Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 7de Marts 1852. Min kjere gode Broder! Det har ofte faldet mig i Tankerne, at Du kun var syv og et halvt Aar gammel, da vor agt- og elsk- værdige Fader ved Døden maatte forlade os, og at Du maaskee derfor neppe erindrer ham og veed kun lidet eller intet om ham, medens jeg, der er fire Aar ældre, erindrer og veed meget om ham, der nu kunde være Dig kjert at erfare. Jeg har derfor længe tænkt paa at opsætte skrivtlig disse mine Erindringer og at meddele Dig dem. Jeg har meddeelt Lisette og Vilhelmine denne min Plan, og de have opmuntret mig til at udføre den. Altsaa vil jeg, i Guds Navn, gaae lige til Sagen. Vor Oldefader, Christopher Hansteen, var Præst i Vordingborg, og havde fire Sønner, Henrik, Christopher, Jacob og Bartholomæus. Den sidste gik til Holland og døde der ugivt i 1792. Henrik, vor Farfader, var Præst i Thystrup og Hallagerlille. Han var Enkemand og havde tre Døttre. En Søndag, da han stod paa Prædikestolen, saae han nede i Kirken en ung Pige sidde, der syntes ham saa SIDE: 1 SIDE: 2 yndig, at han kun med største Anstrængelse kunde blive færdig med sin Præken. Pigens Navn var Conradine Nygaard, og hun var noget langt ude i Slægtskab med Præsten. Han havde ogsaa seet hende før, men hun havde aldrig forekommte ham saa elskværdig. Da han kom fra Kirken, satte han sig hen at skrive hende til. Brevet var paa Riim og begyndte saaledes: "Conradine, Du af mine Venner, Slægt og Sødskende Ei den Næste, Men den Bedste, Og derhos den Deiligste." Conradine blev hans Hustru, og i Aarenes Løb bragte hun ham to Sønner og ti Døttre, saa at han saae sig omringet af femten Børn. Hun holdt en Anno- tationsbog, hvori hun op- tegnede sine Børns Fød- selsdage, deres Fadderes Navne, og ledsagede dette ved hvert Barn med et lidet Vers, der indeholdt Ønsker og Bønner for den Nyfødtes Held og Lykke og glade Anelser desan- gaaende. Jeg har engang seet dette Skrift blandt vor Moders Papirer, maa- skee findes det endnu hos vor Broder Johannes. - Sønnen Jacob studerede ved Universitetet i Kjøbenhavn. Det var dengang Skik at Studenterne bare Lig til Jorden; de bleve lagte paa en Baare og baarne paa Skuldrene. Jacob Hansteen var engang ved saadan Leilighed den høieste af Bærerne, de andre bare falskt, for megen Tyngde hvilede paa ham, der sprang en Aare i ham, hvoraf han døde. Saa har Sagnet for- talt; mig synes dette problematiskt, maaskee var han lavere end de Andre? SIDE: 3 Faderen ønskede at Johannes Mathias, den yngste Søn, skulde studere; men denne var af et meget livligt og muntert Temperament, hadede Stillesidden og tragtede efter at see sig om i Verden, Bøgerne elskede han ikke. Efterat Faderen havde anvendt alle mulige Midler til at faae dette sit Ønske opfyldt, undtagen Prygl - hvilket vor Fader siden ønskede at han havde be- nyttet - sendte han denne Søn til Island, i hvilken Hensigt veed jeg ikke, men vel, at han der holdt en Dagbog, den vor Moder opbevarede som en Skat. Jeg har ikke læst den; hun sagde, at den bedste af hendes Børn skulde engang blive Eier deraf, maaske blev den ingen af os tildeel, men findes endnu blandt hendes efter- ladte Papirer, hvis disse endnu ere til. Vor Fader var begavet med megen naturlig Vittighed, og havde han havt en Heibergs eller en Claus Fastings Lærdom, da vilde han have sikkert kunne fortjent at staae nær disse saa berømte Mænd. I Omgang var han beleven og underholdende, og med Pennen i Haanden var han ret i sit Element. Kun maatte han stedse holde sig paa Overfladen af Tingene, da han var temmelig uvidende. Du vil undres over at jeg, der kun var et Barn, kunde dømme om dette; men han havde mange og gode Bøger, dem han sjelden benyttede, jeg gik i ingen Skole, havde min Frihed hele Dagen og Nøglen til hans Bogskab, og der, i den grønne Stue, sad jeg den hele Dag, ja Dag ud Dag ind, at læse. Vist nok var der meget, jeg ikke kunde forstaa, men jeg fik SIDE: 4 dog en Slags Kundskab om Adskilligt, saa at jeg imellem hørte vor Fader fremsætte historiske og andre Data, der vare aldeles urigtige. Min Broder Henrik saavelsom jeg vare derfor enige om, at vor Moder vidste mere end han, men at vor Fader var hende meget overlegen i det vi kaldte Forstand. For at komme tilbage til Conradine, da blev hun ikke gammel; hun var af en spæd og svag Legemsbygning, hav- de en næsten umærkelig Skjevhed i Rygraden, som ved hver af de tolv Barsel- senge tog til. Vor Fader talte imellem om hende med Ømhed, og den For- kjerlighed han havde for mig, reiste sig formodent- lig derfra, at jeg bar hen- des kjere Navn. En Søndag Eftermid- dag sad jeg paa vor Gade- trappe, at see paa de For- bigaaende, da begyndte der at regne Mandler og Rosiner ned over mig, jeg saae i Veiret og blev intet vaer, men da Regnen be- gyndte paa nyt, saae jeg vor Fader i Vinduet af sit Værelse ovenpaa. Dette kjere Minde aflokker mig endnu blide Taarer. Imel- lem var han dog meget stræng mod mig. Vor Moder havde lært mig at læse, og Fader førte mig hen til en ung Mand, Kinck, der skulde lære mig at skrive og tegne. Jeg var der nogle Gange, men Kinck var sjelden hjemme, og hans Kone lod mig gaae i Haven at lege med Bør- nene. Jeg lærte ikke at skrive, men vor Fader gav mig en Lærer i Fransk, Ehlert, og hvorvel jeg fandt den største Fornøielse i denne Underviisning, og Læreren saavel som min Moder vare fornøiede med mig, saa skjendte Fader ofte for min liden SIDE: 5 Fremgang, ja engang slog han mig derfor i Lærerens Nærværelse og kaldte mig en dum Tøs. Dagen efter gav han mig riktignok reparation d'honneur; da Holm, en Slægtning af vor Moder, sagde at jeg lignede hans Datter, hørte jeg Fader sige til vor Moder, da Holm var gaaet: "Hvor kan han sige at Conradine ligner hans Datter? Conradine har mere Forstand i sin Lillefinger end hans Petronelle i sin hele Krop." Af vor Faders tretten Sø- stre bleve to givte i Norge, alle de øvrige i Danmark; men da Du har opholdt Dig meget i dette Land, og vel endog kjendt nogle af dem personlig, saa er det unyttigt at sige mere herom, kun at vor Fader talede med Kjerlighed om sin Halvsøster Magdalene, der skulde have havt en deilig Syngestemme, og da der engang blev talt om Kingos Psalmer, der vare afskaffede, sagde Fader: "De skulde have hørt min Søster Magdalene synge: Mit Hjerte dig til Ære Skal grønnes som en Skov, Og alt mit Liv skal være Din Kjerlighed til Lov." Vor Farfader havde en Paa- rørende, der var Byfogd paa Frederichshald; hans Navn var Brunow, og hans Kone var lige- som han fra bitterlige Jylland. Hendes Moder hed Inger Marie og var Datter af en Artillerieofficeer, Bent Winge, hendes Fader hed Sten Daniel Brochmann. Brunow tilbød vor Fader Ansættelse paa sit Contoir, og Fader reiste nu til Frederichshald; han var dengang i sit fem og tyvende Aar. Brunows Kone havde en Søster, der var givt med Toldinspecteuren paa Frederichshald, Albert Treschow, og i dette Huus fik Fader sit Logis. Formodentlig var han ogsaa Treschow behjelpelig med Pennen, den han vel forstod at føre, hvorfor han ogsaa lod sig afmale med en Pen bag Øret. Man taler SIDE: 6 om at have en Skjelm bag Øret, og hans Pen var virkelig en, vist- nok godmodig og uskyldig, Skjelm. Desuden var han ogsaa Lotterie- Collecteur, hvilket ikke kastede Lidet af sig, da dengang Store og Smaae, ja Alle, spillede i Lotteriet. Han tjente meget, sagde han, men en stor Deel deraf gik i Lotteriet igjen. En Jomfru Tank paa Frederichshald, Søster af Carsten Tank, Statsraaden (hun blev siden givt med Kammerherre Hauch og blev Moder til Carsten Hauch, Digteren), tog en Lotterieseddel hos Fader, og han maatte love hende, at hvis hun vandt, maatte han ikke nævne hende som den Vindende. Hendes Seddel kom ud med en Gevinst af 400 Rigs- daler, og naar en Nysgjerrig spurgte Fader, hvem der havde vundet de 400 Rigsdaler, sva- rede han: En Bonde. Man vilde nu vide Bondens Navn, og han gav ham et Navn. Nu maatte det hænde sig, at der nogle Mile fra Frederichshald var en Bonde, der virkelig hed saaledes. Rygtet naaede denne, og han spadserede ind til Byen, gik ind til Hansteen og forlangte de vundne Penge. - Lad mig see din Lotterieseddel. - Jeg har ingen. - Har Du da spillet i Lotteriet? - Nei. - Hvorledes kan Du da bilde Dig ind at have vundet? - Jeg har altid hørt at for Gud er ingenting umuligt. En fattig Underofficeer, Herman, var en lidenskabelig Elsker af Caffe. En Dag gik han ind paa et Vertshuus og forlangte en Kop af sin Yndlingsdrik; Konen forlangte Betalingen, og stakkels Herman havde ingen Penge og gav sin Lotterieseddel for en Kop Caffe. Lotterieseddelen kom ud med trehundrede Rigsdalers Gevinst, og den ulykkelige Herman gik fra Forstanden, men blev dog omsider helbredet. Caffe drak han aldrig meer. I Treschows Huus opholdt sig en Søster af hans Kone tillige SIDE: 7 med sin Datter. Søsteren var Enke efter en Skipper Larsen, Dat- teren hed Inger Marie og var meget spøgefuld. Moder og Datter følte megen Interesse for unge Officerer. En Dag havde Jomfru Larsen tabt en Lomme, vor Fader fandt den og bragte hende den tilbage, men først tog han ud af den tre Breve fra tre Lieutenanter. Han gjemte disse Breve, og jeg har læst dem. Jomfruen lovede ham Hevn. Hansteen var meget ordentlig med sit Tøi og andre Sager; han forlod aldrig sit Værelse uden at efterlade Alting i den bedste Orden, men naar han kom tilbage laae Alting hulter til bulter. Der blev dengang paa Frederichshald sunget en Vise med Om- kvæd: "For at faae Alting under." Hansteen skrev nu en Vise paa samme Melodie, det er Skade, at jeg ikke kan notere Melodien, jeg erindrer den saa grant: "Men hvordan, hvordan gaaer det tidt Paa Kammeret, som kaldes mit? Naar jeg mig derfra vender lidt, Saa føres Alting under. Og Borde, Stole, fire, fem, Paa Gulvet alle drages frem. Glas, Flaske, Ildtang pryde dem, For at faae Alting under. Min stakkels Hat et Vidne bær Om slig en Færd, thi den en Fjær Er gaaet Cocarden altfor nær, For at faae Alting under. O hold dog op, du Spøgerie! Thi ellers jeg saa maner dig Og sparer ei paa Ild og Staal, Men korser, til jeg naar mit Maal For at faae Alting under." Der var flere Vers, som jeg har glemt. Vor Pige fra Jylland, som havde tjent hos Treschows, sang den engang for mig. Hvorledes det gik til, at Hansteen og Anne Cathrine Treschow blev Kjerestefolk, skal jeg berette, naar jeg kommer til vor Moders Ungdomshistorie. Albert Treschow havde ved Hansteens Ankomst tre Døttre: Anne Cathrine, 15 Aar, Maren Marie 10 og Vilhelmine 8 Aar gammel. Ti Aar tilbragte vor Fader i Treschows Huus, da blev han i Aaret 1779 ansat som Consumptions-Inspecteur i Chri- stiania. Samme Aar i November havde vore Forældre Bryllup og begave sig til Christiania. Ida Margrete Weile, en Pige fra Jylland, SIDE: 8 der havde fulgt vor Bedstemoder til Frederichshald, fulgte vore For- ældre til deres nye Bestemmelsessted. Denne Pige var et sandt Mønster paa Troskab og Hengivenhed, jeg har hende meget at takke og ikke for legemlig Pleie alene. Henrik og jeg ærede hende ogsaa fast ligesaa meget som vore egne Forældre. Hun havde tre Ønsker; hun var født samme Aar som vor Fader og ønskede at døe samme Aar som han, at faae en hæderlig Begravelse og at erindres imellem af os. Gode, retskafne Grethe, disse dine Ønsker ere alle gaaede i Opfyldelse. Vore Forældre fik Bolig i Nedre Slotsgade i den Gaard, der nu eies af den Herrnhuttiske Menighed. Dens daværende Eier var en Enkefru Münch, der vulgairement blev kaldet Fru Mønniken, og naar jeg siden kommer til at omtale de Originaler, der besøgte vort Huus, vil hun ikke blive glemt. I dette Huus er jeg født den 25de August 1780. Vor Fader kaldte mig Conradine, og Moder SIDE: 9 tillagde Navnet Birgitte, der var hendes Moders. Fader var glad og lykkelig. Jeg var en Skrighals, og naar Moder havde dysset mig i Søvn, da kyssede han mig til jeg skreg paa nyt. Den 19de Juli 1782 fik Moder en Søn, der blev kaldt Henrik Albert. Saa usandsynligt det lader, saa er det dog vist, at jeg erindrer den Dag, Henrik var til Daaben. Jeg kom ind i vor Storstue, hvor der sad pyntede Damer, og en Kone, man kaldte Marthe Jordemoders, holdt vor lille Broder paa Armen. Han havde et langt Svøb, indvirket med Sølvblomster og besat med Sølvgaloner. Vore Forældre boede 3 Aar hos Fru Münch, og i den Tid havde de Besøg af vor Faders Søster, Louise Olsen fra Schien. Jeg erindrer, hvorledes jeg kom ind til hende en Mor- gen, hun sad ved Thee- bordet i en rosenrød Nan- kins Morgenkjole. Hvor hun var deilig! Etatsraad Hansteen skal samme Aar have besøgt os, havt en Neger til Opvarter, som jeg skal have holdt meget af, men heraf erindrer jeg intet. Den sorte Farve har formodentlig ikke gjort det levende Indtryk som den rosenrøde og Sølvblom- sterne. Om denne Neger hørte jeg Grethe sige at han ikke var født i Colonien, men i Afrika taget tilfange i en Krig og solgt til en Slavehandler. Han var kun tolv Aar, da hans Fader tog ham med i et Slag; da han vilde flygte, faldt han ned i et Elephanthul (Hul efter Elephantens Fødder) og her blev han taget af Fienden. I Høsten 1783 flyttede vi til vor Faders egen Gaard; den ligger i Øvre Slotsgade, har før tilhørt Delphin, og dens nuværende SIDE: 10 Eier skal hede Grundt. Han kjøbte den af Justitsraad Dahl og lod den ombygge og decorere meget smukt; der var mange Værelser, og Alle roste vor Faders gode Smag ved Indretningerne. Jeg har en dunkel Erindring om, at Grethe tog mig ved Haanden og førte mig derhen, medens jeg i den anden Haand bar en Dukke, der blev kaldet Jomfru Lene. Aaret efter, den 26de September, kom du til Verden; herom har jeg ingen Erindring; men da to Aar derefter vor Moder fik endnu en Søn, erindrer jeg at der samme Dag hos os var bleven slagtet, og at jeg saae Jorde- moderen, Madame Ham- mer, modtage af Grethe et Fad med Pølser. Du havde faaet Navn efter vor Faders Farbroder; den tredie Søn skulde opkaldes efter Conradine Nygaards Broder. Denne, Peter Nicolai Nygaard, var i Rus- land, hvor han havde gjort Lykke som Bygmester, var af Catharina den anden nobiliteret under Navnet Gartemberg, og da han havde anlagt en Stad, der kaldtes Sadagurra, kaldtes han Sadagursky. Vor Fader foreslog at kalde den Ny- fødte Peter Nicolai Nygaard Gartemberg Sadagursky, men Moder fandt dette latterligt, og han blev kaldet simplement Peter Nicolai. Henrik og jeg havde hørt Tale om, at vor Broder var bleven opkaldt efter en Kammerherre, og da han længer hen syntes os noget næseviis, kaldte vi ham Kammerherre Næseperle. Formodentlig var det Aaret efter, at vi havde Besøg af vor Faders Fætter, Lieutenant Hansteen, Toldinspecteur i Drøbak. Jeg var vant til at høre tale dansk, min Fader og alle Embedsmænd SIDE: 11 ved Tolden vare danske, selv vor Pige var dansk, men dog hørte jeg med Forundring Fru Hansteens Tale, og hvorledes hun raabte, da en Kat gjorde et Hop i Kjøkkenet: "Katten køs mig." De havde fire Børn, Niels Lynge, Christopher, Mathea og Agathe. Dog var kun Niels Lynge med dem hos os. Han var en forkjelet og vranten Dreng, ingen Ting var ham tilpas, Maden vilde han ikke spise, og da der var Selskab og vi Børn fik et Bord for os selv, til stor Glæde for os Andre, var han fortrydelig over at han ikke skulde spise med de Voxne. Vor Moder sagde, han burde ikke hede Niels Lynge, men Niels Slyngel, og det er vist at han som Barn var utaalelig. Som Mand har han vist sig fra den agtværdigste og elskværdigste Side, og mod mig har han vist sig som den hjerte- ligste Ven og Broder. I Sommeren 1789 fik vor Fader Brev fra sin Søster Engel Heltberg i Bergen; hendes Mand var død, og hun sad igjen med en Flok Børn, hvoriblandt tre Stedbørn. Fader anmodede hende om at sende ham Et af disse, og en Skipper Quisling (der handlede med Brisling) fra Bergen bragte os en lille Pige, der heed Eva Marie Heltberg. Hun var syv Aar ligesom Henrik. Du, saavelsom Henrik og jeg, havde lært at læse af vor Moder, og dette Arbeide, sagde hun, var faldet hende let. Eva var opvoxet som Naturens Barn blandt Klipperne paa Bernestangen og kjendte ikke et Bogstav. Moder vilde have hende til at læse og sye, men hun græd, gjorde Modstand og bad ynkelig om at komme hjem igjen. Da Moder sagde: Er her ikke smukkere end paa Bernestangen? svarede hun: "Jo her er meget vakkrere, men det er meget moersommere hjemme." Da Moder ingen Vei kom med hende, blev hun sat i en Skole, men ogsaa der gik det daarligt med Læsningen. Henrik saavelsom jeg vare ubarmhjertige i at spotte den arme Pige. Vi rimede: Et syvaarsgammelt Drog, der ikke kunde læse i en Bog, og blev ei derfor mere klog, fordi hun kom i Skole. I tre Aar var den stakkels Pige i vort Huus. Da vor Fader var død, sendte Moder hende tilbage til Bernestangen. Hun blev gift med en svensk Ritmester Bratt og lever formodentlig endnu. Du, kjere Broder, var i din Barndom stille og dorsk, sjelden vilde Du lege med andre Børn, og ofte faldt Du i Søvn midt paa Dagen; naar vi da vækkede Dig, saa talede Du vildt, raabte, at Vægteren trak afsted med Mama, eller saadant lignende. Lægen SIDE: 12 sagde, Du havde for tykt Blod og maatte sættes i Bevægelse. En Dag havde vor Moder lagt Æbler paa Kakkelovnen, og et var faldet bag Ovnen. Moder kaldte paa Dig og sagde: "Christopher, der er faldet et Æble bag Ovnen, vil Du tage Brændet frem, saa finder Du det." Du stræbede da og fik Brændet frem, men nu sagde Moder: "Før Du faaer Æblet, maae Du lægge Brændet hen igjen." Dagen derpaa slap hun atter et Æble bag Kakkelovnen, og de føl- gende Dage gik Du hver Morgen til Ovnen og slæbede uopfordret Bræn- det frem og tilbage. Imel- lem laae der et Æble, imellem ikke. Denne le- gemlige Øvelse var Dig til stor Gavn. En Dag vi sad og spiste, bragte Postbudet vor Fader et Brev; han sagde, det var fra hans Svoger, Nonnegaard, der var gift med hans Søster Sophie. Som Postscriptum var der nogle Linier fra Søsteren, de vare fast ulæselige, og nedenunder dem stod skrevet af Nonne- gaard: "Dette Franske er ikke godt at læse." En Morgen kom Fader ind i Barnekammeret, før jeg var staaet op; han satte sig paa Kanten af Sengen, hvori jeg laae, og sagde med Spøg og Løier: "Her er nu kommen en Frier til Dig fra Danmark, han heder Nergaard og er en Søn af min Søster. Naar han seer Dig, vil han lægge Haanden paa Hjertet og sige: "Je vous aime, Faites de même, Soulagez mon petit coeur, Qui soupire Et désire D'être votre serviteur." SIDE: 13 Nergaard, Forpagtersønnen, var i Christiania med en Ladning Rug, Fader sagde, at hans Priser vare for høie, og han svarede, at naar han ikke fik det, han forlangte, saa tog han Ladningen med sig igjen. Jeg kan ikke erindre, om han talte til os Børn, men naar vi talte til hverandre, da loe han og sagde til Fader, at det var saa moersomt at høre Børn tale Norsk. Fru Hansteen i Drøbak døde pludselig, og Søn- nen Christopher faldt i Vandet, blev trukket levende op igjen, men fik en galopperende Tæ- ring og døde nogle Uger derefter. Hansteen blev nu forlovet med en Kjøbmandsdatter i Drøbak, men da han en Dag vilde besøge sin Kjere- ste, modtog hendes Fader ham med den Besked, at hans Datter umulig kunde indgaae no- gen Forbindelse med ham. Han lod ham læse et Brev, der var sendt hende, af følgende Indhold: "Rygtet siger at De vil ægte min Fader. Dersom De vover dette, da vær forsikkret at De aldrig skal have en bittrere Fiende end Niels Lynge Hansteen." Denne Pige blev siden gift med Kjøbmand Schriver. Fru Flock og Oberstinde Meyn ere hendes Døttre. Hansteen lod sig dog ikke skræmme heraf; thi nogen Tid efter at jeg havde hørt ham fortælle vor Moder denne Historie, var han atter i Christiania at frie til Frøken Eliesen. Ogsaa dette SIDE: 14 mislykkedes, og han fortalte Moder alle Omstændigheder derved i min Nærværelse. Jeg var en opmærksom Tilhører, men da jeg ikke veed, om det kan interessere Dig, saa gaaer jeg det forbi. I 1788 kom Kronprindsen (Frederik den sjette) til Christiania; Du hørte Tale om Prindsen og forlangte at see ham. Vor Moder stillede Dig ved et Vindue, hvor Du maatte see ham gaae forbi. Det traf sig, at han saae til dette Vindue og hilste. Du forlangte atter at see Prindsen. Moder sagde: "Du har jo seet ham, han hilste paa Dig, tog Hatten af for Dig." Med vred Tone sagde Du: "Den? det var jo ikke andet end en Mand!" Aaret før var der Bryllup i vort Huus; Moders Søster Vilhel- mine blev gift med Spärck, der var bleven Toldcasserer i Christi- ansand. Vi Børn laae dengang alle syge af Meslinger, og vi saae ikke andet af Brylluppet, end da Pigen Marthe en Aften tog os, den Ene efter den Anden, paa Armen, løftede op et Gardin for en Glasrude i Døren mellem vort Kammer og Spisesalen, hvor vi SIDE: 15 saae et Bord med mange Lys og pyntede Gjester omkring. Da vi havde overstaaet Sygdommen, forlangte vi, at der skulde holdes Bryllup paa nyt. Medens Kronprindsen var i Byen, blev Fader ofte tilsagt at spise ved Marschalstaffelet; jeg seer ham endnu i den hvide bro- derede Atlaskes Vest, sorte Fløiels Knæbuxer med slebne Staal- spænder, med Kniplings Kalvekryds og Manskjetter, hvide Silke- strømper og Sko med Steenspænder, Chapeau bas under Armen, hvide Handsker og Galanteriekaarde ved Siden. Grethe og jeg be- tragtede ham med Glæde. Ja nu er han smuk, sagde hun; men dengang da han bad Faddere til din Daab, da havde han Uld- strømper paa Benene. Havde han da ikke Silkestrømper udenpaa? sagde jeg. - Hun loe og sagde: Du er nok ikke saa dum, som Du seer ud til. - Fader havde en Kjole af orangerødt, fiint Klæde, foret med himmelblaat Sarge de soie og besat med Guldgaloner. Den var vel gaaet af Moden, han bar den aldrig. Skomager Lohr- bauer kjøbte den paa Auctionen, og jeg saae ham gaae med den; dog vare Galonerne aftagne. Jeg erindrer ogsaa en elegant Slobrok af tykt blaat Silketøi. Fader havde kjøbt en Eiendom i Gamlebyen, lige overfor Lade- gaarden og paa dens Grund; der havde staaet tilforn et Nonne- kloster (Nonnesæter) og Rudera af de gamle Mure stode endnu tilbage. Vore Forældre betragtede dem med Beundring og sagde, at den nulevende Slægt ikke kunde opføre noget Lignende. Dog maatte de give Plads for en Bygning med mange smukke Værelser, vor Fader lod opføre. Ved Hjelp af en Gartner, Horn, anlagde Moder to Haver; den ene af disse havde tjent Klosteret til Kirke- gaard og blev renset for en stor Mængde Dødningebeen. Moder plantede her en Mængde Æbletræer, og da hun tyve Aar derefter gik gjennem Gamlebyen og saa Træerne i denne Have bugne af Æbler, da glædede hun sig inderlig. Fader tog os ofte med, naar han gik derud. Veien gjennem Grønland og Leret var ofte ufrem- kommelig for Fodgjengere, men langs med Veien paa den ene Side var lagt flade Stene. Disse vare alle Ligstene, tagne fra Gravene; mange af dem vare meget smukt udhuggede med Figurer. Henrik var meget smuk; en Aften klædte Grethe ham som Pige og mig som Dreng og førte os op paa Contoret til Fader; han betragtede os længe, derpaa sagde han alvorlig: Saaledes havde det været bedre. Han omfavnede Henrik med Ømhed og sagde: Gid du heed Henriette! Vi lærte at dandse, og Henrik rostes af alle, SIDE: 16 der saae ham. Jeg fandt megen Fornøielse i at dandse; men brød mig lidet om, enten de andre fandt det smukt eller ikke; jeg var ogsaa lige glad, hvem jeg dandsede med; men da Dandsemesteren, Hanemann, førte Henrik hen til en liden Pige, han skulde dandse med, sagde han: Hende vil jeg ikke dandse med, for hun har rødt Haar. En Dag sad jeg som sædvanlig paa Gulvet ved Bogskabet i den grønne Stue, da blev der ringet paa Gadedøren; denne Vei kom ingen uden Fremmede i Be- søg; jeg skyndte mig til Vinduet og saae en smuk, hæderværdig Mand staae paa Trappen og hilse mig venligt. Jeg lukkede op for ham og førte ham ind til Moder. Det var Niels Treschow, der var bleven an- sat som Rector ved Cathedralsko- len; han kom fra Helsingør med Kone og to Døttre. Han var 38, Fruen 31, Judithe 2 Aar og Chri- stine sex Maaneder gammel. Judithe var et smukt Barn, Christine saae ud som Gelée paa et Fad, de gustne Kinder hængte ned som Poser. Moderen kaldte hende stedse Præste- konen, hun skal givtes med en Præst paa Landet, sagde hun hver Dag. Fra den Dag af var jeg ligesaa meget hjemme paa Latinskolen som i Faders Huus. Men for ikke at blive altfor vidtløftig vil jeg forbigaae det Mangt og Meget, jeg der saae og hørte, og gaae til vor Broder Johannes's Fødsel. 1790 den 19de Juli (ogsaa Henriks Fødselsdag) blev Johannes født. Om Natten, der gik forud for denne Dag, kom Moder sagte ind i Pige- kammeret og vækkede Pigerne. Jeg laae i samme Seng som Grethe, og da Moder var gaaet, hørte jeg Grethe sige: Nu er Herrens Time kommen. Pigerne stode op, og jeg faldt i Søvn igjen. Om Morgenen vilde jeg som sædvanlig gaae ind til Moder, men det blev mig sagt, at jeg maatte gaae igjennem Spisesalen ind i Dagligstuen. Der kom Henrik mig imøde og sagde grædende: "Jeg veed ikke, hvad de have fore med Mama, de mishandle hende, jeg har hørt hende SIDE: 17 ynke sig; de have ladet en Feldtskjer komme, der har taget Blod fra hende. Jeg faaer ikke Lov at komme til hende." Dermed for- holdt det sig saaledes. Les effets et les causes: Skuespillerinden Jomfru Winther havde en Søster, der ingen Lykke gjorde paa Theatret og lærte derfor Jordemoder-Haandteringen. Hun kaldte sig Madame Abel. P. A. Hei- berg lader v. Bergen i Virtuosen Nr. 2 sige: "Ein Barbiergesell aus Rostock ist ein Subject, woraus man machen kann alles was man will." [fotnotemerke] Dette sigter til Grev Schimmelmann, der virkelig havde været Barbiergesell in Rostock. [fotnotemerke] Han havde en Søster, der var givt i Rostock med en Barbeer, heed Schenck. En Søn af denne Schenck kom til Christiania som Compagniefeldtskjer paa samme Tid som Madame Abel kom der som Jordemoder. Den, der har seet Schenck paa hans gamle Dage, har maaskee vanskeligt for at troe, at han dengang, syv og tyve Aar gammel, var meget smuk, saa han al- mindelig blev kaldet den vakkre Feldtskjeren. Givtermaal mellem Jordemødre og Compagnie-Feldtskjere vare dengang meget alminde- lige, og det var derfor meget naturligt, at Madame Abel, for at vinde hans Gunst, anbefalede alle sine Kunder at lade sig aarelade af ham. Moder havde aldrig før været aareladt, og hun kom snart efter, hvorfor det var skeet. Igjen til den 19de Juli. Om Eftermiddagen var Fader paa Toldboden, Du, Henrik og Peter i Barnekammeret, jeg ved mit kjere Bogskab; men denne Gang blev jeg ikke i den grønne Stue, men tog Bogen med i Dagligstuen, hvorfra der gik Dør til Moders Sovekammer. Jeg læste en Fortælling af Arnaud: Corally og Nelson eller Venskabs Seier over Kjerlighed, da hørte jeg et spædt Barns Skrig, jeg rev Døren op og saae - dog nei, jeg saae egentlig intet, thi Døren blev øiebliklig lukt igjen. Jeg gik ud i Gaarden, Fader kom i det samme ind af Porten, Grethe gik ham imøde og sagde: Madamen har faaet en Søn. Fire Sønner! raabte han glad; der- paa kyssede han mig og sagde: Nu bliver Du saa rar, som den rareste ægte Perle. Fotnote: Citatet er efter Hukommelsen og ikke helt nøiagtigt. I Stykket er v. Bergen en Herremand og Spazier en forløben Tysker, som er blevet Inspecteur hos v. Bergen og holder paa at ødelægge hans Gods. Heiberg skrev to Ko- medier med Titelen "Virtuosen" - Nr. 1 og Nr. 2. Fotnote: Forf. maa her vistnok tage Feil. Den ældre Schimmelmann, som var dansk Finansminister, var født i Pommern og døde allerede i 1782, før "Vir- tuosen" kom ud, og hans Søn, der var Finansminister og senere Statsminister, var født i Dresden. SIDE: 18 Det Aar, der herpaa fulgte, og som, uden Tvivl, var det lykke- ligste i mit Liv, maae jeg gaae forbi - altfor mange Erindringer strømme ind paa mig, og jeg vover neppe at troe, de kunde inter- essere andre end mig selv. I Høsten 1791 blev Fader syg af Kold- feber; en tydsk Doctor Schminke, der i mange Aar havde practi- seret i Christiania, og hvem mange holdt for en stor, duelig Læge, Andre for en elendig Qvaksalver, blev kaldet. Fader kom sig af Koldfeberen, men ud paa Vinteren blev han atter syg, og Doctoren kaldte Sygdommen Vattersot. Faders Seng blev flyttet ned i den store Spisestue, Doctoren besøgte ham hver Dag og ordinerede en stor Mængde Medicin. Grethe græd, hver Gang Doctoren kom, og de andre Piger knurrede imellem sig og kaldte ham Doctor Fanden. Fader modtog nu Brev fra sin Fætter, Etatsraad Klingenberg i Kjøbenhavn, at dennes Hustru var død, og Fader forlangte, at vor Moder skulde bære Sorg for Fru Klingenberg. Hun opfyldte hans Forlangende; han saae længe paa hende i denne Dragt, og jeg hørte Pigerne hvidske til hverandre: "Saadant er ikke at spøge med." Søndagen efter laae Fader tilsengs; hans Tilstand var sørgelig, og da jeg om Eftermiddagen gik i Aftensang, hørte jeg, hvorledes der fra Prædikestolen blev fremsagt en Bøn for Inspecteur Hansteen. Mandag Morgen gik jeg hen til hans Seng, han var vaagen, men kjendte mig ikke, kaldte mig Broder Jacob og talede om en Over- svømmelse. Mandagen derefter stod i vor Storstue en sort Kiste med blanke Skruer, paa Laaget en ophøiet Blikplade med denne Indskrift: "Herunder hviler Johannes Mathias Hansteen, fød den 28de De- cember 1744, død den 12te Marz 1792. Mand, Fader, Ven og Borger. Savnet af Hustru, fem Børn, Venner og Stat; hvis Ønsker han forekom, hvis Fordringer han opfyldte med Godhed, Venlighed, Orden og Retskaffenhed, indtil Døden, tidlig men ei overilende, kom for at give ham ganske sig selv igjen." Ved Hovedet af Lig- kisten stode Du og Henrik i sorte Klædes Sørgekapper og smeltende hen i Taarer. Moder sagde, at det var barbarisk at lade eder staae der, men Ligkonen forsikrede at det hørte til Ceremonierne. Kisten blev sat paa Ligvognen, og Følget kjørte efter. I første Vogn sad Du og Henrik, i anden Treschow og Generalauditeur Wessel som Moders Slægtninge. Om Middagen spiste en af Consumptions- betjentene, Friboe, ved vort Bord; han talede alene; han fortalte om Struensees og Brandts Henrettelse, den han havde været til- stede ved, og om hvorledes deres Skjæg var voxet efter Døden. SIDE: 19 Vi havde Sagosuppe og Rypesteg, Du spiste, Henrik græd endnu og kunde ikke spise; Du stødte til hans Arm og sagde: "Spiis Du, kanskee varer det længe, inden vi faae saa god Mad igjen." Hvad Faders Udseende angaaer, da troer jeg, Du er den af hans Børn, der ligner ham meest, maaskee var han noget lidet høiere. Hans Haar var blond (ikke rødligt), hans Øine blaae, hans Ansigtsfarve hvid og skjer, maaskee for meget for en Mand, Ud- trykket i hans Ansigt venligt og jovialskt; Hænder, Been og Fødder meget veldannede. Da han engang saae Lohrbauer tage Maal af mig til et Par Sko, sagde han til ham: "Gjør Dem ikke for smaae, De seer, hun har Fødder som en Tjenestepige." Da Fader var gaaet, sagde Grethe: "Fødder som en Tjenestepige! Have da alle Tjeneste- piger store Fødder?" Hun saae ned paa sine, der virkelig var smaae og fine. I den ene Læg havde han et svært Ar; i Brunows Huus var en stor Abe, der ellers aldrig gjorde nogen Fortræd, men da den en- gang saae Fader spøge med en af Husets Piger, beed Aben ham i Læggen. Han viste mig engang Mærket af Abens Tænder. Her har Du da, kjere Ven og Broder, omtrent Alt, hvad jeg veed og erindrer om den ædle Mand og Fader, der saa tidlig blev os berøvet. Du vil sikkert have for- staaet, at alt dette er den blotte "Wahrheit" og aldeles ingen "Dichtung" deri; maatte det desuagtet, eller netop derfor, behage Dig, da vil det være mig en sand Glæde at give, eller rettere, opsætte for Dig vor dyrebare Moders Ungdomshistorie og dernæst en Beretning om alle de Originaler, der frequenterede vor Faders Huus. Jeg forlanger ikke, at Du skal skrive til mig, hvis Du ikke har Tiid eller Lyst; men siig et Ord til een af mine Døttre. [fotnotemerke] Fotnote: Se Bilag I. SIDE: 20 I de første Decennier af det attende Aarhundrede levede der i Christiania en Mand ved Navn Peter Treschow. [fotnotemerke] Han havde saavidt jeg veed, intet Embede, men var en rig Mand og havde Titel af Admiralitetsraad. Han omtales i den Dagbog, som Ulrik Christian Gyldenløve, en Slegfredsøn af Kong Christian den femte, holdt, da han i Aaret 1704 gjennemreiste Norge i Kongens Følge. Gyldenløve siger ikke mere om ham end: Idag spiste Ahlefeldt og jeg til Middag hos en Treschow, der har Titel af Admiralitets- raad. Han havde en Broder i Kjøbenhavn, der var Professor, og en Brodersøn, der var Præst og bekjendt for sine Prædikener eller Andagtsbøger; en Sønnedatter af denne, Petronelle Treschow, var givt med Professor Sverdrup. Peter Treschow havde tre Sønner og to Døttre. Sønnen Albert, vor Moders Fader, blev som Barn sendt til Engelland og opdraget paa Institutet i Eton. Naar jeg i D'Israëlis Skrivter læser om Skikkene eller Uskikkene, der ere indførte paa denne Skole, da seer jeg med Forundring, at de endnu ere de selv- samme, som de vare i vor Morfaders Tid. En af Døttrene blev givt med Johannes Green, Sognepræst til Ager. (Jeg seer nok, at man nu skriver Aker, men k er, i mine Øine, et hadværdigt Bog- stav, haardt og stødende for Øret, stygt Carricatur for Øiet og vanskeligt at nedskrive, medens g er blødt og behageligt for Øret, tækkeligt for Øiet, og let at nedskrive. De Sprog have ikke lidet forud, der have nægtet Adgang til dette lille Utyske.) Da Albert Treschow var 17 Aar gammel, var han endnu i Eton, men det var formodentlig ikke meget længe efter den Tid, at hans Fader sendte ham til Paris. Han havde lært Fransk i Eton, og, som man der sagde, on ne peut pas mieux, men da han kom til Paris, kunde Ingen forstaae ham, naar han talte, men heel vel, naar han skrev. Da hans Fader døde, var Efterladenskabet ikke betydeligt. Han havde bygget den Gaard, som engang blev Jørgen Pløens og siden, tror jeg, Latinskole, den blev solgt for Fjerdedelen af, hvad den havde kostet at bygge. Jeg veed nu Fotnote: Feilagtigt for Gerhard Treschow. Hans Bedstefader var en Træsko- mager i Nestved i Danmark, deraf Navnet. Fra hans Broder, Herman Tre- schow, Toldforvalter i Trondhjem, nedstammer den i 1812 adlede, for Tiden i alle tre nordiske Riger boende Gren af Familien. - Hvad Forf. videre siger om de Treschowske Familieforhold, er ikke rigtigt. Gerhard Treschow havde en Søn, Johannes, der levede som Privatmand, og en Datter, som blev gift i Danmark. Albert T. var ikke en Søn af Admiralitetsraaden. SIDE: 21 intet om Albert Treschow, førend han i Aaret 1750 blev givt med Birgitte Marie Brochmann og var bleven Toldinspecteur paa Fre- derichshald. Den 14de October 1754 kom vor Moder til Verden, og det følgende Aar i November kom vor Bedstemoder ned med en Søn, der blev kaldet Bent Winge. Natten efter Barnets Fødsel blev vor Bedstemoder, som sov, vækket af et skrækkeligt Bulder, det syntes som en Raslen af mange Vogne, der kjørte forbi hendes Vinduer, Huset rystede, Sengen blev skudt frem og tilbage - det var den Nat, Lis- sabon forgik ved Jordskjælv. Anne Cathrine havde saa ofte hørt, at hun var fød fjorten Dage efter Mikkelsdag, at naar man spurgte hende, hvor gammel hun var, svarede hun: Fjorten Dage efter Mikkelsdag. Da man loe af hende, lod hun siden dette Spørgsmaal ube- svaret. I Albert Tre- schows Huus var Frøken Colbjørn- sen sat i Kost; hun var Datter af en af de tappre Brødre Colbjørnsen, der i Krigen 1716 saa tappert forsvarede Frederichshald; de fik derfor Rang med Oberstlieutenant. De vare Brødre af Anna Ramus. Denne Frøken Colbjørnsen var fød Idiot - ja, det ere vi vel alle, men hun vedblev at være det, - og da hun var syv Aar gammel, havde hun endnu ikke talt et Ord, hvorvel man tydelig kunde mærke, at hun ikke var døv. En Dag stod en af Husets Piger og strøg; Barnet vilde tage Strygejernet fra hende, men Pigen turde ikke lade hende faae det, at hun ikke skulde brænde sig derpaa; da hun paa ingen Maade kunde faa sin Villie, løsnede Vreden hendes Tungebaand, og hun raabte: Saa Djævelen annamme Dig! SIDE: 22 Pigen rendte ind til Forældrene med det glade Budskab; hun fik en Tidalerseddel i Douceur, og den lille Pige talte nu saa meget, man vilde, ja vel meer; thi af hendes Mund udgik en meget daarlig Snak. Alderen gav hende ikke mere Forstand, og hun var og blev vanvittig. Da Forældrene døde, blev hun betroet Treschow og hans Kone, og der blev betalt en betydelig Pension for hende. Naar man spurgte hende: Hvorfor skal du have en saa stor Pen- sion af Staten, svarede hun: Fordi Far min gjor'e no'e i Kria. Hun kunde ikke læse, men man havde lært hende en Deel Bønner udenad, som hun ramsede op Morgen og Aften. Engang forlangte hun at hun vilde gaae i Kirke og til Alters; Treschow var med rette bange for at opvække Scandal i Kirken, men nu forlangte hun at tale med Præsten; denne kom, og da han havde talt med hende, sagde han, at han maatte opfylde hendes Forlangende. Fa- milien gik nu med hende til Kirken. Under Prædikenen sad hun taus og stille, men da man gik med hende op til Alteret, saae de med Forskrækkelse, at hun uformærket i Kirkestolen havde sparket af sig begge sine Sko og sokkede op til Alteret i Hoselæsten. Da man dengang gik i høihælede Sko og med meget korte Skjørter, saa maatte dette vel falde i Øinene. Naar hun læste sine Bønner, blandede hun meget gal Snak deriblandt. Gud velsigne og bevare min Faster Elisabeth! Gud velsigne og bevare mit Sødskendebarn Johanne - Nei, nei, hun har en Mand, han kan bede for hende. Endviderede logerede der en Lieutenant Brochmann, der var Søvngjenger; engang fik han et Besøg af en Broder fra Frederichs- stad. Denne fik sit Sovekammer ved Siden af Brochmanns. En smuk Tollekniv, som Brochmann eiede, yttrede Broderen Lyst til at faae, men Brochmann vilde beholde den selv. En Nat stod Brochmann op i Søvne, lukkede op Chatullet, tog Tollekniven, gik ind til Broderens Seng, holdt Tollekniven i Veiret over ham og raabte: Der har Du'en! En anden Nat stod han op af Sengen, lukkede Vinduet op og spadserede op paa Taget; da han vilde gaa ned, vaagnede han og drattede ned paa Gaden; han ringede paa Gadedøren, og vor Moder, der sov i Værelset over Gadedøren, stod op at see, hvem der ringede. Hun saa i Maanelyset en Figur med sorte Haar paa Hovedet, i bare Skjorten, der saae op til Vinduet og raabte: Død og Pine, luk op! Vor Moder, som jeg vil kalde Thrine, der var det Navn, hun dengang gik under, var, ligesom jeg blev efter hende, en stor Gjek efter alt Trykt og Skrevet; da hun var færdig med Faderens danske SIDE: 23 Bøger, forsøgte hun med de fremmede Sprog; Faderen var hende behjelpelig, og endnu mere en fransk Soldat, Martin, der havde sin Gang der i Huset. Denne Mand, hvorvel kun simpel Soldat, maae have havt megen Aand og Dannelse; vor Moder gjemte nogle smaa Digte af ham, hvoriblandt et: Le baiser de la nature, som hun satte megen Pris paa. En Moder indføres talende; hun fortæller hvorledes hendes Børn havde samlet sig om hende, en ældre Dreng kysser hendes Haand, medens en yngre klattrer op paa hendes Skjød og kysser hendes Mund. Je sentis dans ce moment - Que les baisers de la nature - Sont plus doux que ceux de l' amour. - Dog er jeg ikke aldeles vis paa om dette Digt er af Martin, men et andet med hans Navn under læste jeg. Der var mange Couplets, men jeg erindrer kun det første. Sous le Firmament - Ce n' est que changement - Tout passe - Et quoi que l'homme fasse - Ses jours s'en vont roulans - Car plus vite qu'un torrent - Tout passe. Dette fandt vor Fader Behag i, hvorfor han havde ladet det trykke. Jeg har lovet at fortælle, hvorledes det gik til, at vore For- ældre bleve Kjerestefolk; jeg maa da holde mit Løfte, hvorvel her møde mig Vanskeligheder, som jeg ikke havde betænkt. Nu - friskt vovet er halvt vundet! - Da vor Fader kom i Treschows Huus, var han i sit 25de Aar, qvik, munter og livsglad - han begik en Ungdoms Daarlighed, hvad det var, veed jeg ikke - jeg har en Formodning efter et Udtryk af Grethe i Anledning af Abens Bid i hans Læg: Dette skulde tjent ham til Advarsel! - men det er kun en løs Formodning. Hvad jeg veed, er, at Tre- schow holdt ham en Straffeprædiken, og derpaa var Alt igjen i de gamle Folder. Thrine var dengang 15 Aar og havde nylig gaaet til Confirmation for en ung Præst, Hammer, der for første Gang forberedede Børn til Confirmation. Han havde hermed anvendt den yderste Flid og indprentet dem den reneste Sædelære uden mindste Sværmerie. Thrine vovede at meddele Hansteen af den Moral, hun havde lært, og han hørte paa hende med Opmærksomhed. Formodentlig lagde han nu først Mærke til hende, og de havde nu mange Samtaler om Hammers Moralsystem. Treschow fandt ingen Behag heri og spurgte Hansteen, hvad han havde saa meget at tale om med hans Datter, og Enden af denne Samtale blev, at Treschow lovede at give ham sin Datter, naar han fik Embede. Sønnen, Bent Winge, var død, Datteren Wilhelmine faldt ned af en Lem og forslog det ene Knæ; formodentlig blev Saaret urig- SIDE: 24 tigt behandlet, thi Skaden blev betydelig, og Treschow besluttede at sende hende til Frederiks Hospital i Kjøbenhavn