Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 1

Solen steg, og Solen sank over den graa Gaard
med den vanskjøttede Jord, hvor Græsset
grodde paa Gjødseldyngerne, der engang for Aar
tilbage var kjørt ud, men aldrig blev spredd. Og
de glinsende brune Heste, som ikke dued til at
trække. Og den meterhøie Tistel, og Humlen, som
veirslidt klænged sig om Husvæggene, hvorfra Vin-
duerne myste som en gammel Pebersvends sure Øine.

Rundt Huset suste Trærne ved Dag og Nat.
For udenfor laa Sletten, hvor Trækvindene havde
Alfarvei. Sletten, som skjød sig et Børseskud frem
mod Nord, før den stødte mod Skogbrynet, og i
Syd først hørte op, der den tog til at bølge i Bak-
ker og Braater ned om en Sjø, hvis ene Spids
kunde sees fra Gaarden som et bredt og blinkende
Knivsblad.

Men hvis Iagttageren deroppe havde en Frem-
meds skarpe Blik, kunde det vanskelig undgaa ham,
at hele Gruvang i Grunden ikke var stort bedre
faren end den aflægse Begravelsesplads nære ved.

SIDE: 2

Og alligevel! Der det mindst ventedes, kunde
en Yppighed, en Slags tung Sybarisme bringe i
Forundring.

Saa luftedes da ogsaa en silkebetrukken Edder-
dunsdyne en Dag derude paa Tørrestangen.

Og Jon og Perikles Winkel snuste til Mørbrad-
stegen, der braste paa Spid i Skorstenen.

- Men de to Brødre havde hektiske Pletter i
Kinderne. Et usvigeligt Tegn paa indre Oprør,
som fik Jenterne til at puffe hverandre i Siden.

Og Øinene brugte de vel; rapt, rent fra Ryg-
gen undertiden, at intet Overgreb maatte ske.

"Pst, bi lidt, du!" stansed de en, som fór
afsted med en Sølvsukkerbørse i Haanden. "Den
er vor den. - Værsgod, giv hid!"

"Hvem har tilladt dig at gnide paa Kaffe-
kanden vor?" hed det til en anden. "Gnid du
heller paa dig selv!"

Og de baade hefted og stod i Veien, saa Jen-
terne næsten rendte hverandre overende i Travel-
heden og sandelig slog istykker baade det ene og
det andet. Indtil Vesle-Kjersti fik en lys Idé:

"Naa kommer de nok," sagde hun i en Sving
frem paa Gulvet. - Og det gav et Sæt i de to
langnæsede Slikkere.

Saa gramsed de Kaffekanden og Sukkerbørsen
til sig og smat ind i et tilstødende Kammer. -
Jenterne trak Øienbrynene iveiret og fniste. -

"Han Perikles har ligesom Tyvslag med Hæn-
derne sine, han," hvisked de. "Se slig!" - Og de
efterabed saa mange Gange, at Fnisen formelig brast.

SIDE: 3

Efter et Kvarters Forløb keg et nysgjerrigt
Hoved ud af Døren:

"Er de inde alt?" spurgtes der hemmeligheds-
fuldt.

"Ne-i, vi hørte vist galent, vi."

"Naa saa!" - Brødrene kom tilbage. -

"Pas dig naa, Gamlemor, at du ikke svider,"
sagde de til Kjærringen, som snudde, og Jon satte
sig tilrette paa Murkanten med en Skaal under
Flødedryppet. -

"Men der er de lel," raabte Jenten og saa ud
af Vinduet.

"Tak for os," mumled Brødrene indædt, idet
de atter tøfled ind i Kammeret. Men om lidt skreg
Perikles ud, gneldrende i Maalet af Sinne:

"Dit stygge Naut, du er - din Filletaske!"

- Efter saaledes flere Gange at være løiet i
Veien for kom endelig de ventede. Jon og Perikles
titted paa dem, der de kom over Gaardspladsen.
- Han gammel og solbrændt. - Hun ung og
bleg. - Og Brødrene gjepte. Men han derude,
som forstod, hvis Fjæs det skimred af bag Ruderne,
medens ingen tog imod, fik et ærgerligt Udtryk,
idet han førte sin Hustru op over Trappen og ind
i Forstuen, der det hvide Gulv og de nøgne Vægge
gav Kulde fra sig, syntes hun.

Hun slap hans Arm og blev et Øieblik staa-
ende. Gav sig saa raadvild til at gaa hid og did.

"Naa, naa," sagde en dyb Røst, "du faar vel
se at faa Tøiet af dig. - Og slaa dig til Ro en
Stund", tilføied han spøgende. Med ett strøg han

SIDE: 4

sig adspredt op i Haaret og lunked videre. - Hun
hørte ham tage i Klinken paa en Dør, som vistnok
holdtes igjen fra Indersiden.

"Dere er noen gamle Narrifasser", brummed
han. -

"Neitak," svartes der sylspidst, "det er nok
du, det."

Da han kom tilbage, havde han Rynker i Pan-
den. Men de glattedes, som han raskt gik hen til
hende, løfted hendes Hage med en haard Haand
og tog en vældig Smeldkys. -

"Velkommen til Huset, Veslekona mi! - Og
gid du nu kom til at trives her da."

Hun trak Pusten langt:

"Tak, tak, Winkel! - Jo, det tror jeg nok."

"Det skal du ikke tro, men vide, det, Paula -
Ungen min! For "de derinde" er ingenting at bry
sig om. Og at alt her staar og gaar, som da Far
vor leved, vidste du jo. -

Nu skal vi spise. Asparges første Ret, af den
berømte, vi gjøder med Blod i Kræmmerhuse." -
Han vendte hende om mod Vinduet. - "Se ud i
Haven! - Det var Kaalsenge før. - Du, Vesle-
kona mi, som selv er saan en Asparges mellem
gamle, uveksterlige Æbletrær - dig skal jeg da
langt mindre forsømme." - Han strøg sig over
Ansigtet og var med engang kommet i bedre Lune.

Han lo saa smaat sin sagte, godmodige Latter:
- "Ja, saa faar vi rusle ind da!" - Han aabned
Døren til Stuen, hvor Bordet stod dækket med
gammelt Sølv. - "Men her er nok ikke som du

SIDE: 5

er vant," sagde han, "men du faar tage det, som
det er da." - Og der fulgte en Række af Und-
skyldninger med et veltilfreds Smil bagenom. - -

"Jeg skal sige fra de andre to," meldte en
Jente ind fra Kjøkkenet, "at de gad ikke fli sig." -

"Nei, nei, saa faar de la være da."

"Og de spiser helst hos sig selv." -

"Ja, ja, de faar vel ha sin Vilje."

"De er noget for sig selv, de Brødrene, ser
du," forklarte han. - "Nei, skal du sidde der da?"

"Jeg vil gjerne kunne se ud af Vinduet."

"Aa pyt! - Her er pladsen din, idag og
altid. - Ved Siden af mig. - Saa ja!" -

"Hø! Hvem skulde nu ogsaa troet dette," lød
det, som de sad der - "Paula - Ungen min!"
- Og han saa langt paa hende.

"Nei, hvem skulde troet!"

"Du maa spise," sagde han, "ikke bare sprætte
i Maden," og han forsynte hendes Tallerken med
et tykt Kjødstykke. - "Hø! En Gaardmandskone
- min Kone - maa ikke være noen Tertit - om
hendes Far aldrig saa meget var Oberstløitnant -
ikke være noen Skjæreving, som ikkenoe orker."
- Og han klapped hende paa Knæet. - "Er
Veslekona mi træt efter Reisen? - Hun glemmer
Smilet sit jo!"

Hun sad og dreied det gammeldagse Rødvins-
glas mellem Fingrene:

"Du Winkel," sagde hun sagte, men Smilet
kom nu alligevel - "hvad, om du heller ban-
lyste det?" -

SIDE: 6

Gerhard Winkel var den ældste af de tre
Brødre og havde giftet sig i sin sildigere Alder.

- I Gerhard Winkels Mor havde flydt godt
Landsens Blod, og Sønnen var som Moderen blevet
firskaaren og sterk. Og uden Svig.

Men Jon og Perikles's Mor havde været Datter
af en Lensmand, hvilket ogsaa kunde været bra
nok, havde ikke Skjæbne og Skifteret villet det saa,
at de to Brødre derved allerede tidlig var kommet
til at føle sig tilsidesatte, hvad Gods og Guld
angik.

"Men dengang gik jeg alene og slængte, jeg,
Gutter," pleied Gerhard sige til dem, "mens dere
fik Kjæling af en Mor - og suged Sukker."

"De Sukkerbeterne burde du Skam ikke mis-
unde os, Bror," gneldred Perikles, "der var Rotte-
lort indi!"

Og Gerhard Winkel maatte trække paa Smilet.
Men blev alvorlig, da han spurgte:

"Og Kjælingen da, Gutter?"

"Pyt!" blaaste Perikles, "Mor mente vel, at
du nok tog din Mon igjen siden!"

"Har jeg gjort det, synes du?" spurgte Ger-
hard.

- Gerhard Winkel forhasted sig jo ikke med
at søge Kvindegunst.

Og da han omsider "vilde tage sin Mon igjen",
som Perikles sagde - hvo ved, om ikke da saare
længe Længselen efter en noblere Slags Kvinde-
kjærlighed end den, Tjenestepiger og Budeier kunde

SIDE: 7

give, havde ulmet i ham. Og den Længsel være
brudt ud i lys Lue ved Mødet med en viss slank,
ung Dame derinde i Hovedstaden - en, der gjaldt
for at være uforsigtig og levelysten - da nu saa
mangt maa siges om den, der er forældreløs
eller ubeskyttet. - Hvem kan skjelne mellem Sand-
hed og Løgn? -

Frøken Paula Heiss smilte under tykke Øien-
laag. - Han vidste ikke, enten Gudfader havde
skabt dem slig, eller Graat hovnet dem - tænkte
heller ikke stort derpaa - men Smilet, Smilet,
det gav ham kolde Rislinger over Ryggen med
dets lukkede Forjættelse. - Hun talte med en
Stemme saa lav og sløret af Hæshed - han vidste
ikke, om af Sygelighed eller Natteluft - tænkte
heller ikke stort derpaa - men den Stemmen
strøg ham som Kjærtegn, han gav og fik.

Saa havde han skræmt hende en Dag og for
et kort Sekund tændt et Seiersglimt under de
hovne Øienlaag, da han voldtog de smale Hænder
til Kys - og saa klodset, som det alene kunde gjøres
af Gerhard Winkel, havde han famlet sig frem til
Frieriet med Indledningen:

"Det brænder naa værst i gamle Huse." -

At Gerhard Winkel havde giftet sig, naar han
nu engang var blevet saa forelsket, var vel heller
ikke at undres over - han, som endnu var rask
og rørig som en Ungdom.

- Brødrenes Formening i dette Stykke fik da
være, som den vilde, ligesaa deres Misundelse fra før.

- Alligevel kunde det se ud til lidt af hvert

SIDE: 8

med det gamle Forhold imellem dem den Dag, da Ger-
hard Winkel traadte ind i Brødrenes fælles Værelse
i anden Etage, hvor Jon og Perikles, der sagtens
ante Uraad, sad paafaldende ligegyldige uden saa
meget som at tage Piben af Munden.

"Jeg kommer hid op," sagde Gerhard Winkel,
"for at lære jer lidt Folkeskik."

"Naada! Hvordan det?" spurgte Brødrene.

"Det ved I bedst selv," svarte Gerhard Win-
kel; "men jeg vil ikke vide af dette."

"Hvilket?" spurgte de atter, og udfordrende.
"Neigu, om vi skjønner, hvad du mener."

"At I opfører jer som Pøbler da, siden I vil
høre det, - som I gaar forbi hende i Gangene
uden at hilse - og blaaser Latteren gjennem
Næsen." -

"Aa, det har vel været saan rent tilfældigt,
det, Bror," smilte Perikles med Mundvigerne ned-
over. "Hun kunde spart sig Sladringen!"

"Hvad for Pak maa ikke en tander, ung Dame,
som ser sligt, tro, hun er kommet til?"

"Naa blaaser jeg ialfald!" svarte Perikles. -
"Pas dig, du, at du ikke angrer baade det - og
slig du kommer og overfuser Brødrene dine, som
ikke noe galt har gjort."

"Jeg har sagt, hvad jeg vilde," sagde Gerhard
Winkel myndig, og de saa, han var vred. - "Blir
her ikke slut med de Tilfældighederne, saa er det
Forbi mellem mig og jer. Vær trygge! Jeg skal
nok holde Øie med jer, Snoflerne!" - Og han gik
haardt ud af Døren. -

SIDE: 9

For saadan var han, den jevne Gerhard Win-
kel, at som sin Hustrus Beskytter blev han nidkjær.
- Og han fordred af Brødrene og alle, at i det
Øieblik han havde fundet for godt at tilskjøde sit
kraftige Legeme et svagere Lem, saa maatte det
respekteres som en Gudsdom. - Og pleies af ham
selv. Og beundres. Og velsignes.

Men syntes nu ogsaa Gerhard Winkels Kjær-
lighed stille og beskeden udadtil, saa var der i En-
rum med hende ved Siden af hans Bjørneomfav-
nelser en forhastet Slikvorrenhed ved ham, som
gjorde hans Smil sygt og barnagtigt undertiden,
mens kjælne Ord brast ham keitede ud af Munden
og knækked Nakken ved egen Uformuenhed.

Hun kunde fri sig fra de tunge Hænder noksaa
braat og sætte sig andetsteds hen, og der kunde
komme en Utaalmodighed i hendes "snak ikke slig
da", som bragte Winkel til at se forbauset ud.
- Han sagde ingenting ved slige Leiligheder. Men
Gud bevares, i Grunden var han fornærmet. - Han
havde ikke forsyndet sig. - Han stelte med hende,
saa godt han bare kunde, han. Og naar hun saa
fandt paa at vri sig unda med ett, akkurat som
skulde noget stikke hende etsteds, saa var den
Slags Kvindfolkeluner knapt Paatale værd! -

"Ja, ja san!" - Winkel reiste sig langsomt
med Hænderne mod Bordpladen og gik.

Hun blev siddende ligeglad tilbage. Lod
Blikket glide paa Maafaa henad Gulvet og opad
Væggene, danned Rektangler og Triangler af Kvi-
sterne i Taget, fandt et grinende Ansigt her

SIDE: 10

og et sfinxlignende der. - Og Blikket gled og
gled - Vinduerne med de seksten smaa Ruder i
hvert, der Winkelnavnet stod skrevet paa kryds og
tvers, de skilte saa hermetisk mellem Gruvang-
gaardens magre Dagligstue og Vorherres fri Veir
derude, det bløde Græs, de skinnende Blomster og
det fine Løv, som endnu ikke kunde rasle. -
Det var, som ønsked hun at puste noget lum-
mert ud, idet hun reiste sig og tog sin Solhat i
Haanden. -

Hun blev staaende ude paa Gaardspladsen og
stirre op i Aspene - de graa ringlete Stammer -
de lyse, lyse Blade udpaa knortede Grene. -

"Jagu er det naa stilt paa Garen, Frua," sagde
det ved Siden af hende, saa skingert, at hun vak.
Men hun smilte, da hun saa, det var Kruggen fra
Ramstadpladsen, Hans Mislet kaldet. - Han havde
smaa, kloge Øine, han, hvis Pupiller blev langagtige
i Solskin som en Kats. - "Men vent lidt," skrav-
led han ivei, "om en Maaneds Tid kan en finde
Gruvang iblinde, efter Laata, slig Skrangel blir her
i Trærne da! -

Sikkert det er pent naa, Frua. Tænke sig for
lidt siden - svart var Jora, svart var Veiret, og
svart var Menneskehugen. - Hau! - Men naa
soler jagu Ormen sig i Bakkebraaten, og rører en
i en Maurtue, sender de sligt et Spiit tilveirs, at
en rat kan nyse. Nei, naa fins inte det levendes
Kryp, hvori Sevjen inte render baade tjok og klis-
sen - Vorherre til Pris, Jora til Formerelse. Det
kjender og ser vi nok alle, det." -

SIDE: 11

Hun saa ham lunte af med lange, ustø Skridt
- Hovedet lavt nede mellem Skuldrene. -

Og hun frøs over Ryggen uden at vide hvorfor.

Jon og Perikles Winkel havde i Folkemunde
Ord for at være lyssky - og folkesky med.

- Det forholdt sig da ogsaa i Virkeligheden
med dem som med Edderkoppen - de likte sig
bedst i Skumringen og gik nødig ud, før Solen var
nede. Men folkesky var de nu egentlig ikke,
uagtet det nok kunde se ud til lidt af hvert.

Som nu Folk, der blev siddende inde i Stuen
og vente, naar Gerhard Winkel var borte, de vented
og vented, men ingen kom der, og ingen var der, og
alligevel vidste de sig iagttaget. Det var en vel-
kjendt Sag. Men hvorfor i Rødes Navn kom ikke
de Winkeler heller frem end staa slig og knaase
i Tittehul bortover? -

Og som nu Folk, der kjørte ude paa Lande-
veien. - Bedst de mente møde en langkroket
Winkel, mødte de jo slet ingen. Kanske saa de
istedet en Ryg ude paa et leret Jorde - kanske
saa de ham aldeles ikke.

- Men Jon og Perikles Winkel havde for
Vane at gaa saa slurvet klædt, de. - Det var
saa løst og ledigt og ugenert, fandt de. - Hvorfor
ikke heller træde tilside bag en Busk end give
Afkald paa en af sit Livs Bekvemmeligheder? -

SIDE: 12

Og de to Brødre skridted saa let over Grøften,
naar de paa sine Udflugter øined en eller anden,
der i Afstand kunde have Lighed med nogenslags
Honoratiores. - Jo, de kjendte til det. - Der
skulde vel ogsaa disse Mennesker have stanset og
hilst: "Naa Goddag, Hr. Winkel, hvordan gaar
det?" - Og de burde svare - lige ilde om søde
eller sure - mens de blev beglodde fra Ende til
anden.

Og nu tilsidst, da der var kommet en Frem-
med i Huset, satte de en hel Ære i ikke paa no-
gensomhelst Maade at ændre sit Antræk, men der-
igjennem vise Broderen og hans Kone, at de var
sine egne Herrer, som gjorde, hvad de lysted.

"Du har fjonget dig svært du, Gammeln",
kunde de dog ikke bare sig for at sige, idet de
napped i Broderens nye Vadmelstrøie.

"Gift dere sjel dere, Gutter," brummed denne,
"saa slipper I at knytte Taugstump om Livet iste-
detfor Knapper i Buksen.

- Ligeoverfor de Nygifte næred de i det
skjulte en levende Interesse, som fik Udslag i, hvad
Brødrene selv benævnte "Lensmandsinstinktet hos
sig", det Gerhard Winkel godt kjendte og stundom
søgte sætte Stopper for i Form af Papirlapper bort-
over Væggene. Men det blev nu blot paa et
Skjøn.

- "Hvad sagde hun da? Hvad gjorde hun
saa?" løb Spørgsmaalene rapt imellem dem, naar
de kom alene hos sig selv. Og der blev svaret,
hvisket og leet.

SIDE: 13

"Men det er ækkelt," mente Jon, "at have
saant i Huset."

"Det opærter," sagde Perikles.

"Udkomme har de godt nok," var de enige,
"og de Unger, som blir, skal slippe Arven
fra os."

"Nu skal jeg sige dig," foreslog Perikles en
Dag. "Vi flytter ligesaagodt, vi - og styrer Ne-
bruget alene. - Sæt dig naa, sæt dig! - Saa skri-
ver vi Testamente til bedste for Anders og Bolette.
- Saa forlanger han Anders ingen anden Løn end
lidt til Tobak. Og hende Bolette - ja, hende
skal jeg tage paa mig." -

"Hm, jeg ved ikke!" - Jon klødde sig i Haaret.
"Da blev det knapt bedre paa Nebruget da."

"Pessimisten!" svarte Perikles, "du kan skjønne,
vi blir blygsommere."

Jon var kjølnet af med ett. Men han fik en
Tanke, idet han saa ud af Vinduet:

"Nei naa - mener jeg ikke Olea gaar der.
Hende kan jeg testamentere!"

Perikles gren, men fik ogsaa en lys Indsky-
delse. Jon spekulerte paa, hvad der var igjære,
siden Broderen trommed saa fornøiet i Vindus-
posten.

"Naa skal der bli Moro her!" kom det endelig.
- "Jeg vedder: han Far sidder ved Vinduet
- hun Mor sidder i Sofaen. - - Lad nu du,
som du ikke ser hende, og sig til Gerhard, at
Gamlekjæresten hans er ude. - Og læg Merke til,
hvordan de tar det - hva?" -

SIDE: 14

Jon lod samtidig betænkelig og indful. Saa
gned han sig med Haanden over Hagen og skyndte
sig afsted. - Paa nederste Trappetrin traadte han
feil og ramled, saa Perikles, som stod ved Gelæn-
deret, kom til at snorke af Latter.

Jon saa stivt fremfor sig, der han tøfled frem-
over Stuegulvet. Blinked saa fortrolig:

"Gamlekjæresten din er ude, du," sagde han. -

Og det blev bom stille. -

Indtil nogen begynder at le borti Kroken -
først sagte indestængt - men mere overgivent
efterhvert - tilslut i Rækker af Latterbølger:

"Aa, aa, du Winkel, du Winkel," lød det
ganske opgivent indimellem.

Jon saa sig faaret om. - Han forstod ingen-
ting. Forsøgte jo nok at følge:

"He - he - hehe!"

Gerhard Winkel smilte mut:

"Naa, kan du le slig, du da, Veslemor?"
Vendte sig saa mod Jon nogenlunde med samme
Bevægelse, som vilde han knipse efter en Flue:

"Hils Perikles fra mig, du. - Og siden du
nu er her: Du skulde vel ikke huske dengang,
han narred dig til at gaa paa Stylter i Brønden
vel?" -

Jon Winkel blev rød opimod Haarrødderne.
Braasnudde og langed ud af Stuen med sig. -
Nei, det var nu ikke første Gangen, det, at Perikles
havde narret ham galt afsted. Og Bror Gerhard
gjemte paa det. - -

SIDE: 15

Det gav et Knep borte ved den aflaaste Dør
bag Schatollet, en Eftermiddag Gerhard Winkel og
hans unge Frue kom ind i Følge. Hun først, smal
som altid - med en Smidighed, ante man, den
hun ikke gad bruge. Han efter, i Langstøvler og
med Høbøss paa Skuldrene efter Læssetælling paa
Laaven.

"Hvad drømte du saa inat, du?" spurgte
han i Fortsættelse af Samtalen, trygt smaaleende
inde i Skjegget. -

Men han fik intet Svar. - Han gløtted paa
Gangdøren. -

"Der er den, den brundroplede igjen - tscht,
vil du ud med dig, du din Ranglebikje!"

"At jage det vakre Dyret", sagde hun.

"Naada, gir du den Mad, du kanske?"

"Den vilde ikke ha." - Hun gik hen til Vin-
duet og læned sig ud af det.

"Ser du noe rart?" spurgte han. - "Er Bikja
derude?" -

Hun retted sig ligegyldig. Blev dog fremdeles
staaende. - Den Hunden, den Hunden - at det
da ikke var muligt at komme til Vished! - Hun
saa sig tilbage, overrasket. - Ogsaa et Indfald af
Winkel pludselig at dunke i Væggen derborte ved
Schatollet! - Men Hunden - der sad den paa
Halen nedenfor Trappen - stordroplet over Ryggen,
smaadroplet langs Flankerne. - Kunde hun bare
gaa ud og sige "Rex" til den; men saa sjaued
Winkel den sagtens afsted, og - nei, det var

SIDE: 16

knapt raadeligt, af flere Grunde. Skjønt det var
naturligvis ikke "Rex." - "Rex!" hvisked hun
ganske lavt. Sandelig spidsed den ikke Øren. -
"Tiras!" forsøgte hun videre. - Pyt, den spidsed
vist Øren til det ogsaa. - "Tosken!" - jo da,
den tog det vist til sig altsammen. - Nei, umuligt
at faa det paa det rene!

