Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, 
korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i 
Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste 
av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, 
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, 
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene 
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

SIDE: 1

Den 6te Februar 1905.

JEG havde ophørt at skrive og var saa lei af
at læse, hvad de andre skrev, at jeg ikke
viste, hvad jeg skulde tage i min Haand. Fra
Ungdommen var vi saa forskræmte og saa uvi-
dende, at skjønt jeg nok følte, at det eneste, jeg
nu kunde læse, maatte være Historie, gik der
dog en lang Tid, inden jeg fik Mod til paa
egen Haand at tage fat.

Det laa jo i os, at det kan ikke nytte at læse
Historie uden at tage det grundigt; og det grun-
dige var at begynde med Begyndelsen, - saa-
ledes som de havde slæbt os ubarmhjertigt
henover Ninives og Babylons Ruiner, fra Xerxes
til Hystaspis - lige til Nabokodonozor, som
gik paa Marken og spiste Græs.

Naar jeg nu endelig tog Mod til mig og
spurgte mig selv, hvad jeg helst vilde vide hi-
storisk Besked om, fandt jeg snart ud, at jeg
mest af alt trængte til at forstaa den Reaktion,

SIDE: 2

som jeg kjendte brød ind over os alle efter
korte Opsving i Slutten af Aarhundredet, og jeg
besluttede uforsagt at give mig i Kast med
Wienercongressen.

I tre-fire Aar - fra 1895 til 1898 - fik
jeg da fra Universitetsbibliotheket, hvor de var
utroligt snille og hjælpsomme, alt, hvad jeg i
min Ensomhed og paa egen Haand kunde fin-
de i Katalogerne, og jeg begyndte at læse. Jeg
har bestemt mig til, at jeg ikke vil nævne Bø-
ger eller citere Kilder, men kun fortælle, hvor-
ledes det gik med mine historiske Studier, og
hvad Udbyttet blev.

Det gik nemlig saa, at tiltrods for min Plan,
blev det mig efterhvert umuligt at læse Reak-
tionens Historie fremover fra Wienercongres-
sen til idag. Det var, somom alt, hvad jeg fik
fat i, svingede om noget, som laa bagenfor. Jeg
kom ikke et Skridt fremover; men jeg nødtes
til at følge med i den Ring, hvori alt bevæge-
de sig: Mennesker og Tanker. Jeg vilde af al
Magt fremover fra mit Udgangspunkt, men jeg
maatte enten jeg vilde eller ikke vende mine
Øjne did, hvorhen alle saa; og tilsidst saa og-
saa jeg bare den ene lille Mand med korslagte
Arme og Hatten paatvers; jeg kastede alt an-
det og tog fat paa Napoleon, som jeg udtryk-

SIDE: 3

kelig havde besluttet ikke at medtage i mine
historiske Studiers Plan.

Wienercongressen tænker jeg mig altid i to
sammenhængende Caricaturer fra den Tid. Paa
det første Blad sidder alle Evropas Souverainer
som Smaabørn med Papirkroner paa Hovedet
omkring et langt Bord, hvor de leger med Kano-
ner og Tinsoldater. Da kommer den Officer,
som bragte Efterretningen fra Consulen i Li-
vorno, at Napoleon havde forladt Elba; han
bringer et nyt Legetøi - en Æske, som han
sætter paa Bordet under Børnenes spændte
Forventning.

Pludseligt springer der op af Æsken en liden
Mand med korslagte Arme og Hatten paatvers;
og paa det andet Caricatur-Blad ser man saa
alle Souverainerne paa Hovedet under Bordet,
medens han staar alene igjen mellem det væl-
tede Legetøi. Jeg har tænkt mig disse Carica-
turer saa livagtigt, at jeg ikke længer ved, om
jeg har seet dem, eller læst om dem, eller om
jeg ikke selv har fundet op det hele; for ak-
kurat saaledes gik det til.

De blir saa underligt smaa baade Fyr-
sterne og deres Stormænd, som de gik i de
gamle festlige Sale i Wien og kroede sig for
hinanden og for Damerne - som Haner-

SIDE: 4

ne i en Hønsegaard, naar Høgen er fløiet
forbi.

Den frækkeste blandt dem er Metternichs Pri-
vatsekretær Gentz. Alle Tidens fine Laster har
i ham forenet sig med en Simpelhed, der al-
drig blinker eller blues for noget; han kryber
i Støvet, og der findes ikke den Gemenhed,
han ikke lader sig bruge til. Men samtidig ser
han Intrigernes og Rænkernes Traade bedre
end nogen anden, og i sin Dagbog noterer han
til sin egen Opbyggelse:

Da jeg ikke har nogetsomhelst at bebrejde
mig selv, er det saa langt fra, at det nedslaar
mig - mit intime Kjendskab til den elendige
Trafik, som drives her og til de nederdrægtige
Mennesker, som regjerer Verden. Det morer
mig tvertimod og jeg nyder det hele som et
Skuespil, der gives expres for min Fornøjelse.

Han aalede sig frem og fik i Grunden en
enorm Indflydelse, skjønt hans officielle Stilling
var saa ringe i en saadan Forsamling af Glans-
billeder; men han lod sig ikke dupere. Efter
en Middag, som han selv gav, skriver han i
sin Dagbog:

Jeg tog næsten ingen Del i Conversationen.
Metternich og Talleyrand førte Samtalen ad de
sædvanlige Veje. Men jeg følte mere levende

SIDE: 5

end nogensinde, hvor Livet er tomt, og hvor
de Mænd er svage, som holder Verdens Skjæb-
ne i sin Haand; medens jeg nød min egen
Overlegenhed uden at gjøre den gjældende; thi
disse Herrers tomme Pjat havde ligesom bredt
en Taage over min Aand.

Saaledes er de igrunden allesammen. En utøi-
let Vigtighed havde grebet dem alle efter disse
Angstens og Ydmygelsernes Aar, hvor Alting
havde staaet paa Hovedet paa den allerbeklage-
ligste Maade. Hvad alle disse Evropas bedste
Familier havde lidt i Tab af Rigdomme og God-
ser og i virkelig Sorg over al den straalende
Ungdom, som var falden i disse Aar eller vendt
tilbage saarede eller lemlæstede fra disse Slag-
marker, hvor der bare havde vanket Nederlag
og Ydmygelser. Men næsten værst af alt, hvad
de havde maattet finde sig i af ham den Ene,
hvis Navn de ikke kunde faa over sine Læ-
ber, som havde opholdt sig i deres Slotte, so-
vet i deres Senge og spredt dem foran sig eller
tvunget dem til at komme og bøie sig for ham.

Og alle de Skuffelser, naar Damerne ved de
gamle Hoffer flokkedes jublende om den unge
støvede Adjutant, som havde bragt de første
Efterretninger fra Slagmarken i den almindeli-
ge Stil:

SIDE: 6

Franskmændene angreb med 20,000 Mand et
Corps Russere paa 5,000 Mand under Fyrst
Bagration. 
Buonaparte var selv tilstede. Rus-
serne slog sig gjennem, huggede de Franske
ned som Siv, dræbte Marechal Soult og naaede
Hoved-Armeen efter en glimrende Kamp; -
og saa - et Par Danse senere paa Natten
en Løben i Trapperne, en Forfærdelse, en Ræd-
sel, en Flugt gjennem alle Corridorer og Bag-
døre: Franskmændene er foran Byen; Mare-
chal Soult - Hertugen af Dalmatien - kan
være i Slottet, før Sol gaar op!

Alt dette var forvundet, da de mødtes i Wien
og gjenfandt hinanden: Keisere og Konger og
store Slægtsnavne: Metternich, Schwarzenberg,
Hardenberg, Castlereagh, Nesselrode - og over
dem alle Talleyrand med sin lamme Fod, der
aldrig snublede.

Der var ingen af de andre, som kunde
maale sig med ham i nogen Last eller i no-
gen Upaalidelighed. Men alligevel var det ik-
ke som en Mester i alt ondt og foragteligt,
at han ragede op over hele sin Tid. Men
Tiden var saa ussel, at ingen kunde komme
denne Overlegenhed nær - ikke engang Na-
poleon havde kunnet løfte sig over ham; og
derfor blev han ved at gaa fra Tid til Tid som

SIDE: 7

et Falskhedens Tegn, Ingen kunde kaste den
første Sten paa.

Naar han tilslut hviskede til Louis Philippe,
da han svor ham Troskabs-Eden: Sire! dette
er den trettende! saa forarges vi mindre over
dette Menneskes bundløse Falskhed; men vi
gribes mere af Foragt for den Fyrste, som tog
imod denne 13de Ed og for hele den Samtid,
som havde staaet og bukket til alle disse høi-
tidelige Løgne.

Det Overlegne ved Talleyrand kaster Tidens
Politik i dens kolde Falskhed til begge Sider
ligesom Snefaner, medens hans Skikkelse skjæ-
rer sig frem med noget lunt beroligende og
samtidig med noget saa klart og skarpt, at det
minder om den mest hensynsløse Oprigtighed.

Efter den anden Restauration kom der en
fin fransk Emigrant til ham og bad om Talley-
rands Anbefaling til en passende Tjeneste ved
det nye Hof.

Gjerne; men paa hvilke Fortjenester støtter
De Deres Andragende?

I de hundrede Dage fulgte jeg Kongen til
Gent.

Ja, er De nu ganske vis paa det? fulgte De
virkelig til Gent? eller var de bare blandt dem,
som vendte tilbage? For - ser De - jeg -

SIDE: 8

Talleyrand - jeg fulgte nemlig ogsaa til Gent,
og der var vi en syv-otte hundrede Menne-
sker omkring Kongen. Men da vi vendte til-
bage, var vi - saavidt jeg ved - femti Tu-
sinde.

Han var bestandig klar og fulgte aldrig med
nogen Strøm. Men hvorledes Strømmen vend-
te sig, kom den altid didhen, hvor Talleyrand
allerede havde fast Fod.

Alt i 1807 da han havde undertegnet Fre-
den til Tilsit efter Friedland, og da Napoleons
Stjerne stod for Verden som allerlysest, gjorde
Talleyrand den Bemærkning til sig selv: Nu
har altsaa hverken Sejren ved Jena, eller alt
det Blod, som flød ved Eylau, eller Triumfen
ved Friedland udrettet noget afgjørende. Polen
er ikke gjenoprettet; Preussen - blodigt og
lemlæstet er endnu ilive, forat hævne sig; Za-
ren som er slaaet og uden Armé har i Finland
faaet en Million nye Undersaatter. Allerede fra
dette Øjeblik viste Talleyrand, at Napoleon gik
nedad; han vendte sig mod andre Herrer og
begyndte allerede da at knytte Intriger med
Bourbonerne.

Paa Wienercongressen ragede han saa høit
op, at Ingen vovede med en Antydning at for-
bause sig over, at han ogsaa var der - og det

SIDE: 9

som Bourbonernes første Udsending. Hans Nær-
værelse passede til den gjenvundne Tryghed.
Naar hans lamme Fod slæbte glat hen over de
gamle Gulve i Wiens Slotte, saa viste man, at
det var forbi med de sølede Støvler, som brød
ind midt under Ballet; - og saa - alligevel!
dette pludselige choc gjennem dem alle: han
var der igjen: Napoleon havde forladt Elba!
hele den gamle Elendighed var over dem og
de gik atter paa Hovedet under Bordet og ile-
de hjem - hver til sit.

Ogsaa jeg forlod Wienercongressen og tog
fat paa Begyndelsen: Napoleon Bonaparte er
født den 15. August 1769; og eftersom jeg læ-
ste, noterede jeg mange Smaating, som jeg nu
stiller sammen paa min Maade.

SIDE: 10

HAN egnede sig ikke til at gjøre Tjeneste i
noget politisk Parti, og det var ene og
alene som Officer, at han i Republikens senere
Aar begyndte at tiltrække sig Opmærksomhe-
den. Men fra hans Ledelse af Toulons Erob-
ring - Byen var falden i Hænderne paa de
Engelske - blev hans Talent i den Grad aner-
kjendt i militaire Kredse, at det i Virkeligheden
var General Bonapartes Planer, som raadede
for Krigen i Italien; medens han endnu selv
kun var Divisionsgeneral.

I 1796 erholdt Bonaparte Overkommandoen
over Republikens Tropper i Italien. Han var
da 27 Aar gammel, og samme Aar giftede han
sig med Josephine.

Den 12. April leverede han Slaget ved Mon-
tenotte - et af de første i Rækken af atten
store ordnede Feldtslag, som han vandt før Fre-
den til Campo Formio i 1797, og om hvis Nav-

SIDE: 11

ne der endnu staar den første festlige Glans:
Millesimo, Mondovi, Lodi, Arcole, Rivoli.

Dagen efter Slaget ved Montenotte, da alle
de forskellige franske Hærafdelinger, som hid-
til havde kjæmpet hver paa sin Kant og seet
lidet til hverandre - da de allesammen i det
klare Solskin kom marscherende ind paa Slet-
ten og tog sine Pladser langs den blinkende
Bormida - uden Forvirring og uden at kom-
me iveien for hinanden, da gik det med en
Gang op for de gamle Soldater, at her var
kommen en ny Ledelse.

Og paa den samme Dag fødtes den Tillid og
Begejstring, som senere og bestandig stærkere
samlede sig om den unge Chef. Alle - Gene-
raler som Soldater - overgav sig til ham for
Livet. Og heraf kom den punktlige Lydighed,
den blinde og uimodstaaelige Tillid, som blev
den dybe Aarsag til den Lykke, som siden
fulgte Bonapartes overlegne og dristige Combi-
nationer.

Medens allerede ikke blot Frankrige, men
endog hele det krigerske Evropa begyndte at
lytte efter hans Navn, var det ikke mindre be-
tegnende, hvor snart Republikens gamle Sol-
dater veirede den store Fører. De var vant til,
at der sendtes dem noget af hvert fra Regje-

SIDE: 12

ringen i Paris - snart virkelige Officerer, snart
andre Folk, som Revolutionens bevægede Ti-
der bragte ovenpaa. De gamle Soldater i Italien
havde derfor sin egen Maade, naar der kom
nogen, de ligte.

Efter Slaget ved Lodi fremstillede der sig
foran General Bonapartes Telt en Deputation
af gamle Grenaderer, som meddelte ham, at
han af Armeen var udnævnt til Corporal; ef-
ter Castiglione blev han Sergeant. Bonaparte
var klog nok til at forstaa og sætte Pris paa
disse Udmærkelser; og sidenefter i alle hans
Felttog - ogsaa i Ulykkens Dage, gik der et
Smil over hans Ansigt, naar en gammel Gre-
nader fra Rækkerne kaldte ham le petit Ca-
poral!

Armeens Kjærlighed og Ængstelighed for den-
ne Fører, som aldrig skaanede sig, blev ogsaa
allerede i 1797 Aarsagen til Oprettelse af en
Æresvagt for General Bonaparte, da han paa
et hængende Haar nær var bleven fangen af
Østerrigerne. Det var af dette Guidernes navn-
kundige Corps, at Napoleon senere dannede
sin Garde, og det var som Oberst i Guiderne,
han helst bar Uniform - grøn med røde Op-
slag.

Escadronchef Bessières, som netop med sex

SIDE: 13

Mand havde erobret 2 østerrigske Kanoner ved
Roveredo, fik Commandoen over Livvagten og
Ansvaret for Generalens og senere Keiserens
Liv. Han commanderede Garden til 1812 som
Marechal og Hertug af Istrien.

De dukker allerede frem - de første Nav-
ne omkring Napoleon, som siden steg med ham
i Glans. Men over ingen af de senere store
Krige, hviler der saameget Solskin - man
kunde næsten sige saa megen festlig Gemyt-
lighed - som over de to første Feldttog i Ita-
lien. Naturligvis gik det paa Livet løs, og Kug-
lerne var ligesaa ubarmhjertige da som senere,
naar de traf. Men det gik saa overlang; Fien-
derne saa hinanden bale og stræve med de
lange Ladestokker, bide Patronerne af, komme
Fængkrudt paa Panden, tage et langt Sigte og
klikke mangfoldige Gange, før det smalt - især
i Regnveir. De lange Artilleri-Afstande kjendte
man ikke til; man blev ikke overdænget som
nu med Granater fra selve Luften.

Ligesom General Sandels fik se Sven Dufva,
hvor han sloges, saaledes sad ogsaa Friedrich
Wilhelm paa sin Hest i en Træfning ved Frank-
furth i 1791 og beundrede en af Republikens
Grenaderer, som sloges ganske alene paa en
liden Bro, så ingen Djæfvul slapp öfver.

SIDE: 14

Kongen lod ham uskadt tage tilfange og sag-
de til ham: Du er en brav Karl! men det er
Skade, at du kjæmper for en slet Sag.

Borger Wilhelm! svarede Soldaten; vi to er
ikke enige i det Kapitel; lad os hellere tale om
noget andet.

Men helst i Italien tog Krigen sig noget un-
derlig ud, fordi de franske Officerer var unge
og galne, saa de overraskede og forbløffede de
methodiske Østerrigere og skræmte Livet af de
lidet modige Italienere.

Selve Overgeneralen - den unge Bonaparte
- gav Exemplet. Han red med faa Folk -
foruden sin Generalstab og en Del andre Of-
ficerer gjennem en liden By Lonato. Dagen før
Slaget ved Castiglione, da Byen pludselig blev
omringet af en stærk østerrigsk Afdeling, hvis
Commandant sendte en Parlementair med Op-
fordring til de Franske om at overgive sig som
Fanger.

Bonaparte lod Parlementairen binde for Øi-
nene - som Skik var - og førte ham midt
ind i en Kreds af høie Officerer og talrige Uni-
former. Idetsamme den fortumlede Parlemen-
tair fik Bindet af og saa den glimrende For-
samling, raabte Bonaparte med skrækkelig Stem-
me: Rid strax til Deres Chef og sig ham, at

SIDE: 15

jeg giver ham otte Minutter til at nedlægge
Vaabnene; han er kommen midt ind i den fran-
ske Armé; spilder han Tiden, er alt Haab ude!
Parlementairen for afsted, og den østerrigske
General blev saa forskrækket, at han overgav
sig med 2,000 Mand og 4 Kanoner.

Og engang i 1796 kom Lannes som ung Ba-
taillonchef under en Recognoscering lige ind-
paa en Afdeling paveligt Rytteri paa 300 Mand.
Selv havde Lannes med sig to-tre Officerer
og otte-ti Ordonanser.

Lannes red øjeblikkelig løs paa den pavelige
Officer, som alt havde givet sine Folk Ordre
til at trække blank og gribe an; - "hvor tør
De vove?" - skreg Lannes; "øjeblikkelig Sab-
len i Skeden."

"Subito!" - svarede Officeren.

"Lad Deres Folk stige af og lad dem føre
Hestene til mit Hovedkvarter!"

"Adesso" - svarede den pavelige Officer og
adlød.

Det minder om Tordenskjold, da han blev
saa lei af at ligge udenfor Marstrand og vente
paa, at den svenske Flaade skulde stikke ud.

Tilslut gik han op i Byen, fandt frem til det
Hus, hvor de svenske Admiraler sad og drak
eller raadslog.

SIDE: 16

"Hvad Fanden nøler I efter?" raabte Tor-
denskjold ind ad Vinduet.

Saa kom da endelig den svenske Flaade ud
og blev strax afbanket.

Subito!

Hertugen af Montebello var i mange Ting
lig Tordenskjold, hensynsløst modig, bestandig
midt i Ilden; men og en kold, aarvaagen Be-
falingsmand, der beholdt Ledelsen i sin Haand,
om det gik aldrig saa galt. Det var i det første
italienske Feldttog, at Bonaparte blev opmærk-
som paa, hvorledes Bataillonschef Lannes førte
sine Folk i Slaget ved Dego. Siden blev de
uadskillelige, indtil Lannes - som Marechal
og Hertug af Montebello faldt ved Esslingen i
1809. Han var den blandt Generalerne som
længst kunde bevare den gamle Tone overfor
Keiseren, og sagde du til det siste; men saa
døde han ogsaa midt i sin og sin Herres Glans
og slap for de onde Dage, som for saa mange
af hans Kammerater blev Prøver, de ikke be-
stod, eller som ialfald gjør mange Ting saa
uklare omkring Napoleon paa Slutten.

Lannes var af de Officerer, som bestandig
blev saarede; og det var igrunden ikke til at
undres over, saa uvorrent som han udsatte sig.
Men saa var der andre ligesaa forvovne, om

SIDE: 17

hvem det sagdes mellem Soldaterne, at de var
usaarlige - saaledes Masséna.

Om Lannes blev det sagt, at han havde den
Eiendommelighed, at Kuglerne slog sig flade
mod hans Ben.

Paa Toget til Syrien fik han en Kugle i Tin-
dingen og styrtede til Jorden; de troede, han
var død. Men det viste sig, at Kuglen var lø-
bet hen over Hjerneskallen og sad fast bag i
Huden, hvor man med Lethed skar den ud.

I Slaget ved Aboukir, hvor han endnu led
af Saaret i Hovedet, fik han en Kugle paa nært
Hold, der rammede ham paa Læggebenet, slog
sig flad og løb rundt Benet, forat blive sidden-
de bag i Læggen. Han fik i Tidens Løb ogsaa
flere andre Saar, inden en Kanonkugle knuste
begge hans Knær ved Esslingen i 1809.

Saaledes var Lannes en af dem, der blev
trufne, da de sammen med Generalen og for
at dække ham, løb over Broen ved Lodi; men
den tapre unge Officer Muiron faldt død midt
paa Broen foran Bonaparte.

Muiron var en af de Officerer som Bona-
parte allerede havde opdaget og som skulde
blevet til noget stort i hans Haand. Thi dette
var og blev igrunden Avancementet i Napo-
leons Hær, hvor store de end blev, at han selv

SIDE: 18

opdagede og holdt Øie med Officererne; og
dette viste de. Hans Personalkjendskab var saa
stort og nøiagtigt over alle hans Armeer, at
han kjendte sine Officerer ligesaagodt som en
almindelig Tropfører kjender sine faa Folk;
og dertil havde han et Blik til at opdage hver
Enkelts herskende Evne og en Menneskekund-
skab, som kun yderst sjelden tog feil.

Det hændte i et af de italienske Feldttog
Aftenen før et stort Slag, at en simpel Soldat
traadte ud af Geledet, - som de saa ofte gjor-
de efter republikansk Skik og sagde: "Borger
General! - jeg ved, hvorledes du vil slaa dem
imorgen;" - og dermed begyndte Soldaten at
udvikle en Slagplan.

Men Napoleon stansede ham i en Fart: Elen-
dige! vil du tie! - thi hvad den simple Sol-
dat sagde, var Ord til andet Bonapartes egen
Plan til Slaget, den han ikke troede fandtes i
Verden andetsteds end i hans eget Hoved.

Den næste Dag efter Slaget lod han hin Sol-
dat eftersøge - han havde mærket sig Regi-
mentet; men det store Feldtherre-Talent var
faldet i den simple Soldateruniform, og Napo-
leon mistede kanske en Marechal.

Men saa var der ogsaa i Armeen, dengang
han syvogtyve Aar gammel blev betroet Over-

SIDE: 19

kommandoen gamle prøvede Generaler og Of-
ficerer, som lidet var tilsinds at bøie sig for
den nye Mand.

Augerau, som var tolv Aar ældre, pustede
sig op og mente, han skulde ikke lade sig im-
ponere af den lille tynde Fyr fra Corsica; men
allerede da han kom ud fra den første Præ-
sentation, var han myg; og skjønt Augerau al-
drig var andet i Napoleons Øine end en tap-
per, men opblæst Pralhans og en uforbederlig
Plyndrer, steg han dog op til Marechal og Her-
tug af Castiglione og var med overalt indtil
Slutten, da han svigtede.

Thi ligesom Napoleon aldrig havde Yndlinge,
som fik beholde de høie Poster trods Udue-
lighed, saaledes viste han paa den anden Side
at paaskjønne og anvende endogsaa Mænd, der
var ham imod, og om hvis falske Færd han
gjennem sine Spioner havde fuld Besked.

Et Par andre af de store Navne omkring
Napoleon var alt fremme i 1796. Berthier, som
havde været med Lafayette i America og paa
Jamaica og som var avanceret til Oberst un-
der den gamle Kellermann - Sejerherren ved
Valmy - han blev en af Napoleons Genera-
ler, men især hans nærmeste Omgangsven.
Berthier var med paa Toget til Egypten; men

SIDE: 20

han fik Lov til at reise hjem, fordi han sagde,
han var syg; men det var nok helst, fordi han
var saa forelsket i Madame Visconti.

Ogsaa den stødige og uforfærdede Oudinot,
som levede lige til 1847, var med fra Italien.
Han steg hos Napoleon til Marechal og Her-
tug af Reggio. Oudinot førte altid Grenadererne,
som pleiede at marschere i Nærheden af Kei-
serens Person, og det var ham, som ledede
Infanteriet i de gode første Bayonet-Slag. Sol-
daterne var vante til at se ham midt iblandt
sig; han var af dem, som altid blev saaret, og
tilslut havde han - jeg tror - treogtyve Saar.

Foruden den haabefulde Muiron faldt i det
første italienske Feldttog General La Harpe,
som ved en Feiltagelse blev skudt af sine egne
Folk. Ligervis General Steingel - en Elsasser,
som Bonaparte siden altid nævnte som en ufor-
lignelig Forpost-General. Steingel var nærsy-
net og huggede med sine Husarer saa ivrigt
ind i Slaget ved Mondovi, at han blev dræpt
helt fremme i første Række som en simpel
Soldat.

Den gamle General Causse reddede Slaget
ved Dego, men blev liggende dødelig saaret. Han
sendte Bud efter Bonaparte og fik vide, at Sla-
get var vundet. Den gamle General vinkede

SIDE: 21

til den unge og døde, idet han raabte: Leve
Republiken!

Da Napoleon laa paa sit Yderste paa Sankt
Helena, hørte de ham raabe kort før, han
sluknede: Steingel! Desaix! Massena! gaa paa!
nu har vi dem! Det var hans første Gene-
raler fra hans Ungdomstid, som viste sig for
ham. -

De brave og vel dresserede Østerrigere, som
gik saa pene i hvide Uniformer med Pudder
og Pisk fra det ene Nederlag til det andet,
havde igrunden været en bedre Skjæbne værd.
Men deres forældede Krigskunst kunde ikke
staa sig mod den nye franske Methode; og des-
uden førtes de af saa mange hæderkronede
Generaler, der vare alt for gamle. Beaulieu var
80 Aar; Wurmser, som havde slaaet Republi-
kens Hære ved Weissenburg, Heidelberg og i
Pfalz - han var ogsaa gammel, Melas ligesaa;
Alvinczy var deres bedste General. Men over
alle disse stive Tropper med de gamle forstok-
kede Generaler, som blev harcellerede og bragt
ud af Fatning ved de Franskes uformodede og
letvinte Maneuvrer - over alt dette lagde der
sig uvilkaarligt noget af det pudsige, som altid
viser sig, hvor de Gamle kommer tilkort over-
for de Unge. Samtidig herskede der en vis

SIDE: 22

Courtoisi mellem Fienderne, - noget af den
Ridderlighed, som altid formilder Krigen, men
som dens nye ubønhørlige Former gjør alt
skjeldnere for hvert Aarhundrede. Da den gam-
le Wurmser endelig maatte overgive det ud-
hungrede Mantua, sendte den øverstcomman-
derende General Bonaparte den forholdsvis
gamle General Serrurier forat modtage Capi-
tulationen, paa det at ikke Gamle Wurmser skul-
de have den Tort at overgive sin Kaarde til
en ung Fyr paa syvogtyve Aar.

Foran Freden til Campo Formio holdt Bo-
naparte og Josephine virkelig et lidet Hof i
Slottet Montebello. Det formede sig allerede
strax saaledes for ham, at med det samme han
havde kastet Østerrige til Jorden for første
Gang, var det ham selv personlig, hvis Væsen
uden Tvang og uden Arrogance antog et Præg,
der tilkjendegav, at han tog Sigte saa langt læn-
ger frem end nogen fransk General før ham.
Og uvilkaarligt lagde hans Omgivelser sig no-
get anderledes tilrette, end det hidtil havde væ-
ret Tone og Skik i Republikens militaire Kredse.

Til Slottet Montebello kom Ministre fra Wien,
fra Kongen af Neapel, Udsendinge fra Paven,
fra Republikerne Genua og Venedig, fra Her-
tugen af Parma, fra de schweitzerske Cantoner

SIDE: 23

og fra flere tyske Fyrster; - Slottet lignede
næsten en kongelig Residens.

Uden tilsyneladende at forandre sig selv tog
den unge Bonaparte alvorlig og kold - som
altid - sin Plads; medens alle hans Omgivel-
ser - kanske uden at forstaa - gled ind i
den Formation, som fra nu af og i mange Aar
skulde blive den faste: han alene midt i Cen-
trum, og hele Verden i en Kreds omkring ham.

Diplomaterne - de fineste, Wien havde -
kom og prøvede sig paa ham. Der var ikke
den Ting, han ikke forstod, eller det Rænke-
spind, han ikke gjennemskuede, - langt min-
dre, at der fandtes noget under Solen, som
kunde skræmme ham.

Derimod tog han - ikke i Hidsighed, men
ganske kold og vel beregnende, hvad Indtryk
det vilde gøre paa de gamle Parykker - Ge-
neral Bonaparte tog det kostbare chinesiske
Theservice som Gesandten Kobentzl havde faaet
af Catharina den 2den og kastede det i Gul-
vet: "Saaledes vil jeg sønderknuse Østerrig,"
sagde han og red bort som en Stormvind.

Ja - saa kom de jo ilende efter ham og
bragte ham Fredstraktaten underskreven og fær-
dig - netop som han vilde have den.

Han begyndte ogsaa med sine storartede Pro-

SIDE: 24

clamationer til Soldaterne. Man siger jo, at de
øvede stor Virkning. Jeg for min ringe Del har
altid fundet dem lange og affecterede: men jeg
kan nu engang ikke taale Manifest-Stilen.

General Bonaparte overrakte selv Directoriet
Fredstraktaten til Campo Formio, og Paris gav
en Række Fester for ham og Josephine. Den
pragtfuldeste gav naturligvis Talleyrand, som
for Tiden var Udenrigsminister for Republika-
nerne. Kunster og Videnskaber kom og bøiede
sig for ham; David vilde male ham; og den
berømte Sangerinde Grassini, som han selv
havde ført med sig fra Italien, hun sang for
ham.

Men best som det var, erfarede Frankrige,
at 30,000 Soldater og 10,000 Søfolk, var truk-
ne sammen i Middelhavshavnene, og at der
gjordes umaadelige Rustninger i Toulon. De
første Generaler og mange Videnskabsmæn
skulde med paa denne mysterieuse Expedition.

Det var det underlige Tog til Egypten, hvis
Dybsindighed - ærlig talt - aldrig er gaaet
op for mig. Hvis det var lykkedes, var det vel
kommen for en Dag, hvilket Dommedagsslag
det havde været for England; men som det
gik, forblev alt efter mit Skjøn uklart; det mis-
lykkedes ialfald fuldstændig.

SIDE: 25

Den 9de Juni 1798 var den franske Flaade
foran Malta. Det var fem hundrede Seil, som
nærmede sig, og skræmte Stormesteren saa-
ledes, at Øen efter et Par Dages Underhand-
linger og efter nogle uskyldige Kanonskud
overgav sig til de Franske. Det var gaaet
saaledes for sig, at Maltheser-Riddernes Stor-
mester - en Tysker ved Navn Hompesch
havde modtaget 600,000 frcs. contant, samt
Sikkerhed for en aarlig Pension paa 300,000
frcs.; dermed trak han sig tilbage til Privat-
livet.

Maltas Hovedhavn Lavalette havde altid væ-
ret anseet som absolut uindtagelig; og da de
franske Officerer efter Capitulationen kom iland
og besaa Befæstningerne, var der en iblandt
dem, som sagde: Det var sandelig en Lykke
for os, at her var Folk herinde i Fæstningen,
som kunde lukke op; ellers var vi aldrig kom-
met ind.

Bonaparte havde altid et forunderligt Held
med sig, naar han passerede Middelhavet -
baade til og fra Egypten og senere fra Elba.
Nelson laa og krydsede under Malta; han hav-
de endog været inde i Alexandria 3 Dage, før
den franske Flaade kom, men var gaaet ud
igjen, forat finde Bonaparte, Nu kom den fran-

SIDE: 26

ske Hær uforstyrret i Land og Kampen be-
gyndte strax.

Efter Bonapartes Indtog i Cairo den 25de
Juli indtraf den store Ulykke, som gav Expe-
ditionen den første og afgjørende Knæk - nem-
lig den franske Flaades Ødelæggelse i Bugten
ved Aboukir den 1ste August. Nelson fandt
den endelig; og skjønt der var en dygtig fransk
Admiral, som forsvarede sig godt, saa var dog
enhver Flaades Skjæbne omtrent ligesaa beseg-
let, naar den traf Nelson, som en Landhærs,
naar den angrebes af Bonaparte. Det var og-
saa det svageste Punkt ved hele Planen til To-
get, at en fransk Flaade forudsattes at kunne
holde sig i Middelhavet, saa længe Lord Nel-
son var der.

Efter Toget til Syrien og de mislykkede
Stormangreb paa Fæstningen St. Jean d'Acre
fik Bonaparte i Cairo læse Aviserne hjemme-
fra og besluttede at vende tilbage til Frankrige.
Han efterlod sig et Brev til General Kléber,
hvori han overgav ham Overcommandoen i
Egypten med en Masse Instruktioner, medens
han selv med nogle faa Udvalgte i al Hemme-
lighed reiste ned til Kysten, hvor de indskibede
sig paa to Fregatter og naaede - ubegribeligt
nok Fréjus i Syd-Frankrige den 9de Oktober

SIDE: 27

1799 uden at have mødt et eneste af Lord
Nelsons Skibe, som ellers krydsede over hele
Middelhavet og opsnappede næsten alt, hvad
der passerede.

Det egyptiske Feldttog lignede i visse Maa-
der, men i en mindre Maalestok det russiske
Feldttog i 1812. Begge mislykkedes og tildels
paa Grund af den samme Mangel paa Kjend-
skab til Land og Folk, Geografi og Klimat. Og
fra dem begge listede Føreren sig hjem og lod
de andre sidde igjen med Elendigheden.

Det var derfor ikke til at undres over, at Offi-
cerer og Soldater, da de fik vide, at Generalen
var seilet hjem, syntes, at han skammeligen hav-
de forraadt og forladt dem midt i Egypten-Ørke-
nen, - ganske ligesom Keiserens Generaler
rasede mod ham om Morgenen den 5te De-
cember 1812 i Krasnoe, da det blev bekjendt,
at Keiseren om Natten var kjørt vestover mod
Frankrige overladende Levningerne af den sto-
re Armée til Kulden og Kosakkerne.

Men alle de Egenskaber, og Følelser af Solida-
ritet og Hensynstagen, som hos den gode Bor-
ger udvikler et Samsind, der bærer det daglige
Liv - det private som det offentlige - det
var altsammen ganske fremmed for Bonapar-
tes Natur; han har vist aldrig ofret noget af

SIDE: 28

sit eget for andre eller for det fælles. Naar
han gav, var det aldrig Offer; men det flød af
den Rigelighed, som var den høie Herre egen.
Om derimod nogen vilde forlangt af ham, at
han, hvor noget var tabt eller mislykket, skul-
de forblive paa Vraget for de Andres Skyld,
vilde uden Tvivl dette været ham en taabelig
Tanke af en Ideolog - som han sagde.

Han saa aldrig andet foran sig, stillede al-
drig andet Krav til sig selv end dette ene: at
fylde fuldtud det Maal, han selv havde lagt paa
sig; og dette var saa stort, at der aldrig blev
Tid til at tænke paa andre - eller til at stan-
se. -

- Over Toget til Egypten hvilede ikke Ita-
liens Solskin; der var en hedere Luft med
Tørst og Pest; og til den unge Generals Navn
klæbede der sig Skygger af Myrderierne i Jaf-
fa, hvor han maatte lade flere Tusinde Krigs-
fanger skyde, fordi der ikke var Mad til dem;
og den aldrig modbeviste Beskyldning for at
have givet en stor Mængde franske Syge, som
led af Pest, Opium, forat de ikke skulde falde
levende i Fiendernes Hænder under Tilbage-
toget fra Syrien.

Men i de navnkundige Slag ved Pyramider-
ne ved Thabor og i Landslaget ved Aboukir

SIDE: 29

faldt der ny Glans paa mange af de Navne,
som skulde blive de største omkring Napoleon:
Murat, Junot, Rapp, Lannes, Davoust og især
over Generalerne Kléber og Desaix, som blev
tilbage i Egypten.

Kléber var en tapper og duelig General -
kjæmpemæssig stor og en smuk Mand. Det
blev ham snart indlysende, at Bonapartes vidt-
løftige og uklare Planer med Egyptens Beva-
relse og Kolonisation var ganske uholdbar, og
han aabnede Underhandlinger med den en-
gelske Admiral; man var kommen saa langt,
at der var sluttet Overenskomst om Fransk-
mændenes fri Afmarsch. Men saa forlangte den
engelske Regjering hjemmefra, at de franske
Tropper skulde anses som Krigsfanger.

Herover blev Kléber rasende; han rejste sig
endnu engang og gjenerobrede hele Egypten.

Imidlertid havde General Desaix næsten lige
fra Expeditionens Ankomst holdt til i Øvre-
Egypten, hvor han ikke blot havde gjennem-
ført Landets Erobring som en Helt, men til-
lige vist saa store Evner som Administrator, at
de halvvilde Folk elskede ham og kaldte ham
den vise Sultan. Bonaparte kaldte de Ildens
Herre.

Den 14de Juli 1800 blev Kléber dræbt paa

SIDE: 30

Gaden i Kairo af en fanatisk Araber og De-
saix af en Kanonkugle paa Sletten ved Maren-
go, hvor han netop kom tidsnok til at frelse
Sejeren for Bonaparte.

Efter Kléber skulde General Menou føre
Overcommandoen i Egypten; men han var end-
mindre istand til at holde sammen paa den
umulige Koloni, som stadig plagedes af Eng-
lænderne. Menou var femti Aar gammel og saa-
ledes ældre end Bonapartes Omgivelser paa
den Tid; han laa i Strid med sine Officerer
og gjorde sig til Latter for hele Armeen ved
at gaa klædt som en Araber; han giftede sig
med en ung Egypterinde og indrettede sit Liv
paa østerlandsk. Napoleon behandlede ham al-
tid godt, og han døde som Gouverneur i Vene-
dig i 1810, - der siges af Kjærlighed til en
ung Skuespillerinde. I hans Hænder gik den
egyptiske Expedition fuldstændig istykker; -
og de siste franske Tropper førtes hjem paa
engelske Skibe, - dog ikke som Krigsfanger.

I det Aar General Bonaparte havde været
borte, var den franske Republik og de franske
Vaaben hjemsøgte af lutter Ulykker. Dette vi-
ste han allerede af de Aviser, Englænderne lod

SIDE: 31

ham faa i Egypten. Men først da han steg
iland i Frankrige, gik det op for ham, at mens
han var borte, havde hans Navn lagt sig saa-
ledes tilrette paa Folkets Læber, at han var
den, som alene kunde frelse Frankrige, han
alene nævntes overalt som Fædrelandets Be-
frier. Der var ingen, som tænkte paa den mis-
lykkede Expedition, han havde forladt; fra han
steg iland, mødte han den oprigtigste Glæde,
der steg til Begejstring fra By til By opigjen-
nem Frankrig, i Fest paa Fest lige til Paris;
og den umaadelige Kraft, som var i ham, lod
ham snart glemme, hvad der var mislykket,
og spændte hans Planer endnu høiere, end da
han vendte tilbage som Sejerherre fra Italien.

Men den unge, tørre og mistænksomme Gene-
ral Bonaparte var endnu ikke bleven den Mand,
som Lykken kunde narre eller beruse. I Paris,
hvor alting stod ham aabent, holdt han sig fra
først af tilbage næsten skjult. Han viste sig
neppe ved de store officielle Fester eller i The-
atrene. Men han arbeidede og intrigerede i Stil-
hed mod Landets daværende Forfatning - uden
Skrupler og fast bestemt som han var paa at
indføre i Politiken det Element, som nu var
det stærkeste - nemlig Arméen, hvilket igjen
var ham selv og ingen anden.

SIDE: 32

Den første Person, han stødte paa i sit hem-
melige Arbejde var naturligvis Borger Talley-
rand, som foreløbig ikke var Medlem af noget
Ministerium. Han var strax rede til at stille sig
til Disposition for den nye Kraft, som steg op.
Den republikanske Regjering bestod i 1799 af
de fem Directeurer, som Ingen brød sig om
samt af den lovgivende Forsamling. Bonaparte
vilde ingen Revolution, men et Statscoup uden
Kamp og Borgerblod. Den lovgivende Forsam-
ling blev flyttet til St. Cloud - langt udenfor
Paris, og Bonaparte bestemte sig ganske kold-
blodig til at opløse den med Magt, forat lægge
Styrelsen i andre Former, der aabnede Vejen
for ham.

Hans Hjælpere og Medsammensvorne var
den Gruppe af Mænd, som allerede havde sam-
let sig om ham, og som skulde blive Evropas
første Hærførere og Statsmænd; men som end-
nu ikke var andet end unge Officerer, som
gik efter sin Generals Ordre til en politisk Om-
væltning som til et almindeligt Cavallerichok.
Det var først hans nærmeste i Slægt Murat,
Leclerc - gift med Pauline, - Sebastiani fra
Corsica, desuden Lannes, Berthier og Moreau.
Bernadotte derimod holdt sig tilbage og viste
sig først, da alt var gaaet godt. Lucien, der

SIDE: 33

var Præsident i de 500's Raad gjorde paa Af-
gjørelsens Dag god Nytte - det var omtrent
den eneste Hjælp, jeg ved af, at Napoleon no-
gensinde fik af en af sine Brødre.

Tidligt om Morgenen den 9de November
1799 - det er den berømte 18de Brumaire
efter den republikanske Almanak, - begyndte
Tropperne at røre paa sig i Kasernerne.

General Lefebvre - Commandant i Paris
- havde faaet Færten af en Sammensværgel-
se. Han var allerede tidligt ude tilvogns, forat
faa rede paa Sagerne. Han mødte Oberst Se-
bastiani og spurgte ham strængt, hvorfor han
var ude saa tidligt med sine Folk uden Ordre?

"General Bonaparte vil tale med Hr. Com-
mandanten," svarede Sebastiani. Gaden var saa
trang, at Vognen vanskelig kunde vende, og saa-
ledes kom Lefebvre til at fortsætte fremover til
General Bonapartes Hotel, hvor denne strax
gik ham imøde og sagde: "De er en af Republi-
kens Støtter. - Hr. General Lefebvre! De og
jeg vil idag frelse Frankrige ud af Hænderne
paa disse elendige Advokater!"

"Advokater!" raabte den gamle General, "ned
med Advokaterne! - jeg er med Dem!"

Dermed sluttede den brave Lefebvre sig til
Bonaparte for Livet.

SIDE: 34

Da Bonaparte traadte ind i de 500's Raad,
opløftede der sig et stort Skrig mod Tyrannen,
medens Medlemmerne stimlede sammen om
ham med vilde Fagter, saa Grenadererne be-
gyndte at blive bange for deres lille Corporal.
Murat lod da Salen rydde, og det gik i saadan
Fart, at Folkets Kaarne tildels maatte springe
ud af Vinduerne; det var nu i Drivhuset, saa
det var ikke noget højt Spring; men det var
jo en politisk Voldshandling som mange aldrig
glemte Napoleon.

I det første Ministerium, Bonaparte dannede
som Første-Consul - der var 3, men ingen
brød sig om de to andre - skulde Talleyrand
være Udenrigsminister; men foreløbig udnævn-
tes i hans Sted en tyskfødt Mand Grev Rein-
hardt, som oftere blev benyttet af Napoleon i
administrative og diplomatiske Affairer. Denne
Grev Reinhardt var Broder til Consul C. F.
Reinhardt Grundlæggeren af Handelshuset i
Christianssand.

Som Minister for Politivæsenet optoges Fou-
ché, som Napoleon aldrig syntes at kunne und-
være, skjønt han gjennemskuede hans Rænker
og mangengang fik føle hans Falskhed. Tiltrods
for megen Lighed vilde det være urigtigt, om
Nogen vilde sige om Talleyrand og Fouché, at

SIDE: 35

de var to Alen af det samme Stykke; thi Tal-
leyrand var af det fineste Hanskeskind; men
Fouché var en gemen Rævepels.

Naar Talleyrand gled gjennem Partierne -
bestandig fin og overlegen, bedrog og forraadte
Fouché den ene for den anden, levede i og af
Ondskab, forhadt og foragtet af alle. Napoleon
afsatte ham og tog ham igjen; han gjorde ham
til Hertug af Otrante, og var mange Gange ra-
sende paa ham; men han kunde ikke leve uden
det fortrinlige Net af Spioneri, hvormed alene
Fouché forstod at omgive ham, og hellerikke
havde han nogen anden, som han mere ugenert
kunde bruge til de nedrigste Bestikkelser.

- I disse Consulatets fire Aar, som for Bo-
naparte visselig var hans Livs lykkeligste Aar,
samlede Frankrige sig efter Revolutionen; og
med den ukuelige Livskraft, hvormed dette
Land reiser sig, naar Uveiret er over, kom der
et fornyet stærkt Samfund tilsyne, i hvilket der
dog strax begyndte at gjære Kræfter, som un-
der den nyskabte Friheds Tegn samlede sig og
i al Hemmelighed løftede den ene Mand høit
op over Republikens Borgere.

Og hans enorme Evner udviklede sig eller
slap sig løs med en rivende Kraft, der omskab-
te alt, hvad han rørte ved.

SIDE: 36

Under disse mægtige smaa Hænder forvand-
lede Frankrige sig i en Fart. Kongernes Pa-
ladser blev Førsteconsulens og Borgerskabet
luftedes ud. Da han flyttede over fra Luxem-
bourg-Slottet paa den venstre Seinebred til
Tuillerierne og Louvre, var det en Ceremoni i
Stil og Pragt fuldt kongelig. I faa Dage for-
svandt den familiaire Tone fra Revolutionen; de
republikanske Former i Selskabslivet veg for
den kolde Hofluft, som snarligen begyndte at
fylde Tuilleriernes Pragtsale; man holdt op med
at sige Borger og Borgerinde, man begyndte
at klippe sit Haar og pynte sig. Aldrig skulde
man seet en Forandring saa pludselig.

Republiken var erkjendt af de evropæiske
Magter - undtagen af England. Der herskede
etslags Fred, og det gjaldt kun om at vinde
England. Bonaparte, som baade dengang og hele
sit Liv igjennem var saa langt borte fra Be-
gribelse af England og engelsk Væsen, tog
sig for at skrive et personligt Brev directe til
Kong Georg af Storbrittanien, hvori han paa
sin Maade søgte en Tilnærmelse mellem de to
store Nationer.

Svaret kom ganske tørt i Form af en Er-
klæring af Pitt i Parlamentet: England kan først
undertegne Freden, naar Frankrige er bragt

SIDE: 37

tilbage til sine gamle Grænser. Det Standpunkt:
aldrig under nogen Omstændighed at forlige
sig med Napoleon - det holdt England
trofast og urokkeligt, til det seirede. Og saa-
ledes maatte der være Krig i Evropa, saa læn-
ge denne Mand stod opreist.

Men i Frankrige var der Jubel og Lykke ef-
ter Revolutionens Trængsler. Mange Emigranter
vendte hjem, Fanger løslodes og Landflygtige
benaadedes; Forretningslivet og Samfærdselen
tog uhørt Opsving under vise Love og prak-
tiske Foranstaltninger.

Napoleon Bonaparte havde altid Krig, og be-
standig var det England, som holdt Liv i Ilden.
Hver Gang et Rige var slaaet sønder og sam-
men, kom England med nye Penge og nye
Forslag til Coalitioner. Den tredie af disse var
oprindelig en Sammenslutning mellem Øster-
rige, Bayern, Tyrkiet, Rusland, - samt
England, som baade i Nordsøen og i Middel-
havet havde Flaader paafærde til Frankriges
Fordærv.

Men Førsteconsulen var saa heldig at finde
et Middel, hvorved han strax fik manøvreret

SIDE: 38

Rusland ud af Coalitionen. Der var fra Repu-
blikens Krige en Mængde russiske Krigsfanger
i Frankrige og i de franske Grænsefæstninger.
Alle disse lod Førsteconsulen klæde op i rus-
siske Uniformer; han lod dem endog faa de
rigtige Uniformer og Distinctioner, som svare-
de til deres Rang og til de Regimenter og Vaa-
benarter, hvori hver Fange havde tjent. Og
hele denne Flok - mange Hundrede - sendte
han vel forpleiede til Rusland med Hilsen til
Keiser Paul den 1ste, og uden at der blev
nævnt noget om en tilsvarende Udvexling af
franske Krigs-Fanger.

Det var kanske den eneste Gang, Napoleon
beregnede rigtigt, naar han forsøgte at behandle
Evropas andre Fyrster som Kammerat. Den
halvgale Paul var ikke saa fin paa det: han
blev henrykt over denne Opmærksomhed og
blev en fanatisk Beundrer af Bonaparte. Han
kaldte sine Tropper hjem fra Tyskland, forlod
Coalitionen og jagede alle Englændere ud af
Sankt Petersburg.

Desuden sendte Førsteconsulen sin Ven og
Fortrolige Duroc - den senere Hertug af
Friaul - som Gesandt til Berlin, og i en
Haandevending var det lykkedes at plukke Coa-
litionen saaledes istykker, at Førsteconsulen

SIDE: 39

selv kunde gaa over Alperne for at befrie Ita-
lien, som Østerrigerne havde gjenerobret, mens
han var i Egypten.

Det var en uhyre Overraskelse for Østerri-
gerne - ja for hele Verden, da Bonapartes
Generaler kom marscherende ud paa Nord-Ita-
liens Sletter, efterat have passeret Alperne med
Kanoner og det hele. Han selv red ind ad
Mailands Porte den 2den Juni 1800 som Ita-
liens Befrier. Italienerne var ude af sig selv af
Jubel, da de saa ham igjen; man havde for-
talt, at han var død i Egypten.

Saa forløb det andet italienske Feldttog
med endnu større Glans end det første. Den
samme Sol skinnede over de franske Hære;
men nu var det ikke længer Republikens fil-
lede Bander uden Sko, men de smukkeste Sol-
dater, Evropa nogensinde havde seet.

 - Foran et Feldttog pleiede Bonaparte, -
og især mens han var tynd og ung - at kry-
be omkring paa Gulvet over sine Kaarter og
markere sine Planer med farvede Naale. Og
hans Ungdomsven Bourienne, som i de første
Aar var hans Privatsecretair, har fortalt, at Bo-
naparte allerede i Paris satte sine Naale om-
kring Sletterne ved Marengo og sagde, at der
vilde han slaa Østerrigerne.

SIDE: 40

Med Divisionerne Lannes, Victor og Desaix
marscherede han henimod Landsbyen Marengo
den 13de Juli, forat finde den østerrigske Ho-
vedarmee under General Melas. Men for den
næste Dag havde han givet Desaix Ordre til
at tage en noget anden Vei i Uvished om, hvor
Fienden var at finde. Tidligt den næste Mor-
gen - den berømte 14de Juli 1800 stod Bo-
naparte pludselig overfor den langt overlegne
østerrigske Arme, og Slaget begyndte strax.
Han sendte ufortøvet Bud til Desaix; men han
kunde beregne, at det maatte vare mange Ti-
mer, før Desaix's Division kunde tage Del i
Kampen.

Slaget begyndte med, at Østerrigerne tog
Landsbyen Marengo og kastede Divisionen Vic-
tor tilbage i Uorden. Bonaparte, som var sig
bevist, at Slagets Udfald beroede paa Desaix's
Ankomst, gjorde de største Anstrængelser forat
holde sin venstre Fløi nogenlunde paa Plads;
medens høire Fløi og Centrum hele Formid-
dagen trak sig tilbage, og fordreves fra Stilling
til Stilling af de overmægtige Østerrigere. Na-
poleon fulgte selv med; og naar General Ma-
çons Corps, hvor han var med, havde trukket
sig et langt Stykke tilbage, stansede han og

SIDE: 41

raabte til Maçon: Se saa! General! nu slaas vi
en Stund igjen.

Paa denne Maade blev Klokken tre om Ef-
termiddagen og hver eneste Mand - undtagen
den Ene - ansaa Slaget haabløst tabt. Gamle
General Melas, som var overvældet af Træthed
og som desuden havde slaaet sig ondt ved at
falde - af Hesten, var nu saa sikker i sin Sejer,
at han forlod Slagmarken, red tilbage over Bor-
mida og expederede strax fra Alessandria Cou-
rerer til Wien, som skulde melde hans af-
gjørende Sejer ved Marengo. Han overlod til
General Zack at forfølge den slagne Bonaparte.

Klokken var bleven fem. Bonaparte opgav
ikke Haabet; han ledede Tilbagetoget og holdt
sine ypperlige Tropper saaledes sammen, at
det ikke paa noget Punkt gik over til Flugt.
Da kom endelig Desaix jagende med et Par
Adjutanter.

Det var ikke længe siden, at General De-
saix var vendt tilbage fra Egypten; og han
havde ilet med at gjenfinde sin Ven Bonapar-
te; disse to var i Armeens Øine dengang ube-
tinget de mest fremragende Hærførere.

Da han nu endelig naaede frem til Slag-
marken, var han redet lidt forud for sine Trop-
per i Utaalmodighed efter at finde Overgene-

SIDE: 42

ralen, og de To blev snart enige om, at Slaget,
som det stod, var tabt.

"Kom," sagde Desaix; "lad os stige af He-
stene; det ser ud, somom vi er mere rolige."

Saa satte de sig ned paa Marken og saa paa
dette Slag, som var i deres Hænder, og i hvis
Udfald Fædrelandets Skjæbne var ophængt -
disse to unge Mennesker omtrent i den Alder,
da vi andre ligger og klatter med Examen og
Karakterer og skjælver for nogle vindtørkede
Støvdragere og Professorer.

Desaix skal have sagt: Kuglerne kjender mig
ikke igjen, siden jeg var i Egypten.

Der var mellem de franske Officerer en egen
Maade at tale paa, naar de hentydede til Dø-
den eller til sine Forudanelser. Dette Ord af
Desaix blev af alle opfattet som hans Udtryk
for, at han følte paa sig, hvad der forestod.

Endelig svingede de første Tropper af De-
saix's Hærafdeling ind paa Sletten. De to Gene-
raler gav hinanden Haanden og steg til Hest.
En halv Time efter knuste en Kanonkugle De-
saix's Bryst og kastede ham død til Jorden.

De første Tropper af Desaix's Armecorps, som
naaede frem til Marengo, og som hævnede hans
Død, tilhørte General Boudets Division. Be-
standig i de store Slag og naar der skulde ta-

SIDE: 43

ges et Kjæmpetag, er det Divisionen Boudet,
som nævnes. General Boudet var fra 1769 og
havde allerede i 1794 erobret Guadeloupe. I
1807 slog han de Svenske ved Stralsund, blev
Greve med store Dotationer af Jordegods i
svensk Pommern, Ridder af Danebroge og Stor-
kors af Æreslegionen. Hans Folk og især hans
Artilleri var Mønster for hele Armeen.

Nu kom altsaa disse Kjernetropper i det yder-
ste Øieblik, og der gik et Sæt gjennem hele
den halvt oprevne Arme. Al Træthed var glemt
og al Tillid var vendt tilbage til den lille Mand
paa den hvide Hest, som de hele Dagen havde
seet paa etslags Flugt.

Han raabte til Linierne, som igjen sluttede
sig og bølgede fremover: Husk paa - Solda-
ter! at jeg er vant til at sove paa Slagmar-
ken.

General Zack havde stillet sig med 5,000
gode Grenaderer mod Boudet; men netop i
rette Øieblik lod General Kellermann sit Ca-
valleri suse ind i de østerrigske Grenaderer,
som blev kastet overende og for Størstedelen
tagne tilfange.

Fra dette Øieblik styrtede Franskmændene
frem over hele Linien og inden Aften var Slet-
ten tagen tilbage, og General Bonaparte kun-

SIDE: 44

de sove i Landsbyen Marengo, ud af hvil-
ken han var fordrevet i den aarle Morgenstund.

I Løbet af Natten afsluttede Berthier Over-
enskomsten til Alessandria med Melas, hvor-
ved alt, hvad Frankrig havde tabt i Italien,
blev det gjengivet.

Der har i hundrede Aar været talt og skre-
vet saa meget om, at det var Desaix og Kel-
lermann, som vandt Slaget ved Marengo. Men
efter mit Skjøn kan den commanderende Ge-
neral ikke seire paa anden Maade, end ved at
hans Officerer adlyder hans Ordre, kommer
paa sin Plads og gjør sin Pligt i rette Tid;
andet kan jo ikke den ene Mand gjøre, naar
Slaget er aabnet.

Bonaparte seirede ved Marengo, fordi De-
saix og Kellermann gjorde sin Pligt, som han
havde beregnet; og Napoleon tabte Slaget ved
Waterloo, fordi Grouchy ikke gjorde sin Pligt
og ikke var der, hvor han efter Overgenera-
lens Beregning skulde været.

Der var forresten omkring Napoleon 2 Ge-
neraler Kellermann - Fader og Søn. Den æl-
dre var født i Baden 1735, men levede lige til
1820, Han vandt allerede som Republikens Ge-
neral Artillerislaget ved Valmy. Napoleon gjor-
de ham til Marechal og Hertug af Valmy og

SIDE: 45

anvendte ham helst til Commandant i Fæst-
ninger, hvor han opdrog de unge Tropper.

Hans Søn - Greven af Valmy - var Ge-
neralen fra Marengo. Han sloges senere mest
med de Engelske i Spanien og Portugal.

- Det er vanskeligt at gjøre sig nogen Ide
om den enorme Virkning af Slaget ved Ma-
rengo. Det var noget saa uventet og storartet,
at alle Samfundsklasser og alle Partier flød
sammen i en fælles Jubel; Paris blev med et
Slag illumineret, da Efterretningen kom, og fra
denne Dag var igrunden al Regiering - ja hele
Frankrige og dets Skjæbne lagt i den ene
Mands Haand.

Fra den landflygtige Konge fik Førsteconsu-
len directe en Haandskrivelse:

"Allerede længe maa De - Hr. General!
"have kjendt til, hvilken Agtelse jeg nærer for
"Dem. Skulde De tvivle om min Taknemlig-
"hed, saa nævn, hvilken Plads De selv vil ind-
"tage, og hvorledes De ønsker Deres Venner
"anbragt i Staten. Hvad mine Principer an-
"gaar, saa er jeg Franskmand: overbærende af
"Karakter; og vil være det endnu mere, fordi
"det er klogt.

"Sejerherren fra Lodi, Castiglione og Arcole,
"Italiens Erobrer - kan ikke foretrække en

SIDE: 46

"tom Berømmelse for den sande Ære - det
"er umuligt! Men imidlertid spilder De en
"kostbar Tid. Vi to kunne sikre Frankriges
"Lykke; jeg siger: vi To, fordi jeg har Brug
"for Bonaparte, og fordi han kan ikke naa det-
"te Maal uden mig. Hr. General! Evropas Øi-
"ne hviler paa Dem, Æren venter, og jeg er
"utaalmodig efter at gjengive mit Land Freden.

Louis."

Bonaparte svarede ganske tørt og oprigtigt:

"Min Herre! jeg har modtaget Deres Brev,
"og jeg takker Dem for de hædrende Ord, De
"skriver om mig. Men De bør ikke ønske at
"vende tilbage til Frankrige: De vilde komme
"til at gaa over Hundrede Tusinde Lig. Bring
"Frankriges Ro og Lykke dette Offer at op-
"give Deres egne Interesser, og Historien vil
"paaskjønne Dem derfor. Jeg er ikke ufølsom
"for Deres Families Ulykker; og jeg vil med For-
"nøielse bidrage til Deres Ro og Sikkerhed i
"det Tilflugtssted, De har valgt Dem.

Bonaparte."

Denne næsten naive Overlegenhed maa have
gjort et mageløst Indtryk paa Bourbonen, som
i et Øiebliks Svaghed havde ydmyget sig saa

SIDE: 47

dybt. Og Bonaparte var neppe selv klar over
hvor himmelstormende pulverfrækt hans Brev
maatte forekomme de Kredse, hvis sande Stem-
ning overfor ham han aldrig fuldt ud lærte at
forstaa.

- Men i Skyggen af det knuste Konge-
dømme og af denne Republik, som hurtigt faldt
sammen, stod der nogle Skikkelser, som i fæl-
les Had til den Ene forbandt sig, forat befri
Verden for Tyrannen. Der var mange Anslag,
og flere Sammensværgelser opdagedes itide,
hvori var indviklet gamle Revolutionsmænd
sammen med Navne, der tilhørte Kongens Par-
ti. Nogle vilde snige sig forklædte ind i Mal-
maison; andre vilde støde ham ned i Operaens
Corridorer. Et Par farlige Arbeidere havde be-
gyndt at lave en Bombe; men da de vilde
gjøre en Prøve med Sprængstoffet, var Virk-
ningen saa ødelæggende, at de blev halvrædde
selv, og Politiet blev opmærksom paa det for-
færdelige Knald.

En Mordplan kom dog til Udførelse, før Aar
1800 gik ud og gjorde et stærkt Indtryk paa
Paris. Det var en Sammensværgelse af Konge-
ligsindede, som med stor Omsigt og Koldblo-
dighed havde lagt et Mordforsøg tilrette, der
kun ved et Tilfælde mislykkedes.

SIDE: 48

Juleaften skulde Bonaparte og Josephine hø-
re Haydns Oratorium "Skabelsen" i Operaen;
det var en Festforestilling, som vilde samle
hele Paris. Lidt før Klokken syv kom et Par
af de Sammensvorne - klædte som alminde-
lige Arbejdsfolk trækkende med en Haand-
kjærre, hvorpaa der laa en Tønde, som var
fyldt med Krudt og Kugler. Kjærren lod de
staa - ligesom ved et Tilfælde i en Gade,
som Førsteconsulens Vogn maatte passere; Ti-
den var paa det nøiagtigste beregnet, Lunten
var tændt, man viste, han var præcis.

Men Bonapartes Kusk var tilfældigvis lidt
fuld den Aften; han kjørte susende fort ind i
Gaden, forbi Helvedesmaskinen, netop to-tre
Secunder, før den sprang. Sexogfemti Men-
nesker blev saarede og toogtyve dræbtes;
flere Huse ødelagdes. I Operaen havde man
allerede begyndt at hviske om et Attentat og
da han kold og rolig viste sig i sin Loge, brød
der ud en ubeskrivelig Jubel.

Hans vidunderlige Held gjorde ham til Mi-
raklernes Mand; han kom for Mange til at staa
som den af Forsynet Udvalgte, og dette At-
tentat bidrog ogsaa mægtigt til at 1øfte ham op.

Men efterat han under Katastrofen og senere
i Operaen havde vist sin almindelige Ro og

SIDE: 49

Kulde, gav han sig bagefter til at granske nøie-
re dette Attentat, som aabenbart ikke kunde
være en isoleret Forbrydelse. Fouché, som en-
ten vilde skjule, at han ingenting havde vist,
eller som vilde gamle Fiender tillivs, fremlagde
endnu samme Nat en Liste paa 130 gamle Re-
volutionsmænd. Og skjønt Napoleons Mistanke
nærmest var rettet mod Royalisterne, lod han
sig dog henrive til at lade disse 130 Personer
deportere til Cayenne, efterat han havde trod-
set igjennem en Lov, der gav Consulerne Magt
til at forvise mistænkelige Personer.

- Den 12te Februar 1801 modtog Paris Ef-
terretningen om Freden til Lunéville, der var
Frugten af Marengo og af Moreaus ligesaa glim-
rende Sejer ved Hohenlinden. Frankriges Græn-
ser udvidedes og alle dets Fiender ydmygedes.

I tusindvis passerede Folket Tuillerierne og
raabte: Leve Bonaparte; de dansede paa Ga-
den, og Førsteconsulens Orkester spillede Bal-
musik, mens det knaldede med Kanoner og
Fyrværkeri. Den mest glimrende Fest gav at-
ter Udenrigsministeren Talleyrand.

Her modtog Førsteconsulen alt, hvad der
fandtes af fremragende i Paris - af Franske
og Fremmede. Det gamle Kongedømme og Re-
volutionen, gammel Adel og gammel Republik,

SIDE: 50

nye Pengemænd, Krigere, Lærde, Digtere, Kunst-
nere og Embedsmænd - alle mødtes og hyl-
dede nu for første Gang Napoleon Bonaparte
som Frankriges første Borger og Statens Over-
hoved.

- Alle, som har læst Erindringerne fra den
Tid, kjender den Duft af Sommer og Roser,
som staar af Malmaison. Der kom senere saa
meget mere af Glans og Pragt, da man tog de
store franske Slotte i Brug; men Intet har
overstraalet de eventyrlige Dage i Malmaison
ved dette Hof, som endnu kun var en Flok
lystige unge Damer og Herrer paa Landtur.

Førsteconsulen, om hvem alting dreiede sig,
var ikke længer den magre mørke General
med den gule italienske Hud. Hans hele Ydre
var forandret. Som ung Officer led han meget
af en Hudsygdom, som maa have været et-
slags ondartet Skab eller Fnat. Han fik det, da
han i Løbegravene ved Toulon blev smittet
paa Hænderne, fordi han selv tog fat ved Lad-
ningen og Manøvreringen af Kanonerne. Dette
Udslet gik over hele Legemet og var ham en
stor Plage. Hans Stilling har vel ikke dengang
været saadan, at han kunde søge den bedste
Pleie eller give sig Tid til at blive grundig hel-
bredet.

SIDE: 51

Men da han først var bleven ren, fik han
den marmorhvide Hud, som udmærkede Fa-
milien; og han blev yderst forsigtig og nøie-
regnende med Hudens Pleie; - han talte ofte
om Hudens Opdragelse.

For det første laa han nu timevis i Vand -
saa varmt, at andre knapt kunde taale at stik-
ke Haanden ned i. Desuden lod han sig over-
hælde med Eau de Cologne, hvoraf han brugte
store Masser. Saa blev hele hans smukke Krop
gnedet godt ind, og man iførte ham hans fine
Underklær og de trange hvide Benklæder - al-
ting af første Sort og pillende rent. Som Uni-
form brugte han aldrig andet end Livvagtens
blaa eller grønne Kjole med rød Besætning og
senere Hofdragter og de fantastiske Keiser-
klæder.

Han var nu den smukke velskabte Mand
med stærke Ben, smaa faste Fødder, det klare,
rentskaarne Ansigt og Bonaparternes fine Mund
med de hvide feilfrie Tænder. Saaledes var
han, naar de en enkelt Gang fik ham med i
deres Lege, og han løb efter Josephine og de
andre unge Damer i Haven ved Malmaison.
Men han ligte ikke, at nogen løb fortere end
han selv; og han blev sint, naar han faldt og
fik Græsflækker paa sine hvide Buxer.

SIDE: 52

Da gjaldt det om at holde sig alvorlig; de
var næsten kvalte af Latter - de unge Men-
nesker og viste ikke, hvor de skulde vende
sig hen; thi han var farlig; ingen - ikke en-
gang Josephine kunde vide, hvor langt han
vilde taale Spøgen.

Han var alle sine Dage - endogsaa i Ung-
dommen - et ugemytligt Menneske. Aldrig
har jeg læst om, at Napoleon lo; det kunde
han vist ikke. Men om hans Smil er det sagt,
at naar de var af de gode, kunde det læge
Saar og bringe den, som fik det, til at gaa i
Ilden for ham.

Men ingen Latter, intet Udbrud af Lystig-
hed, bestandig i den samme Marmorstil med
den fast sammenpressede Mund rede til at com-
mandere eller til at skræmme Livet af Folk
og saa denne Stemme, som der ikke fandtes
Mage til; bestandig var man utryg.

Maleren Isabey var let og smidig og fuld af
Commers som alle de andre. Han kom en
Formiddag gjennem de tomme Værelser -
Selskabet var gaaet til Frokost -, men i Have-
stuen saa han en ung Mand, som han tog for
Lucien Bonaparte. Isabey nærmede sig forsig-
tig og let paa Taa, tog en kraftig Sats og sprang
Buk over Manden. Men da han triumferende

SIDE: 53

vendte sig om, mødte han Førsteconsulens
skrækkelige Øine.

Den lille Maler løb alt, hvad han kunde, ud
i Haven, ud i Skoven, og det varede længe,
før han vovede sig ind igjen, og endnu læn-
ger, før han turde fortælle nogen denne Til-
dragelse. Førsteconsulen lod som Ingenting.

Jeg har for mit eget Vedkommende aldrig
været i Nærheden af nogen stor Mand und-
tagen Bjørnstjerne Bjørnson. Han har ogsaa et
saadant Ydre, at han kan skræmme Livet af
Folk; og naar han aabner Munden, er det og-
saa mest til det, jeg i min Uærbødighed kalder
for Bronce-Snak. Men han kan da le! og naar
Latteren først er besluttet, kommer den med
et Skrald og ruller længe; der er faa Ting mor-
sommere end at vække den.

Men Napoleon har vist aldrig sluppet Latte-
ren helt løs eller givet sig hen i en lystig
Stemning ved Glasset og gode Historier. Han
spiste saa fort, at ingen blev mæt; og de unge
Officerer bandede ham, naar han brød op, mens
man ved den nedre Ende af Taffelet ikke var
kommen stort forbi Suppen. Han drak et Par
Glas af sin Rødvin, lidt Brændevin i Feldten;
men aldrig har jeg hørt, at han løftede sit
glas med nogen festlig Stemning, - endsige,

SIDE: 54

at Vinen nogensinde fik den ringeste Indfly-
delse paa hans Hoved, Men alle har vidnet,
at han havde det forunderligste Smil.

De sad en Aften paa Sankt Helena og snak-
kede om de gamle Dage - som de altid gjor-
de. I Samtalens Løb kom Las Cases til at si-
ge: "Jeg forstaar ikke, hvorfor Deres Majestæt
ikke beholdt Frederic den Stores Kaarde, da
De havde den i Deres Haand."

"Jeg havde jo min egen," - svarede Keise-
ren i en rolig mild Tone og med et ganske
eiendommeligt Smil, "idet han kneb mig i Øret,"
siger Las Cases, "uden at det gjorde ondt."

Thi dette var en Vane hos Napoleon. Naar
han snakkede med sine Generaler og ellers
med Folk, han ligte, tog han gjerne fat i Øre-
flippen paa Vedkommende og kneb, mens han
talte, stærkere og stærkere, saa der skulde en
hel Del Koldblodighed til, for at staa rolig.
Han havde nogle farlige Fingre.

Bonaparte var af Karakter og Vane en Øde-
lægger. Han skar med sin Pennekniv i de ga-
lante Stole, som overalt blev sat frem for ham;
han ødelagde Papir i store Masser. Naar han
tog fat i noget, som var skrøbeligt eller fint
arbejdet, kunde man være vis paa, at det var
istykker eller i Ustand, naar han satte det fra

SIDE: 55

sig. I Drivhusene gik han og rev op de kost-
bare Planter; og naar han kunde lure sig til,
skjød han efter Josephines sjeldne Fugle i Mal-
maison.

Skyde kunde han forresten ikke; og han
brød sig i Virkeligheden vist lidet om Jagt.
Men da det var en kongelig Plaisir, og da det
store Apparat laa der, tog han sine Marechal-
ler ud paa de store Jagter i Fontainebleaus
Skove, hvor disse Krigere, som var vante til
Kugler om Ørene, skjød omkring sig i Hyt og
Veir - til stor Forfærdelse for de rigtige Jæ-
gere og gamle Hofmænd, som var med. En
Gang skjød Keiseren det ene Øie ud paa Mas-
séna - Hertugen af Rivoli; men der blev ik-
ke talt videre om den Ting; Berthier fik Skylden,
formodentlig fordi han var Over-Jægermester.

Saa længe de var i Malmaison, kunde det
endnu lykkes Josephines Ynde og Elskværdig-
hed at holde den Kulde tilbage, som senere
altid omgav Keiseren. De levede her som gode
forelskede Borgerfolk i samme Soveværelse og
var daglig sammen i al den Tid, hun kunde
holde ham borte fra Forretningerne; men det
var i Virkeligheden ikke mange Øieblikke; det
syntes ufatteligt, hvad denne Mand fik Tid til
at udrette i disse Aar.

SIDE: 56

Men hans muntre Søstre, de unge Genera-
lers Fruer og de smukkeste blandt Armeens
Officerer spillede Comedie, lavede Optog, dan-
sede og bedrog hverandre saa smaat i Elskov,
uden at nogen blev altfor ulykkelig derved.
Bonaparte var selv kommen hjem fra Egypten
med en slem Historie om Josephine, som Ju-
not - den Klodrian havde betroet hàm i Lø-
begravene foran Acre. Men hun havde besei-
ret ham og han var vendt tilbage i hendes Ar-
me, og alt var glemt og tilgivet. Saaledes leve-
des der i tre Aar i Malmaison som et Eventyr.

Den Eneste, som en Stund fattedes i det
lystige Selskab, var den deilige Pauline -
Førsteconsulens yngste Søster. Hun var nem-
lid i 1801 fulgt med sin Mand General Leclerc
paa Expeditionen til San Domingo.

Under Revolutionen havde Negerne i den
franske Koloni Haiti gjort sig frie; og en Ne-
ger ved Navn Toussaint-Louverture stod i Spid-
sen for etslags Republik, som de Sorte havde
lavet sig efter Mønster fra Paris. Bonaparte
overlod en vel udrustet Expedition og Flaade
til sin Svoger Leclerc, forat han skulde bringe
Orden i Koloniens Forhold, men paa den frede-
ligst mulige Maade.

Men alt gik galt. Det var allerede et Uheld,

SIDE: 57

at da Flaaden naaede Øen, var Toussaint-Lou-
verture reist til Frankrige; han var et forholds-
vis fornuftigt Menneske. Nu kom Leclerc, som
forresten hellerikke kunde holde Orden mel-
lem sine egne Officerer, i Kast med den vilde
Neger-General Christof, som begyndte med
Oprør og Brand; Pesten brød ud; Leclerc selv
døde, og hans Eftermand General Rochambeau,
som senere faldt ved Leipzig, var en haard
Mand, som lod sig forlede af de franske Plan-
tageejere til en grusom Udryddelseskrig mod
de Sorte; de førte dem ud paa Søen og druk-
nede dem; de jagede dem med Blodhunde fra
Cuba. Hele Expeditionen mislykkedes, og Kolo-
nien gik tabt for Frankrige.

Men uberørt af Pest og alle Rædsler vendte
Pauline tilbage til Paris som Enke - deiligere
end nogensinde og rede til at tage fat, hvor
hun slap.

- I disse Aar af forholdsvis Fred havde
Førsteconsulen utrættelig arbeidet med Planer
mod England, med hvilken Magt Krigen aldrig
hvilede. Han samlede uhyre Krigs-Forraad til-
lands og tilsøs - i Nordfrankrige, ved Kana-
len og især i Boulogne.

Men samtidig arbeidede ogsaa Bourbonerne
og Emigranterne i London paa sin Maade. De

SIDE: 58

forberedte nemlig en ny Sammensværgelse, som
gik ud paa at overfalde Førsteconsulen paa en
af hans Kjøreture til St. Cloud eller Mal-
maison, overmande Consulargarden, som red
ved Vognen og dræbe Bonaparte i Forvirrin-
gen.

