Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Til Frederik Hegel. Dresden den 8de Januar 1872. Kære herr Hegel! Bliv ikke vred fordi jeg atter ulejliger Dem med et par ord! I mit brev af 27de December, hvilket De forhå- bentlig har modtaget, tillod jeg mig at anmode Dem om godhedsfuldt at sende mig 36 Thaler preussisk. Da jeg imidlertid i denne anledning endnu intet har hørt fra Dem, begynder jeg at blive urolig og tænker mig muligheden af at pengene kunde være bortkomne undervejs. Fra Kristiania har jeg, af mig uforklarlige grunde, heller ingen remisse modtaget, og befinder mig derfor i forlegenhed. Hvis De med omgående post vilde sende mig 75 Thaler, beviste De mig en stor tjeneste. Undskyld, at jeg i denne travle tid volder Dem ulejlighed! Modtag de hjerteligste ønsker for Dem og Deres søn i det nye år! Deres stedse hengivne Henrik Ibsen. Til Frederik Hegel. Dresden den 7de Februar 1872. Kære herr Hegel! Som svar på Deres venlige skrivelse af 4de dennes skynder jeg mig at meddele at jeg ingen rettelser SIDE: 11 finder at burde foretage i "Kongsemnerne", hvorfor trykningen altså straks kan påbegyndes. Skulde mu- ligens en eller anden trykfejl findes i 2det oplag, stoler jeg i så henseende på Deres omhyggelige og kyndige korrektør. Til de i Deres brev nevnte venner beder jeg Dem overbringe min varmeste genhilsen. Jeg lever temme- lig ensomt her, og glæder mig altid ved at erfare at man har mig i venlig erindring hjemme. "Den skotske Kvinde" har jeg læst med stor interesse, mest for de fortrinlige skildringer af tid, sæder og skikke; der er i alt dette en sandhed og nøjagtighed, som vistnok hid- indtil står uovertruffen. Karaktererne forekommer mig derimod mindre ejendommelige, skønt vistnok fuldkommen svarende til tid og omstændigheder. Jeg kan imidlertid ikke nægte at jeg for mit vedkom- mende foretrækker Ewalds romaner af nutidslivet, især "Johannes Falk" og "Familien Norby". ­ Tør jeg bede Dem vise mig den store tjeneste at lade købe for min regning og sende mig under kors- bånd et exemplar af Bresemanns danske gramatik for tysktalende. Der er nemlig påkommet vor omgangs- kreds af damer et raseri efter at lære dansk, og et sådant hjælpemiddel savnes. Med de bedste hilsener til Dem og Deres søn tegner jeg mig Deres hjertelig hengivne Henrik Ibsen. P. s. Skulde mod formodning min hukommelse slå mig fejl og den ovennævnte bog ikke existere ønskede jeg gerne en anden til øjemedet svarende. H. I. SIDE: 12 Til J. Bravo. Dresden den 16de Februar 1872. Kære og højstærede herr etatsråd! Under 22de f: m:, samme dag jeg havde den for- nøjelse at modtage Deres sidste venlige brev, tilskrev jeg overensstemmende med Deres ønske, det norske "Aftenblads" ejer og frembar for ham Deres og for- eningens tak for den fra hans side viste opmærksom- hed. Jeg har derefter givet min forretningsfører i Kristiania ordre til at betale portoen for bladet. Den sag er altså i orden. Når jeg ikke allerede i forrige år har tilskrevet Dem og berigtiget restbeløbet af vort mellemværende, så er grunden den at jeg har forudset at De og foreningen vilde kunne behøve min mellemkomst i avisanliggen- der, da det vistnok er forbundet med mange vanske- ligheder at skulle sende penge fra Rom til Norge. Indlagt tillader jeg mig at fremsende et brev til fru C: Collett, der har opholdt sig nogen tid her og for et par uger siden afreiste til Rom, hvorhen jeg antager at hun nu må være kommen. Det har gjort mig meget ondt at erfare den sorg, som har truffet Runebergs. Også her hersker for- skellige epidemiske sygdomme; men til dato er vi hel- digen blevne forskånede. ­ De kan tro jeg tænker ofte tilbage på de fire herlige år i Rom; men til næste år vender jeg dog rimeligvis tilbage til Kristiania; håbet om endnu engang at gæste Italien opgiver jeg imidlertid ikke. Efter sidste krig er alting blevet forskrækkelig dyrt her i Tyskland. Heldigvis er mine indtægter i samme grad blevne