i Ansigtet af Veiret.

"Det er ret, Mor, traktér bare! det er godt at vide,
at jeg selv har betalt Fisken, - at den ligger der paa
Talerkenen for min egen Regning. Stel Dig altid saa,
Bernt, at Du kan betale din egen Fisk, saa har Du
ingen at takke, - ingen at bukke og skrabe for, Gut!
. . . Den, som eier sin egen Skude, kan spytte til Luvart,
saa meget han selv vil."

At han gav sit Humør Luft paa den Maade, beroligede
og lettede hende øiensynlig, og da han tillige greb
Aftensmaden an med nok saa freidig Appetit, fandt
hun Anledningen god og sagde:

"- Ja det er ikke den værste Stilling at eie sit eget
Fartøi! . . . Naar vi faar arbeidet os saa langt frem
med Rutland, og Bernt kanske engang lagde sit til, saa
kunde vi opleve den Dag, da vi saa ham som Kaptein
paa sit eget Skib."

"Naa naa! Du véd jo . . ."

"Jeg vil blot, vi skal se os for. Det er ikke værdt at
lade noget ubetænkt."

"Ubetænkt? - Naa saa, ubetænkt. Ja se Du Dig
for, saa meget Du vil, Mor! Men jeg synes, vi har talt
ofte nok om dette."

"Min Mening har Du glemt at tage med. Den faar nu
vel ogsaa høres lidt paa."

Kristensen lagde Kniv og Gaffel fra sig og sagde
haardt:

"- Han skal blive anderledes oplært end sin Far.

SIDE: 96

Han har maattet slide sig frem uden Lærdom. Men
derfor sidder han ogsaa i det, som han gjør om Da-
gene." Han lod Haanden falde tungt i Bordet, saa det
klirrede. - "Det er altsammen Faavét og Vankundig-
hed, Mor! Havde jeg lært noget, laa jeg ikke her som
en halvdød Hvalfisk, som alle kan stikke i . . . Nei, lære
noget skal han! - nu véd Du min Mening."

Hun saa, at hun var kommet til at sætte ham i Op-
rør, og svarede sagtmodig:

"Da synes jeg, der er mange, som mener, Du har
Forstand, Kristensen! - ellers spurgte de Dig nok ikke
saa ofte til Raads . . . og - ja nu kan Du gaa ind
og lægge Dig, Bernt."

Der spistes videre i Taushed, medens Bernt efterkom
Opfordringen. Da de var bevne alene, sagde hun:

"Vi faar fuld Fragt fra Fredriksværn op til Krisi-
ania, om vi kan komme tidsnok ud."

"Ja, tror Du, der er noget, som holder mig fast her,
saa tager Du feil. Kom bare du Mor!"

"Jeg talte idag med Nils om Bergenseren og sagde,
at dersom Du vilde, saa hyrer vi ham. Han kommer
til Dig paa Lørdag."

"Javel!"

"Og da maa vel ogsaa Bernt tages ud af Skolen?"

"Bernt? . . . Vi har jo bestemt, at han skal holdes i
Skolen."

"Og jeg reise ud, - fra Gutten? Har Du tænkt over,
hvad Du siger der, Kristensen!"

"Tænkt over - hm . . ."

"Jeg skulde skille mig fra ham, - han være her, og
vi der. Som om vi havde nogen anden end den ene
Gutten."

"Desto forsvarligere maa vi bære os ad mod ham. Vi
maa gjøre, hvad ret er."

"Ret er? Saa Du synes, det er ret, Kristensen! - at
skille en Mor ved sit eneste Barn, som ikke har været
ude af hendes Øine, fra han blev født. Saa Du synes,
det er ret?"

"Jeg gjør det, Mor!"

SIDE: 97

 . . . "Du laver det sandelig til, saa det skal blive
Hygge ombord denne Gang. Sig mig, Kristensen, - og
tænk saa over. Vil Du have en Kone med Dig, som bare
sidder nede i Kahytten og længes efter Gutten sin? Men
saadan en Far har ikke mere Hjerte end Trævæggen.
Jeg er bange for, det blev Dig dyrt. Jeg kom ikke saa
let til at glemme Dig det, Kristensen! Ja, jeg siger Dig
det iforveien. Og saa Gutten gaaende alene her for
Lud og koldt Vand."

"Jeg er ikke den, som skal nøde Dig til at gaa med
mig."

"Er dette dit Alvor, Kristensen?"

"Sig bare et halvt Ord, Gjertrud! og Du skal faa det,
som Du vil, jeg skal ikke klage."

"Jeg troede ikke, Du var saa snar til at ville være
mig kvit."

"Jeg er led og kjed af det hele jeg, Mor! . . . skakt
og vrangt paa alle Kanter. Men saa faar én prøve i det
længste at gjøre det, som ret er. Gutten har ikke Tid
til at gjøre flere Abekatstreger ombord; han skal be-
gynde paa noget, som der er Alvor og Tag i. Du, Mor!
faar gjøre, som Du vil. Men" - han reiste sig lang-
somt fra Bordet, som vilde han sætte en Stopper for
videre Forhandling - "Sjømand skal han ikke
blive!"

Madam Kristensens Ansigt var alt andet end resig-
neret, og hun var netop i fuld Færd med at fortsætte
Kampen, da han blev va'r Brevet paa Kommoden og
tog det - "Men hvad er det? . . . Fra Ligningskom-
missionen . . ."

Han holdt det hen til Lyset og læste. Hun saa, at
hans Ansigt blev forandret, og han læste op
igjen.

"Naa saa naa! . . . Saa saa! . . . Ja, naar det kom-
mer, kommer det paa engang."

"Hvad er det, Kristensen?" Hun maatte gjentage
Spørgsmaalet et Par Gange, før han svarede.

"Læs selv. De forlanger nu min skriftlige Erklæring
for, at, hvad jeg mundtlig har opgivet til Lignings-

SIDE: 98

kommissionen om min Formue, er rigtigt. Sig mig,
hvad det skal betyde? Jeg har opgivet Rutland og to
tusind Daler og Huset."

Hun læste, overveiede et Øieblik og kastede derpaa
Brevet indigneret fra sig hen paa Bordet.

"Det skal betyde, Kristensen, at nogen er kommen
underveir med, at vi har Penge i Trondhjem." - Hun
begyndte nu paa sin Side at gaa harmfuld frem og
tilbage med Haanden i Siden; hun overveiede øieblik-
kelig, hvad der var at gjøre.

"Du gi'r naturligvis Erklæringen, Kristensen! og saa
sætter Du i den, at Du aldrig har kunnet tænke Dig, at
Du pligtede at betale Skat her for de otte hundrede
Daler, som staar i Trondhjem. Ser Du, saa maa de
ialfald skjønne, at Du har været i god Tro. Det er
endda godt, at det nu ikke er mere end otte hundrede
Daler. Havde det været det hele Tusind, vilde det set
værre ud. Nu, hvad siger Du? - Du ser, det klarer
sig."

Kristensen sad med Haanden under Kind ved Bor-
det.

"Nu hvad siger Du?"

"At jeg ikke vilde havt dette, Mor, for alle de otte
hundrede Daler, endda jeg er pengekjær."

"Men kjære Kristensen, jeg forstaar ikke, hvad der
gaar af Dig om Dagene. Du er saa nærtagende."

"Ikke skriver jeg under alle dine Snirklerier! Bent
frem opgi'r jeg det, - sætter blot otte hundrede Daler
til, saa faar de mulktere mig."

"Men Kristensen!"

"Basta, siger jeg! Du skjønner nu vel Sammenhæn-
gen. De vil have Tag paa mig."

"Ja men Du gi'r dem det jo selv. Der er jo ikke en
Skipper, som gi'r op alt hvad han eier."

"Basta, siger jeg! . . . Naa, naa . . . saa saa . . . Det
ene efter det andet! Nei" - mumlede han - "én faar
ikke undre sig for haardt over, at én ikke blir Skjøns-
mand og ikke faar bære Lodsoldermanden."

Han sad sammensunken og stirrede ned imod Gulvet.

SIDE: 99

Lysskjæret faldt hen paa hans Hoved, hvor Haaret var
begyndt at tyndes noget oppe ved Issen, og hun lagde
i dette Øieblik Mærke til, hvor graat det var blevet efter
Jul. Det var næsten mere graat end sort.

Hun stod og saa paa ham og blev med ét greben af
en Følelse af, hvor han Led, og hvor lidet denne ret-
skafne Mand dog fortjente at sidde bøiet under Folks
Foragt paa den Maade. Og endda var hun glad, fordi
han ikke kjendte det værste.

"Kristensen! . . ."

Han svarede ikke, - hørte ikke paa hende . . .

Hun lagde den ene Haand paa Stoleryggen og med
den anden strøg hun over hans Hoved . . .

"Hør Kristensen! - Jeg tror nok, Du kan have Ret
med Bernt. Vi to skal nok faa det godt, bare vi kom-
mer sammen alene for os ombord i Rutland igjen."

Det var Lørdags Eftermiddag, da Polly Kjelsberg i
Styggeveiret sprang op af Trappen til Madam Kristen-
sen, drevet af en Tanke om, at der skulde komme den
belovede Kage ud af Besøget. Hun stansede i Gangen
ved at høre Bernt hulke inde i Kjøkkenet. Det maatte
være noget mer end almindeligt; thi hun saa gjennem
den halvaabne Dør, at han begrov Ansigtet i Hænderne
mod Kjøkkenbænken, og hele Kroppen rørte sig kramp-
agtigt . . .

"Hvad er det, Bernt?"

Han saa paa hende og søgte at fatte sig.

"Har din Far . . . slaat Dig? . . ."

Han saa blot stolt afvisende paa hende; men, da
han følte, at her tiltrængtes en Forklaring for at blive
troet, sagde han med afbrudt Stemme:

"- Jeg faar ikke Lov til at være med Rutland iaar.
Jeg skal blive igjen her paa Skolen, - krybe op paa
Bænken sammen med alle disse Krabberne . . . hele
Sommeren . . . hele Aaret igjennem! Men jeg skal ikke
læse et Støv! . . . bare slaas." Han knyttede Næven

SIDE: 100

mod Kjøkkenbænken, saa Polly rigtig kunde indse,
hvad der skulde komme.

"Aa bryd Dig ikke om det, Du Bernt! . . . Vi skal ha'
det saa morsomt sammen. Kom bare op paa Takkel-
loftet til os, Du, saa skal Du se, hvad vi skal finde
paa. Nei, saa Du skal blive hjemme?" - Polly havde
øiensynlig en stik modsat Opfatning af Faktum; hun
saa det høist glad og fornøiet an. "Og hvad bryr Du
Dig om Skolen? Den skal vi nok passe . . ."

"Hør Polly! Tror Du, det gik an, at jeg kunde komme
op paa Takkelloftet saadan en Stund om Dagen og
være der ligesom en anden Lærling. Tror Du, Du
kunde faa din Bedstefar til at gaa ind paa det?"

"Bedstefar? jeg faar ham til, hvad jeg vil."

"Vil Du prøve paa det, Polly?"

"Stol Du bare paa mig! Er din Mor inde?"

"Ja."

Polly smuttede ind af Stuedøren, medens Bernt sad
noget trøstet med sit forgrædte Ansigt og grublede. Det
som om muligt satte Overmaalet paa Bitterheden var,
at Bergenseren netop var bleven hyret i Middagstiden,
lige før han selv havde faaet at vide, at han ikke
skulde være med.

"Hør nu, Polly!" sagde Madam Kristensen derinde;
hun gav hende den Dag to Peberkager, én til at spise
straks, og én til at tage med sig hjem i Lommen, -
"Du talte jo med Bernt ude i Kjøkkenet?"

"Ja han græd."

"Du kan tro, det er Synd i ham, Polly! Han faar
ikke være med os, og nu skal han bli' her og gaa i
Skolen."

Polly rystede samstemmende paa Hovedet.

"Ellers kunde han havt fri fra nu af og til Jul!" -
sagde hun.

"Ser Du, Polly! - bare ikke Gutterne blir slemme
mod ham igjen. Han forstaar saa lidt at passe sig for
dem, og naar hans Forældre er borte, saa har han
ingen, som hjælper sig paa nogen Kant."

"Aa jo, Madam Kristensen! Dersom nogen bare saa-

SIDE: 101

meget som rører ved Bernt, skal jeg sætte saamange
Gutter paa dem, baade de nedenfor os og oppe i Smed-
bakken og ved Reberbanen, at de nok skal faa . . ."

"Men, Polly!" hun klappede hende paa Kinden -
"saa skal Du ikke sige til Bernt, at jeg har bedt Dig
saadan om at passe paa ham. Naar vi to tales ved til
Jul igjen, maa Du fortælle mig alt, hvordan det er
gaaet. Vi kommer nok en Tur til Holland, og da skal
jeg kjøbe en stor hollandsk Peberkage med Sucat i til Dig.
Den er saa stor som saa. Men hvad sagde han til Dig
ellers derude i Kjøkkenet, Polly! - var han meget
bedrøvet?"

"Han sagde ingenting . . . andet end, at naar han
læste saa flittig paa Skolen, saa vilde han gjerne faa
Lov til at være oppe paa Takkelloftet hos os en Stund
om Dagen og lære. Og naar Bedstefar fik vide, at hans
Mor vilde det, saa skulde jeg faa ham til det som
ingenting."

"Saa, - hør Polly! hvor er din Bedstefar nu?"

"Ude paa Adelsten og rigger. Han kommer først
hjem Klokken syv."

"I dette Fog og Styggeveir!" - Madam Kristensen
betænkte sig lidt. Klokken syv var den Aftenstid, da
ogsaa Kristensen kom hjem. Hun aabnede Døren til
Kjøkkenet:

"Hør Bernt! Adelsten ligger jo bag Skibsværftet. Du
faar følge med mig ombord; jeg har noget at tale med
Takkelmesteren om."

Hun tog Kaabe og Paraply og gik med sin Søn op
ad Gaden Veien over Kleven til Hovedhavnen.

Kjelsberg var af hine gamle Riggere eller Mester-
baadsmænd, der levede og døde for sit Kald. Hele Ver-
den var i hans Øine ikke andet end et Fartøi, som
Vorherre holdt paa at rigge ud for "hinsides". Han
brugte at rigge i al Slags Veir. Krogrygget, som han
var, stod han og stødte Stokken i Dækket og komman-
derede med store Lovaatter paa, naar det var koldt eller
Slud, idet han for de umedgjørlige Bens Skyld sjelden
rørte sig af Flekken, og han mere aad end tyggede

SIDE: 102

Tobak. Arbeidet gik nu i disse Dage fra Morgenen til
det blev mørkt. Han var knap hjemme om Middagen,
og synderlig Madro fik nok hellerikke hans Folk.

Da Madam Kristensen kom ombord, var han netop
midt i en vild Skjændepræken, men vendte sig galant:

"Hvad staar til Tjeneste, Madam?"

"Jeg véd nok, at Takkelmesteren har travlt og ikke
tør hæftes," sagde hun, "og jeg kom ikke ombord her
og forstyrrede, dersom det ikke var den Omstændighed,
at Rutland skal reise i næste Uge."

"Ja saa, Madam! . . . nei det er ikke Deres Skik at
hæfte Deres næste. Hvad er det saa?"

"Vi har nu bestemt, at Bernt skal blive herhjemme
i Skolen."

"Lære noget, kan jeg tænke? - - Aa saa deroppe!
. . . Ser I ikke, at hele Taillen blir vrid . . . at I huker
Blokken forkjert. Vend den om. Saa . . . Saa, siger
jeg!" - han truede med Stokken op mod Forre-Mer-
seraaen. - "Nu, Madam?"

"Det var rigtignok Deres Polly, som satte mig paa
det. Tænk et tretten Aars Barn, saa klog og forstan-
dig, at hun kan raade voksne Folk!"

"Ja hun! . . . Hm."

"Hun mente, at det var galt, om Bernt sad der i
Skolen og glemte alt det Sjømandsskab, han havde
lært."

"Javist! Javist! . . . jeg ser det, bare Gutterne har
været saameget som borte for at konfirmeres, kommer
de igjen paa Takkelloftet, som de hverken havde hørt
eller set noget før." - Han saa op til Raaen . . ."Der
sidder en af dem overskrævs deroppe og glaner . . .
nu ja, hm . . . Og saa Madam?"

"Det kloge Barn mente, at den bedste Vei til at faa
Bernt til at læse flittigt var, om han kunde faa Lov
til at være en Stund af Dagen oppe paa hendes Bedste-
fars Takkelloft og have det som en anden Læregut.
Men det er jo saa formeget at bede Takkelmesteren om,
og havde ikke Deres kvikke lille Polly sat mig det i
Hovedet."

SIDE: 103

"Ei hvad formeget? Polly er saamæn klogere end vi
begge to, Madam Kristensen! . . . end De med . . . Hi
hi!" . . . Han rystede paa Hovedet og stødte Stokken i
Dækket . . . "End De med! . . . og det vil sige meget.
Ja lad De Gutten komme med Ordresbrev fra sin Far,
saa skal vi gjøre ved ham."

Idet hun nu skulde gaa, sagde hun: - "Kristensen
sidder saa alene hjemme om Søndags Aftenerne, og
dersom Takkelmesteren kunde ville komme op til os
og slaa en Passiar af med ham om Gutten, - bare det,
at Takkelmesteren synes, han har Anlæg, saa vilde vi
være glade ved at se Dem. Imorgenaften brygger jeg
netop Punsch, Takkelmester!"

"Tak Madam! . . . forstaar . . . forstaar! . . . Aa staa
ikke der og gab som en Hest, men hjælp Madamen til
at komme ned Leideren! . . . Véd Du ikke saameget
som at hænge Merlespigeren fra Dig først, din Drome-
dar! Saa skrup Dig! . . . Ja det kunde jeg nok tænke," -
sagde han, da Matrosen slukøret vendte tilbage, - "at
Du ikke var den, som kom rapt nok did. Den Kone er
i Baaden, før en Kar som Du faar Tid til at snu sig om."

Det havde kostet Madam Kristensen en vaagen Nat
og endnu en Dag i haard Strid med sig selv, før hun
rigtig fik gjort sig det klart, at det virkelig var saa,
at hun ikke skulde have Bernt med, - at hun ikke
længer skulde sætte saameget som et eneste Hjul i Be-
vægelse, ikke røre en Finger for at fremvirke det hos
Kristensen.

Nu, det ikke kunde være anderledes, havde hun i de
Dage, som var igjen, faaet travlere med at udstyre
Sønnen fra inderst til yderst for hele Aaret, end om
hun havde havt hele Rutland paa Skuldrene. Han
skulde bo hos Enken efter Værftsformand Nilsen, til
hvem de havde gammelt godt Kjendskab fra Mandens
Tid, og til hvem Madam Kristensen satte en særdeles
Lid. Og da Kristensen en Dag alvorlig bad Enken
paase, at Gutten var flittig, satte Madam Kristensen sig

SIDE: 104

en Eftermiddag selv ind til hende med sin Søn for i
alle Maader at forklare hende, hvad dermed skulde
forstaaes, - at han skulde faa fiske og være ude og
ikke bare mures inde med Læsningen. "Gutten slæg-
tede hende paa, og der kunde ikke være gjort hende
noget værre, end om de havde muret hende inde i en
Stue istedetfor at komme ud og leve i Luften. Dertil
kom, at Bernt var saagodtsom opdraget paa Søen. "Det
gaar let an at gjøre Ende paa en saadan Gut, Madam
Nilsen!"

Under alt dette, - medens Rutland udriggedes, pro-
vianteredes og blev overgaaet med Skrub og Svaber
baade udvendig og indvendig, - syedes der paa tre
Steder i Byen til Bernt foruden hos Madam Kristen-
sen, der drev en Syerske til langt ud paa Natten. Det
var seks nye Skjorter, to Par Støvler og to hele nye
Sæt Klædninger, store, saa at han kunde vokse i dem,
og den ene fine blaa beregnet paa Konfirmation. Alt
det skulde være færdigt til Onsdagen og endda en ny
Hue, Seler, et Fiskesnøre og mange andre Smaating.

Prammen skulde han faa raade over; der maatte
gjøres noget ved den, og derom blev akkorderet. Bernt
maatte hele Tiden være hjemme og prøve; - han fik
i den Anledning fri fra Skolen.

Til Onsdag Morgen var det altsammen saa færdigt,
at han med Sandhed kunde kaldes en "Bernt velklædt".
Han fulgte sin Mor ombord i en ny Düffels Hverdags-
dragt, der var saa stærk og stiv, at den maatte kunne
staa af sig selv som en Rustning. Moderens Uhr havde
han faaet laant, men maatte love bare at hænge det
paa Væggen, ikke gaa med det, for ikke at forarge
Gutterne.

- Det blæste en rask Nordvest. Spillet blev hevet,
Seilene mere og mere fuldt satte, medens Rutland gled
ud af Havnen i det aabne Farvand mellem Skibene.
Madam Kristensen stod med bankende Hjerte og Taa-
er i Øinene ved Rælingen og saa ned paa Bernt, som
havde kastet los Fangelinen og nu stod i Prammen, der
drev længere og længere fra dem. Idet de bøiede ud

SIDE: 105

af Løbet, svang Gutten Huen. Madam Kristensen brast
i Graad og gik hastig ned i Kahytten.

Nils Kobbervig saa paa Anders og udbrød hoved-
rystende:

- "Aldrig havde jeg troet, at Madamen der havde
kappet Trossen!"

BERGENSEREN

Tre fire Uger efter laa Rutland ved Borkehullet i
Kristiania og indladede Jern og Støbegods samt Pote-
tesbrændevin i store Piber. Det sidste toges for Kri-
stensens egen Regning for at afsættes i Kystbyerne.

Kristensen havde paa hele Opturen været kort for
Hovedet. Folkene gjorde ham aldrig tilpas. Her i Kri-
stiania havde han ærgret sig over Bryggepengene og
gik nu saa ængstelig for Stuvningen af Brændevinspi-
berne, som de tog ind fra Bryggen, at det var plat umu-
ligt at gjøre ham tilpas.

Der var Vaarblink rundt omkring baade paa Sjø og
Land; Pakhusvæggene ved Borkehullet var varme, og
Sneen borte fra Gaderne.

Men ombord i Rutland var der Graaveir; det var,
som den kunde være ladet med det, - bare Sjau og
Arbeide og knap Tale om Landlov for nogen af dem.
Madam Kristensen indsaa ikke, hvad Folkene havde at
gjøre iland andet end at sætte de stakkars faa Skillin-
ger overstyr, som de hidtil havde tjent paa Hyren.

Hun gik og ventede paa Brev fra Bernt og var hver
Dag en Tur oppe paa Posthuset ved Torvet og forhørte
sig; men kom ligesaa regelmæssig skuffet og knapmælt
ned igjen.

Dagen, før de skulde lette, kom hun ombord senere
end sædvanlig. Hun havde havt meget at gjøre oppe i
Byen og maatte opsætte med at forhøre paa Posthuset,
da hun vidste, at Kristensen ventede paa, at hun skulde
komme til Middagen, medens Folkene holdt Arbeids-

SIDE: 106

hvil. Hun kom hastig og travl nedover Bryggen med
Kastesjalet knyttet og Posen ved Armen. Der kunde
ingen se saa utilgjængelig lummer ud som Madam
Kristensen, naar hun var i det Humør; der bed ikke
Solskin paa hende.

"Nu skal Du se Fløien forandre sig!" - yttrede
Bergenseren til Anders, idet han saa hende komme
hastig nedefter Bryggen. - "Nu skal Du se noget. Jeg
spaar Dig baade Landlov og andet ikvæld."

Kristensen sad paa Kahytsruffet og lod ligegyldig.
Han vendte sig ikke, da hun kom, og hun sagde netop
grættent: - "Jeg kunde ikke skynde mig mere, end
jeg har gjort, Kristensen!" - da han rolig rakte et
Brev ud mod hende; han havde ladet Bergenseren for-
høre paa Posthuset.

"Hvad? . . . Hvem er det fra? . . . Fra Bernt!" . . .
Hun saa paa det paa den ene Side og paa den anden.
Det var en stygt sammenlagt Lap simpelt Papir med
en Kobberskilling som Signet paa Lakket . . . "Tænk
Kristensen! jeg som ikke kjendte Guttens Haandskrift!"

"Ja den er ikke for rar, Mor!" Kristensen fulgte
efter hende; hun var allerede forsvundet nede i Ka-
hytten.

Da han kom ned, sad hun alt henne paa Skibskisten
og læste:

"Kjære Far og Mor!

Alt vel! . . . her Har været et Russisk Krysseilsskib
med baade Skyseil og Maanerækker. Stak for dyft.
Maate pramme ud Hampen. Ellers ingen tingen andet
End ved det Vanlige. Fortuna gik af stablen i forrige
uge som Kjelsberg rigger ud og med Patentblokker. Og-
saa Madam Nilsen hilser saa Fliti og Polly. Vi har det
Moresomt men uret faar hun ikke Træke op. Hun
slæper altid Skolen Naar hun Vil. Hils alle og Ber-
genseren og vil Gjerne vide, hvor I gaar.

Bernt."

"Hvad synes Du, Kristensen! er det ikke en mærkelig
Gut til at greie for sig? Der er Besked med ham. Vi

SIDE: 107

faar vide alting . . . alting!" - Madam Kristensen var
høistemt.

"Alting - siger Du, Mor! . . . Aa ja . . . alting und-
tagen Skolen. Om den hører jeg ikke et Muk. Alt det
om Russeren med Skyseil og Maanerækker kan være
godt nok, men jeg vil nok høre lidt om Karakterbogen.
Hør Mor! naar Du skriver, saa siger Du, at det er det,
jeg vil have, og at han skal faa med mig at bestille, om
det ikke er patente Sager . . . Jovist, Skyseil og Maane-
rækker, med det kommer han langt!"

Madam Kristensen kom op paa Dækket med Brevet
i Haanden og hilsede Bergenseren fra Bernt.

"Skade, Madam, at han ikke blev med denne Gang.
Jeg ser ham, naar jeg vil, oppe i Salingen."

Madam Kristensen svarede ikke.

"Ja for Mage til Sjømandsemne har jeg ikke set . . .
ikke engang hjemme i Bergen!"

"Siger Du det?"

"Og saa fornøielig han var . . . Sligt Liv! Jeg ser
nok af Gutter hernede ved Bryggen; men jeg vaager
for, at Bernt havde smurt dem ind, hver evige en." . . .

"Jeg er bange for, Du kunde sat mange Fluer i Bernt,
Bergenser! - men jeg skal nok passe paa Dig."

"Passe paa mig, Madam!" - han saa sig om - "det
er ingen Kunst det, her er ikke langt at svinge sig
endda vi ligger i Hovedstaden, som de siger."

"Du har da svær Lyst paa Landlov, Bergenser?"

"Det har vi nok allesammen . . . og nu er det sidste
Kvælden."

"Kristensen har bestemt, at her ikke skulde vanke
Landlov før den Dag, vi har fuldt indlastet; men nu
kan Du sige til dem allesammen, at de kan gaa iland
efter Arbeidstid, og at de skal faa nogle Penge. Men
ombord igjen Klokken tolv, Bergenser!" - Hun gik
meget naadig fra ham og satte sig ned i Kahytten for
paany at studere Bernts Brev. Bare at tage det frem
og aabne det og stirre i det var hendes Moderhjerte en
Nydelse. Hun havde alt gjort dette mange Gange, da
hun endelig fik frem Blæk og Papir og begyndte at

SIDE: 108

skrive paa Svaret. Det var et langt Arbeide; der var
saameget at minde om, saameget at tænke paa, at hun
sad endnu ved Udslagsbordet og skrev, da Folkene ved
Sekstiden gik pyntede iland. At Kristensen var saa
streng efter Karakterbogen, voldte hende Bekymring
paa Bernts Vegne; men hun havde nu fundet ud et
Middel. Hun gav ham sit og hans Fars Løfte om, at de
skulde kjøbe et Konfirmationsuhr til ham i Holland,
dersom han sendte gode Karakterer; - de hidtil be-
komne skulde ikke regnes med.

Hun gik selv paa Posthuset med det, kjøbte en Læk-
kerbid fra en Bod med ned til Kristensen og spiste til
Aftens med ham i et ypperligt Humør.

- Klokken var elleve, da Anders Kok og Nils Kob-
bervig kom høitsnakkende nedefter Bryggen, medens
Samtalen faldt af og dæmpedes, idet de steg ombord.
Nede i Lugaren holdt de uendelig længe paa at slaa
Ild med Fyrstaal for at tænde paa Piben.

Det var først, da de saa disse sine paalidelige faste
Støtter ombord igjen, at der blev Ro nede i Kahytten
hos Kristensens.

Ægteparret havde alt sovet to tre Timer paa sit
grønne Øre, da de vaktes ved et forfærdeligt Rabalder
oppe paa Dækket. Det var Bergenseren, som kom ge-
leidet af to Nattevægtere uden Trøie med et lukket Øie
og en forreven Skjorte, medens Halstørklædet sad bag-
vendt.

Han havde danset og drukket og drukket og danset,
indtil Salen var gaaet rundt for ham, og han havde
begyndt at udlove saa mange Afmindelser i Hovedet
paa hver, der blot kom an, som der var Kugler i Stads-
porten i Bergen, og "det var én for hvert Fjeld fra Ul-
rikken til Lyderhorn!" . . . Han skulde "lære dem,
hvordan Tørfisken stuves!" - og han anbragte derun-
der saa mange vellykkede Eksempler paa bergenske
Slagsmaalskneb, at det tilsidst kun var Vægterens Mel-
lemkomst, der frelste ham fra at begraves under hæv-
nende Næver.

Madam Kristensen stod halvskjult af Kahytsruffet og

SIDE: 109

saa til, medens Kristensen paa fornuftigste Maade af-
fandt sig med Vægterne.

Med Bergenseren selv var der for Øieblikket intet at
gjøre; han sad nu ganske mat foroverbøiet paa Spil-
noken og grublede over sin Skjæbne . . .

Han var saa ulykkelig! . . . Hans Far og Mor sørgede
saa over ham, fordi han havde rømt tilsjøs . . . Men
Bødker vilde han nu engang ikke være. Han slog i Spil-
noken og gjentog det i stigende Oprør . . . Ulykkelig
var han, - og desværre ogsaa forelsket derhjemme.
Den sidste Tanke overvældede ham, saa han græd. Men,
da han saa begyndte at gale som en Hane, - et Kunst-
stykke, hvormed han oftere havde gjort Lykke i Luga-
ren, gik Madam Kristensen fra ham.

- "Forældre, som, tvinger sine Børn, har stort An-
svar, Kristensen!"

Martin i Renden blev funden ud paa Formiddagen
sovende og fuld paa en Plankestabel henne paa Grøn-
landsleret.

"Der ser Du, hvad der kommer ud af Landlov," -
yttrede hun oprørt, da de endelig havde faaet lettet,
og Rutland gled ud af Havnen.

"Sig heller, hvad der kommer ud af at være for striks
med Landloven, Mor!"

Madam Kristensen svarede ikke, men hendes Mine
sagde, at der skulde blive adskillig længe til næste
Gang.

Det var ikke godt at være forhyret ombord i Rutland
det Aar, - et Kjas og et Mas fra Morgen til Kvæld,
mens de laa i Havn, og ude under Seil var det ikke
bedre, - "Grin over hele Sluppen lige ned til Kjøl-
svinet!" paastod Bergenseren . . . "Kristensen gren,
Madamen gren, Anders og Nils var stumme som Fiske,
- om det saa var Bommen, saa knirkede den og gren."
Han gik blot og længtede efter sin Langfart, men der
var slette Tider og liden Udsigt til at komme ud.

Det var de samme daarlige Tider, der ude i August

SIDE: 110

havde bestemt Kristensen til at gaa paa Holland med
en Fragt af Fisk og Tran, som han havde været saa
heldig at overkomme i en af de nordlige Byer.

- De havde havt Storm i Nordsjøen, og Rutland
krydsede med Rev i Storseil og Fok samt Stormklyver
udenfor Vlieland med et svagt Haab om muligens at
kunne slippe ind før Natten. Vinden peb og sang og
hven endnu, skjønt med aftagende Melodier, i Vanter
og Toug, Fartøiet knagede i Tømmeret, naar det faldt
ned igjennem de høie Dønninger, der undertiden satte
et Sprøit med en tilsvarende Støvregn ind over Luv
Boug, og Folkene slubrede i Sjøstøvler henover det
vaade Dæk. Det viste sig, at Vinden mere og mere
løiede af; Kristensen kommanderede Rev ud, og der
blev en Stund travlt ombord. Aftensolen flammede
henover det urolige Hav som lange, slikkende, blod-
røde Flag, af og til med et pludseligt opdukkende hvidt
i. Man gik snart kun for ét Rev i Storseilet, og Kristen-
sen stod og speidede gjennem Kikkerten ud efter Vlie-
land. Han rystede paa Hovedet og brummede:

"Godt, vi endnu har lyse Nætter! . . . Støt for Luven,
Anders! . . . ikke høiere. Du faar se Dig for."

"Hun er saa luvgjerrig, Kaptein! . . . hun trænger
bedre Klyver."

"Hun trænger, at Du bedre passer Styringen! . . .
faar se Dig for."

En Stund efter kom Madam Kristensen hastig op.
Hun havde ligget for Søsyge.

"Men hvad er det for en frygtelig Lugt, her er blevet
nedenunder? Det kommer fra Kjølvandet. Det er noget,
som lækker. Det er ingen Kunst at begribe, at det er
en af Trantønderne, som har forslaaet sig i Rullin-
gerne, - jeg laa idag og hørte, hvordan den kastede
sig; men I har ikke Ører heroppe."

Kristensen var alt sammen med Nils og Martin henne
ved Lugen, som de tog op.

"Det er bare femten Daler, Kristensen! . . . Det er
ikke noget for os i Tider som disse," udbrød hun, da
de saa ned igjennem Lugen og opdagede, at en Tønde,

SIDE: 111

der havde ligget ovenpaa, havde rullet sig læk i Sling-
ringen.

Han svarede ikke paa sin Halvdels Bemærkninger,
men steg med et Par af Folkene ned i Lasten for yder-
ligere at forfare Sagen.

Da de kom op igjen og lagde Lugen over, udbrød
hun:

"Saa Meningen er, at vi skal beholde al den behage-
lige Lugt af Tranen i Pumpevandet nede i Kahytten
for Natten? Det er umuligt at holde ud, Kristensen!
det er til at blive søsyg af igjen!"

"Ja ja, vi skal prøve at pumpe lens, Mor!" svarede
Kristensen, der var bleven sagtmodig ved sin Hustrus
Harme. Pumpen blev sat igang; men det saaes godt
paa Folkene, at de syntes, dette var en utidig Masing
lige efter Uveir og Nattevaagen. Nils blikkede mørkt
ned i Dækket med et ekstra krumt hvast Næb, medens
han pumpede, og Bergenseren, som tog Tørn med, kom
til at yttre noget for høit:

"Skuden suger saa meget Vand ud og ind, at Tra-
nen nok blir borte uden at pumpe."

"Du skal have Tak, Bergenser!" - udbrød Madam
Kristensen lidt efter, "fordi Du skjød op Trossen saa
lige over Hovedet paa mig. Jeg holdt netop paa ende-
lig at faa en Blund! . . . Heller aldrig har jeg hørt
nogen sætte paa med Opsang til det Arbeide."

"Aa nei, det er uvant nu, siden Madamens Søn var
med ombord! - tilføiede han behændig.

Madam Kristensen blev staaende ved Rælingen og
stirre ud . . .

Rutland lagdes over paa ny Boug; man gik nu for
Bagbords Halse tæt Bidevind, og der skiftedes Rortørn
for Førstevagten. Anders Kok, der havde staaet og
nikket ved Roret efter den sidste vaagne Nat, gik søvn-
drukken forover med Haandloddet, som skulde hives,
før han havde Udsigt til at køie sig. Her var graat
Vand, og Sjøen gik sværere og krappere, hvilket tydede
paa, at det begyndte at grunde stærkt op under hol-
landske Kysten.

SIDE: 112

Anders stod netop paa Rækken ved Røstet i Luv
med Loddet svingende i den ene Haand for at kaste
det længst mulig forover, og nogle Bugter af Linen i
den anden. Idet han hev Loddet, vaklede han plud-
selig, slog ud med Haanden og greb et Par Gange
efter Vantet. Madam Kristensen, der havde fulgt ham
med Øinene, raabte ganske hvid af Angst:

"Anders! . . . Anders! . . . overbord!!"

Han maatte have gledet ved en uventet Duven af
Fartøiet og mistet Fodfæstet, eller Lodlinen havde
ugreiet sig og haget sig i Løkke for ham.

"Mand overbord!" - brølede Bergenseren bagom
hende. Nils, som stod ved Rattet, gjentog Raabet og
dreiede op i Vinden uden at oppebie Kristensens paa-
følgende: - "Ned med Roret!"

"Kast ud Fenderne! . . . alt hvad der er flydende!" -
raabte han paany.

Det var den Idé, som Madam Kristensen øieblikke-
lig havde havt, og et Par Plankestubber, en Spire og en
liden Kiste var allerede fra hendes Haand overbord.
Nu kom ogsaa et Par tomme Tønder, et Spryd, en
Huggestabhe og andet Gods, som laa forhaanden.

Madam Kristensen havde i Øieblikket set Anders
drive forbi sig i den høie Sø lige i Skumgangen uden-
for Rælingen. Han stirrede paa hende som med en
sidste Bøn i Øiet. Og hun vidste vel, hvad det var; -
han var gift og havde syv Børn. Han raabte endnu
nogle Gange agtenom Hækken, medens hun kastede ud,
hvad hun kunde faa fat i. Hun havde et Øieblik ogsaa
en dunkel Forestilling om, at hun hørte to raabe; men
hendes Angst lod hende ikke give Plads for nogen an-
den Tanke.

Fartøiet skjød endnu temmelig stærk Fart og laa
nu alt et langt Stykke ovenom Stedet. Medens Fol-
kene arbeidede for at faa kastet bak og lagt bi, - Kri-
stensen var selv gaaet til Rattet, - stod Madam Kri-
stensen i aandeløs Angst og speidede ned i Læ ud
mellem de høie Sjøer for om muligt at opdage et
Punkt, der kunde være ham. Hun saa det overbord-

SIDE: 113

kastede Gods i lang Række agterover af og til dukke
op. Brystet snørede sig sammen . . . Det varede saa
usigelig længe, før Folkene kunde komme ivei med
at sætte ud Baaden, og hendes Øie ledte og ledte,
medens hun hele Tiden som i en Vision saa hans An-
sigt for sig.

Han maatte være sunket! . . . den Overbevisning blev
aldeles overvældende for hende, hun raabte ude af sig
selv til Folkene for om mulig yderligere at skynde paa:

"Kone og syv Børn . . . husk Kone og syv Børn!"

Nils var entret op i Vantet og stod og saa ud.

"Derhenne! . . . Begge to . . . bag den borteste af
Tønderne!" - skreg han pludselig, idet han pegte ud
og hastig steg ned af Vævlingerne.

"Baaden ud! . . . Hurra Bergenser!" - brølte Kri-
stensen gjennem Raaberten, og svingede med Skind-
huen for at signalisere ned til dem. "Han har stukket
Aaren under Armene paa Anders!"

Madam Kristensens skarpe Blik skjelnede med en-
gang to Hoveder lige ved hinanden oppe paa en mæg-
tig, langsomt rullende Dønning. Hun forstod, at Ber-
genseren, som havde raabt bagom hende fra Hækken,
i det samme maatte være sprunget ud efter ham med
en Aare . . .

Nu blev de borte igjen! . . . De to Hoveder kom til-
syne og forsvandt i lange Mellemrum som to Niser,
medens Baaden stadig mere og mere nærmede sig dem.

Madam Kristensen stod ubevægelig ved Rælingen,
helt til de var under Skibssiden, og alle vel indenbords.
Men da begyndte ogsaa Virksomheden. Medens Anders
blev bragt tilkøis, og Bergenseren slæbte sig skjælvende
i Knæerne nedenunder for at faa "vredet Trøien", som
han med et Forsøg paa Lystighed sagde, gjorde Madam
Kristensen Ild paa Kabysen, talte fem og tredive Kam-
ferdraaber uden at ryste paa Haanden, følte Anders
paa Puls og Hjerte . . .

Og det var først, da alt var i Orden at hun vendte
sig mod Bergenseren og vilde tvinge fem og tyve Draa-
ber ogsaa i ham; men da skalv hun og kunde ikke se

SIDE: 114

at tælle for Taarer, saa at hun maatte slumpe i The-
skeen.

. . . "Det var Kone og syv Børn, Bergenser! . . . og
. . . Du skal nok faa Tak . . . Stakkar! - ikke engang
ordentligt Klædesbytte. Jeg skal sende Dig ned en god
Uldtrøie, som Du kan have Nytte af, og ordentlige
Støvler har jeg ikke set paa dine Ben!"

Det varede en hel Timestid, før Bergenseren igjen
kom op paa Dækket. Den nette, vakkre Matros havde
været mere medtaget, end han vilde være ved, og han
var endnu dygtig bleg og hæs i Stemmen. Han sad
nu i sine bedste Klæder som Aftenens Løve henne paa
Kahytsruffet, medens de i den halvdæmrende Aften ved
mat Stjernelys seilede ind i det smule Løb mellem Vlie-
land og Teksel, og Madam Kristensen skjænkede baade
ham og de andre varm Punsch. Der maatte jo tales
om Sagen, det var en Trang baade for hende og alle;
men der var alligevel ingen, som havde noget at sige,
dertil var de for medtagne. Anders laa i dyb Søvn
nedenunder; Nils sad paa Lugen og veiede og nikkede
med sin spidse Næse, som om han, som Bergenseren
sagde, "vilde slaa Baadshagen i Dækket", og med Mar-
tin var det ikke bedre fat. Kristensen havde overtaget
baade Ror og Udkigstørn. Ind til Harlingen kom de
neppe før Klokken to tre om Morgenen.

Madam Kristensen sad stærkt optaget af sine Tan-
ker alene henne ved Rælingen. Tilsidst raabte hun
Bergenseren hen til sig:

"Hør, Bergenser! - skriver Du aldrig hjem? . . . Naa,
vær oprigtig og Lyv mig ikke fuld!"

"Ne...i, Madam!"

"Og dine Forældre lever . . . begge to?"

"Ja, - min Far er Bødker i Dræggen."

"Hvad mener Du, din Mor havde tænkt, om hun
havde vidst, hvordan Du laa der ude i det idag?"

Bergenseren undgik at møde hendes Øine. Endelig
sagde han undvigende: "- Aa det gik jo bra, Madam!"

"Hvad siger Du, om jeg skaffede Dig Leilighed til

SIDE: 115

at reise hjem? . . . jeg kunde snakke med dine For-
ældre."

"For at staa inde paa Værkstedet med Dikselen og
Tønden og gaa med Kippermusiken Nytaarsnatten? Nei
Tak, Madam!" Han sprang trodsig op; der kom noget
vildt over ham. - "Jeg har endnu ikke prøvet at
rømme fra Rutland. Men nu kan det nok hænde, jeg
tænker anderledes, naar jeg kommer til Holland, og
saa faar Madamen hilse saa flittig til Bernt! - for
hjem gaar jeg ikke, min Far er ikke slig!" - tilføiede
han mørkt.

- "Da er det kanske bedre, Madam Kristensen hjæl-
per Dig ud paa Langfarten igjen paa en skikkelig
Maade, Bergenser, om her blir nogen Raad nu i Hol-
land. Fra os skal Du komme til at skilles, saa Du
ikke har Skam af det."

Hun gik fra ham og ned i Kahytten. Hun var i en
oprørt, presset tung Sindsstemning, uden at hun egent-
lig kunde gjøre sig selv rede hvorfor. Hun trængte
til paa nogen Maade at faa Luft, tænkte paa, om det
havde været Bernt, som saadan havde sprunget ud,
- han kunde godt gjort det - og saa Bergenserens
korte Svar: "- Min Far er ikke slig!" . . . . Der var
foruden Dagens Spænding saameget, som kom op i
hende, tilslut det, at Kristensen ogsaa var "slig", at
Bernt skulde tvinges, og det umulige for hende i at op-
tage Kampen med sin Mand, saa saar og tung som
han gik der over alle Ærekrænkelserne paa Hjemstedet.

Hun laa i Køien og græd og hulkede, saa hun selv
syntes, det var en Skam; men, jo mere hun græd, desto-
mere maatte hun græde. Da hendes Mand endelig kom
ned og saa Tilstanden, blev han underlig tilmode. Han
havde aldrig set sin Hustru saa svag.

"Javist var det stygt at se paa, da han gik overbord;
men saa er det jo nu over, Gjertrud!"

"Over? . . . Nei, det er ikke over, Kristensen! - ikke
engang begyndt, men det forstaar Du ikke."

Kristensen stod med halvaaben Mund; han forstod
det slet ikke . . . og ikke skulde han forstaa det heller.

SIDE: 116

Hun støttede Hovedet paa Armen, der hvilede mod
Køiekanten:

"Ser Du, hvor vakker den Bergenseren er, Kristensen?
Jeg har syntes det, alt fra han kom ombord."

"Saa!"

"Lidt vild og gal, men rigtig en Gut at like!"

"Saa Mor!"

"Jeg synes Synd i de Forældre, som han er rømt fra."

"Kan være det."

"Jeg mener, for det, han gjorde idag, skulde vi give
ham nogenting."

"Du gav ham Uldtrøie og Sko, synes jeg . . . Men
værsaagod."

"Hvad siger Du om fem Daler i Penge?"

"Af mig? . . . Du er svært spendabel blevet, Mor!"

"Fem Daler skal han have og mit nye sorte Silke-
tørklæde, - det er til at kløve i to . . . og to af dine
Skjorter, - han maa være ordentlig underklædt!"

"Han? . . . Han?" - Kristensen gik to tre Vendinger
og drog Pusten. "Jeg tænker, det er noget andet, han
skal have jeg!"

Hun saa paa ham, men forstod ikke rigtig hans Be-
mærkning og fortsatte: "- Og saa skal Du og jeg gaa
op til Konsulen i Holland og fortælle, hvad der er sket,
saa faar han kanske Medaille. Hans Mor vil blive stolt
ved at se den pene Gut med Medaille engang."

"Saa . . . aa? - det skulde jeg ogsaa gjøre. . . .
Bare videre . . . bare videre!" . . . Hun saa ikke hans
Ansigtstræk i Skumringen.

"Ja og saa skal Du forhøre Dig hos Kapteinerne der-
inde i Harlingen eller Amsterdam, om vi gaar did, for
at skaffe Gutten en god Hyre, saa han kan komme ud
i Langfart igjen."

"Aa saa-aa. - Du vil have ham ud!" - udbrød
Kristensen pludselig i en ganske anden Tone. "Du vil
have ham ud. Javist maa han ud! Jeg har længe tænkt,
at det var det bedste heller end at gaa her og slæbe
paa Rutland uden Nytte! . . . Og helst siden det, han
gjorde idag for Anders. Javist maa han ud. Du tæn-

SIDE: 117

ker nu ogsaa paa alting, Gjertrud! Og havde jeg ikke
Dig, saa" . . . han gik hen og klappede hende over
Kinden og kyssede hende, - "saa var jeg en arm
Mand . . . ja en arm Mand! . . ."

Han satte sig paa Skibskisten med sammenkneppede
Hænder og dreiede Tommelfingrene rundt om hinan-
den. Han havde ogsaa havt en Bevægelse, som han
ikke vilde være ved.

. . . "Og, som Du siger, fem Daler . . . og de to bedste
Skjorter . . . og . . . hvad Du synes . . ."

"Lodsen siger, der maa purres for Harlingen; vi har
Fyrene over hverandre," meldte Nils Kobbervig, -
"Anders staar sig nok saa brav . . . sover som en Sten!"

Det var Skipper Kristensen selv, som allerede den
næste Formiddag havde faaet opspurgt, at der laa et
norsk Krydsseilskib oppe i Havnen under Indladning
for Pernambuco, og besørgede Bergenseren forhyret der
ombord som let Matros. Men det var Madam Kristensen,
som fik stiftet Bekjendtskab med Kapteinen oppe i
Land og sørget for, at denne kom til at tage sig af
ham. Dagen, før han skulde lette, havde hun sendt
ham en Present af Gammelost og Trondhjems Akevit
og begav sig derpaa selv i fuld Puds ombord, hvor hun
betroede ham Bergenserens Livshistorie og fortalte hans
sidste selvforglemmende Bedrift ude i Søen:

"Og saa dygtig i alt Skibsarbeide . . . Førstemand
baade til at rebe og beslaa! De faar se til at gjøre
noget ud af ham, Kaptein, saa han kan komme hjem
igjen til Forældrene som en staut Kar."

"Skal gjøre mit bedste for Deres Skyld, Madam! . . .
og kanske ogsaa for Fyrens, naar jeg har lært ham at
kjende."

"Han maa fremfor alt holdes alvorligt i Ørene."

"Skal ske, Madam Kristensen!"

"Jeg skal sige Dem, Kaptein! - han er af det Slags,
som hænger ved dem, han kommer til at like, og dertil

SIDE: 118

munter og morsom bestandig, bare Liv! . . . Men ikke
formeget paa Hyren, ikke formeget Landlov."

"Forstaar, en ustadig Basse!"

"Han ser ud, som det var altsammen bare lette Skum-
met, men det er blot ovenpaa. Der er Stof i ham, det
véd jeg, og kan hænde, kommer De nok til at sande
det en Dag, naar De trænger nogen at stole helt ud
paa."

"De har mit Ord paa, at jeg skal tage mig af ham."

"Tak, Kaptein! Jeg synes, jeg er som en Mor for
den ensomme Stakkar og vil nok være glad, om De
nogengang sendte en liden Underretning om ham til
Rhederiet hjemme, saa at min Mand og jeg kunde høre
noget fra ham."

"Skal nok huske det, Madam Kristensen! . . . Hvad?
. . . faar jeg ikke skjænke mere Vin? De nipper jo
blot til."

"Jeg taaler aldrig stærkt, skal jeg sige Dem, men
naar jeg nu drikker Glasset ud, er det kun for at sige
en god Mand Tak og lykkelig Reise."

Madam Kristensen reiste sig fra Bordet nede i den
store, smukke Kahyt, hvor hun havde været nedbuden.
Hun havde i Stilhed siddet og tænkt sig Bernt som
Kaptein paa et saadant Skib.

Hun var i godt Humør, da hun igjen kom ombord i
Rutland, der laa ved Kaien og indlastede Tagsten, og
blev det endnu mere, da hun hørte, at der var Udsigt
til at udklarere allerede i samme Uge. Hun havde nu
faaet det saa, at hun syntes, den Fragt var bedst, som
førte snarest hjemover, og hun fik nogle travle Dage
for at faa alt for sit Vedkommende betids iorden. Hun
drev nemlig sin egen Ekstrahandel med syltet Inge-
fær, hollandske Honningkager og andre Delikatesser,
der gjorde stor Lykke i Husholdningerne hjemme i
Norge og betalte sig udmærket. Foruden dette stod hun
denne Gang ogsaa i Underhandling om et større Parti
Fedevarer og Grønsager, der kunde afgive en lønnende
Spekulation. Lørdagmorgen stuvedes Rutlands malede
Kahyt halvfuld af allehaande Krukker og delikate Sager,

SIDE: 119

der ikke andetsteds kunde faa forsvarlig Plads. Lige efter
klirrede Ankerkjettingen.

Madam Kristensen sad paa Dækket og smaanynnede
ved sit Strikketøi. Det gik, som hun vilde. Denne
Gang maatte de komme op om Østerrisøer!

MADAM KRISTENSEN SLAAR SLAG I EN KJÆRLIGHEDS-
ROMAN

Det var ganske stille i Stuen hos Sorenskriver Nør-
regaard i Østerrisøer. - Et stort, øde Værelse med smaa
Ruder i Vinduerne og prægtige svære Gardiner paa
Guldspydstager. Madam Kristensen havde siddet i dyb
Samtale med Mina Nørregaard, medens Sorenskriveren
sov sin Middag, og der var talt baade længe og ivrigt
og dertil grædt blanke Taarer. Den blege unge Pige
vilde aldrig slutte, blev aldrig træt af at stirre ind i det
Haab, der med ét var blevet tændt paany for hende,
af at undersøge dets Vished og forhøre og spørge. Nu
sad hun alene igjen i dybe Tanker, medens Madam
Kristensen var gaaet op paa Kontoret for at faa Soren-
skriveren i Tale.

Madamen var i solideste Puds, og hendes noget mas-
sive Skikkelse med den store Brystnaal i Silketørklæ-
det, Ørendubberne og Ringene mindede, idet hun lidt
opstyltet traadte ind, om et beslaaet Pengeskrin.

"Nei se, Jomfru Een!" - udbrød han og vendte sig
paa Stolen - "hvad vil jeg sige, Madam Kristensen!
Nu, hvor lever De? . . . Ser jo ypperlig ud! Hvad siger
De, Jomfru! jeg er nu bleven ganske hvid i Haaret,
siden vi saaes. Nu, hvordan lever De?"

"Tusind Tak, Hr. Sorenskriver! Baade jeg og min
Mand lever for saavidt vel!"

"Glæder mig! . . . Har De talt med Mina? Jeg haa-
ber, hun har ladet Dem faa Kaffe!"

"Tusind Tak, Hr. Sorenskriver. Vi ligger her med

SIDE: 120

Rutland, og jeg er heroppe i et Anliggende, hvor jeg
gjerne vilde bede Sorenskriveren hjælpe mig, jeg kan
sige, at Turen er lagt hid for det."

"Snak ud, Jomfru!"

"Sorenskriveren tillader mig kanske at tage en Stol?"

Sorenskriveren saa et Øieblik studsende paa hende
og derpaa hen paa en Stol, gjorde saa en halv Bevæ-
gelse som for galant at reise sig og sætte den frem.

"Tusind Tak! - Sorenskriveren skal ikke bryde
sig . . ."

"Hvad? . . . ikke bryde mig?" - han reiste sig plud-
selig og forekom hende i at gribe Stolen, - "en gam-
mel Kavaller som jeg kalder aldrig det Bryderi, om jeg
end kan være lidt stiv i Benene, Madam! De er bleven
mærkelig forandret til Deres Fordel."

"Aa det mener ikke Sorenskriveren!"

"Jo saamæn gjør jeg saa. De er bleven noget, som
jeg faar Respekt for, - en hel Madam! og jeg husker
altid bare paa vor Jomfru Een, som, - naa! - Hvor-
med kan jeg tjene Dem, Madam Kristensen?"

"Vi er ude for Bysnak hjemme, Sorenskriver! De
siger, at min Mand har været under Forhør for at have
sat Rutland paa Land."

"Ja men det har han jo været, Madam Kristensen;
der er ingen Skam i det."

"Ingen Skam i at forbigaaes af sin Øvrighed baade
til Medlem af Søretten og andet? . . . ingen Skam i at
lukkes ude baade fra Tillid og godt Selskab? Ingen
Skam, siger Sorenskriveren? Jo, det er saadan Skam,
at min Mand har holdt paa at miste Forstanden af det."

"Men han blev jo frikjendt!"

"Folk siger, at det blot gik til med List og Kneb,
fordi han var Øvrigheden for klog."

"Øvrigheden for klog? . . . Ha, ha, ha!" - Han greb
Uniformshuen og kastede den oprømt fra sig igjen hen
paa Bordet . . . "Øvrigheden for klog!" Han reiste sig
og gik et Par Gange frem og tilbage paa Gulvet. "Dom-
meren det var jeg, - jeg, Sorenskriver Nørregaard!
Nei, det er aldeles brillant! Véd De, at Deres Mand er

SIDE: 121

det interessanteste Eksemplar paa en uskyldig Mis-
tænkt, jeg har truffet i hele min lange Praksis? . . .
en virkelig Ulykkens Fugl? Man taler om, at nogen er
født med Seiersskjorte; men den Mand maa være født
med et sandt Forviklingens Garn om Hovedet. De bæ-
rer naturligvis i visse Maader den svære Skipper Kri-
stensen paa Deres Arme? ja jeg mener Deres Forstands
Arme, saa han ikke falder i Floke . . . Javist, nu hu-
sker jeg ogsaa, han vilde sletikke assurere, han ansaa
ikke en Police for bedre end et Adgangsbrev til Tugt-
huset."

Madam Kristensen reiste sig pludselig voldsomt.

"Hr. Sorenskriver! jeg er ikke vant til at høre min
Mand saadan omtales."

"Nei, vist . . . nei vist! - kjære Jomfru Een! hav
mig undskyldt. Kjender De mig saa daarligt, at jeg
vilde tale paa den Maade, dersom jeg ikke vidste, at
Deres Mand er et af de retskafneste Mennesker, jeg har
kjendt. Saa sæt Dem nu, Madam Kristensen!" - Han
nedlod sig ogsaa selv paa Stolen . . . "Men hvormed
kan jeg hjælpe Dem?"

"Jo ser De, Hr. Sorenskriver! jeg mente blot som
saa, at naar Sorenskriveren fik vide, at det gjaldt for
os om at faa dræbt de Rygter, saa maatte De bedre
forstaa, hvad der skulde gjøres, end jeg."

"Ikke taabeligt sagt! - Hovedet paa Sømmet. Javist
vil jeg hjælpe Dem, og, hvad mere er, jeg kan det.
Det er gjort med et Brev fra mig til Eders Byfoged,
hvori jeg fortæller ham, at Deres Mand dengang, saa
langt fra at komme ud af Forhøret med nogen Mistanke
paa sig tværtimod befandtes at have udført en hel modig
Bedrift ved at føre det synkefærdige Skib over Nord-
sjøen fra Peterhead. Jeg fragtede jo selv hans Fartøi
bagefter og kautionerede for ham. Jeg skal til og med
rekvirere en Udskrift af hele Sagen, saa er Deres Mand
saa hvid som Sne. Ikke sandt! - alt dette er omtrent,
hvad De selv har tænkt, jeg kunde gjøre for Dem?"

"Jo, Hr. Sorenskriver! og jeg kan jo ikke noksom
takke Dem, fordi De bevarer Deres Velvillie for en, som

SIDE: 122

altid tjente baade Dem og Fruen, saa langt hendes
Evner strak til."

"Jeg ser, at De har god Forstand, - en rigtig god
Forstand! Det er mærkeligt, at jeg aldrig kunde for-
staa det paa Jomfru Een. Hun var, mellem os sagt, et
egensindigt Fruentimmer med mange Talemaader. Men
Livet udvikler, - og De er sandelig blevet en staut
Kone! - i Deres bedste Alder og den falder ikke altid
sammen med Almanaken, Madam Kristensen! Nogle
har den i Tyveaarene og andre i Fyrtierne." - Der
undslap ham et Suk, og han strøg eller viftede sig over
Panden med det smukke gule Bastes Lommetørklæde,
som han sad med i Haanden. "Jeg er over min, som
De ser. Men vi faar være fornøiede, - leve i Børnene!"

"Ja, naar saa blot de er fornøiede, Hr. Sorenskriver!"
- Hun sagde det med en vis Vægt.

"Hvad? . . . Hvad? . . . Hvad mener De med det?"

"Ingenting! - Frøken Mina maa jo være fornøiet, -
hun har det saa godt i alle Maader, - fuldt op af
alting!"

"Ja ikke sandt? det mener jeg ogsaa. Men," - han
rykkede Stolen lidt nærmere - "synes De ikke, hun
saa lidt, - lidt trist ud?"

Madam Kristensen bevægede Hovedet langsomt som
til en Bedyren og udbrød saa:

"Jo det véd Himlen, jeg synes, Hr. Sorenskriver! Tre
og tyve Aar, - hun var syv, da jeg forlod Huset -;
men et saa træt og sørgmodigt Øie har jeg aldrig set
hos en ung Pige! Det er, som hun er bleven gammel,
saa vakker hun er!"

"Siger De det?" Sorenskriveren sagde det tonløst og
sad med Tørklædet slapt nedhængende og saa ned mod
Gulvet. - "Siger De det? Jeg troede, det var bare mig
som . . ."

"Den maatte være blind, som ikke ser det . . ."

"Jeg har budt hende en Fornøielsesreise baade til
Kristiania og Kjøbenhavn, - Slægt begge Steder; men
hun vil ikke."

SIDE: 123

"Aa nei, Sorenskriver; dette er nok ikke saadant,
som man reiser fra!"

"Hvad mener De nu, Madam Kristensen?" - han
rettede sig og saa hende skarpt forskende ind i Øinene.
"Det er noget, De mener!"

"Ikke andet, end at, naar man tager Haabet fra en
ung Pige, saa blir hun gammel, hvor hun er, enten
hun gaar i Kristiania eller i Kjøbenhavn. Hun kan
ligesaa godt gaa ensom hjemme hos sin Far og lægge
Dag paa Dag paa sin Ungdom - og støve og pudse . . ."

"Det er ikke godt for en Mand at blive gammel og
ensom, Madam Kristensen!"

"Det er et stort Spørgsmaal hvad der er godt, Soren-
skriver! Jeg vilde aldrig synes, det var godt, at sidde
saa gammel og blind, at jeg ikke saa, at min eneste
vakkre Datter døde ved Siden af mig, - at hun vis-
nede, ja som en Blomst!" - udbrød hun med ét i Graad,
grebet af sit eget poetiske Billede.

"Vidste jeg det ikke? . . . Talemaader! . . . Talemaa-
der! - Der kom Jomfru Een frem!"

"Sig heller, der kom Sandheden frem, Sorenskriver!
Jeg synes, det er rent som et Sørgehus at tænke paa!
og ikke har den Far meget Hjerte i Livet, som ikke
forstaar det. Det mener jeg, enten Sorenskriveren nu
vil kalde mig Jomfru Een eller Madam Kristensen!"

"Hjerte i Livet!" Sorenskriveren var sprunget op og
begyndte at gaa frem og tilbage med den ene Tommel-
finger i Ærmehullet paa sin blaa Uniformsvest. -
"Hjerte i Livet!" Han stansede foran hende. "Hør nu,
Madam Kristensen, - mellem os - hvem siger Dem,
at hun ikke en vakker Dag svarer ja til en eller anden
af dem, som vil have hende? . . . Og indtil det . . ."

"Det gjør jeg, Sorenskriver!"

"De?"

"Ja jeg! Jeg véd, at han, som engang har faaet
hendes ja, er i god Vei inde i Kristiania, - at han til
næste Aar blir fuldlært til Embedseksamen. Han har
Penge at studere for!"

"Werring! - Saa? Det glæder mig for hans Skyld,

SIDE: 124

skjønt jeg just ikke indser, hvad hans Embedseksamen
kommer den Sag ved. Hør, Madam Kristensen! lad os
tale lidt oprigtigt for gammelts Skyld; men brug ogsaa
Deres gode Forstand til at forstaa mig. De indser dog
vel, at det ikke var de Par manglende Skillinger,
som . . ."

"De Par manglende Skillinger! - det var fire hun-
drede Speciedaler."

"Saa? De véd hvormeget? . . . Ja lige godt! De ind-
ser nu vel, at det ikke var det, som satte Skillemuren?
De maa ikke dømme fra Deres egne smaa Forhold og
Skipperforlibelser! For Mina aabner Livet andre Ud-
sigter og Tilfredsstillelser. Hun hører hjemme i Lan-
dets første Familier, har Dannelse i Blodet og Forlan-
gender til Livet, som han ikke kan tilfresstille, selv
om han var aldrig saa rig. Der hang noget ved ham af
Geburten, - Søn af en Smed! - og den . . ."

"Den gamle Smed Werring var en brav Mand. Han
skal have Hæder og Ære i sin Grav, mener jeg, -
han holdt Sønnen frem, saalænge han aarkede, da
han fik vide, at han havde et godt Hoved."

"Kan være. Man sige nu, hvad man vil! Han vendte
Skeen, naar han havde spist, og jeg tror næsten, han i
Begyndelsen vilde tørre den af paa Dugen. Det varede
et halvt Aar før vi fik ordentlig Folkeskik paa ham,
men indvendig gaar det ikke saa raskt. Ja, - havde
han været min egen Søn, saa var der dog altid en
Smule mere Konditionerthed i Blodet, - og i Tanke-
gangen med!"

"Jeg synes, det maa have været et aparte Menneske,
siden han, uanset alt det, alligevel kunde vinde hendes
Sind fremfor alle dem, som havde saamegen fin Dan-
nelse i Blodet."

"Se, se! . . . Men der er alligevel noget i, hvad De
siger! . . . Nu ja, De indser nu hvorfor? Mina har
andre Fordringer til Livet."

"End at faa den, hun holder af?"

"Hvad?" - Det var, som om noget i dette enkle Svar
slog ham.

SIDE: 125

. . . "End at faa sin Glæde opfyldt paa Jorden? Nei,
jeg kan tænke, hun maa have en saadan en med bare
Dannelse i Blodet! Men den kan jeg sige Dem, hun nu
engang ikke vil have. Det véd jeg. Og jeg vil ærlig
sige Sorenskriveren, at jeg idag har bragt den Besked
til Deres Datter, at han er Kandidat til Vaaren, og vil
De vide, hvem der har hjulpet ham til det, saa er det
en, som heller ikke har Dannelse i Blodet, skjønt Soren-
skriveren selv kalder ham et af de retskafneste Menne-
sker, De har kjendt! Ja, jeg havde ikke tænkt at sige
det; men nu faar det ud! Det var min Mand, som
talte ud sine blanke fire hundrede Speciedaler paa Bor-
det, da han forstod, at Sorenskriveren ellers vilde blive
en ulykkelig Mand paa sin Alderdom, - endda han
ikke havde andet end Skipperdannelse i Blodet!" -
Madam Kristensens Øine lynede, og Læberne dirrede.

Sorenskriveren stod forbauset og saa paa hende.

"Det kalder jeg en bred Kar, enten han nu er dan-
net eller ikke dannet! og jeg forstaar nu, hvorfor De
tog ham." Han tog Stolen i Ryggen og stødte den i
Gulvet . . . "Saadant er sin egen Dannelse! gjør os
andre smaa." - Han begyndte at gaa hastig frem og
tilbage . . . "og . . . og . . . hør, Madam Kristensen! jeg
grubler virkelig paa, om ikke det egentlig skulde være
sand Dannelse, - i sin Bund, mener jeg, om . . . om
Sorenskriver Nørregaard gav Dem Ret! . . . . Saa De er
vis paa, at Mina holder saa af den Student Werring?
De mener, at hun aldrig slipper ham af Sinde? . . .
Hør, Madam Kristensen! - De fire hundrede Daler
lader De mig betale."

"Kan ikke være Tanke om det, Sorenskriver! De vil
vist ikke krænke os, og ham hellerikke, - han betaler
dem redelig og ærlig igjen med Renter."

"Nu . . . nu . . . Ja, saa vil jeg ialfald aabent faa
Lov til at takke baade Dem og Skipper Kristensen for
Pengene, som I har forstrakt min Svigersøn med. Jeg
tror, vi gaar ned til Mina, Madam Kristensen! . . . Den
Forlovelse har De gjort og ingen anden . . . Vær saa
god . . . Vær saa godt! . . ."

SIDE: 126

- Det var senhøstes og tidlig Skumring; Regnen
skyllede udenfor. Nede i Stuen ventede Mina Nørre-
gaard i dødelig Spænding. Hun havde i febrilsk Uro
dækket og gjort istand Thebordet, hvor Astrallampen
nu stod tændt. Af og til, naar der gik i en Dør ovenpaa,
stod den smalvoksede, høie Pige pludselig stille og lyt-
tede med spændt ængstelig Mine; . . . nu havde hun
sat sig ned ved Thebordet med Ansigtet begravet i
Hænderne. Hun saa op . . . og blev med ét aldeles bleg.
Det var Døren fra hendes Fars Kontor, der var gaaet
op, og der taltes høit ovenpaa Gangen - Faderens
Stemme . . .

Hun blev siddende ubevægelig og pressede Hænderne
mod Brystet, der havde begyndt at banke voldsomt,
medens hendes Blik var stivt rettet imod Døren. Den
gik op.

 . . ."Nei vær saa god! Vær saa god, Madam!" - lød
det oprømt, idet de begge traadte ind.

Far og Datter saa et Øieblik tause paa hinanden.
Pludselig sprang hun op og faldt ham hulkende om
Halsen . . . "Far! . . . Far! . . ."

"Er det dit fulde Alvor, Mina, at det skal være ham
og ingen anden, saa faar han komme, siden Du ende-
lig vil hede Fru Werring! Ja . . . ja . . . Barn! Du faar
faa din Villie!

 . . . Men gaa saa hen og tak Madam Kristensen der.
Det er hende, som slog Slag i Sagen. Hun har kjørt
mig ordentlig tilvands, og der er ikke ret mange, som
kan sige det."

At Mina Nørregaard skulde gjøre Honnør og skjænke
ved Bordet, kostede den Aften Faderens smukke gamle
forgyldte Thekop Livet . . .

EN FAAR HOLDE RATTET OG STAA FOR STYRINGEN

En Sjømand i en trerevet Mersseilskuling var det
eneste ordentlige, man kunde blive i Verden! - derom

SIDE: 127

var baade Polly og Bernt enige, og var der noget uri-
meligt til, saa var det vel en Sjøgut, som sad og "mor-
pugede".

Derfor var Bernt ogsaa meget ivrig for at bevise
hende, at han lærte alting "som bare Baas!" blot han
læste over et Par Gange om Morgenen, før han gik paa
Skolen.

Fuldt saa let gik det nu ikke. Men, enten det var
Sølvuhret, som han skulde faa til Konfirmation, der
virkede, eller det var Frygten for Faderen eller tillige
nye vaagnende Evner - nok, det viste sig, at Bernt
uden Møie Uge efter Uge Aaret udover præsterede
særdeles gode Karakterer. Naar han saa Lørdag Efter-
middag oppe paa Seilloftet kunde forevise Polly Ka-
rakterbogen med alle Ugens "Pinder", som Enerne
kaldtes i Skolesproget, var det hellerikke altid, hun
behagede at vise ham den Respekt, hun vistnok i sit
Hjerte følte for Tingen. Tvertimod, hun kunde slaa paa
Nakken og temmelig spodsk spørge, "hvormange Pug-
heste de var der paa Skolebænken?" eller endog, naar
hun var i det Lune, være saa infam at spørge ham, om
det var sandt, at Grethe Nilsen hørte ham i Bibelhisto-
rien om Aftenen, før han lagde sig?

Hvor Polly havde faaet vide det fra, kunde han ikke
begribe. Hun hakkede altid paa Grethe Nilsen.

Grethe var Madam Nilsens sekstenaarige Datter, en
mørkhaaret, net Pige med et vist tækkeligt Væsen, som
han holdt meget af, - af mange Grunde, ogsaa fordi
hun saa saa voksen ud. Snil og paapasselig, aldrig ude
af Ligevægten, hjalp hun Bernt ud af mangen Knibe
derhjemme i Huset. Hun tørrede hans Klæder i Bager-
ovnen, uden at Moderen vidste det, naar hans Ekspe-
rimenter og Søstudier i den gamle Pram havde ladet
ham tage sig Vand over Hovedet, og reparerede i Stil-
hed mangen Flære i hans Klæder.

Enige var han og Polly derimod ubetinget i alt, hvad
der gjaldt hans Sysler paa Seilloftet. Medens han sad
deroppe i Fristunderne og arbeidede paa sin Plads
mellem Folkene, kunde hun staa meget ivrig og se paa

SIDE: 128

med Hænderne paa Ryggen, vuggende og svingende de
korte Skjørter om Benene. Bernt bredede sig med
gamle Rutlandshistorier, alt hvad han blot kunde
skrabe sammen, derunder ogsaa temmelig apokryfiske,
henhørende blandt dem, som Manden i Staværn skulde
have fortalt, saasom at Rutland en Vinter var fundet
drivende ude i Havet nordpaa med ihjelfrosset Mand-
skab, og hvorledes Fartøiet engang havde havt en Kap-
tein, som var saa tyk, at han knap kunde komme ned
igjennem sit eget Kahytsruf.

Det, som Polly en Tid saa med lidt Misnøie, var, at
han mere og mere begyndte at gaa hen paa Skibsværf-
tet over paa den anden Side af Byen. Han havde faaet
det med et sandt Raseri for at tegne Fartøier i Rids,
saadan som de gjorde der, og saa bygge Modeller og
regne og grunde over Længden i Forhold til Bred-
den, Masternes Placering og saadan noget. Men, efterat
han havde fundet paa at sætte sine Smaafartøier op paa
Takkelloftet, hvor Polly forvarede dem for ham, blev
hun snart lige saa ivrig paa Sagen som han. Han byg-
gede og skar, satte Mærke paa hvert Stykke, gjorde
Spantereisninger, talte om Façoner under Vandlinjen
og Bredde over Fisken, og Pollys raske Hoved fulgte
med og var inde i det altsammen. De sværmede be-
geistret for, hvordan en Fuldrigger skulde ligge paa
Vadet: lang og slank i Vandlinien, skraanende agter-
over, rank og luftig - let i Reisningen, skarp som en
Ragekniv i Bougen.

Nu havde han lært at beregne Kubikindholdet, og
han skulde regne ud et Fartøi, der gjorde en Fart i
Vagten, som ingen før havde tænkt.

Der taarnede sig en Fantasiverden om hver Model,
og Polly drømte sig da ogsaa med ombord . . . "Aurora",
"Falken" og "Forsøget" passeredes den ene efter den
anden ude i Havet, og saa gjaldt det at seile omkap
med Adelsten, den første Hartløber fortiden baade der
og i Nabobyerne.

Uenighed opstod der jo ogsaa herunder en og anden
Gang, for Polly var gruelig hidsig; - mindst vilde hun

SIDE: 129

vide af den Slags Skrædderseil, som Grethe Nilsen
havde faldet! - -

- Da Kristensen det Aar ved Juletid kom hjem og
lagde op, blev han ikke lidet forbauset ved at finde
liggende Øvrighedens Opnævnelser til ikke mindre end
tre Tillidshverv. Det var ikke frit for, at han grundede
en hel Del over dette. Kunde han mulig have taget
feil i sin Mistænksomhed? Noget gaadefuldt havde der
dog ligget i Luften! . . . Faktum forelaa nu engang og
satte ham i fortræffeligt Humør.

Men i sit Liv fik han aldrig den Gaade opklaret, -
derfor havde hans Hustru omhyggelig sørget baade hos
Sorenskriver Nørregaard og hos Byfogden. "Den Skygge
skulde ikke formørke hans saare Sind!"

- Men hvor Bernt var vokset. De store vide Klæ-
der, han fik, - det var sandelig et Spørgsmaal, om de
ikke snart blev for korte . . . Hvor stor og pen Gutten
var bleven! . . . "Husker Du, Kristensen! hvordan Haar-
luggen strittede paa ham? og se bare nu! - Ja den
Madam Nilsen, det er en dygtig Kone. Men slidt paa
sine Klæder har han! . . . det er sletikke noget at sige
paa det, det gjør alle Gutter! . . ."

Det var Madam Kristensen, som, da hun var kom-
met hjem, blot tænkte og levede i Bernt.

Nu var Polly inde i Spisekammeret med hende for
at give Besked om ham.

Det var et langt Regnskab at aflægge, helt siden fra
tidlig ivaar; men Polly var baade raptunget og flink
og blev aldrig Svaret skyldig. Saadant som, at han
havde kuldseilet udenfor Kleven med den lille Pram,
hvortil han havde laant et stort Baadseil, blev jo
vistnok forbigaaet; det var ogsaa bleven holdt
hemmelig for Madam Nilsen, saa at det ikke kom ind
med i hendes Breve. Men i det store og hele var Polly
temmelig aabenhjertig. Hun følte ogsaa godt, at der
laa Tilgivelsens Overflødighed paa alle Hylder, og at
enhver rosende Oplysning var hans Mor ligesaa vel-
kommen, som den belovede Honningkage med Sucat

SIDE: 130

vilde være hende, naar den endelig virkelig kom for
Dagen fra en eller anden af Skufferne.

. . . "Og saadanne Karakterer, som han har faaet,
Polly! Kristensen er blevet ganske overrasket. Han
maa have været uhyre flittig."

Polly taug til den Formodning og svarede blot . . .
"De siger alle, han har saa godt for det."

"Det har han efter Kristensen, Polly! Kristensen har
igrunden saadant udmærket Hoved, især til at regne.
Vil Du se Sølvuhret, Bernt skal have til Konfirmationen?
- det blir saa, at vi konfirmerer ham ivaar, - men
Du maa ikke sige, Du har set det. Se her!"

Ivaar? - Grethe Nilsen skal ogsaa konfirmeres til
Vaaren," - oplyste Polly.

"Ja de to skal gaa for Præsten sammen."

Polly faldt med ét i Tanker.

"Hør, Polly! Tal nu oprigtig! Han har vel været
ude i mangt et Slagsmaal?"

"Ne...i . . . ikke mere end én eneste Gang. Men da
var det slet ikke han, som begyndte. Bernt laa og
fiskede ude ved Tønden. Han havde gjort fast Pram-
men der først, da Lars Enersen - han, de kalder In-
sektet, - og et Par andre Gutter kom i en Jolle og
kaldte ham Skipperen og vilde have ham afveien, og
det vilde Bernt ikke finde sig i."

"Lars Enersen? - han har det vel i Munden lige-
som sin Moder!"

"Og saa blev der Slagsmaal . . . og saa blev hele
Buksen hans flænget, saa han ikke vidste, hvordan han
skulde komme hjem, og alle Gutterne lo efter ham.
Men han vilde ikke, at Madam Nilsen skulde faa vide
det, og saa kom Grethe, som altid er saa voksen og
vigtig, og saa . . . saa" - hun talte i stigende Bevæ-
gelse - "hørte jeg af Pigen, at Grethe Nilsen havde
siddet i Bagkammeret hele Eftermiddagen og syet igjen
Bukserne." - - Polly søgte at undertrykke Taarerne
som stod hende i Øinene.

"Men Polly! Det var da slet ikke hans eneste. Han
har tre, fire Par. - - Saa saa, Polly! - tænk nu

SIDE: 131

ikke, at jeg er vred for det! . . . Her, - se her!" -
hun tog op Laaget paa en Kiste, - "her skal Du faa
Honningkagen, jeg har lovet Dig! . . . ægte hollandsk
med Sucat! Og tag saa den lille Kage med paa Veien,
saa at den store kommer hel hjem, og Du kan traktere
din Farfar af den."

I Tiden over Nytaar var Madam Kristensen meget
betænksom af sig. Hun gik nu og grublede over,
hvorledes hun skulde sætte igjennem hos Kristensen,
at Bernt fik følge sin Lyst og gaa tilsjøs. Bernt havde
alt flere Gange ivrigt nævnt for hende om, hvad det
skulde blive til, naar han nu blev konfirmeret, og hun
havde da trøstet ham med, at der nok blev en Udvei,
naar han blot var flink for Præsten; men at det ikke
var værdt at uro Faderen med dette før Tiden. Han
maatte jo først se, om Bernts Villie ogsaa var fast
fremdeles . . . "Men, mener Du det samme ogsaa da,
saa skal han og jeg nok overlægge."

Det var, som Bernt alligevel anede Uraad; thi han
var ikke videre fornøiet; men nu optog Konfirmatio-
nen ham, og han var ligesaa ivrig der som overalt.
Han agtede at staa sig godt for ogsaa at klare den
Pynt, - for tilsjøs vilde han!

I denne Tid var han ikke synderlig ofte nede paa
Takkelloftet hos Polly. Han havde baade Skolen og
Præsten at klare og vidste, hvad han anstrengte sig
for. Den Dag, han blev konfirmeret, vilde han sige sin
Far, at han vilde tilsjøs.

Han og Grethe Nilsen var hele Tiden de flinkeste, og
der var ingen Tvivl om, at de to vilde komme til at
staa lige over for hinanden som Nummer én paa Kir-
kegulvet. Naar de Mandag Formiddag allesammen
strømmede ud af Sakristiet, hvor Præsten overhørte
dem, holdt Bernt sig altid helst ved Siden af Grethe,
der var saa pen og voksen med næsten sid Kjole og
havde Spørgsmaalsbogen i en Sypose.

- Kristensen var meget optaget den Vinter baade
af sine egne og andres Forretninger, og hjemme var
han altid i godt og hyggeligt Humør. En Dag gik han

SIDE: 132

og fløitede om i Stuen, før han satte sig til Midda-
gen. Han sagde dog intet, før Bernt, som vanligt, var
spurgt om Karakterbogen. Endelig kom det:

"Nu har jeg faat det, som jeg vil, Mor! Berg har
hjulpet mig til at faa en fast Plads for Bernt over i
Shields paa det samme Værft, hvor hans Søn var i
Lære. Det kalder jeg Held . . . Svineheld!"

"Ja, men jeg har ikke Lyst paa den Vei!" udbrød Bernt.

"Jeg tænker, Du har den Lyst, din Far har for Dig,
jeg, Gutten min!"

"Nei, jeg" . . . Bernt stansede pludselig ved et bety-
dende Blik af sin Mor.

"Jo, tænker jeg! . . . og dermed blir det. Skulde ikke
en Gut som Du være glad og takke til, naar Forældrene
kunde faa Leilighed til at sætte ham ind i en ordent-
lig Levevei . . . Du tror kanske ikke det koster noget?
. . . eller at din Far har Penge, saa det ryr ud af alle
Lommerne? . . . Jo, Gutten min! Du skal til Shields!"

"Jeg vil ikke til Shields!"

"Bernt!" - advarede Moderen.

Han taug, men saa trodsig ud.

"Knyr Du?"

"Nei, Kristensen! Du ser jo, Gutten vil rette sig
efter, hvad Du vil, om han kanske ikke er saa forbe-
redt paa den Bestemmelse."

. . . "som baade Du og jeg længst er blevet enige om,
Gjertrud."

Bernt sad med Graaden i Øinene og Forbittrelsen i
Halsen.

"Kjære Kristensen! Du ser jo Gutten vil rette sig
efter alt, hvad Du bare vil."

"Det er ikke andet, jeg forlanger."

Madam Kristensen saa i Taushed paa, hvorledes
Bernt opfyldt av Graad og modfalden tog Huen og sneg
sig ud af Døren. Det var en uhyre Overvindelse for
hendes moderlige Hjerte ikke at aabne Kampen alle-
rede den Dag; men hun kjendte sin Mand for godt
og vilde ikke forspilde sin Udsigt til at seire ved at
gaa forhastet tilværks. Skulde Slaget vindes, maatte

SIDE: 133

det gaa med det gode. Hun forstod tilfulde, hvor svær
Kampen vilde blive, og tvang sig endog til at vise sin
Mand en venlig Mine, da han blot vilde blive opsat
ved utidig Modstand. En Dag maatte Kampen jo ta-
ges; men da vilde hun ialfald have en konfirmeret
Søn med sin egen Villie ved sin Side.

Madam Kristensens brede Natur laa ikke for at gaa
saadan taus i Længden. Det satte sig til Humør og
bryggede mere og mere op til Uveir, og hun gjorde sig
tilslut Tanker foran sin Mand, som hun hidtil aldrig
havde tænkt, skulde været mulige, - at han var tyran-
nisk! Bernt skulde tilsjøs, enten han nu vilde eller ei!
Saadan, som hun havde sørget for ham hos Sorenskri-
ver Nørregaard, saa Kristensen blev fri for al den
Tyngde, fik han sandelig taale, at hun i dette ene
Stykke vilde det, hun vilde, - det vil sige det, Bernt
vilde, og satte det tvertigjennem al hans Envished.

- Konfirmationsdagen oprandt med et ægte Aprils-
veir, baade Regn og Slud til en Begyndelse, men siden
Solskin, saa det faldt ganske varmt ind igjennem Kir-
kevinduerne paa endel af Stoleraderne i den menneske-
fyldte Kirke. Baade Kristensen og Madam Kristensen
mente med sin Kristendom, og de skulde i mange Aar
bagefter huske paa den høitidelige Søndag efter Paaske,
da de sad sammen saa lykkelige og saa deres vakkre
Bernt staa Nummer én paa Kirkegulvet for al Menig-
heden lige over for Grethe Nilsen.

Madam Kristensen var bevæget og græd meget. Der
var Øieblikke, hvori hun ikke saa Gutten for Graad.
Hun kunde ikke for det; men det var, som noget tryk-
kede hende, - en eller anden tung Anelse . . .

Gratulationerne var forbi, og Hverdagene indtraadte.
Hele Forskjellen var, at Bernt gik med Uhrkjede uden-
paa Vesten; men indvendig var det ikke saa. Han
havde til Konfirmationsdagen knyttet mange Luftka-
steller og store Illusioner. Den voksnes frie Land skim-
rede bagom den! Naar han var konfirmeret, vilde
han tage Hyre for Langfart . . . se Kalifornien og Kap
Horn og Negre og alle fremmede Fokeslag lige til de,

SIDE: 134

som spiste Slanger som vi Aal, - det havde Bergen-
seren fortalt, - og bakse sig frem først til Styrmand
og saa til Kaptein. Bagom Konfirmationsdagen laa for
hans Længsel hele det frie blaa, af Seilere, Eventyr og
Farer fyldte Hav. Han havde arbeidet og fornegtet sig
paa Skolen for at naa denne Dag. Og nu gik han der
med en ung Sjøguts hele Længsel og taug og ventede
paa de Ord af sine Forældres Mund, der skulde løsne
Linen og lade ham flyve ud. Den mørkhaarede Gut
havde et Drag i Ansigtet, saa ung han var, som min-
dede baade om hans Far og Mor; det var Faderens
indbrændte mørke Øine og hendes bestemte Mund og
Næse. Der var Villie i Arv fra dem begge.

Han gik paa Skolen og kom hjem igjen og lagde sine
Bøger regelmæssig ind som før; men hans Tanke tæl-
lede nu blot Dagene, til hans Frihedstime skulde slaa.
Han vidste, at det ikke kunde gaa for sig uden en
Brydning mellem Forældrene, men havde dog endnu
aldrig set, at Moderen ikke fik sat igjennem det, hun
for Alvor vilde.

Idet han en Eftermiddag kom hjem, kastede han
utaalmodig sine Bøger paa Bordet:

"Men Mor! - skal det da aldrig blive? Det er til
liden Nytte, synes jeg, jeg gaar frem og tilbage imel-
lem Skolen og her og laverer. Jeg . . . jeg aarker det
næsten ikke mere. Du faar lade det bære løs."

"Og Du vil tilsjøs, Bernt? Du kunde ikke . . . be-
tænke Dig?"

"Betænke mig? . . . Siger Du nu det? . . . Har Far
faat Dig til det . . ."

"Jeg vilde bare høre, om Du endnu er lige fast i det,
. . . for, har Du Tvil om din Lyst, Bernt, saa, - saa
skal Du spare mig."

"Far gik selv tilsjøs!"

"Derfor er det, han ikke vil have Dig did."

"Jeg vil tilsjøs. Du maa snakke med ham om det
snart, Mor! Vi maa faa en Endskab paa det."

"Den kan vi faa, før vi vil, Bernt! Du kjender ikke
din Far."

SIDE: 135

"Jeg er konfirmeret, - han har ikke noget mere at
ville for mig!" - sagde han trodsigt.

"Bernt!"

"Til Shields gaar jeg ikke. Jeg gaar tilsjøs!"

"Uden din Fars Lov?"

"Saa faar han give mig Lov!"

"Hvad mener Du med det, Bernt?"

Bernt svarede ikke.

"Sig straks, hvad Du mente."

"At jeg vil tilsjøs, Mor! . . . og nu har jeg ventet saa
længe, at jeg ikke vil . . . ikke aarker at vente længere.
Sender han mig til Shields, saa ser han mig aldrig
igjen."

"Bernt! Bernt! . . . Hvor var Du henne nu? Du vil
da vel ikke gjøre os Sorg?" - hans Mor saa smerte-
fuldt paa ham.

"Bliv nu bare ikke saa bedrøvet straks, Mor! Jeg
kan sige det til Far selv, han kan da vel ikke mere
end slaa mig ihjel for det, - saa slipper jeg ialfald
for at komme til Shields."

"Du er en svær Gut, Bernt! - - Du gjør mig bange
for, hvad der skal blive af Dig."

"Bange for Bernt?" - lød det i Døren. Det var
Kristensen som kom hjem. - "Han skal blive en dyg-
tig Skibsbygmester. Om en Uges Tid kan vi melde Dig
ud af Skolen, da gaar Stenersens Brig over til Shields,
og Du faar følge med."

"Jeg vil helst gaa tilsjøs!"

"Saa? Ja det vil alle Unggutter, da slipper de for at
lære noget hjemme. Men de angrer det allesammen
bagefter."

"Ikke jeg!"

"Ikke Du? - Hvad véd Du om den Ting nu."

"Jeg har ingen anden Lyst end Sjøen."

"Som om Folk faar gjøre det, de har Lyst til. Ver-
den er nu engang ikke slig, Gutten min! Og skjønner
Du ikke, at en Skibsbygmester ogsaa er noget, som
hører Sjøen til."

"Sjømandsskab paa Land bryr jeg mig ikke om."

SIDE: 136

"Men jeg bryr mig om det for Dig, og det faar nu
være nok! Om fjorten Dage gaar Stenersens "Hertha"
over, og da følger Du med! Saa kan Du grunde saa-
meget, Du vil, paa din Lyst underveis."

"Jeg gaar ikke til Shields!" - udbrød Bernt udaf
det.

"Og jeg skjønner, her vanker alvorlig Stryg, min
gode Bernt!" - Kristensen gik efter ham.

"Kjære Kristensen! heller end at banke Gutten, synes
jeg, vi skal snakke ordentlig med ham om Tingen.
Naar han nu har saadan Lyst til Søen . . ."

"Det er ret, Mor! - hjælp ham. Vis nu, hvilken
Gaas, Du kan bli' til, naar det gjælder den Gutten!"

"Kanske ogsaa, naar det gjælder Dig, Kristensen!
Bebreider Du mig nu ogsaa det? Jeg kunde plukke mig
for de sidste Fjer, for din Skyld!"

Kristensen studsede. Hun pleiede ikke at gjøre den
Slags rørende Scener, og som han anede en Snare,
sagde han barskt:

"Med eller uden Fjer, saa nytter det ikke at rokke
ved den Sag."

"Du vil da bruge Forstand, vil jeg haabe?"

"Jeg véd, hvad jeg vil."

"Vi skulde vogte os for at lade Guttens Fremtid rette
sig efter vor Egenvillie, Kristensen!"

"Jeg mener, Du gjør dit til at faa Gutten opsætsig!"

"Jeg vil bare, at Bernt skal tro, at vi har betænkt,
hvad vi gjør, saa godt som vi bare kan, - efter vor Sam-
vittighed, Kristensen!"

"Betænkt? . . . Betænkt?" - Han gik hastig frem og
tilbage og slog op med den ene Haand. - "Vil Du
vide det, saa har jeg tænkt paa det, fra Gutten blev
født, - i seksten Aar! Tror Du ikke, jeg kjender det?
hvordan Styrmændene gaar der og misunder og efter-
tragter Skipper- og Kapteinsposter rundt om og hop-
per i Taget, naar de faar dem, og saa - efter nogle
ordentlige Nætter paa Hægten til at seile sig under
med hele Ansvaret paa Nakken for Liv og Ladning,
ønsker de, at de bare aldrig havde taget fat i Sjøen!

SIDE: 137

. . . Ih! . . . Ih! . . . da vil de paa Land igjen. Men da
maa de gaa paa alligevel, for de har Familien at sørge
for! Og saa søger de Poster og vil undaf, om de saa
skal sidde alene med alle sine Aaret rundt midt ude i
Havet paa en Fyrvogterpost. Men de fleste faar pent
vedblive at seile."

"Der er nok Ansvar i al Stilling, Kristensen!"

"Ikke som tilsjøs, siger jeg Dig! Til at stride mod
Havet skal der noget andet end at være en flot og lystig
Sjømand, - en "Per Uvittig" eller "Lad skure" med
Silkesnipper om Halsen! . . . Der vil en hel dryg Kar
til, og mindst skal en forstandig Far ønske sin Søn det."

"Du længes selv efter Søen, naar Du gaar forlænge
paa Land, og vi to kjender jo nok af Kapteiner, som
baade har det godt og lykkeligt."

"Nogle, ja . . ."

"Mange, Kristensen!"

"Fordi de gaar der og lader fem være lige og glem-
mer med Villie fra Gang til Gang det Himmelveir, de
sidst var ude i. Der er mange Maader at slaa Ansva-
ret bort paa. Det er ikke alle, som netop drikker og
bander eller driver Rangel iland. Jeg kjender nok til
det! Der er dem, som rent ud ikke taaler det, Mor! -
og det kan netop være dem, som fra først af var baade
bedst og modigst." - Kristensen sagde det med dybt
Alvor som grebet af egen Livserindring.

"Du tænker, at alle er saa saare for andres Gods som
Du, Kristensen! Du er altid i vanskeligt Humør, naar
vi gaar med fremmed Fragt. Men der blev nok ikke
nogen Sjømandsstand paa det Vis, - og ikke nogen
anden Stand heller, tænker jeg!"

"Jeg kjender mit eget Blod og sætter ikke min Søn
did! Han sagde det næsten, som han havde ondt for
at faa Lyden frem. - - "Me..n tænk Du! Nu véd Du,
hvad jeg vil . . . og Du Bernt med! . . . Vil Du have
en Skilling af din Far til at komme frem for, saa
lystrer Du!" Aarerne stod blaa ved hans Tindinger, og
hans mørke Øine brændte truende udover baade Mor
og Søn.

SIDE: 138

Der blev Taushed, hvorunder Faderen gik langsomt
op og ned, medens Sønnen sad med nedslagne Øine og
bed Tænderne sammen for ikke at bryde ud i vild
Hulken. Kristensen nikkede utaalmodig hen til ham,
og Bernt forstod, at han havde at gaa ud af Stuen.

Der blev, om muligt, endnu mere lummert og tyst
efter ham. Madam Kristensen havde sluppet Sytøiet og
sad med sin bestemte Mine og saa hen for sig, medens
hun med Albuen mod Bordet holdt Haanden op til
Kinden.

"Er det ikke paa Tide, Du tænder Lyset nu, Gjer-
trud?"

Hun vendte sig paa Stolen imod ham: - "Sig mig,
Kristensen! Lader Du virkelig Gutten gaa fra Dig paa
den Maade, - tvungen? . . . Jeg havde nær sagt, baade
mig og Gutten? - Der er Du ikke bange for at tage
Ansvar paa Dig, synes jeg!"

"Fordi jeg er grei paa, hvad jeg vil."

Der blev en yderligere dyb Taushed, hvorunder Ma-
dam Kristensens Bryst gik heftig op og ned. Havde
der ikke været Skumring, vilde han have set sin Hustru
sidde aldeles bleg med Læberne sammenpressede. En-
delig udbrød hun med tilkjæmpet ro:

"Aldrig havde jeg troet, at, hvad jeg vilde, veiede
saa lidet hos Dig, Kristensen!"

"En maa holde Rattet, Mor! og staa for Styringen
- og det faar være mig! Du har i mange Aar faat
stelle det, og faat Tak til, og jeg har jo ikke brudt
mig saa farlig om, at nogen kunde tænke, jeg var en
Dot. Men," - han gik nær hen til hende og saa hende ind
i Øinene, - "tror Du ogsaa, jeg er det, Gjertrud! saa
skal Du smukt komme til at sidde med Rokken her-
hjemme Aaret rundt."

Hun havde pludselig set den fornærmede Mandsvær-
dighed glimte op og forstod, at hendes egen Stilling til
ham begyndte at blive farlig. Hun havde i Livets Løb
ved hans eftergivende og godmodige Maade at være
paa igrunden glemt, hvad hun dog altid i sit indre
havde havt en dunkel, respektfuld Anelse om, at han

SIDE: 139

bragt til Yderlighed kunde være en voldsom, ubetvin-
gelig Natur. Hun kom i dette Øieblik til at huske paa
den Jernhaand, som engang ganske rolig knugede hende
ned i Knæ paa Dækket ombord i Rutland, da hun endnu
var Jomfru Een.

Det var ikke kjærlige Øine, der hvilte paa ham; det
var en saaret Moders og en i sin Magt over Manden
skuffet villiemægtig Kvindes.

Med et kort: - "Du raader naturligvis!" reiste hun
sig brat og tændte Lyset. Men, medens de spiste, og
han senere sad udover Aftenen og bladede og strøg
over i sin Regnskabsbog, talte hun ikke et Ord.

Til Bernt sagde hun blot, før de lagde sig:

"- Du hører, Bernt! Din Fader vil det ikke. Han
har selv givet Dig sine Grunde for det, og saa maa vi
finde os i det og lyde."

Mellem Kristensen og Madam Kristensen var der,
siden hin Aften, da han saadan satte sin endelige Vil-
lie igjennem, indtraadt en vis Spænding. Han var ikke
den, som ikke mærkede, at hun jo var blevet mindre
meddelsom. Medens hun ellers altid pleiede at sam-
snakke med ham baade i det vide og brede, naar det
gjaldt noget, der skulde ordnes for Gutten, gjorde hun
nu høist kun nogle knappe Forespørgsler om Udstyret
og Kisten, der skulde fyldes, og om, hvordan han skulde
indrette sig og bo derover i Shields. Han fandt sig
imidlertid temmelig filosofisk i, at hun var endel faa-
mælt og kold imod ham i disse Dage før Reisen. Hun
maatte faa have sin Tid til at summe sig paa, at dette
ikke gik efter hendes Sind, og han kjendte hende for
godt til ikke at vide, at hun havde overmaade svært
for at bøie sin Villie.

Madam Kristensen gjorde redelig, hvad hun kunde,
for at forsone Sønnen med sin Fars Bestemmelse; men
han forholdt sig hele Tiden temmelig undvigende og
slog som oftest Samtalen over paa noget af det, hun
stellede med for ham til Reisen.

SIDE: 140

. . . "Et Aar i din Alder er ikke saameget! - saa
kunde det kanske ogsaa hænde, at jeg faar omstemt
din Far, han maa tages med det gode, véd Du."

"Jo-o! . . . og saa om et Aar faa begynde som Skibs-
gut kanske, - og kanske ikke."

"Andet Raad end at føie Dig har Du ikke, Bernt!"

"Ne...i . . . jeg hører det! Men nu, jeg er konfirmeret,
synes jeg nok, jeg burde været spurgt istedetfor at
drives over til Shields. Hvorfor faar jeg ikke Blaa-
skjorten med, Mor?"

"Den gamle . . . hullede!"

"Gjør ingenting, bare Du lapper den lidt. Der véd
ingen, hvad den kan blive god for." - Men lige efter
begyndte han at lægge en Hyssing om sine Bøger -
"Far vil at jeg skal se til at faa solgt dem paa Skolen,
fordi de bare læser engelsk derover. Men véd Du, hvad
jeg helst vilde, Mor - stoppe dem i en Sæk og sænke
dem ned med en Sten midt ude paa Havnen."

"Bernt! - Du skulde ikke bedrøve mig nu, Du skal
reise. Det er haardt nok alligevel, Gutten min!"

"Aa, Mor! - jeg skal nok skrive til Dig."

"Hør, Bernt! - Du maa endelig skrive pent til din
Far! - altid til os begge. Skal jeg faa ham over paa
en anden Mening, maa han ikke se andet end Lydig-
hed fra Dig. Husk paa, hvad jeg siger nu, Bernt! Hver-
gang Du skriver, maa Du huske paa mig, - at jeg
staar hos Dig og siger det til Dig!"

Taarerne steg hende i disse Dage let i Øinene, og nu
fyldtes de igjen ved Tanken paa, at Gutten om ganske
kort Tid skulde være langt borte fra hende i et andet
Land.

- To tre Dage efter afgik Bernt til England. Hans
Far og Mor, Madam Nilsen og hendes Datter Grethe
samt Polly Kjelsberg var med i Baaden ombord, da
Stenersens Brig lettede. Den eneste foruden Kristensen,
som ikke græd, - det havde Madam Nilsen lagt Mærke
til - var Bernt. Han saa temmelig ubevæget ud, og
til Polly, der gik med røde Øine hele Dagen, hviskede
han:

SIDE: 141

"- Pyt! - tro aldrig, jeg gaar didover for at
tømre." -

SIDE: 141

SORG

Den tolvte Dag efter Afreisen havde Rhederiet faaet
Underretning om, at Briggen laa over i Shields og tog
Kul; men der var siden Dag for Dag hengaaet to Uger
uden et Ord fra Bernt. Rutland var i den Tid gjort
seilklar og gaaet ud i Fragt for Kristiansand og andre
norske Byer, og Madam Kristensen havde paa det nøi-
agtigste sørget for, at ethvert Brev fra ham straks blev
eftersendt til de forskjellige Steder.

Der hengik en Maaned, og nu blev der skrevet til
ham over i Shields, hvorledes han maatte adressere
Brevet, da det, han antagelig havde skrevet, ikke var
kommet frem.

De havde siden den Tid losset baade i Kristiansand
og Bergen og gaaet for Returfragt sydover. Madam
Kristensen gik og ventede og talte Dagene i yderste
Uro og Spænding, og hun omgikkes just med den Tanke
at gjøre yderligere Foranstaltninger, da der endelig
indløb Brev fra ham, medens de laa seilklar fra Kle-
ven ved Mandal. Det var et underligt Brev, der brændte
Madam Kristensen i Hænderne, fra hun modtog det
oppe paa Posthuset, til hun fik leveret det til sin Mand
ombord. Der stod Gibraltar paa Poststemplet . . . paa
to Steder, - og Hjertet krympede sig i Brystet paa
hende. Hun gik med det og turde ikke, - vilde ikke
aabne det, før Kristensen var med.

Da han saa hende komme med Brevet i Haanden,
udbrød han forskrækket over hendes forstyrrede, blege
Udseende:

"Hvad for Ulykke kommer Du med nu, Gjertrud! Er
Gutten? . . ."

"Nei, Herren være lovet, det er hans egen Haand."

Siden saa han paa Brevet.

SIDE: 142

"Gibraltar!" - Han skiftede Farve og rev det op . . .
"Gibraltar! . . . Læs det for mig. Læs det for mig, hører
Du!" - tordnede han. - "Aa nei" - han saa sig om
til Folkene paa Dækket og sagde dæmpet: - "Lad os
gaa ned, Gjertrud!" - -

- Om Eftermiddagen laa Rutland i den heldende
Sol med alle Seil oppe for østgaaende ude i en aaben
Havstrækning blandt Skjærene. Bommen slingrede
mellem Dønningerne, og der var saa stille, at man
kunde kastet en Fjer i Veiret, og den vilde faldt lige
ned paa Dækket igjen.

Madam Kristensen sad paa en Bænk ved Rælingen
med Brevet i Haanden under Sjalet og stirrede taus
hen for sig uden at se paa Kristensen, som gik mørk
frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen, og af og
til stansede. Hun saa paa engang medtaget og op-
rørt ud; Øinene viste Spor af, at hun havde grædt. Af
og til begyndte hun paa at læse i det aabne Brev, men
lod det fare. Det var ikke langt. Der stod:

"Kjære Forældre!

I maa ikke blive bedrøvede, naar I faar Brev her
fra Gibraltar; men jeg havde gjort mig selv det Løfte,
at jeg ikke vilde til Shields ei heller noget andetsteds
uden til Sjøs og blive Sjømand som min Opdragelse.
Fraborde i Shields tog de mig straks for Skibsgut om-
bord i "Dancing girl", Fuldrigger, fire og tyve Mand,
som skulde til Middelhavet. Kapteinen siger, jeg duer
for Youngmand, halv andet Punds Hyre, siden jeg var
med at reve i Forebram om Natten under svær Byge
udenfor Portugal. Nu gaar vi til Cap Bona og siden
til Smyrna. Der hører jeg efter Brev hos Konsulen, om
jeg faar fra Eder. Tilgiver mig nu, kjære Forældre;
men jeg kunde ikke andet for min hele Livs Lykke,
som er Sjøens Levevei, og værer hilsede Moder og Fa-
der og alle kjære fra Eders i alt andet altid lydige og
hengivne Søn

Bernt."

SIDE: 143

Kristensens første Udbrud nede i Kahytten havde
været frygteligt. Han var bleven sprængrød i Ansig-
tet. Endelig truede han frem:

"Han kunde lige saa godt været død og borte . . .
for mig nu!" - og derpaa efter en Pause voldsomt: -
"Min Søn blir han aldrig mer! . . . Skriv det til ham.

Siden havde han en Stund faaet det med Næseblod,
og nu forholdt de sig oppe paa Dækket til hverandre
som to elektriske Tordenskyer, der trængte til Udlad-
ning. Han stansede pludselig lige over for hende og
sagde dæmpet mørkt:

"Véd Du, hvorfor Gutten er rømt, Gjertrud? . . . Du
svarer ikke . . . Ne...i . . . Du gjør ogsaa bedst i det.
Det var, fordi hans Mor holdt med ham!"

Hun gav fremdeles intet Svar; men hendes Blik af-
viste Beskyldningen paa en saadan Maade, at han kom
til at studse ved den opgjemte Harme, han læste i det.

"Ja vel, Mor! - Jeg ser, at Du nok helst sad henne
i Gibraltar og Cap Bona hos ham istedetfor at være her
og se mig i Øinene. Men" . . . Han vendte sig plud-
selig om og gik hen til Rorgjængeren, som stod ledig
ved det i Stillet slingrende Ror! - "Gaa forud Du,
Martin! jeg skal passe Rattet."

Da denne var borte, gik han igjen hen til hende.

. . . "Det jeg vilde sige Dig, er, at fra den Stund, Du
har dristet Dig til at være med ham om at knække
min Befaling og Ret som hans Far, er det forbi med
at "fare med Madam Kristensen" i mit Hus! Dette
Kvindfolkearbeide med Pakgods op imellem Bryggerne
bryr jeg mig ikke mere om. Vi gaar i de gamle lange
Fragter igjen, hvor Mand blir Mand! . . . og vil Du
ikke være med, har Du Lov til at sidde hjemme."

"Som Du vil, Kristensen! . . . Jeg ser, Du er istand
til meget, Du, - sende Gutten fra Dig den ene Vei og
Konen den anden!"

"Hvad jeg er istand til, kan være det samme. Men
nu rører Du aldrig mer ved den Sag. Hører Du Gjer-
trud! Jeg har mistet min eneste Søn, som jeg havde
stort Haab for, - at han skulde blive lidt mere, end

SIDE: 144

jeg er rukket til, og vil ikke miste mere. Hav den For-
stand ikke at røre op i det, som jeg bare maa se til, om
jeg kan glemme! Jeg ber om det baade for din og min
Skyld, Gjertrud, - vilde saa nødig miste Dig ogsaa!
. . . Hans Breve maa ikke komme mig for Øinene."

Madam Kristensen havde havt haarde, sviende bittre
Ord paa Læben om hans Egenvillie og blinde, hjerte-
løse Envished mod sin eneste Søn, hvorledes han selv
og ingen anden havde Ansvaret. Men lige over for dette
taug hun.

Aftenen var ved at synke paa. Seilerne laa udenfor
i det blaa Skagerak som hvide Prikker henstrøede i
den store Seilled indover til Østersjøen. Og Rutland
laa med sin urolige Storbom og slingrede, som om den
havde mistet sin stø Ballast i Kjølen. Det var blikstille
henover Dønningerne og sommerlummert med nogen
Disighed, hvori der tilslut sent paa Kvælden randt
nogle svage, matte Stjerner . . .

Hun opvartede taus sin Mand ved Aftensbordet, -
satte siden en varm Drik for ham. Men den Aften og
den Nat og siden mange, - mange Dage og Nætter var
disse to Mennesker igrunden skilte og ensomme . . .
bar hver sit, tænkte hver sit!

UDE OG HJEMME

To tre Aar var rundet hen, hvori Rutland stadig gik
i udenrigs Trade paa Østersjøen, Prøisen, Danmark og
Holland. Der var i dem gjort mange og heldige Spe-
kulationer; thi Kristensen vovede nu ganske anderledes
Indsatser end før, da han bestandig var ængstelig for-
sigtig. "Vi kan jo ikke mere end tabe de Skillinger,
vi har, Mor!" - var hans bittre Valgsprog, som hun
altid undlod at svare paa.

