Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Ragnhild Jølsen

SIDE: 1

KATUNGEN DØDE

(ca. 1891)

Tassen, Tassen, kan du ikke komme hid da,
pusen min," - hun strakte de smaa, tynde
arme ud. - "Hvad er det, som hænger i taget?
Det er jo! - Hvad er det? - Hvad er det? - Er
det den stygge vov-vov-en, som bed Tassen? -
Mama, mama, tag Tassen, tag Tassen, vov-en vil
bide den - nei, nei - aa tag den da!" -
"Stille, stille nu barn, hunden bider ikke Tassen
mere." "Lever Tassen endda? Har struben vokset
sammen igjen? Gaa efter Tassen - aa, gaa efter
den da, mama. Nei, der er den jo - der - der,
ser du den ikke - rødt halsbaand - aa, nei, det
er jo blod; struben er bidt over - Tassen er død
alligevel, søde katungen min," saa gjemte hun
hovedet i puden og skreg.

Stakkar liden, nu laa hun i voldsom feber,
og for to dage siden løb hun om med katungen
sin, legte og var fornøiet hele dagen. Enten fløi
hun efter Tassen, eller Tassen fløi efter hende -;
moro havde de det, de smaa katungerne, for kat-
unger var de igrund begge to, smaa, letvindte og
kjælne. "Jeg er saa glad i dig jeg, Tassen min,"

SIDE: 2

brugte hun at sige, og saa klemte hun Tassen ind
til kindet sit, og Tassen malte, og greb med sine
smaa labber efter haaret hendes.

Tassen var først og Tassen var sidst i hendes
tanker hver eneste dag; alt hvad Tassen gjorde var
rigtigt; den kunde gjerne klore hende ogsaa; naar
hun saa den lille graa ulddotten gjøre krumspring
bortover, var det ikke muligt at blive sint.

Tassen var hendes fortrolige; naar noget gik
hende imod, maatte hun straks fortælle det til
Tassen, og ingen kunde trøste slig som den, syntes
hun. Naar den strøg sig indtil hende og saa op
med sine store, grønne øine, var det, som om den
vilde sige: "Bryd dig ikke om det; jeg holder jo
af dig."

Om aftenen, naar hun havde lagt sig, maatte
hun altid have Tassen paa armen, og saa fortalte
hun den lange eventyr eller snakkede om, hvor-
ledes de skulde have det, naar de blev store. -
Ja, da, da skulde de sove paa ederdun og silke og
drikke fløde hele dagen.

Hun var gladere i Tassen end alt andet paa
jorden, fandt hun ud, gladere i den end i mama
ogsaa. Om aftenen bad hun altid Gud om at be-
vare Tassen og aldrig lade den dø.

En dag fandt hun paa at gaa op i skoven og
plukke skovstjerner; - dem skulde hun binde en
liden krans af og sette om halsen paa Tassen.
Men som hun gik deroppe, hørte hun pludselig et
voldsomt hundeglam og katteskrig, og saa med et
blev alt stille igjen.

"Nei, det var vel aldrig Tassen, som skreg?" -

SIDE: 3

Og saa satte hun afsted gjennem smaaskoven.
Kvistene slog og rev hende tilblods; men hun
mærkede det ikke. Hun bare løb, løb alt hvad
hun aarkede for at komme ned paa jordet, did
hvorfra skrigen havde lydt. Nede paa jordet var
hun ikke istand til at opdage nogenting; hun saa
nok en sort jagthund dilte bortover; men nogen
kat saa hun ikke. - Hun ledte og ledte, nei, det
nyttede slet ikke; men saa lagde hun mærke til,
at i græsset var det tydelige spor der, hvor hunden
havde fløiet - saa fulgte hun sporene tilbage et
stykke. - Nei, hvad var det som laa indunder
busken der? - Tassen, Tassen, jo, det var Tassen!
- Hovedet laa paa skakke, øinene var halvlukkede
og brustne, og saa var der noget blod. - Alt gik
rundt for hende; men med det samme skjønte
hun ikke rigtig nogenting. - "Tassen min, Tas-
sen," sagde hun, lagde sig paa knæ og strøg
haanden bortover den. - "Tassen!" Da aabnede
den øinene, saa et sekund op med et lidende blik,
og saa sank øielaagene halvt ned igjen. - Da
satte hun i et skrig, gjennemtrængende, skingrende,
saa aasene gav ekko bortover; hulkende satte hun
sig i græsset, græd, græd og skreg; hatten faldt af,
solen skinnede paa bare hovedet, - gule, grønne
og blaa flekker begyndte at danse om i luften, og
saa blev det en lysstrime fra busken ret op i luf-
ten - ret op - lige til solen - -.

Ingen vidste, hvor hun var. Et helt mandskab,
næsten, blev sendt ud for at lede, og tilslut fandt
de hende liggende bevidstløs i solstegen ved siden
af Tassens lig - -.

SIDE: 4

Længe, længe laa hun syg; da hun første gang
kunde reise sig af sengen og se ud, stod poplerne
ude paa gaarden fulde af lysegrønne smaablade,
og da hun første gang kunde sidde oppe, var hele
græsplænen udenfor fuld af gule lænkeblomster,
solen skinnede, og fuglene sang.

Liden og bleg sad hun ved vinduet og trædde
lænker af blomsterstilke; det var saa morsomt,
syntes hun, og nu havde hun faaet istand en rig-
tig lang lænke - her og der bortover anbragte
hun nogle blomsterhoveder som medaljoner -
aa, den var virkelig pen, den kjeden! Pludselig
rev hun altsammen istykker, kramsede det sammen
med hænderne og slap det ud gjennem vinduet. -
"For er jeg glad i noget, tager Gud det ifra mig,"
tænkte hun. - Hun var ikke katunge nu længere.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 5

SVENSKEBIRKA

(ca. 1896)

Langt inde i skoven etsteds stod der i min barn-
dom et stort, deiligt birketræ. Jeg var saa
glad i det træet, som det stod der, knudret og gam-
melt og alligevel tæt af lysegrønt løv - ingensted
var det saa morsomt at lege som deroppe, hvor
det gamle birketræet stod. - Jeg var bestandig
lidt ræd for skoven ellers; naar jeg kom ind mel-
lem de mørke tætte grantrærne, maatte jeg altid
tænke paa hulder og nisse; men deroppe ved bir-
ken min var alting saa lyst lysegrønt og vakkert.
Der kunde jeg lege saa meget jeg vilde - en
ekorn kunde knage i smaakvistene engang imellem,
eller stæren som havde sit rede oppe i træet
kunde pibe lidt mere end almindelig rart; men
det gjorde ingenting der, for solen skinte saa klart
paa alting - især paa birken. Jeg fandt ud en-
gang at bladene paa birken min kastede lyset til-
bage, og at det var derfor at alt omkring den,
selv luften, blev ligesom saa graalig vakker. Jeg
prøvede ofte at omfavne den; men den var for tyk.

Jeg skulde reise væk engang - jeg vidste
ikke, hvad enten for aar eller for bestandig - det

SIDE: 6

var aftenen iforveien - og jeg maatte op til lege-
stedet, til birken min, se den engang til og sige
farvel. - Paa veien mødte jeg en gammel hus-
mand, Hans Brænnstua. "Hvor ska' du da," raabte
han. Jo, jeg skulde til birken min oppe paa Len-
aasen, jeg. - "Er det Svenskebirka du mener,"
sagde Hans, "saa ska' je' fortælle en historie om
den, som kanske ingen har fortalt dig før." Og
saa fortalte Hans en lang historie, om "Svenske-
birka", som han kaldte den: Det var i krigens
tid i 1814. Der stod blandt andet en fegtning paa
grænsen mellem de norske og svenske. Svenskerne
tabte, og seierherrerne delte byttet mellem sig.
Yngste løitnant fik en liden blak hest, som han
sendte hjem til sin fars gaard. Men hesten var
rent balstyrig og umulig hele veien, og ikke bedre
blev den, da den kom frem. Den hoppede og
sparkede hele dagen, vilde ikke spise, og bed efter
alle, som kom i nærheden af den. Tilslut skjønte
da bonden, at hesten maatte være sindssvag, at
den vel var bleven saa forstyrret af slagtummelen,
at den havde mistet forstanden. Efter en tids for-
løb blev hesten ført ud i skoven og skudt; men
omtrent der, hvor hesten faldt om, stod et lidet
forkrøblet birketræ, som blev bestænket med blod,
og ved roden flød der sammen en stor blodpøl.
Da vaaren og sommeren kom, rettede den lille
birk sig og skjød store skud, og løvet paa den var
friskere og mere grønt end paa noget andet træ i
skoven, og barken var saa skinnende hvid. Om
høsten beholdt den sine gule blade længere end
andre trær, og ved vintertide blev den ikke ned-

SIDE: 7

tynget og brukket af sneen, men stod der og vug-
gede sig med sølvglitter paa hver kvist.

Saaledes gik aar efter aar - større og større,
vakrere og vakrere blev den - og nu var der af
den lille, forkrøblede birken blevet et prægtigt,
knudret birketræ, og det var nok fordi der var
gjødet med blodet til den vesle blakke svenske-
hesten, mente Hans.

Jeg reiste altsaa væk, og 3 aar gik hen, før jeg
kom tilbage og igjen fik se paa træet mit - og hvor
skuffet blev jeg ikke! Jeg havde ventet at det
skulde ha været endda større end sidst og aldeles
ugjennemsigtigt av løv - men nei - da stod det
udtørret, gammelt, med grene brukne af høst-
stormen og bare med lite granne skrøbeligt smaat
løv øverst oppe i toppen. Næste aar, vidste jeg,
vilde alt liv være ude og mit prægtige gamle træ
vilde blive hugget op til ved. Det var saa for-
færdelig sørgeligt - tænk at det, netop det skulde
dø, mens de andre trær stod der saa friske - det
kjære træet mit, paa hvis knudrede grene jeg saa
ofte havde siddet og drømt mig "stor".

Igjen reiste jeg væk, men kom tilbage udpaa
vinteren. En klar frostmorgen gik jeg indover
skoven, og da jeg kom til Brænnstua, fik jeg lyst
til at se indom til gamle Hans.

Paa skorstenen knitrede en stor ild af svære
birkekubber, og paa en trækrak sad Hans og spik-
kede stikker. Det faldt mig med engang ind at
"der brandt vist noget af birken min", og saa
spurgte jeg Hans, om det ikke var saa. Joda, saa
var det netop ogsaa; men det havde ikke været

SIDE: 8

saa meget god ved i den, som han havde troet, for
halvdelen var raadden. "Og de' har je' tænkt hele
ti'a," sagde Hans, "at Svenskebirka sku' daue ud
fort; for de' er naa saa, at de' svenske ente du'er
i længda, og det som fort lever op - det fort
lever ud."

Længe sad jeg der og saa, hvordan ilden gni-
strede, sprakede og tilslut forkullede det som jeg
havde holdt saa af i min barndom, og jeg følte -
følte tydeligt, at i luerne der, der svandt ogsaa
drømmene om at blive "stor".

Ragnhild Jølsen

SIDE: 9

ØRNEN

(ca. 1896)

Imellem fjeldskar og skovtykning, hvor mørket
bygged mur om natten, og taagen blunded hver
skabte dag, stod en gudsforladt hytte, muret sam-
men og tømret af fjeld og skov. I stenhyttens
eneste rum havde mennesker sin vaaning, aad sin
føde paa det kluntede bord og drak dertil den
styrkende drik, som tilberedes af gjæret honning
- eller det mørke bjørnekjød skylledes ned med
det, hvoraf bjergfloden gav i sin rigdom.

Oppe paa det flade tag sad en lænket ørn, dag efter
dag; naar det jagende efteraar med smæld og slag for
mod dens pantser af sorte, glatte fjære, forraadtes
livet kun ved en svag dirren i den del af nakken,
der ikke kunde gjemmes under vingen. Vinteren
sattes et dække over fuglen - for den maatte ikke
dø - og mens sneen hang i folder og fliger om
boet, sad den sammenkrøben og urørlig inde i sin
kolde hule, fra hvis mørke alene dens glippende
gammeløine skinnede. Da vaaren begyndte at le
og tumle mellem fjeldene, var det at ørnen lidt
efter lidt tøede og vaagnede af dvalen, den aabned
fjærene og lod de fattige solstraaler smutte ind; den

SIDE: 10

rokked med hovedet, strakte og retted de stølnede
klør - og pludselig en dag, da vaaren, kaad i sin
leg, buldrende i sin unge herskesyge, kastede sne og
is nedad skrænterne, og fugle med korte skrig fløi
høit op imod himmelen og solen, ranked og rysted
fangen paa taget sin sorte krop, saa udfoldede den
langsomt de stolte vinger - - - det gav et
hvast ryk om benet hvor jernkjættingen bandt,
og fuglen flaksede og stred, glemmende sin konge-
lige værdighed, indtil den med en dump gurglen
gav sig over. Næste dag huskede den ikke læn-
gere den foregaaendes frugtesløse kamp, og be-
gyndte paa ny. Nedenfor hytten lo det hæst og
brudt.

Men tidlig en morgen var der kommet en frem-
med ørn, endnu pragtfuldere, større og sortere,
den sad og vugged og løftede i vingerne, kroende
sig i sit ufangne mod, fra og til fløi den en tid-
lang og besøgte sin fangne fælle. Og som vaaren
øm og spag sneg sig ind i sommerens arm, byg-
gede de to, den fangne og den fri, et rede af kvist
og kvas deroppe paa det flade tag - i redet blev
æg - og saa to gabende smaa unger, som voksede
med varmen, der faldt over jorden.

Paa den tid hændte, at en mand, i hvis ansigt
avind og græmmelse stod skrevet, rakte haanden
ud og rev de to unger ned fra redet, hvorefter
han dræbte dem og ribbede dem for fjærene, under-
tiden grinende op til ørnehunnen, som baksede i
afmægtigt raseri og sendte rædselens skrig udover
de vide skove, og bjergene gav dem igjen.

SIDE: 11

Noget tilbage i begivenhederne var der fred
over hytten, og to børn legte i solgløtterne - ind-
til hunørnen, som havde bo oppe i fjeldet, seilede
ned og slog klo og næb i den lille gut. Hvad
hjalp, at moderen kastede sten efter den, saa gni-
ster sprang fra fjeldvæggen, de traf, rovfuglen svang
sig uforstyrret med bragende vingeslag op fra jor-
den, indtil den fik luften under sig, og svømmede
langt, langt bort, høit over fjeldene. Der, vidste
kvinden, som stod og stirred efter den med
aaben mund og stivnede lemmer, der vilde den
slippe det hvide menneskebarn, og søge det igjen
nede mellem urens stene, kvæstet og sprukne de
skjøre knokler, blodigt og uformeligt hele det lille
legeme, hendes barn, som hun havde baaret i angst
og kjærlighed, som hun havde kysset og stellet om,
og snart vilde silkehaaret, det hun havde redet,
lige idet han rykked sig ud af hendes arme og
satte paa sprang ud til søsteren, de bløde lokker
vilde hænge i vaade travser om ørneungernes næb,
kanske nede i kroen paa dem vilde det ligge som
et blodigt, forvitret nøste - -

Da manden kom hjem, fandt han sin stærke,
rolige kvinde at ligge hulkende paa hyttens gulv,
og Snefrid, den lille datter, trykkede sig sutrende
bort i en krog. Han sagde ikke et trøstens ord,
dertil fik han formeget selv at bære, desuden syn-
tes han ogsaa, det lidet kunde nytte at lefle om
dette; men i hans sind hug hadet sig ind, som
runerne dybt i granitten, og imellem hans mum-
mel: "Min søn, min eneste søn", banede en ed sig
frem under tænderne.

SIDE: 12

Den vilde mand overvandt den vilde fugl i
dens rede; dyret, som havde mættet sig af hans
yndlings kjød, var fangen, som helst aldrig
skulde dø.

Saa var da hevnens lange dag oprunden, til
glæde for ham selv, til ligegyldighed for kvinden,
som dog ikke kunde skjænkes det tabte tilbage, til
retfærdigheds-følelsernes rundkreds for lille Snefrid,
som vokste ensom op i den gudsforladte hytte.
"Hvorfor pine den mere," var hendes tanke bag
den hvide pande. "Har den ikke allerede for-
længst lidt mer end den sønneløse fader - og en
rovfugl er den, som tager hvad dens øie ser, hvem
gav den evnen til at forstaa ret og uret?" - "For-
vist, min far, du skulde dræbe den - saa anret-
ter den jo ei heller nogen ugavn blandt menne-
skerne," sagde hun høit. Den graasprængte mand
saa hende an med ubehag dirrende i hver mine:
- "Du daarlige søster, du daarlige datter - slut-
ter du pagt med din brors morder? Vilde du bort-
røve din faders hevn? Daarlige mø!"

Og Snefrid taug saa stille, medens vildfuglen
vendte sine anklagende øine til søvn, og mør-
ket jog den matte dag ud af tykning og revner.

Engang stod Snefrid og gav afvekslende agt
paa skyerne og paa ørnen, hvordan vidste hun
ikke selv, det var kommet for hende at de to var
indbegrebet af glæden og sorgen, men skulde noget
lyst nogengang skinne ind i hendes tilværelse, da,

SIDE: 13

syntes hun, maatte det blive ligesaa herligt, - lige-
saa flygtigt som de røde vindskyer deroppe, -
mørket derimod, det skulde 
tyngde om hytten -
øverst paa taget sad sortefuglen og spaaed ulykke
- fordi ondt gjerne høstes, der ondt saaedes.

Da som hun tænkte saaledes, hørte hun en
hvinende lyd - og ørnen faldt stendød om, truf-
fet af et kastespyd. Der stod paa høien en kriger,
saa saare stolt og stærk, og om læberne laa der
en trækning, som gjorde ham mild at se til. -
"Dræbte jeg din fugl," raabte han ved synet af
pigen, "du tilgive mig det, jeg fik nu engang lyst
at prøve min færdighed - jeg giver dig falke
istedet."

Men ungen Snefrid gav sig selv til krigeren,
som blot ved at hæve sin arm havde ryddet
hende sten fra hjertet, han, som aabnede sine arme
og lod hende fatte kjærligheden.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 14

DIGERHEIM HERREBORG

(1896)

Ved de store dyb lever sagnene frem: Mellem
bjerges dybe huler, ved den dybe storskov,
ved de dybe søer. Vilkaarlig herskermagt har lys
og skygge; men søens speil fordobler natten og
dagen. Der er liv ved døde ord og farve ved
smuldret glans.

Saa siges der ogsaa, at ved Øierens bredder, et
sted paa den nuværende gaard Degrums enemærker,
hævede i fjerne dage en mægtig herreborg sine
mure og taarne. Og der fortælles videre, at ved
solegladstid stod en yngling paa muren og sendte
tre hvislende pile mod ildkuglen i øst. Ved sole-
faldstid lukkedes jernportene, og de rustne hængsler
gren, saa lyden førtes tvers over indsøen til det
andet sogn.

- - - - Men ynglingen med buen havde
med sin pil ridset runer i menneskesindene, og
de glemte ham ikke; hans billede blev slægters
arv. Slig som han i de førstes tanker kom til
ligesom at gro i et med borgmuren, slig blev han
ved at skyde mod solen - selv efter den dag, da

SIDE: 15

sten ikke fandtes tilbage paa sten af de brede
mure - - - - -

Men ynglingen med buen var dog engang kjød
og blod. Og meget har aandet bag Digerheims
stenvægge. Lyset har lyst over broget pragt. Og
mørket har svøbt sig om mørke gjerninger.

Da hr. Gunne Benson længe havde været ene-
eier til borgen, var ialfald to af hans sønner med
Berit Tordenstjerne fuldvoksne, - eller som pater
Sylvest sagde: "Tvillingernes rygrad har naaet sin
fulde længde; men Dags mangler et par haands-
bred endnu." Gunne og Bentein var deres navne
i daaben; men folkemunde havde tidlig omdøbt
dem under et til "Tordenjunkerne", grundet deres
lighed med moderen, denne kvinde, der i sin ung-
dom havde givet sig af med en svensk rømling
og senere hen tvang hr. Gunne til ægteskab for
derved at føie rigdom til sin adel og magt til
sin vilje.

Tordenjunkerne havde været ved kongens taffel
og staaet i en særdeles gunst, indtil de en vakker
dag forsaa sig paa menneskelig vis; da vistes de
bort fra hirden, og de kunde kun prise fru Berits
mægtige gjæstevenskab, for at de slap at friste
fredløsheden; thi borgen, der kroede sig høit over
vandet og de grønne enge, var i hendes tid blevet
et kjært og lystigt rastested for de mægtigste i
landet. Lidet kunde der ved disse gilder mærkes,
at nogen tog anstød ved atter at have de to bal-

SIDE: 16

styringer for øie. Tordenjunkerne for sin del var
vel fornøiede, da de allerhelst ønskede at vandre
sine egne veie. Snart var de udenlands, snart
hjemme paa borgen; men altid var deres færd
planløs, derfor naaede de heller aldrig til noget;
det var, som der altid stod et stort uveir af dem,
hvor de var. Og sjælesørgeren korsede sig over
de rige verdensbørns synder og anraabte himmelen
om barmhjertighed.

Men jomfru Lucia lo.

Baal og fakler vinkede røde gjennem taagen,
idet dragen - hvori lensherren Aaslak Gus med
hustru og datter samt øvrige følge befandt sig -
gled frem for Nisitangen.

"Træk paa," opmuntrede han rorskarlerne,
"ikvæld er fru Berit blid."

Aarenes taktfaste drag bragte vandet til at
skvulpe om skibets stavn, og snart tørnede far-
tøiet bragende mod landgangen. Her stod fire
mænd rede til hjælp ved udstigningen. Den ældede
hr. Aaslak sprang dog iland med en ungdoms let-
hed, vanemæssig fulgt af sine folk, som gjaldt det
ogsaa her at udføre krigerske bedrifter. Kvinderne,
hyllede i sine pelskaaber, reiste sig ogsaa. En
ungmø satte just foden paa rælingen, da svenden,
der vilde støtte hende, voldsomt skjøves tilside af
et par unge mænd i sorte fløielsvamse. Hvorledes
de bar sig ad, fik de anbragt den forbløffede jom-
fru paa haandsæde mellem sig.

SIDE: 17

"Der siges i hellighedens lov . . .," begyndte
den ene af dem, idet de med spændstige skridt gik
over den ujevne jordbund.

"At vi skal elske vore fiender," fortsatte den
anden. Den første lo: "Og alle kvinder er os
fiendske . . . I ser, vi levner selv vore uvenner
æren . . ."

"Saa saare er vor fromhed," sluttede den anden
med paataget alvor. Liden Kanga Aaslaksdatter
bares ind i ridderhallen, hvor hun skamfuld blev
staaende midt paa gulvet, da de to slog en latter
op og gik. Alligevel var hun lettet ved at være
sluppen fra de haandfaste junkere, som derude i
halvmørket skræmte hende med sine hæse stem-
mer. Borgens herre og frue hilsede hende venlig;
gamle hr. Gunne lod nogle ord falde til afbigt for
sønnerne.

Men fru Berit tilkastede sin ægtefælle et spot-
tende blik og tren strunk, men naadig den an-
kommende gjæsteskare imøde.

Som taage og tusmørke tog hinanden ved haand,
dybere og dybere sænkende sig over land og vand,
traadtes dansen til harpers og gigers klang over
borgens glatte stengulv. Luftdraget rev og svin-
gede de smaa kjærteblus, som maatte selv disse,
trods deres skjære hellighed, deltage i munter-
heden. Og faklerne, som svende allevegne strakte
mod loftet, slikkede og røg. - Men baade de
kristelige og de hedenske lys enedes om at sprede
et rødflammende skjær over de dansende skikkelser
- at streife ind i hallens lønligste kroge og ind i
vindusfordybningerne. - - -

SIDE: 18

"Du giver dig syndig hen i dansens glæde . . .
Dette kun var det, jeg vilde sige dig, da jeg vin-
kede dig hid. Se der strømmer fra dig en ilterhed,
som ingenlunde er Guds moder velbehagelig . . ."

"Aa, værdige pater," raabte jomfru Lucia, "iaften
vogter jeg selv min sjælefred!"

Pateren løftede afværgende sin velformede haand:

"Ti! - Paulatim longius itur. Og bliver du
ligervis dine brødre Guds foragter paa jorden, da
husk den evige pines gløder," og han saa funklende
ned paa jomfruen, hvem vin og spil havde malet
stærke roser i kinderne - hvilket i forening med
haarets viltre krøller og den grønne silkekjortel
gav hende et ubehersket, men tillige sært præg;
hun stod da ogsaa og fingrede med sit bælte, saa
spænden brast - - -

"Er I færdig med Eders tale, kan jeg vel gaa,"
sagde hun trodsig; idet hun gjorde mine til at
fjerne sig, vendte hun hovedet halvt: "Jeg liker
bedre at le med riddere end graate med munke."

"Vent!" raabte pater Sylvest og stillede sig
iveien for hende - "Gudfader og alle helgener være
din gjenstridige sjæl naadig," bad han bevæget,
"hvor du spotter Herren, hvor du lægger sten til
røset."

Jomfruen troede at se hans øine sortne af nid-
kjærhed.

"Slip mig frem, kjære pater," overtalte hun
pludselig og berørte ham let. Ligesom indrøm-
mende, at han dog prækede for døve øren, traadte
pateren tilside - men paa en hastig, ham ulig
maade slap det ham ud af munden:

SIDE: 19

"Du er skjøn som en bille ikvæld," og hurtigere
end tanken bøiede han sig, og Lucia følte noget
som et brændende stik paa sin arm.

"Naa," lød en raa stemme, og et slag fik pater
Sylvest til at rave bagover; han summede sig tids-
nok til mellem tænderne at udslynge en forban-
delse over Tordenjunkerne. - Disse havde fundet
paa at lede sin søster frem, eftersom de fremmede
møer tog skræk af dem; thi kanderne, de havde
været flittige med til at tømme baade i borgestuen
og i ridderhallen, havde ikke gjort dem mere med-
gjørlige at se til.

Nu var de tre søskende allerede ude paa hallens
gulv, og spillemændene forstærkede tempoet og gav
tilbedste med klunk og smæld, alt efter junkernes
kaade spræt. Men en af dem kom til at gribe for
haardt i strengen, og den sprang med en lyd som
af et bueskud. Om lidt lød atter et meningsløst
smæld. Og endnu et.

Der blev en ulyd: Harperne buldrede med de
tiloversblevne basstrenge, og gigerne faldt uhar-
monisk ind med gnælde kvintlyd - det knurrede
ondt - - -

"Nok! Nok!" skreg gamle hr. Gunne og slog
med hænderne mod musikanterne.

"Ohe! Jam satis est," mumlede pateren.

Jomfru Lucia stansede og saa sig spørgende
omkring. Tordenjunkerne gjorde endnu nogle hop,
da holdt ogsaa de inde - de fandt det foreløbig
under sin værdighed at begynde paany til den
spinkle fløitemelodi, som nu vibrerede gjennem
luften. Tonen var skjør og ren, som maatte den

SIDE: 20

legemliggjort være lig den klareste krystal eller
vokse sig frem som en fin, lyserød lilje.

Da traadte Dag, den yngste, dansen med liden
Kanga. Hendes endnu ikke udviklede barm bøl-
gede under det hvide livstykke, og de store øines
glans forlenede de uregelmæssige træk med en
rørende ynde. Den stille Dag fik et eget sværme-
risk udtryk, naar deres blikke mødtes; stundom
grebes han af en usikkerhed, og han famlede, naar
hun rakte sin haand ud mod ham i turene. Med
barnlig myghed forstod liden Kanga at passe sine
trin efter junkerens afmaalte vendinger - og
mange betragtede smilende det ungdommelige par,
hvis rene gratie blev endnu mere iøinefaldende
med de forud dansende som baggrund.

Kjære drømme afspeilede sig i gamle hr. Gunnes
aasyn - halvt ved sig selv hviskede han:

"De er smukke, de to . . . Alfader lade dem
længe være børn, de smaa" - og liden Kangas
moder nikkede fornøiet. Men fru Berit hævede
øienbrynene - -

"Det lader ikke til, at han vil skikke sig som
kriger, mit yngste barn . . ."

"Hvorfor ikke?" spurgte lensherren. "Rigtignok
er han lidt svagelig at se til; men sligt vokser af
med aarene . . . saa jeg forstaar ikke, hvorpaa I
grunder Jers udtalelse."

"I, hr. Aaslak, er netop den som forstaar sig
paa sligt. Liden fremdjærvhed har han . . . keitet
er han - og uanseelig."

Der kom en trækning om lensherrens mund

SIDE: 21

ved tanken paa borgfruens yndlinge, og han talte
sin hjertens mening:

"Da tykkes det mig dog, fru Berit, at I kan
nære større forhaabninger til Dag, den yngste, end
til Jers andre sønner - - Det kunde jeg vidst,"
sagde han lavt til sin hustru, idet fru Berit, vred
i minen, reiste sig og vendte ham ryggen, "nu
rørte jeg ved hendes raadne æg."

Kort efter slukkedes de døsige kjærter, og
gjæsterne førtes til sine sovesteder.

Da graalysningen svagt seg ind gjennem de
smaa vindusglar, hvilede borgen; dog - brudt
og urolig var søvnen, ligervis som en halvdrukken
ridders.

En af de lange høstaftener, som lægger bly-
vægt over sindet, lunede og lyste ilden oppe i
hallen. De blanke vaaben langs væggen blinkede,
og den i et tykt tjeld indvævede enhjørning syntes
at antage liv og træde frem ligesom af en hules
mørke.

Tordenjunkerne laa henslængte paa bænkene
længst borte. Alene deres ansigter skimtedes -
naar da ikke varmen bragtes til at blusse i veiret
og i et glimt fremviste de to brødres velskabte
lemmer.

Gamle hr. Gunne havde skubbet sin armstol
henimod ilden og sad vel tildækket med duntepper
for ledgigten, der var særlig slem i styggeveiret.
Udenfor hørtes regnets dryp, og blæsten for ulende
ned gjennem skorstenen. De kuldskjære jagthunde

SIDE: 22

var krøbne foran hr. Gunnes plads og strakte sig
i dyb søvn, hvilken rigtignok ofte afbrødes ved,
at de sprang op og skuttede sin pels, naar gnisterne
faldt ned paa dem.

Det lod til, at tepperne denne kvæld intet bli-
vende sted havde hos gamle hr. Gunne; uafbrudt
gled de fra ham, og Dag, som sad paa et lavt
sæde nær ved, tog dem atter og atter op, dog ikke
uden nu og da at kaste et ængsteligt forskende
blik ind i faderens ubevægelige ansigt, hvor blot
øinene syntes at leve - men tillige at lide.

"Er I daarligere idag, min fader - eller er I
falden i tanker over noget?" spurgte han tilsidst.

Hr. Gunne ventede en stund med svaret.

". . . Veiret flugter i mit legeme, ja - og min
hug er ogsaa støl . . . Hm ja - var dig, min
Dag; for livet er farligt . . . og ikke er det altid
saa let at styre vandringshesten over de rigtige
marker."

Dag saa klogt paa faderen - - "I har vist
aldrig tilføiet nogen noget ondt, min fader . . . og
hvad Gudherren sender . . ."

"Hysh - var det Gudherren, ja! . . . Jeg er
ingen helgen, min gut - slet ingen, om jeg
end aldrig har kunnet forsone mig med aabenlys
nedrighed. - Men jeg skal fortælle dig noget, som
jeg synes forklarer, hvorfor mennesker saamangen
gang gjør stik imod, hvad de mener at gjøre. Det
er en skrøbelig vilje, vi har . . . for, ser du - vi
følges alle af væsener, hvis raaderum er delt i fire
forskjellige afdelinger, netop ligesom du vil tænke
dig to hvide og to sorte felter af tavlbrettet der . . .

SIDE: 23

Først er det to, som hører legemet til - den
hvide beskytter mod fare, den sorte narrer en mod
afgrundens rand . . . Dernæst er det to, som hører
sjælen til - den hvide formaner til godhed, den
sorte lokker mod ugjerninger. Saa kommer det
an paa, hvilken af de to sidste faar overtaget."
Den gamle lænede sig henimod sønnen, aabnede
et par gange munden og lukkede den atter.

"Hvad er det, min fader?" spurgte Dag, halvt
nysgjerrig, halvt deltagende. Hr. Gunne var endnu
et øieblik i beraad med sig selv; saa vedblev han
efter at have sendt et rapt blik mod den side,
hvorfra Tordenjunkernes snorken lød. - - "Slige
som dine brødre hører braklandet til; der hersker
den sorte uden bryderi. Men for dem, som gjerne
vil staa hende imod, gjør hun livet broget - da
er hun snedig, snedig som visdommen selv . . .
hør . . ." her holdt den gamle haandfladerne for
munden og hviskede tæt ind i Dags øre: ". . . jeg
har seet hende med de blodplettede hænder."

Og Dag gøs - ligesaa meget ved faderens
underlige udseende som ved fortællingen - "Har
I seet . . . hvem . . . den sorte?"

" . . . Som et glimt for øiet, ja, for længe
siden . . . og inat i drømme. Jeg havde glemt
hende indtil nu - for en anden, et menneske,
som er hende lig." Gamle hr. Gunne smilte bit-
tert. Pludselig løftede han sig høiere op i sædet
og raabte som i fortvilelse:

"Lys! Lys! - lys for mig, min Dag!"

Da tog Dag en brand fra ilden og gav sig til
at tænde kjærter rundt om i hallen - - Og

SIDE: 24

eftersom lyset øgedes, klarnede gamle hr. Gunnes
ansigt.

Tordenjunkerne for op:

"Bliver her gilde ikvæld?"

"Nei."

"Hvorfor vækker du os da?" skreg den ene.

"Sluk! siger jeg," brølte den anden.

"Nei, de skal brænde."

"Hvad betyder dette?" spurgte en myndig røst
fra døraabningen, hvor fru Berit overrasket var
stanset med den ene fod over tærskelen; i hver
haand holdt hun en ølkande, tiltænkt Torden-
junkerne - -

Fru Berit maatte gjentage sit spørgsmaal.

"Min fader ønsker det saaledes," svarede Dag,
som imedens havde fuldendt sit værk og nu stod
ved hr. Gunnes stol.

Uden et ord videre gik fru Berit hen og be-
gyndte at slukke - en efter en. Der skjød to
røde pletter op i Dags kinder; han greb atter en
brand - tændte og tændte - eftersom moderen
blæste ud - -

Men Bentein rev alle kjærter ud af stagerne og
kastede dem i ilden.

"Der brød du trætten, bror!" skraldlo den
anden.

Gamle hr. Gunne havde reist sig. Der sporedes
hverken vrede eller krænkelse, blot en dødsens
træthed i den maade, hvorpaa han bad Dag tage
sin arm og følge sig til sovekammeret. Der talte
han heller ikke, sad kun og saa hen for sig og
rystede paa hovedet.

SIDE: 25

Et uglepar, som havde bygget rede i nærheden,
dunkede sine kroppe imod glaret, ærgerlige over
lysskjæret derindenfra - og skreg med korte,
vilde skrig i natten.

Siden maatte Dag selv skjære stikker til fakler;
for alt, hvad der kunde tjene til belysning, gjemte
borgfruen fra nu under laas og lukke.

Den gamle borgherre trak sig stadig mere og
mere bort fra sin familie, undtagen da fra Dag,
som sov i samme rum, det der var beliggende
oppe i borgtaarnets ene hjørne.

"Min gode Dag," sagde engang den gamle og
klappede sin søn over haaret, "gid den lykke, du
fortjener, maa komme til dig. Dit navn være dig
et godt varsel," - og med et smil fortsatte han:
"Hvad siger du om liden Kanga?" Dag blev
sprutrød helt ned til den hvide halskrave . . .
"Næste gang hr. Aaslak gjæster os, skal jeg lægge
et ord ind for dig." Dag følte, at faderen var
glad i hug, der han laa. Saa tog han sig sam-
men, og idet han saa paa sin fader med store,
klare øine, sagde han:

. . . "Vil I gjøre det, fader?"

Det var ikke vanskeligt for Dag at forstaa, at
hans fader havde det værre end ondt. - En god,
men svag natur, modtagelig for indtryk, til stadig-
hed udsat for ægtehustruens naalestik og de to
ældste sønners grusomme adfærd var han en saare
plaget mand.

SIDE: 26

"Gud være dem naadig," hørte Dag hr. Gunne
hviske næsten uhørlig - "de slaar mig! . . . Er
de ikke mine, da tjene det dem til undskyldning."

Dag blev en stund siddende som lammet. Gamle
hr. Gunne sukkede tungt - "Jeg er jo skrøbelig
. . . og det nytter mig lidet at tage igjen mod de
stærke knøse . . . De knubber mig i gangene og
overalt, hvor ingen er tilstede . . . de kommer
hidind paa mit kammer og plager mig, naar du
er borte. Og alt, altsammen er det hendes skyld
- hendes, den sorte med hænderne - som nar-
rede mig til at omgaa retten . . . Thi havde jeg
ikke været rig, havde heller ikke din moder lagt
sig ud efter mig, heller ikke født mig de to onde
mennesker, min alderdoms forbandelse. O vogt
dig, min Dag, - far varsomt med livet . . ."

Saaledes talte den gamle mand, indtil søvnen
begyndte at overvælde ham; saa gled alt ud i en
taage. - Og Dag bøiede sig ned og lyttede til de
svage aandedræt.

Gamle hr. Gunne sov.

Da listede Dag sig forsigtig hen til vinduet og
lænede sig ud over karmen. Regnet var ophørt;
men vinden, som endnu blæste og jog skyerne
over himmelen, kjølede hans brændende hoved.

Snart stod maanens skive i lyseste guld, snart
groves den ned mellem bjerge. I borggaarden var
alt stille. Portene var forlængst stængte, og tjeneste-
folkene gaaet til ro.

Men over fra porttaarnet, hvor Tordenjunkerne
havde tilhold, skar et skrig gjennem luften - et
par hæse raab og en latter. - Dag knyttede

SIDE: 27

næverne. Han vilde skyve slaaen for vinduet og
fjerne sig; thi gamle hr. Gunne vaandede sig isøvne;
men han blev alligevel staaende; thi over fra kirke-
fløien lød en melodisk røst:

"Dies iræ, dies illa
Solvet sæclum in favilla . . ."

"Pateren holder nattebøn," tænkte Dag og lyt-
tede andægtig til salmen, der blev sunget ud i
nattestilheden. Mellem hvert vers var der et lidet
ophold, som om sangeren maatte trække aanden.
Da syntes Dag at høre en dør sagtelig blive aab-
net paa den anden side, og i det skimrende mørke
øinede han en menneskeskikkelse, der sneg sig frem
langs murens skygge - -. - -

 "Preces meæ non sunt dignæ
 Sed tu bonus fac benigne," klang endnu paterens
sang.

Derpaa forstummede ogsaa den ganske.

Dag udviklede sig til en slank, ung junker, lidt
vel spædlemmet kanske, men med regelmæssige
træk, som skaarne ud af det ædleste træ. Hans
klædning var altid dadelløs, ligesom daggert-kjæden
om hans liv altid lyste i reneste sølv.

Han streifede alene om paa jagt i skovene der
vest eller paa fiskefangst. Det var hans glæde at
sidde og stirre ned i det skinnende vand, medens
drømme dalede, drømme om liden Kanga, som var
saa blid og from og ren som en Gudsengel oppe i
himmerig. Hr. Aaslak havde intet havt at ind-

SIDE: 28

vende, og nu var hun Dag Gunnesons fæstemø;
med Guds og alle helgeners vilje skulde deres
bryllup feires ad aare.

Men en rædselens begivenhed havde længe truet
med at slaa ned i borgen.

Det var vaar. Svaler og stær kredsede kvid-
rende rundt tagene og byggede reder i sprækker
og fordybninger. I luften laa en duft af bristende
knopper og saftig jord.

Dag fløitede fornøiet, idet han sprang op mod
taarnkammeret, hvor han ikke havde været siden
den foregaaende dag - han havde været paa
tiurleg.

Idet han aabnede døren, studsede han; i vin-
duslysningen skimtedes omridset af en fremmed
kvinde. Han saa forresten ikke tydelig andet end
et par hvide hænder, som hvilte mod det hvæl-
vede bryst.

Men der var blod paa de hænder.

Han ryggede uvilkaarlig tilbage, indtil han tabte
hende af syne - da var det, som slap han ud af
en ond tryllekreds. Uklart for det gjennem ham
noget om, hvem det ialverden kunde være; -
kanske søster Lucia eller fru Berit havde umaget
sig op, - og han gik raskt tilbage ind i kam-
meret. Blændet af solskinnet udenfra mysede han
mod mørket, strakte armen ud og skjøv døren
vidt op.

At der slet ingen kvinde fandtes derinde, det
fik han ikke tid til at tænke over. Hans opmærk-
somhed fængsledes øieblikkelig af en blodpøl neden-
for sengen, saa saa han sin fader ligge sammen-

SIDE: 29

krummet og vendt mod væggen - - der var
ogsaa blod - en mængde blod.