forøgede, så at vi kan leve uden bekymring; nye oplag udkommer jævnlig af mine SIDE: 13 bøger, og jeg er stadig beskæftiget med noget nyt. I denne vinter arbejder jeg på et omfangsrigt dramatisk værk, der antagelig bliver færdigt i løbet af sommeren. Jonas Lie med familje agter vel for længere tid at fæste bolig i Rom? Tør jeg bede Dem lade indlagte billet komme ham ihænde? Skulde professor Munchs være ankomne, håber jeg De viser mig den godhed at hilse dem; de besøgte os på nedrejsen her i Dresden. Alle de andre gamle Romere må De heller ikke forglemme. Jeg bevarer dem alle i hjertelig erindring; men hvem der i den hele række indtager den første plads, ­ det, kære fortræffelige herr etatsråd, ­ det behøver jeg ikke at sige Dem. Med de bedste ønsker tegner jeg mig Deres stedse hengivne Henrik Ibsen. Til J. H. Thoresen. Dresden den 22de Februar 1872. Kære svoger! Endelig, efter mange opsættelser, skrider jeg idag til at besvare Deres venskabelige brev af 3die f: m: der ankom samtidigt med postanvisningerne for min gage i 4de kvartal forrige år. Under de nuværende tyske pengeforholde vil det fremdeles falde mig billigst at modtage mine penge i nys nævnte form, ­ hvilket jeg i anledning af det forestående kvartalskifte tillader mig at bemærke. Med Deres brev fulgte et detailleret opgør af de pengebeløb, De for mig har havt under forvaltning. Da jeg i forrige år bad Dem opgive mig hvor stort beløb der for mig endnu indestod i kreditkassen, lå SIDE: 14 det naturligvis ikke i fjerneste måde i min tanke at begære noget regnskab; et opgivende af summen vilde have været mig fuldkommen tilstrækkeligt. Jeg håber også at De heller ikke har opfattet min anmod- ning anderledes. Regnskabet viser mig forøvrigt først ret slående hvilket arbejde og hvilken besvær, jeg i disse år har voldt Dem; jeg takker Dem hjerteligst og intet skulde være mig kærere end hvis omstændig- hederne vilde føje sig så at det kom til at stå i min magt i gerning at vise min erkendtlighed. ­ At engagere advokat Stang i processen mod Jen- sen, var en ypperlig ide, som jeg nu bagefter kun kan forundre mig over ikke straks faldt mig ind. Jeg er ganske enig i Deres hele betragtning, og lover mig meget af Stangs naturlige had til vedkommende person. Sagfører Nandrup bør betales de foreslåede 100 Spd. Tillad mig imidlertid i denne anledning at stille en fortrolig forespørgsel til Dem. 30 Spd. af min gæld til Nandrup hidrører oprindelig fra en af mig i sin tid for Hans indgået kautionsforpligtelse til en skrædder i Kristiania; andre 30 Spd. har jeg udbetalt som min anpart på en for ham endosseret veksel- obligation. Jeg kender jo ikke så nøje til Hans's økonomiske stilling for øjeblikket, hans funktion som konstitueret sorenskriver er vel ophørt, ­ men spørgsmålet er dette: tror De han er istand til og villig til at lade overføre på sig de nævnte 60 Spd. af mine forpligtelser til Nandrup? Dette er en delikat sag. Jeg vil ikke for nogen pris såre Hans med et forslag, som han muligens måtte se sig nødt til at afvise; jeg henvender mig derfor i fortrolighed til Dem alene. Jeg beder Dem derhos om ikke at udtyde denne hen- vendelse som noget bevis på smålighed fra min side. SIDE: 15 De vil være enig med mig i at jeg lige over for mine allernærmeste har visse forpligtelser som jeg ikke kan eller tør bortsé fra. Den lille kapital, som det i disse år har lykkets mig at opspare, må fremdeles forøges, hvis Susanna og Sigurd skal være blot nogenlunde sikrede for alle mulige eventualiteter. Dette hensyn går mig for alt. Jeg kan jo heller ikke vide om ikke min literære produktionsevne med tiden vil aftage; nye oplag af mine bøger kan jeg ikke hvert år med fuld sikkerhed regne på; jeg må altså arbejde hen til, ved hjælp af en årlig rente, at supplere min gage således at jeg har en tilstrækkelig og sikkert påregne- lig årsindtægt. Jeg lægger derfor sagen i Deres hænder, fuldkommen tilfreds med hvad De foreslår