Han havde i et uheldigt Potetesaar i Norge gjort to
tre Reiser til Stettin og kjøbt Lasten fuld med en Ge-
vinst bagefter af hundrede Procent, og det følgende

SIDE: 145

Aar lykkedes det ham ikke mindre i Kønigsberg, da
Rugen saa pludselig var sunket i Rusland. Han sikk-
rede sig to hele Ladninger. Vistnok hjalp hans Hustru
ham - hun fulgte trofast med lige til senhøstes . . .;
men det var ikke længere paa det gamle Vis; de drev
det ikke mere i Pluk med Smaahandler, og han var
altid selv iland og afsluttede.

Det var et travlt Liv, der udelukkende gik løs paa
Vinding, og ingen anden Glæde frembød end Vinding!
der sled op Kræfterne og udfyldte Døgnet med sin egen
Lidenskab, saa at der ikke blev synderlig Plads til at
tænke paa andet. Kristensens Glæde i ensomme Timer
var at sidde nede i Kahytten med Bankbogen og sine
Regnskaber; - der var lange Tider, siden hans Hustru
havde set et af de gamle lune Smil i hans haarde,
koparrede Ansigt. Mellem dem indbyrdes vankede der
aldrig et ondt Ord; de var fra begge Sider meget for-
sigtige, og det var kun de Gange i Aaret, han kunde
forstaa, hun havde modtaget Brev fra Bernt, at han en
Tid blev meget vanskelig af Humør. Det var, som han
de Dage var bange for, at hun skulde forsnakke sig
om Brevet. Var han hjemme, søgte han da gjerne om
Aftnerne op i Klubben og holdt sig ellers saavidt mulig
nede ved Rutland eller ude i Forretninger.

"- Kanske bedst, jeg ikke stod iveien . . . var vel
borte . . . saa fik Du det, som Du vilde!" - undslap
det ham engang mørk forblommet, og hun tog den
Lærepenge af det, at hun siden sørgede for, at Brevene
aldrig mere blev sendt lige til hende, men først mod-
toges af Takkelmesteren, hos hvem hun ogsaa helst
læste dem.

Takkelmesteren havde ogsaa sin egen Maade at trø-
ste paa. Han paastod at alt i Livet var Bølger . . .

"Mi' sæl, Madam! . . . Mi' sæl, Madam! store Bølger
og smaa Bølger, store Dravater og smaa Dravater . . .
alt efter Farvandet! . . . Men husk, Madam! . . . i Uveir
er det bare de stærke Trosser, som holder. Resten
ryger! . . . raaddent Gods duer aldrig! . . . Har saa
Madamen set min Polly nylig? Hvad synes De? . . .

SIDE: 146

i den ny blaa Kjole . . . Ja, De behøver ikke at svare
. . . Nei, De behøver ikke at svare . . . Jeg er ikke
blind for hende . . . men saadant Siv . . . saadant Siv,
siger jeg! . . . Mange vakkre unge Piger har jeg set
i mit Liv . . . Tro De mig, Madam Kristensen! mange
vakkre Piger! helst i min første Ungdom; men . . .
Polly er ligesaa rank og myg om Livet som sin Mor-
mor, - saa fin og letbygget som en Linedanserske. Det
kom med engang, da hun blev konfirmeret. Med ét
var hun fra en Vildkat forvandlet til en Jomfru. Se
her . . . se bare det lakerte Bælte! . . . ikke to Spand
af mine Fingre, saa krogede de er . . . Men knibsk . . .
men knibsk!" - Han saa med et lunt Sideblik paa
Madam Kristensen og rystede paa Hovedet. - "Men
saa rinder vel den Dag, da der kommer én og gjør en
gammel Takkelmester ulykkelig. Naturens Orden, siger
jeg mig selv, saa godt jeg kan, Madam Kristensen! . . .
Vi maa alle under Tugten. Det er ogsaa Naturens
Orden, at vi skal gaa væk herfra; - men vi har ikke
Lyst paa det!"

"Jeg véd ikke jeg, Takkelmester! - naar vi bare
ikke havde dem, vi holdt af her paa Jorden at gaa
bort fra." - Hun sukkede.

"Det er første Gang, De i mine Øine ikke har talt
fornuftigt, Madam Kristensen! . . . som den, hvem det
ikke er beskaaret at klare sig. Naar Bølgen fylder alle
Rum, saa klemmer man Munden sammen og holder
Pusten og bier, til det begynder at lysne igjen. Den,
som raaber utaalmodigen, faar Vandet i Struben og
drukner, fordi han - eller nu hun, Madam Kristensen!!
- ikke vilde bie paa sin rette Time . . . ikke satte Lid
til ham, som raader for hele Havet med samt baade
Strømras og Bræk! . . . Saadant skal vi tage til Hjerte,
Madam, . . . at vi ikke har vor Bibel som en Svine-
blære, der er utæt og ikke til at flyde paa . . ."

- Der gives Mennesker, som kan kjæmpe og blive
slagne, og atter og atter tage fat, saalænge der er Glimt
af Haab, men som er svage i de Mellemrum i Livet,
da alt ligesom er sort, og der maa ventes paa Chancer.

SIDE: 147

Det er handlende Naturer, der er skabt for Angrebet,
men ikke eier den Kraft, som skal til, for at staa i
Defensiven mod Skjæbnen . . .

Taalmod var ikke Madam Kristensens Force. Hun
sank sammen under dette udveiløse Forhold, begyndte
med sine seks og firti Aar at faa noget træt og gam-
melagtigt over sig, som ellers alt andet end tillaa hen-
des optagne, virksomme Væsen. Hun levede nu bog-
stavelig kun paa de tre fire Breve om Aaret, hun fik
fra Bernt, af at gaa og haabe paa dem og bagefter
i maanedsvis at læse dem først med Takkelmesteren
og Polly eller Madam Nilsen og siden hemmelig Dag
efter Dag hjemme hos sig selv.

- Hvad det gjaldt om i Eftermiddag, hun var inde
hos Kjelsberg, var et saadant Brev, som hun læste for
Takkelmesteren, og da Polly nu rask traadte ind i
Stuen, varm og rød af at have gaaet i Vinterkulden,
spurgte hun ogsaa straks:

"Brev fra Bernt, Madam Kristensen?"

"Ja og det er langt, Polly! - fra Lima . . . Jeg har
netop læst det for din Bedstefar."

"Ja det har hun! Han er skrivekyndig som en Gros-
serer . . . Madam Kristensen vil nok undskylde mig,
at jeg ikke la'r Musene danse paa Bordet dernede i
Bedriften? Ser de ikke Rottingen hænge ud af Lom-
men, blir de straks overmodige. - Tak, Polly! . . ."

Takkelmesteren havde ved hendes Hjælp faaet sin
lange Frak paa og Pensylvanskinds-Huen forsvarlig
ned over sit store, hvidtottede, skaldede Hoved. Han
stavrede nu sagte og varlig nedover Stentrappen uden-
for, idet han holdt sig i Rækværket og støttede sig med
Stokken.

Madam Kristensen udfoldede igjen Brevet, og Polly
stak ivrig Hovedet over hendes Skulder:

"Kjære Moder!

Ibenholdt, som Du spørger om, det vil sige Neger-
handel, og saa forstaar Du vel, hvorfor jeg rømte fra
"Atalanta"? Nu bagefter kan jeg gjerne sige Dig, at

SIDE: 148

det var en farlig Spas, for det var stygge Røvere at
komme klar af, naar man først er ombord i deres
Maskepi. Men jeg tænker, Du ikke er i Tvivl om,
hvem Du helst vilde være Mor til, enten en Slavehand-
ler eller én, som rømmer for ikke at være med og be-
smitte sig med den Synd. Det var om Natten i Mørket,
jeg skar over Linen til Hækjollen, som slæbte efter,
da de havde fanget Bonetter, det er flyvende Fisk, om
Dagen. Lykken var, at det lige efter blæste op en Bris,
saa jeg om Morgenen, da det gryede, var af Sigte. Og
der sad jeg med tre Biscuiter og en Lommelærke med
Vand i halvfjerde Dag og tyggede tilslut Bly for Tør-
sten. Jeg havde tænkt, der altid var Skibe i Passaten.
Men nei! Og en Stund fik jeg det paa mig med en
Styg Rædsel, saa det holdt paa at rape for Vettet. Bare
Sjø og Hav og ingenting ellers rundt om, mens jeg
sad der paa en Flis og vippede. Jeg fik det paa mig,
som der med ét maatte reise sig et stort Dyr op af
Vandet og se paa mig og saa gjøre Ende paa mig. Det
var nok Tørsten; men saa ræd har jeg ikke været i mine
Levedage. Saa blev jeg ud paa Morgensiden fjerde
Dagen taget op af "Port au Prince" . . ."

Madam Kristensen rystede paa Hovedet og saa paa
Polly, der stod aldeles spændt betaget.

"Nu, hvad siger Du? . . . og det nævnte han ikke i
sit sidste Brev."

"Nei, men jeg forstod nok, det havde været noget.
Jeg har bare ventet paa det, for Bernt rømmer ikke to
Gange, uden at noget staar paa." - Det var ikke frit
for, at Polly aandede noget hastigt. Hun vilde videre
nedover i Brevet . . .

"Rart er det heller ikke ombord i "Port au Prince"!
men jeg skal uden at skryde sige Dig, at jeg er saa
stærk, at ingen tør byde sig - det skjønner de allerede
de første to tre Dage paa de Tag, jeg tager, og saa
blir de pyntelige."

"Det er især i Armene," - bemærkede Polly - "han
var gruelig stærk herhjemme ogsaa . . . Mon han er

SIDE: 149

stor? Jeg indbilder mig, han ligner sin Mor over Skul-
drene. De har saa brede Skuldre, Madam Kristensen!"

"Aa nei, han ligner nok mest sin Far; det er klart
at skjønne, at han er stor, og Styrken har han efter
ham . . ."

Pollys Øine var alt igjen langt nedover Brevet.

"Nei bi nu, Polly, saa skal vi læse sammen." . . . De
fortsatte:

. . . "Her i Lima er meget varmt og ellers Overflod
af Ananas, Figen, Appelsiner og mange andre Slags,
som det ikke nytter at opregne, og ikke alt er sundt.
Fra tre til fem om Eftermiddagen spaserer Byens Folk
i Skyggen af Bjerget. De fornemme sætter sine Ride-
heste udenfor Spasergangen, senere paa Aftenen kom-
mer de simplere. Solen gaar ned i Havet og gløder
paa Toppene, som kaldes los Andes, og man ser ud-
over hele Callao Havn, hvor vi ligger. Gribbene æder
alt raaddent i Gaderne. Vi gaar nu til Bombay. Du
beder mig fortælle Dig alt muligt, som jeg har set;
men det er ikke saa godt, naar det skal skrives. Det
blir saa let ubegribeligt, og Sjømandsskrøner kjender
jeg, siden Bergenseren i gamle Dage forgav mig med
dem. Den om de to Tigere, som vilde ædt ham, men
fik Halerne i Blaaknude, da de sprang op hver sin
Vei, var for gal! Den indbildte først han mig og saa
jeg Polly Kjelsberg, som var uhyre lettroende. Hvor-
dan lever hun? Lige rødhaaret og vild endda? Du
maa hilse hende, Mor! - Snil var hun . . ."

"Aa det er det samme, Polly!" - afbrød Madam
Kristensen pludselig Læsningen.

. . . "om ikke just smuk!" - læste denne. Men Bre-
vet havde for stor Tiltrækningskraft til, at hun ikke
straks igjen skulde stikke Hovedet ned i det.

. . . "Men saa megen Moro, vi to havde sammen oppe
paa det Takkelloftet, det gaar jeg nu ofte og tænker
paa paa Vagten. Nei hun var ikke dum! - skulde
bare været en Seilmagergut. Jeg gad nok set hende
den Dag, de konfirmerede hende, hun stod vel og rug-
gede paa sig, saa Skjørtene slang, da ogsaa, - for at

SIDE: 150

der kunde komme nogen kristelig Façon paa hende,
det har jeg haardt for at tro . . ."

Polly var fuldt glødende, og Madam Kristensen ud-
brød:

"Du bryder Dig da ikke om hans naragtige Snak!"

. . . "Grethe Nilsen" . . . vedblev Brevet - "er vel en
hel stolt Jomfru? Jeg véd ikke jeg nogetsteds herude
har set nogen med saa fin Reisning, ikke engang her
i Lima. Og saa forstandig. Du maa endelig ved Lei-
lighed paa en pen Maade frembringe en liden Hilsen
til hende fra én, der skylder hende meget Venskab."

"Hun kunde Præstelektien, ja! udbrød Polly, - "det
er ingen Sag at være forstandig for den, som aldrig
lukker op sin Mund."

. . . "Og nu maa jeg slutte. Gid jeg ogsaa turde hilse
min Fader, som jeg hilser Dig, kjære Moder! Men
herom nytter det ikke at skrive, om saa hele Blæk-
huset blev tomt.

Din hengivne Søn, Bernt."

Madam Kristensen lagde langsomt Brevet sammen
og sagde sukkende:

"Forfærdeligt, hvad min Gut er kommet ud i! Det
er til at skjælve for hvert Brev. Og stort, stort Ansvar,
siger jeg, for den, jeg nødigst vilde, skulde have det.
Vi skal vel straffes i det, som er os kjærest, og jeg var
kanske for blind for ham, - er det nok endnu. Og
saa ikke engang turde udøse sit Hjerte for hans Far!
. . . Nei, det er ikke saa let at sidde der ensom og
tænke og tænke. Men saadan noget forstaar Du nok
ikke, Polly, som har bare Ungdommen og Glæden
endnu . . ."

Polly svarede ikke. Men da Madam Kristensen var
gaaet, og Polly kom ind igjen, efterat have fulgt hende
ud, stod Taarerne hende i Øinene, og hun udbrast
heftigt:

"Aah! - var jeg saasandt den fineste Frøken i Lan-
det, jeg skulde ikke se til den Kant, han gik! - lade,

SIDE: 151

som jeg ikke engang huskede ham, . . . saadan en . . .
Matros!"

Hun gjorde et heftigt Greb op i sit Haar, saa Fletten
faldt ned, og sagde mismodigt:

"- Det røde Haar fik jeg vel beholde da ogsaa . . ."

- - Polly Kjelsberg og Grethe Nilsen var de to
vakkreste Piger i Nedrebyen, derom var der ikke delte
Meninger; men saa havde jo Grethe sit blanke, buklede
sorte Haar forud. Pollys var saa rødt, at det "næsten
var Skade for en ellers saa ualmindelig smuk Pige",
og det viste blot, hvor livlig og vakker hun var, at
man over det kunde glemme hele den røde Ildebrand,
hun gjemte under Hatten. At det var Grethes sorte
Haar, som gjorde Polly jaloux og altid saa villig til
at lade sin rappe Tunge kritisere hende, vidste ogsaa
Alverden; men saadant var jo kun tilgiveligt hos to
unge Piger . . . "Naturens Orden!" - som Takkel-
mesteren sagde.

NYE OPLEVELSER

Det var forbi med de Dage, da Skipper Kristensen
saa ivrig saa ud efter alskens Tillidshverv. Ingenting
indbragte de, og han havde nu andet at gjøre end at
kaste sit Arbeide bort paa andre, - helst i Aar som
disse, da en Mands Tid mere end nogensinde før var
det samme som Penge. Han var overhovedet ikke
længere saa medgjørlig. Naar han havde en anden
Mening, taug han ikke som før, men baade handlede
efter den og udtalte den, enten nu Folk forstod ham
eller ikke. Og i tilsvarende Grad, som han blev kantet
og gik sin egen Vei, viste det sig mærkelig nok, at han
blev respekteret. Man begyndte at mumle om, at det
ikke var saa ganske ufortjent, at Kristensen slog sig saa
op i Pengeveien; der stak i al Stilhed en Forretnings-
mand paa sin Hals i ham! og naar man før havde
troet, at det var Konen, som var baade Hovedet og

SIDE: 152

Øiet der i Huset, saa havde man simpelthen taget feil.
Men Kristensen var en lun Fyr, som aldrig brød sig
om, hvordan Frakken saa ud, naar han blot havde
Tegnebogen i Brystlommen. Selv Byfogden fandt ud,
at han var et skarpt Hoved, der med sin Tømmerblyant
klarede Forskjellen mellem Debet og Kredit bedre end
mangen en Grosserer, som satte op Regnskaber baade
med rødt og blaat Blæk.

Sparebankkassereren bød ham nu ogsaa altid inden-
for Skranken og talte med ham om Rentefoden og
"Anliggenderne", dem Kristensen til hans stadig sti-
gende Beundring altid erklærede, at han aldeles ikke
skjønte sig paa; han forstod blot sine egne Affærer!
. . . "Klog Mand, den Kristensen!"

Ombord i gamle Rutland gik jo Pumpen stadigere og
stadigere, og naar hans Hustru nede i Kahytten under-
tiden klagede over Uleiligheder af Lækage og Kjølvan-
det og mente, at Rutland nok nu snart trængte til en
Hovedreparation, svarede han gjerne, at det havde den
trængt i al hans Tid, og at de nu fik hænge ved Skuden,
indtil den engang kastede dem begge paa Land.

Hun kunde sidde dernede i Halvlyset saagodtsom
hele Dagen med Sømmen fæstet til den tunge Systen
paa Udslagsbordet og gnisse og sy bare for at faa Tiden
til at gaa, medens opklippet Tøi og Traadsneller laa
rundt om.

Om Høsten, da hun kom hjem, medens Kristensen
tog den sidste Danmarkstur før Jul nedover til Flens-
borg, laa der igjen Brev fra Bernt. Det var det første
siden ivaar. Det lød:

"Kjære Moder!

Naar Du faar dette Brev, er jeg rimeligvis i New
Orleans, hvor der skal ligge mange norske, som jeg
glæder mig til. Ja først maa jeg sige Dig, at jeg i
alle Maader lever vel. Vi var i Bombay i den gode
Aarstid, og paa Isle de France havde vi en Orkan eller
Tyfon, som de ikke har der uden en Gang hvert tredie
eller fjerde Aar. Naar jeg kommer til New Orleans,

SIDE: 153

tænker jeg, der er norske Bøger at faa fat i. Jeg læn-
ges efter at faa se en igjen; thi Du maa ikke tro, jeg
kom fed fra det, da jeg rømte fra "Atalanta". Skibs-
kisten med alle mine Klæder, Testamentet og Salme-
bogen blev nok saa pent igjen ombord; jeg havde jo
kun to og tyve Pund i Guld i Halstørklædet. I Lima
fik jeg laant en engelsk Bog af Tømmermanden. Jeg
havde sletikke husket, at det var saa morsomt at læse,
og jeg kunde den tilslut udenad fra Perm til Perm,
og saa laante Styrmanden mig en Navigationslære,
som jeg har urimelig godt for. Jeg har holdt paa med
Tømmermandens Passer, og nu er det min Plan at gaa
nordpaa og tage Styrmandseksamen; thi det kunde al-
drig falde mig ind at gaa slig som nu al min Livstid.
I Bombay var jeg i Dokkerne og saa paa. Du skriver,
at det er saa gode Tider og saadan Drift hjemme, og
jeg undrer mig meget paa, om der ikke nu staar mange
Fartøier opspantede i Tømmervigen. Jeg vilde gjerne
været der og set paa, kan Du tro; thi det er min Me-
ning, at Englænderen overfløier os. Det er især Klip-
pere de bygger. Jeg undres meget paa, hvordan det
nu gaar med Rutland; det er et mærkeligt Skib og
egentlig en god Konstruktion, jo mere jeg tænker over
det, for at gaa i Fart paa Nordsjøen. Og saa Nils og
Anders; det er saa øvede Pumpegaster, som nogen i
Verden! Samt Takkelloftet hos Kjelsberg . . . uden
Polly kan jeg ikke tænke mig det engang! Du maa
endelige skrive nøiagtigt om det altsammen hjemme og
ligesaa om Haven, om Du ikke saar andet end Kaal-
rabi endnu? Jeg smager den endda. Jeg gad vide,
hvormeget Kaalrabi jeg har spist i mit Liv, for det var
hver Høst, naar vi kom hjem, at faa i Overmaal i
Kjælderen. Ja Polly har sin Part! Der er ogsaa saa
mange andre Ting, som Du glemmer at fortælle om.
Hvad bruger I mit Loftkammer til nu? Men det, jeg
længes efter, er især at hæve mig fra min Stilling.
Og lev saa vel, kjære Moder! og vær med mange Hil-
sener hilset fra din Søn

Bernt."

SIDE: 154

Dette Brev og et Ryk af den gamle Arbeidsiver, der
af og til paakom hende, og hvorunder hun satte Huset
paa Ende fra Gulvet til Loftet, utfyldte Tiden før Jul,
indtil Kristensen kom hjem, da hun fik ny Travelhed.

Til Helgen var som sædvanlig alt istand, og Efter-
middagen før Juleaften utgikk der fra Kristensens ad-
skillige Knytter med Foræringer ikke blot til Anders
Koks Familie i Tømmervigen og Nils Kobbervig henne
i Smedbakken, men ogsaa til adskillige andre Smaa-
hjem baade i Øvre- og Nedre-Byen. Madam Kristen-
sen havde altid sine at tage vare, og hun var endnu i
Eftermiddagsskumringen, før det ringede ind, ude i
det milde Sneveir med en Kurv under Kaaben til en
Familie, som hun ikke brød sig om at give Pigen Be-
sked om.

Medens Kristensen før altid brummede og var gjer-
rig, naar hun vilde have en ny Kjole eller noget til
Huset, var han nu netop den, som passede paa, at
hun hvert Aar i Overflødighed tog ud sine Presenter. I
de første Aar, de var gift, havde hun altid talt om at
kjøbe et Taffeluhr av Alabast lig det, de havde havt
i Stuen hos Sorenskriver Nørregaard. Det havde været
hendes Yndlingsdrøm, at et saadant ogsaa engang
skulde staa og stase i hendes Stue. Men efterat hun
havde været gift en Stund, slog hun den Tanke av Ho-
vedet . . . "Som om de ikke havde andet at bruge tyve
Daler til end at sætte dem renteløse hen paa Kommo-
den med en Glaskuppel over!"

Men nu til Jul havde Kristensen fundet paa at over-
raske hende med et - hvidt med Søiler! . . . Det para-
derede nu paa Kommoden under Langspeilet.

- Som det ringede ind til Helgen, kom Madam Kri-
stensen. Hun rystede Sneen af Kaaben i Gangen og
begav sig ind i Stuen, hvor hun tændte Lysene. Hun
havde ikke let for at se straks, da Skjæret skar hende
i Øinene.

"Varsomt, Mor!" - sagde han, idet han holdt Haan-
den afvergende for Kommoden.

SIDE: 155

"Men Kristensen!" - udbrød hun pludselig, da hun
fik Øie paa Uhret.

"Jeg kjøbte det i Flensborg . . . Tre og tyve Daler
. . . ifjor holdt han det i tredive! . . . er det ikke noksaa
vakkert?"

"Tak, Kristensen! - det er store Ting . . . og . . .
jeg havde nær sagt, det er Synd, at det ikke kom i den
Tid, da jeg havde min Glæde af slig Stas . . . Du
skulde ikke lægge saa mange Penge hen i Foræringer
til mig!"

"Pyt, Mor! - Kristensen er nu en Mand paa halv
syvende tusind! - Naa-aa, . . . hvad siger Du?"

. . . "At det er overmaade smukt . . . næsten for
smukt for vor Stue."

"Jeg har havt saadant Bryderi med den Glaskup-
pel, saa Du tror det ikke. Slig en Sæbeboble er en
skjør Ting at fragte. Den blev fyldt med Papirstrim-
ler og vel indballeret i din Køie. Ja, jeg er glad, jeg
har det paa Kommoden saa helt, som det staar der.
Men vakkert er det!" - Han lyste op og ned paa det,
for at hun rigtig kunde se . . . "Og der er Uhrnøglen.
Ja, jeg vil ikke tage den frem nu; men Du ser den der
under Glaskuplen . . . Det gaar i fjorten Dage . . ."

Hun stod som hen i Tanker og sagde efter lidt:

"Sorenskriver Nørregaard maatte altid trække op
Taffeluhret selv. Jeg synes, jeg ser det for mig, naar
han steg op paa en Stol og tog Kuppelen af. Jeg var
ganske ængstelig hver Gang. Den Tid syntes jeg, et
saadant Uhr var noget saa stort. Men én blir nok ikke
lykkeligere for det heller!" tilføiede hun sagtere med et
Suk.

"Den skal ialfald være selvhjulpen Mand, som sæt-
ter et saadant Uhr i sin Stue!" - bemærkede han
noget kort.

"Tro bare ikke andet, Kristensen! end at jeg sætter
Pris paa det, efterat Du har spenderet saa store Ting
paa mig."

- Om Uhret var der udsnakket. Madam Kristensen
havde sagt, hvad der kunde siges, for at overbevise sin

SIDE: 156

Mand om, at hun satte Pris paa det. Nu sad de der
i den pyntede, ensomme Stue med Julelysene og Mjø-
den og Kagerne paa Bordet.

De havde indrettet sig paa Høitid. Fra Susen og
Travlheden hele Aaret var der nu med ét blevet saa
stille. Der var hos dem begge, uden at de egentlig
vilde vedstaa det for sig selv, en pinlig Fornemmelse
af Tristhed . . . ligesom dobbelt tomt i Stuen netop nu,
det skulde være Festaften. Han afbrød Tausheden med
et: - "Skaal, Mor, og glædelig Jul!" - og hun sva-
rede: - "I lige Maade, - og Tak for Uhret!" - Bag-
efter blev det igjen trykkende stille.

Der skulde ligesom være en Underholdning i dette
Uhr, som pikkede saa uvant i Stuen, og Kristensen,
som sad med den ene Fod over Knæet, tog af og til
sit Lommeuhr op og fulgte med paa Uhrskiven. Ogsaa
hun saa af og til hen paa Pendulen; men hun følte
sig kun dybt og inderlig beklemt. Hendes Tanker søgte
Sønnen, - hvor han nu vel kunde være? . . . At han
tænkte paa hende i denne Aften . . . og sin Far . . .
og Stuen her, var hun vis paa . . . Dette Uhr, som
pikkede, var noget fremmed, - det var ligesom sat
ind i hans Sted og gjorde det baade koldt og trist . . .

Kristensen tog op Dækselet paa sit Lommeuhr, og
som han sad bagoverbøiet, gav han sig til at tyde ved
Lyset, hvad der var ridset indeni paa Hulfladen af den
gammeldags Sølvkasse. Han blev siddende længe og
saa og stirrede og faldt mere og mere i Tanker . . .

Hans Hustru maatte se hen paa ham. Der foregik
øiensynlig noget i hans Sind . . . noget, som bevægede
ham. Han saa ordentlig vakker ud, men saa sørgmodig.
Tilsidst spurgte hun af et halvt ængsteligt Instinkt
frygtsomt:

"Men Kristensen, . . . hvad er det?"

"Aa ingenting! . . . Jeg læste blot indeni Sølvkassen."

"Nu, hvad der?"

"Aa, det var blot en Dato, jeg ribede ind engang:
"27 April 1829"."

"Var det da, Du fik Uhret kanske?"

SIDE: 157

"Nei . . . ikke det heller . . ."

"Hvad saa?"

"Det var da, jeg fik Dig! . . . Det var den Dag, Du
første Gang kom ombord i Rutland."

"Og det har Du . . . ribet ind . . . der . . ."

"Ja!"

Der blev ikke talt mere om det paa Juleaften; men
der var kommet noget op i dem begge, som gjorde,
at Aftenen blev virkelig høitidelig for dem, fast Madam
Kristensen intet turde sige; thi hun følte godt, at hun
ikke kunde nævne et Ord, uden at det maatte gaa lige
løs paa Bernt.

- Julen gik hen med Mørke og stadigt Snefog. Der
var næsten ikke et Menneske at se udenfor paa Gaden,
og de faa halv tilføgne Skikkelser, som viste sig, syn-
tes blot at have Hast med at komme inden Huse
igjen. Af og til kom en eller anden Skibsreder eller
Storkar i Spidsslæde med Bjelder forsigtig kjørende
nedover den skjæve Issvul i Kleven og tog Veien ud
paa Isen.

Indenfor Vinduesrammerne lyste det alt Klokken tre
om Eftermiddagen.

Om Aftenerne var Kristensen som oftest henne i
Klubben, hvor der i disse gode Tider gik adskillig
belivet til. Der sad nu de Kapteiner, som paa to Aar
havde tjent op sit Fartøi, og der var ogsaa dem, som
vilde have ham til at lægge Penge ind i nye Spekula-
tioner. Men Kristensen var nu ikke af dem, som gik
sammen med andre, om han end fandt, at det ikke
kostede Penge at sidde og høre paa, hvad de radede
om.

Hjemme var han hele Tiden i noksaa godt Humør,
og han gjorde sig en Fornøielse af at berette hende
alt det, de holdt paa med oppe i Klubben. Disse store
Tider satte dem aldeles fra Forstanden deroppe! og
han fortalte det ene Eksempel paa Galskab efter det
andet . . . "Dette springer . . . det springer . . . siger
jeg Dig! Men det blir deres Sag. Jeg har slidt i al
min Tid, - ja saa nær som de sidste Par Aar da -

SIDE: 158

for min Stilling; men disse skal have det alt straks
paa ét kast - og saa laane. Ja ja, en Stund gaar det,
og for den, som kan komme undaf, kan det være hel-
digt nok. Men jeg tænker, der blir dem, som kommer
til at slaa Vanterne i Bordet."

Han sad just og havde drukket Kaffe, da Budet stak
Byens Avis ind igjennem Døren. Der var liden Tekst
og saagodtsom bare Avertissementer; men i disse inter-
esserede til Gjengjæld hvert Punktum. Det var Byens
Anliggender, smaat og stort, der i dem paraderede og
oversaaes hver Lørdag. Kristensen greb den og be-
gyndte at læse henover, idet han af og til nævnte en
eller anden Bekjendtgjørelse høit for sin Hustru, som
sad med et hvidt Helligdagsstrikketøi, og der faldt saa
et Par Bemærkninger dem imellem om Tingen. Hans
Øine streifede over Nogle Amtsresolutioner og Smaa-
notiser og stansede først ved den allersidste . . .

"Det er mærkeligt," - sagde han - "at den gule
Feber aldrig viser sig i Europa. Jeg saa den ikke i
Spanien, og i Middelhavet er den hellerikke, endda
der gaar saa mange Skibe frem og tilbage til Amerika.
Ja, nu har de havt den til Gavns i New Orleans! Der
har været en hel Sot ude paa Havnen, saa de er døde
som Fluer. Nogle Fartøier har mistet halve Mand-
skabet, deriblandt ogsaa mange norske. Men, hvad
gaar der af Dig?"

"New . . . New . . ." Hun sprang op og snappede
som et Lyn Avisen fra ham og tog den hen til Vin-
duet. Der blev hun staaende længe ubevægelig og se
i den . . . "New Orleans!" - fik hun endelig frem . . .
"Kristensen! - Bernt var netop der!" - Hun slap den
og udbrød: - "Og jeg, som ikke véd, om vi har ham
mere! . . . ikke om min Gut er i Live!"

Kristensen var pludselig blevet bleg; men han be-
herskede sig og gik hen til hende.

"Men Gjertrud, tag det ikke saa. Du kan jo ikke
vide det saa vist." Han braavendte igjen paa Gulvet: -
"Desuden . . . nogen Søn . . ."

Hun stirrede ude af sig selv paa ham: - "Og Du

SIDE: 159

. . . Du . . . tør sige det! . . . at Du ikke behøver at
vide om, enten han lever eller er død, - for din Gud,
Kristensen!"

Han stod mørk foran hende og sagde dirrende lavt:

"Brug Du de Veie, Du har havt hidtil, jeg har al-
drig hindret Dig, og skaf Dig Besked . . . men udenom
mig!"

"Kristensen! Kristensen! . . . Jeg har det saa ondt
. . . Jeg har havt det ondt hos Dig nu i fire Aar. Hjælp
mig, hjælp mig . . . jeg har jo ingen anden end Dig!
. . . Slut med den Haardheden. Skal jeg leve, maa jeg
have baade Dig og Gutten. Gi' mig ham!"

"Siger Du det, Gjertrud! Ja jeg er ikke den, som
har villet gjøre os ulykkelige, men baade Du og han
har syndet imod mig . . . og jeg . . . kanske ogsaa
mod Jer." Han stod en Stund, som han kjæmpede
med sig selv.

"Som det staar nu, kan Du skrive ogsaa i mit Navn.
Men," han saa sig om, - "jeg skulde saa absolut være
ude ved Tømmerflaaden min, som Anders og Nils har
belagt i Iskanten. Det er Fralandsvind . . ."

Inden hun vidste Ordet af det, saa hun ham skynde
sig ned ad Gadedørstrappen i Snefoget, medens han
samtidig knappede Overfrakken.

En Eftermiddag i næste Juni sad de sammen i Ka-
hytten ombord i Rutland. De laa i Kragerø, og Nils
var i Eftasværdshvilen gaaet op i Byen til Posthuset.
Kristensen sad i Skjorteærmerne for Heden, og Sky-
lightet stod vidaapent, medens Solen fra Kahytsru-
derne faldt med to skraa Støvstrimler ind paa Bæn-
ken og Køiebrættet.

Pludselig lyttede de . . . Det var Nils's Stemme, de
hørte oppe paa Dækket. Ægtefællerne havde gaaet et
langt Halvaar i spændt Venten paa Brev fra Sønnen.
De havde stadig opgjort sig et nyt Haab for hver Havn,
hvert Postkontor, de skulde komme til. Dette Liv i
Uvished havde taget paa dem, og de søgte nu kun

SIDE: 160

gjensidig at sætte Mod i hinanden; den ene vilde ikke
lade den anden mærke sin Uro.

Nils stak varlig Hovedet ned igjennem Skylightet; han
rakte sin tynde Overkrop længere og længere, og paa
behørig Distance tog han forsigtig Sving med Armen
og lod triumferende et Brev falde ned paa Bordet.

De sad begge og saa paa det uden at tage det. Var
det blot et almindeligt Forretningsbrev? . . . Men nei,
det havde mange Poststempler og . . . var . . . fra
Bernt . . . selv. Hun havde sin Gut!

For Madam Kristensen kunde der intet staa indeni
Brevet, som overveiede dette ene.

"Læs Du, Mor! . . . Læs!" - sagde Kristensen lidt
overgivet i Maalet. Han havde set, at Udenpaaskriften
lød til: "Velagtede Skibskaptein Johan Kristensen," og
ikke til Moderen.

"Kjære Fader!

Der er mange Aar, siden jeg har været saa glad som
idag, da jeg fik Eders Brev om, at jeg faar Lov til at
skrive til min Fader igjen ligesom andre. Og derfor
er det, jeg heller skriver idag for at sige Tak over
denne store Lykke end vente til en anden Dag med et
langt Brev, som jeg nok alligevel skal bekoste. Jeg
fik ellers ikke sove hele Natten i min Køie, dersom
jeg vidste, at jeg ikke havde skrevet idag straks. Her
fra Montreal vil jeg ogsaa skrive det næste Brev om
alle Hændelser og om New Orleans, hvor jeg kom, da
det værste var over; men det var seksten Nordmænd,
som strøg med, saa de har nok nu en lang Liste paa
Sørgeanmeldelser hjemme i Bladene, hvilket I vel vide
bedre end jeg. Vi gaar nu for Belfast i Irland. Men
det, som jeg ogsaa især vilde sige min kjære Fader,
efterat jeg nu har faaet hans Tilgivelse for mange
Aar, er, at jeg ogsaa selv nu er kommen i Tvil om
min Levevei. For jeg har i det sidste Aar læst meget i
Bøger og saa begyndt at kige paa alle de Dokker og
Værfter, jeg bare kan komme til, hvor der ligger Far-
tøier, for at se, om det stemmer med, hvad jeg læser

SIDE: 161

om Konstruktionerne og dertil hørende. Og enten vil
jeg nu tage Styrmandseksamen, som jeg saa omtrent
kan til, eller blive Skibsbygmester, som Du tænkte,
men som koster Penge, især nu, det skal gaa lidt fort,
og jeg har bare tre og tredive Pund at lægge til. Men
vil min Fader hjælpe og Du Moder ogsaa være med at
tilstyrke ham til det, saa vil jeg helst nu blive Byg-
mester og se til med Tiden at hjælpe lidt paa de gamle
Façoner hjemme. Dersom Du skriver til Belfast til
Konsulatet, kommer Brevet til mig, hvor jeg er; men
jeg gaar nu ikke langt fra England, før jeg faar Svar.
Skrevet med stor Glæde i Montreals Havn og saa frisk
som en Fisk. Jeg tror ogsaa, en Skibsbygmester netop
har godt af at have prøvet Sjøen selv for praktisk
Erfaring. Hils Mor!

Din taknemmelige og hengivne Søn

Bernt."

Kristensen tog Brevet hen til sig paa Bordet og sad
en Stund med det mellem Hænderne. Hans Ansigts-
træk begyndte at bevæge sig, hans Krop gjorde en og
anden Rykning, medens han bed sammen Tænderne
for at blive Herre over sin Bevægelse; men han for-
maaede det ikke. Graaden kom ham i Øinene, og han
lagde Hovedet ned paa Hænderne. Den svære Krop
fik flere og flere Rykninger, og med ét hørte hun, at
han begyndte at hulke. Det var, som det brød sig ube-
hjælpeligt indeni ham, medens han hulkede høiere og
høiere og tilslut gav efter for et helt Udbrud, der ikke
mer var til at stanse . . . Det var underlige Lyde; thi
der skal Vane ogsaa til at græde . . .

"Men, kjære Kristensen! . . . kjære Kristensen!" . . .
Hun saa aldeles forskrækket paa ham.

Nu havde hun kjendt sin Mand i tyve Aar; - men
dette var en ny Oplevelse!

SIDE: 162

HVORLUNDE BERNT "BÆNDER EN JOMFRU".

Der havde i flere Uger været stor Travlhed paa Ma-
dam Kristensen. Loftkammeret var blevet pyntet som
en Dukkestue baade med Frynser og Gardiner. Der
var sat nye Ruder i Kvistvinduet istedetfor de gamle
forsømte, der baade var sprukne og grønne, var hængt
Skilderier paa Væggen og gjort Stillads og syet et Om-
hæng om Sengen. Det var, som der var blæst deroppe,
og hun havde lagt et Par Lagener paa Sengen, som
hun engang havde kjøbt paa Auktionen efter afdøde
Thesen paa Teje, men som var for fine for deres hus-
lige Brug og aldrig siden benyttede.

Tingen var nemlig, at Bernt havde skrevet, at han
i Oktober agtede at komme over med Andersens "Au-
gusta", som da skulde gaa fra Hartlepool. Han havde
været paa Skibsværft der i henved tre Aar.

Madam Kristensen var i den Anledning blevet
hjemme fra en Rutlandstur, "for at Gutten ikke skulde
finde tomt Hus, naar han engang kom hjem til sine
Forældre."

Det viste sig imidlertid, at hun havde været over-
flødig forsigtig; thi Kristensen kom med Rutland
endnu gode otte Dage før Sønnen.

Og nu var Bernt kommet, stor og staut og fint sjø-
mandsmæssig klædt, vel saa høi og bred over Skul-
drene som Faderen, en lidt mørkskjægget ung Mand
paa to og tyve med et bestemt præget Træk om Mun-
den og Moderens smukke bøiede Næse.

. . . "Og saadant støt solid Væsen, Kristensen! . . .
snakker ikke, uden han har noget at sige. Og saa,
- har Du lagt Mærke til det? - han svarer aldrig
videre, men spørger altid."

"Efter Dig, Mor! . . . Du har altid været nysgjerrig."

"Derfor har jeg ogsaa faat vide noget i Verden, Kri-
stensen! og det skal Du ogsaa se Gutten gjør."

"Véd Du, hvor han er gaaet hen?"

"Ud i Byen, sagde han, . . . indom Nilsens."

SIDE: 163

"Det er Grethe Nilsen det, skjønner Du, Mor!"

"Det er mere, end jeg troede Dig til at se, Kristen-
sen! Han har altid havt et Øie til hende. Skulde jeg
opregne alle de Gange, han har spurgt efter hende i
sine Breve, blev det mange. Han fik det en Tid saa
travlt med at vide om alle Forlovelserne i Byen, Du
kan tro, jeg lugtede nok Lunten."

. . . "Saa heller, det blev Polly, Mor!"

"Poll . . ." - Madam Kristensen stansede ved Tan-
ken . . . "Ja véd Du hvad, Kristensen! . . . det var
ikke det værste."

Det var, som Madam Kristensen hermed havde faaet
noget at tænke paa; thi hun satte Mælkefadet i feil
Hylde ude i Spisekammeret og var to Gange efter Kaf-
fedaasen uden at huske paa at tage den.

- "Nu, Bernt! - hvor har Du været?" - spurgte
hun, da han kom ind. Det var Dagen efter hans Hjem-
komst.

"Der var ingen hjemme hos Nilsens; men jeg tror
alligevel, at jeg saa et Glimt af Grethe igaaraftes i
Vinduet, da jeg kom. Og saa maatte jeg jo op paa
Takkelloftet og se paa gamle Tomter . . . Snakkede
med Kjelsberg . . . en morsom gammel Susing! Jeg
huskede ikke, han var saadan en Skrue. Han stod
længe bare og saa paa mig og sagde saa, at jeg var
"dukket op ligesom af Havets Vande for hans Øine
som et stort Eksempel til Bestyrkelse!" . . . og saa
spurgte han mig med ét ganske glubsk, om jeg "som
en udenlandsk" havde noget at udsætte paa hans Tak-
kelloft? Det passede jeg mig nok for; jeg kjender Ka-
ren! Men aldrig troede jeg, Loftet havde været saa
lidet og lavt. Jeg har altid tænkt, det var saa stort. Og
saa var jeg da nede paa Rutland! Det er utrolig, hvad
man kan lære af en saadan gammel Kasse, - den er
af de ægte Nordsjøbaskere. Og jeg husker hver Planke,
hver Spant, hvert Klinksøm paa den, tror jeg. Jeg
maa ned til den i Eftermiddag igjen."

"I Eftermiddag maa vi gaa ind og hilse paa Tak-
kelmesteren!"

SIDE: 164

"Ja men først til Nilsens, - jeg er vis paa, de er
hjemme. Desuden . . . jeg har jo alt talt med Takkel-
mesteren!"

"Du har ikke hilst paa Polly."

"Aa, hende træffer jeg nok!"

"Jeg tænker, hun ta'r Dig det ilde op, at Du først
gik ned paa Takkelloftet og ikke op til dem selv."

"Polly? . . . Pyt! hende kommer jeg nok tilrette med.
Det skal være morsomt at se hende igjen. Lige rød-
haaret og gutteagtig vel? - kun lidt længere, ligesom
jeg . . ."

"Jeg vil ikke for nogen Pris støde Takkelmesteren.
Vi maa først did. Polly er ikke saa let at komme til-
rette med, som Du tror!"

"Polly? - Det tager jeg paa mig. Faar hun bare
en liden Dosis af de gamle Historier, saa gir hun sig
straks. Men Madam Nilsen, som jeg har boet hos,
det er en anden Sag!" - Han satte op en meget afgjort
Mine og trak i det lille Kindskjæg.

"Kjære Gutten min, Du maa føie mig i dette. Jeg
skjønner, at Du alt har gjort det galt hos Takkelme-
steren. Han havde nok ikke ellers med ét blevet saa
glubsk, som Du siger."

"Ja, ja, som Du vil, - naar vi saa bare lige bag-
efter gaar, hvor jeg vil."

"Jeg tror ikke, Du husker Polly rigtig."

"Om jeg husker hende!"

Bernt aabnede Døren for at springe op ad Trappen,
men vendte med ét om igjen . . . "Alle disse Frynser
og Pynteligheder ovenpaa, Mor! - hvad skal de til?
Tror Du, jeg er vant til sligt? Noget faar Du tage væk
igjen."

"Aa Bernt, det gjør Dig da ikke noget."

"Tror Du, jeg kan bede en kammerat op paa det? -
om jeg faar nogen her da! Det er jo som til et Fruen-
timmer. Og Omhænget faar ogsaa stryge med. Det er
jo ikke til at puste i."

Om Eftermiddagen gik Bernt og hans Mor op til
Takkelmesteren. Bernt havde sin gode joviale Mine;

SIDE: 165

han havde forberedt sig paa at tage Polly med gamle
Erindringer.

Da de kom, fandt de Takkelmesteren siddende i
Skindlænestolen.

"Vi kommer først til vor Ven Takkelmester Kjels-
berg!" - sagde Madam Kristensen med Dessein, da de
traadte ind. Hun vilde straks rydde væk mulige Mis-
forstaaelser.

"Ja vi er gamle Kjendinger, Madam Kristensen! . . .
Hvad det vil sige i sin Besynderlighed, skal Ungdom-
men først lære! Men det er en dyr Sandhed, at enhver
i dette Liv er født med sin egen Rotting, ligesaa vist
som Folk i min første Ungdom gik med Haarpisk i
Nakken, Madam! - og Svupene falder, til vi blir bæn-
kede eller ligger der . . . Lad dem saa parlamentere
om al Frihed, min Hr. Bernt Kristensen! . . . Nei sæt
Dem, sæt Dem, min kjære Madam!" - Han bød hende
op i den grønrudede Hverkens Sofa, medens Bernt
lagde sin flade Sjømandshue fra sig og satte sig hen
paa en Stol. - "Vi har Polly straks. Jeg behøver vel
ikke at sige Dem, at jeg glæder mig ved at se Dem i
disse Omstændigheder."

Døren gik op, og Bernt mente netop med sit mun-
treste Smil og Nik at gjøre Gjenkjendelsen gjældende,
da han overrasket holdt inde og blot reiste sig fra
Stolen. Den ranke, blege Pige, som traadte ind og gik
hen til hans Mor, idet hun i Forbigaaende ogsaa hil-
sede ham, - var det Polly?

"Bernt Kristensen, Polly! . . . som er tilrettekom-
met!" - lød det fra Takkelmesteren.

Polly syntes hverken at træde i nærmere eller fjer-
nere Bekjendtskabsforhold til ham efter den Oplysning,
men gjorde blot et Forsøg paa et lidet Smil.

"Han har vokset, ser Du! - Hvor gammel nu, Ma-
dam Kristensen?"

"Over to og tyve, Takkelmester!"

"Ja ja, Tiden gaar! Den Kjætting lader sig ikke
stoppe i Spillet; den løber ud sin os tilmaalte Længde!
syvti til otteti Favne er Menneskenes Alder. Der var

SIDE: 166

andre Kjættinger i de første Dage. Jo vist er han vok-
set! . . . men fra sine Forældre vokser ingen. Det ses
til Overflod baade af Isak og Jakob, der levede hørige
og lydige i deres Forældres Pauluner, til de havde stor
Alder paa Ryggen. Men Forholdene her er vel noget
for smaalige. Deres Søn trives vel ikke . . . Naar reiser
han over til England igjen, Madam?"

"Bernt tænker nu paa at slaa sig igjennem her-
hjemme, Takkelmester! Han var tilbudt Post derover
paa Værftet, men baade han og vi synes, at hjemme er
kjærest. Jeg troede, Du, Polly, havde fortalt din Bed-
stefar det."

"Jeg lagde mig ikke saameget paa Mindet, enten det
blev her eller der, - naar blot De var fornøiet, Ma-
dam Kristensen!" Der var noget kunstigt i hendes
Maade at sige det paa; den skulde være saa rolig; men
Øinene eiede en undertrykt haanlig Tindren.

Bernt likte sig ikke. Bunden var aldeles kommet
væk under ham. Denne fine, lidt høie Skikkelse, -
denne unge Pige, som var saa vakker! . . . Det var
mærkeligt, skulde hun ikke bedre kjende ham igjen.
Han begyndte beskeden med sit mest vindende Væsen:

"- De husker vist, Jomfru Kjelsberg! i gamle Dage,
- vi morede os godt paa Takkelloftet."

"Ja . . . De løb der, - det husker jeg godt!"

. . . "og De var en hel Sømand . . . kjendte alt."

"Saa? . . . Ja, det er nu saa længe siden . . ."

"Er De vis paa, at der ikke endda staar et Par af
de gamle Modeller deroppe?"

Hendes Blik skjød et hastigt Glimt fuldt af Liden-
skab og Trods; men hun svarede ligegyldigt med et . . .

"Har Du set noget saadant paa Takkelloftet, Bedste-
far? . . . jeg er der aldrig."

"Hvilket? . . . Hvad?" - spurgte denne, der blev revet
midt ud af sin Passiar med Madam Kristensen.

"Aa, det var noget gammelt Legeværk, som det ikke
er Umagen værd at bryde Takkelmesteren med" -
svarede Bernt noget kort. - "Her er nok groet Mose
over mange Ting herhjemme!" - tilføiede han.

SIDE: 167

"Ja, De vil nok finde store Forandringer. Jeg véd,
jeg havde ikke kjendt Dem igjen nu, om jeg ikke
havde hørt Navnet."

Polly sagde det med en vis Lyst til at saare ham,
det følte han; men, at hun var blevet saa smuk og saa
rent havde glemt ham, det var det, som gik i ham.

"Bernt! vi faar nok ikke opholde Takkelmesteren
længere" - bemærkede Madam Kristensen og reiste
sig, - "vi skal ogsaa hen til Nilsens i Eftermiddag!"

"Ingen Forsømmelser, Madam! for vor Skyld . . .
Ruten fremfor alt!"

Da de var kommet ud paa Gaden, mente Bernt, at
det var for sent at gaa til Nilsens. Der blev ellers
ingen Tid for ham den Eftermiddag til at komme ned
til Rutland.

Han gik ogsaa didned og var der baade vel og længe.
Men det, han studerede og grundede, var næppe bare
Fugerne paa Rutland.

Bernt kom først hjem til Aftensmaden, hvor han
sad temmelig ordknap. Synderlig behøvede han heller-
ikke at passiare; thi hans Mor aflagde Beretning om,
hvordan det var gaaet hos Takkelmesterens, og gamle
Kristensen sad hemmelig og nød sin Søns store og
mandige Skikkelse, idet hans Blik snart gled maalende
over hans brede Skuldre, snart prøvede, om han ikke
var mindst en Tomme høiere end han selv, som han
var, før han havde begyndt med at gaa saadan og lude.

Den næste Formiddag, Bernt kom ud fra Nilsens,
mødte han Polly paa Gaden; men hun saa vist ikke, at
han hilste, - eller lod, som hun ikke saa ham. Hun
nikkede ind af Ruden til Røeds . . .

Dette sidste voksede op til et Spørgsmaal for ham,
og han gik den Dag et Par Gange forbi Takkelmeste-
rens Vinduer for at se det afgjort, men uden Held,
endda han engang skimtede hende i Vinduet.

Han var ikke den, som vilde nægte for sig selv, at
det gjorde ham gruelig ondt, at han saadan havde
mistet den gamle Polly, - gruelig ondt! . . . De siger,
at Fruentimmerne er falske, og der kan være noget i

SIDE: 168

det. Det er ialfald at mærke sig! . . . Smal og fin og
rank . . . en Gang som en Bølge! . . . Det eneste, som
var igjen af den forrige Polly, var kanske Øinene. Jo-o,
den Gang igaar, hun laante ham det lidet velvillige
Øiekast, da huskede han hende! . . . Og saa Haaret ja!
- men til hende passede nu slet ikke noget andet.
Skulde hun kanske have det sort! Nei i det Stykke
var hun en ren Undtagelse . . . uforskammet vakker!
. . . Men at hun saa ganske skulde have glemt ham? . . .

Der gik ikke mange Dage hen, før Bernt gjorde et nyt
Attentat. Det kunde dog være muligt, at hun ikke
havde set ham.

Om Formiddagen, da han vel vidste, at Takkelme-
steren ikke var hjemme, gik han didind. Han saa alle-
rede ude fra Trappen, at hun var i Stuen, og bankede
frimodig paa.

"Vær saa god!" - Det var Pollys Stemme.

"Aa! skal jeg træffe Dem, Jomfru Kjelsberg! . . .
Jeg havde nær kommet til at kalde Dem Polly!"

Hun stod paa gulvet; men det var, som hendes
Skikkelse hævede sig, medens hendes Øine ligesom for-
undret maalte ham.

"Jeg troede, vi nu begge var voksne Mennesker, Kri-
stensen! . . . Er det nogen Besked til min Bedstefar?"

"Ja . . . Er han ikke hjemme?"

Nu fik han et Lyn af den gamle Art; thi hun for-
stod, at han bare løi.

"Det var en Klyver . . . og saa Jageren paa Rutland,
som min Far har talt om, skulde gjøres ny. Og saa
vilde jeg blot høre hos Takkelmesteren, naar det kunde
leveres."

"Bedstefar er hver Dag til Klokken tolv nede paa
Takkelloftet! . . . Jeg troede, De huskede det fra gamle
Dage af, - han er aldrig hjemme paa denne Tid!"

Hun sagde det med Øinene saadan paa ham, at Bernt
følte, der var lidet her mere at gjøre, og han svarede
med en uanfægtet, ligegyldig Mine:

"Det er saa længe siden. En, som jeg, har havt me-
get at huske paa siden den Tid, Jomfru Kjelsberg!" -

SIDE: 169

Idet han derpaa greb i Dørklinken, spurgte han: "Deres
Bedstefar træffer jeg altsaa nu nede paa Takkelloftet?"

Han vidste ikke, enten hun havde svaret ja eller
blot nikket, da han igjen var kommet udenfor. Men,
hvad hun mente, var der ikke Tvil om. Hun mildest
talt oversaa ham, for ikke at sige noget værre! . . .
og nu maatte han ovenikjøbet traske ned paa Takkel-
loftet og snakke med den gamle Grinebider og Tampe-
gast om det Sludder, han havde fundet paa. Han var
rasende.

Det var nu ogsaa en haard Skjæbne, som forfulgte
ham bestandig . . . netop Polly! . . .

Nede paa Takkelloftet gik han, mens han ventede
paa, at Kjelsberg skulde komme, om i sine egne Tan-
ker og støvede efter de gamle Steder og Smuthuller,
de havde havt til deres Syslen og Lege i gamle Dage.
Og da Stigen op til Plankeloftet stod der som før, faldt
det ham ind at gaa op ad den for at se. De havde
løbet mangen Gang deroppe. Han gik over de løse
Planker . . . Det havde slet ikke været ufarligt; men
han var vel blevet saa meget tungere nu. Han keg ud
af Gluggen . . . Men pludselig fængsledes hans Blik af
en opspigret Hylde henne i Krogen under den nederste
Bjelke. Han gik nærmere. Der stod tre af hans Model-
ler pussede og i den netteste Orden. Der var ingen
Tvil om det! . . . alle Smaastykkerne var ordnede og
nummererede med omhyggelig Nøiagtighed og lagt
saadan, som han selv gjorde det i den Tid . . .

Han stod en lang Stund med korslagte Arme foran
det . . .

Pludselig skyndte han sig over Loftet ned Stigen
igjen og lod Takkelmester være Takkelmester. Han
gik hastig Gaden nedover og lige hjem.

Hans Mor stod i Kjøkkenet med opbrættede Ærmer
og lavede Kaalrabistappe til Saltmaden. Hun hørte, at
det var Sønnen, som gik i Stuen, men satte alligevel
Træklubben fra sig og saa ind af Døren.

Der gik han hastig frem og tilbage fuldt optaget og
bed sig i Overlæben.

SIDE: 170

"Hvad er det, Bernt?"

"Ingenting . . . Ingenting, Mor!" - Han forandrede
sit Væsen straks, han saa hende. "Aldeles ingenting,
forsikkrer jeg Dig! Jeg gad bare ikke vente længere
paa den Takkelmesteren."

Hun gik ud i Kjøkkenet igjen; men om lidt kom
Bernt efter hende.

"Kan Du forstaa det, Mor, hvad der gaar af Polly
Kjelsberg? Hun har været aldeles kontant imod mig,
helt fra jeg kom."

"Mener Du det, Bernt! . . . Ja jeg synes ogsaa, jeg
mærkede, at hun ikke indlod sig videre med Dig."

"Indlod sig med mig? . . . Nei, er det noget, hun ikke
gjør, saa er det vel det. Hun . . . naa ja!" - han
kremtede - "Det kan jo være mig det samme. - Men
kan Du skjønne det?"

"Jeg sagde Dig, at Du havde glemt, hvordan Polly
er. Du skulde ikke fornærmet Takkelmesterens."

"Tror Du, det er derfor?" - han rystede paa Hove-
det - "Nei, - hun vil rentud ikke kjendes ved mig!
Der er nogen, som har lagt ondt iveien for mig der,
mens jeg har været borte."

"Umuligt, Bernt! Der har jo ingen tænkt, at Du
vilde noget der, og det skulde være det eneste, om Du
havde staaet iveien for nogen af dem, som har villet
have hende."

"Har da nogen friet?"

"To eller tre, tror jeg, - efter hvad jeg kan skjønne
paa Takkelmesteren. Tvertimod, Bernt! Er der nogen,
Du har vist Dig fri for i dine Breve, saa er det vel
Polly, saadan som Du altid har skrevet om hende som
rene Barnet. Og det spørges nok, kan Du tro, blandt
dem, som har Brug for at vide det."

Bernt stod og stirrede stivt ned i Gulvet . . . "Og saa
har Polly vel ogsaa faat den Fornøielse at høre det,
kan jeg tænke? Hun har jo læst Brevene."

Madam Kristensen stod med den ene opbrættede Arm
i Siden halv vendt fra sit Arbeide . . . "Véd Du hvad,
Bernt! . . . Jo mere jeg tænker over det . . . det skulde

SIDE: 171

nu vel aldrig være alt dit Tøv i Brevene, som hun har
taget sig nær? For hun har virkelig været aldeles
paafaldende imod Dig."

Bernt stod lidt til og dreiede sig saa pludselig om
- "Adiø, Mor!"

Da hun hørte ham springe nedover Gadetrappen,
skyndte hun sig ind i Stuen, aabnede Vinduet og saa
ud . . . "Jo, han gaar ganske rigtig op Gaden til Kjels-
bergs!" -

Pollys Ansigt skjulte slet ikke, hvad hun følte, da
hun saa, at han havde den Dristighed saa lige efter at
indfinde sig paany. Men, da han saa ovenikjøbet næ-
sten i det samme, han traadte ind i Stuen, sagde aldeles
ligefrem og brusk: - "Jeg har nok Lyst til at tale et
Ord med Dig, Polly!" lynte hendes Øine. Hun traadte
med lidenskabelig oprørt Værdighed lige imod ham og
svarede:

"Men det har ikke jeg Lyst til med Dig, Bernt Kri-
stensen!" . . . Hun vendte sig derpaa for at gaa ud af
den anden Dør og lade ham blive alene i Stuen; men
han forhindrede det ved simpelthen at stille sig iveien.

"Du slipper ikke ud, før Du har sagt mig, hvem der
har lagt ondt ind for mig hos Dig, Polly!" Bernts tru-
ende mørke Øine og hele blege Mine spaaede den ved-
kommende en Ulykke. Det var klart at se, at han nu
ikke tog Spor af Hensyn.

Polly studsede et Øieblik og sagde blot halvmut:

"Der har ingen bagtalt Dig! Jeg tror heller aldrig
paa Folkesnak, - saa nu véd Du det." - Hun gjorde
en fornyet Bevægelse mod Døren.

"Hør nu, Polly! Er det for det nederdrægtige Slud-
der, jeg har skrevet om Dig i Brevene? Jeg har ikke
ment en Døit af det . . . eller . . . jeg tænkte jo ikke
engang, at Du var voksen!"

"Slet ikke! - Jeg husker ikke engang de Breve . . .
om jeg har læst dem! . . . men de er jo gaaet rundt
til saa mange baade hos Nilsens og andre . . . saa, . . .
har der staaet noget om mig, er det vist blevet paa-
skjønnet - paa de rette Steder." - Med den Besked

SIDE: 172

vilde hun nu for Alvor gaa, men stansede, da han igjen
syntes at ville forhindre.

"Du husker kanske ikke Modellerne heller!" udbrød
han harm. "Men jeg har været oppe paa Plankeloftet
idag og set noget andet, Polly! . . . Der staar de . . .
og er Du ikke ganske sort, saa siger Du ærligt og
sandt, at Du nok har husket baade Brevene og dem.
Der var slet ikke noget tykt Støv. Der var baade feiet
og pudset deroppe!"

Han saa, at hun blev overrasket og temmelig for-
virret.

"Jeg tænker, Du staar med det, Polly! Jeg vidste
ikke, Du var saa ondskabsfuld. Du har rent ud lagt
an paa at pine mig . . . og overse mig fordi Du kanske
har dem, som er fornemmere end jeg til at gjøre Krus
for Dig . . ."

"Det er ikke sandt!"

"Ikke sandt? . . . Se mig bare i Øinene paa det. Du
har havt to tre Friere alt!" - Bernt var nu rasende.

"Ja, men jeg tog ingen af dem!" Nu tog ogsaa Har-
men hende. "Men hvor gik Du hen, straks Du kom
tilbys? . . . Jo jeg skal sige Dig det, - lige til Grethe
Nilsen, som sidder der og nidsyr og er saa pen, at hun
ikke engang tør se ud og hilse til Folk, som gaar forbi
paa Gaden! . . . Men alt dette er jo aldeles det samme.
Jeg véd sletikke, hvad Du kommer her og holder For-
hør for? Grethe Nilsen svarer Dig vist noksaa pent
paa alle Ting, baade hvormange Friere hun har havt
- om hun har havt nogen da! - og alting . . ."

"Ja, men nu svarer Du mig, Polly! . . . klart og
greit! . . . Det, jeg gjør nu, er at jeg frier til Dig! . . .
Jeg siger Dig, Grethe Nilsen var en stor Dumhed!" -
Han greb efter hendes Haand; men hun tog den til sig.
- "Indbild Dig nu bare ikke det, at jeg synes, at hen-
des sorte Haar er saa rart, - det kan da ikke maale
sig med dit! . . . Jeg saa straks, at Du var en Undta-
gelse, Polly! og at jeg havde været hestedum, for saa
vakker som Du, har jeg ikke set nogen i England, -
ikke i Ostindien, - ikke paa Kap, - ikke i Montreal!

SIDE: 173

og jeg forsikkrer Dig paa, der gives ikke nogen som
Du i hele Verden!"

Hun svarede ikke.

"Der var en Tid," - sagde han pludselig nedslaaet
- "da vi altid var sammen og aldrig tænkte paa, vi
skulde skilles. Skibsfaçonerne, som vi holdt paa med
da, tager jeg nu op igjen. Men det blir som en saadan
Enkemand, det skjønner jeg nu, - for - gaa skal det!
. . . et Værft skal det blive til, enten Du er med eller
ei!" - udbrød han pludselig barsk; han saa Polly med
sin bestemte Mine ind i Øinene . . .

Døren gik op! Takkelmesteren kom ind til sin punkt-
lige Middagsmad og satte Stokken fra sig.

"Saa-aa? - Bernt Kristensen! . . . Ungdommen ven-
ter ikke længere paa en gammel Mand. Nu gaar de bare
sin Vei, dersom man ikke skynder sig saa rask op til
dem, som de har Brug for. Bevares . . . Bevares! . . .
væk er de! Men nu er det lige i min Middagstid, Hr.
Bernt Kristen...sen!" - Den gamle var nu virkelig
glubsk at se paa.

"Men Bedstefar . . . Bedstefar! - saa hør da! . . .
Du . . . Du véd ikke, hvordan det hænger sammen . . .
Vi . . . vi . . ." - hun gav Bernt et Blik saa straalende,
at han pludselig gjenkjendte hele den gamle Polly.

"Ja, Hr. Takkelmester! . . ." - begyndte denne -
"naar det blot havde ladet sig gjøre, at faa greiet det
dernede. Men her er nok nu Tale om en ganske anden
Slags Splidsning, for - ikke sandt, Polly? - for, Hr.
Takkelmester! . . . det er nok Meningen at spørge Dem,
om De kan have noget imod, at . . . Polly og jeg . . .
Ja jeg mener, vi har nu fra Barnsben altid ligesom
været sammen, og saa mente vi, - ja, vi ikke bare
mener, - at . . . om Takkelmesteren vilde sige ja til
den Sag?"

Takkelmesteren stod og gloede paa ham. Blikket
blev mere og mere uvist, idet det afvekslende gik fra
ham til Polly og tilbage igjen. Endelig udbrød han
hidsig:

"Frir han til mig? . . . Jeg forstaar ham ikke . . ."

SIDE: 174

"Nei til mig, Bedstefar!" - udbrød hun og gik hen
til ham og lagde Armen over hans Skulder.

"Naa - saa . . . saa! . . . Men forstod jeg Dig ikke
saa, at han var Dig imod? . . . Det var altsaa høiligen
feil. Saa den Bernt Kristensen skulde komme drat-
tende paa den Maade ned paa Dækket her! . . . Naa,
naa . . . vi faar tænke, at det ikke er bare ulovlig fra
Merset, men høiere ovenfra . . . selve Befæstningen.
Men han var jo den, Du ikke likte, Polly? . . . Naa
saa! Ja det er en anden Sag! . . . Naa, ja ja . . . natur-
ligvis en stor anden Sag! . . . Naar Du vil og, - Ja ja,
Polly! . . . Skaffer Du dine Forældres Ord for det,
Bernt! saa skal mit Besyv og Velsignelser lægges til
Pagten i Overflødighed. Men ubegribeligt er det . . ."

"Kan Du ikke begribe det, Bedstefar! - det er ham,
jeg har holdt af bestandig."

Enten Bedstefar begreb eller ikke begreb det, slog
Bernt nu Armen omkring hende og udbrød:

"Saadan fin Skonnert findes der ikke . . . og min
er hun!"

"Fin Skonnert ja! . . . fin Skonnert . . . ganske rig-
tig. Har han ogsaa en Haand til at styre med? Men
nu, Polly, tænker jeg, vi opsætter Middagsmaden og
gaar hen til Kristensen og foredrager Sagen . . . Men"
- han saa paa sig - "jeg er ikke klædt til Parade . . ."

Polly maatte nu følge ham ind for at hjælpe til med
Pudsen. Medens han tog sine bedste Klæder paa -
den lange blaa Frakke, som altid maatte børstes, me-
dens han havde den paa sig, - og ordnede sine Søn-
dagsflipper for Speilet, udstødte han forskjellige Be-
mærkninger: - "Vakker Gut . . . vakker Gut . . . og
forsvarlig udrustet med Kundskaber for sin Næring
. . . Har sine Forældres Støtte i Ryggen! . . . boende
her paa Stedet . . . reiser ikke fra Landet . . ."

Da de gik nedover Gaden, var Takkelmesteren kom-
met i et ypperligt Humør. Han staurede, som vanlig,
langsomt afsted og kunde i sin Fornøielse, idet han
stansede og stødte Stokken i Gaden, ikke undlade at
udtale:

SIDE: 175

"- Et stolt Par! . . . et stolt Par!"

Da De saa skulde op af Gadetrappen til Kristensens,
tog han Bernt i Armen for at støtte sig paa ham.

"Sandelig, mi'sæl!" - sagde han lunt - "har Du
kunnet faa Polly, saa har Du vist, at Du kan "bænde
en Jomfru"!"

RUTLAND

Vil Du lære at kjende gamle Skipper Kristensen,
som nu er "oplagt", saa lader det sig nok gjøre i en
af Smaabyerne. Han gaar meget ludende og med Stok,
men er endnu nok saa rørig i sin blaa Pjekkert og
Hundeskindshuen. Er han stolt af noget, saa er det af
de Aar, da han tjente op de første Skillinger, som til-
slut gjorde ham til den Mand paa otte, ni tusind Spe-
ciedaler, der nu gaar der og ser paa Sønnens Skibskran.
Han har nok sin Part i, at det blev til noget det ogsaa.
Thi, at Bernt straks fik en Bark at bygge, skede paa
den Maade, at "gamle Kristensen" som Førstemand
tegnede sig for en Part i Fartøiet paa tre tusind Daler,
og da Takkelmesteren nu ogsaa lod fem hundrede, -
som han sagde - "svømme paa Bølgen", blev endnu
i samme Maaned alle ti tusind Specier fuldt tegnet.

Men spørg ham ikke om, hvordan han forliste Rut-
land. Det gik til paa en høist ærgerlig Maade.

Han var kommen hjem og havde klaret Farten i en
af de stormfuldeste Høstmaaneder, der havde været
paa Sydkysten i Mands Minde. Store Krigsfartøier var
komne ind til Arendal og Kristiansand med Rummene
fulde af Vand, hver By og hver Nødhavn laa fuld af
ramponerede Fartøier, der bare havde at reparere, og
den store Eg ved Kirken i hans Hjemby var knækket.

Rutland havde vist at smutte sig frem mellem Skjæ-
rene og ride Havet af, medens det kogte udenfor, og
var nu, som sagt, kommet vel hjem. De havde losset
den lille Fragt for Hjemstedet, og Fartøiet skulde blot

SIDE: 176

seiles en Fjerdingvei rundt ind i Tømmervigen, for at
faa en alvorligere Bundreparation; thi nu trak det Vand,
saa der begyndte ikke mere at blive Mening i det. Det
var pent, roligt Veir, lidt koldt, og om Aftenen for-
ankredes det tomme Fartøi lige indenfor Odden, hvor de
første Huse i Tømmnervigen begyndte, og hvor Lande-
veien fra Byen gaar under Fjeldet helt nede ved Søen.
Javist gik der en Smule Dønning, saavidt at man
kunde mærke, at Fartøiet duvede noget; men det var
ogsaa alt! - det forsikkrede siden baade Anders og
Nils. Der var med Kristensens Lov ingen ombord. Nils
og Anders var gaaet hjem hver til sig.

Kristensen var selv den første, som var ude at se
til Rutland om Morgenen; siden kom Nils. Da laa den
sunket, saa Sjøen spulede over Rækkerne. Ankeret var
truffet til at tage Grund paa et Fjeldstykke under Van-
det, og Strømmen havde sat saadan til, at Fartøiet
havde ligget og hugget sig i Bunden hele Natten.

Kristensen gik der mange Dage og grundede; men
Resultatet var, at det ikke kunde lønne sig at reparere
Rutland. Skuden fik paa noget Vis varpes op i Stran-
den. Træet ophugges og Jernet sælges.

Rutland havde nu, før de tænkte det, "sat ham og
Gjertrud paa Land!"

"Kristensen kjøbte siden Gaarden Berg ude ved Tøm-
mervigen, som de længe havde havt Øie paa. Der var
et velbygget Hus at faa for en billig Penge, og med
den lille bekvemt liggende Jordvei havde den virk-
somme Madam Kristensen sin egen Spekulation; hun
vilde sælge Grønt til Byen . . . bevares, blot det mad-
nyttige! hun var ikke den, som "svimlede med Gartner-
skab og Levkøier." - Men Resultatet er ogsaa blevet,
at de Penge, de har lagt hen der, nu bærer sig to tre
Gange saa godt som dem, de har i Banken. Kjærren
gaar stadig tilbys med Kaal, Næper, Kaalrabi og Ræ-
diker, medens Nils's noget forkrummede Baadshage-
skikkelse trolig gaar ved Siden af og fører Tømmerne.

I de første Aar boede Bernt og Polly i Kristensens
Hus i Byen; men "Ungdommen udvider sig" - som

SIDE: 177

Takkelmesteren sagde, og nu har de sit eget nede ved
Værftet.

Naar Polly gik udover Landeveien langs Stranden
til Berg, maatte hun altid ned i Fjæren og se og kige
paa Rutland, som de huggede op, og som laa der,
stadig minkende, med sin flade Hæk, sit stærke Spring
paa Skroget og den fyldige Boug efter gammeldags
vestlandsk Galeasfaçon. Det var en egen Nysgjerrig-
het . . . Hvad der især var Tale om og Gjenstand for
Undersøgelse, var den Sølvpokal, som Sagnet havde
fortalt, skulde være skjult eller gjemt nogetsteds inde
i Tømmeret. Det blev paa det nøiagtigste undersøgt;
men den Side af "Manden i Staværn" stadfæstede sig
ikke.

Derimod fandt de paa et Par Steder Aarstalsmærker,
som viste, at Fartøiet var bygget, eller ialfald Materialet
havde ligget færdigt Anno 1755. Rutland forliste i
1856, - saa der kunde disputeres meget, om Fartøiet
var blevet hundrede Aar akkurat eller hundrede og ét
eller ni og nitti.

Madam Kristensen sagde altid, at Rutland var ble-
ven hundrede Aar gammel! - og det vil vi tro. Men,
om vi skal tro det, som Takkelmesteren sagde i sin
Tale under Bernts Bryllup med Polly, er en anden
Sag, som der vist i vor Tid vil dømmes høist forskjel-
lig om. Idet han rørte ved den Bølge, han kaldte
"Bernts Feiltrin i Udlandet, men at han tilslut var
gaaet under Lydigheden mod sin Far", vendte han sig
med en Parenthes til Madam Kristensen:

"- med al Respekt, Madam! . . . jeg ser altid efter,
hvor Rottingen hænger i Huset . . . Et Hus uden Rot-
ting, det . . . Ja jeg mener naturligvis ikke Dem, Høi-
agtede! . . . Me...n til syvende og sidst! . . ."

Jonas Lie

OLE BULL

HANS KARAKTERISTIK OG LIV

(1881).

SIDE: 181

Skjønt Purpuret ruller
ei over din Skulder,
En Konge dog er Du forvist, -
Geniet er Kaaben,
Du bar ifra Daaben,
og Buen din Ønskekvist!

Hvorledes give et nøgternt og sandt Billede af en
Mand, om hvem der i femti Aar er fantaseret og lavet
Eventyr snart sagt i to Verdensdele?

Ole Bull var den største gjenlevende Repræsentant
for den saakaldte romantiske Virtuostid, da den geniale
Violin havde Ordet, og det enkelte Geni havde Tilla-
delse til at elektrisere Publikum, medens Orkestret var
reduceret til kun at spille en understøttende og ud-
fyldende Rolle i Foredraget. Nu er det Orkestret, Sym-
fonien, der er alt, og den enkelte kun et medvirkende
Led.

Men Ole Bull var et Geni med en subjektiv, indi-
viduel Kunst, med sin egen clairvoyante Opfatning,
sin egen originale Violinskole, sin egen eiendommelig
tilændrede Violin. Hans ubetvingelige individuelle
Kraft underlagde Kunstværket sine egne Farver iste-
detfor at flytte ind i dettes Tanke, han gav sit eget
digteriske Lynveir mere end Kompositionen, Ole Bull
mere end Komponisten. Det var dette, som var hans
Styrke, men samtidig ogsaa det, som den objektive
Kritik maatte dømme.

Visselig, han førte ikke den videnskabelige Musik an
i Verden! Visselig, uagtet hele det Væld af friske,
ny, originale Melodier og Improvisationer, hvorpaa han

SIDE: 182

var saa rig, - han forøgede ikke Generalbassens Sat-
ser med et eneste Punkt, der kan paapeges som et
Skridt fremad i Musiken eller Harmonilæren i det hele!
Han paaførte den tvertimod et Fyrværkeri af Baroki-
teter, Bizarrerier og tekniske Kunststykker, saa at de
bebrillede musikalske Videnskabsmænd undertiden fik
Lyst til at undersøge, om han ikke gjemte baade Fløi-
ter og Piber. Hans "orkestralske" firstemmeige Spil,
hans Dobbeltgreb, Arpeggios, Flageolettoner og Ok-
tavgange var noget enestaaende.

Men siden hans og Paganinis Dage har Tekniken
adopteret en anden Stil og feiret andre Triumfer.

Og dog - Ole Bull eiede noget, som aldrig bleg-
nede og aldrig blev gammelt: den inspirerede
Skaldegave, der aandede Glød og Farve
ind i Tonerne og lod hans hele Hjerte og Sjæl
tale ud af Violinen.

Ja denne Evne blev saa lidt gammel og afbrugt, at
den tvertimod stod under Udvikling af hans hele lange,
bevægede Liv.

Medens han i sine unge Dage mest seirede ved sit
Spils originale, aandfulde Pikanteri, dets barokke, vilde
Skjønhed og Kraft parret med en ekscentrisk Frem-
træden, blev Foredraget ud over Aarene i de Momen-
ter, hvor han virkelig gav sig selv hen, altid renere,
sjælfuldere og inderligere. Hvem kunde vel give en
Melodi saa dybt skjønt, saa til Hjertet gaaende simpelt
og gribende som Ole Bull, efterat hans Haar var ble-
vet graat?

Men . . . man faar intet for intet i denne Verdens
Strid, og naar jeg fremsætter den Mening, at den seir-
rige Ole Bull ogsaa har maattet betale for sit, saa er
det netop Grunddraget i den Opfatning, jeg har af
ham, saaledes som han staar for mit indre Øie efter
et fleraarigt, jeg tør nok sige, nært personligt Bekjendt-
skab. Døden har opfordret til at overveie Erindrin-
gerne paa ny, og hans Søns Velvillie har sat mig istand
til at gjennemgaa flere hundreder af Ole Bulls Breve,
hvoraf Størstedelen er skrevne paa fransk til hans før-

SIDE: 183

ste Hustru, omfattende en Periode af henved tredive
Aar, - det interessante Tidsrum i hans Liv, hvori han
fristede sin Kunstnerbanes farligste Chancer, kjæm-
pede de afgjørende Kampe for sit Navn og tog sine
store Triumfer gjennem alle Europas Stæder fra
Frankrige og England østover til Rusland.

Man er kun altfor ofte tilbøielig til at lægge Privat-
livets snevrere Hensyn og Domme paa Offentlighe-
dens store Mænd, dømme en Kunstens "Great-Eastern,"
der er bygget for Oceanfarten, efter de smaa lette og
nette Egenskaber, man forlanger af en elegant Dam-
per for bare Salon- og Søndagspassagerer. Og det er
til denne Side, Misvisningen helst har ligget, naar der
fældtes Domme om Ole Bull. Han var ingen Privat-
mand; han var i eminent Forstand en Offentlighedens
Kunstner. Der forstod ingen at bemægtige sig det store
Publikum som han - noget, som ikke alene laa i hans
Violin, men i hans hele Personlighed, - og hans væl-
dige Bue var aldrig mere fyldt af betvingende Herske-
kraft end, naar han kunde svinge den over et bølgende
Hav av tusinder Hoveder. Da fløi der Gnister af den,
da var den elektrisk eller rettere magnetisk; - thi
Ole Bulls bløde, saa henførende Tone med den brede
Behandling var noget mere end det tørre elektrisk-
gnistrende, - da lyste hans Geni som en Skjønhedens
Aabenbarelse over hans ædle Skikkelse, da blev hans
Spil Inspiration!

Foran et saadant Hav af Hoveder voksede han fra
den mesterlige Violinvirtuos til Seeren og Folketale-
ren, som i Tonerne eiede et Verdenssprog for sit Hjem-
lands Digtning og Længsel, da var det Idéen, som na-
turmægtig greb ham, - et Aandens susende Veir over
Tilhørerne, hvorunder der steg Syner og Drømme fra
en Skjønhedsverden, som aldrig glemtes; - da var
han Øieblikkets Mirakelmand!

Reis gjennem Europa og spørg fra Moskva til Bor-
deaux eller Cadiz, om man kjender Navnet Ole Bull,
og gamle Mænd og Kvinder smiler som til en skjøn
Ungdomserindring. Spørg i Amerika fra San Franci-

SIDE: 184

sko, Kuba og New-Orleans til Boston, Quebek eller
Montreal. Der lever ikke den fødte Amerikaner, som
ikke kjender ham og véd, at han blev Æresborger i
New-York og Amerikas Adoptivsøn i dette Ords bedste
og mest hædrende Bemærkelse! Hans Navn er der
overgaaet næsten til en Folkemythe, en eventyrlig
Skikkelse med Violin i Haand, hvorom Jægerne for-
tæller hinanden i Blokhusene paa Prærierne ved Ilden
om Aftenerne. Og af hans eget Fædrelands National-
begeistring er hans Liv alt omgivet med en hel Digt-
nings Romantik.

For at faa et Begreb om de stærke Livsindtryk, ud af
hvilke Ole Bulls Kunst er fremgaaet, maa man for-
staa det Land, som har baaret ham, et fra en sagnrig
Fortid gjennem Aarhundreder saa at sige hermetisk
opbevaret Fjeldfolk, som pludselig igjen opvækkes til
historisk Liv og ser Fremtiden blaane for sin Dør.
Medens dets ydre Historie i denne Tid væsentlig kun
har gaat som en Biflod til Danmarks mere europæ-
iske, har dets Nationalaand sunget sine underjordiske
Melodier, digtet sine Eventyr, anet og drømt, - noget
ligt, hvad Island gjorde længere nord i Havet, der i
endnu høiere Grad har vist os en Handlingens Race,
der gik over i Sagaskrivning og Digterdrømme.

Man maa gjøre sig en Forestilling om en liden afsi-
des Nation, som i fire hundrede Aar væsentlig kun
har samtalt med Stjernerne og Havet og sine nord-
lysskimrende Sagn, og som saa pludselig træder ind
mellem sine livsmodne Brødre, Europas gamle Natio-
ner, og fuldt naivt røber dem sine Drømme, - et Folk,
som med alle sine Muligheder og urprøvede Kræfter
gaar nationalt begeistret under sin egen Opvaagnens
store Følelser og Forventninger!

Der var her Luft, frit idealt Vingefang for enhver
Genius, som vilde lade sig nøie med at drømme;
men vilde den praktisk slaa Vingerne ud, - mødte
den ogsaa Virkeligheden, trang, kold, tør og
forsnævrende, som den dengang forelaa i et lidet nord-
ligt, afsides Begynderland, hvor Kulturen endnu ikke

SIDE: 185

havde afsat de første Opdragelsesbetingelser, - en Vir-
kelighed, hvis knugende Haand maatte mærke selv
den rankeste Mand i Væksten, idet den afstængte ham
fra den Sol og Udvikling, som ene ældre Kulturfor-
hold kan give.

I sin Naturs vilde, ophøiede Skjønhed, i sine even-
tyragtige historiske Traditioner og alt det Vikingblod,
som flød i Folkets Aarer, havde Norge under sin Op-
vaagnen et helt Sammenstød af de usædvanlige Betin-
gelser, som skal til, for at frembringe Genier. Men
under Savnet af opdragende Kulturbund fødtes Mæng-
den af disse kun for at dø eller forkrøbles eller ende
som en af disse underlige Bygdegenier, dem vor Digt-
ning saa ofte har grebet, og hvoraf Ole Bull i Violin-
spilleren "Møllargutten" i Femtiaarene drog et frem
for det store Publikum.

Den frembrydende Begavelse var væsentlig henvist
til Autodidaktens, den selvlærtes, stakkede Gjenveie og
feilagtige Midler. Og under disse Forhold at bryde
frem af Trangheden og rydde Vei for sig til det store,
musikalske Europas Opmærksomhed var kun muligt
for en af de enkelte Urgenier, hvori Nationalaanden
ligesom ved Naturlov under saadanne Perioder kan
koncentrere sig.

En saadan halv elementær Kraft med dens Styrke
og Svagheder var Ole Bull!

Ligesom hans samtidige, den geniale Bygdeingeniør
Engebret Soot, Digteren Henrik Wergeland og den
verdensberømte Mathematiker Abel var han en af de
vulkanske Tinder i den Fjeldrække, hvorigjennem det
"gjenfødte" Norges Nationalaand brød sig op i Da-
gen. Og naar han paa sin eiendommelige poetisk-
pathetiske Vis engang gav Kong Fredrik den sjette det
Svar, at han havde "lært at spille af Norges Fjelde",
saa laa vistnok heri en dybere Sandhed, end han maa-
ske selv i Øieblikket var sig bevidst; thi hans Violin var
kun Resonnancen for hans Nations dunkle Poesi.

Dog, - disse eiendommelige Toner, som aldrig for-
feilede sin Virkning paa Tilhørerne, fordi de altid kom

SIDE: 186

som improviserede naturfriske Udbrud, som var saa
hvirvlende vilde og dystre som selve Fossestupet, saa
underlig forrevne og bizarre som selve de sorte Klippe-
revner med Fjeldvidden bag sig, og som saa med ét
fra dybeste Tungsind kunde springe over i rene, lyse
seirende Solstraaler, hvori alle Glædens og Skjønhe-
dens arverige Magter sitrede og sang, disse Toner
gjemte ogsaa hans Livs Hemmelighed: - Var hans
Violin ham et Hav af Glæde, den var ham ogsaa et
Hav af Sorg!

Det kunde undertiden være, som vi fik et Glimt ind
i hans dunkle indre af noget, hvori vi ligesom anede
et ufuldbaaret Genis Klage mod Tilværelsen, som om
han paa Strengen var kommet til at forraade, hvad
Læben ellers aldrig vilde tilstaa for Verden, at der laa
en Hemsko paa hans Aands frie Flugt, - at hans rige
Sjæl vidste endnu saa tusindfold mere om Skjønhe-
dens Rige, end det herneden var ham givet at kunne
udsige i Kunsten.

Der er en Fugl, som heder Fregatfuglen. Den over-
gaar alle Fugle, selv Ørnen, baade i Vingebredde og
Flugtens Hastighed. Den sidder idag paa Afrikas Kyst
og tager fire og tyve Timer efter sit Bytte over paa
den anden Side af Oceanet paa Kysten af Sydamerika.
Om Natten hviler den paa sine brede, seilende Vinger
i de rolige Luftlag høit ovenover baade Stormen, Sky-
erne og det oprørte Hav, hvori Skibene krænger i Ty-
fonen for Takkel og Toug. Dens Syn er saa skarpt,
at den fra disse Luftens Høider ser det fineste Punkt,
den mindste Flyvefisk nede ved Havspeilet. Den har
hele Oceanets ubegrænsede Jagtfeldt fra Nord til Syd,
fra Øst til Vest, den kan saa at sige bespeide hele Jor-
den paa nogle Døgn, - og dog er dens graa Øie altid
bekymret af Næringssorg for at skaffe det nødvendige
til Ungerne hjemme i Redet. Sagen er, den er mæg-
tigere end alle andre Fugle, og dog mangler den ét, -
den kan ikke gribe sit Bytte hverken i Havspeilet eller
paa den jevne Mark uden at miste Luftfanget under
sine brede Vinger. Dens Fødder er for korte. Derfor

SIDE: 187

er den henvist til kun at leve af Leiligheden, kan kun
slaa ned der, hvor Byttet viser sig paa høie Afsatser
eller opstaaende Stene, og naar den speider Oceanet
rundt i en Dagsreise eller sætter sig ned midt i dette
paa 
Kliggeøen Ascension, saa er det en Fugl, der i
bogstavelig Forstand, som det heder i den gamle Vise,
- "sørger og sulter over sin Klo".

Ole Bull var en saadan Fregatfugl, hvem hans Genius
havde forlenet Vingekraft til at fare Jorden rundt fra
San Francisko til Odessa. Overalt tjente han Guld og
strøedes der Ære, Berømmelse og Blomster for ham
som for en af de faa Kunstens udvalgte; men overalt
førte han ogsaa med sig Bevidstheden om, at hans
musikalske Evne for dette Liv ikke var helt udvokset
til at gribe de store Kompositioner, de universellere
musikalske Vuer, som egentlig altid laa ufuldbaaret og
sang og drømte og længtede mod Liv inde i hans Sjæl.
Af og til forløste denne Trang sig som et vulkansk Gei-
sir fra sit underjordiske Naturtryk gjennem en ny og
original Melodi eller en Tonesats, der kunde indeholde
Grundvuet for en Komposition, som han dog selv
aldrig siden formaaede at gjøre sig rigtig gjennemsigtig.

Under sin urolige Trang til at faa et saadant Tone-
digt fremfødt kunde der trille frem de herligste, rene-
ste Melodiperler, de mest formfuldendte og avrundede
Enkeltheder, den ene geniale Inspiration mere frisk
og fortryllende end den anden. Kompositionen kunde
derved blive forbausende rig paa skjønne Momenter;
den kunde naa den Originalitet, som ligger i den alsi-
dig glimrende, yrrende Mangfoldighed, blive et ly-
nende Glimt i Glimt af de vidunderligste Skjønhedsrørel-
ser. Men den enkle musikalske Hovedidé, som det net-
op var hans skabende Naturs dybeste Længsel at faa
digtet frem saaledes, som hans Sjæls Øre engang havde
hørt den, - den havde han mangengang den Sorg at
føle kun ufuldkomment frembaaret. Thi Ole Bull var
en Natur med en dyb plastisk Trang. Hans bedste
Frembringelser støbtes under Heden af Øieblikkets In-
spiration; men ude i Reflektionens Kulde formaaede

SIDE: 188

han derimod mindre at arbeide. Da lavede og sam-
mensatte han visselig mere, end han egentlig fuld-
støbte, om end den dunkle Seer og den glimrende Vir-
tuos i Forening ogsaa paa denne Maade formaaede at
give Musikværker, der bedaarede os. Men disse Sagers
væsentlig kun subjektive Gyldighed røber sig vistnok
klarest deri, at ingen kan give dem sin rette Virkning
uden en Ole Bull. Som Komponist saavelsom Ekse-
kutør var det i de inspirerede Øieblikkes Perler, i Gen-
rebilledet og de flygtig udkastede Skitser, at han var
størst. Og dog, - geniale Musikere vil rimeligvis gjen-
nem en Række af hans Kompositioner saasom "en
Moders Bøn", "Tarantella", "en Nocturne", "Polacca
guerriera", den originale "Kjæmpeslaat", "Norges
Fjelde", "Sæterbesøget", hans A-dur og E-Mol Kon-
certer altid øine den skjønne musikalske Tanke og
Motiver, værdige en stor Mester.

Det er Geniets Fordømmelse, at det ikke passer her
paa Jorden, at det er abnormt bygget og gaar over den
som én, der ikke hører den rigtig til. Det flytter sig
fra Kvist til Kvist, fra Sted til Sted, - en fremmed
Fugl blir det, som er henvist til enten at skuffe Ver-
den ved at give sig selv som Talent eller til direkte
at gjøre Mirakler som en John Erikson, der skaber sin
Kalorikmaskine, eller en Edison med sin Telefon. Og
Ole Bull blev vistnok Virtuos, men kun som Middel til
at sætte Tilhørerne i den inspirerede Stund under sit
Geni's mirakelgjørende Troldstav.

Denne Geniets "Inkommensurabilitet med Tilværel-
sen" forfulgte ham og gjorde ham Livet tungt ogsaa i
hans Omgang med Menneskene. Idealerne var den
Limpind, hvormed de fangede ham, og med sin lyriske
Natur var han i høieste Grad modtagelig for Øieblik-
kets Stemning. Han havde et overordentlig sundt, rig-
tigt Blik; men han havde en endnu større Fantasi,
der, naar Lidenskaben blev hidset, legede Bold med
hans Forstand og foregjøglede ham det umulige. En
Blanding af overdreven Tillid til Menneskene og en
ligesaa overdreven Mistillid, - tabte han til begge

SIDE: 189

Sider! Og hans vidtløftige Hoved og rastløse Aand
havde derhos saa mange Traade, hans Fantasi op-
fandt saa mange usædvanlige Veie til at omgaa hans
naturlige Fiende, Verden, - den han selv aldrig for-
stod, og som heller aldrig forstod ham, - at hans
Færd kun alt for let blev en aaben, ligefrem, praktisk
Ven uforstaaelig.

Af hans Breve vil man kunne følge, hvorledes han
i de første fem og tyve Aar af sin bedste Manddom ud-
førte et sandt Herkulesarbeide af Udholdenhed og
Taalmod med det stadige, faste - saa respektable -
Maal for Øie, at erhverve sig og sin Familie en uaf-
hængig Eksistens, som kunde hæve ham over den Nød-
vendighed at maatte udøve sin Kunst for Penge. Og i
Alderen opimod de firti ser vi ogsaa, at det har lykke-
des ham af alt det uhyre, han tjente - og ikke tjente,
- af alle disse tusinde Koncerter over hele Verden og
tiltrods for den største Hindring, hans egen økonomi-
ske Usans, at sammenspare sig omkring fire hundrede
tusind Francs! Formue efter Formue, som han spillede
ind, fordampede atter, man tør aldeles ikke sige under
et flot Livs Udgifter, men for hans upraktiske Sans og
for Idéer, der kostede ham mere end baade Landste-
der i Norge og Luksusheste.

Hans kolossale Plan at benytte sit store Navn til at
grundlægge en Koloni, et "Ny-Norge" over i Amerika,
manglede ikke Genialitet. En Politiker saavelsom en
Finansmand kunde maaske misundt ham den; men en
saadan vilde ogsaa først og fremst have sørget for, at
Sagens praktiske Side ikke blev ledet af Ole Bull.

Ogsaa hans storartede Arbeide for den norske natio-
nale Scene, hvis Grundlægger han har den uvisnelige
Ære at være, kostede ham baade Tid og Penge. Led
denne hans Plantning end gjennem Aarene under alle-
haande Skjæbner og Storme, - fast staar det dog, at
den er blevet et Udgangspunkt for et helt rigt Ud-
viklingsarbeide inden hans Fædrelands nationale
Kunst.

Hans Begavelses Generalkarakteristik var en natur-

SIDE: 190

bunden, dunkel Intuition, der som oftest lod ham have
ondt for at gjøre rede for sig i det mundtlige Ord.

Hans Interesser var altid universelle, og paa sin halv
tilslørede Vis kunde han mangen Gang være en sand
Seer. Karakteristisk er saaledes et Brev af 1866 til
Sønnen, der da ved Forretninger var stadig knyttet til
Paris, og hvori han kan siges fire, fem Aar iforveien
at have forudsagt den tysk-franske Katastrofe i 1870-
1871. Mangen en Statsmand vilde være fornøiet, om
han nu bagefter kunde fremlægge en paa Forholdene
saa klart seende Udtalelse:

Bergen 4 April 1866.

"- - Tag Dig ivare! De politiske Begivenheder
følger nu rask ovenpaa hverandre. Franskmændene
har faat en Fiende i de forenede Stater, som ikke er at
kaste Sten paa (efter Affæren i Mexiko). De maa og-
saa tage sig ivare for Tyskland; deres Flaade og Fi-
nanser ville være ruinerede inden kort Tid ved en
Krig. Tiderne er forandrede; nu er Turen i Europa
til Preussen at lege Mester. Det har grundlagt Plan og
ordnet Pengevæsen, imedens dette i Frankrig er i
Embryo og lettelig kan komme ud af Ligevægten. Nu
skulle de desuden rykke fra Rom, og saa maa der jo
itide tænkes paa nye Overraskelser og nye "Gloirer",
ellers gaar det ikke. Den store Mand (Napoleon den
III) er alvorlig syg, Frankrig véd det og tier; men Be-
givenhederne ville tale. Vogt Dig, - bland Dig aldrig
ind i politiske Samtaler, jeg beder Dig indstæn-
digen! . . ."

Ole Bulls sjeldne Indsigt i de vanskelige Love for
Violinens Bygning var noksom anerkjendt og skattet
af Tidens første Mestre i denne Kunst, saavel af Vuil-
laume og Miremont i Paris som andre. Men mangfol-
dige og kostbare var ogsaa de Eksperimenter, hvorigjen-
nem han udover et langt Liv skaffede sig Erfaringerne, og
mangen en dygtig Violinfabrikant har studset og staaet
med trang Aande foran hans Vovespil med at aabne
en dyrebar gammel Guarnerius eller Amati, men er

SIDE: 191

ogsaa derigjennem kommet til at vurdere hans Kyn-
dighed og overordentlig rigtige Blik.

Enhver funden Forbedring fylder ham med et Kamp-
mod, næsten som de gamle Vikingers, naar de havde
overkommet et berømt Vaabenstykke, og, at dette rast-
løse brusende Blod ikke sagtnede paa sin gamle Alder,
udtaler sig livligt nok i følgende Linier, skrevne i
April 1867 i St. Petersburg til Sønnen:

" . . . Men min Gaspar da Salo er tindrende af
Glæde og bærer sin Virtuos som en Araber. Den er
rigtignok mageløs, siden jeg fik et Stykke af syv-
hundrede-aarigt Træ i den (af Weihe), og dertil har
jeg opfundet en ny Maade at lægge og tilmaale Bjelken
med Hensyn til Violinens Bygning og Tilspilning . . ."

Denne Interesse, der vedblev hos ham med ufor-
mindsket Kraft, udstrakte sig i hans sidste Leveaar og-
saa til en Forbedring af Pianofortets Konstruktion.
Idéen var vistnok i sin Theori - efter mange kyndiges
Domme, der dengang udtalte sig, - fortræffelig; men
dens Vei frem til praktisk Gjennemførelse blev ialfald
baade længere og mere tornefuld, end Ole Bull havde
tænkt sig, og dette Projekt, der kostede ham mange
Penge, mange Reiser og megen Tid, blev et af hans
Livs forgjæves Foretagender. Et Brev, som hidsættes
fra den Tid, giver et mere livfuldt Billede, end nogen
Pensel kunde, af Ole Bull, saaledes som han færdes og
virker under dette Arbeide, trods sine over seksti Aar
altid med den samme Ungdommens Ild og Rastløs-
hed. Brevet giver paa sin korte og naive Maade et
mærkeligt Genremaleri, et Møde mellem to af Tidens
Navnkundigheder: Ole Bull og John Erikson:

New York 28 Marts 1871.

". . . Min Tid er saa optaget fra Morgen til Aften, at
jeg har knapt et Minut at spare, da det er af Vigtig-
hed at faa mine to nye Pianoer af forandret Konstruk-
tion færdige før Sæsonens Slutning. Tillige har jeg
langvarige Konferencer med John Erikson om Støb-
ningen af Staalrammer, sammenføiede for at formind-

SIDE: 192

ske Vægten omtrent to Trediedele, som han paastaar
er muligt. Han interesserer sig meget for det. Det er
nu 36 Aar, siden vi saa hinanden i London i min
første Debut der, og forleden Dag, jeg spillede for
ham for at demonstrere min Theori om Tonefarven
sad han ned og græd; han sagde, at han vilde gjøre
alt i hans Magt for at faa min Theori fuldført paa den
mest iøinefaldende Maade i Henseende til Vægt og
Styrke parret med Simpelhed . . ."

Universelt anlagt, havde Bull i høieste Grad Affini-
tet til alle sin Tids Idéer. Hans politiske Tro var en
glødende begeistret Tilegnelse af de Frihedsidealer, der
reistes i hans Ungdom af Mændene fra Julirevolutio-
nen i 1830; hans religiøse var en af den Tids hele Filo-
sofi indaandet eudaimonistisk Kunstneroverbevisning
om det personlige Livs Fortsættelse i en høiere for-
klaret Verden, hvor han skulde møde med "Straale-
strenge paa sin Violin"; han troede det ligesaa fast og
urokket af Tvil som Rødhuden paa de nye Jagtrevie-
rer. Og udaf sin Tids romantiske Opfatning af Geni-
ets mystiske, ekstraordinære Suverænitet tog hans
Personlighed - midt under et isandhed elskeligt be-
skedent Væsen - sin distingverede Optræden.

En smukkere vokset Mand end Ole Bull eksisterede
der neppe i hans Samtid. Slank, velproportioneret,
kraftighøi, - et Mon i Væksten over alt Folket - var
han ogsaa i rent fysisk Henseende at anse som et
Skjønhedsskud af sin Folketype. Under et altid tarve-
ligt og maadeholdent Levesæt bevarede han lige til det
sidste en sund Magerhed, var smal og smidig om Livet
som en ung Mand, medens han havde et Bryst som en
Kjæmpes og Arme, hvis Muskler ved hans stadige Øvel-
ser med Buen var afhærdede til Staal. Ud af hans ud-
tryksfulde Ansigt med de brune sjælfulde Øine lyste
der en underlig Blanding af barnlig godtroende En-
fold og et skuende mistroisk prøvende Geniblik. Hans
Natur besad en god Portion af den gamle gode natio-
nale Bondefulhed blandet med et bredt mandigt, ofte
næsten rydt, Humor og et Lune, som især naar han

SIDE: 193

fortalte gamle Historier, kunde blive aldeles sprud-
lende overgivent.

I sin selskabelige Fremtræden blev han altid som af
sig selv den Personlighed, ved hvem alle Øine hæftede
sig, og medens hans Ungdomsaar under Følelsen af
den indestængte Kraft var præget af en vis utæmmet
Ryhed, gav Livet ham senere al en Verdensmands
Finhed og usvigelige Takt.

Men var han sympathivækkende skjøn, altid en
Gjenstand for personlig Beundring i det private, hvor
voksede ikke denne Skikkelse, naar han stod med Buen
i Haanden og det aandeløse Publikum foran sig! Det
var ikke blot hans Violin med den store, langt hen
syngende, italienske Tone, ikke blot hans udtryksfulde
Ansigt, hvori man læste hans Spil som en Tale, ikke
hans saa sjelden skjønne Personlighed, ikke blot den
store, af Diamanter lynende Bue, ikke dette herlige
Hoved med Haaret halvt nedover Panden, der lagde
sig kjælende til Violinen og ligesom lyttede ind i dens
Dyb, - det var alt dette tilsammen lige til den Plat-
form, som syntes at skjælve som en Resonnancebund
under hans Fod, der i et saadant Inspirationens Øie-
blik opløftede og henrev, - alt dette tilsammen, som
var Ole Bull.

Som han stod i en saadan Stund, var det, at han
modtog begeistrede Sange paa alle Sprog, og at han
inspirerede sit Fædrelands Koryfæer i Digtningens
Verden, Wergeland, Welhaven og A. Munch saavel-
som Vinje, til at give ham sine herligste Sange og strø
hans Vei med de skjønneste Aandsblomster. Welha-
vens Digt til Ole Bull: "Jeg stod og lytted en Sommer-
kvæld" vil ligesaa lidt som Wergelands "Norges Far-
vel til Ole Bull", da han første Gang drog til Amerika,
nogensinde uddø i hans Folk.

Amerika blev hans andet Fædreland: han blev som
hjemme der og almenyndet og anset som i sit eget.
Man gjorde ham til Æresborger af New-York, og af
Medlemmerne af det amerikanske Unions Senat mod-
tog han i Washington en Laurbærkrans af Guld. I

SIDE: 194

amerikansk Folkeyndest har han kun at dele Æren
med "den svenske Nattergal", Jenny Lind.

Men hvor megen Ære der timedes ham, hvor feiret
han var, og hvor frit hans Bryst end aandede i det
store Offentlighedens Eldorado der over, der bandt
ham til sig med saa mange Baand, og hvor i de sidste
ti Aar hans Hjem og Arne stod, - sit Fædreland
glemte han aldrig! Hvor han end færdedes i Verden,
stod det lille Land ved Nordsjøen altid for hans Blik
i et usvækket Begeistringens Skjær. Der var og blev
den Fantasidronning, for hvis Fod han lagde alle en
digtende Aands Drømme og patriotiske Fremtidshaab,
al sin stærke Naturs Længsel!

Han havde netop over i Amerika oplevet sin én og
syvtiaarige Fødselsdag, feiret af en Kreds af dets be-
rømteste Mænd, da han fik et Anfald af den Sygdom,
for hvilken hans stærke Natur skulde bukke under.
Med en sidste Opblussen af sin Kjæmpekraft satte
han midt under den smertelige Sygdom igjennem at
blive ført til Norge tiltrods for alle Hensyn saavel til
den lange besværlige Søreise som til Lægernes Be-
tænkeligheder. Man maatte gjøre et Ophold i Liver-
pool, og Lægerne fraraadede ham paa ny at fortsætte
Reisen over Nordsjøen. Men Norge laa paa den anden
Side, og Ole Bull - vilde did!

- En Høstdag ikke lang Tid efter Ankomsten led-
sagede fjorten Dampskibe med Flaget paa halv Stang
"Kong Sverre", som førte Ole Bulls laurbærbekransede
Kiste fra hans Villa paa Lysøen til Landingspladsen
ved Nordnæsset ved Bergen. Derfra fulgtes han til sit
sidste Hvilested af en uoverskuelig Folkemasse under
dyb Deltagelse fra hele Nationen - Konge som Folk
- og med Hædersbevisninger, som en af Sagaens
Stormænd ringedes ind til Hvile.

Den Slægt, som fulgte ham til Graven, havde fra
Barnsben af været opfostret ligesom ved Fosseduren
af hans Violin, i dens begeistringssvimle Luft og al
den eventyrlige Skjønhed, der susede om Navnet Ole
Bull; - og nu var det med ét blevet stille! . . .

SIDE: 195

En Kunstens Kjæmpe var gaat til Hvile, som havde
ført Norges Navn videre ud i Verden end nogen an-
den i dets nyere Saga.

Som hans Liv var en uafbrudt Kamp, havde han til
Emblem valgt en Kamphane og derunder sat Mottoet:
"Bellum vita - vita bellum! -"

- I den orginale gamle Hansestad Bergen staar
"de syv Fjelde" vistnok de fleste Dage at Aaret med
Taagehætter paa, rugende over et sandt Skjoldtag af
Paraplyer nede i Gaderne. Thi der er saare, ja ver-
densberømt, regnfuldt i Bergen.

Men til Gjengjæld kan Stedet, naar Regnsløret viger
tilside, opvise Dage og lange Uger saa skinnende af
den klareste, muntreste Sol, at man skal lede efter
Magen, Dage, hvori Solen efter Fugtigheden virker
med forstærket Lysvirkning og dobbelt Gjennemsigtig-
hed, saa at det grønne Fløifjeld, de hvide, eiendom-
melig byggede Huse, den blanke "Vaag" med Nord-
landsjægterne samt dens øvrige Masteskov og Gaderne
med alt deres brogede Liv og deres næsten sydlandsk-
gestikulerende, livlige Menneskevrimmel staar løftet
ind i et eget glansfuldt Festskjær.

Bergen med og uden Paraply er to høist forskjel-
lige Ansigter, og saadan er ogsaa Bergenserens Karak-
teristik. Hans Lynne svinger imellem den kloge, for-
sigtige, yderst nøgterne Forretningsmands og et be-
geistret Solskinsmenneskes, for hvem et Stykke blaa
Himmel eller en stor Idé er Livets Fest. Bergen kan
endnu opvise gammeldags holbergske Jeronimuser;
Bergen har ogsaa mange idealt begeistrede Mænd. Men
en Sammensætning af begge disse Yderligheder, Vir-
kelighedsmennesket og Fantasimennesket, Muldvarpen
og Sommerfuglen, danner netop Kunstnerlynnet!

Og det er just ved at frembringe Kunstnernaturer
Bergen altid har udmærket sig, og at den er blevet
Holbergs, Fastings, Dahls, Biskop Nordal-Bruns, Wel-
havens og Sagens Fødeby.

SIDE: 196

I denne Stad saa ogsaa Ole Bornemann Bull
Lyset.

Hans Farmor Gedsken Edvardine Storm, gift med
Apotheker og Feldtskjær Ole Bornemann Bull, var
Søster til Edvard Storm (Sinclairvisens Digter). Hans
Far, Johan Storm Bull, var ligesom Farfaderen Apo-
theker i Bergen og en oplyst Mand, der som Elev af
Kemikeren Tromsdorf tillige besad en for hans Tid
usædvanlig Uddannelse i sit Fag. Ole Bulls Moder,
Anna Dorothea Bull, af den gamle hollandske Familie
Geelmuyden, havde fire Brødre, af hvilke to var Kap-
teiner i Armeen, en Koffardikaptein og en, "Onkel
Jens", - der først havde været Kjøbmand - var Ud-
giveren af Byens eneste Avis, den nuværende "Ber-
gens Adressekontoirs Efterretninger", der fremdeles er
i Familiens Besiddelse.

Af ni Søskende var Ole Bull den ældste, født 5
Februar 1810. Han bestemtes, som de fleste "bra'
Mands Barn" dengang, til Studeringerne og indsattes
tidlig i Bergens Latinskole. Men om de Forhaabnin-
ger, han her indgjød, udtalte den gamle originale Kon-
rektor Winding nogle Aar efter kun Sandheden i det
drastiske Raad: - "Tag Du fat paa Fela di' for Al-
vor, Gut, og spild ikke Tiden her!"