for at helbre- des. Hun var 11 Aar gammel, og Thrine, der var 18, skulde følge med hende. Mine laae paa Hospitalet, og Thrine fik Logis hos Peter Nicolai Nyegaard, et Sødskendebarn af Hansteen. Denne Nyegaard var bekjendt ved sine Oversættelser af Campe, Salzmann og andre; medens Thrine var i Kjøbenhavn, var han færdig med en Oversættelse af Werther, men blev forbuden at give den ud. Nyegaard boede i Nyhavn; hver Morgen ledsagede han Thrine til Hospitalet og hentede hende tilbage om Aftenen. Hvis hun gik alene, vilde hun faae at høre altfor mange Matrosvittigheder, sagde han. En Dag, da Nyegaard ikke var tilstede, vovede hun det dog; hun havde en bruun Kaabe paa, og hun hørte en Matros sige: "See paa den, hun er saa bruun som en Loppe." En an- den svarede: "Havde jeg den Loppe i min Seng, vilde jeg, den Onde tordne i mig, ikke dræb'en." - Det var i Sommeren 1772, Struensee og Brandt var henrettede 28de April. Nyegaards Kone var meget romantisk, hun læste Siegwart og Klopstock, hun hed Mette Margrete, men man maatte kalde hende Meta, efter Klop- stock. Hun havde hos sig en Søster, der var meget lidenskabelig; engang havde denne faaet fat paa en Spaamand og vilde af ham vide sin Fremtids Skjebne. Hun forlangte at Thrine skulde først lade sig spaae, og for at føie hende lod Thrine Spaamanden see sig i Haanden. Han sagde hende, at hun skulde blive givt med en retskaffen Mand, blive Moder til agtværdige og lykkelige Børn og opnaae en høi Alder. Da nu den anden Jomfru forlangte at vide sin Skjebne, saae han hende længe i Haanden og erklærede at han aldeles ikke forstod Linierne i hendes Haand. Nogle Aar derefter gik den arme Pige fra Forstanden og døde i Dolhuset. - Mines Knæ blev efter flere Operationer lægt, men hun forblev halt for Livstid. Hvor længe Søstrene bleve i Kjøbenhavn, veed jeg ikke, men vel, at de vare i Theatret og saae blandt andet Smukt Caroline Walter som Angelique i Destouches's La fausse Agnès ou Le poète campagnard, oversat af Jomfru Biehl. I Anledning af Dorthea Biehl vil jeg hensætte en Anecdote, som Du formodentlig kjender, men der kan være Andre som ikke kjender den. Wessel kom at gratulere hende til hendes Fødselsdag. Veed De ogsaa hvor gammel jeg er idag? - Nei. - Jeg er saamæn 50 Aar. - Nei er det muligt! det havde jeg saamæn ikke troet. - (meget blid) Nu, hvor gammel troede De vel jeg var? - 49. - SIDE: 25 En af Albert Treschows Brødre blev Kjøbmand i Drammen og givtede sig der; hans Kone hed Judith. (Da dette Navn syntes Fru Treschow altfor Jødisk, saa kaldte hun sin Datter Judithe). Hendes Familie, som dengang næsten hele Bragernæs, vare Til- hængere af Zinzendorf. Niels Treschow var en af hans Sønner. Denne Familie var i høieste Grad bigot, al Spøg, al Munterhed, al Livslyst blev kaldet Synd, Arvesynd hos Børnene. Ved det mindste Tegn til Liv eller Lystighed hed det: Der er den gamle Adam igjen! En Dag kom Niels i Besøg til en af sine Tanter, han gik langsomt, traadte ind med en alvorlig Mine; den ene Tante sagde: See Niels, hvor han er smukt adstadig idag; den Anden sagde: Hvor er der bleven af den gamle Adam idag? Niels svarede: Han hang paa Nakken af mig, da jeg gik hjem- mefra, men da jeg gik forbi Dammen, kastede jeg ham af og druknede ham deri. Da Niels Treschow som Student laae ved Universitetet i Kjøbenhavn, fik han Plads paa Regensen, hvor han først havde Nordahl Bruun og siden Johan Vibe til Contubernaler. Han havde ingen anden Indtægt, end hvad han fortjente ved at give Underviisning i Claveerspil. Alle hans Elever vare af Qvinde- kjønnet; en af dem behagede ham særdeles, jeg veed ikke hendes Navn, men jeg har seet hende, hun var givt med en Foged Hørbye. Der var en Sang med Musik af Philidor, der dengang var meget i Mode: Jeg elskte kun Ismene. Ismene elskte mig, O Himmel, hvilken Scene! Hvor var jeg lykkelig! Naar Treschow var paa sit Værelse, sang og nynnede han fast uafladelig: Jeg elskte kun Ismene o. s. v. Vibe blev kjed af dette, og nu forfattede han paa samme Melodie en anden Vise: Utme' den store Bjørka, Som Namne' mit sto ti. Sat den forbanna Førkja, Som før var Sophi mi. Jeg skal ikke anføre mere deraf, og det af den gode Grund, at jeg aldrig har hørt mere. Medens han logerede sammen med Nordahl Bruun, saae han hvorledes denne studerede Voltaires Tragedier - han gik dengang med sin Zarine i Hovedet. Treschow digtede ogsaa i denne Tid en Tragedie i Alexandriner: Hagen Adelsteen. Den blev aldrig SIDE: 26 trykt, men jeg har hørt ham fremsige Scener deraf, som han kunde udenad. Wilhelmine Treschow var syv Aar yngre end vor Moder, hun var meget smuk og meget god. Da Spärck friede til hende, sagde hun til ham: Har De ogsaa betænkt, at jeg intet eier, og at jeg er en Krøbling? Han svarede: Ja, søde Barn, det har jeg længe siden betænkt. Spärck var født paa Christiansborg Slot, hvor hans Fader var Castellan. Efter ham fik Øhlenschlæger Posten. I Drengeaarene spadserede Spärck ofte om i Slotsgangene og saae der meget Forunderligt. En Dag, medens Dronning Caroline Ma- thilde laae i Barselseng, saae han en Kammerpige komme ud af Dronningens Gemak med Noget indsvøbt i et Tørklæde, og en Page, der gik hende imøde og spurgte ivrigt: Hvad har du der? Tys, svarede hun, det er Dronningens Brystmelk. O, giv mig den, raabte han, rev Glasset fra hende og drak Melken ud. Schack-Staffeldt, som nogle faa Aar efter Caroline Mathildes Død var i Celle, siger, at den almindelige Mening der var den, at hun havde faaet Gift ind, og at en Page, der havde fulgt hende, og som hun havde megen Godhed for, ligeledes var bleven for- givet og var død førend Dronningen. Skulde dette have været den samme? Mine Spärck besøgte vore Forældre nogle Aar efter hendes Givtermaal; hun havde med sig to smaae Sønner, Johan og Fritz, samt en Christiansandsk Pige, der lod til at være mere cultiveret end vore, der, paa Grethe nær, vare Bondepiger. En Aften, da Madame Spärck og vore Forældre vare i Selskab, og vi Børn, eller dog de ældste af os, vare i Dandseskole hos Hannemann, spurgte denne Pige mig, da vi kom hjem, hvem af Dandserne der var den smukkeste. Jeg svarede uden Betænkning, Falch; og nu be- gyndte hun saaledes at drille mig med Falch, at jeg gav mig til at skrige og blev ikke rolig før længe efter, da min eiegode Tante var kommen hjem og talte mig tilrette. Denne Falch indlagde sig siden et Rygte, dog ikke af de gode. Han kom til Kjøbenhavn blev en Dag Officeer, Dagen efter Ægtemand, den følgende Dag var han paa Bal-paré, hvor han stjal Arveprindsens Hat, hvorpaa der var et kostbart Juveelsmykke; den følgende Dag blev han fængslet, overbeviist, casseret, skilt fra Konen, og saa - ja saa veed jeg ikke mere om ham, end at jeg flere Aar derefter saae ham hos Toldindspecteur Dajon i Drammen, og man sagde, han var Souffleur i det dramatiske Selskab. SIDE: 27 Den Apathie, hvori vi troede dig nedsænket medens dine Barndomsaar varede, kjere Broder, seer jeg nu kun var tilsynela- dende, thi jeg seer nu af Dit Brev, at Du, hvorvel flere Aar yngre, har iagttaget og erindret lige saa meget ja endog mere end jeg, for Du gjenkalder mig adskilligt, som var gaaet mig af Glemme. Hvad har jeg da at byde Dig som Du ikke veed? Dog jo lad os gaae til Faster Green. Faster Green, som Du, kjere Broder, saa vel erindrer, døde i vor Faders Huus i Aaret 1791. Hun var 76 Aar gammel. Hun blev anseet for en meget streng, stolt og selvgod Dame. Mod mig var hun just ikke venlig, men meget nedladende, hun skjendte ikke engang paa mig, da jeg havde bragt hendes fine, ziirlige Strikketøi i Uorden. Hun fortalte mig om sin Ungdom, hvorfor jeg vil indføre hende selv talende, da jeg erindrer næsten hvert Ord: Min Fader, sagde hun, foretrak mig for alle mine Sødskende, ja jeg kunde gjerne sige som Grethe i Kjerlighed uden Strømper, at min Villie var hans Lov. Engang yttrede jeg, at det maatte være moersomt at eie en Boutique med Galanterievarer; min Fader lod indrette en liden Boutique i sit Huus, forskrev Galanterievarer og overleverede mig Bod og Varer med Fortegnelse over Varer og Priis. Handle nu dermed, sagde han, Procenterne skulle være dine, Indkjøbsprisen kan Du levere mig tilbage, naar jeg forlanger den. Jeg havde god Afsætning paa mine Varer, min Fader forlangte ingen Indkjøbspriis tilbage, og Du kan da tænke, jeg havde Penge i Overflødighed. Mine Brødre vare herover meget misfornøiede; en Dag ved Bordet be- gyndte den Ene at tale om, hvor uretfærdigt det var handlet af en Fader at lade en Datter svømme i Overflødighed, medens Søn- nerne maatte behjelpe sig knapt nok; han vidste ikke, sagde han, at mine Fortjenester var større end deres. Fader saae paa ham med Vrede, og derpaa raabte han: Staae paa Øieblikket op, Knægt! og stil Dig bag Din Søsters Stol! Men da kan Du troe at Hjertet voxede i Livet paa mig. En eneste Gang forbød han mig noget, det var, da jeg vilde vænne mig til at bruge Snuustobak; det klædte ikke godt, sagde han, for et ungt Fruentimmer, og han vilde forbyde mig det. Jeg svarede ham, at naar jeg sad i Kirken, da havde jeg stor Tilbøielighed til at falde i Søvn under Prædikenen, og dette troede jeg at hindre ved Tobakken. Fader forærede mig nu en meget smuk, indvendig forgyldt Snuustobaksdaase af Sølv, men jeg maatte love ham ikke at benytte den uden i Kirken. Naar jeg derefter gik ud at spadsere med mine Legesøstre, og vi kom i SIDE: 28 Nærheden af Kirken, sprang jeg leende fra dem op ad Kirketrap- pen og tog mig en Priis. Engang syntes jeg at høre en Banken inden i Kirken og løb forskrækket derfra. - Men den af hendes Fortællinger, der interesserede mig meest, var, om hvorlunde Chri- stian den sjette havde indført Confirmationen her i Landet, eller rettere, hvorledes inden den Tid mangen Pige paa 11 - 12 Aar var bleven givt og legede endnu med Dukker. Johan Hermann Wessel var hendes Slægtning, og hun citerede ofte Wessel; lige overfor hendes Vinduer boede en Skrædder Bruunsteen, og naar han gik forbi og hilste hende, hørte jeg hende sige: O altfor kjære Skrædder! Hun havde foruden Wessel- erne endnu et Sødskendebarn, der hed Herman Kjørboe og var Kjøbmand i Christiania og en rig Mand. Som Du vistnok erindrer, havde hun tre Døttre. Den ældste af disse tvang hun, da Pigen var femten Aar gam- mel, til at givte sig med Her- man Kjørboe, der var Enkemand og aldrende, han var i Tænke- maade temmelig lig sin Cousine, og jeg vil fortælle dig et Træk af ham. Det var dengang Skik i Familierne at opkalde den ældste Søn efter Farfader, den næste efter Morfader og de følgende efter Faders og Moders Brødre. Herman Kjørboe havde en Broder, der var givt og havde to Sønner, der bare Farfader og Morfaders Navne; nu fik hans Kone den tredie Søn, der skulde kaldes Herman, men Peder Kjørboes Kone havde en Broder, der hed Johan, og bad, at Drengen ogsaa maatte faae et Navn efter denne, saa Drengen blev kaldt: Johan Herman. Da Peder Kjørboe havde berettet sin Broder dette, fik han til Svar: Jeg har modtaget dit Brev, hvori Du lader mig vide, at Du har kaldet din Søn Herman bagefter. Den stakkels Dreng maatte SIDE: 29 nu taale, at man kaldte ham Herman Bagefter. - Herman Kjørboe havde kun en Søn med sin første Kone; med den an- den havde han mange Børn; saasnart de vare saa store, at det gik an, bleve de sendte til Christiansfeldt; kun en Datter, Stine, blev i Christiania. Efter henimod tyve Aars Ægteskab døde den gamle Kjørboe, og Aaret efter givtede hans Enke sig igjen med Jens Larsen, Krambodkarlen. Hun var 35, han 25 Aar gam- mel. Hans Fader og Moder levede begge; Faderen havde været Fattigfoged og var nu tilligemed Moderen i Fattighuset, Søsteren var Stuepige i Kjørboes Huus. Forældrene blev tagne ud af Fat- tighuset og fik et Værelse i Larsens Gaard, Søsteren Marthe ved- blev at tjene for Stuepige. Larsen havde intet andet lært end at skrive og regne, men han var en ganske godlidende Mand. De havde to Sønner, som Du formodentlig erindrer, Peer og Nicolai. Datteren Stine blev saa opbragt over Moderens Givtermaal, at hun sagde, for at komme derfra vilde hun ægte Skorsteensfeieren, om ingen anden vilde frie til hende. Skorsteensfeieren kom ikke, men En, der neppe var saa god. Han hed Knud Holm og var en grov Knold, det er alt, hvad jeg veed om ham. Hun fik sin Fæ- drenearv udbetalt, og da den var fortæret, levede hun med Mand og Børn i Armod. Den anden af Faster Greens Døttre - hun hed Thrine, paa Plattydsk kaldte de hende Trenken - var givt med en Jürgensen, der døde kort efter Brylluppet; Aaret efter givtede hun sig med en Mand, der hed Holm og var i ingen Levevei. Auctionsdirec- teur Bjerregaard gav ham et Par hundrede Daler aarlig for at hjælpe ham ved Auctionsbordet, det var alt, hendes Formue var fløiten. Disse Mennesker vare en Carricatur af ægteskabelig Kjer- lighed, de kjertegnede hverandre uafladelig, og naar de ikke kunde komme hen til hverandre, raabte de: Gud velsigne Dig, Mama! Gud velsigne Dig, Papa! Børnene fik Kjertegn og aldrig Skjend. Naar jeg havde faaet en Rivt i min Kjole eller havde slaaet en Kop itu eller et Glas, saa blev jeg straffet baade med Ord og Gjerning; men disse Børn reve deres Klæder itu, slog Glas istykker og naar jeg spurgte dem om de nu ikke vare bange for Straf, saa svarede de: vi have jo ikke gjort det med Villie. Engang saae jeg dem rive Sengeomhænget i Forældrenes Sovekammer istykker for deraf at gjøre Kjole til en Dukke. Den yngste af Faster Greens Døttre, Christiane, var den smuk- keste, vittigste og bedste af sine Sødskende; hun blev længst hjemme SIDE: 30 hos den strenge Moder. Niels Treschow og hun vare meget gode Venner, og dette Venskab vedvarede deres hele Liv igjennem. Da Treschow var bleven Rector i Helsingør, skrev hun et Digt i den Anledning - jeg kan ikke erindre noget deraf, men det syntes mig smukt og sagde hverken meer eller mindre, end den ene deeltagende Ven kan sige den anden. Faster Green havde endnu et Søskende- barn, der var Sognepræst til Krogstad (nu har man gjort det om til Kraakstad, er dette smukkere?) og hed Hørbye. En Juul ansøgte han sin Cousine om at tillade Christiane at tilbringe Julen hos dem paa Krogstad, og da Tilladelsen blev givet, sendte han Hest og Slæde efter hende. Den Bonde, der kjørte hende, hed Hans Hare- stad. Hos Hørbye traf Christiane Præstens Søn, der var theologisk Candidat, og han og Christiane fattede Godhed for hverandre. Den næste Juul ønskede hun meget at komme derhen igjen; hun vidste nok, man vilde indbyde hende, men vilde Moderen tillade? Hun gjorde nu en Vise paa en dengang bekjendt Melodie: O, Hans Harestad! jeg nok mindes, Sidste Gang jeg Eder saae; Mon vi og i Aar skal findes Paa det Sted, jeg mener naae? Nei, jeg tør ei sikkert haabe, Haab og ei, Hans Harestad! Thi om I omsonst Jer glæder, I tilsidst af Harme græder, Naar I seer, det gaaer fatalt. Hvad er det for dumt Tøi, Du synger, Christiane? - Det er en Vise, Mama, som jeg har gjort til Hans Harestad, den brave Mand, der kjørte mig til Krogstad ifjor. - Aaret efter døde den gamle Hørbye, Sønnen fik Kaldet efter Faderen, og Christiane blev hans Hustru. Larsen kjøbte en Gaard i Aas Sogn; Gaarden hed Berg. Moder, Henrik og jeg reiste derhen at tilbringe nogle Uger om Sommeren; dette var min første Udflugt, jeg havde aldrig været længer end til Lysager. Der var en Jomfru Hørbye, Søster af Præsten, og en ung Flensborger, Petersen, en Probenreuter. Petersen og Ragnhild Hør- bye havde en Kjerlighedsforstaaelse; jeg forstod det ikke, men Moder saae, at de vexlede Breve. Det er underligt nok, at forlibte Folk stedse maae skrive. Jeg var dem velkommen; thi nu gik Ragnhild at spadsere med mig, og vi stødte paa Petersen. Han havde sin Fløite med, han spillede eller sang for os, og vi morede os ret SIDE: 31 godt alle tre. Henrik og jeg besøgte ogsaa Larsens gamle Forældre, der havde faaet et Værelse nede i Gaarden. Larsen var nylig gaaet fra dem, og jeg hørte den gamle Kone sige til sin Mand: "Du skulde ikke sagt det, Du Lars; han Jens blev stubbete, det saae jeg." Den gamle Mand lod ogsaa til at være misfornøiet. Moder sad i Haven med Madame Larsen, jeg fik Ordre at hente hendes Strikketøi, som hun havde ladet efter sig paa Salen ovenpaa. Der gik Flensborgeren og phantaserede paa Fløiten; da jeg kom, be- begyndte han at synge: Skjelmske Pige, see paa mig Uden Skulen, uden Svig! Aabent Hjerte, aabent Øie! Jeg vil spørge svar mig nøie! Uden Skulen uden Svig, Skjelmske Pige, see paa mig! Du er meer end tækkelig, Ja, det maa man lade Dig; Disse Øine, disse Kinder Kunde pryde Keiserinder, Ja, det maa man lade Dig; Du er meer end tækkelig. Lille Keiserinde kom! See i mig dit Keiserdom! Her regjerer Du, min Pige, Dette Hjerte er dit Rige, Lille Keiserinde, kom Og omfavn dit Keiserdom! Da jeg nu ikke var mindre belæst i Todes Poesier end han, saa svarede jeg: Sommerfugl, jeg kjender Dig, Tør Du, tør Du see paa mig? Sang Du ei den samme Vise For Florette og Elise? Sommerfugl, jcg kjender Dig, Tør Du, tør Du see paa mig? Kort derefter blev Ragnhild Hørbye gift med Kjøbmand Thur- mann, og Flensborgeren hørte jeg aldrig mere om. Lisette ønsker Beretning om Hansteens Frieri til Frøken Elie- sen og det kan jeg gjerne føie hende i, især da Hansteens Resig- nation gjør ham Ære, men i denne Anledning maa jeg tilføie, at SIDE: 32 da disse Blade blive læste af Flere, saa angrer det mig at have trukket for Lyset Niels Lynge Hansteens Børnestreger. Han er en altfor agtværdig Mand og har beviist mig alt for megen Godhed til at jeg skulde tilføie ham mindste Lyde, og vel seer han ikke disse Blade, men hans Børn kunde ansee mig, hvis de fik vide min In- sinuation, for en meget utaknemmelig Person. Ved samme Leilighed maa jeg lette mit Hjerte ved Tilstaaelsen af en Uret, jeg engang har tilføiet Dig. Det var Vinteren 1801. Bielefeldt, en af Direc- teurerne for det drama- tiske Selskab, havde faaet sin Post i Kjøbenhavn, og til Afsked for ham havde en anden Directeur, Ene- vold Falsen, forfattet en Epilog, der skulde opføres til hans Ære. Personerne vare de ni Muser. Fru Tullin var Thalia, Fru Fal- sen Melpomene, Fru Thul- strup Urania, Fru Baum- garten Polyhymnia, Fru Thygeson (dengang Louise Pløen) Erato, Fru Rasmus- sen (dengang Sophie Arbin) Euterpe, Fru Krog (den- gang Lise Arbin) Kalliope, Fru Ingstad (dengang Ca- thrine Pløen) Terpsichore, og jeg var Clio. Der var megen Nysgjerrighed og Spørgen efter Billetter, min havde jeg lovet Dig. Om Formiddagen paa denne Dag kom Tyrholms fra Soon ind til os; de havde forgjeves umaget dem for at faae Billetter, de Reisendes vare bortgivne, og Ingen vilde blive hjemme og overlade sin Plads paa den Aften. Madame Tyrholm var Aamodts Cousine, og hun havde overvældet mig med Kjerlig- hedsbeviser - jeg gav hende min - ak! nei - Din Billet; thi jeg havde lovet Dig den for flere Dage siden. Neppe var Tyrholms SIDE: 33 borte, før Du kom efter Aftale at hente Din Billet. Du kom fra Skolen, havde Dine Bøger under Armen og kom syngende og tral- lende ind ad Porten. Aldrig har jeg været værre tilmode. Om Aftenen, da jeg havde iført mig Tricot, Sandaler, Gevand, Laurbær- krands og øvrige Apparater, da var rigtignok Angeren borte - men Historiens Musa havde optegnet Bedrivten paa sine Tavler, og den kunde ikke glemmes, var Du kun ikke kommen syngende ind. Da Du var en liden Dreng, troer jeg nok, at jeg ikke følte synderlig Deeltagelse for Dig, men da Du voxede til, elskede jeg Dig inderlig. Jeg havde meget overspændte Ideer om Mod og Styrke, som giver Ære; jeg tiltroede Dig vistnok alle de Egen- skaber, jeg satte Priis paa, men jeg havde endnu ikke seet noget Beviis paa Dit Mod og den Kraft til at bære legemlige Uleilig- heder, som var mit Ideal. Da blev der talt om, jeg veed ikke meer, hvad det var, der fattedes Dig, maaskee havde Du Tand- pine, nok, der blev sagt, at Du burde have en spansk Flue i Nakken, og vi bleve enige om, at jeg skulde besørge dette. Du kom til mig Morgenen efter, og jeg lagde Dig et stort Flueplaster i Nakken. Ved Middagstid kom Du igjen, Du var bleg og sagde: Nu holder jeg det ikke længer ud. Du satte Dig ned, og jeg tog Plasteret af; det havde ligget der altfor længe, din Nakke var een stor Blære; jeg klippede den op og lagde Salve paa, uden at Du fortrak en Mine. Og saaledse var Du bleven siddende i Skolen, indtil Timerne var ude! Nu følte jeg Høiagtelse for Dig - og dette var den første Gang, jeg ret var stolt af, at Du var min SIDE: 34 Broder. Hvad angaar den stærke Appetit, Du havde som Barn, da havde jeg den ikke mindre, kun blev der ikke saa meget talt derom. Ved Bordet bemærkede Fader, at jeg tog blot Kjød paa min Tallerken og Henrik blot en Skive Kaalrabi; jeg blev just ikke rost derfor. Tattine blev ofte tildelt Kjødstykker, der bragte mine Tænder til at løbe i Vand, og engang rakte jeg Haanden ud efter et Stykke Haresteg, der var lagt paa hendes Tallerken; da beed Bæstet mig i Fingeren. En- gang sagde Moder, vi havde spist nok; jeg indvendte at hun ikke kunde vide dette saa godt som vi; hun svarede, at hun kunde føle det paa vore Næser; naar man lagde Fingeren paa Næse- tippen og følte en Kløft under den, saa var man mæt. Da jeg nu virkelig følte en saadan Kløft, saa troede jeg hende. Je mehr der Mensch seine Gedanken in der Mittheilung ent- wickelt, desto mehr Gedanken entstehen. Med Hansteens Frieri til Frøken Eliesen, kjere Lisette, gik det saaledes til: Hun var af en af de meest anseete og rigeste Familier i Christiania; hendes to Søstre vare gifte, den ene med John, den anden med Peter Collett. Mændene vare Tvillingbrødre. Søstrene vare talentfulde Damer, men denne tredie Søster var taa- belig, eller rettere, hun var fjantet. Hun saae ret godt ud, og hendes Formue var ikke ubetydelig. En Fætter af hende, Ritmester Eliesen, havde misbrugt hendes Taabelighed og vilde siden ikke ægte hende, formodentlig vilde Familien heller ikke at det skulde ske, thi Eliesen havde i et Par Aar forødt sin store Formue (70 000 Rd.) og gjort Gjæld for lige saa meget - han levede nu af Bernt Ankers Naade. Frøken Eliesen blev sat i Kost hos to Fruer Blix, Moder og Datter, meget agtværdige Damer, og Familien behandlede hende med Øm- SIDE: 35 hed og sørgede for hendes Velvære og for hendes Fornøielse. Hansteen henvendte sig til Familien med sit Andragende; de sagde, at hvis han henvendte sig til hende, da vilde hun uden Tvivl sam- tykke; men de underrettede ham om hendes Forfatning og bade ham opgive sit Forsæt. Han lovede det og holdt Ord. - Saa ydmyg, nøisom og beskeden en Kjøbmand Horster ikke var, der gives mange Folk herneden, som heftig Lyst til Penge har. - Horster gik lige til hende selv og fik Ja med Glæde; nu rendte hun hen til Colletts at melde den glade Tidende, og da Herskabet ikke var hjemme, raabte hun til Tjeneren: Jeg skal gifte mig, Du, jeg skal gifte mig! Familien lod skee, hvad de ikke kunde hindre; Horster var en solid og formuende Mand, han vilde ikke forøde hendes Penge, men brugte dem i sin Handel. Horster er død for mange Aar siden, men hun, tror jeg, lever endnu. Jeg maa ellers forundre mig over den Aabenhjertighed, hvor- med Mænd i de Dage omtalede mislykkede Givtermaalsprojecter; jeg hørte Carsten Tank, siden Statsraad, fortælle min Fader, hvorledes han havde elsket og friet til en Jomfru Juel paa Vest- bye, hvorledes han havde faaet Afslag, og at hun havde foretrukket Ingier. Han talede med megen Pathos og lagde Haanden paa Hjertet, idet han sagde: Dette er Beviis paa, hvad jeg følede for Pigen. Ved lignende Leiligheder hørte jeg Faster Green sige: Smaae Gryder har ogsaa Øren. Det undrer mig kjere Broder! at Du erindrer Brynhild, Du maa have gjort hans Bekjendtskab i Gaarden, jeg saae ham kun engang et Øieblik i Stuen. Fader holdt ham for en Spitsbub og han havde intet godt Rygte, han maa have været en slu og forslagen Karl, man kunde aldrig gribe ham i hans Skjelmsstykker. Hans SIDE: 36 Navn var Brynhild Rud, men man kaldte ham oftest ved Fornavnet, han havde en meget ung Kone, der var hans Søsterdatter. - Fri- boe talede fransk og sang med skjelvende Stemme franske Arier for mig. Han havde en Søn, der gik paa Latinskolen. - Fremdeles var der Jørgen Hellesen, der vartede op, naar der var Selskab og imellem sad i Barnekammeret og fortalte os Æventyr - den gamle Tofte, der var fuld af Complimenter; - Colding, der var smuk og havde en Kjærlighedshistorie med en vis Dame - Greve, der var Student. Elster spiste imellem ved vort Bord - Gamborg, som var Svigersøn af Md. Holler; - Wærenskjold, Hammerstad og Meiss, der altid havde noget at klynke og græde over. Hvad fei- ler Meiss idag, sagde Fader, har nu hans lille Datter atter faaet Knib i Maven. Ida Margrethe Weile. Da det lader til, at Du, min Bernhard, har nogen Deeltagelse for denne mig saa kjere Pige, saa vil jeg med Glæde meddele mere om hende. Om Vinteraftenerne, medens Pigerne spandt, maatte jeg efter Grethes Opfordring læse høit for dem. Først Carl Grandison; Miss Biron interesserede mig ikke syn- derlig; Clementine forstod jeg aldeles ikke; den søde lille Emilie, der var saa forelsket i sin Formynder, var mig usigelig kjer; den muntre Charlotte var min Fryd; Søsteren Caroline kunde jeg godt lide, og for Bedstemoderen Shirley havde jeg Ærbødighed. Siden læstes Pamela, der var Grethes Yndlingslæsning. [fotnotemerke] Engang spurgte Marthe hende, om hun altid havde været saa skye for Mandfolk, som hun nu var. Hun svarede: Jeg begyndte med at staae i nær Berørelse med en, thi jeg kom til Verden i Selskab med en Tvillingbroder. - Men har I aldrig, spurgte Marthe, havt nogen Kjereste? - Kjereste, svarede hun, har jeg aldrig havt, Fotnote: Samuel Richardson (1689-1761) var Grundlæggeren af Familieromanen i England. Blandt hans mest bekjendte Romaner er Sir Charles Grandison og Pamela. Udg. SIDE: 37 men jeg har havt en Frier. - O, fortæl os det! raabte begge Pigerne. - Det var, sagde hun, medens jeg tjente hos Treschows paa Frederichshald; der boede i Nabolaget en ung Væver, der imellem saae til Vinduet i Kjøkkenet og hilste mig, naar han gik forbi. Engang mødte jeg ham paa Gaden, og han blev staaende og talede til mig; jeg har aldrig været suur eller uhøflig mod Nogen, og saa var jeg det heller ikke mod ham. Nogle Dage derefter kom han ind til Treschows og forlangte at tale med mig. Han sagde mig, at han havde gjort Mester- stykke og var bleven Vævermester, og spurgte mig, om jeg vilde ægte ham. Jeg blev saa forlegen, at jeg ikke kunde svare. Han forlangte ikke Svar strax, jeg maatte betænke mig, han vilde hente Svar om nogle Dage. Derpaa gik han ind at tale med Madamen. Da han havde for- ladt Huset, kaldte Madamen mig ind til sig, hun gjentog for mig Væverens Tilbud, og raadede mig til at modtage det. Der er intet at udsætte paa Manden, sagde hun, hans Rygte er godt, han seer jo ret godt ud, og han har sit anstændige Udkomme, Tilbudet er ikke at for- kaste. Jeg svarede hende, at jeg aldeles ingen Lyst havde til at blive givt, og inderlig ønskede at forblive hos hende. Vistnok var Væveren en brav Mand, men han havde sin Moder hos sig, der var en barsk og streng Kone, hvem Ingen kunde gjøre tilpas. Jeg græd, kyssede Madamens Haand og bad hende ikke forskyde mig. Efter nogle Dages Forløb spurgte hun mig, om jeg ikke havde betænkt mig bedre; jeg blev ved min Beslutning, og da Væveren kom at hente Svar, tog Madamen mod ham, de talte længe sammen; han gik bort i Stilhed og kom ikke mere igjen. - Men angrede I det ikke siden? sagde Marthe. - Nei, sandelig ikke, var Svaret. Den unge Pige, som blev Væverens Kone, havde Helvede paa slette Marken, medens jeg havde det saa godt, som et Menneske kan ønske. I Treschows Huus vare Alle muntre, glade, og kappedes om at gjøre SIDE: 38 hverandre Livet behageligt. Rigtignok var Væveren en god Mand, men hans Moder var en Satan, og da Huus og Indbo hørte hende til, saa var den unge Kone kun hendes Tjenestepige og fik hver Dag paa sin Tallerken, at hun intet havde medbragt. Gud bevare os, hvad det maatte være for et Liv! - Men hørte I da aldrig Skjend eller onde Ord, der I var? spurgte Marthe. Grethe loe: Der var nu Jomfru Larsen, hun havde nu saa sine egne Glæder og Sorger; imellem var hun saa lystig, saa hun kunde springe over Borde og Bænke, til andre Tider igjen var hun saa ond som Peber, og ingen kunde være hende tilpas. Engang, da det var hendes Uge i Kjøkkenet, og hun var i det onde Hjørne, overskjendte hun os alle- sammen. Jeg sagde til hende: Ja, ja! hver Djevel regjerer sit Maa- ned, nu er det hendes, lille Jomfru Larsen. Nu begyndte de alle at lee, fordi jeg havde sagt: sit Maa- ned, - saa sige vi i Jylland - og Jomfru Larsen maatte lee med. Har aldrig Madame Treschow skjendt paa Jer? spurgte Birthe. - Nei, hun kunde nu ikke lide, at man skyndte sig, og formanede stedse til Omhyggelighed og Betænk- somhed ved Arbeidet: Forfjas Eder ikke, Børn! var altid hendes Ord; man kan see paa et Arbeide, om det er godt gjort, men man kan ikke see, hvorlænge der er bleven arbeidet derpaa. Engang var jeg bange for at jeg havde fornærmet hende. Naar der var Noget, der gjorde hende lidt utaalmodig, sagde hun: Kys en Lort. En- gang lod hun mig holde en Dukke Traad, som hun vilde vinde. Traaden var i megen Uorden, hun blev utaalmodig og sagde: Kys en Lort! Idetsamme sagde jeg: Kjære Mor, bid' en af! Jeg mente Traaden; men hun saae vredt paa mig; dog indsaae hun snart at jeg ikke havde villet fornærme hende. Men hvorledes gik det til, sagde Marthe, at Inspecteuren lod Eder afmale? - O ja, sagde Grethe, den kjere Mand var nu altid SIDE: 39 saa fuld af Spøg og Løier. Der kom en tydsk Maler, Hosenfeller, til Frederichshald. Hansteen lod ham nu male sit og Jomfru Cathrines Portraiter. Denne Maler kunde træffe Ligheden overordentlig, ja, naar han blot havde seet et Menneske, kunde han male dem af efter Erindringen, uden at de behøvede at sidde for ham. Min For- retning der i Huset var nu at feie Gulvene og gjøre reent i Værel- serne, og Hansteen mødte mig ofte med Støvekosten i Haanden. Den Spøgedoctor lod nu Hosenfeller afmale mig i Legemsstørrelse paa Døren til hans Værelse med Støvekost i den ene Haand og Støvebret med Fjerving i den anden. Har I ingen Frier havt siden Væveren? vedblev Marthe at spørge. - Ikke uden man vil kalde dette for en, at da jeg en Aften sad i Treschows Kjelder og tappede Øl paa Flasker, og under Arbeidet sang: Er der ingen Redning til For en stakkels Pige, Der saa gjerne givtes vil, Om jeg sandt skal sige? Skal jeg nu end længer gaae, Og jeg ei en Mand kan faae, Da vil det sig hændes, At mit Liv det endes. - stak en Mand fra Gaden Hovedet ind af Kjeldergluggen og sagde: Der kan nok blive Raad til, lille Pige, vil I ha'e mig? Vor Moder havde ved sit Sovekammer, bag Sengen, et lidet Cabinet, hvori hun forvarede Caffe, Sukker og deslige Ting. En Dag, hun gik i Middagsselskab, leverede hun mig Nøglen hertil uden at sige noget derved. Pigerne fik hver Søndag og Onsdag deres Caffe, som de kaldte Provsten Bruun, og de andre Dage i Ugen fik de Thevand, som de gave Navnet Capellan Hvidten. Denne Dag maae have tilhørt Capellanen, thi da Moder var gaaet, kom Marthe og bad mig om Nøglen, at de kunde faae sig en Kop Caffe. Jeg var vant til at gjøre, hvad de Voxne forlangte af mig, og gav hende Nøglen. Der blev nu lavet Caffe, og jeg blev kaldet ud i Kjøk- kenet for at drikke den med Pigerne. Jeg drak ellers aldrig Caffe, der var mig modbydelig, men da jeg fik Sukker dertil, svælgede jeg nogle Mundfuld, hvorvel jeg begyndte at ane, at der foretoges noget urigtigt. Jeg saae ikke, om Grethe drak med, men om Aftenen tog hun mig for sig alene og forklarede mig, hvor utilbørligt jeg havde handlet i at levere den Nøgle fra mig, som var mig betroet. Nu forstod jeg først Tingen. SIDE: 40 Da vor Fader var død og Gaarden solgt, og vi flyttede ud, var jeg meget bevæget; jeg besøgte hvert Rum, hver Plet, hvor jeg havde levet saa glad; jeg klippede en stor Lok af mit Haar og for- stak i en mørk Krog, hvor jeg bildte mig ind, at Ingen kunde finde den. Da jeg med Johannes ved Haanden (han var to Aar gammel) gik hen til vor nye Bolig, stod Grethe i Kjøkkendøren og raabte til ham, da hun saae os gaae ud igjennem Gaarden: O, Du arme Dreng, maae saa ung forlade din Faders Gaard. Mangen en Aften Vinteren efter sneg jeg mig hen i Mørkningen og satte mig i Gade- trappen for at indbilde mig, vi boede der endnu, og da Madame Pohlmann beholdt sine Værelser endnu nogen Tid efter, saa besøgte jeg hende imellem. Engang, en Søndags Eftermiddag, da jeg saa- ledes spadserede om i Gaarden, mødte jeg Madame Bødtker (Præsten Bødtker havde kjøbt Gaarden efter vor Fader), der sagde til mig: De gaaer paa gamle Tomter, vil De ikke komme nærmere? Jeg til- bragte da denne Aften paa det mig saa kjere Sted. I Delphins Tid har jeg oftere været der, og utallige Gange har jeg i Drømme be- søgt dette min Barndoms Paradis, ja selv i den sidst forgangne Nat har jeg været der. Grethe var aldrig stærk af Helbred, og tungt Arbeide blev derfor aldrig forlangt af hende; hun var en meget god Huusholder, dog saae hun mere paa Husets Bedste end paa sit eget; hun havde et Øie paa hver Finger med de andre Piger, dog trættede hun aldrig med dem. Hun havde et Søskendebarn, Parykmager Weile, der eiede et Huus i Kirkegaden. En Søndag var jeg med hende der; der var Parykmager Høne med Kone og Datter og en ung Parykmager Torp, der blev givt med Jomfru Høne. Dog var Man- dens Navn nok ikke Høne, det var kun en fordærvet Udtale; jeg har engang seet Navnet skrevet, det var enten Høhnen eller Høhnem. Alle vare meget agtværdige Folk. Efter vor Faders Død blev Grethe hver Dag svagere, ud paa Vinteren kunde hun ikke mere forlade Sengen; Moder overlod hende sit eget Cabinet og sin egen Seng, og Moder og jeg laae i Daglig- stuen paa en Sopha, der blev slaaet sammen om Dagen. Det lod ikke til at hun havde Smerter, hun klagede aldrig. Hun bad, at ingen uden Christine og jeg maatte berøre hendes Lig. En Aften besøgte Weile hende, han sad længe ved hendes Seng; da han var gaaet, sagde hun: Weile blev for længe. Derpaa trak hun sine Halvhandsker af, greb Sengebaandet fat, strakte sig ud, drog et dybt Suk og var død. Christine og jeg pyntede og skrinlagde hende. SIDE: 41 Moder besørgede hende en Begravelse næsten lig vor Faders, dog blev hun ikke lagt paa samme Kirkegaard, men paa Vaterlands Kirkegaard hvile den Ædles Been. Saadant Tjenestetyende findes kun i nogle Romaner fra det forrige Aarhundrede. Med mange Vemodstaarer har jeg nedskrevet disse Erindringer om denne dydige Pige, og jeg veed, at I, mine Kjere, ikke ville fortænke mig heri, at jeg har ladet hele Bladet alene handle om hende. Margarethe hed hun, og hun var blandt Tjenestepiger en Perle. Jeg erindrer nok, at mange forundrede sig over den kost- bare Begravelse med de mange Vogne. Det var ædelt handlet af vor Moder, hun havde lovet Grethe dette, og Grethe vidste at Moder aldrig brød et Løvte. Det Bifald, som I, mine Elskede, have skjænket mine første Erindringer, har givet mig Mod til at nedskrive disse; maatte de kun ikke nedrive, hvad de første have opbygget! Charlotte Amalie Holtzen. En meget rig og meget høitstaaende Adelsmand i Kjøbenhavn blev i Aaret 1728 Fader til en Datter, hvis Fødsel eller Forældre han ønskede maatte forblive en Hemmelighed baade for Verden og for Barnet selv. Han besluttede derfor at sende Barnet til Norge og lade det der opdrage. Moderen var en femme de mauvaise vie, som han gav en Sum Penge til Underholdning for Livstid, og Barnet blev sendt til Peder Colbjørnsen paa Frederichshald. Med den lille Pige fulgte et Gavebrev, der sikkrede hende en Rente af fire hundrede Rigsdaler aarlig, saa længe hun levede, enten hun var givt eller ugivt. Skulde Moderen finde hendes Spor og ville reclamere hende, opfordredes Colbjørnsen til ikke at tilstede dette. Det blev virkelig ogsaa Tilfældet, at Moderen indfandt sig i denne Anledning, men Colbjørnsen magede det saaledes, at hun maatte reise tilbage med uforrettet Sag. Peder Colbjørnsen havde en Be- slægtet, der hed Anne Jørgensdatter, hun var Enke og nærede sig med en Høkerhandel; til denne betroede han Barnet og Gavebrevet, kort Alt, undtagen Faderens Navn, der ikke maatte røbes. Barnet var døbt i Kjøbenhavn og kaldtes i Gavebrevet Charlotte Amalie Holtzen. Da hun var tre eller fire Aar gammel, døde Peder Colbjørn- sen og Anne Jørgensdatter var nu Eier af Brevet og forsaavidt af SIDE: 42 Hemmeligheden, at hun havde Fuldmagt til at lade sig Pengene udbetale. Hun foregav nu, at Pigen var et Fattigbarn, som hun havde taget til sig af Barmhjertighed. De fire hundrede Rigsdaler modtog hun aarlig og gjemte dem paa Kistebunden, Pigen lod hun intet lære, og den lille Charlotte, der ingen Anelse havde om sin Stilling i Livet, gik i usle Klæder og var til Hjelp ved Udsalget i Høker- boden. Der hviskedes vel hist og her noget om, at dette Barn intet Fattigbarn var; men man vidste jo Intet og kunde Intet sige herom, og Charlotte var sexten Aar og stod endnu i Høkerboden. Der var dengang paa Frede- richshald en Lieutenant Kølpin, der var 47 Aar, og havde endnu ikke bragt det videre end til Lieutenant med ti Rigsdaler maanedlig; han hørte tale om denne Sag og beslut- tede at gjøre et Forsøg. At faae Char- lotte i Tale var ikke vanskeligt, hun stod hele Dagen i Boden og indlod sig gjerne i Snak med hvem der kom ind. Han spurgte hende om hendes Forældre, og hun sva- rede ham, at de vare døde kort efter hendes Fødsel, at de Intet havde efterladt sig, og at Anne Jørgensdatter havde antaget sig hende af Barmhjertighed. Han sagde hende nu, at hun var bleven bedraget, at Anne Jørgensdatter hævede hvert Aar store Capitaler, der tilhørte hende, og tilbød sig at sætte hende ind i hendes Rettigheder, naar hun vilde forpligte sig til da at ægte ham. Charlotte lovede dette, og nu paalagde han hende ikke at lade sig mærke med noget, men søge at faae fat paa Nøglerne til Anne Jørgens datters Chatul, naar denne var ude, han skulde da indfinde sig og oplyse om Sagen. Det skeede, som han bad. Konen havde ingen Mistanke til Charlotte, desuden kunde det arme Barn ikke læse. Anne var gaaet ud, Charlotte fandt Nøglen, Kølpin indfandt sig og søgte Papirerne igjennem, fandt Gavebrevet og flere Breve med Forholdsregler, hvorledes den lille Charlotte skulde opdrages. SIDE: 43 Der skulde holdes Lærere til hende i Musik, Dands, Sprog, Tegning, og der skulde holdes en Kammerpige til den lille Frøkens Opvartning. Da Anne Jørgensdatter kom hjem, forelagde Kølpin hende Papirerne; hun gjorde intet Forsøg paa at retfærdiggjøre sig, hun var villig til at gjøre, hvad der blev forlangt af hende. Hun leverede strax en Sum Penge, Charlotte fik anstændige Klæder, Meubler og Huusgeraad, der blev leiet Værelser til hendes Bolig. Kølpin fik Gavebrevet og en ung Kone. Anne Jørgensdatter leverede ogsaa Kølpin Penge til at sætte i Enkecassen for sin unge Kone, hvilken Forsigtighed bekom Charlotte vel; thi da hun blev henimod 90 Aar gammel og Efterslægten i Kjøbenhavn nægtede at udbetale mere efter Gavebrevet, da kom disse 80 Rigsdaler aarlig hende til Gode som den sidste Levning af fordums Velstand. Hun var meget liden og meget enfoldig; Kølpin behandlede hende med Ømhed, som et Barn, han bar hende paa Armen og forsøgte at lære hende at læse og at skrive sit Navn. Dog kom han ikke tilende med disse Bestræbelser, thi et halvt Aar efter døde han. En Enke, sytten Aar gammel, med fire hundrede Rigsdaler aarlig, kunde ikke mangle Friere; hun valgte Lieutenant Aamodt, med hvem hun Aaret efter fik en Datter. Hun var meget taabelig og meget uvidende, hendes Mands Familie behagede hende ikke, og hun heller ikke dem; i Selskab med de Kjerlinger fra Gaden, som hun havde gjort Bekjendtskab med i Høkerboden, hyggede hun sig bedst. Naar Manden kom hjem fra en Forretning, saa fandt han hende siddende mellem en Flok Rendekjerlinger, som hun bevertede med Caffe eller Brændeviin. Dette Syn var ham mod- bydeligt, og han søgte Adspredelse paa Vertshuus. Siden blev han Capitain-Vagtmester, og da blev det endnu værre; thi nu drak hun Caffe med Slaverne og morede sig med at conversere med dem. Datteren havde gode Anlæg og blev en agtværdig og forstandig Pige; Forældrene lode hende intet lære, men hun arbeidede sig selv frem med sin gode naturlige Forstand. Hun var langt fra ikke smuk, haltede stærkt og var saa asthmatisk, at det syntes fast utro- ligt, at hun kunde beholde Livet. Da Moderen var Enke og Datteren 47 Aar gammel, flyttede de til Christiania. Aaret efter døde Datteren, og Moderen kom i Kost hos vor Moder, hvor Du, kjere Broder, vistnok erindrer hende. Hun havde ikke en eneste Tand i Munden og gik under Benæv- nelsen Gamlefrua. Den Mand, hos hvem hendes Pension skulde af- hentes, var død for mange Aar siden, hans Børn udbetalte Pengene SIDE: 44 i mange Aar, nu vare ogsaa disse døde, og deres Arvinger nægtede at betale. Dette var