Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Hans Jæger (Impressionisten nr. 1, des. 1886) Fra distrikts-fængslet [fotnotemerke] (AF HANS JÆGER). Ankomsten Det var en aften i oktober. Plaskregnet var forbi. Gaderne laa døde bortover i mørket mellem vaadt glinsende fortouger der af- speiled gaslygternes lys som usikre gule strimer dir- rende i sort. En ensom drosche med opslaat kalesche svinged fra Grænsen ind i Møllergaden og rulled larmende hen over brostenene i den tomme gade. Inde i den dybe skygge under den opslaatte kalesche sad Krohg og jeg lænet op i hver sit hjørne, røgende en sigar og stirrede forbi kusken paa kuskesædet op i luften, mens gaslygt for gaslygt gled os forbi, snart paa den ene, snart paa den anden side, og for et øjeblik lyste opp i mørket derinde under kaleschen hvor vi sad. Ved Pløens gade tog droschen af tilvenstre og rulled noen faa meter stille hen over blød jord - men saa svinged den braadt ind ad fængselsporten og rumled med bulder og ekko ind mellem de to høie bygninger, hen over den brolagte fængselsgaard og hen til "suk- kenes bro" - den overbygde gjennnemgang fra politi- stationen til fængslet. Der stansed den midt i det Fotnote: Eftertryk forbydes. SIDE: 21 usikre flakkende lys fra lygten deroppe under broens midthvælv og kusken hopped ned af bukken og luk- ked op døren. Endel smaaunger - fængselsfunktionærenes børn - samled sig om droschen og blev staaende og glo paa Krogh og mig mens vi steg ud. Bybud 44 kom netop ned ad trappen derinde paa broen. - Men kjære, er De her endnu da 44? spurgte jeg idet jeg hopped ned fra vogntrinet - han var gaat af- sted med sagerne mine for over halvanden time siden. - Ja naa trur je vi har árbed en time snart, for at faa ind det skrivebordet Deres; men det er áldeles umuligens ting - døra er for lita. - Jasaa? det var da som fa'en. - Aa ta denne kof- ferten da, og disse smaatingene, og sæt ind er De snil - mens jeg klarerer vognmanden. 44 tog sagerne og gik ind paa broen og op trappen igjen, og Krohg fulgte med. Da jeg havde betalt vognmanden gik jeg fulgt af smaaungernes nysgjerrige øine ind på sukkenes bro, op stentrappen og ind paa stengulvet i den firkantige vestibule, hvor et enkelt blus ned fra midten af det fir- kløvede hvælv lyste taalelig op. Baade midt imod og paa begge sider bestod væggene af store gule skot hver med en liden gul kig-øjet fengselsdør i. I skottet til- høire derborte stod den lille kig-øiede dør aaben, og ud fra den lange stenlagte gangen jeg skimtet derin- denfor, lød der en hurtig, men taktfast og vedholdende banken som med en nøgle mod en af de smaa celle- døre derinde - og en hæs fruentimmer-stemme skreg med smaa korte mellemrum derindefra -: SIDE: 22 . . . Ola! . . . Ola! . . . dom har stængt mej inde! . . . je vil ut! . . . Ola! . . . Ola! . . . je vil ut! . . . dom har stængt mej inde! . . . Ola! . . . Ola! . . . mens bankingen hele tiden fortsatte, hurtig og takt- fast. - Hvad er det for noe den bankingen? spurgte jeg manden med den gulsnorede huen og de blanke knap- perne i frakken, som kom ud af vagtcellen lige ved siden af indgangen og tog imod mig. - Aa det er bare e fuld kjærring, sa han og smilte med et lidet skuldertræk; dem har vi saa mange af - det er fyllearresterne det derover. Og han vendte sig om og lukked op den lille kigøjede gule paa den anden side, og viste mig ind der. Jeg kom ind i en lang bred murhvælvet gang, af form som en uhyre fængsels-celle; en rad af smaa gule buede fengselsdøre var paa hver side fældt dybt ind i den tykke mur, saa man af de borteste bare så ind- fældingen og ligesaa gjerne kunde trod det var smaa nicher i muren. Et ensligt gasblus midt under det lange hvælvede celletag lyste skummelt op derinde, og jeg kunde saavidt skimte noen vinduer borte i den anden ende, ud mod Pløens gade. Min celle var no. 1, væg i væg med vagtcellen der- udenfor det gule skottet; i den aabne døren stod vagt- mesteren, en hvid-haared mand med hvidt kindskjæg og stærke hvide bryn, og et overordentlig velvilligt an- sigt -: - Godaften! - han hilste med den stivpullede hat og smilte med det velvillige ansigt - naa har vi Dem alt- saa! SIDE: 23 - Ja, nu har De mig, svarte jeg leende og hilste igjen. Jeg kikked ind i den lille hvidtede murcelle -: Strax indenfor døren, paa stolen under det lille gas- blus, sad Krohg med sin hvidt-glinsende skaldepande og det store lysskjægg nedover brystet, med floshatten i begge hænder paa knærne - og lo forbi vagtmesteren ud til mig, da jeg viste mit ansigt i døren. - Fy fa'n, hvor her ser koldt ut, sa jeg smilende. Teppet var lagt paa gulvet derinde, men gardinerne var ikke hængt op; det store sorte gittervindu indram- met i sit fængsels-gule træværk og med et lidet fæng- sels-gult bord under, glodde nøgent paa mig fra den anden ende af cellen, og begge langvæggene med sine trøstesløst nøgne, hvidtede mure dominerte det hele -: Et kjælder-rum med gulvteppe var totalindtrykket. - Fy fa'en! - og jeg gik leende ind i cellen. Midt paa gulvet derinde stod 44: han havde lagt sagerne fra sig paa sengen. - Ja, saa faar De hente det maleriet af Heyerdahl borte hos Blomquist da, sa jeg til ham. - Ja! - og han sat luen paa og gik. - Men hvad i al verden er de til disse to jernbøilerne over sengen da vagtmester? spurgte jeg saa. Er de til at lænke fangen fast til væggen i? - Aanei, - vagtmesteren lo -, de er nok bare til at hænge sengen op i om dagen, naar der sidder noen her paa fangekost eller vandogbrød. Jeg saa mig omkring derinde i cellen. I krokene borte ved døren, oppe paa de gule hjørnehylderne stod paa den ene side noen madspand af blik, paa den anden tre sorte bøger med guldsnit paa ryggen - testa- SIDE: 24 mentet, salmeboka og en andagtsbok, oplyste vagt- mesteren; de var reglementerte sa han; det hørtes som en undskyldning. - He! sa jeg til Krohg, skulde en ikke tro det var baade aandeligt og timeligt lys de skal skaffe mig de tre svarte bøkerne! Krohg reiste paa sig og saa derop -: hvordan det? . . . . Aa naa! . . . Det saa nemlig ud som det var fra de tre svarte bøkerne lyset kom. For frem bag dem kom gaslednin- gen ud, skjød sig som en kold sort stribe hen over den hvidtede murvæggen, i en meters længde omtrent, og stak dér frem en liden arm med et blus paa, som kas- ted lyset ubarmhjertig koldt tilbage i den hvidtede murkroken og ligesom pegte paa de tre svarte bøkerne som paa sit ophav. Jeg gik et par gange op og ned i den smale gang mellem sengen paa den ene side og de to træstolene med det lille runde bord imellem paa den anden - fra døren til det gule bordet under vinduet, og fra det gule bordet tilbage til døren igjen -: - Naa, her er det altsaa jeg skal gaa i 60 dage, sa jeg smilende. Isch, men de kolde nøkne væggene! - og jeg stansed og saa forbitret op paa dem. - Aa, sa Krohg, naar du nu faar hængt op noe paa dem, saa . . . - Ja, ogsaa gardiner! - gaar det an at faa hængt op gardiner her, vagtmester? - Gudbevars, sa den blide hvidhaarede manden med nøgleknippet, som var blet staaende i døren; jeg skal strax faa en mand til at hænge dem op. Men det er vel SIDE: 25 bedst De gaar op strax og skriver Dem ind. Jo før be- gynder tiden at dreje, tilføied han smilende. - - - En betjent med gulsnoret hue og blanke knapper i frakken gik foran mig op trappen til anden etage. I det usikre lys fra et ensligt gasblus under taget - det eneste som lyste op hele den lange gangen deroppe, som gaar langs igjennem hele bygningens indre fra ende til anden - stod tre betjente med gulsnorede huer og blankknappede frakker og hvisked noe sammen. Og et par skridt bortenfor, med ryggen mod dem, alene, stod en civilklæd fyr i tilknappet vinterfrakke og en liden rundpullet hat paa hodet. Bleg som han var, med en stor sort knebelsbart og et par stikkende sorte øjne under hattens nedbrettede bræm stod han der med hænderne i lommen paa den tilknappede vinterfrak og fulgte nøiagtig, med et koldt og magne- tisk blik, hver bevægelse af en ynkelig krumbøiet skik- kelse, som gik nervøst og ligesom fortvilet omkring derborte i halvmørket et stykke længer væk, og vred sig under dette kolde magnetiske blik. Min mand forsvandt ind ad en liden gul celledør over paa den anden side af gangen, og jeg blev staa- ende og betragte offeret og hans skjæbne - ja for slig saa de ud de to. Pludselig vakled den ynkelige, krumbøjede skikkelse derborte i halvmørket, med hatten i haanden, hen imod sin sorte skjæbne, hvis øjne skinned med en egen kold glans derinde under hattebræmmen og ligesom drog offeret til sig. Og i det usikre lys saa jeg inde i en mængde tjafset graat haar og skjæg et gammelt ind- faldent ansigt med matte øjne, og hørte en sutrende stemme si halvt i graad -: SIDE: 26 - Jamen je blir rejnt uløkkelig ved dette her . . . De stikkende sorte øjne der inde under hattebræm- men beholdt sin kolde magnetiske glans; nu saa det ud som de holdt synderen magnetisk fast netop paa den plet han stod, i halvandet skridts afstand fra den sorte. - Og efter et øjeblik kom det koldt fra den sorte knebelsbart -: - Du faar finde dig i det . . . der er ikke noe at gjøre ved det - og det blir vel bedre. Idetsamme kom min mand ud i celledøren derover og vinked paa mig med et "værsgod" - og saa gik jeg ind og blev skrevet ind og undersøgt og vejet. Da jeg kom ud igjen var gangen derude tom. Jeg kasted et blik omkring mig -: Det usikre lys jeg stod i rak ikke langt, og mørkere og mørkere strak den sig bortover til begge sider den lange uhyggelig gangen mellem sine to rader af smaa gule celledøre dybt indfældt i den tykke mur, saa bare de nærmeste kunde sees, mens de længer borte bare saa ud som nicher i muren. Og over disse uhyggelige rader hang de truende sorte udover muren, de lange jerngallerier paa begge sider med sine celledøre bag - først i én etage, og saa i én over den igjen - buh . . . Og jeg maatte tænke paa alle de menneskeskjæbner, som disse tykke mure gjemte i sine celler, skjulte skjæbner som ingen kjender, og som aldrig, aldrig vil komme for en dag; spildte existenser, menneskeliv der er levet forgjæves, ikke bare for sig selv, men ogsaa for os andre, skjønt de er levet her lige indpaa os; sør- gelige erfaringer, og dyrekjøbte; kjøbte med disse menneskers hele livslykke, og dog lægges de i graven sammen med dem, ingen drager sig dem til nytte, sam- SIDE: 27 fundet vil ikke se paa dem engang, det gyser tilbage for deres styghed og bare gjemmer dem bort herinde saa ingen faar se dem . . . undtagen en stakkars natu- ralist, som blir puttet herind fordi han har vovet at skrive literatur . . . og han faar heller ikke se dem . . . Og jeg rysted paa hodet og forlod det store skumle sted. - Nede i min celle var jute-gardinerne hængt op og trukket for vinduet, og min gamle koselige lampe brændte paa det lille gule bordet der foran. Sammen med gassen derhenne ved døren lyste den godt op der- inde, og det hele saa mindre uhyggeligt ud. Jeg fulgte Krohg ud paa gangen og sa adjø derude i den lille døren i det gule skottet. - Læg nu merke til om du faar nogen saan underlig ækkel fornemmelse, første gangen nøglen blir vrid om, sa han idet han gik. Jeg stod der midt paa gulvet i cellen, mellem de nøgne vægger, da den gulsnorede lukked døren - og ligesom lytted til mine egne følelser . . . Nu stak han nøglen i . . . nu dreied han rundt? - Aa langtifra! Og jeg sat mig hen i amerikaneren derhenne mel- lem det gule bordet med lampen, og sengens hode- gjærde, læned mig tilbage