Dag gik nogle skridt nærmere; saa vaklede
han pludselig, greb ud i veiret efter en støtte og
tumlede om som rammet af lynilden - - -
Gamle hr. Gunne laa med overskaaren strube og
en langbladet kniv i sin sammenknugede høire.

Baaren, dækket af det sorte klæde, stod i ka-
pellet. Og pateren lod de efterladte høitidelig
kalde didned.

"Selvmorderens blod er over hans eget hoved,"
forkyndte pater Sylvest fra alteret.

"Nei!" raabte Dag vild i sorgen, "over dem,
som gjorde ham livet uudholdeligt," og han pegte
mod brødrene. Pateren lod sig ikke forstyrre:

"Hundrede sjælemesser maa læses af trende
præster, før den sjæl slipper gjennem skjærsilden
. . . Ti mærker sølv og hundrede haandfulde
kjærter maa ofres. Fordi kirken ei sparer sin
hellige kraft, saa er det Gud Faders vilje, at I rige
ei sparer Jers uselige gods . . ."

Fru Berit og hendes to ældste sønner blev
gjerrige med ét; endskjønt pateren erindrede dem
om, at gamle herren, som havde eiet det alt, dog
kunde undes en saa ringe del deraf for sin sjæls
saligheds skyld. Fru Berit gav sig da til at prutte;
men pateren, som vilde have fortjenesten, veg ikke
en haarsbred.

"I har ingen ret til at kaste vore eiendele fra
os, fru moder," hvæsede Tordenjunkerne; paa deres

SIDE: 30

ansigter, hvorover baretternes aarfuglhaler struttede
lig et par sorte væderhorn, havde ugudeligheden
trykket sit stempel, og hudfarven var graa og
gustengul - som selve de vokslys og det sølv, de
negtede at give for henfarne hr. Gunnes sjælefred.

"Saa skjænker jeg, hvad I saa elendig holder
tilbage," lød Dags stemme.

Alle vendte sig mod ham.

"Du eier ingenting," svarede fru Berit haardt.

". . . Lad det gaa som fradrag paa min arv.
Skam Jer allesammen, der I staar og kjøbslaar!"
raabte Dag forbitret.

"Du snakker over dig, jomfru," gren Tordenjun-
kerne mellem tænderne - færdige til at fare løs
paa ham.

Dag lagde haanden paa sin daggert.

"Hvad skulde du vel fordre?" spurgte moderen
med forundring, "dine brødre som de ældste eier
borgen og dens gods."

Men pateren stillede sig paa Dags parti. -
"Enhver tager nogen arv efter sin fader," sagde
han med bestemthed, "omend den yngste faar nøie
sig med smulerne . . . Her, min søn, sværg ved
disse din faders jordiske levninger, at du giver din
arvelod til kirken, . . . og dens tjener skal sikre
dig din faders fred hinsides . . . Bis dat qui cito
dat - dobbelt hjælper den hurtige gave
. . ."

Dag bøiede hovedet og gjorde uden betænkning
som sagt var. Saa aabnede han kapellets port og
gik ud. - "De var djævle" - mumlede han,
"sikkert har den sorte pustet sin aand i dem . . .
Skræk ved det billede . . . Gryla! Gryla . . ."

SIDE: 31

En ulykke kommer sjelden alene, siger et
gammelt ord. Og et andet: Guds straffedom ude-
bliver ikke.

Tordenjunkeren Bentein slæbte sig dyvaad og
forvildet ind i borgen. "Han blev igjen i vandet,
bror Gunne," var hans eneste ord, og det var
længe, før fru Berit fik den hele historie i sammen-
hæng: "Vi havde skudt en vildand og roede ud
for at hente den. Da gled han og stupte ud. Jeg
kunde ikke andet end le; jeg vidste jo, han kunde
svømme. Vesletøsen, som var med, fik mest moro
. . . En stund glemte jeg bror Gunne bort . . .
men da jeg saa nøiere efter, var han intetsteds at
se. Saa ledte jeg efter ham - men nei! Vesle-
tøsen siger, at hun saa hovedet hans et par gange
. . . og det lod til, at krampen havde taget ham . . ."

Dennegang sparedes der ikke paa offere.

Præster blev budsendte. Og de kom, graa-
brødre fra Oslo, sortkjoler fra Hamar - ja, en
violet broder med blegt ansigt, en, der ventede at
kaldes til biskop snarlig, var endog med.

Baadene vuggede, og messerne lød vidt over
søen, - - mens Bentein stadig flakkede om ved
ulykkesstedet. Især om aftenerne ledte og ledte
han efter sin druknede tvillingbroder. Imellem,
naar han længe taalmodig havde soknet, kunde
hans stærke skikkelse sees at staa opreist i baaden,
og et raab hørtes - fortvilet og langvarigt - -
"Bror Gunn-e-e-e . . .!"

SIDE: 32

Den yngste broder spurgte ikke denne onde
tidende førend ved sin hjemkomst - Olafsvaake-
aftenen.

En tid efterat faderens gravøl var drukket,
havde han sadlet sin ganger og styret den mod
nord for at træffe liden Kanga, sin fæstemø. Men
lykken havde ikke slaaet følge. Kommen over
Dovrefjeldene hørte han, at liden Kanga nylig var
bortgiftet til den mægtige Eirik Goutson Skota i
det Trondhjemske. Han havde da faret til hr.
Aaslak, hvor han fik ren besked: rygtet var fløiet
foran den unge Dag og havde fortalt hr. Aaslak,
at hans datters fæstemand var bleven fattig som
en kirkerotte. - Det kunde ikke Dag benegte.
Saa sorgfuld endda var han ikke bleven ved dette;
det var paa en vis, som om ikke mere smerte
kunde faa rum i ham. Men han var ligeglad, og
al storhed tyktes ham lidet værd. Saa var han
sagtelig dragen hjemover. Der traf han fru Berit
mørkere og haardere end tilforn, og Bentein gik
hvileløs omkring.

Fra nu af slentrede ogsaa Dag om uden maal og
med. Han skyede sin broders selskab, og pateren
og jomfru Lucia bød ham imod, ligesom alle
andre forekom ham mere eller mindre ufordrage-
lige. Den, han til stadighed tænkte paa, var fa-
deren, al hans gjøren og laden, alt han havde
sagt, og hans pest og plage - Gryla.

Dag vilde fri en mand fra pinsler engang; da
dukkede noget frem for ham - en skygge mest;
men hænderne saa han - og han veg væk. Og
manden blev plaget fordærvet.

SIDE: 33

Saa var det en anden gang, som Dag havde
stillet sig op paa borgmuren, der hvor det lyse
friske græs groede, at han saa sin broder komme
frem fra et nærliggende skovholt og løbe over jor-
dene; af og til vendte han hovedet, som speidede
han bag sig efter forfølgere. Tiltrods for at ingen
saadanne viste sig, kunde han ikke vente, indtil
porten blev aabnet - men begyndte istedet halvt
i en ørske at klatre opad muren.

Der var huller efter løsnede sten og sprækker.
Og der voksede enkelte bittesmaa bjerker i spræk-
kerne. Derfor naaede ogsaa Bentein letvindt et
stykke op, stansede saa for endnu engang at se
sig tilbage. Svimmel efter løbet saavelsom efter
drik slog han ud med den ene haand, netop idet
hans gule hoved blev synlig over muren. - "Tag
i mig, du!" fik han sagt.

Dag traadte et trin nærmere, men i et ryk for
han tilbage. Thi yderst ude paa murkanten stod
hun - Gryla! med blod paa hænderne. Han saa
broderens haand svinge udenfor; men Dag stod
urørlig. Vel var synet forsvundet; men det nag,
han nærede til broderen, blev levende et øieblik
- et øieblik - for i det næste hørtes en skraben
i stenene og et tungt dump.

Skjæbnen var dog dennegang træt af at sanke
død i borgen.

Tordenjunkeren Bentein fik leve. Men da han
vaagnede til bevidsthed, var det værste hændt.
Hans forstand havde faaet svimeslaget.

SIDE: 34

Fru Berit var at ligne med flintestenen, som
gnistrer ved slag.

Efter junker Benteins vanskjæbne blev hendes
smil uhyggeligt - og ve den trælkvinde, som
faldt i unaade!

Men gjæstebudene paa borgen fortsattes som
før. Og da jomfru Lucias fæstemaal blev drukket,
var der større stas end vanlig. Thi sagen skulde
hjælpes op. Folk fra fjerntliggende dele af landet
var indbudne, og man lod, som om glæden aldrig
skulde faa ende - men fæstemanden var en bonde.

At den stærkbyggede plug var staset til paa
herremandsvis, og at gildet var bragende og lang-
varigt som aldrig før, kunde alligevel ikke hindre,
at der baade hviskedes i krogene og taltes høilydt
om, hvad der vel stak under med dette, at den
viltre jomfru fæstede sig under sin stand og rig-
dom - og med den hovmodige fru Berits billi-
gelse.

- Blandt gjæsterne befandt sig ogsaa hr. Aaslak
med datter og krumbenede svigersøn. Fra først
af havde de vel tænkt at afslaa indbydelsen med
tak, men ved nærmere overlæg fandt de, at dette
vilde være ydermere at føie fornærmelse til det
foregaaende; den unge junker Dag maatte tillige
have gjort sit ønske gjældende i dette stykke,
mente de, man vilde sikkert, at alt skulde være
gjemt og glemt. I denne sin formodning havde
hr. Aaslak dog kun tildels ret, thi da alt kom til
alt, angrede Dag, at han ikke havde modsat sig
denne indbydelse.

SIDE: 35

Som det nu stillede sig, fik han en fornem-
melse af, at medlidende smil og blikke regnede
ned over ham. Han vilde dog forsøge at gjøre
dem tilskamme, der kun kjendte hans liv fra over-
fladen, vise dem, at kjærlighedssorger var det ikke,
som havde gjort ham saa bleg og tung om øinene.
Han, som havde seet sin elskede fader fordreiet
af døden, han, som Gryla forfulgte, han, som var
en brodermorder og værre end det, - hvordan
kunde han se lykkelig ud! Og en usigelig bitter-
hed fyldte Dag, alt imedens han tvang sig til
munterhed; rank i ryg og nakke, rap og bøielig i
hver en vending gjønede han og lo, saa tænderne
skinnede mellem læberne. - Da tog hyldningen
sin begyndelse, elskovsblanke øine søgte møde med
junkeren af borg og skove, af skjønhed og daa-
rende liv; og damerne hvilede sig dvælende mod
den sikre arm, der hjalp dem i sadlen, da glædes-
ridtet skulde staa.

Heste vrinskede, horn skrattede, og strudsfjer
vaiede stoltelig i blæsten. Der red det støiende
følge af fruer og jomfruer med silkesnørede ærmer
og herrer med røde kapper flagrende fra skuldrene
- udover bakkerne, op og ned bar det; thi om
Digerheim gaar landet i bølger.

"Hesten er tørst!" udbrød Kanga Aaslaks-
datter, netop som en ung junker vilde sprænge
forbi hende.

"Jo, den er," gjentog hun egensindig. ". . . Se
øinene, er de ikke matte?"

"Jeg tror, I tager storlig feil, fru Kanga," ytrede
junkeren stivt.

SIDE: 36

"Drikke skal den ialfald!" og med et let rap
paaskyndede hun dyrets trav henimod den blin-
kende søflade.

". . . Saa faar jeg vel tilladelse til at finde et
vandingssted . . . eftersom kvinden er den her-
skende - og bredderne er farlige," foreslog jun-
keren med et kjøligt smil.

En lysløvet li skraanede mod vandet. Junke-
ren bøiede grenene tilside; der var tæt med trær,
saa tæt, at alt blev grønt om dem, over dem og
nede paa marken, hvor vildnisgræsset havde lagt
sig. Af og til glimrede gjennem løvet noget lig
bjergkrystaller, og efterhvert som de to ridende
banede sig frem, tiltog glimtene i antal og størrelse,
indtil de forvandledes til knitrende sølvplader.

Men det var søen.

Hestene vadede et stykke udover den langflade
strand og gav sig saa til at drikke med enkelte
smaa pusterum. - Ikke et ord videre var bleven
talt, før Kanga nu utaalmodig brød tausheden:

"Hvorfor taler I ikke, junker Dag?"

"Fordi jeg ingenting har at tale med Jer om,
fru Kanga," svarede denne; han sad halvt aands-
fraværende og tællede de ringe, som dannedes i
vandet ved dryppet fra hestenes muler.

" . . . Saare ulig tyktes I mig ved første øie-
kast den dag, jeg engang saa . . . Lige saa ulig er
I nu den muntre junker fra for lidt siden."

"Det gjør mig ondt, at jeg ikke behager Jer,
fru Kanga," kom der med en haanlig stænk i
tonen, "forøvrigt ligner I heller ikke den liden
Kanga, jeg engang saa" - han vidste, han talte

SIDE: 37

usandt; men det var ham ligegyldigt. - - Rin-
gene i vandet - de var blinkende udover og
dunkle i randen mod land - bredte sig fire stykker
paa samme tid, de gled over i hverandre - -.

". . . Vel kunde jeg ikke altid vedblive at være
barn! . . . Men jeg vil tale med Jer nu, junker -
for jeg ved, I tænker foragtelig om mig. - I sagde
selv, at jeg var liden dengang . . . Ja! Et barn
var jeg, som viljeløst blev ført til slagterbænken
. . . Men mine drømme, junker, var Jers ved dag
og ved nat. Min ægtefælle . . ."

Dag tabte med engang interessen for vand-
ringene. De brune øine skjød lyn, idet han ka-
stede hovedet tilbage. - "Ikke har jeg erindret
de gamle ting, fru Kanga . . . Og hvad Jers ægte-
fælle angaar, da ønsker jeg bare, at hans hustru
aldrig vil gjøre ham sorg," afbrød han næsten
brutalt og vendte hastig hesten om mod land.

En blussende rødme af skam og krænkelse for
over Kangas ansigt. - "Saa er I for alvor bleven
Tordenjunkerens broder . . . Jeg tænkte det jo . . .
men vidste det ikke før nu."

Et kort øieblik saa de paa hinanden, disse to,
Kanga - trods hans haarde ord - som vilde
hun læse hans inderste tanker; men alene en
trækning i det ene øielaag forraadte, at junker
Dag endnu ikke var forstenet, der han sad med det
forgræmmede udtryk over det blege, smukke ansigt.

Og det var, som kunde hun ikke ganske be-
herske sig længere, da hun uafvidende pressede
haanden mod barmen - og med al den hjerte-
varme, som var hende egen, udbrød:

SIDE: 38

"I er skabt til at lyse klar og ren, som dagen,
I er opkaldt efter, junker! I maa ikke ned mod
uveir og nat! - Gaa og se solen i dens opgang,
mærk, hvor den stiger høiere og høiere paa him-
melen, hvor den virker til gode for menneskene,
selv naar skyerne skygger - og lad den som for-
billede lyse i det navn, I bærer. Det være mit
sidste ord til Jer."

Junker Dag havde aarle været ude paa jagt.

"Liden Kanga," sagde han sagte gang paa gang
- "javel var det liden Kanga selv, som havde
talt saa kjært og godt," - og uden nøiere at
forklare sig grunden, svang han sig op paa borg-
muren.

Himmelen rødmede i øst. En svag vind drev
let røg henover og krusede søens flade. Rundt
om lød fuglesangen, men én høiere og mere klar
end de øvrige. - Og jomfrurødmen i øst blev
stærkere i løden, mens fuglene sang. - To sky-
kanter blev gyldne, den gjennemsigtige over aas-
sænkningen blodrød.

"Liden Kanga . . . se solen i dens opgang,"
mumlede junkeren med et smil, idet taagefloret
længst borte splittedes, og solens rand gled op
over skovhøiderne.

Men den unge Dags smil stivnede; - for en
dunkelhed kom mellem hans øine og solen. Ufor-
staaende førte han den ene haand til skjærm for
øinene - -. Et stød for gjennem ham, - der
stod hun, Gryla, med blod paa hænderne og skyg-

SIDE: 39

gede solen nu, slig som hun havde skygget lyset
hele hans liv.

Junker Dags blege læber bevægede sig til en
lav, usammenhængende hvisken. - - Saa greb
han buen, hvortil han havde staaet lænet - for-
sigtig, som paa jagt, naar vildtet ikke maa skræm-
mes; lydløst og sikkert lagde han pilen mod den
spændte streng, sigtede og skjød.

Endnu en pil! Og saa den tredie - - - -.

I aarrækker saaes en ynglings smekre krop at
tegne sig mod himmelen og vandet - dag efter
dag ved solegladstider - buen spændtes og pi-
lene fløi.

- Men saa saa man ham ikke mere. - Thi
ynglingen var bleven en mand, som havde optaget
Grylakampen med bedre vaaben.

Junkeren var bleven ridder.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 40

LIDT OM EN HERREGAARDSSLÆGT.

Fortalt af en gammel herre.

(1897)

En hvælvet stenbro førte over elven til den
gamle park, som omgav gaarden Vestby, hvor
descendenter efter en af Danmarks gjæve søhelte
havde krøbet til ro - til ro for søsprøit og barske
vinde - dybt inde i indlandet med vid udsigt
over stille, mørke skove og over stille, mørke søer.
Det var Mjær i nord og Vaagvand i vest, som
afvekslende graat og lo i regnveir og sol, naar man
saa ud af hovedbygningens øvre vinduer, der hvor
de store dansesale og de smaa kabinetter var be-
liggende. Den ting skal nemlig siges forvist om
denne gren af Juelerne, at havde de vidst at skaffe
sig fred for fare og slaat over fra berømmelsens
tornefulde sti til hverdagsglædens letkjørte landevei,
saa undlod de ingenlunde at leve sit liv paa ægte
landadelsmænds vis med vinterballer og festiviteter,
som kasted sin glans viden om.

Til selskabslokaler var hele anden etage ind-
rettet, medens blot første etage blev benyttet til
familiens daglige brug, og de to fløie henholdsvis

SIDE: 41

til gjæsteværelser, kjøkkener og tjenerværelser.
Som noget ualmindeligt dengang kan bemærkes,
at ladegaardene, som var byggede i en firkant,
ogsaa var forsynede med klokketaarn.

- Men naar der skal tales om al den, efter
datidens maalestok store, kapital, som denne
herlighed rimeligvis maatte sluge, saa havde de
Jueler dog slet ikke bragt med sig nogen saadan
til stedet. Derimod havde de første af dem været
entreprenante forretningsfolk og grundlagt slægtens
rigdom ved alle de møller og sage, som Vestby-
elven var fuld af - - -

Saalangt ned som i begyndelsen af dette aar-
hundrede leved Helle Juel der paa Vestby. Min
mor kunde godt erindre ham, fra hun var barn;
det var paa den tid, fru Dunker omtaler, i hvilken
Bernt Anker med forkjærlighed tog sig ture fra
Fladeby for at spille kort med førnævnte herre-
mand - som forresten disponered over en smule
embonpoint; min mor talte syv tvehager paa rad
nedover bringen hans, der han sad i en lænestol
med trindser under; og saa langtfra var det, at
han kunde reise sig og bære sin egen tyngde, som
han ikke var istand til saapas som at klare sin
egen mave - den hængte som en sæk paa en
skammel, der stod ved stolen. Da han fik se den
lille pige med de sorte, livlige øine, som vel stirred
ganske formidabelt paa ham, sagde han:

"Kom hid, du vesle jenta mi, skal du faa en
kys." - Derpaa fik han naturligvis intet svar. -
"Dersom du ikke vil komme, saa kommer jeg til
dig" - og saa sparked han lidt i de smaa, korte

SIDE: 42

benene. Men mor havde sin stille tanke om, at
"det lar du nok pent være" -

- Naar Helle Juel døde, erindrer jeg ikke. Han
efterlod sig kanske flere børn; men af disse om-
talte min mor kun to, nemlig en søn, som overtog
eiendommene efter faderen og var titulær kammer-
raad, samt en datter, Maren Juel, blandt andre
ogsaa gift med den historisk bekjendte Marcus
Gjøe Rosencrantz.

Kammerraaden var anseet for en stor dumrian
og nar, som alle havde tilbedste, ikke mindst paa
grund af hans kammerraadtitel. Han vilde være
en stor helt og foregangsmand fremfor andre i alt.
Naar han færdedes ude i veien, var han stadig
tilhest, tiltrods for at han gjorde en høist bedrøve-
lig figur. Det mangled ikke paa skøiere naturlig-
vis. - Saaledes var det engang her paa Egeberg,
at en anden gjæst, just idet kammerraaden godt
og vel var kommen i sadelen, slog en paraply op,
hvorved hesten satte afsted nedover og ind paa
laaven med den følge, at kammerraaden blev
skjøvet af i døren. Men reiste sig gjorde han efter
farten lige kjæk og stor som nogensinde.

Enten han virkelig ikke forstod, til hvilken
grad godtfolk ligeoverfor ham betragted spilopper
og morskab for "gefundenes Fressen", eller han
ikke gad gjøre noget ved tingen, er ikke godt at
sige. Men sandelig har man ikke let for at falde
i forundring over indolencen i det sjæleliv, som
ganske rolig lader det staa til - ogsaa naar der
drives gjøn med familieskjoldet! - For da kam-
merherren havde ladet Juelernes vaabenmærke, en

SIDE: 43

hjort i dertilhørende felt, indgravere paa en guld-
snusdaase, fik maleficanter snart luret til sig
klenodiet og i al stilhed gjort billedet, der vel ikke
fra før var noget kunstværk, om til en stud. Det
bedste kom dog tilsidst, idet de paastod, at han
selv havde ladet studen indgravere - af beundring
for sin egen person.

Hoved som en stud, tænder som en ulv. I
lystige lags sidste timer knased og tygged han sit
glas i smadder. Og synsmaaderne var ikke altid
ved de leiligheder netop saa klare, som ønskeligt
kunde være. - Mange af den yngste generation
kjender jo ogsaa det gammeldagse, engelske slag-
uhr med talskiven høit tilveirs paa en slags piede-
stal med dør, som fører ind til lodder og perpen-
dikel? - Nu ja - saadan en uhrkasse med dør
paa blev nok en særlig kjærkommen anledning for
kammerherren, dengang han i et julebal et sted,
hvor der var nok at faa baade af tykt og tyndt,
havde taget saa meget ind af det sidste, at det
kom til at haste græsselig - og gode raad blev
dyre - - -

Ude paa en daværende chefsgaard i Rakkestad
boed en enkemand, ritmester B . . . ., med en
overmaade vakker og begavet datter.

Der fortaltes:

Engang denne datter havde været fraværende
en tid, fandt hun ved hjemkomsten, at faderen
havde slaat sig paa drik og degraderet slig, at han

SIDE: 44

egentlig leved mer som et dyr end som et menne-
ske, og udseendet af det værelse, hvori han op-
holdt sig, var nærmest at ligne med et fjøs. Men
ved den kjærlighed og maade, hvorpaa hun tog
faderen, blev han atter et skikkeligt menneske, og
der blev velstand og hygge i hjemmet. Hans
affærer, som naturligvis var aldeles derangerede,
tog datteren i sin kraftige haand - fik tilsaaet
markerne med baade korn og linsæd og gjort vaar-
onnen fuldt færdig - fik tillagt baade sauer, fæ
og heste, og drev hele gaarden, saa alt blev vel-
være helt igjennem.

- Efter faderens død kom denne prægtige pige
i huset hos Helle Juels.

Hun var imidlertid bleven forlovet med en ung
løitnant, som hun gjorde overordentlig meget af.
Brylluppet var bestemt, og hun vidste, hvilken dag
hun kunde vente ham til Vestby. Da gik hun for
at møde ham en sommeraften, men tog en snar-
vei mellem Vestby og Marie kirke, som ligger paa
Vestby grund og er en gavekirke fra en af gaar-
dens tidligere eiere (Marie Hess). - Nogen kom
imod hende, hun maatte endda træde ud af stien
for at lade dem slippe forbi. Det var en lig-
begjængelse, tyst og stille. Seks mand med en
kiste, hvis sorte klæde slæbte jorden. -

Hun gik videre som bestemt, men des mer hun
tænkte over dette underlige møde, des uhyggeligere
blev hun tilmode.

Og kjæresten traf hun nok ikke. For ved til-
bagekomsten laa der brev og budskab til hende
om, at han var død.

SIDE: 45

Saa ansaa hun fra denne dag sit liv som for-
spildt. Men da husets søn, ovennævnte kammer-
raad, blev dødelig charmeret af hende - det største
fremstød hertil havde nok været, at hun med sin
vanlige energi havde pleiet ham i en svær sygdom
- og da hun var en fattig pige, forholdene paa
Vestby brilliante, og tilværelsen, som sagt, uden
værd for hende, tror jeg, ingen vil kritisere den
prægtige jomfru B . . . ., fordi hun her slog til
og blev den mægtige kammerraadinde paa Vestby
istedetfor at gaa ene gjennem verden.

Dog - mennesket spaar, men Gud raar, og
det stærkeste træ kan tørke - - Livet blev vel
alt andet end en leg for hende, der manden var
hende aldeles uværdig, og desuden begyndte han
at drikke; medens det gik ud med rigdommen,
saa de tilslut kun havde at leve af et legat, og
den hjælp de fik fra faster Maren. Og lidt efter
lidt blev nok ogsaa fru Juel glad i det, som sti-
mulerte.

Af børn havde de kun én søn, Petter, men
flere døtre, hvoraf den uanseelige Maren blev for-
anledningen til en indvikling med von M . . .,
"storhebert-generalen af Malta" - - -

Jeg tror, det var omkring 1820, at der hid til
bygden kom reisende en eventyrer, som udgav sig
for at være en broder af præstekonen, madam
M . . . . ., og optraadte med stor brask og bram
og satte hele præstegaarden paa ende.

SIDE: 46

Denne herre sagde sig at have været med Eng-
lænderne i slaget ved Waterloo, var der blevet
savnet og havde ligget under en krudtkjærre i et
helt døgn, før han blev funden; han foregav lige-
ledes der at have mistet øielaaget eller noget af
øiet, saa han paa grund af denne skavank altid gik
med blaa briller, hvilket dengang var noget helt
ualmindeligt.

Omtrent samtidig med ankomsten fik han ogsaa
trukket ind i præstegaarden et overmaade fint
skatol, efter mors beskrivelse et rent pragtmøbel
med kostelige indlægninger, udskjæringer og anden
stas. Men dets indre kvalifikationer var nok endda
rarere med alle de forunderligste og mest forborgne
gjemmer og aflukker, som ikke noget andet men-
neske end eiermanden selv havde rede paa. Kort:
Han var i et og alt en stor matador, spankulered
helst om i al sin pomp med galoner, epauletter og
klirrende sabel, og mødte tiggere ham ude paa
veiene, spared han aldrig paa daleren. Æren af
hans høie omgang blev kun bygdens eneste rangs-
personer, Juels paa Vestby, tildel, en opmærksom-
hed disse, der i denne tid endnu sad godt i det,
paaskjønned efter fortjeneste - hvilket snart skal
sees -

Lystige dage indlededes nu, uagtet senhøstes,
med et kalas i præstegaarden, hvor der afbrændtes
fyrværkerier og opsendtes illuminerede luftballoner;
ved denne leilighed trykked den hjemvendte helt
madame M . . . . .'s haand til sit hjerte:

"Det var da stjernerne, søster, som blinked i
mine tanker før slaget ved Waterloo . . .", en ud-

SIDE: 47

gydelse nogle fandt smuk, andre noget uforstaaelig,
atter andre studsed mer end en gang ved den
meningsløse bombastik, som ofte er egen for
mennesker med kvartdannelse.

- Juels hørte dog ingenlunde til disse skep-
tikere. Og da festlighederne en tid havde afløst
hinanden paa præstegaarden og Vestby, spurgtes
der, at hr. storhebert-generalen havde forlovet sig
med frk. Maren Juel.

I den anledning blev der anden juledag tilsagt
et storartet bal paa Vestby, hvor ogsaa mor og
morbroder Hans var tilstede.

Den jul var, som det undertiden hænder, alde-
les snebar, og veiene næsten til det ufremkomme-
lige opblødte; men frem maatte man naturligvis!
- Mor kunde levende beskrive med hele sin ung-
doms-fantasi, hvilket herligt indtryk allerede paa
afstand den store festlige gaard gjorde paa hende,
saavelsom det lyshav, der bølged gjennem alle
værelser. Og generalen maatte naturligvis ogsaa
lægges mærke til; hun syntes endnu, hun kunde
se ham, hvorledes han formelig bugned under
vægten af sin guldstas og lykke, da selskabet drak
de forlovedes skaal.

Men glædens herlighed blev ikke helt ublandet
den aften -

Ved en af de gammeldagse carrédanse, som
kaldtes Engelskdans, opstod der nemlig en dissens
mellem hædersgjæsten og hans nevø, den senere
ikke saa ubekjendte rektor Johannes M . . . . .,
om hvem af disse der var det opførende par i
salen; foruden at hr. Johannes af naturen var en

SIDE: 48

stridig buk, havde vel ogsaa de flydende varer
gjort sit, saa han ikke fandt sig beføiet til at fire
for sin store hr. onkel, da han formente at være i
sin fuldstændigste ret. - Som vi ser, fandtes ogsaa
næsvis og uforskammet ungdom dengang, som ikke
vilde bøie af for autoriteterne! Nu - dette ud-
arted til ren trætte og mundhuggeri, hvilket i den
grad opbragte generalen, at han kasted sin hanske
til hr. Johannes, som dog ikke optog den, da den
i det samme blev sparket tilside af en anden
med ét:

"Skidt i hele hansken!"

Som ventelig var, opløstes den opstillede carré
i fuld forvirring. Imidlertid kasted søsteren, fru
M . . . . ., som var en meget kvik og skarp dame
- dansk af fødsel - sig ind i striden, idet hun
tog sin søns parti med ordelag som:

"Vel er vi fattige; men vi vil ikke trampes
under fødder af dig - og vi har ingen datter at
ofre dig!"

Men hvad hænder? - De store fløidøre til
salen slaaes vidt aabne, og frem træder værten, hr.
kammerraaden, sigende:

"Den som fornærmer M . . . . ., fornærmer
mig. Selskabet kan straks forføie sig afsted."

Dette var rene ord og koldt vand i ilden. Madam
M . . . . ., som var yderlig opbragt før, blev det
ikke mindre efter dette og fremholdt, at eftersom
de alle var jagne paa dør, kunde de for sin æres
skyld ikke blive længere paa dette sted, men, fore-
slog hun, selskabet burde tage musikken med sig
og fortsætte dansen nede paa nærmeste gjæstgiver-

SIDE: 49

sted. Resultatet blev dog - efter endel præk frem
og tilbage - at samtlige slog sig til ro, og dansen
paagik til lyse morgen.

- Ved et bal senerhen i præstegaarden saaes
generalen hele aftenen at danse meget voldsomt
med sin fæstemø. Rimeligvis var "øvre etagen" ikke i
bedste orden; for da han skulde kjøre hende hjem
til Vestby om morgenen, laa han og vælted og
basked uophørlig i sneen - saaledes at frøken
Juel, varm og udaset, som hun havde været, efter
denne reise maatte tage sengen fat, lam og elendig
til sin død.

Men efter optrinet paa Vestby hin anden jule-
dag, havde nok madam M . . . . . begyndt at be-
tragte sin bror med mere uhildede blikke, og en
styg mistanke om, at han ikke var den, han udgav
sig for, steg stadig mere frem i hende. - Sandt
nok forresten - hun havde engang havt en broder;
men ham havde hun tabt afsyne i saa ung alder,
at gjenkjendelse var umulig! - Morbror Hans,
som havde været officer i studenterkorpset under
Kjøbenhavns bombardement i 1807, var ikke rigtig
tabt bag en vogn, og derfor ikke let at jukse, havde
allerede længe næret mistillid til personens ægthed;
thi naar han gik generalen efter i foldene angaa-
ende Napoleonstiden, kunde sidstnævnte kun greie
sig meget utilfredsstillende. Som bekjendt fik alle,
som deltog i slaget ved Waterloo mod Napoleon,
en udmærkelse efter rang og stand; men dette
hæderstegn blev nok, uagtet gjentagne provocationer,
aldrig at faa se. -

Og madam M . . . . . blev yderligere bestyr-

SIDE: 50

ket i sin mistanke; indtil hun en vakker dag ikke
længer vilde erkjende ham som sin bror - hvilket
havde tilfølge, at generalen, høist forurettet ved en
saadan behandling, fluksens drog derifra til Vestby,
hvor han vistnok en god tidlang havde kunnet
holde Sin position, hvis ikke uheldet havde villet
ham tillivs i skikkelse af efterspørgsler ved Chri-
stiania politi, der oplyste, at han var en "dansehus-
vært" af bedrøveligste slags fra London, havde
antageligvis kjendt madam M . . . . .'s broder og
derved kommet ind i forholdene, hvilket ogsaa
hjalp ham til i Danmark at snyde sig til et par
tusind daler fra et legat eller lignende; tilhørende
vedkommende madam M . . . . . eller hendes
familie. Det var altsaa disse penge han foreløbig
havde havt at bravere med. Hvad hele hans fine
uniform anbelanger, var den bare en maskerade-
dragt, han havde tilvendt sig ved afreisen fra
London.

Saavidt jeg erindrer, blev han da afhentet af
Christiania politi, og den eneste erstatning, kam-
merraaden erholdt for det nedbrudte barn samt
betydelige pengelaan, var førnævnte kostelige skatol.

Til hr. storhebert-general af Malta, von M . . . . .,
hørtes der ingensinde mere, og denne episode maa
dermed betragtes for afsluttet her i bygden, tiltrods
for de følelige mærker den havde afsat i de to
angjældende familiers indre liv.

Se, det var dengang, mine herrer! - Daarlige
veie og liden forbindelse med udenverdenen om-
kring hvilestedet "Skauen" midtveis til Christiania,
holdt røverpakket til. - Ingen post, tiggeren med

SIDE: 51

fast rute agerede levende avis og postillon d` amour.
- Ja, tiderne forandres. - Nu gad jeg se den
ravnekrog, hvor en simpel dansehusvært fra London
kunde mystificere befolkningen, endsige da i en
velmeriteret skovbygd tre mil fra Christiania,
fugleveien taget! - -

For at komme lidt tilbage til gamle dage igjen:

Fru Juel, født B . . . ., fik som enke et livøre
paa gaarden, hvilket i forening med det Rosen-
crantzske legat gav hende et sorgfrit udkomme.
Meddeleren husker hende meget godt, da hun leved
lige ned til 1852; hun omfatted menneskene fra
sin ungdom med stor veneration og var paa sin
vis barnekjær, saa naar mor reiste didned, fik vi
gjerne være med. - Jeg kan huske, hendes profil
af næse og pande var særdeles regelmæssig, men
hvad især vakte vor forundring og beundring var
underpartiet; thi da hun var aldeles tandløs, naaed
næse og hage faktisk sammen, naar hun lukked
munden. - Du søde verden, hvor vi unger vel
glante paa den gamle frue!

Om hendes og kammerraadens eneste søn, Petter,
kan fortælles, at ihvorvel han ligned sin moder
paa i ydre og var en ualmindelig vakker kar,
slægted han til den grad kammerraaden paa udi
aandelig begavelse, at det ikke var ham muligt at
faa indpuget en eneste latinsk glose, og maatte der-
for opgive studierne og blive garver, en Geschäft,
som vistnok lønned sig brav og satte ham istand

SIDE: 52

til at overtage fædrenegaarden og til at gifte sig.
Men blev han siden enkemand og trukket med i
speculationer, saa gaarden maatte sælges, - var
dog heldig nok til at komme over et livøre, - fik
paa sin gamle alder stærke fornemmelser ligeover-
for sin husholderske og vilde sprænge sit hoved i
luften ved at lægge krudt i et kværnstenøie, hvil-
ket resulterede i, at den respectable kvinde indvilged
i at gifte sig med ham. Ægteskabet blev barnløst.

Forresten er det ikke underligt, at interessen
svinder ganske bort, naar det gjælder denne Juel,
der leved saavidt langt ned i tiderne - - -

Gaarden Vestby kom efter forskjellige tilskik-
kelser og efter at være eiet af diverse bønder i
70aarene i en Christianiagrosserers hænder, hvor-
imod de andre gaarde, som havde tilhørt den
Juelske familie, forlængst er spredt for alle vinde.

Den gamle hovedbygning, der uagtet træhus var
overmaade solid bygget, har helt indtil for nogle
aar siden staaet helt uforandret i den oprindelige
stil; men da lod den nuværende eier huset blive
gjenstand for en yderst smagløs restaurering, hvor-
ved det hele har tabt ethvert præg af en gammel,
norsk herregaard.

Sic transit gloria mundi! 

Ragnhild Jølsen

SIDE: 53

SYV BLADE,

fundne efter Skjalden Halle Strides Datter, Brigida Guldhals.

(1899, omskrevet 1907)

Borte er Tyre, min Søster. Over Øgers Marker
flygted hun fra mig og mit indestængte Mørke.
Nu som forhen ene er jeg i Hallen med Arnens
flakkende Lysning og Minder, jeg ræddes for at
tænke; brød de ind med klingende Lurstød i Stil-
heden - fulgte Kindhesten efter.

Udenfor farer Vinde gjennem Furutrærne; veir-
bidte Kjæmper mumler ad Dværges kaade Skjæmt
og spotter deres Ilterhed. Og ensom klager Harpen,
jeg bandt i den høiste Top, der hverken Høg eller
Ørn siden har hvilet; det er Suk, som druknes i
saare Hvin - det er Støn af Mennesker i Kamp
mellem Himmel og Jord - og Sjæle, som piber i
Skjærsilden, er de afrevne Strenge, halvt fri, dog
helt bundne. Der ler det grumt i Natten, og Skrig
skjærer gjennem Luften - - her ofres nok i
rygende Menneskekjød som for de hundrede Aar
tilbage! - Og der, der er Bøn - hør - der er
Sang - Bodssang - Vaadesang - i Stigning og
Fald som evige Flods Vande - - -

SIDE: 54

Harpen derude lever baade Nat og Dag. Men
dens Skrig og dens Blot huer mig dog vel og hol-
der mit Sind ilave. Er det ikke saa, at mange
Mennesker vaagner af Søvn, just naar Nat rider
bort?

Men nu vil jeg til et Tidkort søge efter det
bedste i mit Liv, se, om ikke noget kunde befin-
des at være sorgløst og let som Himmelens hvide
Sky - eller dulmende blødt og lindt som Snefald.

Ude paa lyse Sletter smilte smaabitte Blomster-
øine. Der kimed Klokker til Messe, mens Sol
kasted sine sidste gyldne Spyd henover Græs og
Løv og over Stien, hvor en stor og mild Kvinde
skred frem med Bønnebog i hvide Lin - og med
to smaa Børn, der kløp de butte Fingre fast i
hendes Klædnings Folder.

Til Boet ved den klare, smale Elv kom en
Mand stundom. Han lo og var lystig, men tord-
nede af Vrede, naar vi smaa paa Børnevis gav
Sorrig og Glæde Luft. Hvad Sagaer han fortalte,
det forstod vi ei. Men Blomsterlegen kan jeg endnu
erindre - omend vagt som Straalestreif over Sjø.

- De Spil var saa mange som Blomsternes
Farver, og Manden, der lærte os dem, var Halle
Stride, vor Fader. Og Moder var den kjærlige
Kvinde, som korsed vore korte Arme hver Aften og
Morgen, at ingen Mørkets Haand skulde røre ved
os hverken paa Gaarden eller ude paa de grønne
Marker. - Alligevel vidste en Mørkets Haand at
finde os. For vor Moder døde. - Se allerede -

SIDE: 55

der formørkedes den hvide Sky! Nei, for mig
findes intet sorgløst og let - og det dulmende
Snefald kan blive til strideste Haggel. Jeg Taabe,
som søgte efter Brød paa Bjerget! - Saa saa vi
da aldrig vor Moder mere, og paa den Tid, da
Blomsterne atter kom frem, tog vor Fader os bort
fra de bølgende Enge.

Her laa Hallen, bred og mørk, Bjørnehiet,
lunt inden Vægge. Men udenfor sprat Flisen af
Kulde.

Her tured Trolde og Vætter Julehøitid og ham-
red sig Vaaben, saa det buldred i Mørkenætterne.
Langt ude skimred Havet i blaagraa Skimt. Og
Kvad om Ve laa over Fjeld og Skov.

- Tyre, min Søster, er i Livet nogle Aar forud
for mig. Hun har kranset sit mørke Haar med
Lyngens røde Blomst, med Fader gaaet smilende
ud i Verden og smilende kommet tilbage. Over
Lande og Sjøer var deres Færd, de gjæsted Fyrstens
Borg som Bondens Kot.

Min Fader var mægtig af Vækst og strid af
Sind; hans Øine glimted som rappe Staal! Han
skjænked mig Ringe og en Kjæde af røden Guld
hin Vinter, han var her sidst. Det var i min
Alders femtende.

Min Fader havde gaaet sit Sind mødigt i Ver-
den, han spotted over høi og lav, over Verdens
Daarskab og Flitter - og alligevel trak Larmen
ham til sig, indtil han drukned i Dragsuget. -
Tyre var efter Aftale i Ro til St. Bartholomæi Dag
det Efteraar, foer da med Kjøbmandsskib til Bergen,
hvor vor Fader skulde støde sammen med hende.