i 1814. Hun var da 86 Aar gammel. Hun fik en Plads i Hospitalet i Opslo (saa hed det dengang, formodent- lig skriver man nu Oslo, fordi Os i forrige Tider skal have betydet Bye). Der døde hun i 1820, 92 Aar gammel. I hvor taabelig den Stakkel var, saa hørte jeg dog imellem Ord af hendes Mund, som maatte forundre En. Saaledes hørte jeg hende engang sige om Dig: han fortjener baade at elskes og agtes. Vor Bedstemoder Treschow og Gamlefruen vare begge fra 1728, og 1794 vare de samlede med os hos vor Moder; hvor meget mærkværdigt kunde jeg ikke da faaet at høre, hvis ikke Gamlefruen havde været saa overvættes taabelig, og min ungdom- melige Letsindighed ikke havde forhindret mig fra at høre Mor Treschows Fortællinger med Opmærksomhed og til Ende. Hun talte meget langsomt og gjorde lange Pauser; naar hun da endelig var midt i Fortællingen, og man spidsede Øren ved Tanken: nu kommer Humlen, - saa stansede hun pludselig og sagde: Tøv lidt! - herpaa fulgte en lang Pause, og nu havde hun tabt Traa- den og begyndte paa en anden Tale. Vil Du have en Prøve af hendes Maade at fortælle paa? "Den Gang Fru Brochman flyt- tede fra mig - Pause - lod hun ligge efter sig to Lyseformer - lang Pause - og disse to Lyseformer - de vare nu bleven liggende efter hende." - Vor Bedstemoders Moder, Inger Marie Winge, var født 1700 og var paa Frederichshald i Beleiringstiden; hun havde havt et Møde eller et Eventyr med Karl den tolvte. Er det ikke Skade, at jeg ikke veed alle Omstændigheder derved? Kon- gen pønsede paa, om Soldaterne ikke kunde vænnes til at opholde Livet med Græs, behjelpe sig uden Søvn og uden at drikke. Alt dette forsøgte han først med sig selv, og naar han anstillede disse Forsøg, taalte han ingen om sig. Under Iagttagelsen af et saadant Forsøg var det, at Inger Marie saa ham bleg og halv afmægtig og bragte ham et Glas Vand. Først var han haard mod hende, men siden formildedes han. Historien er her ikke ude, kun er den gaaet mig af Minde. Mor Treschow havde et Portrait af denne sin Moder, Du erindrer det sikkert, det forekom mig overmaade smukt. Da vor Broder Peter var forlovet med sin Adelaide, havde hun en Rolle i et Syngestykke, som blev opført i Grændsehaven af det musikalske Lyceum. Stykket hed: En Times Ægteskab, og der forekom nogle Portraiter, der omtales som hængende paa Væggen; Peter bad SIDE: 45 Moder om at laane dem de gamle Familieportraiter, og han fik dem. Kort Tid derefter var Theatret udlaant til et andet Selskab, og jeg saae da Skuespillet "Kong Pharaos Datter", og med Skræk, at vor smukke Oldemoder havde faaet en Kurv med den lille Moses i Armen og forestillede Kong Pharaos Datter. Maaske staar hun endnu i Grændsehaven med Moses i Armen! For at komme tilbage til Beleiringen. En Nat eller seent en Aften var der en Skjermydsel paa Gaden i Frederichshald, flere Svenske og nogle Nordmænd bleve dræbte eller saarede. Kongen var selv med. Morgenen efter sendte Kongen Bud efter Peder Colbjørnsen, og da han kom til Hovedqvarteret, viste Kongen ham sin Hat, som var skudt igjennem af en Kugle, og sin Kjole, som var sønderrevet, og en Rivt, han havde faaet i Armen. "See her," sagde Kongen, "saaledes har Du tilrakket mig i Nat." Colbjørn- sen blegnede og skjelvede: "Det vidste jeg ikke," sagde han, "at det var Kongen selv, jeg anfaldt. Gud bevare mig fra at lægge min Haand paa Herrens Salvede!" Det er sandt, kjere Broder, at Grev Schimmelmann var Offi- cer, da han rømte med Krigscassen, men hans Fader var Barbeer, og hans Broder var Barbeergesell, og hans Søster var givt med Barberen Schenck. Virtuosen siger ogsaa: "Ich habe einen Bruder, der ist Barbiergesell in Rostock, den werden wir hierher kommen lassen, der kann aus Kartoffeln Butter machen. v. Borgen: Wird die Butter auch gut werden? Spazier: überaus gut! v. Borgen: Ja, ein Barbiergesell aus Rostock ist ein Subjekt, woraus man machen kann alles was man will." [fotnotemerke] I 1798, da to af Grev Schimmelmanns Sønner vare i Christiania, hørte jeg Bielefeldt spørge Schenck, om han ikke vilde besøge sine Fættere. - Schenck svarede: Jeg var i Kjøbenhavn uden at opsøge min Morbroder, og jeg takkede Gud, at jeg ligesaa godt kan undvære ham, som han kan undvære mig. - Schencks første Kone var et Fattigbarn, som Kammerherreinde Anker havde taget til sig og ladet opdrage. Fru Schencks Søster, der havde, som man siger, gaaet for Lud og koldt Vand, havde givtet sig med en fordrukken Fant, som gik om i Husene og til- bød sig at klippe Hunde, hvorfor man kaldte ham Bikje-Christian. Naar han mødte Schenck paa Gaden, sagde han: Goddag, Svoger! og Schenck svarede: Fanden være din Schwauer, dit Schwinebæst! Siden vi tale om Schenck, erindrer Du Guldsmed Christian Smit, almindelig kaldet Guldchristian, fordi hans Skildt var en Trekant, Fotnote: Citatet er efter Hukommelsen og ikke helt nøiagtigt. Sml. Side 17. SIDE: 46 hvor man paa den ene Side læste Guld Christian og paa den an- den Smed Smit. Han skrev et Bryllupsvers til Schenck, hvori han fortæller, hvorledes Schenck gik omkring i Christiania for at søge sig en Brud, "han sig snued og omrørte", endelig kom han til Bernt Ankers Huus. "Her kom gode Fjed i Fjed, da han kom til dette Sted". Epithalamet endte saaledes: Vor Brudgom, kjere Schenck, Lad mig see, at han er flink, At han kan sin Brud curere, Saa derefter kommer flere. Han havde en Datter, Jomfru Guldchristian, der slog paa Triangel, Faderen slog paa Pauker. Husker Du Jeberg, Budet paa Raadstuen? En Dag han kom ind til Justitiarius Bull, sagde han til Dorthe Bull: "Har Jomfruen seet, hvad der staar om mig idag i Intelligentssedlen?" Dorthe svarede: "Jeg har læst Intelli- gentssedlen for idag, men deri staar intet om ham." "Har da ikke Jomfruen seet, hvad der staaer om ham, som har sin Næse allevegne?" "Jo, det har jeg seet, det er en Comedie, der kaldes saaledes." "Da troede jeg," sagde Jeberg, "at det var en "Sature" paa mig." En Maler, jeg troer Flinthou, havde afmalet Raadstuen og malet Jeberg staaende i Porten. Det var brav nok, sagde han, men han burde have vidst det før, saa han kunde taget sine nye Klæder paa. - Husker Du, hvordan Jacob Bull dengang saae ud, da Mor Koren kom til Kjøbenhavn, og Øhlenschlæger beskrev hendes Ankomst? Jacob den Lange nærmed sig brat, Han var saa venlig og væver, Han snoede sig op ad Mor Koren som en Kat Og klappede hende med Næver. Nu passer vist ikke mere Beskrivelsen. Alette Sophie Rode. Hvo der har læst Fastingiana, udgivet af Sagen i Bergen 1837, veed, hvem og hvad Claus Fasting var, og hvad han maatte lide og døie, fordi han var saa meget klogere og bedre end sine Med- borgere, der ikke forstode, ikke kjendte hans Værd. Man læser i samme Bog to Breve fra ham til Henrikka Rode, det ene i An- ledning af hendes Mands, det andet ved hendes Broders, Linde- manns, Fastings Vens, Død. Der siges tillige, at Madame Rode var en smuk, behagelig og dannet Kone, og dette medfører Sand- SIDE: 47 hed; thi da jeg saae hende i Aaret 1800, da hun var omtrent 60 Aar, var hendes Skjønhed endnu à l'épreuve du temps. Men hvad Fastingiana ikke siger, og vistnok burde fortie, er, at denne Kone var Fastings onde Engel og, efter hans Venners Treschows og Reins Formodning, en af de fornemste Aarsager til hans tidlige Død. Hun elskede ham, men "die war nicht liebenswürdig, wenn sie liebte, und das ist das grösste Unglück, das einem Weibe be- gegnen kann". Hendes Liden- skaber vare saa voldsomme, at de grændsede til Galskab, og hen- des Kjerlighed var ligesaa farlig som hendes Had. George Sand har skrevet et Drama: La haine dans l'amour; jeg har ikke læst det, men visselig kunde Madame Rode tjene til Exempel paa, at saadan en Charakteer kan exi- stere. Hun hadede Fasting, fordi hun elskede ham, det er vist, hvorvel usandsynligt. Hun havde ogsaa elsket sin Mand, og dog ofte forfulgt ham med opløftet Kniv for at dræbe eller saare ham, formodentlig af Jalousie. Naar Raseriet kom over hende, slog hun Porcelain og Glas istykker, rev sine Klæder itu, skar med Knive i Stolene. - Da hun var henimod 30 Aar, blev hun Enke, og kort derefter kom Fasting tilbage til Bergen. Hendes Datter, Alette, var den- gang 10 Aar. Fasting gav Alette Underviisning i Musik; den lille Pige var saa lærvillig, havde saa herlige Anlæg, at Fasting ikke lod det blive ved Musikunderviisningen, men lærte hende levende Sprog og dannede hendes Aand og Hjerte aldeles efter sit eget. Hvilken Lærer! og hvilken Elev! Saaledes blev Alette tretten Aar, og Moderen saae, at hendes Plan med Fasting endnu ikke vilde lykkes hende; nu viste hun sig fra den voldsomme Side, og Fasting havde Hang til Satire. Han skrev et Skuespil, om dette var "Actierne", der omtales i Fastingiana, veed jeg ikke, men deri SIDE: 48 fremstillede han Madame Rodes Charakteer under Figuren af en Onkel. [fotnotemerke] Han tog Manuskriptet med en Aften og læste det høit for Moder og Datter. "Jeg blev saa angst, at jeg var nær ved at synke til Jorden," sagde Alette, da hun fortalte mig dette, "thi jeg kjendte min Moder ved de første Træk." Hvad Moderen følte derved, veed Ingen. Fasting maatte til Kjøbenhavn, men han udsatte Rei- sen til Confirmationen var over. Paa denne Dag, da Alette var bleven confirmeret, sagde han hende, hvor dyrebar hun var ham, han lovede aldrig at elske eller ægte nogen Anden, og forlangte det gjensidige Løvte af hende. Med hvilken Glæde gav hun det! Han foreslog, de skulde give hinanden dette Løvte skrivtlig, og de gave hinanden skrivtligt Løvte om Troskab til Døden. Til Moderen vovede de ikke at tale. Fasting reiste. Alette har selv nedskrevet sin Lidelseshistorie og givet mig den at læse. Saavidt jeg erindrer, sendte Moderen sin Søn Ulrik til Danmark, og fly- tede med Datteren til Drammen. I denne By var en Kjøbmand Tyrholm, der havde været givt med en Datter af den rige Zacha- riasen i Drammen. Han var nylig bleven Enkemand. Han saae Alette, og hun behagede ham; hun var ikke saa smuk som Mo- deren, men hun var blid, from og god, stille og sat for sin unge Alder, og spillede mesterlig paa Piano. Tyrholm var selv musikalsk og spillede en god Violin. Han forlangte hende tilægte af Mo- deren, der samtykkede med Glæde. Madame Rode betydede nu sin Datter, at hun havde lovet hende til Tyrholm. For første Gang vovede Alette at gjøre Moderen Modstand, hun sagde, at hun var Fastings Brud, at hun havde givet ham sit Løvte, mundt- ligt og skrivtligt, og foreviste hans. De Scener, der nu paafulgte, ere rystende og bør ikke udmales, ogsaa ere de kun løselig berørte i Alettes Opsats; men disse og nogle paafølgende har jeg ikke saa- meget af Alette selv som af hendes Amme, den gamle Thorborg fra Bergen. - Fastings skrivtlige Løvte blev sønderrevet og brændt, Alettes Gjemmer gjennemsøgte, og hvert Brev, hver Billet, hver Bog, hvert Erindringstegn fra ham blev brændt for Alettes Øine. Derpaa blev hun indelukket i et Værelse med Trudsel om ikke at slippe ud derfra uden for at gaae til Alteret med Tyrholm. I tre Dage og Nætter, sagde Alette, laae jeg paa Gulvet eller paa Knæ foran en Stoel - jeg nød intet - jeg ventede og ønskede Døden. Fotnote: Prof. L. Dietrichson mener (Omrids af den norske Poesis Historie I, Side 177), at Stykket hellere har været "Hermione", hvor der forekommer en Kvindefigur, Zefire, som kan have havt Fru Rode til Forbillede. SIDE: 49 Da kom - ak! min Moder og gjentog sin Befaling - jeg bad om at faa Tyrholm i Tale. Jeg sagde ham, at jeg elskede Fasting, at jeg havde givet ham mit Løvte, at han havde været min Lærer og min Velgjører, og at jeg umulig kunde tilhøre nogen Anden. Tyrholm er en saa god Mand, men han vidste intet om Fasting, uden hvad min Moder havde faaet ham til at troe, at Fasting var en uværdig og slet Mand, der vilde gjøre mig ulykkelig i Tid og Evighed, og at Tyrholm vilde gjøre en god Gjerning ved at redde mig fra Fordærvelsen. Jeg blev atter indespærret. En Nat be- sluttede jeg at flygte, jeg steg ud af Vinduet og rendte ud paa Landeveien, jeg vilde gaae til Kjøbenhavn og opsøge Fasting - jeg blev snart indhentet. - Den arme Alette maatte omsider give efter. Tyrholm var en inderlig god Mand, i Aandsevner var han meget tilbage for sin unge Kone, men hans Hjerte var ligesaa ædelt. - Et Aarstid derefter kom Alette ned med en Datter; da man bragte hende Barnet, gav hun et høit Skrig og besvimede; hun laae stille uden at tale, som uden Bevidsthed; men nærmede man sig med Barnet, eller saa hun Moderen, da faldt hun i Kram- petrækninger; hun blev saa svag, at man frygtede for hendes Liv eller hendes Forstand. En Dag satte den gode Tyrholm sig ved hendes Seng og spurgte hende, om hans Nærværelse var hende imod; hun svarede ikke, men rakte ham Haanden. Derpaa hviskede hun noget, som han ikke forstod, han lagde Øret nærmere til hen- des Mund og hørte: Thorborg! Thorborg, hendes Amme, var i Bergen, Tyrholm skrev strax efter hende, og det varede ikke længe, førend Thorborg stod for hende. Med Kys og Taarer faldt hun den tro Amme om Halsen - det var første Gang siden hendes Givtermaal, at hun havde kunnet græde, og disse Taarer reddede hendes Liv. Da hun læste i Aviserne om Fastings Død og Begravelse, rystede det hende stærkt, og hun faldt atter i en Sygdom; men hun kunde græde med Thorborg, og hendes Tilstand var ikke farlig. Tyrholm forestillede hende, hvorledes hun nu burde tænke mere paa de Levende end paa den Døde, og hun lovede ham at leve for ham og for deres Børn. Hun holdt Ord. Da jeg lærte at kjende hende, var hun 36 Aar, og var Moder til otte Børn. En bedre og kjerligere Moder kan ikke tænkes. Hendes største Glæde var at afhjelpe Lidendes Nød, og da Tyrholm var baade en god og velhavende Mand, saa undte han hende gjerne denne Glæde. De boede i Ladestedet Soon, og Moderen var flyttet til SIDE: 50 dem. Tyrholm havde bygget et lidet Huus til hende, hvor hun boede for sig selv. Alette havde gjerne seet, at Huset var bleven opført paa den anden Side af Elven, "thi," hviskede hun til mig, "hun er bange for Vandet." En af hendes Døttre, Marie, holdt sig meest til Mormoderen, de andre havde, mere eller mindre, lige- som en Skræk for hende. Alette ønskede at faae denne Datter i en Pensionsskole. "Jeg er saa bange for," sagde hun til mig, "at hun skal blive min Moder lig." Thorborg blev hos hende til sin Død og var hun kun nogenlunde renlig paaklædt, hilset med Alettes Kys og Kjærtegn. Da Tyrholm lod Alette afmale, omringet af sine Børn, forlangte hun, at Thorborg maatte være med. Alette overlevede ikke alene sin Moder, sin Mand og sin kjere Amme, men ogsaa syv af sine otte Børn. Da Tyrholm var død, og tre af hendes Døttre var givte og boede i Bergen, reiste hun derhen og besøgte hver Dag Fastings Grav. Hun vendte tilbage til Soon, hvor hun havde en Eiendom. Ved Uheld i Handelen havde Tyr- holm i de sidste Aar, han levede, mistet sin Formue; hun maatte sælge Eiendommen, men forbeholdt sig et Værelse og en lille Have, hvori hun, ligesom fordum Fasting, opelskede Blomster og gjorde Botaniken til sit Studium. De musikalske Kundskaber og Færdigheder, hun skyldte ham, overdrog hun paa sine Børn og Børnebørn; hendes Datterdatter, Fru Emilie Fasmer i Bergen, kan herpaa endnu tjene til Beviis. Paa sine gamle Dage var hun vel agtet og æret af alle dem, der kjendte hende, men dog neppe saa høit, som hendes rene Dyder fortjente. I min Stambog skrev Alette disse Linier af P. A. Heiberg: For Sorger og Kummer at lindre Steg Venskab fra Himmelen ned; Vi følte Bekymringer mindre, Saa tidt som en Ven med os led. Madame Rode skrev: Du Gratiernes Yndling er - Dit hulde Smiil, Dit blide Øie - Blev til for Venner at fornøie - O nyd den Lykke Du er værd! - Men ak, vi leve paa en Klode - Hvor mange Torne om hver stakkels Rose groede - Hvor Dyden tidt af Sorg maae græde - Og ofte er ulykkelig - O, maatte Glædestaare her kun Dine Øine væde - Og aldrig Torne saare Dig! - Alettes Broder, Doctor philosophiæ Rode, erindrer du, kjere Broder. Han kom til Christiania tilligemed Sverdrup, Rasmussen og Meyer, eller maaske var det Platou, som Overlærere ved SIDE: 51 Cathedralskolen i Aaret 1799. Sverdrup var 26 Aar, smuk, beleven, munter og vittig; han kom lige fra Gøttingen, hvor han havde studeret. Rode var meget lærd; "han er meget lærdere end jeg," sagde Treschow til mig, "men der mangler ham meget - vil ikke De forsøge at sætte Skik paa ham?" Han var kun lidt over 30 Aar, men var skaldet og saae mere ud som en gammel end som en ung Mand. Han havde aldrig været ung, sagde han engang, og naar han som Barn havde leget med andre Børn, saa havde han forestillet en Erkebisp Jeru- salem, der var tusinde Aar gammel. Du erindrer uden al Tvivl hans Pedanterie, hans Smagløshed, hans Snuustobak og hans puddrede Hoved. Han fortalte mig engang om sin Søsters store Kjerlighed til Fasting. "Jeg har nu aldrig kunnet udstaae ham," lagde han til. Jeg begreb heel vel at to saa ulige Personer ikke kunde har- monere. De forstode begge Græsk til Fuldkommenhed, dette var den eneste Lighed, de havde med hin- anden. Det er muligt at Du og- saa erindrer ham, kjere Lisette, ihvorvel Du kun var 3 eller 4 Aar gammel; Du kaldte ham engang Caffedoctoren, hvorover han blev meget fornærmet, da han troede at jeg havde givet ham dette Navn, han tiltroede ikke dig saamegen Vittighed. At han gjerne drak Caffe var vistnok en meget liden Feil - si faute y a. Der blev i det dramatiske Selskab opført Comedien "Feiltagelserne", the mistake of a night, [fotnotemerke] og Jacob Borch forestillede Tonny Lumpkin. Han sang: Lad den skrantende Magister, Fuld af Støv og Snuustobak, Rode om i Lærdoms Kister Efter alskens Pølsesnak; Vi vil efter Bunden lede Fotnote: Af den engelske Digter Oliver Goldsmith (1728-74). SIDE: 52 I vor Verts de fulde Glas, Der er Løier, der er Glæde, Alt det andet er kun Fjas. Da vi kom hjem, sagde Moder: Jeg blev ganske forskrækket, da Rode blev afmalt fra Theatret, men det værste var, at Borch endog nævnte hans Navn. Rode var vred paa Treschow; da han troede, denne foretrak de andre Lærere for ham. Paa Rasmussen var han meget opbragt. "Han kan hverken Græsk eller Hebraisk," sagde han, "er det en lærd Mand? - det er ikke andet end en Flab." Rode skrev imellem Digte, dem han dog ikke gav i Tryk- ken. Engang havde han forfattet et Digt til mig; men da han fik en - vistnok ubeføiet Mis- tanke om at jeg havde villet drille ham, saa holdt han det tilbage og lod mig vide at det ikke var Lidet hvad jeg herved havde tabt. Tak for Efterret- ningerne om Dit Skoleliv, kjere Broder, det interesserede mig særdeles, hvorvel det gjør mig ondt, at Du blev behandlet saa haardt af de uværdige Mænd. Da jeg var syv Aar (jeg erindrer, Moder sagde: idag er Du syv Aar), gik jeg i kort Tid i Skole hos Kinck. Om Formiddagen lærte vi at sye hos hans Kone. Der var flere Smaapiger, hvoraf jeg kun erindrer en Frøken Kreiberg og en Frøken Linde; de vare større end jeg, og jeg mindes ikke deres Fornavne. Kinck boede i Bierregaards Leiegaard, som blev kaldet Balja. Inde i Gaar- den boede en gammel, vranten, fattig Mand, der hed Bendeke; hans Datter, en eiegod Pige, var alene hos ham, pleiede ham og underholdt ham og sig med sine Hænders Arbeide. Naar jeg havde bragt min Traad og mit Sytøi i Uorden og frygtede for Straf af Moder eller Madame Kinck, der engang lovede mig Riis, saa gik jeg til Jomfru Bendeke, der modtog mig venligt og bragte mine SIDE: 53 Sager igjen i Orden. Du vil snart see, hvor ulykkelig denne saa gode Pige blev. Madame Hassing eiede, som Du erindrer, en Gaard i Kongens Gade, hvori vi holdt vore Dandseøvelser hos Hannemann; hun havde ogsaa Penge paa Rente, og hun var Bog- holder i Brandcassen, hvorfor hun havde 400 Rd. aarlig. Der sagdes om hende at hun var en meget duelig Bogholder og at hun selv besørgede alle sine Forretninger. Hun havde fire Døttre, der vare meget agtværdige Fruentimmer; i den Tid, jeg nu vil tale om, vare de alle givte, men ingen af dem boede i Christiania. Madame Hassing havde ogsaa en Søn, der var hendes Afgud; hvad hans Forretning var, veed jeg ikke. Den gamle Bendeke døde, og Datteren blev givt med Hassing. Det maae have været i Aaret 1793 eller Aaret efter, jeg var endnu hos Moder i den lille Gaard, da hørte jeg en Sommeraften en stor Støi paa Gaden; jeg gik hen til Karnapvinduet og saae Hassing der gik frem og tilbage og talte høit om Norges og især om Normændenes Fortrinlighed fremfor alle andre Folkeslag; han holdt denne Tale i den allerplatteste Dialect; der havde samlet sig mange Folk fra Gaden om ham, og jeg hørte ham sige: "Jeg skal vise jer, at jeg er en Normand og en frisk Normand au." Tre eller fire Aar derefter vaagnede alle i vort Huus midt paa Natten af en stærk Ringen paa Porten, men da man lukkede op, var der ingen. Vort Huus laae kun i en liden Afstand fra Ma- dame Hassings, og om Morgenen fik vi vide det Rædselsfulde, der havde tildraget sig om Natten. Hassings Kone havde bragt ham to Børn, og hun var atter sin Nedkomst nær; han havde i den senere Tid ofte slaaet og mishandlet hende og Børnene, hvorfor hun med dem havde søgt og fundet Tilflugt hos hans Moder. En Dag var Hassing kommen derhen, havde bedet sin Kone og sin Moder om Tilgivelse og havde bedet om Tilladelse at tilbringe Aftenen hos dem. Moderen var strax villig til at tilgive ham, den stakkels Kone gjorde det samme. Da der var bleven spiist til Aften, og man dækkede af Bordet, savnede man en Gaffel, der ikke var at finde. Efter Hassings indstændige Bønner fik han Tilladelse til at blive der om Natten. Klokken to om Natten vaagnede Madame Hassing og Pigen af frygtelige Skrig. Hassing havde dræbt begge sine Børn og arbeidede nu med at aflive Konen. Pigen løb om i Nabolaget efter Hjelp, men rendte fra den ene Port til den anden uden at oppebie Nogens Ankomst. Da endelig Hjelp kom, var Børn og Kone døde. Foruden Gaffelen maa han SIDE: 54 have havt en Kniv, thi Datterens Legeme var skaaret i mange Stykker, den lille Søn havde han taget ved Benene og slaaet Ho- vedet itu mod Væggen, den Maade, hvorpaa han havde dræbt Konen, er for afskyelig til at berettes. Da han kom for Forhør, sagde han: "Jeg angrer ikke, hvad jeg har gjort, men jeg angrer paa, at jeg ikke fik slaaet ihjel den gamle Hexa, Mor mi, au." Man antog, til Ære for Menneskeligheden, at han var gal, og sendte ham til Dolhuset. Medens han sad i Arresten, sendte Mo- deren ham udsøgt Spise og Lækkerier, lavede Punsch til ham, og da han var paa Dolhuset, sendte hun ham Penge. Opsynsfolkene der saae intet Tegn til Galskab hos ham, og de lod ham have sin Frihed; han besøgte Krohusene paa Grønland, spillede Kort, trakterede og drak med Gjesterne; han holdt sig en Maitresse, havde et rummeligt Værelse for sig selv og oprettede en Skole for Børn. Omsider blev Øvrigheden opmærksom paa dette Uvæsen, og det blev ham nu formeent at forlade Stiftelsen. - Madame Hassing havde en gammel Broder, Hegelund, i sit Huus; han skyede alt Selskab, vilde ikke sove i Seng, men paa det blotte Gulv; han drak aldrig andet end Vand, og den Mad, Søsteren sendte ham, fik hun ofte tilbage, fordi den var for god; naar han fik Kjødsuppe, slog han først Vand i den, førend han spiste deraf; ofte vilde han aldeles ingen Spise have, men fastede een eller flere Dage. Pebersvenden, Gnieren, den rige Gjested, kaldet "Gisti", erin- drer jeg heel vel, ligeledes hans Arving Henny, der blev givt med Skomager Trondsens smukke Datter, som Skoledisciplene kaldte Jomfru Nyte. Da Hennys Penge var tilende fik hun Skilsmisse fra ham og blev givt med en smuk Mand, Skipper Fremming. Jomfru Henny var en Skjønhed og Grevinde Mørner tog hende med sig til Stockholm, hvor Grevindens Søn, den unge Grev Wreda blev saa forelsket i hende, at hans Moder sendte hende tilbage til Forældrene for at forhindre Sønnen fra at faire des follies. Jomfru Henny blev siden forlovet med Procurator Praëm, den hun gav Afsked og givtede sig med Præsten Steenbuch. For nogle Aar siden havde hun 14 Børn og Døttrene skulde være ligesaa smukke som Moderen. Der var paa den Tid mange rige Gniere i Christiania; en Pebersvend, der hed Griis og svarede til sit Navn; han havde kun een Skjorte, og denne var lappet over det hele; naar han lod den vadske, blev han liggende i Sengen, til den var tørret. Der var SIDE: 55 en Pebersvend med store Rigdomme, Hofgaard, en ditto Calmeyer, en ditto Levin; dog troer jeg, den sidste var ikke saa riig som de andre. Hofgaard havde en Søster, Madame Cudrio, der var endnu meget rigere end han; da hun var meget svag af Alderdom, raa- dede Lægen hende til at drikke et Glas Viin, men hun nænnede ikke at kjøbe den; hun erindrede, at der maatte være en Flaske Hvidviin i hendes Kjelder og lod sig bringe den. Viinen var be- dærvet og gaaet i Gjær, hun drak den, og den fremskyndede hen- des Død. Hun var 90 Aar gammel. Hun havde havt to Døttre, hvem hun overlevede; den ene Datter havde været givt med Biskop Lumholtz og havde havt to Sønner og en Datter. Datteren, Fru Platou, havde nu otte hundrede Rigsdaler aarlig i Rentepenge; disse Penge tog Lumholtz og var meget bange for, at hun skulde blive givt; han lod hende ikke confirmere, førend hun var nitten Aar gammel; imidlertid var hun hemmelig forlovet med Hagerup, nu Præst i Opdal, hun hørte noget om ham som ikke behagede hende og slog op med ham. Hun havde flere Friere, men Lum- holtz havde noget at udsætte paa dem alle. Da Platou meldte sig, vidste han intet andet at sige, end at han ikke vilde give sin Datter til en Skolemester. Platou var dengang Overlærer ved La- tinskolen. Imidlertid kunde han ikke forhindre, at Datteren forlod hans Huus og lod sig vie til Platou, trods hans Forbud, og han forbød sine andre Børn al Omgang med denne Søster; der siges, at heller ikke dette Forbud blev efterlevet. Den anden af Madame Cudrios Døttre havde været givt med en Mand, der heed Munch, hendes tre Børn, en Søn og to Døttre, vare da ogsaa Madame Cudrios Arvinger, og da Sønnen kort efter døde i Nervefeber, fik Døttrene hele Formuen. Den ene blev givt med Christian Falsen, Generalprocureuren, den anden med Jonathan Aars. Deres Moder var bleven Enke efter Munch og givtede sig igjen med Justitsraad Bukier, der haabede saaledes at blive Eier af Halvdelen af Madame Cudrios Formue; mais - l'homme propose et dieu dispose, Fru Bukier døde i Barselseng Aaret, før Moderen forlod Verden, og Barnet døde før hun, saa at Madame Cudrios Penge gik Bukiers Næse reent forbi. Johan Herman Wessels Kone var Bukiers Søster. Medens hun endnu var Jomfru Bukier, kom hun engang i et Selskab til at sidde ved Bordet ved Siden af Wessel. Hun gav sig i Snak med ham og spurgte, hvorfor han ikke givtede sig nu, da han dog havde saa megen Indkomst, at han kunde leve med Fa- SIDE: 56 milie. Han svarede, at der hørte mere til at givte sig end en tarvelig Indkomst; man maatte ogsaa have noget at sætte Boe med. "Jeg har tusind Daler, jeg," sagde hun, og nu var da Sagen afgjort. Jeg erindrer som en Drøm at have seet hende. Hvad Du siger mig om Frøken Flinck og din Taknemmelig- hed, hvorvel kun Spøg, rører mig meget; ja, Alette Flinck var en sød Pige. Hun blev forlovet med Ritmester Orning, en Mand med et særdeles behageligt Ud- vortes; han lod hende sidde og givtede sig med en riig Enke, Madame Andersen, Steddatter af Doctor Schminke; den arme Alette døde af a broken heart. Det var et smukt Træk af Fru Treschow, at hun tog sig af de Forladte. Oberst Flinck var Enkemand og havde fem Døttre; Fru Treschow indbød dem ofte til sig og søgte at gjøre dem Fornøielse. Faderen var saa sløv, at han hver Dag læste den samme Avis, og den var ham stedse ny. Engang vi vare samlede hos Tre- schows, sagde Christiane, den næst yngste, til mig: Jeg synes at alle Fruentimmer burde døe, naar de vare tredive Aar gamle. - Jeg svarede: Da vilde vi ikke være samlede her i Aften, thi Fru Treschow er mere end tredive Aar. - Jeg meente ikke saa, sagde hun, de, der have Børn, skulde leve. Som Rector ved Latinskolen havde før været Hersleb, der skal have været en meget duelig Mand; hans Enke levede endnu i min Tid og boede paa Sindsen, der var Enkesæde for Rectorer- nes Enker. Treschow fortalte, at den Dag, han var bleven con- firmeret, var han gaaet forbi Latinskolen, og han tænkte da: "O, kunde Du blive en saadan Mand som Hersleb!" - Han fortalte ogsaa, at i Herslebs Tid var en høitstaaende Mand fra Kjøbenhavn kommen til Christiania og havde besøgt Latinskolen. Han talte til Hersleb om Nødvendigheden af Strenghed og Tvang og betjente SIDE: 57 sig af det Udtryk: "Saadanne Drenge". Hersleb viste paa Eleverne og sagde: "Af saadanne Drenge gjør man saadanne Karle," her lagde han Haanden paa Stormandens Skulder. - Efter Hersleb kom Søren Monrad, der skal have været en meget lærd Mand, men ikke desmindre var Skolen ved Treschows Ankomst i den største Uorden. En gammel Kone, som blev kaldet Marthe Custos, var Pedel; hun sad paa Skolen og spandt under Læretimerne. Skolen var da inddeelt i Lec- tier, som man kaldte dem. Første Lectie var ikke til; anden Lecties Hører, Wahr, kunde formodent- lig ikke finde Behag i Spinderok- ken, thi han lod Disciplene komme til sig i sit Logis. Tre- die og fjerde Lecties Hører var Døderlein, kaldet Pilten, der skal have været en meget daar- lig Lærer, saa at Forældrene gjerne lod Børnene læse privat, indtil de kunde komme i femte Lectie, hvor Amberg var Hører. Mesterlectien havde foruden Rector Conrector Rosted til Lærer. "Jeg skal sandt for Her- ren børste ham", var Rosteds Ord, hvorfor han blev kaldet "Børsten". Jeg behøver neppe at sige, hvilken fortræffelig Mand i enhver Henseende Rosted var. Da jeg engang gik at see mig om paa Lofterne i Latin- skolen, stødte jeg paa en heel Mængde gamle Papirer, blandt disse var en Art Dagbog, skreven af Monrad. Voltaire siger etsteds: Ah, que les savants sont sots! og her var denne Sarcasme ingen Usand- hed (forstaar sig paa en Enkelt). Noget saa smagløst og taabeligt Sniksnak, blandet med latinske Phraser! Jeg lagde Dagbogen hen igjen, hvor jeg havde fundet den. Vor Herre os frie for at skrive sligt og læse det med! Jeg saae aldrig Monrad, men jeg erindrer at have hørt hans skrigende Stemme, da han saae til en Skole- discipel, der logerede hos os, og som var meldt syg, fordi han havde stødt sit Been. "I er en lang Rækel, og en "douen" Esel SIDE: 58 er I," sagde Monrad. - Han vilde nødig ud med Skillingen og nægtede at betale Consumption af nogle Varer, der blev sendt ham fra Landet. Fader sendte en Consumptionsbetjent til ham at fordre Betaling. Endelig beqvemmede han sig dertil; han forlangte Qvit- tering og spurgte Consumptionsbetjenten: Kan I skrive? Betjenten, han hed Greve, var Student; han svarede: Om Rectoren saa behager, skriver jeg Dem Qvittering paa Latin. Greve skrev en latinsk Qvittering, og Monrad spurgte Fader, om han havde flere lærde Consumptionsbetjente. Du priser Cantor Flintenberg; hvilken elskværdig gammel Mand! Han var en Trondhjemmer; men forgjæves søger man nu her hans Lige. Han undersøgte ogsaa mine musikalske Anlæg, men da han vist- nok fandt, at de ikke vare til, saa gav han sig ikke mere af med mig; jeg ærede og elskede ham ikke mindre derfor. Jeg besøgte ham ofte med Judithe paa hans Værelse, hvor der i Forstuen laae saa mange Svovlstikker paa Gulvet, at de dan- nede en Stabel op ad Væggen. Han nænnede ikke at give de fattige Drenge, der dengang forfær- digede Svovlstikker, Afslag, men kjøbte alt, hvad de bragte ham. Treschow holdt meget af den gamle Mand, og dette bidrog vel ogsaa til den Ærefrygt og Kjerlighed, jeg følede for ham. Fru Tre- schow spurgte ham engang, hvori han meente, at Lyksaligheden i et andet Liv skulde bestaa. - "Jeg mener," sagde han, "at man opfører Musik, drikker Caffe, spiller Tarok; gjør man ikke dette, da skjøtter jeg ikke om at komme der." - Engang spurgte hun ham, om han ikke vilde givte sig. "Jeg vil gjøre som Jon Drakenberg," sagde han, "og givte mig, naar jeg bliver nitti Aar" (dette var første Gang, jeg hørte denne Talbenævnelse). Han fortalte os nu om Drakenberg, der var en Trondhjemmer ligesom han, havde givtet sig da han var 90 Aar gammel med en Pige paa 20 Aar, havde levet med hende i 40 Aar, da SIDE: 59 Konen døde, medens han overlevede hende endnu i l7 Aar. Da man i Kjøbenhavn ikke vilde troe at han var l40 Aar gammel, gik han til Fods til Trondhjem efter sin Døbeseddel og bragte den til Kjøbenhavn paa samme Maade. Han blev l47 Aar gammel. Du erindrer formodentlig at vor Fader havde Drakenbergs Portrait malet i hans høie Alderdom. De tre Piger, Du omtaler, Marthe, Christine og Maren, der consécutivement tjente hos vor Moder, vare Døttre af en fattig Huusmand i Asker Sogn. De havde en Broder, der haltede paa begge Been, han hed Gulbrand og var Gaardskarl hos Kjøbmand Ring; en Søster, Elen, der var meget smuk, var givt med Eieren af Gaarden Skøien ved Tydskestranden. Johannes Skøien havde efter sin første Kone en Søn, Jon, som er den, Du erindrer. Jon havde solgt sin Odelsret og forødt Pengene; hans Mundheld var: det koster at være Karl. Derefter var han en Tid Tjener hos Treschows. Paa samme Tid tjente der en gammel Pige, Anne Marie, der havde tjent hos Treschows Forældre, og denne tandløse Stakkel fattede en ulykkelig Kjerlighed til den smukke Jon, der var ham til megen Besvær. Han lod derfor hos en Smed forfær- dige en Rad Tænder af Jern, og da det var Marked, forærede han de andre Piger i Huset Silkebaand i Markedsgave, og Anne Marie gav han Jerntænderne. Siden kom den gamle Pige i Fattig- huset, og Treschows Døttre sørgede omhyggelig for hende. En Dag saae vi Petronelle sye flittigt fra Morgen til Aften, det var ellers ikke hendes Maade, vor Moder undredredes over hendes Flid. Det troer jeg nok, sagde Judithe, hun syer Natkapper til Anne Marie i Fattighuset. Det maatte vel være i l789 da Tropperne kom tilbage fra Sverige, at der blev lagt Indqvartering hos os, en Underofficeer og 4 Mand. Soldaterne fik Drengestuen nede i Gaarden ved Siden af Bryggerhuset og Underofficeren Hansen et Værelse ovenpaa. Naar man gik ud af Kjøkkendøren til Gaarden, var der en Trappe til høire Haand der førte til en Svalgang, hvorfra der gik en Dør til flere Kammere der almindeligen benyttedes til Forraadskammere. Hansen fik et af disse. Efter nogle Dages For- løb drog Indqvarteringen fra Byen. Jeg veed ikke hvorlænge det var derefter, at Henrik sagde til mig "Marthe skal i Barselseng." Om Aftenen paa denne Dag da jeg var gaaet i Seng - Du erin- drer hvordan Barnekammeret saae ud - en Seng med grønt uldent Omhæng, der sov Grethe og jeg - ved Væggen ligeoverfor stod et Sengested der var gjort til at slaa op ad Væggen om Dagen SIDE: 60 med et Gardin for og saae ud som et Skab, her laae Marthe og Birthe, ved den tredie Væg en Bænk til at trække ud, der om Dagen lignede en Sopha, der laae Du og Henrik, men da I kive- des imellem, saa havde Moder ladet gjøre et Bræt som deelte Sengen i to Dele, hvoraf hver af Eder laae i sin. Jeg laae, som sagt, i min Seng, ogsaa Marthe laae, Birthe sad ved hendes Seng og Grethe havde taget Plads ved Bordet. Jeg var nær ved at sove ind da jeg hørte Marthe græde og hulke. "Gid jeg var fri som du," sagde hun til Birthe. Tal dog ikke derom, sagde Grethe, lad dog ikke Børnene høre det. De sove, sagde Birthe, gik der- paa hen til Dig og Henrik og siden til mig. Jeg laae stille med lukkede Øine og sov Lensmandssøvn. Birthe satte sig hen igjen til Marthe. Er det ikke muligt at du tager feil, sagde hun. Da jeg tjente hos Hagerup havde jeg engang saa ondt og blev saa forandret, at alle troede det var galt fat med mig. Men vidste du dig da fri? sagde Marthe. Ja det gjorde jeg, men jeg blev saa forandret, at, vil du tro, jeg tænkte paa Jomfru Maria? - Ja, da var der vel ingen Nød, sagde Marthe, men I, Grethe, hvad tænkte I paa, som lod mig gaa op til Hansen om Morgenen med Caffeen? - Grethe svarede ikke et Ord. Marthe blev ved at lamentere, Grethe formanede hende til at være taalmodig og jeg - sov ind. Marthe flyttede til en Faster hun havde i Vaterland og derfra til Thra- nes, hvor hun blev Amme for hans Søn Waldemar. Den lille Carine som hun efterlod hos Fasteren, døde, og Marthe blev givt med Ener. Birthe var en meget sædelig og forstandig Pige; hun tjente siden hos mig, derpaa hos Tyrholms i Soon og derefter blev hun givt med en Skrædder Sederqvist. Christine kan jeg ikke sige noget godt om, men Marthe holdt vi Alle af. Hos sin Fader, den fattige Huusmand, havde hun kun faaet tarvelig Kost; i vore Forældres Huus, hvor Tjenestefolkene levede særdeles godt, aad hun ofte mere, end hun havde godt af; hun kunde sætte en Flaske fuld af Øl til Munden og ikke tage den derfra, før den var tømt. Grethe advarede hende ofte og for- manede hende til Maadehold, men det hjalp lidet. Grethe drak aldrig Øl, spiste mere Brød end Kjød og var maadeholden i alt; hun lærte mig at spise Brød til al Mad, og det gjør jeg endnu. Da Marthe kom i Vor Frelsers Kirke og for første Gang hørte Orgelet, virkede Musiken saaledes paa hende, at hun maatte "raabe Ulrich" til meget ubeleilig Tid og Sted. - Maren var meget stor og saa stærk, at hun kunde bære en Tønde Rug, som det skulde SIDE: 61 være en Vot. Da hun engang kom ind i et Huus i Pebervigen, hvor hun saae en Mand, der pryglede sin Kone, sagde Maren til hende: Og dette taaler I? Derpaa tog hun Manden, som rigtignok hverken var stor eller stærk, lagde ham over en Bænk og bankede ham dygtig; derpaa sagde hun til Konen: "Dersom han slaaer Jer en anden Gang, saa lad mig det vide! jeg skal strax være ved Haanden og betale ham med samme Mynt." Hun fik Ansæt- telse ved Hospitalet, hvor hun var til stor Gavn, da hun var stærk nok til at løfte og bære de Syge. Du mindes vel neppe Madame Hoel, kjere Broder; hun var saa net og saa yndig, at det gjorde godt at see paa hende; hun havde bragt sin Mand en betydelig Formue, som han havde forødt, nu var hun Enke og fattig. Hun havde en Datter, Inger, der var smuk som Moderen, og en yngre, Marthe, den lille Pige, som Henrik ikke vilde dandse med, fordi hun havde rødt Haar. Jeg hørte en Lieutenant Schnitler, der gjerne vilde gjøre sin Lykke ved et rigt Givtermaal, spørge vor Fader, om han kjendte en ret riig Pige her af Byen. Vor Fader svarede: Jomfru Hoel. Lieute- nanten lo og sagde: "Nu spaser De." "Nei, det er mit Alvor," svarede Fader, "kan man da ikke være riig paa andet end Penge?" Madame Hoel havde ogsaa en Søn, der hed Nicolai; disse Børn gik i Dandseskole med os. - Da jeg i Aaret 1809 reiste fra Bremen til Slesvig, havde jeg en Anviisning paa en Kjøbmand Uffhausen i Altona, der indbød mig til sig og sagde, at jeg skulde hos ham møde en Landsmand, en Bekjendt fra Christiania, der hed Nicolai Smith, var en af de rigeste Kjøbmænd i Altona, Capi- tain ved Borgerskabet og hans (Uffhausens) bedste Ven. En smuk ung Mand kom mig imøde og tiltalte mig som en Bekjendt. Jeg maatte sige, at jeg ikke kjendte ham eller nogen Nicolai Smith. "Kjender De da Nicolai Hoel?" sagde han og fortalte mig, hvor- ledes han, tolv Aar gammel, var gaaet ombord paa et Skib som Cahytdreng, og hvorledes Lykken havde været ham gunstig. Han havde antaget Navnet Smith, fordi dette Navn havde været hans Moders; for hende havde han arbeidet, men hans store Sorg var, at han ikke havde kunnet dele sin Lykke og Velstand med hende, da hun var død forinden. Uffhausen fortalte mig om hans utræt- telige Flid og kloge Speculationer; han havde ægtet en Pige uden Formue. Ufthausens Kone fortalte mig, hvorledes hans Sorg over Moderens Død og gjentagne Lovtaler over denne ofte var hans unge Kone til Besvær. Inger Hoel var givt med en Major SIDE: 62 Beichmann, og Marthe blev hos Søsteren. Smith vilde overtale mig til at blive en Dag over i Altona, men jeg benyttede mig ikke af hans Artighed. - Da jeg kom til Slesvig, fortalte Sleep, Land- grevens Secreteer mig, at her var en Fru Weingarten, der var fra Christiania og kjendte mig; hendes Fader havde været Kjøbmand og boet i Kirkegaden. Med Udraabet: Kennst Du mich? stod snart for mig - den smukke Jomfru Walther; hun var Enke, havde fire smaae Døttre og var smukkere end nogensinde. Hun spurgte mig om sine Venner i Christiania, fornemmelig om David Thrane, fra hvem Skilsmissen havde været tung paa begge Sider; dog var hun ikke nær saa aabenhjertig som en Fru Mandt i Ro- denberg, om hvem min Svoger havde sagt mig, at hun engang havde været hans Kjereste. Da jeg mindede hende derom, svarede hun efter nogen Betænkning: "Ach, Liebe, das ist gern möglich, hab' mein Leben so viele Schätze gehabt." Fru Weingarten ind- bød mig til sig en Aften, hvor jeg traf Søsteren, der ikke var smuk, og var givt med en aldrende Mand; ogsaa Moderen, Madame Walther, der var sørgelig ukjendelig og, som jeg siden hørte, havde sit Ophold i en Armenanstalt. Pigen Pernille var fulgt med dem fra Christiania; hun talte sit Norsk, hvilket hun havde lært Børnene, saa at