"Svare til Hvisling med dig da," sagde Winkel.

- Og selv det, at den var kommet log-
rende igaar, behøved vel ikke tyde paa nogenslags
Gjenkjendelse - kunde jo bare være en Opførsel
som af venligsindede Hunde flest. - Men slig hun
nu havde tænkt og tænkt sig rundt siden igaar!
- Hvorfor i Alverden hun ikke var kommet til at
sige "Rex" med det samme. - Se der, der dasked
den afgaarde nedigjennem Alléen, lidt paaskjøns,
ogsaa som Hunde flest. - Aaja, flere flekkede
Bikjer end Prestens! - Der nede stansed den ved
et Træ. - Sligt et feiende Kast paa den lange
silkefrynsede Hale. - Vakkert Dyr. - Jo, det var
vist "Rex". - Den Hunden, den Hunden! -
Strøg af hvide, kraftige Herrehænder over sit smale
Hoved, nedad Ryggen, det fik slig en Hund Aar
efter Aar, kanske helt indtil selvsamme hvide Herre-
haand sendte den en Kugle i Panden. Men Kvin-
derne, stakkars! - hun smilte bittert. - Ja,
mange Kvinder kunde vel misunde en eneste Hund. -

"Hvorfor svarer du ikke?" spurgte Winkel.

"Aa, jeg tænkte sandelig paa noe andet," svarte
hun træt.

"Hvad har du Hovedet saa fuldt af da?"

SIDE: 17

"Aa, alt og intet."

"Sæt dig hid naa!" - Han vilde trække hende
ned paa Fanget. Hun unddrog sig og satte sig i
Sofaen istedet.

"Veslekona mi puster saa tungt i Fjærene som
en syg Kylling, hun," begyndte han om en Stund.
"Det gjorde hun engang igaar ogsaa".

"Jeg er ikke syg, jeg."

"Angrer du, du fulgte mig hid kanske?" spurgte
han siden, og han blev tør i Maalet, som naar
han snakked om sin Mor.

"Nei. - Bare ikke bryd dig om mig, du. -
Er ikke vant til sligt, jeg."

"Jo, naar du er blid saa."

"Hm! - Om du liker mig blid, er det vel
ikke sagt, at andre - -"

"Andre?" sagde Winkel. "Naa! Er det andre,
det gjælder da - andre, du drømmer om?"

"Det gjælder ingenting," svarte hun. - Jeg
sover jo hos dig, jeg, inderst inde i dine Arme. -
Og jeg kjender, du er haard og fugtig som Slibeste-
nen derude. - Men tænke kan jeg vel. Og drømme.
Drømme kan jeg vel baade sent og tidlig, om jeg
ogsaa sover hos Bjørnefar i Hiet. - - For Drøm-
mene, de er trofaste de, Winkel, som Tungsindet."

Gerhard Winkel betragted hende nøie, rysted
paa Hovedet og betragted igjen.

Men slig hun sad der med Fingerspidserne
mod Tindingen og med lukkede Øine, begyndte
hun at fortryde allerede. Alene Blikket! - Hun
ante og følte det som et Jernpanser om sig.

SIDE: 18

Og for første Gang fornam Paula Winkel,
hvorledes hendes Mand formaadde knuge ned, lige-
som samtidig baade med Aand og Krop. Netop
dette, at ogsaa han sad der saa taus - han, der
i alt andet havde et godmodigt Ord tilsidst - det
gjorde Luften trykkende tung som før Tordenveir,
syntes hun - naar Skyerne bunker sig, og Aande-
drættet besværes. Og hun kjendte sig liden og
feig, da hun mumled:

"Aaja, det letner nok engang - med Hoved-
pinen."

Saa blev det ham, som ikke svarte. - Hun
begyndte at blive urolig. Vred sig sagte som for
at komme unda Trykket fra ham.

"Du sa, du ikke var syg," kom det endelig.

"Sa jeg? - Hm - er bedre nu." - Hun
aanded op. - "Men du Winkel, kjære, hvorfor
sidder du saan da? - Er du vond kanske, fordi
jeg ikke er robust som en Bondejente?" - Hun
fanged et Glimt fra Egtefællens Øine og strakte to
hvide Hænder over Bordet:

"Skal jeg rake imorgen? - Vel, vel, Winkel!"

Winkel blev siddende og se paa hendes Hæn-
der, som saa lindt gled nedover hans graaklædte
Arm og tilbage igjen. Han ønsked, han kunde
bede hende tage dem væk, indtil han fik spurgt
- han vidste ikke rigtig hvorledes - om noget
stort og vegtigt. Men hans Spørgsmaal vilde hvile
som en Ed over hende, ante han.

"Du - du - aa sig mig -" Videre kom
han ikke. De hvide Hænder og hun selv, de smøg

SIDE: 19

sig rundt ham med engang. Men let og fjernt.
Mer som Pust end Berøring.

Det skrabed i Stolen. Og det gav en Knep
og en Fnis borte ved den aflaaste Dør, da han
pludselig slog Armene om hende. Han kyssed
hendes Hoved, som stadig gav efter, nedimod Gul-
vet. Han krysted, saa hun bad for sig, indimellem
afbrudte Ord og Sætninger:

"Herren signe dig, du Ungen min - Ungen
min! - Er jeg slem mod dig, du? - Hø! Han
Bjørnefar i Hiet, han dræber af Kjærlighed, han.
- Fordi han ikke beregner sin egen Styrke, ser
du. - Aa, Veslemor, du Veslemor!"

Folkefesten, den store, til fremtidig Ihukom-
melse om den Gang, da Winkels var nygifte, skulde
staa en Lørdagsaften i Rumtiden mellem Slaat- og
Skuraannen.

Husmændene fra Gruvang, Nebruget og Sagen
ved Klun kom da paa Minutet af det fastsatte
Klokkeslæt frem bagenfra Laden, der flere allerede
havde ventet i timevis. Og de nærmed sig Hoved-
bygningen langsomt og uden Smil. Den ældste,
nogenslags Forvalter, i Spidsen. Saa de ældre og
Gutterne. Men Kvindfolkene allersidst, i en stor
mørkrudet Klump.

En for en nævetoges de skrabudbukkende med
de Sjelve for derpaa efter endt Kaffedrikning i
Drengestuen at takke og nævetage paany.

SIDE: 20

Egentlig skulde de saa rusle ivei til Laaven,
der et falskt, vibrerende Pip fra Ola Skomagers
Fele allerede hørtes indimellem Løvbuskene. Men
det lokked ikke nu i Lyse. Derfor satte de sig
heller, tyed sammen her og der henover Flaaber-
gene og paa Bakken, kladdevis som vilskne Bier.
- Bare et par Unggutter stilled sig paa Laave-
broen; for indenfor paa Laavegulvet dansed nogle
Jenter Hopsa, og naar de holdt paa at snuble,
skreg de paa Gutterne.

Ud paa Traakken kom Jon og Perikles Winkel
med tre fire Gaardbrugere, som var der for at se
paa. Og nu aabned Fruen Døren og slap ud
Konerne. Han stod et Øieblik iblandt dem, smi-
lende, ogsaa rød i Kinderne idag, da Egtefællen
kom imod hende.

"Der blir flere Fremmede, Veslemor. - En
Jæger eller to, som bor paa Hætten."

Hun blev staaende uden at høre, nikked til
ham, blot fordi han havde sagt noget, og forsvandt
ind i Huset.

Det rasled i nogle Syrinkjær. Imellem saaes
en blød, graa Ryg, svai i Bøiningen, imellem en
svingende Hale. Og imellem lød en dæmpet, inde-
klemt Mjauing derindefra. - Jon Winkel rusked
pludselig i Buskene, og to lysegraa Katter skjød
sig frem i Dagslyset. Stopped midt ude paa Gaards-
pladsen, der ingen Mennesker var - Hunnen kry-
bende sammen med Hovedet paaskjæve og store,
betagne Øine - Hannen foran, stolt som en Erobrer,
paa høie Ben og hver Fiber spændt. - - Perikles

SIDE: 21

mumled nogle Ord, som fik Vennerne til at le indi
sig, og som gav dem Lyst til at sige noget endnu
bedre. - Snart forlød da noget fra den ene, snart
fra den anden - korte, ugjengivelige Sætninger,
som hver Gang gav et Gufs af Indlatter gjennem
Manderækken.

Imens sprang en af Folkene frem og lukked
Grinden op for en jagtklædt Herre, som kom gaa-
ende - fulgt af en brundroplet Fuglehund. Han
smilte let, idet han saa sig om - saa i et Øiekast
Folkegrupperne, Buskene og de urolige Trær med
det sidste Solstreif - de fire fem selvbevidste
Manderygge i Rad, Katterne, Huset med Traakken
og Stenen nedenfor - og indiblandt endel runde
Madamer atter en Ryg, men rank - og en bred-
bygget Mand, som bemerked ham med det samme
og kom imøde. - - Den jagtklædte Herre slentred
rolig fremover. - Han havde et mørkt, markeret
Racehoved og om Munden et arrogant Drag, som
forsvandt, naar han talte:

"Mit Navn er - -"Han traadte forbauset
et Skridt tilbage og blev staaende med Hatten i
Haanden foran Gerhard Winkel, der ogsaa forbauset
vendte sig, og følgende Retningen af den Fremmedes
Blik saa han et hvidt Ansigt og en Haand, som
greb om Svalestolpen.

"Det er min Kone," sagde han for dog at
sige noget. - Hun nærmed sig langsomt. -

"Godaften Munk!" kom det paafaldende rolig;
men Haanden, hun rakte, var frostkold. - Hun

SIDE: 22

blev halvt aandsfraværende stirrende ham ind i
Ansigtet. -,

"Besynderligt - tænk De her!"

"Og De her!" - Et par forunderlige Øine
sænker sig ned i hendes - trækker op til Smil,
og de smiler begge.

Men hun tog sig for Panden med en Gang og gik
uden forklarende Ord tilbage. Først da hun pas-
serer Konekredsen paa Trappen, henkaster hun lavt:

"Jeg blir saa svimmel undertiden." - Og hun
lukked Døren efter sig.

"Ser De, Munk, han der? Han kan signe og
gjøre igjen, baade for Kopper og Svek. - Og han
der, han kan ryste et helt Hus. - Og han der,
Gammeln, han hugged egenhændig af sig Koldbrand-
tærne sine i Vinter. - Og ser De den lange
Kjærringen der da? Hun har faaet Universal-
middel for Kjærlighedssorger af selve Huldren, hun.
- - Hvad det er? - Noget rædsomt - noget
med Blod. Men gammelt som Synden." -

Ove Munk smilte. -

"Ja, der er jo tre Ting, " sagde han senere,
"Maanevirkning, Bloddrikning og Rapport mellem
Forelskede. - Var det ikke saa, De paastod be-
standig?" Han lo lavt og blev varm ved en Tanke.

Der var ogsaa Smil i hendes Stemme:

"At huske saant."

"Aa, man husker nok." - Han bøied sig ned
imod hende og spurgte noget om "Maanevirknin-

SIDE: 23

gerne nu" - gjorde en Bevægelse ud imod Mar-
kerne - brød overtvert, trygled og befalte, at faa
snakke med hende alene.

De gik gjennem Folkeflokke, som delte sig til
to Sider, forbi Tufsingrøden, Hættenkallen og Holten,
som ogsaa veg tilside, forbi Jon og Perikles, som
sansesløse stimed frem imod Laaven, og forbi
Gerhard Winkel, som stod midt imod dem nedenfor
Traakken uden at røre sig af Flekken.

"Naa?" sagde han.

De to Ansigter skimred mod ham med noget
ubeskriveligt over sig, noget selv i Halvlyset flim-
rende - Nordlys - Kornmo. - Og han dreied
sig langsomt om efter dem. -

Ved Veiskillet, midt ude i Maaneskinnet, stansed
de, og Skikkelserne tegned sig høie og elegante
mod Maanedisen, medens Skyggerne ifra dem strakte
sig indover Gaardspladsen, skjæve og tynde, og
- sorte som Sorg.

Men derude ved Veiskillet dæmped Ove Munk
sin daarende Røst, saa Ordene undertiden flød bort
for hende i en dunkel Vellyd, den hun kjendte
og elsked fra før:

"Min lille Pige - borte blev du som Blæst,
du - men jeg angrer, jeg lod dig bli det! - Min
lille, lille Pige, kan du tilgi mig, tror du - jeg,
en Synder for Vorherre, en Synder for dig og alt,
som er deiligt i Verden?" -

Hun stod blot og ligesom kjærtegned hans
Ansigt med sine Øine:

"Du -" Hun holdt Aanden, idet han læned

SIDE: 24

sig nærmere - og han gjentog noget. Smilte. Hun
forsøgte rive sig løs. Hørte sin egen Stemme fjernt,
fjernt borte, men distinkt som fra en Fonograf:

"Tilgi eller ikke tilgi - det har jo ingen
Betydning nu. - Hvad kunde forresten du for, at
du ikke elsked mig, Ove?"

"Elsked? Dig? - Aa!" - Han gjorde et
uvilkaarligt Ryk. - "Du er blit deilig, du -
deilig!" - Han luded sig ned og kyssed hendes
Haandled - og Læberne var hede. Og Stemmen
var hed, og Aanden, slig han hvisked lavt imod
Øret, som Susen, der gik i den modne Rugaker. -
Hun skalv og fornam, som begyndte noget at briste
og forgaa rundt omkring. - Der dirred Maane-
lyset - der flakked Engtaagen - der bued og
bugned sig Akre og Trær. Etsteds fra en skinger
Felelaat og enkelte Skrig -et dumpt Brøl. -

"Reis du!" hørte hun atter sin egen unaturlige
Stemme - "reis bare, nu som før! Hvad skal jeg
med dig, tror du? Satan!" - -

Midt ude i Maanestriben stod en undersætsig,
sortklædt Mand stenstille paa Samme Plet og stirred,
stirred paa de to derude ved Veiskillet. - Der
gjorde han hende noget, Fyren. - Hun raved. -
Han fik vogte sig. - Øvri-! - Naa, der kom de
alligevel spadserende tilbage indover Alléen. -

Men hun skiltes fra Kavaleren og gik stiltiende
forbi Egtefællen og ind i Huset. -

"Var De Skyld i, hun blev daarlig?" spurgte
Winkel, og Øinene lyste stride som Hugg.

SIDE: 25

"Havde jeg Skylden, var det ialfald ikke ment,"
og Ove Munks Blik streifed Porten, hun var gaaet
ind af.

"Nei," sagde den første, "det vilde jo været
at misbruge Gjestevenskabet." -

Der jog en mørk Sky over Ove Munks An-
sigt:

"Jeg skulde faa min gode Hættenmand med
mig," sagde han undvigende. "Og se til at komme
hjemover."

"Værsgod!" svarte Gerhard Winkel.

Inde paa Laaven, hvor der efter Aftensmaden
var ruslet ivei med en Polskdans saa tækkelig paa
Rad, tog Trampen til at lyde tættere og ivrigere,
alt eftersom Mørket seg frem fra Krogene, indtil
de blev dansende paa hverandre i Klatter, skraa-
lende og puffende derinde i Halvmørket. - Hans
Halvor Grina likte dog bedst at danse Hopsaen alene,
og han dansed den med vældige Spark mod sin
egen Bag. - Lorsken brisked sig ved Laave-
døren:

"Kom hid du Ramstadkrug med Flaska di,"
skreg han, i nogenslags slæbende Prækentone.
"Ellers ska jeg hive dig saa høgt tilveirs, at du
blir staaendes stille i Lufta, mens Sulua bygger
Reir i Enden din." - -

Jon og Perikles, som holdt sig for gode til at
være med iblandt dem, stod med Benene i Høgulvet
og titted frem mellem Birkebuskene. -

SIDE: 26

"Kom Petrine, skal du faa en Daler," raabte
Perikles. "Nei, du skal inte gjøre det forgjæves,
Petrine maars," smisked han.

"Jagu - en Daler er altids mer end en Bøtte
Poteter," hentyded Ramstadkrug til noget gammelt
- og de nærmeststaaende spruted Latteren ud af
Næsen. Perikles's Hoved med den smalbremmede
Filthat var stadig i Bevægelse fremfor Løvbuskene,
og Vitsmageren, Ramstadkrug, bar rundt med
Brændevinsflasken Bemerkninger om den Skjønne
i det Grønne, om Galæbler paa Bjerka iaar og om
en, som havde glemt at tage Hodet sit ud af
Hatten, da han sidst hængte den der. - - Men
Hans Mislet havde ogsaa noget med Sukker paa
en Flaske, hvoraf han skjænked Kvindfolkene:

"Vi ska se, aassen det gaar, hvisked han til
Kjærringen, som var dunset og beundrende og
braagreb sig i Siden, fordi hun plagedes af Hold,
naar hun lo.

Men Jenten, som var mest i Vinden, hed
Erika Karistua. Hun var fregnet, men løs og ledig
og spænstig i Dansen, uagtet de famled over
hende og greb hende indtil sig. - Der var ogsaa
dem, som mente, hun ligned Gaardens unge Frue.
Gutterne sledes om hende, gav hverandre Fantord
og Knub, og hun fulgte, indtil Aandedrættet blev
hikstende, og hun maatte holde sig i Lade-
bolken. - -

Da var det, at to lange Arme strakte sig
frem fra Løvbuskene og trak hende ind.

Et par Gutter satte bandende efter. -

SIDE: 27

Men der var sækmørkt i Høgulvet, og Støi
udenfor.

Og de kom tilbage, ladende Skufelsen gaa ud
over uskyldige. - Berger Berget stødte sin Farbror
for Bringen, og denne svarte med en Næsestyver,
saa Blodet skvat. Gutten, som ellers var den stø-
digste af alle, blev fraadende af Sinne, spændte
Ben og fik Farbroderen under sig:

"Tak for sidst," hylte han, dængende, hvor
han traf.

Der toges Parti. - Nogle lo, nogle graat, nogle
plystred og sang. - Ramstadkrug sad sammen-
huket i en Krok, gløgg, med vaagne Øine. - En
gammel Kjærring med svinskt Ungdomsliv krøb
op paa Bolken og ypped:

"Du er en Vellingvom, Johan! Og du, Kasten,
du har Haandlaget til Mor di. - Til vinstre Gut,
til vinstre, saa raaker du bedre. - Heit san, det
var Kjevle! Hæhæhæ! - Gi igjen naa! - Pøh,
daaner du for det da, Vammelmagan? -

Og de slos de to,
saa de drukna i Blo
 for e Jente!

- Har du inte Kniv da, Gut? Op me 'n!"

En rulled bort i Fjælstubben, der støtted Laave-
døren, og den tunge Dør dumped bragende ned
paa Bakken. - Nogen inde fra Laden skreg, det
fik være slut.

"Nei Brændevin!" svartes der, "Brændevin!"

Men der var kommet en Mand med Jernholk-

SIDE: 28

svøben i Haanden. En, som stod for Enden af
Laavebroen og bød dem gaa hjem med sig. Og
selv de inderst inde og de fuldeste drog Kjendsel
paa Maalet, grovt og sterkt, men hvassere inat end
ellers, og slap modvilligt Taget i hverandre. -

Han stod der, og de fik lidt Besindelse
tilbage. -

Han stod der, og en efter en gik de forbi,
skjanglende, krakilske. - En, der kom for nær,
puffedes omkuld, reiste sig bandende og vilde yppe
indpaa. - Gerhard Winkel hæved Jernholken mod
Mandens Hoved, og Manden, som fik et Skimt af
sin Husbonds Ansigt, blev myg med en Gang og lusked
lallende af: "Neinei, nok inte til aa spøge med
inat." -

Kommen udenfor hven de sig skarevis henad
Sletten og ind i Lundene. - Men paa Laavegulvet
ynked sig en saaret, og bom stille indi Kroken sad
Hans Mislet, den daarlige Brændevinsforvalter, indtil
"han Fars" Skridt tabte sig over Gaardspladsen.

Gerhard Winkel laaste Porten og gik haardt
opover Trappen, hvis Trin knaged og braged i
Nattestilheden. Han gik over Langgangen og greb
i Dørklinken, men fik ikke Døren op:

"Det er bare mig," sagde han, fordi han
tænkte, hun var blevet skræmt af Levenet. - Men
der lukkedes ikke op. - Og han banked igjen. -
Nei ingen. - Han banked sterkere. - Og ster-
kere paany. - Og han dundred paa i Forundring,
der gled over til Frygt for, at noget galt kunde
tilstødt hende. - Han lytted, syntes høre en Lyd,

SIDE: 29

forstod ingenting - og sparked med engang af alle
Livsens Kræfter i Døren. - Den var af krydslagte
Birkeplanker og holdt. - Men noget ved Laasen
brast. - -

Hun stod der foran ham i Dagningen, lys-
levende og paaklædt - høi, smal og sort som altid
- men Munden stor og rød, som smægted den
efter Kys - Øinene aabne og blanke. Gerhard
Winkel glemte at spørge. - Der gik en Sitter
gjennem hele hans sterke Krop, og hun veg til-
bage, veg og veg, indtil hun stod med Ansigtet
ind i Værelsets borteste Hjørne. Da bad hun ham
gaa og begyndte hysterisk at vride sig under hans
Kjærtegn. Hendes hede Legeme, hendes Modstand,
Dagens Begivenheder, alt tilsammen virked det paa
Gerhard Winkel med en Magt indtil Vanvid, og
han tog og bar hende, medens hun sprelled og
tvinned sig som en vild Kat og slog ham med et
iltert Skrig midt i Ansigtet. - Da brummed Ger-
hard Winkel og bøied hendes Arme tilbage paa
Ryggen og kyssed hende alligevel - og hun maatte
give sig i Afmagt. Men hun saa ikke paa ham.
Et Øieblik stirred de aabne, blanke Øine op imod
Taget. - Saa lukked hun dem pludselig, smilte
og lagde begge Armene om hans Hals.

Høsten blev stille paa Gruvang Gaard. Dob-
belt stille efter Uroen og de vilde Slagsmaal.

Kornet blev skaaret, bundet og kjørt, tyst og

SIDE: 30

lunt som aldrig før. - Ingen Tomvogn skrangled
rasende afsted det Aar med Leiehest drevet af
hvinende Tømender. - Ingen Skjending paa Akeren,
intet Tilraab og ingen Jenteknegg som ellers, naar
Høstens modne Lugt fylder Luften. Men paalidelig
og støt gik det med Bededagsfjæs, rent som syntes
hver især af dem at have noget at sone. - Saa.
- En Dag det brygged til Regn, blev et par
gamle Slæder med Træmeier taget i Brug, og
Gaardshestene maatte trække, stakkars fede - og
de trak den hvislende Rigdom i Lade, saa Skummet
valt under det knagende Sæletøi.

Men da Regnskyerne drev væk, havde Him-
melen løfted sig høiere op - fjern og fornem -
og vidunderlig skyldfri.

Og Høsttaagen kom, og Høsttaagen veg, og
Dag efter Dag laa Sletten og drømte. Og Nat
efter Nat smilte Maanestraalerne i Taagen. -

Ude paa Jordet stod to Orebuske. De blev
til en kostumeret Chevalier og en smallivet Dame.
- Han bukked og skrabed, smelted sig hen i Ær-
bødighed, næsten helt ned til Marken imellem. -
Hun kasted sig uvillig væk. - Han retted sig
stolt, løftende paa sin tresnudede Hat. Da blev
hun bange og bøied sig gratiøst, som hvisked hun
snedige Elskovsord. Og han studsed. - Det var
nu Ulykken, at han var tryllet til Stedet. - Hun
lokked, naar han gik, og veg, naar han kom, svaied
af Latter, naar han rysted af Sinne. - - Og slig
drev de sit Spil baade sent og tidlig - men især
naar Aftenvinden suste over Sletten.

