Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 INDLEDNING Jeg kjender flere, der har havt den samme Lyst, som undertiden paakommer mig, til netop at vælge Uveir at spadsere i. Det er mest Mennesker, som fra et Barndomsliv i Friluft paa Landet er overgaaede til Livsvirksomheder, der medfører Stillesidden, og hvem Stuen undertiden blir for trang og beklemt - eller ogsaa Poeter. Deres Erindring og Fantasi lever, mere eller mindre hemmeligt for dem selv, i stadig Længsel ud fra Stueluften og Bykasernelivet. Naar saa Landet en Dag kommer ind til Staden i Skikkelse af en rigtig Regnveirsstorm, der rusker i Tag- stenene og af og til kaster en efter Dig, medens Ga- derne blir til Kanaler, Hjørnerne til Baghold, hvor Hvirvelvinden overfalder Ens Paraply og, efter en mere eller mindre langvarig og behændig Kamp, krænger og flænger den, indtil man tilsidst staar med kun Stokken og Skelettet igjen - saa hænder det af og til, at en stille, værdig Embeds- eller Forretningsmand, istedet- for efter Dagens Slid paa Kontoret om Eftermiddagen som vanligt at sidde hjemme i sin koselige Stue, siger til sin Hustru, at han "desværre maa ud i Byen en Stund". Og det, han desværre maa ud for, er naturlig- vis "Forretninger". Thi lidet vilde det sømme sig for en adstadig, gravitetisk Mand, som kanske er Borger- mester og en af Byens Fædre, at vedgaa endog kun for sig selv, at han er barnagtig nok til at gaa om og fantasere i Uveir, og at han kun vil ned paa Bryggen SIDE: 2 for at se Skummet sprøite over Beddingen og Skibene i Havnen lege Havari. Han maa naturligvis have no- get at bestille derude, om ikke andet, saa saaden i Almindelighed at se til, at ikke "qvid detrimenti capiat respublica"; det vil sige, at Byen, hvis Velfærd han i en eller anden Retning har at passe, ikke blæser ned. Sagen er, at der er Revolution i Gaderne - ikke en politisk, Gud bevare ham fra at være med paa saa- dant - men en af den Sort, som nu engang er dra- gende for ham, fordi den revolterer alle hans gamle Erindringer, og som han, skammeligt nok, lister sig til at være med i, skjønt den ogsaa paa sin Manér stormer alle Politiindretninger, knuser Vinduer, sluk- ker Lygter, river Tagsten af Husene, bryder Brygger og Fortøiningsindretninger og jager Politi og Vægtere ind i deres Huler. Det er Naturens stærke Hærraab midt inde i den civiliserede Stad til alle hans Barndomserindringer, til hans Fantasi og Natursans, som han lystrer ligesom en gammel Trompeterhest, der hører sin Ungdoms Sig- nal og pludselig sætter over Gjerdet. Et Par Timers Gang ude i Veiret, saa er den Brand i Blodet stillet, og hjem kommer den samme stille, gravitetiske Mand, der betænksomt sætter Stok og Ga- loscher fra sig paa den vante Plads i Gangen og be- klages af sin Hustru, som har været bekymret for ham og nu skiller ham af med hans vaade Klæder. Han selv er underligt nok, uagtet Gjenvordighederne, samme Aften i et ypperligt Humør og har saa overmaade mange Ting at fortælle om denne Storm - alt naturligvis, som det sig sømmer, i Skikkelse af Bekymring for, at Skade skal anrettes eller Ildebrand udbryde over Byen netop den Aften. Det var i et saadant Uveir, at jeg - der er prakti- serende Læge og som saadan baade for mig selv og andre har forsvarlig Grund til at være ude i Byen til alle Tider af Døgnet - en regn-, taage- og stormfuld Oktobereftermiddag var ude og vankede i Kristianias Gader og fandt mit Behag i at lade Veiret pidske mig SIDE: 3 i Ansigtet, medens min gode Regnkappe forøvrigt be- skyttede min Person. Mørket var efterhaanden faldt paa, og de tændte Gas- lygter blussede i Trækvinden, saa jeg kom til at tænke paa Blinkfyrene i en Taagekvæld ude ved Kysten. Af og til slængtes en ulukket Port op og igjen med Skrald som et Nødskud. Min stille Bemerkning i den Anled- ning var, at der dog endnu i vor nervøse Tid maa findes et forbausende Antal Mennesker uden Nerver; thi slige Skrald dundrer gjennem hele Huset lige op til Kvisten, op og igjen, igjen og op, Blæsten fylder Gangene, og Dører springer op; alle har det uhyggeligt, men ingen gider gaa ned og stænge Ondets Ophav; Portneren er ude i Byen, og saa længe faar da og Hus- hyggen være borte. Det var netop en saadan ulukket, utrættelig skral- dende Port, som blev Indgangen til, hvad jeg her har at fortælle. Som jeg gik forbi den, hørte jeg nemlig en Stemme, som syntes mig saa vel bekjendt, en gammel kjær Røst - skjønt jeg i Førstningen ikke vidste, hvor jeg skulde tage den fra - raabe utaalmodigt paa Portneren. Det var den slængende Port, det gjaldt. Manden var klarlig det eneste nervøse Individ i det Hus; ialfald var Portneren det ikke; thi han lod til at være lige ufølsom, baade for sin Port og for ham, som tog sig af dens Sag, og som forgjæves holdt paa med en Port- nøgel, der ikke lod til at passe. Endelig kom Portneren ud af sin underjordiske Hule, og under en liden Ordstrid, som udspandt sig mellem den nu forsonlige og blide, sin egen Irritabilitet fryg- tende Stemme og den brummende Portner, var det, at jeg med al en vaagnende Erindrings Magt gjenkjendte foran mig min gamle Ven fra Studentertiden, David Holst, sammen med hvem jeg havde levet tre af mit Livs rigeste Ungdomsaar. "Er det dig, David, saa faar Du lade mig slippe ind, før Du stænger!" raabte jeg, saadan som jeg vilde have gjort i de gode gamle Dage for tyve Aar siden. SIDE: 4 Porten aabnede sig helt, og et Haandtryk fra den udtrædende dunkle Skikkelse sagde mig, at han ikke havde behøvet at rode saa længe som jeg i sin Hu- kommelses Kiste, men at han havde taget mig frem af den med éngang. "Følg mig!" var hans eneste Ord, og saa steg vi tause, han foran og jeg efter, op igjennem de ubelyste Trap- per, en, to, tre Etager og endnu en adskilligt smalere Trappe høiere. Der tog han mig i Haanden for at lede mig, noget, som vel tiltrængtes, da det, saavidt jeg kunde skjønne, bar ind over et Mørkloft, hvor der hang Klædesnorer, - han bad mig ogsaa bukke mit Hoved. Paa Veien tænkte jeg i mit stille Sind mit. Hans Haand - jeg kom til at huske paa, at han i gamle Dage var noget forfængelig af den - var klam, maaske af Sindsbevægelsen, og han stansede undertiden i Trapperne, som om han maatte trække Pusten. Den trange Mørkloftstrappe hviskede ogsaa til mig, at min Ven David, der i sin Tid dog havde Lov som et godt Hoved, nok ikke kunde have drevet det synderlig langt i jordisk Forfremmelse. Han lukkede op en Dør og bad mig træde først ind. Paa et langagtigt Bord stod en Lampe, hvis Skjærm samlede dens Lysning stærkt, kun som en halv Meter omkring Lampefoden, paa et Skrivetøi og nogle Pa- pirer, som laa der, saa at Yderkanterne af Bordet i Begyndelsen forekom mig at ligge i Mørke. Bag det syntes jeg, der var ligesom en sort Grav, der dog lidt efter, da Øiet blev vænnet til Lampens bratte Lysskjær, viste sig at være en Sofa, foran hvilken der stod et næsten tilsvarende langt, malet Arbeidsbord med fir- kantede Ender. Naar to Ungdomsvenner paa saadan Maade mødes, er der under den ligefremme Form ofte alligevel en hemmelig Blyghed at vinde over; det er et mangeaarigt Lag af forskjellig Oplevelse, som skal ryddes tilside. Efter en liden Pause gik min Ven, som med en pludse- lig Resolution, rask hen og tog Lampeskjærmen af, saa det blev lyst ud over Værelset. SIDE: 5 "Du seer," sagde han, "jeg har det akkurat som i gamle Dage, blot at der nu er to Kvistvinduer istedet- for et, nogle flere Hylder med Bøger og lidt bedre Maanedsgage, som jeg faar ved at slaa sammen en Lærerplads ved en af Almueskolerne her med en lidet vanskelig Post i en Avis. Det er nu alt, hvad jeg be- høver, seer Du. Jeg er først flyttet herind ivaar fra Bergen og skulde egentlig have hilst paa Dig, men har ikke endnu kommet mig til; paa Gaden har Du altid seet mig formeget ud, som om Du pilede i Praksis. Men nu, jeg har Dig paa min Hybel, skal vi ogsaa tage os en Passiar om gammelt, og hvordan Du har det. Tag af Dig, saa skal jeg imidlertid gaa ned og se til at faa istand noget Toddy." Hermed satte han Lampekuppelen paa igjen og for- svandt ud af Døren. Denne min Vens noget forcerede Indledningstale var mig ikke rigtig naturlig; det var, som om han med sin flotte Fortrolighed mere rettede sig efter mit end efter sit eget Væsen, og det hele gav mig Indtryk af, at han paa forhaand vilde parere af alskens unødige Spørgs- maal. Vi havde igrunden endnu ikke vekslet saameget som et Haandtryk, og jeg ialfald ikke faaet sagt en Stavelse, ja jeg havde egentlig endnu ikke faaet se mere af ham end det lille Glimt af hans Ansigt, med det samme han igjen vendte sig mod Lampen og satte Skjærmen paa. Jeg gjenkjendte dog, trods Aldersforskjellen, det samme magre, fine blege Ansigt, som i gamle Dage undertiden kunde faa et saa skjønt, tungsindigt Ud- tryk - det var med det, han for altid stod fotogra- feret i min Erindring - men Trækkene havde nu faaet en paafaldende Skarphed, og i det korte Øie- kast, jeg opfangede, var der et Udtryk, samtidigt lidende og speidende, der gjorde mig saa ubeskrivelig ondt. Jeg har seet syge sætte det samme Blik paa mig, naar de var bange for, at Meningen var at operere dem, og troede nu ialfald at forstaa saameget deraf, at det, som det nok her gjaldt om at operere, var min Vens SIDE: 6 gamle Fortrolighed, samt at hertil udfordredes al min Behændighed. Jeg var engang den troskyldigste Fyr under Solen; men siden jeg blev Læge og fik se, hvordan Menne- skene egentlig er, og at der ikke findes det i Verden, man ikke maa forudsætte hos selv den bedste, naar man ikke vil gaa feil af Sygdomsaarsagen, er jeg bleven omvendt til et absolut Mistænkelighedsmenneske. Jeg mistænker alt og alle, endog de værdige Mænd, der spadserer ude i Uveir. En Indianer lister sig ikke mere umærket og lydløst ind igjennem en Urskov end jeg, naar det kniber, ind i min Patients Fortrolighed, og min Ven David var lige med ét bleven mig en Patient. Mig skulde han nu neppe længere faa luret af med sit Snak om "gammelt" og et Glas Punsch paa sin "uforandrede Studenter- hybel". Mit første Krigspuds blev nu i en Hast at fortsætte den Revision av Værelset, som min Ven noget vel flyg- tigt havde ladet mig begynde. Jeg tog Lampen og gav mig til at se mig om. Inde ved den Sofaen modsatte Væg, under det af Taget dannede Skraaloft, var hans Seng med et lidet rundt Bord foran. Paa en Boghylde, som stod paa Gul- vet op mod Væggen i Hjørnet ved Sengefoden, gjen- kjendte jeg Henrik Wergelands Buste endnu mere de- fekt paa Hage og Næse end i min Tid og nu tillige blindet paa det ene Øie; han var medfaret næsten lige saa ilde som det gamle Klodshoved, jeg røgte af, og som jeg ogsaa havde kjendt igjen, uagtet yderligere flænget og hugget paa kryds og tvers. Min Ven havde nemlig den Vane at sidde og snitte sine Tankestreger i det, medens han røg Tobak og af og til kastede et Ord ind i Passiaren for at vedlige- holde den, som man kaster Brænde paa en Ild - det var ligesom mere Stemningen i Samtalen og det, at der overhovedet blev talt, end selve Tanken, han brød sig om. I den Stilling havde han ogsaa ofte netop dette SIDE: 7 stille tungsindige Udtryk over sig, som om han smilte til noget skjønt, vi andre ikke saa. Mellem Sengen og Hylden opdagede jeg nogle Fla- sker, simple Bouteiller, og med Lynets Hurtighed slog den Mistanke op i mit Sind - jeg er, som sagt, ikke af Naturen, men gjennem Skuffelse, bleven den inkar- nerede Mistroiskhed - at min Ven maaske var bleven forfalden til Drik. Jeg satte Lampen fra mig paa Gulvet. I den ene Flaske var Blæk, i den anden Parafin og i den tredie, mindre, Medicintran, som han altsaa tog, sandsynligvis for sit Bryst. Jeg huskede paa den klamme Haand, hans Stansen og tunge Aandedrag i Trappen, og følte mig skamfuld som et rigtigt Skarn, der havde kunnet tænke mig min Ungdoms kjære Ven og, jeg kan gjerne sige, Ideal jevn- god med enhver anden Slubbert ude i det gemene Liv, der absolut skal mistænkes. Han fik i Stilhed min angergivne Afbigt, medens jeg læste henover Rygtitlerne og gjenkjendte en og anden af Bøgerne. Denne Hylde lod til netop at være hans Studenterboghylde. Jeg trak ud en tyk Bog, gamle Saxo Grammaticus, som jeg erindrede engang at have kjøbt paa en Auction og foræret ham, men fik nu helt andet at tænke paa. Det gik med mig som med den, der trækker ud en Mursten og pludselig finder en hemmelig Indgang - jeg følte mig med ét foran Indgangen til min Vens Hemmelighed, skjønt endnu kun foran et dybt, mørkt Rum, der nok kunde gjennemvandres med Fantasien, men hvori jeg i Virkeligheden ikke kunde se, med- mindre min Ven selv leverede mig Lygten. Det, som i den Grad tiltrak sig min Opmærksomhed og ligesom naglede al min Sans og Erindring til Stedet, var intet Hul, men et Hoved paa en Violin, der stak op bag Hylden med en støvet Hals og et Sammenfilter af Strenge mellem Skruerne. En slap Basstreng hang ned; den forstrakte, sprungne Diskant havde krøllet sig opover, og under de to hele SIDE: 8 Strenge laa, hvad jeg forvissede mig om ved at føle efter og tage flere Bøger ud af Rækken, Stemmehesten flad. Jeg undersøkte Violinen, som jeg ikke godt kunde tage frem, ligesaa omhyggeligt, som om jeg havde fun- det en Ven syg og udhungret - der var en urepareret Sprække i dens Bryst. Jeg kunde ikke hindre, at jeg, fangen i gamle Erindringer, blev vemodig stemt, saa inderlig vemodig. Jeg lukkede mit Murhul af Bøger til, satte Lampen paa Bordet igjen og mig selv i Sofaen, hvor jeg ved det dampende Klodshoved - jeg saa deri bl. a. igjen mine egne Navnebogstaver, indskaarne af mig selv - gav mig hen til Minder, som jeg her vil meddele, selv med Fare for, at Læseren skal finde, at min Ven bliver noget længe borte med Punschen. Gjennem dem vil han blive nærværende slig, som han stod for min Sjæl i Ungdomserindringens Lys, og slig, som Læseren med mig maa kjende ham, om han skal kunne forstaa ham. Vort Studenterbekjendtskab opkom naturligt derved, at vi var Nordlændinge begge to. Han var tre, fire Aar ældre end jeg, og at han var den betroede, skjønt anonyme Theateranmelder i H . . . . bladet, gav ham desuden i mine Øine i og for sig selv en officiel Overlegenhed, hvorfor jeg bøiede mig. Men mere end dette virkede hans Væsen paa min ungdommelige Indbildningskraft. Der var noget usæd- vanligt nobelt ved hans slanke Figur og hans fine, smale, alvorlige Ansigt med den høie Pande og den svære, krøllede, sorte Haarmasse om Tindingerne. De stærke Øienbryn og en udpræget Romernæse optog ligesom Opmærksomheden fra hans Øine, der var lyseblaa og mere i Pagt med hans Bleghed og skjæg- løse Ansigt end med den mere energiske Del af hans Træk. Det var dog disse sidste, som gav det første Indtryk af ham. Senere lærte jeg at læse Trækkene anderledes og at se, at der i dem netop laa afpræget Strømbrydningen af den Dobbeltnatur, hvori hans Liv efterhaanden blev søndermalet. SIDE: 9 Et fint Smil, naar han talte, og et tilbageholdende Væsen gav ham noget fornemt, der ialfald imponerede mig storligen. Han var den eneste Student, jeg kjendte, som ikke gik med Studenterhue, - han brugte en flad, blaa Sjø- mandshue med kort Skygge, der klædte ham meget godt. Naar han blev ivrig, hvilket kunde hænde ham i en Disput, thi han var en saare stærk Logiker, noget, hvori han imidlertid kun indsatte sin Forstand, men, saa- vidt jeg skjønner, aldrig egentlig sit Hjerte og sine dy- bere Stemninger, - strak hans Stemme ikke til; den blev overanstrengt og skrigende som fra et daarligt Bryst. Den Slags Rencontrer angreb ham ogsaa altid og efterlod ham i irritabel Uro længe bagefter. En Besynderlighed hos ham var, at han undertiden tog sig Fodture paa flere Dage ud paa Landet, og dette baade Sommer og Vinter. Noget Følgeskab vilde han aldrig vide af. Havde han ønsket det, vilde han have anmodet mig, det følte jeg, og det kunde derfor aldrig falde mig ind at paatrænge mig ham. Han drog da avsted uden Randsel; dette bemærkede jeg engang, jeg tilfældig saa ham streifende over Mar- ken et Par Mile fra Byen, hvor jeg var i Besøg. Naar han saa kom hjem, var han i Perlehumør, medens han derimod, før han drog ud, altid var ord- knap og tungsindig, saa jeg næsten alene maatte staa for Passiaren. Han havde det ligesom med Humør- perioder. Et Mærke paa, naar en saadan Stemning havde ind- fundet sig, var mig netop den Violin, som jeg nu tyve Aar efter fandt strengeløs forstukken bag hans Bog- hylde. Som den laa der, blev den mig atter det samme Mærke, men nu ikke længer paa en Periode af Dage, men af Aar. Denne Violin holdt han engang høit i Ære, den havde Hæderspladsen paa hans Væg med Buen ved Siden. Han havde faaet den efter en Ven, en gammel Klokker SIDE: 10 i hans Hjem oppe i Nordland, af hvem han havde lært at spille, og som nok havde været et Slags musikalsk Geni af dem, der ikke kommer til sin Ret her i Verden. David holdt meget af at fantasere, ikke blot paa denne Violin - han havde fint Gehør og havde lært ikke saa lidet, - men ogsaa om den: hvorfra den egentlig skrev sig, og hvor gammel den kunde være? Et utydeligt Stempel inde i Bunden vilde han overmaade gjerne tyde til, at den "muligvis var en Cremoneser": han var lidt svag paa det Punkt, og dette Rum for Gjetningen var aabenbarlig for ham en Herlighed ved Violinen. David Holst havde noget, som han kaldte klassisk Musik, et Par længere Nummere, som han spillede efter Noder. Dette tiltalte nu mig mindre og forekom mig altid i Slægt med det, som var fremme i hans Væsen, naar han optraadte som Logiker. Det var mere som en streng aandelig Skoleøvelse - og han spillede vist da ligesaa korrekt, som han ellers skrev eller di- sputerede - end som nogen Hjertesag. De Tider, da den klassiske Musik og den kritiske Passiar raadede paa Hybelen, var visselig de, hvori han selv befandt sig mest i Ligevægt. Han var da ogsaa mindre hjertelig i sit Væsen, selv mod mig. Men saa kom der Tider, hvori Nodestolen fik staa i Krogen. Han kunde sidde lange Stunder og stirre hen for sig, som han faldt i Staver, og saa paa sin Violin give sin Stemning Luft i alskens Fantasier, der helt ander- ledes end hans saakaldte klassiske Musik tiltalte mit iøvrigt lidet musikalsk uddannede Øre. Det var allehaande Smaastykker, der efterhaanden mere og mere droges ind i hans egen Mol-Manér og undertiden en underlig vemodig Melodi, som jeg dog egentlig kun hørte ham spille rent ud nogle faa Gange, og da altid som i en Art Selvforglemmelse. Jeg havde ved disse Leiligheder en Følelse, som om han betroede mig noget deiligt, han havde mistet i Livet, og hvorover der altid maatte sørges. SIDE: 11 Længere ude i en saadan Periode blev han som sagt mere uregelmæssig og var sjelden at træffe hjemme, kunde da ogsaa undertiden ironisere bittert over Kamme- rater, Professorer og Tilstande, og for den, som det gik ud over, næsten blodigt. Jeg havde Privilegium paa at tage Nøglen og gaa ind paa min Vens Værelse, ogsaa naar han ikke var hjemme. Hang hans Violin ustelt, vidste jeg, at det var ilde fat, og at hans egen Tilstand saa omtrent sva- rede til Violinens. Det første, han gjorde, naar alt var vel igjen, var ogsaa altid med Omhu at sætte den istand. Aldrig havde jeg dog i hin Tid seet denne Øiesten saadan henslængt og behandlet, som jeg nu tyve Aar efter, gjenfandt den, støvet og sprukken bag Boghylden. At jeg fik mine vemodige Tanker derved og af den anede en lidet glædelig Livshistorie, vil Læseren saa- ledes nu kunne forstaa og dermed forhaabentlig til- give mig, at jeg har ført ham med mig fra David Holst's Værelse, hvor jeg sad og ventede paa, at han skulde komme med Punschen, saa langt ud i mine Ungdomsminders Land. I tre Aar havde vi saagodtsom daglig været sammen. Siden maatte David Holst ud som Huslærer, og vore Veie skiltes, som det pleier at gaa i Livet. Her i Aften var nu Mødestedet. Det klirrede ude paa Gangen, og lidt efter aabnede David Holst med Forsigtighed Døren for en Pige, som indbar en dampende Mugge med tilhørende Rekvisita, der nok kunde falde i en Mands Smag, der, som jeg hin Eftermiddag, i flere Timer havde færdedes ude i Uveir. David fandt mig installeret paa sin Sofa med sin Pibe i Munden og sine Tøfler paa Fødderne, aldeles saadan, som Tingen vilde være taget mellem os i gamle Dage - og dette henregnede jeg nu i Stilhed til et af mine listige Kneb; thi paa disse Indgangsbilletter, hans Pibe og Tøfler, indsatte jeg mig selv uden videre paa Forudsætningen om vor gamle fortrolige Fod. Jeg følte mig som en Feltherre, der er saa heldig at SIDE: 12 kunne aabne Kampen ved straks at occupere en hel Provins. I Mangel af sin vanlige Sofaplads skød David en Stol til Bordet og satte sig lige over for mig, idet Punsche- brættet placeredes imellem os. Vi sad nu begge igjen ved Bredden af den samme Glædens Flod, hvori vi saa mange Gange havde boltret os i vor Ungdom, men nu øste vi begge forsigtigere. I Samtalens Løb heldede han sig oftere hen imod mig, som om han lyttede, og hans Hoved kom derved indenfor Omraadet af Lampens stærke Lysskjær. Jeg bemærkede da, at hans Haar var blevet meget tyndt og ikke saa lidet graasprængt, og at der stod smaa Svedperler paa hans ikke længer rynkefri Pande. De graablege, skarpe Ansigtstræk og et nyt tilkommet tindrende Udtryk i hans Øie sagde mig, at hans Væsen legemligt eller aandeligt gjemte en underjordisk Ild, som neppe længer stod til at slukke. Da jeg nu derhos af gjentagne Hosteanfald troede at forstaa, at disse hans Bøininger forover mod mig lige- saa gjerne kunde have sin Grund i, at han var træt og søgte Hvile mod Bordkanten, som i Samtalens Interesse, besluttede jeg mig med engang til at gaa lige løs paa Spørgsmaalet om hans Helbredstilstand og saaledes sætte mig i Besiddelse af nok et vigtigt Udenværk om hans Fortrolighed. Jeg reiste mig pludselig bestemt og alvorlig og sagde, at jeg som erfaren Læge desværre saa, at han ikke var saa lidet syg, som han mulig selv troede, og at han, da han øiensynlig var afkræftet og mat - jeg paa- beraabte mig Sveddraabene paa hans Pande - ialfald nu straks skulde sætte sig hen i den magelige Sofa, som jeg hidtil havde optaget. Han erkjendte, at han ikke vel havde taalt at gaa de to Gange i Trappen, - første Gang var han kun gaaet ned for at faa Slut paa den slemme Træk gjen- nem Huset - og satte sig efter mit Ønske villigt i Sofaen. Det var Brystet, sagde han. Ved Hjælp af Hørerør SIDE: 13 og Percussion opdagede jeg desværre, at han kun havde altfor megen Ret. Det var Brystet, men i en saadan Tilstand, at her kun var Tale om at vinde Tid, ikke om at frelse; thi den ene Lunge var helt borte og den anden alvorlig angreben. Den sidste Del af Aftenen følte baade han og jeg os som gjenfødte paa den gamle Fod. Min Myndighed som Læge gav mig derhos en smule Overvægt. Klokken ni erklærede jeg, at han maatte i Seng, og sagde ham, at jeg næste Dags Formiddag agtede at komme igjen og ordinere ham det fornødne. Paa Almueskolen skulde han, hørte jeg, først læse den Dag Klokken elleve - til den Tid lovede han mig, ikke at gaa ud. - - - - - Da jeg kom hjem, fandt jeg min Hustru i stor Angst for mig. Hun kunde ikke begribe, at en fornuftig Mand og dertil en Doktor, som gav andre saa forsigtige Raad, kunde fare om mere end nødvendigt i et saadant Him- melveir; og jeg havde jo været ude i det hele Tiden, næsten siden Middag. Hertil var nu intet at sige, og jeg overtænkte kun, medens hun talte, hvorledes jeg bedst skulde vinde hendes Stemning for den Sag, der nu laa mig paa Hjertet. Min Hustru havde ikke Spor av Kjendskab til min dødssyge Ven, og hun kunde kanske endog, om jeg kjendte hende ret, falde paa at blive stødt, naar jeg fortalte hende, at han paa en Maade havde eiet min Ungdoms Kjærlighed før hun. Det gik virkelig ogsaa, som jeg forudsaa. Det var først efter en noget betænkelig lang Pause, at hun med ét kom hen og sagde, at min bedste Ven naturligvis ogsaa skulde være hende inderlig kjær. Og fra det Øieblik af kunde heller ingen være ivrigere end hun. I hvad hun tager sig for, saa gjør hun det nemlig SIDE: 14 altid tilgavns, og hun opgjorde endnu samme Aften, hvordan Sagen skulde arrangeres. Klokken ti den næste Formiddag var jeg med min Hustru oppe hos min Ven og forestillede hende for ham med de Ord, at hun ønskede sig betragtet som en lige- saa gammel Veninde af ham, som jeg var Ven. Jeg fortalte ham, saa trøstig jeg kunde, - men da jeg sagde det, saa min Hustru bort, - at hans Syg- dom absolut forlangte, at han holdt sig inde under Kur i seks Maaneder, til den varme Sommer kom og kunde fuldende Helbredelsen, samt at jeg haabede, han vilde samtykke i, at jeg arrangerede Sagen med Almueskolen for ham. Han var øiensynlig baade overrasket og rørt. Livet havde ikke budt ham Venskab, sagde han; han var saa lidet vant til at tage mod det, selv hvor det kom saa sandt og godt som her. Efter en Del Parlamenteren overgav han sig dog til- sidst paa Naade og Unaade til min Kone, der ikke hol- der af at tabe. Flytte hen til os, som jeg foreslog, vilde han imidler- tid ikke, da han havde faaet dette Værelse kjært, og - som han aabent sagde - han vilde ikke føle sig vel ved at blande økonomiske Forbindtligheder, dem han desuden ikke tiltrængte, ind i denne Sag. Fra nu av besøgte jeg ham i Regelen hver Formiddag og slog da som oftest tillige en lille Passiar af om forskjelligt ude i Byen, som jeg kunde tænke mig vilde interessere eller ialfald adsprede ham. Min Hustru tog Sagen paa sin egen Vis. Modsat af, hvad jeg havde været en Smule bange for, udførte hun ingen gjennemgribende Revolution i hans Husholdning og tilvante Stel. At Opvartningspigen havde sine Grunde, hvorfor hun saa ofte saa op til ham, og at hun hver Dag med Bæven afventede min Hustrus stille Mønstring af, hvorvidt Støvet var borte og Værelset i Orden, derom kunde han ikke have nogen Anelse. Det eneste, som min Hustru aabenlyst satte igjennem, var alskens Sendinger af styrkende Sager. SIDE: 15 Med Pigen, som bragte det, fulgte saa gjerne et af Børnene, som han da undertiden fandt Fornøielse i at beholde hos sig en Stund og underholde sig med. Dette nye og for ham uvante Forhold lod ogsaa til at adsprede ham; men efter en Maaneds Forløb be- gyndte Humøret igjen at blive nedtrykt. Vore Besøg besværede ham øiensynligt, hvorfor disse ogsaa blev indstillede for en Stund. Han tilbragte saagodtsom hele Dagen paa Sofaen henne i den mørke Del af Værelset. En Aften, fortalte Pigen, havde hun hørt det ligesom græde og hulke inde paa Værelset; hun var derfor ikke gaaet ind, men var bleven staaende udenfor. Lidt efter syntes hun, det var, som om han bad saa inderligt, men Ordene forstod hun ikke. Aftenen efter hørte hun ham spille en sagte Melodi ligesom paa en Violin, der ikke rigtig gav Lyd. Den følgende Formiddag, da jeg kom til ham, var hans Sindsstemning helt forandret, og til min Over- raskelse blev jeg vaer, at hans Violin hang pudset og med paasatte Strenge, men rigtignok med Sprækken i Brystet, paa Væggen med Buen ved Siden af. Henne paa Bordet ved Sengen bemærkede jeg ogsaa en gam- mel Bibel, som jeg aldrig før havde seet hos ham, for- modentlig fordi denne Skat altid havde været forvaret i hans Kommode som en Helligdom. Han saa mere end sedvanlig mat og medtaget ud; men hans Ansigt havde et forklaret Udtryk over sig, som en Mands, der har stridt med sin Skjæbne og nu har vundet Ro og Resignation. Om det gik an, sagde han, vilde han gjerne samme Formiddag tale med min Hustru; men med mig øn- skede han helst at tale nu straks, og jeg maatte derfor sidde ned en Stund hos ham. Med et Smil - det samme stille, hans egen skjønne Hemmeligheds Smil, som jeg kjendte saa godt fra gamle Dage, men som nu ligesom ikke længer behøvede at unddrage sig Opmærksomheden - vendte han sig til mig og sagde, idet han lagde sin Haand paa min Skulder og saa mig ind i Ansigtet: SIDE: 16 "Min kjære, hjertensgode Fredrik! Jeg kan ikke sige Dig hvorfor, men jeg veed bestemt, at jeg ikke lever saa længe, at jeg faar se Vaaren igjen. Det, som feiler mig, kan hverken Du eller noget Menneske give mig, kun Vorherre; men af alle Mennesker har Du staaet mig nærmest, og dit Venskab har rakt did, hvor Du ikke har kunnet ane det. Du har en Ret til at kjende den, som har været din Ven. Naar jeg er borte, - og dette sker usvigeligt i denne Vinter, kanske hastigere end Du efter min Sygdoms Stand tænker Dig, - saa vil Du finde en Del Optegnelser i min Kommodeskuffe. Det er min tidligste Ungdoms Historie, men, simpel som den er, har den for mig været avgjørende for hele Livet. Den vil fortælle Dig, at Verden har været mig tung, saare tung, og at jeg var saa glad som en slup- pen Fugl ved at forlade den." "Der var en Tid," føjede han til efter nogen Nølen, "da jeg helst ønskede at begraves ved en Kirke oppe i Nordland; nu tror jeg derimod, at det kan være det samme med Stedet, og at der kan hviles ligesaa frede- ligt hernede." Hermed trykkede han min Haand og bad mig gaa efter min Hustru. Da hun kom, overraskedes hun ved at se ham saa lys og let af Sind, som hun aldrig havde tænkt sig, han kunde være. Han vilde, sagde han, af hendes Venskab udbede sig en Tjeneste. Det var en Grille af ham; men, hvis han skulde blive kaldt bort, maatte hun love ham, næste Vaar at plante en vildt voksen Rose paa hans Grav. Hvor sørgelig Anmodningen var, forstod min Hustru egentlig først, da jeg havde fortalt hende, hvad der forud var passeret; thi David Holst havde selv seet saa freidig og lys ud, da han talte med hende, at det sørgelige ligesom var kommet bort. Min Vens Spaa- dom om sig selv viste sig desværre at være altfor sand. Skjønt hans Humør stadig blev lysere, undertiden endog saa han fik et Skjær af Livsglæde, gik hans Sygdom dog altid den modsatte Vei til det værre. SIDE: 17 En Dag fandt jeg ham fra sin Seng - hvor han nu for det meste tilbragte hele Dagen - meget interesseret ligge og betragte, hvorledes min lille Anton havde gjort "Dampbaad" af hans gamle Violinkasse, hvis Laag var borte, og hvormed han nu paa Gulvet anløb alskens fremmede Havne. Da jeg kom hen til Sengen, sagde han smilende, at han havde været hjemme i Nordland og legt i Fjæren igjen. Min Hustru var nu mere og mere bleven hans Syge- pleierske. Hun var hos ham et Par Gange om Dagen og sad ved Siden af hans Seng. Han holdt hende da gjerne i Haanden, eller ogsaa bad han hende læse noget for sig af hans gamle Bibel. De Themaer, han opsøgte, var helst de, hvori det gamle Testamente taler om Kjærlighed mellem Elskende. Især dvælede han ved Historien om Jacob og Rachel. Min Hustru, der nu havde faaet ham inderlig kjær, be- troede mig en Dag, at hun nok troede at vide, hvoraf min Ven led; det var visselig intet andet end ulykkelig Kjærlighed. Saa rørende skjøn, som han laa der henimod Døden. havde hun aldrig tænkt sig, at et Menneske kunde blive. Naar han laa stille og smilte, var det, som om han tænkte paa et Stevnemøde, hvortil han skulde, saa- snart han var færdig med os her paa Jorden. En Aften bad han min Hustru sidde hos sig. Klokken ni fik jeg Bud; men da jeg kom did op, var han ikke mere. Han havde bedet min Hustru læse for første Gang et Stykke af Høisangen for sig der, hvor hun fandt et gammelt Mærke i hans Bibel. Det var det andet Ka- pitel, hvori baade Bruden og Brudgommen taler, og som begynder saa: "Jeg er en Rose i Saron, en Lilje i Dalene" og ender med: "Indtil Dagen bliver luftig og Skyggerne fly bort, gak omkring, bliv lig en Raa, min Kjæreste; eller som en ung Hind paa Bethers Bjerge." Han havde bedet hende læse det to Gange, men under Læsningen var han stille sovet hen. SIDE: 18 Og der laa han deilig i Døden, med et stille Smil, som hilsede han nu en saadan Lund hinsides i Bethers Bjerge. Den næste Sommer stod der et Trækors og en blom- strende vild Hyben paa en Grav ude paa Byens Kirke- gaard. Der hviler min Ven David Holst. Til min Vens Livshistorie fandt jeg henlagt som Be- gyndelse et Afsnit, hvoraf en Del synes at være tilsat i en modnere Alder. Det viser, med hvilke stærke Traade han har været naturbundet til sit Hjem, og med hvilken Kjærlighed han har hængt ved det. SIDE: 18 DAVID HOLSTS OPTEGNELSER NORDLAND OG NORDLÆNDINGEN Forsaavidt et Menneske som jeg, der lever i en saa sørgelig Virkelighed, tør tale om Illusioner - hvilken Mængde og hvilke store Illusioner har jeg saa ikke her inde i Kristiania faaet knust i de to-tre Aar, siden jeg forlod mit Hjem i Nordland og er bleven Student; - hvor graa og mat er ikke denne Verden hernede, hvor smaa og smaalige mod, hvad jeg har tænkt mig baade Mennesker og Forholde! Jeg var i Eftermiddag med nogle Venner ude og fiskede paa Fjorden, og vi morede os naturligvis alle- sammen - undtagen jeg, der dog ypperligt lod, som jeg gjorde det. Nei, jeg morede mig ikke! Vi sad i en fladbundet, bred, styg Baad, som de kaldte "Pram", en Indretning, der ligner en Vadsker- balje, og fiskede den ganske Eftermiddag i noget grum- SIDE: 19 set Vand paa faa Alens Dybde med et spædt Snøre tilsammen ialt 7, syv Hvittinger - og saa roede man da tilfreds iland! Jeg befandt mig næsten vammel; thi lig denne Pram uden Kjøl, hvorpaa den kan ligge en Kurs, uden Sejl, der ikke engang anstændigt kan tænkes sat paa den, uden Sjøgang, hvilket den ikke vilde taale, og lig denne grumsede, graa, bølgeløse Sjø udenfor Staden med nogle faa smaa Hvittinger i - synes mig igrunden hele Livet hernede. Det har ikke i nogen Henseende andet at byde end saadanne smaa Hvittinger. Mens de andre snakkede, sad jeg og tænkte paa en Fisketur, hvor hun var med, ude mellem Vetteskjærene hjemme i vor lille seksaarings Baad. Hvilken anden Dag, hvilken anden Baad, hvilket andet Eventyr! Ja, hvor eventyrløst, fattigt og graat er dog ikke Livet hernede paa de rige, kornbærende Lerbakker og den af Dampbaadsrøg sodede Hovedstadsfjord eller herinde i selve Byen imod hjemme. Men ymtede jeg dette høit, vilde disse overlegne Folk rigtignok sætte store Øine. Man taler her om Fiskeri og mener derved nogle fattige Dræt Torsk og Hvittinger. En Nordlænding forstaar derved, som i alt andet det tusinddobbelte, han mener Lofotens og Finmarkens Millioner og derhos en overstrømmende Mangfoldighed af Arter, fra Hvalerne, der sprøite gjennem Sundene, med store, fossende Fiskestimer foran sig, ned til de allermindste. Den eneste bemærkbare Fisk, jeg kjender hernede, og som jeg altid seer paa, hvor jeg finder den, er Guld- og Sølvfisken, som man holder i Glas, ligesom man har Kanarifuglen i Bur; men den er igjen fra et andet Eventyrland i Syden. Ved Fugl forestiller en Nordlænding sig hellerikke, som hernede, bare et og andet Stykke Madvildt, men en Himmelens Hob af alle Slags, bølgende i Luften som en hvid Brænding om Fuglebjergene, et helt skri- gende, myldrende Sneveir over Æggeværene. SIDE: 20 Han mindes Edderfugl, Teiste, And og Kjeld svøm- mende i Fjord og Sund eller siddende rundt paa Skjæ- rene, Maagerne, Fiskeørnen og Fiskejon jagende i Luf- ten, Hubroen tudende fælt om Natten ude fra Fjeld- skaarene - kort sagt, han mener en hel Verden af Fugle og har en Smule ondt ved at indskrænke Be- grebet til bare en og anden enkelt stakkels Tiur, som man har Hjerte til at overraske og dræbe midt i en Elskovsleg, mens Solen rinder oppe i en Furulid. Istedetfor Bærmarkerne her har han de milelange Multemyrer hjemme. - Istedetfor den paa Søskjæl temmelig ensformigt fat- tige Strand hernede, husker han en, der er strøet med den forunderligst farvede Mangfoldighed af dem. Nordland eier overhovedet alle Naturforhold i en in- tensiv Grad og i helt anderledes kolossalt mægtige Mod- sætninger. Det har et endeløst, stengraat Øde som i Urtiden, før Menneskene byggede, men midt i dette ogsaa sine endeløse Naturrigdomme. Det har en Sol og en Som- merherlighed, hvis Dag ikke er kun tolv Timer, men varer uafbrudt Dag og Nat i tre Maaneder, da man mangesteds maa gaa med Maske for Myggesværmen. Men til Modsætning igjen en Nat med Mørke og Rædsel, som varer i ni. Der er Jetteforholde, men uden de mere uanselige Overgange midtveis imellem alle Yderligheder, hvorpaa det rolige Liv her sydpaa bygges; det er med andre Ord Forholde mere for Fantasien, Eventyret og Hazarden end for den jevne Forstand og den stille, sikre Virken. En Nordlænding kan derfor let i Begyndelsen her- nede føle sig ligesom en Gulliver, der er kommen til Lilleput, og passer overhovedet neppe vel mellem Ind- vaanerne, før han har faaet skruet sine gamle tilvæn- nede Forestillinger ned til denne mindre Virkeligheds nøgterne Maal, kort sagt, før han lærer sig til at bruge Forstand istedetfor Fantasi. Finnen paa Ski med sine Rensdyr, Kvænen, Russen - ikke at nævne den stadig færdende, paa Land træge, SIDE: 21 men i sin Baad kvikke Nordlænding selv - er unægte- lig alle helt interessantere Folk end den graa Havre- bonde, hvis Fantasi neppe gaar længer bort fra hans egen Ager end til det at undres paa, hvor oppe i Ud- marken mon Gampen nu skal hentes. Naar man taler om Uveir og Bølger, saa mener man her en Smule Storm og Sjøgang op ad Kristianiafjor- den, der endog kan afstedkomme lidt "Skade paa Hav- nen", og tager det saa overmaade rystende, naar en klodset Baadmand er forlist. For min Tanke kommer da noget helt andet: pludse- ligt Nedfaldsveir ifra Fjeldet, som tager Huse bort - hvorfor man hjemme ogsaa surrer dem med Touge -, Bølger ind fra Ishavet, der begraver de høie Skjær og Holmer i Skum og "ta'r Grundbraat" paa mangfoldige Favne Vands Dyb, saa at Fartøiet med ét kommer til at staa paa tør Bund og knuses midt i Havet. - Skarer af kjække Mænd som seiler undaf Veiret for Livet, og ikke blot for deres eget Liv, men med en dyrt tilkjæmpet Last ogsaa for deres, som hjemme sidde, og som endda midt i Dødsfaren prøver paa at give sin kuldseilede Kammerat en Haandsrækning. - Jeg tæn- ker paa Forlis af mangfoldige Baade og Fartøier i Vinterkvælden mellem Sjørokket og paa Bølger - ja, det kunde for en Gangs Skyld være værdt at se dem (som vanligt tre i Følgelag og den sidste Bølge værst) i Anmarche med Skumkammene høiere end Toldbod- tagene og kanske en Jagt, der maa landsættes, paa Nakken, suse ind ad Kristiania fredelige, smale Havn, kastende Skibene med sig op i Byen, og fulgt af til- svarende tunge Stormstød, saa Tagene løftedes af. - Kom de, veed jeg nok, at det var mig, de vilde hente, den stakkels inde i Byens Civilisation forstukne "Frem- synte", som de mener, hører sig til. Men jeg vilde kanske alligevel et Øieblik udover Dødsangsten hilst dem som Venner fra Hjemmet, skjønt de kom med Lig og Vrag paa Skulderen. De vilde for en Gangs Skyld vise alt dette civiliserede Smaapirkeri herinde det vældige Havs Rædsel og Stor- SIDE: 22 hed og spæde en Smule havsalt Dødsangst i al Flau- heden. Jeg gad nok seet en Hvalfisk i Klemme mellem Prindsens- og Toldbodgaden, gloende ind til en Fa- milie i øverste Etage, eller en havareret Havdraug, for- søgt indbragt paa Raadstuen af de pene, guldsnorede Konstabler. Jeg gad ogsaa nok seet Byens Theaterkritici, der er vante til to Gange i Ugen at se Haupt- und Staats- action i Vaudeviller, staa med Lorgnetten paa Næsen foran et sligt Skuespil, der uden videre overflommede alle deres kritiske Begreber og Blækhuse og viste dem Død og Rædsel for ramme, knusende Alvor. Hvor vilde ikke en saadan Recensent vokse i Evne til at forstaa, hvad der er imposant og mægtig i en Digtning og i Begjær derefter, om han bare én Gang i sit Liv havde seet "Hestmanden" paa en Uveirsdag, sine 1700 Fod høi ride sydover ud i Havbrændingen, medens Kappen flagrer mod Nord om hans Skulder, og man fuldkommen illusorisk seer, foruden Kjæmpen selv i sin Vælde, Hestens Hoved, Øren, Halsen, Trind- sen og dens maiestætiske Bryst. Der nordpaa har Folkeforestillingen ogsaa lige fra Mythens Tid lagt Hjemmet for al Ondskabens Hær. Der har Finnefolket udøvet sine Troldkunster, "sat Gan", og der, ved det mørke, vintergraa, bølgebrydende Ishav, staar ligesom endnu Urtidens til Jordens yderste Grændser fordrevne Guder, de dæmoniske, forfærdelige, halvt formløse Mørkets Magter, som Aserne kjæmpede med, men som først St. Olaf med sit seirende, sol- blanke Korshjalte ret fik "sat i Stok og Sten". Det, som man, siddende paa den trygge Tue midt inde i Civilisationen, saa letvindt skyder fra sig som Overtro, - men hvilket dog som Naturmagter i Folket endnu lever - arter sig overhovedet her syd i Folket ganske anderledes dukkemæssigt for Forestillingen. Man har sig en lille Forskrækkelse af Smaanisser, godmodige Huldrefolk, en elskovssyg Nøk og sligt, som SIDE: 23 nord, hos os næsten gaar imellem Husene som Over- troens tamme, vanlige Husdyr. Man har ogsaa der godmodige Underjordiske, som driver sit fredsommelige Baad- og Jægtebrug usynligt ved Siden af Befolkningen. Men saa skaber Naturrædselen derhos en hel Hær af onde Dæmoner, der drager Menneskene, druknede Mænds Gjenfærd, der savner kristen Jord, Bergriser. Havdraugen, som ror i en halv Baad og i Vinternatten skriger fælt ude paa Fjorden. Mangen, der virkelig var i Nød, har paa Grund af Frygten for ham maattet undvære Bjergningen, og de "Fremsynte" kan se ham. Men, ruger Naturens Overmægtighed som en knu- gende Tyngde over Livet paa denne vintermørke, hav- fraadende Grændsekyst, der dæmrer i ni Maaneder og i de tre af dem endog mister Solen, saa der skabes Mørkerædsel i Sindet, - saa eier Nordland til den samme Yderlighed ogsaa den stik modsatte Karakter, sin solvarme, luftklare, duftopfyldte, med Farvernes uendelige Rigdom skjønhedsvekslende Sommernatur, hvori Afstande paa 10-12 Mile henover Sjøspeilet nær- mer sig hinanden paa Talehold, hvori Fjeldene klæder sig med brungrønt Græs helt til Toppen - i Lofoten op til to tusinde Fods Høide -, hvori Smaabjerke- skoven krandser sig oppe i Liderne og Fjeldrevnerne som en Leg af hvide, sekstenaars Piger, medens Aro- maen af Jord- og Bringebæret, som vokser der, naar Du, i Skjorteærmerne for Varmen, kommer forbi, kjen- des i Luften som intet andetsteds, og Dagen er saa hed, at Du faar Trang til at bade Dig i den solopfyldte, skvulpende, til Bunden forunderlig klare Sjø. At alle Vækster faar saa stærk Aroma og Farve der- oppe, har de Lærde forklaret af det stærke Lys, der fylder Luften, fordi Solen er uafbrudt oppe hele Døg- net. Derfor kan heller intet saa aromatisk Jordbær eller Bringebær eller en saa duftende Birkegren tages nogetsteds som der. Har en underdeilig Idyl noget Hjem, saa er det inde i Nordlands Fjorddale om Sommeren. SIDE: 24 Det er som om Solen da kysser Naturen saa meget desto inderligere for den Korte Tids Skyld, den veed, de har at være sammen, og som om de begge den Stund søger at glemme, at de saa snart igjen maa skilles. Da springer Græsbakken frem som ved et pludseligt Under og i ødsel Mangfoldighed Blaaklokken, Løvetan- den, Smørblomsteret, Præstekraven, Tornerosen, Bringe- bæret og Jordbæret ved hver Bæk, om hver Tue, i hver Lid; da summer hundrede sorte Insekter i Græsset som i et tropisk Land; da drives Kjør, Heste og Faar op i Dalene og Fjeldsiderne, medens Finnen fra Høifjældet kommer ned i Fjorddalen med sine Rener og vander dem i Dalelven; da ligger Multebærmyren rødmende i Fjerdingmile indover; da er der stille Solskinsfred i hver Hytte, hvor Fiskeren nu sidder hjemme hos sine og bøter paa Redskabet til Vinterfisket; da er der i Nordland Sommer saa deilig, som kun faa Steder har den, og en idyllisk Naturglæde og Fred som kanske intetsteds. Af denne Naturens kjælne Blødhed faar Nordlæn- dingen ogsaa et Drag i sin Karakter, han holder af, naar han kan komme til, at leve og klæde sig godt og bo lunt; han er med Hensyn til Delikatesser en ren Lækkermund. Torsketunger, Ungryper, Rensdyrmarv, saltet Uer, Ørred, Laks og alskens Saltvandsfisk af før- ste Slags, serveret med deres Tilbehør af Lever og Rogn, det nærende Rensdyrkjød og allehaande Vildt er til- ligemed de friskt smagende Multer for ham kun van- lige Retter. Saavel Finnen som den nordlandske Almuesmand er derhos paa Barnevis glad i al Slags søde Slikkerier, og hans "Sirup paa Grøden" er viden bekjendt. Opdraget i en Natur saa rig paa Modsætninger og Muligheder og paa det uventede i hele Klaviaturen af Nuancer fra det vildest storartede til det indtil Taarer inderlige, yndige og henrivende, er Nordlændingen i Regelen et godt og kvikt, ofte et glimrende og fantasi- fuldt Hoved. Stemningsfuld, som han er, overgiver han sig let til SIDE: 25 Øieblikket. Er der Solskin i dit Ansigt, blir det ogsaa gjerne Solskin i hans. Men man maa ikke tage feil af ham og forveksle hans Godmodighed med enfoldig Tryghed - og det gjør man her syd ofte. Inde i hans Sjæl vugger den stille Mistanke, ham selv ubevidst, altid som en aar- vaagen Sjøfugl, der dukker under, endnu medens det glimter af Fængkrudtet og før Kuglen har faaet Tid til at slaa ned paa det Sted i Sjøen, hvor den netop laa. Det pludselige, Muligheden af alt muligt, har han fra Barnsben af ude i Naturen været vant til at tænke sig som et Sværd, hængende over enhver fredelig, stille Stund, og dette Instinkt bærer han som oftest med sig ind i sin Omgang med Menneskene. Mens Du taler med ham, dukker han kanske saadan under i sin Sjæl, og det Gang paa Gang, uden at Du har Anelse om det, og uden at Stemningen derfor afbrydes. Han gjør det, mens han har Taarer i Øinene i den inderligst rørte Stund - det er saa hans Natur, hvoraf han altid vil beholde en Snev, selv efterat han med alt sit er flyttet fra sit Naturliv ind i de civiliserede Forholde. Han undgaar Dig, smyger med sin Fantasi og sin vare Mistanke ind imellem og rundt dine Tan- ker, ja om en rigtig begavet Nordlænding - jeg er for sløv og uinteresseret til at kunne det - tror jeg, at han, uden at Du aner det, kan gaa med Hænderne i Lommen tvert igjennem din Sjæl ind Panden og ud Baghovedet. Som Opdagelsesbetjent og Diplomat vilde han være uvurderlig, dersom han blot havde havt mere Karakter og ligget mindre barnagtig svagt under for Øieblikkets Magt; men her er desværre hans svage Side. Jeg taler her om det dybe Drag i Folkeeiendommelig- heden, saaledes som den arter sig i de mere fremtræ- dende Naturer, og vil ikke misforstaaes, som om jeg mente, at der ikke ogsaa skulde findes Mænd af Ka- rakter i Nordland, - de hærdes der mangengang maa- ske mere end andetsteds op til det storartede. SIDE: 26 I en indfødt nordlandsk Slægt vil der som oftest findes - det er ialfald min Tro - nogle Draaber Finneblod. Det er ogsaa andetsteds bemærket, at, naar det i Sagaen heder om de bedste Bondeætter paa Helge- land, at de nedstammede fra Halvtrolde eller Berg- riser, betegner dette kun finsk Afstamning. Vore Konge- ætter havde finsk Herkomst, og Fin var et velklin- gende Fornavn, baaret af Landets bedste Mænd, f. Ex. Fin Arnesen. Harald Haarfager og Erik Blodøkse giftede sig med Finnepiger. Den mystiske, sanseligt-dragende Magt, som har væ- ret tillagt disse, var kun det erotiske Udtryk for en stor Nationalforbindelse op igjennem Tiderne mellem disse to fremmedartede Folkeelementer: den lyshaarede, blaa- øiede, i Sindet større og roligere Nordmand og den mørke, brunøiede, raptænkte, fantasirige, af Naturmy- stik opfyldte, men karaktersvagere, undertrykte Fin, hvis Natur den Dag idag staar paa Ski og synger Mol- toner inde i mangen Nordmands Sind, der i sin Race- fornemhed nu lidet aner, at han har Sammenhæng med det Folk. Der forekommer forøvrigt efter min Erfaring en stor Karakterforskjel, eftersom Blandingen er sket med den svage Finlap eller med den storvoksede, stærke, trod- sige Finne: Kvænen. Det gjør en Gemytforskjel som mellem Mol og Dur i et og samme Fantasistykke. Finneblandingen har været en stor og væsentlig Fak- tor i Sammensætningen af det nuværende norske Folks Aandsegenskaber. Kvænfinblandingen gir energiske, logiske, trodsige, handlesvangre Mennesker; den har vist i høi Grad sat Staal i vor østlandske og trondhjemske Races Natur. I Nordland har derimot Lappeblandingen været den overveiende og tildels ændret Folkekarakteren derefter. Kvæn-Nordmanden beseirer Nordlandsnaturen; Lappe- Nordmanden ligger mere under for den og lider under dens Tryk. SIDE: 27 Modsætningerne i den nordlandske Natur er for stærke og yderlige til, at ikke den Slægts Sind, som lever der- oppe, skulde være stærkt udsat for at tage Knæk deraf. Den megen Tungsind og Tristhed, som findes der ogsaa hos den simple Mand, og som saa ofte udarter til Sindsforvirring og Selvmord, har visselig sin dybe Sammenhæng og Grund i disse Naturforholde, i det lange Vintermørke med sine tunge, overvældende Sce- ner, der knuger Sjælen ned i ensom Lysforladthed, og i de stærke og pludselige Indtryk, der saavel i den mørke som i den lyse Tid altfor voldsomt griber i Gemyttets inderste, fine Strænge. Jeg har tænkt over disse Ting som knap nogen an- den, tænkt, medens jeg selv har lidt ved dem, og jeg forstaar, - skjønt jeg, naar det kommer ind paa min egen Person, igjen aldeles ikke forstaar det - hvorfor "second sight", "det andet Syn", "Fremsynthed", som det heder i Nordland, dersteds ligesom paa Shetlands- og Ørkenøerne kan opkomme og nedarves i Familien. Jeg forstaar, at det er en Sjælesot, som ingen Kur, ingen Forstand eller Refleksion kan kurere. Man er født med et tredie Vindu i sin Sjæls Hus foruden de to sunde Øine, et Vindu, der vender ud til en Verden, som andre kun aner, men som én selv er fordømt til, naar Dragningen kommer, at maatte gaa hen og se ud af: det lader sig ikke tilstoppe med Bøger eller af nogen forstandig Refleksion, ikke gjen- mure selv her midt i den "oplyste Hovedstad", høist kun formørke en Stund med Glemselens Gardin. Ak, naar jeg erindrer mig, hvordan jeg derhjemme i Nordland gik og forestillede mig Kongens Slot i Kri- stiania, med Tinder og Taarn vældigt ragende over Staden, og Kongens Mænd som en gylden Strøm fra Borggaarden helt op til Tronsalen, eller Akershus Fæstning, naar Kanonerne tordnende meldte Kongens Ankomst, medens Luften som en Storm var opfyldt med Krigsmusik og mægtig kongelig Befaling. - Naar jeg tænker mig, hvorledes jeg forestillede mig "Lysets høie Hal", Universitetet, som et stort, hvidt Kridtbjerg, altid SIDE: 28 med Solskin i Ruderne, eller hvordan jeg udmalte mig Storthingssalen og de Mænd, som færdedes der, og hvis Navne i Fantasiens Forstørrelse fortonede sig opover til os, som om der for hvert gik en mægtig rungende Klokke i Luften. - Naar jeg sammenligner det, som jeg i Nordland fore- stillede mig ved alt dette, med den "for vore smaa Forhold vistnok respektable Virkeligihed", hvori jeg nu lever og færdes, - saa er det, som et Korthus af Illu- sioner, høit som Snehætten, falder sammen over mig. Jeg har altsaa, indtil jeg blev nogle og tyve Aar gammel, levet kun i et nordlandsk Eventyr og er nu først egentlig født frem til den virkelige Verden; jeg har været bjergtagen i min egen Fantasi. Fortalte jeg nogen alt dette, vilde han - og jo for- nuftigere Manden var, desto mere sikkert vilde det ske - visselig finde ud, at min udmærkede Examen artium nok maa have gaaet til ved en aabenbar Feiltagelse. Kommer det imidlertid an paa theoretisk Raisonnement og Kundskab, saa har jeg Gudskelov ligesaa gode Evner som de fleste. Jeg veed ogsaa, at jeg deri har det Par elastiske Aarer, hvormed jeg saa langt, jeg tiltrænger det, skal kunne ro min Baad gjennem det praktiske Liv uden at støde an. Lasten, som jeg har i Baaden, saa tung, saa tung, og til sine Tider igjen saa livsalig deilig, faar ingen se. Jeg føler en dyb Trang til at græde ud mit hele nordlandske Eventyr og vilde gjøre det, hvis jeg bare kunde græde Livet ud med det samme. Men hvorfor ønske at miste alt det deilige, hele Illusionen, naar jeg saa alligevel til min Dødsstund maa bære paa det tunge, som den har lagt paa mig! Min lettende Graad skal være i stille Timer at male mine Livserindringer fra dette mit Hjem, som saa faa hernede forstaar. Det er en stakkels, paa Sjælen syg Mands Fortæl- ling, hvori der findes mere af egne Indtryk end af ydre Begivenheder. SIDE: 29 HJEMMET Min Fader var Landhandler og eiede Handelsstedet ...ven i Vestlofoten. Han var egentlig fra Trondhjem, hvorfra han som ubemidlet Gut var kommen nordpaa med et Handels- fartøi af dem, som derfra pleier at sendes til Lofoten for at handle i Fisketiden. I sin Ungdom havde han havt meget at gaa igjen- nem og en Tid endog arbeidet i et Baadlag som sim- pel Fisker, indtil han endelig kom i Tjeneste som Krambodsvend hos Handelsmand Erlandsen, hvis Svi- gersøn han blev. Min Fader var i sin Middelalder en smuk Mand, sorthaaret, mørklet, med skarpe energiske Ansigtstræk og heller lav end høi. Han gik altid i en brun Dyffels Sjømandsjakke og Blankhat. Af Væsen var han barsk og lidet tilgjængelig; det hed ogsaa, at han var en temmelig haard Mand, - noget, hvori den Livets strenge Skole, som han havde gjennemgaaet, kanske var Skyld. Skaffede dette hans Væsen ham end faa private Ven- ner, saa erhvervede det ham paa den anden Side nok desto større Tillid i Forretninger, hvori han var prompte og grei, skjønt til det yderste paastaalig paa, hvad han troede, var sin Ret. Man frygtede ham og vilde nødig være hans Uven. Af hvad man oplever før sit ottende Aar, har man gjerne kun en glimtvis Erindring, men disse Glimt staar til Gjengjæld for hele Livet. Og af min stakkels ulykkelige Moder bærer jeg i min Sjæl et saadant Billede. Jeg kjender hende deraf bedre end af alt, hvad jeg siden fik høre om hende, og hvorefter hun blandt andet skal have havt lyst SIDE: 30 Haar og blaa, blide Øine, været brystsvag og bleg, af Figur temmelig høi. Hun skal tillige have været meget stille og meget trist af sig. Hun var Erlandsens eneste Datter og blev gift med min Fader, endnu medens han stod som underordnet i hans Tjeneste, og det hed, at det var gamle Erlandsen, som fik istandbragt denne Forbindelse, da han derved troede bedst at sikre hendes Fremtid. Det var en varm Sommerdag. Slaattefolkene stod i Skjorteærmerne og slog med Langljaa ude paa Engen. Jeg fulgte med min Moder, som gik strikkende forbi dem. Ovenfor Gjærdet laa en halvnøgen Klippehaug, bag hvilken min Moder havde en Bænk. Ovenfor den i en Stenrøs voksede der Bringebærbusker, og ved Siden af stod endel Smaabirke. Medens jeg kravlede om imellem Stenene og lod mig Bringebærene smage, raabte Far paa min Mor. Da hun var gaaet bort, kom der fra den anden Side hen til mig en høi, bleg Dame, som saa ældre ud end Mor, sort klædt, med en opstaaende hvid, pibet Halskrave. Hun saa saa venligt paa mig og rakte ligesom henimod mig en vild Tjørnerose, som hun havde i Haanden. Jeg var slet ikke bange, det var heller ikke, som om hun var fremmed. Hun nikkede dernæst vemodigt til mig som til Afsked og gik bort den samme Vei, som hun var kommen. Da Mor kom tilbage, fortalte jeg hende, at der havde været en saa snil fremmed Dame, men hun var vist meget bedrøvet, og nu var hun gaaet. Min Moder - jeg husker det, som om det var i dette Øieblik - stod en Stund stille, hvid som et Lagen og saa paa mig med en Angst i Øiet, som om vi nu skulde dø begge to, saa slog hun Armene sammen over Ho- vedet og faldt besvimet om. Jeg var for bange til at skrige, men tror at erindre, at jeg, medens hun laa der livløs henstrakt i Græsset ovenfor Bænken, kastede mig over hende og raabte: "Mor!" SIDE: 31 Lidt efter var jeg kommen springende hen til Far, der stod i Skjorteærmer henne paa Engen og slog Hø blandt de andre, og havde hulkende sagt, at nu var Moder død. Fra den Stund var min Moder sindsforvirret. Hun maatte i mange Aar stadig vogtes paa sit eget Værelse, og min Fader havde vist mangen en tung Time. Siden bragtes hun til et Sindssygeasyl i Trondhjem, hvor hun to Aar efter døde uden et Øieblik at være kommen til Besindelse. Den, som i den Tid tog sig af mig, var gamle Anne Kvæn, et koparret, mandfolkagtigt Kvindfolk med smaa brune Øine, stridt, staalgraat Haar og næsten hekseagtigt markerede Træk samt som oftest en kort, sort Kridtpibe i Munden. Hun havde været min Moders Barnepige og hang ved hende med hele sin Sjæl. Da min Moder blev sindssvag, forlangte hun ivrigt at "være Vagt" paa Blaasalen; men dette maatte opgives, da det viste sig, at netop hendes Nærværelse mest ophidsede den syges Sind. Min Moder taalte heller ikke at se Fader, og mig turde de slet ikke vise hende. Gamle "Anne Kvæn" havde været min Moders eneste fortrolige i dette Liv. Hun var yderlig overtroisk og underlig af sig. For hendes Indbildningskraft holdt Nissen og Draugen ligesaa vist til nede paa Sjøboden og i Baadhuset, som min Fader residerede i Hoved- bygningen, og under Fjeldet paa Østsiden af Havnen drev de "underjordiske" lige saa vist usynligt deres Fiskebedrift og Jægtebrug paa Bergen, som Fader havde et synligt inde i Bunden af den. Hun har visselig opfyldt min stakkels Moders Hoved med sin mystiske Overtro i ikke mindre Grad, end hun fyldte mit. Der var alskens Mærker og Tegn at tage fra Morgen til Aften, og hun havde altid en urolig Mine, som om hun gik og holdt Vagt. Naar der kom en Baad, skulde man vende sig mod Sjøen og spytte og mumle nogle Ord imod Sjøvætterne. Hun saa hver SIDE: 32 Mands Vardøger eller Fylgje. For dets Skyld maatte Døren ikke lukkes for hastigt efter den, som gik ud, og hun kunde altid høre det varsle forud, naar Fader kom hjem fra Reise. Da "Anne Kvæn" ikke længer fik Tilladelse til at komme ind paa Blaasalen til Moder, gjorde hun i Stil- hed en hel Mængde Kunster udenfor Døren. Jeg erin- drer saaledes, at jeg engang stod i Trappen og saa hende bøie og neie sig og derimellem male med Spyt paa Døren og mumle, indtil jeg angest sprang min Vei. I hendes Besværgelsesformler forekom ofte Navnet "Jumala", Navnet paa Bjarmernes gamle Gud, som der langt nord nok er mindre udryddet, end man tror, og som den Dag i Dag ogsaa, kan hænde, indover Fjeld- vidden i Finmarken endnu har en eller anden Offer- sten. Imod "Finne-Gan" havde hun ogsaa sine Præ- servativer. Hun sammensmeltede øiensynligt Kvæn- og Kristenguden i sine mystiske Besværgelser for at over- vinde Lappetrolddommen. Under disse Indtryk paa Sindet voksede jeg op. Præstegaarden med den hvide Taarnkirke ved Siden af laa kun et kort Stykke Vei fra os nede ved Sjøen paa den høire Side af Bugten, naar man saa udover fra vort Handelssted, som laa inderst i den. De havde der en Huslærer, - vi kaldte ham altid "Studenten". Did gik jeg hver Dag i Skole sammen med Præstens to Børn, en opvakt Gut ved Navn Carl, der var et Aar yngre end jeg, nemlig tolv Aar, og hans med mig akkurat jevngamle Søster Susanne, et blaaøiet, viltert Barn med en Mængde gult Haar, der altid skulde sky- des fra Panden, og som, naar hun kunde komme til ubemærket av Studenten, stadig gjorde alskens Ansigter og Grimacer over til os to andre for at faa os til at le. Huslæreren var nemlig saare streng og indgjød yder- lig Respekt. Den Lattertrang, som vi ved slige Leilig- heder sad og pinte os med uden at turde se op paa hinanden, for at det ikke skulde komme til Udbrud, var egentlig alt andet end morsom, thi hver Gang det SIDE: 33 eksploderede, bekom det os alle saare ilde, idet der som første Akt vankede Lug og Ørefigen og dernæst lange, skrevne Haranger i Karakterbøgerne om vor Opførsel. Susanne var heri ofte rent ud ubarmhjertig. Det var nemlig kommet dertil, at hun bare med et lidet Blink i den ene Øiekrog kunde antænde den hele Febertil- stand hos os, saa vi sad sprudrøde i Kinderne som Æbler, med de stive, stirrende Blikke naglede i Bogen, indtil det ikke bar længer. Især virkede hun paa mig, som hun dog vidste maatte bøde strengt derfor hjemme; thi Fader var en haard Mand, der kun altfor lidet for- stod sig paa Børn. I vore Fritider legede vi saa livligt, som vistnok faa Børn har leget. Imod det strenge og mørke Liv hjemme, hvor Fader holdt til enten ude i sin Forretning eller oppe paa Kontoret, hvor der fra Blaasalen af og til hørtes Støi og Raab fra min stakkels, vanvittige Moder, og hvor Anne Kvæn altid rumsterede næsten som en uhyggelig Aand, var Legen med Præstebørnene som et Liv henne i en anden glædelig, solbeskinnet Side af Verden. I FJÆREN Endnu mere end her sydpaa i Norge er Fjæren i Nordland en dragende Legeplads for Børn. I Ebbetiden ligger Havbunden tør ganske anderledes langt udover end her syd. Den leragtige Sandgrund ligger da bar med enkelte Pytter i, hvor Fiskeyngelen svømmer, medens paa den yderste Kant ude ved Sjøen spadserer en eller anden Strandfugl eller sidder en ensom Maage paa en Sten. Den bølgetegnede, fine Sandlere er fuld af Tuer med Snirkler over efter den store, eftersøgte Agnmark, som der snor sig ned i Jorden. Skjulte indenfor Stenene eller i Tarreklaserne ligger de smaa, rappe, glasklare, SIDE: 34 rægelignende "Marifluer", der, naar de forfølges, piler gjennem det grunde Vand. De bruges af Smaagutter som Agn paa Knappenaalsangelen til at fiske Smaa- mort. Paa den høie Græsbakke overfor Stranden mellem nogle store Stene byggede vi tre Børn af flade Sten- heller vor egen Handelsgaard med Sjøbod, Nøst og Brygge nedenfor. I Nøstet eiede vi alle Slags Baade, smaa og store, fra den firaarede Kjæks lige op til Fembøringen, dels af Træ og Bark, dels af de baadformede blaa Kraake- skjæl. Formen paa vor Stolthed, den store Jægt, - et stort, repareret Trug med én Mast og "Flagedæk", der stadig udrustedes til "Bergensstevnet" - var jo ikke den bedste. Jeg husker endnu, hvor mangen Gang jeg sad i Kirken og tænkte mig det Eventyr, at vi eiede det herlige, fuldriggede Skib med Kanoner, som hang deroppe under Hvælvet, og hvorledes jeg, medens Præsten prækede, fantaserede op alskens Seiladser, som Carl, men især Susanne skulde undre sig saare ved at se paa. Det Skib var det eneste, jeg dengang manglede i min Lykke. Inde i Bugten ved Faders Brygge var der i Sjøen en dyb "Marbakke", hvor der paa Eftersommeren gik Stimer af Mort og anden Smaafisk, og der drev vi Gut- ter vort Fiske hver med sin Lintraad med Knappenaals- angel i Enden. Vi skar Fisken op, hang den kløvet over Hjeldstængerne, som vi havde staaende udover Marken henne ved vor egen Handelsplads, og præparerede den til Tørfisk, medens vi lod Leveren staa hen i Smaakar og raadne, til den blev Tran. Begge Produkter stabledes saa behørig hen paa vor Sjøbod, for siden med Jægten "at gaa til Bergen", og, det ved Gud, vi syslede, ar- beidede og trællede ligesaa ivrigt og alvorligt med vort som de voksne med sit, endda vor eneste, reelle For- tjeneste kun var det Solskin, som vi fik over vore brun- stegte Ansigter. Carl var en spædbygget Gut, der for det meste i alt fulgte sin mere energiske Søster. Begge Præstebørnene SIDE: 35 havde tæt, gult Haar. Hos Susanne ringede det sig Lok i Lok, saa det næsten blinkede om Hovedet, hvergang hun bevægede sig - noget hun, som før fortalt, stadig gjorde med et Kast for at holde det borte fra Panden. Begge var de tillige meget hvide og skjære i Huden og havde deilige, blaa Øine. Susanne var dengang, jeg veed ikke, om for sin Alder lav eller høi - jeg tænkte mig hende ialfald allermindst som jevnhøi med mig, skjønt hun vist maa have været et halvt Hoved mindre; Resten af Maalet udfyldtes nok af min Beundring. Jeg husker hende, naar hun om Søndagen skulde til Kirke sammen med sin Moder - en liden bleg, mørk- klædt, hustravel Kone, der altid, undtagen Søndag For- middag, strikkede paa en lang, trist Strømpe. Hun gik pyntet paa den sandstrøede Kirkevei, i hvid eller blaa Kjole, med en mørk Schæferhat paa Hovedet, et lidet hvidt Lommetørklæde sammenfoldet bag en meget stor gammel Psalmebog og hvide Strømper og Sko med Korsbaand over Foden. En skjønnere Dragt end Su- sannes Søndagspuds troede jeg ikke, der kunde findes i Verden. I Kirken sad Præstefamilien paa første Bænk lige under Prækestolen og vi - min Fader og jeg - et Par Stole bagenfor, og vi vekslede da mangt et kun for os forstaaeligt Frimurertegn. Engang krænkede Susanne mig dog dybt - ja til bittre Taarer. Det blev mig nemlig klart, at hun havde gjort ogsaa min Fader til Skive for sine muntre Be- tragtninger. Med sin gode, stærke Røst sang han paa Landsens naive Vis Psalmerne meget høit, men satte - hvad jeg og mange andre dengang fandt meget tiltalende - ved hver Udgang en egen Snur paa Tonen, der ikke hørte Melodien til, men var af egen Komposition. Dette sidste havde været Gjenstand for Snak i Præstegaarden, og Susannes lille Gryde havde da ogsaa havt Øren. Da hun mærkede, at jeg havde opdaget det, saa hun saare ulykkelig ud. Da Carl var tretten Aar gammel, sendtes han til La- SIDE: 36 tinskolen i Bergen, og den "kostbare" Huslærer reiste med sidste Dampskib samme Høst. Susanne fik fra nu af Undervisning af sine Forældre, og jeg maatte tage min Lærdom hos Klokkeren, en godmodig gammel Mand, der selv lidet kunde udenfor det at spille Violin, hvilket han gjorde med Lidenskab og vistnok ogsaa med en, om end uryddig, genial Sans. Da Klokkeren havde udvirket mig Tilladelse hos min Fader til at lære at spille, og jeg ligesom Klokkeren syntes bedre om denne Underholdning end om Lekti- erne, gik hele tre Aar, eller Tiden til over mit sekstende Aar, hen paa en Maade delt mellem Violinspil og Le- diggang. Havde min And i den Periode af mit Liv været holdt tilbørligt under Arbeidets daglige Tugt, vilde maaske meget hos mig siden artet sig anderledes. Som det blev, gaves jeg helt mit eget Fantasiliv i Vold og fik grundlagt i mig Stemninger, der siden i fordærvelig Grad blev mit Livs Herrer. Den Delelinie, som der inde i Enhvers Bevidsthed er draget mellem Fantasi og Virkelighed, trænger visse Naturer, der lever under stærke Fantasiindtryk, til al- vorligt og stadigt at faa opgaaet, ellers slettes den let paa enkelte Punkter ud og overgaar til Sygelighed. Uagtet vi nu ikke længer havde den overflødige Lei- lighed som før til at komme sammen, var Susanne og jeg allikevel gjennem hele Opvæksten stadig Legekam- merater og fortrolige. Naar hun havde noget at betro mig, passede hun som oftest paa ved Grinden, der gik tversover Veien henne ved Præstegaardsjordet, ved de Tider, da jeg gik til eller fra Klokkeren. En Dag, jeg kom gaaende Veien hjemover med mine Bøger under Armen, sad hun i sin blaarudede Bluse og Schæferhatten paa Overgangstrappen ved Siden af Grinden. Hun saa ud til at være i meget slet Humør, og jeg forstod straks, at der skulde vanke noget. Hun svarede ikke paa min Hilsen; men da jeg ha- stigere, end hun syntes om, søgte at slippe igjennem SIDE: 37 Grinden, spurgte hun mig i en ophidset Tone, om det var sandt, hvad de sagde, at jeg var saa doven, at der ingenting kunde blive af mig herhjemme. Susanne havde ofte drillet mig; men det, som denne Gang krænkede mig, var, at jeg skjønnede, at man i Præstegaarden opholdt sig over os hjemme, og at Su- sanne var med paa det. Havde jeg vidst, at Susanne den Dag sad der som min slagne Forsvarer, vilde jeg visselig taget Sagen anderledes, end jeg gjorde, idet jeg nu med en krænket Mine gik min Vei uden at værdige hende et Ord. Da jeg kom hjem, fik jeg høre, at Præsten og min Fader var blevne uenige i Forligelseskommissionen. Præsten, som var Forligelseskommissær, havde ytret, at han syntes, min Fader i en Sag fo'r for haardt frem, og min Fader havde givet ham et braadt Svar. Det var i Anledning heraf, at Kritiken over os nu var slup- pet løs i Præstegaarden. Os Børn gav dette Forhold mellem de voksne en utryg Skyhed, og jeg husker, at jeg i Begyndelsen endog var bange for at gaa forbi Præstegaarden, da jeg mulig kunde træffe Præsten paa Veien. Susanne gjorde imidlertid adskillige Tilnærmelses- forsøg; men ved det mindste Glimt av hendes blaa- rudede Kjole tog jeg altid lange Omveie i Marken oven- for Veien eller ventede inde mellem Træerne, til hun var borte. I et Par Dage saa jeg intet til hende; men, da jeg en Dag kom gjennem Grinden, stod der skrevet med Blyant paa det hvide Navnebræt i Mærkestolpen for Roden: "Du er vred paa mig, men S. er slettes ikke vred paa Dig." Skriften, den klodsede store, kjendte jeg nok, og jeg vendte tilbage til Grinden to, tre Gange den samme Dag for at læse den om igjen og om igjen. Det var Susanne i ny Skikkelse; jeg saa hende i Tankerne bag Bogstaverne som bagom et Gelænder. Jeg satte om Eftermiddagen under: "Se bag Stolpen!" Og der skrev jeg: "D. er heller ikke vred paa S." SIDE: 38 Dagen efter stod Susanne i Haven ved Rækværket, da jeg gik forbi, men lod, som om hun ikke saa mig; hun angrede nok, at hun havde været for snar til at komme mig imøde. Skjønt Forholdet udvortes var i høieste Grad høf- ligt, var dog min Faders Omgang med Præstens fra hin Tid igrunden at anse som afbrudt: de satte aldrig uden ved særegne Anledninger og efter høitidelig Ind- bydelse Foden indom hinandens Døre. Dette gav igjen Susannes og min Omgang et vist stjaalent Præg. Skjønt der intet forbud laa paa os, lurede vi os dog paa en Maade kun til at mødes. Vi vare begge to ensomme Børn. Susanne sad fan- gen i Hverdagskjedsommeligheden hjemme under Mo- derens strenge Opsigt, og i mit triste Hjem havde jeg altid en Følelse, som jeg frøs og var ræd, og som al Glæden var henne i Præstegaarden hos Susanne. Det var derfor intet Under, at vi altid længtes ud til hin- anden. Som vi blev ældre, kom Leilighederne sjeldnere, men Længselen blev derved kun opdæmmet i os, og de Øie- blikke, vi saa kunde være sammen, fik efterhaanden os selv ubevidst, en anden Karakter end den gamle barnslige. At tale med hende var nu blevet mig en Trøst, og jeg sværmede mangen en Dag om Præste- gaarden blot for at se et Glimt af hende. Jeg var henved seksten Aar, da hun en Morgen, jeg kom forbi Præstegaardshaven, vinkede mig hen og rakte mig en Blomst over Muren. Hun sprang derpaa skyndsomt ind tvert over Gulerodsengene, som om hun var bange for, at nogen kunde se det. Det var første Gang, det gik op for mig, at hun var saa smuk, og jeg tænkte længe paa hende, som hun stod der i Haven mellem Buskene med Morgensolen over sig. SIDE: 39 DRENGESTUEN Den Spøgelsestemning, der gik gjennem vort Hus, fik først rigtig Luft nede i Drengestuen, naar Dren- gene og Pigerne og de Færdendes af Almuen, som tog Nattelogis, om Kvælden sad ved det røde Skin fra Jern- ovnen og fortalte Historier om alskens Forlis og Spøgeri. Paa Krakken i Rummet mellem Ovnen og Væggen sad den vakre, stærke Jens Dreng med sit Snedker- og Reparationsarbeide om sig; han havde det egentlig kun med at gjøre sit Arbeide og i Taushed lytte til de andre. Ved Ovnen holdt "Komag-Nils" paa med at trane Komager eller Skindtøi - sit Navn havde han, fordi han syede Komager. Komag-Nils var en liden Fyr med en uredig, gul Lug, der laa ham ned i Panden, et An- sigt rundt som en Maane, hvori Næsen sad som en liden Knup, og, naar han lo, fik hans tyndlæbede, brede Mund med de store Kjæver et Udtryk næsten som et Dødningegrin. Hans smaa Melkeblande-Øine plirede da hemmelighedsfuldt og sagde tillige, at han var et kvikt Hoved. Det var i virkeligheden ham, der kunde de fleste Historier, men endnu mere ham, som kunde faa de fremmede til at fortælle, eftersom det faldt sig, - baade fra den synlige og den usynlige Verden. En tredie af Drengene hed med et Øgenavn, som man dog ikke gav ham, saa han hørte derpaa, Anders Bly- hat, saa kaldt, fordi han af og til havde slemme Rap- tuser, hvori han drak og holdt paa at komme ud af Tjenesten. Han var imidlertid paa sin Vis overmaade dygtig. Naar det rigtig kneb - i Uveir - steg han saaledes med engang til den betroede Post at være Høvidsmand i Baaden; thi om hans overlegne Dygtig- hed under Seiladsen var der kun én Mening. Naar Faren var over, sank han saa igjen tilbage til at være den ringe Mand. Til Husets faste Drengestuestok hørte ogsaa en Pige paa tyve Aar, som vi kaldte "franske Martine". Hun SIDE: 40 var ligesom af et helt andet Menneskeslag end det i Nordland vanlige, var livlig og kvik, med et vældigt krøllet sort Haar over et brunt ovalt Ansigt med paa- faldende regelmæssige Linier. Hun var spædbygget og af Middelhøide og god Figur. Hendes Øine under de svære sorte Bryn var mørke som Kul; naar hun blev opbragt, kunde de ligefrem gnistre. Hun var forelsket i den tause Jens Dreng og uden al Grund yderlig skinsyg. Man sagde ogsaa, at der skulde blive et Par af de to, naar han havde faat gjort med et Par Fiskereiser til, men officiel var ialfald ikke Sagen, og som jeg tror, fordi Jens Dreng i det længste gjorde sin passive Modstand og aldrig ud- trykkelig friede. Franske Martine var af Herkomst et af de uægte Børn i Fiskedistrikterne deroppe, hvis Fædre er frem- mede Skippere eller Matroser. Hendes Fader sagdes at have været en fransk Matros. At gaa i Drengestuen om Aftenen var mig af min Fader strengeligen forbudt; han vidste vel, at der