Saameget større Fart havde han imidlertid, saa ung
han var, alt skudt paa en anden Vei. Fra at gnide
med en Flis paa et Træstykke og nynne efter de Melo-
dier, han hørte hjemme, var han - fire, fem Aar
gammel - avanceret til at faa sin første Barneviolin.
Den blev udtaget fra Onkel Jens's Nürnberger-Vare-
lager, var glinsende lysegul som en Citron og skin-
nede for hans barnlige Indbildningskraft i mere over-
vældende Herlighed end senere hen i Livet nogen
baade Guarnerius og Amati eller Gaspar da Salo. Paa
den kunde han snart spille efter alt, hvad han hørte
synge for sig. Noderne lærte han af Onkel Jens om-
trent samtidig med ABC-Bogen.

Begge hans Forældre og flere af Familien paa Mø-

SIDE: 197

dreneside var musikalske, og der dannede sig ofte
smaa Koncerter i Fædrenehuset.

Men især var det hos Onkel Jens, Avisudgiveren, at
Musiken dyrkedes. Kvartetter af Mozart, Krummer og
Haydn spilledes her indtil to, tre Aftener i Ugen, -
Underholdninger, der ofte kunde ende som temmelig
fugtige Drikkelag. Rundsangen og Drikkevisen lød
nemlig dengang endnu i bred Gemytlighed ved de
bergenske Borde som en Efterklang fra den overstadig
flotte Selskabstid i Aarhundredets Begyndelse, hvorom
en Embedsmand i 1815 skriver: - 
"Klimaet inde i
Husene, - det er for fugtigt heroppe med Snapseri og
Punseri, og det er ikke frit for, at jeg til liden Baade
for Helbred, Brystet især, Penge og Forretninger er
mere næsten end halv forfalden; den ene Svir trækker
den anden efter sig, og man kommer paa den Maade
til at faa en kontinuerlig 8 Dages Perial." - -

Familien Bull hørte til de første paa Stedet. Apo-
theker Bulls Farbroder, Johan Randulf Bull, havde bl.
a. beklædt Stiftamtmandsembedet i Bergen, og Ole
Bulls Fader førte et behageligt og gjæstfrit Hus. Denne
sidste Omstændighed tilførte den lille Ole hans første
egentlige Lærer.

Hos "Stadsmusikantsvend" Eriksen, af hvem han fik
en og anden Retledning, traf han en Dag Orkesteran-
føreren i "Harmonien", Kammermusikus Paulsen, der
ikke fandt det under sin Værdighed af og til at ned-
lade sig hos sin paa Rangstigen lavere staaende Kol-
lega for at faa en Snaps, og efter nu at have gjort det
interessante Bekjendtskab med Ole, begyndte han og-
saa at gaa indom Bulls Apothek for "videre at ud-
vikle den lille Kunstner" og samtidig faa sig en Hjer-
testyrkning. Paulsen var en dansk Mand, der eiede en
udsøgt Sans for Kunsten, solide musikalske Kundska-
ber - en sand, fin Kunstnersjæl, - og "han kunde
holde ud at spille Violin, saalænge der var en Draabe
i Flasken foran ham". Engang kommet til Bergen,
havde han for det glade Liv, han der fandt, opsat sin
Hjemreise fra Maaned til Maaned og var imidlertid

SIDE: 198

blevet seksti Aar gammel. Naar hans Klæder blev alt-
for luvslidte, gav hans Venner ham et nyt Sæt, og
undertiden gav han en Koncert, der kunde indbringe
et hundrede Daler.

Oles Forældre var jo mindre tilfreds med, at Gutten
for lutter musikalsk Begeistring totalt forsømte alle sine
Lekser, og den Tanke at forbyde ham Violinen hang
alt som en truende Sky over hans Hoved, da han paa
sin ottende Fødselsdag skulde vinde et epokegjørende
Slag.

Der var den Aften netop Kvartet hos Onkel Jens,
hvor Paulsen som sædvanlig spillede første Violin.
Som man reiste sig fra Bordet, viste det sig imidlertid,
at Kammermusikusen var bleven uefterettelig. Han
var sødt sunket af Stolen og ude af Stand til at ud-
føre sit Parti. Første Violin totalt og uoprettelig hors
de combat! . . . I denne slemme Forlegenhed raabte
den oprømte Onkel, grebet af et løst Indfald: "Nu Ole,
skal Du spille for Paulsen! Frisk, min Gut, saa skal
Du faa et Stykke Sukker!" - han trykkede ham med
det samme Kammermusikusens Violin i Haanden.

Det var en Kvartet af Krummer, som Ole tilfældigvis
før kjendte, og til alles Forbauselse spillede han den
til Fuldkommenhed. Han ikke alene spillede det svære
Stykke, men pauserede - kort gav det som en hel
Kunstner.

Dette blev hans første Triumfaften - og med alle en
saadans Følger. Han nød fra nu af den store Ære
at faa være aktiv med i Onkel Jens's Tirsdagskvar-
tetter, af hvilke han hidtil kun havde været en stjaalen
og ofte høist sindrig forstukket Tilhører. Han fik en
ordentlig Violin, og ved hans Moders Mellemkomst be-
stemtes det, at han fra nu af skulde nyde regelmæssig
Undervisning af Paulsen.

Oles Krop var imidlertid for liden til den nye Violin.
Naar han satte den til Skulderen, gjorde det ondt i
Fingre og Hals, og han applicerede den derfor længst
mulig indunder Hagen, altsaa forkortet, noget, der si-

SIDE: 199

den blev ham til Vane og gav ham Udseendet af lige-
som at lytte til og kjæle for den.

Nu begyndte han for Alvor at spille med Paulsen, og
hændte det end ikke saa sjelden, at Faderen for at
skaffe Huset Nattero maatte op og tage den nye Violin
fra ham og "tugte ham i Seng", saa begyndte denne
dog paa den anden Side mere og mere at give efter for
hans Tilbøielighed og lod endog til Sønnens niende
Fødselsdag hjembringe fra Kjøbenhavn Fiorillos Kap-
ricer.

Paulsen forlod af en eller anden Grund Byen, og
der hengik nu et Par Aar, hvori Bull var ganske Auto-
didakt. Thi efter Paulsen var Ole Bulls Mester ikke at
finde i Bergen.

I 1822 nedsatte imidlertid en dygtig Violinist, en
Svenske og Elev af Baillot, Hr. Lundholm, sig paa
Stedet, og af ham erholdt han Informationer. Lund-
holm blev imidlertid snart sin fyrige Elev en altfor
formel og skolestreng Lærer. En Aften hos Onkel Jens
spillede Lundholm Baillots Kaprizzi, og Bull tilbage-
holdt ikke sit Mishag over det pedantiske Flegma,
hvormed han gjengav disse lidenskabelige Satser. Da
Bull saa paa Lærerens halvspodske Opfordring spillede
Spohr fra Bladet, udbrød denne: "Aa ja, nu kan jeg
gjerne pakke ind, naar Gutten alt kan, hvad jeg længe
har arbeidet for at klare . . . Nu kan han vel ogsaa
spille Paganinis Kaprizzi!"

Faderen havde tilfældigvis kjøbt disse til ham, og da
Ole nu ogsaa spillede dem, behandlede Lundholm ham
siden som en, der med Tiden endog kunde blive lige
saa stor som han selv.

Daarligt som det gik i Skolen, troede Forældrene det
rigtigst at holde en Huslærer hjemme. Saa fik de den
unge M... i Huset, men med ham ogsaa et Tyranni,
der for Gutterne mange Gange var oprørende.

Brødrene voksede imidlertid op til robuste Karle, om
end ingen som Ole, hvis kraftige Figur og store Styrke
vakte almindelig beundring blandt hans jevnaldrende.
Længe havde de taalmodig taget daglige Hug og

SIDE: 200

Skjænd af M..., men tilslut forgik Taalmodigheden,
Galden løb over, og der grundedes forbittret over Myt-
teri. Man lagde op Raad paa Raad; men der skulde
Mod til!

Endelig en Morgen, - det var om Vinteren og koldt
-, da deres Plageaand atter Klokken halv fem viste
sig i Døren for at jage dem ud af deres varme Senge,
styrter Ole imod ham med et vildt Brøl. En heftig
Brydekamp opstod; men M..., som var tynd og spin-
kel, kunde ikke maale sig med den kraftige og smi-
dige Gut. De yngre Brødre, der syntes, Ole gjorde
sine Sager saa godt, at ingen Assistance behøvedes, stak
Hovederne op af Sengene og raabte ivrig opmuntrende:

"Je deg ikje, Ole! - staa deg, Ole! . . . je ham dyg-
tig!" etc. Midt under al denne Hurlumhei kommer
først Pigen springende med Ildtangen i den ene Haand
og Gløder i den anden; hun staar naglet til Pletten
ved det utrolige Syn, hun skuer, - ikke fri for at gotte
Sig. Et Øieblik efter kom Moderen løbende op ad Trap-
perne i grønt Vadmelsskjørt og Natkappe paa; hun
troede, der var Ildløs. Men Ole hverken saa eller hørte,
førend Huslæreren aldeles mørbanket sank stønnende
ned paa Gulvet.

Den smukke, behagelige Fremtræden, der var Ole
Bull eiendommelig, skyldtes ogsaa hans Moder, som
med Datidens store Fordringer i den Retning strengt
indekserserede sine Børn. De maatte gaa ud, banke
paa Døren og gjøre deres Indtrædelse i Værelset Gang
efter Gang, indtil der opnaaedes den Grad af Fuld-
kommenhed, som fordredes.

Hver Sommer opholdt Familien sig paa sin Odels-
gaard Valestrand, og Kjærligheden til denne Eiendom
vedligeholdt sig hos ham hans hele Liv. Naturen paa-
virkede ham næsten svimlende stærkt og de Indtryk,
han fik, maatte altid udsættes i Melodier. Fik han det
ikke til, kunde han være saa fornærmet paa Violinen,
at han ikke vilde se den i dagevis.

Allerede som Gut havde han Trangen til at under-
søge og studere dennes Egenskaber. Ofte løste han den

SIDE: 201

op i alle Sammenføiningerne, stillede hver Del op for sig,
tørrede dem i Solen og satte dem saa atter sammen
igjen, - violinanatomiske Studier, som han fortsatte
hele sit Liv!

I tre Aar læste Bull hjemme med Huslærer, indtil
han i Aaret 1828 dimitteredes til Universitetet. Han
havde da maattet love sin Far for det første ikke at
røre ved Violinen.

Kristiania Publikum var dengang overordentlig
musikalsk, og Rygtet om Bulls originale Begavelse var
gaat forud for ham til Hovedstaden, hvor Valdemar
Thrane, den geniale Komponist af Norges første og
hidtil eneste originale Opera "Fjeldeventyret", den-
gang var Orkesteranfører i Theatret. Netop ankommen
didind, møder han Venner, Studenter fra Bergen, der
opfordrer ham til at spille med paa en Koncert, der
skal gives paa det dramatiske Theater i et veldædigt
Øiemed. Deltagerne i Koncerten var alle Dilettanter, og
to af dem blev siden Ministre. Senere en Aften havde
en af Universitetets Professorer en Kvartet hjemme
hos sig, og de spillede til den lyse Morgen.

Ud paa Formiddagen gik Bull rejekt i latinsk Stil!

Da han nu i dyb Fortvilelse kom hen til sin musi-
kalske Forfører, Professoren, svarede denne ham blot:
- "Tror De, De duer til Sognepræst i Finmarken eller
Missionær i Lapmarken? (Ole Bull var nemlig bestemt
til Theolog). Vi mener nu allesammen noget helt an-
det, at De bør til Udlandet, og indtil vi kan faa Dem
did, gjør vi Dem til Direktør for det filharmoniske
Selskab, medens Thrane er syg!"

En Maaned efter, da Valdemar Thrane var død, blev
den unge Bull udnævnt til hans Efterfølger, og da
Musiken saaledes nu havde bragt ham i en uafhængig
Stilling, fik han, skjønt nølende, sin Fars Tilgivelse.

De følgende Par Aar tilbragte Bull i Kristiania, med
Undtagelse af en kortere Udflugt til Tyskland. Han
maatte ud for at blive til noget, og da først og fremst
til Violinens Ypperstepræst, Ludvig Spohr i Kassel.
Spohr maatte sige ham, hvad han duede til, og den

SIDE: 202

29de Maj 1829 afreiste han over Kjøbenhavn til Tysk-
land.

"Ich bin über 100 Meilen gefahren, um Sie zu hören!"
- sagde Bull galant, hvortil Spohr svarede gelassent:
"Ei, so müssen Sie auch nach Nordhausen fahren, wo
ich einem Musikfeste beiwohnen soll." Men hverken
Mesterens eget Spil eller dennes Dom over Bulls var
skikket til at opmuntre ham. Det var den gamle Vise
fra den skolestrenge Lundholms Tid - nu kun gjen-
taget med en europæisk Autoritets hele Eftertryk.
Spohr forlangte "objektiv Korrekthed", vilde ikke vide
af nogensomhelst Prætension paa "individuel Poesi"
og sympathiserede overhovedet aldeles ikke med den
uslikkede Bjørn og hans musikalske Underligheder
oppe fra Fjeldene.

Forknyt og mistvilende om sig selv reiste Ole Bull
hjemover, kom underveis i Lag med nogle lystige
Gøttingstudenter, der vendte tilbage fra en Harztur, og
bestemte sig nu pludselig til at tage fat paa Studerin-
gerne igjen; men ikke hjemme, - i Gøttingen!

I denne Universitetsby blev der nu i et Par Maane-
der et lystigt Leben om Ole Bulls Violin, og den musi-
kalske Borgermester i den lille Naboby Münden, der
hørte Tale om den fremmede Student med Violinen,
inviterede ham og nogle Venner did for at give en
Koncert for de fattige.

En vakker Morgen drog otte lystige Fættere afsted
til Münden "um zu commerziren und concertiren".
Man sad tilbords hos Borgermesteren helt til Koncert-
tid. Som sidste Nummer skulde gives "das Gewitter",
en Improvisation af Bull. Studenten, som skulde gjøre
Tordenen med Albuen paa Pianoet, viste sig imidlertid
nu baade uefterrettelig og umedgjørlig, saa Bull maatte
forsvare Stykket alene, hvilket ogsaa skede til Publi-
kums Enthusiasme.

Trætten med Studenten var endt med et uoverlagt
"dummer Junge! . . ." fra Ole Bulls Side. Dagen efter
modtog han en Udfordring, øvede sine stærke Arme
8 Dage i at hugge og gav saa sin Modstander et let

SIDE: 203

"Streich" i Kravebenet. Følgen af Historien var, at
han af Autoriteterne fik Vink om snarest mulig at
fjerne sig fra Hannover.

- En kold og fugtig Høstaften i September samme
Aar stod han igjen i Kristiania og gik straks op i
Theatret. I den Krog, hvor han stod, blev han gjen-
kjendt, og der hævede sig høie Raab, der kaldte ham
til Dirigentpladsen. Da han efterkom Opfordringen,
forlangte Publikum Nationalsangen, - en anelsesfuld
Hyldest til hans store Fremtid, og i Ole Bulls Liv en
uforglemmelig Aften!

Han befandt sig dog ikke vel ved at gaa derhjemme
i Kristiania. Hans Sind var i urolig Gjæring. Med
dobbelt Styrke følte han nu, at han maatte ud i Ver-
den. I legemlig Henseende saa han forvokset og syge-
lig ud, det aabne Ansigt var blegt, de store Øine laa
dybt, og med den allerede da paafaldende udviklede
Muskulatur i Overkroppen og Armene var han nerve-
svag og høist irritabel.

I Mai 1830 foretog han en Koncerttur til Trondhjem
og derfra til Bergen, hvor han tog Anførelsen i Har-
monien, gav Thranes "Fjeldeventyr" første Gang samt
to Koncerter, der skaffede ham 500 Specier, med hvil-
ken Sum han endelig ved Skibsleilighed over Ostende
kunde iværksætte sin længe paatænkte Reise til Paris.

Til Paris! - til Konservatoriet, til Beriot, Baillot og
Berlioz, til den store Opera, var det, Ole Bull vilde.
At vinde Ansættelse der var hans Drøm.

Hans Anbefalinger hjemmefra aabnede ham imid-
lertid der ikke de rette Porte; Le violin norvegien til-
bagevistes overalt, medens Pengene gik.

Koleraen rasede med Voldsomhed i den mørke, triste
Høst 1831; Revolutionen fra Juli forrige Aar laa endnu
i Luften, og under Følelsen af Fare og Død pulserede
Livet dobbelt febrilsk i Verdensstaden.

Menneskemasser trængte sig hver Aften sammen for
at høre Mad. Malibran, og paa en billig Plads i Heden
oppe under Loftet sad der en ung, høi Mand med et
Par febertændte, glødende Øine og drak Tonerne og

SIDE: 204

slugte Scenen med hele den Verden, som bevægede
sig dernede!

Bull havde dog endnu saa mange Penge igjen hos
en Bankier, at han kunde slaa sig igjennem Vinteren
over, indtil Skibsfarten og med den Forbindelsen paa
Norge igjen aabnedes. En bekjent, som boede i
samme Hus, havde forstaaet at vinde hans Fortrolig-
hed og faat ham til at opsige sine Penge hos Bankieren
under Paaskud af, at de under den raadende Handels-
krise ikke stod sikkert der. En Morgen, da han vaag-
ner, finder han sit Værelse tomt og udplyndret, sine
Penge væk og sin Ven forsvunden! Alene i det frem-
mede Land, havde Bull nu kun de sørgeligste Udsig-
ter.

Som han en regnfuld Novembermorgen gik om paa
Gaden, blottet for Husly saavelsom for det nødvendig-
ste, skaffer en Tysker ved Navn Wirth, Lærer ved en
Hr. Charons musikalske Institut, ham Logis der, ind-
til Hjælp maatte indløbe fra Hjemmet. Mad. Charon
holdt et Knapnæringsherberge for Medlemmerne af In-
stitutet, der bestod af Tyskere og dannede et Slags
"Verein", omendskjønt det bar det stolte Navn af et
Konservatorium for Kirkemusik.

Her fik da Bull paa Wirths Kaution for 60 Francs
om Maaneden Tag over Hovedet, Bønner og sort Brød
til Frokost og henimod Aften en Middag af et Par
Stykker Kjød og en Suppe af samme Kvalitet som den,
hvorom Skibsdrengen sagde, at den var god, da han
"nyssens havde fundet en Ert."

Tiden gik, Suppen forblev lige tynd, Frokostbøn-
nerne lige haarde; men Madamens Øiekast blev læn-
gere og mistænkeligere, Kastet med Nakken foragteli-
gere, og Wirth, som begyndte at frygte for sin Kaution,
koldere og mere tilbageholden. Han ønskede kun at faa
ham vel ud af Huset, før Regningen løb alt formeget op.

Bull fandt imidlertid en uventet Hjælp. En Morgen
saa han ved Hr. Wirths partikulære Frokostbord, der
for ham som "Lærer" var noget bedre anrettet, en
fremmed, der straks tiltrak sig hans Opmærksomhed.

SIDE: 205

Sorte, stride Haar bedækkede hans Hoved, Ansigtsfar-
ven var, hvad Franskmanden kalder olivâtre, d. e. oli-
venbrungul, Øinene sorte, store, med et stikkende Blik,
Ansigtstrækkene spodske og aandrige, hans Diskurs
kold ironisk, Figuren slank og udlevet, - kort der var
noget sydligt-udbrændt, verdensmandsmæssigt, eller,
om man vil, noget mefistofelesagtigt i hans hele ydre.
Han gjorde ogsaa et uhyggeligt Indtryk paa Bull, især
da Wirth, der var jaloux i Anledning af, at Manden
syntes at komme i Huset for en vis Dames Skyld, ym-
tede om, at det var en Politispion. Dette undslap Bull,
og Manden bruste iførstningen op med hele sin brun-
gule Naturs Heftighed. Men hvilken Grunden nu kunde
være - hans skarpe Blik opdagede maaske i sin Mod-
stander den troskyldige Aladdin - pludselig betrag-
tede han Bull med velvillig Interesse.

"Behag at følge mig, min Herre! Jeg har noget at
tale med Dem om. Herhenne i Rue Vaugirard er en
Estaminet, hvor vi kan være uforstyrrede."

Det var en af disse Kneiper, hvor der brændes Lys
hele Dagen, og hvor unge Mennesker, der ser ud, som
de ikke har sovet om Natten, omsværmer Billarden i
Skjorteærmerne med Kridtpiber i Munden, medens
Eaudevie-Glassene og Ølflaskerne staar om i Vinduerne
og paa Kaminen.

"Hør!" - sagde den fremmede, - "jeg kjender Deres
Stilling; men følg nu mit Raad. De skal spille."

"Mais voilà ma bourse! - der er ikke 5 Francs, og
5 Francs behøves."

"Dem maa De skaffe. Gaa saa iaften mellem 10 og
11, - ikke før, til Enden af Boulevard Montmartre.
Der er Frascatis Spillehus. Gaa dristig ind . . . op-
ad Trapperne . . . ring paa og giv blot den elegante
Tjener, der aabner Døren, med en kjæk Mine Deres
Hat. Gaa saa ind i Salen hen til Bordet, sæt Deres 5
Francs paa Rødt, og lad Indsatsen bestandig staa!"

Bull iler hjem, reiser de fem Francs ved at sælge et
Klædningsstykke og er paa Pletten til bestemt Tid.
Han trænger sig frem til det store grønne Bord, hvor

SIDE: 206

Louisd'orer og Femfrancs laa i Dynger, og hvor baade
Damer og Herrer deltog i Trente og Quarante-Spillet.
De fem Francs sattes paa rødt, men rullede ved Spil-
lerens Ubehændighed over paa Sort og - perdus! -
Der stod Bull som lynslaaet uden en Sous. Han vækkes
af Raabet fra en af Bankørens Medhjælpere: - Mes-
sieurs, faites votre jeu!" Bull mumler: "Cinq francs!
Rouge!" - men i sin fremmede Udtale saaledes, at det
klinger for Franskmanden som "Cent francs". Bank-
øren slaar op. 100 Francs i 5 Louisd'orer skydes hen
til Bull. Han staar bleg, uden Bevægelse. Han lader
Pengene staa nok engang, - vundet! - og endnu en-
gang. Der laa en liden Gulddynge paa 800 Francs
foran ham! En fin Damehaand besat med Brillant-
ringe griber ivrig over Pengene, og over hendes lægger
igjen Bull sin fast som en Jernskrue. Damen udstøder
et gjennemtrængende Skrig. De øvrige Spillende, der
tror, at hun lider Overlast, strømmer mod ham, og der
lyder fra flere Sider: "A la porte! A la porte!" Da
kommer en Herre i brun Frak, rører Damen ved Skul-
deren og siger med en rolig, klar Stemme, der beher-
sker alt: "Madame, laissez cet or là!" - og til Bull:
"Monsieur, prenez votre or, s'il vous plait." - Alle veg
tilbage, Damen blev bleg og slap sit Bytte, og Bull
greb mekanisk sine 800 Francs, men hører endnu idet
han gaar, hvorledes rødt Gang efter Gang kommer ud.
Manden var, som Bull senere fik vide, ingen anden end
den bekjendte Vidocq, Chefen for det hemmelige Politi.

Med de vundne Penge betalte han sin Gjæld til Ma-
dame Charon, skaffede sig en ny Klædning og anvendte
den lille Rest til - fortsat Spil. Den hemmeligheds-
fulde Mefistofeles saa han nogle Gange i de følgende
Dage; han forsvandt imidlertid, da han først havde
sat Bull i Gang.

Men Lykken hos Frascati var, - hvad ogsaa et me-
get nøiagtigt Blyantregnskab i hans Notitsebog fra den
Tid viser, - ham ikke altid tro, og mangen Nat den
Vinter vandrede han pengeløs derfra gjennem Parises
øde Gader, hørte de af Kolera døendes Stønnen i Hu-

SIDE: 207

sene og skyndte sig forbi Ligvognen hjem til sit Logis.

Ministergesandten Grev Løvenhjelm havde imidlertid
anbefalet Bull en Bolig hos en Hr. Rohart, der havde
norske og svenske i Kost. Men ogsaa did trængte Kole-
raen. Der blev ikke længere til at være, og en Dag i
April vankede Bull paa ny om husvild og uden en
Skilling i Lommen; thi i den senere Tid havde han
ogsaa havt lutter Tab hos Frascati, skjønt han ind-
skrænkede sig til aldrig at vove mere end ti Francs.

Som han gik og saa paa Leieplakaterne, stansede han
udenfor Nr. 19, Rue des Martyres. Han var træt og
anstrengt og vilde ikke gaa videre. Der stod jo ogsaa,
at der var Logis at finde. Imidlertid benægtede Port-
neren, at saa var. Endelig kom det dog ud af ham, at
der i første Stokværk boede en Enkefrue Villeminot,
der nylig havde mistet sin Søn og saaledes mulig kunde
have et Kammer tilovers. Bull gik op Trappen, rin-
gede paa og blev af Tjenestepigen ført ind. Han fore-
bragte sit Ærinde, men modtog det Svar, at man ikke
havde noget Værelse at udleie. - "Moder, se paa ham!"
- udbrød pludselig en ung Pige, næsten et Barn endnu.
Den gamle Bedstemoder tog sine Briller paa, og idet
hun nu betragtede Bull, foregik der en Forandring
med hende. Hun fik Taarer i Øinene; - han lignede
paafaldende hendes afdøde Søn! Bull blev staaende
og saa paa hende med et spørgende Blik. Endelig ud-
brød hun: "Eh bien monsieur, puisque vous le voulez,
revenez demain à midi."

"Oui, à douze heures," svarede Bull.

En klar Latter i Anledning af hans Sprogfeil lød
fra den unge Pige. Det var Alexandrine Felicité Ville-
minot, den gamles Sønnedatter - hun, som havde sagt:
"Moder, se paa ham!" - og som siden blev Bulls
Hustru. Faderen havde været Page hos Napoleon og
siden under hans spanske Krig commissaire de guerre
og staat i særlig Yndest hos denne. Moderen var
spansk; men baade hun og Faderen var døde, og deres
efterladte Datter holdtes nu i en Pension, hvorfra hun
undertiden fik Tilladelse til at besøge Bedstemoderen.

SIDE: 208

Onkelen, Kaptein Villeminot, var falden i Garden ved
Waterloo. En anden Onkel, Ernest Villeminot, Ridder
af Æreslegionen, døde i 1872 som Commandant en
retraite i Lothringen.

Straks han var kommet i Huset, faldt Bull efter sine
udstandne Lidelser i en haard Nervefeber, hvorfra han
dog reddedes ved den omhyggeligste Pleie og den men-
neskekjærlige Doktor Dufours Anstrengelser. Dufour
var en berømt Læge i Paris, en intim Ven af Thiers,
og hans Navn vil ofte findes nævnt i Ole Bulls Breve,
da han blev hans og hans første Hustrus Raadgiver
gjennem mange Aar.

Da Ole Bull igjen kom til Bevidsthed, sad den gamle
Fru Villeminot ved Sengen med hans Haand i sin og
beroligede ham med, at han aldeles ikke behøvede at
tænke paa nogen Betaling, - Ord, der fremmede Hel-
bredelsen lige saa raskt som Lægens Medicin. Han
blev af Madame Villeminot behandlet som en Søn.

Til sin Ven, den senere berømte Doktor Christian
Egeberg i Kristiania, skrev Bull nu om sin fortrykte
Stilling, hvilket havde tilfølge, at endel Medlemmer af
det musikalske Lyceum samlede en Sum af 2000
Francs til ham.

Da Bull efter sin Sygdom igjen kom ud, fik han høre
Paganini, der paa den Tid gav Koncerter i Paris. Hans
Notitsebog fra hin Aften indeholder følgende Blyants-
bemærkninger, der viser, hvorledes han studerede Me-
steren: - 
"Paganinis 2den Position, som han anven-
der ofte, tager sig fortræffelig ud. I Cantabile anven-
der han ofte den første Finger alene og løfter de andre
i Veiret. Den cromatiske Skala i Triller anvender han
kun paa E Streng og kun tilbage og deler den i to
Oktaver."

Han yttrede senere i sit Liv gjentagende, at Paga-
nini var den, som havde aabnet hans Øine for, hvor-
ledes der skulde phraseres paa Violin, og at han aldrig
hverken før eller siden havde hørt nogen med hans
Evne til at udvikle og pointere Modsætningerne og
lægge Lys og Skygge i sit Spil.

SIDE: 209

Paa ny søgte han at vinde Ansættelse i et Orkester;
men forgjæves. Ved Konkurrencen om Orkesterplad-
sene i Opera comique blev der forelagt de søgende et
Nummer at spille til Prøve. Bull, der syntes, at Styk-
ket var for let, spurgte i ungdommeligt Overmod, fra
hvilken Kant de vilde, han skulde spille det. Herover
blev man fornærmet og afviste ham.

Som han en Dag hos en Instrumenthandler under-
søgte en Violin, kom han til at gjøre Bekjendtskab med
en begeistret Violinbygger, Hr. Lacour, der paastod at
have opfundet den Kunst at forvandle simple Violiner
til gamle Cremonesere ved at bestryge dem med en
Fernis, Assa foedita.

Dette var netop en Idé for Ole Bull, som ved at
prøve en saadan Violin fandt, at den virkelig eiede
en usædvanlig blød og skjøn Tone. Gamle Lacour
havde paa sin Side igjen staaet aldeles overrasket ved
Ole Bulls Spil og fundet ud, at han her nok netop
havde den Kunstner foran sig, som maatte kunne
bringe hans Opfindelse i Skuddet. Han skaffede ham
straks en Indbydelse til at spille paa en Soirée hos Her-
tugen af Riario. Derhen kom ogsaa den senere Uden-
rigsminister, Hertugen af Montebello, en Søn af Na-
poleons Marechal, den tappre Lannes, tilligemed hans
Svigerinde og flere fornemme Gjæster.

Bull spillede, men da Violinen under Spillet blev
varm, mærkede han til sin Bestyrtelse, at Lacours Ind-
beisning udbredte en afskyelig Stank. Af sin Forlegen-
hed dreves han til at spille i en Ekstase, som ganske
henrev Selskabet og især Hertugen af Montebello og
dennes Svigermoder. Hertugen af Montebello nær-
mede sig for at takke; men Stanken holdt ham i Af-
stand, og Bull, som begreb, hvorfor Hertugen stansede,
følte sig meget ulykkelig. Heldigvis ilede Lacour til
med et enthousiastisk: "Der kan De se, Monseigneur,
hvad Assa foedita kan udrette!" Hertugen smilede og
gik tappert hen til Bull.

Alt var nu Forundring over, at en saadan Kunstner
kunde være ubekjendt! - han maatte føres til Chopin,

SIDE: 210

skaffes en anden, bedre Violin, give en Koncert o. s. v.
Montebello lovede at skaffe ham Understøttelse af de
bedste Kunstnere til hans Koncert og indbød ham til
Frokost den følgende Dag.

Der gjorde han den samme glimrende Lykke. Han
fik hos Hr. Frey en god Violin til 400 Francs, som han
skulde betale efter Koncerten, en Santo Serafino, der
paa Grund af sin Lighed med Stradivarierne kaldtes:
il Stradivario di Venezia.

Efter dette var Bull hvad man kalder "lancé", og
snart efter, den 18de April 1832, saa han sig i Stand
til i Tyskeren Stoeppels Sal, rue neuve des Augustins,
med Bistand af Ernst, Chopin og flere fremragende
Kunstnere at give en Koncert, der indbragte ham 1400
Francs.

Bull, som imidlertid var bleven forlovet, higede nu
med dobbelt Iver ud til Italien, for der at skabe sig
Navn og Fremtid. Han vovede en Kunstreise did gjen-
nem Schweitz.

Sin første Koncert gav han med meget Bifald i
Lausanne og assisterede derefter ved en stor reli-
giøs Festivitet i Morges tæt ved Genfersøen. Herfra
gik han til Milano, hvor han fra Paris var anbefalet
til de første Familier, og gav der en Koncert i Teatro
della Scala, der indbragte ham baade Penge og Bifald.
Faa Dage efter, at den var holdt, fandt han imidlertid
- jeg skal for hele denne Begivenhed benytte Digteren
M. Goldschmidts aandfulde Fremstilling, - "til sin
Forbauselse en yderst streng Kritik i et af Bladene.
Hvad der frapperede ham, var imidlertid ikke saa me-
get Kritikens Strenghed som dens Sandhed. Dens
Hovedindhold var følgende: Hr. Bull spiller Spohr,
Mayseder, Paganini o. s. v. uden tilfulde at forstaa,
hvad han spiller, og han ødelægger disse Komponisters
Værker fuldstændig ved at tilføie noget af egen Opfin-
delse. Det er tydeligt nok, at hvad han tildigter, hid-
rører fra en sand, original Begavelse, fra hans egen
musikalske Individualitet; men den forstaar han hel-
ler ikke. Han har ikke fundet sig selv, han

SIDE: 211

har ingen Stil, han er en uopdraget Musiker, og,
hvis han er en Diamant, er han ganske sikkert en
usleben!

Bull gik til Udgiverne og spurgte, hvem der havde
skrevet Kritiken. "Hvis De søger den, der bærer An-
svaret, har De mig at holde Dem til," - lød Svaret.
"Nei", sagde Bull, "jeg kommer ikke for at kræve til
Ansvar, men for at takke. Den Mand, som har skrevet
Artiklen, forstaar sig paa Musik; men det er ikke nok
at sige mig mine Feil, han maa ogsaa lære mig, hvor-
ledes jeg skal blive af med dem!" - "Vel," - svarede
Journalisten; - "De er en sand Kunstner, og Deres
Ønske skal blive opfyldt. Jeg vil gjøre Dem bekjendt
med Folk, som kan lære Dem at synge; thi det er gjen-
nem Sangen, at De vil opdage Musikens sande Na-
tur og Skjønhed i Almindelighed og Violinens skjulte
Gaver i Særdeleshed; den er det Instrument, som kom-
mer nærmest til den menneskelige Stemme."

Fra dette Øieblik ophørte Bull for et halvt Aar med
at optræde som Mester og blev Lærling.

For første Gang studerede han vedholdende under
gode Lærere og kastede sig med sin hele Sjæl over
Studiet. Fra hans Studium af italiensk Sang hidrører
den overordentlige Lethed og Sikkerhed, hvormed han
kan gribe og gjengive indtil de fineste Nuancer enhver
fremmed Nationalmelodi, som han træffer paa - ita-
lienske, irske, arabiske, ungarske lige saa vel som
norske - og hvormed han taler ethvert Folks musi-
kalske Sprog uden Dialekt. Men Hovedresultatet af
hans Studium var, at han opdagede sig selv, følte sin
egen Begavelses Natur og Grænser og blev istand til
at skabe den passende Form for sine musikalske Følel-
ser og Tanker - fik Stil.

Et Brev, som han paa den Tid skrev hjem til en
Ven, fortjener at omtales, endskjønt - eller endog fordi
det hentyder til noget, der ligner en Vision!

Medens Bull - saaledes fortæller han i Brevet -
arbeidede paa sin store (senere saa berømte) Koncert
i A-dur, stødte han paa nogle Vanskeligheder og greb

SIDE: 212

til Violinen for at overvinde dem. Pludselig, fordybet
i Stemninger, Tanker og Anstrengelser, forekom det
ham, at hans Fader stod for ham og sagde med en
Stemme, der mere syntes at komme fra Øinene end
fra Læberne: "Jo mere Du anstrenger Dig,
desto mindre lykkelig skal Du føle Dig,
og jo mere ulykkelig, desto mere skal Du
arbeide!"

Da Ole Bull begyndte at studere italiensk Musik, gik
det op for ham, hvilket aldeles forskjelligt musikalsk
Indhold han bar i sin Sjæl, og at hans nordiske Natio-
naleiendommelighed krævede sin egen Form; men til-
lige saa han, at Violinen i hans Haand og de Regler,
han lærte for at behandle den, var aldeles uskikkede
til at hjælpe ham til Opgavens Løsning. Medens han
lærte af de fremmede, studerede han derfor tillige paa
egen Haand og begyndte med det allerførste og simple-
ste: Undersøgelse af Instrumentet.

Det er blevet paastaaet, at de gamle Mesteres Violiner
kun er blevne saa fortræffelige ved Alderen; men hvori
ligger det da, at alle Efterligninger er værdiløse? Hvor-
for egner Nicole Amati's Violiner sig for marvfuld, rig,
erotisk, mysteriøs Lidenskab, medens Antonio Stradi-
vario's mest er skikkede til storartet, pathetisk, pom-
pøst Foredrag, og Giuseppe Guanerio's er sprudlende,
livfulde, høitlydende, saa at de synes ligesom Menne-
sker at være af forskjelligt Temperament, Karakter og
Fysiognomi? Hvad enten de italienske Mestere arbei-
dede med ubevidst Genialitet eller fulgte Principer,
som hørte til den store Epoke i det 16de Aarhundrede,
er det vist, at deres Violiner ligesom den begravne Sjæl,
hvorom Sagnet fortæller, synes at vente paa en skarp
Spørger for at forraade en Hemmelighed. Da Ole tro-
ede at have spurgt indtrængende og faat Svar, da han
mente at have fattet alle Egenheder, der hørte til Vio-
linen og dens Deling i 74 Sektioner, - der ved harmo-
nisk Behandling frembringer Grundtonen og modifi-
cerer den overensstemmende med Spillerens Stemning
- lededes han til at gjøre en Forandring i sin Bue.

SIDE: 213

Han gjorde Buen lang, tyk og tung, saa den vibrerede,
blev kraftig eller blød, alt eftersom han lod den virke
med dens Tyngde eller løftede den - medens andre
altid trykker deres Bue ned -, og den lystrede saa
villig den mindste Fingerbevægelse, at endog en skarp
Iagttager vanskelig kunde opdage hans Manér. Da han
paa denne Maade havde bragt Violinen under et saa
despotisk Bue-Herredømme, at ingen Nuancer af en
Tone kunde undgaa ham, fandt han alligevel, at den
menneskelige Sjæl og Nationaleiendommelighed har
Toner, som intet Instrument vil kunne gjengive, og han
søgte derfor at frembringe Illusionen af en saadan Tone
ved at forene to eller flere andre. Derfor spillede
han samtidigt paa tre, ja paa fire Strenge; herfra
hidrørte hans Violins orkestralske Evne, der gav
Anledning til den underlige Bagvaskelse, at han bag
Scenen havde en Ven, "som spillede to af Strengene."

I Venedig spillede han i det filharmoniske Sel-
skab, der optog ham som Æresmedlem. Ligesom i
Triest gjorde han her især Opsigt ved sine Improvisa-
tioner og blev derfra endog bekjendt i Wien ved en
overordentlig rosende Anmeldelse af Doktor Jell.

Hans Reiseplan tillod ham imidlertid ikke dengang
at besøge de tyske Byer; hans Hu stod mod Syden,
og han reiste da først til Bologna, hvor han paa
den mest eventyrlige Maade skulde erobre den store
Berømmelse, som siden fulgte ham udover Livet.

Theaterdirektionen i Bologna havde nemlig engage-
ret Madame Malibran til nogle Forestillinger, og her-
for havde Malibran i Kontrakten betinget sig, at Bériot,
som fulgte hende og senere blev hendes Ægtefælle,
skulde faa Theatret frit til to Koncerter, som han ag-
tede at give med hendes Bistand.

Denne gode Leilighed greb Markien af Zampieri,
Formand for det vidtberømte filharmoniske Selskab i
Bologna, til at bevæge de to store Kunstnere til "mod
en Hædersgave" at optræde ogsaa ved en Koncert, som
dette Selskab nu agtede at foranstalte.

Alt var ordnet, og Selskabets Aftenunderholdning

SIDE: 214

var allerede bekjendtgjort, da Malibran kommer under
Veir med, at man for hendes Ven Bériot, der ikke var
synderlig afgjort, kun har bestemt - en Lorgnet! Hun
erklærer sig syg, slutter sig inde paa sit Værelse og
sender Bériot afsted for at melde Sygdomsforfald: hun
kan ikke synge, og han heller ikke spille paa Grund
af en Skade i Haanden.

Marchese di Zampieri befandt sig i største Forlegen-
hed. Istedetfor Malibran bevæger han den bekjendte
Colbran, som var gift med Rossini og paa Grund af et
Misforhold levede skilt fra ham, til at synge. Men
. . . hvorledes erstatte Bériot, der haarnakket gik med
sin friske Finger i Bind?

Medens hele Staden kun var optaget af og kun talte
om Malibran, Bériot og Colbran, havde Bull alt op-
holdt sig der i fjorten Dage oppe paa en kalket Hybel
i et Værtshus af lav Rang, en Kneipe for Soldater, til
hvilken han havde maattet ty paa Grund af en Vens
Uefterrettelighed med Remisse. I den Tid, han saaledes
havde maattet holde sig tilbage i sit Skal uden en
Skilling i Lommen og saagodtsom blottet for det nød-
vendigste, nyttede han Dagene til at skrive sin første
betydelige Komposition, sin A-dur-Koncert, og om Af-
tenerne i Solnedgangen samlede hans Violin, der klang
nedover Gaden fra det aabne Vindu, og som saa godt
forstod at tale netop til Folket, altid sin frivillige Til-
hørerkreds. Det var opsigtsvækkende Toner, og saa
ganske uden Tanke om, at den Sensation, den vakte,
ogsaa kunde række op til de høiere Stadens Samfunds-
lag, hvori Kunstens Guder tvistede og intrigerede, var
han vel heller ikke. Dette bestyrkes ogsaa ved Mali-
brans senere Udladelser og Ole Bull var en behændig
Aand, - han eiede i høi Grad den Divinationsevne,
som hører til for at fiske Tilfældet.

Og Tilfældet kom! - Madame Rossini var et Bys-
barn af Bologna, og som hun en Dag mod Aften gaar
forbi Casa Soldati, hører hun nogle vidunderlige Sat-
ser, der bringer hende til at stanse. De synes udførte
paa et Instrument, hun aldrig før har kjendt - en

SIDE: 215

eiendommelig, mægtig Violin. - Sangerinden stod
længe og lyttede:

"Det maa være en Violin . . . men en guddommelig
. . . som erstatter Bériot! - Afsted til Zampieri!"

Den Episode af Bulls Liv, som nu kommer, er be-
rettet efter Ole Bulls mundtlige Fortælling saavel af
Digteren H. C. Andersen som af Henrik Wergeland,
hvis Fremstillinger her væsentlig skal følges, om end
med nogle Tilføielser fra andre Kilder.

En Aften henved ti, da Bull, sulten og syg, alt i et
Par Timer havde ligget i sin Seng, bankede det paa
Døren . . . "Cospetto di Bacco for Trapper! . . ."

Det er Zampieri selv, den mest musikalske af alle
Italiens Nobili, videnberømt fra Mont Cenis til Cap
Spartivento.

Bull maa op og improvisere - - - "Ja, der var
Manden! . . . Lad nu Malibran have sin Migræne, saa-
længe hun vil!"

Bull maatte ikke alene op, men straks afsted med
Zampieri til Theatret, hvor han fandt en glimrende For-
samling, - selve Storhertugen af Toscana - og Bériot
i Logen med Haanden paaskrømt indviklet i et Tørklæde.

Han var pludselig overflyttet i et Fepallads og lagde
i sin bedøvede Forvirring ikke Mærke til, at Publi-
kum i Begyndelsen modtog ham med mindre Velvillie.
Idet den underlig forvildede Skikkelse i den tarvelige
Dragt viste sig, hørtes der endog noget, der lignede
Piben. Tonerne begyndte imidlertid at lyde udover . . .
vilde, klagende, eiendommelige . . . De banede sig
længere og længere Vei . . . beherskede mere og mere
den betagne, tilsidst næsten aandeløse Stilhed, og han
havde neppe endt, førend han afbrødes af en Storm af
Bifaldsraab, der ikke vilde tage Ende.

Direktøren lod Teppet gaa ned. Bull vaklede ud, og
medens man førte den udmattede Kunstner ind i et
Sideværelse for at give ham Mad og Drikke, vedblev
Huset at ryste under Tilskuernes stormende Bifaldsklap.

Under den anden Afdeling af Koncerten kom Bull
saa meget til Kræfter, at han vandt sin Selvbeherskelse

SIDE: 216

igjen. Den uvante Nydelse af et godt Maaltid, som
han i lang Tid havde maattet undvære, Varmen, der
gjennemstrømmede ham, efter at han havde smagt paa
den fyrige Vin, virkede velgjørende og oplivende paa
de slappe Nerver. Han skjød Hjertet op i Livet og
bad Damerne om Themaer. Prins Carlo Poniatow-
skys Gemalinde gav ham et af Norma, to andre Damer
et af Korinths Beleiring og et af Capuleti  men heller ikke nu forstod han rigtig
den uendelige Jubel, der bruste ham imøde. Da han
endte, faldt en Blomsterregn over ham fra de henrykte
Damer; Zampieri, Bériot og hele Forsamlingen kom-
plimenterede ham.

Det var et Fund! Han skulde faa hele Foreningens
Assistance til en egen Koncert, hvis han vilde træde
op ved en allerede annonceret; Selskabet vilde selv
tegne sig for 60 Billetter. En Schweitzer, Emilio Loup,
som eiede et stort Theater, tilbød ham baade dette og
frit Orkester, ja en enkelt Privatmand tog endog 100
Billetter.

Nu var Fortunas Hjul kommet paa Glid. Han spil-
lede paa Selskabets Koncert og gav en egen hos Loup.
Efter den sidste hilsedes han af et Fakkeltog og ud-
nævntes til Æresmedlem af det filharmoniske Sel-
skabs første Klasse.

Dette var Bulls egentlige Begyndelse.

Malibran var vred paa Bull og vilde først hverken
se eller høre ham. Han havde fortrængt den Mand,
hun elskede, og maaske saa hun ogsaa i hans pludse-
lige Optræden en Intrige. Endelig tillod hun dog, at
Bull blev hende forestillet, og anmodede ham høfligt
om at spille. Efter de første Passager blev hun blus-
sende rød, og da han endte, sagde hun:

SIDE: 217

"Det er Deres egen Skyld, Hr. Bull! om jeg ikke
hidindtil har behandlet Dem overensstemmende med
Deres Rang. En Mand som De bør gaa med opreist
Hoved og i fuldt Dagslys, saa at vi andre kan se, at
han er en Adelsmand."

Efter disse Ord, hvori der laa saa megen Anerkjen-
delse og et saa skarpt Sidehug, viste hun sig ikke blot
venskabelig men hjertelig mod ham. En Dag, da han
igjen spillede paa hendes Værelse, udbrød hun: -
"Men, Bériot, han har jo en meget blødere Tone end
Du!" - Bériot mente, at det kom af, at Bulls Violin
var blødere, men fandt snart, at Forskjellen ikke blot
laa i Violinen.

Mellem de mange fremmede, som var komne til
Bologna for Koncertens Skyld, var ogsa hin Poniatow-
sky, en Brodersøn af den berømte Prins, saa at to af
den napoleonske Histories Æresnavne, (Montebello,
Neys Søn, og Poniatowsky) saaledes har Fortjenesten
af at have hjulpet Bull.

Poniatowsky indbød Bull til Florentz, hvor han selv
opholdt sig, og paa en Koncert dersteds i Teatro del
Cocomero, gjorde hans A-dur-Koncert en ikke mindre
overordentlig Lykke end i Bologna.

Dette var den 2den Mai 1834, og Bull siger, at han
fra denne Tid af fik nogen Tillid til sig selv.

Han gav endnu to Koncerter til paa Teatro del Coco-
mero, assisteret af Kunstnere som Duprez og Madame
Ronzi de Begnis. Under dette Ophold i Florentz kom-
ponerede han sin Quartetto a violino solo samt en Ada-
gio religioso, pregghiera d'una madre (En Moders Bøn)
for Dominikanerklosteret Sta. Maria Novella.

Da han spillede den for Munkene, undrede de sig
over, at han, som verdslig, ikke hellere havde kompo-
neret et muntrere Stykke, og for at give dem noget af
en anden Karakter, komponerede han paa Stedet The-
maet til Polacca guerriera, hvortil han foreløbig satte
Akkompagnement af Orgel. Til Tak fik han af Mun-
kene nogle Flasker af et eget Slags velsmagende Li-
kør, som de forstod at tillave, og kom endog i en saa-

SIDE: 218

dan Yndest hos dem, at de foreslog ham at blive Munk.

For at faa nogen Ro trak han sig nu i to Maaneder
tilbage til Piero a Sieve, en liden Landsby fjorten
Miglier fra Tirenze midt imellem Appeninerne, der
ligger omringet af flere Klostre. Til Prioren i et af
disse fik han et Anbefalingsbrev fra Prioren i Santa
Maria Novella, og udarbeidede her til eget Brug en
Violinskole, hvori han ordnede og forenklede sit In-
struments mangfoldige Vanskeligheder, samt kompo-
nerede til Øvelse en Trio for Violin, som dog ikke var
bestemt til Koncertnummer.

Under Badetiden traadte Bull atter frem i Bagni di
Lucca, et Badested 16 Miglier fra Byen Lucca. Der
befandt sig blandt andre Poniatowsky, Storhertugen af
Toscana, Hertugen af Lucca og Enkedronningen af
Neapel, ligesom Malibran og Bériot reiste did fra Sini-
gaglia for at høre ham.

Førend han gav Koncert, var han i Aftenselskab hos
Hertugen af Lucca for at spille; men da Hertugen op-
fordrede til Taushed og bad ham at begynde, bemær-
kede Bull, at Enkedronningen af Neapel vedblev at
samtale høit med sine Omgivelser, og svarede derfor,
at han vilde bie for ikke at forstyrre Konversationen.

"Hvem taler da? jeg ser ingen."

"Den Dame der borte."

"Ah, Enkedronningen! . . . nu vel, jeg skal bede
hende at være stille." Derpaa spillede da Bull. Den
følgende Dag traf han paa Gaden Enkedronningens op-
vartende Kammerherre Schmucker, som skulde anmode
ham om at gjøre den høie Dame sin Opvartning. Bull
begav sig derhen. Enkedronningen kom ham imøde og
spurgte, hvorfor han ikke vilde spille Dagen i For-
veien?

"Jeg vilde blot vente for ikke at forstyrre Deres
Majestæts Konversation."

"Aa, jeg forstod godt, at De var fornærmet; men det
maa De vænne Dem af med, hvis De vil komme til
Neapel; thi der taler man bestandig, medens der spil-
les." -

SIDE: 219

"Det er ikke meget fristende at besøge en saa bar-
barisk By, hvor man synes at betragte Musiken som
kun en Adspredelse under andre Sysler, hvorpaa man
sætter mere Pris."

"Jo, De maa netop komme til Neapel. Jeg vil sige
Dem, at det just var min Hensigt at indbyde Dem hid.
Jeg har fundet Behag i Deres Spil, og jeg skal vise
Dem, at Neapel ikke er nogen barbarisk By; De skal
finde lutter tause Tilhørere." Bull lovede at komme,
og Enkedronningen samtalede derefter længere med
ham, spurgte, om han virkelig var fra Norge, som hun
havde hørt var ganske opfyldt af Is og Bjørne, hvor-
for hun ikke kunde begribe, at Mennesker turde bo
der. Bull forsikkrede hendes Majestæt, at der i Norge
var lige saa mange Mennesker som i Toscana, og at de
levede i den bedste Forstaaelse med Bjørnene, der in-
genlunde forstyrrede dem i deres huslige Rolighed.

Over Livorno reiste han til Neapel, hvor han dog
maatte vente med at optræde, indtil Malibran havde
sunget de besemte Antal Gange; thi Sangen gaar Nea-
politanerne fremfor alt.

Derefter traadte Bull op paa det store San Carlo og
begeistrede sine Tilhørere, som sædvanligt. Da han
havde spillet sin quartetto a violino solo, udbrød Bériot
under Blomsterregnen og Bifaldsjublen: "Hvad Djæ-
velskab der dog skal til for at elektrisere Neapolita-
nerne med en Violin!" - og da Bull havde endt, kom
han fra Malibran, der sad blandt Tilhørerne i en Loge,
for at bede ham bie, da hun vilde komme ned til ham.
Bull indfandt sig naturligvis istedet derfor straks i
hendes Loge, hvor Malibran modtog ham med aabne
Arme, og under Taksigelser for den sjeldne Nydelse,
han havde forskaffet hende, omfavnede ham under
Forsamlingens stormende Bifald.

Bull fik nu Tilbud om flere Koncerter paa San Carlo,
dog paa den udtrykkelige Betingelse fra Theaterdirek-
tionens Side, at han skulde optræde udenfor Abonne-
mentsaftenerne. Enkedronningen omgikkes imidlertid
med den Plan at overraske Kongen, der ikke synderlig

SIDE: 220

yndede Violinspil, med Bull, for derved at bringe ham
paa andre Tanker, og da Kongen - som det hed -
af Sparsommelighed kun besøgte Theatret paa Abonne-
mentsaftenerne, havde hun bedet Bull om netop at
spille en saadan Aften. Men disse Grunde maatte na-
turligvis igjen holdes hemmelige for Theaterdirektø-
ren. Han kom derfor i Tvist med denne, som ved Bull
netop vilde skaffe sig fuldt Hus udenfor Abonnemen-
tet; der faldt heftige Ord paa begge Sider, alle Under-
handlinger blev afbrudte, og med et: "Mais vous êtes
fou, Monsieur" fra Theaterdirektørens Side, forlod han
Neapel Natten til sin Fødselsdag den 5te Februar 1835
og gik til Rom.

Under Opholdet i Neapel frastjal man ham den
Santo Serafino, hvorpaa han siden sin første Koncert
i Paris stadig havde spillet og vundet sine Laurbær;
han gjensaa den siden i Moskwa hos en russisk Adels-
mand, der ved Kjøb var kommen i Besiddelse af den
uden dog at kjende dens Historie og dens berømte
Eier. I dens Sted kjøbte han i Neapel en Violin af den
bekjendte Nicolo Amati.

I Rom opholdt han sig i tre Maaneder under Karne-
valstiden. Han boede sammen med den norske Land-
skabsmaler Thomas Fearnley, "den prægtigste Kame-
rat, som der kunde trækkes Klæder paa," og førte med
de derværende Kunstnere et lystigt Liv.

Aftenen før en allerede bekjendtgjort Koncert i Casa
Lepre, hvor den endnu ikke færdig komponerede Po-
lacca guerriera skulde spilles, var han i et muntert
Kunstner-Sommergilde ved Pontemolle. Fearnley, der
var bange for, at Kompositionen ikke skulde blive fær-
dig, fik endelig Bull med sig hjem Kl. 10.

"Nu vil Du dog vel sætte Dig ned og skrive den
færdig."

"Nei nu er jeg træt og søvnig; nu vil jeg sove," -
svarede Bull, som havde Lyst til at drille sin Ven en
Smule; han kastede sig paa Sengen og begyndte snart
at snorke.

"Nei det er da et forskrækkeligt Menneske," - hørte

SIDE: 221

han Fearnley udbryde, - "nu ligger han der saa rolig,
som om ingen Ting var! Bull, vil Du ikke staa op?
. . . Bull! . . ."

Da intet hjalp, lagde Fearnley sig endelig og sov
snart fast ind. Bull listede sig op, tog sine Noder og
sneg sig ind i det andet Værelse, hvor han i seks Timer
nedskrev, hvad han allerede havde udarbeidet i Hove-
det. Klokken fem var han færdig, pakkede sine Sager
ind og lagde sig virkelig til at sove. Da Fearnley
vaagnede, saa han Bull i Sengen og fandt intet udrettet.

"Bull, staa dog op! - hvordan skal dette gaa? Bull,
kom op og skriv!"

"Nei, jeg vil ikke staa op, lad mig bare ligge
Fred!"

Klokken ni, da Fearnley var gaat ud, stod Bull op,
tog sit Haandskrift og skyndte sig afsted for at lade
det renskrive. Kl. 3 havde han i al Stilhed Prøve, om
Aftenen skulde Koncerten være.

"Nu, Fearnley, vil Du ikke gaa med?"

"Nei om jeg vil; tror Du, jeg vil være Vidne til din
Beskjæmmelse? - jeg bliver hjemme."

"Du kan dog se, hvordan det gaar; Du kan jo staa
langt nede i Salen, saa Du kan liste Dig bort, hvis det
bliver for galt."

Da de var ankomne, spørger Thorvaldsen Fearnley,
om Bull havde komponeret om Natten?

"Nei, han har ingen Ting gjort, han har ligget ved
min Side og sovet i hele Nat; jeg begriber ikke, hvor-
dan dette skal gaa."

Da endelig Polacca guerriera skulde begynde, stod
de der lyttende i spændt Forventning. Til deres store
Forbauselse gik det brillant. Bull saa Fearnley staa nede
i Salen med et forundret, straalende Ansigt og vende
Skraaen i Munden, som altid naar han var fornøiet,
stedse hurtigere og kraftigere. Polacca vakte et stor-
mende Bifald, Fremkaldelse, Blomsterregn o. s. v.; men
intet af alt dette glædede Bull saa meget som Fearn-
leys Skraa.

I Rom fik han af Underbibliothekaren ved Vatikanet

SIDE: 222

Michel Angelo Lanzi en sjelden Violin, en Spadarini
fra 1662.

Der var nu intet i Veien for at fremtræde paa den
store Opera, og Bull begav sig derfor i Begyndelsen af
Mai lige til Paris.

Ved hans første Optræden her syntes Ulykken paa
ny at ville forfølge ham.

Idet han traadte ind paa Scenen, snublede han over
et nedladt Bagtæppe og kom derved til at gjøre et
yderst pudserligt Hop, der vakte Tilskuernes Munter-
hed, og i Paris er intet farligere end at blive Gjenstand
for Latter. Medens han endnu stod der med et for-
vildet Udseende, sprang A-Strengen, og han blev død-
bleg. Orkesteranføreren Habenech rakte ham sin Vio-
lin; men Bull, der var vant til sin egen, vovede ikke
at benytte den. Da han endte, lønnedes han imidler-
tid med et stærkt enthusiastisk Bifald, og blandt Bra-
voraabene hørte han Meyerbeers Stemme, den han si-
ger, klang ham som en Røst fra Himmelen.

Denne første Koncert omtalte Jules Janin i en meget
smigrende Anmeldelse i Journal des débats.

Derpaa foretog Bull en Kunstreise gjennem Norman-
die, Picardie og fransk Flandern, og gav Koncerter i
Rouen, Dieppe, Boulogne, Calais, Dunkerque, St. Omer
og Lille, hvorefter han i November vendte tilbage til Paris
og to Gange optraadte i Operaen under Duponchel. Efter
den første af disse skrev Jules Janin den Anmeldelse,
som udbredte Bulls Ry over hele Verden, og som der-
for her indtages:

O. B. Bull.

"Denne unge vilde, der i forrige Aar kom ned til os
fra Norges Is med sin Stradivarius i Haanden, har an-
den Gang ladet sig høre i Operaen forgangen Mandag.
Han er fuldkommen den store Kunstner, som jeg for
et halvt Aar siden forudsagde. Der er saa megen Ve-
mod, saa megen Melankoli i dette ædle Instrument!
Der er saa megen Energi og Kraft og saa megen Ynde
under denne Jernbue! Den synger, den græder, den

SIDE: 223

sværmer; snart hæver den Tonen over Horn og Trom-
peter, snart sukker den sagte som en Æolsharpe. Han
er en Kunstner, der aldrig har havt sin Mester; han
fører en Violin, som ikke tilhører nogen Skole - der
er noget naivt, inspireret i den, begavet med ufattelig
Kraft. Man har talt meget om Paganini og hans G-
Streng; de har begge ladet sig udbasunere med alle
Lovtalens Stemmer. De kom - G-Strengen var umaa-
delig overstemt, og han, der skulde spille paa den, saa
slet kjæmmet, som den, der fremstiller sig saaledes
med Flid, kan være. Nu! jeg véd ikke, om ei Bulls,
Nordmandens, Lykke vilde have været lige saa stor,
som Italienerens og hans G-Strengs, dersom han havde
været saa forsigtig at omgive sig med sin Kunstbroders
effektfulde Charlataneri. Men se, Norge er en brav
Pige, fordringsfri og beskeden, der ikke bruger Sminke.
Hun fremtræder ganske ligefrem og udøser - natur-
lig og utvungen - hele sin Sjæl og sit Hjerte!

O. B. Bull er en af hine Kunstnere, fulde af Uskyld,
Naivitet og Trohjertighed, som ikke fordrer mere, end
frit at kunne faa overlade sig til sin egen gode Natur
den hele Dag. Han er en beskeden ung Mand, der ikke
kjender den store italienske Kunst, længe i Forveien
at berede sig Lykke og Fordel. Siden den første Dag,
jeg hørte ham i Operaen, lod - og med min hele
Beundring fortæller jeg det - Tilfældet mig ofte høre
ham, hist og her, paa Landeveie, paa Provinstheatre,
og altid har jeg gjenfundet det samme Talent, den
samme begeistrede Inspiration og den samme naive
og hjertelige Enthusiasme. I et Auberge i Rouen
blev jeg en vakker Dag vækket af en melankolsk og
smægtende Adagio - det var Ole Bulls Violin. En
anden Gang i et Værtshus ved Postveien overraskedes
jeg, siddende udenfor Døren under Kroskildtet, af en
klagende Andante - det var en Andante af min Ynd-
lingsviolin. Den har ganske fortryllet mig. I det kjed-
sommelige Dieppe, opfyldt med kjedsommelige Eng-
lændere og engelske Kammerpiger, indhyllede i grønne
Slør, trøstede Ole Bull mig ved Dieppes Hav, dette

SIDE: 224

skrækkelige Hav, der gjør sunde Folk syge. Ja! jeg
ser ham endnu, akkompagneret paa en burlesk Maade
af den saakaldte filharmoniske Forening i denne vel-
signede By -, hvor Meyerbeer, som var her og ikke
længer kunde udholde det barbariske Akkompagne-
ment, vilde styrte sig i Havet med begge Hænder for
Ørene.

Jeg har da opbevaret et svagt Minde om denne store
Kunstner, som saaledes har truffet mig paa min Vei
for at bortjage min Kjedsomhed. Det er ikke ham,
der lukkede sig inde som en Tyv paa sit Kammer
for at aflokke sin Violin de skjønneste Akkorder -
tvertimod! han udstrøede sine Tanker for hvem, der
vilde høre dem, som man kaster Smaapenge til Bet-
lere paa Gaden. Det er ikke ham, der kaster Gjerrig-
hedens Dæmper paa sin Violin; - tvertimod! han var
aldrig mere fornøiet, end naar han havde en Skare om
sig for at høre, applaudere og græde - gratis. Saale-
des har han overalt paa sin Reise samlet, om ikke
Pengedynger, saa idetmindste hædrende Sympathier.
De engelske Vagabonder besøgte ikke hans Koncert,
men de unge kom der og de fattige - thi den fattige
Musikus aabnede selv Døren og sagde: "træd ind!", saa
at de slap at kjøbe Billet ved Indgangen.

Se! saaledes maa en stor Kunstner være, - se! saa-
ledes maa man vedligeholde det Instruments Værdig-
hed, man har fralokket Himlen. Man maa vide at give
hine egoistiske Provinsstæder, der ikke véd, at det er
deres Pligt at opmuntre en reisende Kunstner, nogle
Lærdomme i Høimodighed. Man maa vide at give de
ædle Nydelser, som Mængden ikke har Forstand til at
kjøbe sig, - for intet. Man blir fattig, det er sandt,
ved disse Reiser; men hvad siger det, naar man bliver
hædret og værdt Hæder? Man har ikke Paganinis Ind-
komster og syv Millioner; - men hvad siger det? Bail-
lot rækker Dig ved din Tilbagekomst Haanden og kal-
der Dig: "Broder!" Og er det da intet, at have Ret til
at vende tilbage til Paris og der stedse finde Operaen
aaben, og at have hint beundringsværdige Habenechs

SIDE: 225

Orkester til sin Disposition, og at komme der uden at
bukke alt for dybt, og at kunne indsamle enstemmige
Bevidnelser af Agtelse og Beundring?"

I Begyndelsen af 1836 begav Ole Bull sig til Lyon,
hvor han gav seks Koncerter og komponerede fire,
siden som Motiver benyttede, Solonummere.

Han faldt her i en farlig Hjernebetændelse, der i et
Par Uger truede hans Liv. Da han var helbredet, ilede
han til Paris for at spille i den italienske Opera paa
de gode Aftener, umiddelbart efter at Italienerne havde
ophørt med sine Forestillinger. Han fik virkelig ogsaa
Løfte om at faa Theatret; men et Par Dage efter ser
han, at Thalberg bekjendtgjør en Koncert paa samme
Sted. Han iler til Rossini, der var Medlem af Direk-
tionen, og spørger, hvad det har at betyde; han har
jo Løfte om Theatret!

"Ja," - sagde Rossini, - "det har De rigtignok;
men det gjør mig ondt at maatte sige Dem, at jeg her
intet kan gjøre for Dem; det er Regjeringen, som be-
stemmer det, da Theatret har Tilskud af Staten. Til-
lad mig for Resten kun et Spørgsmaal: har De Brev
fra Metternich?" -

"Nei." -

"Saa følg De mit Raad og reis til England paa Øie-
blikket, der spørges kun om Geniet." -

Thalberg havde nemlig fra Wien medbragt en al-
mægtig Anbefalingsskrivelse fra Metternich til Autori-
teterne i Paris.

Bulls Status var ellers nu omtrent den, at han havde
7,000 Francs tilbedste og kunde spendere 1,600 paa at
kjøbe sig en Guarnerius istedetfor den gamle Santa
Serafino til 400 Francs, han hidtil havde brugt. Han
var forlovet med sin lille Alexandrine Félicité, der var
blevet en Jomfru af sjelden Skønhed, ægte parisisk i
Ansigtets Oval og Trækkenes, især Næsens, Finhed og
med en funklende Glans i de store Øine, der røbede
Moderens spanske Blod.

Man behøvede imidlertid meget mere for at gifte sig,

SIDE: 226

og Bull fulgte Rossinis Raad. Han reiste nogle Dage
efter til Guineernes Land med en forhenværende Pro-
vinsskuespiller, Mr. St. Germain, til Sekretær.

Denne forstod rigtignok ikke engelsk, men kom dog
ved et Tilfælde til at gjøre en afgjørende Nytte. Bull
ønskede nemlig at optræde paa den italienske Opera,
nu Queens-Theatret i London, for hvilket Mr. Laporte
var Entreprenør. Nu var Spørgsmaalet, hvorledes man
skulde vinde ham. Da de søgte efter Logis, blev de
henvist til et boarding house, der netop laa lige over-
for det Hus, hvor Laporte boede. I det samme de kom
hen til Vinduet, opdager St. Germain hos Gjenboen en
Skuespillerinde, som forhen havde været hans Mai-
tresse og nu stod i samme Forhold til Laporte.

"Vi har Laporte!" udbrød han. "I Morgen kan vi
gjerne skrive Konditionerne."

Og virkelig, - det lykkedes ogsaa her ad Skjørte-
veien. Bull skulde faa Queens-Theatret og Assistance af
Orkestret under en Hr. Costas Anførsel.

Dette vakte Nid og Nag hos Mori, første Violin, en
ondskabsfuld Italiener. Han sværtede ham hos Costa
og løb omkring til Journalisterne for at stemple Bull
som en blot charlatanmæssig Efterligner af Paganini. Til
Kl. 2 var Bull tilsagt til Prøve ved en Billet fra Costa,
medens han samtidig havde tilsagt Orkestret til Kl. 12,
for at ialfald saa mange skulde blive utaalmodige og
gaa sin Vei, at Prøven blev til intet.

Bull anede imidlertid Uraad, tog endel Visitkort og
en Vogn og ilede om til samtlige Herrer Journalister
med Invitationer til dem og Familie om at overvære
Prøven til Kl. 2.

Et temmelig talrigt Publikum kom ogsaa sammen.
Damer og Herrer var at skimte i det dunkle Parterre;
en reisende Nordmand var ogsaa tilstede. Men ganske
rigtig! - det halve Orkester var gaat sin Vei, Costa
væk, Laporte væk; kun Bull gik der med sin Billet fra
Costa, hvori der udtrykkelig stod "Kl. 2", i Haanden
. . . Det var til at blive rasende over.

"Hvor er Laporte?"

SIDE: 227

"I Kassererværelset."

Altsaa did med Blodet kogende i Aarerne og Kold-
sveden perlende paa Panden:

"Læs! Monsieur, - læs!" . . . Og med sine nervøse
Arme, der var ligesom flettede av Staalfjedre, ryster
han den forfærdede Direktør og tvinger ham ud af
Kassererlukafet op paa Theatret for at bevidne, at
Costa egenhændig havde tilsagt Bull til Kl. 2, men
Orkestret til Kl. 12.

En dump Mishagsmumlen gik gjennem det forsam-
lede Publikum; men af det Orkesterpersonale, som
endnu var tilstede, lod sig dog ikke udbringe noget.

"Enten" - udbrød Bull - "tror De, mine Herrer, at
jeg ikke behøver noget Akkompagnement, eller er-
kjender De selv, at De ikke er istand til at akkompag-
nere; men i ethvert Fald er det en Kompliment, og
jeg kan kun udtrykke min Tak i vort fælles Sprog:
Tonerne!"

Og dermed tager Bull Violinen og spiller sin Quar-
tetto a violino solo med et Udtryk i den overspændte
Stemning, han befandt sig, som henrev samtlige tilste-
deværende til stormende Applaus. Han spillede "God
save the King" firstemmig. Det halvmørke Hus gjen-
lyder af Bifald. Det trænger ud paa Gaden, saa at flere
forbigaaende, og derimellem Moscheles og en Lord
Burgersh, kommer til. "Det er første Gang jeg har
skammet mig ved at være Engelskmand," - siger Mr.
Nicholson, første Flauto i Orkestret, - "og det er
sidste Gang, man skal se mig i dette Orkester, dersom
vi ikke øieblikkelig akkompagnerer!" Anden Anfører,
Mr. Tolbecque, forsøger at lede et Slags Akkompagne-
ment; men allerede i Midten af Tuttiet gik det istaa. Da
opfordrer Lord Burgersh Moscheles til at akkompagnere
paa Pianoet; han undslog sig for Costas Skyld, men,
halvt trukken ned i Orkestret, anførte han Introduk-
tionen til Koncerten i A-Dur.

Rasende, ligbleg kommer Costa frem fra Kulisserne:

"De kunde have ventet med at supplere mig, til jeg
enten var død eller afsat," - overfuser han Moscheles.

SIDE: 228

"De . . . De" - hører man Bulls Røst, skimtende
Omridset af en truende Figur - "De burde takke Hr.
Moscheles paa Deres Knæ. Han har reddet, hvad der
lod sig redde af Deres Ære. Vil De, skal De faa hur-
tig Befordring fra Pladsen."

Costa forsvandt! men frem kom Laporte:

"Min Herre, min bedste Herre, lad det være nok.
De er altfor angrebet. De maa gaa hjem. Erklær, at,
hvad der er hændt, har bragt Dem i en saadan Ekstase,
at De maa gaa hjem . . . Men en Guldgrube skal dette
blive. Det er noget pikant! De har at befale over The-
atret. Tre Prøver skal De faa, Journal til Disposition.
Stol paa mig for Eftertiden!"

Bull blev alligevel ved paa Violinen. Han spillede i
sand Ekstase.

I ingen Stad gjælder det saa meget om at give sin
første Optræden Eklat som i London, og intet Folk
tager heftigere Parti for den uretfærdigt behandlede
end Engelskmanden. Endnu samme Aften stod Sce-
nen paa den italienske Opera og Bulls Triumf over
Kabalen i Aviserne. Hele Orkestret mødte paa næste
Prøve, hvor Polacca'en og Concerto'en indøvedes.

Men den intrigante Mori hvilede ikke. Fra Sanger-
inden Grisi, der skulde have Parti paa Koncerten, ind-
løb paa selve Aftenen en Billet, hvori hun i uforskam-
mede Udtryk undslaar sig. Sangerne Lablache og Ru-
bini stod hos.

"Hvad læser De? Jeg kjender Skriften;" - siger La-
blache - "Lad se! . . . Infamt! - Men gaa De ind,
spil som paa Prøven, og De vil se at Publikum glem-
mer os andre."

Det gik saa. Theatret var overfyldt, Blomster reg-
nede ned fra Logerne, og Lovtaler i Aviserne. Mori
skar Tænder bag Kulisserne eller i en Krog i Orkestret,
Laporte gned sig i Hænderne, og St. Germain kroede
sig over Bekjendtskabet til Mademoisellen i Vinduet og
over den Tjeneste, han havde gjort sin Principal.

Paa Queens-Theatret gav Bull tre Koncerter og en-
gageredes to Gange af Laporte mod 1/3 af Netto-Ind-

SIDE: 229

tægten. Han blev imidlertid som næsten alle, der havde
at gjøre med Hr. Laporte, tagen ved Næsen, og gav
nu flere Koncerter paa Drurylanes og Coventgardens
Theatre. -

Under alt dette skede Forberedelserne til hans Bryl-
lup i Paris.

Da alt var bragt i Orden, tog han derover, og den
l9de Juli 1836 viede den bekjendte Coquerel, pasteur
de l'église reformée, Ole Bornemann Bull og Frøken
Félicité Alexandrine Villeminot, efter at en borgerlig
Vielse efter fransk Vis den 16de samme Maaned var
forudgaaet hos Mairen.

Dagen efter tog han med sin Hustru over til England.

Men allerede et Par Maaneder efter skulde deres unge
Lykke begynde at formørkes af de hyppige Adskillel-
ser, som hans Kunstnerkald nødvendiggjorde, og som
blev deres Ægteskabs tunge sorgsvangre Prøvelse. Un-
der hans Koncertreiser over hele Storbritannien i det
følgende Aar kunde de kun sjeldnere nyde den Lykke
at faa være sammen.

I September skulde der gives store musikalske "Festi-
vals" i Byerne York, Manchester, Birmingham og
Liverpool. Man vilde engagere Bull, men fandt et Ho-
norar af 800 Pund Sterling for meget. Imidlertid en-
gagerer Bull et eget Selskab sammen med den berømte
Harpenist Bochsa, for dermed at gjennemreise de tre
Riger. Festivals-Entreprenøren var gaat til Malibran
og Grisi, som forlangte 2000 Pund, og kom nu til Bull,
men en Dag for sent.

Malibran maatte da engageres, og det blev hendes Død.

Hun befandt sig ikke vel, men skulde dog i Man-
chester synge en Duet af Mercadante med Mad. Cara-
dori Allan (Soprano sfogato). Malibrans Stemme var
Contre-Alto; men ved anstrengt Øvelse og Solfaggioer
kunde hun drive sin Stemme til det høie tostrøgne D.
I Duetten forekommer en Trille paa H, som Caradori
holdt noget ganske overordentlig længe og blev stærkt
applauderet for. Det skjærer Malibran i Hjertet. Hun
tager to Toner høiere paa det tostrøgne D, og det saa

SIDE: 230

stærkt og vedholdende, at der gik en Gysen gjennem
Forsamlingen. Hvad man maatte befrygte skede. Med
Udraabet: - "Nu er det forbi med mig!" - synker
hun om.

Men "Festivals" maatte ikke stanse for det. Entre-
prenøren gjorde hende en Visit og mente, at hun nok
kom sig saavidt, at hun atter kunde optræde, hvortil
hun med bitter Foragt skal have svaret:

"Tror I, jeg er som en af jere engelske Boksere, der
kan hidses til at bokse igjen, naar han atter kommer
paa Benene! Bête!"

To Dage derefter var hun død. Den store Malibran-
Bériot var død som en Kanarifugl eller Nattergal, der
sprænger sig af Iversyge og Ærgjerrighed!

Ole Bull havde omfattet den store Kunstnerinde med
en Følelse af til Ærefrygt grænsende, hengiven Beun-
dring. Den Aften, hun i San Carlo i Neapel havde
givet ham sin Erkjendelse og omfavnet ham stod for
ham som en af de uforglemmelige i hans Liv.

Et lidet Træk af hende, som Ole Bull fortalte i sine
senere Aar, maler hende livfuldt frem. Det var en
Aften, hun udførte Desdemonas Rolle i Rossinis Opera:
"Othello". Hun sang saa henrivende, at Ole Bull stod
mellem Kulisserne og græd som et Barn. Idet hun
kommer forbi og ser ham i denne Sjælstilstand, ræk-
ker hun Tungen ud til ham. Da Ole Bull senere op-
rørt bedreider hende det, svarer hun: - "Det skulde
set godt ud, om jeg ogsaa havde givet mig til at tude med,
- jeg maatte gjøre noget for at kontrabalancere den
ynkelige Figur, De gjorde der mellem Kulisserne!"

"Men "Festivals" maatte ikke stanse for det!" - Det
værste var, at Grisi var borte, hinsides Kanalen. Men
hvor er Bull? - I Halifax, siger man. - Ingen anden
kan remplacere Malibran. Altsaa Ekspres did efter ham.

Nu forlanger Bull 800 Pund Sterling for at spille i
Liverpool én Aften. Man gir ham dem. Men, som om
Malibran manglede en musikalsk Kavaler til at led-
sage hende over Styx, havde han nu nær fristet hen-
des Skjæbne. Koncertlokalet var af en slet Resonnance,

SIDE: 231

og Orkesterakkompagnementet saa stærkt, at hans Vio-
lin næsten ikke kunde høres uden fortissimo. Han im-
proviserede over opgivne Themaer og gav Polacca'en
med en saadan Anstrengelse, at Ærmerne maatte op-
sprættes, og at han om Natten fik et Slags Anfald af
Blodstyrtning.

Med nogen Erfaring om en Virtuoses Liv véd man,
at det forlanger stor Kraft sat ind. Det er den hele
Personligheds Magt og Evne, som i det afgjørende Øie-
blik maa opbydes og samles, - noget, der ofte ind-
betales med Dages og Ugers Slendrian og dolce far
niente. Hos Bull var denne Kraftanvendelse i Øieblik-
ket saa stor, at hans Konstitution i disse Aar flere
Gange holdt paa at bukke under. Efter hver Koncert
maatte han, drivende vaad som han havde spillet
sig, skifte Dragt helt igjennem, og han led om Næt-
terne oftere af nervøse Anfald. Melankolsk, som han i
saadanne Træthedens Øieblikke kunde være, kom han
idelig tilbage til den Tanke, at han var bestemt til at
dø ung. Det synes, som om Kjæmpen havde begyndt
sine Styrketag med Livet, førend han endnu var rigtig
legemlig udvokset; thi senere udover Manddomsaarene
blev han øiensynlig stærkere.

For denne Gang kunde han dog alt den følgende
Dag modtage en Indbydelse fra Hertugen af Devon-
shire til at besøge ham paa det yndige Chatsworth,
hvor han opholdt sig i 8 Dage som Gjæst, men uden
at spille. Hertugen forærede ham et prægtigt Uhr til
Afmindelse.

Bull udførte nu sin Plan at gjennemreise de tre Riger.
Det medtog 16 Maaneder, hvori han gav ikke færre
end 274 Koncerter og lagde en god Grundvold til en
betydelig Formue.

Under denne Reise komponerede han i 1837 i Edin-
burg et "Homage to Scotland" og samme Aar i Dublin
sin Contabile doloroso e Rondo giocoso, Fantasi over
irske Nationalmotiver, samt et Farewel to Ireland.

Bull vilde nu besøge Tyskland, og ved at tage over
Paris traf han til at gjøre Paganinis personlige Be-

SIDE: 232

kjendtskab paa en Repetition til en stor Koncert, han
skulde give i Casa Paganini.

Paganini fik høre, at Bull var der; han omfavnede
ham og rystede venligt hans Haand. "Jeg priser mig
lykkelig -" sagde Bull - "med intet andet at have
taget af Mesteren end hans Haand," hvortil Paganini
svarede med Fremhviskningen af et Ønske om at
høre ham.

Paganini - under hvis italienske Dæmonik man en
Tid havde travlt med at indfange Bulls nordiske Ge-
nius - hørte han ialt kun to Gange spille offentlig;
begge Gange i Paris.

Allerede den følgende Dag tiltraadte Bull sin Reise
over Brüssel og Courtray. Intetsteds er han blevet saa
feteret, som i den sidste By. Musikalsk Liebhaberi
gaar oftere end noget andet over i det ekstravagant-
enthusiastiske; og der fandtes et saadant i Courtray.
Paa Foranstaltning af Hr. Vermeulen, en lidenskabelig
Musikelsker, blev han kongelig modtaget. En kaval-
kade af agtbare Borgere møder Bull udenfor deres
By; han føres i Triumf til sin ivrige Beundrers Hus.
Bull spillede i det lykkelige Courtray; - han kunde
fodret sin Gardes Heste med de Blomster, Byens Døtre
overstrøede ham med. Og saa en Banket hos den
salige Vært, en over de andre Banketter! - og for at
sætte Kronen paa hans Henrykkelse overlader Bull
ham sin Guanerius for Indkjøbsprisen 1600 Francs, da
han selv maatte have en, som bedre udholdt Trykket.

En saadan skaffede Violinkjenderen Taresco ham i
Paris. Den var forfærdiget i 1742 af Josef Guarnerius
og blev den, som Bull i de følgende fem og tyve eller
tredive Aar væsentlig benyttede.

I Hamburg gav Bull i December 1837 og Januar
1838 seks Koncerter paa Stadttheatret og vandt der et
stormende Bifald. Da han den 7de Januar forlod Byen,
sendtes der endog en Deputation efter ham for at an-
mode ham om at spille endnu en Gang. Efter at have
spillet i Neumünster for de fattige og givet to Kon-
certer i Kiel for overfyldt Hus, vendte han paa Grund

SIDE: 233

af denne Opfordring atter tilbage til Hamburg og spil-
lede den 18de Januar i den rummelige Apollosal til
Indtægt for de milde Stiftelser og andre trængende.

Over Lübeck, hvor han ved én Koncert vandt umaade-
ligt Bifald og et Udbytte af 300 Louisd'orer, tog han
til Schwerin og gav to Koncerter.

Paa Reisen videre til Rusland gav han i Königsberg
fire Koncerter i fire Dage efter hinanden. Han vakte
umaadelig Begeistring og blev efter den sidste Kon-
cert, som han gav for overfyldt Hus, endog bekranset
paa Scenen, hvorfor han takkede med "Heil dir im
Siegeskranz" i fuld Harmoni. I Riga gav han fire
Koncerter i Løbet af fem Dage.

Ved Ankomsten til Petersburg var der mange og
store Vanskeligheder at overvinde, dem han dog alle
lykkelig beseirede, og allerede et Par Dage efter sin
Ankomst, den 4de Marts, optraadte Bull paa en af den
keiserlige Theaterdirektions Koncerter med Polacca
guerriera. Keiseren selv med Familie og den høie
Adel indfandt sig, lokkede af Kunstnerens store Be-
rømmelse. Ved sin Indtrædelse blev han modtaget med
stærkt Bifald, og det foredragne Nummer forøgede Be-
geistringen. Det var med Nød og neppe, at Publikum
kunde tilbageholde Yttringerne af sin Enthusiasme,
medens Orkestret spillede mellem de forskjellige Solo-
satser; der lød stedse mere vedholdende Trampen,
Klappen og Bravoraab. Til Slutning kom han frem og
spillede den russiske Nationalsang, hvilket blev mod-
taget med stormende Jubel. Den keiserlige Familie
deltog selv i Klapningen. En Anmelder tilføier: "Jeg
har aldrig været Vidne til en saa almindelig, saa
udelt Henrykkelse. Bulls Violins Toner havde smeltet
selv hans Misunderes Hjerter; og en bekjendt Kunstner
sagde om ham, at han havde begyndt at spille for
Venner og Fiender, men sluttet med at spille for lut-
ter Venner." Alle Aviser var fulde af Lovtaler over
Bulls Spil.

Derefter gav han tre Koncerter paa det store Theater

SIDE: 234

for fuldt Hus til firedobbelte Priser. Han spillede og-
saa for Keiserinden, som forærede ham en prægtig
Ring, bestaaende af 140 Diamanter om en stor Sma-
ragd, og som takkede ham i et yderst smigrende Brev.

Indbuden til Moskva, gav han fem Koncerter med
en umaadelig Succes og imellem Nummerne sine der
komponerede Variazioni di bravura. Af den rige Adel
overøstes han med Foræringer, hvoriblandt en kost-
bar Ring fra Fyrstinde Galizin.

I Moskva naaedes han af Budskabet om sin Faders
Død, hvilket kaldte ham hjem til Norge.

Over Finland, hvor han gav Koncerter i Wiborg,
Helsingfors og Åbo, begav Bull sig til Stockholm; men
da han hastede hjem, havde han bestemt sig til ingen
Koncert at give der.

Da blev han kaldt op til Kong Karl Johan, der øn-
skede personlig at kjende sin berømte Undersaat. Au-
diensen endte med at anmode Bull om at give en Kon-
cert i Stockholm. Bull lovede at spille, gav derpaa fire
Koncerter i Operahuset og én i Ladugårdslandskirken,
hvilken sidste indbragte ham 12,000 Rd. Banko eller 4,500
Spd. Han spillede ogsaa to Gange ved Hoffet, hvor
han med sin Polacca begeistrede den gamle Helte-
konge, der ellers ikke yndede anden Musik end Trom-
peter og Trommer, saaledes, at han sprang op fra sit
Sæde og stod lyttende med Taarer i Øinene.

Af Dronningen, Kronprinsen og Konprinsessen fik
Bull særdeles smagfulde og rige Presenter, og ved hans
Afskedsaudiens hos Kongen Vasaordenen i Brillanter.
Det var her, at Karl Johan med den ham egne Vær-
dighed mødte Ole Bulls Indvendinger mod at modtage
Ordenen med de Ord: "Saa vil jeg da give Dem noget,
som jeg véd, De ikke vil foragte, - en Oldings fader-
lige Velsignelse!" -

I Norges Hovedstad talte man Timerne til den
navnkundige Kunstners Ankomst.

Han kom did med sin Familie den 8de Juli 1838, og
man opbød alt for at vise ham sin Beundring og

SIDE: 235

bringe ham sin Hyldest. Den 19de Juli gav Studen-
terne ham en Fest, der bivaanedes af flere af Landets
første og berømteste Mænd. Under Afsyngningen af
en til ham digtet Sang afsløredes et Transparent med
Ole Bulls Navn og Portræt omgivet af en Krans, hvor-
med han til Slutning selv bekransedes. Studenterne
fulgte ham endelig hjem, og han modtog fra sit Vindu
endeløse Hurraer.

I Theatret gav han derefter til dobbelte Priser fire
Koncerter. Orkestret maatte rømmes for at skaffe Ad-
gang. Man talte kun om Ole Bull; alt strømmede over
af Jubel og Begeistring over hans Spil. Pressen kunde
neppe finde Ord til sine Lovtaler; han blev i det uen-
delige applauderet, fremkaldt og overøst med Blomster.

Publikums Hyldest besvarede han under den første
Koncert ved at spille Nationalsangen: "For Norge
Kjæmpers Fødeland," hvorpaa man atter tiljublede
ham Bifald. "Endelig gik Teppet ned" - heder det i
Slutningen af en Anmeldelse i Datidens Stil i Bladet
"Den Konstitutionelle": - "men der herskede en stor
Taushed over Publikum; man følte, at en Troldmand
havde været tilstede, og man mærkede, at hans Magt
ikke var tilende, skjønt man ikke længere saa Besvær-
geren. De underfulde Melodier klang endnu i alle
Barme, og man gik drømmende hjem" . . .

De tre Koncerter gav ham et rent Overskud af 4,086
Spd.

Der var nu ikke en Krog i Norge, hvor man ikke
kjendte Navnet Ole Bull. Reisende kom langveis fra
ind til Kristiania for at se og høre ham.

Blandt disse var ogsaa Kjæmpen, den geniale Inge-
niør, Engebret Soot. Saa rydt og vildt hans Væsen
var, - Musiken kunde smelte og bøie ham som et
Barn, og den brugte ogsaa hans Familie til at tæmme
hans Bersærkernatur; - han kunde følge efter en Vio-
lin og græde ved et Piano. Han havde taget sig en
knap Tid fra sit spændende Vei- eller Vandbygnings-
arbeide, hvor alt nu just kom an paa, om hans sidste
Opfindelse med "Rosentørven" eller Kaliseringen og-

SIDE: 236

saa holdt Stik, og reist i Karjol sporenstregs ind til
Kristiania. Han kom did midt om Natten, netop som
Ole Bull, træt efter Koncerten og dens Triumf, laa i
sin fasteste Søvn.

Det banker paa Døren, - haardere og haardere . . .

"Hvem er det?"

Døren er alt trykket op.

"God Kvæld, Ole Bull! . . . Det er mig, . . . Engebret
Soot. Jeg er kommet for sent til din Koncert ikvæld,
og saa vil jeg bede Dig spille for mig!"

"Jeg er virkelig saa træt . . . jeg . . . det er umuligt
. . . Ellers" . . .

Bull ser en svær Kjæmpe for sig og tillige, at denne
mod et mærkeligt Snit alt har vidst at finde Fyrtøiet
og tænde Lyset.

"Jeg har reist tretten Mile idag for at høre Dig" . . .

"Ja, men imorgen" . . .

- "maa jeg være i Aremark, - Du faar spille for
mig, Ole Bull!"

De to betragter hverandre; - det var de to fysisk
bedst udrustede Mænd, Norge dengang eiede, - og to
mere geniale Kraftansigter har sjelden stirret ind i
hinanden. De begreb hverandre, og lidt efter sidder
Ole Bull med sin Guarnerius i Sengen og spiller for
Bjørnen ved Sengekanten. At Bjørnen stridgraat og
tørrede sig med Labben, er der ingen Tvil om, og Bull
spillede i en Begeistring, som han stod til Eksamina-
tion for selve Dovregubben.

Om en anden Koncert, som han gav i disse Dage,
fortæller Henrik Wergeland: 
"En Koncert, som han
gav for et lidet Antal af dødelige, men maaske for et
større af andre og bedre Væsener, maa ikke glemmes.
Døden selv var i det mindste tilstede bag et Senge-
gardin. Det var, da Bull kort efter sin Ankomst tog
sin Violin og gik op til sin gamle Lærer, Poulsen, der
laa paa en Hybel paa sit sidste, og spillede for ham.
Den gamle græd af Glæde; de Taarer lod Bull rinde;
men deres, som græd af Sorg og Armodens Elendighed
omkring Faderens og Mandens Leie, aftørrede han med

SIDE: 237

hjælpsom Haand. Til saadant raabe Englene Bravo
og klappe med Vingerne."

Inden Bull forlod Kristiania, feiredes en Middag for
ham af 80 Medlemmer, hvor den for Kunstneren ud-
bragte Skaal ledsagedes af Welhavens bekjendte
skjønne Sang: 

Hvor sødt at favnes af Aftnens Fred,
naar Droslen fløiter i Skoven,
og Birken suser ved Elvens Bred,
og Nøkken spiller i Voven!
 Der er en vemodblandet Fryd,
 som Nordens Alfer male
 med dæmpet Kvad, med Harpelyd
 med Suk i dunkle Dale.

Han stod og lytted en Sommerkvæld
og havde stemt sine Strenge,
da gik Akkorden fra Skov og Fjeld
og over duggede Enge.
 Og alle Strenge klang dertil
 med underbare Toner,
 som Droslens Kluk og Nøkkens Spil
 og Sus af Birkekroner.

Og al den Smerte og al den Lyst,
der bor i Nordens Zone,
har lagt sig drømmende til hans Bryst
og zittret gjennem hans Tone.
 O, hør den stille Melodi,
 der dæmper Stormens Harme;
 din Barndom vugger sig deri
 paa ømme Liliearme.

Det er den deiligste Strengeklang,
der letter Længselens Vinger;
da nynner Hjertet sin egen Sang,
mens Strengen bæver og klinger.

SIDE: 238

 Der er ei Savn, der er ei Nag,
 som ei hans streng kan lindre;
 han vækker med sit Trylleslag
 en Vaardag i det indre.

O, hil Dig, salige Toneskald
med Guddomsmagt i din Bue,
fra Dig gaar Jubelens Fossefald,
Du tænder Andagtens Lue.
 Naar Verden lytter til dit Kvad
 og bæver ved din Vælde,
 da skjælver Glemmigeiens Blad
 af Fryd paa dine Fjelde.

Det var en Selvfølge, at man heiste Flag for Ole Bull
og hædrede ham Landet rundt. Over Arendal, Kristian-
sand og Stavanger ankom han til Bergen, og den Mod-
tagelse, han fik der, var saa varm og festlig, som ene
denne By formaar at give den.

Under en stor offentlig Fest for ham den 20de Au-
gust 1838 i Selskabet "Den gode Hensigt" modtog han
Hæderstalen fra Autoriteterne i den Stad, hvor han
havde legt som Barn. Til Anledningen var der digtet en
smuk Sang af Peter Andreas Jensen. De to Koncerter,
han gav i sin Fødeby, indbragte 1300 Spd.

Da det rygtedes, at han vilde spille i Stavanger, blev
han modtagen med Festligheder og Sang, og alle Bil-
letter blev bortrevne uden nogen Plakat eller Bekjendt-
gjørelse.

Den 5te September gav han Koncert i Kristiansand.
Den 14de over Land til Arendal, hvorfra en Deputation
reiste ham i Møde og ledsagede ham igjennem Byens
Gader. Til Koncerten var der strømmet saa mange
reisende fra de omliggende Byer og Jernværker, at alle
ikke kunde finde Kvarter. Der gaves ham naturligvis
en glimrende Fest, inden han reiste til Laurvik, hvor
han spillede den 23de, og derefter tog op til Kristiania.

Her traf han sin Ven, Maleren Thomas Fearnley,

SIDE: 239

der var kommen tilbage fra Tyskland for et længere
Besøg i sit Fædreland.

I Hovedstaden gav han nu en femte Koncert, hvis
Udbytte, 500 Spd., han skjænkede som Grundlag for et
Fond til Oprettelse af et musikalsk Konservatorium.

Endelig gav han den 8de Oktober sin Afskedskon-
cert, paa hvilken han under umaadelig Begeistring
spillede sit til Anledningen komponerede Nummer:
"Norges Fjelde".

Den 13de Oktober afreiste han fra Kristiania, gav
samme Aften Koncert paa Moss, derpaa i Frederiks-
hald og Gøteborg.

Herfra til Kjøbenhavn, hvor han gav fem Koncerter,
hvoraf én til Grundlæggelse af en Pensionskasse til
Theatrets Korpersonale. Efter Indbydelse gjorde han
ogsaa en Koncerttur til Helsingør og Roeskilde.

Under dette Ophold i Kjøbenhavn spillede Bull ved
Hoffet og foræredes af Frederik den Sjette en prægtig
Gulddaase.

Over Odense, Flensborg, Slesvig og Kiel, hvor han
koncerterede, gik han til Hamburg og optraadte der tre
Gange. Derpaa i Oldenburg, Bremen, Braunschweig og
Hannover. Derfra til Kassel efter Indbydelse af Kur-
prinsen og af Spohr, som nu modtog ham meget smig-
rende. Han gav der to Koncerter paa Hoftheatret for
fuldt Hus og med stormende Bifald.

I Anledning af dette Bulls andet Besøg hos Spohr
heder det i en Anmeldelse fra Kassel i Leipziger All-
gemeine musikalische Zeitung: "Rygtet har bekræftet
sig og tillige vederlagt det forrige, som for nogle Aar
siden havde udbredt sig fra Hamburg af i en biogra-
fisk Brochure om Ole Bull, om at denne udmærkede
Violinvirtuos havde fundet en kold Modtagelse ved et
Besøg hos Spohr. Imod noget saadant vidner den af
alle Kunstvenner forønskede Indbydelse fra Spohrs
Side og den yderst humane og forekommende Modta-
gelse, hvormed han udmærkede den berømte Violin-
spiller. Koncerten selv fandt Sted den 22de Januar.

SIDE: 240

Hoftheatret var uagtet de forhøiede Priser stopfuldt, -
Enthusiasmen almindelig. Virtuosen blev, hvergang
han traadte frem, modtagen paa det livligste og hen-
rykkede Publikum ikke mindre ved sit Spils overor-
dentlige Kunst end ved sin høist beskedne Personlig-
hed. Mozarts Ouverture til Titus indledede denne sande
Sjælenydelse, hvorpaa Ole Bull gav i tre Avdelinger en
af ham komponeret Violinkoncert: Allegro maëstoso,
Adagio sentimentale og Rondo pastorale, en Adagio
religioso og et Recitativo, Adagio amoroso con Polacca
guerriera. Det vilde klinge anmassende, om vi vilde
tillade os nogen Dom over Bulls Kunstspil, over hans
fuldendte Mekanisme, som har overvundet de utrolig-
ste Vanskeligheder paa et saa delikat Instrument, som
Violinen er, eller overhovedet over hans begrundede og
almindeligen udbredte Berømmelse, at være Paganinis
heldigste Efterfølger; men saa meget bliver upaatvilelig
vist, at denne moderne Manér med gammel-italienske
Anklange, navnlig hvad Flageolettonerne betræffer,
stedse vil forblive faa begavedes beundringsværdige
Eiendom. Om derimod noget nyttigt for Behandlingen
og de forædlende Fremskridt for dette Instrument vil
udgaa deraf, er endnu et Spørgsmaal. Ligesom Paganini
vil ogsaa Ole Bull forblive hos os i den gladeste Er-
indring."

Over Hannover (hvor han traf paa Tordneren i "das
Gewitter" fra München), Celle og Lüneburg ankom
han til Berlin og gav der paa den store Koncertsal i
Hoffets Nærværelse to Koncerter. Han havde dog og-
saa denne Gang Ubehageligheder her. Man havde taget
det ilde op, at han ikke paa Prøven i flere nysgjerri-
ges og fornemme uvedkommendes Nærværelse havde
villet spille rent ud, og nogle Piber lod sig høre, da
han kom frem. - Efter Koncerten, hvori især Kon-
certoen i A-Dur havde henrevet Publikum, blev han
dog fremkaldt; men han vilde ikke vise sig.

Kongen lod ham gjennem Grev Rödern vide, at han
ønskede, han vilde lade sig høre i Operahuset paa
samme Betingelser, som Demoiselle Sonntag og Paga-

SIDE: 241

nini havde havt, nemlig det halve af Indtægten. Bull
fik dog Operahuset mod at afgive kun 1/3 af Indtægten,
som for hans Part ansloges til over 1000 Thlr. Juvel-
skrinet forøgedes her med to Brillantringe fra Kongen.

Det manglede imidlertid hverken paa Fiender eller
en fiendtlig Kritik.

Digteren og Kritikeren Rellstab, der just havde faat
en ny Tragedie udpebet, var bleven syg og lod derfor
Bull anmode om at besøge ham og spille for ham, da
han var forhindret fra at komme paa hans Koncerter.

Bull var godmodig eller "klog" nok til at indfinde
sig og spillede længe for ham, ja meddelte ham endog
Forklaring over sine Forbedringer ved Violinen og
Buen. Rellstab syntes baade bevæget og tilfreds; men
allerede samme Aften fik Bull i et Selskab hos Stef-
fens Vink om, at han her havde været for artig. Og
virkelig, neppe var han ankommen til Breslau, førend
han i et Berlinerblad saa en Artikel fra Rellstab, hvori
denne tilrakkede ham paa det gemeneste og navnlig
bebreidede ham det lumpne Kryberi, han havde vist
ved at komme til en syg Mand og spille for ham paa
hans Værelse, fordi han havde literær Indflydelse.

En farligere Fiende fik han i Professor Fink, Redak-
tør af "Leipziger allgemeine musikalische Zeitung",
hvis nedrivende Kritik er saa repræsentativ for de An-
ker, der er gjort mod Ole Bulls Spil, og saa karakte-
ristisk, at endel af den, som her indtages, ogsaa vil
interessere vor Tids Læsere:

"Ole Bull.
 

Den 18de Februar hørte vi i Operahuset i Berlin den
meget omtalte Violinvirtuos og Ridder af Vasaordenen
i hans anden og sidste Koncert der paa Stedet, hvilken
af indenlandske og fremmede var saa overordentlig be-
søgt, at mangen ønskede sig til Lykke, naar han
kunde faa en Billet til den dobbelte, allerede til 1
Thlr. 8 Gr. (106 Skilling) forhøiede Pris til Loger af
første Rang. Han spillede lutter Stykker af sin egen

SIDE: 242

Komposition, hvilket var saa meget mere ønskeligt, jo
forskjelligere Meningerne har udtalt sig om Mandens
musikalske Digtertalent: 1) Preghiera dolente e rondo
ridente - altsaa Modekontraster, Graad og Latter; 2)
Quartetto a violino solo, og 3) paa Forlangende den ofte
hørte og særdeles yndede Polacca guerriera. Ligesom
Paganini har han betrukket sin fortræffelige Violin
med tynde Strenge, hvilket er gavnligt med Hensyn til
mange Vanskeligheder, men ikke for den fulde Tone.
Hans Tone er derfor intet mindre end fyldig, heller
ikke til Hjertet gaaende. Rent spiller han derimod. -
- - - - Hvilke Ting har da de Folk mest applau-
deret, og det saaledes, at det rungede i Huset? Vi vil
fortælle noget derom: Orkestret tier; da lader han paa
Kvinten falde et Par høie Flageolettoner af Septimen,
og efter en halv Takts Pause hvirvler den store Tromme
igjennem halvanden Takt en knaldende Solo. Han
gjentager sin Flageolet paa Terzen, og den næste Ak-
kords Grundtone samt den store Tromme svarer ham
med medfødt Klarhed, men beskjæmmet forstummer
den straks for den henrykte Mængdes uhyre Bravos,
og den feterede bukker sig. Efter en anden Solo lod
han kraftigere end Paganini Gulvets Bræder, hvilke
betyder, Verden, drøne under sin Fods mægtige Stam-
pen, og Husets Verden gav et hundrede Gange stær-
kere Ekko igjen i Knaldet af høit klappende Hænder.
Og paa ny bruser Bifaldets uendelige Torden igjennem
den vide Hal; thi et arpeggierende Strøg fra Spidsen
af Buen op til Froschen har hævet det med Haar be-
trukne Stykke Træ i Veiret, hvor det i gratiøs Stilling
staar stille i nogle Sekunder, beskuet af Mesterens
Blikke. Og atter paa nyt en bølgende, i Hurtighed vok-
sende, god, men dog ikke uhørt, Slutningssolo, - et
drillende (neckischer) Anhang af den sirlige Flageolet.
Umiddelbart derefter Bukning, - Aftrædelse, - uhyre
Brusen af Henrykkelse! - Og alligevel blev denne
Genialitet, som vi maatte smile over, overtruffen af en
anden, hvilken ingen vil nægte Finhed, og som ogsaa
af den Grund forekom to Gange uden at forfeile sin

SIDE: 243

Virkning. Virtuosen lod nemlig efter Stykkernes Slut-
ning den sarteste Flageolet-Oktav, meget langsomt
strøgen fra Froschen af, hviske piano og morendo, ind-
til den efter nogle Sekunder i den sagteste hendøende
Tone ganske unddrog sig det lyttende Øre, saa at der
intet mere blev tilovers end et indtil Buens Ende fort-
sat Strøg, der ufeilbart med magisk Kraft maatte gjen-
tone i Hørernes dybeste Sjæl; . . . det, som ikke længer
kunde høres, fremkaldte pludselig af sit intet en Jub-
len, som om man vilde forsøge, hvad et menneskeligt
Øre kunde udholde!

Desuagtet vilde det staa slemt til, hvis Manden ikke
havde noget bedre end det, vi nu har fremstillet; -
han har anvendt Flid, fortræffelig lært mangt og me-
get, ikke alene Kunststykker, men tillige Sang. Han
er en anden, naar han staar offentlig, end naar han
staar foran Kunstneren. Han véd at vurdere den ægte
Kunst og vakler, som let synes, imellem den og Kon-
certspil. Ved Koncertens Ende fløi tre grønne Kranse
hen til ham, tillige regnede der Digte, af hvilke dog
intet behagede at flagre ind i vor Loge. Gid Sandhe-
dens Gudinde til hans Fred maa have tilsmilet ham"

o. s. v.

Disse Kritiker gjorde dog ikke nogen synderlig Af-
bræk i Bulls Succes.

I Breslau gav han fem Koncerter og i Wien femten.
Efter en af disse blev han baaret besvimet hjem. Mange
høitstaaende Mænd indfandt sig ved denne Leilighed
hos ham for at spørge til hans Befindende.

Den norsk-svenske Minister i Wien, Grev Løven-
hjelm, en Broder af Ministeren i Paris, fortalte ham
under en Middag hos sig, at Fyrst Metternich ønskede
at se ham. Metternich behagede imidlertid at lade
dem vente mere end en halv Time, og da de saa
endelig blev indladte, begyndte han at tale med Lø-
venhjelm, hvorover denne glemte at forestille Bull. En-
delig henvendte Metternich sig til Bull med Spørgs-
maal, om han opholdt sig i Wien for sin Fornøielse.

SIDE: 244

Man gjorde sig den Uleilighed at svare for Bull: "Nei,
han er Kunstner," som om en Kunstner ikke kunde
reise i anden Hensigt end at skrabe Guld sammen. "Ah,
Herren er Kunstner, hvilket Instrument er det nu, De
spiller?" - "Jeg er Ole Bull," - svarede denne i sin
allerhøfligste Tone. - "Aha, jeg har ikke kunnet høre
nogen af Deres Koncerter; men jeg skal skaffe mig den
Fornøielse at høre Dem." Dette skulde vise, at Fyr-
sten havde Kunstneren i sin Magt for Penge, at han,
om han behagede, kunde leie ham til at forlyste Gjæ-
sterne ved hans Soiréer; men Bull svarede med den
sirligste Kulde:

"Ja, hvis Deres Ekscellence ønsker at høre mig, vil De
vistnok gjøre bedst i at skaffe Dem en Billet til en af
mine følgende Koncerter, da Deres mange vigtige For-
retninger uden Tvil forbyder Dem at besøge mig
hjemme hos mig selv, hvor jeg ellers med Fornøielse
skulde spille for Dem."

Derpaa afbrød Bull Audiensen med den Bemærk-
ning, at han nu maatte paa Prøve, da Klokken var to.
Dette i Forbindelse med den Maade, hvorpaa han mod-
tog en Indbydelse til at spille ved Hoffet, siger en
Wienerkorrespondent til "Leipziger allg. mus. Zei-
tung", gjorde ham næsten mere omtalt i Salonverdenen
end hans Spil. Han fandt, at Indbydelsen var affattet
i noget ydmygende Udtryk, og svarede derfor, at han
for 100 Dukater spillede i enhver Privatcirkel. "Hos
Wienerne," - skrev den Tids Korrespondent, - "som
kun er vante til ydmygt petitionerende Musikere, vakte
hint stolte Kunstnersvar den største Forbauselse."

I Wien boede en Violinsamler, den berømte Bankier
Rhaczek (udt. omtrent Rjatsjek), hvis Samling af
Strengeinstrumenter var bekjendt over hele Tyskland.
Ole Bull opsøgte ham naturligvis straks for at faa hans
sjeldne Skat at se, og da hans Ry havde naaet Rhac-
zeks Øren, faldt det ham ikke vanskeligt at faa ham
i Tale.

"Jeg véd allerede," - sagde Bøhmeren, - "at De har
et fortrinligt Udvalg af Violiner. Man nævner blandt

SIDE: 245

andre en Guarnerius af den store Mester; den maa
være fra Midten af det 18de Aarhundrede."

"Ja, den bærer Aarstallet 1742," - svarede Ole Bull,
- "og er en Guarnerius fra Tjenestepigens Tid."