SIDE: 31

Paula Winkel stod ofte ude ved Veiskillet og
saa paa dem og paa Aasen, som strakte sig der
over paa den anden Side, snart graa, snart sort,
snart skinnende lys med en Hær af underlige Skik-
kelser høit opimod Himmelen. - Og som hun stod
slig, hændte det stundom, hun kunde le sagte ved
sig selv og kramme de Blade, hun holdt i Haanden,
fordi hun, som havde troet Glæden død, alligevel
toges af en Glæde, den hun ikke helt kunde for-
staa, stille som den var, ligesom Taagen og Maane-
skinnet og Vorherres milde Veir. Men det kunde
ogsaa hænde, hun blev de 
lo lysegraa Katter for
rap i Vendingen, snapped dem til sig, en under
hver Arm, og betragted dem længe, fordi de syntes
hende Minder om en merkelig Kveld. - Se, der
smat de dog bort, baglængs, med bløde Poter, og
legte sig videre, skjønne og trofaste, hele sin Ung-
doms daarende Leg - over Marker, opigjennem
Trærne og bort under skumle Udhus. -

Og Livet paa Gruvang gik i sin vante Gjænge.
Og Pleielerne dunked og dunked saa taktfast
paa Laaven. - Og Stilheden nynned og sang om
Aftenen. -

Slig gik det, til Mørketiden kom, og Regnet
begyndte smelde.

Men da Mørketiden kom, fandt Paula Winkel
sine Pastelfarver frem og fordrev Tiden med at
male derborte ved Vinduet til sidste Skimt af Dag,
- altimens hun følte Varmen lune sig i Ryggen.

Ofte merked hun, at nogen stod bag og
titted. -

SIDE: 32

"He," kunde han sige, "skal det være et Blad
eller 
er Æple?" - Og hun tied haardnakket stille
- kunde dog ikke egentlig ærgre sig over Spydig-
heden heller.

Anderledes ligeoverfor Winkel. Hun vendte
sig tidt og gløtted derhen han sad med sin Pibe,
smilte lidt usikkert:

"Synes du, jeg spilder Tid kanske?"

"Synes du, jeg er uselskabelig, du?"

"Det er saa morsomt." - For - noget hun
ikke før havde betænkt for saa meget andet rart,
det var dukket frem for hende i det sidste, i Tus-
mørketiden, ligesom Trærne, der dukked bladløse
og graa frem af Høstregnet. - Naar hun saa
Winkel, tænkte hum ofte: Du har slaaet til ham,
du. - Funderte meget over, om ogsaa han husked
paa det, - trodde han gjorde, straks han saa al-
vorligere ud - og hun fornam som et Stik. -
Men hun generte sig simpelthen for at nævne sin
egen Slemhed. Desuden - at gjenoptage - der
var noget, som var farligt at røre, som et Rovdyr.
- - Og han havde aldrig nævnt det Slaget, ikke
Morgenen efter - aldrig. -

"Nei Winkel, nei er du vond paa mig nu?"
kunde hun sige. -

"Var det ligt sig, det," svarte han rolig, "jeg
er ikke vond paa dig, Veslekona mi!" -

Og hun malte atter vel tilmode. - Men om
nogle Dage var den der igjen, Samvittigheden.
Indtil det hændte en Dag, hun stod ved Siden af

SIDE: 33

ham, at hun rent impulsivt kom til at stryge sin
Haand over hans Ansigt. -

"Hø!" sagde han, idet han tog Haanden og
saa paa den. "Hvem skulde ogsaa tro, den kunde
smelde slige Ørefiger?"

Hun fik Vand i Øinene af Flauhed. -

"Naada Veslemor," sagde han noget polisk. "Jeg
siger jo ikke andet, end at det var vel fortjent." -

"Aa, du Winkel - du Winkel!" - Hun blev
saa overvældende glad i Øieblikket, at hun hængte
sig om hans Hals og kyssed. - -

Men siden. - Naa, saa var det da over - hun
havde gjort sig unødige Skrupler - en ækkel Byrde
var faldt af hende - og alt var vel og bra. - -

Og saa var hun stadig fornøiet over at have
gaaet bort fra "han" Ove hin Festaften, fordi hun
følte det som en Slags Revanche blandt andet
- Gud alene vidste, hvorfra hun havde hentet
Kraften. -

Naar hun ikke skimted male længer, laa hun
meget paa Sofaen med lukkede Øine. - Jo, nu
kunde hun drømme! Men hun drømte ikke af
pur Mathed. Smilte ud for sig bare.

"Gud ved, du Winkel," sagde hun engang,
"at nogen er ræd? - Aa, jeg glæder mig, glæder
mig saa forfærdelig til den lille Ungen min." -
Og hun laa videre, mat og rørende. - Og Winkel
lagde Puder under hendes Hoved. -

"Hvem i Verden har slig Kjærring som jeg,
tro?" - Og han strøg lindt med sin haarde Haand
over hendes Pande.

SIDE: 34

Men da vak hun stundom og skutted sig
sammen.

Sønnen fødtes en Sommerdagsmorgen. Moderen
lo, da hun fik se ham, og vilde ikke slippe ham
fra sig igjen. Blev liggende med den lille i Ar-
mene, og de to peb omkap, saa Faderen tilsidst
ganske betuttet og hovedrystende gik ifra dem.

"Naa blir du Nummer to, Far," spaadde
Brødrene, "har du ikke været det før." - Og
Gerhard Winkel svarte ikke, men følte sig elendig
liden og tilovers.

"Hm, det faar vel bli en Maade med det,"
sagde han senere en og anden Gang, men stadig
maatte han merke sin Magtesløshed ligeoverfor de
to Væsener deroppe.

"Hun er akkurat et Dyr," erklærte Brødrene
- "akkurat en Bikje. Slikker hun ham ikke,
tro?" - Og de holdt næsten paa at sprække af
Latter ved at høre Navnet - Dag. - Tænk Dag!
- "God Dag," sagde de til Winkel og trykked
ham hjertelig i Haanden. -

Noget dundrende Barsel fik de heller ikke.
For Daaben blev feiret i Stilhed - kun med
broget Løv rundt i alle Værelser og de massive
Sølvvaser bugnende af søde Druer og brusende
Guldvin i Kruset. - - Mens hun selv alligevel
bare eksisterte for Barnet. -

SIDE: 35

"Det er godt ikke at være gift, du," sagde
de, saa Winkel maatte høre det.

En Stund fandt vel Winkel sig resigneret i
sin Skjæbne. Men saa tog han til at blive grætten.
- Og tilslut blev han saa sint og urimelig, at
ingen turde komme ham nær. -

Imens rusled Hustruen intetanende om oppe
paa Værelset og kunde ikke fatte, hvad der gik af
Manden, da hun hørte, han havde lokket en Rangle-
hund ind i Gangen og rundhjulet den. - Men det
blev nok ikke dermed. For Folk jaged han af
Gaarden, skjeldte og smeldte, tramped efter Kat-
terne, indtil nogle af Folkene en Dag kom og bad
hende saa mindelig om at snakke han Far tilrette.
- For han Far var ikke sig sjel lig. - Han Far,
som da ellers var saa ræsonnerlig en Mand. - Og
hun loved at lægge et Ord ind for dem.

Hun kom med Barnet paa Armen. - Neitak,
han brød sig ikke om at befatte sig med slige,
som ikke var skjelligt Ord at faa af. Neitak! -
"Men - vil du gaa op med Ungen saa!" kom
det braat. -

Hun gjorde det og kom tilbage:

"Gudbevares for en Busemand det er blit af
dig da, Winkel!" -

Da kunde han ikke andet end le han heller. -

"Er det virkelig sandt, du er blit saa slem i
det sidste?" spurgte hun.

- Om det var sandt? Hm, ikke efter hans
Maalestok. - Tilpas til dem allesammen, Skur-
kene, som drak sig fulde paa Festen ifjor. -

SIDE: 36

Og Ramstadkrug, som var Skyld i det -
Kjeltringen. - -

"Bedre du havde sagt fra dengang end nu
efter et Aar."

- Æsch, Kvindfolketøis! Bedre sent end aldrig,
vidste han. -

"Hvordan er du blit slig da, du, som var saa
snil før?"

- Hm, han havde vel knapt noget at være snil
for nu. -

"Du, som har faaet saan en nydelig liden
Gut."

- Pyt - blaas med den! -

"Er du ikkenoe glad i Lillegutten, du da?"
spurgte hun stille krænket.

- Jo Kors da, han var glad nok i ham. -

"Han er og blir nu den søteste, han," fort-
satte hun endnu fornærmet og vigende rent ud
ifra Sagen. - "Jeg faar gaa op igjen, jeg." -

"Ja, det er saa!" bruste han pludselig ud. -
"Jeg skal faa gaa her som det femte Hjul til en
Vogn. - Rigtigt ja - rigtigt." -

Hun blev forundret staaende:

"Er du jaloux paa Lillegutten, du da?" - Og
halvt ærtende: "Nei, tænk - være jaloux paa
Lillegutten!" -

- Æsch, var det ligt! - Jaloux paa saan en
liden Dr..pose! - Men hun taalte det ikke selv,
aldrig at trække frisk Luft - - Et halvt Snes
Barnejenter. - Var det nok? -

SIDE: 37

I Winkels Dagligstue fyldtes det ene Hjørne
af den gamle Støbejernsovn, som hun syntes Winkel
ligned. Den var firkantet og bred, sammenføiet af
store, fingertykke Plader. Og paa den ene nogle
knudrede Figurer i Basrelief, forestillende Doktor
"Factus" spillende Femkort med Fanden. Men
tversover var sprunget en Revne, hvorigjennem Ild-
skjæret tegned en blodig Snor henover Gulvet
eller over den, der sad inden Rækkevidde. Det
blev da Gerhard Winkel, naar han Frostaftenerne
havde tyet hen i Kroken. -

Det bragte hende undertiden til at sige:

"Winkel, aa flyt dig lidt til Siden! - Du
blir saa fæl med det Arret over Kinden."

Og ham til at svare:

"Hø! Du kan tro, jeg er en gammel Veteran
fra Syttiaarskrigen, jo. - Jeg sidder godt jeg,
Ven min."

Han laante Haarnaaler og kradsed i Piben,
som altid vilde slukne - kosed sig lunt over den
og over endel gamle Historier, slige, som hørte
Gaarden til, og som han vidste vilde dø med ham
selv. - Hun hørte dem med et halvt Øre, sad
mest og tænkte paa, hvordan Lillegut havde det
oppe i Vuggen sin. - Naa, han havde det nok
godt, og Pigen sad hos ham. - Men se ham, naar
han var vaagen og laa ved Brystet, den lille, tykke
Truten, saa graadig. - Se ham, naar han sov,
saa buttet og god og rød i Kinderne, med Udtryk

SIDE: 38

som en liden, liden Hvalp. - Se og se ja, aldrig
blive træt - Lillegutten! -

"Der siges," sagde Winkel, "at naar Gaarden
her har fostret en forskruet Slegt, som sjelden blir
lykkelig, saa har en lei Afstamning Skylden -
ikke det, at her er for afsides til, at nogen kan
lære haandtere Livet. -

Der er et Sagn, at langt tilbage i Tiden ind-
giftedes en Pige, Datter af en Mand, som bodde
nedenfor Gravene herborte. Det havde været saa
smaat og armodsligt med dem, at de til Brænde
brugte Bord af halvraadne Ligkister, slige, ved du,
som Graveren ofte graver op, - og over den Veden
baade kogte de Grøden og stegte Lumper nedpaa.
- Og saa fik Stakkarne Ord paa sig for at være
Varulve, du. - Neida, hun kunde ikke lade Kirke-
gaarden være, selv efter hun kom hid og havde
baade i Hæk og i Sæk. - - Hun skal gaa igjen
derborte den Dag idag, siges der ogsaa. - -
Aaja, Sagn er Eventyr, og Eventyr er Opdigt!

- Saa skal jeg heller fortælle om Bedstefars
Onkel, Major Winkel, da han som pensioneret leved
her paa Gaarden med sin Kone og en Husjomfru,
hende, Gudherren slog med sin Hevn." -

"Men Winkel," kunde Paula faa Lyst til at
modsige, "Vorherre hevner vel ikke - men straffer."

"Hevnen og Straffen har samme Rod," siger
Winkel. - "Der straffes med koldt Blod, men hev-
nes i Vrede. Hvor ofte staar der ikke: Og Guds
Vrede optændtes. - Men der Vreden optændes,
der slaar ogsaa Hevnen. -

SIDE: 39

Naa, det var da Majoren! - Han var en
lang Mand med krokete Ben og stram som en Tin-
soldat over Skuldre og Ryg. - Majorinden var
liden og rund med Engageanter om Haandleddet
og Fiskebensskjørt.

Ja, de leved som gamle Folk sig hør og bør
et pent Liv, i bedste Forstaaelse saavel med Vor-
herre som med hinanden indbyrdes. - Og Hus-
jomfruen, Karine hed hun vist, var en udmerket
Madlaverske, saa fremsynt i Husvæsenet som faa.
- - Det var Tider dengang, Veslemor! Tjenerne
kosted omtrent ingenting, Føden endnu mindre,
paa Sydflotten stod Linakeren saa blaa som et
Stykke Sommerhimmel. - Saa kunde nok Kon-
tanten bli baade drøi og lang. Jajaja!" - Winkel
fortabte sig i Betragtninger, mens han tændte en Flis
ind i Trækhullet og suged Piben op. Fortsatte saa:

"Borte paa Hagan var en liden Hytte, hvor
en Smed, Ranner hed han, havde Tilhold. - En
lei en Fark, som lusked om ved Nattetid og gjorde
Fortræd og om Vintrene var borte som Svarte-
katten i Mørket. Der mentes forresten, han laa
paa Krybskytteri i Sætrene da. -

Saa en vakker Vaar hændte det, at Ranner-
smeden ikke kom igjen. Og da Majoren skjønte,
at Folk brød sig lidet om at bo i Rannerhytten, gjorde
han den ligesaagodt om til Kjone. - Men det
skulde han nødig gjort. - For ret som det var
blevet Sommer, gik Smeden i Bygden, gnistrende gal
over det Pudset, Majoren havde spillet ham. - Des-
uden vidste han at fortælle om noget derbortifra

SIDE: 40

Kjonen, saa nøiagtig ogsaa, at Folk baade korsed
sig og vred sig i Latter. - Og da Karine, Hus-
jomfruen blev tyk, og tykkere for hver løbende
Uge, vidste alle, at Majoren var impliceret.

Derfor havde ogsaa mange Moro af at gaa og
spørge: - Aaneida, hun var saa pen og uskyldig,
- skulde hun faa Barn, hun, var det med hende
som med Jomfru Maria da? - Naar hun siger det,
er det nok saa, nikked Majorinden og laante hende
et Fiskebensskjørt. Men en Dag, Karine stod ved
Kjøkkenbænken, fór et stort Lyn ind gjennem Vin-
duet og slog hende overende. - Hun sutred et
par Gange, der hun laa, tog sig til Maven og var
stendød. De, som bar hende ud, kjendte, at Fosteret
rørte sig, men - sagde de siden - de havde
tiet, fordi de ikke turde lemfældiggjøre Vorherres
Hevn. - -

Det var det.

Nu - med det samme, jeg snakker om Hevn,
skal jeg fortælle om Bedstemor min, som skjønt
Prestedatter var saan en Rasmus af en Kone -
og ikke vilde laane Husrum til en bleg og forsagt
Mand, som en Uveirsjulekveld kom ind i Kjøkkenet.
Han saa saa mildt paa hende med et par saa for-
underlig lyse og deilige Øine og bad endnu en
Gang, om han bare kunde faa ligge i Høgulvet. -
"Nei!" - svarte hun, haardt og bistert. Da rørte
Fremmedmanden ved hendes Skulder. - Og han
ligesom gled bortover Gulvet og ud af Døren.
Tjenerne snakked om ham senere. - Ingen havde
seet ham komme tilgaards og ingen at gaa.

SIDE: 41

Men Bedstemor, hun blev lam og skrøbelig
lige til sin Død. -

Guds Lov - og Straf - og Hevn - er mang-
foldig. At læse i Menneskenes Lovbøger, det er
fortrøstningsfuldt det. - Der er jeg sikker paa
aldrig at have forbrudt mig. - Menneske og Men-
neske imellem har jeg ingen Læk og ingen Lyde. - -

Tænd Lysene, Paula - Veslemor, er du snil!
- - Ja, saa kan du faa Lov at se til Gut-
ungen." -

Gerhard Winkel tog Kristian den 5tes norske
Lov, ved Casper Peter Rothe, ned af Hylden og
gav sig tilfreds til at studere dens Register over
Ret og Misgjerninger. Omfavnende Lyset holdt
han Bogen langt fra sig udover Bordet.

"Dugg faldt,
og Dugg smalt
i Herrens Aar -
Lod intet Spor tilbage"

- saa siger en gammel Versestub.

Og Tid forløb.

Og lille Dag han vokste. Begyndte bore
Næsen ind i Moderens Bryst og lege sig med
det. - -

Og lille Dag han vokste. Stabbed ørliden og
blid om mellem alt det ældede, der Barneskridtene
lød ødslige og forbausende, hvad enten de snubled

SIDE: 42

paa det kvistede Kjøkkengulv eller rendte insekt-
agtig afsted inde i Stuen, hvor det skraaned. - -

Og lille Dag han vokste. Lærte pludre og
snakke og gjøre Grimacer, altimens han fik ret
Næse og Smilehul i det ene Kind.

- Om det saa var Brødrene, orked de ikke
gaa ham forbi uden at smelde med Tungen eller
knipse med Fingrene. Og Gutungen knipsed, jepte
og smeldte igjen, rent rabalsk af Legenhed. -
Men falsk var han - erklærte de - falsk som
skreneste Flødeskummet. - Slig han nu kunde
staa og se Jon op i Ansigtet, saa smørblid, for ikke
at sige noget andet, at Jon følte sig ganske rørt
og smigret. -

"Nei, den Vorten din er fæl, du," sagde han
pludselig. - Og slig han nu klænged og brydde
dem med alt; indtil han ikke havde Brug for dem
længer: - "Gaa med dig, du stugge Onka Pirk,"
hed det saa, - "du ækle Onka Jon." - Det var
Takken. Og ofte kunde Brødrene blive ganske
hadefulde i Øinene. Men ved Leilighed vidste altid
den lille at insinuere sig paany. - "Det er hans
mindste Sag at gjøre sig lækker," sagde de, og en
Brod fra den lille rødkindede Dag blev nu altid
siddende igjen.

Og det var vist - mangfoldig var han: Brød
sine Tinsoldater istykker, kasted Sten paa Gaas-
ungerne, skar engang op en hvid Mus med en
Bordkniv. - "Det er Juleslagtning, tønner du,"
sagde han snusvigtig. Men han kunde angre sig
ganske syg, naar det gale vel var gjort.

SIDE: 43

Gerhard Winkel skubbed ham fra sig, naar
han var ulydig: - "Du er et arge Trold af en
Unge," sagde han ærgerlig, men le lidt maatte
han nu alligevel.

Gerhard Winkel kunde ogsaa sidde lange Stun-
der og se paa sin lille Søn, lade ham ride Ranke
og lære ham rare, gamle Regler: "Og han Las
og han Mas gik til Lottane By." - "Det er en
egte Kjærlighedsunge, du Paulamor," lød det da
faderstolt. - "Men mig ligner han neigu ikke
mer end Katten," kom det efter. "Det maa være
dig da."

"Han ligner nok ikke hverken dig eller mig,"
sagde Paula smilende, "den lille Fyren - lunefuld
og søt som Kjærligheden selv." - Hun fik altid
den samme Trækning om Munden, hun, naar det
gjaldt Barnet - noget henimod en syg Lykke. -
Hun var da ogsaa den eneste, den lille Balstyring
lod til at være glad i. - Han hængte hende i
Kjoleskjørtet baade sent og tidlig, saasandt han fik
Lov af Faderen. - Og det var, som hun ved sin
Kjærlighed formaadde lægge en Dæmper paa hans
Vilterhed.

- Ofte tog hun ham med sig ud, og de
vavred hist og her over Markerne, mens hun lærte
ham Navnene paa Fugle og Trær - og aldrig at
træde paa skinnende Kryb. Og hun bar ham paa
Ryggen, naar han blev træt.

Borti Aaslien, der de gule Vaarblomster lyste
Side om Side, og Sevjen randt under Siljebarken,
der skar hun mange Kviste, bredte sit vide Kjole-

SIDE: 44

skjørt ud til Sæde for Barnet og laved ham Fløiter,
smaa og spinkle som hans egen Lillefinger.

Men som de sad der, hændte det tidt, hun
bøied sig ned over Barnet og snakked saadant, der
lidet kom et Barn ved, monotont og sørgmodig,
som den, der ingen Fortrolig har, kritikløst kan
snakke med en Hund, en Kat, en Kanarifugl.

"Jada - jada - vi har det jo bra Dag efter
Dag og Aar efter Aar - at det bare maatte ved-
vare, Dag - at ingenting maatte hænde, der gav
os Længsler efter andet - og at du aldrig maatte
blive stor, lille Dag, og reise fra Mor. - Herre-
gud ogsaa - hvad vi giver af vort Hjerteblod, vi
Kvinder - det være sig til en Mand eller til et
Barn. - Manden kror sig af det, og Barnet lever
af det. - Og mister gjør vi det hele den Dag, de
reiser bort - Manden styrket i Troen paa sig
selv - Barnet, det voksne, styrket mod Liv. -
Og en anden Kvinde faar, hvad den første gav.
- Aa ja ja, den evige Stofveksel af Kvinders
Hjerteblod til Kvinder gjennem Mænd! - - Saa
skal jeg vel ogsaa sidde alene en Dag, og Aspene
klapre som af Regn igjen - Nei, lille min Dag
være Barn bestandig." - Og hun blev lykkelig
ved Tanken: - "Lille min Dag har længe igjen."
- - Hun kyssed Gutten, saa paa ham stort og
varmt og spurgte for at lege med ham:

"Hvad er i Mors Øie da, lille Dag?"

Og i det blanke Veir speiled Gutten sig selv
i de blanke Øine:

"Lille Dag er i Mors Øie."

SIDE: 45

Naar Gerhard Winkel gik ude paa Gaards-
pladsen, holdt han stundom Haanden for Øret og
lytted. Det var en Evindeligheds Siljepip borte
fra Aaslien. - I alle Tonarter lød det, som en
vibrerende Flageoletfløite undertiden, saa melan-
kolsk og skjært gjennem den glædesyngende Vaar-
luft. -

Gerhard Winkel vidste, fra hvem det kom -
og han smilte trygt for de to.

"I Treskemaskinen," sagde Brødrene, "blev
sandelig lagt baade Penge og Forhaabninger." -
Og at Treskemaskinen skulde komme var en stor
Begivenhed paa Gruvang.

Før havde nemlig Folkene staaet fra Klokken
seks hver evige Høst- og Vintermorgen og banket
Kornet ud med Pleiel, en Skik, Winkelerne nok
havde bibeholdt sin Levetid ud, havde det ikke
hændt sig slig, at en smart Agent en Dag var
dukket op og havde præket og overbevist saa længe,
at Handelen til syvende og sidst blev afsluttet.