van- kede forskjelligt, som ikke var for Børns Øren. Men nu fortaltes paa den anden Side netop dernede det interessanteste, jeg kunde tænke mig paa Jorden. Følgen blev da, at jeg hemmelig sneg mig derned. Jeg erindrer saaledes, hvorledes jeg en mørk Høst- aften, da jeg havde listet mig derned, lyttede, medens Komag-Nils - han med det gule Ansigt og Dødninge- grinet, naar han lo - fortalte en slem Spøgelsehistorie fra Erlandsens Formands Tid. Dengang stod der en gammel Sjøbod et Stykke uden- for Præstegaarden. Og saa var det en Juleaften, at de sad og drak og julede inde paa Handelspladsen. Da Klokken blev elleve, slap Øllet op, og saa blev Drengen, som hed Rasmus og var en stærk og modig Karl, sendt hen til Sjøboden, hvor Øltønden laa, for at tappe fuldt et svært Krus med Sølvbeslag, som han fik med. Derhenne satte Rasmus Løgten paa Tønden og be- gyndte at tappe. Da Kruset var fuldt, og han netop SIDE: 41 tænkte paa at sætte det til Munden, saa han over Øl- tønden liggende med Kroppen inde i Mørket, hvor alle Tønderne stod i Rad og Række, en forfærdelig stor, bred og mørk Skikkelse, hvoraf der udgik et iskoldt Pust, som af en Dør, der var oppe. Den blinkede mod ham med et Par svære Øine som af en mat Hornløgt og sagde: "Tjuv i Juleøllet." Men Rasmus Dreng forsømte sig ikke. Han slængte det tunge Krus lige i Synet paa Draugen og rendte saa afsted af al Magt. Udenfor var det Maaneskin paa Sneen, han hørte, hvorledes det skreg og ulede nede i Fjæren, og mær- kede, at Draugene i større og større Hob forfulgte ham. Da han kom til Kirkegaardsmuren, var de nær ved ham, og han fandt da i Nøden paa det Raad at raabe ind over den: "Hjælper mig nu alle Døde!" De Døde er nemlig Fiender af Draugene. Da hørte han, hvorledes de reiste sig derinde, og hvorledes der blev Larm og Hyl som af et Slag. Selv forfulgtes han imidlertid ihærdigt af en "Udbaaren", der holdt paa at tynge ham ned, netop som han fik fat i Dørklinken og frelst slap ind. Men der besvimede han midt paa Gulvet. Dagen efter - første Juledag - saa Kirkefolkene spredte rundt om paa Gravene Stykker af Ligkistebord og derimellem alskens gamle vastrukne Aarer og Baad- planker af den Slags, som synker tilbunds efter Forlis. Det var de Haandvaaben, som de Døde og Draugene havde brugt, og man kunde af mangt skjønne, at de Døde var blevne Seierherrer. Man fandt ogsaa nede paa Sjøboden baade Tinkruset og Løgten igjen. Tinkruset var slaaet fladt mod Drau- gens Pandebrask, og Løgten havde Utysket knust, da Drengen undslap. Komag-Nils kunde ogsaa fortælle en hel Del om "Fremsynte" og deres Syner dels ind i Aandeverdenen, dels i selve Virkeligheden, hvoraf de enten føler Forud- varsler eller - som ved en Art Luftspeiling for det SIDE: 42 indre Blik - kan se, hvad der foregaar netop i Øie- blikket paa de fjerneste Steder. De kan sidde i et lystigt Lag og saa med ét blege og urolige stirre fraværende hen i Luften foran sig. Hvad de ser, er mangehaande Ting, og saa undslipper der dem undertiden Udraab som: "Nu er der Ildløs i Bygningerne hos Handelsmand N. N. i ....vaagen" eller "Nu brænder Trondhjem". Undertiden ser de store Ligtog drage forbi med en Tydelighed, saa at de kan beskrive hver Mands Plads og Udseende i det, Kisten selv og Gaderne, hvorigjennem Toget passerer. De kan da sige: "Nu begraves en stor Mand nede i Kristiania." Naar saa Efterretningen kommer, stemmer det altid. Paa Sjøen kan det hænde, at en saadan Mand kan sige til Høvidsmanden, at han nok gjør rettest i en liden Stund at bøie af paa Kursen; og dette blir altid lystret; thi man er vis paa, at han da ser det foran Baaden, som ingen af de andre skjønner, men som kan vold Ulykke - i Regelen Draugen i sin halve Baad eller Gjenfærd. En af Komag-Nilses mange Historier af den Slags var hændt en Kjending af ham ude paa Vinterfiske. Veiret havde et Par Dage været rent overhændigt, men bedagede sig den tredie Dag saavidt, at et af de Baadlag, som holdt til i Rorboden, mente, at det nok maatte gaa an den Dag at faa draget Garnene. De øvrige trøstede sig derimod ikke til. Nu er det Skik, at Baadlagene gi'r hinanden Haands- rækning til at sætte Baaden ud, og saa skulde nu ogsaa ske. Da de kom ned til Fembøringen, som var trukket et godt Stykke paa Land, fandt de Aarer og Tofter vendt baglænds i Baaden, og det var derhos, trods alle forenede Anstrengelser ,ikke muligt at faa den rykket af Pletten. De prøvede sig en, to, tre Gange uden Nytte. Men saa sagde én af dem, der var kjendt for frem- SIDE: 43 synt, at efter det, som han saa, var det bedst, at de idag ikke videre rørte ved den Baaden; den var tungere end Mandsmagt. Med det ene af Baadlagene, som holdt til i Rorboden, var ogsaa en kvik Gut paa fjorten Aar, der hele Tiden morede dem ved alle Slags Gabestreger og aldrig var rolig. Han tog en svær Sten og katsede den af al Magt ind i Bagskotten af Baaden. Ud af den fo'r saa pludseligt synlig for alle en Draug i Sjøklæder med en svær Tarrevase istedetfor Hoved. Den havde siddet baglænds og tynget Baaden og fo'r nu ud i Sjøen, saa Skumsprøiten fossede om den. Da det var sket, gik Fembøringen glat i Vandet. Men den Fremsynte saa paa Gutten og sagde, at det skulde han ikke ha' gjort. Gutten lo imidlertid som før og mente, at sligt noget troede han ikke paa. Da de saa om Aftenen var komne hjem, og Folkene laa og sov inde i Rorboden, hørte de Klokken omkring tolv om Natten Gutten skrige om Hjælp. En af dem syntes ogsaa, at han ved Skinnet af den døsige Tranlampe saa en svær Haand strække sig fra Døren indover op til Bænken, hvor Gutten laa. Gutten var allerede under Skrig og Modstand draget hen til Døren, førend de andre sansede sig saa vidt, at de kunde slaa Tag om ham for at holde ham fra at drages ud. Men nu opstod der midt i Døren en haard Kamp, idet Draugen trak ham i Benene, medens det hele Mandskap holdt igjen i Arme og Overkrop. Saaledes sagedes han da i Midnatstimen under Jam- ren frem og tilbage i den halvaabne Dør, idet snart Folkene, snart Draugen havde det meste af ham hos sig. Med en Gang slap Draugen Taget, saa hele Mand- skabet faldt over hverandre indefter Gulvet. Men da var Gutten død, og de forstod, at Draugen først da havde sluppet ham. Vinteren efter hørte de det jamre om Natten Klok- SIDE: 44 ken tolv nede i Rorboden. Og der blev først Fred, da den blev flyttet hen paa en anden Grund. - Den samme Ære, som Østlandsbonden flere Steder kan sætte i at have den bedste Traverhest, sætter Nordlændingen, kanske vel saa hidsigt, i at eie den Baad, som seiler hurtigst. En rigtig udmærket Baad spørges der nord i ligesaa mange Bygder som sydpaa en rigtig "glup" Traver. Begge følges de af deres særegne Romantik, der fylder Bygderne med alskens Sagn om Hurtighed og vidunder- lige Kapløb. At bygge en saadan Baad med de rette Vandlinier er en Genisag, der ikke theoretisk kan aflæres; det beror nemlig paa et særskilt Skjøn hos Baadbyggeren for hver enkelt Baad. Det gaar simple Kopier her som ellers i Livet, at de altid kun seile middels. Hvad det har kostet Nordlændingerne endelig at ud- finde denne Baadform, der nu sætter dem istand til i deres smaa Baade næsten at flyve for Vinden undaf de vældige Havsjøer, der skummer bagefter dem, og som, om de naaede Baaden, vilde begrave den under sig, - hvor mange Slægter der har lidt og stridt og tænkt og rettet paa denne Facon, saa at sige under Dødsstraf for hver Feiltagelse, - kort Nordlandsbaa- dens Historie fra den Slægts Dage, som først optog Kampen mod Havet deroppe og til idag - det er en glemt Saga, fuld af den jevne Arbeidsmands Storbedrift. - En Vinteraften i Januar, lidt før Fisket begyndte, hørte jeg en af Folkene i de store Baadlag, som da overnattede hos os, fortælle. Han var bleven sat paa Gled ved et Par Historier af Komag-Nils og vilde nok nu vise os, at der ogsaa der, hvor han var fra, nemlig nede paa Dønø i Helgeland nær Ranen, var ligesaa godt Slag baade af underlige Historier og af Baade, som oppe hos os. Fortælleren var en liden raptunget Fyr, som hele Tiden sad og rokkede og flyttede sig paa Bænken, me- dens han fortalte. Med den spidse Næse og de smaa rødagtige runde SIDE: 45 Øine lignede han en eller anden urolig Sjøfugl paa et Skjær. Af og til afbrød han sig selv ved at dukke ned i sin Nistetine, som om han hver Gang tog op af den et nyt Stykke af Fortællingen. Historien lød saa: Paa Kvalholmen nede i Helgeland boede en fattig Fisker, der hed Elias, med sin Kone Karen, som før havde tjent hos Præsten over paa Alstadhaug. De havde faaet sig op en Hytte der, og han gjorde nu Lofotfiske paa Dagsror. Paa den ensomme Kvalholmen var det nok ikke frit for, at det spøgte. Naar Manden var borte, hørte Konen mangeslags uhyggelig Larm og Skrig, som ikke kunde være af det gode. Der kom et Barn hvert Aar, men de var stræbsomme begge to. Da syv Aar var gaaet, var der seks Børn i Stuen; men den samme Høst havde Manden ogsaa faaet skrabet sig sammen saameget, at han mente nu selv at kunne raade sig til en Seksæring og herefter ro Fiske i egen Baad. En Dag, som han gik med en Kveitepig i Haanden og grundede paa dette, stødte han over en Bjergknart nede i Stranden uforvarende paa en uhyre stor Kobbe, som laa og solede sig lige bag den, og som nok var ligesaa uforberedt paa Manden, som han paa den. Elias var imidlertid ikke sen; han stødte ovenifra Knarten, hvor han stod, den lange, tunge Kveitepig lige ned i Ryggen paa den, tæt under Nakken. Men da blev der et Spræl! Kobben reiste sig med en Gang paa Halen, ret op i Veiret, saa høi som en Baadmast, og saa med et Par blodanløbne Øine saa ondt og giftigt paa ham, medens den derhos grinende viste Tænder, at Elias holdt paa at gaa fra Vettet af Forskrækkelse. Saa føg den med ét paa Sjøen, saa Skumkraven stod fuldt af Blod efter den. Mere saa Elias ikke til den; men ind til Baadstøen i Kvalviken, hvor Huset hans stod, drev samme Efter- middag Kveitestangen med afbrudt Jernpig. Elias tænkte ikke længere paa dette. Han kjøbte SIDE: 46 samme Høst sin Seksæring, til hvilken han alt om Sommeren havde sat op et lidet Nøst. En Nat, som han laa og tænkte paa den nye Seks- æringen sin, faldt det ham ind, at han for rigtig at bevare Baaden kanske burde sætte endnu en Spilre til Støtte under den paa hver Side. Han var saa urimelig glad i Baaden, at det bare var Moro for ham at staa op med Løgt og se ned til den. Som han nu stod og lyste paa den, skimtede han pludselig i Krogen henne paa en Garnvase et Ansigt, der akkurat lignede Kobbens; det gren en Stund sint imod ham og Lyset. Gabet blev ligesom større og større, og saa fo'r der en stor Mand ud gjennem Nøstdøren, men dog ikke fortere, end at Elias ved Løgteskinnet skimtede, at der stod en lang Jernpig ud af Ryggen paa ham. Og nu begyndte han nok at skjønne et og andet. Men endda var han mere ræd om Baaden sin end for Livet. Den Morgen i Januar, han drog ud paa Fiske med to Mand i Baaden sin foruden sig selv, hørte han i Mørket en Røst fra et Skjær lige i Udløbet af Viken. Den lo haanligt og sagde: "Naar det blir Fembøring, saa agt Dig, Elias!" Det varede imidlertid mange Aar, før det blev Fem- børing af for Elias, og hans ældste søn Bernt var da sytten Aar gammel. Den Høst, dette skete, reiste Elias med hele sin Fa- milie i Baaden ind i Ranen for at bytte bort Seks- æringen og saa for Mellemlag handle sig Fembøringen til. Hjemme var kun en netop konfirmeret Finnepige, som de havde taget til sig for nogle Aar siden. Nu var der en Baad, en liden halvfemterums Fem- børing, som han netop havde i Kikkerten, og som den bedste Baadbygger derinde havde faaet færdig og tjære- bredet den Høst. Den byttede han sig til mod Seks- æringen og et Mellemlag i Penge. Elias tænkte nu paa at seile Hjem, men var først SIDE: 47 indom Handelsstedet og forsynede sig og sine med Jule- kost, derunder ogsaa en liden Dunk Brændevin. Glad, som han var i Handelen, tog nok baade han og Konen hans sig den Dag en Taar over Tørsten, og Bernt, Sønnen, fik ogsaa smage en Smule med. Dermed seilede de nu den ny Baad hjemover. Anden Ballast end han selv, Kjærringen og Børnene samt Julekosten var der ikke i den. Sønnen Bernt sad ved Halsen, Konen, hjulpen af den næstældste Søn, holdt i Draget, og selv sad Elias ved Styret, medens de to yngre, tolv og fjorten Aar gamle Brødre skulde skiftes ved Øsekarret. De havde otte Mil Havvei at seile, og da de kom ud paa, viste det sig, at de nok kom til at prøve Baa- den den første Gang, den brugtes. Der røg efterhaanden op til Storm, og Skumkammene begyndte at brække i den svære Havsjø. Nu fik Elias da se, hvad Baad han havde; den kla- rede sig som en Sjøfugl mellem Bølgerne uden saa meget som en Skvæt i Baaden, og han dømte derhos paa, at han slap at sætte en hel Klo mod, hvad en anden almindelig Fembøring vilde været nødt til i dette Veir. Ud paa Dagen saa han ikke langt fra sig borte paa Sjøen en anden Fembøring med fuld Besætning og fire Klør i Seilet akkurat som han. Den laa samme Kurs, og han fandt det lidt rart, at han ikke havde set den før. Den lod til at ville kapseile med ham, og, da Elias skjønnede det, kunde han ikke bare sig for igjen at stikke ud en Klo. Nu gik det med strygende Fart som Pilens forbi Næs, Holme og Skjær, saa Elias syntes, han aldrig havde været med paa saa stolt Seilads før, og nu viste Baaden sig ogsaa for det, som den var, nemlig den første i Ranen. Havet var imidlertid blet værre, og de havde alt faaet et Par alvorlige Sjøer ind over sig. De brød ind over Halsen der forud, hvor Bernt sad, og seiledes ud igjen i Læ nær Bagskotten. SIDE: 48 Siden det var blevet skummelt, havde den anden Baad holdt ganske nær, og de var nu ikke længer fra hinanden, end at de kunde kaste et Øsekar over til hverandre. Saa gik da Seiladsen jevnsides i stedse haardere Sjø udover Kvelden. Den fjerde Klo burde nu egentlig være sat igjen, men Elias vilde nødig give tabt i Kapseilingen og tænkte at bie dermed i det længste, indtil de gjorde det over i den anden Baad, hvor det kunde tiltrænges vel saa godt. Af og til gik saa fremdeles Brændevinsdunken om, da det nu baade var Kulde og Væde at holde ude. Morilden, som spillede i den sorte Bølge nær Elias's egen Baad, lyste sælsomt stærkt i Skumranden om- kring den anden, der ligesom pløiede og væltede en Ildskavl om Siderne. Ved det lyse Fosforskjær kunde han endog skjelne Tougenderne over i den. Han kunde ogsaa tydeligt se Folkene ombord med deres Sydvester paa Hovedet; men da deres Luvartside laa nærmest, vendte de alle Ryg- gen til og skjultes mest af den høit krængende Baad- rand. Pludselig brød der en forfærdelig Bræksjø, hvis hvide Kam Elias længe havde skimtet gjennem Mørket, ind- over Halsen, hvor Bernt sad. Den stoppede ligesom hele Baaden for et Øieblik, Plankerne skalv og rystede under Trykket af den og strømmede saa, da Baaden, der en Stund laa halvkantret, reiste sig igjen og tog Fart, ud over Læbord agter. Medens dette stod paa, syntes han, det skreg fælt over i den anden Baad. Men, da det var over, sagde Konen, der sad ved Draget, med en Stemme, som skar ham ind i Sjælen: "Herregud, Elias, den Sjøen tog Marthe og Nils med sig!" Det var deres to yngste Børn, det første ni, det andet syv Aar gammelt, som havde siddet i Rummet nær Bernt. Hertil svarede Elias bare: SIDE: 49 "Slip ikke Draget, Karen, ellers vil Du miste flere!" Det gjaldt nu at faa taget ind den fjerde Klo, og da det var gjort, fandt Elias, at der var Brug for den femte med, thi Veiret voksede; men for at seile Baa- den fri af de stedse sværere Sjøer, turde han paa den anden Side heller ikke mindske mere paa Seilet, end han haardt var nødt til. Det gik imidlertid saa, at den Seilstump, de kunde føre, efterhaanden blev mindre og mindre. Sjøen røg, saa det drev dem i Ansigtet, og Bernt og den næstældste Broder Anton, der hidtil havde hjulpet Moderen henne ved Draget, maatte tilslut holde i Raaen, en Udvei, som man tyer til, naar Baaden ikke engang taaler at gaa for den sidste Klo - her den femte. Kammeratbaaden, som imidlertid havde været borte, dukkede nu pludselig igjen op ved Siden med akkurat samme Seilføring som Elias's Baad. - Men han begyndte nu ikke rigtig at like Mandskabet der ombord. De to, som stod der og holdt i Raaen, og hvis blege Ansigter han skimtede under Sydvesterne, syntes ham ved den underlige Lysning af Skumbrydningen mere lige Dødninger end Mennesker, og heller ikke talte de et Ord. Et Stykke til Luvart øinede han saa igjen den hvide høie Ryg af en ny Braadsjø, der kom gjennem Mørket, og han beredte sig itide paa at tage imod den. Baaden lagdes med Stævnen skjøns op imod den, og Seilet blev ført størst muligt for at Skabe Fart nok til at kløve den og seile Sjøen ud igjen. Ind susede Braadsjøen med et Brus som af en Fos; atter laa de et Øieblik halvkantrede; men, da det var over, sad Konen ikke længer ved Draget, heller ikke stod Anton længer og holdt paa Raaen - de var begge gaa't overbord. Ogsaa denne Gang syntes Elias, at han hørte det samme fæle Raab i Luften; men midt under det hørte han tydeligt sin Kone angstfuldt raabe sit Navn. Da han begreb, at hun var skyllet overbord, sagde han kun: "I Jesu Navn!" og taug saa. SIDE: 50 Han var tilmode, som han helst vilde fulgt efter hende, men følte derhos, at det nu gjaldt at berge Resten af den Last, han havde ombord, nemlig Bernt og sine to andre Sønner, den ene tolv, den anden fjorten Aar, der en Stund havde staaet for Øsningen, men som siden havde faaet Plads i Agterskotten bag ham. Bernt maatte nu passe Raaen alene, og de begge, saa godt det lod sig gjøre, hjælpes ad. Styrvollen turde Elias ikke slippe, og fast om den holdt han med en Haand af Jern, som forlængst var følesløs af Anstrengelse. En Stund efter dukkede Kammeratbaaden atter frem; den havde ligesom før været borte en Stund. Nu saa han ogsaa mere af den svære Mand, som sad agterud paa den samme Plads som han. Ud af hans Ryg nedenfor Sydvesten, stod, da han vendte sig, gan- ske rigtig en kvarterlang Jernpig, som Elias nok mente, han skulde kjende igjen. Men hermed var han nu ogsaa i sit stille Sind paa det rene med to Ting: den ene var, at det var ingen anden end selve Draugen, som styrede sin halve Baad der tæt ved Siden af ham og havde ført ham i Fordærvelse, og den anden, at det nok var saa laget, at han den Nat seilede sin sidste Reise. Thi den, som ser Draugen paa Sjøen, er en hjem- falden Mand. Han nævnte intet til de andre for ikke at tage Modet fra dem, men overgav i Stilhed sin Sjæl til Vorherre. I de sidste Timer havde han ud af Kursen maattet bære af for Stormen. Det blev tillige Snetykke, og han skjønte, at han nok kom til at vente paa Landkjending, til det dagedes. Seiladsen gik imidlertid for sig som før. Af og til klagede Gutterne i Agterskotten over, at de frøs, men herved var der nu i Væden intet at gjøre, og Elias sad desuden i adskillige andre Tanker. Han havde faaet en saadan forfærdelig Lyst til at hevne sig, og det, han nu vilde gjort, om han ikke havde havt sine tre øvrige Børns Liv at forsvare, var SIDE: 51 med en pludselig Vending at prøve at seile isænk den forbandede Baad, der endnu stedse som til Haan holdt sig ved Siden af ham, og hvis onde Ærinde han kun altfor godt skjønnede. Kunde Kveitepiggen før ramme Draugen, saa maatte sagtens ogsaa nu en Kniv eller Klep kunne gjøre det, og han følte, han vilde gladelig give Livet til for at faa et rigtigt Ram paa den, der saa ubarmhjertig havde taget fra ham hans kjæreste i denne Verden og endda vilde have flere. Da Klokken var tre, fire om Natten, saa de seilende atter gjennem Mørket en Skumbrydning af en saadan Høide, at Elias i Førstningen tænkte sig, at de maatte være tæt under Land i Nærheden af en Brænding. Han erkjendte det imidlertid snart for, hvad det var, nemlig en uhyre Bølge. Da syntes han tydeligt, det lo over i den anden Baad og sagde: "Nu vælt' Fembøringen din, Elias!" Denne, der forudsaa Ulykken, sagde nu høit: "I Jesu Navn!" bad saa sine Sønner holde sig af al Magt fast i Vidjebaandene ved Aarekjeiperne, naar Baaden gik under, og ikke slippe, før den var over Vandet igjen. Han lod den ældre gaa frem til Bernt; selv holdt han den yngste tæt ved Siden af sig, strøg ham vel og engang hemmelig over Kinden og forvissede sig om, at han holdt godt Tag. Baaden begravedes bogstavelig under Skumskavlen, løftedes efterhaanden op med Forenden og gik saa under. Da den steg op igjen af Vandet med Kjølen iveiret, laa Elias, Bernt og den tolv Aar gamle Martin og holdt sig i Vidjebaandene. Den tredie af Brødrene var der- imod bleven borte. Nu gjaldt det først at faa Vanterne paa den ene Side overskaarne, saa at Masten kunde flyde op ved Siden istedetfor voldsomt at uro Baaden under, og dernæst at komme op paa det urolige Hvælv og faa Nøglehullet indslaaet for at slippe ud Luften indeni, som holdt SIDE: 52 Baaden for høit oppe i Vandet til, at den kunde ligge stille. Efter store Anstrengelser lykkedes dette, og Elias, der først var kommen op paa Hvælvet, hjalp nu ogsaa de andre to didop. Og der sad de den lange, mørke Vinternat, med Hæn- der og Knæer klamrende sig krampefast til Hvælvet, som overskylledes af Bølgerne den ene Gang efter den anden. Allerede efter et Par Timers Forløb døde Martin, hvem Faderen hele Tiden efter Evne havde støttet, af Udmattelse og gled ned i Sjøen. De havde alt flere Gange prøvet med at raabe om Hjælp, men opgav det igjen, fordi de skjønte, at det var uden Nytte. Medens de to sad der alene igjen paa Hvælvet, sagde Elias til Bernt, at han ikke troede andet, end at han selv ogsaa kom til at "være med hu Mor", men at han havde som et fast Haab om, at Bernt nok alligevel vilde blive bjerget, naar han bare nu holdt ud som en Kar. Saa fortalte han ham om Draugen, som han havde stukket nedenfor Nakken med Kveitepiggen, og hvor- ledes denne nu havde hevnet sig paa ham og nok ikke gav sig "før han var kvit". Klokken var saa henimod ni om Morgenen, da det begyndte at graane af Dag. Da rakte Elias Bernt, der sad ved Siden, Sølvuret sit med Messingkjæden, som han havde slidt itu for at faa det draget frem under de tilknappede Veste. Han sad endnu en Stund, men da det blev lysere, saa Bernt, at Faderens Ansigt var dødblegt, Haaret havde skilt sig paa forskjellige Steder saadan, som det gjerne sker nær Døden, og Huden var gnavet af Hæn- derne af at holde om Kjølen. Sønnen forstod nu, at det led paa det sidste med Faderen, og vilde saa godt det i Duvningen lod sig gjøre, flytte sig hen og støtte ham; men da Elias mærkede dette, sagde han: "Hold dig nu bare trøst fast, Bernt! I Jesu Navn, SIDE: 53 æ gaar til hu Mor", og dermed kastede han sig bag- over ned af Hvælvet. Da Sjøen havde faaet sit, blev den, som enhver veed, der har siddet paa Hvælvet, en god Stund efter roligere. Det blev lettere for Bernt at holde sig fast; og med den lysende Dag kom der ogsaa mere Haab. Veiret bedagede sig, og, da det blev rigtig lyst, syntes han ogsaa, han skulde kjende sig igjen, og at det var uden for sit eget Hjemsted, Kvalholmen, han laa og drev. Han begyndte da atter med at raabe om Hjælp, men haabede mest paa en Strømsætning, som han vidste bar under Land paa et Sted, hvor et Næs paa Øen tog af for Bølgegangen, saa det blev smult. Han drev ogsaa nærmere og nærmere og kom tilslut saa nær det ene Skjær, at Masten, der flød ved Siden af Baaden, strøg op og ned ad Skraaberget efter Bølge- draget. Saa stiv han var i Leddene af at sidde og holde sig fast, lykkedes det ham nu med stor Anstrengelse at bjerge sig op paa Skjæret, hvor han fik halet Masten op paa Land og fortøiet Fembøringen. Finnepigen, som var alene hjemme i Huset, syntes et Par Timers Tid, at hun hørte Nødraab, og, da de holdt ved, steg hun op paa Høiden for at se efter. Der saa hun da Bernt paa Skjæret og den hvælvede Fembøring huggende op og ned mod det. Hun sprang straks ned i Baadstøen, skjød ud den gamle Færdings- baad og roede den langs Stranden rundt om Øen ud til ham. Bernt laa syg under hendes Pleie hele Vinteren og kom ikke paa Fisket det Aar. Folk syntes ogsaa efter dette, at han af og til var ligesom en Smule underlig af sig. Paa Havet vilde han aldrig mere, da han var sjø- skræmt. Han giftede sig med Finnepigen og flyttede op til Malangen, hvor han fik sig Rydningsland og nu lever og staar sig vel. SIDE: 54 MELLEM VÆTTESKJÆRENE Det var Sommer. Susanne og jeg gik nu i vort syttende Aar, og det var bestemt, at vi skulde kon- firmeres til Høsten. Det var i dette Aar, at min Fader indvikledes i sin ulige Kamp med Autoriteterne, deriblandt Fogden og Præsten, om hvorvidt vor Handelsplads skulde være fast Stoppested for Nordlandsdampskibet. For min Fader var dette en Velfærdssag, og Striden herom, der iøvrigt interesserede hele Distriktet, var alt begyndt at blive temmelig bitter. Det var nok ikke mindst i den Anledning, at Fogden den Sommer var reist i Besøg til Præsten, der var en meget indflydelsesrig Mand. Udvortes var Forholdet mellem min Fader og Præ- sten dog endnu ikke Brud, og det var vist for yder- ligere at manifestere dette, at min Fader i den Tid endog et Par Gange blev inviteret over til Præsten. Følgen heraf var igjen, at min Fader og jeg en Dag blev budne med paa en Seiltur ud til Vætteskjærene, som laa halvanden Mil borte. Der skulde først en Stund fiskes og dernæst spises Mælkeringer i Land paa Gunnarspladsen, en Gaard, der laa som Bygselgods under Præstegaarden. Der fulgte altid en vis Høitidelighed med, naar Præ- stens hvide Husbaad med fire Mand ved Aarene gled ud af Bugten, og der stod da gjerne adskillige paa Land, som saa paa. Den Dag stod ogsaa Fader ude paa Trappen med Kikkerten. Han havde undskyldt sig for selv at være med, men derimod af god Takt ladet mig reise. Inde i Kahytsvængen, der var aaben for Hedens Skyld, sad Præstefruen og Fogdens to Damer, og uden- for paa hver sin Side Præsten og Fogden og røg paa deres sølvbeslaaede Merskumspiber i lun Passiar - de var Ungdomsvenner fra Universitetsdagene. SIDE: 55 Susanne og jeg samt den for Anledningen pyntede Stuepige fra Trondhjem havde Plads i den rummelige Forskot. Præstefruen vilde idetmindste have den Del af sit Hus, som hun førte med sig i en forfærdelig svær Mad- kurv, et sandt portativt Spisekammer, under sine egne Øine. Den svære Madkurv og den tynde Præstefrue optog aldeles den ene Bænk, medens de to andre Damer med deres stivede Dragter fuldstændig opfyldte Resten af den trange Kahyt. Der rørte sig ikke en Luftning, og Vestfjorden gik i lange, blanke Dønninger. Den laa kjæmperolig og solede sig. Den vidunderlig klare Luft lod Øiet udover Fjældrækkerne se næsten ind i Evigheden, medens en Luftspeiling - et omvendt Fjeld med et Hus under og et Par sprøitende Hvaler - opførte Eventyr for os udover den blaa Havslette. Af og til mødte vi en Sjøfugl, svømmende i den blanke Dønning. I Kjølvandet tumlede en og anden "Nise". En Stund før Middag naaede vi ind mellem Vætte- skjærene og lagde os nu til at fiske i smult Vande; det hed nemlig, uanset Madkurven, at vi selv først skulde skaffe os Middagen. Paa udsiden af Skjærene larmede Brændingen i den stille Dag og skjød mægtige, hvide Straaler med et Dragsug af mange Favne, eftersom Havet trak sin regelmæssige, dybe Aande. Urolig, som Susanne var, bøiede hun sig udover Baadripen, saa Haarlokkerne næsten dyppede sig i hendes eget Billede i Vandet, for i den gjennemsigtige Sjø at se paa Fisken, der i femten til tyve Favnes Dybde gled ind og ud af Tarren over den grønhvide Bund og stimlede om Snørerne, hvormed de voksne med deres dobbelte Angleredskab ofte trak to Fisk op ad Gangen. Hun kaldte mig i sin Iver rent stærblind, hvergang jeg ikke kunde se netop den Fisk, hun mente. Og nærsynet var jeg jo vistnok ogsaa, men Susannes ringeste SIDE: 56 Bevægelse interesserede mig mere end hvilkensomhelst Fisk. Naturscenen var i Sandhed henrivende. Den hvid- malede Husbaad vuggede sig over sit Billede, som den hang i Luft. I Vandet stod ogsaa Gunnarspladsen neddyppet med Agerflekken under og Bjerkelien over og omkring sig. Luften, der ud paa Dagen var bleven disig af Heden, var fyldt med en Løvduft saa stærk, som man sydpaa kun kjender, naar det har regnet. Efter en knap Times Forløb var Bøtten fuld af Fisk, saa vi havde "Kogning", og vi lagde nu iland. Paa Grønningen lige ovenfor Husene havde Præste- fruen i Mellemtiden faaet udflyttet et Bord, hvorpaa der paa den fine Damaskes Dug var sat flere Mælke- ringer. Hun havde ogsaa kogt Rømmgerød, og des- uden, saavidt Pladsen strak til, belæsset Bordet med Retter fra Madkurven. Vinen og de stærke Sager gjorde imidlertid nok til- slut Fogden lidt ør i Hovedet. Han fortalte til Præste- fruens store Forfærdelse, at Præsten, graasprængt og streng som han nu sad der, i sin Ungdom havde været en overmaade lystig Fyr, og at de to havde gjort man- gen en gal Streg sammen. Da han begreb, at han var kommen galt an, ud- bragte han for at rette paa Sagen en alvorlig Skaal, hvori han for Distriktets Skyld haabede, at Præsten vilde vide at beseire alle Machinationer fra hans intri- gante Nabo - her stansedes han i Talen ved et be- tydningsfuldt Blik af Præsten hen paa mig, som sad ved Bordenden, - og sluttede saa med nogle aandsfravæ- rende Ord, som skulde aflede det hele. Jeg følte mig kold og klam og var vist saa bleg som et Lig. For min Faders Skyld tænkte jeg det gjaldt at holde gode Miner, men Maden voksede mig i Munden, saa jeg ikke formaaede at synke en Bid mere. Jeg saa over til Susanne, hun sad sprudende rød. Der blev en Stunds Stilhed, hvori nok enhver rugede SIDE: 57 paa sine Tanker om det passerede, indtil Sommer- dagens Søvnighed fik Overtaget, og Præsten og Fogden, der begge var vant til at tage sin Middagslur, foreslog, at man en Timestid skulde hvile Middag og hver søge sig sin Plads i Skyggen. Efter det, som var passeret ved Bordet, følte jeg mig aldeles ulykkelig tilmode. Man havde ladet skimte frem en Mening om min Fader saa krænkende, at det var mig en ren Tortur længere at være i Selskabet. Et Stykke bortenfor Huset bøiede Lien ind over til et trangt Dalføre med Bjerk og Silju i Aasen paa begge Sider, og igjennem den løb over Kiselstenene en speil- klar, blinkende liden Bæk, hvor en og anden Ørret smat. Mens de andre sov, gik jeg op langs den og lagde mig ned for i Ensomhed at ruge over min Sorg. Jeg veed ikke, hvor længe jeg havde ligget slig; men da jeg saa op, sad Susanne der heftig bevæget. Hun syntes, de havde været slemme mod mig, sagde hun, og saa strøg hun, som hun ikke taalte at se mig bedrøvet, i Taushed Haaret atter og atter bort fra min Pande. Der var en Varme i den lille Haand og en Tale i hendes med Graaden kjæmpende Ansigt, som mit til Kjærlighed saa trængende Sind ikke kunde modstaa. Jeg veed ikke, hvordan det gik til, men erindrer kun, at jeg stod og trykkede hende heftig op til mig med min Kind ind til hendes og bad hende holde af mig, bare en Smule, saa vilde jeg holde af hende saa uende- ligt hele mit Liv. Jeg husker ogsaa, at hun svarede "Ja", og at vi under dette begge to græd. Lidt efter stod vi smilende Haand i Haand og saa paa hinanden. Der opkom samtidig en ny Tanke hos os begge, - den, at vi altsaa nu var forlovede. Susanne var den første, som udtalte den og sagde, idet hun satte sine trofaste, dybe, blaa Øine forsikrende paa mig, at jeg fra nu af bestandig maatte huske paa, SIDE: 58 at hun holdt af mig, om de andre var aldrig saa slemme. Vi hørte dem raabe paa os, og - hvad der før paa Dagen aldrig vilde faldt os ind at gjøre -: Susanne skyndte sig foran alene et Stykke, saa vi kom hver for sig tilbage til Selskabet. Jeg havde alt Solen i Øinene langt ud paa Formid- dagen den næste Dag, da Anne Kvæn, som hun var vant til fra jeg var Barn, ruskede mig vaagen og for- talte, at min Fader tidlig om Morgenen var reist til Tromsø. Han havde været oppe paa Kammeret hos mig tidligt, før han reiste, og da han kom ned igjen, ytret om mig, at "han laa og smilte i Søvne og saa saa lykkelig ud, stakkels Gut!" Det var saare sjelden, at der fra min Fader kom et sympathetisk Ord, og derfor staar de i min Erindring. Min Fader var nok selv dengang alt andet end glad. Den omtalte Dampskibsstrid laa ham tungt paa Hjerte; han vilde nu forsøge det sidste Middel, nemlig at faa Sagen ordentlig udredet igjennem Aviserne, og det var derom han personlig vilde henvende sig til en Prokurator paa Tromsø. Disse Husets Anliggender laa imidlertid udenfor, hvad jeg vidste. KONFIRMATIONEN Under denne Sagernes Stilling mellem vore For- ældre foregik samme Høst Susannes og min Kon- firmation. Da jeg først indmeldtes sent ude i Konfirmations- kursus'et, blev det saa, at jeg, foruden at fremmøde i Kirken hver Mandag, skulde læse alene med Præsten om Fredagene. SIDE: 59 Paa sin korte Manér holdt min Fa'r mig forud en liden Privattale, hvori han haabede, at jeg ikke vilde gjøre ham Skam for Præsten. Læsningen oppe paa Præstens Studerkammer var for mig en hel ny aandelig Udvikling. Den store, graahaarede Mand, med det stærke, brede Ansigt og de massive Sølvbriller som oftest skudte op i Panden over de svære Øienbryn, sad i Sofaen med sin store Merskumspibe i Munden og forklarede, me- dens jeg pyntet og opmærksom hørte til i Stolen paa den modsatte Side af Bordet. Det gik mere og mere op for mig, at Præsten maatte være en ærlig og grundsand Mand, men tillige haard og streng; thi han talte altid om Pligterne og om, at Naaden ikke kunde tænkes givet os, for at vi skulde slippe undaf disse. Undertiden kunde han ogsaa komme i det Hjørne at anstille Betragtninger, der dog neppe alle var be- stemte for mig; det var gjerne alskens Forsøg paa at bortraisonnere de Tvivl, man mulig kunde have i Troes- sagerne, især om Miraklerne, dem han gjerne vilde for- klare paa naturlig Maade. Han kunde derunder blive overmaade vittig i sine Sammenstillinger, og jeg troede da, som i mangt og meget i hans viljestærke Ansigts- udtryk, naar han talte, at kjende Susannes Natur igjen. De smaa, smukke Hænder og sin fine, velproportio- nerede, skjønt ikke netop høie Figur havde hun ogsaa klarlig efter sin Fader og derhos et vist Kast med Ho- vedet, naar Talen skulde gjøres mere indtrængende end sædvanligt. Men Susanne havde tillige noget varmt og pludseligt, næsten vulkansk i sin Natur, der forekom mig frem- med for det Udtryk, som laa i Præstens kolde, klare Forstandsøine. Præsten roste mig for Tænksomhed, men gjentog til min store indre Ydmygelse flere Gange, at jeg havde en Manér med at slaa Øinene undvigende ned, som jeg maatte se til at vænne mig af med. Præsten troede uden Tvivl, at jeg var overdreven SIDE: 60 generet, kanske ogsaa at jeg led under Bevidstheden om min Faders Forhold til ham. Sagen var imidlertid den, at hans isblaa eller graa hvasse Øine undertiden stirrede paa mig, som om de saa mig tvertigjennem og skar mig op som en Appelsin lige ind til min Hemmelighed med Susanne. Jeg følte mig som en Forræder, der sveg hans Tillid, og udmalede mig pinligt, hvad han engang, naar han fik alt at vide, vilde tænke om mig, som under Be- redelsen i min Salighedssag havde kunnet sidde saa usand og fræk foran ham. Det gik derhos under Læsningen af Forklaringen mere og mere op for mig, at mit Forhold til Susanne, saalænge det holdtes hemmeligt for hendes Forældre, var urigtigt, og nu skulde jeg endog med denne vitter- lige Synd paa Hjertet koldblodigt og overlagt gaa hen og knæle ved Guds Bord. Disse Skrupler forfulgte mig ogsaa hjemme og blev mig tilslut til en sand Marter. Al Synd, stod der i Forklaringen, kunde tilgives, undtagen Synd mod den Helligaand. Jo stærkere min Fantasi fordybede sig i Grublerierne over denne Slags hemmelighedsfulde Forbrydelse imod det Himmelske, som altsaa stod udenfor Naaden og ikke kunde tilgives, desto høiere steg den kvælende Angst op i mit Indre, at netop den Synd, som jeg nu bevidst og med koldblodigt Overlæg holdt paa at begaa, kunde være af den Art. Min Betænkelighed gjaldt især Alterens Sakramente, som jeg altsaa nu uden Sky og med fuldt Forsæt agtede at vanhellige for derved at skjule, at jeg bedrog den Haand, som rakte mig det. Forgjæves søgte jeg at skyde disse Tanker bort eller ialfald at opsætte med at tænke dem til den aller- sidste Dag før Konfirmationen. Mit Sind blev for hver Dag kun mere uroligt, og i min forskræmte Fantasi opsteg Ting, der ikke længer beroede paa min egen Vilje, men hvori jeg forfærdet SIDE: 61 stod midt imellem alle Helvedesrædselens Muligheder og Syner. At berolige mig ved at prøve at faa Susanne i Tale om Sagen, turde jeg ikke; thi saalænge hun var uvi- dende om, at det, som nu fuldbyrdedes, var Synd, havde hun jo hellerikke Skyld, og heller end at styrte hende ind i en saaden, fik jeg staa alene med min Byrde. At aabenbare det hele i sidste Øieblik for den strenge Præst vilde - foruden som en Børneforlovelse at føre til en, som jeg da tænkte, uudholdelig Skandale for os begge - kun bevirke, at jeg mistede Susanne, og dette sidste turde jeg desuden ikke gjøre uden med hendes Samtykke. Det hele knyttede sig saaledes sammen for mig til en Umulighedens Ring, hvori enhver Udvei var stængt. De to sidste Mandage, jeg stod paa Kirkegulvet, me- dens Præsten overhørte os, saa jeg ofte alvorligt over til Susanne. Hun stod der frisk, smilende og uopmærk- som; hun anede intet og kunde jo hellerikke hjælpe. I Dagene lige under Konfirmationen steg min Tyng- sel til en febrilsk Tilstand, hvorunder jeg flere Gange neppe var rigtig ved mig selv, men følte mig forfærdelig ulykkelig. Det forekom mig tilslut, at jeg rent ud holdt paa at give min Salighed hen for Susannes Skyld. Jeg skvat om Natten forfærdet op af Drømme, hvori jeg saa mig liggende paa Knæ foran Alteret med Susanne ved Siden - hun saa da saa intet anende, overjordisk deilig ud -, medens Præsten stod med et Torden- ansigt, som om han følte, at en Sjæl nu vilde blive dræbt, og at han i Hostien netop holdt paa at fuld- byrde Herrens Hevn. En anden Nat vaagnede jeg ved, at det ligesom lo haanligt under Sengen, og med en visionsagtig Fore- stilling om, at den Onde laa sammenrullet og lurede under den som en svær Slange. Jeg holdt mig med bankende Hjerte under Dynen, indtil jeg tidlig om Morgenen hørte Folk røre sig nede paa Gaarden, da jeg vovede at flygte ud fra Soveværelset. - SIDE: 62 Det var Konfirmationsdagen. Jeg stod om Morgenen før Kirketid og pyntede mig i min nye Dragt foran Speilet paa "Blaasalen", det Værelse, hvor min Moder havde været holdt indespærret i de mange Aar, hun var syg. Jeg saa gjennem de smaarudede Vinduer Baad for Baad fulde af pyntede Konfirmander med de festlig klædte Forældre ro i den klare Høstdag indover Bugten og lande dels ved vor Brygge, dels i Præstegaardstøen. Dette Indtryk af Høitid greb mig pludselig med For- tvivlelse. Jeg tænkte paa, at alle disse kunde komme ind i Guds Riges Salighed ligesaa let, som de nu roede ind i den solklare Bugt i den rolige Søndagsmorgen, medens jeg alene stod uden Salighedshaab. Det gik med ét op for mig, at jeg i mit triste, aande- ligt mørke Hjem lige fra Barnsben af igrunden altid havde havt en Følelse i mit Inderste af, at Lykke og Sa- lighed ikke var bestemt for mig, og at al den virkelige Lykke og Glæde, jeg hidtil havde havt, egentlig kun havde været laant Solskin fra Præstegaarden. Susanne kunde jeg med den Synd, jeg bar paa, ogsaa kun faa tillaans, indtil jeg døde, da vi jo maatte skil- les og jeg tilbage til de onde Ulykkens Magter, der fra min tidligste Stund her i Hjemmet ligesom havde taget mig til Eiendom. Jeg vendte mig mod Væggen og græd. Da jeg igjen skulde fortsætte min Paaklædning og kastede Øiet i Speilet, var det uden Forskrækkelse, tvertimod med en vis Ro, at mit Blik fæstede sig paa den gamle Vision fra min Barndom: Damen med Rosen, som jeg saa staa bag mig i den aabne Dør til Kammeret, bleg og vemodigt seende paa mig, indtil hun med ét blev borte. Kirkeklokkerne ringede, og Almuen strømmede hen- imod Kirken. Den Dag var ogsaa Anne Kvæn og alle Husets Folk i Kirkefærd. Fader fulgte mig og hilsede i Forbigaaende forbindtlig paa Præsten, da de mødtes ved Indgangen. Den Orden, hvori vi Konfirmationsbørn skulde staa SIDE: 63 paa Kirkegulvet, var sidste Mandag bestemt. Jeg skulde staa øverst paa Guttesiden, ligesom Susanne paa Pige- siden. Der var alt sunget en Salme, før Susanne kom i Følge med sin Moder, klædt som voksen i sort Silke- kjole med Gaze om Hals og Arme og en Medaillon paa Brystet. Hun blev siddende i Præstegaardsstolen hos sin Moder, indtil den gribende Præken var forbi. Jeg maa vist have set særdeles syg og medtaget ud; thi, da Præsten oppe ved mig begyndte Overhøringen, holdt han inde midt i Spørgsmaalet med en Mine, som om han vilde spørge, hvad der feilede mig. Jeg svarede rigtigt, og med et Nik gik han saa over til Susanne, som stod der med foldede Hænder og saa ned, forgrædt og noget bleg af Spændingen, før Spørgs- maalet kom. Medens hendes Fader spurgte hende, saa hun op paa ham med de velsignede blaa Øine saa troskyldig og tillidsfuldt, at det var mere end klart, at der i denne Stund hos hende ikke var Tanke af ond Samvittighed. Da det var overstaaet og hendes Fader gik videre nedover Gulvet, smilede hun lettet skjønt alvorligt over til mig, som om jeg var den anden rette Vedkommende, hun havde at holde sig til i denne Stund. Jeg saa, saameget jeg kunde, ubemærket over paa hende, som hun stod der rank og deilig med det rige, paa voksen Vis opsatte Haar. Af og til saa hun ogsaa over til mig, men da und- gik jeg hende. For mig var hendes Blik nu kun en Synd mere, lige- som hvert helligt Ord, jeg hørte, blot kunde blive en Tilvækst i min Syndevægt - virke det omvendte af Velsignelse. Gudstjenesten varede længe, og den nervøse Over- anstrengelse bevirkede, som den siden saa ofte har gjort hos mig, at mit Hoved susede, og at det sortnede med mørke Punkter for mine Øine. Der viste sig til min Forfærdelse en mørk Plet overalt, hvor jeg kastede SIDE: 64 Øiet hen, og angstfuld tænkte jeg, at dette maaske allerede kunde være Begyndelsen til Forbandelsen. Jeg turde nu ikke længer se hen paa Susanne for ikke at sætte Plet paa hende, og kunde tilslut ikke bare mig for at besigtige Gulvet, hvor jeg stod, om der muligvis skulde være brændte Mærker under mine Fødder. Jeg tænkte paa Havmanden, som i Vaagens Kirke havde lokket Præstens Datter med sig, og hvis Instinkt havde drevet ham ud af Kirken under Velsignelsen, medens jeg var fordømt til at staa. Efter at Løftet var aflagt, husker jeg kun dunkelt, at der atter blev holdt en Tale og sunget Salmer. Da jeg igjen befandt mig gaaende paa Hjemveien med min Fader, som med bekymret Mine støttede mig, var min sidste Erindring af det hele, at Susanne, som formodentlig havde opdaget, at jeg var syg, mod Slut- ningen af Kirketjenesten havde seet paa mig netop med det Udtryk, som samme Morgen Damen med Rosen - stille, bleg, vemodigt, som den, der saa gjerne vil hjælpe, men ikke kan. Jeg tror, at det, som min Fader havde sagt til mig om ikke at svigte ham for Præsten, bidrog ikke saa lidt til, at jeg lige til det sidste holdt mig opret; thi jeg besvimede med det samme vi kom ind i Stuen hjemme, og bragtes tilsengs, medens min Fader, der nu var bleven alvorlig forskrækket, øieblikkelig lod afgaa Ekspres efter Doktoren. Da Lægen den næste Dag kom, fandt han mig i vold- som Febervildelse. Min Fantasi flommede over som en Flod, hvorfra alle Dæmninger var borte, med en Strøm af de mest for- virrede Forestillinger. Det forekom mig, som der dansede og nikkede Hel- vedesfigurer rundt Sengen, hvoriblandt en med et langt Fordømmelsesbrev med Segl under, og at Anne Kvæn rullede med gloende Øine, medens saa af og til Su- sanne saa paa mig med en smertefuld Mine, som om det ikke stod i hendes Magt at hindre min Fortabelse. SIDE: 65 Efter hvad jeg siden erfarede, mente Lægen i Be- gyndelsen, at det var Nervefeber, men af visse Symp- tomer og Beskaffenheden af mine Fantasier, hvorom Anne Kvæn, der nok havde sine egne Tanker om Sagen, lod det være sig magtpaaliggende at underrette ham, forandrede han helt sin Mening. Han havde behandlet min stakkels Moder i hendes Sindssygdom, og nu gjenfandt han netop den samme Forestilling om Damen med Rosen og Angsten for de onde Magter hos mig, Sønnen. Tre Uger efter dette var jeg, skjønt bleg og medtaget af den langvarige nervøse Paroksysme, igjen aldeles frisk. Den hele Møllesten af Syndetyngde var som borte fra mit Bryst, og jeg gik til Alters uden Spor af Skrupler. Jeg følte mig ogsaa som en helt værdig Person, da jeg Søndagen efter i min sorte Snipkjole gik i Kon- firmationsvisit til Præstegaarden. Ved denne Leilighed sad Susanne - nok en Smule paa Parade for mig - som voksen ved sit eget Sybord paa Forhøiningen ved Vinduet. Da hendes Moder gik ud efter Ribsvin og Kage, maatte jeg dog paa hendes Vink i Hast bese hendes dyrebare Sybord med alle Skufferne, baade de over og de, som kom frem neden- under, naar hun skjød de øverste Skuffer bort. I en af disse sidste, som hun med en noget skalk- agtig Mine tog op, men lynsnart igjen lukkede, idet- samme Moderen kom ind, laa den Messingring med Glasstenen i, som hun engang havde faaet af mig, og ved Siden af et Par gamle Brevlapper fra Barneaarene, som jeg gjenkjendte. Da jeg gik, hoppede Hjertet i Livet paa mig; thi jeg havde uventet havt et Stevnemøde, hvori Susannes trofaste Hjertensmening havde vist sig for mig kraf- tigere end al mundtlig Forsikring. Det faldt mig ind, at der maatte være foregaaet noget hjemme i den sidste Tid; thi min Faders korte, kolde SIDE: 66 Maade at behandle mig paa var bleven mærkelig for- andret. Han forærede mig saaledes et dobbeltløbet Ge- vær i Kobbeskindshylster og et Ur og fandt af sig selv paa, at i Dagene, indtil jeg reiste, skulde Jens Dreng med Færingsbaaden være til min Disposition, saa ofte jeg vilde ud at skyde eller fiske. Hvad der var hændt, blev mig klart, da Doktoren en Dag indfandt sig og bad om at faa følge mig op paa mit Værelse. Den skaldede, bredbyggede lille Doktor, med Vad- melsfrakken og Staalbrillerne paa sin Stumpnæse, var en af de haardbarkede Læger i vore Fjordegne, som sætte en Ære i at reise i al Slags Veir. Man saa ham altid i bedst Humør, naar han kom lige ind fra Uveir. Han var en bestemt og grei Mand, hvis Besked uvil- kaarlig indgjød Tillid, og han eiede tillige noget varmt, trohjertigt i sit Væsen, der gjorde, at han, naar han vilde, kunde være saare vindende. Han var Huslæge baade hos os og hos Præsten og en fortrolig Ven af begge Familier. Da vi kom op paa Værelset, bad han mig sætte mig og høre paa ham, medens han selv, som han pleiede, udfandt sig en Rute paa Gulvet, hvor han med Hæn- derne paa Ryggen kunde drive frem og tilbage, medens han talte. Han havde, sagde han, overveiet nøie, enten han skulde fortie for mig, hvad han havde paa Hjertet, eller tale, saaledes som han nu gjorde, men havde bestemt sig til det sidste, da min Helbredelse beroede paa, at jeg selv var fuldkommen klar paa, hvoraf det var, jeg led. Min sidste Sygdom havde nemlig ialfald tildels været et Udbrud af en Disposition til Sindssygdom, som han vidste laa arvelig til min Familie paa Modersiden endog flere Led opad. At dette Udbrud nu havde fundet Sted hos mig, havde visselig kun havt sin Grund i, at jeg selv altfor stærkt havde hengivet mig til alskens Fan- tasiindflydelser i Forening med det Lediggjængerliv, som han vidste, at jeg altid havde ført hjemme. SIDE: 67 Det eneste sikre Middel til at stanse Udviklingen af denne Disposition var Arbeide med et fast, bestemt Maal for Øie, f. Ex. det at studere, hvilket han troede laa for min Natur, og dertil forøvrigt en sund Leve- maade, Spadserture, Jagt, Fiskeri, Kammerater og In- teresser; men intet Lediggjængeri, ingen spændende Romaner, ingen usunde Drømme mere. Han havde talt med min Fader om Sagen og anbefalet min Reise til Seminariet i Trondenæs som en passende Forberedelse til at studere, der tillige vilde bringe den fornødne Afbrydelse i mit nuværende Liv. Da Doktoren en Stund efter forlod mig, sad jeg igjen paa Værelset med et alvorligt, bevæget Hjerte. At jeg saadan var bleven gjennemsigtig for mig selv og færdig med min egen Gaade, var mig en overordent- lig Lettelse, ja jeg kan sige, at det var en Episode i mit Liv. Følelsen af at befinde mig aandeligt uvel, der som et stille Sindstryk, en Ulykkesanelse altid, saalænge jeg kunde huske, havde ligget i Baggrunden af min Sjæl - om end fortrængt i den lysere Sommertid af min Omgang med Susanne - var altsaa ikke Synd, ikke Forbrydelsens Tyngde, ikke en hemmelighedsfuld, mørk Undtagelse hos mig fra al anden Naturens Orden, men kun en Sygdom, simpelthen kun en Sygdom, som skulde behandles med en tilsvarende naturlig Kur! Jeg troede ikke, nogen kunde sidde glad som ved et Lykkesbudskab og høre paa, at han var gal, eller at der ialfald var Fare for, at han kunde blive det; men nu veed jeg, at ogsaa dette kan hænde i Verden. Jeg bad nu, som jeg syntes for første Gang i mit Liv, rigtig freidigt og fortrøstningsfuldt til min Gud, til hvem jeg dog altsaa stod i samme Forhold som alle andre Mennesker, og, om der var nogen Forskjel, da kun saameget nærmere, fordi jeg var en stakkels syg. Det var en Følelse, som Guds Sol efter en lang tung Regndag igjen var brudt frem over mig. Jeg bad for mig selv, for Susanne, for min Far, og i Nydelsen af dette nye sikre Forhold fortsatte jeg med at bede først SIDE: 68 for hver enkelt hjemme, saa for dem i Præstegaarden, saa for Klokkeren og tilslut i Mangel af andre ligesom i Kirken for "Alle de, som syge og sorgfulde ere", hvor- iblandt jeg nu, i Hjertet glad, regnede mig selv. HOS KLOKKEREN Det var kun to Dage, før jeg skulde reise til Tronde- næs med en Jagt, som laa færdig til at gaa nordpaa. Medens jeg raadløs overveiede alskens Udveie til at faa Susanne i Tale endnu en sidste Gang, før jeg skulde afsted, kom der Bud til mig fra Klokkeren, at jeg ende- lig maatte komme ud til ham den næste Dag Klokken elleve præcis: senere var han ikke hjemme. Samme Formiddag, som Budet kom, havde Susanne været hos Klokkeren. Hun havde, uden at sige et Ord, sat sig ned henne ved Bordet med Ansigtet begravet i Armene. Da den forskrækkede Klokker trængte ind paa sit "Hjertensbarn", som han i sin Bekymring kaldte hende, havde hun endelig med taarevædt Ansigt seet op paa ham og sagt, at hun græd, fordi hun var saa rent, rent ulykkelig. "Men hvorfor da, kjære Susanne?" "Fordi" - eksploderede det pludselig om Ørene paa ham - "jeg holder af David og han af mig, og vi er forlovede, men ingen maa vide af det uden Du, Klok- ker! og Du vil ikke forraade os?" Med dette sidste Spørgsmaal kastede hun sig græ- dende om Halsen paa den af Efterretningen bedøvede og omsusede Klokker, der i Hjertet allerede følte sig overvunden, længe før han endnu havde rede paa, hvad det var, han gav sig for. Han satte Susanne ned igjen i Stolen, talede og trø- stede hende saalænge, indtil han hos sig selv fik modnet SIDE: 69 det forstandige Svar, at vi burde bruge de to kommende Adskillelsens Aar som Prøveaar og derfor i den Tid netop ikke skrive til hinanden. Kun maatte Klokkeren saa til Gjengjæld love, at vi den næste Formiddag skulde faa mødes hos ham et Øie- blik til en sidste Aftale og Afsked, samt at Klokkeren i den Tid jeg var borte, skulde fortælle hende alt, hvad han fik høre om mig. Da jeg den næste Dag kom ind til Klokkeren, fandt jeg ham siddende i sin Træstol saare alvorlig og be- tænkt, med Armene støttet forover paa Knæerne og stir- rende ned mod Sandgulvet, der var barstrøet som til Høitid. Min Ankomst lod ikke til at forstyrre ham i hans Betragtninger, skjønt et lidet Nik ved Indtrædelsen havde vist mig, at jeg ialfald var bleven bemærket. Violinen svingede han langsomt i Haanden frem og tilbage foran sine Knæ med et sagte Knep over Stren- gene for hver Gang, saa den mindede om en afdæmpet Kirkeklokke. Hans milde, graa Øine gled hen paa mig med et grundende, mønstrende Blik, som om han egent- lig nu saa paa mig for første Gang, og et svagt Smil viste, at Undersøgelsen just ikke faldt saa daarligt ud endda. Lidt efter skyggedes Døren, og ind traadte til min Overraskelse Susanne. Hun gik hastigt og rødmende lige hen til mig og tog mig i Haanden med de Ord: "Kjære David, Klokkeren veed alt; han har givet os Lov til at tage Farvel her." "Ja, jeg har saa, Børn!" sagde Klokkeren, "men kun for et Øieblik, fordi Susanne bad saa meget om det, og for at I begge kunde høre, hvad jeg efter Over- veielse mener om det hele." Han holdt nu en liden Tale, hvori han sagde, at han ikke saa noget galt deri, at vi holdt af hinanden, skjønt vi rigtignok var meningsløst unge. At vi ikke aabenbarede Forholdet for vore Forældre, haabede han - og han havde tænkt meget derover - ogsaa var undskyldeligt, da disse neppe engang endnu SIDE: 70 vilde tage Sagen for rigtigt Alvor, og vi saaledes kan- ske kun vilde blive krænkede i vor Følelse. Nogen Mellemmand for hemmelige Kjærlighedsbreve, saaledes som Susanne havde bedt ham om, agtede han ikke at være, og det baade for sin egen Skyld og for vor Skyld, idet vi burde bruge de forestaaende to Prøve- aar til at se, om der var virkelig Sandhed i vor Kjær- lighed, eller om det kun var Børnetanker af den Slags, som siden igjen dunstede bort af Sindet. Med den Besked gik den gamle Klokker godmodigt ud af Stuen. Da vi var alene, fortalte Susanne mig hviskende, hvorfor hun havde vovet at fortro sig til Klokkeren. Hjemme havde hun nemlig hørt, at han engang i sin Ungdom havde havt en ulykkelig Kjærlighed, og at dette var Grunden, hvorfor han aldrig havde villet gifte sig og siden var bleven saa underlig. Dernæst tog hun med ivrig Hast op af Lommen - hun gik endnu i sin gamle, blaarudede, korte Hver- dagskjole, der skulde slides ud, men med "voksent" Haar - et Kors af smaa, blaa Glasperler, som jeg skulde bære om Halsen nærmest Brystet i en Silke- snor, som hun ogsaa trak op af Lommen. Op af Lommen med det meget i trak hun fremdeles efter nogen Møie frem en liden Saks. Det gjaldt nu en Krøl af mit Haar, netop den sorte i Tindingen, hun længe havde sigtet paa, sagde hun, og som hun agtede at forvare i Aflukket under sin Konfirmationsmedaillon. Da jeg saa til Gjengjæld bad om en af hendes, som jeg ogsaa "længe havde sigtet paa", sagde hun, at det ikke behøvedes, da det Perlekors, jeg havde faaet, var trædet paa hendes eget Haar. Saa var der noget, jeg maatte love hende, og som hun havde udtænkt, medens hun sad hjemme og syede, for da tænkte hun paa saa meget. Det var, at jeg, naar jeg blev Student, skulde for- ære hende en Forlovelsesring af Guld med Indskriften: SIDE: 71 "David og Susanne" paa den ene Halvdel af Inder- siden, og paa den anden Side skulde der staa: "Som David og Jonathan". Det var vore Forældres Uenighed, der havde bragt hende paa den Tanke. "Men," afbrød hun, "Du hører jo ikke paa mig, David?" Jeg stod virkelig ogsaa og tænkte paa noget andet; det var, om jeg vel turde kysse hende til Farvel; jeg huskede paa isommer ude blandt Vætteskjærene. I det samme skrabede det ude paa Stenhellen foran Døren, hvilket betød, at Klokkeren syntes, det nu snart fik være Slut, og Susanne skyndte sig til min Skuf- felse straks med at faa Presenterne, hvormed jeg endnu stod i Haanden, gjemte nede i min Brystlomme. Hun var netop færdig dermed, da Klokkeren traadte ind og sagde, at vi nu maatte tage Farvel med hin- anden. Susanne saa en Stund paa Klokkeren og derfra bleg og med Øine, der fyldtes med Graad, hen paa mig, som om den Tanke, at vi skulde skilles, først nu var gaaet rigtig op for hende. Hun gjorde en heftig Bevægelse - hun vilde Øien- synlig faldt mig om Halsen, men tog sig igjen i det, fordi Klokkeren var tilstede. Nu tog hun kun min Haand, førte den op til sine Øine uden at sige et Ord og skyndte sig bort. Det var mere, end jeg kunde udholde, og jeg tror, det var for meget for den gamle Klokker med. Han gik frem og tilbage og kneppede sagte paa Strengene, medens jeg henne ved Bordet lod Taarerne faa frit Løb. Før jeg gik, spillede han en lille deilig "Slaat", som han havde gjort, da han var tyve Aar. Den greb mig dybt, fordi jeg syntes, den var gjort ligesom om mig og Susanne; den sang indeni mig længe bagefter, saa jeg lærte den udenad. "Der hører nok én til," sagde han, da han sluttede, og dernæst - efter et lidet Ophold som i en tung SIDE: 72 Erindring - "men den er lidet lystelig og passer ikke for Dig!" Da Jagten tidligt den næste Morgen reiste, viftede der et Tørklæde ud af Salsvinduet i Præstegaarden og til Svar en blank Hat ombord. TRONDENÆS Ved et Næs paa Nordsiden af Hindøen i Senjen ligger Trondenæs Kirke og Præstegaard. Denne Kirke har engang været Kristendommens nordligste Grændsefæstning, har staaet der mægtig med sine hvide Taarne, sine Klokkers langt rungende Maal og sin Hellige Sang lig en Kæmpebisp i hvid Messe- særk, der bar St. Olafs kristne Vigsel og Altarlys ind i Mørket mellem Finmarkstroldene. Jeg dvæler ved Mindet om denne Kirke og dens Om- givelser, fordi jeg i de to Aar, jeg opholdt mig paa Trondenæs, paavirkedes saa stærkt af Stedets mægtige Fantasiindtryk. Den hule Jordbund med de formodede underjordiske Hvælvinger var mig som en tildækket Afgrund, fuld af Hemmeligheder, og i Kirken, hvis Stilhed jeg ofte søgte, kastede Dagslyset undertiden Skygger i Gange og Indsænkninger, som om der rørte sig Væsener fra en anden Tid. Jeg læste med stor Fremgang Latin og Græsk med den elskværdige, kundskabsrige Præst, i hvis Hus jeg boede, og de andre Skolefag med en af Seminariets Lærere. Men i mine Fristunder søgte jeg disse Steder, der i saa høi Grad sysselsatte min Fantasi, og Tronde- næs var derfor alt andet end det rette Sted for mit sygelige Sind. Min nervøse Overspændthed har, som jeg senere har bemærket, en Forbindelse med Maaneskiftet. Ved saa- danne Tider udøvede hine Steder næsten en uimod- staaelig dragende Indflydlse paa mig; jeg listede mig SIDE: 73 ubemærket hen i Ensomheden og kunde sidde der i flere Timer, fordybet i det mangt og meget, som halv- klart skabtes af min Indbildningskraft, deriblandt Susannes lette Skikkelse, som jeg undertiden syntes svævede lige hen imod mig, uden at jeg dog nogensinde rigtig kunde faa se hendes Ansigt. Det var ude paa Vaarsiden i det andet Aar, jeg var der, at jeg en Middagsstund under Indflydelsen af en saadan sygelig Stemningsperiode sad inde i Kirken paa en Forhøining nær Hovedalteret, grublende med Susannes blaa Kors i Haanden. Paa Væggen ved Siden af Alteret faldt mit Øie paa et stort, dunkelt Billede, som jeg ofte havde seet, uden at det havde efterladt videre Indtryk. Det forestiller i Legemsstørrelse en Martyr, der er henkastet i en Tornebusk, hvis spidse Torne, lange som Dolke, gjen- nemborer hans Legeme paa forskjellige Steder, og som derhos ikke tør jamre sig, fordi en svær smertefuld Torn gaar ind under Struben og ud den aabne Mund. Udtrykket i dette Ansigt blev mig med engang helt forfærdeligt. Det saa paa mig med en Mine af stille Forstaaelse, som om jeg var lidelseskammeraten, der skulde ligge der, naar han endelig engang fik udstridt. Det var umuligt at faa Øinene derfra, det blev som levende, rykkede snart ganske nær, snart langt bort hen i en Dunkelhed, som mit eget svimlende Hoved skabte. Det var, som i dette Billede Forhænget var draget tilside for et Stykke af min egen Sjæls hemmelige Historie, og det var kun med en Villieanstrengelse, fremkaldt ved Frygten for at suges for langt ind i min egen Fantasi, at jeg formaaede at løsrive mig fra det. Da jeg vendte mig, stod i Lyset, som faldt fra Vin- duet nær den øverste Kirkestol, Damen med Rosen. Hun havde et Udtryk af uendelig Vemod, som kjendte hun vel Sammenhængen mellem mig og hint Billede, og som Tornegrenen i hendes Haand var kun i For- mindskelse den samme Tornebusk, hvorpaa Martyren hist henne laa. SIDE: 74 I Kirkens ensomme Stilhed paakom der mig pludselig en usigelig Angst for usynlige Magter, en panisk Skræk, hvorunder jeg hastigt flygtede ud. Da jeg kom udenfor, opdagede jeg, at jeg havde mistet Susannes blaa Kors. Det kunde kun ligge i Kir- ken ved Forhøiningen, hvor jeg havde siddet. Jeg vilde i dette Øieblik, medens Rædselen endnu sydede mig i Blodet, ikke gaat tilbage igjen ind i Kir- ken for nogen Pris i Verden - undtagen for Susannes blaa Kors. Jeg fandt det, idet jeg med fuld Ro ledte paa Gulvet der, hvor jeg havde siddet. Den anden Gang, mit Nervesystem i de Aar saadan aabenbarede sin Sygelighed, var ud paa Efteraaret et Par Maaneder, før jeg skulde reise hjem. En Bonde havde, medens han var inde hos Præsten, bundet til Kirkegaardsmuren en Hest, som var glasøiet. Jeg gav mig til at staa og se paa den; men dens døde, udtryksløse Blik forfulgte mig bagefter i Erindringen hele Dagen. Det forekom mig, som om dens Øine istedetfor udad saa indad i den os usynlige Verden, og som om det kunde falde den naturligt, naar man glemte at passe Tømmen, at vige af fra den almindelige Landevei og ind paa Helveien, hvor de Døde fare. Som jeg om Eftermiddagen med dette i Tankerne sad inde hos Præstens, hvor man samtalede om alle- haande, stod pludselig for mig et Ansigt hjemmefra, blegt og anstrengt, og lidt efter blev det mig klart, at den Mand, hvem det tilhørte, kæmpede fortvivlet for at klamre sig fra den oprørte Brænding op paa en Klippe. Det var ingen anden end vor Dreng Anders. Han fæstede sine halv glas-, halv hornagtige Blikke paa mig, medens han laa der ligesom hindret fra at redde sig af noget nede ved hans Fødder, som jeg ikke saa. Han havde et Udtryk, som om han vilde sige mig noget. Visionen varede kun et Øieblik; men en pinlig, næsten uudholdelig Følelse af, at der i denne Stund hændte SIDE: 75 en Ulykke for os hjemme, drev mig ud af Stuen og til at vanke urolig om i Marken Resten af Dagen. Da jeg kom tilbage, spurgte man, hvad der havde feilet mig, siden jeg med engang kridhvid var faret ud af Stuen. Fjorten Dage efter kom der et sørgeligt Brev hjem- mefra. Min Faders Jagt "Haabet", der efter de Dages Skik var uassureret og for en stor Del ladet med Fisk, som han for egen Regning havde indkjøbt, var paa Bergensreisen gaaet under i et Uveir paa Stathavet. Fartøiet var sprunget læk og havde ud paa Efter- middagen maattet landsættes. Mandskabet var sluppet derfra med Livet, men vor Dreng Anders havde faaet begge sine Ben knust. Dette Forlis gav min Faders Formue sit første be- tydelige Stød. Det andet skulde komme ude i det paa- følgende Aar med Tabet ogsaa af den anden Jagt "Enig- heden", og det tredie og for Fremtiden afgjørende Slag rammede, da det af Regjeringen endelig blev afgjort, at vor Handelsplads ikke skulde være Dampskibs- stoppested. HJEMME I December Maaned var jeg igjen hjemme, hvor jeg udvortes fandt alt ved det gamle, kun om muligt paa Grund af, hvad der var passeret, endnu stillere og tristere. Min Fader var rastløs virksom, men lidet meddel- som. Han ansaa mig sandsynligvis heller ikke skik- ket til at tage Del i sine Bekymringer. Susanne, der nu ligesom jeg var over nitten Aar gammel, opholdt sig i Besøg hos en Familie nogle Mil borte og skulde først komme hjem til Jul. Min Længsel efter hende var ubeskrivelig. SIDE: 76 Det var i den sidste mørke stormfulde Uge før Jul, at den spanske Brig "Sancta Maria", fordrevet ved Uveir, indkom i Nærheden af vort Sted i en temmelig beskadiget Tilstand, der gjorde, at den under vore daarlige Arbeidsforhold maatte ligge og reparere i hen- ved seks Uger. Kapteinen, som eiede baade Skibet og Ladningen, var en høi, gul, pyntelig klædt Spanier med noget graa- sprængt Haar, sorte Øine og store Ansigtstræk. Med ham fulgte hans Søn Antonio Martinez, en smuk ung Mand med olivenbrunt Ansigt og Ildøine ligesom Fa- deren. Min Fa'r havde gjort Hr. Martinez væsentlige Tje- nester under Indbjergningen og bad ham nu med Nord- landsk Gjæstfrihed tage tiltakke hos os. Uagtet Meddelelsen mellem os ikke kunde være syn- derlig livlig, da de fremmede kun forstod enkelte norske Ord og ellers maatte hjælpe sig med Tolk, fremgik det dog snart, at det var to meget godmodige Menne- sker. Deres Hovedbeskjæftigelse bestod i hele Dagen at rulle og ryge Cigaretter og at tilse Arbeidet ved Briggen. Den mørke Tid virker trykkende paa Manges Hu- mør der nord, især i de Dage, da man er mindre be- skjæftiget. I Julen og især selve Juleaften pleiede saaledes min Fader altid at være yderlig trist. Medens Lystigheden gik i hele Huset, og Folkene høitidsklædte julede ved det med tregrenede Talglys prydede Kjøkkenbord, sad han i Regelen i sine egne Tanker indestængt paa Kon- toret og vilde ikke forstyrres af nogen. Denne Juleaften var han dog for Hr. Martinez Skyld en Stund inde i Stuen, men forholdt sig hele Tiden taus og forstemt, som om han kun længtes efter sit ensomme Kontor, til hvilket han ogsaa lige efter Af- tensbordet trak sig tilbage. SIDE: 77 JULEBESØGET Omkring Juletiden var der den Vinter paa vore Kan- ter i Lofoten en hel Del Fremmede, mest Skibskap- teiner, der, ligesom Martinez hos os, paa Grund af det urolige Veir eller Søskade opholdt sig paa forskjellige Steder iland. Der var derhos kommet Notabiliteter sydfra i offent- ligt Ærinde. En Følge af dette var igjen en Del selskabelige Sam- menkomster, hvori Værterne søgte at overbyde hin- anden i flot Gjæstfrihed. Tredie Nytaarsdag blev vi saaledes budne til Middag og Bal hos den formuende Lensmand Røst, hos hvem de nævnte Herrer sydfra fortiden havde Ophold. Det var for os kun en halvanden Mil at reise, men mange havde baade seks og otte Mil frem og deraf en større Strækning Havvei. Røst's rummelige Lokale kunde huse en hel Mængde Gjæster, men dennegang havde han for at skaffe Natte- logi til de mange indbudne tillige taget Nabogaarden i Beslag. Idet jeg skrider til at fortælle om dette Besøg, der for mig skulde blive saa fuldt af Begivenheder og Sindsbevægelser, har jeg lovet mig selv at være kort, og jeg kommer saaledes til at overspringe mangt et Træk og mangen en Tegning, der hører til et mere fyldigt Billede af Livet deroppe. Man skulde efter Indbydelsen spise Klokken tre, men de fleste Baade indfandt sig to, tre Timer i Forveien. Medens Damerne klædte sig om ovenpaa, samledes Herrerne nedenunder i en med Forsæt ikke meget op- lyst Stue, hvor der stod "et Stykke at bide i" og en Snaps, som vel kunde tiltrænges efter Reisen. Der blev de tillige af den omhyggelige Vært gjort bekjendte med hinanden. Man ventede længe og forgjæves paa Præsten og hans SIDE: 78 Damer og maatte tilslut bestemme sig til at gaa til Middagsbordet uden dem. Dørene sloges nu op til den store, festlig oplyste Spise- sal ovenpaa, Gjæsterne strømmede opad Trappen og indtoge efter mange Stansninger i Dørene og lange høf- lige Stridigheder om Rangordenen sine Pladse rundt det store, svært opdækkede Hesteskobord, der prangede festligt med en tæt Rad af Vinflasker, trearmede Lyse- stager, høie Kageopsatser og især øverst oppe ved Hæderspladsen med en sand Opdyngning af massivt Sølvtøi. For Præstens blev tre Pladse forbeholdt oppe ved Notabiliteterne. Min Fader sad ved siden af Hr. Martinez oppe ved Hovedbordet, og jeg i Beskedenhed længere nede ved et af Sidebordene. Middagsselskabet var af det gode, gamle, gemytlige Slags, som nu desværre overalt gaar mere og mere af Brug. Man spiste rigtignok med Kniven og vidste ikke af Sølvgafler; men der var til Gjengjæld virkelig Glæde i Laget, og man havde længe efter Stof til mangen morsom Samtale. I Begyndelsen, medens man endnu sad med den fry- sende Følelse af den hvide Dug og imponeret af det festlige Indtryk, gik det jo rigtignok dygtig stivt til. Naboerne vovede neppe engang at hviske til hin- anden, og de balklædte unge Damer, der alle som ved en magnetisk Sammenhængskraft var komne ved Siden af hverandre, sad længe i dyb genert Taushed i én Række, som en blaa, rød og hvid Blomsterhæk, hvori ingen Fugl turde synge. Middagen aabnedes ved, at Værten ønskede Gjæ- sterne velkommen. I et Par længere studerede Taler udbragte han der- næst Skaaler for de tilstedeværende Notabiliteter, hvilke igjen af disse besvaredes. Hermed følte alle, at man var sluppet over det egent- lige officielle Dørtrin til Glæden. Værten indlod sig nu med lettet Bryst paa de langt SIDE: 79 kortere og greiere Skaaler for de fraværende, hvori- blandt først og fremst var den "elskværdige Præst og hans Familie". Ved denne Skaal lagde nok flere end jeg Mærke til, at min Fader lod Glasset staa urørt. Imidlertid gik Retterne rundt, og eftersom Vinstanden i Flaskerne sank, steg Munterheden. Der dukkede nu op mangt et baade kvikt og skarpt Hoved, der her var kommen frem paa sin rette Kamp- plads, og den Hagl, som her vankede af Vid, lystige Indfald og morsomme Taler - de sidste som oftest i Form af Historier med et undertiden maaske noget drøit Point - gav et livligt Indtryk af det eiendomme- lige norlandske Lune. At der, da man skulde reise sig fra Bordet, var enkelte, som ikke kunde komme op af Stolen, og andre, som bagefter savnedes som Følge af Slaget, var kun, hvad der dengang sædvanlig hændte i Selskaber. Blandt disse sidste skulde desværre ogsaa jeg tælles. Øieblikkets Indtryk har altid haft en stor Magt over mig, og uvant, som jeg var, baade til den Slags Lystig- hed og til stærke Drikke, havde jeg uden Forsigtighed overgivet mig til den glade Stemning, der susede rundt omkring mig. Jeg tror, at jeg aldrig har leet saameget i mit hele Liv tilsammen, som jeg gjorde ved dette ene Middags- bord. Paa skraa for mig sad den rødhaarede Handelsmand Wadel med sit lange, tørkomiske Ansigt og fyrede af den ene Vittighetsgranat efter den anden, og ved min Side hviskede den pukkelryggede Kontorist Gram, der var videnom bekjendt for sit gode Hoved og frygtet for sin bidende Tunge. Hans pikante Karakteriseren af de forskjellige, som sad ved Bordet, steg i Ondskabsfuld- hed, eftersom han drak, og var hans Ord blet hørt, vilde nok mangt et straalende Ansigt ved Bordet skiftet Ud- tryk. Jeg tror ogsaa, at han ved Siden deraf i Stilhed har havt sin Fornøielse af at faa mig beruset, idetmindste SIDE: 80 var han hele Tiden utrættelig i at fylde mit Glas, især da den hede Vin toges i Brug. Hans rappe, gløgge Ormeøine og nogle tilhviskede Ord rettede min, nu ellers dygtig omtaagede Opmærksom- hed hen paa mangen en komisk Scene. Det forekom mig tilsidst, at Stuen og Bordet gik op og ned, som om vi sad under Sjøgang i en stor Kahyt. Utydeligt staar ogsaa for mig, at man bagefter i den seilende Sal i to modsatte Strømninger klemte sig forbi hinanden rundt Bordet mellem Væggen og Stolene og takkede for Maden. Efter alt dette erindrer jeg intet, før jeg vaagnede i Bælgmørke som af en tung, forvirret Drøm og følte, at jeg laa i en blød Edderduns Seng. Lidt efter lidt da- gede det passerede op i min Erindring, og jeg begreb, at jeg var bleven bragt tilsengs i et af Gjæsteværelserne paa Nabogaarden. Medens jeg laa og grundede over dette og følte mig uhyre ulykkelig, kom den ældre Hr. Martinez ind til mig med et Lys i Haanden for at se til mig. Det viste sig da, at Klokken var over to om Natten, og den Omstændighed, at jeg saaledes havde sovet en seks, syv Timer i Træk, skyldte jeg rimeligvis, at jeg ikke længer følte mig videre legemlig ilde; desto mere led jeg moralsk af en skamfuld Følelse. Saavidt jeg kunde forstaa, da jeg klædte mig paa, var nok Nabogaarden bleven et helt Lazareth for den samme Slags Faldne efter Middagsbordet som jeg, og blandt dem bemærkede jeg med en vis hævngjerrig Glæde Kontorist Gram, min pukkelryggede, skadefro Sidemand. Hr. Martinez betydede mig med alskens oprømte Gestikulationer, at man nu var ivrigt ifærd med at danse, og at jeg maatte være med. Tanken om, at Susanne nu længst maatte være kom- men og have ventet forgjæves, fo'r mig med ét som et Lyn igjennem Hovedet. Hvorledes jeg havde kunnet glemme hende endog kun et Øieblik, var mig selv en Gaade; men at jeg havde gjort det, laa tungt paa mig. SIDE: 81 Spisesalen var nu bleven forvandlet til Balsal, og Dansen havde allerede i flere Timer gaaet lystigt for sig efter fuld Musik af Violin, Klarinet og Violoncel. I et beleiligt Øieblik, midt under en Dans, listede jeg mig ubemærket ind. Som jeg stod der med mine trange, hvide Handsker paa, bleg og genert nede ved den aabne Dør, igjen- nem hvilken Heden strømmede ud i den kolde Gang som en Taage, led jeg i Begyndelsen stærkt under Følelsen af, at alle nu vilde se paa mig og tænke paa min mindre passende Opførsel. Det ene Par efter det andet svingede imidlertid forbi saa nær, at Damernes Kjoler rørte ved mig, og jeg begyndte, saavidt min Nærsynthed