SIDE: 56

Hun blev ventende i Dage, hun blev ventende i
Uger - og reiste saa hjem, tung af Frygt.

Vor Fader saa vi aldrig siden. Men Bud er
naaet os om hans Død. Han var en gammel Mand.
Og Dødsengelen seiler for saa god en Bør, der den
skyder baglængs med Seil spændte af Menneskers
sidste strævsomme Pust.

Tyre, min Søster, slog sig ei længer tiltaals end
ud den paafølgende Vinter, blev da Tiden hende
lang i Hallen. Herfor blev jeg gram i Hu, og
kvad hun vemodig:

Foraar fletter i Fangens Sind
Krans af fine Kvist og Knop.

- Visselig, - mindes jeg, mit Svar da lød, -
dog - du er forsandt ingen Fange. Flyv du frit.
Men mig huer bedst i Hallen at leve.

Atter lystig, greb hun da Harpen, og halvt hun
kvad, halvt hun sang sin kjæreste Vise, den hun
saa tidt senerehen har ladet lyde for mine Øren:

Mørket myser
 med Øine graa
Sniger sig
 paa Sokker
Tager Tag
 med Trolden
Vasser Vei
 paa Volden
Skjul dig straks
 bag Sæde
Lad den Lumske
 lede.
Benløs, Benløs
 er Beiler bold!

SIDE: 57

Lyset leger
 lange Dag
Glitrer med sit
 Guld saa glad
Stirrer stærkt
 og stille
Fjeler den Fant
 og Fille
Kysser den Kat
 og Konge
Ryster Rokkens
 Rigdomme.
Hihei, Hiho
 Hast i Hjulet!

Hun red ud en Morgenstund, med Vaarens blaa
Blomster og Kviste af Gran om sit Hoved, med
skarpen Dolk skjult ved Barm - og vor tro Tore
til Følge. Hun lo og vinked med de hvide Hæn-
der. Den elskelige Søster, hun er Trækfuglen alle
sine Livs Dage. Sorgløs og elskovslegende gjæster
hun Verdens skjønneste Riger. Høiene er hendes
Kirke. Overalt og ingensted hendes Hjem.

- Jeg sagde, jeg vilde søge det bedste i mit
Liv. Har jeg fundet det? Barndommens Minder
er de hvideste Roser; men selv ved disse gror jo
de stikkende Torne. Desuden: Dugg er siden fal-
den. Kulde derefter. Og Rimfrosten er bleven -
den som farer saa ilde med Sommerens favre
Spirer.

SIDE: 58

Et Stormryk rev Grenen, hvorved Harpen var
bunden, ned inat, og dens evindelige Jammer
er død.

Det var jo saa, at slig den trængte der med
Graad og Grumhed, skræmte den mine Tanker fra
at vige ud fra den engang opstukne Vei. Og nu
i Stilheden, som synes mig hartad yndelig at synge,
dukker de frem, Minderne - lokker og lokkes.
Kunde jeg blot trække dem ud i Luft og Sol endnu
engang - se, om Smykkerne, jeg elsked, skinner
saa stærkt som før, og om ikke Rusten har opædt
Vaabnernes Klinger.

St. Halduordus, vend ei dit strenge Aasyn bort
ifra mig - det lyster mig saa saare at aabne
Graven!

En Sommer var Græsset friskere end vanligt.
Himmelen var fagrere. I Frysja svømmed og sprat
Fiske Glimt i Glimt, og en Mængde Storfugl flaksed
om indi Skoven; jeg saa det selv, naar jeg sad
ved den aabne Dørfløi.

Og fra høire til venstre lød Lovord over en
vennesæl Fyrste. Thi den Sommer sad Kongen i
Oslo med sin Hird.

Nede i Staden seg fra Kirkerne en sød Røgelses-
duft, den jeg tyktes at skue som et blaaligt Slør
om Murene.

Ugjerningsmænd skjulte sig dybt inde i Skovene
lig Ulveflokken for Dagslyset. Og haarde Sind blev
mygere.

Kongen aanded Smil over Dalen, Fred over Landet.

SIDE: 59

- Aldrig saasnart spurgtes der, at den høie
Hersker dagligen overvar Ottesangen i Helliglegems
Kirke, før Folk rundt om fik travelt, og Kirken
fyldtes stadig af disse skuelystne, mellem hvilke
ogsaa jeg en Morgen befandt mig for at se paa
Herligheden.

Ved de sidste Klokketoners Hendøen skred Kon-
gen med sine Mænd gjennem Portalen. Sandelig
er det min Tro, at de mange Mennesker, som til-
stede vare, dennesinde mer knælede for en jordisk
end for en himmelsk Gud. Og vel maatte Ordet
sandes, som gik om, at ædlere og mer høvdinglig
en Skikkelse af Ydre og i Adfærd aldrig tilforn var
seet i Norge.

Jeg elsker Prunk og Pragt. Men intet saa jeg
af de nyindførte, kongelige Klædninger og guld-
baldyrede Stas - for de retskaarne Ansigtslinjer
histoppe, der de blegt ridsede sig mod Kjærter-
nes Skin.

Fra denne Tid besøgte jeg daglig Ottesangen i
Helliglegems Kirke.

Saa underlig føiede Skjæbnen sig: Engang
Pateren læste sine længste Bønner, og de hvide
Kordrenge svang sine Røgelsesskaaler, saa Kongen
udover Folket - - og hvad hændte - kom hans
Blik ei til at dvæle ved mig? Jeg for sammen,
som om nogen brat skulde tiltalt mig, og mit
Hjerte krymped sig, for i næste Øieblik at hamre
høilydt.

Hvad der stedse sneg sig ind i Kirken med
Kongen en isnende Frost. Og dog - hvor den
Frost gløded i mine Kinder!

SIDE: 60

Siden troed jeg oftere at se ham vende sit
Hoved mod mig; stundom bemærkede jeg ogsaa
et Smil over hans Aasyn.

- Som jeg vandrede hjemad de svale Sommer-
morgener, medens Høet duftede, og en svag Taage
endnu laa over Engene, mindende om Nattens
Søvn og Drømme, da var det, at Kjærterne ikke
vilde ophøre at brænde for mine Øine og lyse frem
over det ranke Kongeansigt. Men min Gang blev
let og rask, mine Lemmer myge, min Tunge vel-
talende. Havde jeg været Mand, vilde jeg forvist
vundet nogen Pris, saavel i Væddeløb som og i
Skjaldekunst.

Mennesker, jeg mødte, saa efter mig - og en
Dag fulgte en zirlig klædt ung Mand af Kongens
Følge stiltiende hvert af mine Trin. Gaadefuldt
som det tyktes mig, vilde jeg uden Betænkning
adspurgt Ynglingen, hvad vel førte hans Vei netop
langs min, hvis jeg ei havde fundet det usømme-
ligt. Ved en Svingning af Stien smutted jeg da
raskt ind i Skoven, agtende at gaa en Snarvei
over Aasene og Urene. - -

Tifoldigt Spørgsmaal trængte sig om mig: Hvad
syntes Kongen? - Var jeg besynderlig af Udseende
- pralende pyntet - og uklog? Var det derfor
han bemærked mig, den høimægtige Herre. Eller
maaske - Frey være mig huld! - fandt han Be-
hag i mig? - Og jeg udlo mig selv: Du er en
Nar, Brigida - kom ihug, det er Kongen! Van-
vittig er du, du løfter dine Øine. - Men atter
gryed noget, - og jeg kunde stanse, der jeg tren
frem mellem Stammerne - brede Armene ud -

SIDE: 61

suge Sommerens Sol og fornemme det, der havde
tilhuse i mig i et navnløst Hele. Og jeg kunde
kaste mig ned og røske Lyng af Jorden. -

Ude i Solstrimerne laa fedt, benløst Kryb, som
jeg traadte paa, - og det dumped ned paa mig
fra Trægrenene, uden at jeg bekymred mig derom.
Kun søgte jeg at undgaa Orekrattet, hvor den
brandede Alme sidder, den, der kryber i Skyggen
og stikker Folk Hudonde paa - det husked jeg.
Men Hjemfærden glap mig ud af Hovedet. Jeg
kan ei udrede det paa anden Vis, end at jeg var
at ligne med en, der har seet Mjødhornets Bund.

Da det var høist Middag, og alt hviled i Skoven,
baade Fuglesang og Dyrelok og Vindenes Hvisken,
laa jeg og stirred ned i en Skovsø - den skinned
klar og dyb som Kongens Øie. Men da Sol stak
sin flammende Glavind i Balg, havde min Fod rørt
ved Vildgræsset.

Saa virred jeg paa bratte Bjerg og i dybe Dal,
medens Skyggerne ligesom stadig blev tungere at
bære. Hungeren stilledes ei af Skovens Bær, Tør-
sten ei af det lunkne Vand. Mødig hopped jeg
paa Tuer over bundløse Myre og gled paa Fjel-
denes glatte Mose - fra Vid og Samling tilsidst,
med Begjær mod Døden, med Rædsel for Døden.
- Da alt blev graat og skummelt, krøb jeg høit
op i en Gran. Der vinked jeg mod en svag Lys-
ning paa Himmelvidden:

- Laan mig din Kappe, Maane. Til Gjengjæld
faar du se Natteravnene i Skoven!

Kviste knækkedes under Granen. Det rasled
og rusled gjennem Lyngen. Revent For fik Maanens

SIDE: 62

Kappe. - Jeg ræd som Mus i en Skræppe.
For dernede skridtet Uvætter: Fæle Troldkjærring
red en Ulv med Hugorm til Tøiler. En Kone med
Krone paa. En Hund med Menneskehoved. De
lo stødvis hvislende, med Menneskerøst kvædende.
Raad groet af Jordens Dyb, Trolddomsruner for
Liv og Død.

Men borte i Skoven voksed noget lysende, hvæl-
vende Træstammerne, ligervis Havets Bølger Skibs-
masten. Det brændte sig op mellem Grenene. -
- Ei i Kjærters vege Blus, ei i lette Myrrhaskyer,
- men i søilebaaret Hals Midte stod der - Kon-
gen, med korte Sværd ved Lænd, og fra inden
gled om ham et flammende Nordens Lys. Et Kvad
blanded sig i Skovens Brusen:

Jeg er Frey
med fagre Fylgjer
som Fjærham bærer
som Fanger fanger.
- Se du skal
mit Soløie skue
som Sjæle brænder
som Styrke stjæler.
Da du gjærde
godt om din Glæde.
 Vanadis
vinker i Vaaren.

I Dagnings Skjær falmedes og sluknedes Mør-
kets Syner. En Hane gol. Idet Himmel svagt
farvedes af Sol, drog jeg Kjendsel paa Stedet: For-
sandt - nogle Favne derfra laa min egen lune Hal.

SIDE: 63

Men en Saamand havde i min Hug strøet Korn,
som spired. Deres Vækst magted jeg ei stanse, og
Frugterne fik Tid til at modnes.

Runer risted jeg paa hvideste Lin:

En Dag i din Hug, Ild i dit Øie,
Fly mig din Gunst, Drotten du høie.

Elskovsruner, de der virker snarlig og stærkest;
fordi de samler langsommelige Aarrækkers Draaber
til én liflig Tørstensdrik. Ha! - Hvorfor ei drage
Nytte af Nattens Lærdom?

Og Vindene hvirvled Tegnene om hin stærke
Nakke, for hvis Bøining jeg knæled med Folket.

Saalunde spurgte den høie Hersker, da han
stod i min Hals Dør:

- Dit Navn og din Æt, Jomfru?

- Brigida er mit Navn, Herre. Og min Fader
var Halle Stride af Haulderne paa Haakabø.

- Hvad? Vel ikke min Gaard Haakabø paa
Ranrike?

- Visselig. Halle Stride bøied ei for Blæst. Eders
Fader, Konge, drev ham af Gaarden.

Og jeg spildte Vinen af det fyldte Bæger, hvor-
med jeg var traadt Kongen imøde.

- Vel, - gjensvared han mildt, - da kunde
det lyste mig at tale med din Fader. Jeg mindes
nu: Halle Stride - saa kaldtes en Skjald, som
engang fulgte salig Kong Harald i Kampen.

- Alene Datteren kan glædes ved den Gunst, I
tiltænkte Eders ringe Svend. Halle Stride er ikke

SIDE: 64

her; for han er død. Men lad mig ei formørke
Eders Tanke, Herre. - -

Jeg rakte ham det sølverne Kar, det han tømte
i et Drag og gav mig tilbage, sigende:

- Drikken var god. Din Fader maaske førte
den med sig fra Lande, hvor hedere Sol skjænker
Vinen større Sødme og mer af sin Ild?

- Nei, Herre, - svared jeg, - den tilbered-
tes her.

- Saa er du da selv som Solen, - sagde han
med et Smil, - og dog er her svalt i din Hal.

De første Ord bragte Blodet op i mit Aasyn.
Jeg ved ei, hvorfra jeg fik Mod til rask og uden
Stammen at bede den stormægtige Herre værdiges
at tage Sæde i mit ringe Bo. Og derefter kvad jeg:

- Igaar og idag
usynlig Magt
mig Budskab
om Hæder hvisked
 Herre.
Vel perled Vinen,
den vidste,
at søndres skulde
Perlerne snarlig
for Eders Læbers
 Kys.

Da førte Fyrsten Haanden over sit mandig
fagre Aasyn og lo:

- Ønsked du at bytte med din Vin, væne Pige?
Jeg blev Svar skyldig, samtidig som jeg forvirredes.
Efter nøie at have mønstret mig en Tidlang, tog
han atter til Orde:

SIDE: 65

- Ensom ser du ud blandt Folket i Kirken.
Tager jeg ikke feil, er du ogsaa ensom her - en
Kat med Unger var de eneste Liv, jeg mødte paa
Tunet. Ræddes du da ikke for Stimænd, Pige?

- Nei, Herre, - svared jeg, - dertil har I
fredet for vel om Bondens Gaard. Ensom er jeg
saavist: Uden Venner, uden andre Frænder end
min Søster, som, skjønt Kvinde, tog vor Faders
Kald i Arv. Men jeg har Ungdom og - ei sandt?
idag Eders Naade, Herre. Hvad høiere kan jeg
vel nu ønske?

- Gives der da ei høiere Ønsker end konge-
lig Naade?

- Jo, at den kongelige Naades Tid maatte
strække sig ud over idag, imorgen og alle Dage,
- svared jeg dristig.

- Vel. Store Ønsker huer mig. Men om deres
Opfyldelse vide vi intet - det er Tærninge-Spillet,
for hvilket Gud alene raader. - Han lagde skjem-
tende til:

- Har du Tærninger, vil jeg lege dem med
dig, mens Sol endnu lyser hidind.

Jeg hented Tærningerne, saa deres sorte Øine
ei for Kongens brune, de, der snart var som Hjor-
tens, snart som Himmelens mørke blaa med blaf-
fende Kornmo. Dog forvist ved jeg, jeg stadig
tabte, indtil Herren overmodig kasted Tærningerne
i mit Skjød.

Da var Tiden inde, den der skulde præge hver
en Stund af mit Levnet. Hvisked da Kongen
Gammensord i mit Øre og saa mig ind i Øiet som
var han min fuldtro Ven og Fæstensmand. Allige-

SIDE: 66

vel bar jeg en Gru for ham. Han mærked det og
spurgte mig hvorfor. Jeg erindrer, jeg besinded
mig og svared:

- Eders Haar er mygt som Silke, Herre; men
udi Panden har I en Fordybning i Form af et
Hjerte.

- Hvorledes tyder du da dette, - spurgte han.

- At Eders Sind vel er mildt. Men med Elskov
gaar I paa Vilkaar.

Da lo han igjen:

- Sandelig, du væne Mø, klog er du trods
din Ungdom! -

Min Gud, hvor han var heftig og øm! Og hvor
stoltelig fager! - Jeg ved intet; men jeg tror, jeg
fortalte ham om alle de Tanker, jeg havde næret,
siden Kjærterne brændte hans Billede ind i min
Barm. - -

Konge, Konge! Livet leved ved dit Aasyns Lys.
Hvad kan lignes med Kongen? Du stolteste Fyrre-
træ bruser høit i Vinden, er Fyrste over Skovene
- - naar ikke dig, Konge. - Men Bjergfossen,
der raser i Kraft og søndrer i Vælde - og lokker
og ler over fagre Enge - - er Bjergfossen din
Stamfader, Konge? Konge! For du tog til Odel
dens Skjønhed og dens Vildskab, dens dulmende
Ro, dens stolte: Træd varlig ved Tronens Tæppe!
- Men du, Konge, er dog over alt. Alt synger
til din Ære. Og engang, naar Jorden eier dit Støv
og Himmelen din Sjæl, da vil du dog tifold leve
i dit Land. - -

Og Kongen gav mig sin Hug. Jeg slipper det
aldrig væk: Kongen elsked mig.

SIDE: 67

Kongen skjænked mig ogsaa - til noget Veder-
lag for Haakabø, - som han sagde, - to gode
Jorder ved Frysja, førend han tøiled sin utaal-
modige Ganger ned fra Haugen her. - Det sidste
Glimt af ham saa jeg nede paa Sletten Da red
han i Pasgang frem, hyldet af Dagens Sol.

Kort efter den Tildragelse, som her er fortalt,
for Kongen nordover at bivaane Gilderne til den
hellige Olafs Ære i Nidaros.

Hvad mærkede jeg af Aarstidernes Kamp, jeg,
om hvem de vaagne Drømme ved Dag og Søvnens
Drømme ved Nat bandt sit gyldne Net - Sandhed
at tale lignende det Spind af tynde Blodtraade, der
siges at klæbe sig om alle Menneskers Hjerter. -
Magtede jeg opregne min Kjærligheds Tanker, kunde
jeg ogsaa opregne de Skyer, der er gledet over
Himmelen, de Vinde, der er faret over Jord, de
Døtre, Ran har avlet!

Ofte kløv jeg op paa Fjeldet her Nord og stir-
rede udover. At bie faldt mig ikke svært - ind-
til den Dag, da noget særsynt glitrede i Fjorden
- - - Vuggende Knarrer og Langskibet med
Hoved og Hale af Guld.

Glædedrukken sank jeg med Tak i Knæ for Gud,
for de mægtige Helgener og for Kongen.

Glæden blev Tvivl. Tvivlen blev Frygt. Fryg-
ten atter - blev Fortvivlelse. Og Runernes rette Seid
var mig forgaaet; thi de svigtede. Ud i Skoven
raabte jeg til Uvætterne; kun haanlig skraldede

SIDE: 68

Aasene. - Ei mig selv mægtig snoede jeg Guld-
kjæden om min Hals og gik til Kongens Gaard.
Som Stridsgangeren i Faren, saalunde tren jeg
trodsig de leende Karle og staselige Mænd af Hir-
den imøde, og jeg fremførte mit Ærinde, som intet
mindre var end at faa Kongen i Tale. En af dem
æskede mit Navn, uden at røre sig af Flekken.
Yderligere tirret ved deres Sideblikke og ufordulgte
Hvisken, bød jeg hovmodig hin paa Øieblikket gaa
ind og melde mig for Kongen. Fortryde skulde
han, lagde jeg til, sin Uhøviskhed og liden Tjeneste-
iver. Manden havde et saare ulideligt Fjæs; syn-
bar befippet adlød han dog. Jeg tykkes endnu se
hans ondskabsfulde Smil, der han efter en kort
Stunds Forløb kom tilbage: - Havde ingen Hast
havt, sagde Bjørnen, han dumpede i Fælden. Put,
put, du faar nøies med Kjæften, sagde Ræven til
Lænkehunden. - - - Forresten sagde Kongen,
I kunde henvende Jer til Stallaren, som ogsaa idag
bliver hjemme fra Jagten formedelst det Benbrud.
Kongen blev rent gram i Hu, Kongen. Stolt Inge-
lin - - oho - -

Det onde Menneskes videre Spotteord naaede
mig ei. Men mere end godt var, havde jeg faaet
vide. O Gru, Hirden havde trampet mig. - Og
Kongen - den herlige gudvelsignede Konge? -
Tænke maatte han tilfulde, at jeg, Brigida Halles-
datter, intet havde at forhandle med den gamle,
vrantne Stallare. Og dumpt drog jeg mig hjem-
over. - - Horn gjaldede, Hunde halsede, Raab
og Latter - var dig Pige! Der kommer Kongens
Jagt farende, som Odin selv med sin Skare, paa

SIDE: 69

de vrinskende Gangere; der flagrer de pibende Falke.
De strøg tæt forbi. Kongens Blik streifede mig
knapt; der var ikke Tid at besvare min dybe
Hilsen. To halvgamle Knægte vendte Hovederne
og smiskede i Skjægget.

- - Skov, du fuldtro, du tog mig den Dag
indtil dig, som du stedse har gjort, og stedse gjør
det i let og tungt. Du Skov med dine mægtige
Trær, de, der ligervis Hedningetankerne i Menne-
sket ei lettelig udryddes - du gav mig en Tanke
i Sorgen - til Død. Slig, som du i Glæden havde
givet mig den - til det flammende Liv. Da jeg
tren ud fra dit Enevældes Grænser, var og en Væv
rennet; Islættet blev - saa underligt er Mennesket
- Bøn til Kristnes naadige Gud. Jeg tiggede Gud-
herren om Hevn over Kongen, som havde for-
smaaet min Kjærlighed, som havde ladet mig i
Troen om at staa paa et Bjergs Tinde - og kastet
mig ned. Nætterne laa jeg uden Søvn, medens
Hads og Hevns Tanker ynglede i mit stakkars
forpinte Bryst.

- - Dagen forud for hellig Halduordidag
iførte jeg mig Mands Klæder - og red i Fart ned
ad Aasene, saa Øgets Sider stod i Skum, idet jeg
sprængte frem for Kongsgaarden, høit i Haanden
svingende et Brev og Budskab, hvorom jeg fortalte,
Befaling var mig givet: Kun egenhændig og i En-
rum at overrække Kongen. Ihvorvel mit besynder-
lige Udseende vakte endel Opsigt, slap jeg denne
Gang lettelig gjennem, og mine hemmelige Ønsker
blev føiede forsaavidt, som Kongen havde trukket

SIDE: 70

sig bort fra Larmen og nu opholdt sig i Løn-
kammeret.

En lun Varme bredtes fra den mærkelige Røg-
ovn. Kjærter brændte langs alle Vægge. Midt i
Hallen hvilede Kongen i et med røde Hynder
polstret Sæde. Han saa ei ud til at like For-
styrrelsen.

- Fra hvem kommer du, spurgte han med en
Panderynkning. Hvor vel jeg gjenkjendte den fyl-
dige, dæmpede Røst -

- Fra Erlend Himalde, løi jeg og rakte med
Ydmyghed det falske Pergament frem.

- Erlend Himalde, mumlede han med nogen
Undren og strakte Haanden ud efter Rullen, -
men holdt halvt inde - - Hvad mangler dig, du
teer dig saaledes underlig? -

- Intet Herre, stønnede jeg hæst - -

Medens Kongen forbauset bøier sig over det
af ufattelige Tegn vrimlende Brevskab, griber jeg
Kniven under min Kofte, viger to Trin til Siden,
at jeg halvt kommer ham i Ryggen. Saa samler
jeg al min Styrke, gjør et Sprang - og støder
Kniven mod Kongens Hals.

Gudherren alene skjærmede ham.

Jeg forfeilede Maalet, og Vaabenet faldt klir-
rende paa det Stengulv.

Alt Had og Mod forgik mig i samme Nu, og
jeg kastede mig ned, knust og grædende. Men
Kongen blev siddende; alene skjøv han sit Sæde
uvillig tilbage, som afskyede han en Berøring
af mig.

SIDE: 71

- Hvorfor vilde du dræbe Kongen, Niding?
spurgte han rolig.

- Kongen sveg mig, hulkede jeg.

- Var din Tunge. Til Døden har du allerede
én Gang gjort dig skyldig.

Da rev jeg Bindet af mit Hoved, saa Haaret
faldt ned over mine Skuldre. Kongen reiste sig,
traadte et Skridt tilbage, atter et frem og betragtede
mig længe - - Dit Navn? spurgte han langsomt.

- Brigida Hallesdatter -

Han strøg sig over Panden - - Hvad er det
- har jeg drømt? - Nei, dig kjender jeg ikke. -

- Jo Herre, jamrede jeg, I var mig bevaagen,
men for Aar tilbage.

- Du er slaaet af Vanvid. Aldrig har jeg det
været. Bi! - Engang saa jeg et Aasyn lig dit;
men det var baade stolt og vænt. - Atter strøg
han sig over Panden: - Finnefærd og Galenskab!
- - Med engang kastede han Hovedet tilbage
og pegede bydende mod Udgangen:

- Kvindeblod har for vammel Lugt i Borgen.

Saa er der intet mere.

Aar byggede sig til Aar siden den Tid. Alt
har pint mig. Skammen gjort mig myg. Foragt
gjort mig haard. Livets beskeste Galde maatte
jeg drikke, og den er dryppet mig i Svælget, ind-
til jeg sløvedes i min Vaande.

Hvi lod jeg mine Tanker løs. Min Gud - jeg
vidste dog, efter Lurstødet fulgte Kindhesten -

SIDE: 72

og den sure Svie efter Kløen. Blot Harpen var
bleven hængende, saa var jeg ikke vaagnet af Søv-
nen! Atter og atter trænger det evindelige Spørgs-
maal sig frem: Havde Thurs draget Kongen saa-
ledes, at ligervis hos Søvngjængeren, ethvert Minde
var slettet ud; og at hans høimodige, klare Sjæl
ubevidst bar Modvilje for den, som havde bragt
ham under de sorte Tegns Indflydelse? Eller var
han saa brat bleven led ved min Kjærlighed -
og glemt noget bort i sit Levnets Gjæstebud?

Ihvordan det saa end var, saa er Stunder kom-
met over mig med Længselsvrid; og jeg ser ham
saa grant, som stod han atter der i Døren. Og
mine Læber kan end brænde ved Tanken paa
hans fyldige Mund med de hvide, godlynnede
Tænder, han, hvis Farve var Sommernattens, en
rum Tid før Solen rinder.

Det er Synd. Alt er Synd for mig.

- Igaar flammede et mægtigt Nordens Lys over
Himmelen. Jeg har trukket Linjer mellem dette
og det Syn, jeg saa hin Gang - - - min Tro
er, at det bebuder noget - maaske et Liv fjernt
fra mit nuværende. Jeg saa ogsaa min Moder i
Nat. Hun gled mod mig og hviskede: Nu er det
snart ude.

Saa er det og slaaet mig i Sindet, at i denne
tilbageværende Livets Tid vil jeg - for at sone
hvad jeg daglig forbryder - aflægge min Høitids
Guldkjæde, og binde om min Hals en tagget Snor
- - - - - -

SIDE: 73

 Miserere.
Offer ligger paa Verdens Val.
I Grus sank en straalende Kongehal.
En Pil var hvæsset med tveægget Braad,
Glemselens Glemsel, se, det blev min Lod.
 Miserere.

Stie maaltes af Daarens Fod.
Uvittig er Bønnen, som er om Blod,
Lytten til Ondskabens beskende Raad
At ville forkorte en Livsens Traad.
 Miserere.

Synden blegner Menneskens Kjød.
Den skaffer dem Sorrig og Sot og Død.
Angeren æder en Marv udaf Ben.
Haaneren haaner: Din Bod er for sen.
 Miserere.

Hjertegraad er en dunkel Snor.
Den vrides med Knuder i saare Spor,
Oliedryp i en halvkvalt Ild,
Skifter i Farver og oser dertil.
 Miserere.

Tomme Dag med dens tunge Nat
Har Livets Gravrust i Sjælen sat.
Mørke ei viger fra Jorderigs Muld.
Verden. O Verden af Smerte saa fuld.
 Miserere.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 74

FORELSKELSE

(ca. 1900)

Det begyndte en vaardag - som alting andet
forresten: som fuglesang og dyrelok, som
tæring og ulivssygdomme flest. Men det havde
varet saa længe, inden det kom, eller - ialfald
havde jeg ventet.

Allerede første gang vi var sammen, var der
en rapport imellem os.

"Du er pen, du," tænkte jeg og skotted paa
ham fra siden. Han lo ved sig selv, mens han
snakked; det var saadan en gemytlig-ironisk latter,
at jeg ærgred mig et ørlidet gran -

"Hvis da ikke næsen er for lang?" tænkte jeg
og fik ikke ro, før jeg havde forvisset mig om feil-
tagelsen -

"En smagsag som saa meget, frøken."

"Hvilket - hvilket?"

"Hvad for et organ!" tænkte jeg, "saa dæmpet
i lyden og varmt; det virker næsten som sommer-
sol gjennem douce gardiner, gjør det."

"Nei," afbrød han sig med ét, "nu tror jeg, jeg
vil gjøre som frøken Sander."

SIDE: 75

"Hvad gjør jeg da?"

"Siger ingenting."

"Aa, jeg er saa doven! Og da jeg ikke vidste
andet, end at det var herrernes pligt at bære un-
derholdningens byrder . . ."

"Underholdningens pakker, mener De," raabte
en liden flausemager.

"Indholdsrige pakker," mumled jeg saa spodsk
som muligt, "legetøisautomater, fabrikhumbug" -
og reiste mig. Han gjorde det samme.

"De mener, at Kristianiaherrerne igrund dra-
ger om med saan en mindre marchandiser-butik?"
spurgte han, idet vi gik henover stien, der var
drysset hvid af æbleblomsternes blade.

"Ja. Jeg forstaar bare ikke, at Dere aldrig blir
kjed af det."

Han vendte sig helt om mod mig og smilte.
Lidt tungsindig, syntes jeg.

"Det er jo netop det, en kan bli! Men hvad
skal man egentlig ta sig fore da? - Man faar tude
med de ulve, som er ude, ved De jo . . . Og for-
uden at det er blit en vane, bryr man sig ikke
om at blotstille sig for alle og enhver heller -
gider simpelthen ikke."

". . . Jeg saa det øieblikkelig paa Dem."

"At jeg ikke var som de andre? Aa, jeg for-
sikrer Dem, frøken," sagde han med et smil og
en afværgende haandbevægelse, "jeg er ingen origi-
nal! Mig kan De, naar De har læst to blade."

"Nei," sagde jeg, "der er mange fler."

"Selvfølgelig bedrøver det mig at maatte mod-
sige Dem . . ."

SIDE: 76

"De ser ellers ikke saa overdreven følsom ud."

"Aanei. Overlader det ganske til damerne -
undtagen høist enkelte gange - som nu f. eks.
- Er det ikke nydeligt her da?"

"Jeg vil ikke se det. Jeg blir saa trist ved
skjønhed."

"Naada? - Altsaa omvendt: Frøkenen glæder
sig ved uskjønhed?"

"Jeg hader den. Men ved De, jeg tror, dette
- beklemmelsen ved at se det vakre - er en
slags længsel, salighedslængsel eller saadant noget;
misundelse eller besiddelyst kan det jo ikke være;
for en kan vel ikke godt nære den sort følelser
for - lad mig sige - en rose, man holder i
haanden . . ."

"Salighedslængsel - hm! Dere tar det nu saa
seriøst, Dere damer . . . Hvad om vi holdt os mere
paa landjorden - og sagde kjærlighedslængsel?"
- Han kneb øinene lidt sammen, mens læberne
gled bort fra det nederste af tænderne. Han mored
sig vist -

"Ja undskyld, hvis jeg krænked ved at nævne
det rette navn." - "Vi mænd vokser tidlig fra
det, vi, "fortsatte han - "vi ophører at elske, vi
ophører at tænke; men det bedste er: Vi ophører
næsten at lide ogsaa." Der var træthed i tonen.

"Dere liker Dere vel da?"

"Ikke altid! . . . Forresten," henkasted han let
og bød mig armen, "skal jeg gi frøkenen et raad
mod den tristheden, vi før var inde paa: Speil
Dem aldrig!

Vi saa paa hinanden og lo. - Han havde da

SIDE: 77

ogsaa en deilig maade at snakke paa - altid naar
samtalen trued med at blive alvorlig, en uanet
vending, en elegant volte, som bragte en til at
glemme det foregaaende. Den gled saa let, denne
eiendommelighed ved ham; jeg maatte huske paa
nogle routinerede skøiteløbere, jeg engang havde
seet, med rolige, afdæmpede bevægelser henover
en grønligskinnende isflade - - - Hvor dumt,
at jeg ikke havde udsigt til at komme sammen
med ham mere - vi havde saa meget at tale om,
saa meget uopgjort ligesom - - -

"Ja, nu reiser De ud af byen," sagde han med
en pudsig resignation, "saa jeg forundes vel ikke
at se Dem oftere i dette liv . . . Hvis da ikke,"
han bøied sig dybt ned mod mig. ". . . Lille
frøken! Kunde De ikke la mig faa vide om det,
dersom De nogengang skulde forvilde Dem hidind
igjen?"

Aa, han havde fanget fantasien hos mig den
store, vakre herre, som bar tungsind under sit
chevalierske væsen!

- Naturligvis nød han livet. Han havde
kanske lært at vurdere det høiere end folk flest,
han, som nær havde mistet det hele. Men saa
var det vel heller ikke at undres over, hvis der
midt i tummelen kunde stikke i ham noget om
alt det i sin bund og grund saa værdiløse. For
han havde været frygtelig syg engang, seet døden
under øinene. Derinde i hospitalsværelset havde

SIDE: 78

han ligget, kastet sig hid og did i feberen og vrøv-
let om piger, han havde elsket, om eventyr, han
havde været med paa, ogsaa om uhyggeligheder,
som aldrig havde existeret; sveden sprang frem,
mens tunge og svælg blev sprukne af tørhed; og
hans legeme, som vred sig i smerte, det havde
lægerne opgivet. Hvert øieblik ventedes livets
sidste krampetag - saa skulde de blit slappe alle
muskler, hagen vilde faldt ned paa brystet, øinene
vrængt sig - saa havde hans mor trykket øien-
laagene til, nogen anden bundet hagen op, mens
de slanke lemmer stivned og blev kolde som
marmor.

Døre og vinduer vilde blit sat vidt aabne, og
slægtninge og venner vilde kommet, de første med
lommetørklæde for ansigterne, hulkende i navnløs
fortvivlelse, de sidste med sammenknebne læber
og blege som selve det meislede lig der under
blomsterne - - -

Men det blev livet, som seired.

Som han bedredes, saa saa han mor og søstre
glade gaa ud og ind, frygtløse for smitten. Uden-
for vinduet stod blomster, hvide liljeconval og
blege roser. Og det syge, lyse ansigt derinde fik
smil i øinene, før han lukked dem og søvned ind
paany.

- Men det er, hvad jeg tror: At han maa
være bedre end andre, fordi han har en kjærlig
mor og snille søstre, og han kan umulig agte
kvinden ringe - som mange gjør - naar de, han
kjender bedst iblandt dem, er opofrende og ædle.

"Kunde jeg bare træffe ham igjen!" sagde jeg

SIDE: 79

mig de tusinde gange. - "Dog, slet ikke paa
gaden - staa der nøgterne paa brolægningen og
smile tvungent formedelst liden stemning og uop-
lagtheds skyld! - I selskab derimod, omsnoet af
musik og latter; vi kunde snige os væk, vi to,
sætte os rigtig lunt afsides etsteds og faa den
igang denne passiar, som vidste at glide saa let-
skoet, men med paatagne caprioler over dybderne;
ved bevidstheden om gjensidig forstaaelse at lade
ordene falde som de helst vilde; og bag det hele
spil: Strømmen mellem to unge mennesker, der
ikke længer har klarhed over sig selv." -

Jeg var ikke istand til at tænke paa andet end
ham. "Pyt," beroliged jeg mig først, "om en fjor-
ten dages tid er forandring indtraadt." - Rigtig-
nok forekom det mig ærgerligt det ogsaa; for det
var nu engang morsomt saaledes at gaa og finde
ud og studere ham i al stilhed.

Da det imidlertid lod til, at jeg fremdeles skulde
faa beholde fornøielsen, syntes jeg, det blev vel
meget af det gode, hvorfor jeg den tredie uge gjorde
de mest prisværdige anstrængelser for at aflede.
Jeg tog bøger for mig - i mangel af noget mere
fordøieligt - Adam Paulsens Naturkræfterne. Au,
der blev det saamænd siddende fast i halsen baade
diofanometret, hygrofanometret og hele stellet!
Med andre ord: Det nytted ikke. Derfor, den
fjerde uge gav jeg videnskaben en god dag og lod
mine egne, gjenstridige yndlingstanker skalte og
valte uden nogensomhelst overhøihed. Men saa
kom de desværre paa afveie, rangled sig rent for-
dærvet, gjorde de, i sin ungdomsfriskhed - - -

SIDE: 80

Der var stille for menneskelyd i den duggede
sommermorgen.

Men enkelte klemt af bjelder borte fra hagen.
Og en maaltrost sang oppe i lunden, hvor solen
skinned skraa over birketoppene.

Jeg stod og plukked blomster, netop blegrøde
roser. Nogle stak jeg i haaret; for jeg brugte det
den sommer. Og mange tog jeg i hænderne; for
jeg fyldte stuen den sommer; de lyse skulde staa
og skinne i krogene, de mørke funkle fremme i
vinduerne.

Jeg saa bortover den lange bygnings façade. -
"Mon ingen oppe endnu? - Naturligvis ikke! -
Hvilken gjennemtræk i værelset mit - et gardin
i krumning som et spændt seil . . . Men ved
siden? Tydeligere og tydeligere . . . I al verden?"
- Jeg sprang frem et par, tre skridt, lo, strakte
en arm ud - - forsvundet. Bare gardinet
flaksed vildt ud af vinduet, som om nogen skulde
revet det løs fra holderen - for at vifte med det.

Jeg skyndte mig op.

"Huuuthhh . . .," sagde trækvinden, idet jeg
aabned døren. Jeg putted mig med fulde klær
under tæppet, blev liggende og fryse og stirre paa
gardinet, som nu besindeligt hængte der, kun af
og til slog et slag, ligesom for at præcisere - - -
Javel! - - - Jovist! - - -

Og virkelig havde jeg seet ham der med disse
mine to øine, hvordan han indenfra mørket, bred-
skuldret, sortklædt, havde bøiet sig ud af vinduet
fremfor det hvide gardin - indtil han havde fun-
det støtte for hænderne paa gesimsen nedenunder

SIDE: 81

- seet ret frem og ned, blæst mund og kind en
smule ud, som om han pusted fra sig noget lum-
mert noget - - -

- Havde han tænkt paa mig? - Vaagnet en
morgen tidlig, strukket sig . . . Ah! - og gjæspet
. . . Haa-ah! - ligget der, dormet og drømt om
et hvidt vindu, om kjølig luft, om en ung dame,
han havde været sammen med nylig - saadan
ganske flygtigt og behageligt, altsammen som alene
morgendrømmene kan være?

- Syn paa høienlys dag. Naar jeg besinder
mig, er jeg slet ikke ukjendt paa det omraade -
fra barneaarene, da jeg uden en eneste legekammerat
farted rundt, udelukkende henvist til min egen op-
findsomhed og mine egne indbildninger, hvilke
ikke var faa, eftersom jeg havde hovedet propfuldt
af eventyr om djævler i jagtcostumer og om Melu-
siner, som kom tilbage og kyssed aanden ud af
sin elskede paa hans bryllupsdag - og om meget
andet mærkværdigt. - Jeg husker, jeg havde rene
paroxysmer dengang, de, jeg stiltiende plagedes
under: I tiaarsalderen gik jeg i en taage, hørte
menneskers tale som en surr langt, langt borte.
I tolvaarene sang det salmer for mig oppe ved et
gammelt udhus, jeg saa irgrønne fugle hoppe mel-
lem trærne, og en fæl mand i laden; jeg har læst
Fadervor og sat kors over en kos hjerneskal, tro-
ende det var et menneskes, og jeg led som en
halvtomsing i aarerækker derefter - - - Gud
velsigne ensomheden, det er et godt ord; men i
længden virker den sandelig mere enerverende end

SIDE: 82

det mest opslidende hovedstadsliv. Og drømmene
- bevares, hvor de yngler og lever op, sugende
næring af sig selv - som andre kannibaler, ja!

Men hvad jeg vilde sige: Hvem paastaar, at
ikke just dette, den ved ensomhed frembragte irri-
tabilitet, har gjort mig til et udmærket medium?
- Forresten, at der er suggestion i forelskelse, en
underfuld mystik - det aner Dere vel knapt, alle
lærde brillemakere tilsammen. Men jeg, en enfol-
dig pige, jeg ved det, jeg!

"De har saant et forslagent smil i øienkrikene,"
sagde han. - "Er det mig, De ler af?"

"Mig selv naturligvis. Forøvrigt kom De mig
i forkjøbet - jeg vilde netop gjort Dem et lig-
nende spørgsmaal."

"Jeg er jo noksaa alvorlig."

"Ikke for ti øre heller!"