Dette syntes dem mere at ligne en Kamp
end et almindeligt Snigmord.

Til Hovedmand for Sammensværgelsen hav-
de de sat den gamle Fører George Cadoudal
fra Vendée, hvor Befolkningen altid havde
udmærket sig ved en fanatisk Troskab mod
det gamle franske Kongehus. Cadoudal havde
hele Tiden forlangt at have en eller to fran-
ske Prinser ved Siden, og Meningen var den,
at, naar Bonaparte var afvejen, skulde Bour-
bonerne kaldes tilbage; og Hæren skulde vin-
des og føres til ny Hæder af General Mo-
reau, som - omend langtfra kongeligsindet
- alligevel troedes villig til at slutte sig til
Sammensværgelsen, fordi han i den senere Tid
levede i aabenbart Uvenskab med Bonaparte;
dette siste havde sin Rigtighed.

General Moreau, som var født alt i 1761,
havde under Republiken bedækket sig med Hæ-
der; hans Tilbagetog fra Tyskland efterat Jour-
dan - som sædvanligt - var bleven slaaet,

SIDE: 59

ansaaes og ansees vist endnu som et Mester-
stykke af Krigskunst; og han stod - især ef-
ter Desaix's Fald ubetinget i Samtidens Øi-
ne som den Nærmeste ved Bonaparte. De
vandt ogsaa - kort Tid efter hinanden de
to glimrende Sejre: Bonaparte i Italien ved
Marengo og Moreau i Tyskland ved Hohen-
linden.

Men efterat der et Øieblik havde været lidt
Snak om, at Moreau skulde gifte sig med Pau-
line Leclerc, kom han til at tage en Mademoi-
selle Hulot; og fra den Tid skiltes hans og
Bonapartes Veje. Thi hun og især hendes Mo-
der satte Moreau saaledes op mod Bonaparte,
at det blev hans Livs Maal og Ulykke at ville
styrte Napoleon og selv bemægtige sig hans
Plads.

Til at vinde General Moreau havde de Sam-
mensvorne udseet sig hans Jævnaldrende og
Krigskammerat General Pichegru; thi denne
- skjønt gammel Republikaner havde i Lon-
don sluttet sig til Bourbonernes Planer og gik
til Paris for at myrde den fælles Fiende. Det
gjaldt nu om at bringe Moreau og Pichegru
sammen og ved det fælles Had til Bonaparte
formaa Moreau til at følge Pichegru over i
Complotten.

SIDE: 60

I August 1803 forlod Cadoudal London med
en Million Francs i Anvisninger paa Englands
Statskasse indsyet i sit Belte. Han gik op ad
Smuglernes Toug i Klitten ved Biville og blev
paa aftalte Tegn ført fra Mand til Mand ad en
hemmelig Vei til Paris, hvor han begyndte at
samle paalidelige Folk til Overfaldet, forberede
deres Uniformer, Heste og Bevæbning og hol-
de alt parat.

Imidlertid var der andre, som arbeidede paa
at føre Moreau og Pichegru sammen. Mo-
reau talte med megen Varme om sin gamle
Krigskammerat og tilbød sig at gjøre, hvad der
stod i hans Magt for at faa ophævet den Dom,
som i 1797 havde sendt Pichegru i Land-
flygtighed til Cayenne. Formodentlig har han
vel ogsa udtalt sig skarpt nok om Bonaparte.

Dette opfattede den udsendte Underhand-
ler - en General Lajolais som et sikkert
Tegn paa, at Moreau stod rede til at slutte
sig til Sammensværgelsen. Han ilede til Lon-
don over Hamburg og gav saadanne Skildrin-
ger af Moreaus Forbitrelse mod Bonaparte,
at alle Emigranterne blev ude af sig selv af
Henrykkelse; og selve Greven af Artois -
den senere Kong Carl den 10de compromit-
terede sig for Livet ved at tage Del i Møder,

SIDE: 61

hvor der planlagdes Snigmord paa et Stats-
overhoved.

I de sidste Dage af 1804 gik nu Pichegru
med flere af den høieste franske Adel - der-
iblandt Brødrene Polignac - over Kanalen
med Kaptein Whrigths Kutter og slap ind i
Paris; nogen Tid efter fik Lajolais et Møde
istand mellem Generalerne Moreau og Piche-
gru en Nat paa den øde Boulevard Madeleine.

Men medens de to gamle Venner endnu stod
ganske bevægede ved at sees igjen og under
disse Forhold, traadte George Cadoudal frem
og blandede sig plumt i deres Samtale. Mo-
reau blev i samme Øieblik kold som Is. Og
ved senere Møder blev det endmere klart, at
Moreau aldeles ikke vilde arbeide for Bour-
bonerne; men vel for sig selv.

Dette var den egentlige og store Skuffelse,
der virkede saa nedslaaende paa de beste i
Complotten, at flere tænkte paa at opgive det
hele og forlade Paris.

Men netop da begyndte Arrestationerne.

Fouché var ikke Minister for Politivæsenet
ved denne Tid; men han snusede altid om-
kring for egen Regning; Real - en Embeds-
mand, Bonaparte ofte gjorde Brug af, stod i
Spidsen for Politiet i Paris; men han viste in-

SIDE: 62

genting om Sammensværgelsen; det var igrun-
den Førsteconsulen selv, som fandt de første
Traade.

Napoleons Tid alt som Consul, men end-
mere som Keiser optoges for en ikke liden
Del af at gjennemlæse alverdens Politi-Rappor-
ter og sætte sig ind i alt det Spionerings-Stof,
som han hver Dag forlangte sig forelagt. Og
netop i disse Dage, da det store kongelige
Snigmord var under Forberedelse, morede han
sig med at holde den engelske Gesandt i Mün-
chen for Nar. Førsteconsulen viste nemlig, at
denne havde budt 50,000 £ for den sorte Porte-
feuille i Bonapartes Lønkammer, og derfor læ-
ste han netop nu ivrigere end nogensinde al
den Masse af Rapporter om mistænkelige Per-
soner, Lister over fremmede og indenlandske
Navne, Folk som forsvandt eller blev anholdt,
- og i al denne store Mangfoldighed valgte
han 5 Navne, hvis Sag han lod undergive rets-
lig Undersøgelse.

Han viste sig at have havt et skarpt Øie
ogsaa her; thi af de fem blev kun de to løs-
ladte som Uskyldige; 2 blev overbevist om
Landsforræderi og skudt uden at ville forraade
noget; men den femte tilstod, at han hørte til
George Cadoudals Folk og var kommen fra

SIDE: 63

England sammen med ham over Bivilles Klit.
Samtidig blev der ved Kysten efter en natlig
Kamp mellem Toldvæsenets Folk og Smug-
lere fundet et Stykke Papir, der havde tjent
som Forladning i en Pistol, og paa hvilket
stod skrevet Navnet Troche. Dette viste sig
at være den unge Mand, som pleiede at føre
de Sammensvorne, som kom Smuglervejen fra
London, indover Landet ad den hemmelige
Linie til Paris.

Dermed var de første Traade fundne.

Det næste, man fik rede paa, var, at Gene-
ral Moreau var indviklet; han blev strax arre-
steret; og lidt efter lidt samledes i de forskjel-
lige Fængsler 45 af de Sammensvorne, men
endnu ingen af Hovedmændene.

Da Moreau blev arresteret, blev der strax
raabt, at det var Bonaparte, som paa denne
lumpne Maade vilde skille sig af med sin ene-
ste Rival; thi saa høit stod Moreau i Hærens
og Folkets Øine, at det var umuligt at tænke
sig ham i Ledtog med Royalisterne og med de
Navne, som Mistanken allerede pegte hen paa.

Nu først blev Bonaparte rasende; og al hans
Vrede vendte sig mod Royalisterne, som han
syntes, han havde fortjent en bedre Behand-
ling af; og fra nu af lagde han alle Aarer ud

SIDE: 64

for at finde Hovedmændene, paa det at det
engang kunde blive vitterligt for hele Verden
og fastslaaet, at her forelaa en farlig royali-
stisk Sammensværgelse mod Frankrigs første
Mand.

Thi de Arresterede vedblev at paastaa, at de
var i Ledtog med Frankrigs fineste Navne; og
at en Prins af Blodet - de troede Hertugen
af Berry - vilde komme til Paris, - hvis
han ikke allerede var kommen.

"Jeg vil tilgive Moreau," sagde Bonaparte;
"men den første Bourbon, jeg faar fat i, ham
lader jeg skyde."

Han sendte Over-Dommeren Reynier til Mo-
reau i Fængselet, forat modtage hans Tilstaael-
se og - det var Meningen - tage Generalen
med sig til Tuillerierne.

Men Over-Dommeren bar sig saa koldt og
klodset ad, at Moreau ikke forstod den gode
Mening. Da han ikke viste, at Mesteparten alle-
rede var forraadt af de andre, indviklede han
sig i taabelige Benægtelser og unyttige Ud-
flugter.

"Vel," sagde Bonaparte, "saa skal han for
Domstolen."

Da det fremdeles viste sig umuligt at finde
Pichegru og Cadoudal og de andre Hoved-

SIDE: 65

mænd i Paris, udkom der en Ekstra-Lov, som
satte Dødsstraf for at huse dem, og 6 Aars
Galei-Slaveri for dem, som viste Besked uden
at melde det; samtidig blev Paris omhyggeligt
lukket.

Pichegru sneg sig omkring - ulykkelig over
det Selskab, hvori han var kommen. En Nat
laa han hos Ministeren Marbois, med hvem
han i sin Tid var sendt i Landflygtighed. Na-
poleon forstod sig saa godt paa denne Ven-
skabstjeneste, at han ikke gjorde Ministeren
noget, da han siden fik dette at vide.

Endelig var der en, som for 100,000 frcs.
forraadte Pichegru og overleverede Nøglerne
til den Leilighed, hvor han selv havde givet
Generalen Tilflugt. Politiets Agenter trængte ind til
ham om Natten og fik bemægtiget sig hans
Pistoler, som laa ved Sengen; men den kjæmpe-
stærke General sloges med dem i Skjorten,
indtil de fik ham bundet og ført i Fængsel.
Dernæst fangedes Brødrene Polignac, Riviére
og sist George Cadoudal. Han kom kjørende
i en liden Vogn paa en af de ydre Boulevar-
der, da to Politiagenter stoppede ham; den
ene skjød han ned og saarede den anden;
men Folk hindrede ham i at flygte. Cadoudal
lagde ikke nogen Skjul paa, hvorfor han var

SIDE: 66

kommen til Paris; han blev skudt uden at ville
bede om Naade.

Men da nu Cadoudal og Polignac'erne var
fængslede, slog Stemningen endelig om, og Fol-
ket erkjendte med Forfærdelse, at selve Konge-
familien havde Andel i Planen om at snig-
myrde Fædrelandets Befrier.

Men uheldigvis var Bonaparte nu bleven saa
ophidset, at han ikke kunde stanse, før har
fandt selve Bourbonernes Spor. Han vilde end-
og tilgivet Pichegru og sendt ham som Gouver-
neur til Cayenne for at organisere Kolonien;
men mod de Kongelige - ingen Naade!

En Dag gjennemgik han med Talleyrand og
Fouché Familien Bourbon; og da han hørte
om Hertugen af Enghien, som han neppe
kjendte af Navn, satte han strax Spioneriet i
Bevægelse. Man kunde snart melde ham, at
den unge Prins levede nær Frankriges Græn-
se - nærmere end Emigranterne i Alminde-
lighed, i en liden By Ettenheim i Baden, at
han ofte var fraværende flere Dage i Træk,
at han modtog mistænkelige Besøg, - der blev
i den Anledning nævnt et Navn, som feilag-
tigen blev taget for Dumouriez, en af Repu-
blikens Generaler, som var flygtet til England
for Landsforræderi. Men det ene med det an-

SIDE: 67

det passede kun altfor godt til det, som de
Arresterede altid talte om: at der af og til i
deres Møder havde vist sig en ung distingve-
ret Person, som af Lederne blev behandlet
med en særdeles Ærbødighed.

Nu troede Førsteconsulen fuldt og fast, at
her havde han Complottens siste Led. Han
sendte General Ordener over Grænsen, forat
arrestere Hertugen af Enghien i Ettenheim og
samtidig sin fineste Gesandt Grev de Goulain-
court til Hoffet i Baden, forat gjøre Undskyld-
ning for denne Krænkelse af Landegrænsen.
Bonaparte arbeidede ikke med andet end det-
te i otte Dage; og han havde arbeidet sig op i
en saadan Ophidselse, at ingen Magt kunde
holde ham tilbage.

Den ulykkelige unge Hertug, som vistnok
var uskyldig, blev arresteret i sin Seng, ført til
Paris og skudt i Vincennes uden Barmhjertig-
hed i den aarle Morgenstund efter en meget
kortfattet Rettergang.

Denne Begivenhed vakte i Samtiden en Be-
vægelse, som man neppe kan gjøre sig nogen
Forestilling om; og denne uretfærdige og over-
ilede Voldshandling har omtrent været det værste,
man har bebreidet Napoleon Bonaparte og dannet
Omkvædet paa alle hans Fienders Smædesange.

SIDE: 68

Først maa man nu mindes, hvad en Prins
af Blodet var for Samtiden; Hertugen af Eng-
hien var den siste af Linien Condé, som var
Fættere til Bourbonerne; han var en af de
allerhøieste Spidser i Evropas Fyrste-Adel.
Og dertil kom, at hele Evropa allerede var
begyndt at tale om det corsikanske Uhyre,
den blodige Tyran o. s. v., saa man trængte
til noget, der kunde give Hadet Galde og
Grund.

Paris blev som lamslaaet. Sligt havde man
ikke oplevet siden Revolutionen - og knapt
da. Det var gaaet saa fort, at man fra først af
ikke viste andet, end at en emigreret Prins
var hentet hjem fra Udlandet med Magt og var
bleven henrettet næsten uden nogen Under-
søgelse efter en Krigrets-Dom. Og skjønt ikke
2/3 af Paris's Befolkning viste, hvem han var
- denne Hertug af Enghien, blev man allige-
vel slagen af Skræk ved denne Henrettelse
udenfor de Sammensvornes Proces - udenfor
de almindelige Former - ved Nattens Tider.

Hele Malmaison var i Oprør. Madame Ré-
musat og alle Damerne var stive af Ræd-
sel; Josephine kastede sig hulkende om sin
Mands Hals: "Hør mig - Bonaparte! hvis
du nu lader din Fange skyde, vil du selv blive

SIDE: 69

guillotineret - akkurat som min første Mand;
og denne Gang vil de tage mig med."

Fouché var fornøiet i sin Ondskab: "Det
var en Lykke," sagde han; "jeg begyndte at
blive bange for, at denne lille Bonaparte vilde
nøie sig med en Stilling som den skotske Ge-
neral Monck."

Samme Vei gik ogsaa Bernadottes Tanker.
Han gned sig i Hænderne og raabte: "Ende-
lig har vi ham!" - han mente, at nu havde
Førsteconsulen spillet for høit og nu kunde det
være Tid til at faa ham væltet.

Talleyrand havde sin berømte Vittighed:
"Dette er mere end en Forbrydelse, det er
en Feil."

Men den affecterede Lucien Bonaparte styr-
tede ind i sin Kones Soveværelse og raabte:

"Alexandrine! lad os komme afsted! han har
smagt Blod!"

Lucien havde kun det ene Nummer: at være
den ædle Republikaner; og derfor maatte Bro-
deren være den blodtørstige Tyran; en uret-
færdigere Dom fra Brødrenes Side over Na-
poleon kan ikke tænkes.

Thi Napoleon var hverken grusom eller blod-
tørstig. Han drev Krigerens blodige Haand-
værk, og det gjorde han som en Mester frem-

SIDE: 70

for nogen, men netop uden den Grusomhed,
som fulgte næsten alle de andre af Faget, med
hvis Berømmelse man har forpestet vor Ung-
doms Undervisning.

Naar han denne ene Gang med Vold tog en
Fiende afdage, var deri noget af en Slægts-
Hævn, fordi de andre Bourboner sendte ham
Snigmordere og omgav ham i hans eget Land
med farlige Banditter, hvis Anslag for denne
Gang mislykkedes ved en Kjæde af Tilfældig-
heder.

Og hvad angaar den unge Mand, som blev
Offeret, saa tilhørte han en Slægt, hvis dybe
Degeneration ligger aaben for vore moderne
Øine.

Det store krigerske Geni, som havde vist
sig høit oppe i hans Slægt, tog andre Former
nedover. Foruden Afsind og Selvmord i Slægten
var der en af hans Forfædre, som under Bel-
grads Beleiring sad i Sikkerhed og nedskjød
Skildvagter og andre, som viste sig paa Mure-
ne; og da han slog sig tilro i Paris, maatte
Ludvig den 14de tre Gange benaade ham, for-
di han fra Vinduerne i sit Palais skjød paa
Skiffertækkere og andre, som færdedes paa de
nærmeste Tage, bare for at have den Fornøiel-
se at se dem styrte ned i Gaden.

SIDE: 71

Saadant eller lignende har man ganske vist
aldrig hørt om den unge Hertug af Enghien;
men han var jo ung, da han blev kaldt bort.

Napoleon selv har til siste Stund forsvaret
denne Handling som nødvendig for Statens
Sikkerhed; han har taget hele Skylden paa
sig; og i sit Testamente siger han, at under
lignende Omstændigheder vilde han handlet
akkurat paa samme Maade.

Hvorom alting er, saa fik Royalisterne og
selve Kongeslægten en gavnlig Skræk i Blo-
det; og af denne Sammensværgelse og af, hvad
dermed stod i Forbindelse, dannede der sig i
kort Tid den Stemning i Folket, som fordrede
og fremdrev Keiserdømmet og et arveligt Dy-
nasti som det eneste Middel til at sikre Lan-
dets Fremtid. -

SIDE: 72

I Mai 1804 blev Napoleon Bonaparte valgt
til de Franskes Keiser af Folket gjennem
dets Repræsentanter, og hans Familie blev er-
klæret for arveberettiget til Tronen.

Det første, han tænkte paa som Keiser var
Armeen. Han ydede en storartet Anerkjendelse
og Tak baade til de gamle Generaler, som
han havde fundet i de høie Stillinger, da han
selv steg op, og til de Unge, som i hans Haand
vare blevne Frankrigs Stolthed og Evropas
Skræk.

Under store Festligheder udnævnte han 18
Generaler til Keiserdømmets Marechaler og
skjænkede dem rige Dotationer i Gods og
Penge. Af de gamle Generaler er der nogle,
hvis Fortjenester kan synes noget blege i Sam-
menligning med de Yngres; men det var netop
hans Mening og hans Kunst at binde sammen
det gamle og det nye, saaat ikke Eventyrlig-

SIDE: 73

heden ved hans egen Stigning, skulde paa no-
get Punkt vise sig som et Brud.

De sex gamle var: Perignon, Serrurier, Bru-
ne, Jourdan, Kellermann og Lefebvre. Dernæst
Augereau, Soult og Massena.

Men hans nye var: Bessières, Davoust, Mon-
cey, Mortier, Ney, Lannes, Bernadotte, Ber-
thier og Murat. De Fleste af disse steg siden
efterhaanden til Hertuger og Fyrster med Tit-
ler efter de Slag, de vandt.

Napoleon savnede Kléber og Desaix, som
vilde have været selvskrevne Marechaler.

Dernæst benaadede han de fleste af Delta-
gerne i den store Sammensværgelse. Kun Ca-
doudal og 12 andre blev skudte. General Pi-
chegru kvalte sig i Fængslet med sit eget Hals-
tørklæde.

Moreau blev dømt til 2 Aars Fængsel; men
denne Straf blev paa hans Kones Forbøn for-
andret til en Reise til Nord-America. Han
kjøbte sig en Eiendom i Delaware og levede
der i Fred og Ro, indtil Efterretningen om Na-
poleons Tog til Rusland, gav ham nyt Haab
om at se sine ærgjerrige Drømme opfyldes.
Han kom tilbage i 1813, forat finde Døden
iblandt Frankriges Fiender.

Napoleon kjøbte hans Gods i Frankrige

SIDE: 74

Gros-Bois, og gav det til Berthier; og hans
Hotel i Paris, som han skjænkede til Berna-
dotte, det samme Hus i Anjou-Gaden, fra hvis
Have endnu Napoleon III. sendte Pærer til
Enkedronning Desideria i Stockholm.

Kong Ludvig den 18de var nu kommen
langt fra den Stemning, i hvilken han havde
skrevet til General Bonaparte: Vi To o. s. v.
Han protesterede nu i de mest ophøiede Ud-
tryk mod Usurpatoren etc. Napoleon lod den
kongelige Proklamation indtage i "Moniteuren";
det var hele hans Svar.

Imidlertid var ikke Keiserens Hoved mindre
fyldt end Førsteconsulens af de store Planer
til Befæstelse af alt dette Nye, som trodsede
sig frem under hele Evropas Had. Aldrig i sit
Liv havde han nogen Dag eller Nat Fred for
England. Han kom nok saa vidt, at han følte,
at Fastlandet var i hans Haand, men England
- aldrig. Og naar det tilslut blev Rusland,
som knækkede ham, saa var det igrunden kun
tilsyneladende. Han bukkede under for old
England, det smagløse Albion, Frihedens Vugge.

Den 8de Juli forlod Keiseren St. Cloud forat
inspicere de uhyre Stridskræfter, med hvilke
han truede England; og i Midten af denne
Hær og Flaade foranstaltede han i Boulogne

SIDE: 75

den store Fest, hvormed han indstiftede Æres-
legionens Orden.

Der stod paa en vid Slette 100,000 ypper-
lige Soldater under Marechal Soults Komman-
do, medens Flaaden ikke fuldt saa glimrende
laa i de nære Havne. Omgivet af sine Brødre
og de nye Marechaler aflagde Napoleon Eden
paa den nye Orden, og alle gjentog Ordene
efter ham i et uforglemmeligt Øieblik af Be-
gejstring.

I tre Maaneder reiste han fra Sted til Sted
i Nord-Frankrige og kom hjem over Aachen
og Maintz den 12te October, forat tage fat paa
Ordningen af Ceremonierne ved sin og Jose-
phines Kroning. Disse var ligesaa pompeuse og
kjedsommelige, men kanske endnu pragtfuldere
end i de gamle Kongers Tid. Deri satte han
en Ære; han vilde i alt overgaa alle Fyrster.

Paven kom selv fra Rom og velsignede ham
og Josephine i Notre-Dame-Kirken. Men da
den fromme Mand ogsaa havde udtalt Velsig-
nelse over de to Kroner, som laa der, tog Na-
poleon uden videre den ene og satte den paa
sit Hoved og den anden paa Josephines, som
laa paa Knæ ved Alteret.

En større Overraskelse havde Verden al-
drig oplevet.

SIDE: 76

Festerne vare over al Maade glimrende og
høitidelige, Men mange af de gamle Generaler
- ja ogsaa de unge Marechaler gjorde Nar af
alle disse Præstekjoler og al denne Røgelse.

Hertugen af Enghiens Henrettelse og Kræn-
kelsen af Landegrænsen mod Baden havde al-
deles afbrudt Forbindelsen mellem Evropas
Hoffer og Paris og væbnede et nyt Forbund
mod Napoleon.

Keiseren skrev endnu engang et fornuftigt
Brev til sin Broder Kongen af England med
akkurat samme Resultat som sist - et koldt
afvisende Svar fra Ministeriet.

Den 2den April 1805 reiste Napoleon med
Keiserinden til Milano, hvor han satte den
gamle lombardiske Jernkrone paa sit Hoved
og lod sig krone som Konge af Italien. Over-
alt Fester og Begeistring i Frankrige og Ita-
lien, hvor de kom frem. I Juli Maaned var de
igjen tilbage i hans Yndlings-Slot Fontaine-
bleau.

Imidlertid arbeidedes der i alle Evropas Ca-
binetter, og i September Maaned, da Napoleon
atter var i Boulogne, hvor han netop holdt
en Generalprøve paa Indskibningen, brød Øster-
rigerne under General Mack ind i Bayern.

Hele Marechal Soults Corps var i Virkelig-

SIDE: 77

heden allerede ombord paa Flaaden. Men sam-
tidig med Østerrigernes Indrykning fik Napo-
leon ogsaa vide, at Admiral Villeneuve, som
han havde udseet til at udføre Landgangen i
England og som hver Dag var ventendes i Ka-
nalen, han havde ladet sig skræmme ind i en
spansk Havn, hvor Englænderne øieblikkelig
blokerede ham. Det havde oprindelig været
Napoleons Mening at give Commandoen til
Admiral Latouche-Treville, den eneste af de
franske Admiraler, som duede noget; men ulyk-
keligvis døde han netop ved disse Tider.

Grev Daru - Armeens General-Intendant
- en Mand, som stod Napoleon meget nær
i det daglige Liv, kom netop ind i Keiserens
Telt i Leiren ved Boulogne den Morgen, da
disse Efterretninger vare komne. Keiseren gik
op og ned i den største Ophidselse.

Sæt Dem - Daru! og skriv! - sagde han.

Og nu forandrede han sine lange møisom-
melige Planer i Løbet af en Formiddag. Han
vendte sin Armé, som stod med Ansigtet mod
London, helt omkring og sendte den mod Wien;
og uden at stanse, i et Træk dikterede han
Planen til det Feldttog, som endte med Slaget
ved Austerlitz.

Hvert Armé-Corps fik sin Marsch-Linie

SIDE: 78

ligefra Hannover og Holland - helt fra Syd-
frankrige og Italien, alle Dagsmarscher opgivne
og alle Mødesteder, hvor Colonnerne skulde
forene sig.

Saa akkurat var denne Plan, at der blev
marscheret 300 franske Mil østover uden at
der behøvedes nogen Forandring eller Fravi-
gelse fra de optrukne Linier. Tropperne kom
frem til de Steder, hvor de skulde være, og
den hele Plan blev fulgt og fuldbyrdet med
fuldstændigt Held.

Man ved næsten ikke, hvad man skal tro,
naar man hører Politiministeren Fouché for-
tælle: Alle de østerrigske Spioner vare kjøbte
- meget lettere end nogen tror. Mesteparten
havde allerede ladet sig bestikke af os i Ita-
lien, hvor de havde bidraget ikke saa lidet til
Wurmsers og Alvinczy's Nederlag. Foran Feldt-
toget i 1805 opererede man mere i det store;
og næsten alle de østerrigske Generalstaber
var os aabnede. Alle mine hemmelige Notater
om Tyskland havde jeg overladt til General
Savary - Chefen for Spionvæsenet i Keise-
rens Hovedkvarter, og han benyttede dem med
Held. Og da saaledes alle Brescher vare aab-
ne, blev det nærmest et Spilfægteri med vore
Soldaters Tapperhed og vore Manøvrers Over-

SIDE: 79

legenhed ved Ulm, ved Broen til Wien og
ved Austerlitz.

Spilfægteri var det ogsaa, naar Napoleon
efter Freden til Pressburg en Dag i Tuilleri-
erne lod, somom han var meget vred paa Fi-
nantsministeren, fordi der ved Krigens Begyn-
delse havde været lidt vanskeligt for Penge
ved Statens Kasse. Disse Vanskeligheder -
paastaar Fouché - havde Keiseren selv frem-
kaldt ved at bortføre fra Bankens Kjældere en
femti Millioner Francs, som ved at anvendes
til Bestikkelser i høi Grad bidrog til det umaade-
lige Resultat af dette improviserede Feldttog.

Det er vist sikkert nok, at Fouché - selv
om han praler og overdriver - havde god
Grund til at betragte mange Ting med Mistro,
som synes andre beundringsværdige. Det er ikke
godt at vide, hvor meget der tilkommer Fører-
nes Overlegenhed og Soldaternes Tapperhed og
hvad der kanske kun var en skamløs Kome-
die for Penge betalt paa Forhaand. De hører
til i det internationale Samliv - Spionerne;
alle har dem og alle hænger dem.

Og i Napoleons Karakter var der visselig
Intet, som krympede sig for Spioneri og Be-
stikkelse; i hans Haand var disse ufine Vaa-
ben ligesaa gode som ethvert andet. Om han

SIDE: 80

derfor har havt Landgangen som sin alvor-
lige Yndlingsplan, han kan meget godt have
havt en fuldt udarbeidet Plan til det øster-
rigske Feldttog færdig i sit Hoved, hvori
var medtaget alle de Bestikkelser og Forræde-
rier, han viste, at han kunde regne med. Thi
hans Hoved, som det var dengang, kunde
rumme alt; slog noget feil, var han aldrig
raadløs.

La grande Armée i 1805 var den første,
Napoleon opstillede fuldt ud efter sit System.
I Republikens Armeer var hvert Corps udsty-
ret som en liden Hær for sig - med alle
Vaabenarter, Forraad, Lazaret, Train o. s. v.

Men efterhaanden organiserede Napoleon Hæ-
ren saaledes, at han havde den mere i sin
egen Haand. Hvert Corps blev kun fuldstæn-
digt udstyret med Infanteri og alt dets Tilbe-
hør samt fornødent Feldtskyts; men af Caval-
leri kom der under Corpschefens umiddelbare
Commando kun nogle faa Esquadroner Husa-
rer og Jægere til Brug ved Recognoseringer og
til Dækning. Et Corps commanderedes i Almin-
delighed af en Marechal.

Men hele det tunge Cavalleri stod under en
egen General, som i Almindelighed var Murat;
og af disse Tropper samt af Artilleriet, tog Na-

SIDE: 81

poleon, hvad hvert Corps behøvede - under
et Slag eller forat udføre en Manøvre.

Af Livvagtens Corps havde Keisergarden
udviklet sig. Den bestod af Grenaderer tilhest
og tilfods, af Mamelukerne fra Egypten, en
glimrende italiensk Bataillon samt endelig af
to Esquadroner Elite-Gendarmer, som holdt
Orden i Hovedkvarteret.

Napoleon føiede endnu hertil en udsøgt
Artilleripark paa 24 Kanoner, saaat Garden
var i Virkeligheden en liden Hær paa 7,000
Mand af de allerbedste Soldater og med Offi-
cerer udvalgte blandt Armeens smukkeste
Mænd.

Sammen med Garden i Keiserens Nærhed
marscherede gjerne Marechal Lannes og Oudi-
nots Grenaderer.

Armeen som den begyndte Marschen tvers-
igjennem Evropa i September Maaned var delt
i 7 Corps.

Det 1ste under Marechal Bernadotte stod
i Hannover med Generalerne Drouet, Rivaud
og Kellermann - den Unge.

2det Corps General Marmont - laa i
Holland. Med ham var Boudet og Grou-
chy og en stor Mængde hollandske Hjælpe-
tropper.

SIDE: 82

3die Corps Marechal Davoust - med Ge-
neralerne Friand og Gudin.

4de Corps Marechal Soult - med Saint
Hilaire, Vandamme og Legrand.

5te Corps Marechal Lannes med Suchet og
Gazon samt Marechal Oudinot med Grenade-
rerne.

6te Corps Marechal Ney med Dupont og
Loison samt Cavallerigeneralen Colbert.

7de Corps førtes, af Marechal Augereau.

Cavalleriet commanderedes af Murat med en
Række glimrende Ryttergeneraler: Nausouty,
Milhaud, d'Espagne, Lasalle og den berømte
d'Hautpoul.

Keisergarden tilhest førtes af Marechal Bes-
sières og den tilfods af Marechal Mortier.

Marechal Brune blev liggende i den forladte
Leir ved Boulogne.

Alle disse Armécorps med deres uhyre Til-
behør begyndte nu paa en og samme Dag ad
forskjellige Veje at marschere tvers over Tysk-
land, forat komme i Kast med Østerrigerne.
Disse havde samlet en meget stor Hær under
Erkehertug Carl og havde desuden russiske
Tropper i Ryggen, som rykkede frem under
Keiser Alexander selv og General Kutusof.

Det var en besværlig Marsch i hine Dage;

SIDE: 83

faa Veie og slette Veie, kun sjeldent ordent-
lige Broer; et forfærdelig tungt Materiel og
Artilleri.

Bayern, Baden og Würtemberg modtog Na-
poleon som Ven og Bundsforvant; og Napo-
leon begyndte allerede her den farlige Skik at
tage i sin Tjeneste store Masser Soldater af
fremmed Nationalitet, af hvem han uden vi-
dere ventede den samme Tapperhed og den
samme Troskab som af de Franske, naar de
bare stod under hans Officerer; han havde ik-
ke nogen skarp Nationalfølelse.

Keiseren kom selv til Stratsburg fra Paris
og var allerede den 1ste October gaaet over
Rhinen. Alle Efterretninger, han modtog, stad-
fæstede, at alt var i Orden; den store Plan
udviklede sig præcist og hurtigt.

Den 13de October var General Mack fuld-
stændig indesluttet i Omegnen omkring Fæstnin-
gen Ulm og afskaaret fra Russerne, som forgjæ-
ves søgte at komme ham tilhjælp østenifra. I de
Slag, som udkjæmpedes i disse Dage, var det
først og fremmest Ney, som udmærkede sig. Han
blev beordret at tage en overmaade stærk Posi-
tion ved Klosteret Elchingen, som General Lou-
don forsvarede med 15,000 Mand og 40 Kanoner.
Med store Tab lykkedes det Ney efter et for-

SIDE: 84

tvivlet Stormløb at sætte sig fast i Abbediet.
Og to Dage efter maatte Mack overgive Byen
Ulm med Fæstningen. 30,000 Mand med 16
Generaler, 60 Kanoner og 40 Faner og 3000
Heste defilerede forbi Napoleon og hans Stab.

Det var Berthier, som modtog den ulykke-
lige General Macks Kaarde. Forresten havde
Mack allerede en Gang før maattet aflevere
sin Kaarde, nemlig til den gamle General Cham-
pionnet i Republikens Tid ved Indtagelsen af
Neapel.

Men Championnet var en godmodig Mand.
"Behold Deres Kaarde - Hr. General!" sagde
han; "min Regjering har forbudt mig at mod-
tage Presenter af engelsk Fabrikat."

Marechal Ney blev Hertug af Elchingen og
General Exelmanns fik Storkorset af Æres-
legionen for en Træfning ved Wertingen.

Efter Ulms Capitulation marscheredes der
videre - Napoleon midt iblandt sine Soldater
- fra Sejer til Sejer. Marechal Mortier gjorde
sig udødelig ved en heltemodig Kamp mod en
stor Overmagt ved Diernstein. Murat var over-
alt paafærde med sine Ryttere. Den hele Armé,
som nu snart havde været ti Aar i Napoleons
Hænder var mønsterværdig i enhver Henseen-
de, og hans Generaler i deres allerbedste Tid.

SIDE: 85

Ingen var endnu træt; Rivaliseringerne var ik-
ke bitre endnu; de store Gaver og Udmær-
kelser var endnu i deres Begyndelse.

Oudinot marscherede støt og urokkelig med
sine Grenaderer lige fra Leiren ved Boulogne
til Wien paa 45 Dage. Der gik han selv med
et Par Officerer ud paa den underminerede
Bro over Donau og rev den brændende Lunte
ud af Haanden paa den østerrigske Underoffi-
cer, som stod færdig til at tænde. Murat, Lan-
nes og Sebastiani var med ham.

Den 15de November 1805 red Keiser Napo-
leon ind i Wien. Det var den første Gang.
Keiser Frantz havde trukket sig tilbage til
Ollmütz.

Den franske Armée marscherede efter ham.

Marechal Soult - senere Hertug af Dalma-
tien - en af de solide Generaler, som altid
førte store Hærafdelinger med Hæder - han
gik over Donau og slog Fienden ved Holla-
brünn.

Der kom en Parlamentair fra Keiser Frantz
med Forslag til en Vaabensstilstand. Men Napo-
leon forstod meget godt, at dette bare var,
forat Russerne skulde vinde Tid til at naa
frem. Allerede var Feldtmarechal Kutusof ved
Wischau og Keiser Alexander var ogsaa dér.

SIDE: 86

Napoleon greb strax Leiligheden til at nær-
me sig den Mand, som han betragtede som sin
største Rival i Verden, og som, efterhaanden
som han selv steg, blev den siste, som skulde
beseires - eller vindes. Han foreslog Zaren et
personligt Møde; men Alexander sendte bare
Fyrst Dolgorucki.

Da Fyrsten kom, havde Napoleon netop la-
det sin Armé vige et Par franske Mil tilbage;
og han var netop beskjæftiget med at befæste
denne nye Stilling. Dolgorucki drog heraf den
Slutning, at de Franske havde tabt Modet og
helst vilde komme bort uden at møde Russerne.

Men det var bare en Finte af Napoleon; han
vilde netop lokke Russerne frem og ned fra
Høiderne ved Pratzen; fordi han viste, at hvis
han fik dem ned paa Sletterne henimod Brüün,
var der ingen Magt, som kunde modstaa hans
Generaler.

Russerne hørte med Begjærlighed, hvad Fyrst
Dolgorucki fortalte, og ilede fremad. Napoleon
lagde sit Hovedkvarter ind i Brüün rede til at
vælge sin Slagmark.

Den 28. November var de forenede Armeer
langt forbi Wischau og nærmede sig Pratzen.
Napoleon gjorde sine Generaler bekjendt med
det Terrain, han havde valgt, idet han sagde:

SIDE: 87

Hvis det nu bare var min Mening at standse
Fienden, vilde jeg sætte mig fast her paa Høi-
derne ved Pratzen. Men saa vilde jeg kun vin-
de et almindeligt Slag. Jeg trækker derfor min
høire Fløi henimod Brüün, og hvis Russerne
derved lokkes til at stige ned af disse Skraa-
ninger. saa er de redningsløst fortabte.

Den 1ste December saa Napoleon til sin usi-
gelige Glæde, at Russerne og Østerrigerne net-
op udførte den Maneuvre, han vilde lokke dem
til; de forlod Høiderne ved Pratzen og mar-
scherede mod Brüün, forat angribe eller omgaa
de Franskes høire Fløi. De, som stod omkring
Napoleon, hørte ham flere Gange sige til sig
selv: Før imorgen Aften er den Armé i min Magt.

Om Aftenen den 1ste December gik han rundt
i Leiren. Der var nogle Soldater, som tilfældig-
vis fandt paa at lave Fakler af deres Sovehalm,
forat lyse for Keiseren i den mørke Vinternat.
Hele Armeen blev opmærksom paa dette; og
efterhvert som han gik fra Corps til Corps,
flammede Halmfaklerne op indtil hele Leiren
stod i Ild og Røg under et tusindstemmigt Raab:
Leve Keiseren!

Om Morgenen den 2den December 1805 stod
hele den franske Armée opstillet i Slagorden
saaledes som paa Forhaand bestemt.

SIDE: 88

Marechal Lannes med Divisionerne Suchet og
Cafarelli udgjorde venstre Fløi. Marechal Berna-
dotte med Rivaud og Drouot var i Centrum.
Høire Fløi førtes af Marechal Soult, der egent-
lig afgjorde Slaget. Hele Cavalleriet under Mu-
rat sad tilhest paa to Linier. Napoleon havde
under sin egen Haand 10 Batailloner af Gar-
den og 10 Batailloner Grenaderer under Ou-
dinot.

Solen kom op af Vintertaagen, som laa over
Sletten og de islagte Vande og blinkede i al
den krigerske Pragt. Samtidig saa man ogsaa
Russerne forlade Pratzen.

Hvor lang Tid - Marechal! spurgte Napoleon
Soult, vil det tage Dem at besætte de Høider,
som Fienden netop forlader?

En Time - Deres Majestæt.

Vel! Saa vil vi vente et Kvarters Tid - sag-
de Napoleon.

Snart efter begyndte Kanonerne, og Slaget
kom igang. Kutusof havde delt sine Stridskræf-
ter i 6 Corps; til Reserve havde han den be-
rømte russiske Garde, der blev commanderet
af Storfyrst Konstantin.

Skjønt det var Feldtmarechal Kutusof, som
havde Overcommandoen, skyldtes dog Planen
om Fremrykningen den østerrigske General Wei-

SIDE: 89

roth; Kutusof havde forgjæves kjæmpet imod.
Men da han nu saa, hvorledes Slaget strax
vendte sig, idet Marechal Soults Tropper be-
gyndte med at bemægtige sig Høiderne ved
Pratzen, lagde han al sin Magt paa at drive
dem væk; og med uhyre Offere kjæmpede han
for at tilbagevinde en Position, hvis afgjørende
Betydning nu var ham fuldtud klar.

I to Timer var Kampen rasende og spændt.
Men saa maatte Kutusof give tabt, og fra
det samme Øieblik faldt Slaget saaledes sam-
men, at Ingenting kunde staa sig imod de
Franske.

Lannes og Murat væltede den høire Fløj un-
der Fyrst Bagration; General Rapp gjorde sit
berømte Indhug mod Kyradsererne, hvorved
han tog Fyrst Repnin til Fange; og da Napo-
leon med sin Garde og Oudinots Grenaderer
kom forat bistaa Soult, faldt alting i de Fran-
skes Hænder i et Øieblik: Kanoner, Artilleri-
vogne, Faner - alt; og de, som flygtede ud-
over Vandene, druknede, da Isen brast under
Vægten af Kanonerne og de franske Kugler,
som slog Huller. Hele Divisioner gik tilgrunde
eller nedlagde Vaabnene.

Resultatet var umaadeligt: 25,000 Mand dræb-
te og saarede og 25,000 Fanger, en Masse Fa-

SIDE: 90

ner, hvoriblandt den keiserlige russiske Gardes
Standart.

Kun to franske Officerer af høi Rang faldt
ved Austerlitz; det var en General Valhuet;
han fik sine Laar afskudt og døde strax, og
Oberst Morland, som faldt i Spidsen for Kei-
sergardens Jægere. Hans Lig blev ført til Pa-
ris i et Fad Rum; men deri blev han beklagelig-
vis glemt indtil 1814.

Den muntre og ufortrødne General Rapp fik et
slemt Saar; han hørte til de uheldige. I Republi-
kens Krige fik han fire Saar og tre i Egypten,
især havde han en ulykkelig Arm, som altid blev
rammet. General Thiebault blev ogsaa saaret.

Efter Austerlitz kom for første Gang Napo-
leons Trang til at belønne sine Folk frem i den
over al Maade storartede Stil, som siden fulgte
ham, saa længe han havde noget at give bort.

Han adopterede de Soldaters Børn, som vare
faldne i Slaget; de skulde opdrages frit paa Sta-
tens Bekostning; og han gav dem Lov til at
føie Navnet "Napoleon" til deres eget Navn.
Han fastsatte Pensioner for alle Enkerne -
ligefra Generalens og ned til Soldatens og tak-
kede Armeen i de smukkeste Ord. Det var
dengang han sagde: Mit Folk vil gjense Eder
med Stolthed; og hver Gang en af Jer siger:

SIDE: 91

Jeg var med ved Austerlitz - vil alle svare
med én Mund: Det er en tapper Mand.

Til Tak for god Hjælp blev Bayern og Wür-
temberg Kongeriger og Baden Storhertugdøm-
me.

Murat blev Storhertug af Berg; Berthier Fyr-
ste af Neufchatel, Eugene Beauharnais - Jo-
sephines Søn blev udnævnt til Vice-Konge i
Italien og gift med en Datter til Kongen af
Bayern. Kort Tid efter blev Joseph Konge af
Neapel og Ludvig Konge af Holland.

Mangfoldige Officerer fik Titler, Decoratio-
ner, Pengegaver og Jordegods i massevis.

Freden til Pressburg blev snart færdig. Øster-
rige mistede Venedig, som blev lagt til Italien,
og Tyrol, som blev givet til Bayern.

Keiser Alexander, som kunde været fangen
med hele sin Armé, fik Anledning til at slippe
bort; saaledes var Napoleon bestandig overfor
Zaren.

Det er sjeldent, at man ud af Slagbeskrivel-
serne faar andet end en Række Billeder af de
forskjellige Vaabenarters Sammenstød, heltemo-
dige Indhug, eller den seige Modstand hos In-
fanteriet, som holder den vigtige Stilling. Men
at se et Slag som en sammenhængende Begi-
venhed, hvor Plan kjæmper mod Plan, og hvor

SIDE: 92

de enkelte Scener indordner sig i den over-
legne Tanke og Beregning, som tilsidst er Sej-
eren - det er ikke godt at faa noget Tag paa
for den, som ikke er sagkyndig.

Alligevel er der nogle af Napoleons Slag, som
jeg har faaet etslags Greie paa. Det er nemlig
ikke alle Slag, som i Løbet af Dagen gradvis
gaar over til Nederlag for den ene Part saa-
ledes, at alle Kræfter blir prøvet med det Re-
sultat, at naar alt kom til alt, var der Over-
legenhed paa den ene Side.

I enkelte Slag kommer Nederlaget pludseligt
midt i Kampen; og i et Øieblik ligger alting
overende paa den ene Side, - gode solide
Tropper, med en Gang er det altsammen ubru-
geligt. Et saadant Slag er det ved Austerlitz. I
de to Timer, hvor Kutusof anstrængte hele sin
Armé, for at tage Høiderne ved Pratzen til-
bage, stod Kampen paa en vis Maade lige, uden
nogen synbar gradvis Overgang; det var som
om en Staalbue blev spændt - og spændt -
og spændt, indtil den pludselig brast, og Neder-
laget var der med et; Tropper som den uover-
vindelige russiske Keisergarde var med en Gang
ikke mere værd end Rekruter.

Jeg ser det samme paa en noget anden Maa-
de ved Marengo. Den hele Dag trykkede Øster-

SIDE: 93

rigerne Napoleons høire Fløi og Centrum til-
bage og tilbage, indtil det om Eftermiddagen
stod saaledes, at alle mente, at dette var et re-
gulairt Nederlag fra Morgen til Aften.

Kun Bonaparte saa Buen, saa spændt som
den var. Men seigt og forsigtigt holdt han Brud-
det op, indtil Desaix kom paa Plads, da sprang
Buen pludselig tilbage og brast over Østerri-
gerne; og i samme Stund var Nederlaget over
dem; det var ikke bare en Forstærkning, som
var kommen; men dette uforklarlige Moment
var der, hvor alt er ude; det var ikke Tilbage-
tog og Tab, men Flugt og Fangenskab.

Noget lignende er der ved Waterloo ogsaa.
Det siges jo altid, at Lord Wellington var stra-
tegisk overvunden. Napoleon havde med de
Kræfter, der stod til hans Raadighed, spændt
Buen voldsommere end nogensinde før; hele
Slaget stod ligesom og dirrede, kunde ligesaa-
godt briste den ene Vej som den anden. Kun
Napoleon viste, at det var en Time for sent.
Og da saa Marechal Grouchy ikke alene ikke
kom, men Blücher i hans Sted, da sprang Buen
med stor Voldsomhed tilbage og brast den gal-
ne Vejen, saaat det blev Lord Wellington, som
vandt den store Sejer. -

SIDE: 94

- Umiddelbart efter det første østerrigske
Feldttog begyndte det preussiske. Metternich
havde i 1805 været i Berlin og gjort de aller-
største Anstrængelser forat bevæge Preussen
til en Alliance; men da havde Frederik Wilhelm
været standhaftig. Men nu - Aaret efter og
efter Slaget ved Austerlitz - nu begyndte han
- netop i utide den ulykkelige Krig, som brag-
te Preussen paa Tilintetgjørelsens Rand.

Preusserne rykkede ind i Sachsen - lige-
som Østerrigerne Aaret før var rykket ind i
Bayern - uden Krigserklæring.

Det er en Kjendsgjerning, at Napoleon den
24de September 1806 i Paris med Fingeren
paa Kortet forudsagde den preussiske Armés
Undergang omkring den 15de Oktober, - det
blev den 14de. Han bestemte allerede da, at
Clarke skulde være Gouverneur i Berlin i Slut-
ten af October.

Og da Daru udbad sig Ordre til at lade Skat-
kammeret følge med, svarede Keiseren: Det er
nok, at Skatmesteren følger; og dermed drog
han i det sachsiske Feldttog med 24,000 Francs.
De Overvundne skulde betale. -

Den keiserlige Garde forlod straks Paris og
kjørte østover i Postvogne. Napoleon gik over
Rhinen den 1ste October 1806 og opslog sit

SIDE: 95

Hovedkvarter i Bamberg. Herfra samlede han
sine Armeer under de syv Marechaler: Berna-
dotte, Lannes, Davoust, Ney, Soult, Augereau
og Lefebvre. Murat førte Cavalleriet.

Det begyndte allerede slet for Preusserne,
da den unge haabefulde Prins Ludvig af Kon-
gehuset blev hugget ned af en fransk Husar i
Træfningen ved Saalfeldt nogle Dage før de af-
gjørende Slag ved Jena og Äuerstädt.

Men saa sikker paa Sejeren var Kongen af
Preussen og hans Generaler, at de havde indtaget
Stillingen Gotha-Erfurt-Weimar; medens Napo-
leon kom fra Gera - altsaa østenfra. Armeerne
stod saaledes ganske bagvendt: Tyskerne med
Ryggen mod Rhinen, og de Franske med Ryg-
gen mod Elben og Adgangen fri til Berlin og
Dresden. Preusserne havde selv valgt Sachsen
til Slagmark.

Men det var Fredrik den Stores Armé -
uovervindelig i Samtidens Dom, ført af den
store Konges egne Generaler og Elever, -
Navne som Kalkreuth, Hertugen af Brauns-
chweig, Möhlendorff, Schmettow, Hohenlohe,
Rüchel og Blücher; - 230,000 Mand stramme
Tinsoldater fra Potsdam, vel bevæbnede og vel
gjennempryglede fra Exercerpladsen.

Napoleon sendte atter en af sine Skrivelser

SIDE: 96

fra Monark til Monark - denne Gang til Kon-
gen af Preussen:

"Dersom jeg var en Begynder i Krigens
"Kunst og behøvede at frygte Lykkens Om-
"vexlinger paa Slagmarken, vilde denne Hen-
"vendelse til Deres Majestæt visselig være me-
"ningsløs. Men - Deres Majestæt vil blive
"slaaet; og uden Skygge af et Paaskud vil De
"have forspildt Deres egen fredelige Tilværelse
"og Deres Undersaatters hele Existens.

Hellerikke paa dette Brev fik Napoleon noget
Svar fra sin kongelige Broder Fredrik Wilhelm.

Kongen af Preussen var ved Hæren, Dron-
ning Louise ligesaa. Hæren var delt i to Afde-
linger, hvoraf den ene Del paa 70,000 Mand
anført af Kongen selv med Hertugen af Braun-
schweig marscherede til Äuerstädt, medens Re-
sten under Fyrst Hohenlohe gik til Jena; der er
ikke mere end 6 franske Mil mellem begge Steder.

Napoleon havde benyttet Natten til den 14de
October saa vel, at hans Tropper allerede om
Morgenen Klokken sex var istand til at angribe
og det paa saadanne Punkter, hvor Preusserne
minst havde ventet det.

Den første, som begyndte at røre paa sig,
var General Suchet; han aabnede Slaget i den
aarle Morgenstund, mens Taagen endnu laa tæt

SIDE: 97

udover Markerne; med ham var Generalerne
Vedel og Claparède, hvis Division allerede hav-
de udmærket sig Aaret forud ved Austerlitz.

Men Modstanden var længe seig og haard-
nakket.

Marechallerne Soult og Lannes gik paa med
fuld Kraft; Ney kom til under Slaget med 2
Divisioner. Napoleon sendte Reserven frem, og
Murat kastede sig som sædvanligt over Fien-
den med hele Cavalleriet.

Preusserne veg fra først af langsomt tilbage
- med den største Koldblodighed og i deres
parademæssige Orden. Infanteriet dannede den
ene Firkant efter den anden; men da fem Kar-
réer efter hinanden var redet sønder og sam-
men af de franske Husarer og Kyraserer, be-
gyndte der at opstaa en farlig Uorden mellem
Preusserne. Deres Cavalleri begyndte at vige
for Marechal Soults faste Colonner og trak sig
tilbage henimod Weimar.

Men i dette Øieblik kom den Forstærkning,
Fyrst Hohenlohe ventede paa. General Rüchels
Corps bestaaende af 26 Batailloner og 20 Eska-
droner naaede frem i Kamplinien. Nu opstod
der en ganske usædvanligt vild Kamp; men i
mindre end en Time forsvandt hele dette Corps
for de gjentagne Angreb, Napoleon sendte over

SIDE: 98

det, og tilslut var der ikke mere igen "af den
store Frederics Armé".

Den gamle Krigskunst havde maalt sig med
den nye og tabt fuldstændigt. Omvæltningen
var i militair Henseende en saadan, at Samti-
den blev aldeles overvældet - mere end ved
nogen anden af Napoleons Sejre.

Selve Nederlaget var paa en Maade ikke
større end mange andre i dets umiddelbare
Tab af Folk og Materiel; men dets Virkning i
militair og i moralsk Henseende var for den
tabende Parts Vedkommende aldeles knu-
sende i Øieblikket, men ogsaa lærerig for Frem-
tiden.

Medens Napoleon sloges ved Jena - den
samme 14de October -, mødte Marechal Da-
voust den Afdeling af den preussiske Hær, som
Hertugen af Braunschweig commanderede, og
hvor Kongen selv var med. Hos Davoust var
Generalerne Gudin, Friant og Morand, hvis yp-
perlige Divisioner næsten altid udgjorde Kjær-
nen i det Armé-Corps, han anførte; men han
havde alligevel ikke stort mere end en Tredie-
part af den Styrke, han mødte; og han kom
derfor i den yderste Nød.

Marechal Bernadotte var lige i Nærheden;
men han lod, somom han ikke hørte Kanoner-

SIDE: 99

ne; han tog endogsaa med sig nogle Dragon-
Regimenter, som egentlig ikke hørte til hans
Corps - altsammen af den Grund, at han ikke
vilde dele Æren med Davoust, men helst saa,
at denne blev overmandet af Preusserne; -
hvilket ogsaa meget let kunde blevet Tilfældet.

Klokken sex om Eftermiddagen var Faren
paa det høieste for Davousts Corps. Selv sad
han paa sin Hest - streng og alvorlig, som
han altid var - midt i den forfærdelige Tum-
mel; en Kugle havde netop revet ham Hatten
af Hovedet. Han sendte endnu engang et Bud
- en af sine Adjutanter, den tapre Romeuf,
som senere faldt ved Borodino, til Bernadotte,
forat besværge ham at komme tilhjælp; Da-
voust lod ham endog tilbyde Overcommandoen,
- han kjendte ham.

Men Bernadotte marscherede videre, skjønt
han bare havde en Sving at gjøre for at være
paa Slagmarken. Og tilslut, da Davoust med
sin ubetvingelige Koldblodighed og sin overleg-
ne Krigskunst havde vundet Slaget; og da hans
tapre Folk vare saa udmattede, at de knapt
kunde staa paa sine Ben, ikke da engang
vilde Bernadotte kaste sig over de oprevne
Preussere, endda han var saa nær, at hans og
Davousts Soldater kunde se hverandre.

SIDE: 100

Vistnok skal der have været et ubetydeligt
personligt Fiendskab mellem de to Marechaller;
men hele Armeen og alle Officerer vare op-
bragte paa Bernadotte, og Keiseren sagde be-
standig senere: Havde jeg dengang stillet Ber-
nadotte for en Krigsret, var han uden Tviv1
bleven skudt for dette Forræderi.

Der siges endogsaa, at Napoleon allerede
havde Decretet i sin Haand, men rev det istyk-
ker i siste Øieblik af Hensyn til Desirée -
Bernadottes Gemalinde, som i Ungdommen
havde været halvveis bestemt for Bonaparte.

Davousts Sejer ved Äuerstädt den 14de Oc-
tober 1806 vil bestandig blive nævnt som en af
den franske Armés Glansdage. Keiseren gjorde
ham til Hertug af Äuerstädt og gav ham store
Dotationer.

Davoust var af gammel Adel og havde kjendt
Bonaparterne fra Krigsskolen i Brienne. Han
tjente under Republikens Generaler, men blev
sat ud af Tjenesten, fordi han var adelig. Se-
nere fulgte han Napoleon som en af hans aller-
paalideligste Hærførere, som med en fast, men
haard Haand optugtede sine Folk og holdt dem
sammen, saaat det 3die Armécorps var et Elite-
Corps i enhver Henseende.

Preussernes Tab i disse to Slag var uhyre;

SIDE: 101

alene Davoust tog 115 Kanoner - selv havde
han 44; henved 50,000 Mand faldt eller fange-
des; Faner og Forraad af alle Slags.

Blandt Fangerne var der 6,000 Sachsere med
deres Officerer. Napoleon lod disse Officerer
præsentere for sig i Weimar. Han sagde til
dem, at et af de Formaal, han havde for Øie i
dette Feldttog, var at forhindre, at Sachsen blev
indlemmet i Preussen. Han sendte dem alle
hjem til Dresden paa deres Æresord, og med-
gav dem en Proclamation, i hvilken han erklæ-
rede sig at være Sachsens Beskytter.

Dette var den velberegnede Indledning til det
gode og intime Forhold, han efterhaanden op-
naaede at etablere med det sachsiske Hof og
mellem sig og den senere Konge af Sachsen.

Frederik den Stores Veteraner havde tabt;
men de fleste af dem sloges, til de faldt eller
bragtes bort som saarede. Det lagde en uhyg-
gelig Tyngsel til Nederlages Bitterhed for
Preussen, at saa mange af de store Navne
udslukkedes. Den berømte Hertug af Braunsch-
weig fik sine Øine skudt ud og døde kort ef-
ter; Feldtmarechal Möhlendorf og Generalliute-
nant Schmettow blev dødeligt saarede; Prins
Henrik af Preussen og Prinsen af Oranien
- den senere Konge af Holland - blev

SIDE: 102

saarede; ligesaa General Rüchel og mange
andre; den maadeholdne Fredrik Wilhelm
nøiede sig med at falde af Hesten, men var
meget nær ved at falde i de franske Rytteres
Hænder.

Der blev anmodet om en Vaabensstilstand.
Men Napoleon svarede strax, at han ikke vilde
underhandle undtagen fra Berlin. Han viste sig
allerede strax haard og ond overfor Fredrik
Wilhelm, som han foragtede, ligesom senere
overfor Dronning Louise, som han ikke kunde
udstaa. Han var ganske anderledes, naar det
gjaldt Alexander den Første.

Faa Dage efter Jena blev General Kalkreuth
- ogsaa en af Fredrik den Stores første Gene-
raler aldeles tilintetgjort af Marechal Soult. Ber-
nadotte vandt en Sejer ved Halle; og saaledes
gik det Slag i Slag, saaat den ulykkelige Dron-
ning Louise maatte flygte fra By til By østover
lige til Küstrin.

Fyrst Hohenlohe maatte overgive sig med
hele sin Hær til Murat ved Prentzlow; 16,000
Mand Fodfolk og 6 Regimenter Cavalleri af
Preussens beste Soldater med 60 Kanoner og
45 Faner maatte passere som Fanger foran de
franske Linier. Stettin, som var en stærk Fæst-
ning i den Tid, overgav sig til den gale Caval-

SIDE: 103

lerigeneral Lasalle i Spidsen for nogle Eska-
droner Husarer. Davoust indtog Küstrin; og til-
slut var der bare Blücher igjen, som med de
siste Levninger af den skjønne Armé trak sig
tilbage for de fremtrængende Franske og satte
sig fast i Lübeck.

Tre Marechaller fulgte efter ham: Soult, Ber-
nadotte og Murat. Fod for Fod forsvarede Blü-
cher Lübeck. Der blev kjæmpet paa Forskans-
ningerne, om Portene og senere i Husene, Gade
for Gade - alt blev stormet og taget; og efter
2 Dages Kamp maatte Blücher overgive sig
med elleve Generaler, fem hundrede Officerer,
60 Faner, Artilleri og Forraad - alt, hvad der
var tilovers efter Ødelæggelsen ved Jena og
Äuerstädt.

Dagen efter Lübeck faldt ogsaa Magdeburg,
og saa var der ikke mere at slaaes med i Preus-
sen.

De Franske havde imidlertid opslaaet sit Ho-
vedkvarter i selve Potsdam. Marechallerne Lan-
nes, Bessières og Lefebvre lagde sig her med
Garden. General Bourcier indrettede et stort
Cavalleri-Depot i Potsdam, som de Franske
havde længe.

Den 27de October var Napoleon med Hest-
garden redet ind i Berlin, under den Triumf-

SIDE: 104

bue, som var opført til Minde om Fredrik den
Store.

Det egentlige preussiske Feldtog var hermed
endt; men da Rusland optraadte som Allieret
og Frelser for Preussen, maatte Krigen fort-
sættes, og de franske Armeer drog med fuld
Musik østover lige til Warschau.

Under den Krig, som nu fulgte, forblev Kei-
seren ved Armeen og overvintrede i Preussens
østlige Provinser.

Han regjerede fra sit Hovedkvarter hele sit
store Rige og havde et Øie med alt - ikke
minst med Paris. I denne Vinter udarbejdede
han blandt andet Planen til en monumental
Bygning i Paris, som skulde bære Indskriften:
Til Soldaterne af den store Armé fra Napoleon.
Derinde skulde Heltene fra alle hans Feldttog
have hver sin Navneplade af hvidt Marmor og
de, som var faldne paa Slagmarken, skulde have
sin af Guld. Af denne Plan fremstod tilsist
den nuværende Madeleine-Kirke.

Endvidere var det paa denne Tid, han be-
gyndte at arbeide med sin største Plan: Kon-
tinentets Afspærring mod den engelske Handel
- en Plan, som var større end han kanske
selv anede, og som ialfald tilslut blev for stor
for ham ogsaa.

SIDE: 105

Videre ophøiede han Kurfyrsten af Sachsen
til Konge; han blev den eneste blandt de legi-
time Fyrster, som blev en Ven af Napoleon.

I de første Dage af Februar 1807 begyndte
en Række Sammenstød med Russerne, som
General Benningsen commanderede, tilligemed,
hvad der var tilovers af Preussens Stridskræf-
ter. De franske Leire brød op fra sine Vinter-
kvarterer, hvor de havde prøvet en sur Vinter
med Sne og især med Søle og bundløse Veje,
men ikke - som kanske nogle indbildte sig -
med noget, som kunde maale sig med Rus-
lands Kulde eller de voldsomme Snestorme
paa Sletterne østover.

Den 8de Februar stod de fientlige Armeer
lige overfor hinanden ved Eylau paa et halvt
Kanonskuds Distance. Russerne stod best og
var de talrigste. Det var Ruskeveir med Sne-
byger, og Vinden bar imod de Franske.

Benningsen begyndte med en forfærdelig Ka-
non-Ild. Thi Russerne førte nu - belært af
Napoleon - et stort og fortrinligt Artilleri.

Napoleon var sig strax bevist, at dette var en
farlig Dag; han sparede ikke paa noget; selve
Gardens dyrebare Kanoner blev sendt frem.

Det var Marechal Augereau, som under Rus-
sernes voldsomme Ild skulde føre sit Armé-

SIDE: 106

Corps frem ved Slagets Begyndelse; men idet-
samme de store Masser satte sig i Bevægelse,
kom der en ualmindelig lang og tæt Snebyge
med en forrygende Storm lige i Ansigtet paa
de fremrykkende Franske.

Augereaus Colonner mistede Retningen og
befandt sig med en Gang midt i Russernes
høire Fløi, commanderet af Generalerne Tut-
schukoff og Doctorow.

Marechallen blev selv haardt saaret og maat-
te bæres bort fra Kampen, og hans gode Corps
blev næsten oprevet og tilintetgjort.

Saasnart der blev Raad til at se for Snefog,
var Napoleon klar over, hvilken overhængende
Fare der var opstaaet for den hele Armé ved
Augereaus Uheld. Han gav Ordre til Murat og
Bessières at samle 70 Eskadroner og kaste dem
imod Fiendens Centrum.

Den umaadelige Masse Heste satte sig i
Fart og forsvandt ind i det halvveis tabte Slag.

Dette Rytter-Indhug ved Eylau er bleven be-
rømt for alle Tider; det væltede Russernes Ca-
valleri og gav sig i Kast med de faste Infan-
teri-Colonner.

I Spidsen red den Mand, som næst Murat
havde det beste Navn i Cavalleriet - nemlig
General d'Hautpoul. Da Slaget begyndte var

SIDE: 107

han et godt Stykke borte fra Eylau; men han
adlød strax Napoleons gamle General-Ordre:
bestandig at marschere efter Kanonerne, og da
han hørte dem, vendte han sine Kyraserere og
jog mod Eylau.

Bernadotte derimod, som ogsaa var lige i
Nærheden opførte sig her som ved Äuerstädt.
d'Hautpoul bad og besvor ham at vende om
og følge med til Slaget; men Bernadotte vilde
hverken høre eller se; han forstatte den Marsch,
han havde Ordre til at gjøre; - ikke fordi han
var ræd; der var Ingen omkring Napoleon,
som var ræd, der kunde ikke være det; men
Prinsen af Ponte Corvo var upaalidelig og der-
til saa skinsyg, at han ikke vilde have saa me-
get imod, at en af de andre led et Nederlag,
- ikke engang om det var Napoleon, - d kan-
ske helst han.

Men den tapre d'Hautpoul ilede til Slaget
med sine Kyraserer og forsvandt i det store
Indhug, som han førte næsten tvært igjennem
den russiske Armé. Han blev bragt tilbage saa-
ret og sønderreven og døde et Par Dage efter.

Napoleon havde netop givet ham Æreslegio-
nens store Kors og rige Dotationer efter Auster-
litz; og det var den almindelige Mening, at General
d'Hautpoul stod for Tur til at blive Marechal.

SIDE: 108

Af 24 Kanoner, som blev tagne ved Eylau,
blev der støbt en Statue af ham; den staar et-
steds i Paris, men jeg husker ikke hvor. Der-
imod mindes jeg godt en stor Rytterstatue af
Bernadotte, som staar i Christiania.

Efterat det rasende Indhug havde brudt gjen-
nem de russiske Linier to Gange; samlede disse
sig for tredie Gang og dermed stod de fast og
lod sig ikke rokke mere. Der blev kjæmpet
med et ualmindeligt Raseri den hele Dag; men
General Benningsen beholdt sin Stilling ved
Landsbyen Eylau; den preussiske General Le-
stoc kom med nogle Forstærkninger om Efter-
middagen.

Saaledes blev Slaget staaende, til det mørk-
nede. Marechal Soult raadede Napoleon til at
forblive paa Slagmarken. Klokken otte blev da
Leirbaalene tændt langs hele Linien, forat mar-
kere, at de Franske beholdt Slagmarken. Ben-
ningsen trak sig derimod tilbage i Løbet af Nat-
ten. Han var kanske noget mere medtaget end
Napoleon, som havde megen Reserve i Behold.
Men Slaget var dog ikke anderledes, end at
begge Parter kunde tilskrive sig Sejeren, hvad
de ogsaa gjorde; det var ialfald intet Nederlag
for nogen af dem.

En Række høie Officerer var falden; paa

SIDE: 109

fransk Side 16 Generaler! deriblandt Cor-
bineau, som faldt ved Keiserens Side, Heude-
let fik en Kugle tvers gjennem Livet, men han
kom sig; Defrance og Desjardins faldt; ligesaa
General Dahlmann, som commanderede de ri-
dende Jægere, han faldt sammen med d'Haut-
poul i det store Indhug.

Ogsaa Mandefaldet mellem Soldater og Un-
derbefal var overmaade stort.

Der taltes siden altid med særlig Gru om
Valpladsen ved Eylau; det var den blodigste,
man havde seet i alle Keiserens Feldttog. Selv
tilbragte Napoleon en stor Del af den næste
Dag paa Slagmarken, forat hjælpe Saarede og
bringe Orden i Begravelsen af den store Masse
Lig.

Keiserens Bulletin om Slaget ved Eylau vak-
te stor Bevægelse i Paris; han lagde ikke Skjul
paa de store Tab og det tvivlsomme Udfald.

Det var efter Eylau, at de hvide Uniformer
blev afskaffede; fra de franske Kongers Tid
fandtes der flere hvide Regimenter i Arméen;
men det havde været et altfor skrækkeligt Syn
ved Eylau med alt det røde Blod udover disse
hvide fine Uniformer.

Under Slaget havde Keiseren selv været i
den største Fare, dels fordi han hensynsløst

SIDE: 110

udsatte sig; og dels fordi Hærene var saa lige
opi Hænderne paa hinanden. Berthier havde
den største Møie med at holde ham borte fra
de farligste Steder; men Keiseren var i dette
Slag ligesaa kold og rolig som sædvanligt; me-
dens Generalerne ikke kunde skjule, at de
følte, hvorledes Alting den Dag hang i en
Traad.

General Dorsenne commanderede den Del af
Garden, som var nærmest omkring Keiseren,
og Dorsenne holdt Øie med Keiserens Person
saa godt som det lod sig gjøre. Han var som
de fleste Officerer i Garden en høi og smuk
Mand, som tillige holdt meget af at pynte sig.
Hans Folk var ogsaa udvalgte, og de var lige-
saa stolte af sin General som han var fornøiet
med dem og med sig selv.

Midt under Slaget i den værste Forvirring fik
General Dorsenne Øie paa en Afdeling russisk
Cavalleri, som gjorde Mine til at ville styrte sig
over den lille Houg, hvor Keiseren holdt med
sine Omgivelser. Han raaber sine Folk an, og
som et Lyn slaar Garden Carré omkring Kei-
seren; men Soldaterne blir staaende med Ge-
været i Armen, der kommer ingen Ordre fra
Generalen til at give Ild eller fælde Bajonet.
General Dorsenne sad høi og stolt i Sadlen og

SIDE: 111

saa paa de fremstormende Ryttere; han syntes,
det kunde være nok, naar hans Grenaderer
stod der som en Mur om Keiseren.

Og virkelig! - da Russerne kom nær og
fik se de bistre Ansigter paa denne berømte
Keisergarde med de høie Bjørneskindshuer,
fast støbte i Rækker, Skulder ved Skulder, saa
svingede Afdelingen uvilkaarligt ud til Siden og
red forbi. Keiseren smilede til Dorsenne. -

- Den 16de Februar havde General Savary
sin store Dag som Militair. - Det var ellers
mest i politiske Stillinger, han blev anvendt -
som Gesandt eller ved Politiet. Som en Barn-
domsven af Napoleon og absolut trofast, maatte
han ofte gjøre Ting, for hvilke han blev ringe-
agtet og lagt i Had.

Men i disse Dage havde han netop en mid-
lertidig Commando over 5te Corps, mens Mare-
chal Lannes var syg, og den 16de lykkedes det
ham - efter en haard Kamp at slaa den rus-
siske General Essen ved Ostrolenka. Han hav-
de med sig Divisionerne Suchet, Gazan og
Reille.

Savary fik Æreslegionens store Baand Samt
den Dotation paa 20,000 frcs. aarlig, som net-
op var bleven ledig ved General d'Hautpouls
Fald ved Eylau. Senere blev han Hertug af

SIDE: 112

Rovigo. General Ordener blev Greve efter Os-
trolenka.

Efter en lang og voldsom Beleiring erobrede
den gamle Marechal Lefebvre Fæstningen Dan-
zig. Han havde faaet med sig Armeens to før-
ste Ingenieur-Generaler Lariboisière og Chas-
seloup; og det var egentlig dem, der ledede
Beleiringen. For Marechallen vilde bare storme,
saa Ingenieurerne kunde næsten ikke holde
ham tilbage, indtil de blev færdige. Endelig
maatte General Kalkreuth overgive Danzig med
store Forraad af Vaaben, Amunition og Korn-
varer.

Lefebvre blev Hertug af Danzig.

Mange mindre Slag blev vundne af de Fran-
ske, indtil endelig det store Feldtslag ved Fried-
land gjorde Ende paa Krigen med Russerne;
fordi Zaren nu stod ligesom Kongen af Preus-
sen før: uden nogen Armé.

Slaget ved Friedland leverede Napoleon paa
Aarsdagen for Slaget ved Marengo den 14de
Juni; det begyndte først Klokken 5 om Efter-
middagen og var en fuldstændig Sejer af de
grundige Infanteri-Sejre med Bayonetten og
med Cavalleriet som Høge over de Flygtende.

Selve Keiseren var denne Gang lige i Hæ-
lene paa Monarcherne, og da de kom til Tilsit,

SIDE: 113

stod endnu den Bro i Brand, som i siste Øie-
blik havde frelst dem og Levningerne af deres
Armeer over Niemen. Byttet var umaadeligt.
I Kønigsberg fandtes for Exempel 160,000 nye
engelske Geværer, som endnu ikke var kom-
ne i Land.

I Tilsit mødtes endelig Keiser Napoleon og
Keiser Alexander; de var daglig sammen i en
fjorten Dages Tid og forhandlede Politik. Na-
poleon skulde have frie Hænder overfor Spa-
nien ligesom Alexander overfor Finland. Med
stort Maadehold - ja med en Skaansomhed,
som ikke syntes at ligne ham, behandlede Na-
poleon Zaren, paa hvis Forbøn han endog gjen-
gav Preussen saa meget Land, at der netop var
Liv i det.

Alexander anerkjendte paa sin Side de tre
Konger Joseph, Ludvig og Jerome, Kongen af
Sachsen som Storhertug af Warschau, og en-
delig tiltraadte han Forbundet til Kontinentets
Afspærring mod England - altsammen uden
et Øieblik at mene oprigtigt et eneste Ord,
som udgik af hans Mund.

Men Napoleon, som i dette Øieblik kunde
have delt Verden i to, var glad ved at vinde
denne Mands Anerkjendelse og Venskab, som han
troede var det siste, som manglede i hans Magt.

SIDE: 114

Dernæst drog Armeerne syngende hjem til
Frankrige, hvor alle Byer med Paris i Spidsen
tog imod de brave Soldater, som havde været
borte i 10 Maaneder, og bespiste og bedrak
dem i endeløs Festlighed.

Keiseren selv uddelte Æreslegionens Kors,
Forfremmelser og Belønninger rigeligt, men og
retfærdig, hvilket gav alt, hvad der kom fra
hans Haand et forøget Værd mellem Mænd.

SIDE: 115

KEISEREN var nu reisevant i Evropa og vel
kjendt i Italiens og Fastlandets Slotte.
Foran ham var der hver Dag ilet hans Palads-
Officerer og Husfolk; og naar Reisevognen kom
jagende indover den fremmede Slotsbro om
Aftenen, stod Fakkelbærerne paa Slotstrappen,
hans egne Officerer rev Vogndøren op og tog
imod ham; og i Faklernes Skjær gik den lille
Mand i den graa Frak rolig og tryg opad de
brede Trapper, hvor Slottets gamle pudrede
Tjenere stod og holdt Candelaberne med skjæl-
vende Hænder - gjennem de oplyste Sale, lige
til sine egne Gemakker, lod sin egen Kammer-
tjener klæde sig af og satte sig - ganske som
hjemme i sit glohede Badevand.

Alt, hvad der hørte til hans Person var af
allerførste Sort og ordnet med hele hans Punkt-
lighed og i hans egen store Stil.

SIDE: 116

Hans Vognheste var udsøgte Dyr og ord-
nede i Brigader paa 3 Spand hver med en
Forrider. Naar han skulde kjøre 20 franske
Mil, blev der opstillet 6 Brigader paa hans
Vei, saaat han i Virkeligheden kun kjørte et
ganske kort Stykke med de samme Heste. Det
har vel gaaet mest i etslags Galop, skjønt og-
saa det er vanskeligt at forstaa, naar man be-
tænker, hvad Slags Veje man nøiede sig med
for 100 Aar siden, og med de Vogne, som ser
saa tunge ud for os.