tillod mig det, efter- haanden at orientere mig i Salen. Præstefruen sad i Sofaen, øverst oppe mellem nogle ældre Damer, i ivrig Samtale med den skaldede lille Doktor. Præsten spillede sandsynligvis Kort nedenunder; - men til Susanne saa jeg intet. Den unge Martinez svingede netop oppe i Salen med straalende Mine i en Polket en paafaldende smuk, hvid- klædt Dame med et blaat, flagrende Baand om Livet. Hun havde et svært, deiligt Haar, der faldt i det gule, med en stor Sølvnaal som et Spyd gjennem Nakken og en let Balkrans paa. Hun saa ned mod Gulvet, medens hun dansede. Damen var høiere og fyldigere end Susanne, men med en særegen Ynde i sin Figur, som erindrede mig om hende. Den lette, næsten fornemt udsøgte Maade, hvorpaa hun førte de smaa Fødder i Dansen - det var, som om hun svævede - lignede ogsaa hende, og jeg fulgte derfor Parret med en ubevidst Interesse. Min Nærsynthed hindrede mig fra at skjelne godt, og da de kom forbi mig, skjultes desuden Damens bøiede Hoved af hendes egen Arm, der fortrolig lænede sig op til den øiensynlig lykkelige Martinez' Skulder. Hvad jeg saa, var kun en bred, ren, velsignet Pande, SIDE: 82 der ikke kunde tilhøre to i Verden, og at en nedfalden Lok af hendes Haar legede om de hvide, runde Skuldre. Jeg følte, at jeg skalv i Knæerne. Denne høie, fine, fornemme Dame kunde dog umulig være Susanne! Med en skinsyg Følelse vogtede jeg ufravendt paa deres Dans, til de næste Gang kom forbi. Netop lige overfor mig slog hun leende Øinene op, hendes Blik faldt lige paa mig, og en stærk Rødme gjød sig pludselig over Ansigt og Skulder helt ned til Knip- lingskanten paa Kjolen. Det var Susanne! I de lidt over to Aar, vi havde været adskilt, havde hendes Skjønhed udfoldet sig saa vidunderlig rigt. Af den fine syttenaars Knop var der i den korte Tid sprun- get frem en herlig, fuldt udvoksen Kvinde. Parret satte sig ned øverst oppe i Salen paa deres Pladse nær Rækken af de ældre Damer. Jeg begreb nu, at de to var ifærd med at opføre Ballets sidste lange Dans Cotillon, hvilken man i Re- gelen pleier at afveksle med en Uendelighed af Toure, og det fo'r mig gjennem Tanken, at den unge Martinez sandsynligvis havde gjort Lykke hos Susanne den hele Aften, siden han var bleven hendes Kavaller netop i denne Dans. Jeg blev vaer, hvorledes Præstefruen synlig udmær- kede ham, og det faldt mig bittert ind, at han jo baade var en rig Mand og derhos, skjønt lavere af Statur, saa helt anderledes voksen og mandig ud end jeg. Det gik mig som en Kniv i Hjertet. Jeg havde altsaa ligget beruset som et Dyr og ladet en Fremmed tage Susanne fra mig. Med vild Skinsyge bemærkede jeg, hvorledes den smukke, stumme, med de sorte Ildøine talende Mar- tinez leende og under alskens livlige Nik og Gebærder søgte at tydeliggjøre hende en ny Tour, som nu skulde gaa for sig, hvorledes han undertiden bøiede sig lige- som fortroligt hviskende henover hende, og hvorledes hun igjen fra sin Plads saa op til ham og lo lystigt, slig som kun Susanne kunde le. SIDE: 83 Han tog hende ved Haanden og fik hende til at gjøre en Prøve paa Gulvet foran deres Pladse, og dette lod til at være endnu morsommere. Den unge Martinez beskjæftigede hende øiensynligt, og vort gamle Forhold var altsaa blot Børnestreger, som den voksne Dame nu helst ønskede glemt. Efter vor Aftale om de to Prøveaar var jo ogsaa alt i den Henseende imellem os paa det rene, saa at vi som voksne for den Sags Skyld ved Leilighed nu gjerne kunde passiare leende sammen om det hele. Blodet susede i mit Hoved, og jeg følte, at jeg maatte hævne mig. Før jeg rigtigt havde overtænkt hvorledes, gav jeg mig ved en pludselig Indskydelse til at passiare ivrigt og saa, at det kunde have Udseende af, at jeg gjorde Kur med Landhandler R.s smukke Datter, som netop kom til at staa lige ved mig. Da Susanne bagefter i den nye Tour dansede forbi os, saa hun ligesom forundret prøvende hen paa mig. Næste Gang hun kom tilbage, tabte hun af Vanvare sit Lommetørklæde netop der, hvor jeg stod. Jeg tog det op, gik stivt hen og leverede det til Præste- fruen, der imidlertid - det være nu i Betragtning af min Opførsel ved Middagsbordet eller af andet - tog paafaldende kort og koldt imod mig. Jeg bukkede lige- saa koldt for hende og vendte saa tilbage til min gamle Plads, hvor jeg igjen optog den afbrudte leende Sam- tale med Jomfru R. En Stund efter svingede Susanne atter forbi, og hun saa da hen paa mig med en alvorlig, men uvis Mine, som om hun ikke rigtig var paa det rene med sig selv om, hvad hun skulde tænke; siden slog hun hver Gang med Vilie Øinene ned. Jeg opdagede med Tilfredsstillelse, at Martinez igrun- den dansede klodset. Medens jeg med forceret Over- givenhed lo og passiarede med min vakre Sidedame, var det min hemmelige Fristelse at sætte Foden i al Ubemærkethed en Smule ondskabsfuldt frem, for at han kunde snuble i den. SIDE: 84 Og jeg veed ikke rigtig, hvordan det gik til, men da Martinez næste Gang dansede forbi, faldt han saa lang, han var, henover Gulvet og slog sig vist haardt. Han var nemlig i Faldet ridderlig nok til at slippe den Støtte, han kunde havt i sin Dame, saa Susanne kun blev reven halvt med. Han reiste sig og saa rasende hen paa mig, den uskyldige Aarsag i Uheldet, der stod tilsyneladende altfor optaget af min Sidedame, til endnu ret engang at have bemærket, hvad der foregik. Det Blik, som han fik tilbage for det, han laante mig, aabenbarede ham imidlertid nok uvilkaarligt hele Sand- heden; thi han vilde netop fare lige imod mig, da han uventet stansedes ved, at Susanne, rigtignok en Smule bleg, traadte lige hen foran ham og med en Verdens- dames Holdning rolig rakte sin Arm ud, for at han skulde føre hende videre. Som Susanne gik Arm i Arm opefter med den hin- kende Martinez, vendte hun pludseligt sit Ansigt om til mig med en Mine saa glædestraalende, at jeg fra min dybe Fortvivlelse pludselig hensattes i den lykke- ligste, mest jublende Vished. Hun havde klarlig forstaaet, at Martinez' Uheld var en Hævn fra min Side for hendes Skyld og dermed faaet den Tvivl lettet fra sit Bryst, som min Færd i den sidste Timestid havde maattet give hende; thi at jeg ikke var beruset, havde hun snart indseet, og Koketteri laa altfor fjernt fra hendes egen oprigtige sanddru Na- tur til, at hun skulde kunne forstaa et saadant hos mig. I bred Sandhed var hun egentlig kun en forfinet kvinde- lig Udgave af sin Faders stærke Natur. Jeg gik og gjorde den unge Martinez de mest ufor- trødne Undskyldninger for min Keitethed, medens Su- sanne sad ved Siden af og hørte paa, indtil han god- modig, som han igrunden var, endelig lod sig formilde. Noget lang i Ansigtet blev han jo, da Susanne lige ovenpaa foreslog, at jeg skulde opføre den forestaaende Tour med hende, for at han kunde hvile sit forslaaede Ben til den næste. SIDE: 85 Ja, jeg dansede med hende, den smukke, fuldvoksne Kvinde i den hvide Balkjole, hvem jeg for en Stund siden ikke havde gjenkjendt, fordi hendes egen herligt udviklede Skjønhed skjulte hende. Vi havde lært hinanden at danse, og jeg tror, at vi begge dansede ualmindelig godt. Den lette Balkrans med fine, hvide Blomster mellem de grønne Blade frem- hævede hendes rige Haar; jeg havde Armen om hendes Liv og kjendte, hvorledes hun elastisk lænede sig op til mig, medens hun vuggede med mig i Dansen, glad og tryg som et Barn. Hendes Pande var nær mine Læber, og vore Blikke, som søgte hinanden under Dansen, talte atter og atter om, hvor deiligt det var at mødes, naar man har læng- tes inderligt efter hinanden i to lange Aar. Da jeg førte hende tilbage til hendes Plads, fik jeg et Haandtryk og et Blik, der fuldstændigt holdt mig skadesløs for Præstefruens mindre venlige Miner. Det lod til, at Susanne blev irettesat for sin negligeante Opførsel mod den unge Hr. Martinez, men at Dok- toren, som sad ved Siden, tog hende i Forsvar. Jeg stod igjen paa min gamle Plads og saa Susanne og Martinez opføre den nye Tour. Hendes opkastede Læbe viste i Begyndelsen Spor af den gamle Barnetrods efter Irettesættelsen; men siden blev Udtrykket ligesom mere roligt og tankefuldt. Hensunken, som jeg stod, i Synet af hende og for- modentlig svag efter de mange vekslende Sindsbevæ- gelser, kjendte jeg med ét denne trykkende, urolige Følelse af Angst og Ulykke komme over mig, som i Regelen ledsager mine Visioner. Jeg søgte at komme ud af Salen, men Synet greb mig forinden. Jeg saa Susannes Ansigt, medens hun dansede med Martinez, hvidt som en gribende skjøn Afdøds, og den grønne Krans med de smaa hvide Blmster hang hende i Haaret som vaadt Sjøgræs. Det var, som der drev Vand ned ad hende. Blodet strømmede mig til Hjertet; Salen var snart SIDE: 86 mørk, snart dreiede den sig under Gnister af tusinde Lys rundt for mine Øine med de dansende Par. Jeg vilde visselig være besvimet nede ved Døren, havde ikke Doktoren taget mig under Armen og ført mig ud paa den kjølige Gang og derfra ind i et lidet Gjæsteværelse, hvor han lod mig drikke Vand og hvile paa Sengen. Da han en halv Timestid efter Anfaldet kom tilbage og saa, at jeg var kommen mig, satte han sig mildt og venligt ned ved Sengen hos mig og begyndte paa sin trohjertige Maade at tale, som han sagde "lige- fremt" med mig. Han havde, sagde han, idet han med Lysesaksen be- tænksomt kløvede Tanden i Lyset, - som han, formo- dentlig for at kunne iagttage mig, havde taget bort fra Speilbordet og nu sad med i Haanden, - den Aften, fra jeg kom op i Salen, lagt Mærke til mig og troede at forstaa, at jeg inklinerede for den smukke Susanne L., men var skinsyg paa den unge Hr. Martinez. Han havde ogsaa før hørt en Fugl synge om den Ting. Det var en Følelse, som mange unge Mennesker bare vilde have godt af og udvikles ved, men for mig med min Sindsdisposition vilde den Slags ophidsende Stem- ninger kun være i høieste Grad til Skade; han havde desværre, lagde han sagte til, havt Erfaringer derfor fra min egen stakkels Moder; thi det, at hun i min Barndom havde opdaget, at hendes Sindssygdom var nedarvet paa mig, havde kun været den tilfældige An- ledning til, at hun mistede Forstanden. Som Læge og Ven vilde han sige mig dette nu, me- dens han mente der endnu var Tid for mig til ikke at lade denne Følelse slaa Rødder. Og han vilde sige det ikke blot for min egen, men ogsaa for Susannes Skyld, hvem han holdt inderlig af og saa nødig vilde have ført ind i det, som efter menneskelige Øine blot kunde ende med Sorg. Et maatte jeg ogsaa overveie, fortsatte han - efter et længere Ophold, hvori han ligesom betænkte sig paa at rykke ud med Sproget, men saa besluttede sig fast SIDE: 87 dertil - og det var, at min ulykkelige arvelige Dis- position heller ikke gjorde det saa ganske forsvarligt for mig at tænke paa at gifte mig; det kunde, antydede han med en Gestus, som om han i Lyset udførte en sidste Afgjørende Operation, endelig betragtes paa samme Maade, som om en spedalsk giftede sig uden at bryde sig om, at han derved forplantede sin Syg- dom ned paa Børnene. Jeg skulde dog - her reiste han sig og lagde Haanden trøstende paa min Skulder, - ikke tage mig disse Ting altfor nær. De bitre Mid- ler, og det var desværre Sandheden nu, er som oftest de sundeste, og for min syge, drømmende Natur var den usminkede sande Virkelighed tillige efter hans al- vorlige, modne Overveielse det eneste Middel til Sund- hed og Frelse. Efter et Øieblik atter at have holdt Lyset henover mig, fjernede han sig med et alvorligt Nik; han indsaa nok, at jeg ikke i Øieblikket var istand til at føre nogen Samtale eller svare ham. Det var i al Venlighed Dødshugget over alle mine Drømme og Illusiner. Jeg følte Bedøvelsen af Slaget, skjønt min indre Er- kjendelse endnu ikke rigtig havde optaget det klart i sig. Mit Livs gamle Ulykkesanelse var nu endelig stad- fæstet. Susanne havde for mig altsaa dog kun været et laant Solskin, som skulde udslukkes, naar det kom til Virkeligheden. Medens jeg med det indre Øie egentlig mere saa end tænkte dette, og Musikken lød utydelig inde fra Balsalen, laa jeg saa rolig, saa rolig og følte mig efter- haanden med en dump Smerte ligesom afdød fra alt det, som var mig kjært i Verden. Det var, som mit Legeme stivnede under Sorgen, og Susannes Ansigt uden Livsskjær stod nu for mig som noget naturligt; min Kjærlighed var jo en afdød Historie. Som jeg endnu laa der i en dunkel, stiv Døs, gjen- nem hvilket alt ydre kun viste sig for mig i en Halv- taage, aabnedes Døren, og en Dame traadte ind. Hun rettede i Hast foran Speilet af et Knappenaalsbrev en SIDE: 88 nedtraadt Rift i sin Balkjole, men stansede med ét forskrækket ved at se nogen ligge borte i Halvmørket paa Sengen. Jeg gjenkjendte Susanne, og, som det lod, sagde og- saa en Anelse hende, at det kunde være mig, thi hun nærmede sig ligesom speidende og hviskede mit Navn. Sandsynligvis har hun tænkt, at jeg sov, siden der intet Svar kom, og at det ikke var ret eller Tid at vække mig. Et Øieblik stod hun stille lige ved mig, som hun betænkte sig, saa bøiede hun sig over mig, saa jeg kjendte hendes varme Aande, trykkede et sagte Kys paa min Pande og gik. Et Julebesøg pleier i Egnene nordpaa at vare i et Par Dage, som oftest i flere. Denne Gang blev det saa, at vi fra vort Hus paa Grund af min Faders og Mar- tinez'ernes Travlhed skulde reise de fem Fjerdingvei hjem allerede den næste Aften i Mørket, medens deri- mod de fleste skulde vente til den paafølgende Dag. Præstefamilien skulde imidlertid blive der som Gjæst sammen med "Notabiliteterne" Ugen ud til Lørdagen. I Mellemtiden, allerede den næste Dag, skulde Præ- sten og Fruen ud paa Besøg hos en Familie i Nær- heden. Susanne fik Lov til at blive tilbage. Jeg havde, som de andre Gjæster, ligget til langt op ad Formiddagen; men inde i mit Hoved havde i den Tid Doktor K.'s Ord om, at min Stilling var lig den spedalskes, banket som i en Byld stedse haardere og smertefuldere igjennem alle mine vekslende Forestil- linger, indtil deres Betydning med engang stod klar og med sin hele Braad for mig. Jeg elskede jo Susanne tusinde Gange høiere end mig selv, og skulde jeg saa egenkjærlig ville knytte hendes Skjæbne til en Mand, som var sindsvak, bare fordi dette Menneske var mig selv? Og min Sindstilstand vilde kanske udover Livet heller forværres. Jeg begyndte at føle at jeg vandt i fromt Mod til SIDE: 89 Opofrelse og fik dermed tillige en velgjørende, klar Ro over mig. Det var jo dog, naar alt kom til alt, kun det bedste, jeg vidste, nemlig at ofre Livet for Su- sanne, og denne Betragtning gav mig tilsidst næsten en fanatisk Lyst til at gjøre det. Min Beslutning var ialfald fattet, og min Plan den simple at tale ligefrem, bestemt og klart med hende; thi skuffe hende i nogen Maade vilde jeg ikke for alt i Verden. Det var om Eftermiddagen i Tusmørket, medens de andre var ude og gik Tur, at jeg fik Anledning til at tale med hende. Susanne bar den Dag sin sorte Silkes Konfirmations- kjole, der sad saa godt om hendes Liv, Kniplingskrave og snævre Ærmer med Manchetter om Haandleddet. Haaret var fæstet med en Sølvpil som paa Ballet, men ellers uden nogen anden Prydelse. Hun sad nu eftertænksomt og hørte paa mig foran den netop ilagte Kakkelovn, hvor vi begge havde sat os hen. Hvergang hun bøiede sig frem i Lysningen fra Ovnmundingen, faldt skjæret paa hendes udtryksfulde Ansigt, medens jeg, under Anstrengelsen for at være sand, mulig endog med overdrevne Farver fortalte hende alt om min Sindstilstand, og hvad Doktor K. havde sagt derom. Eftersom jeg talte, saa jeg hendes Ansigt blive stedse alvorligere og blegere, indtil hun tilsidst med Albuerne støttet paa sine Knæ bedækkede sine Øine med Hæn- derne, saa jeg blot kunde se, at hendes Læber skalv, og at hun græd. Da jeg kom til, hvad Doktoren havde sagt om, at min Stilling var lig en spedalsk, og at saaledes Gud selv havde sat en Hindring mod vor Forening, samt trøstende søgte at forestille hende, at vi jo igrunden hele vort Liv med Undtagelse af det sidste Par Aar havde elsket hinanden paa en anden Maade som Bro'r og Søster - løftede hun pludselig i vild Heftighed Hovedet op, saa jeg saa lige ind i det taarevædede Ansigt, slog Armene om min Hals og nødte mig saadan ned paa Knæ hen foran sig. SIDE: 90 Hun pressede mit Hoved med Magt op til sit ban- kende Bryst, som om hun vilde beskytte mig mod dem, der vilde tilføie mig ondt. Saa strøg hun med Haanden Haaret bort fra min Pande, - jeg kjendte hendes Taarer falde ned paa mit Ansigt - og gjentog atter og atter ligesom i Vil- delse kjælende de Ord, at ingen i Verden skulde faa tage mig fra hende. Dette var for meget for min trætte, pinte Natur; jeg greb begge hendes Hænder og græd over dem med Hovedet i hendes Fang. Min Graad blev stedse heftigere, indtil den tilslut steg til en fortvivlet, krampagtig Hulken, som jeg ikke længere kunde raade for, og som nok rent ud forskræk- kede Susanne; thi hun tyssede paa mig, nævnte mig ved Navn og kyssede mig derimellem som et Barn, for at faa mig stille. Jeg havde en saa dyb Trang til at faa udgrædt, at det ikke længere kunde stanses. Da jeg endelig blev roligere, foldede hun igjen sine Hænder om min Nakke, som om hun derved vilde tvinge min Opmærksomhed, bøiede sig frem og saa mig længe ind i Øiet med et Udtryk i sit bevægede, smukke Ansigt, paa engang saa overtalende inderligt og saa viliestærkt. Jeg maatte, forsikrede hun endelig med det Kast med Hovedet, hvormed hun altid gjorde sin Tale indtræn- gende, tro hende i, at hun for vort vedkommende vidste tusinde Gange bedre Besked om, hvad Gud vilde, end nogen Doktor, og kun Gud skulde vi begge her lystre, ingen Doktors menneskelige Klogskab. Jeg var ogsaa i meget saa uhyre enfoldig, saa man kunde snakke for mig, hvad det saa skulde være. Saadanne Folk som Doktoren, sagde hun, forstod sig ikke paa, hvad Kjærlighed var. Havde jeg været frisk og glad, saa havde det vist været Guds Vilie, at hun skulde delt det gode med mig, og saa maatte det lige- saa vel være hans Vilie, at den samme Kjærlighed skulde faa dele min Sorg og Sygdom; men her var det, SIDE: 91 at Doktor K. - hun lagde ham øiensynlig stærkere og stærkere for Had, eftersom hun beskjæftigede sig med ham - tænkte anderledes end Vorherre. Hun troede desuden saa sikkert, - og hendes Stemme blev her forunderlig mild og blød, næsten hviskende - at netop det, at vi to holdt saa af hinanden, vilde være en bedre Sundhedskur for mig, end nogen Doktor kunde finde paa. Ialfald følte hun hos sig selv, at hun vilde blive syg i Sindet og fortvivle, om ikke jeg længer holdt af hende, for det havde vi jo gjort, fra vi begge kunde huske, saa det nok var for sent at finde paa at skille os ad. Et skulde nu være fast besluttet - ved Tanken fik hendes Ansigt et Præg af ubetvingelig Vilie, der min- dede mig om hendes Fa'r, - og det var, at hun snarest mulig vilde betro alt om vort Forhold til sin Fa'r. Nogen Hemmelighed burde det, baade for min og hen- des Skyld, ikke længer være. Hendes Fa'r holdt saa meget af hende, og i Nødsfald vilde hun alvorligt sige ham, at det ikke kunde nytte hverken ham eller nogen anden - hun mente hermed Mo'ren - længer at prøve at faa nogen Doktor til at narre mig fra hende. Noget "Broder- og Søsterskab" mellem os, som hun med haanlig Foragt i Minen udtrykte sig, vilde hun nu mindst af alt vide af, og ligesom for ret at faa knust denne Tanke, bad hun mig, idet hun stod opret foran mig og med lidenskabelig Iver saa mig i Ansigtet, at give hende mit Kys paa, at vi endnu var og altid trods alt og alle skulde vedblive at være trofaste forlovede, selv om jeg aldrig blev saa frisk, at vi nogen Gang kunde gifte os her paa Jorden. Jeg tog om hende, gav hende Kysset varmt og liden- skabeligt en, to og tre Gange, indtil Susanne frigjorde sig for mig. Medens hun talte, var det gaaet op for mig, at hun med sin stærke, sunde, kjærlige Natur stred Striden for os begge og for en Ret, som mulig ikke ganske kunde bevises med Ord, men hvis Hellighed jeg følte stod over alt kunstigt Bevis. SIDE: 92 Jeg fik nu Susanne tilbage paa en anden sandere og virkeligere Maade, end jeg nogen Gang havde anet eller drømt, idet jeg begreb, at alt det, som kunde kal- des ridderlig Opofrelse fra min Side, kun laa lavere end vor Kjærlighed, ja simpelthen var en uværdig Krænkelse af den. I sand Kjærlighed bæres Korset af begge de elskende, og den, som "ridderligt" vil bære det alene, bedrager kun den anden for endel af sit bedste Eie. En Timestid efter denne min Sammenkomst med Susanne, der sluttede med fornyede Løfter og Tilsagn, sad jeg i den næsten mørke Vinteraften, medens Maa- nen seilede bag en Uendelighed af smaa, graa Skyer, i Bagskotten af vor Fembøring sammen med min Fader og de to Martinez'er. Fa'r sad ordknap og styrede, medens Folkene roede op en temmelig tung Modvind, som faldt ind Sundet, for at vi kunde faa "Stræk paa Seilet" Resten af Veien. Jeg tænkte i Stilhed over alt det meget, som var passeret under dette korte Besøg, og følte mig saa uendelig lykkelig. Vi kom hjem ud paa Natten. Jeg forsøgte at ligge vaagen og tænke paa Susanne og alt, hvad hun havde sagt mig, men sov ind som en Sten og vaagnede med en Følelse af Sundhed, Lykke og Glæde, som kun den veed af, i hvis Lod det har faldt at faa sove den rigtig lykkeliges Søvn. Og saaledes kom nu hver Nat. Jeg sov ind, før mit Fadervor var til Ende, sang om Morgenen og følte mig næsten til Overgivenhed let, glad og arbeidslysten hele Dagen. Det stadfæstede sig, hvad Susanne havde sagt, at vor Kjærlighed vilde blive mig en Sundhedsbrønd, bedre end nogen Doktors menneskelige Kløgt formaaede at anvise. SIDE: 93 STORMEN Det var ud paa Eftermiddagen Lørdag efter Hellig- trekongersaften, at den forfærdelige to Dages Storm røg op, der af mange endnu omtales som en af de mest orkanagtige, der i Mands Minde er overgaaet Lofoten. Uveiret øgede paa udover Natten; vi kjendte, hvordan Bygningen for hvert Stormstød gav sig stønnende i sine Sammenføininger, og sad alle som ved en stille Overenskomst oppe ved Lys og vaagede. Vindueslemmer, Døre og Glugger blev omhyggelig tillukkede. Tagstenene ramlede larmende under Vind- stødene, saa at vi frygtede for, at de skulde bryde Aabning i Taget, og Skorstenspiberne gav i Blæsten en uhyggelig, dyb, brummende Lyd, der under de værste Tag i Bygningen hørtes som en høi, fæl Kjæmpetone ud i Natten, undertiden næsten som et vildt Nødraab. Vi opholdt os alle i Stuen under en Taushed, som kun af og til afbrødes af nogle Bemærkninger om Veiret, eller naar én af Husfolkene kom ind fra en Rundtur omkring i Huset for at se efter. Min Fader sad i urolig Angst for Sjøboden og sin Jægt, som laa nede i Bugten, og som om Eftermid- dagen under den svære Sjø, der trods Havnens gode Beliggenhed gik derind, var bleven tredobbelt fortøiet. Jeg saa ham mange Gange folde Hænderne, som om han bad, og derpaa en Stund ligesom opmuntret gaa frem og tilbage paa Gulvet, indtil Angsten igjen tog ham og han satte sig og saa mørk og bleg hen for sig som før. Uveiret tog hellere til end af. Engang hørte vi et dumpt Bulder, som godt kunde være ifra Sjøboden. Jeg saa Sveden perle paa min Faders Pande og grebes af en dyb Smerte ved at se hans Beklemthed uden at kunne lægge engang to Straa ikors for at hjælpe. SIDE: 94 Lidt efter gik han med et Lys ud i Kontoret og kom tilbage med en gammel storstilet Salmebog, hvori han slog op en Bøn, samt en Salme at synges i Havsnød. Alle Folkene samledes, uden at være tilkaldte, i Stuen til Husandagt. Min Fader sad med Salmebogen i de svære, barkede Hænder, som han havde foldet foran sig paa Bordet mellem de to Lys. Først læste han Bønnen og sang dernæst alle Ver- sene i Salmen ud, medens de af os, som kunde Melo- dien, efterhaanden hjalp til i Omkvædene. Det var i alle Dele, som naar der holdes Gebet i en Skibskahyt, medens Fartøiet er i Fare, og min Fa- der havde visselig ogsaa Ideen fra en saadan Scene i hans møisommelige Ungdomsliv. Under Andagten forekom det os alle, at Stormen lige- som begav sig, og at den først tog paa igjen, efterat den var sluttet. Om den ældre Martinez forlød det, at han ovenpaa laa paa Knæ ved sin Seng og i ét væk korsede sig foran et Crusifiks. Han havde mindre Grund end vi til at være ængstelig, thi hans Brig laa ekstra fortøiet under Land i en liden Vig, der laa af for Veiret og Sjøgangen. Han angrede imidlertid nu meget paa, at han ikke var gaaet ombord til sin Søn og Folkene. Ud paa Morgensiden var det, som Veiret lettede en Smule, og trætte som vi var, gik vi tilsengs, medens et Par af Folkene dog fremdeles sad oppe. Da det Klokken omkring ti om Formiddagen lys- nede, kunde vi først overskue Ødelæggelsen. Flere hundrede Tagsten fra Hovedbygningen laa spredt udover Gaardspladsen, endel af Væggepanelin- gen paa Vindsiden var reven op, og den yderste Del af Bryggen laa skjævt nede i Sjøen, idet et Par Brokar under den var forskudt af Sjøgangen. Sjøboden havde ogsaa lidt nogen Skade. Vor Jægt svævede imidlertid øiensynlig i Fare. To af dens Landtouge var allerede sprungne, idet den havde drevet for sine Ankere, og det hele kom nu kun SIDE: 95 an paa det tredie og længste Toug, der var fæstet i Skibsringen paa Skjæret ude i Indløbet til Bugten. Ombord stod kun Skibshunden, en stor hvid Pudel, med Forpoterne paa Skanseklædningen agterud og gjøede, uden at vi gjennem Vinden kunde høre Lyden, medens Sjøgangen vaskede over Jægtens Forende. Stillingen var fortvivlet, thi det lange Landtoug stod saa stramt som en Streng, og Midten af det berørte neppe Sjøen. Det blæste desuden saa hardt, at en Mand ikke let kunde staa opreist, men maatte krybe langs den affeiede Snemark, saa at der ikke var Tanke om at hjælpe. Jeg var krøbet op paa Høiden bag Huset og stod i Læ under en Fjeldknart, hvorfra jeg kunde se baade udover Havet og ned i Bugten. Vestfjorden laa i Vinterdagen ligesom med en sølv- graa Røg af Rokket, som drev over Sjøen. Ind under Land gik Bølgerne som svære, grønne skumskavlede Bjerge, der knustes imod Kysten med Tordenbrag og med en uhyre Dragsug bagefter, saa at Fjæren laa tør langt ude. Etsteds i et Klippeskaar, der gik brat ned mod Sjøen, steg, hvergang Bølgen slog derind, en bred, uhyre Skumstraale ret op og dreves af Vinden som en Røg indover Landet. Et andet Sted stormede Bølgegangen paa en formelig titansk Maade et Skraabjerg, der snart laa i Skum, snart aldeles tørt, og jeg saa der en stak- kels udtrættet Graamaage, der formodentlig fra sit Fjeld- skar var kommen ud i Vinden, kjæmpe og tumle i den, ofte med næsten vrængte Vinger. Min spændte Opmærksomhed fulgte med Angst Jæg- ten nede i Bugten. Jeg saa til min Forbauselse en Mand ombord i den og gjenkjendte den stærke Jens Dreng, som med en af Folkene havde vovet sig derhen fra Vindsiden i en Sekstring. Efter et Ophold ombord steg han alene med en Line om Livet ned i Sekstringen og begyndte paa det far- SIDE: 96 lige Arbeide at hale Baaden imod Sjøgangen langs det stramme Landtoug ud imod Skjæret. Jeg ventede forfærdet paa, at Baaden hvert Øieblik skulde fyldes, og det forekom mig, at den flere Gange tog Vand ind. Medens Baaden klarede sig langsomt frem, fulgte Fa'r og alle Folkene i Spænding efter nede i Fjæren. Da Jens Dreng var kommen op paa Skjæret, hvor- over Bølgerne i et væk skyllede, saa at han ofte stod tilknæs i Vandet, fortøiede han Baaden og gav sig saa til at hale i Linen, idet han efter denne trak hen til sig gjennem Vandet en tyk Trosse, som Manden ombord paa Jægten efterhaanden gav ud. Han havde netop begyndt at belægge den i Skibs- ringen og havde kun det sidste afgjørende Par Stik i Touget igjen, da vi alle blev vaer tre forfærdelige Bølgerygge, der ufeilbarligt vilde bryde sig over Skjæret. Det gjaldt klarlig baade Jens Drengs Liv og Jægten, der med sit eneste forstrakte Landtoug neppe vilde udholde Trykket. Jeg saa franske Martine, hans Kjæreste, vride Hæn- derne over Hovedet og løbe ud i Fjæren, næsten som om hun tænkte paa at kaste sig ud i Vandet til ham, og jeg tror hellerikke, at nogen af de andre, som saa det, turde trække Veiret. Det lod til, at Jens Dreng selv ogsaa havde be- mærket Faren; han skyndte sig ned i Baaden, hvori han endnu kunde bjerge sig, men det var kun for at tage op derfra Linen, som han roligt flere Gange slog om sin Ryg og gjennem Skibsringen, da han heller- ikke længer led paa sine egne Kjæmpekræfter. Han var neppe færdig dermed, da den første Bølge, som han modtog med Hovedet bøiet imod, brød hvid over ham og Skjæret. Mellemtiden, inden den anden kom, benyttede han til at gjøre et nyt Belæg paa Land- touget. Atter kom Bølgen, og atter stod Jens Dreng der urokket, og han fik nu gjort det sidste Stik paa Touget, som frelste Jægten. SIDE: 97 Han havde nu proberet, hvordan en Bølge kunde trykke. Han kastede Linen fra Ryggen op om den runde, svære Skulder, saa sig et Øieblik med det stærke, blege Ansigt om imod vore Huse, som det nok kunde være muligt, at han nu sagde dem Farvel, og bøiede saa Hovedet mod den tredie og sidste Bølge, der kom med Skumkammen over sig, som vanligt større og sværere end de to foregaaende. Da Bølgen fraadende havde brudt sig over, stod der ingen Jens Dreng paa Skjæret. Jeg var i Angsten sprunget ned til de andre. Da jeg kom, havde man foruden Baaden, der var slidt fra Skjæret, ogsaa faaet indbjerget den livløse Jens Dreng, som nu bares op til Huset. Bølgen havde revet ham med sig, idet Linen, som han havde om Skulderen, havde gledet op over Nak- ken paa ham og taget Hud og Klæder med. Han laa nu bevidstløs af Trykket og Vandet og med den ene Arm, der var skrabet blodig af Linen, i en forvreden Stilling; den var slidt nøgen, etsteds endog lige til Benet. Fader gik bleg og stødt under, medens de bar ham og bragte ham i Seng. Da han vaagnede, spyttede han endel Blod og havde ondt for at tale; men Fader, som undersøgte hans Bryst, sagde glad, at der ikke var Livsfare. Jens Dreng blev ved denne Bedrift, hvorved han reddede Jægten, en Helt videnom; hos min Fader blev han siden den Dag en betroet Mand, og næste Som- mer stod hans Bryllup med franske Martine. SLUTNING Jeg kan nu roligt nedskrive det lille, for mig saa store, der staar igjen at fortælle - i mange Aar vilde jeg ikke formaaet det. SIDE: 98 Stormen varede fra Lørdag Middag til Mandag Nat, da den udover Morgenen efterhaanden sagtnede af til et fuldkomment Vindstille, hvori dog Sjøen endnu gik urolig. Samme Dag, Mandag Middag, landede i Præste- gaardsstøen ikke Præstens hvide Husbaad, der ven- tedes hjem, men en almindelig tjærebredet Bonde- Fembøring med mange Folk i. Op fra den til Huset bar fire af Mændene langsomt mellem sig en Byrde, medens en stor Mand og en liden Kvinde gik Haand i Haand nedbøiede bagefter. Det var Præsten og Fruen. Hvad der var hændt, forstod jeg straks, og Hjertet skreg af Fortvivlelse i mit Bryst. Det forfærdende Budskab, som lige efter kom til os, fortalte mig intet nyt - det bekræftede kun, at den, som de havde baaret op, var Præstens Datter Susanne. Præstebaaden havde kun været lidt over tre Fjer- dinger borte fra Hjemmet hin Lørdag Middag, da Stor- men saa pludselig kom paa. Et "Nedfaldsveir" var med forfærdelig Magt fra Fjeldskarene styrtet ned i Sun- det og havde kæntret Baaden, der ikke var ret langt fra Land. Præsten havde hastigt faaet reddet sin Hustru op paa Hvælvet, og Folkene holdt sig fast omkring ved Baadkanten, medens de drev for Vinden den korte Strækning ind mod Stranden. Men forgjæves speidede han efter sit Barn, hvor han skulde finde og frelse hende. Medens Vandet kogte om Baaden, slap den stærke Mand i Fortvivlelse tre Gange Taget, for svømmende at naa did, hvor han indbildte sig at se hende i Vandet. Han vilde atter prøve, men da hans Hustru jam- rende bad derom, forhindrede hans Folk ham. Det hed siden, at de saa den vaade Sved perle ned ad Præstens Pande, medens han laa der ved Baaden i den vinterkolde Sjø, og at de troede, det nok ikke var frit for, at han en Stund tænkte paa med Villie at slippe Taget og følge Datteren. SIDE: 99 Forsent opdagedes det, at Susanne var kommen ind under Baaden. Et Toug havde viklet sig om hende, saa hun ikke kunde komme op. Hendes Død havde ialfald været hastig og let. Hele Lørdag og Søndag, medens Stormen varede, havde de maattet ligge veirfaste paa en Bondegaard i Nærheden, hvor Præstefruen af Udmattelse og Sorg havde holdt Sengen. Præsten havde saagodtsom hele Tiden siddet inde i den kolde Storstue, hvor de havde lagt Susanne, og talt med sin Gud. Thi Mandag Morgen, da de skulde reise hjem, var han ligesom forklaret rolig, ordnede med alt og trøstede derimellem sin stakkels grædende Hustru. Jeg havde ligget i stum, fortvivlet Sorg den hele Eftermiddag og den lange Nat og besluttede mig til den følgende Dag at gaa hen og se Susanne for sidste Gang. Tidlig paa Formiddagen traadte Præsten uventet ind i vor Stue og bad om at faa tale med min Fader. Han saa bleg og høitidelig ud, medens han sad i Sofaen med Stokken foran sig og ventede. Da min Fa'r kom ind ad Døren, stod Præsten op og greb med Taarer i Øinene hans Haand. Efter et Ophold som for at fatte sig, ytrede han, at min Fa'r her saa for sig en ulykkelig, men ydmyg Mand, som Gud havde maattet tugte strængt, før hans Sind rigtig havde villet bøie sig til ham. Han vilde nu, for sin Ulykkes Skyld, bede min Fader om ikke læn- ger at unddrage ham sit gamle Venskab. Om den Sag, der var Anledning til Fjernelsen, vilde han ikke nu tale; han havde der handlet efter sin bedste Overbevisning. Der var derimod noget andet, som nu laa ham paa Hjerte, og her lagde han Armen om min Skulder og trak mig fortroligt hen til sig, medens han atter satte sig ned i Sofaen. SIDE: 100 Hans Datter Susanne, fortsatte han, sukkende ved Navnet, havde et par Dage før Gud tog hende til sig, indviet ham i sin Fortrolighed og sagt ham, at hun havde holdt af mig, fra hun var liden, og at vi to alt havde givet hinanden Forlovelsesløftet med Tanke paa at fortælle vore Forældre Forholdet, naar jeg var ble- ven Student. Han havde i Begyndelsen sat sig haardt imod af flere Grunde, hvoriblandt først og fremst min Sygleighed og begges Ungdom. Men Susanne havde i denne Sag vist et saa dybt Alvor og udtalt en saa bestemt Villie, at det var blevet ham, der kjendte hendes Natur, klart, at denne Kjærlighed var vokset hos hende i mange Aar og nu ikke længer stod til at oprykke. Og det var nu hans bedste Trøst midt i Sorgen, at han, samme Morgen som de skulde reise hjemover paa den ulykke- lige Tur, havde givet efter og tillige lovet hende at virke for, at ogsaa min Fa'r gav sit Samtykke. Her stod han nu i dets Sted uden nogen Datter og kun som den, der fortalte, at Ulykken ogsaa havde rammet min Fa'rs Hus og truffet hans eneste Barn. Han vilde, som han haabede med min Faders Til- ladelse, herefter altid betragte mig som sin Søn. Min Fa'r sat længe overrasket og bleg; det var, som han havde meget sent for at fatte det, der blev sagt. Enndelig stod han op og gav Præsten i Taushed Haanden. Dernæst lagde han den paa min Skulder, saa jeg kjendte den tungt, saa mig i Øinene og sagde med en sagte, forunderlig mild Stemme: "Vorherre være med Dig, min Søn! Dig har Sorgen hjemsøgt ung; vær nu bare ikke for klæk til at bære den!" Han vilde gaa ud for at lade os ene, men betænkte sig i Døren og sagde, at det vidst var bedst, at jeg nu fulgte med Præsten og sagde Susanne det sidste Farvel. Lidt efter gik Præsten og jeg ved Siden af hinanden paa Veien. Vort Forhold var nu blevet et Fortrolig- SIDE: 101 hedens, og han fortalte mig trøstende alt, hvad Su- sanne havde sagt for at bevæge ham til at samtykke. Hun vidste Gudskelov, sluttede han med et lettende Suk, at hun i sin Fa'r havde en Ven, til hvem hun i Nødens Stund turde betro sig. Præsten førte mig ind i Stuen med de nedrullede Gardiner; han stod et Øieblik ved Baaren, da brast Taarerne hoppende næsten som Hagl nedover det stærke, brede Ansigt, og han vendte sig og gik. Der laa hun jomfruelig i sin hvide Dragt. De havde snoet en Krans af grønne Blade med hvide Blomster om hendes Hoved, og jeg gjensaa et Øieblik det Syn, jeg havde havt paa Ballet. De fine Hænder laa nu fromt foldede over Brystet, og paa Forlovelsesfingeren gjenkjendte jeg med Taarer min egen gamle Bronce- ring med den violette Glasperle i, som hun havde baaret fra det samme Øieblik, hun opnaaede sin Faders Samtykke. Det i Livet saa Udtryksfulde, energiske Træk om Munden var i Døden forvandlet til et stille, lykkeligt Smil, hvori hendes skjønne, fine Ansigt med den brede, rene, marmorfaste Pande skinnede helgenagtig forklaret. Hun laa saa enfoldig tryg, som om hun nu vidste Hem- meligheden om den trofaste Kjærligheds Seir over alt her paa Jorden og hun gik iforveien for at lære mig den med hvide Vinger paa Skuldrene, siden Gud ikke havde villet tillade, at hun skulde faa gaa sammen med mig under mit Kors hernede. Da jeg mærkede, at man vilde have mig bort, læste jeg i Stilhed mit Fadervor over hende til sidste Farvel, trykkede et let Kys paa hendes Pande, saa et paa hendes Mund, og et paa de foldede Hænder, hvor Bronceringen sad, og gik uden at se mig tilbage. To Dage efter fulgte jeg Susanne til Jorden. En Solskinsdag i Vinteren, da jeg som vanligt besøgte det Sted, hvor hun hvilte paa Kirkegaarden, var der drevet en Sneskavl sammen om Graven. Den laa ren SIDE: 102 og drivende hvid, med den øverste fine Rand i Sol- skjæret som halv gjennemlyst Marmor. Jeg tog det for, at Susanne vilde bringe mig til at tænke paa sig i hendes skinnende Brudedragt for Gud for at give mig nyt Mod til at gaa min ensomme Gang gjennem Livet og ikke frygte for, at selv den tungeste af alle Prøvelser - selve Vanvidet, om det kom og bergtog mig i sin Forvirring - kunde skille os ad. Da jeg ud paa Sommeren skulde reise sydover med Dampskibet, sammen med Præsten og hans Hustru, der begge i kort Tid var blevne kjendelig gamle, og som nu havde søgt et Kald i en sydlig Egn, var jeg for sidste Gang inde og tog Afsked med min vemodige Ven, Klokkeren. Han spillede da igjen den deilige, glade, forelskede Slaat for mig, som han havde gjort, da han var tyve Aar, og som jeg havde syntes passede saa paa Susanne og mig, men kom nu ogsaa med den anden, som hørte til - den var forunderlig gribende og sorgfuld, men med Fortrøstning i, som en Salme. Her ender en stakkels syg Nordlandsguts simple Hi- storie; thi at jeg ved min Faders Hjælp blev Student med laud - han døde samme Aar, som jeg fik Examen artium, som en agtet, men ruineret Mand - og at jeg siden blev en Smule Literat, Huslærer og Almue- skolelærer, er blot at fortælle de ydre Omstændigheder i et ensligt Liv, der bærer al sin Tanke i det forbi- gangne. Min Kjærlighed til Susanne har, som hun med saa- dan Forvisning sagde mig, været den Sundhedsbrønd, som frelste mig fra det yderste - Vanvidet. Naar Uroen var over mig og jeg vildsomt gik om i Mark og Skov, kom det altid til et Punkt, da jeg saa hende i sin hvide Dragt svæve forbi et Stykke fra, SIDE: 103 undertiden kom hun endog mildt henimod mig, og da var Krisen for denne Gang over. I de sidste Par Aar, da min Sygdom tiltog, har jeg ikke formaaet at se hende og havt det tungt, ofte som om Mørket trykkede haabløst omkring mig. Men nu, her jeg ligger syg paa Kvistkammeret, kom Susanne en Nat, da fuldmaanen skinnede, i sin hvide Brudedragt med Kransen om det rige Haar stille smi- lende hen til Sengen og vinkede til mig med Ringen paa Haanden. Jeg veed, at hun bragte mig det glædelige Budskab, at jeg snart skal faa gaa bort og histoppe se hende, min Ungdoms Elskede, igjen. SIDE: 107 Jonas Lie NORDFJORDHESTEN EN LIDEN FORTÆLLING FRA SKYDSKARJOLEN INDLEDNING De græslændte, bakkede Gaarde i Nordfjord og Fjeld- beiterne der er Hjemstedet for det, man kalder Nord- fjordracen. Altid kjendt for et fortrinligt Dyr har "Fjordings- hesten" med Hestehandlerne gaat i Salg saavel til Sjø- distrikterne sønden- og nordenfor som over hele Øst- landet og langt ind i Sverige. I de sidste Aar, da og- saa Udlændingen har faat Øie for, hvad der bor i disse smaa, livlige Heste med Ben som Staalfjere, er de solgt baade til Keiser Napoleon og Engelskmændene. Man har endog villet krydse den med de arabiske Bjergheste, hvilke den i meget skal ligne. Som andre indestængte norske Begavelser har ogsaa den enedlig faat sprængt Bygdens snævre Mur og naat til et vi- dere europæisk Navn. Den har bogstavelig slidt sig til det paa Landeveien, hvor den er fundet som Perlen i Smudset. Fjeldvante og lette, saa de aldrig snubler, kan de med Benene under sig som Trommestikker i stry- gende Fart trave milevis foran Karjolen, Bakke op og Bakke ned, uden at miste Pusten. Det er disse Heste, der har givet Engelskmændene Smagen for deres Karjolsport i Norge, hvilken de nu prøver at føre over til sit eget Land. Deres egne høi- benede Blodsheste skulde kun lidet due i Farten udfor SIDE: 108 Bakkeknækken. Det er ogsaa disse smaa Heste, som har baaret den værste Del af den svære Skydstyngde paa det vidstrakte Østlands befærdede Veie. Billige, letholdte med Foder, villige og udholdende over al Maade, er de nemlig som skabt for Ageskydsen. Men, er det gamle Ord sandt, at Mennesket paa Dommens Dag skal møde hvert Dyr, han har forurettet, - de skal da tale og klage, - saa vil mangen Skyds- skaffer og mangen én, der har kjørt med hans Heste, faa en tung Regning at opgjøre med "Fjordingen", hvis Villighed og Raskhed er blevet saa ubarmhjertigt og saa uden Ende misbrugt. Og dette sker tildels endnu den Dag idag - saa kjær- ligt det norske Folk ellers er mod sine Husdyr - paa vore Skydsveie, om det end her og der maaske kan være blevet bedre. Netop hjemkommet fra en Station paa seks à syv Fjerdinger - en Vei, som den altsaa har gaat dob- belt - skal den paa ny i Sælen. En reisende venter utaalmodigt paa Skyds og vil klage i Bogen. Næsten alle Heste er ude, de kostbareste maa spares i Uføret, og saa faar da "Vesle-Svarten", "Vesle-Borken", "Litle- Kviten" eller "Musa", stakkar, saa vaad den er, igjen ivei. Det er senkvælds og koldt, eller den reisende har plagsommeligt arbeidet sig frem fra Station til Station med Svøben paa den ene næsten ubevægelige Hest efter den anden. Han mærker med Fornøielse, at han her har faat en ren Undtagelse, et udmærket Dyr - og benytter Leiligheden til at faa disse syv Fjerdinger fra sig i Hast. Den lille, magre "Graa" kan ikke tale for sig, dens gode Raceblod fordrager ikke Svøben, og under nervøse skvætne Tilløb, saa ofte denne blot skim- tes af dens forskræmte Øie eller suser truende i Luf- ten, gjør det forjagede Dyr denne Tur kanske endnu hurtigere end den første paa Dagen. I Sneføre, med en halvdrukken Mand i Slæden fra eller til Marked, eller én, der er for sent ude til Jernbanestationen, og nogen saadan er der hver Dag, betragtes de syv Fjer- SIDE: 109 dinger som en Traverbane, hvor det raske lille Dyr ret skal prøves; - styrter det, er det, saa gammel He- sten nu er, dog vanskeligt mere end ti, tolv Daler vovet, om Skylden skulde findes at være hans, som kjørte. En Dag blir den "sprængt". Saa begynder den af og til at snuble, og efter nogle Aars Tjeneste skal den endelig "skydes til Høsten", fordi for mange reisende klager over, at den falder overende med Karjolen, naar den ikke er stivholdt i Tømmen. Tiden dertil udsættes og udsættes; - over Høstblø- den faar den trække ogsaa denne Gang for at tage af for de andre Heste. Foran den skranglede, i Armene sammensurrede, Skydskarjol vader den under Piske- slag i den bløde, dybe Lerbakke, forsvinder ofte næ- sten helt under Fadingen, saa Tømmerne hænger som skraa Fiskesnører, hvorefter den skal drages op igjen. Endelig kommer den Morgen, da Skudet falder - "Vesle-Graaens" lykkeligste Dag, siden den sprang løs og ledig om som Føl oppe i Hestehagen i Nordfjord og fik Kjælenavn af Børnene paa Hjemgaarden. Man faar haabe paa, at Gud ogsaa har en Opreisning for dette lille, gode, tjenstvillige Dyr, som bare har lidt, bare blev misbrugt i Sælen, aarevis, indtil Døden til- slut barmhjertig tog det i Fang, - at det hinsides vil finde friske, frie Græsgange og endnu deiligere, som- merblaa Fjelde at beite imellem endog end de hjemme i Nordfjord. I Nordfjord er der et Fjeld, som heder Bjerkenaa- ven, og i en af Liderne der ligger, næsten som et Skilderi paa en Væg, den bratlændte Gaard Strøms- hagen med sine smaa Huse. Elven gaar strømstrid i Juvet nedenfor, og tvertover dette er lagt nogle Tøm- merstokke til Bro for Mand og Hest. Paa den anden Side, lidt paa skraa og lavt ved Elvebredden, ligger Gaarden Evjen, der bærer sit Navn, fordi Elven her hviler sig i en Bugt, hvor der staar en liden smuk Bjerkeskog. SIDE: 110 Et Stykke bortenfor Juvbroen laa derover bag en Haug en stor buskbevokset Teig, passende til Rydnings- land. Om denne havde der i endel Aar staat en hid- sig Proces mellem Gaardene. Jon Evjen havde i tyve Aar spærret Veien til Tei- gen med tre Gjerdestokke, der saa nok saa tynde og uskyldige ud; men Retten kjendte det at være Hævds- gjerde, og Enden blev, at Teigen blev fradømt Strøms- hagen. Af denne Proces blev Manden paa Strømshagen halvt udarmet. Da han døde, blev Enken siddende igjen med Gaarden og Gjælden samt Sønnen Gjermund, som da var to og tyve Aar. Det var en undersætsig Gut med mørkt Haar, svære Bryn over de brune Øine og et lidt bredfaldent, men klogt og livligt Ansigt. Han var stoltere, end han vilde lade Folk mærke; og braa og snar til at tage sig til- rette, hvor et godt Ord endnu kunde gjort det. Folket paa Evjen sad i Velstand. Den ældste Datter hed Sigrid; hun var lyslet, høi og overmaade smuk. Dertil var hun ferm i al huslig Gjerning og af et stille Væsen, hvormed der fulgte som en Værdighed; naar hun sagde noget, faldt Or- dene altid omframt godt og klogt; hjemme havde hun igrunden Magten i Huset. Alle sagde, hun saa ud som en rigtig Fuldgards- jente; heller ikke feilede det paa dem, som bød hende Gaardene, men hun havde et efter et afslaaet alle Til- bud. Forældrene mente misfornøiede, at, enten vilde hun ikke gifte sig, eller ogsaa havde hun i dette mindre Forstand end i andre Ting. De lod hende dog raade sig, som hun pleiede. En Søndag, som de ved Kirken havde mødt stiv Nak- ke af tre af de bedste Gaardmandssønner i Bygden, der havde maattet gjøre Vendereisen, kunde gamle Jon Evjen dog ikke bare sig for at sige, at han ikke skjønte andet end, at hun vragede alle, saa der retnu ikke SIDE: 111 blev andre igjen til hende end Gjermund Strømshagen, der altid laa og trættede og knapt hang ved Gaarden. Ved disse Ord blev Sigrid rød i Ansigtet og gik ud. Da hun siden kom ind i Stuen, mærkede de, at hun havde grædt. Jon forstod, at det kom af, at han havde irettesat hende, og angrede det igrunden, men lod dog Ordene staa. Med Gjermund Strømshagen havde Sigrid været me- get sammen under Opvæksten. De havde legt sammen nede ved Elven og oppe ved Juvbroen; men Foræl- drene havde være mindre kjendte, da de hørte til for- skjelligt Skyldfolk, og Sætrene laa paa modsat Side. Gaardene laa hinanden heller ikke saa nær, som det ved første Øiekast skulde synes; thi det egentlige Over- sætningssted laa et godt Stykke længer nede, hvor Bygdeveien fra Evjesiden gik over Elven nedefter til Fjorden. Fra Strømshagen førte didned kun en Gang- sti eller Ridevei. Men Børnene havde, som sagt, legt meget sammen. Naar Sigrid, der var tre Aar yngre, saas mellem Bjer- kene ved Elvekanten, stod Gjermund gjerne paa den anden Side med Fiskestangen. Fra en Knart, hvor- under Strømmen gik smal, kunde han ved Hjælp af Stangen svinge sig over til den lavere Side og, naar han der havde bygget Damme og Huse for hende, kom han hjem igjen over Broen oppe ved Juvet. Did pleiede hun gjerne at følge ham, men at gaa over var hende forbudt. Det var farligt, sagde hendes Far, og hun havde heller intet derover at gjøre. Efterat Processen kom paa, blev imidlertid dette an- derledes, men de havde ikke destomindre altid et Øie med hinanden, ogsaa, efterat de var voksne. Bjerkenaaven var saameget høiere, at Gjermund der- fra om Sommeren kunde se helt ind paa Evjesæteren. Han var da selv kun som en Prik oppe i Fjeldet, men hun blev den dog altid va'r. Gjermund drev paa Skytteri, og det hændte flere Gange, naar han kom den Vei, at de just mødtes i SIDE: 112 Marken; de talede da meget sammen. Ved Kirken var det derimod, som om de havde mindre godt for at se hinanden, endda de der oftest stod nær nok sammen. Paa Strømshagen havde de en musegraa Hest, hvor- af Gjermund ikke var lidet stolt. Den var overmaade velbygget, med bredt Bryst, fine Ben, et ualmindelig vakkert lidet Hoved med store Øine og smaa, livlige Ører. Det eneste, som en udenbygds Skjønner kunde finde at udsætte, var, at den muligens var lidt bratlændt. Men det holdes i de Egne ikke for Lyde, da man véd, at dette som oftest er de bedste Heste, og at det kom- mer af, at de lever i Fjeldlænde. Den var opdrættet fra Føl paa Gaarden og nu otte Aar gammel. Det var og blev altid lige nyt, naar Graaen oppe fra Udmarken eller Havnehagen knæggede ved Ledet for Jordet, fordi den vilde ind en Sviptur og se, hvordan det stod til hjemme, og dertil faa en Næve Salt eller anden Ekstra-Forpleining. Den travede da gjerne med Hunden gjøende om sig hen til Stalddøren og stak Hovedet ludende ind i det kjendte mørke Rum, vendte sig derpaa med et pludseligt Kast med Nakken, hvor- ved den nedfaldne, mørke Hængeman kastedes som et forvildet Haar fra Øinene, og gjorde en Rundar om paa Tunet, idet den snusede paa et og andet, indtil den blev staaende ved Stuedøren. Der ventede den roligt paa, hvad der skulde komme, og, varede dette for længe, forsvandt dens Krop efter- haanden inde i den lille Forstugang, saa at man tilslut kun saa dens viftende Hale og Bagbenene ude paa Sten- hellen, og de, som inde var, maatte jage Graaen ud for at faa Stuedøren op. Hvordan det saa gik med den øvrige Buskap - og det kunde i Vaarkniben mangengang være trangt nok, eftersom de der som andetsteds i Beitesgaardene gjerne holdt for mange Kreaturer - saa var Graaen altid fed og i godt Huld. De vidste, skjønt der aldrig blev talt høit om det, at SIDE: 113 Veslekallen nede i Stalden havde gjort den til sin Ynd- ling. Det var derfor, Graaen altid først saa indaf Stald- døren, hvergang den kom springende løs ind paa Tu- net, og i Manen bar den Tusseflette, som er Mærket derpaa. Den maa ingen løse op, da Hesten ellers blir lige saa mager, som den før har trivets vel. Graaen havde ogsaa vidst at skaffe sig Kjendskab og gode Venner oppe paa Evjen. Dengang den var Føl og gik i den bratte Hage paa den anden Side, havde Sigrid fundet paa at kaste Fladbrød over Strømmen til den. Hvergang den siden saa hende, kom den knæggende ned Bakken og ventede med oprakt Hoved paa, hvad der skulde komme, idet den slap af Munden den sidste friske Græsbus. Den fulgte langs Elven, naar hun gik paa den anden Side. En Dag havde den forsigtig prøvende gaat Brostok- kerne over Juvet og kommet ind paa Gaarden hos dem, hvor da Sigrid og hendes Søskend havde givet den Fladbrød og Salt i Mængde. Dette Herremaaltid stod for fristende for Graaens Erindring, og, ret som det var, tog den trods Stængslet Turen om igjen. En Sommereftermiddag, som den stod derinde paa Tunet, var det yngste Barn krøbet hen til Brønden, der var aaben og ugjerdet; det laa alt med Armen udover. Da gik Graaen hen og løftede det med Tæn- derne efter Skjørtet et godt Stykke afveien. Efter dette fik den som et Slags Husret der. Jon Evjen, der ellers ikke likte, at den kom, jog den aldrig tilbage, før den gik af sig selv, og det gjorde den altid, saasnart den havde faat noget. Den holdt ogsaa bestandig nok saa fint Gangstien uden at traakke i Volden eller ellers forgribe sig paa den. Naar Gjermund fo'r opefter Veien til Kirke eller Bryllup eller nedover til Thinget, red han som oftest passende sagte. Han vidste godt, at Folk saa efter ham og vilde sige, at han var kry af Hesten. Han lod ogsaa, SIDE: 114 som han ikke ænsede, at der stod saa mange omkring der, hvor han bandt den. Ved sine Leiligheder havde han dog vist, hvad den duede til. Den havde gjort Turen op fra Landhand- leren ved Fjorden paa færre Timer, end der var Mile, og Kapteinen laante den altid paa Mønstringsdagen nede paa Moen. Siden der var begyndt at fare Friere til Evjen, var Gjermund imidlertid blevet mere skarptridende og i det hele mere urolig. I Gjæstebud førte han større Ord, end der passede sig for en Ungdom, drak og spillede Kort i Uvittighed helst med dem, som havde helt anderledes Raad til at tabe end han. De, han søgte og oftest gik tillivs baade med Mund og Haand, var altid Sønnerne af Bygdens rigeste Folk, helst de, som han tænkte sig kunde have Ærinde ned til Evjen. Ved dette fik han et daarligt Ord paa sig og blev ilde set, ikke mindst af gamle Jon Evjen. En Dag faldt Juvbroen ned. Efter en gammel Forretning mellem Gaardene skulde hver af Eierne holde den halvt vedlige. Men, da Gjer- mund gik over for at omtale Sagen, svarede Jon but, at han ikke havde Brug for Broen, og at han heller ikke kunde indse, at Gjermund havde det. Trængtes der nogen Gang imellem Gaardene, saa havde de nu aabne Bygdeveien: Juvbroen var lagt i gammel Tid, før den blev bygget. Aarsagen, hvorfor Jon svarede saa, var den, at han nylig havde faat vide, at Folk i Bygden sagde, at det var helt farligt at fare til Evjen for Gjermund Strøms- hagens Skyld, og at Sigrid nok havde hæftet ham sit Sind, siden hun afviste alle andre. Han havde ogsaa hørt, at han gik paa Skytteri omkring Evjesæteren og var nu lidet blid baade paa ham og Datteren. Sigrid stod dengang ude paa Tunet ved Brønden med noget Arbeide. Hun hilsede Gjermund, men kom ikke ind i Stuen. SIDE: 115 Idet han paa Tilbageveien gik forbi hende, sagde han haardt: "Nu faar Graaen ikke mere slippe over Juvet, Sigrid - Far din vil bare vide af Bygdeveien." "Den tør være den korteste alligevel, Gjermund!" ytrede hun sagte. "Der er saa mange, der farer den nu om Dagene," svarede han bittert, "og jeg har ikke som dem Stor- gaarde at arve." "Jeg bier, véd Du," sagde hun endnu sagtere og saa ned. "Gud velsigne Dig for det Ord, Sigrid. En trænger vel til at høre dem igjen," sagde Gjermund, idet han vendte sig og gik. De var begge saa blege, og Samtalen - det var for dem et helt Stævnemøde - kunde for deres Skyld oppe i Gaarden kun holdes i Forbigaaende; men han tog op et blomstrende Pengegræs, som hun havde holdt i Haanden. Gjermund havde altid været saar, fordi Folk sagde, at, ikke rigere end han var, burde han sælge Hesten, den han kunde faa betalt med kanske firti Daler. Nu brød han sig ikke længer om, hvad de sagde, og var til alles Forundring venlig og medgjørlig i alle Dele. Hans Mening var at sælge Graaen til en god Mand, som han vidste vilde stelle vel med den, saa blev der vel engang Raad til at faa den igjen; thi nu vilde han fare ud som Hestehandler. Mellem Folket i den Bygd og dem paa den anden Side af Fjeldet var der mangehaande Uvenskab baade om Fjeldbeiter og Skogsret og derfor et gammelt Had. De sloges, hvor de kom sammen paa Markederne, og oppe paa Fjeldet sagdes meget at være hændt, som ikke taalte Øvrighedens Kundskab. Det var derfor som et helt Særsyn da den rige Østen Storsæt deroverifra kom ridende til Evjen; hans Ærin- de skjønnede alle og tillige, at han var blevet afvist. Herover glædede alle Hjembygdinger sig, men derover- fra spurgtes det, at han havde lovet at hjemsøge Gjer- SIDE: 116 mund Strømshagen, som han vidste var den, der voldte det, paa den Dag, han mindst likte det. Han var en Mand, der havde Penge udover mangesteds, men der i Bygden havde han vitterlig ikke en Skilling, saa man- ge lo og undrede sig over, hvordan det skulde gaa til; thi paa Styrken tog han nok ikke Gjermund Strøms- hagen. Før Jonsok var Skatteauktionerne oppe hos Lens- manden ved Kirkevandet. Disse Forretninger, vidste man, havde aldrig noget Alvor paa sig, da Lensman- den altid biede med Skatten, til det blev Folk beleiligt at betale, men de maatte fremmes slig for Lovens Skyld, og Lensmanden blev selv ved alle Budene, eftersom ingen ellers mødte frem og bød. Det Aar kom der imidlertid lige paa Klokkeslettet endel Folk ridende ind paa Gaarden. Det var Østen Storsæt selvfjerde. De hilsede, satte sig ned og hørte paa Opraabene. Da Turen kom til den graa Hest, der var pantsat for sidste Aars Skat, raabte Østen, at tolv Daler var buden. Lensmanden saa alvorligt hen paa ham og sagde, at dette ikke var Bygdeskikken og des- uden Skambud. "Det er klein Øvrighed, som først skal lære Loven," svarede Østen hvast, idet han tog frem Seddelbogen og viste en Pakke med Penge; - "jeg troede Hamme- ren her som andensteds slog ned ved bedste lovligt Bud!" Lensmanden blev rød i Hovedet, men maatte frem- me Auktionen. Da Gjermund hørte, at Graaen paa dette Vis var solgt for Skatten, og at den en af Dagene skulde hen- tes af Lendsmandskaren, blev han først ude af sig selv af Harme og Tanker paa Hævn, men derpaa saa be- drøvet, at han sad hele Timer uden at røre sig af Stedet. Den Dag, den skulde hentes, gik han, ret som det var, hen og strøg Hesten. Han stod i lange Stunder betænkt med Albuerne over dens Ryg og lagde ikke Mærke til, at Moderen flere Gange kom ud i Stuedøren og saa bekymret hen paa SIDE: 117 ham; heller ikke saa han, at hun gik pyntet nedover til Evjen. Der hilsede hun i Stuen med, at hvis "vesle Sigrid" vilde se Graaen, før den skulde fra Gaarden, saa fik hun følge med nu; det var alt over Middagsleite, og det skete vel før Kvældsverd. Det var noget ved den blege Kone i den sorte Hue med det hvide Bind under, som gjorde, at Sigrids Forældre fandt den Anmodning hel naturlig; hun havde altid været barnegod og kjær i Børnene. Efter et lidet Ophold, hvori den gamle Kone skulde nødes med lidt Bergenskage og Kaffe, fulgte Sigrid hende over barho'det, men søndagsklædt og i hvide Ærmer, der ellers til Kirke gjemmes under den mørke Trøie. Skyggen begyndte alt at skraane paa Dagen og Ef- termiddagssolen at falde rødlig oppe i Bjerkenaaven og glimte i Vinduerne paa Strømshagen, mens de to van- drede opefter Bakken paa den anden Side af Elven, den ene ludende og liden under det store, mørke Ho- vedklæde, den anden, som gik bagefter, smal og rank, med gule Haarfletninger; men ogsaa hun gik med bøiet Hoved under Tanker, der tyngede paa Sindet. Da de kom op til Gaarden, kom der en tredie Per- son. Det var Lensmandskaren. Gjermund havde lagt det bedste Hovedlag paa Hesten og stod alt med Gri- men i Haanden ifærd med at overlevere den. Da han saa Sigrid komme, gik der som et Sæt i ham, og, da han hilsede hende, var han meget bleg. Moderen bød straks Lensmandskaren ind i Stuen, for at han kunde faa noget at nyde; det mente hun, han kunde trænge til for det slemme Arbeide, han var nødt til at udrette, og det var jo ogsaa sendags. Og saaledes blev de to staaende alene derude ved Hesten. Sigrid lagde dens hoved paa sine Skuldre og klappede den paa Halsen. Hun tog frem lidt Salt og Brød, som hun havde med; men Graaen, den humrede, da hun kom, vilde ikke æde; den forstod, at der var galt paafærde. SIDE: 118 Imidlertid stod Gjermund taus og saa til med Al- buen paa Dyrets Ryg. Endelig sagde han med lav Stemme: "Det ser ud til, at Graaen og mere end den skal afgaarde idag, Sigrid!" Da lagde hun sin Haand fast i hans over Graaens Ryg og saa ham grædende ind i Ansigtet, som om hun satte sin Fortrøstning til ham alligevel; - de to jevn- høie Hoveder var, hendes lyse, blussende, hans mørke, blegt. "Jeg skal prøve paa, Sigrid," fortsatte han, svarende paa hendes Tanke, "men her er nu lidet at begynde med." "Du faar blive Handelskar, Gjermund, og stelle Dig klogt - slig har mangen brav Mand i Bygden be- gyndt før Dig." "Hvor vidste Du, at jeg tænkte paa det?" "Jeg forstod det, og - Mor din har sagt mig det." Da Lensmandskaren idetsamme kom ud i Døren, slap de hinandens Hænder, og hun hviskede kun endnu: "Gud hjælper nok, Gjermund, - og jeg skal vente." Da Manden tog Bidslet ud af Gjermunds Haand, efterat denne havde givet Dyret det sidste lette Af- skedsklap, og førte den modstræbende Graa efter sig, fulgte de alle tre ned Bakken til Grinden. Der skiltes de. Neste Morgen før Dag drev Gjermund en Ko og en Kvige foran sig nedover Fjordveien. Disse solgte han hos Landhandleren fyldte Skræppen med Kramvarer og gik saa avsted som Handelskar. Henved syv Aar efter sad der en Formiddag en Mand inde paa et Skydsskifte ved en af Østlandsveiene; han var kommet sent om Natten i svær Fart fra Markedet ovenfor der netop var sluttet, og havde overnattet der. Det var i sidste Vaarsmeltningen, saa Føret var slemt SIDE: 119 for Skydshestene. Vinduet stod nu i Solheden aabent, og Manden, der var klædt som en af sin Velstand lidt brautende Handelskar med Sølvknapper i Vesten, lod til at sidde meget betænkt. Foran sig paa Bordet havde han Fladbrød, Smør og Ost samt en Skaal Melk, hvoraf han drak, medens en Flaske bayersk Øl endnu stod urørt. Af og til lagde han Haanden under Kinden og saa ud af Vinduet. Manden, som sad der saa betænkt, var Gjermund. Der var nu hel anderledes voksent Malm i hans An- sigt, og én skulde lede længe i det, før han gjenkjendte den godlynte om end braa og hidsige Gut, der gik oppe paa Strømshagen og bare tænkte paa Kjæresten. I de to første Aar var det kun gaat kleint for ham, især fordi han havde været godtroende og sat Lid til Folk, som bedrog ham. Men siden led han kun paa sig selv og troede ingen, og da var det gaat bra og mere end det. Fra Kramvarer og Klokkebytning var han kommet op i Hestehandelen, hvor han tilslut havde gjort det stort. Nu paa Markedet havde han solgt Resten af hele Hestedriften for ifjor og var kommet i Akkord om en Skogspart. Han havde længst sendt hjem saa mange Penge, at Moderen sad gjældfrit paa Gaarden; men saa tænkte han, det kunde være godt, om han ventede, til han blev den Mand, at han kunde kjøbe de to store Engeslaat- ter, som laa nærmest til oppe i Bjerkenaaven. Og, da han med sig selv vidste, at han kunde dette, tænkte han paa, hvad Jon Evjen vilde sige, om der paa Strømshagen stod nye Udhuse og en Stuebygning. Disse voksede efterhaanden for hans Forsæt til at blive saa store som Lensmandens oppe ved Kirkevandet med to Lofter. Han eiede runde tolv hundrede Daler foruden Strøms- hagen, men pønsede nu paa at vente, til han kunde kjøbe ogsaa Nabogaarden Bjerkestranden med Sæter- volde, der var dobbelt saa stor som hans egen, og dette vilde han kanske kunne gjøre efter et Par Aar, om det SIDE: 120 gik godt med den Skogpart, hvori han nu grundede paa at lægge sine Penge. Siden Lysten paa Eiendom og Gods engang havde taget ham, tænkte han altid paa Jon Evjen, hvad han vilde sige, og mindre paa Datteren. Det var kun de to, tre første Aar, da alt gik vrangt, at hun ligesom altid var med paa alt det, han strævede. Siden den Tid havde han set meget og været oppe i mangt og havde nu egentlig af det hele kun gjemt Lysten til at se Jon Evjen, som vandt Processen, bukke sig ved Grinden, naar han engang kom hjem, og, naturligvis, begjærede Datteren hans. Han var nu haardt i Beraad med sig selv, om han skulde tage Storveien nedover og byde paa Skogen eller fare, som han pleiede; - Skogshandel skulde være vovelig, sagde mange. Han sad netop med Haanden under Kinden og tænkte sig Bjerkestranden lagt til Strømshagen, da en lys Hestesnude snusede op i Karmen imod hans Albue og stødte paa den. Han skjød det godlynte Dyr lempe- ligt tilside, men, da Snuden kom humrende igjen, gav han den halvt i Tanker et Stykke Fladbrød. Det var en liden, overmaade mager, musegraa Hest med tæt- klippet Man, skidden, som om den havde væltet sig i Sølen, og det siden var størknet, samt med store Brud- saar paa Ryg og Side efter Sælen. Den hængte paa Hovedet medens den aad, men kom saa igjen op i Karmen. Der randt Vand af Dyrets Øine, hvilket ogsaa siges undertiden at ske, naar en Hest sælges, og det teede sig underligt kjælent, idet det slog uroligt med den kort- klippede Halestump og trykkede sig nær under Væggen. Gjermund vidste ikke hvorfor, - han var formo- dentlig i et eget Humør, - men han kom til at tænke paa Graaen den Dag, den blev ført fra Strømshagen. Bjerkenaaven med de graa Torvhuse og Elven under samt den røde Evjegaard nede paa den anden Side steg med ét saa klart frem for hans indre Øie, som han skulde havt et Syn. SIDE: 121 Der maatte saa smaat være Løvspræt ogsaa der i Liderne nu; - han saa Moderen med Bundingsstik- kerne og Folkene sysle rundt Husene hver med sit; han saa gamle Jon nede paa Evjetunet og en bleg høi Pige, som gik og ingenting sagde, men af og til i hvide Søndagsærmer kom i Besøg over til hans Mor paa Strømshagen og da hver Gang blev staaende paa Tu- net en Stund, som den Dag, hun saa efter Graaen, da den gik afgaarde. Det var nu længe siden, han havde tænkt paa Graaen - han havde eiet mange Heste siden den Tid og været oppe i mangt. Som han sad i disse Tanker i det solvarme Vindu og gav Dyret det ene Stykke Fladbrød efter det andet, blev det hele saa underlig virkeligt for ham; det var, som han skulde kjende igjen Hestehovedet med de fine Ører og de blanke Øine, der alt i ét strakte sig op i Vindueskarmen til ham og humrede, og ved Siden af stod saa livagtigt den høie, lyse Pige, der grædende havde lagt Haanden i hans over Graaens Ryg og bedet ham prøve paa, saa skulde hun vente. Men nu læste han et andet Udtryk i hendes Øie. Han fik i Begyndelsen Lyst til at modsige det med de Beviser, han bar i Lommebogen; men hendes Mine sagde tilbagetrængt stolt, slig som han kjendte hen- des Væsen, at hun havde ventet for hans Skyld, ikke paa Lommebogen. Han saa mere og mere angst ud, medens han sad der og maatte have set noget i Virke- ligheden, der stadfæstede det; thi med et høit: "Det er Graaen!" fo'r han saa i et Sæt op af Stolen og ud igjennem Døren hen under Vinduet til den. Han stod først en Stund stille og saa paa den; tog saa forsigtigt og løftede paa Sæletøiet, hvor der var Saar, undersøgte dens Fødder og dens af Bidslet op- revne Mund og blev ikke træt af at gaa rundt den, idet han gjentog og atter gjentog: "Ja, det er Graaen, - og slig som de har handlet med Dig!" I Baggrunden skalv en anden Tanke, som han ikke gav Ord. Han strøg harmfuldt det af Toug SIDE: 122 og Skindværk sammenknudede elendige Sæletøi af og ledede den i fuldt Sindsoprør hen til Trappen, hvor Skydsskafferen, Anders Brunsbjerg, stod og undrede sig ikke saa lidet over ham. Men underveis gik Heste- handleren i Gjermund, og han spurgte: "Vil I have otte Daler for denne Fillegampen, Bruns- bergen? Den duer nok ikke til Skydsen synderligt længer, og jeg kan altid have Husmandsbrug for den Plogaannen over." "Da kjørte Du fort nok med den inat fra Markedet, Gjermund, efter hvad Skydsgutten sagde imorges." Dette gik i Gjermund; han havde havt endel i Ho- vedet af Markedsturingen og huskede nu, at han havde kjørt ganske urimelig fort i Mørket og tilmed brugt Svøben alvorligt, hvor det skurede i Føret. Han sva- rede derfor bare: "Hvad vil Du have for den?" Brunsbergen begynte nu at udbrede sig vidtløftigt over alle dens Egenskaber; han havde kjøbt den paa Auktion efter en Prokurator, der var kjendt for at have gode Heste, og den havde bare været tre Aar i Skydsen; heller ikke var den ældre end elleve Aar. Dette sidste vidste Gjermund helt bedre; thi den var nu femten Aar og vel det. Men han sagde intet til Graaens Forkleinelse; og da Brunsbergen endelig slut- tede med, at han ikke solgte den under tyve Daler, tællede Gjermund til den andens Forundring straks upruttet Pengene op paa Bænken foran ham. Og nu gav Gjermund sig til at vaske, pudse og stelle den i flere Timer, før han endelig reiste med Hesten løs ved Grimen efter sig. Men Brunsbergen fortalte siden ofte i godt Lag, hvor- ledes han en Dag havde taget selve Gjermund Strøms- hagen i Hestehandel; han havde stelt sig meget fult. "Det eneste var", lagde han engang til, som om det kunde være lidt at angre paa - "den gamle Skydshest var ikke sprængt. SIDE: 123 I nogle Aar havde Jon Evjen i sit Sind beskjæftiget sig mere med Strømshagen end han vilde være ved; han besøgte undertiden Enken, og han og hans Hu- stru talte som tiest med hende ved Kirken. Sigrids Forældre vidste, at hun gik og ventede paa Gjermund; de havde heller ikke i de sidste tre Aar havt noget at indvende mod Giftermaalet; thi Rygtet om, at han var bleven en holden Kar var kommet op til Hjem- bygden. Kun undrede de sig over, at han ikke kom; de havde allerede bortgiftet den yngre Søster. Men paa det sidste var Forholdet igjen blevet ander- ledes, og Enken var et Par Gange kommet over til Ev- jen, uden at Besøgene blev gjengjældte. Det var Sigrid, som raadede i dette, endda hun selv kom over som før. Hun gik nu i sit seks og tyvende Aar, var blegere og saa høiere ud, men var derfor ikke mindre vakker; kun var der i den sidste Tid kommet ligesom en større Myndighet ind i hendes stille Væsen, og hun styrede ivrigt med Gaardens Anliggende; - "den skal jo ogsaa blive hendes," sagde gamle Jon. Da han en Dag fandt, at han havde gjort Gjermund Uret, dengang han nægtede at hjælpe sit til med halve Juvbroen, og nu - seks Aar efter - vilde gjøre det godt igjen ved selv at kjøre frem alle otte Stokke, mente Sigrid, at dette ikke kunde behøves. Jon saa noget længe paa hende, da hun sagde det, men lod det blive, som hun vilde. En Kvæld mærkedes et usædvanligt Liv oppe i Strømshagen; der maatte være hændt et eller andet. Jon undredes derover for sin Hustru, men til Datte- ren nævnte de intet. Sigrid havde det den Aften meget travlt, og det lod ikke paa hende, som hun havde mær- ket noget. Næste Morgen meget tidlig var Sigrid alene nede ved Elven med noget Vadmel. Solen satte med fuld Magt sit røde Guld i Bjerkenaaven, og om nogle Dage skulde de tilsæters. Som hun stod der, knæggede det tværtover i Bakken mellem Bjerkebuskene, og ud af deres Skygge kom SIDE: 124 - hun tog ikke feil - Graaen, selve Graaen. Den rakte Hovedet ud som i gamle Dage og blev slig staa- ende. Hun stod en lang Stund og saa paa den, medens Øinene efterhaanden blindedes af Graad. Endelig ud- brød hun: "Jeg tænkte, han havde glemt Dig ogsaa, jeg, Graaen!" Lidt efter tilføiede hun dog med en Røst, hvori al hendes krænkede Stolthed skalv: - "Men ilde har Du havt det, ser jeg, og lidet har de vørret Dig i al den Tid!" Med disse Ord vendte hun sig hastigt og gik. Vadmelet lod hun ligge, hun følte vel, at Gjer- mund, ikke kunde være langt borte. I de staalgraa Øine, der ellers var saa vakkre og gode, lyste det haarde, som Gjermund var ræd for. Derhjemme gav hun sig til at stelle som almindeligt. Gjermund var kommet den foregaaende Kvæld; men hans Mod paa at gaa Sigrid under Øinene var minket endnu stærkere, efterat Moderen havde fortalt ham om, hvordan alt stod til derover. I Morgenstunden havde han ganske rigtigt siddet lige ovenfor bag Bjerkene og iagttaget, hvordan Sigrid drog Kjendsel paa Graaen, men, da han hørte hendes Ord og saa, hvorledes hun gik, havde han ikke raabt til hende, saaledes som han fra først af havde tænkt. Han syntes rent, at han havde mistet hende. Ellers var han altid helst sin egen Ærindsvend, men nu grundede han, idet han gik mørk hjemover, paa, om det ikke var bedst, at Moderen gik over først og talte med hende; - og saa fik hun sætte sig op paa Graaen. Folk vilde vel synes, det var kort Vei at tage Hest for, men Sigrid vilde kanske forstaa Meningen bedre. Saa blev det da ogsaa, skjønt Moderen i Førstnin- gen mente, at han nu kunde være god nok til at gaa Frier selv. Om Penge og sligt maatte hun endelig ikke nævne, blot sige hende, som sandt var, at han angrede saart, at han havde været saa længe borte, og nu ikke turde gaa til hende. Da hun red nedefter Bakken paa Graaen, der for- SIDE: 125 øvrigt efter en Maaneds god Fodring og Fliing var i hel bedre Stand, end dengang han tog den op af Skyds- veien, sad Sønnen med bankende Hjerte hjemme i Stuen og ventede. Dette Ridt var et helt andet end den Kaksefærd, han saa ofte havde tænkt sig, hvor Jon Evjen skulde staa og hilse ved Grinden, naar han kom for at begjære Datteren. Da Enken paa Strømshagen kom sagtmodelig ri- dende opefter Veien paa Graaen, var det klart, at der vilde ske noget; gamle Jon gik ind i Stuen og kastede Trøien paa sig. Paa Tunet stansede hun ligesaa sagtmodeligt et Stykke fra Døren og bar sig i alle Maader anderledes ad, end de havde ventet af den rige Kakses Moder. I Stuen neiede hun meget, vilde beskedent ikke tage Sæde, og det var i alle Dele, som hun søgte at gjøre sig og sit saa lidet. Slig