Saa stod de da allesammen opstillede ude paa
Trappen, da den kom trukket paa to Vogne op-
igjennem Alléen, hver Vogn efterladende sig to
brede, dybe Spor i Sandet. - Jon og Perikles
svansed geschæftig afsted for at tage den nøiere i
Øiesyn, og Gerhard Winkel satte sig ogsaa i Bevæ-
gelse. - Nu den vel var kjøbt og betalt, var de
alle vel fornøiede, kunde bare ikke blive enige

SIDE: 46

om, hvem der først havde givet Stødet dertil.
Paula blev staaende alene tilbage med Gutten,
reserveret og alvorlig:

"Det er et stygt Dyr," sagde hun. - "Pas
dig!" - Og Gutten gjemte sig bag hende, mens
han nysgjerrig titted frem ved Siden. - Den var
slet ikke noget styg, syntes han - fint gulmalt
med røde Kanter. Og røde Stænger med Knuder
paa laa der ogsaa - frygtelig rart altsammen! -
"Did skal jeg springe hver Dag," sagde han ærtende.
Og hun slog til ham for første Gang i Livet.

Treskemaskinen blev veltet ud og ned i Hullet,
som var gravet nedenfor Laavebroen, - og Mæn-
dene blev holdende til der, letted med Jernstører
og Løftestænger, hujed og maated den hele Efter-
middag. De var ogsaa kommet i Tanker nu om
noget efterglemt Korn, som heller ikke var saa
ilde at faa tresket afveien, før Musen spiste op
Kjernen, eller Aarets Avling kom ind. Følgelig
maatte Maskinen igang - og det paa røde Rappet.

Næste Morgen var de da oppe med Solen,
mased og plundred uafladelig. Ud og ind bar det
efter Skrujern, Hovtænger og Taugstumper, uden
nogengang at lukke Dørene. Paula hørte helt ind
i Stuen, hvorledes det gik under stadig Parlamen-
tering derborte, Perikles's Skravl og Gerhards Høhø,
naar Jon gjorde noget forkjert, alt tilhobe krydret
med tørre Vitser i Pauserne. - Hun ønsked, hun
havde været derborte og leet af dem. Men en slig
Tyngde var over hende. Samme Følelse omtrent,
som gik hun en stor Sygdom imøde.

SIDE: 47

Saa - endelig blev da Heste spændt fore, og
det tog da til at surre og sarre hos dem. - Og
ind kom de i Følge om en Stund, rysted Trøierne
sine ude i Gangen og skulde have Eftasværd, ny-
stegte Vafler, som de havde betinget sig, og -
"Jagu tar vi os nu en Taar i Kaffen," erklærte
de." - Ja se, nu kunde de afskedige den ene
Gaardsgut, da en Guttepøik godt klarte at kjøre
Maskinen. - Kanske med Tiden Hestene blev saa
vante ogsaa, at de rusled rundt af sig selv. - -
Mændene rafled om sig, snakked og aad, og hun
forekom sig selv styg, som ikke glæded sig med
dem, der hun stod og saa ud af Vinduet. -

"Uf, den Duren liker jeg ikke." Og lidt
senere: - "Det er Hesteplage." - Og tilsidst taget
ind under en dump Skygge: "Det er ondt - ondt,
siger jeg." Og hun gik langsomt, næsten slæbende,
og med bøiet Hoved ud af Stuen.

Det regned nogle Dage, og efter den regnfulde
Sommer steg Vandet i hver Bæk og Kulp. Gaards-
brønden flommed over, og Hestene for Treske-
maskinen sjapped rundt og rundt i en bundløs Søle.

Den unge Frue smaafrøs om Dagene - fordi
det var huskoldt, sagde hun. - Og Støbejerns-
ovnen med Doktor Factus maatte til, uagtet bare
August Maaned var inde. Den blev usund hed og
osed af gammelt Støv. - Hun tænkte at sidde med
Fødderne paa Ovnspladen og varme Fingerspidserne
i Trækhullet, men formaadde ikke være rolig saa
længe. Hun maatte finde noget at ordne med, fra

SIDE: 48

Stuen ud i Kjøkkenet, fra Kjøkkenet ud i Kam-
meret, hvor Winkel sad i Samtale med en Mand,
- fra Kammeret ud i Gangen, kom i sterkere
Frost, blev gaaende nervøs om inde i Stuen -
havde ikke blivende Sted. Falder i Tanker over
Smaagutten, som vel var gaaet træt af at
trippe hid og did med hende. For hun ser ham
ingensteds.

Og hun gløtter paa Dørene og kalder.

"Han var her nu netop," svares overalt.

Men hun finder ham ikke. - Uden at det
falder hende ind at være angst, føler hun noget
bristefærdigt ved hver liden Nerve i sig, idet hun
gaar ud paa Trappen, og -

"Se saa, der staar han," tænker hun med ett,
ganske isnende rolig, som hun opdager en liden
Fyr paa Laavebroen, og hun raaber ikke. Men
Barnet, som straks ser Moderen, blir ræd, fordi
han havde været ulydig, og vil skynde sig til
hende. - Hun ser ham sætte sin lille Fod lige
paa Sammenføiningen mellem Stængerne, som river
ham med sig. - En blød, rædsom Lyd - et Skrig,
jamrende, langt: "Mo-o-or!"

- Og hun besvimer ikke, men styrter
frem over Gaardspladsen, Blikket stivt fæstet
paa det, der ligger halvt under Stangen. - Ved
ikke, enten Maskinen er stanset eller ikke. -
Griber med begge de smale, hvide Hænder om
Jernstængerne - bryder - kjender varm Væde
over Fingrene - bryder igjen - stønner, en eneste
Gang - og Legemet krummes - og Stangen springer.

SIDE: 49

Saa tager hun sit kvæstede Barn, i hvis An-
sigt hun ser to smertetunge Øine lukke sig, og
bærer det tilbage. Lægger det fra sig paa Sofaen
- henter Egtefællen, som endnu sidder i Passiar
med Bygdens Ordfører - peger: "Der ligger han!"
Blev staaende og se, hvorledes Barnet i svag Døds-
krampe spidsed sin lille tykke Mund. - Og siger
saa stille:

"Han havde nu sin egen Maade at kysse paa,
min Dag." - Knuger sig for Barmen i et Minde,
som klargjør:

"Nu blir Dag aldrig stor!" - Og tumler
omkuld.

Da hun vaagned, spurgte hun som vanlig straks
efter Gutten.

"Han har ikke ondt længer," lød Svaret -
som bragte hende til at se saa forbauset paa dem:

"Skulde da lille Dag havt ondt?"

"Ja."

Hun stirred forvildet et Øieblik. Saa - i et
Lyn erindred hun. Og hun skreg, tog sig med
begge Hænder om Hovedet og skreg igjen, sking-
rende afsindig - skreg og skreg. - - Spurgte
saa pludselig med Haab i Øinene:

"Lever han?"

"Ja, hos Gud."

"Hos Gud," gjentog hun mat. "Hos Gud?"
Og pludselig lo hun, saa de fór sammen, sprang

SIDE: 50

op, ud af Døren og Trapperne nedover - gjennem
Porten. - - De hørte hende stønne henover
Gaardspladsen og trodde, hun vilde hen til Ulykkes-
stedet. Men det bar forbi, og - et Plask, der
saa de en hvid Skikkelse forsvinde i et Skumsprøit
midt udi Brønden. - -

Hendes første Ord, da hun atter aabned Øinene,
var Bebreidelser, fordi hun leved. Hun fik Sove-
pulver, men ynked sig og graat i Søvne, snakked
om Gutten og Treskemaskinen, leved Ulykken op
og op paany, led umenneskelig og kunde ingen-
steds komme.

Der gruedes for hendes Opvaagnen, og et for-
nyet Selvmordsforsøg antoges sandsynligt.

Men hun blev magtstjaalen af Feber og Op-
kastelser, og Doktoren konstaterte en Hjerneaffek-
tion, mulig med Døden til Følge.

- Imens fik Winkel Barnet stedt til Jords,
og ingen ydre Rørelse kunde merkes i hans stor-
skaarne Ansigt med den tæt tilknebne Mund. -
Sorgen han lukked ind i sig, den der verked og
gnog baade Dag og Nat, den holdt han dog for
ringe i Sammenligning med den, der videre trued.
- Og Winkels brune Hud blegned Dag for Dag,
slig han sad inde ved Sygesengen og iagttog hver
liden Muskeltrækning hos hende, eller nede i den
mørke Stue, nærmest til Vinduet, bladende i en
svær, messingbeslaaet Bog, hvis gulnede Pergaments-
blade alle bar Merker efter Winkelers brede Fingre.
For nu trøsted ikke længer Kristian den 5tes

SIDE: 51

Norske Lov Gerhard Winkel. Og der han gik og
stod, gik saavel Brødrene som Tjenerskabet afveien
for ham. -

Om Gerhard Winkels Bønner hørtes? -
Havde han vidst hvorledes, havde han neppe bedt
dem. - Men Sygdommen tog en uventet Vending,
og en Dag saa han virkelig sin Hustru komme
nedad Trapperne, vel dødsbleg endnu og med ind-
sunkne Øine, men omhyggelig paaklædt og rak
i Ryggen. - Og der gled et stort Lys over hans
Træk, idet han rakte Haanden frem og bød hende
velkommen tilbage. Hun fremmumlede et Tak og
gik ud paa Trappen. - Der var noget automatisk
ved hendes Gang og Maade, som minded ham om
deres Egteskabs første Tid, og han satte sig lige-
overfor hende, iagttog hemmelig, hvorledes hun
med god Appetit spiste endel halvmodne Plommer.
Som Blikket streifed Laavebroen, gav det et Ryk i
hende. - Den ulyksalige Treskemaskine var dog
borte, og Hullet igjenfyldt. -

"Her er blit saa rart og lydløst," sagde hun sagte.

- Ja, det var saa, det.

"Men Brødrene?"

- Flyttet til Nebruget for et par Dage siden. -

"Og - og" - et Spørgsmaal blev siddende
saa underlig fast i Halsen.

- Jo, det var ordnet altsammen. - Winkel
sænked Hovedet med Haanden over Øinene. Hun
blev stirrende ud for sig, sygt og aandsfraværende.

Men i de tunge, mørkringede Øine flakked
Feberen. -

SIDE: 52

"Du Winkel," sagde hun, "hvorfra kommer
det egentlig, det, Livsblinket i Livsmørket? Fra
Djævel eller Gud? Er det Galskab, tro - eller
er det Natur - eller er det Opblussen bare mod
- Død - Undergang - - hvad ved jeg?"

Winkel saa kun op paa hende.

"Har du noget at lade mig gjøre da?" spurgte
hun. "Meget. Jeg maa arbeide, tror jeg."

- Jo, Husstellet, forstod sig.

Hun strøg sig over Panden, smilte næsten,
men svagt, ironisk, som Solglimt en Efteraars-
dag. -

"Ja, du Winkel, den, der kunde koge Savnet
bort i en Gryde!" - -

Imellem Stammer af Løn og gamle Rosenbuske
dannedes Havens eneste Lysthus, der Bænkene var
farvet af Veir og Vind og fugtiggrøn Moseskimmel.
Der var et Dueslag uden Duer. Og der var et
Bord med en vældig Graastensplade, hvor Sollyset
laa drysset som gulnet Løv.

- Men som hun sad der og broderte, Paula
Winkel, saa hun sig ofte om, lytted, kikked under
Grenene. - Stundevis herjed Sorgen, og stønnende
trykked hun Hænderne mod Tindingen. - Stunde-
vis stilned den af for Tanker, der drev en vekslende
Uro gjennem Blodet. - Eller hun blev apatisk
stirrende, der Sollyset faldt som levende Gløder,

SIDE: 53

tændte Ild i Broderiets røde Blade. Der kunde ogsaa
falde en Skræk over hende, noget som en Klo i Brystet.

- Men en Dag hørte hun alligevel ikke, at
et Menneske kom:

"Paula!"

Og hun vak, uagtet Stemmen var lav. Hun
skalv, idet hun reiste sig:

"Ove!"

Ove Munk havde en Jagtret i Winkels Skog
at spørge efter.

Og Ove Munk bar ved sin slanke Lænd et
underligt Vaaben. Det var en kaukasisk Kinschal,
krumbladet, tveegget med Trolddomssten i Skjæftet.
- Jo-o, der havde rundet Blod, varmt rygende
Dyreblod med Lugt som af brune Piger. -

Han havde faret videnom i Mellemtiden, gaaet
paa Jagt, studeret baade Mennesker og Dyr, smidige
Lemmer i mangeslags Hud, fra bløde Dyrs til sol-
gyldne. - Han lo sin lave Latter: Nei, han havde
nøiet sig med Dyrehuderne derhjemme. Og - sit
Tigerskind satte han høiest.

Ove Munk havde mørkfalden Lug over skygge-
samlende Øine, de, der snart bad saa mygt om
Forladelse, snart trued lurt som en Slanges. Og
Munden var bred og fugtig, som havde den kysset
hver Nat i sit Liv. Ofte fornam hun Ordene der-
fra som skjulte Kjærtegn. - Winkel der ved Siden
blev som en Stolpe, syntes hun, en Matrikulpæl
ved Siden af levende Blod. Men det gjorde hende
næsten ondt.

SIDE: 54

Den Winkel er en Graabonde, tænkte Ove
Munk, borneret og tvær. Alligevel fremkaldte
enkelte Ytringer en viss Beundring hos ham.

"Min Skog er fredet," sagde Winkel, "og Dyrene
ved det. For kommer der ikke svømmende ofte
hele Bølingen af Elg over Vandene til min Skog.
Saa faar jeg vel ikke svigte dem iaar heller." -

Men om Rævehiet blev de tilsidst enige. Ove
Munk kunde faa Lov at udrydde den 
Mikkelfamilen.
Men intet andet. Slet intet andet.

Ove Munk søgte at indlede en Samtale med
Gerhard Winkel, spurgte efter Bygningens Alder,
snakked om Skogen og Kornhøsten, alt, han i Øie-
blikket fik Tag i, uden at det dog lykkedes ham
at fremlokke noget Smil i det tunge Alvorsansigt.
Desuden brød Gerhard Winkel af om en Stund:

"Ja, sid dere bare," sagde han, "jeg har noget
at efterse, jeg. - Det er godt for hende at snakke
lidt med andre end mig," henvendte han sig til
Munk. - "Lidt Adspredelse nu. - Kom igjen, om
De synes."

Og Gerhard Winkel rusled sin rolige Gang.

- Som Paula Winkel syed paa sit rødbladede
Teppe, blev Ove Munk ofte siddende hos hende
derude i Lysthuset. - Snart gled Samtalen let og
flydende imellem dem, og de snakked om løst og
fast lig Folk, der for første Gang snakker sammen
og finder Behag deri. Men snart sænked deres
Stemmer sig ned til en lav Hvisken, den de maatte
bøie Hovederne tæt sammen for at høre. Og naar

SIDE: 55

Ord fanged - Pauser - Stilhed - Suk. Saa stille,
at de hørte det gamle Londonerur kneppe indi
Stuen.

"Ja, det var jo netop dette med Smilet,
Ove - Trangen efter Smil, og alt det, som var
vakkert i Verden." -

"Haahaa, Paulalille, den Trang har vi nok
endnu. Hvem elsker ikke Livsens Smil, tror du?"

"Men jeg elsked det for meget, Ove. Der-
for kanske blev det hele kun Smil, som forraadte.
Livsens Judassmil."

"Men Paula!" -

"Nei, kjære, jeg bebreider dig ingenting. Du
var ung, skulde se Livet. - Jeg var nok meget
yngre, men en Kvinde bare. - Det fik vel ikke
hjælpe, om jeg tabte Glædesevnen."

"Om du fandt den paany?"

"Det ønsker jeg, Ove. - Netop jeg. Men
Winkel - Gerhard Winkel - synes du ikke, der
er Tyngde bare i Navnet? - Og sligt Hjerte han
har." - -

"Kan han daare dig i Lyst, Paula?" spurgte
Ove Munk. "Kan han trøste dig i Sorg? - Og
du," tilføied han, "har du ikke ogsaa en Smule
Pligt ligeoverfor dig selv - - og mig? -
Vented du mig forleden?" spurgte han. "Nei, du
gjorde ikke."

"Jo, jeg gjorde. Havde ventet i Dage allerede.
- Vaagekonen fortalte saa tilfældigvis, da jeg var
syg, og -"

"Saa blev du frisk?" -

SIDE: 56

"Aaja!"

"Jeg trodde, kanske du var blit fed og hver-
dagslig nu - en Madame med snavsede Unger.
- - Vilde se. - Tænk du, Paula - du, som
var og er søt og deilig og slank som en Mynde." -

"Og har saasandt ingen Unger, jeg stakkars
- hverken snavsede eller rene!" -

"Du er da ung endnu, Paula."

"Den rare Lampeskjærmen din, Ove - husker
du den? Form og Farve, saa tilfældigvis, af en
Flaggermus med udspilte Vinger. - Jeg saa Maanen
engang under to sorte Skyer, den ligned og -
jeg længted." -

"Blodhunden nedi Porten, ja. - Dump -
Dump - slig Glammene dumped sig gjennem
Styrtregnet."

"Om jeg likte? Jo, jeg likte Koketteriet og
Lummerheden imellem de røde Lamperne. - Og
du selv, Ove, jeg husker, du blev rød i det Lyset,
kobberrød, som Djævelen - høie, smekre Satan i
Flammeskin, mine Drømmes første Elsker. - Siden
tænkte jeg nok ofte: Havde du havt Skjeg paa,
du, kunde du staaet Model til en Judas Iskariot."

"Da elsked du mig lidet, Paula."

"Da haded jeg dig meget, Ove."

"Jeg merked dog aldrig, du var sint paa mig."

"Saa sint, at jeg elsked dig af Sinne. - Og
da du saa drog dine egne straalende Veie, da
smilte jeg og lo, mens Had og Længsel ligesom
stivned i Blodet og gjorde Verden til Taage." -

SIDE: 57

"Kunde jeg vide - ja, selv om jeg havde
vidst - - slig en Synder. Efter en Tid syntes
mig det forgangne som en Rus bare, langt borte.
Og da jeg siden hørte, du var gift udpaa Lands-
bygden etsteds, saa var der jo ikke mer. - Fred
med dit Støv, lille Paula! - Jeg mente dog vir-
kelig, du var kommet til Ro."

"En Ro, ja. - Men jeg syntes, det regned
bestandig - indtil du havde været her. - Du
med dine Øine, din Stemme. - Om du vendte dig
bort - om du gik, Ove." -

"Kanske holdt du mig alligevel tilbage. Du
ser, jeg forsøger ikke engang." -

"Paula, den Festaftenen, du ved - du gik." -

"Og havde dig alligevel med. - Om jeg for-
talte - -"

"Saa rar du er da, Paula! - Du skjælver om
Munden. - Sig det, da - sødeste - du kjender
mig da." -

"Den Festaftenen, Ove! - Jo, ved du? -
Dig følte jeg - dig saa jeg, bag lukkede Øine. -
- Og min Søn -"

"Hvad med ham?"

"Ligned dig, Ove."

"Mig - mig?"

Pludselig glimted det af en stor og skinnende
Begeistring i Ove Munks Øine. Han strakte to
varme, skjønne Hænder frem over Bordet:

"Deiligste, deiligste du - Kjærligheds Myste-
rium én Gang - Liv af Livsaligheds Fryd en anden.
- Hvo ved? For Sorg maa søges Glemsel!"

SIDE: 58

"Dybt inde i Skogene og ude paa store Sletter
flagrer Vampyrerne, min Paula. De har Blod i
Øinene og Blod om Læberne. - Hver Pore i dem
tørster - de suger Marv, de suger Tanker og
Forstand." -

"Smil du, Ove - det Smilet, som dukker sig
i Sjælen." -

"Lilith."

"Dine Øine, Ove - Djævleøinene." -

"Lilith - Lilith - din store, smægtende
Mund." -

"Om jeg blev gal, Ove?"

"Nei Paulalille - jeg ved nok: Døden har
havt dig - Vanvid har havt dig. Men hvem har
dig nu?"

"Ove Satan."

"Se til at fange de Ræve smaa, som vor
blomstrende Vingaard nedtræder." - -

"Du blev længe borte igaarkveld," sagde Winkel.

"Gjorde jeg det? - Vi saa Rævene, og Munk
skjød efter dem. - - Om han traf? Det var
blevet mørkt, saa han fandt dem ikke, og "Rex" er
jo Fuglehund bare. - Det er sandelig deiligt der
indi Skogen, du Winkel, naar man først faar Smag
paa det." -

"Jeg begynder i Grunden at blive noget kjed
den Fyren din," sagde Gerhard Winkel.

"Hvem? - Munk? - Naa, han kommer her
heller ikke mer." - Hun vendte Hovedet og saa
ud. - "Nei. Han reiser imorgen." -

SIDE: 59

Høsten flammed over Gruvang Gaard i syge,
betændte Farver. Og Aspenes fredløse Blade flagred
skjælvende til Jorden, mens mørkblaa Asters stod
stille ude i Haven. Og høit opad de graa Vægge
Vildvins slikkende Ildtunger. -

Gjennem det knitrende Løv, som fossed tilside
i rustrøde Strømme, lod Paula Winkel sin Kjole
slæbe, der hun kom med Hænderne fulde af vilde
Blomster i yppigt Flor - store Prestekraver -
giftige Blaaklokker - gulnede Bregner, fundne i
Sumper og Afkroker. Og hun fyldte Stuerne
med dem.

Hun dynked ogsaa sine Kjoler med Viol. Og
hun skrev lange Lister efter Tüll og Chiffoner, saa
den hvide Hals tilsidst syntes drukne i en Flod af
natsort Elegance.

Men bleg var hun, som gjæred Sygdommen i
hende endnu, og Feberen jog i Øinene - dem hun
dog helst sænked for Egtefællens Blik. Og sad
hun ligeoverfor ham ved Bordet med Haanden
under Hagen, da slap hun Øienlaagene helt igjen.

Og Winkel, som havde ophørt at forundre sig
over hendes Egenheder, forundred sig paany, slig
han gik der alene - især om Aftenerne, baade kjed-
som og stur:

"Hvorfor vasser du ude om Kvelden?" spurgte
han. "Jeg liker ikke det. Gaa ud i Lyse du,
Paulamor! Ruller du dig paa Mosen, Paulamor?
Du behøver knapt gaa saa fin i Skogen."

Vel saa han ikke tiere Rusk, end sige Bar-

SIDE: 60

naale, paa hendes sorte Dragt; men Aftenspadse-
ringen vedblev. - Gik han ud i Haven efter
Mørkets Frembrud, naar Høstmaaneskinnet laa og
flød over Trætopperne, dannende kulsorte Skygger
nedenfor, syntes han ofte at fornemme noget, og
han sagde:

"Er det dig, Paula?" Men fik aldrig Svar. -

Der var forresten noget besynderligt den Høst.
- Hvorledes Folkene nu kunde gaa ud at se efter
Æbletyve. - Trodde saa sikkert at fakke nogen -
for der var noget i Haven - noget levende, som
gjorde utrygt under de lave Grene. Noget gløgt,
med Øren og Øine, som lurte - man fatted snart
ikke efter hvilket. For Æblene hang urørte. -
Saa vilde man have seet et par gloende Øine en-
gang, og man havde flygtet i gispende Hast - for
at komme mandsterke tilbage med Ildtænger og
Vedtrær. - - Borte var det. Søkkende borte.