Ialfald kunde der da umuligt være Tale om
at læse eller arbeide med Kaarter i Vognen.
Alligevel var der Bøger, Skrivesager, Kaarter
og Kikkerter med hver Brigade, og alle Gjen-
stande og alt Tilbehør var mærket med Bri-
gadens Nummer, saaat alt med Lethed blev
ordnet Natten før en Reise, uden at nogen
anede det.

Men forresten havde han nok at tænke paa.
Naar han kjørte østover, havde han sit Feldt-
tog at tænke paa. Underveis kom Ordonanser
og Estafetter til ham, eller en Marechal med
sin Stab holdt paa et aftalt Mødested forat
conferere med Keiseren. Nat og Dag ilede han
fremover gjennem Landsbyer og mørke Skove.
Det rumlede gjennem de trange Gader og Skin-

SIDE: 117

net fra hans Fakler fór i et Glimt gjennem
de lave Stuer.

Der er han igjen! - sagde Tyskerne og
trykkede sig sammen under Dynerne. Men han
sad tryg i sin gode Vogn, medens hans Es-
corte raslede paa begge Sider med blinkende
Sabler og Pistoler.

Og naar han reiste vestover, tænkte han
først og fremmest paa, hvad han havde at
bringe dette Paris, som aldrig var ude af hans
Tanker. Dernæst ordnede han i Hovedet For-
fremmelser, Udmærkelser og Gaver til sine
Folk.

Hvor han fo'r, holdt han Øie med Kronens
Gods og de offentlige Domainer; han afrun-
dede og samlede Godser for sine Marechaller
og Hertuger; og man kan vanskelig forestille
sig denne Mands store Stil i at belønne og
give bort.

Thi det var aldrig en taabelig Fyrstes For-
kjælelse af Yndlinge og Hofkryb; endmindre
fik Kvindehænder nogensinde blande sig i dette.
Det var en Mands Tak og Paaskjønnelse for
Mandhaftighed og Mandemod, som førte hans
Blik sikkert ned gjennem Rækkerne - ligefra
Marechallen til den lille Trommeslager, som
var løbet ud i Skjorten for at slaa Allarm.

SIDE: 118

Der var en Tid, da Marechal Davoust -
Hertug af Äuerstädt, Fyrste af Eckmühl -
havde en aarlig Indtægt af en Million otte
hundrede Tusinde Francs - af sine Embeder
og Domainer.

Ganske vist, det varede ikke saa mange
Aar; med Aaret 1814 gik ialfald alle de God-
ser tabt, som laa udenfor det egentlige Frank-
rig. Men naar man tænker paa, hvad en aar-
lig Indtægt af halvanden Million Kroner var
for et Hundrede Aar siden, kan man fra dette
Udgangspunkt danne sig et Begreb om, hvor-
ledes det gik til omkring Napoleon med Penge.

Og Davoust var i Sandhed ingen Yndling -
tvertimod! mellem Keiseren og ham var der
Intet, som kunde ligne Keiserens Forhold til
Duroc, Lannes eller til Junot og Marmont. Be-
lønningerne var kun ydede til de Egenskaber,
som gjorde Davoust til en stedse paalidelig og
uovervindelig Hærfører.

Napoleons Fyrstetitler var aldrig nøgne, som
de, Nutidens Krigsherrer en enkelt Gang ud-
deler foruden Masser af Silkebaand. De fleste
af hans Officerer og Stormænd fik med Tit-
lerne tillige Indtægter, som satte dem istand
til at føre et Hus i Paris. Og endnu gaar der
mange af disse Hertugnavne i det høieste fran-

SIDE: 119

ske Aristokrati, som oprindelig blev givet en
af Napoleons Soldater.

Det er forresten vanskeligt at holde rede i
alle disse Titler, som dækker over de kjendte
Krigernavne og Statsmænd.

Murat blev først Storhertug af Cleve og Berg,
dernæst Konge af Neapel.

Berthier blev virkelig regjerende Fyrste af
Neufchatel.

Ogsaa Ponte Corvo og Benevent var virke-
lige Fyrstendømmer for sig, som blev givne
Bernadotte og Talleyrand for dem og deres
Efterkommere.

Men i 1806 oprettede Napoleon 22 Fyrsten-
dømmer af erobrede Landsdele saasom Vene-
dig, hvis Indehavere fik den arvelige Titel og
1/15 af vedkommende Distrikts Indkomster.

Saadanne Hertug-Titler fik flere af Mare-
challerne: Soult Hertug af Dalmatien.

Bessières af Istrien.

Victor af Belluno.

Moncey af Conegliano.

Mortier af Treviso.

Macdonald af Tarent.

Oudinot af Reggio.

Udenfor Marechallerne blev Duroc Hertug
af Friaul, Maret af Bassano, Savary af Rovi-

SIDE: 120

go, Fouché af Otranto og en Slægtning af Bo-
naparterne fra Corsica - en duelig Cavalleri-
General Arrighi blev Hertug af Padua. Men
de gjæveste Titler var dog de, som toges af
Slagstederne og fulgte Sejerherren gjennem
hele Livet som en Erindring:

Den gamle Hertug af Valmy Kellermann,
Hertugen af Danzig Lefebvre.

Masséna Hertug af Rivoli og Fyrste af Es-
slingen.

Lannes Hertug af Montebello.

Ney Hertug af Elchingen; Fyrste af Mos-
cowa og af Berezina.

Davoust Hertug af Äuerstädt, Fyrste af Eck-
mühl.

Til alle disse og mangfoldige Flere havde
Napoleon rigeligt Ophold - enten i Form af
indbringende Stillinger eller - hvis det kneb
for nogen - i store fyrstelige Gaver. Han holdt
Øie med dem alle, og han ligte vistnok ikke,
naar de selv eller deres Damer drev Ødsel-
heden for vidt; men han ligte hellerikke, at de
sparede; han vilde, at hans Mænd skulde ud-
fylde det aabne Rum efter Revolutionens store
Aareladning og danne Overgangen fra Frank-
riges gamle Adel til det nye Samfund, han
selv vilde skabe.

SIDE: 121

Derfor omgav han sig med denne glimrende
Kreds baade hjemme og ude; hvor han kom
hen, dannede der sig et Hof omkring ham -
ligesom første Gang i Slottet Montebello; og
hvor han kom hen i Evropas Byer og i de
forladte Slotte, gik hans daglige Liv i den vante
Omgang uforandret som i St. Cloud eller
Fontainebleau.

Den samme Regelmæssighed og Sammen-
hæng i Arbeidet fra Morgen til Aften. Revu
over Tropperne, som skulde i Kampen; eller
Reorganisation af Corpser, som vendte med-
tagne tilbage fra Slagmarken; dertil Arbeidet
inden Døre i sit Cabinet med sine Secretairer
og Generalstabs-Officerer eller med fremmede
Gesandter.

Han spiste, naarsomhelst han selv vilde og
han fik altid udsøgt Mad; selv i de allervær-
ste Dage i Rusland, da alle andre led den
bitreste Nød, blev Keiserens egen Chambertin
serveret for ham; og lidt Kjød eller en Fugl
var der bestandig til hans Maaltid. Bare han
vinkede, dækkedes der strax et lidet Bord for
ham - ligesaa fort som i Tuillerierne; han
sagde selv, at det var akkurat som et Trolleri.

Naar han var i Feldten, satte de en Høne
paa Spid hver halve Time, og det var ikke

SIDE: 122

sjeldent, at de stegte tolv, førend han spiste
den trettende.

Men naar han var i Slaget, hændte det, at
hans Kjøkkenmester arbeidede sig frem gjen-
nem Forvirringen og rakte Keiseren en Bid
Mad og et Glas Vin paa Hesten.

Thi skjønt Napoleon selv syntes at lægge
saa liden Vægt paa alt sligt, var han dog om-
given paa alle Kanter af en Opvartning - ja
af en hengiven Dyrkelse som intet andet Men-
neske. Alt, hvad der berørte hans Person og
daglige Liv var af allerførste Sort; og hvor
han var - enten ude eller hjemme levede
han som den best forpleiede og best betjente
Grandseigneur i Evropa.

Ogsaa hans Officerer ligte sig godt i de før-
ste Feldttog paa Kontinentet. De høieste be-
gyndte at udvikle en vis Luxus; men endnu
var der ingen Træthed eller Overmættelse eller
Overdrivelse, - kun om Junot - Hertugen
af Abrantez blev det sagt, at hans Ødselhet
var vanvittig, og at hans Vogne og Stald-Etat
for Exempel - var næsten ligesaa storartet
som Keiserens.

Men for de yngre Officerer var de første
Feldttog til Wien og Berlin næsten rene For-
lystelser. De viste, at de gik til Seier og nye

SIDE: 123

Forfremmelser, og de kom til Hoffer og til
Kredse, hvor der ikke fandtes andre unge
Mandfolk, end de selv, men fuldt af de skjøn-
neste Damer, som umuligt kunde staa imod
disse pragtfulde Cavallerer fra Paris, der kom
som en Stormvind fra Slagmarken - leende
og forelskede, forat forsvinde igjen imorgen -
kanske for bestandig.

Den lystige Lasalle, den smukke Colbert,
Gardanne med de berømte Knebelsbarter, Tu-
renne, Segur - de fineste Navne, for hvem
de gamle Damer lod sig forestille, idet de rød-
mende spurgte: Hvorledes lever Deres Hr.
Fader - Hertugen?

Og alle de Officerer, for hvem dette var
for fint, de fandt aabne Slotte og Herregaarde
med Jagt og Lystighed og Dans og Commers,
saa meget de vilde. I Kjøkken og Kjælder traf
de Landsmænd, som diskede op med en Be-
værtning som i Paris, medens Kjældermeste-
ren gjorde sig en Glæde af at finde frem sin
Herres gamle franske Vine.

Naar de laa i Garnison i de store tyske
Stæder, satte de Byen paa Ende med alslags
Galskaber, bedaarede Kvinderne og fortvivlede
de indfødte Mandfolk. En ung General fandt
paa at betro sin tyske Skrædder, at den nyeste

SIDE: 124

Mode fra Paris var stramme hvide Silkebuxer
med røde Ponponer ved Knærene; men Skræd-
deren maatte endelig ikke sige det til nogen,
for Generalen vilde selv være den eneste
paa det forestaaende Bal, som bar den nye
Mode.

Det gik som beregnet. Skrædderen havde
ikke kunnet dy sig; og Generalen og hans
Venner havde den Fryd at se den ene efter
den anden af de indfødte Løver træde ind i
Balsalen med stramme hvide Silkebuxer og
røde Ponpons ved Knærene.

Den simple Soldat og Underbefalet fyldte
sig med Vin og tyskt Øl og svingede Pigerne,
saa det susede i de tunge Skjørter. Thi ingen
kunde klare sig for disse Galninger, som talte
Herskabernes fine Sprog, som de ikke forstod,
og som havde et saadant Haandelag og sikkert
Greb om Livet og som kunde danse og hoppe
saa let, somom de havde Staalfjere i Benene.

Kampene var haardere, og Krigens hele Art
var alvorligere end i Italien. Alligevel klang
der længe tversigjennem Krigstummelen en li-
den Polka-Melodi i de første tyske Feldttog,
indtil den blev borte, eftersom Kampen gik
over fra Fyrsternes til Folkenes Opgjør. -

Napoleon viste nu, at han kunde slaa Rus-

SIDE: 125

serne samt Tyskere af hvad Navn nævnes kan.
Mellem disse gjorde han ikke stor Forskjel
paa Folkeslagene; det var ham hip som hap
altsammen. Derfor - saasnart han havde taget
Magten fra en regjerende Fyrste, lod han sig
give Hjælpetropper af den overvundne Armé,
gav dem franske Officerer og lod dem mar-
schere og slaas sammen med hans egne Fransk-
mænd. Heldigt var det ogsaa, at mange af
Grænsefolkene forstod lidt fransk, og næsten
alle de tyske Officerer - ialfald i de høiere
Grader talte fransk.

Napoleon saa ingen Fare heri; og naar det
endte med, at disse Tropper i 1813 gik over
og tilbage til sine egne Landsmænd, - hvad
vi med vore Begreber ikke kan undre os over,
saa var dette for Napoleon det sorteste For-
ræderi. Thi hans egen Nationalfølelse var ikke
stærkt udviklet.

Han var jo ikke mere Franskmand end vore
Folk var Danske, naar de saa mange Gange
hjalp Danmark i et Knibetag: Tordenskjold,
Rye, Helgesen og Schleppegrell. Men samtidig
med, at Norge - Norge bestandig var over
alt! havde der i den lange Foreningstid hos
vore Folk dannet sig mere Fædrelandskjærlig-
hed overfor Danmark, end det kunde forud-

SIDE: 126

sættes hos en helt ud italiensk Slægt, som i
en forholdsvis kort Tid havde boet paa Øen
Corsica, som igjen ganske nylig og modstræ-
bende var kommet ind under Frankrige.

Napoleons Nationalfølelse var nærmest den
selvfølgelige Bevidsthed, at han var den stør-
ste Søn af den største Nation, og at det, som
han bragte de andre Nationer, var det beste,
nogen kunde faa, fordi det var fransk; han
havde ingen Fædrelandskjærlighed udenfor sig
selv eller over sig selv.

Han viste ikke, at der er en Fædrelands-
kjærlighed, som er udenfor al Fornuft, en stri-
dig Kjærlighed til sit eget Land, som heller
vil slaas hver Dag og dø, end undertvunget
tage imod de beste Vilkaar af en fremmed
Haand.

Dengang Talen var om Landgangen i Eng-
land, som mange ikke engang har troet var
alvorlig ment, overvejede Napoleon alle Van-
skeligheder og traf alle mulige Forberedelser
tilsøs og tillands.

Men han regnede neppe med den engelske
Nation; han forestillede sig neppe, hvad der
vilde ske, om en Fiende marscherede mod
London. Napoleon havde sine Erfaringer fra
det flade Fastland, hvor Landegrænserne har

SIDE: 127

bølget frem og tilbage under vanvittige Fyrste-
krige.

Derfor blev Spanien, som han nu kastede
sig over, en skjæbnesvanger Gaade, som han
forgjæves ødelagde sig paa at løse.

Thi Spanierne for hundrede Aar siden var
en Nation, som heller vilde dø end bøie sig.

Det er sandt nok, at Spanien under en exem-
pelløst slet Fyrste-Regjering havde sendt en
yderst taabelig Krigserklæring til Frankrige kort
før Slaget ved Jena. Men ligesaa sikkert er
det, at Napoleon, efterat det spanske Krigsfor-
søg strax var slaaet til Jorden, ganske ube-
rettiget blandede sig ind i de spanske Forhold.

Hans Hensigt var aabenbar nok. Han vilde
bemægtige sig ogsaa Spaniens Krone for en
af sin Familie samt gjennem Spanien komme
sin værste Fiende tillivs - Englænderne, som
allerede havde indrettet Portugal til etslags
Handels-Factori.

General Junot fik Ordre til at marschere
fredeligt gjennem Spanien og besætte Lissabon.

Junot var hverken nogen fremragende Ge-
neral endmindre nogen Diplomat; men naar
han fik saa store Commandoer, var det nær-

SIDE: 128

mest, fordi Napoleon kjendte til det hensyns-
løse Mod, hvormed Junot vilde udføre enhver
Ordre fra Keiseren, om den var aldrig saa
umulig.

Han erobrede ogsaa Portugal i en Maaned
og naaede efter Ordren frem til Lissabon den
30te November 1807 med en forreven Lev-
ning af sin Armé, som han næsten havde
sprængt med Marscher og Kampe.

Da han nærmede sig, gik det portugisiske
Kongehus - Familien Braganza ombord paa
Flaaden med Hoffet og umaadelige Rigdomme
og seilede over til deres Kejserdømme Bra-
silien.

Napoleon gjorde Junot til Hertug af Abran-
tèz, hvor han vandt en smuk Sejer.

Junot havde altsaa marscheret fredeligt gjen-
nem Spanien som en Stat, med hvem Krigen
var endt. Og det samme gjorde i Begyndelsen
ogsaa de 70,000 Mand, som Keiseren i 1803
sendte efter Junot til Portugal. Men pludseligt
begyndte disse Tropper, som førtes af Mare-
chal Moncey - Hertug af Conegliano og Ge-
neral Dupont, efter Ordre at overrumple og
besætte de spanske Byer og Fæstninger.

Den 6te Juni 1808 proklameredes Joseph
Bonaparte som Konge af Spanien. Han havde

SIDE: 129

hidtil moret sig saa fortræffeligt som Konge i
det lystige Neapel langt borte fra den urolige
Broder, saa han var ikke videre glad ved den-
ne Forfremmelse til Spaniens gamle uhygge-
lige Trone; og han fik det hellerikke godt.

Den kloge General Exelmanns kjendte bed-
re den spanske Nation end Napoleon; og han
havde forsøgt at forklare, at dette var den aller-
galeste Maade at tage Spanierne paa; men In-
gen vilde høre paa ham.

Følgen blev da ogsaa, at hele Spanien reiste
sig til en Modstand, der allerede strax fik Ka-
rakteren af en Revolution, et Oprør mod denne
Konge, som en fremmed Magt havde paatvun-
get dem; og fra dette Øieblik blev der kjæm-
pet med den yderste Forbitrelse mellem Span-
ske og Franske uden Ophør lige til Napoleons
Fald.

Hvad der gjorde Krigene i Spanien saa vidt
forskjellige fra de aabne Feldtslag i Italien og
Tyskland, hvor de franske Generaler hidtil
havde seiret, var for det første Landets natur-
lige Beskaffenhed, som indbød til smaa Kam-
pe, Overraskelser og Overfald. Og hermed for-
bandt sig den Omstændighed, at Krigen var
en Folkereisning; den stolte Nation tog Kam-
pen op i hver eneste Mand og Kvinde; der

SIDE: 130

sloges i Bander, fra Baghold og paa Snigmor-
dervis; der faldt snart flere Franskmænd paa
denne Maade end i regulaire Slag.

Og endnu en Ting til gav de spanske Krige
et uhyggeligt Anstrøg. Og det var den Lethed,
hvormed de franske Soldater havde vænnet sig
til at tage Kvinderne i de erobrede Lande.
Dette vilde de spanske Kvinder ikke finde sig
i; og hvad der fra de Franskes Side begyndte
halvt i Spøg, blev hurtigt voldsommere under
den uventede Modstand, indtil det udartede til
Vold og skammelige Misbrug fra Sejerherrer-
nes Side.

Spaniernes Raseri kjendte snart ingen Græn-
ser; den spredte Kamp førtes med den kolde-
ste Grusomhed; Fanger blev pinte, mishandlede
og lemlæstede; enkeltvis var ingen fransk Mand
sikker nogetsteds i Spanien. Og naar de fran-
ske Tropper kom marscherende, fandt de sine
Kammeraters Lig ophængte langs Vejene -
nøgne og lemlæstede; og i selve den Maade,
hvorpaa de var lemlæstede, kjendtes tydeligt,
at det var en Hævn for Kvinderne.

Men værst var det, at der allerede tidligt
hændte de franske Vaaben en forfærdelig Ulyk-
ke.

Et fransk Corps under Anførsel af General

SIDE: 131

Dupont rykkede frem langs Andujar. Dupont
tilhørte en gammel Officersfamilie, og havde
med Møie undgaaet Guillotinen. Carnot havde
ladet ham ansætte i det topografiske Depar-
tement sammen med Clarke; men han havde
ogsaa en Commando ved Marengo og var end-
ogsaa den Officer, som afsluttede Overenskom-
sten med General Melas efter Slaget. Ved Diern-
stein havde han været med Marechal Mertier,
og efter Friedland fik han Æreslegionens store
Baand paa Valpladsen. Han hørte altsaa til de
mere fremragende Generaler; og Keiseren hav-
de Tillid til ham.

En Dag i Juni 1808 stod han ved Baylen
med en liden Del af sit Corps ligeoverfor den
spanske General Reding - en Schweitzer af
Fødsel. I en liden Træfning var en af Duponts
Generaler Gobert falden og den, som rempla-
cerede ham, Dufour - en dygtig General, som
siden faldt ved Berezina, han var uforberedt
og ikke inde i Situationen. Flere Uheld stødte
til. Ordonantser red feil; Ordres opsnappe-
des af Fiendens deraf opstod Misforstaaelser,
og en Række daarlige Maneuvrer foretoges.
Dertil var der ualmindeligt hedt, og Dupont var
syg.

Af alt dette benyttede General Reding sig saa

SIDE: 132

godt, at han efter en ulige Kamp den 20de Ju-
ni fik presset Dupont til en Vaabensstilstand.

Men samtidig hermed blev Reding angrebet
af General Vedel fra den anden Kant, saa han
befandt sig imellem Dupont og Vedel og uvæ-
gerligen vilde blevet knust, hvis ikke det var
lykkedes ham at lokke Dupont til at sende en
Ordonants til Vedel med Bud om Vaabensstil-
standen.

General Vedel stansede da sit Angreb og slap
endda fra sig et spansk Regiment, han havde
fanget.

Men allerede medens Vedel endnu sloges,
kom en af Duponts Adjutanter Villoutrai, som
ganske misforstod sin Ordre, til at bringe den
spanske General Castanos, som endnu var et
godt Stykke borte, Efterretning om, at der var
en Vaabensstilstand.

Castanos satte afsted i forceret Marsch til
Baylen, og ved hans Ankomst blev Duponts
Stilling saa fortvivlet, at Vaabensstilstanden gik
over til en fuldstændig Capitulation.

Og ikke nok hermed. Generalerne Vedel og
Dufour, som fik høre, at Dupont havde capitu-
leret, og som marscherede bort, forat naa Ma-
drid, de fik efter en Dags Marsch den Besked
fra Dupont ved en udsendt Adjutant, at deres

SIDE: 133

Afdelinger havde ogsaa været indbefattede i
Capitulationen. I en ubegribelig Dumhed adlød
disse Generaler, overgav sig og lod sine brave
Soldater afvæbne og føre i spansk Fangenskab.

Den hele Armé - 21,000 Mand, med 40
Kanoner og 2400 Ryttere blev Krigsfanger. Kun
yderst faa af disse udmærkede Soldater kom
nogensinde hjem igjen. De allerfleste gik til-
grunde i de skrækkelige spanske Fængsler
af Hunger og Urenslighed og alskens Mishandling.

Som det var almindeligt - og kanske mest i
i Spanien - havde nok de høiere franske
Officerer tilplyndret sig et stort Bytte, som
førtes i Armeens Vogn-Train. Og der er ble-
ven ymtet om, at Generalerne tænkte mere
end tilbørligt paa sine dyrebare Vognlæs.

Men da Soldaterne saa, at deres fattige Tor-
nistre skulde visiteres, angav de i sin Forbit-
relse Officerernes Vogntog, hvori der var fuldt
af Malerier og Kostbarheder fra Kirker og
Slotte.

Det var den største Skjændsel, som nogen-
sinde var overgaaet den franske Armé i Napo-
leons Hænder. Han fik Efterretningen den 1ste
August i Bordeaux; og hans Smerte og Raseri
var voldsomt.

"Jeg vilde ønske, at jeg kunde udslette den-

SIDE: 134

ne Skjændsel med alt mit Blod" - udbrød
han.

Den udmærkede Ingenieur-General Marescot
og ligesaa General Privé havde protesteret mod
Capitulationen, som derfor ikke blev regnet dem
til Skam; General Privé sad i engelsk Fangen-
skab til 1814; men Dupont blev fængslet. Hans
Proces tog - saavidt jeg ved - aldrig nogen
Ende; men efter 1814 kom General Dupont
til Ære og Værdighed under Bourbonerne.

Da Capitulationen ved Baylen blev bekjendt
udover Spanien, gjorde Begivenheden et uhyre
stærkt Indtryk: den franske Uovervindelighed
var blæst bort, og Revolutionen var bleven ukue-
lig. Efter i otte Dage at have været Alle Spa-
nieres Konge, maatte Joseph forlade Madrid -
nærmest som Flygtning.

Ulykkernes Maal i Spanien i første Halvdel
af 1808 blev fuldt, da General Wellesley -
den senere Lord Wellingthon gik iland nor-
denfor Lissabon med en engelsk Hær, forene-
de sig med den portugisiske og marscherede
- 26,000 Mand stærk mod Vimeiro.

Den uforfærdede Junot gik ikke afveien for
nogenting, men stillede sig mod Fienden med
sine 10,000 Mand. Han sloges i fem Timer cg
tabte - det gjorde han; men hans Holdning

SIDE: 135

selv efter Nederlaget var saa fast, at den en-
gelske General bød ham en hæderlig Capitula-
tion, som blev afsluttet i det berømte Kloster
ved Cintra nær Lissabon.

Junots Armé førtes med Vaaben og Forraad
af enhver Art til Frankrige paa engelske Skibe,
saa han og hans Folk forlod Halvøen uden
Skam.

Men alligevel! ogsaa denne Capitulation ved
Cintra - lige efter Skandalen ved Baylen gjor-
de de Franskes Sag fortabt, og de Engelske,
hvis Hær nu forblev i Portugal, hilsedes af
Spanierne som Venner og Forbundne.

Og i Løbet af en kort Tid blev det saa, at
den spanske Nation, som under en fornuftig
og hensynsfuld Behandling kunde have slaaet
sig sammen med den franske, og holdt de frem-
mede Englændere borte fra Halvøen, de for-
bandt sig nu med Englænderne til Napoleons
Fordærvelse.

- Da Napoleon og Alexander skiltes ad i
Tilsit i Juli 1807, havde de lovet hinanden, at
de vilde mødes igjen, engang inden Udgangen
af det næste Aar.

Begivenhederne i Spanien og den engelske
Hær i Portugal gjorde Mødet end mere nød-

SIDE: 136

vendigt. Preussens endelige Skjæbne skulde re-
guleres; Østerrige var begyndt store Rustnin-
ger og lod sit Landeværn reorganisere.

Da Napoleon kom til det aftalte Møde i Er-
furt i Juli 1808 var han ifølge et Brev til sin
Broder Joseph saaledes udrustet:

"Jeg har en Hær ved Passarge, en i War-
schau, en i Schlesien, en i Hamburg, en i Ber-
lin, en i Boulogne, en, som marscherer mod
Portugal. Jeg trækker sammen en Reserve-Hær
i Boulogne, en har jeg i Italien, en i Dalma-
tien og en i Neapel. Overalt paa Kysterne er
der Garnisoner."

I Erfurt mødte alle de tyske Fyrster frem
undtagen Kongen af Preussen og Keiseren af
Østerrige. For den siste mødte Baron Vincent
med en Undskyldning. Sagen var den, at Kei-
seren var fornærmet, fordi han saa, hvorledes
Napoleon ikke brød sig om andre end Zaren,
og hvorledes disse to beredte sig til at ordne
Evropas Forhold uden at indbyde ham. Des-
uden var Østerrige allerede stærkt optaget med
hemmelige Rustninger.

I de 14 Dage, Sammenkomsten i Erfurt va-
rede, levede de to Keisere i den mest fortro-
lige Omgang, og det saa ud for alle Mennesker,
somom den russiske Selvhersker var stolt over

SIDE: 137

den Agtelse og det Venskab, hvormed Napo-
leon behandlede ham.

En stor Mands Venskab er en Velsignelse
fra Guderne, blev der sagt en Aften fra Sce-
nen, hvor Talma og de andre Skuespillere fra
Theatre Français spillede Tragedier.

Ved denne Replik greb Alexander Napoleons
Haand og sagde med Varme: Det føler jeg hver
Dag i denne Tid.

Napoleon var - som altid - rede med sine
Gaver. Han forærede Storfyrst Konstantin en
overmaade pragtfuld Kaarde; men Keiser Alex-
ander gav han sin egen. Idet Zaren tog imod
Vaabenet, sagde han:

Jeg modtager dette Tegn paa Venskab; og
Deres Majestæt kan være ganske sikker paa,
at jeg aldrig skal drage dette Vaaben mod
Dem.

Den 14de October skiltes de to Herskere;
den ene kjørte til sit Rige mod Øst og den an-
den mod Vest; og de saa hinanden aldrig mer
i Livet.

Man har sagt, at Napoleons endelige Maal
med alle hans Krige var en almindelig Fred.
Forsaavidt kan dette være sandt, som han vel
nok forestillede sig som Maalet en Tilstand,
hvor alle andre var slaaede til Jorden og han

SIDE: 138

selv var anerkjendt som de Størstes Ligemand
og lidt til.

De Fyrster, han havde mødt, var ham alle
personligt saa langt underlegne, at deres tvungne
Anerkjendelse havde lidet Værd for ham. Eng-
land forstod han sig ikke paa; det var ikke noget
Fyrsterige efter hans Begreb. Men Ruslands
mægtige Zar - at vinde ham var et Maal; med
ham skulde han være villig til at dele Verden.

Derfor gjorde han sig mere Umag med at
vinde denne Mand end med nogen anden Mand
eller Kvinde, han havde mødt i Livet. Og hans
store overlegne Aand, hans Kundskaber og al
den Elskværdighed, som i Grunden laa i hans
Karakter - alt dette øste han ud over denne
yngre Mand, som jo maatte have været af Sten
og Stok, om det ikke havde gjort Indtryk paa
ham. Og Alexander den 1ste var tvertimod paa
sin Maade meget følelsesfuld og let at bevæge.

Men alligevel var det Napoleon, som blev
fuldstændig narret. Ikke fordi den anden kun-
de føre ham bag Lyset. Napoleon var snedig
nok; han kunde selv være falsk; og Rænke-
spind og Forstillelse lugtede han paa lang Afstand.

Men der bliver altid en stor Forskjel mellem
Napoleons - saa at sige: leilighedsvise Falsk-
hed og den asiatiske Form, hvor den absolut

SIDE: 139

ansvarsløse Falskhed er Opdragelsens Indhold
og Maal for den unge Fyrste og den modne
Herskers fornemste Prærogativ.

Alexander kunde være greben, bedaaret, fuld
af Følelse; og han kunde mene hvert Ord, han
sagde. Men derfor opstod der intet i ham, som
havde noget med det, vi kalder Forpligtelse, -
endsige at han skulde fravige sin Dom om Na-
poleon eller blot for et Secund skulde glemme,
at denne bedaarende Mand dog ikke var andet
end en corsikansk Eventyrer ved Navn Buona-
parte, og paa hvis Nakke han en Dag skulde
sætte sin gode Russestøvle.

Jo mere Kongen af Sachsen nærmede sig, og
jo fladere de mindre tyske Fyrster laa for ham,
desto mere trak Napoleon den russiske Zar til
sig; han maalte ikke skinsyg sin Magt med
hans; som den ældre var det ham nok at over-
vælde den unge med sin Persons Overlegen-
hed; sammen med Alexander og anerkjendt af
ham, skulde han endelig slaa sig til Ro, og de
skulde eje hver sin Halvdel af Verden, naar
England var knust.

Foreløbig skulde Rusland tage Finland og
Frankrige den spanske Halvø.

Den l9de October var Napoleon tilbage i St.
Cloud.

SIDE: 140

Faa Dage efter holdt han en Tale ved Aab-
ningen af den lovgivende Forsamling, hvori han
sagde:

Jeg gaar om faa Dage til Spanien for at stille
mig i Spidsen for min Armé, krone min Bro-
der i Madrid som Spaniens Konge og plante
vore Ørne paa Lissabons Befæstninger. Keise-
ren af Rusland og jeg - vi har været sammen
i Erfurt. Vi ere enige og uadskilleligt forbundne
med hinanden i Fred som i Krig.

Keiseren selv rykkede ind i Spanien den 4de
November 1808, og Sejeren fulgte strax med.
Joseph kom sin Broder imøde og sluttede sig
til Fremrykningen mod Madrid. Mange af Na-
poleons første Generaler var nu i Spanien, ef-
terhaanden kom de der næsten alle, - kun
Davoust slap fri; men ellers: Suchet, Soult,
Ney, Massena, Victor, Marmont - de fik hver
sin Tur; men Ingen kom rigtig godt fra det.

Ved Somo Sierra havde det Armécorps, hvor
Keiseren fulgte, en forfærdelig Kamp, som blev
af de berømte. General Victor, som netop var
bleven Marechal efter Slaget ved Friedland og
Hertug af Belluno stod ved Foden af den beryg-
tede Bjergpassage Somo Sierra. Den var beskyt-

SIDE: 141

tet af Skanser, hvori der var 16 Kanoner; me-
dens 10,000 Mand Infanteri var fordelt i det
opadstigende Terrain til begge Sider af Kløften.
Commandoen førtes af General San-Benito.

Det var en Stilling, som syntes uindtagelig
for andre Tropper end et talrigt og udholdende
Infanteri; men efter et Par mislykkede Angreb
blev Napoleon utaalmodig. Han befalede Gene-
ral Montbrun at tage Stillingen med de polske
Lansenerer, som han commanderede og som
tilhørte Keiserens egen Garde.

Det var noget ganske uhørt, at lade Rytteri
gaa paa en Stilling som denne; men Keiseren
blev utaalmodig, og han viste, at skulde dette
gjøres, saa var der ingen bedre end Polakkerne.

De skuffede ham hellerikke, men udførte
det dumdristige Vovestykke; de drev sine He-
ste opover Bjerget og satte over Forskansnin-
gerne. De spanske Artillerister blev nedhuggede
ved deres Kanoner, og tiltrods for et uhyre
Mandefald fik Montbrun Fienden kastet ud af
den trange Passage, saa at Armeen kunde kom-
me frem; der blev gjort et rigt Bytte af Fan-
ger og Forraad.

Da de polske Lansenerer satte afsted til An-
grebet, var den unge Segur fulgt med; han var
egentlig ansat ved Keiserens personlige Om-

SIDE: 142

givelser - som Adjutant paa Reiser og Pa-
lads-Officer hjemme.

Keiseren bad ham - saa vidt jeg husker -
tage Pladsen efter en Officer, som faldt; og
derved kom han til at deltage i denne Sejer,
der ansees som et enestaaende Vidunder af en
Cavalleri-Bedrift. Men han blev rigtignok og-
saa saa forfærdeligt saaret, at det var saa vidt,
han stod det over med Livet.

Senere blev han rigeligt belønnet; han fulgte
Keiseren som General lige til det sidste og
døde først i 1871 - 91 Aar gammel. Det er
han, som har skrevet de udmærkede Memoirer,
hvoraf især Toget til Rusland er bleven be-
rømt.

Hans Far havde tjent Catharina den Anden
i Rusland; og var traadt tidligt i Napoleons
Tjeneste, hos hvem han var Overhofmarchal
og Ceremonimester i Tuillerierne; Napoleon
var meget stolt af ham.

Mod Polakkerne var Napoleon ikke god.
Ikke saa, at han var haard i Tjenesten
eller tilsidesatte dem. Tverimod: Angrebet paa
Somo Sierra var vist og blev vist opfattet
fra begge Sider som en Compliment. Og mange
af de polske Officerer steg høit; der var flere
Generaler blandt dem: Fyrst Poniatowski, som

SIDE: 143

endog blev Marechal et Par Dage, før han faldt
ved Leipzig; General Dumbrowski førte Polak-
kerne i Rusland, og i sin Ungdom havde Napo-
leon havt som sin kjæreste Adjutant Polakken
Sulkowski, der allerede faldt i Egypten.

Men i politisk Henseende skuffede han gru-
somt Polakkernes Hengivenhed og deres For-
ventninger.

Napoleon forstod godt, at dette ikke var et
Folk, hvoraf der kunde dannes et Kongerige
for en Bonaparte, der i et og alt vilde lystre
Ordren fra Paris; og det var det, han vilde.
Desuden vilde han ikke gjøre sin Ven Zaren
imod.

Polakkernes høitstemte Kjærlighed til Friheden
og deres flammende Had til Tyrannerne, faldt
ingenlunde i hans Smag. Derfor blev der aldrig
oprettet noget Kongerige Polen, som bestandig
var Polakkernes Drøm; han tog imod deres
Tjeneste og opholdt dem med Antydninger og
halve Løfter, og dermed blev det.

Efter Slaget ved Somo Sierra kunde Napo-
leon marschere lige paa Madrid, som han og-
saa med Lethed kunde indtaget med Magt. Men
han indsaa, at det vilde være en daarlig Be-
gyndelse endnu engang at indsætte Joseph med
Magt i et Kongerige med en udplyndret Hoved-

SIDE: 144

stad. Han gav altsaa god Tid og lagde sig saa
tæt omkring Byen, at den overgav sig af sig
selv.

Med stor Møie lykkedes det de spanske Au-
toriteter at holde saavidt Styr paa Befolknin-
gen, at Kong Josephs Gjenindsættelse kunde
gaa for sig under tilsyneladende Ro. Napoleon
sparede ikke paa høitravende Proclamationer til
det spanske Folk, som ikke gjorde det mindste
Indtryk.

Derimod gjorde det et stærkt Indtryk paa
ham, at midt i den store Uvilje mod de Fran-
ske viste det sig, at saa ærbødige og saa konge-
tro var Spanierne, at Kong Joseph gjenfandt
sit Palads i Madrid ganske urørt, som han for-
lod det. Der hang endogsaa Bonaparternes Fa-
milieportraiter paa deres Plads, - blandt andre
Davids berømte: General Bonaparte paa Al-
perne.

Napoleon kunde ikke forstaa det National-
træk, at den paatvungne Konge var Gjenstand
for Had, men at Spaniens Konge var tryg i sit
Slot. Om man fra først af ved lempelige Mid-
ler havde ladet Joseph remplacere det gamle
forhadte og elendige Kongehus, saa var kanske
alt bleven anderledes; nu var det for sent.

Den 22de December forlod Napoleon Ma-

SIDE: 145

drid, for selv at lede Krigen. Den var nu mest
rettet mod Englænderne, som var gaaet over
Duero og nærmede sig Valladolid. Til Kong
Josephs Beskyttelse i Madrid efterlod han Ma-
rechallerne Victor og Lefebvre samt Cavalleri-
Generalerne Lasalle, Milhaud og Latour-Mau-
bourg.

Et Par Uheld begyndte. General Lefebvre-
Desnouettes gik med 400 Dragoner uforsigtigen
over et Vadested forat besætte Landsbyen Bo-
navente, som han troede forladt. Men ulykke-
ligvis var der endnu 2000 engelske Ryttere til-
bage; de kastede sig over den lille Styrke; Le-
febvre-Desnouettes blev saaret og fik sin Hest
skudt under sig, saa han faldt i Vandet og blev
fangen.

General August Colbert - der var tre Brødre
- fik hans Commando, som udgjorde en Del
af Marechal Bessières's Garde-Cavalleri - i
Fortroppen. To Dage efter faldt den unge Mand;
før han døde, fik han sagt: Jeg dør som en
brav Soldat af den store Armé; thi foran mig
ser jeg mit Fædrelands argeste Fiende paa
Flugten.

Han var en af Løverne ved Hoffet og en
af Armeens smukkeste Mænd.

Men under Keiserens Ledelse slog Marechal-

SIDE: 146

lerne Ney og Soult Englænderne i flere Slag;
General Moore faldt, og General Baird fik et
farligt Saar ved Broen del Curgo foran Coru-
na. Det var overhovedet at forudse, at hvis
Napoleon selv havde fortsat Krigen, vilde det
snart endt med Halvøens Erobring og Englæn-
dernes Fordrivelse. Thi han var den eneste,
som kunde maneuvrere flere Armeer paa en
Gang og holde Generalerne i sin Haand.

Men midt i Januar 1809 fik han i Valladolid
saadanne Efterretninger fra Paris - især om
Østerriges fiendtlige Holdning, at han strax steg
tilhest og overlod Spanien til Joseph med Mare-
chal Jourdan som Overgeneral.

At Napoleon saadan med et forlod sin Armé
i et fiendtligt Land, gjenkaldte i Erindringen hans
pludselige Afreise fra Egypten, og siden i hans
Liv, da det samme hændte igjen, satte det me-
get ondt Blod - især blandt Officererne; Sol-
daterne taalte alt af ham. -

- Der var en Ting, som alle høje Reisende
ilede med at skrive hjem fra Paris til sine ari-
stokratiske Kredse og til Hofferne, og det var,
at Buonaparte ikke kunde ride, han sad ikke
godt tilhest, tog sig ikke ud og lignende. Der
var ligesom en Trøst i dette, at denne Mand,
som overgik dem alle i alt - ogsaa i sin per-

SIDE: 147

sonlige Fremtræden, ialfald i den fine Ride-
kunst ikke stod Maalet.

Sagen var den, at Napoleon var en skjødes-
løs Rytter, for hvem det altid havde været mest
magtpaaliggende at komme frem gjennem tykt
og tyndt og i største Fart. Han havde aldrig
havt Tid eller Trang til at lære Holdning, som
særligt Fyrstesønnerne maa lægge saa meget
Arbeide paa.

At sidde feilfrit og urokkelig paa en Hest i
timevis og afholde Revu over store Troppe-
masser skal være meget anstrængende baade
for Mand og Hest. Keiseren af Rusland har en
Række sorte Hingste, som er dresserede til at
staa ganske stille uden at røre et Lem - gan-
ske som Bronce.

Men Napoleon var bestandig i Bevægelse -
selv under en Revu var han her og der og
allevegne, fordi hans Øie skulde se alt, og fordi
al hans Tanke var i det, han saa og uden Tan-
ke for, hvorledes han selv saa ud. Derfor syn-
tes de Fremmede, som saa den lille Mand i
graa Frak paa de deilige Dyr, han red, uden
et Øieblik at fremhæve Dyret eller sin Ride-
kunst, - de syntes, at han var en tarvelig
Rytter.

Men ride kunde han som faa Mænd i Ev-

SIDE: 148

ropa, hvor det gjaldt om at komme over det
farligste Terrain og at holde længe ud. Han
red den 16de Januar i strakt Jagt-Galop fra
Valladolid tilbage til Burgos, som han havde
forladt den samme Morgen - 35 franske Mile
i fem Timer. Derfra til Bayonne uden at for-
lade Vognen og videre til Paris, hvortil han
kom ganske alene; ingen havde kunnet holde
Følge med ham. Den 23de Januar om Aftenen
fór hans Vogn ind i Tuillerierne; og om Mor-
genen blev Paris overrasket af Moniteuren, som
meldte, at Keiseren var vendt tilbage fra Spanien.

Østerrige havde holdt sig i Skindet i Fire
Aar. Men det kunde aldrig nedlægge Hadet
til denne formastelige Søn af Revolutionen,
som havde slaaet deres Hære sønder og sam-
men, for tilslut at sætte sig som Keiser ved
Souverainernes Bord. Desuden kom der Penge
og stærke Opfordringer fra England, som især
blev høilydte, da Keiseren ved sin Nærværelse
i Spanien var lige ved at kaste Englænderne
ud af Halvøen.

Da derfor Østerrige ved sin truende Hold-
ning fik Napoleon til at forlade Spanien, gjorde
det i Virkeligheden England en stor Tjeneste;
medens det selv kom til at betale sin ube-
sindige Krigserklæring dyrt.

SIDE: 149

De havde samlet en stor og overmægtig
Armé paa henimod 300,000 Mand og de besad
idetmindste én af Tidens største Feldtherrer
- nemlig Erkehertug Karl. Tropperne stod i
Polen, Sachsen, Tyrol og Italien under Erke-
hertugerne Karl, Ferdinand og Johan samt
Generalerne Kolowrath, Bellegarde og Hiller.

De Franske's Stridskræfter stod saaledes:
Poniatowski i Polen, Bernadotte i Sachsen,
General Gratien i Holland og Kong Jerome i
Westphalen; dette var nærmest Reserver.

Men Hoved-Arméen, som umiddelbart blev
anført af Keiseren selv, bestod af Corpserne
Lannes og Oudinot, Davoust med sit 3die
Corps ved Regensburg, og det 4de under Mas-
sena ved Ulm. Det 7de Corps var 30,000
Bayrere under Hertugen af Danzig ved Mün-
chen; det 8de under Vandanne var sammen-
sat af 12,000 Würtembergere og 12,000 an-
dre Tyskere. Fra Italien rykkede Macdonald
og Marmont nord-over. Tilsammen 267,000
Mand.

Endelig efter mange bitre Ord og seige Un-
derfundigheder fik Napoleon om Aftenen den
12te April vide, at Erkehertug Karl var gaaet
over Floden Inn; og et Øjeblik efter sad han
i sin Reisevogn og kjørte i Galop østover.

SIDE: 150

Den l7de opslog Napoleon sit Hovedkvarter
i Donauwörth.

Fra Begyndelsen af dette Feldttog gik der
neppe nogen Dag, uden at en af de franske
Generaler udmærkede sig og slog sig frem
tildels i store blodige Slag mod Øst, mod
Wien.

Ved Abensberg overlod Napoleon hoved-
sagelig til Bayrerne og Würtembergerne at
slaa Østerrigerne under General Hiller, og
under Commando af Davoust, Lannes og Van-
damme gjorde de det saa godt, at Sejeren blev
stor og fuldstændig.

Marechal Davoust, som allerede var Hertug
af Äuerstädt blev ydermere Fyrste af Eck-
mühl, en liden Landsby i Nærheden af Regens-
burg, hvor han i et ualmindeligt heftigt Slag
paa tre Timer ødelagde Erkehertug Karls Armé-
corps og aabnede Veien til Wien. General
Cervoni - af italiensk Familie blev dræbt,
mens han udfoldede et Kort for Keiseren; og
General Clement mistede en Arm ved Eck-
mühl.

Ved Regensburg blev Napoleon saaret, den
eneste Gang i sit Liv; det var en ubetydelig
Rift i Hælen. Kongen af Bayern, som Øster-
rigerne havde fordrevet fra München, vendte i

SIDE: 151

Triumf tilbage til sin Hovedstad; og alle de
franske Arméer marscherede nu mod Wien,
drivende Fienden foran sig.

For første Gang havde Napoleon marsche-
ret uden sin Garde. Han havde med Vilje be-
nyttet Bayrerne og Würtembergerne til sine
nærmeste Omgivelser, for at belønne dem for
Abensberg og knytte dem nærmere til sin
Person.

Den 1Ode Mai Klokken 9 var Napoleon
foran Wiens Porte. Men da det varede noget,
inden Byen overgav sig, lod han om Aftenen
den 11te et Batteri paa 15 Kanoner kaste
1800 Bomber ind i Byen, som strax begyndte
at brænde paa forskjellige Steder. Den 12te
Mai om Morgenen capitulerede Wien og Ge-
neral Andreossy blev Stadens Gouverneur.

Imidlertid blev det denne Gang nødvendigt
efter Wiens Indtagelse at gaa over Donau,
hvor den fiendtlige Armé endnu stod rede til
Slag under Erkehertugerne og General Hiller.

For at komme over behøvedes der fire
Broer, fordi der var flere Øer at passere,
hvoraf den siste og største kun var fjernet fra
den venstre Flodbred ved et Løb paa trefire
Hundrede Fod. Arbeidet begyndte under Le-
delse af Ingenieur-Generalerne Pernetti og

SIDE: 152

Bernard. Den siste var ikke endnu saa be-
rømt som han siden blev, og ansaaes heller-
ikke som Ingenieur saa fremragende som
Lariboissière, Chasseloup, Marescot og Haxo,
hellerikke som den store Eblé, der slog Bro-
erne ved Berezina.

Den l9de Mai befalede Napoleon at sætte
Pontonerne sammen og slaa Broerne over.
Massena gik foran den 20de med Divisionen
Molitor; han fordrev Østerrigerne fra Øen Lo-
bau efter en Kamp paa 2 Timer, og Klokken
12 havde han hele sit 4de Corps paa Øen,
som er temmeligt stor, og som dengang ial-
fald var bevoxet med Kratskov og var gjen-
nemskaaret af dybe Grøfter og Vandløb.

Om Aftenen den 20de Mai fremlagde Na-
poleon sin Plan, som var at gaa over den siste
Arm af Floden i den tidlige Morgen og tage
de to Landsbyer Aspern og Esslingen; - han
anede ikke - og ikke nogen af de andre hel-
ler - anede, at Erkehertugen og General Hil-
ler havde sat sig saa fast i disse to Stillinger,
at de Franske skulde levere to yderst farlige
Slag, forat faa fast Fod paa den venstre Bred,
- og endda lykkedes det kun halvt.

Men om Aftenen den 20de sad Officerer og
Soldater omkring Baalene og holdt sig lystige

SIDE: 153

med Snak og Historier som sædvanligt før en
Slagdag. Der var netop kommen en ung Offi-
cer Albuquerque - af spansk Slægt - med
Lannes's Tropper fra Spanien. Han havde væ-
ret saa heldig at modtage den tapre General
Palafox'es Kaarde, da denne endelig overgav
Saragozza; og nu sad han og sang lystige Vi-
ser og sentimentale spanske Elskovssange for
Kammeraterne, som kjendte Albuqurques smuk-
ke Stemme og flokkedes om hans Baal. Den
næste Formiddag faldt han ved Aspern.

Den næste Morgen, mens Napoleons Trop-
per var ifærd med at gaa over den siste Bro,
udfoldede den fientlige Armé sine Kræfter og
begyndte strax med en overmægtig Styrke at
angribe de Afdelinger, som var komne over.
Kampen dreiede sig om de Landsbyer, som
afvexlende var i de to Partiers Hænder -
- fem-sex Gange i Løbet af Dagen. Masséna
sloges ved Aspern og Lannes ved Esslingen.
De Franske var i Mindretal; men saa var de
ogsaa Evropas første Soldater, og de holdt
sig Fienden fra Livet, lige indtil Mørket faldt
paa.

Marechal Bessières havde havt sit Cavalleri
i Ilden; og de havde gjort Underværker af
Tapperhed; men de havde og lidt et stort

SIDE: 154

Tab, idet General d'Espagne var falden - en
af de store Rytteranførere - samt tre Ober-
ster under ham.

I den uhyggelige Nat mellem den 21de og
den 22de Mai camperede Masséna i Ruinerne
af det brændende Aspern; medens Østerrigerne
under Bellegarde holdt besat Kirken og Kirke-
gaarden i den samme Landsby.

Men overvældede af Træthed gav begge Ar-
méer hinanden stiltiende nogle Timers Fred
paa den trange Valplads.

Og midt i alt dette var der endda til en
heftig privat Strid mellem Marechallerne Bes-
sières og Lannes. Ved Keiserens Dispositioner
var nemlig Bessières's Cavalleri stillet til Dis-
position for Lannes, saaat Bessières paa en
Maade kunde siges at staa under Lannes's
Commando, og det kunde han ikke taale. Der
opstod et voldsomt Skjænderi mellem Mare-
challerne; og det var saa vidt, at en Duel blev
forhindret den samme Aften.

Der blev ikke lang Søvn. Allerede Klokken
to om Morgenen begyndte Østerrigerne at
røre paa sig. Napoleon sendte uafladelig Ad-
jutanter til de øvrige Corps af Arméen, som
endnu var paa Øerne og den høire Bred, at
de maatte skynde sig og komme over.

SIDE: 155

Imidlertid var selve Broerne i den største
Fare. Thi Østerrigerne lastede svære Baader
med Sten og kastede Møller og Kværnhuse
og alt, som kunde flyde, i Floden ovenfor
Broerne, forat Strømmen skulde føre altsam-
men ned mod de franske Broer og hænge sig
fast og trykke og støde paa Pæleværket og
Pontonerne.

Marechal Davoust kom tidligt ridende alene
over til Keiseren for at melde, at nu kom
hans Folk snart; en Del var alt kommen og
sloges sammen med Heltene fra igaar. Napo-
leon begyndte derfor Dagen fuld af Haab,
skjønt Erkehertugen atter kastede sine over-
legne Masser frem med den største Voldsom-
hed. De Franske stod ligesaa urokkelige som
de stod igaar.

Da besluttede Napoleon i sikker Tillid til
de nære Forstærkninger at gaa over til Angreb
og gav Marechallerne Ordre til at bryde igjen-
nem Østerrigernes Centrum og kaste dem ind
over Sletterne.

Denne Maneuvre, som de kjendte saa vel
fra saa mange af hans Slag, blev øieblikkelig
udført og det med en saadan Glans, at der
opstod det farlige aabne Rum i Fiendens Slag-
linie.

SIDE: 156

Erkehertug Karl greb en Fane af General
Zacks Regiment, forat føre sine Folk frem
igjen; han udsatte sin Person ligesaa hensyns-
løst som den tapreste Soldat; men han reves
allerede med i Armeens tilbagevigende Bevæ-
gelse.

Ogsaa Napoleon var denne Dag saa ufor-
sigtig, at General Walther, som havde at pas-
se paa ham med Garde-Grenadererne, traad-
te i Vejen for ham og sagde: Dersom De-
res Majestæt ikke trækker Dem tilbage, vil jeg
lade mine Grenaderer føre Dem bort med
Magt.

Endnu var Klokken ikke mere end 8 om
Morgenen og Napoleon var fuld af Iver og
ganske sikker paa i næste Øieblik at se Ho-
vedet af Davousts første Colonner komme fra
Floden.

Da fik han det Bud, at den største af Bro-
erne var sprængt.

Ganske rolig og uden et utaalmodigt Ord
saa han den visse Sejer slippe sig afhænde.
Han sendte Ordre til Lannes, at han skulde
holde inde med Angrebet, medens Keiseren
indhentede nærmere Oplysninger. Men de Rap-
porter, han modtog, overbeviste ham snart om,
at han ingensomhelst Hjælp kunde vente den

SIDE: 157

Dag fra den anden Side af Donau; og selv
havde de ikke engang Ammunition paa den
venstre Bred.

Det var lykkedes Østerrigerne at belæsse
den længste Bro med saa meget flydende
Gods, at Strømmen tilslut sprængte den paa
Midten.

Det gik snart op for Erkehertugen, at der
var noget ivejen med Napoleon. Han fik sam-
let sine Folk, som ikke længer blev angrebne;
og nu paafulgte der en af de voldsomste Kam-
pe, man havde seet; den varede i 12 Timer
paa det samme forholdsvis snevre Terrain.
Med utrolig Tapperhed forsvarede de Franske
sig den hele Dag og der faldt et usædvanligt
Antal Officerer. Blandt dem General Saint-
Hilaire - en af de betydelige. Ved Austerlitz
fik han Æreslegionens store Ørn samt Com-
mandeurkorset af Jernkronen.

Men der var et Tab, som var endnu meget
værre, og det var, at selve Marechallen faldt
- Marechal Lannes - Hertug af Monte-
bello.

Hans Adjutanter havde netop formaaet Mare-
challen til at stige et Øieblik af Hesten for at
hvile sig lidt og strække Benene. Da kom der
en Kanonkugle og knuste begge hans Knær.

SIDE: 158

Han laa hen i store Lidelser til den 30te Mai,
da han døde.

Det var Napoleons beste Ungdomsven og den
betydeligste af dem alle. De Folk, som har vil-
let gjøre alt omkring Napoleon saa afskræk-
kende som muligt, har ogsaa villet fremstille
Forholdet mellem Lannes og Napoleon som
alt andet end Venskab.

At Lannes sagde Keiseren drøie Ord og kan-
ske i sin Omtale ikke lagde Fingrene imellem,
det kan være sandt nok. Napoleon var ikke for
nogen saadan til at holde af i jævn Gemytlig-
hed; selv overfor sine nærmeste holdt han sig
oppe i den Kulde, han med Vilje omgav sig
med. Men naar han overvældede dem med Tak
og Ros og Belønninger, saa viste de, og saa
det i et lidet Glimt eller Smil, at han var de-
res trofaste Ven. Keiseren nævnte aldrig Lannes
uden med den største Ros over hans fremra-
gende Egenskaber og han kom hele sit Liv til
at savne denne sin beste Mand.

Efter det skrækkelige Slag ved Aspern og
Esslingen, som i Almindelighed regnes for
Erkehertug Karls største Seier, fik General
Mouton for sin Koldblodighed og sin urokke-
lige Tapperhed Titelen: Greve af Lobau med
rigelige Dotationer.

SIDE: 159

Kejseren var som altid rolig og kold, da han
om Aftenen sammenkaldte sine Marechaller til
Raadslagning. De vilde allesammen, at man
skulde bringe Armeen i Sikkerhed helt over
paa den høire Donaubred. Men det var ham
umuligt at gaa saa langt tilbage; til Øen Lobau
var alt, hvad han kunde bekvemme sig til.

Ordre blev givet til at begynde Overgangen,
saasnart den korte Bro til Lobau blev færdig.
Men Landsbyerne skulde holdes besat i det
længste for at skuffe Fienden.

Om Natten roede Napoleon alene med Ber-
thier over Donau, for at trøste Davoust og de
andre Generaler, som havde maattet ligge uvirk-
somme under det store Slag.

Klokken to om Morgenen begyndte Garden
i al Stilhed at gaa over den korte Bro til Lo-
bau, dernæst kom Cavalleriet og Oudinots Gre-
naderer, og tilslut fik de - endnu før det blev
rigtig Dag - alting slæbt med sig over til Lobau
ad den eneste Bro.

Nu maatte der forberedes en rationel Over-
gang over Floden, og Hærens beste Ingenieur-
Officerer arbeidede i 43 Dage med Broer og
Færger og Pæleværk til Overgang for en Hær
paa 150,000 Mand med alt Tilbehør. Leiren
paa Lobau blev imidlertid til den stærkeste

SIDE: 160

Vaabenplads i Europa, og fra alle Kanter mar-
scherede franske Hære mod dette Punkt. Der
blev ogsaa i denne Tid leveret mange hæderlige
Slag af Napoleons Generaler, medens han selv
holdt Hof i Schönbrunnen.

I de første Dage af Juli var Ingenieurerne
færdige med deres Arbejde, som i den Tid an-
saaes for at være Mesterværker. Tre Broer -
saa brede som Colonneveje, hvor 3 Vogne
kunde passere ved Siden af hinanden, førte fra
den højre Flodbred over den lille Ø og til Lo-
bau; herfra og til den venstre Bred var alle
Broerne færdige til at slaaes i siste Øjeblik.
Det hele var beskyttet af et Pæleværk, som
løb sammen i en Spids paa en liden Ø længer
oppe i Strømmen.

Tversover Øen Lobau var der anlagt en 40
Fod bred Vei, som laa paa en Dæmning; og
saavel paa denne Vei som paa Broerne var der
for hver 10 Favne ophængt Lygter paa begge
Sider. Ved alle Krydsninger var der Veivisre
med Ordre for hvert Armecorps.

Her strømmede de til fra alle Kanter, og
paa Øen Lobau mødtes Folk af alle den store
Armés Corpser, som havde været i Krig rundt
omkring i Evropa. Om Aftenen den 3die Juli
sad de omkring Bivouak-Ilden, Krigskamme-

SIDE: 161

rater, Venner og Slægtninge, som ikke havde
seet hinanden paa sex Aar, gjenfandt hverandre
i den store Vrimmel. Foruden Massena, Davoust
og Oudinot kom nu ogsaa Vicekongen Eugen
fra Tyrol, Marmont fra Italien, Bernadotte, Van-
damme og Lefebvre, Kong Jerome fra Dresden
og Junot Fra Bayeruth.

Den 4de Juli gaves Ordre til Overgangen.
Flere færdige Smaabroer sloges over den si-
ste smale Arm til venstre Bred - deriblandt
var der en, som vakte megen Beundring.
Den bestod af et eneste Stykke og svingede
over i Løbet af 8-10 Minutter.

Men om Aftenen brød der løs et Uvejr, som
man aldrig havde seet Mage til. Storm og Regn
saa umaadeligt, og dertil det heftigste Tor-
denvejr lige over Øen. Og midt opi alt dette
begyndte de 500 Kanoner, som skulde beskytte
Overgangen.

Men intet kunde holde dem tilbage, - ikke
engang forstyrre deres Humør; Corps efter
Corps gik sin Route over Broer og Øer i
Mørke og Uvejr. Keiseren var tilhest hele Nat-
ten; man beregnede, at han i Dagene den 4de,
5te og 6te Juli var 60 Timer paa sin Hest.

Den næste Morgen var den store Armé over;
og da Solen gik op, skinnede den paa hele den

SIDE: 162

franske Hær, som i al sin Glans stod opstillet
i Slagorden. Men Erkehertugen trak sig tilbage
den Dag.

Om Eftermiddagen blev der en Kamp ved
Wagram, hvor General Macdonald med sin Armé
fra Italien udmærkede sig. Bernadotte derimod,
som commanderede de sachsiske Hjælpetrop-
per, gjorde et svagt og mislykket Angreb paa
Landsbyen Wagram, hvorfra han blev slaaet
tilbage i fuldstændig Opløsning.

Erkehertugen beholdt Høiderne ved Wagram
og slog Leir der om Natten.

Tidligt den næste Morgen - den 7de Juli,
den egentlige Slagdag ved Wagram, var Øster-
rigerne paa Færde ved Landsbyen Anderklaw,
som Bernadotte skulde holde besat. Men ogsaa
herfra løb hans Sachsere i fuldstændig Flugt,
og Erkehertugen trængte i Virkeligheden Na-
poleons venstre Fløi saa langt tilbage, at Bat-
terierne paa Lobau maatte begynde at fyre for
at beskytte Broerne.

Det var Massena, som commanderede den
venstre Fløi; han havde med sig Generalerne
Molitor, Legrand og Boudet med hans ypper-
lige Artilleri.

Desuden General Carra Saint-Cyr. Han blev
først sendt frem for at tage Anderklaw igjen;

SIDE: 163

men ved en uheldig Maneuvre, kom hans Folk
i en saa slet Stilling, at de af Mangel paa Dæk-
ning opreves og kastedes tilbage, hvorved de
rev med sig hele den venstre Fløi, baade Le-
grand og Boudet, som endogsaa mistede sine
kjære Kanoner.

Paa dette kritiske Tidspunkt kom General
Reille og meldte Napoleon, at Østerrigerne
overvældede Massena, hvis hele Corps i Vir-
keligheden var i fuld Uorden. Keiseren sendte
Marechal Berthier med Garden og 80 Kanoner
tvers over Slagmarken fra høire til venstre.
Det maatte gaa haardt paa, naar selve Berthier
blev sendt frem med Garden.

General Lauriston førte Gardens Artilleri og
General Reille den unge Garde til Angreb paa
Anderklaw - det brændende Punkt paa den
venstre Fløi. Marechal Bessières fik Ordre til
at gjøre ligesaa; men i det samme ramtes han i
Laaret af en besynderlig Kugle, der rev hans
Benklæder op til Knæet og gav ham en zig-
zag-Stribe nedover Laaret.

Keiseren hørte, at der var en af hans Følge,
som faldt af Hesten.

Hvem var det nu? spurgte han uden at
vende sig om.

Hertugen af Istria - blev der svaret.

SIDE: 164

Lad os komme bort, sagde Keiseren; vi har
ikke Tid til at græde nu igjen, - han tænkte
paa Lannes.

Det er dette Øjeblik i Slaget ved Wagram,
man saa ofte ser i Fotografi efter et af de store
Malerier i Versailles.

Napoleon red den Dag ved Wagram en af
sine berømteste Heste. Den hed Eufrat og var
en Gave fra Shahen af Persien. Man havde
aldrig seet en saa hvid Hest i Evropa.

Paa denne Hest red han i strakt Galop
fra høire til venstre gjennem den heftigste
Kanonild foran sin Front hen til den be-
trængte venstre Fløi. Savary og de andre Ge-
neraler og Adjutanter, som fulgte ham saa godt
de kunde, ventede hvert Øjeblik at se ham
styrte eller falde af Hesten.

I Divisionen Lamarque tog Keiseren Plads
og opholdt sig her en hel Time, medens den
venstre Fløi blev bragt i Orden igen. Han sad
midt i Kugleregnen høit paa sin hvide Hest
saa baade Venner og Fiender kunde se ham paa
de korte Afstande, som i den Tid skilte de
fientlige Hære i Kampen.

Davoust var paa den høire Fløi og sloges
med Fyrst Johan af Lichtenstein. Han havde
Ordre til en stor Fremrykning mod Landsbyen

SIDE: 165

Neusiedel. Med Davoust var Cavallerigenera-
lerne Nansouty og Arrighi, Hertugen af Padua,
som havde remplaceret den faldne d'Espagne.

Fienden veg langsomt for Hertugen af Äuer-
städts sikre Maneuvrer.

Keiseren lod sin Tjener Roustan - en Ma-
meluk, han havde ført med sig fra Egypten -
udbrede et Bjørneskind paa Jorden; Keiseren
steg af, lagde sig ned og sov strax ind - saa-
ledes som han havde vænnet sig til; forresten
kunde han ogsaa være træt; - og da han vaag-
nede efter et Kvarter, stod der forsamlet om-
kring ham en Kreds af Adjutanter med Mel-
dinger fra alle Steder paa Slagmarken.

Men Keiseren reiste sig rolig, rettede Kik-
kerten mod Neusiedel, og da han saa, at Da-
vousts Folk var paa Høiderne, hvor de skulde
være, skjøv han Kikkerten sammen og sagde
til den Adjutant, som stod for Tur: Rid hen til
Massena og sig ham, at han kan rykke frem.
Slaget er vundet.

Lige til Klokken 1 sloges der vildt paa de
store Sletter, hvor Hestene næsten stod skjult
i den høie Hvede. I Udkanten af Slagmarken
gik der Ild i det modne Korn, saa store Agre
brændte vidt omkring, naaede de vel afgjemte
Train og sprængte Krudtvognene i Luften.

SIDE: 166

Macdonald var egentlig Dagens Helt; han fik
endelig sprængt Fiendens Centrum og aabnede
et Rum, hvor der havde været en herlig An-
ledning til at kaste Cavalleriet ind og gjøre
Fanger og Bytte. Men Murat var i Spanien,
Bessières var saaret, d'Espagne var falden; og
til al Ulykke faldt ogsaa denne Dag General
Lasalle - den største Fører for Hestfolket, som
Napoleon havde tilbage.

Lasalle var en af Arméens smukke Mænd;
desuden en velopdragen Cavaller fra Ungdom-
men af. Men han havde efterhaanden lagt sig
til et aldeles vildt Væsen; han bandte og drak,
sang og brølede og spillede alle sine Penge væk.

Mens han var i Egypten, stod han i Corre-
spondance med en Dame i Paris. Englænderne
fik Tag i disse Breve, og med den utrolige Smag-
løshed, som fulgte dem i alt, hvad der vedrørte
Napoleon, offentliggjorde de disse Breve i den
evropæiske Presse.

Damen var gift med en Broder af daværende
General Berthier, saa der opstod en uhyre
Skandale i Paris med Skilsmisse o. s. v. Men
Lasalle giftede sig siden med Madame Berthier
og steg som Officer efterhaanden saa høit, at
han blev en af de Mænd, Keiseren mest kunde
stole paa, og som han altid anvendte.

SIDE: 167

Mellem Kammeraterne var han ualmindeligt
afholdt. Og hans Folk, naar General Lasalle
svang sig i Sadlen og trak sin Sabel, de fulgte
ham som en Stormvind over Stok og Sten,
gjennem Ild og Blod. Men endnu længe efter
Lasalles Død var der en vild Tone efter ham
i det lette Cavalleri.

Aftenen før Slaget ved Wagram havde Ge-
neral Lasalle skrevet til Keiseren et Brev, hvori
han bad ham drage Omsorg for hans Efter-
ladte. Det hændte ofte, at selv de Tapreste
havde saadanne Anfald af Forsagthed foran de
store Slag og skrev det Slags Breve, som da
- naar Vedkommende faldt, kom til at se ud
som Forudanelser.

Tabet af Officerer var i det hele taget stort
ved Wagram paa begge Sider. Franskmændene
mistede foruden Lasalle ogsaa Generalerne
Gauthier og Lacour, samt syv Oberster.

Gauthier havde udmærket sig under Davoust
ved Äuerstädt; ved Wagram fik han et Ben
afrevet og døde af det. General Gudin, der
holdt sig lige i Nærheden af Davoust, under hvem
han altid kjæmpede, fik i Løbet af Dagen
fire Saar. Foruden Bessières blev 20 andre
Generaler saarede, men kom fra det med Livet.
General Lamarque fik fire Heste skudt under sig.

SIDE: 168

Masséna derimod, som kanske havde været
mest udsat i disse Dage, han fik ikke den
mindste Skramme eller Saar. Der gik det Ord
i Arméen, at Marechal Masséna - ligesom Mu-
rat og Ney - dem kunde Ingen træffe. Men
ved Massena var der ogsaa det, at det var
farligt at opholde sig i Nærheden af ham - ja,
endog den Plads, han netop havde forladt, blev
skyet; kom der nogen og tog den, blev der
raabt til ham, at han skulde tage sig i Vare,
Marechallen havde netop holdt der.

Nogle Dage før Slaget havde Masséna det
Uheld paa en Recognoscering at vælte med
Vognen, hvorved han blev saa forslaaet og for-
stuvet, at han kunde ikke sidde paa Hesten i
Slaget, men maatte lede sit Corps tilvogns. Da
det imidlertid blev altfor galt paa den venstre
Fløi, steg han tilhest tiltrods for Smerterne.
Han kaldte paa en af sine Ordonanser, forat
han skulde gjøre Stigbøilen noget længer og
løftede i den Anledning med stort Besvær sit
forstuvede Ben saa høit han kunde op mod
Hestens Hals. Og i dette samme Øjeblik kom
der en Kanonkugle susende langs Hesten og
bortrev den arme Soldat, som stellede med Stig-
bøilen.

Masséna var som Bernadotte og saa mange

SIDE: 169

af de andre begyndt som simpel Soldat i Re-
publikens Hære. Men han var en af de store
Feldtherrer af det rette Slag, og Napoleon
nævnte ham stadig som den Første - endda
Forholdet aldrig var særlig godt mellem dem.
Masséna indlod sig gjerne paa smaa Intriger
sammen med andre Misfornøiede; og Napoleon
paa sin Side viste god Besked baade om dette
og om, at Masséna, hvor han fór frem, var en
uforbederlig Røver og Plyndrer.

Efter Eylau var han bleven Hertug af Rivoli;
nu blev han Fyrste af Esslingen.

Napoleon omfavnede Macdonald og udnævnte
ham til Marechal og Hertug af Tarent, hvilket
i Grunden var noget sent i Forhold til Mac-
donalds Fortjenester og Bedrifter. Men det
havde varet noget længe, inden Napoleon fik
fuld Tillid til denne Mand, som var af skotsk
Æt og havde et noget stivt, selvbevist Væsen.
Napoleon ligte ham igrunden aldrig.

Macdonald var temmelig høi og havde et
klart og energisk Ansigt, men hans Næse var
for kort. I Slaget ved Wagram bar han en
gammeldags Uniform som Generalerne i Re-
publikens Tid med uhyre store Fjerer paa
Hatten. Hvor han kom hen, udmærkede han
sig. Det lykkedes ham endog at bringe Berna-

SIDE: 170

dottes flygtende Sachsere til at staa og gaa
frem igen til Angreb.

Ogsaa Oudinot og Marmont fik Marechal-
staven; for Marmont var det kanske noget tid-
ligt. Men paa sin kolde og ugemytlige Maade
holdt Napoleon af den dygtige og glimrende
Marmont.

Bernadottes Corps blev opløst og han selv
blev sendt bort fra Arméen i Unaade.

Arméens Bulletin dateret 30te Juli indeholder:
Det 9de Corps, som Ponte-Corvo commande-
rede, blev opløst. Sachserne, som tilhørte dette
Corps, ere under General Regniers Commando,
og Fyrsten af Ponte-Corvo er reist til et Bade-
sted.

Sagen var nemlig den, at Marechal Bernadotte
under hele Feldttoget i 1809 havde været endog
usædvanlig slap; han nævnes forresten aldrig
blandt de Generaler, hvis Bravour afgjorde
et stort Slag. Men ikkedestomindre pralede
han uafladeligt og kritiserede Keiseren. Af-
tenen før Slaget havde han siddet i en Kreds
Officerer og talt om, at Napoleons Overgang
over Donau og de efterfølgende Maneuvrer var
ganske tarvelige og mislykkede.

Han selv - Bernadotte - skulde ved nogle
vel beregnede Maneuvrer have tvunget Erke-

SIDE: 171

hertugen til at nedlægge Vaabnene næsten uden
Kamp.

Da nu næste Dag hans Sachsere flygtede, og
Bernadotte i Galop red efter dem, stansede
Keiseren ham, forat spørge, om dette var den vel
beregnede Maneuvre, hvormed Marechallen
vilde knuse Erkehertugen?

Napoleons Spioner havde allerede bragt ham
Samtalen fra igaar.

Sikkert er det, at Bernadottes Corps flygtede
fra Wagram den 5te Juli og fra Anderklaw den
6te; og Napoleon omtaler ham skarpt i sin
Dagsbefaling til Marechallerne.

Men det var endnu ikke det værste. Efter-
at det altsaa var gaaet ham og hans Corps saa
ilde i Slaget, havde Fyrsten af Ponte-Corvo al-
ligevel den Dristighed bagefter at udstede en
Dagsbefaling - noget, som ellers alene tilkom
Overgeneralen, og som aldrig nogen Marechal
havde tilladt sig; men han udstedte en Prokla-
mation, hvori han hævdede for sig og for sine
brave Sachsere Æren for Slaget ved Wagram.

Hele Armeen og især Officererne var forar-
gede, og Keiseren var rasende; han vilde ikke
se Marechallen, men han skrev til Krigsmini-
steren i Paris: Dersom De faar Anledning til
at se Fyrsten af Ponte-Corvo, saa tilkjendegiv

SIDE: 172

ham min Misfornøjelse med den latterlige Dags-
befaling, som han har ladet indrykke i alle
Aviser, og som er dobbelt urigtig, eftersom han
den hele Dag beklagede sig for mig over sine
Sachsere.

Overhovedet vil jeg ingenlunde dølge for
Dem, at Fyrsten af Ponte-Corvo ikke altid har
opført sig godt under dette Feldttog. Naar man
skal sige Sandheden, saa har denne "Granit-
colonne" stedse været paa Flugten.

Sejeren ved Wagram var afgjørende nok,
alligevel havde det knebet og der manglede det
sædvanlige Efterspil med Fanger, Kanoner,
Faner o. s. v. Det var ikke længer de gode,
gamle Bajonet-Slag; her maatte mere Artilleri
til, forat støtte disse Infanteri-Colonner, som
var saa opblandede med Rekruter og frem-
mede Hjælpetropper. Der faldt ogsaa paa den-
ne Maade langt flere Officerer end før; og en-
delig syntes Keiseren her ved Wagram for
første Gang, at han kunde mærke nogen Slappelse
hos sine høieste Generaler. Han var kun maa-
deligt tilfreds med dette Slag.

Ogsaa Østerrigerne havde paa sin Side tre
Generaler dræbte og ti saarede - deriblandt
selve Erkehertug Karl. Han havde ikke skaa-
net sig hele Dagen og var to Gange bleven

SIDE: 173

truffet. Men han førte Kampen tilende - baade
som den uforfærdede Soldat og som den store
Hærfører, han i Virkeligheden var. Dagene fra
Aspern-Esslingen til Wagram viste, hvad de
brave Østerrigere kunde udrette, naar de førtes
af en stor General.

Napoleon holdt Hof i Schönbrunnen, me-
dens der arbeidedes paa Freden af Diploma-
terne. En Dag var han nær bleven myrdet af
en tysk Fanatiker, Stabbs. Ved en Parade var
denne kommen ganske nær Keiseren, da Ge-
neral Rapp pludselig i siste Øjeblik slog sin
Klo i ham, fordi han syntes, Manden saa saa
mistænkelig ud.