havde hun aldrig været i sine fattige Dage. Da Sønnens Hjemkomst nævntes, sagde hun sukkende, at det var kun liden Lykke, der- som han altid skulde sidde saa tung om Hjertet der- hjemme som nu. Jon og hans Hustru undredes adskilligt over disse Ord, men Sigrid satte sine Øine forskende paa hende og blev lidt rød. Endelig rykkede hun ud med Spro- get, at hun var kommet over for at faa tale lidt med Sigrid. De to gik da sammen i Andrestuen. Idet Sigrid gik didind, var der næsten ikke Farve i hendes Ansigt, og Minen var kold og stolt. Jon rystede paa Hovedet ef- ter hende og tænkte, at dette saa ud til et Nei igjen. Da de bagefter kom ud sammen, var hun blussende rød og i Graad, men det var let at se, at det ikke var Sorg, og hun skalv paa Hænderne, saa hun næsten var forfjamset, da hun absolut selv vilde hjælpe Gjer- munds Mor op paa Hesten. Da denne kom hjem, fik Gjermund høre, hvad han vel havde skjønnet, at der havde været alvorligt Brud, men at dette nu var saavidt over, at det nok kunde nytte ham at gaa derhen selv. Hans Mor sagde dette SIDE: 126 sidste med en egen Mine, som gjorde Gjermund over vættes glad, og han overhængte hende, til hun havde fortalt alt. Sigrid havde først med stor Kulde sagt, at hun tro- ede, Gjermund nu holdt mere af sine Penge end af hende, - ellers var han ikke blevet saa længe borte uden at lade høre fra sig; hun mente derfor, at det var bedst, det blev, som det nu var, og at det ikke var værdt at tale længer om det, som bare var saart for dem begge. Med disse Ord ledte hun med Haanden efter Dørklinken som for at ende Samtalen. Hun kom heller ikke nærmere, da den anden drog Tørklædet til Øinene og sagde, at dette vilde være en sørgelig Ende paa al deres Ungdoms Strid; men yttrede kort, at man kan stride for saa mange Ting i denne Verden; hun havde bare ment ét, men Gjermund havde nu faat an- det for sig. Da den gamle saa svarede, at Gjermund vilde op- give at være Handelskar og blive Bonde igjen, naar bare hun vilde blive Konen paa Gaarden, og at det ellers vilde blive et tungt Ærinde at føre hjem med Graaen, havde hun pludselig gjemt Hovedet ved hen- des Bryst, taget om hende og grædt, saa det næsten ikke vilde tage Ende, men set saa lykkelig ud, da hun igjen slog Øinene op. - Allerede samme Eftermiddag var Gjermund med sin Mor over paa Evjen og begjærede hende af For- ældrene. De to unge sad sammen paa Bænken i den skumre Stue og kunde ikke slippe hinandens Hænder. Men saa maatte Sigrid ud at koge Rømmegrøden. Did kom ogsaa Gjermund, og, da Grøden kom ind, var den svedet, hvad vel neppe var hændt før under Sigrids Haand. Gamle Jon mente leende, at det kom af, at det havde været for hedt derude. Enken paa Strømshagen gjorde et Par Forsøg paa at bryde op, førend der endelig senkvælds blev Alvor av det. Nogle Dage efter - de lagede sig da netop til Sæter- SIDE: 127 færden - blev der Tale om, naar Brylluppet skulde fastsættes. Nu var det Gjermund, som skyndte paa, og Sigrid, der vilde have Udsættelse. En vakker Søndagsmorgen om Høsten pyntedes Sigrid til Kirken. Brudekronen havde hun paa, og Brudehesten stod bunden for Døren. Det var Graaen; den var nu i godt Huld og endda nok saa let paa Foden. I Kirken var der den Dag samlet ualmindelig mange Folk, der vilde se paa det vakkre, staute Brudepar. Som hun stod der med Kronen paa, var de jevnhøide, men den brede Gjermund saa ud som Manden alligevel. Brylluppet var sligt, som alle ventede det, naar Sigrid Evjen engang skulde være Bruden. Efter Skikken blev der givet i Skaalen. Gamle Jon lagde da ned i den Skjødet paa Evjen; - hver af Døttrene havde Arvegaard ivente, og Evjen var Sigrids Odel. De gamle havde opgivet Gaarden og vilde sidde paa Livøre i Andrestuen, som dertil var bygget. Nu, Gjermund eiede begge Gaardene, mente Jon, spøgende over Ølkanden til Brudeparret, at denne og- saa havde Pligten til at lægge Juvbroen for begge Sider. "Juvbroen blev lagt, da de to lagde Hænderne sam- en," - svarede Gjermunds Mor; - "men baade han og Graaen fik kjøre langt om i Verden efter Stokkene." "Ja, det holdt næsten paa at blive for langt," - sagde Jon. SIDE: 128 Jonas Lie SØNDMØRS-OTTRINGEN Har der engang levet et Geni, som først har opfun- det denne Baad, eller har den skabt sig selv frem lidt efter lidt? Det véd nu ingen, men vel, at dens Byg- ning har været Gjenstand for hel mange Tanker og Forsøg, samt at denne Baads Historie har et Sam- baand med Søndmørs gamle og nu nylig gjenfundne store Fiskebanker udenfor Storeggen. En af Søndmørs bedste Baadbyggere i Slutningen af forrige Aarhundrede var Per Thordsen Skodje eller, som han ogsaa i Omtale kaldtes, "Per Havgarden", - dette var et Udnavn, hvis Aarsag nedenfor skal beret- tes. Han boede en Tid i Dragsund, men paa sine se- nere Dage levede han inde i Volden. Hans sværtbyggede, magre, af Alderen noget ludende Person var paafaldende ved et Hoved, hvor Haaret sad snehvidt, kort og tæt som Uld, og under de buskede, hvide Øienbryn glippede et Par smaa, blygraa, hvasse Øine næsten som en Fugls. Det var lidt af et Fugle- hoved og med Skjæggefiltret ogsaa lidt af en mosgrod Sten; man kom til at tænke paa en Vildfugl paa et Skjær, men under Høgenæsen var der et benhaardt sammenknebet Træk ved Munden som af en næsten itubidt Villie, og dette sidste gav egentlig hele dette forunderlige Ansigt sin Karakter. Havde Per Skodje ikke været saa egen og besynder- lig stivsindet i et og alt, kunde han have været en Velstandsmand; thi som han, naar han bare vilde, kunde paa den Tid kanske ingen paa hele Søndmøre gjøre en Baad - derom var der nok kun én Mening. SIDE: 129 Men det var den evige Fristen og Eksperimenteren, som han aldrig kunde lade fare og som gjorde, at Folk ikke rigtig kunde være tryg paa ham. Derfor søgte de til andre, men tog dog gjerne - og dette foregik paa mange fine Vis - hans Mening under Ar- beidet. Var en Baad færdig, skulde den først og fremst "synes" frem for Per Skodje. Sagde han: "Hm!" - lagde Messingbrillerne i Vestelommen og gik, var det intet godt Tegn for Baaden; men vel, naar han nik- kede og blev staaende en Stund, - for ikke at tale om den Selsynthed, at han rent ud blev hængende ved Synet og gik rundt og atter rundt om den og følte med Haanden og maalte med Vinkelmaalet, som om han aldrig kunde blive træt. Dette hændte ikke mindre end to Gange med Baade, der var gjort ude ved Havkanten af en Mand paa Hareidlandet, og som var lidt anderledes - Folk sagde mere vaagsomt - byggede i Bordene. Per Skodje var en dybtænkt Mand, og man havde mange mærkelige Ord efter ham; men desuagtet var det den almindelige Mening, at han under al sin Dyg- tighed alligevel havde en Skrue løs. Snakket vilde endogsaa vide, at Draugen engang havde "kværvet Sy- net" paa ham, saa at han i somt saa bedre end andre, men i andet rangt; derfor blev det mest Lykketræf, naar han byggede. Man vidste ogsaa, at han omgik- kes en Tanke, der dengang laa hel mystisk for Fore- stillingen, halvt i Draugens og Havtaagens Verden, halvt i Sagnets, nemlig den om "Havbroen". Iblandt Almuen levede endnu et dunkelt Sagn om "Havbroen", eller, som andre kaldte det, "Havgarden" - nogle uhyre vidtløftige og rige Fiskebanker, der skulde ligge etsteds i Havet nordom Storeggen bag alt Landemærke og Med, og hvorpaa Forfædrene i gamle Dage havde drevet et storartet Kveite- og Langefiske. I Sammenligning med disse Fiskebanker skulde Stor- eggen bare være som et lidet Hjembrug at anse. Hav- taagen matte vel engang i Tiden have lukket dette Sted, Sortedøden lagt Glemsel over det, eller Draugen SIDE: 130 have forstyrret Medene; - men derude bag Skodden laa Søndmørs Guldalderssagn nu som et Eventyr for Børn; thi "alvorlige Folk" spenderede ikke Krudt paa en Tanke, der laa saa langt ud i Havet. Per Thordsen Skodje havde engang i sine yngre Dage været Skolelærer ved Siden af Baadbyggeriet, men var kommet fra Bestillingen af den samme Grund, hvorfor Folk ogsaa nu især mente, at han havde en Skrue løs. Det var den Tanke om "Havbroen", som ikke vilde lade ham i Fred, saa at han, for Fortællingen om den, paa Omgangsskolen glemte baade Katekismus og For- klaring. Dette og hans anden egensindige Stridighed mod Præsten gjorde, at han tilslut blev afsat. Per tog det i hine Dage næsten som et Prædikeem- bede at tale om denne Sag og paastod til og med, at han selv engang havde været ude paa Havbroen. Som liden Gut havde han været med paa sin Fars Ottring, dengang denne blev sat ud tilhavs, og huskede nu grant, at han derude nordøstlig om Storeggen havde set noget graaligere Vand, som af Grundinger; men da havde ingen tænkt over det. At disse Banker var som "nedsøkkede", paastod han, var voldt ved, at Sønmøringen ikke længer havde saa trauste Havbaade, som de, Fædrene fo'r med i gamle Dage; - Folket nutildags vilde have Fisken lige under Stuedøren. Naar Havgarden blev fundet, skulde Sønd- mør blive saa rigt igjen, at Almuen skulde gaa frakke- klædt, og det skulde ikke længer blive saa vant om Kongens Rigssølv. Han mødte med Iver alle Indvendinger, ikke mindst den, at det kunde være Kraken, der jo skal kunne dukke op midt i Havet som en uhyre Ø med Braat og Brand om Siderne, men hvor der altid i en vis Dybde gaar Fisk i Mængde. Da Per tilslut mærkede, at han med al sin Tale blot naaede til at blive udlet, tog han det Raad at tie. Men under dette gjærede Tanken kun desto haardere i ham, og den arbeidede nu i hans Gjerning, Baadbyggeriet. Han vilde finde igjen den gamle Ottring, som duede SIDE: 131 for mere end Storeggen, og fristede dette paa mange- slags Vis. Flere af dem blev de bedste Baade paa hele Søndmør, men andre gjorde han igjen slig, at de, som eiede dem, var kun daarligt nøide, og derfor blev der, som sagt, i Længden mere vant om Søgningen. Havde Per Skodje tabt meget ved sit Præk, saa havde han ogsaa just ved dette vundet det, som i hans egne Øine veiede op alting - undtagen maaske Hav- broen - og det var hans Hustru Marit. Hun havde, naar Omgangsskolen holdtes i hendes Fars Stue, som tolvaars Pige siddet og hørt paa hans Fortælling om Havgarden, som var tabt for Søndmør, men kunde findes igjen, naar bare Folket vilde vaage sig ud som i gamle Dage, og hun havde set helt stort paa ham, da han sagde, at han som liden Gut selv havde været derude. Hun troede det altsammen, og det gjorde hende bitterlig ondt, da Forældrene bagefter gjorde Smaanar af det. Hun hørte det samme op igjen af ham Aaret, før hun gik for Præsten, og syntes da, at det blev til noget endda større. Det Aar, Per Skodje blev afsat, blev de to trolovede - hun var da atten Aar og han ni og tyve. Folk syntes, det var et underligt Ægtepar. Hun var liden og spæd og havde aldrig været vakker, kun havde hun, især i sin Ungdom, havt et Par mærkelige Øine; men nu, hun var femti Aar og rynket og medtaget - de havde havt syv Børn - kunde han i Samlag sidde og tale om Marit "og de andre Jenter", som om hun i alle Maader endnu var atten. Det maatte være et af de Punkter, hvor den gamle var "kværv paa Synet", lo man. Og naar Per nu en sjelden Gang kunde have en Raptus med at tale om Havgarden, blev Konen ikke, som venteligt, lei for Folk derved, men sad og nikkede til, som om han talte Epangeliet. I Stuen passede de det at tie til sligt, men bagefter kom Snakket, og man havde Lystighed af dem begge. Per Skodje havde tre Døttre nogenlunde godt gifte i andre Bygder, og fire Sønner, hvoraf de to yngste endnu levede i Hus med ham, og de to andre sad gifte paa et SIDE: 132 Par Pladse i Nærheden, - den ældste, der hed Ivar og boede i Mellemaasen, havde selv mange Børn, der i Regelen kravlede om i Stuen hos Bedstemoderen. Det var vistnok saa, at det ofte var kleint med For- tjenesten for gamle Per, men saa kom der gjerne igjen paa én Gang en hel Del at gjøre, og da hjalp Søn- nerne ham; det meste af, hvad der tjentes, gik ogsaa til dem, saa de levede paa en Vis som under ét. Et Par Aar lagde Sønnerne Mærke til, at den gamle, hvergang han overkom et rigtig særlig udmærket Ma- terialebord eller Emne, kastede det til den ene Side op under Nøstbjelkerne. Der laa nu tilslut en hel Dynge, og en Dag kom han dragende med Kjølen. Me- ningen var, som de havde tænkt sig, at han denne Gang vilde bygge Baaden for egen Regning og helt efter sit eget Hoved. Sønnen Ivar var en liden Mand med tyndt, sort Haar og et Par gløgge, brunagtige Øine; man sagde, at han var den af Sønnerne, der havde arvet det, som duede af Faderen. Han var kvik og skarp i sin Tale, kunde mange Historier, men var, som man udtrykte sig, "hen- falden til Læsning" og forstod for lidt at passe det, som tjente til at opholde og ernære Familien. Han var og- saa lidt af en Maler, og Sentenser og Vers af ham stod at læse mangesteds paa Skabe og Kister, men mest i hans eget Hus, som man paa en Maade maatte læse sig igjennem ligefra Indskriften paa Stuedøren. Han troede paa Faderens Tanke om Havbroen og var iblandt Sønnerne den, som den gamle egentlig fortrøstede sig til. Den nye Baad fik ingen hjælpe til med undtagen Ivar, og de byggede paa den, saa ofte der var Tid for andet Arbeide, hele Aaret - og under Arbeidet kunde gamle Marit tidt staa lange Stunder fortænkt og se til. Der falt flere Omkostninger for at skaffe al fornøden Seildug og Rig; men det viste sig nu, at den gamle ikke blot itide havde kastet Materialier op paa Nøstloftet, men ogsaa Skillinger ned i Marits Kiste. Over Jul var Ottringen færdig; den var meget stor SIDE: 133 med tre Seil. Det særegne ved den var, at Forrummet var større og ledigere bygget med flere Smaabord end vanligt, og at Langbordene var tyndere, saa de blev ligesom mygere i Sjøen. Sønnerne, undtagen Ivar, mente, at dette var den vaa- geligste Bygning, de havde set; men, da Ivar, paa hvis Ord de led mere end paa Faderen, sagde, at alt dette tilsammen bare gav mere Kraft og gjorde Baaden let- tere i Sjøen, gav de sig tiltaals. Baaden blev prøvet et Par Dage i et Uveir ude paa Fjorden og viste sig, saavidt der kunde dømmes uden for Havsjøen, at være den bedste, der nogensinde var kommet fra Per Skodjes Haand. Alle Sønnerne var nu rent indtagne i den, og lagede sig til at fare med den ud til Fisket den Vinter med Proviant, Sjøklæder, Linestamper og alt Tilbehør. Den gamle havde endnu intet nævnt, men, da han lod dem vedblive med at ruste sig ud, forstod det sig af sig selv, at dette var Meningen. En Dag samlede han dem alle fire inde i Stuen, hvor ogsaa Marit sad, og talte der det, som ingen af dem likte undtagen Ivar. Han vilde ikke bare gaa til Stor- eggen, men med Kompas og Haandlod gjøre flere Døgns Slag ud i Havet nordenom for at finde det, som han hele sin Livstid havde stundet efter, nemlig Grun- dene om Havbroen. Det fik nu engang briste eller bære med den Sag, og Sønnerne fik sige fra, om de vilde følge ham. Ivar reiste sig straks og sagde "Ja", men imellem de andre blev der en Stunds Taushed. Endelig mente den ene af dem, der hed Anders, noget veg i Stemmen, at deres Far nu var vel gammel til at friste paa slige udfarendes Leder. Men da svarede Marit mod Sæd- vane vredt, at de alle fik beraade sig vel, om de vilde lade deres Far reise alene med Fremmedfolk, som han kunde sanke for Penge; hun gik isaafald selv ud med ham. Og dermed var Sagen afgjort. Men nu yttrede Per Skodje, at han vilde, at Ivar, der SIDE: 134 havde mange Børn, skulde blive hjemme. Hermed var Ivar i Begyndelsen ilde tilfreds; men den gamle var ikke til at rokke. Saa seilede de da ud med Leiefolk forresten. Menin- gen var, at der forinden skulde fiskes, saavel ude paa Faldgarden og Bankern, som paa Storeggen, saa de kunde vælge beleiligt Veir. De to gamle holdt forud en Andagt sammen i Stuen, og Per havde derunder gjort Bøn om, at det maatte times ham at finde Havgarden paa denne Reise. Det var den en og tyvende Februar 1786, at han saa- ledes lagde ud fra sin Gaard Sørvig inde ved Kilsfjor- den i Volden med god Seilbør udover. Hans Hustru stod og saa efter Baaden hele Formid- dagen, til det sidste af Seilene kom bort bag Holmen, hvor Fjorden bøier. Han var ventendes hjem om vel et Par Maaneder. I den Tid gik Marit og syslede uden at sige videre - kun sad hun ofte i lange Stunder og læste i Postil- len netop paa det Sted, hvor den gamle havde læst sidste Gang, og hvor Brillerne, som han havde lagt efter sig, endnu laa. Der var en Tid overvættes storm- fuldt Veir. Da det lakkede mod Hjemkomsten, blev hun igjen meget urolig og kunde næsten ikke være stille noget Sted. Da kom der en Dag et Par Fremmedfolk fra Udbyg- derne op i Stuen til Ivar og bragte Bud. Men, som de havde berettet det, saa Sønnen hende staa hvid i Dø- ren - hun havde set dem komme og hørt det altsam- men. Ottringen var for fjorten Dage siden fundet i Sjøen noget østlig for Storeggen, seilet midt over ved For- rummet, der endnu hang ned. Baaden var rimeligvis gaat rundt, men laa nu med lidt af Æsingen og For- og Agerstavn oppe af Vandet, samt med knækket Seil- tofte. Forliset maatte være sket længere ude for et Par Dage siden, eftersom Strømmen satte indover, og af Folkene saas kun Per Skodjes Lig, der flød efter Baa- SIDE: 135 den, indviklet i et af Garnene, der havde taget Bugt om en af Rorhagerne. Hans Lig var sidste Søndag jordet ude ved Skodje Kirke. De havde i den haarde Kuling fra Land ikke kun- net bugsere Baaden ind, men, saavidt muligt, reddet det lille, som var igjen, derunder et af Seilene, som de havde skaaret fra, samt et Par Haandlodder, der var fastsurrede om den løse Bagtofte, som de havde med sig. Baaden havde - tilføiede den fremmede noget efter - øiensynlig ført fuld Ladning af Kveite og Lange; men, da de selv netop i al den Tid havde været ude paa Storeggen, kunde dette ikke være fisket der, og meget tydede paa, at den havde faret paa en anden Led end den vanlige derude i Sjøen. Ved disse Ord kom der et underligt Skin over den gamle Kones Ansigt. Hun foldede Hænderne over Bry- stet, og saa ud, som hun takkede for noget, idet hun vendte sig og gik alene hjemover. Da Ivar, efterat have stedt Fremmedfolket til Hvile, en Halvtimestid efter kom ind i Stuen til Moderen, fandt han hende ligge paa Knæ med Hovedet ned mod Bænken støttet mod de foldede Hænder. Hun græd og takkede Gud, fordi han havde bønhørt hendes Mand og ladet ham se Havbroen, før han lukkede sine Øine, saa hans Sjæl kunde faa Ro. Den følgende Morgen bragte Ivar Toften med Haand- lodsnørerne. Blyet var slitnet af paa dem begge i En- derne; men Ivar viste hende nogle Løkker, der var knyttede til Mærke, og begyndte at favne op Læng- den - han havde først gjort det samme for sig selv udenfor. Paa den ene talte han otteti, niti og hun- drede og ti Favne til de forskjellige Løkker, og paa den anden fire Maal mellem et og to hundrede Favne. Deraf skjønnede de forvist, at den gamle baade havde fundet Bankerne, og at han havde ligget derude og fisket. Men naar Ivar siden søgte at give denne sin Vis- SIDE: 136 hed til andre, mødte han altid det samme, som hans Far havde mødt; - det kunde være saa mange andre Ting. - En Graadag i Regnhøsten, medens Rognebærrene hang røde mellem det gule Løv i Præstegaardsalléen, kom en Kone op paa Studerværelset til Præsten. Ko- nen var Per Skodjes Hustru Marit, og hun kom, sagde hun, for at takke og betale for Jordfæstelsen. Præsten talte en Stund med hende; han havde godt kjendt hendes Mand og vidste, hvordan han havde havt det. Efterat de igrunden var færdig, blev hun end- nu staaende, og han forstod, at hun havde noget paa Hjertet, som hun havde ondt for at rykke ud med. En- delig kom det. Hun vilde gjerne bede om Lov til istedetfor et al- mindeligt Trækors paa Graven med malede Bogstaver, at sætte en Kampesten, som Sønnen Ivar havde med sig i Baaden, og hvorpaa han med store Bogstaver havde hugget ind hendes afdøde Mands Navn med et Kors over. Præsten sagde, at hun maatte gjerne det, skjønt det ikke var Skikken. Da brast hun atter i Graad, - hun havde ikke ven- tet den Godhed saa let; og Præsten, der misforstod hen- de, trøstede da som sidste Ord med, at hendes Mand dog havde været vanfør og svag paa Sjælen; hun burde nu helst takke Gud, som tog ham, og ikke sørge over al Maade. Hun saa en Stund stort forundret paa ham, som om hun ikke rigtig fattede hans Tale, og svarede derpaa sørgmodigt de ord, som han dengang ikke forstod, men som han ofte senere maatte huske paa: "Maa ikke jeg sørge og græde, Præst! - jeg tykkes, jeg kunde græde for hele Søndmør." Disse gamle Forestillinger om Banker udenfor i Ha- vet har forlængst vist sig at indeholde Virkelighed. For en Mandsalder siden gjenopdagedes Fiskebanken "Havbroen". SIDE: 137 Jonas Lie FINNEBLOD I Svartfjorden nordpaa ved Senjen bode en Gut, som hed Eilert. Nabofolkene var Sjøfinner, og mellem deres Børn var der en liden bleg Pige, der var mærkværdig ved sit store mørke Haar og sine store Øine. De bode bag Fjeldhammeren paa den anden Side af Odden lige nede ved Sjøen og drev Fiskeri ligesom Eilerts Forældre; men deraf kom det ogsaa, at der ikke var videre Venskab mellem dem; thi den nærmeste Fiske- plads var liden, og hver vilde helst ro den alene. Uagtet Forældrene aldrig likte det videre og tidt for- bød det, sneg Eilert sig dog jevnlig ned til Finnens. De fortalte der altid Eventyr, og han fik vide under- lige Ting om alt det, som var til inde paa Fjeldet, hvor Finnerne har sin Hjemstavn, og hvor der i gamle Dage bode trolkyndige Finnekonger, samt tillige om det, som var til under Havet, hvor Havmanden og Draugene har sit Rige. Naar Eilert i Mørkningen skyndte sig hjemover Veien om Odden langs Stranden over "Tangnæsleren", turde han næppe se sig om, og Sveden kunde mangengang perle ham af Panden. Eftersom Uvenskabet steg med Forældrene, fik de meget at udsætte paa hinanden, og Eilert hørte hjem- me adskilligt ondt om Folket nede hos Finnens. Han hørte ogsaa at det var Skam at have Finne- blod i sig, og at det var, fordi Finnerne ikke var saa gode som andre Folk, at Øvrigheden gav dem deres SIDE: 138 egen afsondrede Begravelsesteig paa Kirkegaarden og deres særskilte "Finnebaaser" inde i Kirken. Dette havde Eilert set med sine egne Øine i Bergs Kirke. Alt dette gjorde ham meget ondt, thi han kunde ikke for, at han holdt af Folkene nede hos Finnens og især af den lille Zilla, med hvem han altid var sammen. Han havde nu faat ond Samvittighed ved at lege med hende, og naar hun stirrede paa ham med de store, sorte Øine, hændte det, at han holdt paa at blive ræd - han tænkte da paa, at hun og hendes hørte til de fordømte. Hun studsede ofte ved hans underlige Væsen mod hende, og gav sig da til at le og ærte ham. En Dag fandt han hende siddende paa en Sten nede i Fjæren. I Fanget havde hun en E'fugl, som var skudt og nylig maatte være død, thi den var endnu varm, og hun græd bitterlig over den. Det var, hulkede hun, den samme Fugl, som hvert Aar havde havt sin Rede i deres Udhusskjul - hun kjendte den godt og viste ham en rødfarvet Fjær i dens hvide Bryst. Den var bleven truffet af ét Hagl, og der var kun kommet en eneste rød Blodsdraabe ud; den havde søgt at naa Re- den, men var død underveis i Stranden. Hun græd, som om Hjertet skulde briste, og tørrede efter Finner- nes ivrige Maade Ansigtet i sit Haar. Eilert lo gutteagtigt af hende, men han var derunder baade bleg og meget overdreven i sit Væsen. Han turde ikke fortælle hende, at han den Dag bagom Næs- set havde afskudt sin Faders Gevær paa maafaa efter en Fugl, som et langt Stykke ude kom svømmende ind- over. En Høst var Eilerts Far fortvilet. Det viste sig Dag efter Dag ude paa Fiskepladsen, at hans Liner hang saagodtsom tomme for Fisk, mens han samtidig maatte se paa, at Finnen drog det ene rige Dræt efter det andet. I hans Stue herskede der nu dobbelt Bitterhed mod dem, og det blev tilslut en afgjort og vis Sag, at der var Finnetroldom med i Spillet. Herimod var der kun ét Raad, nemlig at stryge Kirke- SIDE: 139 gaardsmuld paa Linerne, men det turde ikke bruges, da man derved fornærmer de døde. Eilert grublede haardt over dette; han syntes næsten, han havde Del med i den Gjerning, fordi han var saa vel kjendt med Finnefolkene. Den følgende Søndag var baade de og Finnefolkene ude ved Bergs Kirke, og han listede da hemmelig en Haandfuld Muld ned i Lommen fra en af Finnegra- vene. Samme Aften, da de kom hjem, strøede han ube- mærket Mulden over sin Fars Linesnører. Forunderlig nok viste det sig næste Gang, denne trak sine Liner, at der kom Fisk paa som før. Men Eilerts Angst blev efter dette ubeskrivelig. At bede den døde "om Forladelse", er det eneste Middel, som hjælper mod den Slags Gjerning, ellers drages man en Nat af en usynlig Haand hen til Kirkegaarden - det nytter ikke, om man saa var surret fast med en Jægte- trosse. Men, da Eilert blev voksen og færdedes mere ude blandt Folk i Bygden, begyndte han at synes, at det gamle Kjendskab var leit for Folks Skyld. Der var ingen, som ikke mente, at der jo var Skam i Finne- blod, og han søgte derfor altid at gaa undaf Zilla, hvor flere var sammen. Pigen forstod det nok; thi hun holdt sig i den senere Tid afveien fra hans Gang. Men engang kom hun alligevel, som hun havde for Skik fra Barnstid, over i Stuen og bad om at faa følge med, naar de rode til Kirke den næste Dag. Der var da netop Fremmedfolk tilstede inden ifra Bygden, og saa svarede han haanligt: "For Finnetroldskab hjælper kanske Kirketvæt! -" Siden talte hun ikke til ham. Saa hændte det en Vinter, at Eilert laa alene ude paa Haakjærringfiske. Da bed en Haakjærring paa. Baaden var liden, og "Haabranden" stor; heller ikke vilde Eilert give sig, og Enden paa Basketaget blev da, at Baaden hans kantrede. SIDE: 140 Han laa siden hele Natten paa Hvælvet i Taage og haard Sjø. Som han sad næsten hensovnet i Døsigheden og sløvt kjendte, at det kunde ende, naar det skulde være, saa han med ét en Mand i Sjøklæder sidde overskrævs paa den anden Ende af Hvælvet og glo stygt paa sig med et Par matte, rødlige Øine; - han var saa svær, at Hvælvet holdt paa at synke langsomt ned paa den Kant, hvor han sad. Saa blev han pludselig borte, men Eilert syntes nu, at Skodden aabnede sig - det var med ét blevet stilt i Sjøen med kun sagte Duvnin- ger, og foran ham laa en liden lav, graa Holme, hen imod hvilken Baaden langsomt drev. Skjæret var vaadt, som om Sjøen nylig havde flydt over det, og oppe paa det saa han en bleg Pige med saadanne vakkre Øine. Hun bar et grønt Klædesskjørt og om Livet et bredt Sølvbelte med Figurer i. Liv- stykket var af tarrebrunt Skind, og under Snøringerne foran, som var af grønt Sjøgræs, sad et skumhvidt Særkestykke som Fjærbrystet paa en Sjøfugl. Da Baaden kom ind paa Holmen, steg hun ned imod ham og sagde, som om hun kjendte ham godt: "Kom- mer Du nu endelig, Eilert, - jeg har ventet paa Dig længe!" Eilert syntes at der gik ham ligesom et iskoldt Gys gjennem Kroppen, da han tog den Haand, der hjalp ham iland. Midt paa Holmen viste der sig en Aabning med en messingbeslaat Trappe som ned til en rigtig gjild Ka- hyt. Mens han stod og betænkte sig lidt, saa han to svære Haabrande svømme nær ved. Som de steg ned, sænkede de to Haabrande sig, for- underlig nok, retsom om Skjæret var gjennemsigtigt, langsomt ned med dem, en paa hver Side af Trappen. Da Pigen mærkede, at han var ængstelig, sagde hun, at det bare var hendes Fars Livvagt. Hun vilde nu føre ham ned til ham, og lagde til, at, om han syntes, at den gamle ikke var saa farlig vakker, saa maatte han SIDE: 141 bare ikke blive ræd, og hellerikke undre sig formeget over, hvad han saa. Der var en vid Sandgrund med kridhvide, røde, blaa og sølvglinsende Skjæl, Enge af forskjellige Sjøgræs, Fjelde med tyk Buskskog af Tang og Tarre, og om Siderne gik der Fisk ligesom Fuglene myldrer om Fuglebjerge. Høit oppe saa han noget, der lignede en mørk Sky med hvide Bræmmer. "Det, Du ser der, er et Fartøi," sagde hun. "Der er haardt Veir deroppe nu, og under det gaar han, som sad oppe hos Dig paa Hvælvet inat. Forliser det, hører det os til." Idet hun sagde dette, kom der et vildt, rovgjerrigt Glimt i hendes Øine, som imidlertid straks forsvandt. Overhovedet var det ikke let at komme paa det rene med hendes Øine. I Regelen var de uudgrundelig sorte, men en Glans som en Natbølge, hvori Morilden spiller; men saa kom der undertiden et lyst, sjøgrønt Skjær, som naar Solen skinner dybt ned igjennem Sjøen. Af og til kom de forbi en i Sanden halvt begravet Baad eller et Fartøi, af hvis Kahytdør og Vinduer Fi- skene svømmede ud og ind. Ved Vragene vandrede Menneskikkelser, der syntes at bestaa af bare blaa Røg. Hans Ledsagerske forkla- rede, at dette var Aander af druknede, som ikke havde faat kristen Jord. Længere henne gik Veien tværtover en dyb, mørk Dal, der strakte sig nordostover under Finmarken, sag- de hun, og her bode de gamle Finnekonger, der var omkomne paa Havet. Der sad paa en Stenblok en runken, gul Fin med rindende Øine og en mørkerød, blank Guldkrone. Det store Hoved rokkede frem og tilbage paa en tynd, vis- sen Hals, som om det bevægedes af Strømningen i Vandet. Midt paa en Slette, der aabnede sig foran dem ved en Svingning af Veien, stod endel Huse sammen som SIDE: 142 en liden By, og et Stykke fra saa han en omvendt Kirke uden Spir, der stod med det lange, spidse Taarn ligesom speilet ned i Vandet. I Husene, forklarede Pi- gen, bode hendes Far, og Kirken var en af de syv, som stod i hans Rige, der rak over hele Helgeland, Salten og Finmarken. Nogen Tjeneste holdtes der endnu ikke i dem, men den kom nok, naar den druknede Bisp, som sad udenfor og grundede, bare kunde komme paa den Herres Navn, som skulde tjenes, - da skulle alle Draugene faa Kirketvæt. Nu havde han siddet der og grundet i otte hundrede Aar. Ved dette blev Eilert hel underlig tilmode og endnu mere, da han tænkte sig om og mærkede, at han nu ogsaa selv havde glemt det. Mens han stod i de Tanker, saa Pigen angstfuldt paa ham, næsten som om hun vilde hjælpe ham at lede, og blev saa med engang ligbleg. Havdraugens Hus, som de nu kom til, var bygget af Baadhvælv og store Vrag, i hvis Indsænkninger der lig et Tørvtag voksede alskens Sjøgræs og slimet Grønske. Tre kjæmpesvære, grønne Stolper fulde af Skjæl dan- nede Indgangen, og Døren bestod af bundsunkne Vrag- planker med Klinksøm i. Midt i den sad som et Haand- tag en svær, rusten Fortøiningsring af Jern med en af- slidt Stump af en tyk Skibstrosse hængende ved. Da de kom did, strakte en stor, mørk Arm sig ud og trak Porten op. De var nu i en hvælvet Stue med fint Skjælsand paa Gulvet. I Krogene laa der alskens Toug, Garn og Baad- redskab og mellem dem Tønder og forskjelligt Skibs- inventar. Paa en Garndynge med et gammelt, rødbarket Seil over saa Eilert Havdraugen, en bredskuldret, sværtbyg- get Kar med Blankhatten skjøvet tilbage høit op paa Hodet, med mørkerødt, stridtottet Haar og Skjæg, smaa graadige Haakjærringøine og en bred Mund, om hvil- ken der for Øieblikket laa et godsligt Sjømandsgrin. Huden var mørk og lodden ved Halsen, og det øverste af Fingrene sammenvokset. SIDE: 143 Han sad med nedbrættede Sjøstøvler, og de tykke, graa Uldstrømper rak langt op paa Laaret. Den rum- melige Skindtrøie var aaben, og om Halsen havde han et rødt, uldent Kjøbeskjærf. Da Eilert kom, reiste han lidt paa sig og sagde gods- ligt: "Goddag, Eilert, - Du havde nok et haardt Ba- sketag igaar!" - og dermed sendte han en Straale To- bakssaft ud som Sprøiten af en Hval. Med den ene Fod, der til det Brug med engang blev helt forunderlig lang, krøgede han frem fra Krogen en Hvalfiskeryghvirvel til Kubbestol for ham og skjød derpaa med Haanden frem en lang Skibskiste, hvorpaa stod opdækket de kosteligste Retter. Han begyndte nu at snakke baade om et og andet. Men hvergang han lo, blev Eilert fælen; thi Munden gabte betænkeligt svært og viste en grønlig, spids Tand- rad med lange Rum mellem hver Tand, saa de lignede en Række Baadkjeiper. "Du sled haardt igaarnat, Eilert; men det var ikke gaat Dig saa ilde, dersom Du ikke havde strøget Død- mulden paa Snøret og nægtet Datter min Kirket" - her brød han sig pludselig af, som om han var kommet til at sige formeget og Eilert opfangede idetsamme et Øiekast hen paa sig saa dødelig hadefuldt, at det grøs- sede nedefter Ryggen. Han kjendte Pusten af den an- dens Latter som en kold Rosse om sig. Naar Folk bare vilde slippe Baadene sine, vedblev Havdraugen, saa var han ikke saa begjærlig efter Mand- skabet, men det var Rækveden og Drivtømmeret, som det nu engang var hans Forretning at sørge for. Naar der blev Mangel maatte han have Baad eller Fartøi, deri kunde ingen fortænke ham. Han stirrede en Stund stivt og ligesom grundende hen for sig, strakte sig saa bagover med Kroppen og Fødderne langt ud paa Gulvet og gispede slig, at Over- og Underkjæben lignede to modvendte Baad- hvælv. Derpaa sovnede han ind med Nakken mod Seilet. SIDE: 144 Da stod Pigen atter ved Siden af Eilert og bad ham følge sig. Og straks stod de igjen oppe paa Skjæret. Og nu gjaldt det at berge Livet. Sit svære, mørke Haar slog Pigen om hans Ansigt som et Omhæng, og Kinden følte han hvile op til en hvid Sjøfuglebarm, der var saa lun og søvngivende, - en enkelt rødlig Fjær, som sad i, fremkaldte et dunkelt Minde. Efterhaanden sank han hen i en Døs og hørte hende nynne en Vise, der mindede om Bølgegangen, naar den en rolig Soldag skvulper op og ned i Stranden: - - "Aa sig, kan Du mindes de tusinde Gange vi løb ned i Fjæren for Smaamort at fange? Med Dragsuget sprang vi saa begge omkap, fra Kallen i Havet bestandig vi slap. Ja, mangt skal Du mindes, imens jeg Dig vugger, og Havgulen blæser og Bølgerne rugger, - hun sidder og graater nu over din Kind, som gav Dig sin Sjæl, men kun lev'te ved din. Men engang som E'fugl ind Fjæren jeg styred, da laa Du bag Stenen med Riflen og fyred, Du traf mig i Brystet, og Blodstriben der er, Vennen min, Mærket, jeg efter Dig bær." Det forekom Eilert, som om hun sad og graat over ham, og at der af og til faldt en Draabe som et Sjø- skvæt ned paa hans Ansigt. Han følte nu, at han holdt saa inderlig af hende. Saa blev han igjen urolig. Han syntes, der kom en Hvalfisk til Skjæret, som sagde, at han maatte skynde sig, og, da han stod paa Ryggen af den, stak han et Aareskaft ned i Luft- bordet for at hindre den fra at skyde under Sjøen igjen. Han mærkede, at Hvalen paa det Vis kunde styres, eftersom han lagde Aaren over paa høire eller venstre Side, og nu gik det opefter hele Finmarks- landet, saa Øerne føg forbi som smaa Holmer. Bag SIDE: 145 sig saa han Draugen i sin halve Baad i slig Fart, at Skumskavlen stod midtmasters. Lidt efter laa han igjen paa Skjæret og syntes, Pi- gen bøiede sig over ham og sagde: "Det er mig, Eilert!" Ved dette vaagnede han og saa, at Solstraalerne netop randt over det vaade Skjær, og at Havjomfruen endnu sad ved Siden af ham. Men lidt efter forandrede det hele sig for ham, og blev til Solen, som randt gjennem Ruden ind paa Sen- gen i Stuen hos Finnens, og ved Siden af sad Finne- pigen og støttede ham om Ryggen. De havde trot, at han skulde dø. Han havde ligget i Vildelse slig i seks Uger, siden Finnen havde berget ham ind efter Forliset. Siden syntes han, at han aldrig havde hørt en uri- meligere og mere hoffærdig Tale, end at der skulde hænge Skam eller noget ringt ved at være af Finne- blod. Og samme Vaar blev han og Finnepigen Zilla trolovede og til Høsten gifte. SIDE: 146 Jonas Lie SVEND FØYN OG ISHAVSFARTEN (1870) Finmarkshvalen har to Egenskaber, der egentlig skulde beskyttet den mod alle Efterstræbelser. Den er samtidig Jordens stærkeste og - magreste Hval, hvil- ket vil sige, at Jagten paa den er paa én Gang baade den vanskeligste og den mindst lønsomme af al Hval- fangst. For at den skulde blive en fordelagtig stadig Bedrift, maatte der udfindes en Maade, hvorpaa den kunde fanges i Mængde, og Udbyttet tilgodegjøres i det store - og det er dette, Svend Føyn har gjort. Hvalerne er Oceanfiske; de svarer i Fiskenes Rige til Oceandamperne blandt Skibene, og, som bekjendt, er Hvalfiskearterne ved Sydpolen andre end de oppe ved Nordpolen. Den hede Ækvator skiller mellem dem som en uoverstigelig Mur og hindrer dem fra at naa ind paa hinandens Omraade og blande Arterne. Hvalen har ogsaa Æren af at være den første Opdager, der har fundet den nordlige Gjennemfart om Amerika. Man har nemlig paa Amerikas Vestside ved Kurilerne fanget Hvaler, der har baaret mærkede Harpuner fra Hvalfangerne paa Østsiden oppe i Davis-Strædet, og da Hvalens Natur ikke tillader den at være længere end en halv Time under Vandet uden at puste, slut- ter man deraf, at den maa have fundet et isfrit Løb for den nordlige Gjennemgang. Det er imidlertid ikke disse interessante Omstændigheder, vi her har at holde os til; vi vil kun fremholde det ene Faktum, at af alle Hvalfiske paa Jorden skal Finmarkshvalen være SIDE: 147 den uden Sammenligning stærkeste og raskeste; thi det er dette, som har gjort dens Fangst til en Opgave for Geniet. Hvor stærk den er, kan sluttes af følgende Historie, som, uagtet vi har talt med de troværdigste Øienvidner - ja bl. a. med Svend Føyn selv - og tillige paa andre Maader har faat stadfæstet Sagen, dog endnu staar for os som næsten utrolig. Til dens Forstaaelse skal vi her forudskikke en liden Forklaring over Fangstmaaden, saaledes som vi har opfattet den. I passende Nærhed udskyder Kanonen i Dampskibets Forende mod Hvalen en Harpun med en Line efter sig. Saasnart Hvalen føler sig saaret, sænker den sig under i Dybet, og nu begynder et forceret Løb, hvori Dam- peren, idet Linen med passende Modstandskraft gives ud, maa gjøre Følge, trukken af Hvalens uhyre Kraft. Det gjaldt før om at komme Hvalen paa ny saa nær, at man kunde faa skudt Granaten ind i den. Nu bru- ges derimod kun én eneste Harpun, foran hvis bevæ- gelige Hager sidder som Spidse en Sprængranat, der eksploderer ved Hvalens eget Ryk. Feilen ved de for- rige Sprænggranater, som Føyn efter Idé fra Grøn- landsfangsten anvendte, var den, at Hvalen vistnok sprængtes, men paa Grund af sin Magerhed ofte med det samme sank og tabtes. Føyns Tanke, som han iaar har realiseret, blev derfor nu at faa Hvalens indre fyldt med Gas fra Bomben, der trænger ind sammen med Harpunen. Ved dette Middel vilde Hvalen kunne hol- des oppe og flyde som en almindelig Grønlandshval. Det var med en indskudt Harpun i Livet, at Hvalen en Dag fo'r afsted med Føyns Dampskib paa 20 Hestes Kraft efter sig. Det bar mod Vinden, og Føyn satte op en Bredfok for at stoppe paa; men Fokken revnede for Trykket, da Vinden efterhaanden steg til en stærk Kuling med Sjø. Maskinen orkede ikke at arbeide imod Farten, der gik stik imot Veiret, og slig blev det ved under stigende Storm i hele ti Timer, idet Sjøerne slog indover Dampskibets Forende. Der var nok dem ombord, som syntes, det ret nu SIDE: 148 kunde være forsvarligt, om Trossen blev kappet. Gamle Svend Føyn gik imidlertid taus frem og tilbage paa Dækket, og hvad han vilde, vidste man. Hans Hustru, som var med, laa nede i Kahytten, og Føyn befandt sig saaledes "i sin Families Skjød" og vistnok netop ret i sit Es. Situationen blev imidlertid mindre og mindre glæ- delig; det var, som om man havde harpuneret selve Sjøguden istedetfor en Hval, saa evigt og utrætteligt vedblev den Løbet. Da Trossen saa endelig sprang, let- tedes vistnok mangt et Hjerte ombord - kanske i Stil- hed Svend Føyns med; thi Veiret var steget til Storm. Men hvor mange Hestes Kraft har ikke ligget i denne Hvalfiskespol! Da det saaledes har vist sig, at Maskineri og Seil og Sjø i Forening ikke formaar at give Dampskibet den rette Magt til at holde igjen, har Føyn opfundet en Tverbom med Falddøre eller noget lignende, der under Farten kan "strike igjen" nede i Vandet som en bred Væg, og nu iaar prøvet, om det holder. En saadan Sport i fuld eventyrlig Kjæmpestil kunde Jordens Keisere og Konger misunde ham! Det er imidlertid ikke som "Sport", at Svend Føyn driver denne Fangst, skjønt vi nok tror, at det even- tyrlige og dristige tør have havt sin Indflydelse paa hans Beslutning. Det er ham en Forretning, der skal give Udbytte for ham selv og Landet. Det heldige Udfald maatte saaledes bero paa de to Spørgsmaal, om der ved Finmarkens Kyster er i fornøden Mængde en stadig Tilgang af Hvaler, og om Fangsten samt Tilgodegjørelsen lod sig drive saa at sige maskin- eller fabriksmæssigt. Den første Tvil om Hvalfiskens Mængde havde Føyn faat tilfredsstillende besvaret ved Forespørgsler hos æl- dre, erfarne Mænd oppe i Finmarken, skjønt det vist- nok ogsaa hed, at baade Isforholdene og ellers Aarin- gerne i den Henseende kan øve en overordentlig veks- lende Indflydelse. Det andet Spørgsmaal har han løst dels ved den nye SIDE: 149 Fangstmaade med Dampskib og Granatharpun, dels ved Oprettelsen af Guanofabrik. Fangsten har foregaaet med vekslende Held - som oftest efterat Føyn i Februar har seilet med Damp- og Seilskib til Kysten af Grønland og fældet Sælhund. I et Aar fældedes 32 Hvaler med Sprænggranat, hvoraf dog endel tabtes. Iaar er der med to Dampskibe fældet indtil 21de September ialt 36 Hvalfiske til en Værdi af over 20,000 Spd. eller, medregnet Barderne, ca. 30,000 Spd., foruden hvad der tilgodegjøres af Guanofabriken i Varangerfjorden. Svend Føyn er en velbygget Mand med graat Haar, isblaa eller graa, aldeles ikke sentimentale Øine, og et Ansigt, der er skarpt i Bougen som en Jerndampbaad. Da han ved min Indtrædelse hjemme hos ham reiste sig af Sofaen, mindede han ikke saa lidt om en Isbjørn paa en Flage; han har noget ved sig af dens islyse Let. Svend Føyn er en Mand, som vil det, han vil; men han har altid havt ondt ved at faa andre til at forstaa sine Idéer, før Resultatet har kronet dem. Paa et Maskinværksted smedede han saaledes, da man satte Theorien imod hans Ordre, tilsidst med egen Haand sin bestilte Dampskibsskrue i den Vinkel, som han nu engang for sit Øiemed trods al Theori ønskede den, og slig har han taget sig selv tilrette mangen Gang i Livet. Man maatte selv være et Stykke af et Geni for altid at kunne gaa efter, hvad han egentlig mener med Tingen, og hans Granatharpun havde sikkerlig ikke kostet 40,000 Spd., dersom han havde havt en tilstræk- kelig sindrig Mand ved Siden af sig, der mekanisk kunde forløst hans Tanke. Føyn er, i Korthed sagt, et Villiegeni, og har det ikke med megen Tale. Han er den i vort Lands Sjømands- verden, der har vakt den største Opsigt siden de gamle Sjøheltes Dage. Hans Natur er bygget for Modstand og for at overvinde Hindringer. Derfor har han ogsaa opsøgt sig sin egen Tumleplads: Ishavsfarten; det almindelige Hav var ham ikke eventyrfuldt nok. Har Læseren nogen Gang været ombord i en Ishavs- SIDE: 150 farer? Der er Anledning dertil, naar de om Vinteren ligger hjemme i Havnen udenfor Nøtterø i Nærheden af Tønsberg, hvor Føyn og den vovsomme Kaptein Bruun samt Jacob Melsom, de tre mærkeligste af vore Ishavskapteiner, bor. Ishavsfarernes stærke Konstruktion kan aldrig egent- lig gjøres forsvarlig nok. For en svær Pres af Seil skal de forceres hundredemilevis frem mellem Isstykker, der ligger som ophugget Sukker. Skuden tørner i Farten mod et Isstykke; det ryster over hele Fartøiet fra Ma- stetoppen ned til Kjølsvinet, og man har ondt for at staa paa Dækket. Atter tager Skibet Fart for den svære Seilpres, atter stamper det i mod Iskanten, atter den samme Rystelse. Denne Forceren af Isen er klarlig ikke for nervøse Mennesker, og da Forfatteren var ombord, tænkte han med forbauset Beundring paa den Matros's Hjernekiste, som sover nedenunder med Hovedet nær Stevnen, medens disse Stød i ét væk gaar for sig knap en Alen fra det. Selv en Elefant maatte i Længden faa Hovedpine af dette; men Ishavsfareren lader nu til i alle Dele at have en helt anderledes vel fortømret Natur. Gjennem den af Bølgegangen brudte Drivis arbeider Fartøiet sig op til Polarisens faste Kant, der løber i nordevstlig Retning flere hundrede Mile, idet der af og til gaar som brede Fjorde eller Aabninger ind i den. Underveis oplever man paa Farten mellem Isstyk- kerne de arktiske Eventyr. Man har om sig i Luften især Graamaagerne og den forunderlige skjønne, hvide Elfensbensmaage, hvoraf Kristiania Museum nu ende- lig har faat et Eksemplar, og paa Isstykkerne ser man Sælhunde eller vel endog af og til en Isbjørn paa Fangst. Den intet anende Sælhund gribes pludselig af en Lab, der dukker op til den nedenfra under Iskan- ten; det er Isbjørnen, som har naaet hen til sit Bytte ved at svømme det sidste Stykke under Vandet. Isbjørnen er iøvrigt ved de nuværende Geværer ikke længer den gamle, farlige Fiende. Men hvilken glubsk Natur den har, kan man gjøre sig en Idé om af føl- SIDE: 151 gende: Hvalen er plaget af en egen Sort Snyltedyr, der lever i og ernærer sig af dens Hud, de saakaldte Hval- lus (Cyamus). Disses stærke Gribefødder generer den paa det ømfindtligste, og man ser ofte de store Hvaler halvt opreiste skubbe sin Kjæmpekrop op og ned mod Iskanten som for en ulidelig Skabkløe. Ved saadanne Leiligheder styrter da den sultne, lurende Isbjørn sig pludselig paa Hvalen, begraver Gab og Klør i dens spækfulde Sider og river svære Stykker af, før den an- grebne Leviathan faar Tid til at dukke under. Der harpuneres mangen Hval, som bærer den Slags Mær- ker efter Isbjørn. En af Farerne i Drivisen er at blive skruet inde i den. Spørgsmaalet, om Fartøiet skal knuses eller ikke, beror her som oftest kun paa dets hensigtsmæssig skraa Konstruktion under Vandgangen, og mangen Skipper er frelst ved, at hans Fartøi paa den Vis uskadt er skruet helt op paa Isen af det uhyre Tryk. For nogle Aar siden hændte dette en af Føyns Is- havskapteiner paa høi nordlig Bredde. Skibet sad i ugevis som en ensom liden Ø midt i en uoverskuelig Sneslette og løftedes heldigvis tilslut efter megen Kna- gen i Tømmeret op paa Isen. Kapteinens Observationer viste ham, at Drivisen gik sydover, og at hele Fladen tilslut maatte tørne paa og dele sig mod Island. Det vilde da komme an paa, om hans Fartøi skulde gaa med den Is, som driver østlig ned om Island og snart opløses, eller om han skulde drive vestom og kanske aldrig slippe ud af den eller ialfald overvintre i Isen. Der gik Uge efter Uge i Forventning og Ængstelse; det gjaldt om at holde Folkene ved Mod og stadig syssel- satte. Men mangen Aften, naar Kapteinen sad ved Ly- set i sin ensomme Kahyt, og udenfor i Mørket kanske en Isbjørn stod og gloede paa Lysskjæret fra Kahyts- vinduet, var vel Chefens Tanker ikke saa lyse. En Dag hørtes der endelig Brag, som tydede paa, at den afgjørende Katastrofe var forhaanden, og at Polar- isen nu tørnede imod Island. Kanonskud vilde ikke faat Ørenlyd midt i det Verdensbrag, som nu brød løs, SIDE: 152 og som det overgaar al menneskelig Evne at beskrive. Det var som at overvære en af Skabelsesdagene. Is- stykkerne skruede sig op under Trykket saa høit som Fjelde, og Ismarker revnede med lange Brag hundreder Mile indover. Under dette viste Observationerne, at Skibet drev østlig om Island, og at man kunde vente snar Befrielse af Fangenskabet. Vi skal imidlertid ikke opholde os ved Ishavsfare- rens Eventyr, men følge ham op til den faste Polar- Iskant, hvor Sælhundene og hans Forretning er. Det er i de store Fjorde og Aabninger, at Sælhundefang- sten foregaar. Der ligger de henover Isen i titusindevis, mest Ungsæl, og ernærer sig hovedsagelig af en Slags rægelignende Smaadyr, hvoraf Sjøen er opfyldt. Gammelsæl fanges til en anden Tid end Ungsælen, og Fangstmaaden er tillige forskjellig. Den gamle Sæl er mere va'r af sig og dræbes med Skud, der i den kolde Luft der nord kun giver et ubetydeligt Knald. Den troskyldige Ungsæl skydes derimod ikke, men slaaes eller stikkes i Hovedet med Ispiggen, et Red- skab, som Matrosen altid har i Haanden, naar han færdes ude paa Isen, og som der er ham ligesaa uund- værlig som Alpestokken for den, som gaar blandt Bræ- erne. Ungsælen skal have et Udtryk i sine smukke blaa Øine saa forunderlig blødt, tillidsfuldt og talende, næ- sten som et Barns, og dette Blik har, før Vanen til Slagteriet kom, plaget mangen Mand, som ellers ikke er saa blød af sig. Englændere, Tyskere og Nordamerikanere har efter- haanden opgivet Sælhundefangsten, og denne Ishavs- fart er saaledes nu saagodtsom udelukkende paa norsk Haand. Aarsagen hertil er visselig kun tildels den, som man har angivet, at Sælhunden oppe ved Nordpolen skulde blive sjeldnere. Sælhundenes mere eller mindre sjeldne Forekomst paa de tusinde Mile vide uveisom- me Ismarker tør bero paa helt andre Forhold; ialfald støtter det rige Udbytte, hvormed vor Ishavsflaade og- saa i dette sidste Aar er vendt tilbage til Hjemmet, i høi Grad denne Formodning. Aarsagen til, at de andre SIDE: 153 Nationer har draget sig ud af Forretningen, kan der- imod med hel anden Vished være den, at de mangler de dertil egnede dygtige Sjøfolk og Skytter. De frem- mede Skibe, som laa i Tønsberg, havde derfor ogsaa forsynet sig med norske Matroser og norsk Erfaring ombord, og faktisk var det saaledes kun den Penge- kapital, som var stukket i Foretagendet, der var uden- landsk. Hvad Fædrelandet har at takke Føyn for, er, at han har ført det norske Flag under Møie og Fare ind paa et nyt, uoverskueligt Forretningsfelt og givet vor Sjø- mandsstand et Eksempel, der gjør, at den herefter ikke viger tilbage i nogen Konkurrance. Svend Føyn er nu 61 Aar gammel. Hans Fader, Skibskaptein Lorentz Føyn, forulykkede paa en Tur til Moss med en Baad og efterlod sin Hustru med 5 ufor- sørgede Børn, hvoraf Svend var den næst yngste. Tid- lig viste sig hos ham en utrættelig Arbeidslyst og Iver for sin Uddannelse. Han havde en naturlig Begavelse for Mekanik og stod som Gut ofte fra Morgen til Aften ved sin Dreierbænk. Han arbeidede saaledes en Krusema- skine og flere andre Ting, hvortil Metallet baade blev støbt, filet og poleret af ham selv. Paa Skolen duede han kun lidt og har selv siden sagt, at han der bare fik Lug og daarlige Eksaminer; men desto bedre duede han til Sjømand. Da han var bleven Styrmand, er- hvervede han sig snart saameget, at han kunde opholde sig nogen Tid i London og senere ved nogen Hjælp i Paris. Om Svend Føyn gaar der blandt Sjøfolket mange Hi- storier. Man faar altid Indtrykket af Manden med Jernvillien og med en Energi, der for Rastløshed knapt formaar at holde sig selv i Tøile. Han mangler derhos, heder det, den fornødne Taalmodighed til at lade un- derordnede udvikle sine Evner efter deres egen Drift og Natur, idet nemlig alt lige til det allermindste skal udføres saa akkurat efter Føyns eget Hoved, at ved- kommende selv intet Hoved faar at bruge. Uforfærdet og dristig var han altid i den Grad, at han endog fore- SIDE: 154 kom andre ufornødent at søge Faren, og herom er nok af Historier, som vi dog ikke tør opholde os ved. Paa Narvas Rhed styrede han saaledes bl. a. engang en Baad iland under en frygtelig Storm og med al Udsigt til at gaa under. Et Træk afmaler os denne Mands ubetvingelige Vil- lie paa sin Vis storartet. Som Chef paa et Fartøi laa han engang i sin yngre Tid flere Dage i Vindstille og tæt Taage i Nordsjøen. Da Taagen fremdeles ikke let- tede, kunde Føyn ikke holde ud længer i det graa Fan- genskab, men foreslog, at nogle af Folkene skulde gaa i Baaden og se til at ro ud af Taagen for, om muligt, at finde, hvor man kunde komme ud af den. Midt paa vilde Havet, hvor man laa uden at se en Haandsbred foran sig, forekom dette Forslag alle at være den aa- benbare Galskab og Livsfortabelse. Da ingen vovede, gik Føyn alene ned i Baaden og satte af. Lykken vilde imidlertid, at Taagen straks efter lettede, saa at hans fortvilede Baadfart blev overflødig. Under en af Føyns Jagter paa Hval oppe i Finmar- ken hændte det Uheld, at Trossen, hvormed Hvalen løb ud, slog sig omkring hans Ben og rev ham med sig overbord. I Vandet viklede heldigvis Løkken af det susende Toug sig straks af igjen, saa han kom løs, ellers havde denne Fart været gamle Svend Føyns sidste. SIDE: 157 INDLEDNING. Nordland og Finmarken har ikke som Færøerne nogen Familie af Navnet "Havrækster", hvilket Navn beteg- ner det, som er "ræket" eller drevet ind fra Sjøen. Men Begrebet tilhører dog i sin Grund Nordlands Poesi; - Stedsnavne som "Rækvig", "Tømmervig" osv. bærer noksom Vidne derom. Og, om man vil, er det et Fælleseie for hele Norden, i hvis historiske Liv det danner mangt et dybt Sjæbne- drag ligefra de dunkle Sang om Kong Skjold der kom til Danmark i en Harpe, Kraaka, der kom til Spanger- eid, og Leif, der paa Veien lod sine Høisædestøtter ræke ind til Island, indtil den Dag idag, da Havet til- fører Norge ved dets Tusinder Skibe en Rækved af Tidens Ideer fra alle Lande. Naar Leif kastede sine Høisædestøtter overbord, var det visselig ikke udelukkende en religiøs Handling. Med den første Landtagers omtænksomme Hu vilde han tage Mærke paa det ham til Brænde og Trævirke uundværlige Drivtømmers Vei for at komme paa det rene med, hvor paa Islands Kyst han efter dette vigtige Hensyn rettest burde sætte Bo. Stedet blev "Reykjavig". Ligesom den varme Golfstrøm fører Vrag og Ræk- ved nordover, saaledes har Strømningerne i de men- neskelige Forhold i de sidste Aarhundreder ogsaa sat indunder Nordlands og Finmarkens Kyster de forskjel- ligste Slags Vragtilværelser fra Livet sydpaa. Disse Distrikter var en Tid den dansk-norske Stats- SIDE: 158 Forvisningssted, dens Sibirien, for allehaande Forbry- dere; - det var god Statsøkonomi dengang at søge Befolkningen formeret paa det Vis. Fritagne for Militærudskrivningen har disse Egne ogsaa indtil denne Dag været et Fristed for de af Al- muen sørpaa, som vilde unddrage sig den tunge Sol- daterpligt. En tykhovedet theologisk Kandidat kunde til Attestas vanskelig rejiceres dybere, end at han jo erklæredes habil til at ansættes i et "lidet Præstekald i Nord- landene". Naar en "konditioneret" Mand af en eller anden Grund var blet umulig i Livet sydpaa, satte Forholdenes Magt ham gjerne nordover, f. Eks. som Huslærer hos en Sorenskriver, Præst eller Handels- mand dersteds, - og paa et afsides, ensomt Sted i Nord- landene har vistnok mangen begavet Mand i Ubemær- kethed henlevet Resten af et knækket Liv. Flere af disse var underlige originale Figurer og sær- lig tilbøielige til Flasken. Som oftest var deres tidligere Historie ubekjendt eller dog kun Gjenstand for For- modninger. Efter hele dette Opskyl af Mennesker, daarlige Præ- ster, rømte Kassemangelsbetjente, eller Mænd af "brave Folk", der havde skrevet Falsk og skjulte sig for Bre- merholm, fremmede Eventyrere, deriblandt franske Emigranter ligefra Huguenottiden, skibbrudne, ind- strandede Sjømænd fra mange Nationer, deriblandt undertiden ogsaa Fruentimmer, - findes der nu blandt den nordlandske Almue mange fremmede Ansigtstyper og Navne, der tidt har en underlig fremmed Klang. De giftede sig ofte ind i Bondefamilier, og deres Børn sank snart fuldstændig ned i Almuelivets Glemsel. Paa et Udskjær i Helgeland sidder et Par fattige Almuesfolk igjen med den gamle adelige Familie Benkestoks Signet - de er de sidste af Ætten, og i flere Familier bevares endnu Traditioner om en even- tyrlig Oprindelse. Den, som reiser deroppe, kan høre noksaa romantisk klingende Fortællinger, ogsaa fra dette Aarhundrede. SIDE: 159 Mange af disse forsvundne Navne dukkede siden igjen op, - enkelte endog som Nordlands og Finmarkens større Handelshuse. Disse fremmedlydende Firmaer skriver sig dog væ- sentlig fra Invandring efter Handelsforholdenes na- turlige Medfør særlig fra den bergenske og danske Han- del paa Finmarken. I den Tid da Bergenserne eiede Eneretten til Fin- markhandelen, saavelsom senere i Aarene efter 1750, da denne Handel paa Grund af Misbrug forsøgtes drevet som dansk Regale, var især Køllefjord ved Nordkyn et blomstrende Sted. Som Oplagssted for de finmarkske Produkter der hentedes af bergenske og senere danske Skibe; - som Havn for russiske Lodjer der laa og tuskede langs Kysten og som Nødhavn for fremmede Skibe i Hvide- havsfarten til Arkangel - herskede der altid meget Liv og Rørelse. Køllefjord stod dengang som Handels- plads uden Sammenligning over Vardø og det begyn- dende Vadsø. Skjønt stadig dalende vedblev Stedet ogsaa at eie Betydning i den Periode, som fulgte efter, da Regje- ringen, indseende sin egen Uformuenhed, overlod de finmarkske Handelspladse til private kjøbenhavnske Kompanier, der indtil Tiden opimod 1814 drev dem som "Faktorier" i Lighed med den islandske og grønlandske Handel. Fortiden er Køllefjord kun et godt Fiskevær og Kirke- sted med en liden rødmalet Kirke, - den ældste i Fin- marken. Levninger langs den vanskelige Strand efter borttagne Bygninger fortæller Stedets Historie. Men i hine Dage herskede der ikke megen Lovlighed paa de Kanter af den dansk-norske Stat, og Overgreb saavelsom Undertrykkelser af alle Slags foregik ustraffet. Tilstandens Usikkerhed forsøkedes ved de Forbrydere, som efter udstaaet Straffetid slap ud af Vardøhus Fæst- SIDE: 160 ning og nu skulde søge sit Brød paa egen Haand, samt ved de af Regjeringen op til Finmarken forviste. Posten indtraf dengang kun en Gang om Aaret, og Efterretninger fra Udenverdenen fik man ellers kun leilighedsvis med de Skibe, som kom ind til Køllefjord eller Vardøhus, hvor Amtmanden residerede. Vardøhus Fæstning var en af den dansk-norske Stats Hoved- strafanstalter, og der laa da som nu Militærbesætning. VRAGET Det var efter en af de forfærdelige Novemberstorme i 1807, der siden stod som et Mærkeaar i mangen gam- mel Sjømands Ungdomsminde, at Tremasteren "Frem- tiden" en snetyk Vinterdag laa og drev som masteløst Vrag udenfor Finmarkens Kyst. Skandseklædningen var brækket ind, og Tremasteren laa nu halv fyldt af Vand over til den ene Side. Skibet tilhørte et af de kjøbenhavnske Kompanier, der endnu eiede Faktorier i Varangerfjorden, og var bestemt for Køllefjord. Udenfor Trondhjemsleden var det blet overfaldt af en paalands Storm, der tvang det til at sætte ud til Sjøs, og i flere Døgn havde Havet gaat om Tremaste- ren med Skumbjerge og Braat jevnhøie med Salingen. Nede i Sjøgangen laa det med fire grønne Bølgemure om sig og en Stump uveirsgraa Himmel som Tag, indtil Bølgeryggen atter løftede det op til den gamle trøstes- løse Udsigt over Stillingen. Skipperen var en Nat blet slaat af Bommen: han laa bevidstløs og droges med Døden, og Fartøiet var, - værgeløst og uden Styring, som det laa med det kna- gende Tømmerverk i Rullingerne, - sprunget Læk paa flere Steder. Den fjerde Dag, da Veiret havde bedaget sig en Smule, og man troede at have Sigte af Land, havde SIDE: 161 Mandskabet, der indsaa, at det ikke længer magtede at holde det gaaende med Pumperne, resolveret at bjerge Livet i Storbaaden for, om muligt, at naa ind etsteds paa Kysten. Den syge Skipper var allerede bragt ned i den, og tilbage ombord var endnu kun hans Hustru med det lille Barn - hun havde endnu ikke kunnet overvinde sin Ængstelighed for den farlige Nedstigning, - da en tru- ende Bræksjø tvang dem, som var nede i Baaden, til at sætte fra. Lidt efter gik Baaden under lige for hendes Øine. Det var den anden Dag, efter at Storbaaden var for- ulykket, at Vraget, som meldt, laa og drev i et halv- graat Snetykke under hin øde, nordlige Stenkyst. Efter Stormen var det nu blit stille med Dønninger. I Kahytstrappen under Ruffet sad en dødbleg, lys- haaret Kone med et Barn paa Fanget, som hun i en halv bevidstløs Døs instinktmæssig vuggede og af og til med et nervøst Ryk krampaktigt trykkede til Brystet. Hun var ung og maatte, før Døden satte sit Præg paa hende, have været smuk, ialfald tydede herpaa de store, dybe Øine, som hun med en Levning af sin Livs- kraft mat spørgende slog op mod et ungt Menneske, der netop trængte sig op ad Trappen forbi hende med en brunrød Tegnebog i Haanden. Det var Pengebogen, hendes Mands og Rederiets Eien- dom, hvormed der skulde handles i Køllefjord. Lidt før havde hun drømt, at en styg, ældre Mand i tykke Klæder stod oppe i det tilsneede Ruf og saa ned paa hende med en Mine, som om han overveiede, idet han af og til løftede lidt paa en Økse, der laa ved Siden af, og saa atter ubestemt lagde den hen igjen. Under dette syslede længer forud paa Dækket en tredie Person, fuldt optaget med sit. Det var en Mand udover Livets Middelaar, en Sjøfin ude fra den afsidesliggende lille Løvø. Han havde stablet et Seil, en Baadshage, en Kobber- kjedel og endel andre Sager, som han havde fundet paa Dækket, op i en Dynge henne ved en Levning af Ræ- SIDE: 162 lingen og kom netop agterud bag Hytten i det Øieblik, den unge Mand afleverede Pengebogen til den ældre. Der gik et havesygt Glimt over Finnens Ansigt; men lige efter skiftede Minen og gav Plads for et forfærdet Udtryk - han havde faat Øie paa den unge Kone, som sad med Barnet inde i Kahytruffet. Medens de to andre begav sig ned i Lasten, der var halvt fyldt med Vand, og gav sig til at bundhugge Skibet, bar Sjøfinnen sig underligt ad paa Dækket. Han vendte altid om, hvergang han kom agterud nær mod Ruffet, men kom alligevel did oftere og oftere. Han gav sig en Stund ifærd med sin opstablede Dynge, men denne var snart lastet ned i Baaden. Efter- som han skjønnede, at det led med Hugningen, blev hans Gang mere uvis og Vendingerne alt kortere, næ- sten trippende. Saadan holdt det ved med nogle Afbrydelser en Timestid, maaske halvanden; men da Øksehuggene sagtnede, var Finnens lidt gammelladne Ansigt gul- blegt og perlende svedligt - han havde i den Tid nok arbeidet endnu haardere end de to nede i Lasten. Nu steg han med en rask Beslutning agterud om Ruffet. Der sad den unge Kone halvt nedsnet med brustne Øine, men Barnet eiede endnu Liv. Moderen havde det som før paa Fanget under Kaaben og holdt fremdeles om det med de foldede, nu stive Hænder. Isak tog det varsomt op og stod en Stund øiensynlig forlegen med sit Fund: han saa sig om med en raadvild Mine; men, da Hjælp her klarlig ikke var at vente, satte han sig med sin Byrde mellem Hænderne varsomt ned paa Dækket. Der trak han med endel Besvær sin ene svære Sjø- støvle af, puttede Barnet ned i den og bar det saa efter Stropperne, hinkende paa den ene Strømpefod over det skraa Dæk, hen til Rælingen, hvor Baaden laa. Saa steg han forsigtig ned, lagde Sjøstøvlen i Rum- met bag Agtertoften med sin Vadmelskufte over og blev saa siddende paa Vent til de to andre kom. SIDE: 163 Det var først efterat Baaden var stødt fra, at disse opdagede, hvad Isak tilslut havde berget fra Fartøiet, og den ældres Mine blev alt andet end blid; men Isak sad rysselig og bredskuldret der paa Agtertoften, og Tingen var desuden nu engang gjort. De to andre i Baaden var Korporal Stuwitz og hans Søn. Den første havde engang hørt til blandt Besætningen paa Vardøhus, men der faat sin Afsked formedelst Voldsomheder, Uredelighed og Drukkenskab. Efter sin Afskedigelse havde han levet af at være Tolk for Rus- sere, der laa og tuskede langs Kysten, samt derimellem drevet paa lidt Smaahandel. Det var paa en Reise med Sjøfinnen, der skulde forbi Busesund, hvor der just laa en Russer, at de havde opdaget Vraget ude i Sjøen. Paa Hjemveien var Sjøfinnen meget betænkt. Han var Enkemand og havde efter Hustruens Død taget paa sig sin kuldseilede Broders talrige Familie, hvilken han trofast hjalp til at forsørge. Trangt, som de havde det for Brødet, var det saa sin Sag nu at komme hjem med nok en liden til; han ventede sig derfor just ikke det gladeste Ansigt af Bro- derkonen, hvis Væsen det var at tage alting tungt. Dernæst var det det store Spørgsmaal om Vraget, som, om han fik lidt Del i Pengene, kanske kunde give ham et Vederlag for Opfostringen engang for alle; men saa syntes han tillige, at han derved kom nærmere i Del med det, som var sket, end han rigtig lystede, og derfor nævnte han intet om den Sag. At bemægtige sig herreløst "rækende Gods", var der- imod noget, hvorover ingen Mand dengang gjorde sig Skrupel. Nu var jo dette Gods ikke rigtig rækende i Havet som Garn, Aarer og sligt, men fra et Vrag, og det sagde Korporalen, at Øvrigheden stod haardt efter, særligt siden Fartøiet var bundhugget; - der maatte fares varligt frem, at det hele ikke blev aabenlyst og endte med Fæstningen paa Vardø. Korporalen likte øiensynligt ikke, at Barnet var ber- SIDE: 164 get, og talte meget om, at Isak fik se til at holde det vel afveien. Men kom der alligevel for hans Skyld noget op om Fartøiet, - det laa nu forhaabentlig godt og vel paa Havsens Bund, - saa vilde han og Sønnen dog altid kunne fri sig, da ingen havde set dem i Baaden, heller- ikke havde de, som han, Koster fra Vraget, der kunde vidne; thi Skindbogen, hvori der ingenting fandtes, sagde han nu, at han havde kastet i Sjøen - og i værste Fald, lagde han truende til, "skulde de blive tre om Bundhuggingen." I den mørke Kveld sad Isak vagtsom; - det var ikke frit for, at han tænkte sig de to andre i Baaden istand til, hvad det skulde være, for at fri sig for alt, som kunde bære Vidne. I Busesund lod de sig ro op under Wassiliefs Lodje, som laa der, og skiltes saa fra ham; men det sidste, Korporalen betydende sagde, var: "Agte Dig Isak for Vardøhus!" Det lettede ubeskriveligt at være dem kvit; det var, som en tung Last af ondt var kommet ud af Baaden. Da han en Stund efter i Mørket fra Styretoften var- somt kjendte med Haanden henover Sjøstøvlen bag sig og derpaa ængstelig følte efter under Trøien, om Barnet endnu pustede, havde han Følelsen af, at have gjort en god Gjerning. Ensom, som han sad, tænkte han paa sin Hustru, som nu hvilte under Trækorset paa Kirkegaarden; Kir- stine havde altid ønsket sig Børn - her fik han en Sending til sine gamle Dage. Da han kom hjem, gik det, som Isak havde forudseet. Skjønt Brorkonen intet efterlod i at pleie Barnet, var dette dog aabenbart ingen velkommen Gjæst, og hun talte i Begyndelsen, mere end Isak likte, om at reise ind til Fogden og lyse det op, saa det ialfald kunde blive forsørget af Fattigvæsenet. I det Sjal, hvori Barnet, der kunde være henimod to Aar gammelt, var hyllet, fandt de en Brystnaal, SIDE: 165 hvormed det var fæstet, og i dets Linned indsyede Navnebogstaver, som de stavede til "Marina". Da Enken hørte, at Brystnaalen var af Guld og kan- ske værdt ti Daler, talte hun i svagere Toner om at reise til Fogden; de maatte jo da tillige ogsaa lyse op Seildugen, som alt laa ituskaaret paa Gulvet til et nyt Baadseil, og hun udlevere den gode Kaffekjedel, hvor- til hun havde fattet Elsk. En seks Ugers Tid efter hørte de til deres Forskræk- kelse, at Foged og Lensmand holdt stærkt Sporlag alle- vegne angaaende Vraget. Det rygtedes tillige til Isaks Angst, at der skulde være Forhør over Korporal Stuwitz samt Skipperen og Mand- skabet paa Russeren Wassilieffs Lodje. Nu betroede han først Brorkonen fuldt ud, hvad der var foregaaet, saa hun indsaa, at her kun var det ene at gjøre, at beholde Barnet i Stilhed hos sig. Isak sluttede sig til, at Vraget, uagtet det var bund- hugget, alligevel ikke var sunket, men maatte være drevet østover i Finmarkshavet og der hjemsøgt for anden Gang af Wassilieff og Stuwitz, der var gaat om- bord i hans Lodje. Tremasteren "Fremtiden" der ved de Tider ventedes ind til Køllefjord med Varer fra Kjøbenhavn, var op- daget i Drift ude i Sjøen som Vrag, og man vilde have set Wassilieffs Lodje, ved Siden af det udenfor Nordkyn. Da Øvrigheden kom ud til Fartøiet, fandtes det fuld- stændig udplyndret og bundhugget, saa at derom kun stod igjen at optage den skriftlige Forretning og at stede til Jorden en ihjelfrossen ung Kone, der efter de Beretninger, som siden kom fra Danmark, var Skibs- førerens Hustru. Et Rygte blandt de mange, der gik om denne Sag, vilde vide, at Stuwitz's Komsebaad med Wassilieffs Mandskab Dag og Nat den halve Uge iforveien havde faret mellem Vraget og Landet, at Fjeldfinnen Jakob SIDE: 166 Nutto for otteti af Carl IX's blanke Sølvdalere - de saa- kaldte Beivisdalere, som Finnerne nedgravede - havde paataget sig at forvare Varerne oppe i Landet til en beleiligere Tid for Delingen. For ret at lægge sin Uskyldighed for Dagen var Rus- seren saa straks efter løbet ind til Køllefjord med sin Lodje, der, som Gud og Hvermand - Øvrigheden med - kunde se, var fuldladet med tiltusket Fisk og Russe- mel fra Arkangel. Ved de retslige Undersøgelser var de Par tænkelige norske Vidner paa en mærkelig Maade forsvundne. Russemandskabet, der var Part i Sagen, nægtede alt, og gamle Jakob Nutto, der var Hedning, aflagde med alle sine gladelig falsk Ed paa, at de ved den om- handlede Tid havde handlet Skind og Rener med Stu- witz inde i Hopseidsfjorden østenfor. Bagefter var der i Teltet almindelig Sarakadaab som vanligt, naar Finnen vilde fri sig for Virkningen af Daaben eller anden kristelig Handling. For saavidt havde Fjeldfinnen sine Ord i Behold, som Stuwitz's Søn virkelig havde opholdt sig inde ved Hopseidet og handlet Skind for Faderen med Finnens Broder Mathis; men det var jo rigtignok en hel Uge efter og en anden Sag. En Kvæn fra Udskjærene, der dristigt havde udtalt, at han nok havde andet at vidne, blev funden ihjel- slaaet paa Veien til Thingstedet "Omgang". Om hvad han havde havt at vidne, fortaltes der mangt mellem Almuen. Han skulde have ligget og fisket nær Lodjen, der laa i Skjul bag et Bergskjær under Land, og da blandt andet set, at Russeren udbetalte Fjeldfinnen blanke Sølvdalere paa Rælingen, samt at Stuwitz's Søn var ombord. Vraget fik man ikke indbjerget, da en nordostlig Storm igjen satte det sydover, og man mente, at det maatte være sunket i Sjøen. SIDE: 167 En Tremaster gaar ikke under uden Følger i vide Kredse. En af disse var, at den unge Kammerraad Tobias Storm i Kjøbenhavn, der som Embedsmand forestod endel Oppebørsler under Tolden, gik Fallit og kom i Kassemangel. Som Medeier i Køllefjord Faktori havde han vovet for mange Penge i det Fartøi, som Broderen førte, og reiste det følgende Aar under en Art halv offentlig Kau- tion op til Finmarken for om muligt ved Undersøgelser at faa bjerget saa meget, at han kunde redde sig for Kassemangelens værste Følger. Dette lykkedes ikke. Men da det offentlige ved Ven- ners Hjælp blev betalt ved at trække paa Fremtiden af et Legat, hvoraf han nød Renterne - fik han, paa Grund af de særegne Omstændigheder, Afsked i Naade med "Ret til fremdeles at bære Uniform". - Han levede siden som Regnskabsfører hos Brøgel- mann i Køllefjord, der tog sig af ham for gammel For- bindelses Skyld. Det var i disse Aar, at Brøgelmann i Køllefjord slog sig saa stort op ved Handelen i Varangerfjorden. De kjøbenhavnske Kompanier udbød dengang Faktorierne der nord til Salg, og han stod hemmelig i Underhand- ling med flere af dem. Pengereduktionerne i 1813 og 1816 gjorde mange fat- tige; men Brøgelmann blev derved bundrig. Han havde kjøbt to af de bedste Faktorier paa Kre- dit, og nu kunde efter Loven alle Gjeldsforpligtelser over hele Riget retmæssigen afgjøres med kun to Skil- ling for hver Species Sølv. Brøgelmann skyndte sig at betale i den gunstige Tid, og i de nærmest følgende Aar gjorde han glimrende Affærer, indtil hans Alder og andre Omstændigheder gjorde, at han efterhaanden trak sig ud af Forretningerne. Hans betroede Fuldmægtig i de senere Aar var den unge Stuwitz, hvis Person vi ovenfor har ladet Læseren skimte. Faderen var nogle Aar efter hin Vraghistorie trods sine forskjellige Formuesoperationer død i smaa Om- SIDE: 168 stændigheder, og Sønnen kom da som Handelsbetjent til Brøgelmann. Her viste han et saa stort Handelstalent og saadan Brugbarhed, at denne snart overlod til ham at styre alene for sig nord i Køllefjord paa de Tider paa Aaret, da han selv var inde paa sin anden betydelige Han- delsplads. Ved en Færd, for hvilken Principalen kun altfor meget lukkede Øiet, havde Stuwitz, før han var tredive Aar gammel, i disse Distrikter erhvervet sig Tilnavnet "Finplagen". Aaret efterat Stuwitz var kommet i Brøgelmanns Brød, hændte dog den Mærkelighed, at man i Bergen kom paa Spor efter endel af de Sedler, som var bort- komne med den sunkne Tremaster - Nummerne var i sin Tid ivrigt efterlyst i Aviserne. Undersøgelserne viste, at Sedlerne maatte være komne ned til Bergen imellem en af Brøgelmanns aarlige Betalinger for Varer. Dette vakte dengang megen Opsigt og Omtale der- oppe. Da Fogden inkvirerede om Sagen, gjorde den unge Stuwitz ham imidlertid klog paa, at der i Butiksskuffen kom Sedler fra alle Kanter og af alle Slags, saa deri hverken kunde ligge Bevis eller Spor hen til nogen. Han lovede dog for Fremtiden at have et vagtsomt Øie med Tingen. Da disse Ting senere spurgtes udover til Løvøen, for- stod Isak godt, at det var endel af Pengene