Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Ibsen NORSK STILEBOG. Om Vigtigheden af Selvkundskab. Blandt alle Tænkningens Grene er maaskee Under- søgelsen af vort eget Væsens Beskaffenhed en af dem, hvori den største Opmærksomhed og Upartiskhed er nødvendig, forat komme til, hvad der er Formaalet for enhver Grandskning, nemlig Sandhed. Selvkundskab forudsætter den nøieste Agtpaagivenhed paa os selv, vore Tilbøieligheder og Handlinger og først ved Resul- taterne af en saadan Iagttagelse er det mueligt for Men- nesket at komme til en klar og rigtig Erkjendelse af sin Characteers Beskaffenhed. Hvor vigtig denne Kundskab er for os, fremgaaer allerede af dens Benævnelse, Selvkundskab, Kundskab om sig selv og det maa være Mennesket høist magt- paaliggende at tilegne sig denne, thi ethvert af vore Foretagender fordre dens Bistand altformeget, til at den uden Skade skulde kunne undværes. ­ Efter de forskjellige Hensigter, hvori Mennesket gjør Brug af sin Selvkundskab, kan Vigtigheden af denne siges hovedsagelig at vise sig i to Retninger, nemlig: 1. i Henseende til vor Aands vidre Uddannelse og Udvikling og dernæst 2. med Hensyn til vort materielle Velvære, vore Foretagender og vort Forhold til andre Mennesker. ­ Hvad det første Punct angaaer, da er det indlysende at Mennesket nødvendigviis maa besidde et tilstrække- ligt Kjendskab til sig selv, dersom heldige Fremskridt i SIDE: 21 den antydede Retning skulle kunne ventes. Antage vi nemlig, at det tænkende Menneskes Formaal i aandelig Henseende er, stadig at udvikle sine Sjeleevner, at klar- gjøre sine Begreber og idetheletaget saavidt mueligt at aflægge de Feil, som Tilbøielighed eller ydre Foranled- ninger kunne have fremkaldt, saa fremgaaer heraf tillige den overveiende Indflydelse, Selvkundskab udøver paa Menneskets Bestræbelser i denne Henseende. Man maa kjende sig selv, forat vide paa hvilket Standpunct man befinder sig og i hvilke Retninger Forbedringer ere nød- vendige. Mennesket maa være sig sine Feil, saavelsom sine gode Egenskaber bevidst, forat kunne aflægge hine og endmere udvikle disse, ­ det maa kjende sine Liden- skaber, forat kunne hæmme dem, naar de true med Ud- brud og saaledes efterhaanden svække den Magt, de have tilkjæmpet sig. Dog ikke herved allene, men tillige som Hjælpemiddel til Bedømmelse af Andres Characteer og til Menneskekundskab ialmindelighed er det nødvendigt, rigtigt at have opfattet sin egen Ge- mytsbeskaffenhed og Tænkemaade, da det kuns ved Slutninger uddragne af denne er muligt for Mennesket, at komme til et nogenlunde sikkert Resultat i nævnte Henseender. ­ Af det her kortelig Anførte er det indlysende at Selv- kundskab betinges som Grundlag for Menneskets Aands- udvikling og intellectuelle Fremskridt idetheletaget; men det er vistnok Færre end man skulde ønske, som i denne Retning gjøre Brug af det Kjendskab til sig selv, som de maatte have erhvervet sig. Mere almindeligt gjør derimod Mennesket Brug af sin Selvkundskab i det practiske Liv, som et nødvendigt Hjelpemiddel til at fremme sine materielle Interesser og det er de forskjel- lige Henseender, hvori Vigtigheden af denne er skarpest fremtrædende, som her nærmere skulle belyses. SIDE: 22 Det maa antages, at ethvert tænkende Menneske, forinden han fatter sine Beslutninger, overveier de Hind- ringer der kunne modsætte sig saavelsom de Farer, hvormed Udførelsen kan være forbunden, og det maa derfor være ham af Vigtighed at kjende sig selv, for at vide om hans Kraft formaaer at bortrydde hine eller hans Mod tillader ham at gaae disse imøde; og Kjendskab til sig selv maa derfor altid være af overveiende Ind- flydelse paa Menneskets Handlemaade, da man ene derved sættes istand til, nogenlunde sikkert at kunne beregne Udfaldet af sine Forehavender. Det kan derfor vistnok ogsaa paastaaes, at saafremt Mennesket virkelig selv formaaer Noget med Hensyn til sin Skjæbne, saa vilde dette i end høiere Grad være Til- fældet, dersom det besad