Efter de enorme Anstrængelser ved Esslingen
og Wagram havde Napoleon under Opholdet
i Schönbrunnen et pludseligt Anfald af en Syg-
dom, som man ikke fik rede paa. De høie
Officerer, som omgav ham, har aldrig forraadt
Hemmeligheden; men at det har været noget
alvorligt, kunde man mærke paa de bekymrede
Raadslagninger mellem Maret, Berthier og Du-
roc, og paa det Hastværk, hvormed der blev
sendt Bud efter Keiserens Livlæge Corvisart,
og efter en berømt Professor fra Wien.

Det har muligvis ikke været andet end et
mer end almindeligt heftigt Anfald af dysurie,

SIDE: 174

hvoraf han allerede led i 1796, ligesom og-
saa ved Borodino, da han var syg og skjult
for Armeen i et Par Dage.

Den 19de October sluttedes Freden til Wien
paa de mest ydmygende Vilkaar for Østerrige.

Skjønt han endnu i sex Aar førte Krige og
vandt glimrende Sejre, var denne Fred egentlig
den siste, Napoleon sluttede i sit Liv. Evropa
sluttede aldrig Fred med ham.

Den 26de October var Keiseren tilbage i
Fontaineblau, efterat have bragt Frankrige nye
Sejre, og gjort sit Rige mægtigere end nogen-
sinde.

SIDE: 175

I Aarene 1810 og 1811 regjerede Napoleon
i Paris. Det var ialfald tilsyneladende hans
Glans-Tid. Frankriges Grænser var udvidet til
Hamburg ved Elbens Munding, og Rom var
Keiserdømmets anden Hovedstad. Hele Evropa
erkjendte Keiserens Overmagt - undtagen Eng-
land, som tiltrods for, hvad dets Handel led
ved Fastlandets Afspærring, alligevel bestandig
havde Penge til alle, som vovede at sætte sig
op imod Napoleon, og som desuden fra den
spanske Halvø langsomt, men sikkert under-
minerede hans store Rige og svækkede hans
Stridskræfter.

Spaniernes Modstand blev bare mer forbitret
og grusom; medens England stadig satte nye
Tropper iland i Portugal.

Marechal Soult - Hertugen af Dalmatien -
bildte sig engang ind, at han skulde blive Kon-
ge af Portugal. Men Wellingthon drev ham ud

SIDE: 176

af Oporto og det saa eftertrykkeligt, at Soult
mistede hele sin Armées Materiel. Efterretnin-
gen om dette Slag fik Napoleon netop Dagen
efter Aspern og Esslingen ved en Courer som
Krigsministeren havde ilet med at sende fra
Paris.

I 1810 stod der i Spanien 400,000 franske
Soldater af de allerbeste - under Førere som
Soult, Massena, Ney, Victor og Suchet - denne
siste var forresten den eneste, som fik gjennemført
en ordentlig Administration i sin Provins. Men
ellers var der intet Samhold og mange Uheld.
Og efterhaanden blev det som etslags Forvis-
ning og Tegn paa Unaade, naar nogen Officer
i Paris en vakker Dag fik Ordre til at gaa til
Spanien.

Den smukke Secretair og Pallads-Officer Ca-
nouville var en af Paulines mange Elskere. Na-
poleon havde netop foræret hende en russisk
Kappe af usædvanligt kostbart Pelsværk og
med Diamant-Knapper. Keiserens Øine, som
saa alt, gjenkjendte en Dag dette Pragtstykke i
Secretariatets Forværelse. En Time efter var
Canouville paa Veien til Spanien.

Omvendt med Septeuil - ogsaa en af Fif-
Cavallererne ved Hoffet. Han vilde ikke for-
staa Paulines Tilnærmelser, og derfor blev hun

SIDE: 177

fornærmet og fik den unge Officer sendt til
Spanien.

I et af de første Slag fik den lystige Fyr sit
ene Ben ødelagt; og mens Lægerne sagede det
af - saaledes som de sagede og sølede for
hundrede Aar siden, sagde han til sin Oppas-
ser: Græd ikke for det! nu faar du bare én
Støvle at pudse. -

- Det uhyre Apparat med et fransk Hof, som
Revolutionen syntes saa grundigen at have splin-
tret og strøet for alle Vinde, var forlængst gjen-
opstaaet under Keiserens Hænder - og i en
Skikkelse, som vel var forskjellig, men ingen-
lunde mindre storartet end det gamle Regi-
mentes, hvad angaar Nøiagtighed i Etiketten og
ødsel Pragt i Festligheden.

Napoleons nye Hof-Etat var naturligvis ikke
saaledes overfyldt med gamle Unødvendigheder
og unyttige Personer, som bare trak Gager.
Men han gjenoplivede mange af de gamle Tit-
ler og gav dem til sine Mænd og deres Da-
mer, eller han knyttede til sit Hof Damer
og Herrer af de gamle Navne, og det gjorde
han med særdeles Glæde. Han sagde selv, at
ingen kunde udføre Hoftjeneste som den gamle
Adel.

En Montmorency var ikke ræd for at bøie

SIDE: 178

sig ned og knytte Josephines Skosløjfe; men
mange af de nye Damer vilde ikke nedlade sig
til en saadan Kammerpige-Tjeneste. Den sam-
me Ros ydede han ogsaa de Mænd af gammel
fransk Adel, som han benyttede i diplomatiske
Sendelser; han sagde, at han fik langt mere at
vide gjennem disse end gjennem sine egne
Mænd.

Alligevel var det ikke saa, at han stillede
sine Folk i Skygge for den gamle Adel; han
havde Revolutionens Begreber i sig og lønnede
Fortjenesten uanseet Herkomsten; mens han
arbeidede nyt og gammelt sammen, forat der
skulde blive en stærk Sammenhæng, vaagede
han nøie over, at det ene ikke kom til at gjøre
det andet Fortræd.

Paa samme Tid som han aabenbart var stolt
over at have til Ceremonimester Grev Segur
fra det gamle Hof, var der aldrig Tale om, at
han gav Marechal Lefebvre noget Vink i An-
ledning af hans freidige Gemalinde - Hertug-
inden af Danzig, hvis ukorrekte Optræden
fyldte Paris med Latter og var til stor Trøst
og Husvalelse for de fine Hoffer omkring i
Evropa.

Og denne Keiserens Holdning lagde Baand
paa den gamle Adel og støttede den nye; alle

SIDE: 179

følte, at han, som raadede, viste at vurdere,
hvad der var Tak og Ære værd.

Las Cases, som selv tilhørte fin gammel
fransk-spansk Adel og som tidligt havde taget
Tjeneste ved Keiserens Hof - han fulgte end-
og til Sankt Helena - fortæller, at han en Dag
fik høre følgende om Madame Lefebvre -
Hertuginden af Danzig. Hun hjalp fattige Emi-
granter, og blandt andet en adelig Familie, som
var saa stolt og fin paa det, at Hertuginden,
som meget vel viste, hvorledes man betragtede
og omtalte hende, ikke turde byde dem Hjæl-
pen directe fra sin egen Haand.

Hun gik da til den Familie, hvor hun og
hendes Mand i sin Tid havde tjent som simple
Tjenestefolk; og gjennem disse Mennesker, som
ogsaa tilhørte det høie Selskab, fik hun sin
Hjælp anonymt bragt frem der, hun vilde.

Da jeg hørte dette, siger Las Cases - holdt
jeg op med at gjøre Nar af Hertuginden af
Danzig. Jeg gjorde mig herefter tvertimod en
Fornøielse af at byde hende min Arm mangen
Aften i Tuillerierne forat føre hende omkring
i de pragtfulde Sale, uden at bryde mig om de
utallige Stiklerier og mine Kammeraters store
Øine.

Men selv om Sammenblandingen af nyt og

SIDE: 180

gammelt blev foretaget med saa meget Hensyn
og ganske uden noget Snobberi, opstod der in-
tet Liv og ingen Lethed; Tonen i Tuillerierne
forblev stiv og kold. Thi Napoleon, der alle-
rede var ugemytlig som Førsteconsul blev lige-
frem uhyggelig som Keiser. Hertuginden af
Abrantès og alle de andre Damer mindedes
med Taarer de lykkelige Dage i Malmaison,
naar de nu i stiveste Hofdragt maatte gjøre
Tjeneste i Tuillerierne, Saint Cloud eller Fon-
tainebleau.

Eller naar de selv, fordi han vilde det, gav
store Luxus-Fester; kunde de aldrig mere glæ-
de sig over Dansen eller de lystige Maskera-
der; de maatte bare tænke paa ham og vente
paa ham.

Og naar der saa blev raabt: Keiseren! blev
Selskabet, som alt var nerveust af at vente,
stille som Lys, og alles Øine og Tanker blev
rettede mod ham, forat udfinde, hvad Humør
han var i; thi han var hensynsløs som en Sul-
tan. En enkelt Gang kunde han endnu være
lidt spøgefuld; ellers morede det ham mest at
skræmme Livet af de unge Damer paa Maske-
raderne, naar han gjennem sine Spioner kjendte
deres smaa Hemmeligheder.

De Fester, Keiseren gav og lod give, var der-

SIDE: 181

for i Almindelighed en Prøvelse for al Ung-
dom ved deres uhyre Kjedsommelighed.

Napoleon holdt de samme tidlige Formid-
dags-Audienser som de franske Konger pleiede
at give, naar de stod op af Sengen og lod sig
klæde paa. Eller han gav de store Audienser
foran en eller anden Fest i Tuillerierne. Det
hele Hof stod opstillet og ventede; de frem-
mede Magters Gesandter i første Række.

Keiseren kom hurtigt ind og gik langs de
bukkende og neiende Rækker. Disse vare de
mest spændende Øieblikke for hele Evropa;
thi i de korte Ord, han henvendte til Gesand-
terne, eller bare i den Maade, hvorpaa han gik
den ene taus forbi eller bød den anden en Pris
Tobak, blev der sidenefter rundtomkring i Pa-
ris og ved alle Evropas Hoffer spaaet og grub-
let ligesom i Kaffegrud.

De smaa Samtaler med Gesandterne var i
Almindelighed omtrent saaledes:

Keiseren: I hvilken Hensigt samler Deres
Regjering store Troppemasser i Tyrol?

Metternich: I Sandhed! Deres Majestæt over-
rasker mig -

Keiseren: Bah! jeg ved Besked; og jeg imøde-
ser en tilfredsstillende Forklaring.

Metternich: Der skal øieblikkelig blive afsendt

SIDE: 182

en Courer til Wien. Kanske kunde jeg med det
samme Bud faa sendt mit Hof et beroligende
Ord fra Deres Majestæt i Anledning af Her-
tugen af Ragusas Fremrykning fra Italien.

Napoleon: Hvoraf ved De det?

Metternich: Ah! Sire! det er altsaa sandt?

Napoleon: Sandt eller ikke; jeg skylder in-
gen Forklaring.

Saaledes omtrent forløb disse Samtaler, der
antog uhyre Dimensioner for Diplomaterne og
hævede Fürst Metternichs Ry som den snedig-
ste og dristigste af dem alle.

Og dog var det oftest ikke andet end det
tommeste Spilfægteri. De viste jo - begge Par-
ter fuldstændig Besked om hinandens Rænker
og Rustninger. Endvidere viste de, at alting gik
ud paa, at de om kortere eller længere Tid
skulde slaaes; men Kunsten bestod i at tale
Fred og mene Krig; og saaledes gik de og snu-
sede paa hinanden og paa den varme Grød.

Napoleon var endnu i disse Aar den smuk-
ke Mand, naar han kom med sine faste smaa
Skridt, der hørtes henover de bonede Gulve i
den ærbødige Stilhed, ledsaget af en svag Spo-
reklirren, naar han var i de høie Skaftestøvler
og med den lille Duft af Eau de Cologne, som
altid fulgte ham. Men han var alt begyndt at

SIDE: 183

blive lidt for fed, og det tiltog med Aarene, selv
naar han var i Feldten.

Ved hans Hof var i de første Aar Keiserinde
Josephine ved Sin Ynde og Elskværdighed saa-
velsom ved sin Takt og Klogskab overalt paa
Højde med sin Stilling; og alle de store Mænd,
Konger og Fyrster, som mer eller mindre god-
villigt besøgte Paris, prøvede forgjæves at finde
noget at udsætte, - ja selv Ludvig den 18de,
da han kom hjem igjen og saa de store Foran-
dringer i Louvre og Tuillerierne, maatte ind-
rømme, at alt var i en Stil, som hverken han
selv eller nogen af hans kunde ønsket anderledes.

Men altimens Napoleon lod Hoffet gaa sin
pompeuse Gang efter de Regler, han selv hav-
de givet, arbeidede han Dag og Nat med en
Alsidighed og Udholdenhed, som Samtiden al-
drig kunde blive træt af at beundre. Ligesom
han i Feldten red sine Heste fordærvet, saa-
ledes tog han næsten Livet af sine Secretairer
og Ministre, som arbeidede directe med ham,
uden at han selv nogensinde saaes at bukke
under for Træthed.

Hans første Privatsecretair var Bourienne -
en Ungdomsven af Bonaparte; de havde det
meget godt sammen i flere Aar; men der var
en Feil, som Napoleon umuligt kunde fordrage

SIDE: 184

eller tilgive; og det var Upaalidelighed i Penge-
sager.

Han kunde tilgive sine Generalers Dumhe-
der, naar de gjorde det godt igjen; han kunde
glemme lidt Troløshed af forskjellig Art -
endogsaa Josephines Utroskab - han var jo
ikke selv saa bombefast; men naar det gjalt
Penge, var han absolut umedgjørlig.

Han førte et Rædselsregimente med Bankie-
rer og Leverandører til Armeen. De store Huse
dengang: Hope i Amsterdam, Lafitte, Séguin
var altid halvrædde for, hvad Keiseren kunde
finde paa. Den store Speculant Ouvrard ruine-
rede han vist to Gange. Saa snart han fik Tæf-
ten af, at der var snydt eller blot, at der var
taget utilbørlig Profit, eller at nogen af hans
Mænd havde benyttet sig af sin Stilling til at
berige sig, - strax slog hans Klo ned iblandt
dem.

Engang Marechal Masséna kom vel stappet
hjem fra et Feldttog i Italien, befalede Keiseren
ham uden nogen yderligere Forklaring at ind-
betale 3 Millioner i Statskassen. Masséna be-
talte uden at knurre, - han knurrede nok,
men i en engere Kreds.

En anden Officer - Oberst Solignac, som
havde været med Masséna og som blev befa-

SIDE: 185

let at lægge fra sig 800,000 francs, nægtede at
adlyde, og blev uden videre degraderet fra
Oberst til menig Soldat.

Men Solignac tog koldblodig Geværet paa
Skulderen og gik ind i Geledet; og da Napo-
leon næste Gang fik Øie paa ham, gav han
ham Rang og Commando tilbage.

Solignac havde været ved Bonapartes Side
i de Unges Raad den 18de Brumaire i Saint
Cloud; han fulgte helst Masséna og var lige-
som denne en uforfærdet Plyndrer.

Den samme Svaghed overfor Penge havde
ogsaa Napoleons Secretair Bourienne, men paa
en fredsommeligere Maade. Ikkedestomindre
- saasnart Napoleon kom underveir med, at
hans Secretair benyttede sin Stilling til at be-
rige sig, var det for bestandigt ude med Ven-
skabet.

Bourienne var en dygtig Mand, med et hur-
tigt Hoved og stor Arbeidskraft; han var og-
saa Napoleon oprigtig hengiven. Men han kun-
de ikke taale at se Millionerne flyde omkring
den store Mand, som ikke ænsede dem selv,
og han begyndte allerede tidligt at skabe sig
Indtægter af mer og mindre tvivlsom Art.

Saaledes opdagede han, at Fouché som Po-
litiminister brugte 100,000 francs om Maaneden

SIDE: 186

til folk i Napoleons umiddelbare Omgivelser,
der daglig bragte han Besked om, hvor Første-
consulen gik og stod og hvad han foretog sig
og hvem der kom til ham.

Bourienne fik den Ide, at ingen bedre end
han kunde udføre dette Arbeide; han gik til
Fouché og tilbød sin Tjeneste. Fouché tog imod;
og fra den Dag fik Bourienne 25,000 Francs
om Maaneden for disse Oplysninger.

Men Politi- og Spionministeren havde mang-
foldige andre i Tuillerierne, som han betalte
store Summer, - selv Josephine fik 1000 Francs
om Dagen for intime Oplysninger om sin Mand.

Senere havde Bourienne sine Fingre i mange-
slags Affairer og tilslut kom han op i store
Speculationer, hvor det dreiede sig om Mil-
lioner. Han var saaledes i al Stilhed partner i
Firmaet Coulon fréres, som var Leverandører
for Cavalleriet, og som gjorde en Fallit paa
mange Millioner. Tilslut blev han fattig og for-
fulgt af sine Kreditorer.

Efter Bourienne var Meneval den Secretair,
Napoleon satte mest Pris paa - et ualminde-
ligt Menneske baade i Henseende til Paalide-
lighed og Arbeidskraft. Men han blev ganske
udslidt, og fik til Hvile og Belønning Posten
som Privatsecretair hos Keiserinde Marie Louise.

SIDE: 187

Chefen i Keiserens Cabinet var Maret -
Hertugen af Bassano. Han var en middelmaa-
dig Begavelse og en upaalidelig Karakter; men
han var Napoleon oprigtig tro og hengiven lige
til det siste. Paa Grund af hans daglige intime
Omgang med Keiseren, og fordi han stod i
høi Gunst hos denne, var Hertugen af Bas-
sano almindelig forhadt; om han end kanske
fik Skyld for mere ondt end han gjorde.

Talleyrand sagde en Gang om ham: Jeg
kjender bare et Menneske, som er dummere
end Monsieur Maret, og det er Hertugen af
Bassano.

Saa dum var han vel ikke; men han var
simpel og tarvelig i Bunden; en underdanig
Smigrer og Slave af sin store Herre.

Men Napoleon var af de Mennesker, som
kan bruge alt, hvad der kun er Kraft i; og en
Arbeidskraft var der i Hertugen af Bassano,
som selve Keiseren ikke kunde trætte ud.
Netop paa det farlige Punkt i 1811, da Napo-
leon saa vel kunde trængt til kolde og maade-
holdne Raad, lod han den forsigtige Champag-
ny - Hertug af Cadore - gaa, og tog til
Udenrigsminister Maret, i hvis Mund der al-
drig var et Ord af Modsigelse eller Betænke-
lighed, naar Keiseren vilde noget.

SIDE: 188

Men endnu nærmere i den daglige Omgang
end Maret og nærmere end nogen af Genera-
lerne stod altid Napoleons gode Ven og Raad-
giver Duroc - Hertug af Friaul - Grand
Marechal du Palais.

Han var ogsaa som de Fleste omkring Na-
poleon oprindelig Officer og havde tjent den
franske Konge før Revolutionen. Men af Na-
poleon blev han udelukkende anvendt som Ge-
sandt og Stor-Marechal over alt, hvad der
vedkom Keiserens private Liv: hans Slotte,
Hof og Husvæsen, hans Reiser og daglige Liv
i Paris, Keiserens Familie og alle de Storme,
som gik over den - alt i alt en uundværlig
Mand - forsaavidt noget Menneske kunde væ-
re uundværligt for Napoleon.

Duroc var rolig, nøiagtig, fast og beskeden;
hans Natur var retsindig og velvillig; og i den
Hvirvel, som der altid var om den store Mand
af rivende Intriger og rasende Kappestrid -
ikke mindst i den kjære Familie, var Duroc
som et Taarn, der ragede op over Vandene.

Han var Gesandt i Wien, St. Petersburg,
Berlin, Stockholm og Kjøbenhavn, og overalt
vandt han den største Agtelse. For Spanien
slap han fri.

Af en ganske anden Art var en anden af

SIDE: 189

Napoleons nærmeste Omgivelser udenfor den
egentlige Officerskreds. Det var Krigsministe-
ren Clarke - Hertugen af Feltre. Han var af
irsk Afstamning og begyndte som privat Se-
cretair i Huset Orleans, føiede sig efter Revo-
lutionen og blev af Directoriet - saaledes som
Skik var - sendt forat udspionere General
Bonaparte i det første italienske Feldttog.

Men det varede ikke mange Dage, førend
Generalen saa tvers igjennem Spionen, og
Clarke gik frimodig til Bekjendelse, idet han
tilbød sig til Tjeneste. Bonaparte tog imod Til-
budet og overøste ham efterhaanden med Vel-
gjerninger og Udmærkelser.

Clarke blev Ambassadeur, Gouverneur i Wien
og Berlin, hvor de endnu forbander ham, Krigs-
minister og Hertug; og da han giftede sig, fik
han en Medgift af Keiserens private Kasse.
Clarke var den værste Smigrer omkring Na-
poleon og altid rede til at skyve paa, naar Na-
poleon vilde gaa for vidt. Han var ogsaa med
Rette forhadt for sin Ondskabsfuldhed.

Hvor meget eller hvor lidet de Mænd, som
færdedes omkring Napoleon, indvirkede paa
hans Handlinger, er ikke godt at vide. I sin
Almindelighed kan det vel siges, at fra først
af var Paavirkningen yderst liden; men den

SIDE: 190

øgtes og blev tilslut i Nedgangens Aar stærkere
end gavnligt.

Men endnu var han den, som raadede over
alt og alle - ganske alene. Og dette kom ikke
bare af, at han vilde det saaledes; men Napo-
leons Evner og Kundskaber ikke blot i det
militaire, men næsten i alle Grene af Statssty-
relse og Administration vare saa gjennem-
trængende og overlegne, at alt - ligesom
selvfølgeligt kom umiddelbart i hans Haand,
hvorved mangt og meget i Statsmaskineriet
blev staaende som Zirater uden Betydning.

Autoriteter, Myndigheder og kommnunale Sty-
rer saavelsom Regjeringsorganer skrumpede
ind og blev stillet i Skygge; det eneste, Napo-
leon tog noget Hensyn til, var vist conseil
d'Etats, hvor han mødte 57 Gange i den Tid,
da de udarbeidede hans berømte Lovbog: code
Napoleon. Men ogsaa i denne Forsamling havde
han Spioner og sendte omkring Pengesummer,
som den ene ikke viste om, at den anden
fik.

I Behandling af Penge var Napoleon et Sær-
syn; og der har vel aldrig været et Menneske,
som har behandlet Pengene med en saadan
Ligegyldighed og samtidig saa vel beregnet;
med en saadan Overflødighed og dog med et

SIDE: 191

Øie saa koldt og nøiagtigt. Men han havde sine
egne Ideer og var ligesaa besværlig for Finans-
mænd og Børser som for sine egne Ministre.

Overfor Regnskaber havde han en Evne
til at finde Feil, som satte hans Folk i For-
bauselse.

Keiseren paastod engang, at der var regnet
2 Millioner feil i et vidtløftigt Regnskab med
Huset Séguin for Leverancer til Armeen.

Ministeren smilte og lovede, at Regnskabet
skulde blive gjennemgaaet. Og da de havde
ledt længe, fandt de Feilen; og Huset betalte
Pengene tilbage.

En anden Gang gjennemgik han et Regn-
skab for et Infanteri-Regiment - han gjen-
nemgik alle Regnskaber, - og der fandt han
en Post paa 60,000 Francs, som var ført til
Udgift for et Ophold i Paris.

Keiseren paastod, at hverken det hele Regi-
ment eller nogen Del deraf nogensinde havde
været i Paris. Ministeren smilte og gav sig til
at undersøge; og det viste sig, at Keiseren
havde Ret.

Det kan umuligt have været Smigreri alt-
sammen, naar alle Tidens store Mænd af de
forskjelligste Fag, Franske som Udlændinge
enstemmigen har udtalt sin Forbauselse og

SIDE: 192

Beundring over, hvilke Kundskaber, han raadede
over, og med hvilken gjennemtrængende Klar-
hed Keiseren kunde tale med om alting.

Lærde og forstandige Folk behøvede ikke
overfor ham at indskrænke sig til Buk og Pjat
- som ellers overfor Fyrsterne, der i Al-
mindelighed ikke ved andet, end hvad de faar
sig medgivet til hver Audiens. Og om Napo-
leon havde gjort et ubetydeligt Indtryk, behø-
vede Ingen at lægge Fingrene imellem; thi der
var nok af dem, som gjerne vilde høre det.
Men han tvang dem alle til at beundre dette
klare Hoved, der syntes at kunne rumme alt.

Den berømte Chemiker Chaptal var hans
Udenrigsminister i fire Aar, og de arbeidede
udmærket sammen; indtil Napoleon stødte ham
fra sig for mange Aar ved en Mandfolke-Hen-
synsløshed, som laa i hans Natur.

De arbeidede sammen udover Natten - Kei-
seren og Chaptal, da en Tjener kom ind og
meldte halvhøit, at Mademoiselle Bourgoing
var kommet. Det var den berømte og for-
gudede Skuespillerinde ved Theatre Francais.

Keiseren gav Ordre til at føre hende ind i
hans Værelser og lade hende vente, - altsam-
men saapas halvhøit, at Ministeren ikke kunde
undgaa at høre det.

SIDE: 193

Men dette var en tilsigtet Fornærmelse. Thi
hele Paris viste, at Udenrigsministeren stod i
Forhold til den smukke Skuespillerinde.

Chaptal pakkede ogsaa strax alle sine Papi-
rer sammen, bukkede og gik; og endnu den
samme Nat tog han Afsked som Minister. Det-
te hændte i 1804, og han kom ikke tilbage før
i 1815, da han var Napoleons Handelsminister
i "De hundrede Dage".

I Napoleons Omgang var der forresten en
anden Art af Hensynsløshed, som var mere
kjendt, og som bestod i, at han pludselig blev
sint og grov. Han kunde uformodet kaste sig
over en enkelt blandt de Tilstedeværende og
holde et Opgjør over gamle eller nye Synder
i saa bitre og krænkende Ord, at mange gik
bort, for aldrig at komme igjen.

Med de fremmede Magters Gesandter hav-
de han de voldsomste Optrin. Berømte er især
fire Samtaler: den med den engelske Gesandt
Lord Withworth i 1803, med Metternich i 1809,
med Fyrst Kourakin i 1811, og den 12te Juli
1812 med General Balakoff i Wilna.

Især har Samtalen med Lord Withworth været
fortalt saaledes, at Napoleon i sin Hidsighed
var lige ved at slaa til ham - ja, at han
gjorde der. Men i 1888 udkom endelig Lordens

SIDE: 194

egen Fremstilling og der staar Intet om nogen
Voldsomhed fra Førsteconsulens Side.

Men der har ogsaa været dem - og det
har været Folk, som kjendte Napoleon nøie
til dagligdags, - de har mangengang været
af den Mening, at disse voldsomme Anfald
af Hidsighed ikke har været andet end den
samme vel beregnede Scene, han gav, den-
gang han knuste Grev Cobenzl's Thetøi foran
Freden til Campo Formio. -

- I Tjenesten og overfor sine Officerer var
han kold - næsten frastødende; stræng og
ubøieligt retfærdig.

En Morgen mødte General Gouvion Saint-
Cyr - den senere Marechal - ved Keiserens
Morgen-Audiens i Tuillerierne.

Keiseren sagde til ham i en rolig Tone:

"Generalen kommer fra Neapel?"

"Ja Sire!" jeg overlod Commandoen til Mare-
chal Perignon, som Deres Majestæt havde
sendt, forat afløse mig."

"Og Generalen har uden Tvivl faaet Per-
mission af Krigsministeren?"

"Nei - Deres Majestæt! men jeg havde jo
ikke mere at gjøre i Neapel."

"Dersom De ikke inden to Timer er paa
Vejen til Neapel, vil De blive skudt paa Gre-

SIDE: 195

nelle-Sletten Klokken tolv præcis," sagde Kei-
seren og stak sit Uhr i Lommen.

Saadan var han at tjene under: sikker som
Laas i alle militaire Sager, uden mindste Hen-
syn til Personen - endsige, at han skulde
lade sig noget byde af en Yndling. En saadan
Mand maatte virke forskjelligt; men det er
klart, at i Længden vilde han trække til sig
de beste og værdifuldeste - ligesom en Magnet.

Der kunde nok været lidt gemytligere om-
kring ham end det blev i Keisertiden; men
han vilde have det saa, og han havde sand-
synligvis Ret. Saaledes som de alle vare voxe-
de op med ham og ved ham, maatte der være
denne Afstand, og han havde ingen Sans for
Kammeratslighed - ikke havde han Forstand
paa Mad, hellerikke paa Vin, og han spillede
aldrig.

Kun i Ungdommen hændte det - for Exem-
pel paa den lange Rejse over Middelhavet til og
fra Egypten, at Overgeneralen slog sig ned blandt
Officererne og spillede en liden Hazard. Men
han taalte ikke at tabe - ikke engang i Kort-
spil, og derfor fuskede han paa det frækkeste,
uden at nogen turde mukke.

Men naar han saa reiste sig fra Spillet, skjød
han hele sin Dynge af Guldstykker ud paa

SIDE: 196

Bordet, og bad dem med et lidet Smil, om at
dele hans uretfærdige Gevinst mellem sig.

Hvad der gav Tjenesten under Napoleon
Bonaparte den egne Tiltrækning, var ikke blot
hans Krigslykke og hans Rundhaandethed,
men uden Tvivl først og fremst den Omstæn-
dighed, at han kjendte sine Folk i en større
Udstrækning end de fleste Generaler; og at
han havde den Evne, at gjennemtrænge den
hele Arme med den Følelse, at hver Enkelt
var kjendt af ham, at han viste Besked, viste
hvor de stod, hvor de havde tjent, deres Saar,
deres Slag, og hvor de havde udmærket sig.

Tusinder faldt og blev borte af Rækkerne, og
Armeen fornyedes i Aarenes Løb; men fra de
unge Rekruter havde følt hans Blik glide hen
over sig, smeltede de sammen i den urokke-
lige Kjærlighed til denne ene Mand, som de
alle var rede til at gaa i Døden for.

At blive nævnt i en Dagsbefaling var nok
for Regimentet, et Smil eller en Gjenkjendelse
i hans Miner, naar han mønstrede dem, et Ord
i Farten eller en Hilsen til deres gamle Faner
gjorde dem lykkelige for lange Tider.

Og skulde der tilslut hænde dem noget; om
de skulde blive liggende paa Valpladsen søn-
derflængede og døende, saa rider vel Keiseren

SIDE: 197

kanske forbi, det klirrer i Sabler og Sporer,
saa stiger han af - tænkte de - og fæster
tilslut sit Kors paa mit Bryst, før jeg dør.

Æreslegionen, som han oprettede allerede i
1805 i Leiren ved Boulogne, voxede fast til
hans Person og blev, saalænge han delte den
ud, et Baand af gjensidig Taknemlighed mel-
lem ham og Armeen: den mest eftertragtede
Hæder, som dulmede Saar og lange Lidelser,
og var til Fryd og Stolthed for Tusinder af
tapre Mænd.

Napoleon havde - saa meget Militær som
han var - den Ide, at der skulde være ogsaa en
civil Afdeling af Æreslegionen; til dette Brug op-
rettede han forresten ogsaa Jernkrone-Ordenen.

Men dette med de civile Decorationer faldt
ikke i god Jord. Det gik an en Stund med
Videnskabsmænd og Forfattere. Men da Keise-
ren engang efter sin Yndlingsopera Romeo og
Julie decorerede Tidens berømteste Sopran-
Tenor Crescentini med Jernkronens Ridder-
korset, blev der en stor Forargelse i Italien og
Frankrige.

Det var naturligvis mest i militaire Kredse,
at Crescentinis Decoration vakte Raseri; og en
Aften i en Salon i Paris blev der talt i de
mest forbitrede Ord af de tilstedeværende Offi-

SIDE: 198

cerer om denne elendige Sanger, denne Come-
diant, Gjøgleren, Castraten! og de opregnede
sine Batailler og sine Saar og Skrammer.

Da raabte den letlivede Madame Grassini
- Sangerinden: Men mine Herrer! - Mine
Herrer! - den arme Crescentini! Glemmer I
da ganske hans Saar?"

- Lige indtil Samtalerne paa Sankt Helena
forsvarede Keiseren sin Ide.

Crescentini var en stor Kunstner og dertil
en Mand af god Familie; og Napoleon havde
troet, at denne Udmærkelse vilde særligt vun-
det Italienernes Bifald. Men denne Beregning
slog aldeles feil; det blev vendt til Latter.

Hvis den offentlige Mening havde stillet sig
anderledes, skulde Talma og andre Skuespille-
re og Musikere faaet Æreslegionen; men Sam-
tidens Fordomme holdt ham tilbage. Og det
var Uret - mente han selv; - thi efter hans
Begreber tilkom Æreslegionen Enhver, som
havde gjort Fædrelandet Ære.

- Noget af det, Keiseren havde mest Møie
med, var hans egen Familie. Saasnart det var
gaaet op for ham, at han kunde gjøre Frank-
rige til det mægtigste Rige og Paris til Ver-
dens Centrum, var hans Tanke den at samle
sin nærmeste Familie om sig som et Dynasti,

SIDE: 199

en Fyrsteslægt lig de gamle legitime Ætter med
Brødrene paa Naborigernes Troner.

Men hans Familie var paa mange Maader
et besværligt Stof. De var ligesaa ødsle og
ligesaa lastefulde som nogen gammel Fyrste-
slægt og dertil af et meget fordelagtigt Ydre.
Saavel Mænd som Kvinder af denne Familie
var smukke Folk - tildels endog af en sjel-
den Skjønhed. Mændene kunde bære de præg-
tigste Uniformer, - ja Kroner og Hermelin
klædte dem bedre end mange legitime Her-
skere.

Og Søstrene var - skjønt noget lavbenede
- saa smukke og velskabte, at alt, hvad de
efterhvert som Broderen steg, erhvervede af
Juveler og Stads, forhøiede deres statelige Ud-
seende og passede til deres naturlige Anstand
og sikre Væsen. Pauline var endog en af Sam-
tidens berømteste Skjønheder. Fælles for dem
alle var de fine renskaarne Profiler og den
friske Mund.

Fælles for dem alle var ogsaa deres Livs-
lyst, deres Letsindighed og især deres ube-
grænsede Udydighed i Elskov, - hvori for-
resten den store Broder gik foran som den
værste.

Napoleons Forældre var friske og stærke

SIDE: 200

Folk. Især var Moderen Lætitia Ramolino en
vakker og kjærnesund Kone, som fødte sin
Mand otte velskabte Børn. Nummer 2 - den
mærkværdigste af dem - bragte hun til Ver-
den under høist fortvivlede Omstændigheder,
idet hun hele den foregaaende Dag tilhest
havde fulgt sin Mand paa Flugt i de corsican-
ske Bjerge under Corsicanernes Kamp mod
Franskmændene; og hun holdt tappert ud til
det siste, fulgte sin Søn i hans stigende Glans
og gjorde ham aldrig Skam ved det glimrende
Hof, hvor hun tog sin Plads som den stateli-
ge og kloge Madame Mére.

Af sine Søskende derimod havde han liden
Glæde eller Nytte; de var ialfald ikke saale-
des som han vilde have dem til sit Brug. Over
Søstrene havde han disponeret saa tidligt, at
der blev ikke Anledning til at søge Partier
for dem blandt Fyrsterne; men Brødrene skul-
de være Konger enten de vilde eller ikke.

Den ældste af dem Joseph havde underteg-
net Freden til Lunéville i 1801, til Amiens i
1802; og i 1806 fordrev han - skjønt han
var en daarlig Militair - Kongen af Neapel
og besteg dennes Trone.

Forsaavidt gik det alt godt. Men i 1808 skul-
de han være Konge af Spanien, medens Mu-

SIDE: 201

rat fik Neapels lystige Kongedømme. I det
uhyggelige Spanien havde Joseph mange Trængs-
ler og efter Slaget ved Vittoria i 1813 var det
ude med hans Kongeværdighed.

Joseph var gift med Julie Clary fra Marseil-
les - en Søster af Madame Bernadotte; hun
forlod ham kort Tid efter 1813.

Joseph var fuldstændig behersket af sin Li-
denskab for Kvinder og sin Tilbøielighed til
Fornøielser og ørkesløst Liv. Og det var gan-
ske tiltrods for hans Karakter og Natur, at
han blev kastet ind i en Løbebane fuld af
Stor-Politik og de allerhøieste Udmærkelser.

Joseph har - sagde Napoleon - næsten
aldrig været mig til nogensomhelst Nytte; men
han er en udmærket brav Mand og har holdt
oprigtigt af mig - Julie ogsaa.

Sagen var, at Joseph var slaaet til Privat-
mand, og det var ikke hans Skyld, at han
absolut skulde være Konge.

Alligevel var han ved sin Skjønhed og ved
den Charme, som fulgte alle Bonaparterne, en
Mand, som overalt kunde føre sig uden at
compromittere hverken sin store Broder eller
sine høie Stillinger.

Lucien hjalp sin Broder den 18de Brumaire
som Præsident i de 500's Raad i St. Cloud,

SIDE: 202

og under Consulatet blev han anvendt i Diplo-
matiet. Han var kanske den anstændigste af
hele Familien og havde megen naturlig Be-
gavelse, gode Kundskaber og en fast Karakter.

Men han vilde absolut være den uforson-
lige Republikaner, og levede derfor efter 1804
i et affecteret Fiendskab med sin Broder. Man
har været paa Vildspor, naar det har været
den almindelige Mening, at Lucien holdt sig
borte fra det offentlige Liv, fordi han mang-
lede Ærgjerrighed. Han var netop edderspændt
af Skinsyge mod Napoleon og lurede hele sit
Liv paa selv at slippe til Magten.

Da han derfor kom til Paris i 1815 efter
Elba, var det, fordi han troede, at han skulde
kunne bevæge Napoleon til at abdicere, for da
selv at komme i Spidsen for Regentskabet og
ende som den franske Republiks Præsident.

For sin ælste Søster Elisa, som alt i 1797
blev gift med en italiensk Adelsmand Baccio-
chi, ordnede Napoleon et Storhertugdømme
Toscana. Og sin yngste Søster Caroline giftede
han med Murat, som fra simpel Soldat steg
til Marechal, Stor-Admiral, Prins af Frankrige,
Storhertug af Berg og Konge af Neapel.

Den deilige Pauline var først gift med Ge-
neral Leclerc, som døde paa Hayti; dernæst

SIDE: 203

med Camillo Borghese, som var en Nar. Na-
poleon gjorde hende til Hertuginde af Gua-
stalla.

Pauline Borghese var kanske den værste af
dem i Letsindighed og hun havde mangfoldige
Elskere; forresten var hun snil og glad og al-
tid rede, men udsvævende indtil Perversitet.
Dertil saa ødsel, at hendes Moder bestandig
spaaede, at Pauline vilde ende i Fattighuset.
Saa galt gik det dog ikke.

Den yngste Broder Jerome levede lige til
1860. Han var med General Leclerc paa Haiti
og førte virkelig som Contre-Admiral en Flaade
til Martinique. I 1807 blev han Konge i West-
phalen.

Først var han gift med en amerikansk Dame
Miss Patterson; men senere fik Napoleon ham
gift med en Prinsesse af Würtemberg.

Jerome var ikke uden naturlig Begavelse;
men da han var ung, skulde man vanskelig
kunne finde en mere anmassende, mere uop-
dragen eller mere uvidende Person. En Øde-
land var han ogsaa, hvis Udsvævelser gik over
alle Maal og Grænser. Napoleon var haard
mod ham i 1812 ved Begyndelsen af det rus-
siske Feldttog; men efterat Ulykkerne brød
ind over Slægten, rettede Jerome sig op.

SIDE: 204

Imidlertid var hans Regjeringstid i Cassel
som Konge af Westphalen nærmest en Farce,
og det hele Stel vilde blevet ganske umuligt,
hvis ikke Napoleon havde givet ham med som
fransk Gesandt den samme Grev Karl Fredrik
von Reinhardt - af Christiansands-Slægten,
- som han ofte anvendte i Diplomatiet. Det
var i Virkeligheden denne Mand, som regje-
rede Kongeriget Westphalen, langt mere end
Jerome, som bare morede sig; og naar det
ikke gik galere end det gik med den hele
Menage, saa skyldtes det mest den kloge og
besindige Grev Reinhardt.

Saa var der tilslut - af Napoleons Søskende
den ulykkelige Ludvig, som allerede tidligt i
sin Ungdom var bleven venerisk. Dermed var
hans Liv forspildt, hans Sind blev tungt og
han blev sær og umedgjørlig.

Ludvig var vel begavet og havde baade
Kundskaber og god Forstand; men hans be-
standige Sygelighed gjorde ham lidet skikket
til et Liv i Ærgjerrighed og Politik. Han tog
kun trevent imod Broderens Tilbud af Hæ-
dersposter og Rigdomme.

Alligevel blev han en meget rig Mand og
lod sig gifte med Josephines Datter Hortense
i 1802. I 1806 gjorde Broderen ham til Konge

SIDE: 205

af Holland; men da han i Grunden var en
brav Mand, kunde han ikke udholde at være
Vidne til, hvad Hollænderne led under Fast-
landets Afspærring, og i 1810 nedlagde han uden
videre sin Krone.

Fouché fortæller, somom det var en given
Sag og et vel kjendt Faktum, at Josephine, da
hun ikke længer kunde tvivle om sin Ufrugt-
barhed, arrangerede et Forhold mellem Bona-
parte og hendes egen Datter Hortense; og da
denne blev frugtsommelig, fik man i en Fart
Ægteskabet istand mellem Ludvig og Hortense.
Deraf skulde Ulykkerne i dette Egteskab fra
først af være opstaaede; og vist er det, at
Ludvig stundom lod, som om han selv troede,
at Napoleon var Fader til Hortenses ældste
Søn.

Sikkert er det ogsaa, at da den lille Prins
døde i en Børnesygdom, var der ualmindelig
stor Sorg i Tuillerierne; og meget tydede paa,
at det havde været Napoleons Mening at adop-
tere den Lille og opdrage ham til sin Efter-
følger.

Dronning Hortense levede i bestandig Ufred
med sin Mand, indtil de blev skilt i 1815.
Hun var uhyre letsindig, hvilket i Forbindelse
med hendes Mands Sygelighed gjør det lidet

SIDE: 206

sandsynligt, at nogen af hendes 4 Sønner var
Barn af Kong Ludvig - kanske Nummer 2.

Nummer 1 var altsaa den lille Napoleon,
som døde og som antoges at være Søn af den
store Napoleon.

Nummer 2 blev Storhertug af Berg og gift
med sin Cousine - en Datter af Kong Jo-
seph.

Nummer 3 var Keiser Napoleon den III, -
sandsynligvis Søn af den hollandske Admiral
Verhuel.

I Anledning af, at disse to Brødre havde
deltaget i nogle Uroligheder i Italien, skrev
Kong Ludvig i 1830 et Brev til Pave Gre-
gor den 16de:

"Hellige Fader! mit Sind er overvældet af
"Sorg, og jeg har skjælvet af Vrede, da jeg
"modtog Efterretningen om, at mine Sønner
"har taget Del i den forbryderiske Reisning
"mod Deres Helligheds Autoritet. Mit Liv,
"som allerede er sørgeligt nok, har endnu
"bragt mig den bitre Smerte, at En af mine
"har kunnet glemme al Deres Godhed mod
"vor ulykkelige Familie. Den elendige unge
"Mand er død; Gud være ham naadig.

"Hvad den anden "- Napoleon den III. -"

SIDE: 207

"angaar, som tiltager sig "mit Navn", saa har
"han - som De ved - Hellige Fader! Ingen-
"ting med mig - Gud være lovet.

"Jeg har den Ulykke at være gift med en
"Messalina, der føder Børn."

Hortenses Søn Nummer 4 - den senere Her-
tug af Morny - var Søn af Grev Flahaut. -

Blandt disse skrækkelige Bonaparter var
Josephine en fin og lys Skikkelse, skjønt og-
saa hun havde gjennemgaaet adskilligt i Bar-
ras og de andre Revolutionsmænds Saloner og
ialfald én Gang - mens Napoleon var i Egyp-
ten, havde havt en flygtig Liaison med en
ubetydelig Officer.

Men hun elskede Napoleon oprigtigt; og
han paa sin Side udtrykte vist den høieste
Tillid, han overhovedet kunde have til en
Kvinde, naar han sagde, at han var vis paa,
at Josephine vilde forlade et Elskovsmøde,
hvis der kom et Bud fra ham.

Fra først af levede de som borgerlige Egte-
folk i samme Soveværelse. Men i Leiren ved
Boulogne i 1805 blev Napoleon holdt længe
oppe om Natten af Statssager. Josephine var
da saa taabelig at gjøre ham en Scene, da han
kom ind i Soveværelset. Napoleon blev sint,

SIDE: 208

og fra det Øieblik var han aldrig at formaa
til at optage det gamle Arrangement; hellerikke
med Marie Louise; han kjendte Arten.

Josephines Hoved var ikke stærkt, men hun
blandede sig ikke meget i, hvad hun ikke for-
stod, og plagede sin strenge Herre saa lidet
som muligt. Det var hende nok, naar hun
kunde fængsle hans Kjærlighed; og naar han
var borte i andre Forhold, kjæmpede hun paa
alle Maader for at vinde ham tilbage. Hun op-
fyldte alle hans Fordringer og var idethele-
taget en Keiserinde, som han vel kunde være
tjent med. Hun lod ikke Præsterne komme
nærmere end Keiseren ligte det, skjønt hun
paa sin Maade var religiøs.

Hun havde tilstaaet Erkebiskopen af Nantes
i Skriftestolen, at hun spiste Kjød baade Fre-
dag og Lørdag.

Gjør Keiseren det samme? - spurgte Bis-
pen.

Ja.

Nuvel, saa gjør som han. Deres Majestæt
kan altid gaa ud fra, at han har en speciel
Tilladelse for sig og sin Familie.

Men da Josephine for en Sikkerheds Skyld
forelagde Cardinal Fesch det samme Spørgs-
maal, svarede denne, at hvis Keiseren vilde

SIDE: 209

forlokke hende til at bryde Fasten, skulde hun
kaste ham Talerkenen i Ansigtet.

De Lærde ere uenige, sagde Napoleon smi-
lende, da han fortalte Chaptal denne Historie,
som Josephine havde fortalt ham; Bispen har
Ret; den anden er en Knægt, som vil give
sig et Skin af Strenghed, der passer lidet til
hans private Liv.

Alt mens Tiden gik, blev Josephine mere
nervøs og forpint, jo klarere det stod for hen-
de, at hun ikke fik flere Børn end de to, hun
havde født sin første Mand General Beauhar-
nais: Eugen og Hortense. Dette var aldrig ude
af hendes Tanke, og hun kunde mærke paa
Napoleon, at han gik og tumlede med det
samme.

Hun forsøgte alle mulige Raad og Midler,
og antydede endog for Napoleon, at de skulde
prøve et politisk Bedrageri med et fingeret
Svangerskab og et underskudt Barn; og hun
anede allerede længe i Forvejen, at det maatte
ende med en Skilsmisse. -

- Josephines Ødselhed var ikke blot grænse-
løs; men den var saa taabelig - næsten fjollet.
Det var hende umuligt at modstaa Juvellerer-
ne og Modehandlerne, naar de kom og op-
fyldte hendes Værelser med de skjønneste

SIDE: 210

Smykker og de rigeste Toiletter, Parises første
Kunstnere kunde fremtrylle - altsammen til
de mest fabelagtige Priser. Jeg husker ikke
Tallet paa de Hatte, hun anskaffede sig i en
Saison og hellerikke, hvad de kostede; men
det var næsten ikke til at forstaa. Hun levede
derfor i en evig Angst for sine Regninger,
skjønt Napoleon betalte rundeligt og rigeligt.

Hans Keiserinde maatte gjerne være ødsel;
hun skulde overstraale alle Evropas Fyrst-
inder; og der fandtes ikke Kniberi hos denne
Ægtemand. Men han kunde ikke fordrage, at
der blev snydt, eller at nogen lod sig snyde;
og han forstod jo godt, at Josephine maatte
betale den syvdobbelte Pris, fordi hun ikke
havde mere Forstand paa Penge end en
Fugl.

Derfor, naar han holdt en Oprydning i Kei-
serindens Regninger, betalte han aldrig fuldt
ud; men han bød vedkommende Leverandør
Halvdelen eller tre Fjerdedele af Beløbet. De
accepterede i Almindelighed og gjorde endda
en god Forretning.

Men aldrig kunde han faa Bund i hendes
Regnskaber, fordi hun bestandig skjulte det
værste for ham, endskjønt hun jo maatte vide,
at en Dag kom alting frem for Lyset. Men

SIDE: 211

Josephines første Ord var bestandig nei, hun
nægtede ganske instinktmæssig. Saaledes levede
hun i et Hav af Gjæld, og hendes Regninger
strømmede lige til Elba.

Men forøvrigt og forsaavidt der overhovedet
kan være Tale om kvindelig Indflydelse paa
Napoleon, var Josephine ganske vist den Hu-
stru, som passede best for ham; og havde hun
bare kunnet føde ham et Barn - om ikke an-
det end en liden Pige, vilde Napoleon neppe
nogensinde være gaaet fra hende. Thi han
søgte ikke et nyt Egteskab, fordi han ikke
længer var fornøiet med Josephine, endmindre
fordi han elskede nogen anden og hellerikke
for at komme tilveirs ved et høit Parti.

Han var stor nok til at unde sig selv den
Luxus at beholde en Kvinde, han bestandig
var vendt tilbage til; og han vilde yderst nø-
dig gjøre Josephine den Sorg og Tort at for-
lade hende. Men eftersom alting hidtil var
lykkedes for ham, kunde han ikke nu, da saa
meget var samlet i hans Haand, lade være at
tænke paa at fæste sig selv gjennem Efter-
kommere til Fremtiden. Desuden forlangte
hans Folk det dagligt, høilydt og hentydnings-
vis, og desuden - alle de ligitime Fyrstehuse
havde sin Fremtid sikret; han alene var uden

SIDE: 212

Oprindelse og uden Fortsættelse. Dynastiet
Bonaparte maatte han have i Orden.

Det synes for Nogle, som om denne Mand
var umættelig, og at han droges mod den ene
mer svimlende Plan end den anden som en
Slave af sin grænseløse Ærgjerrighed.

Men naar jeg undtager nogle Herrer af Poli-
tiken, som aldrig har begjæret noget for sig
selv, men som udelukkende ved sine Lands-
mænds ustyrlige Beundring og Kjærlighed løf-
tes høiere og høiere, overblæres med stedse
federe Glans, - naar jeg undtager disse
Jordelivets Pilegrimme, saa arbeider enhver af
os - hver paa sin Maade for at bringe sig
selv til Gyldighed.

Men naar det nu bestandig havde vist sig,
at han fyldte alle Maal, som hans vidunderlige
Livsførelse efterhaanden lagde paa ham, var
der ingen Grund til at stanse, og han behø-
vede ikke at svimle. Han var sig med Rette
bevist at være de andre Fyrster saa overlegen
i godt som i ondt, at den første Plads blandt
dem simpelthen tilkom ham, der stod i Spid-
sen for den store Nation. Og denne krævede
udtrykkelig af ham Sikkerhed for Fremtiden.

Og det var kun, fordi han var knyttet til
Josephine med saa ømme Baand, at det varede

SIDE: 213

saa længe, inden han tog det pinlige Skridt;
thi at det kostede ham meget, er der ingen
Grund til at betvivle.

Men ligesom i alt andet saa og i dette For-
hold skilte Napoleon sig ud fra alle andre
Konger og Fyrster, hvem det har passeret, at
de fik Trang til at forskyde sin Hustru. Her
kom ingen Bulle fra Paven; ingen sort Bande
af Præster skræmte den arme Dronning; in-
gen Skandalproces med kjøbte Vidner og Be-
skyldninger for Utroskab. Han skilte sig ved
sin Gemalinde som en fuldstændig gentleman
og Grandseigneur og dertil med den ham egne
Orden og Høitidelighed i Formerne.

Og hun var paa sin Side, da alle Haab
brast, al Ære værd i den Maade, hvorpaa hun
bar sin haarde Skjæbne. Hun forblev Napo-
leons trofaste Ven og lagde sig aldrig iveien
for den nye Hustru og Keiserinde.

Der er ikke mange Foreninger mellem
høitstillede Personer, over hvilke der har hvilet
en saa ren Luft som over disse to Mennesker,
dengang de skiltes.

Da Napoleon havde fattet Beslutningen, be-
falede han Eugen Beauharnais at gaa til sin
Moder og forklare hende, at nu maatte det
komme til Skilsmisse af politiske Grunde, fordi

SIDE: 214

Frankrig krævede en Fortsættelse af Dynastiet
Bonaparte.

Vicekongen opførte sig ved denne som ved
alle andre Leiligheder mønsterværdigt. Han
var foruden at have udviklet sig til en duelig
og paalidelig Hærfører tillige en Hædersmand
i enhver Henseende og en trofast Søn mod
sin Moder - og mod sin Stedfader.

Napoleon satte ogsaa megen Pris paa ham,
uden at der dog nogensinde fremkom nog en
Antydning af, at han tænkte paa Eugen som
sin Efterfølger. Dette havde nok Josephine en
Tid haabet; men hun var ellers saa forsigtig
og tilbageholden, at hun aldrig bad om noget
for sin Søn, hun takkede ikke engang; hun
vilde, at det udelukkende skulde være Napo-
leon, som forfremmede ham.

Da hun sad igjen som Enke efter General
Beauharnais, som blev guillotineret, var det
saa smaat med hende, at Hortense allerede
var sendt, forat lære Modepynt og Eugen i
Snekkerlære, da General Bonaparte viste sig
som Frier. Nu var Hortense Dronning af Hol-
land og Eugen Hertug af Leuchtenberg, Fyrste
af Eichstedt, Prins af Frankrig og Vicekonge
af Italien.

Den 15de December 1809 om Aftenen mødte

SIDE: 215

Fyrst Cambacères - Keiserdømmets Stor-
Kansler og Grev Regnault sammen med hele
den keiserlige Familie i Tuillerierne, hvor
Josephine gav sit Minde til Egteskabets Op-
løsning, efterat Napoleon i oprigtige og bevæ-
gede Ord havde takket hende for femten Aars
lykkeligt Samliv.

Skilsmissen blev den næste Dag meddelt
Senatet. Det var atter Eugen, som optraadte og
forklarede sin Moders loyale Holdning og det
store Offer, hun frivilligt havde bragt Fædre-
landet.

Egteskabet blev af Senatet erklæret ugyl-
digt af den formelle Grund, at der ved dets
Stiftelse ikke havde været tilkaldt to Vidner.

General Bonapartes civile Egteskab i 1796
var i sin Tid stiftet uden anden Formalitet end
Indskrivning hos vedkommende republikanske
Funktionær - ligesom Bernadottes og de an-
dre Officerers fra hine Dage, - og kunde
derfor efter fransk Lov ophæves med begge
Parters Samtykke.

Det var derfor ikke dette Egteskab, som
Senatet maatte opløse, inden Napoleon kunde
blive gift med en katholsk Prinsesse.

Men da Keiserens og Keiserindens Kroning
nærmede sig i 1804, blev Cardinal Fesch bange

SIDE: 216

for, at det republikanske Egteskab kunde frem-
kalde nogen Vanskelighed ved Josephines Kro-
ning og fik sat igjennem, at han - Cardinalen
- viede Napoleon og Josephine et Par Dage
før Kroningen i Tuillerierne, men for lukkede
Døre og uden Vidner.

Da nu Josephine ved Skilsmissen erfarede,
at hendes Egteskab blev erklæret ugyldigt,
kaldte hun Fesch til sig i Malmaison, hvor
han udstedte en lovlig Vielsesattest for hende.
Josephine gjorde dog ingen Brug af dette Do-
cument; det var hende nok at have det i sin
Besiddelse.

Men baade Senatet og Kardinalen havde paa
en vis Maade Ret begge to.

Thi efter fransk Ret var Vielses-Handlingen
ugyldig af den Grund, at der ingen Vidner
var.

Men efter katholsk Kirkeret kan en Vielse
uden Vidner være gyldig, naar den er 
uført af
en Cardinal.

Imidlertid maatte Keiser Napoleon betale 6
Francs i Mulkt til de Fattige, for at have for-
sømt Vidnerne.

Napoleons Skilsmisse satte Evropas Hoffer
i den største Bevægelse. Thi naar han først
havde besluttet sig til et nyt Egteskab, kunde

SIDE: 217

man vide, at han vilde søge sin Gemalinde
paa de allerhøieste Steder. Der var først no-
gen Tale om en Prinsesse fra Sachsen, som
han naturligvis kunde faa. Men Napoleons
Ønske var egentlig en russisk Prinsesse - en
Søster af Zaren.

Alexander lod, som om han følte sig yderst
smigret ved Napoleons Valg; han bad kun om
nogen Udsættelse paa Grund af Storfyrstindens
Ungdom. Han viste ligesaa godt som enhver
anden, at der ikke kunde være Tale om no-
gen Udsættelse.

Den 1ste Marts 1810 kom Marechal Ber-
thier - Fyrste af Neufchatel til Wien forat
anholde om Erkehertuginde Marie Louises
Haand for Keiseren af Frankrige.

Aftalerne vare jo trufne paa Forhaand, saaat
Keiser Frantz skyndte sig med den største
Imødekommenhed at modtage Frieriet. Men
det maa alligevel have været haardt for den
gamle Habsburger at give sin egen Datter hen,
for at hun skulde føde Børn for den Mand,
som havde lemlæstet Østerrige, slaaet hans Ar-
meer og kastet Huset Habsburg til Jorden Gang
efter Gang - og dertil: en simpel Eventyrer
fra Corsica!

Den 11te Marts blev Berthier viet til Marie

SIDE: 218

Louise i Keiserens Navn og to Dage efter
forlod de Wien.

Oprindelig fulgte der med hende hjemmefra
300 Personer. Men mellem Braunau og Alt-
heim havde Napoleon i utrolig kort Tid ladet
opføre en meget stor Træbygning - pragt-
fuldt decoreret. I den ene Ende af Bygningen
var Østerrige og i den anden Frankrige, og i
Midten var der et neutralt Rum. Her mødte
Dronningen af Neapel - Caroline Murat med
et talrigt Følge fra Paris og tog imod den unge
Keiserinde.

Erkehertuginden, som her antog Titelen
Keiserinde, blev nu overleveret fra Østerrige til
Frankrige med høitidelige Ceremonier, saaledes
som Keiseren selv havde dicteret det.

Den Brudekurv, som han sendte hende,
indeholdt et Udstyr, der var et fuldstændigt
Vidunder af den høieste Pariser Kunstfærdig-
hed og Smag, og overstraalede langt, hvad
Wien havde kunnet byde Hoffets Damer.

Efter Ceremonierne fortsatte Keiserinden sin
Reise vestover i smaa Dagsreiser, - saaledes
som man reiste for hundrede Aar siden: svære
Karosser med fire Heste, som stod færdige
ved hvert Skifte, og som fór afsted saa fort
som det overhovedet lod sig gjøre. Hun havde

SIDE: 219

nu forladt sit Wiener-Følge og var kun om-
givet af den lille foreløbige franske Hofstat,
som Keiseren havde sendt hende imøde. Ved
hver Station, hvor der skulde overnattes, fandt
hun et Brev fra sin galante Gemal.

Den 29de Marts skulde være Keiserindens
siste Reisedag, om Aftenen skulde hun naa
Slottet Compiegne; hvor Keiseren og hele den
keiserlige Familie ventede hende, for - den
næste Dag at være nærværende, naar Ber-
thier høitideligt overleverede den knælende
Keiserinde til Keiseren.

Men det blev der ikke noget af. Thi da
Napoleon var færdig med alle Forberedelser,
tog han Murat med sig og listede sig ud af
Slottet i sin graa Frakke fra Wagram. De to
kjørte da imod Keiserinden i en simpel Ka-
lesche med en Kusk uden Livré.

Da de kom til Courcelles i styrtende Regn,
kjørte de ind under en Porthvælving i en
gammel Kirke og ventede paa Keiserindens
Følge. Det var det siste Sted, hvor der skulde
skiftes Heste, og med det samme Keiserindens
Vogn kom, smuttede Napoleon i en Fart ind
til hende.

Og den næste Morgen paa Slottet lod han
deres fælles Frokost servere foran Keiserin-

SIDE: 220

dens Seng. Denne frygtelige Skandale fór over
Evropa, og maa vist især have rystet Samfun-
dets Grundpiller i Wien.

Den 30te Marts foregik den borgerlige Vielse
i St. Cloud og Dagen efter holdt de Nyfor-
mælede et pragtfuldt Indtog i Paris, som blev
efterfulgt af en Fest i Louvre, som Napoleon
havde arrangeret paa det allermest storartede
efter sin Smag. En stor Del af Louvre var taget
i Brug til Festligheden. Der var Tribuner for
Konger og Fyrster, Gesandter og Marechaller.
Den keiserlige Familie i al dens Skjønhed og
Pragt omgav Napoleon og Marie Louise, -
dertil alt, hvad Frankrig ejede af Adel og
Magt, og en Mængde Udlændinge - ialt en
otte Tusinde Mennesker.

Der faldt imidlertid en Skygge over den
festlige Tid efter Formælingen, da der et Par
Maaneder senere opstod en forfærdelig Ilde-
brand under et Bal, som den østerrigske Ge-
sandt Fyrst Schwarzemberg gav for sin Her-
res Datter; - ikke blot fordi Begivenheden
kostede flere Menneskeliv og afbrød Feststem-
ningen; men ogsaa fordi Samtiden ikke kunde
værge sig mod en uhyggelig Erindring om et
Ulykkestilfælde af lignende Art, som indtraf
forrige Gang en østerrigsk Erkehertuginde blev

SIDE: 221

gift med Frankrigs Overhoved - nemlig i
1770, da Marie Antoinette holdt Bryllup med
Ludvig den 16de.

Fyrst Schwartzemberg havde begaaet den
Uforsigtighed, som man forresten oftere hører
om i de gamle Palaier i Paris, at man for at
vinde Plads til Dansen laver Hotellets indre
Gaard om til en uhyre Sal ved at lægge Gulv
med Trapper og Indgange til Husets Rum og
Corridorer, - altsammen overspændt med
Tag af Lærred og Væggene behængt med Mas-
ser af Gardiner og Tæpper, prægtige Forhæng
og Draperier, decoreret med Blomster og utal-
lige Lys allevegne.

Det er farligt nok nutildags, hvor vi dog har
elektrisk Lys og et moderne Brandvæsen.
Men i hine Tider, hvor der skulde lyses op
med bare Voxlys i tusindvis. var det en
grænseløs Uforstand. Naar de dansede, og der
opstod Træk i Døre og Trapper, behøvedes
der ikke mere, end at et Gardin viftede hen
over en Kandelaber eller en Lampet paa Væg-
gen, saa stod alt i lys Lue paa tre Minutter.
Og det var det, som pludseligt hændte her,
mens Festen var paa det livligste.

Keiseren ventede ikke paa Hjælp af nogen;
men rolig som altid tog han som en brav

SIDE: 222

Borgermand sin Madame i sine Arme og bar
hende ud af den brændende Sal og ind i Pa-
laiet, indtil de kom i Sikkerhed.

Men mange omkom - især af Damerne,
hvis lette Gevandter tog Ild strax ved den før-
ste Opblussen, de faldt i Trængselen og kval-
tes, eller de løb brændende ud i Haven. Der
var jo mange behjertede Mænd tilstede, som var
vante til at beholde Hovedet klart, selv i den
største Fare; men det gik saa forfærdeligt fort.

General Durosnel af Cavaleriet fik fat paa sin
Kone og bar hende ud i Trængselen, og mens
han kjæmpede for at komme frem, saa han en
Haand, som stjal en kostbar Kam ud af hen-
des Haar, uden at han kunde tænke paa at
forhindre det. -

I Slutningen af Aaret 1810 kom den Hen-
vendelse fra Sverige til Napoleon, som gav
Anledning til at Marechal Bernadotte, Fyrste af
Ponte Corvo, blev kaldet til Kronprins og Tron-
følger i Sverige.

Før, under og efter Consulatet havde Berna-
dotte været Bonapartes hemmelige Fiende;
medens denne bestandig viste ham den største
Generøsitet, som igjen altid blev overtruffet af
den andens Utaknemmelighed.

Den 18de Brumaire holdt han sig tilbage -

SIDE: 223

rede til at trænge sig frem, hvis Napoleons
Statscoup skulde mislykkes. Men da det var
lykkedes, kom han luskende og sluttede sig til
Napoleon, for straks efter at begynde med nye
Rænker imod ham.

Skjønt Napoleon til enhver Tid viste fuld
Besked om alt, gjorde han dog Bernadotte til
Marechal ved den første Udnævnelse, Storkors
og Prins af Frankrige og Hertug af Ponte
Corvo med høie Gager og Dotationer, -
og til Konge af Sverige med en Present af en
Million Francs af Keiserens private Kasse. Til
alt dette svarede Bernadotte med Utaknemme-
lighed og Forræderi.

I 1799 mens Napoleon var i Egypten, bort-
giftede Joseph sin Kones Søster til General
Bernadotte. Frøknerne Clary var Døtre af en
Kjøbmand i Marseille, og Desirée, som nu blev
Madame Bernadotte, havde været den unge
Bonapartes Inklination. Siden skulde hun have
ægtet en General Duphot, som blev myrdet i
Rom, netop som de skulde have Bryllup; til-
slut fik hun altsaa Bernadotte; og naar denne
steg og steg lige til Konge, saa var det alt-
sammen paa Grund af dette Ægteskab med
Napoleons Veninde.

Thi som Militair havde Bernadotte intet Navn

SIDE: 224

blandt de store. Der var tyve Generaler i Fran-
krig, der havde havt Commandoer som Over-
generaler for selvstændige Armé-Corps, og hvis
Navn og Berømmelse langt overstraaler hans.
Dertil var han ganske uden Opdragelse og lidet
populair i Armeen.

Men da Napoleon blev Keiser, gjorde han
sig en Fornøielse af at se sin Ungdoms Flam-
me som Marechalinde, Prinsesse og Dronning.

Hendes Søn var Napoleons Gudsøn. De
havde ventet med at døbe Barnet, til Bonaparte
kom tilbage fra Egypten, og det var han, som
fandt paa at give Drengen Navnet Oscar - et
Navn, som han fandt i Ossians Sange, hvor-
af Napoleon saavelsom Samtiden var stærkt
optaget.

Saaledes kom de svenske Konger til at
bære dette Navn fra de gamle skotske Barde-
kvad, om hvilket hverken Napoleon eller nogen
anden dengang viste, at de var et Falskneri,
sammendigtet af en Præst ved Navn Mac-
pherson. -

Det var egentlig et lidet Adels- og Officers-
parti, som tilskyndede den gamle barnløse Konge
af Sverige til at bede Napoleon om en Prins
af Frankrige til Tronfølger. Man havde dermed
nærmest tænkt paa Vicekongen af Italien -

SIDE: 225

Eugen Beauharnais. Men Nødvendigheden af at
skifte Religion viste sig at være en uoverstigelig
Hindring - især for Vice-Dronningens Vedkom-
mende. Saa fandtes der ingen anden Prins af
Frankrige end Ponte-Corvo, og saa faldt Valget
paa ham med Napoleons Samtykke.

Saasnart dette var i Orden, tog Jean Baptiste
Bernadotte og omvendte sig prompte og op-
rigtigt til den Evangelisk-Lutherske Religion.

Subito!

Men hans Gemalinde var nok ikke saa snar
i Omvendingen, og hellerikke synes hun at
have havt nogen Hast med at komme til Stock-
holm og forlade Hoffet i Paris.

Var jeg bleven bedaaret af Josephine - skri-
ver en Samtidig - gik det mig helt andesledes
og modsat med Marechalinde Bernadotte. Hen-
des utaalelige Hovmod frastødte alle Mennesker;
og hendes Mine og Tone, som vilde være ilde
anbragt nu, da hun er Dronning af Sverige,
stod i en forbausende Modsætning til Josephines
Elskværdighed, ja endog til Hortenses.

Men alt dette var dog ingenting imod, hvad
hun tillod sig, da hun - tiltrods for sit Hov-
mod og som en Konges Gemalinde - forar-
gede hele Evropa ved at løbe som en gal efter
Hertugen af Richelieu, hvem hun elskede.

SIDE: 226

Hertugen skriver selv i et Brev, dateret Zü-
rich den 19de Juli 1819: "Imorges fandt jeg
paa Bordet i mit Hotel en Blomsterbouket.
Min gale Dronning er altsaa kommen hertil."
Og den 25de skriver han igjen til en af sine
Venner: Min gale Dronning er her i dybeste
incognito og dertil saa tilsløret, at jeg, om jeg
møder hende, aldrig kan være sikker, om det
er hende. Dette bliver tilslut temmelig besvær-
ligt."

Samtidig sad de skikkelige Koner rundt om
i Norges Kirker og opsendte hver Søndag
Bønner for denne Landets Moder! hun kunde
forresten nok trænge til det.

Men Bernadotte gik straks til Sverige, hvor
Karl den 13de adopterede ham som sin Søn.
Den 1ste November aflagde han Eden som
Kronprins af Sverige og den l5de sluttede den
svenske Regjering sig til Napoleon og tiltraadte
hans store Forbund til Kontinentets Afspærring
mod Storbritannien.

Sverige havde under hele Napoleonstiden
spillet en ynkelig og ubemærket Rolle. Men nu
skulde det ikke vare længe, inden det over-
raskede Evropa ved sin Troløshed. Thi under
den gamle Konges tiltagende Svaghed, blev
Sveriges Politik mer og mer en Gjenspejling af

SIDE: 227

den intrigante og upaalidelige Gascogners Væsen,
saaledes som han var saa vel kjendt for alle de
Rænkespind og Sammensværgelser, han havde
været indviklet i - ligefra 1804 tidligt paa Aaret
før den store Sammensværgelse af Royalisterne,
George Cadoudal og de andre.

Bernadotte havde dengang en Commando i
det nordvestlige Frankrige, og mellem Solda-
terne i Garnisonen i Rennes var der en Re-
volte forberedt, som paa en bestemt Dag skulde
bryde løs og fremkalde en Reisning mod Før-
steconsulen i disse Egne. Men lige før denne
Dag listede Bernadotte sig til Paris under Paa-
skud af, at der maatte han være, naar det brød
løs, medens det naturligvis var for at være af
Veien, hvis det gik galt i Rennes - hvad det
ogsaa gjorde.

Thi paa selve Dagen blev Sammensværgel-
sen røbet, og de Proclamationer blev beslaglagte,
som skulde være spredt ud i Befolkningen, og
som indeholdt Navnene: Bernadotte og Moreau.

Bernadotte reddede sig derved, at han havde
passet sig for at give noget skriftligt fra sig, saa
hans Delagtighed kunde ikke bevises.

Men en ung Søn af General Marbot, der
var Adjutant hos Bernadotte, havde faaet sin
Vogn fyldt med disse farlige Proclamationer,

SIDE: 228

uden at vide om det; han blev øieblikkelig
ført i Arrest.

Hans Moder paakaldte Bernadottes Hjælp;
han havde været en Ven af General Marbot;
han var Formynder for Sønnerne, og det var
de Sammensvorne, som havde pakket Procla-
mationerne ind i den unge Mands Vogn.

Bernadotte lovede godt, men gjorde Ingenting.

Madame Marbot løb fra den ene til den an-
den, og endelig opnaaede hun det Løfte af Bo-
naparte, at den unge Marbot skulde slippe,
hvis General Bernadotte personlig vilde ind-
finde sig og bede om hans Løsladelse.

Madame Marbot ilede til Bernadotte med
denne Besked. Han holdt en liden Tale om
Venskabet o. s. v. og lovede at gaa til Bona-
parte den samme Aften. Men han gik ikke; han
reiste tvertimod samme Aften med sin Gemal-
inde til Badene i Plombières.

Da Bonaparte fik vide dette, sagde han bare:

Ja, der kjender jeg ham godt igjen.

Den unge Marbot slap fri; men Napoleon
beholdt en liden Mistro til ham for hele Livet.

Paa den spanske Halvø sloges de jævnt i
Aarene 1810 og 1811. Masséna var for første

SIDE: 229

Gang i sit Liv uheldig. Han kjæmpede i Por-
tugal mod Wellingthon og tabte Slaget ved Bu-
saco. Og skjønt han havde med sig Ney og
Junot og den haarde General Regnier, stod
han dog magtesløs overfor Weilingthons briliante
Forskansninger ved Torres vedras.

I Spanien gik det noget bedre. Marechallerne
Soult og Suchet førte den her; men der var
ikke længer nogen rigtig Kraft i det hele, efter-
at Keiseren ikke var der længer. Marechal Vic-
tor havde det Held at frelse 600 af Krigsfan-
gerne fra Baylen. Hans Corps var ombord paa
en Flaade-Afdeling og laa ude paa Rheden ved
Cadix. Da de Ulykkelige, som var paa Arbeide
inde i Havnen med Mudring og lignende, fik
Øie paa det franske Flag, styrtede de ombord
i en liden ussel Skude uden Rig og roede, saa
godt det lod sig gjøre under en heftig Ild fra
de spanske og engelske Krigsskibe ud paa Rhe-
den, hvor de blev modtagne med Jubel af de-
res Landsmænd.

Men Napoleon havde nu sine Øine og
Planer rettet mod Østen; efterat Skilsmis-
sen var overstaaet, og det nye Egteskab saa
fuldkomment opfyldte Hensigten og Beregnin-
gen.

Den 20de Marts 1811 var Paris i en feber-

SIDE: 230

agtig Stemning; man viste, at Keiserindens Ned-
komst var nær forestaaende. Men der indtraadte
saa vanskelige Omstændigheder, at der kunde
være Fare for hendes Liv eller for Barnets.
Doctor Dubois opsøgte da Keiseren, som holdt
sig i et nærliggende Værelse. Lægen vilde vide,
om der skulde tages noget særligt Hensyn til
dette dyrebare Barn fremfor til Moderen.

Men Keiseren svarede ivrigt: De skal be-
handle Keiserinden, somom De hjalp en al-
mindelig Barselkone i en af Paris's Smaagader.

Doctor Dubois vendte da tilbage til Keiser-
inden, kastede sin Frak og tog fat. Barnet var
yderst medtaget, da det blev født; men der kom
Liv i det, og saasnart det gik an, tog Keiseren
det fra Pleiekonen og bar det ind i den store
Sal, hvor Rigets Dignitairer ventede i den stør-
ste Spænding.

Her er Kongen af Rom! raabte Keiseren;
han var ude af sig selv af Glæde - for denne
ene Gang.

Idetsamme begyndte Kanonerne fra Invalide-
Hotellet at forkynde Paris, at der var født Kei-
seren et Barn; og fra det første Skud stansede
hele Paris og holdt sit Aandedræt tilbage -
tællende alle - Mænd og Kvinder og de Børn,
som kunde tælle saa langt. Alle viste, at hvis

SIDE: 231

Kanonerne stoppede med 21 Skud, var det bare
en Prinsesse; men kom det 22de, saa blev de
ved at dundre lige til 100, for da var det en
Søn, en Tronarving, Napoleon den Anden.

Der sagdes, at Invaliderne gjorde sig en li-
den Spas af at trække Tiden nogle Secunder
ud før Skud Nummer 22; men da brød der
ud en Jubel over hele den store By som al-
drig før eller senere.

Saa stor var den Lettelse, Folk følte ved den-
ne Garanti for Landets Fremtid, at den keiser-
lige Page, som først kom løbende fra Slottet
med Nyheden til det forsamlede Raad i Hotel
de Ville, enstemmigen blev bevilget en aarlig
Gage paa 10,000 Francs.

Tre Aar efter - i 1814 - erklærede det
samme Raad Keiseren afsat. Mon hvordan det
da gik med Pagens aarlige Indtægt?