fra Vraget, som Stuwitz havde søgt at give ud, og han tænkte med en vis Glæde paa, at denne nu kanske var nødt til at brænde inde med Resten uden at kunne faa Nytte af dem. Den, som ikke var tilfreds med dette, var den stak- kels Kammerraad Storm. Han havde et Øieblik blusset op med sin gamle Kraft i denne Sag og gaat Stuwitz temmelig alvorlig paa Klingen; men hans Stilling for- bød ham nu at gjøre mere Røre i Sagen. Han var Enkemand; - med Fartøiet havde han mi- stet sin eneste nære Familie, som var hans yngre Bro- SIDE: 169 der Skibsføreren og dennes Hustru; han havde sat til sit gode Navn paa sit Hjemsted og dertil hele sin For- mue. Nu syntes han sløvt at ville slutte sig ind i sit eget Skal. Naar han ikke var sysselsat med sit Arbeide, saa man ham gjerne drive frem og tilbage med sin Pibe. Hans eneste fortrolige syntes at være Gaardshunden, der gjerne kom hen og lagde sit store, sorte Hoved paa hans Knæ, medens han sad paa Trappen og blæste Røgen ud i Luften. Det var formodentlig en taus Tale i Røgen, som Hunden forstod, thi dens Øine saa hele Tiden op til hans Ansigt. Naar han saa Stuwitz komme, gik han som oftest bort. Han kunde ikke fordrage dette Menneske, men turde paa den anden Side heller ikke rigtig vise det. Om Eftermiddagen spadserede han ofte med Hæn- derne paa Ryggen op til en brat Fjeldskrænt, som kaldes Prækestolen, hvorfra der er en vid Udsigt over Havet. Der stod han gjerne en Stund og saa tung- sindig udover den vide Kirkegaard, hvor Tremasteren og hans Lykke var begravet. En Dag, - det var samme Aar som han var kom- met i Huset - havde han dog der truffet en Mand, som var endnu mere sorgfuld og tung tilsinds end han selv. Det var en høi, bredvokset ung Fiskebonde ved Navn Lars eller Store-Lars, som de kaldte ham, der øien- synlig stod i Begreb med at gjøre Ende paa sit Liv. Han fik ham til at afstaa fra sit Forsæt og at følge sig hjem. Mandens Tale og Væsen var endel forvirret, men, da han udenfor enkelte korte Tider var brugbar i sin Gjerning, fik Storm overtalt Brøgelmann til at tage ham i sin Tjeneste. SIDE: 170 FLUGTEN Brøgelmann boede smaat og tarveligt; han havde altid havt formeget at tage vare til at tænke paa at bygge nye Huse, og hyggede sig desuden bedst i de gamle, hvor Lykken altid havde fulgt ham. Han førte dog, hvad man paa nordlandsk vilde kalde et godt, gjæstfrit Hus, og did kom paa Grund af hans Handels- forbindelser mangeslags Mennesker. Selv var Brøgel- mann, især paa sine gamle Dage, da han mindre be- fattede sig med Forretningerne, en godslig og hyggelig Mand. Hans eneste Datter Regine havde i flere Aar været nede i Bergen. Ved sin Tilbagekomst tog hun Kommandoen i alt, hvad der vedkom det indvendige Husstel, som noget, der faldt af sig selv, men samtidig overholdtes For- men, saa at al Besked i Huset fremdeles som før gik igjennem den gamle svagelige Moder. Regine saa paa sin Maade ganske godt ud, skjønt hendes Ansigt var vel myndigt og skarpt, - det min- dede under de sorte Krøller en Del om et Ahnepor- træt -; og hun saaes endog til hverdags, midt i Travl- heden hjemme, altid pyntet. Det var unægtelig noget mægtigt ved hendes Natur, derfor bøiede ogsaa alle sig for hende; men dette mæg- tige var ikke behageligt, og det var vel en af Grun- dene til, at hun, skjønt nu alt en Smule over de tredive, endnu var ugift. De, hvem der i hendes Øine nu kunde være Tale om, følte, at Hymens - her rigtignok gyldne - Lænke ikke længer var bare et Billede, men at der handledes om at gaa under et virkeligt Aag - hendes Villie. Andre begreb hastigt, at de hverken var formuende eller fornemme nok; - hun skulde virkelig ogsaa nede i Bergen, hvor hun i visse Maader havde vakt Opsigt, og SIDE: 171 det ikke blot som den rige Brøgelmanns Datter, have gjort gjældende, at hendes Bedstefader havde hedt v. Brøgel- mann, saa at hun egentlig var adelig; det videre om denne Bedstefader, hvorledes han var kommen nord- paa, berettede hun ikke. Iøvrigt var alle enige i, at hun med al sin Forfænge- lighed dog var en usædvanlig Kjernenatur - kun var hun i for stærk Grad sine Venners Ven og sine Fienders Uven. Sin egentlige Kjærlighedskrisis havde Regine dog nok udkjæmpet paa et tidligt Trin af sit Liv, dengang hun var om de sytten Aar. Hun var da endnu ikke rigtig udvokset, og med den magre Figur, det skarpttegnede Ansigt og de hvasse, brune Øine saa hun alt andet end godt ud. En smuk, sorthaaret dansk Styrmand, som hvert Aar laa nogle Uger i Køllefjord, havde erobret hendes Hjerte og vel ogsaa leflet en Smule. Men da det kom til Stykket, havde han ikke villet "fare som Under- styrmand". Da Regine kom efter, at han med disse Ord havde gjort sig lystig over hende, faldt hun i en alvorlig Sygdom og var siden i mange Aar, indtil hun reiste til Bergen, meget indesluttet af sig. Der slog hun sig, som meldt, paa Ærgjerrigheden; men i Medfør af sin Natur i dette som i andet med en for høit spændt Bue. I Huset opholdt sig i den Tid en Søn af Foged og Sorenskriver Heggelund. Han var Student og havde faat anden Eksamen, men lod udover Aarene ikke til at ville drive det videre paa den studerende Bane, og Faderen havde derfor sendt ham hen til sin Ven Brøgelmann for at lære Handelen. Hermed gik det ikke bedre, da Studenten ogsaa til dette manglede den fornødne Stadighed og Lyst og in- teresserede sig helt anderledes for Sjøfuglejagt og Seiling. Det var en høi, spædladen, blond Mand med en stor SIDE: 172 krum Næse, der laante hans Ansigt en vis fornem Air. Han behandles der i Huset med særlig Hensyntagen, nærmest som Gjæst. Mange spaaede, at det vilde ende med, at han og Brøgelmanns Datter blev et Par; - man havde troet at skjønne, at Regine vilde have det den Vei, og da blev det naturligvis saa. Paa en saadan Handelsplads var der i den Tid ofte en eller anden stakkels Person, der maatte underholde Publikum inde og ude som etslags Hofnar, hvem man forledede til at gjøre bagvendte Ting, give taabelige Svar, eller spillede allehaande raa Pudser. Især var de fugtige Drikkelag i Julen en sand Prøvens Tid for en saadan Mand, der efterat have været til Lystighed hele Aftenen, tilslut kunde blive drukket fuld og mangen Gang vaagnede i de underligste Antræk. Den stakkels Store-Lars, der, som før berettet, var kommet i Brøgelmanns Tjeneste, begyndte efterhaanden at komme ind i denne sørgelige Rolle. Hans underlige Væsen og tiltagende Sløvhed for Om- verdenen, indbød de vittige Hoveder til at prøve sig paa ham. Forsøgene var i Begyndelsen saa meget mere pikante, som man endnu ikke følte sig rigtig tryg paa, hvor langt man turde drive det med den stærke Mand. Det viste sig dog, at Udsigten til et Glas Brændevin formaaede at bevæge ham til stedse mere, og i Julen gik han nu bar om Brystet med Papirhat og Træ- sabel. Han vakte især stor Jubel, naar han med sit svære, blege Ansigt og det indadvendte, døde Blik stod ved Bordenden og gjorde Grimacer over Glasset, før han drak, eller, naar han udførte det sammen siddende paa den store Trantønde, som man til Bevis paa hans Styrke havde faaet ham til at bære ind til Gjæstebudsbordet, og hvilken han bagefter igjen kastede paa Skulderen og bar tilbage ned paa Sjøboden. Det var udødelig Latter i et helt Aar, da Store-Lars og Per "Plads" engang drev det til at kantre ude paa Sjøen en blikstille Sommerdag. Den langbenede Anders Hind hos Lensmanden, der SIDE: 173 for sin Figurs Skyld gik under Navn af Giraffen, havde en Dag, som disse to skulde sammen ud at fiske, fundet paa at traktere dem oppe i Sjøboden; han havde da faat dem til at vædde om, hvem der taalte mest Brændevin. De drak Pægl om Pægl en forfærdelig Mængde og stavrede saa ned i Baaden, men blev snart kjed af at ro. For en let Fralands Bris og Strøm drev de to, som laa og sov i Solstegen, stedse længere udover. Endelig - om Eftermiddagen - vaagnede Per "Plads" og saa sig om, men øinede ikke andet end blaat Hav til alle Sider. Han vakte sin Kammerat, der i Søvnørsken, ikke mindre forvildet end den anden, tog den ulykkelige Resolution at klattre op i Masten for at faa Land- kjending. Den lille Fiskerbaad formaaede ikke at bære Store- Lars's tunge Overvægt i Toppen; den vippede rundt, og de fik nu begge det kolde Bad, som de saa vel havde Behov for. Der sad de i det blanke, stille Veir og red paa Hvæl- vet i flere Timer, indtil en anden Baad kom forbi og hjalp, saa de kunde faa deres egen paa ret Kjøl og øst læns igjen. Men denne Store-Lars's Kuldseilings- historie spurgtes viden om. Efterat Husets Datter var kommet hjem fra Bergen, og alt ligesom fik en finere Skik, blev Store-Lars's Rolle mere indskrænket; han maatte ikke, selv i Julen, komme ind i Stuen, og Løierne dreves nu mest nede i Baarstuen. - - - - Hid til Landhandlerstedet kom Jon Zachariasen i Tjeneste, da han var et Snes Aar gammel. Det gik hverken frem eller tilbage med ham i de syv Aar, han var der, og hellerikke brød han sig syn- derligt derom, før den ranke Marina nede fra Løvøen kom i Tjenesten. Hun var da henved atten Aar og Jon syv og tyve; men hendes lyse, fine Væsen og god- hjertige Smil indtog nok flere der i Huset end ham. Jon var en stærk, mandig Kar, med graa, bestemte SIDE: 174 Øine, som man kunde sætte Lid til, og et vakkert, men alvorligt Ansigt. Han var vel betroet i Baadbruget, dyg- tig baade i Roning og under Seilads og desuden vel kjendt paa hver Led, hvor han engang havde faret, saa han altid toges til Høvidsmand. Skjønt ikke meget snaksom af sig, blev han paa sin stille Vis snart overmaade Godvenner med Marina. For sit gode Væsens og Udseendes Skyld - og nok ogsaa ved Handelsfuldmægtigens Stuwitz's stille Ind- flydelse - havde hun faat Udsigt til at forfremmes til Stuepige, naar hun havde tjent ud det andet Aar i Kjøkkenet. Hver Morgen og Aften fandt hun Vandbøtterne staa- ende fyldte i Bislaget og al Veden indbaaret til sig i Kjøkkenet, og hun havde ogsaa ladet Jon mærke, at hun var ham taknemmelig. Men noget mellem dem blev det ikke før ved Jule- tider det andet Aar, hun var i Huset. Juleaften og Juledag spiste efter den gamle Nord- landsskik Husbondsfolket og Tjenerne i samme Stue, og paa selve Juleaften foregik der i Regelen et under- ligt Optog: Seks, otte Mand i Uveirsdragt og Skindhyre kom, som lige op fra Sjøen, bærende mellem sig op til Kjøk- kenet en Kveite, der uagtet sin Størrelse dog altid var for liden i Forhold til de uhyre Anstrengelser, som det lod til at volde dem, der bar den; thi de lagde Fisken ned og hvilte sig alt i ét. Kveite og Kalv udgjorde de staaende Juleaftensretter i alle bedre Nordlandshuse, og efter den gamle Skik var det Gutternes Pligt at skaffe den første, medens Kalven paalaa Budeien. Da det imidlertid langtfra var givet, at en stor Kveite skulde være villig til at bide paa Krogen netop Jule- aften, maatte denne Sag ligesom den fedede Kalv i Hemmelighed forberedes iforveien. Mellem Gutterne og Pigerne førtes nu i Tiden før Jul en stille, men overmaade lidenskabelig Strid om at forpurre dette for hverandre. SIDE: 175 Lykkedes det at bortstjæle Budeiens Kalv, skulde hun til Skam og Spot passere Juleaften paa Fjøstaget, eller, hvis Kveiten manglede, Husbondsdrengen ride paa Nøstmøningen. Og saa meget sattes herpaa, at Budeien forrige Jul, da Kalven kom bort, følte sin og Fjøsets Ære i den Grad kompromitteret, at hun kun ved Husmoderens Myndighed kunde formaaes til længer at blive i Tje- nesten, endda hun havde sluppet den Forsmædelse at blive sat op paa sit eget Fjøstag. Forud for denne Julekvæld stod Striden hed; men Marina havde fundet paa et listig Raad, der gjorde Pigerne næsten overmodige. Hun havde lagt Kalven i en Kiste og gjemt denne i den lille Baad, som hang under Nøsttaget. Hvor saa Gutterne søgte, kunde det ikke let falde dem ind at søge paa deres egen Grund. Uheldet vilde, at Jon ved Middagstid før Juleaften savnede Nøstnøglen, som Budeien mod Marinas Raad havde stukket til sig for at føle sig rigtig tryg. Jon gjættede imidlertid snart, at Nøglen, der altid stod i, var borttaget med Forsæt, og i Skumringen saa Marina ham tage Døren op med et Brækjern. Gode Raad var nu dyre. Da Jon vel var forsvundet i det mørke Nøst, listede den snarraadige Marina sig ubemærket ind bagefter for, om muligt, at faa Tag i Julekisten og redde den ud, før Jon, der øiensynligt ledte, opdagede den. Jon famlede og søgte overalt. Han var saa kjendt derinde, hvor han daglig arbeidede, som i sin egen Kiste. Engang syntes han, at han rørte ved nogen, som veg undaf, og lidt efter faldt en Vedstok overende. I Krogen mellem den store Fembøring og Væggen følte hans udstrakte Haand en varm Kind, og nu var Marina fanget tilligemed Kisten, hvormed hun havde haabet at liste sig ud. Han holdt først haardt, men siden, da han havde gjenkjendt Marina, mildere og mildere om den Haand, SIDE: 176 der havde Kistehanken fat. Han følte hendes varme Aandepust paa sit Ansigt, og hans Bryst hamrede mere og mere oppe i Halsen, saa at han ikke kunde faa et Ord frem; tilmed var Haanden saa usigelig god, at han ikke aarkede at slippe den, og hellerikke gjorde den noget Forsøg paa at komme undaf. Endelig sagde han sagte, afbrudt: "Siden det er Dig, Marina, kan Du gjøre, hvad Du vil med Kisten - jeg skal ikke sige et Ord." Med et hviskende: "Tak Jon, jeg ved nok, jeg kan lide paa Dig," - vilde hun nu smyge sig forbi ham; men mellem Fembøringen og Væggen var Rummet for trangt. Da omfavnede Jon hende og sagde: "Ja, helt til Kirkegaarden, Marina!" Deres Kinder berørte hinanden et lidet Øieblik, hvor- paa Marina hastigt rev sig løs og løb op til Gaarden. Juleaften aabnedes som sædvanlig med Andagten, idet gamle Brøgelmann tog frem sine Hornbriller og oplæste et Stykke af Bibelen samt en Julesalme. Og denne Kvæld stod altid siden for Jons Erindring som den høitideligste og festligste Stund i hans Liv. I Anledning af Studenten holdtes der en særlig Jule- tilstelning inde i Stuen med Presenter til alle Folkene. Jon fik en Porcelæns Tobakspibe med et Dameportræt paa samt tre Sølvdalere indsvøbt i Papir, og Marina fik et stort Kastetørklæde. Tilfældigvis skulde de begge samtidig frem og takke, og var den mandige Jon da usædvanlig keitet og Ma- rina unaturlig rød. Ikke mindre festlig lyste siden altid for Jons Minde Julemoroen og Lystigheden i Huset i Dagene bagefter. Til Erik Spillemands Fele og Per Pladsens Klarinet gik han Polskdansen i Baarstuen saa glad, som han havde faat baade Gaard og Grund. Drengene og Pigerne holdt Julelege nede i Drenge- stuen, og da traf det sig gjerne saa, at de to blev Par, især, naar de legte: "Skibe-Jægten". Man gik rundt og sang SIDE: 177 "Nu skal Jægten til Bergen gaa, hvad skal vi have til Føring paa? Manden hedte Raadløs ifra Rækindstad, Konen hedte Tvorre-Marit-Ligeglad. Datteren var sig saa ven en Maard, hvor skal hun faa sig en Mand iaar? Nu skal Jægten til Bergen gaa, Datter vor saa sætter vi til Føring paa. Jægten var et Flagedæk fra Villansvæ'r. Seilet var et Gammelt Skjørt med Noravæ'r. Masten var en Tvorrestok med ned for op, Styret, - det finder du paa Veien nok. Friskt nu blæser det Bergensbør, kjære min Mand, véd Du Veien sør? Jægten din Du styre fra Skjær til Skjær, saa har Du Leden, hvor grundest er, hold Dig, saa Vinden staar agterfra, saa kan Du Mist ei af Leden ta'! Jægten hun strøg saa til Bergen ind, Datter hans paa Dækket sad blank og fin, Datteren hun skinte over Bergens Stad, Tylftevis af Kjøbmænd stod med Buk i Rad. Stolteste Kjøbmand i Bergen gaar, ham skal hun have til Mand iaar!" Ved Slutningsverset kom det an paa, hvem der stod lige over for hinanden. Kun én Aften var Jon uveirsmørk; det var, fordi han skjønte, at Studenten blot var nede i Baarstuen for Marinas Skyld. Tvertimod sit vanlige godslige Væsen blev hans Øine efterhaanden alt mere vilde, og han havde vistnok ut- ført det vanvittige Forsæt, hvorpaa han bryggede, nem- lig at sætte Studenten paa Dør og dermed sig selv ud af Tjenesten, om ikke Marina havde taget ham op til Dans og faat ham rolig ved at tilhviske ham, at man maatte huske paa "hvad der var bedst for dem begge to". Samme Kveld tog Jon ude i Bislaget hendes Løfte for Livet og Beseglingen i et varmt Kys. SIDE: 178 Da Julen den næste Dag - Tyvendedagen - skulde danses ud, førte Jon "Langedansen" an, saa det længe blev spurgt. I en lang Kjæde, enkelte af de forreste udklædt som Julebukke, fo'r Folkene gjennem Værelserne med Spille- manden i Spidsen. I Stuen passerede de forbi Brøgel- mann, hans Hustru og Datter, der med endel Gjæster efter Skikken modtog de burleske Hilsener. Langedansen endte ude paa Gaardspladsen, hvor de bagerste i Reglen ved Svingningen slængtes voldsomt overende. I saa Henseende beror meget paa Anførerens Kraft og Snildhed. Denne Gang var det Studenten, der i Overgivenhed havde hægtet sig paa tilslut, som blev slængt i Snehaugen. - Det varede imidlertid ikke længe, før Jon fandt sin Lykke noget utryk og sin Tilværelse saa temmelig lig et Helvede. Ikke blot Kjøbsvenden, Thor Stuwitz, der da var en Mand paa nogle og tredive Aar, men ogsaa Studenten begyndte nu, hver paa sin Maade, at lægge deres Garn ud efter Marina. Stuwitz paanødte hende Foræringer af alle Slags, som hun ikke vel turde afslaa, men om hvilke hun hver Gang ærlig aflagde Beretning til sin forbitrede, men noget modfaldne Kjæreste. De følte begge to, at der kredsede gridske Høge over deres Kjærlighed, og at den kjæmpede i et Veir, der kunde give større Fartøier end deres nok at klare. Det værste var, at hun mærkede, at Kjøbsvenden støttedes af dem hjemme paa Løvøen. Jon eiede intet og Marina heller intet; - det gjaldt for dem begge at faa lagt sig noget til bedste, og for ham tillige om at arbeide sig videre frem i de føl- gende Par Aar. Men alle disse Planer var det kun alt for let for hine fiendtlige Magter, paa allehaande Vis at forstyrre. Der behøvedes hertil kun, at der blev sat ondt ud for dem hos Husbondsfolket. Jon var i denne Tid meget ordknap og tung tilsinds. SIDE: 179 En Kveld, han var rigtig bedrøvet, gjorde hun ham saa glad, at hans brede Ansigt lyste. Under Krænkelsens Taarer foreslog hun harmfuldt, at de paa deres Bryllupsdag skulde samle alle de Tør- klæder og Foræringer, hun nu maatte modtage, i et Knytte med en Sten i og saa sænke det altsammen ned ude paa Fjorden; hun havde grædt nok af salte Taarer ved den Rigdom, sagde hun. - En Søndag Eftermiddag om Vaaren, som Jon sad nede paa Sjøboden i Døren ved Vindetouget og grub- lede ved sin Pibe, kom Marina helt bleg ind til ham. Hun fortalte, at Kjøbsvenden, medens de andre om Formiddagen havde været i Kirke - Jon havde selv været med at ro Kirkebaaden - havde gjort hende en Kjærlighedserklæring, som hun paa Stedet havde af- slaaet. Den store, enøiede Kjøbsvend, der var saa mægtig hos Husbondsfolket, havde grebet Anledningen til ende- lig at lægge sit Hjerte for hendes Fødder. Hans Mening var, at de skulde være hemmelig for- lovede i Huset et Aars Tid, saa skulde hun siden flytte med ham til Olsvaag, hvor han nu havde faat Udsigt til for billig Pris at faa Handelsstedet med tilhørende Fiskevær, der skulde til Auktion. I sin Kjærlighedsiver busede han ud med, at han havde lagt sig tilbedste mere, end nogen vidste, og det Aar, som kom, smid- skede han selvgodt, skulde ikke gjøre ham fattigere. Forbauselsen over den ringe Tjenestepiges raske Af- slag paa hans storartede Tilbud stod at læse paa hans Ansigt, der fik et sandt Vilddyrudtryk, medens han stirrede paa hende. Men, som hun stod der beskeden med Hænderne foldede over sit Søndagsforklæde og rød af Øieblikkets Skræk, læste han et saa sanddru og enfoldigt "Nei", at han indsaa, at her for denne Gang intet mere var at udrette. Lidt efter kom han igjen ud i Baarstuen, hvor hun var alene, og holdt hende en salvelsesfuld og indtræn- gende Tale om, hvor ærefuldt hans Tilbud var for SIDE: 180 hende, og hvor høit det vilde glæde hendes stakkels fattige Far; hun var ham desuden takskyldig, fordi han havde hjulpet hende frem til Tjeneste og Gunst i dette gode Hus. Da hendes stilfærdige Holdning og Svar imidlertid gav ham det samme Indtryk som før, var den smin- kede Godslighed pludselig som strøget bort. Pigen følte, at hun skalv i Knæerne, medens han satte Øiet paa hende, som om han hos sig selv bare for- undrede sig over, at saadan en liden Ting, som han, naar han vilde, kunde knuse under Støvlehælen, dri- stede sig til at sætte sig op imod ham. Aldeles mod sit vanlige langsomme Væsen, rev han voldsomt og ilsindet i Dørklinken; - han vendte sig i Døren med et truende Udtryk og sagde, at han nok forstod, at Studenten havde sat hende Fluer i Hodet, men at han skulde vide at sætte en Stopper paa dette letfærdige Uvæsen i Huset. En brav Pige forskjertsede ikke en god Fremtid, naar den bødes hende, og hun burde desuden - sagde han langsomt betydende - betænke sig vel, før hun gjorde sig ham til Uven. Med disse Ord, hvori laa, at han endnu ventede, at hun vilde overveie Sagen, lukkede han Baarstudøren efter sig. Dette var lidet glædelige Tiender for Jon, og endnu mørkere blev det, da Marina et Par Dage efter ind- kaldtes i Stuen til Madam Brøgelmann og opsagdes til Høsten. Krisis var altsaa nu kommet, og gode Raad dyre. Kjøbsvenden haabede paa, at hun, stedt i Nøden, tilslut vilde falde tilføie. Jon Zachariasen dampede i ensomme Timer nede paa Sjøboden noget forskrækkeligt paa sin Kjøbepibe med Porcelænshodet, hvori stod Portrætet af en fin Dame, som han, uanset de stik modsatte Træk og, at hun var klædt som en Prinsesse, syntes lignede saa Marina. Det var nok den høie Hals og, at de var lyse begge to, som bevirkede denne heldige Illusion, der var ham til saa megen Trøst. SIDE: 181 I ensomme Timer sad han og overdampede sin Ma- rinas Ansigt og syntes paa det Vis, at han samsnakkede med hende, medens han spekulerede. Hans Plan var endelig fattet. Han overlagde den i Vedskjulet sent en Aften, efterat alle havde lagt sig, med den virkelige Marina. Den følgende Dag indfandt han sig, pyntet i sine brune Vadmels Søndagsklæder og med Blankhatten i Haanden, paa Kontoret hos gamle Brøgelmann. Han vilde bede "han Far" om Opgjør og om at faa Lov af hans Godvillie til straks at forlade Tjenesten, da han nu havde noget fore paa egen Haand. Brøgelmann var, som meldt, en snild Mand, og Jon Zachariasen fik da sin Afsked med god Attest og efter Opgjør 21 Spd, tilbedste samt en gammel, gissen Seks- æringsbaad, der slang nede ved Stranden, og hvilken han tilligemed det tilhørende fillede Seil, der stod i Nøstet, bad "han Far" forære sig som en Drikkeskilling for de 7 Aar, han havde tjent ham. Ogsaa Store-Lars undbad sig samme Dag af Tje- nesten; - han havde paa en Maade sluttet sig til Jon, der var den eneste, der ikke abede med ham. De næste 14 Dage af Vaaren anvendte Jon til at reparere og tjærebrede sin Baad. Og saa lagde han og Store-Lars ud tidligt en Morgen, før nogen var oppe. Han havde da med sig et Par Linestamper og ellers det lille af Redskab og Sjøklæder, han eiede, deri- blandt Sag og Økse samt en Kasse med Spiger og Niste- mad for et længere Fravær. Som den mørkhaarede, stærke Kar i Topluen og Sjø- dragten var kommet ud paa Bugten, der laa blank med smaa Pust af Morgenbrisen her og der, gryede Solen over Fjeldet og kastede samtidig sit Skjær over Pigen, som stod paa Bryggen; - det var Morgenvarslet for deres Livsfærd. Det var tomme og ødslige Dage for hende i den Tid, Jon var borte, og dertil gik Krambodsvenden og lurede paa hende som paa en Fugl, han mente retnu at faa SIDE: 182 i Donen. Studentens Kurmageri var igrunden et stort Held for de elskende, thi ved ham blev Kjøbsvendens alt før vildledede Opmærksomhed end mere bortledet fra den i hans Øine ubetragtelige Jon. Stuwitz kunde for den Sags Skyld gjerne betrot Jon at gaa med Kjær- lighedsbrevene, om han havde været hjemme. - En fem Maaneders Tid efter, udpaa Høsten, kom Jon og Store-Lars en Dag strygende for frisk Bør med Baa- den fuldladet af Tørfisk. Jon gik i sin Sjødragt, slæbende efter sig en stor fersk Torsk, som han holdt i Gjellen, ind i Kramboden, hvor han efter Skikken slængte Torsken paa Disken og bad om at faa en Dram for den og siden Afregning for den Tørfisk, han havde i Baaden. I den nærmeste Tid skulde han fragte hid flere slige Ladninger, som endnu hang paa Hjellen hjemme. Han trængte kon- tante Penge blandt andet til at kjøbe sig en bedre Baad, da den, han fo'r med, som han muntert udtrykte sig, retnu ikke duede for andre end Folk, som kunde "træde Sjøen". Endel af Fisken var af den Grund ogsaa paa Veien blet vaad for ham, saa den tabte i Prisen. Bagefter om Aftenen fik han Marina i Tale. Da hun, paa engang leende og grædende, hilste paa ham, fortalte hun, at hun havde set ham komme til Bryggen; og fra det Øieblik af havde hun næsten ikke sanset sig, saa hun havde gjort en hel Del Ting rent endevendt. Fra den Stund, hun havde talt med Jon og hørt, hvordan det stod med deres Udsigter, fik hendes Ansigt igjen det freidige, glade Skjær, som havde været borte under al den Sorg og Bekymring, hvori hun den hele Tid havde levet. I Løbet af de følgende fjorten Dage kom Jon igjen to Gange med fuld Ladning. Da han havde fragtet did al sin Fisk, fik han ud- betalt femti Speciedalere, hvoraf de tyve straks gik til at kjøbe en bedre Baad. En Formiddag gik de saa begge pyntede ind paa Kontoret og fortalte Brøgelmann, hvorledes det hele SIDE: 183 stod til, at de var Kjærestefolk og tænkte paa at gifte sig endnu samme Høst, men at de var bange for Han- delsfuldmægtigen, der, saasnart han fik nys om Sagen, vilde lægge sine afgjørende Hindringer iveien i Marinas Hjem. Brøgelmann sad længe i Tanker. Han paalagde dem kun, da han lod dem gaa, at tie bomstille med Sagen, saa intet blev mærket. Og deraf tog de Haab. Dagen efter sendte han Jon med et lukket Brev et Ærinde hen til Fogden. Det var efter Kongebrev. Selv var han et Par Dage efter hos Præsten. Og næste Søndag - det var netop Dagen før Høstens Flyttedag - blev de til Overraskelse for alle, men mest for Stuwitz, viet i Kirken, hvorfra de i deres Baad reiste lige sydover til deres nye Hjem paa Skorpen. Men fra den Stund havde de Stuwitz's uudslukkelige Had og Forfølgelse; thi det var ikke ene og alene Pigens ualmindelige Skjønhed og Tække, men ogsaa en Be- regning med i Spillet, nemlig Trygheden for Følgerne af en mulig Opdagelse af Forholdene ved Marinas Fødsel. Jon Zachariasens Hemmelighed var, at han paa en af sine Lofotfærder engang havde opdaget en liden ud- mærket Fiskegrund syd ved Skorpøen. Og saa havde han tillige husket paa Levningerne af et Skibsvrag, som laa ret i Land, ikke langt derfra. Disse to Ting havde han i de ensomme Timer, da han spekulerede paa Raad for Uraad, sat sammen i sit Hoved, og i denne Sommer ved Hjælp af Store- Lars foreløbig faat spigret op en liden Hytte paa Skorp- øen lige indenfor Fiskepladsen. Det var Senhøstes, da de to med Store-Lars deres Bryllupsdag seilede med det lille, de eiede, i Baaden og lidt Udstyr og Julekost, som de fandt henlagt i den - hvilket de vel vidste hvorfra skrev sig - sydover ud til deres lille Nybyggerhjem paa Skorpøen. Midtveis paa Fjorden den første Dag skede noget, SIDE: 184 som Store-Lars i mange Aar siden anstrængte sin matte Hjerne med at begribe: Marina leverede Jon et Knytte, som de først aabnede, - og da saa Lars tydelig flere Silketørklæder - og derefter igjen tilknyttede med en stor Sten i Snøret. De tog i med en Haand hver og slap den saa under Latter og Glæde udfor Baadripen. Da Store-Lars lod til at bryde sit Hoved stærkt med det passerede, forklarede Jon ham tilsyneladende al- vorligt, at det bare var Thor Stuwitz og en Student fra "Kristian", som nu var gaaet tilbunds med en Sten om Halsen, - en Vittighed, som Marinas smilende An- sigt tydeligt paaskjønnede i høi Maade, men som Lars forblev lige klog ved. Som et Punktum paa sine Grublerier bad han Marina, som sad paa Styre-Toften ved Jon, om at lange sig Øldunken. Han reiste sin vældige Person op i Baaden og drak Bryllupsskaal for dem begge, paa "en god Seilads i alle Maader". Det gik, som man havde spaaet, idet Brøgelmanns Datter ikke længe efter blev forlovet med Student Heggelund. Gamle Brøgelmann trak sig nu yderligere ud af alle Forretningerne nordpaa; han kjøbte et Par Aar, før han døde, Svigersønnen Handelsstedet M..sund længer syd. I Medgift gav han ham sin betroede Fuldmægtig til at styre med Handelen og være den egentlig tæn- kende Hjerne i Forretningerne. Det var en moralsk Forpligtelse, som Heggelund der paatog sig i Forhold til sin forsigtige Svigerfader, og med denne levede han siden sit hele Liv igjennem i et Slags hemmeligt Formynderskab, der var ham tryk- kende nok; men han manglede baade Karrakter og - ialfald som hans Forhold stod senere - ogsaa den nød- vendige Indsigt i sine egne Forretningsaffærer til at afkaste det. SIDE: 185 FISKEGRUNDEN "BERGINGEN" Der var gaat Aar hen siden Brøgelmanns Tid. Hans Datter, som var gift med Heggelund, styrede nu i sit store Hus nede i M..sund. Jon Zachariasen og hans Hustru var komne et Stykke fremover i Livet; de havde i godt og ondt slidt sig taalelig igjennem og sad nu med flere Børn. Jons Hytte laa ude ved Havbrynet lige i Udløbet af en Fjeldsprække, der gaar tversover den smaleste Del af Klippeøen Skorpen. Var Skalberget i Tidens Morgen revnet nogle Favne dybere, vilde Sprækken have dannet en naturlig Kanal mellem Havet og det smale Sund indenfor, der ad- skiller Skorpøen fra Fastlandet. Vandløbet bærer der- inde Navnet "Krogene", fordi det bugter sig i lune- fulde Vendinger mellem en mængde Holmer og Skjær, saa at man fra Bunden ikke kan se Udløbet i Sundet, og Fjeldsiden er her hele Veien et langt Stykke op klædt med venlige Græsflækker og Løvskog. Sjøfuglene har sine Reder paa alle Smaaholmerne i det forviklede Løb, hvor der altid er blankt og smult Vand at dukke i med Ungeflokkene. Paa et saadant Sted løsnes nødigt Skud, og derfor havde Erfuglene i fredelig Tillid deres Reder helt oppe under Jon Zachariasens Trappe og Husvæg i hans Nøst og Skaale. Fuglene dernede fløi, med og uden Grund, ti Gange paa Dagen - Erfuglen, den rødbenede Kjæl, Heire, Teiste, Maage og Skarv, - allesammen pludselig iveiret og fyldte Luften med Skrig og Snak i Munden paa hverandre. Det var Hensynet til Fiskebruget udenfor i Sjøen, der havde tvunget Jon til at forsage den lunere Bo- plads og lægge Huset over mod Udsiden neppe et Rifle- skud fra den braat-hvide, blæsende Havkant. Stedet for sit Rede havde han valgt efter det samme Instinkt som Sjøfuglen; - han vilde undgaa to strenge SIDE: 186 Fiender, nemlig Nordveststormen og det Snefog, der om Vinteren følger med den. Sneen føg da altid hen over den ene Side af Skaret, under hvilken Huset var lagt, saa at der selv i den værste Vinter blev frem- kommeligt ned til Sjøen i Læ af Fjeldvæggen. Den lille skraa Jordflek omkring var møisommelig baaret didhen fra andre Steder af Øen, og, som det stod der med Bagsiden skjævt lænet til Fjeldet, var det let at kjende, at det var Levningerne af en gammel Kahyt med endel Tilbygning efter Leilighed. Under det side Tørvtag med de gule Hesteblomster ludede de smaa grønne Ruder lig et Par af Saltvands- skvæt halvblinde Øine under en dybt ned i Panden for- groet Haarlug, og den Gangsti, der fra den grønskede Baadstø gik opad Stenuren til Huset, kunde minde om en Faldrebstrappe. Brat nedenfor i Fjæren stod det graa nævertækkede Nøst med tunge Stene lagt ovenpaa Taget for Stormen. Deres Fiskegrund ude ved Skorpen havde Jon og Marina paa Grund af den Rolle, den havde spillet i deres Liv, kaldet "Bergningen", et Navn, hvormed den nu paraderer paa de officielle Søkarter. Karttegneren eller Sjømanden, der en Stormnat maa- ler derpaa med Passeren for at holde sig behørig langt undaf den farlige "Lønbø", vilde vistnok med et vantro Smil høre paa den Forklaring, at det Fartøi, som - at slutte efter Navnet - her engang skulde være bjer- get af Havsnød, var en saa luftig Ting som to unges Kjærlighedsskib. Og dog tør der til de allehaande for- underlige Navne paa vor Kysts utallige Skjær og Hol- mer knytte sig mangen Historie, mangt et gribende Drama af vor Almues ubemærkede Liv, som man skulde have fundet endnu mindre sandsynlig. Til "Bergingen", der bestod af tre Lønbøer af for- skjellig Dybde i Rad udenfor hinanden, var der kun en halv til trekvart Miles Udror. Fra Huset kunde de, som var derhjemme, - og disse var nu Marina og hendes tre gjenlevende Børn, thi en Gut og en Pige havde Vorherre taget - se ud til Baaden, naar Fa'ren SIDE: 187 og Store-Lars som vanligt Morgen og Aften laa derude og fiskede, satte og trak Linerne eller stellede Fisken oppe paa Skjæret, hvis lave Ryg ellers i Reglen var dækket med store Havmaager og anden Sjøfugl, der sad Rad i Rad og ventede paa Seien. I Godveir om Sommeren var Marina og Børnene undertiden med for Morskabs Skyld; men i hendes Ung- dom, i de første Aar de var gift og før de fik bedre Raad, havde hun, medens Jon to Aar efter hinanden laa syg halve Aaret, og Stuwitz nægtede dem Kredit, maattet gaa for den manglende anden Kar i Baaden og i Sjøklæder plasket derude i al Slags Veir. Marinas Yndlingsplads om Sommeraftenerne var i den aabne Stuedør. Naar Solen gik ned med sine ube- skrivelige Vidunderlandskaber i det store guldviolette Hav, syntes Jon, som laa derude med Baaden, halvt inde i Himmelen. Hun sad i slige Aftener gjerne paa Dørstokken nyn- nende med Strikketøiet eller andet Arbeide i Haanden, medens Børnene legte foran Trappestenen. Ellers var hendes daglige Bekymring for Rosseveir ned fra de sorte Kløfter i Storbergskavlen inde paa Fastlandet, for de graadige Strømskavler og for den lumske Lønbø, der ofte uforvarende kunde tage Grund- braat paa den blankeste Dag. Og saa var det Jons tunge Reiser under Jul med den tørrede Fisk til Landhandleren i Sørstrømmen. Didhen var der haardere Søvei end til Heggelund i M..sund, men ham vilde de nødig søge siden det Aar, da Stu- witz nægtede dem Kredit i Boden. Denne vragede der- hos altid Fisken ubilligt for dem og slog ned paa Prisen. I den Baad, som Jon og Store-Lars rodde, sad der nu stedse hyppigere en tredie Person, der, saa liden han var, alt gjorde Tjeneste som Agnsætter. Det var Glæden i Huset, den gulkrøllede livlige Morten. Altid lystig og villig og fløitende, havde han bestandig noget fore: - smaa Fiskedamme, Fugle- fælder og mange rare Ting, som han selv fandt op. Skorpøen med dens underlige krogede Indløb over SIDE: 188 Sandgrunden mellem Holmerne samt Fiskegrunden i Sjøen udenfor var hans Verden. Han gjettede paa en Prik, hvor Flyndren laa, naar han var ude for at stikke dem med Stangen, - vidste enhver Sjøfuglearts Skik og Vaner og kjendte enkelte blandt dem, der var klæk- ket ud paa Skjæret, og som siden hvert Aar kom ind til sit gamle Rede, for ud paa Sommeren atter at drage tilhavs med Ungeflokken efter sig. Naar Trækfuglene kom, som skulde til Finmarken, sad der paa Skjærene mangeslags rare Fugle, hvor- iblandt Brushanerne forekom ham de underligste, og han grundede meget over de Lande, hvor disse vel kunde komme fra. Da kom ogsaa Sangsvanen, som han vidste var den skjønneste blandt alle Fugle. Han var elleve Aar gammel første Gang, han kom til Sandeids Kirke og saa Kirkealmuen samlet. Han mærkede sig da meget: Kirken havde tre Ind- løb, hvor det ene Følge bag det andet seilede lang- somt ind og satte sig i Række og Geled bag hinanden ligesom Sjøfuglene paa Skjæret hjemme; de sorte - Mandfolkene - paa den ene Side, og de lyse, Kvind- folkene med Skaut eller Tørklæder, paa den anden Side. Han var næsten forberedt paa, at, naar Seiestimen kom, vilde ogsaa her hele Hæren med ét flyve skri- gende op ligesom hjemme. Men siden havde han kun Øie for den staselige Fru Heggelund, der sad i Silkekjole med en svær Guldkjede om Brystet lige under Prækestolen og havde en ganske liden Pige paa Fanget, der lo og pegte mod ham. Da han kom hjem, fik han for første Gang i sit Liv alvorlig Stryg. Han havde oprettet en Prækestol af Stene og faat sine to Søskende til at sidde som Me- nighed, medens han viede Lammet og Grisen og hær- mede efter Præsten. Et varmt Ørefigen fra hans Faders vægtige Haand stansede uventet Høitideligheden, og bagefter vankede der alvorlig Prygl. Om Sommeren kunde det oftere hænde, at Morten SIDE: 189 alene fulgte med Store-Lars ud paa Fiskegrunden for at trække Linerne eller fiske med Snøre. Kjæmpen sad sædvanlig taus, medens Morten i sin Faders for store Vadmelstrøie og den røde Toplue paa Ho'det i Stilhed undrede sig over mangt og meget, og talte Nordfarjægterne, der Sommer og Høst kom dra- gende forbi med de store brede Seil og Fiskeladningen stuvet til høit op paa Masten. Han var alt tidlig, med Marina til Læremester, be- gyndt at læse. De første Bogstaver, han lærte, var de store, sprukne, af høit udskaaret Træ paa Væggeplan- ken nærmest Loftet i den tilrøgede, trange Stue; - der sad endnu nogle Levninger af slidt Gulmaling igjen paa enkelte af dem. Enden af Planken var afbrudt, og tilsammenlagt dannedes Ordet "Fremtid..". Om den sagde Marina ham, at den stod i Guds Haand. Nu holdt han paa med "Forklaringen" og laa da ofte og læste i sin Lekse i Bagskotten med Haandsnøret fæstet til Kjeipen - noget han ikke fik lov til, naar Faderen var med. En Nat i Midsommeren sad de slig derude i deiligt Veir. I "Solsættingen", Kl. 12, laa Midnatssolen efter en pragtfuld Nedgang som en mat, rød Kugle vest i Hav- randen, medens de store Dønninger rullede violette, saa langt ud som Øiet kunde se. Lidt efter "tændtes" Solen igjen med en Glorie af lange stikkende Straaler fulgt af en Morgenrøde, der reiste Skysøiler af Guld mellem Himmel og Hav. Bølgerne slikkede som Ild om Baaden, hvori de to stille Fiskere sad med det speilblanke Modbillede under i Vandet. Store-Lars trak idetsamme en deilig rød Uer. Da han havde faat den over Baadranden, spurgte han pludselig Morten, om det stod i hans Bog, at den Slags røde Fisk var Havmandens Livfiske? Morten skvat op og maatte bekjende, at dette ikke stod i Forklaringen, saa langt han endnu havde læst. Lars forklarede ham SIDE: 190 da, at Øinene altid var sprængt ud af Hovedet paa den, naar den kom op, fordi Havkongen klemte Livet af den, straks den havde bidt paa Krogen. Hermed var engang for alle Isen brudt for en lang Række Meddelelser af denne Slags, der altid endte i det vidunderlige. Medens de sad i Sommeraftnerne ude paa Fiske- grunden og trak de gulrødbrune Torsk eller af og til en Lange eller Kveite, fik Morten vide mangt, som han ikke havde hørt om før. Lars lærte ham, at enhver Fiskesort havde sin Konge eller Størje, som det var et slemt Tegn at fiske. Der var Laksestørjer, Seiestørjer, Sildekongen med Krone paa Hovedet og Torskekongen. Den sidste var ikke saa farlig, thi den fangedes ofte. Til dens Ære flækkedes den aldrig efter Bugen, men efter Ryggen; den leveredes "rund" og fik have Ho- vedet og Indvoldene med paa Vægten. Der var ogsaa et Havuhyre, som hed Kragen, der var saa stor som en hel Ø, og som undertiden dukkede op i stille Veir, saa Brændingen slog om den som Fjeld. Forfarne Folk kunde kjende paa Baaden og Snøret, om de laa over den; der var da altid meget Fisk, men, naar det blev for mistænkeligt, maatte man ro undaf. Han havde selv, forsikrede han troværdig, ofte været ude for den oppe i Finmarkshavet. Over dette sidste grundede Morten meget; han mente, at man maatte kunne fange Kragen, naar man lagde en stor Jernlænke ud fra Fjeldet med et Skibsanker til Krog og forsvarlig Agn paa. Dengang havde det længe gaat som et Rygte over hele Nordland, at et nyt underligt Skib skulde vise sig der. Det skulde gaa uden Seil, bare med Røg og Hjul, og en Sommer var det set dampende forbi Skorpøen. En Stund efter havde Morten faat istand en Hjul- baad, som han kunde drive ved at træde en Vægtstang; men Faderens gamle Sekstring, der var taget til dette Brug, gik dog mange Gange bedre for Aarene end med denne Maskine, der kun var til Søndagsleg. SIDE: 191 Marina var ganske stolt deraf, men Jon likte det mindre, fordi Folk opholdt sig derover, og der heller- ikke var Gagn i det. FINKROGEN Jon Zachariasens nærmeste Naboer bodde paa Fin- næsset nede i Finkrogen. Paa en lille Odde, som Skorpøen her danner og som heder Finnæsset, stod dengang kun et af en Kvæn bebygget Tun. Den skraa, stenede Græsbakke var over- hodet det eneste Sted i Sundet, hvor Huse kunde tæn- kes opsatte. Kvænen sad der i en liten Jordgamme. Nogle Træ- spirer dannede Bindingsværket i Taget, der sodede Klippevæggen bagom med sin Røg, og nede ved Stran- den laa et Par Tværtræer, der tjente for en Baadstø. Hans Hustru var Finlap, og, naar hendes Familie paa dens aarlige Flytning til og fra Sverige om Som- meren lod Renerne svømme over Sundet for at beite paa Øen, gik Renveien fremover i Stranden tæt under Kvænens Gamme og opad de steile Stier, som førte ind paa Skorpøens Høiflade til dens indre Egne. Som det naturlige Overfartssted var her ved Kvæ- nens Gamme en hævdet Hvileplads, hvor Finnerne i de faa Ugers Tid, de opholdt sig paa Skorpøen, opslog deres seks, otte Reisetelte. Dette Strøg bærer af den Grund fra Alders Tid Navnet "Finkrogen", formodentlig paa Grund af det krinklede Løb i Nærheden. Kvænen, en stærkvokset, rask Kar med lyst Haar og blaa Øine, kunde i Længden ikke trives med Livet mellem Finnerne, blandt hvilke han havde taget sin Hustru. Paa en af sine Færder med dem havde han her fundet et beleiligt Sted til at nedsætte sig som fastboende, eller, som man i Nordland kalder det, "Bumand". Om Som- SIDE: 192 meren faldt her et godt Hjemfiske, og om Vinteren rodde han paa Storfisket. Lidt til Potetes og til at føde nogle Faar og en Ko afgav Jordflekken omkring Pladsen. Til Hjælp ribbedes Løvbuskene oppe i Lien, og til Koen skar hans Hustru om Vinteren Tang ude paa Holmene. Saa ofte Svigerforældrene kom, efterlod de da ogsaa gjerne til Tak for Opholdet en Ren til Slagt, nogle Skind til Vinterpæsker og Komagemner, nogle tørrede Renskinker, lidt Sennetraad og andet, som de kunde tænke sig at være til Hjælp i Huset. Den Dag om Sommeren, naar deres spidsørede Finne- hund "Musti" ( ): den sorte) pludselig slog sig gal oppe paa Høiden og uophørlig fo'r pipende frem og tilbage fra Gammen og didop, hvor den saa en Stund stod stille, gjøende i vilden Sky, - var derfor ogsaa en festdag for Familien, men en dobbelt for Finnens Dat- ter, som i Stilhed led tungt af Længsel efter sit eget Folk. De saaes da kommende ned fra Morknæsskaret paa den anden Side af Sundet. Kvænen satte straks over med Baad til Overfarten, og Musti, der maatte holdes for ikke at svømme ud og skræmme Renflokken fortidlig, hjalp, gal af Glæde, sine Kammerater "Sjorris" og de andre Finnehunde med at gjete Renen fremover i Stranden. Og i den Svarhilsen "Gud give", som Kvænens Hustru paa finsk Vis gav sine Forældre til deres Goddag i Huset og Omfavnelse, laa et helt Aars Hjemlængsel. Først aflæssedes de store Hanren, der - ledede af den gamle Fin selv, hans Hustru og ældste Datter - bar Teltene, Husgeraadet og Komserne, hvori et Par Sønne- og Datterbørn laa, svøbt i Skind, sovende eller spisende saa trygt og lunt som noget Stormandsbarn i sin Vugge. Den krumbøiede, lille, over hundrede Aar gamle Olde- fader, hvis rindende Øine var blinde, og som havde "levet i syv Kongers Tid", blev ledet ind i Kvænens Gamme, hvor han fik Hæderspladsen, hvilken han siden SIDE: 193 den hele Tid sjelden forlod, uden for paa en vakker Dag at rokke sig ud i Solen. Han følte med Hænderne henover Datterdatterens Ansigt og vilde altid straks høre om nyt. Han var, som enkelte gamle Finner endnu dengang, ikke kristnet, men vilde dø i sine Fædres Tro. Da de et Aar kom uden ham, fortaltes det, at han var død og efter sin Vilie begravet, svøbt i Næver, under sin omvendte Pulk i en Stenrøs inde paa Fjeldvidden. En Times Tid efter de første kom hele den øvrige Renflok i tre Afdelinger, vogtet af de andre Døttre og Svigersønner samt Tjenerne og omkredset af en Flok Hunde, der springende og hoppende nede i Fjæren, snart svømmede ud i efter en Ren, snart rystede Vandet af sig, ivrige i deres Gjerning, at holde Dyrene sammen. I denne Sommermaaned var Kvænens Hustru atter Finnepige under sine Forældres Telt, og Musti atter Finnehund; - hun gjorde sig en Glæde af at undervise sin Datter i al en Finnekvindes Gjerning. Kvænen saa roligt til. Han holdt af sin Hustru, hvis bløde Sind var det modsatte af hans eget; han vidste, at det var saa hendes Natur, og at den maatte have Luft. Hanrenerne streifede nu uden Vogter vildt om i Flokke oppe paa Fjeldet, medens de øvrige dyr mere roligt holdt sig sammen paa Mosebeiterne længer nede paa Fjeldsletterne, efter deres Instinkt altid søgende mod Vinden. Nede i Lierne - hvor det frodige Bregnegræs mange- steds skjulte Renen til op over Livet - saas de dog kun de enkelte Dage, naar Havskodden kunde svøbe Fjeldhøiden ind i sin uldgraa, uigjennemtrængelige Skyhætte. Dernede mødtes Renen og den myldrende Maagehær, der flygtede ind for Havskodden og Stormen, og med tusinde Skrig fløi op ad Landet. Saa kom da - altid tidligere end tænkt - Af- skedens Dag, som Datteren efter sit Folks Natur, der SIDE: 194 saa gjerne lever i Øieblikket, i det længste havde opsat at tænke paa. Renen samledes Dagen iforveien, og den næsten fulgte de over Sundet med Baaden, bag hvilken Klokkerenen svømmede, holdt i Reb af den gamle Fin, medens Ho- derne af den øvrige Flok stak op af Vandet i en lang Stribe som Grene. Og nu maatte der tages Afsked. Det var en Omfavnelse under Taarer til hver især, sidst til de gamle Forældre. Hun lagde sin ældste Datter og den lille, som de efter flere Aars Mellemrum havde faat, op til deres Bryst, og i den finske Afskedshilsen: "Bliv i Fred", skalv fra Datterens Side næsten Fortvivlelse. Hun talte ogsaa kun lidt i to, tre Dage efter, før hun igjen ret var kommet ind i sit gamle Stel. Kvænen bar taalmodigt over med hende, thi af Er- faring vidste han, at hun snart glemte den værste Sorg, - og saa kom hendes glade Passiar om alt, hvad der var hændt og skulde hænde til næste Aar. I Januar i Dagene, før han skulde forlade hende, og hun sidde ensom igjen i den mørke Vinter, brød hen- des Sorg gjerne igjen hæftigt ud. En Nat, før Manden saaledes engang skulde reise paa Fisket, sov hun meget uroligt. Hun drømte, at hendes afdøde Oldefader stod foran Sengen og sagde, at hun nu skulde faa reise hjem til sit eget Folk. Hun syntes da, at hun fulgte ham ned til Baadstøen, og der laa en af Vand halvfyldt Ligkiste uden Laag skvulpende i Stranden. Han sagde, at det var Baaden, som de skulde fare over Sundet med. Da hun angst vilde skynde sig op til sin Mand, som hun saa staa sorgfuld i Døren med den mindste Dat- ter i Haanden, blev den gamle pludselig mørkeblaa i Ansigtet og greb hende i Armen saa stærkt, at hun vaagnede med et Skrig. Den trodsige Kvæn er sjelden overtroisk af sig, saa- ledes som Finnen og Nordlændingen, og, da hendes Mand hørte Drømmen, sagde han, at det bare var "Ma- SIDE: 195 ren". I sit betyngede Sind tænkte hun imidlertid andet, nemlig at hun nu vist havde faat et Varsel. Det var en Vinterdag i Marts, at Kvænens Hustru og hendes fjortenaarige Datter Lyma reiste ud til en af Hol- mene i Vigen for at skjære Tang. Hjemme i Huset var kun hendes anden fem Aar gamle Datter og Hunden. Som de var ifærd med at skjære Tangen, slaar Mo- deren Øinene op og ser, at Baaden ræker langsomt udover Bugten med Strømmen. Fangelinen maatte være gledet ud fra den sleipe Sten, hvorom den havde været belagt. En lang Stund stod hun stille som en Stenstøtte, med Tarrefanget i den ene Haand og Kniven i den anden, og stirrede efter Baaden. Da gik det langsomt op for hende, at dette var Døden lige udenfor hendes egen Dør, ikke længer borte end, at hun kunde raabe paa baade Barnet og Hunden; thi Menneskehjælp var her ikke. Det led alt opad den følgende Formiddag. - Den halvvoksne Datter havde netop bredt sine Klæder over Moderen, der laa halv tilføget bag en Sten i Døs paa det Tarreleie, hvorpaa de om Natten gjensidig havde søgt at holde hinanden varme. Hun vilde nu ved Fjæretid vove Forsøget paa at kom- me over det smale Sund og i værste Fald heller tage Døden paa den Maade - da kom Marina roende om Odden i sin lille Baad. Som tusinde Hustruer i Nordland i Fisketiden, sad ogsaa Marina i denne Tid alene i sit Hjem med Bør- nene, medens Jon og Store-Lars var nede i Lofoten, og hun havde i disse to, tre Maaneder mangen nattevaagen Stund. Denne Nat havde hun troet at høre fjerne Hyl af en Hund, og den Tanke havde ikke forladt hende, at der maatte være hændt noget galt i Finkrogen. Saasnart det blev lyst, gik hun over paa den anden Side af Øen hen paa en Høide, hvorfra man kunde se Husene henne i Finkrogen. Den sorte Hund, som hun saa mod den hvide Sne løbe uroligt frem og tilbage mel- SIDE: 196 lem Jordgammen og Stranden, bestyrkede hendes Anelse. Hun tog øieblikkelig Veien indover med den lille Baad, de havde i Fjæren - og kom tidsnok. Men Moderen faldt i en voldsom Nervefeber, hvori Marina daglig pleiede hende, og døde et Par Dage ef- terat Kvænen var vendt tilbage fra Fisket. Da Mathis Nuttos Familie ud paa Sommeren igjen kom til Skorpen, mødte de Sorg for Glæde. Der aftaltes, at den ældste Datter Lyma skulde følge Bedsteforældrene, og et Par Aar efter giftede Kvænen sig "for at faa en Kone i Huset" med en af Mathis Nut- tos andre Døttre. - Den Maaned om Sommeren, da Mathis Nuttos Telte stod rundt om Gammen, imødesaas med ikke mindre brændende Længsel af Jon Zachariasens end af Kvæ- nens Børn, hvoraf denne nu ogsaa havde et Par med sin anden Hustru. Især var Onsdag og Lørdags Eftermiddage sande Ju- belfeste; thi da skulde Dyrene ned til Renhjemmet for at melkes. Aftensolen ovenpaa den varme Sommerdag begyndte allerede at staa rødlig i Lien, før de første, takkede Horn tegnede sig mod den klare Luft høit oppe i Fjeldskaret. Lidt efter viste sig et Par Dyr helt fremme. Efter disse mylrede i en stedse bredere Strøm ned mellem Løv- træerne i Lien en brun, urolig Dyremasse med dens eiendommelig knirkende Lyd af Hundreder Hasesener. Omkring dem jagede de gjøende Hunde under op- muntrende eller revsende Kalden fra Vogterne, og den stille Aften fyldtes efterhaanden af Tilraab, Larm og Glæde fra smaa og store, der alle var i febrilsk Travl- hed. Det lavvokste Folkefærd med det bløde Sprog, de fir- kantede bræmmede Sommerhuer, deres brogede, for Brystet aabne Sommerkofter af Vadmel, kantede med stærke blaa, røde, gule og grønne Kulører, - hvilke i det stærke Sommerlys nordpaa forliges ligesaa godt som de afstikkende Farver i Syden, - dannede en eien- SIDE: 197 dommelig belivet Scene, og Børnene følte sig derunder som i et Eventyr. Endelig var Renerne efter endel Jagen bragt inden- for Indhegningen, hvor de skulde melkes. Endel af dem laa nu roligt hvilende, medens andre stod og tryk- kede hinanden i godslig Leg med Hornene. Den lassolignende, aldrig feilende Skindsnor blev af de voksne Mandfolk kastet om Hodet paa den stridige forskræmte Ren, som efter en kort Kamp blev trukket hen og bundet til den nærmeste Stok i Hegnet for at melkes. Der stod i Solskjæret den sortøiede, velvokste Kvæn- finpige Lyma i sin røde Hue med Guldbaand, varm og ivrig af Arbeidet, og lo af sin Kjærestes Anstrengelser. Det var den firskaarne, godsligt udseende Isak Pelto, der eiede 900 Ren, og med hvem hun - Kvænens før omtalte Datter - til Vinteren skulde have Bryllup i Karasuando i Sverige, hvor deres "Vinterby" var. Lyma havde altid Smaaforæringer med til Jons Børn. Især var hun Godvenner med den ældste af dem, Mor- ten, der havde været til det Aar, da hun reddedes fra Skjæret, og Marina saa trofast pleiede Moderen. Først skulde hun kjæle for Renen og give den Salt, og saa melke den i den lille Skaal, medens Morten stod ved Siden af hende og fik drikke af den fede, velsma- gende Renmelk, der er fin som Fløde. Efter et Par Timers Forløb var man færdig. Skyggerne faldt længer mellem Løvbuskene oppe i Lien, og Dyrene hastede opad Fjeldet til sine vante rolige Steder paa Høiden - Raabene og Hundeglam- met hørtes fjernere i den lydhøre Aften. Bagefter samlede sig vel endnu en Stund i den lyse Kvæld ude paa Volden Familiens Medlemmer, smaa og store, saavelsom Tjenerne for at høre paa Historier og Eventyr. Mathis Nutto, der sad paa Kubben udenfor Teltdøren, tog Flint og Fyrstaal frem af sit blaa, dertil indrettede, Halstørklæde, og slog Ild i sin korte, sorte Pibe. Han dampede med tætte Drag blaa Hvirvler i Aftenen, me- SIDE: 198 dens den gamle Silla sad, nikkende af Ælde, og fortalte. Af og til, naar hun begyndte at falde hen og synge for sig selv, maatte man vække hende. Andre Aftener var der "Joiken" d. e.: improviserede Smaasange, helst til Ære for nogen, men ofte ogsaa med en og anden Hentydning eller Satire i. Man sad i Kreds paa Hug og sang. Morten hørte om Sølv-Sara, der gik inde paa Fjeldet med Sølvbelte under Pæsken; hun havde Runebom og kunde "sætte Gan". Dette og mange andre Ting be- skjæftigede dengang i høi Grad hans Fantasi, og Livet nede i Finkrogen stod siden bestandig i et Eventyr- skjær for ham. Den driftige Stuwitz havde kastet sine Øine hen paa Finkrogen og opdaget dette Steds sjeldent fordelagtige Beliggenhed for Oprettelsen af en Handelsplads. Det forenede i en hel usædvanlig Samling de afgjørende Betingelser herfor: - en god Havn, et Fiskevær lige udenfor og derhos Anledning til med Trafiken fra den til Fisket forbifarende Almue at forene hele Finnehan- delen indenfor paa Fastlandet. De to Familier, som bodde paa Skorpen, fik derved en fælles Fiende at bekjæmpe. Det gjaldt for Stuwitz, at faa de nuværende Beboere, der netop sad paa de to hensigtsmæssigste Havnesteder, bort med det gode eller onde. Men det var ingen let Sag; thi her forgrenede sig mange Interesser. I Finkrogen mødte han haardnakket Modstand. Bag Kvænen stod nemlig Finnerne, der ikke for nogen Pris vilde miste deres hævdede Renvei og gamle Sommer- beiter ude paa Skorpøen. Og Jon og Marina, der havde deres Tomt og Fiske- grund kjær, svarede undvigende, at de for det første agtede at blive, saalænge Kvænen ikke fortrak fra Fin- krogen; de Penge, som han bød, kunde ikke forsørge dem langt; saa de maatte begynde forfra et andet Sted. SIDE: 199 Stuwitz's næste Forsøg var at faa kjøbt Eiendoms- grunden; men dette strandede paa, at Øen var offent- ligt Gods, beneficeret Præstebordet. Og nu begyndte fra hans Side en Række Forfølgelser og Plagerier, som de en almægtig Handelsmand den- gang havde kun altfor let for at sætte iværk mod en stakkels Bonde. Han opkjøbte Jons Gjæld for Udstyr til Fisket i Sør- strømmen og satte den under Inddrivelse. Da Rettens Folk kom i Huset og skrev alting op, voksede Beløbet med Omkostninger til det dobbelte, og Auktion kunde de vente sig. En stund efter kom der Stevning baade hos dem og hos Kvænen i Finkrogen for nogle Garnsætninger, som var spolerede paa sidste Fiske for Stuwitz's Baadfolk henne i Stamsund, og hvilke Folkene i Jons Baad og i Kammeratbaaden, der fulgte ham og roddes af Kvæ- nen, beskyldtes for at have kappet og reist med. Det forholdt sig saaledes, at de en Dag i sidste Vin- ter havde kappet en Del Garnvaser, der bar Hegge- lunds Mærke paa Kaggerne; men dette var da, som ofte i Sjøen, uundgaaeligt, og af Garnene havde de intet havt indenbords. Sagen vilde aldrig været rørt ved, end sige været dre- vet som Tyvsbeskyldning, om ikke Stuwitz dengang af al Magt havde søgt at komme Folkene paa Skorpen tillivs. Men Jon svor i sit Hjerte, at om de ogsaa skulde sidde klædes- og redskabsløse, som første Dag, han kom til Skorpen, skulde han dog ikke lade sig drive hverken fra Pladsen eller af Fiskegrunden, og Marina var enig med ham. Hun mente trøstigt, at her nok den vilde hjælpe, som var stærkere end Stuwitz. Om disse Ting var Heggelund ligesaa uvidende som om alt andet, der vedkom hans Forretningsdrift, der i et og alt styredes af Stuwitz. SIDE: 200 SJØFINNEN ISAK Sjøfinnen Isak Løvøen havde gjennem sit senere Liv aldrig været let tilsinds siden hin Nat, da han i Buse- sund skiltes fra Korporal Stuwitz og hans Søn. Han indsaa udover Aarene mere og mere, at han ved at fordølge Pigen havde begaaet en Forbrydelse af hel anderledes Storhed end det andet, han dengang havde frygtet, nemlig Straf for Tyveri af Vraggodset og Ud- sigten til, om Sagen kom op, at blive uforskyldt gjort delagtig i Skibets Bundhugning. Hvad han vidste om Stuwitz, kunde han, naar det kom til Stykket, ikke bevise; - denne behøvede blot, som hans Far havde sagt, frækt at nægte alt. Men, hvad Stuwitz vidste om ham, derfor forelaa Beviset i Marina let nok. Dette havde Stuwitz ogsaa ved et Par Leiligheder, de siden havde truffet sammen, forstaat at betyde ham. Han levede i dette som under en stadig overhængende Uveirssky, der formørkede Glæden for ham i dette Liv og tillige efterhaanden, som han blev svagelig, gjorde ham angst for det kommende. Men Stuwitz, Ophavsmanden til al denne Frygt og Tungsind, hadede han af sit hele Hjerte, dybt og grun- digt, - det var en Følelse, som stadig voksede midt i hans Uformuenhed til at gjøre Gjengjæld. Isak var nu baade gammel og svagelig; men han gik nødig tilsengs, thi da plagede Samvittigheden ham. En Høst blev han imidlertid liggende længer end sædvanlig, og han fik den Tro, at han ikke kom til at reise sig af Sengen mere. Han var da meget urolig og budsendte Marina, at hun maatte komme, før det led for langt udpaa, eftersom det saa ud til, at han denne- gang neppe stod det over. Det var en lang Vei nordover, men god Bør, og Ma- rina reiste straks, skydset af Store-Lars og Morten, me- dens Jon blev hjemme ved Huset. SIDE: 201 Da hun kom, var det noget bedre med Isak. Der blev over Sengekanten talt meget dem imellem, og det kom da op, hvorledes han ikke var hendes rette Far. Han kunde hverken leve eller dø roligt, sagde han, før han havde faat hendes Tilgivelse og vilde skrifte for Præsten, da det ventelig lakkede mod Enden. Men hun maatte love ham ikke at aabenbare Sagen for noget Menneske, ikke engang for sin Mand, med hvem han saa længe havde samroet i Baad som en ærlig Kar, før han selv havde lukket sit Øie. Brystnaalen, som havde staat i Sjalet, tog han nu frem af en Læddik og overgav hende. Marina sad helt bevæget. Da han bad om hendes Tilgivelse, svarede hun, at hun Gudskelov havde saa let for at give ham den og al sit Hjertes Tak med; thi uden dette vilde hun jo hverken være reddet fra Vraget eller have faat Jon, som var hende mere end al Jordens Herlighed. I Baaden hjemover sad Marina i mangehaande Tan- ker. Hun saa undertiden længe grundende hen paa Morten, som om han var med i det, hun tænkte paa. I hvad gamle Isak havde betroet hende, var der, midt i det meget, som ikke vilde blive hende rigtig klart, et Punkt, der særlig beskjæftigede hende; det var, som om hun der skimtede et Lys. Hvorfor havde Stuwitz hos Brøgelmann villet ægte hende? Havde han været bange for nogen Opdagelse el- ler tænkt at vinde noget? - Marina var lidt sangvinsk. Det trykkede hende, da hun kom hjem, at hun saa høitidelig havde lovet ikke at indvie Jon i Sagen før Fosterfaderens Død. Hvad gamle Isak angik, saa blev han, efterat have lettet sit Hjerte ved Tilstaaelsen, saa frisk, som han ik- ke paa længe havde kjendt sig; det var ham som - Stuwitz fik nu gjøre, hvad han vilde - Vorherre ial- fald ikke længer var udestængt af Stuen. Engang for flere Aar siden havde Fjeldfinnen Mathis Nutto baaret sig meget ulykkelig for Isak. Han havde, som Skik dengang mellem Finnerne, ned- SIDE: 202 gravet sine Penge paa Fjeldet i en Stenrøse etsteds i Nærheden af et helligt Sted, en "Bæsse", og deriblandt firehundrede Rigsdaler i Papirpenge. De var bleven skjæmmede af at ligge, og han havde da reist til Tromsø for at veksle dem hos Kjøbmanden mod sølv; men hørte der - hvad der ofte er hændt Finnen -, at de var længst inddragne. Han var, sagde han, kommen til dem ved en Handel om Skind og Ren for mange Aar siden med Stuwitz. - Isak nævnte dengang intet til Mathis om, hvad han tænkte om disse Penge. Da det nu rygtedes, hvorledes Stuwitz forfulgte Fol- ket paa Skorpen, og at han var kommet i Fiendskab til Nuttofamilien, som havde Renbeiter derude, steg denne Sag op igjen i hans Erindring, og glimtede der op for ham en Vei til at ramme Stuwitz paa en saa- dan Maade, at denne ikke kunde ane, at Slaget kom fra ham. Mathis Nutto færdedes altid indenfor paa Fastlandet om Sommeren, og da Isak engang, som det lod, hæn- delsesvis kom forbi, hvor Finneteltene stod, omtalte han atter Sagen. Finnens Øine lyste, da Isak stillede ham i Udsigt en Udvei til at faa sine Penge igjen, naar han blot i et og alt vilde give ham sit Løfte og Ed paa, ikke under nogen Omstændigheder at nævne hans Navn eller blan- de det ind. Uden nøiere at gaa ind paa Sagens Sam- menhæng betroede Isak ham nu, at Stuwitz ikke likte, at disse Penge kom for Øvrighedens Øine. Han skulde blot gaa like til ham paa tomandshaand og forlange dem byttede; - vilde han ikke, skulde han straks true med at gaa til Fogden, "eftersom han godt vidste, at Pengene var mærkede hos Øvrigheden". For Raadet vilde Isak intet andet have end hans Taushed. Efterat de var skilte, sad Mathis paa Kubben, som han pleiede, gned Huen frem og tilbage over Hodet og lo og nikkede ved sig selv i inderlig Beundring over, hvor ful Isak dog var. SIDE: 203 Jo mere han tænkte, desto bedre og sikrere syntes ham det Vaaben, han havde faat ihænde; og det lod sig bruge endda et Stykke længer end Isak havde tænkt - nemlig til at holde sig Stuwitz fra Livet nede i Fin- krogen. Han behøvede bare efter Vekslingen at gjøre Stuwitz klog paa, at han endnu havde endel af Sedlerne tilbage til Brug, ifald denne fremdeles gik paa ham og hans. Men Isak fik dog ikke Ro paa sig, før han havde været hos Provsten Müller og lettet sit Hjerte ved en Bekjendelse. Det maatte være til Provst Müller; thi denne Mand nød en Tiltro mellem Almuen som ingen anden Præst. Hvad Isak under Skriftemaalets Hemmelighed havde bekjendt for ham, vakte i ikke ringe Grad Provstens Opmærksomhed. Han var en god Ven af Heggelunds og havde der ofte truffet Stuwitz, hvis Personlighed aldrig havde tiltalt ham. Der laa noget uhyggelig for- borgent over denne Mands Væsen, som han nu, da han havde faat et Indblik i hans Livshistorie, mente at kunne forklare sig. SOMMERTHINGET. STORE-LARS. De to Gange om Aaret, de offentlige Sage- og Skattethinge holdtes hos Heggelund nede i M . . sund, var der stor Stads i Huset og megen Sammenstimlen af Almue. Fjorden udenfor vrimlede af Baade, fyldte med Nord- lændinger i røde Topluer, der allevegne søgte ind Sun- det. Fæstestederne ved Bryggen var snart optagne, og Fjæren dækkedes efterhaanden langt bortover med Rækker af ilandtrukne Baade. Omhvælvede og med SIDE: 204 Seilet til Teltvæg foran, dannede flere af dem provisori- ske Hytter, der gav Husbjergning om Natten, medens Kaffekjedlerne dampede foran dem om Dagen. Ved de mellem Stenene oprettede Ildsteder samledes der altid passiarende Klynger. Nordlændingen, som of- test i Blankhat og sin nye, mørkeblaa Vadmelstrøie, der farvede af paa Hænder og Skjortelinning, dannede Ho- vedmængden. De store Kvæner var mestendels klædte efter Nord- landsskikken tildels med finsk Tilsnit. Der var ogsaa endel Finner. Blandt disse saas en ung, paafaldende velvokset Fin- nekone i sin smukke Høitidsdragt for Sommeren af grønt Stof, kantet med gule Border, og med Guldbaand om den røde Hue. Hun havde et Perlebaand over det smukke Silkes Brystklæde og om Livet et bredt, rigt indvirket Sølvbelte, hvori hang en Kniv og hendes Sy- redskaber. I en Snor om Skuldren bar hun Komsen med Perlebaandene foran, hvori Barnet laa. Det var Lyma og hendes Skyldfolk, der var kommet tilthings i Anledning af, at Kvænen var indstevnet til Forhøret. Paa Thinget var tillige den rige Russer Wassilieff med et Par simplere Russer i Følge. Han kom der i Anledning af et Thingsvidne, som skulde optages om Forliset af en af hans Lodjer, og var Heggelunds Gjest. I deres lange Kaftaner med den høie Turban paa Hodet bevægede de sig blandt den brogede Mængde, hvorfra Brudstykker af norsk, finsk, kvænsk og rus- sisk lød én om Ørene i det deroppe selvskabte lingua franca. Til Stedet hørte to Brygger, den ene bestemt for Al- muen, der skulde op til Butikken i Sjøboden, - der residerede den i Forretningerne almægtige Stuwitz - og den anden, Gjestebryggen, hvorfra Veien førte op til Haven med den altid aabne Stakitport af hvidmalet Træ. Naar den høie, spæde Heggelund med den krumme Næse, i sort Frakke, hvidt, stivt Halsbind og med den SIDE: 205 store blanke Merskumspibe i Haanden, førte Soren- skriveren eller vel endog Amtmanden, hvilke for Lei- ligheden altid var i guldblinkende Uniformer, opad Veien til Huset, stod hele Almuen efter de Tiders Skik med blottede Hoder, og ligesaa de to Gange om Dagen, da Øvrigheden gik fra Huset over i Thingstuen for at pleie Retten. Da Amtmanden ved denne Leilighed under Salut og Flagning førtes op af Heggelund, faldt den svære Was- silieff med det hvide Skjæg, der fossede ned af hans Ansigt, saa kun lidt af Panden, Øinene og den hvasse Høgenæse saas, pludselig overende foran ham som et omstyrtet Træ. Den gamle Starower - saa kaldes de rettroende Russer af den ældre Kirke - kyssede efter russisk Skik den høie Øvrigheds Fødder, en Æresbevis- ning, for hvilken Amtmanden saa godt han kunde und- drog sig. I Heggelunds Hus var der i disse Dage Gjestebud saa at sige Døgnet rundt. Ved det festlige Middags- bord sad Øvrigheden med sine Fuldmægtige og Be- tjente, Provsten, Præsten, Prokuratorerne og Husets øvrige Gjester, der var baade mange og mangestedsfra. Efter Kaffeen saa Øvrigheden gjerne igjen ned i Thingstuen, hvor Lagrettesmændene ventede, og Fog- dens Betjent sad og oppebar Skatter. Der foretoges endnu en og anden Sag, og hermed er- klæredes Thinget sluttet for den Dag; thi man havde havt en lang og travl Formiddag. Saa kom Aftensbordet og derpaa Kortbordene med Toddyen, de forud stoppede Piber og aplavede Fidi- busser liggende ved Jetonsbrikkerne indtil den høiere Øvrighed i passende Tid trak sig tilbage til sine re- spektive Gjesteværelser, overladende Resten af Selska- bet at fortsætte. Af og til maatte Lensmanden ud for at arrestere en og anden af Almuen, der forgik sig ved Slagsmaal og Uorden, og sætte ham ind i den improviserede Arrest. En Aften fortaltes det i en saadan Anledning inde i SIDE: 206 Stuen, at det havde været Store-Lars, som havde slaat sig gal igjen og villet overfalde Russeren Wassilieff. Galskaben var nu gaat over; men for en Sikkerheds Skyld havde Lensmanden sørget for, at han kom bort fra Thinget. Om Morgenen, naar den travle Thingformiddag igjen skulde begynde, sad der vel endnu et Par Kortborde oppe i uafbrudt Arbeide. Kontoristerne - en egen, forunderlig begavet, udhol- dende Menneskerace, der nu mere og mere holder paa at forsvinde - gik uden megen Gene over fra Kort- bordet oppe i Huset til Protokollen nede i Thingstuen. De havde ikke lukket et Øie hele Natten, men førte alligevel aarvaagent Pennen, medens den ene Sag af- løste den anden, uden Hvile den hele travle Formiddag til helt op ad Eftermiddagen. Forhøret over Jon Zachariasen og Kvænen var be- rammet til at foretages den sidste Thingdag. I de to foregaaende Dage havde Morten, som var fulgt med sin Far, set mangt, samt været meget sam- men med Lyma hos Finnefamilien, der var hans gamle Bekjendt Mathis Nuttos. Han var endnu saa uforfaren og gutteagtig, at Kram- bodens Herligheder bedaarede hans Øie. Ind gik han ikke, da den enøiede Stuwitz stellede frem og tilbage der sammen med et Par Betjente. Men større Lykke end at faa være en saadan Butiks- svend - naar der bare ingen Stuwitz var - kunde han ikke tænke sig. Han var ikke tilstede, da Store-Lars blev arresteret, men saa paa, da han sattes ned i Baaden for at føres hjemover, og fik Lov til at kaste sin Fars Tobaks- daase til ham som Afskedshilsen. Den tredie Thingdag stod Forhøret over Kvænen og Jon Zachariasen. Jon kaldtes først frem og dernæst Kvænen; de blev begge formanede til Bekjendelse, hvorved Straffen vilde mildnes. Blandt Folket ikke langt bag Fa'ren saas Mor- tens lyse, nu forskrækkede Ansigt, og ligeoverfor Jon, SIDE: 207 paa Bænken ved Siden af Lagretten, sad Stuwitz for- overbøiet med Hænderne sammenkneppede om det ene Knæ, opmærksomt lyttende. Til Formaningen om at bekjende, svarede Jon, at han var en ærlig Mand, og vovede derpaa med et langt Øiekast hen paa Stuwitz at tilføie, at det var godt, om enhver, som nu sad her, med Sandhed turde sige det. Stuwitz opfattede Blikket, som han et Øieblik und- veg, og læste deri, at for denne Mand maatte han vogte sig. Nu kom Vidnerne efterhaanden frem en efter en. Under Udsagnene perlede Sveden ned ad Jons brune Ansigt. Af og til søgte hans Blik hvast hen paa Stu- witz, der om forsætligt eller tilfældigt aldrig saa did- hen. Ved Siden af ham stod Kvænen taus og trodsig. Ingen af Vidnerne havde hørt noget selv, men enhver villet hørt det af andre, hvem de tildels navngav. Det sidste Vidne var en bleg Mand, paa hvem Stu- witz hele Tiden fæstede Øiet tungt og næsten truende. Han forklarede sig vaklende og tildels utydeligt om, at han i Jons Baad havde gjenkjendt et Fæstetoug med Mærke efter en Kaggeknytning. Man holdt allerede paa at føre dette graverende Vid- nesbyrd i Pennen, da Morten, der hele Tiden aandeløst havde hørt til, ude af sig selv raabte: "Far! Fæstetouget sidder i Dræggen, saa kan de faa se. Det var det, vi fik i Sørstrømmen." Derpaa løb han ned til Baaden, halede Dræggen op og tog Touget med sig op i Thingstuen. Da det kom frem i Retten, vedgik Vidnet, der øien- synlig var forfjamset ved Stuwitz's forbittrede Øiekast og ikke længer forstod at rette sig efter hans Mening, at Touget var det samme, som han havde ment; men det bar ikke de omtalte Mærker eller Spor af at have siddet i Garn. Amtmanden vinkede Morten hen til sig, strøg ham, som alle gjerne gjorde, i det gule Haar og roste ham for at have vist sig som en rigtig flink Gut. Han gav ham tilslut en blank Sølvdaler. SIDE: 208 Da Stuwitz navngav flere Vidner, blev Forhøret udsat til at holdes paa Sorenskriverkontoret over Jul før Fisket. Ud paa Eftermiddagen fik Stuwitz, der da var alene i Butiken, et Besøg af gamle Mathis Nutto. Ud af Pæskebarmen tog han en gammel Skindbog fuld af Sedler, hvoraf han bad Stuwitz veksle sig en. Han holdt i Bogen med begge Hænder og vilde ikke nærme sig Disken, paa hvilken han havde lagt Sed- delen. Stuwitz sagde, at Sedlen var altfor gammel og længst inddraget af Banken; - men det var med et for- underlig ligblegt Ansigt, han svarede, og Koldsveden perlede i hans Ansigt. Finnen mente nu mere truende og høirøstet, at Stu- witz nok fik være saa snil at veksle ham hele Bogen, om alt skulde blive vel. Da Stuwitz derpaa braat vilde stænge Butikdøren, gik Finnen skyndsomt udenfor. Stuwitz forsvandt da inde i Kontoret og kom tilbage med en Pakke blaa og gule Sedler, som han langsomt optalte paa Disken, hvorpaa han modtog dem, der laa i Bogen. Men nogle Sedler til, som Stuwitz ivrigt forlangte at faa, beholdt Finnen, idet han skjød dem ind i Barmen og hastigt gik ud. Siden hørte de ude paa Skorpen, at Forhørsagen skulde være bleven frafaldt mod Kvænen. At dette var Mathis Nuttos Værk, kunde de ikke ane; men Jon syntes, det var en stor Uretfærdighed, at han saaledes blev sat alene ud for Skylden. I Dagene efter, hvad der var hændt ham paa Som- merthinget, var Store-Lars stundesløs og febrilsk urolig i sit Væsen. Han gik med et Udtryk af Livskjede og som over tunge Tanker. Det hændte, at han om Kvæl- den kom hjem fra Fiskegrunden uden at have trukket SIDE: 209 Linerne; - og det var overhovedet liden Greie at faa paa ham. En Dag, da Morten var med ham ude og fiskede, havde de det paa de Kanter sjeldnere Syn af en Rus- selodje. Store-Lars fik da pludselig igjen et Anfald af Sinds- forvirring. Han var forfærdelig at se. Da han trak Kniven, troede Morten, at det gjaldt hans Liv, og holdt Toften foran sig til Forsvar. Meningen var dog kun at skjære Iletouget over. Kjæmpen satte sig derpaa til Aarerne og rode i lange, stærke Tag ret udover saa fast, at Aarerne bøiede sig som Siljukvister, og Stævnen paa den lille Baad næ- sten grov sig ned i Sjøen. De underløbne Øine stirrede stivt ud af det store, blege Ansigt med det graa Skjæg, der strittede tyndt omkring det. Endelig brast Sveden i store Perler ned