og saa op paa den nøkne væggen, og tænkte paa om jeg skulde gidde hænge op billederne mine strax. Saa blev slaaen skudt fra derude paa gangen, skridt nærmed sig paa stengulvet derude, nøgleknippet ring- led og døren gik op og bybudet kom ind med maleriet fra Blomqvist og stilled det op i sengen og dækked det SIDE: 28 af. Det var Heyerdahls lille sorte Anna, nøgen til livet, som sidder og ser paa en over sin nøgne skulder. - Det var et pent støkke! sa 44 og traadte tilbage og saa paa det. - Ja, det var et pent støkke, gjentog den gulsnorede, som ogsaa var kommen ind og stod og saa paa det. Bybudet gik, døren blev lukket, nøglen drejet om og skridtene fjerned sig derude paa stengulvet og slaaen blev skudt for igjen. - Hvor skulde jeg hænge hende op? Jeg saa mig lidt omkring og sat hende saa op paa den fængsels-gule hjørnehylden foran bøkerne. - Bravo! det var noe andet end de tre svarte bø- kerne! nei hvor hun leved deroppe den lille! ryggen og skulderene og ansigtet, hele den levende hud badet i lyset fra gassen . . . Cellen var blet et værelse! Jeg saa mig igjen lidt om derinde og tog saa det lille rødhaarede, finhudede dameportrættet, som Hey- erdahl havde malt paa bagsiden af et presentérbret, og sat det op paa den ene af de to jernbøjlerne over sengen. Traadte saa et skridt tilbage -: - Hvor det stod ypperlig mod den hvidtede muren! - Jo, den væggen var bra . . . hun var s'gu god der paa cimaisen. Saa var det pjolterportrættet, det smilende pjolter- portræt af mig selv, som Krohn havde gjort, en for- soren aften oppe paa Diriks atelier. Jeg hang det op midt paa langvæggen ligeoverfor den lille rødhaarede damen over sengen, og sat mig saa hen i amerikaneren og saa paa det. - Fy dig, sa jeg alvorlig og trued med pegefingeren op til det smilende pjolteransigtet -: hvad er det for SIDE: 29 et stygt lidet blink du har i øjenkrokene til den nyde- lige lille damen derover! aa skam dig noe! - og jeg reiste mig leende op og tog Munchs Hulda, legems- stor, nøgen til hofterne liggende bagover paa sengen med begge hænder under hodet, albuerne ud til begge sider, og fæsted hende med tegnestifter op et stykke tilhøjre for pjolterportrættet. Paa den anden side vilde jeg saa hænge op min ven Døden; men da maatte jeg slaa en spiger i væggen, og det vidste jeg ikke om jeg fik lov til - og saa sat jeg foreløbig Døden ned paa stolen der nedenunder. Og den unge damen der, uden ansigt, men som alle kjendte alligevel - ja hun fik vente til anden ophæng- ning. Imellom pjolterportrættet og Hulda var der en spi- ger i væggen, og mens jeg stod og hængte op paa den mit gamle Schwartzwalderuhr med sine lodder og sin perpendikkel, hørte jeg pludselig noen komme rau- sende ned ad trappen derude paa sukkenes bro. Jeg løb øjeblikkelig til vinduet og trak gardinet tilside. Dernede, midt paa broen stod en liden murer og en stor konstabel, og konstabelen stod og greb efter mu- reren, og mureren bøded af grebene, mens han skreg saa det skringred under hvælvingen -: - Ikke hándter folk! . . . je bare sier dere det: ikke hándter folk! . . . je bare sier dere det, - og han fægted behændig med armene i luften, saa kon- stabelen ikke fik tag paa ham. Men oppe paa trappen, ind til politistationen, der havde døren aabnet sig imens, ganske sagte, og en barhodet konstabel stak hodet ud og kikked ned paa de to dernede. Og konstabelen deroppe smilte til ham SIDE: 30 dernede, - lyset fra lygten under hvælvingen paa suk- kenes bro faldt lige i ansigtet paa ham - og han der- nede har vel smilet igjen; for pludselig rused den bar- hodede deroppe med voldsom fart ned ad trappen og greb mureren i den ene skulder mens han dernede greb ham i den anden, og med den fart den barhodede havde derovenfra fór de alle tre op trappen midt imod og ind i fængslet, mens et hyl af raseri, som mureren udstødte, skar igjennem hele bygningen. Og saa hørte jeg mureren, mens han blev undersøgt derinde i vagten, væg i væg med min celle, gjénta og gjénta sit -: - Je bare sier dere det: ikke hándter folk! Ikke hándter folk! . . . jeg bare sier dere det . . . Indtil han blev ført ud af vagtcellen og stemmen blev svagere og svagere og tilsidst forsvandt i retning af fyllearresterne derover. Jeg trak gardinerne for igjen, kasted et blik omkring i cellen, tilfreds med ophængningen, og begyndte saa at klæde af mig med en behagelig følelse af at være kommen i havn . . . Se saa, nu dreier tiden, jeg sidder lunt inden tykke mure . . . imorgen ingen rykkere! ah - og jeg slukked lampen og gik hen og putted mig ned under de graa fængsels-tepperne. Luftegaarden Bag til Grubbegaden mellem fængslets to fløjbygnin- ger og den høie stenmuren som forbinder dem, ligger fangegaarden, hvor fangerne én gang om dagen føres ned, for en halv times tid at trække frisk luft. SIDE: 31 "Luftegaarden" kaldes den, denne gaard, af fængs- lets betjente med sine gulsnorede huer. Men luftigt er der ikke dernede bag muren i det halvkredsformige komplex af graagule baaser mellem høie skillevægge der som radier i en halvcirkel løber sammen mod et fælles midtpunkt -: fangevokterens øje nemlig inde i det lille halvrunde gulgraa vagttaarn, som springer frem fra midtbygningens første etage og gjennem sine smale buede taarnvinduer ud til alle sider af gaarden, behersker det graagule baasesystem der- nede og kaster et øje ind i hver enkelt af baaserne. Luftigt er der ikke. En tung beklumret luft bor der- nede i disse straaleformige graagule baaser, som ingen rensende luftning gjennemstrømmer, og hvor dagslyset falder ovenfra ned paa de ensomme fanger mens de gaar der op og ned hver i sin baas uden at kunne se hverandre, men allesammen bevogtet gjennem sprin- keldørene af det aarvaagne øje der inde i taarnet. Det er et skummelt sted en saadan "straale". Og tung og dyster rejser den sig i vejret tæt indpaa dem denne svære gulgraa midtbygning med sine skumle rader af sorte truende gitter-fønstre - tung og dyster reiser den sig i veiret i sin fulde høide der lige indpaa dem, og sænker hele sin uhygge og skummel- hed ned over dem. Som jeg sad der den første morgen inde i min celle, borte i amerikaneren bag sengens hovedgjærde og vented paa frokost - klokken var alt over ti -, hørte jeg endelig slaaen blev skildt fra derude paa gangen; skridt nærmed sig, nøgleknippet ringled og døren til min celle blev laaset op og aabnet. Men i døraabnin- SIDE: 32 gen viste sig - ikke frokosten men vagtmesteren, den venlige hvidhaarede vagtmester fra igaar aftes. Han steg et skridt ind paa gulvet, tog hatten af og sa -: - Gomor'en! . . . hvordan staar det til . . . ønsker De at gaa i luftegaarden? - Ja tak! Og jeg reiste mig op af amerikaneren og tog hat og frak paa og fulgte med ud. Vi traadte fra hovedbygningen ind i det lille halv- runde vagttaarn. Rundt omkring derinde paa de hvide murvægstrimer mellem de mange taarnvinduer hang store graa kapper - soldaterkapper gjorte af graa uld- tepper; til fangerne i regnvejr, hørte jeg. Og midt i taarnet stod en lys stærktbygget mand med gulsnoret hue og spejded ud gjennem de høje smale rundbuede taarnvinduer, ned i baasekomplexet som laa derneden- under, lig en udslaat vifte omkring det lille halvrunde vagttaarnet, uhyggelig graagult, og ligesom trykket til jorden af den kolde graa oktoberluft. Inderst inde ved roden af taarnet, lige ved hoved- bygningens væg var der paa hver side en dør; den til- venstre lukkede vagtmesteren op med et: "værsgod!" og jeg gik forbi ham ud paa trappeafsatsen og tilhøire langs taarnmuren ned ad en rød granittrap med sort jerngelænder, og kom ned i gaarden foran sprinkel- dørene ind til de graa gule baaser. Der opdaged jeg, at den midterste af skillevæggene gik helt ind til taarn- væggen og delte hele baasekomplexet i to. En ung lys fyr i sjøtrøje og hvide sejldugsbuxer og Yankeehat spankulerte frejdig op og ned i en af baa- serne paa den side hvor jeg var kommet ned; med hænderne i lommen paa sjøtrøjen og plystrede en SIDE: 33 munter melodi. I en anden gik en mørk fyr i fillete klæer og en skidden fedtet hue, langsomt og efter- tænksomt frem og tilbage, med hænderne dybt begra- vet i de trasede buxelommer, hode bøjet og øjnene stirrende ned i jorden. Resten af baaserne stod tomme. Da jeg visede mig deroppe paa trappen, kom begge de to hen og stilled sig op bag sine sprinkeldøre og glodde paa mig gjennem sprinklerne, mens jeg gik ned ad trappen. Han i sjøtrøien og de hvide buxerne lo til mig med et lyst frejdigt ansigt under Yankee-hatten og tog paa skrømt tag med begge hænder i et par af sprinklerne som om han vilde rykke dem ud. Med det lyse god- liendes ansigtet sit, og den smidige krop med stærke skuldre og smale hofter saa han mig nærmest ud til at sidde her for at ha prylt en uforskammet konstabel. Den anden, han med de lasede klæerne og den fed- tede luen havde fremdeles næverne dybt begravet i lommerne, mens han stod der bag sprinklerne og glodde skummelt paa mig med det gnidrede ansigtet og de skelende øjne - han saa mig ud til at kunne sidde her for noe af hvert. - Værsågod ta den borteste straalen De! der har De mest rum til at spasere, sa vagtmesteren og pegte der- hen - han var blet staaende deroppe paa den rø gra- nittrappen med haanden paa det sorte jerngelænderet, mens taarnmanden med sit ringlende nøgleknippe var fulgt efter mig ned i gaarden. Jeg gik ind i den borteste "straalen", lige under midtbygningens svære gulgraa fængselsvæg - og taarn- manden laaste sprinkeldøren af efter mig. SIDE: 34 Et øjeblik følte jeg det som jeg var kommen ind i en rottefælde, og jeg løb et par gange frem og tilbage derinde mellem de høje plankegjærder som et netop fanget dyr i et menageribur. . . . Filip . . . Jeg stansed midt i straalen og begyndte at se mig om. Skummel steg den i veiret der lige over mig den svære gulgraa væggen med sine sorte rader af smaa fladbuede gitterfønstre. Og kold og død trykked den sig ned over mig den tunge graa oktoberluft, og smagte af skorstensrøg naar jeg aanded den ind - fi donc! . . . Men oppe i fløjbygningens to midterste etager, der var jo gardiner og blomster! - og jeg kikked begjærlig efter i alle vinduerne deroppe, om der ikke skulde være noe ansigt at se. Men nej, vinduerne var tomme . . . Jo død og pine! der oppe i anden etage, i det in- derste vinduet, et kjøkken-vindu, der titted pludselig et blegt krøllet hode med et Sarah-Bernhard-ansigt frem mellem de tilsidetrukne halvgardiner - en ung pige paa et par og tyve. Hendes mørke øjne mødte mine et sekund, gled saa videre hen over baasene der- nede og tilbage til mig igjen - og saa tog hun dem til sig og gav sig til at speile sig deroppe, i et virkeligt eller indbildt spejl, som hvis det var der maatte hænge i vindusposten bag halvgardinet. Og mens hun stod der og ordned lidt paa det hvide bruset i halsen og purred op i det mørke krøllede haaret og pynted lidt paa det, sendte hun af og til et par mørke øjne ned paa mig og forvissed sig om, at jeg fremdeles saa paa hende. SIDE: 35 Men saa tilslut kunde hun ikke bare sig for at smile, og da jeg saa smilte igjen, forsvandt hun. Jeg gik igjen op og ned dernede mellem de høje graagule plankegjærder. . . . Filip . . . Pludselig stansed jeg som overfor noe bekjendt: Filip? - hvor fa'en havde jeg set det henne før? . . . . . . .Filip? - nej det var mig ikke muligt at erindre det; og jeg gik igjen videre med øjnene streifende hen ad det graagule plankegjærdet. Naa for pokker -: Filip, Filip, Filip, Filip