Weingarten havde sagt: Ich wollte, das alte Mensch spräche französisch! De havde havt en Tjener, hvem hun ogsaa havde lært sit Sprog; da der nu blev averteret efter en Tjener, som talte Dansk, havde han meldt sig, men man sagde ham, at det Sprog, han talede, var ikke Dansk, formodentlig maatte det være Svensk. Der var ogsaa en yngre Jomfru Walther, der heller ikke var smuk. Den fattige Madame Hoels Søn nu een af de rigeste Kjøbmænd i Altona, og den rige, elegante, brillante Madame Walther i Fat- tighuus! Sleep, en Ven af min Mand skaffede os mange interes- sante Bekjendtskaber. En ærværdig Claudius, Broder af Asmus - Wandsbeckerboten og hans forstandige Kone, der heed Rebekke ligesom Broderkonen, den ældste Datter givt med Apotheker Kol- ster, en smuk og behagelig Kone og Kolster en munter Mand, fuld af drollige Einfälle, to yngre Demoisellen Claudius, der med yndige Stemmer sang deres Onkels Lieder, en Familie Miol med elskværdige Døttre, en Lieutenant Lachmann, der var fød i Chri- stiania, hvor hans Fader havde eiet en Gaard som efter ham blev kaldet Lakkegaarden og Gaden Lakkegaden. Han var, troer jeg, Broder af Fru Baumgarten. En Lieutenant Gaffroni, der havde været Adjutant hos General Moreau og havde maattet flygte fra Frankrige. SIDE: 63 Kongen af Dannemark havde givet ham Ansættelse i Arméen. Gaffroni var et paataget Navn. Han var meget smuk og talentfuld, men ikke munter, man saae at der hvilede noget tungt paa hans Sind. Sleeps, Kolster, Gaffroni og Lachmann vare Dine Faddere, min Bernhard. Din Fader kaldte Dig Carl efter sin Fader og Henrik efter sin og min Broder, og Sleep gav Dig to af sine Navne: Christian Bernhard. - Da jeg var kommet tilbage til Christiania fik jeg et Brev fra Sleep, hvori var indesluttet et Brev med Udskrivt A Madame la baronne de Liliencron og Sleep skrev at Bre- vet vilde forvolde Modtagerinden megen Glæde, hvorfor Din Fader for- modede at Brevet var fra Prindsesse Louise, der dengang endnu opholdt sig paa Schloss Gottorp hos sine Forældre og han forlangte at jeg skulde kjøre ud til Ladegaardsøen og levere hende det i egen Haand. Hvor usandsynlig end denne Formodning var, saa faldt det mig dog dengang ikke usandsynligt. Jeg bragte Baronessen Brevet, hun aabnede det strax, der faldt to Ringe ud af det. Prindsen var ikke tilstede. Da hun havde læst Brevet, sagde hun til mig: "Gaffroni beklagt sich, dass ich nicht schreibe, aber wie fange ich das an?" Jeg sagde at jeg havde troet at Brevet var fra Prindsessen, da der stod en Krone i Seglet. "Das ist sein Grafenkrone, Comte de Rosambeau." Hun besaae Ringene, "so was macht er nun selbst." Hun læste Inskriptionen, paa den ene "Oublié" paa den anden: "Il est à vous." Frøken Horn spurgte: "Ringen eller Giveren?" Svaret var: "Ich denke beides." Et Par Aar derefter gik det Rygte at hun var bleven givt med Prindsen, dette stod ogsaa i Aviserne da hun var død. - 23de April 1852. Kjere, gode Broder! Idag har jeg atter gjennemlæst dit kjere, venlige Brev fra 24de Marts, hvori Du yttrer Ønske om, at jeg SIDE: 64 skulde skrive om det for mig saa lykkelige Aar 1791; dette Ønske rører mig, og jeg maae forsøge, om det kan lykkes mig at frem- stille mine barnlige Glæder og Følelser saaledes, at de kunne inter- essere andre. Dog, hvorfor skulde de ikke dette? Ethvert følende Hjerte røres ved Erindringen om Barndommens og den tidlige Ungdoms Glæder og Sorger. En Eftermiddag, da Moder var gaaet ud, men Fader endnu var hjemme, kom der en fremmed Mand ind til os; Fader kjendte ham fra forrige Tider, og jeg hørte, at Mandens Navn var Mol- denhawer. Han sagde, at han var kommen til Byen for en Times Tid siden og var taget ind hos Thoms; han maatte blive her i nogle Dage, men da han havde sin Datter med sig, saa bad han vor Fader om, at hun saa længe maatte opholde sig hos os. Fader samtykkede med Glæde, og Moldenhawer gik at hente sin Datter. Da de kom, var Fader gaaet paa Toldboden, og Moder var endnu ikke kommet hjem. Moldenhawer gik strax igjen, og jeg var alene med Jomfruen. Jeg gjorde mit Bedste for at underholde eller more hende; jeg tog frem en Perspectivkasse, som Du nok erindrer stod i Rødstuen, jeg lagde frem Billederne: her skal De see en Gade i Petersborg, her er Amalienborg i Kjøbenhavn, her er Rundetaarn o. s. v. Nu kom Moder hjem, ogsaa Fader og Moldenhawer kom tilbage, og jeg traadte af. Der blev sat op en smuk Seng med lyseblaae Gardiner i Karnapstuen, ellers kaldet Dagligstuen, for Jomfruen; vi spiste til Aften, Moldenhawer gik, og vi sagde hver- andre Godnat. Da jeg skulde gaae ind i Barnekammeret, bad Jomfruen meget bevæget, at jeg maatte blive hos hende; Moder tillod det, og jeg fik nu min Plads i den smukke blaae Seng. Jeg sov snart ind, men vaagnede ved at høre Jomfru M. jammerlig at græde; jeg følte megen Medlidenhed, klappede hendes smukke Kinder og spurgte, hvad der fattedes hende. "Jeg burde ikke tale derom," sagde hun, "men da Du er saadan en sød lille Pige, og har saadan Medlidenhed for mig, saa vil jeg sige Dig alt. Min Fader vil tvinge mig til at ægte en Mand, som jeg ikke kan elske, og der er en anden, som jeg elsker saa inderlig" - hun kunde ikke tale mere for Graad; endelig blev hun ved: "Den Mand, min Fader vil jeg skal ægte, er formuende, og min Fader kan ingen Medgivt give mig, og derfor skal jeg opofres." Hun tog mig i sin Arm og græd over mig; vi græd begge, indtil vi græd os i Søvn. Om Morgenen vare vi begge muntre og aftalte, at vi skulde gaae sammen at spadsere paa Fæstningen. Ehlert kom at SIDE: 65 give mig Lection, og saa kjer som ellers denne Time var mig, saa adspredt og uforberedt var jeg nu. Da han var gaaet, og jeg lagde mine Bøger bort, bemærkede jeg, at han idag var gaaet tid- ligere end ellers. Det undrer mig ikke, sagde Moder, han maatte vel see, hvor meget han idag kedede dig. Jeg spadserede nu hver Dag med Jomfru Moldenhawer, græd og loe, sørgede og var glad med hende; Faderen kom med Frieren, han saae ikke ilde ud, men heller ikke Moder billigede Faderens Anslag med Datteren. Jeg hørte aldrig mere til dem siden, og var dette en Roman, saa var den for mig her ude. Ved Afskeden forærede Moldenhawer mig en Bog, der bragte mig til at glemme Savnet af hans mod mig saa kjerlige Datter. Hans Kone havde været Kammerjomfru hos Prindsesse Sophie Amalie (S. Magdalene?), og denne Bog havde tilhørt Prindsessen; det var en fransk Almanak, indlagt i et meget ziirligt, forgyldt Futteral; den var indbundet i rødt Fløiel og udziret med Guldkroner. Indeni var tolv af de fineste, deiligste Kobberstik, lutter Scener af "La nouvelle Heloïse". Den første, Scenen i Bosquet de Clarens: "Quand tout à coup je te vis pâlir"; den anden - skal jeg blive ved at beskrive dem alle? - Bogen selv har jeg mistet, men Billederne leve endnu, saa længe jeg er til. Du erindrer vore Spadseretoure til Gaarden i Gamlebyen, saa erindrer Du vel ogsaa, hvorledes vor gode Fader snart gik med os paa Fæstningen, snart i Sverdrups Have. En Søndag satte han os alle i en Vogn og kjørte med os til Lysager; der var Jolivet og hans Kone og med dem Clausens Døttre (Fru Thulstrup og hendes Søstre). De Voxne bleve siddende i Stuen, Henrik og Du, Eva og jeg gik ud i Gaarden, hvor Clausens Døttre gik. Fader aabnede et Vindue og sagde til dem: Tal Fransk med min Datter! De smaae Piger samlede sig om mig, og der begyndte en Samtale: Et vôtre soeur parle-t-elle aussi français? - Elle n'est pas ma soeur. - Elle n'est pas vôtre soeur? elle porte pourtant le même habit que vous. - Elle est ma cousine, elle demeure avec nous. - Saaledes gik det godt, indtil en af dem spurgte: Où demeurez vous? - Her maatte jeg blive Svar skyldig. Jeg tænkte først paa at sige: Vis à vis du cordonnier Lohrbauer, men mig syntes, det var utænkeligt, at saa fornemme Personer skulde vide af Skomager Lohrbauer. Vi bleve kaldte ind, fik Chocolade og Sukkerbrød, kjørte hjem i det deiligste Veir - det var en glad Dag! La simple innocence fait des heureux à peu de frais. SIDE: 66 Et Selskab af Amateurer gav Concerter paa Raadstuesalen, jeg troer en Gang om Ugen. Imellem tog vore Forældre mig med derhen. Naar man var kommet ind ad Raadstueporten, saae man ovenpaa bag et Vindue med Jernstænger Arrestanternes blege, sør- gelige Ansigter; de havde gjort sig et Slags Punge af Handske- fingre, som de ved Traade hidsede ned ad Væggen. Skræk og Medlidenhed betog mig, men naar jeg havde nedlagt de Skillinger, min Fader gav mig, i de impro- viserede Punge, da gik jeg lettet og glad ved hans Haand ind i Salen. Henrik var ikke fornøiet med, at jeg skulde være med paa Concerten, og jeg hørte ham sige: Nu skal Du vel atter dilte med, Du Dilte-Anders. Imellem var dog ogsaa Henrik paa Con- certen, og jeg var hjemme; en Aften fortalte Moder, da de kom derfra, at Jess Anker havde havt sin Søn Morten med, og at disse unge Personer havde holdt følgende Samtale: "Hvad heder Du?" - Jeg heder Hen- rik; og hvad heder Du? - "Jeg heder Morten." - Jess Anker loe høit, og jeg maatte ogsaa lee, sagde Moder; thi Navnene ere begge Holbergske, det ene hører hjemme i Comedierne, det andet i Niels Klim. Der var dengang i Christiania en fransk Consul Pauli, der havde to Døttre. Den ene var givt med Zahr, jeg troer, han havde været Theaterdecorateur, nu havde han og hans Kone en Pensions- anstalt for Pigebørn. Den anden Mademoiselle Pauli havde en lignende Anstalt, hvori Fru Thulstrup og hendes Søstre vare i Pen- sion. Ehlert slæbte til mig saa mange franske Bøger, han kunde faae fat paa, og jeg havde saaledes læst en stor Mængde Skuespil: Molière, Destouches, Sedaine, Madame Riccoboni, Voltaires Come- dier og mange andre. Det havde aldrig faldet mig ind, at de kunde give større Fornøielse, end den, man fik ved at læse dem. SIDE: 67 Paa Theatret i Grændsehaven blev givet Forestillinger af fire for- skjellige Selskaber, og Moder kom en Aften hjem efter at have seet "La belle et la bête" opført af Mad. Zahrs Elever, en anden Gang "Agar dans le désert" og "Le philosophe sans le savoir", ogsaa opført af disse. Desuden gave Ankers, Colletts, Falsens, Thranes og Bukiers Familier Forestillinger paa samme Theater. Bernt Anker havde skrevet en Tragedie: "Major André", hvori Anker selv spillede Hovedrollen; vore Forældre saae den, og Fader talede meget derom; Interessen for den ulykkelige Major André var dengang hos os meget stor. - Endnu et tredie Selskab, der for det meste bestod af Haandværks- folk, og hvor Jomfru Sang var Primadonna, opførte Holbergs Co- medier og flere af "Danske Skue- plads". I alle disse Selskaber var det de Spillende, som indbøde deres Venner som Tilskuere. The- atret var kun lidet, og over Sce- nen stod den Indskrift: Du, som sidder der og leer, Er det ei Dig selv, Du seer? Jeg hørte fortælle, at der alle- rede i 1759 var opført paa dette Theater franske Comedier og Tra- gedier, blandt andet: "Mahomet ou le fanatisme" af Voltaire, og at Peder Anker havde spillet Seïde og Henriette Mathiesen (Fru Fal- sen) Palmire. Jeg kan ikke erindre, at jeg følede nogen Forlængsel efter at see et Skuespil; men da Fader engang gav mig en Billet dertil, blev jeg meget glad. Mod Aften kom en stærk Regn, han bestilte en Vogn og kjørte med mig derhen. Vi Smaapiger fik vor Plads paa forreste Bænk; Bernt Anker gik frem og tilbage og tiltalede snart den ene og snart den anden, ogsaa ved mig standsede han: Vous parlez français? - Si, un peu. - Tant soit peu, mais vous parlez pourtant. - Eva fortalte siden, at hun havde siddet ved Siden af en lille Pige, der havde spurgt hende, om hun forstod Fransk. Eva svarede nei; derpaa havde den SIDE: 68 Spørgende henvendt sig med samme Spørgsmaal til den lille Pige ved hendes anden Side, og da denne svarede ja, havde den første tiltalt hende i dette Sprog, hvorpaa den lille Pige gandske forskrækket havde raabt: Nei, det er ikke sandt, jeg kan det ikke. Jeg sad ved Siden af en af Geheimeraad Scheels Døttre, og jeg vovede at spørge: Savez vous le nom de la pièce qu'on va donner? Hun svarede: Les curieuses de Madame Genlis. - Var der Musik? jeg veed det ikke. - Tæppet gik op. Lykkelige Alder, der er modtagelig for saadanne Ind- tryk! - Madame Sévigné siger om Essais de Montaigne, at hun vilde spise denne Bog; jeg spiste ikke blot, jeg slugede "Les curieuses". Jeg har aldrig læst den, men jeg kunde den nu udenad. Den lille nysgjerrige Bondepige var Kirsten Clausen, den lille nysgjerrige Frøken var Nore Clausen (Fru Thulstrup); Mally Clausen (Fru Hjorth), en Datter af Zahlkasserer Berg, og Augusta Aars (Fru Wagel) havde de andre Roller. Da Marquisen fortalte sin lille letsindige Datter, hvad ondt hun havde stiftet, da hun siger: Vous avez enfoncé le poignard dans le sein de vôtre famille, da græd jeg saa høit, at den Dame, der sad bag mig, formanede mig at være rolig. Jeg veed ikke, hvor han fik dem fra, men Fader gav mig nu ofte Billet til de franske Comedier. Jeg saae L'Aveugle de Spà, L'enfant gâté, Les dangers du monde, hvori Mademoiselle Pauli var Tanten og de to unge Damer Nore og Mally Clausen. L'amitié fait de biscuit morede mig meget. - Thrane bragte os Billetter til Generalprøverne paa de danske Comedier, og naar vi saae den gamle Thrane komme ind ad Porten, voldte dette Syn os stor Glæde. Paa Henriks Billet stod at læse: Entrébillet for den unge Hr. Han- steen; paa min stod: For Jomfru Hansteen, og paa en tredie: For SIDE: 69 Jomfru Hansteens Pige. - Ogsaa til det tredie eller fjerde drama- tiske Selskab fik jeg imellem Billet, og hvorvel ikke saa meget som fra de første, saa tog jeg dog ogsaa en stor Deel hjem med mig fra disse Forestillinger. I dette sidste Selskab var der, foruden Jom- fru Sang, endnu nogle meget gode Subjecter, en Gartner Balle, der var en heel fortræffelig Henrik, og en Underofficeer Sax, der siden blev lønnet Skuespiller i Odense og vandt meget Bifald der. Kammerraad Wexels's ældste Døttre, Maren og Louise, vare Elever af Madame Zahr, og naar jeg nu var samlet med dem hos Treschows, og vi gik op til Lisbeth paa Barnekammeret, hvor vi havde vor Frihed, saa opfor- drede jeg dem til at fremsige af de Roller, de havde spillet i Grændsehaven. Jeg saae aldrig Zahrs Forestillinger, men Moder havde seet Louise Wexels som Victorine i "Le philosophe sans le savoir", ogsaa Maren havde havt en Rolle i Stykket, og jeg havde læst det og beholdt saa meget deraf, at vi nok kunde repetere nogle Scener, men de forsikkrede mig, at de havde glemt det altsammen. Madame Zahr var flyttet til Kjøbenhavn, og de havde nu Zwilgmeyer til Lærer, de holdt sig nu meest til det Tydske. A la bonne heure! - Ehlert havde været Lærer i Fransk paa Militairskolen eller Academiet, som det dengang kaldtes, men disse Messieurs gjorde ham det altfor broget. De havde gjort en Indretning under Loftet med en Snoer og en Hage, hvormed de hidsede Parykken af ham, og flere saadanne grove Drillerier. Nu havde han kun qvindelige Elever. Blandt disse var en Jomfru Sandberg, en voxen Dame; hun blev gift med Overlærer Bohr i Bergen, og hendes Datter blev gift med Byfoged Olsen og blev Moder til Rolf Olsen. Fra denne Jomfru Sandberg fik jeg engang i dette glæderige Aar tilsendt en Bog og en Billet. Det SIDE: 70 var den første Skrivelse, jeg har modtaget, og den Glæde den voldte mig, er ikke til at beskrive. Bogens Indhold og endog dens Titel har jeg glemt, men Billetten begyndte saaledes: Monsieur Ehlert m'a prié de vous envoyer ce livre; c'est un bon livre, ma chère Demoiselle. En Aften fortalte Fader, da han kom fra Concerten, at der havde været en ung Pige, en Jomfru Hammer, Søster af Musikanten Christen Hammer, "der spiller saa det er en Jammer" (Falbes Vittig- hed). Denne Pige var meget smuk og dengang femten Aar; hun blev tiltalt af Jess Anker paa Fransk og sagt mange smukke Ting. Jomfru Hammer neiede og svarede: "Und- skyld, jeg forstaaer ikke Latin." Og Jess Anker vendte sig til Fader: Connaissez vous cette dame? Fru Treschow havde en Bro- der i Kjøbenhavn, Capitain Maxi- milian Oldeland; han havde været gift med en Comtesse v. Osten, var bleven Enkemand og gift paanyt med en Baronesse Knuth. Hun havde en yngre Broder, Lieutenant Octave Oldeland, der var gift med en Apothekers Datter i Kjøbenhavn; denne Broder besøgte hende i Som- meren 1791. Han kom ofte at hente mig til Treschows, og jeg blev me- get glad, naar jeg saae ham komme, især en Middag, da han kom, idet- samme Ludefisken blev sat paa Bordet, thi den maatte jeg have spiist min Portion af, ihvor modbydelig den end var mig; nu frel- stes jeg for denne Gang. I dette lykkelige Aar var jeg ofte paa Børnebal; Fru Treschow indbød af de tækkeligste Skoledisciple, Jens, Jonathan og Niels Aars, Christopher Weidemann, Nors, og af Smaapiger Wexels's Døttre, Emerentze Barcley (Fru Munch) og flere. Foruden Treschow var der ogsaa den ædle Menneske- og Børneven, Biskop Keyser, der glædede sig ved at være Vidne til vor Fornøielse, og saa stor var min Ærbødighed og Kjerlighed for disse to saa ophøiede Mænd, SIDE: 71 at jeg ikke veed, hvad der var mig behageligst, enten at dandse med de smukke Skoledisciple eller at lytte til disse Mænds Samtale med hverandre. Undskyld Sammenligningen i Betragtningen af, at jeg kun var ti Aar gammel! En Aften sad jeg ved hans Side ved Bordet, og han nedlod sig til at underholde mig paa det behage- ligste; han talte om sin store, krumme Næse, hvorfor hans Med- disciple i Kjøbenhavns Skole havde kaldet ham aduncus nasus. Han fortalte, hvorledes han som Dreng havde hørt, at naar man spurgte en Jøde paa Hebraisk om hans Navn, saa maatte han besvare Spørgsmaalet, og hvorledes han havde forsøgt dette ved at gaae efter en Jøde paa Gaden og sige: Ma schim ecca? Jøden vendte sig om og svarede: Ephraim; men nu var han bleven ved at forfølge Jøden flere Gader igjennem og gjentage Spørgsmaalet, hvilket Jøden hver Gang besvarede, men stedse i en vredere Tone. - Keyser var Enkemand og havde en Datter, Rosine, omtrent paa min Alder (hun blev givt med Paul Preus, som jeg tror blev Rector i Chri- stiansand). En aldrende Jomfru Poppe, jeg tror hun var hans Sviger- inde, førte Huusholdningen for ham. I det Aar, jeg nu taler om, blev han forlovet med en meget elsk- værdig Pige, Kirsten Wangensteen, der var i Huset hos sin Søster og sin Svoger, Postmester Messel. Keyser var meget lykkelig, og Treschow deelte hans Glæde; jeg hørte Treschow spørge ham, hvormange Kys han den Dag havde faaet contant udbetalt af sin Kjereste. Keyser svarede leende: tredive. Keysers Sønner havde vel alle mere og mindre Lighed med Faderen hvad Næsen angaaer, men et Aar kom Fru Keyser ned med et Par Tvillingdøttre og den Ene af disse i Forhold til An- sigtets Størrelse, overgik endnu langt sin Fader i Næsestorhed. Fru Keyser fortalte at een af de smaa Sønner havde sat sig ved Vuggen SIDE: 72 og betragtet denne sin lille Søster, derpaa havde han klappet hende paa Næsen og sagt: O Du stakkels Præstenæse, Du! Begge Tvil- lingerne døde tidlig. Keyser var Garnisonspræst og prækede i Slotskirken. I 1794, da Christiansborg Slot var afbrændt, hørte jeg en Søndag Eftermiddag Treschow spørge Keyser om Indholdet af den Præken, han havde holdt om Formiddagen. Keyser sagde ham den (jeg har glemt den). Treschow gned sine Hænder af Glæde. "Det var herligt," sagde han; "jeg hørte idag Lumholtz præke, han sagde netop det modsatte af det, Du har sagt; han sagde, at Chri- stiansborg Slot var afbrændt til Straf for vore Synder." Vistnok havde jeg megen Fornøielse i Treschows Huus, men dog maae jeg tilstaae, at Glæ- derne i Grændsehaven, naar Tæp- pet var oppe, overgik alt andet. Ved vor Faders Død havde al denne Herlighed en Ende; den smukke Gaard blev solgt, de smukke Malerier, Bøgerne, alt hvad der kunde undværes, lige til en liden Skee af Guld, som Fader havde givet mig og Moder gjemt for mig, blev sat til Auction. Fader havde været føielig nok til at gaae i Caution for en Skrædder Hammer for 300 Rd., for en Bager Andersen for 700 Rd.; de kunde ikke betale deres Credi- torer, der henvendte sig til Cautionisten. Moder lod tage Dom over Skrædder og Bager, men en anden Creditor var kommen hende i Forkjøbet, havde gjort sig betalt i deres Eiendomme, og hun maatte betale Procurator Wold fjorten Rigsdaler for Dommen. Endnu en Mand i Drammen havde vor Fader cautioneret for; Creditoren var død, og Enken tænkte ikke paa at benytte Cautio- nen, men Byfogden i Christiania, Justitsraad Hagerup, en riig Mand, kjøbte Obligationen af Enken for en Bagatel og tvang vor stakkels Moder ved Rettens Middel til at betale ogsaa denne Sum. Du veed, hvorledes Justitsraad Schmidt bedrog hende for SIDE: 73 de sidste 3000 Rd. Alt, hvad hun nu havde, var 150 Rd. af Enkecassen. - Fru Treschow reiste til Kjøbenhavn for sit syge Brysts Skyld, Treschow kom sjelden til os; de faa Bøger, vi havde beholdt, kunde jeg udenad, og der kom ingen Ehlert at bringe mig flere, og da mine Venner blandt Skoledisciplene havde foranstaltet et Bal i Balja (Bierregaards Leiegaard), forbød Moder mig at modtage Indbydelsen. Min eneste Tidsfordriv var at spinde og strikke Strømper til mine Brødre. Dette var nu godt om Hver- dagene, men om Søndagene maatte jeg heller ikke spinde, og, hvad der endnu var værre, jeg maatte idelig høre min Moders Klager. Grethe var syg og elendig og længtes efter Døden. Christine var ingen god Pige. Naar det blev mørkt, sneg jeg mig ofte ud af Huset, satte mig i Gadetrappen af vort forrige Huus, erindrede vor svundne Lykke og græd mig mæt. Vore fordums Bekjendte eller saa- kaldte Venner saae vel imellem ind til Moder, men disse Besøg vare hende til liden Glæde. "Hvad har De isinde med de fire Drenge? De tænker dog vel aldrig at holde dem til Studeringer med Deres lille Pension? Sæt dem til Haand- værkere!" - Gjerne, svarede Mo- der, naar kun ikke Haandværks- drenge bleve saa slet behandlede. En anden sagde: Hvordan vil De komme ud af det med de fire Drenge? de ville snart voxe Dem over Hovedet! sæt dem til Søes! der ville de lære at lystre. - Hæder og Ære over vor Moder i sin Grav, at hun havde Mod til ikke at agte paa disse Raad! Hun maatte nu opfylde baade en Faders og en Moders Pligter, og derfor - flettede hun Tam- pen. Jeg vilde gjerne have taalt den, men hendes Beklagelser pinede mig langt mere; naar jeg uforsigtigvis havde slaaet en Kop istykker, da varede Bebreidelserne derover i flere Dage. - Det var en tung Tid. Vor Bedstemoder Treschow med hendes Datter, Maren Marie, SIDE: 74 boede paa Frederichshald. De maae have faaet Understøttelse af Fader; thi da han var død, sagde Moder, at hun nu maatte lade dem komme til os, da to Huusholdninger maatte koste mere end een, og Mor Treschows Pension, 100 Rd., var utilstrækkelig til at føre egen Huusholdning for. Mor Treschow var tiltrods for sin Alder en smuk Kone; men hverken hendes eller Mosters Selskab kunde erstatte mig, hvad jeg maatte savne. - Skarlagensfeber bragte jeg med fra Treschows, hvor Børnene havde faaet og meddeelt mig den. Jeg var meget og længe syg af den, og vor stakkels Henrik maatte lade sit unge Liv; ogsaa Johannes var i stor Fare. Spärck skrev fra Christiansand og indbød Moster Maren at komme til dem, medens hans Kone laae i Barselseng. Kort efter hendes Afreise hørte Moder og jeg, der sad nede i Stuen, noget Tungt falde paa Gulvet i Over- værelset, der var Mor Treschows Sovekammer; vi skyndte os derop og saae hende siddende paa Gul- vet; hun loe og sagde: jeg fattes intet, men jeg faldt overende, da jeg vilde gaae til Døren. Vi hjalp hende op og lagde hende paa Sengen; hun pustede meget tungt. Jeg rendte om Hjørnet for at hente Schenck, der boede hos Steensætter Didrik i Nabohuset. Paa Hjørnet mødte jeg ham. Vil De til mig, Jomfru? Jeg trak ham med mig. Moder blev hos hende hele Nat- ten. Klokken tre om Morgenen døde hun. Dette var det femte Dødsfald i vort Huus i en Tid af tre Aar. - Moder haabede nu, at Spärck vilde beholde Moster Maren, men han sendte hende smukt tilbage. Mor Treschow var 66 Aar gammel, da hun døde; hun havde aldrig været syg, aldrig taget ind Medicin, aldrig havt Hovedpine eller Tandpine og, hvad der hos os Europæere skal være en stor Sjeldenhed, hun havde alle sine 32 Tænder i god Behold, smukke og hvide. Endnu en Besynderlighed; hendes Næse, der efter Faders Sigende var noget for stor, men af et meget godt Snit, kunde hun SIDE: 75 bevæge, som hun vilde. Vi andre kunne vel udvide Næseborene og lade dem trække sig sammen igjen, men hun kunde bøie eller be- væge Spidsen af Næsen op og ned, ligesom man bevæger Finger- ledet. Dersom dette befindes mindre interessant eller endog iblandt Gjentagelser af det forhen Meldte, da siger jeg som Du og George Dandin: Tu l'as voulu! Jeg havde isinde at beskrive de Originaler, der besøgte vor Faders Huus, men her overvældes jeg af Stoffet; dog frisk vovet er halv vundet. Lad os begynde med Mægler Lie. Denne Mands Liv skal have været meget æventyrligt, man sagde, at han havde været Dandsemester; nu var han en riig Mand. Jeg veed ikke, af hvilken Nation han var, men hans Kone var en Skotlænderinde, og hendes Udtale af vort Sprog var høist eiendommelig. Foruden ham og Kone bestod Familien af hans Søn, en smuk ung Mand, Madame Lies Broderdatter, Jomfru Dallas, dennes Broder, den unge Dallas, og den lille Thrine Koefod. Vore Forældre vare ofte i Selskab hos Mægler Lie, og jeg blev buden med, hvorfor Henrik kaldte mig Dilteanders. Lies Huus var meget elegant, en Stue erindrer jeg, hvis Vægge vare betrukne med guul Silkedamask. Anretningen maae ikke have været mindre fortræffelig, thi jeg har endnu ikke glemt Smagen af de Stykker Budding, som Madame Lie lagde paa min Tallerken. Engang saae jeg Koefod og hans Kone der, dog for- modentlig vare de reisende; de havde en ældre Datter med, Jacobine Koefod, der var tretten Aar, hvilket syntes mig at være en betydelig Alder. Thrine var to eller tre Aar yngre end jeg og kunde ikke tydelig udtale alle Bogstaver. Om Aftenen gik hele Selskabet hen at see et Fyrværkerie, ogsaa Jacobine Koefod blev taget med, Thrine og jeg bleve tilbage. Jeg begyndte nu at græde, fordi jeg ikke kom med, og da Thrine og Lies Piger spurgte, hvad der fattedes mig, svarede jeg, at jeg havde Smerter i Benene, og viste dem røde Pletter, jeg havde paa Læggene efter Suurdeigskager, der Ugen forud havde været mig paalagt. Aldrig før havde jeg sagt denne Usandhed, førend den unge Lie og Dallas kom ind og spurgte, hvad jeg græd for. Thrine svarede: "Hun har tule (sure) Been." Dette var nu værre end at maatte blive fra Fyrværkeriet. - Lies Familie var ogsaa undertiden i Selskab hos os. Den lille vimse Madame Lie erindrer jeg godt, om Jomfru Dallas erindrer jeg kun, at hun havde rødt Haar. Af hendes Børnebørn ere flere her i Trondhjem, der have Haar af samme Farve som deres skotske SIDE: 76 Bedstemoder. Thrine Koefods Ungdomshistorie er en Roman og hvorvel Omstændighederne derved geraade hende til Ære, saa synes mig dog, jeg ikke har Ret til at - les divulguer - forlad! jeg kan i dette Øieblik ikke finde det rette Ord i vort Sprog og - je prends mon bien où je le trouve - kun saameget der er bekjendt. Da den unge Lie var 25 Aar endte han sit Liv ved et Pistol- skud og den almindelige Mening var at Aarsagen til Ulykken var, at han havde villet ægtet Thrine Koefod og at hans Fader havde aabenbaret ham, at denne Pige var hans Søster. - Thrine blev for- lovet med Andreas Lumholtz, en af Mad. Cudrios Arvinger. Mis- undelige eller sladderagtige Mennesker lagde sig derimellem og Forbindelsen blev hævet, og Thrine Koefod blev givt med den unge Harald Hagerup, og da hun kort efter blev Enke, meldte Lumholtz sig paanyt, men hun gav Niels Aars Fortrinnet. Jomfru Dallas blev givt med Catechet Bull, en saare fortjenst- fuld Mand; han blev siden Præst paa Landet, mig synes Hede- marken. I samme Sogn var en Bonde, Halvor Hoel, bekjendt af mange slette Handlinger. En Mand, som han vilde ilde, tog han hemmelig Uhret fra, heldte Skedevand deri, og lagde det hen igjen; hos en anden sneg han sig om Natten ind i Kostalden og skar Maven op paa Køerne. Halvor Hoel var riig og havde to Gaarde, paa den ene havde han sin Kone, paa den anden sin Maitresse; han selv opholdt sig vexelviis snart hos den Ene, snart hos den Anden, og havde Børn med begge. Saadan Opførsel var forargelig, og da Præsten maatte gjøre ham opmærksom herpaa, fattede han Had til denne, og chicanerede ham paa alle mulige Maader. Man læste i Intelligentssedlerne: En Oxe, skotsk Bull, sort med en hvid Ring om Halsen, er sluppet løs her i Sognet; den har allerede stanget og beskadiget Flere. Hvo der fanger den og bringer den til Undertegnede, erholder en god Douceur af Halvor Hoel. Men nu ere vi langt fra vore Originaler. Lader os fremmane Skyggen af Justitsraad Reusch, Toldinspecteuren, en riig Mand, der lige til sit tresindstyvende Aar havde holdt sig i ærbødig Afstand fra Hymen og dens Fakkel; men nu saae han Fru v. Koss, Enke efter en riig adelig Godseier i Mechlenburg, han saae hende, og han faldt - for hendes Fødder eller i hendes Arme? - jeg troer det første, thi vel vare de Ægtefolk, men hun var Peer, og han var Abelone. Fru Reusch var overmaade gjerrig og karg og skam- mede sig ikke derved. "Jeg kjøber," sagde hun til Moder, "tre smaae Flyndrer for en Skilling Stykket, vi ere jo kun tre Personer, SIDE: 77 Justitsraaden, Elisabeth og jeg; jeg skjærer Hovedet og Finnerne af Flyndrerne og strøer lidt Salt derpaa; nu koger jeg Fisken, og dette er nu eet Middagsmaaltid. Dagen efter koger jeg Suppe paa Hovedet og Finnerne, og saaledes have vi to Maaltider Mad for tre Skilling." Hun kogte Suppe paa saltede Blodpølser, og i sit Huus fik Reusch aldrig anden Forfriskning end et Glas Skillingsøl eller en Kop tynd The uden Sukker. Hun havde en Datter, Frøken Elisabeth v. Koss, der var meget liden (ikke formedelst Ungdom) og pukkelrykket; en anden Datter var givt med sin Fætter, Major v. Koss, og havde været givt før med en riig Mand, der hed Moss; hun havde efter ham to Døttre, hvorom mere siden, og en liden Søn, der heed Joseph. Fru Reusch havde ogsaa en Søn, Etatsraad v. Koss, der var Gods- eier i Mechlenburg; dog opholdt han sig med sin Kone og lille Datter for det meste i Christiania, hvor de boede i General Mangelsens Gaard i Bjergfjerdingen. Alle disse Personer vare ofte i Selskab hos vor Fader; om vore Forældre vare i Selskab hos dem, erindrer jeg ikke, men vel, at der til Etatsraadens Selskaber blev laant hos Moder Dækketøi, Sølvtøi, Glas, Porcelain og Kjøk- kentøi. En Aften maae Fader dog have været i Selskab hos Reusch, thi jeg hørte ham fortælle Moder, at Fru Reusch havde forbudt Tjeneren at pudse Lysene, da de brændte længere, naar de ikke saa ofte bleve pudsede. En Søndag spiste alle disse Personer til Middag hos os; jeg vilde gaae i Aftensang, den jeg aldrig forsømte. Jeg havde, uden at Nogen havde opfordret mig dertil, lært Pontoppidans Forklaring (den tykke) med Stregstykker og de almindeligste Tyverænker udenad, og fandt en stor Fornøielse i at staae paa Kirkegulvet og blive catechiseret. Jeg havde nu Lov til at tale høit i Kirken ligesaavelsom Præsten. - Da Fruerne hørte, at jeg gik for at staae paa Kirkegulvet, befalede de Joseph at gjøre det samme. Jeg gik med ham op ad Kirkegulvet, men SIDE: 78 saae ikke efter, hvor han tog Plads; da vi kom tilbage, spurgte Fruerne mig, hvor Joseph havde staaet under Catechisationen. Jeg svarede: Blandt de andre Drenge. Nu maatte han selv gjøre Regn- skab for, hvor han havde staaet, og da de hørte, at han ikke havde staaet øverst, ja ikke engang næst den øverste, da fik han Skjend af hele Familien. Moder vilde forsvare ham, men hun kom vel an; de gave hende at forstaae, at hvad der klæder paa Graat, klæder ikke paa Blaat. Fader formildede Damerne ved at sige dem smukke Ting, og Majorinden var virkelig den smukkeste Dame, man kunde see, og Fru Reusch selv var endnu meget godt conserveret. Vil Du vide den lille Elisabeths Skjebne? Godt. Hun var virkelig interessant med sin Rigdom, sin Adel, sin Pukkel og den strenge Afholdenhed, hendes gjerrige Mo- der tvang hende til. Men først maae jeg dog melde om de to Jom- fruer Moss, Majorinde v. Koss's Døttre af første Ægteskab. Foræl- drene boede i Drammen. Da den ældste Datter var femten Aar, giv- tede Moderen hende med Doktor Gislesen, en Islænder, der var praktiserende Læge i Drammen. Gislesen havde en Pige i sit Huus, der var hans Maitresse; da denne fik vide, at det var hans Alvor at givte sig, besluttede hun at dræbe ham. Hun fik fat paa en ladt Pistol og gik dermed ind til ham en Morgen tidlig for at skyde ham, medens han sov. Gislesen havde givet Agt paa hende, tog Pistolen fra hende og truede med at dræbe hende, hvis hun endnu engang gjorde et saadant Forsøg; imidlertid beholdt han hende. Hun forskaffede sig nu Arsenik og krydrede dermed en Kop Caffe, som hun bragte ham om Morgenen; ogsaa dette var Gislesen kommet under Veir med; han tvang hende med den ladte Pistol for Brystet til at drikke Caffeen ud. Siden gav han hende Modgivt og beholdt hende fremdeles. Da Brylluppet var holdt, og Jomfru Moss blev ført SIDE: 79 ind i Brudekammeret, saae hun, at der var uldne Lagener paa Sen- gen; hun forlangte andre Lagener, men Gislesen svoer en drøi Eed, at der i hans Huus aldrig skulde benyttes andre. Hun sagde siden, at hun havde tilbragt Natten siddende paa en Stol. Om Formiddagen kom Visiter. Den unge Brud var iført en nydelig, stadselig Morgen- dragt med mange Kniplinger og Atlassløifer; Gislesen gik i en fidtet Slobrok og gamle Tøfler. Da hun bebreidede ham hans Malpropreté, bemægtigede han og Pigen sig hendes Silkekjoler og Pyntesager og kastede det altsammen paa Ilden, og hun maatte see derpaa. Hun flygtede hjem til Forældrene, og der blev søgt om Skilsmisse. - Den yngre Søster blev sendt til Christiania, og givet i Pension hos Madame Hober. Der var dengang i Drammen en afskediget Rit- mester Bylow, der ingen anden Ressource kjendte end den at gjøre et rigt Givtermaal. At Fru v. Koss vilde give ham sin Datter, kunde han ikke vente, dertil kjendte hun hans Omstændigheder for vel, men han vidste Raad; han begav sig til Christiania, hvor det lyk- kedes ham at overtale den unge Jomfru Moss til at flygte med ham. Saaledes hørte jeg Berlinerinden Madame Hober fortælle: "Den Jomfru Moss kom til mig, - hun var ikke brav, - hang i Skjørtet paa Moderen - jeg fik hende brav, men so lep hun bort med denne Bilo." De Flygtende bleve indhentede, og Jomfru Moss blev givt med en tydsk Jægerofficeer Meyer; hun var heller ikke mere end femten Aar gammel. - Reusch var død, og Fru Reusch fulgte snart efter; nu var Elisabeth riig og sin egen Herre; Bylow hen- vendte sig til hende og fik ikke Afslag. - I den Tid besøgte hun vor Moder, som da var bleven Enke; hun havde en hvid Kjole paa, et Livstykke eller Spencer af høirødt Silketøi, som ret ud- hævede Pukkelen; den ellers saa alvorlige Elisabeths sørgmodige Træk straalede af Glæde, hun smilede til mig, rakte mig Haanden og trykkede min; hendes Ansigt var som forklaret, og havde ikke Pukkelen været, kunde man sagt om hende: Elle est belle, car elle est heureuse. Hun blev givt med Bylow og døde et Aars Tid derefter. Da Reusch var død, blev Søren Petersen Toldinspecteur. Disse Mænd vare Contraster, den Ene var en sleben, fiin, pedantisk Adels- mand, den Anden en plump, raa Jydeknold. Vi saae ham imellem hos os, dog, saavidt jeg kan erindre, ikke i Selskab. Hans Ansigt forkyndte en Bacchi Dyrker, og jeg hørte om, hvorledes der i et Selskab var bragt ind en Bolle rygende Punsch og skjenket deraf i Glassene, men efterat Petersen havde tømt nogle Glas, sagde han: "Det gaar for langsomt," og satte Bollen for Munden. Om det SIDE: 80 lykkedes ham at tømme den, veed jeg ikke. Han havde to Sønner, men det ei Umagen lønner at tale om hans Sønner. Hans Døttre, Fru Wium og Fru Hedahl ere meget agtværdige Fruentimmer. Det lod ikke til, at de skjøttede om at gjøre Bekjendtskab med mig, og dette var maaskee min egen Skyld. Oprigtig talt, er jeg nu ked af Caricaturerne; skulde Du mod Formodning ikke være det, saa siig et Ord, og jeg har endnu en lang Række at opvarte med. Ils me pleuvent. Tiden var dengang frugtbar derpaa. Nogen Tid efter vor Faders Død gik det Rygte i Christiania, at vor Moder skulde givtes med Etatsraad Klingenberg i Kjøben- havn. Rygtet var formodentlig ugrundet; men vist er det at hun meget ofte modtog Breve fra Klingenberg, der satte hendes Sind i megen Bevægelse. Engang lod hun mig læse et af disse Breve. Jeg erindrer deraf disse mærkelige Ord: "De græder over, hvad De har tabt, det gjør jeg ligeledes; men vi skulle trøste hverandre; Deres Taarer skulle flyde og forene sig med mine." Vor Fader havde staaet i venskabelig Forbindelse med Justitsraad Stockfleth i Drammen, og laant ham Penge. Stockfleth havde givet ham en Vexelobligation paa 300 Rigsdaler. Den var flere Aar gammel, var aldrig bleven fornyet, og der var revet en lang Rivt i den; men den fandtes mellem vor Faders Papirer. Klingenberg forlangte den tilsendt og fik den fornyet. De, som saae dette, sagde: det er da Fanden til Venner, den Kone har. En Dag, da jeg var hos Tre- schows, Moder havde lovet at komme efter, traf jeg der Fru Wium (den første), der sagde til Fru Treschow: "Jeg har idag faaet Brev fra min Broder (Bertelsen) i Kjøbenhavn, Etatsraad Klingenberg er død; det maae ikke siges til Madame Hansteen." Og nu hørte jeg Fruerne overlægge, hvorledes man skulde bringe Moder denne sørge- lige Tidende. Jeg havde hørt Moder yttre nogen Bekymring over at hun flere Postdage forgjæves havde ventet Brev fra Klingenberg; hun frygtede at der i hendes sidste Brev til ham havde været Ud- tryk, der havde mishaget ham. Den Dag jeg fyldte 14 Aar, sagde Moder, at jeg skulde gaae til Lumholtz og lade mig tegne til Confirmation. Lumholtz var den- gang 60 Aar og havde nylig givtet sig for tredie Gang med en Pige, 18 Aar gammel. Alle hans Børn, paa Fru Platou nær, vare ældre end Stedmoderen. I Anledning af dette erindrer jeg at have oplevet en stor Besynderlighed. Controlleur Leuch havde ægtet en meget ung Pige, Datter af en Præst Borchgrevink. Denne Præst havde SIDE: 81 omtrent paa samme Tid ægtet en Jomfru Mandal, der var af samme Alder som Steddatteren, og Jomfru Mandals Fader, Præsten Mandal, der var 70 Aar, givtede sig med Jomfru Bergh, en Søster af General- auditeuren, og da hun var af samme Alder som Jomfruerne Mandal og Borchgrevink, saa begav det sig, at Moder, Datter og Datter- datter vare alle tre af samme Alder. Jeg saae dem engang paa et Bal, hvor de toge alle tre Deel i Dandsen; de vare dengang alle tre 24 Aar gamle. Lumholtz, om hvem Hans Hammond har skrevet, at han burde hede Dumholtz, var den største Sladderhank i Byen; om Morgenen tidlig gik han hen til Vandposten at møde Pigerne, der hentede Vand, for at høre Nyt af dem eller Efterretninger om deres Herskaber. Om Vinteraftenerne, eller naar det var bleven mørkt, gik han om i Gaderne og lyttede under Vinduerne. Stod en Port aaben, gik han ind i Gaarden, og udsatte sig derved for mange latterlige Ubehageligheder. Da jeg meldte mig til Confirma- tion, sagde han: "Hvad har hendes Moder under dette, at hun skal confirmeres saa tidligt?" Dengang forstod jeg ikke, hvad han meente dermed, siden gjettede jeg det. Lumholtz havde meget krumme Been; hans Brodersøn, Lieute- nant Lumholtz, ligesaa. Da Du, kjere Broder, var imellem to og tre Aar, var Du noget lidet hjulbenet. Dette er ofte Tilfældet med tunge og fede Børn; jeg tænker det kommer deraf, at man ikke lader dem krybe, indtil de reise sig af dem selv, men opmuntrer dem til at staae, førend Benene have faaet Styrke til at bære Kroppen. Om dine Been blev der nu talt meget; En sagde: den Dreng maae blive Præst, at Simaren kan skjule Benene; en Anden foreslog Moder at svøbe Dig paa nyt, at Benene kunde rette sig. Moder brød sig lidet derom; hun sagde: Benene rette sig nok af sig selv, og det blev da ogsaa snart Tilfældet. Lumholtz kom en Dag og sagde: Den Dreng faaer jo Been ligesom min Brodersøn; Gud maa ellers vide, hvor han har faaet de Been fra, thi i min Familie er ellers ingen Hjulbenet. Da Lumholtz var gaaet, loe vore Forældre og sagde: Lumholtz maae nok aldrig have seet paa sine egne Been. Confirmanterne hos Lumholtz vare dengang tolv Drenge, for- nemmelig fra Latinskolen; der var to Brødre Randers, to Teilmann, to Flor, Jens Aars, Truels Eger o. fl.; Pigerne vare Frederike Berger- sen, som Aaret efter blev givt med Præsten Jonas Rein, Karen Sol- berg og jeg. Det første Spørgsmaal, Lumholtz gjorde til mig, var: "Hvad har Gud skabt?" Jeg havde kiget noget i Guldbergs The- ologie og svarede: "Alt hvad der er til i Rummet og i Tiden." SIDE: 82 Lumholtz havde for Vane at lukke Øinene, naar han sad; men nu aabnede han de smaae graae Øine og betragtede mig med Udtryk af dyb Foragt; han gjentog derpaa Spørgsmaalet for