Selvkundskab nok til altid at afpasse sine Handlinger efter de Evner det havde til sin Raadighed og stedse kjendte sine Tilbøieligheder til- strækkeligt til ikke at lade dem faae Overhaand. I enhver Retning af Menneskets Stræben udfordres altsaa Selvkundskab forat kunne virke til Held for sig selv og Andre; ­ det er derfor høist nødvendigt at til- egne sig denne Kundskab og om det end er saaledes, at Mennesket, ved Erhvervelsen deraf, idet han lærer sine mindre gode Sider at kjende, sættes i den Nødvendighed, mere end eengang at maatte ydmyge sig for sig selv, saa kan denne Ydmygelse dog ingenlunde svække Menne- skets Selvagtelse, da den megetmere beviser en kraftig Villie og en redelig Stræben for, hvad der er Menneskets Formaal i Livet ­ Udviklingen af sine Aandsevner og Omsorgen for sin timelige Velvære. ­ Grimstad den 3die Febr. 1848. SIDE: 23 Arbeide har Lønnen i sig selv. Ved Arbeide forstaaes enhver Bestræbelse for at erholde et tilsigtet, gavnligt Udbytte af en hensigts- svarende Virksomhed. Der ligger saaledes i dette Ord en mere udstrakt Betydning, end den, hvori man sæd- vanligviis opfatter samme, nemlig som en anstræn- gende Anvendelse af legemlige Kræfter; ­ ogsaa aande- lig Virksomhed i den antydede Hensigt benævnes Arbeide og det er om denne, saavelsom om enhver anden gavnlig Virksomhed, at den Sætning kan anvendes: Arbeide har Lønnen i sig selv. ­ Der er i Menneskets Natur nedlagt Evner til Virk- somhed og Besiddelsen af disse er naturligviis et Gode; men dette Gode ligger ingenlunde i den døde Tilstæde- værelse, det fremkaldes tvertimod først derved, at de anvendes i den Hensigt, hvori de ere givne, nemlig til Virksomhed. Arbeide bliver saaledes Middelet, hvorved vi, saa at sige, egentlig først komme i Besiddelse af vore Evner, som et Gode betragtet; thi en Evne, der ikke anvendes, er et Intet og en Evne, anvendt i en skadelig og urigtig Hensigt er endog i sine Følger et Onde; men enhver Virksomhed, hvorved et gavnligt Resultat til- sigtes, er Arbeide, ­ følgelig er Arbeide ikke allene Middelet, men endog det eneste Middel, hvorved vore Evner til Virksomhed blive et Gode for os. ­ Hvad enten Mennesket bringes til Virksomhed af den indre Drift dertil, som i høiere eller ringere Grad er Enhver medfødt, eller hans Forholde tvinge ham, saa bliver under alle Omstændigheder Resultatet det samme. I første Tilfælde følger han sin Tilbøielighed og har derved Erstatning nok for sin Møie, i andet Tilfælde handler han af Tvang; men denne Tvang er i Realiteten et Gode, idet han derved sættes istand til at forbedre SIDE: 24 sin Stilling og erhverve sig forøgede Midler til Velvære og Nydelse. Det er imidlertid ikke det materielle Udbyttte af Virksomheden, som forstaaes ved den Løn, der ligger i Arbeidet, da dette Udbytte snarere fremgaaer som en Følge af Arbeidet. Ved den i Arbeidet liggende Beløn- ning forstaaes derimod den Nytte, som er forbunden med selve Virksomheden uden Hensyn til Resultaterne af samme, og hertil maa da fornemmelig henregnes: ­ At Legemet styrkes og, som en Følge heraf, Sundheden vedligeholdes, at Sindet opmuntres og forædles, idet Tanken er rettet mod et gavnligt Maal, at Ideerne klar- gjøres og en stedse videre og videre Mark aabnes for Forskeraanden, hvorved den aandeligt Virkende beredes den Bevidsthed at have gjort et Skridt fremad mod det store Maal, Fuldkommenheden, ­ forsaavidt det er Menneskeslægten givet, nogensinde her i Livet at naae dette Punct. ­ Hvorfor bør en Nation søge at bevare sine Forfædres Sprog og Minder? Det er kun ved en fra Slægt til Slægt igjennem Aar- hundreder fortsat Paavirkning af Fortidens Traditioner, at den Eiendommelighed i Begreber og Anskuelser for- maaer at udvikle sig som, naar den fremtræder skarpt nok begrændsende, tilsidst erholder Navn af et Folks nationale Characteer, imedens de ved Forfædrene vundne Resultater ere Efterslægtens Eiendom og denne Besid- delse fælles for ethvert Individ af det sociale