stod der jo rundt omkring overalt, paa kryds og paa tværs, med store bogstaver og med smaa, skrevet med blyant, og ridset med kniv. Jeg stansed og gav mig til at læse paa væggen. Der stod mange navne der, noen virkelige men mest op- navner; noen friske, noen halvt udviskede, noen over- malte, og jeg stod ofte en stund og spekulerte før jeg kunde dechiffrere det -; Tatern, Luren, . . . Skrive- ren, . . . Dælin, . . . Hedningen, Blaggen, . . . Skrøna . . . navne med dato og aarstal. Men borte i hjørnet der, stod en længere lexe! og jeg gik derhen og forsøgte at læse det, og fandt ogsaa snart ud af det -: "Hans Træmærra. Ryker. I aar" . . . Ryker? hvad skal det betyde? . . . aa naa! - paa planken ved siden læste jeg -: "Bredesen Ryker ikke. Hurra!" Og lige under: "Madsen Ryker for en Falsk piges Skyld" . . . Ah har hun nu været ude igjen! . . . o die Wei- ber, die Weiber! Pludselig skjærer en klar skingrende guttestemme SIDE: 36 ude fra Grubbegaden sig paa skraa op gjennem luf- ten -: O-tern! Det hørtes som den vilde skjære sig tvers igjennom fængslets tykke mur og jeg løfted uvilkaarlig øjnene og lytted. Det varte et øjeblik før der kom svar. Men saa maa Oter'n ha vist sit ansigt i et af de smaa fladbuede gitterfønstrene deroppe. For saa skar den igjen igjen- nem luften den lyse skingrende guttestemmen -: - Har du faat vandogbrød? Og efter et øjebliks stilhed svarte det derovenfra med en dyb melodiøs bas, rolig men alvorlig -: - Blir sendt paa slaveriet idag. En underlig sympathisk stemme . . . saa klangfuld og melodisk - og saa behersket! som var det bare et nøgent faktum den beretted . . . Det var igjen blet stille. Gadelarmen fra Møller- gaden og Youngstorvet paa den anden side af fængs- let lød som en fjern summen gjennem den tunge graa luft, og ellers hørtes ingenting. Jeg stod dernede i straalen mellem de høje graagule plankeværk og lytted spændt mens jeg lod øjnene glide hen ad de to øverste rader af gitterfønstre højt der- oppe paa muren, for muligens at opdage Otern's an- sigt bag et af dem. Men jeg stod for nær indunder, og kunde ingen- ting se . . . Jeg lytted og lytted -: . . . Var samtalen forbi alt? . . . eller monstro han sad der oppe endnu, Oter'n, med ansigtet fremme i den lille ruden midt i gitterværket, og saa ned paa SIDE: 37 gutten sin, gutten med den lyse skingrende barne- røsten . . . Jeg syntes jeg saa ham, den lille, staa derude i Grubbegaden over paa den anden side, den smekkre krop lænet op ad gamle rigshospitalets sten- mur, lys og blaaøjet, stirrende op paa et blegt ansigt i en liden aaben rude bag et af gitterfønstrene højt deroppe paa muren . . . Eller var han virkelig gaat alt, og var ansigtet der- oppe forsvundet? . . . Jeg blev staaende og lytte. Nei, saa lød den igjen der ovenfra, den dybe, sympatiske mandsrøsten, og dæmpet og blødt og melodisk klang det hen gjennem luften -: - Hils hjemme. Og saa blev alt stille. Jeg blev staaende der i den lyttende stilling en stund, ganske stille jeg ogsaa. Jeg syntes jeg saa ham der endnu paa den anden side af gaden derude, den lille lyse blaaøjede gutten - jeg syntes jeg saa ham træ frem fra muren han havde lænet sig op mod, kaste et sidste blik op paa Oter'ns ansigt deroppe i den lille aabne ruden midt i gitterfønstret - og saa pile afsted, slank og letvindt, bortover Grubbegaden og forsvinde om hjørnet af Hospitalsgaden . . . jeg indbilte mig at høre lyden af hans lette fødder bortover fortouget. . . Sludder! det kunde jo ikke høres herfra, over den tykke muren og disse høje plankegjærdene - og jeg begyndte igjen at gaa frem og tilbage dernede i straalen. . . . Gad vide hvordan han saa ud, Oter'n? . . . Gutten var lys. - Ja men Oter'n var mørk, det var jo klart - og jeg saa ham tydelig for mig deroppe i den SIDE: 38 kolde hvide murcellen med omtrent ingenting i, nu da sengen var slaat op; bare en stol og et lokum og et lidet bord fast i væggen. Frem og tilbage gik han der- inde en bleg middelshøj mand med fine men lidt fyl- dige træk, matsort blødt haar og skjæg, og dybe mørke alvorlige øjne, tænkende paa den lyse blaaøjede gutten sin og paa kona derhjemme . . . Op og ned, op og ned gik jeg dernede i straalen mellem de høje graagule plankeværk. Kona ja, mo'eren derhjemme. . . hvordan mon hun saa ud? . . . Nej, hende kunde jeg ikke se . . . . Faen, den som kjente de folka! - kjendte dem slig at en kunde gi dem . . . . . . Ja kjendte dem ja! men det var jo det som var umuligt. - Fa'en ogsaa! . . . Jeg stansed og gav mig igjen til at studere inskrip- tionerne paa væggene -: . . . Hedningen ja, det var der jeg slutted! - og jeg læste videre hen over væggen -: "Grauten siter i Vare- tegt. Lev vel, Ludvig." Saa kom endel navne igjen -: Sørøveren, Posten, Dælin, Opkjøbern, Rykkern, Slag- teren, Lusa, Lunka, Kokken, Dælin, Loffa, Kalaben, Rævvakal, Løva og Fisa . . . det var jo en hel ver- den for sig dette her . . . og de kjendte vel hverandre - aa den der kjendte dem allesammen, havde levet iblandt dem - og kunde gi dem! . . . død og pine! . . . "Fisa skal i retten" . . . "Fisa har ikke Været i retten enu" . . . "Fisa gaar klar. Hurra gutter!" . . . "Fisa ind igjen 3/5 86." . . . Død og pine, den der kjendte dem! . . . Der var ikke mere at læse, ialfald ikke mere jeg kunde tyde, og jeg vandred igjen frem og tilbage der- SIDE: 39 nede mellem de høje graagule plankegjærder, tæn- kende paa denne fremmede verden her lige indpaa os, som vi aldrig skulde kunne faa tag i, og kikkende hen paa disse navne . . . Filip . . . Lusa . . . Lunka . . . Kokken . . . Dælin . . . Loffa . . . Kalaben . . . Rævvakal . . . Løva . . . Fisa . . . Filip . . . Aa den der kunde gi den verden - hvad det vilde være værdt! . . . Rekonstruere en forbrydergenera- tions liv, la den voxe sig frem skridt for skridt i al sin nødvendighed ud af de bestaaende forhold lige for offentlighedens øjne - død og pine, det vilde være noe det! . . . Jeg snudde -: Filip . . . Fisa . . . Løva . . . Rævvakal . . . Kalaben . . . Loffa . . . Dælin . . . Kokken . . . Lunka . . . Lusa . . . Filip . . . Men det var jo umuligt! - Med mindre man vilde stige ned iblandt dem, leve sammen med dem, faa dem til at fortælle om alt hvad de havde gjort, hvor- dan de kom til at gjøre det, og hvordan de gjorde det; besøge de steder hvor de havde levet og hvor de havde begaat sine forbrydelser; være med at udklække de nye planer, hjælpe til med at udføre dem - og saa la sig fakke sammen med disse folk og bli puttet ind, først her og siden paa slaveriet . . . som Otern! - hm det var lidt meget . . . Jeg snudde igjen -: Filip . . . Lusa . . . Lunka . . . Kokken . . . Dælen . . . Loffa . . . Kalaben . . . Rævvakal det var et godt navn - Løva . . . Fisa . . . Filip . . . SIDE: 40 - Otern? - det navnet stod her ikke . . . og jeg snudde igjen . . . Vist var det meget ja, men - fik en fat i dem saa en kunde gi dem til de andre derude, det var møjen og lidelsen værdt, ingen tvivl om det - det vilde være det betydningsfuldeste som endnu havde vært gjort i no- gen literatur . . . Jeg stansed uvilkaarlig midt i straalen -: Om jeg prøved at stige derned! - og jeg blev staaende dernede mellem de høje graa- gule plankegjærder med hurtig bankende puls . . . Men saa sank jeg ligesom sammen igjen og fortsatte mekanisk min vandring -: Nej, de vilde ikke ta imod mig . . . Kokken . . . Lunka . . . Lusa . . . Filip . . . og jeg snudde paa- ny . . . De vilde føle, at jeg var en fremmed der ikke hørte hjemme iblandt dem, jeg vilde aldrig bli rigtig intim med dem, vilde aldrig komme dem rigtig ind paa livet, aldrig faa se dem som de er, naar de er for sig selv, det vilde bli stilt i stuen naar jeg kom ind - jeg vilde altid bli en fremmed iblandt dem . . . fa'en . . . Kalaben . . . Rævvakal . . . Løva . . . Fisa . . . Filip . . . og jeg snudde. Men om jeg havde begyndt som ganske ung - og nu altsaa havde levet en ti aars tid iblandt dem? . . . . . . Kokken . . . Lunka . . . Lusa . . . Filip. . . Saa havde jeg aldrig lært at kunne gi dem, havde aldrig faat otium, og ikke den nødvendige uddan- nelse . . . Taarndøren gik deroppe, jeg vendte mig og saa taarnmanden komme ud paa den lille rø trappen med jerngelænderet, og truende ind i en af de andre SIDE: 41 baaserne - det var vist den, hvor han gik, den skumle med det gnidrende ansigtet, - ropte han: - Faar ikke lov at skrive paa væggen! - og gik saa ind i taarnet igjen. Jeg stansed midt i straalen, greben af en voldsom lyst til at skrive noe jeg ogsaa . . . f. ex.: Hans Jæger 60 dage. Faar jeg være med dere gutter! - og jeg fam- led mekanisk i lommen efter blyanten, mens jeg kik- ked op paa taarnvinduerne. Men den gulsnorede stod netop og betragted mig derinde, og jeg maatte smile ad mig selv og fortsatte saa rolig min vandring. . . . Kalaben . . . Rævvakal . . . Løva . . . Fisa . . . Filip . . . og jeg snudde igjen. Hvordan fa'en skulde man faa fat paa dem, disse menneskene!? . . . Nej, de kom vist aldrig for en dag . . . Det skulle være det eneste, om man ansatte lite- rater, kunstnere som præster, mange ved hvert fæng- sel . . . lod dem studere akterne, stadig underholde sig med forbryderne, bringe bud mellem dem og deres familier, trøste dem derhjemme med penge og an- det . . . . . . Kokken . . . Lunka . . . Lusa . . . Filip . . . og jeg snudde. Ja, tilnærmelsesvis kunde man kanske da opnaa at faa fremstille forbrydelsens genesis - tilnærmelsesvis. Men selv ved det kunde der læres utrolig! . . . Men se om de gjør det! - nej de kommer nok aldrig for en dag hverken Filip eller Løva eller Lunka eller Rævvakal, og ikke Loffa heller desværre; de kommer nok til at vedbli at leve sine elendige liv dernede i SIDE: 42 Vaterland og Fjerdingen og paa distriktsfængslet og paa Kampen og paa slaveriet. . . . Kokken . . . Lunka . . . Lusa . . . Filip . . . og jeg snudde. . . . Tusinder og tusinder igjen af disse kostbare menneskeliv, som vilde være millioner værdt om vi kunde faat fat paa dem, de vil fortsætte med at rinde SIDE: 43 hen og forsvinde som smaabække i det tørre sand - og være tabt for evig. De vender aldrig tilbage . . . efterlader bare sine visitkort her paa disse graagule planker - til opbyggelse for en stakkels literat der er dømt for naturalisme . . . og til et minde om, at de forgjæves har levet forgjæves . . . Raskere og raskere vandred jeg afsted dernede, frem og tilbage mellem de høje graagule plankegjær- der, stirrende paa disse navne, hvis ejermænd jeg aldrig skulde faa se . . . og tænkte paa den fortviv- lede ting at som menneskene endnu er, saa kan det ikke være anderledes. - Og jeg blev helt vemodig til- sinds - - Literaturen, literaturen, vilde den nogensinde række frem? ---- Hans Jæger (Impressionisten nr. 2 des. 1886) Fra distrikts-fængslet (AF HANS JÆGER) I. P. Jacobsen: "Digte og udkast" Gasblusset brændte med sit skarpe lys derborte ved døren i den hvide murkroken med de tre svarte bø- kerne. Og det lille gule bord henne ved vinduet, hvor jute-gardinerne var trukket for, der var lampen tændt og kasted sit dæmpede lys op paa min ven, Døden med leen, som stod derude paa den hvide sand-tangen og lod sit vand, før han tog paa sit dagsværk igjen -- mens sommernatten endnu slumret taus og rolig over skoven og stranden og det blanke vand derinde, og over havet derude, det store evige hav . . . Jeg sad der lænet tilbage i amerikaneren og stirred op paa dette tause slumrende landskab, mens Meyer der lige overfor mig, med hodet under Dødens