Jomfru Berger- sen, der svarede: "Himmel og Jord og alt hvad der er derudi." Han talte ikke mere til mig den Dag, og siden glemte jeg aldrig Troskaben mod Pontoppidan. Engang maa jeg dog have fortalt mig, da jeg havde nævnt "Dyd", og Dyd findes nok ikke i Pontoppidan; thi Lumholtz blev vred. Han spurgte mig, hvad Dyd var, og jeg vogtede mig vel for at svare ham, da dette vilde opbragt ham endnu mere. Gudsfrygt, sagde han, og Synd, dem kjendte han, men Dyder og Laster vilde han ikke høre tale om. Han sagde meget mere i den Anledning, men det bedste er udentvivl det, som jeg har glemt. Han kunde overalt ikke udstaae de Mennesker, som brugte sin Forstand. Colbjørnsen og Wessel vare i de Dage gangne til Hvile, og der blev holdt Sørgefest i den Anledning, hvorover han skjendte meget og sagde: "Disse Mænd havde ingen Religion." Hans yngste Datter, Fru Platou, var hans Yndling, fordi hun hele Dagen spillede "la fausse Agnès" for ham, spurgte ham tilraads i alle mulige Bagateller og lod sig rette af ham ved det ubetydeligste Foretagende. Med de andre to Præster i hans Menig- hed stod han stedse i Strid og Uenighed. Den unge Fru Lumholtz var meget smuk; da Christian den ottende var bleven Konge af Norge, saae han Fru Lumholtz, for- modentlig i Kirken - hun kom intet andet Sted -, og Kongen bad sin Fortrolige, Haffner, at hjelpe ham til at gjøre hendes Be- kjendtskab, men da han hørte, hvem hun var, saa opgav han denne Idee. - Med sin unge Kone levede Lumholtz i den bedste For- staaelse, og som det lod, var hun meget tilfreds. Da han døde - han blev, om jeg erindrer ret, 94 Aar gammel, - var hun meget bedrøvet; dog givtede hun sig et Aar efter med Biskop Sigward. Den sidste Gang jeg saae hende var hos Niels Lynge Hansteens, da jeg holdt Alfred over Daaben. Præsten Lieungh var dengang Direkteur i det dramatiske Selskab og havde foreslaaet Sigward og Frue til Medlemmer af dette Selskab. Jeg talte til hende derom og hun svarede mig: "Det var en unødig Artighed af Lieungh, Sigward havde paalagt ham at foreslaa sig til Medlem og Lieungh foreslog mig med, men jeg gaaer vist aldrig derhen. Saalænge min gamle Mand levede og jeg var lykkelig, da havde jeg gjerne taget Deel i denne Fornøielse, men han havde Fordom derimod, og nu er jeg saa ulykkelig at der for mig ingen Fornøielse mere gives i SIDE: 83 Verden." Sigward var den bedste og ædleste Mand som Jorden kunde bære, og dog - jeg fatter det ikke. Den tolvte April 1795 stod jeg til Confirmation. I de tre Aar, som vare forløbne siden vor Faders Død, havde Moder ikke givet mig andre Klæder end Værkenskjoler; hun spandt Liingarn til Rending og Uldgarn til Indslet; Tøiet blev farvet mørkebruunt, og hun syede selv Kjoler til mig deraf. Da det nærmede sig mod Confirmationstiden, lod Moder Skrædder Bader hente; han tog Maal af mig og syede til mig en elegant Kjole af sort Silketøi; Moder forfærdigede en Palatine eller Gorgerette af Melkeflor, kantet med Atlasbaand, og gav mig om Halsen, jeg fik Silkesko og hvide Alunskinds Handsker, og Fru Treschow sendte mig Aftenen før Confirmationsdagen sin kjøbenhavnske Haarskjærer, som satte Papillotter i mit Haar og kom igjen den næste Morgen for at accomodere "en boucles" efter den Tids Mode. Da jeg var færdig og saae mig i Speilet, kjendte jeg ikke mig selv igjen. Jeg kjørte til Kirken i Provst Lumholtz's Vogn med hans Livretjener bagpaa. - Paa Kirke- gulvet kom jeg saa godt som aldeles ikke tilorde, da Lumholtz kun gjorde eet Spørgsmaal til mig, der ikke kunde besvares med andet end Ja. Pihl forrettede Confirmationen; jeg trak min Handske af, da jeg rakte ham Haan- den med Løftet om at forsage det Onde, men hans Haand var saa stiv og kold som et Stykke Marmor, og han saae ikke paa mig, men saae sig om blandt Tilskuerne i Kirken, medens han talede til os. Jeg havde tænkt mig dette Optrin ganske anderledes. Fru Sundt og hendes Søster, Frøken Petersen, kom i Besøg til os. Fru Sundt sagde til mig: Jeg er vis paa, De er glad, at dette er overstaaet; jeg svarede Ja - men det var en stor Usandhed; thi SIDE: 84 det var den skjønneste Formiddag, jeg endnu havde havt; dog havde jeg ventet mig mere deraf. Siden gik jeg med Moder til Fru Sundt; hændelsesviis kom de til at tale om deres Bedste- moder, og jeg hørte nu, at denne havde været den berømte Anna Ramus. De fortalte, at hun havde været givt, da hun var fjorten Aar, og at hun havde havt sex Børn, da hun var tyve Aar. Siden den Tid havde hun ingen Børn faaet og ikke været meget stærk af Helbred. Frøken Petersen skulde ligne hende me- get; da jeg saae Portraitet i Nor- derhaug, fandt jeg denne Lighed paafaldende. Denne Dame var ikke smuk, havde et noget karle- agtigt Udseende, endog lidt Skjeg paa Læbe og Hage. Fru Sundt havde været givt en halv Time. Da Enkecassen var betalt og alting istand til Brylluppet, blev Capitain Sundt syg til Dø- den. Bruden blev viet til ham paa Sygesengen, og en halv Time derefter døde han. Sundt havde en Søn efter sin første Kone; denne, Major Sundt, havde flere Sønner og en Datter, Baronesse d'Albedyhl i Stock- holm. Et Ægteskab i Drammen. Det maatte været i Aaret 1787 eller 88, da jeg var omtrent sex eller syv Aar, at jeg hørte vore Piger tale sammen om to Fruentimmer, der vare givte med hinanden i Drammen. Jeg gav kun liden Agt paa denne Historie, men Fru Mandahl, fød Robsahm, der paa den Tid levede i Drammen og var en voxen Pige, fortalte mig i 1835 hele Historien. Der var i Hallingdalen en Bondepige, fjorten Aar gam- mel, stor af Væxt, der i Hidsighed og Arrighed havde slaaet sin Moder. To Koner, der havde været Vidner hertil, truede hende med, at de vilde give hende an for Øvrigheden, og at den mind- ste Straf, hun vilde faae, var Tugthuuset for Livstid. For at und- SIDE: 85 gaae Straffen lagde nu Pigen sin Plan. Hun havde havt en Broder, Ole, et Aar ældre end hun, han var for kort Tid siden død, og hans Klæder hang paa Stolpeboden. Hun vidste at for- skaffe sig hans Døbeseddel, iførte sig om Natten hans Klæder og gik ud af Bygden. Hun vandrede længe omkring og fik omsider Tjeneste hos en Bonde i Thelemarken. Hun gik til Præsten, fore- viste Døbesedlen og blev confirmeret som Drengen Ole fra Halling- dal. Præsten var meget vel for- nøiet med Ole, og Skolemesteren ligesaa, han lærte ham at skrive og regne. Ogsaa Husbonden var vel fornøiet med Ole, han var flink og ufortrøden, huggede Brænde, røgtede Hestene og var villig og uforsagt, desuden var han sædelig, bandede ikke, drak aldrig Brændeviin og var godt lidt af Alle. Ole blev i denne Tjeneste i fire Aar, da fik han Lyst at see sig lidt mere om i Verden. Forsynet med gode Attester fra Præst, Skolemester og Husbonde, begav Ole sig til Drammen, hvor han fik Tjeneste hos en Høkerenke. Hans Fær- dighed i at skrive og regne kom ham her tilgode, hans Madmoder kunde ikke noksom berømme ham, og her blev han i fem Aar, da Pigerne i Nabolavet begyndte at falde ham til Be- svær. De kappedes om, hvem af dem det skulde lykkes at faae den vakkre Ole til Kjereste, men jeg behøver ikke at sige, at deres Stræben var forgjeves. Hans Madmoder sagde en Dag til ham: Ole, Du gjør bedst i at vælge en af disse Piger til din Kjereste, saa bliver der Ende paa Sagen, og de andre slaae sig til Ro. Ole forsikkrede hende, at han ingen Kjereste vilde have. Skulde den vakkre Ole have forelsket sig i mig? tænkte Konen. "Ole, vil Du da være min Mand?" sagde hun, "saa bliver Du Herre i Huset og faaer alt, hvad jeg eier." Nu begyndte Ole at græde og fortalte SIDE: 86 hende sin Historie. Da Konen havde betænkt sig noget, sagde hun: "Dersom Du vil som jeg, da skulle vi fortie alt dette, Du gaaer til Præsten og forlanger Brudevielse, vi lade os vie sammen, vi forlade ikke hverandre, og jeg triumpherer over de indbildske unge Tøse." Ole gjorde, som hun bød; de bleve viede i Kirken, og de levede (Fru Mandahls Ord) i et lykkeligt Ægteskab i fem Aar. Efter denne Tids Forløb begyndte Konen at faa Scrupler, hun meente, hun havde begaaet en stor Synd, vanhelliget Guds Huus, desuden var hun bleven vred paa Ole, Fru Mandahl sagde endogsaa, hun var jaloux paa ham. Nok, hun gik til Politiet og gav ham an. Ole blev nu arresteret, og da han blev ført til Raad- stuen, sagde Fru Mandahl, gik en Pige hen til ham og sagde: "Tak skal Du have, Ole, at Du ikke vilde have mig." Borger- mesteren, mig synes han hed Strøm, kaldte Politiemesteren til sig og sagde til ham: "Denne Sag vil gjøre os latterlige for det hele Land; giv Slutteren Ordre til at lade Raadstueporten staae aaben i Nat! dette vil være den bedste Maade at komme derfra paa." Raadstueporten blev staaende aaben; om Morgenen var Ole borte, og man hørte aldrig mere til ham. Jeg hørte ogsaa noget fortælle om Arve Bravkarl, der tog fra de Rige og gav til de Fattige. Steffens har benyttet hans Historie i en af sine Noveller, dog er der et Træk, som ikke findes hos Steffens. Engang, da Arve sad i Arrest, talede en Embedsmand for- trolig og venlig med ham og spurgte ham, om han aldrig ved sine mange Indbrud havde følt Frygt eller Samvittighedsnag. Arve sva- rede: Jo, eengang. Vi brød ind i en Kirke gjennem Ligkjelderen; for at naae op til et Vindue, vi maatte ind igjennem, steg jeg op paa en Ligkiste, men da den ikke var høi nok, stillede jeg den paa Enden. Da jeg nu var steget op paa den, gik den itu, og jeg faldt ned i Ligkisten. I dette Øieblik følte jeg Skræk. En af Arve Bravkarls Følgesvende, almindelig kaldet Malice-Knud, har jeg seet. Han kom ind til Aamodt og tilbød sig at kurere en syg Hest paa Kongens Stald. Han forstod sig bedre paa saadant, sagde han, end Cursmedene; de havde ikke været længere end paa Veterinairskolen i Kjøbenhavn, medens han havde vandret næsten det hele Euro- pæiske og Asiatiske Rusland igjennem og samlet Kundskab og Er- faring. Han havde et klogt, noget fremmed, ikke ubehageligt Ud- seende. Han gik ind i et Huus i Christiania og bad om Arbeide; man satte ham til at rulle Tøi. Ved dette Arbeide vare to af Husets Piger behjelpelige. "Veed Du vel," sagde den ene Pige til SIDE: 87 den anden, "at Malice-Knud skal være kommen her til Byen?"- Da vilde jeg ønske, jeg maatte faae ham at see, sagde den anden Pige. "Saa see da paa ham," sagde Knud, "for her staaer han." Pigerne løbe forskrækkede ind, og Malice-Knud gik og blev ikke mere seet i Christiania. Ogsaa om Taterkvinden Grisilla hørte jeg Pigerne tale, hun var allerede dengang hundrede Aar gammel; men om Valborg med Guldhaaret hørte jeg intet, og Fabelen af Storm Wang er vistnok kun et Foster af hans egen Hjerne. Formodentlig vilde han skrive noget ret piquant og hevne sig paa en Morbroder, der ikke havde sat den tilbørlige Priis paa Søstersønnens Talenter. I Anledning af den hundredaarige Grisilla erindrer jeg at have hørt af Capitain Blom, at der i Trondhjem i Aaret 1820 var død en Kone, der ikke vidste sin Alder, og Kirken var brændt, hvor hun var født; men efter hvad man af hendes Opgivende kunde ud- regne, maatte hun idetmindste være 117 Aar gammel. Hun havde aldrig været ude af Trondhjem, hvor hun kunde erindre at have seet Tordenskiold, om jeg mindes ret, som Skrædderdreng lege paa Gaden med andre Drenge. Hun viste ogsaa Huset, hvor han var fød, - det er nu nedbrændt. Da jeg i 1833 var paa Munkholmen, stod Falkenskiolds Huus der endnu, det han havde faaet Tilladelse til at lade bygge under sin Forviisningstid. Her maatte denne ædle Mand penitere i fire Aar, fordi han havde staaet i et venskabeligt Forhold til Struensee, uagtet han aldrig havde taget ringeste Deel i hans Planer, og stedse raadet ham til Forsigtighed. Huset var meget simpelt, jeg behøver ikke at sige hvor mærkværdigt. Det er nu taget bort, jeg veed ikke engang, om man har taget en Tegning deraf. Ogsaa paa Griffenfeldts Væ- relse har jeg været, der skal have været at læse mange latinske og græske Inscriptioner af hans Haand paa Væggene; men til Kong Carl Johans Kroning lod Hjort, dengang Commandant paa Munk- holmen, Værelset istandsætte og Væggene male. Maae man her ikke raabe med Johan Huss: O sancta simplicitas! Louise Hesselberg. I Aaret 1763, da vore Tropper kom hjem fra Holsteen, [fotnotemerke] blev der lagt Garnison i Drammen, hvor aldrig Garnison havde været Fotnote: I 1762 forlangte den russiske Tsar Peter den tredie Slesvig udleveret af Danmark. Det holdt paa at blive Krig, og de fiendtlige Tropper stod allerede overfor hinanden, da Peter blev styrtet. Hans Efterfølger, Katharina den anden, opgav Krigen. Udg. SIDE: 88 før. Indbyggerne af Drammen, fornemmelig de paa Bragernæssiden, vare næsten alle Sekterere, Herrnhutere eller saakaldte Mähriske Brødre, og havde Afskye for alt militairt; de nægtede at modtage Indqvarteringen. Præsten paa Strømsøe, Hr. Hesselberg, var af Sekten og havde samme Modbydelighed for Krigsstanden; ikke desmindre holdt han det for sin Pligt at formane sin Menighed til Lydighed mod Konge og Øvrighed, og for at foregaae dem med et godt Exempel var han villig til at modtage en Officeer i sit Huus. Lieutenanten, Hesselbergs Logerende, var en Holstener, en meget dannet og behagelig ung Mand; han havde været bestemt til Stu- deringer, kjendte og elskede de gamle Sprog og havde endog stu- deret Theologie. Videnskabsmænd gaves der paa den Tid ikke mange af i Drammen, og Hesselberg var en lærd Mand og fandt stor Fornøielse i at samtale med denne saa studerede unge Mand. Om Aftenen bad Præsten ham ned til sig, og Lieutenanten fulgte Indbydelsen med Glæde, ikke blot fordi Præstens Underholdning var ham behagelig, men endnu mere fordi hans Datters Yndigheder havde rørt Lieutenantens Hjerte. Hesselberg var Enkemand, og han havde en Datter, Louise, der var 18 Aar, og to yngre Sønner, dem han selv gav Underviisning; medens Konen levede, havde han ogsaa havt Fremmedes Sønner i Pension, blandt disse Niels Tre- schow; nu havde han ingen saadanne. Lieutenanten erklærede Louise sin Kjerlighed og bad om Tilladelse at begjere hendes Haand af hendes Fader. Louise tilstod ham, at hun deelte hans Følelser, men sagde ham tillige, at hendes Faders Fordom mod hans Stand var saa stor, at et Skridt som det foreslaaede ikke vilde tjene til andet, end at han maatte flytte ud af Huset, og at det vilde blive Louise forbudt at see ham igjen. De bleve nu enige om at vente noget godt af Tiden, søge lidt efter lidt at vinde Faderens Yndest, saa at den engang vilde seire over Fordommen. Det lod ogsaa til, at det vilde lykkes dem; Præsten kunde ikke mere undvære Lieutenantens Selskab, og de Elskendes Haab voxede daglig, dog vovede Lieute- nanten endnu ikke at udtale Ordet, der skulde afgjøre hans Skjebne. En Eftermiddag kom tre af hans Camerader op til ham paa hans Værelse; de beklagede sig over, at de aldrig saae ham, og spurgte ham, om han var bleven af de Hellige; de vilde have ham med sig til en Lysttour. Han sagde dem da oprigtig alting og bad dem ikke lægge Hindringer iveien for hans Lykke. De svarede: "Godt, vi ere Dine Venner og ville bevise det ved at lade Dig være i Ro; men i Aften blive vi hos Dig og spille en Quadrille." SIDE: 89 Lieutenanten sagde at der var intet, Præsten havde større Afskye for end Kortspil. Her kommer han jo ikke, sagde de, vi lukke Døren af og spille i al Stilhed. Jeg har ingen Kort, sagde Lieute- nanten. Qu' à cela ne tienne! sagde Een af Vennerne og tog et Spil Kort op af Lommen. Da de havde begyndt at spille, hørte de Nogen komme op ad Trappen; de stak hurtig Kortene i Lommen, og Lieutenanten gik at aabne Døren. Den Indtrædende var een af Præstens Sønner, der meldte, at Fader var bleven tidlig færdig med sin Præken (det var Løverdag Aften, da ellers Præsten studerede sin Præken og ikke pleiede at indbyde Lieutenanten) og bad Lieute- nanten komme til sig. Vennerne toge Afsked, og Lieutenanten gik til Præsten, der den Aften var usædvanlig oprømt, og Lieutenanten saavel som Louise gik til Sengs med glade Forhaabninger. Søndag Morgen fulgtes den hele Familie til Kirken, Lieutenanten naturlig- viis med. Da Gudstjenesten var endt, gik Præsten ind i Kirkestolen for at følge med sin Familie ud af Kirken; idetsamme de gik over Kirkegulvet, vilde Lieutenanten bruge sit Lommetørklæde, da han trak det op, fulgte nogle Kort med og faldt paa Kirkegulvet. Præsten tog sin Datter ved Haanden og skyndte sig hjem. Da Lieutenanten kom, bevidnede han ham, at efter Scandalen i Guds Huus kunde han ikke længer beholde ham hos sig, han maatte i denne Dag søge sig et andet Qvarteer. Louise kunde ikke skjule sin Sorg, Faderen anede Forholdet og forbød Lieutenanten at be- træde hans Huus. Paa samme Tid var der i Zeitz en Grevinde, Enke, der eiede Godser og var af Brødremenigheden. Hun fik Ordre af Forstanderen i Zeitz at begive sig til Drammen og blev anbefalet til Hesselberg, der modtog hende med Venlighed og Opmærksomhed, og hun fat- tede megen Godhed for hans Datter. Engang da Louise besøgte Grevinden, traf hun Lieutenanten der; Grevinden var nu begges Veninde, og de samledes oftere, men da Præsten fik dette at vide, forbød han sin Datter at besøge Grevinden. Dette var et haardt Stød for dem begge, og Lieutenanten blev melancholsk. Saa sagde Grevinden: "Dersom De antager mit Forslag, saa skal De ikke alene faae Deres Kjereste at see hos mig, men endog faae Adgang som før til hendes Faders Huus. De giver mig Tilladelse at til- melde Præsten, at De og jeg ere Forlovede, da vil han ingen Vanskeligheder gjøre, men lade Louise komme til mig og modtage Dem i sit Huus." "Dersom Louise samtykker heri," svarede Lieute- nanten, "da modtager jeg med Taknemmelighed Deres ædelmodige SIDE: 90 Tilbud." Grevinden meddeelte nu Planen til Louise, der bifaldt den. Grevinden meldte nu Præsten, at hun havde forlovet sig med Lieute- nanten. Præsten svarede: "Var De min Datter, skulde det ikke skee, saalænge mine Øine vare aabne, men Dem har jeg ingen Myndighed over, De er Deres egen Herre." De Elskende saae hverandre nu næsten daglig og vare glade; men efter nogen Tids Forløb blev Lieutenanten tungsindigere end før. Han sagde til Grev- inden: "Jo mere jeg lærer at kjende Louise, jo høiere elsker jeg hende, og nu er dog alt Haab om Forening med hende umuligere end nogensinde før." Grevinden havde megen Medlidenhed med dem begge og lagde en Plan. Hun indviede sin Læge i Hemme- ligheden, lagde sig syg, og Lægen erklærede hendes Tilstand for yderst farlig. Hun forlangte Louise til sig, og Faderen indvendte intet herimod. Nu forlangte Grevinden at vies til sin Forlovede, for i Tilfælde af hendes Død at sikkre ham sine Eiendomme, og Præsten blev kaldet at vie dem. Lægen og Louise vare Vidner. Den Syge taalte ikke Lyset, Gardinerne vare trukne for Vinduerne, der stod et Skjermbrædt for Sengen. Præsten foretog Vielsen. Den Person, der laae i Sengen og blev viet til Lieutenanten, var Louise Hesselberg, og den Person i Louises Klæder, der var Vidne, var Grevinden. Louise opholdt sig med Faderens Tilladelse længe hos den Syge, men da denne endelig kom sig, maatte hun hjem til Faderen, dog besøgte hun ofte sin Veninde. Efter nogle Maaneders Forløb begyndte de To atter at blive sørgmodige; Grevinden er- kyndigede sig om, hvad der fattedes dem, og de betroede hende deres Nød. Hun loe. "Mene I ikke, at jeg har tænkt paa, at saa- dant kunde hænde? Jeg har allerede forskaffet mig Ordre fra Zeitz at vende tilbage til mine Godser, min Gemal følger mig, og Hessel- berg har allerede lovet mig, at Louise skal faae Tilladelse at følge med." De reiste, Louise maatte døe i Barselseng, og det samme Brev, der bragte Præsten den sørgelige Tidende om hans Datters Død, indeholdt den Efterretning, at Grevinden var nedkommet med en Søn, der i Daaben var givet Navnet Louis Hesselberg. Hvor længe det var derefter, veed jeg ikke, da sagde Lieutenanten til Grevinden: "Længe have vi været Ægtefolk for Verden, skulle vi nu ikke være det i Virkelighed?" Hun tilstod, at hun elskede ham. De fik flere Sønner, og den ældste, Louis Hesselberg, blev Eier af Godserne. [fotnotemerke] Fotnote: Den angivne Tid og flere andre Omstændigheder passer ikke med Hessel- bergs Embedstid og hans Børns Alder. SIDE: 91 En tydsk Dame i Christiania i 1780. I Aaret 1831 boede der i Raadstuegaden en gammel Kone, Madame Jacobsen; hun besøgte imellem Generalinde Schilling, og der hørte jeg hende fortælle følgende Historie. Madame Jacobsens Moder, hvis Navn ogsaa var Jacobsen, var Enke og eiede en liden Gaard i Kongens Gade. Hun havde kun den ene Datter, som den- gang var tyve Aar. De vare ikke meget formuende, men havde saa meget, at de kunde hjelpe sig igjennem uden at være andre til Byrde. En Dag kom Borgermesteren ind til hende og sagde at han havde faaet i Commission at bestille Logis til en Dame, der var afgaaet med et Skib fra Hamborg og vilde opholde sig i Christiania. Hun ønsker, sagde han, at faae Logis og Kost hos en anstændig Enke, og ønskede helst en Enke, der havde Døttre eller Datter omtrent paa hendes Alder; hun er fem og tyve Aar. Hun er meget riig og vil nok ikke see paa Skillingen. Madame Jacobsen modtog Tilbudet med Glæde. Damen kom, hun fik to smukke Værelser ovenpaa, lod til at være vel fornøiet med alt, havde medbragt For- raad af Bøger og Musicalier, og da Madame Jacobsen yttrede Frygt for, at Tiden vilde falde hende lang i et saa stille Huus, svarede hun, at Roe og Stilhed var hendes eneste Ønske, at hun ingen Bekjendtskaber agtede at gjøre, men at hendes Vertinde og dennes Datters Selskab, Læsning, Musik og Tegning vilde være tilstrække- lig til at beskjæftige hende paa den Maade, hun helst ønskede. Mine Forældre, sagde hun, døde saa tidlig, at jeg ikke erindrer at have seet nogen af dem, jeg har hverken Sødskende eller andre Slægtninge, men blev opdraget hos en Formynder. Jeg var neppe fjorten Aar gammel, førend min Formynder vilde have mig givt med hans Søn. Han havde nu ingen Ret til at tvinge mig, og op- hørte at trænge ind paa mig; men mine Penge lokkede nu snart andre Friere til Huset, og paa min Begjæring skaffede min For- mynder mig befriet fra dem. Men da jeg var bleven myndig, blev det endnu værre, og for at komme fra dette besværlige Overhæng har jeg begivet mig herhid, og jeg haaber i Deres Huus at være frie for Ægteskabstilbud; thi jeg vil ikke givte mig. Sommeren gik hen, den unge Dame gjorde ingen Bekjendtskaber og lod til at være vel fornøiet med sin nærværende Stilling. En Dag sagde hun til sin Vertinde: Kan De give mig Anviisning paa en Lærer i Fransk? jeg har vel lært dette Sprog, men der mangler mig dog meget, og jeg vil nu anvende nogen Tid og Flid herpaa. Madame SIDE: 92 Jacobsen svarede: Jeg kjender en Student, der ønsker at give Under- viisning heri; det er en meget duelig og meget sædelig og i en- hver Henseende roesværdig ung Mand, der ingen anden Feil har end den, at han er fattig. Jeg maae dog see ham først, sagde Damen. Lad ham komme her under et Paaskud, saa jeg faaer ham at see, men siig ham intet om min Hensigt. Studenten kom, og da han var gaaet, sagde Damen: Jo, tal til ham! han maae give mig Underviisning i Fransk. Men De maae love mig ikke at forlade mit Værelse, saalænge han er hos mig; skulde De nødes til at gaae derfra, om end kun et Øieblik, da maae Deres Datter træde i Deres Sted. Gjerne, var Svaret, imidlertid vær forsikkret, at De intet vover ved at være i Selskab med ham. Jeg kjender ham nøie: sædelig og beskeden, retskaffen og god. Ligemeget, sagde Damen, De vil gjøre, hvad jeg beder Dem om. Underviisningen begyndte, og Ma- dame Jacobsen var hver Gang tilstede. Efter et Par Maaneders Forløb, da Madamen i Timen maatte gaae fra dem, og efter Aftale sendte Datteren op i sit Sted, blev denne vaer, at under Læsningen laae Jomfruens Haand i Studentens. Da hun siden fortalte sin Moder dette, blev denne meget glad. Denne værdige unge Mand, sagde hun, fortjener en saadan Lykke; jeg sagde jo om ham, at han fattedes intet uden Penge og Gods, nu faaer han sikkert og- saa dette. Madame Jacobsen passede nu lidt efter lidt mindre paa at være tilstede ved Underviisningen, og da Damen heller ikke mere erindrede hende derom, saa blev baade hun og Datteren ganske derfra. Saaledes hengik nogle Maaneder, da blev Madame Jacobsen vaer en betydelig Forandring i Damens Udseende; hun talede i Enrum med Studenten. - Jeg gratulerer Dem af Hjertet; De bliver, saa vidt jeg kan forstaae, snart den rige og smukke Dames Mand. - Vistnok haaber jeg dette. - Naar skal Bryllupet være? - Jeg kan ikke faae nogen Bestemmelse desangaaende; naar jeg taler derom, bliver hun ilde tilmode og giver mig intet Svar. - Har der da været Misforstaaelse mellem eder? - Langtfra, hendes Kjerlighed til mig er stedse den samme. - Har hun da ikke lovet Dem Ægte- skab? - Egentlig talt ikke, men - det er dog ikke muligt andet. Tal De med hende og bring hende til at bestemme Dagen! - Madame Jacobsen henvendte sig nu til Damen: De har i Sandhed gjort et meget godt Valg og vil ikke fortryde, at De har givet denne ædle unge Mand Deres Hjerte. Deres Bryllupsdag skal være ogsaa for mig en Glædesdag, og De maae nu ikke udsætte den SIDE: 93 længer. - Dette er en forunderlig Tale; hvad vil De sige med min Bryllupsdag? jeg har jo sagt Dem, at jeg aldrig vil givte mig. - Det var dengang, men nu vil De dog? - Nei sikkert ikke, min Frihed er det dyrebareste, jeg eier. Hvem har bragt Dem paa saa- danne Tanker? - Umulig kan jeg troe andet, det kan ikke være Deres Alvor. Studenten - Har han sagt, at jeg har lovet at ægte ham? - Nei, men efterat De har været saa fortrolig med ham - Har jeg derfor ikke isinde at opoffre min Frihed for hans Skyld; jeg har allerede føiet de fornødne Anstalter, og om et Par Dage forlader jeg dette Land. - Madame Jacobsen blev maalløs af For- undring; endelig sagde hun: Og ham vil De gjøre så ulykkelig? - Jeg har ingen Fortræd gjort ham. - De har ikke, siger De, med Ord lovet ham, at De vilde ægte ham, men maatte ikke Deres Handlinger overtyde ham om, at den Lykke var ham vis, snart at eie en smuk, yndig Kone, der bragte ham en betydelig Formue, og nu vil De forlade ham, fattig som han var før og med et saaret Hjerte. - De har Ret, dette var ikke faldet mig ind. Han er fattig, han haabede ved mig at blive riig. See der - (hun gik hen til sin Pult og tog ud 500 Rigsdalersedler, som hun leverede Madamen), naar jeg er reist, saa giv ham dette fra mig! Fortællerinden vidste ikke, om Studenten havde modtaget Pengene. Endnu en lille Historie om en Bondepige paa Hovind. Gaarden Hovind i Ager Sogn, nær ved Christiania, forsynede i forrige Tider - maaske gjør den det endnu - en Deel af Christiania Indbyggere med Melk og Fløde. En Pige, som tjente paa denne Gaard, og hvis daglige Forretning det var at bære Melk og Fløde til Byen, brugte at standse ved Bækken, helde Melk i Fløden og Vand i Melken, og ved denne Industrie, om man kan kalde det saaledes, havde Pigen Leilighed til at forskaffe sig smukke Klæder og Pynt. Hun fik flere Friere og blandt disse en Lieutenant. Naturligviis foretrak hun ham. Da hun en Dag spadserede med sin Mand, gik de Hovind forbi; hun standsede ved Bækken og sang: Gud velsigne Dig, min Hovi'-Bæk! Du har gi't mig baade Skjørt og Særk, Du har gi't mig Brocad' til e Lue, derfor er jeg naa e Lieutenants-Frue! SIDE: 94 Kjere Broder! Du havde ladet mig haabe, at jeg endnu kunde vente at modtage flere af dine Barndoms og Ungdoms Erindringer, saasom Efterretning om vor Faders Søstre, som Du formodentlig har kjendt personligt. De Breve, Du har skjænket mig, har jeg læst saa ofte, at jeg - les sais par coeur - er ikke dette det rig- tige Udtryk? og er det ikke med Hjertet, man lærer? Vil Du glæde mig med flere, da modtager jeg dem med inderlig Glæde og Tak- nemmelighed, men finder Du ingen Fornøielse derved, da vil dette ikke afholde mig fra at fortsætte mine Erindringer til min egen Fornøielse og i Henhold til din Bevidnelse om, at de ere Dig til Behag. Erindrer Du Birthe Amunds? Erindrer Du Fragtemanden Axel Olsen fra Frederichshald, der i vor Faders Tid ofte bragte os røgede Sild? de bleve kaldte Pilkesild eller Pibesild, fordi man sagde, de gav en pibende Lyd fra sig, naar de bleve trukne op af Vandet. Han bragte os ogsaa Kurve med levende Krebs, og hans Ankomst var en stor Glæde, især for Henrik, der var en Gjæk efter Østers, Krebs og den Slags Lækkerier, fruits de mer. Efter vor Faders Bortgang kom Axel Olsen kun eengang til os; han bragte os hverken Pibesild eller Krebs, men han bragte os Birthe Amunds. Hun havde givet ham 24 Skilling for at tage hende med i Fragtebaaden fra Frederichshald til Christiania. Hun var vor Moder hjertelig vel- kommen og blev hos os i flere Uger; den meste Tid af Dagen sad hun i Skorstenen og røgede Tobak af en kort Kridtpibe. Birthe Amunds havde tjent i mange Aar i Albert Treschows Huus, hvorfra hun tilligemed en anden Pige, hvis Navn jeg har glemt, hvorvel jeg ofte hørte det, var bleven givt samme Dag, hver med sin Brudgom. Albert Treschow - er ikke Albert et smukt Navn? - holdt Pigernes Bryllup i sit Huus. Der var mange Gjester indbudne, og Anretningen var paa det bedste. Tjenerne hørte til Familien, og der blev gjort liden Forkjel mellem dem og Børnene. Dagen efter Bryllupet blev der talt mellem Brudefolkene om, at de havde havt et saa deiligt Bryllup og vare blevne saa herligt be- vertede. Der var nok god Mad, sagde den ene Brudgom, og god Viin var der ogsaa, men der manglede dog meget; og da man trængte ind paa ham om at sige, hvad han havde savnet, saa sagde han: "Der var jo hverken Ludefisk eller Peberrodskjød." En Pige, Anne, havde ogsaa tjent i vore Bedsteforældres Huus; hun var nu Lem af Dolhuset i Opslo. Den arme Pige havde havt SIDE: 95 en ulykkelig Kjerlighed, og for at bedøve sin Smerte havde hun vænnet sig til Drik. Man kunde længe ikke begribe, hvor hun fik Spirituosa fra, da vor Fader engang fandt hende i Kjelderen, ivre mort; hun havde ved at stikke et Halmstraae i Hullet paa et Anker Alcohol, der laae i Kjelderen, fundet Middel til at suge Indholdet til sig. Siden blev hun vanvittig. Engang, da vi vare i Gamlebyen, tog Moder mig med sig og gik ind i Gaarden af Dolhuset at spørge til hende. Hun er stille og reenlig, sagde Opsynsmanden, vi lade hende gaae omkring i Gaarden; see, der er hun! Hun gik op og ned og strikkede paa en Strømpe; Moder gik hen og talte til hende, hun stirrede paa Moder, svarede ikke; det lod, som om hun ikke kjendte hende. Hun var endnu meget smuk. Smukke Piger, hvis Yndighed ikke bliver paaagtet, og unge begavede Mænd, hvis Ta- lenter ikke blive erkjendte, ere formodentlig mere end andre ud- satte for den Ulykke, der rammede den stakkels Anne. Vor Bedstefader Albert maae have været en særdeles elsk- værdig Mand. Moder og Grethe talede imellem om ham, da var jeg en opmærksom Tilhører. Det var Grethes Forretning at holde vor Faders hvide Silkestrømper i tilbørlig Stand; naar hun havde vadsket dem, gned hun dem ind med Qviksølv og rullede dem, indtil de saae ud, som om de vare komne lige af Krammen. Da hun engang viste Moder et Par saadanne vellykkede Silkestrømper, sagde denne leende: "Grethe, husk paa Fader Alberts sorte Silke- strømper!" og nu hørte jeg af Samtalen, at vor Morfader aldrig havde baaret andre Strømper end de af Silke, til daglig Brug vare de sorte. Nu hændte det ofte, at naar han om Morgenen trak dem paa, gik en Maske istykker, og Grethe blev kaldet at raade Bod paa Skaden; men dette maatte gjøres saaledes, at man aldeles ikke maatte kunne see, at de havde været beskadigede, var der et Hul, da maatte dette fyldes med sort Silke, saaledes at Reparationen var umærkelig. Dette var et meget vanskeligt Arbeide, der havde voldt den arme Grethe meget Hovedbrud, og at minde hende derom var at drille hende. Endnu et andet Drillerie havde Pigerne i Treschows Huus havt med Grethe. Der voxer i Omegnen af Christiania en Frugt, som man kalder Tranebær; disse Bær modnes under Sneen, og om Vaaren, naar Sneen smelter, finder man dem. De have ingen ubehagelig Smag, men ere meget skarpt sure, saa at de af denne Aarsag ikke er gode at spise, medens Saften deraf fortyndet er meget god. Omkring Frederichshald finder man dem ogsaa, og der kaldes de Trenter. Mor Treschow forsynede sig hvert Aar dermed, SIDE: 96 og det blev Grethes Forretning at vride Saften deraf; hun maatte vel engang have smagt paa dem, saa de havde angrebet hendes Mund og Tænder, og hun kunde endnu ikke tænke paa dem, uden at faae Munden fuld af Vand. Dette havde de skjelmske Piger lagt Mærke til, og hun maatte ofte høre Udraabet: "Trenterne, Grethe!" Jeg har sagt, at vor Bedstefader Treschow var en elskværdig Mand, og dog har jeg intet sagt for at bevise min Paastand uden dette, at han gik i sorte Silkestrømper; finde I dette Beviis ikke gjeldende, kjere Børn, saa anfører jeg den dybe Ærbødighed og inderlige Kjerlighed, hvormed Moder og Grethe talede om ham. Vel gave hans Huusfolk ham det fortrolige Navn Albert, men dette var ikke af Mangel paa Ærefrygt; de vidste, at Albert var ikke at spøge med, saasnart der var noget urigtigt, og hans yngste Datter, den lille Vilhelmine, sagde ved saadan Leilighed: "Vogt Dig, at ikke Albert stevner Dig for Thingebordet sit!" - Siden vi nu en- gang ere i Albert Treschows Huus, saa lad os dvæle der lidt, der er godt at være. Rectoren, Doctoren, Professoren, Etatsraaden, Statsraaden, Philosophen Treschow talede endnu paa sine gamle Dage om, hvorledes han i sine Studenterdage havde tilbragt nogle Uger der. Aldrig, sagde han, saae jeg et Huus, hvori der herskede en saa god Tone, hvor Alle vare saa glade og tilfredse. - Skulde vi ikke see lidt til den lille letsindige Jomfru Larsen med sine mange Kjerlighedsbreve? Vel havde vor Fader taget tre fra hende, men han forsikkrede, at hun havde en Mængde tilbage, og at hele Lommen var fyldt dermed. Af de tre, jeg læste, var det smukkeste fra en Lieutenant Thombsen. Denne Mand logerede hos Madame Brunow, en Søster af vor Bedstemoder. Moster Brunow var en meget streng og meget sparsommelig Kone. Thombsen laae syg, meget syg, hans Liv var i Fare, der maatte vaages hos ham om Natten; Madame Brunow havde kun een Pige, denne kunde dog ikke vaage hver Nat, at leie en Vaagekone var en Tanke, der aldrig kunde falde Moster Brunow ind. Hun forlangte nu Mor Treschows Pige til at vaage hveranden Nat, men Mor Treschow svarede: Pigerne kunne ikke vaage hveranden Nat og gjøre Arbeide om Dagen, det vil jeg ikke forlange af min Pige, og Du burde heller ikke forlange det af din. - Nu, saa lad din Datter og Inger Marie (Jomfru Lar- sen) vexle med dem, saa vaager hver af dem hver fjerde Nat, det overgaaer vel ikke menneskelige Kræfter. - Dette skedte, Lægen erklærede den Syge uden Fare, og der blev ikke vaaget mere. - Jeg veed ikke, hvorlænge det var derefter, da man opdagede, at SIDE: 97 Jomfru Larsen var frugtsommelig. Moster Brunow forbittret skyndte sig til sin Søster. - Skammer Du Dig ikke? hvordan Opsigt har Du med Dine Døttre? og saadant kan skee i Dit Huus! - Mor Treschow svarede ganske sindig: Det er saamæn skeet i dit Huus; Du forlangte Inger Marie til at vaage hos Thombsen, nu seer Du Følgen heraf. - Det var vanskeligt for Thombsen at skaffe sig Givtetilladelse, da hverken han eller Bruden eiede noget; omsider fik han den dog. De maatte be- hjelpe sig heel kummerlig i nogle Aar, da fik han Compagnie i Ber- gens Stift, og Svigermoderen fulgte med dem. De havde to Døttre. Den Ældste, Anne Cathrine, blev forlovet, da hun var sexten Aar, med en Lieutenant. En Søndag Eftermiddag spadserede Familien paa Isen, Lieutenanten med sin Kjereste gik foran, Thombsen, Fruen og Datteren Justine fulgte et Stykke bagefter. Isen brast under de Første. Hjelpen kom for seent, Lieutenanten og Anne Cathrine druknede begge. Justine blev givt med en Skipper, og for nogle Aar siden saae jeg af Mor- genbladet, at hun var Enke og søgte om en Pension, som hun af Storthinget blev nægtet. - Jeg har sagt, at Thombsens Sviger- moder fulgte ham til Bergen; denne Madame Larsen, Enke efter en Skipper Larsen og Søster af Mor Treschow, blev ikke savnet eller var respecteret i Treschows Huus. Ogsaa hun coquetterede med de unge Officerer, dog indlod hun sig ikke i Brevvexling med dem, af meget gode Grunde. Hun kunde vel skrive Bogstaver, men ikke bogstavere. Da hun engang tilbragte nogen Tid paa Landet i et Besøg, skrev hun hjem og bad dem sende hende en "Sliktøre" og en "Sauedrau", som hun havde ladet efter sig. Der var ingen, som forstod, hvad hun meente; det faldt ingen ind, at det skulde betyde en Silketrøie og Dorothea Biehls Oversættelse af Don Quixote, SIDE: 98 hvor der paa Titelbladet stod Forfatterens Navn, Miguel Cervantes Saavedra. Kjere Broder, Du erindrer saa nøie Faster Green, erindrer Du ogsaa hendes Søster, den lille vimse Faster "Kisten"? Jeg seer hende saa tydelig i den gule Silkedamaskes Kjole, med den lille sorte Fløiels Bispekaabe og den Polske Hue med Qvasten over det ven- stre Øre. I Anledning af Bispekaaben erindrer jeg fra den Tid Biskop Schmidts høie, ranke Skikkelse i den hvide Sølvmoires Camail, da han engang indviede fire unge Præster. Hans to Sønner vare begge Præster og Digtere. Den Ældstes Digte (si "Digt" y a) bleve holdte for meget maadelige, dog lærte jeg nogle af dem udenad, og jeg erindrer endnu et: Helt Ragnvald drager paa Korstog hen For hellige Land at vinde o.s.v. Den yngstes, Fredrik Schmidts, Digte haaber jeg endnu ikke ere forglemte hverken i Norge eller i Danmark. Jeg kan ikke nægte mig den Fornøielse at fremsætte to af hans Smaadigte, hvoraf det Ene sikkert aldrig har været trykt. Til Louise Stockfleth. Vent ei Fortunas høie Gunst at vinde! Madamen er af Deres eget Kjøn; Hun sine Luner har og nok tør finde, At De er altfor vittig, yndig, skjøn. . . . . . . . . . Var Lykken derimod en Adams Søn, Han vandred stedse glad ved Deres Side Og fandt i Deres Smiil sin bedste Løn. Det andet var til Frøken Oppen, som hans Fader ønskede at han skulde givte sig med. Hun var temmelig smuk og eiede 12000 Rd. og - voilà tout. Det varede længe inden Faderen fik ham overtalt. I dette Interval fik han paa sin Fødselsdag fra Frøken Oppen et Bindebrev, hvorpaa han sendte hende Chocolade og føl- gende Riim: De Baand, som Damerne os flette, De er saa yndige og lette, At man dem vist med Glæde bær. Men Frihed sød og herlig smager, Og kan to Chocoladekager Gjenvinde den - saa er de der. SIDE: 99 Fredrik Schmidt var den smukkeste Mand, jeg nogensinde saae, og den stakkels pukkelryggede Henriette Degen var ham til megen Besvær; han vilde ikke som Præsten Bull sige til hende: Gaae! Afskum - Fløden i Kjøkkenet! - Han var Præst i Tugthuset, og hun forsømte naturligviis aldrig nogen Søndag at gaae i Tugthuus- kirke. Hun var bleven vaer, at han, naar Gudstjenesten var ude, almindelig gik ind til Inspecteuren, Justitsraad Hartvig, for at spise Frokost. Hun havde intet Be- kjendtskab til disse Folk, men en Søndag da Tjenesten var mod Enden i Kirken, styrtede hun ind i Hartvigs Stue, kastede sig paa en Stol og vilde besvime. Døren til Gangen stod aaben, og hun saae Schmidt gaae forbi for at gaae ud af Huset. Det gaaer over, raabte hun og rendte efter ham. Fru Hartvig fortalte mig denne Scene. Man paastod, hun lagde an paa Præsten Wilse. Jeg saae et Brev fra Sara Boye- sen til Fru Koren, hvori stod disse Linier, der vare dicterede af Fredrik Schmidt: Fremdeles bedes meget hilse Fra Jette Degen Præsten Wilse. Hans nye røde Stoffes Trøie Den stikker stærkt i hendes Øie, Hun brænder høit af Elskovs Lue Og ønsker snart at blive Frue. (Rygtet sagde, at Wilse havde ladet sig gjøre en rød Nattrøie.) Det er fast ikke muligt at være mere affecteret og smagløs, end den stakkels Pige var. Hun vilde ikke gaae ind i det dramatiske Selskab, sagde hun, thi der maatte man jo tage imod den Rolle, man blev tildeelt, og hun hverken kunde eller vilde spille Elskerinde-Roller. Ja, dersom hun var givt, og hun da kunde, ligesom Fru Thulstrup, spille Elskerinde-Roller med sin Mand! Allerværst var det med hende, naar hun, som ofte var Tilfældet, forsnakkede sig. Du erin- drer, at Bulls havde en stor Hund, der kaldtes Burman, og SIDE: 100 en Tjener, der hed Mads. En Aften ved Bordet, hvor Mads vartede op og Burman gik om Bordet, vilde hun sige: Jeg har Lyst til at tage Burman i Rumpen, men forsnakkede sig og sagde Mads istedetfor Burman. Justitiarius svarede ganske alvorlig: Tous les goûts sont pour moi respectables. Det var kun meget sjelden, og naar Fru Koren var i Byen, at jeg havde Anledning at komme i Bulls Huus; Du, kjere Broder, der saa ofte havde Adgang der, har sikkert beholdt mange kjere Minder fra denne elskværdige Fa- milie. Fru Koren, der havde fattet Godhed for mig og kaldte mig sin Datter, lod mig læse de Breve, hun modtog fra Dichmann, der engang havde været hendes Forlovede, stedse hendes Ven, og fra Øhlenschlæger: Mor Koren, Mor Koren! Du altid har Horn I Siden paa mig. Mor Koren, Mor Koren! Om jeg er