eller fore- tager, ­ og fuldt forvisset om ikke at blive mistydet. Siden vi er kommet ind på dette slags ting vil jeg, som en absolut hemmelighed, og for Dem alene, gøre Dem en meddelelse, som jeg ofte har tænkt på ikke at burde forholde Dem. Angående de 30 Spd., som Deres moder i sin tid fik lånt af mine penge, har De været genstand for en liden mystifikation. Deres moder har nemlig aldrig erholdt eller kunnet erholde mit samtykke, efterdi hun aldrig med et ord har be- gæret et sådant. Sagen var mig fuldkommen frem- med, da De underrettede mig derom. Dette er natur- ligvis betydningsløst for så vidt som Deres moder jo har vidst, at jeg, på opfordring, vilde have indvilget; og det er derfor kun for fremtidige muligheders skyld at jeg har troet at burde indvie Dem i sagens rette sammenhæng. At dette må blive en lukket bog for enhver somhelst tredjemand forstår sig af sig selv! Kom blot den ringeste antydning deraf for Deres moders øre, vilde det umuliggøre enhver fri og ugene- ret omgang mellem hende og mig; ­ altså taushed! ­ SIDE: 16 Mit nye arbejde skrider raskt fremad. Af "Kongs- emnerne" er tredje oplag under pressen i København. "Brand" er udkommet i tysk oversættelse i Cassel. "De unges forbund" lokaliseres for Wiener-theatret. En oversættelse af "Kongs-emnerne" har jeg i manuskript modtaget til gennemsyn. At jeg har været indviklet i en tysk polemik ved De måske. Forresten alt ved det gamle. Vinter har vi næsten ikke havt iår. Hjertelige hilsener fra os alle, og gentagende tak for al Deres utrættelige hjælp og bistand! Deres stedse hengivne Henrik Ibsen. Til Kirkedepartementet. Dresden den 24de Februar 1872. Til den kongelige norske regerings departement for kirke- og undervisnings-væsnet. Ved i begyndelsen af året 1869 at indgå til det kgl: departement med en ærbødigst ansøgning om et reisestipendium i det øjemed, under et ophold i Sverig, at gøre mig bekendt med de kunstneriske, literære og sociale tilstande dersteds, tillod jeg mig at give mit andragende form af en rejseberetning, hvoraf departementet således vil have havt anled- ning til at kontrollere den måde, hvorpå jeg indtil da havde benyttet de mig af statens midler tilståede gentagne rejsebidrag. Efter at omhandlede stipendium for en del var blevet mig bevilget, begav jeg mig til Sverig, hvor jeg, navnlig i Stockholm, studerede de offentlige muséer og kunstanstalter, hvorhos jeg ved en overordentlig forekommenhed fra myndighedernes side sattes i SIDE: 17 stand til grundigt at lære at kende det svenske under- visningsvæsen, dets standpunkt, dets grundsætninger og dets hele indre og ydre sammenhæng med folkets ejendommelige karakter og historie. I September måned erholdt jeg officiel indbydelse til at overvære Suez-kanalens åbning, og uagtet mit studium af de svenske tilstande og forhold endnu ikke var afsluttet, anså jeg det for uforsvarligt og uforen- ligt med grundplanen for hele mit lange ophold i ud- landet at lade en sådan aldrig tilbagevendende anled- ning til belærelse gå unyttet forbi. Jeg begav mig derfor straks over Dresden og Paris til Egypten, hvor jeg indtraf henimod midten af Oktober måned og deltog i den af vicekongen for omtrent 60 europæiske herrer foranstaltede expedition opad Nilen indtil et stykke ind i de nubiske distrikter. Expeditionen, hvis øjemed for vicekongens ved- kommende var, gennem os indbudne at henlede de forskellige europæiske nationers opmærksomhed dels på landets mindesmærker fra oldtiden og dels på de af den nuværende regering i storartet målestok fore- tagne foranstaltninger til egnenes og befolkningens opkomst, lededes af samtidens mest fremragende egyptologer efter en af vicekongens direktør for de nationale kunstskatte, Mariette Bey, forud lagt plan. Her havde jeg således den rigeste og fyldigste anled- ning til at erhverve et grundlag for de studier af græsk og romersk arkitektur og skulptur, som jeg under mit fireårige ophold i Italien med