fødder, efter en liden pause sa -- : -- Anej skjønner du, selv om alle skriver under navn, og hver altsaa staar for sit -- en blir alligevel blandet sammen med de andre som skriver der . . . og det vil jeg ikke. -- Jeg har jo egentlig ikke noe at gjøre med det, dere vil . . . -- Aa skit, det du ikke faar ind andetsteds, det kom- mer du nok til os med -- og det er egentlig bare det, vi vil ha . . . SIDE: 45 Slaaen blev skudt fra derude paa gangen . . . -- Ja det maatte gaa til paa den maaten, svarte han. Skridt nærmede sig paa stengulvet derude og nøgle- knippet ringlet -- : -- Naa, men nu blir jeg vist kastet ud -- og han reiste sig og tog frakken paa, mens vi begge saa bortover mod døren. Da den gik op, var det Krohg som viste sig i dør- aabningen, i vinterfrak og floshat, det store lyse skjæg- get nedover brystet -- og bag ham betjenten med den gulsnorede hue. -- Du her paa denne tid? spurgte jeg forundret og jeg rejste mig jeg ogsaa. -- Ja, sa Krohg og gik ind i cellen med floshatten paa, mens den gulsnorede blev staaende og vente i den halvaabne dør -- : jeg vilde bringe dig disse tingene. Og han tog op af lommen og la fra sig paa det lille runde bordet under pjolterportrættet først én liden pakke, og saa én til, mens han sa: her er sæben -- og her er tandbørsten . . . -- Tak! sa jeg og pakked ud sæben. Den lukter bri- liant, ikke sandt? -- og jeg stak den hen under næsen paa Krohg, som havde knappet op vinterfrakken og stod og grov efter noe derinde i inderlommen. -- Ja, sa han og lugted til den, mens han blev ved at grave efter det derinde i lommen. -- Faar jeg kjende? sa Meyer . . . Ja, den lugter s'gu godt . . . hvad heder den? -- New moon hay. -- Og her har du en ny bog, sa Krohg -- han havde endelig faat den frem af lommen -- : I. P. Jacobsens "digte og udkast". Og han gav sig til at blade i den. SIDE: 46 -- Har du læst den selv? spurgte jeg. -- Jeg har kikket den løselig igjennem -- og han bla- det søgende videre mens han sa -- : jeg tror ikke Jacob- sen, om han kunde se op af sin grav, vilde være dem synderlig taknemlige, de som har lat trykke disse gamle tingene . . . det er gjennemsnitsgods altsam- men. -- Men der var noe jeg vilde vise dig! -- og han bladed fremdeles i bogen. -- Ja mine herrer, det er langt over tia naa, sa den gulsnorede og rasled med nøgleknippet borte i den halvaabne døren. -- Naa kommer vi strax, sa Krohg og bladed videre . . . ah, der er det! -- har du hørt et sligt billede -- : "Taus og rolig staar hun paa balkonen har ej ord, ej klage; tegner mørk sig mod den mørke luft Som et sværd igjennem nattens hjerte." og Krohg sat udraabstegn efter hjerte! og lo. -- Som et sværd gjennem nattens hjerte? sa jeg -- hvad i al verden kan Jacobsen ha tænkt ved det? -- Ja, det spør man sig uvilkaarlig om, og dermed er det jo nok, billedet af den tause kvinde, som "teg- ner mørk sig mod den mørke luft". Det er forresten anden gang han i dette samme digt slaar ihjel den virkning han har opnaad ved de ordene "tegner mørk sig mod den mørke luft" . . . strax ovenfor staar der nemlig -- og han læste -- : "Sukket? du glødende nat! . . . Se, gardinets silkevover skilles og en kvinde høj og herlig tegner mørk sig mod den mørke luft. -- Hellige sorg i det blik SIDE: 47 sorg der ej kan hjælpes, haabløs sorg, brændende, tvivlende sorg." Den gulsnorede raslede igjen med nøgleknippet borte i den halvaabne dør. -- Nu kommer vi strax, sa Krohg igjen . . . Hvor- dan i al verden kan Jacobsen se sorgen i dette blik, og endda til analysere den saa nøje, naar hun staar der oppe paa balkonen og "tegner mørk sig mod den mørke luft i natten?" . . . han kan jo ikke se ansigtet hendes engang jo! -- Nej, den sorg i det blik faar hende til at forsvinde deroppe fra balkonen. -- He! sa jeg, det er da ganske rart ogsaa . . . Jacob- sen som ellers altid ser og skriver som en maler! . . . -- Jamen, sa Meyer, den er god den sangen -- : "haabløs sorg, brændende tvivlende sorg" -- det er godt! . . . Nøgleknippet raslede igjen derborte i døren. Krohg rak mig bogen, og de gik, Meyer først og Krohg efter mens han brummed derinde i det store lyse skjæg -- : -- : "Som et sværd igjennem nattens hjerte"? -- slud- der! Og mens nøglen blev dreiet om, skridtene fjerned sig paa stengulvet derude, og slaaen blev skudt for igjen, sat jeg mig ned i amerikaneren og gav mig til at læse igjennem disse "digte og udkast" . . . "Løft de klingre glaspokaler som Burgunder-bølger maler røde som en mørk rubin" . . . af og til traf jeg paa en slig nydelig liden malerisk effekt, men ikke ofte. Noen digte var rent abstrakte, som f. ex. bryllups-sange, i de fleste forsøgte han at SIDE: 48 male, men fik mig ikke til at si noe. -- Nej. Krohg havde s'gu ret, det var gjennemsnits-gods altsammen. Naar jeg undtog Doktor Faust, dette lille mesterstykke af malende sprog-kunst, som havde staaet i "Jule- roser" ifjor; slutningsdigtet: "Saa stansed og dér den blodets strøm"; ossaa de to linjer "Lys over landet -- det er det vi vil" som jeg ogsaa havde set et eller andetsteds før, begge dele -- saa var det i hele samlingen ikke mere end én perle: "Faustina." Men der var ogsaa en veritabel perle, selv om den gjerne kunde vært lidt bedre for- met, og muligens vilde ha virket aller mest storartet paa prosa. Her har de den -- : En celle i et nonnekloster. I baggrunden et simpelt leie, hvorpaa et dødningshoved og en bodsvøbe ligge. I forgrunden et krucifix. Faustina (staar ved det aabne vindu og stirrer ud paa den glø- dende solnedgang) -- : Nej der er ingen kristendom i dette, ej sønderknuselse og stille suk, ej myrrha-kvalm og tunge salmetaager. O hvilken aften dog, hvor vild og smuk! Det er ej martyrblod der Østen farver, det mulm som synker, aander ikke fred, der er ej bøn i disse fløjtetoner, her knirker ikke korsets tørre ved. I solens favn, den flammerøde molok, de dunkle skyer sænker sig med lyst, SIDE: 49 og jordens elskovsmod sit hoved gjemmer ved mulmets attraasvangre bejlerbryst. (Gaar fra vinduet hen foran krucifixet) O hvorfor fordrer du saa mildt, min brudgom, og stedse af det fattigste i mig? Hvi kommer ej den som din stærke fader kom til Marie? Se, jeg venter dig! Ak, syg og lidende paa træ du hænger og vil kun graad og stille vemodssuk, tyst skal der være hos dig som hos syge, tyst, -- og jeg er saa hed og sund og smuk! -- O kom dog i din skjønhed og din vælde som fyrig bejler eller herre vred! Glad skal jeg ile hen i dine arme, glad synke, knust af dig, i støvet ned. (Hun løsner nonnedragten og staar nøgen) Du vil mig ej! Nej ingen mig begjærer. Hvortil dog disse rige formers pragt? Langt heller gav jeg disse blanke lemmer Til bytte for en rovfugls hvasse næb . . ." Man tænke sig dette lille brudstykke af en scene opført! Vakker maate hun rigtignok være, den kvinde, der skulde udføre rollen: slank og fyldig med højt baaret barm og højtbærende hofter -- og ansigtet burde vel helst være et rødblondt madonnaansigt, og haaret stort, i guldglinsende bølger . . . Men tænk Dem saa ogsaa for en virkning hun vilde gjøre! Stille vilde de sidde dernede i salen, tause som graven mænd og kvinder, og bævende høre naturens mæktige stemme -- et ekko af den store glødende natur SIDE: 50 derude -- vælde frem fra hendes hvide høje barm der- inde under den sorte nonne-kutte og forme sig til et stort himmelraabende skrig fra de stærktbuede, blo- digrøde læber -- ; aandeløst vilde de følge hende med øjnene paa hendes gang derborte fra vinduet og hen til krucifixet, og høre hendes stolte klage -- : hvor fat- tigt det er, som han fordrer -- og hvor rik hun er, hvis han vil komme til hende, som til Maria kom hans stærke fader -- ; og saa vil der gaa et chok igjennem salen og ryste deres alles inderste fibrer, naar hun løs- ner nonnedragten og staar der i hele sine kvindelige højhed, nøgen foran sin gud og skriger det ud -- : "Du vil mig ej! Nej ingen mig begjærer. Hvortil da disse rige formers pragt? Langt heller gav jeg disse blanke lemmer Til bytte for en rovfulgs hvasse næb . . . Du store gud, om det fik en opførelse, som var det værdig dette naturens skjønheds-oprør mod en blod- løs, graatung himmel! Og det fik den opførelse det fortjente, af en stor rødblond Madonna med et guld- glinsende Venuslegeme og stærkt-buede, blodigrøde læber! Hun vilde komme til at virke -- "som et sværd igjen- nem nattens hjerte" -- og gjennemstunget af dette guldglinsende sværd vilde natten dø, og dagen rinde, og naturen, den store elskovsvarme natur, vilde holde sit indtog i vores alles hjerter. For hende vilde vi al- drig glemme, og vi vilde elske hende alle, thi vi ere alle jordens børn. Du store gud for en virkning! om den fik den op- førelse den fortjente, denne guddommelige lille stump af en scene. SIDE: 51 Men her i landet har vi et politi og en justisminister og en lovgivning som -- naa men hvad er det jeg snakker efter, Dere rejser Dere jo ikke imod det saa alligevel jo . . . Foruden at levere literær kritik og hyle hvergang det er noe, vil "Impressionisten" ogsaa gjøre sig til organ for alle slags smaa Kristiania-impressions og derved bidrage sit til at fuldstændiggjøre det store Kristiania-billed fra vor tid, som skal skabes af den Kristiania-literatur, der nu værs'go faar være saa snil at blomstre op. Red. "Impressionistens" expedition er fra Mandags fra- flyttet Møllergaden no. 19. Snart kan den, haaber hr. Sørensen, komme der igjen. Hans Jæger (Impressionisten nr. 2, des. 1886) Vor literatur -- Den moderne ungdom i Norge! . . . Men har I da virkelig nogen moderne ungdom deroppe hos jer? - den gir jo ikke lyd fra sig . . .? Det var nede i Kjøbenhavn for et par aar siden, en- gang jeg gik og talte med Georg Brandes, at han stansed braadt op på fortouget der vi gik, og paa sit smukke dansk afbrød mig med dette udbrud. Og det kan ikke nægtes; det hørtes noksaa slaaende ud. Hvorfor i al verden skulde den ikke gi lyd fra sig denne moderne ungdom -- hvis den virkelig fandtes? -- Og nu er to aar gaat hen siden den tid, og endnu fremdeles har den ikke egentlig git nogen synderlig lyd fra sig denne samme ungdom -- skulde det virkelig være fordi den ganske simpelthen ikke existerer? Eller skulde det meget mere tiltrods for dens exi- stens ha sine gode grunde det at den ikke lar høre fra sig? Hvad om det helt enkelt forholdt sig saa, at klamme hænder har fattet om denne ungdoms strube og holder den fast sammensnøret, saa ingen lyd formaar at trænge sig frem over dens læber? . . . Lad os se et øjeblik paa tingen -- : "Moderne" er en ungdom, naar den gjennem sit eget liv har levet sig til den erfaring, at de forhold SIDE: 53 hvorunder den har voxet sig frem, har hemmet og for- krøblet dens udvikling og gjort den til en menneskelig talt daarligere ungdom end den ellers kunde blet. En ungdom som gjennem sit eget liv har levt sig til denne erfaring, og som derfor vil! en omformning af for- holdene, som kan fri de kommende slægter fra at lide samme skjæbne -- den ungdom er "moderne". Fordi den bærer i sig hovedbetingelsen for at kunne bli et virkende moment i udviklings-maskineriets drivkraft. Den vil! en saadan omforming af forholdene. Men skal den faa nogen realitet denne vilje, da maa den ogsaa bli almenhedens, den store almenheds vilje. Og hvordan kan det ske? Jo den store almenhed maa tvinges til selv at leve sig til de samme erfaringer som den moderne ungdom har levet sig til -- og derved bibringes den samme vilje. Og det kan almenheden tvinges til gjennem en