uvoren, Hvad rager det Dig? Mor Koren, Mor Koren! Til Skriveren soren Du drager nu hen o. s. v. Der var engang i Agershuus Stift en Biskop, der hed Scave- nius. Han havde en eneste Søn, der hed Morten. Biskopen var en godmodig, føielig Mand, der elskede Magelighed og god Mad; han havde ogsaa en stor Forkjerlighed for Sølvtøi, som vi snart skulle see; men høiest af Alt elskede han sin lille Morten. Denne var ogsaa det yndigste Barn, man kunde see, god og venlig, munter og opvakt, lærvillig og for det meste lydig. Morten havde kun een Feil, der bestod deri, at han gjerne vilde drille Andre, men hans Drillerier vare uskyldige, og man kunde ikke vredes paa ham. En Dag kom hans Moder ud i Gaarden og saae med Forskrækkelse, at der var sat en Stige til Taget, og at Morten var gaaet op ad den, og gik at spadsere i Tagrenden. Hun raabte til ham og be- falede ham at gaae ned, men Morten blev ved at vandre. Bisp- inden kaldte sin Mand ud, og de raabte begge til Morten, bad og befalede ham at gaae ned. Morten svarede: Jeg gaar ikke ned, førend Fader siger: Dævelen gale i min tykke Mave. Derpaa be- gyndte Morten at klavre stedse høiere op paa Taget. Moderen var ude af sig selv af Skræk, Faderen, der svedede Angstens Sved, gjorde hvad Morten forlangte, og nu gik han forsigtig ned. - Da SIDE: 101 Morten var tolv Aar gammel, sendte Faderen ham til Kjøbenhavn, hvor han blev ansat som Page ved det kongelige Hof. Biskoppen skrev til Page-Hovmesteren og bad ham om at have et vaagent Øie med Morten. Han havde ikke været der længe, før Hovme- steren fik vide, at Morten Aftenen før havde havt sine Cammerader hos sig, beværtet dem med Viin, og at de havde været meget lystige og høirøstede. Morten blev nu kaldet, og Hovmesteren forestillede ham, hvor ilde det sømmede sig for ham, Søn af en Biskop, at forlede sine Cammerader til uordentligt Levnet; man maatte vente af ham, at han vilde foregaae dem med et godt Ex- empel. Morten svarede: Da jeg reiste fra Hjemmet, forærede min Fader mig sin Bibel og formanede mig til at holde mig dens Lære efterrettelig. Dette har jeg gjort igaar, og dette skal jeg bevise Dem. Derpaa hentede han Bibelen og slog op et Sted, hvor det heder: Drik Dig en Maade Viin til dit Maaltid. I en Note stod skrevet: en Maade er tolv Potter. Der kan De see, der staaer, at jeg skal drikke tolv Potter, men da jeg ikke er istand dertil, saa bad jeg mine Cammerader hjelpe mig. - Sagnet beretter nu intet mere om Morten, førend da han var tyve Aar gammel og kommen tilbage til Forældrene som Student. Han havde faaet sine Examina med Udmærkelse og var yndet af alle dem, der saae ham. Hans største Glæde var at hjelpe Nød- lidende, og naar han saae et bedrøvet Ansigt, da maatte han komme efter, hvad der fattedes Personen, og nu hvilede han ikke, før han havde hjulpet eller opmuntret den Lidende. En Dag saae han en theologisk Candidat, der var hans gode Ven, med et bedrøvet An- sigt. - Siig mig, hvad der fattes Dig! maaske kan jeg hjelpe Dig. - Du er meget god, Morten, men her kan Du neppe komme mig til Hjelp. Du veed, det Præstekald jeg søger, var jeg tem- melig vis paa at erholde; der er kun een foruden mig, der søger det, og jeg har meget bedre Charakteer ved Examen end han, og jeg er desuden bedre kjendt og yndet af din Fader end han. - Nu, din lille Nar, saa faaer Du jo Kaldet. - Nej, jeg faaer det ikke. Den anden Candidat har igaar sendt din Fader en stor Sølvkande til Foræring, og nu begriber Du vel at han faaer Kaldet. - Kan da ikke Du ogsaa sende min Fader en Sølvkande? - Det maae jeg vel lade være, Du veed, hvor fattig jeg er. - Du skal faae en Sølvkande af mig. Vær hjemme paa dit Værelse iaften! jeg bringer Dig den. - Det var en let Sag for Morten at faae fat paa sin Moders Nøgleknippe. Han tog den største Sølvkande SIDE: 102 ud af Skabet; da det var bleven mørkt, bragte han Candidaten den. - Gaae nu imorgen tidlig til min Fader med Sølvkanden, og gaae ikke fra ham, førend han har lovet Dig Kaldet. - Can- didaten gjorde, hvad Morten sagde ham. Bispen blev meget glad og lovede Candidaten med Haand og Mund at han skulde faae Kaldet. Da Candidaten var gaaet, kaldte Bispen paa sin Kone: See engang, Moer, hvilken Sølvkande! en saa stor en have vi dog ikke før. - O jo, vi have en, der er ligesaa stor, om ikke større. - Nei deri tager Du feil, Kone, denne er meget større end nogen af de andre. - Det kan vi snart komme efter. - Hun tog sine Nøgler, de gik begge at aabne Sølvskabet; den store Sølvkande var der ikke mere. Dette har Morten gjort, raabte de begge. - Candidaten fik Kaldet. Moderen truede med Fingeren: Morten! Morten! Bispen berørte aldrig Sagen. En anden Gang saae Morten en af sine bedste Venner med nedslagen Mine, og holdt ikke op at trænge ind paa ham, førend han fik at vide, hvad der fattedes ham. - Naar Du endelig vil vide Aarsagen til min Tungsindighed, Morten, saa er det den, at jeg er saa forlibt, at jeg er nær ved at gaae fra min Forstand. - Og hvem er da din Dulcinea? - Her nævnte Vennen en ung, smuk, behagelig og meget riig Enke i Christiania. - Jeg seer in- gen Ulykke heri, sagde Morten, Du er en brav Karl, og en smuk Karl, det vil vistnok lykkes Dig at vinde hendes Kjerlighed. - Ak, var hun kun ikke saa riig! - Nu, hvad skader det? - Al- drig vover jeg at bede om hendes Haand; hun vil troe, at jeg, som intet eier, tragter efter hendes Penge, hun vil foragte mig. Rige og anseete Mænd beile til hende; hun vil vælge en af dem, jeg skal see dette, og - det er til at blive gal over! - Nei, det skal ikke skee, baade hun og hendes Penge skulle blive dine. - Morten, jeg siger Dig alvorlig, gaae ikke hen at spille en af dine Uglspeil-Streger! dette er en alvorlig Sag, gaae ikke hen at bilde hende noget ind! - Jeg skal ikke sige hende et Ord, der ikke er den rene Sandhed; kom til mig imorgen Eftermiddag Klokken fire! min Fader er reist paa Visitats, Du skal gjøre, hvad jeg siger Dig, og har Du mindste Betænkning derved, saa lad det være; men Du skal see, det er det Uskyldigste af Verden. - Vennen kom, og Morten førte ham op paa sin Faders Studeerkammer, lod ham trække Kjolen og Støvlerne af, gav ham Faderens vaterede Slobrok, Tøfler og Papahue paa, trak en magelig Lænestol frem, lagde Røgelse paa Ovnen, satte et Bord foran Lænestolen med en SIDE: 103 Flaske Mallaga og Glas, en Asiette med Syltetøi og en ditto med Makroner. Nu sætter Du Dig, sagde han, i Lænestolen og bliver siddende, til jeg kommer tilbage. Af og til spiser Du en Makron og en Skefuld Syltetøi og nipper til Vinen. Har Du nogen Be- tænkelighed herved? - Jeg fatter ikke, hvad Du har isinde, Mor- ten. - Behøves ikke heller. Sid kun rolig, faaer Du Dig en Blund, det skader ikke. - Nu lukkede Morten Døren i Laas og skyndte sig hen til Enken. Morten var velkommen overalt, saaledes ogsaa der. Efter en spøgefuld, livlig Samtale blev Morten ved: Hvor- længe vil De, skjønne Frue, lade Deres Beilere sukke, inden De rækker En af dem denne smukke Haand? - Oprigtigt talt, fordi ingen af dem behager mig. - De har Ret, men hvad synes De om (her nævnte han sin Ven), er dette ikke en smuk, behagelig Mand og fremfor alt en Mand, comme il faut? - Jeg vil ikke modsige Dem i dette. - Nu da, De tilstaaer dette; vilde De og- saa give ham Afslag, om han bad om Deres Haand? - Ja, upaa- tvivlelig, jeg vilde give ham Afslag. - Og vil De sige mig, af hvad Aarsag? - Ogsaa det, han eier aldeles intet. - Derfor vilde De give ham Afslag? De, som selv er riig? - Just derfor. Jeg ægter ingen Mand, om hvem jeg kan formode, at han frier til mine Penge. - Det kan De jo, naar De er saa tilbøielig til Mis- tanke, trods Deres personlige Yndigheder, formode hos Flere. - Ikke saa let hos den, der selv eier nogen Formue. - Er De da vis paa, at den Person, vi tale om, intet eier? - Det er jeg vis paa. - Jeg vil ikke sige Dem imod heri, jeg veed ogsaa, at han for meget kort Tid siden intet eiede; men jeg veed ogsaa med Vished, at han i dette Øieblik sidder saa godt i det, og har det saa godt, at min egen Fader ikke har det bedre. - Enken blev tankefuld, Morten tog Afsked, skyndte sig hjem, tog Slobrokken og Nathuen af sin Ven, lod ham iføre sig sin egen Kjole og sagde til ham: Nu afsted til din Enke! udøs dit Hjerte for hende! hun vil ikke give Dig Afslag. - Vennen gik, Enken gav ham sin Haand og sin Kjerlighed. De kom snart efter, hvad Morten havde gjort, men hun blev ikke vred derover, hun takkede ham, - man kunde jo ikke blive vred paa Morten. Hvorlænge Morten blev hjemme hos Forældrene, melder Sag- net ikke; da fik han en Bestilling i Kjøbenhavn. I den senere Tid var det, som om al Glæde og Livlighed var veget fra Morten, han kunde sidde hele Timer stille som i dybe Tanker, og naar man talede til ham, foer han op som af en tung Drøm. Hans SIDE: 104 Haand var endnu, som Digteren siger, aaben som Dagen for den smeltende Medlidenhed, men han viste ingen Glæde eller Medfølelse derved. Alle hans Drillerier var tilende. Da bad han en Aften sine unge Venner til sig. Anretningen var særdeles god, men Morten kunde intet nyde og var taus og stille. Da de lavede sig til at gaae, sagde han til dem: Jeg har indbudet eder for at tage Afsked med eder, og sige eder, aabenbare eder, hvad der tynger mit Hjerte. I have seet, hvorledes hidtil alt har lykkedes for mig; jeg har opnaaet alt, hvad der faldt mig ind at ønske mig; jeg har kunnet drille og plage, hvem jeg vilde, uden at Nogen tog mig det ilde op, saa det var bleven til et Ordsprog? man kan jo ikke blive vred paa Morten. Hvorledes er dette gaaet til? - ak, det maae herud, - jeg havde forskrevet mig til Djævelen. Min Sjæl tilhører ham; i denne Nat, naar Klokken slaaer tolv, henter han mig. I, mine Venner, eller som vare det tilforn, forlader mig ikke i dette skrækkelige Øieblik! - Han kastede sig tilbage i Læne- stolen og lukkede Øinene. Vennerne bleve bange og gik bort en efter anden. Kun een blev tilbage, og da Klokken var nær tolv, faldt denne paa Knæ, korsede sig og bad af alle Kræfter. Da Klokken var slagen tolv, sprang Morten op og faldt ham om Hal- sen: Nu seer jeg, det er, som jeg troede, Du er den bedste og oprigtigste af mine Venner, - men hvor kunde I alle lade eder saadant bilde ind? Morten fik et Embede ved Hoffet i Kjøbenhavn, han blev givt med en elskværdig Dame, og han vedblev at være yndet af alle, ogsaa af de kongelige Personer. En Dag sagde Dronningen til ham: Hvorfor faaer man aldrig Deres Kone at se? jeg ønskede at gjøre hendes Bekjendtskab. - Deres Majestæt er altfor god, min stakkels Kone har en Naturfeil, der gjør hende undseelig for at træde frem, hun vover aldrig at vise sig ved Hoffet; hun er saa tunghørt, at man maa skrige himmelhøit, om hun skal høre det. - Jeg kan godt tale høit, sagde Dronningen, og jeg vil med det første besøge Fru Scavenius. - Morten sagde derpaa til sin Kone: Nu har da Dronningen faaet et forbistret Indfald, hun vil komme hid at besøge dig. - Ih, det er jo en Glæde og en Ære, kjere Mand. - O javist, dersom der ikke var en uheldig Omstæn- dighed derved. Dronningen er saa døv som en Blok, man maae skrige ind i øret paa hende. - Er vor Dronning tunghørt? det har jeg aldrig hørt. - Nei det troer jeg nok, der skal ingen vide det, hun bliver meget vred, naar man lader sig mærke dermed. SIDE: 105 Kommer hun, da vær klog, tal saa høit Du kan, men lad Dig ikke mærke med, at Du troer, det er nødvendigt. Dronningen kom; Fru Scavenius talede saa høit, som hun formaasede; Dron- ningen gjorde det samme. Da de begge næsten havde skreget sig hæse, sagde Dronningen: Fru Scavenius, De behøver ikke at tale saa høit til mig, jeg er ikke tunghørt. - Jeg veed, at Deres Ma- jestæt - men jeg - Ja, at De er tunghørt, har Deres Mand sagt mig. - Jeg er ikke tunghørt, sagde Fru Scavenius. - Og jeg ligesaalidt, sagde Dronningen. Deres Mand har drevet Spas med os begge; vi ville lade, som om ingenting var foregaaet mel- lem os; hils ham fra mig, og besøg mig snart! vor Samtale skal være lige behagelig, om vi ikke istemme saa høie Toner. Morten Sca- venius var den kjer- ligste Ægtemand, og da hans Hustrue havde bragt ham en Søn, var hans Glæde saa stor, at han nødig vilde forlade disse to et Øieblik, men Bar- selvisiter indfandt sig hos Fru Scavenius fast den hele Dag, og da turde intet mandligt Væsen være tilstede i Barselstuen, og naar Morten indfandt sig hos sine Kjere, saa blev han snart viist ud igjen. En Aften blev han vaer, at ingen Visitter var der, og han skyndte sig derind, men neppe var han kommet ind, før Jordemoderen fornam, at en Visit var i Farvandet, og opfordrede ham til at forlade Værelset. Men istedetfor at gaae steg Morten op i Sengen og lagde sig under Dynen ved Siden af Barselkonen. Hun fik netop Tid til at kaste en liden Hovedpude over hans Hoved, da den fremmede Dame traadte ind. Conversationen varede temmelig længe, og Morten begyndte at kede sig. Han gav nu fra sig en uhyggelig Lyd, og den fremmede Dame, som naturligviis troede, at Lyden kom fra Barselkonen, lod, som om hun ikke SIDE: 106 havde hørt den, og vedblev at conversere; men da samme Lyd kom igjen fra velbemeldte skjulte Ven, saa stod Damen op og sagde: Jeg mærker nok, at Fruen er incommoderet, og tog Afsked. Da hun var borte, sprang Morten med høi Latter op af Sengen. Men Fru Scavenius sagde: Morten, hvor kan Du ville gjøre mig saadan Skam? - og Morten sagde: Nu har jeg lært Dig, hvordan Du skal bære Dig ad for at blive dem qvit. Her ender Sagnet om Morten Scavenius. Da Kronprinds Frederik i 1788 var i Christiania, besaae han Alunværket, som dengang tilhørte den gamle James Collett. Han saae noget rødbrunt Alun- vand i en Grøft og sagde: Dette seer ud som Krebssuppe. - Det skal jeg erindre, saa længe jeg lever, raabte Collett, at Deres kongelige Høihed har sagt, det seer ud som Krebssuppe. - Da vilde jeg ønske, svarede Prind- sen, at jeg havde sagt noget klogere, siden De saa længe vil erindre det. Kronprindsen be- saae ogsaa Bogstad, hvor Kam- merherre Peder Anker boede. Anker havde havt en Kudsk, der hed Peder Roverud, som forstod mesterlig at kjøre He- stene. Denne havde nu arvet sin Fader og var bleven Eier af Gaar- den Ørager og en riig Mand. Ikke desmindre tilbød han sig at fungere som Kudsk paa Bogstad under Prindsens Ophold der. Prind- sen lagde Mærke til den udmærket færdige Kudsk, og ved Afreisen bad han Anker at lade sin Kudsk komme ind, da han ønskede at give ham en Belønning. Anker sagde nu, at denne Kudsk ikke var hans Tjener, men en riig Gaardmand. Prindsen forlangte at tale med ham. Deres udmærkede Færdighed i at kjøre, sagde han, har glædet mig, og jeg ønskede at gjøre Dem en Fornøielse igjen. Siig mig, hvormed jeg kan tjene Dem! - Jeg ønsker intet for mig selv, svarede Peder Roverud, men jeg har en Søn paa Latinskolen, SIDE: 107 jeg vil lade ham studere Theologie; naar han har faaet sine Eksa- mina, vil da Deres kongelige Høihed betænke ham med et Præste- kald? - Sikkerlig, svarede Frederik, og annoterede Peder og Lars Roveruds Navne i sin Lommebog. Men Lars Roverud vilde ikke studere Theologie, og derfor gjorde Faderen ham arveløs. La nature humaine est toujours belle, mais non pas également belle. Der er nu hengaaet flere Dage, maaskee et Par Uger, siden jeg fortsatte det vistnok behagelige Arbeide at opskrive mine Erin- dringer for eder, kjere Børn og Venner; en Slags Frygt eller Und- seelse har holdt mig tilbage. Naar jeg talede om min ædle Fader, om den gode Grethe, om den elskværdige Alette, da betalte jeg Kjerligheds og Taknemmeligheds Tribut, da fyldestgjorde jeg mit Hjertes Trang, min Tale gik fra Hjertet, og hvo, som selv havde Hjerte, deelte mine Følelser. Naar jeg derimod fremfører Personer paa Scenen, der have været mig mere eller mindre fremmede eller ligegyldige, og Situationer, der kun lidet have vakt min Deeltagelse, da staaer jeg i Fare for at blive kedsommelig; thi det Vid og Lune, der udfordres til at gjøre saadanne Skildringer interessante, er en Gave, som Naturen kun tildeler enkelte af sine Yndlinge. Du, min Gustav, ønsker at vide noget om Moster Maren og dette For- langende er meget billigt, da hun, som Du meget rigtigt bemærker, er den eneste af den forgangne Generation, som Du kan have no- gen Erindring om. Maren Marie Treschow var født paa Frederichshald den tiende Decbr. 1759, hun var fem Aar yngre end min Moder og to Aar ældre end Mine Spärck. Hun havde engang været ung. Da Niels Treschow i et af sine sidste Aar atter talede om det behagelige Ophold i Albert Treschows Huus, sagde jeg i en spørgende Tone: Moster Maren? Han smilede og sagde: Hun var ung. Hvor me- get ligger der i disse faa Ord! Hun havde været ung! ogsaa hun havde været i Arcadien. Livet gav hende kun Lidet, men hendes Fordringer var nøisomme og beskedne, og aldrig har nogen troli- gere fulgt den Apostoliske Lære: "Naar I have Føde og Klæder, skulle I dermed lade eder nøie". I de mange Aar, jeg levede sammen med hende, hørte jeg aldrig en Yttring, der tydede paa, at hun forlangte eller ønskede mere. Dog havde hun en Ven SIDE: 108 eller Trøster, der havde fulgt hende om just ikke fra Vuggen, saa dog fra den tidlige Ungdom, og fulgte hende til Graven; denne var hendes Snuustobaksdaase. - Jeg veed ikke, om hun fulgte med til Christiania, da mine Forældre havde havt Bryllup, men Aaret efter var hun der og stod Fadder til mig, tilligemed Faster Green, Fru Münch, Regimentsqvarteermester Brochmann, Casserer Leth og jeg troer Secreteer Arbin. En af disse Dage stod Moster i Kjøkkenet, da en fremmed Kone kom ind og spurgte hende: Er det hende selv, Moder? Moster svarede beskedent: Nei. Vor Mo- der kom til i det samme og hørte dette: Hvad siger Du, er Du ikke Dig selv? - Dengang sagde Tjenerne "de Selve", naar de talte om Herren og Fruen i Huset, eller, som det dengang oftere hed, Huusbond og Madmoder. - En Dag kom Lægen Schmidt ind til os og fandt Moster med et forandret Udseende; han følte hendes Puls og erkyndigede sig om, hvad der var foregaaet med hende. Man kom da efter, at hun havde læst Siegwart af Miller, og havde over denne Læsning grædt sine smaae Øine ganske røde. Tode skrev om denne Bog, at den havde forstyrret Manges Con- cepter. Raser han à la Siegwart, siger Tode, og taler om hellige Kys i Guds velsignede Maaneskin. - Præsten Birch til Glostrup havde oversat den, og den fandtes dengang i hvert Huus i Chri- stiania. Grethe yndede den ikke - Moder sagde til mig: Je sais que vous brulez d'envie de le lire; - jeg var dengang ti Aar og havde læst den: den var jo i Bogskabet, men den havde ingen Taarer kostet mig dengang; men da jeg fire Aar efter læste den paanyt, da græd jeg hede Taarer over Siegwart paa sin Marianes Grav. - Da Albert Treschow var død, kom Mor Treschow og Moster til os i Besøg. Denne Gang erindrer jeg intet om Moster, det var som oftest den stakkels Piges Skjebne at blive ubemærket. Da vor Fader var død, og hun med Mor Treschow flyttede til os i den lille Gaard for ikke mere at forlade os, da bragte hun med sig en Bog, der indeholdt en Samling Clubsange af Rahbek, Tode, Thaarup, Pram, Zetlitz, Vibe. Jeg vil ikke tale om de herlige Sange, da kom jeg altfor langt fra mit Thema, kun saa meget: de ville sikkerlig aldrig glemmes, thi Falsens lille Emilie, der endnu ikke har fyldt fem Aar, kan recitere: Du Plet af Jord o. s. v. fra Begyndelsen til Enden; formodentlig har hun lært den af sin Bedstemoder. - Moder havde før ofte sunget for os, nu sang hun ikke mere, Claveret havde hun solgt, men Moster sang daglig, og jeg hørte hende med Fornøielse; dog interesserede Ordene mig SIDE: 109 meget mere end Melodien. Da hun var 34 og jeg 14 Aar, bleve vi indbudne til et Bal i Halfdans Club paa Thoms's Sal; hun havde en hvid Netteldugs Kjole paa og et Livstykke af lyseblaat Silketøi; hun havde meget smaae, nydelige Fødder, en fiin Figur, og jeg troer, hun dandsede ikke ilde. Den første Dands dandsede hun med Lieutenant Hummel, der var en af den Tids bedste Dandsere i Christiania. Da jeg siden spurgte hende, om hun havde moret sig, svarede hun: O ja, havde jeg kun kunnet faae mig en Priis Snuus, medens vi stod stille. - Denne hendes kjere Snuusdaase spillede hende engang en slem Streg. Alt, hvad hendes Moder havde efterladt hende, var 200 Rdl., og da disse siden blev om- skrevne i Rigsbank og derpaa i Specier, vare de smeltede sammen til 20 Spd. Da Moder var flyttet til Johannes, sendte hun hende aarlig 10 Spd. af sin Pension, og dette var Moster Marens hele Indtægt i de sytten Aar, hun efter Moders Afreise tilbragte hos os. Da hun nu engang havde modtaget sin Tidalerseddel og gik dermed ud pour faire ses emplettes, havde hun lagt den i Posen tilligemed Snuusdaasen. Paa Gaden maatte hun følge Næsens Krav, og uformærket fulgte Bancosedlen med og blev liggende paa Ga- den. Da hun mærkede, at den var borte, var den ikke mere til at finde. Da vi i 1831 reiste til Trondhjem og maatte efterlade hende, var Du, min Gustav, kun nogle Maaneder over 4 Aar, hun holdt meget af Dig og Du var virkelig ogsaa et godt og fremfor alt et lystigt Barn. Hesten var dit Ideal. Du kaldte hende Mo- sterhesten. Dig selv kaldte Du Gustavhesten, vor Pige Maren, som Du holdt meget af fordi hun fortalte Dig Æventyr om Smørbuk, kaldte Du Marenhesten og jeg heed Mamahesten. Eders Samtale lød ofte saaledes: Gustav: Hesten staaer i Stalden. - Moster: Nei, Kattepus staaer i Stalden. - Gustav: Nei, Hesten staaer i Stalden. Og saaledes kunde I to blive ved, men uden Vrede, og Striden endtes med Kys og Kjeleord. Jeg veed ikke rigtig, hvad Aar hun døde, formodentlig 1841, hun var altsaa 82 Aar. Da vor Konge, Carl Johan, var død, holdtes her i Trondhjem en Sørgefest paa Latinskolen, hvorved Rector Bugge holdt en Tale. Hans gamle Fader, Biskoppen, hørte jeg sige til Ophelia Roll, der sad ved Siden af ham, idet han viste paa sin Søn: "Der har jeg staaet mange Gange at holde Tale over Frederik den sjette - det var et tørt Emne, det." Jeg haaber ikke at have fornærmet Moster Marens Manes ved at sætte hende i Categorie med Kong Frederik. SIDE: 110 Rotteanders. Omtrent i Midten af det attende Aarhundrede boede der ude ved Vaterlands Bro en Kjøbmand, der hed Andreas Colding. Be- liggenheden ved denne Bro var stedse anseet som den fordeelag- tigste for Handelen, og alle Kjøbmændene ved "Brua" vare eller bleve rige Folk; Oplandet er meget stort, og den Mængde Bønder, der søgte til Byen for at handle, standsede eller fik Qvarteer og handlede der. Men af alle de Kjøbmænd der boede ved Brua, blev ingen saa riig som Andreas Colding, og den, der hjalp ham til al denne Velstand, var - en Rotte. Han kunde hverken skrive eller regne, men gjorde dog en meget rigtig Calcul. Han havde ladet gjøre et Jern- buur og indespærrede deri en levende Rotte. Buret med Rot- ten satte han paa Krambod- disken, og Bønderne gabede og gloede paa Rotten, og den ene Bonde sagde til den anden: Har Du seet Rotta? - Har Du seet Rotta? - Og alle Bønderne stimlede ind at forundres over Rotta, og Andreas Colding fik saa godt som al Bondehandelen alene og blev en af de rigeste Mænd i Christiania; rigtignok fik han ogsaa Øgenavnet Rotte- anders, men dette tog han sig kun lidet nær. Han døde gammel og mæt af Dage og efterlod sin Rigdom til sin eneste Datter. Da jeg saae hende, var hun givt med General Oppen, der boede i Gamlebyen. Hun var meget pyn- tet og lignede et gammeldags Modekobber eller en fransk Mode- dame sur le retour. Oppen havde taget Afsked og var drikfæl- dig. Der kom en ung Franskmand til Byen, hans Navn var Jolivet; Rygtet eller onde Mennesker sagde at Fru Oppen havde forskrevet ham, han kjøbte en Gaard i Kirkegaden, og Rygtet vilde vide, at Fru Oppen gav ham Pengene dertil. Jolivet gav Selskaber, hvor der gik meget lystig til. Jeg hørte Fader fortælle Moder om et SIDE: 111 saadant Selskab, hvori han havde taget Deel. De vare blevne herlig bevertede, og med de udsøgteste Vine og der blev spillet meget høit Spil. Da baade Værten og Gjæsterne vare blevne meget lystige, blev Jolivet opfordret til at sige dem, af hvem han havde faaet den kostbare Ring, han bar paa Fingeren. Han svarede: "Af Ma- dame Op-pen." Men nu vilde de vide, hvorfor han havde faaet Ringen. "Kan int' si," sagde Jolivet. Dagen efter dette Selskab var holdt, havde Jolivet besøgt Fader paa Toldboden; Talen faldt paa Selskabet og det høie Spil den forrige Dag. "De drak min Viin, og de vandt min' Peng'" sagde Jolivet. Da General Oppen var død, solgte Fruen Eiendommen i Gamlebyen til Ste- nersen, og siden kjøbtes den af Ge- neral Meyer; hun kjøbte en Gaard i Kirkebakken, hvor hun boede til sin Død. Jolivet giv- tede sig med hen- des Huusjomfru og blev Fader til en Søn og to Døttre. Den ene af disse ernærede sig kum- merlig ved at holde Skole her i Trondhjem. Hun havde intet bevaret af sin franske Herkomst uden Navnet. - Fru Oppen havde en Søn og en Datter. Sønnen var Lieutenant, blev afskediget, sat i Daarekisten, hvor han forblev i mange Aar. Hans Vanvid viste sig i et unaturligt Had, han havde fattet til sin Moder, hvem han flere Gange havde forsøgt at tage afdage ved Forgivt. Omsider havde General Wedel Med- lidenhed med ham og forskaffede ham hans Frihed. Han yttrede aldrig andet Tegn paa Galskab, men nævnte man Moderens Navn for ham, da sagde han: Hun er min værste eller eneste Fiende. Han havde endnu 7000 Spd. tilbage af sin Formue, hvad han gjorde med dem, veed jeg ikke. - Søsteren, Frøken Oppen, der var givt med Biskop Schmidts Søn, døde i Dannemark saavelsom hendes Mand uden Livsarvinger eller Testamente, og saaledes retournerede de SIDE: 112 sidste Levninger af Rotteanders's Formue til Norge, for at deles mellem en Mængde langt ude Beslægtede af Biskop Schmidt og hans Hustrue, fød Lemmich. Regimentsqvarteermester Brochmann. Denne Mand kan Du vel neppe mindes, kjere Broder, dog kom han ofte i vort Huus. Vor Fader elskede ham, Moder saa- velsom Grethe agtede og ærede ham, og selv vor Kokkepige Marthe sagde om ham: "Hvilken brav Mand, og spiser saa reent op af sin Tallerken!" - Moder fortalte, at jeg engang ved Bordet sagde til en af Gjæsterne, der lod endeel af Maden ligge igjen paa Tal- lerkenen: "Spiis det op! mener Du, at nogen anden vil have dine Skjeggelevninger?" - Jeg havde megen Ærbødighed for Broch- mann og kyssede hans Haand, naar han kom til os; men da Mo- der opfordrede mig til at gjøre det samme ved Casserer Leth, var jeg ulydig. Denne Mand havde jeg Ringeagt for; han stammede meget stærkt, kunde ikke udtale Bogstavet F, og syntes mig at være det modsatte af en Mand. Der var saa meget, han ikke kunde taale, og saa mange, han ikke kunde lide. Han spiste al- drig Smør eller Ost; dette kunde jeg nu ikke fortænke ham i, da jeg selv var og er endnu ingen Helt i det Capitel; men han kunde ikke engang taale at see disse Sager og flyttede fra et smukt og beqvemt Logis, fordi han havde mødt Vertinden paa Gangen med en Smørtallerken i Haanden. Han var Pedant i høieste Grad. Brochmann eiede en stor Gaard i Pilestrædet, som dengang blev kaldet Rakkergaden, fordi den Eiendom, som nu kaldes Bakke- huset, havde i umindelige Tider tilhørt Rakkeren; forgjeves opfor- drede Brochmanns Familie Folket til at kalde Gaden Pilestrædet, det klang dem for dansk; "Rakkergata" var ægte norsk. - Sønnen, Assessor Brochmann, var sin Fader meget ulig; han var vranten, suur og uselskabelig. Datteren havde i sit ottende Aar havt en Sygdom eller et apoplektisk Anfald, der havde standset Væxten i den ene Halvdeel af hendes Ansigt; hun saae stedse ud, som om hun heldede Hovedet til den ene Side; den ene Kind var større end den anden, det ene Øie sad en halv Tomme høiere og var større end det andet. Jeg saae hende aldrig smile, men hun var dog mere selskabelig end Broderen. Hun led ofte af Epilepsie. Hun blev givt med Bremer i Fredriksstad og døde tidlig. - Den gamle Fru Brochmann døde, og Brochmann giftede sig igjen med Frøken Storm, en aldrende Dame, som havde været nogle Aar i SIDE: 113 hans Huus. Dagen efter Brylluppet hørte vi, at Brochmann plud- selig var bleven syg; Fader, der elskede den gode Gamle, blev urolig og sendte Bud derhen. Brochmann lod svare, at det var af ingen Betydning, det var kun et Anfald af hans Gigt. Fader smi- lede og sagde som ved sig selv: den gamle Mand har villet være altfor frisk. Denne elskværdige gamle Mand døde kort efter, og Sønnen, der fik en yndig Kone, var det modsatte af sin Fader. Efter ti Aars Ægteskab fik Fru Brochmann en Datter, der blev givt i sit tyvende Aar med en Svenske, Uggla, og efter atter ti Aars Forløb døde Fru B. i Barselseng. Medens hun laae paa det Yderste, holdt Brochmann en svare Støi i Huset over to Kjødpølser, der vare blevne borte af Kjøkkenet. Han gik til sin Kones Seng at beklage sig derover, men hun hørte ikke hans Pølseklage, - hun var allerede død. I Agersgaden boede paa samme Tid en Justitsraad Brochmann. Hans og især hans Døttres Historie er maaske ikke lidet mærkværdig, især for Dig, kjere Broder, da den har havt en mærkelig og sørgelig Indflydelse paa din Hustrue og hendes elskværdige Familie; men jeg er ikke tilstrækkelig under- rettet om alle Omstændigheder og frygter altfor meget at anføre Noget, der kunde være urigtigt opfattet. Altsaa passons sur cela! Et si le sentiment ne vous frappe, sa verité vous touche. - Hver Gang jeg tager Pennen, kjere Broder, for at nedskrive mine Erindringer, synes mig at see vor Fader staae for mig. Jeg hører ham sige: "Skriv om mig hvert Ord, Du har opbevaret i dit Hjerte. Har ikke Welhaven bragt Christopher min Seddel til Mægler Lie, og gjemmer ikke han og hans Døttre den af Pietet? skriv Du kun!" og nu lægger han til med sit skalkagtige Smiil: "Dine egne Barne- streger faae de paa Kjøbet, og glem ikke at skrive derunder: Fecit, sa'e Kari Næs." (Dette var et af Faders Udtryk.) Der gives en Art Væsener, som vistnok have været til i meget gamle Tider, men meget ofte have skiftet Navn. Nutildags kaldes de, saavidt jeg veed, Løver. Her i Trondhjem findes ingen af dem. En Contorist Hornemann gjorde et Forsøg hermed, men bragte det ikke videre end til at faae Navn af Løveunge. I den Tid, jeg nu vil tale om, kaldtes de i Paris Petitmaitre, i Stockholm Sprethök og i Christiania Bixer. Der gaves ogsaa Kaxer, men disses Aristocratie grundede sig fornemmelig paa Penge, og de stod i langt mindre SIDE: 114 Anseelse end Bixerne. Til at være en ret Bixe, hørte jeg vor Fader sige, maatte man spille Billard til Fuldkommenhed, forstaae alle Slags Kortspil, eie en smuk Ridehest, afrettet til at gjøre Caprioler udenfor visse Damers Vinduer; desuden maatte Bixen logere i et Carnap og være forlibt i Jomfru Bremer. (Hun blev givt med Las- son paa Grini.) Kun een Bixe havde sin Gang i vort Huus; han hed Peder Smith, og om ham mere siden. Men den fornemste Bixe var udentvivl en Lieutenant Fischer. Nogle Dage efter at Johannes var kommet til Lyset (jeg var dengang ni Aar og omtrent elleve Maaneder; i den Alder er en Maaned af større Vigtighed end læn- gere hen et Aar - jeg erindrer, Du sagde engang, da Madame Hobers Skolepiger en Aften havde omringet Dig paa Gaden: "Havde jeg kun været et Fjerdingaar ældre!",) blev jeg buden til Controleur Behmann. Du erindrer vistnok denne comiske Person; hans Kone var Søster af Westye Egeberg senior, og han havde den Gaard i Kirkegaden, der senere tilhørte Conditor Zuwan. Han havde mange Børn, og de ældste vare omtrent af min Alder; der var ingen Fremmede uden Lieutenant Fischer; han spøgede længe med mig og spurgte mig, om jeg vilde være hans Kjereste. Dette Spørgsmaal var saa ofte bleven gjort til mig næsten af Enhver, der kom i Huset, endog de Givte spurgte mig, om jeg vilde være deres anden Kone. Moder sagde, at da jeg var mindre, saa havde jeg svaret: nei, Du er for gammel, og naar da Personen havde ind- vendt, at han ikke var gammel, saa havde jeg følt ham paa Hagen og sagt: jo, Du er lidt gammel paa Hagen. I de sidste Aar sva- rede jeg ikke mere paa dette Spørgsmaal, men da Fischer spurgte mig herom, svarede jeg: Ja. Han tog nu de Tilstedeværende til Vidne paa, at vi vare forlovede; derpaa gik han ud og kom til- bage med en smuk Syæske, fyldt med Sukkertøi, som han forærede mig, og da vor Pige kom at følge mig hjem, sagde han og Beh- mann til Pigen, at hendes Jomfru var forlovet, og spurgte mig, om det ikke var saa, og jeg svarede jo. Dagen efter besaae jeg Æsken med Fornøielse, og Henrik roste den, fandt Smag i dens Indhold og sagde: "Det var da ret en snild Lieutenant, der gav Conradine den smukke Æske." - Nogle Dage derefter blev jeg atter buden til Behmanns; da jeg kom derhen, sagde Madame Behmann til mig; "Det er Lieutenant Fischer, som har buden Dem og mine Børn til sig." Nu anede jeg intet godt og begyndte at blive bange; men da de andre Børn gik, maatte jeg vel gaae med. De førte mig til Pro- fessor Rawerts Huus, hvor Fischer havde anden Etage; han tog mod SIDE: 115 os i et meget smukt Carnapværelse, lod os derpaa gaae ind i en smukt meubleret Sal ved Siden, hvor der stod et Bord med Cho- colade, Vanillecreme, Kager og Syltetøi; han forsøgte at more os med alskens Løier, men jeg kunde nu hverken tale eller smile. Derpaa tog han frem nogle Smaasager og viste os, hvoriblandt nogle Sølvmynter, hvoraf han vilde forære mig En, men nu blev jeg saa forskrækket, at jeg brød ud i et Skrig. Da jeg nægtede at modtage noget af ham, spurgte han, om jeg da ikke længer vilde være hans Kjereste. Jeg raabte: nei, nei, nei! Han lod nu, som om han blev fortvivlet; han vilde dræbe sig, søgte efter et Værk- tøi, men fandt ikke andet end en Stump Voxlys, som han vilde stikke i Hjertet, men da det ikke vilde lykkes, kastede han den bort. "Det gaaer ikke," sagde han, "saa vil jeg frie til Amalie;" men Amalie svarede: "Jeg vil ikke være Deres Nar." Nu kom Behmann, Fischer gik ham imøde: "Tænk engang, hun vil ikke vide af mig at sige; i Fortvivlelsen har jeg stukket mig ihjel med en Stump Lys og friet til Amalie." Behmann tog os nu alle hjem til sit. Den anden Morgen var jeg meget ilde tilmode. Raillerierne, der faldt af, brød jeg mig kun lidet om; jeg veed ikke, om dette havde sin Grund i Ydmyghed eller i Stolthed, og besynderligt nok, for Moder var jeg heller ikke bange, men hvad vilde Fader sige, og hvad vilde han tænke om mig? - Da han kom hjem til Middag, saae jeg ikke mere det venlige Ansigt. "Hvad er det for dumt Tøi, jeg hører om Dig? Behmann siger mig, at Du er Fischers Kjereste, og da jeg spørger ham, hvad det Galmandssnak betyder, siger han, at Indbydelsen igaar var fra Fischer, og at Du har været hos ham." - Jeg kunde ikke svare; Fader saae vel, hvor lidende og hvor skamfuld jeg var, og han talte aldrig mere herom. Nogle Dage efter hørte jeg Fader sige til Moder: "Nu har jeg seet den Nar, Lieute- nant Fischer, han kom hen til mig og sagde: De har en char- mante Datter; hvor gammel er hun? Jeg svarede: hun er sex Aar, og gik fra ham." - Søndagen efter gjorde Fischer Visit hos os; jeg forsømte ellers aldrig at gaae ind i Storstuen, naar der kom Visiter, men da jeg hørte, hvem der var, blev jeg i Dagligstuen: heller ikke Moder gik ind. Da han var gaaet, kom Fader ind til os med et muntert Ansigt. "For at være Cavalier comme il faut,." sagde Fader, "maae man ikke lade sig genere; hans Conversation er ret livlig og behagelig; midt i en Mening afbrød han den for at vise paa mit Kalvekryds, hvor der var bleven liggende en liden Brødkrumme fra Frokosten: Hvad er det, De har der? er det Skidt? SIDE: 116 - Man kan jo ikke blive vred paa en saadan Gjæk." - Der kom flere Visiter, og nu gik jeg ind. Der var en Visiteur Schlangen- busch, der vilde gaae, og Fader søgte at holde paa ham, men han sagde, at han maatte gaae, da han skulde til Tugthuset; Fader svarede: "Derhen kommer man altid tidsnok." Schlangenbuschs Ansigt blev meget alvorligt og Faders endnu mere; han omfavnede S. og sagde: "Mon cher ami, tilgiv mig! jeg sagde en Dumhed, da jeg vilde anbringe et bon mot, jeg vilde ikke fornærme Dem, tilgiv!" - Det lod ikke til, at S. blev formildet herved. Da han var gaaet, sagde Fader: "Hvor kunde et saa uforsigtigt Ord slippe mig af Munden! til hver Anden havde det intet havt at betyde, men til ham!" Jeg veed forøvrigt intet om denne Mand, uden at han var Adelsmand og styg af Ansigt. - Derefter kom Præsten Thulesius; denne Mand var meget gammel og meget plump og grov; efter den før- ste Hilsen sagde han til Fader: Naa, hvor store ere nu Deres Indtægter per fas et nefas? Da vor Fader var bleven syg, dog endnu ikke flyttet ned i Rødstuen, men laae paa en Seng i sit Contoir, hvor jeg ofte sad hos ham, kom en Dag Peder Smidt, Bixen Nr. 2, op til ham. Smidt satte sig ved Sengen, og de havde en livlig Samtale. Kammerherre Kaas var dengang Stiftamtmand i Christi- ania, og Smidt fortalte om et Bal Dagen før, og at han havde dandset med Fru Kaas, og hvorledes hun midt i Dandsen var ble- ven vaer, at Garneringen af hendes Kjole var gaaet løs. Den raske Dame, uden at standse et Øieblik, rev Garneringen af, kastede den væk og fortsatte Dandsen. Quel trait sublime! - Siden gik han hen til mig og vilde kysse mig; da jeg gjorde Modstand, sagde han med en vigtig Mine: "Mig refuserer man ikke." Fader befalede mig at være rolig. Ved vor Faders Begravelse vare Smidt SIDE: 117 og en Simonsen Marschaller, og nogle Dage efter gjorde Moder Selskab for disse unge Herrer. - Omtrent fire Aar derefter var Smidt med Colletts, Ankers og flere Familier paa en Jagttour i Enebak. Bielefeldts Gevær gik af uforvarende, og Kuglen gik Smidt lige gjennem Hjertet; han var død i samme Øieblik. Jeg var ny- lig bleven givt og var med min Mand hos Fru Bielefeldt om Aftenen, hvor vi ventede Bielefeldts Tilbagekomst; han kom meget ilde tilmode over den sørgelige Tildragelse. En fransk Demoiselle Carthier, der var Gouvernante hos hans Døttre, fortalte mig siden, at Bielefeldt, der havde dræbt et Menneske, aldrig havde Roe hver- ken Dag eller Nat, at Peder Smidts Aand viste sig for ham om Natten, og at hun ofte hørte ham staae op og gaae gjennem den store Sal for at undflye Aanden. Jeg tviv- lede ikke paa Sandheden af, hvad hun havde hørt, men tænkte ved mig selv, at det nok var en anden Aand end Peder Smidts, der bragte ham til at gaae igjennem Salen om Natten. Jeg har en dunkel Erindring om een af vor Faders Fødselsdage; jeg kan ikke have været mere end syv Aar, Henrik fem, Du tre og Peter eet Aar. Vi gik til ham om Morgenen med et Brev, hvori der laae en fiin guul Silkesnor. Brevet var paa Vers, skrevne og forfattede af Moder; jeg erindrer desværre intet deraf uden de Ord, "at dine Børn Dig binde." Nogle Dage efter at han var begravet, gik Johannes, der endnu manglede fire Maaneder i to Aar, og saae under Borde og Bænke, løftede Gardinet op og kigede under Sengen; naar vi spurgte ham, hvad han søgte efter, svarede han: jeg leder efter Papa. Men Peter trak mig afsides og sagde: Veed Du hvad Christopher siger? De have gravet et stort Hul i Jorden, og der have de lagt ham, vi faae ham aldrig mere at see. Siden Du erindrer saa nøie, hvorledes det gik til, da Stabs- chirurgus Schmidt inoculerede os Smaakopperne, erindrer Du da SIDE: 118 ogsaa, at Treschow var tilstede under hele Operationen, der be- gyndte med mig og endte med Johannes? Han skrabede med Lan- cetten paa det tykke af Armen, til Huden var tynd, derpaa be- fugtede han Stedet med en Svamp, hvori der var Koppematerie, og lagde et Heftplaster over Stedet. Da det var forbi, sagde Treschow: Nu veed jeg, hvad jeg vilde vide. At Conradine ikke klagede, kunde være af Ambition, maaskee kunde dette ogsaa være Tilfældet med de ældre Drenge, men da selv Johannes ikke græd, saa veed jeg, hvad jeg rigtignok formodede, at det var Grimacer, da mine Børn have skreget, som om der blev tilføiet dem de største Smerter. - Schmidt fortalte en sørgelig Tildragelse, som skulde være foregaaet i de Dage, dog var det nok ikke i Christiania. En Kone, som havde en eneste Søn, fik isinde at inoculere Barnet, medens hendes Mand var fraværende paa en Reise; hun forskaffede sig Koppematerie og bildte sig ind, at det sikkreste Middel var at give Barnet Materien ind. Barnet svælgede den og døde i Convulsioner. Da Manden kom hjem og fik dette at vide, vilde han dræbe sig og stak Hovedet ind i Kakkelovnen. Endnu et Ord af vor Fader falder mig ind, formodentlig vil det blive det sidste. Han og Moder tog mig med til Grændsehaven, hvor vi saae Geert Westphaler (der var endnu et Stykke, men det har jeg glemt). Lasson (paa Grini) var Henrik, den smukke Jomfru Bremer var Pernille, hendes ældre Søster var Leonora; men de lysende Stjerner vare Madame Peter Collett som Gunnild og Kam- merjunker Petersen som Geert. Da vi kom hjem, blev der meget talt med Berømmelse om Mester Geert. Moder sagde: "Det var dog altfor vældige Ørefigen, han fik." Fader svarede: "Det er en saa sød Kone, jeg troer, han tog dem med Fornøielse." - Petersen var en