Forbund, til hvilket han hører; men det er netop i denne fælles Tilegnelsesret at Grunden maa søges, til det indre Sam- hold og den ydre Afgrændsning, der ene formaa at ved- ligeholde et Folks Existentse, thi det er heri, at Nationa- SIDE: 25 liteten har sin Rod, eller maaskee rettere, dette er Nationaliteten selv. Men dersom de Baand, der knytte en Nations Indi- vider til hverandre, hovedsagelig maa søges i den fælles Arveret til Fædrenes Færd og Virken, saa maa det naturligviis være Nationen magtpaaliggende at for- skaffe sig den størst muelige Sikkerhed for den Ret- mæssighed, hvormed den tilegner sig Fortiden, ­ den maa søge at vedligeholde og klargjøre Alt, hvad der endnu minder om Forfædrene og fremforalt Sproget, dette talende Vidne om et Folks fælles Oprindelse. Det er kun igjennem Minderne at Forfædrene endnu leve iblandt os, det er igjennem Minderne vi ene formaa at tilegne os Fortiden, ­ men det er paa Fortiden, det Bestaaende er grundet; rystes Grundvolden, saa maa ogsaa den paa samme opførte Bygning vakle. ­ Et Folk uden Fortid eller uden Minder om Fortiden har intet Holdepunct i Faren; vidner Mindet om fordums Storhed, saa ligger deri for Efterkommerne en forøget Opfordring til ikke at svække dets Glands, ­ er Mindet sørgeligt saa eier det ogsaa rige Erfaringer. Der er i ethvert Menneskes Bryst nedlagt en vis Pietetsfølelse for de Begreber og Indtryk han i sin Barndom har modtaget; tænker man sig en Nation som Individ, saa bliver Fortiden dens Barndomserindringer, ­ de ville altid tale trøstende og advarende, de ville være et kraftigt Værn mod Demoralisationen, hvorfra denne end maatte have sit Udspring. I Anerkjendelsen af den Betydning Forfædrenes Minder have, ligger tillige en Forpligtelse til at vedlige- holde dem. Herved forstaaes naturligviis ikke blot de synlige Mindesmærker om Fortiden, men ogsaa ethvert aandeligt Vidne, ethvert i Folkecharakteren indflættet Træk fra den svundne Tid og fornemmelig Bibehol- SIDE: 26 delsen av Forfædrenes Sprog, der sikkerlig danner et af de vigtigste Baand mellem dem og os. Det er ikke herved ment at en Nation ved Stagnation og ufornuftig Fast- hængen ved det Gamle skulde værne om Fortiden og dens Minder; det er tvertimod ved stadigen at udvikle og forædle det Modtagne, uden nogensinde at tabe dets Udspring afsigte, at Efterkommerne rettelig hædre Erindringen om de Slægter, der have overdraget dem Fortidens rige Arv. Dog ogsaa mod de kommende Tider har Folket isaahenseende Forpligtelser; hvad Forfædrene have vir- ket for de nulevende Slægter, det bør det disse at overgive til de kommende; thi ogsaa Nuet tilhører Fortiden med Hensyn til det følgende Øieblik og det er Nutidens Sag at klarne og saavidt mueligt at virkeliggjøre, hvad de svundne Slægter have begyndt, tænkt eller ahnet, da det er paa denne Grundvold, at Fremtidens Forhaab- ninger skulle bygges. ­ Henrik Ibsen FANGEN PAA AGERSHUUS. En Skitse fra Slutningen af forrige Aarhundrede. FØRSTE HEFTE. 1850. Begyndelse og Ende. ­ I det ene Hjørne af Christkirkegaarden i Christiania findes en lille Plads som benyttes til Begravelsessted for de paa Agershuus Fæstning afdøde Forbrydere og som derfor benævnes "Forbrydernes Hjørne". Denne lille Plads har sletintet Mærkværdigt ved sig, ­ den er et saa beskedent og ubemærket Hvilested som SIDE: 27 vel nogen kan ønske sig, næppe skimter man et halvt- forfaldet Kors mellem Gravene, ingen Indskrift hen- tyder paa hvem der slumrer her og sjelden sees nogen menneskelig Skikkelse paa dette Sted. De Efterlevende synes her ikke at lade sig nøie med at Dødens Glemsel efterhaanden lægger sig over Gravene og deres Beboere, ­ de synes endog at fremskynde den. ­ Dog man maa erindre sig at vi ikke sige dette ube- tinget, dette kunne vi hellerikke og netop heri ligger Anledningen til at de følgende Blade ere nedskrevne. Det var i Slutningen af forrige Aarhundrede at Be- boerne af de til Christkirken stødende Gader ligesom andre