le- vende virkelighetstro literatur, som tvinger sig ind paa den med selve det levende livs magt. Den moderne ungdom maa altsaa præstere en natu- ralistisk literatur. Derved og derved alene kan den gjøre sin vilje til almenhedens vilje, bli en virkende drivkraft i udviklingens maskineri og saaledes mani- festere sig som "moderne." Og denne naturalistiske literatur, den maa altsaa indeholde deres eget, denne moderne ungdoms eget virkelige liv, levet i det milieu, hvori det virkelig er levet. Det den altsaa faar at gjøre, denne literatur, det blir: at hæve denne ungdoms privatliv til offentlighed. Men hvor mange, selv af denne moderne ungdom, tror De det er, som vil være med paa saaledes at klæ SIDE: 54 sig selv af og fremstille sig for offentligheden i al sin nøgenhed? Faa, overordentlig faa -- selv af den moderne ung- dom: vær sikker paa det! For der er noget som heder "blufærdighed" -- et sørgeligt foster af denne ungdoms forkvaklede opdragelse, og kanskje det som det blir vanskeligst at faa fordrevet. Faa vil det altsaa bli -- selv af den moderne ung- dom. Og disse faa, der har moralsk kraft nok til at kaste overbord denne falske blufærdighet, sløjfe alle hensyn til forældre og slægtninge, og modig gaa igang med at offentliggjøre sit eget privatliv -- disse faa, det vil i regelen netop være dem der har lidt mest under de bestaaende forhold hvis unaturlige udvikling har ødelagt dem psykisk; hvis liv ligger øde. Disse faa vil gudbevars kunne præstere den hen- synsløshed som behøves, fordi de ikke har noget at tabe -- deres liv ligger jo saa alligevel øde -- ; men de vil til gjengjæld ikke just sidde inde med megen energi -- : de har jo ingenting at haabe, ingenting at vinde: deres liv ligger øde. En liden energiløs flok. Men det arbejde som skal til, det er møisommeligt og trættende indtil fortvivlelse og fordrer en sejg ud- holdende energi for at kunne føres til ende -- og hvor i al verden skal disse stakkels energiløse hente denne seige energi fra? -- de som intet har at haabe, intet at vente; hvis liv ligger øde? Jo i sit had alene kan de hente den; i sit bundløse had til de bestaaende forhold og til dem der forsvarer disse forhold og opretholder dem. SIDE: 55 Men ogsaa hadets gave er sjelden hos disse energi- løse -- kun faa af de faa vil række frem; selv om man ikke lægger dem udvortes hindringer ivejen. Men det gjør man. Thi sæt at de skriv sine liv disse faa, de fik nok pent la sine manuskripter bli liggende i skuffen -- hvis de ikke har enten penge eller forbindelser. Og de har i regelen hverken det ene eller det andet, de folk. De ville hverken finde trykker, forlægger eller forhandler. Og ingen mand formaar at to sig sammen til et saa møjsommeligt, enerverende arbejde, hvis han ingen udsigt har til at faa det offentliggjort. Hvem kommer altsaa til at skrive? En enkelt en kanske, som tilfældigvis har, enten penge eller forbindelser. -- Nuvel, han faar altsaa sin bog trykt, ja kanske endog -- om end med megen van- skelighed -- solgt i nogen hundrede exemplarer, da pludselig -- hvem kommer paa nakken af ham? -- : Hr. Aimar Sørensen, den Sverdrupske regjerings beslaglæggelsesminister -- denne mand der forstaar sig omtrent saameget paa literatur, som bonden forstaar sig paa safran og katten paa senep. Denne hr. Sørenssen tar ham strax ved vingebenet og fører ham frem for højesteret -- og højesteret døm- mer ham tiltrods for grundlovens § 100, som man nemt kommer forbi ved bare ikke at nævne den i domspræmisserne. Saa konfiskeres bogen, nogen aar efter er den en literær sjeldenhed, er med andre ord dræbt, og den stakkels forfatter, der foruden at han ikke har opnaaet sit maal med bogen, tillige er bestjaalet for det økono- miske udbytte af flere aars arbejde, puttes for noen SIDE: 56 maaneder i hullet, samtidig med at han i regjerings- pressen af en eller anden hr. Vullum 10 faar den hyggelige trøst at nu har det da vist sig, at vi har ikke saa liden pressefrihed endda her i landet" -- efter som jo forfatteren hverken er blet sendt paa slaveriet eller i tugthuset. -- Ja, dette deliriums-snak har virkelig staat at læse paa prent i det kgl. norske "Dagblad". Nu, dette er altsaa udsigterne for de enkelte, de stærkeste, dem der skulde gjøre begyndelsen og ta det første stød, for siden, naar man har vænnet sig lidt af med den falske blufærdighed, at faa de andre efter sig -- det er de udsigter de har. Og endda undrer De Dem over at den moderne ungdom i Norge ikke gir lyd fra sig, hr Brandes? Mig tykkes den sag helt forklarlig. Tilslut en liden betragtning -- ja det er forresten op- rigtig talt bare for at komme til den jeg har skrevet hele det foregaaende -- : At publikum gjerne, og heller end gjerne læser naturalistiske bøger, det er utvivlsomt; og der er heller ingen som tvivler paa det; netop derfor finder man det nødvendigt at konfiskere dem. Og hvorfor liker publikum at læse slige bøger? Aajo, det er nu engang saa, at fædre og mødre, de interesserer sig for at lære at kjende det liv der leves af deres børn -- og unge mennesker lever. -- Livet sim- pelthen interesserer. Og dog tillader publikum, taaler publikum, at bog- handlere og forlæggere og beslaglæggelses-ministre optræder som formyndere og siger til publikum -- . SIDE: 57 nej børnlille, den slags bøger faar I ikke lov til at læse! Er det ikke ganske besynderlig? Hvorfor i al verden hyler ikke publikum op lige- overfor slig frækhed og foranstalter denne literatur- kyndige hr Sørenssen puttet ned i en stilling, hvori han ikke længere kan gjøre ugang! -- Hvorfor boycotter det ikke sine boghandlere og forlæggere for endelig en- gang at bringe dem der vil indtage disse stillinger i samfundet til at forstaa, at de er publikums tjenere og intet andet! -- Og hvorfor skynder man sig ikke med at faa ophævet eller forandret krl. 8-1 og 3, naar man ser at autoriteterne benytter sig af disse bestem- melser til at opkaste sig til publikums formyndere! -- Hvorfor? Nej, kjære Dem, hvor kunde sligt falde publikum ind! Vistnok -- det er saa -- vist nok læser publikum gjerne, og heller end gjerne disse naturalistiske bøger, saasandt det bare kan faa fat paa dem. Men -- i sit hjerte er jo dog dette samme publikum saa inderlig enig med sine formyndere i, at det er en svaghed af publikum at det gir sig af med slige bøger; for man bør ikke læse om dette stygge virkelige liv, der slet ikke svarer til idealerne. Det er jo galt nok at vi er slig, om vi ikke skal læse om det atpaa! -- Nej! skal vi endelig læse, saa har vi jo vore store digtere -- lad os læse dem. Det er jo dem der skriver virkelig literatur, virkelig kunst. Disse naturalister de kan være mor- somme nok at læse; men hvad de skriver, det er dog ikke literatur, ikke kunst! -- kunsten er noget langt finere noget den. Slig ræsonnerer og føler publikum. Og de store SIDE: 58 digtere sidder der tause og glæder sig over, at livet fremdeles kan bli holdt udenfor literaturen -- og med nyt mod gir de sig saa til at skrive mere "stor literatur til næste jul. Her er vi ved ondets rod. Saalænge disse "store" digteres unyttige fantasi- produkter, denne uhyggelige problemdigtning, gaar for at være literatur, saa længe er døren stængt for den virkelige literatur, der lærer os at kjende som det er, det liv der leves omkring os. Og derfor er det nød- vendigt nu endelig engang at gaa i værk med at redu- cere vore saakaldte "store" digteres produkter til det de i virkeligheden er -- noget unyttigt krimskrams, der bare tjener til at staa en virkelig literatur ivejen. Naar det er gjort, og publikum har forstaat det -- hvad der kanske vil medtage nogle aar -- da først er der haab for literaturen. For en literatur vil publikum ha -- "de er da dannede folk lel" -- , og er først natura- lismen anerkjendt, ikke blot som literatur, men som literaturen -- da gud naade hr. Sørensen og boghand- lerne og forlæggerne, hvis de vover at gjøre vrøvl! -- Naa men forresten, det er der ingen fare for; de folk de stikker nok fingrene i jorden og lugter hvor de er, og i samme øjeblik publikum har snud, saa snur de med -- og skulde saa noen spørge dem, hvorfor de ikke skrider ind mod en slig literatur, saa vil de bli højst forundret over, at nogen kunde tiltro dem sligt. Altsaa: ned med vore "store" digtere! -- vi vil ikke længer taale at de staar literaturen ivejen -- ned med dem! Selvfølgelig hører Jonas Lie ikke til disse "store". Vistnok har han undertiden, narret af de andres SIDE: 59 "storhed", forsøgt sig lidt med problemer han ogsaa og er i den anledning blet nævnt sammen med de store, men -- altid med et lidet smil ikke sandt? han er aldrig for alvor blet admitteret i godt selskab. Men, saa er det også ham der har skrevet "Familien paa Gilje", den bog i norsk literatur, som den moderne ungdom kan lære mest af i rent kunstnerisk hen- seende, naar den nu skal gaa igang med at skabe en levende literatur. Den behandler rigtignok mennesker fra firtiaarene, denne bog, men -- den behandler dem moernt. Bogen er et stykke modern levende kunst. Vi har vært deroppe hos kaptejnens, vi har levet deroppe sammen med den familie. Lie! Lie! De, som kan præ- stere slig modern kunst, hvorfor har De ikke ført os ind i nulevende familier herhjemme! -- det er Deres store forsyndelse. Hvorfor har De ligget i Paris! Aa, det skulde De ha overladt til de "store" som saa al- ligevel bare vilde skrive "løgn og forbandet digt" og behandle problemer istedenfor virkelige, levende men- nesker. Naa men altsaa: ned med vore "store" digtere! Det er sandelig poetisk at de styrtes; det er jo nu kommet saavidt, at de selv har opgit sit literære bo. De er jo havnet i farcen allesammen jo -- og farcen er den lite- rære fallit. Vildanden er en farce, Folkefienden er en farce, Svava er en farce, Geografi og kjærlighed er en farce, Over ævne er en farce, Tre par er en farce. Lad være at det naturalistiske drama endnu ikke er opfun- det; lad være at endnu evner ingen den højeste literære kunst: den gjennem en række dramatiske situationer at fremstille et menneskeliv, saa det lever for vore øjne; lad være at det endnu ligger over tidens evne. SIDE: 60 Men ethvert ærligt forsøg paa at løse den opgave, det hører alligevel literaturen til. Isteden derfor at slaa sig paa farcen -- det er derimod at opgi evret, det er at erklære sig selv literært fallit. -- Og saa romanerne -- : Gift, Fortuna, Det flager, Sne -- hvad er det for noe fanteri! Hvordan i al verden kan forfattere som har læst moderne fransk literatur vove at by os sligt. Og hvordan kan de, uagtet de gjør det, bli staaende som "store" digtere for et publikum som dog umulig kan være ganske ubekjendt med samme moderne franske literatur! Hvordan er sligt muligt? Hvordan det er muligt? -- Jo, det skal jeg si Dem: det jeg her har skrevet, har alt en god stund været sagt mand og mand imellem. Men de af os som har havt lyst at si det offentlig, har ikke faat lov af bladene. Og brød-kritikerne -- ja de lever af ikke at si det. Men nu skal der stikkes hul paa bylden; det er sandelig paa- tide. Og har De lagt mærke til det ogsaa? -- : lidt efter lidt saa er kjærligheden forsvundet fra disse "store" dig- teres værker, og bare problemerne er blet tilbage - saa gamle er de blet disse "store". Aa lad os faa kjærligheden ind i literaturen igjen! den spiller da en noksaa stor rolle i det virkelige liv, fordi om den ikke gjør det i problemernes verden, ikke sandt? Altsaa: ned med de "store" digtere! -- og lad os idag