Der spurgtes snart, at det maatte være noget-
slags Udyr, som laa og smøg mellem Buskene.
For - hvad ellers? - Mindst at nævne sinte
Grævlinger, som vilde bide Godtfolk i Leggene -
men kanske Gaupe, som i et Sæt kunde sidde
med Tænderne dybt i ens Strube - og kanske
Ulv - ja, hvem vidste? Huh, fæle, sterke Graa-
benen med strittende Rag og giftige Tænder! - -
Pigerne, som gik mellem Fjøs og Drengestue saan
om Kvelden, skotted forskræmte Gang efter Gang.
- Hvad om nu noget tassed i Løvet, lusked efter
dem paa Klopperne? - "Hu - uh!" - Katuglen,
som havde Tilhold i Trærne, skreg ogsaa saa op-

SIDE: 61

skræmt, i hvasse, gnelle Klemt. Og den gled saa
lydløst urolig, lavt over Tagene, paa store, lubne
Vinger. - -

"Du skal ikke gaa," begyndte Gerhard Winkel
at sige. Hun loved "nei" - og gik alligevel.

Men en Eftermiddag tog han hende ved Haand-
leddet. - Hun kom til at skjælve i det samme
- spurgte dog tilsyneladende fattet: "Naada?" -
Hun lo, skjændte, vrissed sig. - Altsammen prelled
det af, idet han leded hende med sig opover Trap-
perne, og hun saa nok, han var strid i Øinene.
Blev alligevel overrasket som aldrig i sit Liv, da
han skjøv hende ind paa Soveværelset og laaste
Døren af for hende. - Hun stod flau og halvt
bedøvet tilbage og hørte Lyden af de faste Skridt
forsvinde nedi Gangen. - Gav sig saa til rastløs
at vandre frem og tilbage over Gulvet - knytted
Hænderne, banked sig selv i Panden. - Hun
vilde, hun vilde ikke -

Borte ved Vinduet blev hun længe staaende,
mens Skumringen samled sig tættere og tættere
over Have og Skog - og Blikket det tabte sig
ind i Buskadsernes Tykning, ligesom baned og sneg
sig saa lydløst og lavt under mosgrodde Grene, lig
et vildsomt Dyr, og det hasted over den aabne
Eng langt derborte - og det gjemte sig dybt indi
Skogen. - -

Hun aabned Vinduet. - Og Blikket maalte.
- Der og der. - Jo, det skulde lykkes! - Hun
krøb op i Vinduet - Fødderne paa Randen nedenfor

SIDE: 62

- Hænderne efter - og efter - slig, slig og slig
- en, to, tre - et Hop - og hun stod nede
paa Marken. Hørte de dumpe Slag af sin egen
Puls - bøied sig - løb. - -

Indi Skogskyggen stod en høivoksen Mand.
Han lo og bredte Armene ud:

"Har jeg ikke fanget det vildeste Vildt i Norge?"

Hun blev støttende sig forpustet indtil ham
en Stund. Men saa begyndte hun sagte at jamre
og vred sig langsomt ud af hans Favn. -

"Men hvad gaar af dig, Paula?"

Hun saa storøiet omkring sig, paa ham, Trærne,
Marken, som skimtedes. Greb ham i Armen:

"Han maa have skjønt det, Ove - nogen
fortalt, du er i Bygden. - Var jeg gal, du, som
sprang og gav ham Vished?"

"Nei, du var deilig. - Men du sprang for
sterkt. - Er du syg, Lilith?"

"Ja. Syg og ræd og alt muligt." -

"Hvil dig hos mig da. - Her!" - han
klapped i Lyngen. -

"Aanei!" - Hun listed frem til Skogbrynet
og titted:

"Det er ikke lyst der endda. - Men der er
Lys nede i Stuen. - - Det bevæged sig vist nu.
- Saa gaar han ovenpaa. - Nei! - Men hvad
tror du, han siger, Ove, naar han ser, jeg er borte?"

"Pyt, han tager det nok for godt, siden - -
kom da!"

"Tror du, han slaar mig, Ove? - Han havde
i Grunden Ret til det."

SIDE: 63

"Naa - aa - neida!" -

Hun sukked dybt indifra, mens han løsned
hendes Haand fra en Gren:

"Jeg er ulykkelig, Ove - kan du hjælpe mig?"

"Men - der er jo ingenting hændt, du.
Imorgen fortæller du mig om ham og - ler bare." -

Hun fik et eget Smil. Rysted paa Hovedet.

Da snoed Ove Munk Armene om hendes Liv
og Skuldre:

"Husker du Stedet vort nedimellem Bregnerne,
du? - Blaas i Verden og gamle Egtemager!
- Hvem har Ret til dig fra først? - Kys mig
nu, Lilith! - Men er du da ikke længer min søte
Lilith? En forsagt Kone bare, som stirrer hypno-
tiseret efter en Talgpraas i en mørk Stue. - -
Og - tænk du, som kom springende her uregjerlig
som en Zigeunertøs. - Se Haaret dit, du! - -
Kom da - kom, søte, rare." -

"Nei lad være da, Ove. - Du ved ikke -
jeg har aldrig taalt at vide Winkel sint, jeg. Der
er Blyvegt i Sinnet hans, det knuger, knuger,"
hun slog Hænderne for Ansigtet: "Hvorfor bad
du mig komme saa ofte?"

"Vilde du da ikke selv?"

"Jo - o - jeg elsked dig jo - og det var
saa deilig en Glemsel - - men nu faar det ogsaa
være nok."

Han slap og traadte et Skridt tilbage:

"Muligt, du har Ret."

Hun ynked sig sagte: "Hjælp mig da, Ove
- hjælp mig!"

SIDE: 64

"Jeg reiser jo alligevel snart - - men kom
efter du, Paula!"

Hun saa stort paa ham:

"Jeg kan nok ikke med at leve i Skam heller.
- - Og Winkel!"

"Kjære dig, Paula, du maatte jo tage det, som
det var - en Stund ialfald. Men -" han rysted
hende i Armen og fortsatte fortørnet - "slig snak-
ked du ikke, du, om der var noget i din Kjærlig-
hed. - - Jo - o, det var nydeligt, om vi
nogengang gifted os, kanske blev du mig utro ogsaa.
- Hvem ved? Kanske med selveste Winkelkallen.
- - Undskyld, jeg ler." - -

"Winkel!" kom det tonløst, "han vilde nok
ikke have mig. - - Winkel!" fortsatte hun ster-
kere, "han er ingen Krybskytte i anden Mands
Skog. - Han smyger ikke - han kryber ikke -
han stjæler ikke i andres Haver." - Atter sank
Stemmen magtesløs sammen. - "Han trækker ikke
Hjerter ud af Kroppene, saa de blir gaaende som
levende Lig - og han byr dem ikke Skam som
Tak!" -

Hun traadte ud paa Jordet, men blev staaende
midt i Maaneskinnet. -

"Paula, Paula da - alt vi har havt sammen!
- - Tænk, om du angred!" lokked det indimellem
Trærne. - -

"Jeg har havt mere sammen med en anden,"
svarte hun utydelig tilbage. - "Angeren - -
jo -" - - Saa vendte hun sig og slentred uvist
hjemover. - - -

SIDE: 65

Og Frosten kom. Den braasved Vildvinens
Blade det Aar, og en Morgen hang de der opover
Stilkene, visne, brune, som smaa forbrændte Filler.
- Ude paa Gaardspladsen stritted Aspenes graa
Grene, mens nede paa Jorden deres faldne Pragt
gnissed og hven, naar den traadtes. Og ude i
Haven sad endnu Æbler uplukkede igjen paa de
nøgne Kviste. - Men de var dog det eneste, der
var tilbage, ligesom fra et Eventyr i "Tusen og
én Nat", slig de hang der, krystalhaarde af Frosten,
gjennemsigtige og røde. - - Ellers var Alver-
dens bladløse Trær som en sammenfiltret Hob af
Slanger - syntes Paula Winkel. - Og naar
Maanen skinned bagenfor, formed hendes Indbild-
ning Kors, Bogstaver og onde Ting i Nettet. - -

Og der blev graat og farveløst over Jorden,
som der var graat og farveløst i hendes eget Sind,
der hun gik ensom Dagen lang og laa ensom om
Nætterne. Da Winkel flytted ud, havde hun ikke
turdet spørge om Grunden. - Hun følte sig til
Stadighed saa feig og lammet, siden hin Gang
Reaktionen var kommet over hende. Og dog -
ligesaalidt som Winkel havde gjort Klapjagt paa
Udyret i Haven, ligesaalidt havde han stængt Huset
for hende, da hun kom, eller været brutal, eller
brugt stygge Ord. Heller ikke havde han fundet
paa at spigre igjen Vinduet for atter at stænge
hende inde. - -

Gerhard Winkel havde istedet stængt af for
sig selv. - Han ænsed hende ikke, naar hun kom,

SIDE: 66

- saa ikke paa hende, snakked ikke til hende
mer end høist nødvendigt, og da koldt og affær-
digende. Og hun toges af en Skyhed for ham.
Mødte hun ham i Gangene, smøg hun sig uvil-
kaarlig ind til Væggen, - skjønt hun vidste jo,
han ikke lagde Merke til hende.

Det eneste fortrolige Ord, hun opnaadde af
ham i lange Tider, var engang hun kom ind, og
han sad alene i Stuen. - Han saa tungt paa
hende:

"Jeg tænker paa Dag, jeg." - Og der hun
stod foran ham i sin lange, feiende Kjole, fik hun
en Trang til at trøste. - Hun strakte allerede
Haanden ud for at stryge ham over Haaret som
- forekom det hende - i gamle, gamle Dage.-
Men hun trak den til sig igjen, voved ikke. Istedet
traadte hun nærmere - smilte. - Men Smilet
blev mat og usikkert som Veiret udenfor. -

"Jeg skal skaffe dig en ny Dag." - Han saa
ligegyldig forbi hende og sagde ikke mer. Hun
orked ikke.

- Naar Regnet trommed imod Ruderne, og
Vinden kylte de sølede Blade indad Gangporten,
saa de tasled mod selve Stuedøren, tænkte hun
ofte paa de forrige Senhøstskvelder, da Winkel
havde siddet i Ovnskroken saa hyggelig med Piben
og alle sine rare, gamle Historier - og - Herre-
gud! - Dag laa og sov oppe i sin lille Seng. -
Hvor hun egentlig havde været lykkelig dengang.
Og ingenting havde manglet, undtagen det hun
selv fandt paa.

SIDE: 67

Nu sad Winkel aldrig i Ovnskroken. - Om
han nu fandt Minder ved det, han ogsaa! - Borte
ved det runde Bordet midt i Stuen sad han og
læste i nogle forældede Verdenshistorier ved Skinnet
af en elendig, hjemmestøbt Talgpraas - for slig
havde han brugt som Gut -, og begyndte Øinene
at svide, pleied han kun sidde og stirre ret frem. -
Det var en stor Lettelse da, dersom Jenten kom
ind og meldte nogen, som vilde snakke med ham.
- Det eneste, han uopfordret kunde oplukke
Munden om imellem, var sin Mor, men mer ud i
Veir og Vind end til hende i Langsofaen:

"Det var en hæderlig Kone, det, jevn og tro,
som Dagen var lang. Jeg husker godt, hun havde
graa Øine og Haaret kjæmmet bag Ørene. - Og
saanne gode, arbeidsslidte Hænder. - - Aa, Gud
evig velsigne hendes Minde!" - Og han strøg sig
hastig med Haandbagen over Øinene.

Men Paula sukked sagte borti Mørket. Hørte
han det, kunde han se didhen og gribe sig i at
sige noget.

Det hændte en Gang, de sad saaledes sammen
i Skumringen, at det brast lyst ud af hende, næsten
mod hendes Vilje:

"For et mægtigt Hoved, du har!" -

Men han lod det gaa sig forbi. - Og atter
faldt Tausheden sammen om dem som en stor
kvælende Byrde. - Hun undred sig ofte senere
over, hvordan hun egentlig var kommet til at sige
dette til ham, som ignorerte hende bestandig, og
over, at hun ikke før havde seet det.

SIDE: 68

Naar hun laa vaagen udover Natten og hørte
Stygveiret ruske mod Hushjørnet, og hun skyggeræd
krøb sammen under Dynen, forekom det hende
næsten, som laa hun i et stort, øde Udhus, - og
i den hele, vide Verden var der ingen Trøst eller
Støtte at finde. - Vendte hun Tanken mod Ove
Munk, gjennemstrømmedes hun ikke af nogen mild
Varme, end sige da nogen syg Attraa som før,
saameget mindre som hun snarere fyldtes af en
Bitterhed. - - Sorgen over sit Barn var hun
istand til at skyve fra sig ved Tanken paa det
nye. - Men hvad der havde begeistret hende, den
Gang hun leved og snoed sig i Ove Munks Arme,
stod nu for hende som forvitrede Fantasier fra en
langvarig Sygdoms Krisis. - Ofte forekom hende
ogsaa hele Verden som en slimet Brønd fuld
af Grønske. - Hvorfor havde de ikke ladet
hende dø? -

Blæsten, den skreg som Katter, og som Hunde,
der uler mod Lig. - Stundom surred den som
en Treskemaskine - og stundom hørte hun et
langt Jammerskrig - Mo - o- o- r! - Og den
knegged nedigjennem Ovnsrøret. -

Og der laa hun midt imellem alle Mørkets
lange Arme, som vifted koldt og vilde klaske hende
med Fladhaand paa Kinden. - - Borterst ved
Gangen laa Winkel. - Om hun kom, kanske vilde
han pege paa Døren og fortælle hende, hun kunde
brænde Lys. - Men kanske han ogsaa blev blidere
- bare hun orked udsætte sig for Nederlaget!

Alligevel - det var den eneste Tanke, som

SIDE: 69

var hende god, og den sidste, naar de andre Tan-
ker floked sig sammen til Søvn. -

"Tænk, om Winkel blev blid igjen!" - Da
skreg ikke Blæsten længer saa stygt - der kom
snarere nogenslags Melodi i den, syntes hun - en
bleg, høitidelig Sørgesang, som steg og sank. Og
tilsidst svandt den saa mildt ud i Mørket og
Natten - - -

Imens havde Brødrene ruslet sin egen Gang
borte paa Nebruget. Og til en Begyndelse havde
alt gaaet saare vel og bra. I den lille, gammel-
agtige Hovedbygning, hvis første Etage kun bestod
af Kjøkken og Stue, eftersom Resten optoges af en
lang Gang, der strakte sig rundt hele Huset, be-
nytted de Stuen til Dagligstue, Spise- og Sove-
værelse. Ude i Kjøkkenet sov Bolette, og oppaa
Jordgulvet i anden Etage holdt Hr. Anders til. -
Bag Schatolklaffen laa Testamenterne færdigskrevne,
medens Arvingerne gjorde sig Flid og var paafærde
baade sent og tidlig.

De to Brødre var dog for Sikkerheds Skyld
oppe en Tur i Solrendingen og paasaa, at Anders
ikke sluntred unda, - for saa at lægge sig igjen
og sove til henimod Middag, paa hvilken Tid de
vilde have Maden færdig - Spædkalv, Høns eller
Kyllinger, helst det bedste Aarstiden kunde byde.
- Resten af Dagen tilbragte de i Skyggen med
Snadden i Mundvigen eller gren paa Anders, som

SIDE: 70

fik staa for Stødet i alt muligt. Ude gik de i
Kipsko, inde paa Hoselæsten. Og de tæljed Granved
paa Maafaa, saa Flisen gøv, - men gjorde ogsaa
engang imellem en Visp til Bolette, at hun ikke
skulde kleppe Flødegrøden for dem. - Saa fryded
de sig over Nebrugets afsides Beliggenhed, drøfted
"Svogerske, som var blevet galen", og med tilbage-
trængt Glæde "stakkars han Gerhard". -

Om Aftenerne bød de ofte Arvingerne ind paa en
Snaps - og forespeiled dem da forskjellige vor-
dende Herligheder. Men de fandt det raadeligst
en Dag at oplyse Anders om, at Testamentet i
Bordskuffen vilde være ugyldigt, hvis Testatorerne
braadøde, eftersom det endnu mangled Vitterlig-
hedsvidners Underskrift.

- Men udpaa Vinteren et Stykke indtraf en
noksaa kjedelig Ting. Noget de to Brødre ikke
havde taget tilstrækkelig i Betragtning, og som gav
vid Anledning til Trætte dem imellem, om hvem
af dem der egentlig var den skyldige, medens
Hovedpersonen, Bolette, regelmæssig tuded med
Forklædet for Øinene, hver Gang nogen af de to
kom til at gaa forbi hende. -

"Fan heller," sagde Perikles, "jamænd har du
fornærmet Tøsen." -

"Fan heller," sagde Jon, "det er nok du, det."
Og hver især af dem kunde saaledes drive den
hele Dag med at fri sig selv og anklage den
anden.

Enden paa det hele blev da, at de for at
undgaa Skandale simpelthen maatte lægge sig ud

SIDE: 71

for at spleise Arvingerne. - De maatte give Anders
Gaardskar den største Husmandsplads til en Afgift
af 40 Øre Aaret og en Ko med Kalv - foruden
den han fik med paa Kjøbet.

Men da rev ogsaa Brødrene sine Testamenter
istykker og reiste fluksens hjem til Gruvang.

Der kom de en Eftermiddag skurende i Kasse-
sluffen, og det ligesom osed daarligt Humør af dem
paa lang Afstand. - Nei, paa Nebruget havde det
været magert med Oplevelser. Fordelen havde
netop været Ugenertheden. - De gik om ubarberte
som Stikkelsbær, men jamænd var de alligevel blevet
kjed sig: "Fan ta Nebruget og hele Sørpa," brast
det indædt ud af dem.

"Men nei, aanei Bror, aa hvid du er blevet i
Skjegget da! - - Og du Svogerske - Gud
hjælpe os, har ikke Svogerske faaet graa Haar bag
Ørene!"

Se, de fik nu straks Indtrykket af at have
forsømt sig godt. Men nu var der sandelig ingen
Moro hverken at se eller høre ved Tittehullerne.
- Kanske, tænke de ogsaa, havde Bror Gerhard
hørt ymte noget om Historien, siden han var saa
prestealvorlig, hvorfor det Pokker var bedst at
holde Ørene stive.

Men slig de to Brødre gik om den første Tid,
vigtige og udfordrende - Munden spændt i en
stram Bue - ligned de nærmest to forstokkede
Galgenfugle, der vented Lensmanden.

SIDE: 72

"Mare, Mare mine,
naa skal du ud
over tolv Mils Skau.
Rette de kroge,
kroge de rette -
Mare, Mare mine."

Og Store-Elen, som havde spurgt saa hemmelig-
hedsfuldt om at faa komme ind, "fyred" med en
Glo over sin Frue.

"Mare, Mare mine" - Ordene lød mumlende
og monotone, op og op igjen, mens Signekjærrin-
gens rappe, smaa Øine ufravendt hvilte paa den
Syges Ansigt. Og stundom rysted hun betænkelig
paa Hovedet:

"Nei, nei, det var den paahængeligste Mare,
hun i sine Dage havde kjendt." - Og hun maned
og fyrte; for givet sig havde hun aldrig. Først
ved den tredje Glo syntes hun merke, det hun
vilde. - Da skridtet hun langkroket paa Taa hen
og slap Maren ud gjennem Dørgløtten.

Borte ved Sengen tog hun en af de fine Hæn-
der i sine:

"Hm - det er nok enslags Svek!" - Saa
kniksed hun dybt: "Farvel, Farvel da, Fruen -
ja, naa har Mara nok aa gjøre for inat." - -

Der kom nu ogsaa baade den ene og den
anden paa Barselsvisit, om ikke for andet saa af
Nysgjerrighed. Men en, der aldrig saaes, uden han
blev budsendt, var Winkel.

SIDE: 73

Hans Hustru spurgte ham engang: "Slig vilde
du vel komme til hvilkensomhelst, der bad dig?"

"Ja, det vilde jeg," svarte han.

Hun prøved sætte sig op.

"Nei, lig du," sagde han strengt. Og hun
laa. Rakte en Haand ud, men han saa den ikke.

Han havde ingenting at sige hende.

Men hun vilde tale, tale uafbrudt, naar han
sad der:

"Herren gav, Herren tog, - og Herren gav
mig igjen, Winkel. En Vanskabning for en Cherub.
- Takket være du, Gud, for din Velgjerning, at
du lader Mennesket være daarligt fra Fødselen af,
- og at du straffer dem, fordi de maatte annamme
din Fødselsdagsgave. - Takket være du, som lader
Neslen brænde, Tornene stikke, gale Hunde bide os
og Giftslanger sprøite Edder i aabne Saar. - Jo,
jeg ser det. - Han, som sendte Landeplager over
Ægypten, han sender Sjæleplager over Mennesket.
- Men hjemsøgte du alle onde Mennesker, da
uddøde jo din Jammerdal! - Aa, Herren han er
vis og retfærdig og miskundelig til evig Tid. -
Derfor vælger han sig Syndebukke, Herren. - -
Takket være du, Gud, som gjorde mig dertil, lige-
saalet som du lader Barn forvokse sig i Morsliv.
- Nei, nei, gaa ikke, Winkel! - Jeg takked jo
bare. Takked for al hans ubegribelige Naade, hørte
du. - Men ved du, hvorfor jeg leved til nu?
Kunde jeg ane, at Redningsfyret, jeg styred efter,
var en Djævelens, eller - hvad ved jeg? -
kjære Gudfaders Blændlygte? -

SIDE: 74

Aa, det som ligger derude, du, er ogsaa en
Guds Skabning. - - Og Gud skabte Mennesket
i sit Billede - vel - vel - Ære være Gudfaders
Formsans! Humbug altsammen!

Spotte min Børnelærdom, siger du? - Men
du, det er jo netop dette med Børnene - mine
Børn. - - Nei, ved du, hvad jeg tror paa, Win-
kel? - Jo, der er noget, som væver sig lig en
irret Traad gjennem Skabningen, noget som en
brændende Væge i Menneskesjælene, - der det
har sit Altar og selv er den evige Ild - Ironien,
Winkel. Hvem ved, kanske var det Guden, som
skabte Verden, og engang lader Verden forgaa.

- Vorherres Hevn, siger du - som ligger
derude! Hvorfor skulde da Gudherren kaste Hevn
over mig? Du derimod. Er du - Vorherre?

Nei, gaa ikke - jeg ber dig, Winkel. -
Husker du Dag, du? Aaja, det vidste jeg nok.
Jeg havde Glæde af ham - du blev ved Sorgen,
den langvarige. - Aa, det gjør ondt herinde, i
Brystet, tror jeg. - Tænk, om du holdt mig i
Haanden. - Nei. - Husker du de søte Øinene,
Winkel, med de ganske, ganske blonde Brynene
over? Og Næsen du! - - Men deiligst var
Munden. Nøgen var han den mest fuldendte Gud
Amor, saa lubben og kraftig - ret som et Lys
den lille Ryggen. - - Aldrig skal jeg se den
deilige lille Ungen min mer. Jeg fik bare Lov at
være Krøblingemor, jeg. Hovedet stort og rundt
som Lampekuppelen - Fiskeøine og Froskemund.
Fy, fy - Krøblingemor, Krøblingemor!

SIDE: 75

Ikke nogen Krøbling heller? - - Vis mig
ham da vel, eller jeg kan selv. Ikke hold i mig
- jeg vil op, hører du! -

Du er som Sten og Fjeld, du! - - Men jeg
har en Revolver. Hvad, om jeg en dag sagde:
Hei, du Djævel, som pusted paa mig, da jeg fødtes,
- og du Vorherre, som har elsket mig saa saare
med dit Ris - tag mig, hvem som vil! - For
om Helvedet paa Jorden afløses af Helvedet under
Jorden, skader ikke."