"Aa" - han gjorde en pludselig bevægelse som
for at holde i mig - "det ender vist med, De fal-
der ud" -

"Saa kunde De rolig la mig ligge om aldrig
saa halvknust og blodig . . . Ingen ved, at vi skal
være sammen iaften - jeg har ikke fortalt det til
et liv, jeg! For det er saa morsomt, har jeg op-
daget, sligt noget en har ganske for sig selv -
alene."

"Pikant, ja," smilte han.

"Netop. Og ikke bare det heller . . . Der er
jo en hel nimbus om hemmeligheder - har De
lagt mærke til det?"

SIDE: 83

"Jotak" - og han bukked verdens lystigste
salonbuk - "men selvfølgelig har jeg intet imod
endyderligere at overbevise mig derom."

- - -

Vi gik gjennem solskin og hvidt støv - om-
hyggelig styrende udenom "skjærene", bekjendte,
vi muligens siden kunde være udsatte for at blive
ærtede af - og havned lykkelig og vel ved et
bord oppe paa Holmenkollen, et med udsigt vidt
over skovene og fjordpartiet, langt derude forto-
nende sig blaat i blaat som arbeide af det skjæ-
reste Delfner-porcelaine.

". . . Jeg gad vide, om De har tilstrækkeligt
klart begreb om, hvor dum jeg er," sagde jeg.

"Det skal De ikke være sikker paa," svarte
han elskværdig.

"De da! - Jeg mente i et enkelt punkt, jeg
. . . Tænk jeg var saa ræd for at nogen charme
skulde forflygtige, hvis jeg mødte Dem paa gaden."

"Saa var det jo heldigt da, at vi kom til at
mødes paa sporvognsperronen istedet," gjøned han.

"Det havde vist ikke skadet, om det havde
været nede i tykbyen heller . . ."

"Skal vi forsøge med Jernbanetorvet imorgen?"

"Aa. Ja!" Jeg forglemte mig rent. Jeg blev
rød som hummeren, jeg spiste af - og vidste
hverken frem eller tilbage. Og saa sandelig sad
ikke fyren der og gotted sig over mig ogsaa -

"Naada - var det mig, som sagde noget
galt?" -

"Det er mærkeligt med Dere damer," ytred han
senere - "om Dere aldrig saa gjerne vil en ting,

SIDE: 84

saa maa Dere endelig ikke la Dere mærke med
noget - tvertimod: Des mere lyst, des sikrere
ordner Dere det, at vi maa gaa der og krøsse og
lamentere med Dere . . ."

"Nei - nu har jeg hørt."

"Sligt jaaleri," fortsatte han ufortrødent -
"stolthed, blyghed eller hvad det nu er, det skal
forestille . . . For det er ingen af delene - det
er ikke andet end en slags forfængelighed . . ."

"Hvad borger Dem for, at det ikke virkelig kan
være stolthed?"

"Erfaringen! . . . Men dette gjaldt jo slet ikke
Dem, frøken. - De bragte mig bare til at tænke
paa saant hocus pocus filias . . . Se saa! - Hvad
skal jeg nu gjøre for at faa Dem bli igjen da? . . .
Skal jeg sige, at De er den sødeste unge dame,
jeg har truffet, siden vi sidst var sammen? . . .
Aa, jeg har været saa nervøs i hele dag, at jeg
ikke har været mig selv" - han hented begge
hænderne mine over bordet og kyssed dem med
nogle læber saa varme og faste - - - Og de
moustacherne, de kunde selve keiseren af Tysk-
land misunde ham! Mellemblonde er de, men
med helt blonde spidser; de giver den store, vel-
formede mund et mærkeligt drag af blødhed - - -

En sjelden sommer.

Naar jeg snudde paa mig om morgenen - den
monotone lyd af regn mod ruderne, stridregn i
graa striber fra jævnt overskyet himmel - en rig-

SIDE: 85

tig grundig vanding af ager og eng - sligt veir,
man løb fare for at sove sig ihjel i, hvis det skulde
vedvaret. Men heldigvis - op ad dagen letned
det i syd, og nogle lilla farver skimted frem. De
dukked, flød op og dukked igjen - kjæmped en
stille kamp deroppe - slutted rækker, blev stærke.
Og før man vidste ordet af det, stod en skinnende
bøile og krummed sig under himmelen - æres-
port for solen! - Der kom den ogsaa - hu -
tst - det var formelig, som det gav lyd af en
raket, der straalerne brød gjennem skylaget. Regn-
buen daaned bort, resigneret - den havde gjort
sin nytte. - Men solen lo i livsmod over de tætte
agre og det stride græs og over alle de glitrende
trær, som gav vellugt fra sig. Maaltrosten løfted
i vingerne, knepred, saged, filte og fløited, saa det
ordentlig klang. Ret som det var en vidtløftig bi-
sværm høit oppe i luften.

Saa viltre bække har jeg aldrig seet med sol-
skin over. Ja, selv de ellers saa sigede, døsige
myrer var blevne omskabte til glinsende smaa-
søer, med vand som bobled luft op fra bunden.

Og nætterne stod den der, overbefrugtningen,
dampende af aande, ludende, tung af safter; mens
det fjernt, fjernt borte brummed som dæmpet
basun fra et orkester - tordenen.

Den forunderlige sommer! Jeg havde en for-
nemmelse som maatte hver legemspore suge af den.

Den deilige sommer! Og samtidig at have saa
deilig en ven. Jeg tror, jeg led under den blod-
fuldeste betagelse, et menneske nogensinde kan
have følt.

SIDE: 86

Naar jeg modtog breve fra ham, skjalv jeg i
febergysninger, saa tænderne klapred i munden.
Jeg vidste et sted, en naturlig mosebænk mellem
alenhøie bregnekvaster afsides borte i fjeldvæggen,
hvor skyggerne smaasov dag og nat, og dryppende
fugtighed kjøled nakken, hvis jeg læned mig til-
bage. Der læste jeg dem atter og atter, brevene,
i hvilke der sandelig ikke stod et ord mere, end
han for den sags skyld i tid og evighed kunde
faa beholde sin gode samvittighed i fred - - -
Kjære - lød overskriften - hengivne - under-
skriften; den kyssed jeg ud; han vidste nok, hvad
han gjorde, naar han tog sig en smule iagt. Og
forekom saadant som - "Jeg længter efter at
snakke med min smukke dame nu" - Parbleu,
lille pige, hvor jeg længter!" - "Det dæmred jo
for mig den dag i alt, hvad jeg tog mig fore:
Halfrid!" - Guds hjælp, hvad han da vist fik for
breve tilbage; jeg husker dem ikke, jeg var splin-
trende gal, fuld; men det kan jeg nok vide, at jeg
pr. brev gav tilbedste al den fantastiske vildskab,
som fandtes i mig. - "Jeg vilde ønske at være en
trehoveders slange," skrev jeg vist ogsaa, "for at
jeg kunde sno mig rundt og rundt, dersom nogen
blev mig for deilig i verden - og slikke med kløf-
tede tunger af ild." -

- Jeg synes se, hvordan han betænkelig har
rystet paa hovedet og blæst røgen af sin cigar
langt fra sig, men ikke kunnet lade være at smile
heller. Indtil han med brevet i haanden har slup-
pet sig tungt tilbage i lænestolen, grebet sig til
panden, hvor pulsaaren sprang frem. Saa reise

SIDE: 87

sig og begynde en rastløs marsch hid og did
over gulvet.

- Han var forceret livlig; theater, litteratur og
skrøner slog kolbøtter over hverandre, og han lo
en latter, jeg ikke kjendte. Men tied han et øie-
blik - og var han alvorlig ellers - da saa et par
staalgraa øine ud i veir og vind fra et ansigt, hvis
udtryk var uigjennemtrængeligt som en ægyptisk
Guds - naar der ikke fra tid til anden over den
granithuggede haardhed gled et vellystigt drag, som
ikke vilde givet en Calligula efter - -

Med ét sagde han ubehageligheder - snakked
om hysterie. Det var det værste, han kunde gjøre
- derfor vilde jeg helst graate. Han saa det og
sagde - "Stakkars." Det var jo allerskrækkeligst
- derfor lo jeg med øinene fulde af taarer. Saa
tog han mig tæt ind i armene og - gik, gik.

Jeg blev staaende, se paa ryggen og tænke -
"Aanei, Gud velsigne, hvor pen den er . . ."

Alt blev saart, og alt gjorde ondt.

Sjælelig neuralgie at kalde - saadant noget
fremkaldt ved kolde gufs og usund hede - at det
trotner derinde i en, at det flugter og smerter, mens
elasticiteten svinder væk.

Efter dagens graahed, efter kvældens tyngsel og
nattens graad - ingen kvægende ro. Kun onde
drømme og - maren.

For maren kommer ridende om natten, den,
naar en er søvnet med sorgfulde tanker.

SIDE: 88

Min mare havde krone paa, en stor klo og en
liden; men kronen tog den og satte paa mit bryst
nat efter nat en lang høsttid udover.

Engang spadsered vi i en have sammen ogsaa.
Uformelig og kvapset gik den der ved siden af
mig over de samme stier, hvor om vaaren var
strøet med fnug af æbleblomster, men nu var hvide
af nyfalden sne; mens trærne rundt omkring spri-
ked nøgne med slangeagtig snoede grene.

"Naar du tier med milde øine," hvæsed den,
"naar du savner uden nag, naar du lider uden
bitterhed, da har kvalen tattoveret dig adelsmær-
ket paa," og kloen stødte blykronen mod mit arme
bryst.

Andre gange kom den flydende over mig som
et afskyeligt søuhyre -

"Kongelig kjæreste, jente - hvem bytter du
mod ham?" - og gren mig op i ansigtet frem-
visende sit gabs torsketænder - - -

Men nei! Jeg vil ikke sidde og rode dem frem
af hukommelsen, alle plagerne, og alle de mørke
tanker, som trued med at knuge mig sønder og
sammen - og ydmygelsen, som gjorde mig til
selvforagter - - -

Det maa være en ualmindelig stærk selvophol-
delsesdrift, denne vel tilpakkede, som akkurat i
sidste liden giver menneskebørnene kraft til at
kravle op af slige gravkammere! -

En aftenstund sad jeg inde i Kristiania sammen
med en liden frue.

SIDE: 89

Hun sad dybt nedi en lænestol, hun, og saa
smilende paa mig under halvsænkede øienlaag. -

"Du er mere velfornøiet nu, du melancholske
dame?"

"Ja."

"Men tænk nu, om du dumped?"

"Saa kan jeg vel ikke nok - altsaa arbeider
jeg videre; der er lægedom i det. Og desuden:
Tror du ikke - nogen vilde synes, jeg var sødere
- agte mig mere, eller hvad jeg nu skal kalde
det, om jeg kunde drive det til noget i verden?"

"Du vil feteres, mener du . . ."

"Aaja - i mangel af bedre saa."

"Hvad er bedre da . . . Gifte dig?"

"Nei. Nei, slet ikke."

"Aa, jeg skønner mig ikke en døit paa dig jeg,
for - naar du ikke vil snakke, saa . . Pu - h,"
den lille frue pusted cigaretrøgen langt fra sig, og
de tunge øienlaag sank helt ned over de grønblaa,
modige øine.

"En kan ikke plapre løs om alt heller . . ."

"Ikke det, du?" kom det knibsk.

". . . Forresten findes ingen, jeg brød mig om
at courtiseres af heller . . . Jeg kan ikke fordrage
en eneste af dem, jeg."

"Det ved Gud, du er det trægeste menneske
paa hans skabte jord!" -

"Men sig mig du," sagde hun efter en pause,
"han der, vi hilste paa i theatret igaar - ham
synes du da om?"

"Hm, ja-a, jo-o - jeg ved ikke . . ."

"Pyt - hyklern! Jeg saa dig nok, du blev

SIDE: 90

rød i toppen, jeg - og saa fik du en nervøs træk-
ning i ansigtet . . . Du er nok ordentlig daran
der, du!"

"Kan ikke fatte, hvordan du kan falde paa
sligt - en fyr, jeg har været sammen med for
tusind aar siden, eller mere . . ."

Et rapt sideblik traf mig.

Hun sad og fundered lidt. Saa rakte hun reso-
lut haanden ud efter vinglasset -

"Skaal du! . . . Skaal igjen - og drik ud!
. . . Nu skal jeg telefonere for dig, saa kan du
vrøvle en stund. Skjønner du, han ikke er hygge-
lig, lar du bare være at sige, hvem du er. I mod-
sat fald faar du dig en morsom passiar -
basta!"

- - -

"Goddag !"

"Goddag - hvem er det?"

"En ung dame - tak for igaar!"

"Igaar? - Naar igaar?"

"Igaar kl. 5."

"Det var da besynderligt . . . Sig, hvem det
er da?"

"En ung dame."

". . . Halfrid!"

"Ja."

"Igaar kl. 5 læste jeg netop et af Deres breve
. . . Besynderligt . . . Jeg undres, hvordan det ser
ud paa Jernbanetorvet nu, jeg?" -

- - -

Men den lille, overgivne frue, som saa
gjerne vilde herske - ogsaa i retning af at

SIDE: 91

se glade folk omkring sig - lo, saa det sang i
pianoet. -

"Naa faar du takke mig nydelig da, hyklern!" -

Atter foraar.

Høit over byens rammel og røg min ven og
jeg, deroppe hvor alle fortællingerne om dødsens
rædsler og livsens glæder lever rundt væggene, saa
grelle og barokke, som grebne lige ud af statens
uhugne skove.

Jeg saa paa eventyrene, og jeg fornam som et
spind af fine traade imellem dem og mig, der jeg
stod ved siden af ham, som havde spøgt i tan-
kerne hos mig helt fra første stund.

Ind gjennem de aabne vinduer seg en duft af
bjerk og gran, af og til med et stænk af frisk
cigar.

"Trold ude og trold inde her," han snudde sig
rundt paa hælen - "og trold kan aldrig tæmmes,
mener folketraditionen - contra Shakespeare. En
af dens mange sandheder desværre: Først alle
hoderne af, saa endelig ophører trold at gjøre
ugagn."

"Men de kan klemmes fast . . ."

"For en liden stund, ja - bindes ved hjælp af
egen dumhed. De kommer alligevel løs og vil
tage revanche . . ." han saa mig ind i øinene og
stansed med ét, smilte -

"Hvordan har De havt det i det sidste da -
mange eventyr - meget moro?"

SIDE: 92

"Ja, umaadeligt." Der var vist noget ved tone-
faldet.

"Lille pige . . ." Jeg kunde se paa læberne,
at han sagde det.

"Naturligvis," tilføied han høit, "slige huldre
som Dem . . ."

"Og slige trold som Dem!"

"Naaja - huldrene skal være trold og fanden-
skab fuldt voksne, de, har jeg hørt . . . Var det
stygt sagt kanske?"

"Ikke naar De siger det paa den maaden . . .
Men sidst . . ."

"Hvad da?" Han gjengjældte mit blik saa
uforstaaende rolig, at jeg ikke kom mig til at sige
andet end et mut -

"Kan jeg for, at jeg ikke skabtes som engel
kanske!"

"Jeg forstaar ikke. . ."

"Jo, De var ækkel dengang - fordi De, naar
alt kom til alt, blev sikker paa, at De ikke
likte mig."

"Likte? Dem?" Der sad han med det forun-
derlig dulgte smilet igjen - "Skaal! - De maa
drikke champagne, lille pige - der er jo fest
idag!"

Jeg drak, men uden at kunne komme fra
det -

"Det faldt Dem ikke ind at nævne det for mig
- dertil var De for meget gentleman - at De
ønsked mig hvid som sne, men fik erfare det mod-
satte snarere . . ."

"Men Halfrid . . ."

SIDE: 93

Utroligt, hvordan enkelte ord kan ærte en op.
Nu dette, den halve bebreidelse over tungheden,
han troed, jeg vilde tvinge ind i stemningen -
dette: "Gaa udenom" - haled en seiglivet trods
frem i mig -

"Aa, jeg er ligeglad nu! . . . Husker De den
vaardagen for tre aar siden - i haven?" Han
nikked - ". . . . Naaja, indtil da var mit levnet
løbet hen som aaret, vi leved i: Fra først af let-
benet og svanedunklædt - netop svanedun, ja -
vinterens skjøre stas, som siden ribbedes af regn
og blæst - og solskin, som ikke var af det gode
- slig at alting fik staa der saa armodslig en
stund, som en vanartet, halvvoksen unge med
gustent og forgræmmet ansigt . . . Indtil paa et
eneste jævndøger en ukjendt styrke kom til at
vibrere . . . Da blev armoden byttet med ét, hos
mig som hos aarstiden, vel ikke med barndom-
mens sterile smykker, men med himmel og jords
levende rigdom . . . Aa!" Pludselig kunde jeg
ikke faa frem et ord mere. Jeg snapped efter
pusten, idet jeg reiste mig for borte ved vinduet
at kjøle kinderne, der var som gløder at tage paa.

Han havde ingenting sagt; men uden jeg vidste
af det, stod han der hos mig.

Han trak aanden dybt, der han læned sig ud
af vinduet -

"Man kan jo formelig bli sentimental! . . . Saa
velsignet som den er vaaren, naar den saan stille
og bramfrit kommer flydende ned over en - som
en veg, rigtig vidunderlig tanke, synes jeg - saa
er den alligevel deiligst slig som nu, naar den

SIDE: 94

smægter sig ind i sommerens arm . . . Hvor de
kysses, de to, og favnes - saa kyskt, og raffine-
ret tillige . . . Se ud da vel!" Og en varm haand
lagde sig om min høire kind og vendte hovedet
mit ud mod den skumrende sommeraften.

Som vi stod der, blev den stærkere, haanden,
og han bøied sig ned - langsomt - langsomt -

"Lille, deilige pige . . ."

Haanden gled mygt ned over min hals og
skulder -

"Aa, at jeg kunde være god mod dig, lille søte
- klappe dig, kysse dig - og du - ganske stille
. . . Jeg skulde kysse det væk, det saare trækket
om munden, du - bære dig, naar du blev træt,
pigelil!" - Den varlige arm blev haard af muskler
i spænd; han greb mig brutalt; jeg følte en fug-
tigren aande brænde mod mit ansigt - - - Der
braaslap han, halvt leende, halvt bodfærdig -

"Saa langt med de gode forsætter . . . Kan du
tilgi mig, tror du? - At jeg kan bli saa vild og
gal - jeg vilde jo helst være snil imod dig." Han
klapped mine hænder, glatted haaret mit bort fra
panden; mens stemmen sank ned i en dunkel
vellyd, hvori jeg ikke skilned ord - - -

Indover salene tændtes de elektriske lamper,
hvide, blunkende.

Men ude - fjernt over trætoppene steg en rød
skive som hidsige luers brand op mod himmelen.

- - - Etsted, udenfor dybe vindusnischer
og kjølige balconer staar kastanjetrær - som

SIDE: 95

mægtige candelabere om huset, hvor lyset er hans
lys, og mørket er hans mørke - som støbte ned
i den stenlagte gaardsplads staar de der, jernsorte,
tunge, med de utallige kjærter skimrende utændte
i kvælddiset.

Hans eget, dulgte smil, det ligger om hans
hjem ogsaa; men da jeg saa ham der, da forstod
jeg, at kappen, han hyller sig ind i, kan skjule
fler end en - og teltet over hans færd fornemmes
tæt og trygt fra inden.

Hvordan der er af ham ved alt derinde: Hans
tanke, hans berøring, hans pust, hans dadel og
ros, men mest det sidste.

Hvordan jeg syntes, der er trolddom ved ham,
naar han løfter armen i veiret, og der - bliver
lys! - Lynets blændende straaler, bundne fast i
alle kroge, skinner hen over tapeternes decoratio-
ner og lar ham blive staaende som i en kreds af
smægtende kvinder -

"Rivalinder," kan han smile; da siger jeg ved
mig selv, at hans døde idealer, dem bryr jeg mig
ikke om - de levende skal jeg dræbe, og dolkens
navn skal hede: Min vilje.

- - - Saa vilde jeg ønske at trække al luft
ind i lungerne for at kunne slynge den ud igjen i
et klingende jubelraab.

Han, min ven, som staar saa støt paa ben som
af lødigt guld, han skal blot udrække sin venstre
haand - og jeg ved saa sikkert, at vover jeg mig
end op paa de smaleste lægter, kan jeg ikke falde
ned, men balancerer frem - følger hans haand
som staalet magneten - - -

SIDE: 96

Det er, som stod jeg paa en høi og lod Vor-
herres herlige solstraaler risle fra mine udstrakte
arme nedad min uklædte krop, lænkende min fod
til den jord, hvoraf det yppige løv og de vilde
blomster spirer. Ingen sky paa himmelen. Ingen
skygge paa jorden. Hvor jeg vender blikket: Lys
over lys.

Deiligt er livet!

Ragnhild Jølsen

SIDE: 97

VIBE VANG

(1904)

Det staar saa underligt for mig at jeg ikke
kjendte ham altid. Og jeg synes jeg maa
tilbage ind i en uendelig og fjern Urtid, at jeg maa
drive Tanken tilbage med Klaps som mod paa-
trængende Fugle for at komme tilbage til den jeg
elsked dengang - for længe, længe siden - det
er hundrede Aar - eller tusend kanske - hvad
ved jeg? Blæst har blæst, Sne har snedd, Alver-
dens Floder er rundne i Havet - og dog rinder
de endnu - staar ikke tomme - som mine egne
Tanker - som mine egne Drømme, som min egen
Evne til at elske. -

Ikke var han vakker. Ikke var han berømt,
og ikke var han rig. Men Venner havde han, og
Kvinder daared han. - Min Elskede var han.
Nu er han død.

- - -

Det nytter ikke at snakke i Blomstersprog, der
aldrig Blomster grodde. Det nytter ikke at male
med Himmelfarver, der Himmel aldrig lyste. Men
kanske kunde det nytte at forme noget af det,
som bed sig i Sindet dengang. Kanske kunde det

SIDE: 98

formes som et lavt Relief af simpel brunsort Lere.
Det Relief skal jeg lægge paa Graven. Hans Grav.
Min haanske Ungdomselskede paa Jord.

Jeg sidder her, og fremover ser jeg, og Verden
er graa. Jeg sidder her, og tilbage ser jeg. Og
Verden er graa. Og jeg siger til mig selv: Det er
vel saa, at enkelte Mennesker skal gaa i Graaveir
fra Fødsel til Død, ogsaa for at overbevise sine
Medmennesker om, hvor lykkelige de er, hvis Liv
ikke er Ørken og Øde, og de, hvis Liv ikke kom-
mer ind under de store Skyggegiveres Skygge.
Derfor er det dem givet at øse af sin Sorg. Den-
gang jeg endnu stirred paa Verden med store Øine,
dengang jeg trodde, at Verden havde saa underligt
Lys og røde Roser, alt dengang kom jeg ind under
hans Skygge - Vibe Vangs.

Naar jeg skal snakke om Vibe Vang, faar jeg
vel først fortælle, hvad jeg hørte om ham, før vi
blev kjendte - dengang jeg kun flygtig og paa
Afstand saa Smilet om de smale Læber. Det dei-
lige, forfærdelige Smil. Og de haanske Latterglimt
over hvide Tænder. Vibe Vang! Alt dengang for-
stod jeg, at den besynderlige Profil med den lille
mørke Moustache, den taalte ingen Kvinde se. Og
jeg maatte lære ham at kjende. Gjennem Ild og
Blod. Uden ham føltes ikke Vaaren. - Jeg lo til
ham, naar jeg kom fra Kursuset med Bøger under
Armen. Og Veninderne lo ogsaa. For vi var jo
igrund Bachfischer allesammen, - og han var -
Vibe Vang. Men saa kunde jeg sige til mig selv
i Aftendrømmene, at han saa ikke stort paa de
andre, mens til mig gjorde han altid nogen hemme-

SIDE: 99

lige Tegn, sukked, hilste eller rysted paa Hovedet.
Jaja, han skjønte vel, han, hvem havde tykkest
Blod af dem, og kanske jeg ogsaa var penere end
- mange.

Der kunde ikke siges i Anledning af Vibe Vangs
daarlige Ord, at han havde Solen i Ryggen, fordi
der gik Skygger foran ham. Thi der gled ogsaa
Skygger efter ham og om ham, og hvor han satte
sin Fod. Der var daarlig Fred under Vibe Vangs
Skygge. Saa mentes: Den Pige, som gik med
ham, skulde være forbandet, hun skulde aldrig
finde Glæde i Livet - og blev hun end ikke af
de mange, han havde stødt ud i Mørket, hvor der
var Graad og Tænders Gnidsel, saa skulde hun
ialfald aldrig finde Kjærlighed paa Jord. Han var
som selve Fortabelsen, der han gik. Det var den
levende Begravelse. Men ogsaa Ilden, som mange
springer ind i istedetfor at redde sig ud af. Af-
grunden, som suger. - Aa, Vibe Vang - la brænde,
la synke! - Saa var vel manges Ord, og de
brændte og de sank, og Vibe Vang gik videre med
sit Haansmil og sin kolde Latter.

Menneskene er noble undertiden. De søger
Undskyldninger frem, og gjør sig Umag for at
forstaa sin Næstes Ondskab. Det er pent. Men
der burde være lidt større Konseqvens i det. - -

- - -

Det hændte paa en Tid, jeg havde opgivet at
træffe sammen med Vibe Vang, at jeg gjorde Be-
kjendtskab med en ung Mand, der kom fra en af
Smaabyerne. Han blev forelsket i mig, og om en
Stund var vi forlovet. Han var saamænd baade

SIDE: 100

vakker og godmodig, denne; men at jeg snakked
om Vibe Vang, det likte han ikke. -

"Du skal aldrig bli kjendt med ham," forsikred
han. "Aldrig i Livet, hører du. Aldrig."

"Aa, jeg blir det nok engang alligevel, skal du
se," husker jeg, jeg svarte - næsten uden selv at
vide det.

"Gjør du det du - han blir snart kjed af dig,"
sagde han først med krænket Ligegyldighed. Men
i næste Øieblik tog han mig om Haanden. - "Er
det noget jeg kan gjøre for dig?" spurgte han,
ganske fanatisk i Øinene. Alt kan jeg gjøre. Men
jeg maa vide, at hvad jeg arbeider for, venter
mig trofast og i al Evighed. Hører du, du El-
skede min?"

"Jada. Ja. - Men han der" - og jeg lo af
Forstaaelsesløshed, saaledes som Ungdom kan gjøre.

"Han der," sagde han efter. "Han der -" -
og han blev ganske udaf sig bare ved Tanken.
"Du gjør mig gal med det Snakket - Aa du -
du" - og han faldt i Knæ og tilbad mig dumme,
unge Skabning. Og han gik hjem og skrev lange
Vers til mig istedetfor at studere. - -

- Saa stod da denne min Kjæreste og jeg
sammen en Dag udenfor en Malerihandel. - Der
var udstillet et stort Maleri i Vinduet: "Foraars-
nat". - En Pigeskikkelse glidende henover en
grøn Eng, hvor vage lyse Blomster skimred, - og
knapt vidste den, som saa - om ikke Pigen
mentes skabt af Myrtaagen dernedenfor. - Min
Forlovede bøied sig hen mod mig og smilte med
sine mørke Øine:

SIDE: 101

"Det er du, som gaar der," sagde han. - Jeg
var smigret og syntes det var meget nydelig sagt
af ham. Men som jeg stod der og afvekslende
beundred Maleriet og mig selv, saa jeg i Speilglas-
ruden, at min Forlovede og en Herre hilste paa
hinanden, og - jeg ved ikke hvorfor, men rent
impulsivt vendte jeg mig om i det samme. - Det
var Vibe Vang. Han studsed, traadte et Skridt
tilbage, hilste paany - denne Gang paa mig -
og gik videre. Saa vendte han Hovedet med den
besynderlige Profil. Smilte. - Jeg var bleven rød,
følte jeg, - saa rød, at jeg fik Taarer i Øinene.
- Og vi blev staaende stille der en Stund ved
Vinduet, vi to, og ingen af os sagde et Ord. -
Tilslut var det jeg, som talte:

"Kjender du ham, du?" spurgte jeg.

"Hvem?"

"Aa, han som gik forbi isted og hilste vel -
Vib - -"

"Javist gjør jeg," svarte han mut. "Han har
jo noget Familie dernede i K-" - -

- Saasaa, - jo de Mandfolk kan nok forsøgs-
vis være brav lure - enten de nu er unge eller
gamle. Og det havde han tiet vel stille med, sit
Bekjendtskab til Vibe Vang. Men se - det kunde
han vel tænkt sig, at det Faktum saa alligevel
maatte komme for en Dag, og havde du sagt det,
var det ikke kommet saa overraskende morsomt.
- Og jeg, jeg gik hjem den Middag - jeg syntes:
Med Sus af Musik for Ørene.

- - -

Livsens Ironi du unge Mand, dengang min

SIDE: 102

Forlovede - Livsens fatale Chimære! Du, som
havde forsvoret mit Bekjendtskab med ham, den
anden - du, som havde tryglet og tilbedt og gjerne
havde lagt din Sjæl i Vægtskaalen for at have mig
i Fred og for dig selv - - og saa blev det
alligevel dig, netop dig, - som indleded Bekjendt-
skabet mellem os.

Det blev saa ganske enkelt. - Det blev saa
ganske enkelt alt, hvad Vibe Vang foretog sig: Det
faldt jo af sig selv og kunde ikke være anderledes.
- Det var, at han kom hen til os paa Gaden
en Dag:

"Goddag T - -," sagde han og slog ham paa
Skulderen. "Jeg har tænkt at reise ned til K - -
en af Dagene. Skal jeg hilse dine Forældre fra
dig, Gutten min?" - Det kom noksaa jævnt, med
et Anstrøg af troværdig Ironi, saa han ligesaagodt
kunde tænkes at sige Sandhed som Løgn, ligesaa-
godt Løgn som Sandhed. T - - kunde heller ikke
ganske bevare Alvoret:

"Aa Tak," sagde han dog. "Det skal du ikke
bry dig med."

"Hvad siger du?" udbrød Vibe med stor og
forstilt Forfærdelse. "Jo, du er en nydelig Gutte-
mand-Fan, som ikke vil hilse Mor din! - -
Saa faar du istedet forestille mig for den lille
Damen der da. - Det er Frøken H - jo - ved
det nok! - Naa, du betænker dig, syns jeg; -
haha - mit Navn er . . . . ." Og han blev
staaende og smile med Hatten i Haanden.

"Det er Frøken H. ja," sagde den unge Mand
ganske rolig - "min Forlovede" -

SIDE: 103

Vibe Vang rygged:

"Aa Død og Plage," sagde han som før. "Er
De alt forlovet De da?" henvendte han sig til mig,
lidt blødere i Stemmen. - "De som er saa søt og
liden. - Skal De da virkelig ha Lov til at gaa
her og sætte Herrerne Fluer i Hodet? - Nei, gaa
paa andre Steder Dere, Barna mine!" - og han
hilste og gik - uden at vende Hovedet denne
Gang.

"Saa du?" sagde min Forlovede stille trium-
ferende. "Saa du, min Pige?" og han klapped
mig skadefro paa Armen. "Pokkers Fyr forresten."

Jeg gik der paa Hjemveien og svælged Graaden
og havde ingenting at sige. Jeg hørte ikke, hvad
han ved Siden af mig snakked om, og jeg svarte
sikkert ja, nei, bort i Taagen. Og saa fik jeg
endda det:

"Du tog dig ikke ud idag, Ven min," idet han
gik fra mig. Han lo fornøiet. Jeg tror, han var
beroliget.

- Men jeg havde nok bare ett Ønske siden:
At træffe Vibe Vang og sige, at det slet ikke var
noget i den Forlovelsen. Saa vilde kanske Vibe
Vang sige engang til, at jeg var søt og liden - og
saa var alting vel. - - Aa, Herregud - du
deilige Vibe Vang - uden dig skinned jo ikke
Dagen! -

- - -

Det gik flere Maaneder, uden at Lykken hjalp
mig. Jeg saa Vibe Vang saa fra og til - under-
tiden hilste han meget stivt og formelt, andre
Gange rysted han paa Hovedet og bevæged Læberne,

SIDE: 104

som om han sagde noget. Atter andre Gange -
naar han gik sammen med Damer - saa han mig
slet ikke. Og jeg begyndte saa smaat at opgi ham,
tøved ialfald ikke saa meget om ham som før. Og
jeg forstod min Forlovede gik der med en tryg,
liden Latter indi sig, at nu var da det Skjær klaret
- nu havde han sagtens sin Pige til Dødsens Dag.
Han gik nok alt i Tanken med mig i Butikkerne
og kjøbte Uldgarn og Traad som en anden snil
liden Ægtemage, - og han begyndte at foreslaa,
hvordan jeg skulde klæde mig. Helst i sort. Bare
sort, med lidt rødt paa Hatten eller i Brystet. -
Han var virkelig rørende og god, og nu da Tryg-
heden var kommet over ham, holdt han op at
skrive Vers og læste istedet, for paa Manuduk-
tioner baade sent og tidlig. Jeg fik en Perlering
af ham, og snart skulde jeg faa en glat en paa
høire Haand. Naar jeg skal snakke om mig selv,
gjorde disse Hengivenhedsbevis mig egentlig hver-
ken glad eller høistemt; igrund begyndte jeg at
tage det altsammen som en Selvfølge. -

Det var en Stund udpaa Høsten, som jeg havde
fulgt min Forlovede til Manuduktøren, at jeg kom
alene tilbage opover Gaden. Og alt paa lang Af-
stand gjenkjendte jeg Vibe Vang oppe paa et Gade-
hjørne. Jeg samled krampagtig Skjørterne sam-
men, og tænkte at svinge ind i en Sidegade, at
han ikke skulde se paa mig, saa jeg kom til at
gaa raskt. Han trak nu saa umanerlig der han
stod og saa ret frem for sig med Profilen til, og
saa gik jeg alligevel. Han stod stadig og saa ret
frem, men som jeg var kommet lige bag hans Ryg,

SIDE: 105

gjorde han ganske pludselig helt om og rev Hatten
af. Jeg fik saavidt nikket lidt paa Hovedet. Saa
sagde han noget og slog Følge. Sandt at sige tror
jeg nu han havde drukket Vin; ialfald tyded Under-
holdningen paa saadant.

"Saa var det Dem alligevel da," sagde han.
"Dem og ingen anden da, Skøierungen. Jeg stod
næsten og vædded med mig selv. Tænkte saa
smaat at tælle paa Knapperne - haha! - Jeg
syntes nok det var meget til Forlovelse, det, at
følge ham slig i Regnveiret. Men se til, om det
ikke var slig alligevel." - Det kom for mig, hvad
jeg havde tænkt saa meget paa, at sige mig fri -
og saa - skjønt det for Øieblikket var hverken
Tid, Sted eller Aarsag til det, sagde jeg:

"Det er slet ikke sandt det, hvad T. sagde:
Vi er slet ikke forlovet."

"Du store min," sagde Vibe. "Har T. virkelig
sagt det. Nei, det er vi da ikke."

"Neida, nei sligt noget." Han holdt fast ved
sin Misforstaaelse - og det hele blev jo saa ube-
skrivelig morsomt og latterligt, at Folk snudde sig
og saa paa os, og Vibe Vang selv hysched:

"Gaa ind her, Skøierungen," sagde han, "saa
kan De faa Lov at le Dem ihjel af mig. Ja, ikke
rigtig ihjel da. Ikke rigtig. - Gaa ind her, saa
drikker vi et Glas paa den Forlovelsen vor, haha."
- Det var et Sted, hvor der lyste rødt. Det tjener
vel ikke som Undskyldning for at gjøre en upassende
Ting dette, at det regner og er koldt udenfor. -
Men det var jo Vibe Vang, jo. Kjære, det var jo
Vibe Vang, som spurgte. -

SIDE: 106

Naturligvis kom det fluksens tilbage til min
Forlovede, at jeg havde været med Vibe Vang paa
Bodega. Der var jo ogsaa kommet flere til der-
inde, og der havde været Hurlumhei og Cham-
pagnedrikking. Min Forlovede var bleven det
refereret noksaa nøiagtig. Nogen havde kommet
hen til ham og spurgt ham om, hvordan han
kunde finde sig i sligt:

- Er det ikke Dem, som er forlovet med T.
da, var det blevet sagt. "Aa pyt. Neida." "Men
T. havde sagt det." "Aa, T. var kanske lidt for-
elsket - og derfor skrønte han." - "Saa Folk
skrøner, naar de er forelsket. Hvad er det for
Moral, lille Frøken?" - Saa havde nogen dreiet
det helt om, og insinueret, at kanske ogsaa visse
andre var forelsket, siden de skrønte - - og den
"visse andre" havde leet og ladet det kjendes for Ret.

"Jeg kom nedover Gaden her i Sommer en-
gang, jeg," havde Vibe fortalt, "og der stod et Par
saa hyggelig udenfor Blomqvist. Fyren kjendte
jeg, men ikke Pigebarnet, - før hun vendte sig
- Guds Død, da saa jeg det jo. Se paa hende,
hun er som en Dans i Makanaien," og han havde
afvekslende vrøvlet og vært melankolsk, som altid,
naar han havde seet for dybt i Glasset. Og en
liden Frøken havde leet og fundet det altsammen
saa saare godt og fornøieligt, at tilsidst et Par ær-
lige Sjæle havde taget sig af Sagen og faaet hende
hjem fra ham.

"Tænk at paastaa, at han var fuld," sagde jeg.
"Han var ikke fuld, det er bare for at snakke
ondt om ham, de siger det."

SIDE: 107

"Naada - det er mig aldeles ligegyldigt, hvad
han var. - Men du, hvad sagde du, da du kom
hjem?"

"Jeg havde været sammen med dig naturligvis."
- Da kunde han ikke andet end le i sin For-
trydelse:

"Du er sandelig den værste Skurk jeg har
kjendt." - Men saa kom det efter: "Er du for-
elsket i ham? Ønsker du helst at slippe fri for
mig, saa skal det ske, selv om det slider Hjertet
ud af mig."

"Vil du gi mig fri for en Uge?" spurgte jeg.
Han betænkte sig lidt:

"Javel," sagde han saa, "hvis du kommer til-
bage som Jomfru."

De faa Ord! Endnu kan jeg føle, hvordan de
skabte Rædsel i mig.

"Det er forresten det samme," sagde jeg. "Jeg
bryr mig ikke om Friheden, hverken for en Dag
eller en Uge eller nogensinde. Han lysned til:

"Saa lover du mig, at du ikke bryr dig noget
med ham der. Og jeg skal tro dig, at det var
bare paa Moro og Leven altsammen, ja - jeg skal
forsøge ikke at huske paa det engang. Men du
maa love mig det hver eneste Dag og fortælle, du
er glad i mig og ingen anden. Vil du, Søten
min?" Han lued sig selv op til en Ildsflamme,
lidt efter lidt. Og vi forsikred hinanden høitidelig,
at der ikke mer skulde komme Knuder mellem os.
Men jeg tror nok, jeg sukked.

- Rædselen de faa Ord havde fremkaldt i mig
for Frihedsugen, Vibe Vang og alt muligt, den

SIDE: 108

tabte sig ikke. For Vibe Vang veg jeg undaf,
hilste ikke, vendte Hovedet bort. Men var han
vel forbi, saa jeg efter ham. Og var det ikke, som
selve Rædselen kildred? Og syntes jeg ikke, Livet
var mere stængt og lukket end nogengang før?

- - -

Jeg blev sendt ud paa Landet en Tid. Jeg
havde ingen videre Vilje og føied mig i det Ydre
efter mine Nærmestes Paafund. Nu ved jeg ikke
og er aldrig rigtig kommet paa det Rene med, om
det var min Forlovede, som havde udvirket min
Forvisning, fordi han alligevel fandt det noget
usikkert at have mig derinde. Eller om det var
mine Nærmeste, som havde fundet ud, at selve
min Forlovede var Farens Brændpunkt; fordi nu
slige lange Forlovelser ikke har godt Ord paa sig.
- Ihvertfald da: Paa Landet blev jeg sendt, og
paa Landet forblev jeg baade Vinter og Vaar.

Jeg akte Kjælkebakke og gik paa Ski. Jeg
tælled 7 Stjerner 7 Aftener i Træk, og jeg ønsked
Vibe Vang. Ønsker af Nymaanen. Saa saa jeg
Sneløsningen komme, og jeg drømte og drømte
Vaartiden udover. Og Løvet sprat. Det deilige,
fine Løvet. Da fik jeg et Brev fra min Forlovede,
hvori han fortalte, at han var syg, og bad mig
komme. Det var et underligt Brev, og jeg skjønte
det ikke. Han var et daarligt Menneske, skrev
han, og jeg var en Engel. Det var noget ved det,
som vred han sig i Fortvilelse. Og jeg reiste.
Kom didind, hvor alle gik i lyst Vaartøi. Følte
det slig jeg gik opover, at Verden var blit større,
siden jeg sidst saa den, og stærkere og vakrere.

SIDE: 109

Og jeg saa Vibe Vang smile. Og jeg havde Lyst
til at synge.

Men oppe paa Hospitalet laa min Forlovede
med røde Læber og mørke Ringer om Øinene. Jeg
var bleven ført didind af en Diakonisse, som saa
medlidende paa mig og langsomt lukkede Døren,
da jeg var kommen indenfor.