begynde f. ex med Alexander Kjelland: "Sne" Jeg havde læst den tilende og la den traurig bort -- : . . . Saa var der altsaa ikke noget at vente af Alex- SIDE: 61 ander Kjelland for den naturalistiske literatur! - To aar var gaat hen siden han gav ud sin sidste: "For- tuna"; denne stakkels Fortuna som jeg ikke længer erindrer hvad handled om engang. To aar. Og saa tænkte jeg da jeg aabned denne nye: "Sne", at muli- gens havde i den mellemtid tidens strøm grebet ogsaa Kjelland, og ført ham bort fra hans taagede, graa for- tæller-manér, tvunget ham til at kaste dybere blik ned i de menneskers sjæleliv han vilde skildre, og lært ham at forstaa nødvendigheden af at gi os dette sjæleliv ganske simpelthen som det er, istedenfor at gi os det i fortællingens blodløse skyggerids. Simpelthen som det er -- for slig er det vi maa ha det. Livet selv, livets egen levende proces er det vi maa ha, og ikke en blod- løs fortælling om livet -- je veux qu'on fasse de la vie moi! -- et de la vie vivante! Og hvorfor? -- Jo fordi livet selv, livets egen levende proces, selve det levende liv, det er det eneste som for- maar at fængsle og gribe os, saa det brænder sig ind i vor bevidsthed, slig at vi aldrig glemmer det. -- Hvor- for husker jeg alle Zolas romaner, fra " Les Rougon" og til "L'oeuvre", hvorfor husker jeg Guy de Maupas- sants "Une vie" og "Belami" og et las af hans novel letter -- mens jeg har glemt omtrent alt hvad Kjelland har skrevet? -- Fordi det de gir er livet selv, det leven- de pulserende liv, men det han gir er flade Kjellandske fortællinger om livet. Zola og Guy de Maupassant, de lod mig se og høre og føle med de mennesker de skrev om, de lod mig leve disse menneskers liv med; de gav mig levende kjød og blod, og ikke døde fortællings- abstraktioner som Kjelland. Og derfor er det, de har grebet mig, men ikke han. SIDE: 62 Og hvorfor forlanger jeg saa, at literaturen absolut skal gribe? Aja, for det som ikke fængsler og griber, det har jo for det første ikke noe værd som lekture engang, hvis det ikke er morsomt -- og "Sne" er ikke morsom, den er simpelthen kjedelig, den som alle andre "religiøse fortællinger." Men dernæst det som fængsler og griber og bræn- der sig ind i os saa vi aldrig glemmer det, det er det jo, og det alene som er istand til at omskabe hjerter og hjerner og derigjennem influere paa viljen. Og det er bare de menneskeliv vi har levet med, ikke dem vi har læst om, som brænder sig ind i os. Sne omskaber ingen hjerter og hjerner, den føder ingen ny vilje, den saalidt som nogen anden "religiøs fortælling." Og det er jo dog det literaturen har at gjøre. Den skal omskabe os til nye mennesker og gi os en ny vilje. Ved at la os leve igjennem -- ikke læse om, men leve igjennem menneskeliv paa menneskeliv af dem som lever rundt omkring os; ved at la os leve dem igjen- nem som var det os selv der lever alle disse liv -- der- ved formaar literaturen at brænde disse menneskeliv ind i vor erindring, saa vi beholder dem alle. Og saa pludselig en god dag samler de sig sammen for be- vidstheden, alle disse menneskeliv, til et eneste stort stykke levende liv -- det stykke af verdenslivet som vi lever midt opi; de samler sig sammen for vor bevidst- hed til et eneste stort billede og vi ser livet, det levende virkelige liv omkring os, bli til for vore øjne; vi ser al lykke og ulykke som existerer omkring os fremgaa med nødvendighed af sine dybeste aarsager -- og føler saa med ét, at vi vil! vil! vil! angribe ulykken og elen- SIDE: 63 digheden i dens rødder for helt at kunne faa dem ryk- ket op med roden. Paa denne maade formaar literaturen at omskabe hjerter og hjerner, gjøre os til nye mennesker og gi os en ny vilje; og det er det, literaturen har at gjøre. Og de bøger som ikke duer til at virke med til dette litera- turens store maal, de bøger hører ikke literaturen til. Og det duer de "religiøse fortællinger," som fortæller om livet istedenfor at gi det, det duer de ikke til. Og derfor er det, at Kjellands hidtidige digtning nu er dømt, og Kjelland selv med dem -- hvis han ikke for- bedrer sig. Men liden tro, det maa jeg nok si, liden tro har jeg paa, at han vil forbedre sig, nu efter at jeg har læst hans Sne. Allerede det første kapitel er mig nok, det er et af de sædvanlige Kjellandske virtuoskapitler. Det hand- ler om sneen; sneen, som lægger sig ned over en spredt befolket norsk landsbygd; tung og tæt og nøjagtigt, udjevnende alle spidser og skarpe kanter lægger den sig ned over den, svøber den ind som i bløde tykke dyner og indkapsler livet og forkrøbler sindene. Der er adskillig stemning i dette kapitel, men flere uhyggelige ting forener sig om at fordærve den, og den ødelægges fuldstændig. For det første er det den affekterte virtuosmæssige stil. Den gjør, at man sidder der hele tiden mens man læser, og tænker paa, at -- : "dette er s'gu ganske flinkt gjort!" Og lidt efter lidt ser man uvilkaarlig en stor hvid fed haand, vel soigneret og velnæret, bløde smile- huller ved alle knokerne, store brilliantringer paa fingrene, lange negle, rosenrøde, spidst tilskaarne, det SIDE: 64 hvide stærkt hvidt. Den holder en pen denne haand og den fatter om pennen elegant og korrekt som de gibshænder, skrivelærerne bruger som skilter. Og De ser og ser uafladelig denne haand mens De læser ned- over; det er aldeles umuligt at bli kvit den. Og om lidt saa faar De se armen ossaa, og brystet og halsen og tilsidst Alexander Kjellands hode med det ansigtet han har paa det affekterte sortkridtsportrætet, som engang stod udstillet hos en af boghandlerne her i byen -- jeg husker ikke hvem der havde gjort det -- . Og De stirrer og stirrer paa dette ansigt og paa denne store hvide, fede haand med pennen og De blir mere og mere utaalmodig -- indtil det endelig bryder ud af Dem -- : -- Isch, ta væk den kolde han'a da vel! For stemningen er totalt spolert. Og saa al den usandhed som præsteres i dette ka- pitel! "Hovedstadens avis" -- den heder forresten "Mor- genbladet" landet udover -- "Morgenbladet" vil vist ikke kunne kjende sig selv igjen efter den inholdsfor- tegnelse som her leveres over det stof den pleier at by sine læsere. Friele vil vist bli høist forundret. Hør bare -- : "Og hovedstadens avis bragte den gjenlyd som pas- sede. Der var ingen fortærende længsel mod sol og skjønhed, ingen vidtløftige tanker og tvivl, ingen let- sindig beundring af den store verdens falske glans. Men der var skrig af blod og lidelse fra samfundenes dyb; der var fordærvelse og forbrydelse -- helt ned til de smudsigste og utidigste, hvor en sund tanke kunne væmmes ved at følge; der var raaddenskab i bunden, og den steg og steg og stansede ikke førend ved thro- SIDE: 65 nens fod -- der, hvor der endnu var throner; men ellers overalt og nedenfor væltede folkene sig i løste liden- skabers blod og smuds. -- Saaledes var hovedstadens avis" -- saadan var du o Morgenblad! Og en mængde andre ting. F. ex. -- jeg tar iflæng -- : "Men rundt omkring i dalene og opefter aaserne og i heiene langt inde i fjeldene" -- kling klingeling kling klang, klingelingeling klang kling kling -- , "der vidste folk, at idag sender præsten klokkeren med nøglen; idag er Guds hus aabent, og herrens tjener slipper alle ind." "Alle de bekymrede og betrængte, som sad ind- sneede i sig selv i tvivl eller bekymring, i haabløs lede eller med halvtugtede lyster snusende omkring gruelig udaad, forskræmte piger i ungdoms fristelse og gamle syndere med angeren i halsen -- , kommer hid alle I som syge og sorgfulde ere, det er prækensøndag." -- Aa neigu tænker de ikke slig de folka lel! det er jo bare noe væv! Eller jeg bla'r et blad videre -- ; "Men én lyd er der, -- der er en lyd i sneen som øret drager til sig i aandeløs lytten, -- en munter liden klingende lyd af ringlende bjælder langt borte i sko- ven" osv. -- ja, det klinger, derom er der ingen tvivl. Det er svært flinkt -- men: slet. Sagen er simpelthen den, at ser vi nøjere til saa er hele stemningen løjet, fra ende til anden. Det har Alexander Kjelland naturligvis ikke mærket: men se det kommer der ud af at skrive affektert: formens affektation smitter simpelthen over paa indholdet. Ja det gaar slig. Naa, dette var altsaa virtuoskapitlet. Saa kommer SIDE: 66 bogen selv, med sin flade virkelighedsløse figurer, som jeg ved gud ikke gider gjennemgaa engang. Og under læsningen af den gjør det ikke noe at De fremdeles ser den store hvide fede haanden med pennen: for, der er ikke nogen stemning at spolere der. Det skulde da være den musikscenen: me-n . . . pigebarnet som spiller kjender vi jo ikke, og gamla som hun spiller for, hende tror vi ikke paa -- a nej det gjør s'gu ikke noe dér heller. Ajo forresten vist gjør det noe jo; for man blir til- slut saa rent lutende lei af den salvelsesfulde tone, forfatteren uaflatelig slaar an bare han rører ved noget som ligner præster eller kirke eller religion eller kriste- lighed eller sligt. Læs bare f. ex. noe sligt som dette -- : "Som søn af en højtstaaende embedsmand i kirken stod alle kredse ham aabne: og naar han vilde gifte sig, kunde han velge. Han valgte da ogsaa den smuk- keste og den om hvem selskabslivets glans samlede sig hin vinter. Og nu stod han ved indgangen til en hæder- fuld og velsignet løbebane. Han behøvede blot at pege paa en begyndelsesplads i hovedstaden eller i nær- heden, for saa snart det anstændigvis lod sig gjøre at stige op i de gode stillinger, hvor livet ikke blot bragte, hvad det lille samfund overhovedet kunde byde de mest begunstigede; men hvorover hellige myndig- heder tillige lagde noget af den fred, som er over al forstand." Skulde man ikke tro, det var gamle pastor Jürges selv, som anstillede disse betragtninger? -- Det er Alexander Kjelland. Aa jo vist gjør det noe jo, at vi ser denne hvide fede haanden, som kjæler saa forelsket for denne præstelige SIDE: 67 salvelse -- som vel skal betyde haan. Det gjør saa me- get ,at tilslut blir en rent sinna og siger til forfatte- ren -- : -- Du er selv en præst far! saa god som noen! Du er ligesaa glad i disse klingende fraserne du, som de gamle statelige præsterne dine. Hvorfor i al verden er du ikke blet biskop eller modepræst? Det burde du blet det -- jeg synes alt jeg ser dig med guld- kors paa brystet. Vist burde han blet præst ja, denne Alexander Kjel- land. Og det ikke bare for disse klingende frasernes skyld, som han er saa glad i og kjæler saa forelsket for. Nej men hele denne bog er jo egentlig talt ikke noe andet end en præken fra først til sidst -- en præken imod statskirken. Men paa den side vi staar har vi ikke brug for præster og prækener. Vi har brug for en literatur som kan omskabe hjerter og hjerner, men ikke for præke- ner. Og derfor skulde jeg ikke ha sagt saameget end- da, om hr. V. i Aftenposten havde faat sit fromme ønske opfyldt: at Alexander Kjellands "kunstneriske kraft" havde staaet i "det godes" tjeneste. De maatte saamen gjerne ha ham for os "de gode", vi kan virkelig ikke bruge ham, med mindre han for- bedrer sig. Hans Jæger Impressionisten nr. 4 apr. 1887. Vor literatur Albertine og naturalismen Bogen Albertine - hvem er hun? - et blegt ansigt skimtet i halvmørke og forsvundet. Hvor har du set det Krohg? du har jo aldrig været dernede. Hvad kjender du til livet som det leves nede i de mørke schakter her lige under vore fødder, hvor elendigheden bor og mennes- kene færdes omkring mellem hverandre, ulykkelige og længtende op imod sol og luft - hvad kjender du