Forbigaaende efterhaanden vare blevne opmærk- somme paa en tilhyllet sørgeklædt Kvindeskikkelse som hver Morgen frygtsomt og iilfærdigt listede sig frem langsmed Huusrækkerne indtil hun standsede ved Kirkegaardsporten som hun aabnede og begav sig der- paa hen til en af de mest afsidesliggende Grave. Denne Grav lignede fuldkommen de øvrige, undtagen at den var bedre vedligeholdt, og at et lille sortmalet Kors var opreist i det ene Hjørne. Herhen var det, som sagt, at den ubekjendte Kvindeskikkelse rettede sine Skridt, hun syslede lidt ved Graven som om hun var beskjæftiget med et eller andet, blev derpaa staaende ligesom hensjunken i Betragtninger og bortfjernede sig derpaa ad den samme Vei hun var kommen. Christiania var ikke dengang den galante Hovedstad den siden er bleven og Indbyggerne følgelig helleringen Hovedstadsbeboere, de besade endnu end god Deel Smaastædsaand og manglede altsaa hellerikke Nys- gjærrighed. Det kunde derfor ikke feile at den hemmeligheds- fulde Kvinde og hendes daglige Vandringer til Kirke- gaarden snart bleve Gjenstand for Omtale. Men alle SIDE: 28 Nysgjærrighedens Bestræbelser syntes at strande. Alt hvad man erfarede var at hun boede i en af Forstæderne i et lille Huus der var blevet hende testamenteret af en gammel Kone hos hvem hun havde opholdt sig. Hendes Navn og Livsomstændigheder vare ube- kjendte, hun levede afsondret fra al menneskelig Om- gang og saaes aldrig undtagen naar hun foretog sin regelmæssige Valfart til Kirkegaarden. Paa Graven, som hun besøgte, fandtes intet Navn, kun saameget havde man bemærket, at hvergang hun var gaaen bort, hang der en frisk Blomsterkrands paa det lille Gravkors og de visne Blomster fra den foregaaende Dag vare borttagne. Men dette var ogsaa de Nysgjærriges hele Udbytte; Interessen svækkedes ogsaa efterhaanden da man be- gyndte at betragte hende som vanvittig; tilsidst blev hun ganske borte fra Kirkegaarden og man erfarede at hun var død. Paa denne Kirkegaard stod jeg for nogle Aar siden i Selskab med min gamle salig Onkel Bjarme. Mange af mine Bekjendte huske vist denne Original, denne ægte Typus af hans Tids Kjøbenhavnerstudentere. Han havde i sin Ungdom gjældt for et æsthetisk Hoved og produceret en heel Deel saakaldte litterære Smaasager, som med Fornøielse læstes i mange af hans Omgangs- kredse, men som aldrig til et større Publikums Nytte udkom i Trykken. Her stode vi da som sagt; ­ underveis havde min Onkel underholdt mig med en heel Deel mærkelige Begivenheder fra hans yngre Dage, som forstørstedelen havde tjent til Stof for hans belletristiske Arbeider. Vi vare traadte ind paa Kirkegaarden fordi han der vilde vise mig en hvori engang en Skindød under høist roman- tiske og af ham endmere romantiserede Omstændigheder SIDE: 29 var opvaagnet. ­ Samtalen gik saaledes over fra et til et andet, indtil jeg tilsidst bragte paa Bane Sagnet, eller hvad jeg skal kalde det, om den hemmelighedsfulde Kvindeskikkelse paa Kirkegaarden, hvilket jeg nogle Dage iforveien havde hørt omtale. Min Onkels Ansigt antog under denne Fortælling et Udtryk af megen Forundring, hvilket var meget sjeldent, da han gjerne kjendte alle slige Historier forud. "Hm", udbrød han endelig, "det var dog besynder- ligt, ­ tænk, det har jeg aldrig vidst noget om" ­ men siig mig, Brynjolf!, vedblev han efter et Øiebliks Be- tænkning, "hændte dette virkelig i Anno nogle og halv- fems?" Jeg gjentog hvad jeg havde hørt og næppe var jeg færdig førend min Onkel fortsatte: "Skade, stor Skade, at jeg ikke skulde have vidst dette for tredive Aar siden, ­ thi dette Fruentimmer stod sikkerlig i Forbindelse med Personerne i mit Ho- vedværk." ­ "Onkels Hovedværk," udbrød jeg temmelig forundret, og det af to Grunde; thi for det Første havde jeg aldrig hørt et Saadant omtale og dernæst var det ingensinde faldet mig ind at tænke mig min Onkels "Værker" i For- bindelse med Begrebet "Hoved". ­ "Nu ja, mit Hovedværk, det er et Arbeide som des- værre ligger