forkærlighed havde hengivet mig til. I midten af November vendte expeditionen til- bage til Kairo, hvorfra vi afgik til Port Saïd, deltog i kanalens indvielse, passerede denne indtil det røde hav, vendte atter tilbage til Kairo og afgik endelig SIDE: 18 derfra over Alexandria til Europa, på hvilken rejse jeg foreløbig standsede i Paris for at gøre mig bekendt med de derværende kunstsamlinger, og indtraf i løbet af vinteren igen til Dresden. Denne rejse foretog jeg vistnok, som nævnt, i egenskab af indbuden gæst; men det er en selvfølge at den ikke desto mindre forvoldte mig meget betydelige udgifter. Enhver, der kender de østerlandske forhold, vil vide at pengegaver, foræringer og lignende ud- tællinger under forskellige former og ved mangfoldige anledninger dersteds kræves i et omfang, hvortil man i Europa ikke har noget tilsvarende. Det selskab, jeg befandt mig i, de kredse, hvormed jeg kom i berørelse, og navnlig den egenskab, man dernede tillagde mig og min medrejsende landsmand, som repræsentanter for vort fædreland, nødte mig desuden til mere at indrette mig efter rigmandens end efter mine egne vilkår. Hertil kommer at jeg naturligvis for egen regning måtte bestride opholdet i Paris; thi indby- delsen og den dermed forbundne fri befordring gjaldt på tilbagerejsen kun dertil. Denne min ærbødige skrivelse, hvis hensigt er at ansøge om et fornyet stipendium, skulde imidlertid alligevel ikke være fremkommet, såfremt ikke et i afvigte høst i Kristiania foretaget ulovligt indgreb i min literære ejendomsret havde foranlediget en gen- nemgribende forstyrrelse i de af mig og min danske forlægger trufne dispositioner, sigtende til udgivelse af mine ældre arbejder, og derved påført mig en meget betydelig og meget følelig forringelse af min sikkert påregnede indtægt såvel for indeværende som for næste år. Endvidere tillader jeg mig at bemærke, at ihvorvel min egyptiske rejse har været af en for min udvikling, SIDE: 19 og navnlig for mit fri overblik over kulturhistoriens gang, uvurderlig betydning, ­ så vil dette åndelige rejse-udbytte dog ikke kunne siges at være fuldstæn- dig nyttiggjort forinden jeg er bleven sat i stand til under et gentaget grundigt studium af det berlinske egyptologiske museum at udfylde, hvad der endnu mangler mig til hel og fuldstændig forståelse af den egyptiske arkitektur og skulptur samt af disses sam- menhæng med de tilsvarende antike kunstformer i Europa. Næste år vil familjehensyn nøde mig til at vende tilbage til hjemmet. Allerede iår havde jeg tænkt at kunne tiltræde hjemrejsen; men en ny, omfangsrig digtning gør mig dette umuligt. Den sindets uro, som nødvendigvis er forbunden med ombytning af op- holdssted og med genindtræden i omgivelser, der, efter et mere end otteårigt fravær, i mange henseender er blevne mig fremmede, vilde ikke kunne undgå at efterlade uheldige spor i et ufuldført arbejde, hvis indre struktur i særlig grad påkræver en hel og ens- artet støbning. I henhold til de i foranstående på forskellige punkter dels anførte dels antydede grunde, og under særlig påpegen af de med en hjemrejse og en bosæt- telse i hjemmet forbundne betydelige omkostninger, tillader jeg mig derfor herved at ansøge det kgl: departement om: at der af de for indeværende år af toldkasserer Schæffers legat til uddeling bestemte midler må blive mig bevilget et stipendium stort 450 Spd:, for derved at sætte mig i stand til at af- slutte mine kunsthistoriske studier og derefter i som- meren 1873 at vende tilbage til hjemmet. Ærbødigst Henrik Ibsen. SIDE: 20 Til Joh. Lorange. Dresden den 29de Febr. 1872. Til Hr. Joh. Lorange, Skudesnæshavn. I anledning af Deres igår modtagne Skrivelse, dateret 14de Februar, må jeg beklage at samme i flere fornødne punkter er for lidet oplysende til at jeg skulde kunne se mig istand til at afgive noget bestemt svar på den fremsatte anmodning. De henvender Dem til mig som medlem af Ha- ralds-komitéen, men