"Herregud, døm hende ikke, Stakkaren -
Herregud!" - -

"Jeg ved ikke, hvad der er at gjøre,"
sagde Winkel til Doktoren. "Hun staar paa Gra-
vens Rand og spotter Vorherre, saa det lyser. Vi
kvied os for at vise hende Ungen. - Men tredje
Dagen sov hun ligesom saa inderlig godt, saa Berte
gik fra hende lidt. - Og, Gud trøste os, havde
hun ikke da krøbet op og seet paa ham. - Urolig
er hun - om ikke andet ligger hun og kravser
opefter Væggen. Vi laaser Dørene naturligvis.
Men binde hende tør vi ikke - da rased hun nok
Indvoldene ud af sig."

"Hun skal faa Morfin," sagde Doktoren, "saa
blir hun nok rolig. Og det kraftige Legeme vil
hjælpe sig selv. - Men De ved jo, Winkel, Deres
Hustru er en sjelden intensiv Natur, af den Slags,
som har let for at blive gaaende med et Malum
inveteratum, saa" - -

SIDE: 76

I Drengestukammeret sad Jon og Perikles Win-
kel, bandende den usalige Skjæbne, som nu atter
havde fordrevet dem fra Hovedbygningen.

Sine lange, gulmalte Senge havde de placeret en
paa hver Side af den graa Brandmur, der de havde
noteret sin Udflytterdags Datum og Aarstal. Og
ved Viduet havde de et Klaffebord, hvorpaa laa
de sure Snadder og et par Bøger. Men da det
trak derborte, laa de mest tilsengs, med Støvle-
benene høit oppe paa Sengefjælen.

Perikles's Yndlingslekture i denne Tid var
Mangors Sundhedsleksikon, af hvilket han ofte
læste høit for Broderen om Sygdomme, hvis Symp-
tomer fuldstændig passed ind med Perikles's For-
nemmelser - slige, hvis Ophav var Sindsbevæ-
gelser og Vanrøgt i de forskjelligste Faser. - Jon
sænked da sin Knigge, "Omgang med Mennesker",
eftertænksomt smattende paa Snadden.

Fast bestemte paa at spille Martyrer og blive
beklaget som saadanne, fik de ingen Ovn derop.
Istedet varmed de sig sagtens ved en Snaps saan
dann og wann og især til Aftensmaden. Saa lysned
ogsaa Humøret en Smule, og de blev spøgsomme
sig imellem.

Første Gang Perikles sagde: "Skaal da,
Papa!" kosted det ham rigtignok mange Ekstra-
drammer at faa Broderen formildet. Men dette
blev alligevel ligesom en Indledning, hvorved
de to Lidelsesfæller lidt efter lidt kom i god
Passiar om dit og dat der ved Bordet. - Det

SIDE: 77

blev da utrolig meget, de fik at more hinanden
med fra Nebruget. Kom de saa i Febrilskheden
til at velte sine Glas, tegned de utugtige Tegninger
i Væden. Og de lo slig, at en gammel Mand, der
kom stavrende forbi en Kveldstund, stansed op
og spurgte nyfigent:

"Nei, nei - er her blevet Kalkonhaner?"

"Aaja - a," lød Svaret langtrukkent, "de sætter
sig nok op naa snart, høres det ud. Ellers er
det nok han Jon og han Perikles Winkel, som
sidder og pokkelerer i Drengstua. - Se bare, aassen
de dupper og svinger paa sig bagenom Ruderne!" -

Naar Gerhard Winkel stak opom til Brødrene,
modtog de ham triumferende:

"Naa Far, Goddag! Velkommen efter! - Jo,
nu sidder vi pent i det, sagde Musen, hun sad i
Fælden. Jagu blev du gift, ja!" - Og de tillod
sig, hvad de før ikke havde turdet, de bebreided
ham hans Giftermaal, som havde uroet dem saadan.
Desuden likte de godt at opholde sig ved de be-
synderlige Navne, Børnene fik: den ene Dag -
den anden Ove! - "Og - hvorfor skulde han
hede Ove, du?" -

"Hun laa i Vildelse og sagde det, ved dere jo
- hvorfor ikke lade hende faa det slig - Ungen
er jo hendes." -

"Godt er Stegen gjemt; men jeg gaar efter
Lugten, sagde Ræven."

Og for hver en løbende Uge blev de ærger-
ligere, saa tilslut var det, som Galden formelig

SIDE: 78

drypped af dem. - Alligevel formaadde de ikke
overføre sin Stemning paa Broderen: "Men det
kommer ofte efter med han Gerhard," trøsted de
sig. - Han gik allerede saa tungt i Trapperne og
satte sig saa andpusten, straks han var inde. -
Skjønt, de forstod sig ikke længer paa ham heller
og kjendte ham ikke rigtig igjen fra før, slig han
sad og grubled for det meste og lod dem sige, hvad
de lysted. Og som nu den Dagen, de nok vented,
han skulde slaaet i Bordet til dem og deres Ufor-
skammetheder.

"Hvorfor skulde endelig jeg leve i Cølibat?"
spurgte han bare. - "Jeg, som kjendte mig sund
og kraftig baade paa Legeme og Sjæl, hvorfor skulde
ikke jeg tage mig en ung Kone, en, jeg kunde stelle
godt for, saalænge jeg orked, og som siden fik
stelle godt for mig? Til Gjengjæld havde hun
deilige Børn og hvad mit var Livet ud. - -
Mennesket spaar, men Gud raar, Brødre. Nu synes
jeg mest, jeg er en gammel Mand bare, en fattig
Krok, lændset for mangt. - Men," tog han i, "tro
ikke derfor, jeg vilde have noget ugjort!"

Saa fortsatte han jevnt henimod dem:

"Nei, her jeg sidder, siger jeg endda - Mæn-
dene burde først gifte sig i Manddomsalderens
sidste Aar. For jeg skal sige dere Gutter, det blir
en - hvad skal jeg kalde det? - Gjæring ved
den Blanding af Blod - noget, som syder og
skummer som sterkeste Mjød - naar da ingen
Malurt forgifter."

Men det sidste kom ganske lavt borte ved Døren.

SIDE: 79

Brødrene saa efter ham, og det blev længe
stille i Drengestukammeret.

Senhøsten i Menneskenes Hug blev skummel
og seiglivet som Veiret derude.

Nede ved Brønden gik Anne Indlæg med en
Rive. Hun puffed og skjøv med den ud i Grønsken,
uafbrudt skottende til Siden, - indtil Riven faldt
hende ud af Hænderne, og hun skalv som et Aspe-
løv over hele sin skrumpne Skrot: - Gjedebukken
med Hornene, han, som stod og gren opi Bakken
- han var det, som havde narret hende til at
drukne Ungen sin - - Fanden - Fanden - -

Mellem Fjøs og Stald mødtes Gaardsgut og
Budeie: "Du stjæler Gampehøet mit, du," sagde
han sint og rysted saa længe paa Jenten, til hvert
et Høstraa var rystet fra hende. Da blev ogsaa
Jenten sint, og de sloges, saa Totterne gøv.

Inde i Stuen sad Winkel, gjennemsøgende Bun-
ker af gulnede Dokumenter. Det var Skiftesager,
Odelsskjøder, Breve med sirlige Skrifttræk over tykt
Pergament og Breve med store, klodsede Bogstaver.
Men over Gerhard Winkels Ansigt gled en Træk-
ning som af en stor Plage, hvergang Dørene
aabnedes.

Oppe paa Værelset sad Fruen med ørkesløst
foldede Hænder, rokkende sig i Sorger, hun trodde
aldrig kunde vige.

Og over det hele Hus var det, som den saare
Barnegraat aanded.

SIDE: 80

"Skyde Ranglebikjer," sagde Gerhard Winkel,
"det kunde jeg i min Ungdom paa mange hundrede
Meters Afstand." - Han hængte just sit Gevær
paa Væggen, idet hun kom ind. Indtog saa sin
vanlige Plads borte ved Schatollet med Ryggen
mod Døren, bladende i de gamle Papirer.

"Hvad vil du mig?" spurgte hun. "Du sendte
jo Bud efter mig."

"Naaja - det var bare det, jeg vilde sige,"
begyndte han uden at vende sig om mod hende -
"du ved, mine Brødre sidder i Drengestuen for
Skrigens Skyld - og det kunde ogsaa jeg have
Lyst til. Men mine Brødre, de to Winkeler, de skal
ind. Ungen skal ud istedet. - Har du for-
staaet mig?"

"Ja!"

"Godt! Der skal sættes istand derover. -
Det var ikke andet. - - Det var ikke andet,
siger jeg!"

Hun havde straks forstaaet af Maaden, hvor-
paa han næsten stødte Ordene frem, at der var
noget bagom. Hun ante Brødrene.

"Det blir værre og værre," mumled hun.

"Ja, det blir værre og værre," gjentog han
utaalmodig.

Hun ledte som iblinde efter noget: "Winkel."

"Naa?"

"Vil du, jeg skal bo der ogsaa?"

"Du? Nei - ikke endnu!" - Winkel pusted

SIDE: 81

tungt. - "Se her du," fortsatte han, da hun frem-
deles blev, "slig skrev min Bedstefar! - Hvad
staar der?"

"Jeg skjønner jo ikke den Skriften."

"Min trofaste Viv staar der." - Han blev
tyk i Mælet: "Slig kunde de alle skrevet."

"Hvem, mener du, kan ikke si det samme?"
tog hun sig sammen. "Jeg ved det ikke."

Gerhard Winkel fik noget henimod en Lysning
i Øinene, idet han braavendte sig. Men hun holdt
ikke Blikket ud. - Og Lysningen sluktes i Winkels
Øine. Paa Bordet saa hun en sterkbygget Haand,
som gjorde et Ryk og - atter blev liggende. -
Saa begyndte den rolig at blade igjen. Men hun
blev staaende og se paa den Haanden. - Hun
havde følt den til Kjærtegn, vidste, den var var,
og den var haard. - Uvilkaarlig strøg hun med
sin Lillefinger over Haanden, som havde rykket saa
besynderlig.

"Du er naadig da, mener du, som ikke lader
din Kone bo i Drengestuen?" spurgte hun.

"Ja."

"Eller i Grisehuset - eller i Stalden?" fort-
satte hun, halvt spøgende.

"Der gives nok de, som vilde gjort saa," svarte
han alvorlig. Saa vendte han sig helt om imod
hende: "Skal du snart rende tilskogs i Selskabs-
pynt?" spurgte han pludselig. - "Nu er han kom-
met til Bygden igjen, han - Fyren!"

Der var det altsaa! Paula Winkel retted sig
langsomt, fornemmende med engang en Trods

SIDE: 82

dukke op i sig. - Hun fik enslags Rygstøtte,
syntes hun:

"Jeg ved knapt, hvem du sigter til. Men til
Skogen gaar jeg sagtens."

Gerhard Winkel reiste sig med Næven mod
Pulten, mens i den ene Tinding Pulsaaren svulmed
til en virret, blaa Snor:

"Til Skogen gaar du sagtens ikke. - Pas dig
for det!"

Da brød det ud af hende i Lidenskab - og
forekom det hende i Øieblikket, som var hun selv
den forurettede:

"Har jeg nogen Egtefælle at spørge? Hvad
har du med mig, andet end at du Tomme for
Tomme driver mig tilbage did, du nødigst vil -
men der jeg finder Glemsel? - Nei, jeg, jeg
har ingen Egtefælle at spørge. - Det ved du
bedst selv. Og jeg gaar, jeg, hvor i Verden jeg
lyster."

Han havde ladet hende snakke. Men det
hvidned om hans Øine og Mund. Og pludselig
rakte han Haanden ud. - Den blev en stentung
Byrde om hendes Nakke og tvang hende iknæ.
Hun skalv, men smilte.

"Tror du, det ikke er Alvor?" mumled han
og snapped noget fra Pulten. - Hun hørte det
hvine og følte Lufttrækket forbi sig, i et Smeld
mod Gulvet. Og Remmen hævedes paany. Og
den knistred og suste som en Svøbe, snart ved
hendes ene Side, snart ved den anden, i skarpe
Knald mod Gulvet. Hun glemte Smilet - rørte

SIDE: 83

en Haand og kjendte en brændende Svie - be-
gyndte at blive paa Graaten, stønned lavt:

"Fy - fy - Gerhard!"

Da trodde hun, han vilde slaa hende med
Haanden. Men det var Remmen, som slængtes
hen i en Krog. Og han blev staaende forpustet
foran hende. Hun laa der iknæ, tilintetgjort og
ydmyget som aldrig før i sit Liv, uden Tanke paa
at komme sig op, laa imod ham med vaade, skam-
fulde Øine. - - Der fik han den kjendte Træk-
ning ved Munden fra gamle Dage, naar han klarned
mod Godveir. - I det samme bøied han sig ned,
reiste hende med et eneste Tag under Armene og
- kyssed hende midt paa Munden.

Hun kravsed Hænderne fast i hans Trøie, lo,
graat, vilde ikke slippe - og fatted ingenting, da
han skjøv hende fra sig:

"Saa saa - gaa nu!" -

"Men du, du - nei." - Hun hængte efter
og bed ham i Skjeggekinden, idet han satte sig,
og Gerhard Winkel blev raadvild et Sekund.
Han ligesom vented, hun skulde sige noget; men
det kom ikke, - og han skjøv hende fra sig
paany. - Stemmen lød haardere:

"Gaa, har jeg jo sagt!"

Hun forsøgte at summe sig, der hun stod:

"Gaa - for bestandig, mener du?"

"Nei, ved du," svarte han koldt, "for da slog
Skammen Følge."

"I Graven ogsaa?"

"Ja." - Han fik et polisk Blink i Øinene og

SIDE: 84

fortsatte hastig: "Du faar ingen Ligfærd, ser du
- ingen Parade i Blaasalen - ingen Kranser paa
Kisten. Ja, den blir nok nærmest som en Pak-
kasse den da, og graves ned - udenfor Kirke-
gaardsmuren." -

Han hørte hende tusle ud, vendte sig og saa
langt mod Døren. Han tørred et par Sveddraaber
bort fra Panden med det røde Lommetørklæde:

"Ja, du Paula, du Paula! Men det er jo du,
som maa sige det. Du." Og atter begyndte han
at blade i de gulnede Dokumenter. - Men den
brede Haand skalv.

I Klædeskammeret sad Paula. Hun vidste ikke
hverken frem eller tilbage. Alt, hun havde tænkt,
alt, hun havde gjort, og alt, som havde hændt, det
var i et eneste floket Nøste for hende nu. - Eller
- hun saa det først nu i al dets frygtelige Uredig-
hed. - Og hun graat uafladelig med Hovedet ind
i Klæderne. Hun var nu blevet saadan en Taare-
perse, at hun selv var flau over det og gjemte det
bort. Og Nøglen havde hun taget med sig ind.
- Ingenting hjalp hende, syntes hun, ingenting. -
Og Leden, hun havde været træt af, var blevet
Kvide paany, fordi der føiedes nye Stik i Flugt
med de gamle. - -

Solskinnet gled over de stribede Rullegardiner
- lagde sig i tunge, støvede Lag paa Lag. - Og
Solskinnet blev en Skraastrime blot - skinnende
grelt i en rød Trøie - flydende flakt over en sort
Kjole, en med krøllet, glinsende Silkechiffon. - -

SIDE: 85

Hun sad og saa, krammed indi med Hænderne. -
Jo, den kunde sprættes op og glattes, og den vilde
blive ganske ængstelig nobel paany, saa diskret.
Bare en blaa Blomst halvt nedi alt det sorte, en
Asters, et par giftige Blaabjelder. - Ah, der inde
i Skogen! - Han sparte ikke paa Smil, han, lige-
saalidt som paa Elskov. - Ne-i, han betvang
sig ikke, og han skræmte ikke. Men han - -
kratsch, der braged Chiffonen i to lasede Dele. -
Hun blev næsten selv overrasket, skued bedagelig
sit eget Verk, hængte den saa resigneret op. -

Hun løfted paa Rullegardinet. - Nede paa
Gaarden gik Ramstadkrug, og det gav et Sting i
hende af en Sammenligning, som slog. -

Men Solen - se, den sank som en lødig Guld-
klump nedimellem Trærne. - Der tændte den
Skogen - der skinned den rød som St. Hansbaal
- der flakked det bristende, som af Glød i vaade
Kvister. - -

Hvad gik af Ramstadkrug? Slig han moverte
snart her, snart der. Der gav han sig til i Stald-
døren paa Udkig frem mod Huset. - Ja, den
Ramstaden var fuld af Paafund og besynderlig i
alt! Man paastod jo nok, han gik Snigveie og ved
Gløghed subbed til sig mer end nogen anden ved
Ansigts Sved. - Nu havde han vist en Biindtægt
fore - kanske noget, han skulde anmode Winkel
om i Enrum, noget Raskeri, Bordstumper, Vedaffald.
- - Winkel ja - Winkel! - En trykkende Byrde
kom over hende. - Han kunde knuge med Haand
og Aand, havde knuget nu i over et Aar. - Hun

SIDE: 86

følte paany, hvorledes Remmen suste, og hun vidste,
hun havde fortjent mer end Susen - han havde
havt Lov at slaa hende ihjel. - - Det uredige
Nøste virred og virred. "Ja, det blir værre og
værre," hørte hun Winkels Stemme gjentage. -
"Det blir værre og værre," sagde hun selv. Og
atter dukked den frem, Scenen dernede. - Men
ud af Nøstet sprat noget lysende med ett. - Hvad
nu, at hun ikke havde fundet det allerførst. Men
hun havde fundet det allerførst, dernede, før han
stødte hende fra sig, da det floked sig bort i det
skrækkelige altsammen. - - At alt kunde glide
bort under et Kys, hans Kys! - Komisk ogsaa!
- Sligt et digert Smeldkys det var! - Hun tog
sig for Brystet i en pludselig Glæde - og lo:

"Jo, nu skulde Winkel blive blid!" - Hvordan
vidste hun ikke, men han skulde. For han
kunde, og det var Kvintessensen.

- Men hun blev underlig i Knærne, da hun
nærmed sig Stuedøren. - Om han nu bare kylte
hende fra sig paany? -

- Der sad han som før og vendte sig ikke.

Hun flytted lidt paa Stolene, ordned nogle
Bøger. Forgjæves. Fra Siden bemerked hun, at hans
Hudfarve var rød imod Øinene. Ellers intet. Saa
blaaste han i Næverne engang.

"Synes du, her er koldt?" voved hun spørge,
og hun hørte sin Stemme, blød, douce, som et
Haandstrøg over ham.

"Aaja!"

Hun putted selv Ved ind i Ovnen - Vedtræ

SIDE: 87

paa Vedtræ, til den blev dørgende fuld. Fandt
Fliser og Bark og tændte Fyr. - Hun rusled og
pusled bag hans Ryg i det uendelige - sukked
imellem - stod stille, stirrende imod den brede
Ryg - og havned tilsidst helt fremfor Pulten. -

"Vil du noget?" spurgte han.

Hun studsed ved en besynderlig Blankhed i
hans Øine:

"Ja ja - jeg vil noget!" - Hun stammed
forlegen og lagde begge Hænderne over hans: -
"At du - du" - atter mødte hun Blikket -
"maa" - men Blikket stod der fremdeles imod
hende - "være glad i mig igjen."

Det drog sig til et Smil om den tause Mund
- og uden at vide hvorledes laa Paula Winkel sin
Egtefælle for Fode med Armene krampagtig om
hans Knær:

"Tilgiv mig, du - jeg har havt det saa ondt.
Jeg ber dig, ber dig jo!" - Og hun tigged og
bad med Ansigtet tæt indtil ham, og Ordene snubled:
"Gerhard!" - Da følte hun et Strøg over sit
Hoved. - Det løftedes. - Atter de blanke, be-
synderlige Øine; de saa saa dybt, dybt ind i Sjælen,
syntes hun. Men hun udholdt dem nu.

"Gud velsigne dig, du deilige Paula min!"
kom det pludselig fra Winkel som et vældigt Be-
frielsens Suk. "Ja, ja, jeg tilgiver dig - saa sikkert
som den, der er større end jeg, nok tilgiver dig
- hvad i verden du ogsaa har syndet." -

Hun bøied hovedet indtil ham paany, medens
Kroppen rysted som i Krampe.

SIDE: 88

"Saa saa, ikke graat nu, Paula!"

"Jeg har havt det saa ondt, Gerhard," gjen-
tog hun.

"Ja, ja, jeg har nok seet det. Men du skjøn-
ner da, det var du, som maatte sige det. Du - -
Saa saa, ja, nu skal alt blive godt igjen."

"Nei, lad mig ligge her, - ligge paa Knæ
for dig hele Livet." - Hun strøg og strøg ham, hvor
hun traf. - "Jeg skal elske dig, Gerhard, som
jeg elsker dig nu - aldrig blive træt - stelle om
dig baade sent og tidlig." -

"Gud signe dig for det, Paula - Ungen min!
Jeg kan lidet gjøre."

"Det er saa forunderligt at kysse dig, du,"
hvisked hun kortpustet. "Det var ikke slig
før. Om du vilde kysse mig meget, forfærdelig
meget!"

"Ja, jeg skal nok kysse dig meget, mer end
du selv vil, husker du - siden. Og det onde
aaret skal vi nok se at glemme, ja."

"Saa skal vi leve, Gerhard, som aldrig før." -

"Hø - det siger sig selv det, Veslepusen min!
- Men det er saa koldt her, synes jeg. Du er
nok daarlig Fyrbøder idag." -

"Kjære dig, Ovnen er jo snart rød, den. -
Gerhard!" - hun trykked sig op mod ham: "Faar
jeg være hos dig inat?"

"Jada, jada, inat og alle Nætter!"

"Jeg er blevet saa voldsomt glad i dig du. Skal
vi gaa?"

Gerhard Winkel reiste sig:

SIDE: 89

"Jo, her er sandelig baade koldt og varmt,
du Paula!" - Der var kommet en skjær Hinde
over hans Øine - en tyk, graa Haarlok laa strid
ned i Panden. Han tog et Skridt frem, men blev
staaende, støttende den ene Haand mod Bordet:

"Aa, gaa efter Stokken min, du."

Kommen op paa Værelset faldt en stor Frost
over den sterke Gerhard Winkel.

Med sygdom som med kjærlighed - ofte vides
ikke, hvorfra den kommer.

Sygdommen, som tog Gerhard Winkel hin Aften,
hed Lungebetændelse.

- Natten igjennem havde han svedende kastet
sig under et Bjerg af Dyner. Og udpaa Morgen-
siden begyndte han at slænge dem af, saa fort hun
atter lagde dem op. -

"Der sidder de, Brødrene," sagde han, pegende
ud i Værelset, "som Padder paa en sur Ost.

Javist er hun snil, stakkars, - mer plaget af
Tungsind end Letsind. Men hun maa komme først,
om saa Brystet forbløder baade paa hende og mig.
- - Svider gjør det - -

Puh, har du seet slig en Planke da, Kar?
vreden som en gammel Kjærring. Bjerketræ med
Orebark. - Hvad er mellem Barken og Veden?
Hm, er det dig, stakkars, - tror du ikke, jeg kan
tage dig væk - har jeg for klodsede Hænder?

Hvad er det for en rund kugle? Osten! Nei,

SIDE: 90

da rider jeg heller paa en vreden Planke! - Er
det Veslepusens Levnet det?" -

Hun havde siddet, hørt og gjemt for at for-
tælle ham siden. Men som det led, blev han vil-
dere og Fantasierne ikke forstaaelige længer. -
Aanden besværedes, og Brystet gik i store Tag.
Og hun havde angst sunket iknæ ved Siden af
Sengen, mens han trev Armene ud ifra sig, saa de
stundom traf hende med haarde Slag over Ansigt
og Skuldre. - Engang vaagned han da til Bevidst-
hed et Øieblik, sagde ganske tydelig midt indi:

"Gaa unda vel."