"Hvad feiler det dig da?" spurgte jeg. "Har
du ondt i Halsen?" For han havde jo hvide Bind
om Halsen. Han rysted bare paa Hovedet.

"Jeg maatte se dig," hvisked han og holdt
mig krampagtig i Haanden. "Jeg ligger her og
tænker og tænker, og var du nu ikke kommet,
tror jeg, jeg vilde skudt mig. Og det maa jeg ikke:
Jeg har to Forældre." - Jeg stirred bare paa ham
og forstod ikke et Ord.

"Jeg skylder dig at sige det," sagde han videre.
"Vi var sammen en hel Del af os, og vi havde
drukket noget - ", han saa bort og bed sig i
Læben. "Saa glemte jeg dig et Øieblik. Et eneste
Øieblik. Det er den eneste Gang i Livet, jeg har
glemt dig ogsaa. - Og nu svider jeg for det." -
Der blev en lang Stilhed. Det var nok, som om
noget dæmred for mig; men hvad skulde jeg vel
sige?

"Jeg vil ikke bede dig om Tilgivelse," sagde
han saa om en Stund. "For det er for meget.
Men jeg tænker: Om du kunde ha lidt Taal-
modighed med mig, saa kunde vel alt bli bra
igjen. - Nei, du skulde ikke angre det, du" -
han saa op med sine varme, trohjertige Øine. Jeg
tænkte lidt paa Solskinnet udenfor, paa Vibe Vang

SIDE: 110

og Musikken; men naar han var saa bedrøvet og
syg, var det jo stygt ikke at trøste ham, og -
Han havde jo ogsaa mit Fotografi under Hoved-
puden:

"Jeg er glad i dig," sagde jeg. "Jeg er jo saa
svært glad i dig," og jeg strøg ham over Haand
og Kind. "Jeg tænker ofte paa den første Tid, vi
var kjendte."

"Du kjære, deilige Kjæresten min," sagde han.
"Saa hvid og saa skjær." Og jeg saa det fanatiske
Blik i Øinene, som jeg kjendte saa godt. - "Aa
gaa du" bad han saa pludselig, ganske bleg.
"Gaa. Gaa, hører du." - 

Og jeg gik. Saa ham ikke siden. - 

- - -

Folk havde vel hørt, at T. laa paa Hospitalet,
og de burde have beklaget mig; men istedet gik
de afveien som for Pest. - Jeg begyndte snart at
bli trodsig og kneise - jeg havde jo ikke galt
gjort. Slet ikke. - Hvorfor gik de da saadan,
som om jeg skulde brænde dem. Gid jeg bare
kunde brænde dem - til Kul og Aske allesam-
men! - Samtidig var der de, som begyndte at
bearbeide mig, at jeg skulde gjøre den Forlovelse
forbi. Var han saa glad i mig, han, kom han
sagtens igjen, naar han var færdig med Studierne.
Saa var der andre, som sagde, han var en Hykler,
- og Sten for Sten reves det ned, det lille Funda-
ment hans Kjærlighed havde bygget op i mig.

Og endelig blev da vor Forlovelse hævet.

Jeg pusted en tung Mare af mig og gik at
møde min Vibe. Jeg havde nok glemt Rædselen

SIDE: 111

for ham. Hvad skulde det vel efter den uheldige
Forlovelse skade mig at gaa med Vibe? Hvorfor
skulde jeg være ræd Vibe Vang - havde vel min
Forlovede været bedre?

Og jeg mødte min Vibe, og jeg mødte ham
ikke, og jeg kjendte ham paa en utrolig Afstand.
Der kom Uger saa fulde af Medgang og Modgang,
at jeg sov ikke om Natten, og sov ikke om Dagen
og blev tungere om Øinene og vagere om Munden.

I Paaskehøitiden var jeg alene; for mine Nær-
meste reiste bort, og efter som jeg omsider havde
lært at tie om Vibe Vang, gjorde de sig ingen
Skrupler ved at lade mig tilbage.

Netop da fik jeg en Billet fra ham, og jeg
maatte møde ham næste Dag, og Dagen derefter
og stadig - hver Dag i Helgen. Vibe Vang rysted
paa Hovedet og lo. Og jeg lærte ham vel at kjende,
den frygtelige Vibe Vang, som da slet ikke fore-
kom mig saa frygtelig endda. En Dag gjorde jeg
mig Fornøielse af at narre ham. Sagde jeg skulde
komme; men sad hjemme istedet og lo ved Tan-
ken paa, at nu gik den feterede Vibe Vang der
forgjæves. - Men saa deiligt som alting var!
Saant et syngende tidligt Foraar. Solen sken paa
slørede Birke. Og Aftenerne sev den fine Cigarrøg
som Beruselse gjennem Gaderne. -

Og jeg mødte min Vibe, og jeg mødte ham
ikke, og jeg kjendte ham paa en utrolig Afstand.

- - -

Der er sagt om andre Mænd, naar de vil daare
Kvinder, saa bruger de mange og fagre Ord. De
lyver om Kjærlighed og forlover sig paa Skrømt.

SIDE: 112

De bruger sine Øines og sin Viljes Magt. Og der
er stygge Giftslanger iblandt dem.

Vibe Vang gjorde ingen af Delene.

Man sige, hvad man vil - jeg siger til min
Død:

Vibe Vang var en ærlig Røver.

- Husker nogen Fabelen om Løvens Hule? -
Om Fodsporene, som førte ind, men aldrig til-
bage? - Har nogen tænkt paa, om de egentlig
fortjente bedre, de enfoldige Dyr, som gik didind?
De vidste jo, det var Løven.

- - En Mand fødes til Verden med et Over-
maal af Kvindetække. Aarene gaar og Erfaringen
lægges til. - Og han er stærk som Løven og
kvindekjær. Saa bankes der paa hans Dør, eller
han aabner sin Dør, eller nogen følger med ham
- hvorfor skal han saa la dem gaa tilbage, disse
Kvinder?

Det var kanske dog, hvad de helst vilde: Lære
Livsens dunkle Gaader. Lære det saaledes, at de
selv ingen Skyld har - hverken for Gud eller
Mennesker. -

- - -

Men naar jeg siger Vibe Vang aldrig brugte
gode Ord, saa tror jeg at just dette bevirked noget
i, at Kvinderne blev hængende saa fast ved ham.
For de kom til at længte efter de gode Ord, og de
kunde ikke opgi Haabet om dem. Og endnu
værre: Den, som opnaadde dem, den blev at ligne
med Mennesket, der har seet Guld glimte i Bjerget
og til sin Dødedag blir søgende deretter.

- - -

SIDE: 113

Der skulde dog ikke være nogen Tvang for
ham at undgaa de gode Ord. Ingen Selvbeher-
skelse i svage Øieblikke, saa haard som han var
af Sind. Han saa jo ridderlig ud, men der var
vistnok intet i Verden, som kunde røre ham læn-
ger end han selv vilde, hverken Skjønhed eller
Graad. Der sagdes: Udaf en Bagvei til hans
Bekvemmelighed, der var det som Byens bedste
Damer stod i Kø, og stundom kom de hulkende
- lod Taarerne rinde, saa alle saa det.

Jeg mødte undertiden en liden vakker og krum-
næset Pige dengang. Hun havde de nydeligste
mørkeblaa Øine til sort Haar. Men var det ikke
som de Øine spruded af Had, naar hun saa mig.
Saa var det en anden: En voksen og elegant
Dame. Hun forsøgte at irritere mig ved at fare
afveien. Saa var det en tredie af Selskabet: Hun
blæste mig i Raseri lige ind i Ansigtet. Jeg saa
rolig paa dem: I mig havde de sagtens ingen
Rivalinde. Mellem Vibe og mig var der intet,
skulde da heller aldrig bli mer. - Men de kunde
vel ikke tænke sig Muligheden. - Jeg fortalte det
til ham, og han lo foragtelig:

"Haha, de liker sig ikke paa Refusionslisten."
Og saa fulgte da et af hans uundværlige Holberg-
citater. - Nu om Stunder læser man ikke et
Menneskes Skjønhed ud af Ansigtet alene.

- Alt i alt stod det saaledes for mig: Jeg
syntes, det var en Triumf at gaa med ham. Jeg
gik jo der ved Siden af en stor og mægtig Herre.
Blev misundt. Hadet. - Og jeg kunde blæse i
dem alle. - Saa mit Hovmod var stort.

SIDE: 114

Imedens kom mine Nærmeste hjem, og da nogen
forebragte dem Nyheden om, hvilken Kavaler jeg
havde, blev der en anden Tale.

"Hvad hører vi om dig," sagde de. - Og jeg
blev bleg. - Fik de atter høre det, skulde jeg
paany ud af Byen. Jeg fortalte ham det. - "Var
dig, min Pige," sagde han ligegyldig. - Alligevel
kom det efter med ham: "De havde ikke be-
høvet at nægte dig det. Døm selv: Har det
skadet dig?"

- Nei, det havde ikke -

"Det er værst for dem selv," sagde han. "Nu
kan du ikke gaa paa Gaden med mig da."

"Jeg blaaser i Forbudet," sagde jeg.
"Da blir du jo sendt bort, jo," kom det halvt
opgivet.

- - -

Nogen Tid efter forefaldt følgende Samtale
mellem os. Han sad da ganske gulbleg i Ansigtet
og støtted Hovedet i Haanden.

"Jeg har været paa Rangel om Dagen," sagde
han. "Jeg gjør saa meget, som jeg siden ikke
gider tænke paa. - Og igrund bryr jeg mig ikke
om at være sammen med andre end dig."

"Jeg bryr mig heller ikke om at være sammen
med andre end dig."

"Hm - vesle Tasse! - Men jeg er kjed alle
disse, som hænger efter mig. - Vil du gifte dig
med mig?"

"Jeg. Jeg?" - Og jeg lod ærgerlig. - "At
tøve om sligt!"

SIDE: 115

Han stirred fremfor sig uden at trække paa
Smilet:

"Det er nu alligevel ikke Tøv. Vi skal tjene
Penge tilsammen, vi - og saa skal vi gifte os -
hvis du vil?"

Jeg blev saa befippet, at jeg svarte ikke et Ord.
- Han saa braat op:

"Naada. Naa. Du er nok lidt dum, du. Eller
ogsaa er det nogen anden du tænker paa." - Nei,
det var det da slet ikke. -

Hovedet sank endnu dybere, og Øienlaagene
lukkedes næsten i: "Aa, jeg kjender til det," sagde
han, og saa fulgte en Trækning af Haansmilet.
"De Piger kan være ligesaa mangfoldige som de
er dumme og unge til."

- - -

Naar jeg nu tænker paa det, forekommer mig
mangt og meget saa underlig sammenføiet i denne
Vibe Vang Periode. Saaledes var det, at jeg en
Eftermiddag traf ham i det deiligste Solskinsveir.
Men lidt henimod Aften tog det til at skye over.
Og udpaa Aftenen en Stund rased det reneste
Uveir gjennem Gaderne. Saa kom Tordenskral-
dene, og Lynild, som sprængte Telefonkablerne
bortover.

Da sad vi et Sted, Vibe Vang og jeg. Og
Mørket var saa tæt, at jeg ikke saa Haand for
mig. Men i dette Mørke, hvorigjennem af og til
skar et knistrende Lyn, som viste mig Vibe Vangs
blege Ansigt, fortalte han mig en Historie: [fotnotemerke] 
- - - - - - - - - - - - - - -

Fotnote: Her er et aapent rum i manuskriptet. Rimeligvis skulde
her komme Vibe Vangs kjærlighetshistorie, som er optegnet

SIDE: 116

Jeg syntes det var saa galt for Vibe Vang. Jeg
husker, jeg graad. Han lod sig ikke mærke med,
at han hørte det - tog det vist som en Selv-
følge. -

Saa var det paa den Tid, da jeg havde begyndt
at kalde ham for Vibe Vang. For han hed det
jo ikke. Men jeg har altid helst kaldt Folk ved
andre Navne. - Og han kaldte mig Dalila; fordi
det var noget han dreied helt om, - og fordi det
ligned et Barndomsnavn, jeg havde. -

"Vibe Vang," sagde jeg til ham, - "har du
rødt Blod? - Kjære, lad mig se det, Vibe Vang."

"Nei, det er gult, Dalila," svarte han og lo.
"Aldeles brandgult er det." Saa gav jeg mig ikke,
og for at føie mig virred han tilsidst sit Lomme-
tørklæde om Haandleddet og skar sig i Haanden.
Aa, Blodet var nok rødt. Vibe Vangs Blod. -
Det kan være det samme, hvad jeg gjorde, da jeg
saa det Blod rinde ham som en rød, bølget Snor
nedad Haanden. Men hvad jeg gjorde, likte han
ikke. - Jeg syntes se han blev fjernere siden.
Samtidig som det i mig var runden en Galskab
med det Blod. - -

Han opsøgte mig ikke længer. Og det var kun
tilfældigt, naar jeg snakked med ham. Og jeg
tænkte og led og sov ikke hverken Dag eller Nat.
Nu havde jeg ingen til at kalde mig Dalila længer,
og ingen til at sige, jeg var en Tosk. Nu havde
jeg ingen at gaa sammen med, for det lod sig til

Fotnote: et andet sted i et utkast. Vibe Vang var engang forlovet med
en ung pike som fristet sin egen far. Det blev hans livs
ulykke.
Utg.

SIDE: 117

slet ingen anden brød sig om det heller. Var der
saasandt kommet nogen, havde jeg sikkert ikke
foragtet dem! Nu gik jeg der ensom og forladt,
og havde Hoste og saa min Vibe Vang gaa sam-
men med Damer. Og saa fik jeg Lyst til at
dræbe ham. Men Tankerne lempedes. Saa fik
jeg Lyst til at dræbe mig selv. Og atter lempedes
Tankerne. - Og saa gjorde jeg noget utrolig
komisk og galt.

Jeg har ofte siden tænkt paa, hvordan jeg
kunde falde paa at lyve paa den Maade. Men
det var vel det, at jeg vilde vække hans Interesse
paany og alligevel komme helskindet ud af det,
og saa være med til at videre følge Tingenes Gang:

Jeg havde en Revolver, som jeg skulde lade
med løse Patroner. Og i et beleiligt Øieblik af-
fyre et Skud, et paa Vibe Vang og et meget dræ-
bende paa mig selv. - Det skulde vel give ham
en god Rystelse det at se mig segne bevidstløs om
paa Gulvet. -

Saa anmoded jeg Vibe Vang om at møde mig,
og han mødte mig da. - "Det er bare det, jeg
vilde sige," sagde jeg, "at nu skyder jeg mig
snart." - "Gjør du?" svarte han rolig. - "Javist
gjør jeg. Jeg har Revolveren i Kaabelommen." -
"Aa Sludder."

Det beleilige Øieblik indtraf, og den store
Scene skulde foregaa. Jeg greb i min Kaabe-
lomme. - Revolveren var borte. - -

"Jeg har din Revolver," sagde Vibe siden.
"Her er den." Og en for en plukked han de
smaa Pappatroner ud. -

SIDE: 118

"Hvad er det da?" spurgte jeg fornærmet.

"Hvad er det ja," svarte han uden et Smil. -
Han havde sagtens leet fra sig i Mellemtiden. -

- - -

Saa maatte jeg i min Kvide finde paa noget
nyt. Og nu var det Alvor.

"Nu vil jeg drukne mig," sagde jeg til Vibe.

"Det kan jeg tænke, ja."

"Jeg reiser virkelig ud af Byen for at drukne
mig!"

"Ja, jeg tror nok det."

"Du faar aldrig se mig mer, Vibe Vang. Jeg
skal sige Adiø med dig idag."

"Aa Død og Plage," - han trak Øienbrynene
opad. "Jeg vifter med kalle Handen."

- - -

Det blev da en lang Historie. Jeg har tænkt
den saa ofte, aarker ikke gjengi den i fulde sin
Længde. - Jeg hopped virkelig i Vandet. Men
blev fisket op igjen og kaldt tillive, og da saa
Pusten vel var kommen tilbage, havde jeg ikke
større Mén af det end en Fisk vilde havt.

Men en anden Ting var, at Vibe Vang læste
et Referat i et af Smaabladene, om en Dame af
det og det Udseende, som var funden livløs i en
Tjernspyt. Og da der ikke stod mer, trodde Vibe
Vang, at Livet var sluknet for altid. - Saa havde
nok Vibe Vang faaet sit. Saa vilde Vibe Vang
skyde sig. Han laa Dage igjennem og vred sig
paa en Sofa. - Dalila - Dalila - og den som
gik ud af Døren, den hørte noget som en ond og
halvkvalt Hoste. -

- - -

SIDE: 119

Jeg mødte ham tilfældig, jeg tænker en Uge
efter. Jeg kom smilende og rolig, for jeg følte det
falskelig, som om noget skulde være strøget af
mig. Vibe Vang var graa og forvaaget. Han
stopped op og blev staaende og stirre. Saa kom
der to dybe Rynker i Panden:

"Hvad finder du paa," sagde han og rysted
mig i Armen.

Jeg stod rolig og smilende som før. Saa rev
jeg mig løs og gik fra ham. Hvad havde han
igrund at bebreide mig, "han, som lod mig gaa
hen og forsøge Selvmord!" -

- - -

Den paafølgende Dag kom der Bud efter mig
fra Vibe Vang. Og jeg kom. Stadig med den
samme kjølige Fornemmelse ligeoverfor hvad gjaldt
ham og i det hele alt i Verden.

Da jeg banked paa Døren, syntes jeg, jeg skulde
gjenkjende hans Stemme, og dog var det den
ikke; for den var ganske lys og klar. - Saa saa
jeg ham staa derinde, idet jeg lukked Døren op,
med Ansigtet vendt mod mig, og saa kom han
mig raskt imøde. Lukked Døren og stansed lige
foran mig: "Dalila, Dalila." - Saa tog han begge
mine Hænder og smilte: "Jeg elsker dig," sagde
han igjen. "Jeg har forsømt Forretningen i disse
Dage, og eier ingenting, men du levende Skaber,
hvor jeg elsker dig! - Jeg skal si alt, hvad du
vil. Gjøre alt, hvad du vil. - Hvad vil du da?"

Jeg trak mig væk. Nu skulde jeg ligne ham.
Nu skulde han faa lidt af min Lidelse:

"Ingenting," sagde jeg.

SIDE: 120

Han slap og gik lidt bort paa Gulvet:

"Ingenting?" gjentog han. "Det var lidet, det."

"Jaja," sagde han og satte sig. "Har Tjernet
kjølnet?" spurgte han saa.

Jeg lo. "Ja, det har kjølnet," sagde jeg stolt
og trodsig. - Ikke skulde han vel tro, at jeg tog
med Kyshaand. - -

- - -

Endnu en kort Tid holdt Dødskulden sig for
mig. Saa svandt den sagtens, og snart fik jeg en
Frygt for at have gjort noget uopretteligt. Det
havde jeg ogsaa. Aldrig fik jeg Vibe Vang til-
bage. Forsøgte ikke heller. Vidste jo, det nytted
ikke sligt med ham. - -

Alle ved vel, der er Tider, da Menneskene
tager Trøst, naar den bydes. Og det at døve
synes det eneste i Verden. - Men det hjælper
ikke saa meget alligevel. Ikke mer end Medicin
for en uhelbredelig Sygdom.

Kortsynte er Menneskene: De tror, det er en
ydre Begivenhed, som angriber. Men Aarsagen
ligger dybt, dybt indenfor. Og aldrig trodde vel
nogen, jeg gik med Vibe Vang i Tanken. Men
jeg laa i Enrum og vred mig af Længsel. Jeg
blev som en Beruset, naar nogen røgte en Cigar
af Vibe Vangs Mærke. Jeg drømte og længted og
led Aar efter Aar. Jeg hørte: - I de første Aar
stod der en Brus efter ham af djævelske Historier,
af Hulk og Graad af Kvinder. I de sidste Aar,

SIDE: 121

saa sagdes, var der stillere paa hans Vei. Men
ingen Kvinde kunde binde ham. -

Og endelig saa mildned Tiden. Da saa jeg
ham igjen i et Speil. Det sorte Haar, Haansmilet
og Profilen. - Og jeg snakked med ham. - Men
jeg maatte reise. - Og har aldrig seet ham siden.
Men endnu kan jeg drømme, at jeg gaar i mørke
Smug. Og gribes af en stor Glæde. Da er det
Vibe Vang, som gaar forbi. -

Kanske træffer jeg mange gjennem Livet, Kan-
ske har jeg elsket en, der er skjøn som en Halv-
gud. - Ofte tror jeg dog, det blir Vibe Vang jeg
søger i dem alle. -

Og er det ikke nu, mens jeg har siddet og
skrevet, at der er gaaet Skyer for Solen, naar jeg
har skrevet de Ting, som greb mig mest! - Kan-
ske var det ogsaa et Liv, som skyggedes. - Og
nu netop, nu blegner den og dukker ned borti
Skogen. Og jeg sidder her ensom. - Og Vibe
Vang er død. Og der er intet tilbage af hans daa-
rende Profil. Kanske nogen Fotografier gjemmer
det; jeg har intet, for det, jeg havde, er taget
fra mig. -

Det er saa underligt med Døden. Det er
Punktum der, og der kan aldrig bli mere. Aldrig.
- Der kan aldrig komme noget til, hverken for
at ødelægge eller gjenoprette.

Jeg gaar ikke til Vibe Vangs Grav. Hvad
skulde jeg der! Og jeg har aldrig hørt, hvordan
han døde. - Bare skulde jeg ønske at vide: De
havde vel ikke lagt ham med foldede Hænder? -

- Der gjøres saa mangt, fordi ens Vilje er

SIDE: 122

under en andens. Men naar jeg har fortalt om
Vibe Vang, min haanske Ungdomskjærlighed paa
Jord, saa er det, fordi jeg har havt den Lyst.

Den Dødes Vilje kan vel ikke tvinge.

Jaja, hvad en elsker, det dør. Hvad en ønsker
Døden, det dør sagtens aldrig. -

- Og ude er Vibe Vangs Saga. Jeg skulde
næsten ønske:

Min med.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 123

DEN STORE SFINX

(1905)

Vi ved saa lidet, vi Norske, om andre Kunstnere
end vore egne. For at tage et Eksempel:
Hvad ved vi vel igrund om saadant som Billed-
huggere og deres Arbeider - ikke længer væk fra
os end - lad mig sige: i Danmark? - Vi ved,
der er et, den stivnede Plastiks Museum, som heder
Thorvaldsens. Vi ved, vi har en Landsmand her-
nede, som heder Stephan Sinding, - og i Forbin-
delse med ham ved vi, her er et Glyptothek. Ja-
vel! - Og blandt danske Billedhuggere ved vi, her
var en Bissen og en Jerichau, - og saa ved vi
altid Navnene paa en 2-3 Stykker forresten. Men
det er ikke saa stort, vi har hørt om dem. Og
seet? Selvfølgelig endnu mindre.

Nu! Kanske det alligevel bare er jeg, som er
saa inderlig uvidende, at jeg aldrig har hørt Nav-
net Dan, førend jeg kom hidned? - Her er des-
uden heller ikke bare en Billedhugger, som
heder Dan; her er ogsaa en Billedhuggerinde -
J. Pedersen Dan er hans Navn, Fru Johanne Dan,
født Betzonich, er hendes. Og som sagt: Jeg
har aldrig hørt om "Danerne" før. - Derfor blev

SIDE: 124

det mig ogsaa en dobbelt Forunderlighed, da jeg
kom ind paa deres Atelier. Slig en Rigdom af
Værker paa privat Hold havde jeg dog ikke tænkt
mig. Slig som her er dynget op med alt, tænke-
ligt og utænkeligt, fra det mindste og mest nitide
til det største og djærvest modellerede. - Ja, slig
som her det brune Ler er skabt om til at blive
dristigt og metalskinnende! Og slig som her Livet
er blæst i det kolde Marmor! Jeg siger: Det er
jo høitideligt at gaa derinde iblandt disse Værker,
de der alle er skabt af samme Hænder og be-
aandet af samme Aand - mange af dem grebet
og fæstnet midt i Bevægelsen - som havde nogen
svunget en Tryllestav over dem. - -

- Se nu bare i Krogen der, der smyger sig
Slangetæmmersken, hun med Haaret høit paa Ho-
vedet, hun med Lemmer, smidige, glatte som selve
den Giftslange hun tvinger med Øine og Haand.
- Hvad - om der ikke en Aften vil komme
Fosforglød i Slangens Blik, og en, som sidder her
alene mellem de to høit benaadede Menneskers
Livsværker, vil se Slangetæmmersken, den unge,
smidige Indierinde, høine Haanden og hviske -
- - og Slangen vil sno sig og hvisle, rundt og
rundt. Og Indierindens Haand vil blive haard og
skarp af Muskler i Spænd. - Og - hvo ved?
Kanske saa den evige Konflikt mellem Kvinden og
Ondskabs Ondskab vil komme tilorde mellem dem.

- -

- Og se den store, kraftige Moder der, hun
med det fulde Bryst, hun som har det trofaste
Alvorsudtryk i sit retlinjede Ansigt, hun, der knæ-

SIDE: 125

lende skjærmer sine mange Børn med sit Legeme
og sine Arme, ligesom en Fuglemoder, der skjær-
mer sine Smaa med Vingerne. - Hvad - om den
Kvinde satte det ene Knæ fremfor det andet slig
en Aften - og langsomt retted sin stolte Juno-
skikkelse - det mindste Barn vil hun løfte høit
paa sin Arm, som var hun en Rafaelsk Madonna.

- -

- "Dryaden, som dør", har Fru Johanne Dan
døbt et af sine Værker. - Løvrigt og vakkert har
det engang staaet, Træet. Sol har skinnet paa dets
lyse Blade. Og Vind har hvisket og legt. Indtil
en Dag, Himmelen skyed over, og Herren sendte
sit blinkende Lyn. - Saa splintredes Træet, saa
sygned Dryaden, ung og skjøn, midt i sin deilige
Sommer - Øinene brast, Øinene lukkedes - nu
farer Træets Sjæl did, hvorfra Lynet kom. -

Se, der ligger hun, som plukker Vandliljer, -
klyngende de endnu barnslige Lemmer til Træ-
stammen, der hænger ud over Vandet, strækker
hun sin høire Arm, og Liljerne griber hun, en
efter en. - Kanske er det Livets Liljer, du pluk-
ker, du unge, unge Pige? Og du plukker dem som
dine Lige flest: Ser nok det sorte, dybe Vand,
men aner ikke Rædselen ved det. Tænker ikke
paa, at Grenen kan briste, og Livets Sortenøk kan
tage dig. - Bedre var du da faren, du unge, unge
Pige, om Gravengelen derover skred mod din Grav
og dryssed den til med sine blege Roser; for Dø-
dens Rigdom har Gravengelen i sin Favn - det
er Mindernes fagre Blomster. - -

Men ved Gravengelens Side - der inde paa

SIDE: 126

Atelieret - spænder Ismael sin Bue. Ismael med
Dyreskind om Lænd, med skjønne Muskler i selv-
bevidst Kraft. - Og tung og indadvendt sidder
Holger Danske med sit Sværd over Høisædets Ar-
mer, og grubler og grubler over det Danmark,
som svandt, over det Danmark, som lever, og over
det Danmark, han ønsker maa leve langt frem
mod Diamantbjergets Evighed.

Saa synes jeg næsten at høre den brustne Lyd
af Hornet, hvori den lille, døende Hornblæser ud-
aander sit sidste Suk, medens den gamle Veteran
bærer ham paa sine Arme i Spidsen for Regi-
mentet.

Men det bedste gjemmer jeg tilsidst, det, hvor-
efter jeg nu hele Tiden har længtet at skrive:

Tungt og massivt gammeltestamentligt er Sujet-
tet. Det er taget fra hin Tid, hvorom skrevet staar:

"Israeliterne skulle udfries af Ægyptens Træl-
doms Aag" - -

Den unge Syrer har arbeidet paa den store
Sfinx, og den ægyptiske Sol har brændt paa hans
Hoved. Som skarpe Klinger har han seet Solstraa-
lerne mødes for sine Øine, og han har følt dem
bore sig dybt ind i Hjernen; men arbeidet har han,
banket og hugget med Hammer og Staal - snart
har han fornummet sit Legeme som den glødende
Sten - snart har han fornummet det koldt og
fugtigt som Væggene i de dybe Krypter; men frem-
deles har han arbeidet - arbeidet og arbeidet.
Kanske har han revet en Rift - kanske skal han
forme en Fold i det tunge Hovedsmykke? Hans
Hammerslag bliver til vilde Hug - og hans Ham-

SIDE: 127

merslag bliver saa ujævne, svage, som laa den
Hammer i Barnehaand.

"Jehova, hvor er du?" stønner den unge Syrer.

"Jehova, Jehova. Jehova er i det største paa
Jord: Jehova er i Mørke, Jehova er i Ild, Jehova
er i Hav, Jehova er i Sten. Men hvo, der ser Je-
hova, han maa visselig dø!"

Den unge Syrer løfter sit sløvede Blik did, hvor-
fra den brusende Stemme syntes lyde, - og han
ser op mod den store Sfinx. Og Sol flammer om
Gudens Hoved, Sol gnistrer om Gudens Pande, -
da trækker det sig til Smil om den stærke Mund
- - og livløs styrter den unge Syrer om mellem
Sfinxens mægtige Arme. - -

"Og Trældoms Aag er brudt,
Livets Gaade løst," -

saa lyder Mottoet, den danske Billedhugger har
givet dette Værk, der fremstiller den unge Arbeider
liggende død i Stengudens Favn.

Men der er flere end den unge Syrer, der ar-
beider paa den store Sfinx. Og Livet hærjer, og
Solen brænder, og Sfinxen suger dens Marv og
Blod - - - og Jehova er i det største paa Jord:
Jehova er i Mørke, Jehova er i Ild, Jehova er i
Hav, Jehova er i Kunst. Men hvo, som ser Je-
hovas flammende Aasyn i sin egen Kunst, han
maa visselig styrte livløs i Sfinxens Arme; for da
har han arbeidet sig selv tildøde. Men:

"Saa er da ogsaa Trældomsaaget brudt. Og
Livsgaaden løst."

Ragnhild Jølsen

SIDE: 128

ST. HANS-KVÆLD

(1906)

Naar en gaar udi Skogen, er det godt at slippe
Mødet med jagtklædte Mænd og Damer i
røde Hatte. Damer overhovedet passer ikke i
Skogen - ialfald ikke med Skjørter paa. - Og
Mændene bør ha Trøierne grønsket af Veir og
Vind, Hatterne bulet, Næverne barket - saa først
staar de i Stilen med Orebusker og Bjergknauser.
Saa først er de som vokset ud af Skogen og hø-
rende Skogen til. - Og da vil en gjerne møde dem.

- - -

Fiskerne holder lange Snører i Vandet; men
det hjælper ikke, at de spytter paa Krogen. Fisken
er listigere end Mennesket ikvæld; - den bare
sprætter i Vandet og sender glinsende Ringe vidt
udover Sjøen - Spiral i Spiral, som det svingende
Hjul paa en Cirkelsag. - Men Menneskene sidder
der kanske heller ikke saa rent for Fiskens Skyld.
Vel ligesaa meget for at døse og stirre udover
Vandet.

Og de ser Solen gaa ned - og Halvmaanen
kommer deroppe som en hvid liden Sky. - Og
saa laaser da Fiskerne sine Stænger fast, - og

SIDE: 129

oppe i Aasen klinger nogle faste Slag af en Økse.
- De skal vel lave sig Tømmerkøier nu for
Natten. Kanske tænker de at udvide den Fisknings-
tilladelse til en liden uskyldig Rugdejagt saa i
Skumringen, eller kanske en liden Spiljagt saa paa
Morgensiden. - Velbekomme - I derover i Tøm-
merkøien! Det er nok ikke saa ganske i Over-
ensstemmelse med Jagtloven, men "Fuglen flyver
frit," tænker I vel. "Eieren er rig. Han daller
paa Gaarden, og han diller i Byen - og Fuglen
fik han neigu ikke alligevel." - Og kanske han
ikke tog det som nogen Forbrydelse heller. Han
er en god Mand og gjør ikke Fattigfolk Fortræd. - -

Men her paa min Side, her tør ingen være.

Derfor ligger Skogen saa vemodslig ensom og
taus i St. Hans-Kvælden. - Men lysere blir
Maanen, og blankere blir Vandet. Og to Maal-
troster svarer hinanden over Sjøen.

Saa blev der bare en eneste Maaltrost langt
borti Aasen. - Og Mørket kom sivende ud fra
Skogkransen. Og de snoede Trærødder blev fæle
Øgledyr, som klatred op fra Sjøen. Saa tændtes
Fiskerbaalene - et - to - tre - røde, flam-
mende lige nede ved Vandspeilet. Og en eneste
Gang brølte Elgen. - Elgen har det styggeste
Brøl i Verden. Men det er mørkt og stærkt, som
var det selve Skogen, som raabte i Sommernatten. -

"St. Hans-Kvæld," siger en søvnig liden Maal-
trost med sin fineste Stemme oppi Aasen. "St.
Hans-Kvæld." Og tilslut saa inderlig overtalende:
"Naa maa du gaa og lægge dig." - -

SIDE: 130

Der sidder en gammel Kone med krogede
Hænder og tandløs Mund. - Der gaar en rundt
i Skogen, siger hun, - og byder Elskov frem.

"Hm - tror du kanske ikke, jeg selv har seet
ham? - Det var, da jeg laa ude paa Flaaberget.
Der rørte mig noget som med en Nypetorngren, -
og da jeg vaagned, saa jeg et ungt, stout Mandfolk
glide bortover Myren. - Kanske du er Per, -
tænkte jeg, og jeg hvisked det først og raabte det
siden; men han vendte sig ikke. - Men saa
vidste jeg siden da, at han var den eneste, jeg
havde bryd mig om. Ja, jeg sagde det ligesaagodt,
da jeg traf ham, - og saa tog han mig for Gud
og Mennesker. - "Per - det var den første
Manden min det, ved du!" -

- - -

Der gaar et ungt, vakkert Menneske med en
Nypegren gjennem Skogen. Han kan bli baade til
Per og Paal; for den, han vækker, synes se sin
Elskede for sig. Eller den, der staar Sindet nær-
mere. - Eller den, hvis Navn har levet ukjendt
nede paa Dybden. - Og bort gaar han. Og vi
drar Kjendsel paa hans Gang, og paa hans Hold-
ning, og paa alt det, hvorpaa et Menneske kjendes
i Halvmørke. Vi ser ham, som for os fylder alt
mellem Himmel og Jord. Og vi kalder ham med
de deiligste Navne, vi ved.

- Du - du - hører du alligevel gjennem
Skogen? Ved du, at i dig er der mange? Ved
du, at i dig er du selv og alene? - For du gaar
rundt i Skogen med en Nypegren i Haanden -
du forandrer dig, og du er dig evig lig. -

SIDE: 131

Nu gaar du forbi alle de røde Baal, og de,
som sover, vækker du. - -

Nypegrenen, du holder i Haanden, er vel brun
og tornet. Men indiblandt Tornerne sidder de fine,
smaa Skud, som skal bli til Blade og til lyse
Blomster. - Som Kjærligheden selv, den, der kan
begynde med Mismod og Sorg, men kan bli saa
sød og straalende fager. - -

St. Hans-Kvæld.

Til langt udover Natten flammer de knitrende
Baal. - -

Ragnhild Jølsen

SIDE: 132

DØDVÆGTEN I LEIREN

(1906)

Der skrider et Tog gjennem By og Bygd, et
Tog, som ikke gaar Hus forbi, ikke Dør og
rygende Pibe, et Tog med Faner i Hænderne. Og
Fanerne er hvide. Og Toget skrider stærkt og
stille. For - Toget er af Kvinder, som vil frem.

Og fra Hus og Hytte følger Kvinder med, og
Toget bølger alt langt over Landet. Og Fane-
bærerne, de Ranke, med Panden hævet mod Lys
og Luft, ler mod Leiren, som skal vindes. Og
fremad skrider Toget. Fremad. Fremad. Gjen-
nem By og Bygd. Ikke Hus forbi, ikke Hytte og
rygende Pibe. - -

Saa underlig uventet, at det Tog skulde blive
hæmmet i Gangen, at det Tog skulde faa Byrde
at drages med! Fanebærerne, de Ranke, vinker
med Fanerne: "Fremad, fremad, vi har langt
igjen!" Alligevel sagtner Toget - som var der
kommet Dødvægt med. Om nogen var blit trætte?
Om nogen havde fanget Sygdomme? Om Men-
nesker havde ringeagtet Fredens Fane? - Fane-
bærerne, de Ranke, vendte Hovederne og saa sig
tilbage. Da mødte dem vel det besynderligste Syn,

SIDE: 133

noget Menneske skulde set: Fra Hus og Hytte
var Kvinder kommet ud og hængt sig fast ved
Toget for at stanse det.

"Tilbage! Tilbage!" lød disse Kvinders Raab.
"I ved ikke, hvad I gjør. I har ingen Forstand
paa at styre med i Lande og Riger. Kom med os
tilbage ind i Husene." - Thi disse Kvinder var
en Flok Vankundige. Fordi de selv var vankun-
dige, trodde de ogsaa, at andre maatte være det.
Fordi de selv var forstandsløse, trodde de ogsaa,
at andre maatte være det. Fordi de selv ikke
kunde forene Synet af Hjemmets Tag og Guds
aabne Himmel, trodde de heller ikke, at andre
kunde det. - Men ak, som Dødvægt virker de.
Der skrider nok Toget ustanselig frem under
Fanebærernes flyvende Faner. Men Bagstræverne,
Dødvægten - Gud, hvor den hefter og hæmmer!

Enhver Sag, selv den bedste, har sine Mod-
standere. Jeg har hørt sige, at i de Dage, da
Sagen for Livegenskabets Ophævelse var fremme,
var der mange blandt de Livegne, som nødig vilde
ud af sit Livegenskab. Rimeligvis fandt de, de
havde det bekvemmere og mer usorgende just
saan, som de havde det; de slap at lægge Tanken
til; for der deres Herrer ordned alt for dem, og
deres Herrer tænkte for dem, behøvede de Livegne
bare at lægge noget Legemsarbeide i Vægtskaalen,
- og var deres Herrer forøvrigt gode, hvilket jeg
i dette Tilfælde trygt forudsætter, at de var, saa
slap de Vornede kanske med et Minimum af

SIDE: 134

Kropsarbeide ogsaa. - Skal jeg nu sammenligne
Bagstræverne blandt Kvinder med de Livegne,
som stritted imod sin egen Frigjørelse, forudsætter
jeg ogsaa trygt, at de ligervis hine finder sine
Herrer gode. Ja, for den Sags Skyld - jeg tror
gjerne, at der for nogen hver af os et eller andet
Sted i Verden gives en god Herre, for hvem vi
gjerne kunde bøie Hodet. Men en Ting er at
bøie Hodet, en anden at tabe det, eller rettere:
At lade den gammeltestamentlige Opfatning kjendes
for Ret, at "Manden er vort Hoved", for vi har
intet. Og Dømmekraften maa vel være en liden
Smule lammet, hvis vi ikke kan sige os, at med
disse vore gode Herrer kommer vi bedst udaf det
just som ligestillede og fribaarne Mennesker, og
den høster sagtens større Laurbærkrans, den
som seirer over én Fri, end den, som seirer over
hundrede Trælle.

Nu! Det være sagt: Megen Trældom har vi
dog lidt efter lidt - takket være Fanebærerne!
- rystet af os. Men: Fremad! Fremad! Vi har langt
igjen endnu til fuld Frihed og Lighed. Fremad!
Fremad! Den, som staar stille, arbeider imod.
Til Kamp mod Dødvægten i vor egen Leir, mod
Dødvægten i Sindene. Gjennem Kamp til Seier.
Den, som vinder sig selv, vinder Verden. Naar vi
Kvinder vinder os selv, vinder vi Verden. Og husk:

"Da først vil Fredens hvide Banner
for evig vaie over Landene."

SIDE: 135

MUNKENE I GLENARVON

(1906, utkast fra ca. 1897)

De fromme Munke i Glenarvon
de bad til sin Herre og Gud:
"Gud Fader, Guds Søn og du Helligaand
skjærme os nu med Jer stærke Haand
fra at følge de Kjætteres Gud.

De Djævle skjænder med Baal og Brand,
de skjænder Dig, Herren vor Gud.
De Blodhunde jager fra Strand til Strand,
forpester dit hele velsignede Land.
- O, slet os af Jordlivet ud!"

Den Bøn udgik fra Munkemund
saa ydmyg, enfoldig og lav.
Og Gud dem bønhørte i Nødens Stund,
sænked det Kloster paa Havsens Bund
- gav dem en skinnende Grav.

Paa Skotlands yderste Odde
mellem dybe Revner og Slug,
hvor Havet breder sin Skodde
og Maanen sin sølverne Dug,

SIDE: 136

der lyder det tidt slig en underlig Sang,
mest som en høitidelig Messe.
Man ved ikke enten fra Bølgernes Fang
eller Himmelens blinkende Esse.