jeg får ikke vide om henvendelsen er at betragte som udgået fra Dem personlig, eller i følge en fattet komité-beslutning. Jeg må forudsætte det første, thi i modsat fald turde jeg have kunnet forvente en henvendelse fra den samlede komité. Dernæst savner jeg kundskab om hvorvidt Ha- ralds-komitéens kompetence strækker sig udenfor an- skaffelsen af monumentet samt udenfor de med sam- mes indvielse forbundne lokale festligheder, ­ med andre ord, om hvorvidt Haralds-komitéen er at be- tragte som festkomité for det hele land. ­ Hvis dette ikke er tilfældet indser jeg ikke at nævnte komité vil have den fornødne myndighed til at foranstalte en af mig muligens digtet kantate afsungen i landets samt- lige kirker. Endelig forstår jeg ikke ganske hensigten med Deres yttring at De tror herr Jonas Lie også vil ind- sende en sang. Hvis hermed skal antydes at man har henvendt sig til flere for gennem et slags konkurrance at udvælge det formentlig bedste, så tjener hermed til underretning at jeg ønsker at forblive udenfor. Under alle omstændigheder forekommer mig tiden for festforberedelserne og for programmets endelige SIDE: 21 vedtagelse nu at være rykket så nær, at jeg må reser- vere mig imod ethvert ansvar lige overfor de ulemper, som en muligens fortsat og tilsidst muligens resultat- løs korrespondence med mig om denne sang kunde foranledige. Henrik Ibsen. Til Frederik Hegel. Dresden den 2den Marts 1872. Kære herr Hegel! Undskyld at jeg idag ulejliger Dem med et par ord. Jeg vilde være Dem meget forbunden, dersom De en af dagene vilde have den godhed at besørge mig tilsendt 100 Rdlr: enten i preussiske papirpenge eller i postanvisninger, hvis dette sidste nemlig skulde volde mindre ulejlighed. Processen mod bog- og eftertrykker Jensen er i fuld gang. Den føres fra min side af højesterets- advokat Stang, søn af statsråden, der ret con amore har grebet denne lejlighed til at komme Jensen tillivs; ­ Jensen er, som De måske ved, udgiver af "Dag- bladet", hvilket blad nu i længere tid har forfulgt det Stangske ministerium med hadske angreb. Oprindelig var også boghandlerne Dybwad og Cammermeyer til- talte, fordi de havde falholdt eftertrykket; men da det oplystes at de intet havde solgt og da de vedtog en for- pligtelse til ikke mere at befatte sig med den Jensenske affære, så frafaldtes klagen for deres vedkommende. Forresten alt ved det gamle. Jeg arbejder daglig på "Kejser Julian". "Brand" er, efter hvad jeg hører, ud- kommen på tysk; jeg har endnu ikke læst oversættelsen. Hjertelige hilsener til Dem og Deres søn fra Deres stedse hengivne Henrik Ibsen. SIDE: 22 Til P. F. Siebold. Dresden den 6te Marts 1872. Kære herr Siebold! Det var mig en dobbelt glæde efter så lang tids taushed at modtage Deres venlige brev. Jeg er al- deles viss på at jeg har tilskrevet Dem efter at bio- grafien havde stået i "Illustr: Zeitung"; straks efter brød krigen løs, jeg rejste til København og interessen optoges helt og holdent af de storartede verdens- begivenheder. Jeg kan forsikkre Dem at jeg tænkte ofte på Dem i hine urolige tider; jeg vidste jo ikke om De måske stod som officer i landeværnet, ­ og jeg forestillede mig alle slags muligheder. Heldigvis var det altsammen kun indbildninger og jeg takker Dem fordi De nu har gjort alvor af Deres forsæt at indføre "Brand" i den tyske læseverden. Bogen har jeg endnu ikke modtaget; jeg længes meget efter den, men tvivler forøvrigt ingenlunde på at oversættelsen vil tilfredsstille mig. Det var forresten på høj tid at Deres arbejde udkom; thi her i Dresden ligger en anden oversættelse færdig og skulde netop i disse dage være sendt i trykkeriet. Denne oversættelse er af romanforfatterinden Julie Ruhkopf, der har sendt mig manuskriptet til gennemsyn. At hun under de nuværende omstændigheder ikke udgiver samme, an- ser jeg for en selvfølge. ­ I en berlinsk boghandler- tidende bebudes en oversættelse af "Kongsemnerne" og "De unges