Til Forklaring af disse Udtryk maa det bemærkes,
at der var tre Violinfabrikanter af Navnet Guarnerius,
hvoraf Josef Guarnerius var den største endnu uover-
trufne Mester. Imidlertid kan hans Violiner henføres
til to forskjellige Epoker. Den første omfatter den Tid,
da han endnu fulgte sin Lærer Stradivarius's Manér, i
Instrumenternes ydre Skjønhed og Fuldkommenhed.
Den anden begynder fra den Tid, da han gav sine
Lidenskaber Tøilen og slog sig til Drik og Letfærdig-
hed. Da havde han kun Hjælp af sin Tjenestepige, der
gik paa Torvet for at kjøbe Træ, men som med ud-
mærket Skjønsomhed altid valgte det fortrinligste; da
gav han sin Opfindelsesevne frit Løb, og den var trods
hans Udsvævelser dog altid rig og mægtig. I denne
Periode frembragte han lutter Mesterværker, der af
Kunstnere endnu betragtes som Undere. Det var i en
Kro eller hjemme sammen med sin Tjenestepige, at
han fuldførte disse Violiner med uformelige F-Huller
af et simpelt Udseende, men hvis bedre Sider giver en
saa kraftig og klangfuld Tone.

Ole Bulls Svar havde stærkt pirret Rhaczeks Violin-
stolthed. "Jeg har ogsaa," - sagde han, - "et Instru-
ment af den store Cremoneser. Se her!"

"Det er sandt," svarede Ole Bull, "men tillad mig at
bemærke, at det er af den tidligere Sort, og desuden er
det sprukket paa flere Steder."

Rhaczek sænkede Hovedet, og Bull skulde have havt
vanskeligt for at trøste ham, hvis han ikke havde hu-
sket paa hans berømte "Schatzkammer-Geige". Denne
"Skatkammerviolins" Historie er mærkelig.

Gasparo da Salo, den eneste, der kan maale sig med
Josef Guarnerius, levede i Begyndelsen af det 16de Aar-
hundrede. Han havde forfærdiget en Violin med saa
megen Omhu, og han var selv saa tilfreds med sit
Værk, at han vilde, at Benvenuto Cellini skulde ud-

SIDE: 246

skjære Grebet. Dette ender med to yndige lokkede
Englehoveder, et større og et mindre, der støtter sig
med Nakken mod hinanden. Resten bestaar af det
skjønneste Snitværk, og Forgyldningen og Farverne
svarer i Klarhed og Glans til det øvrige, skjønt de nu
er over 300 Aar gamle, eftersom Violinen skriver sig
fra 1532. Det Træ, hvoraf Gasparo da Salo betjente
sig, voksede paa Bjergene mellem Brescia og Verona,
hvor, paa Grund af den altid lige Varmegrad, Vegeta-
tionen skal have udviklet sig saa jævnt, at Linierne i
Veden stod nøiagtig lige langt fra hinanden. Bjer-
gene ved Brescia er nu blottede for Træer, og Magen
til Ved skal nu ikke være at overkomme, saa at denne
Mesters Værker er eneste i sit Slags og ikke kan efter-
lignes.

Kardinal Aldobrandini kjøbte Gasparo da Salos og
Benvenuto Cellinis Violin for 3000 Dukater og skjæn-
kede den til Kunst-Skatkammeret i Innsbruck, hvoraf
den fik Navnet "Schatzkammer-Geige", hvilket den si-
den har beholdt. Da de franske i 1809 erobrede Inns-
bruck, kom en Soldat i Besiddelse af Skatkammer-Vio-
linen og overlod den til Rhaczek for den ubetydelige
Sum af 400 Gylden.

Ole Bull vidste, at han ikke kunde smigre den gamle
Mand mere end ved at bringe Talen hen paa dette
Klenodie; han bad om at maatte se den.

Bøhmeren gjorde sig først kostbar og bad ham
komme igjen næste Dag; men Bull indvendte, at han
da skulde have Koncert, at han ingen Tid havde at
spilde, og tilføiede, at han vilde anse det som den
høieste Lykke at trykke Benvenutos og Gasparos her-
lige Arbeide i sine Arme. Rhaczek lod sig ikke længer
nøde, men gik ind i sit allerhelligste, hvor over 200
Violiner, Violonceller og Kontrabasser stod symmetrisk
ordnede, og hvor ingen anden end han selv maatte
sætte sin Fod. Han kom snart ud igjen, bærende paa
en ældgammel Kasse, prydet med Indlægninger og
Damasceringer.

"Denne kasse hører ikke egentlig til Violinen," -

SIDE: 247

sagde han; - "fordum eiedes den af et Kloster, og der
knytter sig mørke Minder til den; i den blev under
Trediveaarskrigen en Søn af en af Kurfyrsterne kvalt."
- Med disse Ord aabnede han forsigtig Kassen, og
Underviolinen laa aaben for Ole Bulls Øine. Han stod
henrykt og udstrakte Hænderne efter den; men Rhac-
zek stillede sig imellem ham og den gyldne Skat. Bull
vilde kjøbe den, han bød derfor sin hele oplagte For-
mue; men Eieren, der selv havde tilsat sin Formue
for at tilfredsstille sin Lidenskab, svarede blot: -
"Giv mig et helt Kvarter af Wien, saa vil vi se!" -
Han lovede dog Bull, at i Tilfælde af Afhændelse
skulde han have Fortrinet for enhver anden.

To Aar efter, da Bull opholdt sig i Leipzig, fik han
et Brev fra Wien fra Rhaczeks Søn:

"Min Herre!

Min Fader er død, og i sit Testament har han befalet
at oversende Dem Gasparo da Salos Violin."

Bull, som vidste, at Rhaczeks meste Formue netop
bestod i hans kostbare Instrumentsamling, vilde dog
ikke modtage den som Gave til Arvingernes Skade, og
sendte derfor hans efterladte Familie med et Taksi-
gelsesberv to tusinde Speciedaler.

Fra Wien gjorde Ole Bull en Kunstreise i Ungarn
og gav Koncert i Pesth og i Raab, samt under Land-
dagen fire i Presburg.

Ogsaa i Pesth erhvervede han en sjelden Violin, i
hvis indvendige læstes: "Antonius Stradivarius cremo-
nensis faciebat anno 1687". Det er den eneste, hvorpaa
Mesteren har anbragt Forsiringer af Ibenholt og Elfen-
ben. Den blev forfærdiget til Filip den Sjette af Spa-
nien og gik siden i Arv hos de spanske Konger, indtil
den under Karl den Fjerde blev røvet af de franske i
1808. Den var siden en Tid lang i Hr. Kovats Besid-
delse. Bull kjøbte den for 4000 Fr. af en Dilettant, der
havde tilhændet sig den for dens smukke Udvortes
Skyld. Dens Tone var aldeles udskjæmt; men under
Bulls Hænder fik den sin ædle, rene Klang igjen.

Atter vendte han tilbage til Wien, hvor han paa ny

SIDE: 248

gav fem Koncerter, fremdeles for fuldt Hus, og hvor
Kritiken bemærkede, at "Norges Fjelde" og Udførel-
sen af et Stykke af Mozart "havde forsonet ogsaa hans
mest haardnakkede Modstandere og forenet alle Stem-
mer til hans Ros."

Over Linz tog han til Salzburg, Mozarts Hjem, og
gav der en Koncert til Oprettelsen af et "Mozarts Fond",
ved hvilken ogsaa den "Uopnaaeliges" Enke var til-
stede.

Engageret til Paris for i Januar 1839 at give Koncert
paa den store Opera, ilede han did over München,
Baden-Baden og Strassburg, paa hvilke to første Ste-
der han traadte op.

I Sommeren 1839 gik han tilbage til Tyskland, gav
en Koncert i Karlsruhe og to i Stuttgart, hvor Kongen
af Würtemberg beærede ham med en Brillantring.

Senere gav han to i München og vandt navnlig Enke-
dronningens Bifald. Han ikke blot spillede hos hende
privat; men hun fik ogsaa tilbagekaldt et Forbud mod
en tredie Koncert, der mentes at skrive sig fra, at
Kongen havde fundet sig stødt over, at Bull paa en af
de første ikke havde vist ham sømmelig Ærbødighed
nok ved sin Fremtræden.

Mod Enden af Juni befandt Bull sig atter i Kassel
og vandt der et overordentlig Bifald. Derefter i Augs-
burg, Stuttgart, Nürnberg, Frankfurt, Mainz, Bonn,
Mannheim, Speier, Landau, Karlsruhe og Heidelberg,
hvorpaa han atter, i December 1839, begav sig til Paris.

Bulls Hensigt at træde op paa Operaen, blev dog
tilintetgjort ved en Intrige af Schlesinger, Udgiveren af
La revue musicale, hvorfor han indlod sig med The-
atre de la Renaissance.

Med Tab af sit Honorar, ubarmhjertig recenseret, paa
en fiendsk Fod med Schlesinger, Berlioz og mange
andre af Stadens større Musikere, gik han saa i For-
aaret 1840 over til London med som Sekretær
en Harpenist Morandi, som han havde kjendt i Bo-
logna.

Denne Person indviklede Bull i et eget Eventyr.

SIDE: 249

Kommen under Veir med, at han ikke var at stole paa,
vilde Bull uden videre Hensyn skille sig ved ham med
Tab af en Sum forskudte Penge. Men en Dag, som han
opholdt sig hos Liszt for at spille over med ham til en
Koncert i det filharmoniske Selskab og just gik og
ventede paa sin Violin, efter hvilken der var sendt
Bud til Hotellet, indfinder Værten sig i egen forfærdet
Person med den Efterretning, at et Par Retsbetjente alt
i et Par Timers Tid havde laveret op og ned udenfor
Hotellets Porte for at arrestere ham - efter Rekvisi-
tion fra Morandi. Aarsagen vidste han ikke. Selv holdt
Morandi sig ved et Gadehjørne for at have den Glæde
at se Bull ført bort af Konstablerne og saaledes ogsaa
hindret fra at træde op. Klokken var nu tre; og Bull
holdt det for raadeligst at opholde sig hos Liszt til
Kl. 12 Midnat, da han listede sig hjem.

Den følgende Dag tog Bull hen til Grev Bjørnstjerna
for at søge Beskyttelse, og denne gik ham straks paa
det beredvilligste tilhaande. Bud blev sendt efter Mo-
randis Advokat, og af ham fik man da vide, at Mo-
randi krævede 60 Pund Sterling som Godtgjørelse for
Ophævelsen af Kontrakten. Han havde to Vidner, og
da han risikerede, at Bull naarsomhelst kunde reise
bort, maatte Bull undskylde, at man havde grebet saa
strenge Forholdsregler.

Bjørnstjernas Hotel laa ved en Square, og fra Vin-
duerne kunde man se Konstablerne paa Vagt for at
arrestere Bull, naar han kom fra Gesandten. En Ka-
briolet blev kjørt op, og medens en af Bjørnstjernas
Tjenere, hyllet i Bulls Kappe, jog derfra i skarpt Trav
og straks blev forfulgt, kjørte Bull i Grevens Ekvipage
til St. James, hvor han skulde spille for Dronning
Victoria. Følgende Dag fortsattes Beleiringen, hvor-
efter Bull kapitulerede paa 20 Pund og maatte slaa en
Streg over udlagte 1,200 Fr.

Bull spillede nu sammen med Liszt i det filharmo-
niske Selskab (grande Sonate af Beethoven) og blev
kritiseret fra en Kant med, at Beethoven, om han havde
hørt det, vilde have vendt sig i sin Grav, og fra en an-

SIDE: 250

den med, at man maatte unde Beethoven at komme op
derfra for at høre den. Filharmonisterne selv konden-
serede derimod sin Kritik i en prægtig Sølvkaffekande
med Inskription.

Over Antwerpen og flere af Rhinstæderne, hvor han
gav Koncerter, blandt andet i Heidelberg til Fordel for
en gammel Musiker, returnerede han til Paris, hvorfra
han snart atter foretog en Udflugt langs Rhinen til
Stæderne i den samle schwabiske Kreds.

Paa Reisen til Berlin traf han i Baireuth flere af
sine Gøttinger-Venner igjen, og de fandt i hans ung-
dommelige Væsen den samnme Mand, som var med
paa Rulladen til München hos den gode Borgermester
med Vinkjælderen under Huset.

I Berlin foregik Kong Wilhelms Kroning med stor
Stas og Pomp, og Bull anmodedes af de brandenburg-
ske Stænder om at forherlige deres Fest med sin Violin.
Som Æresgave modtog han et overordentlig brillant
Signet.

Berlin var fuld af fyrstelige Herskaber og tilstrøm-
mende fremmede, saa at Bull kunde give seks gode
Koncerter.

Det samme Antal gav han i Leipzig, hvorhen han
kom over Potsdam og Frankfurt. Af det derværende
musikalske Selskab "der Tunnel" erholdt han en Sølv-
pokal med en liden Apollo med Lyraen paa Laaget
og en Inskription med Datoen, da han spillede i Sel-
skabet.

Efter at have besøgt flere af Mellemtysklands Byer
drog han gjennem Dresden, hvorhen hans Hustru nu
var kommet fra Paris og opholdt sig den Vinter. Han
gav her to Koncerter, og derpaa i det musikalske Prag
under umaadeligt Bifald tolv. Der komponerede han
i Begyndelsen af 1841 sin concerto i E-moll og "Gruss
aus der Ferne", (Largo posato e rondo capriccioso).

Fra Breslau tog han til Warschau, hvor han paa
Amnodning af Paskiewitsch spillede Polacca guerriera;
men den følgende Dag fik han fra flere Kanter ind-

SIDE: 251

stændige Anmodninger om ikke oftere at spille et
Nummer, der ikke kunde andet end fornye Polakker-
nes Smerte over sin tabte Frihed. Paa de følgende
Koncerter gav han den derfor ikke.

Over Wilna reiste han til St. Petersburg, men faldt
her i en heftig Sygdom, der forhindrede ham fra at
give mere end to Koncerter.

Efter Helbredelsen besluttede han at styrke sig og
hvile ud i nogen Tid paa sin Fædrenegaard Vale-
strand ved Bergen.

Sommeren tilbragte han nu i Ro paa sin Eiendom.

Først sent paa Aaret, den 16de November, frem-
traadte han paa nyt, idet han i Bergen gav en Koncert
til Indtægt for et nys oprettet Prøveasyl, hvorved han
sikkrede denne Indretnings fremtidige Bestaaen, efter-
som Udbyttet beløb sig til 530 Spd.

Paa en ny Kunstreise til Udlandet kom han den 7de
December til Kristiania og gav først til forhøiede Bil-
letpriser en Koncert for overfyldt Hus til bedste for
Theatrets Pensionsfond, hvorved dette svagt begrun-
dede Fond fik en Indtægt af 500 Spd., og derpaa til
sædvanlige Priser en Koncert for sig selv. Det var sær-
lig den nye Komposition "Norges Fjelde," som denne
Gang begeistrede Hovedstaden og bragte Aviserne til
at strømme over af Lovtaler.

Inden hans Afreise blev der givet ham en Afskeds-
fest i Frimurerlogen. Da Ole Bull traadte ind, blev
han modtagen af et Sangerkor med følgende Sang af
A. Munch til en Melodi af hans egen Polacca guerriera: 

Vinterskyer tunge drage
over Norges bratte Heider -
kan dog ikke med sig tage
den Musik, som Fjeldet eier;
thi derinde
én kan finde
Sommertidens Duft af Linde.

SIDE: 252

En af alle kan oplukke
vore dybe, tause Dale,
lade Ekko sagte sukke,
give Skoven Sang og Tale.
Se, - der staar han!
Sligt formaar han
med sit Buestrøg at male.

Før vi ham paa ny skal miste,
vil en Melodi vi fange,
for at bringe ham vor sidste
Hilsen i hans egne Sange.
Derved tænke
vi at lænke
ham til os paa fjerne Gange.

Bred din Vinge, stolte Svane!
ud kun over Sydens Lunde -
Fædrehjemmets stille Vane
aldrig Du dog glemme kunde.
Derfor bæver,
derfor lever
høit dit Navn paa Landsmænds Munde.

Ved Bordet blev flere Sange til hans Ære afsungne,
og Digte fremsagte, hvorpaa Ole Bull lod hente sin
Violin, og spillede flere af sine deiligste Melodier med
en Varme, en Begeistring og en bævende Klang, der
uimodstaaelig henrev de tilstedeværende og bragte dem
til at tro aldrig før at have hørt ham spille saaledes.
Tilsidst fulgte Deltagerne ham en masse til hans Hjem
og bragte ham et tredobbelt "Leve"!

Den 22de Januar forlod Ole Bull Kristiania og begav
sig over Fredrikshald og Göteborg til Lund, hvor han
gav to Koncerter for fuldproppet Hus. Billetternes op-
rindelige Pris var særdeles moderat, nemlig en Riks-
daler Banko; men paa anden og tredie Haand blev
der givet indtil 10 Rdl. Stykket. Efter hvert Nummer
Bifaldsstorm, og da den sidste Koncert var endt, hil-

SIDE: 253

sedes han paa Tilhørernes Vegne af Prokansleren,
Biskop Faxe, med en vakker Tale, hvilken høie Æres-
bevisning Bull besvarede med "de mest fortryllende og
følelsesfulde Fantasier paa sin Violin". Da han reiste,
bragte Studenterne ham i stort Optog sin Afskedshilsen
med Sang og Vivatraab.

Den 19de Februar tog han til Hamburg og gav der
i Løbet af Marts Maaned tre Koncerter for overfyldt
Hus.

Derfra til Amsterdam, hvor han med seks glimrende
Koncerter fuldstændig begeistrede selv de seige Hol-
lændere. Først i Juni Maaned forlod han Staden og
vendte via Hamburg tilbage til Bergen. Did ankom
han den 16de Juli, og kort efter gav han Koncert paa
det dramatiske Selskabs Theater.

I September var han atter i Kristiania og assisterede
den svenske Sangerinde Beata Juringius. Først imod
Slutningen af December optraadte han selv, idet han
gav to Koncerter og da to nye Kompositioner: en Not-
turno "til hende" og "Vildspel i Lio", samt
det berømte Nummer af L. Spohr, som han i yngre
Dage oftere havde spillet, Concerto in modo di scena
cantante.

Det var ved den Tid, at den ærgerlige Pratté-Epi-
sode begyndte, som under Ole Bulls senere Besøg i
Sverige skulde volde ham saa megen Ubehagelighed.

Den svenske Harpenist Pratté, der paa denne Tid
opholdt sig i Kristiania, skrev nemlig, efter en eneste
Gang at have hørt Ole Bull paa hans første Koncert,
en Piece, der paa en høist plump og tendentiøs Maade
gik ud paa at frakjende ham alt Værd som Kunstner
og Komponist. Denne Piece sendte han til en be-
kjendt i Stockholm tilligemed et Brev fuldt af de den
Gang anslaaende Insinuationer om Svenskehad, om at
Bull i Norge lagde Hindringer i Veien for svenske
Kunstnere, at han havde udtalt sig fornærmeligt om
Medlemmerne af det kongelige Kapel i Stockholm, at
han stod i Spidsen for et Selskab, der kaldtes "Trop-
pister" (sic!), der havde gjort sig til særlig Opgave at

SIDE: 254

modarbeide de svenske i Kristiania o. s. v., o. s. v.
Brevet, der gik rundt i Stockholm og tilsidst nedlagdes
paa "Aftonbladets" Redaktionskontor, gjorde sin na-
turlige Virkning, den at egge Opinionen imod Bull;
men dette rigtignok kun for senere, da Løgnagtigheden
tilsidst blev afsløret, at berede ham en desto eklatan-
tere Opreisning i Broderlandet.

At Henrik Wergelands gode Navn ogsaa har været
forsøgt indbragt og beklikket - og det som en Fiende
af Ole Bull! - vil ses af Bulls Breve fra denne Tid
til sin Hustru; men af Wergelands egne Skrivelser til
Bull vil man ogsaa se, hvorledes han med Kraft og
paa det klareste vidste at blotte Beskyldningerne.

Den 26de Decbr. tiltraadte Bull sin Reise til Sverige
ledsaget af Skuespiller Ad. Rosenkilde som Sekretær.
Da det blev bekjendt paa Kongsvinger, at han vilde
overnatte ved Odalens Jernværk, samledes en stor Del
af Omegnens Beboere for at modtage ham med et Fak-
keltog og ledsage ham did. Til Tak spillede Ole Bull
flere Nummere under stor Begeistring.

Gjennem Karlstad og Ørebro, paa hvilke to Steder
han gav Koncert, gik han til Upsala.

Ogsaa her var det hans Hensigt at spille for Stu-
denterne, likesom i Lund; men et ubehageligt Optrin
bragte ham til for det første at opgive det.

"Da jeg nemlig" - redegjorde Bull senere for Fak-
tum i svenske "Aftonbladet" - "omtrent Klokken et
om Natten havde naaet Upsala, og min Kusk holdt
stille for at spørge efter Gjæstgiveriet, omringedes
Vognen af en Flok støiende unge Mennesker, der gav
de forskjelligste Beretninger om Gjenstanden for Fore-
spørgselen. Da de i den muntre Stemning, hvori de
var, tillod sig adskillige Udskeielser saavel mod min
Kusk som mod Skydskarlen, vilde min Ledsager, Hr.
Rosenkilde, stige ud af Vognen for at komme dem til
Hjælp, hvilket jeg dog forhindrede, da jeg dels mente,
at det hele ikke havde stort at betyde, dels havde be-
sluttet at vogte mig vel for alt, hvad der senere kunde

SIDE: 255

afgive mindste Skin af Grund til at tillægge mig noget-
somhelst Skyld i Brøden. Da nu en af Herrerne ved at
høre min Ledsagers danske Tale yttrede sig med Haan
om en dansk i Forhold til en svensk, spurgte jeg med
al mulig Koldsindighed ud af det andet Karetvindu, i
hvad Forhold han da fandt, at en Nordmand stod til
en svensk? - hvorpaa Svaret lød, at en Nordmand vel
kunde anses for at være 3/4 Parten af en svensk. Jeg
takkede for god Underretning og befalede min Betjent
at kjøre videre, hvilket imidlertid blev forhindret af
en Person, der søgte at bestige Kuskebukken og derfra
at nedstøde Betjenten. Da hans første Forsøg mislyk-
kedes, henvendte han sig til mig med Spørgsmaal, om
jeg havde noget imod, at han pryglede min Betjent.
Jeg forsikkrede, at jeg intet havde derimod, naar han
paa den anden Side vilde finde sig i for hvert Øre-
figen, han gav Kusken, at faa to igjen. Personen lod
til at studse herover og veg et Par Skridt tilbage, hvor-
paa han spurgte, om jeg var Ole Bull, og, da dette
blev besvaret bekræftende, skreg han: "det är lögn!"
Imidlertid var en af Herrerne saa artig at vise os hen
til Gjæstgivergaarden, hvor han forlod os med den
Yttring: "vi råkas på koncerten."

Uagtet jeg ikke erkjender nogen Menneskes Beføielse
til at kalde mig til Regnskab for min Handlemaade,
hvor jeg ikke har krænket nogens Ret, uagtet jeg tror
ikke at burde være udelukket fra den almindelige Men-
neskerettighed selv at kunne bestemme mine Hand-
linger, skal jeg dog ikke undslaa mig for her i Kort-
hed at gjøre rede for mine Motiver for at forlade Up-
sala uden at lade mig høre, idet jeg nærer det Haab,
at et dannet og upartisk Publikum vil føle og give mig
Ret i, at det var noget ganske andet end "Nykker", som
derved ledede mine Skridt.

Jeg havde lagt min Vei over Upsala i den Hensigt,
ligesom i Lund at indbyde Studenterkorporationen til
at bivaane min Koncert, idet jeg nærede den glade
Fortrøstning, at den dannede Ungdom ved Sveriges
første Universitet med Velvillie gjennem mig vilde

SIDE: 256

modtage en Tonehilsen fra Broderlandet og skjænke
mig sit Bifald. Omendskjønt den i og for sig ubety-
delige Affære, som fandt Sted ved min Ankomst til
Upsala, vistnok hverken kunde i den Grad fornærme
mig, at jeg derover skulde forlade Staden i "Vre-
desmod", eller bringe mig til at begaa den Uret-
færdighed at lægge en talrig og hæderlig Korporation
det til Last, som nogle ubesindige, unge Mennesker har
begaaet, vil dog enhver, som med nogenlunde Skjøn-
somhed og Upartiskhed betragter Forholdene, indse, at
jeg derved maatte være bleven sat i en Sindsstemning,
der ikke kunde harmonere med den Opgave, jeg havde
at løse. Der var altsaa ikke Forbittrelse over den lidte
Uret eller Uvillie mod Upsala By og Studenterkorpora-
tionen, men Mismod og Forstemthed, der bragte mig
til saa hurtigt at forlade en Stad, som jeg baade ønsker
og venter at gjense under gunstigere Forholde; thi in-
gen erkjender mere levende end jeg, at det er Kun-
stens Maal at forene, ikke at adskille.

Ole Bull."

Disse Misforstaaelser opklarede sig, som rimeligt,
snart; anderledes med de af Hr. Pratté udspredte Ryg-
ter, der endnu en Tid skulde besværliggjøre hans of-
fentlige Optræden i Sveriges Hovedstad.

I Stockholm spillede Ole Bull paa en Koncert, som
Dronningen lod opføre paa Slottet i Anledning af Kon-
gens Navnedag den 28de Jan., og udførte da sine
variazioni di bravura og "Norges Fjelde", der vakte
almindelig Beundring.

Til sin første Koncert i den store Sal paa Ridder-
huset den 4de Februar fik Ole Bull derimod paa
Grund af de Prattéske Historier ikke Bistand af det
kongelige Kapel, som det hed, fordi den store Theater-
fest, der forestod den 6te Februar, tog alle Kræfter i
Beslag. Han benyttede i Stedet det Lindebergske Or-
kester, som ogsaa gjorde sine Sager ret godt.

Koncerten hædredes med Dronningens, Kronprin-
sens, Kronprinsessens og et Par af de yngre Prinsers

SIDE: 257

Nærværelse. Ole Bull blev straks ved sin Indtræden
modtagen med stærke Haandklap og Bravoraab, og
stormende Bifaldsyttringer ledsagede ethvert af hans
udførte Nummere, saa at Publikum paa den mest be-
tegnende Maade lagde for Dagen sin Misbilligelse af
den mod ham brugte Fremgangsmaade.

Den følgende Dag, Søndagen den 5te Februar, Kong
Karl Johans 25-aarige Regjeringsjubilæum, havde Ole
Bull indbudet samtlige i Stockholm værende Nord-
mænd til en musikalsk Aftenunderholdning, hvor Sel-
skabet blev sammen til Midnat i den muntreste Stem-
ning, begeistret af Folkemelodierne, der i henrivende
Improvisationer klang fra Bulls Violin. Ved Aftens-
maaltidet udbragte Ole Bull Kong Karl Johans Skaal,
der blev ledsaget af tre Gange tre gjentagne Hurraer.

Fra Professor Geijer modtog han nu en Indbydelse
"saaledes, som Geijer kan skrive den", til at komme
til Upsala og der lade sig høre.

Bull kom og indbød hele Studenterkorporationen til
sin første Koncert den 17de Februar; han spillede
under en stadig Bifaldsstorm, og da han blev frem-
kaldt, varierede han over Folkevisen Liten Karin, der
blev ham opgiven af Geijer.

Efter Koncerten modtoges han i Vestibulen af Stu-
denterne, som under Sang ledsagede ham til Hotellet,
hvor han yttrede sin Taknemlighed i nogle Ord, der
atter besvaredes med Hurraraab.

Senere paa Aftenen gaves ham en Fest i "Gillets
stora Salon", hvortil saa mange Studenter havde ind-
fundet sig, som salen kunde rumme. Skaalerne, der
udbragtes af curator curatorum, "for Ole Bull!" - "for
Norge!" - "for Professor Geijer!" - ledsagedes af run-
gende Hurraraab.

Ole Bull, "hvis aabne, glade og elskværdige Væsen
tilvandt ham alles Hengivenhed", takkede for sin
Skaal i et varmt og begeistret Foredrag, og da det led
ud paa Aftenen, kunde man i Lysningen paa Sneen
udenfor Vinduerne se Skyggen af to Menneskefigurer,
der løftedes op under Taget. Det var Ole Bull og Erik

SIDE: 258

Geijer, der bares paa Guldstol! Magister Bergman og
Digteren Nybom udbragte begeistrede Skaaler. Ved
Midnatstid adskiltes Selskabet, dog ikke førend man
havde kranset Ole Bull, hvorefter han under Sang og
Jubel ledsagedes til sin Bopæl.

Opfordret af Nationernes Kurator, gav han endnu en
Koncert inden sin Afreise, og denne Gang i "stora
Gillesalen", hvor han, efter eget Sigende, havde mod-
taget den største Hædersbevisning i sit hele Liv.

Denne Gang spillede han Polacca guerriera, Not-
turno og "Norges Fjelde". Ved Slutningen af "Norges
Fjelde" gik Tilhørernes Bifald over i Jubel, og saavel
Erkebiskopen som Professor Geijer traadte frem og
takkede ham.

Den 21de vendte han tilbage til Stockholm for straks
at tiltræde Reisen til Danmark og videre ud i Europa.

Han gav Koncerter for overfyldt Hus i Norrköping,
Linköping og Jönköping, i hvilken sidste By han traf sin
gamle Lærer Lundholm, der kom kjørende ham imøde.

Da han den 10de Marts passerede Ljungby, samlede
Efterretningen om hans Ankomst en Mængde Menne-
sker fra Omegnen. Han opfyldte deres Begjæring om
at faa høre ham og spillede under overstrømmende
Bifald og Begeistring.

I Kjøbenhavn underrettede Bull straks Studenter-
foreningen om, at han havde en Hilsen at bringe dem
fra Brødrene i Upsala; og om Aftenen blev der et Lag,
hvor Bull kom med sin Violin.

"Der klang fra Strengen saa mild en Røst
med Vennebud ifra Uplands Sale," -

blev der i den Anledning skrevet, og:

"Spænd kun din Bue,
slyng dine Pile!
Brystet ei bløder
ved blidere Saar."

Ogsaa her blev han fulgt hjem af Studenterne og
hilset med Hurraer under Vinduerne.

SIDE: 259

Understøttet af et fem og seksti Mand stort militært
Musikkorps gav han nu i Ridehuset tre Koncerter for
flere tusinde Tilhørere, derpaa en "Kvartetkoncert" i
Hotel Angleterre, hvorhos han spillede for Kongen, der
forærede ham en prægtig Brillantring.

I Kjøbenhavn befandt sig netop paa samme Tid
Violinisten Ernst og Pianisten Døhler. Bull boede i
samme Hotel som Ernst, og uagtet der laa en vis Riva-
litet i Luften, herskede der dog den bedste Forstaaelse
mellem de tvende Kunstnere. De var gamle Venner og
havde været daglige fortrolige Kammerater i Ung-
domsaarene i Paris.

Det var sammen med Ernst og et Par andre unge
Kunstnere, at Bull engang i de Dage havde ladet sig
engagere af en Hertuginde til at spille paa en Soirée. An-
komne i Forgemakket, fandt Bull, at man var noget
negligeant og lod dem vente utilbørlig længe. Han var
krænket og utaalmodig. Endelig ses Døren at aabne
sig - for en liden deilig Bologneser, der med rasende
Gjøen styrter løs paa Bull. Da han ikke tager nogen
Notitse af den, farer den i Benene paa Ernst, der var
nervøs og synlig ængstelig for den. Den skulde heller
ikke komme til at gjø mere i dette Liv; thi et Spark
af Bull sendte den op mod Loftet med en Force, saa
at den faldt død ned. Lige efter kommer Hertuginden
og styrter sig jamrende hen til Hunden. Hun befaler
dem med udstrakt Haand og lynende Øine at gaa sin
Vei. - "Øieblikkelig, min Naadige!" - siger Bull, idet
han nærmer sig med sit bedste Smil og udsøgteste
Buk - "intet hellere . . . Kun maa jeg gjøre opmærk-
som paa, at jeg" - han peger paa ny med Fingeren
mod sit Bryst - "jeg er responsabel lige over for mine
Kammerater, - dHrr. Kunstnere der! - for de over-
enskomne fem og tyve Louisd'orer . . . og før Deres
Naade har ordnet den Sag med dem, kan jeg desværre
ikke opnaa den Fornøielse at forlade Værelset."

Summen gik til en ekscellent og høist belivet Mid-
dag.

SIDE: 260

Den kjøbenhavnske Kritik forstod ogsaa at bedømme
Bull og Ernst saadan ved Siden af hinanden, at ingen
af dem tabte paa Jevnførelsen.

Den 7de April forlod han Kjøbenhavn, gav i Kiel
to Koncerter, i Hamburg én, i Bremen to og der for
første gang det paa denne Reise komponerede Num-
mer: Siciliano e Tarantella, der blev modtaget med
enthusiastisk Bifald.

I Bremen fik han Indbydelse fra Hannover, Olden-
burg, Schwerin og flere Stæder til at komme og give
Koncerter.

Han kunde dog blot følge Indbydelsen fra Olden-
burg, hvorfra han atter begav sig tilbage til Hamburg.
En Kritik i et Blad dersteds over ham som Komponist
foranledigede ham nu til at udgive nogle av sine
Kompositioner hos Schubert i Hamburg i et Hefte,
indeholdende Variazioni di bravura, La preghiera
d'una madre og Adagio religioso notturno, hvilke Sa-
ger af Kritiken mødtes særdeles gunstigt.

Han vendte nu tilbage til Kjøbenhavn, og trods den
usædvanlig rige Anledning, Kjøbenhavnerne i den
nærmest foregaaende Tid havde havt til musikalsk
Nydelse, idet baade Döhler og Ernst under Bulls Fra-
værelse havde vedblevet med at give en Række af
stærkt besøgte Koncerter, blev han dog modtagen med
om muligt end større Jubel end før. Ved enhver Indtræ-
delse hilsedes han under sin Koncert den 10de Juni
med Haandklap og Bravo, og de stærke Bifaldsyttrin-
ger, der ledsagede ethvert Nummer, blev især stor-
mende efter Polacca guerriera og Siciliano e Taran-
tella. Efter den sidste overøstes han af en formelig
Blomsterregn under Bravo- og Dacaporaab. Han gjen-
tog den da og indflettede en dansk Folkesang, som
han forbandt med en norsk, og da denne var endt,
udbrød Publikum i et enthusiastisk: "Leve Ole Bull!"

I Juni forlod Ole Bull Kjøbenhavn for atter at be-
søge Kristiania.

Paa den samme Dampbaad reiste ogsaa Oehlenschlä-
ger, som i Anledning af dette Samvær i sine Erindrin-

SIDE: 261

ger har udtalt sin Opfatning af Ole Bull og opbevaret
enkelte karakteristiske Træk. Han skriver om ham:

"I 1843 reiste jeg altsaa med min yngste Søn Wil-
liam til Norge. Som medreisende fulgte os Violinisten
Ole Bull, der med sit sjeldne Talent har faat ikke blot
europæisk, men Verdensberømthed. Jeg havde ofte
havt Leilighed til at beundre denne sjeldne Kunstner,
men ogsaa til at forundre mig over ham. Hans Liv
er mærkværdigt: hvorledes han som en fattig, ukjendt
Musiker kom til Paris, og dreven af den yderste Nød
havde isinde at ende sit Liv i Fortvivlelse, da han
blev reddet, kjendt, hørt, paaskjønnet, elsket, gift, og
erhvervede sig snart ved sine Koncerter en klækkelig
Formue. Hans musikalske Præstationer var et Ud-
tryk af hans egen Karakter, en besynderlig Blanding af
elskværdig, barnlig Godmodighed og Ømhed, ofte af-
brudt af urolig Opfarenhed. Saaledes afvekslede de
skjønneste smeltende Toner og genialske Fantasier med
pludselige Hvin paa Strengene. Det var, ligesom om Bull
fandt Fornøielse i med lunefuldt Vægelsind at tilintet-
gjøre den milde, høitidelige Stemning, han selv havde
vakt, og at støde de Tilhørere, han nys havde hen-
rykt, med et Bizarreri, der ikke beherskede ham, men
som han i stolt Lune fremkaldte, naar han vilde. Han
kom mig tidt for som en Maler, der viser os et deiligt
Billede, han nys har fuldendt, og ligesom vi ville be-
tragte det nøiere, farer over det med Penselen og slet-
ter det ud igjen. Dog maa man lade ham vederfares
Ret: mangt et deiligt Stykke hørte vi uden at det saa-
ledes blev afbrudt, og det er høist sandsynligt, at
denne Manér i en modnere Alder har aldeles forladt ham.
Ingen spillede saa yndigt som han en Adagio af Mozart;
her fornegtede sig aldeles disse skurrende Træk af en
altfor heftig Personlighed. Jeg siger, han var lige saa-
dan i sit Liv; han gjorde undertiden det gode ondt, men
med den Barnlighed, der klædte den stærke, smukke,
unge Nordmand saa vel, kostede det ham heller intet
at gjøre det onde godt igjen.

Da han engang paa Skibet havde mishaget mig, og

SIDE: 262

jeg gik hen og satte mig paa en Bænk, kom han kort
derpaa hoppende paa alle fire hen til mig og gjøede ad
mig som en Hund. Dette var nu en ligesaa original
som elskværdig Maade at tilveiebringe Forsoningen
paa og faa den forstemte til at le.

Han besøgte mig flere Gange i Kjøbenhavn. I Kri-
stiania, hvor hans lille, smukke Kone boede, der som
Pariserinde ikke ret kunde finde sig i Norden, var jeg
til Middag hos ham, og da vi reiste, var han saa god
at laane os en af sine mange Vogne til Bergen, hans
Fødeby, hvorhen han ogsaa snart vilde reise. Han var
overmaade stærk; hans Arme var som støbt Jern, og
det kan gjerne være, at det var den altfor stærke Le-
gemskraft, der undertiden utaalmodigt afbrød de milde
Toner, medens han slog med Hovedet, saa at Haarene
faldt ham ned i de smukke brune Øine. Et Bevis paa
hans Godmodighed er, at han laante mig sin bedste
Vogn til denne Reise. Selv havde han isinde at kjøre
i en med tre Hjul; men, da man forestilte ham, hvor
farligt det var, valgte han en stor Vogn, der ikke ret
holdt Spor, hvori han ogsaa engang væltede og nær
havde brukket Halsen. Da han spillede for Kongen i
Kjøbenhavn, og Frederik den Sjette spurgte ham om,
"af hvem han havde lært sin Kunst," - svarede han:
- "af de norske Fjelde, Deres Majestæt!" - Kongen,
som ikke var vant til slige poetiske Talemaader og
havde ventet at høre et Menneskes Navn, fortsatte ikke
Samtalen videre." -

I Kristiania gav Ole Bull allerede den 28de Juni en
Koncert, hvor han da spillede Siciliano e Tarantella,
som her blev modtagen med det samme Bifald som i
Danmark og Hamburg.

Faa Dage efter reiste han til Trondhjem og spillede
paa Veien did op for Brøndgjæsterne ved Eidsvold.
Han besteg ogsaa "Snehætten".

I Trondhjem gav han for fuldt Hus tre Koncerter.
Ved den første savnede vistnok en Hr. "sch." i "Nord-
lyset" "i Ole Bulls Spil den Gnist, der lynede frem
under Prattés Fingre", men efter de to følgende Kon-

SIDE: 263

certer tilbagekaldte den strenge Kritiker selv sin Dom,
idet han fandt, at Ole Bull dog var en "ægte Søn af
Apol!" Efter indstændige Opfordringer optraadte Bull
endnu en fjerde Gang den 2den August, Aftenen før
sin Afreise, idet han paa Theatret mellem Stykkerne
spillede "Norges Fjelde" og Polacca guerriera.

Paa Nedreisen til Bergen lod han Sig høre i Kristian-
sund og derpaa, medens Dampskibet ventede, paa en
improviseret Formiddagskoncert i Molde.

I Bergen gav han sammen med den ældre Rosen-
kilde to Aftenunderholdninger, og inden sin Afreise en
Koncert.

Mod Slutningen af August var han igjen i Kristiania
for derfra at tiltræde en alt længe paatænkt Reise til
Amerika.

Den 11te September holdt han sin Afskedskoncert og
afreiste den 16de med sin Hustru og sine tre Børn til
Kjøbenhavn, hvorfra han denne Gang efter kun faa
Timers Ophold tog videre til Hamburg.

Hans Hustru, der havde fulgt ham til Norge, flyttede
nu under hans Fraværelse igjen til Paris.

Det var i Anledning af denne hans Afreise til Ame-
rika at Wergeland skrev sit melodiøse Afskedsdigt til
Bull:

NORGE TIL AMERIKA VED OLE BULLS DIDREISE

O Amerika, betro'd
har jeg Dig med ængstelig Ahnen
ham, min Fattigdoms Klenod,
ham, mit Hjertes bedste Blod!
- Lad Platanen
kjærligt ham imødebruse,
Alleghannen
ham i venlig Grotte huse,
Susquehannen
som en dæmpet Harpe suse
ham, min Elskling, ham imod!
- - -

SIDE: 264

Thi hist vest, did Du vil fly,
er min egen Friheds Kjerne
vokset i Plataners Ly,
baaret hid paa svanger Sky.
Derfor gjerne
vilde jeg taknemlig sende
til dens fjerne
Fosterland ved Havets Ende
herlig Stjerne,
og af dem, som hjemme brænde,
straaler ingen med dit Ry.

Her hidsættes ogsaa Wergelands stolte Digt:

FØLG KALDET!

Kongeørn, med Lænke spændt
om sit Ben, og Vingen brudt,
som i over tyve Aar,
siden den blev halvdød skudt,
har for simpel Gaardhund tjent
paa en ensom Bondegaard,
 lider dog
ei den arme Digters Vaande,
som i lidet Folk er født,
hen i Verdens Hjørne stødt,
 med et Sprog,
som ei rækker fra sin Krog
længer end dets Læbers Aande.

Han er lig en Klokke, dækket
til med tykt og fugtigt Teppe,
lig et Rosentræ, der stækket
er indunder mørke Skjeppe.
Geniussens Vinger sprede,
løs at lade da sin Aand,
som de lykkelige andre,
der til Millioner kvæde,
var at ville Verden vandre
rundt i snevre Tøndebaand.

SIDE: 265

Heller som en Indian
født imellem Indianer,
mellem vilde Floridaner,
eller som en Araukan.
Skjalden agte de som Præst,
henter ham til hver en Fest,
bygger ham en Palmehytte,
sidder ved hans Ild og lytte,
lærer Sangen nøie efter
 Ord for Ord,
og hans Omkvad de i Kor
jubler med af alle Kræfter.
Naar han saa er død, de gamle
hvert hans Kvad nøiagtig samle,
 og de unge
arver det paa deres Tunge.
Andet Lys end det, som bryder
af og til i Kvadet frem,
heller ei de Stakler eie:
 Laster, Dyder,
vandrende ad skilte Veie
til Udødeligheds Hjem,
hvor en Dommer træffer dem,
har han ahnt, og første Gang
lært sit Folk derom i Sang;
 ja Idéen
om den store Aand, det hylder,
Folket i sin Vildhed skylder
ene Glimtet i hans Seen.
Perler lig, der gjennemskinne
Bølgerne, som over rinde,
i de vilde Kvæders dunkle
Aabenbaringerne funkle.

O vi selv, vi selv endnu
ere vilde i vor Hu,
stundom og i vore Skikke.
Vestens Indianer ikke

SIDE: 266

ere i saa hadske Slægter,
skjønt hverandres Blod de drikke,
splittede i Skoven ad,
som Europa er i Sekter
af forbittret Meningshad.

Ung maa Verden endnu være,
Slægtens Sagas lange Lære
endnu kun dens Vuggesange
og dens Barndoms Eventyr.
Endnu leve Chaos' Dyr:
Megasaur i Amazonas,
Leviathan, som tog Jonas,
og uhyre Kjæmpeslange.
Ørkner, tusind Mile lange,
 tusind brede,
tordnende af Løvers Vrede,
spotte end ad Slægtens Flid.
Fjeldet, som i Noahs Tid,
 uforvittret
staar i sine Tinder splittret,
viser endnu intet Tegn
til at ned i Muld dets Skuldre
ville smuldre,
dannende en frugtbar Egn.

Men se Fjeldet, rydt og raat,
hvor det glinser som Krystal,
just hvor brattest er dets Fald,
violet og himmelblaat!
Hvad har glattet Alpens Horn,
afpolert dets haarde Side
Flek for Flek og Korn for Korn?
 - Regnens Draabe,
bløde Vift af Skyens hvide
af Atomer vævte Kaabe,
Fjedrene paa Taagens Hat.
Hvad har knust til Sand Graniten?
vasket ud den røde Spath,

SIDE: 267

saa det dynger sig i Klitten
stedse mere skjært og hvidt?
- disse Vandets bløde Kredse,
dette Havets maalte Skridt,
dette blide Bølgeslag,
i en dyb Bevægen stedse,
lig en Verdens Aandedrag.
Og i tusind Aar hver Sommer
ryster Mosen sine smaa
bægerformte Sølverblommer
over golde Klipper graa,
til i al den spredte Grøde
store Furu finder Føde.

Intet - større eller mindre -
intet frugtløst og forspildt,
er der Hensigt i dets indre,
slænges ud det end saa vildt.
 Markens Dugg,
dampet hen i Solens Glød,
samles hist i Skyens Skjød
som et svævelystent Flor,
vævet kun af Blomstertinter;
og de Fnokkers fine Fnug,
gamle Piletræ sig spinder,
flittigt som den gamle Moer,
der kun tænker paa en Vinter,
sporløst ei i Blæsten svinder:
Myren, hvor det daler ned,
slæber det til Hus afsted.

Skulde Skjaldens Ord, den skjære
Dugg af Lysets Funker, varm,
som om Blod sprang af hans Barm,
eneste i Verden være,
som foruden Spor og Minde
kan forspildes og forsvinde?
Op! hvis Herrens egen Røst
fylder med en Storm dit Bryst!

SIDE: 268

Ud den bruser i det Øde!
Bedre Tiders Morgenrøde
vil den frem af Mulmet støde.
Op! hvis dine Fingerender,
naar de Harpens Strenge møde,
Funker ud i Mulmet sender!
Enkelte dog i det lille
haarde Folk, forskrækte, stille
- enkelte, som Lapper over
Fjeldenes forstemte Vover,
naar et Syn af fjerne Flamme
kalder dem fra deres Gamme -
ile did, hvor Skjalden lader
tone sine Strengerader;
og, naar Øiet op han slaar,
snever Kreds omkring ham staar.
 Det er nok!
Han vil føle, han ei længer
Folk af Millioner trænger -
kun en liden venlig Flok.

Den tredie Oktober gav han i Lüneburg en Koncert,
der bivaanedes af Kongen af Hannover og flere fyrste-
lige Personer, drog derfra til Amsterdam og over Lon-
don til Liverpool, hvor han skulde indskibe sig til
Amerika.

I November 1843 landede Ole Bull i New York. Om-
stændighederne syntes til en Begyndelse ikke at stille
sig gunstige; thi ved hans Ankomst befandt sig i Sta-
den allerede to andre store Violinister, nemlig Artôt,
der reiste i Følge med den bekjendte Sangerinde Mad.
Cinti-Damoreau, og Vieuxtemps.

Det franske Parti i New-York holdt paa sine Lands-
mænd, og da de frygtede for, at Ole Bulls Optræden
kunde faa en ugunstig Indflydelse paa deres Fremgang,
søgte de paa alle Maader at hindre og vanskeliggjøre
den. Dog uden Nytte; thi allerede den 23de November

SIDE: 269

gav Ole Bull sin første Koncert med et saa afgjort
Held, at "Bull eller Vieuxtemps" nu reistes til et Par-
tispørgsmaal mellem Franskmændene og Yankeerne.

Artôt forlod snart med Mad. Damoreau Kampplad-
sen og begav sig til New-Orleans, medens Vieuxtemps
endnu en Stund fortsatte Væddestriden. Han kunde
imidlertid ikke hamle op med Ole Bull, der hos Yan-
keerne vakte en i Sandhed amerikansk Begeistring,
medens Vieuxtemps behagede dem mindre, da de, som
Kritikeren N. P. Willis udtrykker sig, fandt, at hans
Spil vistnok "var overordentligt korrekt, men at der i
hans Toner var en kold, glasagtig Klarhed og Præ-
cision, som mere egnede sig til at høres paa fastende
Hjerte før Frokosten end i den Stemning, hvori man
er om Aftenen."

Noget, der maaske ogsaa har bidraget sit til Udfal-
det, var, at Vieuxtemps var liden og styg, medens de
amerikanske Aviser med Henrykkelse omtalte Bulls
kraftige Skikkelse og skjønne Fremtræden.

Striden mellem de to Partier førtes en Stund med
megen Heftighed, der ogsaa gav sig Luft i Bladene dels
i Prosa, dels i en Utallighed af Vers og mer eller min-
dre vittige Epigrammer, endog illustrerede med Træ-
snit. Seieren heldede dog snart afgjort til Ole Bulls
Side. Det hjalp ikke, at Vieuxtemps og den franske
Klik "saa ned paa ham, som Lordernes Hus paa O'Con-
nell, og hilsede han, som Klipperne hilser den op-
vældende Flod," - Bull blev Amerikanernes erklærede
Yndling, og den Yndest, han her ved sin første Frem-
træden vandt i New-York, fulgte ham siden stadig
gjennem hele Amerika.

For stedse fuldt Hus og med en saa stigende Til-
strømning, at han gjentagne Gange maatte vælge større
Lokaler, der egentlig ikke var bestemte til Koncertsale,
- gav han nu Slag i Slag en fabelagtig Mængde Kon-
certer, undertiden flere Dage i Rad i de større Byer,
medens han reiste paa Jernbanen frem og tilbage mel-
lem dem.

Et Begreb om, hvorledes det gik til, faar man af en

SIDE: 270

Fortegnelse over hans Koncerter alene i December
maaned 1843. Efterat han endnu den 29de November
havde optraadt i New-York, spillede han i:

Dec. 1 Philadelphia Dec. 19 New-York
 3 New-York 21 Baltimore
 5 New-York 23 Baltimore
 7 Philadelphia 25 Washington
 9 Philadelphia 26 Baltimore
 12 New-York 27 Washington
 15 Philadelphia 28 Richmond
 16 Philadelphia 29 Petersburg
 18 New-York 30 Richmond.

Og saaledes fortsatte han saagodtsom den hele Tid
under sit lange Ophold i Amerika med Undtagelse af
de Par Maaneder han hver Sommer trak sig tilbage
paa Landet for at hvile.

At han undertiden var yderlig udmattet af denne
voldsomme Anstrengelse, falder af sig selv. Det
hændte ham ogsaa engang, at han i sit andet Nummer
maatte stanse og forlade Salen med de Ord: - "Jeg er
saa syg, saa syg!" En af de tilstedeværende Læger Dr.
A. Flint forbød ham at spille mere den Aften, men
allerede næste Dag blev Koncerten afholdt.

Efter en af hans Koncerter i New-York skrev den
bekjendte Forfatterinde L. Maria Child i Boston Cou-
rier et Brev, der senere er optaget i hendes "Letters
from New-York":

"Jeg har to Gange hørt Ole Bull. Jeg vover neppe
at skildre det Indtryk, hans Musik gjorde paa mig.
Men jeg vil sætte mig ud over al Frygt for det lat-
terlige i en ovendreven Begeistring og tilstaa, at hans
Spil udtrykte for mig mere af det uendelige, end jeg
nogensinde har set eller hørt eller drømt om i Natu-
rens, Kunstens eller Indbildningens Rige.

Man fortæller mig, at hans Udførelse er mesterlig;
men jeg har ikke videnskabelig Indsigt nok til at
dømme om de Vanskeligheder, han overvinder. Jeg
tror gjerne om ham, hvad Bettina siger om Beethoven,

SIDE: 271

"at hans Aand skaber det ufattelige, og hans Fingre
udfører det umulige". Han spillede paa fire Strenge
paa en Gang og frembragte den rige Harmoni af fire
Instrumenter; hans Bue berørte legende Strengene og
frembragte de letteste Løb af Toner med elektrisk Hur-
tighed og dog klart adskilte. Han fik sin Violin til at
synge med Fløitetoner og til at akkompagnere sig som
en Guitar, der alt imellem faldt ind med fulde Draa-
ber af musikalsk Regn. Alt dette følte og hørte jeg
uden den fjerneste Bevidsthed om quartetto eller stac-
cato. Hvorledes han gjorde det, véd jeg ligesaa lidt
som, hvorledes det gaar til, at Solen skinner, eller at
Foraaret frembringer sine Blomster. Jeg véd kun, at
Musik strømmede fra hans Sjæl ind i min og opløf-
tede den til Englenes Andagt. O, hvilken uendelig
Ynde i disse Toner! Snart trippende og feagtige som
Ariels Sang, snart blide og dæmpede som en sovende
Guts Aandedræt, snart klare som en Sølvklokke, snart
høie som en Lærke, der stiger mod Himmelen, indtil
den svinder mellem Stjernerne. - - Umiddelbart
efter en glødende, dyb, klagende Melodi, en Adagio af
hans egen Komposition, udaandende en Moders milde,
varme Bøn og stigende til en angstfuld Anraaben, for-
drede en Stemme blandt Mængden "Yankee doodle";
det stødte mig, som om en Harlekin vilde danse paa
Alteret i en Kirke. Det faldt mig ikke ind, at han vilde
opfylde, hvad der syntes mig at være en saa urimelig
Bøn. Men smilende lod han Buen løbe over sin Violin,
og vor Nationalsang gjennembølgede Luften, indhyllet
i et Slør af glimrende Variationer. Det var Yankee
doodle i forklaret Skikkelse. Et underfuldt Bevis paa,
hvorledes det almindeligste og trivielleste kan hæves
ved Paavirkningen af det uendelige!

Da man bad mig om at slutte mig til den Skare, som
følger denne Nordens Stjerne, svarede jeg koldt: "Jeg
kan ikke lide Løver; desuden har jeg for liden musi-
kalsk Lærdom til at kunne vurdere hans Dygtighed."
Men da jeg hørte ham, erkjendte jeg paa en Gang en
Magt, som staar over Lærdom, og som den blotte Dyg-

SIDE: 272

tighed forgjæves kan stræbe efter. Jeg behøver ikke
mere Kundskab for at komme under hans ophøiede
Indflydelse, end jeg behøver at studere Optik for at
fatte, at Regnbuen er skjøn. Den overvældede mig som
et Mirakel. Jeg følte, at min Sjæl for første Gang var
døbt i Musik, at min Aand paa en Maade var forvand-
let ved den, og at jeg for Fremtiden vilde være et andet
Menneske, end jeg før havde været. Jeg var saa gre-
ben af den overvældende Straaleglans, at jeg neppe
kunde drage Aande. Da jeg kom ud, skurrede Larmen
paa Gaden i mine Øren ved sin Raahed. Synet af
pjaltede Drenge og paatrængende Kuske gjorde mere
end nogensinde et stødende Indtryk paa mine Følelser.
Jeg forlangte, at ogsaa deres Aand skulde fyldes med
Melodi af de Engle, der havde tjent min Aand. Det
forekom mig, som om saadan Musik maatte bringe
hele Verden ind i en guddommelig Ordens harmoniske
Skjønhed. Jeg gik til mit jordiske Hjem uden at
vide det. Min Sjæl syntes mig at flyde over i det
uendelige Rum. - Næste Dag følte jeg mig, som om
jeg havde været i en Henrykkelse og set Himmelen
aabnet og derpaa var vendt tilbage igjen til Jorden. -
- - Nogle, som nødig vil erkjende, at den største staar
for dem, siger, at Paganini spillede karnevalet i Vene-
dig bedre end hans norske Medbeiler. Jeg véd det ikke.
Men, hvis nogensinde Latter strømmede fra Strengene
paa et musikalsk Instrument med en vildere Glæde,
hvis nogensinde Toner skjændtes med yndigere Disso-
nans, hvis nogensinde en Violin jublede med luneful-
dere Ynde end Ole Bulls i denne fantastiskhvirvlende
Melodi, da misunder jeg de Øren, som hørte det!"

Og i et senere Brev:

"Om den samme Koncert skriver en Mand, der er en
grundig Musiker og gjennemtrængt af dyb Kjærlighed
til sin skjønne Kunst, saaledes til mig: "Ole Bull har
visselig gjort Indtryk paa mig som ingen før. Den
mest ophøiede Følelse, jeg nogensinde har kjendt, var
at sidde paa en af hans Koncerter og føle, at alle var
opløftede til samme Høide som jeg selv. Jeg havde

SIDE: 273

Lyst til at tale til enhver som til en fortrolig Ven; den
ligegyldigste Person var en levende Sjæl for mig. Den
stolteste og mest indesluttede kunde jeg ikke frygte
eller foragte. I dette Element var de alle tilgjængelige,
ja værd at komme i Berørelse med. Dette var visselig
det høieste Vidnesbyrd om hans store Kunst og hans
store Sjæl. . . .""

Over Charleston, hvor han spillede to Gange, reiste
Ole Bull til New-Orleans og gav, der i Januar 1844
fem Koncerter for overfyldt Hus, skjønt paa samme Tid
Artôt og Mad. Damoreau gav en Række af Soirées paa
Teatro principal, og ligeledes Vieuxtemps gav Konsert.

Ogsaa her slog han snart sine Medbeilere af Mar-
ken, Publikum forlod dem for at strømme til ham, og
de spanske, engelske og tyske Aviser syntes formelig
at kappes om, hvem der kunde yde ham de kraftigste
Lovtaler.

Efter en Udflugt til Mobile, hvor han gav tre Kon-
certer, optraadte han i Begyndelsen af Februar endnu
to Gange i New-Orleans.

Han besluttede nu at besøge Kuba og landede den
15de Februar i Havana, hvor han atter stødte sammen
med Vieuxtemps.

Denne havde ikke været heldig i Havana, hvorfor
han efter at have givet sin første Koncert lod bekjendt-
gjøre gjennem Bladene, at, den anden allerede annon-
cerede ikke vilde finde Sted. Han lod sig dog overtale
til alligevel at optræde én Gang til, men forlod umid-
delbart derpaa Kuba.

Syg og anstrengt var Bull kommet til Havana. Der
herskede gjennem de følgende syv Uger, han var der,
en stigende Hede; men den maadeholdne Levevis, som
han altid paalagde sig under de varme Himmelstrøg,
bevarede ham fra de gjængse Febre i det farlige Kli-
mat og lod ham ret nyde Livet i disse uderskjønne
tropiske Omgivelser, hvis Skjønhed han selv skriver
"overgaar al Beskrivelse".

Og tropisk-orkanagtig var ogsaa den Lykke han
gjorde! Hans Spil elektriserede Havaneserne i den

SIDE: 274

Grad, at han efter hinanden gav ikke mindre end ti
Koncerter, hvoraf fire paa Hovedtheatret og seks paa
det umaadelige "Facon Theater", - og efter hvilken
Skala kan man faa et Begreb om af den Omstændig-
hed, at Udgifterne for hver Aften alene løb op i 4,000
Francs. Især begeistredes Havaneserne af "Polacca
guerriera", der forlangtes saa godt som paa hver Kon-
cert og akkompagneredes af Eliten af Musikere af de
syv Regimenter, som laa i Havana, - Orkestre, der for
det meste var sammensatte af Negre og Mulatter; men
hvori han fandt "de bedste Musikere i hele Amerika".

Denne mere end stormende Lykke, hvorunder der
regnede Vers, Blomsterbuketter og Kranse nok til at
dække hele Scenen, skulde imidlertid paa en lige saa
tropisk voldsom Maade afbrydes. Man opdagede en
vidt forgrenet Sammensværgelse blandt Negrene imod
alle hvide, og Bull stod pludselig midt i en Negerrevo-
lution, hvori man skjød ikke mindre end syvhundrede
Mennesker ned. Han maatte da se til at redde Affæ-
rerne bedst muligt, for uden Tab at komme fra sine
Kontrakter og Engagements.

De varigere Frugter af Bulls Ophold i Havana, der
skildres høist malerisk i hans Brev derfra hjem til
sin Hustru, var to Kompositioner efter kubanske Mo-
tiver nemlig Agiaco Cubano, som han allerede spillede
paa sine sidste Koncerter i Havana, og Ricuerdos de la
Habana (Erindringer fra Havana).

Paa Tilbagereisen i April til "De forenede Stater"
over Charleston paadrog han sig ved uforsigtigen at
sove paa Dækket i Solskinnet et farligt Solstik, hvor-
ved Ansigtet ophovnede og dækkedes af en tyk Skorpe.
Han kurrerede det med sin egen Kur: "koldt Vand,
kolde Bade, ved at transpirere meget og spise lidt
samt megen Bevægelse i fri Luft."

Fra Charleston reiste han saa til Columbia og Nor-
folk samt, tilsøs, til Baltimore, overalt koncerterende.

Paa Veien til Boston gjennem New-York søgte Hr.
Sch..., der fra Hamburg havde fulgt ham som Sekre-
tær, at faa ham arresteret i Anledning af Udlæg, han

SIDE: 275

paastod at have gjort, medens Bull saa langt derfra
endnu mente at have Penge tilgode hos Sch... for For-
laget af sine Kompositioner. Af Arresten blev intet,
da Bull med Lethed fik stillet Kaution; men der ud-
spandt sig heraf en Proces, som først i 1852 blev til-
endebragt.

Denne Affære gjorde imidlertid Ole Bull snarere
Gavn end Skade i Boston. Man saa i det hele kun en
Intrige fra hans Rivalers Side for at hindre Bull i at
lade sig høre der i Staden til fastsat Tid, og herved
steg hans Popularitet til det utrolige.

Han gav sine Koncerter paa det store Theater Melo-
dion, som rummer over 2,000 Tilhørere, og Orkestret
maatte rømmes og Pladse indrettes paa Scenen for at
tilfredsstille den store Tilstrømning. Aviserne kappe-
des om at hæve ham til Skyerne og om at opsamle
Smaatræk af hans Liv til det videbegjærlige Publikum,
- kort, der er vel neppe noget Sted, selv i Amerika,
hvor han er modtaget med større Begeistring end i
Boston. At han med sin vante Godmodighed havde
spillet for en syg Dame, der ikke kunde komme paa
hans Koncerter, i hendes Hjem, løftedes af Dagbladene
i Skyerne og gjorde ham yderligere yndet.

Fra Boston begav Ole Bull sig til Kanada og gav
paa denne Reise Koncerter i Lowel, Salem, New-Bed-
ford, Providence, New-Haven, Hartford, Albany, Utika,
Rochester, Troy, New-York, Worchester, Springfield,
Montreal, Quebec, Toronto, Niagara, Buffalo og Sara-
toga, hvorpaa han i August og September tog et ro-
ligt Sommerophold i Bristol for at udhvile efter sine
Anstrengelser.

Det Indtryk, Kjæmpefaldet Niagara havde gjort paa
ham, søgte han at beskrive i en Komposition af samme
Navn, som han ud paa Vinteren for første Gang spil-
lede i New-York.

Medens han endnu opholdt sig i Bristol, fik han fra
Direktøren for the Musical Fund Society i Philadel-
phia en Anmodning om at optræde ved Selskabets før-
ste Koncert mod den Godtgjørelse, han maatte be-

SIDE: 276

stemme, idet han tillige yttrede Haab om, at han paa
Grund af sin bekjendte Velgjørenhed vilde ansætte
denne saa lavt, at baade han selv og Selskabet kunde
faa et passende Overskud. Dets Øiemed var nemlig at
danne et Fond til Understøttelse af fattige Musikere og
deres trængende efterladte. Ole Bull takkede for den
ham af Selskabet viste Tillid og tilbød Bistand paa den
Betingelse, at hans eneste Godtgjørelse skulde bestaa
i den Ære at understøtte et saa høit agtet Selskab i
dets ædle Bestræbelser.

Da Direktørerne fik dette Svar, besluttede de at slaa
en Medaille til Ole Bull. Paa Aversen er der et Apol-
lohoved og paa Reversen Indskriften: "Musical Fund
Society of Philadelphia, - Presented to Mr. Ole B.
Bull in testimony of his talents and generosity. Novem-
ber, 1844".

Ole Bull optraadte paa Selskabets Koncert, og efter
det første Nummer fremtraadte i Præsidentens Fra-
vær Mr. John Kane og erklærede, at Selskabet til Tak
for Ole Bulls ædelmodige Bistand og i Erkjendelsen af
hans Storhed som Kunstner havde udnævnt ham til
Æresmedlem, - en Udmærkelse, der i Løbet af de sid-
ste tyve aar ikke var tildelt nogen anden Musiker.
Derpaa vendte han sig under stormende Bifald til
Kunstneren og lagde med nogle passende Ord Medail-
len i hans Haand.

I December spillede Bull i New-York sin Kompo-
sition "Niagara", som Publikum havde imødeset med
spændt Forventning. Den gjorde imidlertid i Begyn-
delsen ingen synderlig Lykke. Publikum havde ventet
noget andet og modtog den med Kulde. Den vandt dog
efterhaanden mere og mere Indpas i New-York, og i
Philadelphia modtoges den straks ved første Opførelse
med enthusiastisk Bifald.

I et Brev om hans "Niagara", hvorom der i Kritiken
havde været delte Meninger, yttrer den føromtalte ame-
rikanske Forfatterinde Maria Child:

"Det er en gammel Strid, den mellem Geniet og Kriti-
ken, og sandsynligvis vil den aldrig bilægges; thi det er en

SIDE: 277

af de mangfoldige Brydninger mellem Konservatisme
og Reform. I alle Livets Forholde er Geniet paa Frem-
adskridningens, og Lærdommen paa den vedtagne Or-
dens Side. Geniet kommer som Profet fra Fremtiden
for at lede Tidsalderen fremad; Lærdommen, Lovgi-
veren, stræber at holde den tilbage ved Fortiden. Men
Profeten omstyrter altid Lovene; thi derfor blev han
sendt. Under hans mægtige Haand giver Skrankerne
gradvis efter og svinder, ligesom Metallet smelter ved
Ildens Berørelse.

Dette gjælder med ligesaa megen Sandhed om Mu-
sik, som om enhver anden Ting. Dens Regler har sta-
dig vekslet. Hvad der nu er vedtagen Lov, var ube-
kjendt eller stødende for hundrede Aar siden. Ethvert
stort Snille, der har vist sig i Kunsten, er blevet an-
klaget for at have gjort Vold paa Reglerne. Haydns
Biograf siger: "Denne unge Musikers ophøiet skjønne
Tanker, hans Stils Varme og de Friheder, han under-
tiden tillod sig, fremkaldte mod ham alleslags Angreb
fra det musikalske Munkeskab. De bebreidede ham
Feil i Kontrapunkt, kjætterske Modulationer og altfor
dristige Bevægelser. Hans Indførelse af prestissimo
bragte alle Wiens Kritikere til at gyse." En engelsk
Adelsmand bad ham engang at udvikle Grunden til
visse Modulationer og Anordninger i en af hans Kvar-
tetter. "Jeg gjorde saa, fordi det gjør god Virkning,"
svarede Komponisten. "Men jeg kan bevise Dem, at
det dog er stridende mod Reglerne." - "Meget vel;
indret det paa Deres egen Maade, hør begge Dele spil-
les, og sig mig saa, hvad De synes bedst om!" - "Men
hvorledes kan Deres Maade være den bedste, da den
dog strider mod Reglerne?" - vedblev Adelsmanden. -
"Fordi den er den behageligste," - svarede Haydn, og
Kritikeren gik bort uden at være overbevist.

Beethoven blev stadig beskyldt for at støde an mod
Reglerne. I en af hans Kompositioner blev forskjellige
Ting udpegede for ham som Afvigelser fra Lovene, der
udtrykkelig var forbudne af Kunstens Mestere. "De
forbyde dem, gjør de?" sagde Beethoven . . . "Vel, jeg
tillader dem!"

SIDE: 278

Forstaa mig ikke, som om jeg taler med Ringeagt
om Kundskab og kritisk Dygtighed. Kun fordomsfuld,
indbilsk Uvidenhed gjør det. Tvertimod arbeider jeg
med alvorlig Flid paa at erhverve mig større og større
Indsigt i alle Arter af Kunst. Men i alle høiere og mere
aandige Aabenbarelser erkjender jeg Lovene kun som
midlertidige og foranderlige statistiske Tabeller over
Aandens fremskridende Udvikling; jeg negter ikke
Kritikens Nytte, men Geniet blir altid Herren, Kriti-
ken Tjeneren.

Om Kritikerne vil betragte Niagara som feilfuldt,
naar de undersøger dets Bygning, kan jeg ikke vide.
Det er deres Forretning at analysere Snillet; men
Ulykken er, at de i Almindelighed er tilbøielige til at
dissikere i Skyggen af sine egne Hænder. Ellers tæn-
ker jeg, at hverken Vandfaldets Torden, Havets Brølen,
Træernes Susen, Vindens Tuden eller Fuglenes Kvidd-
ren er komponeret efter Reglerne. De burde alle sendes
til Paris eller Rom for at fuldende sin Opdragelse og
imidlertid tie stille, med mindre de kan stanse sine
vilde, evige Variationer. - - Ved at slutte den norske
Toneskald til sit Hjerte modtager Amerika mere, end
det kan give. Hans Besøg har virket og vil mere end
noget andet virke til at vække og udbrede Kjærlighed
til Musik trindt om i Landet; og naar Kjærlighed gi-
ves, finder den snart sin Form i Kundskab. Alt, hvad
der lever, er født af Hjertet!"

Mere Lykke hos den store Masse gjorde en anden
Komposition, "the Solitude of the prairies" (Prærier-
nes Ensomhed), da den var mere iørefaldende end
"Niagara"; den blev snart Publikums Yndlingsnummer
og maatte gives saa godt som paa hver Koncert.

Paa denne Tid optraadte Ole Bull ogsaa med en
storartet religiøs Komposition "Davids Salme",
der blev modtagen med Bifald og Ros, skjønt den na-
turligvis ikke i den Grad kunde tiltale Massen, som
hans mindre alvorlige Numre.

Efter at have givet en Del Koncerter i Boston, Pro-
vidence, New-Bedford og Worchester optraadte han

SIDE: 279

atter flere Gange i New-York og gav endelig i Januar
1845 for 3,500 Tilhørere i "Tabernaklet" under
stormende Jubel en Afskedskoncert, før han tiltraadte
sin Reise mod Syden.

Paa Veien sydover spillede han i Newark, Brook-
lyn, 3 Gange i Philadelphia, i Louisville, Wilming-
ton, og gav endelig i New-Orleans fem Koncerter i den
store Armory-Hall, stedse for overfyldt Hus.

For sine mange Venner i New-Orleans gav Ole Bull
før sin Afreise en glimrende Fest i St. Charles Hotel.
Ud paa Aftenen anmeldtes en fremmed, der netop var
kommen med Dampskibet fra Europa, nemlig den tyske
"Troldmand" Alexander. Han blev modtagen med al
mulig Forekommenhed og anmodet om at vise sine
Kunster, hvilket han lovede paa den Betingelse, at
Ole Bull til Gjengjæld skulde spille for ham. Dette
indrømmet, forbausede han Selskabet med adskillige
mærkelige "Trollerier". Da Ole Bull saa skulde fore-
vise den kostbare Medaille, han havde faat af Musical
Fund Society, fandtes der i Futteralet kun et Stykke
Bly. Værre var det, at da han endelig efter Løfte
skulde spille, fandtes Strengene revne af hans Violin og
denne sprukken paa flere Steder. Nu blev Bull virke-
lig ængstelig; men Alexander gjorde snart Ende der-
paa ved at lade det hele forsvinde og derpaa bringe
ham saavel Medaillen som Violinen igjen i fuld god
Stand. Til Belønning spillede og improviserede Bull
da ogsaa til langt ind i den varme Stjernenat og lod
sine Gjæster gaa hjem, endnu mere begeistret end
efter nogen af hans Koncerter.

I Løbet af Vaaren og Sommeren bereiste han nu hele
Trakten om Missisippi og kom, inden han i August og
September tog sin Sommerhvile, atter lige op til Nia-
gara. Paa denne Tur gav han en Mængde Koncerter
i ikke mindre end 24 forskjellige Stæder.

Under denne Reise var det, at han gjorde en Udflugt
til den berømte kjæmpemæssige Mammuth-Hule i
Kentucky. Han kom her bort fra sit Følge og ansaas
en Stund for forulykket. Da han var gjenfunden, tog

SIDE: 280

han sin Violin, og Spillet fik her dybt under Jorden en
egen Klang, der gav et næsten spøgelseagtig gribende
Indtryk. I det hele opholdt de sig i 16 Timer i Hulen
og gjorde paa denne Tid en Vandring af 18 engelske Mil.

Forholdene i Amerika var dengang - i 1845, - om
end overalt under et kolossalt Opsving, dog endnu lige-
som kun i Svøbet mod, hvad de senere har udviklet sig
til. I den nu betydelige Stad St. Louis, hvor Ole Bull
dengang optraadte, kjendte man saaledes endnu ikke
til Gas, men brugte gammeldags Kamphinlamper til at
oplyse Lokalet med. En gammel amerikansk Avis for-
tæller da følgende lille Passage: Salen var overfyldt af
Eliten af den gamle franske Bys Publikum, og Tilhø-
rerne sad just høist grebne af "Sommerens sidste Rose",
da pludselig i Heden et Lufttræk fra et af de aabne
Vinduer bragte en af Lamperne til at gaa ud. Den
vedblev imidlertid osende at udsende en Søile af Sod.
Som Bull stod der med opadvendt Ansigt og hele sin
Tanke koncentreret paa sin Violin, lagde han ikke
Mærke til den Aske, som begyndte at sænke sit sorte
Støv over hans Hoved, Ansigt og Øine. Han ved-
blev, helt til Stykket var tilende, tog saa Lommetør-
klædet op og tørrede Sveden af sit Ansigt . . . O ve,
hvilen Forandring i den stakkels Oles Udseende! Hans
Ansigt saa sort som en Negers. Han saa paa sit Lom-
metørklæde, paa sine Hænder, paa sin Violin - - -
alt sort! - og udbrød med et elskværdigt Smil: my
poor fiddle, I am so sorry for you! (Min arme Violin,
Jeg er saa bedrøvet for dig!)

Underveis ned ad Missisippien til Cincinnati havde
han paa Dampbaaden et pudsigt Sammenstød med en-
del halvvilde Kolonister fra Vesten. Han sad rolig og
læste en Avis, da en af disse Vildmænd, der kalder
sig selv "halv Hest, halv Alligator", nærmede sig til
ham og sagde: "Kom og tag en Snaps!"

"Mange Tak, jeg, drikker aldrig Brændevin," sva-
rede Ole Bull høfligt.

"Gud fordømme Dem, De hører dog vel ikke til no-
get Nykterhedsselskab?"

SIDE: 281

"Nei, jeg hører ikke til noget Nygterhedsselskab;
men jeg drikker aldrig Brændevin, fordi det virker
paa mig som Gift."

"Mener De dermed, at jeg byder Dem Gift?" - raabte
Vildmanden og stillede sig færdig til Kamp; - "kom
og slaas, gamle Hest!"

Imidlertid samlede sig om dem et halvt Snes af hans
Kammerater, som ogsaa raabte: - "Kom og slaas,
gamle Hest! Du ser ud til at være en bandsat stærk
Karl. Vis os nu, hvad Du duer til."

"En Nordmand kan slaas saa godt som nogen an-
den, naar hans Blod kommer i Kog," - svarede Ole
Bull; - "men jeg kan ikke slaas med koldt blod. . . .
Hvorfor skal jeg slaas?"

"Hvilket Sludder! hvorfor Du skal slaas? Du ser
ud til at være stærk, og Du skal slaas!"

Da han ikke paa nogen anden Maade kunde stille
dem tilfreds, sagde han: "Siden I endelig vil prøve min
Styrke, og vi virkelig ikke har noget at slaas om, saa
skal jeg sige jer, hvad jeg vil gjøre. Den, som har
Lyst, kan tage fat i mig, paa hvilken Maade han selv
vil, og jeg vil vædde, at han et Minut efter skal ligge
paa sin Ryg for mine Fødder. Tag mig, i hvad Stil-
ling I vil!"

Forslaget blev modtaget med Jubel; en svær Karl
traadte frem og greb ham fat om Livet, men laa et
Øieblik efter bevidstløs for hans Fødder.

Ole Bull blev først noget urolig over at være kom-
men i denne betænkelige Stilling i det vilde Vesten,
især da en af Følget trak sin Bowie-knife, et eget
Slags lang, tveægget Kniv, hvormed Mændene i Vesten
altid er bevæbnede. Men til hans Beroligelse løste han
kun sin Brændevinslærke og heldte en god Slurk deraf
i Halsen paa den afmægtige, som straks kom til sig selv
ved denne Hjertestyrkning. Mandens første Spørgsmaal
var: "hvordan, Satan, gik det til, at jeg blev kastet
overende?" Dette fremkaldte en Skoggerlatter, hvori
han selv istemte.

Derpaa sprang han op, tog sin Bowie-knife, rakte

SIDE: 282

den til Ole Bull og sagde: "Tag denne med hjem, De
slaas forbandet godt; De kastede mig jo til Marken
saa hurtigt som et Lyn." - Fem, seks andre fulgte
hans Eksempel og gav sine Bowie-knifes som et Ag-
telsestegn til den stærke Slagsbroder fra det fremmede
Land, saa at Ole Bull her fik et nyt Bidrag til sin
Samling af amerikanske Kuriositeter.

I Oktober 1845 gav Ole Bull i New-York og Boston
en Række Farvel-Koncerter inden sin nær forestaa-
ende Afreise til Europa.

Efterretningen om, at man kun i kort Tid endnu
vilde have Anledning til at høre ham, gjorde, at Til-
strømningen var større end nogensinde. Han optraadte
her med en ny Komposition, der i høi Grad var egnet
til at slaa an, nemlig "Washingtons Minde". Efter
Kamptummelen, hvorunder man hører de stridende
Folks Nationalsange, Yankee doodle og God save the
king, kommer en høitidelig Marsch til Washingtons
Minde, hvorpaa følger "Frihedens Triumf", og det hele
ender med Folkesangen: Hail Columbia. Dette Num-
mer gjorde mere stormende Lykke end noget andet
og gjorde Ole Bull til den populæreste Kunstner i De
forenede Stater.

Den 30te Oktober gav han i New-York sin sidste
Koncert i "Tabernaklet" for over 4000 Tilhørere. Ind-
tægten havde han bestemt til Frimurernes Fond for
Enker og faderløse. Mellem Koncertens første og an-
den Afdeling traadte de nærværende Frimurere frem
med Stormesteren og Storsekretæren i Spidsen. Ole Bull
blev ledet ind, og Storsekretæren, Broder Herring holdt
følgende Tale til ham:

"Broder! Den Komité, som af Storlogen har faat
det Hverv at berede en Tilflugt for alderstegne Brødre
og Broderskabets trængende Enker og faderløse, har
bemyndiget mig til i denne Forsamlings Nærværelse at
udtale for Dem dens Taknemmelighed, Beundring og
broderlige Kjærlighed. Den ædle Velgjørenhedshand-
ling, der forskjønner Deres Skilsmisse fra os, skal bo
i vore Hjerter og omgive Deres Navn med en Glans,

SIDE: 283

som vil udmærke Dem fremfor alle dem, der for en
Tid har besøgt vore Kyster og igjen forladt dem uden
at have vist noget Spor af Følelse for andre end for
sig selv. Dem, Broder! har vore Landsmænd for hver
Dag af Deres Ophold blandt os omsluttet med en stedse
voksende Hengivenhed, fordi De har vist Dem i Be-
siddelse af en Sjæl, der er istand til at fatte, hvad der
er godt i vore Institutioner, skjønt i vor Natur, stort
hos de Mænd, som vort Land har fostret. Denne Stats
Frimurere glæder sig ved at hilse Dem som Broder og
ønsker, at De vil føre med Dem paa Deres frem-
tidige Reiser og til Deres Fødeland Erindringen om
denne vor Taknemmelighed, som De har vundet ved
Deres Geni, Deres Talenter og Deres Velgjørenhed i
Forening. Som Tegn paa disse Følelser beder vi Dem,
at hvorsomhelst De herefter deltager i Frimureriets
Arbeider, De vil mindes os ved at bære Staten New-
Yorks Frimurer-Regalier.

Norge har ingen Grund til at skamme sig over sine
Frimurer-Konger eller sine Frimurer-Arbeidere; det
kan være stolt af sit Barn, sin Murer, som nu staar her
iblandt os."

Her skred Storsekretæren til at iføre Ole Bull Stor-
logens pragtfulde Høitidsdragt under Publikums høi-
lydte Bifald, og vedblev derpaa:

"Broder Ole Bull! - Deres Mission til vort Land er
snart til Ende. De bragte med Dem Deres Fædrelands
frie Aand, der samstemmer med vort Lands frie Aand.
De har gjort de yndige Melodier fra "Norges Fjelde"
bekjendte i Amerikas "Præriers Ensomhed"; De vil
føre med Dem tilbage i musikalsk Digtning "Niaga-
ras" Musik; De vil efterlade Dem Deres Hyldning til
"Washingtons Minde", og De vil følges af "Moderens
Bøn" og den faderløses varme Taknemmelighed; og
Verden vil lære, at, medens man taler om Foreningen
af folk og Stater ved Jernbaand, er der ét, stærkere end
Jern, som forener Hjerterne hos trofaste Mænd og frie
Mænd fra enhver Himmelegn, nemlig Broderkjærlig-
hedens uopløselige Baand."

SIDE: 284

Her sluttede Storsekretæren sin Tale under Forsam-
lingens vedvarende Bifald.

Ole Bull, der var dybt bevæget, takkede i faa Ord,
men talte i Begyndelsen saa lavt, at man ikke kunde
høre ham; tilsidst sagde han:

"Min Hyldest til Washingtons Minde er ikke min
alene, det er hele det norske Folks Hyldest, der lyder
gjennem mig. De Grundsætninger, for hvilke dette
Lands Folk drog sit Sværd og udgød sit Blod, begei-
strede Norges Folk og styrkede det i dets Frihedskamp.
Nordmændenes Beundring for den amerikanske Forfat-
ning og dens store Stifter blev tidlig indplantet i mit
Hjerte, og Beundring for Washington og Kjærlighed
til Frihed er indpræget deri for evig."

Denne Tale modtoges med stormende, vedvarende
Bifald. Ved Koncertens Slutning, gjentoges dette, og Ole
Bull blev atter og atter fremkaldt og overøst med Blom-
ster.

Som Publikums og Pressens erklærede Yndling saa-
godtsom over hele den amerikanske Union og en hæ-
dret Ven af dets første Mænd, vendte han nu med en
ikke ubetydelig erhvervet Formue tilbage til Hustru og
Børn i Paris.

Han optraadte nu ogsaa der. Men, hvad enten det
havde sin Grund i, at Opinionen var paavirket imod
ham i Anledning af hans seirrige Rivaliseren med
Vieuxtemps og de andre franske Storheder over i
Amerika, eller i, at "Paganinitiden" allerede var i syn-
kende i Verdensstaden, - det gik ham dennegang ikke
efter Ønske og Forventning. Paa Opéra comique op-
naaede han mere en Succès d'estime end nogen sand
levende Enthusiasme.

Hans Breve hjem til Hustruen fra Sydfrankrige, i
hvis forskjellige Stæder han bagefter nød en enthusias-
tisk Modtagelse, røber noksom hans Skuffelse over
Paris og maaske ogsaa, at han nu var vel tilbøielig til
at lægge den tilvænnede amerikanske Maalestok paa,
hvad han fandt at kunne nævne som "Succès".

SIDE: 285

I Lyon gav han under stor Tilstrømning flere Kon-
certer og deriblandt én til Fordel for en stakkels Kunst-
nerinde, hvem Fortvilelsen havde drevet til at ville
ende sit Liv ved at kaste sig i Rhônen, hvorfra hun
dog var reddet.

Den sydfranske Koncertreise endte med Marseille,
hvor han blev stormende hyldet. Her traf han igjen
og var meget sammen med Digteren H. C. Andersen,
med hvem han i Kjøbenhavn i 1838 havde stiftet et
varmt Venskab.

Fra Marseille tog han saa i Høsten 1847 over Mid-
delhavet til Algier og havde her interessante Oplevel-
ser sammen med General Youssef, med hvem han fore-
tog Reiser og bl. a. var paa Løvejagt.

Tilbage over Spanien! Dette Lands sydligromantisk
duftende Folkemelodier henrev ham - han erklærede
dem for de skjønneste i Verden!

Det var under dette Ophold i Spanien, at han kom-
ponerede La verbena de San Juan og af Dronningen
af Spanien modtog en Brystnaal i Form af Blomsten
"La verbena" med 140 Diamanter samt Karl den III's
Orden i Brillanter. Han fik ogsaa den portugisiske
Kristusorden.

Efterat have høstet stormende Triumfer i Cadiz,
Madrid, Barcellona og andre Stæder vendte han om-
kring Aarsskiftet tilage til Frankrige med en liden
Malerisamling af gamle spanske Mestere samt atter en
indkjøbt Violin.

Paa ny koncerterende gjennem Sydfrankriges Byer,
var han naaet helt op til Nantes, da Efterretningen om
Februarrevolutionen i 1848 førte ham til Paris.

Under de stormfulde Dage var han bl. a. oppe paa
Raadhuset hos Præsident Lamartine med det norske
Flag, som siden hang opbevaret i "Hôtel de ville",
indtil det brændte med denne Bygning under Kom-
munen i 1871. Senere gav han i Paris en Koncert til
Indtægt for de i Februardagene saarede.

Han opholdt sig hele denne Sommer i Paris, be-
skjæftiget med at bygge sig en Violin efter egen Kon-

SIDE: 286

struktion, og først ud i Oktober vendte han tilbage til
Norge, hvor han imidlertid havde kjøbt Eiendommen
Andøen ved Kristiansand til Ophold for sig og Familie.

Paa de talrige Koncerter, han nu gav i sit Fædre-
land, hilstes han overalt med Jubel og begeistret Hyldest.

Sympathierne for ham skulde imidlertid snart blive
mere delte, og det Hjem, han havde gjort sig saa mange
Planer op om at bygge paa Andøen, komme til at staa
halvfærdigt for andre Interesser. Thi, fra at være en
halv fremmed, hvis berømte Verdensnavn hele Landet
satte en Stolthed i at tilegne sig, reiste Ole Bull nu
pludselig den flyvende Partifane lige inde i Folkets
egen Gaard.

Med al den Indflydelse, som hans mægtige Navn gav
ham, krævede han Virkeliggjørelsen af en national sce-
nisk Kunst. Hvad Waldemar Thrane havde begyndt i
sin norske Opera, skulde fortsættes i en national Mu-
sikudvikling; hvad man fra Danmark hidtil havde laant
os af Skuespilkunst, skulde afløses af en egen norsk!

Foruden den Luftning, som dengang strøg ind over
Landet fra Februarrevolutionen i Frankrige, bidrog
ogsaa andre Omstændigheder til at vække et særligt
nationalt Liv i Norge, idet, foruden Ole Bull, ogsaa
andre norske Kunstnere, saasom Tidemand og Gude
m. fl., nu paa Grund af de urolige Tider i Udlandet
tog Ophold hjemme. For disse landflygtige, altid hjem-
længtende, Kunstnere, var Livet hjemme som en ny
Fædrelandsdaab, og Folket tog paa sin Side Inspira-
tioner af deres Nærværelse. Luften fyldtes af ideale
Forlangender, og der vaktes en Bevægelse, som beteg-
ner en hel Epoke i vor nationale Kunsts saavelsom
Literaturs Udvikling.

Et norsk Theater med et norsk Orkester var,
hvad Ole Bull med hele sin Enthusiasme satte sig for
at realisere i sin Fødeby Bergen.

Og han sparede hverken Penge eller Kræfter; - han
fik sammensat Komiteer, engageret Skuespillere, ind-
rettet og bygget et Theater. Han stod selv i orkestret,
komponerede norske Musikstykker, overvar Prøver, be-

SIDE: 287

arbeidede Opinionen, inspirerede Aviserne, indtil han
endelig 2den Nytaarsdag 1850 fik sit nationale Theater
aabnet med en Repræsentation, der af alle, selv Modstan-
dere, erkjendtes at have faldt overraskende heldig ud.

De af Dagens Fart beaandede Breve hjem til hans
Hustru paa Andøen, hvori han i denne Tid beretter
sine Anstrengelser, sine talrige Skuffelser og sit ud-
holdende, energiske Haab for Sagen giver et storsla-
gent Indtryk. Han arbeider for sin Sag med et Hjerte
og en Stemningsfylde, som minder om en Oceandam-
per inde i en trang Led eller Fjord, eller Personlig-
hedskraften hos Mænd, der kjæmper ude i Offentlig-
heden i store Lande.

Foretagendet var imidlertid for svært til med en-
gang at kunne løftes af én Mand. Han tabte Penge,
indvikledes i Avisfeider og Processer med Autorite-
terne og var vel hellerikke af Naturen skikket til i
Længden at være den praktisk styrende for en saadan
Anstalt. Han var for hedhovedet, og den samme Lan-
dets Dannelse, som havde opelsket hans norske Violin,
var endnu ikke forberedt nok for dette nye.

Bulls Theater gik vistnok snart over i andre Hæn-
der. Men den 2den Januar 1850 blir dog altid at anse
som den norske nationale Scenes Aabningsforestilling.
Det Teppe, som gik op den Aften, medens Ole Bull
stod med fuldt Hjerte i Orkestret, gik op for en hel
dramatisk Udvikling i vort Land. Den 2den Januar
1850 vil altid nævnes som den norske Scenes Fødsels-
dag og Ole Bulls Æresdag. Hans Foretagende reiste
Bevægelse, Diskussion og Kamp over det hele Land;
men særlig fremkaldte den høie Dønning, det satte i
hans Fødeby, Bergen, Kunstnere som Johannes Brun,
Fru Gundersen, Fru Brun, Fru Wolf, hvortil senere
sluttede sig den talentfulde Fru Juel, hvilke alle, efterat
Ole Bulls Theater i Bergen gik ind, har ladet hans
nationale Scene gjenopstaa med Glans inde i Hoved-
staden.

Den Kamp, Ole Bull havde havt at føre med For-
holdene, var haard. Sin bedste Villie og sine kjæreste

SIDE: 288

Idéer saa han misforstaaede og angrebne, og sig per-
sonlig mere og mere indviklet i allehaande Processer og
Fiendskaber.

Det var under denne bittre Skuffelsens Sindsstem-
ning, at Planen modnedes hos ham om, at grunde et
"Ny-Norge" over i Amerika, hvor han faktisk og
praktisk kunde gjennemføre alle sine Idealer. Han
havde paa sine Reiser set de dengang endnu tyndt
spredte Nordmænds vanskelige Kaar derover og for-
staaet, hvilke Fordele de kunde opnaa, om de blev
samlede og beskyttede. Nutidens Forholde viser, at
Ole Bull i dette Stykke ialfald saa klart.

Efter en kortere Kunstreise til Danmark og Tysk-
land tog han med denne Plan i 1852 igjen over til
Amerika og kjøbte i Pensylvania, Potter county, ved
Bredderne af Susquehannah et betydeligt Stykke Land
- 125,000 Acres. De norske i det fjerne Vesten, der
fortæredes af Musquitos og Febre, tyede straks did; thi
det viste sig, at Ole Bulls Koloni var et overmaade
sundt Land med et godt Klima, med Ege-, Bøge- og
Furuskove, Floder egnede til Tømmerflødning og ellers
ypperlige Kommunikationsforholde.

Her skulde, som Ole Bull yttrede paa Koloniens Ind-
vielsesdag: - "grundes et "nyt Norge", der var hel-
liget Friheden, døbt i Uafhængighed og beskyttet af
Unionens mægtige Flag!"

Alt gik vel, Skove ryddedes, Jorden blev pløiet, Huse,
Skoler og Kirker byggedes, - indtil Bull en smuk Dag
fik Bud om, at den retmæssige Eier af Grunden øn-
skede at tale med ham. Det viste sig da, at han havde
kjøbt de 125,000 Acres Land af et Kompani eller ret-
tere en Bande af Svindlere, der ikke havde juridisk
Adkomst til Jorden, og at han, legalt talt, havde be-
gaaet et Slags Indbrud, idet han havde fældet Træer,
pløiet o. s. v. paa tredie Mands Eiendom. Eieren, Kvæ-
keren Stuartson, gjorde ham nu et Tilbud om, at af-
kjøbe ham Landet, hvilket Ole Bulls medtagne For-
muestilstand imidlertid nu ikke tillod ham at gaa
ind paa.

SIDE: 289

Bull begyndte Proces med Svindlerne; men overalt
hos den anglo-sachsiske Race er Rettergangen dyr, ko-
ster Guld og atter Guld. Processen blev en Grib, der
hakkede Bulls Kjød og drak hans Blod. For at skaffe
Penge til den, maatte han under strenge Kontrakter
reise omkring og spille.

Fortæret af Sorg, febersyg og anstrengt af den idelige
Optræden, drog han fra By til By, fra New-York til
San Francisko, - og den sidste Aften, hvortil hans
Engagement forpligtede ham, fik han den gule Feber.
Han har selv fortalt, at han laa om Natten og vred
sig paa et Stengulv i sit Logis; men hans kraftige Kon-
stitution og selvopfundne Kur at drikke Sennepsvand
samt hugge og stikke sig over det hele Legeme med en
Lebensvækker overvandt ogsaa dette Anfald.

Med ubetvingelig Energi fortsatte han fremdeles
Processen, drog selv ud i de fjerne Skove for at hente
Vidner etc., og bragte endelig saameget ud af Retter-
gangen, at hans Ære var reddet og nogle tusinde Dol-
lars fravristet Bedragerne.

Ole Bull har fortalt mangt et karakteristisk Træk fra
den Tid om, hvorledes hans Forfølgere benyttede alle
tænkelige Fif og Midler for at gjøre ham det umuligt
at underholde sine Processer. Særlig gik det ud paa
at benytte ethvert nogenlunde egnet Dokument for at
komme ham tillivs med Beslaglæggelse af hans Effek-
ter eller Arrest paa hans Person, for at hindre ham fra
at skaffe Penge gjennem sine Koncerter.

Hvor anstrengt han var under dette Liv, kan man
forstaa af, hvad han har berettet om sin Tilstand, da
han lige efter en Sygdom i 1857 gav en Række Kon-
certer i Dodworths Hall i New-York. "Han var saa
svag, at man maatte føre ham frem paa Scenen, og
havde da taget saameget Kinin, at han ikke hørte de
første Takter af sit eget Spil, men først vaktes op af
Publikums Applaus. Imellem Numrene maatte han
hvile sig paa en Sofa og styrke sig med Portvin."

Medens han saaledes forfulgtes, og man gjorde ham
Vanskeligheder paa alle Hold, maatte han hyppig sætte

SIDE: 290

List mod List. Især gjaldt det for hans Forfølgere om,
at faa konfiskeret hans kostbare Violin.

En Aften i New-York, som han gav Koncert for
overfyldt Hus og under Publikums stormende Bifald og
Jubel træder ud fra Scenen efter et Nummer, møder
han en Retsbetjent, der erklærer, at han er nødt til at
beslaglægge den Violin, Bull har under Armen; han
har dertil Lovens Ret og Magt . . .

Det var en iskold Overgang, endnu medens han stod
med den brusende Jubel om Ørene.

Bull smilede og bukkede - med Violinen fremdeles
under sin Jernarm:

"Tillad mig kun et Øieblik at vende tilbage og for-
tælle Publikum Grunden, hvorfor jeg ikke kan fort-
sætte Koncerten. . . . De indser, jeg skylder" . . .

Manden blev bleg, han indsaa pludselig Faren, - at
han stod lige foran det at blive offentlig lynchet af
den hundredgabede Kerberus, et indigneret og rasende
amerikansk Publikum, og drog sig halv konfus halv
bønfaldende ud af Døren.

Bull begreb imidlertid, at han maatte være dobbelt
aarvaagen. At miste Violinen var det samme som for
en Kjæmpe at miste sin Kaarde, og han betroede den
nu til en Ven.

At Forsigtigheden ikke var overflødig, viste sig. Et
Par Morgener efter har Bull igjen en Sherif i sit Lo-
gis. Manden opdager og bemægtiger sig straks den
eftertragtede Violinkasse, hvori den kostelige Skat lig-
ger nedlaaset og forlanger Nøglen, den Bull ogsaa
høflig overleverer ham. Han forvisser sig om, at Violi-
nen er der, og i Retsbetjentens Mine, idet han iler ud,
læses den straalende Seir, han endelig har opnaaet.
Med Violinkassen i Haanden gaar det i fuld Fart hen
til Fordringshaveren, der skjønt ukyndig spiller og
gnider paa Violinen af bare Jubel. Den beses og be-
undres af en hel Kreds . . . Værdien for et saadant
Mesterværk kan ligesaa lidt som de store Diamanter
takseres, og Spørgsmaalet om, hvormange tusinder Dol-
lars i praktisk Handelsværd, søges endelig afgjort hos

SIDE: 291

New-Yorks første Musikhandler. Denne modtager den
erobrede Violin med ærbødig Respekt. Han ser indeni
den, banker paa den, klimprer . . . banker igjen.

Atter gjentager han de samme Manøvrer . . . Endelig
kaster han Violinen foragtelig hen paa Bordet: - "Den
der er værd akkurat - seks Shillings; . . . en ordinær
Kræmmerviolin!" -

- Efter fem stormfulde Aar, tilbragte derover un-
der Opbud af hans hele geniale Evne for at byde en
haard Skjæbne Spidsen, og blandt hvis Begivenheder
kan mærkes, at han i 1853 koncerterede gjennem Ame-
rika med den dengang kun ti Aar gamle senere saa
berømte Adelina Patti, - kom han endelig i August
1857 tilbage til Bergen, saa at sige "Fant som Peer
Gynt."

Her tog han straks fat igjen paa Theatersagen, kom
selvfølgelig i Brud med den daværende Direktion og
indkaldte om Høsten Bjørnstjerne Bjørnson til arti-
stisk Direktør, - et Skridt, der som bekjendt gav den
nationale Scene et helt nyt Opsving. Ole Bull anførte
nede i Orkestret hele den Vinter, medens Bjørnstjerne
Bjørnson dirigerede det artistiske oppe paa Scenen.

Den sidste tunge amerikanske Reise havde imidler-
tid ikke undlat at sætte sine Spor ogsaa i Bulls Kjæm-
pekonstitution. Efter den første Tids Virksomhed
hjemme indtraadte en Reaktion, der trykkede paa hans
Humør. Han led under Anfald af Koldfeber - en
Levning fra Panamafeberen -, hans Formuesomstæn-
digheder var derangerede; dertil kom huslige Sorger.

Med den Tanke at gjennemgaa en Badekur i Tysk-
land drog han i Vaaren 1858 til Wien, gjorde der og i
Pesth en storartet Lykke og opholdt sig derpaa om
Sommeren ved Karlsbad.

Om Høsten var han igjen i Norge og kjøbte sin
Fædrenegaard Valestrand ved Bergen, der nu er i Søn-
nens Eie. Didhen drog han sig den Vinter tilbage i
Ensomhed med sin Familie, kun beskjæftiget med un-
der det milde bergenske Vinterveir at grave Kanaler
og udføre allehaande Forbedringer.

SIDE: 292

Vinteren 1860 begav han sig atter paa Kunstreise og
optraadte i Stockholm under "Statsholderkrisen" med
en Række af sytten Koncerter, hvorefter han tog over
til Finland.

1861-62 gav han i England, Skotland og Irland ialt
46 Koncerter, hvis samtlige Udbytte imidlertid forblev
i Lommen paa hans Impressario, med hvem han ge-
raadede i en forgjæves Proces.

I 1863 arbeidede han i Kristiania for Oprettelsen af
et norsk Musikakademi og satte i den Anledning efter
Evne alle Hjul igang baade hos Storthing, Regjering
og Presse. Det var kun en Fortsættelse af hans tidli-
gere Program: "norsk Orkester i et norsk Theater!" Og
hvad han hermed mente, udtales i en af ham under-
skrevet Artikel i "Illustreret Nyhedsblad",
som dengang under hans Inspiration af mig blev sat i
Pennen. Den Del af den, som her kan interessere, an-
føres.

Et norsk Musikakademi.

Jeg har været med og set det unge Flag heises over
Nationen, det, som nu smykker Havnene rundtomkring
i Verden, og som paa halv Stang alt har sørget over
mange af dem, som i Møie og Modgang var med at
heise det. I dette Flag, væltende foroven, og i Grund-
loven forunden har den norske Statsbygning sit Gulv og
Tag, saa Huset ses ud i Verden og har Navn mellem
Nationerne. Men dermed er det ikke færdigt, og det
var vel Synd nu at lade det staa i slig halvfærdig
Stand, udsat for Vind og Veir. Der er endnu mange
Værelser at tække og indrede, om Huset skal kunne
anstændigen bebos af en Nation, der gjør Fordring paa
sin Plads i Civilisationen. Mellem den danske og den
norske Scene er der jo nu saa nogenlunde afpanelet;
- men rundt om paa Hjemmets Vægge hænger Male-
rier af alskens de forskjelligste Nationers Kunst, im-
porteret ved Skibsleiligheder fra alle Verdens Kanter
- som venteligt i en Sømandsstue som vor. Der er saa
meget af fremmed og saa lidet af, hvad der virkelig er

SIDE: 293

vort eget. Selv de fleste af vort eget Lands Sujetter
udføres i Udlandet, rigtignok af vore egne hjemad
længtende Kunstnere, men med en trællende Landflyg-
tigheds Mærke paa, sat der af den laante fremmede
Pensel. Jeg har havt mangen en Sørgestund sammen
med disse, ikke saameget af vore fattige Forholde som
af vor manglende nationale Sans, forviste Mænd, dem
man støder paa overalt i Verden. Vi har da talt sam-
men om alle de norske Kunstneres fælles Drøm, den, at
faa komme hjem og forene Kræfterne i Akademier,
hvori den unge norske Kunst kunde opdrages til en
selvstændig Manddom, den at give Norge den
Ære, som de fremmede nu tager fra det. Naar Læng-
selen bliver for stor, flytter de hjemover paa Maafaa,
saavel Malere som Musici og Billedhuggere, og tør-
ner da mod den gamle graa, nøgne Klippe, sit Lands
manglende Sans. Saa maa de atter ud igjen. De prø-
ver paa nyt, glemmende det gamle, og en og anden
faar endelig en Smule Fodfæste; Resten maa ud igjen
for atter at prøve den gamle Historie. Men denne vort
Lands Kunsthistorie er vanærende for Nationen og blo-
dig for de Mænd, som saaledes har gjort det til sit alt,
og som den tvinger til at gaa omkring og sælge dens
Ære i Udlandet.

Min Sag her i Verden er den norske Musik. Jeg er
ikke Maler, ikke Billedhugger, ikke Literat. Jeg er
Musiker. Og som saadan bør mit Folk tro mig, naar
jeg siger, at jeg hører en forunderlig dyb og eiendom-
melig Sangbund skjælve inde i dets Bryst. Mit Livs
Maal har været at faa sat Strenge paa den, saa den
kan faa tale ud, saa dens dybe Røst kan tone ind
under Tempelhallen, og som Norges egen Kirkemusik
bære Præsternes Ord til Menighedens Hjerter, saa den
paa Valpladsen kan minde Landsforsvarerne om Lan-
dets Arne; saa den kan lyde fra Orkestrene for at
danne og gjøre sand vor norske Kunst, som ene paa
dette Underlag kan reises; saa den kan klinge fra
Pianoforterne rundt om i Landet ind i Familielivet,
hvor disse Toner vil tale til Følelsen dannende og

SIDE: 294

forædlende mere end alt Sprog i Verden, i Ynde og
Forstaaelighed uovergaaeligt!

Jeg har tilbragt mit Liv med Forsøg paa at klattre
op af den samme nævnte graa Klippe som de andre
norske Kustnere, med at overvinde den denationali-
serede musikalske Sans. Jeg forærede i sin Tid tusinde
Spd. til Theatrets Understøttelsesfond, betroende An-
vendelsen til vedkommendes bedste Indsigt. De 500
af dem blev givet til en forløben tysk Klarinetspiller,
som kom bort i Amerika. Jeg har forgjæves tilbudt
mig at dirigere i Orkestret og komponere for Scenen,
og overhovedet som Enkeltmand stadigen gjort mit
muligste for at bryde mig Veien til Instruktion i den
norske Musik; men jeg har bestandig stødt paa den
gamle kjendte og atter glemte graa Klippe.

Nu er det mit Forslag til mine Kollegaer, de norske
Musikere, at vi rækker hinanden Haanden til et fælles
Forsøg paa at komme op paa Toppen af Klippen, idet
vi efter nærmere indbyrdes Aftale opretter et Akademi
for Undervisning i Musik. Kan hænde vi da endelig
faar Flaget plantet deroppe, og kanske vi saa bag-
efter fra oven af kan række Haanden ned til de andre
klattrende Kunstnere og hjælpe ogsaa dem op!

Ole Bull.

Af Musikakademiet blev der, som bekjendt, intet;
men Frøet - Tanken - blev dog hermed nedlagt.
Sagen har siden den Tid gjennemlevet sine Modnings-
aar, og der staar nu en Række Kunstnere og en gan-
ske anderledes udviklet Musiksans færdig til at mod-
tage den. -

Det var i 1862 i Paris paa en Gjennemreise, at Bull
mødte Efterretningen om, at hans Hustru var afgaaet
ved Døden i Kristiania.

Om dette Ægteskabsdrama, der begyndte i Sol og
endte i Sorg, ligger det udenfor nærværende Biografs
Opgave at udtale sig. Den seks og tyveaarige Brev-
veksling, som deres gjenlevende Søn har fundet at
skylde sine Forældres Minde at offentligjøre, faar

SIDE: 295

bære sit eget Vidnesbyrd. Kun saameget tør her paa-
peges til mulig Retledning for en uhildet Dom: - Det
var en særlig germanisk og en specifik fransk Natur,
som havde gjort det vanskelige og vovelige Eksperi-
ment at føre et ægteskabeligt 
Samlig igjennem, tilmed
under en næsten stadig Adskillelses ugunstige Omstæn-
digheder. Med hver i sin Retning udprægede Evner le-
vede den ene dog væsentlig i Gemyt, Fantasi og Idea-
ler, medens den anden - Barn af et ældre Kultursam-
fund - aldeles afgjort var slagen for den promte, altid
klart opgjorte Virkelighed og satte sin Lykke mere i
Huslivets private Synsmaader og Poesi end i de al-
mene Offentlighedens Idealer og Drømme, der løftede
og henførte ham. Idet man gjennemlæser Brevveks-
lingen, faar man lige fra først af, synes mig, Ind-
trykket af en stadig og fortsat voksende Kjæmpen
mellem vanskelig forenelig germanisk og fransk Aand,
repræsenteret af tvende Personligheder saa menneske-
lige og sande, at man ubetinget maa skjænke dem sin
ærbødige Agtelse.

Ægteskabet var velsignet med seks Børn, hvoraf to
døde i sin spæde Alder, og de øvrige: Alexander, Feli-
cie, Lucie og Thorvald overlevede Moderen.

Med Ole Bulls første Ægteskab er det Afsnit af hans
Liv sluttet, som væsentligst vedrører denne Frem-
stillings Interesse. De efterfølgende Data i hans rige
Liv skal kum kursorisk anføres.

I de næste Aar koncerterede han i Tyskland, Polen
og Rusland, hvor han i 1866-67 med det gamle vante
Bifald optraadte i St. Petersburg, og i Moskwa modtog
en Nodestol af Sølv fra de russiske Studenter. Paa
denne Reise blev han tillige høit æret i Berlin, hvor
Presse og Publikum gav den gamle geniale Kunstner
sin Hyldest og Erkjendelse i rigt Maal. Ogsaa i Kjø-
benhavn nød han Hædersbevisninger. Ved en Fest i
"den norske Forening" udbragte Carl Ploug Skaalen
for ham "som en Konge i Kunstens Rige".

I November Maaned 1867 tog Ole Bull igjen - for
tredie Gang - over til Amerika.

SIDE: 296

Han modtoges der af Landsmænd i Vesten med Fak-
keltog, Deputationer og al den Ære, som deres over-
strømmende Sympathier overhovedet kunde give. Han
debuterede i Chikago og fortsatte siden i et sandt
Triumftog af Koncerter gjennem De forenede Stater,
idet han om Somrene, naar det stundede mod 17de
Mai, altid vendte tilbage til sit Valestrand i Norge.