Hun gjorde ikke. Tog Slagene. Blev siddende
saa underlig sansesløs og iagttage hver Bevægelse,
hver Muskeltrækning i hans Ansigt, som nu var
rødt af Feberen. Hun kunde se Pulsaaren hamre
i Tinding og Hals, mens Hænderne var kolde som
paa en Død. Og lod han en Strubelyd høres,
risled Rædselen rykvis gjennem hende. Men i
Mellemrummene tænkte hun sløvt: Han kommer
sig nok - snart!

Men Besindelsen lod vente paa sig. Han støn-
ned og mased under Søvnen. Eller snakked med
lallende Tunge og aabne, forvildede Øine. - Og
Timerne slæbte sig saa langsomt hen, en efter
en og en efter en. Og han laa stille stundevis,
bare gnissed med Tænderne. -

Udpaa Eftermiddagen kom en Pige og spurgte,
om Ramstad'en maatte faa Fruen i Tale. - Ram-
stadkrug var gaaet ind i Gangen, som det syntes,
i ren Forfjamselse over Husbonds Sygdom. -

SIDE: 91

"Gud trøste og hjælpe os for han Far da,
Fruen - saa snil og reel en Mand." Han kasted
et rapt Blik efter Jenten og lukked Kjøkkendøren
godt til efter hende. - "Jeg har jagu gaat her i
flere Dage, jeg," slog han om, idet han trak et
Brev ud af Trøien, "og snoset efter Fruen. Det
var at levere egenhændig, saa ingen saa det!" -
Hans Mislet løfted paa Huen og pilted bort gjennem
Gangen, Hovedet dybt nedimellem Skuldrene. - -
Fru Paula Winkel - stod der. - Der var Elskov
i Skriften, hun kjendte den. -

"Hans!" raabte hun - "Hans!" - Han kom
nølende. - "Giv fra dig det Brevet, du," sagde
hun høit og nervøst, "der du fik det." -

Hun stansed ved Trappevinduet, der en Barne-
klynk naadde hende fra Drengestuen. - Jaja, oppe
i Soveværelset en syg Mand - bortover Pladsen
Svaret til en Elsker - indover Skogene Elskeren,
Hundene, Livsens koglende Liv. - -

"Paula!" hørte hun Winkels Stemme indifra
Værelset.

Men havde Gerhard Winkel været medgjørlig
som frisk, naar da ellers intet forarged ham, blev
han som syg - som de Mennesker flest, der lidet
har følt af legemlig Smerte - utaalsom og grætten.
Og den første Tid blev sagtens en Prøvelsens Tid
saavel for Hustruen med det syge Sind som for
Manden med det syge Legeme.

Vilde saaledes Gerhard Winkel stadig have sin

SIDE: 92

Hustru om sig og ingen anden, jaged han hende
dog ofte væk i Ærgrelse:

"Gaa du!" sagde han. "Jeg vil ikke se dig.
Du gjør saa alligevel ingen Nytte."

Men - "hvor blir du af?" rungskreg han
om lidt. "Kan du ikke være hos mig det Gran,
naar jeg er vaagen heller?" - Og han overfused
hende, saa hun syntes knapt at eie hel Plet tilbage.

Meget maatte hun gaa og fange Fluer.

"Se der sidder en. Og der. Er du nærsynt?
Og der," laa han og pegte. "Og - den ækle
Talggrisen i Sprækken der da! Du faar sandelig
til Øienlæge du! Og der en - -"

Engang sendte han hende ned efter "Bogen
med den spraglede Permen", at hun skulde læse
høit for ham. Og da hun kom med den, hev han
den langt bortover Gulvet, fordi det jo var den
grønagtige, ikke den brune, han havde ment. -
Hun gik atter, tænkende paa, hvor lidet han ligned
sig selv fra før. - Men det var jo alligevel bedre
slig, end at han skulde ligge hen. - Og det tyded
jo paa en viss Kraft, hvilket da ogsaa samstemte
med Doktorens Udtalelse fornylig, at Winkel befandt
sig paa Bedringssiden allerede. - Det var godt. -
Ingen i Verden var som Winkel alligevel! - Hun
stansed et Øieblik i Trappeafsatsen og undred i
nervøst Tankesprang over, hvorfra Brødrene vel
havde støvet frem det gamle Monstrum af en Ljaa,
som stod der opmed Væggen. - Hun holdt næsten
paa at løfte paa den i Farten. Men kom ikke til.

"Nu er jeg gørrkjed af at ligge," erklærte

SIDE: 93

Winkel, da hun kom ind med den grønspraglede i
Haanden. "Nu vil jeg kare mig op lidt."

Hun bad ham lade være. Nei, det lysned for
ham alene ved Tanken. -

"Ud med sig naa!" og han kasted i Spøg en
Pude efter hende i Døren.

- Kommen tilrette i Lænestolen, lød Svaret
paa hendes Spørgsmaal ganske fortrøstningsfuldt:

"Ret bra, Paulamor - ret bra!"

"Sæt nu Vinduet op," hed det senere, "saa
jeg ikke kvavner!" Og da hun ikke vilde, gjorde
han det selv. -

"Se saa, nu letner det!" - Han trak Veiret
dybt. Spurgte saa pludselig:

"Har jeg vært lei mod dig, du? - Det var
nu stygt. Du ser medtaget ud, tror jeg. - Hm -
ja, vi havde nu tænkt os det anderledes. - Men
nu blir jeg snart frisk, skjønner du."

Han kosed sig jevnt der foran Vinduet, smaa-
snakkende om dit og dat:

- "Nu blir det mere Regn, Veslemor," sagde
han indiblandt, - "for der flyver Taagedotter langs-
med Vasaasen. - Det, sagde vi i gamle Dage, var
Aaskjærringen, som røgte, du." -

"Var det det, du!" sagde hun syngende. -
Hun havde hele tiden staaet og strøget ham over
Haanden og gned nu smilende Kinden mod hans
Haar:

"Du kan meget rart, du!"

"Har du Moro af det da? Du skal faa det
altsammen siden, Paulamor."

SIDE: 94

- "Nu faar jeg lægge mig kanske da," sagde
han siden. - Men hun forfærdedes ved hans krid-
hvide Ansigt. -

"Er du sygere?"

"Aanei - lidt mat bare!"

Men Matheden var stor, slig han blev liggende
med glansløse Øine og pibende Aandedræt.

- Og samme Nat vendte Feberen tilbage.

"Den Ljaaen, som stod ude i Gangen," spurgte
Paula sine Svogre en Dag, "hvad skulde I egentlig
med den?"

- Ljaaen? De kjendte sandelig ikke til nogen
Ljaa. -

- Jovist maatte de det. Naar hun nu tænkte
efter, havde den vist staaet der hele Eftermiddagen
ogsaa. Hun forklarte dem dens Udseende: -
Graat kroget Skaft med to Knortekvister til Haand-
greb og rustent Blad med Eggen hvidblank efter
ny Slibning. -

De to Brødre vilde ingenting vide om sligt
noget paa Gaarden, og hun blev den Dag grundende
meget over nogle Øiekast, hun havde opfanget
imellem dem.

- Men som hun sad i Tusmørket inde ved
Sygesengen, der hendes Egtefælle nu laa i Bryst-
vatersot, slog en Forestilling ned i hende - og
jomer hun grubled, des mer klarned det sig ud,

SIDE: 95

Dødsmerket over ham, som laa der. - Ingen Vei
forbi. Der sneg sig en om i Huset. En for-
færdelig. En, som stilled Ljaaen fra sig i Trappe-
afsatsen en Gang, vel et andet Sted en anden Gang
- kanske stod den nu inde i selve Værelset! -
Og hun lod Blikket sky streife rundt Væggene. -
- "I Kroken!" var der noget indi hende, som
hvisked. Og hun saa.

"Du er sen," sagde det, "ved Døren nu." Og
hun saa og saa, enten hun vilde eller ei, hid og
did, stadig om igjen.

Hver Mørkningstime kom det igjen, naar hun
saavidt skimted hans blege Ansigt, hvori Øine og
Mund kun blev store, dunkle Huller. -

"Aa, lys ikke saa med Fyrstikker i Krokene,
du," overrasked han hende en Dag. Og fra selv-
samme Stund, hun maatte lægge en Dæmper paa
sig, blev det bedre. -

"Hvordan skulde det vel gaa mig uden dig
som Modvegt," sagde hun til ham.

Med det, hun mente vide, havde hun saa
meget utalt, syntes hun. Med det, han mente vide,
laa han helst taus, kun ventende Bedringen.

Gerhard Winkel var desuden blevet taalmodigere
efter hin Gang, han paadrog sig Tilbagefaldet, og
jaged han hende nu ud, skede det, fordi hun skulde
trække frisk Luft, ikke blive mat og skrøbelig, naar
han blev rask. - Men hun blev ruslende nede i
Stuen, følte over hans Pult og Stol, stirred i hans
Bøger, lagde sig paa Sofaen i krympende Kvide,
fældte Taarer over hans svære Skindkasjet derude

SIDE: 96

i Gangen - sørged og sørged over ham, som over
en Død, hun havde voldt ondt.

Naar hun da atter saa ham deroppe og hans
kjærlige Smil imod sig, toges hun af en voldsom
Glæde ved at have ham endnu, og hun styrted
sig ned foran ham. Han løfted Haanden afvergende
for sit saare Bryst, - men smilte nok paany, det
Smil, der blev skjønnere og mattere for hver en Dag:

"Nu elsker du mig mer i en Time, Paula,"
sagde han engang, "end før i et helt Aar." - Og
hun gjemte beskjæmmet sit Ansigt i hans tykke
graa Haar, som flød der udover Puden. - Gerhard
Winkels Haar og Skjeg floked sig om hans Hoved
som en strid Manke, det faldt tungt over hans
brede Pande og lige ned mod de ærlige Øine. -
Hun saa paa ham, haabløst, stille, Dag efter Dag -
saa Manken vokse og Legemet svinde. Han var
hendes syge Løve, hvis Billed hun vilde ridse dybt i sig
selv, om ogsaa Blodet pibled, og Ulivssaar forvoldtes.

"Gerhard, Gerhard," bad hun meningsløst,
"du maa aldrig dø fra mig."

"Nei, ikke endnu," svarte han trygt. "Men
Paulamor, efter al Naturs Orden - engang."

"Selv da maa du ikke helt forlade mig, Ger-
hard. Hører du? Hvis du kan lade være."

"Nei, Paulamor, da blir jeg nok om dig bestandig."

"Gerhard, du - jeg kunde graate Blod, over
dig, over mig og over det altsammen. - Gerhard,
du - led du svært alle de Aarene, da jeg" -
hun blev lidt tør i Stemmen.

"Nei, jeg led ikke dengang. For jeg kjendte

SIDE: 97

dig ikke anderledes. - Men det sidste Aaret, Paula,
det trak nok Marg ud af Benene paa mig, det. -
Saada - saada - ikke bedrøvet! - Naar jeg nu
kommer op, skal vi leve Livet fra nyt af, Paulamor." -

Da - som hun knælende strakte sig henimod
ham, blev hendes Blik fanatisk:

"Min prægtige, sterke Gerhard - hvad enten
vi lever eller dør, saa hører vi dog sammen, vi to
- om ogsaa du gammel og jeg ung, du god og jeg
daarlig. - Min Ven var du, min trofaste Ven, min
Far og min Elsker!"

"Paula - Ungen min!" smilte Gerhard Winkel,
"min Alderdoms store Barn med de store Sorger
og de store Glæder."

- Han lagde sin tunge Arm om hendes Nakke,
og hun læned Hovedet nedtil, lytted og nikked,
trodde næsten selv - klamred sig med den Døds-
dømte til Livsens liflige Træ. -

Saa var det en Søndags Formiddag efter en
Nat i Spænding, at han vilde have dem alle om sig:

"Tag hid en Bænk," sagde han til Brødrene,
"og sid jevnsides I to! - - Ja, se nu skal snart
Vaaraannen begynde, og her ligger jeg endda.
Hvad siger I dertil, Brødre?"

"Aajo, her er et Sorgens og Sygdommens Hus,"
mente Jon.

Der gled en Trækning af Ubehag over den
Syges Ansigt.

SIDE: 98

"Har Gjødselkjøringen fanget an?" spurgte
han lidt senere.

Brødrene sad pindestive og høitidelige paa
Bænken - Jon med foldede Hænder: - Ne-i,
den havde ikke. -

- Da burde der straks tages fat. Altfor god
Gaard Gruvang til at ligge i Vanstel som hidtil.
Hvad om de drænerte den vasne Sydflotten? -
Og Laden ramled vist snart ned. En ny maatte
til. For Dyrene, stakkars, de fik raaddent Hø. -
Og Lundgren - var han kommet til Bygden nu?
- Naa, de fik se at passe ham op da! For Vesle-
mor, hun skulde ikke have slig en Fillehave, hun. -
Hvide Singelgange skulde hun gaa i, hun, under
de gamle Trærne, imellem brogede Blomsterrabatter.
- Og - et eller andet Sted skulde i Grunden en
Kobberfontæne - - hvad om Pladsen hegnedes
med Blodbøg og Roser? - "Det vilde du like,
Paulamor! - - Men gamle Winkeln passed vel
ikke der," kom det mat - og Skyggen fra en
mørk Tid drog over ham. -

"Her er trangt. Mer Lys du, Paula. Luft!
- - Ser du, Paulamor, dine Singelgange," pegte
han mod Lyset, som strømmed ind i snorrette og
glimrende Længder. - "Naa - hvorfor saa stramme
i Fjæsene da, Brødre? Har du faaet Snue, Per? - -

Paulamor liden, stakkar - hvad er hun be-
drøvet for da?" Stemmen lød fjern med fremmed
Kuldegufs. - "Saa, saa, alt blir nok bra, du!
- - Og naar jeg nu blir frisk, saa skal vi sidde
sammen da og snakke om det, som er gammelt. - -

SIDE: 99

Hm! Hvad er det for Klokker? Søndags-
ringing naa. - Ja, du kan jo gjerne læse lidt for
os, Paula." -

Hun tog en tyk, gammel Bog ned af Hylden
og læste, uden at vide hvad. Men som hun atter
mødte hans Blik, stod det saa underligt imod
hende. Han maged Munden til, og hun trodde,
han vilde sige noget. Istedet rynked han Øien-
brynene - som i Livet, naar noget gik ham imod -
greb hende i Haanden, som vilde han holde hende
fast eller rive hende med. - Og der droges en
tæt Hinde for Gerhard Winkels Øine - han gisped
tungt - og de brast i det samme. Hun forstod.
- Hans sidste Aande havde hun kysset ind i
sin Mund.

Hun saa sig om:

"Se, nu kan der gjerne staa Ljaaer rundt alle
Vægge, herefter."

Saa brød det vildt ud af hende fra en utøm-
melig Sorgens Kilde. - -

Dag efter Dag kom en sløvøiet Mand ude i
Gangen. Han havde en merkelig Vane: - ret som
han talte, spilte han Øinene op som i stivnende
Rædsel. - Men han arbeided nu engang saa meget
om Natten. I Lygteskin. For den frosne Lerjord,
haard som Klæbersten, maatte graves ud Haand-
fuld for Haandfuld. -

SIDE: 100

"Naa har jeg fem Alen igjen! - Naa har
jeg fire - tre - to og en," var det han kom og
meldte. Og for hver Gang hvidned det skrækslagne
Blik af hans Øine.

- Nei, nei, nei, han havde aldrig fornummet
noget derborte. - Og han havde dog været Byg-
dens Graver i gode tyve Aar. - -

I Blaasalen laa Gerhard Winkels jordiske Lev-
ninger paa Ligstraa. Men Laaget var over Kisten;
fordi hun nu ikke orked se ham mere.

Ingen maatte komme ind. Hun tusled der
ensom og lydløs. Dækked Vinduerne med dunkle
Kors af Gran over de hvide Gardiner, snoed Flor
over Vægge og Tag, mens øverst ved Kisten Vokslys
i alenhøie Stager brændte Dag som Nat, osed sort
og bringeknugende ud i Salen. Hun tusled og
pusled omkring derinde, til der blev som et høitide-
ligt Kapel. En fredlyst Plet var det midt indi
Ramlet og Støien til den anstundende store Be-
gravelse. - Men hun saa det altsammen gjennem en
Taage - eller hun var med som død, syntes hun. - -

Gaardspladsen ringedes af Graner. Og langt
bortover Sletten kjørtes der mellem de mørke, al-
vorlige Geledder, hentet fra Winkelernes Skog. -
Saa langsomt, langsomt gik det. - De hvide Baand
ifra Kransene - det sorte Flor ifra Hestene og
Marskalkstavene der foran - Husmændene, som
trasked og bar paa Lysstagerne - og Smaaflam-
merne, som vifted og slog i gult og i rødt, krøb
helt ned i Vægen undertiden - slukned dog ikke.

SIDE: 101

Klokkeren stemte op, da Kisten bares. Og
Følget fulgte i drøvelig Marsch til Winkelernes
gamle Gravsted, der de snirklede Jernkors stod.

Kisten firedes i lange Reb, og Kransene kastedes
efter. I Haugen ved Siden laa en gulnet Knokkel,
den en af Følget skrabed Grus over med Foden.
En sort Mand præked, formaadde ikke, sit ærlige
Stræv tiltrods, at putte Skjønhed i det dorske Gab.

- Saa fik de havresultne Heste trave lystig
hjemad som fra Brudevielse.

Og hjemme paa Gaarden tog Brødrene hende
i Haanden:

"Ja, nu har vi forsynt han Gerhard da."

Og Gjesterne placerte sig klyngevis rundt
Smaaborde eller støtted Væggene inde i Stuerne og
ude i Gangen. Der var Winkelslegtninge langveis
fra, godlynte Mænd af stampet Kjød og Muskler,
og Mænd som Jon og Perikles - at ligne med
Kirsebær, der kun har lidt surt Skind over Stenene.
Paula Winkel gik en Smule om i Begyndelsen og
snakked med hver en, der minded om den Afdøde.
Men hun erfared snart, at der gaves noget bagom,
som hun bedre kjendte fra Svogrene, Smaaligheder,
Misundelse og uventede Stik. - Og hun trak sig
væk. Ind i Blaasalen først, der de sorte Skamler
stod ensomme paa Gulvet, og Salmebøgerne laa i
Vindusposterne endnu. - Og som hun stod der,
syntes hun næsten selv at være som noget af det
Flor og Granbar, der hørte med til Gerhard Win-
kels høitidelige Minde.

SIDE: 102

Det var stille oppe paa Værelserne. Saa knep-
pende stille, at Musen gnaged i Lyse.

Da de rødvinsduftende Gjester og Stegelugten
vel var drevet af, faldt Husfolkene i Tanker om
det ene og det andet. - Og de lytted rundt om.
Men ingen menneskelig Lyd. - En Pige med
Madbret gik Trapperne op, banked varsomt paa
den aflaaste Dør, og kom atter Trapperne ned.

"Der er ligesom en Spurning ved hele Stellet,"
stak de Hovederne sammen. "Bedst som hun ter
sig som galen, blir hun gaaendes ligesom i en Døs.
- Og saa naa - ja, Gud ved!" - -

"Men det var naa ligevel Forskjel," indvendte
nogle, "da hun jumped i Brønden. For Ulykken
braakom dengang." - "Aak, Sorgen, som langstak,
smagte knapt bedre end Sorgen, som braastak." -
Saa regned de efter, at nu havde Fruen været
galen for tredje Gang, om hun end nu havde
baaret sig ganske anderledes end de to første. -
Saa, ikke at forglemme, havde hun for nogle Dage
siden modtaget en Pakke med udenlandsk Post-
stempel og Apotekermerke. - Jøs, om det ikke
var da, hun var blevet saa lugn. Jøs, om hun nu
var blevet saa lugn, at hun aldrig - - jøsøsøs! -

I Kveldingen gik de til Jon og Perikles.

"Aa, lad hende sove i Fred," lød Svaret.
"Sover hun for godt, faar I tidsnok vide det."

Folkene orked dog ikke gaa tilro, men sad
stille sammen i Kjøkkenet hele denne Nat, i hvil-
ken de var forvisset om atter at have Lig i Huset.
Ved mindste Lyd løfted de Hovederne som aar-

SIDE: 103

vaagne Gaardshunde, og vimsed en Rotte over
Gulvet, greb Jenterne hverandre i Armen. -

Og endelig seg Graalysningen frem, tung og
trist, uden Fuglesang og Dyrelok. Nogen retted
Benene og saa paa Klokken. Men det var for tid-
ligt endnu.

Og videre sad de der paa Bænkene og i Skor-
stenen med de tanketomme Ansigter som graa,
ubestemte Flekker frem af Halvmørket.

Men - den kneggende Knirk i Soveværelse-
døren? - -

Og siddende blev de i maabende Spænding.

Men - i Trappen ogsaa? Knirk. Knark.
Knirk. Knark. - Jo - o! -

Gutten aabned Døren, blev staaende og stirre. -

"Jøs, aakke ser du?" hvisked en Jente. -

Den første Morgenhilsen vilde hun bringe ham
derude paa Kirkegaarden, dengang de trodde, hendes
Gjenfærd kom nedover Trapperne. - Og hun havde,
ogsaa legemlig uvel, vandret gjennem viftende Taage-
skikkelser til en forfærdelig Haug af graabrun
Lere. Og Taagen, den klæbed som klamme
Hænder. Mens Veirhanen, Symbolet paa Livsens
evige Morgen, gren over Kirken.

Hun havde følt Tilintetgjørelsen om sig og i
sig og tænkte, at det bedste, som kunde times
hende, var, om hun kunde blive som en vandrende
Mindesten fra sin Mands Grav. - Der skulde da

SIDE: 104

ogsaa forresten kun prydes med levende Vekster.
Ingen Bauta, som hun havde ønsket. For - "om
hundrede Aar kanske," saa lød hans Ord igjen,
"kan den ligge slængt som Vrag eller bruges til
Trappesten, saa alle Folk træder paa den."

- Hans Mislet, der selv paastod at være lidt
gartnerkyndig, blev stellende der i Dage og Uger
hele Vaartiden udover. - Bedst som Graven var
i Orden, sank den fra Bunden og stygge Hul gabed
op. Og bedst der var fyldt Jord i paany, kunde
der om Morgenen være et bundløst lidet Hul som
efter Varulv.

"Det ugjør sig saa fælt, eftersom Kistelaaget
ryker," sagde Hans Ramstadkrug. Og i Tanken
saa hun sin Winkel ligge dernede med knust An-
sigt. - Hans førte nu ogsaa, som han gik derborte
imellem Korsene, saa mangehaande Præk, under-
tiden saa rent kuriøst i sin Kynisme, at hun
maatte høre:

"Asch, det vokser, Fruen," sagde han ofte,
glattende med Spadebladet langs Gravkanterne. -
"Kjøre Jord paa - hørt Magen? Jagu er her
fedt nok lel."

Og en Gang vedblev han:

"For tredive Aar siden grov de ned Murene
seks Alen dybt til Afløbsrender. Der gaar to mod
vest og en mod sør. - Nei, de kan ikke akkurat
sees naa, der er lagt Kvist og Tral over Udløbet.
Men lugtes - asch! Før - ligsom i Vaartiden,
da kunde en nok se ogsaa. - Da seg det tjokt
og svart som Lane. Og der gror Urter - Hesteblom

SIDE: 105

og Tistel, just som paa Gjødseldæmma, Mor. - -
Men sig mig: Var det gamle Fru Winkel, som laa
her før ham? - Naa! Her var saagu mange
Slags Rariteter i den Jordhaugen, vi trilled bort.
Det, som hølder sig længst, det er naa Ister og
Haartavser. - Det hølder sig rat i hundrede Aar
her i tætte Lerjorden. - Vi fandt ligesom en Blei,
vi. - Nei, Jadden er det liderligt ogsaa, at Ligene
ikke brændes. Naa har jeg sagt det!" han gjorde
et Klask med Spaden. Saa samled han sine Have-
redskaber sammen og lunked af med lange Skridt,
Hovedet dybt nedimellem Skuldrene - ens, naar
han snakked om Dødens Styggedom, som naar han
filosoferte over Livsens Lyst eller gik med Elskovs-
breve i Lommen. - Hun blev længe staaende og
se efter ham, til han forsvandt bag Buskene. -
Indimellem de nyplantede Blomster smutted en
lynsnar Mark, brun paa tusen Ben. - Og hun
frøs som første Gang, hun traf Ramstadkrug paa
Gaardspladsen. -

Men nu vidste hun hvorfor.