forbund", samtidigt med at sidstnævnte stykke i Wien lokaliseres for theatret. ­ Jeg ved ikke om De har erfaret at jeg i vinter har været indviklet i en pennekrig med tidsskriftet "Im neuen Reich", der udkommer i Leipzig under ledelse af Dr: A: Dowe og Gustav Freitag. Anledningen hertil var nogle ytrin- SIDE: 23 ger, som jeg i mine digte har brugt om den preussiske politik. Striden er imidlertid ført på en meget ridder- lig måde, den forklaring, jeg har givet af mit stand- punkt, har man fundet tilfredsstillende, og sagen, der i begyndelsen var mig meget ubehagelig, vil, som mine herværende literære venner forsikkrer, kun tjene til reklame for oversættelser af mine arbejder. ­ De tager fejl når De tror at jeg ikke anerkender det store ved en mand som Bismarck; men jeg ser i ham en væsentlig hindring for et godt og venskabeligt forhold mellem Tyskland og Skandinavien. Den nuværende spænding er unaturlig mellem to så nær beslægtede folk; en nærmere sammenslutning må og bør finde sted; begge parters interesse kræver det. Overhovedet har jeg under mit lange ophold i Tyskland i mange henseender forandret mine anskuelser; men dette bli- ver for vidtløftigt at behandle i et brev, jeg vil vente dermed indtil jeg atter får den fornøjelse personligt at træffe Dem. ­ Og hermed, for denne gang, et hjerteligt levvel fra Deres hengivne Henrik Ibsen. Til Michael Birkeland. Dresden den 13de Marts 1872. Kære Birkeland, læs indlagte, vis det, om Du så synes, til mine andre venner, og sørg derefter for den nødvendige udskrift på konvolutten; jeg kender ikke herr Bjørnsons opholdssted for øjeblikket. Venskabeligst din Henrik Ibsen. SIDE: 24 Til Bjørnstjerne Bjørnson. Dresden 13/3 72. Til digteren herr Bjørnstjerne Bjørnson. Vedlagte brev, som jeg igår modtog fra Norge, oversendes hermed. Til Fredrik Gjertsen. Dresden, den 21. Marts 1872. Herr Fr. Gjertsen! For nogen tid siden blev jeg i dobbelt henseende glædelig overrasket ved fra Deres egen hånd at mod- tage Deres oversættelse af Horats's "Ars poetica". Det glæded mig at få et påtageligt vidnesbyrd om, hvor vel skikket vort sprog er, når det benyttes på rette måde, til at gengive de antike tankers indhold og form, ­ og ikke mindre glædeligt var det mig at er- fare, at De i denne lange tid havde bevaret mig i venskabelig erindring. At oversætte godt er en vanskelig sag. Det gælder jo ikke blot at oversætte meningen, men også til en viss grad at omdigte udtrykket og billederne samt endelig at lempe den ydre form efter det sprogs struk- tur og behov, hvori man oversætter. Jeg er således, for at tage et eksempel, meget i tvil om, hvorvidt Molbech i sin oversættelse af "Divina commedia" har gjort ret i at benytte lutter kvindelige rim. Havde det italienske sprog ejet mandlige rim, vilde Dante naturligvis have afvekslet dermed, og jeg finder det ikke rigtigt i en oversættelse til dansk at påbyrde oversættelsen en mangel, hvorunder det danske sprog ikke lider. Sandt nok, man kan sige, at de bløde rim- SIDE: 25 endelser giver fordanskningen et slags italiensk an- strøg; men dette gælder kun for de enkeltes vedkom- mende, der kender originalen eller det italienske sprog overhovedet. Jeg mener, et digt bør oversættes såle- des, som forfatteren selv vilde have digtet det, hvis han havde tilhørt det folk, for hvilket han oversættes. I denne henseende forekommer det mig, at De har været ganske overordentlig heldig, og hertil bidrager ikke mindst den sikkre takt, hvormed De har truffet valget af det rette versemål. Heksametret er i vore nordiske sprog ubrugeligt. Både Meisling og Wilster har, i deres forøvrigt fortjenstfulde oversættelser, noksom bevist det. I dette fremmede versemål bliver meningen uklar og uoverskuelig; den fremmede klang, som derved meddeles sproget, lægger sig som en for- styrrende melodi imellem læseren og forståelsen af det læste. Det samme synes mig at være tilfældet med de tyske originaldigte, der er skrevne