Enkelte Træk fra denne Tid, som han dels selv har
fortalt, tages her med.

Som hans Genius var i Slægt med Paganini, kunde
Ole Bull ogsaa have sin største Glæde af at imitere
Paganini, baade i Væsen og Spil; - og dette var hos
ham Tegn paa hans lykkeligste og gladeste Humør.
Paa en af de nævnte Reiser i Amerikas Vesten foredrog
han saaledes i Milwaukee Paganinis anden Koncert.
Han gik med Liv og Lune mere og mere ind i hans
Personlighed og spillede den Aften saa lysende inspi-
reret, at han ganske henrev Tilhørerne. Medens man
bagefter strømmede ind i hans Aftrædelsesværelse og
begeistret takkede ham, hviskede han med et glad ind-
fornøiet Smil til sin Søn: - "Jeg tror, Paganini har
været tilfreds med mig, om han har hørt mig ikvæld!"

Det var i disse Aar (1867-69), at han i Amerika
begyndte at arbeide paa Idéen til sit nye Pianoforte.

Den 4de December 1868 Kl. 11 Aften oplevede han et
Sammenstød mellem to Dampskibe paa Ohio. Idet han
gik ind i sit "Stateroom", havde han den Aften en For-
udfølelse af en eller anden Ulykke og havde, idet han
lagde sig, kun taget Støvler og Overfrakke af. 1/4 Time
efter kom Stødet. Det ene af Skibene var ladet med
Petroleum, og der flød snart et Ildhav baade udover
Fartøiet og Vandet. Bull tog koldblodig sin Pels paa,
for bedre at kunne holde Ilden ude og for, om nogen
af de svømmende greb efter ham, - at kunne skille
sig ved den! Saaledes udstyret hoppede han i Vandet
og reddede sig tilland mellem døende og jamrende.

Ved den Leilighed omkom fem og sytti Mennesker,
og Bull fortalte siden som noget uforglemmeligt, hvor-
ledes han under Rædselsscenerne saa en Kvinde med

SIDE: 297

sit Barn søge op paa Kommandobrættet for at undgaa
Ilden og derpaa under Raabet: "Gud hjælpe mig!"
kaste sig ud med Barnet, gribes af Hjulskovlerne og
knuses under Hjulkassen.

Dagen efter Ulykken spillede han i Cincinnati i sine
Reiseklæder; - en Neger havde reddet hans Violin,
idet han holdt den over Hovedet, medens han vadede
iland.

Ved den Leilighed mistede han en Mængde kost-
bare Ting, der havde Affektionsværdi for ham, bl. a. en
Guldkrone, som han havde faat af Frimurerne i Phi-
ladelphia. En ung Mand, der var reist hen til Ulykkes-
stedet for at søge sin Faders Lig, bragte ham senere i
New-York et Stykke af Kronen, der, formet som en
Harpe, bar Inskriptionen: "Til Broder Ole Bull".

I 1869 anførte han Violinerne paa den af Mr. P. S.
Gilmore foranstaltede Kjæmpekoncert under "Freds-
jubilæet" - peace jubilee - med et Orkester paa eleve
hundrede Mand. Han foredrog her to Solonumre for
et Publikum af 50,000 Mennesker.

1870 drog han ad den nyaabnede Pacifikjernbane
vestover til det stille Hav og gav i San Francisko og
omliggende Byer en Række Koncerter. I San Franci-
sko overraktes ham en Guldkrone. Paa Tilbageveien
besøgte han Mormonstaden ved Saltsøen - Saltlake-
city -, hvor han blev enthusiastisk hyldet og gav to
Koncerter.

Da han i April 1870 indskibede sig fra New-York for
at gaa til Europa, modtog han af Verdensstadens fil-
harmoniske Selskab en norsk Silkefane med det ame-
rikanske Stjernebanner indsyet i Dugen samt ledsage-
des ombord til Europa-Dampskibet af en af Statens
Kuttere.

Under det Sommerophold i Norge, som derpaa fulgte,
besøgte han ogsaa Kristiania og gav Koncert, for første
Gang akkompagneret af det af ham selv konstruerede
Pianoforte, som han havde ført med sig. Paa Høst-
siden var han igjen over i Amerika.

Der indgik han i September s. A. (1870) Ægteskab

SIDE: 298

med Miss Sarah Thorp, Datter af Senator Thorp i
Madison i Wisconsin, der har skjænket ham en Datter
og nu, som hans Enke, lever i Cambridge i Amerika.

I disse sidste ti Aar af sit Liv, hvori han altsaa var
knyttet til Hjem og Arne over i Amerika, vedblev han
ungdommelig som før og med usvækket Kraft at give
Koncerter. Han oplevede under denne Periode mange
Hædersbevisninger hinsides Oceanet og foretog ogsaa
et Par Koncertture til Europa i Skandinavien, Tysk-
land og Italien. Af det filharmoniske Selskab i Flo-
rentz modtog han i 1874 en gylden Krone.

I 1876 var han helt nede i Ægypten og besteg der
med sin Violin Keopspyramiden paa sin Fødselsdag,
samt sendte et aftalt Telegram til Hans Maj. Kong
Oscar den II, der naadigst besvarede det.

Om Somrene besøgte han regelmæssig Norge, hvor
han nu i de senere Aar opholdt sig paa sin Villa, Lys-
øen, ved Bergen, som han havde kjøbt i Høsten 1872.

Det var under et saadant Sommerophold i 1879, at
Kong Oscar den II, der besøgte Bergen, viste ham ud-
mærket Bevaagenhed og bl. a. ved en Audiens skjæn-
kede ham sit Portræt med egenhændig Underskrift.
Nogle Dage efter udbragte Ole Bull ombord paa det
festlige Dampskib, der førte Kongen over Osterfjorden,
i de hjerteligste Udtryk: "H. M. Kongens, Skaldens og
Kunstnerens" Skaal, hvilken Hans Majestæt besvarede
ved med sit udtryksfulde Foredrag at synge Bulls
Komposition: "Sæterjentens Søndag".

Ole Bulls syttiende Fødselsdag var den 5te Februar
1880 feiret i Madison i en Kreds af Amerikas første
Mænd, deriblandt Digteren Longfellow, og en Proces-
sion af Damer havde under Festlighederne overrakt
den endnu lige ranke, hvidhaarede Mester en Violin, et
Kunstværk af de mest udsøgte Blomster, - da, kun
nogle Maaneder efter, - det Budskab naaede hans
Fædreland, at han var angrebet af en betænkelig Syg-
dom. Det var under dens Smerter, at han trods alle
Betænkeligheder og Indsigelser fra Lægernes Side med
hele sin Jerntrods satte igjennem at blive ført over til

SIDE: 299

Norge. Hans Hustru fulgte ham, og efter et Ophold i
Liverpool, hvor han atter fraraadedes at fortsætte Rei-
sen, naaede han endelig i Randen af Sommeren frem
til det Hjem paa Lysøen ved Bergen, som han skulde
forlade for under Landesorg at stedes til Hvile paa
Kirkegaarden i sin Fødeby Bergen.

Som han, ligesom drevet af et uimodstaaeligt In-
stinkt, synes at have længtet efter sit Fædreland, saa-
ledes er det ogsaa for den nationale Bevidsthed, hvor-
til hans hele Personlighed saa uadskillelig er knyttet,
en Tilfredsstillelse at vide, at dets navnkundigste, vidt-
farende Søn dog tilslut skulde gjemmes i Fædrelandets
Muld.

Da Lægen den sidste Morgen underrettede ham om,
at han snart maatte vandre herfra, tog han rolig og
fattet Afsked med sine Omgivelser. Senere yttrede han
Ønske om at faa nogle Blomster hen paa Sengen. Man
havde vanskeligt for at forstaa, hvad Slags Blomst han
mente, og bragte ham den ene efter den anden; men
han rystede hver Gang paa Hovedet. Først da man
bragte ham nogle Lyngblomster, nikkede han og smilte.
Han beholdt denne simple, fattige Lyngdusk i Haan-
den i sine sidste Timer. Og Nordahl Rolfsen
har i et Digt, der fulgte med to Kranse af Lyng og
vilde Blomster paa Baaren, gribende malt os denne
Stund med Lyngdusken, hvori hans Sol gik ned:

"Natten den kommer, og Solen sin Glans
vil mig nok snarlig nægte;
havde jeg kun en liden Krans
og vidste, at den var ægte!
Natten den kommer, og Laurens Busk
slet ingen Duft mig sender.
Giv mig af Lyngen en liden Dusk
mellem de kolde hænder!"

Da han mærkede, at Døden nærmede sig, udtalte
han Ønsket om, at høre Mozart Requiem, hvilket hans
Hustru gjentagne gange spillede for ham, og da To-

SIDE: 300

nerne døde hen, indtraadte Forandringen, som bebu-
dede, at Opløsningen var nær forestaaende. Ole Bull
udaandede den 17de August Kl. 12 Middag.

Hans Ligbegjængelse fandt Sted Mandagen den 23de
August; og over denne Baare bøiede alle Landets Par-
tier sig sammen i den fælles Folkesorg!

Den dybe Bevægelse, som ved denne Leilighed raa-
dede, fik saa levende og stemningsfulde Udtryk i hans
Fødebys Presse, at enhver Fremstilling bagefter kun
vil staa tilbage, og jeg vælger derfor at sammenstille
forskjellige Uddrag af disse. Man føler, hvorledes de
er skrevne under det umiddelbare store Indtryk af
Sørgefestens Høitid, og synes at høre Sørgemarschen,
Minutskuddene og Klokkeringningen, medens Toget
bevæger sig langsomt fremad, og Folket følger sin be-
rømte Søns Kiste til det Sted, der af kommende Slæg-
ter med Ærbødighed og Pietet skal nævnes som Ole
Bulls Grav.

OLE BULLS JORDEFÆRD

Mandagen den 23de August - Ole Bulls Begravel-
sesdag - vil uudslettelig bevares i enhver Bergensers
Erindring.

Allerede fra den tidlige Morgenstund viste sig, at her
var den fuldstændigste Tilslutning af alle Folkeklasser.
Bergen og Vaagen var iført sit Sørgeskrud; fra Husene
og Skibene vaiede tusinder af Flag, der var sænkede
paa halv Stang, al Forretningsdrift var indstillet og
Butikerne lukkede for hele Dagen.

Oppe i Staden var alt endnu stille Forberedelse, i
Gaderne ordnedes de festlige Dekorationer, og paa Hav-
nen gjorde Dampskibene sig færdige til Sørge-Defile-
ring, indtil efterhaanden udover Formiddagen den
umaadelige Procession begyndte at opstille sig paa
Nordnæspynten, og Folkemasser i tusindvis strømmede
udover til de høie Punkter paa Nordnæs og langs Fæst-
ningen for at se Indseilingen.

SIDE: 301

Imidlertid var Dampskibet "Kong Sverre" afgaaet fra
Bradbænkbryggen Kl. 7 om Morgenen med Ole Bulls
Familie og nærmeste Venner samt nogle faa indbudne,
der skulde overvære Familiens Sørgefest paa Lysøen og
derefter føre hans jordiske Levninger ind til Byen,
hvor Kommunebestyrelsen havde skjænket Begravel-
sespladsen.

Kommen i Nærheden af Lysøen heistes paa halv
Stang det amerikanske Flag paa Fortoppen, det nor-
ske paa Agtermasten og under Gaffelen, og saaledes
sørgesmykket gled "Kong Sverre" ind til Øen. Solen
var nu kommet frem og havde forjaget de regntunge
Skyer. Solbelyst laa Villaen der og viste store Sørge-
skarer af Omegnens Bønder, der havde leiret sig op-
efter Terrasserne i Fjeldet.

Parvis vandrede man opad den steile Fjeldvei, som
fører til Huset, hvis Veranda var dekoreret med sorte
Draperier. Kl. 10 1/2 samledes man i den store, rumme-
lige Koncertsal ovenpaa, hvor den med Kranse og
Blomster praktfuldt og bugnende rigt udstyrede Kiste
var placeret under det floromvundne, store Speil. Over
den vaiede Ole Bulls Stjernebanner.

Edvard Grieg indledede Høitideligheden med et
Præludium paa Husorglet, og Haandværkerforeningens
Sangere afsang stemningsfuldt nedenstaaende Sang,
hvortil Grieg akkompagnerede:

Nu mødes tusinde Hjerters Trang
i Mindets dæmrende Sale,
nu gaar et Suk over Fjord og Vang
og gjennem duggede Dale.
Nu tier Skovens Sangerkor,
og Birken sænker sin Krone,
hver Blomst er hyllet i Sørgeflor -
thi nu forstummed hans Tone.

Det Liv, der spirer paa hjemlig Grund
i Folketrang og paa Tue,

SIDE: 302

det steg forklaret i viet Stund
o Toneskald! fra din Bue.
Hvert Skjønhedsblink, Du maned frem,
alt, i din Tone bæved,
bar Længsel udad og atter hjem:
vort Liv Du tolked og leved.

Nu har Du sunget din Svanesang,
i Sagas Hal er Du bænket;
men end din Tone har mægtig Klang:
i Folkets Bryst den sig sænked.
Og om dit Navn den slynge skal
en Krans af straalende Minder,
der dufter frisk mellem Fjeld og Dal,
mens Slægter kommer og svinder.

J. G.

Neppe et Øie var tørt, da Kisten, baaret af otte Bøn-
der fra Valestrand, nu førtes ud fra Lysø. Foran den
bares Silkebanneret. Efter Kisten gik Hr. Overlæge
Danielsen, bærende Ole Bulls fire Ordener (St. Olaf,
Wasa, den spanske Karl den IIIdies Orden og den por-
tugisiske Kristusorden), og vor nationale Tonedigter
Edvard Grieg, bærende hans vakkre Guldlaubærkrans
fra San Francisko. En Skare Bønder og Sangerne med
Sangerfanen sluttede Følget.

Over den smykkede Landgangsbro bares da Liget
ombord i "Kong Sverre", hvor det placeredes midt-
skibs paa en med et hvidt Silketeppe bedækket Skam-
mel. Over Kisten plantedes det norske Flag og Bulls
Silkebanner.

. . . Tougene kastes los . . . sagte Fart forover, . . .
Hovederne blottes, . . . Viften fra Skaren paa Land og
ombord paa Dampskibet, - og Lysøen kom mere og
mere afsyne!

Ved Kvarven mødtes man Kl. 1 1/4 af et høitideligt
Skue, idet her fjorten norske Dampskibe, syv i hver
Linie med Saturnus og John Schønning som Fløiskibe
var gaat Sørgeskibet imøde for at eskortere Ole Bull

SIDE: 303

ind til Moloen. Eskadrens Skibe førte det norske Flag
paa Fortoppen og under Gaffelen samt Navnevimpel
paa Agtermasten. Under sagte Fart passeredes Ask.
Fanerne paa Nordnæsvolden sænkedes, og nu og da
førte Vinden Tonerne af Welhavens - "Hvor sødt at
favnes af Aftnens Fred", der blev afsunget af Proces-
sionen, ud til Sørgeskibet. Fæstningen hilsedes fra
Fløiskibene med otte Skud, som besvaredes med Salut,
idet "Kong Sverre" kom forbi. Folkemassen paa Fæst-
ningsvolden og paa Skibene blottede Hovederne, Kirke-
klokkerne lød, og Skibet gled sagte ind til den smyk-
kede Dampskibsbrygge ved Holbergsplads, der var tæt
besat af Mennesker.

Brigadens Musikkorps intonerede "Sæterjentens Søn-
dag," under hvis kjendte Toner Landstigningen fore-
gik - maaske det mest gribende Moment under hele
Høitideligheden! - Kisten bragtes iland af Haand-
værkerforeningens Sangere.

Efterat den var placeret paa en for Anledningen byg-
get aaben Estrade, forat den kunde ses af alle, satte
Ligvognen og det umaadelige Sørgetog sig i Bevægelse.
En Skare Bønder fra Lysøen og Valestrand, der havde
samlet sig under et norsk Flag, aabnede Toget. Til
dem sluttede sig Haandværkerforeningens Sangfor-
ening, efter hvem Musikkorpset fik sin Plads. Seksten
unge Damer gik to og to foran Kisten bærende den af-
dødes Trofæer. Efter Ole Bulls, fra 17de Mai Proces-
sionerne saa bekjendte, Stjernebanner fulgte den af
Kranse og Blomster dækkede Kiste. Ligvognen, der
blev trukket af fire sorte Heste, førte af Stalddrenge,
efterfulgtes af Marskalkerne samt d Hrr. Danielsen og
Edvard Grieg med Ordenerne og Guld-Laurbærkran-
sen.

Idet Toget under Chopins herlige Sørgemarsch satte
sig igang, begyndte Minutskuddene fra Skansen og
Klokkeringningen fra alle Byens Klokker. Som Sørge-
toget passeredes, sænkedes de forskjellige Korporatio-
ners Faner. Strandgaden, Torvet og Kong Oscars Gade,
hvorigjennem Toget gik, var alle strøede med Ener og

SIDE: 304

Blomster og festlig smykkede med Sørgeflag fra Hu-
sene. Alle Vinduer var besatte med sørgeklædte Til-
skuere, - overalt paa Trapper, Altaner og Tage, ja selv
hele Fjeldet opover var tætpakket af den tause, sort-
klædte Folkemasse. Strandgadens talrige Butikvinduer
var dekorerede i hvidt og sort, flere med Ole Bulls
Navnetræk, og ned over Kisten regnede der den hele
Tid med Blomster. Svaneapotheket, hvor Ole Bull var
født, var smagfuldt smykket med den store Kunstners
Byste, omgivet af Flag og floromvundne Musikinstru-
menter, samt over denne Datoen for hans Fødsel, den
5te Februar 1810, i Straaleglorie. Her gjorde Sørgevog-
nen Holdt, medens følgende Sang af J. Lund blev af-
sunget:

Du godt har holdt Ord, talt Norriges Sag
og baaret dets Ry viden Lande;
Du løftet har høit dit Fædrelands Flag
rundt om paa de fjerneste Strande.
Ja Fyrster og Folk sin Hyldning har bragt
din bløde og malmstærke Bue;
et Scepter den blev, som Storme har lagt,
og tændt har Begeistringens Lue.

Naar Buen Du strøg, om borte Du var,
det klang som et: "Leve vort Norge!"
Thi altid din Hug til Norge Dig bar,
alt kan for din Kjærlighed borge.
Du elsked dit Land, dets veirbidte Strand,
og aldrig Du kunde det glemme,
og Folket Dig elsked, Kvinde som Mand,
de vidste, kun her var Du hjemme.

Saa Tak da for alt, for Toner, for Sang,
for Gløden, Du tændte og vakte.
Hav Tak for din kjække, mandige Gang,
hav Tak for hvert Offer, Du bragte.

SIDE: 305

Nu nedlagt er Buen, Tonon dør hen,
dit Minde dog aldrig skal svinde:
det Norge, Du var saa fuldtro en Ven,
en Evighedskrans vil Dig binde.

Toget satte sig derefter igjen i Bevægelse. Klokken
tre naaede det Kirkegaarden ovenfor Stadsporten. Hele
Fjeldsiden ligeoverfor var besat af tætsluttede Skarer.

Af Medlemmer af de Behrenske Kvartetter bares Ki-
sten fra Vognen og sænkedes i Graven, medens Musik-
korpset spillede Melodien til: "Vor Gud han er saa fast
en Borg".

Derefter afsang Haandværkerforeningens Sangfor-
ening følgende Sang:

Det Liv, som stanser her, var skjønt og rigt -
det var fra først til sidst en Morgenrøde, -
det var et glødende, et deiligt Digt, -
det var vor unge Friheds Førstegrøde.

De største Drømme, som en Sjæl har havt,
og Hjertets dybeste og bedste Tanker
han tolked i sin Kunsts Vidunderkraft, -
og nu paa Evighedens Dør han banker.

Hans Livsdaad ham mod Evigheden bar,
- det ideale gaar i Støv ei under. -
Paa Tonens Vinger Vei han frem sig skar, -
han er ei død, - han bare rolig blunder.

Ja hvil i Fred! I Mindets varme Favn
som Barn hos Mor Du trofast nu skal gjemmes.
Og, Ole Bull, dit kjendte, kjære Navn
har Evighedens Glans, kan aldrig glemmes.

Olav Lofthus.

Derpaa gav Bjørnstjerne Bjørnson med sit malm-
fulde Organ, der ikke lod et Ord gaa tabt, en gribende

SIDE: 306

Tolkning af den afdødes Betydning for Fædrelandet.
Han skildrede derunder Ole Bull som Henrik Werge-
lands jevnbyrdige som national Aand og citerede Wer-
gelands skjønne Digt til ham:

O, vant til Sønners Verdensry,
mit Øie funkler op paa ny.

Drag hen min Søn, den samme Lyst
har rørt sig i din Moders Bryst.

Jeg ogsaa digtet har engang
Heimskringlas Liv, det er min Sang.

Jeg skrev min egen Epopée,
hver Helt var deri en Idé.

Op til mit Hjerte gyldenblaa
den store Havets Harpe laa.

I Erkjendelsen af, at Ole Bulls Navn for altid var
knyttet til Bergens nationale Scene, lagde Bjørnstjerne
Bjørnson Mindekransen paa hans Grav.

Efterat de unge, sørgeklædte Piger havde kastet sine
Buketter paa Kisten, opløstes Toget, medens Musiken
spillede en Koral.

Bergens Theater, hvis Historie er saa uløselig
sammenknyttet med Ole Bull, gav om Aftenen en Fest-
forestilling, hvorunder der - efterat orkestret havde
spillet "Sæterjentens Søndag", fremsagdes følgende
Mindedigt:

 Kranset er Graven!
 Evighedshaven
 aabned sin Havn
 for ham, den sidste,
 vi vilde miste.
 Vemod og Savn
 Minderne jage
 frem og tilbage
 Bull, om dit Navn.

SIDE: 307

Vi ser en Yngling staa i Livets Vaar
med Hjertelagets store, sunde Varme,
med Offervillie og aabne Arme:
han vil erobre Kunstens Odelsgaard.

Og selv han sætter hele Livet ind
i denne Gjerning, - "Norges Kunst skal reises."
og paa dens Templer "Norges Flag skal heises,"
det var Begeistringstanken i det unge Sind.

Han elsked Norge som en Søn sin Mor,
og Landets Ære var for ham det første.
I dette Livssyn vokste han sig stor,
og Saga skrive vil: Han var den største.

Hvem har ei følt den underbare Magt,
der i hans Tone levede og strømmed? -
Hvem gav ham alle disse rige Drømme?
Hvem havde Varmen i hans Toner lagt?

Det for sin Kjærlighed han fik igjen,
Det var hans Moders - Norges - Vuggegave;
den bedste Blomst, hun eied i sin Have,
den gav hun ham, - sin Søn, sin bedste Ven.

Hans Liv er endt. Det var en fortsat Vaar,
thi gammel Ole Bull blev ingensinde,
og aldrig heller ældes skal hans Minde,
som Yngling han i Sagahallen staar.

 Kranset er Graven
 Evighedshaven
 aabner sin Havn
 for Dig, Du sidste,
 vi vilde miste!
 Men om dit Navn
 Norge skal binde
 en Krans, og dit Minde
 aldrig skal svinde.
 Som Nordlys det skal
 straale i Mindernes Evighedshal.

SIDE: 308

Derefter spilledes Nordqvists Sørgemarsch. -

- Det var vistnok kun i det afsides lille Norge og
i dette Lands anden Stad, at denne Sørgehøitid fore-
gik. Men Tidenden om den store Mesters Død gik som
en Verdensbølge rundt den hele Jord, læstes i San
Francisko som i Melbourne, i Ruslands indre som i
Spanien, først som Telegrammer og siden, behandlet
i Pressen, gjennem en hel Literatur af Biografier; thi
overalt var dette Navn kjendt. Og som man i Boston
til Ære for hans Minde holdt en Sørgegudstjeneste som
for en af Amerikas egne store Mænd, saaledes var det
en Samfølelse i alle Lande, der følger med i Kulturen,
at med Ole Bull var en souveræn Individualitet, der
med høit inspireret Genius havde baaret Kunstens og
Skjønhedens Idealer, gaat bort, - en af dette Aarhun-
dredes Stjerner sluknet.

I Onkel Jens's gamle Blad, som endnu er i Fami-
liens Eie, læstes inden den store Sørgeramme følgende
Anmeldelse af hans Bortgang:



OLE BULL ER DØD

Norges navnkundige Søn er ikke mere. Budskabet
gaar viden om, og Landet staar sørgende ved hans
Baare. En Løbebane, stor og glimrende, er afbrudt, et
Kunstnerliv i Kamp, et Liv i Arbeide, et Liv i Idéernes
Brydning, der fandt sit Udtryk i hans Valgsprog:

"bellum vita - vita bellum. -"

SIDE: 311

GAMLE JAN JUHL I AAFJORDEN. - SILDEKONGEN. -
BYGDEKONGEN

Rygtet gik indover Fjordene, at en underlig Fisk
var fanget. Den var saa og saa beskaffen, nogle sagde
ni, nogle atten Alen lang, nogle endnu længere. Den
var taget i Fjæren paa Udsiden af Karmøen, var oven-
til blinkende blaa, violet og purpur-rød ligesom en
funklende Regnbue, under skinnende hvid som Sølv,
og den havde et Mærke som en ildfarvet Krone paa
Hovedet.

Man mente, det var Sildekongen, og at det betød
ustyrtelig rigt Fiske.

Store og smaa samlede Folket sig, hvergang der kom
en Baad udenfra, henover de isede, halvbare, blæ-
sende Hauger, hvor de bedst kunde se ud i Fjorden, -
i Topluer og Skjorteærmer, i Skjørt og Særkeliv, slig
som hver just kom fra Arbeidet. Det saa ud med For-
samlinger som paa Helgedags Eftermiddager paa det
nær, at ingen nu tænkte paa Dragten ligeoverfor Na-
boer og Grændfolk. Der gissedes og mentes og spaae-
des og dømtes og formodedes . . .

Der var med de stigende Rygter begyndt at komme
som en Ild i Blodet . . . lidt af en Guldfeber, hvorunder
Fantasierne hidsedes og sattes i vild Gang.

Efter to, tre nedslaaende Uaar i Sildefisket var
Spørgsmaalet igjen om at sætte ind paa det og vove
den af deres smaa Jordlapper surt fortjente Skilling.

SIDE: 312

Husmændene vilde komme til at sælge eller pantsætte
sin Ko og halve Mandslod for Sjøklæder og Nistemad,
Leilændingen og Bonden til at sælge Hesten, gjøre
Obligation og udtømme sine sidste Resourcer til Baad
og Folkeudstyr, til Garn og Notehyre, - alle til at
prøve Krediten hos Landhandleren til det yderste . . .

Nogle stod fortænkte, andre snakkede ivrigt løst hen;
men at de eventyrlige Forventninger var begyndt at
gjære, hørtes allerede paa Yttringer baade her og der:

"Det var nok ikke for ingenting, at alle "Perlebaan-
dene" laa og rak i Fjorden før Mikkelsmesse, - som
bare blanke, røde Sildeøine, Rad i Rad; det varslede
Notestæng!"

"At der vilde komme noget efter Sildekongen, kunde
nok nogen og hver skjønne! Du skal se ud, naar Gam-
melhunden gjøer" . . .

Der blev mere og mere som en Elektricitet, en Svin-
del, i Luften!

Jo længere Rygtet gik ind igjennem Fjordene, desto
underligere blev det i Folkemunde, saa underlig tilslut,
at, da det bøiede om Odder og Næs og opigjennem de
trange Sildefjorde, var det blevet til et "Ildstegn set
paa Himlen", - "en Fisk med et stort Ris efter sig".

Det var først inde ved Hammernæs, at Sildekongen
helt døde og forvandledes til noget i Luften, - ligesom
det overhovedet var der, at alle stærke Rygter udenfra
blev stille og dovnede af; thi gamle Jan Juhl vilde nu
engang ikke vide af, at Landfolket skulde drive Sjø-
brug og "fare Nar mangfoldige Mile udover for at
sætte til paa vilde Havet".

Og naar den gamle paa Hammernæsset rystede paa
Hovedet af noget, saa troede ingen, som vilde holdes
for sindig, det i den Bygd.

Det var overhovedet noget af det sidste, Jan Rejersen
Juhl gjorde i dette Liv, at han fik stilnet af dette "for-
vildende Rygte" og sin Bygd bevaret fra den Ulykke;
thi ikke otte Dage efter døde han af et Hjerteslag,
netop som han sad og røg sin Pibe nede paa Bænken
ved Hammernæsfuruen.

SIDE: 313

Fra Hammernæsset skar den Bygd, som kaldes Aa-
fjorden, sig afsides og forgjemt østover ind imod Høi-
fjeldet, først som et Stykke trang Fjordarm, men oppe
i Annekserne omrandet af skavlede Blaafjelde.

Her fandtes ikke blot gamle Sagn og Slaatter og Øl-
boller med Indskrifter og gamle mærkelige Stabure
med Snitværk, men ogsaa et helt indestængt, gammel-
modigt Folkefærd med forvoksede store Træk og ud-
prægede Forstandsansigter, - stadig i hinanden ind-
giftede Slægter! En Frenolog vilde hos Kvinderne have
fundet et "Søk" eller Indsænkning i Forhovedet, lig
indsunkne Tagaase efter lange Tiders Tryk.

Oppe i Fjeldbækkene gik Ørreten forældet og stor-
ho'det - Hovederne saa svære som en Trediedel af
Kroppen og med Moseknuder paa -, fordi Ungdom-
men aldrig fiskede, og Arten manglede Fornyelse.

I de trange Revner og Afkroge af Sæterlider, der alle
led af formegen Skygge og forlidet Sol, gik Kjørene
kummerlige og smaa med skarpe Hofteben, - Pro-
duktet af hundreaarig Sultefodring og luftløse Fjøs.
Saagodtsom hver tredie Ko var en- eller stubhornet,
- Racens Alder gjorde dem hornskjøre. Folket mente,
det kom af, at de stangedes om Beitet med de under-
jordiskes Kjør.

Her skræmte Budeierne hverandre paa lyse Sommer-
dagen med, at Børn pludselig forsvandt under Dør-
hellen med "Tussen", eller fortalte om, hvordan det
havde let og fniset ad dem fra Skogholterne, og hvi-
skede ængstelige om Staal og Vigsel mod Troldskaben.

Endogsaa Hestene saa graa og lange og gamle ad i
Hovedet; de drog sig hjulbenede frem foran Kjærrer,
der gik paa knarrende, svære Træhjul, hvori Akserne
sad faste og dreiede sig rundt med - ligesom paa
Abrahams Tid! Ja, lige til Griseslaget syntes alt her
at have lidt af Indgifte, - langbenede, langtrynede,
magre og forfølgelsessyge, som de fo'r lig pilsnare Hur-
tigløbere omkring mellem Husene. De syntes egnede
til direkte at levere de jærnhaarde, spegede, harske,

SIDE: 314

ti-tyve Aar gamle Skinker, der hang som Klenodier
paa Staburene.

I denne Bygd var Primstaven endnu intet overvundet
Kalenderstadium. Man inddelte i al Ro fremdeles
Aarets Gjerning efter den, baade "Haaballen" og "Vin-
terdag", og mange lagde Samvittighedsfuldt Baadene
op nede i Fjordfjæren ved "Helgemesseleite" første
November, "da Sjøfarten skulde ophøre".

Den nedre Ende af Dalen skulde egentlig, som
mange af dens Brødre paa de Kanter, have endt med
et stængende Ferskvand; thi en saadan Bygd har Trang
til en Laas. I dets Sted havde den faaet sig tildelt en
liden trang Fjordarm, der fortsatte sig ud i den store
Fjord og endte i det vide Verdenshav - langt, langt
udenfor Bygdens Idékreds.

Men en saadan Bygd har, som sagt, en mægtig Trang
til en Laas.

Og just som en saadan gavnlig Slaa og Prop for
Enden af den sad gamle Jan Rejersen Juhl paa Ham-
mernæsset - ligesom hans Far og hans Far igjen før
ham, - indtil han nu i Høst var gaaet bort.

Der gik et Suk, dumpt som indeni et hult Tønde-
spunds, opefter Dalen: -

"Javist var det et Tab, - han Far Juhl ja!"

Han var af Juhlernes vidtløftige Slægt, - ikke den
Gren med de to u-er og Sjøhelten i; men den, som
skriver sig med "h". En af Familien, en Sjømand, der
havde tjent sig rig i Holland og nede paa Batavia,
havde for halvandet hundrede Aar siden eller mere
lagt sig til mange Gaarde i Aafjorden, - et helt Gods.
Og det var mærkeligt, hvormange lange, stærke, magre
Juhlefigurer med skarpe, rette Ansigter og lyst Haar
og tilsvarende høie, smukke, lyshaarede Kvindfolk der
var at se mellem Bygdens ellers mørke og undersæt-
sige Befolkning.

Siden havde Familien levet paa at formere sig og
dele og spinde sig fast her inde i Krogene, indtil den
tilslut var forsvundet nede i den navnløse Almue igjen
eller, - som de Juhler, der nu mindst siden forrige

SIDE: 315

Aarhundrede havde holdt sig paa Hammernæs, gaaet
op i menneskeligt Stargræs og Stivsind.

Han Far Juhl ja! - - Der stod den lange, graa,
enetages, midt over Tagryggen af Alder indsjunkne
Bjelkebygning igjen med de smaa forsømte Blyruder i
de yderste Vinduer over Kaalhaven og de indsatte nye,
lidt større, hvidkittede paa begge Sider af Gangdøren.

Henover den grønne Fladmark sled enkelte seige
tynde Bjerkestammer sine Løvdusker i Vinden!

Men ellers var der kun kroget Vegetation, kroget
Older og Bjerk paa begge Sider opefter Bækkene i
Fjeldet, krogede Bjerkelunde, der ligesom sad paa
Hug bort over de vindhaarde Hauger. En Strækning
nedenfor Husene, der engang var emnet til en herre-
mæssig stor Frugthave, stod nu med krogede sure
Træer, smaa Ribs, daarlige Stikkelsbær og Levninger
af Lysthuse, overgroede med Humle og Nelder, hvor
Hønsene kaglede og værpede.

Paa Haugen stod en svær, knudret Kubbefuru og
strakte sine vredne Arme og Grene imod Vinden med
en gammel Rundbænk om Foden . . . Der sad han Far
Juhl timevis og røg Tobak og flyttede sig og saa efter
Bygdens Baade, som roede og seilede ud til Landhand-
leren ved Næsset tvertover og derpaa med forrettet
Ærinde indover igjen.

Og Folket vidste, at han sad der og kjendte dem,
hver og en, og passede paa og altid fik vide, hvordan
det stod med Regnskabet derover.

Der gik nok ikke meget for sig i Bygden uden Far
Juhls Raad og Lov!

Deroppe stod Bygningen som før; men Manden, Byg-
dens Laas, var borte. Og Bygden roede forbi og un-
drede sig og ventede paa, hvad der nu skulde ske.

Begravelsen var holdt med stor Ære, - et Gravøl,
som spurgtes vidt om i Fjorden som altid, naar der
var Gravøl over en Juhl! Bagefter var der blevet saa
stille . . . og at Hammernæs ikke mere skulde eies af
gamle Jan Rejersen Juhl men af unge Rejer Jansen

SIDE: 316

Juhl, det var derom Tankerne dreiede sig baade paa
Gaarden og nede i Bygden . . .

Man var alt helt indunder Jul. Veiret derude havde
med ét fra Østenkulde og Frost vendt sig til sydvest
med Tøveir, saa mildt, at det dryppede fra Tagene,
og man satte Træballier under Renderne for at samle
Regnvandet til Vasken og Ludefisken.

Den gamle Gaard fik den egne vastrukne Tøveirs-
kulør i Bjelkeværket med svulne Vindueskarme. Hist
og her stod Bjerkelundene med sine krogede, hvide,
vredne Stammer i den kramme Sne med Grene saa
sorte og triste som Sopelimer eller Skolemesterens Ris.

Budeien, gamle Jørun fra Opbygden, kaldte dette
Veiromslag før Jul for "Lefsetøiren".

Og Lefser kjevledes og bagtes der nu i Bryggerhuset
af Husmandskjærringen nede fra Vigepladsen med stor
Flid; Lys var støbt, Julefisken fisket og Juleøllet, om
end kanske lidt mindre stærkt end vanligt, som Enkeøl
rettelig bør være, baade brygget og havt paa Tønden.

Derinde i Stuen sad Enken og nøstede af Garnvin-
den henne ved Kakkelovnen, af hvis røde, sprukne
Mund det begyndte at lyse og spille i Skumringen.

Det var en statelig Skikkelse, der viste, at hun havde
Blod af de stærke, urolige Ramstadfolk øverst oppe i
Dalen - et Ansikt, stort i Trækkene som af Træ, med
et Tørklæde om det graa Hoved; hun var en Tremen-
ning, han af Slægtsinstinkt havde giftet sig med.

Det store, halvmørke, lave Værelse med de af Væg-
gen krummede Langbjelker under Loftet havde en
Skindsofa med et lidet Speil over, et Slaguhr i en
Trækasse henne i det ene Hjørne, hvor Tobakspiberne
hang med de efterladte forbidte Mundstykker, og en
brun Skjenk med malede roser af Bygdens Sort i det
andet. Mellem Vinduerne stod det nedslaaede brune
Klaffebord med Systen og Søm paa, medens simple
Grantræs Stole, og deriblandt nogle høiryggede med
Skindbetræk, var stillet i Soldaterrækker rundt om
Væggene, ladende hele det umalede Gulv med de brede,
kvistede Planker at Fjeldfuruen og de lange, sand-

SIDE: 317

fyldte, mørke Sprækker frit som en Ekserserplads. Fra
Væggen saa nogle udblegede arvede Skilderier ned paa
den, - et af Fluer sortprikket, gulnet Kobberstik af et
Krigsskib, hvorunder stod "Generalgouvernør Swarde-
croon, Batavia 1720", - samt et af Carl Johan ved
Dennewitz.

Den store Kvindeskikkelse, som nøstede henne ved
Ovnen, sad sammensunken i Ryggen lig en af de tunge
Arbeidsheste, der et Pust hviler den ene Side og det
ene Ben for Læsset i Bakken.

Hun sukkede af og til, og det svarede henne ved
Vinduet, hvor den seks syv og tyveaarige Datter, lang
og smal som et Straa, sad med Hovedet indkilet i Vin-
dueskarmen og syede ved den sidste Lysning af Dagen.

De vekslede ikke et Ord, medens Garnvinden tog i
med fornyet Hast; - de to Fruentimmer sad blot og
ventede ligesom hele Bygden paa, at noget skulde ske.

De maatte vel snart høre fra Sorenskriveren om
Boet; det skulde komme før Jul . . . De havde sine
Tvil hver for sig. Det var to forstandig anlagte Natu-
rer, som kun ikke havde vovet at tænke, saalænge deres
Husbond og Far levede og tænkte for dem, og nu sad
de fremdeles og taug for hinanden. Men de kunde ikke
længere værge sig for at tænke.

Post fo'r kun engang om Ugen indigjennem Fjor-
den paa denne Aarsens Tid, og dette var sidste Post-
dag før Jul . . .

Gamle Jan Juhl hentede rigtignok aldrig Posten før
et Par Dage efter, naar de med det samme havde Bud
til Landhandleren; men de to Fruentimmer var ikke
saa taalmodige, som de var sat der paa egen Haand.
De tællede Timerne.

Slaguhret henne fra Krogen derinde drog sig med en
forberedende Lyd og slog halv tre.

Hvad var det?

Den Uro, Løben og Raaben nede mellem Husene
sagde tydelig nok, at der maatte være noget paafærde.
Skomager Jo keg ud af Baarstuen med Sylen i Mun-
den og Brættet ved Laaret. Gamle Jørun Budeie kom

SIDE: 318

frem i Fjøsdøren; et Par Jenter i røde, lappede Liv-
stykker gløttede ud af Bislaget ved Kjøkkenet, og ud
fra et sodet Brædeskjul, hvorfra der havde lydt Ham-
merklinken, kom en sytten-attenaarig lang, sværlem-
met, lyshaaret Gut ud i Skjorteærmerne og saa sig om.
Han var kullet i Ansigtet og opover de nøgne Arme af
et Geværløb, som han holdt paa at reparere og bore
med Olje.

At det var Husets Søn, var noksom kjendeligt paa
det skarpe, retskaarne Familieansigt under den ure-
dige Lug og en Næse, der saa ud i Verden med et
vist født Overmod. Den syntes, ligesom selve Hammer-
næsset, at være en Udspringenhed, som Folk ikke saa
let kom forbi, uden at maatte give Besked; der var
noget vist naturbaaret, høit opsadlet, spørgende ved
den, ligesom ved hele Fysiognomiet.

Postbaaden var netop nu blevet synlig over Træerne
nede paa Odden. Det var en Sekstring med tre Mand,
der roede, saa de laa langflade henefter Tofterne, me-
dens Stevnen formelig grov sig gjennem Skummet. I
Forenden stod opreist en Stang med en Klud eller et
Stykke Lærred ligesom en Vimpel. Kursen laa skraas
over til Postaabneriet . . .

"Syner! . . . Sildesyner!" - brølede Skomageren; han
kastede pludselig Brættet og sprang udenfor i Uldtrøien
og Fangskindet. "Saa tidligt før Jul . . . Naa, nu faar
nogen og hver ude i Fjorden Fart paa sig . . . Nu faar
Nedrevaagen greie Nøterne og Garnene sine, før han
tænker . . . Ja nu faar nok Budeierne derude være med
og bøde Garn og binde paa alt det, de kan, Jørun!
. . . slippe Buskapen i Fjæren."

Og saadan havde Baaden med den mærkelige Stang
i Forskotten nu i de sidste to og et halvt Døgn vakt
Røre og Liv paa alle Steder indover Fjorden.

Paa Gaarde og Pladse kom Folk ud af Husene og
stod og keg med Haanden over Øinene efter den . . .

Der var ingen Tvil . . . "Syner . . . Sildesyner!"

Og Beskeden kom slig, som Postbaaden førte den,

SIDE: 319

det vil sige, Rygter og sandt om hinanden og alt sat
i Stil og udstyret af de eksalterede Fantasier:

"Syv otte Mil ude i Havet nordvest af Udsire havde
en Jægteskipper set Søen aldeles grøn og faret over
det ene Sildebjerg efter det andet; de stod - hele og
halve Fjerdinger lange - udenfor hverandre i Sjøen
som Sølvvægge! . . . En Brig fra Stavanger havde om
Natten faaet en Bræksjø over sig og dermed Storbaa-
den og Kahytten fuld af fed, sleip, stor Sild! . . . Om
Kvældene var der fuld "Silde-Røde" ude ved Hav-
kanten, - hele Himlen at se til som en Brand" . . .

Udstødt i korte Tilraab fra Postbaaden tændte det,
Sætning for Sætning, som Ild ind gjennem Bygderne.

Rosdrengen, som kjørte Tømmer oppe i Hammer-
næsmarken, havde set det usædvanlige og drev paa
"Blæssen" for at naa tilgaards. Hjulbenet, lav med
korte Forben, af Bygdens ægte Race, svømmede eller
gled den sig frem paa Bugen halvt som en Aal over
Tuer og Buskeholt i den uveisomme Skogsmark med
Tømmerstokken efter sig, medens den spændte i med
de uformelig svære Bagben.

I den haale Hammernæsbrækken stod et Basketag, da
den var sløvskod; og, da Rosdrengen kom ind paa
Gaarden med den kjørt skumsved, var Færingen alt
gjort flot i Sjøen, og Jenterne stod nede i Isveien med
Søndagstrøien til ham, for at han straks kunde ro over
til Postaabneriet efter Posten til Madamen.

Lidt efter saa de to Kvinder inde fra Stuevinduerne
Baaden skyde ud af Vigen med to Aarer, der bøiede
sig som Siljukviste.

Det var ikke Silden og Sildesyner, de tænkte paa; -
det var Brevet, hvoraf deres Velfærd afhang . . .

Dette skulde i Virkeligheden ogsaa blive en Afgjø-
relsens Dag paa Hammernæsset!

- Gaves der nogen Eiendom, der kunde opstilles
som en Mønstergaard - for den overleverede Van-
skjøtsel og for alt det, som heder Vanstel i Jordbruget
derinde i Fjordene, saa var det vistnok gamle Jan
Juhls. Der laa Gjødselen ved Stald og Fjøs aaben for

SIDE: 320

Luften i Solstegen og al Slags Veir Aaret rundt. Efter
det samme naturlige System bredtes den klattevis ud-
over Marken, idet man overlod Resten til Vorherres
Regn og Overrislingen af de Bække, som fra Fjeldet
forsvandt nede i Engen og gjorde den sid og sumpig
nedover.

"Luft og Lys i Fjøsene." . . . "Rent? - Tilslut skal
vel Svinene ogsaa have Vask!" - brummede Jan Juhl.

Mange sultefodrede Kjør og mange ditto Husmænd
var i hans Øine ensbetydende med en glup Velstands-
gaard. At Mad ogsaa skulde være Penge, og at Hus-
mændene aad ham op, hvor slet de saa fødtes, var Ting,
han blot rystede paa Hovedet af; thi, - "var det saa,
maatte Gaarden alt være opspist i hans Farfars Tid."

Og, hvorfor den ikke var det, var heller ikke saa let
at indse, medmindre det skulde være dækket ved de
stadige Laan eller Frasalg af Underbrugene, som skaf-
fede gamle Lensmand Haarstad saa mangen klækkelig
Profit. Kjøbmandsvarerne fra Bergen og hos Land-
handleren i Hammervigen dækkedes ogsaa ved stød-
vise Opgjør gjennem Lensmand Haarstad.

I de Par sidste Aar havde Jan Juhl imidlertid op-
levet Ærgrelser, idet hans Kjøbmand i Bergen ikke
længere vilde lade sit Sikkerhedsbrev vige Prioritet for
et nyt nødvendigt Laan.

Det var midt under disse Forhandlinger, at gamle
Jan Juhl døde. Og det var dette Tryk, der som en
dunkel knugende Angst hvilte over dem, som sad igjen
efter ham.

Det Brev, hvormed Rosdrengen den Dag kom til-
bage fra Postaabneriet, blev læst af Moder og Datter
for tillaaset Kammer. Det var stille og halvmørkt, der
de sad hver paa sin Seng i Soveværelset, - de havde
efter Dødsfaldet flyttet sammen.

Det var, som Sorgen nu først viste dem sit virkelige
Ansigt. Boet havde betydelig Underbalance. Hammer-
næsset vilde paa Vaarsiden komme til Auktion og de
selv til at maatte fratræde Gaarden til næste Høst.

SIDE: 321

En af de betydeligste Kreditorer var deres Nabo, Lens-
manden paa Haarstad.

Otilie gik nedenunder med det forgrædte Ansigt og
de betændte Øine, som Tjenestefolkene ikke maatte se,
for at hente Rejer op.

Siden sad de alle tre oppe paa Kammeret langt udover
Aftenen, indtil Lysepraasen pludselig sluknede ned i
Stagen, og Rejer listede sig ind i sit eget Soveværelse,
hvor han med Voldsomhed overlod sig til hele den
Sorg, han før ikke fuldt havde turdet vise.

Det høieste, han havde vidst i denne Verden, var
Hammernæsset, det fødte Odelsgods! Det var paa det,
hans Selvfølelse havde samlet sig. Det var som Odels-
manden til det, han var bleven behandlet og smigret,
saa langt tilbage som han blot kunde huske, baade af
Bygdens og Gaardens Folk. Det var som "Juhlegut-
ten", Prinsen og Tronarvingen til Hammernæsset, han
var bleven opdraget og feteret baade blandt jevnal-
drende, og hvor han ellers kom i Bryllupper og anden-
steds.

Og nu var der ikke saa meget som en Spik af det
hele igjen, - ikke en Flis af hele Gaarden var hans!
Furuen og Bygningerne, Husmændene og Kjørene, Nø-
stene og Faarene - hver enkelt Ting, hvorpaa der for
hans inderste Syn altid havde staaet indbrændt Rejer
Jansen Juhl, - alt det havde han nu blot at liste sig
forbi og fra som en uvedkommende . . .

Et Par Somre havde han været i Skole hos Kapella-
nen sammen med Præstens Børn, og denne havde er-
klæret, at Rejer havde et Nemme saa ualmindelig godt,
at han vist burde sendes i Skole i Bergen og studere.

Men Rejer vilde ikke! Og deri gav Faderen ham Ret,
som han overhovedet altid fik sin Villie, - af Faderen
brummende, af Moderen til det yderste forkjælet. Deri-
mod fandt den gamle ud, at det maatte være en god
Plan at faa Sønnen paa Kontoret hos sin Nabo, Lens-
mand Haarstad, saa han kunde blive selvskrevet til Om-
budet efter ham og engang sidde som Lensmand paa
Hammernæsset. Men Rejer vilde heller ikke det! Og

SIDE: 322

saa var der i de sidste Par Aar opkommet et vanske-
ligt Forhold mellem dem. Faderen talte aldrig til ham
om det; men han var bestemt paa at bringe sit ferm,
og Rejer var med al Slægtens Stivsind ligesaa bestemt
paa det modsatte.

Nu saa det alligevel ud, som han maatte gaa den
Vei, han ikke vilde, - som han hadede. Istedetfor Odels-
mand til Hammernæsset ride Kontorbukken paa Haar-
stad!

Skinnet kunde holdes oppe udover til Auktionen;
men saa var Hammernæsset for ham og hans som
sunket i Fjorden. - "Gid han bare havde sunket med,
- bort fra al Skammen" . . .

- Sydvesten brummede og peb i Skorstensmuren,
rev i den gamle gisne Bygning, saa den gav sig, skyl-
lede, vaskede og slog med tungt Regnslud mod Ru-
derne, - tog saa igjen i med nyt Hvin og Tvin.

Den stakkels Gut laa og tænkte og grublede, indtil
han sov ind. Og ind i Drømmen skinnede lidt efter lidt
tydeligere, mere farverig og glansfuld, rød, blaa og
sølvblank, med Skjæl som bare Otteskillinger, en un-
derlig Fisk. Den var straalende som en stor Sølvkveite
og smaasvømmede frem og tilbage i Hammernæsvigen;
tilsidst stod den ret mod Nøstet og keg ind paa de smaa
Garnvaadene, som hang derinde . . .

Rejer sov længe udover Morgenen. Men da han vaag-
nede, havde hans Ansigt et eget Udtryk. Det var den
Juhlske Maade at sætte Munden i Positur paa, - lidt
knebent og presset, saa Hagen yderligere hjalp til, at
det retskaarne Ansigt saa ud som en skarp Forstevn.

Han var en Stund oppe paa Loftet og besaa og valgte
ud blandt en Hob Skindklæder. Derpaa nede i Baar-
stuen, hvor Skomager Jo i Anledning af alle Silde-
rygterne snakkede og syede i fuldt Julepres med Beg-
koppen med Svinebusten i ved Siden af sig i Vindues-
muren.

"Kan Du gjøre et Par Sjøstøvler ud af de store Fars,
Skomager! - disse her?"

Lidt efter formørkede hans lange Skikkelse Døren

SIDE: 323

til Staburet, hvor hans Mor stod og udleverede af det
middede Mel, Smør og Sild til Kjøkkenjenten. Han
sagde intet, medens hun øste op af Melkisten; gik blot
om og smaaplystrede og keg i de forskjellige Tønder
og Kister og tællede Spegebogerne op under Loftet.

Da Jenten var borte, udbrød han:

"Kagemel har Du ialfald nok af! . . . og Poteter . . .
og Fladbrød . . . og Spegekjød . . . men Gryn og Flesk,
- det er skammeligt, hvor de har lænset Dig for alle
Skinkerne, Mor!"

"Du kan have Ret, Gutten min!" - hun vedblev at
øse op Mel til en yderligere Portion.

Nu undersøgte han Saltkjødtønden . . .

"Det er svært, hvor det er sunket i Ballien, Mor! -
De har rent ædt Dig op . . . Og nu det kunde trænges
saa vel."

Hans Mor taalte næsten ikke at høre de Ord. Hun
havde hele Tiden set lidt forundret paa hans Adfærd;
hendes store Skikkelse reiste sig og satte sig overgivet
hen paa Kanten af Melkisten:

"Ja, Du har kun altfor megen Ret, Rejer . . . Jeg
har aldrig set dette Stabur anderledes end fuldt; men
nu blir her andre Tider for os." Hun sukkede, saa
Staburet kunde briste.

"Aa, bryd Dig ikke om det, Mor! Der skal endnu staa
en Dyst om Hammernæsset, før den gamle Kjæltring
over paa Haarstad faar Tag i Gaarden; lad saa Sta-
buret snaues lige til de fire bare Væggene! Jeg gaar
ud paa Sildefisket med den store Husbaaden og kan-
ske Sekstringen med. Vi faar ruste Folkene ud. Not
kan jeg faa mot Penge eller Part; de hundrede Daler
efter Faster skal faa danse!"

Madam Juhl saa aldeles forbløffet paa Sønnen. Det
træagtige, store, magre Ansigt med Knyttetørklædet
over Kappen behøvede Tid for at fatte, og hun greb
et Øieblik bagom sig med den tunge Arm ligesom for
at støtte sig paa Kisten, der hun sad.

Endelig, skjønt langsomt, gik Meningen af hans Tale
op for hende, og langsomt, med et vist forundret Blik

SIDE: 324

paa ham, rystede hun paa Hovedet, forundret over, at
en saadan sværmerisk Idé havde kunnet opkomme hos
en Juhl.

Uden at ville indlade sig paa den Slags løsslupne
Planer stønnede hun paany, - hendes Suk mindede
om en gammel Træbygning, som gav sig:

"Gutten min, Du er ung . . . saa ung!"

"Jeg! - jeg er høiere end Far, og jeg vil se paa
den, som ror mig rundt! - her paa Gaarden da . . .
Du mener kanske Anders Rosdreng?"

"Jeg mener, Du er et smalt Rør endnu, Gutten min!"

"- men seig, Mor, - seig som en Bjerkevidie."

"Rejer, Rejer, din Far ser herned! Hvad mener Du,
han nu vilde sagt?"

"- at det var forfærdelig dumt, at han al sin Leve-
tid lod Baadene staa og raadne op i Nøstet."

. . ."Og folk i Bygden? - naar de ser Dig, hans ene-
ste Søn, gaa hen og bryde Skikken. Du véd ikke, hvad
Du selv siger, Rejer! Du, en ung, uerfaren, Indfjor-
dinsgut, - tilhavs paa Vinters Tid . . . i saadant
Veir! -"

Og Vinden rev netop i Stabursdøren med et helt
Slask af Regnslud som for at illustrere hendes Tale.

"Jeg véd bare, at Hammernæsset ellers gaar fra os."

"Du kommer da ikke saa rent paa bare Bakken for
det, Rejer."

"Du vil have mig op paa Kontorbukken hos Lens-
manden!"

"At blive Lensmand i Aafjorden engang efter Haar-
staden er nok værdt at bukke sig for."

"Bukke mig? - Nei, ikke før Ryggen gaar i tre Bi-
ter!" - udbrast han pludselig bleg og ude af sig, -
"og saa kan I kalde den ene Rejer, den anden Jansen
og den tredie Juhl . . . og se efter, om der er Bøi paa
nogen af dem."

Det klak igjennem Madam Juhl; hun kjendte igjen
Draget ved munden og den høit opsatte Næse, kun
blev den hos hendes Mand altid rød øverst over Brille-
partiet og ned mod Kinderne. Det sagde, at hendes

SIDE: 325

unge smale Rør agtede at gaa paa, til det knak, og
at hun bare havde at føie ham.

Den svære, krogede Skikkelse, som sad der paa Mel-
kisten, sukkede for tredie Gang, medens Staburet støn-
nede under Veiret, og Hammernæsfuruen udenfor ar-
beidede og knagede med de vredne Grene i Sydvest-
stormen.

JUHLEBAADENS KOLUMBUSREISE.

Javist var der noget benauende underligt for Rejer
og Aafjordingerne, da de kom saa langt ud som til
Bommelhuk og fik selve Storhavet mod Æsingen, -
stygt, vintergraat som Bly med Dønninger til midt-
masters! - især da det begyndte at skumre i den korte,
mørke Vinterdag.

At tvile om Kirkebaaden til Juhl faldt ingen af Fol-
kene ind, for den var overgaaet med Klubben og synet
mod Dagen hjemme i Nøstet for Sprækkerne.

Den skulderbrede lave, krumbenede Martin Vige-
pladsen, der var som en Slags Doktor for alle de gamle
Baade derinde paa Aafjordsanden og derfor havde Ord
for at være Sjøkar, sad ved Halsen og varskoede for
alle Sjøerne. Manden i Forskotten slog Kors for dem
og bankede ned med Aaren.

Den gamle hardangerbyggede Kirkebaad med de
usædvanlig brede, tynde, lække Bord gjorde sin Pligt;
det forældede Raaseil løftede og støttede Forenden op
i Sjøerne og trak som en Hest.

Den store femkjeipede Kirkebaad med hele Rækken
af de nysgjerrig gabende og gloende Landbondefjæser
bortover Tofterne vakte Opsigt, tilmed da de overalt
lagde ind og spurgte sig for om rette Sjøleden ud til
Fisket.

Der lød nok af Spot og Latter over Aafjordingen,

SIDE: 326

som "tog til Nistebommen for hvert Næs" og "fragtede
"Æpler og Saueskrotter" til Byen."

Jo længere de kom ned imod Røvær, desto tættere
blev Baadstimen; det gik med Aarer under Seilene, -
alle havde Hast . . .

Skikkelser i Skindhyre, af hvem Regndrevet silede,
steg op paa Toften og raabte over til hverandre om
Silden og Sildesyner, - om hvor og hvormange Mil
af Land Silden stod, om enkelte "Sildestraal", der
havde vist sig med Seien i Udsirefjorden, men at der
endnu manglede det rette Hvaljag, om hvor Indsiget
nu ventedes? . . . og Navne som Feiø, Veavaag, Fer-
kindstadøerne, Brandesund, Stolmen og Udsire susede
i Luften i alle Bygdedialekter mellem Stavanger og
Bergen, fra store Note- og Garnbaade, som kom lang-
veisfra, til de smaa Laderums Seksæringer.

For Rejer og hans Aafjordinger havde alt dette Liv
noget fortumlende. Det var næsten, som de havde
drukket Brændevin, noget midt imellem et Kirkestevne
og et Marked, alt ridende paa Baarer saa høie som
Haugene hjemme med skrigende Sjøfugl over Hove-
det.

Altid den susende Havlarm af Brændingen paa den
ene Side, hvor de fo'r frem! og Udskjærene besatte af
stor svart Skarv, der sad gravitetisk i Række og tør-
rede Vingerne og holdt Udkig tilhavs og saa efter Silde-
syner.

Ternen klagede og skreg inde ved Skjærene, en eller
anden svart Havorre eller Lom strøg henover Bølge-
toppene ud tilhavs. Tyvjoer og Graamaager fløi
spredte og urolige i den regntunge Taageluft, - Tegn
paa, at de endnu ventede. Alker og Teister svømmede
hist og her i Dønningen og dukkede paa sin vare Vis,
- paa en ensom Sten Havørnen vogtende ud.

Larmen af de tusinder Aaretoller tiltog, eftersom de
nærmede sig Været, hvor Almuen laa og ventede paa
Sildeindsiget.

Støien blev bedøvende, Farten steg, Baadene kap-
pedes under Aarerne, - det gjaldt at komme først til

SIDE: 327

Fortøiningspladserne, først til at sikkre sig Nattelogis
i Stuerne iland, undgaa at faa Aarerne knækkede af
hinanden i det trange Indløp.

Noget offentligt Opsyn var endnu ikke til, Logisfar-
tøier næsten ukjendte, enhver slog sig frem, som han
kunde, sikkrede sig Baadpladsen, som han kunde, ind-
jog saa megen Rædsel, som han kunde.

Aafjordingen var seig paa Aarerne, og saa havde de
Bevidstheden om, at de havde Juhlegutten med; han
fik nok Plads!

Rejer stod høflig med Fangelinen i Haanden. Han
havde saa omtrent en Følelse af det samme, - om der
var aldrig saa tæt med Kirkebaade inde paa Aafjord-
sanden, saa, naar Juhlebaaden kom, blev der vel lagt
afveien.

Havnen var tætpakket af smaa og store Master, og
Stranden overalt besat af Baade i Rækker tæt i tæt,
- de store for Dræg foran Fjæren, de mindre optrukne
bag dem paa Skjærene.

Mellem to Notebaade og Stenbryggen, der førte op
til Salteriet, opdagede han en prægtig Plads, den bed-
ste paa hele Havnen, - det var mærkeligt, at den skulde
være uoptaget.

De styrede til, og alle Aafjordingerne gjorde som
Rejer, de hilsede pent efter Skikken hjemme:

"Signe Mødet! . . . ruskigt Veir idag!"

Ovenfor i Sjøboddøren stod en ung Ganepige med
et rødt Kastetørklæde om Livet og lo.

Rejer kastede Fangelinen hen til nogle Folk paa
Bryggen. De trak virkelig ogsaa meget venskabelig
Baaden ind til sig; men da de fik Tag i Stevnen, skjød
de pludselig til hans Forbløffelse under et raat Brøl
- Baaden ud forbi Bryggen og hen mod Baadrækken
udenfor. Her reiste sig som ved et Trylleslag Folk med
Aarer, Stager og Stænger, der bandte og skjældte som
besatte og bare skjød videre paa. Fra et Par Jagter bag
dem peb og hujedes der, og Ganepigen i Pakhusdøren
lo overlydt.

Dennegang mærkede Rejer sig hende.

SIDE: 328

Der var intet at sige til al denne Forsmædelse; men
lige raadløse laa de igjen derude paa Havnen.

Her var kun ét at prøve, nemlig at ro Baaden om
igjen paa Kraft op i Fjæren akkurat paa samme Sted.

Ganepigen kom nysgjerrig frem i Sjøboddøren for at
se, hvordan dette spændte af.

Aafjordingerne roede paa, men tørnede op imod en
Line, som var bleven kastet mellem Bryggen og Note-
baadene. Angrebet blev igjen afslaaet . . . Hujen og
Haan! Rejer hørte atter Ganepigens Latter.

Mager og spæd, saa hun kunde blæse bort, med Vin-
den i det grønne, lappede Skjørt, holdt hun sig fast i
Heisetouget for at kunne læne sig længere ud, idet hun
samtidig traadte i det med de tunge, plumpe Sko. Frem
af Huen hang noget filtret sort Haar, som hun med
den frie Arm søgte at stryge tilside fra et tilsmudset,
smalt Ansigt, hvori Øinene spillede og Munden stod
paa Jep, færdig til at nedsende sin Veltalenhed.

"Har I Smør at sælge I? - eller Gammelost der un-
der Garnene? . . . Kan I ikke forstaa, at det er Han-
delsmandens egen Plads? . . . Du, - Du lange Ind-
fjording med Næsen der! - kan I faa kjærringhakket
Jer frem med Aarerne over til de graa Nøstene bak
Holmen, før Notebaaden derude kommer, saa er der
Dræggeplads nok endnu. - Du Næsefjording! staa ikke
der paa Toften og gab . . . Du behøver sletikke at hilse
. . . Ja ro! - ro paa!"

Aafjordingerne havde alt vendt Baaden. De tog
Spændtag i Tiljerne og roede af al Magt tvertover Vaa-
gen, saa at de næsten strøg i Forstevnen paa den
tunge Notebaad, der kom indsigende for faldende Seil.

At Rejer havde staaet en Smule og maabet, kom af,
at den tynde, blege Ganejente i det lappede Skjørt var
saa mærkværdig at se paa; det var noget ganske an-
det end de tunge, træge Bondejenter inde i Aafjorden.

Landingspladsen fik de og tillige Rum i en Logis-
stue oppe paa Land.

SIDE: 329

Og nu laa de i Vrimlen derude paa Sildeværet, fuld-
stuvet som det var af Baade i hundredevis, af Jagter,
Slupper, Galeaser og Brigger, der kom med Salt og
med Haab om at kjøbe fersk Sild, - alt skvulpende
og plaskende og vuggende mellem hinanden i Væde
og urolig graa Sjø, saa tæt, at man mangesteds paa
Havnen gik over Baade og Fartøier som en Bro.

Hvergang det letnede lidt op i Disigheden fra Syd-
vestbygerne, stod alle Holmer fulde af Folk, som keg
udover. - Blygraat Hav, regnraa himmel, stengraa,
snebare Skjær . . . . . .

Enkelte Sjøfugle gjorde Sving ind i Brændingerne
og satte saa ret ud, som de agtede at kløve selve Hav-
taagen, der tilmurede Horisonten, for at speide efter
Silden.

Alt fra det begyndte at skumre, hørte Rejer af og
til i Vinden Musik oppe fra Sjøboden derover, og da
det blev mørkere, stod der en graa taaget Lysning over
en Vrimmel af Hoveder helt ud paa Plattingen foran
den.

Her paa Salteriet gik Kommersen for sig med Drik
og Svir og Slagsmaal og Dans med Ganejenterne paa
Sjøbodgulvet.

Alle vilde ind.

Rejers lange, ungdommelige Skikkelse var alt langt
fremme i Døren. Han trængte sig frem i Stimlen med
det skarpe Ansigt ud for sig ligesom for at kløve Vei
og en vis født kry Mine, som et Øieblik virkelig ogsaa
skaffede ham Plads.

Det varede imidlertid ikke længe, før en stærk, kno-
get Næve hug Krog i Nakken paa hans Trøie og drog
ham bagover igjen. Rejers Forargelse over dette høist
uforskammede Angreb paa en Juhl var usigelig. Men
her var ingen Tid til at svælge Krængelsen; der van-
kede Dunk, Knubs, Skyven og Puf paa alle Kanter.

Nu gik Trøielommen! Det hævnedes med et Spark,
hvem der nu fik kjende hans Hæljern. Men Følgen
var et Nakkedrag og saa et Par tunge Spænd, der be-
fordrede ham langt fremover hen mod en sorthaaret

SIDE: 330

ung Sjømand, der stod inde i Lygteskjæret og tog mod
ham med et:

"Saa . . . saa, lad ham i Fred. Ser I ikke, det er
bare Gutungen! . . . Hvad skal Du her, din Hvalp?"

Det sidste Udraab bed mere end al den forsmædelige
Medfart derude i den mørke Gang. Var der noget,
Rejer ikke vilde være, ikke se ud som, saa var det vel
som en Gutunge, han, som var over atten og et halvt
Aar og ikraft af sin Hjemmemyndighed anførte et helt
Baadlag.

Han sneg saa hastigt undaf den hjælpsomme Sjø-
mand, som om han kunde have brændt sig paa ham,
og gled mest mulig ubemærket ind langs Væggen bag
den mørke Række af Folk, som stod der og trakterede
hverandre af sine Flasker.

Fremme paa Sjøbodgulvet gik Dansen for sig uaf-
brudt.

Polsk med Hænderne i hverandres Side, Vals og
Hamburgerskotsk. Violinerne kappedes med Trampen
af Sjøstøvlerne. Tranlamper blaffede og røg i Luft-
trækket ved Stolperne, medens et Par Hornlygter med
Hyssing i hang fra Bjelkerne ned i den osende Dunst
og lyste paa røde Ansigter, hvori Sveden silede under
Huerne.

Brændevinsgeist og Tobaksdamp, Raadunst af vaade
klæder og gammel Sildelugt, Fugtigheden af det Salt,
de traadte under Fødderne i en Lage af vaad Smuds,
satte alt i en hed, tung Brændevinstaage, hvorigjen-
nem der kun mat lod sig skjelne. Støien og Snakket
svirrede rundt om Ørene. Indenfor i Mørket skimtedes
Saltbinger og tomme Tønder.

Nogle Handelsfuldmægtige og Notebaser sad med
Punscheflasker og spillede paa en Tøndebund om den
Sild, som endnu stod langt ude i Havet. Af og til
forfriskede de sig med at gaa ind med i Dansen.

Rejer havde en haard Strid med sin Generethed, da
det gjaldt at passere saa tæt forbi de fine, flotte Han-
delsbetjente, som sad der. Han led af en høist saar-
bar Ømfindtlighed, havde sin ulænkelige Slyngelalder-

SIDE: 331

figur og Stemme at drages med og følte sig overalt for
høi og synbar. Derfor ludede han saa godt han kunde
og holdt en Mine saa fast og urokkelig som en Told-
inspektør.

Det var muligt den sidste Omstændighed, som gjorde
ham bemærket netop af de Øine, han gjerne vilde und-
gaaet. Da han drog sig forbi Pladsen ved Tønderne,
hørte han bag sig:

"Han med Næsen og Strikkeskjærfet, hvad er det for
en Halvkauring?"

Der trængte sig netop saa tykt af Folk sammen, at
Rejer ikke kunde røre sig; han hørte eller troede at
høre gjennem Surret: - "Jan Juhls Søn i Aafjorden"
. . . "gaaet rent ud med ham!"

Rejers Kinder brændte, og Tindingerne bankede. Han
var ikke fuldt vis paa, om han virkelig havde hørt det
sidste, eller om han i sin Samvittighed havde sat det
til selv. Rygtet kunde dog ikke alt være naaet hidud.

Han turde ikke se sig om mere end det Øieblik, han
behøvede til at drage Mærke paa den fede, tykke Per-
son med Spillekortene, som leverede Oplysningen; det
var en Notebas fra Fjorden to tre Mile udenfor Ham-
mernæs.

Dette "rent gaaet ud med ham" sad ham for Bry-
stet. Han gjorde trodsig et Forsøg paa at kneise med
Nakken.

Om det var sandt, at det var gaaet ud med Juhlerne
paa Hammernæsset, derom skulde der nu først staa
et Spil! - men her blev alligevel lummert . . . tryk-
kende . . .

Han havde alt besluttet at forlade Boden igjen, da
en pludselig Bevægelse i Folkestimlen lod ham se lige
ind i den trange Ring, hvor de dansende fo'r rundt.

En Jente hang lang og smal over Armen paa en
rask, lav firskaaren Sildebas i Pjekkert og Blankhat
. . . Haaret var forpjusket, Øinene kulsorte, - han
gjenkjendte straks Ganepigen fra Sjøboddøren. Hun
dansede smidigt, men, bøiet og bleg, som hun lænede
sig udover ham, saa hun hele Tiden ud som en lurende

SIDE: 332

Kat paa Sprang. Udtrykket var paafaldende, og Rejer
trængte sig uvilkaarlig nærmere.

Det var ikke godt at vide, hvad den høie, fine Han-
delsbetjent havde gjort hende; men, da han med en
sikker Mine kom og vilde tage hende op i Dansen,
slog hun op en uforskammet Latter og vendte ham
Ryggen for at danse med Dikselmanden paa Boden.

At en saadan lurvet klædt Sildejente med et Par
Tyveøine turde te sig saa dristigt, det, sandt at sige,
forargede ham. Hjemme overholdt Bygdeskikken gan-
ske anderledes Forskjellen paa Folk.

Panden var lav, bred og kaffebrun; det spottende
Minespil gjorde Ansigtet næsten modbydeligt, - spidse
Albuer og Skuldre, Ryggen, neddukket som hun holdt
sig med Nakken, halv hul. Figuren smal og mager!
Og dog var hun saadan, at hun pirrede hans Nys-
gjerrighed mere og mere, at han bare maatte se paa
hende.

Han flyttede sig uvilkaarlig hen til det Sted, hvor
hun hver Gang maatte stanse, og vedblev at følge hende
Omgang efter Omgang, Dans efter Dans.

Her var altfor meget stormende nyt!

Ja, Skotsk kunde hun, og han ogsaa, den svarte
Styrmand ude fra Gangen, som hun nu dansede med.
Det gik saa flot, saa glat og let. Livstykket var gle-
det op i Linningen . . . hun var smal og hofteløs lige-
som Aalen.

Hellerikke hun syntes uopmærksom for hans ud-
holdende Betragtning og Stirren paa hende. Et gjen-
kjendende Blik, som hun sendte ham, gjorde ham gan-
ske rød, og som hun kom forbi, nikkede hun til ham.

Rejers tillavede gravitetiske Mine var væk; de bittre
Tanker, han nylig havde havt Hjertet fuldt af, for-
svundne som Røg.

Under en Stans i Dansen saa han Parret pludselig
komme i Nærheden af den fornærmede Handelsbe-
tjent. Tilsyneladende uforvarende blæste denne sin
Snade ud, saa at Tobaksasken fo'r lige i Ansigtet og
Brystet paa Styrmanden, der prustede og spyttede og

SIDE: 333

holdt paa at blive rasende, men ikke fik Tid for sig,
da deres Tur begyndte og hun drog ham med ind i
Dansen.

Styrmandens Fødder og Ben skotskede ikke mindre
livfuldt end før; men Minen, hvormed han den ene
Gang efter den anden saa sig om paa Handelsbetjen-
ten, viste et andet Humør. Han var fuldstændig op-
sat paa at betale Opmærksomheden, og det saa stadig
ud til, at de skulde rage sammen, noget, hun imidler-
tid søgte at forhindre. Hendes sorte Katteøine spru-
dede af Harme over Styrmandens Arm, hvergang de
feiede forbi.

Pludselig kylede Handelsbetjenten sin Hue i Be-
nene paa Styrmanden. Han gled og søgte forgjæves at
reise sig; Handelsbetjenten var over ham . . . Støi,
Skraal, Stampen og tæt Sammenstimlen.

Det viste sig, at Handelsbetjenten havde Hjælpere;
her var nu tre om én og midt i Tumulten Ganejen-
ten arbeidende behændig som en Gadegut for at fri
Styrmanden.

Den, som kom hende tilhjælp, var Rejer. Han slog
et Tag i Nakken paa den tumlende Styrmands Pjek-
kert lig det, denne før havde trakteret ham selv med
i Gangen, og fik sat et Sving i ham, der med en vis
Fart lod ham bryde ud igjennem den folketætte Ring
omkring dem. Den lukkede sig efter ham, og Slags-
maalet kvaltes.

Af Latteren og Fornøielsen forstod Rejer, at han
pludselig stod der som Gjenstanden for Bifald, - som
en Art Seierherre!

Han saa Ganejenten presse sig ud af Stimlen med
Tørklædet skudt helt bagover Hovedet, saa at Haaret
ligesom fræsede frem, idet hun af og til saa sig tilbage
mod Handelsbetjenten; Øinene skjød blaasorte Glimt.
I Døren nikkede hun til Rejer, som stod igjen i en op-
hidset Stemning og endel fortumlet over saa pludselig
at være kommet midt ind i det. Han havde jo næsten
taget Parti som en Kar!

Henne paa den kridtede Tønde solgte de Drammer.

SIDE: 334

Omkring den skraalede endel røde Ansigter med To-
baksbusser i Kjæverne.

Han trak op sin Kobbertoskilling, tog karslig en til-
livs og skyndte sig ud, - hjem til sit trange Hul af
en Logisstue, hvor han nyttede sin Trediepart af Sen-
gerummet til at overtænke Aftenens Begivenheder; -
han var altfor høistemt til at sove.

At slentre om paa Skjærene mellem alle de Skind-
hyrer, som gik der paa Udkig i Vind og Slud, blev i
Længden kjedeligt. Han holdt unægtelig ogsaa mere
Øie med Sjøboden over paa den anden Side af Hav-
nen end med Silden derude. Han havde opdaget, at
Ganejenten oftere stod oppe paa Sjøbodloftet og saa
over til Baadstøen, hvor de laa. Hun undrede og op-
holdt sig vist adskillig over ham! . . . Saadant noget,
som det, han havde gjort med Styrmanden, havde hun
nok ikke tænkt sig . . . men saa havde hun nu heller
ikke det rette Begreb om Aafjordingerne, hvad det var
for et Folkefærd! . . .

Endnu ingen Sild, - ingenting at bestille!

Og saa stod de, Sildejenter og andre Fruentimmer,
unge og gamle, der udenfor paa Plattingen eller i Læ
langs Sjøbodvæggen og hang og snakkede, mens en-
del Folk nede fra Fartøierne ved Bryggen, som trængte
til at røre paa Benene, gik og trampede og trakkede
og kjøbte Kaffe. Rejer kunde ikke lade være af og
til at gjøre sig et Ærende didhen; men at komme for
nær viste sig at være det samme som at løbe Spidsrod
mellem en Syndflod af Bemærkninger over "Indfjor-
dingen" af mere eller mindre vittig Sort.

Omkring de i mange Lag af Overklæder indballe-
rede Handelskjærringer, der sad med valne Fingre og
solgte Kaffe, stod stadig Flokke af unge Sjømænd og
Sildebønder, og midt inde blandt dem saa han Gane-
jenten snakkende og jønende, eller hun sad med de

SIDE: 335

lange Ben og hang paa en af de tomme Sildetønder
og bankede med Hælen for Kulden. Altid var der Lat-
ter og Lystighed omkring hende.

Veiret var med ét blevet opklarnende med ligesom
sølvskinnende Bomuldstaage og enkelte brudte dype
Aabninger i Skyerne ind til den blaa, dybe Himmel-
bund. Det saa ud til Kulde, og Vinden trak fra Øst.

Den pludselige Veirforandring satte nyt Liv og Røre,
nyt Haab.

Det myldrede af Liv paa Skjærene, paa Fartøierne
og overalt iland. Man stod klyngevis og snakkede og
trakterede hverandre nede ved Baadene i Fjæren som
oppe ved Boder og Huse. Brændevinsflasken og To-
baksrullen langedes rundt. Det var Nyheden om Vei-
ret, de Udsigter, det gav, dets Indflydelse paa Retnin-
gen af Sildens Indsigen og hundrede Muligheder og
Sandsynligheder, der skulde omventileres . . . Først
med dette Veir vilde Silden komme!

Vindstille og Eftermiddagssol over de vaade Skjær,
ikke længere en Regndraabe. Det var som en pludse-
lig indbrudt Festdag!

Rejer saa en Baad, der roedes af Fruentimmer,
komme over til Landet, hvor hans Baadlag laa. De gik
støiende og puffende hverandre over Holmen hen til
Vigen paa den anden Side, hvor der laa nogle større
Fartøier. Kun Ganepigen gav sig et Øieblik efter de
andre og kom ned til den halvt opfjærede Husbaad,
hvor Rejer stod:

"- Du Aafjording!" - begyndte hun med et raskt
Snit paa sig, - "ikvæld skal vi danse Silden ind! Du
kommer vel?" Hun stillede sig nær til Stavnen, og
Øinene ledte rappe indover Baaden, som om hun i
Hast mærkede sig alt, hvad der var i den, stansede
et Øieblik ved Kisten med Nøglen i og faldt saa paa
Rejer:

"Den svære Sølvkjede, Du har i Vesten, bruger Du
den til at belægge Baaden med? - til Dræggekjet-
ting?" begyndte hun jønende - "Aa lad mig faa tage
i den!"

SIDE: 336

Hun beundrede den stærkt og lod den gjentagne
Gange glide mellem Fingrene, der bar et hvidt Ar over
Udsiden, formodentlig efter et Snit af Ganekniven.

"Ja, naar Folk er rige", sukkede hun - "da gaar
de med Kvindfolkstas; - jeg maa bære Foldekniven
i en Hyssing!" - Han saa, at hun havde en saadan
om Halsen, der gik ned i Kastetørklædet. Da Rejer
vedligeholdt en haardnakket Taushed, brød hun plud-
selig af og spurgte:

"Har Du set noget til Styrmanden?"

"Nei!"

"Han er paa "Resolut" af Skudesnæs. Det var
snilt af Dig, at Du hjalp ham - hændigere, end jeg
troede, Du var."

"Aa-aa, i Aafjorden saa!"

"Han heder Lind og ligger i Vaagen ved Bergen,
han er Understyrmand . . . Saa, Du har ikke set
ham?" Hun haanlo: "Det er nok for at se ham, de
render bort i Matrosvigen alle Jenterne idag. - Ja
ikke jeg!"

Nei, det kunde Rejer nok forstaa.

. . . "men saa er han nu den bedste Danser paa hele
Planken i Bergen, endda der kommer Sjøfolk fra al
Verden!"

Rejer medgav Rigtigheden med en vis Mine af Er-
farenhed, skjønt, hvad "Planken" var, kun svævede
dunkelt for hans Begreb.

Hun satte sig ned paa Baadripen, der laa over lavt
ned mod Fjæren, og vedblev: - "Gaar Du hen og
beder ham, saa kommer han op paa Boden ikvæld,
for Du hjalp ham jo! . . . De var mange om ham;
jeg kunde ikke saameget som lede paa Armen Dagen
efter bare af at holde dem væk." - Hun gjorde en
tilsvarende Bevægelse med den magre, tynde Arm og
optog igjen med et Kast med Hovedet: "For om jeg
er en fattig Pige, saa har jeg saapas Ære for mig, at
jeg ikke vil gjøre som de andre og gaa hen og rope
ham op til os paa Dansen. For mig kan han gjøre,
som han vil, jeg staar ikke efter ham. Du kan gjerne

SIDE: 337

sige ham det med. For Handelsbetjenten kan han
være tryg, jeg danser ikke en Dans med ham!"

Rejer satte op sit stødigste Ansigt; han var i høi
Grad smigret i Anledning af, at hun saadan betroede
sig til ham, ja igrunden ganske blød om Hjertet over,
at hun kjendte ham saa godt. Han kastede nikkende
et lyseblaat, polisk Blik, som betød Samtykke, hen
mod Toppene af Masterne i Matrosvigen og spurgte
saa i en vis fortrolig, lav Tone som den, der nu nok
kunde nytte en Vens Rettighed:

"Hvorfor er Du saa harm paa Handelsbetjenten, -
hvad har han gjort Dig?"

"Gjort mig? Han?" - Hun fløi med ét op som
Krudt - "Aa, han mener bare, at saadant et Kryb
som jeg kan han trakke ned som Sildeslo! jeg ved
nok, hvad han sagde til Kirsten Brisling høit, saa alle
hørte det, - hende i den blaa Frynsetrøien, som dan-
ser saa atkjæk! - at jeg er paa alle de Auktioner,
som findes fra Bukken og ned til Smørshavn! . . .
Saa skulde han ogsaa, saa fin han er, holde sig for
god til at danse med én som mig! og ikke tage saa
haardt paavei, fordi om jeg svinger mig lidt med en
Styrmand, han ikke liker."

Der var et Minespil, et Liv og Gester med Skuldre,
Krop og Arme . . .

Medens de raskblikkende Øine og den rappe Tunge
under en Strøm af Ord stedse fandt nye Udtryk for
Forbittrelsen, forbandede Rejer bare i sit Hjerte det
Spørgsmaal, han havde kommet til at gjøre, som saa-
dan skulde ødelægge den lune Samtale, de havde be-
gyndt. Han prøvede at berolige hende med et lige-
saa varmt som suffisant:

- "Aa, lad ham bare komme, naar vi er to, saa
hiver vi ham!"

Men den smale Skikkelse med Tørklædet og det
grønne Skjørt skjød ligesom Ryg, ved Baadripen, og
idet det smudsigbrune Ansigt med de sorte Haartotter
viste en hel Rad hvide Tænder, udbrød hun tunge-
færdigt:

SIDE: 338

. . . "Og saa har han prøvet at sætte mig ud for Øge-
navn her, - kaldt mig for . . . sagt, at jeg var af Ta-
terfolk! Men der løi han, for jeg er født ude i Struds-
havn, og min Far var en ærlig Blikkenslager fra Rør-
aas, det har jeg Præsteattest for."

"Stina! . . . Svarte Stina" - raabte og vinkede det
ivrigt oppe ved Sjømærket fra et Par af hendes kvin-
delige Kammerater; de havde vendt om for at se ef-
ter hende . . . "Svarte-Stina! - ho!"

"Ja, ja, nu kommer jeg!" raabte hun hvinende
klart gjennem de hule Hænder og løb uden at have
Tid til at sige Rejer Farvel.

Det slog ned i Rejer som et Lyn, at det var Tater
hun var, det værste, de hjemme i Aafjorden vidste
at paasige et Menneske.

Han stod der baade harm og skamfuld.

Saa nær havde han været ved at glemme baade,
hvem han var, og hvem hun var, - - at han var
Rejer Jansen Juhl . . . og hun! - han greb pludselig
til Uhrkjeden . . . "Nei, man fik nok passe sig en
Smule, én kunde komme til at indlade sig baade med
Tyv og Kjeltring!"

Paa Danseboden gik han ikke. Det var Omkvædet
indeni ham, medens han vandrede oppe paa Holmen
i den vakkre Eftermiddag.

Han saa Fruentimmerne ro nede paa Havnen fra det
ene Fartøi til det andet. Da de kom til "Resolut" af
Skudesnæs, klattrede de op ad Leiteren og sad langs
Skanseklædningen og spiste eller knaskede paa noget
som en Rad Kraaker, der holdt Thing . . .

Nu skyndte de sig op, som de var skræmte, og ned
i Baaden igjen. Var det Kapteinen, som jog dem?
Ganejenten stod sidst igjen med Haanden i Vantet og
en Fod i Leiteren, det saa ud, som hun brugte Mund
paa de andres Vegne . . .

Ganske rigtigt! - det var Kapteinen, som ikke vilde
vide af Sludder paa Dækket, og som nu kom lige hen
til Rælingen. Men hun holdt Stand, helt til hun i
yderste Øieblik svang sig ned i Baaden. Det var høit

SIDE: 339

ned til Toften; men hun kom staaende og tog for sig,
saa let og raskt. Over de smale, ledeløse Hofter var
noget saa flot og net og glidende.

Han parlamenterede med sig selv om Danseboden
eller ikke Danseboden, helt til det længst var mørkt.

Det blev ogsaa alt andet end morsomt at gaa der i
Stjernekvelden, koldt som det nu var, - omkring Lo-
gihuset femten tyve Mand høi og trakke og bultre og
hakke Støvle mod Støvle for Kulden og se didover,
hvor Lyset skinnede, og Musiken og Dansen gik!

I disse Timer, han gik og drev, stod der en haard
Kamp i hans Hjerte i Anledning af den magre, smud-
sige Sildepige i Uldstrømperne og Lappeskjørtet! . . .
Monstro Styrmanden var der? . . . Monstro hun dansede
med ham? . . .

Den sidste Tanke lod ham - netop som de andre gik
ind for at stuve sig sammen anfødtes i Sengekarmene
som Sild, - snige sig væk nedover til Fjæren. Og nogle
Minuter efter stod Rejer hæseblæsende, lang og rød i
Ringen omkring de dansende!

De dansede Silden ind, saa det havde god Skik; tram-
pede, saa Gulvet dissede.

Han saa baade Styrmanden og Ganepigen. De kom
i Fart lige ud af Dansen. Styrmanden stod netop og
tørrede sit svedperlede Ansigt med Lommetørklædet,
da han fik Øie paa Rejer:

"Sei Du der . . . høi derover!" - raabte han vin-
kende.

Rejer svarede ikke. Idet Ganepigen snyg og smidig
drog sig bort fra Styrmanden, havde hun med ét tændt
i Rejer som Krudt. Han satte begge Skuldre til, skjøv,
gled og pressede sig gjennem Stimlen for at komme
i Forkjøbet for den store Notebas i det røde Uldskjærf,
der stevnede mod hende. Han hørte efter sig Styr-
mandens: "Holla! - høi - oho, Du der" . . .

Men Rejer brød sig nu ikke om nogenting, selv om
det havde været Guttehvalp, der var raabt, han havde
hendes tynde Skikkelse lige foran sig, og med et plud-
seligt Sæt fremover udstødte han:

SIDE: 340

-"Vil Du danse med mig, Stina?"

"Vil Du nu ogsaa prøve?" udbrød hun overrasket og
fulgte ham ind i Dansen, - en rigtig Reinlænder.

Og nu gik det, saa ingen af dem vilde fra Gulvet
igjen. Rejer var i en svimmel Rus; han saa blot i en
Taage, at hun nikkede og lo til den unge mørkhaarede
Understyrmand, hvergang de kom forbi. Han stod der
saa flot i kulørt Skjorte med Silketørklædet løst om
Halsen og saa efter dem.

Rejer gav sig ikke, før han fik Løfte ogsaa paa næste
Reinlænder og hende selv med sig hen under Trappen,
hvor der solgtes Honningkager og Tommelkringler samt
Bøger, Viser og Traktater.

Længere inde i Mørket bag Garnvæggen der, hvor
Folk stod saa murtæt, og hvorfra Dansen rekrutteredes
med saa mange røde, støiende Ansigter, forhandledes
noget, som kaldtes Punsch. Lidt efter stod de sammen
oppe i Trappen, hvor han trakterede hende med denne
Drik af en Spølkum.

Saadant noget som, "hvem han var, og hvem hun
var!" - var nu ikke længere til . . .

Nederst i Trappetrinene saavidt, at der netop var
Plads til at smyge forbi, sad en Handelskar, der ellers
om Dagen bar hele sin Manufakturbutik paa Ryggen,
med en Lysepraas indklinet i Trappesiden. Han fri-
stede med røde Lommebøger, Speile, Tolleknive, Hals-
tørklæder til Kjærester og Lommetørklæder med Por-
træter i og rakte just op en Kam med Speil.

Rejer drog frem sin Pung og kjøbte den for seksten
Skilling.

Nu bød han igjen op til ham et blaat Halstørklæde
. . . "bare to Ort og atten!" - han forstod, at Rejer var
spendabel ikveld.

Og Rejer vilde ogsaa efter lidt Hæseblæsen slaa til og
kjøbe det; han tænkte paa Reinlænderen, og at hun
skulde danse med det paa, da Styrmanden kom hen og
kastede det op til hende med et:

"Nei, det skal Du have fra mig, Stina!" Han betalte
det med Smaasølv af Vestelommen, som om en saadan

SIDE: 341

Handel var bare ingenting for ham, og satte saa med
et raskt Spring over Krammet op i Trappen til dem:

"Naa, Du fik Dig nok en rigtig Reinlænder, Stina! . . .
Ja, jeg holdt paa at faa Juling sidst," tillagde han med
et flot Skub paa sig, der aldeles indtog Rejer for ham.
Og saa takkede han med et Haandslag "fordi han saa
vel havde varpet ham ud af Kravaljen dengang."

Det var sligt ægte flot Sjømandssnit og næsten, som
han havde git Juling, istedetfor at han holdt paa at
faa.

Idet han tog hende med ind i Reelen, nikkede han
til Rejer: "Der er Spræl i den Stina, hun passer ikke
for Sjøstøvlerne herude." Og med et Vink: - "Vi raa-
kes igjen her om Kveldene!" satte han saa afsted med
hende ind i Dansen.

Rejer stod igjen høilig hævet i sin Bevidsthed ved
dette nye Bekjendtskab. Han saa fra Trappen, hun
reelede med Styrmandens blaa Tørklæde om Halsen,
indtil der midt i Dansen blev raabt, at Boden skulde
stænges, og at det var slut.

- Med Undtagelse af i Konfirmationstiden, da han
paa én Gang havde været betaget af et Slags Ven-
skabsrus for hele den kvindelige Ungdom en masse,
havde Rejer kun været haardt, forelsket en Gang før
i sit Liv, og det var i Søsterdatter til Jørun Budeie,
som tjente hos Lensmanden. Hun var ni og tredive
Aar gammel, stor, bred og rund som en Kar, med gult
Haar, hvide Tænder og et Ansigt rødt og rundt, som
naar Høstmaanen gaar ned bag Bygageren.

Han havde speidet over til Haarstad efter hende, naar
hun Morgen og Aften gik ind i Fjøset med Melkebøtten,
og havde udgydt sine stride Taarer, fordi han aldeles
ikke kunde tænke paa at gifte sig med hende, fordi
Skjæbnen havde gjort ham til en Juhl, skilt dem ved
en saadan umulig Skranke! Det siger sig selv, at han
var for forstandig oplært til endog kun et Øieblik at
vakle i Henseende til, hvad der var forsvarligt i hans
Stilling; men derfor kan man nok lide og stride sin
Strid.

SIDE: 342

Og nu holdt han paa ikke at faa sove for Ganepigen!
. . . for et brunt Ansigt med noget sort Haarfilter om
og to mørke Øine, der syntes at sprude.

Paa Danseboden drev han og Understyrmanden her-
efter hver Aften; den smale Ganepige med Tørklædet
knyttet om Livet drog ham som en Magnet. Al denne
rappe Tanke og Tunge, al denne kviksølvagtige Be-
vægelighed, der forstod, saa, vidste, mente ti Ting i
den Tid, han behøvede for at gribe én, lod ham føle
sig baade klodset og underlegen, men vakte hans høie-
ste Beundring.

Og her var ledige Timer nok, - lange Udsigter med
Silden.

Ved den indtraadte Kulde laa Landet nu hver Mor-
gen hvidt af Rim; der drog sig glatte Issvulde og Islag
til overalt. Baadene var hvide indeni, Touge og Seil
isede, Uldvaatter og Sjøklæder knagende stive og bra-
gende i Tøiet, naar de droges paa. Havet laa stille ud-
over i mat Sol med Stumper af Frosttaager paa, og
under Land drev Strømmen i den klare, kolde Sjø et
Utal af Maneter, lige fra de tøndestore, røde, buskede
Rustmørjer til de smaa violetblaa, der har et Skjær i
Vandet saa svagt gjennemsigtigt som Maanen ved
Dagslys. De fyldte formelig Indløbene, hang sleipe om
Anker- og Dræggetoug, og mange og inderlig mente
var de Forbandelser, dette Utøi i Havet fik, naar Fi-
skerbonden løftede deres geléagtige Masse op paa Aare-
bladet og klaskede dem ind paa Fjærestenene. At Sil-
den ikke kom nu i dette Veir, var Manetens Skyld! . . .

Igjen laa de der paa det nye Veir og aad sig rent
indpaa for Proviant. Ikke engang Kogesild, som af
enhver paaregnet!

Men at Silden stod ustyrtelig som en Mur ude i Hav-
renden, var endnu fuldstændig urokket, og at den vilde
gaa ind, bare Strømmen fik taget Maneterne afveien,
ligesaa skraasikkert! At vende hjem nu var Galskab!
Det gjaldt bare at holde ud, - at vente, spinke og
pine paa Melet og vente.

Det var, som en stille Angst begyndte at betage Folk,

SIDE: 343

og den skulde dækkes over med Lystighed, tures, drik-
kes bort.

Livet ude paa Været artede sig vildere og vildere.
Slagsmaal, Knivstik, Tyverier og Indbrud paa Fartøier
var Dagens Orden, saa at Øvrigheden i den sidste Tid
laa derude og holdt det ene Forhør efter det andet.

. . . Nok en Uge, og Provianten maatte slippe op for
mangen en.

Den gik hen med den samme stivnende, stille, strenge
Kulde, - og paa én Mandag roede hundrede og fem
Baade hjemover!

I Bagskotten kunde man se en syg eller paa Toften
en Mand med et Ansigt, der sagde, at han endnu kun
hang ved Aaren.

Det var for mange at sidde paa bare Sulten, ro Mod-
børen, til han ikke kjendte sig mere, - bare ro til det
glædeløse Hjem, hvor de havde offret det sidste for at
faa ham udrustet og sad kanske med neppe Melnæven
igjen i Huset og ventede og haabede paa ham.

Oppe paa Holmerne stod der sort af Folk og saa
efter dem med alvorlige, betænkte Miner; de fleste
følte, at en af Dagene kunde Raden komme til ham.

- - Felen og Dansen gik fremdeles paa om Kvæl-
dene oppe paa Salteriet; men det var ikke længere det
høilydte Raab, ikke den overgivne, vilde, larmende Ly-
stighed, og mellem Fartøierne og Baadfolket paa Hav-
nen ikke den høilydte Praien paa kryds og tvers, ikke
den Fart i Roningen, ikke alle de overmodige Over-
greb - kun tung, mørk Stilhed!

Ogsaa for Aafjordingerne var Stabursforsyningen
gaaet op. Det var længe siden de havde kogt Sod paa
Benet af den sidste Spegebog, og de drygede nu Mel-
beholdningen ud efter bedste Evne; men det var Folk,
som var vant til at leve af lidet før det, - Husmændene
hos Juhl! Alt det Nistekjød og Flesk, de havde havt
med, var blevet betragtet som ren Helgekost, og nu,
de var komne paa Vasvellingen igjen, speidede de blot
desto ivrigere ud efter Spegesilden. Og den, sagde
Juhlegutten, stod bare tre, fire Mil ud i Sjøen! . . .

SIDE: 344

de behøvede bare at sidde og trykke paa Toften og
vente.

Anders Rosdreng, som Madam Juhl havde faaet sendt
med, og som egentlig var den, der stod for Ordningen,
om han end havde at lystre Rejer, var derimod ble-
vet desto mere betænkelig og krævede i de sidste Dage
stedse bestemtere: enten Sild eller Hjemreise! - saa
at Rejer maatte bruge al sin hjemmevante Myndighed
for at stagge han.

Han fik nu høre Ord, som han ikke havde let for at
modsige: - at han havde gjort Synd i at føre dem ud
i dette og i at staa op imod alt, hvad gamle Juhl, hans
Far, havde holdt for Ret hjemme i Bygden. Det viste
sig vel nu, at Landbonden i Aafjorden ikke skulde
fiske! men naar Ungdommen fik Myndigheden, saa . . .

Og saa jamrede og sukkede de for Kone og Børn.

Rejer svarede ikke et Ord. Han gik der alene paa
Udsiden af Holmen og stirrede ned i Maneterne og
grublede.

Det saa ligt ud til, at hans Far kunde havt Ret, naar
han kaldte det Nyhedsmageri af dovne Urostiftere, som
ikke var rædde for at drive sine Medmennesker i
Ulykke. Han tænkte paa, hvordan det vilde se ud, naar
Juhlegutten kom hjem igjen med Kirkebaaden fra Sil-
defisket til Latter og Spot for hele Bygden.

Hammernæsset tabt! - han hørte ordentlig Hestene
knægge og Gjederne bræge af Haan mod sig, han havde
jo intet der mere at gjøre. Kontorbukken paa Haar-
stad den passede lige til hans Skanker . . .

Det skulde altsaa blive Enden! - det dirrede af
Trods i ham - "Nei før!" - han satte Hagen til paa
Juhlsk; det betød, at Anders Rosdreng skulde faa vente,
til det peb i Tarmene paa ham. Selv vilde han sulte
sig fordærvet, om det maatte til, - de fik alle paa
Ranson.

Der var imidlertid ét, Rejer ikke havde beregnet, og
det var sin egen umaadelige Appetit. Han var i den
Alder, da han endnu voksede, og laa vaagen og vred
sig om Natten bare af Tanken paa Mad. Han havde

SIDE: 345

aldrig anet, at det var saadan at være sulten. Han
søgte at lede det bort ved at tænke paa Ganepigen,
som han paa nogle Dage ikke havde set noget til. Det
lykkedes ogsaa; han saa hende for sig, tyggende paa
Kringler eller Honningkage. Han søgte atter og atter
at vinde hende frem i andre Skikkelser; men Tanken
paa Havrebrød og Smør fik snart igjen Forrangen.

Han lagde sig ned med Sult og gik om Dagene uro-
lig rundt om paa Holmen for at faa Sulten af sig; -
der var ialfald de blaa Kraakesjæl mellem Tangen i
Fjæren at ty til. I hans af Sulten opfindsomme Hoved
rørte sig noget om at fange Maager, - der kunde være
et helt Stabur af Kjød i Luften, men sine Folk kjendte
han altfor godt, det nyttede ikke at byde Aafjordin-
gen sligt urent, uspiseligt noget, før sultede de ihjel.

- Det var begyndt at trække op med graat mildt
Ruskeveir igjen. Sydvesten kom med stedse stærkere
Stød, Skyerne hastede graasorte i Luften, og Havet
brækkede i grønt udover . . .

Det var i Graalysningen om Morgenen, at en Lade-
rums Garnbaad kom fossende ind udenfra med Sjø-
drevet om Ørene, halv fuld af Vand og for tre Rev i
Storseilet.

Lige efter blev der et stærkt Røre overalt. Der
tændtes Lys i Lys paa Fartøierne, og Folket stimlede
sammen oppe ved Salteriet.

Der forevistes et Fjerdinkar Sild, som var taget nord
ved Stolmen. De havde Mærke over Ryggen som af en
Garnmaske, - det rette Slag! Her var Syn for Sagen
. . . Indsig! . . .

Dette sidste Ord fløi som en voksende elektrisk Gnist
over alle Holmene!

Det betød Opbrud af hele Almuen, alle de tusinder
Mennesker, nord til Stolmen, - at Sildeværet her imor-
gen eller iovermorgen vilde være tomt og blaast for
Folk, som bagpaa en Haand!

Blandt de Baade, som gik ud rumskjøds, dybt revet
i Tykket den Formiddag, var Kirkebaaden til Juhl.

SIDE: 346

FORLIBELSE OG SILD

Ved den Række Smaaskjær derude, som stængte for
Udsigten tilhavs, var samlet en Mængde Notelag og
Garnbaade.

Skjærene syntes kringsatte af bare Master, og der
sortnede af Mennesker.

De ventede i feberagtig Spænding paa Landgang af
Silden, - skimtede alt ude i Havbrynet Hvalsprøiten
bag den og Fugleskaren over den!

Det gjaldt for Notebaserne at faa taget rigtigt Skjøn
paa Retningen af Indsiget, om østen- eller vestenfor
Øerne, saa de kunde være Førstemænd inde paa de
rette Stengesteder under Land og itide besætte Sunde
og Vaager.

Nedover i Havsletten saaes i milelang Række de
skinnende Seil af over tusinde Garn- og Notebaade og
derimellem Jagter og Slupper, træskolignende Galeaser,
brede, undersætsige Brigger, fintskaarne, duvende
Skonnerter, der alle stevnede nordover behængte med
al den Dug, de kunde faa paa sig, som under en Kap-
seilads.

De kom ud fra Udhavnene, hvor de havde ligget for
Storm. Det var som en hel hvid Seilmur over Sjøen!

Med engang saaes en lang Strime af Baadene derude
at gaa over Stag og lægge paa anden Boug.

Det var paafaldende, - maatte have en Grund. Der
signaliseredes ivrigt paa alle Maader. Mange Jægter
vendte og lagde samme Kurs.

Det maatte være Silden! . . .

Og en Stund efter mødte dem et Syn, der udrettede
det, som aldrig før var hændt Aafjordingen, at han rent
glemte, det var Middagsleite, - hele Havstrækningen
udover i ét Sprøit og Jag!

Silden var kilet op af Havrenden og søgte, - med
Fuglen over sig og Hvalen efter sig - i ustyrtelige
Masser indover mod Grundene for at gyde.

Langt ude bag den, saalangt Øiet kunde række, gik

SIDE: 347

Hvalgaarden Sprøit i Sprøit med en Larm som af
Dampmaskiner. Det var Storhvalen, som jog og pres-
sede Silden under Land.

Sjøen blev mere og mere stille og som grønlig; den
kogte af Luftbobler - Sildens Aandedræt! Og pludse-
lig jog og hoppede Storseien i svære Stimer, tusinder
paa tusinder omkring dem.

Baadene var med ét lige midt inde i Indsiget! -
hele Luften til langt ind i det graa, disige Skytag som
et Sneveir af Fugl, en skrigende, øredøvende Himlens
Hær, der fo'r op og ned med Sild i Næbbet, slugte den
graadig i Luften, sloges, reves og joges om den, saa
der regnede Sild, og Jagtemasterne drog som en Vei
ind i Fugleskyen!

De slu Tyvjoer fulgte sin Natur og foretrak at be-
stjæle de store, forslugne Graamaager fremfor at tage
Silden lige under sig i Sjøen. Ternen fulgte ogsaa sin
Natur og nippede midt i Forvirringen og Vrimlen lige
saa propert, net og let, som om den havde været ufor-
styrret paa blankt Vand, - men alle vildt, hidsigt
omkap paa Hovedet ned i Sprøiten mellem et Mylder
af Størje-, Spring- og Staurhval, der fossede og jog,
saa Sjøen kogte hvid. Hist og her kom Graasei op,
sprængt og forædt, forgjæves arbeidende i Vandskor-
pen for at komme under igjen og slippe at blive hug-
get af Maagen.

Det var den forreste Kile af Sildemassen. Den seg
endnu tæt som en Mur midtfjords indover i store, sort-
blaa Stimer ikke en Alen under Kjølen. Der var Øie-
blikke, da de sad med en ængstelig Følelse af, at Baa-
den ligesom lettede sig paa Sildebjerget, da de fik Sil-
den blank under Aarerne, rodede i Sild med Roret og
da de kunde kjende, hvorledes Staurhvalen gled vaer
og forsigtig hen under dem.

Garnbaadene forsøgte forgjæves at sætte. Hval, Størje
og Sei spolerede blot Garnet.

Sildens Tog fortsatte sig under Land med Skybanker
af Fugle over sig og alt, hvad Havet eier af det, som
kan sluge, efter sig. Der stødte den paa Garnmuren,

SIDE: 348

- ofte paa hundrede sammenlænkede Garn satte
tvertover dens Vei i Fjordrenden, tæt i tæt bagom hin-
anden, saa at hele Strækningen saa ud som bare Rader
af Kagger og Fløt.

Og havde den kun været jaget og drevet af alle Ha-
vets og Himmelens Rovfugle, - den havde vendt om
her!

Men det gjaldt Billioner Silds Kjærlighedssag, - en
Naturmagt, stærk som Stormen og Strømmen, vældig
som Ebbe og Flod.

Og drevet af den ubøielige Eros i Naturen, gik Sil-
detyngden paa Nettene, fyldende dem, saa de stod som
Perlemors Vægge i Sjøen! - og over dem ind paa de
grovsandede, tangbevoksede Flak og Gydegrunde.

- Stæng sattes paa Stæng i de to tre Dage indover
Fjordsiden ved Vige, Bugter og Sunde.

Langs Landet udenfor Løbene lod Notebaserne sig
ro i deres smaa Færinger som Generaler hver foran sit
Baadlag. De undersøgte med Vandkikkert og Lod, me-
dens andre stod oppe paa Skjærene og kommanderede,
hver med sine aftalte Tegn. Saasnart Lodlinens sitt-
rende Bevægelse angav Sildeindsig, gik Baadlagene paa
i de trange Løb under hensynsløs Kappen, Stevn mod
Stevn i Sjøgangen, saa Kjeiper og Æsinger knækkedes.
Seilbommer og Aarer løftedes til Slag, Skjeldsord hvi-
nede i Luften, Notebaserne raabte sig hæse mellem
Sjøfuglenes Skrig, før de fik Touget iland, Notearmen
belagt og Fangsten sikkret.

Livet gik i vildt Sus, Garnvaser kappedes, Noter over-
seiledes og sprængtes, Snesevis af Kast kom i Floke og
tændte Lidenskab og Slagsmaal.

Det var Dage som i en Rus, mens de øste op Silden
med Hoven, saa tæt, at Aaren kunde staa i den. Den
gik lige fra Sjøen op i Kjøbejagten, hvor Maaltønden
styrtedes i Lasten.

- - Nogle Døgn efter saa Juhls Husmænd paa
Hammernæsset Sølvet i Haanden, - svømmede i Sølv,
- fem og tyve Daler pr. Mand! udbetalte ombord i
Kjøbejagten!

SIDE: 349

Juhlegutten maatte skikke Pengene hjem for dem
fra Postaabneriet oppe paa Været i Bankobreve med
røde Segl for. Og Rejer sendte dertil for egen Reg-
ning hundrede Daler af de to hundrede og tolv, der
udgjorde hans halve Lod. De nød Triumfen i Byg-
den, naar Pengebrevene kom didind, og følte sig som
hele store Foregangsmænd og Opdagere. Og dette var
endnu kun Begyndelsen paa Fisket! - Der sad ikke
én paa Toften, som ikke havde sine ærgjerrige Planer,
ikke mindst Rejer. Han havde faaet en overordentlig
Følelse af sin egen Gløghed og Hændighed, siden han
saa sit Snit til at indgaa som Parthaver med et stort
Notelag.