Saa gik hun da hjemad som saa mangen Gang
før i Følge med svidende Tanker. Stort Følge samler
flere i Flok, siger et gammelt Ord.

Og de saa hende komme uslere tilbage, end
da hun gik, holdningsløs og gusten, ligegyldig træ-
dende ud i Søle og Vand. Og de hørte hende gaa
saa tungt opover Trapperne, som tynged hende Al-
verdens Sorg, og ind i sit Værelse gik hun, der
Egtefællen havde udaandet. Hun rusled lidt der-
inde, frem og tilbage. Det knaked i Sengen.

SIDE: 106

Og atter blev det saa kneppende stilt bag de laaste
Døre. - -

Men i Begyndelsen som hun laa der, Paula
Winkel, efter sine daglige Vandringer til Gravene,
laa hun en halv Times Tid med sit Ur i Haanden,
forventningsfuld som den, der venter en Ven.

Og Kvarteret forløb. Da kom den, Susen for
Ørene, taktfast flydende som Pulsen, der banked,
som Lyden af en Aare dybt nedi Jorden. Lindt
og lindrende seg Varmen efter. En Solvarme, blød
gjennem Legemet, som en deilig, deilig Tanke om
noget, der var. - Hun saa sig i Speilet, havde
Rødme i Kinderne og skinnende Øine. - Men en
Overvindelse blev det at række Haanden ud.
Utænkeligt efterhvert at flytte et Ben eller vende
Hovedet paa Puden. - Snart blev det hende, som
faldt Musklerne fra hinanden, løste sig op i en
salig Død, flød bort i en vuggende Gynge. Eller
midt ude paa en lys Sjø. Eller i en blank Elve-
kulp, der Vandet skjænked lys Glæde. Og der
kom de igjen, Indlandsmenneskets uopfyldte Barn-
domsdrømme om alt det skinnende Vand. Hen-
over brusende Flade bar det under Vift af hvide
Seil. - -

Og herlige Syner aabned sig for hende. - Der
var Sommerhimmel bag Blomsterguirlander og le-
gende Amoriner. Og Semiramis's hængende Haver.
Og skjønne, stolte Mennesker i hvide Gevandter,
rolige, sikre, som Halvguder. - "Vent du, du var
vakker! - Nei du, du var endnu vakrere! - Al
den Deilighed paa Jord! - Kjøre, kjøre over lyse

SIDE: 107

Marker! - Gaa, bare gaa, med løfted Hoved og
lange Klæder - Livet en Gang over Kløvereng,
hvor Firkløvere er at finde. - - Hvad skal du,
Ove, du jeg elsked engang? - Har du Firkløver
i Haanden? Nei, du har nok ingen Firkløver at
give, havde du ogsaa Haanden fuld. Den? - Skal
jeg have den - fra din deilige, slanke Haand?
Tak! Men hvorfor gaar du her, Ove? - Du, som
bare hører Ungdomsdrømmene til. Ser du ikke,
Kløveren har blomstret forlængst. Den skal
meies nu, af en Mand med Ljaa, og kjøres i Her-
rens Lade. Kjærlighed, al Menneskenes Herlighed,
den er jo som Græssets Blomster. Firkløveren fra
din Haand, Ove, gav du mig, at jeg fandt min
Winkel! Hvad stak i Sindet, saa forfærdeligt?" - -

Men urolige Billeder tog ogsaa til at virre sig
frem indenfor de lukkede Øienlaag - kom og gik,
enkeltvis og i Følge, med skyggeagtigt Rids, som
dirrende Billeder fra en Kinematograf. Og dunk-
lere blev det for hver og en. - -

Atter suste de, de fjerne Vandfald, kjølnende,
smertestillende som virkeligt Vand over svidende
Saar. - Aaren dybt nede i Jorden, den, der dulmed,
dulmed - som ind i den tyste Evighed.

- Men ofte syntes hun ogsaa, det var Luftens
Sus af en stor Ensomhed, hun hørte. Sin En-
somhed! Men Ensomheden, der drog. Ensomheden,
der fanged - lig en Edderkop i haarfint Spind.
Den suger Blod, suger Tanker, suger Sind. - Men
Ensomheden følte hun som en Livsens store, vid-
underlige Vampyr, til hvem hun maatte smile. - -

SIDE: 108

- Og for hende blev det stille. - Lidt læn-
ger stille for hvert Tidmaal, som gik.

Og snart vilde Tomheden lukke sin rolige
Favn - der ingen Vind blæser - ingen Fugl
synger - - men heller ingen Leviathan velter
sig i Fraade! -

De gamle Winkeler knakked paa Døren til
Hjørneværelserne.

Da ingen svarte, gik de alligevel videre - ind
i et stort, halvmørkt Rum, et med fire tildækkede
Vinduer, røde Vægge og saa fint et Gulvteppe, at
de to uvilkaarlig satte Fødderne lækkert, trods
Støvlerne var de bedste.

De havde nemlig studset sig nu. Trukket i
de side Klædesbonjourer med den indsvungne Ryg-
søm, den der danned en Strut bagtil saa god som
nogen Andrikhale. Bukserne led nok af Kusma
over Knærne, men dette skadet ikke meget, eftersom
de nystrøgne Fadermordere dog gav hele Dragten
et staseligt Anstrøg.

Perikles havde en vidtløftig Tale paa Tungen:
- Naar de nu kom, saa var det, fordi de holdt af
sin Brorkone. Kors i Krøgels, det var vel saa
rimeligt, hun sørged over Manden, om det end
kunde synes at være nok nu. Hun var jo noksaa
ung endnu. Og de, Jon og Perikles, heller ikke
saa værst gamle - ialfald kunde de godt blive
meget ældre! Kort sagt: Hun burde overveie

SIDE: 109

dit og dat og tage Skeen i en anden Haand. Hun
havde jo en Unge ogsaa. Og ikke leve dette rare
Livet, som ingen blev klog paa - -

"Naada!" Der var ingen at se i Farten. -
"Nei, mener jeg ikke, hun sover midt paa blanke
Formiddagen!" brast det ud, idet de skimted en
Kjole bag Sengeomhænget.

Og de summed sig noget. Gik saa hen og
napped i Kjolefligen:

"Hei du - du faar vaagne naa - du har
faaet Visiter jo!"

Det nytted ikke.

De titted indenfor Omhænget. Hun laa med
Hovedet tilbage og pusted.

Perikles prikked hende et par Gange med
Fingeren i Kinden. - Det lod som en besværlig
Søvn. Hun rørte sig trægt en Stund og satte sig
endelig op. Hun ligesom drog og drog i Øinene,
men sagde ingenting.

"Vil du ikke se os? Svogrene dine vel. Vi
vilde høre, hvordan du havde det. - Har du an-
nammet Sovesygen - he?"

Hun vented lidt. -

"Er det dere? Ja, jeg gik tilsengs. Det var
vist ikke sent. Men jeg blev søvnig naturligvis.
Aa, lad mig sove da - kjære dere!" - Hun
havde allerede sluppet sig tilbage, medens hun
sagde det sidste.

Brødrene pilted hurtig paa Dør. Begge med
en Fuldfølelse af, at her var ingenting at gjøre -
allermindst for Friere.

SIDE: 110

Men det sagde de lidet om, da de efter den
mislykkede Ekspedition atter havned paa sin Ung-
karshybel. Ihvorvel de ingenlunde afholdt sig fra
at prise den Lykke, der, takket være heldige Til-
skikkelser og Brødrenes vidunderlige Forstand, sta-
dig undgik Naadestødet. -

"Tager du Klaven af dig?" sagde Perikles til
Jon, der plundred med sin Fadermorder foran
Barberspeilet. "Tænk, om du var blevet klavet for
Livstid, Gut!" - Nei, det havde da laget sig
bedre. -

"Men du ved, hun var dum," plumped det
snart ud af Jon, "at hun ikke oppet sig for os.
Næste Gang kunde hun jo været den rigeste Enken
bygdevis over." -

"Og tredje Gangen, mener du," vedblev Perikles
ironisk, idet han vrængte Klæderne af sig, "da
skulde hun siddet med Gruvang, Nebruget og Sagen
ved Klun? - Neitak, du havde ikke overlevet
mig, Jonfar!"

"Det kunde vel ogsaa været ligegyldigt," mum-
lede Jon, "eftersom hun altid har likt mig bedst."

"Nei, hør naa! Akkurat som om hun ikke
altid har holdt Øie med mig - og jeg har
kunnet faa hende lattermild oftere end du."

"Men hun saa saa langt paa mig, da jeg
mødte hende i Gangen forleden. - Just som vilde
hun sige: Kjære min Svoger, jeg er Enke, jeg.
- Du!" afbrød han, holdende Bonjouren langt ud
fra sig. "Det er saamænd en flot Diplomatfaçon
paa denne."

SIDE: 111

"Aaja - og paa dig med," svarte Perikles.

- Saalunde passiarende rydded da de to
Brødre sine Staseffekter afveien. Støvlerne hørte
hjemme i en Kommodeskuffe, Diplomatfrakkerne
afsides paa Gangen og Bukserne inde paa Knaggen
i Soveværelset. Og hver især havde de omfremt
de vanlige to hektiske Pletter længer nede paa
Kindet to kirsebærrøde Merker efter Fadermorderne.

"Jeg maa tænke paa den gamle Ræglen om
Kjensrudbrødrene, jeg," sagde Perikles allerede i
bedre Humør, der de gik ned af Trappen.

"He ja - som spurgte Presten, om han ikke
kunde gifte dem begge med den samme Jenten?"
Og Jon maatte indle.

"Fælt saa mange Tænder, du mangler, Gut,"
udbrød Perikles i gemytlig Stikkelyst. "Du minder
mig om Stakittet der."

"Det gjør ingenting," svarte Jon uanfegtet.

Og de indlo begge.

- Og der de to Brødre blev staaende ude
paa Traakken, med Velbehag seende sig om til alle
Sider, brast det vekselvis ud af dem:

"Hvem skulde tænkt paa det, dengangen Bror
Gerhard raped Aanden ud af sig. - Her i Huset
bor vi, som skulde vi bo alene. Gudskelov! - Ja,
alt tjener dem tilbedste, som vandrer viselig."

Og Jon og Perikles Winkel svaled de hektiske
Pletter af sine Kinder, og gik atter, veltilfredse
som ikke paa længe, ind i Huset, - om hvilket
Aspene med de skjælvende Blade og tusen skif-

SIDE: 112

tende Skygger hvisked og tisked en Sang, hvis
Omkvæd de i Menneskealdre havde kunnet. -

Men borte i Drengestuvinduet saaes et stort,
blegt Barneansigt paa en Rude.

- Og Solen steg, og Solen sank over den
graa Gaard med den gode Skog og den vanskjøttede
Jord, der Græsset fik gro paa Gjødseldyngerne.
Og de glinsende brune Heste, som ikke dued til
at trække, og de kapunerede Kyllinger og den blod-
gjødede Asparges - og den meterhøie Tistel og
Humlen, som atter nu klænged om Husvæggene,
hvorfra Vinduerne myste som selve de Brødres
nærsynte Øine. - -

Aspene blev gule, og Aspene blev grønne -
Fugle fløi, og Fugle kom. Og Tid sneg langsomt
hen. Tid, hvori meget spurgtes, og lidet svartes.
- Ogsaa om "Ove derover", i hvis ikke længer
saa uforholdsmæssige Hoved en besynderlig klar
Forstand lod til at udvikle sig. Doktoren, som
gik hos ham, gav engang Ordre til at slippe ham
ind til Moderen, og mod al Forventning havde han
faaet Rang og Gang hos hende, som ikke havde
villet se ham, siden han var Spædbarn.

- Men hun, Fru Paula Winkel - hvem magted
at se tilbunds i hendes Levnets Dyb? Ja, kanske
var hun gal. - Det var jo alt gamle Historier
de. Jenten, som gik med Madbrettet, fortalte,
om hvor rart Fruen bar sig ad, naar hun spiste:

SIDE: 113

Brugte Gaffel til Skemad og omvendt, vilde drikke
af Sennepskrukken og tog i Smørret. Og hændte
det sig, at Jenten spurgte om noget, da saa hun
kun paa hende og svarte ikke. Og hun, der var
saa skvætten før som en Fole, hun ikke saa meget
som blunked, da en Vinter et rabaldersk Sneskred
fra Taget fór ret forbi hendes Ryg.

Det ufatteligste var dog, at til andre Tider
kunde hun synes baade kjæk og rask. Da gik
hun ud og ind med Farve i Kinderne, nikked
Gomorn til de, hun mødte, ja stundom nynned
hun. "Se, nu var Sorgen over!" skumledes der
da i Bygden. - Snart spurgtes vel den gamle
Nyhed, at Enkestanden tilhører Fanden. - Og de
gamle Ungkarle spaaedes et lystigt Hus. - Hun
var ogsaa sjeldnere paafærde borte ved Gravene
nu. - Hun var blevet saa forbandet hoven, hed
det senere, gad ikke se, langt mindre hilse paa
Folk. En fik nok vige afveien for den Damen.
For hun gik ret paa, som var hun Dronningen.
Og ikke saadan en, som ikke længer gad skjule
Hestefoden. - - -

- "Winkel, Winkel! - er du her nu, som du
loved mig sidst? Gud! Ved du, hvad han siger,
han Djævelen med Grækerhænderne? - "Kun de
levende hører Livet til," siger han. Han staar her,
naar du er borte, og han har Smil i de dunkle
Øine. - "Vor Dag døde," siger han - "vor røde,
skjønne Dag!" Slig det plager mig, du, den Uret,

SIDE: 114

jeg begik mod dig i Tanke som i Gjerning. -
Det svider, Winkel, naar jeg vaagner, som Hoved-
pine, som Salt i Saar. Men du, du, som ser ind
i Sjælen, Gerhard, du ser vel ogsaa, han var min
Ungdomselskede da, som ungt Sind og unge Sanser
havde groet sig rundt saa sterkt, at det verked
ikke ud, før Bylden, Synden mener jeg, var blevet
stor nok, moden nok, slig at den skreg til mig
som Blod ifra Jorden - og brast."

"Kingel og Kingel over Buske og Trær. Kingel
i alle de mørke Kroker - graat Edderkoppespind.

Kingel over alle Tanker, de mørke og de lyse.
Kingel over det Liv, jeg leved - over Sorgerne
og over Glæderne - graat Edderkoppespind. Og
over din Lænestol, Sengen og Speilet.

Jeg klarer lidet mer. Du - dette med Smilet,
du - blev det mit Livs Ulykke, eller blev det dog
mit Livs Lykke tilslut? - Jeg mener, det blev vist
det sidste. For leded ikke Smilet mig mod dig og
dit Alvor - og jeg saa dig som Malmfuruen for
mig. Malmfuruen, saa sagde du engang, den
kjendes ikke før ved Hugg i Stammen. -

Og Smilet - leded ikke Smilet mig over
Gravs Mørke og Helvedeskvaler? Der jeg søgte
og fandt det som Salighedsmusik i Aarerne.

Og Smilet - har saaledes ikke Smilet været
mit Kompas igjennem Livet til Døden før Døden?
- Og er saa det ikke Lykken, Winkel - for mig
og alle? -

Nei, siger du?"

SIDE: 115

"Du gaar, og du kommer - og Gud har vel-
signet dig. Han kommer og gaar - og frister med
Smil. Men jeg siger: Jeg ønsker mig ikke i Ver-
den paany. Det er Ungdomsdrømmene bare, som
spøger - Ungdomsdrømme bare, saa intensive og
mange, at jeg drømmer dem maaske, hvis der er et
Liv efter dette. Men hvad skal jeg gjøre? Aa, du
som er sterk - ryd dem da bort, om de er af det
onde! - - Undertiden tror jeg, det kommer fra
dengang, da de nylig havde lagt dig i Jord, og
jeg tænkte ikke paa dig, men paa alting andet. -
Hvem lyster røre ved nye Saar?"

"Sort er Natten, min Winkel - fordum vor Nat.

Rød, rød gjennem Taage brænder Solen.

Men skimtes en Maane, da skimtes den som
en nedskruet Lampe med Skjærm - Flaggermus-
skjærm. Hvad mener han med vor "Dag"? - Aa,
blev du borte?"

"Hvor er du? - Jeg vil finde dig, tiltrods
for jeg famler i Mørke. Jeg vil gaa her paa Jagt
baade Dag og Nat. - Men det er stygt af dig, at
du gaar unda for mig. - - Gaa ikke du, gaa
ikke - kjære, snille!" - -

"Hvad tog jeg i da? Det, som smutted fra
mig som i Rædsel og er herinde fremdeles. Min
Winkel ikke. - Kunde jeg le? - Tænk min sterke,
brede Winkel, - og dette forunderlige lillebitte.
Nei vent lidt, du, lille pudsige Dyret - sig, hvor
er du da!

SIDE: 116

Hm, fange dig skal jeg, Rædharen - om du
er aldrig saa listig! -

Saa - borte!"

"Ve."

"Er du Ve, siger du? Jeg synes nok snarere
en liden Bjørnunge, jeg. Langtfra, jeg slipper
ikke! - Hvad gjør du her? spørger jeg."

"Jeg er jo Ve," gjentog det med tynd og for-
graaten Stemme. - "Ikke slem imod Ve!" Og
det skalv som et Aspeløv. Hun følte over det og
fik vaad Haand, da hun tog det over Øinene.

"Kom igjen i Lyse, Ve," sagde hun og heldte
Vandkaraffelen over det, fordi hun mente noget godt.

Og næste Dag kom det virkelig igjen i Lyse.

Hun skimted et seks syv Aars Guttebarn med
store, udenpaaliggende Øine.

"Er du Ve idag?" spurgte hun, "du lille stygge
Puslet."

"Jada, jeg er jo Ve - jeg kom til Mor,"
stammed det.

Hun tog sig haardt over Panden.

"Du tøver vist du," svarte hun, "Djævelen er
Løgnens Far. Men at jeg er Ve's Mor, det vidste
jeg ikke. -

Hvad graater saa saart? - Er det dig, Ve?
Men lille, rare, ikke graat du - det gjør ondt det.
- - Saasaa, ti nu stille, saa er du min egen Ve!"

SIDE: 117

"Ja, jeg er jo din Ve, og skal ikke graate."

"Hvorfor klamrer du dig om Benene paa mig,
Ve, saa jeg ikke faar flyttet dem? Jeg maa jo gaa
jeg, baade hid og did. Slip nu - men det er
morsomt, du er her." -

Og Dag efter Dag kom det igjen, som hun bad.

Men hun traadte paa det engang, det sad som
en liden Tue paa Gulvet, og siden maatte det holde
til i Sofaen.

Som det sad der og stelled og plukked, dukked
et Minde frem for hende engang:

"Vil du lege, Ve?" spurgte hun og forsøgte at
klippe Papirheste til det.

Det stilled dem forsigtig op paa Bordet, under-
søgte dybsindig snart den ene, snart den anden.
Men tilsidst vendte det Hovedet om mod hende,
og hun syntes øine et Smil, hun skulde kjende. -

"Slet ikke Heste, dette!" - og lege vilde
det ikke.

"Du er trofast, du Ve!" sagde hun ofte.
"De andre er blevet borte; men du kommer. - Dog
- hvad siger jeg - min Winkel, han i Grunden
baade er her og er her ikke. Forstaar vel jeg det?
Heller ikke kan jeg sørge, fordi jeg tog feil af
eder dengang - Gud ved, hvor længe. - Skal jeg
bære dig, Ve - liden, liden, rare Ve?"

Men hun gik imod Stole og Borde.

"Hvorfor stikker Mor sig med den Naalen
i Armen?"

SIDE: 118

"Fordi det gjør godt."

"Men Mor sovner. Mor ikke sove fra Ve -
Ve bare sove hos Mor."

"Kan vi ikke sove sammen da, Ve, i Gynge-
stolen der? Min egen Ve!" -

Og de husked og gynged lange Stunder ad
Gangen. Og ofte maatte hun lade Morfinen være.

- Men som hun sad der, Paula Winkel, med
sin Ve i Fanget, var det som Tankerne atter be-
gyndte boble, og hun tænkte dem høit, halvt til
sin Ve, halvt ud i Veir og Vind:

"Jajaja! - og hvert Menneske gaar sin Skjæbne
imøde, saaledes som Gud har bestemt den. - Og
Livet igjennem spindes der Traad for Traad, og
væves de sammen til den Menneskeskjæbnes store
Billedteppe. Mit Teppe deltes i Felter, det, et rødt
og et sort. - Det røde var min Dag - det sorte
- - Det røde var min Dag - det sorte - -
Der var en Krøbling engang, et Syndebarn - Ve."
- Pludselig rusked hun det lille i Armen, saa
det forskrækket slog Øinene op og begyndte at
skjælve.

"Hvor er du om Natten?"

En tynd Haand raktes ud for at klappe hende
paa Kindet: "Ikke slem imod Ve."

"Hvor bor du?" gjentog hun haardt. "Fort
naa - i Drengestuen?"

"Ja," svarte det og graat hjælpeløst ind til
hende.

Hun slap Armene ret nedfor sig og blev sid-
dende.

SIDE: 119

Men snart begyndte hun at vride Hænder og
klage som en Syg under tungt Anfald:

"Skal jeg nu have det ogsaa. Aldrig faa Fred.
Aldrig. Hjælp mig, Herregud, hjælp mig ulykke-
lige, jeg, som sov og vaagned til Smerte. - Har
jeg da ikke havt Smerte nok? -

Du, som tilgav, hvorfor ser du paa dette?
Eller tilgav du ikke helt? - Eller har jeg gjort
dig ondt siden? - - Ve, Ve - Ve over den,
der gjør Kjære Uret! - Da - Ve ifra Jorden,
som er forkrøblet, og Ve ifra det, der forkrøbler
Jorden. Ve ifra Himmel, som lyser - Ve ifra
Gud, som straffer - -

Men min Ve, som lægger de smaa, tynde Arme
om min Hals - nei, jeg skal ikke være slem mod
dig, Ve. Selv satte jeg min Ve i Verden, med
Smerte - med Smerte beholder jeg ham der -
jeg arme, som elsked og synded og elsked igjen. - -

Hvad sidder i Lænestolen, Ve? Der ved Vin-
duet?"

"Ingenting der," siger Ve og smiler.

"Men vesle Ve, hvad for Smil har du da?
Saa, saa polisk, synes jeg! Ser du det ikke da,
du med de Øiengluggene dine - der i Vinduslys-
ningen. - - Der vender han sig ogsaa. - Him-
mel! - Han smilte. - Saa du da ikke, Ve? Det
var jo Gerhard, du - min Winkel - - din -
din egen prægtige Far, Ve!" - - - -

I stille Lidenskab folded Paula Winkel de magre
Heender om sit Barn.

"Aa du, min Ve, ifra Himmel, som lyser -

SIDE: 120

min Ve ifra Gud, som straffer. - Min Dag døde
- jeg fik Ve istedet.

Men min søte Ve, som jeg elsker - min Ve,
som jeg skal bære, alle, alle Dage - indtil han
trækker mig efter sig, min sterke Gerhard, leve for
hans Søn - og takke!"