Frankrige i 1811 var lutter Solskin; men der
gik dog en Skygge over Landet, da der ved
Aarets Slutning blev udskrevet 100,000 ganske
unge Gutter til Armeen.

De rigelige Belønninger, som Keiseren
fordelte blandt sine Mænd, havde gjengivet Pa-
ris's selskabelige Liv en Glans - næsten lige-
saa stor som under de gamle Konger. Keiseren
vilde, at det skulde være paa den Maade; og

SIDE: 232

de fleste af hans Krigere lod sig ikke det sige
to Gange. De havde ogsaa - mange af dem
- vist at samle sig saa rigelige Portioner af
Kostbarheder og Penge, at de vendte hjem med
store Læs fra hvert Feldttog.

Deres Damers Saloner og de storartede Fest-
ligheder, som de gav, naar de i nogen Tid fik
være hjemme i Fred, blev dem snart en kjær
Belønning, som de fortjente og en Hvile, de
paaskjønnede efter et Krigerliv, hvor Ingen
havde skaanet sig, men fra hvilket de fleste
medbragte Saar og Skavanker.

Dertil Napoleons egen Familie med Dron-
ningen af Neapel i Spidsen, og selve Tuilleri-
erne, hvor der altid var en Række af festlige
Sammenkomster; og endelig vendte jo mange
af den gamle Adel tilbage til sine hemmelig-
hedsfulde Hoteller i Boulevard St. Germain.
Mange af dem trængte sig ogsaa frem forat er-
holde Adgang til Hoffet og Hof-Embederne,
ligesom der i Armeen tjente de beste Navne
under Napoleon som under Bourbonerne.

Saaledes var, hvad de høiere Kredse angaar
Paris ligesaa straalende som nogensinde. Be-
folkningen nedover var tilfreds; Hæder og Ære
skaffede Keiseren nok af; men der fulgte ham
ogsaa Arbeide og Omsætning; han havde Øie

SIDE: 233

for alt, og skjønt han jo igrunden bare kjendte
den militaire Del af sit Folk, kom hans prak-
tiske Sans mangfoldige Forretningsgrene tilgode.

Den vanskeligste Opgave var altid Paris. Kei-
seren sagde engang til Fouché: Jeg er henrykt,
naar De kan forsikre mig, at Faubourg St. Ger-
main er tilfreds. Og jeg vil tilstaa Dem, at un-
der alle Slag, i de største Farer, ja midt i Ør-
kenen har jeg altid i min Tanke det Spørgs-
maal: hvad vil Paris sige? - og fremfor alt
Faubourg St. Germain.

Thi der var mellem Napoleon Bonaparte og
Paris en Kløft, som aldrig kunde blive helt ud-
fyldt; han blev aldrig Pariser, dertil var han
ikke nok Franskmand.

Det er ikke godt at forklare, hvad det til-
slut er for et flygtigt Fluidum, som udgjør Es-
sensen af en stor Verdensby, og hvoraf der
maa findes ialfald en liden Draabe hos hver
den, som helt skal føle sig selv og føles af de
andre som en ægte.

Der er over Paris og over alt, hvad der er
Paris, en liden, elegant Duft af Bedærvethed,
alting er ligesom omgivet med en liden lyserød
Rand. Men denne manglede aldeles hos Napo-
leon; han er sig selv helt ud i Kanterne -
ligesaa haard som en Krystal og ligesaa kan-

SIDE: 234

tet, uden noget Fællesmærke af et Samfund -
allermindst af Paris.

Men da han nu havde faaet sit Dynasti sik-
ret og sin vanskelige Hovedstad sat i godt Hu-
mør, syntes han sig at være alle de Fyrsters
Overmand, han kjendte; der var bare Zaren
igjen.

Allerede i 1809 havde Napoleon tydeligt for-
staaet, at Zaren aldrig vilde lade Østerrige fal-
de helt til Jorden. Og i 1810 havde Rusland
uden videre brudt Aftalen fra Tilsit og var
traadt ud af Kontinental-Afspærringen. Store
Rustninger og Troppesamlinger langs Grænsen
af Storhertugdømmet Warschau kunde heller-
ikke betyde noget godt.

Men ligesom han altid havde vist en sælsom
Skaansomhed overfor Rusland, saaledes nølede
han nu med at erkjende Zarens aabenbare Til-
bagegang til England og til de andre legitime
Fyrster. Thi det var dette ubrydelige Kam-
meratskab mellem dem og imod ham, som
Napoleon aldrig lærte at forstaa.

Han havde jo seet af Historien, hvad vi har
seet i hundrede Aar efter ham, at Kongernes
Fiendskaber varer ikke saa længe. Naar nogen
Tid er gaaet, efterat de har luftet sine Armeer
og aareladt sine Folk, besøger de hinanden

SIDE: 235

igjen og kysses paa Peronerne, saa det smæl-
der i alle Jordens Telegrafstationer.

Han forstod ikke, at om han havde været
en Kongesøn - bare en Bastard - vilde de
andre, tvungne af hans Overlegenhed, kanske
have aabnet Kredsen for ham og hans Søn.
Men som den, han var: Usurpatoren nedenfra,
Revolutionens Søn - aldrig! han kunde ydmy-
ge dem og rumstere med deres Lande og
Hovedstæder, men før vilde de dø, end for
Alvor leve med Napoleon som hans Lige-
mænd.

Det fik gaa an med Bernadotte paa den afsides
svenske Trone. For det første behøvede de ham
som General, og for det andet foragtede de ham
og lod ham føle det.

For dette var Napoleon blind. Politisk havde
han den Ide, som igjen har været fremme i
vor Tid, at Frankrige i Alliance med Rusland
har Evropas Skjæbne i sin Haand; og person-
ligt stod han i den Formening, at Zar Alexan-
der igrunden var hans Ven.

Og han, som dog var forsigtig nok, og hvis
Mistænksomhed kunde stige ned til de laveste
Forudsætninger, han har aabenbart, alt imens
han forberedte Toget til Rusland, hele Tiden troet,
at hvis han kunde faa fat paa Alexander per-

SIDE: 236

sonligt - helst efterat have slaaet ham grun-
digt, saa skulde de gjenfinde Venskabet fra Til-
sit og Erfurt, binde Storbritanien og endelig
etablere den Ligevægt i Evropa, som han vilde
berede for sin Søn.

Da han derfor i Februar 1812 blev klar over,
at man fra St. Petersburg bare havde holdt ham
op med falsk Russesnak, og at det sletikke
var Meningen at sende Grev Nesselrode som
extraordinair Gesandt til Paris, hvilket saa
længe havde været bebudet, kaldte han op til
sig Oberst Chernicheff - en af Zarens Adju-
tanter, som opholdt sig i Paris, og gav ham i
al Venskabelighed en Del Oplysninger, samt et
privat Brev til Zaren.

Oberst Chernicheff bukkede og takkede. Men
to Dage efter hans Afreise fra Paris blev det
opdaget, at han havde misbrugt sin Stilling til
at bestikke en underordnet Funktionær i Krigs-
ministeriet, der havde skaffet ham en nøjagtig
Opgave over den franske Armés Styrke. Den
ulykkelige Betjent blev henrettet; men den
falske Russer havde faaet for stort Forspring,
skjønt han blev eftersat af al Magt; han naaede
St Petersburg med sit Bytte.

Zar Alexanders Svar paa det Brev, Napo-
leon sendte med Oberst Chernicheff blev en-

SIDE: 237

delig overbragt i April ved Baron Serobin og
indeholdt, at Rusland forlangte, at de franske
Armeer skulde forlade Preussen og gaa tilbage
over Rhinen!

Napoleon kaldte dette for diplomatiske Ufor-
skammetheder og vilde ikke tage dem bogsta-
veligt. Han gav Grev Narbonne Ordre til at
gaa som extraordinair Gesandt til St. Peters-
burg for direkte og personlig at forhandle med
Zaren i Overensstemmelse med Keiser Napo-
leons Instruktioner.

Men faa Dage efter afbrød den russiske Ud-
sending i Paris - Fyrst Kourakin - de Under-
handlinger, han nu i flere Maaneder havde ført
med Hertugen af Bassano; og den 9de Mai
1812 forlod Keiseren Paris; Keiserinden fulgte
med til Dresden.

Det store Feldttog til Rusland skulde begynde.

SIDE: 241

ALLEREDE i 1808, medens endnu Alliancen
mellem Rusland og Frankrige stod ved
Magt, laa Marechal Bernadotte med spanske
Tropper i Jylland, for at true Sverige med Ind-
fald fra den Kant, saaat Rusland kunde faa
des mere Magt til at erobre Finland. Men i
Virkeligheden havde Marechalen bestemt Ordre
fra Keiseren til Ingenting at foretage sig mod
Sverige. Denne Del af Ordren skjulte han
imidlertid, og roste sig siden af sin Uvirksom-
hed, somom det var noget, Svenskerne skyldte
ham stor Tak for.

Men saa snart det i 1811 blev vitterligt, at
Krigen mellem Napoleon og Alexander maatte
bryde ud, forestillede Bernadotte den franske
Gesandt i Stockholm, at en svensk Hær, der
faldt ind i Finland, vilde være en god Støtte
for Napoleon. For denne Hjælp forlangte den
svenske Kronprins Norge.

SIDE: 242

Ja han havde endog den Frækhed - siger
Thiers - at true med at gjøre de Franske
Skade, hvis han ikke blev hjulpet til at erobre
Norge, - en Frækhed, der var saa meget
mere oprørende, som han selv for kort Tid
siden havde baaret fransk Uniform.

Bernadotte kunde ikke nedlægge, at Na-
poleon ikke gik ind paa hans Plan med
Norge. Da han navnlig skyldte de franske
Armeers Glans sit Valg til Tronarving; og
da han ingenlunde vandt ved at læres nær-
mere at kjende; - thi man opdagede snart,
at han var forfængelig, stortalende og rund-
haandet med taabelige Løfter, medens hans
militaire Talent aldeles ikke var saa stort
som han selv troede, var det hans store
Drøm at indynde sig i Sverige ved en Er-
obring.

I November 1811 havde han en Samtale
med den franske Gesandt i Stockholm Mon-
sieur Alquier.

Efter nogle undvigende Forklaringer angaa-
ende visse Begunstigelser, som de engelske
Kjøbmænd allerede havde nydt i Gøteborg,
spurgte Bernadotte paa en uforskammet Maade:
hvorfor Frankrige lønnede hans Fortjenester
saa slet?

SIDE: 243

Gesandten mente, at Sveriges Trone maatte
vel være Belønning nok.

Hvis man - siger Thiers - i hint Øjeblik
havde kunnet se ind i Fremtiden, maatte man
vistnok behandlet dette taabelige Hovmod med
Skaansel. Men man vil forstaa den franske
Gesandts Forbitrelse; thi der gives Ting, som
man ikke kan taale, selv om Døden truer.

Den nybagte Kronprins optraadte idethele-
taget i denne Samtale med et høist mærk-
værdigt Praleri. Han mindede om alle de Slag,
han havde deltaget i og paastod - som han
pleiede i en fortroligere Kreds - at det var
ham, som vandt Slaget ved Austerlitz, hvor
han ikke løsnede et Skud, Slaget ved Fried-
land, hvor han sletikke var tilstede og Slaget
ved Wagram, hvor han begge Dage flygtede
med sin "Granitcolonne".

Derpaa fór han op og sagde, at han meget
godt kjendte den ugunstige Stemning mod ham
i Paris. Men nu regjerede han over et Folk
af Kjæmper, som forgudede ham, og for hvem
ingen Fiende vilde holde Stand, naar han com-
manderede: fremad!

Dette er for galt! - raabte Gesandten.

Men Bernadotte, som befandt sig i en feber-
agtig Ophidselse, raabte til sin lille Søn Oscar:

SIDE: 244

Ikke sandt! du vil følge din Faders Exempel
og foretrække Døden for Skjændsel!

Monsieur Alquier indberettede hele denne
Samtale for Keiseren, som bare smilede og af-
brød al Forbindelse med Sverige.

Men herover blev man igjen ængstelig i
Sverige; og den gamle Konge saavelsom Kron-
prinsen prøvede Tilnærmelser. Men samtidig
knyttede Bernadotte paa egen Haand hemme-
lige Intriger med Rusland og England, idet
han til Forklaring af sit Frafald og sit For-
ræderi mod sin Velgjører lod sige, at Napoleon
desværre gjennem hele deres Liv havde for-
fulgt ham - Bernadotte - med sin Misun-
delse.

Men Sandheden var jo netop den, at Grun-
den til Bernadottes Had var fra først af og
hele Tiden Misundelse.

Misundelig, som han var af Naturen, vovede
han endog at være skinsyg paa den Mand,
som altid burde have staaet ham altfor høit til
at kunne være Gjenstand for hans Misundelse;
thi General Bernadotte kunde aldeles ikke
taale nogen Sammenligning med General Bo-
naparte.

At Bernadotte kunde være skinsyg paa Mo-
reau, Massena, Lannes eller Davoust, det kun-

SIDE: 245

de man endda forstaa, skjønt hver af disse
var ham tusinde Gange overlegen. Men til at
blive skinsyg paa Napoleon hørte der isandhed
hele Misundelsens Vanvid hos en Mand af
hans sneverhjertede Tænkemaade og ringe
aandelige Begavelse.

Det var underligt for mig, som netop havde
læst alt dette om Bernadotte, i 1896 at høre
Kong Oscar den Anden sige: Den Eneste, som
kunde have remplaceret Napoleon, var min
Bestefader.

Kongen sagde det saa roligt og afgjørende,
at man kunde mærke, at saaledes havde de
lært ham Verdenshistorien.

- Den 20de Mai 1812 var det franske
Keiserpar i Dresden.

Napoleon blev bange for, at som Sagerne
nu stod mellem det russiske og det franske
Hof, skulde det muligens ikke lykkes Grev
Narbonne at naa helt frem til Zaren person-
ligt med sin Sendelse. Og da dette for Napo-
leon var alt, vilde han forsøge et endnu mere
afgjørende Skridt gjennem sin Ambassadeur i
Sanct Petersburg - Grev Lauriston.

Han sagde derfor til Maret - Hertugen af
Bassano: Skriv til Lauriston, at han skal begive
sig til Wilna, (hvor Keiser Alexander var ved

SIDE: 246

Armeen), og lad ham sige, at jeg, som længes
efter at gjøre Ende paa denne Pennekrig, har
givet han Ordre til at gjennembryde alle Skran-
ker og naa frem til selve Zarens Person, for at
høre af dennes egen Mund et forklarende Ord,
der kan aabne Veien til Forstaaelse mellem
os To.

Da Grev Lauriston fik dette Brev, bad han
strax om sine Passer, forat forlade Hovedstaden
og afgaa til Wilna; men han fik dem ikke.

Imidlertid forsamlede der sig i Dresden hos
den gamle Konge af Sachsen et Hof omkring
den franske Keiser og Keiserinde, som Evropa
aldrig havde seet Mage til, og heller aldrig mere
faar se Magen til.

Keiseren og Keiserinden af Østerrige vare
komne af sig selv, for at hilse paa deres Datter
og Svigersøn og ønske ham tillykke med det
store Tog. Kongen af Preussen var der ogsaa.
Han tilbød Napoleon sin Søn til Adjutant -
noget Napoleon afslog af Delicatesse. Alle Kon-
ger og regjerende Fyrster fra det øvrige Tyskland
mødte frem med de varmeste Ønsker og med
Forsikring om Troskab i Kampen mod den
russiske Zar, som nu syntes at være Alles
Fiende.

Det var under Opholdet i Dresden, at Grev

SIDE: 247

Ségur den Ældre sagde sin berømte Vittighed.
Det hændte ham, at han en Dag kom lidt for
sent til et Møde; Keiseren sendte ham et Par
Øine. Men den smidige Ceremonimester svarede:

"Deres Majestæt maa undskylde, at jeg kom-
mer lidt sent; men jeg blev opholdt; - der
var en saadan Trængsel af Konger i Deres
Majestæts Forgemakker."

Fra alle disse Fyrster skulde der følge
Troppekorpser med paa Toget. Keiseren, som
i Paris var kommen til at synes godt om Fyrst
Schwartzemberg, havde forlangt, at han skulde
anføre den østerrigske Hær, som skulde rykke
ind over den russiske Grænse i sydvest og
være til Dækning og Støtte for den store Armé
paa den Kant.

Blandt alle disse Fremmede var der vel
neppe En, som ikke inderst inde ønskede,
at det maatte gaa Napoleon saa galt, at de
kunde vove at forlade ham og lade ham i
Stikken. Det ulmede overalt i Tyskland; den
folkelige Reisning var begyndt at smelte de
unaturlige Grænser mellem den mishandlede
Nations Smaastater. Det var ikke at undres
over, at der overalt sukkedes efter Hævn og
at Alle stod rede til at afkaste den forfærde-
lige Byrde.

SIDE: 248

Derimod maa det vække alle Tiders For-
undring og trodse ethvert Begreb om en Mands
Hæder og Ære, naar Bernadotte i Begyndel-
sen af 1812 spandt sine mangfoldige Rænker.

Til det engelske Parti i Sverige sagde han,
at han ikke vilde være Napoleons Træl, men
først og fremmest tænke paa sit Riges Handel
og Fordel.

Til sit eget Parti, der havde valgt ham som
Napoleons General, talte han høit om Æren
og de svenske Vaaben.

Og til de Allierede sagde han, at han stod
rede paa første Signal til at afkaste Frankrigs
Aag. Han skulde gjøre Landgang med 30, ja
med 50,000 Svensker og ødelægge Fransk-
mændene i Polen - naar man bare vilde sikre
ham Norge.

De fremmede Magter kunde næsten ikke
tro paa saa megen Falskhed, især følte den
skikkelige Konge af Preussen sig saaret og
frastødt.

Bernadotte drev det endog saa vidt, at han
tilbød sig at bringe en Fred istand med Tyr-
kerne for at lette Rusland, - overalt optraadte
han som Frankrigs mest virksomme Fiende.

Den 5te April afsluttede Sverige en For-
bundstraktat med Rusland, som lovede at hjælpe

SIDE: 249

til ved Erobringen af Norge; denne Overens-
komst skulde være hemmelig.

Officielt skulde det svenske Cabinet erklære,
at det ikke var Ruslands Allierede. Denne Neu-
tralitet skulde da paa et passende Tidspunkt for-
andres til Krig med Frankrige. Saaledes skulde
Overgangen dannes til denne Troløshed, der
er en af de afskyeligste, Historien omtaler.

Imidlertid havde Kronprinsesse Desideria,
som fremdeles opholdt sig i Paris og som ikke
var at formaa til at komme til Stockholm -
optaget som hun var af andre Ting, hun havde
følt det pinlige i Misstemningen mellem Sverige
og Frankrige, og hun forsøgte nu at indlede
Tilnærmelser.

I Forbindelse hermed sendte Bernadotte
Monsieur Signeul til Maret. Hertugen af Bas-
sano, som var med Keiseren i Dresden, med
tvende Documenter. Det ene - det officielle
- indeholdt, at vistnok stod Sverige for Øie-
blikket nærmest paa Ruslands Side; men Ber-
nadotte kom fremdeles med det latterlige Til-
bud at optræde som Mægler mellem Alexander
og Napoleon!

Den anden - den hemmelige - Note inde-
holdt: Bernadotte havde ingen Fordel af Fin-
land; men hvis man tilstod ham Norge, var

SIDE: 250

han rede til strax at slutte Forbunds-Traktat
med Frankrige.

Napoleon, som meget vel kjendte den hem-
melige Traktat af 5te April med Rusland, raabte:
Den Usling! nu vil jeg ikke høre mere om det
Menneske!

La grande Armé - saaledes som den var
i sin største Glans, da den i Foraaret 1812
dirigeredes fra sine Hovedkvarterer østover,
var saaledes sammensat:

1ste Corps under Marechal Davoust bestod
af 6 Divisioner, hvoriblandt Kjærnetropperne
Morand, Friand og Gudins Divisioner. Resten
af Corpset var opblandet med badensiske og
hollandske Regimenter samt Polakker. Under
Davoust commanderede desuden den preussi-
ske General Grawert 17,000 Preussere. Da-
voust's Corps var ialt paa 114,000 Mand ud-
mærkede Tropper. Foruden de tre: Gudin,
Morand og Friant, havde han ogsaa Generaler-
ne Compans og Pajol, Ingenieuren Haxo og
den smukke General Friederich.

2det Corps førtes af Marechal Oudinot. Han
havde med sig Generalerne Merle og Maison,
Legrands og Verdiers Divisioner - Lannes og

SIDE: 251

Massenas gamle Soldater - 40,000 Mand ialt
med Cavalleriet under General Dumerc.

3die Corps førtes af Marechal Ney med 2
Divisioner af gamle Soldater oplærte af Her-
tugen af Montebello, desuden Würtembergere,
som havde tjent før under Ney - ialt 39,000
Mand. Dertil 2 Corps Kyradserer af Cavalleri-
Reserven: 10,000 Mand.

4de Corps under Prins Eugen med Junot
som Næstcommanderende. Her var Generaler-
ne Grouchy og Broussier og de to Brødre
Delzon. De beste Soldater fra den italienske
Armé - tilsammen 45,000 Mand.

5te Corps talte 26,000 Mand af alle Vaaben-
arter - mest Polakker, under Anførsel af
Fyrst Poniatowski.

6te Corps. General St. Cyr. 25,000 Mand,
for største Delen Fremmede, som havde tjent
mellem de Franske siden 1809.

7de Corps under General Regnier. 17,000 Mand,
som skulde tjene sammen med Polakkerne.

8de Corps. Kong Jerome med 18,000 West-
phalere og Hesser.

Desuden var Cavalleri-Reservens 4 Corpser
fordelte mellem Davoust, Oudinot og Ney.
Resten: 15,000 ypperlige Ryttere marscherede
sammen med Keisergarden.

SIDE: 252

Denne commanderedes af Marechallerne
Mortier og Lefebvre og var delt i 2 Corpser:
den gamle Garde, bestaaende af grønne Jægere
og blaa Grenaderer tilfods, og den unge Garde:
Tirailleurer og let Rytteri - tilsammen -
47,000 Mand, hvori 6,000 udvalgte Ryttere og
200 Kanoner med Betjening.

Hertil kom Ingenieur-Parken bestaaende af
Sappeurer, Mineurer, Brobyggere, og militaire
Haandværkere af alle Slags.

Artilleri-Parken og Vogntrainet med Betje-
ning og Heste. Der var 18,000 Heste alene til
de to Train.

I den aktive Arme, som marscherede mod
Rusland, var der 423,000 øvede Soldater, hvor-
af 300,000 Fodfolk, 70,000 Ryttere og 30,000
Artillerister med 1000 Kanoner, samt 6 Bro-
train, Lazaret-Stel samt Proviant for en Maaned.

I Reserve stod det 9de Corps under Mare-
chal Victor omkring Magdeburg, og l0de Corps
under Augereau, som skulde complettere Ar-
meen efterhvert.

Den hele Hærmasse mod Russerne var
620,000 Mand. Desuden laa der i franske De-
poter og Fæstninger 150,000 Mand; 50,000
Mand var i Italien; og paa den spanske Halvø
kjæmpede 300,000 ypperlige Soldater anførte

SIDE: 253

af Navne som Massena, Soult og Suchet -
saaat Frankrige ved denne Tid havde samlet
i en eneste Mands Haand over en Million be-
væbnede Soldater.

Men ser man hen til, hvorledes de forskjel-
lige Nationer vare repræsenterede i den Hær-
masse, som gik mod Rusland, forat kjæmpe
sammen under den ene Mand, saa stiller Tal-
lene sig saaledes:

370,000 var Franskmænd, 50,000 Polakker,
20,000 Italienere og 10,000 Schweitzere - alt-
sammen Folk, som kunde regnes til de paa-
lidelige Soldater.

Men saa var der ogsaa 150,000 Preussere,
Bayrere, Sachsere, Würtembergere, Westphaler,
Croater, Spaniere og Portugisere, hvilke alle
vare farlige og mer eller mindre til at stole paa.

Men - som sagt - Napoleon brød sig ikke
om det; Soldater var Soldater for ham og ikke
andet. Og forresten var der saa meget Fiend-
skab mellem de smaa Stater indbyrdes og
mellem Nord og Syd, at der mange Gange
sloges tysk mod tysk af Hjertens Lyst under
Napoleons Faner - ialfald indtil Nøden blev
saa stor under Frankrigs haarde Vælde, at
Fyrsterne maatte paakalde sine Folks Hjælp
med det Gode.

SIDE: 254

- Den 7de Juni kom Keiseren til Danzig,
hvorefter han paa Vejen til Königsberg holdt
Revu over Davoust's sex Mønster-Divisioner.

Den 18de kom han til Insterburg, hvor han
fandt Flodbredderne langs Pregel bedækkede
med Proviant af alle Slags; og samtidig mødte
her frem fra fire forskjellige Veie 220,000
kampberedte Soldater paa én Gang.

Den 19de Juni fik han endelig sikker Under-
retning om, at Keiser Alexander ikke paa nogen
Maade vilde se Lauriston.

Altsaa maatte der Magt til; Zaren skulde
tvinges; enten paa den ene eller paa den anden
Maade; men Zar Alexander maatte han have
fat i.

Dermed gik Napoleon over Niemen.

I det Mellemrum, som dannes mellem Dnjepr,
idet den ved Orschka bøier sydover, og Dwina,
hvor den ved Ostrowno bøier nordover, vilde
Napoleon trænge ind i Rusland.

Russernes første Bevægelse var at trække
sin Nord-Armé under General Barclay de Tolly
sammen ved den befæstede Leir Drissa, hvor
Zaren selv havde begivet sig hen og syntes at
ville modtage et Slag. Russernes Syd-Armé

SIDE: 255

under Fyrst Bagration skulde komme i For-
bindelse med Nord-Arméen derved, at Bagra-
tion marscherede rask mod Nord og slap forbi
de indtrængende Franske.

Det blev da Napoleons Plan ved Hjælp af
Davousts Corps at forhindre denne Forening
og holde de to russiske Armeer skilt fra hin-
anden; lokke en enkelt af dem til Slag og
kaste Bagration ud i Moradserne.

Imidlertid havde Zaren allerede trukket sig
saa langt tilbage uden at ville modtage det store
afgjørende Slag, som Napoleon var saa ivrig
efter, at de Franske naaede helt frem til Polens
gamle Hovedstad Wilna.

De saa ofte skuffede Polakker troede nu, at
deres Dag endelig var kommen. Den polske
Adel erklærede Kongeriget Polen gjenoprettet
og sendte en Deputation til Keiser Napoleon
med Bøn om, at han vilde anerkjende det
gjenoprettede Kongerige, saa vilde det være
nok for dem.

Men Napoleon, som aldrig havde havt noget
tilovers for de polske Nationalkrav, svarede
undvigende og paa en saadan Maade, at det
ganske nedslog Haab og Mod hos de trofaste
Polakker og vakte megen Misstemning ogsaa i
Frankrige.

SIDE: 256

For at Napoleons Maneuvre skulde lykkes,
og Foreningen forhindres mellem de Tolly og
Bagration, maatte imidlertid Kong Jerome være
kommet saa meget længer frem med sit Arme-
corps end han var. Men selv en duelig Gene-
ral kunde ikke være kommet saa langt paa
Grund af det Uveir og de svære Regnskyl i
Slutten af Juni Maaned. Men Napoleon, som
laa og ventede i Wilna blev utaalmodig, Da-
voust ligesaa; og tilslut fik Kong Jerome paa
en saarende Maade Ordre til at stille sig under
Davoust's Commando.

Herover blev Kong Jerome fornærmet -
som rimeligt kunde være; han forlod Armeen
og vendte hjem igjen.

Men denne Strid mellem Brødrene forspildte
det beleilige Øieblik, da Bagration kunde været
isoleret og tilintetgjort; og hvad værre var: der
blev spildt 11 kostbare Dage af Juni Maaned
til ingen Nytte i Wilna.

Og det var jo Ruslands Haab og deres Uro
paa fransk Side, som forstod sig paa Klimaet
i de russiske Egne - vil Feldttoget vare til
Vinteren kommer?

Der fortaltes allerede i russiske Kredse om
den Landsbysmed, som lo, da de bragte ham
en fransk Hestesko, som var fundet paa Veien.

SIDE: 257

Ikke en eneste af disse Heste slipper ud
igjen af Rusland, hvis de blir her til Frosten
kommer, sagde Smeden. Thi de franske Heste-
sko var uden Græv og Hager, saaat Dyrene
umuligt kunde slæbe Kanoner og svære Vogne
opad Bakker og Skraaninger, naar Veiene blev
haarde og glatte.

Naar man mindes, hvorledes den unge Ge-
neral Bonaparte, naar der i de første Feldttog
af en eller anden Grund opstod en længere
Stans i Colonnernes Fremmarsch, pleiede at
stige ud af Vognen, sætte sig i en Grøftekant
og pege paa en af de svære Train-Vogne med
Spørgsmaalet:

Hvad er der i den Vogn?

Saa maatte den Officer frem, som havde
Ansvaret. Hele Vognens Indhold blev pakket
udover Marken og eftertalt: Sæletøi, Hestesko,
Søm, Værktøi, Skruer og Beslag - den arme
unge Officer maatte gjøre Rede for hver minste
Ting; og Generalen viste paa en Prik, hvad
der skulde være.

Det kunde for det unge Menneske, hvis der
var Feil, blive evig Forglemmelse; eller han
kunde komme til at dø som General i Inten-
danturet, hvis han var af de Rette.

SIDE: 258

Feldttoget til Rusland var ikke saaledes for-
beredt.

- Da Napoleon endelig i de sidste Dage
af Juni marscherede mod Drissa, forlod Zaren
denne stærke Stilling, hvis Forskansninger man
i et Aar havde arbeidet paa at gjøre uindtage-
lige. Han trak sig helt tilbage til Sanct Peters-
burg; og der blev han.

Efter Napoleons Ordre mødte alle de franske
Corpser paa samme Dag ved Dwina; men de
fandt ikke andet end den tomme Leir; og
Feldttoget maatte fortsættes uden noget afgjø-
rende Slag med det samme Maal for Øie: at
holde de to russiske Armeer adskilte fra hin-
anden.

Barclay de Tolly trak sig fremdeles tilbage
foran Napoleon med Hovedarmeen, men syntes
i de sidste Dage af Juli at ville sætte sig fast
ved Witebsk forat give Bagration Tid til at
komme frem, saaat deres to Armeer kunde
forene sig i Smolensk. Men ved Mohilew mødte
Bagration Davoust, som her havde en af sine
store Dage. Han tilføiede Fyrst Bagration et
saadant Nederlag, at der for denne ikke kunde
være Tale om nogen Forening med Tolly i
Smolensk.

Det lykkedes Fyrst Bagration at faa sendt

SIDE: 259

Budskab om sit Nederlag udenom eller gjen-
nem de franske Linier paa en ubegribelig
Maade, og den 27de Juli om Formiddagen, da
Napoleon og hele Hovedarmeen brændende
ivrige efter et Hovedslag gik mod Witebsk,
var Barclay de Tolly atter i fuldt Tilbagetog.

Der blev altsaa hellerikke her noget Hoved-
slag, som man havde haabet paa i den franske
Hær; men ved Ostrowno seirede Murat og
Eugen i en alvorlig Træfning. Det var her, at
en liden Flok - en 300 Mand - af unge
Mennesker fra Paris af det 9de Linie Regiment
slog sig gjennem en Sky af russiske Kyrasserer
i hele den franske Armés Paasyn. Keiseren
selv saa deres glimrende Tapperhed; han
raabte: de har fortjent Korset hver Mand!

Det var en ny Skuffelse for Napoleon, at
det hellerikke ved Witebsk kom til et saa af-
gjørende Opgjør, at der kunde være Tale om
Forhandlinger.

I disse Dage led den franske Arme enormt
af Hede; og Opløsningen begyndte allerede -
især mellem de tyske Tropper. Napoleon slog
sig ned i Witebsk for samfulde fjorten Dage;
- han lignede idetheletaget ikke sig selv paa
dette Tog.

Mange har undret sig over, at han, hvis

SIDE: 260

Uimodstaaelighed ellers laa i den forbløffende
Hast, hvormed han var over Fienden og satte
Fart i Feldttoget, - at han ikke var mere
gjerrig paa hver eneste Dag, som gik. Thi om
han end havde mindre Begreb om, hvad en
Vinter i Rusland vilde sige - mindre end det
sømmede sig en Feldtherre af hans Rang og
meget mindre end den unge Bonaparte vilde
nøiet sig med, saa var det dog saa uligt ham
at give sig saa god Tid til ingen Nytte - først
i Wilna og saa i Witebsk.

Det forekommer mig, at alt tyder paa, at
Napoleon hver Dag har ventet paa den Adju-
tant fra Zaren, som skulde forvandle den hele
Krig til en Forhandling mellem dem personligt.
Han var den hele Tid sikker paa, at Zaren
blev ført bag Lyset af sine Omgivelser; Zaren
behøvede ikke andet end fuld Besked, for at
slutte sig til de moderne Fremtids-Ideer, som
Napoleon vilde bringe ham.

Den samme Mening om Zaren af Ruslands
Forhold til de moderne Ideer har mange kloge
Folk havt hundrede Aar senere.

Armeen blev lagt i Kvarter omkring Witebsk,
man samlede Forraad og drev Desertører og
Efternølere tilbage under Fanerne. Skjønt der
til Dato ikke var faldet mere end høist 7,000

SIDE: 261

Mand, manglede der alligevel allerede 150,000
Mand i Rækkerne.

Den store Armés Ødelæggelse paa Toget til
Rusland kan ikke skyldes bare paa Kulden og
det forfærdelige Tilbagetog. Armeen var i Vir-
keligheden allerede ødelagt, inden den naaede
Moscou, - først fordi der var saa altfor mange
Fremmede med, og dernæst fordi der var drevet
en vanvittig Udskrivning af unge Gutter, som
nok kunde slaas, men som umuligt kunde bære
de uhyre Anstrængelser og Savn. Dertil var
der allerede nu en stor Del Ryttere, som
maatte gaa tilfods.

Naar man betragter Kortet, hvor Slag-
stederne paa Ind- og Udmarschen viser, hvor
langt det franske Angreb trængte ind, er det
ikke noget dybt Dolkestik i den kjødfulde
Kolos. Fra Niemen til Mohilew, Ostrowno, Po-
lotsk, Krasnoe 1ste Gang, Smolensk, Valoutino,
Borodino og Moscows Brand, og tilbage gjen-
nem Slagene ved Winkowo, Malo-Jaroslavez,
Wiasma, Vop, Krasnoe 2den Gang, Berezina,
Wilna og Kowno - er ikke saa langt Stykke
Vei, men det er et langt Stykke Historie.

Under sit Ophold i Witebsk regjerede Kei-
seren med den samme Regelmæssighed, somom
han sad i Tuillerierne, foruden at han Dag og

SIDE: 262

Nat tænkte paa sine Troppecorpsers Bevægel-
ser, paa Soldaterne og de Saaredes Forplei-
ning.

Intet kunde skræmme ham; hverken Berna-
dottes Frafald eller den Folke-Reisning i Rus-
land, som Zaren selv reiste imod ham og som
kom tilsyne deri, at de franske overalt kom til
øde Landstrækninger og tomme eller bræn-
dende Byer.

Hellerikke lod han, somom han mærkede
noget Omslag i Stemningen eller den svage
Knurren i hans nærmeste Kreds. Alene med
sine Planer og urokkelig i sit Forsæt blev han
ved med at forfølge de vigende Russere med
Hovedarmeen, og samtidig holde Øie med sine
Flanker i Syd og Nord.

Der blev givet Ordre til Fyrst Schwartzem-
berg og til Marechallerne Victor og Augereau
at ile General Regnier tilhjælp, da General
Tormasoff trængte frem søndenfra.

Mod Nord stod Macdonald fra Riga sydover
mod Dynaburg og Marechal Oudinot ved Po-
lotsk i Kamp med General Wittgenstein. Ge-
neral Gouvion Saint-Cyr med sit Corps af
Bayrere fik Ordre til at forstærke Oudinot i
hans Stilling.

Den 17de August vilde Marechal Oudinot gaa

SIDE: 263

lidt tilbage for at indtage en mere fordelagtig
Stilling. Wittgenstein som tog Maneuvren for et
Tilbagetog, kastede sig over ham, og i den
Kamp, som derved opstod, blev Marechallen
haardt saaret og maatte bæres bort.

Commandoen tilfaldt General St. Cyr, som
ogsaa var saaret og som sad og commanderede
hele Slaget i en liden polsk Vogn.

Denne koldblodige Hærfører og store Tak-
tiker udførte den 18de August ved Polotsk en
mesterlig Maneuvre, hvorved han pludselig for-
andrede det formentlige Tilbagetog til et heftigt
Angreb, som bragte ham en Sejer, der vilde
have været endnu smukkere, om ikke Gene-
ralen selv i det afgjørende Øieblik var væltet
med sin lille Vogn midt i Tummelen. Han
kom ind under Hestene og blev med stor
Møie halet frem, for strax at fortsætte Com-
mandoen.

Der blev gjort 1500 Fanger og taget 14 Ka-
noner, Wittgenstein fik en gavnlig Skræk i
Livet.

Efter Polotsk udnævnte Keiseren General
St. Cyr til Marechal.

I dette Slag faldt der to bayerske Generaler:
Derois og Lieben. Derois havde anført Bay-
rerne i 1805 ved Ullm og i 1809 ved Wagram.

SIDE: 264

Han og hans uadskillelige Ven Lieben havde
fulgt hinanden opigjennem Livet fra den tid-
ligste Ungdom; begge var blevne Generaler i
deres Tjeneste under Keiser Napoleon og begge
faldt de paa samme Dag ved Polotsk.

Den 17de August naaede Napoleon frem til
Smolensk, hvis befæstede Forstæder han an-
greb Klokken 2 om Eftermiddagen med de to
berømte Divisioner Morand og Gudin. General
Ledru af Neys Armecorps trængte ind i For-
staden Krasnoe; i alle de befæstede Stillinger
omkring selve Byen gjorde Russerne en haard-
nakket Modstand.

Paa høire Fløi kjæmpede Polakkerne som
Løver under Poniatowsky, for at gjenerobre
deres Fædres Stad Smolensk. Klokken 5 toges
Stillingerne paa den venstre Flodbred under
Keiserens Øine. Men General de Tolly trak
endnu store Forstærkninger til sig: General
Baggowouth med hele hans Corps, Prinsen af
Würtemberg med en Division Grenaderer og
2 Batailloner af den russiske Garde.

Først Klokken 6 var man kommen saa langt,
at Kanonerne beskjød selve Byens Mure, saa
man kunde snart tænke paa at storme.

De Franske tog ogsaa Byen med Storm;
men da var det allerede saa mørkt, at det

SIDE: 265

lykkedes Barcley de Tolly at trække Resterne
af sin Armé ud af Smolensk.

De franske Regimenter rykkede ind under
klingende Musik - stolte over en Sejer, som
bragte Rusland umaadelige Tab; men der var
tomt overalt og snart stod hele Smolensk i
Brand. Og i Frankrig fremkaldte denne Sejers-
bulletin om Erobringen af en By i Aske liden
Begeistring, snarere en nedslaaet Stemning; og
i selve Armeen begyndte enkelte af de høiere
Officerer at anstille urolige Betragtninger.

Men Napoleon drev paa fra Dag til Dag for
endelig at faa slaa et af de russiske Arme-
corpser foran ham.

Fra Smolensk udsendte han Divisionerne
Compans og Gudin, General Bryières Caval-
leri og Kong Joachim Murat, forat indhente
Barclay de Tolly. Samtidig fik Junot Ordre til
at tage Stilling ved Valoutina for at stænge de
snævre Passager for Russerne.

Imidlertid forandrede General de Tolly sin
oprindelige Plan at trække sig nordover mod
Sankt-Petersburg. Han vilde endnu engang
gjøre et Forsøg paa at forene sig med Bagra-
tion paa Veien til Moscou.

Dette fik Napoleon vide og sendte i al Hast
Marechal Ney imod ham. Hærene mødtes ved

SIDE: 266

Valoutina, og Ney vandt en glimrende Sejer;
men ogsaa her var der noget iveien - som
ved alt i dette Feldttog.

Barclay de Tollys Arme var man endelig
kommen i Kast med, adskilt fra Fyrst Bagra-
tion og i en Stilling, hvor ikke én Mand kunde
undslippe, hvis General Junot havde gjort sin
Pligt og efter Ordre taget Stilling ved de
trange Defiléer, som førte ud fra Slagmarken
ved Valoutina.

Da General Grouchy bragte Keiseren Efter-
retning om Slaget, red denne hen til Ney, og
alle var ved at se Kamppladsen enige om, at
det ene og alene skyldtes Hertugen af Abran-
tès's Forsømmelse og Sløvhed, at ikke den
russiske Arme var bleven fuldstændig ødelagt
eller taget tilfange.

Denne Mands glimrende Løbebane gik her-
med til Ende.

Napoleon havde overvældet Junot med Rig-
domme, som denne forødte paa den smag-
løseste Maade; medens han ved hensynsløse
Udsvævelser ødelagde sit stærke Legeme.
Tapper var han som de aller forvovneste, den
første Pistolskytte i Armeen, en lystig Fyr og
en god Kammerat, men et farligt Menneske
med ganske utøilede Lidenskaber.

SIDE: 267

Enten det var den store Lykke han gjorde,
eller det var hans vilde Liv, eller det var et
Sabelhug i Hovedet, som Hertuginden af
Abrantès altid undskylder ham med - nok er
det, han blev efterhaanden fra en uberegnelig
Fusentast værre og værre helt til Stormands-
galskab og Vanvid.

Allerede ved Smolensk, hvor Junot skulde
begyndt Angrebet, var hans Commando for-
virret og tøvende.

Murat satte i Galop hen til ham: Hvad be-
stiller du? hvorfor kommer du ikke frem.

Mine Westphalere vil ikke gaa paa - sva-
rede Junot.

Jeg skal sætte Fart i dem! raabte Kong
Joachim og kastede sig over Russerne med
nogle Eskadroner, huggede ind og væltede alt
overende, som mødte ham.

"Se saa!" raabte han igjen til Junot, "der er
din Marechalstav halvveis vundet, gaa nu du
selv og tag den! Russerne ere fortabte."

Men Junot blev siddende uden at røre sig;
han var allerede sindssyg, uden at de andre
forstod det.

Da han nu ogsaa svigtede ved Valoutina og
forspildte Ney's smukke Sejer, vilde Napoleon
i Sinne tage Commandoen fra ham; men de

SIDE: 268

andre Generaler bad for Junot; og for gammelt
Venskabs Skyld tilgav han ham.

Men imidlertid gik det rask nedad med
Junot, saa han maatte sendes hjem fra Rusland
- til Illyrien, hvor han var Gouverneur.

Her opførte han sig ogsaa paa en mærkelig
Maade. Han gav et stort Bal i sin Residens,
hvor han selv mødte op i blanke Sko, Gehæng
med Kaarde og alle sine Decorationer om
Halsen, Haaret krøllet, trekantet Hat under
Armen, hvide Hansker og forresten nøgen som
en Orm.

Herfra blev han skyndsomst sendt til Mai-
land. Her lod han spænde 6 Heste for sin
fineste Galla-Vogn, satte sig selv i fuld Uniform
paa Kuskesædet, og eftersom han kjørte gjen-
nem Milanos Gader, fyldte han Vognen med
alle de uanstændige Fruentimmer, han fik Øie
paa.

Men saa blev han sendt hjem til sin Fødeby
Montbard i Frankrige; og her endte det med,
at han i Vildelse lemlæstede sig selv paa en
frygtelig Maade, sprang udfor en Havemur og
brak Laarbenet. Han var saa voldsom, at det
var umuligt at faa ham forbundet og saaledes
døde han i Juli 1813.

Hertuginden af Abrantès taalte alt af ham,

SIDE: 269

og søgte paa alle Maader at holde ham oppe
saa langt hun kunde - ogsaa i Forholdet til
Keiseren. Men tilslut havde Junot tabt hele sin
Plads i Napoleons Venskab, og de havde dog
fra Ungdommen været saa gode Venner som
nogen overhovedet kunde være gode Venner
med Napoleon. -

- Da den franske Armé kom frem til
Wiasma den 29de August, fandt den - lige-
som ved Smolensk - Befolkningen paa Flugt
og halve Byen i Brand; de Franske maatte
selv slukke Ilden, for at redde de store For-
raad af Levnedsmidler, som endnu var i Be-
hold.

Her var det, at Striden brød ud mellem
Davoust og Murat. Den ordentlige og solide
Hertug af Äuerstädt havde længe ærgret sig
over den flotte Konge af Neapel, som hver
Morgen fór afsted og udmattede Cavalleriet,
som allerede svandt ind fra Dag til Dag. Endnu
mindre vilde han finde sig i at støtte disse
unyttige Cavalleri-Demonstrationer med sit gode
Infanteri. Han forbød derfor i hele Corpsets
Nærværelse General Compans at adlyde Kong
Joachim.

Nu kom Napoleon selv til, og skjønt han
udentvivl i sit Hjerte maa have givet Davoust

SIDE: 270

Ret, bøiede han dog af for Familieskabet og
for Kongenavnets Skyld og gav Compans Or-
dre til at stille sig under Murats Commando
ved Avantgarden.

Efter Smolensk var Armeen smeltet sammen
paa en foruroligende Maade; og Berthier tog
Mod til sig og forestillede Keiseren, at det saa
galt ud. Men Napoleon kaldte ham en gammel
Kjærring og spurgte, om han havde Lyst til at
reise hjem til Paris.

Ligefra han rev dem løs, for at føre dem i
dette Feldttog, efterat de alle vare komne
nogenlunde til Ro - nogle i Paris, andre paa
sine Godser, og mange som Gouverneurer og
Commandanter udover hele det Evropa, som
dengang var Frankrige, var der fra først af
nogen Misstemning blandt hans Officerer -
især blandt de høiere og de ældre.

De høie Stillinger, han havde skabt dem, og
de rigelige Indkomster havde givet dem og
deres Damer Smag paa en luxuriøs og glim-
rende Tilværelse. Desuden var de nu - de
Fleste ligesom deres Herre kommet op i
Aarene mellem firti og femti; Ærgjerrigheden
havde ikke længer saadan Hast; de havde faaet
nok; og den Familie, som de kun havde
levet sammen med i korte Stunder mellem to

SIDE: 271

Feldttog, de klyngede sig nu til dem og holdt
fast.

Alligevel mødte de alle, da Keiseren kaldte;
og da de først havde faaet rystet alle Kvind-
folkene og Børnene af sig og sad overskrævs
i Sadelen igjen, mens deres gamle Soldater og
de utaalmodige Unge jublede omkring dem, da
gjenfandt de snart sit Humør, og de gik til nye
Savn og nye Seire som de tapre Mænd, de var.

Især i Begyndelsen, naar de med sine præg-
tige Regimenter marscherede østover gjennem
erobrede Lande, fra By til By og fra Slot til
Slot som Verdens Herrer; naar de i Dresden
samledes med Krigskammerater og Venner og
saa foran sig alle Evropas kronede Hoveder
bøie sig for deres Keiser, da var la grande
armée atter i sin Glans og hver eneste Mand
en Helt fra den øverste til den nederste.

Men om end intet Menneske kunde have
anet de Rædsler, som de gik imod, var dog
selve Indrykningen i Rusland lige fra Begyn-
delsen saa ulig alt, hvad de var vant til, at
Officererne meget snart begyndte at se paa
hverandre.

Der var jo altid nogle Misfornøiede; men de
kom ellers aldrig til Orde, fordi Napoleon be-
standig hobede det ene Held ovenpaa det an-

SIDE: 272

det, saa der blev ingen Tid og ingen Sans for
den sure Kritik.

Anderledes denne Gang; de begyndte at
synes, at han var anderledes. Det var han
kanske ogsaa; men de var hellerikke selv,
hvad de før havde været.

SIDE: 273

EFTERHVERT som de Franske nærmede sig
Moscou, blev Stemningen i Rusland mere
ophidset og Misfornøielsen med Barclay de
Tolly mere almindelig. Et stort Parti ved Hoffet
og selve Folkets Masse fik en uimodstaaelig
Trang til at forlade Retrait-Systemet; og plud-
seligt forlangte alle, at der skulde stanses og
kjæmpes.

Den offentlige Mening udpegede den gamle,
enøiede Feltmarechal Kutusow til Fører. Han
havde ikke tabt Slaget ved Austerlitz; det var
imod hans Vilje, at man fulgte General Wei-
roths Plan. Derimod havde han slaaet Tyr-
kerne mange Gange og var en stor Hærfører
og en forsigtig og snedig Mand.

Strabadser og Udsvævelser havde ødelagt
ham, saa han nu vanskeligt kunde sidde paa
en Hest; han var falsk, troløs og løgnagtig og

SIDE: 274

i Bund og Grund fordærvet; men han var
taalmodig og seig.

Han blev nu udnævnt til Overanfører og fik
General Benningsen - Sejerherren fra Eylau -
til Stabschef.

Det blev sagt, at Barclay de Tolly vilde le-
vere et Slag, før Kutusow kom til Armeen;
men den gamle Feldtmarschal havde allerede
selv valgt til Slagmark Høiderne ved Lands-
byen Borodino.

Den 5te September fik den fremrykkende
franske Arme Øie paa hele den russiske Hær
opstillet i Slagorden paa Høiderne foran sig.

Det vigtige Punkt Schwardina var stærkt
forskanset som en Redoute og forsvaredes af
Fyrst Bagration personlig. Men Divisionen Com-
pans tog Redouten med vanlig Glans allerede
om Eftermiddagen den 5te. Dette var den før-
ste Triumf for de Franske.

I Løbet af Natten og den følgende Dag kom
de franske Hærafdelinger frem og indtog sine
Stillinger.

Efter et Par Timers Søvn i sit Telt steg Na-
poleon til Hest i den aarle Morgenstund. Midt
opi alle de Ting, som skulde ordnes Dagen før
Slaget, indtraf Monsieur Bausset, en tyk og gigt-
svag Paladsofficer, som stod den keiserlige Fa-

SIDE: 275

milie meget nær. Han kom lige fra Tuilleri-
erne og bragte Breve fra Marie Louise og et
Portrait af den lille Konge af Rom.

Keiseren viste Billedet for alle de Generaler
og Officerer, som stod samlede for at modtage
Ordres for Morgendagen, og lod det dernæst
stille paa en Stol foran sit Telt til Glæde for
de gamle Grenaderer.

Men den samme Morgen kom ogsaa Oberst
Fabvrier fra Spanien og bragte Efterretningen
om Marschal Marmonts ulykkelige Nederlag.

Men Napoleon lod sig ikke forstyrre af no-
get, hele Dagen var han paafærde og traf alle
Forberedelser til den Sejer, som hverken han
selv eller nogen Mand i Armeen tvivlede paa.

Den næste Morgen - den 7de September
traadte han munter ud af sit Telt og raabte til
sine Officerer: Se - Mine Herrer! for en
smuk Sol! det er Solen fra Austerlitz!

Hans korte fyndige Proclamation til Solda-
terne blev læst ved hvert Compani: Endelig
staar I foran det Hoved-Slag, som I har læng-
tet saa meget efter. Nu afhænger Sejeren af
Eder; - den Sejer, som er en Nødvendighed
for os alle. Den vil give os Overflod paa alt,
gode Kvarterer og en snarlig Hjemmarsch til
Fædrelandet. Opfør Eder som ved Austerlitz,

SIDE: 276

ved Friedland, ved Witebsk, ved Smolensk, og
den fjerneste Fremtid vil med Stolthed fortælle
Eders Bedrifter paa denne Dag. Lad det blive
sagt om hver af Eder: Han var med i dette
store Slag paa Sletterne foran Moscou.

Napolen steg af Hesten ved Redouten Schwar-
dina, som Compans havde taget og beholdt; og
det blodige Slag ved Borodino begyndte. De
Franske har givet Slaget Navn af den lille Flod
Moscowa, som løber forbi; derfor bærer endnu
en af Marechal Ney's Efterkommere Titelen:
Prince de Moscowa.

Beskyttet af to af Gardens Batterier under
General Sorbier rykkede General Compans med
sin egen Division og med Divisionen Desaix -
en Navnefætter af den store Desaix, som faldt
ved Marengo, - disse to Divisioner gik løs
paa de Forskansninger, som beskyttede Rus-
sernes venstre Fløi, hvor General Bagration
førte Commandoen; og alt gik godt en Stund.

Men i Løbet af ganske kort Tid fik General
Compans en Kugle i Skulderen; Desaix, som
tog Commandoen efter ham, blev ogsaa haardt
saaret; og Rapp, som remplacerede Desaix,
blev truffet fire Gange lige efter hinanden -
først to lette Streifskud, saa en Kugle i den
ulykkelige venstre Arm og endelig en Granat,

SIDE: 277

som ramte ham i venstre Hofte og kastede
ham til Jorden. Og under alt dette fik Marschal
Davoust sin Hest skudt under sig, hvorved en
af hans Pistoler i Sadelhylsteret sprang, saa
han ogsaa styrtede til Jorden.

General Sorbier lod melde til Keiseren, at
Prinsen af Eckmühl var falden. Men saa galt
var det ikke. Davoust reiste sig op igjen og
fik en ny Hest. Imidlertid havde disse Uheld
den Virkning, at det første Angreb forfeiledes.

Napoleon sendte i al Hast Marschal Ney til
Undsætning og fornyet Angreb.

Imidlertid havde Vicekongen Eugen erobret
Landsbyen Borodino; og efterhaanden toges
Bagrations Redouter, som beskyttede Kutusows
venstre Fløi, - de toges en efter en af Ney
og Davoust efter en rasende Kamp.

Klokken var ikke mer end 9 om Morgenen,
og Russernes venstre Fløi var farligt udsat og
uden nogen Støtte.

General Baggowouth blev sendt Fyrst Bagra-
tion til Hjælp paa den venstre Fløi; men ellers
havde Kutusow en lang Tid nok at gjøre med
sit Centrum, hvor General Bonami havde er-
obret den Forskansning, som er bleven kaldt
den store Redoute. Her forsvarede den tapre
General sig haardnakket, indtil han segnede

SIDE: 278

om bedækket med Saar, og Russerne under
General Paskiewitch tog Redouten tilbage efter
stort Mandefald.

Kutusow lod nu store Troppemasser komme
sin betrængte venstre Fløi tilhjælp; men Na-
poleon sendte et Batteri af Reserven i Ilden
med 24 Kanoner. Russerne styrtede frem igjen,
men mødtes af General Lepaultre, Saint Ger-
mains Kyrasserer og Pajols og Bruyères Hu-
sarer, som slog dem blodigen tilbage.

Endelig samler Napoleon alle sine Kræfter,
forat gjennembryde Fiendens Linier, som nu
for tredie Gang har samlet sig.

Under en forfærdelig Kanonade paa ganske
nært Hold - der blev skudt med otte hun-
drede Kanoner fra begge Sider - trænger
Poniatowski med sine Polakker frem paa høire
Fløi. Prins Eugen rykker atter med 3 Divisio-
ner mod den store Redoute. I Spidsen for Ky-
rassererne kom General Montbrun susende.
Han faldt, og August Coulaincourt tog Com-
mandoen.

Han red med Kyrassererne lige op i selve
Indgangen til den store Redoute; der faldt og-
saa han. Men Prins Eugen trængte samtidig
ind fra den anden Kant; og Kampen endte
med et frygteligt Blodbad paa Russerne.

SIDE: 279

Levningerne af Kutusows Armé blev trodsigt
staaende under de Franskes Ild, indtil Mørket
faldt paa; om Natten trak de sig tilbage.

Napoleons Sejer var fuldstændig, men som
alle Sejre i dette Feldttog - uden synderlige
Følger.

For ganske at tilintetgjøre den russiske Ar-
mé havde det været nødvendigt at bruge Gar-
den, som stod uvirksom under hele Slaget.
Hvorvidt Napoleon handlede rigtigt i at skaane
sine Kjærnetropper, har der været megen Strid
om.

General Ségur, som havde nogen Tilknytning
til Rusland, dels fordi hans Far havde tjent
under Catharina den Anden, dels fordi han selv
var gift med en Dame af Familien Rostopchin,
har i sine Memoirer sagt et og andet, som Ge-
neral Gourgaud, der fulgte med til Sankt He-
lena, paa det ivrigste benægter.

Ségur har fortalt, at i Slaget ved Borodino
maatte Murat tage en Oberst i Kraven for at
faa ham til at gaa frem.

Herimod paastaar Gourgaud, at dette er en
Umulighed. Thi den Oberst, hvorom der maatte
være Tale, stod i General Friants Division,
hvor aldrig nogen Mand - og allermindst en
høi Officer veg tilbage, og som hellerikke for-

SIDE: 280

negtede sit Ry ved Borodino, idet Divisionen
tog og beholdt Stillingen ved Semenowski med
vanlig Bravour.

Ségur skildrer Napoleon hele Dagen ved
Borodino som syg og slap. Dertil paastaar han,
at alle Generalerne var oprørte, fordi han ikke
vilde anvende Garden. Murat sendte sin Adju-
tant Borelli og bad om Hjælp, men fik ingen;
General Mouton - Greven af Lobau - lod
paa egen Haand en Del af Garden avancere,
Lauriston fik endelig Lov til at rykke frem
med Artilleriet.

Gourgaud derimod hævder, at alt dette er
Snak af "Paladsofficeren". Han oplyser, at
General Sorbier var i Ilden med en Del af
Gardens Artilleri strax i Begyndelsen af Slaget,
og det er nu sandt. Og da Keiseren saa, at
Fienden kastede sig mod Semenowski, sendte
han til Støtte for Divisionen Friant baade Mu-
rat og Gardens Reserve-Artilleri frem. Desuden
blev 
Divisoinen Roquet af den unge Garde
stillet bag Friant i Reserve.

Under Slaget stod den gamle Garde op-
stillet i "stor Parade" bagved Napoleon - i
Colonner paa én Bataillon med 60 Skridts
Afstand, hvilket maatte bringe Fienden til at
tro, at Styrken var dobbelt saa stor som

SIDE: 281

den var. Den unge Garde stod foran ham.
Fiendens Slagorden var en Trekant med Spid-
sen mod Schwardina-Stillingen, hvor Napoleon
holdt sig og med Fløiene vigende noget til-
bage.

Gourgaud benægter ogsaa alt, hvad den an-
den siger om Keiserens Slaphed og om den
almindelige Misnøie over Gardens Uvirksom-
hed. Han vil kun indrømme, at Keiseren mi-
stede Stemmen en Stund mellem den 7de og
8de September; men ellers commanderede han
med sin sædvanlige Livlighed og red flere He-
ste trætte.

At Napoleon var forkjølet og befandt sig
ilde den hele Dag er sikkert nok; men at han
havde nogen anden Sygdom, som skulde for-
ringe hans Aandsevner, er lidet troligt.

Og naar han trods de gjentagne Opfordrin-
ger fra Ney og Murat ikke vilde anvende mere
af Garden, maa det betænkes, at de var langt
fra Paris paa et tvivlsomt Feldttog, og at Gar-
den var den eneste Del af hans Armé, som
var uberørt af Kamp eller Tab. Og endelig
kunde Napoleon fra Schwardina-Skansen ikke
se det Hul i Fiendens Centrum som Ney og
Murat havde foran sig.

Men allerede denne Uenighed og denne Kri-

SIDE: 282

tik viser, hvorledes Forholdene omkring Na-
poleon begyndte at forandre sig. -

Bivouaken var trist Aftenen efter Slaget ved
Borodino, siger en af de gjenlevende Officerer;
vi lagde to Lig oppaa 
hianden, forat faa Sæde
omkring Ilden.

Den ufuldstændige Seier var nemlig til og
med kjøbt med et usædvanligt Tab af Offi-
cerer.

Alt i alt faldt der paa begge Sider niti Tu-
sinde Mand. Russerne mistede 4 Generaler:
Kutaisoff, de to Generaler Toutchakoff og selve
Fyrst Bagration.

Men paa fransk Side faldt der 13, og 20
Generaler fik større og mindre Saar.

Den berømteste blandt dem, som faldt, var
Cavalleri-Generalen Montbrun - Helten fra
Somo-Sierra, en af de beste, som var igjen, efter
d'Hautpoul, d'Espagne og Lasalle. Ogsaa Au-
gust de Coulaincourt var en glimrende og me-
get afholdt Officer - Broder til Hertugen af
Vicenza.

Marechal Bessières mistede ogsaa en Broder,
som var General; og Ingenieur-Generalen Lari-
boisière og den tapre General Friant mistede
hver sin Søn i dette Slag. General Bonami,
som laa tilbage med 20 Saar i den store Re-

SIDE: 283

doute, da Russerne tog Skansen igjen, døde -
saavidt jeg ved af sine Saar.

Her faldt ogsaa den lystige Canouville, som
siden den Gang, han fik Pauline Borgheses
Pels med Diamantknapperne, var avanceret til
General i Cavalleriet.

Man kan danne sig en Forestilling om hvor
voldsomt og hvor nær indpaa hinanden, man
sloges i dette Slag, naar man paa Listen over
saarede Officerer finder Navne som Davoust,
Morand, Friant, Compans, Rapp, Belliard, Nan-
souty, St. Germain, Teste og Pajol - fra selve
Marechallen en Række af de første Divisions-
Generaler.

Dertil i hundredevis af faldne Officerer ned-
over Graderne, Mænd, som havde været med
i Italien og Egypten, som Napoleon kjendte
personligt hver en, - et Mandefald i den nær-
meste Ring omkring ham, som der endnu ikke
havde været Mage til - ikke engang ved
Eylau.

Af de høieste Generaler var der knapt mer
end 3 - og det de tre forvovneste -, som
kom ganske uskadt fra det. Og det var paa
Russernes Side Barcley de Tolly og hos de
Franske Murat og Ney.

De to sidste stod ligesom Støtter midt i

SIDE: 284

Kugleregnen uden nogensinde at rammes. Ney
lod sine Folk kaste sig ned, forat søge Dæk-
ning og stod selv opreist iblandt dem som en
simpel Grenaderkaptein. Murat sprang af He-
sten og gik tilfods foran Friants Division ved
Semenowski. -

Efter Slaget ved Borodino trak Kutusow sig
tilbage mod Moscou. Et Øieblik saa det ud til,
at han vilde vove nok et Slag ved Mojaisk.
Han havde svoret ved sine hvide Haar at for-
svare Zarernes gamle Hovedstad til det yderste.
Men den 14de September trak Feltmarechallen
sig tilbage gjennem Moscou med sin beseirede
Armé - til Sorg og Forbitrelse for sine Offi-
cerer og Arméen.

Ikke destomindre lod Kutusow proclamere
i Moscou, at de Franske havde lidt et Neder-
lag ved Borodino; og til St. Petersburg blev
der sendt to Bulletiner fra hans Hovedkvarter,
hvori berettedes, at Franskmændene var hug-
get sønder og sammen ved Mojaisk, den kei-
serlige Garde var ødelagt, over 100 Kanoner
og 1000 Fanger tagne, blandt hvilke Vicekonge
Eugen og Hertugen af Äuerstädt, og at Fienden
forfulgtes af General Platows 30,000 Kosakker.

Zaren uddelte efter dette store Belønninger og
Udmærkelser til Armêen. Sandheden var imid-

SIDE: 285

lertid den, at Kutusow var saa stærkt eftersat
af Murat og Eugen, at General Miloradowitch,
for at frelse ham ud af Moscous Gader, maatte
true med at stikke Ild paa Byen, hvis der ikke
blev en kort Vaabensstilstand.

Mindre af Frygt for Trudselen end fordi
Napoleon endnu haabede alt af en Forhand-
ling med Alexander, blev denne Vaabensstil-
stand indrømmet fra Fransk Side, og det endog
bare ved en mundtlig Overenskomst - uden
de sædvanlige Formaliteter.

Fra Toppen af Frelserens Bjerg fik endelig
den franske Armé Øie paa det umaadelige
Moscou, som laa hvidt med gyldne Kupler lig
et Drømmesyn i det blaa Solskin. Selv Napo-
leon var et Øieblik ude af sin vante Ligevægt,
og alle de andre brød ud i Jubel.

Den næste Dag red Keiseren ind i Kremlin-
Zarernes gamle Slot, af alle de fremmede
Slotte, han var redet ind i, var vel dette det
mærkeligste og dette Indtog det eventyrligste i
hans Liv.

Moscou var ikke helt forladt. De franske
fandt mange af den russiske Adels Paladser
aabne og færdige med Tjenerskab og det hele.
Rige Kjøbmænd havde ogsaa stillet sine Eien-
domme og Lagere under de franske Officerers

SIDE: 286

Beskyttelse i den Hensigt snart at vende til-
bage. Kremlin var fyldt med Krudt og Vaaben.

Byen - som den var, vilde yde det rige-
ligste og behageligste Vinterkvarter for den
medtagne Armé. Og Napoleon gav sig strax
ifærd med Planer til at ordne og organisere
- først og fremst Forholdene i Arméen, hvor
Disciplinen var løsnet og hvor meget var, som
det ikke burde være. Han havde Tropper nok
til at holde sig Kutusow fra Livet; og nu, naar
han selv sad i den ene Hovedstad og Ruslands
Keiser i den anden, nu troede han for vist, at
den ædle Herre, han havde lært at kjende i
Erfurt, vilde række Haanden til Forlig. Til
Vaaren kunde Freden sluttes mellem ham og
hans Ven og Beundrer.

Soldaterne paa deres Side hilste Moscou som
Enden paa alle Prøvelser; og i deres Tillid
uden Grænser til deres store Fører, som hidtil
altid havde raadet over Lykken, beredte de sig
med Stolthed til at nyde Hvilen i Zarernes
pragtfulde Hovedstad. Alle følte sig rolige, sikre
og fulde af Haab.

Men i Natten mellem den 15de og 16de
September begyndte Moscou at brænde, og det
paa en saadan Maade, at der ikke kunde være
nogen Tvivl om, at Ilden blev paasat mangfol-

SIDE: 287

dige Steder og med den Hensigt at ødelægge
hele Byen.

Branden blev ogsaa besørget af Moscous
egen Gouverneur. Han havde ladet samle i
Haven til sit Palads Masser af brændbare Sa-
ger, som han lod fordele mellem løsladte Fan-
ger fra Fængslerne, der sendtes ud over hele
Byen for at stikke Fyr. Sprøiterne havde han
kjørt bort, og alle Forsøg paa at standse den
umaadelige Brand fra de Franskes Side viste
sig snart frugtesløse.

De maatte Skridt for Skridt vige ud af Byen
igjen. Ogsaa Napoleon maatte forlade Kreml,
hvis Hvælvinger rummede Masser af Sprængstof,
og hvor allerede Ilden truede Gardens Krudt-
vogne, som var kjørt ind i den store Gaard.

Den 16de, 17de og 18de September brændte
det Nat og Dag under en Storm, som flere
Gange sprang om, indtil fire Femtedele af Byen
var ødelagt - en umaadelig Strækning, saale-
des som de er de orientalske Byer med For-
stæder, Paladser, Klostre med store Haver og
vidtløftige Samlinger af Bygninger; i Hospita-
lerne omkom 15,000 saarede Russere.

Fyrst Rostopchin - Gouverneuren - lod
sine Rigdomme og sine Fædres prægtige Resi-
dens i Moscou brænde op.

SIDE: 288

Jeg fører ikke andet med mig - sagde han,
end den Frak, jeg har paa mig. Det har været
paastaaet, at Gouverneuren alene og af sig selv
uden at forraade sin Plan til nogen har ladet
Moscou afbrænde i fortvivlet Patriotisme.

Men det bør ingen tro. En saadan Handling
af en høitstaaende Embedsmand paa egen Haand
var ikke godt mulig i noget Land i Verden;
men den bliver aldeles utænkelig i et Land,
hvor end ikke den mindste Ting gaar for sig
uden efter Ordre helt fra oven og nedover.

Fyrst Rostopchin har ofret sit Pallads og det
hellige Moscou, fordi han var den lydige Under-
saat, og fordi han havde - ligesom hver eneste
russisk Mand den Lov indskrevet i sit Hjerte:
Alt for Zaren! og enten har han havt udtrykke-
lig Ordre eller ialfald en saadan Fuldmagt, at
denne Yderlighed var deri indbefattet.

Men denne Overtro eller dette Hykleri, at
den hvide Zar bestandig er udenfor, naar der
sker noget forfærdeligt i Rusland, den er ikke
bare russisk. Hele Evropa gjør sig dumt, naar
det gjælder russiske Forhold; og endnu den
Dag i Dag forlanges der af os, at vi alle skal
lege denne barnagtige Leg, at vi tror, Zaren
er det uskyldige Bytte for sine bedærvede Om-
givelser.

SIDE: 289

I Rusland sker der Intet uden Zarens Vid-
ende og Vilje.

- Efter Branden strømmede russiske Bøn-
der og franske Soldater ind til Plyndring i
Kjældere og Oplag. Keiseren opslog atter sit
Hovedkvarter i Kreml, saa godt det lod sig
gjøre; han vilde nu være der.

Men den 21de September meldte General
Sebastiani, at han havde tabt Fienden afsyne,
og man frygtede for at afskjæres og omgaaes.
Det var ogsaa Kutusows Hensigt; han var
marscheret syd- og vestover.

Men Murat og Bessières, som blev sendt ud
for at finde ham, drev Russerne tilbage og
nedover mod Kaluga.

Napoleon opgav ikke nogen Dag Haabet om
et Bud fra Zaren. Han havde endnu gjort et
Par halvt officielle Tilnærmelser. Men nu maatte
han overveje, hvad der var at gøre med Ar-
meen. Nu var den for svag til at føres i aabent
Feldttog mod Kutusow videre ind i Rusland.
At forblive i Moscou for Vinteren, saaledes som
Byen nu var, kunde der ikke tænkes paa. Des-
uden vilde alle Generalerne tilbage til Polen.
Napoleon stod alene og strittede imod et Til-
bagetog, som vilde ende al hans Uovervinde-
lighed, og rejse hele Evropa imod ham.

SIDE: 290

Saa forandret var allerede alt omkring Na-
poleon, at han lod nedskrive den Plan, han
havde, og lod den forelægge for de samme
Mænd, som hidtil aldrig havde været vant til
andet end til at modtage hans Befalinger og
adlyde.

Keiserens Plan gik ud paa at marschere saa
langt mod Vest og Nord, at man kunde forene
sig med Marechallerne Victor, St. Cyr og Mac-
donald, som stod opover mod Østersøprovin-
serne. Med disse og alle andre Tropper, man
kunde trække til sig, vilde han til Vaaren gaa
mod St. Petersburg.

Denne Plan er fra de første Dage af Oc-
tober. Men alle Generalerne modsatte sig en
ny Marsch mod Nord og nye Erobringer; og
Napoleon kunde ikke længer befale som i Lyk-
kens Tid; han blev nødt til at give efter.

Saa vilde han sende Coulaincourt til St. Pe-
tersburg; men denne erklærede det ganske
unyttigt. Den samme Besked havde han faaet
af Grev de Narbonne.

Disse to høie Herrer fra det gamle Hof
havde været Keiserens mest skattede Diplo-
mater og Ambassadeurer ved vigtige Anled-
ninger, og gjennemgik nu alle det russiske
Feldttogs Besværligheder.

SIDE: 291

Grev Narbonne var hele Tiden den eneste,
som bevarede sit gode Humør og sin lette
muntre Tone; medens Verdensmanden, som
ikke sad de andre saa dybt i Blodet, sledes af
i de onde Dage, saaat Skuffelse og Arrighed
kom uskrømtet frem for Lyset. Det er om
Narbonne det fortælles, at han lige til de mest
fortvivlede Dage ved Berezina satte sig om
Morgenen paa en Sten eller en Trærod og lod
sig frisere med Pudder og Paryk.

Skjønt han var femti Aar, kom han fra det
med Livet; men i 1813 døde han som Gou-
verneur i Torgau efter et Fald med Hesten. -

General Lauriston blev sendt til Kutusow
for at lirke om Fred eller i alfald en Vaabens-
stilstand. Han blev i det russiske Hovedkvarter
narret og ført bag Lyset efter de fineste Op-
skrifter.

Imidlertid indtraadte der en Art stiltiende
Vaabensstilstand, som Russerne forresten ikke
respecterede.

En af Zarens Fløjadjutanter, som var bleven
fangen, blev sendt til St. Petersburg med
nye Tilnærmelser, og Keiseren besluttede at
vente en 10 à 12 Dage paa det Svar, som
intet Menneske i St. Petersburg tænkte paa at
sende ham.

SIDE: 292

Man havde sagt Napoleon, at Frosten først
begyndte i Midten af November. Han samlede
Levnedsmidler, lavede Ammunition, han repa-
rerede og befæstede endog Kreml, aabnede
Theaterforestillinger og styrede gjennem sine
Courerer Frankrig og Evropa fra Moscou. Der
findes endogsaa Reglementsbestemmelser for
Theatre Français, som er daterede og under-
tegnede i Kreml.

Imidlertid havde Rusland nærmet sig helt
til England; og Keiser Alexander nedlod sig
til at mødes med Bernadotte i Åbo, hvor de
enedes om foreløbigen at lade Norges Erobring
henstaa, men lade de russiske Tropper, som
stod i Finland, marschere til Riga.

Med Tyrkiet sluttede Rusland Fred, hvorved
Admiral Tschitschakoff blev ledig, saaat han
kunde tage Overcommandoen over de Tropper,
som under General Tormasoff truede de Fran-
skes Tilbagetog søndenfra, og føre den samlede
Styrke nord over i Egnen omkring Berezina-
Floden.

Planen var saaledes lagt til at overvælde den
hjemvendende Arme: Wittgenstein fra Nord,
Kutusow bagfra og fra Syd Admiral Tschit-
schakoff, som viste sig at være en duelig Gene-
ral til Lands.

SIDE: 293

Da den franske Arme havde hvilet ud i Mo-
scou og alting var sat istand inden de forskjel-
lige Vaabenarter, var der endnu 100,000 fuldt
kampdygtige Soldater af de allerbeste og der-
til 600 Kanoner; men med Hestene var det
elendigt.

Veiret var glimrende - mildt og klart. Na-
poleon tænkte hele Tiden paa sin Plan at gaa
mod Petersburg; men hver Dag, som bragte
Vinteren nærmere, gjorde Generalerne mindre
tilbøielig til nogen Fremtrængen mod Nord, -
da heller mod Syd, mod Kaluga og de frugt-
bare Provinser.

Mens man endnu raadslog og en Dag netop
som Keiseren holdt Revu over Marechal Neys
Corps, som skulde afmarschere fra Moscou,
kom der Melding om, at Feldtmarschal Kutu-
sow den 18de October havde brudt Vaabens-
stilstanden og havde kastet sig over Kong Joa-
chim med en uhyre Overmagt ved Nattens
Tider.

Murat var fuldstændigt uforberedt; han stolede
- en Mand af Ære, som han var, stolede han
paa Aftalen, hvorefter man gjensidigen havde
forpligtet sig til at give nogle Timers Frist inden
Vaabensstilstandens Ophør. Men ved en Række
Vidundere af Tapperhed og kløgtige Maneuvrer

SIDE: 294

lykkedes det Murat og Poniatowski at slippe
fra det med Tabet af en Del Bagage.

Dette troløse Overfald ved Winkowo, hvor
Kutusow sendte Generalerne Baggowouth, Oster-
mann, Doctoroff, Orloff, Denisow og Müller
over Murat, Poniatowski og Sebastiani, som
egentlig kun gjorde Forposttjeneste, blev i Virke-
ligheden til et betydeligt Slag, som de Franske
kunde være stolte af; men Sejeren havde ingen
Betydning, og Keiseren var misfornøiet med
Murat, fordi han havde ladet sig overrumple.