- Ja, der var mange Drømme om Hammernæsset
den Aften, Rejer reiste indover til Været for at sende
Pengene i Posten! Naar han fik udløst sin Odelsgaard,
vilde han oprette et stort Notebrug hjemme og gaa ud
paa Sildefisket hvert Aar, og saa kjøbe igjen Gaard
efter Gaard af Juhlernes gamle Eiendomme, tage kan-
ske én ind ved hvert Notekast! - Han kjendte uafla-
delig paa Lommebogen inde paa Brystet . . . Havde
han ikke alt nu en hel Kapital i Lommen? Hvad vidste
de i Aafjorden om alt det store, mærkværdige Liv
herude? . . . en Sølvfireskilling var jo som en Hellig-
dom, en ren Skat, derhjemme, og her! - man tænkte
ikke mere paa den end det Sildesjæl, som sad udenpaa
Lommebogen! Herude var hans rette Felt, derom
skinnede hans Øine fulde af Overbevisning.

Hidtil havde han bare levet som en Ko indestængt
i et Fjøs. Huf ja! - det blev trangt for ham at gaa
derinde paa Hammernæsset alle de ni Maaneder om
Aaret og drive paa i den daglige Ensformighed der
med Hestene og Pløiningen og Gnikkingen paa Skil-
lingen og Kosten, kjedt og ensomt og dødt! - efter
alt det, han nu havde oplevet og været med paa af Liv
og Moro og Prat og Dans.

Det var et Par spillende sorte Øine i et brunt Ansigt,
som hele Tiden kom frem mellem hans Betragtninger,
- der var Ild og Kvikhed i dem for hele Aafjorden! . . .

SIDE: 350

Haah - ja! han stønnede og kjendte gruelig ondt
for Brystet.

Det var ikke første Gang, Rejer stred Offerets Strid
for sin høie Slægt. Han sad, uagtet alle de Penge, han
havde i Lommen, og alle sine Storplaner, melankolsk
og høist ulykkelig der i Maaneskinnet, fordi han maatte
skilles fra hende.

Hun og Sildefisket, det var to nye Ting, som var
hændt i hans Liv.

- - Her paa det nye Vær var nu alt anstrengt, fe-
beragtigt Arbeide.

Baade, Brygger, Fartøier og Mennesker havde et
Overdrag af bare Sildeskjæl. "Silderisp" blinkede ned
igjennem Sjøen som et tæt Sølvstøv, Silderisp hang
ved alt, hvad man saa og rørte ved.

Jenter og Kjærringer, unge og gamle, stod hele Fjæ-
ren indover og ganede Silden, der bares i Stamper op
til Plattingen udenfor Boden, hvor den saltedes midt
imellem en Stabel af tomme Tønder paa den ene Side
og fulde pakkede paa den anden.

Rejers første Ærinde var op til Landhandleren, hvor
Bankobrevene ekspederedes. Det var med en vis selv-
bevidst dissende Gang, at hans kantede, høie Skikkelse
banede sig Vei imellem Folkeklyngerne. Han følte sig
nu selv som en af Notebaserne og gik med en vis om-
sigtlig, kyndig Mine dampende sin karvede og saucede
Bladtobak af en kort Porcelænspibe. Folkestimlen var
tæt, lutter Sjøkarer med Skjæg og Sydvester, hvis An-
sigter det var for mørkt til at skjelne. Man sagde,
her var saa overfyldt nu paa Været, at Folk om Natten
stod og sov bortover i Stuerne og mange Mandskaber
maatte tage Nattehvile under et Par Ryer og Seilet nede
i Baadhalmen. Men hvem brød sig om det nu, her sov
og drømte man i bare Sildefeber, havde gjerne holdt
ud paa nøgne Toften!

Rejer bevægede sig med urolig Hast. Hans Blik spei-
dede spændt snart her snart der for at overbevise sig
om, at hun virkelig var fulgt med.

Dernede paa Plattingen foran Sjøboden gik Arbeidet

SIDE: 351

endnu for sig. Sildetønder rulledes og stuvedes om-
bord i en Slup, og endel Fruetimmer ganede Silden
ved Lys og Lygte omkap med Mandfolkene, som pak-
kede og saltede i Tønderne; der manglede endnu kun
nogle faa Tønder paa Lasten.

Mellem dem skimtede han en smal, høi Skikkelse
med et Tørklæde om Hoved og Liv. Den bøiede sig og
reiste sig og bevægede sig livligere end de andre.

Rejer stod med ét stille, urørlig som et Lys med alle
Sanser skjærpede. Der stred noget indeni ham, noget
beklemt, næsten som en advarende Røst, - som der
var Spørgsmaal om at gaa over et Rubikon . . . . .

Hun var snart inde i, snart ude af Lygteskjæret . . .
Det kunde dog ikke skade at se!

Han nærmede sig mere og mere . . .

Hvor flot og hændig hun ganede! . . . kastede mindst
to Sild op i Stampen, naar hver af de andre klarede
én, og endda snakkede hun til og drev Moroen! Nu
bar hun og en anden bort en fuld Stamp og kom igjen
med en ny. Det var som bare ingenting for hende! -
hun satte den fra sig med et Kast og slængte den før-
ste Sild op i den. Hun var vist uhyre myg! Og meget,
meget stærkere, end hun saa ud til, der var ikke én
af de andre, som kunde tage hende i nogen Ting, det
var han vis paa!

En Sild glap idetsamme ud af Haanden paa hende
og henover Bryggen ind i Mørket, hvor han stod. Han
tog den snar som et Lyn og puttede den i Sidelommen,
saa vaad og sleip og skjællet den var.

Om lidt stod han nærmere, næsten ved Siden af
hende, og han holdt just paa som i Ligegyldighed at
aabne en Passiar, da en Person, der stod ved Tønde-
stablen med en Glød for Munden, som maatte komme
af en Cigar, begyndte:

"Du har det travlt ikveld, Stina. Hei hvor Silden
springer! En kan forstaa, Du har Hastværk - at Klok-
ken slaar danse. Gik det saa hele Dagen, tænker jeg,
Du klarede Sluppen alene!"

SIDE: 352

"Var det Storsei eller Tosk ja, - saa, store som Han-
delsbetjente! - men dette er nu bare Smaasild."

Rejer lo høit. Han var endnu i Stemmeskiftningen
og fik det betalt med et: - "Hvad er det for en Væder,
som bræger der?" sendt paa Maafaa til ham indover
i Mørket.

"Stina er nok ikke naadig ikveld," vedblev Handels-
betjenten at ægle, "hun véd, at Styrmanden sidder der-
oppe og venter."

"Styrmanden!" - hun slog med Skaftet af Kniven
mod Stampen, "han kan gaa paa Hænderne og endda
danse omkap med de to tykke Sjøbodstolper, I har at
stampe Gulvet med!"

"Og saa trakterer han saa flot baade med Peberka-
ger og Kaffe!" mente Handelsbetjenten.

"Aa ja, - - naar én har arbeidet hele Dagen fra
Klokken fire om morgenen, aarker én ikke at bugsere
paa en Melsæk i Dansen om Kvelden!"

"Hvad mener Du, Stina! han vil sige, han Doktor
Frederiksen, - han Fanten, - Tateren - Hestedokto-
ren! . . . han, som ikke bare flaar Heste, men ogsaa
stikker Folk? Jeg tænker, baade Du og Understyrman-
den faar passe jer."

Fra den bundne Stilling, hvori hun stod og skar Sil-
den, reiste hun sig pludselig snar og spændstig som
en Staalfjær og slængte ham den blodige Sildekværk
lige i Ansigtet.

"Sig det nok engang, og Du skal faa mere!" raabte
hun rasende.

"Det skal Du faa bøde for!" udbrød han og gjorde
en Tilnærmelse, den hun behændig undgik ved at
svinge sig om paa den anden Side af Stampen. Han
holdt paa at gribe hende bagfra om Livet, da hun med
ét, grædende af Forbittrelse, raabte: - "Prøv, om Du
tør!" - og løftede Ganekniven med en vild Gebærde.

Han stansede raadvild.

"Ja prøv, om De tør!" brølte Rejer og trængte sig
med et Sæt haardt ind imellem dem.

Handelsbetjenten saa ham tæt ind i Øinene:

SIDE: 353

"Saa-aa, Rejer Juhl! Den Fallitenspiller! Det var
bedre, Du betalte det, Du skylder, end blande Dig ind
her."

Der stimlede straks Folk om dem. Det saa jo ud til
Slagsmaal og Handelsbetjenten tordnede videre:

"Jo-o det er syv og niti Daler med Renter, vi har
anmeldt i din Fars Bo, - for Klædesvarer. Jeg tænker,
det er de Klæder, Du staar i der!" - Han haanlo, og
Rejer følte, at Folk ligesom nysgjerrige saa ham nær
op i Ansigtet for at mærke sig Fallitenspilleren.

Han var dødelig krænket. Hans Stolthed reiste sig i
hele sin Juhlevælde. Slaa han mellem begge Øinene
nyttede her ikke! . . .

Han trak rask Lommebogen op og spurgte overlydt,
om han kunde faa betale? . . . nu straks, - her paa
Flekken!

"Tak, som byder, vi har Disk overalt, hvor vi faar
Penge!" - svarede Handelsbetjenten studsende, han fik
med ét sin Koldblodighed igjen.

Rejer holdt med dirrende Haand den røde Hundre-
dedalerseddel hen til Lygten, og Betjentene kaldte to af
Dikselmændene hen som Vidner, - han følte, at han
ikke længere havde Stemningen for sig, og trak sig
bort.

Det svimlede for Rejer, - han leverede ud sin sidste
Hundrededalerseddel! - men det stivede ham op, at
der var saa mange, som saa paa, og han hørte Gane-
pigen yttre høit beundrende:

"Kontantere Kar har jeg endnu ikke set!"

. . . Fallitenspiller! . . . Fallitenspiller!" - tog han
haanlig op igjen for sig selv, medens han gik der frem
og tilbage inde i Mørket. "Fallitenspiller!" . . . Han
lagde en Tidaler, hans sidste og eneste, om i det Rum,
hvor Hundrededalerseddelen havde ligget, og gik nær-
mere frem i Lyset, medens han gjorde det; det ska-
dede ikke, om Folk troede, der var flere Hundrede-
dalersedler, hvor den første kom fra. Og - - var
han ikke kontant, skulde han snart vise dem, at han
skulde blive det! - han rettede Nakken som en Løve.

SIDE: 354

Raabene og den pludselig opstaaede høirøstede Snak-
ken mellem Fruentimmerne sagde, at den sidste For-
syning til Sluppen nu endelig var afleveret og Ar-
beidet endt for den Dag. De skyndte sig i Flok og
Følge opefter Bryggen og tog Veien henover langs
Fjæren til et Nøst, hvor der blinkede Lys. Der var
Kaffestation.

Rejer fulgte raskt efter og Hjertet begyndte at banke
i Halsen paa ham; thi Stina gik alene for sig lige
foran. Følelsen af den skammelige Overlast, hun hadde
lidt, blev stor i ham. Hende havde alle Lov til at for-
nærme, fattig og forsvarsløs, som hun gik der og maatte
tjene for sit Brød. Ingen til at forsvare sig . . . jo én!

I næste Øieblik stod han ved Siden af hende saa
pludselig, at hun overrasket saa op paa ham. Hendes
Ansigt bar endnu Spor af Ophidselsen og af, at hun
havde grædt. Hvor hun var umaadelig vakker!

"Sti . . . Stina!" - udbrød han. "Der, der, - tag
Kjeden! . . . Jo, jo - - hører Du - tag den bare! -
Sørg ikke! Jeg har tænkt paa Dig hele Tiden siden
sidst - midt i Silden . . . bare paa, at jeg ikke havde
faat taget Farvel med Dig! og saa paa, om Du var
her paa Været endnu. Du kan tro, jeg var ræd for,
at Du skulde være borte! - Saadan som Du er in-
gen anden, - intet andet Fruentimmer! - der findes
ikke din Mage i Verden! Jeg skulde kjende Dig straks,
om aldrig saa langt, bare paa Væksten. Og saa let,
som Du gaar, ligesom Du danser! . . .

Jeg er Rejer Jansen Juhl, ser Du, Jan Juhl i Aa-
fjorden, det var min Far det! Du maa tro Odelsgut-
ten til Hammernæsset, - det er jeg det, ser Du! -
kan faa, hvem han vil i Bygden. Me-n, - har jeg
reist paa Sildefisket, som jeg vilde, mod Skikken, saa
er Rejer Juhl ogsaa kar for at tage, hvad Kone han
vil, om saa hele Bygden hyler Halsen af sig! Jeg er
ligeglad, om de kalder Dig for Svarte Stina og Tater!
Værsaagod! . . . det gjør ingenting! - ikke en Døit!
- bare Du vil følge med mig hjem til Hammernæs-

SIDE: 355

set! for ellers bryr jeg mig ikke om det hele mere, -
uden Dig er det nu kjedt overalt!"

Hun havde spærret op begge Øinene og saa paa ham;
- hendes hele ledeløse Skikkelse gjorde en afvær-
gende Gestus.

"Det skal ingen sige mig paa, Juhl! hos Frederik-
sen, at jeg har gi't Dem Aarsag! - hverken Dem eller
Handelsbetjenten eller Understyrmanden, naar Frede-
riksen slipper ud igjen . . . Han tjener bare af et Kniv-
stik inde paa Tugthuset. Men det er Kjæresten min
for Gud og Æren! han kom paa Huset paa to Aar, fordi
Knivstikket gav Lyde, og har tjent ud til Høsten" . . .

"Jeg vil Dem for vel, Juhl!" begyndte hun at snufse
- "efter dette Tilbud . . . ogsaa for den vakkre Sølv-
kjeden til ikke at sige det og varsko; - for han er
færdig med Kniven, naar han blir sint. Saa nu kan
De selv forstaa, der ikke kan bli' noget Gifteri mel-
lem os to, nei!" hun puttede derunder Sølvkjeden om-
hyggelig ned i Lommen.

Rejer modtog et Slag, det følte han, om paa Hodet,
for Panden eller Brystet, det vidste han ikke! Han
stod blot med halvaaben Mund og stirrede paa en
smal, hofteløs Pige, som snakkede og snufsede der i
Mørket og holdt paa snart at svingle, snart at blive
saa tynd som en Traad for hans Blik.

"Naa saa, - ja jeg forstaar!" - gjentog han me-
kanisk og lo dumt. Med Ydersiden af Forstanden be-
gyndte han dog at fatte Situationen, - at stirre lige-
som i et uhyre Gab af Skuffelse.

- Afsted vilde han, skreg han, da han kom ned
til Baaden, og der var ingen Raad for, de maatte
legge ud.

Den Nat roede han sig skjortevaad!

SIDE: 356

KRØGE MIG? NEI FØR KNÆKKE!

Sent om Natten kom de ind igjen nord i Sundet,
hvor de havde Stænget.

Han sad i Søvnørsken over Aaren og kjendte neppe,
at Baaden stødte mod Støen, da han vaktes af Brøl
fra to tre Hold indefra Mørket:

- om de havde hørt noget Sporlag til Silden inde
ved Været?

Her var de opskræmte og gik urolige og ventede bare
paa Dagen. Der var kommet en Baad roende forbi
om Kvælden, og Folkene i den havde ment, at Garn-
sætterne ikke vilde trække mange Sild den næste Dag;
de havde hørt Rygte, at Silden var gaaet nordpaa ude
i Sjøen.

"Rygter! . . . Silden med engang sunket i Sjøen
igjen! . . . En Baad, som roede forbi? - de skulde
vide det de!" søgte han ivrig at overbevise de andre.

- "Op og ned! ned og op! Saa over, saa under!" lød
det bagefter bittert i hans egne Betragtninger.

"Gad vide, hvad det var for en Dato idag? - sek-
stende Marts! . . . skulde han nogengang gjøre nogen-
ting paa 16. Marts, saa kunde de partere ham . . .

Føi for en Dag. Hundrede Daler Væk! . . . Uhr-
kjeden ogsaa væk! - han faar den vel, han paa "Hu-
set!" - at sprade med, naar han kommer ud. Dei-
lige Greier! - danset og drevet med Kjæresten til et
Tugthuslem, - hun har kanske ogsaa været der
selv . . .

. . . Rygter! - lade sig skræmme af slige Rygter!" . . .

Han var ikke længere istand til at ty ind i den
kvalme, trange Pladsestue, hvor de havde Tilhold, og
vandrede oppe lige til i Graalysningen mellem dem,
som gjorde sig færdige til at lægge ud. Han havde
faat en Afleder fra Skuffelsen over Ganepigen.

Den næste Dag ventede alle i yderste Spænding paa
Garnbaadenes Hjemkomst fra Sætterierne udenfor i
Havet; de havde tre fire Timers Udror.

SIDE: 357

Rejer var hundrede Gange henne paa Udsiden af
Holmen og saa efter dem med sine lyseblaa, skarpe
Maageøine. Derfra faldt Veien uvilkaarlig hen til det
Sted i Sundet, hvor hans Notestæng havde staaet. Han
stirrede dumpt ned paa de Flekker af olieagtig Silde-
slim, som endnu svømmede ovenpaa Sjøen; endel op-
slengt Smaasild, Korstrold og Levninger af Storsei laa
stivfrosset mellem Tangen og Maneten i Fjæren, hist
og her en halvraadden Haa.

Det stemmede med hans Humør at stirre ned paa
alle disse stinkende Levninger. Det blinkende, glitt-
rende, skinnende Sølvhav, som havde spillet derinde
i Noten, havde for hans optændte, fængelige Indbild-
ningskraft strakt sig vidt udenfor dens flydende Net-
væg ind i en Fremtid, hvor han bare havde at staa
med Hoven og øse op Rigdom, - drive Storbrug, reise
Hammernæsset med dets alle fem og treti fraskilte
Gaarde og Sætergange.

Silden sunket lige i Havet! - netop som han var
kommet til den? - umuligt! . . .

Men al den forladte Raaddenhed oppe i Fjæren
sagde hele Tiden noget andet, - at det var muligt, -
skulde være muligt! Han kjendte det som en Ulykkes-
anelse, en Angst, det inderste i ham følte, at Folkene
i Baaden igaaraftes ikke havde raabt de Ord uden
Grund.

Kom Baadene nu igjen med Sild, han vilde blevet
rasende overrasket! ligesaa overrasket som om han med
ét havde set Hammernæsset staa der med nye Byg-
ninger, ny Sjøbod og Notebrug.

- - Og Garnbaadene kom roende i lang Række ind-
over; de laa høit i Vandet med de brune Garn opgjorte
i Dynger i Forskotten og Midtrummet.

Det var en Roen af hundreder, langsom som et Lig-
følge - med den tungeste Last, der kan fylde en Baad:
- skuffede Forhaabninger!

Garnene havde staaet derude tomme som Sold! - Ikke
Sei, ikke Hval eller Fugl nogetsteds udover at se. Ha-
vet øde og svart for Liv! - hvad de havde havt under

SIDE: 358

Land, var bare et af Seien fra den store Masse i Ha-
vet afjaget Sildestraal.

Silden var væk! - kanske gaaet nordpaa til Kinn . . .

Det var midt under dette, at han med en af Baadene
inde fra Været fik Brev fra sin Mor. Det havde gaaet
lange Veie rundt og været i mange Hænder før det,
fedtet, smudset og med Silderisp paa, nu naaede frem.
Blodet gik for høit i ham, til at han kunde læse med
videre Opmærksomhed:

"Ser jeg Dig nogengang mere igjen i Verden, Rejer!"
- stod der i Brevet med et af Moderens store Suk.

"Se mig igjen? - tidsnok!" udstødte han og faldt
over i sin egen Pønsen, medens hans Blik gik sløvt
og uopmærksomt nedover Linierne. Pludselig blev det
hængende ved; - hans Søster havde forlovet sig med
Haarstaden! Han læste det op igjen og op igjen og
derpaa nøiagtigt videre: "Det var et Offer af Ottilie,
for han er jo en gammel, mindre vel udseende Mand;
men saa véd Du jo, han har friet til hende før, efter
sin anden Kones Død, og saa blir hun jo rigelig for-
sørget, da han ingen Børn har, - baade hun og jeg!
- og Du hjulpet til at beholde Hammernæsset. Jeg
synes, vi maa være din forstandige Søster evig tak-
nemlige, Rejer! hun har frelst Gaarden."

Han lagde Brevet langsomt i Lommen.

"Med Haarstaden! . . . den gamle skjelvbente Aa-
gerkar," - raste han - "som har suget ud Bygden
hele sin Tid. Saa længe og fult har han aagret paa
Hammernæsset, til han kunde kjøbe hende - - - og
saa, jeg atpaa i Handelen!"

Han laa vaagen udover Natten med heftig Uro i Blo-
det. Det havde været en saadan Række af knusende
Skuffelser.

Han laa kun og stirrede ind i den ene Tanke, at nu
skulde han hjem! Det bares ham for, at det var saa
aldeles umuligt, - han kunde ligesaa godt gaa tvært
af . . .

Endelig øvede Naturen sin Ret, og han sov ind.

Ud paa Morgensiden blev det uroligt i Stuen. Fol-

SIDE: 359

kene havde Ank for Hjemreisen, stod tidligt op, keg
efter Veiret og lagde sig igjen.

Han hørte i Halvsøvne, hvorledes de snakkede om,
at det saa ud til Østenveir og tung Roning indover. De
trampede og traakkede med Nistebommer og Tiner,
gik ind og ud, og hvergang mørknede det svage Dags-
skjær fra det lille smudsige Hul af en Rude. Han følte
det i Drømme . . .

Med ét blev det til noget stort, bøiet, dunkelt med
brede, svære, krogede Arme strakte ud foran sig . . .
Han kjendte Hammernæsfuruen med Graalyset over
de snevaade, veirslagne Grene, - den stirrede knugende
vredent paa ham med al sin troldvoksede, knuddrede
Mægtighed.

Jo mere han saa paa den, des mere blev det til hans
Mors svære Skikkelse, som sad der kroget og bøiet paa
Bænken med Armene foran sig ned paa Fanget. Hun
saa strengt og tungt paa ham og sagde:

- "Vi maa være Ottilie evig taknemlige! . . . Ser
Du, Rejer! vi maa alle bøie og krøge paa os og bugte
os frem, som vi kan bedst."

"Krøge mig? - nei, før knække!" sprang han op.

Og med de samme Ord begyndte han ogsaa den korte
Blyantsseddel, hvori han skrev til sin Mor, at hjem
kom han ikke, før han af egen Pung kunde indløse
Hammernæsset, og at han nu agtede at prøve sig frem
i Verden. Naar han vidste noget mere, skulde hun faa
Underretning fra sin taknemlige og hengivne Søn, -
Rejer J. Juhl. -

Stor og uudsigelig var Anders Rosmands og de an-
dres Forbløffelse, da han, med det samme de ud paa
Morgenen skulde bære Seilet ned i Baaden, kort og
bestemt meddelte dem, at han havde besluttet at reise
op til Bergen istedetfor at følge med dem hjemover.
Han havde overveiet det om Natten, - mumlede noget
om sin Fars Bo og om nogen at sælge Silden til næ-
ste Aar. Han vilde sættes af i Skudesnæs og se til at
komme med et af Fartøierne, som gik nordover.

Det var en Stund bare tause, gabende Munde og saa,

SIDE: 360

- da de begyndte at forstaa, - lange Ansigter, Øi-
nene ledende ved Jorden, en Tobaksspytten paa kryds
og tværs og en betænkelig Kløen bag Ørene . . .

Han Martin og han Tosten og han Jo og han Vid-
kun - det var Husmændene paa selve Indgjordet, -
gik sammen med Anders Rosmand om, at dette var
umuligt. De havde at ansvare ham for Mad. Juhl!

"Komme hjem til Aafjorden uden Juhlegutten, -
med den Skam for al Mennesken!"

Det var ikke frit for, at et Par af dem tørkede Øi-
nene med Vaatten, da de saa den for al Overtalelse
utilgjængelige Mine, hvormed Rejer stod fast paa sit.

Der var ingen Raad for! - Juhlegutten maatte føies,
og de fik lide paa Brevet til Madamen; - men det
blev at ro hjem med et svært Tryk for Brystet.

- - "Hør Anders! Du ansvarer mig Blæssen, -
at de ikke bruger den til at kjøre Kværnsten der over
paa Haarstad. Hils bare Mor, at jeg har sagt det."

Det var det sidste, hviskende Paalæg fra Rejer til
Anders Rosmand, da han sattes iland paa Bryggen i
Skudesnæshavn.

Og, hvad Rejer der kunde have betroet ham, blev
gjennem Aarene Gjenstand for mange Formodninger
blandt Husmændene paa Hammernæsset; thi Anders
Rosmand skulde blot sige det til Madam Juhl.

Fjorddistrikterne havde spillet ved Havets grønne
Spillebord . . vovet sit yderste der igjen et Aar - og
tabt!

Det var den anden Side af Lykketærningen, Vrang-
siden: - tom Baad, tomt Hus, en knugende Mangel
paa Livsophold . . . Sygdom og Elendighed.

Nogle Uaar til paa den Maade og de samme Øer og
Holmer og Skjær i Seilleden, som nu laa strøede med
Huse, Havne, Bebyggelser og Begyndelser, fulde af
muntert Fremtidsliv og Virksomhed, vilde ligge lige-
saa skaldede, svarte og forladte, som før Silden kom,
kun med det gamle Sjøfugleskrig om sig, - triste og øde.

SIDE: 361

Nogle Uaar til paa den Maade, og Sparebankerne
indover Fjordene, der havde reist sig af Sildefortjene-
sten, de større Huse, det bedre Stel, den udvidede Jord-
dyrkning, som var bleven til i den gode Tid, den bedre
Skolelærdom, det større Lys, som var faldt ind i de
trange Bygder, - vilde alt gaa tilbage igjen, dø ud og
slukkes, og de gamle Spindelvæve af Uvidenhed og
Fordom og Overtro igjen trække sine graa Slør over
Krogene.

Her var spillet om mere end Skillingen direkte, mere
end Menneskeliv, - selv om Sjøen havde krævet dem
efter stor Skala, - det gjaldt selve Folkemodet, Byg-
dernes Tro paa sin Fremtid, - og nu frøs det lige inde
ved Hjerteroden.

Ind i hvert Hus, hvert Hjem, til Husmand og Bonde,
havde Havets Tærning for tredie Gang sendt Niten:
- et huløiet, Armod, Sygdom og den kolde Nød brin-
gende "nei!"

Bygderne havde sendt hele sit varme Blod af For-
trøstning og Mod paa Tilværelsens Eventyr, hvori den,
som vaager, vinder, Askepot altid faar Prinsessen, den
kjække altid Lykken! - og Strømmen havde drevet
Tiggerstave tilbage igjen . . .

Her var spillet og tabt!

Der skal Hjerter af Staal til for paa den Vis at slaa
Tærning med Tilintetgjørelsen! mere end haardsmi'd
Mandsvillie, - eller, - og det var det, som gjorde,
at disse Bygder alligevel ikke gav tabt, men paa Stum-
perne af sit Mod, Stumperne af sin Kraft, Stumperne
af sin Armod slæbte og sled sig igjennem Aar for Aar,
indtil Tærningen igjen faldt op, og de har Dampskibe
udenfor Stuedøren, - den dybe Trang i Nationalka-
rakteren, som just forlanger Eventyret, Legen med
Chancen og det uventede, Legen med Faren. Som den
har gjort Eventyrdigtningen i de stille uvirksomme
Tider, saa sender den nu Folket ud i Handling ikke
mindre paa Sildens og Havets end paa Kunstens og
Digtningens Omraade!

SIDE: 362

"Rejer Juhl! - hoi - ohoi! - hoi!" . . .

Det var i Skudesnæshavn; - hans Ven Understyr-
manden stod og raabte mellem Hænderne fra Hækken
paa "Resolut". Rejer havde alt set den grønmalede,
smudsige Brig ligge inde ved en af Pakboderne, som
det lod endnu halvladet med Salt.

"Hvad gjør Du her?" spurgte han da han fik Rejer
nærmere. "Beslaat med Sølv? Du har jo gjort et Note-
stæng. Hør Gut! - spekuler bare ikke i Salt nu, Sil-
den er fløiten. - Aa bi lidt, vi har straks Middags-
hvil!"

Understyrmand Lind var en ualmindelig vakker
Fyr, høi og ledig i Figuren, mørkøiet og sorthaaret.

"Her er Ærter i Kabysen og Flesk," sagde han, da
Rejer kom ombord, - "Du kan vist trænge lidt at
varme Dig paa." -

Rejer syntes, det var længe, siden han havde gjort
et saadant Maaltid som det, han indtog inde paa Ka-
hytsbordet sammen med Understyrmanden.

"Bondestel . . . Bondeskipper . . . Bondeskute! . . .
men nu er jeg ogsaa snart kvit den!" - mumlede Styr-
manden - "Hundeliv paa det Fiske!"

"Naa ja, Rejer Juhl! ikke for det, jeg likte det Pokker
saa godt. Fyr maa der være i Karen. Gaa paa, gaa
paa tværtover alt! men lidt - lidt - lidt Forstand faar
der være med, ellers blir Du gift, før Du véd Ordet
af det, min Gut! - og saa stopper den Moroen. - Hun
. . . Sildejenten . . . Svarte-Stina, fortalte mig det alt-
sammen samme Kvæld, hun havde Kniven sin i den
vakkre Kjeden din! Men var Du da rygende, split-
tende fra Forstanden? en Kar, som sidder med en hel
Gaard og af sligt Folk som Du, springe lige lukt paa
og fri! - - Naa ja, nu skal Du vel op og ture i Ber-
gen. Jeg gaar ogsaa did. Det var derfor, jeg raabte
Dig an" . . .

Reier skjød Ærteskaalen ind paa Bordet.

Styrmanden maalte ham.

- "Du ser mig ikke ud til at tænke paa at hale ud
paa Salene. Du er da vel ikke pinegal nok til endnu

SIDE: 363

at gaa der forlibt og sørge? For det er der bare én
Kur, - at forlibe sig i en ny. Hvor gammel er Du?"

"Snart nitten."

"Ja, da jeg var i din Alder for en fire fem Aar siden,
tog det mig ogsaa slig."

"Ne . . . hæ . . . hæ" - lo Rejer overlegent forsikk-
rende. "Det Sludder roede jeg af mig samme Natten.
- Ne . . . hæ . . . hæ . . . men" - han grublede stærkt
paa, om han skulde betro sig til Styrmanden; han
havde noget saa godmodigt ved sig, saadan ægte, præg-
tig troværdigt Væsen.

"Du ser ud, som Du sidder i nogetslags Suppedas
og ikke vil ud med det. Véd Du ikke, hvor Du skal
gjøre af alle Pengene dine?"

Rejer tog frem Lommebogen, hvori der laa en gul
Tidalerseddel:

"Det er, hvad jeg eier!"

"Ikke saa lidt det! Akkurat ti Daler mere end jeg;
- for Jammerhyren her paa Sildebriggen holder én
knap overvands to Kvælder om Ugen. Jeg tog den bare
for at slippe at ruinere mig mens Alert ligger og re-
parerer oppe i Bergen, - en dyr By, som blanker én
i en Ruf! Klogest at komme undaf, tænkte jeg, før de
begynder at kridte! - - Naa altsaa, Du har ti Daler,
Juhl! Du mener da ikke at styrte dem ud her i Sku-
desnæshavn? Her er ingenting."

"Nei-i . . . jeg - jeg," tog han med ét braat i -
"véd ikke, hvad jeg skal tage mig for i Verden. Jeg
gaar til Bergen for at bli' til noget, ligefedt hvad det
er. Jeg vil hjemmenfra," tilføiede han med lav Stemme
og saa ned i Gulvet, "Stellet i Aafjorden er gaat fra
mig!"

"Saa-aa? . . . saa, saa!" - opgjorde Styrmanden sig
noget forbløffet og flyttede sig uvilkaarlig indover paa
Bænken. "Saa det er saa, det staar til! . . . Ja," tog
han sig raskt og sprang op - "skulde jeg ikke gi't Sjæl
og Krop paa, at der stak noget sligt i den stride Pa-
rykken din, Juhl! . . . og den formastelige høie Næsen!
Du rømmer naturligvis hjemmefra . . .

SIDE: 364

Hm!" - han indledede et Forsøg paa at plystre og
spankulere paa Kahytsgulvet, men opgav det paa Grund
af det trange Rum, hvori han maatte lude med Hove-
det - "naturligvis . . . rømmer! Ja, ser Du, Juhl! det
samme gjorde jeg - fra Realskolen . . . Naa ja, - og
hvad tænker Du saa paa?"

"Bare komme ivei!"

"Sælge Gryn og Rosiner?"

Rejer taug. Tonen lød haanlig.

"Hænge over en Disk? . . . Saadan svær Prygl, som
har været sin Fars Søn al sin Dag!" Styrmanden ry-
stede paa Hovedet, - "ser ingen Chance for det! Saa
heller hænge over en Raa da, Gut! det er anderledes
luftigt! Hvad?" -

Han stak begge Tommelfingrene i Ærmehullerne paa
Vesten og vuggede paa sin stærke, raske Figur . . .
"Tilsjøs - til - sjøs! naturligvis, Gut!" . . .

Raadet tiltalte Rejer uhyre, - for ikke at tale om,
at det smigrede ham; han havde længst beundret Styr-
mandens frie Sjømandsvæsen, hans flotte Udtryk og
Vendinger og hans sjøfriske, lette Maade at føre sig
paa. Han gryntede i Halsen noget, som dog endnu ikke
var hverken ja eller nei.

"Sjøsyg?" - forhørte Styrmanden.

"Aldrig kjendt det."

"Naa, - naturligvis endel Hundeliv i Begyndel-
sen" . . .

"Gjør aldrig en Døit!"

". . . . faar lystre og stikke den store Snabelen din
dygtig under de første Par Ture, - holde den i et
Futteral."

"Aa, - - skal nok passe mig."

"Du er for lang, det er din Lykke, der vil ingen ha'
slig en Kranbjelke til Kahytsgut. Hør!" spurgte han
pludselig - "mener Du, Du kan koge Ærter uden at
svide dem, - og Grynsod . . . og gjøre Kaffe? - naar
Du faar fjorten Dage at øve Dig paa oppe i Bergen?"

Rejer kremtede noget beskedent om sig selv.

"Jovist kan Du! Paa Alert skal vi ha' ny Kok, saa

SIDE: 365

gaar Du med os sør til Middelhavet og koger Dig frem
saa godt, Du kan, første Reisen. De ti Dalerne dine
faar Du bruge til at rigge Dig en Smule. For i slig en
lang, stampet Vadmelsfrak med Hornknapper i Ryg-
gen heiser de Dig op under Merseraaen til Eftersyn
for hele Havnen."

Under Udsigten til den uventede nye Bestilling havde
Rejer siddet en Stund og stirret i Ærterskaalen. Det
trak mere og mere op til et Juhleansigt, skarpt som
en Forstævn.

Han saa pludselig op paa Styrmanden:

- "Lige fedt enten Skvalpen gaar gjennem Ærter
eller Sjø, - tilsjøs vil jeg!"

HAN SKURER OG SKURES.

. . . "Tørn ud der! . . . Reve . . . reve . . . reve!" -
brøltes pludselig under Tramp og Spektakel ned i
Folkelugaren paa Alert.

Rejer aabnede forsigtig Øinene, - og i de første Dage
i Nordsjøen laa han uhyre ængstelig for mulig at
overhøre et "Tørn ud!" han vidste, at han var tung-
svøvnt, og tog alle Forholdsregler for at ligge med
vaagent Øre. Som Kok gik han nemlig fri for de al-
mindelige Vagtskifter og kunde sove hele Natten, und-
tagen naar der kom paa Rebning eller andet Alle-
mandsarbeide.

"Rev i Mersseil! . . . Bramseil fast . . . Tørn ud der!"
- gjentoges Kommandoer ovenfra, medens der lar-
medes i Trappen med en Blikkasserolle.

Rejer reiste sig i Køien; hans første snare, mistæn-
kelige Blik var til Skoene om nogen kanske havde
spigret dem fast til Gulvet igjen som igaarnat.

Folkene af Dagvagten sad alt nede paa Kisterne
ifærd med at kaste Klæderne paa sig, andre fo'r i fuld
Rig med Olieklæder og Storstøvler op ad Trappen. En

SIDE: 366

Strime af Dagskjæret lyste nedigjennem Ruffet, Reg-
nen slog mod Skylightet, og Fartøiet krængede stærkt.

"Tag Kokken med paa Bramraaen, - skrup Jer!"
tordnede Baadsmanden ned gjennem Ruffet.

Rejer fo'r som et Lyn i Skoene.

Oppe paa Dækket var fuldt Arbeide og Komman-
doer, Brøl i Brøl, gjennem Raaberten. De bakke Seil
slog under Bygen med tunge voldsomme Slag og Smeld
mod Masterne, medens det peb og ulede og hvinede
og tvinede i Tougværket.

"Klar ved Bramfald Skjøder og Gi'etouge!"

Rejer gav sig straks ivei med at entre op ad Væv-
lingerne. Uagtet han havde været under Merset før,
havde han endnu aldeles ikke let for at finde sig til-
rette i disse bløde Tougværks Trapper. Det gik lang-
somt og forsigtigt til, halvt paa Maven, gribende for
sig med Kløerne og skubbende sig opefter som en
Hummer. Da han saa, at Jungmændene fo'r forbi ham,
gjorde han et forgjæves Forsøg paa med sine lange
Ben og Arme at tage to Vævlinger ad Gangen. Ved
Pyttingvantet under Merset, hvor Stigen gik bagover
ud i Luften, stansede han betænksomt; men opdagede
i det samme Hullet indenfor op til Merset og nyttede
øieblikkelig Gjennemgangen. Oppe ved Salingshor-
net stansede han igjen lidt, som han saa efter et nyt
Frelsens Hul, og tog saa atter paa, paa Paddemanér
med det ene Sæt opover i Vantet efter det andet, saa
med Fødderne og saa med Armene.

Lidt efter stod han paa Pertlinen af Store-Bram-
raaen, medens Vinden peb i hans Seildugs Bukser, og
det slingrede høit udover den mørkegraa og grønlige
Sjø, saa én kunde blive svimmel og gal i Hovedet. Han
var aldeles forvirret. Han hørte Kommandoer neden-
fra, men blev bare mere svimmel, - gjentagen "Hali-
men o-ho!" lød som Toner fra en anden Verden om-
kap med Tutingen og Hvinet i Takellagen.

"Hvad gaar der af Dig, Kok?" spurgte Jungman-
den udenfor ham paa Nokken.

"Ingenting!" svarede Rejer kort; han kom med det

SIDE: 367

samme igjen til at se ned i Sjøen under sig, medens de
svinglede udover den.

Og at der var noget som feilede ham, fik hans Nabo
indenfor, Svenskeren, nu at mærke; thi han brølte
rasende:

"Inte til Luv! inte til Luv, din lange Trump! . . .
inte loffe . . . inte loffe! hører Du . . . Spolere Sei-
let! . . ."

Men Rejer viste ikke Spor af Tilbøielighed til i sine
forskjellige Udgaver nedover Seilet til Krabberne at
skjælne mellem Luv og Læ eller overhovedet forholde
sig partisk mod nogen af dem. Her gjaldt det bare
og udelukkende, det følte han, om at blive hængende
over Raaen og bjerge Livet, hvad der saa ellers gik
for sig.

Det var dog lidt efter, som Svimmelheden begyndte
at gaa over, og han kunde tage fat igjen.

"Der," sagde Svenskeren og rakte ham en rund Lom-
meflaske, "Du er jo saa hvid som en vålnad!"

Rejer tog sig en Slurk og syntes, det hjalp vid-
underligt.

"Bare ikke Bramstangen gaar, mens vi sidder her,"
vedblev Svenskeren; den stod i Virkeligheden som en
Fiolbue.

"Den er Kvistfri" mente Rejer og tog nu ind Seil-
bugterne i store Tag.

"Kors for Bjørn!" sagde Göteborgeren, "det er ikke
Armer, det er Labber."

Bramseilene var opgivne, Storseilet fast, Klyveren
fast og Reb i Mersseilene.

- Og saa skulde Rejer gjøre Kaffe for Dagvagten.

Han gjorde op i Kabysen, skyllede den store Kob-
berkjedel og trev den hen paa Komfurhullet. Det
skede alt med en vis forbittret Ihærdighed. Nogle af
Folkene kom og fik tændt sine Snadder, andre af Vag-
ten, der slubbrede hen over Dækket purrede utaalmo-
dig i ét væk paa efter Kaffeen. De gjorde sig en Ad-
spredelse i Styggeveiret af at overskjælde Kokken; men

SIDE: 368

han slog blot, bortvendt, Kryl paa Ryggen og lagde
Kul til under eller blaaste i Trækhullet.

Rejer var i fuldt Oprør og Gjæring, og Ræsonne-
mentet gik indeni ham den hele Tid.

Det var virkelig overmaade heldigt, at han var kom-
met ned igjen, - overmaade heldigt, svineheldigt! Han
smilede bidsk bittert: Ja-a, de skulde bare hjemme
set Juhlegutten slig hundset, - set Odelsmanden til
Hammernæsset, da han laa oppe paa Raaen og -
- - det var paa et Haar nær, han havde deiset.

Han tog hidsigt den spruttende Kaffekjedel af Koge-
hullet og satte den hen paa skraa for at klares; men
han havde glemt at have Kluden først om Hanken og
slog nu knepsende med de brændte Fingre i Luften.

"Naa Kok," stak en krøllet Hundeskindshue sig atter
ind, "er ikke Kaffeen endnu gjort?"

Rejer tog med et Ryk Laaget af, saa hedt det var,
og kastede Fiskeskindet i:

"For mig kan I tage den saa grugget, I vil; der staar
den!"

- Javist var Rejer kommen paa Farten! Nede i
Kanalen havde de aget lystig Kjelkebakke, helt til de
kom nedover i spanske Havet og nu udenfor Cap da
Roca! - det var ikke altid saa let at staa inde i den
kvalme Kabys foran Stegepanden, hvori Smørret skulde
brunes over Kjødet til Kahytten og Ærterne og Fle-
sket samtidig passes.

Men saa luftede han sig udenfor af og til, og der
var Vind nok at faa.

Hi for et Hav!

I Sælerne og med de opbrættede Ærmer saa han ud
som en lang, svedglinsende, sodet Smedesvend. Og
den Kritik, som faldt paa hans Gjerning i Kabysen,
var heller ikke skaansom. Saa var Ærterne svedne,
saa Mid i Grynene, hvad han jo ikke kunde for. Saa
var Svedskerne i Sødsuppen udkogte, rent væk; han
havde spist dem selv hver evige én! Eller ogsaa, da

SIDE: 369

han skulde gjøre det bedre, var Suppen raa, "Vand og
Gryn! det rene Hestefoder."

Han havde fra den første Dag af foresat sig ikke at
svare, og han holdt det fast og uryggeligt. Sin Pligt
som Kok at holde alt blankt og rent hos sig i Kabysen
og at have Maden færdig til at øses op og leveres ud
til bestemt Tid, den baade kjendte han og overholdt
han, saa fik Stewarten bringe den agter i Kahytten.

Stewarten ja! - den pyntelige Spirrevip med det
krøllede Haar delt i Panden, som trippede saa pent, og
som de kaldte Parykmageren, han tillod sig ogsaa at
være vittig over ham.

Det var den Dag udenfor Cap da Roca . . .

Rejer forstod godt, at det var til et Slags almindelig
Forlystelse, at han midt paa Formiddagen var kom-
manderet tilveirs, og at Folkene havde staaet neden-
under og moret sig over hans usjømandsmæssige Ad-
færd, som om det kunde været en Marekat, der gjorde
Kunster.

I sine Betragtninger herover var han nu et Øieblik,
før der skulde skaffes, traadt ud af Kabysen for at
lufte sig og stod og keg udover Rælingen i opknappet
Uldtrøie og trak Veiret.

Her var pludselig blevet forfærdelig varmt udenfor
Kysten af Portugal. Havet gik grønblaat, svært som
Huse, de havde hele Atlanteren væltende paa Siden
og gik for ét Reb i Mersseilet.

Idet Stewarten saa kom med Terrinen, maalte han
Rejer med Øinene efter hans hele Længde og saa der-
efter gjentagende prøvende op efter Reisningen:

- "Hernede kan Du snart faa se Abekatter nok, Kok!
som klattrer endda vakkrere end Du."

Rejer gjorde et Kast op med Næsen og gik ind i
Kabysen igjen; men Stewarten kom lige efter under
Dønningen til at faa Ærterne udleveret af ham, saa
han skoldedes og fo'r brølende med tom Terrin ned i
Kahytten.

Der blev Staahei. Stewarten klagede og jamrede,
men mødtes af Styrmand Lind energisk med, at han

SIDE: 370

var en Klodrian, og at det naturligvis var sket af Van-
vare. Der skulde ingen faa indbildt ham, at den tro-
skyldige Landsgut gav sig til at skolde nogen med
Villie.

De satte Kurs op Baien af Cadix, hvor de tog Vand
paa Rheden og kjøbte Vin, som skulde vanke i Mid-
delhavet.

Ved Førstevagten om Kvælden stod de igjen tilsjøs,
og den næste Morgen i Solrenningen løb de for en
rivende Strøm ned over Gibraltarstrædet. Det var tæt
af Seil fra Feluker og marokkanske Schebekker til
store Linieskibe, nogle skulde op, andre ned, en Fest
af Flag, Signaliseringer og Saluter mellem Krigsski-
bene, som mødtes og hilsedes paa alle Sprog og i alle
Nationalkulører.

"Det gaar ud og ind her som af Halsen paa en
Flaske!" forklarede Baadsmanden med et Skub paa
sig.

Men Rejer stod der som flyttet hen i en anden Ver-
den. Han saa Tinderne af de spanske Snefjelde, med
underlige skarpe Skygger imellem, langt indover Lan-
det gløde og rødme op imod den høie, blaa Himmel.
Han blev blød om Hjertet.

Hvordan mon det saa ud paa Hammernæsset nu?
- det var vel i Bjerkesprætten. Han saa som et Glimt
af sin Mor i Gangdøren . . .

"Hu...u...aah!" gispede Baadsmanden i Morgenluf-
ten . . .

Duften af de hvide blomstrende Mandeltræer iland
kom luftningsvis næsten bedøvende udover med Mor-
genbrisen, og Middelhavet laa purpurviolet lige foran
dem.

"Siden," sagde Baadsmanden, visende paa Gibraltar,
"havde de at seile i bare blaa Vandfarve med Lan-
det om Bagbord, helt til de kom isigte af Fanalen eller
Fyren foran Barcelona."

- - Og indom Landtungen, der lukker for Barce-
lonas Havn, gled Alert saa en speilende Formiddag
for opgivende Seil.

SIDE: 371

Den høie Fjeldkegle, Mont Juich, med det faste Slot
som en Rede paa Toppen, med sine Rækker af Kano-
ner og Castiliens Flag paa Tinden, mødtes under
Skibskjølen mod det hvide Fyrtaarn paa den anden
Side af Løbet.

Her var fuldt op af Skibe inde paa den mægtige
Havn, og en Mængde Luggere og Feluker med Latin-
seil kom indfarende med Fisk, Vinfade, Grønsager,
Oranger, Nødder, Æg og Høns, stablede i Kurve til
høit op paa Masterne.

"Her skal Du se en Spanierinde!" sagde Stewarten i
Forbigaaende ind i Kabysen.

Rejer saa i Hast udover Rælingen. Et Par Baade
med Latinseil og nogle skraalende Mennesker havde
huket sig fast til Skibssiden. I den ene stod hæst skri-
gende en gammel solbrændt, rynket Kvinde med sorte
Hestehaar og Barter og næsten Klør paa Fingrene
og bød ivrig op noget kaalagtig grønt og en Kurv med
kaglende Høns under Nettet.

"Fælt Folk!" tænkte Rejer; . . . men, hvad disse
Baade med de afklippede trekantede Seil skjød for
Fart, endda det var saa stille, næsten ikke rørte sig
Vind. Han havde lagt Mærke til dem nu den hele Vei
opover langs spanske Kysten.

- Som han gik paa Baviansvagten om Kvælden, -
de havde klaret Toldopsynet og Kapteinen var gaaet
iland, - kom Styrmanden hen til ham:

"Hør!" - sagde han - "Du har hørt snakke om
Spanierinderne. Ja, de er ikke alle slige som den
Uglen paa Feluken idag. Jeg vil bare gi' Dig et ven-
skabeligt Vink om at passe Dig her, naar vi kommer
ind til Moloen, der er nok af dem, som vil fiske Sjø-
folk. Hold Dig i Skindet og arbeid - helst med Ryg-
gen mod Land, det er tryggest. Jeg vil bare advare
Dig, forstaar Du!" Han drev af.

De havde forhalet længer inde paa Havnen, hvor
Fiskeladningen lossedes ned i Lægtere, der gik til Bar-
celonetta, og Arbeidet gik paa Skibssiden den lange
Dag. Om Kvældene fik Mandskabet gjerne Landlov, to

SIDE: 372

og to ad Gangen; og at der var Mærkværdigheder iland,
fremgik noksom af deres Beretninger, naar de kom
ombord igjen.

Det lod imidlertid til, at Turen til at faa Landlov aldrig
skulde komme til Rejer. De Par Gange, han forsøgte
sig, mødte han Afslag. Kokken maatte være ombord,
hed det.

. . . "Ikke engang anse mig for jevngod med Ste-
warten!" udbrød han forbittret en Aften, da Jollen
satte fraborde; Lanternene tændtes omkring paa Hav-
nen, og alle de kulørte Lys blussede op iland. Han
stansede oftere og oftere og saa udover i Mørket efter
Morildstriben i Kjølvandet paa Baaden, blev staaende
ved Brasen og fulgte Lysningen helt ind til Moloen:

Saapas Øine i Ho'det troede jeg dog, Kapteinen
havde havt, at han havde opdaget, at jeg ikke netop
er en af hans vanlige Rudere, at jeg ikke er som en
anden Kaalrabi, der er kommet lige op af Jorden! Han
véd overmaade godt, hvem jeg er Søn af. Ingen skal
sige, de gjør Krus for mig her, bare praies om Kvæl-
den og sætte de andre ombord. Nederdrægtigt! Han
slog Tampen hvast i Rælingen: Benytte sig saa lum-
pent af, at jeg tilfældigvis gir mig til hans underord-
nede. Naa naa, mig gjør det ikke noget, sagde han
gelassent; de kan være skraasikkre paa, at jeg ikke
skal være høfligere igjen. Rejer Juhl slipper ikke
den Tougende, han engang har begyndt at hale i.
Ne-i . . . han gjør . . . ikke . . . det! . . .

En Eftermiddag slog saa ogsa endelig hans Tur,
- Landlov til Midnat sammen med Tømmermanden
og Stewarten, der pyntet i Flipper og en aflagt sort
Opvarterkjole fra sin tidligere Tjeneste iland, trippede
paa sine korte Ben som en Kraake hen til Faldrebet.

Af Markedet oppe paa Moloen havde de faaet nok,
naar de lagde ind med Jollen om Dagene. De var
kjede af de gamle Kjærringer med deres Papegøiebure,
der sad og skreg og solgte sur Vin og Oranger og al-
skens Varekram, og saa skyndte de sig forbi og op-
over. Som den erfarne lodsede Stewarten dem ind i et

SIDE: 373

halvmørkt Hul oppe i Havnegaden, hvor de satte til-
livs noget Sop i harsk Olie og endel forbrændte, sorte
Kjødstykker, der var tørre som Træ. Efterat have
tømt en Flaske Vin uden at faa den harske Smag af
Halsen, og betalt Regningen, gav de sig til at drive
og glo i Gaderne.

Bagom alle de nedrullede Forhæng og Gardiner sad
Spanierinderne, oplyste Stewarten, de kom først ud i
Solnedgangen.

Efterat have vandret om i Skyggen under Husene i
syv lange og syv brede og svalet sig for Heden med
at kjøbe Is og Anisbrændevin, stod de endelig foran
et stort, oplyst Hus med svære Indgange.

Det var det store Theater paa la Rambla. Der
myldrede af Mennesker og Vogne, og de var pludselig
midt inde i Strømmen.

Tømmermanden blev betænkelig. Stewarten ivrede
for, at de skulde reise ind til Barcelonetta; han havde
alt været der to Gange, og der var Moro over en lav
Sko, baade Linedans og Theatre.

Men Rejer var nu ikke længere til at rokke af Flek-
ken. Der stak ham noget for Brystet ved alle de pyn-
tede Omgivelser. Saalænge han blot var ombord, gik
det an at være Hund og Kok, det var noget, han nu
engang havde bestemt sig til; men her, - iland? . . .
Hun, Fruentimmeret, som stod der saa stolt med Knip-
lingsmantillen om Haaret og Skuldrene, hun saa nok,
han var af godt Folk. Om hun havde vidst, at han
stod som en sodet Kok om Dagene, havde hun nok
ikke spenderet de Øine paa ham . . .

Han skammede sig pludselig ved sit Følge og lod,
som han ikke hørte til dem. Da Tømmermanden nu
beskedent tvilende mente, at her kanske var for fint
for dem, satte han trodsig Hagen til:

"For fint? . . . For mig?" og uden at høre paa de
andres Forestillinger trængte han frem did, hvor han
saa der kjøbtes Billetter. Ind vilde han; de havde
Valget mellem at skille Lag eller følge.

Billetter fik de, og siden lod de sig, stadig fremvi-

SIDE: 374

sende dem, bugsere af Strømmen, helt til de var under
Loftet lige ved Lanternerne i Lugehullet.

Nedenunder i Lasten var der stuvende fuldt af Men-
nesker. At der ikke var lagt Tyskendæksbjelker og
Planker over Mellemrummet, mente Tømmermanden,
kom af, at de maatte have fri Plads der til at danse
paa Line. Hu! - det var som en Forvirring at se
derned i Gryden.

"Hys!" sagde Rejer; han likte ikke det Udtryk, og
hældede sig udover Rækværket for at se paa egen
Haand.

Musiken begyndte med engang, saa der gik et Sæt
igjennem dem, - og saa gaves Storseilet op.

Der stod en Ridder med Sabel ved Siden og Haanden
paa Brystet, som satte paa med et forfærdeligt høit
og langt Bo'linehal, og siden kom en hvidklædt Donna
med udslagent Haar, som vred Hænderne og faldt paa
Knæ og stod op igjen.

De sang Varp om Varp, og det var, som de aldrig
skulde blive færdige.

Tømmermanden gispede den ene Gang værre end
den anden, saa at Folk vendte sig og gloede vildt paa
ham.

Med ét strømmede og myldrede der Donnaer ind, der
hoppede og dreiede sig rundt som en Top; de ry'de
frem som af en Sæk!

Tømmermanden sad en Stund meget betænkt; men
pludselig rystede han paa Hovedet og reiste sig reso-
lut og sagde, han vilde gaa. Det passede sig ikke for
en gift Mand at sidde og se paa, at Fruentimmerne
dansede barbente og for saagodtsom opgivne Under-
seil. Stewarten havde lovet at lodse ham ind noget-
steds, hvor der var Brandy og Gin, og nu gik han.

Noget modvillig fulgte Stewarten efter.

Ogsaa Rejer følte sig underlig ved det uvante Syn;
men da hele Huset raabte og klappede, forstod han,
at det vel maatte være paa noget Vis i Orden, skjønt
et lummert Syn blev det.

Med en vis Lettelse ved at være bleven kvit sit Sel-

SIDE: 375

skab sad han nu friere og saa sig om ind paa Scenen
og ud paa Publikum; det var alt lige nyt, gik igrun-
den alt i et for ham.

Ja, nu var han da jumpet ud i Verden, ensom og
ukjendt af alle midt i Myretuen. . . . Naar han før
havde forestillet sig, hvordan der var der langt ude,
havde han altid tænkt paa Batavia, - seilet did med
"Generalgouvernør Swardecroon", den gamle Skude
hjemme paa Væggen med det høie Agterkastel og de
svulmende Seil paa Ræerne, - ligesom sin Stamfader!
Monstro, hvordan han havde havt Verden foran sig?
- Han var seig og vilde frem den Karen! Og det
var kanske en og anden Juhl efter ham ogsaa. Men
fattigere end han nu kunde han neppe have været, -
ikke to Daler paa Bunden af Lommen.

Naa naa, jeg er ialfald Kok! - faar se til at sætte
Sleven ind nogetsteds, - ikke bryde mig saa farlig,
om nogen brænder sig paa Snuden!

Som hans Blik halvt i Tanker streifede opefter og
nedefter, syntes han med ét, han skulde kjende et
sortkrøllet Hoved i Raden lige nedenunder . . .

. . . Styrmanden! - Javist er det Styrmand Lind!

Hele Huset blev pludselig et andet for hans Øine;
nu var der ogsaa nogen, han kjendte.

Teppet gik op, men han maatte under Akten hele
Tiden se paa Styrmanden. Silkelommetørklædet stak
flot frem af Brystet paa hans fine Jakke, og Huen
laa paa Knæet. Med ét bøiede han sig mod en Dame,
som sad foran ham. Hun var bleg og havde en Nellik
i det sorte Haar. Han sagde noget, hvoraf hun lo, og
saa viftede hun sig. Nu skrællede han en Appelsin og
rakte hende. Han var svært høflig, og talte og snak-
kede i ét væk. Ingen af dem brød sig videre om, hvad
der foregik paa Scenen.

Styrmanden og den smukke Dame optog Rejers Op-
mærksomhed, lige til Stykket endte. Til hans Forun-
dring gik de ud sammen, og han saa endnu et Glimt
af dem mellem Mængden udenfor Indgangsportalen.

En Stund efter gik han ved Lygteskjæret nede paa

SIDE: 376

Havnemoloen og ventede paa de andre, før han prai-
ede Alert.

Det var lidt ensomt dernede ved Havnen, skulde
være fuldt af Pak, - og saa havde de disse lange
katalonske Knive. Men - han følte ofte til Slidren,
han gik med under Trøien, - saa havde han ogsaa
en Aafjords Tollekniv, og det var hans Fars egen.

Det var en Lettelse, da Styrmand Lind kom nedover;
han var i opstemt Humør og nynnede.

"God Kvæld Rejer!"

Hvor kjæk og sjømandsmæssig han var. Bare den
Maade, hvorpaa han satte Haanden for Munden og
gjentagende praiede, indtil et Halloi langt ude svarede
ham. Rejer var varm for Styrmanden.

"Hør Styrmand!" spurgte han pludselig, "hvad var
det for en spansk Dame, De sad med oppe i Theatret?"

Styrmanden saa noget overrasket ud:

- "Saa? Var Du der? . . . Hun naa! - Aa det var
. . . en Slags Slægtning af mig" . . .

"Her i Barcelona?"

"Ja, hun er kommet hid - tilfældigvis . . . egentlig
et Slags Søskendebarn . . . langt ude" . . .

"Forstaar hun norsk?"

"N-ja, saa smaat . . . saadan lidt . . . Men det er
ikke værdt, Du snakker om, at Du har set os sammen.
- ikke til en Kjæft ombord! Du forstaar." Han smaa-
plystrede lidt.

"Saa Du hende med det smale Liv og Øinene som
dansede Cachucha? det var andet end hvad Du har
set i Norge det! Saadanne Kastagnetter, det er, som de
slaar og klirrer med Ild og Fyr, saa det spruder af
dem, og Sjælen dreier sig i én. De er af Træ, ser Du,
- hardt, glat steinhardt Træ. Men en saadan svartøiet
én sætter Fyr i dem, og saa klirrer . . . klirrer . . .
klirrer de, min Gut;" han plystrede Melodien. - "Hm!
- Du har meget igjen at se, Rejer! og godt er det,
Du ingenting véd, - jeg vilde gjerne bevare Dig, men
lidt Vet maa jeg sætte i Dig, ellers kan Du ikke vide
at agte Dig."

SIDE: 377

Han gik smaasyngende frem og tilbage paa Mo-
loen . . .

"Men hør nu, Gutten min! Jeg véd jo, Du har ad-
skillig Begribelse stuvet op i din øverste Etage. Du
husker vel paa aldrig at give nogen Greie paa, at Du
har Kjendskab til mig, fra før Du kom ombord. Det
er den bene Vei til at blive lagt for Had af hver en
af Folkene forude. Tag heller alle Skuringer, de gaar
over tilslut, og jeg skal gjøre mit bedste, hvor jeg kan.
Nu tænker jeg, jeg skal faa det saaledes til, at Ste-
warten gaar halvt med Dig om Kabysen."

"Sei der Manne! skrup Jer lidt," raabte han op til
Tømmermanden og Stewarten, der kom høit snak-
kende ovenfra, idet Jollen lagde til ved Bryggen.

Under det usikkre Lanternelys kastede Fartøierne
dybe sorte Skygger paa Bunden af Havnen, og Fæst-
ningen Mont Juich saa ud som en dunkel Jætteskik-
kelse i Natten, mens de roede ombord.

Der blinkede store, glansfulde Stjerner mellem de
utallige Ræer og Master, og Rejer sad og huskede op
igjen hende, som havde danset Cachucha, og som han
saa aldeles ikke havde forstaaet sig paa. Nu saa han
hende igjen i Tanken i hver Bevægelse, hørte Kastag-
netterne. Nei, hvor han havde moret sig iland!

"Vel roet!" lød det fra Styrmanden, idet de lagde til
Skibssiden.

De laa inde ved Moloen og lastede med hele Trafi-
ken af Markedsbaade omkring sig om Morgenerne.

Det var et Styr, Raab og Sjau, saa én ikke kunde
høre sin egen Stemme, og de behøvede bare at stikke
Kroppen over Rælingen for at blive kvit sine Penge.
De samme Baade lagde til omtrent paa samme Sted;
Rejer begyndte alt at drage Kjendskab paa dem.

Medens han i Morgendisingen stod og hang udover
Rælingen og gjenkjendte den gamle Hubro af en Sæl-
gekone, som sad til Halsen og skreg oppe i sin egen

SIDE: 378

Grønske, var der idag under Solseilet agterud et andet
Syn.

En ung Pige med hvide Strømper og lette Sko sad
med opbrættede Ærmer og et snehvidt Haandklæde
over Fanget og vaskede og kjæmmede sin lille Broder,
til de skulde op paa Bryggen. Hun brødes med ham i
ét væk, naar han var gjenstridig; hun beundrede øien-
synlig sin lille sortkrøllede, egenraadige Prins af en
Broder. Med ét vred han sig fra hende. Hun sprang
efter og greb ham, som han holdt paa at smudse sig
til ved en Tjærepøs, og den gamle Hubro henne i
Kaalen skjændte.

Det var som for at kræve til Vidne og faa Ret, at
hun pludselig saa sig om. Hendes Øine mødte Rejers.
Hun rødmede lidt, medens hun samtidig leende sva-
rede den gamle og drog Gutten tilbage.

Men, for Smil! - for Øine . . .

Han saa paa hende; han stjal sig til at se paa hende,
lod, som han vendte Nakken til, medens han satte sig
overskrævs paa Rækken og surrede en Hyssing om en
Jernbolt. Han steg ned af Leiteren udenbords og op
igjen, som om han havde Skibsarbeide der og noget at
efterse, alt for ikke at miste et Glimt af hende, helt til
hun og Broderen endelig stod oppe paa Moloen. De
skulde vist til Kirke eller Besøg, saa pyntede var de;
hendes Linned saa hvidt som Sne, Fødderne saa fine.

Han havde altid troet, at der ingensteds fandtes saa
gjilde Stadsdragter som hjemme i Aafjorden; men
hvad var Skautet og den tunge Hue der mod slig en
Hat, sat saa kjækt paa Hovedet, og saa den tykke
Vadmelsvalk, Jenterne derhjemme bar om Livet, mod
den Maade, hvorpaa hendes Kjole faldt om Hofterne.
Og, da hun saa nikkede Farvel ned til den gamle, var
Rejer ikke rigtig vis paa, om de mørke Øine, der
var saa store som spanske Nødder, ikke ogsaa et
Øieblik gled hen paa ham med et lidet skjelmsk Smil,
som hun nok havde lagt Mærke til ham.

Rejer gik i en Sus hele Dagen og passede paa, men

SIDE: 379

de to kom ikke tilbage igjen, og Feluken seilede afsted
uden dem.

Den lagde til igjen den næste Morgen, og han hand-
lede Rid i Rid det ene Maal med Nødder efter det an-
det af den svartbuskede gamle, før de halede ud fra
Bryggen.

- De havde netop hevet Ankeret ude paa Havnen
om Eftermiddagen, og Rejer strævet sig sved i Sol-
stegen med at hale Kjættingen bort fra Spillet, - de
var for udgaaende med en Fragt af Huder og Silke-
varer over til Civitavecchia, - da de et Øieblik igjen
fik Feluken paa Siden. De to Søskende stod sammen
henne ved Kurvene og snakkede med den gamle Kone,
aflagde formodentlig sit Regnskab.

Feluken gled for Brisen, medens Alert endnu laa
stille med Ankeret ned for Bougen, og Rejer skyndte
sig, glemmende alt, bare for at se, fremover langs med
Skanseklædningen; han stod tilslut oppe paa Bakken.
Den gamle havde formodentlig fortalt om alle de Nød-
der, han havde kjøbt; thi den unge Pige lo høit og
muntert op til ham, mens hun først nikkede og saa
vendte sig om og vinkede med en Kjede, hun havde i
Haanden, som man kan gjøre det til én, man aldrig
venter at se igjen i denne Verden.

Men . . . for skinnende hvide Tænder og Stjerneøine!
- - og Juanita havde den gamle kaldt hende . . .

- Der skulde tages ind en Trosse, som de havde
havt ude for at varpe sig klar af Naboen, en svær Suk-
kerfarer fra Venezuela, og Rejer sprang blindlings til.

"Naa, vil din Susing hale i Forhaanden for fuld-
befarne Folk! kanske for Baadsmanden med?" lød det
haanligt og barskt, "skrup Dig, agterover, hører Du!"

Rejer laante den "fuldbefarne" et Blik, som - naa
ja, han forføiede sig, om end noget langsomt, agter-
over til Enden af Tampen, hvor han stod som Sidste-
mand i Halet. Men hans Hjertes inderste kogende
Mening var, at enten det var Baadsmanden eller Tøm-
mermanden eller en befaren Matros eller en let Matros
eller tilslut Stewarten eller Skibshunden, saa, - der-

SIDE: 380

som de bare havde anet, hvor langt under Rejer Jansen
Juhls Værdighed hele deres Rangforordning laa . . .
Grovheder af dem! det var nu engang de Søleskvæt,
han havde foresat sig at gaa igjennem.

"Baut Skib!" lød det en Stund efter, da de var ude
af Løbet.

Stewarten fløi elegant trippende, endnu med en Nel-
lik i Knaphullet, hen til Storskjødet, og Rejer fo'r,
slængende Jernøsen fra sig i Kabysen, hen til læ Fok-
keskjøde.

"Hart i Læ!" - gik Kommandoerne videre paa.

Rejer lod gaa løs, satte derpaa over i Luv og halede
ind paa det slakke af Skjødet, eftersom Forræerne
brasede rundt. Idet Fokken fyldtes, tog han Tørn og
holdt an som en Løve, indtil der kom Hjælp til at
anhale.

Han havde faaet Øvelse nok i den Kokkens Pligt at
passe læ Fokkeskjøde, og han gjorde det altid med en
Hidsighed efter at fare ud af Kokkehammen og ind
i Matrosarbeidet, som ikke undlod at vække de andres
Lystighed.

"Se Kokken, hvor han spænder i, naar han tar Tørn,
- han er kjævbenet! . . . Der gjør han Tougenden op
som et Par Hestetømmer. Hyp hyp! ind i Stalden din
igjen," og et Smæld med Tungen lød efter ham som
til en Hest.

Om Kvælden gik han imidlertid paa Vagten i gan-
ske andre Tanker end paa Dagens Bitterheder. Solen
gik ned inde paa de spanske Bjerge, Havet svulmede
med en Farve udover som smeltet Jern eller dunkel
Vin, - en og anden Bonit løftede sig over Vandskor-
pen . . .

Juanita, havde den gamle kaldt hende, - Juanita!
Hun havde set rivende deilig ud, da hun saa op paa
ham igaar. Og nu idag, da hun vinkede med Kjeden
i Handen, halvt løftet med Livet og Armene, og lo til
ham. Alle Jordens Kvinder skulde være sortøiede, -
det blev noget andet end al denne blaaøiede Melke-
blande nordpaa!

SIDE: 381

. . . Ja hun lo . . . men han lo ikke. Gid han aldrig
havde set hende! Hvad brød han sig om Fruentim-
merne? Men hun, Juanita . . . Juanita hed hun! -
hende vilde, maatte han møde igjen. Han vilde se
til at komme til at fare paa Spanien . . .

Han gik frem og tilbage med den blandede Følelse
af hele Tiden at se hendes Skikkelse for sig og at
være saa dybt ulykkelig. Af og til gjorde han et Stans
ved Rælingen og saa ud.

Gøteborgeren sad henne paa Palstøtten forud og sang:

"Jag älskad en ros i min blommiga vår" . . . og
Rejer stod og lyttede og tænkte paa sin "Ros" . . .

BETRAGTNINGER UDE PAA KLYVERBOMMEN

Da Rejer Jansen Juhl gav sig tilsjøs, havde han følt
hos sig et helt Krudtkammer af Villie til at tage Tag
og kjæmpe med Verden, hvor blot Tilfælde og Chance
gaves ham. Derfor havde han taget Sjøsygen, kogt i
Sved og Solsteg, ladet sig hundse og holdt fast ved
Alert som en Vidie hele Tiden i disse Par Aar, de
havde gaaet paa Middel- og Sortehavet.

Men hvad var der kommet ud af det? . . . Nei, der
skulde aldrig være Havne til eller ialfald kun saa-
danne som oppe i Taganrog, hvor de laa tredive Wer-
ster udenfor Byen og tog ind Rugen uden saa meget
som at se didind! . . . Men alle disse Havne med hvide
Kalkhuse og Moloer i Middelhavet, de lignede hinanden
paa et Haar, enten de nu hed Triest, Cattaro, Palermo
eller Malaga, de kunde mulig være overordentlig for-
delagtige for baade Kapteinen og Rhederne, men for én
som han, der vilde se lidt af Verden, var hvert saa-
dant Havnehul det samme som et Sold at slippe Hy-
ren i.

Sagde nogen, at han glemte, hvem han var, og gav
sig ind paa nogetslags sjofel Trafik med Drik og Svir,

SIDE: 382

saa løi han! - men det var alle disse Tilfældigheder,
som havde mødt ham, og det næsten i hver Havn und-
tagen oppe i Taganrog, hvor de, som sagt, havde ligget
og . . . Ja, saa seigt og slimet og ildelugtende og
grundt det assowske Havet var at fare paa, - deroppe
var og blev dog den eneste Havn, han huskede at være
kommet rigtig vel fra; han samlede den Gang syv
Maaneders Hyre og havde Planer om Renter og at
sætte ind hjemme paa Kontrabog.

- Det nytter heller ikke at nægte for, at det ikke
længere bare var Spanierinden fra Feluken i Barce-
lona, der beskjæftigede hans Hukommelse. Tvertimod,
og det maa aabent bekjendes, med al sin Fasthed ellers
i Karakteren havde Rejer sine - formodentlig i hans
Slægt baade opelskede og nedarvede - sentimentale
Sider, der gjorde, at der saa temmelig sikkert lurede
en Forlibelse paa ham i hver Havn ligesom Meslinger,
og det tillige med alt andet end, hvad en Læge vilde
betegne som mildt Forløb. De opstod ligesom i Barce-
lona paa de mest uventede og tilfældige Anledninger,
straks de kom ind eller lige, idet de var for udgaaende,
ved et Blik op til en Vinduesbalkon eller under en
Handel i en Isbutik, lige hedt og lige let. I Odessa
saa han netop den sidse Aften den høie, maaneblege
Marianka flyve paa Hesteryggen i Cirkus, i Malaga nu
sidst, hvor de laa med Klyverbommen, saa at sige, lige
ind i Døren paa en Vinsjap, var det en liden sort
krøllet én, som lige fra den første Dag af satte ham
i Feber og lod ham gaa halve Dagen, saa besat dumt
han selv indsaa det var, og spekulere paa at fri og
kanske blive Spanier. Naa, dengang tog Styrmanden
da itide Haand i Hanke med. Men for hver Gang led
han af en ustyrtelig Tyngde og Melankoli mindst en
Maaned; det var, som det ikke mere var værdt at
leve, ingenting videre at arbeide for paa denne Jord,
- graat i graat, - sort i sort; han aarkede næsten
ikke at aabne Munden og svare Folk. Naar bare Fru-
entimmerne ikke havde havt Øine, ialfald ikke sorte
som nede i Middelhavet! . . . Oppe i Taganrog, der -

SIDE: 383

ja der havde han fisket en Stør! - det var altid en
Lettelse at tænke didhen . . .

Sorte Øine - sletikke de blaa, - havde altid havt
en egen Magt til at gjøre ham skrullet i Hodet; det
indsaa han nok, som han stod der paa Pertlinen af
Klyverbommen.

Det eneste, han egentlig kunde se tilbage paa med
nogen Tilfredshed, var den Ihærdighed eller det med-
fødte Juhlske Stivsind, hvormed han havde sat paa
med at lære alt Skibsarbeide; han var nu ialfald at
regne for en dygtig Matros og Mersegast saa godt som
en fuldbefaren.

Han var nu ogsaa en hel anden end den, som var
kommet ombord oppe ved Bergen med den rødblom-
mede, vældig beslagne Bondekiste. Den Letmatros, som
sad og ræsonnerede og red over Bommen, var lidt
tynd og lang, men af et ualmindelig djærvt, endel
vilde sagt, i Betragtning af den stærke Næse, et paa-
gaaende Udseende.

Det, der idag havde sat hans Tanker igang ude paa
Klyverbommen, var det sidste Brev hjemmefra . . .
Mange, skrev hans Mor, syntes, det var ødt nu i Byg-
den, da ingen Juhl mere boede paa Hammernæsset.

BLAAHAIEN

Alert havde gaaet næsten to Aar paa Middelhavet,
da Kapteinen, nyttende en heldig Fragtslutning til
Vera Crux, slog over i Amerikatraden. I Honduras og
Rio del Norte tilbragte de Uger under stegende Glød-
hede og pint af Musquitos, mellem Sambos, Mestitser
og Indianere, med at laste ind Mahogny og Blaatræ.

Rejer havde set sig fuldkommen lei baade paa de
farvede og de mexikanske Kvæg- og Hestedrivere med
deres raa, stupide, næsten kogende hede Ansigter, af
at spise Peber og Bønner. Han var meget tilfreds, da

SIDE: 384

Alert over den lyse, lerede Bahamagrund endelig laa
nordover, destineret for Montreal.

Did kom han med fem Maaneders Hyre at fordre til
Opgjøret. Hans Hyrekontrakt med Alert var udløbet,
og han havde betinget sig otte Dages Betænkningsfrist,
om han vilde mønstre paany. Til da skulde Skibs-
kisten staa ombord.

Det, han agtede at overveie som fri Mand iland, var
Valget mellem amerikansk eller norsk Trade for Alvor.
Han var gaat tilsjøs for at skabe sig en Fremtid, ikke
bare for at hale i nogle Tougender.

Da han fik Landjorden under Fødder, havde han en
næsten ustyrlig Fornemmelse af Frihed, af at være
sin egen Herre og fri Mand. Det var, som han kom
ud af et Bur, hvori han havde været i to Aar.

Han saa sig om paa Skilter og Mærker. Hver Dør,
han saa, kunde han gaa ind i; hver Sjap eller Restau-
ration kunde han frit sætte sig i. Ingen at tage Hat-
ten af for, ingen Hinder af Tiden, han kunde reise
opefter Landet, om han vilde, - logere sig ind, hvor
han vilde.

Han gik der saa sleip som et Toug, der er smurt
med Grønsæbe, og slu for dem allesammen. Han havde
med uforstyrrelig Koldblodighed tilbageslaaet den ene
Runner, der løb ham paa Siden, efter den anden og
ligesaa allehaande Kaprere for Boardingsmasterne.
Baadsmanden havde fortalt ham nok om Snyderierne
og Prellerierne iland.

Mr. Pumps Boardingshouse stod imidlertid saa ind-
bydende i Gaden, udstafferet som en Skude med Mast
og Rig, to Messingkanoner paa Lavetter ved Døren og
alskens Sjønationers Flag malet paa det blaa Skilt og
henover den hvide Væg.

Han nærede sine Tvil, og havde han fulgt dem! men
under uvisse Omstændigheder faar Tilfældet raade; og
da han opdagede ogsaa et lidet norsk Flag, tog Be-
geistringen ham.

Hun, den lyse, stille bag Disken, - Lizzy hed hun,
- forunderlig bleg, med lyst Haar, lidt døde, melke-

SIDE: 385

blaa Øine næsten uden Bryn, hvad der gav det aldeles
regelmæssige Ansigt et eget mat Præg, - men nogle
Hænder og nogle Tænder, og, naar hun vilde, - et
Smil . . .

Hun sad bag Disken og førte Bøgerne og skrev Reg-
ningerne saa alvorlig og kontant som nogen Boghol-
der; hun saa ikke paa ham, før han kom hen for at
forlange noget, og da kun saavidt.

Som hun den næste Eftermiddag gav ham Penge til-
bage, bøiede hun sig imidlertid pludselig hen over
Disken og hviskede:

"Jeg ser, De er af bedre Folk! - skaf Dem en Flos-
hat og hold Dem helst i den indre Restauration; der
kommer mest Skibsofficianter." Hun vendte sig ha-
stig fra ham, som hun følte, hun kunde blive kontrol-
leret.

Lidt efter kom hun selv ind til hans Bord med et
Bræt med Kager og en Flaske Porter: - "Kjøb ikke
Deres Klæder her, De blir blot optrukket, kun hos
Simpson  men Rejer forsømte ikke, da
han gik ud af Restaurationen, at sende hende en Hil-
sen, som betød saameget som et varmt: Tak Jomfru!

Hos Simpson 
men hun havde for travlt til at udskrive den øieblik-
kelig - "medmindre han udtrykkelig forlangte det!"
smilte hun.

Nei, det forlangte Rejer ikke! Hun var mærkværdig
tækkelig og fin, syntes han. Siden gik han hen og
takkede hende og beklagede, at han ikke kunde gjøre
hende nogen Tjeneste igjen.

"Sig ikke det," svarede hun med sit stille Smil.
"Min Søster og jeg har saadan Lyst til at gaa i Thea-
tret og se "Sørøveren Jenkins" og "den sorte Bande i

SIDE: 386

Luisiana"; men vi har ingen til at følge os. Men med
. . . én som De var det en anden Sag."

Rejer var himmelfalden over at have stødt paa en
saadan virkelig fin Miss paa et almindeligt Boarding-
house for Sjømænd. Men Livet har mange Forhold,
det erfarer man i Udlandet, - uhyre mange skjæ-
rende Forholde.

Det blev en munter Aften, først der og siden i en
Restauration, hvor de spiste tilaftens. Det er en Selv-
følge, at Rejer ikke vilde lade sig fratage Æren af at
betale det hele, hvilket dog holdt haardt at sætte igjen-
nem, da Søstrene fandt det umuligt at tage imod saa-
dant af en "igrunden saa aldeles vild fremmed".

Miss Lizzy foreslog imidlertid, at hun foreløbig
skulde afgjøre Regningen; hun vilde hindre, at han
blev optrukket. Fremmede var altid udsat for det, -
og "hun var nu engang Regnskabsfører af Profession!"
spøgte hun, mildt seende ham op i Øinene, medens
hun betalte og noterede i en net liden Notitsebog.

Det kildrede unægtelig Selvfølelsen, efter al den
Dukken under, engang at faa sidde som Ligemand ved
siden af saa fine Damer.

Det var nogle Aftener efter, at de spaserede ved
Musik og kulørte Lamper paa Forlystelsesstedet "Great
Hudson", da han pludselig saa Gøteborgeren, som og-
saa gik skilt fra Alert uden Hyre, og som satte op en
egen pudsig Mine og signaliserede ivrig til ham:

"Aderton tusan," hviskede han i Forbigaaende ha-
stig paa svensk til ham: - "Lizzy Pump!" . . . Kut . . .
kut Linen, Gosse!"

Rejer gav ham et gnistrende Blik og gik videre med
Damerne. Men da de forlod Etablissementet, stod
Goteborgeren igjen ude ved Indgangen.

"Kap Ankertouget og lad drive! Ur Gapet paa Blaa-
haien slipper ingen levendes . . . Hut! hut! . . . din" . . .

Mere hørte Rejer ikke i Farten . . . Men efter at have
sovet paa det, forlangte han dog næste Formiddag sin
Regning.

"Straks, Mr. Juhl!" svarede Miss Lizzy venligt og

SIDE: 387

saa mat paa ham, "jeg holdt paa at skrive den ud
til Dem igaar." Hun vendte sig til Pulten og be-
gyndte at blade i Bogen og notere.

Der blev travlere og travlere ved Disken. Boarding-
masteren skulde have en Række Oplysninger og Reg-
ninger, og der kom en Del lurvede Folk ind.

Han maatte indrømme sig selv, at Miss Lizzys Be-
redvillighed igrunden havde afvæbnet al Tvil hos ham.

"Hør, Mr. Juhl!" smilte hun og saa resigneret hen
paa alt sit Arbeide, "kunde De vente til siden, gjorde
De mig en Tjeneste. Her er kommet saameget Paddy
fra Cork, som maa ekspederes."

Virkelig vrimlede der af Irlændere.

"Kan jeg faa Opgjøret til Klokken to, er jeg for-
nøiet, Miss!"

Til Tak fik Rejer nok et mildt, stille fortroligt Smil
. . . "Og saa bør De passe Deres Sager, de er ikke
sikkre her idag," hviskede hun hastigt; det var umu-
ligt at se, at hun bevægede Læberne, og hun stod straks
efter urørlig og skrev ved Pulten.

Rejer havde Samvittighedsnag; han vilde yderst nø-
dig have givet hende Indtrykket af, at han havde be-
svaret al hendes venlige Tillid med lumpen Mistænke-
lighed.

Ved Middagstid udraabtes under stor Bevægelse den
Efterretning, at "Pearl of the Ocean" laa paa Havnen
for Bahia, færdig til at lette, og bød uhyre Hyrer, og
Boardingsmasteren, Mr. Pump, en kjæmpestor, godmo-
dig lyshaaret Sjømandsskikkelse, kom hen og slog
ham paa Skulderen med den Erklæring, at slik Leilig-
hed blev der ikke iaar! Der var saa fint ombord som
i en Dansesal. Vilde Rejer, skulde han afslutte for
ham straks. Kapteinen havde alt været der og spurgt
ham efter paalidelige Folk.

Rejer betakkede sig; vilde han forhyre sig, var han
Mand for at gjøre det selv.

"Naa, som De vil!" lød det lidt stødt.

Boardingsmasteren havde af en eller anden Grund
vakt hans Mistanke igjen, og Klokken præcis to stod

SIDE: 388

Rejer ved Disken; han havde sin Bylt færdig ved
Haanden:

"Saa var det min Regning, Miss!"

"Aa, den havde jeg rent glemt . . . imorgen" . . .

"Nu straks, maa jeg bede, - om den skal blive
betalt."

Hun stirrede mat paa ham og ringede paa Klokke-
strengen . . . "Sig Mr. Pump, at Mr. Juhl ønsker at
afgjøre sin Regning!" - Hun vedblev at skrive.

Idet Boardingsmasteren kom ind, modtog han af
hende Notaer og Regninger fra Pulten, og skrev og
summerede med den omhyggeligste Nøiagtighed; han
gav sig god Tid og forvissede sig gjentagende om hver
enkelt Post. Endelig rettede han sin svære Person fra
Disken:

"Værsaagod, Mr. Juhl! Tre og sytti Dollars fem og
seksti Cent" . . .

"Hvad? . . . hvad skal det betyde - For fem Dage?"

"De har forsynet Dem med Klæder, Mr. Juhl! - en
Hat til fire Dollars, Vest til fem, Halstørklæde og Snip-
per fire, Sko seks og her en Smule Æresgjæld for For-
nøielser i Montreal. - Damernes Udlæg. Behag at
læse! . . . Post for Post . . . Jeg tør forsikkre nøiagtig.
De vil indrømme det selv" . . .

Rejer stod med Regningen . . . Tre og sytti Dollars!
- Femten Dollars mere, end han eiede! - en Maa-
nedshyre fløiten for hver Dag, - og endda to tre i
Vasken! - Det . . . det . . . det dette maa være Sny-
deri, - et frygtelig Snyderi! Han sendte et forbittret
Blik hen paa Miss Lizzy; men hun stod saa uanfegtet
og rolig, at han ikke kunde undgaa at faa sine Tvil.
Han kjendte jo ikke Priserne her! . . .

Han var i den pinlige Stilling, ikke at vide, enten
han skulde være høflig eller rasende. Om ikke andet,
saa maatte han se til at faa Regningen mindsket ned
de femten Dollars . . .

"Det er en rent urimelig Regning, Mr. Pump! . . .
men lad gaa! - træk af de femten Dollars, det gir
akkurat otte og femti, alt hvad jeg har."

SIDE: 389

"Umulig, Mr. Juhl! den er ikke en Cent for høi."

"Mr. Juhl har været saa artig at stille sig i Om-
kostninger for mig og min Søster, - jeg skulde gjerne
ønske at faa betale min Andel," - lagde Miss Lizzy
blidt ind.

Den sidste Bemærkning lod Rejers Æresfølelse blusse
voldsomt op.

"Tak Miss! men, er jeg plumpet i det, faar jeg
ogsaa hale mig selv op igjen. Mr. Pump!" - vendte
han sig pludselig til denne, - "jeg har kun otte og
femti Dollars i Lommen; vil De hjælpe mig til at faa
solgt mine nye Klæder, saa" . . .

Mr. Pump dreiede blot sin svære Skikkelse og nik-
kede hen til et Par Personer med Guldsnorer om Huen,
der tog sin Fortæring lige ved Døren i det indre Væ-
relse:

"Mr. Fearwather, Førstestyrmand paa "The Pearl",
sidder just der og forhyrer; han byder, hvad det skal
være, for en Mand som Dem, Mr. Juhl, - uhørte Hy-
rer!"

Mr. Fearwather kom ind, fulgt af sin haandfaste
Trediestyrmand.

Rejer stod i Klemme baade for Æresgjæld og andet!
Her var ikke længere Spørgsmaal, om han vilde eller
ikke. Livet ombord i "The Pearl" var som paa en fin
Restauration, sagde de, og Dollars op over Ørene.

"Pretty fellow, the Norseman! - vi maa ombord i
denne Stund, my boy!"

- Nede i Gaden mødte de Gøteborgeren.

"Femti Dollars om Maaneden ombord i "The Pearl!"
- raabte Rejer, - "til Bahia først . . . hyrer mig ikke
længere!"

"Tunnar tusan! - jeg gaar med!"

Affæren blev afgjort, medens de gik nedover til Bar-
kassen.

Denne laa fuld af bare nyforhyret Mandskab, - un-
derlige Gesichter allestedsfra. Paa Bunden af Baa-
den saaes Ryggene af et Par aldeles døddrukne, mørke
Gaster i Rødskjorter.

SIDE: 390

"Sæt af!" lød det.

De var lystige og sang i Munden paa hinanden, helt
til de var under Skibssiden, hvilket tog Tid, da "The
Pearl" alt havde halet et Stykke ud paa Floden.

Da de stod paa Dækket, mødte de imidlertid en
aldeles uventet Modtagelse, idet de uden al Forklaring
øieblikkelig blev kommanderet til Sjau. Tunge Sække
og Kasser stod henover, og der var et helt Lag af
Lasten igjen at stuve; det saa ud, som Arbeidet plud-
selig var blevet forladt.

Det var en ren æreløs Overrumpling, stik mod al
amerikansk Skik, hvorefter alt skal være fuldt klart
til Seilads, naar de hyrede kommer ombord, saa at de
er fri for alt Sjauerarbeide. Men her saa ikke i mind-
ste Maade ud til at være gjort seilklar; heller ikke var
de endnu stort mere end halv Bemanding.

Skuffelsen og Forbittrelsen var ubeskrivelig. De var
alle komne, lokkede af de herligste Løfter, og nu, kun
et Øieblik efter, stod de Ansigt til Ansigt med en
Række brutale Skibsofficerer, næsten lige saa mange
som de selv, der truede dem til haardt Arbeide med
Revolvere og tunge Stokke.

Der opstod et Øieblik en Overraskelsens Taushed. I
næste fo'r de alle som én hen til Matrosruffet og satte
sig fast der som i en Fæstning.

Under den Kamp, som nu opstod, lykkedes det Offi-
cererne at bryde ind og trække et Par af de nærmeste
ud paa Dækket. To andre, som forfulgtes, flygtede op
ad Skylightet. Modstanden blev imidlertid saa kraf-
tig, at Anløbene paa Ruffet foreløbig indstilledes; -
men kun for ude paa Dækket at give Plads for et
Prygleri mod de to stakkels grebne, saa grusomt og
jammerfuldt, at det kunde røre en Sten.

Dette førte ogsaa til, hvad der tilsigtedes, at Matro-
serne kom ud, én for én, med bøiede Hoveder og uden
videre undergav sig Arbeidet.

For Natten indestængtes de atter i Ruffet for at
sikkre sig mod, at de rømte, før der lettedes.

SIDE: 391

Det var mørkt derinde i det efter Solstegen kvalme,
lummerhede Rum.

Alle - paa de Par døddrukne nær, - var enige om,
at de vilde fraborde, koste, hvad koste vilde.

Der overlagdes i Stilhed; man undersøgte og be-
følte Planker og Luger og enhver Mulighed for Ud-
veie; det gjaldt at handle straks.

Der blev skaaret et Hul i Væggen; og Klokken halv
to om Natten aalede man sig én for én ind i Tømmer-
mandens Redskabsrum og derfra ud paa det bælg-
mørke Dæk.

En gik paa Hoselæsten agterover, hvor de havde set
en stor bidsk Hund. Den fik Hovedet kløvet uden en
Lyd.

Tre blev sat til Vagt om Baadsmanden, der sov, og
som i denne Fortvivlelsens Stund vilde have fristet en
ulykkelig Skjæbne, om han havde vaagnet.

Alle Baadene fandtes imidlertid til deres Forfær-
delse at være ophukede og faste. Officererne havde
gjort Flugt umulig. Pludselig huskede én, at han havde
set en liden Pram ved en Fangeline i Kjølvandet, men
hvorledes komme did agterover Dækket? - umuligt! . . .

Da fandt Gøteborgeren paa at gaa ud Klydset og
ned Ankerkjettingen og lade sig drive i Mørket med
den stærke Strøm langs Skibssiden, indtil han fik Tag
i Prammen. Det lykkedes med Møie.

Men nu viste det sig igjen, at Fangelinen, som holdt
den, var en Jernkjetting. Hver Vei var spærret!

Atter tre Mand svømmede i stumt Mørke nedover
langs Skibssiden til Hjælp med at faa knebet op Læn-
ken.

Omsider, med usigelig Forsigtighed, fik de Pram-
men skudt lydløst forover under Klydset.

Idet de, Mand efter Mand, steg ned, knækkede en
Tofte med en Larm, saa at Baadsmanden vaagnede.

De af dem, som endnu var oppe paa Dækket, ka-
stede sig nu vildt ned i Baaden. To, tre faldt i Vandet
og bjergede sig ved at holde sig fast i Æsingen. Re-
sten stod stuvet som Sild!

SIDE: 392

De havde neppe faat sat fra, før de hørte Office-
rerne storme forud og Knækket af Revolvere, der
spændtes.

Det lyste Glimt i Glimt, og de hørte Kuglerne suse;
men, takket være Mørket, den raske Strøm og de saa
vel opphukede Baade, - de slap iland!

- Klokken nær fire om Morgenen indstallerede Rejer
og Gøteborgeren sig igjen i sine gamle, kjendte Køier
ombord i Alert; - men ingen af dem sov den Nat!

Rejer syntes, han havde oplevd noget, og dertil al-
deles klaret sine Amerikagriller.

Medens han under Indtrykket af Dagens skiftende
Billeder laa vendt mod Køievæggen, steg et blegt, farve-
løst, regelmæssigt Ansigt frem for ham med lyst Haar
og matte, runde, melkeblaa Øine, næsten som en ud-
tryksløs Røg at se i! De glittrende hvide, smaa Tæn-
der og Hagen, der ligesom trak sig under Munden . . .

"Jo vist var det Blaahaien!" udbrød han.

"Den Lizzy Pump?" svarte Gøteborgeren henne fra
Køien . . . "Ja saa meget har jeg hørt oppe i Montreal,
at fra Pumpen slipper ingen, før han har bortakko-
deret ham paa tre Aar om Kap Horn eller til at slave
i Negertraden paa Guinea."

- Spillet gik; de hav Anker og varpede ud for at
gaa nedover til Quebek. Opsangen hørtes dæmpet:

Saa ankred vi paa Portlands Bai
 ho-i-o-hiven hal!
men Ankret slugtes af en Hai
 ho-i-hiven hal!

Der varped vi paa alle Mand
 ho-i-o-hiven hal!
Gin og Brandy halvt med Vand!
 ho-i-hiven hal!

Og Spillet hev sig saa galant
 ho-i-o-hiven hal!
til Frak og Hat blev sat i Pant, -
 hei din Hund betal!

SIDE: 393

Saa fik tilslut vi Smørret solgt
 ho-i-o-hiven hal!
paa Negertrade og Ibenholt
 ho-i-hiven hal!

Saa dansede vi for vor Hals
 ho-i-o-hiven hal!
i fire Aar en Hyrevals:
 - hei din Hund betal!

Det var idet Alert en Høst gik op til sit Hjemsted,
Fredriksværn, at Rejer stod i triste Betragtninger. Byen
laa indenfor de afblaaste øde Skjær, som dannede Ind-
løbene eller Gabene, og i hans Lomme var der næsten
lige saa øde og blaast for Hyre!

Han var for Tiden ikke godslig stemt, som han
med en Gjenkjendelsens Følelse saa paa sit Hjemlands
graa, fornuftige kolde Skjær. For tre Uger siden havde
han nede i Bremen ladet Styrmanden faa saagodt-
som den sidste Klat af sin Hyre tillaans. Styrmanden
var "desværre aldeles blanket!"

Det var en Henvendelse, som Rejer følte sig meget
smigret ved; thi det viste, at Styrmanden, trods deres
nuværende Forhold som Over- og Underordnet, ikke
glemte, paa hvad Fod de fra først af havde staaet, og
i Stilhed erkjendte ham for at være af jevngodt Folk
med ham selv.

En anden Side af Sagen var det imidlertid, at med
denne "lille Haandsrækning" fra hans Side gik nu de
Midler fløiten, hvormed han skulde tage Styrmands-
eksamen. Han havde just knebet sammen denne Rest
for at kunne ligge nogenlunde arbeidsfri hjemme i de
Vintermaaneder, da Alert lagde op og reparerede; -
og saa kom Styrmandens Forlegenhed saa mester-
svineuheldigt ovenpaa alle de andre Uheld med Hyren.

. . . Uden Penge ingen Styrmandseksamen, det var
mere end greit, . . . - - - At sige . . . medmindre
man nu tog den alligevel! . . . Hm, - komme i Arbeide
nogetsteds og læse om Natten? . . .

SIDE: 394

Ja vist, læse om Natten!

Som han ikke nu havde sovet og snu'd fra sig over-
flødigt nok i Køien i de over tre Aar ombord i Alert . . .

Og saa lette sig for mest mulig af Godset, - sælge
Uhret og Brystnaalen, - Stadsklæderne . . .

Ansigtet blev fast og skarpt, Hagen fremstikkende,
og han plystrede mellem Tænderne.

REJER ER BAADE VÆGTER OG VEDHUGGER

. . . Men hvorfor gik den flinke Fyr der bestandig
saa søvnig og bleg? Der gisped Bæstet igjen, lige idet
han gik ud af Skoledøren . . .

"Du!" raabte Navigationslæreren pludselig efter ham,
"Du, Juhl! sig mig her under fire Øine, hvorfor gaar
Du saa tyndklædt?"

"Jeg? jeg fryser aldrig!"

"Saa? - Du mangler ikke . . ."

Det krøb i Reiers Stolthed foran Sjøofficeren:

"Nei da, jeg har velstaaende Familie, - om jeg
vilde uleilige dem."

"Ja ja, min Ven! det var kun et Spørgsmaal - vel
ment." Han affærdiger Rejer med et lidet Nik.

Navigationslæreren havde faaet en Elev, som han
undrede sig lidt over. Han kunde undertiden gispe
saa frygtelig langt ud eller sidde og knække i Stilhed
det ene Gisp efter det andet, saa at man skulde tro,
han baade var dorsk og uinteresseret. Men var der
saa noget, han ikke forstod, reiste han sig og spurgte
og vedblev lavmælt, men ligesom med et misfornøiet
Træk ved Næsekrogen og høist ihærdig, uden at ænse
de andres Fnisen, at spørge og forfare Grunden, ind-
til det saa tilslut gik op ogsaa for ham. Det var noget
uforstyrrelig paagaaende. Men mere og mere gik det
op for Navigationslæreren, at det, han saaledes engang
fik hevet ind i Lasten, laa der sikkert og bedre stu-

SIDE: 395

vet end hos nogen af de andre. Det saa ud til at
blive hans bedste Elev det Aar.

I de første Dage, da Rejer endnu drev raadvild om,
havde han oftere strandet op foran en Kagekurv nede
paa Bakkehjørnet i Hovedgaden, og eftersom han ud-
spurgte Konen, som sad og solgte, viste det sig, at han
ikke havde truffet saa ueffent til endda. Hun vidste
straks Raad til at faa solgt en Overtrøie og Uhret for
ham og gav ham andre gode Anvisninger. Thi Madam
Wahl eller "Walla", som hun almindelig kaldtes,
havde mangfoldige forgrenede Forbindelser. Særlig
sad hun i vidtløftige Mellemregnskaber hidrørende fra
Kagehandelen med Aspiranter og Kadetter, kjøbte de-
res gamle Klæder, besørgede dem og andre vækkede
om Morgenen og ellers en Mængde Vidtløftigheder ud-
over Byen, der gav Smaafortjenester.

Hos hende havde Rejer nu faaet leiet et lidet Kot
af et Værelse indenfor en Kjøkkenmur, og der gik
Nattearbeidet paa Uge efter Uge.

Foran ham ved Talgpraasen paa det ophakkede,
grove lille Klaffebord laa en Regnetavle, hvorpaa han
noterede, medens han slog op Logarithmer og afsatte
allehaande Diviationer, Afstande og Kurser i Regne-
stykkerne.

. . . Han sidder i en gammel hullet og beget Pjekkert,
Hue og Skjærf, thi der er intet i Ovnen. Af og til
reiser han sig og slaar sig varm med Armene eller
puster i de røde, valne Hænder, der ikke længere vil
holde Griffelen.

Vækkeuhret paa Væggen slipper med ét Loddet lar-
mende ned og slaar fire.

Det er nu, han skal ud at vække, først hos Portne-
ren paa Sygehuset oppe i Barakkerne, saa hos Kano-
neren, saa, Klokken et Kvart før fem, knatte paa Døren
hos et halvt Dusin Sjøkadetter, der har det styrt-tra-
velt med Læsning under Jul og maa op i Otten. Han
havde afløst "Walla" i den sure vækkerforretning om
Vintermorgenerne. Saa hugge Ved igjen til Klokken
otte hos Kanoneren, hvor han hver Dag fik Kaffe og
to Stykker Smørrebrød.

SIDE: 396

Hvor han længtede efter Kaffeen, den varme Kaffe
og de to Smørrebrød! Han kunde have Lyst til at for-
bande sin Mave, der begyndte at knurre og ule efter
Frokost allerede Klokken fire om Morgenen.

Og Morgenstunden, saa travelt han havde udover den,
var frygtelig lang. Han huggede og kløvede i Vedskjulet
hos Kanoneren, saa Fliserne fløi, blot for at overdøve
den indre Stemme, - ikke i sit Bryst; thi der vidste
Rejer . . . hu! - Jansen ha! - Juhl . . . hatsch - der
knækkede Vedtræet over! - hvad han vilde; men i
Maven. Den kunde raabe efter Grovbrød, Finbrød, Hve-
deboller, Kringler, kort hele Stabeler af al den Mad,
han bare kom til at forestille sig.

Og naar han saa var færdig, maatte der endda un-
dertiden ventes. De havde sletikke Hast med ham
derinde de Dage, Kanoneren skulde have Frokosten
baaret hen til sig paa Værftet.

Han vilde have Kaffeen paa Pletten, den Kar, enten
han var hjemme eller ude, og slig skulde Folk altid
være, - det var en gammel Orlogsgast, det, som for-
stod at eksersere Huset, og fik Rejer selv nogengang
Hus, saa - ja saa vilde han se paa den, som vovede
at forholde ham Kaffeen saameget som et Minutt! Han
slængte Øksen i Bakken, tog den saa igjen og satte den
med et haardt Hug fast i Huggestabben. Han var færdig.

Saa nu kom de fire Skoleunger endelig afsted; han
hørte dem gnage paa Søsteren og Dørene slaaes op og
i derinde.

Saadan en rigtig Hustraverske, - graa Hverkens-
kjole og blaa Øine og husferm, det er streng Vasvel-
ling det!

Jo nu var hun ved Kjøkkenvinduet og vinkede ham
ind!

Rejer kom pen og beskeden. Ah, Kanoneren var
hjemme idag; det var det, han tænkte! Ja, da var hun
akkurat; ellers var det ingen Ende med al den Indbal-
leringen af Kaffeen og Frokosten i Forklædet til ham.
Hun havde engang endog begyndt paa noget, som om
hun vilde bede ham gaa med den først hen paa Værf-

SIDE: 397

tet; men da havde han gi't hende et saa hvast - "Har
ikke Tid!" - at hun ikke kom igjen med det.

"Godmorgen!" hilsede Rejer, idet han traadte ind i
det varme Kjøkken, hvor Duften af Kaffeen slog ham
imøde. "Favnen er opkløvet!"

"Godmorgen, min Ven!" Kanoneren danskede og
sagde altid "min Ven" og "min rare Ven!" Han sad
med den sømilitære flade Hue med Snoren paa Kjøk-
kenbænken og rørte i Kaffeen . . . "Godmorgen, min
Ven! . . . Sid ned . . . Ja saa . . ."

Tyk og kort, med Træben, gik han under Navnet
"Haubitzeren"; ialfald kaldte Walla ham saa.

Sara kom med Kaffeen og de to Smørrebrød paa en
Tallerken.

"Hm, hm!" - kremtede Kanoneren af og til, mens
han rørte i Kaffeen, og Rejer saa pent, han aarkede,
hug Tænderne i de tykke Rugbrødskiver og beregnede
Varigheden efter Cirklerne af Tandraden paa Smørret.

Hvad Slags Dyr, det var, Kanoneren lignede, som
han sad der med Træbenet udstrakt foran sig, rund-
hovedet og graahaaret, med de spidse Øren stikkende
op paa begge Sider af Huen, kunde Rejer ikke faa rig-
tig Has paa, - var det en gammel Ulv med den brede
Næse og den store Mund, der altid ligesom sugede paa,
hvad han mente, eller en klog Ræv eller en uskyldig
Hare, der sad der paa Bagbenene. Han opsnappede et
Par Gange et hastigt Blik hen paa sig, medens Stilhe-
den i Kjøkkenet kun afbrødes, hvergang Kanoneren
kræmtede sit Hm . . . hm! Han var vel staaet op sent
idag og havde ikke rigtig morgnet sig endnu. - Nei,
det var noget andet . . .

"Hm... hm!" kom det endelig. "Læse til Styrmands-
eksamen og hugge Ved . . . hm . . . hm . . . det rimer
ikke!"

"Ikke synderlig!" - indrømmede Rejer.

"Lændset sig for Hyren og saa videre? . . . hm! hm!"
frittede Kanoneren forsigtig seende paa sned hen paa
ham.

SIDE: 398

Rejer gjorde blot et lidet Kast med Hovedet. Det
kommer ikke Dig ved, tænkte han.

"Og saa kommer man hjem og skal tage den belo-
vede Styrmandseksamen!" lød det videre.

Rejer taug.

"- og saa . . . ja saa hugger man Ved og gjør Nat
til Dag" . . .

Rejer følte, hvorledes Datteren, der tilsyneladende
ivrig pudsede et Vaffeljern, skottede maalende op paa
ham, medens Faderen inkvirerede.

- "Ikke sandt, min Ven?"

Det var hverken Hare eller Kanin, det var - med
det runde Hoved og det smale Ansigt og de tyggende
store egne Underkjæver - en slu Hund og det oven-
ikjøbet én, som lavede sig til at bide. Datteren lignede
ham, det var blot den fine slikkede Hvalp mod ham.
Naa ja, det kunde hænde, de fandt den for sig, som de
ikke tænkte.

. . ."og saa tør man ikke skrive hjem, min rare
Ven!"

"Tør ikke?" lød det fra Rejer.

"Foretrækker at hugge Ved og være Vægter og gjøre
Nat til Dag i en fremmed By" . . .

"Har De ikke Brug for mig, Kanoner Rørdam! saa
Adiø!" brød nu Rejer ud, idet han hastig svælgede den
sidste Mundfuld. Han greb Huen og reiste sig og havde
alt Tag i Kjøkkenklinken, da Kanoneren vinkede ivrig
op med Haanden:

"Nei, nei, nei, min rare Ven! min rare Ven, det var
ikke Meningen - ikke Meningen. Sid, sid, sid bare
ned! . . . Tvertimod, - hvad jeg vilde sige, hm! . . .
Det er meget net, - propert . . . af et ungt Menneske
at tage sin Styrmandseksamen alligevel! Man kunde
gjøre noget værre end det. Saa saa, sid nu ned . . .
Værsaagod, det er gode Kringler" . . .

Rejer skulde aldeles ikke have.

"Byd ham Du, Sara!"

Rejer var fremdeles jernfast - var fuldstændig mæt.

"Det var noget, vi skulde tale om, min rare Ven!"

SIDE: 399

Og nu kom Sara med en ny Kop rygende Kaffe. Da
hun saa igjen skjød Tallerkenen med Hvedekringlerne
hen til ham paa Bordet, sagde den gamle godsligt; -
"Saa saa, forsyn Dig nu . . . gener Dig ikke" . . .

Genere sig? - troede de det om ham! han greb til
. . . store deilige Hvedekringler . . .

"Som Du véd, min Ven, hugger vi ikke Ved i Julen!"

Rejer svarede, at han vidste det; men, ærlig talt, var
det en dyb Skuffelse; Julen igjennem gjaldt det jo og-
saa at faa Frokost!

"Det var blot det, jeg vilde sige," bemærkede Hau-
bitzeren.

Rejer sad en Stund og rystede Kaffekoppen rundt for
at tage med det sidste af Sukkeret; han saa i Perspek-
tiv en net Juleturing; men svarede ligegyldigt, idet han
satte Koppen hen:

"Ja, ja, det faar saa være. Mange Tak for Kaffeen."
Han reiste sig igjen for at gaa.

"Nei, hør nu, min Ven! vi skal nok forliges alligevel,
tænker jeg. Vil Du bare kløve væk paa Aarsveden der-
ude før Helgen, efterhvert som vi faar kjørt til af Værft-
beholdningen, saa kan Du spise din Middag her hos
os i Julen. Unge Mennesker har ikke godt af at skaffe
paa det løse bestandig" . . .

Rejer betænkte sig lidt. Han følte, at han ved en saa-
dan velvillig Kontrakt heller kom til at kløve mere,
end han vilde, end mindre . . .

"Du faar ikke nøde, Far! Sjøfolk har andet Vis at
ture Julen paa," sagde Sara lidt udfordrende, medens
hun rask slog Melet af Haanden fra Vaffelrøren, som
hun havde vispet. Det gik som Vinden med hende
først med Æggene og saa Melet. Hun saa sandelig ikke
gal ud der i Kjøkkenet! . . .

Naa ja lige fedt . . . Rejer slog til.

Og i de seks Dage før Jul stod han ufortrødent al
den Tid, han havde tilovers, i Kanonerens Vedskjul
og huggede og kløvede, saa Sveden randt i Kulden, og
Vable paa Vable blærede sig op i Næverne.