over Pan- den, og lidt efter sagtnede han - som lettet - Ro- ningen. De var da komne saa nær, at de kunde se, at Lodjen var blaamalet, og skjelne Folkene ombord. Kjæmpen sad en lang Stund stille, foroverbøiet over Aarerne. Endelig drog han et tungt Suk og saa hen paa Mor- ten, der sad bleg paa Agtertoften. Der var et forunderlig bevæget Udtryk i det stærke Ansigt, og da Morten deltagende saa paa ham, gav han efter for sin Trang til at tale ud, uagtet den unge Gut vel kun lidet kunde være hans fortrolige. "Det var i den Tid," - sagde han -, "da Russerne ikke bare som nu søgte ind til Finmarksbyerne med sine Lodjer; men de laa tildels og tuskede sig til Fi- sken for Rugmel langs Kysten; - og da laa der gjerne en Lodje i hver Krog. Etsteds bag et Næs inde i Varangerfjorden bode der en Finne-Enke; hun havde en Datter, der var vakker som Guds Sol" - her standsede han og gjentog sagte og brudt - "vakker som Guds Sol." SIDE: 210 "I en Stue en Fjerdingvei derfra bode en Gut, som bare eiede sine to Arme; men med dem kunde han, naar han vilde, ro Tremands Tag og berge Sekstrin- gen frem alene i Modbør. De to holdt af hinanden. Saa kom der engang en Russelodje ind i Vigen, og Skipperen - han hed Wassilieff - saa, at Enkens Datter var vakker. Men, da han ikke kunde faa hende paa andet Vis, tilbød han Moderen at ægte hende i Rusland og bød hende syv Matter Rugmel og Klaverdug. En Dag, som de havde hevet Anker og laa seilfær- dige, blev Moder og Datter budne ombord til Trakte- ment nede i Kahytten. Lidt efter havde Lodjen Seil paa alle tre Master og seg for en sagte Bris ud af Sundet. Da Moderen saa blev sat alene ned i Baaden, der var fuldlastet af Rugsække og Klaverdug, anede Gut- ten, som stod paa Land, at der var Uraad. Han tog en Jernstang med sig i Baaden og vidste, hvad han vilde gjøre med den. Han rode og rode efter Lodjen - det var yngre og stærkere Tag end de, han tog idag. Det varede hele Dagen og den lyse Nat med; han kjendte ikke sine Arme, der længst var dovnede af, men bare rode, medens den svære Lodje stadig seg foran ham. Engang saa han hende oppe paa Dækket med Hæn- derne vidt udstrakte, som om hun angtsfuldt raabte til ham; men saa kom en bagfra og slæbte hende vold- somt ned i Kahytten igjen. Da Solen tændtes, kom Morgengulen og gav Lodjen fuld Fart. Da nyttede ingen Roning længere; - men Gutten sad som nu over Aarerne og saa efter den til dens sid- ste Dug var gaaet ned under Havranden. For Datterens Skyld dræbte han ikke Moderen, som han paa Hjemveien havde foresat sig. Han kunde ikke mere arbeide og gik med Tanker SIDE: 211 paa at gjøre Ende paa sig selv, men da var det, at "Raaden", som for sit gode Hjertes Skyld havde mi- stet alle sine Penge, frelste ham og fik ham til Brøgel- manns. Men to Aar efter kom der en vanvittig Kone med et Barn paa Armen gaaende paa sin Fod over Fjeldet fra Rusland. Hun vankede nok mangesteds om. Engang kom hun, foruden Barnet, hjem til sin Mor. Der laa hun i Vildelse og Sygdom, og, da Gutten talte med hende, bad hun ham med et underligt Smil bare ro, saa vilde han nok engang naa hende. Samme Nat tog hun Vidvanken fat indover Fjeldet igjen. Og nu," - sluttede Store-Lars med et livstræt Suk, - "synes jeg, at jeg har ro't saalænge, jeg aar- ker!" Han aarkede ikke mere. - Stedse tungere i Sind og med mindre Sammenhæng i sin Færd, tog han en Dag, det var Dønningsveir efter Paalandsstorm, en gammel gissen Baad og rode ud paa Fiskegrunden, hvor han sad ensom og fiskede. Da saa de med et fra Land, hvorledes Grundbraat- tet gik som en vældig, hvidbræmmet, sjøgrøn Mur der- ude, og lidt efter brød de store Skumskavler sig drø- nende langs Stranden. Om Eftermiddagen laa Stumperne af Baaden og drev op i Fjæren. Men Store-Lars's Lig blev aldrig fundet. BRYSTNAALEN. Marina var nu en middelaldrende Kone og lidt graa- sprængt i Haaret. Men, skjøndt brunet af Aarene ude paa Skjæret og ikke længer rank, vilde en fremmed dog være bleven slaaet af de gode Ansigtstræk og no- SIDE: 212 get ikke sædvanligt i hendes Figur og tænkt, at hun vist i sin Ungdom maatte have været meget smuk. Jon var af Aarene og maaske ogsaa ved den uheldige Indflydelse af den varme Toplue bleven adskillig skal- det. Det stærke Ansigt med de graa Øine var saa furet og veirbidt som det brune Tarreskjær, hvorom Sjøen skyller og Vinden bider, og hans bredskuldrede Skik- kelse var blet den ludende med slæbende Gang, som den nordlandske Sjøbonde faar af et Liv, der stadig tilbringes i Baaden. En Dag, da Marina og Børnene var ude og hentede Hø henne paa Øen i det blanke Sommerveir, ledte Jon om i den store Kiste, hvor ogsaa Marinas Bryl- lupsstads laa, og i hvis Hjørne han havde liggende nogle Sølvpenge. Som han søgte indover paa Bunden efter et Sølvstykke, der havde forskudt sig mellem Klæderne, fandt han til sin Forundring i hendes Bryl- lupshue et indsvøpt Stykke Papir og i dette en Bryst- naal af Guld. Mod Lyset læste han Bogstaverne T. S., og det slog ham lidt efter, at Navnet ikke kunde være nogen an- dens end Thor Stuwitz's, der, før de blev gifte, havde vist sig saa forelsket i hende. Formiddagssolen skinnede gjennem den aabne Dør indover Gulvet varmt hen paa den rødblommede Kiste netop paa Marinas malede Forbogstaver, medens Jon sad alene hjemme der paa Kisteranden i dybe Tanker med Brystnaalen foran sig. Han sad slig i en Time og i en til; hans Mine blev stedse mørkere, og der kom tilslut noget jordagtigt graat i hans Ansigt. Han huskede paa deres Strid i Ungdommen for at faa komme sammen, paa hvorledes han da havde tro't paa hende som paa Vorherre, og paa den hemmelige Fest ude paa Fjorden efter Kirkefærden, da de lod Foræringerne gaa tilbunds - og nu, efter alle disse Aars Forløb skulde han finde, at der dog havde været en Løgn med deri. SIDE: 213 Jon sad den Dag paa Kisteranden og følte en Del af sit Livs Herlighed svinde bort for sig. Han havde altsaa dog ikke eiet hendes Sind helt og oprigtigt. En Stund tænkte han paa at spørge hende ligefrem om Sammenhængen; men, eftersom han grundede, svandt Modet, og han svøbte tilsidst Smykket ind igjen i det gamle Papir og lagde det paa sin Plads under Bryllupshuen. - Den hele Høst udover var han mørk og lidet talende af sig, og Marina undrede sig ofte i Stilhed over, hvad der gik af ham. Midtvinters var Jon Zachariasen paa Reise til Land- handleren i Sørstrømmen for at sælge deres sammen- tørrede Fisk og kjøbe ind til Helgen. Jon var tung om Hjertet; thi saa mørkt, som det nu saa ud for ham i alle Maader, var der liden Udsigt til, at han denne Gang skulde kunne opnaa den van- lige Betroelse til det dyre Udstyr for Vinterfisket i Fe- bruar. Siden hin Dag, da han havde siddet ved Marinas Bryllupskiste, var han heller ikke saa let til at tage alt som før. Mellem de fem Mand i Fembøringen var Morten. Jon var som vanligt Høvedsmand. Idet de reiste, havde de trukket Linegarnene ude paa Grunden og faat en stor Haakjærring, der havde slugt helt over en Torsk, som før havde bidt paa. Dette, havde Store-Lars engang sagt, betød haardt Veir, og disse Ord skulde sande sig. Ud fra Storbergskavlen fo'r op ad Formiddagen den ene Rosse stærkere end den anden, saa at de nødtes til at fire og heise Seilet i et væk. Det, som hin Dag gjorde Seiladsen betænkelig, var, at Stormen stedse stod mere østlig ud fra Land. Hvis de ikke vilde sættes tilhavs ud i den visse Død, maatte de trods den svære Sjø længst mulig søge at holde det gaaende ved Krydsning med den ene Baadripe nede i Vandet. At vinde op under Land igjen var ugjørligt. SIDE: 214 Det første, ikke lette Offer, som krævedes, var, at hver af Eierne maatte kaste Halvdelen af sin Fisk overbord. I Kulden drog Sjødrevet et stedse tykkere Lag af Is over Baaden, som dermed blev tungere og mere uhaand- terlig i Sjøen. Nok en Fare viste sig, idet de en Stund kom ind i en tæt Frosttaage, der lod dem paa det uvisse om Kur- sen. Jon opgav derfor Krydsningen og lod det staa til rumskjøds for Vinden, idet han mente, at de paa det Vis muligens kunde naa Fuglø eller ialfald seile sig ud af Taagen, hvilket sidste ogsaa lykkedes. Men Sjøen vædede, og Østenstormen var fremdeles saa isende kold, at det var at regne sig til, at Baaden for Islag ikke kunde holde sig oven Vande udover Natten. Morten, som havde Losseøine, paastod, at han to Gange havde set en fjern, hvid Skumbrækning retud under Halsen af Seilet, og lidt efter troede de andre at se det samme. Det kunde maaske være Fuglø; - men i sit stille Sind mente Jon, at det ti Gange sandsynligere var en Brænding, som kogte om nogle Havskjær. Stormen sprang nu med et om til Nordvest med Bygeveir, saa at de fik Havet med tung Paalands- sjø væltende efter sig, men brede Bør. Stundimellem kom Snekavet; de lange Sjøer seiledes ofte baade ud og ind af Baaden, Øsekarret brugtes sta- digt og Halskaren havde et vaadt Arbeide. De havde nu faat Greie paa, hvor de var, og Kursen lagdes slig, at de kunde holde indunder Tenholmene, et Udvær, der tilhørte Heggelund, med et lidet Han- delssted i Fisketiden. Udenfor de Grundinger, som Morten havde set, og hvor Skumstøtterne alt i et reiste sig med Rokskyer som rygende Skorstene, saa de en kantret Baad med tre Mand paa Kjølen, der vinkede om Hjælp. Raa- bene kunde ikke høres mod Vinden. SIDE: 215 Forrumsmanden gjorde en Line istand, som han ka- stede, idet de nedad en svær Sjø løb ganske nær forbi. Den grebes desværre kun af den bagerste, der blev ha- let ombord, og de to andre truedes med at drive ind paa Grundingen. Da lagde Jon Roret rundt og kommanderede: "Baut!" - til deres Forfærdelse, som var med ham, men som var nødt til at lystre med Seilet, hvad han gjorde med Roret. Her var det, syntes de, Uraad at lægge Stevn mod Sjø. Baaden krængede, og Sjøen vaskede over den. Da han havde faat den op paa tilstrækkelig Høide, lod han den igjen falde af. Hans Beslutning var at friste paa at løbe sin tunge, isede Baad tværsover Hvælvet og saa lade det staa sin Tørn, om der seiledes "i Spik"; han risikerede meget, ogsaa at miste Roret og bagefter skjære under. Jon valgte Øieblikket som en Mester. Netop som hans egen Baad steg og den anden sank ned i Duvingen, fo'r Jons Fembøring tværtover Kjø- len, fra hvilken de forulykkede toges indenbords, en Mand paa hver Bordside. Derpaa lagdes Kurs for Tenholmen, paa hvis Vær de haabede at kunne tage op om Natten. Den ene var næsten uden Livstegn, medens de to andre laa aldeles udmattede nede i Bunden af Baaden. Det var Nat, da de endelig saa det lysne ved Ten- holmene. Baaden faldt af, Seilet blev sat større, og ind gik det i susende Fart mellem Brændingerne, der snart hørtes at larme og tordne om dem som en Fos. Lidt efter løb Baaden paa Ryggen af en uhyre Bølge op i Fjæren, hvor den stansede med slig Magt, at Ma- sten knak nede i Seiltoften. Jon kastede Dræggen heldigt, surrede Fæstelinen stramt om Stevnknæet og sprang lige efter, medens Bølgen igjen drog sig tilbage, op paa Land, idet han med den ene Haand holdt sig efter Touget og med den anden havde Morten om Livet. SIDE: 216 Da Dragsuget var overstaat, stod alle Mand uden- for Baaden i Fjæren og landdrog den saavidt, at de var fri for det værste af den næste Sjø. - - Paa det lille Handelssted sad hin Nat "Gamle Stuwitz", - som man nu almindelig kaldte ham, - inde i Butiken bag de lukkede Skodder ved et Talglys i en irret Stage og opgjorde sine private Pengeregn- skaber. Han pleiede at sidde oppe slig et Par Nætter hvert Aar, naar han før Jul kom ud til Tenholmen for at ordne Butiken til Vinterfisket; det faldt ham mindre beleiligt at udføre dette hjemme hos Heggelund, og han tog det altid som Nattearbeide. Den Nat opførte han paa Debetsiden i sit Aarsregn- skab den Sum, han havde maattet udveksle til Fjeld- finnen. Han sad med Albuen paa Bordet og støttede det store runde Hode til den knyttede Haand, medens den brun- røde Paryk havde forskudt sig ned mod det ene blinde Øie. Der gik visse Ting forbi hans indre Syn, og Tonen i enkelte korte Brum sagde, at det var mørke, ubehage- lige Erindringer, som han dog mere hadede end ang- rede. Tankerne svævede mange Aar tilbake, helt op til Finmarkshavet, hvor de som mørke Fugle satte sig ned en Stund paa et synkefærdigt Vrag. Stuwitz overveiede sit Mellemværende med Finnen, der ved dennes gjentagne ihærdige Paagaaen var vok- set op for ham til noget mere end en simpel Penge- post; thi saalænge denne endnu havde flere af Sed- lerne i sit Værge, sad han inde med et Bevis, der, - saa gammel den Sag end var, - dog kunde blive ham baade tungt og farligt, om noget engang for Alvor kom op i Dagen. Medens Veiret suste og rev i Vindusskodderne og af og til tog haardt i den enetages Bygning, sad Stuwitz fremdeles grublende i den afstængte Butik. Det usædvanlige ved denne Nat gjorde maaske, at SIDE: 217 han mere, end han pleiede, blev hængende ved Be- tragtninger. Hans Tanker svævede et Øieblik hen til den Tid, da han uagtet sine runde fem og tredive Aar havde villet gaa hen og gifte sig med den smukke Ma- rina hos Brøgelmanns. Der sad endnu en Braad igjen fra hin Tid. Men denne Tanke svandt snart igjen for de mørke Betragtninger, der dreiede sig om Finnen. Et Øieblik saa han op, som han lyttede - det lød som fjerne Nødraab, men de gjentog sig ikke, og i en Nat som denne kunde heller ingen bjerges. Lidt efter sad han fordybet i Regnskaberne, som han udpaa Morgensiden afsluttede med et glimrende Tal - hans stadig voksende Hemmelighed. Som Stuwitz pleiede ved denne Handling, der igrun- den var hans aarlige Julefest, søgte han ogsaa denne- gang at se fornøiet ud. Han reiste sig og gik frem og tilbage over det lille Gulv; men satte sig snart igjen. Ved Tallet tegnede der sig nu for hans Øie først fint, siden tydeligere og tydeligere, et Spørgsmaals- tegn, der efterhaanden grov sig ind i Summen, som en Orm i en Nød. Den Mand, som nu lagde sig hen i Sengen under Di- sken, var ikke engang paa sin egen Vis lykkelig; han sov uroligt og drømte under Stormstødene, at der var noget galt ved Husets Grundmur, som han forgjæves arbeidede paa at faa rettet. - I Mørkningen den følgende Dag kom Jon med Skjæg- get frosset fast til Kraven og en næsten livløs Mand paa Ryggen ind i det taagefyldte Stuerum, der tildels alle- rede var opfyldt af et Par andre Baadlag, der ogsaa havde tyet ind til Fiskeværet. De øvrige fulgte mere eller mindre forkomne efter, idet de mellem sig bar et Lig, der lagdes hen ude i Skaalen. Den tredie af de reddede var en Søstersøn af Heggelund, der for nogle Aar siden var kommet til Distriktet. Han havde været paa Reise ud til Været, hvor han skulde SIDE: 218 forestaa Handelen under Fisket, med en Forsyning Va- rer. Han bragtes nu hen til sit eget Soverum i Bu- tiken, hvor han snart laa svedende paa en Dosis Bræn- devin. De andre klædte sig af, hang sine Klæder over Tør- restangen ved Ilden, og overgav sig snart til en sten- haard Søvn henne i Sengerummene. Medens nogle ude i den kolde Pakbod stellede med den halvdruknede Mand, sad andre omkring paa Bæn- kene inde i den lille Stue, hvor man næsten ikke kunde se hverandres Ansigt for Vaaddamp, og spiste af deres Nistebommer eller røg deres Piber med karvet Blad- tobak. Længer paa Kvælden, da Manden var kommet til- live, begyndte en livlig Kar at spille paa et Dragspil, han havde kjøbt til Jul; men Trætheten gjorde snart sin stærke Ret gjældende. Medens Tranlampen lyste mat gjennem Dampen i den lune Bod, hvor alle nu henne i Sengestederne rundt Væggen sov de trættes Søvn, tog Stormen fremdeles sine Kjæmpetag udenfor, hvor mangen ogsaa den Nat kjæmpede i Havsnød. Den næste Dag, da Havet efter to Døgns Storm igjen var farendes, spurgtes nok af Ulykker. Udenfor saa man om Morgenen en Baad, som paa en underlig Maade holdt ved at ro rundt i Kreds. Det var to Mænd i en Fembøring, som endnu sad igjen i en Udmattelsesdøs og roede paa samme Side. Den ene af dem sank om, da man naade Baaden. Tre andre var døde. Mandskabet havde redet Stormen af ved i Vinternatten at holde sig fast i Garnene. Paa et folketomt Hvælv, som længer paa Dagen drev ind, fandt de i Kjølen fem Knive og en afbrudt. Man holder sig fast efter Tollekniven, og hvad der var hændt, fortalte sig selv. I Anledning af, at den ene af de bjergede var Prin- cipalens Slægtning, tilbød Stuwitz Jon Kredit i Boden der; han yttrede ogsaa, at det kunde være muligt, at Forhøret frafaldtes. SIDE: 219 Jon havde, saa tung Nøden end var, neppe modtaget Gave af sin Dødsfiendes Haand; men nu laa der - vistnok med Forsæt - noget i Stuwitz's Tone, der skul- de sige, at han neppe havde vovet Bjergningen, om han ikke havde set sin velberegnede Spekulation deri. Jon svarede derfor kort og studst, at, hvad han havde gjort, var ialfald ikke sket for Penges Skyld, og Tyvs- navn kunde Stuwitz hverken sætte paa ham eller tage fra ham, - det fik komme an paa Øvrigheden. Hermed gjorde Jon sig istand og seilede afsted til Sørstrømmen, hvor han mod al Forventning var saa heldig straks at opnaa al den Betroelse, der var for- nøden til Vinterfisket. Aarsagen hertil fik Jon ikke at vide; den stak i en liden Brevlap, som den unge Andreas Heggelund, der havde paahørt Samtalen med Stuwitz, sendte did med en af Folkene i Jons egen Baad. Da de Juleaften kom hjem, havde Marina svævet i den største Bekymring for det ovenhændige Veirs Skyld. At Jon havde faat Kredit i Sørstrømmen, var en stor Glæde, og ligesaa, da han fortalte, hvorledes han hav- de reddet de to paa Hvælvet. Da hun fik høre, at han havde været inde hos selve Stuwitz, korsede hun sig. Hun havde selv den Efterretning at meddele ham, at Isak Løvøen nu var død, hvilket de begge tog sig nær. Men, da Marina ud paa Kvælden, efterat Julelyset var tændt, fortalte ham, hvad Fosterfaderen havde be- tro't hende, hvilket alt hun nu havde Ret til at fortælle, og tog Brystnaalen frem af sin Bryllupshue, drog Jon hende pludselig hen paa sit Fang; - hun saa til sin Forundring, at han havde vaade Øine. Der var en Over- spændthed hos den ellers saa sindige Jon, som et Øie- blik ængstede hende. Hvad der gik af Faderen, at han var saa skinnende glad, forstod ikke Morten; men Marina skaffede sig det snart at vide. Jon tog frem Violinen og spillede sin eneste Polsk. - SIDE: 220 Det spragede i Gruen, hvor Julemaden kogte, Trakte- ment vankede, og Julelyset lyste fra den fattige, lave Stue i Fjeldsprækken ude ved Havet. Historien om, hvorledes Jon Zachariasen hin Uveirs- dag havde reddet Andreas Heggelund ved at seile Fem- børingen over Kjølen, var naat mangesteds hen; det var et Vovestykke, som aftvang Beundring selv hos dem, der vilde vide, at saadant dog var hørt før. I Heggelunds Familie havde Begivenheden været Gjenstand for mange Overveielser. Den havde vakt en vis Opsigt, og at vise sin Taknemlighed var, foruden at det faldt naturligt for dem, nu tillige blevet til en Slags Æressag. Det blev da besluttet, at Andreas Heggelund skulde reise didhen og tilbyde Morten en Plads i Kramboden med Løfte om videre Forsorg, om han artede sig vel. Dette Tilbud fandt Marina og Jon, at de ikke burde afslaa. Jons Søndagsklæder blev omsyede til Morten, og blev i den nye Skikkelse Plag for Plag beundret af hans mindre Søskende, hvis Opmærksomhed delte sig mel- lem Moderen, der skræddererede, og Skomageren, der var hentet ind fra Skorpøsundet og sad og syde paa de nye Sko. Huden havde Jon selv længst præpare- ret, og de vidste, at Skoene skulde blive saa rent ual- mindelig vandtætte. Imedens hun syde, grublede Marina adskilligt over, om de skulde betro Morten, hvad der var kommet op om hendes Fødsel. Den Anelse, hun bar om, at hun med Stuwitz maa- ske havde en hel Livsregning at opgjøre, burde Mor- ten under sine nye Forhold neppe lades uvidende om. I Baggrunden arbeidede den Tanke uklart hos hende, at Sønnen der vel og muligens kunde finde et eller an- det Lys i Sagen, som ikke var til at se ude fra Skorpen. Efter gjentagent Overlæg med Jon blev Morten da indviet i Sagen. SIDE: 221 Marina gav ham derhos mangehaande Formanin- ger om, hvorledes han havde at skikke sig, hvorledes han skulde bukke og ikke sætte sig ned, naar Fruen var inde i Stuen, og andre Forholdsregler, der kunde være nyttige. Da hun fulgte ham ned i Baaden, græd hun meget. Jon sagde mindre. Han tog blot det alvorlige Løfte af Sønnen, at han aldrig skulde drikke sig fuld og altid, hvor tungt det saa faldt, være en ærlig Kar. HOS HEGGELUNDS Om Marcus Gjø Heggelunds "bundløse Rigdom" gik der blandt Almuen mange Historier. Nede i Banken i Trondhjem skulde han have staa- ende paa Rad netop ligesaa mange titusender Dalere som han eiede Kirkeparter og Fiskevær, og hvert Aar, naar Kirketienden betaltes, hed det, at hans Loft var fuldt af Sølvpenge. I hans store, hvidmalede Hus med de mange smaa- rudede Vinduer samt med den grøngittrede Have foran, hvori Flagstangen stod med et Batteri Messing- kanoner ved Foden - vidste hvermand, at han var velkommen, og at Vanskeligheden kun var at slippe bort fra det nødende Vertskab. I Julen var dette Hus det selvskrevne Gjestebuds- sted for alt, hvad der var - til Søndags - frakkeklædt i Distriktet; der var et stadigt vekslende Indryk Hel- gen ud indtil Tyvendedagen og ofte længer. Man nævnte som oftest Marcus Heggelund, men men- te Fruen, som nu, over et halvt hundrede Aar gam- mel, med fornemme graa Bukler i Haaret istedetfor de tidligere sorte, styrede Selskabeligheden i Huset og foruden den ikke saa lidet andet i Distriktet. Fru Heggelund overholdt paa sin Vis en streng Or- SIDE: 222 den i sit Hus; hun satte en noget pralende Ære i den storartede Husflid, hvormed hun vidste stadig at sys- selsætte sin Hær af Tjenestefolk. Gjestesengene var saaledes helt igjennem tilvirkede i Hjemmet, og Dy- nerne fyldte med den fineste Edderdun fra Heggelunds egne Fuglevær. Nede i Spisestuen stod saagodtsom hele Dagen op- dækket Bord, og den indvendige og udvendige Hus- holdning forestodes hver af sin Husholderske. Værelserne, som man dengang syntes var storartede, vilde dog ikke tilfredsstillet vore Tiders Fordringer. De var temmelig lave under Taget med hvidtede, af Vægten buede, Bjelker, og i de smaa Ruder læstes, mere underholdende end prydende, flere Navne, ind- ribede med Gjesternes Ringe eller Brystnaale. Forøvrigt hed det om Heggelund selv, at han uden- for de Tider, da der var Gjester i Huset, skulde lide meget af tungt Humør; men dette mærkede fremmede kun lidet til. I sin flotte Godgjørenhed og Gjestfrihed forenede Marcus Heggelund to særlig nordlandske Egenskaber, der maatte gjøre ham til en folkekjær Mand deroppe. Distriktet følte sig paa en Maade selskabelig repræ- senteret af hans Hus. Den Historie gik ogsaa, hvorledes Heggelunds var blevet fornærmet, da Dampskibet "Constitutionen" før- ste Gang kom op til Nordland og uden videre dampede udenom deres Handelssted, hvor alt var indretet med Flagning og Salut til festlig Modtagelse af Chef og Passagerer. Gjestesengene stod opredte og alt parat til et mindst tre Dages Ophold. Fra den Dag, Dampskibsruten saaledes viste sig ufor- enelig med al god nordlandsk Husskik og Gjestfrihed, var Heggelund altid af den uforgribelige Formening, at Dampskibet bare vilde skræmme bort Fisken fra Værene. Han paastod tillige, at han med sin bedste Fembø- ring i en god "tre Kløers" Bør skulde paatage sig at seile "hele Vidunderet" forbi. SIDE: 223 Dette Bravurstykke udførte han allerede den næste Sommer, da Leiligheden netop var god. Paa en indenskjærs Strækning af tre Mil fra K.. næs til Andholmen, hvor han dog kjendte Strømløbet anderledes godt end Dampskibschefen, seilede han og hans Søstersøn Andreas for strygende Bør "Constitu- tionen" afgjort agterud. Men, at Dampskibet saaledes havde tabt for en nord- landsk Fembøring, optoges som en patriotisk Seir af baade høi og lav deroppe og omgav Marcus Gjø Heg- gelunds Navn med yderligere folkelig Glorie. Elias Røst, der bode ganske nær paa et lidet Sted, som hed Andersvigen, og som var den, der havde byg- get Fembøringen, nød ogsaa vidt og bredt sin store Ære derfor, og Heggelund sendte ham et Sølvkrus. Den lange, halte Elias Røst med Pudekrykken og den rare Messing-Tobaksdaase, der kunde bruges baade til Vinkelmaal og Tommestok, var en efter sine Forhold noksom mærkelig Mand. Han havde drevet som Baad- bygger og Tømmermand omkring paa Gaardene i hen- ved tredive Aar og ansaas som en Mester i Kunsten. Som flere deroppe siden Peder Dass' Tid digtede han Viser baade gudelige og andre, der trykkedes nede i Bergen, hvor de kjøbtes af Nordfarerne i Stevnetiden. Mot dem, han ikke likte, førte han en skarp og frygtet Tunge; men saa vidste man ogsaa, at han ikke mente saa farligt med det, naar han først havde faat lettet sit Hjerte. Han var Gudfa'r til halve Bygden indover og havde altid meget at berette, saa det var en Glæde baade for store og smaa, naar han var ventendes til- gaards. Heggelunds to Smaapiger var hans flittige Tilhørere, medens han stod ved Arbeidet nede i Nøstet og fortalte om allehaande. Han havde tillige enkelte underlige Ideer, som de underfundig gik paa Jagt efter og siden fortalte hjem- me til Munterhet der. Det var især i Bibeludlægningen, thi Elias læste flittig i Bibelen. Han ansaas iøvrigt SIDE: 224 for en meget forstandig Mand, og han hang med stort Venskab ved den Heggelundske Familie. Da Elias Røst nede i Nøstet hørte om, at Hegge- lund med Fembøringen havde seilet forbi "Constitu- tionen", sad han længe betænkt og snude Messingdaa- sen mellem Hænderne. Derpaa sagde han, idet han atter tog fat paa Arbeidet: "E' mein no, den nye Tia vinn' paa os lel; - men dem lyt no vørre Straumane da og!" Efter Brøgelmanns Død havde Kammerraad Tobias Storm i endel Aar ført et ensomt Liv paa en Bonde- gaard, hvor han for en liden Penge havde tinget sig ind. Der sad han gjerne, naar han ikke var ude paa sine ensomme Vandringer nedefter mod Sjøen, ved Bordet under det lille, høie Vindu og læste eller var tung- sindigt fordybet i sine egne Grublerier. Hin Begivenhed med de i Bergen opdagede Penge- sedler stod for ham som et langt stærkere Spor mod Stuwitz, end det havde vist sig for Øvrigheden, og, at der overhovedet med Hensyn til Vraget endnu stod uopklarede Ting, var en Tanke, hvorfra han aldrig kunde løsrive sig. Denne Stemning lagde efterhaanden sit Præg over hans Ansigt i et stille, indadvendt Udtryk, der lod ham synes mere sløv, end han virkelig var, for de ydre Omgivelser, og gav ham et eget distræt Væsen. Der i Egnen gik han for en underlig én, som man skulde have ondt for at blive klog paa. Siden han var set i Uniform og var kommet nordfra, havde Almuen dannet sig den Forestilling, at han var en af de Personer nede i Kjøbenhavn, hvorom det i Folketroen hed, at de var "dømte til Omgangsfjæren". Disse var for fornemme til at straffes som alminde- lige Folk og blev derfor af Kongen dømt til at spad- sere visse Timer om Dagen frem og tilbage nede i Fjæ- SIDE: 225 ren paa Thingstedet "Omgang" nord ved Varanger- fjorden. Hans Trang til Virksomhed eller maaske Følelsen af, at han maatte se til at komme fra hin Idé, der saa udelukkende optog ham, lod ham en Tid prøve paa at skabe sig andre Interesser og lagde Grunden til hans Lyst til Læsning. Han beskjæftigede sig da ogsaa med en mekanisk Opfindelse; det var en Maskine til at løfte mindre bundsunkne Ting med, og som skulde fires ned med et Toug; men den vilde tilslut ikke lykkes. Han skrev engang om denne til Heggelund, og dette blev Anledningen til, at han kom der i Huset, idet Fru Heggelund vilde tage sig af sin gamle Ven. Efter sin gamle Kammerraadstitel gik han ogsaa under Navn af "Raaden", men kaldtes af Familiens Medlemmer sædvanlig "Onkel Tobias". Den ensomme gamle sad i Regelen oppe paa sit Væ- relse. Af og til kom en af Husets to Smaapiger op til ham og optog ham med deres Anliggender. Han havde læst med dem, og derunder var efterhaanden opstaat et Fortrolighedsforhold mellem dem. Især var Edel hans Yndling. Hvad hun havde paa Hjerte maatte hun altid op og betro til Onkel Tobias, og dette varede ved, ogsaa ef- terat hun var blet større. Naar hun undertiden kom til at nævne noget om Stuwitz, blev han som oftest i slet Humør, saa at hun gjerne vogtede sig derfor. Onkel Tobias vidste meget af, hvad der foregik i Huset, som hun ikke havde tro't, at han lagde Mærke til, og hun undrede sig ofte over, hvorledes det gik til. Naar hun kom fra Kontoret og der havde set sin Fader i tungt Humør, spurgte han saaledes bestandig, hvor- dan det stod til med ham, og om Stuwitz havde været der. Hun forstod ikke, at han læste det i hendes An- sigt. Udrustet med en ny Blankhat, blaa Vadmelstrøie og Faderens Ur med Messingkjæden udenpaa Vesten stod SIDE: 226 den sytttenaarige Morten saa en Eftermiddag i Juni paa Heggelunds Brygge. Han havde takket dem i Baaden for godt Følge og var nu adskillig forlegen og betænkt paa, hvor han først skulde styre sin Gang, om op igjennem Haven til Hovedbygningen eller tilhøire den nære Vei til Stu- witz i Kramboden. Moderens Silketørklæde gav den ellers tungt bonde- klædte Gut, som stod der i Uvisheden og saa sig om, lidt af et Sømandssnit om Halsen. Hans Figur var som éns der vokser stærkt - og hertil var der da ogsaa synligen taget tilbørlige Hensyn, da Klæderne sydes. Men det blaaøiede, beslutsomme Ansigt var, skjønt endnu lidt dunblødt i Dragene, ikke af det Slags, som længe beholder Præget af det ugreie og uopgjorte. Det undrede ham kun, at hans Mor, som havde be- tænkt saa mange Ting forud, slet ikke havde faldt paa det allerførste Tilfælde. Sin Konduite opgjorde han i en Snarvending, som han var vant til i Baaden, og Kramboden med Stuwitz blev foreløbig en Grunding, han vilde styre undaf. Men oppe ved Haveporten blev han igjen staaende; det var ikke frit for, at han hørte sit eget Hjerte ban- ke. Der lød overgivne Raab og Latter indenfor. Han lyttede endnu et Øieblik og traadte saa resolut ind. Morten kom netop i Grevens Tid. En mørkhaaret, lidt ulenkelig mager, ung Pige med et Bind for Øinene, hvorunder hun øiensynlig søgte at kige, kom løbende i fuld Fart over Græsvolden lige hen imod ham og greb ham leende fat i Trøiekraven. Hun kaldte ham Andreas og vilde ikke slippe, før han havde taget Bindet af hende. Straks efter sprang nogle andre frem bag Hækkene og slog Kreds om dem, idet de under megen Jubel dansede "Skjære Havre". Havde Morten havt Tid, vilde han maaske sagt til sig selv, at hellerikke dette Tilfælde havde hans Mor været betænkt paa, men nu, han stod midt i Kredsen, SIDE: 227 medens den unge Pige holdt ham fast, var han for stærkt optaget. Da Pigen endelig efter nogen Anstrengelse fik Bin- det af sig, fo'r hun, just ikke behagelig overrasket, fra ham. Der laa en opblussende, krænket Stolthed i hendes Mine, og hun holdt paa at faa Taarer i Øinene. Det fortørnede Blik, hun laante ham, medens de andre bare lo dobbelt overgivent, gjorde Morten rød i Hodet. Han vendte sig pludselig om for at gaa, da en kjendt Stemme længer henifra raabte: "Men det er jo Morten, vor nye Kjøbsvend!" Det var Andreas Heggelund, som netop kom slent- rende til fra sit Gjemmested bag en af Hækkene. Uden videre at ænse Legen, drog han Morten med sig op til Huset, for at han kunde hilse paa Hegge- lund og Fruen. Der var fuldt Gjestebud. Medens de ældre af Selskabet holdt sig oppe i Stuen, legede en Del af de unge nede i Haven. Husets yngste Datter, Edel, gik netop Blindebuk, og Andreas Hegge- lund havde da fundet paa det Puds, at alle skulde gjemme sig bort. Med Hatten i Haanden og ført af sin Ven kom han gjennem to Stuer, fyldte med Gjester, der dels passi- arede, dels spillede Kort, ind i et mindre Værelse, hvor Fru Heggelund sad i Sofaen, ved Siden af en anden Frue. Da de kom henimod dem, klemte Andreas ham be- tydende i Haanden og hviskede: "Buk dybt, rigtig dybt!" Og Morten bukkede med det lange vidtløftige Skra- bud, som hans Mor havde lært ham, saa dybt, at Haa- ret faldt ham ned i Øinene, først for den ene og saa for den anden af Fruerne, der var Sorenskriverens Hustru og i mange Stykker Fru Heggelunds Riva- linde. "Det er Morten Skorpen, som er kommet - og skal SIDE: 228 være Kjøbsvend," - forklarede Andreas lidt stammen- de og sagte. Ved Tantens Mine kom han til at besinde sig paa, at samme Morten neppe, og ialfald ikke for Øieblik- ket, interesserede alle lige hedt som ham selv. Fruen mønstrede Morten et Øieblik, som om hun forundrede sig noget over Afbrydelsen. Midt i sin undselige Ærbødighed beundrede denne paa sin Side nu troskyldigt i Nærheden den svære Guldkjæde og Silkekjolen, som han før havde set paa Frastand i Kirken. Fruen sagde blidt, men saa, at Andreas godt følte Irettesættelsen: "Min kjære! - mon ikke dette Anliggende nærmest skulde vedkomme Stuwitz og Husholdersken? Hun vil anvise den unge Mand sin Plads." Morten forsøgte igjen en Bukken; men den var ikke fuldt saa dyb som første Gang. Da spurgte Fru Hegge- lund, som hun fik en Idé: "Heder ikke Deres Far Jon?" "Jo, - Tak! -" Morten følte, at dette "Jo" var noget snaut, og gav det derfor paa Lykke og fromme hint Tillæg. "Han som saa dygtigt bjergede Andreas! - Ja, men saa heder De jo Morten Jonsen - Jonsen vil vi kalde Dem. Det andet Navn, hvad det nu var, klang ikke godt!" Med disse Ord nikkede hun mere naadigt til Afsked. Morten bukkede og fulgte sin Ledsager, der brummede endel om Fornemhed og underveis fandt Anledning til at slukke Ærgrelsen i et Glas Punsch, som han snap- pede fra et Bord. De fandt Heggelund siddende ved Kortbordet, hvor Morten ogsaa gjenkjendte Provsten Müller. Søstersønnen gjorde her kortere Proces og sagde lidt ironisk: "Maa jeg forestille Onkel et Individ, som indtil for to Minutter siden hed Morten Skorpen, men nu er om- døbt til Hr. Jonsen!" SIDE: 229 Onkelen sad for Øieblikket altfor fordypet i sine Kortberegninger til ret at høre efter. Han opsnappede kun det om Daaben og sagde: "Hvad siger Du Andreas? - Skal der være Barne- daab?" "Har alt været, Onkel." "Hvor?" "Netop inde hos Tante -; Barnet er temmelig til- vokset. Det er Morten Skorpen, som hun vil for Frem- tiden skal hede Jonsen." Heggelund tog Morten venligt i Haanden og sagde, at han godt huskede hans Forældre. Ved de Ord smilte han noget egent for sig selv, medens han gav om Kor- tene; - han tænkte vel paa, hvad der den Tid var passeret. Provsten ligeoverfor sad imidlertid med Brillerne skudt op i Panden halvt omdreiet paa Stolen og saa opmærksomt hen paa Morten. Endelig spurgte han, som om han grundede over noget: "Deres Mor heder jo Marina?" Da Morten bejaede dette, afbrød han Samtalen og vendte sig ivrigt om til Kortene. Men at der gik andre Tanker om i Provsten Müllers Hode, viste sig af det distræte Spil, der paafulgte. Det var nemlig til ham, at Isak Løvøen paa Døds- sengen havde betro't Hemmeligheden ved Marinas Fødsel. Han havde ofte i sit stille Sind grundet over denne Sag, hvori han var bundet af Taushedspligt, og det slog ham nu at se hendes Søn paa Vei til igjen at stige op fra Bondestanden. Morten blev ham en interessant Person, og ud paa Aftenen, da man stod op fra Kort- bordet, gik han hen i den Krog, hvor denne, siden An- dreas Heggelund forlod ham, beskedent var bleven staaende, og samtalede med ham om hans Hjem og øvrige Forholde. Morten fik Indtrykket af, at han her var stødt paa en velmenende Ven, og forladt, som han følte sig midt iblandt alle disse fremmede, var denne Følelse i høi Grad velgjørende. SIDE: 230 Mortens Runde med Andreas Heggelund var stanset ved en liden Mand i en blaa Uniformsfrakke med Guld- snor paa Kraven, som sad alene med sin Pibe henne i en Lænestol. Det var "Onkel Tobias" eller, som han kaldtes, "Raa- den". Han syntes imidlertid altfor optaget af egne Betragt- ninger til at lægge synderlig Mærke til Præsentationen, ialfald kunde Morten ikke opdage videre Tegn dertil. Her i Krogen, der uagtet det larmende Selskab hele Tiden blev ensom og ubesøgt, havde Morten lidet an- det at gjøre, end at betragte Onkel Tobias, der sad smaanikkende ved Piben. Der var en forunderlig Modsætning ved Manden, som Morten ikke kunde blive klog paa. Uniformen var ny og prægtig og Haaret ungdommelig glindsende sort - om Paryk havde Morten intet Begreb, - medens An- sigtet igjen var gammelt og tætrynket. Af hans Pibe var der den hele Tid ikke kommet et Røgdrag, og dette gav den altid betænkte Morten en god Idé. Han tog Fyrstaal, Flint og Knusk frem af Lommen og slog Ild saa varsomt, han kunde inde i den hule Haand. Med et ærbødig Buk lagde han den brændende Knusk ned i Piben, hvis Laag han vovede at aabne. Den gamle forstod den gode Mening og trak til, idet han over Mundstykket mumlede et Tak og et Øieblik hæftede Øinene hen paa Morten. Der kom et pludseligt Liv i hans Ansigt, og han ved- blev at se hen paa ham; endelig spurgte han: "Hvad heder Du?" "Morten ude fra Skorpen!" "Hm! Hm! Forunderligt!" - og efter et Par "Hm! Hm!" - sad han igjen nikkende over Piben som før og glemte at røge. Men Morten lagde Mærke til, at den gamles Øine fra Siden af et Par Gange hæftede sig længere paa ham, og han fik en Anelse om, at han kanske ikke sad saa rent hen i Ørsken endda. Et Øieblik efter kom den unge Edel hen til den SIDE: 231 gamle med et Glas Punsch. Hun klappede ham kjær- ligt paa Skulderen og rakte ham Glasset og sagde: "Drik nu, Onkel Tobias, - ellers glemmer Du det, véd Du! - Oppe paa Sovekammeret skal jeg fortælle Dig en morsom Historie." Da hun var gaat, skaffede Morten igjen Ild i Piben, hvilket lod til at vinde den gamles Behag. Han strakte endog engang Piben ud for at faa Operationen gjen- taget. Efter en Timestid kom Edel tilbage for at følge ham op paa hans Soveværelse. Nu først bemærkede hun Morten og hilsede, men blev i det samme lidt rød. Han tvivlede ikke om, at den Historie, hun skulde fortælle, gjaldt ham nede i Ha- ven, og ærgrede sig ikke lidt. Ved Aftensbordet tog Andreas Heggelund, der nu var blet meget overgiven og lystig, sig igjen af ham og lod ham lige bagefter gaa tilsengs paa sit eget Værelse. Selv kom han didop meget silde. Morten havde en Følelse af, at alt den Dag kunde gaat heldigere. Idet han sov ind i den bløde Seng, foresvævede der ham en Mængde forvirrede Indtryk. Den mørkhaarede Pige holdt ham fast nede i Haven og saa bagefter saa fornemt krænket paa ham. Fru Heggelund kneisede med Guldkjæden i Sofaen og kaldte ham først "en Affære, der vedkom Stuwitz", og siden naadigere "Jonsen". Men den graahaarede Provst tog ham tilslut i Haan- den saa venligt, at han kjendte det i Hjertet og drømte om dem hjemme paa Skorpen. PAA DEN ANDEN SIDE AF DISKEN. Da Morten tidligdags klædte sig paa oppe paa det lille hyggelige Kvistkammer, sov Andreas Heggelund henne ved den anden Væg endnu sin dybe Søvn. SIDE: 232 Lige foran Ruden stod det svære, til Toppen grøn- klædte Løvfjeld tvertover Havnen i en luerød Mor- gensol, der efterhaanden slikkede nedover Masterne paa de to Jægter, der laa fortøiede udenfor Bryggen. Paa Handelsstedet var i det aarle Gry endnu ingen oppe. Ude i det blanke, af Løvfjeldets Refleks helt til Bunden metalgrønne Sund rode et Par Bondebaade med blinkende Aarer. Og en Jægt med slappe Seil, der forgjæves ventede Morgengulen, lod sig bugsere forbi af Mandskabet. Den unge Heggelunds Klæder laa til Mortens For- undring henslængt omkring i Værelset. Uhret hang endnu i Vesten, og den ene af Støv- lerne laa henne ved Mortens Seng, medens den an- den stod opklemt mod Døren som efter et voldsomt Kast eller Spark. Efter at have samlet det hele sammen paa en Stol og lagt Uhret paa det lille Bord henne ved Sengen, begav Morten sig ned. Fruens Ord om, at han egentlig vedkom Stuwitz, og andet af Gaarsdagens Indtryk havde bestemt ham til at fremstille sig for denne, saasnart blot Kram- boden aabnedes. Han havde overtænkt, at meget kunde være undgaat, om han fra Bryggen straks havde fulgt den vei, han mindst likte. Efter endel Famlen fandt han ned til Gangen og fulgte nu Veien gjennem Haven. Ved det Sted, hvor han havde gjort den i sine egne Øine saa uheldige Indtrædelse, nikkede Morten ved sig selv; han opgjorde sig kun, at her havde den unge Frøken et Øieblik set paa ham slig, som om hun havde smudset sine Hænder paa Bondegutten; - og skyndte sig derpaa ned mod Kramboden, hvor han vidste, han var paa sin Plads. Som han kom didned, saa han Bryggekarlen, hvem Stuwitz tiltalte, ifærd med at aabne Kramboddøren. Morten gik lige hen til Stuwitz, der stod i en fedtet SIDE: 233 Frak med Parykken i den ene Haand og i den anden et blaatærnet Lommetørklæde, hvormed han tørrede Sveden af sig, efterat have hjulpet til med en stor Tønde, som de havde trillet frem paa Broen foran Døren. Morten tog Hatten af og bukkede for gamle Stu- witz slig, som han havde lært. "Goddag! Hvad skal Du?" udbrød denne barskt, idet det ene matte Øie med den hvide Flek i Pupillen dirrede lidt. "Jeg er Morten ude fra Skorpen, som er budt at være Kjøbsvend her!" "Ah, - saa!" - sagde han i en egen forandret Tone. "Jeg trode, Du holdt til oppe hos Herskabet jeg; her- nede er saa simpelt, skal jeg sige Dig." Morten følte, at det sødladne Ansigt og den blide Stemme ikke var for det gode; han kunde blot mod- sige i Gjerning og spurgte beskedent: "Skal Trantønden ind paa Boden?" "Det er ingen Trantønde; det er Sirup," - var det butte Svar. Men Morten vedblev uforknyt: "Skal da Siruptønden ind?" "Hm, - ja!" "Kan ikke jeg gjøre det?" "Jo -; men saa faar Du først tage den nye Trøien af Dig; vi er ikke saa fine hernede." Morten gjorde saa, - og var dermed med et hel- digt Sprang kommet lige ind i Dagens Arbeide; thi der blev efterhaanden travlt nok nede paa Boden, eftersom det var Lørdag og mange Folk. Medens Stuwitz, hele Tiden travlt optaget, snart færdedes nede paa Sjøboden eller ombord i en af Jægterne, der netop laa under Ladning, snart var inde paa Kontoret eller stod og akkorderede med Folk, - havde foruden Morten to Kjøbsvende fuldt Arbeide ved Disken, og ud paa Dagen kom tillige Andreas Heggelund og hjalp til. De mangeslags Sager, som Bønderne kom med, fra Fisk og Lever, nye Baade, Skindfæller ned til Smaa- SIDE: 234 ting som Bær i Tiner, skulde alle vidtløftigt omprut- tes, og Betalingen derpaa erlægges i Varer fra Butikken. Enkelte Udvalgte blev, under Navne af "gamle Kjendinge", af første Kjøbsvend indbudne til Trakte- ment i Boden ved Siden af og paanødte Skjænk af en bedre Sort end den Blanding, som solgtes under Navn af Vin, og hvis Præparation Stuwitz altid selv forestod. Men Morten indsaa snart, at dette gik efter helt andre Hensyn end de, som udtaltes i de venskabelige Ord og særdeles Hilsener hjem til Familien; og han mindedes med en egen Følelse, at hans Far flere Gange var kommet hjem fra Sørstrømmen med lig- nende Hilsener. Morten havde faat at vide Prisen paa visse ku- rante Varer og udvidede sit Kjendskab med hver Time. Han følte sig hel stor i sin nye Stilling bag Disken, særligt naar han for Kjendinger af Almuen skar Snoren over en ny Pakke, greb med fuld Haand ned i Rosinerne eller satte Skovlen ned i Sukkerskuffen, - og ved Vægtskaalen passede han den mest haarfine Balance. De overhængte ham om at slaa af paa Prisen, og Morten erklærede paa sin Side alvorligt, at det var absolut ugjørligt for dem at sælge billigere. Han vovede endog efter et udtryk, han opsnappede fra første Kjøbsvend, og som lød høist kjøbmands- mæssigt, at "garantere" endel Brystnaale og Ringe i en Glasæske, hvilke, som de glimrede frem af Bom- ulden, forekom ham selv ikke mindre prægtige end Beundrerinden paa den anden Side af Disken. Derimod sagde han intet om de smukke, blaa en- gelske Angler, hvilke han af egen Erfaring ude fra Fiskegrunden vidste var sprøde, men søgte kun i Stil- hed at holde frem de solide hvide. Frokosten havde de faat sendt ned til sig, og ved Middagstid Klokken 12 maatte Kjøbsvendene i Travl- SIDE: 235 heden afløse hinanden med at spise oppe i et Hjørne- værelse i Hovedbygningen, der var afsondret fra Heggelunds øvrige Selskabelighed, hvor Gjæsterne nu først var ved Frokosten. Men selv denne korte Afbrydelse forekom Morten for lang, og havde det ikke været Skam, vilde han gjerne opgivet Middagsmaden for at kunne blive staaende dernede. Siden blev han paalagt at praie Jægten fra Bryg- gen for at lade sig sætte ombord med en Besked fra Stuwitz til Styrmanden. Og som han stod bag i Baaden med Styreaaren, medens Manden rode ham og derpaa respektfuldt skaadede baglænds for at lette "Kjøbsvenden" Op- stigningen ad Skibstrappen, følte han om muligt endnu stærkere sin Forfremmelse i Verden. Han bar det med en vis lavet rutineret Mine, som den, der har meget at gjøre og ikke Tid til unyttig Snak, men takkede dog Manden for Tjenesten saadan, som han før vilde gjort. Hændelsen vilde, at den af sin nye Beskjæftigelse næsten febrilsk optagne Morten den Dag ogsaa skulde faa en alvorlig Forsmag paa den anden Side af det nye Liv. En stakkels Bonde, med hvem det formedelst lang- varig Sygdom var gaat rent ud, fremstillede sig for Stuwitz og anholdt for mangeaarigt godt Handelsfor- holds Skyld om Kredit paa to Voger Mel. Han havde været der før i Ugen og bedt forgjæves. Nu havde han medtaget sin Hustru, der saa ikke mindre kummerlig medtaget ud end han selv. De havde, sagde Manden med en Stemme, der sad ham fast i Halsen, nu ikke en Næve Mel mere til de syv Børn i Huset. Stuwitz viste dem kort og barskt til Fattigkassen. Men Morten blev hel betaget af Synet; han kom til at huske paa, hvad hans Mor hjemme havde fortalt om den sørgelige Tid, da Faderen laa langvarig syg, og Stuwitz ligedan havde nægtet dem Kredit. SIDE: 236 Han var netop ifærd med i Stilhed at kappe Snoren under Vesten for at give Manden den eneste Mynt, han havde med hjemmefra, nemlig en Ansigtsotte- skilling med Hul i af dem, "der kan stille Blod", og som der ellers skal være Lykke med, da Andreas Heggelund bleg af Hidsighed sprang over Disken og fik dem til at følge sig op til Hovedbygningen. Stuwitz vendte Ryggen til, men saa bagefter usige- lig haanligt efter ham. En Timestid efter kom de to forbi Butikken med forskjellige Knytter i Hænderne og, som det lod, over al Forventning forsynede. Længere henne paa Eftermiddagen kom Andreas Heggelund igjen ned i Boden og begjærede Krudt, da der skulde saluteres fra Batteriet ved Flagstangen i Anledning af Sorenskriverens Afreise; - han forestod altid den Sag og vilde nu have Morten med sig. Men han havde alt lært saameget af Forholdene i Huset, at han ikke længer fulgte Andreas Heggelund i tykt og tyndt, saa hyggelig og godhjertet denne end forekom ham, og sandt at sige, havde han ogsaa den største Ulyst til at forlade Butikken endog kun for et Minut. Ivrigt optaget forblev han i den, til den sidste Mand var eksperet, og Butikken endelig sent om Aftenen lukkedes. Bryggen var nu i den sildige lyse Aften igjen tom for Folk og Baade, - den sidste af dem rode udover. De store Nøgler var vredne om i Sjøboddøren, og Bryggekarlen satte endnu hist og her et og andet i Orden. Han spiste til Aftens sammen med de to andre Kjøbsvende og fik sove i Rum sammen med den yngste. Men denne Gang var Morten anderledes tilfreds med sin Dag. Han havde nu opnaaet sit hedeste Ønske i Verden, nemlig at blive Kjøbsvend, men dog ikke tænkt sig, at det skulde være halvt saa morsomt, og han kunde en lang Stund ikke faa sove, fordi han laa SIDE: 237 og tænkte paa Butikken og længtes efter Mandagen, da det hele skulde begynde paa nyt igjen. Søndag lod til at være Syvsoverdag over hele Huset. Foruden en og anden af Drengene, der viste sig vaadkæmmede i deres Søndagspuds med en eller to Uhrkjæder udenpaa Vesten og Helligdagspiben i Mun- den, var kun faa oppe, før Kirkebaaden gjordes fær- dig ved Bryggen - en Sag hvormed man ikke for- hastede sig, da Præsten om fornødent gjerne ventede en Tid paa Heggelunds. Et Par Timer før havde Morten dog set Edel Hegge- lund i Haven sammen med sin nogle Aar ældre Ven- inde, Sorenskriverens Datter, der var blevet tilbage i Besøg, og han bemærkede da tillige, at Andreas sad i Skjorteærmene oppe i Kvistvinduet tilsyneladende meget optaget af dem. Frokosten spistes ligesom Middagen om Søndagen sammen med Familien oppe i Stuen. Men, da enhver ved første Maaltid kom og gik efter Behag, faldt det dennegang saa, at Morten og hans Kammerat Kjøb- svenden spiste der alene. Han hørte da Andreas Heggelund le i Sideværelset sammen med de unge Damer, og haabede noget for- knyt paa, at de ikke vilde komme ind, hvorfor han skyndte sig febrilsk med at blive færdig. En Stund efter drog alle Heggelunds samt de to Kjøbsvende ned til Husbaaden, hvor fem af Husets Folk sad kirkeklædte ved Aarerne med Trøierne ved Siden af paa Tofterne; bagefter steg endel andre af Tyendet, som havde ventet paa Bryggen, ned i den. Mens den flagsmykkede Baad rode fra Bryggen, saa han, at Edel Heggelund og hendes Veninde byggede Hus sammen af deres Parasoller - formodentlig for at værge sig desbedre for Hr. Andreas, der sad tæt ved Siden. Gamle Stuwitz viste sig ogsaa paa sin Vis søndags- klædt i hjemmesyde Vadmelsklæder, der gik vel kort SIDE: 238 ned paa Skafterne af hans Fedtlæders Støvler, samt en buklet Krave i Brystet, der ikke vilde sidde, og som, efterat være forsvunden i det tykke Halsbind, gjenopstod høit oppe i et Par spidse, skjævt bagover mod Øret steilende Fadermordere. Han saa høitidelig grætten ud og var nu i sin gam- meldags lavpullede Floshat og med Næverne i Pjæ- kertlommerne, hvorudaf der stak et blaatærnet Bom- uldstørklæde, gaat sin vanlige ensomme Søndagstur op ad Landet. Hjemkommet fra Turen, pleiede han, fortalte Kjøb- svenden, gjerne at gaa alene om paa Sjøboden til Mid- dagstid, og det var da bedst ikke at komme ham nær; thi han var da altid grætten. Morten var blevet saagodtsom alene hjemme i Huset og kunde nu mere ugenert gaa om i Værelserne og se sig om. Han kom der i Samtale med Jomfru Dyring, den gamle Husholderske, hvem han hilste fra sine For- ældre, og blev tilslut saa godvenner med hende, at hun bød ham en Ekstraforpleining fra Spisekammeret, "da det kunde vare længe, før de kom fra Kirken, og unge Mennesker maatte have Mad". Dette var, hvad Morten ingen Anelse havde om, ellers ikke den gam- les vanlige Tone. Jomfru Dyring med de sorte Løslokker og det af Kniplingskappen pynteligt omkransede langblege, strenge Ansigt var Husets utrættelige Politi, for hvem alle var bange. Hendes under de side Øienlaage mis- tænkeligt forskende Øine vaagede som en Rovfugl paa alt, hvad der vedkom Ordenen saavel i Huset som blandt Tjenerne, og hun slog altid ned, naar én mindst ventede det. Fru Heggelund, for hvem den strenge, pyntelige Jom- fru Dyring var uundværlig, og i hvis Nærværelse den- ne vidste at træde i Baggrunden, vilde aldrig se Feil hos hende og gav hende altid Ret uden Undersøgelse. Paa det Punkt formaade ikke engang Stuwitz noget, uagtet han ellers i Stilhed var saagodtsom almægtig. SIDE: 239 Forresten var Hovedbygningens Trappe hendes Kap Finisterræ. Butikken med Sjøboden og alt, hvad der vedkom den, var for hende ikke til, og ligesaa usynlig syntes dennes enevældige Behersker Stuwitz at være for hende, naar han var oppe i Stuen. Man vilde have iagttaget, at hun altid holdt sig paa Blindsiden af ham. Ingen havde nogensinde set de to veksle et Ord, men vel nok hørt Stuwitz paa sin Vis brumme lidet venligt, naar hun strøg ham nær. Til Kirke fik hun aldrig Tid at komme for alt det, hun havde at udrette hjemme; hun tilføiede gjerne bittert, at "engang vilde de nu blive nødt til at føre hende did alligevel!" Mortens Held var, at han paa forhaand ikke kjendte til noget af alt dette; han vilde ellers neppe have talt saa troskyldigt og ligetil med den farlige Stormagt. Nu var han uden Anelse om Faren gaat indenfor det Bit- terhedens Hegn, som andre ellers rev sig paa, og bag hvilket hun igrunden følte sig selv som en ensom Fugl. Mortens muntre, tillidsfulde Væsen faldt som et pludseligt Solskin ind i en gammel, længe afstængt, mørk og fugtig Have, og hun var fra den Dag altid høilig indtaget i ham. Noget bidrog fra først af vel og hertil, at hun vidste, at hendes Fiende Stuwitz havde modsat sig Mortens Optagelse i Huset og forfulgt hans Forældre. Men, hvordan Humøret stod - og det var altid mere eller mindre galt - til Morten havde hun altid et blidt Ansigt, og - hvad der senere kom ham tilgode - om ham altid et klogt, forsvarende Ord i rette Tid. Han var ogsaa ombord i Jægten, med hvis Styr- mand han var bleven kjendt den foregaaende Dag, og hos hvem han en Stund sad nede i Kahytten i en overmaade interessant Passiar om Bergensreisens Mærkværdigheder. Den stærke Tobak, han der blev trakteret med, og hvilken han i Begyndelsen dampede mandigt, bevir- kede imidlertid, at han noget bleg tog Farvel og gik SIDE: 240 iland, før det spændende Thema endnu paa langt nær var udtømt. Udpaa Eftermiddagen kom Kirkebaaden tilbage, og - som vanligt, naar der var Prækensøndag dersteds og godt Veir - fulgte da tillige Præstens hele Familie og andre Gjæster med. Ved Middagsbordet indtog den lille Kammerraad Storm i sin Uniformsfrakke en iøinefaldende Plads; - Fru Heggelund brugte ham som Dekoration for sit Bord. Ved Siden af ham sad hans Veninde, Edel, altid færdig til at skaffe ham, hvad han behøvede. Stuwitz spillede derimod til Mortens ikke ringe For- undring her oppe i Huset en aldeles underordnet Rolle. Han havde ved Bordet indtaget en af de nederste Plad- se, mælte hele Tiden saagodtsom ikke et Ord og reiste sig, bukkede og gik, før de andre var færdige. Og med lidt Forandring saa Morten ham bære sig slig ad bestandig i hele det første Aar, han var i Huset. Siden satte han egen Husholdning. Ved Middagsbordet var der den Dag tildels noget lummert. Hr. Andreas, der altid forgik sig mod Reglerne, maatte nok paa Veien have syndet i adskilligt. Den blege, høie, unge Dame, Datter af Sorenskri- veren, sad i Begyndelsen med et Par Roser paa Kin- derne, der aabenbarlig ikke udelt var Glædens, og Fru- en bevarede hele Tiden et ekstrahøitideligt Kirkeansigt. Hun bemærkede noget uforanlediget af den øvrige Samtale, at Præsten havde glædet dem alle med en saa opbyggelig Præken; hun havde under den tænkt paa en Person, paa hvem de deri omtalte Svagheder desværre passede. "Gud give, han bare vilde tage sig dem til Hjerte!" - sukkede hun med et Udtryk, som om dette dog var alt andet end sandsynligt. Nede ved Bordenden hørtes et Slags bekræftende Brum. Det kom fra Stuwitz, der netop reiste sig fra Bordet og gik. Han havde rigtignok ikke været i Kir- SIDE: 241 ken, men hadede den unge Herre, hvem Ordene gjaldt, altfor grundigt til at kunne modstaa at lægge sit til. "Ja Gud give det, kjære Tante," - sagde Andreas, som havde Frisprog i Huset, idet han stirrede alt an- det end venligt hen paa Døren, udaf hvilken Stuwitz var forsvundet; - "men det gamle Trandyr er vist for gammelt til at opdrages om igjen og vil jo heller aldrig til Kirken!" - Han lod, som om han i al Uskyldigihed trode, at hans Tante havde sigtet til Stuwitz. Men bagefter fik han en alvorlig Irettesættelse af Fruen og derpaa en Tidalerseddel af sin Onkel. Om Aftenen talte Edel ogsaa nogle Ord med Morten. Hun spurgte, om han likte sig nede i Kramboden, og hvorfor han ikke havde fulgt med til Kirken? Til det første Spørgsmaal svarede Morten ja og til det andet, at ingen havde spurgt, om han vilde følge med. Hun saa noget uvis paa ham og spurgte saa pludse- lig, idet hun nærmede sig deltagende: "De ventede dog ikke Deres Forældre ved Kirken?" "Nei, - da havde jeg bedt om Lov." Den unge Pige vendte sig svagt smilende fra ham, for at følge Onkel Tobias ovenpaa. Oppe paa Værelset sagde hun, idet hun besvarede, hvad der op ad Trappen havde beskjæftiget hendes Tanker: "Den unge Kjøbsvend maa vist være meget stolt af sig." Morten paa sin Side syntes, at hun havde havt et saa smukt Udtryk i Øinene, da hun spurgte efter hans Forældre, men bagefter var Minen bleven næsten lidt stødt, - hun var vist hovmodig ligesom Moderen. SIDE: 242 FORTSÆTTELSE. Mortens ualmindelige Evner og greie Væsen gav ham efterhaanden Tillid, og det var ikke frit for, at han efter de første Par Aar blev spurgt tilraads ogsaa i Ting, som laa udenfor hans Befatning, uagtet det fra Stu- witz's Side da altid skede i en ironisk Tone; - han havde opfattet den unge Mands Hovedsvaghed, en vel stor Forfængelighed af og stolen paa sine Evner. Der herskede overhovedet i Huset et underligt For- hold med Stuwitz. Det var, som den sværtbyggede Mand med det næ- sten brutale Ansigt oppe i Stuen under Heggelunds og Fruens Øine med ét blev saa liden, medens han lige- saa forunderligt atter voksede ud igjen i sin Vælde nede paa Sjøboden. Han befandt sig synlig uvel, beklemt og magtstjaa- len, som om han havde Følelsen af, at han deroppe i Familien, med Undtagelse af Fruen, ikke sad mellem venlige Magter. Thi, foruden Jomfru Dyring, stod saa- dant ogsaa paa mange Maader ud af Onkel Tobias's skjulte Væsen. Naar Heggelund tiltalte ham, skede det ogsaa som oftest paa en vis overlagt, tyngende Maade, som han ellers ikke betjente sig af. Fra Sofaen kunde Heggelund saaledes blot med et skjødeløst Vink med Piben kalde Stuwitz hen til sig, og denne stod da stedse foran ham næsten i et Ty- endes Stilling. Eller han klappede ham noget søgt fornemt paa Skul- deren med et: "Min kjære Stuwitz, skulde De ville gjøre mig den Tjeneste?" - og vendte sig derpaa bort, som om Svaret var selvfølgeligt. Gamle Stuwitz bukkede paa sin Side meget ærbø- digt. Men nede paa Sjøboden kunde han bagefter i lange Stunder gaa med Næverne stramt plantede i Pjækertlommen og brumme eller plystre, medens det SIDE: 243 graa Øie sendte Uveirslyn op mod Hovedbygningen, og det andet matte med Arret dirrede af Sindsbevæ- gelse. En og anden Gang sparkede han derunder som til noget usynligt, han vilde slaa overende med Foden. Eftersom Morten blev kjendt i Huset, forstod han, at der maatte herske en Uenighed mellem Heggelund og Fruen om den Maade, hvorpaa Stuwitz skulde be- handles; thi hun søgte - mod sin Natur ellers - aa- benbarligt at bøde paa sin Mands Opførsel med en eller anden Venlighed; det var et saart Punkt, hvori hun ikke raadede med sin Mand. Gamle Stuwitz var forresten ikke aldeles blottet for godslige Sider, og han kunde være den en overordent- lig nyttig Mand, som forstod at gaa ham rigtig under Øinene. Man maatte da lade fremgaa af sit Væsen, at man "stod paa Sjøbodsiden". Han havde imidlertid, naar han vilde, et sandt Ta- lent for Plagerier mod underordnede, og imod Morten var han i det Stykke utrættelig. Det var en egen overlagt Manér, som det var vanske- ligt at værge sig imod, men hvorved enhver liden Feil altid søgtes udvidet til et stille Bevis paa, hvorlidet paalidelig han igrunden var. En Høst, efterat de var komne hjem fra det andet Jægtestevne i Bergen, hvor Morten hidtil hver Gang havde fulgt med, blev det Aars Fiskepriser omtalt ved Bordet af Stuwitz. Det hed, at de havde været saa sørgelig lave, hvortil Morten i al Uskyldighed nævnte flere, som han vidste havde opnaaet høiere Priser end de af Bergenskjøbmændene efter Sædvane officielt no- terede, hvortil Stuwitz havde henholdt sig. Heggelund blev da meget bleg, men sagde intet. Men siden den Tid sørgede Stuwitz, hvergang han ikke kunde hindre Mortens Bergensreise, for, saavidt muligt, at faa holdt ham udenfor Kjøbmandsskabet nede i Bergen. Da Morten det næste Aar skulde med paa Bergens- stevnet, udtalte han for Heggelund den Tanke, at de istedetfor den store Besætning af 14 Mand, der er nød- SIDE: 244 vendig for at heise det uhyre Raaseil, kunde spare næsten Halvparten ved at indrette et Vindespil. Heggelund syntes godt om Ideen, saa godt, at han begyndte at føle det som en Forfængelighedssag at være den første i Nordland, der indførte den nye Reform i Jægtebruget. Men her strandede han paa Stuwitz, der tog Sagen meget braat, især i Forhold til Morten, og mente, at han havde baade Aar og Erfaring til at forstaa den Sag bedre end en storsnudet, hovmodig Unggut, der gjorde alskens Vind med Projekter. Folk trængtes der nok af, mente han, baade til Bug- sering i stille, til Omstuvning af Fisken, hvis man havde valgt feil Side at stuve til Høibords over Stat- havet, saavelsom ellers med Fisken i Bergen - og "Nyhedssyge", sagde han, idet han slog, saa det dun- kede i Tønden og saa hen paa Morten, skulde ialfald ikke komme ind i Forretningen, saalænge han sty- rede den. Stuwitz stod nede paa Sjøboden - sin egen Tomt, - da han svarede saa, og dermed forblev det da og- saa, uagtet Reformen siden er indført i Nordland. Men Heggelund fik fra den Dag endnu større Tan- ker om Morten, og den Beslutning blev fast hos ham, at han skulde holdes frem til en ordentlig Handelsud- dannelse; - han saa i Morten et muligt Kort mod det Menneske, han hadede mest paa denne Jord, nemlig - Thor Stuwitz. Morten havde før om Søndagene faat Undervisning af Præstens Søn, der havde været nede i Kristiania og taget en glandsfuld Eksamen; men nu vilde Hegge- lund, at dette skulde ske to Gange i Ugen. "Han kunde", sagde han, "dog ikke sende en aldeles uvidende Bonde- gut lige ind paa et større Handelskontor," og heri var Fruen fuldstændig enig. Edel var en underlig Pige, som Morten havde ondt for at blive klog paa. Han vidste ikke, enten hun likte eller havde imod ham, men antog nærmest dette sidste. Hendes Ansigt var herken regelmæssigt eller det, SIDE: 245 man vilde kalde pigesmukt, dertil var Trækkene for karakteristiske; - de mindede, skjønt anderledes kvindelige, lidt om Moderen. Der var en Modsætning mellem den endnu lidt spinkle, opløbne Figur, der lod hende synes høiere, end hun virkelig var - og det paafaldende svære, mørke Haar, der tydede paa en rig og kraftig Natur. Hun var Faderens Yndling og sad fra sin Barndom af meget inde paa hans Kontor, hvor hun baade legte og syde. Ved det, hun der gjættede sig til ud af hans Ansigt, blev hun efterhaanden hans anende fortrolige i Ting, som vel ikke var hende klare, men alligevel var hen- des Barnenatur for tunge. Saaledes opvokset mellem Trykket af sin Moders stærke Villie og Faderens i Stilhed ofte mørke Humør, havde hun faat noget for en ung Pige ikke naturligt forbeholdent i sit Væsen, der ofte gav det Indtryk af kold Tilbageholdenhed, hvorved Morten følte sig til- bagestødt. Hendes ældre, blonde Søster Hansine var anderledes godslig og tilgjængelig. Edel skulde, sagdes der, naar hun var ude i Besøg hos sin ældre Veninde, Julie Schultz, kunne være saa overgiven og munter. Men hjemme mærkede han ikke videre til det, og det han saa, tiltalte ham mindre, fordi det tilfældigvis gik ud over ham selv. Med sin gode Hukommelse havde han fra de andres Samtale lagt sig til et helt Lager af fremmede Ord, der havde en særdeles tiltalende Klang i hans Øre, og disse lod han ofte stikke frem i sin Tale. Dette havde Edel opdaget. Hun gav sig nu oftere i Samtale med ham og spæk- kede derunder sin Tale med alle de fremmede Ord, hun var istand til at ophitte. Morten tog det en Stund ganske troskyldigt; men da han kom underveir med, hvad der stak under, følte han sig dybt krænket. Han brugte fra den Dag ingen fremmede Ord. Fandt Morten sig saaledes i den første Tid i mangt SIDE: 246 tilbagestødt, saa blev han til Gjengjæld paa to Punk- ter desto fastere tiltrukket. Det var i sin personlige Hengivenhed for Heggelund og i sit Venskab for Søstersønnen Andreas. Heggelunds Søster havde anset det for en stor Lykke, da Onkelen tog sig af Sønnen, der efterat have gaat paa Latinskolen i Trondhjem med lidet Held havde forsøgt sig paa et Handelskontor der. Heggelund betalte hans Gjæld og tog ham op til sig i Nordland for at prøve Handelen der. Her var Andreas til stor Hygge i Huset. Han hadede Stuwitz og fik derfor Lommepenge af Onkelen og kunde paa en travl Dag gjøre Mirakler af Ekspedition nede paa Kramboden, men hvilede da ogsaa tryg paa sine Laurbær i otte Dage bagefter, i hvilke han neppe saa didned. Han bjergede Folk i Livsfare, var flink ombord i Jægten paa Bergensrei- ser og flink i saa meget. Men Varepriser kunde han ikke huske, og videre Be- sked paa noget i Forretningen var ikke at faa hos ham. Han brugte paa den sidste Tid ofte at svare, at de fik spørge Morten; men der var da undertiden en vis Mismod i Tonen. Han saa, hvorledes denne, trods sin Opdragelses Mangler, og uagtet han saa at sige endnu ikke havde aflagt Bondetrøien, med sikkre Skridt ero- brede saagodtsom alt det, som han selv aldrig havde opnaaet. Hvad der paa den anden Side indtog Morten saa for Andreas var især dette stadige "Syn for Sagen", som Andreas altid gav for, at han havde et godt Hjerte: For et fattigt Menneskes Skyld vilde han i Mangel af andet - og han manglede bestandig, uagtet han idelig fik Penge af Onkelen - gjerne trukket Klæderne af Kroppen. Han havde en vis flot Lethed over sit Væ- sen, som Morten ikke noksom kunde beundre. Det var overhovedet, som om Vanskeligheder ikke var til for ham - han var bare altid saa ærgerlig uheldig de Gange, han havde lidt større Ting fore. I mindre, dagligdags Sager, der kunde naas med en SIDE: 247 enkelt Anstrængelse, en glansfuld Indskydelse eller et energisk Sæt, feilede han derimod aldrig. Derhos var han altid klædt saa smukt, var høi og slank, og de fine Knebelsbarter klædte hans smukke, noget bløde Ansigt saa godt - i Ungdomsvenskabet har slige Indtryk sin Plads næsten som i Kjærlig- heden. Hvilket godt Hoved han egentlig var, fremgik for Morten af de mange Planer, han gik frugtbar med, og som i Begyndelsen blændede ham storligt. Senere, ef- terat han bedre var istand til at bedømme deres Værdi, saa han jo rigtignok deri en af de Hovedfeil, der vilde gjøre Andreas mindre duelig i det praktiske Liv. Men hans Venskab led derfor intet Skaar; det voksede saa at sige i samme Grad, som han efterhaanden maatte bære over med Skrøbelighederne i hans Karakter. Andreas Heggelunds Fremtidsmod havde før været ubegrænset; - han var jo altid kun stanset ved Uheld. Nu, han efter et Par Aars Samvær med Morten efter- haanden havde faat klarere Øie for de Betingelser, som udfordres i Handelsveien, havde hans Selvtillid i dette Stykke lidt en alvorlig Knæk. Han var i slet Humør og grublede over, hvorvidt han skulde due til noget andet end Handelen; det gjaldt kun at finde det rette Felt. Havde han erkjendt, at det egentlig var Grundbe- tingelsen for enhver Arbeidets Mark, der manglede ham, vilde han vel i Begyndelsen overgivet sig til For- tvivlelse, men siden maaske vundet desmere derpaa. Nu valgte han blot at flytte Marken for sin ustadige Natur og se sin sangvinske Horizont ud af en ander- ledes farvet Rude. En Dag betrode han Onkelen, at han aldeles ikke havde Natur for Handelen, men gjerne vilde tage Ar- tium, hvortil han længe havde følt stor Lyst. Paa Latinskolen i Trondhjem havde han jo allerede i sin Tid læst meget af det, som udfordredes, saa han nu kun behøvede at repetere med Præstens Søn. I de første Uger læste Andreas brændende ivrigt og SIDE: 248 tog Pensa, som overraskede endog hans Lærer. Men efterhaanden gik det mattere. Han forsømte den ene Gang efter den anden, og det holdt tilslut paa rent at dø af. Man begyndte i Huset alt at anse ogsaa denne Sag for tabt i den gamle Ustadighed, da Morten kom sin Ven til Hjælp. Han tilbød at sidde oppe tre Aftener i Ugen efter Krambodtid og læse høit for ham, og An- dreas, som følte, at dette vilde formindske Kjedsom- meligheden og være ham en Regulator i Læsningen, modtog Tilbudet; - det skulde bli saa hyggeligt, sagde han, at sidde og røge, medens den anden læste. Det gik saaledes med god Fremgang nogle Uger; men saa begyndte Andreas igjen at sakke af. Han fandt ud mange Ting; - snart var det for tid- ligt at gaa fra de andre, snart omgjorde han de Par Timer deroppe paa Værelset til en Passiar ved Piben om Udsigterne som Jurist, snart erklærede han rent ud, at den Aften gad han ikke læse. En Aften kom Morten i al Troskyldighed til at an- bringe et Ord, som drev Andreas fremover i Læs- ningen med Fart, som en i Siden saaret Hval, i hele to tre Maaneder; han sagde blot noget haabløst mis- modigt: "Saa siger de andre bare igjen, at De ikke kan!" Morten indsaa, at det var saaret Forfængelighed, men ikke, at det tillige var den Dom, som Andreas uvil- kaarligt læste af hans egne Øine. - Andreas var mere ømfindtlig, end han vilde være sig selv bekjendt, lige over for Morten, af hvem han i Stilhed var ydmyget. Et Par Dage havde han et Anfald af en meget mørk Sindsstemning. Han laa bleg og syg oppe paa Sen- gen. Endelig rykkede Andreas for sin bekymrede Ven ud med, at han havde friet i Brev til Sorenskriverens Datter, Julie, som oftere og nu sidst i Julen var i Be- søg i Huset; han havde elsket hende, helt siden han kom til Onkelen og saa hende. "Og nu" - sagde han tragisk, idet han reiste sig op af Sengen - "er Historien ude! - Fuldmægtigen har SIDE: 249 en Stilling, jeg har ingen, og hun har da svaret, som hendes Fader vilde." Han begreb ikke, hvorfor han nu skulde læse og ar- beide, det var jo det samme altsammen. Andreas's Mine var mørk som Beg. Morten syntes overvættes Synd i sin Ven; men ved de sidste Ord spidsede han Ørene - det maatte for alting ikke slippe did hen. Og saa huggede han blindt i med den gamle Spore: "Sorenskriverens Datter trode vel som de andre, at De ikke kunde blive til noget!" "Saa," - sagde Andreas langsomt og fuldladet af Krænkelse. Efter en Stunds Vuggen i sine bittre Tan- ker tilføiede han: "Men hun ialfald burde dog have troet anderledes." Morten taug tappert, uagtet den talende øiensynligt ventede et Ord til Medhold i dette sidste. Da reiste Andreas sig pludselig og sagde resolut: "Iaften læser vi, Morten!" Den blege Julie Schultz kom som før i Besøg. De første Gange var der jo lidt Forlegenhed paa begge Sider; Andreas var høitidelig ulykkelig, og hun oftere lidt rød; men saa vidste han snart at komme ud over dette kjedsommelige, og Spøgen og Lystig- heden gik som før. At hun aabenbart havde betroet Sagen til sin Venin- de, den flere Aar yngre Edel, forekom nu Morten rent ud troløst og satte hellerikke Edel videre op i hans Gunst. Naar alt kom til alt, mente han harmfuldt, saa var der dog igrunden kun lidet Hjertelag hos disse fine Damer - i det Stykke veiede nok Andreas dem op allesammen; de var bare ikke værdt ham. En dag skulde Edel ros over til Naboerne paa den anden Side af Sundet, et Par gamle velstaaende Skip- perfolk, hvem hun og hendes Søster ofte besøgte, og da ingen anden var tilstede, tilbød Morten at ro hende. Paa Tilbageveien foreslog hun at fiske, da der til- fældigvis laa Snøre og Agn i Baaden. Det blev saa, og Morten andøvede med Aarerne, medens hun fiskede. SIDE: 250 De sad temmelig tause. Edel havde gjentagne Gange kjendt et "Nap", og Morten havde sat ny Agn paa hendes Krog. Saa begyndte hun med ét ivrigt at træk- ke; hun havde faat en Torsk paa. Da den kom op, og Morten havde faat den af Kro- gen, tog hun den ud af hans Haand og sagde saa pludselig overgiven muntret, idet hun vendte dens Ho- ved mod ham: "Hvem ligner den?" Morten kunde ikke sige det. "Kan De da ikke se det - ikke gjætte? - han, som har taget Artium, Præstens Søn! - Det er livagtig hans brede Mund og de lærde Øine, der ser ud, som de ikke havde Øienlaag!" Morten maatte le; thi der var virkelig nogen Lig- hed. Men det var, som Edel straks igjen tog sig og ønskede det usagt. En Stund efter sagde hun dog for at sige noget: "Slig har De jo siddet mangen Dag ude ved selve Havet." "Aa ja - mangen Gang jeg, men min Far eller en anden var som oftest med, - en Tid var ogsaa min Mor med; men da var jeg liden." Der var noget sympathetisk i dette Mortens Svar, og saa sagde hun: "Ja, De har jo havt megen Sorg i Opvæksten." "Ikke vi Børnene, - men Far og Mor har havt me- gen Sorg - de stellede det altid slig, at det meste af den Slags ikke kom til os; men siden gjættede vi jo mangt." Hvorfor disse Ord just slog hende saa, forstod han ikke; men hun faldt aabenbart i Tanker ved dem og saa derunder paafaldende sørgmodig og næsten for- trykt ud. Endelig sagde hun, som om det hørte med i, hvad hun tænkte paa: "Deres Mor er jo saadan en prægtig Kone!" Skjønt Edels Ansigt, som sagt, ikke egentlig var af dem, Morten holdt for de smukkeste, saa han dog nu, SIDE: 251 at det i enkelte Øieblikke kunde være aldeles indta- gende. Øinene kunde blive aldeles sorte under de mørke Øienfryndser, medens de havde været spillende lyse- brune, dengang hun lo over Fisken; - og den Maade, hvorpaa hun sad med Snøret i de af Saltvand røde Hænder, var ogsaa saa forunderlig tækkelig. Da han