Datterdatterssøn af Anna Ramus, og han var en meget elsk- værdig Mand; han var givt med en Datter af Geheimeraad Scheel hvis yngre Søster var gift med Prinds Emil af Augustenborg. Jeg læste et Brev fra denne Prinds til Mademoiselle Urbin, hvori han meldte hende sit Givtermaal (Urbin havde været Gouvernante hos Scheel). Brevet var halv tydsk, halv fransk: "Je l'aime avec Schwär- merei. In den Armen meiner liebenswürdigen Gattin schreibe ich dies." Paa Randen stod skrevet af hendes Haand: "Saa længe det varer." Skulde det interessere Nogen at vide mere om Fischer, saa siges: han blev forlovet med en Frøken Boll paa Ringeriget; hun døde sexten Aar gammel. Kort Tid derefter kom Fru Boll ned med SIDE: 119 et Pigebarn, der blev opkaldt efter den afdøde Søster. Fischer blev ugivt, indtil denne Pige var confirmeret, derpaa giftede han sig med hende. De havde en Søn, der blev Officer og er givt med General- inde Nilsons Datter, Petra. Jeg erindrer ikke at have seet ham siden mit Besøg i Rawerts Gaard. - Peder Smidt blev meget savnet af Christianias beaumonde, og jeg hørte i et Selskab hos Bielefeldt Lieutenant Stockfleth sige, idet han ved Billarden lagde Queuen fra sig: "Det er ingen Fornøielse mere at spille Billard, siden man har skilt os af med vor bedste Billard- spiller." Jeg hørte de andre Gje- ster yttre, at dette var en ufor- sigtig Tale i Bielefeldts Huus. Dit Brev, kjere Christopher, har skjænket mig megen Glæde, og jeg takker Dig hjertelig saa- vel for din Polemik som for alt det Øvrige. Du maa dog ikke troe, at jeg tragter i ringeste Maade efter at være Sproggran- sker eller Sprogforbedrer (Sprog- fordærver). Hvad jeg har sagt om Bogstavet K, var mit Spøg og skulde betyde en Qvikhed. Min Uvillie mod dette Bogstav kommer af, at jeg aldrig har gaaet i nogen Skole og heller ikke hjemme blev anholdt til at skrive. Da nu Ehlert ofte paa- lagde mig at skrive Oversættel- ser af en dansk Bog paa Fransk, og Fader opgav mig at nedskrive Beretning om et eller andet, der foregik, ogsaa paa Fransk, saa var dette den eneste Øvelse, jeg havde i Skrivning. Da Jomfru Bonsach engang spurgte mig, om jeg kunde skrive, saa svarede jeg: ja Fransk, hvorover hun loe, men det var sandt. Da jeg nogle Aar senere gjorde Forsøg med at skrive i vort Sprog, faldt Initialbogstaverne mig meget vanskelige, da jeg saa sjelden havde behøvet at gjøre Brug af dem, og K - ja det er ikke værd at tale om. Jeg forsøgte at benytte Negativet ei istedet for det besværlige ikke, - men det vilde ikke flaske sig. Siden disse Erindringer ganske mod min Forventning have SIDE: 120 vundet Bifald, angrer jeg, ikke selv at have taget Copie deraf. Nu er jeg ikke sikker paa, om jeg undgaaer Gjentagelser af det allerede før sagte. Jerome Napoleon. Det var i Aaret 1808, Jerome var Konge af Westphalen; han havde ladet sig skille fra sin americanske Hustrue, Elisabeth Pat- terson, var givt med den Prindsesse, Napoleon havde udsøgt til ham, og havde sin Residents i Cassel. Min Mand og jeg opholdt os dengang i Rodenberg i Grafschaft Schaumburg. Den lille Bye Rodenberg er beliggende saa nær ved Badestedet Nenndorf, som Gamlebyen er ved Christi- ania. Det var om Sommeren i Badetiden, og vi gik næsten hver Dag til Nenndorf, hvor der isæer for mine to Svigerin- der, Henriette Dunker, 24 Aar, og Philipine Dunker, 22 Aar gammel, var megen Moerskab at hente, især i den store Sal, hvor der hver Aften blev dand- set. Imellem gik vi vel ogsaa ind i Spilleværelset, hvor en Che- valier Londaix lagde Bank, og hørte: valet a gagné, dame a perdu o. s. v. Det var for mig et frappant Syn, de store Guld- dynger, der laae opstablede ved Banqueurens Side, og hans Medhjelpere med de smaae Skraber paa lange Stokke, hvormed de ved hvert Udraab skrabede Guldet til sig. Der blev ikke spillet uden om Guld, og mindste Indsats var en Pistole. Denne Badetid gik det roligt af, men Aaret før havde en ung Mand skudt sig for Panden i Salen. Londaix betalte tusinde Rigsdaler for den Til- ladelse at lægge Bank. Blandt Badegjesterne dette Aar var nuværende Statholder Løvenskiold med sin Gemalinde og to smaae Sønner. Fru Løvenskiold var en Søsterdatter af Grev Gebhard Moltke, eller af Grevinden; Moltke er nylig død paa sine Godser i Fyen, den- gang var han Stiftamtmand i Christiania. Jeg havde nogle Gange seet Fru Løvenskiold hos Moltke, og hun havde syntes mig en sand, SIDE: 121 udmærket Skjønhed; hun var meget høi og rank af Skabning, og da hun engang stod mellem en Flok unge Damer, hvidskede Fru Müller (den Engelske) mig i Øret: Calypso! Ved Badet betragtede jeg Fru Løvenskiold med Beundring, og, stolt af en saadan Lands- mandinde, gjorde jeg nogle tydske Damer af mit Bekjendtskab op- mærksomme paa hende. Ak veed Du, hvad de svarede mig? "Ja, das ist so recht ein schlottriges Schätzchen." En Aften, som vi kom til Nenndorf, fandt vi Alt i stor Bevægelse. Kongen, Jerome, var kommen for at tilbringe Bade- tiden der. Han havde med sig et stort Følge, otte dames d'hon- neur (Dronningen var ved et andet Bad), mange Hofcava- lerer, tolv Kokkedrenge, Gardes du corps o. s. v. Grev Fürsten- stein, den berømte Historiker Johannes Müller og en Hollandsk Gesandt vare i hans Følge. Udenfor Palaiet, paa hver Side af Indgangen, stode Skildvagt til Hest. Den menneskelige Skildvagt var i hvid Uniform med lyseblaae Rabatter, Hestene vare sorte; Hest og Mand alde- les ubevægelige, man skulde have svoeret paa at de vare Statuer. Da vi gik op ad den store Allee, kom en af de fran- ske Kokkedrenge os syngende og hoppende imøde; han kom fra Landsbyen, hvor han havde hentet nykjernet Smør, det kunde vel være et Bismerpund, og han bar det i et Trug paa sit Hoved. Idet han hoppede og dandsede, kom Truget ud af Ligevægten, Smørret laae i Alleen og Truget ovenpaa. Drengen tog Truget op igjen, og Smørret tog han med begge Hænder og kastede eller øste det ind mellem Træerne, derpaa rendte han syngende ned i Landsbyen igjen efter en ny Leverance. - Der var Musik i Palaiet, og da vi gik der forbi, saae vi at der blev dandset: Cava- SIDE: 122 lererne vare næsten alle i brillante Uniformer; den Mindste af dem var meget simpelt klædt, og denne maatte være Kongen, thi vi saae at han, da han havde endt Touren, kyssede sin Dame. - Dagen efter gik jeg igjennem Landsbyen; en Kone, der mødte mig, sagde: "Da kemmt de Kenig." Jeg saae mig om og saae Jerome komme gaaende. Foran ham sprang en stor hvid Vindspiller, ved hans Arm gik Grevinde Scheele og derefter et Følge af Hofcava- lerer. En Bonde, der slog Græs i Nærheden, lagde sin Lee for hans Fødder, som for at spærre ham Veien, Kongen lagde nogle Guldstykker paa den. Han havde den hvide Uniform paa og saae bedre ud end Dagen før. Grevin- den var stor og feed, hendes An- sigtsfarve var Roser og Liljer, men det var neppe naturlige Blomster, hendes Kjole var af lyseblaae Atlas. Kongen var dengang 24 Aar. En anden Dag saae jeg i Alleen to Drenge, der sloges og droge hver- andre i Haarene; Kongen kom i Alleen, og den ene Dreng stand- sede og sagde: "de Kenig kemmt;" men Modstanderen brød sig ikke derom og vedblev sit Typto. Dren- gen stirrede paa Kongen og gjen- gjeldte ikke Slagene. Kongen gik hen til denne Dreng og gav ham to Pistoler. Drengen, der aldrig før havde seet en Guldmynt, rendte hjem til sin Moder og fortalte hende, at Kongen havde givet ham "zwe Fennige." - Der blev talt meget om hans overdrevne Luxus, han badede sig, sagde man, i Rødviin, og intet Menneske i Nenn- dorf vilde mere drikke Rødviin; der brændtes Voxlys i Staldene, og hver Dag blev leveret en stor Mængde Levnetsmidler til det konge- lige Kjøkken; hvad der ikke samme Dag blev fortæret, blev kastet ud gjennem Vinduerne fra Kjøkkenerne, saa at Passagen derforbi var meget ubehagelig for mere end een Sands. Ogsaa Breve og andre Papirer bleve kastede ud af Vinduerne, og jeg saae oftere for mine Fød- der aabne Breve med Adresse "Au Roi, à Madame la Blanchepful, SIDE: 123 dame d'honneur, à Madame la Comtesse de Scheele" o. s. v. En For- middag var jeg med mine Svigerinder i Besøg hos Pastor Häusinger, Præsten i Nenndorf; denne Mand havde megen Agtelse for de Franske. "Hver Soldat," sagde han, "er en Helt, og Æresfølelsen er hos Offi- cerer og Gemene lige stor. Bliver den franske Soldat indqvarteret hos en fattig Familie, da søger han at tjene den paa alle Maader og deler sin Indtægt med den; ogsaa behandler Officeren Soldaten som sin Ligemand, og corporlig Straf er aldeles afskaffet." Grev Fürstenstein kom ind til Præsten for at forkynde ham, at Kon- gen havde antaget hans to Sønner til sine Gardes du corps. Han gjorde ham opmærksom paa, hvor fordeelagtig denne Ansæt- telse var, og sagde, hvorledes der tilligemed de unge Häusinger var antaget ligeledes to unge Prindser, den ene var en Prinds af Philipsthal, den andens Navn har jeg glemt. Tjenesten var vel noget haard, gardes du corps maatte stedse tilhest escortere Kongens Vogn og ride ligesaa hurtigt, som han kjørte, men de førte forresten et meget behageligt Liv, der bliver sørget for alle deres Fornøden- heder, der holdes Lærere til dem i Fægtning, Ridning, Musik, Dands, Sprog, og de tilstaaes daglig hver en Specie pour les ménus plaisirs. Greven sagde videre, at da det næste Dag var femtende August, Keiserens Fødselsdag, vilde Kongen udstyre tre Brudepar af Landsbyen; de skulde faae Huusgeraad, Klæder, Brudepynt, Ringe, og hvert Par hundrede Pistoler. De skulde indfinde sig med Præsten i Kirken næste Morgen Klokken syv, hvor Kongen vilde være tilstede ved Vielsen. Præsten spurgte sine Sønner, om der vel var tre Brudepar i Landsbyen; de vidste ikke af mere end eet, men tilbøde sig at være Brautwerber. Greven meente, det vilde ikke være vanskeligt at bringe istand: tous les jeunes gens aiment à se marier, meente han. Men det var ikke saa let endda. Ud paa Efter- middagen hørte jeg Häusingers Tjenestepige sige: "Die jungen Herren haben sich beinahe die Beine abgelaufen, sind im ganzen Dorfe herumgewesen, haben doch nichts ausgerichtet." Mod Aften kom en af Sønnerne hjem; det forlovede Par havde jublet af Glæde, men de andre unge Karle i Landsbyen vilde nok gjerne have de hundrede Louisdorer og det øvrige, de vilde vel ogsaa givtes, men de kunde ikke bestemme, hvilken Pige det skulde være, som de vilde ægte. Forgjeves nævnte Häusinger dem de smukkeste, han vidste; de fandt altid noget at udsætte paa dem. Endelig traf han en Karl, der sagde, at han vilde givte sig, dersom han kunde faae Caroline Wachsening; Häusinger gik med ham til Caroline, og hun SIDE: 124 samtykkede. "Jeg har nu gjort mit," sagde Häusinger, "nu faaer min Broder skaffe det tredie Brudepar." Lidt efter kom Broderen. Med megen Møie var det lykkedes ham at overtale en Bondekarl og en Pige at indgaae med hverandre i Ægteskab. Han var meget træt, satte sig ned og bad om noget at spise; idetsamme blev banket paa Døren, en ung Bonde stak Hovedet ind: "Heren Se mal, Hr. Häusinger, ik mag dok dat Maike nit lien." - Häusinger stod op, førte Bonden, just ikke paa nogen venlig Maade, ud i Gangen. Hvad han der sagde, forstod jeg ikke, men man kunde, som Tapper siger i "Gulddaasen", saa Skam nok høre, at han var vred. Enden paa Samtalen var, at Bonden bad om Forladelse og lovede at indfinde sig i Kirken til bestemt Tid med sin Brud. - Den femtende August var da en stor Folkefest i Nenndorf; alle Rodenbergere vare indbudne, og en stor Mængde Folk fra Han- nover strømmede til. Om Morgenen bleve de tre Brudepar viede i Kirken. Kongen og Hoffolkene bivaanede Ceremonien. Brudefolkene bare deres Nationaldragt og tog sig godt ud deri; om Middagen bleve de med deres Slægtninge, i alt 80 Personer, bespiste i Schaumburgs Hotel, hvor der blev opført Taffelmusik for dem. Der var Liniedandsere, alskens Gjøglere, der viste deres Kunster gratis, flere Musikkorps, mât de cocagne, behængt med mange smukke Sager, i Toppen et kostbart Gulduhr. Stangen var besmurt med Sæbe, og naar Drengene kom et Stykke op, gled de ned igjen til Latter for Tilskuerne. En Dreng - der Bisterfeldjunge - fandt paa Raad; han fyldte sine Lommer med Aske og kastede denne paa Stangen, ligesom han klattrede op; han naaede virkelig Toppen, og i det samme hans Haand greb Gulduhret, skraldede Trompeter og Pauker, og saasnart han var gledet ned, toge to af de franske Herrer ham imellem sig og førte ham, saa tilsølet han var, til Kongen, som foruden Uhret gav ham endnu en Haandfuld Pistoler. Om Aftenen kom Brudefolkene i Dandsesalen; jeg saae ikke, om de dandsede, der var umaadelig fuldt, Kongen var der, Trængslen var meget stor, og det saae ud, som om han var bange; han blev der ikke længe. Festen endte med et stort Fyrværkerie. - Blandt Badegjesterne vare flere rige Jøder; en Famile Frenckel, hvoraf en smuk Datter (Rodenbergerne kaldte hende spotviis Baronesse Frenckel) gjorde megen Opsigt i Dandsesalen. En Student, Philip Cock, der boede i samme Huus som vi, havde gjort nogle Forsøg paa at faae en Dands med hende, hvilket omsider en Aften lykkedes ham. Da han var glad herover, gjorde hans Cammerader ham opmærksom SIDE: 125 paa, at hun den Aften ikke havde gjort Toilette, men var i Desha- billé, og nu forvandlede sig hans Glæde til Harme. Der opholdt sig en stor Mængde Jøder i Rodenberg og i Nenndorf. Da der skulde aflægges Ed til den nye Regjering, trængte Jøderne sig frem til Raadhuusdøren, de vilde være de første til at aflægge Eden. Da Borgemesteren, Deichmann, viste dem tilbage, sagde de til ham: Keiseren har erklæret, at vi ere lige saa gode som I. - Lad saa være, svarede Deichmann, men da han ikke har sagt, at I ere bedre end vi, saa vedblive vi dog at være de første. Kongen havde antaget en Lærer i Tydsk, men ved den anden Lection sprang han op af Stolen og erklærede, at det var ham umuligt at lære dette Sprog. Da han engang kjørte gjennem Lands- byen og en Bondepige saae Kongens Vogn komme, skyndte hun sig at binde en Bouquet, men da hun syntes, at det ikke var sømmeligt at række ham Bouquetten med bare Haanden, lagde hun den paa en Tallerken, som hun tog i Hast i Kjøkkenet; Kongen tog Tallerkenen og Bouketten. Tallerkenerne af Fayance havde alle Inscription, og Pigen havde hændelsesviis taget een, hvorpaa der stod: "Du bist gut, ich liebe dich!" Kongen erkyndigede sig om, hvad disse tydske Ord betydede, og da han hørte det, viste han sig meget taknemmelig mod Pigen. Om Søndagene forsømte aldrig Rodenbergerne at indfinde sig i Dandsesalen i Nenndorf og Badegjæsterne sagde om Søndagene: "Heute treten de Rodenberger auf." I denne Bye fandtes der kun een rig Mand Wilhelmi, dog har jeg det kun af Hörensagen, thi han levede lige saa stille, arbeidsomt og tarveligt som alle de Øvrige. Der fandtes hverken Betlere, Tyve eller Husarme; Livets Fornøden- heder havde Enhver og det lod ikke til at Nogen tragtede efter Mere. Ved vort Huus vare to Haver, en Obstgarten, hvis Græs tjente til at føde en Koe og en Gemüsegarten. Saasnart et Pigebarn var afvænt, begyndte Moderen at spinde til hendes Udstyr. Tjenestefolk gaves der kun faa af i denne By; Husmoder og Døttre forrettede Husets Arbeide. Borgermester og Raad gjorde heri ingen Undtagelse. Jeg tilbragte halvandet Aar i Rodenberg og i denne Tid saae jeg aldrig nogen Betler, hvorvel der intet Fattighuus var, jeg hørte aldrig Tale om noget Tyverie. En Dag saae jeg mange Mennesker gaae forbi vore Vinduer, de talte høit og jeg hørte En sige: "Ja, hier gehen Dinge vor in diesem kleinen Neste!" Det var vor Nabo Slagter Pflügge, som med Hjælp af sin Broder, ogsaa Slagter, havde pryglet den Førstes Kone tildøde. Der havde været mange Gahne SIDE: 126 tilstede, men Ingen havde vovet at lægge sig derimellem. Broderen havde givet hende det sidste Slag og da havde Manden raabt: "Nu häst du dick und mick unglücklick gemaaket." Mændene bleve arresterede og Professor Dunker, der blev kaldt fra Rinteln i den Anledning, gav den Erklæring, at intet af Slagene havde været dræbende og at Konen var død af Nerveslag. Nær ved Rodenberg ligger Herregodset Aplern; det eiedes den- gang af en Fru v. Münchhausen, en gammel, meget elskværdig Kone, hos hvem vi imellem tilbragte Aftenen. Hun var ofte til Taffels hos Kongen, Jerome, og fortalte os adskilligt om ham og Hofdamerne, dog maae det ikke have været videre interessant, da jeg ikke kan paaminde mig det. Fru v. Münchhausen havde to Sønner; hun var selv liden og spæd, men Sønnerne vare store og stærke Mænd. Begge vare givte, men havde ingen Børn, hvorover der var stor Sorg, da de vare de Sidste af deres Navn. Den ældste havde for flere Aar siden af denne Aarsag ladet sig skille fra sin Gemalinde og givtet sig med en anden, men heller ikke denne havde Børn. Den fraskilte Kone havde givtet sig med en Gardeofficer i Cassel og tilskrev Münchhausen hvert Aar et Brev, hvori hun meldte ham, at hun var lykkelig nedkommen snart med en Søn, snart med en Datter. Marquis d'Aryés. En Emigrant fra den franske Revolutionstid. Ham lærte jeg at kjende i Stockholm i Aaret 1819, han gik til Fru N. Anker at lære hendes Døttre Fransk. Det var behageligt at see, med hvilken Ærbødighed de unge Piger behandlede den gamle Mand, sørgede for hans Bekvemmelighed, hjalp ham Overkjolen af og paa, og hvor- ledes Grethe Anker knappede Overkjolen til for ham fra øverst til nederst. - Han talede meget om Kong Carl den trettende, hvor- ledes han havde havt fri Adgang til denne Konge og endog var givet Nøglen til et Værelse paa Slottet, hvor han kunde tale med Kongen, naar han ønskede. Den daværende Konge, Carl Johan, lod det ikke til, at han sympathiserede med; han havde aldrig talt med ham, sagde han. Sit eget Sprog havde han studeret meget nøie, og vi saae nogle Bøger, han havde skrevet om dette Sprog. Da han nok syntes, at vi ikke viiste den tilbørlige Interesse for hans Skrivter, saa pakkede han dem ind igjen, idet han sagde: "Eh bien, puisque cela ne plait pas." Han sendte mig nogle særdeles gode franske Bøger og viste sig meget venskabelig mod mig. Han talte meget langsomt, dette er ellers ikke de Franskes Maade; maaskee SIDE: 127 havde han vant sig dertil for bedre at blive forstaaet. Fru Anker, der var noget livlig, faldt ham imellem ind i Talen, hvilket vel imellem ogsaa hendte mig. Han blev derover saa vred, at han sagde: "Jamais elles ne me laissent finir ma phrase, ces Norvégi- ennes là." - Nu veed jeg ikke mere om M. le marquis d'Aryés, men siden jeg nævnte om mit Ophold i Stockholm, saa lad mig nu dvæle ved nogle Minder fra den Tid. Men først lad mig gaae til- bage til den Tid, da jeg første Gang saae vor Konge, Carl Johan. Det var i Aaret 1814, han var Kronprinds og omtrent 50 Aar, hans Søn Oscar, 15 Aar, meget tynd og bleg af Udseende. Jeg saae dem flere Gange i det dramatiske Selskab, hvor de ind- fandt sig af Artighed, uagtet de ikke forstode vort Sprog. Ma- lerne Grosch og Munch havde foranstaltet en Udstilling af Male- rier, hvortil Madame Berg født Schilling havde leveret noget af sit Arbeide, hvoriblandt ogsaa et Portrait af Carl Johan; jeg havde leveret et Landskabs- stykke, strikket af Perler. Da de kongelige Personer ventedes paa Udstillingen, saa bleve de, der havde leveret Bidrag, an- modede om at være tilstede, og jeg gik med Lotte Berg derhen. Han kom, han standsede ved et Malerie, der forestillede en Madonna med Barnet, og et andet, der forestillede en bedende Magdalene, og disse Stykker vare upaatvivlelig de skjønneste i Samlingen. Han spurgte, hvem de vare af, men enten de tilstedeværende Herrer ikke vidste Beskeed, eller de havde Vanskelighed ved at tale Fransk, de svarede ikke. Jeg kjendte disse Stykker nøie, jeg havde seet dem blive til, de vare Copier af en italiensk Mester, og Bernt Anker havde ladet dem male af Petersen eller Kasteruden, som han ogsaa kaldtes, en Bonde fra Gulbrandsdalen, som ved Ankers Understøttelse havde uddannet SIDE: 128 sit sjeldne Talent under Veiledning af Professor Juel i Kjøbenhavn. Naar Petersen var i Christiania at arbeide for Anker, besøgte Aamodt, der ogsaa var Maler, ham ofte paa hans Værksted og tog mig med. Jeg sagde nu Kongen, hvem Maleren havde været, og han udraabte med Forundring: "C'est un paysan qui a fait cela!" Til Madame Berg sagde han i Anledning af hans Portrait, som hun havde malet: "Vous m'avez fait plus beau, Madame, que ne m'a fait la nature." - I Aaret 1816 opholdt sig Carl Johan og Oscar om Sommeren nogen Tid i Chri- stiania. Stiftamtmand Falbe faldt paa den Idee, at vi burde opføre i det dramatiske Selskab en fransk Comedie for de kongelige Per- soner. Der blev valgt "Le portrait de Miguel Cervantes" (i Oversæt- telsen kaldes det: Maleren og Ligene), og Dagen til Opførelsen blev bestemt at være den fjerde Juli, da Prinds Oscar fyldte sit syttende Aar. Lector Orry havde forfattet en Prolog, der skulde fremsiges af Fru Thulstrup. Orry var Don Murillos, Struve Don Lopez, David Thrane Don Fern- ando (da han siden blev forhin- dret, tog Linstow Rollen), Ferdi- nand Kaltenborn Don Alonzo- Thulstrup Anselmo, Hagbarth Fal- sen Fabio, Ole Rein Holm Pedrillo, Elise Fru Thulstrup, Jacinthe Fru Tullin og Beatrice var jeg. Vi havde en Læseprøve hos Falbe og flere Prøver i Theatret; der mødte os ingen Vanskeligheder, vi kunde vore Roller og vare uden Frygt. Men - da vi vare samlede til den sidste Prøve Dagen forud, sendte Orry sin Rolle tilbage med et langt Brev, et fuldskrevet Ark paa fire Sider. Det var saa jammerlig skrevet, at det fast var ulæseligt. Saavidt man kunde forstaae eller dechiffrere, var "der langen Rede kurzer Sinn" den, at han ikke vilde spille Murillos, fordi han havde hørt, at man havde sagt om ham, at han vilde spille Comedie, for at Kongen skulde gjøre ham til Professor. Hvorfor vi saa seent fik denne Efterretning, var fordi det havde faldet ham saa vanskeligt at skrive "lisiblement". Thulstrup læste SIDE: 129 Brevet og sagde: man kan ikke vente mere af en Kniplingskræmmer. Falsen yttrede meest Utaalmodighed, han rev sin Rolle itu og raabte: Papillotter! Papillotter! Falbe loe og sagde: "Dette har vi nu altsammen Fru Dunker at takke for; ja, det er ret en intriguant Kone, den Fru Dunker." Orry havde længe attraaet at være Professor, hvilket syntes en Latterlighed, og nu havde Sophie Mansbach sagt til ham i Spøg: Naar De spiller godt som Murillos, saa bliver De vist Professor. Naar Kongen var i Christiania, havde jeg flere Gange den Glæde at tale med ham. Han sagde til mig: "Vous avez une teinture de science, Madame, qui me plait, et j'aime à causer avec vous." Da han efter Kroningen kom tilbage fra Trondhjem, sendte han Ferdi- nand Kaltenborn til mig med en Foræring af et lidet Gulduhr med en Guldkjede. - Min Reise til Stockholm Aaret efter var for at tale med Kongen om Anlægget af en Chromfabrik i Christiania. Da jeg kom til Kongsvinger, tilbragte jeg der en Dag hos min gode Ven Ferdinand Hanstein, der i Cotbus havde givtet sig med sin lille Sø- sterdatter. Der stødte jeg paa Kam- merherre Kielland, Lieutenant Peer Anker, Capitain Bloch og Lieute- nant Busch, der alle vare paa Veien til Stockholm, og jeg gjorde nu en meget behagelig Reise i dette Følgeskab. I Eskilstuna besaae vi Fa- briken, i Strengnæs Kirke alle Mærkværdigheder, lige til en af Biskop Lunds Tøfler, den anden var af Dronning Christine foræret til Paven. - I Stockholm blev jeg modtaget med Godhed, næsten kunde jeg sige med Kjerlighed, af alle vore Norske; jeg var tre Uger i Stockholm, og kun den første Middag spiste jeg i Vertshuset, jeg var indbuden til Fru Niels Anker, eller til Fru Mariboe, eller til Ministeren P. Anker. Denne Sidste havde i Forening med Fru Niels Anker leiet en Loge i Theatret, og de toge mig med derhen. Jeg var med Fru Anker, hendes Døttre, Niels Anker, deres Fætter og Birch at besee Malerier og Statuer i Museet. Hvad der var mig meest paafaldende, var en SIDE: 130 Marmorgruppe, der forestillede Amor og Psyche; den var af en italiensk Kunstner og bestilt af Madame Dubarry, men da Ludvig den femtende var død, havde Kunstneren solgt Gruppen til Gustav den tredie. Det var en Laocoon og en sovende Endymion, om hvem jeg siden har læst, at de vare de største Mesterværker; des- værre gav jeg ikke tilbørlig Agt derpaa. Ligeledes saae jeg et Malerie, Brylluppet i Cana, det jeg kun gav liden Opmærksomhed, og om hvilket jeg siden har læst, at det var det fortræffeligste i Samlingen; det var ældgammelt og meget ramponeret. I Theatret saae jeg Dupuy som Elskeren i "De to Ord, eller Natten i Skoven"; Pigen med de to Ord var en Demoiselle St. Claire, der i denne Rolle vandt meget Bifald. Dupuy var, som man sagde, allerede Bedstefader, dog tog han sig meget godt ud i sin Elsker- rolle; hans Syngestemme, sagde man, var ikke mere saa smuk som før. Jeg saae Hjortsberg som La Roche i Picards "Mé- diocre et rampant ou le moyen de parvenir." Schiller har over- sat dette Stykke paa Tydsk og kaldt det "Der Parasit, oder die Kunst sein Glück zu ma- chen"; paa Svensk hed det "Medelmåtig och krypande". Om Hjortsberg sagde man, at han kun behøvede at stikke det ene Been ind af Coulissen for at blive applauderet, og han blev da ogsaa som La Roche tildeelt det fortjente Bifald. Mig syntes, de andre Skuespillere fortjente ikke meget mindre Bifald. - Kongen var syg, og jeg fik ham ikke i Tale, men Ministeren sagde, at jeg kunde reise hjem og stole paa ham, han skulde tale for mig hos Kongen. Jeg reiste tilbage, og ikke længe derefter modtog jeg Brev fra ham. Jeg har, skrev han, ærlig holdt, hvad jeg velvillig lovede, Kongen tilstaaer Dem to tusinde Species til Anlæg af en Chromfabrik. De har at henvende Dem til Consul Rode. - Da Kongen næste Gang var i Christiania, var han ven- SIDE: 131 ligere mod mig end nogensinde; han satte selv en Stoel frem til mig og satte sig ved Siden af mig, han sagde, at han havde været syg, da jeg var i Stockholm, men jeg burde have ventet endnu i nogle Dage. Han vilde nu oftere sende mig Bud og lade mig komme til sig, "et je causerai avec vous." Men han sendte mig ikke Bud, og Rode havde vel faaet Ordre at udbetale min Mand 2000 Sp., men han skulde først hæve disse Penge hos Isachsen i Christianssand, der skyldte Kongen dem og havde derfor givet en Panteobligation i et Huus i Chri- stianssand. Isachsen kunde ikke skaffe Pengene, og Rode satte om- sider Pantet til Auktion; det blev solgt for fire hundrede Species, og disse Penge bleve mig leveerte af Baron d'Albedyhl. Statsministeren P. Anker var død, og da jeg næste Gang talede med Kongen, sagde han mig, hvorledes det var tilgaaet med Pengene, og gav mig at for- staae, at det vilde være utaknem- meligt af mig, om jeg vilde forlange mere af ham. Med rørt Hjerte bad jeg ham troe, at intet i Verden kunde møde mig smerteligere end at holdes af ham for en Utaknem- melig. Det var sidste Gang, jeg talede med den ædle Mand og Konge. - Endnu et Træk, som viser Kongens venlige Sindelag mod mig. Der blev talt om, at vi maatte sælge vort Huus i Christiania, fordi Præsten Brock paa Ringe- riget, der havde en Capital staaende i Gaarden, havde sagt den op; Kongen tilbød sig at skrive til Præsten, at han maatte tage Opsigelsen tilbage. Man skulde næsten troe, at Brock havde anet dette, da han havde ladet os vide, at han ikke mere var Eier af Panteobligationen, men havde solgt den. Paa Ringeriget var Rygtet om min Indflydelse hos Kongen meget forstørret. Sandelig uden min Skyld. SIDE: 132 Saalænge Du, kjere, gode Broder, ikke bliver træt og kjed af at følge mig gjennem Livsvandringen paa Papiret, saa bliver jeg neppe træt derved, hvorvel jeg nu i nogle Uger ikke har formaaet at sætte Pen til Papir. - Hvad Vinterkulde og egen Uagtsomhed aldrig har udrettet, det gjorde disse enkelte Sommerdages strenge Hede, de kastede mig Gigtsmerter paa - ja, ikke paa Halsen, men paa den høire Skulder, og da jeg ingen Stoiker er, saa har jeg i de sidste tre Uger uafladelig erkjendt den Sandhed, at Smerten er et Onde, ja, i mangt et Øieblik været tilbøielig til at erkjende den for det høieste Onde. Dog nok herom. Nylig læste jeg i Aviserne om en Fru Bay, fød Stilau, hvis Død i en høi Alder blev bekjendtgjort af hendes Børn og Børne- børn. Denne Frøken Stilau og hendes Broder, Capitain Stilau, vare blandt de Personer, der i vor Faders Huus ofte vare kjere og vel- komne Gjester. Din lille Skjelm havde jo bemærket, at vor Fader var en Beundrer af qvindelig Skjønhed - jeg vilde lægge til, af alt Skjønt - men det er vist, at han med tilsyneladende lige stor Fornøielse converserede Faster Green og den gamle Fru Münch, som den smukke Frøken Stilau og de øvrige unge Damer. Naar der var Selskab, blev imellem spillet Gnav eller Lotterie, hvorved vi Børn fik Tilladelse at spille med. Vi havde et smukt Lottospil, hvoraf hver Spillende fik en Seddel, klistret paa Pap, hvorpaa der stod, foruden de 90 Nummere, en Devise og et Quatrain, hvoraf nogle vare ret vittige; underligt nok, erindrer jeg kun eet af dem, og dette gider jeg ikke anføre, da det er flaut. Naar vi spillede Lotto, vilde Frøken Stilau, at jeg skulde sidde hos hende; jeg maatte læse Versene paa hendes Seddel for hende og sige hende, naar eet af hendes Nummere kom ud. Moder sagde engang: Det er dog fast utroligt, at Frøken Stilau hverken kan skrive eller læse Skrift. Fader svarede: Jeg har kjendt flere Fædre, der ikke vilde lade deres Døttre lære at skrive, fordi de ellers kunde benytte denne Kunst til at skrive Kjerlighedsbreve. Om Broderen erindrer jeg intet andet, end at han var en høi Mand i en smuk Uniform. - Fru Münch havde en Tid en Selskabsjomfru, Mariane Widing, Søster af nulevende Oberstlieutenant Widing; hun var en smuk, munter og beleven Pige. De kom til os hver Søndag, og Fader spillede L'hombre med Fruen og Mariane. Fru Münch maatte hver Aften spille Kort, og naar hun ingen andre Partier kunde faa, saa maatte SIDE: 133 Tjenestepigen Bodil ind at spille Perial med hende og Jomfruen. Mariane blev snart kjed baade af L'hombre og Perial og tog bort, uagtet Fruen vilde indsat hende til sin Arving, hvis hun vilde blive hos hende. Jomfru Bonsach kom nu i hendes Sted; hun var 32 Aar, og hun holdt ud hos Fruen i otte Aar; da døde denne og efterlod Marthe Bonsach sin hele Formue paa 400 Rigsdaler nær, som vare testamenterede til Bodil. Jomfruen, der nu var 40 Aar, giftede sig med Overlærer Amberg, der var 44. Ægteparret gjorde en Tour til Kjøbenhavn, morede sig overordentlig, saae mange Skuespil; Amberg elskede meget det dramatiske og havde med Bifald spillet Magdeloneroller i det Borupske Selskab. Jomfru Bon- sach var ofte plaget af Gigt i Hovedet; da Madame Amberg kom hjem fra Kjøbenhavn, spurgte Moder hende, hvorledes det havde gaaet hende hermed paa Touren. Hun svarede: Saalænge jeg var i Kjøbenhavn, vidste jeg ikke af, at jeg havde Hoved. - Bodil, en aldrende Pige, givtede sig med en blot ung Hattemagersvend, de 400 Rigsdaler vare snart fortærede, og hun maatte tage ud igjen at tjene paa sine gamle Dage. Mariane Widing blev givt med Told- betjent Holte, hun havde en Datter, der blev givt med Toldbetjent Jens Blom, en Broder af Capitain Bernt Anker Blom og denne havde en Datter, der var givt med Præst Tybring i Selbo. Egidia Tybring er paafaldende lig sin yndige Mormoder, beleven og behagelig som hun var. Erindrer Du nogle af de smukke Malerier vor Fader efterlod og som bleve solgte paa Auctionen? Der var to Miniatur-Natstykker; det ene forestillede en Mand i Slobrok og Nathue, siddende ved et Bord, læsende i en Bog; paa Bordet foran Bogen stod et bræn- dende Lys. Jeg har seet et lignende Malerie paa Musæet i Stock- holm, der ikke forekom mig saa skjønt; det andet fremstillede en Mand staaende ved et Ildsted; han holdt et slukt Lys i den ene Haand og i den anden en Brand, den han blæste paa. Lysskinnet af Branden faldt paa hans Ansigt. Fader havde ladet tage Copie af disse Stykker, hvor disse kom hen, veed jeg ikke. Der var et Stykke, der forestillede en fransk Officeer, der lod sig rage af en qvindelig Barbeer. Hun havde kastet sin Kaabe til- bage over den ene Skulder; han holdt Hovedet noget tilbage, hun havde sin venstre Haands Pegefinger under hans Næse, medens hun med Ragekniven nærmede sig til hans Overlæbe. Sidestykket forestillede en Polsk Dame, der øvede sig i pas de danse. Endnu et Malerie, hvis Sujet ikke var aldeles anstændigt, det SIDE: 134 hang i en Krog af Sengkammeret og forestillede en Munk, der tugtede en Nonne med Riis. Nonnens Ansigt var fortræffeligt, det udtrykte Smerte, Ydmygelse og maaskee endnu noget mere; i Munkens Ansigt var intet at læse uden Stupiditet. Et meget smukt illumineret Kobberstykke, der forestillede Orpheus, der har hentet eller rettere henter Euridice fra Under- verdenen, hang i Dagligstuen. - En Dag da hos os var Selskab, saae jeg Treschow staae længe alene i Dagligstuen foran Kobberet, det han betragtede opmærksomt. Jeg gik hen til ham og fortalte ham Sagnet om Orpheus og Euridice; han hørte alvorligt og op- mærksomt paa mig, men neppe havde jeg endt, førend det faldt mig ind, at jeg havde begaaet en stor Sottise - jeg blev yderst skamfuld. - De smaae Natstykker bleve betalte med 30 Rd., de andre noget mindre. Der var ogsaa Portraiter af Statholderne Vibe og Benzon, af Johan Drachenberg, Tycho Brahe og et Portrait af en gammel Bondekone, som Fader engang havde kjøbt paa en Auction for 16 Skilling. Da En spurgte hvis Portrait dette var? sagde Auctions- holderen leende "Dronning Magrethe" og der blev buden 4 Rd. for Dronning Magrethe. Paa Auctionen blev ogsaa solgt en Del beskrevne Papirer, de vare Acterne i Caroline Mathildes Proces, de bleve solgte for 5 Rd. Medens vi endnu ere i vor Faders Huus, falder der mig ind et Træk af Grethe, der maaskee er værd at opbevares. - Men forinden maae jeg anbefale hver Læserinde eller endog Læser af dette Blad, der muligens maatte være en fiin, delicat eller prude Person om at gaae de følgende Linier forbi. Ville de desuagtet læse dem og skulde de stødes over dem, saa er det ikke min Skyld, da jeg har advaret dem. I vor Faders sidste Sygdomstid forlangte Lægen en Aften, at han Morgenen efter vilde see den Syges Urin. Grethe gød den om Morgenen i et Glas og satte dette paa en Hylde i Barnekammeret. Glasset var et Punscheglas og da jeg saae det, sagde jeg "der staaer et Glas Punsch." Grethe svarede meget bevæget: "Saadant maae Du aldrig sige, med disse Ord har Du skaaret i Din arme Faders Hjerte" og nu græd hun bitterlig. Ved mine letsindige Ord havde jeg saaret den stakkels Piges Hjerte; thi Fader i det andet Værelse kunde ikke have hørt dem. Grethe talte imellem om den Tid naar hun blev saa gammel og svag, at hun ikke kunde være os til Nytte; hun havde anmodet Direktionen for Hospitalet i Opslo i dette Tilfælde at forunde hende SIDE: 135 en Plads i denne Stiftelse. Hun fik til Svar, at hun endnu var for ung, men naar hun blev over 50 Aar, da kunde hun melde sig. I de 24 Aar hun havde tjent hos vore Forældre og Bedsteforældre havde hun hvert Aar af sin Løn lagt op 1 Rd. og disse Spare- penge anvendte hun nu til at anskaffe sig en Seng og Sengeklæder til den Tid. Siden Faders Død talede hun aldrig mere om Hospitalet. Hun formanede mig til Flid og Sparsommelighed. Hvis Din Moder tillader det, sagde hun, saa benytter Du mine Klæder (hun havde nogle ret smukke, hun havde skaanet dem, saa de vare som nye). I min Kiste finder Du Stykker af samme Tøi, saa Du kan forandre dem efter Moden, men Du maa gjøre dette med Dine egne Hænder, vænne Dig til selv at sye Dine Klæder og holde Dit Tøi istand og ikke forvolde Din Moder unyttige Udgivter. Hun var sin Gud, sit Herskab troe, Dit Liv var Fred - Din Død var Roe. I den Tid, vor Fader levede, var Cathedralskolen i Christiania meget riig. Gaarden Sindsen var udlagt til Enkesæde for Recto- rens Enke, og en stor Mængde beneficeret Gods, der vel i ældre Tider maae have tilhørt Klostrene, var nu Latinskolens. Disciplene betalte ingen Skoleløn, men fik Stipendier, og de, der ingen For- ældre havde, eller hvis Forældre ikke boede i Christiania, fik en- dog 40 Rigsdaler i Kostpenge. Der var altsaa mange fattige Folk, der havde Sønner paa Latinskolen. Vore Forældre havde stedse et Par Skoledisciple, der havde Spisedage hos os et Par Gange om Ugen. Du erindrer maaskee Ole Hygen, eller Oge Hygen, som han kaldte sig selv, da han ikke kunde sige l. (Dette var formodentlig den eneste Lighed, han havde med Ewald). Han kunde heller ikke sige s og ikke r. Da han engang saae gjennem Kjøkkenvinduet, at der stod Ryper paa Spid, raabte han til den anden Discipel, der ligeledes skulde spise hos os: Fem Gype paa Pete! Den anden Skolediscipel hed Niels Schytte, var fra Frede- richshald og havde alt frit hos os, ogsaa Logis. Til vor Broder Peters Pleie var antaget en Barnepige, der hed Lisbeth Sesterfleth, hun var Datter af en Lieutenant, der uagtet sin knappe Gage havde givtet sig med en Pige, der bragte ham hvert Aar en Arving og efter faa Aars Forløb døde fra dem. Faderen satte de smaae Børn i Kost paa Landet, og den stakkels Lisbeth kom til en slettæn- kende Kone, som, da hun syntes, at Barnet spiste for meget, kogte Grød med Lud og gav hende at spise. Barnet fik Convulsioner SIDE: 136 og var Døden nær. Hun blev taget fra den onde Kone, kom i bedre Hænder og blev helbredet, dog havde hendes Nervesystem lidt meget, som vi snart skal erfare. En Vintermorgen, det var endnu ganske mørkt, vaagnede vore Forældre af hvinende Skrig; det lød som fra to eller flere Personer og var ledsaget af Støi og Tummel, Borde eller Stoler blev revne overende. Lyden eller Uly- den kom fra Kjøkkenet, hvorfra der gik en Dør til Sengekammeret. De stode begge op i Hast og aabnede Døren til Kjøkkenet. Skri- get og Tummelen blev ved, men det var saa mørkt, at de ikke kunde see, hvem der skreg og tumlede sig. Da de fik tændt Lys, saae de Lisbeth og Schytte væltende sig paa Gulvet; med den venstre Arm holdt hun ham convulsivisk fast, saa han med al Stræben ikke kunde komme løs, og med den høire Haands Negle havde hun forkradset hans Ansigt, saa Blodet flød i Strimer. Det lykkedes Fader at skille dem ad, men hun var ganske fra sig selv, havde Anfald af Epilepsie, og Fraaden stod hende for Munden. Schytte fortalte nu, at han var gaaet ganske sagte ned ad Trappen og havde lagt sig under Kjøkkenbænken, og da Lisbeth var gaaet til den for at slaae Ild, havde han slaaet Armene om hende; hun havde skreget, holdt ham saa fast og kradset ham saaledes, at og- saa han havde maattet skrige, da det havde været ham umuligt at slippe fra hende. Lisbeth laae tilsengs i et Par Dage, og nu var hun igjen i de gamle Folder, kun naar hun saae Schytte, be- gyndte hun at skjelve og bæve. Efter ham kom Schumann, der snart blev demitteret og gik til Universitetet i Kjøbenhavn. Han anbefalede i sit Sted Wettergreen, Søn af en Sadelmager i Skien. Da han første Gang kom til os, spurgte Fader ham om hans Navn. Wettergreen, svarede han. Det er noget vanskeligt at erindre, sagde Fader, men om jeg tager Feil og kalder Dig Donnerwetter, da maae Du ikke blive vred derover. Jeg veed ikke hvorlænge Wet- tergreen kom til os medens Fader levede, men en Dag saae jeg ham meget bedrøvet; da jeg spurgte hvad der fattedes ham, sagde han, at han havde faaet Underretning om Schumann: han har stu- deret Theologie, men det nytter ham nu ikke, han kan ikke blive Præst; rigtignok kunde han benægte, men saa maae Pigen komme i Tugthuset, og det kan han ikke ville. - Disse Wetter- greens Ord var for mig uforstaaelige, dog var jeg saa klog ikke at spørge videre. - Hvorledes det gik Schumann veed Du vist nok bedre end jeg, da Du, om jeg erindrer ret, fik Dit første Logis i Kjøbenhavn hos ham. Wettergreen blev Præst SIDE: 137 til Edsberg, og jeg har ofte og til forskjellige Tider seet og talt med ham. Endnu logerede hos vore Forældre to Skoledisciple, Stabell og Schnitler. Stabells Fader var Præst til Onsøe. Sønnen var atten Aar, flittig og ordentlig. Han blev siden Capellan hos Faderen, blev givt med Frøken Piro og jeg tror han lever endnu. Hans Datter er givt med Præst Julius Aars. Schnitler var ogsaa atten Aar og ligeledes en Præstesøn fra Landet. Bønderne fra hans Sogn kaldte ham Lorentz Præstgaren, og en af dem kom at spørge Moder, om det ikke er her, Lorentz Præstgaren "tener"? han kunde ikke forstaae, at nogen kunde sende sine Børn til Byen uden for at tjene der; en anden Bonde havde dog fundet ud, at Lorentz var i Byen i Præstlære. Lorentz Præstgaren var stor og velskabt, men doven og ulærvillig; det var ham, som Monrad kaldte en lang Rækel og en doven Esel. - En Aften i Mørkningen mødte vor Fader ude i Gaarden en fremmed Mand, der spurgte: Er det Jer, der heder Schnitler? Fader svarede ja. - Jeg skal sige Jer fra den unge Hammersteen, at I maae komme til Halvorsen imorgen tidlig Klokken otte, der skal I møde ham, og den Sag, I veed nok, skal da blive afgjort. Fader havde hørt denne Halvorsen om- tale som en Aagerkarl