ufuldført i min Pult, fordi jeg manglede Enden paa Historien." "Det var virkelig Skade", svarede jeg, thi jeg huskede at ved Gjennemlæsningen af Onkels Værker var Enden det hvorefter jeg altid længedes meest. ­ "Ja du har Ret, det var Skade, virkelig Skade, for du maa vide, dette Værk tilhører Historien" ­ Her kunde jeg ikke ret vel tilbageholde et Smiil, min Onkel bemærkede det nok og han skyndede sig at tilføie: SIDE: 30 "Ja ja, det vil da sige, Personerne deri tilhøre Historien, ­ iaften skal jeg vise dig Manuscriptet. Der kan endnu gjøres Noget deraf, thi netop i Fortællingen om Kvinde- skikkelsen troer jeg at have fundet Slutningen paa det Hele." ­ ­ ­ ­ ­ ­ Den gode æsthetiske Sjæl er nu hensoven, mig har han testamenteret sine Manuscripter, det eneste jeg nogensinde i mit Liv har arvet og formodentlig kommer til at arve. Med Testamentet fulgte imidlertid den For- pligtelse at afgjøre min Onkels litterære Gjeld til Sam- fundet ved at udgive hans Manuscript i Trykken. Det er imidlertid ikke usandsynligt at Læseren, hvad Betalings- middelets Gehalt angaaer, bliver snydt for en god Deel af Beløbet da jeg reent ud maa tilstaae at jeg er meget ubevandret i Afgjørelsen af Gjeldsforpligtelser. Forre- sten vil jeg ikke undlade at tilføie, efter mine Collegaer, DHrr Forfatteres Exempel, at Bearbeidelsen af tit- nævnte Manuskript skriver sig fra min Haand og hvad Godt man saaledes maatte finde deri, hidrører natur- ligviis fra mig, det øvrige maa min salig Onkel svare for. Jeg reserverer mig ogsaa mod alt Ansvar, med Hensyn til Forbindelsen mellem hiin Kvindeskikkelse paa Kirke- gaarden og min Onkels Fortælling, da det ikke kan nægtes at hans Beviser herfor streife temmelig langt ind paa Hypothesernes Gebet, skjønt de virkelig have nogen Sandsynlighed for sig. Forøvrigt er Fortællingen histo- risk og, hvad Hovedsagen angaaer, rimeligviis allerede iforveien kjendt af de Fleste. Hvori Læseren lærer Fru Justitia at kjende, saaledes som hun saa ud i forrige Aarhundrede. ­ Gaarden Møglestue i Nærheden af Lillesand var i for- dums Dage Tingsted for de omliggende Sogne. Denne SIDE: 31 Gaard har en smuk Beliggenhed paa en vid, tildeels med Furruskov omgiven Slette lidt vestenfor nysnævnte By som dengang endnu ikke existerede, idet kun enkelte Hytter laa adspredte ved Strandkanten hvor siden Klynger af Huse have reist sig. Tæt ved Gaarden ligger vestre Molands Kirke og ikke langt fra Samme lidt længere nede mod Søen seer man de røde Tage af Gaarden Lofthuus. De Bygninger som nu findes dersteds skrive sig imidlertid fra et langt sildigere Tidspunct end det nærværende Fortælling skal omhandle. Dengang bestod Vaaningshuset af en lang Bygning paa et Stokværk med smaa Vinduer hvis Ruder efter den Tids Skik vare indfattede med Bly. Bag denne Bygning paa den anden Side af Gaardsrummet laa en omtrent lignende der benyttedes til Udhuus. Den tredie Side af Gaardsrummet indesluttedes af et stærkt og høyt Plankeværk forsynet med en jernbeslagen Port, en Lev- ning fra endnu ældre Tider; og paa den fjerde Side ad- skilte et lignende Plankeværk Gaardspladsen fra en tem- melig stor og veldyrket Have. Alt dette er nu forsvun- det, kuns paa en lille Høi lidt ovenfor Huset staaer et gammelt Egetræ hvorfra man har en smuk Udsigt over Omegnen og som derfor var den daværende Eiers Ynd- lingsplads, ­ den kaldes endnu af Almuen Christian Lofthuus's Eeg. ­ Henrik Ibsen THEATERREVUE. 12. januar 1851. Isøndags opførtes paa Theatret Holbergs politiske Kandestøber; det hele Stykke, og fornemmelig Kraft- udtrykkene i Samme fandt fortræffelig Gjenklang hos Publikum, (det var, som sagt, Søndag); Hr. Hagen som SIDE: 32 Henrik og den lille Bologneser som "Borgmesterindens" Skjødehund høstede især Publikums udeelte Bifald. Derefter opførtes "en Nat i Roeskilde," hvori Hr. Nielsen havde overtaget Rosenkildes Rolle, naturligviis til det "toneangivende" Publikums største Moro; ved Tæppets Fald hørtes imidlertid modstridende Opinions- yttringer, idet Nogle hyssede, Andre klappede, ­ Endeel forsøgte paa at fremkalde Hr. Hagen og en enkelt Stemme raabte endog paa Hr. Nielsen; dog dette Sidste var vel kun en satirisk Snært til de "Toneangivende." Ithordags gik atter Kandestøberen over Scenen, men modtoges temmelig koldt, ­ arme Holberg! du passer ikke længere for et Hverdagspublikum! Henrik Ibsen KORTFATTET OVERSIGT OVER [STUDENTER-] SAMFUNDETS HISTORIE. 