i heksametre. I "Herrmann und Dorothea" er derved både skikkelser og situationer blevne stiliserede i en grad, som man ellers ikke finder hos Goethe, og som er uforenlig med vor tids fordring til det realistiske i gengivelsen ­ Det har ofte undret mig, at De ikke har givet Dem ifærd med at oversætte Byron. Efter de prøver, De i sin tid meddelte i "Nyhedsbladet", synes jeg, at netop De måtte være manden. Det engelske sprog er visstnok temmelig vel kendt hos os; men sagen er, at det især kendes i de klasser, hos hvilke man ikke tør forudsætte nogen særlig interesse for poetisk læsning. Jeg kender ikke synderlig til Byron; men jeg har en følelse af, at hans værker, overførte i vort sprog, mægtig vilde bidrage til at feje en hel del moralistiske fordomme ud af vor æstetiske betragtning, og derved var meget vundet. Vort publikums begreber lider SIDE: 26 under megen ufrihed; man blander de forskellige åndelige sfærer sammen; hvad der ikke kan bestå for vor vedtægtsmæssige nationale morals domstol, det får heller ikke lov til at bestå for den æstetiske. Men en udenlandsk autoritet imponerer; og ligesom det digtende Tyskland, efter hvad her erkendes, har be- høvet Byron for at komme op på sit nuværende stand- punkt, således mener jeg, at vi kunde behøve ham for at komme ud af vort. ­ Først og fremst undrer jeg mig dog over, at De ikke med alt alvor har kastet Dem over den direkte umiddelbare produktion; jeg kan ikke forstå, hvor- ledes der kan findes begavelse uden en tilsvarende trang, og jeg antager, at en husinkvisition af Deres hemmelige gemmesteder vilde bringe aktstykker for dagen, der til overflod bekræfted min anskuelse. Forhåbentlig vil heller ikke offentliggørelsen længe lade vente på sig. I så fald kan jeg komme Dem til hjælp; jeg har nemlig endnu i mit værge en sonnet, som De i 1851 tilskrev mig ved tilbagesendelsen af en lorgnet, De en aften havde lånt i studentersamfundet. Det var afdøde Georg Krohn, som formidled vor smule bekendtskab i den tid. Jeg véd ikke, om De husker det? Siden kom der under den uklare og fam- lende kamp for et gennembrudd mangt og meget til- syne i mit væsen, der ikke kunde andet end rejse en skillemur imellem os. Mange af de bedste har jeg vundet under adskillelsen. Jeg regner Dem iblandt disse, og jeg stoler sikkert på, at jeg ved et personligt sammentræf ikke herefterdags skal forspilde, hvad min udlændighed har erhvervet mig. Der er en liden kreds hjemme, som jeg altid må tænke på i forbindelse med Dem. Nogle af disse har jeg kendt mere, andre mindre; jeg beder Dem hilse SIDE: 27 dem alle. Jeg har ikke mange venner; jeg ønsker gerne at forøge deres tal, ­ og jeg risikerer intet der- ved; jeg udsætter mig visst ikke så snart for, af hen- syn til mig selv og for min egen beroligelses skyld, at måtte opgive min hovedgrundsætning på alle felter og områder, den nemlig, at minoriteten altid har ret. Lev hjertelig vel, og tak fordi De tænkte på mig! Venskabeligst Deres Henrik Ibsen. Til Edmund Gosse. Dresden den 2den April 1872. Højstærede herre! For nogle dage siden havde jeg den store glæde at modtage Deres for mig så særdeles smigrende brev, ledsaget af Deres velvillige recension i "The Spectator". Mit kendskab til det engelske sprog er desværre ikke så grundigt at jeg drister mig til skriftlig at be- nytte samme, og når jeg herved frembærer min hjerteligste og forbindtligste tak for den velvilje, hvor- med De omfatter min literære virksomhed, håber jeg De tilgiver at jeg betjener mig af mit modersmål. På en bedre og mere anbefalende måde, end sket er i Deres fortræffelige anmeldelse, kunde jeg aldrig ønske at blive introduceret for en fremmed nation; og heller ikke gives der noget folk, i hvis læseverden det vilde være mig en større ære at blive indført, end netop det engelske. Kan dette ved Deres gode og kyndige bistand ske, vil jeg føle mig Dem ubegrænset for- bunden for alle tider. Af Deres meget ærede brev er