Efter dette besluttede Keiseren at rykke mod
Kutusow. Moscou blev forladt den 23de Oc-
tober. Samme Dag fik Napoleon Efterretning
om Malets Sammensværgelse i Paris.

Hele denne Affaire var i Grunden en Ube-
tydelighed, som endog blev lidt latterlig; men
den gjorde alligevel et meget pinligt Indtryk
paa Keiseren.

General Malet var en forskruet og exalteret
Republikaner og havde allerede i 1807 siddet
fængslet for Complotter mod den bestaaende
Forfatning; i 1812 var han interneret i et Syge-
hjem i Paris. Men en Dag sprang han ud af
Vinduet og løb ud i Byen. Han havde færdige
en Masse Proclamationer og Udnævnelser, som
han begyndte at dele ud; en Del unge Men-

SIDE: 295

nesker sluttede sig til ham, og fik i en Fart
etslags Uniformer og trefarvede Skjærf.

Klokken 1 om Natten trængte Malet ind til
Oberst Soulier - en tapper, men dum Officer,
som tilogmed ikke kjendte Malet. Her udgav
denne sig for General Lamotte og sagde, at
han kom lige fra Rusland med den Efterret-
ning, at Keiseren var død den 8de October;
han forlangte strax nogle Tropper stillet til sin
Disposition.

Soulier lod sig dupere og gav ham 1200
Mand - dog uden Patroner og Flintestene i
Laasene. Med disse Folk drog General Malet
til Fængselet La Force, hvor han befriede Ge-
neralerne Guidal og Lahorie, der ogsaa sad
fængslede for politiske Intriger.

Dernæst udstedte han en Mængde Ordres
og gik op til Paris's Commandant General
Hulin og skjød ham en Pistolkugle gjennem
Kinden; men da der kom flere Officerer til,
blev Malet overmandet og arresteret.

Imidlertid trængte den befriede General La-
horie ind i Savarys Værelse - han var den-
gang Politiminister og lod ham føre i Arrest
til Fængselet La Force.

Men denne bagvendte Tilstand varede ikke
længere end en halv Times Tid. Da Savary

SIDE: 296

og de andre fik tænke sig lidt om, faldt det
hele til Jorden; og da Politiministeren kom til-
bage fra Fængselet til sit Ministerium, sad
allerede General Lahorie der - bundet til en
Stol.

Men Savary forvandt aldrig denne latterlige
Arrestation.

Det var det hele. Men at saadant kunde ske
paa det blotte Rygte om hans Død viste Kei-
seren, hvor løst igrunden hans store Magt
hang omkring ham, og hvor liden Rod han og
hans Dynasti havde i Folket - udenfor Ar-
meen. Der var ingen i Paris, hvem det først
og fremst var faldet ind at ile til Enke-Keiser-
inden og den lille Tronarving. -

Han forlod altsaa Moscou, men lod Marechal
Mortier blive tilbage for at sprænge Kreml i
Luften. Alle forstod nu, at Tilbagetoget var be-
gyndt; og alt, hvad der fandtes i Moscou af
franske Fruentimmer, Tjenere og Familier fulgte
med det lange Vogntog. Veiret var fremdeles
glimrende og Soldaterne ved godt Mod.

Det var Napoleons Mening at marschere
mod Kutusow paa den gamle Kalugavej. Men
pludselig forandrede han sin Plan, tog en Gjen-
vej og kom ind paa den nye Vej til Kaluga.
Ved denne Forandring vilde han have und-

SIDE: 297

gaaet at møde Kutusow og være kommet forbi
ham og gjennem Byen Maro-Jaroslawetz. Denne
vanskelige Maneuvre blev mesterligt og hurtigt
udført. Det var kun en Hær som den franske,
der kunde skuffe en fiendtlig Hær, der laa
rundt omkring overalt.

Det lykkelige Udfald syntes ogsaa sikret,
hvis Eugen - eller rettere sagt - General Del-
zons havde besat Landsbyen Maro-Jaroslawetz
med en hel Division, hvilket var Keiserens
oprindelige Ordre.

Men Kutusow havde opdaget Napoleons Ma-
neuvre og sendte General Doctoroff mod Di-
visionen Delzons, som var for svag til at mod-
staa Angrebet. General Delzons gjorde sin Feil
god igen ved at tage Stillingen tilbage; men i
den forfærdelige Kamp, som nu opstod, faldt
Generalen. De var to Brødre - Generalerne
Delzons; da den ene faldt, ilede den anden
Broder hen til Stedet, hvor ogsaa han blev
strakt død til Jorden.

Napoleon ilede til i fuldt Galop og et hæf-
tigt Slag udviklede sig omkring Landsbyen
Maro-Jaroslawetz, som blev tabt og taget igjen
fem-sex Gange. Tilslut kom Davoust med Di-
visionen Gerard og Compans og drev Russerne
tilbage, saaat de maatte opgive at stanse Ar-

SIDE: 298

meen paa dette Sted, idet Dagen var gaaet til-
ende og Mørket faldt paa.

Efter Slaget ved Maro-Jaroslawetz prøvede
den franske Hær ikke længer paa at levere
noget stort Slag; skjønt de vandt, var Resul-
tatet bare Armeens Svækkelse. Veiret begyndte
at blive surt med Regn. Generalerne vilde til-
bage over Mosaisk for at komme ind paa
Smolensk-veien; og den 26de October maatte
Napoleon give efter og aabent erkjende Til-
bagetoget. Han havde endnu aldrig i sit Liv
givet efter for deres Vilje, som var omkring
ham.

Imidlertid kom Marechal Mortier bagefter.
Han havde sprængt Kreml i Luften; de bort-
dragende havde hørt Braget i store Afstande.

Paa Marschen tilbage fra Moscou var det, at
de egentlige Rædsler begyndte.

Generalerne mistede efterhaanden deres Magt
over de fortvivlede Soldater, de Saarede blev
liggende langs Veien, Krudtvognene sprængtes,
Uorden bredte sig ud over det hele.

Selv Davoust kunde ikke forhindre det; han
marscherede bagerst med Levningerne af sit
skjønne 1ste Corps og havde baade Ansvaret
for alt, hvad der slæbte sig efter Armeen, og
den daglige Kamp mod Fienden. Kutusow ind-

SIDE: 299

skrænkede sig nu til at følge lige bagefter saa
nær som han turde og plage de franske med
General Platens Kosakker og lette Cavalleri.

Skjønt Davoust med sine Folk udførte denne
besværlige Tjeneste med uforlignelig Dygtighed,
var Keiseren uretfærdig nok til at fjerne det
1ste Corps, ikke for at unde det den Hvile,
det høilig trængte; men fordi han paastod, at
Marechallen marscherede for langsomt og me-
thodisk.

Keiseren selv gik foran i Spidsen for sin
Garde, der fortærede alt og brændte op efter
sig; han saa ikke hele Elendigheden, ikke det
uendelige Tog af Vaabenløse, som hver Dag skul-
de beskyttes mod Kosakkerne og skaffes Mad.

Han vilde Ingenting se og kjørte i Taushed
sammen med Berthier, som ganske havde tabt
Hovedet og næsten var fra Sans og Samling.
Af og til fór Keiseren op og beklagede sig i
bitre Ord over Generalerne.

En Dag kom det til en heftig Scene mellem
Keiseren og Marechal Davoust; og de talte
neppe et Ord mere med hinanden under Re-
sten af Feldttoget.

Det blev nu Marechal Ney - Fyrsten af
Moscowa, som overtog Armeens Beskyttelse
bagfra. Den 9de November begyndte Sne-

SIDE: 300

stormene ved Afmarschen fra Dorogubudge,
Der var da omkring femti Tusinde vaabenløse
Mænd og mange Kvinder, som slæbte sig efter.

Hele Cavalleriet - undtagen Gardens -
havde mistet sine Heste. Thi efter at Dyrene
havde lidt ondt i Moradser og bundløse Veie
paa Indmarschen, kom nu Frosten og aaben-
barede de franske Hestes absolute Uduelighed
til et Feldttog i Rusland paa glat Vinterføre.

Paa Vejen fra Dorogubudge til Smolensk
fik man Efterretninger om, at de russiske Hære,
som man nu gik imøde, vare i Bevægelse saa-
vel fra Nord som fra Syd, for at trænge sig
sammen ved Berezina og Moradserne langs
denne Flod. Herved tilintetgjordes den Plan
for Napoleon: at stanse i Smolensk og samle
Levnedsmidler og forene sig med friske Tropper.

Paa denne Marsch led ogsaa Vicekongens
Corps megen Elendighed ved Overgangen over
Floden Vop, hvor al hans Bagage og alle hans
Kanoner blev tagne, medens en Mængde Men-
nesker omkom.

Lige fra Bonapartes tidligste Tid havde Ney
været med - overalt i de store Slag og over-
alt, hvor vovelige Maneuvrer skulde udføres.
Men alligevel vil hans Navn til alle Tider være
nærmest knyttet til Tilbagetoget fra Rusland.

SIDE: 301

Denne sjeldne Mand, hvis ukuelige Mod
understøttedes af et Jernlegeme, som aldrig
kjendte Træthed eller Sygdom, som sov paa
Jorden - eller vaagede Nat og Dag, spiste
eller sultede uden at noget syntes at gjøre For-
skjel for ham. Han gik oftest paa Tilbagetoget
tilfods mellem sine Folk og tog stundom en
50 eller 100 Mand med sig og førte dem som
en simpel Infanterikaptein mod Kugler og Gra-
nater. Altid var han rolig og oprømt; han ansaa
sig som usaarlig og syntes virkelig at være det.

Midt i Kampen kunde han trive Geværet fra
en døende Soldat og skyde selv. Det var ham,
som vækkede dem, naar de sov, og drev dem
i Kampen; han blev ikke rørt over de saarede,
som raabte paa Ambulancen. Han svarede
barskt, at han selv havde ikke andet end sine
to Ben til at komme afsted paa, og imorgen
var det kanske hans Tur til at ligge overende.

Det er ikke faldet i mange Menneskers Lod
at være skabt af Jern - siger Thiers -; men
man har Lov til at være haard mod andre,
naar man ikke skaaner sig selv.

Mellem Dorogubudge og Smolensk var det,
at Ney begyndte den heltemodige Kamp fra
Dag til Dag for at redde Keiseren og Lev-
ningerne af La grande armée.

SIDE: 302

Sneen faldt nu i massevis, og den iskolde
Vind feiede henover Sletterne. Nu fandtes der
næsten ikke Heste, og alle Mand gik tilfods.
Nogle lod sig overvælde af Døsighed og blev
liggende; andre frøs Hænder og Fødder for-
dærvet; alle sultede. Nogle Faa, som kunde
holde paa Geværet, maatte forsvare de Værge-
løse mod Kosakkerne, som Dag og Nat fulgte
det sørgelige Tog og plukkede op de Ulykke-
lige enkeltvis, plyndrede og mishandlede dem
og lod dem ligge, for at dø i Kulden.

Alligevel var der midt i al denne Opløsning
og Elendighed endnu en Kjærne af Officerer
og Soldater - Keiserens gamle Krigskamme-
rater, som bevarede en Koldblodighed og en
Kraft i Kampen, som holdt Kutusow i Respekt.
Keiseren selv bar Ulykkerne som den Mand,
han var - kold og uden at ville se, tumlende
med store nye Planer fremfor sig.

Efterat han havde opgivet sin Plan og an-
taget de andres, var der ikke længer i Napo-
leons Ordrer det Stof, som gjorde, at de traf
paa en Prik, og aldrig forfeilede Maalet.

Han havde udstedt den Befaling, at Armeen
skulde forlade Dorogubudge i 3 Afdelinger -
hver med en Dags Mellemrum. Heraf blev
Følgen den, at han selv med Garden først ryk-

SIDE: 303

kede ind i Smolensk, tog op al Plads og for-
synede sig af de Levnedsmidler, som var der,
men langtfra i saa store Mængder, som Napo-
leon efter sine Befalinger og Dispositioner havde
troet at kunne gjøre Regning paa.

Efterhaanden som nu de andre Troppeafde-
linger ankom, blev der en uhyre Forvirring,
Magazinerne plyndredes, man sloges om Kvar-
tererne, al Disciplin opløstes og Uordenen var
over alle Grænser. Der blev saaledes ingen
Glæde af dette Ophold i Smolensk, hvor Na-
poleon havde ventet at kunne reorganisere de
beste Dele af Armeen og ialfald finde Hvile
og god Forpleining. Nu maatte man bare videre
i den samme Forvirring og Elendighed, forat
naa Broen ved Orschka.

I Smolensk fik Napoleon ogsaa Efterretning
om, at General d'Hilliers var fuldstændig slagen
ved Elnia. Keiseren sendte ham i Unaade til
Paris. Men omendskjønt det skulde synes som
en misundelsesværdig Lod at blive sendt hjem
fra Rædslerne i Rusland, var Krænkelsen for
den stolte Officer saa overvældende, at han
kom ikke længer end til Berlin. Der døde den
udmærkede General af Græmmelse. Han havde
staaet Napoleon nær fra de første Feldttog i
Italien; til Egypten kom han ikke; han fik Lov

SIDE: 304

til at reise hjem igjen fra Malta, fordi han læng-
tede saa efter sin Kone i Paris.

Belemret med 60,000 Mennesker uden Vaa-
ben og i den fuldstændigste Opløsning forlod
Levningerne af Armeen Smolensk i den samme
Marschorden: først Keiseren den 14de Novem-
ber, saa Eugen og Davoust den 15de og til-
sist Ney den 16de.

Kutusow havde allerede vendt sin Hær til
Flugt efter det voldsomme Slag ved Maro-
Jaroslawetz, saaat Armeerne et Øjeblik havde
staaet med Ryggene mod hinanden - et Øje-
blik, som Napoleon, om han havde været den
gamle, nok skulde have nyttet anderledes; -
Kutusow var nu kommen efter i forcerede
Marscher med sin store Hær; han lod Kei-
seren slippe forbi til Krasnoie, men stillede sig
foran Eugen og Davoust med 80,000 Mand
under Rajewsky og Miloradowitsch.

Divisionen Delzons, som nu var gaaet over
til General Guilleminot, en Del af Broussieres
Cavalleri og General Ornano slog sig igjennem.
Vicekongen var saa heldig ved en snedig Ma-
neuvre at narre Russerne, saaat ogsaa han kom
forbi. Men Davoust blev afskaaret - for nu
ikke at tale om Ney, der var endnu en hel
Dag bagenfor.

SIDE: 305

Napoleon kunde nu med Garden og de øv-
rige Tropper, som fulgte ham, have naaet Or-
scha og faaet Forbindelse med Marechal Victor
og andre Reserver; men han var urolig for de
to Marechaller, som kom bagefter. Der havde
i et Par Dage været en Sløvhed over Keiseren;
nu rystede han den af sig og greb personligt
Commandoen. Med en Stav i Haanden gik
Keiseren tilfods foran sin Garde og førte den
tilbage fra Krasnoie forat møde Davoust midt
i en forfærdelig Artilleri-Ild fra tre Kanter.

Den lille Styrke, hvormed han gik løs paa
Russernes Masser, bestod af Levninger af gode
Corpser: den unge Garde under Marechal
Mortier, et Par Hundrede Heste af Latour-
Maubourgs berømte Dragoner og et svagt Ar-
tilleri under den urokkelige Drouot. General
Claparède skulde imens forsvare Krasnoie mod
Russerne, som var overalt.

I Slaget fik General Laborde Befaling fra
Marechal Mortier at trække sig tilbage - lang-
somt. Han raabte til sine Folk: Marechallen
har befalet langsomt, altsaa: vanlig Marsch, Sol-
dater! - og de marscherede bort i trodsig Or-
den, mens de svandt ind til nogle faa Tusinde.

Kutusow blev endnu en Gang imponeret;
han trak til sig Miloradowitsch's Tropper, hvil-

SIDE: 306

ket Davoust benyttede til at hugge sig igjennem
med store Tab og forene sig igjen med Kei-
seren.

Men Ney, som var den hele Dagsmarsch
efter, hørte man Ingenting til.

Imidlertid gjaldt det nu fremfor alt om at
naa Orscha. Idet han marscherede bort, efter-
lod Napoleon en uklar Ordre, fordi han ikke
vilde tage Ansvaret for, at man lod Marechal
Ney i Stikken.

Davoust skulde vente paa Ney - lød Or-
dren; men samtidig skulde Davoust ikke skille
sig fra Mortier. Da nu denne paa den ham be-
falede Tid maatte bryde op, var Davoust nødt
til at følge med.

Næste Samlingssted var Liady, hvor de
mødtes allesammen i stor Bekymring for Ney,
hvis Undergang nu syntes næsten vis.

Marechal Ney havde syv Tusinde Mand, med
hvilke han tumlede omkring mellem femti Tu-
sinde Russere. Hans Generaler Ricard, Dufour
og den tapre Oberst Pelet gjennembrød fire
Gange Miloradowitsch's forreste Rækker. Men
de syv Tusinde svandt ind til tre og disse førte
Marechallen tilfods i Storm med Bajonetten
mod Høiderne, hvor der stod en hel Armé og
et umaadeligt Artilleri. Generalerne Marchand,

SIDE: 307

Ledru og Razoul fulgte ham. De blev kastet
tilbage; Ney samler dem igjen - saa godt det
lod sig gjøre - rolig og fast som altid.

Paa dette Punkt kom der en Oberst fra
Miloradowitsch og opfordrede Marechal Ney til
at overgive sig; men Ney vilde hverken vige
eller overgive sig, skjønt hans Folk faldt om-
kring ham.

Oberst Pelet sad paa sin Hest med begge
Ben og den ene Arm forknust af Kugler. Han
fik den Idé at raade Marechallen til en tilbage-
gaaende Bevægelse mod Landsbyen Dubrowna,
hvor der var en Bro over Dnjepr-Floden. Ney
fulgte Raadet; men da han kom til Dubrowna,
fandt han Broen afbrudt. Davoust var for et
Øjeblik siden marscheret forbi og havde sprængt
Broen efter sig. Saa var der ikke andet Raad
end at vove sig over paa den tynde Is. Og det
gjorde Ney om Natten; han kom over og
fandt frem til Orscha med femten hundrede
Mand, - det var alt, hvad han havde tilovers.

Men alligevel var Glæden stor, da Helten
kom slæbende med sine forfrosne og halvdøde
Folk, som et Øieblik kunde faa hvile og for-
friskes mellem Kammeraterne.

Napoleon, som allerede stod paa en daarlig
Fod med Davoust, var uretfærdig nok til at

SIDE: 308

støtte dem, der raabte, at det var Davoust, som
havde forladt Ney; medens det ikke var andet
end Keiserens egne Ordre, Fyrsten af Eck-
mühl havde adlydt.

I Orscha var der i det højeste 25,000 be-
væbnede Mænd og vel saa mange Efternølere
- alt i alt en Ottende-Del af den store Armé,
som gik over Niemen i Juni.

Her blev alle Vogne opbrændte, alle Kei-
serens Papirer og to fuldstændige Bro-Train.

Efterretningerne fra Marechallerne Victor og
Oudinot vare nedslaaende. Wittgenstein fra Nord
og Tschitschakoff fra Syd vilde uvægerligen
mødes ved Berezina-Floden og stanse Arméen
endeligen og for siste Gang.

Den 22de November fik Napoleon Bud om,
at hans tapre polske General Dombrowsky -
en af Krigskammeraterne fra Egypten - var
slaaet af Russerne under Ojarowski ved Bori-
zow, hvorved de Franske mistede den eneste
Bro, de havde over Berezina.

Napoleon holdt nu Raadslagning med sine
første Ingenieur-Generaler. Der var Lariboisière
og Chasseloup, Eblé, Haxo og Schweitseren
General Jomini, der ansaaes som en stor Tak-
tiker.

Nedenfor Borizow var det umuligt at komme

SIDE: 309

over; man fik trække sig nordover - nærmere
Flodens Kilder og prøve at komme over der.
Thi det syntes alle en Umulighed at slaa Bro
over en saavidt bred Flod som Berezina midt
i Fiendens Paasyn.

Da indtraf der midt i alle Ulykkerne et Held.

General Corbineau - en Broder til han,
som faldt ved Keiserens Side i Slaget ved Ey-
lau - kom fra Flodens høire Bred - vesten-
fra - og havde med syv hundrede Ryttere hug-
get sig igjennem Wittgensteins Linier og var
naaet frem til Flodbredden just som en russisk
Bonde, som var kjendt, vadede over Berezina.

Herved blev det grunde Sted ved Studzianka
opdaget; og alle greb dette strax som den
eneste Udvej fra Fangenskab eller Tilintet-
gjørelse. Ved sindrige Maneuvrer skuffede man
i det længste Tschitschakoff, saaat han ventede
Overgangen nedenfor Borizow og lod Stud-
zianka Vadested blottet og ubevogtet. Det synes
ganske uforklarligt, at ikke Russerne, som viste,
hvad det gjaldt, og som var saa talrige rundt
omkring, at de ikke passede bedre paa.

Imidlertid tog General Eblé strax fat paa at
slaa to Broer over Floden med sine Folk. Han
havde været saa forsynlig, dengang Napoleon
lod Brotrainene brænde, at frelse nogle Vogne,

SIDE: 310

som indeholdt Værktøi, Jernbeslag og Kul. Un-
derstøttet af Chasseloup og flere dygtige In-
genieurer reddede han og hans udmærkede
Brobyggere Arméens Rester og Keiseren.

Dette Arbeide er med Rette bleven ligesaa
berømt som nogen krigersk Bedrift. Floden var
paa sine Steder optil otte Fod dyb, og dertil
var den stærke Strøm opfyldt med Isstykker.
De maatte hjælpe sig med Tømmer, Husbyg-
ninger og alt, hvad der bare kunde flyde, og
under hele Arbeidet maatte Officerer og Mand-
skabet færdes baade i og under Vandet.

Artilleribroen gik tre Gange i Stykker, mens
de byggede paa den; og den gamle General
Eblé maatte selv i Vandet. Denne udmærkede
Mand roses af alle som et Mønster paa en Of-
ficer - baade hvad det statelige Ydre angik
og for sin Karakter. Der sagdes om ham i Ar-
méen, at han og Keiserens Livlæge Larrey var
de to Mænd, som kunde forlange det umulige
af Folkene, og de fik det udført.

Det var ogsaa noget nær det sværeste Ar-
beide, man kunde byde Mennesker under de
fortvivlede Omstændigheder at bygge Broer i
en Fart for en halvt opløst Armé som den
franske da var det. Imidlertid gik Tropperne,
saasnart Broerne var færdige, over i god Orden.

SIDE: 311

Paa den vestre Bred mødtes de af Victors og
Oudinots Forposter. Med Rædsel saa de unge
Soldater de udpinte og fornedrede Levninger
af den store Armé.

Dersom Efternølerne havde villet, kunde
ogsaa de have frelst sig over i Natten mellem
den 26de og 27de; men Demoralisationen var
saa stor, at de slog sig ned paa den østlige
Bred omkring Bagagen og i nogle Huse, de
fandt.

Men da Fienden endelig fik Greie paa Over-
gangen og Tid til at samle sig fra alle Kanter,
opstod der en forfærdelig Forvirring og Træng-
sel ved Broerne, hvorved en Mængde Men-
nesker omkom paa den ynkeligste Maade. Den
29de November om Morgenen Klokken syv
skulde Broerne brændes af, for at stanse Rus-
sernes Forfølgelse. Eblé og Victor arbeidede
alt hvad de kunde med de vanvittige Efter-
nølere, som ikke vilde forlade den østlige Bred.

Men da Klokken blev halvni og Russerne
trængte paa, antændte General Eblé selv sine
Broer; og da de Ulykkelige, som først nu for-
stod, at det var Alvor, forlod sine Leirbaal, da
var det for sent; Kosakkerne var over dem,
dræbte mange og drev Resten som en Hjord
ind i det kolde Rusland, for at pines ihjel.

SIDE: 312

Under hele Overgangen rasede Kampen paa
begge Sider af Floden, og Resterne af det
franske Artilleri besvarede for siste Gang den
store Overmagt af russiske Kanoner.

Det var som i Tschaikoffskis Symfoni, naar
de siste Toner af Marseillaisen bliver borte,
og Partituren ved Berezina Side efter Side ikke
indeholder andet end ubarmhjertige Sabelhug,
som suser, suser, suser uden Ophør; indtil den
store Moder Rusland atter begynder at ringe
udover de blodige Sletter med de klare alvor-
lige Klokker. -

Under Kampen paa den østlige Bred, som
førtes under Overgangen for at holde Russerne
tilbage, udførte Marechal Victor - Hertugen
af Belluno - et Mesterstykke af Tapperhed
og Klogskab, som Napoleon lønnede slet ved
at bebreide Victor de mange Efternøleres Un-
dergang. Kun en Afdeling af Victors Corps
under General Partonneaux forvildede sig under
Kampen og blev taget tilfange. Det var den
eneste franske Troppe-Afdeling, som under hele
Feldttoget blev gjort til Fanger med Vaaben i
Haand.

Om Morgenen den 28de var Marechal Ou-
dinot, som altid var uheldig i saa Maade, atter
haardt saaret og maatte bringes bort. Ney tog

SIDE: 313

hans Commando, og om ham sluttede sig videre
paa Tilbagetoget Lefebvre-Desnouettes, den gam-
le Lefebvre - Hertugen af Danzig - havde
ogsaa gjort hele Feldttoget med; desuden Divi-
sions-Generalerne Maison og Legrand, samt
Cavalleri-Generalen Dumerc.

Maison hjalp Ney paa Tilbagetoget. Legrand
var en af de store Infanteri-Generaler fra den
gode Tid. Han havde været med ved Fleury
og ved Hohenlinden, og senere overalt. Greve
efter Tilsit. Napoleon giftede ham med en ung
Datter af General Scherer; hun satte Pris paa
sin gamle Helt og fiffede ham op. Ved Bere-
zina var det Legrand, som først gik over og
trængte frem paa den anden Bred. Her blev
han haardt saaret. Hans Soldater bar ham længe
paa Tilbagetoget; men det endte med, at han
døde for dem. Det var atter en af de Nær-
meste omkring Napoleon.

Blandt faldne og saarede Officerer ved Be-
rezina var der atter mange gode Navne: Dom-
browsky, Fournier, Girard, Claparède og Po-
lakken Zayoncheck, som mistede et Ben.

Efter Berezina slæbte Arméen sig imod Smor-
goni. Man viste, at Maret - Hertugen af Bas-
sano - havde samlet store Forraad i Wilna;
ligervis, at den bayerske General Wrede var

SIDE: 314

foran Arméen - rede til Hjælp, foruden andre
Generaler med Reservetropper.

Den 3die December ankom der ikke mindre
end fjorten Estafetter fra Paris, som havde redet
hid og did for at finde Keiseren. I enogtyve
Dage havde Evropa ikke hørt et Ord fra den
store Armé.

Keiseren redigerede da den 29de Bulletin -
dateret 3die December 1812, hvori han uden
at lægge Skjul paa noget aabenbarer hele Ar-
méens Elendighed og alle Ulykkerne paa Til-
bagetoget. Underligt nok slutter han denne
Redegjørelse med disse Ord: Keiseren har
aldrig befundet sig bedre.

Om han selv havde Fornemmelsen af, at
han havde været syg paa Toget, og kanske
gjennem Fouché havde hørt, at Paris mumlede
om noget sligt? - eller om han troede, at
det skulde virke som en Opmuntring, at han
selv ialfald var uskadt, rede til at gjenoprette
Nederlaget?

I ethvert Fald regnede han galt; den 29de
Bulletin og især Slutningen gjorde ham stor
Skade i Folkets Øine.

General Heudelet nærmede sig fra Niemen
med 10,000 Mand, og General Loison kom fra
Wilna med en lignende Styrke; men det syntes,

SIDE: 315

somom disse - tildels unge Soldater bare kom,
forat gaa tilgrunde i Frost og Savn sammen
med den forvirrede Masse, de mødte.

I Smorgoni forlod Keiseren i al Hemmelig-
hed sin Armé den 5te December og kjørte
vestover. Han tog med sig Coulaincourt, Duroc,
Mouton og Lefebvre-Desnouettes. De kjørte den
bene Vei over Is og Sne i simple Bonde-
slæder. Underveis mødte han Maret og inspi-
cerede sammen med ham de store velfyldte
Magaziner i Wilna, - der var Forraad af alle
Slags for 100,000 Mand i 40 Dage.

Derfra kjørte det lille Følge over Warschau
til Dresden, hvor de var den 15de, videre over
Leipzig og Mainz, og den 19de December om
Natten var han igjen i Tuillerierne og holdt
den lille Konge af Rom i sine Arme.

Den hemmelige Reise var gaaet for sig tvers
igjennem Evropa uden noget Uheld.

At Arméen - eller dens triste Rester følte
Keiserens Afreise som den siste Bitterhed i
Lidelserne er rimeligt. Der ligger - det kan
ikke være anderledes - nogen Lindring deri,
at den, som har forskyldt Ulykken, selv følger
Vraget til det siste som en god Kammerat,
hvem man tilgiver meget for hans Trofastheds
Skyld.

SIDE: 316

Men Napoleon var ingen god Kammerat.
Hverken i Egypten eller her havde han anden
Tanke end sig selv og sin egen Magt, - som
han selv sagde, da han forlod Smorgoni: Jeg
er stærkere, naar jeg taler fra min Trone i
Tuillerierne, end i Spidsen for en Armé, som
er ødelagt af Kulden.

Og dette Raisonnement var nok for ham.
Denne Mand var ingenlunde ligegyldig for sine
Folk. Faa Generaler havde før hans Tid gjort
saa meget for Soldaten saavel i Feldten som
hjemme med Forpleining og Belønninger. Men
en Hær var for ham kun en Kraft, han kunde
bruge; hvad der var tabt og ødelagt, lod han
ligge, fordi det var ubrugeligt; hvad det kostede
ham, ved Ingen, men anderledes kunde han
ikke være.

Da han forlod Smorgoni, stolede han paa
Forraadene i Wilna, som virkelig ogsaa var
der. Marechal Macdonald stod med friske Trop-
per nordenfor og hans Allierede Østerrigerne
under Schwartzemberg søndenfor. Han vilde i
Wilna samle alt dette og de andre Forstærk-
ninger, som var paa Marschen imod ham, og
Niemen skulde danne en Forsvarslinie mod
den fremtrængende Fiende fra øst. Saaledes
var de Ideer, han betroede til Berthier; og

SIDE: 317

umuligt var det ikke, at dette kunde have
været nok for den store Feldtherre, han var,
til at vende Nederlaget til Sejer; han havde
før været i Knibe og havde aldrig tabt Troen
paa sig selv.

Men nu kom den egentlige Fare for hele
Toget: den stærke Frost, som nu satte ind for
Alvor. Natten efter hans Afreise fra Smorgoni
frøs det 28 Grader Reaumur, og Resterne af
Arméen døde daglig i tusindvis. Endogsaa de
friske Tropper, som laa i Wilna, blev ødelagte,
fordi Hertugen af Bassano lod dem marschere
ad Smorgoni forat møde Keiseren og hjælpe
Arméen.

Men da det netop i disse Dage pludselig blev
saa overhændigt koldt, frøs de unge Mennesker
- tildels Italienere - de frøs ihjel næsten alle-
sammen. Generalerne, som førte dem, var Heu-
delet og den enarmede Loison; Oberst Gou-
tard - en Slægtning af Davoust og Franseschi
- en Italiener - af deres Brigader frøs der
ihjel 10,000 Mand i Løbet af fem-sex Dage.

Efter Keiserens Bestemmelse skulde Over-
Commandoen føres af Murat, fordi han var
Konge; men denne - i Slaget saa forvovne
Mand havde nu aldeles tabt Modet. Berthier
var og blev syg og sansesløs. Davoust var mørk

SIDE: 318

og urokkelig og sagde ikke et Ord, undtagen
naar han commanderede. Han var kanske den,
som led mest ved at se alt løses op og falde
fra hinanden: Commando og Disciplin, Tilliden
til Keiseren, Samarbejdet mellem Generalerne
og istedetfor sine egne Mønster-Divisioner en
opløst, demoraliseret Bande, som slog sig frem
fra Dag til Dag.

Da var det Ney - den uforlignelige Ney,
paa hvem hele Toget tilslut kom til at hvile.

Det er ikke godt at forstaa, hvorledes denne
General alt tidligt kom til at hede den Tapreste
blandt de Tapre; thi tapre var de alle; det var
ikke muligt andet. Omkring en Anfører som
Napoleon, der selv ikke ænsede nogen Fare,
kunde der overhovedet ikke være andre end
saadanne, som ikke kjendte nogen Frygt.

Men naar alligevel Enkelte blandt dem sær-
ligt udmærkedes for Tapperhed - som Ney
og Murat -, maatte der ved deres Tapperhed
være - for det første noget, som gik langt
udover Dristighed og Dødsforagt; men ogsaa
noget smittende, som udbredte Modet til de
andre, saaat ogsaa de fik Lyst til at trodse
Døden sammen med deres tapre Anfører.

Intet Menneske kunde i aarevis gaa fra Slag
til Slag med mere Dødsforagt end Joachim Mu-

SIDE: 319

rat; og Ingen besad heller i høiere Grad Evnen
til at smitte sit eget Mod over paa Folkene.
Naar han svang sig op paa en af sine Strids-
heste - selv en smuk Mand, glimrende i ama-
rantfarvet Fløiel, hvide Strudsefjær af en urime-
lig Længde, Vaaben og Sadeltøi med Guld og
Stene - saa fór Fanden i Eskadronerne, Mænd
og Heste fløi afsted, og der var ikke den Ting,
som kunde stanse dem.

Og alligevel viste det sig, at der var en
Grænse, ud over hvilken denne Art af Mod
ikke slog til. Kong Joachim faldt sammen, da
der ikke længer var Heste til at svinge sig op
paa, Ryttere med blanke Klinger og flagrende
Dolmaner. Han var ikke mere ræd end før -
langtfra; feig kunde han aldrig blive; men Glan-
sen gik af hans Mod, da han ikke længer skulde
commandere, men frelse en Armé, som ikke
længer var nogen Armé.

Andre Følelser end Mandemod og Pligt fik
Magten; han mindedes sit skjønne Neapel og
denne Kongekrone, som han bestandig havde
maattet føle paa, om den virkelig var der og
sad fast. Nu syntes han, det kjendtes, somom
den løsnede noget og han mistede Mod og Lyst
til hver Morgen at baxe med Kosakkerne.

Men da viste Ney sig at eje dette seige Mod,

SIDE: 320

som hører Fodfolket til. Der er ingen prægtige
Heste og ingen vilde chock; men et aldrig
svigtende Mod til at udholde den daglige Kamp
for at holde sig paa sine egne to Ben, komme
frem did man skal, og gaa tilbage med Anstand.

Saaledes havde ogsaa Lannes været; men
saa var Hertugen af Montebello i alle andre
Henseender saa langt bedre begavet end den
arme Fyrste af Moscowa, som kun havde sit
Mod.

I Wilna gik det ligesom i Smolensk. De ud-
hungrede Soldater kastede sig over de store
Forraad, plyndrede og sloges om Mad og Drikke
i den forfærdeligste Forvirring. Der fandtes
ikke længer et eneste Corps, som havde nogen
Levning af Tropper under Fanen. Da Marechal
Victor stod ved Wilnas Porte, hvor han skulde
forestille Avant-Garden, havde han ikke en
eneste Soldat med sig. Af den nyankomne Di-
vision Loison var der knapt 3,000 Mand til-
bage og omtrent ligesaa mange af den gamle
Garde.

Den 9de December kom Kutusows første
Afdelinger over de Franske, mens de plyndrede
i Wilna. Ney og den gamle Hertug af Danzig
løb omkring i Gaderne og samlede Folk til
Forsvar. Murat derimod gjorde intet Forsøg

SIDE: 321

paa at forsvare Byen, men flygtede om Natten
i Forvejen til Kowno.

Den bayerske General Wrede tilbød Mare-
chal Ney at hugge ham ud af Byen med de
60 Ryttere, han endnu havde i Behold. Men
Ney pegte paa den Sværm af Flygtninge, som
endnu fyldte Gaderne, og som maatte beskyt-
tes og hjælpes bort til Natten; og han svor
paa, at før Klokken otte næste Morgen skulde
ikke Alverdens Kosakker drive ham og hans
femti Grenaderer ud af det Hus, hvor de havde
forskanset sig, og hvorfra han beherskede Por-
ten og holdt Russerne tilbage.

Tusindvis af Saarede blev liggende i Wilna,
forat dræbes af Kosakkerne. Mange af Efter-
nølerne var der ogsaa, som i stump Fortvivlelse
foretrak at forblive i Husene fremfor at vaage
sig ud i en Kulde, som holdt sig opimod 30
Grader Reaumur.

En Mil fra Wilna blev hele det elendige Tog
stanset af en ganske ubetydelig Skraaning;
Vejen var saa haard og glat, at Folk og Heste
gled og faldt, og Kanoner og Vogne rullede
bagover.

Her gik mange russiske Faner og Trofæer
tabt og en Krigskasse paa 10 Millioner i Guld
og Sølv.

SIDE: 322

Marechallen begyndte først med at fordele
Guldet mellem Garden - og hver eneste Mand
af Garden, som naaede Paris, bragte sit Guld
til Statskassen -; men efterhvert som Kosak-
kerne kom nærmere, løstes alle Baand og det
blev til en almindelig Plyndring, som Kosak-
kerne fuldendte, efterat de Franske var jaget
videre.

Den 12te December strømmede Flygtningerne
ind i Kowno, hvor de samme Scener gjentog
sig som i Smolensk og i Wilna - bare værre
og vildere. Soldaterne var nu som vilde Dyr
over Maden, og især drak mange sig ihjel paa
Brændevinet.

Murat holdt her et Krigsraad, hvor alle ud-
tømte sig i Raseri mod Keiseren - undtagen
Ney og Davoust, - de to sagde Ingenting.
Ney paatog sig at forsvare Kowno saa vidt, at
Flygtningerne fik redde sig over Niemen til
Königsberg eller til Macdonalds Vinterkvarterer,
som nu var i Nærheden. Der blev aftalt Møde-
steder for de forskjellige Corps, hvorefter alle
Generaler tog afsted til Königsberg og lod Ney
tilbage.

Nu var der ikke længer nogen Skygge til-
bage af den store Armé; alt var forsvundet.
Ney var alene med et Par Adjutanter, da han

SIDE: 323

drog ind i Kowno. Der fandt han en fire Hun-
drede Mand under General Marchand og 300
tyske Tropper. Russerne kom lige efter og vilde
trænge ind gjennem den Port, som vendte mod
Wilna-Vejen. Ney iler derhen; men de tre-fire
Kanoner, han fandt, vare fornaglede og Artille-
risterne var paa Flugt. De tyske Tropper løb
ogsaa bort, efter at den Officer, som førte
dem, havde skudt sig selv i Fortvivlelse.

Men Ney gav sig ikke. Han vilde forsvare
Kowno til den næste Dag. Marechallen tog nu
selv et Gevær og skjød som en Grenader, en
Kreds af høie Officerer gjorde det samme. Ge-
neral Gerard, som med Hæder stod Side om
Side med Ney i Togets siste Krampetrækninger,
havde samlet 30 Mand, og med dem forsvarede
de Wilna-Porten og opholdt hele den russiske
Armé.

En anden liden Flok af det 29de Regiment
havde Adjutant Rumigni faaet samlet; og da
han kom med dem, syntes Marechallen, at
Kowno var reddet; han omfavnede Officeren
i sin Glæde. Og medens Marchand i al Hast
blev sendt afsted til den eneste Bro over
Niemen, som de havde at haabe paa, og som
Fienden havde besat, sloges Ney den hele Dag
og holdt Stillingen, til Mørket kom.

SIDE: 324

Men om Natten listede de sig gjennem Kowno
og naaede Floden, hvor Marchand havde gjen-
erobret Broen, som var i Behold, og saaledes
slap de over Niemen - ud af Rusland - 500
Mand i alt.

Men Kosakkerne slap dem ikke endnu. Ved
en liden Skraaning i Veien sad atter alting fast.
Og her blev alt det liggende, som de havde slæbt
med sig saa langt; og Kosakkerne adsplittede de
fire-fem Hundrede Mand i Mørket, saaat Ney
og Gerard stod næsten alene med et Par Offi-
cerer. General Marchand var undkommet ad en
anden Vei; men tilslut naaede de Königsberg.

Fra nu af existerede der ikke nogen Del af
Arméen under Vaaben. Tilbagetoget endte i
smaa Skarer, som flygtede henover Polens
Sletter forfulgte af Kosakkerne endnu nogle
Mil vestenfor Niemen. Her vendte det russiske
Rytteri om, og Zarens Armé, som ogsaa havde
tabt 2/3 af sin Styrke, gjorde endelig holdt. -

Den gamle Garde, som hele Tiden havde
havt det minst ondt - tildels paa de andre
Troppers Bekostning, og som oprindelig var
7,000 Mand, kunde i Königsberg stille 500
Mand paa Benene; det var den eneste bevæb-
nede Rest. Den unge Garde var fuldstændig op-
reven, og alle de andre Corpser forsvundne.

SIDE: 325

I Königsberg laa der 10,000 Syge og Saarede,
mellem hvilke der udbrød en Sygdom, som
Lægerne dengang kaldte Frostfeber. Overlægen
selv - den heltemodige Larrey blev angrebet
og døde; ligesaa Generalerne Lariboisière og
Eblé; af hans udvalgte 100 Brobyggere var der
ikke mere end 12, som slap fra Dagene ved
Berezina med Livet.

Der gik ialt 300,000 Soldater tilgrunde paa
Napoleons Tog til Rusland, og dertil et Antal
Kvinder og Civile, som vist aldrig har kunnet
fastsættes.

I Königsberg samledes Generalerne uden
Tropper; Raseriet mod Keiseren var alminde-
ligt; men de fleste var endnu i lange Tider lige-
som halvt bedøvede af Ulykken og af de uhørte
Anstrængelser.

- Imidlertid begyndte nu det Frafald af
fremmede Hjælpetropper, som fortsattes ind i
det nye Aar. Vistnok havde Officerer og Mand-
skaber svoret etslags Ed til Napoleon og de
franske Faner, og det var en lumpen Streg,
naar de tyske Tropper i 1813 midt under Kam-
pen løb over til sine Landsmænd og vendte sig
omkring, for at skyde ind i selve den Slag-

SIDE: 326

orden, de netop havde forladt; - men allige-
vel! efter vore Begreber om Nationalitet maatte
de jo længte ud af den unaturlige Tvang og saa
snart det var muligt slutte sig til sine Lands-
mænd, for at afkaste det utaalelige Aag, Frank-
rig længe havde lagt paa Evropa.

Der var hemmeligen afsluttet en Vaabens-
stilstand mellem den russiske General Die-
bitsch og den preussiske General Yorck, som
med sine Folk udgjorde den væsentligste Del
af Macdonalds Corps. Den 31te December mar-
scherede General Yorck bort med sine Regi-
menter, og Marechal Macdonald kunde nu ikke
længer holde Russerne i Shak, men maatte
trække sig tilbage med de 7,000 Polakker under
Grandjean, som han havde tilovers.

Det blev efterhaanden umuligt at opretholde
Niemen som Forsvarslinie, dernæst opgaves
ogsaa Weichselen; Königsberg blev forladt, og
atter var det Ney, som skulde dække Tilbage-
toget med Resterne af Divisionerne Heudelet
og Loison. Alle led Nød af Kulden, og Levneds-
midler maatte kjøbes dyrt eller tages med Magt.
Danzig blev et Tilflugtssted, hvor Rapp var bleven
udnævnt til Gouverneur og hvor han nu inde-
sluttede sig og beredte sig til Forsvar. Denne
Post havde Napoleon lang Tid i Forvejen be-

SIDE: 327

stemt for Rapp; thi under et af Slagene i Rus-
land havde Keiseren allerede givet General
Rapp Ordre til at gjøre et Indhug; men pludse-
lig besindede han sig og sendte en anden Ge-
neral af Cavalleriet. Samtidig hørte de ham
mumle: Rapp har jeg Brug for til Danzig.

Murat havde først Hovedkvarter i Torn,
senere i Posen. Men den 16de Januar 1813
kunde han ikke længer holde ud; han forlod
den Post, Keiseren havde anbetroet ham, og
flygtede fra Arméen hjem til Neapel.

Overcommandoen tilfaldt nu Vicekongen af
Italien Eugen, og han førte den med sin sæd-
vanlige Paalidelighed. Og efterat han under
hele Feldttoget koldblodig og tapper havde ført
sine Folk gjennem alle Lidelser, var det han,
som nu endelig stansede den tilbagegaaende
Bevægelse. Han blev liggende en Maaned i
Posen, gjenoprettede Orden og Disciplin, og
gav Folkene Hvile og Tid til atter at samle
sig under Fanerne. Den 21de Februar rykkede
han ind i Berlin, efterat have brændt Broerne
ved Crozen og Frankfurt an der Oder.

Fürst Schwarzemberg havde hele Tiden holdt
Napoleon for Nar og staaet i Ledtog med Rus-
serne; han forlod nu aabenbart de Franske.

General Grenier havde været i Italien siden

SIDE: 328

1811 og havde allerede da en hemmelig Ordre
fra Napoleon til at holde Øie med Murat, hvis
svage Karakter Keiseren kjendte saa vel. Gre-
nier kom nu i de første Dage af 1813 med sit
Corps til Berlin, hvorved Marechal Augereau
fik 28,000 Mand, dertil Rapp i Danzig 25.000,
samt Garnisoner i nogle Fæstninger ved Weich-
selfloden og i Warschau - det var nu alt, hvad
Napoleon havde tilbage af Stridskræfter paa
denne Kant.

SIDE: 329

Der var en stor Forskjel mellem de franske
Armeers Udseende, som i sin Tid drog
syngende til Italien - halvt i Republikens
Filler, halvt i Bonapartes nye Uniformer, og
de Mønster-Soldater, som i 1806 gik vel ud-
rustede indtil den mindste Detail, for at slaa
Frederic den Stores gamle Soldater.

Og atter var der en Forskjel fra disse til
La grande Armée, saaledes som den var draget
ind i Rusland.

Denne Hær var uden Tvivl den skjønneste,
som var seet; alt, hvad der var af Udrustning,
Vaaben og Materiel, var nyt og moderne; og
de mange fremmede Tropper bidrog paa en
vis Maade til at forhøie Indtrykket af en alt-
omfattende Magt, der kom marscherende ind-
over de polske Sletter som en kolossal Parade;
thi der var noget af en Parade ved denne
Indrykning.

SIDE: 330

Man har sagt, at det var et Tegn paa Na-
poleons forblindede Ærgjerrighed, at han kunde
gaa til dette Tog saa slet forberedt og med
saa mangelfulde Kundskaber om Landets Geo-
grafi og klimatiske Forhold. Men det var sna-
rere hans Livs store Vildfarelse, som forførte
ham - den nemlig, at der var en Plads for
ham og hans mellem Evropas ligitime Fyrster;
og efter, hvad der var hændt ham og efter
hvad han havde opnaaet, var dette i Grunden
for ham ikke noget svimlende.

Han viste, at i det falske Spil mellem Hof-
ferne er der ingen Hukommelse; derfor maatte
Hæren være saa mægtig og Angrebet saa sam-
let, at det kunde skræmme Zaren til at række
Haand. Men der var denne Gang ikke arbeidet
af Napoleon og omkring ham med den alt-
seende Omsigt som ellers, naar et Feldttog be-
gyndte.

Alle høiere Officerer kom afsted i mer eller
mindre Grad mod sin Vilje. Soldaterne selv
var overmodige i deres Tillid til den uover-
vindelige Afgud. Der var derfor foran den rus-
siske Krig neppe lyttet overalt efter Advarsler
og Oplysninger; Spioner og Bestikkelser havde
ikke banet alle de skjulte Veje. Keiseren selv
og hele hans Apparat var en Smule slidt; det

SIDE: 331

var ikke længer saa absolut sikkert i alle
Smaating som før.

Han havde selv sagt ved Austerlitz i 1805
om General Ordener - den samme, som
fængslede Hertugen af Enghien: Ordener er
udslidt. Man duer kun en kort Tid for Krigen.
Jeg selv kan endnu holde ud en fem-sex Aar;
men da bør jeg stanse.

Akkurat syv Aar senere var han syg og slap
ved Borodino.

Alt dette gjorde, at Feldttoget til Rusland
blev saa uligt alle de andre - ikke blot ved
det ulykkelige Udfald. Men alt fra den første
Indrykning manglede det vidunderlige, som
havde fulgt ham fra hin Morgen i 1796, da
alle Republikens Corpser mødtes i Orden og
præcis ved den solbeskinnede Bormida - dette
vidunderlige, at alting klappede saa akkurat
sammen. I 1812 derimod begyndte det strax
med, at Ordrer blev misforstaaede, Afstande galt
beregnede, Tiden spildtes, og naar der var en
Sejer - og det var der endnu bestandig, saa
var der ikke længer som i gamle Dage Hæn-
der rede til at udnytte enhver Fordel.

Togets hele Plan var mere politisk end
strategisk. At slaa Russerne var bleven for
Keiseren af mindre Betydning end at vinde

SIDE: 332

Zaren. Derfor var der noget af en Parade over
det storartede Fyrstemøde i Dresden, Opstil-
lingen af de uhyre Stridskræfter, Fremmarschen
mod Niemen - altsammen saa uvant langsomt
og midt foran Ruslands Øine, forat give Zaren
Tid til at række Haand.

Hvad Enhver af os, som ere komne til
Verden hundrede Aar senere, kunde fortalt
ham, forstod Napoleon ikke; han bildte sig
ind, at Efterkommerne af Røveren fra Corsica
skulde kunne mødes med de Habsburgere, de
Hohenzollere, de Romanower og kysses, saa
det smalt i alle Telegraflinier.

Ganske vist; han var kommen dem nær.
Allerede i 1808, da han var paa Reisen fra
Tilsit til Paris, mødte der ham i Marienwerder
en Adjutant fra Kongen af Sachsen med et
Brev saa lydende:

Keiser Frantz anholder om min Datter Au-
gusta. Hvad skal jeg gjøre?

Napoleon kom til Dresden og forhindrede
Partiet.

"Og deri gjorde jeg storlig Uret," - sagde
han senere paa Sankt Helena, "jeg var bange
for, at Forbindelsen med Keiser Frantz skulde
føre Kongen af Sachsen fra mig; medens det
netop vilde blevet Augusta, som havde ført

SIDE: 333

Keiser Frantz til mig; og saa sad jeg ikke
her!"

Han var dem saa nær, at de spurgte ham
tilraads i saa intime Ting. Keiser Frantz gav
ham faa Aar efter sin Datter til Ægte; og dog
forstod Napoleon først til allersiste Slut, hvil-
ket Svælg der var mellem ham og dem.

Derfor gjør det et næsten pinligt Indtryk,
naar Napoleon den 25de August 1808 beklager
sig for Fyrst Metternich over, at Keiseren og
den nye Keiserinde af Østerrige aldrig spurgte
den franske Gesandt i Wien om, hvorledes
han - Napoleon - befandt sig og lignende.

"De ved jo godt," sagde han, "at jeg gjør
Dem hellerikke saadanne Spørgsmaal, for at
faa vide, hvad jeg allerede ved. Nei, men det
er, forat Verden skal vide, at Forholdet mel-
lem os er som mellem den ene Souverrain og
den anden. Se, hvorledes jeg har det med
Keiser Alexander! vi sender hinanden gjen-
sidige Gaver. Ikke fordi, at disse Gaver har
nogen Betydning i og for sig; men de knytter
os sammen.

Jeg vilde budt Deres Keiserinde en Bryl-
lupsgave; men hun har aldrig nævnt mit Navn.
Aldrig en Opmærksomhed fra Eders Side! Og
min Ambassadeur blir ikke behandlet med saa

SIDE: 334

meget Hensyn som en fra Bayern eller Wür-
temberg - endsige da som en Gesandt fra
Petersburg. Disse Smaating er af stor Betyd-
ning."

"Jeg" - skriver Metternich, "tog dette fra
den spøgefulde Side og svarede: "Sire! jeg
skal strax sørge for, at der blir sendt nogle
prægtige Porcellainsvaser fra Wien, hvis det kan
tjene til at befæste det gode Forhold mellem os."

I 1813 foran det sachsiske Feldttog sagde
Napoleon: Den Krig, som jeg nu fører, er en
politisk Krig. Jeg har begyndt den uden noget
Fiendskab. Jeg vilde gjerne sparet Rusland for
alt det Onde, det selv har ført over sig. Om
jeg havde villet, kunde jeg have væbnet Mas-
sen af Befolkningen mod Zaren ved at pro-
klamere de Livegnes Frihed. Men jeg for-
smaaede dette Kampmiddel, som vilde udsat
utallige Familier for Ulykker og fremkaldt
endeløse Myrderier.

Og endelig - paa St. Helena sagde Kei-
seren engang i Samtalen:

"Man forklare det, som man vil; men jeg
sværger, at jeg intet umiddelbart eller person-
ligt Had nærede til nogen af de Fyrster, jeg
gik forat styrte. For mig var det hele bestan-
dig en politisk Strid - saa fri, saa let - ja,

SIDE: 335

jeg kunde sige: saa velvillig var min Stemning.
Vistnok havde Ludvig den 18de og de andre
Fyrster sat mig udenfor Loven, sat en Pris
paa mit Hoved - saavidt jeg husker. Men det
var altsammen i mine Øine ikke andet end
Manifest-Stil."

Var der en storstilet Naivitet i alt dette, lig-
ger Feilen ialfald ikke deri, at Napoleon over-
vurderede Betydningen af at komme ind i
Ringen for sig og sine Efterkommere.

Thi deri havde Manden Ret: dengang lige-
saavel som idag ligger Magten i Fyrsternes
Kreds og Nationernes Skjæbne i nogle gamle
Slægters Hænder.

Men naar han troede, at det skulde lykkes
ham at trænge sig frem, saa laa denne Tanke
kanske nærmere for Napoleon, der netop var
gaaet gjennem Revolutionens Ildovn, end for
os, som er saa langt borte fra det store Opgjør
med Kongerne, og som efter en hundrede-aarig
Reaktion ere blevne vel afkjølede og atter har
faaet det skadelige gamle Nonsens fæstnet i
Hovedet, at der maa Kongeblod til, for at styre
de moderne Samfund, - akkurat som, naar vi
paa Skolen bildte hverandre ind, at der maa
være Katteblod i ægte Lakrits.

SIDE: 336

Da Keiseren var kommen tilbage til Paris,
gjenoptog han strax sit vante Liv som Statens
utrættelige Overhoved, og han optraadte med
den iskolde Ro, som skulde betegne, at han
var en Mand - hævet over alle Skjæbnens
Tilskikkelser. Men overalt - i alle Ansigter
saa han Virkninger af Nederlaget og af sin
29de Bulletin, hvori han saa aabent havde til-
staaet hele Elendigheden. Han søgte hellerikke
nu at komme fra det ved Talemaader og Ud-
flugter; men han kastede sig med overdreven
Iver over Affairen Malet. Med stor Ostentation
lod han Seine-Prefecten Frochot arrestere og
indledede en Undersøgelse.

Ganske vist gjorde han dette delvis for at
aflede Paris's Opmærksomhed fra det ulyk-
kelige Feldttog, men ogsaa, fordi han med
Ængstelse og Bitterhed havde seet i Politiets
Optegnelser, hvor mange der var blandt hans
troe Tjenere, som havde været rede til at
acceptere Statsomvæltningen paa det blotte
Rygte om hans Død, medens ikke En havde
tænkt paa at ile Keiserinden og Tronarvingen
til Hjælp.

Men dernæst tog han med mageløs Iver
fat paa Rustninger og nye Udskrivninger. Han
fyldte de tømte Regimenter og trak Tropper

SIDE: 337

sammen fra Alverdens Leirpladse rundt om i
Evropa. Og havde han ikke havt en saa ufor-
holdsmæssig stor Del af sine beste Soldater
forpantede paa den spanske Halvø, skulde han
snart igjen havt 500,000 Mand i sin Haand.

Imidlertid Forlangte han nye Udskrivninger
i de fire siste Aarsklasser og lige til 1814 -
flere hundrede tusind Mand. Og alt blev ham
indrømmet. Borgerne i Byerne kappedes med
Landbefolkningen i Offervillighed. Hver Mand
følte det som en Æressag at holde Frankriges
Ære og tyve Aars Glans oppe imod dette før-
ste Slag, som havde ramt den Uovervindelige.

Men der fattedes dog noget. Nationen blev
ikke paakaldt i Frihedens Navn. Keiseren vilde
ikke vække en Folke-Reisning, som vilde læg-
ge Frankriges Frelse over i Nationens Hæn-
der. Det skulde fremdeles være som før:
Keiseren og hans Armé. -

- Anderledes gik det i Preussen og Tysk-
land. Der blev det en Folke-Sag at bryde det
franske Aag; og Regjeringerne - saa rædde som
de var for alt, hvad der hed Folket, de maatte
for en Stund slippe det store Dyr løs, forat
binde det desto fastere, naar Faren var over.

Hele Tysklands forkuede Ungdom brød ud
i begeistrede Sange om Vaterland og Freiheit;

SIDE: 338

og medens de gamle Diplomater holdt sig for
Ørene og kogte deres allerfineste Seid, samlede
der sig store Masser af tyske Ynglinge under
Fanerne rede til at dø for den Frihed, de
troede at skimte.

At det maatte gaa løs igjen, følte jo alle. At
Napoleon ikke kunde lade sit halvt ødelagte
Rige ligge aabent mod Østen, var ligesaa
aabenbart, som at de andre Fyrster var og
forblev hans Fiender, indtil han var fuldstæn-
dig knækket.

Derfor laa der igrunden liden Magt paa,
hvor udspekuleret de vigtige Diplomater vred
sig, og paa hvad Metternich kunde faa indbildt
Napoleon. De viste jo alle, at han viste mere
end Allesammen. Krig skulde der være, og
Krig blev der - endnu i tre Aar og værre
end nogensinde.

Hans Skjæbne styrtede efter Toget til Rus-
land fra Fald til Fald - ligesaa naturnødven-
digt som en vældig Fos og næsten ligesaa
pragtfuldt. -

Alle hans Fiender trak sig sammen som et
Uveir i Øst.

Og helt ude i det yderste Vest begyndte
General Moreau at røre paa sig. Han havde
levet fredeligt paa sit Gods i Delaware siden

SIDE: 339

den store Sammensværgelse i 1804; men saa
snart han fik høre om Udgangen paa det rus-
siske Feldttog, forlod han Amerika og reiste
til Evropa. Alle hans ærgjerrige Drømme vaag-
nede igjen: nu var Napoleon Bonaparte moden
til Fald, og nu var Tiden for Moreau til at tage
hans Plads.

Efter et Møde i Gøteborg med den anden
Forræder Bernadotte, gik den store General
Moreau fra Republikens glorværdige Kampe -
fra Sejeren ved Hohenlinden - han gik som en
simpel Overløber over til Frankriges Fiender,
just da det kneb. Han begav sig til Prag og
blev modtaget med Jubel af de Allierede, som
gav ham en Art Commando over de samlede
Hære ved Siden af Fyrst Schwartzemberg, da
det kom saa langt, at Østerrigerne fuldstændig
kastede Masken.

Bernadotte havde ogsaa efter de skamløseste
Intriger ladet sig kjøbe til at tage Plads mel-
lem sit Fædrelands Fiender og imod den Mand,
hvem han skyldte alt.

Efter at have overladt Regentskabet til Marie
Louise, hvilket denne Gang syntes ham en
Betryggelse, forlod Keiseren Paris den 15de
April 1813 Klokken et om Natten og tog Veien
til Maintz.

SIDE: 340

Aldrig havde han vel overrasket Verden og
sine Fiender mere, end da han i Omegnen af
Jena, hvor han havde seiret for sex Aar siden,
udfoldede de nye Stridskræfter, han havde
stampet frem af Jorden i denne korte Tid. De
Allierede, som havde god Greie paa, at mellem
2 og 300,000 af hans gamle Soldater stod i Spa-
nien, ventede ikke at træffe andet end nogle skrø-
belige Levninger efter Ødelæggelsen i Rusland.

Men her fandt de atter foran sig de gamle
uovervindelige Navne og de samme velkjendte
faste Colonner af Verdens første Infanteri.
Foruden Ney, Oudinot og Eugen og de andre
fra Rusland, var der nu kommen til Navne
som Marmont, Macdonald, Kellermann og Ber-
trand. Det var smaat med Cavalleriet; og naar
man saa nøie efter, var der en sørgelig Mængde
ganske grønne Rekruter; men netop disse til-
faldt det at vinde den utrolige Sejer ved Lüt-
zen, hvormed Krigen i 1813 begyndte.

Dagen før Slaget hændte en stor Ulykke,
idet Marechal Bessières under en ubetydelig
Træfning blev rammet og dræbt af en Kanon-
kugle. Det var en Sorg for Napoleon og alle
hans Omgivelser og et stort Tab for Arméen
- især for Cavalleriet, som han altid havde
passet med Omhu og ført med Hæder.

SIDE: 341

Hertugen af Istrien var en tapper og hæder-
lig Soldat, men en Særling, forsaavidt som han
var en af de ganske Faa i Armeen, som blev
ved at gaa med pudret Paryk, Pisk og Bukler
ved Ørene. -

Keiseren havde før det store Slag gjort sig
personlig bekjendt med de mange nye Sol-
dater. Han lod Marechallerne Ney, Oudinot og
Marmont samt Vicekongen opstille deres Trop-
per saaledes, at han selv kunde passere Linierne
i Sammenhæng. Keiseren red da langsomt
gjennem de lange Colonne-Rækker, stansede
her og der med nogle venlige Ord, talte med
Officererne eller med en gammel Underofficer,
han kjendte; altimens lod han sine Øine glide
hen over de ganske unge Drenge paa den
Maade, som var ham egen - saaledes, at hver
enkelt ligesom følte sig mærket af hans Blik.
Allesammen fik Tid til at se ham - de gamle
som de unge og han smeltede dem sammen,
saa alle blev sikre paa at seire - de med ham
og han med dem.

Keiseren vilde først og fremst vinde et stort
Slag, som kunde sætte Skræk og aabne ham
Veien til Dresden; herfra vilde han føre Krigen
i Schlesien og mod Bøhmens Grænser.

Den 2den Mai Klokken 9 om Morgenen

SIDE: 342

havde Keiseren forladt Lützen i Ney's Armé-
Corps, og han var netop steget af Hesten, for
at se paa nogle Korter sammen med Mare-
chalen, da de begge blev opmærksomme paa
en stærk Kanonade bagfra - i den Retning,
hvor Neys Tropper havde tilbragt Natten. De
kunde snart beregne, at det maatte være Mac-
donald, som var kommen i Kast med Fienden.

I en Fart forandrede Keiseren alle sine Dis-
positioner og sendte Adjutanter til alle Gene-
ralerne med Ordre at marschere tversigjennem
Mark og Eng efter Lyden af Macdonalds Ka-
noner. Der skulde tre Timer til, førend denne
Maneuvre kunde være udført, og derfor sloges
de, som først kom frem til Slagmarken ved
Lützen, i flere Timer mod en stor Overmagt.

Men efterhvert som Artilleriet kom i Stilling,
begyndte de forskjellige Corpsers Kanoner at
dundre rundt omkring, og da Divisionerne
Bonnet, Morand, Compans og Bertrand naaede
ind paa Slagmarken, blev Slaget fuldstændig
vundet paa alle Punkter. Kejseren var selv
midt i Ilden den hele Dag.

General Mouton - Greve af Lobau - førte 16
Batailloner af den unge Garde i en frygtelig
Kamp om Landsbyen Kaya. Naar de unge
Mennesker var paa Nippen til at overvældes

SIDE: 343

af de uvante Rædsler, behøvedes der bare et
Ord fra de gamle Generaler og de stod fast
som Lys; og hørte de Keiserens egen Stemme
gjennem Larmen, brød der løs et Skrig: Leve
Keiseren! og de gik paa med Bajonetten som
et Uveir.

Men det var et klageligt Syn: al denne
skjønne Ungdom paa begge Sider, smaa tynde
franske Gutter og blege tyske Studenter, Ju-
gendbündlere og Tugendbündlere med langt
Haar - de kastede sig over hinanden som
rasende Dyr. Fem og tyve Tusinde Mand laa
der paa Marken, da Solen gik ned; og fire
store brændende Landsbyer lyste over Sletten.

Napoleon sad fornøiet og redigerede Bulle-
tinen om sin utrolige Sejer. To forenede Ar-
meer af gamle Soldater - den russiske og den
preussiske - med 25,000 af Evropas fortrin-
ligste Rytteri og dertil et umaadeligt Artilleri
havde han slaaet med Infanteri-Divisioner fulde
af Rekruter fra igaar.

Der blev ingen Fanger gjort efter Slaget ved
Lützen, fordi det franske Cavalleri endnu var
svagt.

Men den moralske Virkning af dette Slag
var overmaade stor. Keiser Napoleon var igjen
sig selv; Tilliden mellem Generalerne vendte

SIDE: 344

tilbage; Ulykkerne i Rusland blev ligesom et
Mareridt, af hvilket man vaagnede op; og Ar-
meen - ja hele Frankrige gav sig atter over
i den faste Tro paa den Uovervindelige.

Blandt de Allierede var der stor Skuffelse.
Deres Armeer gik tilbage mod Dresden. I
Spidsen var Keiseren af Rusland og Kongen
af Preussen - ganske som før, Generalerne
Barclay de Tolly, Wittgenstein, Miloradowisch,
Blücher, Kleist - allesammen med Halen
mellem Benene - ganske som før. Feldtmare-
chal Kutusow var død.

Napoleon drev dem snart ud af Dresden og
slog sig til Ro der for en otte Dages Tid. Den
gamle Konge af Sachsen var ikke hjemme.
Tvunget af Østerrig havde han taget Ophold i
Prag, og han var allerede stærkt paavirket af
de andre tyske Fyrster. Men Napoleon be-
vægede ham snart til at komme hjem; og den
12te Mai var Frederik August tilbage i sin
Hovedstad.

Keiseren red ud af Dresden og modtog Kon-
gen af Sachsen meget høitidelig, omgivet af sin
pragtfulde Garde. Det gamle Venskab befæste-
des, og Sachsen forblev en paalidelig Bunds-
forvandt lige til det siste, Sachsen og det tro-
faste Danmark.

SIDE: 345

Østerriges Holdning blev mer og mer tve-
tydig, - det vil sige: alle de mange Omsvøb
kunde ikke skjule for nogen, at saasnart der
kom et beleiligt Øieblik, vilde Østerrige slutte
sig til de Allierede.

I de 8 Dage han tilbragte i Dresden, fik han
gjennem Kongen af Sachsen en Del Cavalleri,
som han haardt trængte til.

"Hvis vi nu bare var en Maaned ældre, -
sagde Kejseren - saa jeg havde mere Rytteri, var
der intet Øieblik beleiligere til at slutte den hele
Affaire med Vaaben i Haand, og jeg skulde
vist ikke indrømme dem nogen Vaabenstilstand.
De ved lidet, hvad der vil falde over dem."

Napoleon hentydede herved til Marechal
Ney's Marsch mod Bautzen.

Ogsaa her - ved Bautzen og Würschen
vandt den franske Arme den 20de og 21de
Mai en glimrende og blodig Seier over de
Allierede.

Dagen efter var Armeen allerede paa Mar-
schen til Schlesien drivende de Allierede foran
sig. De Franske trængte frem ad tre Veie:
Marechal Victor og General Sebastiani paa
venstre Fløi; Macdonald, Marmont og Bertrand
fulgte Wittgenstein paa Veien til Schweidniss;
Marechal Ney paa Veien til Breslau.

SIDE: 346

Keiseren tog selv Del i Forfølgelsen med
Gardens Cavalleri og Latour-Maubourgs Dra-
goner samt noget Fodfolk. Han red hele Dagen
i Spidsen for Garden og kom uden Modstand
til Weissenburg.

Lidt længer fremme paa Høiderne ved Rei-
chenbach havde General Miloradowitsch taget
Stilling for at beskytte de flygtende Souverainer.

Det franske Cavalleri - om end kun en
Skygge af den fordums Glans - førtes dog
endnu af de gamle Navne: Bruyères, Lefebvre-
Desnouettes, Colbert og Latour-Maubourg, -
efter en heftig Kamp blev Russerne kastede.

Men i denne forholdsvis ubetydelige Træf-
ning faldt General Bruyères - en af Vete-
ranerne fra Italien. Napoleon var selv midt i
ilden og en af hans egne Jægere i hans per-
sonlige Escorte blev dræbt saa nær Kejseren,
at den Ulykkelige styrtede lige foran Hestens
Ben.

"Vi har Lykken med os idag - Duroc!"
raabte Keiseren til Pallads-Marechallen.

De red netop gjennem en kroget Gade i
en Landsby for at komme op paa en Høide
og vinde bedre Udsigt. Da kom der en vild-
farende Kanonkugle, den slog an mod et Træ,
dræbte General Kirgener og rev dernæst Ma-

SIDE: 347

ven op paa Marechal Duroc, som red ved
Siden. Marechal Mortier, som var tæt ved, slap
uskadt.

Keiseren havde imidlertid sat sin Hest i
Galop, forat komme op paa Hougen og mær-
kede Ingenting. Først da han var deroppe kom
en af Oudinots Adjutanter og meldte ham, at
Hertugen af Friault var falden.

Umuligt! - raabte Keiseren, jeg talte jo
netop med ham!

Imidlertid kom Oberst Gourgaud med en
Melding fra Ney; men Napoleon hørte ikke
paa ham, men red ned igjen. Sammen med
Mortier og Coulaincourt gik han ind i det Hus,
hvor de havde lagt Duroc.

De vexlede nogle Ord, og Napoleon sad en
lang Stund hos den Saarede. Det var hans for-
troligste Ven fra Ungdommen og en umistelig
Tjener.

Dagen før han faldt, havde Duroc sagt til
Marmont:

"Keiseren er umættelig efter Krig. Vi kom-
mer allesammen til at ende paa Slagmarken;
det bliver vor Skjæbne."

- Imidlertid havde disse Seire og den
heftige Forfølgelse knækket Modet ganske hos
de Allierede og de kom meget pent og bad

SIDE: 348

om Vaabensstilstand. Og skjønt Forslaget blev
overbragt af en af Napoleons argeste Fiender
den østerrigske Greve Stadion, tog han imod
denne ulykkelige Vaabensstilstand.

Hermed var alt spildt, som var vundet; i
dette Øieblik, som den unge Bonaparte vilde
grebet som et Lyn, kunde han tiltvunget sig
en hæderfuld Fred.

Men han havde endnu engang sendt Her-
tugen af Vicenza til Zaren i en hemmelig Sen-
delse, og han foretrak at kaste sig ind i en
diplomatisk Kamp, hvori han maatte trække
det korteste Straa, fordi han var fredløs blandt
de andre, simpelthen et Skadedyr, mod hvem
alle Midler vare gode.

Først gik det langsomt med at faa denne
Vaabensstilstand etableret; saa blev der besluttet
en Congres i Prag, hvor der i hele Juni In-
genting blev gjort.

Imens beleirede de Allierede Stettin, som
blev forsvaret af General Dufresne. Den sven-
ske Kronprins lod, som om han inspicerede
de beleirende Tropper under Vaabenhvilen; men
han red med Vilje saa nær som muligt ind
under Fæstnings-Værkerne for at lade sig se
af sine fordums Soldater, blandt hvilke han
indbildte sig at være saa yndet. Men pludselig

SIDE: 349

blev der fyret et Kanonskud fra Fæstningen,
og Kuglen peb Bernadotte om Ørene.

Der blev strax fra de Allieredes Side reist
Indsigelse mod dette Brud paa Vaabensstilstan-
den; men den commanderende General i Stet-
tin svarede:

"Der blev meldt en fransk Deserteur og
Vagten skjød paa ham; det var det Hele."

Den 27de Juni kom Fyrst Metternich som
etslags Mægler til Dresden, hvor han havde
en hæftig Samtale med Keiseren i Palads Mar-
colini. Østerriges Fordringer for en almindelig
Fred var saa urimelige, at Keiseren raabte:
"Hvor meget giver England Dem for at drive
Østerrige til Krig mod mig?"

Congressen i Prag blev drevet efter det
Princip, at der bare skulde snakkes, men Intet
afgjøres. De Allierede sig imellem sluttede Af-
taler; men Napoleons Gesandter fik Ingenting
at vide; man holdt dem udenfor eller narrede
dem.

Kong Murat vendte tilbage og tilbød sin
Tjeneste. Siden han løb hjem fra Armeen, havde
han sluttet hemmelig Aftale med Østerrige; thi
han var saa bund-taabelig og saa langt fra For-
staaelsen af, hvorledes det gaar til mellem
Fyrsterne med Aftaler og givne Løfter, at han

SIDE: 350

indbildte sig at faa beholde sin lille Krone,
naar den Mand var styrtet, som allene forstod
den Kunst at gjøre Konger af Opvartere. Og
samtidig vovede han at byde Napoleon sin
Tjeneste; og Napoleon tog imod den, skjønt
han viste Alt. Men han havde Brug for sin
allerførste General i Cavalleriet; og han ven-
tede sig ikke bedre af Murat end Taabelighed
og Utak. -

- Under de lange diplomatiske Forhandlin-
ger regjerede Napoleon atter Verden fra Dres-
den; der var atter fuldt af Generaler og Ge-
sandter, men ikke saa mange Konger som i
1812. Under hans Haand gik alting i Orden,
Regimenterne fandt Kvarter og fik sin For-
pleining, Rekruterne øvedes og alt, hvad Ar-
meerne trængte, kom fra Depoterne; det kneb
med Heste.

Den lille tapre polske Armé under Ponia-
towsky havde nu ikke noget andet Fædreland
end under de franske Faner, som de saa længe
havde fulgt. Napoleon tog dem op paa Sold
og Vilkaar som de franske Soldater. Alle de
Millioner, han havde opsparet i de gode Aar
af Bytte og Krigserstatninger, og som havde
ligget vel forvaret i Pavillon Marsan i Louvre,
kom nu vel med til at lette Byrden for det

SIDE: 351

arme Sachsen, som maatte være Krigens Skue-
plads.

Pludseligt declarerer Metternich foran Cou-
laincourt og Narbonne Congressen i Prag op-
løst; de Allierede var færdige med deres For-
beredelser og Rænkespind; og Blücher angreb
de Franske i Schlesien to Dage før Vaaben-
stilstandens Udløb, - man tog det ikke saa
nøie med Arvefienden.

Det skulde have været den l5de, men alle-
rede den 12te August angreb Blücher de tre
Marechaller Ney, Marmont og Macdonald, som
havde Stillinger mellem Bober og Kazbach.
Napoleon ilede til og drev Blücher tilbage
Skridt for Skridt.

Men den 22de August kom der en Kurer
fra Marechal St. Cyr med Bud, at Fienden
var ved Dresden - endog vestenfor, som om
han vilde vaage sig ind mellem Dresden og
Leipzig. Det havde ogsaa været Meningen at
gaa mod Leipzig; men de to Generaler Moreau
og Jomini, som nu var blandt Napoleons Fien-
der, havde fremhævet Faren ved at faa Keise-
ren i Ryggen; derfor rykkede Schwartzenberg
i al Hast frem mod Dresden, mens Napoleon
var optaget med at drive Blücher ud af Schle-
sien.