Det er Munkesangen i Glenarvon:
de takker sin Herre og Gud.
De synger Te Deum og eleison,
løsnet er Sjælen fra Jordelivs Baand
høisalig, evig og prud.

Saa siges der ogsaa: Hver Julekvæld,
naar Veiret er stille og klart,
da sees der Lys i det lille Kapel.
Og saa kommer der en for at gjøre den vel,
som har de Gamles Minde i Ære bevart.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 137

ORMEN

(1906)

Hilma Sofie kom over en Hugorm, som laa og
smøg borti Bregnebakken. Det var lige, saa
hun havde traadt paa den. Den reiste Hodet og
fræste, saa hun bare saavidt fik rygge tilbage og
finde noget at slaa den med. Da syntes hun, den
var en forunderlig en, denne, slig den laa der og
ligesom lod sig slaa - bare hvæste en Gang imel-
lem. Og alt, hvad hun slog, var den lige hel. -
Derfor vendte hun sig om og tog en stor Sten til-
slut, og glemte ikke at spytte paa Stenen, før hun
slængte den mod Ormen:

"Tag den du, Styggen!"

Stenen knuste Halvdelen af Ormens Hode. Og
saa var sagtens Ormen død.

Hilma Sofie stak Kjæppen indunder den smi-
dige Ormekrop, og bar den med sig som Trofæ,
altimens hun forundred sig meget over et Afmærke,
den havde - en Tværstribe som en liden gul Ring
over det kvæstede Hode.

Og der hun kom frem til Sæterhytten, hængte
hun Ormen op paa Rækværket udenfor.

- - -

SIDE: 138

Men da Hilma Sofie havde lagt sig tilkvælds,
syntes hun grangivelig, at Ormen kom ind i Stuen
til hende - den snodde sig bortover Gulvet med
sit halve Hode skudt tilveirs. Og der i Hodet sad
et ørlidet Fosforøie, som gløded med Lys lig en
Sankthansorms.

Saa blev den borte en Stund.

Men pludselig fik hun se den igjen paa Senge-
stolpen. Der havde den klatret op, og der sad den
stille og saa paa hende med sit ene Øie. Og saa
begyndte den at hvisle, og tilslut blev det til Ord:

"Der ligger et stort Ormenøste nord i Kollen,"
hørtes det. "Og lige nede ved Roden af Bregne-
bakken ligger der ogsaa et. Og: Kan du for-
resten si mig, hvor Orm ikke findes?" - Og den
stirred og blinked med det røde Øie - og den
snurred og snodde sig om Sengestolpen. Saa sad
den der igjen bumstille.

"Skal jeg si dig det?" hvisked den. "Skal jeg
syne dig det?" Den strakte Hode og Krop - -
og saa syntes Hilma Sofie, den vokste op fra
Sengestolpen, indtil den blev til noget fælt smalt
noget. Og slig blev den siddende.

"Jeg er Orm i Øiet," begyndte den atter -
"og jeg er Orm i Sindet. Jeg er Orm i Jorden,
og jeg er Orm i Luften" - og saa bøide den sig
ned over hende: "Jeg kan kjekse dig fore, jeg kan
vildre dig ind!" Og hun saa Øiet og atter Øiet.
Og saa vidste hun ikke, hvordan det var. - -

Hun kom ind etsteds, hvor alt var saa umaade-
lig vakkert. Der var en stor Sal i fløielsbrunt
med Guld paa. Der var slanke, spændstige Menne-

SIDE: 139

sker i slæbende Kapper og Kjoler. Og de gik to
og tre og kanske fler i Følge med Folk, hun syn-
tes at skulle kjende.

Borterst i Salen sad der En i et Høisæde. Han
havde et Scepter i den ene Haand. Og et Rigs-
æble i den anden. Han havde ogsaa en gylden
Ring om Panden; men der saaes kun Halvdelen;
for over den anden Halvdel dækked et Silkebind.
Og vakker var han - saa gudeskjøn, at aldrig
havde vel Hilma Sofie set noget herligere. Han var
som en Ildslue ved Sjøen. - Og dybere og dybere
bøide sig Hilma Sofie. Idetsamme trilled noget
ned foran hende. Hun tog det op og saa, det var
Rigsæblet.

"Spis," syntes hun, han hvisked.

Og Hilma Sofie spiste.

Den første Bid var besk, og den anden var
besk. Men hun svælged alligevel og tog den
tredie.

"Giv med dig," hvisked det.

Og Hilma Sofie gav med sig. Og inden hun
slutted, syntes hende Smagen saa søt som søteste
Vin. Og da gjennemrisledes Hilma Sofie af en
stor Kjærlighed for Kongen selv.

Men der Hilma Sofie løfted sine Øine, var
Bindet faldt af ham. Og den deilige Konges ene
Tinding var knust, og levret af mørkt Blod. Og
som hun stirred, mørkned ogsaa det skjønne Ansigt,
og de herlige Lemmer skrumped ind og tog van-
skabte Former. Og mens hun endnu stirred, blev
han til den brunspraglede Hugorm med det ene
fosforglødende Øie, og den spaltede Tunge spilled

SIDE: 140

den ud af Gabet, slig den hvæste og lo. Hilma
Sofie vendte sig om mod Salen - da saa hun, at
ogsaa alle de andre skjønne Mennesker var blit til
brune Orme. Og de snodde sig to og tre, ja kanske
fler, om de Jordemennesker som var der.

"Naar der spises for meget af Æblet, falder
Silkebindet af," hørte hun Hvislingen paany. -
"Ser du, han der er taget af Mordertanken. Han
er taget af Hevnstanken. Han skal bli Forræder.
- Og ved dem alle hænger Løgnen, Misundelsen,
Svigen og Naget - - og se paa dig selv - -
jeg, Kongen, har skabt dem!"

Da skreg Hilma Sofie i Rædsel for en fæl Orm,
som hængte fast ved hende selv.

Og saa var hun ikke længer i Salen, men i
Sæterhytten. - Straks tænkte hun paa Ormen.
Da maatte den være kommet ned i Sengen til
hende - hun fornam en brændende Svie i sin
ene Fod, - og Svien bredte sig ud over hele
Kroppen.

"Hvad - hvad er det?" fik hun sagt.

Da sad den igjen oppe paa Sengestolpen, liden
og brun, med det lille Ildsøie lysende ondt imod
hende.

"Har du knust Hodet mit, saa har jeg saaret
Hælen din!" sagde den.

Og borte var den.

- - -

Da Hilma Sofie kom ud om Morgenen, hængte
Ormen der som før paa Rækværket. - Hun krad-
sed paa den med Kjæppen, kjendte, den var myg
og bøielig endnu. Hun saa nøie paa dens knuste

SIDE: 141

Hode med Afmærket i Panden. Og hun syntes,
det aabne, røde Øie stirred levende og listig paa
hende.

Hilma Sofie stak Kjæppen indunder Ormekrop-
pen og tog den med sig ned til Tjernet. Og der
slængte hun den udpaa.

Og syntes hun, den sank, tung som en Sten,
af Synd og Ondskab. - -

Ragnhild Jølsen

SIDE: 142

SYDOVER

(1907)

Firenze, 11 jan. 1907.

Ingenting er vel lettere at forstaa, end at de, som
trykkes af Sinds tunge Rørelser, gjerne vil
reise - ja, saamange der er, som lider under Kjær-
lighedssorger, under Dødsens Sorger, under det syge
Blods Sorger, Sorger, som skal stænges med Slaa
og Bom, Sorger, der brænder inde, kvalt, kval-
mende, som Korn raabjerget i Ladet. Intet Undere,
at de da gjerne vil reise, Menneskene, og at de
reiser, saasandt de bare kan. Saa faar de ikke Ro
til at hengive sig til Tankerne for Hjulene, som
ruller, for Klokkerne, som kimer, for Sirenefløi-
terne, som hviner, for Medmenneskene, de urolige,
for alt det, der skifter og skifter saavel i Farve
som i Form, alt det, som paakaldende Opmærk-
somheden tvinger sig ind i Hjernen og lar de vante
Tanker bare faa sin egen lille bitte dunkle Afkrok.

Og naar saa en af disse Mennesker atter en
Dag sidder derhjemme, da er der kanske faldt
noget som Balsam over saaret Sind. Men fordi
Livsrødderne gror saa dybt i Hjemlandets haarde
Jord, er det vel ogsaa, at Sindet kun forandres
paa Overfladen.

SIDE: 143

Og sligt som Reisens Syner vil fare forbi ens indre
Øie som underlig flakkende Taagebilder bare. Hvor-
for reiste du da, naar du paa Forhaand vidste, at
du hænger fastere ved det derhjemme end ved alt
andet? Aajo, en kan reise for saa meget. Og saa
- efter Udlændighedstiden kjendes nok Hjemmet
dobbelt lunt og velsignet - om ogsaa Vunder
skulde brydes op paany.

Men Taagebillederne, Taagebillederne, de viser
sig og svinder, dukker op, glider forbi, i uendelig
skiftende Række, - medens vi selv staar paa
Livsens rullende Hjul. - - -

Der var en vældig, gammel Stenkirke etsteds -
det kan vel være ligegyldigt i hvilken By, jeg liker
ikke at opgive Stedsnavne, jeg synes, det gjør
Tanken saa kold. Den vældige gamle Stenkirke
drog Mennesker til sig, og høit over Byen hævet
den sine to faste Taarne, de lignet to stivnede Arme
strakte mod Himlen i Bøn. Uden glimrende Farver
var Kirken, skimlet af Aarhundreders Sol og Regn.
Buevinduernes Ruder af saa dunkelt farvet Glas,
at de udenfra syntes som støbt af Metal. Portene
af Jern, men med smaa Kotdøre ved Siden, hvor-
igjennem Menigheden kunde smutte ud og ind.
Og saa faldt det nok lidt underligt at se, hvordan
der i den trange Gade, skygget af Gudshuset, Side
om Side laa Butiker, i hvis Vinduer hvide Ornater
med røde Kors høitidelig og ostentativt pranget, og
Butiker, hvorfra det lyste letsindig i Smaaflasker
fyldt med røde Likører og uægte Essenser - og
opmed Kirkevæggen var klistret Plakater om
Værelser tilleie. Men underligst faldt det dog at

SIDE: 144

komme ind i Kirken derudenfra - det Menneske,
som saa gjorde, kunde nok studse; for det Menne-
ske var pludselig traadt ind i en anden Tidsalder,
en mørk middelaldersk Tidsalder, fuld af Fordomme
og Overtro, fuld af Rædsler og Martyrium, men
ogsaa fuld af Barnlighed og Fantasi.

Skummelt var det under det mægtige Hvælv,
de enkelte Lys, der stille brændte foran de mange
Altere langs Væggene, kunde ikke forjage den dybe
Skumring. Tvers over Gulvet fik Søilene kaste
kulsorte Slagskygger, og paa Bedeskamlerne knælte
Menneskeskikkelser. Og længst borte i Kirken
fortonet sig det sidste Lys, som brændte det uden
Flamme, som et rundt, rødt Dyreøie eller - som
en glødende Cigar i Mørke. Og foran et Alter
messet Præster - trende Skikkelser tegnet sig mod
Alterlysene - de to mørkklædte, den tredje mager,
ung og hvidklædt. Kanske var han ogsaa vakker
den tredje, Hodeformen var saa smal og ædel.
Men hvad det gjaldt med ham - maaske var det
enslags Prøve, Indvielse eller lignende - Munkene
og Menigheden vidste det - de sang Vekselsange
for ham: Naar de to Mørke havde sunget tre Strofer
tre Gange, svarte Menigheden én Gang - og saa
bøide sig den Hvide dybt, saa dybt, at hans Pande
næsten berørte Gulvet, alt imedens han læste op
saa uendelig lang en Passus. Og dette gjentog sig
to Gange, tre Gange, syv Gange, tretten Gange,
utallige Gange. Og der de læste og messede og
sang, saa Lysene foran deres Alter blaffede, blev
den unge Hvide høiere at se til, som rankede han
Ryggen i Ekstase, og efterhvert han nu gjentog

SIDE: 145

sin lange Ramse, bøide han Hodet mindre dybt
- mindre - mindre - og mindre - - for saa
tilslut slet ikke at bøie det, men holde det hævet,
høit hævet, som bares der ham herlige Visioner
fore - gjerne havde jeg set hans Øine da, jeg
tror, de maatte være skinnende blaa, og inde i det
skinnende Blaa tror jeg der laa saa dyb en Ver-
denssorg - deilige Øine, vidunderlige Øine i et
blegt, smalt Ansigt - og saa - tænk! pludselig
svaiede han som rammet af Lynild. De to Mørke
vidste muligens, det vilde komme slig, saa rappe
de var til at række ud hver sin Arm til Støtte.
Men Menigheden, nei, Menigheden, mærkede ingen-
ting, der opstod slet ingen Bevægelse, de stirrede
nok alle blot ind i Ordlyden af Bønnen og ind i sin
egen Taage. Og videre messede de to Munke, som
om ingenting var hændt - og Menigheden svarte,
blot syntes jeg nok, at et Par Stykker vendte Hodet
lidt, da de to Mørke nu overtog den Hvides Ramse;
men hvad? dette sidste kunde jo ogsaa høre med
til Ritualet, tænkte de vel - - og efter en Stunds
Forløb blev atter den Hvide med. Da holdt han
atter Hodet bøiet, og Stemmen var veg og lav.

Men jeg har undertiden siden maattet tænke
paa dette som Symbol: Saadan flammer vi Menne-
sker op i Livets Monotoni, lar selve Monotonien
beruse os. Og ser vi deilige Syner. Og føler vi
Gnist til de store Impulser. Men netop fordi det
kommer saa umaadelig flammende alt paa engang,
overvældes vi - og saa knækker vi kanske pludse-
lig sammen som den unge katolske Præst i de
hvide Klær. Og naar vi saa vaagner, holder vi

SIDE: 146

Hodet bøiet, og Stemmen er blevet veg. Og saa
flammer vi ikke mer. Ak ja; for saadan er vist
Livet, hvad enten det leves mod Syd eller Nord.

Men Drømmebillederne, Drømmebillederne, hvor
blev der af dem? Fordi Hjernen vilde fare med
Problemer, blev Drømmebillederne borte et Øieblik
- men, aa, saa lukker de nok op en anden Gang
paany.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 147

GIARDINO DI BOBOLI

(Bobolihaven.)

(1907)

Roma i Februar 1907.

Saa kaldes den mægtige Slotspark, der dækker
Høidestrækningerne rundt om Palazzo Pitti i
Florens. Den blev omtrent Aar 1565 anlagt af
Eleonora af Toledo, Cosimo den 1stes Gemalinde,
- efter Sagnet af Glæde over en Spaadoms Usand-
færdighed. Ja kanske er det nok upaalideligt det
Sagn; for, som det lader, kjender ingen anden til
det end jeg; men jeg, jeg hørte det med Sandhed
at melde af en gammel, hvidskjegget Mand, som
gik derude i Haven ved Solnedgangstider. Og
være sig Historien saa upaalidelig den være vil,
-vakker er den dog:

Den høibaarne Storhertuginde Eleonora af To-
ledo havde et heftigt Sind, men et mildt Hjerte
og en aaben Haand. Og engang havde saaledes
det heftige Sind været Skyld i, at en Synder var
blevet kastet i Ormegaarden; men det milde Hjerte
havde ladet sig røre ved Synderens Bønner og
Ynk, saaledes at han atter var blevet trukket op,
- og den aabne Haand havde endog ladet ham

SIDE: 148

vederfares ufortjente Gaver, inden han sendtes
bort. Men nu vilde Skjæbnen, at denne Synder
var et meget ondt Menneske, som istedetfor at
gaa bort med Taknemmelighed i Hjertet gik bort
med Hads og Hævns Tanker. - Og fordi det
nu ofte synes, som om Had og Hævn har mægtige
Aander i sin Tjeneste, overgik der den høie Frue
flere Uheld just efter hin Stund: En Dag kom
saaledes et giftigt Insekt surrende og stak hende i
Haanden, saa hun derved paaførtes et Hudonde.
En anden Dag traadte hun feil paa Foden, saa
Ankelen svulmede uhyrlig op. Og en tredie Dag,
og det var jo det værste, flagrede et hvidt Perga-
ment ned i hendes Skjød, - paa Pergamentet
stod skrevet, at intet af det, Storhertuginden be-
rørte, skulde trives. Og da det nu kort Tid der-
efter hændte, at Storhertugindens hvide Kat døde
paa en uforklarlig Vis, grebes Storhertuginden af
et Stort Mismod, og hun stængte sig inde paa sine
Værelser, fordi hun trodde, en Forbandelse var
over hende, og hun turde ikke hverken se paa
eller røre ved noget af, hvad hun havde kjært -
langt mindre da ved sine egne Børn. Og der
rugede Sorg over Paladset, og der blev sendt Bud
baade i Syd og i Nord for at finde nogen, der
kunde løse Trolddommen. Men ingenting hjalp,
før en vis, gammel Eneboerske fra Bjergene gav
det Raad, at man skulde faa Storhertuginden til
at plante tre Mandeltrær en Morgen ved Solopgang
- derefter skulde Storhertuginden i trende Dage
knælende bede for Madonnabilledet i Paladsets
Kapel, - og hvis saa de trende Trær i denne

SIDE: 149

Tid slog Rod, da skulde det være et Vidnesbyrd
om, at selve Himmeldronningen havde velsignet
hende. Og saa plantede da Storhertuginden de
trende Trær - og bad for Madonnas Fod, mens
Vagtmænd med lange Sverd bevogtede Trærne.

"Er Løvet visnet?" spurgte Storhertuginden
den første Aften, og hendes Kind var blegt af den
megen Andagt Dagen igjennem.

- Nei, frisk og grønt var Løvet. -

"Er Løvet visnet?" spurgte Storhertuginden
den anden Aften, og hendes smale Hænder var
hvide og blodløse som Marmor af at strækkes op
mod Himmeldronningen.

- Nei, friskt og grønt var Løvet. -

"Men nu er nok Løvet visnet," sagde Storher-
tuginden den tredie Aften, og hvide var Læberne
som Kindet og Hænderne, og Legemet skalv i
Feber.

- Nei, friskt og grønt var Løvet! Og ikke
nok dermed, men indimellem de friske, glinsende
Blade skinnede hvide Blomsterklaser. Da vidste
Hertuginden, at ingen Trolddom længer var over
hende. Og i Glæde og Taknemmelighed tog hun
allerede den fjerde Dag hundrede Mand med sig,
og der blev plantet baade i Uger og Maaneder.

Og Eleonora af Toledos Livsværk trivedes -
det blev Bobolihaven slig den staar den Dag i Dag
med sine store Marker af knudrede Trær og med
sine lange, lyse Alléer med de smale, dunkle Løn-
gange ved Siden.

Og langs Cypresalléerne staar Rækker af vakre,
gamle Statuer, og af Statuer skinner det inde fra

SIDE: 150

de mørke Buskadser, og nede i Marmorkummene
leker Vandet omkring dem. Og ret for Bagsiden
af Paladset ligger Amfiteatret - derfra høiner sig
Haven, Terrasse efter Terrasse, bugnende grønne
Trær over Marmortrapper og de stolte, deilige
Billedstøtter - - som en Jakobsstige høit op
mod Himlen. Og var det nu Sommer, og Ro-
serne glødede, og Ildfluerne gnistret som Stjerner
gjennem Luften, da tror jeg nok, at Bobolihaven
maa være et af de deiligste Eventyr paa Jord!

- - -

Og fordi jeg nu er kommet til at nævne Ordet
Eventyr, kommer jeg i Tanker om, at jeg i min
Barndom havde slig en vidunderlig Eventyrbog -
hvad den hed, ved jeg ikke, og Far og Mor er
døde, saa jeg ikke kan faa spurgt dem. Og jeg
husker, at jeg engang efter at have gjennemgaat
en Sygdom sad ved et Vindu med Eventyrbogen
foran mig og saa udover en solbeskinnet Have-
plæn, hvor fuldt af gule Lænkeblomster grodde
og skinnede som smaa Solspeil - gav Solskinnet
tilbage. Og det skimrede for mig, at Verden
kunde være deilig, ja, ligesom Eventyrerne i Bogen.

Ofte staar det ogsaa for mig, at jeg vist igrun-
den skulde skrive Eventyr, forunderlige, roman-
tiske, skinnende Eventyr, slig jeg har levet mig
ind i Eventyrene altid, og slig jeg endnu læser
Børns Eventyrbøger, jeg tror - med større Glæde
end Børnene selv. - Da Solen gled mod de vest-
lige Himmelegne, tog det store Hus og gjemte
Solskinnet væk, og der faldt Skygge over Plænen,
og alle de straalende, smaa Solspeil lukkede sig

SIDE: 151

sammen. Og over alle de mygbladede udenlandske
Træsorter saavelsom over de haardføre, hjemlige
Trær faldt Solskinnet kun i Topperne - - og
med Skyggerne, som vokste, tog det til at pusle
og tusle mellem Grenene - og Eventyrernes Rig-
dom gled ud af Bogen, spillede og vinkede, skjult
og i Løndom, rundt om i den store Have der-
hjemme i Norge. -

Og som jeg gik i denne Slotspark hernede, -
som Bobolihaven kaldes, da maatte jeg, enten jeg
vilde eller ikke, tænke paa mit Fædrenehjems og
mine vakreste Eventyrs Have - var end denne,
Slotsparken, flere Gange større, hundrede Gange
mer kultivert, og kunde end disse Trær fortælle
store Eventyr, tildraget mellem levende Mennesker.
For intet blir alligevel som Hjemmets Have,
som Drømmenes og Fantasiens Have.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 152

PAASKE I KIRKESTADEN

(1907)

Roma, April 1907.

Klokkerne kimer. Kimer og kimer. Kimer den
stille Uge og Paaskefesten ind. Hver med
sin Røst. Snart skranglende og iltre som Damp-
baadsklokker. Snart brustne i Tonen formedelst
gammel Skade - som Klokkerne paa vore gamle
Gaarde derhjemme. Snart fyldende Luften som
ringende en Død til Jorden. Snart dumpt stor-
mende som var selve Dommens Dag forhaanden.
Kimer, kimer gjør Klokkerne fra Morgen tidlig til
Aften silde - kalder og maner med Klang og
med Drøm.

Italienerinderne svanser om i violette Dragter
og med taarnhøie Hatter paa Hoderne - og stor
føler de Stunden, fordi de er i fineste Puds, og fordi
Klokkerne ringer, og fordi Solen skinner - og
inde i hver eneste Kirke om aldrig saa liden neier
de i hundredvis for Madonna, og de dypper Spid-
serne af sine smaa, fede Fingre i Vievandsskaalen,
og de bestryger sin Pande, og de gjør Korsets Tegn,
og alt, som sig sømmer en god Katolik. Og naar
Præsterne drager i Procession, bærende de høie

SIDE: 153

Alterlys fremfor sig og syngende dunkle Sange -
hvem knikser da dybere, hvem stirrer da høitide-
ligere end alle disse fyldige, violette Damer med
de mange Fjærbuske paa Hoderne? - I Sandhed:
Kvindernes dybe Kniks være Geistligheden til
Husvalelse nu i denne Tid! Kvindernes dybe Kniks
give Sortkjolerne Kraft, naar der hysses og pibes
efter dem paa Gaden! Nu i denne Tid, da det
efter Sigende skal være saa lidet lysteligt for Pavens
Drabanter, at drives der saadan ved, da vakler
snart St. Peders Stol. Tænk St. Peders stærke,
forgyldte Stol, der den staar i Vatikanets Sale, i
Hjertet af Kirkestaten, omgivet af en italiensk Hær
paa 1 Million Præster, 2 Millioner Munke, foruden
alting andet! - Men se, og der er nu ogsaa Alfa
og Omega: Just fordi Præstehæren er blevet for
stor, har Præstehæren tynget for stærkt. Og saa
siden Frankriges Løsrivelse fra Præstevældet ifjor,
har Misnøien aabenlyst brudt ud - der er stiftet
Foreninger, og der blir stadig arbeidet, og jevnt og
sikkert øges Medlemsantallet i det antiklerikale
Forbund.

Saa begav det sig i Dagene forud for Paaske-
ugen, at en Klerk hver Eftermiddag stod paa
Prækestolen i den store Santo Carlo Kirke paa
Corsoen og lovet de Antiklerikale Død og Under-
gang i Svovlpølen - Satanas selv skulde hente
dem i Tidens Fylde og føre dem til et hedt Sted,
der visselig og udenfor al Tvil og Forvrængning
eksisterte - og der skulde de da lide sin velfor-
tjente Straf i al Evighed, Amen. - Og inde i den
store Santo Carlo Kirke stod de Klerikale tæt som

SIDE: 154

Sild i Tønde og applauderte, da Talen var slut. -
Men udenfor Kirken til langt ind i Sidegaderne, og
opover og nedover Corsoen havde samlet sig en
Menneskesværm, som peb og hysset, færdige til at
give Prædikanten derindenfor god Stryg, saasnart
han bare kom ud. Dog - dette vidste jo Prædi-
kanten ogsaa. Derfor iførte han sig verdslige
Klæder og smat i al Stilhed ud af en Bagdør. Og
hvordan det forresten var, saa løb det hele noksaa
fredelig af denne første Dag.

Men saa, den anden Dag, stod ogsaa Padre
Michelangelo Draghetti paa Prækestolen i Santo
Carlo. Og atter mødte Demonstranterne op. Men
da havde man rigtignok været fremsynte nok til at
plasere en Sikkerhedsvagt om Kirken. Der stod
de da - først Bersaglierierne med de grønne,
glinsende Fjærbuske - bagenfor Bersaglierierne
bredte sig Carabiniererne med sine store Kapper
og Napoleonshatter - og inderst inde - som det
syntes, godt i Ly - Politistyrken.

"Viva Giordano Bruno!" skreg de Antiklerikale.
Ned med Præsterne - ned med Vatikanet! - En
uheldig Præst havde forvildet sig i Mængden, han
fik Hatten revet af og Kjolen flænget. En anden
Præst saaes at kikke nyfigen ud af et Vindu et-
steds - straks fik nogen Øie paa ham, og der
blev pegt og haanet - først blev saa Præsten borte
og Vinduet lukket. Saa kom der op Vittigheds-
blade, hvorfra Pavens røde Billede skinnet -
Bladene balancerte, gjennemboret af Stokke, rundt
om i Sværmen, og der blev skraalt og leet. Nogen
Ungdom hoppet ret i Veiret og sang med Præste-

SIDE: 155

røst. Andre tonet op med Marseillaisen. Atter
andre hugg i med alskens haanende Udraab. Og
af og til hørtes Katter at mjaue. Saa - et Dryss
af løse Blade - det var Flyveskrifter, Smædeviser
fornemmelig, en af dem hed Bedesøsteren. Kantate
fra et Æsels Karneval.

"Viva il Carneval," skreg og skraalte da Svær-
men. "Ned med Politiet!" Og saa blev jo Militæret
kommanderet til at trænge Mængden tilbage. Men
Mængden skjød Rygg, satte Fødderne fast i Bro-
stenene og skraalte endda værre. Saa kom Bajo-
netterne paa Geværerne og Bersaglierierne i Rækken,
det blinket i Øinene, Morderlyst, Dolkelyst mod
en vaabenløs Mængde, der nu veg. En Officer
med dragen Sabel foran Fronten. Bersaglierirækken
og Carabinierrækken aabnedes et Øieblik, Politi-
soldaterne frem, og saa et Kaos, Kaos, Mylder af
Mennesker i Dynge - ti Minutter senere en Flok
indenfor Militærvagten, en Flok uden Hatte og
med revet Skind - Arrestanterne. Men afsted
gjennem Sidegaderne stormet en anden Flok for
at passe Pater Draghetti op ved alle Kirkens Ud-
gange. Og saa blev endnu flere Demonstranter
knebne under Hui og Braak; mens Kirkefolket
strømmet ud; mens Kirkeklokkerne kimet; men
Pater Draghetti vidste godt at holde sig væk, vel
styrkende sin Krop og sit Sind til de næste Dages
Kamp for sin svovllugtende Lære. - -

Og videre kimer Klokkerne Paaskehøitiden ind.
Og se - nu skal da paa vanlig katolsk Vis Fest
afløse Fest i Kirkerne. Nede i Sato Silvestro har
selve Landets Dronning ordnet Blomsterne, og

SIDE: 156

der er nu som i et Gravkapel saa bedøvende en
Duft af Roser fra Drivhus, og saa tungt og kvalmt
af mange Menneskers Aande. I Peterskirken stiger
en underlig klar og spinkel Mandssang - Gud til
Ære! - op mod den mægtige Kuppel, og Peters
Malmfod er vaad af Kys. Op ad den hellige Trappe
ved Lateranet slæber mørkklædte Mennesker sig
møisommelig Trin for Trin paa Knærne - den
Gjerning soner 7 Aars Synd - men den Gjerning
er sandt at sige det uhyggeligste, man for sine
Øine kan se - som en Flok baade legemlig og
aandelig Vanføre virker de, disse Pilgrimme og
Bodfærdige.

Dog ikke at forglemme: Ligesaa meget søgte
som Kirkerne i denne Tid er - Kinematograferne.
Der gives ikke netop Aflad, aknei. Men Lidelses-
historien opføres der. Og saa trænges og skubbes
Folk den udslagne Dag for naivt høitidelige at be-
skue Engle - i høihælede Sko og med Korset, og
megen anden Smagløshed forresten. -

Saa mange Sjæle, saa mange Sind: Nogen for
Kirken, nogen mod Kirken - nogen for Kine-
matografen, nogen mod Kinematografen. Nogen
for de falske Værdier - nogen mod de falske
Værdier. Nogen for det æstetiske, nogen for det
materielle. Nogen for Lirekasserne paa Gaden,
nogen for Mandolinerne. Nogen for Noget, og
nogen for Intet. Klarsynte de Øine, som altid ret
kan skilne!

Ragnhild Jølsen

SIDE: 157

NIELS HOFFMEIJER: MORGENGRY

(1907)

"Fra Jorden kom det altsammen, ligesom Taagen."
"Fra Jordens Ældgamle Moderskjød steg mod
Aften Damp af dets hemmelige Kraft. Modervar-
mens Kamp mod Himmelrummets Kulde. Det var
vel Jordens Taarer ved Afskeden med Lyset, Elskeren
og Befrugteren."

"Og inde i Taagen stod Jordens voksende Børn,
de smaa, svage, og de høie, ranke."

- Thi Moder Jord, den store, trofaste, havde
saa uendelig mange Væsener i sit Skjød - Væse-
ner, hun lod vokse op og strække sig i Farvejubel
mod Lyset, den store Glædebringer. "Indtil Nat-
ten kom og den vidunderlige Moder Jord tog alting
til sig, gav det stærke Næring efter Dagens Kamp
og drog det svage og døde ind i sit Blod. Evig og
trofast."

Og saa hændte det engang, at Jorden skabte sig
et Væsen i sit Billede. Og dette Væsen blev en
Kvinde.

"Menneskene har fortalt hinanden fra Slægt til
Slægt, at Manden var den første. Men det er Løgn,
de vidste ikke bedre, og Manden vilde helst, man

SIDE: 158

skulde tro det. Det var Kvinden, der var den første.
Hun er Kjød af Jordens Kjød og Blod af Jordens
Blod. Hun har Førstefødselsretten."

Deilig er saa videre Digterens Skildring af, hvorle-
des dette Verdens første Menneske længe lever ensomt
ude i en stor Skog, der hun giver Trær, Dyr og Plan-
ter Navn, der hun med stor Undren iagttager saa-
vel Kornet, der falder til Jorden og spirer, som
Dyrenes Liv - og meget misunder hun en liden
Skogkat, som hver Dag kommer til hende; for -
efter at den en Tid er blit tykkere, ser hun, at
den føder fire smaa Katter og saa blir tynd igjen.
Men alt, hvad hun længter, graater og undrer sig,
faar hun sig ikke til at ligne Dyrene i dette at bli
flere. Og tilslut gaar hun saa bare og føler sig
alene. "Hun hadede og gav ikke mere af sin Øm-
hed," siger Digteren. Og iblandt dette, at hun for-
søgte at more sig med at rive Blomster af og kaste
Sten efter Dyrene, opstod med Tiden igjen et Ube-
hag. Det var Kjedsomheden, som havde mødt
hende. - Og saa blir jo alting stadig værre og
værre for den stakkels Eva; Nætterne ligger hun
og kryber sammen i saa stor en Rædsel, og Dagen
løber hun som en Fredløs gjennem Skogen.

Men saa endelig hændte hende det store, at
Moder Jord fik Barmhjertighed med sin Datter
og sendte hende en Lysbringer -

"Saa tog han hende om Haandleddet og trak
hende med sig. Af og til naar han tog Buskene til-
side paa deres Vei, vendte han sit knoglede Ansigt
om imod hende, og naar hans Øine under de frem-
springende Bryn mødte hendes bange, forundrede,

SIDE: 159

usikre Blik, lo han, saa det rungede i Tyknin-
gen."

- - - -

Naar der hos en Digter fremkommer et Værk,
baaret oppe af en særlig intensiv Idé, - læg da
nøie Mærke - og se til, om hans Udsagn ikke
næsten altid bærer Sandheden i sig. Rigtignok
kan det ikke stedse bevises saa klart, desværre,
som af H. C. Andersens Fortælling om den blaa
Grotte - 30 Aar før den blaa Grottes Opdagelse.
Eller som af den italienske Digter, der i en For-
tælling kom til at give en Beskrivelse af to Vinkel-
gader og et Hus i Pompej, - hvilket altsammen
ved de senere Udgravninger viste sig at være kor-
rekt indtil Enkeltheder.

Jeg har tænkt mig: Den digteriske Hukom-
melse er kanske ogsaa et Bevis for en Sjæls Van-
dring gjennem mange Menneskelegemer. Sjælen,
som saa faa Mennesker eier. Og de, som har
denne Sjæl, de formaar, sig selv saa velsignet ube-
vidst, at aabenbare forborgne Ting. Og netop
dette er for endel det, der gjør et Menneske fra
Digter til stor Digter.

At Forfatteren af "Morgengry", de første Tiders
Morgengry, eier denne digteriske Hukommelse, er
jeg, efter Idéens Intensivitet og Udførelse at dømme,
overbevist om. Alt i denne Bog er set med den
impulsive Digters Syn, den impulsive Digter, hvis
Fantasi ikke indregistreres under Dogmer, - som
ikke et Øieblik kniper af fra Maalet, han har sat
sig. Naar saa dertil kommer en udmærket Form
og et høitidsfuldt, skjønt Sprog - - -. Men

SIDE: 160

læs det helst selv, - anbefaler jeg tryggelig alle -
læs, og tænk over den. Og skulde en eller anden
ønske sig noget særdeles holdbart at gribe i, se da
kun hen til, hvor sikkert de er tegnet de to Ur-
naturer, der lever jevnsides i Mennesket, - "en
at herske, en at beherskes", javist, ligesaa vel hos
Kvinde som hos Mand. Og tilsidst er det dog
Kvinden, just Kvinden, som hersker. Men hun
maa kjende sin egen Styrke.

"Aarene skiftede.
Jorden gav, Jorden tog.
Og han, Adam, aad sit Brød i sit Ansigts Sved."

Ragnhild Jølsen

SIDE: 161

ITALIEN - NORGE

(1907)

"Naa, hvordan liker De at være kommen hjem
igjen da, Frøken? De længter vel tilbage?
Surt og ugreit meget heroppe, ser De. Hvert
eneste Individ med Bagage paa Ryggen, og langt
endnu op til Bakketoppen - om den Bakketoppen
nogensinde naaes - om vi bare ikke glider ned
igjen. Misnøie og Vrøvl gjør ingen Byrde lettere,
ved De. Ikke et tungt Sind heller. Ikke Trykket
i Luften. Ikke det misundelige Næsteblik. Ikke
Bagvaskelsen af Næstens Rygte. Ikke Uddybnin-
gen af Næstens Feil. Ikke det at se Skjæven i
Næstens Øie og ikke Bjelken i sit eget. Nei,
sagtens, ingenting af dette trækker Byrden opad
- saa langt mindre som det nær at sige "hænger
efter" altsammen som stygge Dyr trædd i Rad paa
en lang Snor. Men slig er det herhjemme, ser
De. Selv om en aldrig saa gjerne vil se alting i
rosenrødt, naar en kommer fra Italien. De vil
snart mærke, det er ikke rosenrødt her, kan De
tro. Nei, nei Frøken, dette er nok ikke Landet,
hvor Citronerne blomstrer."

SIDE: 162

Ingenting svarer jeg; for jeg kan jo ikke snakke
- da ødelægger jeg jo den bedste Sag. Men jeg
venter til engang jeg sidder ved Skrivebordet. Jeg
ser udover alle de grønne, bølgende Enge til Skog-
muren længst derborte, ind af mit Vindu strømmer
den reneste Luft med Stænk af Jasmin - den
virker som den hvideste, hvideste Kjole med lyse
Smykker paa - og da tænker jeg, og kanske jeg
rabler Tanken ned:

"Nei, nei, min Ven, dette er ikke Landet, hvor
Citronerne blomstrer - det har jeg aldrig tænkt,
dertil kjender jeg Landet for godt. Vort Land har
ikke muldet Jord, det har ikke Sol, som varmer
baade Vinter og Sommer, det har ikke flammende
Valmueakre, det har ikke den røde og hvide Vin,
den røde, der ligner Blod, eller den hvide, der er
at ligne med flydende Guld, det har ingen Cam-
pagna, hvor Oldtidslevninger staar og mumler i
Natten, det har ikke Slottene, det har ikke Kunst-
skattene, det har ikke de dybe Elskovshaver, der
Roser ranker sig høit opad Cypresserne, der Aga-
verne staar som fantastiske Udyr og Kaktuserne
skyder ildrøde Solblomster langsmed de brede Mar-
mortrapper. - Du smiler, ser jeg - og Du tæn-
ker: "Nu løber hun lybsk, nu finder hun sig nok
ikke tilbage." "Aa pyt, du, frygt ikke og haab
ikke! De der italienske Herligheder nævner jeg
kun for at overbevise dig om, hvor dumt du snak-
ked, der du trodde det nødvendigt at minde mig
om, at Norge ikke var som Italien. Og hør nu
her, hvad jeg videre siger: - Blaas med hele det
Citronlandet, siger jeg, for den som har et sligt

SIDE: 163

Fædreland som Norge. Jo, det skulde se vakkert
ud at være født som Italienerinde, det vilde da
være at blive holdt i Lænker, aandelig og legem-
lig, fra Fødsel til Død. Og var du Italiener, da
vilde der kun være Hundeerotik i dit Blod, slig at
du stod paa Gadehjørnene og snakked til alle
Kvindfolk - og i de deilige, dybe Haverne vilde
det aldeles ikke falde dig ind at sværme. Du vilde
ikke have Evne til at nyde noget af det vakre om-
kring dig - ikke tænke paa det engang. Ja, vogt
dig du, min Ven, for at blive saa grætten, at du
- omend ad en anden Vei - kommer paa det
Italienerstandpunkt, at du taber Evnen til at se
Skjønheden omkring dig! Og kjære, hvorfor
skjænder du saa over de Misfornøiede, naar du er
saa inderlig sur og misfornøiet selv ogsaa? Er
du misfornøiet med Misnøien, saa hjælper det lidet
at sy din egen Misnøie Puder under Armene,
skjønner du. Ønsker du at udrydde Ondet i
Roden, maa du kanske begynde hos dig selv! Og
Gudvelsigne Norge - vakkert er det som noget
Italien - og er her intet "arrangeret" hverken
med Tempelruiner eller Keiserborge eller Haver
- gaa i Skogene, du, de kan du kalde Søile-
haller mægtige nok, og de kan du kalde Haver
dybe nok - og vent nu bare lidt, naar Aspe-
trærne flammer mod Høst."

Da jeg kom hjemover nu, og jeg efter den
lange Reise øined det første blaanende Skimt af
Norge, da syntes det mig, som om hele Norge
var min Fædrenegaard, jeg reiste til - ikke

SIDE: 164

Fædreneland alene - min gamle, vakre Fædrene-
gaard var det. Min Fædrenegaard, hvor nok
meget var mørkt og tvært, vidste jeg, og
hvor nok megen Modgang vented. Men ogsaa
meget, der var sundt og godt, og Sol over mørke
Aaser.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 165

DE TO KALLER GJENNEM SKOGEN

(1907, utkast 1904)

Tre Gutter saa engang sent en Høstkvæld to
gamle Kaller lægge ivei mod Skogen. Den
ene af Kallerne var en Stolling, og den anden var
tunghør. - Og saa tænkte Gutterne, at nu skulde
de faa Moro.

Derfor løb de i Forveien, alt hvad de orked,
og stilled sig op inde i Buskene paa tre forskjel-
lige Steder af Stien.

Saa kom da Kallerne traskende.

"Hvauhauhauau," sagde den første Gutten inde
fra Buskene. Stollingen puffed til den tunghørte:

"Hufda, det laat stygt," sagde han.

Saa gik de et Stykke igjen. Og det var mørkt
og sjappende vaadt.

"Hvauhauhauau," ulte den andre Gutten.