til det? du har jo aldrig vært dernede. Kanske har du mærket suk stige op dernedefra en- gang iblandt; disse lange dybe tunge suk, der løber som en sagte skjælven hen gjennem det tynde jordlag vi trær paa, og røber det er gyngende grund. Og kan- ske har du listet dig hen til schaktens nedgang for at kikke derned - og saa har du set det blege ansigt duk- ke frem i halvlysningen dernedenunder, løfte et par store fortabte øjne op imod lyset og dagen - og for- svinde. Og mens hun saa er vandret videre dernede, ind i mørket igjen til sine lidelsesfæller, saa har du faat den idé, at ville gi os, ikke det blege ansigt du har set, ikke den stemning du kom i ved at se det - nej, men hende selv, ejerinden af det blege ansigt, som du aldrig har set, knapt skimtet engang, hende vil du gi os; hende som hun staar og gaar dernede mellem SIDE: 69 sine egne; hendes liv, som det er levet dernede i de mørke schakter, hvor du aldrig har vært, hvor du aldrig vil komme, og hvor du aldrig vilde bli modtat om du kom! Herregud, begreb du da ikke at det aldrig kunde lykkes? Er det da ikke dig Krohg, som aldrig blir træt af at si til dine elever, at de maa male efter "natu- ren?" - og saa gaar du selv hjem og maler et atelier- billede ud af hodet! Og er det da ikke dig som sier du er impressionist? - og saa gaar du hen og vil gi os, ikke den impression du virkelig har faat, nej, men et helt menneskeliv som du aldrig har kjendt, og som du følgelig heller ikke har kunnet faa noen impression af! Nu, det kunde ikke lykkes - og det er heller ikke lykkedes. Din bog er en gjætning om det blege ansigt - men det blege ansigt lar sig ikke gjætte, uden kanske af noen som selv har tilbragt sit liv sammen med hende der nede i de mørke schakter. Ganske vist, noe har du gjættet - og det du ikke kunde gjætte, det har din virkeligheds-tro fantasi lat ligge. Men, Krohg! det du ikke kunde gjætte, det var netop det væsentligste. Det du har gjættet er ganske vist rigtigt; det virker som virkelighed, og derfor er det, at mens Kjellands "Else" ikke rak længer end til at vække noe sensation blandt det literatur-læsende publikum - saa er din bog gaat lige til folkets hjerte. Det du har gjættet er rigtigt. Og du har malt det saa vi ser det. Jeg har set hende sidde der ved vinduet, Albertine bøjet over symaski- nen, under den indsigende vinterdag og grunde paa sin skjæbne; mens gamla steller maden borti ovnskrogen, og lille Edvard hostende og harkende læser "Dagen" SIDE: 70 ved siden af. Jeg har levet en del af disse menneskers liv der hjemme i den kvalme blaamalte stue, hvor tæ- rings-stanken og fattigdommen og madlugten blander sig sammen til én tung trykkende atmosfære. Og Jos- sa, den letfærdige bedærvede Jossa - hende har jeg følt strømme ind i denne kvalme stue som et friskt pust derudefra, hvor kampen for tilværelsen kjæmpes ud med alle de vaaben man har til raadighet - fordi man vil livet for enhver pris. Og jeg har set Albertine drages derud. Jeg har fulgt hende ud af den kvalme stue, ud paa livets mark og set hende kjæmpe mod sin skjæbne; glide, falde og kjæmpe igjen - indtil pludselig med et slag grunden rykkes bort under hendes fødder, hendes kvindelige blufærdighed dør, hun mister fod- fæstet og tumler ud for skrænten og ned i den sump hvor vi tilslut ser hende ligge. Alt dette har jeg set, og dermed har jeg levet igjen- nem en episode af denne stakkars kvindes liv. Men som naturalist forlanger jeg at se noe mere - og dette mere er det væsentligste. Jeg forlanger at faa se hende skyde op af den jord- bund hvor hun har sine rødder. Jeg vil se hende voxe op iblandt de mennesker hun virkelig er voxet op iblandt; jeg vil se hendes trang og interesser vaagne og kravet paa menneskeligt velvære rejse sig i hende og mødes med fattigdommen og uvidenheden og fordom- men og raaheden rundt hende - og brydes imod dem. Og saa vil jeg se hvad der er igjen af livshaab og livs- mod hos henne, naar hun skal til at springe ud og drømme sin første jomfru-drøm om livet. - Hvad hun føler, hvad hun tænker, hvad hun ønsker, hvad hun vil mens hun springer ud; alt det som dæmrer ind over SIDE: 71 hende da; hvordan det omskaber hendes indre og præ- ger sig i hendes ydre og i hendes forhold til sine om- givelser; og hvordan hun saa tilslut, ansigt til ansigt med den ubønhørlige virkelighed, resignerer og lar drømmen fare og blir siddende der, dumpt bøjet over arbejdet saaledes som vi faar hende at se i det første kapitel - alt det forlanger jeg at faa se. For dermed har jeg faat se den synd som er begaaet mod dette menneske ved den opdragelse der er blet hende tildelt - og det er det ene jeg vil. Saa kan den komme, den episode af hendes liv som bogen indeholder; hvor Albertine endnu kjæmper mod sin skjæbne og viser hvor daarlig hun ved sin op- dragelse er blet rustet til denne kamp. Men saa maa det ogsaa komme, det sidste. Vi maa faa se den, i hele sin vederstyggelighed, den ødelæggel- sesproces som foregaar derinde i Albertine, efterat hendes kvindelige blufærdighed lumskelig er dræbt, og hun, ligeglad og viljeløs, rutscher ned ad skraaplanet og ned i den pøl hvor hun ender. Maa jeg be om, at vi faar se den, denne ødeleggelsesproces, i hele dens vederstyggelighed. Jeg tænker samfundet skulde ha siddet der med den fulde knugende skyldbevidsthed overfor sit offer - og det er det andet, jeg vil. Hvilken storartet belærelse om, hvad vore sam- fundsforhold egentlig er for noe - hvilket mægtigt slag i kampen for de undertryktes frigjørelse vilde den ikke ha været, en slig bog! Som bogen nu foreligger er den bare blet et stakkars indlæg i prostitutionssagen - og det du vilde, Krohg, det var dog noe uendelig meget mere. SIDE: 72 Dog, det skal være dig tilgivet. Det skal være dig til- git, at du, impressionisten, denne gang har git dig ud paa at skildre ukjendte mennesker fra en sfære du ikke kjender - det skal være dig tilgit, for jeg ved du gjør det ikke mere. Næste gang vil du gi os mennesker du kjender, mennesker fra den sfære hvor du selv hører hjemme, og af hvis livsskjæbner du har faaet virkelige impressions. Billedet Af samme grund skal du ogsaa ha tilgivelse for det atelier-billede du har malt af politilægens ventevæ- relse. Det er ikke det mindste mere impressionistisk det end bogen. Du har aldrig staat derinde i politi- lægens venteværelse og set Albertine vandre sin første pinefulde gang til den forsmædelige stol; du har ikke staat der, grebet af dette optrin, og svoret ved dig selv, at det billede vilde du stille frem for offentligheden, for at slig som du var blet grebet, slig skulde hele al- menheden bli det. Du har ikke det Krohg - og det mærkes. Du har simpelthen tænkt dig, at et sligt op- trin, det maatte ha noe gripende ved sig - og saa har du stillet dine modeller op og forsøgt at lave billedet ud af hodet. Men du har ikke havt lykken med dig, du har ikke slumpet til at træffe den rigtige situation som bar rædselen præget i sit ansigt - og derfor griber dit billede os ikke. Vi ser noen brilliant malte modeller og ingenting andet. Som fremstilling af disse modeller er dit billede et stykke virkelighed; som fremstilling af Albertines første gang til den forsmæderlige stol har det ingenting med virkeligheden at bestille. Du har SIDE: 73 malt efter "naturen", ganske vist; men den "natur" du har malt efter er ikke Albertine i politilægens vente- værelse; det er en samling modeller i dit eget atelier. Dog som sagt, det skal være dig tilgit, at du har be- gaat dette atelier-billede - for jeg ved, det blir dit sidste. Det du nu skal til at male, det har du set. Du har staat dernede paa hjørnet af Karljohan og Skip- pergaden og set denne queu af forsultne kjærringer og unger, der alle som en strækker de magre begjærlige arme i vejret, idet døren aabnes og brøduddelingen begynder. Du har staat der grebet af dette syn og svoret ved dig selv, at det billede vilde du stille frem for offentligheden for at slig som du var blet grebet af det, slig skulde hele almenheden bli det. Hans Jæger Impressionisten nr. 2 des. 1886. Beslaglæggelsen Efter forlydende skal beslaglæggelsen være besluttet i samlet statsraad. Hr. Aimar Sørensen, fortælles det, var den eneste der stemte imod. Da imidlertid de andre stemte for, fandt han dog at magtens hynder var bløde. Den lille sortgule intrigant siges at være anstifter. Om forhenværende Johan Sverdrup fortælles det, at han ikke skammer sig. Hr. Haugland skal have erklæret sig beredt til at dille med paa enhver "pen" foranstaltning. Hr. Arctander skal ha fundet, at han ikke be- høvede at gjøre sig nogen "samvittighed" af at gaa med paa et lille felttog mod den norske literatur. SIDE: 77 Hr. Astrup vil paa Søndag bivaane gudstjenesten i Trefoldighedskirken. Om dr. Blix vides intet andet, end at Arne Garborg har henvendt sig til ham og stillet ham det valg enten at stoppe skandalen eller som mand, kirkeminister og kristen at ryste støvet af sine fødder og forlade det underlige kollegium. Det oplyses, at hr. Aimar Sørensen igaar ikke viste sig paa offentlig gade. Hans Jæger. Hans Jæger (Impressionisten nr. 4 apr. 1887) Hans Jægers tale om menighedsraad i den frisindede Maa jeg faa lov til, hr. formand, at udtale min til- slutning til Kristofer Bruuns foredrag og til vor regjerings forslag til menighedsraad og menigheds- møder. Endelig kjender jeg ministeriet Sverdrup igjen. - Det er jo en ting som siger sig selv, at naar menig- hedsraadet faar ret til at udstøde af kirkens skjød alle dem, der enten aabenbart har brudt med kirkens tro eller vitterlig fører et lastefuldt liv; og denne ret virkelig blir benyttet; saa har vi jo i disse menigheds- raad det bedste middel baade til at rense den kristne kirke og til at fremskynde denne kirkes adskillelse fra staten. Og at denne adskillelse finder sted saa snart som muligt - det er jo en sag som i høj grad maa ligge enhver frisindet borger paa hjerte. Der er imidlertid to mangler ved det af regjeringen fremlagte forslag. Den første er: at det ikke foreslaar en særskilt kirkelig organisation for universitetet. Vi ved jo alle det, at gudløsheden og irreligiøsi- teten inden den yngre akademiske stand er uden sammenligning større end blandt landets øvrige bor- gere. Mere end nogetsteds trænges der altsaa her en ordentlig udrensning af de ukristelige elementer. Saa- SIDE: 84 meget mere trænges den, som en hel del af de karle har fordel af at bli staaende i statskirken. Altsaa: streng kirketugt ved universitetet! Den anden indvending jeg har mod regjeringens forslag er den: det gir os ikke noen garanti for, at menighedsraadet virkelig kommer til at gjøre sin pligt, at det virkelig kommer til at udstøde af kirkens skjød alle dem, som enten har brudt med den kristne tro eller aabenbart lever et lastefuldt liv - at det virkelig kommer til at udstøde dem allesammen, selv om det da skulde vise sig, at den kristne kirke bare blev til- bage som en liden klat midt inde i det store samfund. Man har ingen garanti for det. Derfor burde der, mener jeg, udvælges kirkelige eforer, som passed paa, at det virkelig skede. Disse eforer maatte da selv- følgelig være fritænkere, som vitterlig intet heller ønskede end kirkens snarlige adskillelse fra staten. Med disse to amendements vil regjeringens forslag kunne bli et ypperlig middel til at paaskynde statens frigjørelse fra kirken. De vil kanske svare mig, m. hr., at det ikke er disse motiver, som har ledet ministeriet Sverdrup til at fremsætte sit