15. februar 1851. Det ligger i Tingenes Natur, at det for ethvert Sam- fund maa være af Interesse at kjende, hvilke Anskuelser der have gjort sig gjældende og hvilke Forholde der have gestaltet sig inden Samfundets Omraade gjennem Tidens Vexel. Saaledes forholder det sig med Nationerne, saaledes med de snevrere sociale Forbund, hvorfor da ikke ogsaa med Studentersamfundet? Her raader en fælles besjæ- lende Aand, her stræbes mod eet Maal, her aabenbarer sig et indre Samhold og en ydre Afgrændsning; og hvis dette indrømmes, troer jeg at turde paastaa, at hiint Samhold end mere vilde inderliggjøres, naar de Minder, der knytte sig til Samfundets Fortid, overgaves dets Medlemmer til fælles Eie. SIDE: 33 Man misforstaae ikke disse Ord, man vente ikke, at jeg i denne Skildring agter at fremlægge et detailleret Totalbillede af Studenternes Liv og Færden fra Sam- fundets Oprettelse af; hertil vilde jeg ikke være istand, selv om de Kilder, der staae til min Raadighed end ikke vare nær saa sparsomme og fragmentariske, som de i Virkeligheden ere. Men det er netop denne Mangel paa Kilder, der har bevæget mig til at foretage nærværende Arbeide. En Menneskealder er forløben siden Sam- fundets Stiftelse; mange af de Mænd, der medvirkede hertil og i de nærmest paafølgende Aar udgjorde Sam- fundets Medlemmer have allerede forladt Verdens Skue- plads, ­ af dem, der endnu leve, ere Nogle dragne i Vest, Andre i Øst, og dersom Erindringerne fra hine Tider skulde kunne reddes fra at drukne i Forglemmel- sens Hav, saa maatte det altsaa nu være paatide at fore- tage Noget i denne Hensigt. At en Fremstilling, som nærværende, umuligt kunde bygges paa skrivtlige Vidnesbyrd alene, er en Selvfølge; disse ere, som sagt, ikkun i sparsom Mængde tilstede. Mundtlige Traditioner maae altsaa udfylde det Mang- lende, og det er derfor høist rimeligt at Fremstillingen ofte mere end tilbørligt vil komme til at bære hint Præg af subjective Opfattelser, som altid maa characterisere en Skildring, der ikke kan grundes paa en critisk Prø- velse af upartiske og fleresidige Beretninger. Nærvæ- rende Forsøg bliver derfor ogsaa kun at betragte som en Grundsteen, hvorpaa det er en Kommendes Sag at bygge et større og mere omfattende Værk. Forinden jeg gaaer over til de egentlige Skildringer, maa det være mig tilladt i nogle Ord at redegjøre min Opfatning af de forskjellige Former, hvorunder Sam- fundet fra dets Grundlæggelse af har afpræget sig. Der er en Mening, som især i de senere Aar har gjort SIDE: 34 sig gjældende, nemlig den, at Studentersamfundet igrunden er et politisk Selskab, at dette Selskab til for- skjellige Tider har havt demokratiske, absolutistiske, ministerielle Tendentser o. s. v. ­ Dersom man ved Samfundets Tendentser forstaaer de enkelte Medlem- mers politiske Anskuelser, saa er det meget rimeligt at man ved at kaste disse paa Vægtskaalen vilde komme til det Resultat, at til forskjellige Tider har snart den ene, snart den anden Mening havt Overvægten. Men ligesom Samfundet oprindelig ikke er stiftet i noget politisk Øiemed, saaledes har det og i Virkeligheden vist sig, at Politikken blot har havt en underordnet og ialfald kun indirecte Indflydelse paa Samme. Hvad den Aand angaaer, som inden Samfundets Omraade har gjort sig gjældende, da forekommer det mig, at denne under sin Udvikling har fremkaldt tre Perioder i Samfundets Historie, hvilke jeg har troet at kunne benævne: 1) den danske Periode, 2) Norskhedsperioden, og 3) den skandinaviske Periode, hvad jeg hermed egentlig mener, skal jeg i et følgende No. tillade mig nøiere at udvikle. (Fortsættes). Henrik Ibsen OM SAMFUNDSTHEATRET. 