"Jøssu Navn da," sagde Stollingen og pegte.

Og saa gik de endda et Stykke.

"Hvauhauhauau," skreg den tredie Gutten, saa
fælt han bare kunde.

"Hørte du det, da, du?" sagde Stollingen lige
ind i Øret paa den anden.

SIDE: 166

"Hm! Det er Onga det væ," svarte den tung-
hørte. For den tunghørte skal være lakonisk og
uforstyrret til sin Død.

Men Stollingen gik bort i Skorstenen, da han
kom hjem og tog en Glo og fyred over sig for
Troldskaben med.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 167

SPØGERIET PAA LØRENSKOG

(1907)

To smaa Piger dansed paa Lørenskog Kirke-
gaard. Sene Kvælder, naar Maanen lyste paa
Korsene derinde, og Flaker af Engtaage laa imel-
lem Gravene, kunde de tydelig sees. Snart figu-
rerte de for hinanden, bøied sig og neied. Snart
hopped de op og ned. Snart holdt de hinan-
den ligesom i Hænderne og snurred rundt,
rundt og rundt. Og saa uendelig stivnet var
hver en Bevægelse hos dem - mest ligned
de igrund to hvide Dukker i for stram Særk.
De havde ikke flagrende Klær, aknei: Tæt indtil
de smaa Kroppe slutted Linet, "som skulde det
være vaadt," mente nogen, "ja, som skulde de to
være trukket op af Vandet istedetfor steget op af
Kisten dernede." "Herregud da, Anna og Marie
er det jo," blev Folk lidt efter lidt enige, idet de
tænkte paa en liden Dobbeltgrav, der to Smaasøstre,
paa seks og otte Aar, laa begravet - to Smaasøstre,
som forgangne Aar havde legt og danset sig lige
ud i en Brønd og druknet. "Herregud! Fordi
det blev slig Braaslut paa Dansen deres, saa er
det nok, at de naa faar Lov at slippe fri lidt hver

SIDE: 168

Maanenat og danse paa Kirkegaarden istedet."
"Herregud, den Smaakrypen, syns vi ikke rent at
dra Kjendsel paa dem!"

Og tilslut var der endog de, der foreslog at
tilkalde de to druknede Smaapigers Forældre, paa
det at de kunde glæde sig ved Synet af sine Børns
aandeliggjorte Legemer.

At dette Forslag ikke kom til Udførelse skyldtes
en meget uforudseet Vending af Tingenes Tilstand.
Ikke saadan at forstaa, at Smaapigerne ophørte
med Dansen og Legen. Det være langt fra. Om
det saa var sjelveste Gamlepresten, saa fik han se
dem en Lørdags-Maanekvæld, han kom kjørende
der forbi i Kariol.

"Sig mig, du Per," havde Gamlepresten sagt,
idet han stopped Hesten og med Svøben pegte ind-
over Kirkegaardsmuren, "ser du noget forunderligt
mellem de to Grave histhenne? Jeg mener de to,
der er overgrodde af Buske."

"Aajo", hvisked Per Skydsgutten. "Aajoda,
Far." For indimellem de antydede Grave dansed
de to Hvide, det var sikkert nok, og der var sag-
tens fire Øine nødt til at se det samme som to.

"Hvad for Tanker gjør du dig herom, Per?"
spurte Gamlepresten saa efter en Stund at have
iagttaget Gjenfærdene.

"Aa, dem sier, det er Anne og Marja, som dat
i Brønden ifjor," hvisked Per forsigtig. "Og det
er vel truligt nok."

"Hvorfor forekommer det dig saa rimeligt,"
spurte Gamlepresten videre, "at Anna og Marie
skulde være fredløse?"

SIDE: 169

"Aa, dem sier, det er for det, at Dauen kom for
tidlig, og derfor saa faar dem komme opat imel-
lem, Anne og Marja, og glæ sig som før med at
hoppe og danse," svarte Per. Efter det sidste Ord
bed han sig rigtignok i Tungen og tidde bumstille;
for akkurat i samme Øieblik vidste han, at han
havde sagt noget galt - slig en indædt Hader som
Gamlepresten var av Dans og alslags Moro. Ja,
det Ordet alene var for den Manden som en rød
Klud for en Okse, vidste Per, og i det Stykke
gaves ikke Udkomme med ham.

"Hm hm - hm hm," mumled Gamlepresten,
og saa holdt han længe endnu derudenfor, og hele
Tiden dansed de Hvide - slig de nu altid pleied.

"Han Far er saa stille," tænkte Per. "Naa er
no aparta paafærde i ham."

Det havde Per Ret i: Der var aparta Ting
paafærde. For netop dette med Gamlepresten var
det jo, som afstedkom Forandringen med de Hvide.
Og det gik saaledes for sig:

Da Gamlepresten næste Formiddag kom paa
Prækestolen og saavidt havde læst Fadervoret, tog
han straks fat med en stor og streng Tale over
al den Gudsforgaaenhed, som i Bygden fandtes.
Istedetfor andægtigen at gaa og høre Herrens Ord
og glæde sig ved de aandelige Ting, de der er saa
uundværlig en Stav og Støtte baade for Gammel
og Ung - hvad gjorde vel de Unge - og hvad
værre var, hvad gjorde de Gamle? Til Kortspil
gik Ungdommen, til Dans og letsindige Forlystelser.
Og de Gamle, de som skulde være de besindige
og kloge, de formaned ikke Ungdommen, de holdt

SIDE: 170

ikke Ungdommen tilbage fra disse syndige Glæder
- saa meget des mindre som de just lod Ungdom-
men fremture i Overtrædelserne. Og heller ikke
det alene, men saavidt var det nu kommet, at
Forældre, forinden de gav sine Børn Undervisning
om Gud og Jesus, lærte de dem Dansetrin. Javel,
Dansetrin lærte de dem! Og hændte det saa, at
Børnene døde, da trodde de forvildede Mennesker,
at Børnene steg op af deres Grave for at tage de
forsømte Jordeglæder igjen. Men det være hans,
Prestens, Ord, at dansed to Gjenfærd paa Kirke-
gaarden, og dette havde han selv med egne Øine
skuet, saa skeede dette ingenlunde for Børnenes
Fornøielses Skyld, men til Skræk og Advarsel for
Morskabslystne. Thi se, naar end ikke Børnene
fik Fred i Graven, hvordan maatte det ikke da
gaa de Voksne? - Og Gamlepresten slog i Præke-
stolen: "Vogt Jer, siger jeg! Vogt Jer, at ikke
Straffen kommer over Jer for Jers Ugudeligheds
Skyld!"

Men som Gamlepresten saaledes tordned, sad en
Mand nedi en af Kirkestolene og sukked mer end nogen
anden. Det var Ola Lindflaa, Tjenestegutten hos
Lensmanden. Aldrig havde vel nogen tænkt at
se Ola Lindflaas røde Ansigt saa glorødt som idag.
Og det rareste var, at undertiden midtimellem Suk-
kene var det som vilde han le ogsaa.

"Ola maa plent være blit gælen," tænkte nogen,
"han bær sig inte som Folk. Og han som vi da
ellers har kjendt som en noksaa real Kar!" Og
der var de, som havde havt Moro af at spørge,
hvad der gik af ham. Men det greidde han sig

SIDE: 171

undaf; for sandelig reiste han sig ikke og traakked
ud, før sidste Salmen var afsunget.

At Ola Lindflaa lagde Veien ad Prestegaarden
til, faldt egentlig ingen i Tanker om. Men senere-
hen spurtes jo noget af hvert, efterdi enkelte Til-
dragelser er at ligne med Rotter og Mus, de gna-
ver sig baade ud og ind ad Husvæggene.

Ola Lindflaa stod i Gamleprestens Kontor og
dreied Luen mellem Næverne. Han saa flau og
flad ud og var paa Latteren alligevel - akkurat
som i Kirken.

"Kom saa frem med det du har paa Hjertet,"
opfordred Gamlepresten, idet han skygged med
Haanden for bedre at kunne se Uret borte ved
Væggen.

Ola Lindflaa grynted først flere Gange.

"Aa e, det var naa bare det," kom det saa,
"jeg syntes, det var saa ilde, at Sambygdingerne
mine fik al den Paatalen for Ugudelighed."

"Det kan du tage med Ro. For jeg skal sige
dig, at de fik, hvad de fortjente - hverken mere
eller mindre," sagde Gamlepresten, og Nidkjærheden
fra Prækenen sad endnu som Sylspidser i Stemmen
hos ham.

"Nei-i," mente Ola, "dem fik nok mestens
formye."

"Hvad mener du dermed, om jeg tør spørge?"

"Aa e, jeg mener bare, at det inte har sin Rig-
tighed", trykked Ola.

"Med dig?" spurte Gamlepresten.

"Nei, med Spøgeriet."

"Deri har du skammelig Ret," tog Gamlepresten

SIDE: 172

i, "det er daarligt med den Rigtighed, som skriver
sig fra Dans og denslags Spektakel."

"Nei, det skriver sig nok inte fra Dansen," paa-
stod Ola. Da brast Gamleprestens Taalmod:

"Du, din Dumrian og Vrøvlehode, som staar
her og opholder mig gamle Mand fra Mid-
dagsmaden. Rap dig hjem og forsøg aldrig
mer at gaa irette med din gamle Prest og Sjæle-
sørger."

"Nei, nei, nei," stammed Ola og skyndte sig
saa godt han kunde, "det var bare det, jeg vilde
si, at Spøkeriet er inte Spøkeri lel. Sandt at si:
Det var nok mig, det, Far."

"Dig? Jeg vidste ikke, du magted skabe
dig om til Smaapiger, Ola," smilte Gamlepresten
surt.

"Nei, nei, det var nok bare Beina mine."

"Benene dine, siger du?"

"Ja," gjentog Ola, "det var Beina mine." Han
trak sig bort til Døren. Blev staaende lidt med
Haanden paa Klinken: "Som jeg sa, - jeg vil
inte - hverken at Sambygdingerne mine skal -
faa værre Ord - end - de har Fortjeneste til -
eller at de to smaa Jenterne - beskyldes for at
være uden Fred. - Det var da det," fortsatte han,
"siden han Far inte vil tru mig - at jeg - pla
ligge - derinde paa Kjerregaren saa Lørdagskvæl-
dene - og vente paa Prestegarsjenterne. Jeg har inte
ment vondt med det, Far - jeg har bare vært gla
og fornøgd - og spændt i Beina med de hvide Ho-
serne mine paa. - Ja ja, naa har jeg sagt det,
saa naa har jeg Fred med den Tingen," slut-

SIDE: 173

ted han lettet, og i et langt Skridt var han ude
af Døren.

"Pst, vent et Øieblik, du!" raabte Gamlepresten
efter ham. "Det blir mellem dig og mig, dette,"
hvisked han lunt beskyttende ind i Olas høire
øre.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 174

MOR EVELINE

(1907)

Usynlige Fuglevinger flagrer over vor Sti. Usyn-
lige Edderkopper spinder Traaer om vort
Levnet. Mange forstaar det vel ikke, og mange
vil ikke indrømme det. Især ikke de som bor i
Byerne. For Menneskenene derinde vænner sig
ikke til Lydhørhed, tror jeg. Ialfald ikke paa den
Vis, jeg nu mener.

Men de, hvis Slægt, saalangt de vet og kjender
den, har bodd paa gamle Gaarder, har gaat i
Mørkningen over ensomme Jorder, mellem svarte
Træstammer, i Fjøs og Lauer og Stald, hvor
Dyrene staar og skjælver i Mørket, - at de
Mennesker ligesom kan faa Slægtsleds Lydhørhed
samlet i sig, er vel ikke saa forunderligt. Og de
Mennesker faar ikke alene sine egne Iagttagelser
at tage vare paa, men gjennem Fortællinger og
Sagn ogsaa Slægtens forud for sig. Underligt at
se, hvordan de væfter sig sammen, Traaene i det
usynlige Spind! Nei, det flagrer ikke for Til-
fældigheds Blæst. Men det spinder sig sammen
i ett Hele, saalangt vi bare øiner. Engang vil det
vel forklares ad videnskabelig Vei, foreløbig kan

SIDE: 175

vi ikke stort andet end bare ligefrem at berette,
hvad vi har hørt af andre og set selv og hørt selv
- og følge de der forunderlige Traaene, slig de
grangivelig især slynger sig om Gaard og Slægt,
som længe har fulgtes ad. -

- Javist er der mangen Lyd i gamle Hus,
nogen er af Blæsten, nogen er af Kulde og Varme
og nogen er af Utøi. Men sig mig: Hvem leder
den Blæsten, som klaprer i Væggene og knaaser
som i stive, gulnede Papirer? Hvem leder den
Kulden og den Varmen, som spraker i det gamle
Tømret? Hvorfor banker og knitrer og brager det
slig mod Død og Ulykker bestandig? Hvorfor
jager netop da Rotterne slig om bag Tapeterne?
Hvorfor smælder det netop da slig i Dørlaasene?
Har I aldrig hørt dem, de korte, skarpe Klirr af
Fjeren, som springer tilbage? Har I aldrig for-
nummet den, den gustne Uro, som kan samle sig
sammen og gniste en lige ind i Sjælen? - Jeg,
jeg har baade set, hørt og fornummet saa meget
af saant.

Men det er ikke om mig selv, jeg vil fortælle
- mit Levnetsløp er ikke langt nok endnu til at
jeg kan se Sammenhængen i saa meget. Men om
en velsignet Kvinde af min Slægt vil jeg fortælle,
og om lidt af det, hvormed hendes Iagttagelser og
Syner stod i Forbindelse. - -

Jeg vet ikke, hvad jeg skal kalde hende. Kunde
jeg saasandt finde noget rigtig vakkert. Eveline!
Eveline! Er det ikke mygt og mildt som Silke-
haar over fromme Øine? Eveline! Jovist staar
det til hende det Navnet. Jeg kan ogsaa kalde

SIDE: 176

hende Mor Eveline. Men bare Eveline dengang
hun slank og sorthaaret gik i sin Fars Hus, der
Syrinerne danned Løngang rundt Væggene. Slig
en deilig Løngang, ikke mørk og med klam Kingel,
som klæber sig mod Ansigtet, men af Blomster,
var Mor Evelines Løngang, blaa og hvide Blom-
ster i bugnende Klaser, som gav Glæde fra sig
gjennem hele Huset og over Haven, hvor de sort-
stammede Frugttrær stod. Der inde mellem Trærne
sang og kvidred mange brogede smaa Skabninger,
hendes Far, Fugleelskeren, holdt fanget i Bur og i
Tøndebaand. Og her havde Eveline sin første
Sorg, da en tam Kraake stjal hendes blanke Fin-
gerbøl, og da hendes lille løveklippede Puddel
døde. -

Velsignet er Barnesorg. Velsignet er Barneglæde,
saavelsom Ungdoms varme Smil imod Livet.

Hun havde saa mange kjære Minder fra dette
lyse Hjem, hvor aldrig onde Ord faldt hverken
mellem Menneskene indbyrdes eller om Næsten.
Og hvad hun havde læst derhjemme, det glemte
hun aldrig. Hendes Opgave fremover i Livet blev
at glatte ud, at mildne, at tage Brodd fra haarde
Ord, at stilne Storm, gaa imellem - -

Saar er saa mangen Kvindes Lod. Men han,
som er over os, velsigner vel slige Kvinder, og gir
dem tusenfold igjen.

Mor Eveline var af sin Mands nærmeste Slægt,
saa stik ulige de end var. Dog - hvad Under?
Selv Søsken kan fødes med forskjelligt Naturel,
hvorfor da ikke de to Søskenslægter, Evelines og
hendes Mands? Hendes Mands Slægt havde des-

SIDE: 177

uden stadig fulgt Hovedgaarden, Evelines Slægt
havde derude i en lysere Luft faat en blidere Vækst.

- - -

Hun havde dog ogsaa faat sin Barnefantasi
fyldt med Historier og mange Slags Sagn, snart
sorte som Mørket, snart gode i Tanke og under-
lige i Tilskikkelserne. Og Ungdommen gjennem,
der hun sov i sin smale Seng, havde hun havt
deilige Drømme. Ja, engang havde hun drømt om
Jesus selv - hun havde set ham i Lysglans, han
havde vendt sit deilige Ansigt om mod hende og
smilt.

Senere drømte hun ikke saa godt. Der havde
let for at komme med i Drømmene noget som
skræmte hende. Og efter denne Tid begyndte hun
at finde sig sanddrømt. Saaledes, da hun engang
i sit nye Hjem havde faat Bud fra sin Far, at han
var syg, og at hun maatte komme til ham, faldt
hun isøvn underveis og drømte, hun sad sammen
med ham etsteds og snakked. Som de da sad der,
kom der en ind med en Hugorm paa et Fad, som
han bød hendes Far, og hendes Far stod langsomt
op og skar Hodet af Ormen. - Klar var Drøm-
men, og det stod underligt for hende, hvordan det
maatte være et Varsel om, at hendes Far snart
skulde vinde sig ud af denne Verden. Hun havde
Ret: Da hun kom frem, var Faderen alle-
rede død.

- - -

Mor Eveline pleidde sige til sin Mand, naar
han kom fortrædelig hjem fra Reise:

"Ja, jeg har følt, at noget gik dig imod."

SIDE: 178

Og ganske hemmelighedsfuldt kunde hun tilføie:
"Her var ogsaa slig Uro inat."

Mor Eveline stritted i det længste imod høilydt
at vedkjende sig sin tilsyneladende Overtro.
Men som Aarene gik og lagde Hændelse til Hæn-
delse, blev hun stadig lidt mere aabenhjertig, efter-
som Overbevisningen tiltog. Dog syntes hun visse-
lig selv, at hun førte en underlig Tale - det
kunde sees af hendes lille Smil, naar hun fortalte
om Slægten, der aldrig vilde forlade Gaarden, men
selv efter Døden svæved om derinde i Stuen og
Gangene. - De havde intet Venskab for hende,
disse Slægtsaander, - mente hun, - de syntes
vist, at hun kun var et dem underordnet Væsen,
hun, der var af en Sidelinje, som ikke paa mange
Slægtled havde bodd der; men hendes Mand der-
imod, han, hvis Fædre i ret opadstigende havde
været odelsbaarne til Gaarden og selv var odels-
baaren, ham havde de Usynlige den største Omhu
for, og vederfores eller skulde der vederfares ham
noget, da fór Uroen i dem.

"Du, som er hans Kone, du skal være hos
ham," syntes hun, de mente, "du skal vogte ham,
være ham en tro og vagtsom Puddel - og er du
ikke det, da skal vi plage dig."

- - -

Det hændte en Sommer, at Mor Eveline havde
nogen af sine Børnebørn hos sig. Og med dem
en Barnepige, om hvilken Mor Eveline vidste, hun
kløv ud af Vinduet om Natten og drev Kjæresterier.
Mor Eveline voved følgelig ikke overlade de Smaa
til Pigens Omsorg alene. "Herregud, der kunde

SIDE: 179

komme Ildløs, der kunde komme nogen eller noget
ind af Vinduet - om ikke andet saa vilde Katter."
Mor Eveline havde engang hørt om saadan en vild
Kat, som var kommet smygende ind af et Vindu
og gnavet Haanden af et lidet Barn. Og for nu
at forebygge tænkeligt og utænkeligt Ondt for sine
Børnebørn, indretted Mor Eveline sig for Natten i
et Barnekamret tilstødende Værelse.

Men se, det blev nu en daarlig Nattesøvn den-
gang. For hver Gang hun vilde til at blunde ind,
var der noget, som vækked hende. Det spraked i
Væggene. Det knaked i Bord og Stoler. - De
maa vel engang gi sig, tænkte Mor Eveline. Men
de gav sig ikke. Drev tvertimod et helt systema-
tisk Spil Natten udover. Og tilslut var det, som
om de i Ærgrelse gav et Dunk lige under Mor
Evelines Seng, saa det sang i Staaltraasmadrassen.
Men da vidste ogsaa Mor Eveline, at derinde i
det Værelset kunde hun ikke forblive - stilfærdig
stod hun op, tog sine Klær paa, og rusled tilbage
til sin gamle Plads i Nærheden af Manden -
Aanderne selv havde jaget hende tilbage.

- - -

Hun sad en Sommerkvæld i et Lysthus i Haven.
Tænkte sine kjæreste Tanker - Barndomshjemmet
hun engang havde havt.

"Eveline," sagde ligesom en Stemme i Buskene
nær ved. "Gaa op, Eveline."

Mor Eveline reiste sig lydig og gik op i Huset.
Men da hun kom ind i Gangen, fornam hun straks
en svidd Lugt. Og da hun aabned Døren til Dag-
ligstuen, slog en Røg hende imøde fra et bræn-

SIDE: 180

dende Gardin. Mor Eveline skyndte sig og fik
revet Gardinet ned - det var paa høie Tid, et
Øieblik senere og Tapetet vilde vært tændt - og
under Sofaen derinde laa en stor Pakke Dynamit,
der skulde benyttes til Sprængning af en Fjeld-
knaus ude paa Gaardspladsen. Fem Minutter
senere, og den gamle Bygning, med alle de Menne-
sker som laa der og sov i Natten, var sprængt i
Luften.

"Slægtsaandernes Vilje," sagde Mor Eveline, "at
Helle skulde reddes - - Ja, og Vorherres Vilje
først og fremst," retted hun næsten forfærdet.

- - -

Saa mange Træk, baade store og smaa, kunde
jeg videre fortælle om Mor Eveline og Forstaaelsen
mellem hende og de usynlige Væsener, der glider
langs vor Sti. Men meget af det er skummelt som
en Saga fra Seids og Runers Tid - det er om
Slægtsaandernes Had og Hevn over dem, der gjorde
Slægten Fortræd. Og lyser Mor Evelines milde
Skikkelse end mer mod den mørke Baggrund og i
den mørke Ramme, saa er det ikke mit Ønske nu
at ofre Mørket Tid. Kun dette skal jeg endnu
nævne om Mor Eveline selv, og det er ikke mørkt.
- Vi siger: "Hvor underlig hendes Fornemmel-
ser og Ord holdt stik - om det saa var lige ind i
Døden.

Mor Eveline pleidde sige:

"Naar der dør et Menneske, som skal bli saligt,
da hænder undertiden, at Gud lar Sjælen hente af
Engle i Smaafugles Lignelser."

Mor Eveline faldt i en haard Sygdom. Men

SIDE: 181

den Dag, hun døde, en kold Rimfrostdag i Januar,
var Gaardstræet fuldt af Smaafugle med gule Stjer-
ner i Panden. Og de Fuglene sang og jubled som
midt paa varmeste Sommer. Og det var nu igrun-
den slet ikke saa underligt - de var ikke for
ingenting Mor Evelines Engle.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 182

DET FORBANDEDE ORD

(1907)

Langt ude i en Ødemark bares engang et Men-
neskebarn under en Kvindes Bryst. Og Blæst
svinged over lavvokset Krat, og smaa Fugle flaksed
og kvidred, og letfodede Dyr med lange Haler
hopped om mellem Krattet. Og der Stenrøser laa,
der voksed Rævebjelder store som Liljer. Og over
de graa, golde Stene og mellem de skinnende blaa,
giftige Blomster, der snodde sig smidige Orme med
bugtet Baand paa Ryggen.

Kvinden, som gik med Barnet under Brystet,
gik og saa paa det alt og følte det alt af denne
Ødemarks underlige Væsen, ja, tiltrods for at hun
nu desuden ogsaa leved sit eget Liv - havde Børn
fra før, og der var en Mand, hun elsked.

Og som Kvinden engang vandred om derude
mellem det lavvoksne Krat, de graa Stene og de
skinnende giftige Blomster, blev hun var noget saa
besynderligt, sandt at sige det besynderligste hun
i sine Livsens Dage havde seet - det var en liden
Fugl, fanget af en Orms Øine. - -

Graa var den, Fuglen, af en Trosts Udseende
bare. Men vakker var den, Ormen, med Bug-

SIDE: 183

skjæl saa blaa som Rævebjelder, med Fløielsbaand
paa Ryggen, med Øine saa røde som Gnister. Og
de Øine var det jo, som havde fanget Fuglen.

Dog - Kvinden, som vel kjendte sin Ødemarks
Beboere, vidste ogsaa vel, at var end Fuglen tar-
velig at se til, af en Graatrosts Størrelse og af en
Graatrosts Farve, saa havde den til Gjengjæld saa
deilig en Røst. Hun vidste, at oppe i Skogen, der
Fjeldene var høiest, der sad den helt øverst paa
Spidsen af spidseste Grantop, og der sang den ud
af sin lille Krop og af sin bløde, melankolske Sjæl
om al den Deilighed, Verden gjemte. Mens Ormen,
vidste hun, den var stum og taus, undtagen naar
den hugg med sine giftige Tænder og gav Menne-
sker og Dyr Ulivssaar eller Sygdom.

Og derfor, da Kvinden saa sin kjæreste lille
Sangfugl stivnet under Ormens Blik, altimens det
spraglede Udyr stadig snodde sig nærmere for at
pine og dræbe, da vidste hun godt, at Fuglen
maatte hun hjælpe.

Og derfor tog hun Stene og kasted mod Ormen.
Ingen af Stenene traf, aknei. Men fordi Ormen
blev forskrækket, glemte den sine Øines Magt, og
saa blev alligevel Trolddommen løst for den lille
Fugl. Og den lille graa Fugl fik igjen sine Lem-
mers Brug - og høit op i Luften svang den sig,
istemmende de deiligste Toner. Ormen blev lig-
gende paa Jorden mellem Stenene, og mens dens
spaltede Tunge hvæste, vendte den Øinene mod
Kvinden.

Da faldt Kvinden om, og hendes Barn saa

SIDE: 184

Verdens Lys under Ormens røde Blik og under
den graa Fugls jublende Sang.

- - -

Op vokste Barnet, Pigebarn var det, blev sundt
og stærkt - samled Kræfter ligesom til saa stor
en Livsens Dyst. Streifed i Ødemarken. Vildred
i Skogen. Lærte kjende Stenrøsernes Orme og
skinnende Blomster, og Smaaskogens Fugle, og
Høiskogens Fugle, og alle Dagens og Nattens for-
skjellige Dyr. Og desuden lærte det sig at svømme
over sorte Tjern for at plukke de hvide, gule
Liljer som vokste derude, og lidet vyrded det Tan-
ken, om at kanske stygge Udyr skulde komme op
fra Bunden og fortrædige det. Og saa stærkt, det
var kommet til at elske al sin Verdens Skjønhed,
elsked det foruden Vandliljer og alskens andre
Blomster ogsaa den spraglede Orm, som smøg
mellem Stenene saavelsom den lille graa Fugl, som
sad og sang saa deilig i Grantoppene Sommer-
aftenerne gjennem. Bare skræmte den brogede
Orm hende undertiden saa styggelig, slig den reiste
Hodet mod hende og udstødte en Hvæsen som af en
indædt Latter. Ofte tænkte hun paa, hvad Fuglen
sang, og hvad Ormen hvæste, og det blev til saa
mange Slags venlige Sange og saa mange Slags
fiendtlig Spaadom. Og i det alt bestyrkedes hun
af Skogskvinden.

- - -

Skogskvinden bodde i en Hytte paa en flad
Sætermark indi Skogen. Skogskvinden forstod sig
baade paa sort og hvidt og paa rødt med, ja
paa rødt; for hun vidste og kjendte ogsaa

SIDE: 185

Kjærligheds og Elskovs lunefulde gyldne dunkle
Veie. Det gamle Fruentimmer havde vært Amme
for den unge Piges Mor - og kunde der vel siges
et Ord, at fra Gule Skogskjærrings Bryst havde de
mange underlige Forestillinger rundet over i andet
Blod og i andet Sind - for senerehen forstærket
at gaa i Arv. Men som Gule Skogskjærring paa
Kvinders vanlige Vis elsked sit Fosterbarn, saa
elsked hun ogsaa sit Fosterbarns Barn, og aldrig
blev hun blidere, den Gamle, end naar den unge
Pige kom op til hende gjennem Skogen. Og det
hændte alt oftere, eftersom Tiden og Aarene forløb.
Ti eftersom Aarene gik, tog den Unge til at for-
staa og beundre den Gamles Sind - hun forstod,
der var Ødemark, Skog og Vildnis i hende - og
det likte hun jo alt, indpodet som det var fra
hendes Fødsel af.

"Nei, er du der, du som ligner Hareungen om
Vinteren," raabte hun, naar hun fik se den Unge
fra Vindu eller Dør, og hun slog Hænderne sam-
men i Glæde, og gav hende fulde Skaaler af søte
Bær. Det likte jo den Unge altsammen saa godt,
baade det at den Gamle fortalte saa mange rare
Ting, og Godheden hun blev mødt med, og ikke
mindst de saftige, røde Bær.

De røde Bær, de røde Bær.

"Hvor plukker du de Bærene?" spurgte hun
engang den Gamle.

"Jo, det skal jeg sige dig," hvisked den Gamle,
"dem plukker jeg der, hvor Ormen bor. Ja, ser
du, for Ormen ligger jo der mellem Stenene og
passer paa de Bærene. Og vogt dig du for at lede

SIDE: 186

efter dem; for bedst det er, saa strækker han
Hodet op og hugger Gift i dig."

"Hvorfor er Ormen saa ondskabsfuld?" spurgte
den Unge. "Hvorfor stikker Ormen dem, som
ikke vil den ondt? Hvorfor smyger Ormen sig
om slig mellem Stenene og passer paa Bærene -
spiser den da selv de der Bærene?" og slig var
den Unges Tanke og Mund saa fuld, saa fuld af
Spørgsmaal.

Og den Gamle svarte blot ligetil:

"Ormen er ond, fordi den er skabt til at være
ond, ligesom Smaafugle er skabt til at synge.
Ligesom Ørnen er skabt med saa stor en Klo og
svære Vinger, har Ormen faaet sin Gifttand og sit
smidige Legeme. Alt er ordnet fra Evighed af.
Og ingenting er unyttigt i Naturen, det hænger
sammen, ja, som Islæt og Skyttel. Men vogt dig
alligevel for Ormen - den pusted paa dig, da du
fødtes."

Dette sidste, det skjønte nu den Unge saavidt
daarlig, at det lukked hendes Mund. Men hvad
hun sagtens skjønte, var, at i Ormen bodde det
underligste af alt. Og end mer elsked hun Ormen,
fordi hun tillige frygted og haded den. Den lille
Sangfugl blev endnu mindre for hende, de yndige
Ord, hvormed hun før havde udstyret dens Sang,
blev borte; mens Ormens Ord tiltog, den spraglede,
glinsende Orm - -

Saa var det da paa denne Tid, da hun gik
med blomsterkranset Hode gjennem Skog og Mark,
at der lød slig en underlig Fortælling i Egnen.
Der hed sig, at en Mand var kommen, som vidste,

SIDE: 187

hvor Jordens haandgribelige Skjønhed var at finde,
det vilde da sige, han vidste, hvor det var at finde,
det, for hvilket intet af Jordens Skjønhed holdtes
tilbage - - kort at sige: Han vidste om det
døde, der kunde fremme det Levendes Liv -
det dyrebare døde - som Bjerget, som Ste-
nen eide - de dybe Bjergets og Stenenes Aarer.
Javel, han vidste, hvor de gyldne Floder var stiv-
net. Og saa meget havde han nyttet sin underlige
Evne; saa sagdes, at vilde han, da kunde han
ogsaa forme Flodernes stivnede Strøm til gyldne
Paladser og Templer - - det var store Ord. Og
med og trods alt dette: Selv skulde han være en
besynderlig liden En bare - intet at se til -
mindre end andre af Menneskens Børn, med korte
Ben og en stor Gevækst paa Ryggen. Og sin
Bopæl havde han etsteds i Skogen, - i Nærheden
af Fjeldene - Gud alene vidste hvor.

Da tænkte den unge Pige paa denne Foreteelse
meget, slig hun gik der alene og drømte. Naar
det rasled i Krat, naar det dured i Ur, altid tænkte
hun: Er det ham? Men Folk i Egnen sagde:
"Aa, den hører vi aldrig, den er som Ormen, den
smyger sig rundt - vi ved, den er der, men hører,
ser - næ-i - ikke uden den stikker."

- - -

Alligevel skede, at hun fik se Guldmanden.
Det var engang, hun hørte noget pikke i en Ur,
at hun fulgte Lyden, fordi hun tænkte, det var
en Hakkespet, som sad og ledte efter Insekter i
Træbarken. En Hakkespet, tænkte hun, med
grønne Svingfjær og blodrød Kalot paa Hodet.

SIDE: 188

Men som hun nærmed sig, blev Lyden altid skarpere
og høiere. Hun syntes, det var noget underligt,
det; for snart lød Lyden skjør og ripende som af
Jernsplint paa Glas, snart lød Lyden som de en-
kelte Klunk i en Violinstreng. Og snart forstod
hun jo, det kunde ingen Hakkespet være - og
desto nysgjerrigere blev hun. Og hun kravled
mellem Stene, og hun vaded gjennem Bregner -
til høire og til venstre - og rundt omkring og til-
bage igjen. For hvordan hun søgte, saa var det,
som om Lyden flytted sig. Paa den Maade kom
hun ogsaa dybere og dybere ind i Uren - Steder,
hvor hun aldrig før havde brydd sig om at gaa,
fordi der havde set saa kvistet og ækkelt ud der-
inde. Nu krøb hun resolut over Kvistehaugene,
altimens hun ogsaa maatte undre sig over, hvor
let det gik. For aldrig havde hun nogengang vært
ude for slige Kvister; de der skulde give efter for
Foden, de gav efter, og de der skulde staa stive
for at hun ikke skulde glide nedimellem, de holdt
sig saa stive som Trinene i en Trap. Og paa den
Maaden var hun tværs over hele Dyngen, før hun
vidste Ordet af. Da blev hun rigtignok kjed sig
i Øieblikket og tænkte at snu, for saa langt
hun kunde øine mellem Stenene, grodde der ikke
længer Bregner, men fæle, svære Nesler. Men saa
lød jo paany den underlige klingende Lyd - og
denne Gang paa anden Side af Neslerne, helt over
mod en brat Fjeldvæg.

"Nu kan det ikke længer slippe fra mig,"
tænkte hun. Og taget ind i en forunderlig, dra-
gende Uro hopped hun ret ned mellem Neslerne.

SIDE: 189

Da saa hun først for Alvor, hvor store de var, ja
af Mandshøide var de, og desuden besatte med
Mark. Hun frøs ved at se dem og tænkte i
Farten, at nu brændte hun sig vist ihjel.
Men det mærkeligste var, at hun nok slet ikke
brændte sig.

"Jaja, saa er det vel i den rigtige Maaned da,"
tænkte hun. For hun vidste, at en Maaned i
Aaret havde Neslen ikke Magt til at svide. Og
saa bøidde hun da trøstig Neslerne væk og baned
sig Vei bort til Fjeldvæggen, der det kradsed og
klang. Og let gik det, for var det jo rent som
veg Neslerne frivillig tilside for hende. Og slig
stod hun pludselig ved den bratte Fjeldvæggen.

Og der fik hun midt paa det bratteste Øie paa
det, som havde git Lyden. Jo, det var nok en
rar en Hakkespet! Det var en krumrygget graa-
agtig liden Skikkelse som hang deroppe som i et
usynligt Taug og banked i Fjeldet med en Ham-
mer. Og for hvert lidet Slag han gjorde med
Hammeren, gav det et Glimt som af Varme. Hun
kunde slet ikke føle Angst, for dertil var Synet for
pudsigt, og blev længe staaende stille og betragte
det lille Væsen, spørgende sig selv, hvad ialverden
dette kunde være. Halvt saa han ud som en van-
skabt Fugl, syntes hun ogsaa, halvt som en stor
Padde; men Hænder havde han som Menneske,
og paa Fødderne havde han etslags Sokker, som
godt kunde været lavet af Mose. Og saa - bedst
som hun stod og stirred og saa smaat tænkte, at
hun fik se til at komme hjem igjen, før det blev
mørkt, kom hun til at træde paa en tør Gren, som

SIDE: 190

knak. Og pludselig gled Skikkelsen ned mod Jor-
den, lydløst, lynrapt, med Lemmerne sprikende
som en Edderkop der firer sig ned af en Spindel-
traad. Da blev hun saa Dødsens ræd, at hun
faldt omkuld ret ned i Stene og Nesler.

"Du skal ikke være ræd," hørte hun En sige
med slig en rar, udvisket Stemme. "Det er bare
mig."

"Ja, jeg blev ræd," sagde hun. "Men det gaar
vel snart over igjen, bare jeg kommer op."

Det Underlige lo; hun skjønte ikke, hvor hun
havde hørt Latteren før:

"Du kan ikke komme op nu," hvisked det,
"uden jeg hjælper dig." Og der han havde sat sig
paa en Sten et lidet Stykke fra hende, rakte han
Haanden frem. Og sandt nok - rent var det
som Lammelse over hende; alt hvad hun stred,
kom hun ikke paa Benene. Og hele Tiden holdt
det Underlige Haanden frem; men hun havde
Væmmelse for at tage i den længe.

"Jeg greier det nok alligevel," tænkte hun, og
blev kravsende dernede, mens hun nu ogsaa følte,
at Neslerne tog til at brænde.

Det Underlige sad og iagttog hende opmærk-
somt imens:

"Det er det, jeg siger jo," mumled han saa,
"du maa tage mig i Haanden. Ellers blir du lig-
gende der i hele Nat, gjør du."

Da stod det med ett i alskens Tydelighed for
hende, hvor de derhjemme vilde lede efter hende
i Skræk, hvis hun udeblev. Og saa strakte hun
Haanden ud og lod det Underlige hjælpe sig.

SIDE: 191

"Jeg skjønner ikke, hvordan det er," sagde det
Underlige da, "jeg har vist faat no i Øiet. Aa,
vær saa snil at se efter, du." Og dermed trak han
hende saa nær, at hvordan det var eller ikke, saa
sad hun pludselig i Fanget paa ham. Hun gjorde
nogen Spræll, at ligne med Sprællet hos en spil-
lerlevende Fisk, der holdes i en stærk Knytnæve.

"Du glemmer at se i Øiet mit - - Er du
slem?" spurgte han indiblandt. "Jeg tror næsten,
jeg maa ha faat en Splint indi."

Og hun saa i det Underliges Øine. Fordi hun
tænkte, at hun da snarere maatte slippe afsted.

Men som hun tog til at stirre, gav det et Søkk
i hende ved Synet; for begyndte det end at mørkne
udenfor, saa lysned det desto mer i det Underlige.
Som i et skinnende Speil saa hun Uren med
Stenene, Neslen og Kvistene. Og Fjeldvæggen saa
hun. Og Skogen, som tegned sig mod Himmelen.
- Og der hun forbauset og betaget stirred videre,
gled der over alt dette dagskinnende lyse en altid
stærkere Lød. Stærkere og stærkere. Stærkere og
stærkere. Indtil det syntes hende, som skylled en
gulrød Guldflom henover. Først holdt hun et
Øieblik Tanken fast om dem derhjemme, som vilde
søge; men hun kunde ikke faa slidt Blikket løs.
Og derefter glemte hun de derhjemme rent bort,
idet hun syntes det Underliges Øine vided sig ud
og blev til en Sal fuld af Fakler og Blus. I næste
Øieblik syntes hun desuden, at hun kom helt ind
i denne Salen og gled om derinde i det flimrende
Lysskjær. Og hun fyldtes af en forunderlig
Drømmerus imens, saa fjern og lys som Salens

SIDE: 192

gyldne Vægge - indtil langt om længe Salen
krøb sammen og ligesom skjøv hende ud, og hun
fandt sig igjen som før, siddende paa det Under-
liges Knæ. Da var det ganske tusmørkt udenfor
i Uren, og stille var det for Fuglesang. Bare en
Hubro sad og tuded efter Mage oppe i Bjerg-
væggen.

"Jeg vil hjem," sagde hun skjælvende af Frygt
og Frost. Og idetsamme slap hun som et Firben
saa let ned fra det Underliges Knæ. Men da hun
nu vilde frem gjennem Uren, snubled hun atter og
kylte Armene dybt ned i Neslen.

"Der kan du se," hørte hun da det Underlige
sige, "slig gaar det." Og hun maatte være glad
til, at han nu som før rakte Haanden ud og hjalp
hende. Og denne Gang hjalp han hende desuden
tvers gjennem Neslen og Kvistene frem paa den
anden Side Uren.

"Hvor var jeg," mumled hun undrende og pegte
indover, idet de var kommet over.

"Du var i Slottet," svarte han.

"Hvilket Slot?" spurgte hun.

"Slottet i Øinene mine."

"Hvem er du da - Edderkop," spurgte hun,
og hendes Stemme ganske brast af Nysgjer-
righed.

"Jeg er Guldmanden," lo den, og dermed for-
svandt den ind mellem Stenene og Neslen.

Næste Gang hun kom over Kvistene, hang ikke
Guldmanden som Edderkop oppi Fjeldvæggen læn-

SIDE: 193

ger, men tog mod hende paa den anden Side Nes-
lerne. Straks tog han hende i Haanden, satte sin
anden Haandhul for hendes Øie: "Se nu," sagde
han. Og saa saa hun alle Bjergets vidunderlige
Skatte.