forslag. Men - det er en misforstaaelse. Vistnok er ministeriet Sverdrup ved sine senere regjeringshandlinger blet i høj grad suspekt i alle fri- sindede borgeres øjne - ingen skal være villigere til at indrømme det end jeg: jeg indrømmer det, det er blet suspekt; det er det. Men som sagt: at det er blet suspekt, det beror paa en misforstaaelse; den Sverd- rupske regjering er i virkeligheden langt radikalere end nogen af dem aner. Men det har meget at kjæmpe med dette ministe- SIDE: 85 rium; det har at kjæmpe med denne dødvægt som heder de norske bønder - de norske bønder, hvis ene øjesten er kirkens tro. Med magt kan her intet udrettes; - derfor maa der list til. Og hvad gjør saa Regjeringen? Jo; den lader som den er endnu mere moderat end selve de moderate blade, "Dagbladet" og "Verdens Gang", disse blade som dog endnu med træt stemme vedblir at skrike paa, at de staar paa barnetroens grund; endnu mere moderat, saa moderat lader re- gjeringen som den er - at det ser ud som om den var reaktionær. Anfalder den f. ex. ikke - bare for at vise hvor moderat den er - ethvert forsøg som gjøres paa at skaffe os en moderne literatur! negligerer den ikke ligetil fædrelandets selvstændighed overfor udlandet! bare for at kunne samle al sin kraft paa dette ene: at rense den kristne kirke? - hvad mere kan den saa gjøre for at narre dødvægten med øjestenen med paa statens frigjørelse fra kirken? Dens hensigt er god - dens middel er list. Misfor- staa den ikke! den er radikalere end noen af Dem aner, den Sverdrupske regjering. Men kanskje De ikke billiger disse midler? De finder dem ikke ærlige nok? - Nuvel, enhver praktisk mand vil svare Dem, at ærlighed kan ikke altid bestaa med god politik. Eller De finder dem kanskje endog uhæderlige, disse midler? - enhver erfaren mand vil kunne si Dem, at politik gjør uhæderlig. Selv i vore bittesmaa, enkle, gjennemsigtige forhold, hvor den politiske uhæderlighed strax blir en offent- SIDE: 86 lig hemmelighed, selv her beviser den sin rigtighed den gamle sats, at politik gjør uhæderlig. Den har alt bevist det.- Nu, men - ærlig eller uærlig, hæderlig eller uhæder- lig, det blir det samme; maalet vil vi, alle vi frisinnede studenter -: statens frigjørelse fra kirken som fra alle andre frihedsfiendske institutioner. Og hvem ved: kanske har regjeringen ret, naar den tror at frigjørel- sen maa vindes gjennem list, ved at kaste dødvægten med øjestenen, de norske bønder, blaar ind under de søvnige halvlukkede øjelaag. Kanske har den ret naar den mener, at det lar sig ikke vinde i den aabne ærlige diskussion, som alene kan foregaa gjennem en fri, modig literatur. Kanskje har regjeringen ret . . . Ja, jeg vil sige: utvivlsomt har den ret! der maa list til for at overvinde denne døde masse; der maa list til! - og derfor siger jeg: nu kjender jeg gamle Sverdrup igjen. Misforstaa ham ikke! Hans Jæger (Impressionisten nr. 6 des. 1887) Kjære ven! Sandøsund - Færder 8de Novbr. 1887. Jeg sidder igjen hernede, ensom, paa mit gamle væ- relse i Sandøsund. Her er øde og stilt, huset er som død ud og lampen sprer søvnig sit skumle lys hen gjennem værelset. Men udenfor piber nordosten. Klokken er halv elleve. Det er bælgmørk nat og de ligger og sover dernede, lodsen og gutten, ombord i skøjten, som er fortøjet nede ved Abrahamsens bryg- ge. Men naar klokken blir tolv staar maanen op, og da vandrer jeg derned og gaar ombord og vækker fol- kene. Og saa hejser vi fokka og kaster los og stryger afsted for torevet sejl med norosten i røven - og fos for bougen og sjøspruten over - afsted, væk fra dette fæle landet. Men indi mig er det stilt og øde, mit bryst løfter sig ikke højere ved farten, og spruten - jeg staar der i kappen og stirrer tomt ud over søen og fryser paa sjælen; for jeg har tabt troen paa Paris. "Der var ej noget han havde kjært, og som han ej vilde miste" - og derfor hjalp ingen ting. Det er blet mig saa forfærdelig ligegyldig igjen altsammen. Qui sait, qui sait? sa jeg til mig selv, da jeg sad i kupéen - og tænkte paa triumfbuen og paa Monaco og paa hele verden som ligger aaben foran en under guds frie himmel. Det var en stakket stemning, nu er den forbi, og jeg dingler videre udover fordi jeg nu en- SIDE: 120 gang er paa vej. Hu hvor jeg fryser. Godnat! Jeg vil slænge mig lidt paa sofaen før vi skal afsted. Hvor jeg kommer hen, det ved jeg ikke, men jeg skal skrive til dig igjen naar jeg faar opgjort en bestemt rute. Hvem ved naar vi sees igjen. Godnat! Din Hans Jæger. P. S. Det er sandt: panteseddelen paa ytterfrakken ligger i den gamle vestelomme. Hans Jæger (Impressionisten nr. 7 nov. 1888) Tre lyse billeder fra universitetet og et sort De tre lyse 1. Monrad Universitetets Nestor sidder ved sit arbejdsbord og ser ud i luften - det banker. - Kom ind! Ind træder "Bohêmens" berømte forfatter, Nordens Zola, Impressionistens talentfulde udgiver, forfatteren af den til Jul udkommende spænnende fortælling "En dag af mit liv", Hans Jæger. Professoren springer op, forbauset. - Jeg kommer, sier Jæger, for at konsultere Dem i anledning et punkt i begyndelsen af Hegels logik, som jei ikke grejer . . . - Værsgo sit ned. - Tak. Det er det punkt i ontologien, hvor andet blir sit eget andet - kan De forklare mei hvorledes det gaar til? Professoren betænker sig lidt. - Kan De vise mei stedet, hvor det staar, sier han saa og gaar hen og tar bogen ned af hylden. - Joda! - Det er her. Professoren læser - hans ansigt blir mere og mere uroligt. Da han er færdig støtter han albuen paa sit knæ, gjemmer ansigtet bak sin haand og ser mellem de sprikende fingrer bort paa Jæger. SIDE: 131 - Det er et meget vanskeligt sted, sier han tilslut og læser det engang til, men uden at hans ansigt opklares. Støtter saa igjen albuen paa knæet og stirrer bort paa Jæger gjennem de sprikende fingre -: - Et meget vanskeligt sted! og han læser det igjen, for tredje gang. Denne gang opklares hans ansigt. - Jo, sier han og ser Jæger like ind i øjnene, forstaar De ikke det: andet, set for sig, ikke i forhold til noget, er jo sig selv og ikke andet. Men idet det er sig selv og ikke andet, saa er det altsaa netop ikke sig selv, andet, men et andet end sig selv, sit eget andet. - Tak, jo nu forstaar jeg det! - og Jæger reiser sig, trykker varmt professorens haand og skynder sei ut af døren -: - Naa! tænker han, han har altsaa ikke forstaaet et muk af den hele logik. - Aajo da, Mourly Wold vil kunne samarbejde godt med universitetets Nestor. 2. Fredrik Petersen Som bekjendt har man i adskillige aarhundreder forgjæves forsøgt paa at bevise Guds tilværelse og sjælens udødelighed - endelig er det lykkedes vor professor Petersen at levere det fuldgyldige bevis. Vore theologer gnider sig i hænderne. Her er beviserne. I. Guds tilværelse Naar et menneske gjør noget ondt, fældes der i hans samvittighed en dom. Hvem fælder denne dom? Os selv kan det jo ikke være, thi man kan ikke dømme sig selv. SIDE: 132 Andre kan det jo heller ikke være, thi dommen kommer indenfra. Altsaa maa det være et høiere væsen og dette høiere væsen er Gud. Quod erat demonstrandum. Theologerne gnider sig i hænderne. II. Sjælens udødelighed Naar et menneske gjør noget ondt, fældes der i hans samvittighed en dom. Enhver dom maa exequeres. Da nu en del af de domme, som fældes i samvittigheden ikke blir exe- querte i levende live, er det altsaa nødvendigt at sjæ- len fortsætter sin existens udover døden forat de ikke-exequerte domme kan blive fuldbyrdede efter døden. Altsaa er sjælen udødelig. Vi bringes herved til at mindes et andet bevis, som vor kirkes forhenværende overhoved Nils Hertzberg har æren af at have leveret for christendommens sam- menhæng med politik: Det er taabeligt at ville paastaa at christendom intet har med politik at gjøre. Selv fritænkeren Goethe siger jo: Gud er i alt, altsaa: ogsaa i politik. Q. e. d. 3. Catarinus Bang En af os skulde op til examen i gruppen norsk- tysk. Ved begyndelsen af semestret gik han op paa SIDE: 133 auditorium no. 6 forat bli seet af Catarinus Bang. Han traadte ind i det lille værelse, hvor to tilhørere hadde bænket sig under professorens kateder. Profes- soren begyndte: "Som mine herrer vil erindre fra forrige semester kan digter Peder Sorteruds existens ikke længer be- tvivles. Det er denne mand, som har fortjenesten af at have banet vei for Holbergs geni. Det ungdomsliv, der igjen danner forudsætningen for denne mands senere, hidtil saa lidet paaagtede, virksomhed, er det vi nu skal gaa over til." Vor ven udsatte sin examen. Da han ved begyndelsen af næste semester troppede op igjen for paany at gjøre sig bemærket af profes- soren, kom han desværre forsent. Han aabnede frygt- somt døren paa klem, men hørte da følgende: - - - "Og vi gaar nu over til nærmere at paavise den literære paavirkning af tidligere og samtidige for- fattere, som er nødvendig forat vi helt kan forstaa Peder Sorteruds literære production". Vor ven trak sig skyndsomst tilbage og er nu bohêm. II. Det sorte Advokat Stang-Lund sitter paa sit kontor i Dron- ningens gade, bøiet over sit arbeidsbord. Det banker. "Kom", raaber Albertines forsvarer. Og ind træder kollegiets formand, professor Aubert. "Hr. professor", siger vor advokat og springer op fra sin plads. Det er et privat anliggende, jeg kommer i, siger professoren. Jeg hører student Sigurd Bødtker har SIDE: 134 henvendt sig til Dem forat faa sin sag apelleret til høiesteret. Jeg beder Dem tilraade den unge mand at frafalde appellen, for selv om høiesteret giver ham medhold, saa vil han alligevel staa sig bedre paa at underkaste sig kollegiets dom. I anledning af denne professorens utvetydige trud- sel om siden at hævne sig paa hr. Bødtker, formo- dentlig ved examen, ser jei mei som Impressionistens redaktør nødsaget til at henlede straffelovskommis- sionens opmærksomhed paa, at der i vor nuværende kriminallov ingen straffebestemmelse haves for juri- diske professorer som i egen interesse ved utilbørligt pres søger at hindre studenter i at benytte de forsvars- midler som loven stiller til deres raadighed. Hans Jæger. Hans Jæger (Impressionisten nr. 7, nov. 1888) Friele og Bohêmen En dag i rigsretsaaret kommer Hans Jæger ind i Morgenbladets expedition for at hæve sin gage. Netop som expeditøren gir ham pengene i haanden, kom- mer Friele ind a døren. Hans Jæger hilser. - Goddæg højstærede! sier Friele og gnuer tænderne mot hverandre - hvad er det for noen theologer som sitter derute i trappen og venter paa Dem? - Det er forfatteren G. A. Dahl, sceneinstruktør Gunnar Heiberg og Dr. Brunchhorst. - Naa, De skal vel spendere pengene Deres bort paa de fyrene? - Nej jei skylder dem s'gu meget mere end det. - Jasaa? det kunde jei tænke! - Sig mig De, om- gaaes De kun folk som staar under politiets specielle opsyn? Det var her forleden dag. Hans Jæger kommer op- over forbi Günther. Over paa Egers hjørne staar Friele sammen med en ældre herre. Da de ser ham skraar de over mod ham. - - Aa De høistærede, roper Friele, vil De være saa god at standse lidt, her er en mand fra provindsen, SIDE: 136 som ønsker at faa se, hvordan et medlem af det dyr- iske venstre ser ud. - Værsgo, jeg er til tjeneste, - Hans Jæger hilser paa provindsmanden. - Ja, De forstaar, siger provindsmanden forlegen, det er Friele, som . . . Ja kjære Dem, afbryder Hans Jæger smilende, Friele og jeg er gode, gamle venner. Jasaa - Friele løfter formelt paa hatten - Adjø, høistærede. Jeg haaber, De vil opføre Dem vel her- efter.