15. februar 1851. Samfundstheatret begyndte i Vinter sin Virksomhed under meget lovende Auspicier. Theaterdirectionen syntes med Kraft og Interesse at tage sig af Sagerne, og i kort Tid havde vi to Gange den Fornøielse at overvære sceniske Præstationer, men hermed lod det ogsaa til at være forbi. Saavidt mig bekjendt var det almindelig antaget blandt Studenterne, at der i Markedsugen vilde SIDE: 35 blive givet en scenisk Forestilling paa det dramatiske Selskabs Theater; og unægtelig havde Theaterdirectionen ved denne Foranstaltning imødekommet et almindeligt Ønske, ikke alene blandt Studenterne, men ogsaa blandt Mange udenfor denne Classe. At give Forestillinger indenfor Samfundets fire Vægge, og kun for dettes Med- lemmer, kan være godt nok og vistnok have Omstæn- dighederne ofte gjort det nødvendigt at indskrænke sig hertil; men ligesaa vist er det ogsaa at offentlige Fore- stillinger maa være at foretrække. Det er fra os at den norske Scene skal udgaa, har der for nylig været yttret her i Samfundet. Dette er unægtelig vakkre Ord, og ønskeligt vilde det derfor ogsaa være, om man ret snart gjorde det første Skridt paa den Vei, der i saa Henseende maatte betrædes; thi at vort offentlige Theater skulde rekrutteres af Studenternes Midte er vistnok blot et fromt Ønske, ialfald saalænge den meget omskrevne Trang til en norsk Scene virkelig er saa tvivlsom, som for nærværende Tid. De forberedende Arbeider blive altsaa egentlig vor Sag, det er os, der skal vænne Folket til at høre den norske Tunge fra Bredderne; men Hoved- stadens Publicum er ikke Folket; at reise Landet rundt for at præke Reformer i Theatervæsnet lader sig ikke gjøre. Hvorfor griber man da ikke Anledningen til at udstrø den gode Sæd i en saa vid Omkreds som muligt, og hertil er dog Markedstiden fortrinlig skikket. For- øvrigt maa jeg imidlertid gjøre opmærksom paa, at jeg er aldeles uindviet i Samfundstheatrets Mysterier, og det er saaledes meget muligt, at Directionen har havt vægtige Grunde til at opsætte den paatænkte Fore- stilling. Da imidlertid vistnok Fleerheden af Studen- terne svæve i samme Uvidenhed om denne Gjenstand, saa vilde en tilfredsstillende Oslysning desangaaende sikkert være kjærkommen. SIDE: 36 Henrik Ibsen ASYLET PAA GRØNLAND, Studentervaudeville i een Act. 1. mars 1851. "Asylet paa Grønland" blev efter dets første Opfø- relse underkastet en Critik i Samfundsbladet, hvilken, som jeg troer, i flere Puncter trænger til at modificeres. Stykket er nu atter gaaet over Scenen, og dersom ingen Protest nedlagdes mod hiin Critik, saa vilde Stykkets anden Opførelse vistnok staa som en Besyn- derlighed for de Mange, der i Fremtiden ikke ville faae Anledning til at fælde nogen selvstændig Dom over samme; jeg har derfor troet det nødvendigt at dette Stykke atter i nogle Ord blev omtalt. Vi ere i de senere Aar blevne bekjendte med en ny Art af Skuespil, hvilken, om den end ikke af Æsthe- tikerne indrømmes Plads blandt de dramatiske Kunst- former, dog i en vis Forstand har erholdt sin Beretti- gelse, ­ jeg mener nemlig Studenterkomedien. Det er Hostrup der har indført denne hos os; thi om vi end før hans Tid havde Stykker der vare skrevne for Studenter, saa vare disse dog ingenlunde Studenter- komedier, ligesom den sande Studenterkomedie ikke behøver at være skreven for Studenter. Studenter- komedien er det Skuespil der viser os Studenten i hans Stræben og Tragten, der fremstiller os, hvorledes den Idee Studenten repræsenterer, gjennem Conflicter med sine Modsætninger udvikler sig og vinder fremad mod sit Maal. Dette indskrænkede Territorium, som Studen- terkomedien ikke kan overskride uden at ophæve sit Begreb, maa nødvendigviis hos de enkelte Frembrin- gelser i denne Retning foraarsage en vis Eensformighed og tilsyneladende Mangel paa original Opfatning hvad Stoffet angaaer; men dette