Og tredie Gang hun kom i Uren, stod han øverst
paa Kvisthaugen, da hun fik se ham. Og hun
glæded sig og undred, hvad vel han nu vilde
vise hende. Og føielige var Kvistene nu som før,
ja, nærsagt bar de hende til ham. Rødt skinned
Guldmandens Øine som de røde Aarer i Bjerget,
som Ormeblikket i Stenene. Bare syntes hun nok at
en enslig Fugl sang saa vemodig i Skogen etsteds.
Men hun gav nu ikke saa stor en Agt paa de sørg-
modige Tonerne - Guldmanden rakte Haanden
ud, nu syntes hun se, at den var en fin og men-
neskelig Haand, hun tog den trøstig - - og saa
gled de; for Kvistene aabned sig; gled gjorde de
to sagte som mellem bløden Edderdun - ret -
ret ned -

"Kjære," sagde hun forundret, "hvor gaar det
hen?" Hun kunde ikke snakke paa forskrækket
eller ærgerlig Maade, nei; for hun var slet ikke
hverken forskrækket eller ærgerlig, skalv tvertimod
mellem noget som Fryd og Spænding.

"Tilbunds," sagde Guldmanden, og hans Øine
flimred og skinned.

Og tilbunds gik de. Tilbunds i Uren.

Underligt var det ogsaa, at hun saa ikke læn-
ger, at Guldmanden var grim dernede paa Bunden
af Uren. "Du skal bygge et stort Palads langt
inde i Skogen," sagde hun. "Du skal bygge et

SIDE: 194

stort Taarn, hvorfra en kan staa og se alle de
lysende Stjerner." "Ja," sagde Guldmanden -
det skulde han nok. "Og du skal plante Haver,"
sagde hun, "med vidunderlige Trær, og store,
grønne Sletter skal ligge mellem Lundene." "Ja,"
sagde Guldmanden - han skulde jo alting. Men
en Betingelse med det alt, hun skulde mindes, at
hun var hans Ven - og mindedes hun det ikke
selv, da havde han Ret til at minde hende derom.
Hun lo, satte blaa Blomster i sit Haar, takked
Guldmanden, og Guldmanden takked hende; men
lagde saa til: "Ja, nu er du min for Livet." Da
frøs hun nok lidt, men nikked. Saa sagde Guld-
manden: "Jeg har mangesteds at være, og der er
mange, som vil se mig hos sig. Jeg har Pligter
at varetage -"

- - -

Siden den Tid gik hun forgjæves i Uren. Krøb
med Besvær over Kvistene, som ikke vilde føie sig
længer, gjennem Neslerne, som brændte; men Guld-
manden saa hun aldrig mere.

Og saa fatted hun saa stort et Had til Guld-
manden.

Heller ikke hørte hun, at nogen der i Om-
egnen saa Guldmanden mere. Borte var han.
Borte. Havde forlagt sin Virksomhed andre Steder
hen. Havde vel fundet det han søgte. Eller
kanske slet ikke. Hvem vidste? -

- - -

Det hændte en Tid derefter, at der kom til
Egnen saa skjønt et Menneske. Hun lærte ham
at kjende, de skrev Breve til hinanden og lagde

SIDE: 195

under Stene paa Marken. De elsked hinanden
de to, og de knytted Lykkeringe sammen.

Men bedst engang som de sad og knytted,
brast Lykkeringen tvært af, næsten uden at nogen
af dem var kommet den nær. Idetsamme følte de
begge, at nogen var hos dem - skjønt de kunde
jo ingen se.

"Skulde det mon være Guldmanden," tænkte
hun øieblikkelig, idet hun saa sig om - og saa
husked hun jo, at hun ingen Ret havde til at
knytte Lykkeringe med nogen - hun som var
Guldmandens Viv. Noget lignende tænkte vel han,
den anden - eller om han nu kom i Tanker om
noget, der fra før var hvisket ham i Øret - han
smed Lykkeringene i Græsset, saa langt paa hende
og gik. Kort efter reiste han bort fra Egnen, og
aldrig saa hun ham mer - og han havde dog
været hendes skjærest farvede Drøm. - -

- - -

Men som hun nu gik modløs i Skogen, stod
pludselig atter Guldmanden for hende - liden og
graa som forhen og med sin evigrøde Gnist i Øiet.
Hun vred sig af Had og Sinne ved at se ham, og
hun pusted tungt i Afmagt, for sige ham det helt
kunde hun ikke - dertil havde han for stor en
Magt over hende.

"Elsker du mig," sagde Guldmanden.

"Ja," svarte hun.

"Og du har ingen anden elsket?"

"Nei," svarte hun under de røde Øines Magt,
mens Guldmanden lo. Og Latteren var den Lat-

SIDE: 196

ter, den Hvæsen, hun kjendte fra sin første Erin-
drings Tid.

Saa mødte hun atter Guldmanden Dag efter
Dag, elsked ham, glemte Verden for ham dernede
i Uren, mellem Neslerne og Kvistene. Men haded
ham saasnart hun vendte Ryggen til.

Og saa en Dag var han atter borte. Fra den
Dag haded hun ham dobbelt.

- - -

Lange Tider gaar hen i Menneskets Liv,
Tider, hvori intet sker, hvori intet leves uden i
vore Tanker - det ved vi jo alle. Mange paa-
staar, det er Stilheden, der ruger før Uveir og
Storm. Kanhænde! Om ikke netop de ydre Be-
givenheder indvarsles paa den Maade - saa er
det dog ofte Sindets Uveir, der bebudes.

Men det kom derefter, at endel, for ikke at
sige meget, føied sig for hende. Det bruste i
Verdens de store Skoge - det hvisked i Verdens
de dybe Haver - det klang i Verdens samstem-
mige Guitarer - ja, bruste og hvisked og klang
- hun hørte, fornam det alt, der kun kom fra
Vildmarken, Stenrøsene og Blaabjelderne, de giftige
skjønne.

Han var jo mangfoldig, Guldmanden, ja, sande-
lig, han indebar Mangfoldighedens Magt.

Saa hændte det en Dag, hun var i Uren hos
ham, at han sagde med saa skinnende et Øien-
blink:

"Kom du hid imorgen, du. Imorgen, just i

SIDE: 197

Skillet mellem Dag og Nat, saa skal jeg vise dig
Ting du endnu aldrig har kunnet ane. Nei, ikke
bare Klumper af Guld. Fordi du paa Kvindevis
sætter mer Pris paa Guldet, naar det er i Form
af smukke Gjenstande - end naar det i stivnede
Aarer ligger i Bjerget - saa skal jeg vise dig Guldet
slig, som du aldrig endnu i Livet har kunnet
tænke dig det. I Halsbaand og Kjæder og tunge
Livspænder skal det skinne. Men kom du imor-
gen, og du skal ikke alene se, men faa."

Svag var jo Pigen, og underligt syntes hun jo
det hele skulde blive. Og fordi hun nu glæded
sig ved Guldmandens Løfter, frøs hun for første
Gang ikke, da hun denne Gang vendte Guld-
manden Ryggen - saa meget desmindre som hun
nu havde de venligste Tanker om ham.

Og i næste Kvældskil mellem Dag og Nat, gik
hun afsted til Uren. Hun tænkte paa de for-
underlige Hændelser i sit Liv, de Hændelser, der
før havde fyldt hende med Skræk og Afsky, de
Hændelser, ved hvilke hun frøs lange, svingende
Gysninger nedad Ryggen, og hun fatted ikke, hvor-
for hun nu ikke længer følte disse Frysninger ved
Tanken.

"Det er fordi han har fanget dig," sang plud-
selig en graa Fugl øverst oppe i en Grantop.

"Nei, har vel ikke," for hun tilbage. Men i
samme Øieblik vidste hun, det var Selvets Nødløgn.

"Det er fordi du elsker ham," fortsatte Fuglen saa.

"Nei," for hun atter tilbage. Men nu var hun
bleven utrygg paa sin egen Sandfærdighed. Og hun
blev staaende stille og stirre op mod den lille

SIDE: 198

uanselige Fugl. Den slog med Vingen, og Stem-
men hørtes bebreidende:

"Men hvorfor elsker du ham idag? Er det
kanske ikke for Kjædernes, Ringenes og Spændernes
Skyld?"

Men ved de Ord blev hun saa ærgerlig tilsinds,
at hun rysted i Træet for at faa Fuglen bort.
Fuglen vilde nok ikke bort. Deroppe den sad,
slog den Klørne fast i Grantoppen, og fortsatte
kun langtrukkent, manende:

"- For Kjædernes, Ringenes og Spændernes
Skyld."

"Nei," svarte hun da, og der steg megen Trods
op i hende - "det er ikke for Kjædernes, Ringe-
nes og Spændernes Skyld."

Og saa tidde Fuglen bumstille.

Men da hun kom til Uren, var der ingen Guld-
mand. "Han har forsinket sig i Bjerget," tænkte
hun, og hun satte sig ned paa Kvistene for at
vente. Og for første Gang i sit Liv glæded hun
sig til at se Guldmanden igjen. Hun skulde bare
helst have glædet sig tidligere; for alt hvad hun
nu vented, kom der ingen Guldmand. Og som
hun en Tid havde siddet, sænked Mørket sig over
Skogen, og nærmere og nærmere trak det sig om
hende selv i sorte, viftende Skygger.

- - -

Saa vandred hun frem i Verden, kom over
uendelige Stepper, hvor Blæst suste. Saa Havet
bruse. Saa ogsaa Maaneskin over stille Hav. Saa
bundløse Dybder. Saa Kongsborge. Saa Herre-
borge. Saa skinnende Huse, byggget af Rigdoms

SIDE: 199

Aand. - - Og engang hun kom ind mellem bug-
nende Trær, dem Efeu bandt sammen som søte
Kjærlighedstraade - da kom hun i en lang og
snorret Allé, hvor Fugle sang - og iblandt de
Fugle kjendte hun sit Hjemlands kjæreste Fugl,
og sang den mer yndig end nogensinde. Og
længst væk i Alléen, der Solen kasted Guld mellem
Blade, der saa hun en Trappe mod Himlen. Dei-
lig var Trappen; for hvert et Trin steg hun Salig-
heden et Trin nærmere.

Deroppe sad en ung Gud med to Løver for sin
Fod, og først da hun saa ham, var det som skulde
hun levende brændes af hans Væsens Ild.

"Længe har jeg ventet dig," sagde Guden, den
underdeilige. "Velkommen være du, der du ende-
lig kommer," og han reiste sig og favned hende, og
Løverne krøb for hendes Fod, og i Gudelunden
blev der stille for Fuglesang og Insektsurr - og
nedenfor paa den anden Side af Templet, der en
Flod strømmed, syntes selv Vandet at stivne i
Høitid. Og var det hende selv, der hun stirred
opad, som om Skyerne havde stanset sin Himmel-
fart. Saa stor var hendes høieste Fryd - hos
Guden, den unge, vidunderlige.

- - -

Men pludselig kom der atter Liv i Trærne -
en Gufs for gjennem dem - den begyndte med
et Suk - den slutted som et Hvin - fjernt borte,
dog nær ved, var det som hørte hun Guldmandens
Stemme "Ormiliv", "Ormiliv".

- - -

Da kasted hun sig i Sorg og Vildskab ud over

SIDE: 200

Tempeltinden - og Gudens Arm kunde ikke holde
hende - - -

- - -

Saa gik og gik hun atter tilbage. Seiled over
de store Have. Klatred over bratte Fjelde. Frem.
Frem. Hun havde intet med anden Del af Verden
end den der havde vært hendes Barndoms Vugge.

Og saa begav det sig da, at hun ogsaa naadde sit
Hjemland, sine Fædres Sted. Da gik hun op til
den gamle Kvinde - trodde nok ikke, at hun
længer leved. Men naar hun alligevel gik did,
saa var det, fordi hun vilde se Stedet for et af
sine underligste Barndomsminder. Men da hun
kom op til Hytten, da sad den Gamle der endnu
som for de mange mange Aar tilbage - hun
vifted med Haanden og blev glad som dengang.
Og saa satte de sig da sammen, disse to, der nu
begge saa lige ældede ud, og hvis Haar var som
Trærnes Mose.

Som de da sad der og talte, om det Liv, der
flød, og det Liv, der endvidere maatte flyde, da
spurgte hun udaf sin Sorg og Bitterhed:

"Hvorfor," spurgte hun, "har det vært saa for
mig altid, at der jeg har trodd at fange Lyset, der
er altid Lyset blit mig forment?"

"Det er," sagde Skogskvinden, og hendes Røst
lød som selve Skogens dybe Orgeltoner, "fordi
du ellers havde naadd det der er over Menneskers
Lod. For saa er det jo her i Verden, at den, som
godt er givet, den er ogsaa til ondt hjemfalden.
Over Roser og Torne gaar Menneskets Vei."

Ragnhhild Jølsen

SIDE: 201

HAVEN [fotnotemerke] 

(1908)

Underlig var Haven med alt det den eidde.
Underligere end Haver flest. Stærk til Liv.
Altid jævnsides i Udvikling med Slægten, som dyr-
ked den.

Engang havde Haven vært Bondehave. I Bakke-
heldingen voksed da Søtæpletrær med Kaalsenge
under. De Kaalsengene bestod af kulsort Muld
fra Myr og Mose, dynget sammen gjennem mang-
foldige Slægtsleds Omsorg. Og derfor blev jo Kaal-
hoderne saftig grønne, og Marken trivedes paa dem
i Overflod. Og Æpletrærne, som stod i den gjø-
dede Jord, blev tykstammede og frodige, og naar
de søde Æpler dumped ned paa Bakken, sprak de
af Mørhed. Dengang blomstred ogsaa hver Forsom-
mer de gule, persiske Roser i Haven, de Roser, der
uden synderlig Pleie alt rigeligere kommer igjen
Aar efter Aar, flammer som Skorstensild og lugter
ligesom af nogetslags Fedt.

Senere blev saa Kaalsengene jævnet ud, Mulden
spredt langt nedover Bakken. Smaa Glasæpletrær
blev sat i Rækker, som forestilte at udstraale fra

Fotnote: Brudstykke av en paabegyndt roman.

SIDE: 202

et Balsam- og Aurikel-Bed i Havens Midte. En
Spadsergang blev skaaret op og fik ende i et ny-
plantet, gistent Spirealysthus, hvor to ubekvemme
Trækrakker stod. Og rundt om det hele sattes et
Gjærde af Vragbord fra Gaardens Sag. - Da var
Haven ikke vakker. Søtæpletrærne skrantet, fordi
der var kradset Jord bort fra Roden, Nyplantnin-
gerne svaied haabløst pjuske i Blæsten, og rundt
paa Græsvolden vokste Neslen i Klynge. Nærmest
minded Haven da en Tid om en forlæst Bondegut
med Studenterlue paa. Lidt senerehen fik jo
Bondegutten Modenhedspræget over sig, men uden
derfor at blive til noget - der han var stanset
med Non til Artium; derfra leved han nu stilfær-
dig videre, havende nok i sig selv. Og næste
Gang Haven blev omlagt, da var Bondegutten blit
saa tustret en Kal, at nu var hans Dage talte.

Den Gang kom en Mand fra Byen. Og Manden
gav sig til at gaa Haven op baade hjørnimellem
og endimellem, altimens han noterte i en Notits-
bog. Om en Stund skridtet han ogsaa afsted uden-
for Gjærdet og satte Staker i Bakken langt nede
paa Jordet. Men da han kom ind i Stuen, bredte
han et stort, hvidt Papir ud foran sig, og der gik
han frem baade med Passer og Lineal. I Rubrik-
kerne skrev han Navne af efter en Prisfortegnelse
fra et udenlandsk Gartneri. Pinus balsamea stod
der i en. Hydrangea japonica i en anden. Salvia
argentea, Solanum, Stachys lanata i en tredie. Og
slig videre i det lange og brede, indtil det alt var
ordnet og klart. Da tog Manden Papiret i Haan-
den, gik ned i Bakkeheldingen og fulgte fra denne

SIDE: 203

Dag i Aarevis sin egen Opskrift som var det en
Guds uomstødelige Befaling.

Saa blev da Haven Herregaardshave en Tid.
Med snirklede Gange og fine Plæner. Med stud-
sede Hække og Tæppebed. Med Poderoser og
Zirgræs. Og rundt om Haven, og Granlunden, der
nu Gangene skar paa kryds og tvers med smale
Stentrapper og pludselige Lysthus, løp et Stakit
høit og tilspidset som en Palissade.

Men saa hændte det et Aar, at ingen Gartner
kom i Haven. Og dette første Aar fulgtes af mange
andre. Det gjorde ikke godt for Herregaardshaven,
den, der trængte saa megen Pleie og Røgt, den der
skulde beskjæres om Vaaren, vandes om Somme-
ren, gjødes om Høsten og dækkes om Vinteren.
Mange af de mest tandre, udenlandske Træsorter
strøg hurtig med, og de gjenlevende Trær og
Busker stod først og stured, betænkte sig ligesom
paa, hvorvidt det var Umagen værdt at leve. Men
derefter steg jo langsomt og sikkert Livslysten op
i dem. Da begyndte snart Kampen. Kampen paa
Liv og Død. Snebold sloges med Guldregn. Kine-
sisk Lind sloges med Jasmin. Berberissen gram-
sed sine tornede Grene ind i Spindeltræet. Asalen
vilde endelig kvæle Snebærbusken, og Snebærbusken
dukked sig og skjød op lidt længer bort til For-
sprang for Tujaen. De sibiriske Lærketrær trængte
Sølvpilene tilside, og Sølvpilene kasted sig ind paa
Blodbøgene, som stritted imod, saa Bladene blev
baade gule og grønne. Den ungarske Syrin tog
Tag med Vildæpletrærne og vokste Havens æld-
gamle smaa Plommetrær over Hodet. Og bedst

SIDE: 204

som det var, kom Humleranken smygende og
bandt sammen baade Ven og Fiende.

Dog - som Aarene forløp, stilned den heftigste
Strid. Ti der de svageste var dukket, der var de
stærkeste omtrent jævnbyrdige alle, og disse slut-
ted en Slags nødtvungen Fred, omend lumskelig
vogtende enhver Svaghed hos sin Nabo. Da var
det, at Caprifolium og Vildvin enedes om at dække
den spidsgavlede Pavlion, over de græsgrodde
Gange tog Asal og Lind hinanden i Haanden,
Guldregnen smugled indsmigrende sine Grene ind
mellem Laurbærtræets stive Blade, og Blodbøgen
skjød i Veiret, blussende rød. Udover Plænerne,
der Trær og Rodskud ikke bredte sig endnu, der
grodde Blomster frem, Munkekrone, Natlys, Maane-
viol og Forglemmigei Side om Side med Lænke-
blomst og Malurt. - Da stod Haven paa Høiden
af sig selv. Da var Herregaardshaven blit Fantasi-
have.

En underlig Have, saa vild den vokste - -
kanske, kunde tænkes, var de ulykkelige, Trærne
i den fremmede Jord, saa trodsige de kunde se ud,
slig de ubehersket lystige strakte sine Grene høit
og sprikende opad, opad og til alle Kanter. Eller saa
stædig ligeglade, slig de luded mod Jorden, dæk-
kende sig til med sine tætte Bladhvælv. Eller -
slig et og andet af dem blomstred sig ihjel paa
Foraaret.

Paa Foraaret bugned Haven som i afsindig
Glæde, laa i stille Flammer af Blomster og Duft.

Dog gav ikke Foraarets Blomster Efteraars
Frugter - i Høiden blev det til giftige Bær.

SIDE: 205

Men Efteraarets Pragt, de brogede Blade hang
haardnakket fast indtil Sneen faldt! Da laa der
rigtignok ofte Dyr og hvæste under Trærne. Og
straks Mørkningen faldt paa, drev Uglerne sit Spil,
skrek i Kor sine vilde, sinte Lokkeskrik eller lo,
slik ogsaa Mennesker kan le i Tusmørke, eller
naar de sover.

Ja, underlig var Haven med alt det den eidde
- hvem nægter? - underligere end Haver flest.

Nedenfor Haven laa Fjeldknausen, Elven og Fossen.

Engang stod Fjeldknausen grøn med Smaabjerk
i Revnerne og Maurtuer paa Afsatserne, Elven var
smal og bred alt efter Aarstiderne, og Fossen
drev en gammel Sag. Da gik det godt, men smaat;
for Dammen var utæt og Sagen skral.

Siden sprængtes Stenblokke af Fjeldet. Og
Dammen blev tættet. Tylvtevis af Mænd med
Baadshaker i Hænderne fik Dagen lang lempe
Tømmer ned ad Vasdraget. Og Nessene glinsed
som Sjøer, der Stargræsset trivedes i Afkrokene og
voksed sig meterhøit med mørkebrune Blomster-
hoder. Tykt Tømmer seiled ligeglad afsted, blev
hugget, knupset og bandet over, naar det satte sig
i Vase - og det vælted sig modvillig rundt. Men
fór som med dumpe Brøl udover Fossestupet, hugg
imod Fjeldsiden, dukked krokodilagtige ned i
Kulpen og skjød saa, der Elven svinged, som for-
færdelige Projektiler med Røk og Brand ret op
paa Landjorden. Og over Stenene, som var
sprængt ud af Fjeldet blev Tømret lagt Lag paa
Lag til Bygninger.

SIDE: 206

Saa en Dag blev Vandet stængt væk, og et
Arbeide toges fat midt ude i Fosseleiet. Det blev
til et stort Hjul. Og da Hjulet var færdigt med
Lagre af Messing og Jern, byggedes der Hus over.
Da var der Liv og Færdsel under Fjeldet. Klang
af Øks, Gniss af Sag, Klink af Hammer mod
Metal, braakende Arbeidsvogne, Hestevrinsk og
Menneskeraab. Indtil den korte Stilhed en Stund,
da alt stod fuldendt, Bygninger, store og smaa,
under Fjeldet, og inde i Bygningerne Hjul ved Hjul
forbundne med sorte Remmer. Da aabnedes Slusen
paa Klem, og Vandet strømmed ned. Det gav et
Søkk og et Braak i det store Hjul, et dumpt Hallo
før Arbeidets Opsang, der Hjulet gav sig til at
dreie langsomt rundt - og alle de andre Hjul
aped Melodien efter. Helt blev saa Slusen aabnet,
og Fossen stormed ned i løssluppen Kraft, fraaded
i Overmod - nu havde Fossen det, som den vilde.

Men mørkt og tvært laa Fjeldet, berøvet sin
grønne Mose og sine smaa Bjerker, vanziret læned
det sig udover, og der var noget, som lurte det
paa Ondskap. Nei, det være langtfra, at Fjeldet
vilde gi mer end de graa fæle Stenblokke.

Fjeldknausen var gjerrig. Og Fjeldknausen var
blit ond.

Dengang da der mineredes, havde Minererne,
idet et Stenstykke rulled ned, set noget glimte -
et stort, gult Skimt Øieblikket forud for Gruset og
Sandet, som fulgte i Stenstykkets Spor. Og fordi
det nu hasted med Arbeidet, havde Ingen Tid til
nærmere at undersøge, saalænge Dagen var. Men
ud paa Natten kløv to Gutter op og gav sig ifærd

SIDE: 207

med at rydde Gruset væk. Forgjæves. Alt efter-
som de grov Smaastenene bort fra Guldstedet, kom
nyt Grus glidende ovenfra. Og ikke nok dermed,
men den paafølgende Dag hændte en Ulykke: Da
Skuddet gik, kom en Sten farende fra Fjeldet og
traf en Arbeider i Hodet, saa han faldt død paa
Flekken - det var just en af de to, som havde
vært deroppe om Natten. Hvem kunde saa nægte,
at Fjeldknausens Aander var hadefulde?

Men foruden det onde Ord havde Fjeldknausen
fra denne Tid ogsaa faat Guldordet paa sig. Hvad
var det vel, som bruste saa hemmelighedsfuldt i
Nattestilheden, naar Dammen var stængt, og alle
Hjul stod stille? Guldaaren i Fjeldknausen! -
Og Guldaaren strakte sig fra Fjeldet helt ned og ind
under Sittgaardens Hovedbygning, saa troddes der;
for der suste det ogsaa. Og gav det, som jo kan
hænde i gamle Hus, et Smæld under Gulvet, da
var det Guldet, som bobled.

Ragnhild Jølsen

SIDE: 208

AV EN DAGBOK

1906-1908

Gjenfærd.

Saa siges, naar et Menneske dør med saa til-
knappede Læber, at der er Ting, han ikke
faar aabenbart, da tillades Menneskesjælen at vende
tilbage til Jorden - paa det at ingen skal an-
klages uskyldig, eller - paa det at hvad ham elsked
paa Jord ikke skal lide ufortjent, - paa det at
Ret skal ha sin Gang og Uret svinde for det hvide
Pust - det hvide Pust fra hinsides Gravene, snart
tæt og ugjennemsigtigt som det hvide Trækors paa
Kirkegaarden, snart let og flygtigt som viftende
Taager; men for Nervemennesker indvirkende paa
Sjæl, og de zarteste Nerver - ikke ved Syn eller
Hørsel - men de overfører Sin Vilje.

- - - Men der staar en Fare for de stærke
og urolige Sjæle, de, som stærkt hænger ved
Jorden, der bandt dem saa meget - de haded,
elsked, og fordi ofte Had er stærkere end Elskov,
kommer de tilbage, og de svøber sin Hads Gjen-
stand i Mareridt og Rædsel -

SIDE: 209

Der kan vel siges, det ligger hos Menneskene
selv, i Nerverne, som ligger der aabne og skjælver
- og hos de Mennesker, hvem Skyldbevidstheden
har furet med sit straffende Himmellyn.

- Glemsels Støv - det der bølger i Lyset som
sølvvirket Slør og synker som Dugg over Jorden.

Og den tredie ranker sin spinkle Krop
mens Begeistring skinner af Øie
Og den fjerde gjemmer sig liden og ræd
over Markernes bølgende Høie.

Saa følger de efter, en efter en - som rindende
Vand i en Flod. En fortrukken i Smerte, en i
Hungerens Nød. En griner af Latter, en er
stænket med Blod.

Og fremad, fremad vidt over Jord
det bruser som vidtspændte Flaggermusvinger
Hvor den første tren i den førstes Lys
de andre kun Skygge bringer.

Den Skygge, der strækker sig lang og sort -
som Natten der varsler mod Dom, - den strækker
sig lige mod den Evigheds Port, hvorfra vælder
sig Tidernes Flom.

Kun skinner et Smykke, kun glimter et Blik
i det store Mørke af Tider, som gik.
- -
Og Støvet falder, og Gresset gror
Og Ilden ulmer, der Livet bor
- og Fingre skriver i Støvet.

SIDE: 210

Sandhedens Øine.

- - men over det hule Skals Mørke saa hun
Sandhedens Øine.

- - og vi forvilder os i de mørke Gader, og
vi blændes i de straalende Sale - og vi ønsker os
overalt, mest der vi ikke er. Og vi elsker og
attraar, hader og foragter. Ak! og alt skal det
lægges i Muld, Elskoven og Hadet, Attraa og Lede.
Kunde der endda vokse en Blomst paa Graven.
Men lettest vokser der nok ingen. -

Da trodde han, kun Mænds Elskov kunde staa
som en Søile, rank og skjøn - som om Kvinders
Elskov ikke kan forme sig paa samme Vis, om
det nu end tar lidt længer Tid før Søilen blir ren-
huggen og blank. - -

- - Saa underlig og syg paa Sindet - syg
af Elskov, der havde mættet ham - syg efter
Elskov, der aldrig kunde mætte ham, syg vilde
han være om han traf en saadan ogsaa. -

I Kaféen sad en fuld Mand og raabte paa H.,
beskyldte alle med fæle Ord for hvad han lønlig
ønsked selv, men ikke kunde.

Nede paa Gaden gik Folk nyfigne og skubbed
med Albuer og Hofter - nogen saa grætne ud
som Bulbidere. De havde en stor og høitidelig
Glæde i Hjertet. Nogen flirte med opspilte Øine,
de havde baade Næringssorger, Kjærlighedssorger,
Ulivssorger. Gutter stod med Kjæpper og rysted
paa Begfaklerne, de havde ondskabsfuldt Grin om

SIDE: 211

Mundvigerne; men se, de var nu alligevel de eneste
Sunde, de eneste som ikke dækked over, hvad
bodde indenfor. -

I Rørets Dag skulde alle nyde og alle leve; men
Stunden blev for exaltert, saa ingen eneste nød og
ingen eneste leved. Ak!

- Da brændte jeg det Kort, stod og saa: Først
gløded det op med røde Kanter. Saa forkulledes
Kanterne, og Papiret kløved sig i mange. Tilslut
laa det der som en kulsort Valmue med flakkende,
sorte Støvdragere midt i de krøllede Blade.

- Men der var en Slange i det Paradis ogsaa.
Den sneg sig om, og der det mindst ventedes, saaes
dens brandgule Hode pine sig frem i Stemninger,
i Øieblikke, som kunde vært deilige, havde ikke
just Slangeøinene stukket sig frem. Slangeøinene,
som er onde og giftige. Slangeøinene, som er
onde Øine.

- Og se, hvor let nu alt forvrænges i Verden.
Det skjønneste gjøres til det hæsligste. Det hæs-
ligste syes Puder under Armene - en Slags Utugt,
erklært hellig af Kirken, derigjennem af alle Ver-
dens Farisæerer.

SIDE: 212

Tusen, tusen Historier kan der jo fortælles om
Kvinder, der elsked og led, og om Kvinder, som
haded de Mænd de just leved sammen med.

Hvad er ret, og hvad er galt, kan vel enhver se.

Kjærligheden adler, og de stærke Tilbøieligheder.
Men de Forhold mellem Mand og Kvinde, hvorom
intet Kjærlighedsbanner vaier, og ingen rød Til-
bøieligheds Fane, - der kan der siges, naar Straffen
slaar: "Vel fortjent, Broder, Søster, - hvorfor tog
du dit eget Legem forfængelig!"

Men saa mange som der er Mennesker af os,
har en og anden Gang taget sit Legem forfængelig.
Nei, det er faa, som indrømmer det, de tør ikke
se Sandhedens Øine.

Sandhedens Øine er skinnende klare. Ubarm-
hjertige og grusomme. Kolde, kolde, blanke som
en sleben Klinge.

Men Sandhedens Øine er Gudeøine.

- Og der skal flettes ind om løst og fast, alt
det som tegned sig stærkt og klart i Livet - og
alt det som skimred - - hvad jeg vilde sige:
Der skal bindes en Krans af saamange Slags Blomster,
af de vilde og frodige, som vokser i Sumpene, og
af de tendre og fine, som lever sig syge i Drivhus
med Glastag, Menneskesindets Flora - -

SIDE: 213

Den irrede Traad.

"Der væver sig en irret Traad gjennem Skab-
ningen, Vibe, der den har sit Alter og selv er den
evige Ild - jeg mener Livsens grufulde Ironi."

- - Ikke de, som erklærer os sin Kjærlighed.
Ikke de som er konstante og varige. Men de, som
ikke elsker idag, hvad de elsked igaar, de, i hvem
det driver som af blodrøde Skyer, de, i hvem det
ulmer af flygtende Glød af Roser, de, i hvem Her-
ren har sat sit sysende Segl - dem elsker vi.

Der er ikke mange af dem.

- - Hvad det nu vil sige dette, at den, vi
elsker, bøier sig ned. At den, vi elsker, lægger
Armen om vort Liv - -

- - Taagen, den tætte, som steg ifra Tjern
og Mose, Taagen, den tætte, lagde sig klam om
Mennesker, Dyr og Huse. Taagen, den tætte, gav
Ulivssygdomme. Taagen, den tætte, kued og blin-
ded. - - Men i Taagen, den tætte, som steg ifra
Tjern og Mose, dukked ogsaa Syner frem, snart
onde og graadige, snart milde og skjønne.

Natteduggen, som perled paa Græsset, Natte-
duggen, som sad og skalv af Frost og Frygt paa
Trærnes Blade - Nattedugg var Taagens Elskede.
Naar Nattedugg sov i Græsset, kom Taagen, den
tætte - -

Parret.

Der gaar et underligt Par gjennem Verden -
henad de graa Landeveie gaar de, henad grønne
Stier, over Marker, som blomstrer, langs glitrende

SIDE: 214

Elve, de færges i Baad over Flodene, de seiler for
hvide Seil over Sjøerne - altid holder de hinan-
dens Haand, de to, og ofte stanser de op i sin
Vandring som almindelige Menneskebørn, ler til
hinanden og kysses, og hun slaar Armene om hans
stærke Nakke, og naar han ser ned paa hende med
sine store, sorte Øine, da fryser hun af Elskov,
hun lægger Hodet op til hans Bryst, smiler og
sukker - og naar han, Elskeren, drager hende
indtil sig, løfter hun sine Roser høit over Hodet,
og han knuser dem ikke -

- -

Det er et seirrigt Par. Hvor de gaar, ringes
der i Kirkerne, og der lees og graates - fanatiske
Øine ser imod dem - der bygges Triumfbuer for
dem, der flagrer af hvide Baand og af Blomster,
der strøs Roser paa deres Vei, og der viftes med
Slør - der de to skrider frem - tause i Lykke
- blinde for alt undtagen hinanden. Men hedest
er de, naar Baaden glider over ensomme Floder.

Det er Døden og Kjærligheden, som gaar sin
Seirsgang over Jorden.

Brændingens Brus.

Jeg kjender ikke Havet, det store og mægtige,
som skyller mod alle Jordens Lande, - som bærer
Skibe paa breden Barm, og - som stemmer Skjal-
dens Harpe. Jeg kjender ikke dets Nuancer og
forstaar ikke dets Skjønhed. For mig, Indlands-
mennesket, er Havet kun Uhyret, et fælt og skjællet
Uhyre, som fraadende vrir sig i Haan og Latter,

SIDE: 215

og i hvis Krop Aarerne flyder farveløse af Ubarm-
hjertighed - -

Phantomet og Chimæren.

Lyst og deiligt, men langt borte og uopnaaeligt
som selve Ørkenens Fata Morgana viger Phantomet.
Sort og hæslig, med bjæffende Gap og stirrende
Øine følger Chimæren.

Phantomet er Lykken, den intet Menneske kan
naa. Chimæren er Ulykken, den ingen Mand kan
stænge ude.

Men Phantomet skifter - Chimæren har en
Enhed. - -

De to smaa Brødre paa Flaen.

Det er længe siden nu, at Nils og Nelle Flaen
var at se udover Veiene ved Kvældstid. Men endnu
fornylig fandtes der den, som kunde huske dem,
de to graahaarede, gamle Gutter lige som Tvillinger
med Ansigterne bortgjemte under høie, store Hatte
- og piggende sig frem, fort, fort, med sine Knorte-
kjæpper i Hænderne, uden at snakke sammen og
uden saa meget som at glippe med Øinene hverken
til høire eller venstre.

Den der ikke lar en Spurv upaaagtet falde til
Jorden, han havde ogsaa sørget for Nils og Nelle
Flaen, og ladt disse to, der aldrig havde dudd til
noget videre, blive velsignet med en Onkel, der var
Grosserer og havde tjent sin Formue i Caen, -

SIDE: 216

og som ved sin Død havde udsat et Livøre for
de to.

Nils og Nelle Flaen leved et beskedent og stille
Liv deroppe paa Sletten, og naar de alligevel vidste
Rede baade paa det ene og andet, saa skrev det
sig - saa utrolig det end lyder - fra deres
fænomenale Hørsel; den var baade til Nytte for
dem og til Skade, forsaavidt som den undertiden
gav dem for godt Kjendskab til Medmenneskene
- - -

Men havde de to rare, smaa Daasemikler en
bitter Sorg paa det sidste - det var, at Pøbler, der
fôr paa Veiene, engang havde faat fat i Kakelovns-
hattene og gjort noget stygt i dem.

- - - Siden den Tid bled de to Brødrene
menneskesky og var ikke længer at se paa Veiene
om Kveldene.

En Blomst sig vugged i Blæsten,
saa rank og saa svai paa sin Fod,
den stod og speiled sig næsten
i Rindals glitrende Flod.
Og blaa var den Himmel
blaa var den Elv,
blaa var de Blomsters Blade.

Livet gav mig skjønne Drømme,
Livet gav mig Blomsterbed,
Livet gav mig Arme ømme.
Livet gav mig Kjærlighed.

SIDE: 217

Livet gav mig Lys og Varme,
Livet gav mig Sommersol,
Livet gav mig Rosenkarme,
Livet gav mig -

Livet gav og onde Dage.
Livet gav mig - -
Gav mig for at ta tilbage.
Ja, Livet tog, hvad Livet gav.

Munkesang
Pilgrimsgang
Lidelse
 og Kummer.
Bede skal du
Dagen lang
til din Røst
 forstummer.

Svøbeslag
Guds Behag
Pønitens
 og Faste.
Om du vorder
dødsenssvag
ret aldrig maa
 du raste.

I Bøn og Bod
for Herrens Fod
vend Øiet bort
 fra Verden.

SIDE: 218

Og husk hvad her
dig gaar imod
er med paa
 Langveisfærden.

Om der skreves en Saga om Intetheden, det
blev en uendelig og trøstesløs Saga. Men det er
dog den Saga, som blir saa mange tildel. Kvinder
især. Deres Liv løber ud i Intet. Alt hvad hæn-
der dem, blir kun Melodier, der brister - deilig
klinger de, Døden dør de - dør, dør - og der
bliver Tomhed efter. Ikke Tomheden, som suser
og svinger efter Begivenheder, som før fyldte Til-
værelsen, eller Begivenheder som skal vorde. Men
den store Tomhed, der tilintetgjør lig Luften om
det døde Hav, - den Tomhed, der intet Fnug
gir hverken af Stemning, af Had, af Sorg eller
Længsel. Kun Tomhed og ikke andet end Tom-
hed - den isnende Tilintetgjørelse over Menneske-
sindet.

Men skulde Tomheden symboliseres, da blev
det som et vældigt Kranium af et Dyr, et, der
strækker sig over den hele Jord, et, som beiter af
Jorden og aldrig blir mæt, et, som drikker af Jor-
dens Safter og aldrig blir utørst, et, af hvis Aande
Græsset dør og Sjælene visner - og i hvis Hjerne
Aanderne holdes i Forvar.

- Nedenunder Tomheden ligger Sorgen, Hadet,
Hevnen. Og har et Menneske Sorg eller Had eller
Hevn, da eier han ogsaa Muligheder baade for sit
eget Liv og andres. Men er han derfra klatret op

SIDE: 219

paa Tomhedens Kranium, da er han fortabt. For-
tabt. Uden Hyl og Graad. Uden Latter og Spot.
Men ogsaa uden Klokkeklang over sin Død.

Mænd og Kvinder trues af Tomheden. Især
de, som ikke kan elske. Mange kjender ikke sin
Besøgelsestid. Og mange har vel heller ingen
Besøgelsestid havt. Saa kan siges: Ve for dem, der
søges af Rædsler og Ulykke. Men Ynk for dem,
som Tomheden æder.

Der ruged et Gosens Mørke over Jorden. Det
skalv ikke, det steg ikke, ti det kunde ikke sænke
sig tykkere, det kunde ikke snøre sig tættere om
alt, hvad paa Jord fandtes.

Den som gik ude og vandred, saa ikke hverken
Trær eller Huse, vidste ikke enten han gik i Grøft
eller paa Sti, i Morads eller lige ud i Afgrundene.

Inde i det forskrækkelige Mørke bruste Vand-
fald - Vorherre havde velsignet Lyden, at Stak-
karne, Menneskene, kunde vove sig lidt, der de
hørte den. Og inde i det forskrækkelige Mørke
hvæste det af onde Dyr, klapred det af Skjæl,
tassed og grisled det af sleipt Kryp, af flyvende
Vinger - Menneskene sad helst stille indi Husene
og grudde. Men Stakkarne, som maatte gaa ude,
gik under et stort Mareridts Tryk - der strækte
sig efter dem af tofingrede Klør, der snodde sig
efter dem af Fangarme, Kroppe som kunde bli
haarde som Jernbaand, der fulgte dem Vampyrer
med rødt Gap. Og intet kunde Stakkarne se, der
var som Skjæl for Øinene, og - Vorherre havde

SIDE: 220

ogsaa forbandet Lyden, at Stakkarne vidste, det
onde var der, uden helt at kunne vare sig for den.

Men holdt Vandreren Haanden mod Himlen,
da skimted han just denne sin egen Haand, sort
som Muld.

Se, om der var hængt et sort Tæppe for Solen
- - - - -

Naar Glemsel sænker sin lægende Haand - tak
 ham, Hjerte. Tak ham stille.
Naar Glemsel lægger sin Arm om dit Bryst - -
Naar Glemsel dig byder sin Mund til Kys.

Glemsel, du blege, Glemsel, du skjønne - du
Elskovssøn avlet af Søvn og Død - -

Uveir.

Det bruser i Sind
og det bruser i Skog
det flakker
i Gruens
knitrende Ild
Uveirets Vind
den vipped og vog
og lokker saa Luen
blussende vild.

Onde Aanders Uveir
drager over Herrens Jord.
- - -