det mig imidlertid ikke ganske klart, hvorvidt det er Deres hensigt selv SIDE: 28 at oversætte mine skrifter, eller om De vil indskrænke Dem til gennem anmeldelser at henlede Englands opmærksomhed på samme. Hvis det førstnævnte er tilfældet, vil det naturligvis være mig en ære og en glæde at stille mine bøger til Deres rådighed, forvisset om at i bedre og kyndigere hænder kan jeg aldrig ned- lægge dem. Om denne sag vilde det være mig særdeles kært at erfare Deres mening. Jeg beklager højlig at omstændighederne ikke tillader mig at besøge Skandinavien i sommer, og at jeg således desværre går glip af den behagelige og for mig så højst ønskede anledning til personlig at frem- føre min varme taksigelse for det betydningsfulde skridt, De allerede har foretaget til virkeliggørelse af en af mine kæreste literære drømme. Det engelske folk står os Skandinaver så nær; og just derfor har det været mig smerteligt at tænke på at sproget skulde stille en skranke mellem min digtning og hele denne store beslægtede verden. De vil derfor kunne fore- stille Dem, hvilken glæde De forvoldte mig, da De stillede mig i udsigt at få denne skranke nedbrudt. Her i Tyskland forberedes flere udgaver af mine arbejder. Af "Brand" er udkommet en oversættelse i Cassel; men denne tilfredsstiller mig ikke. En anden oversættelse af samme digtning bebudes fra Berlin. I Berlin er ligeledes udkommet på tysk "Kongs- emnerne" og "De unges forbund", begge fortræffeligt gengivne af Dr. Adolf Strodtmann, Byrons og Tenny- sons fortrinlige oversætter. For øjeblikket er Dr. Strodtmann beskæftiget med at oversætte mine min- dre digte. At indføres i den engelske læseverden er imidlertid for mig hovedsagen, og jo hurtigere dette kunde ske, desto kærere vilde det være mig. Skulde De ville SIDE: 29 hædre og glæde mig med et brev i denne anledning, så er min direkte adresse indtil videre, og i al fald indtil udgangen af Juni måned: Dippoldiswaldaer-Strasse, No. 7, Dresden. Skulde De på Deres forestående rejse til sommeren komme til at berøre dette sted, vilde det være mig overordentlig kært mundtligt at kunne udtale mig for Dem. Under alle omstændigheder beder jeg Dem gen- tagende at modtage forsikringen om min oprigtige påskønnelse af det varme og velvillige sind, hvormed De omfatter såvel mig som mit lands literatur over- hovedet. Og hermed tillader jeg mig for denne gang på det bedste at anbefale mig idet jeg med udmærket højagtelse tegner mig Deres meget ærbødige og forbundne Henrik Ibsen. Til Georg Brandes. Dresden den 4de April 1872. Kære Brandes! I dette øjeblik modtog jeg Deres brev og besvarer det uopholdelig. Hvad er det dog for utrolige ting, De skriver! Og jeg, som troede Dem svælgende i lykke og triumf! Men det er umuligt andet end at De har en hær bag- ved Dem. Husk på at det er rekruter, De fører i ilden; første gang viger de, anden gang holder de stand, siden følger de Dem til storm og sejr. Den liberale presse lukker sig for Dem. Ja, natur- ligvis! Jeg udtalte engang for Dem min foragt for den politiske frihed. Dengang modsagde De. Af Deres eventyr om "Rødhætten" ser jeg at De har gjort visse SIDE: 30 erfaringer. Kære ven, liberalisterne er frihedens værste fiender. Under absolutismen trives åndsfrihe- den og tankefriheden bedst; det viste sig i Frankrig, senere i Tyskland og nu i Rusland. Men jeg vil gå over til det som i denne tid uaflade- lig har været i mine tanker og forstyrret min nattero. Jeg har læst Deres forelæsninger. Farligere bog kunde aldrig falde i en frugtsommelig digters hænder. Den er en af de bøger som sætter et svælgende dyb mellem igår og idag. Da jeg havde været i Italien forstod jeg ikke hvorledes jeg havde kunnet føre en tilværelse forinden jeg havde været der. Om tyve år vil man ikke kunne begribe hvorledes det åndelig taget var leveligt hjem før disse forelæs- ninger. Hvad det var Steffens i sin tid udrettede, har jeg ikke nogen klar forestilling om; men j