SIDE: 352

Fyrst Schwartzenberg havde i Virkeligheden
allerede 200,000 Mand samlet; men han vilde
endnu vente paa General Klenau. Moreau gik
og blev nervøs af al denne Nølen og Forsig-
tighed, han lod falde nogle skarpe Ord om at
benytte Tiden. Fyrsten gav ham et overlegent
Svar.

Men da gik Hofmanden af den gamle Re-
publikaner; Moreau kastede sin Hat paa Jor-
den og raabte: "Ja ved De hvad - min Herre!
nu undres jeg Pinedød ikke paa, at De ikke
har gjort andet end lade Dem slaa i sytten
samfældige Aar!

Ved Efterretningen om Fiendens Anslag
mod Dresden var Napoleon øieblikkelig vendt
om med sin Garde og Arme-Corpserne Mar-
mont og Ney; saa at Marechal Macdonald med
Generalerne Lauriston og Souham blev staa-
ende alene overfor Blücher.

I en utrolig Fart var Keiseren kommen til
Stolpe. Han havde i sit Hoved en stor Plan
til en Maneuvre over Broerne ved Lichtenstein
og Kønigsstein. Men Marechal St. Cyr begyndte
at blive ængstelig i Dresden; og da Napoleon
havde sendt ham General Gourgaud forat
spørge, om Marechallen ikke kunde paatage
sig at holde Byen endnu i to Dage, kom

SIDE: 353

Gourgaud tilbage om Aftenen den 25de i fuldt
Firsprang og alarmerede i den Grad Keiseren,
at denne opgav sin Plan og sendte sine Trop-
per i Il-marsch til Dresden.

Samtidig lod han General Vandamme med
Ingenieuren Haxo og mange gode Officerer
tiltræde Toget til Böhmen, hvor de efter Na-
poleons Beregninger skulde tage imod og fange
de Allieredes Armeer paa Flugten, naar han
selv havde slaaet dem. Men det gik ganske
anderledes med Vandamme og hans Hær.

Om Formiddagen den 26de August red Kej-
seren selv ind i Sachsens Hovedstad til stor
Overraskelse for Alle; og det var paa høi Tid,
at han kom. Thi om Eftermiddagen førte
Schwartzemberg sin samlede Styrke til Angreb
paa Byen, og hans Folk trængte efterhaanden
helt frem til Grosser Garten, hvor en Del af
Keiserens Garde tog imod dem.

Napoleon havde imidlertid faaet sine Trop-
per ind i Byen; og pludselig strømmede den
unge Garde ført af Marechal Mortier ud af
den ene Port og Ney ud af den anden som
to rivende Strømme, der kastede Østerrigere,
Preussere og Russere langt tilbage. Kampen
var kort, men heftig, mens den stod paa; fem
Generaler af Garden blev saarede.

SIDE: 354

Kongen af Neapel med Gardens Cavalleri
og Latour-Maubourgs Kyrasserer drev Fienden
indad Wildstrufervej; de Franske tog alle
deres Stillinger tilbage; de Allierede, som nu
forstod, at Kejseren selv var i Dresden, veg
overalt tilbage.

Om Aftenen, efter at have forberedt alt til
et stort Slag den næste Dag, begav Napoleon
sig til Kongen af Sachsen, hvor han spiste ved
Taffelet og var i et for ham at være - glim-
rende Humør.

I de Allieredes Leir tilbragte man Natten
med at gjøre hverandre Bebreidelser.

Den næste Dag - den 27de August var der
tæt Taage; det havde regnet hele Natten og
regnede fremdeles voldsomt. Infanteriets Ge-
værer med Flintesten og aabne Krudtpander
var næsten ubrugelige. Det store Slag blev ud-
kjæmpet af Artilleriet og ellers mest med Sabel
og Bajonet. Klokken syv om Morgenen be-
gyndte Kanonaden og varede hele Dagen.

Murat og Marechal Victor - Hertug af Bel-
luno - kastede sig over Østerrigerne paa den
venstre Fløi i Kløften ved Plauen. General
Mitzko blev fanget med sin Cavalleri-Division.
De Allieredes Centrum blev efterhaanden fuld-
stændig gjennembrudt, og paa den høire Fløi,

SIDE: 355

hvor Napoleon sloges med Russerne, blev
Wittgenstein efter haardnakket Modstand kastet
tilbage.

Paa Høiderne ved Roknitz, hvor de allierede
Fyrster holdt med sine Generalstaber og Liv-
garder, samlede der sig en Masse Tropper,
som alene kunde naaes med Artilleriet. Det
var Gardens egne Kanoner, hvem det blev over-
ladt at drive Fienden herfra, og Keiseren com-
manderede selv Batterierne, eftersom de blev
kjørt frem i Stilling.

I hine Tider var ikke Afstandene større -
selv ikke Artilleriets - end at man fra de
franske Batterier kunde se den glimrende
Gruppe, som holdt omkring de allierede Sou-
verainer; og pludselig saa man, at der mellem
disse Ryttere opstod en underlig Forvirring og
Uro. Man gjættede paa, at en stor Mand eller
ialfald en høiere Officer var saaret eller falden.
Og da der om Aftenen kom en vildfarende
Hund ind mellem de franske Forpostlinier, paa
hvis Halsbaand der stod: General Moreau,
tænkte man sig, at det var ham, som var ram-
met.

Saaledes var det ogsaa. Moreau sad tilhest
lige ved Siden af Keiser Alexander, da der
kom en Kugle fra de nys opkjørte franske

SIDE: 356

Batterier. Den traf General Moreau og knuste
hans ene Laar, gik gjennem Hesten og sønder-
rev hans andet Ben. De maatte begge ampu-
teres; men han overstod ikke Operationen. Der
siges, at den gamle Helt røgte en Cigar, mens
Lægerne stellede med ham.

Om Aftenen og Natten trak Schwartzemberg
sig tilbage mod Bøhmen ad Teplitzvejen; alle
andre var stængte. Han efterlod under Dres-
dens Mure 30,000 Døde og 12,000 Fanger.

Men Napoleon red ind i Dresden, efterat
have siddet paa Hesten i tolv Timer under
styrtende Regnveir. Han kom fra Neustadt
over Alte Brücke. Foran red i Skridt den
gjennemvaade Livvagt; dernæst kom han selv
skjødesløst hængende i den vaade Sadel, med
den graa Batalje-Frak silende vaad af Regn, og
den berømte Hat saa gjennemblødt, at de store
opkrampede Bræmmer hang ham helt ned over
Skuldrene.

Men Soldaterne jublede, hele Dresden jub-
lede; det sachsiske Hof modtog ham med be-
hersket Glæde, da han efter sit Bad og Toilette
traadte munter ind som Sejerherre i de oplyste
Sale; og den gode Frederik August, som i alle
disse Aar var ophængt mellem Himmel og
Jord og aldrig viste sikkert, om han var kjøbt

SIDE: 357

eller solgt, - begyndte at tænke: han klarer
det denne Gang ogsaa!

Men det kunde altsammen ikke hjælpe no-
get; der var tabt for megen Tid, og de Hjælpe-
midler baade af Folk, Heste og Krigsmateriel,
som stod til de allierede Fyrsters Raadighed,
var altfor overvældende. I de Uger, som nu
kom efter Slaget ved Dresden, lod Napoleon
sine Armeer - langt mere sønderdelt end til-
forn operere under Marechaller og Generaler
paa egen Haand; medens hans store Planer
forbandt alle deres Maneuvrer - ganske vist
paa den genialeste Maade, men uden, at han
havde taget Hensyn til mulige Uheld - eller
snarere: uden den Evne, General Bonaparte
besad i sin Ungdom til at udelukke Uheld
eller ialfald være uafhængig af dem, fordi han
bestandig viste Raad for alt.

Hans Regnskab fra Mai til September ser
saaledes ud:

Den 2den Mai vandt han selv det store Slag
ved Lützen.

Den 20de-21de Mai sejrede han ogsaa ved
Bautzen og Würschen.

Saa kom Vaabensstilstanden og Congressen i
Prag.

Den 21de Juni tabte Marechal Jourdan og

SIDE: 358

Kong Joseph det afgjørende Slag ved Vittoria,
hvorved Spanien gik tabt.

Den 21de August sagde Napoleon: Idag ryk-
ker Hertugen af Reggio ind i Berlin. Men i
Virkeligheden var Oudinot endnu langt fra
Berlin - dels opholdt af Oversvømmelser og
dels trykket af Bernadotte, som tilslut slog ham
ved Gross-Beeren den 21.

Den 26. August tabte Macdonald Slaget ved
Kazbach mod Blücher.

Den 26de og 27de August vandt Keiseren
det store Slag ved Dresden.

Men den 30te August blev Vandamme slagen
af General Ostermann ved Kulm i Bøhmen
og selv taget tilfange med syv Tusind Mand;
og endelig - den 6te September - tabte Ney
Slaget ved Dennewitz mod den svenske Kron-
prins.

Alt dette gav de allierede Fyrster Mod -
som rimeligt var. Hele Tyskland bølgede under
dem; en Reisning af hele den tyske Nation
kom Generaler og Diplomater saare vel tilpas;
medens Napoleons Forbundsfæller en efter en
faldt fra - dels nødtvunget, dels frivilligt.

Bayern erklærede Krig; Kongen af Würtem-
berg ligesaa; Storhertugen af Baden fulgte efter.
Allene Kongen af Sachsen trodsede Trudsler

SIDE: 359

og Tilbud og marscherede med Napoleon til
den siste By i sit Rige.

Det var især Bayrernes Frafald, som var
farligt, da de havde beskyttet den franske
Grænse fra Mainz og nordover. Napoleon
havde nu ikke andet at gjøre end at naa til
Leipzig før de Allierede, for ikke at afskjæres
fra sine Kommunikations-Linier med Frankrige.

Han maatte da forlade Dresden, som han
havde begyndt at gjøre til en stor Vaabenplads,
hvorfra han med sin uovervindelige Garde
kunde ile hvert af sine Arme-Corpser tilhjælp.
Men idet han forlod Byen, lod han blive til-
bage to af sine beste Generaler, Marechal St.
Cyr og General Mouton, Greve af Lobau samt
30,000 udmærkede Soldater, som han aldrig
skulde gjense mere. Han traf disse skjæbne-
svangre Dispositioner, fordi han endnu havde
i sit Hoved den store Plan til de Allieredes
Ødelæggelse. Men nu var disse blevne saa dri-
stige, at hans Plan meget snart blev umulig og
de 30,000 Mand i Dresden vare bortkastede.

Og dette havde han saa meget mindre Raad
til, som han nu skulde til at kjæmpe paa de
aabne Sletter ved Leipzig med sine 155,000
Mand mod 300,000 Fiender, hvis Cavalleri til
og med var dobbelt saa stort som hans.

SIDE: 360

Den 15de October var begge Armeers Stil-
linger omkring Leipzig saadan, at et stort Slag
var uundgaaeligt den næste Dag. Forposterne
havde nærmet sig til hinanden paa et Gevær-
skuds Afstand.

Klokken 9 den næste Morgen affyredes som
de Allieredes Signal 3 Kanonskud, og i samme
Øieblik rykkede 3 stærke Colonner ud fra
Wittgensteins og General Kleist's Armecorpser
støttet af 200 Kanoner.

Paa denne første Slagdag blev der endnu
kjæmpet saapas langt udenfor Byen Leipzig's
daværende Omraade som paa Linien Mark-
kleeberg, Wachau og Lieberwolkwitz. De to
siste Landsbyer blev tagne og tabte mange
Gange i Løbet af Formiddagen.

Marechal Victor forsvarede Wachau mod
General Kleist og Lauriston Lieberwolkwitz
mod General Gortschakoff. Her var af fransk
Cavalleri Latour-Maubourg, Sebastiani og Mil-
haud. Østerrigerne under Klenau prøvede imens
at omgaa de Franske østenom Byen. Man viste
nemlig, at der nærmede sig en Hær nordenfra
- enten Blücher eller Bernadotte.

Slaget var allerede fra Morgenen af saa vold-
somt, at der var faldet atten Tusinde Mand fra
begge Sider tilsammen før Klokken tolv.

SIDE: 361

I dette Øieblik blev det meldt Napoleon, at
Fienden ogsaa fra Vestsiden gik udenom hans
Stillinger, idet General Margaron blev angrebet
af den østerrigske General Giaulay. Nordenfor
Leipzig var Blücher ganske rigtig allerede kom-
men; han havde hørt Kanonerne. Marmont
sloges her med ham hele Dagen forstærket af
Ney, der bragte ham Divisionerne Souham og
Dombrowski.

Efter Klokken 12 besluttede Keiseren at gaa
over fra at forsvare sine Stillinger til et vold-
somt Angreb paa Schwartzemberg i Centrum.

Mortier rykkede frem med Lauriston, Victor
og Oudinot; mellem dem kjørte Drouot Gar-
dens Artilleri op; Gardens Cavalleri var ogsaa
med under Latour-Maubourg, Kellermann og
Nansouty; Divisionerne Curial, Friant, Gérard
- der var ikke længer Tid til at spare paa
noget. Macdonald yderst tilvenstre begyndte at
trænge Kleenau tilbage og Prinsen af Würtem-
berg kunde hellerikke holde Stand. Men Ra-
jewskis 10,000 Grenaderer blev staaende foran
Drouots Kanoner og lod sig beskyde urokkelige
som en Mur. Bag denne samlede Schwartzem-
berg store Masser Reserve, som han sendte
frem, indtil det første Angreb gik istaa.

Klokken 4 besluttede Napoleon at vove alt,

SIDE: 362

forat vende Slaget til fuld Sejer. Han tog alt
det Cavalleri, han havde under sin Haand og
kastede det frem mod Landsbyen Wachau.
Tolv Tusinde Ryttere sprængte afsted med
Kong Joachim Murat i Spidsen. Han adspredte
Fiendens Cavalleri og de russiske Grenaderer,
trængte hele Prinsen af Würtembergs Corps
tilbage og erobrede sexogtyve Kanoner.

Men netop som alt skulde bøie sig til den
afgjørende Sejer, blev General Pajol - en
Veteran fra Republiken - sprængt i Luften
af en Granat, som exploderede under hans
Hest; Generalerne Maison og Latour-Maubourg
blev saarede og faldt af Hestene; og i den
Forvirring, som herved opstod, lykkedes det
Kosakkerne at tage de 26 Kanoner fra Murat.
Desuden kom der store Hærmasser fra høire,
hvor Hessen-Homburg havde forsøgt at for-
drive Poniatowski og Augereau. General Nos-
titz's østerrigske Kyrasserer kastede Kellermann
og Lefort tilbage. Murat selv maatte stanse
foran Landsbyen Güldengossa; han havde tabt
de erobrede Kanoner, og Latour-Maubourg
mistede sit ene Ben; ogsaa General Pajol var
haardt medtaget.

Zaren havde givet sit Samtykke til at lade
alt rykke frem - indtil Kosakker og Husarer.

SIDE: 363

Men Napoleon, som nu saa, at hellerikke
ved hans store Rytter-Angreb blev Kampen
afgjørende, besluttede nu for tredie Gang at
forsøge. Han gav igjen ny Ordre og anspændte
al sin Kraft paa dette Punkt: Wachau.

Fra høire kom der bestandig nye Forstærk-
ninger til de Allierede. General Meerfeldt førte
dem. Keiseren sendte selve den gamle Garde
mod ham under General Curial, og med disse
Folk trængte denne saa voldsomt frem, at han
endog fangede General Meerfeldt og 2000 Mand
- Sindings store Panorama. Men Slaget gik
istaa uden at vende til nogen Kant, og det be-
gyndte at mørkne.

Fyrst Poniatowsky havde hele Dagen holdt
Stand mod Østerrigerne ved Overgangen af
Pleiss. Napoleon udnævnte ham til Marechal
af Frankrige.

Endogsaa da det var bleven Aften vilde
Keiseren gjøre et Anfald paa den ulykkelige
Landsby Güldengossa. Mortier og Maison gik
paa som de pleiede. Men Barclay de Tolly
sendte den russiske Garde derhen; og det var
og blev umuligt at fordrive Russerne fra Lands-
byen, enda General Maison stod og brølede
som en Løve, da det blev mørkt. Han havde
faaet mange Saar, og tre Heste var skudt

SIDE: 364

under ham. Om Morgenen havde Grev Maison
sagt til sine Soldater: Idag er det Frankriges
sidste Dag. Iaften maa vi alle have lukket vore
Øine.

Og de havde ikke skaanet sig - hverken
han eller Folkene. Af hans Division var der
knapt Tusind Mand igjen.

- Men ellers gik det den brave General gan-
ske anderledes, end han tænkte hin Morgen.
Thi General Grev Maison blev Marechal de
France efter Toget til Morea i 1828, Gesandt
under Louis Philippe og levede lige til 1840. -

Dette var det egentlige Slag ved Wachau,
hvor der faldt 50,000 Mand. Men samme Dag
blev der ogsaa kjæmpet vestenom Byen, hvor
General Margaron holdt sig Gioulay fra Livet,
og nordenfor, hvor Marmont ved Möckern be-
stod en alvorlig Kamp med Blücher.

Marmont og Compans var midt i Ilden den
hele Tid. Marechalen fik flere Kugler i Uni-
formen, et Saar i Haanden og et i Skulderen.

Uheldigvis faldt der en Granat i Compan's
Krudtvogn og i den Forvirring, som opstod
ved Explosionen, lykkedes det Fienden at
erobre dette Batteri og tvinge Marmont tilbage.
Han havde kjæmpet med 24,000 Mand mod
60,000 og dræbt 10,000 af dem.

SIDE: 365

Dette var den første Slagdag ved Leipzig.

Næste Dag - den 17de October - blev
der ikke kjæmpet. De havde nok at gjøre paa
begge Sider med at bringe Armeerne i Orden
efter det store Slag og de lange Marscher i
det uafladelige Regnveir. Napoleon red som
vanligt ud paa Slagmarken, der var en af de
forfærdeligste. Stemningen omkring ham var
dump Fortvivlelse. Der var Ingen længer, som
ikke forstod, at det gik til Ende med Keiseren
og hans Magt, og at alt om kort Tid vilde
være ude.

Keiseren talte om et Tilbagetog over Linde-
nau ad Lützen-Vejen; men han kunde ikke
bekvemme sig til at erklære Slaget igaar for
et Nederlag, hvad det igrunden hellerikke var.
Men Napoleons Hær var saaledes omringet, at
den vanskelig kunde faa nogen Forstærkning;
medens hver Kamp svækkede dens Kræfter.
De Allierede derimod stod saaledes, at For-
stærkninger uafladelig strømmede til den ydre
Ring.

Desuden var det haardt for ham at forlade
og opgive alle Frankriges Erobringer paa denne
Kant og lade falde sammen de nye Grænse-
linier, han havde sat for sit Keiserdømme;
medens han endnu havde ypperlige Garnisoner

SIDE: 366

i Dresden, Torgau, Wittenberg, Magdeburg,
Glogau, Küstrin, Stettin, Danzig og Hamburg
- tilsammen 170,000 Mand. Desuden ventede
man hver Dag General Regnier med 30,000
Mand - rigtignok Sachsere.

Hele Dagen gik Keiseren tvivlraadig og
gjorde ingen alvorlige Anstalter til Tilbagetoget.
Han sendte Marechalstaven til Poniatowski og
lod den fangne General Meerfeldt kalde til sig
i sit Telt.

Keiseren underholdt sig med Generalen og
gjengav ham hans Kaarde og Friheden. Denne
Mand havde i sin Tid været med blandt de
østerrigske Underhandlere før Freden til Cam-
po Formio 1797, dengang den unge General
Bonaparte skræmte Livet af Grev Cobentzl
med Theservicet.

Nu fik han etslags Fuldmagt til at være Na-
poleons Sendebud til de allierede Fyrster. Grev
Meerfeldt skulde sige, at Keiseren nu var villig
til at gjøre større Opofrelser for Freden end
for to Maaneder siden; men nærmest tænkte
nok Napoleon bare paa en Vaabensstilstand,
forat komme ud af den øieblikkelige Knibe.

Der kom naturligvis aldrig noget Svar paa
denne Henvendelse.

Endelig udpaa Aftenen begyndte Napoleon

SIDE: 367

at træffe nogle Forberedelser til Tilbagetog;
men det skulde være en imponerende Retraite,
der kunde se ud som en Maneuvre.

De Allierede havde holdt sig i Ro den 17de
dels for at hvile, og dels fordi de ventede paa
Generalerne Colloredo og Benningsen fra Øst
og Bernadotte fra Nord. Han maatte drives
frem af Blücher og den engelske Gesandt og
var saa forsigtig og ængstelig, at de Allierede
tvivlede lige saa meget om hans Mod som om
hans Paalidelighed.

I Løbet af Dagen ankom Østerrigerne under
Colloredo og Russerne under Benningsen og
indtog deres Pladse, dernæst Bernadotte. Fra
Taarnene i Leipzig kunde Folk se Forstærk-
ningerne, som uafladeligt kom og udfyldte
Schwartzembergs Linier, og om Aftenen var
hele Horizonten omkring Byen lukket af en
sammenhængende Ring af Leirbaal.

Grev Rochechouart - en fransk Emigrant i
russisk Tjeneste red med en Ordre fra Keiser
Alexander til Bernadotte ved Paunsdorf. Han
fandt Kronprinsen af Sverige siddende paa en
stor hvid Hest i en Fløielskappe, som var
violet og fuld af gyldne Snorer; Hat med hvide
Fjær og endnu derover en høi Fjærbusk med
de svenske Farver; i Haanden en Commando-

SIDE: 368

stav beklædt med violet Fløiel og med en
gylden Kongekrone i hver Ende.

Paa Slutten af Slaget raabte Bernadotte:
Endnu et Par Granater til disse Franskmænd,
som jeg elsker saa høit.

Men netop i de Dage, da den svenske Kron-
prins skjød paa de franske Soldater ved Leip-
zig, brød Forargelsen mod Bernadotte løs i
hele Frankrige. Monitøren indeholdt hver Dag
Adresser fra Provinserne og de store Byer:
Lad os fornægte denne utaknemlige Fransk-
mand, denne Landsforræder o. s. v.

- Allerede Klokken to om Morgenen den
18de October begyndte Napoleon at stille sine
Tropper i en mindre Kreds omkring Leipzig;
det var hans Plan efterhaanden og under stadig
Kamp at lade Armeen trække sig henimod den
lange Bro ved Lindenau, for derfra at mar-
schere væk mod Vest paa Vejen til Lützen.

Ingenieur-Obersten Montfort henvendte sig
til Berthier og vilde have Ordre til at slaa
flere Broer over de smaa Elve og Vandløb i
Udkanten og Omegnen af Byen. Men Berthier
var fremdeles sløv; han vilde ikke tale til Kei-
seren om disse Smaating.

Kampen den 18de kom især til at staa om
Landsbyen Probstheida, hvor Napoleon per-

SIDE: 369

sonlig holdt sig i Marechal Victors Corps -
sydøstlig for Byen.

Men samtidig sloges der den hele Dag ved
Dølitz, hvor Marechallerne Poniatowski og
Augereau holdt Stand mod Prinsen af Hessen-
Homburg, der blev saaret og remplaceret af
General Bianchi. Endvidere sloges Marmont
idag som igaar nordenfor Byen baade med
Blücher og Bernadotte; og endelig mod Vest
var atter Østerrigerne under Gianlay paafærde
og forstyrrede Bertrand, der havde Ordre til
at forberede Vejen og begynde at føre bort de
store Transport-Træn og de sværeste Vogne.

Men omkring Probstheida var Kampen hele
Dagen ualmindelig haard. Klokken to fandt der
et Hovedangreb Sted paa Landsbyen, som de
Franske mistede to Gange. Men Keiseren holdt
denne Stilling for saa vigtig, at han personlig
ledede endnu et sidste Angreb, som fordrev
Preusserne.

I denne Kamp faldt Generalerne Vial og
Rochambeau. Vial var en af de Store. Han fik
Commandoen, da Kleber blev saaret ved Alex-
andria - kort efter Landgangen i Egypten; og
Rochambeau var den, der overtog Expeditionen
paa Hayti, efterat Leclere var død.

Udover Eftermiddagen gik Schwartzemberg

SIDE: 370

over til en voldsom Artilleri-Ild, idet det kun
var hans Mening denne Dag at presse den
franske Arme nærmere indtil og ind i Leipzig.
Dette lykkedes ham ogsaa. Den ene Stilling
efter den anden maatte efterhaanden opgives
og de Franske trængtes mer og mer ind i
Leipzigs Forstæder.

Imidlertid kjæmpede Ney, Marmont, Souham
og Reynier, som nu var kommen til med sine
Sachsere ligesaa haardt paa Nordøstsiden af
Byen ved Paunsdorf mod Blücher og Berna-
dotte og mod Russerne, som nu ogsaa trængte
frem øst.

Her hændte det, at en Afdeling sachsisk
Cavalleri, som blev sendt mod Russerne, svin-
gede af istedetfor at hugge ind, vendte sine
Heste og stillede sig ind i den russiske Slag-
orden.

Men dette var bare Begyndelsen til Over-
løberiet. Thi i det Øjeblik, da Fienden viste
sig ved Paunsdorff gik hele Resten af de sach-
siske Tropper med 40 Kanoner, samt det Wür-
tembergske Cavalleri under General Normann
over til Russerne, og alle Anstrængelser fra
deres Chefs Side for at holde dem tilbage, var
frugtesløse. Det var den bayerske General von
Zeschau, han forblev som en Mand af Ære

SIDE: 371

hos de Franske med en fem-sex hundrede af
sine Landsmænd.

Men det var ikke nok med, at disse Tropper
deserterede midt under Slaget; men saa snart
de var komne paa Afstand, vendte de sine
Kanoner og skjød lige ind i Divisionen Duruthe,
som udtrykkelig stod der, forat beskytte Sach-
serne og tjene dem til Reserve.

Her faldt General Delmas - atter en af
den gamle Stok.

Der blev skudt med 200 Kanoner saa længe,
man kunde se, og det var alene Natten, som
gjorde Ende paa det fortvivlede Blodbad.

De Franske forstod, at hvad der var begyndt
i Rusland, skulde nu fuldbyrdes; og i trodsigt
Heltemod kjæmpede de taprere end nogen-
sinde.

Og de Allierede havde paa sin Side nok at
hævne; baade Østerrigerne og Russerne havde
mange Aars Regnskab at gjøre op.

Men størst var Begeistringen og Kampmodet
hos Tyskerne - det unge Tyskland, som hav-
de rejst sig og var ilet hid til det store Folke-
Slag, forat vinde Friheden for det store tyske
Fædreland og endelig knuse ham, som de ind-
bildte sig var deres værste Tyran.

Den franske Armé var nødt til at retirere

SIDE: 372

- allerede af den Grund, at der knapt var
Krudt og Kugler for to Timer til; og de nær-
meste Arsenaler var i Erfurt og Magdeburg. I
de fem siste Dage var der skudt 250,000 fran-
ske Kanonskud, hvilket vist er et uhyre Tal
med den Tids Kanoner. Hele Natten passeredes
Lindenaus-Broen af Træn og Vogne; Cavalle-
riet, Garden og en Del Infanteri fulgte efter.
Marschen videre var vanskelig især formedelst
de mange Vandløb, hvorover der ikke var
Broer nok.

Lige fra det begyndte at lysne den l9de blev
der en forfærdelig Trængsel i Leipzigs Gader,
og den blev værre udover Morgenen - helst
henimod den store Bro over Elster ved Linde-
nau; den var i sin hele Længde med Dæm-
ningerne næsten en halv Mil lang.

Om Keiseren havde givet efter for det Raad,
som laa saa nær: at sætte Ild paa Forstæderne
og forsvare sin Retrait Fod for Fod ødelæg-
gende alt efter sig, vilde der været rigelig Tid
for hele Armeen til at komme bort over Broen.
Men han vilde ikke ødelægge Leipzig for den
gamle Konges Skyld.

Han tog en hjertelig Afsked med sin eneste
trofaste Bundsforvandte og den eneste af Fyr-
sterne, som han havde fattet nogen Godhed for.

SIDE: 373

I sin Glæde over Tilbagetoget, som de neppe
havde ventet, kastede de Allierede sig voldsomt
ind i Leipzigs Forstæder; men Portene til den
gamle By blev haardnakket forsvaret af Mar-
mont, Reynier, Ney, Poniatowski og Lauriston;
og dersom de endnu et Par Timer til havde
holdt Stand, - og det var der al Udsigt til, at
de kunde, saa var alligevel hele Armeen slup-
pet over Lindenau-Broen og ind paa Vejen til
Lützen.

Men nu indtraf der et af disse Uheld, som
aldrig hændte Keiseren i hans gode Dage -
endsige da General Bonaparte, men hvoraf der
var saa mange i Rusland og i det sachsiske
Feldttog.

Den lange Bro var undermineret og færdig
til at springe i Luften; Keiseren havde selv
seet paa, at dette Arbeide blev gjort. Og han
havde efterladt den Ordre, at Minen først
maatte antændes i sidste Øjeblik, naar Armeen
var over og Fienden lige i Nærheden. Dermed
red han over med sin Stab.

Imidlertid øgte Trængselen forfærdeligt. Si-
tuationen var ikke let at overskue; der var jo
endnu en Del fremmede Tropper mellem de
Franske tiltrods for Deserteringen i de sidste
Dage; der passerede et Mylder af Uniformer

SIDE: 374

i den værste Uorden og under de forskjelligste
Commando-Raab; og alt nærmere og nærmere
lød Kanonerne og Geværsalverne.

Der burde have været en Ingenieur-General
med sin Stab ved Broen. Nu var der bare en
høiere Officer, som førte Commandoen ved
Minerne, og han maa have tabt Besindelsen.
Han fik nemlig den Ide - siger man - at
gaa over Broen, forat begjære nærmere Ordre
af Keiseren.

Det gik naturligvis som Manden maatte have
beregnet: da han først var kommen ind i den
rivende Trængsel paa Broen, kunde ingen Magt
i Verden bringe ham tilbage igjen til hans
Plads ved Minen. Og der stod nu bare en
ulykkelig Underofficer med den brændende
Lunte i Haanden.

At den arme Skildvagt uden bestemt Ordre
og uden nogen Overordnet, som kunde passe
det rette Tidspunkt, kom til at antænde Minen
altfor tidligt, kan ikke undre nogen.

Ved det forfærdelige Knald, som overdøvede
Kanonerne og al anden Larm, vaagnede Na-
poleon, som var faldet i Søvn, mens han dic-
terede Ordrer for Macdonald. Murat og Au-
gereau styrtede ind og meldte, at det var den
store Bro over Elster, som sprang.

SIDE: 375

Herved blev 20,000 Mand adskilt fra ham
og Frankrige og overladt til den frygteligste
Fortvivlelse. Det blev næsten som ved Berezina.
Mange vilde heller dø end overgive sig. De
styrtede sig i Floden; men kun faa rigtig gode
Svømmere og Officerer paa glimrende Heste
kom over.

Marechal Poniatowski hørte ligesom de andre
den stærke Explosion og forstod, hvad det var.
Han opgav da den unyttige Kamp og styrtede
sig tilhest i Floden sammen med nogle andre
polske Officerer. Men medtaget som han var
af flere Saar og uhørte Anstrengelser, formaaede
han ikke at drive Dyret opfor den anden Bred.
Hesten faldt bagover og Fyrsten druknede.
Den tapre Polak fik ikke lang Glæde af den
Marechalstav, han saa vel havde fortjent, men
som han kun førte i tre Dage.

Ogsaa General Dumoutier druknede. Men
den kraftige lange Skotlænder Macdonald rev
af sig sin Marechal-Uniform og alle sine Klær,
sprang i Vandet og svømmede over Elster, krav-
lede op ad den anden Bred og løb indover
Markerne. Her var han saa heldig at træffe
nogle Soldater af sit eget Corps, som han strax
tog under Commando - splinternøgen som han
var; - han skulde dække Tilbagetoget.

SIDE: 376

Paa Leipzigs Sletter efterlod Keiser Napoleon
Blomsten af Frankriges Ungdom og Kjernen
af sin gamle uovervindelige Armé; - 17 Gene-
raler blev tagne tilfange, blandt dem Lauriston.
Men her tabte han ogsaa sine Officerers Tillid
og hele sin Indflydelse i Evropa.

Og endnu sad han hver Dag i Sadlen og
sloges fra Leipzig til Erfurth mod en firdobbelt
Overmagt, som forfulgte ham. Og aldrig fik
Fienden se ham undtagen som den Forfærde-
lige, hvem det var farligt at komme nær.

Den 22de October var han i Ollendorf -
endelig mellem bare Franske, ikke en havde
han igjen af sine upaalidelige Hjælpetropper.
Men netop her i Oppenheim begyndte Upaa-
lidelighederne mellem hans egne.

Murat, som atter i de tre Dage ved Leipzig
havde været den gamle glimrende Murat, hav-
de her en hemmelig Samtale om Natten med
den østerrigske Greve de Meer, som havde
sneget sig ind i Leiren. Greven garanterede
Murat paa Østerrigs og Englands Vegne, at
han skulde beholde Neapels Krone mod at
forlade Napoleon.

To Dage senere skildtes Keiseren fra Murat,
og de saa aldrig hinanden mere.

Kun en alvorlig Hindring mødte Armeen paa

SIDE: 377

Marschen mod Mainz; og det var, at den
bayerske General Wrede, der havde tjent saa
længe under Napoleon, stillede sig ivejen for
de Franske ved Hanau i en stærk Stilling og
med en saa stor Styrke, at det saa ud, somom
Keiseren var aldeles fortabt. Men den forbit-
rede Garde slog sig igjennem og gjorde Vei
for Armeen. General Wrede blev haardt saaret.

Saa kom de endelig til Mainz den 31te Oc-
tober; det blev den sidste Gang - efter saa
mange Gange, hvor Keiseren havde været i
denne By med sine Tropper enten paa Ud-
marsch eller paa Hjemreise til Paris.

I Mainz opholdt Keiseren sig i sex Dage, i
hvilken Tid han reorganiserede Armeen saa
godt det lod sig gjøre, og opstillede de Trop-
per, som skulde forsvare Rhinen og Frank-
riges Grænser, saaledes som Republiken havde
fæstnet dem.

Macdonald skulde forsvare Rhinen ved Køln,
Marmont ved Mainz, Victor ved Stratzburg.
Hertugen af Valmy - den gamle Marechal
Kellermann blev sendt til Metz, forat opøve
Rekruterne. Resten at Arméen blev bragt inden-
for denne Grænselinie.

Den 9de November var Keiseren atter i
Saint-Cloud.

SIDE: 378

Denne Hjemkomst var meget værre end
Aaret forud fra Rusland. Og denne Gang var
der endnu mindre Tid; hans Fiender var ikke
langt borte. Napoleon arbeidede som aldrig før;
han var paafærde Dag og Nat.

Men nu var de allierede Souverainers Maal
Paris. Der førtes endnu leilighedsvis en Art
Underhandlinger, forat bilde Napoleon noget
ind. Men sig imellem var de fuldstændig enige
om, at med ham vilde man ikke have noget
at bestille; han skulde bare udslettes.

Feldtmarechal Schwartzemberg skulde rykke
ind fra Schweitz, efter ham General Bubna;
og Blücher skulde vente paa disses Marsch
for at gaa over Rhinen ved Mannheim. Berna-
dotte skulde rykke ind i Holland.

Bag denne Linie er der nu intet mere af
Napoleon. Kun Rapp forsvarer endnu Danzig
og Davoust Hamburg.

Den 11te November capitulerede Marechal
St Cyr med de 30,000 Mand, som Napoleon
havde ladt tilbage i Dresden. Marechallen er
bleven stærkt dadlet for dette.

Men Schwartzemberg nægtede mod al mili-
tair Ret og Vedtægt at anerkjende denne Capi-
tulation og førte hele Corpset som elendige
Krigsfanger til Østerrige.

SIDE: 379

Den 21de November maatte Stettin overgive
sig efter otte Maaneders Beleiring.

Den 24de November rykkede General Bülow
ind i Amsterdam og proklamerede Huset Ora-
nien.

Den 2den December faldt Utrecht; den 4de
var Svenskerne i Lübeck og tilslut var alting
taget fra Frankrige igjen og det havde ikke en
eneste allieret Magt. Thi endogsaa det trofaste
Danmark var bleven tvunget til at undertegne
en Fred med Rusland.

Alene Davoust sad trodsig i Hamburg og
holdt Portene lukkede.

SIDE: 380

ALLE Krigskyndige har bestandig været enige
om, at Napoleon aldrig har vist sig større
som General end i de Kampe, som nu be-
gyndte, mellem Paris og Østgrænsen i de tre
første Maaneder af Aaret 1814.

At han vedblev at anvende sine siste Trop-
per mod den aldeles haabløse Overmagt og
trodsede al sund Fornuft, stemte ogsaa overens
med den ensomme Mands Ukuelighed og Selv-
tillid.

Men at de andre hang ved ham, efter alt,
hvad der var hændt, og anspændte sine yderste
Kræfter som tapre Krigere og trofaste Mænd,
det var, fordi deres hele Liv og al deres Tan-
ke var omspændt af denne Ene. Thi der var
næppe en eneste Mand blandt dem, som ikke
forstod, at hver Dag, som gik i Kamp og Mod-
stand, var Tab for Frankrig og samvittigheds-
løst Spild af Menneskeliv. Men den ene Mand

SIDE: 381

holdt dem alle i sin Haand, saa de sloges og
sloges fra Dag til Dag uden Haab, men allige-
vel saa tappert og saa vel ledede, at de Alli-
erede flere Gange var i stor Knibe.

Den 23de Januar underskrev Keiseren et
Dokument, som overførte Regentskabet paa
Keiserinden. Hovedstaden overgav han til sin
Broder Kong Joseph at beskytte. Efter at have
omfavnet Marie Louise og den lille Konge af
Rom for sidste Gang, gik han den 25de til sit
Hovedkvarter, som var ved Chalons-sur-Marne.

Slagene fulgte nu Slag i Slag; det var næ-
sten altid Seire, hvor Keiseren selv var med;
men Uheld indtraf ogsaa, og det ene var ikke
stort bedre end det andet, thi alt svækkede og
forringede Modstandsevnen i hans sammen-
smeltede Armee.

Alt imens holdt de Allierede Congres i Châ-
tillons og Napoleons Gesandt - Hertugen af
Vicenza gjorde sit beste for at bjerge en no-
genlunde Fred. Men Napoleon selv var ikke
bleven klogere af Ulykken, end at han efter
et lykkeligt Slag satte sine Fordringer saa høit
op, at de bare lo af ham; og gik det saa ned-
over med et Par tabte Træfninger, vilde han
bare slaas videre; det var ham ikke muligt at
tro sig overvundet.

SIDE: 382

Først sloges de den 29de Januar ved Bri-
enne, den 2den Februar ved La Rothière, den
10de ved Champs Aubert.

Den 17de Februar havde Napoleon paalagt
Marechal Victor - Hertugen af Belluno at be-
sætte Landsbyen Montereau nær Fontaineblau.
Men Marechallen havde ikke udført Keiserens
Ordre med sædvanlig Præcision, og da han kom
den 18de Februar, var det rette Øieblik tabt, og
Würtembergerne havde sat sig fast i Stillingen.

Napoleon blev rasende. Han tog Comman-
doen fra Marechallen og gav den til Girard og
svor, at Victor skulde sendes bort fra Armeen.
Men Marechallen, som netop havde mistet sin
Svigersøn i Slaget, svarede med Taarer i Øi-
nene, at Arméen forlod han ikke; før vilde han
tage et Gevær og stille sig i Rækken som
Soldat.

Keiserens Vrede gik straks over. Han gav
Hertugen Commando over en Del af Garden
og indbød ham til sit Taffel.

Ogsaa den udmærkede General Gouyot, som
havde været med ved Vanddammes Nederlag
ved Kulm, fik en Overhaling af Keiseren, fordi
hans Folk havde mistet 2 Kanoner. Napoleon
kastede sin Hat paa Jorden i Sinne og befa-
lede General Exelmanns at tage Commandoen.

SIDE: 383

Men lidt senere, da Kampen om Montereau
havde udviklet sig til et stort Slag, gav han
General Gouyot Commandoen over de fire
Esqvadroner, som udgjorde hans Livvagt.

Ved Montereau var det, at Napoleon midt i
den stærkeste Kanon-Ild sagde til Artilleri-
sterne, som bad ham fjerne sig: Vær ganske
rolige. Den Kugle, som skal dræbe mig, er
ikke støbt endnu.

Würtembergerne led endelig et afgjørende
Nederlag, som de havde godt af. Ved en mis-
lykket Sprængning af en Bro blev General
Chateau - Victors Svigersøn - dødelig saa-
ret, og General Pajol havde atter et Uheld,
idet hans Hest kastede sig over ham.

Samme Dag - den 18de Februar - for-
drev Macdonald og Oudinot Generalerne Wrede
og Wittgenstein med en saadan Fart, at de
franske Marechaller kunde gaa til det færdige
Taffel, hvor Maden stod varm, og Bordet var
smykket med Laurbærgrene.

Denne Seier ved Montereau satte Modet i
den Grad op, at da Adjutant Rumigny kom
med Depecher fra Congressen i Châtillon for
4de Gang, raabte Napoleon bare til ham, at
han kunde gaa til Bourbonerne med de ære-
løse Tilbud.

SIDE: 384

De allierede Fyrster var ogsaa et Øieblik i
fuldt Tilbagetog efter Slaget ved Montereau;
og Paris modtog endnu engang en Sendelse
af erobrede Faner. Men Nættet trak sig atter
sammen, det var især Blücher - den gamle
Varulv, som fik Østerrigerne og Russerne med
sig, og ubønhørligt fuldbyrdede Hævnen for
Jena og Äuerstädt.

Byen Soissons, som paa et vist Punkt i den
tilbagevigende Kamp, var af den allerstørste
Vigtighed, blev skammeligen overgivet af en
fransk General ved Navn Moreau. Marechal
Augereau, som altid havde været en hul Bro-
der, svigtede fra nu af ganske Napoleons Sag
og laa med sit Armecorps i Lyon i den fuld-
stændigste Uvirksomhed.

Selv Napoleons sikre Ven Savary - Her-
tugen af Rovigo - mistede Modet. Alene Tal-
leyrand havde hele sit Forræderi fuldt færdigt,
og afventede med Sindsro, hvad der maatte
komme.

Den 5te Marts var der en heftig Kamp ved
Craonne. Ney og Victor med Infanteriet; Grou-
chy og Nansouty med Cavalleriet - alle mer
eller mindre saarede -, og General Belliard,
som efter Murat havde faaet Overcommandoen
over Rytteriet - de drev Fienden ud af Byen

SIDE: 385

Craonne støttet af Drouots Kanoner. Men Sei-
eren var trist. Alle omkring Napoleon følte, at
det gik mod Slutten; og Krigere saavelsom
Statsmænd fæstede sine Øine paa Châtillon,
hvor de forstod, at deres og Frankrigs Skjæb-
ne afgjordes.

Men blandt de Allierede øgede der en fe-
brilsk Iver efter at naa frem til Paris. Keiser
Franz, Kong Fredrik Vilhelm og Zar Alex-
ander, i hvis Hovedstæder Napoleon havde
resideret saa mange Gange, vilde nyde Hæv-
nen; og mange vilde gjense Paris, hvor de selv
havde tilbragt nogle syndefulde Ungdomsdage
ved Evropas fineste Hof.

Men endnu gik det op og ned med Krigs-
lykken. En pludselig Panik kunde gribe dem
alle, naar den Frygtelige med ét var over dem;
og Zaren sagde, at Halvdelen af hans Haar
var bleven hvidt paa en eneste Nat.

Den 20de Marts i Slaget ved Arcis tvang
Keiseren sin Hest til at sætte over en Granat
som netop faldt. Exelmanns vilde raabe til ham;
men Sebastiani holdt ham tilbage: "Ser De
ikke, at han gjør det med Vilje? han vil have
en Ende paa det."

Men da Sten og Grus adspredte sig efter
Explosionen, sad Keiseren uskadt paa sin Hest.

SIDE: 386

Efter et mesterligt Tilbagetog fra Arcis tro-
ede Keiseren ikke, at de Allierede vilde vove
at gaa forbi ham mod Paris. Men denne Gang
tog de virkelig Mod til sig og marscherede
efter Marmont og Mortier, som den 25de Marts
blev angrebne ved Fère Champenoise af en
uhyre Overmagt.

Generalerne Pacthod og Amey havde i sine
Divisioner en uforholdsmæssig Masse Trans-
portvogne, som de skulde beskytte. Dette lange
Vogntog bragte de allierede Generaler til at
tro, at den lille franske Styrke var saa meget
større, end den virkelig var; og rædde - som
de bestandig var - mente de, at Angrebet
maatte ske med fuld Kraft. Hele det forenede
Cavalleri gjorde derfor Indhug paa en Gang,
og det kom saa fort, at selve Fyrsterne med
deres Generalstaber ikke fik Tid til at komme
afvejen, men maatte sætte sine Heste i Gallop
og følge med i Indhugget, for ikke at blive
redne overende.

I Løbet af to Minutter var Keiser Alexan-
der og Kongen af Preussen midt inde i de
franske Colonner, omgivne paa alle Kanter af
et Chock paa 16,000 Ryttere: Russere, Preus-
sere og Østerrigere, Kyrasserer, Dragoner, Lan-
cenerer, Husarer og Kosakker.

SIDE: 387

Aldrig i mit Liv - siger Grev Rochechouart
- kommer jeg til at faa se et saadant Røre;
jeg vilde vanskeligt kunne fortælle, hvad der
foregik i den gruelige Forvirring; og i et Øie-
blik var det hele forbi.

Den lille franske Skare, som blev knust ved
Fère-Champenoise bestod for en stor Del af
unge franske Rekruter, som endnu gik i de-
res Bluser og Bondeklær. Fangne blev Gene-
ralerne Pacthod, Amey, Jamin og Thevenot.

Den 28de Marts erfarede Keiseren i Saint
Dicier, at de Allierede var foran Paris; han
kastede sig paa Hesten og fór afsted i fuldt
Galop. Han havde endnu den Ide, at han skulde
kunne forsvare Paris, - ialfald tænkte han
ikke et Øieblik paa at give sig over eller tabe
Modet.

Resterne af den franske Armé trak sig til-
bage mod Paris - tæt forfulgt af de Allierede.
De slog fra sig i mange smukke Kampe og
holdt sig Fienden godt fra Livet, indtil de den
29de Marts var lige indunder Montmartre og
de ydre Boulevarder. Det sidste Slag stod om
selve Paris, hvor Marechallerne Mortier og Mar-
mont den 29de og 30te Marts med urokkeligt
Mod kjæmpede den sidste haabløse Kamp.

De havde 30,000 Mand med de tilfældige

SIDE: 388

Forstærkninger, de fik fra Paris; thi hverken
Kong Joseph eller Krigsministeren Clarke havde
gjort noget til Byens Forsvar, skjønt der havde
været rigelig Tid og Anledning. Ministeren Clarke
havde endog nægtet at udlevere 20,000 nye
Geværer, som laa i Arsenalet; han var klar
til Vending.

Klokken 12 den 29de Marts, da man alle-
rede saa de fremmede Tropper fra Høiderne
ved Montmartre, sendte Kong Joseph Ordre til
Marechallerne, at de skulde overgive Paris.
Marmont, som fik Ordren, stak den i Lommen.

Der havde været en Raadslagning i Tuille-
rierne. Rigets Stor-Dignitairer, Ministrene, Kong
Joseph og Keiserinde Marie Louise - alle var
enige om, at Regentinden med den lille Tron-
arving burde forlade Paris.

Alene Talleyrand havde til det yderste hæv-
det, at Keiserinden burde forblive i Hoved-
staden og udøve det Regentskab, hvortil Kei-
seren selv havde givet hende Myndighed. Han
var nemlig ikke bange for at forblive i Paris
for sin Del; thi hans Regnskab med de Alli-
erede og Bourbonerne var forlængst i Orden;
og om han havde kunnet overlevere til Keiser
Frantz hans Datter og den lille Ørneunge nu
med en Gang, vilde det været en Triumf mere

SIDE: 389

for Talleyrand. Men de andre, som ikke var
saa godt garderede, fulgte med Keiserinden til
Blois.

Talleyrand derimod gik og pakkede og gav
sig saa god Tid udover Eftermiddagen, at da
han endelig om Aftenen kom med sine Reise-
vogne til Barrieren, nægtede Vagten ham at
forlade Byen; og han blev ført tilbage i et-
slags Arrest i sit store Palais.

Saaledes blev Talleyrands Saloner Midt-
punktet for det Paris, som endnu stod opreist;
Zaren opslog sin Residens i Hôtel Talleyrand;
og midt i Nettet sad atter den gamle Edder-
kop og holdt alle Traadene i sit fine, stærke
Spind.

Marmont havde ikke sagt noget til Mortier
om den Ordre fra Kong Joseph, som han
havde i Lommen; men han fik afsluttet en
Vaabensstilstand, som ogsaa Mortier tiltraadte;
og efter et heltemodigt Forsvar trak Marechal-
lerne sig udenom Byen henimod Fontainebleau,
og lod Paris ligge aabent for Fienden.

Compans, Arrhigi, Ricard, Christiany, Curial
og Lagrange var de siste Generaler, hvis Di-
visioner sloges mod det hele bevæbnede Ev-
ropa.

Keiseren havde sendt General Dejean i For-

SIDE: 390

veien, for at melde hans Ankomst i Paris.
Selv red han denne Dag femten franske Mil
med sin Garde, og ankom til Tróyes. Den 3die
Marts om Morgenen var han atter tilhest og
om Aftenen Klokken 10 var han lige i Nær-
heden af Byen. Han stod netop paa Veien,
forat skifte Heste til Fontainebleau, da General
Belliard meldte ham, at Paris havde capituleret,
og at han selv netop var i Begreb med at føre
Cavalleriet bort fra Hovedstaden.

Keiseren havde hørt paa ham i Stilhed.

"Vel," sagde han; "vi maa til Paris."

"Men Sire! der er ingen Tropper i Paris."

"Det er det samme. Jeg finder Nationalgar-
den; min Armé samler sig i Morgen; følg mig
med hele Deres Cavalleri."

"Deres Majestæt" - svarede Belliard, "vil
kun opnaa at blive Fange og se Hovedstaden
plyndret; den er omgivet af 130,000 Mand. Jeg
har selv for at slippe ud, maattet forpligte mig
selv og mine Folk til ikke at vende tilbage."

"Sex Timer for sent og alting tabt!" - sagde
Keiseren. Han gik ind og satte sig paa en Stol
i det lille Posthus ved Vejen; og der faldt han
endelig i en dyb Søvn. -

Under de Allieredes Indrykning i Frankrige
havde den svenske Kronprins ført det Armé-

SIDE: 391

corps, som marscherede længst mod Nord. Til-
liden til ham var ringe blandt Fyrsterne, og de
holdt ham gjerne paa Afstand; han følte be-
standig selv, hvor yderlig svag hans Stilling
var. Efterhaanden som han rykkede vestover
gjennem Nord-Tyskland, bemægtigede han sig
alt det Jordegods, som af Napoleon var skjæn-
ket til hans fordums Vaabenbrødre; men han
var endnu saa usikker og saa vant til at holde
sig alle Veie aabne, at han fremdeles knyttede
Intriger til alle Sider, rede til at forraade, hvad
det skulde være, for at bevare sin Kongevær-
dighed.

Da han skulde rykke ind i Flandern, som
forsvaredes af hans gamle Vaabenbroder Ge-
neral Maison, gjorde han skriftlig det Tilbud
at afvæbne de under ham staaende Preussere
og dernæst med sine svenske Tropper gaa over
til Franskmændene, dersom man kunde skaffe
ham en skriftlig Erklæring fra Keiser Napoleon,
som garanterede Bernadotte en Kongeværdig-
hed i Sverige eller i et andet Rige.

Napoleon samtykkede, men paa det Vilkaar,
at Kong Joseph skulde underskrive denne Er-
klæring; men derved afbrødes Underhandlin-
gerne.

Imidlertid havde Napoleon beholdt Berna-

SIDE: 392

dottes Brev til General Maison, og dette spil-
lede han senere Keiser Alexander ihænde.
Deraf skulde den Misstemning komme mod
Kronprinsen og den senere Konge af Sverige,
som bestandig viste sig i en paafaldende Kulde
fra alle Evropas Hoffer overfor Huset Berna-
dotte. - Der kunde nu være Grunde nok
alligevel. -

Endogsaa med den hæderlige Carnot prøvede
Bernadotte at knytte Underhandlinger. Men
Carnot, som dengang forsvarede Antwerpen,
lod sige til Mellembudet: "Jeg var en Ven af
den franske General Bernadotte. Men jeg er
en Fiende af den fremmede Fyrste, som vender
sine Vaaben mod sit Fædreland."

Men det værste af alt er næsten den Pro-
klamation, som Kronprinsen af Sverige sendte
ind over den franske Grænse, da de forenede
Hære nærmede sig, og hvori der "i en af de
franske Heltes Navn, som fordum kjæmpede
for Frankrigs Ære" blev truet med, "at hele
den franske Befolkning vilde blive overgivet til
Kosakkernes Hævn, hvis der blev gjort nogen
Modstand".

Den 1ste April tænkte Napoleon ikke paa
andet end at gaa mod Paris. Han red fra Fon-

SIDE: 393

tainebleau hen til Essonne og inspicerede Mare-
chal Marmonts Corps, som her var lagt i
Kvarter - udmærkede Tropper og fuldt slag-
færdige. Her talte Keiseren for siste Gang med
Marmont.

Den 2den April mønstrede han sin egen
Garde i den store Gaard foran Slottet i Fon-
tainebleau - saa kold og rolig som altid. Her-
tugen af Vicenza kom fra Paris med slette Ny-
heder; men Keiseren blev endnu ved at tale
om et nyt Slag. I Virkeligheden havde han
endnu, naar han fik samlet de Hærafdelinger,
som var forblevet ham tro: Soult og Suchet i
Spanien, General Grenier fra Italien, alle Fæst-
ninger i Frankrig og Italien, - der var ialfald
Kræfter nok til en forfærdelig Borgerkrig, som
nok kunde ende med at sætte ham paa Tronen
igjen.

Han samlede sin Garde omkring sig og lod
den sværge paa, at Fienden skulde jages ud af
Paris; der blev endog gjort en liden Marsch
mod Hovedstaden i Løbet af Natten.

Men den 3die April var Frafaldets Dag.

Tropperne, som stod ved Yvonne under Mare-
challerne Qudinot og Macdonald erklærede
ligefrem, at de i Tilfælde vilde nægte at gaa
mod Paris. Dette Bud paatog Macdonald sig

SIDE: 394

at bringe til Keiseren; han red til Fontaine-
bleau.

Imidlertid havde de høieste Officerer om-
kring Napoleon holdt Raadslagning; og med
Fyrsten af Moscowa i Spidsen gik de ind i
Keiserens Værelser og forlangte af ham, at han
skulde takke af som Keiser.

Og samtidig foregik paa en anden Kant Mar-
monts ulykkelige Forræderi.

Den næste Morgen havde atter hans mod-
løse Mænd forsamlet sig omkring Napoleon i
hans Værelser, - der var Berthier, Coulain-
court, Moncey, Maret, Lefebvre og Ney. Kei-
seren prøvede flere Gange at forme en Tron-
frasigelse; men under dette kom Marechal Mac-
donald med sit Budskab.

Keiseren vendte sig nu til Kredsen af Gene-
raler og spurgte dem, om de vilde slutte sig
om hans Søn. Dertil svarede de alle ja! -
Macdonald med særlig Freidighed.

Han valgte da Coulaincourt, Ney og Mar-
mont til at overbringe hans Abdication og til
at være hans Underhandlere med de allierede
Fyrster i Paris. Men en liden Stund efter om-
byttede han Marmont med Macdonald - uden
at han i dette Øieblik kunde vide noget om
Marmonts Frafald.

SIDE: 395

Keiser Napoleons første Tronfrasigelse lød
saaledes:

"Eftersom de allierede Magter har udtalt i
deres Proklamationer, at Keiser Napoleon er
den eneste Hindring for Fredens Gjenopret-
telse i Evropa, erklærer Keiser Napoleon -
tro mod den Ed, han har aflagt, herved, at han
er rede til at forlade Tronen, Frankrige, ja
selve Livet for Fædrelandets Vel, - dog uden
at herved berøres hans Søns Rettigheder, Kei-
serindens Regentskab eller Keiserdømmets
Love."

Med dette Document blev Hertugen af Vi-
cenza og de to Marechaller sendt afsted. Men
endnu i sidste Øieblik sagde Napoleon halvt
afsides til Macdonald: Kom, lad os gaa paa
dem imorgen, vi skal slaa dem! - men Mare-
challen lod, somom han ikke hørte det. -

- Marmont var født i 1774 og døde først i
1852; - han kom til at leve længst af alle
Napoleons Marechaller. Lige fra Toulon havde
han fulgt General Bonaparte; i Italien, Malta,
Egypten, over Alperne i 1799 - overalt havde
han udmærket sig, ved Marengo, i Dalmatien,
hvor han erobrede Ragusa, som blev hans Her-
tugtitel; han naaede frem Dagen før Slaget ved
Wagram og slog siden Østerrigerne paa egen

SIDE: 396

Haand ved Znaim. Saa blev han Marechal og
Gouvernør i Illyrien, og Napoleon hædrede og
belønnede ham fremfor alle. Dersom der kunde
være Tale om Yndlinge omkring Napoleon,
maatte det vel nærmest være Junot og Mar-
mont.

Men medens Junots Fortrin i Gunst nærmest
bestod i, at Napoleon bestandig - eller ialfald
i det længste bar over med ham, saa var der
i Forholdet til Marmont fra Keiserens Side en
Anerkjendelse og en Glæde over den yngre
Officers store Egenskaber som Kriger. Marmont
udviklede sig mer end nogen af de andre un-
der Keiserens egne Øine og under hans Le-
delse; derfor var der noget, man næsten kunde
kalde Ømhed hos Napoleon, naar det gjaldt
Marmont.

Ikke saa, at dette forhindrede Napoleon fra at
være lige saa kold og haard i Tjenesten mod
Marmont, som mod enhver anden. Da saaledes
Marmont viste sig første Gang i Tuillerierne efter
Slaget ved Salamanca - bleg og udtæret med
den forknuste Arm i Bind, sagde Keiseren
bare, idet han gik forbi: "Den Arm maa De
sætte af - Marechal!"

Alligevel holdt han altid Øie med Marmont,
og det følte denne. Allerede efter Slaget ved

SIDE: 397

Montebello lod Bonaparte sin Broder Joseph
tilbyde Marmont at gifte sig med Pauline, -
hun blev, da Familien begyndte at stige, altid
budt frem, naar nogen skulde hædres, men det
synes, somom der var flere, der betakkede
sig. Det gjorde ialfald Marmont. Men en Gang
Bonaparte var langt borte, giftede han sig i
Paris med en meget rig Dame Mademoiselle
Peregeaux.

Han begyndte med at være meget forelsket;
men hans Kone var urimelig og meget for-
kjælet; de lange Fraværelser som blev skjæbne-
svangre for saa mange Ægteskaber i den Tid,
gjorde hende utro; og tilslut gjorde hun ham
saa meget ondt som hun kunde.

Da Marmont i 1810 skulde gaa til Portugal
forat afløse Massena, sagde Keiseren til ham:
"Naar den spanske Halvø er erobret, vil den
blive delt i 5 Riger med en Vicekonge i hvert
af dem. De skal holde Hof og nyde fuld Hon-
neur som kongelige Høiheder. Et af disse
Kongedømmer er bestemt for Dem; gaa og tag
det og fortjen det!"

I 1813 talte Napoleon om de fremmede
Officerer, som i det sachsiske Felttog havde
ført sine Tropper over til Fienden midt under
Slaget, og idet han herunder kom ind paa For-

SIDE: 398

skjellen mellem et samvittighedsfuldt Pligtmen-
neske og en Mand af Ære, vendte han sig til
Marmont og sagde:

"Hvis for Exempel Fienden havde erobret
Frankrig og stod paa Høiderne ved Mont-
martre, og De troede - kanske med Rette, at
Landets Vel krævede, at De forlod mig, og
hvis De saa gjorde det, kunde De være en
god Franskmand, en tapper Mand og et sam-
vittighedsfuldt Pligtmenneske, - men ikke en
Mand af Ære."

Marechal Marmont, som selv fortæller dette
i sine Memoirer, tilføier ganske koldblodigt:
Disse Ord kom jeg til at tænke paa siden ved
Essonne.

Han havde kjæmpet som en af de Beste i
hele det sachsiske Feldttog - ved Lützen,
Bautzen, Würschen, Dresden og Leipzig og nu
tilslut havde han sammen med Mortier for-
svaret Paris som en Helt, - og saa med en
Gang var altsammen anderledes. Paa en ufor-
klarlig Maade blev denne Mand en af de utak-
nemligste mod Napoleon.

Mens hans Corps marscherede fra Mont-
martre udenom Byen til Essonne paa Vejen til
Fontainebleau, red Marmont ind i Paris til sit
Palais. Blodig og tilsølet af en Række Slagdage

SIDE: 399

trængte han til at blive vasket og barberet, og
til at faa hvile sig lidt og komme i Orden.
Men han blev strax opsøgt af Udsendinge fra
Talleyrand, der overalt var ude og fristede til
Frafald fra Keiser Napoleon; og for hvem en
General som Marmont med et helt Armécorps
lige indpaa Paris vilde været en stor Gave at
kunde byde de Allierede.

Til Agent hos Marmont havde Talleyrand
valgt Keiserens tidligere Privatsecretair Bouri-
enne, som var en intim Ven af Hertugen af

Rajusa. Men Marmont svarede paa alle Til-
nærmelser, at han vilde dø ved Siden af sin
Keiser. Og i denne Stemning forlod han Paris
og kom til sit Corps i Essonne.

Men Dagen efter - den 3dje April - sendte
Frafalds-Partiet Bud paa Bud til Marmont; og
tilslut begyndte han virkelig at vakle og traadte
i Underhandlinger med Fyrst Schwarzembergs
Agenter; det blev aftalt, at hans Corps skulde
marschere bort gjennem de Allieredes Linier.

Da nu Coulaincourt og de to Marechaller
passerede Essonne paa deres Vei til Paris med
Napoleons Abdication, tilstod Marmont sit For-
rædderi for disse tre gamle Kammerater og
syntes at være yderst fortvivlet. Om Morgenen
tidligt - dette var den 4de April - havde

SIDE: 400

han sammenkaldt sine Generaler og faaet dem
næsten allesammen til at samtykke i Frafaldet.

Men nu, da han stod foran de tre Udsendinge
fra Keiseren, skammede han sig og bad om at
faa følge med til Paris; han skjulte sig inde
i Vognen. Til sine Officerer efterlod han den
Besked, at de Intet maatte foretage sig; før der
kom nærmere Ordre fra ham.

Imidlertid sendte Napoleon, som ingen Anelse
havde om dette, et ridende Bud til Essonne,
forat bede Marmont komme til Fontainebleau,
han vilde tale med ham. Dette opfattede Mar-
monts Generaler som et Tegn paa, at de var
forraadte; de blev bange, og uden at vente paa
videre Ordre marscherede de bort om Natten,
gik gjennem de Allieredes Linier, der aabnede
sig for dem, saaledes som Aftalen havde været.
General Souham førte dem; han havde aldrig
været nogen Ven af Napoleon; men den tapre
Compans og hans udmærkede Division var og-
saa med.

Oberst Fabrier red i en Fart til Paris for at
hente Marmont, og denne lovede at komme
om en Time; men allerede før denne Tid kom
der en Officer fra Essonne og meldte, at nu
marscherede de bort - hele Resten af Mar-
monts Armécorps; det var kun Polakkerne

SIDE: 401

som havde bevaret Troskaben mod Keiseren;
under General Ordener var de redne ad Ver-
sailles, forat slutte sig til de Regimenter som
var samlede ved Rambouillet og som endnu
ikke var gaaet over til Fienden.

Men nu var Marmont atter kommen i den
Grad i Forførernes Magt, at han endog red i
fuldt Firsprang til Versailles, hvor han ligefrem
tvang sine Folk til at svigte General Ordener
og falde fra Keiserens Parti, forat gaa over til
de Allierede.

Marmonts Frafald er ikke saa mærkeligt ved
sin Utaknemmelighed, - Utaknemmelighed er
idetheletaget ikke sjælden -; men det viser,
hvor utrygge de i Grunden var, som fulgte
Napoleon paa hans eventyrlige Stigning. Saa-
snart Samfundet syntes at ville falde tilbage i
de gamle Fauter og Folder med de rigtige
gamle Navne paa de gamle Pladse, styrtede de
tyve Aars Liv sammen som et Drømmeslot,
og som Børn, der pludselig vækkes, greb de
fat i den kjendte Haand, som raktes dem.

Imidlertid havde de tre Udsendinge Fore-
træde hos Kongen af Preussen, som var grov
og hos Zar Alexander, som var hul og glim-
rende. Men medens de endnu snusede paa Ab-
dicationen, ankom det Bud, som bragte Rap-

SIDE: 402

port om, at hele Marmonts Corps var faldet
fra.

Da dette blev forelæst halvhøit for Zaren,
gjentog denne, som var temmeligt døv: totus
corpus! - hvorved hele Audience-Salen for-
stod, at Talen var om Marmonts Corps; det
maa have været en fin Latin, de talte omkring
Zaren.

De tre Underhandlere fik da Abdicationen
tilbage med den Besked, at Tronfrasigelsen ikke
kunde accepteres, medmindre den ogsaa om-
fattede Napoleons Efterkommere og Familie.

Napoleon strittede imod i to Dage, holdt sig
i sine Værelser og talte afvexlende om, hvor-
ledes han vilde indrette sig paa Elba og om,
hvorledes han endnu skulde slaa de Allierede
sønder og sammen og befri Paris.

Men endelig den 5te April gav han fuld-
stændig Afkald for sig og sine Efterkommere
paa Frankrigs og Italiens Troner. Den i Over-
ensstemmelse hermed oprettede Traktat blev
opsat af de Allierede i Paris den 11te og blev
overbragt til Napoleon Dagen efter af Coulain-
court, Schuwaloff og Macdonald. Men Napoleon
vilde ikke skrive under den Dag.

Selskabet i Fontainebleau begyndte allerede
at blive tyndere omkring Napoleon. Thi me-

SIDE: 403

dens Soldaterne, naar de overlodes til sig selv,
holdt trofast ved den forgudede Anfører, be-
gyndte Officererne at se sig om, hvorledes de
vel skulde bjerge sig selv og sine Sager, naar
Vraget sank; og de, som havde de største
Pakkenelliker, var de ræddeste.

Marechal Berthier - Fyrste af Wagram og
Prins af Neufchatel - belæsset med Rigdom-
me overdænget med Hæder og Glans og Ud-
mærkelser af alle Slags og alt fra den ene
Haand, - han kom ind i Keiserens Værelse
og bad om Permission til en liden Tur ind til
Paris. Han fik den, bukkede og gik.

Men da Døren var lukket efter ham, sagde
Keiseren stille og koldt: "Han der kommer
aldrig igjen."

Napoleon havde seet ret. Berthier kjørte til
Paris, for at underkaste sig og byde sin Tje-
neste til den provisoriske Regjering.

- Den 12te April var Napoleon saaledes at
se til, at alle hans Omgivelser var ængstelige
for ham.

Hans Cabinets-Kammerherre Turenne tog
Ladningen ud af hans Pistoler, som laa i Sove-
værelset.

Om Natten vækkede Keiseren sin Kammer-
tjener og lod ham fyre op i Kaminen. Han

SIDE: 404

hørte Keiseren skrive Breve og sønderrive dem
igjen. Tilsidst tog Napoleon frem af et skjult
Rum i sit Toilette-Etui en liden sort Pose,
tømte den ud i et Glas Vand og gik i Seng.

Man ved nok ikke sikkert, om han ogsaa
tog en stærk Gift, som han bar paa sig i Rus-
land - jeg tror i et Signet; ialfald var saavel
dette som Posen tømt den næste Morgen.

Men han kunde ikke faa dø; hans Legeme
var for stærkt; eller Giften var for gammel.
Han vækkede sin egyptiske Tjener Iwan, som
kom og hjalp ham. Bagefter gik Iwan ud i
Stalden, sadlede en Hest og red bort og kom
aldrig tilbage.

Den følgende Dag stod Keiseren op Klok-
ken elleve og lod Marechal Macdonald kalde
til sig. Denne Mands solide Egenskaber og ret-
sindige Karakter havde Napoleon først i de
triste Ulykkens Dage lært at sætte Pris paa.

Natten havde taget stærkt paa Napoleon.
Hans Ansigt var ligblegt og fortrukket, og Øi-
nene laa dybt inde i Hovedet paa ham. Men
han tvang sig; og skrev nu Traktaten under
med sin almindelige Haandskrift.

Dernæst takkede han Macdonald i smukke,
mandige Ord og tilføiede, at han beklagede først
nu at have lært ham ret at kjende. Til Erin-

SIDE: 405

dring forærede han Marechallen Murad Beys
prægtige Tyrke-Sabel, som Keiser Napoleon
selv havde baaret i Slaget ved Thabor.

Efter Traktaten skulde Keiseren, Keiserinden
og den keiserlige Familie beholde Rang og Titel.
Elba skulde været et Rige for sig selv med to
Millioners Indtægt - den ene Million til Kei-
serinde Marie Louise. Endvidere fik hun Par-
ma, Piacenza og Guastalla - italienske Her-
tugdømmer, som Napoleons Søstre før havde
havt. Desuden blev der fastsat en Million til
Josephine og truffet mange andre Bestemmel-
ser og Penge-Dispositioner for Napoleons Ven-
ner og for Armeen, som det bare er trist at
læse om, eftersom Ingen fik de Penge, Trak-
taten lovede.

Den 10de April opløstes det Hof, Marie
Louise havde holdt i Blois; hun blev med sin
Søn sendt til Wien. Alle Bonaparterne flygtede
til Schweitz.

Endelig - den 20de April skulde Napoleon
sige Farvel til Arméen - til sin egen Garde.
De stod opstillede i Fontainebleaus store Slots-
gaard, han kom ned ad Trappen og gik -
dvælende - gjennem deres Rækker. Der var
endnu Ansigter fra Arcole, Aboukir, Marengo,
fra Austerlitz, Jena og Friedland, Somo-Sierra,

SIDE: 406

Wagram og Moscou - hele hans Livs glim-
rende Historie var samlet omkring Napoleon.

Med Møie holdt han sin lille Afskeds-
Tale:

"Jeg siger Eder Farvel - Soldater! I tyve
Aar har vi holdt sammen, og jeg er stolt af
Eder. Altid har jeg seet Eder paa Ærens Vej.
Evropa har væbnet sig mod mig, nogle af mine
Generaler har svigtet sin Pligt og Fædrelandet;
og selve Frankrige har villet søge en ny Frem-
tid. Sammen med Eder og de andre tapre
Mænd, som ere forblevne mig tro, kunde jeg
ført en Borgerkrig; men Frankrige vilde lide
derunder.

Vær tro mod Eders nye Konge, vær lydige
mod Eders nye Chefer; lad aldrig det dyrebare
Fædreland savne Eders Arm. Beklag ikke min
Skjæbne. Jeg vil være lykkelig; naar jeg hører,
at I er det. Jeg kunde søgt Døden; men naar
jeg har valgt at leve, er det forat øge Eders
Hæder: jeg vil beskrive de store Bedrifter, vi
har udført sammen.

Jeg kan ikke omfavne Eder alle; men jeg vil
omfavne Eders General! kom General Pelet!
at jeg kan trykke Dem til mit Bryst. Og ræk
mig saa Ørnen at jeg kan kysse den. Gid dette
Kys maa gjenlyde i Fremtiden! Farvel! - mine

SIDE: 407

Børn! mine gode Ønsker vil følge Eder over-
alt! bevar mig i Erindringen."

Det var ikke til at undres over, at de græd
- de hærdede Soldater og han selv - den
kolde Marmormand - som de stod der, forat
skilles, i den gamle Slotsgaard, der saa mangen
god Gang havde gjenlydt af deres lystige Mu-
sik og deres: Leve Keiseren! -

- Paa Reisen sydover gjennem Frankrige
var der et Par Gange Fare for, at den ophid-
sede Befolkning skulde forgrebet sig paa den
faldne Keiser. Men den 3die Mai kom Keise-
ren paa en engelsk Fregat ind i Porto Ferajo
paa Øen Elba. Hans Følge bestod af Genera-
lerne Bertrand, Drouot og Cambronne samt
400 Mand af Garden. Senere kom hans Moder
og Pauline til ham. Hans trofaste Elskede
Grevinde Walewska var ogsaa paa Elba. Hans
Tjenerskab fulgte, men Kammertjeneren Con-
stant, som havde været omkring Napoleon i
mange Aar - kom ikke med ved en bedrø-
velig Misforstaaelse.

Constant har selv fortalt Historien saaledes:
En af de sidste Dage i Fontainebleau gav Kei-
seren ham en Anvisning paa 100,000 Francs
med det Raad at hæve Pengene i Guld og
gjemme dem. Constant gjorde saa og gravede

SIDE: 408

Guldet ned i sin Have, idet han forstod det
paa den Maade, at disse Penge var Keiserens
Afskedsgave til ham; og med den Rundhaan-
dethed, hvormed Penge i Almindelighed be-
handledes omkring Napoleon, var denne Tanke
ikke saa urimelig.

Da Constant derfor den sidste Dag gjorde
op sit Regnskab med General Bertrand og af-
leverede, hvad der var i hans Værge af Kei-
serens Penge, nævnte han ikke noget om de
100,000 Francs. Men Napoleon sagde til Ber-
trand, at der manglede 100,000 Francs i Con-
stants Regnskab, og at han ikke kunde erindre,
at have foræret Constant denne Sum.

Fornærmet over, at Keiseren havde stillet
ham i et tvetydigt Lys overfor Bertrand, gra-
vede Constant Pengene op og indbetalte dem;
men han bad ogsaa i sin Ophidselse General
Bertrand sige til Keiseren, at han forlod hans
Tjeneste og ikke vilde følge med til Elba.

Det er ikke godt at vide, hvad der gik af
Napoleon i disse Dage. Det ligner ham ikke at
være uretfærdig eller hensynsløs mod sine Tje-
nere; de elskede ham alle og forblev hos ham.
Senere gjorde Keiseren Tilnærmelser; men
Constant forblev urokkelig.

SIDE: 409

DET laa ligesom i Luften, at Napoleons Fald
var ensbetydende med den legitime Kon-
geslægts Gjenindsættelse; derfor kunde der
over de Allieredes Indtog i Paris - skjønt de
var Fiender og Erobrere - alligevel falde et
festligt Skjær. Der var jo - tiltrods for Re-
volutionen og Napoleon endnu megen Konge-
troskab i det store Folk, derfor mødte Damer
og unge Piger op med Blomster, og der blev
gjort meget Væsen af de fremmede Fyrster
- især tilbad man Zaren i visse Kredse af
Paris.

Han lod sig ogsaa dyrke, medens hans vilde
Horder i Spidsen for alle de fremmede Soldater
brandskattede Paris og Nordfrankrige. Imidlertid
gjaldt det jo ogsaa for de fremmede Fyrster
at komme hjem igjen til deres egne Lande og
faa alting i Orden igjen. Der var flere blandt
dem, som med Angst tænkte paa, hvad de

SIDE: 410

havde maattet taale af Sang og Tale og farlig
Begeistring i den saakaldte Befrielses-Krig; det
var paatide at slaa alt dette ned igjen. Og des-
uden maatte Evropas Grænsepæle atter komme
paa Plads, de laa jo i et Røre efter det skræk-
kelige Menneske. Den store Congres i Wien
var berammet til den 20de Juni.