kan ikke være anderledes da enhver Studenterkomedie nødvendigviis maa udvikle SIDE: 37 den samme Grundidee, nemlig Fremstillingen af det Aandige, repræsenteret ved Studenten, i dets Brydninger med det Ikke-Aandige, der her maa fremtræde som Spidsborgerlighed. Alt hvad man saaledes kan fordre af en Forfatter i dette Genre er at han skal gjengive os det forhen Udtalte gjennem en ny og selvstændigt op- fattet Form. Dog denne Isolerethed, hvorunder Stu- denterkomedien befinder sig ligeoverfor de øvrige dra- matiske Kunstarter, har ogsaa, eller burde ialfald have sine Fordele for Forfatteren med Hensyn til hans Stykkes Bedømmelse; thi her har jo Critikeren et fast Udgangspunct og behøver ikke at famle om iblinde, ligesom naar Talen er om dramatiserede Fortællinger, dramatiske Idyller o. s. v. I Forbigaaende sagt er en "dramatisk Idyl" igrunden en dramatisk Umulighed; Idyllen tilhører jo den episke Digteart og kan følgelig ikke fremtræde i dramatisk Form, ligesaalidt som der i kunstnerisk Forstand kan være Tale om episke Dramaer el. desl: Hermed er det naturligviis ikke sagt at de Værker vi kjende under hiin Titel ere forfeilede, men kun at Forfatterne have henført dem under en uberet- tiget Kategori, ­ dog, det var om "Asylet" jeg vilde tale. Jeg har ikke den forhen omtalte Critik ved Haanden og kan saaledes ikke imødegaa samme punctviis. Saa- vidt jeg imidlertid erindrer, paastaaer Critikeren at Stykket ikke er nogen Studenterkomedie og hermed ville vi da gjøre Begyndelsen. Dersom den ovenfor fremsatte Definition paa Studenterkomedien befindes at holde Stik, saa vil det ogsaa indrømmes at nærværende Stykke nødvendigviis maa komme ind under det Begreb, hvorunder det henregner sig. Det i Studenten personi- ficerede Princip seirer i Collisionen med sin Modsætning, og at dette skeer paa en smuk og poetisk Maade haaber jeg senere at skulle paavise. Endvidere heder det i hiin SIDE: 38 Critik at Stykket er uden Handling og navnlig at Stu- denterne kun drikke Punsch. I en vis Forstand er det vistnok ogsaa saaledes; men betragte vi Sagen nøiere, saa vil det vise sig at de dog igrunden foretage sig uen- deligt meget Mere. Der gives Noget man kalder Selv- virksomhed, og dersom man ikke véd at benytte denne, dersom man ikke forstaaer at læse mellem Linierne, saa vil man finde ethvert Billede overfladisk, uden Dybde, uden Baggrund. Naar man har et godt men løseligt udført Træsnit foran sig, saa føler man dog ingen Kunst- nydelse ved at stirre paa de hinanden krydsende Streger og Linier; Nydelsen indtræder først naar Beskueren overgiver sig til Betragtningen af det Billede der frem- stiller sig for hans Phantasie, og som Synet af Træsnittet har fremmanet. Saaledes ogsaa i Skuespillet og navnlig i Vaudevillen hvor Charactererne ikke engang bør ud- føres anderledes end i Træsnitmaneer. Vel er det i det her omhandlede Stykke saa at Studenterideen kun belyses fra een Side, nemlig fra Livsglædens; men i denne ene Side ere Ideens øvrige Sider implicite tilstede. Livsglad, glædende sig over Livet, kan kun den være, der anskuer Livet fra et aandigt Standpunct, ­ thi kun fra et saadant aabenbarer det sig i sin sande Skjønhed og Rigdom; men dette Standpunct falder jo netop sammen med Studentens; ­ det er fra dette han maa gaa ud for at bekjæmpe de Magter, som, baade i og udenfor ham selv optræde fiendtlige mod Ideen. For saa vidt er altsaa Critikerens Udgangspunct givet; men der er endnu en anden Undersøgelse for- nøden forinden man kan skride til en Prøvelse af Styk- kets Enkeltheder, ­ nemlig om det opfylder de Betin- gelser man gjør til Vaudevillen i Almindelighed. Studenterkomedien fremtræder nemlig altid gjen- nem en Tveform, det vil sige, paa eengang som Studen- SIDE: 39 terkomedie og som Vaudeville, eller maaskee rettere: den gjennem Studenterkomedien gaaende Idee udtaler sig gjennem Vaudevillens Form. At dette paa Studen- terkomediens nuværende Udviklingstrin maa saa være er let at paavis