Om Eftermiddagen kom Sara ud med Ølost og Smør-

SIDE: 400

rebrød, og hun var ogsaa saa omtænksom at laane
ham et Par af Kanonerens gamle Vanter; men ellers
sagde hun ikke et Ord, og det samme kunde det være!

Hun var aldeles ikke af hans Art Fruentimmer, -
stærk og resolut, saa hun gjerne kunde slaa en Mand
i Dækket. Hun kom altid hastende ud fra Julestaaket
med et Seil af et melet Forklæde helt om sig.

Bestandig saa hun med Flid kun paa Veden, ikke
paa ham, som om hun regnede efter, hvor meget han
vel kunde have hugget op. Men han skjønte nok, hun
undrede sig over ham. Der var et eget Træk ved Mun-
den, omtrent som hun vilde sige, at hun virkelig ikke
begreb, hvorledes en saadan lang Matros var kommet
ind i deres Vedskjul.

Om Kvælden, naar han kom ind i Kjøkkenet og af-
leverede Lygten, var det netop saavidt, hun lagde
Mærke til ham og nikkede, medens hun knaede og ar-
beidede der med Deigen. Og dygtig spansk var hun i
Nakken, naar hun rettede sig fra Deigtrauget og bad
ham sætte Lygten hen; hun vidste nok, hun holdt god
Figur!

Han havde alt tændt Lys hjemme og sat sig til at
læse inde paa sit kolde lille Kot, da han hørte Walla
komme tungt inddragende i Gangen med sine Kurve.
Han gik ud for at laase op Slaaen og lyse hende ind.

"Tak og Tak! - De er rigtig et høfligt og fint Men-
neske; det siger jeg til alle og enhver, og det er en
Gudsens Sandhed. Aa luk Gangdøren, Juhl . . . Ri-
men ligger saa tykt, at den ikke vil igjen. Kulden bi-
ter aldrig slig som i Maaneskin."

Han bar den ene Kurv ind for hende og ventede med
Lysestumpen, til hun fik tændt op i Ovnen. Hun lug-
tede lidt af Brændevin, som hun pleiede, naar hun
kom hjem om Aftenerne.

"Ja ja," snakkede hun, mens hun taklede af sig no-
get af Embalagen, "og saa siger jeg, at Deres ganske
Opdragelse er mere end som vanligt af en Matros. Jeg
kunde nok fortælle, hvem som kom hen til gamle Mor

SIDE: 401

Wahl idag. Det var ingen ringere end selve Løitnan-
ten oppe i Styrmandsskolen. Nei mæn var det ei nei!"

Rejer begyndte at spidse Øren.

"Naa gamle Walla! faar I solgt brav af Kagerne un-
der Jul? sagde han.

Aa ja saamæn, Hr. Løitnant! Tak og Ære som spør,
sagde jeg. Der gaar en og anden. Jabra' gjør det saa!

Pas Jer naa, Walla! sagde han, - han er nu saa
spøgsom, maa vide. Nu kommer vi og undersøger
Regnskaberne Jeres. I ruinerer Ungdommen, siger de.
Jeg vil gi'e min Hals paa, de skylder Jer hver Kart af
dem, akkurat som i gamle Dage, Walla, sagde han og
plirede. Ja mæn sagde han akkurat saa. For De maa
vide," bemærkede hun polisk med de smaa graa Øine
- "han har havt Aarsregninger hos mig, lige til han
blev Kadetunderofficer; han var en af de sværeste paa
Kager, - men, ikke husker han det og ikke husker jeg
det. Vi bare saadan spøger, forstaar sig. Han vil nok
allersidst være den, som sætter gamle Madam Wahl fra
Næringen. Med engang stak han Stokken i Sneen. Hør
nu, Walla! sagde han, - hvad er det for en underlig
Pilot, I har faat stuvet ind til Jer? og - forlad mig!
han er nu saa spøgsom, - maa han betale særskilt for
Næsen. Naa ja, I faar stelle pent med Fyren, Walla!
for, blir han ved, som han har begyndt saa gisper han
sig nok frem til Styrmandseksamen, den Kar! Ja mæn
sa'e han saa!

Gamle Mor Wahl vil nok ikke spolere sit Rygte med
at tage andet end gentile Folk i Huset, og jeg har ikke
set ham saa meget som drikke en Snaps, sagde jeg,
- bare Kaffe, Hr. Løitnant! - og da kan ingen sige
et ungt Menneske noget paa.

Men jamæn sagde han ordlydende saa: gaar han
frem, som han har begyndt, - sagde han, - saa gis-
per han sig nok frem til Styrmandseksamen, den Kar!
Men Kontanten kan vel være knap, sagde han; og der-
med saa lo han og gik."

Walla var opstemt i Anledning af den Opmærksom-
hed, hendes logerende havde vakt: Praten gik fortvæk,

SIDE: 402

mens hun gjorde op Ild og af Kurven med Hø, hvori
hun sad med Fødderne om Dagen, drog op alskens
Forviklinger af gamle Gulvfiller, som hun placerede
op over Ovnsmuren til Tørring.

"Gamle Mor Wahl har nok set bedre Dage, min kjære
Juhl! - dengang jeg tjente som Fruenspige hos Kon-
sulens Far oppe paa Kjækstad, og klædte begge Frø-
kenerne til Bals, saa fine som Dukker i baade Silke
og Flor, og naar de kom hjem om Morgenen fra Bal-
lerne i Byen med Hestene skumkjørte og de kom op
paa Kammerset og Frøken Nella aldrig vilde lægge sig,
men sad oppe udpaa Storsalen og bare saa ud i Graa-
lysningen og graad og graad. Men Anne Wahl vidste
nok, hvad hun graad for - Aa jø, aa jø . . .

Det var nu denne vakkre Løitnant Engelskjøn, som
hun var hemmelig forlovet med. Men den anden, hun,
som laa og sov derinde, hun behøvede ikke at græde
hun, for hun sno'de sig nu saa fult og fint i alle Ven-
dinger, saa, da det led paa, saa reiste Frøken Nella til
Kjøbenhavn, mens Løitnanten og Søsteren holdt Bryl-
lup paa Kjækstad! . . . Aa ja, Frøken Nella husker nok
endda Anne Wahl, da hun pakkede hende ned i Slæ-
den og gav hende Hofmansdraaber! . . . Hun græd, saa
hun ikke sansede sig. Aa jamæn græd Anne med,
saa hun kunde faat Theskeen fuld af Taarer, men
hun matte tælle Draaberne hun som en retskaffen
Tjener, - tredive Stykker. Frøken Nella tog dem med
lukkede Øine. Farvel Anne! sagde hun, - fortæl in-
gen, hvad Du véd.

- Men paa Kjækstad blev der aldrig en glad Dag
mere, for han var ikke saa sød, som han saa ud til,
Løitnanten. Aa ja en gammel Tjener kunde fortælle
meget fra sin Tilværelse, og gode Dage havde jeg, jeg
skal ikke sige dem andet paa. Jaden havde jeg saa!
Men saa vil én jo gjerne forandre Forfatning og sætte
Fod under eget Bord. Fruentimmerne er ikke ander-
ledes, og saa fly'r én i det, maatru . . . Wahl, han havde
nu Brændevinshandel og Borenskab til Byen, og ikke
drak han stort heller dengang, og han sad godt i det.

SIDE: 403

Men saa blev det nu værre alt med Tiden, og da han
døde, var alting rent og skrabet, saa Anne maatte tage
Sælgekurven fat . . .

Og nede paa Bakkehjørnet har jeg siddet tretten
Aar nu til Marts Maaned. Men jeg takker Gud for en
god Seng! . . . Og nu maa De vente og drikke en
Kop Kaffe med gamle Madam Wahl!"

Eftersom hun snakkede, blev Walla mere og mere
overstrømmende. Hendes runde, bleggraa Ansigt med
de graa Haartotter om, den lille fede Knop af en Næse,
den større runde Knop af en Hage og de to endnu
større Rundinger af Kinder lyste, medens hun med
den enestaaende Hugtand i hver Side af Munden lige-
som hug i til Bekræftelse, naar hun talte, og nikkede
som en Hvalros.

. . . "Og saa hørte jeg, at De blev saa forstandigen
forligt med Kanoneren, min kjære Juhl!

Gamle Haubitzeren og jeg vi er Byens Børn begge
to. Ja som Tiden gaar, Eiamei! nu gaar han der saa
stursk og bidsk paa ét Ben, - men han havde da to,
og det to rigtig friske engang i Verden; for der stor-
mede ingen over Salene som han . . . Eiamei! da han
første Gang kom fra Kongens Kjøbenhavn, - han var
Jungmand da. Da kan det hænde, Anne Ludvigsen
ikke behøvede at se sig om to Gange, før hun havde
ham i Hælene paa sig. Høit satte han Ho'det, og Dat-
teren er ikke mindre stiv i Nakken. Vi var ærbare i
min Ungdom og, min kjære Juhl! - men saa stramme
som Sara Rørdam! . . .

Mandfolkene liker aldrig den Selvraadigheden uden
paa li'som da, før de blir gifte. De vil ikke trække
Tornebuske i Huset, - for, om der er aldrig saa
mange Roser paa dem i Ungdommen, blir der tilslut
bare Riset og Hakketjørnen igjen, med Respekt at
sige!"

Gamle Walla sad der med Tørklædet om Hovedet
i Hosesokker og varmede Fødderne foran den durende
Ovn. Hun havde tændt paa Kridtpiben, og nu dam-
pede hun og nød Tilværelsen ovenpaa den surt og

SIDE: 404

seigt gjennemslæbte Vinterdag. Den Varme, som lyste
og spillede der i Ovnsmundingen, medens hun sad og
dampede og smaatænkte, var hendes Smule Sol i Li-
vet.

Da Rejer efter endt Kaffetraktement takkede og gik
ind igjen, smaaplystrede han lidt, før han satte sig til
Bogen . . .

Mærkelig saa galant Walla var ikvæld! det havde
nok bidt paa, at Løitnant Albrechtsen snakkede med
hende.

. . . Saa hun var saa stolt den Sara Rørdam! . . .
Det var det, han havde set . . .

Naa, for ham kunde hun sætte Næsen i Sky af
Hjertens Lyst . . . hvad kom det ham ved? han havde
bare at hakke og hugge sin Ved . . .

- Og hvor Rejer sov i Juledagene! - han kunde
gjerne snuet Døgnet rundt, især da Walla i sin over-
strømmende Venlighed havde fundet paa at laane ham
sin gamle brune Kaabe som Tillæg til det tynde Over-
brædsel, hvorunder han laa og huttrede og frøs i det
kolde Værelse.

Ved Kanonerens rødmalede Klaffebord var der uro-
ligt nok om Middagen. Tre viltre, graadige Gutter
og en liden Pige, Børn efter Kanonerens andet Ægte-
skab paa hans gamle Dage, gav sin voksne Halvsøster
nok at bestille, og Kanoneren var ikke den, som var
mindst fordringsfuld.

De havde Kaalsuppe og fersk Kjød anden Juledag,
og Kanoneren nødte selv med den ene Forsyning efter
den anden. Han vilde ikke vide af nogen Slinger i
Valsen, - sagde han, - eller udlevere blinde Por-
tioner for skikkeligt Arbeide; og han vidste nok, hvad
unge Folk mente foran et Madfad . . . "Da jeg var
paa din Alder, min rare Ven, havde jeg alt faret fra
Kjøbenhavn i tre Aar, før jeg blev fast Gast ombord i
Briggen Lolland; men dengang ønskede jeg altid, at
jeg kunde sætte hele Madfadet lige ind i Maven med

SIDE: 405

engang som i en Stegeovn. Det var i Krigens Tid.
Værst var det i Prisonen over i England, da vi maatte
sidde tørmundede og lugte til, hvorledes de brunede
Beafstegen med Løg paa."

- Om Eftermiddagen kom der Julebesøg af Saras
Veninder, der trakteredes med Mjød og Kager paa
Bræt. Det var pene, vakkre Jomfruer, syntes Rejer;
men de trak sig altid hen i det ene Hjørne og hviskede
og tiskede, saa at han, muret fast, som han sad ved
Siden af Haubitzerens Sofaplads, ikke rigtig kunde
komme til at se. Han holdt dog Øie med dem! Der
nødtes om igjen og om igjen til alle for hver ny
indtrædende, Haubitzeren var ikke spar, - og saa
maatte de hver Gang op hvor Julebrættet stod.

"Hm . . . hm!" - kremtede Kanoneren pludselig og
puffede til Rejer, - han blinkede hen mod de snak-
kende unge Piger . . . "Pas nu paa! Nu kommer det
an paa for en gammel Sjømand at klare sig - at tage
Stød."

"Far!" kom Sara op til Bordet; hun undgik den Side,
hvor Rejer sad - "de vil gjøre Bal oppe i Sjømands-
foreningen anden Nytaarsdag!"

"Dans alt det I aarker for mig, - jeg har Træben!"

Hun stod og støttede Haanden paa Bordet, og det
undgik ikke Rejers Kritik, at den var rud helt op-
over Haandledet af Julevasken. Det var en rigtig li-
den rund, rød Arbeidshaand, - slet ikke styg ellers.

. . . "De kommer lige fra Høibaadsmandens" - ved-
blev hun - "og deroppe har de sagt, at han ikke
sætter sit Navn paa, før han véd, om Du ogsaa kom-
mer paa Listen!"

"I min Tid var det blot Mandfolkene, som betalte,
Fruentimmerne gik frit!" - bed Kanoneren af.

"Jeg forstaar sletikke, hvordan Fruentimmerne kan
have været paa din Tid, Far! - Takke mig til at faa
betale for sig!"

Den gamle murrede . . .

"Naanaa da, Far! Du véd jo, jeg ikke gaar uloven-
des. Det koster to Mark."

SIDE: 406

"For hver . . . for hver!" hvinede Kanoneren, - "to
Mark ogsaa for mit Træben! - Fire . . . fire Mark!
. . . Lagde jeg sammen alt det, jeg har udlagt og be-
talt for den Slags Plasér nu i femti Aar!"

Efter det, han havde hørt af Walla, tvilte Rejer ikke
et Øieblik paa, at han talte sandt; men - kun faldt
kanske det meste før Datterens Tid.

Sara havde vist ventet et andet Svar af sin Far; thi
hun stod lidt forlegen og saa fra ham ned paa Bordet
og saa igjen op paa ham, medens der fo'r et uvilligt
Skjær over hendes Ansigt.

"En kan da imellem faa Lyst til at prøve noget an-
det end at traske i Kjøkkenet, - og jeg har jo ikke
Træben, Far!" yttrede hun.

"Ja, ja, ja" - slog han til Retirade - "jeg véd ikke,
hvorfor Du kommer og spør' mig, naar jeg saa alligevel
skal danse efter din Pibe."

"Det er nok os allesammen, som gjerne vil danse,
Overkanoner!" - stormede Fruentimmerne nu omkring
ham, og én af dem, en tynd, lys en, kom lidt rød i
Hovedet frem med Listen. "Naar Kanoneren bare
skriver paa, saa faar vi straks Høibaadsmanden med."

Han fik endelig malet op sit svære: "C. Rørdam med
Datter" og strøet det med Tobaksaske: - "Nu, min
rare Ven, Juhl! blir her Anledning for en Sjøgast til
at svinge sig. Det koster bare at skrive paa; - ja og-
saa to Mark!" tilføiede han tørt - "men det finder
Ungdommen altid ud af!"

De unge Piger keg nysgjerrige hen paa Rejer; de
stod der om Bordet, færdige til at tage Listen.

"Vi har ikke saadan Hast med at faa alle tegnet paa,
Far! Juhl skal faa betænke sig!" yttrede Sara.

Rejer blev hed. Han følte godt, at det var Vedskjuls-
gasten. Han havde nu alle Øine paa sig.

"Jeg bruger saa lidt at betænke mig, Jomfru Rør-
dam! Kommer Listen til mig, skal der staa Rejer
Jansen Juhl!" sagde han hvast.

Sara studsede; der laa en stærk Selvfølelse i hans
Ord og Mine, og han skarrede stærkt paa "Rejer".

SIDE: 407

"Vi hjælper os med Juhl alene," mente hun leende.
Hun mysede saadan lidt med Øinene, mens hun saa
paa ham og tog Listen; - "sætter De de andre Navne
til, kan De komme til at betale for tre!" . . .

Spansk var hun, det var ikke til at tage feil af;
men var hun kry, saa var han kry igjen. Det skadede
ikke, at hun havde faat høre hans Navn!

"Hun der kaprer de mig ikke saa let!" hviskede Ka-
noneren; han pegte med Piben efter Sara, som just
drog ud af Døren med Veninderne - "Jeg skal sige
Dem, min Ven! - Hm! hm! her kommer andet Veir,
det kjender jeg i Træbenet" - afbrød han med en
Grimace - "jeg har gi't hende en Smule Kikkert ind
i Kahytsruffet at se sig for med og observere sin Mand.
Det er ikke nok der at komme strygende i vide Buk-
ser og Hat med lange Silkebaand nedover Snuden!
Hun kjender dem, skulde jeg mene, - en Kjæreste i
hver Havn! . . . Jo jeg har sat hende ind i Omstæn-
dighederne, ganske og aldeles. Jeg er vant til at snakke
ende ud, skal Du vide, kalde Tingen ved sit rette
Navn, eftersom hun har sine fire Søskende at forsørge,
om jeg falder fra. Enten en gjældfri Kaptein, Sara!
har jeg sagt, eller en Styrmand, en Kar, som Du ser,
der er rigtig Kjærnetag i, - eller ingenting, -
spunds, punds nichts! Kommer en Matros, - om han
er saa vakker som Guld, er det at holde stiv Kurs
uden at se ham. Og for Sjøofficerer er det bare at
luffe op straks, og saa helt overstag og paa anden
Boug, - helt ud af Farvandet, Sara! siger jeg; de Folk
er det totale Havari.

Ser Du, min rare Ven, jeg gir hende blot to Øine i
Ho'det, og derfor . . . hi, hi, hi, kji, kji, kji," - han
puffede Rejer i Armen, "krydser der mange efter
hende! Me-n . . . hi, hi, hi, kji, kji, kji" - han peb
og hvinede og hostede i Stemmen, - "hun véd, hvad
hun skal tænke" . . .

Rejer sad imidlertid og tænkte paa, hvilket Held det
var, at han endnu ikke havde skilt sig ved sine fine
blaa Sjømandsklæder. Det havde spillet nær om, at

SIDE: 408

Jakken var sprunget før Juleaften; han havde alt ym-
tet om det til Walla; men saa kom det paa, at han
skulde spise hos Kanoneren i Julen, og saa havde han
opsat det til over Nytaar. Men nogen Kredit maatte
han aabne hos Walla, det nyttede ikke at staa penge-
løs til Ballet. Og egentlig havde han jo sine egne
Penge at trække paa hos Styrmand Lind. Den Sag
maatte ordnes endnu iaften; det var bedst at smede,
mens Walla var i godt Humør.

"Godaften, Hr. Overkanoner!" sagde han pludselig.

"Naa-aa!" saa denne op - "skal Du afsted saasnart?
- Uf det værker i Benet . . . Godaften, godaften, min
rare Ven!"

- - Da Rejer anden Nytaarsdag børstede sine fine
blaa Sjømandsklæder og delte sit Haar og pyntede sig
som bedst til Ballet foran det lille Stykke Speilglas,
brummede han og var i ærgerligt Humør:

. . . Næsten ikke rørt ved Læsningen hele Julen bare
for dette, jeg hev mig saa tosket op i.

For at være Kar for Fruentimmerne! Hvad har jeg
med deres Dansemoro? Jeg ligger ikke her for at more
mig eller spille Sprætjunker for dem; - aldeles ikke
- tvert, stik imod . . .

Og saa siger de, det koster bare to Mark! Naar det
kommer til Stykket, saa skal én jo ha' hele Riggen
færdig til Parade fra Masteknappen til Kjølsvinet. Det
er af Mynten det hænger, om jeg skal komme i Afdrift
med det hele! - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Men, skulde han did, saa vilde han ogsaa bringe ud
af det, hvad han kunde, og more sig.

- Dansesalen var pyntet med grønt og Bliklampet-
ter henefter Væggene samt midt paa et Par Flag med
krydsede Marinesabler under.

Der gik nu Dansen paa efter Hornmusiken.

Rejer havde faaet Bomuldsvanterne paa og et Fru-
entimmer under Armen, som han omtrent maatte løfte,
hvergang han dansede med hende; hun var næsten
ikke til at flytte, saa tung og smaatrippende var hun.

SIDE: 409

Saa gaar det den, som ikke er kjendt. Han maatte
til sin Ærgrelse erkjende, at han fo'r med en Trælast-
brye, medens alle de andre duvede i Dansen med
Fuldriggere og smekkre lette Skonnerter eller Brigger
og her og der kanske en lidt rundgattet bredere Galeas,
der vel var af de gifte . . .

Her gik lidt stivt for sig. En hel Del var Marine-
underofficerer eller af de fast ansatte ved Værftet, og
de havde sine Tommemaal paa Graderne mellem sig;
det hørte han af Passiaren tilhøire og tilvenstre. Hver
førte nok sine i Dansen, ialfald fik han ingen. Men
troede de, han var til for at feie Gulvet med alle de
Fruentimmer, de andre lod sidde, saa tog de feil!

Hans Øine løb om i Salen; han følte, det gjaldt at
arbeide sig ind i det en Smule hændigt.

Engelsdansen gjorde han i al Lunhed med en Ga-
leas, som var havnet paa Bænken bag ham, og som
tog Styret, da han ikke var kjendt med Dansen.

Men saa kom Skotsken, og nu vidste han, hvad han
vilde. Han havde set en liden sortøiet rask én med
kulsort flettet Haar og lys Sirtses Kjole, som ikke
kunde være saa høit oppe i Fiffen. Ansigtet var grovt,
- lidt negernæset var det -; men danse kunde hun,
det havde han set. Hun stod der i Rækken og trip-
pede ordentlig af Utaalmodighed og vuggede i Hofterne;
men høiere end til at danse med en af Matroslærlin-
gene naaede hun ikke.

Rejer var i et Nu ved Siden af hende og tog hende
op til Skotsken først og derefter til Svenskevalsen.

Han vidste, hvad han gjorde, og det varede ikke
mange Omgange, før den stærkvoksede, høie, frem-
mede Matros i de fine blaa Klæder og med det rolige
skarpskaarne Ansigt gjorde Opsigt. Han følte det selv,
og der kom over ham, - en Virkning af det an-
strengte unaturlig afholdende Liv, han saa længe
havde ført, - en vis stille vild Rus. Han kunde dan-
set saa længe, det skulde være, Benene bevægede sig
som gjennem Luft, de Vekslæders Støvler, han havde
kjøbt i Malaga, havde et saa passe lidet Knirk, -

SIDE: 410

han følte sig som en Fugl; og Tømmermandsdatteren
gav ikke tabt . . . Det var en behændig Manøvreren
mellem alle Slags Par, sene og snare, klodsede og
snublende, uden et Øieblik at støde an, altid raskere
og hændigere end nogen af dem. Og da han endelig
satte hende ned, var det ikke af Mangel paa Villie til
at fortsætte, - han var noget af en løbsk Hest, der
var kommet i Rend, men fordi Musiken med ét stan-
sede.

Da han gik fra hende tvertover Salen, følte han sig
Herre paa Pladsen; der tvilte ingen nu paa hans Ret
til Gulvet.

Se saa, - nu begyndte den kjedelige Engelsdans
igjen, som han ikke kunde. Han var slet ikke læn-
gere i Humør til at lade sig slæbe igjennem den som
sidst for Bugsertrosse sat an i en eller anden Madam.

Han var i sit Mod anvanceret fra Forsvaret til An-
grebet og begyndte at se en Smule paa de andre. Tu-
ren kunde nu være kommet til ham at dømme og
mønstre.

Han sad der i en temmelig flot Stilling med Benene
overkors paa Bænken, mens han iagttog Engelsdansen,
og han følte godt, der var mange, som saa hen paa
ham. Imellem de dansende heftede hans Blik sig
mere og mere ved en Skikkelse i blaa kjole - saadan,
hvad han vilde kalde rigtig frisk middelhavsblaat med
en Bris! - det var Fart med hende, - og hvide Strøm-
per og Sko. Det var Sara Rørdam, som altid dansede
blandt de øverste. Det stod ikke til at nægte, at det
var Figur og Reisning! - af disse stærke, myge Ma-
ster, som kan bære svære Seil uden at Stængerne gaar.
Jo, Ret skal være Ret, det er en stolt Skikkelse, -
prægtigt Haar; gult og mørkt om hinanden, lidt af
Zebraen i Menageriet i Triest; - men vakkert nok!
kun skulde hun ikke yderligere forspanske sin Nak-
kereisning med at sætte Haaret saadan i Knude, -
hun er kry nok før. Munter var hun, saa det lyste af
hende, ikvæld; han hørte hende le deroppe, og nu kom
hun nærmere og nærmere nedover. Der er mangeslags

SIDE: 411

Fruentimmer i Verden, tænkte han, nogle man liker
og andre man ikke liker; men ingen kan gi' Grunden
for det.

Sara Rørdam kom netop i Turen lige overfor hans
Plads, og det kun flygtige Blik, hun gav ham, satte
ligesom Seilet paa Tanken. Det var ledsaget af et
Træk, som antagelig skulde sige saameget som, at hun
fandt, han sad der midt paa Bænken og satte Næsen
vel høit i Sky for kun en Matros at være og dertil
Vedhugger i deres Skjul.

Han lagde yderligere Foden over Knæet og heldede
sig bagover, medens han ligegyldig vuggede den.

Han saa hen paa hende med den mønstrende Ufor-
skammethed, hvortil hans hele Ansigt var saa vel
indrettet, saa hun havde Følelsen af at danse foran et
Speil, der netop ikke satte hende i Rosenlys. Men desto
trodsigere og ligegyldigere - og hvad Rejer ikke turde
negte for sig selv, - stautere blev hun. Hun lo og
snakkede med den, hun dansede med, men blev altid
spanskere i Nakken, og saa fik han tilslut, da det gik
videre nedover i Turen, en Hilsen til Afsked med Øj-
nene, som fuldstændig takkede for havt Umage med
hende.

Man skal bare ærte Fruentimmerne, saa blir de
vakkre, - tænkte Rejer, før kommer der ikke Fyr i
fiskeblodet her nordpaa, - nei i Middelhavet! . . . Og
hermed fo'r han, da Engelsdansen var ude atter over
til den lille brednæsede Tømmermandsdatter. Men det,
han nu saa for sig over hendes lave, flettede Hoved,
var Sara Rørdams blaa Skikkelse og lysende Øine.

Det led udover Aftenen, og han havde nu alt dan-
set baade med ugifte og gifte. Begge Hjørnevinduerne
stod aabne ud til Stjernenatten, og under Taget hang
Trælysekronen med Talglysene dryppende af Heden og
flagrede i Trækken.

Han var kommen i Vinden, det var utvivlsomt; og
nu klemte han ogsaa saa haardt op i den, som han
bare kunde. Meningen med de to sidste Danse med

SIDE: 412

Madamerne var at vise Sara Rørdam, at han kanske
baade var hendes Ligemand og vel saa det.

Og nu gik han paa for at tage hende op. Han saa
hende staa ganske oplivet efter den netop endte Dans i
Samtale med nogle andre unge Piger.

Da det ikke var til at tage feil af, mod hvem han
stevnede, veg de uvilkaarlig tilside.

"Det er vel ikke saa let at faa en Dans med Jomfru
Rørdam?" hilsede han spøgende -

"Jeg har lovet mig bort til denne Dans, saa jeg maa
sige Tak!" svarede hun. Hun mødte ham lidt trodsig
maalende; hun havde ikke glemt hans Manér mod
hende fra Engelsdansen.

. . . "Og næste?"

"Tak, den er ogsaa bortlovet!"

Rejer blev rød, og hans Næse begyndte at stige til-
veirs med en Ansats til Haan; men han tog sig hastig.
Han vilde vise, at Afslaget aldeles ikke bed paa ham,
og at det nærmest kun var, fordi han havde været hos
dem i Julen, at han nu kom. Hun tog ogsaa feil af
ham, om hun tænkte, han agtede at fine paa sig for
hende her mere end hjemme!

"De bruger vel adskillig Ved i Huset nu?" begyndte
han som ligegyldig at spase.

"Hvorfor det?"

"Jo saa har De mig igjen i Vedskjulet om Morge-
nerne!" lo han.

Hun værdigedes ikke at svare noget til den Munter-
hed, trak blot lidt haanlig paa Munden.

Sandt at sige havde det, at Rejer optraadte saa fin
i blaa Klæder og dansede saa godt, ikke lidt overrasket
hende; og nu, han stod saa nær, saa hun oppe i Skjor-
telinningen over Knuden paa Silkehalstørklædet paa
Bondevis en Søljeknap.

"De er vist fra Vestlandet?" spurgte hun.

"Hvorfor det?" lød det fra Rejers Side.

"Fordi De ikke bryder Dem om Skik og Brug her!"
- kom det kort og kontant.

Rejer smilte udfordrende.

SIDE: 413

. . . "ikke mere kanske, end om det var i Rio?"

Hans Mine tirrede yderligere.

"Det undrer mig blot, at De ikke ogsaa gi'r Dem af
med at feie Skorstenspiberne her," kom det saa med
et Kast med Nakken.

Rejer saa paa hende.

"Det forsikkrer jeg Dem, Jomfru!" udbrød han med
dæmpet Stemme, der skjulte et helt Udbrud, "at kan
De bare skaffe mig en Feierpost, skal Rejer Jansen
Juhl gaa Piben, det er saa sikkert, som at han skal
ta' Styrmandseksamen uden at ha' en Skilling i Lom-
men. Jo, jeg er fra Vestlandet, Jomfru! - fra et Sted
der, som heder "Gaa paa!" - og det, enten det skal
gaa igjennem Vedskjul eller Byens Skorstenspiber." -
Han nikkede og gik fra hende.

I de to Værelser indenfor vrimlede der af unge Sjø-
folk, som lod Restaurationsvarerne komme til sin Ret,
og som nu under et Ophold i Musiken udsendte en
sand Skodde fra Snadder og Cigarer. Idet Rejer traadte
ind, omringedes han straks af en Flok Kammerater fra
Sjømandsskolen.

"Gisperen" havde overrasket ved at optræde som
Støver mellem Fruentimmerne paa Gulvet og var plud-
selig forvandlet til Løve ogsaa i deres Øine. At han
stod og huggede Ved hos Kanoneren for at klare Eks-
amen, hviskedes nu med Interesse, medens det før
høist kun havde vakt en tvilsom Opmærksomhed hos
de Par, som vidste af det. Nu saa de alle som én,
at "det var en Kar det!"

- "Laane min Snadde, Juhl? - ypperlig Shag . . .
"Birdseye", kjøbt i Liverpool!" . . . "En Cigar, Juhl!"
- man stak dem fra to Sider hen til ham.

"Nu sætter vi os, Gutter! - og saa spleiser vi sam-
men til en Mugge Punsch! - Hvad Juhl? . . . Sei Du
der borte i Ruffen! - en Mugge! - men kommer Du
med Thevand, skal Du selv faa spule Halsen med det!
. . . Stærkt, hører Du! - en ordentlig tre Marks Mugge,
- saa Barkassen kan flyde!"

Det var svært hyggelige Gutter, og Rejer kunde ikke

SIDE: 414

andet end føle sig smigret ved, at de alle var saa
ivrige paa at faa ham mellem sig.

Kammerater og Venner havde han aldrig vidst af.
Paa Skolen gik han sin egen Vei; han holdt sig fra
dem og de fra ham saa han lidet var kommet til at
kjende dem. Og nu sad han pludselig vel fortøiet og
røgende paa en Maade som selvgivet Bedstemand, i et
helt Lag med Venskab over en lav Sko! Det saa næsten
ud, som hver eneste én havde kjendt ham i ti Aar, -
og det var tydelig pene Mennesker allesammen, Sønner
af Smaakjøbmænd og Bestillingsmænd.

Man drak og man dansede, og hele Tiden holdt der
sig som en fast Stok om Rejer. Hans stø Væsen og
stærke Person tiltrak ved en vis overlegen, solid Sik-
kerhed, medens Virkeligheden egentlig var den, at
Rejer med den ulige større Udvikling, han i mange
Stykker besad, med tørstig Videbegjærlighed udfyldte
et stærkt Hul i sin egen Erfaringskreds. Han havde i
sin Opvækst bare levet med ældgamle, forstandige
Mennesker, havde aldrig vidst, hvad Ungdom var, og
nu speidede og gløttede han i al Skjulthed bag Øien-
laagene efter, hvorledes de unge Folk i hans egen Al-
der bar sig ad. De drak forfærdelig, det var vist, blev
muntrere og muntrere.

Og saa lod det, saa underlig desperat det var, til, at
de alle bare holdt én Pung. Den, som havde, spen-
derede paa den, som ikke havde; der var ikke Tale om
fornuftig Regnskab eller Opgjør. Den, som blev blank
slog bare lystig paa Lommen, og sagde det.

Rejer kunde ogsaa saa noget nær slaat paa Lommen,
men følte slet ingen Lyst til at raabe det ud.

Det var den tredie Bolle, og Venskabet knyttede sig
stedse varmere. Mindst fem forsikkrede, at de havde
set eller gjættet, hvad Kar han var, straks de saa ham
paa Sjømandsskolen, men at han havde set saa ufor-
skammet kry ud. En vilde blive hans Første-Styr-
mand, naar han fik Skude og blev Kaptein. En kaldte
ham hele Tiden "Nils Juel". En satte sig op til ham
og yttrede i Fortrolighed:

SIDE: 415

"Hør nu, Juhl, - hvad skal den Vedhuggen til hos
Haubitzeren? Du véd jo, vi altid kan laane Dig Penge.
Snak bare til mig, for om jeg ikke har selv, saa véd
jeg tre for en af os, som kan punge ud. Slig en Sjø-
gut staa og hugge Ved!"

Nu kom én i Døren og kastede ind den Bemærkning,
at der imorgenaften skulde være Sjømandsbal inde i
Laurvig.

"Vil Du gaa med, Juhl, saa gaar jeg."

"Jeg og!"

"Jeg og!"

Rejer trak paa det, han havde sin Gjenhage i Lom-
men.

"Der er alt flere af Fruentimmerne budne," vedblev
Beretteren, "De har været hos Bergs, - Marie Berg
skal did, og Høibaadsmandens to. Ja ogsaa Sara Rør-
dam" . . .

"Forstaar sig, de plukker ud de bedste af vore. Hende
skulde Du danse med, Juhl!"

Rejers Næse steg igjen op i det høie, som om han
bare vragede; han brød sig ikke med at fortælle, at
han havde været der.

. . . "Hun sender baade den ene og den anden ned
efter Falderebstrappen, maa Du vide; men danse kan
hun."

"Og saa er hun saa kvik at snakke med," lagde en
anden ind. "Jeg saa, hun stod og saa paa Dig, Juhl,
isted."

"Naar?" - vendte han sig raskt.

"Da Du dansede vel, - med den lille sorte Tøm-
mermandspjusken."

"Hun har en Skabelon, som er ubegribelig. Og saa
har hun saa vakkre Tænder, at Du kan bli hugæl'n af
at tælle dem, naar hun ler. Hun er som en Bølge" . . .

. . . en blaa Bølge!" - lagde én til pathetisk.

. . . "Havde hun blaa eller graa Øine? . . . graa eller
blaa?" - Rejer kunde aldeles ikke huske det, uagtet
han saa baade dem og Ansigtet for sig. Han maatte
ind i Salen og faa klaret den Sag.

SIDE: 416

Der kom Vals, og der kom Skotsk, og i begge strøg
han oftere ganske nær hende i Dansen. Men om
Øinene var graa eller blaa, var han alligevel ikke
paa det rene, da han igjen kom tilbage til Kamme-
raterne, endda hun et Par Gange havde set lige paa
ham.

Lidt taaget og svævende stillede jo Omgivelserne sig
for hans Øine; men saa var han ganske rolig for, at
der intet vistes udenpaa ham.

Graa eller blaa . . . blaa eller graa? - tænkte han.
Havde det været saa, at jeg huggede Ved der imorgen,
skulde jeg straks set den Ting . . .

. . . "Nu har vi holdt Skibsraad, Juhl!" lød det ham
imøde, den ene over den anden, - "stemt for Dig. Til
Laurvig gaar vi imorgen alle som én! Penge har vi.
Ingen behøver at betale igjen før af første Hyre, Juhl!"

Ja lad gaa! - han tænkte endnu paa graa eller blaa
. . . blaa eller graa . . .

Paa Morgensiden vandrede de saa Arm i Arm syn-
gende i Maaneskinnet nedover til Walla. Hun væk-
kedes ved en uvant Larm, Støi og mange Stemmer
foran Gadedøren . . .

REJER SVEISES I VENSKABS GLØD

"En kan nok faa Hesten til Bækken, men ikke til at
drikke!" mumlede Rejer bittert, da han for, vi véd ikke
hvilken Gang, maatte transportere sine Tanker hjem til
Bogen fra Laurvig. Det nytter lidet at sidde her og
gnu.

Hverdagen var begyndt igjen. Efter over halvanden
Uges uafbrudte Juleturing baade inde i Laurvig og
her, - det havde været en ren Kammeratrus og lidt
af en anden Rus ogsaa! - skulde der nu tages fat for
Alvor; men det gik kun med Pusten og Gispen og at
falde i Staver over Bogen og tænke.

Saa det ene og saa det andet kom igjen for ham.

SIDE: 417

Han røgte Shag af en Snaddepibe med et prægtigt
Ravmundstykke, som en af Kammeraterne havde for-
æret ham. Overhovedet vilde hver især indpaa ham
med det, at han skulde være netop hans bedste Ven,
og det var bra nok - forsaavidt! . . . Men prægtige
Karer var de allesammen, som gjerne vrængte Lom-
merne for hverandre.

Puf . . . puf! - han dampede - er dette at læse? . . .

Jo-o Sara Rørdam var virkelig efter mig med Fin-
ter der inde paa Ballet i Laurvig, - og det ikke bare
engang. "Ikke hendes Folk disse, som bestandig vil
være over hvad de er" - nei - puh! . . . Naa hun fik
det glatte Lag igjen, før vi skiltes! "Men véd De, hvem
der er af mine Folk, Jomfru Rørdam? Det er netop
saadanne, som tør være den, de er, og før knække
før de bukker sig." - Og dansede vi ikke saa uhyre
hyggeligt og muntert sammen hele Feieren bagefter!

Jeg ser godt paa hende, hun véd slet ikke, hvad det
er for en fyr, hun har for sig, og undres paa, hvor-
dan jeg kan have levet, siden jeg har blanket mig
saa for Hyren. Hun er ikke dum.

Naa - haa! - det nytter ikke at røge og læse paa
engang, det sætter Skodde i Ho'det. Han lagde Snadden
fra sig og tog atter fat.

Men klart, "oplet" Veir blev det ikke inde i Tanke-
gangen den Dag, og han var glad, da en af Kamera-
terne ud paa Eftermiddagen kom og bad ham følge
med og tage en Pibe oppe hos ham. Det Ekstrapen-
sum, som Læreren havde givet dem at klare i Naviga-
tionen under Juleferien, blev foreløbig stuvet tilside.

- Inde paa Sjømandsskolen gik det paa Nyaaret ikke
længer med Gispen. Det var livligt nok; Kammerater
paa alle Bænke. Feilen var blot, at de gav én forme-
get at tænke paa baade under og efter Undervisnings-
tiden. Snart var der en Flaske Punsch, som skulde
knækkes hos én, snart en liden Sviptur i Kompagni hid
eller did, saa at det udover Januar Maaned bare blev
at "skubbe fra sig" eller "stuve tilside" den ene Gang
efter den anden for at tages igjen ved Leilighed. For

SIDE: 418

Rejer faldt dette saameget lettere, som han hørte til
dem, paa hvem Læreren var tryg, saa at han sjeldnere
rettede Spørgsmaal til ham. Men de Huller, han paa
det Vis fik, begyndte at blive betænkelig mange.

Der var nu ikke længere Tale om at vække om Nat-
ten. Han kunde ogsaa have laant sig fra Vedskjulet
hos gode Venner; men det saa ud, havde én af dem
sagt, "som der en Tid blev snaut for Penge over hele
Jægten." Og efter den Yttring foretrak han for det før-
ste at hugge fremfor at laane paany. Desuden, - han
satte en vis Pris paa at tale med Sara Rørdam, uagtet
hun havde noget ved sig, som altid æggede ham til
at sætte i med store Ord, der ærgrede ham selv bag-
efter. Det var, som hun bestandig havde en Tvil bag
Øret om ham.

Saa kjendt, som han nu var paa Stedet, var det hel-
lerikke saa ligetil som før Jul at skille sig ved de fine
blaa Klæder. Nu havde han staute Kammerater, og
hos Kanonerens smagte det ham ikke at te sig rent
ud som en Sjauer længere. Sara Rørdam havde en
Maade at se ham an paa, som hun altid tænkte paa, hvad
hun skulde tro om ham, og kom han nu ogsaa til Søn-
dags seilende i den gamle slidte Habit, vilde hun med
de Øinene sine nok grunde ud, hvor han havde gjort
af de blaa, - Walla var sletikke sikker for at være
sladderagtig heller!

Det ene med det andet; - her var Forlegenheder,
som satte ham ud af Læsegjængen. Naar alt kom til
alt, saa laa han jo i Lommen paa hver én af sine Kam-
merater, og saa havde man ondt for ikke at være høf-
lig og komme, naar de overhang ham om at være med
sig.

Han grublede alvorlig paa at skrive ind til Styrmand
Lind i Sandefjord. Ikke for paa nogen Maade at
kræve ham, men blot høre, om han kunde skaffe Ud-
vei til at faa en liden Klat Penge trukket paa Hyren
til Vaaren. Han vilde sætte ham ind i Omstændighe-
derne med Styrmandseksamen.

SIDE: 419

Ligesaa godt skrive først som sidst, - og Brevet gik
afsted.

Imidlertid hjalp han paa Affærerne ved at paatage
sig Halvdagsarbeide ude ved Alert, som blev kjølhalet
paa Isen. Paa den Maade blev han vistnok sat dygtig
tilbage, just nu det kneb; men saa maatte jo Styrmand
Linds Brev snart komme! Ogsaa havde han det at flyde
paa, at han havde faaet Begyndelsen og Grunden i Tin-
gen saa godt og greit ind.

I Kanonerens Vedskjul stod han om Morgenen saa
prompte som et Slaguhr.

Siden Julen var Sara ikke længer saa let at faa i
Tale; hun kom aldrig ud i Vedskjulet og bad ham ind,
overlod ham ogsaa mest til sin Far under Frokosten,
medens hun stellede ude og inde i Huset.

Idag, Kanoneren var gaaet paa Værftet, havde hun
imidlertid Strygning. Fjelen laa fra en Stol tvertover
mod Kjøkkenbænken, og hun stod med Ryggen halvt
mod ham og strøg. Efterat have sat Kaffeen hen paa
Bordet til ham, tog hun igjen ivrig fat.

Rejer forhastede sig ikke med sin Frokost, det var
saa hyggeligt at sidde og se paa. Hun dynkede og strøg
og glattede det ene Stykke efter det andet; det var, som
han ikke var til.

Endelig syntes hun vel, han kunde have siddet længe
nok.

"De har vel ikke mange Timerne at give bort nu om
Dagene, Juhl! det er jo knap fem Uger til Eksamen."
- yttrede hun lidt lattermild for at give ham en Min-
delse om at gaa.

"Altid Tid nok for den, som forstaar at bruge den,"
svarede han overlegent; han syntes ikke om saadan at
vises Vinterveien og blev siddende.

Strygejernet gik langsomt dampende fremover. Det
var at se paa hendes Ansigt, at hun mente noget:

"Det maa være godt altid at kjende sig ovenpaa, -
selv om man har sat Hyren overstyr og maa" - hun
sendte et Blik ud til Vedskjulet.

Det var et pludseligt Angreb lige i Kjernepunktet.

SIDE: 420

"Hvem siger, jeg har gjort det?"

"Har De den kanske?"

"Nei det er sikkert, jeg ikke har."

"Jeg skulde gjerne villet set Dem med tre Aars Hyre
i Lommen, hvor høit De da satte Næsen!"

Naa hun er sandelig godt underrettet, tænkte Rejer.

. . . "Der er Folk, som blir kryere, jo værre det gaar,
Jomfru!"

"Værre det gaar? - et voksent Mandfolk med bare
snaue sig selv at sørge for!" udbrød hun.

"Da forliser der mangen Matros paa bare snaue sig
selv, som De siger. Sidde der stuvet paa hverandre i
Lugaren i maanedsvis ombord, - og saa med engang
slippe iland med Hyren i Lommen. Han skulde kanske
bare fornøie sig med at rende op i en Sparebank!"

Hun rystede op en Gutteskjorte, som skulde paa Fje-
len og stryges:

"Fornøie sig? ja De har rigtig Ret, Juhl!" lo hun,
"det vil vi saa gjerne allesammen, vi faar bare saa
sjelden Lov!"

"Fruentimmer er nu engang anderledes, det er ingen
Raad med det, Jomfru!"

"Aa jeg véd ikke, om de er saa rent anderledes jeg!"
sagde hun og blev staaende lidt grundende. "Jeg har
altid kjendt det saa tungt for Brystet, naar Skibene gik
ud om Vaaren. Nei aa nei! den, som kunde faat være
med bare én Gang og set andetsteds, om de stryger og
bager og feier og skurer der ogsaa, fra de staar op til
de lægger sig . . .

Alle vi Smaapigerne, naar vi kom flyvende med Tav-
lerne fra Skolen og vidste, at Ringdals "Gyda" skulde
gaa ud, eller Røds "Alida", eller at "Mindet" lettede ude
paa Havnen, saa fik vi vel Benene med os, skulde jeg
tro, - det er saa eget med at høre Ankerkjettingen! Vi
slængte Bøger og Tavler og Penaler ihob ved Grøften,
og saa bar det Veien opover til Udkikene eller ned til
Bryggen og ud paa Værftsvolden eftersom Fartøierne
laa til. Saa laa Matroserne der som Fugle over
Ræerne og gav ud Seilene og saa ud hver og én

SIDE: 421

som de alt kunde kige udover til Udlandet! . . . Huf ja,
- gi' mig en Skilling for hver Gang, jeg syntes det
snørede sig sammen for Brystet, fordi jeg var Pige og
bare skulde være hjemme. Det var slig Opsang og sligt
Liv med dem alle derude. Matrosen fik en anden Røst,
naar han først var ombord . . .

Naar de var langt udenom baade Gabene og
Staværnsodden, maatte vi lakke hjemover saa fattige,
som om halve Verden var reist!"

Hun greb hastig Strygejernet, som hun havde glemt
at flytte, saa der stod en brun Triangel igjen paa Skjor-
ten.

Rejer havde reist sig i hele sin Længde:

"Ja, naar Fruentimmerne var slige! De skulde gifte
Dem med en galant Sjømand, Jomfru Rørdam, - saa
slap De at gaa her og brase og kokkerere."

Sara lod Jernet gaa fast og med Eftertryk henover
Halslinningen:

"De skal ha' Tak for godt Raad, Juhl! Sjøen er usik-
ker Grund og Sjøfolk ikke likere. Jeg har set mange
komme hjem og være høie i Huset med tomme Lom-
mer." Hun saa noget hvast paa ham.

Han vidste godt, hvad det var for Tanker, hun gav Luft!

"Hvad véd De om mig, og hvordan jeg er bleven kvit
min Hyre, Jomfru? Men vil De gjøre mig en Tjeneste,
som jeg forresten ikke tror saa synderlig paa, saa bed
Deres Far skaffe mig noget bedre end denne sløve,
hakkede Kjødøkse at kløve Veden med, jeg maa banke
den over Stabben som Tørfisk."

Hun stod og saa noget rød paa ham, da han med
disse Ord tog Huen og gik.

Høist uforskammet! - tænkte Rejer. Hvad kommer
min Hyre hende ved?

. . . Svært indbildsk, . . . frygtelig indbildsk! . . . Jo,
hun skulde komme til Barcelona eller Malaga og se sig
om paa Fruentimmerne der! - jeg tænker hun skulde
dukke Ho'det lidt ned, naar hun saa, hvad Slags Øine
de fyrer op med. Skjønt - - jeg tror slet ikke, hun
vørdede dem engang! - og de vilde vist synes, hun

SIDE: 422

var rigtig vakker dernede med det svære, spraglede
gule Haaret og den kry Reisning, - rigtig en Gallions-
figur.

Den næste Dag fandt han Øksen liggende blanksle-
ben paa Stabben.

Han saa paa den og grublede en hel Del over, hvor-
dan hun havde faat gjort det; men endnu mere grun-
dede han over, hvorfor hun havde gjort det? . . .
Det kunde være, fordi hun vilde gjøre det godt igjen;
men ogsaa, at hun vilde vise, at hun ikke agtede at
taale nogetslags Tiltale for deres Sager af ham.

Da han satte Øksen i Stabben og gik ind til Froko-
sten, var hun spansk, og han ikke mindre stram igjen.
Hun saa ham næsten ikke, og lod, som hun aldeles ikke
lagde Bræt paa, enten han kom eller gik.

Men han havde andre Ting at tænke paa end det.
Der kom intet Brev fra Styrmand Lind, og Dagene gik
fra ham med Eftermiddagsarbeide nede paa Alert, den
ene efter den anden. Var det end saa, at han kunde tage
det igjen ved at læse om Natten og gjøre tre Uger til
seks, saa var det ialfald for Øieblikket en nederdrægtig
skammelig Klemme, han var sat i. Det strenge Efter-
middagsarbeide slog Natten ihjel for ham. Det var
umuligt at holde Øinene oppe efter det.

En hel Uge gik endnu. Men saa kom da ogsaa Styr-
manden selv. Han var buden ind til det store Bal, som
skulde være hos Skibsreder Singdalsen for hjemme-
værende Styrmænd og Kapteiner.

Han stod just og barberede sig til Ballet, da Rejer
kom ind til ham nede i Madam Stenersens Herberge.
Fra den oppakkede Kuffert laa og hang der Klædnings-
stykker, stivet Linned, hvid Vest og Alunskindshand-
sker, nye og brugte, udover Stolene. Han havde stil-
let Barberspeilet paa Kommoden med et Talglys paa
hver Side:

- "Turet noget forskrækkeligt i Sandefjord! . . . Jeg
tænkte, Du døde nu vel ikke paa en Uge eller to, Juhl!
indtil jeg kunde komme ind og tale med Kapteinen om
Forskud for Dig. Ja, for Du havde nu vel ikke dysset

SIDE: 423

din Sjæl i Blund med, at der fandtes Penge hos mig
vel?" vendte han sig jovialt om til ham fra Speilet. "Af
talen var jo, at det skulde staa paa Afregning, til vi
gaar tilsjøs igjen."

"Nei", lo Rejer - "ikke har der været Tanke hos
mig om at klemme Dem, Styrmand! - det saa De jo
i Brevet."

"Javist!" - han tog atter fat paa Barberingen -
"Kommer nok til at tale til Kapteinen baade for Dig
og mig, - for en saadan Vinter iland er rent til at blive
Fattiglem paa.

. . . Jeg vil slaa paa det til ham ikvæld, naar vi haler
ind til Punschebordet."

Han trak paa sig og trampede i de lakerede Støvler.

"Saa!" - han rettede sig - "nu tror jeg, jeg er klar."

Og fin var han fra Top til Taa, det lod sig ikke
nægte.

For Rejer var der altid noget vist betagende ved den
djærve, flotte Sjømandsskikkelse; den havde nu engang
fanget hans Skjønhedsfølelse.

Da de skiltes oppe i Gaden, yttrede Lind:

"Saameget forstaar jeg mig paa Veirfortoningen, at
fra Singdalsen kommer ingen før lyse Dagen, og saa
er det vel ikke værdt, Du spør' ned til mig efter Myn-
ten før imorgen Eftermiddag engang, - saadan Klok-
ken fire fem."

Rejer gjorde høire om. Nu skulde der for Alvor gaaes
Seil med Eksamenslæsningen, og paa høie Tid var det!

Han slog efter og regnede og læste, saa det durede
udover Natten. Det var Sager, han skulde havt inde for
over en Maaned siden, og nu holdt det haardt, det stod
mangesteds fast for ham, saa han maatte læse efter
fra Grunden. Han stillede Vækkeuhret og sov et Par
Timer i Armene ved Bordet; tog saa paa igjen.

Nei, skulde det gaa saa, blev det sene Varp. Om
det og det og det fik han spørge nogen af dem, som
havde læst det. Knuden var, at vinde ind paa Tiden.
Kanonerens Vedskjul vilde han ikke mere vide af, det
skulde være sidste Gang idag, saa han fik aldeles fri til

SIDE: 424

Læsning. Tolv Timer Dag, - og Natten, naar han kun
sov fire Timer, det gav et Døgn paa nitten tyve Timer.

Han gik ganske tidlig hen i Vedskjulet den Morgen
med Lygte for at faa ryddet det sidste afveien og være
færdig til Dagen.

Han havde alt den behagelige Følelse af at have hug-
get og kløvet sig varm, da der om Hushjørnet naaede
ham et Par Stemmer, som gjorde, at han blev staaende
urørlig med Øksen.

. . . "Aldrig moret Dem som iaften? - det har De
sagt mange Gange før, Styrmand Lind!" - lød en mun-
ter Fruentimmerstemme.

"En kan aldrig vide, hvad der gror op paa Stedet,
mens én er ude paa Reis! De løb om som Smaapige,
husker jeg, da jeg blev konfirmeret. Splitte min Bram-
stang, om jeg har danset slig før med nogen! . . . Min
ringe Mening er nu, naar jeg faar Lov til at sige den
ende ud, at De skar som en Klipper mellem bare Træ-
lastskuder, høit til Luvart af dem allesammen! . . .
skvæt afveien, her kommer én, som er for sig selv!"

"Der er ingen som Sjøfolk til at have det i Munden
og Benene. Danse og snakke for sig, det kan de alle,
men ellers" . . . Fandt Du Dørnøglen. Far?" afbrød
hun. De var stanset foran Gangdøren.

"Javist, javist! - Tak, min rare Ven, som hjælper en
gammel benløs Mand op af Trapperne . . . Adiø, adiø,
Hr. Styrmand!"

Gangdøren smeldtes et Par Gange i, før Kanoneren
fik den lukket.

Rejer var rask fremme i Aabningen til Vedskjulet;
hans Ansigt havde et hvast Udtryk. Han stod længe
og saa i Graalysningen, hvorledes Styrmand Lind gik
opefter Gaden med det sortkrøllede Hoved kastet bag-
over. Han var farlig vakker, saadan som han stod der
og snakkede med Sara Rørdam om Klippere, og hvad
det var for Slags Sukkertøi altsammen, han strøede for
hende.

Han brød sig ikke om at spise Frokost derinde den

SIDE: 425

Dag; hun gik der naturligvis søvnig efterat have mo-
ret sig hele Natten og tænkte paa sit.

Han slængte øksen hen paa Veden og skyndte sig
hjem til Walla for at faa Kaffe der, før hun gik ud.

"Om jeg vil skaffe Dem Kaffe, Juhl? - Javist, og
det den, som er baade ægte og stærk, - en Ungdom
saa anset i Byen, som De er baade af høi og lav! Om
jeg saa skulde miste Fortjenesten baade paa Institutet
og Aspirantskolen, - for der har Morgenstund Guld i
Mund for en gammel Kone, som passer paa sit . . .
De skal faa to Theskeer paa Kjedlen af Eberhards til
tredive; det faar De ikke hos Kanoneren."

Hun snakkede og snakkede; men Rejer var ikke op-
lagt til at høre efter og glad, da han saa Ryggen af
hendes gamle, brune Kaabe ud igjennem Gangen.

Et græsseligt Snakketøi! - hun satte mig paa saa
mange Ting, at det nu er mig plat umuligt at læse, før
jeg faar gaa't det af mig.

Om Eftermiddagen var han inde hos Styrmand Lind,
der sprang op af Sengen i Vest og Skjorteærmer:

"Har sovet til over Middag; men Forskuddet er ord-
net. Tyve Daler at hente, naar Du vil! . . . Aa, i - aah"
- han strakte sin slanke Person, "hvor jeg har danset
inat! . . . Skal ud iaften igjen i Selskab. Men Du kan
tro, jeg traf en vakker Pige! Vi dansede, ja vi dan-
sede, - og det skulde netop træffe til, at det var en
god Bekjendt af mig, fra jeg slængte her som Gut."

"Nu har jeg ikke været paa én Plads, hvor ikke De
har havt Slægtninge eller Bekjendte, Styrmand!" bu-
sede Rejer ud - "men Sara Rørdam" . . .

"Hvad? - har Du alt hørt, at jeg dansede med Jom-
fru Rørdam?"

"Her er et Sladderhul, - et frygtelig Sladderhul!"
- forsvarede Rejer sig flau.

"Det er en omframt Pige, - jeg faar ned og hilse
paa gamle Haubitzeren."

- Disse Ord kom Rejer tilbage til under Læsningen
den Nat; de holdt ham i stadig Grubleri . . .

- Han hævede Penge den følgende Dag og var oppe

SIDE: 426

hos Styrmanden for at sige ham det, og - for at komme
efter, om han havde været nede hos Kanonerens. Han
kunde ikke lade være at holde Udkik i Gaden efter
ham.

Wallas Overflødighed af Ord var stor som hendes
Glæde, da han viste sig som en prompte Betaler; -
"hun havde bestandig tænkt og vidst, at han vilde be-
tale baade, hvad han havde laant og ellers skyldte
hende. Det var en Guds Gjerning at bie et saa agtvær-
digt ungt Menneske, - hun skulde nok udbrede ham,
hvad han var for én i alle Maader" . . .

Han afgjorde endnu en liden nødvendig Klat oppe
hos en Kammerat og tog saa fat paa Læsningen for før-
ste Gang med den beroligende Bevidsthed, at han havde
den fornødne Drifts-Kapital i Lommen, men tillige med
Følelsen af, at det nu ogsaa gjaldt den yderste Anspæn-
delse.

Han læste, sprang op i Gaden for at faa gjennemgaa
hos en Kammerat, naar det kneb, saa hjem igjen som
en Pil. Han saa egentlig først nu, hvor frygtelig han
laa agterud. Det værste var straks naturligvis, før det
kom paa Glid igjen. Han talte Dagene.

Som han kom hjem en Eftermiddag fra en af sine
Udflugter med Bogen, fandt han Jens Nordberg - han,
som havde foræret ham Snadden, siddende henne paa
Skibskisten.

Han var Kammeraternes Yndling, en liden rund rask
én med melk- og blodfarvet rundt Ansigt og lyseblaa
Øine, altid lystig, altid klar paa Udveie, naar det gjaldt
at opdrive Omkostninger til lidt Kommers. Men han
saa ikke lystig ud idag. Han sad og kneppede med
Hænderne og saa ned i Gulvet. Han var "kommen for
at faa et Raad hos Rejer," og blev igjen siddende stille
og stum.

"Har ikke en Skilling!" - slap det endelig ud af
ham. "Ikke en Skilling at faa hos nogen, - og jeg,
- jeg faar ingen Styrmandseksamen jeg!" - endte
han og saa resigneret op, som om han selv alt havde
opgivet det. Han var rød i Øinene; det saa næsten ud,

SIDE: 427

som han havde grædt. "Det er ikke for mig, men de
gamle hjemme paa Nordberg vil bli' rent fortvilet, ser
Du. Jeg lovede dem den Eksamen ifjor ogsaa."

Det gik hedt i Rejer: han skyldte ham Penge, men
rigtignok først paa Hyren til Vaaren.

Han gik lidt frem og tilbage:

"Ja, ja, ja . . . hvad er der at gjøre ved det?" -
det begyndte at koge i ham. Der sad det Kreatur der
paa Kisten! - "Jeg syntes det var netop Dig, som sagde
mig, at der laa Penge at faa tillaans rundt om i alle
Lommer."

"Det saa ud saa dengang; og jeg har da leveret, saa
langt jeg kunde."

Det var en Bebreidelse, og Rejer fik en pludselig Lyst
til at kaste ham den fine Snadde i Ho'det.

"Anton Holm mente, at der kanske kunde være no-
gen Raad oppe hos Dig, siden Du havde faat Penge
i Mandags. Men hvor intet er, er Keiserens Ret forlo-
ren, véd Du!" - endte han sørgmodigt, idet han reiste
sig. "Min Styrmandseksamen er væk den. Men om
jeg kunde forskrive mig til hundrede Daler for de syv
nu, jeg skulde" . . .

"Der er dine syv, Nordberg! . . . men saa skal Du
gjøre mig en Tjeneste: - at tage den Snadden din igjen,
- jeg kjører den ellers ud af Vinduet og ned paa Ga-
den!"

"Hvad? - kjør den hvor Du vil for mig!" sagde Jens
Nordberg pludselig kry, han holdt Pengene i Haanden;
"det er somme Folk, som takker paa den Maade, naar
de har faat en Haandsrækning. Ikke vidste jeg, Du var
slig! - Naa, Adiø" . . .

- Prøveeksamen skulde holdes. Rejer havde i det
sidste arbeidet, sultet sig og sprænglæst og lod staa til.
Vistnok var her Fare for Uheld baade paa det ene og
det andet Spørgsmaal, men han stolede paa lykken, sin
Kredit hos Læreren og sin egen Koldblodighed.

Eksaminator begyndte dog, svineuheldig nok, at for-

SIDE: 428

fare ham netop i det, der var læst efter Jul, og da han
straks traf lige i et stort Hul i hans Kundskabskiste,
satte han i Opgaverne med en Sikkerhed, som han
kunde have gjættet ham, Stokken ned i det ene Tom-
rum efter det andet udover, - aldrig andetsteds end
netop i Hullerne!

For Kammeraterne saa det ikke ud som det gik ind
paa ham, da han gik fra det.

Men om Kvælden, da Rejer sad alene med Albuen
paa det flisede Bord og de sammenlagte Bøger og Reg-
netavlen foran sig, viste hans Ansigt andre Følelser.
Han stirrede stivt, urørlig hen for sig. Praasen stod
med en lang Tanne i Stagen; dens trevne Skjær skim-
rede saavidt hen paa Brandtmuren med dens tilstop-
pede Stump af et Ovnsrør . . .

Han havde igrunden strævet umenneskelig, - som en
Hest! - for den Eksamen, - slidt i dette Kot som al-
drig før i sit Liv.

Han havde sat saa uhyre meget paa dette Kort, -
ment at faa gjort en hel ny Begyndelse til at slaa sig
op og komme sig frem i Verden, - et helt Sæt frem-
over! . . .

Det sittrede i hans Ansigtsmuskler; han havde en
skjærende Fornemmelse af Fortvilelse.

. . . Ikke havde han levet paa det løse i alle disse
Aar, naar han ikke havde stolet paa, at han skulde tage
Eksamen saa let som en Fjær, straks han kom hjem,
- svinge sig op med ét Kast til en rigtig betroet Styr-
mand, der med sit paalidelige praktiske Sjømandsskab
nok snart skulde staa med den ene Fod i Stigen til at
blive Fartøifører.

Han havde tænkt at kunne skrive saa stort hjem
nu! -

"Aa," udbrød han bittert, "igrunden er det jo lige
fedt, hvad der blir af slig én som jeg, som gaar der
alene i Verden som en ensom Sild, der er kommet væk
i Havet! . . . Up and down . . . eller tilbunds! - det er
ikke saa nøie paa Sjøen!" . . . han klemte Knoerne ind
i Tindingen . . .

SIDE: 429

For Sara Rørdam havde han da skrydt nok, og nu
stod han der! . . . Og hvis var Skylden?

Han saa Styrmand Linds smukke Ansigt for sig, og
ikke med blide Følelser. "Skylden? - haa, haa, haa"
- han lo høit, - "naturligvis din egen, din indmarge
Dumrian! - som la'r Dig æde op baade af Kamme-
rater og Venner, som ikke engang lægger Mærke til,
at de putter din hele Styrmandseksamen i Lommen . . .
haa haa haa, dit Kvæg!"

"Kjære Dem, Juhl, hvad er det?" stak Walla Hove-
det ind, forskrækket ved den uhyggelige Latter.

"Ingenting, Madam Wahl! jeg tænkte bare paa no-
get morsomt, og saa vil jeg gaa mig en god lang
Tur" . . .

"Og hvordan er det gaat Dem da, Juhl, - til Eks-
amen idag? Jeg skulde vel titulere for Styrmand" . . .

Han var alt ude af Døren.

Han gik langt udover Veien i Sludnatten og lagde
just ikke Mærke til Snebløden, hvori han stampede til
op over Støvleskafterne. Hans Hoved blev klarere, og
eftersom han gik, blev det et saa skarpstevnet Juhle-
ansigt, som Slægten nogensinde havde produceret.

"Enten vil du være med i dansen," gjorde han sig
op "eller vil du ikke! og vil du, saa skal det ialfald
bli' mig, som skal danse med de andre, og ikke de
andre, som skal haandtere og svinge med mig. De skal
faa kjende den Vidie, som er seig!

Gaa paa igjen! Næste Høst Eksamen. Passe Skil-
lingen! - og da kan de være blanke, hvem som vil,
for mig - Rejer Jansen Juhl skal ikke være hverken
blank eller opædt! . . .

Ho-ho! - jeg tror, jeg nu har Greie paa, hvor
Haiene gaar!"

I de Uger, siden han dumpede til Styrmandseks-
amen, paatog han sig strengt Arbeide ude paa Havnen
for at faa klaret af, hvad han skyldte. Han vilde have
rent Dæk, før han reiste.

Det var nu Dagen, før Alert skulde ud i Langfar-
ten igjen. Indom Rørdams havde han ikke set, siden

SIDE: 430

han gav op Vedskjulet. At Styrmand Lind af og til
kom der, havde ikke undgaaet ham; men hvad kom
det ham ved? . . .

Han havde dog været meget i Beraad med sig selv,
om han skulde gaa derind og sige Farvel og takke for
sig, inden han fo'r. Haubitzeren havde været ham en
god Mand og det kunde ogsaa være løierlig at se, hvor-
dan Datteren vilde té sig nu, han var dumpet til Styr-
mandseksamen. En faar Visdom! - Walla, stakkar,
vendte bare den gamle brune Kaaben sin, efter som
Vinden blæste og de snakkede oppe i Byen. Hun var
blevet rent sky og mistænkelig mod ham bagefter, -
ymtede om Betaling længe før Tiden og slog endog paa
Forskud. Det var nu hendes Natur, stakkar! Det er
paa de lette Fjær, én skal se, hvad Vei Vinden blæser.

Han var glad over, at han nu havde gjort op med
hende og beroliget hendes Sjæl.

Ind til Rørdams gik han om Formiddagen og blev af
en af Gutterne vist op til Kanoneren, der laa syg.

"Marts Maaned! Marts Maaned, min rare Ven!" -
modtog han Rejer fra Sengen, "og saa farer Gigten i
Træbenet, - kunde gjerne hængt det ombord som Ba-
rometer, naar gamle Conrad Rørdam saa ogsaa slap
at rope "Au" til. Au! Au!" - han flyttede sig i Sen-
gen . . . "Frøs det af mig, da Engellænderen tog os
paa Prisen mellem Isstykkerne i Skagerak; men blev
ikke kvit det alligevel. Ja ja, det gjorde en uvørren
Gast til Dannebrogsmand!" . . .

Rejer maatte reise ham i Sengen under adskillige uf
og au.

"Det blev bare til Fliser med Styrmandseksamen
iaar, min rare Ven! uagtet Du fik godt Lov for Begavel-
sen . . . Ja, ja, ja, - vi forliser én her og én der . . .

Og nu skal Alert ud igjen! - en net, rar Mand, den
Styrmand Lind! . . . glemmer ikke gamle Venner, fra
han løb her som Dreng, - vilde komme her og sige
mig Farvel iaften, - morer sig med at sidde og høre
paa en gammel Lollandsgast fortælle -

Knap Tid, ser jeg!" - sagde han, da Rejer med ét

SIDE: 431

reiste sig. - "Ja ja ja, . . . Farvel, min rare Ven! det
vil vare et godt Stykke udover Sommeren, for der er
Ende paa al den Ved, Du har kløvet hos Rørdams."

- Nede i Stuen fandt han Sara øiensynlig overra-
sket ved hans Besøg.

Han satte sin brede, selvsikkre Side til. Hendes
Spanskhed fik sandelig taale ham i de fem Minutter,
han agtede at genere hende i Stuen; han kunde ikke
for, at han ikke var Styrmand Lind!

"Jeg vilde ikke reise uden faa sagt Deres Far Far-
vel," sagde han, "den gamle var pyntelig mod mig i
Vinter - og Dem med, Jomfru! Alert skal nu lægge ud
igjen. Her blev jeg da hængende i mit eget Skryt! -
men det kan jo være det samme for den som "bare
har snaue sig selv og passe paa", som De siger."

"Aa, Rejer . . . Jansen . . . Juhl ta'r vel det snart op
igjen!" hun skarede lidt spøgende paa Rejer, - "han
har da ikke mistet" . . .

- "den kry Næsen endda! mener De. Nei, den skal
De faa slaa mange Gange, for den blir flad. Den har
bare faa't det, den har godt af, og burde lugtet sig til
før."

Hun saa forskende paa ham en Stund og derpaa ned
for sig:

"Min tro er nu, at der netop er nogen, som har ta-
get Dem ved Næsen, siden det glap for Dem med Eks-
amen, ellers forstaar jeg det ikke."

Det var næsten som en hel Begivenhed indeni Rejer,
at hun havde den Tro til ham.

Medens hun saadan saa ned for sig, havde han stir-
ret paa det vakkre Haar, som var lysere inderst og
mørkere udover. Det var derfor, det blev saa gult og
mørkt vekselfarvet i Opsætningen, og hun havde havt
et saa eget godt, næsten undseligt Udtryk.

"Aa, det er let at give Fanden Skylden, - hver Ryg
faar bære sit! . . . Og nu skal De have Tak for alle de
Kopper Kaffe, De har skjænket mig; jeg vilde ikke
have mistet dem, om jeg saa fik hele Styrmandseks-
amen for det! . . . og lev saa vel, Jomfru Rørdam!"

SIDE: 432

Han dristede sig til at tage hende i Haanden og gik
hastig.

Men nedover Gaden saa han endnu de faste Øine
rettede saa forunderlig vakkert paa sig, som om hun
vilde give ham et eller andet Ønske eller Raad med
paa Reisen.

- Nede ved Alert var fuld Travlhed. Vandfadene
laa paa Siden, og Styrmanden stod med en Skraa i
Munden, optaget af at kommandere Folkene op at smøre
og løse Seisinger og faa Fisktaklet klart, til Ankeret
skulde hives næste Morgen.

"Husk paa at møde mig med Jollen ved Bryggen
ikvæld Klokken elleve!" nikkede han kort, da han saa
Rejer.

Rejer gav sig til Arbeidet og tog i som en Bjørn.

"Haubitzeren véd nok, hvad han gjør, naar han in-
viterer en Styrmand til sig!" mumlede han indædt, ihu-
kommende, hvad den gamle havde betroet ham om
sine Formaninger til Datteren. Naar én slider og ar-
beider, slipper én for at tænke . . . Gaa paa!

REJER LODDER FØRSTESTYRMAND OG FINDER KUN
ALTFOR SNART GRUND!

Tidligt, endnu inden Isbrydningen rigtig var be-
gyndt, gik da Alert over til Cardiff med sin Ladning
Rujern i ægte rusket, stormfuldt Nordsjøveir, - klos
Bidevind og vel fuldt i Nordvesten med Hagelbyger
nedover.

Baadsmanden gik og skubbede sig for Gigten og paa-
stod, at der var Sne i Luften. Han vilde stadig anlægge
en Reberbane iland, men kunde bare aldrig modstaa,
naar Styrmand Lind kom ind i hans Stue og sagde:

"Naa Jakobsen, nu faar vi ud igjen og vaske."

"Ikke jeg, Styrmand! De véd" . . .

SIDE: 433

"Snik Snak, Jakobsen!"

- "De véd, det om Reberbanen" . . .

"Der skal Penge til."

"Hm, - grundkoldt i Luften! . . . Gigten."

"Den steger sig bort syd under Linien. Jeg skikker
en Flaske Arrak med Nelliker til Dem, Jakobsen, -
til en Svedekur. Kom saa op til mig og sig mig, om
det har hjulpet."

"Ja vel, Styrmand! Hm, - naar skal vi saa, - jeg
mener Alert" . . .

"Der kneb jeg Dig, din!" . .

Styrmanden plirede, og Jakobsen plirede.

Jakobsen vilde være blevet en ulykkelig Enkemand,
om Alert virkelig skulde stukket i Sjøen uden ham.

- Det var omtrent det samme Mandskab, næsten
alt Folk fra Laurvigspollen og Staværn opefter til Ny-
Hellesund. Stewarten var kommet ind fra Hotellet i
Laurvig, og Svensken, der fra først af var hyret i Gøte-
borg, men aldrig saa Kans til at komme hjemover om
Vintrene, "spillede igjen som en Tiur der forude paa
Bakken", som Tømmermanden sagde.

Enten Rejer i Olietrøien og Sydvesten slubrede langs
Dækket med Kammene af Braattene i Høide med Me-
sanbommen, eller han tog sit betroede Rortørn i bælg-
mørke Natten Hundevagten udover, stod to Ting saa
fast, som hans Mund var sammenknebet og Hagen
hvas: først, at han ikke vilde komme hjem hyreløs som
en ubehjælpelig Ko næste Gang, og dernæst, at han
vilde nytte Tiden under Langfarten til at læse og gaa
igjennem praktisk al den Navigation der skulde til for
at tage Styrmandseksamen iland.

Bagbords Vagt var vel afløst og krøben under Dæk.
De havde havt det surt nok til Midnat; nu lettede det
lidt med Skurene, og første Rand af Nymaanen saaes
af og til mellem Skyjaget. Det var femte Døgn, de var
i Sjøen, og Rejer havde Rortørn Hundevagten udover.

Det undrede ham noget at se Styrmanden endnu oppe
paa Dækket; han vandrede med Snadden lysende un-

SIDE: 434

der Næsen i Mørket frem og tilbake i Luv. Af og til
stod han stille ved Mesan- eller Storvantet og saa ud.

Det var vel Veiret og Maaneskiftet, han vilde tage
rede paa, for han saa altid længe opefter. - Dygtig
Kar! Sjømand gjennem Sjæl og Krop, - gaar ikke
tilkøis, før han har faat sit Veirbestik i Orden, tænkte
Rejer.

Han faldt netop af med Roret efter en Braadsjø, han
havde ladet Alert løbe op igjennem, da Styrmanden
stod ved Siden af ham.

"Hør, Rejer!" spurgte han lavt, idet han bankede
Snadden ud paa Knæet, "var det tre og tredive eller
otte og tredive Daler, jeg laante af Dig!"

"Husker De ikke, otte og" . . .

"Jo, jo vel! jeg holder bare paa at skrive op min
Gjæld nu, skal jeg sige Dig, - mange Poster. - Men
saa har jeg nu to Aar for mig at puge og pine sam-
men paa. Jeg vil ikke bruge en Skilling i Land mere,
- vil være hængt, om jeg ikke skal gnu og gni, saa
det kanger i mig. Paa den Vis skal jeg komme hjem
som en holden Mand. Hør, Rejer, Du skulde ogsaa
passe Dig lidt i Pengeveien nu."

"Har saa tænkt, Styrmand!"

"Naa, det skal bli to Gjerrigpinder, saa tørre, at de
kan gnide fyr i os.

Sig mig, Rejer! Du var jo ogsaa kjendt hos Kano-
nerens?"

"Hvorfor spør De om det?" lød det hvast.

"Tror Du, der var nogen paa Stedet, som gjorde Ha-
neben for - for Datteren?"

"Kan jeg vide det, Styrmand!" - han hev idetsam-
me hardt i Rattet, - "hun er luvgjerrig, det Svin!"

- Styrmanden blev staaende i Tanker ved Hakke-
brættet, indtil en ny Tykke-Byge drev ham under
Dæk.

For Rejer kom imidlertid Hagel-Ilingen saa akkurat
tilpas. Medens han stod der, og Isnaalene ligesom drev
sig ind i Kinderne og de betændte Øienlaag, var der
raget op et ikke mindre Uveir indeni ham.

SIDE: 435

Hvorfor spurgte Styrmanden om det? - Hvad havde
Styrmanden med at spionere om hende? . . .

Naa saa! han vilde gjøre Orden i sine Regnskaber
. . . gnikke og gnu. Naa saa! - naa saa . . .

Det var en Følelse, han aldrig før havde kjendt i
sit Liv. Det begyndte at bli' hedt at danse.

Han saa hende for sig med det gulskjollede Haar, saa
staut og vakker, og det egne Udtryk, slig som hun tog
Farvel med ham.

En Sjømand? - ne-i! det vilde hun da ikke ha'!
- haanlo han. Men stakkar! hun kan vel heller ikke
staa imod en vakker Styrmand, som fænger, hvor han
bare viser sig.

Mand for hende! det skal noget til det, min kjære
Lind. - - Saa saa, . . . det er der, én har Dig!

Det var en svær Braadsjø, Rejer fik over sig paa
den Vagt! - en Opdagelse, der var saameget tungere,
som han egentlig lige lidet kunde se over den som over
Havet udenbords. Det stod lige uklart for ham, hvad
han selv følte, som hvad Sara Rørdam kunde mene.
Kun ét saa han, at Lind havde faat Øie paa hende.

Rejer begyndte at holde skarp Udkig med Styrman-
den; han lignede virkelig slet ikke sig selv. Folkene hørte
ikke et hyggeligt Ord af ham. Og det var ellers han,
som altid havde en Lystighed at hive ind mellem dem,
naar det blev for surt; han vilde, det skulde gaa som
en Dans. Det var derfor, han kunde gjøre med Fol-
kene, hvad han vilde, sno dem som sit Silketørklæde!
fin og flot i alting baade iland og ombord, - som født
for Kommandobrættet! - det var noget, Rejer havde
Øie for.

- Ganske rigtig, Styrmand gik ikke fraborde i Car-
diff! - ellers var han ikke den, som pleiede at lade
Moroen iland gaa fra sig.

Yderligere bestyrket i sin Mistanke blev han en af
de sidste Dage, de laa der, da Understyrmanden kom
ombord med Posten fra Konsulatet og deriblandt et
Brev til Rejer.

"Hør," sagde Styrmand Lind til ham om Aftenen, da

SIDE: 436

de var færdige med Losningen, "jeg har forsynet mig
med en ekstra fin Shagtobak iland; der ligger afgjemt
et halvt Pund til Dig; det kommer vel med paa Turen
nedover."

"Mange Tak, Styrmand!"

"Du fik Brev idag! Jeg saa, der var paaskrevet Fre-
driksværn. Det var vel fra nogen af Kammeraterne?
- er der noget nyt? . . . forlover de sig bra?"

Haa haa, tænkte Rejer . . .

"Nei, det var hjemmefra, sendt til Rhederiet."

"Saa, naa! - Men saa kan det vel træffe, at nogen
af Kammeraterne i Fredriksværn skriver?"

"Kanhænde!"

"Du maa fortelle mig, om Du faar noget nyt, hvad
det er. - Kjedt paa Reisen, véd Du, . . . og jeg er barne-
født der, det er derfor, jeg har Morro af det."

- - De havde peilet Dungeness og Sydvestpointen
af England med Kurs for at finde Passaten og laa nu
med en Fragt af Stykgods til Kapstaden og Port Elisa-
beth alt paa tredie Uge nedover for alle Seil, som
trække kunde, lige til Køieklæder og Vask, der hang
til Tørring. De løb ni Knob med stadig klar Himmel,
stadig tiltagende Hede og paa - hvad Observationen
hver Middag viste, - stadig mindskende Bredde.

Lidt efter lidt havde de faat et Stykke Solseil ag-
terud, saa et ditto forude.

Paa Dækket gik Hønsene og sparkede i Tømmerman-
dens Høvlespaan, medens han arbeidede. Hunden og
Katten havde indstillet sin Krig; de gad ikke længere
i Heden. Den ene laa med Snuden mellem Labberne
i en Stump Skygge af Stormasten, den anden gik og
strakte sig og keg paa Hønsene. Under Bakken lappe-
des der Sko og Støvler, andre skræddererede.

Der var Værksteder baade hist og her; og Baads-
manden, der nu ogsaa fik nok af Heden, havde indret-
tet sig for de to prægtige nye Blokkestjerter, han la-
vede, under et særskilt lidet Telt ved Forrøstet.

Gøteborgeren var agterud; han var en Tusindkunst-
ner og havde nu faat det Hverv at tatovere Styrmand

SIDE: 437

Lind paa Brystet. Et Anker, - lød Befalingen; men,
da det kom til Stykket, forlangte han et Ankertoug ef-
ter egen Tegning, der saa ud som et stort S.

"Inte var det likt til nogen Ankertrosse!" - havde
Gøteborgeren sneset forude.

Rejer stod i egne Grublerier nede i Læ . . . "Et An-
kertoug som et S . . . he he !" - han fandt, her var
svinagtig hedt.

Vinden var saagodtsom løiet af udover Dagen, ind-
til Skjøder og Touge hang slappe, og Blokkene slog.

. . . De laa nu saa omtrent under Linien, og det var
ualmindeligt disigt og lummert udover mod Solned-
gang.

Der begyndte at rulle ligesom Skyer henne i den. De
fik mere og mere en skarp Guldrand. Det var ikke
længere Disighed men hastig væltende Smaaskyer, der
antog en mørkere Tone med fjerne Glimt i.

Og Kapteinen og Førstestyrmand, der stod sammen
paa Hakkebrættet og holdt Raad, erkjendte dem og-
saa straks for, hvad de var, - en af de pludselig over-
gaaende orkanagtige Regnbyger, der kan træffe til paa
disse Bredder.

Her var ingen Tid at spilde; det gjaldt at faa Bark-
skibet afklædt for Seil: Læseil og Overseil og Solseil
og alt, hvad Seil nævnes kunde, indtil de blot laa for
Stumperne!

Fra Hytten brølte Raaberen, og Vinden begyndte at
pibe med allehaande skjærende Lyd, medens Aften-
solen i Nedgangen glimtede og flammede truende un-
der de jagende dunkle Skyer ligesom med lange, mørke-
røde Blodflager henover Bølgetopperne, der kastede
ravnsorte Skygger.

Fartøiet, der var dreiet op i Vinden for levende Seil,
begyndte at duve med Næsen i Dønningen og tage en
og anden Sprøit i Luv.

Solen gik ned og efterlod kun en mørkerød Glød un-
der Skybanken, og lige efter laa de for piskende og
smeldende Seil i et vildt Mørke, hvori Lynene glimtede
og jog og krydsede sine Zigzager - tyve, tredive i

SIDE: 438

Minuttet, og Himlen kjørte med bragende Vogne over
dem, og Stormen skingrede og skreg i Tougene.

Læseilbommene var skudte ind, Bram- og Topseil
bjergede, Underseilene opgivne ved at lade dem gnis-
sende og ulende i sine Blokke og Tallier gaa lige i
Dæk. Mesanen svigtet, og nu gik Arbeidet løs paa Mer-
seræerne, - "klos Rev!" - her spartes ikke en Haand.

"Los Mersebugliner! . . . hal op i Luv Mersebras! -
lad løbe Mersseil!"

Idet Mandskabet i Mørket entrede ud over Store-
Merseraaen, slog Seilet pludselig bak. Fartøiet var ja-
get for høit op i Vinden, det fangede en Ugle! Seilet
bragede og slog dem om Ørene med Magten af en halv
Orkan i sig, indtil det simpelthen revede sig selv ved
at revne og piskes i Stumper og Filler fra Ligene.

Et Par Mand sloges overende, men fik grebet for sig
deroppe. Nok én fandt sig igjen nede i Vævlingerne.
Fartøiet krængede haardt over.

Det saa ud, som ingen Ulykke var hændt. Regnen
begyndte at øse, og Arbeidet gik paa; man maatte ko-
vende.

Det var først noget efter da han savnedes ved Fore-
braserne, at der blev Spørgsmaal om Understyrmand
Nilsen. Han fandtes intetsteds, og skjønt ingen vilde
være den første til at udtale Ordet, forstod det sig af
sig selv for alle, at han var gaat overbord. Det sidste,
Stewarten havde set af ham, var, at han tog fat i en
luv Stikbaut og skulde anlægge Nokbændslet; - det
var netop, som Seilet slog bak, og han selv tumlede
fra Raaen og blev hængende efter Hænderne i Pert-
linen.

Ved Midnat var den egentlige Stormbyge over; men
Natten vedblev at være tæt mørk, og Regnen silede til
Klokken fire om Morgenen, mens Alert løb undaf for
Vinden.

Ved den guldklare, straalende Solopgang befandt de
sig mangfoldige Mile fra Understyrmandens Grav.

Hans Snadde fandtes endnu liggende henslængt un-
der Bænken udenfor Kahytsruffet ved Siden af den util-

SIDE: 439

knyttede Tobakspung; hans Tøfler stod nede i Kahyts-
trappen, og inde i hans Lukaf, hvor hans Klæder og
Halmhat laa, som han netop havde forladt dem, hang
hans Uhr endnu ved Køien og pikkede . . .

Det sidste Faktum fortalte Stewarten forud paa Bak-
ken, og det vakte Tømmermandens dybe Eftertanke.
"Saalænge Uhret gaar, er der Liv i ham!" - mumlede
han sagte hovedrystende.

Og det kom som en hel Lettelse i den tunge Stem-
ning, da det endelig udpaa Morgenen meldtes, at Uhret
var stanset Klokken halv ni!

Lidt efter lidt fik Alert igjen sit gamle Overtræk af
Seildug, - hver Kvadratfod Vindfang nyttet, - og
Farten fortsattes paa samme Vis, uden at et Seil æn-
dredes eller en Brase rørtes i ugevis nedover det sagte
dønnende, uendelige blaa Havspeil. Morgenfriskhed i
den herlige glødende Solopgang, tiltagende Steghede
Dagen udover, indtil det lettede i Solnedgangen,
og Himlen pludselig stod som en høihvælvet sort
Kuppel over dem med store glansfulde Stjerner: -
Argo, Oktanten, Eridanus og Hvalfisken samt det mere
og mere opdukkende, blinkende Sydkors.

Der var hengaat nogle Dage, uden at der tilsynela-
dende var taget anden Bestemmelse i Anledning af
Understyrmanden end, at Lind havde paalagt Rejer at
overtage hans Gjerning paa Styrbordsvagt samt holde
Nathuslamperne og Lanternerne iorden.

Der foregik imidlertid Overveielser agterud i Kahyt-
ten.

Kaptein Berentsen var en pen, stille, korrekt Mand af
et Væsen saa vinkelret og regnskabsmæssig rigtigt, at
det gjorde ham utilgjængelig for nogen nærmere per-
sonlig Tilslutning end den næsten overnaturlige Ag-
telse, hvori han stod hos Mandskabet. I hans forsigtige,
menneskesky Karakter laa det at have en vis Frygt
eller Angst i Nerverne for alt, hvad der meldte sig som
usædvanligt. Og Rejers kry Næse og Opsyn var ikke
korrekte for en simpel Matros at være, - den hele
Mine laa to tre Toner for høit.

SIDE: 440

Linds Forslag, at Rejer skulde antages som Under-
styrmand, stødte derfor paa en uventet seig Modstand,
megen Trækken paa det og mange Betænkeligheder,
men ikke paa en eneste virkelig Grund uden - som
Styrmand Lind paa sin flotte Vis præciserede Sagen,
- en stor Næse!

Førstestyrmand var igrunden hans eneste Forbin-
delsesled med Besætningen. Med sin Evne til at sætte
sig i Respekt og samtidig gjøre sig afholdt hos Mand-
skabet, udøvede han en Indflydelse paa Kapteinen, som
vistnok var ubevidst, men derfor maaske saa meget
større. Førstestyrmandens Mening, naar han holdt paa
den saa stivt som her, seirede altid tidligere eller se-
nere.

Samme Eftermiddag blev det bekjendtgjort for det
forsamlede Mandskab, at "Juhl" var indgaat i Under-
styrmands Hyre og Stilling ombord i Alert, og i den
Anledning blev der givet Grog paa Bakken.

Det var Rejers Afskedsaften fra Matrosstanden.

"Mærkelig nok," - sagde Baadsmand Torgersen, der
holdt Talen, "der er ikke én som ikke synes, Rejer
Juhl ligesom, - ligesom hører til agterud, det har jeg
skjønnet, fra han kom ombord."

"Det har vi alle skjønnet," lød det i Kor fra Ga-
sterne . . . "Hurra for Styrmand Juhl!"

"Inte jag als!" smaalo Gøteborgeren, - "då han kom
ombord med bondkisten syntes jag, han var nog trum-
pig; men sen han skar os ut ur väggen i ruffen i
Montreal, tänkte jag, han kunde bli Kaperkapten! -
just Kaperkapten" . . .

- - Havde Rejer før paa Frivagterne nyttet Tiden
til at læse og regne Navigationsopgaver, saa gik dette
for sig med forøget Kraft nu, da han havde sit eget
Lukaf at ty til og de daglige praktiske Observationer
at deltage i; han havde Trang til snarest mulig at føle
sig som fuld Kar for Stillingen.

Skjønt Styrmand Lind ikke var den, som skulde
spendere mange Ord paa det, saa havde Rejer dog
Tæften af, at han dennegang havde taget et ordentlig

SIDE: 441

grundigt Kammeratstag for ham hos Kapteinen. Den
Slags var nu af det, som Rejer gjemte i sit inderste; -
den Dag turde komme, da han kunde vise ham, at han
heller ikke brugte at svigte en Ven, naar det kneb.

Lind sad paa Bænken udenfor Kahytten i Skjorte-
ærmerne og røg Tobak og keg paa Stjernerne. Rejer
gik op og ned paa Dækket foran ham; det var for
lummert endnu til at køie. Af og til faldt der et Ord
mellem dem. Lind ræsonnerede melankolsk over, at de
nu var helt paa den anden Side af Jorden, og Rejer
svarede ja og ha til.

. . . "Tænke sig, at det ikke er tre Maaneder, siden
vi gik og vadede i Sneen hjemme!" udbrød Lind.

"Ja ha - rart nok!"

"Den Morgen fra Ballet hos Singdalsen . . . det var
koldt og klart og" . . .

Rejer stansede braat.

- "Vi har havt to Albatrosser flyvende efter os i
Kjølvandet en Stund idag!" sagde han.

"Saa naa! - Og saa saadan Skara, Du véd, som ikke
rigtig bærer . . . Kanoneren skulde naturligvis gaa
midt i Veien med Træbenet, og saa havde jeg da at
gaa op helt i Sneplogkanten, om jeg vilde holde mig
paa Siden af Datteren" . . .

"Saa, naa! - Det er utrolig vakkre Fugle i Flugten!
. . . hvide, med lange, svarte Vinger" . . .

"Javist! har Du ikke set dem før? vi faar snart se
nok af dem! . . . men ser Du, saa gik jeg der og traadte
igjennem Sneen og dumpede i ét væk oppe i Veikanten
lige til Knæet, og hun lo! Jeg havde min Mistanke
om, at hun gik Veisiden saa nær bare for at man-
øvrere mig om paa den anden Side af Kanoneren, saa
at jeg skulde drive ned i Læ af Træbenet, skjønner
Du! - men da hun saa begreb, det ikke nyttede, blev
hun ogsaa rimelig og gav Vei" . . .

"Saa? - - Det med Albatrossen, Styrmand, betyder
jo, at vi ikke har saa langt igjen til Kap?"

"Javel! skjønt de ofte gaar hundrede Mile ud tilhavs

SIDE: 442

. . . Men, hvad jeg vilde sige . . . Du kjendte jo til
Kanonerens?"

"Javel!"

"Stod i Vedskjulet der og huggede Ved! Det var og-
saa en Geschichte. Havde jeg vidst det, skulde Du
straks havt dine Penge, kan Du forstaa. Men Du saa
hende hver Dag paa det Vis?"

"Hvem?" lød det glubsk fra Rejer.

"Sara, Datteren vel! . . . Hvordan var hun? - i
Huset mener jeg . . . og med alle disse Kanonpropper
af Stedsøskende at passe paa? . . .

"Aa, sligt Kjøkkenvrøvl ser jeg aldrig efter, - jeg
har havt nok af Kabysen."

"Men Du saa da vel, hvad det var for en Figur? -
Ikke bare, som Du klipper ud en stiv Jomfru af Papir,
smal om Livet og alt det, men rigtig saadan - med
den Hals, Nakken og Skuldrene - til at ta' Veiret fra
én . . . og saa Øinene! Der var Magt, - Magt i dem
. . . Skjønhedens Magt! - Til at stryge Hatten og fire
Bramseilet for."

"Aa Styrmand! De har strøget saa mange Hatter og
Huer for Skjønhedens Magt alt, tænker jeg."

"Vi flyr alle i Lyset, Juhl!" svarede han grundende,
"men, dennegang tror jeg, Styrmand Lind er brændt
for Alvor!"

Rejer gik op og ned . . .

Vilde Førstestyrmand ikke snart under Dæk? Vilde
han ikke køie sig saa sent paa Natten! Det var jo
rent kogende utaaleligt at gaa og høre paa, og skulde
slarve alskens Svar til. Han kjendte, han begyndte at
faa ondt for at beherske sig.

". . . . Og saa skulde Du nu aldrig ha hørt et Fruen-
timmer i Verden svare saadan som hun, Juhl! . . .
det viser, hvor hun er staut og stolt indenbords, - i
Sjælen, mener jeg!" - begyndte Lind atter.

"Jeg gad vide om Udkiken sover, jeg! - ikke en
Melding i hele Nat!" - brølte Rejer og fo'r forud paa
Bakken; han kunde havt Lyst til at tage en Haand-
spage og slaa ned alt, hvad han bare mødte!

SIDE: 443

- - Lind var gaat nedenunder, og Rejer gik oppe
paa Dækket i den glansfulde Nat . . . Stjerner over
Himlen hængende næsten, saa de holdt paa at dryppe
ned, og Fosfor over Havet. Roret gik i en Ildmørje,
og Kjølvandet lyste af Morild.

Men det var Synd at sige, at han saa noget af det!

Førstestyrmand mente altsaa for Alvor at fri til Sara
Rørdam! Det gik ikke an at skuffe sig i den Sag læn-
gere. Saa! - akkurat saa stod det.

Han havde Valget mellem at kjæmpe med Lind om
hende, eller at offre sig for ham! . . . rent ud, - og
opgive hende! . . . forsøge at glemme hende! . . . komme
aldeles fra det, at han nogensinde havde set og talt
og taget saadan Farvel med Sara Rørdam.

Han saa hendes Skikkelse og Ansigt for sig; men
han viste det fra sig.

Var Lind hans Ven, eller var han ikke hans Ven?
Havde han vist sig som en Kammerat, eller havde han
ikke gjort det - i alle de Aar? Talte han ikke til ham
om hende med slig Tiltro og Tillid, at den, som sveg
en saadan Kammerat, maatte være en Rakker!

Jo, min kjære Rejer Jansen Juhl! - det koster paa,
om Du vil gaa jevnsides med Karer, som er brede over
Brystet . . .

- - "Og véd Du, hvad hun svarede mig den sidste
Aften hos Kanoneren," - optog Førstestyrmand igjen
næste Kveld. "Naar jeg kommer hjem, er De gift,
Jomfru!" spasede jeg.

"Jeg? hvorfor skulde jeg gifte mig? . . . overtage alt
det Stræv! Som jeg ikke skulde have nok med alle
disse her!" - hun pegte hen paa Kanonpropserne. "Tak,
jeg skal ikke den Vei, Lind!"

"Havde hun ikke svaret slig - saa rent afgjort, tror
jeg, jeg ikke havde forladt Huset om Kvælden uden at
spørge hende, om hun vilde bli' Madam Lind, - for
at sikkre mig, forstaar Du! Men saa tænkte jeg, at saa-
dant skal én dog overveie; jeg har været forlibt før og
tænkt meget da ogsaa! Og saa sagde hun det saa rent

SIDE: 444

staut og sikkert, saa jeg bare lo og mente: Forsvoren
Ting gaar snarest kring, Jomfru! Men da kan Du tro,
det lyste i Øinene hendes, saa hidsigt mente hun det.

Og jeg gaar jo undertiden og tænker paa, om jeg
ikke var dum alligevel. Det kunde været afgjort nu!
- Hvad synes Du?"

"Hvad i røde - kan jeg synes om det, Styrmand!"

Rejer undgik herefter, saa vidt det stod til ham, den
Slags Underholdninger. Her blev ogsaa snart mere Af-
veksling baade i Veiret og Skibslivet, eftersom de nær-
mede sig Kapstaden.

Alert var gaat op Taffel Bai til Kapstaden, havde
siden aflastet Resten af Stykgodsladningen oppe i Port
Elisabeth og løb nu efter en rask Fart under klar, sky-
løs Himmel ind i Port Louis paa St. Mauritius. Øen
med dens Fjeldformer og Vegetation, dens Plantager
og Villaer samt tilslut Staden selv var steget op som
et Syn af det speilende blaa Hav.

Den Baad, som bordede dem, endnu inden de naaede
Rheden, indeholdt et Medlem af Sundhedskommissio-
nen og en lang, gul, skaldet Doktor med Guldbriller,
der forelagde allehaande Spørgsmaal, keg ind i Ruffet,
saa ned i Kahytten og tilslut forlangte at gjennemse
Medicinkisten, den han gjennemrodede og gjennemgik.
Han stak Spidsen af Lillefingeren ned i de forskjellige
Krukker og Flasker, smagte paa Indholdet, pakkede ud
og pakkede ind, undersøgte hovedrystende og gjorde
en Mængde Vidtløftigheder.

"Vil være hængt, om han ikke stak en Pakke til sig
derhenne ved Kisten!" sagde Stewarten efter ham i
Faldrebet. "Han saa ud som selve den gule Feber!"

"Gid vi var vel ude af Hullet igjen!" - udstødte
Lind; denne overordentlige Modtagelse huede ham ikke.

Ankerkjettingen maatte pligtmæssig ved malaiiske
Dykkere laases fast til en uhyre svær Kjetting paa
Bunden af Havnen. Loven forbød at stole paa eget
Anker. Her var netop Orkantiden, der gjerne indtræf-

SIDE: 445

fer periodevis hvert tredie eller fjerde Aar, fulgt af
dødelige Feberepidemier, der fremavles af Fugtighe-
den.

Beliggende midt i den friske Luftning af Sydvest-
passaten, har St. Mauritius før eiet det herligste Klima,
indtil en rovgjerrig Spekulation udhuggede Øens Her-
lighed, de tætte pragtfulde Skove af Ibenholdt og andre
kostbare Træsorter og drev Jordbunden paa Rov, saa
den blev Hjemstedet for farlige Sumpfebre.

De havde losset ud i det deiligste Veir og holdt paa
at indtage ny Last, Sukker og Ibenholt for Hamburg.

Det var en Formiddag, mens de hev ind Sukkerfu-
stager, at de saa Vinduer og Jalousier overalt lukke
sig i Byen, og pludselig Travlhed og Afrigning overalt
omkring sig paa Fartøierne. Luften var blevet mere
og mere lummer og trykkende opover Dagen, det var
næsten, som det tunge strakte sig helt ned til Hav-
bunden, hvor Fiskene gik matte og træge over Kjet-
tingen. Barometret var sunket mod Nul.

Fra alle Sider lød: "Cyclon! Cyclon!"

Ombord blev alt gjort klar til at modtage Orkanen,
Lugerne skalkede, Top og Bramstænger nedtagne.

Og nu kom den, sort som Natten, - med Brøl og
Brag, som alt skulde forgaa.

Under Lufttrykket laa Alert over paa Siden og sled
sig i Sjøen næsten til Lugerne; det saa hvert Øieblik
ud som Riggen skulde gaa. Det var to tre Timer, hvori
hvert Fartøi kjæmpede for at fri sig for Undergangen.

Følgen af Regnskyllene, der fulgte efter, var, at
Feberen i Byen voksede til en hærjende Epidemi, og
allerede inden de var færdige med Indlosningen, havde
Alert fem Matroser og Skibsgutten paa Hospitalet.
Nogle Dage efter var de fire af dem døde.

En Eftermiddag laa ogsaa Lind under et Solseil paa
Dækket og hoppede og sprættede, som han selv flot
udtrykte sig, som en Guttaperkabold; og i Køierne ne-
denunder atter tre angrebne.

Kapteinen vilde sende dem paa Sygehuset. Det
skulde gaa regelmæssig til, saa var man fri for Ansvar.

SIDE: 446

Han var fortvilet; han havde Skibspapirerne og alt i
Orden til at lette, men ikke Mandskab længer til at
komme afsted med.

Rejer havde nu set nok af Hospitalet, - did skulde
de ikke faa føre Førstestyrmand, saalænge han havde
Hovedet i Veiret! . . . det var lige i Ligkisten. - Blot
bort fra Stedet og i en anden Luft! havde Hospitals-
lægen sagt.

Chinin var det eneste Middel. Men paa Apotheket
var den ikke længere at faa under den tyvedobbelte
Pris. Varen manglede, hed det, - eller var skruet op
af Spekulanter. Fra Alerts Medicinkasse viste den sig
at være totalt forsvundet, og de indsaa nu, at den lange,
gule havde besørget den i sin egen Lomme ude paa
Havnen. Det var Epidemitid, og saa skulde Skibene
systematisk plyndres.

Rejer var iland med alle de Pund Sterling, han
kunde opdrive, og opnaaede derved for ti Pund en
Portion Chinin saa stor, som han ellers kunde faat
for fem Shillings. Han belavede sig nu paa en alvorlig
Dyst med Kapteinen angaaende sin Vens Ilandbrin-
gelse.

Han skulde imidlertid spares for de Scener. Da han
kom ombord, laa Kapteinen og skalv og raste. Mellem
de voldsornme Feberanfald forlangte han at gaa under
Seil, - at ligge her var Døden!

Rejer havde ikke vandret frem og tilbage mange
Vendinger, før han var klar paa, hvad han vilde gjøre:
- hente de Syge fra Hospitalet endnu denne Aften og
saa om Natten lette.

Nok en Mand syg! - De var nu kun fire arbeids-
dygtige igjen af den seksten Mands Besætning; men
ved Hjælp af nogle hinduiske Havnesjauere, der be-
taltes godt, gik det.

Rejer var selv oppe paa Hospitalet og bevirkede i
Kapteinens Navn de syge udleverede til Bærerne. Si-
den, i Mørket, fik de nogle Seil tilsatte, hev ind Stum-
pen af Ankerkjettingen og stod sagtelig udover . . .

SIDE: 447

VENSKAB OG KJÆRLIGHED

De stod henover det vide, endeløse Ocean med et
Hospital under Dækket! . . . Febertørst og Jammer! -
og knap et friskt Luftdrag i den stærke Hede.

- Nu drog ogsaa Kapteinen sit sidste Suk nede i
Kahytten, idet han høit paalagde Førstestyrmand at
holde vel klar af Rakkebaaerne udenfor Frederiks-
værnsgabet. Han drømte sig ved sit Hjemsted.

Tømmermanden syede ham ind i et norsk Flag, gav
ham hans Salmebog ved Brystet, og med to Balastjern
ved Benene og et Fadervor over sig gik han Veien til-
bunds i det indiske Ocean.

Det begyndte at blæse op, hvad Rejer saa med Be-
kymring. En Storm, og de vilde været totalt hjælpe-
løse. Men den første Følge syntes at skulle blive heldig,
idet nu flere forude begyndte at krybe om paa Dækket.

Rejer havde i denne Tid kjendt underlige Følelser
stige i sig. Det var en Forestilling, han ikke kunde
blive kvit, - en Tanke, han ikke vilde være ved; men
som altid kom igjen - altid! - som han kunde spytte
sig selv i Ansigtet for! . . .

Førstestyrmand laa nede i sit Lukaf; der var næsten
ikke mere Liv i ham . . .

Om han døde? - hvis han døde! . . .

Da kunde han atter frit slippe alle sine Tanker og
Følelser løs om hende, som han ikke turde tænke paa,
fordi -

Ja, hvis hans Ven døde! . . .

Hun var ham saa dyr som hans Hjertes inderste
Blod! - skreg det som en længe bastet og bundet, men
nu frigjort Tilstaaelse indeni ham. Og saa stod han
stille og stirrede i den Forestilling. Der laa et helt Liv,
- en hel Fremtid . . .

Saa paakom der ham en Selvhaan og en Selvforagt
saa voldsom, at han syntes, han igrunden intet bedre
havde at gjøre end at springe overbord, saa Skibet
kunde være kvit en saadan nederdrægtig Hund!

SIDE: 448

Han gik nedenunder og stellede om Styrmanden saa
omhyggeligt som om et Barn, - flyttede ham ind i
den luftigere Kahyt, ventilerede med Skylight og Dør . . .

Han saa paa det blege, udtærede Ansigt, hvorom de
sorte Skjæggefiltrer hang, følte, at han holdt paa at
miste sin eneste Ven paa denne Jord! - og Sorgen
greb ham, saa det knugede under Hjertekulen. Der
fandtes ikke hans Lige paa et norsk Dæk! . . .

Og -, naar han havde staaet en Stund ved Rattet
igjen, - de samme Tanker i samme Kreds!

Havde ogsaa han Feber? . . .

Nei, men han havde det vrange vriede Vanheld over
al sin Skjæbne? - nu skulde han bare slides mellem
sin eneste Ven og - hende! -

- - Nogle luftige Døgn til for laber Kuling, og i
Skyggen af Ruffet, under Svineryggen i Luv og paa
Bakken sad der nu endel Skikkelser, - blege og ud-
tærede, saa at Klæderne slang om dem; men der var
Liv i Øinene, og de drog Veiret med et Velbehag, som
om der var en delikat Herreret i hvert Luftpust.

"Nu tænker jeg, det værste er overstaaet!" sagde
Tømmermanden, da han en Eftermiddag igjen hørte
Gøteborgeren "spille" forud paa Bakken.

"Der var ikke luftigt nok nede i Kahytten, kanske
ogsaa fugtig fra Kjølvandet," og saa bar Rejer Lind
op paa Dækket under et Solseil med Lærredsvægge.

Men det var først, da Alert laa nede ved Kap Agul-
has, at Lind kunde overtage Kapteinskommandoen, og
alt kom i Gjænge igjen ombord, idet han tog sin gamle
Styrbordsvagt og Rejer Bagbords.

Kjølen drog i uge- og maanedsvis sin Fure efter sig,
skummende om Dagen, gnistrende i Fosfor om Natten.

De havde faat det blaa Stjernekart over Mastetop-
pene tilbage igjen og længst taget rede paa Nordstjer-
nen, havde peilet Azorerne og Tenerifa og ved Linds
Dygtighed klaret sig vel igjennem flere Tørn uagtet
deres mindskede Besætning.

- Eftersom de nærmede sig Europa, blev Rejer altid
tristere. Jo længere det bar hjemover, desto mørkere

SIDE: 449

blev det for ham. Han gik nedstemt og grublede . . .
Hvad skulde han egentlig gjøre hjemme? Havde han
noget at leve for der? . . . Hammernæsset og Bygden
hjemme med alt det trange og forkumrede! - han
tænkte tilbage paa did som paa en halvmørk Potets-
kjelder, hvori det havde begyndt at gro, siden hans
Mor skrev, at "nogle nu saa smaat grublede paa Sil-
den, andre paa Amerika."

Ja, Amerika! . . . Han gik og drev.

Gøteborgeren sad overskrævs over Rælingen ved
Storrøstet og arbeidede.

"Hvor har Du dit Odelshem, Gøteborger! - hvor bor
din Far?"

"Har ingen far!"

. . . "Og din Mor?"

"Har ingen Mor, - og ingen Sydskende!" - tilføiede
han kort.

Rejer begreb, at han var kommet ind paa et kinkigt
Thema og slog over i Spøg:

"Og ingen Kjæreste heller?"

"Just saa!" - Lidt efter tilføiede han, idet han halvt
saa udenbords: "Jag forestälde mig engång, jag hade
en; men hon - blev gift med Patron Bromander!"