- Saa snart al Fare var over, kom ogsaa
Bourbonerne væltende med sine forsultne Ska-
rer af Emigranter og med den tykke Kong
Ludvig den 18de i Spidsen. Der blev med et
Slag helt andre Tider. Tuillerierne fyldtes med
nye Ansigter, gamle Familie-Ansigter, som ikke
havde været her paa tyve-tredive Aar.

Istedetfor de raske Officerer, hvis Vaaben
og Gehæng klirrede henover Gulvene, gik der
nu forsigtige Parykker i ældgamle Hofdragter;
eller unge Sprader, som ingenting havde bestilt
rundt omkring i Landflygtigheden. Og istedetfor
Keiserens faste smaa Skridt i de stramme
Silkestrømper og Sko eller i de blanke Rytter-
støvler med en liden Sporeklirr, kom nu den
fede Bourbon vraltende i sine uhyre Podagra-
Pampusser af violet Fløiel.

SIDE: 411

Naar man skal forklare sig, hvorledes det
gik til i 1814 mellem de Mænd, som havde
staaet omkring Napoleon, maa vi, som ved,
hvad der kom bagefter, glemme De hundrede
Dage og forestille os, at Bourbonernes første
Tilbagekomst var den endelige Slut paa Napo-
leons Historie.

Under denne Forudsætning føltes det for
mangfoldige Officerer i Armeen som noget
ganske naturligt, at man blev i sin Stilling og
aflagde Ed til det nye Statsoverhoved; man
tjente Frankrige som før og var rede til at
kjæmpe mod dets Fiender under de Generaler,
som Regjeringen kunde finde.

Marechallerne Macdonald, Oudinot og Le-
febvre kunde saaledes uden Skam beholde sine
Commandoer under den franske Konge; lige-
saa Victor, St. Cyr og Kellermann, Generalerne
Maison, Lauriston og mangfoldige Officerer gik
paa denne Maade over til Bourbonerne, mens
Napoleon var paa Elba.

Men der var ogsaa dem, der havde staaet i
et saa nært personligt Forhold til Keiser Na-
poleon, at det var dem umuligt at tjene under
nogen anden. Blandt disse var Vicekongen
Eugene, Napoleons Slægtninge Arrhigi og Se-

SIDE: 412

bastiani, Generalerne Mouton, Savary, Cam-
bronne, Grouchy og mange andre.

Bourbonerne stod færdige til at tage imod
de store Navne - især Napoleons tvivlsomme
Venner. De trængte til dem paa mange Maader.
Men ligesaa ivrige som de var, naar det gjaldt
at sikre sig et Navn, som havde Klang i Ev-
ropa, ligesaa ubarmhjertige var de mod det
fattige Underbefal og de simple Soldater.

Thi overalt, hvor de uden at resikere noget,
kunde komme til at saare og tilsidesætte alt
det, som Frankrige nu i 20 Aar havde elsket
og været stolt af, der var de paafærde med
den smaatskaarne Ondskab, som var egen for
denne Slægt.

Hæren blev oversvømmet af gamle Gene-
raler, som ikke viste Besked om nogenting;
og som ikke vilde vide Besked om Hærens
nye Organisation, dens Hæder og dens Tradi-
tioner. De yngre Adelsmænd var opvoxede i
Udlandet i hovmodig Foragt for Napoleon,
hans Hære og alt, hvad der kom fra ham.

Til Krigsminister valgte man strax den Mand,
hvis Navn vakte de mest krænkende Minder
for Armeen: General Dupont, som havde capi-
tuleret ved Baylen. Masser af Underbefal blev
fjernet for at give Plads for Lakaier og Skrab;

SIDE: 413

tre Tusinde Veteraner fra Republikens og Kei-
serdømmets Krige blev drevne ud af Invalide-
Hotellet, hvor de havde faaet Tilhold, og maatte
vandre om i Landsbyerne som tiggende Krøb-
linger, medens deres Plads optoges af gamle
Kongetjenere fra Vendé, som havde strittet
imod Revolutionen og Napoleon i det Længste.

Et uhyre Raseri voxede stumt og stille op
i Folket i Løbet af faa Maaneder, og uden at
de forblindede Bourboner og deres Mænd for-
stod det, var der næsten overalt i Frankrige en
Stemning, der blev saa meget farligere som
han, der nylig havde ført Landet til uhørt Vel-
magt og Glans, han levede endnu og var dem
ganske nær.

Om alt dette viste Keiseren god Besked.
Han kjendte sit Land saa nøie, at han i de
Aviser, han fik, kunde læse sig til, hvor aldeles
bagvendt Kong Ludvig greb Sagen an; og hvor-
ledes ikke blot Armeen, men hele Folket -
saaledes som det var efter Revolutionen, maatte
forarges og oprøres ved den taabelige og haar-
de Behandling.

Thi der kom igrunden ikke mange Personer
til ham paa Elba - dertil passede Englænderne
altfor godt paa. Men Kong Joachim havde atter
gjort en af sine Svingninger og nærmet sig

SIDE: 414

Napoleon. Han havde fra Italien den bedste
Anledning til at correspondere med Øen Elba,
og da han i Begyndelsen af 1815 kunde melde,
at Wiener-Congressen beredte sig til at følge
Talleyrands Raad at flytte ham til St. Helena,
- da var Keiserens Beslutning tagen.

I al Hemmelighed samledes der lidt Ammu-
nition fra Neapel, nogle Vaaben fra Algier og
fra Genua nogle Smaaskibe. Og pludseligt paa
et aftalt Tegn gik hans Folk ombord i Porto
Ferajo den 26de Februar 1815 Klokken otte
om Aftenen. Det var ialt c. 1000 Mand, hvoraf
de fire hundrede Grenaderer gik ombord med
Keiseren paa en liden Brig armeret med 26
smaa Kanoner. De andre fordelte sig paa Smaa-
skibene.

For at aflede Opmærksomheden gav Keise-
ren samme Aften en Fest, hvor hans Moder
og Søster gjorde honneurs; selv listede han
sig ombord i Mørket, og seilede med 6 andre
Smaafartøjer afsted til Frankrige.

Den Lykke, som altid fulgte ham paa Middel-
havet, var denne Gang lige saa vidunderlig
som før. Han kom ind i fransk Havn den 1ste
Marts med sin lille Flotille, uden at være op-
daget af Englænderne. Det eneste, som hændte
paa Overreisen var, at han blev praiet af en

SIDE: 415

fransk Fregat, som spurgte, hvorledes Keiseren
levede paa Elba.

Napoleon raabte selv Svaret tilbage, at Kei-
seren levede meget godt. Ellers blev der arbei-
det, dicteret og skrevet Proclamationer under
hele Reisen. -

- Den Mand, som kom fra Øen Elba - siger
en moderne Forfatter - var ikke længer den
General Bonaparte, som sprang i Land fra
Egypten. Den lille Officer fra 1799 - mager
og uimodstaaelig sikker i sin Vilje - var
bleven en fed Statschef - ubeslutsom og sanse-
lig. Alt afhænger af den legemlige Organisme.
Det er de magre Folk, som fører sin Sag til-
ende, og dem tilhører Fremtiden; medens de
som gribes af Fedmen, faar at kjæmpe med
Ubeslutsomheden - eller rettere: deres Egen-
skaber forandrer og omformer sig.

Hos de Fede forbliver ganske vist de op-
rindelige Egenskaber at være de herskende:
den aandrige forbliver at være aandrig; Hand-
lingens Mand bevarer Evnen til at styre og
befale. Men hos begge Slags Mennesker for-
andrer sig deres herskende Evner: den Aand-
rige bliver grovkornet og cynisk, og Energien
bliver udpræget personlig og egoistisk.

Hertil kom for Napoleons Vedkommende

SIDE: 416

andre Grunde til Nedgang og Forandring. Han
var vant til den mest skandaløse Imødekom-
menhed fra alle de Kvinders Side, som kom
i hans Nærhed. Den uforsigtige Pauline skrev
Breve fra Elba, der blev opsnappede og læstes
af andre. Til to Oberster af sine Intime skrev
hun - til den Ene, at han ikke maatte kom-
me, fordi Napoleon var saa skinsyg; og til den
anden, at han maatte skynde sig at komme,
for hun havde saa megen Tid til overs. Det
synes saaledes sikkert, hvad der ogsaa har
været sagt om denne skrækkelige Familie, at
Napoleon stod i Forhold til sine Søstre.

Man har ogsaa altid vist, at han led af en
Blære-Kathar - eller noget lignende, som
voldte ham megen Pine, især naar han var
forkjølet - som ved Borodino. Desuden havde
han hæmorrhoidale Lidelser, som øgedes med
Aarene. Imidlertid godtgjør nok Paulines Breve
og nyere Forskninger, at Keiseren i de senere
Aar havde veneriske Sygdomme, hvad der er
af Betydning til Forstaaelse af den gradvise
Nedgang og Forandring hos ham.

Men at han ingenlunde var forandret saa-
ledes, at der var kommet noget fremmed eller
nyt i ham, eller at noget af ham selv var
kommet bort, det skulde snart vise sig.

SIDE: 417

- Dersom det ikke var, fordi man ikke kan
glemme al den forøgede Lidelse og fornyede
Skjændsel, som kom over Frankrige for denne
Hjemvendelses Skyld, saa er selve Begiven-
heden noget af det mest ophøiede, som nogen-
sinde er faldet i et Menneskes Lod at opleve.

Den samme Mand, som med Nød og neppe
var sluppet gjennem sit forbitrede Folk uden
at blive sønderrevet, han vender nu tilbage til
de selvsamme Steder ti Maaneder senere, og
alle de Hære, som sendes imod ham, faar ikke
før Øie paa hans graa Frak, før de bryder ud
i endeløs Jubel: Leve Keiseren! Keiseren leve!
og strax lystrer de denne Stemme, vender om
og følger ham som før i Død og Grav.

Det begyndte ved Grenoble; Veien var spær-
ret; Kongens Soldater stod færdige til at give
Ild paa Napoleon og hans lille Flok. Da gik
han frem tilfods foran sine Grenaderer, slog
sin gamle Batalje-Frak tilside og sagde med
sin rolige Stemme:

"Er her nogen, som vil dræbe sin Keiser?"

Saa var alt forbi. Et eneste: Leve Keiseren!
brød løs fra Rækkerne.

Et eneste Geværskud fra den ene eller den
anden Side vilde have vendt det hele.

Den tapre Oberst Labedoyère førte det 7de

SIDE: 418

Regiment over til ham; han drog ind i Fæst-
ningen Grenoble; Borgerne knuste selv Por-
tene; Jubelen var ubeskrivelig; og Keiseren
var med en Gang igjen Soldaternes Afgud og
Frankriges Herre.

Saasnart det rygtedes i Paris - det gik ikke
fort for hundrede Aar siden - indeholdt "Mo-
niteuren" en kongelig Resolution, som satte
General Bonaparte udenfor Loven; medens
Bladet samtidig fortalte Paris, at det formaste-
lige Forsøg var fuldstændig mislykket, og at
Bonaparte uden Tilhængere holdt sig skjult for
Folkets Hævn oppe i Bjergene.

Imidlertid var Kongens Brodersøn Hertugen
af Angoulème sammen med Marechallerne
Massena og Macdonald og Generalerne Mar-
chand og Duvernet i Lyon, forat stanse Napo-
leon der.

Men Tropperne forlod dem; Hertugen og
Macdonald maatte flygte ud af Byen og Lyon
modtog Keiseren ligesom Grenoble.

Han havde i Grenoble sagt de Ord, som
mange knyttede de største Forhaabninger til:
Jeg vil herefter ikke være Frankrigs Eneher-
sker, men dets bedste Borger.

Men alt i Lyon kom det for en Dag, at Ene-
herskeren var i ham, og værre end før.

SIDE: 419

Han udstedte et Decret, hvori han ophævede
Kammerne og indstævnede en ny extraordinær
Forsamling af Rigets Valg-Collegier, som skulde
revidere Forfatningen og krone Keiserinden og
Kongen af Rom. Men samtidig udkom der
ogsaa et andet Decret, hvorefter en Række af
de frafaldne skulde anklages og deres Godser
strax inddrages - blandt andre Talleyrand,
Marmont og Bourienne. Augereau blev paa
Generalernes Forbøn strøget af Listen.

Selv General Bertrand - ja selv Maret
vægrede sig for at underskrive disse De-
creter.

"Jeg vil ikke underskrive. Dette er ikke,
hvad Keiseren lovede os," sagde Bertrand.

Og ved en Banket i Lyon, da Keiseren
spurgte sin Borddame Madame Duchatel, om
hendes Mand, der var Directeur for Statens
Eiendomme, havde skyndt sig med at confiskere
Talleyrands Godser, svarede denne Dame tørt:
Det har ingen Hast - Deres Majestæt!

Keiseren bøiede af og talte om noget andet.

Den arme Marechal Ney, hvis Hoved og
Forstand ikke paa langt nær stod i Forhold
til hans Mod og Tapperhed, havde paa en
Maade lovet Ludvig den 18de, at han skulde
bringe ham Napoleon fangen i et Jernbur.

SIDE: 420

Men da han nærmede sig sin gamle Herre,
faldt ogsaa han tilfode.

Napoleon tog vel imod Ney og omfavnede
ham. Men alligevel! - de følte begge to, at
dette Jernbur var mellem dem; og Forholdet
blev aldrig som før mellem Ney og Keiseren;
- og hellerikke blev Ney mere den, han hav-
de været før.

Den 20de Marts Klokken fire om Morgenen
red Napoleon atter ind i Slotsgaarden i Fon-
tainebleau, hvor han havde været Fange Aaret
før og taget Afsked med sin Garde. Nu havde
han hele sin Hær igjen.

Og i den samme Nat forlod Ludvig den
18de sine Fædres Slot omgiven af en liden
forskræmt Skare, som bare tænkte paa at slip-
pe bort fra Paris.

Wiener-Congressen, hvor det efterhaanden
var blevet smaat med Enigheden, smeltede
strax sammen i et fast Forbund mod den fælles
Fiende. -

- Den 20de Marts om Aftenen kom Keiseren
kjørende ind i Paris. Foran Tuillerierne blev
han grebet af Mængden, som ikke længer
kunde styre sig, løftet ud af Vognen og baaret
op ad Trapperne ind i sine oplyste Sale, hvor
han fandt sine gamle Ministre og Marechaller,

SIDE: 421

Officerer, Embedsmænd og Hoffets Damer.
Alle Bonaparterne var der ogsaa - lige til
Lucien.

En improviseret Livvagt bestaaende af bare
Generaler tog Plads i hans Forgemakker, og
Glæden var almindelig overalt.

Næste Morgen stod der i "Moniteuren".

"Hans Majestæt Keiseren vendte iaftes til-
bage fra Fontainebleau."

I en utrolig Fart omskabtes Paris og tildels
det store Land; og Frankrig blev atter i De
hundrede Dage Keiserriget i Kamp med det
øvrige Evropa.

Mange af hans trofaste Tilhængere var strax
rede til at indtage Stillinger, de havde havt før,
saaat meget af den vidtløftige Administration
gled tilbage i det gamle Leie og fungerede
næsten uden Stans. General-Postmesteren La-
valette, som Kongen havde afsat, bemægtigede
sig uden videre sine gamle Kontorer ved de
første Efterretninger om Napoleons Landstig-
ning.

Men mange havde nu vanskelige Tider. Of-
ficererne havde i tusindvis svoret til Kong
Ludvig, og nu var Keiseren der igjen og bød
dem at komme tilbage. Det var ikke saa godt
at staa imod, og ikke godt at vide, hvorledes

SIDE: 422

alt dette vilde ende. Selve hans Gjenkomst og
den Maade, hvorpaa hele Landet tog imod ham,
syntes at borge for, at Fremtiden atter var
hans.

Men hvad Nationen først og fremst ventede
paa, da man nogenlunde var kommen til Ro
efter den store Overraskelse, var, at Napoleon
skulde gjøre Alvor af de Ord, han gjentagende
havde udtalt, fra han steg i Land - nemlig,
at han vilde give Frankrige en fri Forfatning
og selv styre Staten i konstitutionelle For-
mer.

Men tiltrods for alle sine gamle Venners og
Tjeneres Raad og Modstand, lod Keiseren of-
fentliggjøre en Tillægs-Akt til Keiserdømmets
Forfatning, der forudsatte og opretholdt det
absolute Enevælde som før.

Med en Gang forstod Frankrig, at Napoleon
var kommen tilbage ganske uforandret, uden
Forstaaelse af Folkets Krav paa Frihed, saa-
ledes som man kunde have ventet det af en
stor Karakter efter saadanne Prøvelser. Alle
Venner af lovlige Tilstande under en fri For-
fatning, og som med Glæde havde hilset ham
igjen som den Dictator, der skulde frelse Lan-
det for Bourbonernes uforstandige og ondskabs-
fulde Tvangsregimente, de følte sig bittert

SIDE: 423

bedragne, og trak sig tilbage - skuffede og
ulykkelige.

Fra denne Dag var der intet at stille imod
den nye Ydmygelse, Evropa beredte Frankrige:
en Hær i den ene Mands Haand, og en Nation,
som forholdt sig taus, og som mistrøstig saa
det uundgaaelige komme.

Keiseren udnævnte 118 nye Medlemmer af
Pairs-Kammeret. Med denne Hædersbevisning
havde han ikke denne Gang vendt sig fortrins-
vis til de gamle adelige Navne, som han ellers
havde en Svaghed for. Der var en fem-sex,
som frabad sig Æren - blandt dem var Mare-
chal Macdonald, hvilket gik Keiseren meget
nær. Bagefter løb alle Emigranterne rundt og
roste sig af, at de havde afslaaet at modtage
Pairs-Værdigheden af Napoleon.

Videre lod han ogsaa afholde det store
Møde, han havde indvarslet. Det blev kaldet
Champ de Mai og skulde gjenkalde den høi-
tidelige Ed, som Ludvig den 16de havde svoret
i 1790 paa den samme Plads.

Et uhyre Alter var opført paa Marsmarken.
Napoleon optraadte i en fantastisk Imperator-
Dragt med en uhyre Fjær-Hat, som vanklædte
den lille tykke Mand. Ceremoniellet, som han
selv havde ordnet, var pompeust, der var store

SIDE: 424

Ord, Eder og Løfter i Manifest-Stilen; Armeen
jublede, men ellers var Stemningen mat; og
der kom ikke noget ud af det hele. Det var
den 3die Juni.

Endelig brød Krigen løs; Napoleon forlod
Paris Natten mellem den 11te og 12te Juni.

Feldttoget blev kort og førtes kun i Nord
ved den belgiske Grænse mod Englænderne
under Lord Wellington og Preusserne under
Feldtmarschal Blücher.

Murat fik aldrig mere Fred i sin Sjæl. Nu
var han igjen svinget over til Napoleons Side.
Den 3die Mai tog han i utide og imod Napo-
leons Ordre og angreb Østerrigerne ved To-
lentino, hvor hans Neapolitanere blev ynkeligen
slagne. Selv kastede han sig Gang paa Gang
imod Fienden; men han var og blev usaarlig.
Efter en planløs Omflakken blev han fangen,
stillet op mod en Væg og skudt.

- For siste Gang mødte de op i den siste
Hær de store Navne. Men der manglede
mange af Keiserens beste Generaler. Davoust
havde truffet Napoleon i Paris og havde mod-
taget Stillingen som Krigsminister. Marechal
Soult kom fra Spanien og tog en Commando;
ligesaa Generalerne Clausel, Decaen og Labord.
Der kom kanske forholdsvis flest Officerer fra

SIDE: 425

Spanien, hvor de ikke havde oplevet det rus-
siske og sachsiske Feldttog og Napoleons Ned-
gang. Ney var med; Exelmans, Gèrard og Gi-
rard, Morand, Friant, Lefebvre-Desnouettes, Pajol
og Vandamme.

General Grouchy var bleven Marechal.

Napoleons Plan var, at Marechal Ney med
venstre Fløi jo før jo heller skulde tage Stil-
lingen Quatre bras henimod Brüssel, hvor Lord
Wellington havde sit Hovedkvarter. Samtidig
skulde Marechal Grouchy tage Landsbyen
Fleurus; derved vilde Wellington og Blücher
været blevet skilt fra hinanden.

Planen var god, og alt saa ud til at gaa efter
Beregning. Den 14de Juni om Aftenen var der
fuldkommen Ro og Tryghed i Brüssel, Char-
leroi og Namür; Ingen anede Keiserens Planer,
og Hæren rykkede frem.

Men den 15de om Aftenen deserterede en
fransk General og gik med to Oberster over
til Preusserne, hvorved Napoleons Plan blev
kjendt for Blücher.

Det var General Bourmont, som blev For-
ræder. Han var en tapper Officerer og havde
kjæmpet med uforfærdet Mod lige til Slaget
ved Montereau i 1814, hvor han blev saaret.
Han var forresten af de Officerer, som Napo-

SIDE: 426

leon selv ikke havde nogen synderlig Tillid til;
men Ney og Girard havde anbefalet ham saa
stærkt, at han fik en Commando; - der var
ikke længer saa mange Generaler at vælge
mellem, og Napoleon fulgte ikke længer bare
sit eget Hoved.

Den samme General Bourmont, som svigtede
Napoleon Aftenen før et Slag, kom til Ære og
Værdighed hos Bourbonerne og endte som
Marechal efter Krigen i 1830 i Algier. -

Men værre end dette var den Omstændig-
hed, at Ney slet ikke førte sit Corps saaledes
som han pleiede. Istedetfor at gaa raskt frem
med hele sit 2det Corps til Frasnes, hvorved
1ste Corps kunde taget Stilling i Gosselees, og
hvorved Quatre bras, som kun ligger et lidet
Stykke Vei fra Frasnes, med Lethed kunde
været besat, lod Marechallen bare en liden
Styrke avancere til Frasnes, hvoraf Følgen blev,
at den venstre Fløi blev liggende for langt
tilbage.

Den 16de Juni slog Keiseren Blücher i det
store Slag ved Ligny. Her faldt General Girard
- en af Heltene fra Lützen.

Baade før og under Slaget sendte Napoleon
Bud paa Bud til Marechal Ney, at han med
al sin Kraft maatte gaa østover fra Quatre bras

SIDE: 427

og kaste Preusserne tilbage paa Grouchy, som
var ved Sombreuf. Dette vilde fuldstændig have
indesluttet Blüchers Armé.

"Frankriges Skjæbne er i Deres Haand," lod
Keiseren sige til Ney; "i Løbet af 3 Timer
kan Krigen være afgjort."

Men nu indtraf der det Uheld, at General
Drouet - Greve af Erlon -, ikke Artilleri-
generalen Drouot - gjorde en misforstaaet
Maneuvre, hvorved Øieblikket til at omslutte
Preusserne gik tabt.

Napoleon brød da tvers igjennem Fienden.
Blücher, som allerede troede, at han havde
Sejeren i sin Haand, blev stanset af det franske
Cavalleri under Milhaud og Gérard. Den gamle
Feldtmarechal faldt selv indunder sin Hest, og
de franske Ryttere jog over ham uden at blive
ham var.

Der faldt ved Ligny 20,000 Preussere; 40
Kanoner og 8 Faner erobredes. Det var en
fuldstændig Seier; men Ingenting imod, hvad
det kunde blevet uden Grev d'Erlons Misfor-
staaelse, og om Ney var kommen frem med
den venstre Fløi i rette Tid.

Efter Slaget sendte Napoleon sin Adjutant
Flahaut til Marechal Ney med Ordre til nu
endelig at sætte sig fast i Stillingen ved Quatre

SIDE: 428

bras og opholde Wellington, indtil Keiseren
kunde naa frem.

For nu at holde Blücher og General Bülow
væk, mens han gjorde det af med Englæn-
derne, sendte Keiseren Marechal Grouchy med
hele 50,000 Mand østover forat passe paa de
preussiske Generaler.

Dette blev Ulykken. Blücher, som ganske
rigtig havde fundet Bülow, vandt saa megen
Tid og marscherede saa hurtigt, at han kom
forbi Grouchy nordenfor og kunde ile vestover
mod Waterloo, hvor han ankom paa Slagmarken
om Eftermiddagen.

Slaget var begyndt Klokken et; og den hele
Slagplan var baseret paa, at Grouchy skulde
komme med sine 50,000 Mand før Tyskerne.

Og i Virkeligheden var Slaget udpaa Efter-
middagen saa godt som vundet over Englæn-
derne. Ney havde gjenfundet sig selv paa Slag-
marken og gjorde Vidundere af Tapperhed.
Tilslut løb han tilfods i Spidsen for sine Ba-
tailloner af Garden - sammen med Friant,
Cambronne og Duhesme.

Men Grouchy marscherede den Dag paa en
aldeles uforklarlig Maade bort fra Kamppladsen;
ikke agtede han paa de Bud, han fik fra Exel-
manns og Gèrard; eiheller fulgte han den gamle

SIDE: 429

General-Ordre i Napoleons Arméer: altid at
marschere efter Kanonerne; og da han ikke
kom frem til Slaget, men derimod Bülow og
lidt efter Blücher, var Slaget uigjenkaldelig tabt
for de Franske.

Hele Arméen gik fuldstændig tilgrunde. Nogle
trodsige Rester af Garden blev staaende paa
Sletten og reddedes tilslut bort af Morand og
Colbert.

I begge disse Slag - ved Ligny og Water-
loo - er det paafaldende, hvor ofte alt synes
at hænge i et Haar.

Havde Ney været snar, kunde han have
fanget Lord Wellington paa Ballet i Brüssel.
Havde d'Erlon ikke giort den feilagtige Ma-
neuvre, kunde Preusserne været indesluttede
ved Ligny; Blücher kunde været fangen, om
nogen bare havde faaet Øje paa ham; og Sla-
get ved Waterloo kunde Napoleon vundet, om
Grouchy havde gjort sin Pligt.

Alt dette betyder formodentlig, at hele dette
Apparat, som før var saa akkurat og feilfrit,
det var udslidt - ligesom selve Chefen. Hans
Generaler havde i Rusland tabt den blinde Til-
lid til hans Uovervindelighed; og denne Til-
lid viste sig nu at have været den egentlige
Grund til deres egen Uovervindelighed.

SIDE: 430

I den ubeskrivelige Forvirring, som endte
dette Slag, red Napoleon alene og ukjendt bort
med Strømmen af de flygtende.

Efter Slaget havde Generalstaben med Her-
tugen af Bassano og Keiserens Secretairer tabt
ham afsyne. De ledte længe efter ham, indtil
de fik vide, at han var seet at ride paa Veien
til Laon; de skyndte sig da efter ham gjennem
Forvirringen og det fiendtlige Rytteri, som over
alt var paafærde.

Tilfældigvis mødte de Keiser Napoleons egne
Rideheste, som blev ført bort; de tog strax
hver sin Hest; kun Maret var saa indgroet i
sin Ærbødighed, at det kostede de andre den
største Møie at faa ham til at stige op paa et
af Keiserens egne Dyr, da Preusserne allerede
var lige over dem.

De gjenfandt Keiseren i Philippeville i en
ubeskrivelig Forfatning, i et elendigt Hus, uden
Vogne - uden nogen Ting!

Hans Officerer var sønderrevne og ukjende-
lige af Søle og Blod, deres Øine var opsvulmede
af Graad, og de var ganske ude af sig selv.

Lykkeligvis kom Marechal Soults Vogne denne
Vei. Keiseren steg ind i en Calesche med Ber-
trand. I den næste sad Maret og Drouot og et
Par Generaler; og i den tredie kjørte de yngre

SIDE: 431

Officerer: Fleury, Labedoyère, Flahaut og Cor-
bineau.

Officererne talte sammen underveis.

Labedoyère mente, at Ulykkerne vilde samle
hele Frankrige.

Fleury var derimod af den Mening, at Kam-
rene snart vilde kaste sig over Keiseren som
den, der havde ødelagt Fædrelandet.

"Ja isaafald," sagde Labedoyère, "har vi de
Allierede igjen i Paris om otte Dage, og der-
næst Bourbonerne; og den første, som blir
skudt, det blir jeg."

Flahaut mente, at Keiseren var fortabt, hvis
han gik til Paris. Alene ved Hjælp af Arméen
og i Spidsen for den kunde han underhandle
med de forenede Fyrster til Fordel for sin
Søn.

"Men" - tilføiede han -, "kanske er alle-
rede i dette Øieblik de fleste Generaler ifærd
med at indsende deres Underkastelse til Kon-
gen."

"Jeg mener som Flahaut," sagde Fleury, "han
er fortabt i Paris. Aldrig i Verden vil man til-
give Keiseren, at han fire Gange har forladt
Arméen: i Egypten, i Spanien, ved Smorgoni
og nu her - midt i Frankrige."

I Laon var der samlet en 3,000 Mand om-

SIDE: 432

kring Kong Jerome, der endelig var bleven en
Mand i Ulykkerne og opførte sig godt. Her
var ogsaa Marechal Soult og Generalerne Mo-
rand, Colbert og Petit.

Det var den almindelige Mening blandt de
høiere Officerer, at Keiseren burde ile til Paris,
og de drev stærkt paa, for at bevæge ham
hertil.

Men Keiseren stred længe imod; og da han
tilslut gav efter for de indtrængende Raad,
sagde han:

"Velan! jeg gaar til Paris. Men jeg føler mig
overbevist om, at I lader mig begaa en Dum-
hed."

Disse Ord ligner ikke meget General Bona-
parte.

Han overlod til Marechal Soult, der indtog
Berthiers Plads som Chef for General-Staben,
at samle og organisere Levningerne af Armeen
og satte sig til at dictere Bulletinen for Slaget
ved Waterloo og forelagde den for Generalerne.

Keiseren gjorde i denne Slagberetning lige-
saa aabent rede for Nederlaget som i den 29de
Bulletin i Smorgoni; men underligt nok, det
var næsten ikke muligt for Generalerne at faa
ham til at medtage, at alle de keiserlige Vogne
var faldne i Fiendens Hænder. I dem var hans

SIDE: 433

Klær, Penge og Papirer og intimeste Smaating
samt et meget kostbart Diamant-Halsbaand,
som hans Søster Pauline havde givet ham
som en Hjælp i et Nødsfald.

Ved Ankomsten til Paris steg Keiseren af
ved Palais Elysée - ikke ved Tuillerierne;
der kom han aldrig mer.

Hvis han - som han selv havde tænkt -
var traadt frem i Deputerkammeret, saaledes
som han kom lige fra Slagmarken, og med sin
uimodstaaelige Veltalenhed havde skildret, hvil-
ke store Forsvarsmidler der endnu i Virkelig-
heden stod til hans Raadighed - takket være
hans storartede Forberedelser - det kunde
kanske endda hændt, at han havde revet For-
samlingen med sig og opnaaet nye Offere af
det udpinte Land.

Men en uhyre Udmattelse havde endelig
overvundet den stærke Krop. Fra den 15de
Juni havde Keiseren siddet paa Hesten næsten
uafbrudt - tildels under store Smerter, ført
an i to Slag i tre Dage og gjennemgaaet den
skrækkelige Nat efter Waterloo, - han var
ganske ude af Stand til at tale i en stor For-
samling.

Imidlertid fik Fouché vendt Stemningen mod
Keiseren i Deputerkammeret; Pairskammeret

SIDE: 434

fulgte efter, og Napoleon blev nødt til at fra-
sige sig sine Kroner for anden Gang; han
gjorde det til Fordel for sin Søn Napoleon
den 2den. En provisorisk Regjering blev dan-
net af Fouché, Carnot og General Grenier,
som skulde forhandle med de allierede Fyrster,
der nu for anden Gang nærmede sig til Paris.

Den 22de Juni androg Keiseren om at faa
til sin Disposition to Fregatter, som laa i Roche-
fort, for at føre ham og hans Familie over til
America. Han besluttede at afvente Svar paa
denne Anmodning i Malmaison, da der efter-
haanden blev en saadan Trængsel af Nysgjer-
rige omkring Palais Elysé.

Havde han faaet Skibene, dengang han bad
om dem, kunde han med Lethed sluppet ud;
thi Englænderne holdt endnu ikke Kysten be-
vogtet. Men Fouché, hvis høieste Ønske det
var, at en eller anden skulde tage Napoleon
afdage, forhalede Tiden og fandt paa med stor
Ostentation at sætte de to Fregatter istand;
medens han samtidig sendte Bud til Welling-
ton med Anmodning om Passer for Napoleon
med Følge.

Der behøvedes ikke saa meget, for at vække
Englændernes Aarvaagenhed, og det blev her-
efter umuligt at forlade den franske Kyst.

SIDE: 435

Mens Keiseren var i Malmaison, hvor han
havde levet Sin lykkelige Tid som Førsteconsul,
red Grev Flahaut en Dag ind til Paris, for
endelig at faa disse Passer, saa at man kunde
komme afsted. I Tuillerierne traf han Fyrsten
af Eckmühl.

"Eders Bonaparte tager Tid med at komme
afsted" - sagde Davoust, sig ham fra mig, at
det er best, han skynder sig; og hvis han ikke
reiser paa Øieblikket, vil jeg lade ham arre-
stere, - jeg skal selv komme og arrestere
ham!"

"Aldrig havde jeg troet," svarede Flahaut,
at faa høre saadan Tale af en Mand, som for
otte Dage siden laa for Keiserens Fødder."

Davoust fór op og vilde have Adjutanten
straffet; men Grev Flahaut indgav strax sin
Afskeds-Ansøgning.

Da han kom tilbage til Malmaison og for-
talte om Mødet med Davoust, sagde Keiseren
ganske sagtmodigt: "Lad ham komme, jeg er
beredt til at række ham min Hals."

Raadvildheden og Forvirringen mellem Na-
poleons Officerer var nu paa sit høieste; mang-
foldige havde compromitteret sig i De hundrede
Dage; og alle anede, at naar Bourbonerne nu
kom igjen, var de ikke til at spøge med.

SIDE: 436

Savary og mange andre tog Afsked. Massena
var gaaet over til Kongen allerede ved den
første Restauration, og Napoleon havde for-
gjæves sendt Bud til ham, da han kom fra
Elba. Marechalen fik Commandoen over Na-
tional-Garden i Paris efter General Durosnel
- den samme, som reddede sin Kone paa
Ballet hos Fyrst Schwartzemberg.

Under Feldtoget i Rusland kom der Efter-
retning til Paris, at General Durosnel var fal-
den. Hans Gemalinde klædte sig selv og hele
sit Hus i dyb Sorg. Men da der en Tid efter
kom Bud, at Generalen bare var saaret, rev
hun Sørgeklæderne af sig og befalede alle sine
Tjenere at bringe deres sorte Klær ned i Ho-
tellets Gaard, hvor hun brændte det altsammen
op i en stor Houg under den mest levende
Glæde.

Marechal Jourdan og General Rapp var ved
Rhinarmeen og blev staaende i deres Com-
mandoer.

Napoleon bad General Drouot, som havde
været med paa Elba, om at følge ham til
America. Men Drouot syntes ikke, at han kun-
de forlade sin Commando over Keisergarden,
som ellers vilde gives til Pris for Bourboner-
nes Mishandling. Keiseren henvendte sig da til

SIDE: 437

Savary - Hertugen af Rovigo, og han var
villig til at følge.

Imidlertid nærmede de forenede Armeer sig,
og Preusserne syntes at stile lige paa Malmai-
son. Keiseren tog da Afsked med Dronning
Hortence og de faa trofaste Venner og Tjenere,
som endnu var omkring ham.

Den 3die Juli kom han til Rochefort med
Savary og Bertrand.

Just den samme Dag blev Paris overgivet
til Feldtmarschal Blücher i Saint Cloud, hvor
han havde opslaaet sit Hovedkvarter. Den
franske Armé blev sendt over Loire for at af-
væbnes.

Samtidig offentliggjorde "Moniteuren" en De-
claration fra Kongen:

"Jeg erfarer at en Dør til mit Kongerige er
aaben; jeg iler tilbage . . . . ."; det er ganske
vist en anden Stil end Napoleons.

Denne Declaration, der var expederet af
Talleyrand som Ministeriets Chef, indeholdt
ogsaa Kongens Tilgivelse til alle undtagen Del-
tagerne i De hundrede Dages Frafald.

I Rochefort og paa den franske Vestkyst
var der endnu megen Stemning for Keiseren.
Ved Bordeaux havde General Clausel nogle
Skibe i Beredskab. Men da det vitterligt var

SIDE: 438

umuligt at slippe forbi Englænderne, gik Na-
poleon efter sin egen Vilje og Beslutning om-
bord paa den engelske Fregat Bellerofon og
sagde til Capitaine Maitland: Jeg overgiver mig
til det engelske Folks Ædelmodighed.

I Virkeligheden kunde han ikke gjøre noget
andet eller noget bedre. Om han var bleven
taget til Fange, kunde det ligefrem blevet livs-
farligt for ham. Og hvor liden Pris Napoleon
satte paa Livet i dette Øjeblik, er det dog altid
for en Officer en utaalelig Tanke at blive taget
tilfange, afvæbnet og kanske skudt af en Pelo-
ton Soldater.

Til alle de fremmede Fyrster havde hans
Forhold været af en saadan Art, at et Gjensyn
med dem i hans nuværende Stilling maatte
være en Pine værre end Døden. Kongen af
Preussen, som han paa det ubarmhjertigste
havde plyndret og haanet; Keiseren af Øster-
rige - hans egen Svigerfar, hvis Hære ha
havde slaaet i 20 Aar, og endelig Keiser Alex-
ander af Rusland, som paa den koldblodigste
Maade havde holdt ham for Nar og anført
hans Ødelæggelse.

Af Englændere kjendte han dog bare Under-
saatter; Fiender var de, men han havde jo
ikke andet.

SIDE: 439

Og naar han stolede paa den engelske Na-
tions Ædelmodighed, havde Manden ogsaa Ret.
Thi naar det blev en saa grundig Skuffelse,
saa var dette ikke blot en Skuffelse for Napo-
leon, men for den ganske Verden, som baade
dengang og idag har langt bedre Tanker om
den engelske Nation: og jeg tror, at Stor-
britaniens gentlemen skammer sig den Dag
idag.

Thi selv om der er overdrevet stærkt, saa
er der saa meget sikkert og vist, at Napoleon
blev behandlet med en udsøgt Smaalighed og
pint og fortrædiget paa den smagløseste Maade.
Havde der blandt hans Fiender været en eneste
virkelig stor Mand, kunde han forhindret, at
de Allesammen blev overleveret til Efterver-
denen med Skammen over sig for den lave
Hævn, de tog.

Napoleon skrev et Brev til Prins-Regenten
- til den mægtigste, den standhaftigste og den
ædleste af hans Fiender.

Men det gik med dette Brev som med alle
Napoleons Haandskrivelser til Souverainerne
- ja værre; thi Gourgaud, som var Over-
bringeren, slap ikke engang i Land i England.
Og da Bellerofon havde krydset i det uende-
lige under Englands Kyst, kom der Besked, at

SIDE: 440

General Bonaparte skulde føres til Sankt He-
lena. Han selv og alle hans Ledsagere blev af-
væbnede og visiterede. Diamanter, Penge og
Værdisager blev dem fratagne, forat "anvendes
til deres Underhold." Alle Breve frem og til-
bage skulde læses af Gouverneuren.

Generalerne Bertrand, Montholon og Gour-
gaud samt Kammerherren Las Cases fik Lov
til at følge med. Derimod maatte Generalerne
Savary og Lallemand, som allerede var dømt
til Døden af Kong Ludvig, gaa fraborde.

Den 7de August blev Keiseren og hans Føl-
ge ført over paa Fregatten Northumberland, og
den 17de October blev han sat iland paa Øen
St. Helena.

SIDE: 441

VAR Napoleon forandret, da han kom fra
Elba, saa var de allierede Fyrster ogsaa
anderledes Karle, da de kom for anden Gang
som Sejerherrer til Paris - ganske trygge og
dertil opirrede efter den siste Angst. De blev
ogsaa festligt modtaget ved Indtoget; der var
nu saa langt større Misstemning mod Keiseren
blandt Folk.

Zaren boede igjen hos Talleyrand og lod sig
tilbede. Og da de havde skrabet nok engang
og endnu grundigere i Louvres Samlinger og
overalt, om der ikke skulde findes endnu et
Stykke Lærred eller Marmor, som Keiseren
havde slæbt til Paris, reiste de hjem hver til
sit og overlod til den tykke Bourbon at faa
Skik og Orden paa sit forstyrrede Rige, hvor
Kosakkerne atter huserede af Hjertens Lyst.

De vendte hjem de tyske Fyrster hoved-
sagelig for saa hurtigt som muligt at slaa Vand

SIDE: 442

paa den Folkereisning, som var kommen dem
saa vel tilgode, medens deres Troner stod paa
Vip; men som der i al Sandhed ikke nu læn-
ger var Brug for.

De reiste hjem for i Taabelighed og Utak-
nemlighed at kue og knække den Kraft fra
neden, som de ikke formaaede at se som andet
end Oprør og Fare; og alt det Lys, som Be-
vægelsen i det unge Tyskland vilde have spredt
ud over Evropa, om Gjennembruddet var
bleven modtaget og forstaaet, det blev nu skruet
ned med Strænghed af den onde Geheime-
Over-Lyseslukker Metternich. Og i det kose-
lige Halvmørke sad Tyskland atter - til-
syneladende vel tilfreds; og der sidder det
endnu; men der er gaaet en uhyre Masse
Øl til.

Det var denne Reaktion, jeg egentlig skulde
læst om. Den blev fra først af næsten værre
i Frankrige end i Tyskland. Bourbonernes
Overmod og Uforstand kjendte ingen Grænser.

Det er næsten ikke det værste, hvad der
hændte med Ney. Thi for det første havde
Marechallen pralet med Jernburet, og dernæst
havde det været haardt for den legitime Konge
at se Mesteparten af sine Stormænd og hele
Armeen løbe over til den forhadte Fiende; der

SIDE: 443

maatte absolut gaaes strængt frem, ialfald maatte
der statueres Exempler. Og da stod Neys Sag
meget slet.

Alligevel blev der gjort adskillige Anstræn-
gelser for at undgaa denne Domfældelse, som
hver eneste Franskmand vilde føle som et Stik
i Hjertet. Marechalen blev næsten budt An-
ledning til Flugt. Men han var bleven saa al-
deles fortumlet og kunde ikke beslutte sig, kom
ikke afsted, og tilslut blev han til alles Sorg
fængslet.

Hans juridiske Forsvarere gjorde, hvad de
kunde; Marechallerne nægtede at dømme ham
- nogle fordi de var hans Venner, en eller
to fordi de var hans Fiender. Pairs-Kammeret
maatte til for at faa ham dømt, - til Døden
som det var at vente. Hans Kone bad for-
gjæves om hans Liv; Kongen var ubøielig, -
denne usle, intetsigende Mand, som Frankrige
ikke skyldte Tak for nogetsomhelst, han fik
paa Grund af sit legitime Kongeblod Lov til
at tage Livet af Frankriges første Kriger; Ney
blev simpelthen skudt af 12 stakkels Soldater,
som blev commanderede til det.

Efterat Marechallen var falden til Jorden -
det var i Luxemburg-Haven - kom der plud-
seligt en Englænder i fuldt Galop, satte over

SIDE: 444

den faldne Helt og forsvandt. Dette skulde be-
tyde Sejerherrernes Triumf, - det er akkurat
lige saa smagløst som alt, hvad England fandt
paa mod Napoleon og hans Mænd.

Der sad ogsaa en russisk General i fuld
Uniform tilhest mellem Tilskuerne. Men Kei-
ser Alexander jagede Personen ud af Armeen,
da han fik høre dette.

Ogsaa med den tapre Oberst Labedoyère
gik det galt, som han selv havde spaaet i
Vognen, da de kjørte fra Waterloo; han blev
ogsaa til almindelig Beklagelse henrettet.

Lavalette, som havde bemægtiget sig Post-
Departementet, blev fængslet og undgik kun
Døden derved, at hans Kone, som et Øieblik
fik være alene med ham i Cellen, i en Fart
kastede sine Klær og lod Manden gaa ud for-
klædt som Dame, medens hun selv sad igjen
i hans Klær. Hun var en Cousine af Keiser-
inde Josephine.

Et Rædselsherredømme aabnede Bourbon-
erne, som blev kaldt det hvide i Modsætning
til Revolutionens Terrorisme. Folk dømtes,
deporteredes eller henrettedes, og der var ingen
Ende paa Armeens Fornedrelse. Emigranterne
myldrede frem som Melorme, - det var de
Femti Tusinde, som Talleyrand talte om; Spot

SIDE: 445

og Haan førte de med sig over Napoleons
Hære og Generaler.

Naar det faste, korrekte Billede af la grande
armée saa hurtigt forsvandt fra de franske
Armeer, skyldtes det uden Tvivl Bourbonernes
Mishandling af Underbefalet og Soldaterne.
Hermed forbandt sig det fordærvelige Zouav-
Slæng, som kom med Napoleon den III og
som allerede i Krigene i Algier begyndte at le
af de gamle Uniformer fra Napoleons-Tiden.

Samtidig gik Preusserne efter Jena akkurat
den modsatte Vei, saa dengang disse Hære
igjen stod ligeoverfor hinanden, vilde den store
Napoleon visselig mønstret den preussiske Hær
med langt mere Tilfredshed end sine egne
gamle Regimenter, saaledes som de var blevne
i 1870.

Men for den Officers-Adel, som Napoleon
havde grundet, var der Brug i Samfundet, især
paa Grund af de store Rigdomme, som fulgte
mange af disse Slægter. Og derved bliver det
forklarligt, at mange af Napoleons Stormænd
gik uskadt gjennem den Skjærsild: først over
til Bourbonerne ved den første Restauration,
saa tilbage til Napoleon i De hundrede Dage,
og saa over igjen til Kongen i 1815. Der var
mange, som klarede dette.

SIDE: 446

Marechal Soult anlagde den hvide Kokarde
og blev Krigsminister hos Ludvig den 18de.
Alligevel var han med Keiseren ved Waterloo;
Pair af Frankrige 1827, Minister i 1830. Han
levede, til han blev 82 Aar gammel som Her-
tug af Dalmatien og efterlod sig store Rig-
domme samt et berømt Galleri af spanske
Malerier, som han selv havde "samlet".

Davoust ligesaa. Efterat han som de andre
var kommet halvt forstyrret fra Toget til Rus-
land, reorganiserede han Armeen i Nordtysk-
land, sprængte den gamle Bro i Dresden i
1813 og indesluttede sig i Hamburg. I ti Maa-
neder holdt han den ulykkelige By i sin haarde
Haand, - gamle Hamburgere skjælver endnu
af Sinne, naar hans Navn nævnes; først i Mai
1814 vilde han tro paa Napoleons Fald og lod
heise Bourbonernes hvide Flag.

Fyrsten af Eckmühl gik foreløbig til sine
store Godser i Frankrig, men den 21de Marts
blev han - tiltrods for alt, hvad der var imel-
lem dem - Keiserens Krigsminister. Hans
Forberedelser til Krigen ere berømte.

Efter Waterloo tog Kongen imod Davousts
Underkastelse. Han var gift med en Søster af
General Leclerc - Paulines første Mand; og
hans yngste Datter - eller Datterdatter - lod

SIDE: 447

i 1897 opføre et stort Fyrtaarn i Nord-Frank-
rige, som hun kaldte Phare d'Eckmühl. Saa-
ledes blev det lille fredelige Møllenavn fra
Tyskland først Titel for en stor fransk Hær-
fører og siden vil det lyse ud over Søen som
et Minde om ham.

Marechal St. Cyr kom i Ministeriet; Macdo-
nald fik Overcommandoen i Armeen; Mortier,
som sprængte Kreml i 1812, blev selv i 1835
sprængt i Luften af den Helvedesmaskine, som
Fieschi havde lagt tilrette for Louis Philippe.

Greven af Lobau - General Mouton blev
Marechal under Louis Philippe. Han var en
haard, men udmærket Officer. Napoleon havde
ladet ham gifte sig med en fin Hofdame fra
Bayern. Hun var 20 Aar og meget smuk, og
han var opi de 40 og dertil styg. Han holdt
da en liden Tale til sine Officerer:

"Jeg forlanger - Mine Herrer! at De be-
tragter Fru Generalinden som en Statue af Mar-
mor - af sort Marmor!" - tilføiede han med
et strængt Blik paa de unge Adjutanter.

General Sebastiani var lidt i Slægt med
Bonaparterne; han forlod aldrig Napoleon;
men alligevel levede han til 1851 i Paris i
glimrende Forhold og blev Marechal.

Mangfoldige af Napoleons Officerer, som til-

SIDE: 448

dels havde tjent sig op fra de lavere Grader,
forblev i Rigdom og Hæder og grundede Fa-
milier, hvis Navne endnu gaar igjen i det høieste
franske Aristokrati: Neys Efterkommere: Fyr-
sten af Moscowa, Hertugen af Elchingen;
Lannes Slægt: Hertuger af Montebello, Cou-
laincourts: Hertuger af Vicenza.

Men endnu langt flere Navne forsvandt i
Fattigdom og Glemsel.

Enkelte holdt sig for gode til at gaa over.
Saaledes Las Cases. Han blev, da han kom
tilbage fra St. Helena, opfordret til at tage en
Hoftjeneste, som kunde passe med hans Rang;
men han afslog:

"Vi har tjent den mægtigste Herre paa Jor-
den; og naar han sendte os til fremmede Hof-
fer, blev vi, fordi vi bar hans Uniform, be-
handlede, somom vi havde Rang med selve
Fyrsterne; og vi følte os selv saaledes. I hans
Forværelser har vi seet syv Konger, som stod
der mellem os andre og ventede - akkurat
som vi."

Saa var der ogsaa en stor Gruppe Men-
nesker af en anden Art omkring Napoleon -
Folk, som aldrig kunde komme ham rigtig
nær, fordi de - af noget, de selv tog for
Stolthed - aldrig kunde beundre ham fuldt ud.

SIDE: 449

General Thiébault var en Type i denne Ret-
ning. Han var dygtig nok; men fordi han ikke
vilde holde sig frem, forspildte han enhver
Leilighed til at gjøre den Lykke, han fortjente.
Derfor sluttede han sig tidligt til Masséna og
de Misfornøiede og stillede sig paa en taabelig
Maade afvisende overfor Førsteconsulen og
hans Mænd.

Deraf ogsaa hans Kritik over alle, som
naaede frem; medens han tager deres Parti,
som surmulede. Thiébault paastaar derfor, at
det var General Kellermann den Yngre, som
vandt Slaget ved Marengo; det var ikke Ram-
pon, som tog Redouten ved Montenotte, men
en ganske ukjendt Officer; det var ikke Davoust,
som havde Æren af Slaget ved Äuerstädt, men
hans Divisions-Generaler Morand og Gudin;
Bonapartes Maneuvrer foran Slaget ved Ma-
rengo var en Plan, som han: Thiébault allerede
før havde indleveret til Krigsministeriet -
overalt den Misundeliges Mangel paa Evne til
at beundre.

Men forresten var han dygtig og tapper,
lystig og aabenhjertig.

Han dadler strængt General Bonaparte, fordi
denne ikke overholdt Kvarentaine-Reglerne, da
han kom fra Egypten; men et andetsteds i

SIDE: 450

sine Memoirer fortæller Thiébault om sig selv
og sine Kammerater, at da de kom udhungrede
fra Massénas Forsvar af Genua, kastede de
Kvarentaine-Betjentene i Søen, løb op i Nizza
og satte sig til at spise - somme af dem syv
Timer i Træk!

- Mellem disse mangfoldige Mennesker og
Tusinder andre, som hele Livet gjennem trængte
sig om ham, staar Napoleon ligesom midt inde
i en tæt Sværm. Og ligesom deres Hengiven-
hed og Had, deres Surmuleri og deres Smiger,
deres Trofasthed og deres Forræderi afvex-
lende kastede Skygger over ham, saaledes
gaar der et Lys fra hans egen ensomme Over-
legenhed ud over dem alle og giver dem hver
sit Præg, udvikler deres Karakter og bøier
deres Udvikling med næsten ligesaa stor Magt
som den, han raadede over i deres Livs
Skjæbne og ydre Vilkaar.

Skjønt hans Livs Ide ikke rak ud over ham
selv, var han dog saa stærk, at de andre troede,
at de kjæmpede og led for noget større. Der-
for, da alt faldt sammen, blev det ligesom en
Dom over den Enkelte og hans eget Værd,
hvorledes han dømte ham, som faldt.

- Efter Slaget ved Waterloo satte hele Ev-
ropa sig ned og pustede ud.

SIDE: 451

I store Bølger havde de Ulykker og Øde-
læggelser, som denne ene Mand forvoldte,
væltet sig i Ringe udover hele Evropa; og jo
fjernere man var fra Midten, desto mindre saa
man til den krigeriske Glans, man følte bare
et utaaleligt Tryk og en evindelig Forstyrrelse
i sine Forretninger, i Handel og Skibsfart, i
alt civilt Hverdags-Arbeide.

Ligefra Storbrittanien langs Nordsøens Kyster
til Hamburg og herhjemme i Norge var det
vanskeligt at følge Napoleons Kjæmpegang med
nogen særlig Jubel. Alting stod fast formedelst
denne vanvittige Afspærring af Fastlandet. Vi
skulde som Danmarks Provins være Uvenner
med vore beste Venner i Nordsøen; men skjønt
det blev Engelskmanden, som næsten tog Livet
af os, var det dog altsammen den forbandede
Franskmands Skyld.

I Aarene fra 1807 til 1811 tog Englænderne
nitten Skibe fra min Oldefar; deriblandt Bark-
skibet Jacob Kielland & Søn af Stavanger, som
hænger her - afbildet under Indseilingen til
Marseilles i 1806, samt den lille Brig Jense-
mand, som Oldefar havde opkaldt efter sin
førstefødte Søn.

Denne min Grandonkels Skjæbne var for-

SIDE: 452

resten for saa vidt indvævet i de alleryderste
Traade omkring Napoleon, som han var Cabi-
nets-Kammerherre hos Bernadotte, efterat denne
var bleven Konge. Han nød endog Kongens
Gunst i den Grad, at han blev sendt med den
Kronings-Ambassade, som i 1826 afgik fra
Stockholm i Anledning af Keiser Nicolaus den
1stes Kroning i Moscow.

I St. Petersburg gjorde Ambassaden Visit
hos den samme General Jomini, som var med
i Raadslagningen foran Berezina. Han sveg Na-
poleon og gik over til Fienden i 1813 og var
nu General-Adjutant hos Zaren; - "han havde
et marqveret, men listigt Udseende".

Og i Moscow var min Grandonkel gjentagne
Gange i stor Fest hos Marechal Marmont -
Hertugen af Ragusa, som formodentlig var
fransk Gesandt?

Nu vilde jeg jo gjerne havt lidt bedre For-
bindelser, end at min Slægtning blev sendt fra
den ene Forræder, for at gjøre Visit hos den
anden og danse hos den tredie. Men der er
ved denne Sendelse et politisk Træk, som er
værdt at bevares.

Den svensk-norske Kronings-Ambassade var
nemlig saaledes sammensat: Af Svenske var
der den gamle Feldtmarechal Grev v. Stedingk

SIDE: 453

samt to eller tre Grever. Og af Norske var
der Major Jens Bull Kielland.

Det er af Interesse at se, med hvilken mi-
nutiøs Omhu Svenskerne allerede saa tidligt i
Foreningen vaagede over, at Rigernes Ligestil-
lethed fik et fyldigt Udtryk - især hvor det
gjaldt Repræsentation overfor Udlandet. -

- I Nordsøen og i Østersøen og langs Nor-
ges Kyster var og forblev Sympatierne tiltrods
for Fiendskabet, Prisonen og alt det Onde, de
hovmodige engelske Søofficerer gjorde os, altid
halvveis hos den store Broder i Nordsøen; og
jeg mindes ikke fra min tidligste Barndom i
de gamle Huse at have seet et eneste Billede
af Napoleon eller hørt en Sang om ham eller
hans Navn nævne. Jeg har ikke læst saa meget;
men jeg synes hellerikke, at han tager den
Plads, man kunde vente, i Datidens Literatur
og Brevvexling herhjemme.

Og har jeg ikke læst etsteds, at den unge
Øhlenschläger sad paa sit Kammer i Paris og
havde saa travelt med sine egne Pap-Helte, at
han ikke fik Tid til at løbe ned og se den le-
vende Napoleon mønstre sin Garde i Tuille-
riernes Gaard?

Men efterhaanden kom det - og stødvis -,
følgende Frankriges Kampe for at vinde op

SIDE: 454

igjen og forvinde de bitre Minder, der skyg-
gede over; indtil hans Navn nu fylder Evropas
Literatur.

Som blandt Mænd saa og blandt Kvinder
var Napoleon noget for sig selv. Han tog alt,
hvad der blev ham budt, og næsten alt blev
budt ham.

Men i mange andre Henseender var han en
hensynsfuld, næsten kjærlig Ægtemand. Hans
Godhed for Josephine varede længe efter Skils-
missen. En Dag var det igjen galt med hendes
Regninger; thi hun kunde aldrig komme ud
af det med de rigelige Indtægter, han havde
bestemt for hende.

"Gaa til Josephine - sagde han heftig - og
forklar hende, at dette gaar aldeles ikke an;
hun maa holde op med dette Vanvid."

Ministeren gik og kom igjen den næste Dag.

"Nu!" raabte Napoleon; "hvad sagde Jose-
phine?"

"Ah - Deres Majestæt," svarede Ministeren,
"Keiserinden hun græd og -"

"Hvad for noget?" for Napoleon op, "græd
hun? det var aldeles ikke Meningen, at De
skulde faa Josephine til at græde. Kjør strax

SIDE: 455

ud til hende, og sig, at de Penge skal vi nok
klare; men hun maa ikke græde; - sig hen-
de, at Keiseren har befalet, at hun ikke maa
græde."

Og hun paa sin Side havde bevaret nogle
rette Linier i sin forvirrede Karakter; hun
havde været den store Mands Veninde, og det
glemte hun aldrig.

Dengang hele Paris glemte den regjerende
Keiserinde og Tronarvingen under Malets korte
Revolte 1812, sagde Josephine strax: "Hvis der
var opstaaet nogen virkelig Fare for Keiser-
inden og Napoleons Søn, var jeg - uden at
tænke paa, hvad Folk vilde sige - ilet til
Keiserinden og stillet mig ved Siden af hende
og Barnet. Det samme vilde ogsaa Hortence
have gjort."

En helt anden Dame var Marie Louise. Hun
bevarede isandhed ikke Erindringen om at have
tilhørt den store Mand.

Allerede i 1814 sagde hun: "Lord Welling-
ton viste lidet, hvilken Tjeneste, han gjorde
mig, da han vandt Slaget ved Waterloo."

Men den ædle Lord viste Besked; thi han
har selv sagt: "Factum er, at hun allerede den-
gang skulde have et Barn med den østerrigske
Baron Neippberg, som hun senere ægtede; og

SIDE: 456

var Napoleon bleven Seierherre ved Waterloo,
vilde Keiserinden være bleven nødt til at vende
tilbage til ham i den Tilstand."

Napoleon kunde være frygtelig blandt Damer,
naar han ikke gad være elskværdig. Men man
kan alligevel forstaa, at det har været ham en
Hjertens Fryd, dengang Madame Staël spurgte
ham: hvilken Kvinde han satte høiest? da at
svare: "den, som sætter flest Børn i Verden."
Han viste godt, hvor uhøflig han var; men
Fiskeriet var ham for plumpt. Det var des-
uden sandt; han ligte ikke Aandrighed hos
Kvinderne.

Og hellerikke Dydigheden. Han kunde ikke
udstaa Dronning Louise af Preussen, som dog
var en Skjønhed. Og da hun i sin oprigtige
Sorg over Landets Ulykke nedlod sig til at
række Erobreren en Rose med de Ord: "Den-
ne Rose for Magdeburg," gik Napoleon koldt
forbi denne Anledning til at være galant mod
den høie Dame; han tog Rosen og beholdt
Magdeburg.

Intet Under, at alle Hoffer kaldte ham en
Tølper.

Men til Gjengjæld fik aldrig en Kvinde nogen
Magt over ham. Det hændte vel, at Josephine
kunde bøie sin strænge Herre i Smaating eller

SIDE: 457

faa ham til at opfylde en mindre rimelig Bøn;
men saadant gik mere paa Venskabets Conto
end paa Elskovens.

Og naar Grevinde Hatzfeldt i Berlin i 1807
opnaaede Tilgivelse for sin Mand og Damerne
Polignac det samme for sine Mænd efter Ca-
doudals Sammensværgelse, saa havde dette
heller ikke noget at gjøre med de Bønfalden-
des Kvindelighed.

Men aldrig saa man ham nedværdige sig til
nogen slet Handling eller til nogen politisk
Forbrydelse for en Kvindes Skyld. Hvor stærk
end Elskoven som Lidenskab var hos ham,
var der aldrig omkring Napoleon de forarge-
lige Maitresse-Forhold, som ellers gjerne har
fulgt Kongerne ligefra den modbydelige Kong
David, som de tvang os til at beundre, da vi
var smaa.

Og hellerikke Religionen eller Præsterne
havde den ringeste Magt over ham.

Der havde aldrig været noget mystisk over
Napoleon Bonaparte; han gik ikke i Ungdom-
men med sygelige Drømmerier om Hemmelig-
heder fra sin Moders Særk; han viste meget
godt, hvem han var: han var den store, hvem
det største tilkom, og det med en ganske an-
derledes Ret, end naar vore Kongsemner gik

SIDE: 458

og fablede om Kongstanken og bildte sig selv
og andre ind, at de kunde kjende Kongeblodet
i sig.

Napoleons Ærgjerrighed var sund og frisk;
han kjendte Intet til udenoms Kræfter og bar
i Sandhed alt sit med sig; han hverken troede
eller regnede paa anden Hjælp end sit eget
gode Hoved og de andres skrøbelige.

Man har prøvet at gjøre ham til en over-
troisk Dagvælger og tillagt ham en Stjerne,
som han skulde tro paa.

Napoleon viste, hvilken Magt der er i Erin-
dringerne - ikke mindst for Soldaten, som
ikke har stort andet at sysle med og snakke
om. Og han, hvis Kunst det var i Slaget at
kunne multiplicere sin Kraft paa et enkelt
Punkt i et givet Øieblik, han sørgede for at
bevare de Dage, hvis Minder han viste kunde
multiplicere Soldaternes Mod og Iver, saaat
han bare behøvede at nævne en Række Datoer
og Dage, for at have hele sin Arme i Fyr og
Flamme.

Forsaavidt var han en Dagvælger, men deri
var intet af Overtro.

Og nu Stjernen. En Aftenstund i Tuillerierne
havde Cardinal Fesch talt mange Visdoms-Ord
om Maadehold, at nøie sig med, hvad der var

SIDE: 459

opnaaet; - han havde nævnt Buen, som
spændes, og Krukken, som gaar saa længe til-
vands og alt det andet.

Napoleon hørte opmærksomt paa ham; og
da Cardinalen var færdig, førte Keiseren ham
hen til et af de høie Vinduer og pegede op i
den tunge Regnhimmel.

"Ser du den Stjerne deroppe - Onkel?"
- spurgte Napoleon.

Cardinalen saa og saa; nei! han saa ingen
Stjerne.

"Men jeg ser den," sagde Keiseren alvorligt
og forlod ham.

Var der nogen Stjerne? - det er ikke godt
at vide; men sikkert er det: forsigtige Cardi-
naler faar den aldrig at se.

Men heri var der hellerikke noget af Over-
tro. -

- Oprigtigt talt, har jeg aldrig forstaaet dette
med Concordatet og det hele Forhold til Pa-
ven og Kirken; kun saa meget ser jeg, at skjønt
Napoleon traf til at være samtidig med en
Pave, som var en hæderlig og ædel Mand, var
der dog aldrig hos Napoleon eller omkring ham
noget Spor af Præstefrygt - eiheller af
Hykleri.

I hans Proclamationer og Dictamina var der

SIDE: 460

Intet af det, vi siden har maattet høre saa
meget af - lige til nu ganske nylig, da Prins-
Regenten kom herind fra Stockholms Slot,
hvis Ry for Gudfrygtighed ikke er gammelt,
og forklarede Nordmændene, at nu havde han
henvendt sig personligen og privat til Gud og
anraabt ham om at bøie Nordmændenes Hjer-
ter og oplyse deres Forstand saaledes, at de
kunde gjøre hans og Faderens - Oscar den
Andens - Vilje.

Jeg tror forresten, at denne Prins-Regent har
slaaet Recorden, - som vi siger nutildags.
Saaat Regenterne selv herefter og deres Raad-
givere vil føle, i hvilken farlig Grad de oprører
Folkene ved at bruge denne formastelige Arm-
i-Arm-Stil med Vorherre.

Napoleon paakaldte i sine Manifester aldrig
andet end Frankrige, Æren og sig selv; og det
havde Manden Ret til. De store Kirkefyrster
lod han paradere ved hans storartede Kirke-
fester; ellers havde han ikke Brug for det
religieuse Apparat. -

- Pengene behandlede Napoleon med kold-
blodig Ligegyldighed. Han taalte ikke Snyderi
og lod sig ingenlunde imponere af de store
Pengesække. Naar han syntes, En havde suget
sig for fuld, var han ikke sen til at rulle ham

SIDE: 461

i Salt og tappe af ham nogle Millioner. Saa-
danne Forhold var omkring Napoleon utænke-
lige, som vi siden har seet nok af, hvor Kon-
gerne færdes mellem Spekulanterne i en Af-
hængighed af nogle gyldne Millonær-Slægter,
som tilslut gjør det tvivlsomt, hvem der egentlig
regjerer Landene - enten de, som bærer de
gyldne Kroner paa Hoderne, eller de, som har
dem i Kasserne.

Napoleon var dertil en nøgtern Mand i
Mad og Drikke. Han kunde ikke være gemyt-
lig ved Glasset mellem sine Stormænd, hvad
enkelte Konger har kunnet; men saa kjendte
han hellerikke de nedværdigende Drikkelag
med Raahed og sansesløs Misbrug af Magten,
som følger Rækkerne af mer og mindre for-
drukne Konger lige fra Alexander den Store.

Paa de skjønne Kunster forstod Napoleon
sig kun maadeligt - tror jeg. Han elskede
Orden, Pragt og Symetri; derfor var Architek-
tur og Decoration det, han best forstod. I
Maleriet var hans Smag tør; hvad der i hans
Tid brød frem af nyt og reformerende, laa
ikke for ham.

I Literaturen elskede han det velordnede
Drama, hvor store og uindviklede Lidenskaber
skildredes i Vers, der stod fast i Rækkerne

SIDE: 462

som hans egne Soldater. I Musiken var han
neppe længer fremme end franske Officerer i
Almindelighed; han blev staaende ved den
smukke Sang, de italienske Arier med rigtig
vanskelige Coloraturer og Cadenzer var hans
Lyst. Den mere indviklede Musik, hvor det
rent melodiøse synes at blive borte i de fint
nuancerede Udtryk for Stemningen, og Sam-
lyden af Stemmerne med Instrumenterne, det
vilde han neppe glæde sig ved.

Hele Napoleon Bonaparte var fra Top til
Taa stemt i C Dur, der fandtes hverken Kryds
eller b; og Moll var ham fjernt. -

Det falder let i Øinene, hvilken stor For-
skjel der alligevel var mellem denne Mand og
de store Religionsstiftere, som ogsaa satte sin
Tid i Bevægelse. Thi ved disse var Bevægel-
sen øgende, og blev først Magten ved deres
Død. Men da Napoleon døde, var Historien ude.

Thi han havde ikke nogen Ide at give Ver-
den. Hans Tanke var ikke længer end hans
Liv, fordi han aldrig i sit Liv havde tænkt paa
andet end sig selv.

Han trækker endog det korteste Straa sam-
menlignet med en beskeden Videnskabsmand,
der anvender sit Liv til at forme os en Tanke,
som lange Tider lever og løftes paa.

SIDE: 463

Men blandt sine egne, blandt dem, han var
født til at være iblandt - nemlig mellem Fyr-
sterne, rangerer Keiser Napoleon overmaade
højt. Han var saa nær ved Idealet af en Tyran
i gammel Betydning, som noget Menneske er
kommet.

Napoleon maatte spille med de Brikker, som
stod paa Brættet; men udover det kom han
ikke. I hans Hoved kunde Ordet Fred aldrig
betyde andet end en Pause mellem to Krige.
Den Tanke, at Fred mellem Nationerne kunde
blive det normale, den fandtes ikke i hans
Hoved og hellerikke hos noget andet Menneske
omkring ham.

Og fandtes dette Hoved, saa sad det ialfald
paa en ukjendt Mands Skuldre, der endnu paa
et Tagkammer sad og skrev sine Utopier ved
et tarveligt Lys.

Men ligesom Napoleon som Fyrste og Hær-
fører naaede det høieste, var han ogsaa den
siste, hvem det lykkedes omkring sin Person
at samle al den Glans, som fra gammelt har
fulgt og smykket hans blodige Haandtering.
Efter ham var det forbi for bestandig.

Siden blev det Beregninger og Fagstudium,
- det krigerske kom næsten til at ligne det

SIDE: 464

industrielle, hvor det er de beste Maskiner,
som seirer.

Nu plukker vi de gyldne Snore og de vaiende
Fjere af Armeerne; og Admiralen, som før
stod paa sin høieste Commando-Bro i Galla-
Uniform med Ordener og Skjærf, han sidder
nu nede i en Staal-Æske og trykker paa Knap-
per som en Telefon-Dame.

Men naar Glansen gaar af noget, pleier det
at lide mod Slutten. Kanske kan Keiser Na-
poleons glimrende Skikkelse, naar den fjerner
sig i Fortiden, blive en Hjælp for disse Ideo-
loger, han foragtede saa dybt, naar vi en Dag
ogsaa skal vinde den store Seier: Fred mellem
Folkene.

Alle Verdens Sprog har udtømt sine vold-
somste Adjectiver over denne Mand - opad
og nedad. Og mange har med Beklagelse sat
sig hen og anstillet Betragtninger over, hvilket
mærkværdigt Dyr Tigeren vilde været, om den
ogsaa havde ejet Lammets Egenskaber.

Men det fuldkomne ligger ikke i Alsidig-
heden.

Hverken i Kjøkkenet eller i Livet fremkom-
mer det Fuldkomne derved, at alt muligt og lidt
af hvert er rørt sammen i den samme Potte.

SIDE: 465

Det fuldkomne bestaar deri, at alt det er
der, som hører til; og ikke et Gran af noget
udenoms.

Jeg for min Part er glad over, at jeg ikke
behøver at udmatte Adjectiverne - hverken
de ondeste eller de godeste. For mig er Na-
poleon fremfor alt og fremfor alle en Mand og
et Mandfolk.

Selskabet paa Longwood - Keiserens Bolig
paa St. Helena - levede nu i 6 Aar omkring
den store Mand.

Der var General Montholon med Børn og
Gemalinde; hun forestod Husvæsenet. General
Bertrand med sin Familie boede et Stykke fra
Longwood.

Videre var der Las Cases med sin unge
Søn, General Gourgaud og den irske Læge
O'Meara, - samt en Del trofaste Tjenere.

Disse faa Mennesker, som vistnok alle hængte
ved Keiserens Person - hver paa sin Maade,
var dog alle fremmede for hinanden. De kunde
ikke i den lange pinagtige Ensomhed - om-
trent som i et Skib ved Nordpolen - altid
holde Fred og lade være at stride om Smaa-
ting, smaa Skinsyger, Levninger af tidligere
Ærgjerrighed - til Keiserens store Sorg. Det

SIDE: 466

var endog nær kommen til en Duel mellem
Generalerne Montholon og Gourgaud.

Hvad der forøgede Bitterheden mellem dem
indbyrdes og gjør Billedet af hans siste Aar
saa pinligt, er den udsøgte Smaalighed og Ond-
skab, hvormed Englænderne behandlede ham.

Og et Liv, som det, der førtes omkring Na-
poleon, vilde overhovedet ikke have været til
at udholde, hvis han ikke selv havde ordnet
Livet for sine Omgivelser med den ham egne
Sans for Orden og Arbeide. Hver fik sin Stil-
ling og sine Instruxer, ganske som ved et Hof;
men uden at der et Øieblik faldt noget Skjær
af Latterlighed over denne Elendighed, som
holdt sig opreist til det siste.

Keiseren forblev dem ligesaa fjern som i
Tuillerierne, - kun at den uimodstaaelige
Fortryllelse, som altid fulgte denne Mand, for-
jog for dem den Kjedsommelighed, som ellers
vilde ødelagt dem.

Keiseren indrettede sin Dag og de andres
med faste Arbeidstider til givne Klokkeslet; han
dicterede sine Feldttog til Generalerne - de
italienske til den ene, de tyske til den anden.

Og om Aftenen sad den lille Hof-Cirkel og
snakkede sammen og hørte det haabløse Hav
bryde mod Øen; medens Keiseren gik op og

SIDE: 467

ned eller kunde sætte sig og fortælle et Minde
eller mindes sine Mænd.

Men efterhaanden tog hans Sygdomme Over-
haand, og hans Jernlegeme bukkede langsomt
under. Kold og rolig som han altid havde
været, saa han Livet haabløst svinde hen. I
hele 1820 var han daarlig; og i 1821 gik det
raskt nedover.

Den 15. April skrev han sit Testamente,
hvor ingen blev glemt - ligefra hans egen
Søn og ned til Tjenerne.

"Jeg ønsker, at min Aske skal hvile ved
Seinen - midt iblandt det franske Folk, som
jeg har elsket saa høit."

Dette var et af de faa Ønsker, som blev
opfyldt. Derimod frygter jeg for, at der blev
taget lidet Hensyn til hans Fordeling af de
Millioner, han eiede privat.

Det kan jo være det samme for Manden;
hans Mening var god nok.

"Jeg efterlader til min Søn mine Ordenstegn,
Snusdaaser, Sølvtøi og lignende Ting; mine
Vaaben, Sadler og Sporer, mine Uniformer og
Klæder, den graa Frakke og den blaa Kappe
fra Marengo."

"Jeg giver Grev Montholon to Millioner frcs.
fordi han fulgte mig hid."

SIDE: 468

En liden Erindringsgave til Moderen og alle
hans Søskende - de havde igrunden hængt
nøie sammen. Selv Marie Louise var erindret
smukke Ord; skjønt Englænderne sikkert
ikke har forskaanet ham for at vide, hvorledes
hun bar sig ad.

Den 2den Mai fo'r han op i Vildelse og
raabte paa sin Ungdoms Generaler: Steingel,
Desaix, Masséna! han saa Italiens Sol blinke i
Bajonetterne.

Den 4de Mai 1821 rasede der en Orkan
henover Øen, som kastede overende det siste
Træ, der stod igjen ved Longwood.

Keiseren laa stille hen; mens Stormen susede
forbi. Men saa længe, der var Gnist af Liv,
hørte de ham tumle med store Commando-Ord.

Men endnu mange Aar senere - lige til
1838, efter at Teppet længst var faldet, og Nat-
ten havde sænket sig over Evropa, slæbte
Talleyrand sin lamme Fod til det grønne Bord,
hvor han sad mellem de klingrende Guldstyk-
ker og spillede med nye Guldfugle og gamle
rovgjerrige Damer - Nat efter Nat.

Den 27de September 1905.