rode hende til Bryggen, sad hun og stirrede i Tanker næsten lige mod ham; og han fik en lidt krænkende Følelse af, at han for hende kun sad der som en Romaskine, der hed Morten Jonsen. Efterretningen om, at Norge havde faat sit eget Han- delsflag istedetfor det forrige gule, løb bogstaveligt som Ild i vissent Græs hele Landet over. Dampskibet "Prins Gustav" bragte saluterende Budskabet til de nordland- ske og finmarkske Stoppesteder og vakte overalt Sen- sation. Nordlandsjægterne skulde ikke længer fare til Bergen under det gule, men med Landets egne Farver fra Bagstavnen; og det samme Skifte foregik paa alle Flagstænger. I den Anledning skulde der være Fest i Heggelunds Hus, og Festtaler holdes fra Volden, under Flagstan- gen med Salut. Efter mange Forhandlinger frem og tilbage mellem Distriktets Magter bestemtes bl. a. Talernes Orden; - dette gik for sig i Form af overdreven Beskedenhed og gjensidige Smigrerier, men alle Parter følte dog, at deri laa Fængstof nok til Fornærmelser. Festen var bestemt til efter Midsommer, naar Jæg- terne var komne fra Bergenstevnet; og, da Dagen nær- mede sig, var Andreas Heggelund Virksomheden selv. Da han fik høre af Tanten, at Fulmægtigen, hans Rival hos Julie Schultz, ogsaa skulde tale ved Festen, blev han i mindre godt Humør, og Morten forstod, at der maatte gaa noget særligt af ham; thi han gik om Aftenen ivrigt frem og tilbage oppe paa Værelset. SIDE: 252 Det slap da ud af ham, at ogsaa han studerede paa en Tale, men det var bare saa fortvivlet, at han ikke rigtig vidste, hvorom det skulde være. Nu tænkte han snart paa ét snart paa et andet; bare han vidste, hvor- om Fuldmægtigen vilde tale! - "Og saa skal der Mod til, Morten!" Dagen oprandt; Baade fulde af Gjæster kom i Række indover Sundet; Jægterne og Baadene ude paa Bug- ten flagede, og i Haven skjød Andreas med sine Hjæl- pere kanonerne varme. Andreas havde været bleg og urolig hele Dagen. Morten var saa høitidelig; - han havde aldrig set en saadan Fest. Haven var fuld af Folk, og omkring Talerstolen stod de unge Damer med flagfarvede Baand i de hvide Kjoler. Nogle Hornblæsere spillede Kongesangen, og Soren- skriveren holdt Talen for Kongen. Saa kom "Sønner af Norge" og Talen for Dagen samt for de Mænd, der havde kjæmpet for Fædrelandets Ret. Det greb Morten dybt. Da Kanonerne dundrede, var det, som han ikke længer kjendte Jorden under sine Fødder. Saa udbragte Heggelund Skaalen "for Nordlands Fremtid under det nye Flag", og, uagtet Talen kun var kort, modtoges disse sidste Ord med endeløse Hur- raer, hvorunder Glassene kastedes høit i Veiret. Det var første Gang Morten saa indover Poesiens Land malet i Ord. Luft maatte han have - og saa bad han Andreas Heggelund om at faa styre med Ka- nonerne. De blev fra det Øieblik af betjente saa præcist og roligt, at man kunde tage Chefen for en flegmatisk Hollænder. Fuldmægtigen traadte op og holdt en længere Tale for Kvinden; - Kvinden som Moder - her hilsede han complaisant til Fru Heggelund - som Datter, som Brud, og vandt derved især meget Bifald hos de unge Damer. Dette taalte ikke Andreas og, inden han selv vidste SIDE: 253 at det, var han, ikke mindst til Fru Heggelunds Over- raskelse, oppe paa Talerstolen. Morten stod ængstelig betaget paa hans Vegne. Andreas havde i Heden begyndt halvt i Indvendings- form mod den forrige Talers Thema om Kvinden. Han havde skruet sig ind i den samme Tankegang og maat- te altsaa komme med noget, som paa en klækkelig Maade forsatte den. I en slig Situation var Andreas netop paa sin Plads. Han fik den lykkelige Idée at tale ikke om Kvinden i Almindelighed, men om den nordlandske Kvinde, - saavel den fattige, som stræver og venter Manden hjem med Fiskerbaaden, som den mere formuende, der venter sin tilbage med Jægten fra Stevnet. Han beskrev en gjæstfri nordlandsk Husmo- der og tegnede derunder tydelig nok sin storladne Tante - samt derpaa en blaaøiet Jomfru, blond og "ren som Sneen" - det var Julie Schultz. Han sluttede heldigt i rette Tid, og denne hjemlige Skaaltale høstede endeløst Bifald. Hed af Bevægelse steg Andreas ned. Damerne samlede sig ivrigt om ham. Fuldmægtigen var totalt slagen, og Julie Schultz havde Møie for at skjule, at hun havde Taarer i Øinene. Den næste, som greb ham i Haanden, var Morten - han sagde blot "Tak!" og gik igjen til Kanonerne; - han syntes, at Andreas i Talen ogsaa havde nævnt hans egen Mor ude paa Skorpen. Festen fortsattes under Lystighed og Glæde, og paa den fulgte et Par Dages Efterdønninger af Selskabelig- hed inden Husets Vægge. Heggelund og Fru Heggelund var ikke lidet stolte af, at Dagens kanske bedste Tale var holdt af Søstersøn- nen - selv Sorenskriveren havde udtalt sin Overra- skelse over den unge Mand. SIDE: 254 Andreas Heggelunds uvante Energi havde efterhaan- den begyndt at sætte ham i Respekt baade hos Onke- len og Tanten, hvilken sidste lagde meget Bræt paa, at Student Sem en Dag havde yttret, at han igrunden var et mærkværdig godt Hoved, og at det kun var Skade, at han havde spildt saamange Aar. De mente nu, at Andreas duede ligesaa meget til Bogen som lidet til alt andet, og hans Aktier hjemme i Huset var stegne hundrede Procent. Som Husets halvt antagne Søn, sendtes han paa den endnu noget fornemme Vis med Dampskibet til Kristi- ania, uagtet Jægten samtidig skulde ned til Bergen. Ved Hjælp af en Privatmanuduktør fik Andreas sin Artium med haud. At han var Familiens Geni, var nu en afgjort Sag. Afstanden gjorde vel ogsaa sit til at forhøie Glansen. Fru Heggelund saa ham i Aanden som en vordende Amtmand i Nordland, og Heggelund begyndte efter- haanden at se Søstersønnen med de samme Briller. AFREISEN. I de Aar, Morten havde været hos Heggelunds, havde han oplevet ikke saa lidt. Ved Omgangen med Andreas og Selskabeligheden i Huset, hvori han efterhaanden inddroges, da Heggelund gjerne saa ham, havde han - og det ikke blot i udvortes Forstand - indsuget adskilligt af den Dannelse, som laa i Luften. Mange af hans gamle Begreber var undergaat Forandring, og istedetfor den beklemte Usikkerhed, hvoraf han i Be- gyndelsen led, hvergang han satte Foden ind i Stuen, havde hans Optræden nu vundet et vist Tække, der hidrørte fra hans fordringsfri, naturlige Væsen. Han var i alt fremdeles slet og ret kun den, som Heggelund hjalp frem, han gik ikke engang endnu fuldt konditioneret klædt; - men der var alligevel en SIDE: 255 vis Selvfølelse over ham, der ikke undlod at gjøre sit Indtryk. Morten havde en liden fast Løn, hvoraf han stadig sendte Halvdelen til sine Forældre, fra hvem han hørte saavel ved Leilighed som paa Prækendagene. Han havde nu alt ofte været i Bergen med Jægterne, og derunder faat Blikket op for meget, der stadfæstede den Mening, han fra sit Hjem bar i sit Bryst om Stu- witz; - han var nu fuldstændig vis paa, at denne be- drog Heggelund. Han forsøgte en Tid ogsaa at bibringe Heggelund de fornødne Oplysninger. Den underligt afvisende, skjønt dog venlige, Maade, hvorpaa Heggelund optog dette, lærte imidlertid Mor- ten for Fremtiden at forholde sig passiv og taus i disse Sager. Kun var og blev det ham en Gaade, hvorfor Principalen ikke vilde se. Indvendig kogte han af Harme. Fra disse Bergensfærder kom der gjentagende for- skjellige mindre ønskelige Beretninger hjem om Mor- ten; de hviskedes saalænge rundt, til de ogsaa naade Heggelunds. Der fortaltes, hvorledes han sammen med Kamme- rater under Stevnen førte ikke blot et lystigt, men et udsvævende Liv, og at han derunder tillige ruttede med Penge. Den sande Sammenhæng var, at Morten var usæd- vanligt likt og afholdt, hvorfor mange inviterede ham med sig, og det manglede hellerikke paa, at Morten under slige Færder var én af de lystigste. Han var ogsaa vitterlig engang i den første Tid kommet om- bord med et blaat Øie - og dette blaa Øie dengang blev til Bevis nu. Morten vidste intet om alt dette; kun mærkede han et Par Gange efter Hjemkomsten kolde Øine fra Fruen. Endelig tog Jomfru Dyring ham for sig og fortalte omstændelig, hvordan det hang sammen; hun var fast overbevist om hans Uskyldighed og havde havt sin Møie med at forsvare ham inde hos Fruen. Men nu SIDE: 256 var hun kommet efter, at Rygterne skrev sig fra Stu- witz's Yndling Skipperen, mod hvem hun vilde advare ham. Da der antydedes Udskeielser - Ordet holdtes al- mindeligt - blev Morten lidt rød; men da der nævntes om Penge, han skulde ruttet med, vendte han sig plud- selig fra hende med et Udtryk, hvorover hun blev for- skrækket, og begav sig lige op paa Kontoret til Hegge- lund. Hans Tone var beskeden, men havde dog noget eget ved sig, der nægtede at blive forhindret. Han tog frem sin Lommebog, hvori han paa Kjøb- mandsvis altid noterede sine Smaaudgifter, og opreg- nede dernæst med sin tro Hukommelse omstændeligt Navnene paa dem, som i de sidste Stevner havde in- viteret ham med sig. Der var kun én Kjæltring i Huset, endte han med lidt hævet Røst, han hed Stuwitz; - han havde i det Øieblik glemt Skipperen -; og nu, han havde sagt sin Mening, fik Heggelund give ham sin Afsked, om det saa behagede ham. Der var en vis farlig Greihed i den blege, unge Mands Tale, som imponerede. Da han var færdig, forsikkrede Heggelund ham paa en hjertelig og faderlig Maade om, at den ubetingede Tillid, han altid havde næret til ham, ikke ved noget var bleven rokket. "Men" - endte han - "det er paa Tide, De kommer fra Stuwitz, forstaar jeg, - og endnu i Høst skal De til Bergen." Visse Trækninger i Mortens Ansigt antydede, at hans tilsyneladende Ro begyndte at blive mindre klippefast ved denne venlige Tiltale. Han søgte øiensynlig under sin stærke Følelse efter de passende Ord. Heggelund lod dog, som han ikke mærkede det, men gjentog kun, idet Morten bukkende gik, at det var paa- tide at faa ham til Bergen. Denne Historie gjorde i mange Henseender Klarveir i Huset for ham. Fru Heggelunds Harme over alt det, der var paa- SIDE: 257 sagt det unge Menneske, var ikke liden. Hun spurgte i de følgende Dage flere Gange venligt til hans For- ældre, og Jomfru Dyring maatte omstændeligt gjen- nemgaa hans Ekvipering til Bergensreisen. Jomfruens Ansigt skinnede som en Soldag efter over- staat Uveir. Paa Edel gjorde denne Sag et stærkt Indtryk. Hun kunde ikke for, at hun ligesom havde gaat og ledt efter Feilene hos ham; - Andreas, der var saa elskværdig, havde med alt det dog havt saa mange. Disse kom da i den sidste Tid med Bergensjægterne i et saadant Kvantum, at hendes Instinkt uvilkaarlig gjættede Over- drivelsen og tog Parti for ham. Hun gjemte under sit rolige Væsen ikke saa lidt af Moderens hæftige Følelser for og imod Mennesker; - Muligheden af en dybere Følelse for den af hendes Far i Huset optagne Bondegut laa selvgivet udenfor enhver Skygge af hendes Tanke. Da hun nu af sin Far fik høre, hvor resolut Morten havde sat hele sin Stilling paa Spil, opfattede hun til- fulde det mandige i denne Handlemaade. I Tiden før Mortens Afreise til Bergen hændte en Dag noget, der vakte den Tanke hos ham, at Hegge- lund vist maatte bære paa en dyb Sorg. Som han en Formiddag gik ovenpaa gjennem Gan- gen, indenfor hvilken Heggelunds Kontor var, saa han Døren halvtaaben, som om nogen havde gaat og glemt at lukke den. Derinde sad Heggelund ved Pulten; men et saa be- drøvet Ansigt havde Morten ikke set i sit Liv. Han støttede sig med et fortvivlet Udtryk imod Edel, som stod og strøg hans Pande og holdt ham i Haanden. Morten gik forbi, som om intet var, men Edel saa idetsamme op og opfangede hans Blik; der kom en Skræk i hendes Mine ved Overraskelsen; og han hørte lidt efter bag sig, at Døren blev lukket. Morten havde et Indtryk, som om han var kommet til at se et Glimt af Husets Sandhed; det gjemte altsaa en eller anden Sorg, og han begyndte nu at forstaa et SIDE: 258 Udtryk i Edels Ansigt, som han oftere havde set - det samme, som dengang i Baaden havde beskjæftiget ham saa. Da hun samme Dag gik i Haven, øiesynlig endnu optaget af sit, medens Søsteren Hansine passiarede ved Siden af hende; og, da han bagefter saa hendes smukke mørke Hoved bag Ruden bøiet over Sytøiet, var han helt betaget af alt det han vidste, skjønt han igrunden intet vidste. Han opdagede nu, at han holdt saa usigelig af hele Familien lige indtil Fruen. Ved Aftensbordet forraadte ikke en Mine hos Edel, at noget var passeret. Efterat hun havde fulgt Onkel Tobias op, kom hun dog hen til Morten i den skumre Forstugang og lagde Fingeren et Øieblik paa hans Arm. Hun saa ham alvorligt ind i Ansigtet og sagde halvt sagte, at hun stolede paa, at han aldrig nævnte, hvad han havde set idag - "det var noget, hvorover hendes Far var saa bedrøvet." "Aldrig! - Frøken Edel!" - svarede han. Men dette "aldrig" udtales slig, at Edel med ét blev sikker tilbunds paa ham. Skjønt flere Aar yngre, saa hun et Øieblik overra- sket paa ham, som paa et ubegribelig stort Barn, der ikke ret véd, hvad han selv siger. Hun begreb, at han i fuld Naivitet havde villet lægge sit hengivne Hjerte for hele Familiens Fødder, men fik derunder Indtryk- ket af, at det var hende selv, som holdt det i Haanden. Hun sagde et Par Ord og gik ind i Stuen; men tænkte siden i sit stille Sind, at han dog havde været noget vel dristig. Siden var Edel usædvanlig venlig og opmærksom mod Morten; han anede ikke den rette Grund, men vilde heller, at alt skulde været som før; thi han følte uvilkaarligt, at Afstanden mellem dem derved blev større. Han kunde ikke lade være at tænke paa hende sent SIDE: 259 og tidligt og var tung istedetfor glad over at skulle reise. Det var Aftenen, før Morten tidligt den næste Mor- gen skulde med Jægten til Bergen. Han havde taget Afsked med hele Familien, der til vanlig Tid trak sig tilbage til sine Soveværelser. Han var nu alene i Stuen. Det var temmelig silde, og det sidste Streif af Midnatsolsstraalen faldt varmeløst og blegt hen paa Væggen. Han blev siddende over Edels opslaade Sybord og sad saa aldeles hensunken - da han pludselig hørte Jomfru Dyrings Stemme bag sig. Hendes Politiinstinkt slog ned, som det pleiede, naar én mindst ventede det; hun sagde lidt ironisk men venligt: "Saa De sidder der og ta'r Farvel, Jonsen!" Han følte, at han var overrasket paa frisk Gjerning, trængte vel ogsaa til en fortrolig. Han saa ned og svarede blot: "Ja, - Jomfru Dyring!" "De bør se til at glemme de Griller, Jonsen, - de fører ikke til noget." "Jeg kan ikke, Jomfru Dyring!" - Da syntes Jomfru Dyring hjærtelig Synd i sin Ynd- ling; hun forstod, at dette var mere end Fjas. Hun maatte trøste ham og sagde: "Ja, ja, Morten Jonsen, - ingen véd, hvad Fremti- den kan bringe!" "Fremtiden, -" gjentog Morten langsomt hen i Tan- ker - og saa kom han til at tænke paa Væggeplanken hjemme hos Forældrene, hvorpaa han først havde lært at læse - "den staar i Guds Haand," sagde han uvil- kaarligt efter sin Mor. Det var ikke frit for, at han fældte Taarer, medens hans Veninde stod der hos ham. Men Jomfru Dyring havde ingen Lyst til at sove den Nat og gik oppe, lige til Jægten et Par Timer efter i det lyse Gry gled ud af Sundet. SIDE: 260 Til sin Forundring traf hun ogsaa Edel staaende op- pe i Kontorvinduet. "Staar De her, Frøken Edel?" "Ja, jeg kunde ikke faa sove," svarede hun - og saa skiltes de, efterat have staat der lidt. Det samme Aar rygtedes det, at Heggelund havde op- taget et overmaade stort Laan i sine Eiendomme; det vakte stor Forundring og Omtale. Enkelte vovede end- ogsaa at drage Soliditeten af hans saa udraabte Formue i Tvivl. I BERGEN. Mühlenwad i Bergen, til hvem Morten Jonsen var kommet, sad i en betydelig Nordlandshandel med ud- strakte Forbindelser paa Udlandet, hvorhen han ski- bede sine Fiskevarer. Mangen Nordlænding, lige fra Hel- geland og op i Finmarken stod i Gjældsforhold til Müh- lenwads "Stue" nede paa Tyskebryggen. I de to Stevnetider ankrede de mange Jægter, som havde Handel der, saavidt gjørligt paa Vaagen lige udenfor Stedet. Der herskede da den største Travlhed nede paa Bryggen, hvor man ekspederede Fisken ved Vægten, medens hele Dagen et Mylder af "Nordfarer" gik ind og ud af Stuerne. Man leverede sine Varer, betalte lidt "paa gammelt" og fik Resten udbetalt efter vanlig Handelsskik. Gamle Mühlenwad bode selv paa Øvregaden i et hvidt, spidsgavlet Hus af den gamle tyske Stil, der stod smalklemt mellem sine Naboer i Husrækken, som en Soldat i Geled. Han var ogsaa selv i alle Maader en Mand af den gammeldags Skole og hørte til de tyske Familier, som særlig søgte til Tyskekirken. SIDE: 261 Det var en streng religiøs Mand efter alle Former, - Penge- og Forretningsmand fra Top til Taa, - og for hans Bevidsthed stod Vorherre vistnok ogsaa væ- sentlig som Verdens øverste og promteste Forretnings- mand. Den Gud, han holdt Konto med, var forøvrigt lige- saa smaalig og nærig, som han selv, og stod især vre- deligt paa sin Ret uden Afslag saavel til Bord- og Aftenbønnen som til den syvende Dag med Formid- dagspræken og Læsning i Huset. Med sin bredskyggede Hue, den brune Klædesfrak og den brune, tykke Stok med Guldknap, - altid at se ved den samme Stolpe, - var han en af den gamle Børs's eiendommelige Figurer. At hans Navn var godt som Guld, det vidste alle, og ligesaa, at han var imod alle de nye Paafund, der be- gyndte at dukke op i den yngre Handelsstand, og ikke mindst imod Sagen om den nye Børs, hvorom Tanken havde begyndt at røre sig. Med en Hustru, der var død tidligt, og som ikke havde havt det for godt, men hvorover der paa Kirkegaarden stod et stort Grav- mærke, havde han en Søn ved Navn Wollert, hvis ene- ste Frihed i Opvæksten havde været Skoletiden, hvis Skræk endnu var Faderen, og som nu, efter et kort Ophold i Hamburg, var kommet tilbage som en fuld- stændig Sprade, - i hvilken Egenskab han altid paa de sindrigste Maader vidste at undgaa Faderens Op- mærksomhed. Men saa maatte han ogsaa af og til, naar han hæn- delsesvis blev grebet deri, staa jammerfulde Standret- ter, hvori Faderens brune Stok spillede sin Rolle, og derpaa sidde indespærret paa Kontoret eller paa Sals- kammeret hjemme. Gamle Mühlenwad pleiede ovenpaa en saadan Scene altid at gaa tilsengs og, som det hed i Huset, sørge over sin vanartede Søn. I dette glædeløse Hjem levede han, vogtet af sine to gamle, ugifte Tanter - Mühlenwads Søstre - der sta- dig var med i Krigsraadet om hans Opførsel, og nogen SIDE: 262 Frihed saa han kun om Sommeren, naar Familien le- vede paa sit lille Landsted i Kongshavn, og han skulde være paa Kontoret i Byen. Uagtet det da netop var den travle Stevnetid og saa- ledes nok at gjøre paa Kontoret, følte han sig dog i denne Tid mere let og fri for den hjemlige Kontrol. Hans Tanter tog da skiftevis hver sin Uge inde i Byen for at besørge Maaltiderne for Nordfarerne. Samme Tante præsiderede om Søndagene, da der holdtes Selskab for disse, altid i den høie Gyldenlæders Stol ved Siden af Mühlenwad, medens Rødvinen, der ikke netop var den bedste, serveredes til Svedskesup- pen og Stegen. Der var dog i den Tid altid nogen Luft at faa. Maatte han ellers om Søndagene regelmæssig følge sin Fader og Tanterne i Tyskekirken og sidde inde den meste Del af Helligdagene, saa vidste han om Aftenen, naar de gamle havde lagt sig, at tage sin Mon igjen ude med Kammerater. En Vinternat fandt den ene af Tanterne, da hun kontrollerede med Lyset, Værelset tomt, og en Stige staaende under Vinduet. Da han sent om Natten kom hjem og tændte Lyset - sad Krigsraadet der i Natkapper. Hans Forfærdelse var stor; - men hans raske Blik opdagede snart, at den egentlige Eksekutor "den gam- le" ikke var tilstede, og han tog sine Mesures derefter. Han sagde høit, idet han steg op som for at kaste sig ud af Vinduet: "Nu kan I se paa, at jeg forkorter mig!" Enden blev, at hans forskrækkede Tanter fra den Dag af uden den gamles Vidende hjalp ham til en "passende Frihed" og tillige med Lommepenge til at nyde den. Den unge Wollert havde imidlertid havt Penge i Lommen, før Tanterne hjalp ham. Disse laante han hos sin Onkel Daniel, der var Ren- tenist og bode ensomt i et Hus i Haven nedenfor. Hans Gjerrighed var Gjenstanden for mange Byhistorier, og SIDE: 263 det var bekjendt, at han knap undte sig det tørre Brød. Han ansaa sig for i sin Tid bedraget paa Arv af sin Broder Kjøbmanden og hadede ham grundigt. Naar Brodersønnen yttrede sig over, hvordan han havde det hjemme, gav han ham altid Medhold, og en- gang, da han beklagede sig over, at han aldrig fik Penge, tilbød han at laane ham, indtil han blev myn- dig og fik Ret til Modersarv. Wollert udstedte hver Gang smaa Forskrivninger til sin Onkel med fire og tyve Procent Renter og havde saaledes der sin egen Bank. Han maatte dog tillige forpligte sig til at passe paa, hvem der stjal Ribs i Haven eller kastede Sten i Ru- derne; thi Smaagutterne var slemme mod Rentenisten; naar han med Brødet stukket ind under den fodside, blaa Frakke og Bomuldsparapluien i Haanden om Af- tenen gik op Gaden til sin Haveport, fulgte de ham gjerne med allehaande Øgenavn. - I Begyndelsen havde Morten havt det vanskeligt nok hos Mühlenwads, og paa mange Maader faat mærke, at Stuwitz's Arm ogsaa rak didhen. Mühlenwad havde under sin store Forretning paa Nordland blandt andet ogsaa hele Heggelunds Handel. Han nærede den største Agtelse for Stuwitz, hvem han i en Aarrække havde lært at kjende som den egentlige Forretningsstyrer, og modtog, ifølge Vink fra ham, Morten Jonsen med Forudindtagethed som en blot og bar Gunstling af Heggelund og tilmed en Sort Projektmager. Der maatte tages Hensyn til en saa stor Kundes Anbefaling; - men "selve Fyren var naturligvis ikke en Pibe Tobak værd". Og, naar Mühlenwad først havde sat sig fast i en Idé, skulde der noget til at rokke den. Morten fik en Slags underornet Mellemplads, som han lidet, havde eftertragtet; halvt hjalp han Brygge- gesellen, halvt hørte han til paa Kontoret. Sin meste Tid tilbragte han nede ved Vippebommen paa Tyskebryggen i et dagligt Slæb. Men han vandt dog efterhaanden Mühlenwads modstræbende Erkjen- SIDE: 264 delse ved den Raskhed og Orden, der kom ind i alt, hvad han havde om Hænder. I Stevnetiden, da det gjaldt om at sortere Fiskepar- tierne, udviste han et Skjøn paa Sagen, der ikke kunde andet end overraske; - det var Frugten af hans Er- faring fra Grunden af i disse Ting. Mühlenwad, der godt indsaa den Nytte, han kunde drage af dette, tilbød ham da at blive hans Brygge- forstander eller betroede Gesel. Han takkede for Tilbudet, men svarede til Mühlen- wads Fortrydelse: "Nei, - han ønskede nu engang at gaa Veien gjennem Kontoret." Og, da det ikke gik efter Mühlenwads Hoved, var Morten Jonsen igjen i Unaade. Morten havde i Slutningen af sit Ophold hos Hegge- lund af Præstens Søn lært Begyndelsesgrundene i det tyske Sprog, og ved en tysk Kontorists Hjælp, hvem han kjendte og omgikkes, havde han, ligefra han kom til Bergen, arbeidet med det i sine Fristunder og især om Søndagene. Efter halvandet Aars Forløb var han kommet saa vidt, at han baade kunde læse og skrive Sproget; - Morten vilde frem. Wollert Mühlenwad, der igrunden var et godhjertet og snilt Menneske, havde neppe ført sit nuværende "Raseliv" eller engang gaat med de stramme Stroppe- benklæder eller Guldbrillerne, som han tog bort, hver- gang han rigtig vilde se, dersom ikke Hjemmets Tvangs- og Fængselsanordninger havde ladet ham øine den ubundne Frihed i et altfor tindrende Lys. Han talte ofte med Morten Jonsen og syntes endog at hygge sig særlig til ham; det var maaske hans Lykke, at den unge Herre dengang ikke fandt ham fin og dannet nok til at indføre ham blandt sine Venner. Om Søndagene kunde han oftere sidde lange Stun- der paa Mortens lille Værelse nede ved Bryggen og slaa en Sladder af. Engang saa han, at han sad og skrev Tysk, og hørte til sin Forundring, at han kunde dette Sprog, samt til- SIDE: 265 lige, at han forstod endel Bogholderi, hvilket han og- saa havde lært sig. Den unge Hr. Wollert hadede Kontoret og alt, hvad dertil hørte, ligesaa stærkt, som Morten Jonsen elskede det. Det varede derfor ikke længe, før han foreslog ham at forfatte sine tyske Korrespondancer, hvilke Wollert da bare skulde skrive af og forelægge "den gamle". Morten følte, at dette ikke var saa rigtigt, men be- roligede sin Samvittighed ved at nægte at modtage den tilbudne Godtgjørelse for Arbeidet, der vilde optage hele Søndagen. Paa disse Arbeider levede Wollert flot og frit og hø- stede tillige sin Fars store Paaskjønnelse, idet han yt- trede for Tanterne, at de var skrevne som af en gam- mel, erfaren Kjøbmand - kort og redigt. "Der kunde nok blive noget af Wollert alligevel!" Han fik paa sin Fødselsdag et Gulduhr og turde bære Brillerne aabenlyst, men brugte dem nu sjeldnere. Der kom en slem Overraskelse en Dag, Wollert leve- rede til Faderens Underskrift en hel Bunke Korre- spondancer. Mellem dem laa to, skrevne med en anden smuk og rask Haand, hvilke Wollert i Hasten havde glemt at udtage. Da den gamle kom til den første af disse, et langt, velstilet Brev, saa Wollert, der sad paa den anden Side af Pulten, at der var galt paafærde. Den gamle sad en lang Stund taus og stirrede paa Brevet, tog det op og lagde det ned igjen med en Mine i det smale, skarpe Ansigt, som om der laa en falsk Veksel foran ham. Et Øieblik saa han vildt henimod Krogen, hvor den tykke Stok stod med den gamle Hue over Guldknap- pen, og der gik et Sæt i Wollert. Men saa begyndte han igjen paa Brevet og nikkede med bitter Nydelse langsomt paa forskjellige Steder, som om han ret vilde erkjende, hvor godt og klogt det var skrevet. Endelig udbrød han: "Nei, - jeg kunde nok tænke, at det ikke var Dig, SIDE: 266 som skrev slig! - Kom hid med de forbandede Guld- brillerne dine, Wollert!" Wollert rakte dem meget myg over Pulten, og den gamle vred dem og knasede Glassene under Fødderne. "Hvem har skrevet for Dig?" Wollert begyndte paa Udflugter om, at det bare var de to Breve. Men et Blik fra den gamle henimod Stok- ken gjorde ham pludselig oprigtig og han svarede: "Jonsen!" "Jonsen! - Jonsen her? - - saa!" - Det var et langt "saa", der indeholdt mangeslags Tanker, og det efterfulgtes tilslut af et inkvirerende: "Hvad har han taget for det?" "Han vilde ikke have noget." "Da skal jeg sige Dig, hvad han vil jeg" - udbrød den gamle hidsigt, som om han igjen tænkte paa Stok- ken - "han vil, hvad Du ikke vil, endda Du er en retskaffen Kjøbmands baade Søn og Sønnesøn; - han vil lære noget, skal jeg sige Dig, og Lillefingeren af ham blir Du aldrig!" Derpaa aabnede han Døren og bad én af dem, som sad der, at hente Jonsen op. Mühlenwad sad en Stund grundende, og Wollert syntes, at det var uhyre lummert i det lille Kontor. Sagen var, at den gamle nødig vilde sige aabent, at han vidste, at Sønnen havde været uærlig imod ham. Da Morten Jonsen kom, spurgte han blot, idet han viste paa de to Breve: "De har skrevet disse?" "Ja." "Hvorledes har De lært det?" Da den unge Mand i Korthed havde gjort Rede der- for, sagde Mühlenwad i en Tone, som om han læste det op af en Bog: "De har fra imorgen af fuld Plads og Løn paa mit Kontor, og, naar min Søn korresponderer, har han først at beraade sig med Dem om Indholdet, før det forelægges mig." - Dermed nikkede han, og Morten SIDE: 267 gik. Men den gamle Mühlenwad sad længe og saa mod Døren efter ham; endelig sagde han næsten mildt: "Ja, kunde Du blive som den Fyr, Wollert, - det er et Jern, som vil drive det til noget; - men sligt er vel ikke at vente for en stakkels Far!" - sukkede han. Og Wollert gik, glad ved at være sluppet fra det for den Pris. Næste Aar korresponderede Morten Jonsen ogsaa paa fransk og begyndte mere og mere at blive en betroet Mand paa Mühlenwads Kontor. Det var bekjendt, at alle Ekspeditionerne nu maatte gaa igjennem hans Haand; - ellers var Mühlenwad aldrig rolig for Posten. Hans Løn var nu forhøiet, og han havde Raad til at leve som andre unge Mænd af Handelsstanden. Opdraget i Mühlenwads Skole begyndte dog Penge nu at faa en Vægt i hans Øine, der egentlig ikke til- laa hans Natur. Han hørte aldrig andet omkring sig end Manden tak- seret efter Formuen, og der var ingen af hans Kamme- rater, som ikke drømte om engang at blive en Matador paa Børsen, - Mühlenwads gamle, bredskyggede Hue venereredes af de unge Øine næsten som en Krone. Morten Jonsen var saaledes paa god Vei til at blive en "Forretningsmand fra Top til Taa". Han affekterede det alt med adskillig Applomb i sit Væsen og havde faat over sig noget for en Ungdom at være vel bevidst om egen Dygtighed, til at det altid faldt saa tækkeligt, om det end i visse Maader gav Respekt. Det mandige, aabne Ansigt og et vist under Forret- ningsskallen skjult Præg af bredt Hjertelag, indgjød særlig Tillid. Man mente i Almindelighed ligesom gamle Mühlenwad, at "det Jern driver det engang til noget". I de Huse, hvor han efterhaanden havde havt An- ledning til at komme, havde han truffet flere unge Da- mer; men det var, som han ikke havde rigtig aaben Sans for den Side af Livet. SIDE: 268 Han blev opfattet som en for sit eget endnu altfor begeistret ung Forretningsmand til ret at have Øie for andet. Lidet anede de, at han i ensomme Timer kunde sidde og se et Billede for sig, mod hvilket de alle i hans Øine kun stod matte. Han kunde undertiden selv blive ban- ge for at tabe sig bort deri. Edel Heggelund havde et Aars Tid været nede i Trondhjem og var der, som den rige Heggelunds Dat- ter og maaske ogsaa for sin egen Skyld, blet adskillig feteret. Morten havde paa en møisommelig Maade skaffet sig at vide alt i den Anledning og følte en stor Lettelse, da han hørte, at hun var vendt tilbage til Nordland. Hendes Hjemreise havde den sørgelige Anledning, at hendes Moder uventet var afgaat ved Døden. Selv havde han efter Løfte undertiden skrevet til Heggelund og modtog da hvergang et kort hyggeligt Svar. Engang var dette skrevet for Faderen af Edel, der meget venligt fortalte, hvordan alt stod til i Huset med Onkel Tobias, Andreas nede i Kristiania og Jomfru Dyring. Tilslut kom en Underretning om, hvorledes hans For- ældre ude paa Skorpøen havde det. Han indsaa, at dette ikke kunde være sket uden me- gen Umage, da de bode langt borte; og dette atter og atter læste Brev blev hans Klenodium. Morten Jonsen havde netop faat en særegen Grund til at føle sig af Betydning hos Mühlenwads; thi denne havde den samme Vinter tjent flere Tusinder ved en Spekulation, hvortil han havde givet Fingerpeget. En Dag paa Kontoret saa Mühlenwad meget høiti- delig ud. Han havde faat den Efterretning, at Heggelund i SIDE: 269 Nordland skulde være saagodtsom ruineret. Handels- stedet var overdraget til Stuwitz, med hvem "Konto- ret" saaledes for Fremtiden alene havde at gjøre. Dets Interesse var heldigvis sikkrede ved Stuwitz's Omsorg. "Dette har altid anet mig," tilføiede han, "efter den Levemaade, som den Mand førte. Han skal nu ikke eie stort mere end Huset, han bor i, med Indboet og en liden Eiendom inde i Fjordene. Resten har Kredi- torerne taget under en stor Tvangsauktion paa Stedet. - Det er haardt at opleve sligt!" Morten Jonsen stod ligbleg og hørte paa, og han kunde under den øvrige Kontortid ikke samle sine Tan- ker paa Arbeidet. Det var, som noget for ham utænke- ligt dog virkeligt var hændt. Man kunde ligesaa godt have fortalt, at Fjeldet var styrtet om som Heggelunds Hus, hvor han i saa mange Aar havde levet med Forestillingen om, at Grunden var muret paa Rigdom. Og saa gjorde det ham saa bitterlig ondt; - han havde der havt et Hjem og følte nu dybt med i den Krænkelse og Sorg, som var overgaat Huset. At Stuwitz havde Skylden og var den egentlige Op- havsmand, blev mere og mere indlysende for ham; det var ham klart som Dagen, at han gjennem Aarene havde beriget sig selv, ruineret sin Husbond og nu en- delig sat Kronen paa sit Værk. Havde han i disse Dage truffet Stuwitz, vilde han utvivlsomt have forgrebet sig paa ham, blind for et- hvert andet Hensyn end Hevn. Paa Kontoret var han heller ikke rigtig den samme; han ekspederede Arbeidet fra sig i flygtig Fart og gik ofte derfra før Tiden. Om Aftenerne spadserede han lange ensomme Ture udover Sandvigsveien, og han sad længe oppe, før han lagde sig. Efter den første Sorg var en Tanke dæmret frem hos ham, der gjorde hans Blod uroligt. Det var Mulig- heden af maaske dog nu under de forandrede Forhold at kunne vinde Edel Heggelund. SIDE: 270 Der var en ikke ringe Forskjel mellem hans Tanke- gang før og nu. Da han forlod Heggelunds, havde han fornemmelig følt Skillemuren i en Brist paa Fødsel og lige Dan- nelse; nu saa han den mere i Brist paa Formue. Og det var paa dette Punkt, at der nu efter Husets indtrufne økonomiske Ruin havde begyndt at tegne sig en Stribe af Mulighed for hans Sjæl. Dette var i Begyndelsen kun en Fantasi, som han ikke kunde lade være at beskjæftige sin Tanke med, og den endte stadig saa, at han efter endel storartede Handelsspekulationer kom som den rige Mand, be- gjærede Edel Heggelund og gjenreiste det faldne Hus. Men efterhaanden begyndte der at komme Virkelig- heder ind i disse Drømme, og blev Enden paa Historien end altid den samme, idet han paa en Maade indetifi- cerede Edel Heggelund med Huset, saa var dette ikke Tilfældet med de Planer, som skulde bære ham didhen. Paa de ensomme Vandringer udover Sandvigsveien steg lidt efter lidt frem for hans indre Øie et Næs med en liden, vakker Vig i Nærheden af Hjemmet; - han færdedes der, reiste i Forretninger langt bort derfra, saa Folk vrimle og en livlig Trafik tiltage og førte til- slut Edel Heggelund som Brud ind i det vakkre Hus, han der havde bygget. Hver Aften føiede et nyt Strøg til Billedet. Det var Stuwitz's gamle Tanke om at oprette et Land- handlersted paa Finnæsset i Finkrogen, der var duk- ket op for hans Erindring. Og efterhaanden, som han udmalede sig og gjennemtænkte den, forekom den ham stedse mere praktisk udførbar og fristende. Han følte Vanskelighederne, men ogsaa, - maaske dengang med lidt ungdommeligt Overmod, - sine egne Evner og - bag Foretagendet skimtede han Edel Heggelund. Mühlenwads Forbauselse var stor, da Morten en Dag nede paa Kontoret opsagde sin Post og uden nærmere at gaa ind paa sine Planer erklærede at ville begynde paa egen Haand en lille Forretning nordpaa. Hans Fuldmægtig maatte, mente han, mildest talt SIDE: 271 have mistet Hovedet, og Mühlenwad anvendte ikke faa Forestillinger for at faa ham derfra. Da det vidste sig forgjæves, indrømmede han ham dog en liden forsigtig Kredit til Begyndelsen - og nogle hundrede Daler eiede Morten Jonsen selv. Ikke mindre forbauset blev Heggelund, hvem han fandt at burde tilskrive i Anledning af dette Skridt, eftersom han jo havde taget sig af hans Fremtid. Tonen i Brevet faldt hellerikke ubetinget heldig. Han havde hovedsagelig kun angivet den Grund, at han længtes tilbage til Nordland, samt yttret en noget selv- sikker stolen paa, at det nok skulde lykkes ham at gjøre gode Forretninger der. Mindst faldt dog Slutningen af Brevet i god Jord. Efter at have udtrykt sin dybe Taknemlighedsfølelse, endte han nemlig lidt klodset med at udtale det Haab, at det engang skulde lykkes ham at komme i den Stil- ling, at han kunde gjøre Gjengjæld for det gode, han havde modtaget hos Heggelunds. Dette sidste berørte, skjønt paa forskjellig Maade, saare Strenge baade hos Heggelund og hans Datter. Sin skjulte Ømfindtlighed gav han Luft i en ærgerlig Yttring om, at han ikke øinede den mindste Forstand i, at en kapitalløs Begynder saadan uden videre reiste op og nedsatte sig paa det første det bedste Næs. Edel havde havt sine resignerede Drømme i Forhold til Morten Jonsen. Den unge Pige havde, som det vil erindres, alt da han var i deres Hus, opdaget, at han bar Kjærlighed til hende; men til nogen Bevidsthed om sine egne Fø- lelser var hun først vakt ved hans Afreise - hin Nat, da hun oppe paa Gangen stødte paa Jomfru Dyring. Siden var denne Følelse blet hende klarere, og hun havde saa at sige levet sit indre Liv paa den. Hendes Instinkt lod hende nu ane, at hun selv spil- lede en Rolle i hans pludselige og paafaldende Beslut- ning - og hun havde et Øieblik rødmet af Glæde ved Tanken. I sit inderste havde hun alt længe vidst sig tryg paa, SIDE: 272 at hun - om Omstændighederne havde ført det saa - kunde rakt ham sin Haand udover ethvert Hensyn i deres forskjellige Livsforholde. Thi hun forstod, at det udelukkende var hans Syn paa disse, der havde af- holdt ham fra nogensinde at prøve et Skridt for at vinde hende. Men hun havde ogsaa gjort sig selv en Rede for, at det igrunden var en Mangel paa Til- tro til hende personlig, der havde reist Skillemuren. Nu stillede, ved det i hendes Hjem passerede, deres indbyrdes Forhold sig klarligt som saa forandret for hans Haab, at han derpaa havde bygget en afgjørende Beslutning. Men det, som var passeret, var, at Edel nu var blet en fattig Pige. Medens hun under Opvæksten sad inde paa Konto- ret, fik hun tidlig Følelsen af, at Faderen bar paa en Sorg, som han vilde skjule og, uagtet dennes nærmere Beskaffenhed altid blev hende uklar, kom hun dog efterhaanden paa det rene med, at Stuwitz var Aarsa- gen til hans Sindslidelser. Med Regnskaberne, hvori han saa at sige glat væk offrede sine Underskrifter til Stuwitz, kom ogsaa hans tunge Humør paa, og hun kunde da staa hos ham ved Pulten eller sætte sig hen paa hans Knæ. Dette syntes at lette ham, og hun forstod, at hun ikke skulde nævne et Ord derom for Moderen. Det var en saadan Scene - men denne Gang af en saa overvældende Sorg, at det havde forskrækket hende, - hvortil Morten Jonsen uforvarende var blet Vidne, kort før han skulde reise ned til Bergen. Det, som da pinte ham, var hint førnævnte store Laan, der maatte optages, og som vakte saadan Omtale. Stolthed var nu engang en Heggelundsk Familie- svaghed. Da Auktionen stod i Huset over Eiendommene, og Handelsstedet tilsloges Stuwitz, havde hun set ud af Ruden ned paa den Folkemængde, som indtil Træng- sel var strømmet til Stedet, og følt, at deres Hus just i disse Timer - sank. SIDE: 273 Brevet affødte Bitterhed i hendes Sind; hun følte sig personlig undervurderet i et Stykke, hvori en stolt Kvinde kan krænkes dybest, nemlig i Tiltroen til hen- des Kjærligheds fuldgyldige Adel. Saalænge hun selv var den overlegne, kunde det paa en Maade taales; - det var jo da endnu ikke traadt saa klart frem, og hendes Opførsel havde i sin Tid maaske selv foranlediget det; men nu, hun var fattig - ikke for Alverden! HJEMKOMSTEN. Paa Opreisen havde Morten Jonsen hjemme i sit Distrikt foreløbig mange Ting at varetage. Der skulde adskillige Forberedelser og Indkjøb af Va- rer til, og han maatte, førend han kom til Hjemmet, reise opom flere Steder. Noget Ærinde hos Heggelund havde han ikke, thi med Stuwitz ønskede han ikke at handle. Men, da han først var kommen der i Nærheden, op- steg Ønsket om at gjense Edel overvældende hæftigt hos ham. De Grunde for ikke at reise did, som han hidtil havde havt saa klare for sig, og hvoraf den væg- tigste var, at han nødig vilde komme som den, der endnu ikke var rukket videre frem i Verden end den- gang han forlod Huset - veg mere og mere for den fristende Tanke, at kunne komme i hendes Nærhed. Som han kjæmpede med sig selv, steg der efterhaan- den andet op, der blev afgjørende. Han følte sig beklemt og bange for at møde hende, for hvordan hun vilde se paa ham, hilse ham; maaske vilde hendes Mine sige, at han kun havde levet i en vanvittig Drøm, - kort - han følte tilslut, at han maatte didhen for det Haabs Skyld, han levede i. For SIDE: 274 hans beklemte Tanke stod det nu, som han kun reiste op for at se den hele Sæbeboble briste. Han nølede ængstelig under mange Paaskud for sig selv den hele Dag, saa at han først kom did om Afte- nen efter Sengetid. Jomfru Dyring var paa sin vanlige sénaftenlige Runde; hun holdt paa at tabe Lyset af Haanden, da hun i Gangen uventet traf Morten ifærd med at hænge hen sine Reiseklæder. Ved et ensomt Lys inde i den store Stue, hvorfra han havde saa mange livlige Erindringer, gav hun ham en mismodig Beskrivelse over Tilstanden. Stuwitz i det lille, røde Hus nede ved Stranden var nu Herren paa Stedet - han havde da havt Pant i selve Handelspladsen. Han var den gamle og levede paa sin gjerrige Vis dernede ligesom før med Hunden og Drengen liggende i Forstuen om Natten; thi han trode sig altid udsat for Indbrudstyve - kun var han siden Fruens Tid blet dobbelt saa mægtig af Væsen. Han havde endog ny- lig uden at spørge Heggelund taget et af hans Udhuse, som han paastod tilhørte sig, til Varelager. "Ja, det staar ilde til" - endte hun, idet hun over- gav sig til et Udbrud af Sorg - "og Edel stakkel, - hun er nu en fattig Pige! - Det var en Lykke, at Søsteren blev saa vel gift, thi hun havde ikke havt Kræfter til at bære dette!" I sin nypibede Natkappe sad hun, sirlig som altid; men hun trængte haardt til at udøse sit forpinte Hjerte, og hun strøg derunder uvarligt baade i Piber og Krøller. "Kan De huske, Jomfru Dyring" - sagde Morten med en egen alvorlig Betoning - "den sidste Aften, vi sad sammen i dette Værelse - da henviste De mig til Fremtiden?" Jomfru Dyrings Ansigt saa ikke ud, som hun øste meget Haab af de Ord. "Nu vil jeg betro Dem ét, Jomfru Dyring" - ved- blev han efter en liden Pause. - "Alt det jeg arbeider SIDE: 275 og har fore, sker kun med det Maal engang at vinde Edel." Jomfru Dyring saa overrasket paa den unge Mand. Hendes lidt langsomme Tanke behøvede Tid til at samle sig, og hun betragtede ham derunder med skif- tende Udtryk, - det var en mandig Skikkelse, der vel kunde indgive Tillid. Hendes Mine udtalte ogsaa denne Dom, idet hun lidt hen i sine egne Tanker sagde: "Ja, - vi faar stole paa Fremtiden!" Sin Mening gav hans gamle fortrolige paa sit Vis yderligere tilkjende, idet hun anviste ham Husets bed- ste Gjæsteværelse, hvilket Morten efter megen Væg- ring endelig modtog, fordi han indsaa, at han derved gjorde hende en Glæde. Morten Jonsen var den følgende Morgen tidlig oppe og indfandt sig omhyggelig klædt nede i Stuen, før nogen af Familiens Medlemmer endnu var der. Han var bleg og der laa en fugtig Sved paa hans Pande, medens Jomfru Dyring af og til med et lidet Ord syslede ind og ud med at anrette Frokosten. Hun havde med Villie ikke fortalt hans Ankomst og villet, at den skulde være en Overraskelse. Døren aabnede sig, og Edel traadte ind i Stuen. Hun havde ikke straks set ham, som hilsede, og ud- brød med ét stansende overrasket: "Morten! - - Velkommen tilbage, Hr. Jonsen!" - tog hun sig lidt efter. Men der havde været en pludselig Glædesstraale i hendes Øie, der ikke lod sig rette, ligesaalidt som den Rødme, der endnu overgjød hendes Ansigt. Der faldt under den gjensidige Forvirring nogle Ord, som ingen af Dem siden erindrede, og Samtalen holdt sig derpaa, indtil Heggelund kom, aldeles for- melt ved nogle lette Spørgsmaal om hans Reise samt almindelige Forholde. Men Jomfru Dyring lagde Mærke til, at ingen af dem spiste noget under Frokosten. Hun havde sine egne Julemærker. SIDE: 276 Han følte sig venligt modtaget, skjønt der lidt efter lidt ved Erindringen om hans Brev igjen havde lagt sig en mere tilbageholden Tone over baade Edel og hendes Fader. Det var ham tillige noget paafaldende, at ingen af dem med et Ord spurgte efter hans Planer, medens Heggelund dog venligt forudsatte, at han nu blev hos dem en Tid. Heggelund var kjendelig blet ældre og bøiet under den Modgang, der var overgaat ham, og Edel syntes aldeles opoffret for hans Pleie. Han var sygelig og kom enkelte Dage ikke ned fra Kontoret, der tillige var hans Soveværelse. Da sad Edel deroppe saagodtsom den hele Dag og læste for ham eller var ham til Selskab, idet hun søgte at ad- sprede hans mørke, mismodige Sindsstemning. Under dette ensformige Liv havde Edel tidt havt en trykkende Følelse af at være en Fugl i Bur. Længse- len efter at komme ud i Verden rørte sig stærkt i hende; men hun søgte at trøste sig med, at hun dog havde en Gjerning hjemme at udrette. Efterat Morten Jonsen havde skrevet, at han vilde vende tilbage til Nordland, hjemsøgtes hun ikke mere af denslags Tanker; - Livet hjemme havde pludselig faat Fylde og Interesse for hende. Morten havde en stærk vemodig Følelse af de for- andrede Forholde paa Stedet. Der herskede den samme travle Rørelse som før; thi nede ved Bryggen og Butikken gik alt i den gamle Gjænge; han saa Stuwitz og Butikfolkene gaa ud og ind paa Sjøboden, og paa Havnen var der fuld Travl- hed. Men oppe ved Hovedbygningen var der nu som ud- død, og kun et Par Tjenestepiger og en og anden af Lægdslemmerne var af og til at se ude paa Gaards- pladsen. Der var foregaat paafaldende Indskrænkninger i Husvæsenet, og Butikfolkene stod nu i Stuwitz's Brød. Ved Middagen sad om et ganske lidet Bord Hegge- SIDE: 277 lund, Edel, gamle Onkel Tobias, Jomfru Dyring og han - det var stor Forskjel mod før! Onkel Tobias var øiensynlig oplivet ved Mortens Ankomst. Han blev oprømt og lo paa sin halvt skjulte indven- dige Maade, da Morten efter Bordet, da de var alene, kom hen til ham i Lænestolen og spøgende tændte hans Pibe paa den samme Vis, som han havde gjort den første Aften, han kom i Huset. Onkel Tobias huskede det godt og forlangte siden Besked paa, hvad han tog sig for, og hvilke Affærer han drev, hvilket Morten da ogsaa i Korthed fortalte ham. "Flink Gut, - flink Gut!" - sagde Onkel Tobias, idet han rakte sin altid udslukte Pibe frem for at faa ny Ild. Han sad en Stund hen i sine Betragtninger og yttrede derpaa lidt uventet: "Hm! - Edel er en smuk Pige, Morten Jonsen." Dette kunde Morten ikke fragaa, men undgik dog at drøfte Sagen. Om Eftermiddagen fortalte Jomfru Dyring ham om Fru Heggelunds Død i Vinteren for to Aar siden. "Ja," - sagde hun med et tungt Suk - "hun fik høre det, som hun tog sin Død af." "Det var ved Nytaar, og Fruen var da raskere, end hun havde været paa længe. En Dag stod hun i det grønne Værelse udenfor Kon- toret og udtog Dækketøi af Linnedskabet; - der sku1de være Fremmede den næste -. Stuwitz og hendes Mand sad indenfor med Regnskaberne, som de altid pleiede paa den Tid af Aaret. Jeg gik da til og fra nedenunder og hørte, at de var høirøstede; det var især Heggelunds Stemme, men Stuwitz svarede kort og barskt. Da har hun nok, stakkel, hørt, hvordan alt stod til; thi det var da, Handelsstedet blev pantsat. Efter Stuwitz's Bortgang var hun en lang Stund inde SIDE: 278 hos Heggelund, og den arme Mand holdt sig bagefter indelukket paa Kontoret den hele Dag. Fruen var underlig hvid i Ansigtet, da hun om Eftermiddagen kaldte paa mig. Hun havde til den Tid siddet alene i Sofaen inde i Kabinettet; og jeg havde flere Gange set didind, da jeg havde mangt at tale om, men ikke turdet forstyrre hende. Da jeg nu kom, begyndte hun at give mig udførlig Besked om Lin- og Dækketøiet og alle de finere Ting, som hun altid sørgede for, samt fornøden Ordre om et af Lægdslemmerne, der var syg - med dem stel- lede hun, som De véd, altid selv." Her maatte Jomfru Dyring afbryde et Øieblik for sin Bevægelse, og hendes Taarer randt, mens hun ved- blev det følgende: "Derpaa overgav hun mig den store, indgravede Nøglehank, som hun altid bar i Bæltet. "De faar overtage den, Jomfru Dyring," - sagde hun; "thi jeg er syg, saa jeg maa lægge mig, og Gud véd, om jeg staar op igjen." Jeg indvendte intet; thi der var saadan Høitidelig- hed i hendes Væsen. Hun saa da saa rolig og stolt ud som nogengang; men der var noget ved Øinene og over Ansigtet, mens hun gav mig denne Besked, hvoraf jeg havde ondt i Hjertet hele Natten efter. Hun saa sig om i Stuen et Øieblik, før hun gik op for at lægge sig - siden henlaa hun i fire Dage uden at mæle et Ord. Den sidste Morgen viste hun paa Nøglen til Skabet, hvor de Lagener laa, hvori hun vilde svøbes, og for- ærede mig sit Gulduhr, der laa paa Natbordet. Hun nævnte da flere Gange "Edel" og "Hansine". Da Husfolkene skulde op for at sige Farvel, hviskede hun, idet hun, som hun pleiede, befalte med Haan- den, at hun ikke vilde se Stuwitz. Med sit hvide Haar laa hun mod Puden som en Dronning paa Parade, medens Folkene og de gamle Lægdslemmer gik sagte gjennem Værelset. SIDE: 279 Provst Müller var hos hende, og da fik Heggelund Lov til at tage hende i Haanden - hun havde hørt, at han græd bag Sengegardinet. Jeg støttede hende, medens hun drog sit sidste Suk, og" - endte Jomfru Dyring i sin Rørelse - "hun kunde gjerne være Dronning, slig Ære var det at have hende til Husmoder, og hendes Sind var trofast som Guld mod dem, som hun engang havde sat Lid til." Morten gik dette nær tilsinds. Han tænkte paa al den Sorg, der var gaat over dette før saa glade Hus, og paa Edel, som havde baaret alt dette paa sine uvante Skuldre. Edels Udseende havde i de forløbne Aar unægtelig vundet, og det ikke blot i Morten Jonsens partiske Øine. Det svære rige Haar og de mørke Øine laante hen- des maaske lidt vel brunlige Teint sin egen Skjønhed, og den Maade, hvorpaa hun bar sit Hoved, gav hendes Holdning noget eiendommelig smukt. Modgangen og et indre Liv, der ikke havde været ubevæget, havde beaandet hendes Ansigt og fremmodnet et for en ung Pige usædvanligt Præg af indre Betydenhed og Karak- ter. Der laa maaske - efter Moderen - lidt vel megen Villie i det. Morten Jonsen optraadte fortiden paatageligt som alt andet end den overlegent stillede Beiler, der havde staat for hendes harmfulde Fantasi, og hvem hun vilde mødt med hele sin krænkede Stolthed. At han netop nu havde søgt hendes Nærhed, modsagde alt, hvad hun i den Anledning havde opgjort sig, og hendes skjulte heftige Natur havde en angrende Trang til næsten at gjøre Bod for den Uret, hun i sit indre havde tilføiet ham. Det lidt fjerne, som lige efter Gjensynet havde lagt sig over Edels Væsen, veg de følgende Dage efterhaan- den for et mere ligefremt, naturligt Forhold. Hun var nu engang af de Naturer, der har en Ringmur om sig, og derfor altid lidt tilbageholdende. Men der var alligevel visse Ting iveien. Uvant, som hun var til at tage Verdens Dom, følte SIDE: 280 den unge Pige sig saar og pint ved, hvad han i sit stille Sind muligvis gik og tænkte om alle de forandrede Forholde i deres Hus. En naturlig Maade at være paa eller et lykkeligt Ord fra hans Side vilde have skaffet Luft for dette; men dertil var Morten ikke fri nok i sit Væsen. Hvad der vedrørte dem begge mere nært, kom saaledes aldrig paa Tale. Morten Jonsen havde Følelsen af, at hun med Over- læg undgik at nævne om hans Livsplaner, og selv vilde han ikke være den, der bragte dem ind i Samtalen. Og dog varede det ikke længe, før disse to, der dag- lig kun førte en lidt søgt almindelig Konversation, var paa det rene med hinandens Følelser. Ved Frokosttid kom de hver Dag ned i Stuen en god Stund før de andre, og det faldt sig saa, at de ofte mødtes i Dagligstuen ved de Tider, naar ingen anden var der. Det var ganske tilfældigt naturligvis fra begge Sider, og hun var altid optaget med sit; men det, saadan at være alene, havde en egen Berusning for dem. En Eftermiddag var hun ude for at tilse Elias Røst, der laa syg, og Morten havde da lovet at hente hende hjem. De gik i deiligt Maaneskin, der forsølvede Fjeld og Sund. Men paa hele Veien havde ingen af dem talt et Ord. Da de skiltes i Gangen, sagde han pludselig: "Der er nu ikke lang Tid igjen, saa skal jeg ud og friste Lykken, Frøken Edel!" Morten havde da paa Heggelunds Indbydelse opholdt sig der i Huset en Uge og maatte nu for sine Forret- ningers Skyld reise. Ellers havde han hver Aften ligget længe vaagen og gjentaget for sig, hvad der var passeret om Dagen; men de sidste Par Nætter vaagede han af en anden Grund. Han følte en mægtig Fristelse til straks at udtale sin Kjærlighed for hende og havde engang endog saagodt- som besluttet det. Men da reiste sig efterhaanden Tan- ker, som i disse Dage paa en ubegribelig Maade havde været inddyssede: - hans gamle Stolthed ligeoverfor SIDE: 281 den Familie, til hvem han var kommet som fattig Bondegut. Han saa i et stedse stærkere Lys det ydmygende i et saadant Skridt, saalænge han ikke først i Verdens Øine havde vundet sig Retten dertil i en erhvervet Livs- stilling. Hvad vilde Heggelund tænke? Og Edel, - hvad vilde hun selv tænke om en saadan tomhændet Frier, der henviste til en Del blaa Udsigter, som ovenikjøbet in- gen trode paa? Det blev ham tilsidst klart og fast, at, skulde nogen i Verden staa i en saadan Stilling, - saa skulde hans Navn ialfald ikke være Morten Jonsen. Om Morgenen erklærede han bestemtere, end Edel havde tænkt, at han agtede at reise før Middag. De sad alene inde i Stuen om Formiddagen; Samta- len faldt afbrudt og fra Mortens Side for første Gang om hans Planer. Det var en egen Tone i hans Stemme, som gjorde, at Edel sad næsten skjælvende og syde. Hun havde svaret i enkelte Enstavelsesord. Til en af hans Yttringer kom hun, - for dog at sige noget - til at spørge: "Men, hvorfor reiste De saa fra Bergen?" "Fordi, Frøken Edel," - sagde han, som om han endelig gav sit Hjerte Luft - "jeg ikke kunde udholde at leve længer fjernet fra - fra -" Den unge Pige bøiede rødmende sit Ansigt helt ned til Sytøiet, hun ventede netop det samme, som han havde paa Læben, nemlig det lille Ord "Dem", - og bøiede sig uvilkaarligt som enhver Kvinde i det Øie- blik, hun øiner det afgjørende Skud fra Amors Bue. Saa nær han end var ved det, udtalte Morten Jonsen dog ikke dette ord. Han blev fast ved sin engang tagne Beslutning og endte Sætningen famlende med: "- fra Nordland." Der blev en trykkende Pause og derpaa fra hendes Side talt et Par ligegyldige Ord; men hun saa der- under lidt forandret ud. SIDE: 282 Hun havde troskyldigt ventet hans Erklæring, følt, at den skulde komme - og at han bøiede af. Da Morten sad i Baaden, der rode ud af Sundet, havde han en Følelse av høi Lykke. Han havde Forvisningen om at være elsket, og de Planer, han nu higede mod snarest muligt at sætte iværk, havde faat et nyt Rosenskjær over sig. Kun undrede det ham lidt, at Edel ikke havde be- mærket hans sidste Hilsen paa Bryggen, der dog sær- lig havde været til hende. Men den unge Pige fældte om Aftenen i Enrum sine modige Taarer. Hun havde en krænkende ydmyget Følelse af at være forledet til at gaa ham imøde længer, end hen- des Stolthed nu kunde taale. Thi hun indsaa, at det dog var, som hun først havde tænkt: - han agtede først at komme, naar han kunde staa ligeoverfor hende med en ydre Stilling, som for hende og hendes Fader var betragtelig. Tomhændet, stod altsaa hans Regning i Forhold til hende anderledes - og hun vurderedes ikke høiere end til, at Sagen skulde bero paa, om han nu spekulerede heldigt. "Vel, Morten Jonsen," - sagde hun sig selv harm- fuldt - "bliv rig, bliv stenrig, og Du skal faa Svaret!" Jomfru Dyring gjorde uden at vide det sit til at sætte Braadden dybere ind. Hun havde forstaat, at ikke alt var, som det skulde være, og hun yttrede en Dag, som tilfældigvis, for at hæve sin Yndling: "Ser De, Frøken, - han er en Mand at stole paa, - han vil drive det til en Fremtid!" Hvor Edel hadede dette Ord "Fremtid". Den ydre Grund, Morten Jonsen havde havt til saa stærkt at paaskynde sin Afreise var, at han haabede endnu at kunne træffe Nuttofamilien under dens van- lige Sommerophold ude paa Skorpøen. Da han nu efter syv, otte Aars Forløb en stille Som- SIDE: 283 meraften landede ved Baadstøen under sit Fædrene- hjem, den lille Hytte oppe i Fjeldskaret, havde han en underlig studsende Følelse af, at den var meget mindre, end han havde husket den. Det solblanke, vide Hav, Storbergskavlen bag om paa Fastlandet, der nu stod blaalig rød i Aftensolen, og alle de øvrige Omgivelser eiede en mægtig Natur- skjønhed, som han gjensaa med Bevægelse - det var Maleriet fra hans Barndomstid; kun havde han tænkt sig den hjemlige Stue at ligge større i det. Han havde listet Baaden tæt under Landet for at kunne overraske med sin Ankomst og da undret paa, om en Faareflok, som han havde set paa Fjeldknarten, tilhørte dem hjemme. Nu saa han sin Mor, som hun pleiede om Sommer- aftenerne, sidde ude i Døren med Bindingsstikkerne og Garnnøstet i Fanget. Den bratte Sti tog han i faa Sprang og stod pludse- lig ved Dørhellen foran hende. Det varede et Øieblik, før hun trode sine egne Øine og omfavnede sin Søn - og endnu længere før hun under den stærke pludselige Glæde igjen rigtig blev sig selv. Hans Fader var ude paa Langfærd og var først ven- tendes hjem om otte Dage. Derimod saa han en lys, smuk, syttenaarig Pige, som kom og hilste ham med mange forundrede Spørgsmaal i Øinene og lidt forlegen i Begyndelsen. Det var hans lille Søster Kristine, som nu var blet voksen og sin Moders udtrykte Billede, da hun var ung, skjønt ikke fuldt saa høi. Om sin Broder Eilert hørte han, at han havde det godt hos en Handelsmand nordpaa og var i brav Vei. Om Aftenen saa hans Moder flere Gange prøvende hen paa ham; men han saa saa lykkelig og glad ud, at hun beroligede sig. Medens de sad alene sammen ude paa Stenhellen i den sildige Kvæld, fortalte han hende, at han havde opgivet sin Vei i Bergen, - en Begivenhed, hvorover SIDE: 284 hun slog Hænderne sammen - og udviklede hende der- paa sine Planer om at gjøre Finnæsset dernede i Fin- krogen til Handelssted. Han agtede at begynde Sagen jo før desheller, medens Finnerne endnu var paa Øen, og siden følge med dem indover til Karasuando i Sve- rige for at faa indledet de paatænkte Forbindelser. Saasnart blot en Baad med allehaande kurante Va- rer, Kaffe, Sukker, Tobak osv., som han ventede efter sig, var kommet, tænkte han at begynde paa en Maade, der ikke vilde støde dem, nemlig foreløbig kun fra den oppe paa Land omhvælvede Baad som Butik. Men Hovedsagen var at vinde Kvænens og Nutto- familiens Samtykke til Afstaaelse af Grunden dernede paa Finnæsset. Marina sad taus og hørte paa sin Søn. Hun kunde ikke bedømme hans Planer; men der var i alt dette et Punkt som brød hendes Hoved, nemlig Grunden hvorfor han vilde alt dette, da han dog havde en saa udmærket Stilling i Bergen. Han forstod paa sin Moders Ansigt hvad hun tænkte, og i den stille halvskumre Kvæld nedlagde han i hen- des Bryst alt om sin Kjærlighed til Edel Heggelund. Nu var hun med fuldt Hjerte inde i Sønnens Fore- tagender. Men Marina behøvede den hele Nat til at faa alt dette nogenlunde klart i sit Hoved og fik neppe Søvn. Hun indsaa, at hendes Hjælp her i Begyndelsen kunde være af afgjørende Betydning for at vinde Sønnen Ind- gang hos Finnerne. Allerede den næste Eftermiddag sad hun venligt snakkende om nyt og gammelt nede i Mathis Nuttos Telt ved en Kop Kaffe af Bønner, som "hendes Søn selv havde havt med sig hjem." Det faldt sig saa, at de netop kom til at tale om de Dage, da Kvænens Datter Lyma og Morten havde været saa gode Venner, og Kvænen og Mathis kom igjen til at huske paa, hvorledes Marina havde bjerget Lyma og hendes Mor - Kvænens første Hustru og Mathis's Datter ude paa Skjæret. SIDE: 285 En anden Dag nævnte hun under et lignende Besøg leilighedsvis, at hendes Søn havde en Baad med Va- rer, hvormed han agtede at handle, men hun mente, at det ikke var saa let for en Begynder nogensteds der i Egnen, saalænge Stuwitz var som en Høg over alle. Hun anbragte der et Stikord, som hun vidste slog an hos dem, fra deres gamle Uvenskab med ham, og som tillige i sig selv indeholdt Sandhed; thi Stuwitz var bekjendt for altid at ligge paa Vagt mod Konkur- renter og benytte sig af ethvert Middel til at faa en saadan ødelagt. Hun havde den Dag med sig et Knytte Foræringer, som Mathis skulde overbringe Lyma inde i Sverige fra Morten, og selv fik han for sin Uleilighed dermed en halv Matte Tobak. Marina havde let for at vinde Mennesker, og her op- traadte hun baade klogt og med Finhed. Da Jon Zachariasen kom hjem, fandt han til sin næ- sten forfærdede Overraskelse sin Søn hjemkommet og ifærd med at handle fra sin improviserede Butik under Baadhvælvet nede paa Jordet ved Kvænens Gamme. Der havde alt indfundet sig en Del Finner for at handle og tuske, og ved Stranden laa et Par Baade med Folk, som Rygtet havde bragt derhen inde fra Fast- landet. Jon yttrede sig ikke videre til Sønnen om, hvad han tænkte i Anledning af det Skridt, han havde gjort, eller i det hele om, hvad han nu havde fore. Men for Marina lod han ikke fornøiet og udtalte, at det lidet havde været værdt at kaste bort det sikkre for noget, som ingen vidste, hvad kunde blive til. "Hans Søn var nu voksen og lærdere end sin simple Far, - saa han fik raade sig selv." De Priser, han bød Mathis Nutto for Skindværk mod Varebytte til næste Sommer, tiltalte denne i saa høi Grad, at denne en Dag af sig selv foreslog ham at følge med sig indover til Karasuando, hvor han lovedes Skind i Overflødighed. SIDE: 286 Morten Jonsen havde dog i denne Tid mangen Be- kymring, som han ikke vilde betro sine Forældre. Der var jo mange Ufuldkommenheder ved hans nye Stel; snart slap den ene Varesort op og snart den an- den, medens Handelen alligevel skulde holdes i regel- mæssig Gang, saa Folk ikke blev skuffede og fattede Mistillid. Af Kvænen havde han alt sikkret sig Afstaaelsen af Finnæsset, mod en aarlig Afgift og andre Fordele - om han dertil vandt Mathis Nuttos og hans Sønners Indvilgelse. Det led ud paa Høsten, og Finnerne var alt paa sit langsomme Tog høit oppe i det norske Fjeldskar henimod Grænsen, da hans Broder Eilert en Dag til hans usigelige Lettelse indfandt sig og overtog at styre med Sagerne nede paa Finnæsset. Allerede den næste Dag var han reisefærdig. Sin Randsel havde han fyldt med endel Krambod- sager, Speile, Tørklæder osv., der kunde passe til For- æringer, naar han kom frem til Finnerne, og om Ef- termiddagen var han alt over Sundet og et Stykke paa Veien indover Fastlandet. FINNEFÆRD. SØLV-SARA. Efter et Par Døgns møisommelige Fodvandring ind- fandt han sig en Aften som Gjæst i Mathis Nuttos Telt. Af Penge havde han kun lidt med sig, da det meste maatte anvendes til Butikkens Drift, og han haabede at være hjemme igjen omkring Juletid, for da at ordne det fornødne med den. Med Hensyn til det Foretagende, han havde for sig, haabede han i Mathis Nutto at vinde en Støtte, og i Lymas Mand inde i Karasuando en anden ikke mindre indflydelsesrig. SIDE: 287 Solgte de to Familier ham sine Skindvarer, vilde mange følge Eksemplet, og Finnæsset blive Afsætnings- stedet. Toget med de tolvhundrede Rener, de mange broget- klædte Mennesker, smaa og store, tilhørende Nutto- familiens fire Husholdninger, foregik tildels i høstlig- taaget, vaadt Veir opad den øverste Del af Dalstrøget paa Norskesiden og drog sig efterhaanden indover den ensomme Fjeldvidde. Ude paa det uendelige Stenhav styrer Lappen, med sit vidunderlige Instinkt for at orientere sig, efter sine gamle fra Barnsben kjendte Mærker, efter Mosens Stil- ling, der altid gror paa Sydsiden af Stenene, og efter Stjernerne. "Nordnaalen" og "Jomfruflokken", "Bu- erne" og "Skibet" er hans Navne paa Nordstjernen, Svystjernen, den store Bjørn og Orion. Tilligemed Mor- gen- og Aftenstjernen danner disse de blinkende Punk- ter paa hans blaa Himmelkart. Det bølgeformige Graaberg har undertiden paa sin Top en eller anden paafaldende formet Rullesten, hvil- ken man af de mange Rensdyrhorn, som findes om- strøde paa Stedet, kan forstaa har været Gjenstand for Lappernes Tilbedelse. En saadan, som de tause drog forbi, fik ogsaa, uset af Morten, i al Hemmelighed sin Tribut af Mathis Nutto, der, skjønt kristen, dog ikke holdt af at lægge sig ud med Lappeguden ved at fravige sine Fædres Skik. En gammel, graasprængt Kvinde, der var stødt til Toget oppe i Dalen, og som gik forunderlig klædt med alskens Behæng af Sølv og Messing, - hun havde under Pæsken et bredt Sølvbælte - gjorde paa langt Hold knælende sine Fagter mere aabenlyst foran Ste- nen, den hun som Kvinde efter den gamle hedenske Lære ikke turde komme nær. Hun gik under Navnet Sølv-Sara. Hun var halvt en Omstreiferske og ansaas som en Spaakvinde, der sad inde med allehaande Kunster, SIDE: 288 hvorfor hun ogsaa af mange hemmeligt spurgtes til- raads og almindelig frygtedes. Toget gik langtfra lige indover Fjeldmarken. Det gjaldt nemlig at finde Mosebeiter, der ikke var afgnavede paa de sidste ti, femten Aar; thi saa længe behøver Mosen til igjen at vokse, og paa ethvert saa- dant Strøg rastedes der gjerne i flere Dage. Af og til aabnede der sig saa aldeles uformodet en dyb Dal, som man ikke havde kunnet se, før man kom hen til Randen - en gigantisk Revne i Høifjeldets Flade. Dernede under deres Fødder stod Dvergbirkene blandt Ormegræsset i Lierne med de af Middagssolen søn- dersprængte, høstlige Taagedotter hængende mellem sig, medens deres mere høitstammede Søstre nedenfor i den stille, klare Høstdag speilede sine gulnede Løv- kroner i det stille, blanke Vand, hvis Flade kun kru- sedes, naar en eller anden Fisk sprang, eller en Fjeld- fugl fløi lavt henover det, opskræmte ved Larmen og Raabene fra det kommende Tog eller af en Finnerifle, der knaldede ovenfor i Bakkerne. Paa denne sildige Aarstid pleier Lappens Vandring paa Fjeldet at blive sur og besværlig ved hyppige Snefog. Han ser dog gjerne, at disse indfinder sig, for at Sneen tidligst muligt kan lægge sit lune Dække over Mosemarkerne, inden Barfrosten overdrager dem med et saa tykt Lag af Is, at Renernes skovlformede Horn, der tillige skyder Sneen tilside, ikke formaar at slaa igjennem det, eller dens Forben at sparke Mosen op til sig og sine Kalve. Efter den klare, guldblaa Dag fulgte kolde, stille Næt- ter, der lagde en blinkende Stjernekuppel med en endnu kun svag Rand af Nordlys over den endeløse Fjeldør- ken, indover hvilken Teltene nu hver Dag flyttede sig i forceret Dagsmarsch. Hvor koldt det var om Nætterne, viste sig af Myr- hullene, der i Barfrosten kravede sig med stedse tyk- kere Is, og af det tætte Rim, der gav sine tusinde Farve- blink henover Stenene og Mosens fine Traade. SIDE: 289 Aften- og Morgenrøden indtager med forunderlige, guldkantede Skyer paa denne Aarstid en stor Del af Dagen og laaner alt en egen arktisk Kolorit. Nede i Fjelddalene tindrede Bjerkene i den matte, skraa Middagssol. Et Nap af Renen bort i Løvet, en tilfældig Rystelse, idet dens Herre trængte sig forbi, eller af en opskræmt Rype, lod de hvide Grene blotte en Rest af gulnede Blade. I disse betænkelige Dage syntes Mathis Nutto i min- dre godt Humør, og det lod til, at Sølv-Saras Yndest for Øieblikket ikke just stod paa det høieste, enten han nu trode, at hun hemmelig havde sat ham ud for "Stal- loens" eller nogen anden af hine Fjeldaanders Vrede, eller blot, at hun var vrang og uvillig til at "vende Veiret". Sølv-Sara saa i denne Tid næsten hekseagtig vild ud, som hun gik der i sin vide Pæsk med de graa Haartotter om det gule, indfaldne Ansigt, hvori Øinene brændte glødagtigt, og med sin krumme Skikkelse støt- tet til Staven. Hun holdt sig ensom fra de andre og kunde gaa og "jøike" og mumle hen for sig i timevis. Rimeligvis havde hun Følelsen af, hvad man ventede af hende, og af, at hendes Kredit nu var stedt i Fare. Morten var ikke paa det rene med, om hun egentlig betragtede ham med gunstige Øine. Den første Dag havde hun venlig sagt, at han var saa fin og lys, og at hun læste Lykken i hans Ansigt; men nu holdt hun sig fjernt fra ham, og af en af Mathis Nuttos Svigersønner havde han hørt, at hun havde mumlet noget om, at Fremmedmanden ikke netop var til Baade for Reisen. Han fik en Mistanke om, at han risikerede at faa Skylden for Barfrosten, om Veiret vedblev. En Eftermiddag havde hun pludselig begyndt at gjøre underlige Fagter foran Mathis's Teltdør; hun havde havt Runebommen oppe, og spaaet snarlig Veirforan- dring og derhos været meget opbragt paa Mathis, som hun paastod havde vanvyrdet en eller anden Fjeldaand. SIDE: 290 Der blev den Aften i Mathis's Telt foretaget en Del Ceremonier, hvorved hverken Beboerne af de andre Telte eller Morten Jonsen fik være tilstede, og derpaa drukket Brændevin og "jøiket" af samtlige Familiens Medlemmer i Hovedteltet lige til Sengetid. Brændevinet undlod ikke at gjøre sin Virkning paa de forskjellige, der sad i Halvkredsen om Ilden; de var meget lystige, og Morten havde Indtrykket af, at der feiredes en Glædesfest, hvis rette Beskaffenhed man ikke vilde være rigtig ved. Gamle Mathis sad hele Tiden paa sin vanlige Plads lidt for sig selv ved Ilden og tyggede paa sin korte Pibestump. Hvilken listig Kløgt laa ikke i dette ægte Finneansigt med den brede, lave Pande, de skjæve, brune Øine, de fremstaaende Kindben og den spidse Hage! Ved Aftensmaaltidet kom foruden Renkjødet og den vanlige Mad den Dag tillige Ekstraretter, Lækkerier, som tillavedes af Sønnekonerne. Sølv-Saras Aktier var klarlig stegne igjen, efterat hun havde spaaet Veirforandring. Det saa imidlertid ikke ud til en saadan den føl- gende Dag, der var kold og klar som den forrige. Sølv-Sara var ogsaa i sit Væsen adskillig pirrelig og urolig, medens de andres Ansigter aabenbart levede i spændt Forventning. Ud paa Eftermiddagen syntes hun dog igjen mere rolig og tryg i sin Sag. Om Aftenen, da den Del af Folkene, som ikke havde Renvagt, sad leirede om Ilden og samtalede, kom Ma- this til at omnævne Store-Lars, som han havde kjendt ude paa Skorpen, og Morten fortalte endel om, hvor- ledes han havde levet hjemme hos hans Forældre og været hans Barndoms Kammerat. Han fortalte tilslut det nærmere om hans Endeligt. Det var da forunderligt at se Sølv-Sara, der havde siddet længst tilbage for sig selv inde i Skyggen, støt- tet paa Staven, uvilkaarligt trække sig Skridt for Skridt nærmere og aandeløst staa og høre paa. Hun stod stille slig, længe efter at han var sluttet. SIDE: 291 Morten kunde ikke frigjøre sig for det Indtryk, som dette gjorde paa ham. Han laa en Stund vaagen udover Natten. Lampen med Renfedtet, hvori der laa Siv som Væge, hang døsig oppe i Tagspærren over det halvt udsluk- kede Ildsted, hvor Klæder og Komager hang til Tør- ring, og i hvis varme Aske en og anden af de trætte Hunde nu saa smaat gjøede i Søvne. Den vanlige tætte Røg var trukket op mod Teltloftet. Familiens Medlemmer laa, paa de Par nær, som var nærmest Lysskjæret, længer ind i Dunkeltheden paa sine forskjellige Leier af Renskind, der var bredt oven- paa Risbundterne, som dannede Gulvets Underlag. Da forekom det ham, at han saa en Skygge reise sig fra den Kant af Teltet, hvor Sølv-Saras Plads var, og forsvinde i Kredsen af de sovende, indtil den igjen kom frem nær Foden af hans eget Leie. Der blev den liggende en Stund som et Menneske, der bøier sig næsegrus med Panden mod Jorden. Han trode at høre et Par sagte beklemte Suk, hvorpaa Skyg- gen igjen reiste sig og gled tilbage ind i Mørket. Denne Sølv-Saras hemmelighedsfulde Færd - det kunde ingen anden være - i den ensomme Nattetime satte hans Fantasi i Bevægelse. I Drømme saa han hendes Skikkelse paa de for- underligste Maader. Den voksede kolosalt, og hun stod midt i Kredsen, hvor de andre lo og jøikede, med vilde Fagter, opløst Haar og "manede Veir". Der susede som et Stormveir om hendes Skikkelse, idet hun truede med Stokken og samtidig paakaldte sine finske Guddomme. Han vaagnede af en stor Larm og mange Raab; - det var, som Drømmen livagtig fortsattes, thi han kjendte i Mørket en kold Vind suse om sig. Om Natten var der røget op en Snestorm, der havde revet den ene Teltvæg op. Dens Voldsomhed nødte Mathis Nutto til at flytte Teltene hen i Ly af en Fjeldvæg, hvorhen ogsaa Dy- rene af sig selv havde tyet gjennem Snekavet. SIDE: 292 Der holdtes de veirfaste i to mørke Døgn, hvori det orkanagtige Uveir snart reiste snart igjen bortfeiede uhyre Sneskavler. Sølv-Saras Autoritet var ved denne Begivenhed igjen befæstet, thi da Veirforandringen var kommet uventet og lige efter hendes Spaadom, var der ingen, som be- tvivlede, at hun jo havde bevirket den. Hun modtog deres mange Beviser paa, at de erkjendte dette, med en forbeholden Værdighed. At hun kunde have sporet visse, for de andre ukjendte, Tegn til Veirforandring eller maaske følt den gigtisk i sit Legeme - var nu Morten Jonsens prosai- ske Udlægning, hvilken han dog viselig beholdt for sig selv. Hvad der forundrede ham mere var, at Sølv-Sara si- den hin Aften, han havde fortalt om Store-Lars, var blet saa paafaldende venlig imod ham. Der var i hendes Væsen kommet noget næsten yd- mygt hengivent. Hun sad saaledes om Aftenen oppe ved Ilden og smurte hans Komager og fyldte dem med friskt Senne- græs. Man var nu kommet over den egentlige Høifjelds- vidde og efterhaanden ned i de mere aaslændte Egne over paa Svenskesiden, hvor Sjøerne begynder og den mosgrode Fjeldviddes nøgne Karakter formildes. De svagtfrosne Myrer kunde endnu ikke bære