"Naa saa! - Saa er det derfor, Du aldrig "hinner
hem", som Du siger, om Vintrene?"

"Just saa ja!"

"Hvad siger Du om Amerika, Gøteborger!"

"Gaar Styrmand did?" han satte op et forundret An-
sigt og sænkede Merlspigeren.

"Ikke fri for at have Udkik paa de Kanter, ja! -
uhyre meget at gjøre der."

"Vil Styrmand varsko, saa gjør jeg Trippen over med."

"Bestemmer mig i Hamburg."

"Vel, Styrmand!"

Og saa laa de igjen og baksede i Julemaaneden med
Vinterveiret oppe i Nordsjøen, - en rygende Nordvest!
. . . de kjendte sig saa vel igjen!

SIDE: 450

I Nattens Mørke var de saa heldige at finde Helgo-
land, og saa stod de, nødte som de var, nedover i Haab
om Neuwark og Cuxhavens Fyre og Lodshjælp for at
tage Renden ind til Hamburg.

- De store Kraner paa Kaien havde hevet tomt La-
sterummet, og Alert laa nu halet ud foran Steinwärder
lige overfor St. Pauli.

Der kunde de hver Aften fra Skibsborde se Lysene
og høre Larmen af al Sjømandstrafiken iland. De
kunde danset efter Musiken, om der ikke havde været
to Forlystelsessteder paa engang, der tremulerede i
Munden paa hinanden, - to Karuseller, hvori der
kunde seiles under fuld Musik og kulørte Lamper paa
et vildt blaat Hav med alleslags riggede Fartøier eller,
- om nogen likte sig bedre paa Landjorden, - rides
grassat paa Giraffer, Zebraer, Løver, Tigre, Strudse.
 
Efter sin engang tagne Beslutning om at spare havde
Rejer knappet haardt for Lommen. Han holdt sig om-
bord og spekulerede paa Amerika.

En Søndags Eftermiddag, kort før de skulde lette,
var han dog iland. Lind havde sat ham Stevne.

Langs "Reperbahn" og "Langereihe" myldrede en tæt
Folkemængde, derimellem Orlogsgaster og Koffardifolk
af alle Nationer og fra alle Klimater lige til Mulater
og Negre, der støvede med Floshat, gul Vest og rødt
Halsetørklæde.

Stimmel paa Stimmel stansede op foran de straa-
lende oplyste Vinduer, der foreviste nye dragende Un-
dere for hvert Skridt: - "Den skjønneste Kvinde i
Verden!" "Boa constrictor!" "Anatomisk Kabinet!"
"Paa Havsens Bund!" "Spaadom og Magie i bengalsk
Belysning!" "Kjæmpekvinden!", et "Vokskabinet!" i
hvis Vindu der stadig dreiede sig en hvidklædt Nonne,
en Bacchantinde og en ung Uskyldighed, der sad og
sømmede.

Nedenunder i Kjelderne vinkede med Sangerinder og
Musik indbydende Kaféer, Restaurationer og Drikke-
haller, hvis Nedgangstrapper slugte og slugte af Fol-
kestrømmen hele Skibsmandskaber, Mænd og Kvinder,

SIDE: 451

- alleslags! uden at den synlig mindskedes, kun drog
sig seig og sagte fremover som Elben nedenfor.

Et Stykke foran holdt Rejer Øie med et Par af
Alerts Gaster.

. . . Plumps, i Kjelderen gik de! Der gaar Resten af
deres Aarshyre! mumlede han. - Matrosen er en
jaget Fugl! . . . rigtig en Spurv mellem Donerne, -
svømmer mellem bare Haier!

Han gjorde et Skrut paa Skulderen . . . Hm, hm ja!
- der skal en hel Kar til bare for at faa leve! . . .

Han sad i Theatret sammen med Lind, der var al-
deles overstrømmende enthusiastisk for Blenda Ha-
stings; hun dansede paa Line, "Luftaanden", som hun
kaldte sig paa Plakaterne.

Lind raabte til hende, fulgte hende med Bravoer . . .
"Se nu! - dristig, saa hun gjerne kunde staa paa
Taaspidsen paa Masteknappen! - let og deilig som en
Kat! - Klokken ni om Kvælden stikker jeg altid her-
ind, da er det hendes Tur at gaa tilveirs!" -

Han havde kjøbt en Buket ved Døren, som han for-
stod at kaste saaledes til hende, at hun takkede ham
med et af sine mest dybtfølte Blikke.

Og nu skulde de hen og spise til Aftens.

Lind førte ham ned paa en Kjelderrestauration, hvor
der sad Skibskapteiner og ellers Folk, der ligesom de
kom fra Forlystelsesstederne og Theatrene.

Lind gik lige hen og hilsede kjendt paa en ældre
Kone, der sad bag Disken, og lidt efter kom en ravn-
lokket Skjønhed med et raskt Væsen ind og gav ham
venlig og fortrolig Haanden. Hun lod til at være Sjæ-
len i det hele Etablissement.

"Det er sidste Aften nu," sagde Lind, "før vi skal
ud at slingre igjen. Vi letter imorgen, derfor vilde jeg
gjerne hilse ind og sige Dem Farvel, Sally! . . . Jo det
er saa, vi letter imorgen," stadfæstede han lidt vemo-
dig. "Det er mit sidste Krus Øl her, og det varer
lenge, før det blir budt mig af saa smukke Hænder
som Sally Frankfurters! - saa fin en Haand og sprut-
tende Øine gror ikke oppe ved Nordpolen."

SIDE: 452

Aftensmaden blev serveret under Linds stigende
varme Forsikkringer om hendes Øine og forskjellige
betagende Egenskaber, - Komplimenter, som den seks
syv og tyveaarige skjønlokkede Sally optog med megen
Venlighed og Ro, idet hun behandlede ham som en
god Kunde og hyggelig Ven.

Til hans Forsikringer og Bedyrelser under Farvel-
tagningen vendte hun sig om til Hylden og tog ud,
langt inde fra, en Bundt mørke Cigarer i gult Baand
. . . "De er ægte," - sagde hun, - "jeg har dem fra
en kubansk Skibskaptein, - vil De tage Dem?"

"Jeg skal røge og tænke paa Dem, Sally, det kan De
forlade Dem paa."

Rejer faldt i Tanker og var paa Veien nedover faa-
mælt, medens Lind røg sin Cigar og udbredte sig over
den smukke, hyggelige Sally Frankfurter.

Ombord gav Rejer sig, sénnattes som det var, med
rastløs Iver til at tælle og stuve hen endel Proviant-
sager, der var indsatte i Ruffet. Tankerne gik i ham.

"Hvad kiger Du efter," - sagde han braat, han saa
Gøteborgeren flere Gange i Forbigaaende bøie sig ned
mod Skylightet.

"Det var som en Gnist eller et Lys dernede," sva-
rede denne, "men det er nok bare Kapteinen, som er
oppe endnu. Han har vel sagt Farvel med nogen i
Kvæld og sidder nok der i Mørke og røger det af sig.
Den Knusken tænder i hver Havneort og slukner igjen
ude i Sjøen!" mumlede han, "der gaar ingen flicka
länge med hans hjärta i kjol-fickan!"

Rejer langede ham videre af det ankomne Smaa-
gods. Pludselig rettede han sig og sagde:

"Hør, Gøteborger! ét eller to Basketag vil jeg prøve
hjemme, før jeg tuller mig væk i Amerika. Jeg kjen-
der et andet Veir i mig her nordpaa!"

- Den næste Dag, da de havde klaret Cuxhaven og
sat Kursen, sagde Rejer pludselig ironisk til Lind:

"Saa mange Fruentimmer, som De har i Ho'det, Styr-
mand, saa har De vel nu glemt - hende i Frederiks-
værn."

SIDE: 453

"Sara Rørdam? Aa nei, - hun var for god til det,
og nu, vi kommer hjemover" . . .

"Ja, jeg vil helst holde klart Farvand og rent Spil,
Styrmand, - bare varsko om, at i den Slags faar Kar
være Kar, og Kammeratskabet holdes undaf efter min
Mening. Nu véd De, hvad Kurs jeg ligger."

Lind saa overrasket og længe paa ham.

"Du skulde ikke slaa ind paa den Vei, Juhl! Det
er bare et godt Raad, skjønner Du, for en Sjømand,
som ikke har videre at byde paa endnu. Sjøfolk
skulde igrunden ikke gifte sig, før de blev femti og
kunde trække sig velholdne tilbage fra Sjøen. Forre-
sten blir det din egen Sag; hver faar seile, som han
har Vind til."

Det var netop det, Rejer ogsaa tænkte; han agtede
at styre sin egen Kaas og gik nu og regnede ud, at han
maatte kunne faa taget sin Styrmandseksamen i de
Uger, Alert kom til at ligge oppe i Trondhjem.

. . . Igjen bidskt Vestenveir i Nordsjøen med leit
paalands Hav! Og jo længere de kom opimod norske
Kysten, desto kjedeligere blev det, Strøm og Veir hver
sin Vei, men begge fuldkommen enige i at sætte af al
Magt ind paa Lister og Jæderrevet, hver Sjø saa vrang
og vriet som en Prokurator.

"En kan ikke vide, enten én har den til Læ eller til
Luv," sagde Tømmermanden; "men kjender den gan-
ske godt, naar den kommer!" - tilføiede han, da de i
det samme fik en af Strømsætningen optaarnet Braad-
sjø, der slog ind et Stykke af Skanseklædningen forud i
Læ. Det var under Bergensleden lige udenfor Gabet af
Buknfjorden.

"Knap en dobbeltrebet Mersseilskuling," mumlede
Lind indædt, "og saa faa indslaaet det ene efter det
andet. Det lønner sig umulig for noget Rhederi at lade
et skikkeligt Fartøi gaa i Nordsjøen! . . . Folk siger:
"saa ængstelig og va'r som en Nordsjøskipper"; han
maatte være gal, om han ikke var det! Saa Rækkerne,
saa Baaden, saa kanske Bougsprydet overbord, -
Skjær, Grundbraat, Strømsætninger, - Hundeveir! De

SIDE: 454

kan kalde mig en gammel Kjærring, om jeg og Alert
farer paa Nordsjøen mere end netop saameget, som der
behøves for at slippe ud i Langfarten igjen."

Der var blot ét, som for Alvor kunde sætte Lind ud
af Humør, og det var at faa Skade paa Skibet. For
de to tre Plankeender af Skanseklædningen ærgrede og
bar han sig, som det kunde været et Ben paa ham selv,
der var knækket.

"Hvad staar Du der og ser og glor saa paa, Juhl!"

"Se bare!"

"Hvad for noget?" hæsede Lind.

"Se, - disse to her! Jeg fandt dem klinet ind i
Spilkjettingen forude efter Bræksjøen."

"Skidt, - hiv dem overbord! . . . To smaa Fillefisk!"

"Sild ja, - ægte Vintersild!"

"Aa Sommer- eller Vintersild! Skanseklædningen
røg, den."

"Se, hvor blanke og fede de er, rosenrødt i Perle-
mor, og mørke grønbrune over Ryggen, som Metal.
Jo dette er ganske rigtig Graabensild - store, grove
Karer! - rigtige Nordsjøgaster. De kommer i Vinter-
rig ude fra Havet de! Denne her er delikat."

"Saa lad Kokken koge dem!" - Lind gik forarget
fra ham.

Men Rejer lod hente op en Pøs Sjøvand, hvori han
slap Silden for at se, om der var Liv i dem. Men
død var den, - død som en Sild.

Der var ingen Ende paa hans Undersøgelser af de
to mærkværdige Eksemplarer af Fiskearten, indtil de
om Aftenen endelig kom stegte paa Bordet i Kahyt-
ten for ham og Lind.

"Smager virkelig delikat," indrømmede Lind; han
havde forvundet det værste af Ærgrelsen over Skanse-
klædningen.

Men hos Rejer havde de to Sild vakt en mægtig
Masse Erindringer.

Helt fra det lysnede paa Hundevagten næste Morgen,
gik han og vogtede mod Landkjendingen; han stod i
ét væk henne ved Rælingen med Kikkerten.

SIDE: 455

De havde Sigte af Udsire og Karmen. Han saa Fi-
skerbaade og Sildefartøier indover i den graatykke
Vintermorgen, - kjendte saa vel Seilformerne! Her og
der skjelnede han gjennem Kikkerten Toppen af en
Pakbod eller Mønningen af Huse, der stak op indenfor
Skjærene, - et eller andet Salteri.

Jo-o, han kjendte Leden! Det var derinde han
havde seilet med Juhlebaaden for at erobre Verden og
Hammernæsset, - med Anders Rosmand og alle de
andre Sjøhelte . . .

Underligt, vi ikke druknede som Mus i en Vandtønde,
mumlede han.

Hans Ungdoms dybe Skuffelse havde efterladt en
Braad i hans Sind, og hans Kjærlighed og Guttestolt-
hed af Hjembygden havde vendt sig til Bitterhed. Men
ikke destomindre fulgte han nu alt i den største Spæn-
ding og med den nøiagtigste Interesse. Han tog gjen-
nem Kikkerten rede paa den Række smaa Udskjær,
han havde ligget ved med Baaden, da Sildemassen seg
ind, - opgjorde sig, hvor Sildeværene laa, ledte op-
over Landet mod Stolmen efter det Sted, hvor han
havde havt Part i Notestænget . . .

Han gik opfyldt deraf hele Turen opover til Trond-
hjem.

FORSENT JOMFRU RØRDAM!

Det var med halv affiret Flag for sin tabte Kaptein
og de savnede af Besætningen, at Alert i Begyndelsen
af Mai gled ind paa Frederiksværns Havn. Der laa
en vis Høitidelighed over Fartøiet, en egen Stilhed i
den hele Maade, hvorpaa det ankrede op, og paa Bryg-
gen og Værftsvolden stod fuldt af Mennesker.

Man vidste forlængst, hvad der var hændt, og Beret-
ningen om Dødsfaldene og Alerts Fart fra St. Mauri-
tius havde i Vinter opfyldt Stedet. Men det havde saa
sit eget spændende alligevel at se Fartøiet, naar det

SIDE: 456

kom ind saa at sige med Fortællingen selv over sig
fra Ræer, Sørgeflag og Gjøs. Slægt og Venner, Brødre
og Søstre stod blandt Klyngerne derinde, endel laa vel
og i Smaaprammer og Sjegter ude paa Havnen og spei-
dede efter sine. Men det varede ualmindelig længe,
før der gik Baad iland fra Alert.

Endelig skede det.

Fire Matroser roede Jollen, og Lind sad tilrors med
Flor paa Hatten. Man vidste, at han skulde op til
Madam Berentsen, Kapteinens Hustru, for at aflægge
Beretning.

Fra sin Plads forude ombord, hvor Rejer havde nok
at gjøre med at tilse Folkene, mens de beslog Seilene
og skværede Ræerne, rettede han imidlertid gjentagende
Kikkerten indover mod Bryggen og Volden. Han pluk-
kede dem ud Ho'de for Ho'de derinde og slog den om-
sider noget mørk i Hu sammen igjen.

Udpramningen af endel Last fra Trondhjem paagik,
og Lind havde travlt inde hos Rhederne saavel her som
i Laurvig, saa at Rejer, fra de ankrede op, havde baade
Første- og Andenstyrmands Gjerning at varetage.

Lige bag Pakboden derinde laa Kanonerens Hus, det
vidste han, og han skulde givet meget til for at kunne
set tvertigjennem den.

De første to tre travle Arbeidsdage var der ikke Tid
til at faa sat en Fod iland, indtil Lind en Eftermiddag
igjen kom ombord.

Han var temmelig utilgjængelig, der han drev frem
og tilbage paa Dækket pyntet og med Floshatten paa,
uden saameget som at spørge til nogen Ting. Der var
noget i Maneren, den halv foragtelig flotte Slentren og
den Maade, hvorpaa han stadig bed av Tobaksbussen
og saa med et tvi! spyttede den ut over Rælingen,
som Rejer ikke likte; den var ikke rigtig høflig, efterat
han havde staat der Dag ud og Dag ind og slidt
langt udover sin Pligt for ham!

Lind gik ned i Kahytten uden at nævne noget om,
at Rejer nu kunde anse sig som fri for Aftenen. Da
Stewarten gik ned og spurgte, om Kapteinen ikke vilde

SIDE: 457

have noget at spise eller drikke, sprang han op med
et "nei", som bragte Stewarten til at fare op Trappen
som en udskudt Forladning.

Lidt efter kom Lind op igjen i sin Sjømandshue og
Pjekkert:

"Kald Folkene agterud," befalte han; men det var,
som han havde Møie for Stemmen.

"Det maa være noget pine galt!" mente Baadsman-
den til Rejer, "et Ansvar i Regnskaben."

Men da de saa kom, læste han blot kort og godt op
et Brev, hvori Rhederne under Paaskjønnelse af hans
Dygtighed og Fortjeneste overdrog ham Kapteinsposten
paa Alert.

"Og saa Grog til dem naturligvis, - og Fyrabend!"
fik Rejer bagefter i en kort Tone.

"Vel, - og saa har Kapteinen kanske ikke noget
imod, at jeg tar mit Glas paa den glædelige Begivenhed
for mig selv iland?" mente Rejer.

"Naturligvis ikke!"

"Jeg tænkte, Du skulde pynte Dig!" sagde han siden
ironisk, men øiensynlig lidt blidere, da Rejer gik fra-
borde.

Hvad gik af ham? . . . Pynte mig? - Aahaa! - han
var ræd for, at jeg skulde gaa til Kanonerens!

Det var med en egen beklemt Følelse, han drev op-
efter Gaden i den heldende Vaardag, medens Solen
endnu blinkede i et og andet Kvistvindu.

I Bakken kom Groen stikkende frisk grøn frem af
Fugtigheden, og Løvetanden sprat skinnende gul som
Smaasole i Værftsvolden. Klynger af Gutter larmede,
hujede og løb i Gaden, medens Smaapigerne hoppede
og legte "Paradis". De sorte, fugtige Streger, de havde
opridset i Jorden, viste, hvor nylig Isen var smeltet . . .

Ombord havde de imorges hørt Gjøgen gale over paa
Øen i sydvest, og Tømmermanden havde snakket om
alle Skinkerne, som nu havde "gjort sig" paa Stabu-
rene i Norge. Der var fuld Hjemstemning, de kjendte
sig i sit eget Land.

SIDE: 458

Han dreiede et Stykke indover for at se en Snip af
Kanonerens Hus.

Der gik et Sæt i ham. Jo der stod det! - med alle
de smaa Vinduer raskt vendte paa Udkik mod Sjøen.
Der var mangengang set udover fra dem, men hvem
efter? . . .

Det spillede og lyste fra Ilden paa Skorstenen inde i
Kjøkkenet, og over Gaardsrummet hang Vask til Tør-
ring lige ind i Vedskjulet; - han skulde vel kjende
det!

Han gik ikke forbi; han vilde ikke blive set, og det
var endnu ikke saa mørkt . . .

Sin Kurs styrede han saa lige til Walla paa Bakke-
hjørnet. Var der nogen, som kunde give Besked om
alt, saa var det hun.

Han saa godt, at hun opdagede ham allerede oppe i
Gaden, men vendte blot Hovedet lidt. Slemt Mærke!
opgjorde han sig. Skulde Vinden blæse saa bent stik
imod mig nu?

Da han kom nærmere, stak hun Kroppen frem igjen
og lod forundret. Hun sad som før med Fødderne nede
i en Kurv, men havde nu ved en heldig Invention mod
Veiret taget Bolig i en stor, fortil indslaaet, opreist
Tønde; derinde sad hun paa en Krak som i en Læne-
stol, gjemt mod al Fare, og i Regn var det blot at slaa
den store, blaa Paraply op som Tag.

Rejers Hilsen besvarede hun venligt; men det saa
han nok, at det var uden nogensomhelst Følelsens
Overvældelse. Det var heller lidt forsigtigt og saa lige-
gyldigt, som de sidst kunde have sets igaar og nok
skulde ses imorgen igjen.

"Godaften, Madam Wahl! - prægtig Skal, De har
faaet at sidde i."

"Aa ja saamæn, - takker min Gud og Kjøbmand
Eberhardt, som gav mig Tønden."

"Saa nu har De paa en Maade Hus, Madam Wahl!"

"Aa nei!" - hun hostede - "og nu er det ogsaa saa,
at jeg" - hun hostede - "jeg blir gammel nu, ser De,
- vel behøver mine to stakkars elendige Kot selv. Ja

SIDE: 459

De kjender dem jo, - og Pladsen til Kurvene om
Natten véd De" . . .

"Javist! javist, Madam Wahl."

"Men ellers, - er der noget De igjen vil ha' solgt,
saa véd De, gamle Madam Wahl nok" - hun hugede
sig fremover i den kjendte brune Kaaben for at faa
tændt op i Lygten ved Kagekurven, - "ikke slaar
Haanden af en Kjending heller, som ialfald har re-
delig betalt for sig, - til mig da! det tør jeg nok
sige for Sandheden til hvem, som spør."

Oho! - hun har nok faat Vinden fra to Kanter og
véd ikke, hvad hun skal tænke om mig.

"Lad mig hjælpe Dem, Madam Wahl! - Denne Gang
skal jeg hverken sælge eller borge." Han slog paa
Lommen; han følte, det gjaldt at hæve sin Kredit.

Ansigtet opklaredes næsten til det undselige. Ha-
gens, Kindernes og Næseknoppens Rundinger formede
sig i et smilende, velvillig overrasket Udtryk, hvorved
Hugtænderne vistes stærkt:

- "Aa nei da!"

"Og saa har jeg nu en Tid været Styrmand - har
taget Eksamen oppe i Trondhjem."

"Ja er det ikke det, jeg siger, De er en velsig . . ." -
hun tog sig igjen.

"Agte Dem for at tage Munden for fuld, Madam
Wahl! - Nu, gaar her mange iaar paa Navigationen
hos Løitnant Albrechtsen. Og ellers, hvordan staar til
i Byen?"

"Aa, der sker nu altid Forandringer hvert Aar. En
gammel Kone, som sidder paa et Hjørne, ser baade
hvem som kommer til, og hvem som gaar væk."

"Hvordan har de det hos Kanonerens?"

"Gu' bære os! det er nok ikke saa rart. Hun faar
lægge lidt af Stormodigheden ned nu, skal hun klare
alle de Munde. Som vi alle faar lære, naar vi kommer
et Stykke frem i Verden, Juhl!"

"Hvad mulrer De der, Madam Wahl? Er Kanoneren
syg eller - død kanske?"

"Ja De har vel ikke hørt det, som borte har været.

SIDE: 460

Men en brav og anseelig Mand var han og Strenghe-
den selv paa al Værftets Gjerning, det fik han paa sin
Grav. Nei, gamle Haubitzeren humper nok ikke mere
hverken til eller fra Værftet, - plirer heller ikke over
til mig og Kurvene, som han gjorde, naar han var i det
Humør, det skulde sige saa meget som, at han nok
huskede paa Anne Ludvigsen; men at nu var det ble-
vet en anden Dans, nu gik han paa Træben og jeg sad
hen. Aa ja! - en fattig Stakkar sidder her alene igjen
og ser den ene gaa ud af Verden efter den anden! . . .
Tankerne blir tit saa store, Juhl, for en gammel Kone
i Ensomheden." Hun tørrede Øinene.

. . . "Men det var den næst sidste i Augusti, at han
maatte gaa ind til sin Skaber. Jaden var det saa! Det
var Gigten, som slog op; og saa nyttede det ikke at
stampe imod Braadden, - afsted maatte han fra alle
de uforsørgede Munde og lade Træbenet ligge igjen.
Huset er nok ikke formeget værdt. Og siden har Dat-
teren taget Finvasken for Officererne, maa vide. Gut-
terne gaar i Skolen, ser jeg. Men saa er der Forskjel
paa før og nu for hende. Haubitzeren var som en høit
anset Politi her i Byen, baade ude i Gaden og anden-
steds, hvor de brugte Myndighed; og som Fløien stod
paa Taget hos Haubitzeren, saa mente de nu næsten
alle nedover i Staværn" . . .

Han hørte ikke længer paa hende.

"Godaften, Madam Wahl!" - sagde han pludselig,
og hun saa ham styre nedover Gaden den samme Vei,
som han var kommet.

Igjen dreiede han indover mod Kanonerens Hus, og
nu strøg han lige paa. Koste, hvad koste vilde, han
gik ikke ombord uden at have set Sara og skaffet sig
Klarhed over, hvordan han stod hos hende.

Inde paa Gaardsrummet saa han et Par af Snorene
rykke og bevæge sig, og fra Vedskjulet lyste det fra en
Lygte.

Han vidste, hvem der var derinde, før han nærmede
sig.

SIDE: 461

Hun stod med Ryggen til ham og tog ned for Aftenen
Resten af den ophængte Vask.

"God Aften, Jomfru Rørdam!" sagde han.

Hun vendte sig saa rask, at Snoren faldt ned. Der
laa den med Vasken udover.

"Aa, hvor De skræmte mig!" udbrød hun og bøiede
sig hastig forover for at tage op Snoren; men han saa
godt, at hun var ganske rød af Overraskelsen.

"Nei, nei, Jomfru Rørdam! Jeg skal heise den op
igjen. Han greb i Hastigheden Snoren næsten ud af
Hænderne paa hende og begyndte at se sig om efter
Spigeren, hvor den skulde gjøres fast.

"Der er den!" sagde hun leende og pegte paa et lidet
Spigerhoved i Væggen.

Han prøvede forgjæves paa at gjøre Snoren fast.

Nok en Gang alle de hvide Klæder paa Jorden.

"Nei, Jomfru! den Knob, som passer her, den gaar
over min Kunst!"

"Saa skal jeg kanske lære Dem en ny. Jeg gjør saa!"
- hun kjækkede blot Bugten af Snoren paa Spiger-
ho'det.

Hun havde imidlertid sin Møie med at faa den tør-
rede Del af Vasken hastig nok op i Kurven; det gik
lidt befippet for sig.

Rolig blev hun først, da Rejer begyndte at tale om,
at han havde hørt, de havde Sorg i Huset, og at det
var derfor, han havde villet høre herop, straks han kom
iland.

Hun vilde ikke lade ham bære Kurven, og han vilde
ikke lade sig afdisputere at bære en Fange Ved ind i
Kjøkkenet til hende.

"De har jo ikke andet end Barnehjælp nu, Jomfru
Rørdam! skulde gjerne hugge Ved for Dem hver evige
Dag."

"Aa Tak, jeg kan ta' saameget Hjælp, jeg behøver,
- jeg har god Raad," - spøgte hun afværgende.

I Kjøkkenet tog hun Vispen og begyndte under Sam-
talen at dynke en Del Tøi.

- "Jeg véd det ja, Jomfru Rørdam! Men den, som

SIDE: 462

ikke har noget at sørge for, blir tilslut nummen i Næ-
verne. De véd, naar én har "bare snaue sig selv" . . .

"Det kan De sige, men jeg, Juhl!" - hun holdt inde
med at bruge Vispen og vendte sig alvorlig mod ham,
og nu saa hun godt spansk ud! - "jeg har fire Børn
derinde at forsvare." - Hun nikkede ind imod Stuen,
hvor der hørtes Leg og Larm.

Rejer følte godt, at dette betød et venligt Afslag; -
det var, som Dækket sank under ham.

Børn var det morsomste, han vidste, - udbrød han
uhyre ivrigt forsikkrende. Men hun lo og slog Sam-
talen hen paa hans Reise.

Rejer var imidlertid blevet ordknap og betænkt, me-
dens hun underholdt Passiaren.

"Jeg har hørt, De har ta't Styrmandseksamen, Juhl!"

"Af hvem? - hvem har?" . . .

Hun blev lidt forvirret - "Jeg husker det virkelig
ikke" . . .

Som et Lys steg Linds Ansigt op for ham.

. . . "hvis det ikke skulde være hos . . . Baadsmand
Torgersens" - tilføiede hun nu.

Det lettede, - men sikkrede ikke totalt.

"Vi hørte saameget i Vinter om alt det sørgelige paa
St. Mauritius og om, hvordan De seilede med Feberen
ombord," vedblev hun; hun saa han var aldeles for-
stemt og bleg.

"Ja det var en styg Reise!"

"Hos Torgersen havde de Brev om det altsammen.

Der stod store Ting om Dem, - men det tvilte jeg nu
heller ikke om, at, naar noget ordentlig kom paa, vilde
Rejer Jansen Juhl ikke blive unævnt." Hun forsøgte
at spøge, men Udtrykket var varmt, og det var næsten,
som Stemmen dirrede. "Tænkte De ikke paa, at De
kunde blive syg selv da?"

"Nei! - udbrød han pludselig - "men jeg skal sige
Dem, hvad jeg tænkte paa, mens jeg stod der . . . Det
var paa en staut, deilig Jomfru oppe i Norge, som jeg
aldrig siden har kunnet faa ud af mit Ho'de! - -
og jeg tænkte paa hende slig, at jeg bare bad den, som

SIDE: 463

havde skabt mig, lade mig kjende mig selv igjen, for
den, som stod der ved Rattet, var baade en Ulv og en
Manddraber! . . . og saa ikke seigpine mig, men lade
mig faa hende - med alle de Barn, hun bare har!" -
føiede han glubsk til og saa ind i Stuen. "Den Jom-
fruen har jeg altid tænkt mig som en Gallionsfigur i
en tredobbelt Egestevn, duvende op og ned til Livet
i Skum med et sligt høit Bryst og slig Mine som Deres,
- ja netop slig Reisning i Ho'de og Nakke som Deres,
Jomfru Rørdam! Det er, som hun ser over hele Havet
og siger til Sjøerne: "Jeg skal knække jer!" Her er
lidt af én, som kunde gaa paa i Verden, Jomfru! naar
han bare fik den, han vilde seile med. Ja, Jomfru
Sara Rørdam! - jeg er ikke blevet Kaptein idag, -
jeg er ikke pyntet, ikke flot og galant! jeg er styg, -
har en lang Næse . . . staar tilbage i meget! Men, -
giv De Rejer Jansen Juhl Deres Tro, og svigtet skal
De ikke blive, ikke for fremmede Kvinder, - ikke for
noget paa Jorden, saalænge der er Liv i mig!"

Han havde nærmet sig Dynkebrættet og stod nu lige
over for og saa hende ind i Øinene.

Hun var høi, han endnu høiere . . . Hun stod død-
bleg med Vispen sænket ned i Dynkefadet og halv-
aaben Mund . . .

"Men Juhl! - De maa da bruge Forstand! - Fire
. . . fire Børn" . . .

"Bare Fornøielse, siger jeg! - og naar jeg er ude
paa Reis, blir de jo rent nødvendige at ha' i Huset!"

Hun stod lidt stille!

"Paa Dansen oppe i Barakken ifjor, da De sad der
paa Bænken som én for Dem selv og saa saa kryt paa
mig og os allesammen, - dengang tænkte jeg, at med
nogen mindre Mand giftede jeg mig aldrig! . . . Siden
paa Kvælden vidste jeg ogsaa, at det ikke kunde blive
med nogen anden, - om jeg havde havt det som an-
dre og staat uden dem, jeg skulde forsørge. Derfor
tænkte jeg, at ham skal Du ikke gi' den Slags Tanker
fra først af, som han kanske kunde tage for tungt, naar

SIDE: 464

jeg maatte sige nei! Jeg gjorde, hvad jeg kunde,
Juhl!" . . .

"Ja nu er det rent spændt for sent, Jomfru Rørdam!"

REJER SÆTTER KURS MOD HAMMERNÆSSET!

Det var paa Opturen fra Danzig til Bergen en tre
fire Ugers Tid efter. Rejer gik med en Flis i Munden
og grundede over Fremtidsplaner, - noget at slaa sig
paa . . .

Lind var helt fra Danzig af igjen kommet i sit
gamle flotte, gode Humør.

"Hør Juhl!" sagde han pludselig, idet han stansede
en frisk Melodi, som han plystrede, "jeg tror, jeg har
undgaat at bli' en gift og bunden Mand! . . . Dette var
tredie Gang, jeg har gaaet hen og friet, og naar det
ikke gik nu sidst hjemme, saa er Hans Lind patent,
- patent!" - gjentog han og slog sig paa Benet med
Piberøret.

"Saa! - Ja da er jeg blevet det jeg! . . . Det er før-
ste Gang, jeg har friet."

"Saa-aa? - Naa saa den!" . . . han snude sig ra-
sende rundt.

"Forresten" - tog han infamt i, - "er det anden
Gang ialfald, Du er ude. Den første spenderede Du en
Sølvkjede paa, husker Du; - men hun var desværre
forlovet før med - Doktor Fredriksen!"

"Naa, naa!"

Lind gik ganske mørkerød helt forud til Bakken.

"Snik Snak, Juhl!" sagde han pludselig, da han kom
igjen. "Jeg har jo gaat her og været spilrende glad,
fordi jeg ikke blev gift Mand og sligt, som jeg ikke
duer til! og saa faar Du mig gal igjen. Tag hende Du,
Gutten min, - der er real Ankerbund i Dig!" -

De sad paa Bænken ved Hytten med hver sit Glas
Grog mellem sig i Anledning af den for dem begge,

SIDE: 465

om end paa forskjellig Vis, interessante Begivenhed.
Langt nede i Læ i sydvest havde de over Kimmingen
Arkonas Fyr paa Rügen . . .

"Det simpleste er naturligvis," mente Lind, "at vente
et Par Aar paa Avance til at bli' Kaptein, - f. Eks.
Alert efter mig, naar jeg søger andet Fartøi."

"Nei Tak" . . .

"Du skjønner da vel, at alt andet er længere afveien!"

"Nei Tak!"

. . . "og nu, Du har tjent Dig frem paa Sjøen i alle
de Aar" . . .

"Nei Tak, siger jeg!"

"Hvorfor?"

"Fordi - jeg . . . jeg ikke vil! Leve og dø som
Skibskaptein nu, jeg gifter mig! Bare klemme en Skude
Aar for Aar gjennem Sjøen for andres Regning! Nei
Tak! Tager jeg Fartøi, er det for at slaa og fægte mig
igjennem og spekulere ved Siden af. Jeg maa bli' det,
som jeg kan gjøre noget udaf sjøl." Han stak Glasset
helt ud.

- En Dag svaiede de op paa Bergens Vaag blandt
en Skog af Master, og her fandt Rejer paa Posthuset et
tykt Brev til sig fra Sara. Da han aabnede det, fandt
han to Breve indlagte fra Aafjorden.

Det ene var fra hans Moder:

"Kjære min Gut!

Om din Forlovelse med Sara Rørdam, saa véd Du
nok, at din gamle Moder, som har baaret Dig under
Hjertet, ikke lægger andet end de bedste Forhaabnin-
ger til, at Du nu fæster din Stadighed indenlands, om
jeg end ikke forstaar saa godt, hvordan Du kan paatage
Dig det alt. Haarstaden ialfald, - jeg véd ikke om
Ottilie i dette Stykke, hun siger ingenting, - mener
naturligvis, at de fire Børn er umulige! Men, som Du
er skabt, og som Du fortæller om hende og alting, kom
der som et stort Fortrøstningens Haab over mig, endda
jeg ikke venter at faa se hendes Ansigt; thi om at
Du vil til Hammernæsset, hører jeg aldrig desværre

SIDE: 466

af Dig. Det ligger nu der som det værste Underbrug,
og det er nok flere end mig her i Huset, som synes
det; jeg mener Ottilie. Stakkar, hun har det ikke godt.
Haarstaden er ondskabsfuld, som før beskrevet; men
da han nu ogsaa ærgrede hende med, at han tænkte
paa at ville hugge Hammernæsfuruen overende, saa
lod hun ham nok forstaa Juhlekraften. Thi fra en vis
Dag har han tiet ganske muk derom, og jeg tror, han
er ræd for, at den kanhænde kunde blive Ligkisten
hans; - men sligt er ikke for det gode mellem dem.
Rejer, min Gut, din Moders eneste Haab! Se det var
det, jeg vilde sige Dig, at mine Øine af mange Tegn,
ikke mindst ved Ottilie stakkar, er opladt for, at Du
forhaabentlig af os alle har frelst dit sande Liv og din
rette Mandskraft, da Du saa tilsyneladende uforstandi-
gen brød ud af Trangheden her. Havde jeg nu været
ung, som jeg er gammel, Rejer! Det ønsker din Moder
nu; hun kan ikke lade være at ønske det og mulig
endnu mere, fordi hun maa tie med den Tale for sine
omgivende. Men godt var det at vide engang i min
Grav, at der stod en Gut oppe over Mulden, som ikke
er mindre stærk end nogen af Slaaskjæmperne paa
Vestlisiden eller Juhlerne til Bygdens sande bedste. Jeg
vil ikke bedrøve Dig; men længe, jeg mener mange
Aar, - gjør jeg det ikke. Pusten blir længere og læn-
gere borte, og det ta'r mig for Bringen. Men det er
som et Tegn, naar én begynder at se og tænke saa-
meget. Gud tilgive os alle, baade de, som ligger i sin
Grav, og andre; men det kunde blive et langt Nøste at
vinde op og mangen uredelig Floke at faa greiet. Unge
har taget gamle og gamle unge opover i Slægten, sæt-
tende bestandig Ernæringens Betragtning over alle Ting
og Guds stemme i Brystet.

Nogle Ting vil Du da se jeg har gjemt af for Dig,
og de hundrede Daler, Du engang skikkede hjem fra
Fisket, ligger, som de var, i Bankobrevet for Dig hos
Præsten, for at ikke andre skulde faa Fingre i dem" . . .

Det andet Brev, dateret fjorten Dage efter, var fra hans
Søster Ottilie og meldte, at hans Moder pludselig var død.

SIDE: 467

En Dag, som hun begyndte at gaa ivrig op og ned i
Stuen, som hun pleiede, naar hun mærkede et Anfald,
havde hun pludselig klemt Haanden til Brystet og
sagt: - "Nu dør jeg, Ottilie! . . . Hils Rejer!" -

Han blev siddende over Brevene. At hans stærke,
kjæmpebyggede Mor kunde dø, havde aldrig faldt ham
ind saa meget som med en Tanke. Og at det nu vir-
kelig var sket, kom saa uventet, at han havde ondt for
at samle sig paa det.

Han havde elsket sin Mor heftigt, inderligt! Han
havde drømt om at føre hende fra den gammeldags
Rede inde i Aafjorden ud til det, han skulde faa istand.
Hun skulde se det; - altid tænkte han sig hendes
store, mægtige Skikkelse inde i Stuen, medens han sta-
dig forbløffede hende med nye Foretagender.

Og nu - var hun ikke mere!

Hele Dagen under hans Gjerning ombord skimrede
hans Mor for ham, og undertiden kom der over ham
nogle konvulsiviske Pres for Brystet, der ligesom
sprængte til Øinene.

Langt udover Natten gav Sorgen sig endelig Luft.
Han græd længe og voldsomt saadan, som han ikke
havde gjort, siden han var Gut.

Han laa og tænkte paa Hammernæsfuruen der oppe
paa Haugen med dens strakte, knudrende, røde Grene,
og hvordan han altid fra Barn af havde sammenblan-
det dens triste Knagen i Vinden med sin Mors tunge Suk.

Hun havde igrunden ogsaa ført et helt Liv i Suk.

. . . Det at krøge, bøie og bugte sig om Mand og For-
holde, stærk og bred som hun var skabt, var vokset
næsten til en Samvittighedstro indeni hende; men
hendes Øine, hendes store Ansigt med den tungsindige
Mine og de dybe, tunge Støn fra Brystet havde sagt
ham, at det skede med en mægtig født Stammes Kna-
gen. Kanske ikke mindst den Dag, Ottilie lagde sig
i Haarstadsnavset og gjorde sig til Myrklop for ham
og Familien igjen over til Hammernæsset.

Han havde følt det og lidt ved det i dunkel Trods fra
liden af uden egentlig at vide det! - det havde samlet

SIDE: 468

sig til en Magt i ham, saa han med ét kunde slide sig
fra det og bryde ud.

Og bent skulde det gaa - eller under, - det svor
han sig ved sin Mors Minde!

Medens Alert lossede ud Østersjørugen og tog ind Fisk
til Italien for at komme ud i Langfarten igjen, nyttede
Rejer virig hver Stund i Bergen til at finde noget at
slaa sig paa. Han satte alle Seil til, undersøgte og stak
sin Smørstikker ind allevegne, saa her og saa der. De
to Sild, som havde hilset paa ham ivinter i Sjøen
udenfor Buknfjorden, var ikke gaat sporløse over hans
Sind! - de havde sagt ham, at han var en Dumrian,
som løb Verden rundt for at slide sig til Fortjenesten,
mens Pengene ryede hjemme i Havet, saagodtsom
udenfor Stuedøren.

Det maatte kunne gaa an paa noget Vis at faa boret
sig ind i Sildetrafiken. Men der skulde Kapital til,
især for én, som ikke kunde med at følge andet end
sit eget Hoved.

Hans Næse stak sig mere end nogensinde snusende
og veirende ind overalt, Minen spurgte og forhørte og
frittede Folk paa lang Vei.

En Dag hørte han, at der skulde være kommet en-
del Aafjordinger ud til Emigrantskibet "Kong Sverre",
der laa udenfor paa Rheden for at gaa til Amerika, og
han bestemte sig straks til at lade sig ro derud.

Det var en stille, blank Sommeraften, at han alt fra
Baaden speidede efter kjendte Skikkelser; men med
Undtagelse af nogle af Mandskabet saa han ingen paa
Dækket. Ombord vistes han nedenunder.

Ved Trappen, som førte ned til Mellemdækket, stan-
sede han pludselig med en Følelse som om Brystet
snørede sig sammen. Han gjenkjendte Aafjordsdialek-
ten!

Det var et Kvindfolk med en grov Stemme, som
holdt paa at lære en liden Gut et Regnveirsvers om
Peter Piper:

SIDE: 469

han sidder bag Flyerne
og piper til Skyerne,
og saa kommer de som Sauerne
over alle Haugerne!

Det var lige ind i hans tidligste Barndomsminder
hjemmefra.

Der var ingen, som kjendte den stærke, høibyggede
Sjømand, der steg nedenunder, uagtet der stirrede ad-
skillige halvt undrende Øine paa ham; de tænkte vel,
at det var en af de befalende ombord.

Han stod med Følelsen af med ét ligesom at være
bjergtaget i en anden tidligere Verden, hvor han før
havde levet.

Den med Luggen nedover Panden, som sad der for-
overbøiet med Begklatten klinet paa Brættet og Sylen
i Munden, medens han skar til en Saalelap under en
Kvindfolkesko, var ingen anden end selve hans gamle
Ven Skomager-Jo; rynket og skaldet nu øverst i Kro-
nen, men ikke mindre bidsk og ivrig, naar han ar-
beidede, saa det ud til! Mundlaget var, som naar han
i gamle Dage truede med Skomagerpuffet; men kanske
kom det knebne ved Læben nu af, at han havde mi-
stet nogle Tænder . . .

Han drog saa omtrent Kjendsel paa dem alle.

Den der borte, som sad paa sin Sæk og trommede
paa Knæet og smaarørte Foden, var Spillemands-Knut,
liden og gebræklig med smaa, røde Øine, medens han
kastede paa Hovedet, naar han sank for dybt sammen,
som om han igjen vilde mande sig op til en ny Slaat;
- ja, en Skilling for hvert Bryllup, han havde spillet
i . . .

Den Familie dér maatte være fra Opgaardene. Og
hun, den tykke gamle Jente, som lærte Gutten, - han
maatte smile, - var ingen anden end Søsterdatter til
Jørun Budeie; hende, han havde været saa forelsket i
og saa ulykkelig for, da hun tjente paa Haarstad. Hun
var en Forfærdelse at se til, stor og grovlemmet, Maa-
neskinsansigtet gaaet ned i lutter karslige Furer . . .

SIDE: 470

De to, som sad og stellede den gamle Mundladningsrifle
med Flintelaaset, kjendte han ogsaa; de hørte til oppe
i Annekset i Nordsetgrænden. De var neppe tredive
Aar nogen af dem; men hvor hugede og tunge alt i
Kroppen! - - og Kvindfolk som Karfolk, ja lige ned
til Smaagutterne og Veslejenterne, hvilke gamle, for-
voksede, træagtige Ansigter.

Dette var Bygden hjemme, saa dværgkroget saa den
ud, ligesom med Spindelvæv over alle Kisterne!

De havde alt indrettet sig omkring paa Mellemdæk-
ket med sine malede og blommede Bommer og Skrin
og Skindfæller og Sengklæder og Rokke og en rasende
Masse upraktisk Skrab. Det var sandelig endda godt,
at de ikke havde taget sine Slibestene med, for ud af
en Sæk stak en gammel Lja' og en Brynesten.

Skomager-Jo saa ikke op, bare skar bidsk væk paa
Brættet.

"Du syr endda Sko, ser jeg!" sagde Rejer.

Jo saa halvt sky op paa den formentlige Styrmand
eller Befalingsmand ombord:

"Ja-a, - Skomagerkjærringen og Smedemærren,
ved Du, har aldrig sko paa Benene!"

"Skomager-Jo!" udbrød Rejer i Aafjords Dialekt.

Skomager-Jo saa op med Kniven i Haanden og gabte.

"Jeg kommer for at høre, hvordan det gik med de
Støvlerne, jeg reiste fra den Jul!"

Skomager-Jo sprat op.

"Er ikke det han Rejer, saa kjør mig rat under Op-
dalsskredet!" raabte han paa sin livlige Vis.

Hovederne rundt om dreiede sig en Smule og An-
sigterne blev ligesom længere; men der var ikke en
Mine af Overraskelse at se, før det ved Rejers Erklæ-
ring og Skomager-Jo's Raaben hen til dem fuldt ud
havde stadfæstet sig, at Tidenden var fuldkommen sik-
ker. Da lød det bortover, mens de reiste sig, og han
gik hen og haandtoges med dem: "Nei han Rejer! . . .
End saa da! . . . Juhlegutten!" . . .

Men, hvad Rejer saa over de knappe Ord, var, at
det skalv baade her og der i Ansigterne. Det var om-

SIDE: 471

trent, som de kunde mene i Bebreidelse: - netop, som
vi reiser, saa kommer Du!

Rejer spurgte dem om, hvorledes de var kommet paa
Tanke om Amerika?

"Frostaar og Skatter og trang for Levemaaden" . . .

. . . "Og saa naar Bygden kommer ud af sin gamle
Forsorg," lagde en Kone skjærende ind.

. . . "Og saa var det nu saa, at da Folket engang fik
Smag for Silden," mente Jo - "saa blev nogen og
hver tænkende inde paa Aafjordssanden. Men saa er
de nu smaat til Sjøkarer, og saa hørte vi om Amerika.
Nogle mente, at naar de bare roede langs Stranden
hele Veien, saa maatte de vel naa frem; men saa
vanted' det vel paa Provianten. Og saa kom Agenten
indover Fjorden og greiede ud, at det maatte gaa med
Skib."

Der blev en Samsnakken og Udspørgen, hvorunder
Rejer tog rede paa saagodtsom hele Bygden, - paa
sin Moders sidste Levetid . . . paa Hammernæsset, paa
"Blæssen", som var skudt! Madam Juhl gav sig ikke
paa det, da Lensmanden vilde have den over til Haar-
stad.

Der taltes under en egen, sorgbrudt Stemning og med
en for Aafjordbonden uvant Aabenhed, omtrent som
foran Døden . . .

Som de saadan sad og snakkede halvdæmpet nede
paa Mellemdækket udover den sene Sommerkvæld,
kunde der imellem blive Pauser saa tunge og stille,
at de hørte Sjøen skvulpe udenfor mod Skibssiden.

Rejer vilde høre en Laat paa Hardangerfelen, og saa
tog Spillemands-Knut paa at spille den ene Slaat efter
den anden; men der var en egen gjemt, vild Graat i
Understrengene og det, enten han spillede "Luraasen"
eller "Guldhaugen" eller han tog i for Mod og Lystig-
hed med "Kværnslaatten" og "Hverven". Af og til lød
et lidet Snufs af Graad eller et klemt Suk fra en eller
anden af Kvindfolkene, som om de sad og tænkte paa,
at de nok aldrig havde troet, de nogensinde skulde
gaa den Dans, de nu gik, efter Knuts Spillemandsfele.

SIDE: 472

Rejer sad en Stund og dreiede Hænderne, saa det
knagede i Fingerledderne; men saa var det, som An-
sigtet lysnede op, blev skarpt, bestemt, Øinene faste.
Hans Fremtidsvei laa pludselig som i et Lys for ham!
- Hammernæsset stak ikke lige ud i store Fjorden
for ingenting, bene Veien til Havet, - og han var
kanske ikke heller kommet til at drage ud for ingen-
ting.

Silden . . . Silden! skulde gjøre det for hele Aafjor-
den. Hammernæsset bygges, om end paa andet Vis,
end hans Mor og hans Søster havde tænkt, og Bygden
kanhænde endda faa en Juhl!

Rejer lagde den Kvæld sin Livsplan.

- "Og saa blir det Slut med mig og Alert!" sagde
Rejer en Dag, han havde sat Lind ind i sine Sildepla-
ner. "Men uden Kapital gaar det ikke. Faar begynde
smaat, se til at faa Part i en Slup for mine to tre
hundrede Daler. Det blir at gaa paa Spanien efter Salt
om Sommeren, sælge det ude paa Sildeværene om
Vinteren og saa derfra gaa Fragt til Østersjøen med
Sild og Tran. Det maa gi' Fortjeneste, - blev som et
Uhrværk Aaret rundt" . . .

Lind skjød Sjømandshuen bagover paa sit sort-
krøllede Hoved, der han sad paa Kahytssofaen:

"Min Farbror, gamle Lind i Laurvig, har en Brig,
som han ikke længere kan faa Fører til uden paa Træ-
last; den gik før efter Salt paa St. Ybes. Gaa i Part
med ham; det kan hænde, den flyder. Han vil ingen-
ting heller, for han tjente paa den Trafik. Men Du fik
nok forfare Skuden først, det lønner sig ikke at gaa
tilbunds!"

"Javel, javel, Lind! Skriv til Gamlen og sig, at nu
kan han faa den, som vil drive Briggen."

SIDE: 473

HUSLIGE ERFARINGER

"Arcturus af Laurvig" stod med slidte, gule
Bogstaver i Agterspeilet paa Briggen, som Rejer havde
faat at føre. Den var en lovlig gammel Brye, og dertil
havde den det med altid at faa slet Veir over sig.
Men i tre paa fjerde Aaret havde Rejer nu ført den
paa St. Ybes og op til Sildeværene og derpaa ned til
Østersjøen igjen, - rundt som en Mølle! I disse tre
Aar havde han lagt sig op gode Penge og derhos straks
efter første Tur giftet sig.

Hans Hjem var Kanonerens gamle Hus i Staværn,
og dennegang, han kom hjem fra Østersjøen, - det var
ved St. Hanstid, - havde Sara en tre Maaneders gam-
mel Gut at præsentere ham.

Det var alt Nummer to. Den ældste hed Jan. Den
anden vilde han, for en Sikkerheds Skyld ogsaa skulde
hede Jan; - det var derom Trætten havde staaet tem-
melig varmt den Dag inde i Stuen mellem dem. Og saa,
da dette var løst med, at Gutten skulde hede Conrad
efter Kanoneren, kom Hovedslaget!

Som den, der havde faat sit frem, var hun nu blevet
saa mild og snil, hun gik med Tvistens Gjenstand paa
Armen, og hun var endnu vakkrere som Kone end som
Pige; det var, som hun i alt passede mere til det og
nu egentlig ret var i Ligevægt.

"Men Rejer!" sagde hun, idet hun kom elskværdig
nær til ham, saa nær, at den lille udøbte Conrad kunde
faa gribe ham efter Næsen, "naar tænker Du nu, vi
kan flytte nordpaa? Husk paa de Smaa! Det maa ikke
sættes ud, til vi faar Høsten paa os."

Hendes hemmelige Skræk var, at han atter skulde
tage ud med den berygtede gamle, lække Saltdrager.

"Saa godt som jeg har tjent iaar, har jeg tænkt, det
var rettest at holde ved endnu en Stund, saa flytter
vi til næste Sommer."

"Du vil til Spanien igjen!" udbrød hun.

"Sommerdag, - fint Veir!"

SIDE: 474

"Fint Veir, det kommer Du altid hjem og siger,
Rejer!"

"Ja hvad ellers, har Du kanske noget imod fint
Veir?"

"Nei, men Rejer, engang maa dette dog slutte, -
engang maa vi dog begynde paa at tage fat der nord,
synes jeg."

"Du indser da, at jo mer Kapital jeg kan sætte i
Sildefisket, desto bedre."

"Paa det Vis kan Du holde paa til Dommedag. Og
saa vakkert Du har talt for mig om alt det, Du skulde
gjøre der i Aafjorden, - og saa!" hun kastede Hove-
det paa det spanske Vis, omtrent som hun vilde sige,
at nu blæste hun af alt det Præk.

Hun begyndte at gaa henover Gulvet: - "Til Spa-
nien igjen . . . nu jeg tænkte, Du var færdig? Ikke
troede jeg, Du holdt saa daarlig ved, Rejer!"

"Forstaar Du da ikke, at Penge er Penge, - at det
er det Krudt, jeg skal skyde med."

"Nu har Du over elleve hundrede Daler, Rejer! -
og Huset har vi Bud paa, saa at Du faar mindst to
hundrede tilovers, udenfor det, der staar i det. Naa
ja, vil Du bo her, saa er det en anden Ting; jeg ser
det jo helst for de store Gutterne. Men saa lader vi
Silden og alt det, Du har snakket om den, være for
det, det er! . . . Ja ja, saa blir vi boende her da. Og
Du kommer hid hjem fra Sjøen saadan en fjorten Da-
ges Tid to Gange om Aaret, det blir en Maaned akku-
rat om Aaret det; eller i tredive Aar tredive Maane-
der. Saadan lever vi ialt sammen i vort hele Liv kan-
ske to og et halvt Aar. Saa blir vi heller ikke saa let
kjede af hinanden!" Hun gik hen og lagde Gutten i
Vuggen; men den raske Maade og den harmfulde Mine
sagde noksom, hvad hun syntes.

"Du faar tage det, som Du vil, Sara! men, hvad jeg
har sagt, staar! . . . Til næste Aar flytter vi."

"Hør, Rejer!" sagde hun langsomt og saa op paa
ham fra Vuggen, som hun heldede sig over. "Jeg var
istand til at lade Dig faa din Villie med Gutten og

SIDE: 475

lade ham hede noget med Jan han ogsaa, naar vi bare
kom til at tage fat nordpaa straks!"

"Nei, - det gaar ikke!"

"Du vil ikke?"

"Nei!"

Hun fløi op. "Saa Du vil ikke? - heller sænke Dig
ned med Saltlasten paa Havsens Bund i det skamme-
lig raadne Fartøi. Du siger altid fint Veir! men tror
Du, jeg ikke har forhørt mig hos nogen anden end
Dig? Du holder paa at sætte til hver Gang, har Tøm-
mermanden sagt; ham faar Du ikke engang med mere.
Vær saa god, gaa Du under! Jeg kan selv sørge for
dem allesammen jeg, - for de to der med! Men jeg
skal aldrig, - aldrig glemme Dig det, Rejer, at Du
kunde bære over dit Sind at udsætte mig for saa stor
Sorg uden Nødvendighed. Jeg hørte nok næst sidste
Gang, hvordan det havde været i spanske Sjøen uden-
for Brest i alle Braattene; der var godt Spørgsmaal
baade om Liv og Penge dengang. Men saalænge det
maatte til, saa maatte det, tænkte jeg da. Hvad vilde
Du sige, Rejer!" endte hun med lynende Øine, "om
jeg og han der bare satte os i Vuggen og lagde ud til
Spanien? . . . Det er skammeligt! - jeg har aldrig
lovet mig med Dig paa sligt."

"Tømmermanden er en livræd Hund, - glad kvit
ham, den Sladdertæve! - forstaar sig ikke mere paa
at dømme om en Lækage end paa at stoppe den. Det er
derfor, jeg lader ham stryge fra mig, om Du vil vide
Besked paa det ogsaa. Rent desperat er da ikke jeg
heller; det er jo mig selv, som drukner - - og om
saa uheldig skulde hænde i den Vei, som Du ikke har
lovet at være med mig paa, som Du siger, saa sidder
Du jo her med Penge til at faa Børnene frem for."

"Penge? . . . Penge! jeg bryder mig ikke om Penge,
jeg bryder mig om Dig jeg. For mig kan Du gaa,
hvor Du vil i Verden, bare ikke tilbunds, siger jeg Dig!
og det er det, Du gjør, af ren Pengegridskhed. Sild? -
Aafjorden? Sig Maanen! bare jeg havde Dig fast
der og slap den Angst. Men at gaa længere med den

SIDE: 476

stygge Briggen! - Og saa, Rejer, husk paa, husk paa,
alle de Liv, Du faar at svare for, foruden dit eget, om
noget hændte, - otte Mand! Er det ret, er det for-
svarligt for Gud og din Samvittighed?"

"Du koger over, ser jeg, og griber saa Gryden i hvad
Hank Du bare finder. Først var det jo, at jeg holdt
saa daarlig ved med det nordpaa, og nu ta'r Du paa
Vei om Saltskuden! Hvad skal jeg holde mig til?"

Hun svarede ikke; blot gav sig til at vugge.

"Ser Du, Sara!" sagde han efter en Smule Betænk-
ning, "Du skal faa ret om Briggen. Jeg skal slutte op
med Arcturus. Penge har jeg jo tjent, som Du siger.
Men, hør nu," - han gik hen og lagde begge Hæn-
derne paa hendes Skuldre, der hun sad, og saa hende
i Øinene:

"Vi to skriver ikke hverandre X for U eller seks for
sju nogen Gang, - lirker ikke med hverandre, Sara!"

Han gjorde en Sving hen paa Gulvet, vendte sig saa
braat og sagde med en Røst, saa Gutten skvat op og
skreg.

"Ikke kroget, - bent paa skal det være her i Huset!"

- Kapteinsposten paa Arcturus blev da opsagt, og
Juni og næsten hele Juli Maaned gik hen med Ordning
af Flytningen fra Stedet. Det var for Saras Vedkom-
mende en hel Oprykkelse ud af alle hendes indvoksede
gamle Forholde og viste sig ogsaa at være et vidløf-
tigere Arbeide, end nogen af dem havde tænkt.

Under alt dette levede de paa en Maade sine Hvede-
brødsdage; thi saalænge havde Rejer aldrig før faat
være hjemme i sin egen Stue, endda den nu stod paa
Kant! Og det gjentog han med stigende Varme, at
gifte sig og gaa i Langfart, det var den rene Selvmod-
sigelse.

Paa den anden Side var han aldeles ikke blind for,
at der jo ogsaa kunde være Modsigelser hjemme. Han
havde taget Tronen i den fuldblods Juhlske Tro, at en
Ægtemand selvfølgelig var Selvhersker og Autokrat i
Huset; men det viste sig, at Sara baade havde ment og
holdt paa en endog betydelig indskrænket konstitutio-

SIDE: 477

nel Forfatning. Hun drog den ene Kridtstreg efter den
anden foran sin Ret og mod hans Myndighed, - blæste
af ham iland.

Nu var det tillige saa uheldigt, at han maatte fire
den ene Gang efter den anden; thi i alle de mange
Spørgsmaal angaaende Flytningen, hvor gjøres af det,
hvad sælges, hvad tages med? - var hun ubetinget den
praktiske, og som den med Forholdene kjendte ogsaa
den, der vidste Raad og Udvei. Han var ikke noget
fint og smidigt Hoved for den Slags smaa Ting og fik
ogsaa en stadig tiltagende Fornemmelse af, hvor liden
Respekt hans Kløgt paa den Kant indgjød. Han trak
sig da ogsaa gjerne tilbage med noget, der skulde være
et Argument med Storslæggen. Han vilde ikke der
skulde holdes Auktion, - indsaa ikke, hvorfor ikke én
eller anden paa Stedet kunde kjøbe alt det, de ikke
vilde føre med sig, - indtil Sara en Dag ganske blidt
men med en gjemt Harcelas i Øienkrogen svarede:
"Skaf bare Manden, Du Rejer!"

Ja, skaf Manden! Rejer kunde havt Lyst til at kjøbe
hele Skrabet selv, bare for at faa Ret.

Og saa var det Maden. Aldrig havde han tænkt sig
andet end, at en Kaptein afgjorde, hvad han vilde have
paa sit Bord.

"Kjære Rejer! Torsdagen er Flyndren billig, Lørdag
er den dyr" . . .

"Naa saa tar jeg den dyr."

"For idag, naar Du vil det saa" . . .

"Hver Lørdag, siger jeg Dig, hver Lørdag i mit Liv!"

"Da faar Du hente Stewarten eller Kokken ombord
for at styre med dit Kjøkken, for i mit blir det ikke;
vort Husstel er for stort til at gaa uden Orden Ugen
igjennem. Det indser Du nu ogsaa selv vel," lo hun;
"men har Du Lyst paa Flyndre idag, saa" . . .

"Hør, Sara! jeg har ikke Lyst paa Flyndre, men Lyst
paa ikke at være nogen Flyndre selv i mit Hus."

"Og jeg siger Dig, jeg slaar en Streg foran Kjøkken-
døren; jeg kuller Næsen din, sætter Du den ind der.
Tænk, her er en Husholdning for seks Børn og saa en

SIDE: 478

Pige. Du og jeg, det er ni . . . Og saa Flyndre udenfor
Fiskedagene! Men idag skal Du nu ha' den, det skal
jeg være Kone for. Du skal ikke sige andet end, at
Du faar Ret! Naar en Mand vil noget i sit Hus, saa
vil han det jo," tilføiede hun indsmigrende.

Og vakker var hun, medens hun saadan snød ham
for hans Ret.

Naar det saa faldt til, at han kastede Frakken og
alene tog et helt Skab, en fuldpakket Komode eller den
store, Jernbeslagne Dragkiste og bar den ned af Trap-
perne, da stod det godt at læse i hendes Ansigt, at hun
syntes, han var mægtig; og han var aldeles ikke uføl-
som for hendes Beundring.

- "Men ét tror jeg alligevel, jeg har lært, Rejer!"
spøgte hun efter et saadant Stor-Tag, "og det er, at en
saa stærk Kar maa have Arbeide, skal det gaa. For
det vilde blive brydsomt i Længden at have et tre
Alens Mandfolk gaaende med alleslags nye Paafund
og Opfindelser mellem Stolene og Bordene herhjemme
og saa sætte sin Villie snart paa det og snart paa det.
Det er som at slippe hele Nordenvinden ind bare for
at støve Gulvet!"

Rejer lo. "Der skal Øvelse til at krydse inde i en
Stue ogsaa, skjønner jeg, især for to Seilere, der hver
er saa stive paa Kursen som Du og jeg, Sara!"

"Ja Du er forskrækkelig envis, Rejer, - det er ren
Natur hos Dig!"

"Hm . . . End jeg, som synes, Du er saa føielig."

"Du? - der lyver Du, det synes Du ikke!"

"Nei nei; men jeg skal lære mig til at synes det."

"Ja, er det ikke det, jeg siger, det er ud Du skal, rig-
tig i Basketag! - herhjemme blir Du bare udskjæmt."

- "af bare Føielighed fra din Side."

- - - En Dag indløb der et Brev til "Kaptein Juhl,
førende Brig Arcturus". Det bar en Mængde Poststemp-
ler.

"Fra Lind!" udbrød Rejer, og Sara, der holdt paa at
gaa ud af Stuen, stansede midt i sin Travlhed for at
høre.

SIDE: 479

Golden Gate foran St. Francisco.

"Kjære Juhl!

Det er nu en god Stund, siden jeg hørte, at Du eksi-
sterer som gift Mand, og jeg havde da ogsaa tænkt paa
at overhale Dig med et Brev i den Anledning. Men
saa blev det ingenting af førend nu, ogsaa jeg har min
Nyhed at fortælle Dig. Jeg haaber da, Du lever godt
og vel, hvad enten dette Brev træffer Dig opover Ørene
i Sild eller ombord paa Arcturus, som Du maa slippe
saa snart, Du bare kan, det er mit Raad; den er ikke
af Korketræ og er istand til at gjøre Ende paa sig saa
ekspedit som en Møllesten der i spanske Havet.

Hvad mig angaar saa, - frisk Vind og sligt noget
véd Du. Du kjender Rummelen. Rigtig vel gik det
først, da jeg kom hidover og begyndte at regne Fragt
i amerikanske Eagles. Har aldrig gjort det saa godt
hverken i Pund, Lire eller Francs som her i det stille
Ocean, især med Hvedefragter. Men "Sanningen att
säga", som Gøteborgeren siger, er din Ven Lind hver-
ken blevet rigere eller fattigere for det. Han retter sig
altid efter Hyren og Kaplaken saa nøiagtig som et Ba-
rometer, - stor Fortjeneste stor Herremand i Land, og
stor Herremand store Regninger, véd Du.

Ja saa faar jeg da rykke ud med Nyheden. Jeg an-
tager, Du begynder at gjette den og forberede Dig be-
hørigt paa noget i Smag med en rosenrød Billet og saa
videre. Jo da, jeg har da virkelig gjort det store Skridt,
gaat hen og fæstet mig en Brud jeg ogsaa."

Sara trak Læben op og kastede foragtelig paa Nak-
ken; - han havde bredet sig med sine evige Følelser,
da han friede til hende.

"Hvordan hun ser ud?" læste han videre. - "Rank
og slank og med Hovedet saadan rask paa Skakke som
et Fartøi, der krænger og duver . . . med drivende hvidt
i Halslinningen og Ærmet. Brystet stolt og modigt som
et bugnende Store-Mersseil! - og dertil saa smal over
Vristen og fin og gratiøs. Du skulde se hende i det
rette Sigte paa skjøns over Hakkebrættet, - hun svin-

SIDE: 480

der som et Syn henover, det stolteste, Du kan tænke
Dig, om der ellers slaar et galant Sjømandshjerte i dit
Bryst!"

"Aah!" - udstødte Sara - "den Slags Mandfolk,
som blir bare Smør over hele Ansigtet, straks de ser et
Fruentimmer! - de lægger sit Ord og sin Saligheds Ed
i hver Havn. Det er ikke Mand det!"

"Han ikke Mand! Du skulde se den Kar i en sort
Nat og overhændigt Veir!"

"Jeg vil nu heller se ham paa lyse Dagen som noget
at lide paa."

Brevet fortsatte:

"Det er saa fin og stolt en Jomfru, og naar Vinden
vifter hende om Kinderne, vilde selv Du bekjende, at
den faldt med Ære, som faldt i hendes Garn, især da
hun nu først og fremst ogsaa er et overmaade fordel-
agtigt Parti!"

"Synd i det stakkels Menneske, som har betroet sig
til ham!" mente Sara.

Naa, naa . . . videre!

. . . "Min Arm ligger om hendes Liv, min Ven! fast
og ubrødelig, saalænge Kaptein Lind pløier Bølgen" . . .

"Pyt!" sagde Sara haanligt, "den Vise har han sun-
get saa mangesteds alt."

. . . "og vil Du vide hendes Navn, - det er som
Musik, hvergang jeg hører nogen praier det, - saa" . . .

Men nu blev det formeget for Rejer. Han slængte
Brevet: "Naturligvis saadan en Rullia-a-ha!" - sang
han forarget henover Gulvet, "fra et eller andet San-
gerhul, som har løbet af med ham . . . Rullia-a-ha!"
gjentog han brølende med en Bas, der af bare Forar-
gelse drev sig op i Fistel, og tog saa Brevet op igjen:

. . ."saa er det - "Albatros", Fuldrigger, tre hundrede
og femti Kommercelæster velmaalte, ny, af bedste Ma-
teriale, Undermasterne rød Pitchpine, kjøbt for Aren-
dalsk Regning, en og tyve Mand, hvoriblandt Baads-
mand, Gøteborgeren, Tømmermand og Stewarten fra
Alert, samt det bedste, - Jens Emanuel Lind som
Kaptein! Ja der har Du min Kjærlighedshistorie! Til

SIDE: 481

andenslags Giftermaal tror jeg oprigtig talt ikke, jeg
har Natur" . . .

"Nei, nei, der siger han, som det er!" mente Sara.
- - - - - - - - - - - - - - - - -

Ens Død en andens Brød! - og et Hus rykker ikke
op fra et Sted, uden at der fra Mørkloftskrogene og
ellers opdynger sig en Skat af halvbrugte, halvslidte,
usælgelige Ting, der kan have sin baade Nytte og
Salgsværdi, naar de kommer i de rette Hænder, og
som ogsaa finder sine ivrige Efterstræbere.

Det var her, paa dette vistnok ikke væsentlige Punkt,
at Rejer befæstede sig og med hele sin urokkelige Kraft
satte sin Villie igjennem.

Walla skulde arve! - hun og ingen anden af de
mangfoldige Ansøgere i Skikkelse af Skurekoner,
Hjælpekoner og alle Slags Koner nedover i Stuerne.
Det var kun med Nød og neppe, at Sara fik slaa Kridt-
stregen om Barnetøiet, som hun "rigtignok vilde faa
give til dem, som kunde trænge det . . . Madam Wahl
ialfald kunde ikke have Brug for den Slags!" - lød det
spydigt.

- Sagerne var indladede paa Fragtejagten, hvormed
de skulde gaa vestover, og alt paa bedste Maade ordnet
lige til det vanskelige Spørgsmaal om, hvorledes Sara
med de to smaa og fire store rettelig skulde indstuves;
og her paa Sjøen havde hun pludselig i ét og alt givet
sig for Rejers Visdom; hun var blevet saa from som
et Lam og saa føielig, at han kunde vikle hende om
Haanden.

De skulde gaa ud af Frederiksværnsgabet om Natten,
nyttende den gode Vind, uagtet den kom med Regn.
Rejer tog sig nu om Aftenen en Tur op til Madam Wahl
for høitidelig at indsætte hende til Arving af alt, hvad
hun maatte finde i Huset efter dem.

Ganske blind havde han hellerikke været for hendes
brune Kaabe. Han havde flere Gange set den i Nær-
heden af Kanonerens Hus, og det var kanske endogsaa
gjort for, at han skulde huske paa hende og ikke
glemme hendes Interesser; men saa havde hun vel lidt

SIDE: 482

ond Samvittighed for sin Mund om Sara og en Fø-
lelse af, at Vinden ikke vilde falde ind i den gunstige
Side af Kaaben fra den Kant, hvorfor hun ligesom kun
havde gaat for Bidevind oppe i Gaden til hans Obser-
vation.

Dette var ialfald Rejers Gisninger, og bestyrket fik
han det jo ved hendes Udbrud, da han nu indfandt
sig oppe hos hende.

"Vidste jeg ikke, De kom, Kaptein!" lød det overra-
sket. "Aa nei, De glemmer nok ikke en gammel, skrø-
belig og fattig Kone, som har kjendt Dem i Nødens
Dage."

"Kommer for at sige Farvel, Madam Wahl!"

"Aa, saa da! - aa, nei da!" . . .

"Jeg skal hilse fra Sara."

"Tusend Tak."

"De har altid været hendes Yndling, - og De paa
Deres Side har nu ogsaa stadig havt saadant godt Øie til
hende, véd De; De har jo talt med mig om hende saa
mangen Gang" . . .

"Styrke min syndige Sjæl! ikke for andet end det,
jeg har sagt, saa kunde hun gjerne ta' paa sig og gaa
ind i Himmerige med engang, - alt det, hun har staat
for, saa ung hun er. Og som de har lagt ondt for
hende og kaldt hende baade hovmodig og stolt paa
det, og saa opnaaede hun alligevel en dygtig Kaptein
lige for deres Næse!"

"Ja, ser De, Madam Wahl! derfor har hun ogsaa
tænkt paa Dem igjen under Flytningen og ment, at
hvad der saadan kan ligge efter, skal ingen anden arve
end gamle Walla.

Walla fo'r hastig op og neiede den ene Gang efter
den anden. "Sig Madam Juhl, at jeg er om at synke i
Jorden, - lukt i Jorden! og den gamle Madam Wahl
nok skal huske hende, naar hun sidder paa Hjørnet
om Dagen over Kurvene, med det, hun kan gjøre til
Guds Velsignelse paa Reisen og ellers i alle Maader i
Livet! . . . Aa nei da, saa hun huskede paa en fattig
Kone. Altsam-men, sa' De?" spurgte hun pludselig.

SIDE: 483

"Det ligger alt stuvet hen i Kjøkkenet til Dem. Hos
Torgersens faar De Nøglen, og der véd de Besked paa
det."

Walla begyndte igjen at vride og bære sig i stærke
Udbrud under sine Følelser af Taknemmelighed.

"Sæt Dem nu ned igjen, Madam Wahl! Se her har
De jo mistet den ene Papirlap efter den anden," sagde
Rejer og plukkede op nogle Stumper med Blyantstre-
ger og Mærker paa.

"Eia mei da, - det er Regnskaben! Jeg sad netop
med den, Hr. Kaptein, saa mister én det ene og saa
det andet, ud af Ho'det! Tankerne blir saa korte, skal
jeg sige Dem, naar én blir gammel. Nu var det denne
Anders paa Sjømilitæren. Han sagde, han skyldte bare
for syv Peberkager, og saa - hisch for Ungdom i disse
Tider!"

Stakkars gamle Walla! tænkte han, da han gik ned
over, strengt Veir gjør krogede Trær! Hun bøier og
smyger og krøger sig for at hænge ved Livet.

SILDEKONGEN

I de Aar, Rejer havde været borte fra Aafjorden,
havde der vistnok fra Forholdene udenfor faldt ad-
skillige Solstreif indover hans Fædrenebygd; men no-
gen synderlig tændende Magt havde de ikke havt; her
var for vaadt og skimlet Knusk til at tage Fyr.

Og egentlig var i al denne Tid hin Juhlebaadens
eventyrlige Udfart paa Sildefisket den eneste Begiven-
hed, der havde sat videre Bølger i Sindene, om det end
tilslut viste sig, at ogsaa det blot blev en død Dønning
i Trægheden. Den havde kun afsat en og anden Grub-
ler paa Gaardene nede ved Fjordkanten samt en vis
dunkel Følelse over hele Bygden af, at Verden og Li-
vet kanske dog andetsteds kunde være lettere og lysere

SIDE: 484

at tage det op med, et Misnøie, som endte med, at
flere drog til Amerika.

Saameget var ialfald udrettet i disse Aar, siden Rejer
begyndte med sit Sjøbrug derinde, at man fra Stavan-
ger og lige nord til Kinn vidste, at der gaves en Note-
bas, som hed Rejer Jansen Juhl, der saa omtrent kunde
lugte Silden i Havet og gik paa som en Storhval. Altid
fremme, altid paafærde, hensynsløs og uvorrent nyt-
tende al Slags Veir og hver Chance, havde han veks-
lende tabt og vundet, vundet og tabt; men i det hele
arbeidet sig fremover saa, at han nu, foruden to tre
egne Notebrug med hver sine Baser i Spidsen, tillige
drev paa Part i adskillige andre. I Fjordbygderne
kaldtes han almindelig Sildekongen.

De forskjellige Sjøhuse, som efterhaanden havde
reist sig henover paa Aafjordssanden, og mangt andet
oppe i bygden viste, at her blandt Folket alt var tjent
mere end én rund Skilling paa Silden.

Sildekongen boede ikke paa Hammernæsset; der sad
nu hans Søster, som var Enke; men nede i Hammer-
vigen i et nyt Hus med blaa Tagsten og to store, vakkre
Sjøboder foran. De stod nede i Stranden hver paa
sin Side af den lange Brygge. Den ene indeholdt Garn
og Noter, der hang ned som Vægge oppe fra Røstet, og
i den anden, et Salteri, stod Baad op i Baad, - den
mindre i den større, som Skaal sættes i Skaal.

Dernede herskede stor Travlhed. Folkene eftersaa og
prøvede allehaande Varp, Drægger og Trosser, der
skulde bruges nu paa Vinterfisket og bringes ned i de
endnu kun halvt udrustede Baade, som laa i Række
ved Bryggen. Et Par Gutter paa seksten og sytten Aar
fulgte ivrig med paa Arbeidet. De hed, den ene Jan,
den anden Jan Conrad, og deres Far, som idag gik
utaalmodig som en Tyrk oppe i Stuen og havde kjørt
alt, hvad der fandtes af Folk paa Gaarden, i Vinden,
- Hans Navn gjetter Læseren.

Under Jul, mod Tiden før Sildefisket, gik han rent
Bersærkergang, ekserserede med Folkeleie og Baade og
Eftersyn og Ekspresser, gjerne syv otte Mil ud til Hav-

SIDE: 485

kanten, efter Tidender for at have dem fra første Haand
og ferske.

Det var en saadan Tidende, som idag havde sat ham
og med ham hele Gaarden paa Kant. Der skulde
lægges ud! Notebaser og Besætninger budsendes, Pro-
viant gjøres færdig . . . tusinde Ting! Og Ordrene lød
barske og hastige ud til Fuldmægtige og Folk. Bruget
var stort.

Med Uldskjærfet løst om Halsen, opknappet Pjekkert
og Hænderne paa Ryggen, drev han frem og tilbage i
Stuen. Gangen var slængende, den høie Figur lidt bag-
overkastet, og i det skarpe, stærkt markerede Ansigt
laa idag af Iveren en Rødme omtrent som af et Øre-
figen paa hver Kind.

Det var to høist forskjellige Figurer, som krydsede
Gulvet derinde i Stuen, vel vogtende sig for at rage
i hinanden. Hans Hustru lod sig ikke saa let rokke
fra sine Koncepter; - hun havde set mangt saadant
stormpludseligt Opbrud før og gik nu der bred og solid
og fast paa Foden uden at lade sig forstyrre i sin hus-
lige Gjerning.

"Kjære Rejer, - om Du venter, til Julen er over, er
jeg vis paa, Du endda er blandt de allerførste. Eks-
pressen hørte jo intet til Sild!"

"Hørt om Silden? . . . hørt om Silden; har jeg hørt
sligt! Da roede nok alle andre ogsaa ud! Nei, ser Du,
men det, han sagde, lugtede af Sild, det skjønner jeg
det!"

"Aa Du lugter altid Sild, Rejer! Lad nu Folkene
faa Julehelgen i Fred; andet passer lidet for Aafjor-
dingen, véd Du."

"Passer lidet for Aafjordingen! Nei, men at lade
Guds Gaver gaa i Havet uden at estimere dem saa-
meget som at række Haanden ud og tage imod dem,
det passer for Aafjordingen, det. Ture Jul først ja, og
saa, naar de er færdige med Øltønden, saa er det deres
magelige Tid, det passer for dem det! Men nu kom-
mer tilfældigvis Silden først og venter slet ikke. Jo,
jeg skal lære dem jeg! Jeg skal bænke dem, om de gjør

SIDE: 486

sig mere krogede, end de alt er. De skal faa kjende
Slæggen paa Spigeren!"

"Naa ja, Du raa'r selv, Rejer! og fra min Side er
Provianten færdig. I har bare at tage imod."

"Færdig, - alt?" han saa lidt forbløffet og næsten
tvilende paa hende.

"Aa, saameget har jeg nu skjønnet paa Dig i disse
Dage, at Du vilde ud tilhavs, enten Ekspressen sa' saa
eller saa."

Inderlig fornøiet dreiede han sig rundt paa Hælen og
gned sig i Hænderne:

"Det var prægtigt, Sara! . . . prægtigt! siger jeg Dig,
- mindst tre Dage sparet. Det er Husmor for sig sjøl
det! Du kunde været Bas ude paa Fiske, om det
havde krævets. Prægtig, - prægtig!"

"Ja, nu har jeg og alle Kjærringerne baget og bryg-
get og stelt for Dig og ladet hele Julestasen herhjemme
staa til, og saa er Du fornøiet."

"Ja vel, fornøiet!"

"Men ser Du, Rejer! nu skal Du ogsaa lyde mig i
ét."

"Naa da?"

"Jeg vil ikke ha' Jan Conrad med paa Fiske iaar,
som Du har snakket om."

"Saa? - netop han skal med!"

"Husk, til næste Aar blir han først de sytten; Gutten
har vokset sig næsten tre Alen lang og er ikke stærk."

"Aa han er stærk nok, en ren Plug, naar han bare
ikke faar drive herhjemme og skjæmmes bort."

"Jeg trænger ham vel til Hjælp med Bestyret; her er
nok at gjøre, véd Du!"

"Jan Conrad - skal - med", udtalte Rejer med
langsom Vægt. "Jeg forlanger ikke strengt Arbeide af
ham; men med skal han! Han maa begynde at se og
lære, saa der ikke kommer en saadan Grønskolling ud
herfra, om noget skulde times mig, som jeg selv var."

Sara gik hen til ham, lagde Haanden paa hans Skul-
der og strøg ham over Kinden.

SIDE: 487

"Du skal gi' mig Gutten endnu dette Aar, Rejer! Til
næste kan Du tage ham."

"Vidste jeg det ikke? vidste jeg det ikke, - vidste
jeg det ikke! Altid har Du noget under, altid er det
Kjøb og Salg med Dig, Sara! Jeg tror, Du er nærig
lige indtil Hjerteroden! Saa det var derfor, Du lagde saa
glatte Ruller under Baaden for mig? jeg skulde betale
det, - naturligvis!"

"Snak som Du vil, Rejer; men denne Gang raader
jeg! Jeg har hørt ham sidde alene paa Guttekammeret
og sukke mange Gange. Jan Conrad er svag, siger jeg
Dig."

"Saa han er blevet saa gebrækkelig med ét! . . . Pas
bare Du paa, at han faar godt og varmt paa sig, - for
med skal han!"

"Dette mener Du ikke, Rejer! Naar jeg staar og be-
der Dig som nu, jeg er jo Guttens Mor!" hun sagde det
med dirrende Stemme.

"Ja, jeg er hans Far!" han drev hastig frem og til-
bage paa Gulvet.

Sara rynkede Brynene skarpt. En skjødesløs Straale
af hendes svære Haar havde forskudt sig lidt fremover
Kinden; det stod ikke til at nægte, at der var Magt i
Madamen.

Han stansede et Par Gange foran hende, men dreiede
af igjen.

"Hvad plirer Du saa med Øienkrogen for?" udbrød
hun endelig utaalmodig.

"Det undrer mig, at jeg, som bare er Guttens Far,
skal se bedre end Du, som . . .; men hm, - det har vel
sin Grund." Han svingede bortover igjen med et lunt
Smil og med Armene i Sidelommerne.

"Hvad mener Du?"

"Jeg siger bare, det har vel sin Grund. Hver slutter
bedst fra sit Blod. Ser Du, Sara! Gutten har ikke for-
vokset sig, er ikke hverken for klæk eller syg og alt
det, Du vil have det til; men han er forlibt, siger jeg
Dig! He, he, jeg skulde vel kjende saadanne Karer; han
har holdt paa med de Narrestreger nu i hele Høst. Det

SIDE: 488

eneste Raad for det er bare arbeid, arbeid, arbeid! Og
derfor skal han ud. Han har naturligvis bedt Dig tyndt
som en Toskilling om at faa slippe?"

"Men Rejer, hvor vil Du hen med dette?"

"Hans Lyst staar naturligvis bare til at være hjemme
i Julen og træffe hende, Lærerinden, den nye Frøken
hos Præstens, i alle de Lag, han bare kan naa til. Tror
Du, det er for ingenting, at Jan Conrad absolut har
villet hen til alle de Kirker, der findes i Præstegjeldet,
om Søndagene? Du har kanske troet, han var vakt, -
hvad?"

"Og Du skulde havt dine Øine ude paa alt det, Du!
. . . hende, - den lange, ulænkelige, fregnede?"

"Man kan bli forlibt i mindre end det, Konen min!"

- Hun trommede i Vinduskarmen . . . "men kjære
Rejer, Gutten er seksten Aar!"

"Ja, ser Du, Sara! Saadanne Forlibelser er nu noget,
som Unggutter lidet kan gjøre for, - ialfald ikke de i
min Slægt!"

"Saa-aa? - Du fører en deilig Tale!"

"Jeg taler bare af mit eget Liv jeg."

"Og det bekjender Du saadan frisk væk."

"Javel! Der er hundrede, man kan blive forelsket i;
men Alvor af Legen blir det bare med én. Og nu gjel-
der det for Jan Conrad, ser Du, jeg kjender det saa
vel, - især for Jan Conrad mere end for Jan, han lig-
ner Dig! - at han ikke falder op i det første det bedste
Skjørt, han maa faa saavidt Alder paa sig, at han
ialfald har Øine i Hodet, - Glimt af Vet! - Naa? -
mener Du nu ikke som jeg, at vi skal lade ham ro den
Riden af sig, eller vil Du kanske ha' hende til Sviger-
datter?"

"Ikke troede jeg, Du skjønnede Dig saa stort paa
Fruentimmersager, Rejer!"

"Jeg har aldrig sagt, jeg har skjønnet mig paa dem
jeg; men vel, at jeg er sluppet saare vel fra dem," han
strøg Haaret tilside fra hendes Kind og lo, "endda Du
som oftest river som hede Brændnelden! - og gjerne
vil jeg ogsaa holde min Haand over Jan Conrad!"

SIDE: 489

Utaalmodigheden tog ham igjen, og han drev hen
til Vinduet: - "Se der . . . se der . . . se bare! der gaar
han, som skulde give Besked, endnu og drager Bag-
benene efter sig oppe i Bakken som en Gamp. Den, som
havde en lang Stok at friske paa ham med! Jeg skulde
været hos Smed-Lars og tilbage igjen nu to Gange."

- - Anden Dagen derefter var der paa Formiddags-
leite en stor Tummel nede paa Bryggen. Husets Folk,
Børn og Tyende fo'r frem og tilbage og fra Nabogaar-
dene havde Tilskuere samlet sig. Det var et Notelag
paa tyve, tredive Mand, som skulde afsted.

Notebaaden laa alt med Letfæringen efter sig og den
store Dræg ophuket i Stevnen paa sine fire Par Aarer
færdig til at ro af. Et og andet vaadt Snefnug faldt i
den graa, stille Vinterdag let som et Fugledun ned paa
de brune, barkede Master i Stornoten, der laa opgreiet i
Rummet i høi Sætning, klar til at gaa over Rullen.
Længere inde holdt Spilbaaden med Mellemnoten
endnu paa at løse Landefæstet, medens Kaggebaaden
med Lillenoten alt var skudt udpaa et Stykke.

Paa Agtertoften i den store Notebaad sad Rejer i
Sydvest ved Styrvollen; hans Ansigt var for første Gang
i disse brændende travle Dage igjen opklaret og talte
om, at han nu befandt sig i sit Es, der han sad. Hans
Hustru stod nede i Bryggetrappen og lod til Farvel
deres mindste fire Aars gamle Datter langes henover
Tofterne til ham af de skindklædte Rorskarer.

Og nu satte de af.

Baadene gled under Aarerne rask udover Vaagen,
som laa i mat Blyglans, medens Rejers Hustru med en
Klynge Gutter og Piger, den mindste holdende hende
ved Haanden og Skjørtet, stod ved Bryggegelænderet
og saa efter dem. De forsvandt bag Næsset; men hun
stod der endnu, saalænge hun i den stille Vinterdag
kunde høre Lyden af Roningen i Hamlebaandene.

Den Kone var nu blevet noget for Bygden! Den Feil,
at hun ikke var født der og ikke havde staat med
Brudekronen paa i Aafjordskirken, havde hun fuldelig
oprettet ved - foruden de to Janer, hun kom med, at

SIDE: 490

kunne fremvise syv Sønner og Døttre, rette Aafjordin-
ger allesammen, Børnebørn af gamle Jan Juhl, og ellers
rettelig født og døbt der i Bygden. Staut og gjæv var
hun, "rigtig saa det var Synd, at ikke gamle Madam
Juhl fik se hende!" . . .

- I Sjøbruget ekserserede Rejer Aafjordingen med
voldsom Hensynsløshed mod alle tilvænnede Sæder og
Skikke. God Kost, faa Maaltider og "skrup Dig!" var
hans Hovedsætninger, der forholdt sig til det gamle,
de havde i Blodet, det seige, træge Tempo og de otte
Maaltider om Dagen, omtrent saa stik imod som Nor-
denvinden til Søndenveiret.

Og at her var Eksersering, det fik de da ogsaa føle
nu denne Gang, mens de laa i Juledagene ude i Hav-
skjærene ved Teistholmene.

Ro og færdes uafladelig, - ligge der firti femti
Mand, begge hans Notelag, udover alle Holmene og
kige efter Silden, det var deilig Helg!

Men Julen var nu Jul! mente Aafjordingerne, og
Rejer saa dem slænge ravende omkring paa Skjærene
den ene Gang efter den anden.

Selv gik han deroppe paa Holmen som en utaalmo-
dig Brand og slog sig paa Laaret med Kikkerten og
snusede mod Graaveiret med den store, vilde Næsen,
omtrent som han mente, Silden var i Luften.

Stor Fred gav ham dem ikke. Saa Ekspresser, saa
ud at søge med Vandkikkert og Lod baade her og der . . .

"Der er ikke Sildeskjæl uden Sild!" brummede han,
da han sidste Gang lod sig ro afsted med Letbaaden.
Da havde han sendt det ene Notelag den ene Vei, det
andet den anden, og selv fo'r han den tredie for at
forfare. Det eneste, som var sporet saa langt nord ved
Værene endnu, var to tre Hvaler og noget Sei.

Da Rejer om Kvælden vendte tilbage, hørte han Hyl
og Skraal og fuld Jubileren oppe i Logisboden og rundt
om den. Aafjordingen turede og holdt Jul, og Fuselen
stinkede paa lang Vei.

Han stak Hodet braat ind af Døren:

"I Baadene, Karer! - det tør hænde, vi finder Sild

SIDE: 491

østover ved Skjærene." "Og ialfald skal jeg spæde lidt
Sjøvand i Brændevinet jert!" mumlede han for sig
selv.

Det var ikke netop med lystige Miner, Aafjordingen
samlede sig nedover i Mørket efter Aarerne; de kjendte
det i Hjertet som et helt Helgebrud. Men roet blev
der! - roet og roet den udslagne Nat med Rejer foran
i Letbaaden. Da de saa vendte paa Morgenkvisten,
lød det lunt:

- "Dette kan gaa for Juledansen, baade Halling og
Springer!" De havde roet til Straffedom.

Trætte og udasede kom de saa ind til Teistholmene,
og der fik Rejer igjen en Afkjøling i sit Blod,og Aa-
fjordingen til en Forandring Opreisning. Der havde
gaat en Sildeindsig tvert imellem Holmene saa tæt, at
"den havde gaat tør", og at der laa Sild paa begge
Sider oppe i Stenene. Jan Conrad havde med en Note-
stump stængt tredive Tønder; men Nabolagene paa
Indsiden sat Stæng paa Stæng, det ene større end
det andet.

Der kom som et Raseri paa Baserne; men Rejer gik
stille op paa Holmen og betragtede de andres Fangst.

"Man faar tage Verden humoristisk!" smaahumrede
han.

Ved Middagsleite slog han imidlertid med ét Kik-
kerten sammen. Der gik Fugl og Hval indover Fjor-
den . . .

"Gaa paa igjen, Gutter! . . . Efter Silden!" lød det,
og nu lagdes der ud, som der ikke skulde være rørt ved
Aarerne den Nat.

Ordet var elektrisk. Not blev sat . . . sprængt af
Hval! . . . en ny sat i en ny Vaag.

Atter under et nyt Indsig en Mængde Notelag paa
engang liggende og vogtende ved et Sund. Her dirrer
alt i høieste Lidenskab, - et Minut eller to for sent,
og Chancen er tabt. Notebaserne kommanderer, me-
dens Underbaserne ligger i Letbaade udover og un-
dersøger Sildeindsiget med Vandkikkert og Lod.

I Agterskotten paa en af Færingerne staar en høi

SIDE: 492

Mand i Sydvest, hvis Færd alle vogter paa. Manden
stikker Haanden rolig i Lommen og tager en Skraa, -
det aftalte hemmelige Tegn, - og ud gaar Juhlenoten
over Rullen, medens Sildesiget suser og skvalper helt
op i Vandskorpen . . . Spilbaaden med Varpet ind til
Stranden . . . Smaabaadene haler i Kavlebaadene, efter
som de flyder op udover. Men i Sjøen stikker nu og-
saa samtidig fjorten femten andre Stornoter, Aarer
knækkes, en Baad roes i Suset tvertover ved Hamle-
baandet, et Par Mand falder i Sjøen og faar krabbe
sig op igjen, ingen ænser det . . . Noter sættes paa
kryds og tvers, her kappes paa Livet om Værdier af
Tusinder.

- Men ude i Marts, naar det sidste Stæng var bjer-
get og Silden vel afhandlet, fløi den samme andelette
Færing, som saa mangen Gang havde roet og seilet sig
fuld i den svære Sjø paa Fisket, indover Fjorden med
de to stærkeste Karer ved Aarerne og Rejer Juhl selv
andøvende til med den ene Haand og Styrvollen i den
anden. Nu længtede han hjem, og saa gik det indover,
saa Fossen stod.

Han kom altid to tre Dage tidligere, end Notefol-
kene, og i de tre Dage, til han igjen maatte tage fat,
var der stærk Sol i Huset.

Han mente altid at komme uventet; men de kjendte
ham og holdt forsvarligt Udkig, saa han havde baade
Sara og Børneflokken myldrende om sig paa Bryggen.
Men da fik hun ogsaa kjende Bjørnelabben. Hans Hil-
sen var gjerne at halv løfte, halv svinge hendes solide
Skikkelse rundt paa Bryggen i en Glædens Ubændig-
hed. - "Lige vakker! . . . lige spansk! . . . det er Kone det!"

"Og hvordan er det gaat?" sprugte hun, da de gik
opover.

"Brav med mit, men usselt med dem, jeg har havt
Part med. Altid for sent! . . . altid den ene bare i Kjøl-
vandet paa den anden akkurat som Silden! det er Aa-
fjordings Vis det. De kræker og kryber omkring saa
seige som Padder, naar de ingen har over sig."

"Har Du tabt meget paa dem, Rejer?"

SIDE: 493

"Aa for det saa, - jeg har nu altid gaat frem to
tre tusinder alligevel."

Og ind svant Flokken af Gadedøren til det store
Hus, over hvis blaa Tagstene og Vinduer Martssolen
blinkede med sit egne stikkende Vaarlys.

Inde i Stuen havde hans sædvanlige Kunststykke, at
vandre omkring med fem seks af Børnene paa engang
løftet op paa Arme, Hals, Skuldre og Ryg, nydt sin
fulde Paaskjønnelse, og de var dernæst prøvet med
Maalstregene paa Dørkarnissen, - Hoved efter Hoved
spraglende i alle Haarfarver fra de lyse efter Moderen
til Rejers stride rødbrune.

Nu sad han hyggelig bænket i Sofaen, medens Sara,
ivrig og opstemt, satte ham ind i alt, hvad der var
passeret, siden han reiste.

. . . "Og nu kan Inger helt til det ny Testamente
i Bibelhistorien . . . og Theodor Norge, Sverige og Dan-
mark i Geografien til Dig."

"Javel, javel!"

"Og saa skal Du høre, hvad jeg har tænkt med Ha-
ven, - vide den ud til det firedobbelte mindst! Jeg
vil lægge mig paa Moreller og Kirsebær, kanske Æbler
med, - det skal blive mit Brug."

"Vel, Sara, - gaa bare paa med det! Sæt Folk i
Drift! naar jeg tænker paa alle disse Stakkarne her-
omkring, - det er jo igrunden mig, som har faat dem
ud i dette med Silden! Og naar det saa gaar galt, er
det ligesom det er mig, som har at svare for det ogsaa.
Skjønt jeg nok tør sige," fo'r han op, "at jeg har gjort
mit bedste for at bænke dem. Skulde de have Baade
efter deres Natur, blev det med kroget Kjøl, kroget
Stevn, krumt Ror og vri'd Mast og Seilet i Nakken! -
skakro'de og sent sigende. Det er den gamle Land-
krabben i dem, som vil gaa slig paa skjøns og vente, til
alt kommer dem lige i Næsen, istedetfor at ryge bent
paa. Men véd Du, hvad jeg nu pønser paa, Sara? Kjøbe
smaa Skoglapper og bygge Jægter af Virket til Salg;
- det kunde lønne sig!"

"Og saa kunde Du ogsaa faa nok at gjøre om Som-

SIDE: 494

meren, Rejer, for da véd Du, Du kan bli' besværlig!"
- lo hun.

"Ja vel! - men Humlen ved det var nu, at Aafjor-
dingen kanske kunde drives bedre over i Sjøbruget, for
de behøver sin rummelige Tid, de Karer."

Det varme beundrende Blik, der opfangede Idéen,
viste, at hun var den Kone, som forstod ham.

GAA PAA!

Et halvt Snes Aar videre udover Livet! . . . Ham-
mernæsfuruen, der havde staat saamangen Kuling og
set saamange af Juhleslægten komme og gaa, havde
mistet den ene vældige Gren. Den stod nu deroppe paa
Haugen med en Revne og et svart ædende Hul oppe
i Stammen - den ene Arm udstrakt saa vreden, knud-
ret og trodsig som nogensinde! - og saa ned paa de
blanke blaa Tagsten i Hammernæsvigen. Der var alt i
Vækst, Liv og Rørelse om end lidt ensomt nu, Mand-
folkene igjen i Vintertiden laa ude paa Sildefisket.

I Bakken laa der paa kryds og tvers Spor af Ski og
Kjelker, store Fødder og smaa Fødder fra Gutternes
og Smaapigernes daglige Ærinder og Besøg dernede-
fra op til Tante Ottilie, der sad paa Hammernæsset og
"slet ikke brød sig om, at det spøgte i Bygningen."

Ude i Teistholmene var Sjøboden vokset op til et
helt lidet Salteri med Platting foran. Rejer Juhl havde
lagt mange Penge ned der, men ogsaa trukket mangen
god Skilling ud af det.

Og nu - midt i Vinteren, Tirsdagen den 18de Fe-
bruar, laa han derude i et forfærdeligt Veir. Vinden
rev med Stormstød paa Stormstød i Sjøboden, me-
dens han gik derinde, og nedenfor i den lille knappe
Havn laa hans Jagtefartøi for to Ankere og Varp og
sled sig og duvede, saa at Sprøiten stod over Bougen.

Han gik i Sjøstøvlerne frem og tilbage paa Gulvet i

SIDE: 495

den graatykke Morgenstund, medens endel Sjøkarer
stod klinte op ved de halvmørke Vægge og ventede paa
Besked. Han vandrede med Hænderne paa Ryggen, og
de saa, at det bryggede stærkt i ham. Det furede, skarpe
Ansigt med de graasprængte Skjæggetotter var sam-
menknebet ved Munden og haardt som Ben.

Han kræmtede og kræmtede . . .

"Jagten staar sig!" bemærkede hans Søn Jan.

Rejer Juhl svarede ikke, gik blot frem og tilbage.

"Naa Anders!" - udbrød han, da denne kom ind.
Det var hans bedste Notebas, "Gammelbasen", som
havde været paa Udkig oppe paa Holmen, "mener Du,
han gaar mere om paa syd?"

"Bent sydvest næsten! Det skal spøge for Stængerne
dernord. Tre Notekast lige foran Havsjøen, - den spa-
rer ikke den! Det er mange tusinder Tønder Sild det, som
ryger . . . kan bli' en tung Dag for Aafjordingen! Der
maatte nok baade Trosser og Varp til, skulde det holde."

"Mest kniber det jo for Martin Sørhagens store
Stæng," yttrede én.

Stormen tog paany i Røstet.

"Det er godt, vi bare har Part i det ene, Far!"

Rejer vendte sig braat: - "Godt! . . . godt!" - op-
rippede han. Han gik hen til den aabne Dør og saa ud.
"Veiret er nu ikke værre, end at med nogle gode Karer,
saa seilede vi didop med Trosser og sligt, - vi har
Dagen for os!"

Ingen svarede.

Rejer vendte dem bidsk Ryggen. "Hm! Hm!" . . .

Veiret rev igjen oppe under Tagspærrene. Atter keg
han ud; - det røg over Holmen . . .

"Al den Sild spildt ud i Havet igjen . . . jeg mener,
vi gaar paa jeg!" udbrød han afgjørende. "Det var
Skam, om vi skulde ligge her med al fornøden Red-
skab og saa lade den store Velsignelse for Bygden gaa
ud i Sjøen igjen. Naa Anders?"

Anders var villig.

"Jeg gaar med Dig, Far!" sagde Jan.

"Du blir her!" var det korte Svar.

SIDE: 496

To andre bød sig til, og Folkene begyndte straks at
gjøre alt klart.

Jan gik i Uro nede ved Fjæren og vovede et Par
Ymt til Faderen om, at det kunde komme til at knibe
stygt for Havn der nord ved Landet.

Det kostede adskillig Anstrengelse at faa Touge,
Trosser og Notevarp ombordbragte i Dragsuget.

"Idag vil jeg gaa med Dig, Far!"

Han var alt ifærd med at sætte Foden ind paa Baad-
ripen, da hans Far, som stod paa Toften, pludselig
vendte sig om og gav sin seks, syv og tyveaarige gifte
Søn et Nakkedrag, som uventet drev ham indover den
glatte Tang mellem Fjærestenene.

Idetsamme satte de af - - og med Rejer selv og
tre Mand ombord lænsede Jagten snart med Sønden-
veiret i Ryggen opover gjennem Rok og Sprøit. De fik
vasket sig!

Men ved Middagstide naaede de ogsaa op til Stæn-
gene, og det viste sig at være aldeles paa høie Tid.
Især stod det store yderste farlig udsat, og det gjaldt
i Jagtens vanskelige Stilling midt under Sjøgangen at
faa sat an allehaande smekkre Trosser og Varp. Vand-
tønder forvandledes til Kagge for at holde Noten bedre
flot, og det lille Reserveanker udleveredes, da Noten
holdt paa at slide sig ud for sine Drægge.

Her spilledes om store Værdier; men alt syntes dog
nu nogenlunde sikkret; - kun laa Rejers Jagt der
havneløs til Natten og maatte i Skumringen igjen staa
udover for at søge under Øerne paa den anden Side af
Fjordgabet.

Hvordan Stormen stedse øgede, og hvilket Hav der
var udenfor, det gik Jan ængstelig og dømte om henne
i Teistholmene om Natten, indtil Veiret tog til, saa at
Taghellerne begyndte at ryge af, og de fik nok at be-
stille med at forsikkre Boden med Trosser. Hans Haab
var jo, at Faderen skulde faat smidt sig ind i et eller
andet Sund og taget Landefæste. Hans Hjertesmening
var, at han havde en uvittig Far, som der maatte Kap-
sun paa en anden Gang.

SIDE: 497

Men udenfor i Havet laa Rejer Juhl med sin Jagt
for saa store Stumper Seil, han blot kunde føre, og
pressede Sjøen, saa Spanterne knagede og Stevntræet
dirrede! Vinden var gaaet vestligere, saa at han havde
maattet søge rum Sjø for Natten. Fyret havde de hele
Tiden nede i Læ; men saa det, gjorde de kun, naar
de laa høiere end midt i Sjøerne . . .

"Her er alvorlig Vask, Karer! . . . for den, som ikke
er vant til at seile med Jagt," sagde han, da de ud
paa Natten havde taget en forfærdelig Bræksjø, - "men
saa har vi godt Lys i Stagen der inde ved Land . . .
did vil vi ikke for god Betaling nu."

Men did viste det sig snart, at de maatte.

Det blev mere end Storm, og Vinden sprang helt
til vest, - bén paalands Vind og Hav! Her var ingen
Raad for, og i hvidt Hav og sorte Natten bar det saa
indover . . .

"Det er bare lige lukt paa Fyret det, Gutter!" sagde
han tørt. "Han kjendes saa blid nu, vi har ham efter
os. For den Rakker véd, hvad vi har foran os," -
tilføiede han mumlende for sig selv med et Nik mod
Kysten.

. . . "Forresten, Du Anders!" - yttrede han med en
vis Lunhed til Gamlebasen, som stod surret ved Siden
af ham ved Rorstangen - "Vestveiret hjalp godt
paa Aafjordingens Notestæng . . . de klarer sig nu fint!"

"Ja-a, . . . de klarer sig!" - mente Anders med en
egen Betoning.

Sort Nat, et Himmelhav, Sjørøg og Hvin om Ørene
og foran - som en opdukkende dunkel, angstfuld Anelse,
- Randen af noget gliset, hvidtandet, kantet, mørkt . . .

"Ser bedre ud paaskjøns, - lidt Vask til eller fra
gjør ikke noget nu!" Og med ændret Kurs stod de
videre indover, af og til fulgt af et skyvende Braat
henad Dækket.

Nærmere og nærmere kom det sorte, glisende . . .
takkede! Det var Døden, som grinede mod dem . . .

Hver Braat, der glistede inde i Mørket, stak med
Rædsel i Hjertet . . .

SIDE: 498

"Skal det gaa frem for Vorherre inat, saa er det
godt, jeg har saa lidet for egen Regning i Stængene!"
yttrede Rejer til Gamlebasen.

- Som det begyndte at se ud nu, blev hver tavs for
sig.

Tankerne gik tunge og blege i Rejer. Det var en
uventet Stans paa et stærkt Liv! . . . Fuldskurendes
Karer til at tage det op efter mig, baade Jan og Jan
Conrad! . . . Og Sara, - skal hun ikke møde mig mere
paa Bryggen? . . . Det blir tidligere Slut, end jeg ly-
stede! - det var som en Brudedans for mig, fra jeg fik
hende . . . han lettede paa Sydvesten for at faa Luft!

Hans hele Liv laa med ét som et Speil for ham!

De havde nu de susende Brændinger til begge Si-
der . . .

Pludselig lyste det skarpt op lige foran Bougen . . .

"Nei dette gaar som med Far min, da han stod paa
Kirkebakken hjemme i Aafjorden og prækede mod
Silden, - det nytter ikke, Anders!"

I næste Øieblik huggede de. Luften blev hvid . . .
Braattene jog henover dem!

Blandt de mange Vragstumper og Rundholter, som
efter den Februarnat laa og drev overalt inde mellem
Skjærene, var vel og de i Grundbraattet knuste Spanter
og Planker af Jagten. Men aldeles utvivlsom blev
Ulykken først, da Navnebrættet en Ugestid efter fand-
tes inddrevet nogle Mile sydpaa.

Jan kom med den tunge Melding og søgte betænkt
at berede sin Moder saa varsomt som mulig. Men hun
greb straks hans Arm, og aldrig skulde han glemme
de Øine, hun satte paa ham; det var, som hun kunde
se igjennem ham som Glas . . . "Fortæl, Gutten min!
. . . jeg begriber ikke, hvad Du siger! men jeg husker
hvert Ord! . . . fortæl om alt, - nøiagtigt! . . . altsam-
men!" . . .

Hun blev blegere og blegere, medens hun hørte paa
ham, - holdt paa at ville lægge Hovedet ned paa

SIDE: 499

Bordet, men reiste sig saa pludselig . . . "Og det er alt,
Jan! Har Du glemt noget, maa Du sige mig det." Hun
gik, og han vilde støtte hende.

"Tak nei, Gutten min, lad mig være alene." Dermed
lukkede hun sig inde.

De var i stor Ængstelse for hende, da hun hellerikke
den næste Morgen kom ud, og Jan gik nu ovenpaa.
Han fandt hende siddende stenrolig og bleg.

"Du faar komme ned og tage fat, Mor! Hun sad en
Stund urørlig og saa ned i Gulvet . . .

"Saa pas havde jeg troet, jeg holdt af din Far, at
jeg ikke skulde kunne overleve ham. Men Livet er
ikke slig . . . og vi tør ikke slippe, hvad han har be-
gyndt her i Aafjorden, Jan!"

"Ja, jeg fik hans sidste Paamindelse, Mor! - et
Nakkedrag, saa jeg laa i Fjæren . . . Men nu er det
gaat op for mig, hvorfor det var: - han vilde ikke
vaage to af os paa ét Bræt . . . . . . Det skulde sige saa-
meget som, at vi ikke skulde sidde her og sørge, Mor,
men gaa paa!"