Dy- rene, og Toget holdt sig derfor saa meget som muligt langs Aasryggene. De maleriske Sommerdragter med Tollekniven hæn- gende i det smukke Livbælte var oppe paa Fjeldet i Kulden og Sneen blet ombyttet med den rødkantede med Vildvareskind bræmmede Peltspæsk og med den ligedan besatte firkantede Skindhue, der bekvemt kunde trækkes ned for Ørene. Lappen gik nu med Aandreski - en kort og en lang - og med de lodne varme Skallekomager paa Fød- derne. Det var Vinter og fuld Sne, da de endelig naade ned SIDE: 293 til Lappebyen, hvor endel, tildels alt befolkede Gam- mer stod sammen med Sneen nedtraakket rundt om sig. I deres egne fire Gammer, hvoraf kun Kuplerne med Snelaget paa Toppen stak i Veiret, blev nu Gruen tændt. Finnerne blev for nogle Maaneder igjen fastboende, medens Renerne vogtedes længer oppe i Fjeldmarken, hvor de søgte Mosen under Sneen. I disse rolige Vintermaaneder gjør Fjeldlappen sig det hyggeligt. Han sørger meget for Renligheden; - det at bade Fødderne er efter gammel Skik Kvindernes vanlige Forretning. Barnedaab, Konfirmation og Vielser foregik i denne Tid nede ved den kun en god Dagsreise fjerne Kirke, og disse Fester medførte igjen adskilligt Samliv mel- lem de forskjellige Familier. Lymas Overraskelse ved at se sin Barndomsven igjen var stor. Hos Finnen ligger Hjertet nær til Læben, og hun op- hørte ikke med at forundre sig over, at der var blet slig en stærk, vakker Mand af ham. Han paa sin Side fandt jo, at Aarene havde med- taget den smukke Lyma endel; hun havde faat fem Børn - den yngste skulde nu til Daaben. Men de mørke Øine, hvori hele det varme Finne- hjerte lyste, og det barnslige, tækkelige Væsen havde dog bevaret sig. Det viste sig noksom i alle hendes ivrige Spørgsmaal efter Marina, i hendes utilbageholdte Glæde over Foræringerne og hendes overgivne Latter ved Erindringer fra gamle Dage, som hun efterhaan- den oprippede. Hendes Mand, Isak Pelto, lo med, det syntes som hans Hustrus Glæde ogsaa meddelte sig til ham, og han gav sig ikke, før Morten maatte samtykke i at flytte fra Mathis Nuttos Gamme over til dem. I de følgende Dage indviede han hende i Øiemedet med sit Komme og tilslut ogsaa i sin Plan angaaende Handelspladsen nede i Finkrogen. Lyma raadede ham indstændig til at fortie sin Hen- SIDE: 294 sigt, indtil hun havde sonderet Terrænet og faat Tid til at vinde sin Mand for Sagen. Imidlertid handlede han kostbare Skind af Sølvbjørn, Sølvræv, Røskat osv. i ikke ubetydelige Kvantiteter ikke blot med Mathis Nutto og hans Sønner og Isak Pelto, men ogsaa med andre Finner, og han havde Følelsen af, at han hos dem var paa Vei til at opnaa baade Tillid og Yndest. Aftalen var, at en af Mathis Nuttos Sønner paa Vaar- siden skulde bringe Peltsværket ned til et Sted i det norske Dalføre, hvor han kunde afhente dem. Hvad han tilhandlede sig af andre, agtede han nemlig selv at føre med sig. Hans store Bekymring var, at Tiden var trukket for langt ud; det var alt ved Juletid, og Butikken var nu sandsynligvis nær udhandlet for Varer. Der forelaa ham det tunge Valg mellem, enten at reise hjemover med uforrettet Sag og halvgjort Forretning eller at lade Butikhandelen gaa istaa. Og han valgte med tungt Hjerte det sidste. Paa almindelige Hverdage morede Mændene sig med at kjøre om i Pulk til forskjellige tildels langt bort- liggende Finnebyer, som det almindelig hed "for at søge efter bortkommen Ren". Men ofte var disse Farter kun Paaskud for at lade sig traktere med Brændevin og Kaffe og faa sig en hyggelig Faddersladder. Det var paa slige Tog sammen snart med den ene, snart med den anden, at det lykkedes Morten at faa indledet Bekjendtskaber og afsluttet en Række Hande- ler. Men ogsaa her viste der sig efterhaanden Vanske- ligheder, hvilke Sølv-Sara en Dag underrettede ham om, skrev sig fra et Par Opkjøbere, der var forbittrede over de høie Priser, han bød. Han havde lovet Lyma at staa Fadder for hendes Søn, der første Søndag skulde til Daaben. Hun havde opkaldt Barnet efter ham og hans Mor og ved en Sammensætning af Morten og Marina dannet Navnet Martin. SIDE: 295 Efter Kirketid var der da tillige en Art Handels- stevne. Op ad Dagen Lørdag, gik mange Tog - Raide paa Raide - af Finner i deres Pulke nedover det sne- dækte Dalføre til Kirken. Under Farten ballancerer Finnen Pulken med sin Krop, idet han af og til støtter sig mod Skaren med den af Rensdyrvanter bedækkede Haand. Blir den travende Ren træt og utaalmodig, vender den sig - som bekjendt - undertiden imod sin Herre, der da lynsnart vælter Pulken over sig, medens den rasende Ren bearbeider Bunden med Horn og Forben. Saasnart Anfaldet er over, kaster Lappen muntert Pulken om igjen og fortsætter Kjørselen, indtil han finder at burde afløse den med Varerenen, som han fører løs efter sig i Baand. Ud fra Sidedalene kom efterhaanden andre Kirke- tog, der sluttede sig i Rad efter det øvrige Følge, som med sine røde Huer drog sig henover det hvide Land- skab lig en lang - af livlige Farver - broget Snor, snart forsvindende mellem Bjerkene, snart igjen visende sig fremme paa Bakkerne ved Elvebrinken. Nede paa Elven, - Lappens slagne Kongevei, hvor Fossestrygene ikke forbyder ham at kjøre den - for- øgede Toget sig fremdeles. Da man langt ud paa Eftermiddagen gjorde Holdt paa en Holme paa en af de snedækkede Søer, var der forsamlet den største Del af den kirkesøgende Menighed. Efter nogen Uro, fordi et Par af Følget under Op- kjøringen havde kjørt deres Rener i Kors over Drag- rebet, kom man sig i Orden paa Raststedet. Skierne, der laa paa Kjærrissen, hvor Provianten var, blev stukne som Staure i Sneen. Ved disse bandtes Kjørerenerne, for hvilke der strødes hvid Mose - "Jægill" -, medens de stod skrabende i Sneen for at søge mere. Op af Kjærrissen tog Kvinderne Renkjødet, Ren- tunger, Osten og de andre Sager, de havde med sig, medens Brændevinsflasken kom frem af Mændenes SIDE: 296 Pæskebarme, hvor de for den stærke Kuldes Skyld var forvarede. Det var et høitideligt Syn at se hele denne Skare i den kolde, klare Eftermiddag ude paa den øde Sne- holme efter Finlappens Skik at stryge Huerne af Ho- vedet og knælende holde Bøn før Maaltidet. Morten følte sig som i en Kirke, større end nogen, hvori han hidtil havde været. Det gik iøvrigt bagefter lystigt nok til, og man brød først op efter et Par Timers Ophold, da Maanen alt var steget op. Et Par Rener havde slidt sig løs og skulde først fanges. Idet dens Herre gaar og speider efter den, farer Rebet pludselig som en sort Skygge henover Sneen. Dyret føler Snoren om Hornene, det reiser sig paa to Ben, mens Lappen trækker den hen til sig. Det vrede Dyrs Forben banker tilslut op paa hans tykke Pæskekrave, som han vender imod, og som, helst naar den er af Bjørneskind, kun lidet lader ham føle Slagene. Man havde ventet at naa frem til Kirkegammerne Klokken to, tre om Morgenen; men en tyk Taage, der overfaldt dem ude paa en af de større Sjøer, nødte Følget til atter at gjøre Rast, da det opdagedes, at man i en Timestid havde kjørt i Ring og nu var kommet tilbage i sine forrige Spor. Trækirken ligger ude paa Elvebakken med Udsigt over Dalen, der her er fuld af Sandmæler efter Elven, og den har en lille Birkelund paa sin Kirkegaard. Nordsiden af Præstegaardens Husvæg, hvor Veiret stadig staar paa, ligger i Regelen om Vinteren tilføget indtil Høiden af Tagskjægget, medens Vindu- og Dør- siderne holdes fri, tildels ved Maagning af Sneen. Ved Kirkegammerne var der den Søndag Formid- dag en støiende Livlighed, der først afbrødes, da Guds- tjenesten begyndte og Menigheden strømmede ind i Kirken. Foruden Præstens Familie, der sad Paa Bænken ved SIDE: 297 Prækestolen ved Siden af Lensmanden og den halvt finneklædte Klokker, bestod saagodtsom hele Menig- heden af Fjeldfinner, der med megen Andagt paahørte Prækenen. Lymas Barn blev døbt samtidig med flere andre smaa, og tilslut forrettedes en Brudevielse. Vielsen foregik efter svensk Skik, idet et Par unge Karle holdt Silketørklædet - Pellen - over Bruden, der stod i sin smukke Finnedragt, med Krone paa Ho- vedet, medens Brudgommen havde et hvidt Skjærf bundet i Kors over Brystet og om Livet. I sin rødkantede Pæsk med Sølvbjørnekraven og Glasperler til Pynt over Brystet, den bræmmede, hjelm- formede Hue, hvorfra det røde Silkebaand flagrede - og med de fine, smale, foran i en Spids ophøiede hvide "Komager" paa Fødderne, om hvis Ankler er viklet smukke Duskebaand, - saaledes klædt var Bruden, der kom farende paa Ski ned til Kirken med Staven i Haanden og sit af Vinden friske Ansigt. Nede ved Kirkegammerne forefaldt imidlertid bag- efter adskillige støiende Optrin, foranlediget ved, at Brændevinshandleren, uanset Søndagen og Faren for at blive idømt Helligbod, i Smug solgte Brændevin. Kjendinger mødte hinanden med den vanlige halve Omfavnelse og Hilsenen "burist, burist" - og bød saa Flasken. Et Par Klynger stod, den ene om en langskjægget russisk Kjøbmand østifra Hvidehavet, den anden ved en Handelsfuldmægtig inde fra Gamvik, der reisefær- dig i Finmut og norsk Skindhue gjorde Handelsafta- ler for sin Principal. En tredie, der mere end de andre tildrog sig Morten Jonsens Opmærksomhed, var en lang, brutalt udseende Mand i Skindhue, en næsten fodsid Vadmelsfrakke og iøvrigt noget nær klædt paa svensk Almuevis. Det var en Handelsmand, der bode et halvt Snes Mil søndenfor, og som, indtil fremmede i den sidste Tid begyndte at trænge sig ind paa Markedet, havde havt saagodtsom hele Skindhandelen paa disse Kanter. Det SIDE: 298 var ham, hvem Sølv-Sara før havde udpeget som hans Avindsmand oppe i Finnebyen, og han forstod af me- get, at hans Person den Dag i høi Grad maatte være Gjenstand for den andens Travlhed. Et Par Gange var Manden, der ellers stod med en Brændevinsflaske og skjænkede i Klyngen af sine Kun- der, kommet forbi ham og havde da hver Gang, til- syneladende uforsætligt, men temmelig raat, stødt mod ham uden i Farten at gjøre Undskyldning. Fra den Kreds, som omgav ham, hørte Morten af og til, naar han passerede forbi, Sætninger, som aldeles ikke smagte ham, da han forstod, at de havde Hentydning paa sig, og som af de omkringstaaende blev optaget med skral- dende Latter. Lyma havde ogsaa fra sit Hold opfattet Situationen. Hun kom skyndsomt hen til ham og bad ham følge sig, da de stod færdige til at reise. Morten bad dem vente paa sig endnu et Kvarterstid, saa skulde han være færdig med den sidste Handel, han havde tilbage idag. Han saa saa rolig ud, at hun blev tryg, men iagttog rigtignok bagefter med Ængstelse, hvorledes han lang- somt slentrede hen ind iblandt den fiendtlige Klynge og der, som om intet var, gav sig til at akkordere om et Par Skind. Han vendte halvt Ryggen mod den svenske Handels- mand der stod som før med den gammeldags blaa Brændevinsflaske i Haanden og snakkede, men nu lidt mindre høirøstet og ikke netop om ham. Da han hørte den høie Pris, som Morten Jonsen kon- tant betalte - det var saagodtsom hans sidste Penge -, kunde han ikke afholde sig fra et vredt, haanligt Udraab. Men i samme Øieblik var Mortens Ansigt tæt inde mod hans og med et saadant Udtryk i Øinene, at Manden uvilkaarlig veg et Par Skridt tilbage. Morten lagde Haanden paa hans Skulder og sagde koldt: "Du har stødt mig haardt tilside to Gange idag og begge Gange glemt at bede om Forladelse; det var dog vist Meningen?" SIDE: 299 Manden saa lidt uvis ud, - han var en høi, svær Karl -; men der var alligevel noget i Mortens Væsen, som nødte ham til at slaa Øinene ned og erklære, at han ikke havde tænkt at fornærme ham. "Nei det kunde jeg ogsaa tænke" - sagde Morten -, "men jeg trode, det kunde ikke skade at forhøre sig." Han havde opnaat, hvad han vilde, nemlig at møde Manden blandt hans egne Tropper, og han bad én, som han netop havde set le, at bære Skindene for sig hen til Pulken. Man reiste straks efter hjemover, og i denne Barne- daab hos Isak Pelto rykkede Morten endelig ud med Sproget om Handelspladsen i Finkrogen. Det vigtige Anliggende faldt, efter mange Forhand- linger frem og tilbage, tilsidst ud til hans Tilfredshed, idet han forpligtede sig til at respektere Renveien der- nede, som den havde været fra Alders Tid. Der blev herom oprettet Dokument med vedkom- mendes Bomærker under. Til det heldige Udfald bidrog dog maaske mest, at Mathis Nutto havde opfattet ham som en Uven af Stu- witz. Et Par Dage efter bandt Lyma ham en Morgen efter finsk Gjæstfrihedsskik under Graad hans Reisekoma- ger paa Fødderne og ønskede ham i Teltdøren "Guds Fred". Hendes Mand skulde ledsage ham til en Finneby længer oppe i Landet, hvor han agtede at gjøre sine sidste Forretninger og faa Resten af de Skindvarer, som han vilde tage hjem med sig over Fjeldet. Der traf han igjen paa Sølv-Sara, som i Vintertiden streifede om i alle Finnebyer. Han opdagede snart, at Stemningen her ikke var ham nær saa gunstig. Med Undtagelse af den Mand, til hvis Gjæstfrihed Isak Pelto havde anbefalet ham, og som ogsaa straks solgte ham sin Beholdning af Skind, fandt han Fol- kene paafaldene tvære i sit Væsen. SIDE: 300 De var klarlig opsatte mod ham, og sandsynligvis af hin svenske Handelsmand. Man havde hørt, at han havde handlet sig "Ret til Finnegrund" af Nuttofamilien samt "taget Brev der- paa", og det Rygte havde vakt adskillig Ophidselse. Uagtet disse vanskelige Omstændigheder beslutede Morten dog at blive indtil hans Forretninger var endt. En Gang, han aabnede en af sine vel sammenbundne Skinpakker, fandt han en Mængde haarløse Pletter i Peltsværket, og ved nærmere Eftersyn laa der Smaa- stykker af en tørret, formodentlig ætsende, Plante strøet ind mellem Skindene. I hans brede Pande svulmede en blaa Aare, medens han taus opløste og udbredte Pakke efter Pakke paa Sneen for at se, hvorvidt Skaden gik, samt rense dem. Bedærvet var dog lykkeligvis endnu kun ganske en- kelte Stykker af det kostbare Peltsværk. Han fandt det dog ikke klogt at yttre sig videre om Sagen, men hans Mistanke var vakt mod Manden i Naboteltet, en lav, firskaaren Fin med raa Ansigts- træk, der daglig havde sin Gang i Teltet og kun lidet havde forstaat at lægge Skjul paa sit uvenlige Sinde- lag. Han hed Josias Umek og var en Slags Opkjøber for hin svenske Handelsmand blandt Finnerne paa de Kanter. Der trakteredes i denne Tid oftere med Brændevin i hans Telt, og han førte megen ophidsende Tale. Det Tilfælde, som først havde vakt Mortens Mistanke mod ham, var indtruffet en Dag lige efter Ankomsten, da denne Mand havde tilbudt sig at følge som "Vap- pus" til nærmeste Finneby. Idet han med en ustyrlig Ren kjørte gjennem en tæt tilgroet Olderskog, slingrede Pulken pludselig paa et aabent farligt Sted i fuld Fart udover en Issvul. Ved sin Aandsnærværelse undgik han den øiensyn- lige Livsfare, men saarede sig slemt. Dragrebet havde været halvt afskaaret og ikke taalt Tyngden, da Pul- ken slingrede. SIDE: 301 Ved Hjemkomsten advarede Sølv-Sara ham indstæn- digt mod at betro sig til nogen anden Vappus end Søn- nerne i den Mands Telt, hos hvem han bode og var Gjæst. Opdagelsen af hin nye Gjerning med Skindene satte Morten Jonsens Selvbeherskelse paa en vanskelig Prø- ve; men hans Forstand sagde ham, at et aabent Brud blot kunde tjene hans Uvenner, og det gjaldt nu at holde ud. Han bemærkede, at hans Vært ofte sad me- get betænkt og i denne Tid næsten altid holdt sig hjemme medens hans to Sønner derimod i Regelen var fraværende. Deres Væsen imod ham havde noget und- vigende og forbeholdent. En Eftermiddag var der mere end almindelig livligt foran Teltene. Man havde drevet Dyrene sammen for at sortere bort endel fremmede Rener, hvorefter der var Spørgsmaal, - og blandt tusinder kjender enhver Fjeldfin sit eget Dyr. Pæskene laa i den strenge Kulde hvidrimede slængt henover Sneen, medens Eierne i sine for Brystet aabne Vadmelskufter, rødmussede og hede, med Skindtøm- merne over Skuldrene søgte om iblandt de urolige Dyr. Som Morten Jonsen stod udenfor Teltdøren og be- tragtede Skuespillet, rammede Snerten af en Skind- snor, i hvis Ende der visselig maatte have været en Blykugle, bagfra saa hvast i Teltstangen ved hans Ho- ved, at Træet kløvnede. Han følte et skarp Lufttryk i Øiet, som om en Rifle- kugle var faret forbi. Josias Umek kom netop forbi, svingende Snoren paa- ny over Hovedet, som om han var beskjæftiget med at øve sig i et Kast med den og ikke havde bemærket ham; men hans vrede Øine og hele Udtryk savnede aldeles Uskyldighedspræget. Mortens Harme over dette uformodede Angreb lod ham ikke Tid til Selvbeherskelse. Med et Sprang satte han ind paa Ophavsmanden, der ikke fik Tid til at vige undaf. Morten følte en sand Lise ved endelig at have aaben Kamp. SIDE: 302 Det varede et Minut, hvori hans Modstander ved det hæftige Fald saa tusinde Stjerner blinke forvirret for sine Øine, medens de andre stod haandfaldne uden at tænke paa at gjøre noget. Dette Minut behøvede Morten til at faa Luft og - til at besinde sig. Pludselig slap han ham og gik tilbage til Teltet, idet han fortalte, at Josias havde forsøgt at ramme ham, og paaviste Sporet i Teltstokken efter Slaget. Der blev en hel Sammenstimlen af Mennesker. De raabte i Munden paa hverandre og lod til at holde med Josias, der truende og klagende over Overfald drog sig tilbage til sin Gamme, - han havde kjendt sin Uvens Haand og lystede intet nyt Sammenstød. Nu, Bruddet ulykkeligvis var sket og Fiendskabet aabenbart, indsaa Morten at Opholdet der var alt andet end trygt. Hans Værts Miner viste, at ogsaa han nu var alvor- lig bekymret. Hvad der kunde times ham her paa det ensomme, lovløse Fjeld, derpaa havde han allerede set Prøver nok, og en Fare kunde lure bag hver Snedrive. Paa den anden Side vilde han ikke uden i aller- yderste Nød lade sine møisomt vundne Varer i Stik- ken. Det kunde være ligesaa farligt at flygte som at blive, og under alle Omstændigheder vandt han intet, om han lod sine Fiender ane, at han var bange. Han gik derfor lige efter en Tur rundt Gammerne og samtalede om Aftenen med Familiens Medlemmer, som om intet var; - disse syntes dog i høi Grad be- klemte. Igrunden ansaa Morten ikke engang sit Liv for sik- kert i den nærmeste Nat, men han sov tilsyneladende ind saa roligt som sædvanligt; - i Virkeligheden laa han dog og grublede paa Udveie, indtil Søvnen over- vældede ham. En Timestid efterat de, som havde Renvagt den an- den Halvdel af Natten, var dragne ud, vaagnede han ved, at en Haand varsomt pikkede ham paa Skulde- SIDE: 303 ren; han var paa Øieblikket lysvaagen og parat til det, der sad ham i Blodet - Faren. Det var hans Vært, Jens Ibmel, der hviskende bad ham klæde sig paa; udenfor stod Renen færdig med hans Skind paa Kjærrissene og én til at følge ham over Fjeldet. Her var ikke mere trygt for ham, sagde Jens Ibmel alvorligt, og det var bedst at flygte, før nogen endnu tænkte paa, at han kunde have det til Hensigt. Morten fik en Mistanke om, at hele Familien var vaagen, men at ingen av dem for de andre Finners Skyld vovede at være hans Følgesvend eller have Del i Flugten, medens Gjæstfriheden paa den anden Side paalagde dem at sørge for, at der intet ondt timedes ham. Han tog i Stilhed et hjerteligt Farvel med sin Vært, der havde overladt ham et Par Kjærisser til Varerne og Proviant samt de fornødne Vareren til Ombytte, og han saa til sin Forundring, at Sølv-Sara var den, som skulde føre ham. Hun sad allerede i sin Pulk og havde sin Hund ved Siden, og han fik siden høre, at det var hende, som havde drevet Jens Ibmel til at iværksætte Flugten saa øieblikkeligt. Et Slag af Svøben, derpaa lynsnart op i Pulken, og saa gik det afsted fra den ensomme Finneby henover Skaren i den kolde, klare Nat. Den store, runde Maane i sit blaa Stjernefelt syntes at skynde sig ved Siden af dem langs Aashøiderne, medens Nordlysets elektriskknittrende røde, grønne, violette og blaa Luegjærde med de i disse Egne mærk- værdige Lysfortoninger snart var forsvundet, snart igjen voksede ud over Himmelen som et rødligt bølgende Hav. Ildtungerne syntes undertiden at slikke næsten ned i Snebakken, og hele det hvide Maanelandskab blev da en Stund underlig skyggeløst. I disse Mellemrum, hvori det blev saa lyst, at man næsten kunde se en Naal paa Sneen, og, hvori Sølv- SIDE: 304 Saras Pulk og Ren tegnede sig mærkelig ensomt foran ham, voksede de i sig selv storartede Naturomgivelser for Morten op til en kjæmpemæssig, hemmeligheds- fuld truende Stilhed, hvoraf hans Sind følte sig lettet, saa ofte Maaneskyggerne igjen fik Overtaget, og Om- ridsene atter tegnede sig naturligt. Han havde halvt en Stemning, som om han kjørte alene ud i Natten med en Heks. I Nordlysets mystiske Luer tænker Finnen sig sine afdødes Sjæle. Han véd, at Nordlyset lader sig drage ned mod Sne- bakken, naar han bølger med et hvidt Lagen, og at det kan hidses ved visse Lyd, og i slige underlige Nætter ser han de underjordiske med sine Renflokke, der har lysende Horn, flygte for Nordlyset, som forfølger dem med sine Ildtunger. Toget gik i uafbrudt Fart, indover mod Fjeldet, med Sølv-Saras Hund utrættelig gjøende foran og visende Veien, den hele Nat og til Middagstid den næste Dag, da de holdt en kort Hvile ved en forladt Gamme for at tø op noget Renkjød. Af hendes Mine og faa Ord forstod han, at hun fryg- tede for, at Josias Umek og hans Kammerater kunde have sat efter dem om Morgenen. Varerenerne ombyttedes, og man skyndte paa videre udover Eftermiddagen og Aftenen, indtil de endelig sil- digt stansede ved en anden forladt Gamme. Her undte de sig og Dyrene nogle Timers Hvile til ud paa Morgensiden, da det atter bar afsted. Det var først, da de efter to og et halvt Døgns Reise var kommet ind paa Fjeldvidden, at Sølv-Sara fandt sig i noget længere Raster, og hun syntes da efter- haanden at blive mere tryg. Hun sagde, at det var seks Døgns Reise over til det Sted nede ved det norske Dalføre, hvor han selv kunde kjende Veien, og hun forlade ham. En Aften overfaldtes de paa Vidden af en voldsom Snestorm. En Stund undersøgte Sølv-Sara møisommelig Mo- SIDE: 305 sens Stilling paa Stenene og andre Mærker for at finde Veien, men tilslut maatte de give tabt og stanse. Hen- des Adfærd opretholdt imidlertid hans Mod. Hun stillede roligt Pulkene og Renerne sammen og beredte alt til at lade sig og ham sne ned. De maatte skiftevis dreie Skistaven for at holde Luft- hullet aabent i Sneen for deres lune Kammer. Stormen varede ved ogsaa det følgende Døgn. Han lagde Mærke til, at Sølv-Sara ofte henfaldt i Grublerier, og det syntes, som om den gamle havde noget paa Hjerte. Det var et Ansigt, der trods det runkne Skal og det som oftest bittre Udtryk godt kunde have været smukt engang i Ungdommen, - ialfald faldt dette ham ind, engang han saa paa hende, medens han i Stilhed grub- lede over, hvad der vel kunde have bevæget denne un- derlige og i sit Væsen saa hadske Kvinde til at gjøre slige Offre for ham. Hun maatte have læst noget af denne Forundring i hans Ansigt; thi, da det lidt efter dæmrede, begyndte hun i en dæmpet Tone at tale til ham. Hun sad med Ansigtet i Hænderne, og Morten op- fattede snart, at hun talte om Store- Lars og søgte at udøse sit Sinds Tyngsel for ham. Det var et tykt, af Aarene fæstnet, Skal, som nu - under stedse tungre Bevægelse, indtil Stemmen blev næsten uhørlig - brast om et under Ulykke og Bit- terhed forgjemt, fortvivlet Hjerte. Hun var den Kvænfinpige, som Store-Lars havde elsket, og som var blet lokket ombord i Wassilieffs Lodje - "det er nu meget over to Snes Aar siden," - sagde hun - "og Gud har ladet mig leve længere end jeg har havt Lyst til." "Wasselieff havde lovet at tage mig til Ægte, men han holdt det ikke. Da jeg siden med Barnet paa Ryggen vandrede paa min Fod hjem over Fjeldet fra Rusland, kunde Ulv og Bjørn gjerne have taget mig, saa lige glad var jeg om Livet; thi til Lars, syntes jeg, det var umu- ligt at komme igjen, og dog droges jeg did af al min Hu. SIDE: 306 Jeg gik villieløs som i en Taage og husker kun af det hele, at jeg nærede mig med Multebær og fik Melk i Gammerne til Barnet, efterat jeg selv ikke havde mere. Nede paa Jordet ved Olsvaag, som gamle Korporal Stuwitz dengang eiede, traf hans Søn mig. Jeg blev Tjenestepige der, og jeg var ham lydig som en Hund. Han sagde, jeg skulde være glad, da mit Barn døde; jeg begrov det paa Fjeldet. Siden har jeg mange Gange hørt det raabe oppe i Marken. Da Stuwitz kom til Brøgelmann i Køllefjord, satte han mig i Tjeneste oppe til Fjeldfinnen Jakob Nutto, som var en Bror af Mathis Nutto. Med ham havde han mange Handler - der ikke alle var af det gode; thi Jakob havde hjulpet til at for- vare Varerne fra et Fartøj, som de havde plyndret i Sjøen. Ja der var ogsaa Forhør om de Ting, og jeg kunde da forklaret, hvad ingen af dem lystede, om hvor Varerne var gjemt. Stuwitz stolede paa mig, thi han vidste, jeg var ham lydig i et og alt, og jeg hjalp ham med at faa vekslet rundt om baade i syd og nord til Sølv de Rigsdaler- sedler, som han havde gjemt under Gulvplanken henne i Olsvaag. En Sommer besøgte jeg min Mor og laa syg der. Hun sagde mig, at Stuwitz havde hjulpet Wassilieff, dengang de fik mig ombord i Lodjen. Da kom Lars en Dag ind og talte til mig, han saa saa medtaget ud; - men jeg kunde ikke svare ham og sagde noget bort i Vildelse. Om Natten flygtede jeg henover til Olsvaag, der laa et Døgns Gang borte. Jeg følte, at jeg stakkels nedtraadte Orm dog kunde hævne mig, og næste Gang Stuwitz kom hjem til Ols- vaag, var hans Sølvpenge borte. Jeg véd, at det gik ham saare haardt til Hjerte, men han turde ikke forespørge sig videre om dem. Med Beivisdalerne kom jeg en Dag til Jakob Nutto og sagde, at jeg havde adspurgt Maderakka henne i SIDE: 307 Fjeldet. Fra den Dag kaldte man mig Sølv-Sara og trode mere og mere, at jeg kunde vise igjen og gjøre mange trolkyndige Ting. Jeg lod dem blive i Troen og trode det mangengang selv, fordi jeg hadede Gud og alle Mennesker og syntes, at de onde Aander maatte følge mig. Jeg har fra de Dage af streifet om over hele Fin- marken og altid havt fremmed Tag over Hovedet; - kun vogtede jeg mig for at komme did, hvor jeg vidste Lars var. Jeg ser ham ofte i Drømme, og da spørger han mig altid, hvor jeg har gjort af Barnet; men inat spurgte han, om jeg ikke snart kom hjem igjen fra Rusland." Da Morten nu med dybt Alvor yttrede, at Store-Lars havde sagt, at han ventede at træffe sammen med hende paa et bedre Sted, faldt hun igjen i Tanker og en Stund efter, sammenbøiet som hun sad, i en tung Graad, men mælede ikke et Ord. Den næste Morgen gik det igjen afsted som før; kun var hun hele Dagen taus. Et Sted syntes Morten, han skulde kjende sig igjen. De kjørte nemlig forbi hin Offersten, som Mathis Nutto i al Hemmelighed havde ydet sin Tribut. Dens menneskelignende Hoved stod nu med en Sne- skavl ludende udover Panden og en blaagrøn Issvul hang ned som Skjæg - den laa der ensomt som Fjeld- viddens gaadefulde Sphinx. Sølv-Sara gjorde et Øieblik holdt og sad stille i Pul- ken, som om hun kjæmpede med noget indvendigt, men slog saa pludselig med Tømmen paa sin Ren, og snart laa Stedet langt bag dem. Reisen gik videre endnu et Døgn med Hvile om Natten. Den næste Formiddag kom de til en Skraaning, hvor- fra der aabnede sig en vid Udsigt nedover Dalen paa den norske Side, og her gjorde de holdt. Hun strøde Mose for hans Rener og viste ham med klare Mærker Veien nedover til det nærmest bebyggede Sted; thi her skulde de skilles. SIDE: 308 Morten prøvede forgjæves paa at bevæge hende til at modtage Vederlag, og han vidste da intet andet at gjøre end at gaa hen og takke den gamle Kone. Hun stod allerede i Pulken, da hun atter gik hen til ham, og idet hun med vaade Øine stod bøiet over Sta- ven og ligesom betænkte sig lidt, spurgte hun: "Tror Du, Præsten i K . . vaag" - hun mente Prov- sten Müller - "steder en Synder som mig til Nadvers?" Da Morten alvorligt bekræftede dette, lyste hendes gamle Ansigt af et saa sjæleglad Udtryk, at han fik Følelsen af, at det uventet var lykkets ham at give hende en Tak for Turen. Morten Jonsen kjørte nu ensom nedover. Som han sad i Pulken og tænkte over denne Tur, forekom den ham som et overstaat Eventyr. Alt, hvad han vidste om Stuwitz, samlede sig efter- haanden inde i hans Tanke som en Uveirssky. Efter nogen Eftertanke sagde hans praktiske For- stand ham dog, at alle disse halvklare Traade ikke kunde afgive tilsvarende juridiske Beviser mod ham. Hvad han havde faat at vide om Moderens Fødsel, skrev sig kun fra en enkelt nu afdød Mand, hendes Fosterfar, den gamle Sjøfin Isak Løvøen; og det, som Sølv-Sara havde fortalt om hine Sedler, der neppe kunde være andet end stjaalne fra Vraget, var, naar alt kom til alt, gamle afældede Historier, hvis hele fulde Sammenhæng nu kun kunde være tilstede i gamle Stuwitz's egen brødefulde Samvittighed. - Der var for ham noget dybt bittert i denne Betragtning. Morten havde altid været for stærkt opfyldt af Tan- ken paa selv at skabe sig en Fremtid til nogensinde at have følt sig fristet til at gjøre Livsopgave af at efterspore de Muligheder, som kunde ligge i Fortiden, skjønt disse dog paa sin Vis var blet ham en Spore; - mindst laa det for ham nu, han med uroligt Sind hastede nedover for at oprette, hvad rettes kunde, paa det Nederlag, han maatte have lidt ved Butikkens Stansning; - og snart var hans hele Sind opfyldt af Planer, der vedrørte denne Sag. Da han med beklemt Hjerte en Formiddag i Vin- SIDE: 309 teren satte over Sundet hos Kvænen, vilde han ikke ad- spørge dem, som rode ham. Det var i Februar, netop i Begyndelsen af Fisketiden, og han forundrede sig lidt, - men vovede ikke at tage Haab deraf - over de mange Folk, som stod deroppe, og Fembøringerne, som laa ved Landet. I nogle Sprang tog han Veien fra Baadstøen hen til Butikken bagom Knarten og saa der - et større, til- bygget Skur, hvori hans Bror Eilert stod i travl Han- del med en Klynge Fiskealmue, der trængtes om Plad- sen foran Diskebrættet, og Faderen holdt paa at bære en Pakke hen til Butikken. Eilert blev ham først va'r; han blev rød i Ansigtet, men lod som intet, idet han fortsatte med den Kunde, han havde for sig. I det Blik, han fik fra ham, laa, at alt maatte være i Orden, og Boden syntes ogsaa rigeligt forsynet. Paa Hjemveien fik han af sin Far Opløsning paa Gaaden. Da Butikken holdt paa at blive udsolgt ved Juletid, havde de været i stor Beraad med, hvad der var at gjøre. Men saa havde Eilert en Dag fattet en Resolu- tion, samlet alle de kontante Penge og fulgt en syd- gaaende Jagt til Trondhjem. Der havde han betalt hos Kjøbmanden og i sin Bro- ders Navn ordineret nye Varer, og paa den prompte Betaling var den nye Kredit blet tilstaat fuldt og rige- ligt, saa at de nu var forsynet langt udover Fisketiden. Morten indsaa, at han i sin Broder allerede havde en god Fuldmægtig og var ham i Hjertet dybt taknemlig. Ved Hjemkomsten fortalte han Forældrene det i alle Maader saa heldige Udfald af Turen; men gamle Jon Zachariasen fik dog først al Tvivl strøget af Ansigtet, da han foreviste Dokumentet om Grundretten. Han saa glad bevæget ud, og Marina satte sig stille hen til ham. De to gamle skimtede nu en Fremtid, som de, - tungt som Livet havde lært dem at se alt, - lidet havde vovet at sætte Fortrøstning til. SIDE: 310 ANDREAS. Medens Morten Jonsen, støttet af sit Handelssteds fordelagtige Beliggenhed, i Løbet af de følgende Par Aar gjør det ene heldige Greb efter det andet og, led- saget af den Ros og det Ry, hvormed Verden gjerne følger den lykkelige, blir en Størrelse i Distriktet, skal vi gaa lidt tilbage i Tiden og berette om Andreas Heg- gelund. Nede i Kristiania havde Andreas i alle Maader op- traadt som Heggelunds Adoptivsøn; han furneredes overflødigt med Penge og gik blandt Studenterne under Navn af "rige Heggelund". Hans godhjertede, livlige Væsen, den Omstændighed, at han altid var rede til at laane sine Venner Penge og altid flot, nobel i al sin Færd, samlede snart en Kreds af Kammerater om ham. Han gik for et lyst Hoved, var et Slags Løve i Stu- dentersamfundet, vankede stadigt i Theatret og be- skjæftigede sig som hele den Kreds, der var om ham, med skjønliterære Interesser. Han inviteredes i Selskaber og paa Baller og var stadig optaget. Den Arbeidsbegeistring, der havde været over ham den sidste Tid i Hjemmet, var efterhaanden svundet igjen - den havde væsentlig været et Laan fra hans energiske Ven Morten, medens hans bløde Natur var under Indflydelse af hans Eksempel og Personlighed. Med Læsningen gik det ialfald meget langsomt. Brevene fra Andreas var dengang Heggelunds og hans Frues Fryd, tiltrods for, at de stadig endte med Penge- anmodninger. Heggelund oplæste i Regelen det sidst ankomne for gode Venner, som besøgte ham; ja han tog sig vel og undertiden en Tur - med Brevet i Lommen - over til Sorenskriveren, hvor det da, som leilighedsvis, blev op- SIDE: 311 læst og især i dennes Datter Julie havde en overmaade spændt Tilhører. De havde en Forestilling fra alle- haande forlagte Universitetshistorier om, at dette Liv var at "studere", og at Eksamen efter visse Aars For- løb vilde komme ud deraf med et Slags Naturnødven- dighed. Saa kom Fru Heggelunds Død, hvoraf han tog sig meget nær, og Brevene hjemmefra var trods den til- syneladende lette Tone, hvori Onkelen altid skrev, fra den Tid af aldrig videre glædelige. Af og til lod Remisserne vente paa sig langt udover Terminen paa en Maade, der til hans Forbauselse lod ham ane, at Onkelen vist ikke altid havde saa let for at skaffe dem. Dette sidste satte nu vistnok ikke An- dreas i absolut Forlegenhed; thi han forstod udmær- ket at gjøre Gjæld og nød god Kredit paa sin Onkels Navn. Han havde dog et altfor lyst Hoved til ikke i enkelte Stunder at have sine Anelser om, at det kunde staa mindre vel til hjemme, men derhos en altfor let og adspredelseslysten Natur til nogensinde ret længe og alvorligt at blive hængende ved Eftertanken, uagtet et Par af Edels senere Breve vel kunde egnet sig dertil. Efterretningen om Auktionen og den øvrige Tilstand hjemme virkede derfor paa ham som en fuldstændig Overraskelse. Den formelig bedøvede ham. Han forstod med engang, at ogsaa hans Løbebane havde faat anderledes mørke Udsigter, og paa sin yder- lige Vis overgav han sig nu næsten til Fortvivlelse. Han vidste imidlertid snart sangvinsk at reise sig en Stige af lyse Forhaabninger. Hos gode Venner hist og her fik han opdrevet et Laan, stort nok til, at han med Tarvelighed kunde læse inde i Kristiania et Aar for det første. Han udviklede herunder en usædvanlig Energi, og tog øieblikkelig med stor Iver fat paa Læsningen. Hans Natur, der altid forlangte en Spore, havde faat en saa- dan i de uventede nye Omstændigheder. Det vakte ikke lidet Opsigt i Studenterverdenen, da SIDE: 312 det hed sig, at "rige Heggelund" nu havde begyndt at læse med ikke mindre end to Manuduktører. Han opnaade sin Eksamen og var samme Sommer reist hjem til Onkelen, hvor han for det første opholdt sig. I Hjemmet var han nu, skjønt elskværdig som før, dog en ganske anderledes suffisant og meningsberet- tiget Herre end dengang han reiste - han optraadte gjerne som "Autoritet", men mærkede til sin Ærgrelse, at Edel ikke absolut og blindt bøiede sig for hans Me- ninger. Saa venligt deres Forhold var, fandt han dog, at hendes Tone undertiden var lidt harcellerende, hvilket igjen gav Anledning til smaa Rivninger og til, at Andreas til sine Tider forholdt sig en Smule taus fornærmet. Af hans Yttringer fremgik en selvvigtig Tanke om den akademiske Dannelses adlende Egenskaber - "alene den gjorde dog en Mand til Gentleman i vort Land," mente han. Edel disputerede aldrig direkte imod; men han kunde alligevel aldrig ret taale den Maade, hvorpaa hun sva- rede til eller, rettere sagt, som oftest ikke svarede; - han vidste ikke, enten hun var vred eller gjorde Nar af ham. Han havde flere Gange besøgt Morten Jonsen og var af ham blet modtaget med alt det gamle, straalende Venskab; men, optaget som denne altid var af sine Forretninger, blev der ikke den Anledning til Omgang, som han havde ventet sig. Morten Jonsen havde ude paa Finnæsset alt opsat en stor Sjøbod og nogle til den stedse stigende Bedrift nødvendige Udhuse, medens en liden Stuebygning med store Ruder og i moderne Stil endnu kun eiede et ene- ste halvt indredet Værelse at opholde sig i. Han færdedes ude sent og tidligt og havde kun me- get knap Tid ad Gangen tilovers for sin Ven. Det var Andreas paafaldende, at han hvergang altid, som hændelsesvis, spurgte ham ud om Edel, og han SIDE: 313 opdagede snart, at han med dette Thema kunde be- holde ham i Stuen, saalænge han vilde. Andreas havde en lidt ubehagelig Følelse ved denne Interesse hos ham og, skjønt han ikke netop opgjorde sig det saa klart, likte han det dog ikke og slog Talen altid over i noget andet. Uagtet alle sine Forelskelser siden hin Gang, Julie Schultz var hans Stjerne, havde Andreas paa Fætte- res almindelige beskedne Vis dog altid hemmelig troet at eie Prioritetsretten til sin Kusine, og nu, han havde set hende igjen som voksen og, hvad han ikke var blind for, som en paa sin Maade eiendommelig smuk Kvinde, var hun, for hans Forelskelses aller, allersidste Gang - saa trode han ialfald selv - blet Gjenstanden for hans Inkliantion. Han kunde ikke andet end blive jaloux og krænket ved den Opdagelse, han trode at have gjort angaaende sin Vens Følelser. Andreas havde i Begyndelsen havt meget travelt med at berette hjemme om, hvilken Mand der holdt paa at blive af Morten Jonsen, og udmalet det med sin van- lige Begeistring; - siden blev han jo derom mærk- værdig taus. Paa Edel havde disse Udmalinger gjort sin egen Virkning, og, naar hun nu stødte sammen med Morten Jonsen, var der en venlig Kulde i hendes Væsen. Han følte med stigende Bitterhed, at hun ligeoverfor ham var blet en anden. Engang, Andreas og hun var i Besøg hos Provst Müller, kom ogsaa Morten Jonsen did i et Ærinde. Han havde netop gjort en heldig Forretning, der havde vakt Opsigt, og af Provstens Familie blev dette med glad Deltagelse omtalt. Det Ansigt, som hans Øine derunder uvilkaarligt faldt paa, saa imidlertid ligegyldigt ud, og han trode endog at opdage en vis haanlig eller ringeagtende Trækning ved Læben. Han lod som intet, og paa- skyndte lige efter sin Afreise. Kun var hans Afskeds- hilsen meget kold. SIDE: 314 Han havde besluttet at betro, hvad han var kommet efter om sin Moders Fødsel og nu sidst af Sølv-Sara om Pengesedlerne, til sin gamle, faderlige Ven Prov- sten, der altid havde vist ham Interesse og Deltagelse. Han vilde indhente hans Raad om, hvorledes han skulde forholde sig mod Stuwitz; thi dennes Færd mod ham, som den opdukkede Konkurrent i Distriktet, hav- de i den sidste Tid ægget ham paa mange Maader og vakt den Tanke hos ham, paa en eller anden Vis at faa draget denne Mands Liv frem for Offentligheden. Provsten hørte oppe paa sit Kontor taus paa alt, hvad Morten havde at berette. Han vidste selv fra Isak Løv- øens og Sølv-Saras Skriftemaal endel mere; men hans Læbe var bundet ved Taushedspligt. Ikke destomindre kunde han med frelst Samvittighed her give det Raad, som forekom ham rigtigst. Blottet som han var for Bevisligheder, vilde, sagde han, den Slags Historier af Folk kun blive opfattet som Frugt af en Konkurrents Brødnid. Og hvis det kun var for at hævne sig paa Stuwitz, da maatte han vel erin- dre, at Hævnen hører en anden til. "Det Ord er stad- fæstet af min nu gamle Erfaring" - endte han - "at ingen rider saa raskt, at Vorherre ikke engang indhen- ter ham!" - "Og, tro De mig, unge Mand, - han naar nok ogsaa Stuwitz, selv om vore Øine ikke skal se det!" Resultatet blev, at Morten Jonsen opgav sine Hævn- planer, skjønt han nu i sit bittre Sind ikke var lidet stridslysten. Han gik derhjemme og søgte at indbilde sig alt und- tagen det sande med Hensyn til Edel. Var Grunden til hendes forandrede Opførsel, at An- dreas var kommet hjem? - Han havde skinsyg be- mærket, at hun altid var saa fortrolig mod ham. Eller ansaa hun det, han alt havde udrettet, for saa under hendes Forventning lidet? - Folk mente dog, at det var mærkværdig nok. Han skulde ialfald vise hende, at han kunde gjøre det, som mere var endnu. Han undgik fra nu af at træffe sammen med Andreas. Hans Mor havde af meget forstaat, at han bar paa SIDE: 315 tunge Tanker, og Jon rystede undertiden paa Hovedet, fordi han syntes, at Sønnen i sin Forretning begyndte at sætte formeget paa et Kort. Engang, Morten efter et Møde med Edel Heggelund kom dobbelt bitter tilbage til Hjemmet, opnaade Mode- ren i nogle halve Ord hans Fortrolighed. Marina kunde ikke lade være at føle med ham i hans Lyst til at vise den fine Frøken, hvad han kunde drive det til; men Jon Zachariasen fandt, det var en forfæn- gelig Stræben. I sit Hjerte var han den, hos hvem Edels Aktier igrunden stod lavest; thi han saa, at hun var Skyld i, at Sønnen nu styrede saa uvorrent og dum- dristigt paa Heldet løs. Men han yttrede nu intet til sin Hustru - han var selv bange for at spaa. En Aften sad Andreas længe oppe. Han skrev og rev itu og skrev igjen - paa et Frierbrev til sin Kusine. Han havde skrevet tre før i sit Liv, og dette maatte for hans egen Æres Skyld ikke ligne noget af hans for- rige. Hans Kurage var overhovedet ikke slig indrettet, at han personlig vilde tage Svaret, - derfor havde han altid friet skriftligt. Den næste Eftermiddag afleverede han Brevet ved et Bud, medens han selv lige til sent om Aftenen var ude paa en Tur tilbaads. De følgende Dage var han askegraa fortvivlet. Edel havde i en kort Paaskrift svaret ham sit "Nei" saa kusineligt-venligt og haabet, at han desuagtet ved- blev som før at være hendes hyggelige Fætter. En Aftenstund en Tid efter fandt han dog ud, at hans egentlige Kjærlighed havde været hans første, den til Sorenskriver Schultz's Datter Julie. "Fætter og Kusine er for nært". Han havde "skam- meligt og mere end skammeligt" næsten ikke tænkt paa hende i al den Tid. SIDE: 316 FINNÆSSET. Stuwitz havde med stor Forargelse fulgt Morten Jon- sens Held i Finkrogen - han ansaa det ligefrem for et Ran fra ham selv, og dobbelt harmede det ham at se det optaget af Morten Jonsen. Finkrogen var ikke blot i sig selv en Perle, men ved Konkurrencen fra den Kant led tillige hans egen Han- delsplads betydeligt. Han var en virksom Fiende, og Morten havde midt i sin Fremgang faat det at føle paa mange Vis. Da han en Høst hørte, at Morten Jonsen havde totalt overspekuleret sig paa en stor Fiskeleverance, saa han triumferende ud. For Butikfolkene yttrede han, at det ikke var andet end, hvad han altid havde tænk sig om denne "Nyheds- mager", der var kommet op og gjorde saa megen Blæst, og ikke mindre fornøiet brummede han, da han havde faat høre, at Morten Jonsen havde maattet ty til Jack- mann nede i Storvaagen og der optaget et større Laan paa sin Handelsplads. Stuwitz stod i mangeaarig Forbindelse med denne Mand og var en Tid efter - paa en Reise - hos ham. - Morten Jonsens Harme var ikke liden, da han, sent nok henimod Forfaldstiden, af Jackmann underret- tedes om, at hans Kreditor nu var Stuwitz. Gjældsbrevet var stilet saaledes, at Beløbet skulde til- bagebetales i Terminer; men, i Tilfælde af Uefterret- telighed med nogen enkelt af disse, skulde - efter slige Dokumenters vanlige Lydelse - den hele Kapital med en Gang anses som Gjenstand for Indrivelse. At Stuwitz, mod Kutumen, vilde benytte den strenge Ret, vidste Morten Jonsen vel; men han vidste ogsaa, at han havde en Jægt med Fisk underveis til Bergen og saaledes Penge forhaanden. Thi, hvor lidet han end ellers kunde ønsket at gjøre det, vilde han nu indfri det hele Papir. SIDE: 317 Han havde - hvad hans Far bekymret saa - i den senere Tid begyndt at sætte store Ting paa et Kort, og Afsendelsen af hin Jægt, hvis Fiskeladning for det meste var for hans egen Regning, og hvori det meste af, hvad han nu eiede, stak - var atter en saadan Af- fære. Thi man brugte da endnu ikke Assurance. Men Udbyttet vilde rigtignok dække hele hans Tab i det foregaaende Aar. Jon Zachariasen var netop ude paa en Tur for Søn- nen, da han mødte et Rygte om, at Jægten skulde være forlist nede ved Alstren i Nordfjord. Han indsaa Sagens alvorlige Betydning - og reiste øieblikkelig hen for at erhverve fuld Besked paa det Sted, hvortil Efterretningen den foregaaende Dag skul- de være kommet. Den bekræftede sig desværre fuld- stændigt, og tillige, at kun en liden Del af Ladningen skulde være bjerget. Han var mørk, da han reiste hjemover, thi han følte, at Sønnen havde Skyld; - men han vilde dog selv være den, som bragte ham Efterretningen. "Det er," mente han, "bedre, at hans Far kommer med den end nogen fremmed." Den Kvæld sad Jon Zachariasen længe alene inde hos Sønnnen, der gik bleg frem og tilbage paa Gulvet. Der kom ikke et bebreidende Ord af hans Mund, men vel af og til et trøstende. Han fandt tilslut det Raad, at han straks skulde reise hen til Jackmann, som havde Pant i Finnæsset, og udvirke Henstand og Tid, "saa kunde alt vel endnu lage sig." Da Sønnen nu med mørk Mine fortalte ham, at hans Kreditorer ikke længer var Jackmann, men Stuwitz, blev det ogsaa sort for Jon; men han yttrede kun: "Vorherre kan vel have Raad for det ogsaa." Da han kom hjem til Marina, havde de to gamle jo deres Sorg sammen; men Jon var ogsaa da usædvanlig mild, - "hver har sit Skjær at klare" - sagde han undskyldende - "og Mortens Ulykke har nu været denne fine Frøken!" SIDE: 318 Morten maatte lade Forfaldsdagen gaa forbi og gik nu i tung Sindsstemning, skjøttende de daglige For- retninger, hjemme paa Finnæsset. Det havde endelig udpaa Sommeren lykkets ham at opdrive saa mange Penge, at den forfaldne Termin kunde dækkes, og han havde tilsendt Stuwitz Beløbet; men denne krævede desuagtet den hele Fordring fyl- destgjort. Han havde alt gjort det første retlige Skridt, og det Rygte udbredte sig nu som en Løbeild, at Finnæsset med det første skulde sættes til Auktion. Det var let at skjønne, at Stuwitz's Mening var at tilslaa sig selv Handelsstedet. Hans sidste Udvei blev da den for hans Stolthed saa haarde, at reise ind til Stuwitz for, om muligt, ved per- sonlige Overtalelser at prøve at udvirke en Henstand - om kun til næste Vaar. Det var tungt og ydmygende, men forsøges maatte det; thi han risikerede ellers det, som var mere endog end Finnæsset, nemlig at komme i den Stilling, at han ikke kunde give hver Mand sit. Han var ofte nær ved at opgive det hele. Det pinte ham derimellem lidt, at Heggelunds, der naturligvis som alle andre nu var vidende om hans Stilling, vilde gjætte sig til Beskaffenheden af hans Ærinde hos Stuwitz. De havde fulgt hans Uheld med dyb Deltagelse. An- dreas havde derunder glemt sin gamle Fortrydelse, Edel havde etsteds svaret temmelig raskt til, da den Mening blev udtalt, at Morten Jonsens Tab tildels var selvforskyldte, og Heggelund gik og ærgrede sig halv- høit over, at den "vakkre unge Mand" paa en saa lum- pen Maade skulde være falden i den "nederdrægtige Stuwitz's" Kløer. Ogsaa Onkel Tobias saa trist ud, og Huset var nu saa at sige fyldt med Sympathier for Morten Jonsen. Mod dem, som mente, at det spøgede for, at han skulde gjøre Fallit, opretholdt de der ivrigt den Mening, at det hele vistnok kun var en forbigaaende Forlegenhed. SIDE: 319 Den noget længe opsatte Reise ind til Stuwitz gik da endelig for sig. Han vilde ikke have den Selvbebreidelse, at han ikke havde gjort, hvad han kunde for at bjerge Stillingen; men hans Beslutning var taget. Hvis Stuwitz ikke var til at overtale - og dette var kun altfor sandsynligt - vilde han, saasnart blot Ordningen af hans Affærer tillod det, gaa til Amerika. Her var jo det, som for ham havde været Livsmaal, omstyrtet, og han havde en bitter Følelse af den hele Ruin. Hos Heggelunds var Andreas dengang ikke hjemme; men Heggelund selv, der havde set Morten Jonsen kom- me, havde mødt ham nede paa Veien og i høi Grad hjerteligt budt ham ind til sig. Morten, der forstod, at denne nok tænkte sig til hans Ærinde, fandt det mandigst selv ligefrem at fortælle det. "Jeg skal" - sagde han lidt svag i Stemmen - "hen til Stuwitz for, om muligt, at se til at bjerge Fin- næsset!" Heggelund saa med et Glimt af Harme ned mod Stu- witz's Hus og sagde derpaa alvorligt, idet han trykkede hans Haand som for ikke at opholde ham: "Ja, lov mig nu, Jonsen, at De kommer opom os, enten det gaar Dem godt eller uheldigt, - det er dog Deres gamle Hjem!" - Heggelunds Ord og Væsen havde røbet en dybtfølt Deltagelse, og han gav Løftet, uagtet han før havde tænkt straks igjen at gaa i Baaden. Stuwitz sad i Boden i sit lille trange Værelse, be- skjæftiget med at notere i en af Forretningsbøgerne, da Morten Jonsen kom. Han brummede lidt, idet han saa ham, men vedblev uforstyrret med sit og bad ham ikke sidde ned. Der var heller ikke synderlig Plads, uden paa Stolen lige ved Siden af ham. Morten kjendte fra gammel Tid Udtrykket i dette Ansigt; det spaade ikke godt. Endelig værdigedes Stuwitz at se op og sagde but: "Jeg kan forstaa, at De kommer for at betale mig!" SIDE: 320 "Nei" - svarede Morten - "jeg kommer desværre for at bede Dem om en Henstand." "Saa-aah!" - sagde Stuwitz langtrukkent og øien- synligt lettet, idet han tog fat paa sit Arbeide igjen. - "De har jo Henstand lige til Auktionsdagen!" Der var noget usigelig fornærmeligt i Stuwitz's Svar - han lagde næsten ikke Skjul paa sit Haab om snart at skulle blive Eieren af Finnæsset. Morten anførte desuagtet med stor Ro alle Billig- hedshensyn; den forfaldne Termin var jo alt betalt, og han erklærede sig villig til at erlægge de næste med to Terminer for en eller endog at betale det hele til Vaaren. Et Skuldertræk og et vredt affærdigende Brum, me- dens han vedblev at notere i Regnskabsbogen, var hele Svaret. Morten bemærkede da varmt, at hans forrige Kredi- tor Jackmann efter den gjængse Kutume ikke vilde have gjort den fulde Fordring gjældende. "Nei" - sagde Stuwitz, idet han pludselig reiste sig og med den flade Haand slog noget ulempeligt i Pul- ten for at faa Ende paa Samtalen - "han heder Stu- witz og ikke Jackmann, og jeg haaber, De skal mærke Forskjellen!" Han saa styg og ophidset ud, - det var ikke at tage Feil af, at han vilde vise ham Døren. Morten indsaa, at han var utilgjængelig for enhver Forestilling, og saa sit sidste Haab synke. Ved den skete Ydmygelse foran Stuwitz havde han opfyldt alle Hensyn til sin Sag, og han følte sig næsten lettet; thi der brændte i ham en Lyst til engang at faa sige dette Menneske, som nu satte Foden paa hans Nakke, Sandheden uden Hensyn. Istedetfor efter den skete fornærmelige Affærdigelse at gaa, satte han sig til Stuwitz's Forbauselse ganske roligt hen paa Sengekanten. Hvad der nu foregik mellem disse to kan ikke fuldt gjengives. Morten skar saa at sige Stuwitz's Ungdomsliv lang- SIDE: 321 somt op, Led for Led. Han glemte intet af, hvad han vidste, og gav sig derpaa med iskoldt Ironi til at be- lyse hans Forhold til Heggelund. I Stuwitz's Ansigt kom der en usigelig feig Angst; dets spage, krybende Udtryk mindede om et Rovdyrs, der angst gaar om i en Ulvegrav, hvori det uventet er faldt. Det afløstes et Øieblik af en Paroksysme af Ra- seri, hvorunder han saa ud til at ville bruge Vold- somhed. Men en Mine af Morten lod ham atter sætte sig. Det Speil, der holdtes ham for Ansigtet, viste imid- lertid efterhaanden et Billede, som Stuwitz selv tilslut begyndte at finde overdrevent og uretfærdigt. Og nu blev han igjen mere sig selv; thi han havde i Begyndelsen ligget moralsk under for Vægten af alle de Erindringer, der saa pludselig overvældede hans Samvittighed, og tillige for Frygten. Morten Jonsen havde gaat tungt paa, men havde der- under ogsaa selvforglemmende blottet, hvor ganske stykkevis og juridisk ufarlig hans Kundskab var. Medens Pupillen i det ene matte Øie skalv, sagde Stuwitz med et tirrende velvilligt Smil: "Gudbevares! - jeg vil jo ikke andet end min lov- lige Ret med Finnæsset, og den skal da ogsaa frem. - Men, hvor Deres ærede Mor kan være kommet ræ- kende fra i Verden, er sandelig mere, end jeg kan sige Dem, - - hvis hun ikke skulde staa i Kirkebogen som andre Folk!" Mortens Ansigt var blegt og oprørt; han saa Stuwitz tæt ind i Ansigtet uden at kunne faa et Ord frem - endelig udtalte han et - "Skurk!" - og gik til Døren. Stuwitz fulgte og sagde ved Udgangen haanligt: "De kan jo ogsaa søge Deres Ret! - Bevis kun ved Tinget alt det Nonsens, De har sagt mig her, min gode Morten Jonsen! Men De maa sørge for gode Vidner, véd De, - ellers blir man saa let dømt som Skumler!" Morten hørte endnu et ironisk venligt "Farvel" efter sig. Da han efter en lang, ensom Spadsergang, som be- lovet, kom op til Heggelund, bar hans Ansigt endnu SIDE: 322 Spor af den Bevægelse, hvori han havde været. Han fortalte ganske kort, at der intet Raad mere var for Finnæsset; han havde tænkt sig det før - sagde han fattet - og derfor opgjort sig den Beslutning isaafald at gaa til Amerika. Det, som gjorde ham saa ligefrem, var hans Stolt- hed; - thi Edel var inde i Stuen. Han var saagodtsom taus den hele Aften. Edel skjænkede selv hans The, og da han nævnte om Amerika, skalv Koppen i hendes Haand. Han saa hendes blege, tilbagetrængte Deltagelse og følte med en vis Smerte, at hun aldrig havde staat ham saa nær som nu, - der var noget i hendes Væsen næsten, som om hun erkjendte, at hun havde Skyld. Heggelund og Onkel Tobias havde efter deres Vane tidligt begivet sig til Ro, og han var en Stund alene i Stuen; han sad og legede i Tanker med en Brystnaal, som han holdt i Haanden. Lidt efter kom Edel igjen ned; hun var bleg og al- vorlig. Som han svarede paa, hvad han anede, hun havde i Tanke, sagde han med et Suk: "Ja, jeg gaar til Amerika - her har jeg intet mere at arbeide for!" "Finnæsset er dog ikke alt i Livet," - indvendte hun noget sagte uden dog at se hen paa ham. "Nei, Frøken Edel," - udbrød han overmandet af sin Bevægelse; - "men De er for mig Livet! - for Dem har jeg arbeidet, og paa Dem har jeg tænkt -" Han havde under dette reist sig og stod nu nær hende - "og nu" - tilføiede han med et vemodigt Udtryk - "jeg maaske ikke skal se Dem mere i dette Liv, vil jeg bede Dem beholde en Ting, som er mig inderlig kjær, min Moders Brystnaal, - jeg vilde saa gjerne vide den baaret af Dem." Han vilde række hende Naalen; men den Haand, som modtog den, skalv, og han læste i hendes Ansigt og de sænkede Øine, der lige efter taarefyldte saa ind i hans, at ogsaa hun elskede ham. SIDE: 323 Han glemte alt og drog hende til sig; men lidt efter tog han sig igjen og sagde langsomt, idet han saa paa hende: "- men Fremtiden?" - "Den bygger vi to sammen," - hviskede Edel og lagde sin Haand trofast i hans. Da Jomfru Dyring siden saa ind ad Døren, sad de lykkelige der ved Vinduet i det svage Maaneskjær. Om Morgenen var Edel tidligere end ellers inde hos Faderen; hun havde paafaldende mange Ting at rette og ordne. Da gik hun med ét hen og tog ham om Halsen, saa at han maatte spørge, hvad der gik af hende, og hun aabenbarede ham da Forholdet. Han optog det med en Glæde, som om Morten Jonsen netop havde vundet istedetfor tabt Finnæsset; og det aftaltes, at Forlovelsen skulde offentliggjøres næste Gang han kom tilbage; men Jomfru Dyring anede det nok alt, mente Edel. Det var netop den Tid om Sommeren, da Finnerne opholdt sig inde paa Skorpøen, og Rygtet om, at Fin- næsset holdt paa at sættes til Auktion af Stuwitz, var ogsaa naaet did. Mathis Nutto var derved blet i høi Grad urolig; thi han saa sine Interesser paa nyt udsatte for alvorlig Fare. Da Morten Jonsen kom hjem, stod der flere nede paa Finnæsset, som i Stilhed søgte at læse Udfaldet af hans Reise ud af hans Miner, og blandt dem var Mathis Nutto. Men han kunde af hans Ansigt ikke forstaa andet end, at han maatte have reist heldigt. Han forespurgte sig dog den følgende Dag hos Ma- rina og erfarede da, hvordan det var gaat. Finnen kom flere Gange igjen, og det var Marina paafaldende, at han saa gjentagende og nøiagtigt spurgte efter Sammenhængen med denne Sag. Den SIDE: 324 sidste Gang kom han for at faa laant deres Seksæring nedover en Tur paa et Par Dage; men han talte ikke om, hvorhen han skulde. Hjemme i Teltet havde han en Tid været meget grublende af sig og om Aftenerne siddet og smøget med stærke Drag. En Morgen, som Stuwitz efter Vane gik ned for at aabne Kramboden, stod den gamle Fin udenfor og ven- tede. Hans Anelse sagde ham, at der var noget ube- hageligt paafærde, og for at undgaa Vidner sendte han straks Krambodsvenden og Bryggekarlen ned paa Sjøboden. Han søgte at skjule sin Glæde, da Finnen sagde, at han var kommet for at indveksle ogsaa de øvrige gamle Sedler, og han greb alt febrilsk i en Pengepakke, som han havde hentet inde fra Kontoret; - endelig fik han da Tag i disse Sedler, for hvilke han i saa mange Aar havde havt en Panik i Blodet! Mathis tøvede imidlertid med at trække Skindbogen frem og rykkede nu først ud med sit egentlige For- langende. Han vilde have Brev og Indgaaelse for, at der ikke blev holdt Auktion paa Finnæsset for Gjælden der; - Finnen mente, det var gammel Aftale dem imellem, at han skulde lade Finnæsset være i Fred. Stuwitz svarede ikke paa en god Stund; han var rød i Ansigtet; Raseri og Frygt arbeidede i det. For hans Angst opsteg disse Sedler nu tillige som Vaaben i Morten Jonsens Haand, og han følte, at han maatte kjøbe dem for, hvad det saa skulde være. Stuwitz fristede ham længe forgjæves ved forskjel- lige personlige Tilbud; men Mathis var utilgjængelig, og han bekvemmede sig da, som han sagde, til at skrive den forlangte Erklæring, hvilken han stilede som et Brev til Morten Jonsen. Finnen lod imidlertid endnu ikke fornøiet, - han vilde, at nogen hos Heggelunds først skulde læse den, for at han kunde være tryg paa Indholdet. Stuwitz satte sig nu forunderlig myg til at skrive et nyt Brev; hans Hænder rystede, og han holdt gjentagne SIDE: 325 Gange inde, som om han endnu tænkte paa Mulig- heden af at slippe. Finnen saa imedens til med en plirrende Mine, - han nød den Triumf at have fanget ham. Efter en Stunds Forløb kom Mathis igjen ned paa Kramboden, hvor Stuwitz angst sad og ventede; thi han frygtede for, at Finnen ikke vilde holde Ord. Og da kom denne ærligt frem med Sedlerne; men rigtig- nok paastod han under Vekslingen, at enhver af Rigs- dalerne maatte være værdt en Daler i de nye Sedler, og Stuwitz maatte føie ham. - - Hin Dag sad Andreas inde i Stuen og konverserede sin Kusine. Edel var da meget munter og tilsyneladende aldeles enig med ham i den gamle Sag, han atter var kommen til at røre ved, nemlig, at den egentlige Dannelse i Lan- det kun bares af Studenterne. "Jeg husker godt, hvor glade vi alle blev hjemme, dengang Du blev Gentleman, Andreas;" - men saa ret- tede hun det rask til: "dengang Du fik Artium!" I det Øieblik kom der Bud ind, at en Fjeldfin stod ude i Gangen og bad om at faa tale med Andreas. Det var gamle Mathis Nutto, som han kjendte af Udseende fra tidligere Dage. Finnen stod med et Pa- pir i Haanden, som han bad ham læse; - han vilde høre, om det bar rigtig Besked. Andreas havde neppe læst det, før han paa sin van- lige raske Vis fo'r ind i Stuen med den Underretning, at Morten Jonsen alligevel var berget, - her var sort paa hvidt for det - sagde han, og belavede sig just til i samme Fart at fare op til sin Onkel. Da saa han forundret, at Edel blev aldeles bleg, og hun strakte Haanden ud for selv at se Papiret. Efter at have læst det et Par Gange igjennem og nok en- gang, saa hun straalende lykkelig paa ham og sagde derpaa, som under en pludselig Taknemlighedsfølelse: "Siden Du har bragt mig den Efterretning, Andreas, saa skal Du ogsaa være den første, som faar vide, at Morten Jonsen og jeg er forlovede, - endda han ikke SIDE: 326 er Gentleman!" - lagde hun lidt skalkagtigt til; men hun havde Øinene fulde af Taarer og gik selv op og viste sin Far Papiret. Finnen havde ingen Tid til at lade sig traktere og maatte straks ned i Boden igjen til Stuwitz - det var bare det Papir, han vilde have læst. - Mathis fo'r meget fornøiet hjemover. Han landede i Jon Zachariassens Baadstø og leve- rede Marina Brevet, idet han fortalte hende Indholdet. Det var, sagde han, idet han skyndte sig opover, Løn- nen, fordi hun engang havde frelst hans Datter og hen- des Barn ude paa Skjæret; "men" - raabte han tilslut tilbage - "mister Du Brevet, taber Sønnen din Fin- næsset!" Marina skyndte sig da ogsaa lige nedover med det og kom aandeløs frem. GAMLE HISTORIER. Stuwitz var efter sin Færd mod Heggelund en meget ilde anset Mand i Distriktet. Enten det nu var for at komme i en bedre Stilling til Opinionen eller, fordi han virkelig trode at berolige sin Samvittighed med "gode Gjerninger", eller begge Dele, - saa var han ialfald den Høst reist hen paa Thinget i det Ærinde at faa oprettet sit Testament, efter hvilket nogle Penge ved hans Død skulde overgaa til et Legat til Bygdens bedste. Om Aftenen optoges Interessen paa Thinget af en Begivenhed, der blev fortalt om "gamle Raaden" hos Heggelunds. Ved Forliset af et Fartøi nordpaa i Finmarken i dennes yngre Dage var hans Broder, der førte Skibet, forulykket tilligemed sin Hustru og deres eneste Barn. SIDE: 327 Raaden havde i sin Tid anstillet mange Undersøgel- ser i Anledning af dette Fartøi, hvormed alt nok ikke var gaat saa rigtig til. I et Smykke, som Handelsmand Morten Jonsen havde foræret sin Kjæreste, Frøken Heggelund, vilde han nu have gjenkjendt den samme Brystnaal, som han selv engang havde foræret sin Broders Hustru. Det mærkelige var, at denne Brystnaal virkelig skulde være fundet i et Barns Klæder, som engang var reddet iland fra et Vrag, og dette Barn var Morten Jonsens Moder. Man kjendte Personerne, og det vakte en egen Stem- ning saadan at tænke sig dem i en Roman lige udaf Omgivelserne. En af de tilstedeværende mindede om et Par lignende Beretninger fra Forholdene for endel Aar tilbage; men Interessen for disse laa dog fjernere, og Samtalen vendte snart tilbage til allehaande Gis- ninger og Formodninger om denne Sag. Provst Müller havde den hele Tid siddet stille og hørt til. Med ét sagde han paafaldende høitideligt og vendt mod Stuwitz, der ikke havde taget Del i Samtalen: "Jeg beder altid for dem, som ikke tør bekjende, hvad de bærer paa Samvittigheden; thi disse véd jeg, har det værst i Verden!" Stuwitz var blet graalig i Ansigtet og forsvandt lidt efter. At Brystnaalen var blet gjenkjendt, var gaat saale- des til. Edel havde en Søndag efter den Maade, hvor- paa hun altid var vant til at tale med Onkel Tobias, vist ham den nye Brystnaal, hun bar. Hun saa først noget efter hen paa ham og blev da forbauset over hans Adfærd. Han vendte Brystnaalen i Haanden, stirrede paa den og undersøgte den paa alle Maader og tog tilsidst ved at skyde en Plade til- side ud en lille snoet Lok Haar, som hun ikke havde vidst af, fandtes der. Den gamle Mand syntes aldeles overvældet og sad længe hensunket i Tanker. Lokken var, yttrede han endelig bevæget, hans Bro- SIDE: 328 ders Haar; selv havde han dengang til Erindring gra- veret sit Navnemærke T. St. ind paa Bagpladen. Da hun senere kom hen til ham, yttrede han paa sin afbrudte Maade: "Forunderligt! - Forunderligt! - Jeg syntes altid, at Morten Jonsen mindede mig saa om min Broder - saa lys, og især de Øine - og paa samme Vis djerv af Væsen -; de sagde altid, at min Broder Skibsføre- ren havde faat akkurat det til i Væksten, som jeg manglede!" Ud paa Aftenen sagde han livligt: "Jeg vilde gjerne være med i Bryllupet, Edel! - om jeg blir frisk nok - og nu maa Du skrive det altsam- men til din Kjæreste, saa skal jeg føie til nogle Li- nier til min Broderdatter." Han lagde et vist Eftertryk paa dette Ord, hvormed han betegnede Marina. - "Hun eller hendes Børn skal engang arve min Part af Lega- tet" - yttrede han Dagen efter. - I sine sidste Aar blev Stuwitz lam paa den ene Side, og om hans Gjerrighed og menneskefiendske Liv gik der uhyggelige Historier. Da Provsten Müller engang blev kaldt til hans en- somme Dødsseng, indsaa han, at Vorherre alt længst havde "indhentet" denne Mand. SLUTNING. At Edel og Morten var blet forlovede netop i de Dage, da alt saa umuligt og stængt ud for Sønnen, havde jo bidraget endel til at hæve hende i Jons Øine; - til Marina brugte han ialfald ikke længer Udtrykket "den fine Frøken". Men der sad dog som et Nag igjen. En Husmoder kunde vistnok nu tiltrænges dernede paa Finnæsset; men, om det var saa gavnligt, at en Datter af den fornemme Heggelund blev den, som skulde styre der - derom bar han sine store Tvivl. SIDE: 329 Han var i sin Misstemning nær ved at slutte saa, at, havde hun udrettet saa meget galt allerede, medens hun var udenfor, hvad skulde det saa ikke blive til, naar hun kom ind i Huset? - hun vilde naturligvis have Storstel, som hun var vant til. Jon og Marina havde siden flere Gange ifølge ind- trængende Anmodninger været inde hos Heggelunds i Besøg. De kom søndagspyntede og vilde altid reise igjen ud paa Eftermiddagen; - de forstod overhodet med en forunderlig Takt at iagttage sin Værdighed. Men der var hellerikke en mindre Finhed skjult i den Maade, hvorpaa Edel forstod at paavirke sin Kjæ- restes Fader - det var, som hun havde gjættet, hvad han tænkte om hende. Morten og Edel havde en dyb Erkjendelse af, at de havde ladet Aar gaa fra sig - og maatte bøde derfor. Var de nu enige om noget, saa var det, at de herefter - saavidt det stod til dem - vilde bygge deres Frem- tid sammen. I Begyndelsen vilde de jo langtfra faa det overflø- digt; thi det havde kostet store Offre at faa betalt Stu- witz; men, takket være, at Finnæsset var et saa heldigt Sted, var det dog nu sket. Han vilde, at hun skulde følge ham hjem som hans Hustru allerede samme Vaar. Men Edel havde hertil i Jons Nærværelse yttret, at hun endnu "behøvede Tid". Og da Morten noget overrasket spurgte: "Hvortil?" - svarede hun: "Tror Du da, at jeg agter at gaa paa Stads hos Dig der paa Finnæsset? - Der er nok mange Ting i en saa- dan Husholdning, som jeg endnu har at lære, om Du skal være tjent med mig." Jon syntes, hun talte forstandigere end Morten. Men den Bestemmelse blev dog efter Sønnens Villie gjæl- dende, at Bryllupet skulde staa midt paa Sommeren efter første Jægtestevne. SIDE: 330 Det var herlige Sommerdage ude ved Skorpen. Havet laa mægtigt blaat udenfor i Solen. Fjeldene fjernt og nær, deriblandt Storbergskavlen nærmest, glittrede i forskjellige blaa, sommerdisige Fortoninger, og de trange Kløfter og Dalfører var sande Varmegruber af sammenklemt Sol, der pludselig tryllede en overra- skende Vegetation frem af hver Muldplet. Vaaren havde det Aar ladet vente usædvanlig længe paa sig; men var saa paa ganske faa Dage brudt frem med en saadan Magt, at Skaresneen inde i Dalen saas løftet op af den frembrydende friske Græsbakke. - - Jon Zachariasens lille Stue derude ved Hav- brynet var i en uvant Puds. Tunet foran den var om- hyggeligt flidd, Ruderne var ikke længer de gamle grønne, og den stod festligt med Bjerkeløv ved Døren. Med de gule Hesteblomster og det korte, buskede Græs paa Tørvetaget, i hvis ene Hjørne en liden løvfuld Dvergbirk grenede sig som et Billede af Eierens eget uveirshaarde Liv, - syntes den sig selv lidt fremmed i den uvante Puds. Der var ingen hjemme og Døren var aflaast; - men gjennem de nye, klare Ruder skinnede Solen i Ensom- heden med to runde, gule Briller lige ind paa den gamle Væggeplanke derinde og illuminerede Begyn- delsen og Slutningen af Bogstaverne. Jon og Marina var med deres Børn fraværende i deres Søns Bryllup, der havde staat for to Dage siden inde hos Heggelunds, og de var nu tilligemed Parret den Dag ventendes hjem. I Bryllupet havde der ikke været mange Gjæster, da man havde lagt an paa, at det skulde holdes smaat og i Tarvelighed. Men Jomfru Dyring, der hin Dag var straalende og stor, som om et Skjær af hendes Husmoders Aand hvi- lede over hende, havde jo ikke kunnet holde sig denne Tanke ganske efterrettelig. Hun repræsenterede nu Spindesiden i det Hus, der skulde være hendes Alders Hjem, og vilde ikke fundet det overensstemmende med dets Værdighed, om Bordet SIDE: 331 havde opvist færre Retter, end da den anden Søster blev gift. Glæde havde der været i Ordets sande Betydning. Ogsaa den gamle Væggeplanke havde været med i La- get. Provst Müller havde løftet sit Glas til dens Ære: "Paa en sprukken, havslagen Planke," - sagde han - "der havde ligget i et Vrag med slimet Grønske om sig, havde Gud skrevet et Løfte om Fremtiden ind paa Væggen i en liden Hytte. Efter en haard Livets Strid sad hun, der engang som hjælpeløst Barn var ind- strandet paa den, nu som en ældet, lykkelig Moder og læste dens Bogstaver malede i Speilet paa Sønnens nye Jægt og," - endte han, vendt mod Onkel Tobias - "denne gamle Mand, hvis Sorg og Længsel har været hans tabte Familie, er ikke den, som idag sidder i mindst Glæde; thi det er den gamles høieste jordiske Velsignelse, naar ham gives at se en Fremtid efter sig i sin Slægt. Men Aarsagen, hvorfor denne Planke saadan er vok- set op til et nyt Skib igjen, er, - at Vorherre har styret den." Til denne Tale lagde Jon Zachariasen paa sin enfol- dige Bondevis et "Amen". Ind Sundet ved Skorpøen seilede i den smukke Dag et Par festlige Fembøringer, der modtoges med Skud fra forskjellige Steder langs Landet. I den første Baad sad Bruden og Brudgommen med hans Forældre Jon Zachariasen og Marina samt Onkel Tobias, og paa Toften nær dem Elias Røst, der havde paastaat at ville ro Æresskyds for Parret. Ogsaa An- dreas Heggelund var med. I den anden Baad bemær- kedes blandt flere Mortens Broder Eilert og hans smukke Søster Christine. Paa Finnæsset stod nu foruden de Bygninger, der tilhørte Bedriften, øverst oppe i Bakken en enetages Stuebygning med store klare Ruder; den var endnu SIDE: 332 kun indredet og møbleret i den ene Side; - men, hvad der ikke var, kunde komme. Bag det hele stod Fjeldet med sit Hang af Løvtræer - Finnerne havde det Aar, som vanligt, alt drevet sine Rener op ad Skaret. Den store, nymalede Sjøbod kom dem ved Dreiningen om Næsset pludselig isigte, og lige udenfor paa Bugten laa Morten Jonsens Jægt "Fremtiden" og flagede. Da lod Elias Røst Seilet falde; de i den anden Baad gjorde det samme og løb ind til dem. Elias Røst trak et langt Stykke Papir op af Bryst- lommen paa sin Trøie. Han oplæste, trampende med den ene Fod i Baaden Takten efter Versemaalet, et Digt til Brudefolkene. Det var nedtegnet med stor Skrift og høitidelige Frakturbogstaver foran hvert Vers og lød saa: En Fembøring under Seil er et lysteligt Syn naar den vasker i Sjøen for "tre Kløers" Vind og en Høvedsmand god ved sit Styre; ja, naar Odder og Næs flyve pilsnart forbi, maa sig glæde den Fisker, som sidder deri, fast at Sjøskvættet væder hans Hyre. En Fembøring er paa Havet saa lidet et Skal, medens Bølger gaar om den som Bjerg og Dal, og den skal sig i Uveiret klare; ja, der ros i Sjøen med Møde mangt Tag, og der seiles til Ripen saa mangen en Dag, hvor det gaar gjennem Tyngsel og Fare. Men en Jægt under Seil er et frydeligt Syn, naar den stævner til midtmasters ladet til By'n og med Frugten af Vinterens Dage, naar den ankrende flager der foran sit Hjem, fordi alting er kommet saa velberget frem, og den Velstand nu bringer tilbage. En Fembøring under Seil kommer ranksæt og fin, den bærer to unge til Hjemstøen ind, og saa smukt den i Sundet sig speiler; - men hans Baad blev alt ude paa Havstykket prøv't, og paa Toften der sidder en Høvedsmand øv't, der varsomt i Alvoret seiler. SIDE: 333 Væggeplanken staar endnu i den lille Hytte, hvor de to gamle bor, uden at ville flytte. - Jon Zacharia- sen og Marina nyder der en fredelig Alderdom. Morten Jonsen paa Finnæsset nævnes nu som en af de driftigste og solideste Handelsmænd nordpaa, og hans meget udvidede Sted anløbes af Dampskibet. Der bor en lykkelig Familie med flere Børn, og Edel har særligt Ry for at være en dygtig Husmoder. Af og til kommer Andreas Heggelund did i Besøg, og der gjøres da altid Stas af ham. Han bliver neppe "Amtmand", men staar sig over- maade godt som Sagfører. Morten Jonsen nærer sin gamle Svaghed for ham, og en ikke ringe Del af sine Forretninger skylder han hans Indflydelse. I Begyndelsen reiste Andreas hvert Aar til Tromsø, hvor han holdt af at optræde paa sin gamle Dandyvis. Men saa traf han deroppe oftere Julie Schultz, og En- den blev, at de blev gift. Han er fuldt overbevist om, at hun er hans første og eneste virkelige Kjærlighed, og hans Hustru tror det; - men hun slipper ham alli- gevel kun høist nødig til Tromsø.