og en stor Bedrager. Han indfandt sig til den bestemte Tid og kom efter, at Halvorsen havde laant de unge Mennesker Penge, ikke blot mod Aagerrenter, men de havde maattet give Beviis for en dobbelt saa stor Sum som den, de havde mod- taget. Fader jagede Skræk i Halvorsen, klarede Sagen og reddede for denne Gang de to unge Mennesker af Aagerkarlens Kløer. Hammersteen var Søn af en Sadelmager, og han blev siden Vogn- fabrikant i Christiania. - I Aaret 1788, da vor Konge som Allie- ret med Rusland sendte 800 Mand Hjelpetropper ind i Sverrige, tog Schnitler Afsked fra Skolen og blev Maanedslieutenant. Da han fik sin Uniform, var han meget lykkelig; han gik fra det ene Speil til det andet og kunde ikke see sig mæt paa sin egen Dei- lighed. Justitsraad Brochmann i Agersgaden førte et af de første Huse i Byen, hans Døttre vare da meget anseete blandt Byens unge Damer. Schnitler var noget i Familie med dem og blev imellem buden i Selskab til Brochmanns. Han var buden derhen, havde ladet sit Haar kruse af en Friseur, iført sig Uniformen, speilet sig, og nu spurgte han mig: Hvad heder det paa Fransk: taler Hun Fransk? - Jeg svarede: parle-t-elle français? Han saae ud, som om han ikke troede mig, og jeg sagde: Man kan ogsaa sige: SIDE: 138 est-ce qu'elle parle français? - Idetsamme kom Moder ind, og han forelagde hende Spørgsmaalet. Hun, der forstod, hvad han vilde benytte dette til, svarede: Parlez-vous français? Han tilka- stede mig et foragteligt Blik, idet han forlod os. - Hans militaire Løbebane var snart tilende, og nu blev han givt med Madame Tho- resen, en aldrende riig Enke, og han fik Charakteer af Krigsraad. Prahl, kaldet Pilen Palen. Prahl var en af de norske Stu- denter, som i det norske Selskab i Kjøbenhavn i Forening med Jo- han Herman Wessel, Johan Vibe, Niels Treschow, Pram, Ove Gjerløv Meyer, Brødrene Bull, Stenersen, Germann, Bast og flere ved Lune, Vid og Smag gjorde det norske Navn agtet og hædret i Dan- mark. Dog er jeg ikke vis paa om Bast var Normand; dette maae dog kunne sees i Rahbecks Erin- dringer dem jeg ikke har ved Haanden. Han blev drillet i norske Selskab, men dette beviser Intet, thi de skaanede ikke hinanden. Han havde skrevet et Digt om Haber og Signe og nu sang de for ham. Forsangeren: Haber, han gik hen i Hast Tutti: Hast, Hast, Hast, Forsangeren: Og hængte sig i tvundet Bast, Tutti: Bast! Bast! Bast! Meyer havde god Appetit og naar han havde spiist blev han søvnig; - man sang om ham: Stakkels Meyer - han er som han pleier - Lei og lad - Naar han nys har faaet Mad. Han var ogsaa meget distrait, hvorfor han ogsaa engang ved en Audience hos Kongen var kommen i en stor Ferlegenhed. Ogsaa herom blev forfattet en Sang, hvori han i Fortvivlelsen har hængt sig. SIDE: 139 Og sidder her i Helveds Grube - Hvor nu den lede Satan eier - Mig salig Ove Gjerløv Meyer. Der blev engang fremsat i norske Selskab det Spørgsmaal, hvori vel den største Nydelse eller Lykke bestod? Flere vare af den Mening, at den høieste Lykke i Livet var, at være forenet med en elskværdig Mage, som man var elsket af. Prahl meente, at den høieste Lykke maatte være den at have vundet et Feltslag. I den Anledning digtedes følgende Sang: Her hviler Palen, den Salig Mand Som var fattig og skaldet moxen, Og holdt saa længe paa Paradoxen Til han mistede sin Forstand. Det kom paa Snak med den salig Mand At hvo en yndig Kone haver Han har den største af Lykkens Gaver At sige naar han har sin Forstand. O, nei min Sjel, sa' den salig Mand Og viste frem sin glubske Taille, O, nei min Sjel, men en god Bataille Og saa mistede han sin Forstand. God rolig Nat, da, min salig Mand Mange Tak for godt Bekjendtskab Og jeg udbeder mig hans Venskab At sige naar han faaer sin Forstand. Prahl fik en liden Bestilling i Trankebar; efter to Aars Forløb kom han igjen til Kjøbenhavn. Ingen vidste at han skulde komme. Saa snart han kom i Logis, gik han til norske Selskab. Af en Hændelse saae Wessel ud af Vinduet og bemærkede Prahl langt oppe i Gaden. Han sagde til de Øvrige: "Prahl kommer, vi ville nu lade som Ingenting var og som om han ikke havde været borte." - Prahl kom, man modtog ham som i forrige Tider, ved- blev de Samtaler, man havde begyndt og tog liden Notice af ham. Da reiste han sig i Harme og raabte: "Dette har Pinedød Wes- sel gjort." Siden vendte han tilbage til Trankebar, hvor han giv- tede sig i Pondichery. I Aaret 1808 kom han til Christiania. Han var da Enkemand og havde med sig en liden Datter, som han satte i en Kostskole. Kongen havde givet ham Charakteer af Can- cellieraad, formodentlig ogsaa en liden Pension. Han behjalp sig SIDE: 140 heel kummerlig, dog vedligeholdt han sin Aands Munterhed, gik hver Aften paa Clubben, sang lystige Viser, endog Visen om Pilen Palen, og fortalte Historier. Lars Clausen, som dengang levede i Velstand, tog sig af ham og sørgede for, at han blev pleiet i sin sidste Sygdom. Han døde paa Overværelset til Gaden i den Gaard i Kongensgade, der nu beboes af Tønsberg, og som i sytten Aar var min og Mines Bolig. Hans Skrivter, de der ere mig bekjendte, ere: Skygger af romerske Mænd - denne Bog fandtes engang i næsten hvert Huus i Christiania - og Beskrivelse over Nicobar- Øerne; istedetfor Fortale Forfatte- rens Biographie. I Aaret 1829, da vor ædle, ærværdige Moder i sit 76de Aar, uden Sygdom eller Smerte, blide- ligen var indgaaet til den evige Hvile, modtog jeg Brev fra Johan- nes, hvori han meldte mig det sørgelige og indbød min Mand og mig at komme til dem i Rødnæs at være tilstede ved Begravelsen. Dagen derpaa begave vi os paa Reisen til Rødnæs. Om Aftenen tog vi ind paa et Skifte, kaldet Sagstuen, hvor vi agtede at til- bringe Natten. Medens vi sad der, kom der et ungt Fruentimmer ind og satte sig hos os. Hun talede om Christiania, om Strøm- bergs Theater, om det dramatiske Selskab. Vi antoge hende for Datteren i Huset, og da hun var gaaet ud, sagde min Mand: Denne Bonde maae have holdt sin Datter i et Institut, hun taler et andet Sprog end de andre Bønder. Da nu Mor Sagstua kom ind, spurgte vi hende, om dette unge Fruentimmer var hendes Datter. Nei, sagde hun, det er Madame Stoltenberg, en Datter af Cancellie- raad Prahl. Og nu fik vi vide, at Prahls Datter havde arvet 7000 Species efter en Morbroder i Pondichery, hun var derpaa bleven givt med en ung Kjøbmand Stoltenberg, og Aaret derpaa, medens hun laae i Barselseng, var Manden flygtet ud af Landet, og hans Creditorer havde bemægtiget sig alt, hvad han havde efterladt, undtagen Konen SIDE: 141 og Barnet. Da hun var aldeles hjelpeløs, saa havde Stoltenbergs Slægt- ninge skudt sammen og gave hende otte Species om Maaneden, hvoraf hun betalte Mor Sagstua sex for sin og Barnets Underhold- ning, dog, lagde denne til, maae hun holde sig selv med The og Sukker. Den anden Morgen kom Mad. Stoltenberg med sin fire- aarige Datter ind til mig og indbød mig til at drikke The med hende. Hun fortalte mig det samme, som jeg havde hørt af Mor Sagstua, og lagde til at hun havde hørt at hendes Mand skulde leve i Bordeaux paa et Handelscon- toir; nogen directe Efterretninger havde hun aldrig havt fra ham, siden han hemmelig forlod hende. Det var hende meget tungt at mod- tage Understøttelse af hans Familie; hun var tilbuden en Post som Gou- vernante, men da maatte hun for- lade sit Barn, og dette kunde hun ikke beqvemme sig til. Hun vilde nu flytte til en Bye og forsøge ved at give Børn Underviisning at fortjene Brødet til sig og Barnet. Med rørt Hjerte tog jeg Afsked med Prahls Datter, og da jeg var kommen til- bage til Christiania, pønsede jeg paa, om jeg ikke kunde gjøre noget for hende. Det norske Selskab var jo endnu til, det levede jo i Chri- stiania, skulde ikke dette ville gjøre noget for Prahls Datter? Jeg skrev til Statsraad Petersen og foredrog ham Sagen. Svaret var, som man kunde vente det af ham, forstandigt og ædelt. Han var ikke Medlem af norske Selskab, men havde overdraget Sagen til Mægler Winge, som havde fremsat Sagen for Selskabet. Directeu- ren, Admiral Fabricius, havde aldrig hørt tale om Prahl; som det lod, kjendte de Andre ham heller ikke, men de vare villige til at skyde noget sammen til Mad. Stoltenberg, hvortil ogsaa Petersen tilbød sig at bidrage. Jeg kunde gjøre Regning paa tyve Species. Gjorde jeg Ret eller Uret? - jeg lod Sagen fare. Prahls Datter havde ikke anmodet mig om at samle Bidrag til hende, jeg var dertil uberettiget. Dersom norske Selskab af Agtelse og Pietet for SIDE: 142 hendes Faders Minde havde sendt hende en Foræring, da kunde hun vist have modtaget den uden at rødme, det havde været en Gave, hun havde en elsket Fader at takke for; men Prahl var glemt af norske Selskab, og Almisse forlangte hun sikkert ikke. Læren om den praktiske Nytte var endnu ikke udkommen blandt os. A. B. Stabell havde endnu ikke besteget Lærestolen; med andre Ord, man havde endnu ikke gjort den Opdagelse at det laae udenfor den menneskelige Tænknings Grændser at gjøre Afkald paa Penge, som man muligens kunde faae, uden at frygte Lovens Straf. - Bull, en anden af det norske Selskabs Coryphæer, var 1795 Politiemester i Christiania. Hans Kone var dansk; hun var fiin, ziirlig, næsten snerpet; han var ligefrem som Fod i Hose, næsten plump. De vare i et Selskab hos Treschows, hvor der kom en Ret paa Bordet, som Fru Bull ikke kjendte; hun betragtede længe det, hun havde paa Tallerkenen; derpaa sagde hun i sin "Kjøven- havnske" Dialect: "Kan jeg spise dette, lille Mand?" Bull sva- rede: "Ja, vor Herredød, kan Du kvelve det i Dig." - Bull læste og studerede flittig, han var hjemme i flere Fag; men Poli- tiemester var han ikke og vidste neppe, hvad der blev forhandlet paa Politiekammeret. Engang havde han dømt en Mand til Tugt- huset, hvis Forseelse var saa ubetydelig, at den kunde være udso- net med de ringeste Bøder. Manden gik siden hen til Bull og beklagede sig over, at han var skeet Uret. Bull, som havde glemt hele Sagen, sagde: Hvad har jeg gjort Dig? - De har jo dømt mig til Tugthuset for saadan en Ubetydelighed; er det noget at dømme Folk til Tugthuus for? - Har jeg dømt Dig til Tugthuset? - Javist har De. - Men er Du da ogsaa sat paa Tugthuset? - Nei, det er jeg rigtignok ikke. - Naa, saa gaae, Du har jo da intet at beklage Dig over. Førend jeg forlader Andreas Bull, maae jeg dog tilføie nogle Linier af hans "Dovrefjeld", saasom jeg frygter at hans Digte, om de ikke ere strandede, dog ere stærkt paa Veien til Lethe. Ærværdigt Norges Fjeld, jeg stiger paa Dig op; Jeg fødtes ved din Fod, modtag mig paa din Top! Blot Synet af Dig kan forskrække og fornøie, Og Sjælen synes alt paa Veien til det Høie. Naturens Underværk udfordrer mig til Sang, Kom, Freia, kom, og giv min Dovre-Harpe Klang! SIDE: 143 Velsignet være Du, som gjerder om vort Land! Graahærdet staaer Du her som Fjeldets Oldermand. Her Skyen i sin Fart for første Gang sig hviler, Og Himlens hvide Dug til vante Leie iler. Her kan jeg synge frit paa Friheds Opholdssted, Thi Normænd, født hos Dig, af ingen Lænker veed. Og nu kun et af de sidste Vers, der næsten lyder som en Spaadom: Et Folk saa friskt og sundt, der fordum Skræk indjog, Ja kloge Valland selv blev bange for dets Tog, Bekjendt det altid er for Troskab og for Styrke, Og lykkelig den Tid, naar hjemme det kan dyrke, Hvad hidtil manglet har, sin Muse med Forstand, Thi Helte, Kunstnere jo fødes i vort Land. Omtrent paa samme Tid opholdt sig i Christiania endnu en Mand af store Aandsgaver, Rosenstand-Goiske. Det maae vel have været Laugmanden. Ogsaa denne Mand havde jeg ofte den For- nøielse at see og høre tale hos Treschows og nogle Gange hos Bernt Anker. Han indgjød Respect selv hos Anker, der i hans Nærværelse aldrig reciterede Vers af franske Digtere, dem han ud- gav for sit eget Arbeide. Engang da Rosenstand ikke var der, reciterede Anker et fransk Digt, som han sagde sig at være For- fatter af, og Dagen efter lod Treschow mig læse det samme Digt i Dorat. - Rosenstand havde efter sin første Kone en Datter om- trent paa min Alder; hun havde et Ansigt, der forkyndte en god Sjel, men hun var saa stille og tilbageholden, at saa gjerne jeg havde ønsket det, kunde det dog ikke lykkes mig at gjøre hendes Bekjendtskab. Fru Rosenstand var, som de fleste danske Fruen- timmer ere, meget snaksom, og hende var det ikke vanskeligt at faae i Tale. Hun fortalte mig, at hun var 32 Aar, havde været givt i ti Aar, og i de første sex Aar havde hun ingen Børn havt, saa hun troede, at hun heller ingen skulde faae, da fik hun den lille Datter, som nu var med hende i alle Selskaber. Denne lille Skabning, neppe fire Aar gammel, havde allerede lagt Barnet af, forlangte at spille en Rolle blandt de Voxne, og naar man ikke skjenkede hende den tilbørlige Opmerksomhed, klagede hun over Ennui. Gud, hvor jeg ennuyerer mig! hørte man ofte af den lille Mund. - Rosenstand fandt ofte Fornøielse i at spøge med os og drille os (jeg siger os, hvorvel han aldrig henvendte Talen til mig). Hans Sarcasmer gik da fornemmelig ud saavel over os som over SIDE: 144 vort Land. Treschow tog sjelden til Gjenmæle, men Cathrine Devegge, siden Fru Treschow Nummer tre, munter, beleven, vittig og talentfuld, optog ofte Stridshandsken. Treschow hørte til, loe og gned sig i Hænderne af Fornøielse. "Dette Land er frataget Ulve og Bjørne," sagde Rosenstand, "og hvori bestaaer vel dets Skjønheder? nævn mig en eneste!" "Vore Grantræer," sagde Ca- thrine, "de ere evig grønne." "Og evig stive," var Svaret. Tre- schow, Bernt Anker og Professor Müller bleve enige om at holde Forelæsninger og dertil indbyde deres Venner og Bekjendte. Müller vilde læse over Mineralogie, [fotnotemerke] Tre- schow over Kants Philosophie og Anker over Experimentalphysik. Forelæsningerne holdtes i Ankers Bibliotheksal. Jeg vidste at der kun skulde indbydes otte Damer, og blev derfor ikke lidet forundret, da der blev sendt os et Program, hvor- paa stod skrevet: "Capitain Aa- modt og Frue indbydes". Moder fortalte mig, at Anker havde gjort Indvendinger og sagt, at jeg var altfor ung, men at Treschow havde svaret: "Vistnok er hun meget ung, men af sin Alder er hun den Første her i Christiania." Jeg saae i denne Ytring intet andet end min kjere Onkels Partiskhed for mig; thi naar jeg kom i Selskab med de glimrende, vittige og talentrige Damer af min Alder - Fru Tullin, Fru Falsen (Louise Kaltenborn), Fru Thygeson (Louise Pløen), og Flere, da følte jeg heel vel min egen Ubetydelighed, og hvor langt jeg stod tilbage ogsaa for mine Medaldrende. De indbudne Damer vare: Kammerherrinde Anker, Fru Müller, Fru Treschow, Fru Rosencrantz, Sara Boyesen, Cathrine Devegge, Marie Devegge og jeg. Müller holdt den første Forelæsning; der mødte ingen Damer. Den anden Forelæsning holdt Treschow, der var kun Fru Anker og jeg; siden besøgte de Alle disse Forelæsninger. Den Fotnote: Og Kemi. Udg. SIDE: 145 tredie gav Anker, der hertil havde indbuden tyve til tredive Da- mer. Han fortalte os om Experimentalphysikens Fremgang i Frank- rig, om Lavoisier, Fourcroy og Fleres Opdagelser, om hvorledes man i forrige Tider havde holdt Luft og Vand for Elementer, fordi man troede, at de ikke vare sammensatte af forskjellige Dele. Han fortalte om Gasarterne, om Oxygen og Azot, om Vandstofgas m. m. Derpaa udbredte han sig meget vidtløftigt om den store An- strengelse og den megen Møie, det havde kostet disse store Mænd at udgranske disse Naturens Hemme- ligheder; han gav os ikke utydeligt at forstaae, at ogsaa han ved den natlige Lampe havde ikke uden Held arbeidet i denne Retning. Og nu blev han ved at tale om Viden- skab og Kunst i Almindelighed. Selskabet var indbudt til Aften, og han gjorde en Slags Undskyldning for Rosenstand, fordi han havde talt om adskilligt, der ikke kom Physiken ved. Rosenstand svarede: "De har Ret; Fanden maatte fylde dem med bare Physik!" Miss Euphrosyne Talma. Hun var en Søster af den be- rømte Skuespiller Talma i Paris. Forældrene vare Engellændere, og Sønnen saavelsom Datteren vare fødte i London. Faderen var med sin unge Søn reist til Paris, og Moder og Datter bleve tilbage i London. Der gjorde de Bekjendtskab med John Collett og hans Kone, som boede nogle Aar i denne By. Da Colletts Familie vendte tilbage til Christiania, fulgte Miss Talma med dem. Hun var en af de Personer, som man aldrig glemmer, naar man har seet dem om end kun een Gang. Hun var liden af Væxt, ikke det mindste større end jeg, hun var noget guul af Hud, der var intet egentlig smukt i hendes hele Udvortes; men hvilken Skjønhed skulde ikke have vundet ved at bytte med hende! Det er noget, der ikke lader sig beskrive, SIDE: 146 det er den Aand, den Ild i hver en Mine - vel mig, at jeg saae hende og kan endnu i min Indbildning see det livlige, yndige Bil- lede. Hun var kaldet Euphrosyne efter den yngste af Gratierne, og hun bar Navnet med Rette. Den første Gang, jeg saae hende, var paa Theatret. Bernt Anker havde skrevet en Comedie, som blev opført i Grændseha- ven; jeg saae ikke Manuskriptet, men jeg formoder, at Stykket hed Emigranten, thi Hovedpersonen var en fransk Emigrant. Anker var selv Emigranten og gav denne Rolle med megen Adel og Vær- dighed. Madame Collett var hans Hustrue, Fredrikke Hober deres Datter, og Tina Collett, et Barn, deres yngste Datter; Haffner var deres Søn, en Søofficeer, og Zu- lima, en Tyrkinde og Sønnens Elskerinde, var Miss Talma. Hand- lingen foregik i London. Jeg be- høver ikke at sige, hvor elskelig Zulima var, endog den noget frem- mede Udtale af Sproget var be- hagelig, hun var jo en Tyrkinde. Om hendes Alder kan jeg intet sige med Vished; jeg formoder, at hun var atten Aar. Jeg hørte engang Bergmester Baumann spørge hende, hvor gammel hun var. Hun svarede: "I Engelland holder man det for en Fornær- melse at spørge en Dame om hendes Alder." Hun talede vort Sprog med Lethed, dog blev der dengang ofte i Selskaber talt Fransk. Hun yttrede engang, at hun ønskede at lære Tydsk. Baumann, som var en Tydsker, tilbød sig at lære hende dette."Vi ville begynde Lectionen strax; siig nu efter, hvad jeg siger for: Ich liebe!" - Miss Talma: "Ich liebe!" - Baumann: "Nu kan De Tydsk og behøver ingen Veiledning mere." I Aaret 1802 fik hun Brev fra sin Broder i Paris; han an- modede hende om at komme til Paris og boe hos ham; han skulde dengang følge Første-Consulen paa en Reise, i hans Fraværelse SIDE: 147 skulde hans Hotel, hans Eqvipager, alt hans være til hendes Raa- dighed. Hun afslog Tilbudet; hun elskede sin Broder, og Livet i Paris behagede hende, men - hun havde forlovet sig med Lieute- nant Stockfleth, og vilde ikke forlade ham. Her passer Ordet "forlove" ret godt, hun havde virkelig lovet for meget, og denne Mand var hende ikke værd. Henrik Stockfleth var Søn af Justits- raad Stockfleth i Drammen. Hans Forældre var begge Skjønaan- der, de havde havt isinde at kalde denne deres førstefødte Søn François Arouet, men det faldt dem itide ind, at han muligens ingen Voltaire blev, og de kaldte ham Henrik. Han blev ogsaa virkelig den af sine mange Sødskende, der blev holdt for den mindst aandrige. Frederik Moltke var dengang Stiftamtmand i Christiania, hos ham var Frøken Staffeldt, en Søster af Digteren Schack-Staf- feldt og Broderdatter af den General Staffeldt, der paa sine gamle Dage maatte gjennemgaae saa haarde Gjenvordigheder i vort Norge. Denne Frøken Staffeldt var hverken smuk eller behagelig. Imid- lertid opsagde Stockfleth Miss Talma Huldskab og Troskab og givtede sig med Frøken Staffeldt. Han vilde dog, at hun skulde troe, at han endnu elskede hende. Han skrev: I can marry an other woman, but I can not love an other woman. Nu reiste Miss Talma til sin Broder og blev givt med den unge Ducis, en Søn af Skuespilleren, Digteren, Shakspeares Oversætter, Tal- mas Ven, Ducis. Denne unge Mand var ogsaa Kunstner, han var Portraitmaler. Han havde malet sin yndige Kones Portrait i Miniatur, det han flere Aar derefter sendte Colletts, hos hvem jeg har seet det. Jeg har læst i en Revue, at Talma havde givet den unge Ducis sin elskværdige Datter; men dette er en Feiltagelse, jeg veed ikke, at Talma havde nogen Datter; formodentlig har man taget Eu- phrosyne for hans Datter, da hun vistnok var meget yngre end han. I ti Dage, næsten kunde jeg ogsaa sige ti Nætter, i Rad (der blev kun levnet liden Tid til Søvnen) havde jeg det Held at til- bringe Tiden i hendes Selskab. Det var i Julen 1800, da min Mand og jeg var indbudne af Collett, der hvert Aar tilbragte ti Dage af Julen paa sin Gaard Fladebye i Enebak med et Selskab af 30 indbudne Gjester, til stor Forargelse for Lumholtz, der iv- rede paa Prædikestolen over dem, der fore paa deres "flade" Veie. Selskabet samledes om Morgenen hos Kammerherrinde Anker, og der- fra gik Toget til Fladebye. Det Aar, jeg nu taler om, var ingen Snee faldet, og vi maatte kjøre i Vogn. Jeg havde faaet min Plads ved Siden af Bielefeldt i en fiirhjulet Vogn, og der var in- SIDE: 148 gen flere i Vognen. Omtrent midtveis paa en høi Bakke væltede Vogn og Heste hulter til bulter ned over Kanten af Veien; jeg laae under Vognen, Bielefeldt ligeledes. Jeg klagede ikke, var heller ikke bange, thi jeg havde ikke stødt mig og følte ingen Uleilighed. Bielefeldt skreg: "Ach Herre Jesus, ich habe meinen Arm gebrochen!" - Han blev ført ind i et Huus ved Siden af Veien og tog Hoffmannsdraaber, som han havde i Lommen, og det befandtes, at han ligesaa lidet var beskadiget som jeg. (I Kjø- benhavns Bombardement, syv Aar efter, viste han sig ligesaa kjek som ved denne Leilighed.) Da vi kom til Fladebye, kom Bernt Anker og Elieson strax efter. De havde kjørt over en Is, som var brusten under dem, dog havde de ingen Skade havt deraf, kun blevne vaade. Ved Bordet blev der talt om, naar Aarhundredet begyndte, nogle meente første Januar 1800, andre 1801; Debatterne varede noget længe, og Bernt Anker improviserede følgende Sang: "Lad de Lærde trættes om, Naar vort Seculum har Ende, Hjernen bliver derved tom. Og vort Hjerte kan ei brænde. Men det Hjerte, som ei brænder For vor Collett og hans Huus, Det til Venskabs Fryd ei kjender - [fotnotemerke] De følgende Stropher ere gaaede mig af Minde. Derpaa blev afsunget af hele Selskabet smukke Vers til Kammerherrinde Ankers Priis, og nu sang Madame Collett alene: "Og jeg, som fik af denne Moder Det største iblandt Livets Goder, - Selv dette Hjertes Følelser, - Min inderligste Tak fremstræber At trænge gjennem matte Læber -" Ja - her slaar atter Hukommelsen mig feil. [fotnotemerke] Fotnote: Sidste Linie lyder: "Han maae have evigt Ruus". Fotnote: Verset lyder saa: "Og jeg, som skylder denne Moder Alt hvad jeg nød af Livets Goder Selv dette Hjertes Følelser; Min inderligste Tak fremstræber, Men Ønsket døer paa tause Læber - Kun dette: Altid som hun er Hun nyde længe Glæden her". (Danske Tilskuer (Rahbeks) No. 9 og 10 for 1800). SIDE: 149 Der blev ballotteret. Femten Kugler for Damer bleve lagte i en Pose og femten for Herrer i en anden. Kuglerne vare numere- rede fra en til ti, de fem vare Nuller. Den Dame og Herre, der fik samme Nummer, forestillede nu Elsker og Elskerinde for de ti Dage. Nummerne 1 skulde samme Aften opføre en Comedie, Op- tog, som det da kaldtes. Optoget skulde endes med deres For- lovelse, og de skulde indbyde fra Theatret Selskabet til deres Bryl- lup Dagen efter. De skulde da forestille Vert og Vertinde og besørge en Opsats paa Middagsbordet, der havde Hensyn til Op- toget. Dagsordenen var denne: om Morgenen samledes man i den store Sal, hvor Frokostborde vare dækkede. Dagens Vert og Vert- inde maatte være de Første i Salen; indfandt der sig en Gjest førend dem, da bleve de hentede med Trommeslag "und brauchten für Spott nicht zu sorgen". Vertinden skjenkede The, Kaffe, Cho- colade, sørgede for Gjesternes Beqvemmelighed. Collett og Madame vare Gjester som de andre. Verten skaffede Piber, Tobak, Fidibus, og der blev ofte forlangt mere af ham, end han kunde bestride. Efter Frokosten gik enhver til sin Function. Vertinden gik i Kjøk- kenet for at faae vide af Huusholdersken, hvilke Retter der skulde komme paa Bordet til Middag; thi hvis Nogen spurgte Vertinden om Maden, og hun ikke vidste Beskeed, da blev hun udleet. Vert og Vertinde gik nu ind i et Værelse dertil bestemt, hvor der fand- tes alle Slags Apparater til at forfærdige Opsatser af; tjenstagtige og behændige Gjester hjalp dem med dette Arbeide, og i Mangel af saadanne fandtes paa Gaarden Dreier, Maler og Paparbeider. De ubeskjeftigede Herrer og Damer legede Julelege eller havde Kjøretoure for, eller morede sig med at synge og musicere. Ved Middagsbordet blev sunget og udbragt Skaaler for Selskabet, for Vert og Vertinde, for Obervert og Obervertinde: "Saa skjenke vi en Bumpert i for Obervert og Vertinde, Paa Glæder riig, for Sorger fri, der' Levetid hensvinde! Og hør engang, stem op en Sang for Jul og glade Dage!" Efter Bordet var Lystigheden meget stor, og jeg erindrer ikke, at der blev foretaget andet end leet og støiet, saa at Haffner en- gang foreslog at servere Kaffeen i Blikkopper. Dog erindrer jeg ikke, at der blev slaaet noget istykker, uden imellem et Glas, hvor- over Collett geraadede i megen Angest, indtil han fik see, hvad det var for et Glas; thi alle de udmærkede Mænd, der i Aarenes Løb havde tilbragt Julen paa Fladebye, havde skrevet deres Navne SIDE: 150 paa de Glas, de havde drukket af. Sir Sidney Smith, der stak Ild paa den franske Flaade ved Toulon, havde tilbragt en Jul paa Fladebye, og det Glas, han havde skrevet sit Navn paa, var for Collett en Helligdom. Der var endnu mange Mindesmærker af udmærkede Personer, men de ere desværre gaaet mig af Minde. Om Aftenen blev der dandset, og efter et let Aftensmaaltid, der imellem bestod af Grød, - Collett og Familie spiste aldrig til Aften - gik man ind igjen i den store Sal, hvor, efter et kort Forspil, Dækket gik op, og følgende Dags Vert og Vertinde opførte et lidet Skuespil. At der samlede sig mange af Sognets Bønder, er naturligt; de havde Tilladelse at see til gjennem den aabne Dør. Derefter blev opført en Leg, der var Engelsk, men ingen- lunde smuk eller human. Bønderdrengene fik Tilladelse at træde ind i Salen, hvor der blev kastet Smaapenge til dem, hvorom der gramsedes. Naar Klokken var tolv, satte Verten to Stole midt paa Gulvet, han satte sig paa den ene og Vertinden paa den an- den; nu gik Herrerne frem den ene efter den anden og kyssede Vertinden paa Haanden og paa Munden, og Damerne kyssede Verten, han kyssede sin Vertinde, satte Stolen bort, og dermed toge Gjesterne Afsked for den Dag. Nytaarsaften gjorde Undta- gelse, den Aften var intet Optog, men Maskerade; man gik ikke tilsengs, men dandsede hele Natten. I et Værelse i underste Etage fandtes Masker og Maskeradedragter, som man havde at benytte sig af. Hele den store Bygning var opvarmet, og alle Døre stode SIDE: 151 aabne. Der var en Fyrbøder, hvis eneste Forretning var at lægge i Ovnene. Værelserne bleve af Tjenestefolkene gjort rene om Nat- ten. - Nu tilbage til Optogene. Der opholdt sig paa den Tid en Trup Italienere i Christiania, der gave Forestillinger i Linie- dands, opførte Pantomi- mer og Balletter. Tullin gav os et lidet Optog, hvori en Bonde fra Ene- bak, der havde været i Christiania, kom hjem og fortalte sin Familie om de Vidundere, han havde seet, om Casorti, Fersi, Pinoli, Pettoletti o. s. v.; det var meget morsomt. Derefter opførte han Om- bres chinoises, der ikke havde mindre Bifald. Hvad mig angaar, da havde Lodtrækningen gi- vet mig Niels Ring til Vert. For dem, der ikke have seet ham, maae jeg vel sige noget om ham. Han var en meget pæn, blond, fiin, hvid, ziirlig liden Mand, almindelig kaldet Jomfru Ring. Han var saa ziirlig, at han ikke hilsede simpelt hen: "god Morgen", men: "en stadselig god Morgen med Sølvfryndser paa". Han havde staaet i Kramboden hos en Onkel, der var død, og Enken havde overdraget ham Boutiken og Handelen. Hans høieste Attraae var Om- gang med, hvad man i Engelland kalder high people, og da Grev Moltke var Stiftamtmand i Christiania, gav Ring dennes Tjener Løvte om fem Rigsdaler, hvis han kunde mage det saaledes, at han, Ring, blev buden i Selskab til Greven. Tjeneren fortalte sin Herre,hvad Ring havde lovet ham, og Greven tillod Tjeneren at SIDE: 152 vinde de fem Rigsdaler. Og nu til Flabebye igjen. Jeg havde sat sammen nogle Scener til mit Optog; Ideen havde jeg taget af Kotzebue, men jeg erindrer ikke mere af hvilket Stykke, heller ikke erindrer jeg noget deraf, uden at de handlende Personer vare Bøn- der, at jeg var en Bondepige Grethe, og Madame Collett min Sted- moder Marthe. Ring havde formaaet Lieutenant Schiøtt til at sætte sammen nogle Scener for ham; Vedkommende vare saa artige at foretrække mit Makværk, og Schiøtt var formeget galant homme til at fortryde derpaa, - om Ring kunde ikke være Tale; han be- sørgede en Opsats, der passede til Stykket. Madame Collett og Jakob Borch, de bedste Skuespillere vi havde, vare mig behjelpelige ved Udførelsen. Collett yttrede imid- lertid nogen Misfornøielse her- over, dog ikke for mig, men vi hørte ham sige til sin Kone, at dette var imod al gammel Skik og Orden, at Optoget stedse var bleven besørget af Verten og Op- satsen af Vertinden. - Miss Talma maae have trukket en Niete, thi jeg erindrer ikke, at hun var Vert- inde, eller havde Deel i noget Optog. Jeg gik imellem op til hende paa hendes Værelse, hvor hun imellem var beskjeftiget med Læsning eller Skrivning; jeg fandt megen Fornøielse i at høre hende tale, men vi bleve snart forstyrrede. Engang kom jeg derop, der var ingen uden hun og Haffner; hun sagde smilende til mig: "une tête à tête". Maskeradeaftenen vare hun og jeg eens klædte, og hun havde laant af mig et Par røde Saffians Skoe med sorte Dusker, som jeg almindelig bar, og jeg havde hendes Skoe paa; vi havde eens Dragt, Sjellandsk Bondedragt. Jeg havde nu den Fornøielse at blive holdt af Flere for Miss Talma, saalænge jeg havde Masken paa. Ikke mindre glad var Madame Horster, thi man tog hende for Madame Collett, og hun fik dandse hver eneste Dands. Aamodt fik til Vertinde Fru Lindemann, Madame Colletts SIDE: 153 ældre Søster, Peter Colletts Enke, givt med Lieutenant Lindemann, han havde valgt et lidet Stykke af Kotzebue: Enken og Ridehesten. Han havde, førend vi reiste, lært sin Rolle i dette Stykke, og ef- ter hans Forlangende havde jeg lært Enkens; men Christiane Thoms, som efter Bernt Ankers Instruction havde spillet Amalie i "Die Räuber", bad mig saa meget om at overlade hende Partiet, at jeg føiede hende. Hun kunde lidet eller intet deraf, og jeg stod i Coulissen at soufflere hende. Dette gik taaleligt, indtil vi kom til den Replique af Enken: "De troer nok at min Taalmodighed er ligesaa uudtømmelig som En- ken af Zareptas Oliekrukke." Efter at jeg forgjeves havde gjentaget dette to Gange, vendte hun sig mod Coulissen og sagde: "Dette kan Du saagu' sige selv, det kan ikke jeg." En Aften blev der holdt Auction, da Bønderne og deres Koner og Døttre bragte alle Slags Smaasager af eget Arbeide, der blev sat til Auction og godt betalt. En Aften blev holdt Bank, spillet Basset, vundet og tabt mange Penge. En Dag var Præ- sten i Enebak, Nannestad, med sine Døttre paa Fladebye; de kom til Middag, og den Dag blev fornemmelig leget Julelege. Aaret før havde Latocnaye tilbragt Julen paa Fladebye; han havde havt Fru Tullin til Vertinde, og de havde opført en fransk Comedie. Latocnaye har ogsaa i sit Skrivt: "Promenade d'un François en Suède et en Norvège" givet en Beskrivelse over Opholdet paa Fla- debye, men jeg har aldrig kunnet faae fat paa andet end den anden Udgave af dette Værk, hvori han, efter de Norskes Forlan- gende, har udeladt mangt og meget herom. Jeg er vis paa at ogsaa den første Udgave findes i Videnskabernes Selskabs Bog- samling, men da Forfatteren omtaler Bibliothekaren paa en spydig Maade og denne endnu har sin Post ved Bibliotheket, saa er det SIDE: 154 naturligt at han helst leverer den Udgave, hvor dette er udeladt. Julen efter var jeg atter paa Fladebye; vil I ogsaa have Be- skrivelse herom, saa siig til. En af Fladebyegjesterne dette Aar var Fru Munch (Emerentze Barclay). Dengang havde hun begge sine deilige Øine. Nu er den forbi, den gemytlige Tid, Vor Ungdom har Uro og Klage. Kritikens Old er kommen, men blid Gaaer Mindets Tone tilbage. A. Munch. Dette Blad havde jeg bestemt til at omtale Fladebye-Glæderne eller dog Lystighederne i det andet Aar, men da jeg vilde begynde derpaa, randt mig i Sinde et Træk af min glade Barndom, som maaskee ikke vil læses uden Interesse; vistnok burde det været anbragt paa et mere passende Sted; men - til Sagen! Det var formodentlig i Sommeren 1789; vi havde spiist til Middag, og Caffeen var bragt ind, da det bankede paa Døren, og Fader lukkede op. Den Indtrædende var en Munk, jeg troer en Capucinermunk, en midaldrende Mand, der saa heel ærværdig ud. Han var fra Calabrien, hans Kloster var forgaaet ved Jordskjelv, og han gik omkring at samle Bidrag til at bygge det op igjen. Moder bød ham Caffe, men han sagde, at denne Drik var ham forbuden. Jeg erindrer ikke, hvad Sprog han talede, formodentlig var det Fransk, siden vi alle forstode ham. Henrik stirrede paa hans Tonsur og hviskede til mig: Munk i Maaneskin. Fader gav ham Penge, hvor meget blev ikke omtalt, men Munkens Ansigt opklaredes derved. Dog kan det derfor gjerne være, at Gaven ikke var stor, men Fader var saa glad, naar han gav, at Modta- geren vel maatte dele denne Følelse. Sandelig, Fader var ikke blot en god, men ogsaa en lykkelig Mand; thi: "Wer sich der Erd' unschuldig gefreut, bis er Asche geworden, Hat der Seligen Glück schon auf der Erde gekannt!" Nys slængte jeg min Pen, Udmattet udaf Klage; Skal jeg da for en Ven Nu tage den tilbage? SIDE: 155 Saaledes begyndte et Riimbrev, forfattet af en Frøken Sehested, der i sin Tid blev anseet for en meget aandrig Dame, men hvis Poesier nu formodentlig alle ere strandede i Forglemmelsens brandguul- sortsprængte Vande. Men hvor kommer hun fra her? Da jeg havde fremsat den lille Scene af vore Forældres stille, glade, huus- lige Liv, blev jeg saa vemodig ved denne Erindring, at jeg lagde Papiret bort, jeg kunde ikke, kjere Broder! tage en anden Materie for. Nu er der gaaet en Uges Tid hen, og jeg vilde fortsætte. Det herlige Motto af Munch indbyder mig til at melde om Fla- debyes Lyksalighed eller Lystighed, men endnu er jeg ikke oplagt dertil. - Da Julius Aars spurgte den tunghørte Bondekone, der roste hans Prædiken, om hun havde hørt den, svarede hun jo: "Nei, men Fars Præken var jo lige god for det." Saaledes, tænker jeg, er Munchs Motto lige skjønt og godt, fordi det ikke passer til dette Blad. Paa Hedemarken boede en Mand, der heed Juul, der som Barn havde mistet den ene Haand. Om denne Mand sagde Rygtet, at han var en Søn af den ovenomtalte Frøken Sehested. Medens han var en liden Dreng, spadserede han en Dag med en Tante og løb foran hende hen til en Bordstabel, der faldt ned og slog den ene Haand af ham. Tanten bar ham hjem, og da han var forbunden og saae Tanten staae grædende ved Sengen, klappede han hende med den Haand, han havde tilbage, og sagde: "Græd ikke, Tante, der voxer nok en Haand ud igjen." De, der kjendte ham, sagde, at han var glad og veltilmode, var en munter og behagelig Mand i Selskab. Han spillede gjerne Kort og havde gjort sig en Indretning, der stod foran ham paa Bordet, og hvori han stillede Kortene. - Hans Fader holdtes for et vittigt Hoved og skrev mange Sange og Viser, der ofte bleve sungne i min Ung- dom; men som nu vel ere forglemte. Da de fordetmeste handlede om Politik, saa lagde jeg kun lidet Mærke til dem. De faa Stropher, jeg erindrer, vil jeg efter min Sædvane anføre: "De Nordmænd de drømte om Høiskole i Norge Men Næsen, de fik, var saa lang; Hvad Norge behøver, skal Blaagaard forstrække Og bøde paa Oplysningens Trang." Og af en anden Drikkevise: "Den indbildte Værd kun i Ædelsteen var, Thi fylder Papiret den Mangel, vi har; Saa drik da, og viis hver Læg og Lærd, At Vinen er vel Papiret værd." SIDE: 156 I Comedien l'enfant prodigue, hvor den unge President Fierenfat maae lide meget besverligt Overhæng af Md. de Croupillac giver Ronden ham det Raad: Epouse la, crois moi, pour t'en défaire. Noget lignende har jeg isinde at gjøre. Der er en Erindring, som har fulgt eller forfulgt mig siden sidstleden 25de August, [fotnotemerke] jeg vil skrive den op (eller ned) - pour m'en défaire. - Det var i Januar 1778, Voltaire var 82 Aar; han kom til Paris og steg af hos Marquis de la Villette, hvis Hu- strue var en af de unge Piger, Voltaire havde været i Faders Sted; han havde givet hende Til- navnet: Belle et bonne. Man sagde ham, at Madame de Gou- verné var i Paris og ønskede at see ham. Hun havde været hans første Kjerlighed, til hende skrev han Digtet: "Elle et moi", da han var 20 Aar og endnu ikke havde havt Kopperne, der siden defigurerede hans Ansigt. Nu havde han i 62 Aar ikke seet hende. Han gik derhen. Madame Gouverné var nu 90 Aar. Hun sad paa en Sopha, og over Sophaen hang Portrai- tet af en ung Mand; Voltaire spurgte hende, hvem det forestil- lede. Hun svarede: "Det er Por- trait af den Digter, der ved sit: "Elle et moi" har skjenket mig Udødelighed." Da Voltaire kom tilbage, saae han nedbøiet og lidende ud. Belle et bonne gik efter ham paa hans Værelser, hvor han gik frem og tilbage paa Gulvet, hun talede til ham, han hørte ikke. Endelig standsede han og sagde: "Je le sais, je vais au bord du Styx, mais - je ne radotte pourtant pas encore."- Lady Morgan, som i Aaret 1822 eller 24 besøgte Madame la Villette i Paris, beret- ter dette. Rondens Raad var ikke at foragte det hjalp virkelig, saa jeg nu kan fortælle et lidet Spøg fra min egen Ungdom. - Treschow var dengang 45 Aar, dog hans Alder gjør her intet til Sagen. Fotnote: Forf.s Fødselsdag. SIDE: 157 Han havde været i et Selskab hos General Haxthausen, foruden ham var de øvrige Gjester: Kammerherre Wackenitz med Hustrue, General Lowzow, hans Søster Provstinde Bendeke, Generalinde Sehe- sted, allesammen gamle ærværdige Personer, ingen anden havde i den Tid betraadt Værelsene undtagen Haxthausen selv og Fruen, en Tjener, der vartede op, og een af Husets Pi- ger, der gik ud og ind og dog havde Treschow i denne Aften, blandt dette Personale, opdaget en Kjerlighedsforstaaelse. Da ingen af os vovede at gjette paa nogen af disse Personer, saa sagde han os, at de Angjel- dende vare Haxthausen selv og Pigen, der gik ud og ind. Det var i 1801 eller Aaret efter, at Prindsen af Augustenborg, siden Kronprinds af Sverige, var, tror jeg, Comman- dant paa Frederichshald. Han kom til Christiania og tog ind hos Bielefeldt i det Huus i Kongens Gade, der er bygget af Søren Riis, og hvor der formodentlig endnu staaer over Porten et S. R. af Jern. Dette Huus kjøbtes først af Kammerherre Kaas, der maatte lade Portrummet forhøie for sine Equipagers Skyld, derpaa kjøbtes det af Bielefeldt og siden af Statsraad Collet. Wackenitz var Ge- nerallieutenant og i det militaire Prindsens Superieur. Wackenitz gjorde Selskab for ham. Prindsen indfandt sig og blev gaaende med Sabelen paa; Wackenitz opfordrede ham til at lægge den fra sig. "Naar min Chef befaler," sagde Prindsen, idet han desarme- rede sig. Han var forbindtlig og artig mod alle, men fornemmelig SIDE: 158 mod Kammerjunker Petersen, hvem han kaldte sin Svoger. (Fru Petersens Søster var givt med Prinds Emil af Augustenborg). Dagen efter var der Selskab for ham hos John Collett paa Ullevold. Jeg gik med nogle Damer op paa Madame Colletts Værelse, hvor hun holdt paa at costumere sig som Jagtens Gud- inde. Da hun var liden af Væxt, havde hun klogeligen valgt til sine Nympher Pigebørn paa tolvaars Alder, Tina Collett og Letta Fleischer. Diana saavelsom Nym- pherne vare indtagende, Attri- buterne, Buer, Kogger og Pile vare: on ne peut pas mieux. Collett spadserede med Prindsen i Granholtet, hvor Diana med Nympherne gik Prindsen imøde og offererede ham det skudte Vildt. Om Aftenen blev dand- set. Prindsen skulde have dand- set den første Dands med Diana, men en høiere Skjønhed fæng- slede ham, saa han glemte det. Ved Bordet blev sunget mange Sange, ogsaa: "For Norge, Kjæm- pers Fødeland", hvilket dog af Nogle blev holdt for mindre passende. Bielefeldt kom til Christi- ania i 1794 som Chef for Artil- lerie-Detachementet. Han var givt med en Datter af Doctor Jensenius i Kjøbenhavn, en an- den Datter var givt med Admiral Lous. De havde to Sønner, Carl og Ernst, og to Døttre, Vilhelmine og Louise. Ernst var Moderens Afgud, de andre Børn brød hun sig kun lidet om. Fru Bielefeldt skal have været meget cholerisk og capricieuse, og blev det endnu mere, da hendes Yndling Ernst blev syg og døde. Carl blev opdraget paa Christianis Institut i Kjøbenhavn. Den ældste Datter var halt og saae ilde ud, den anden var livlig og tækkelig. Moderen behandlede dem begge med Kulde. Biele- feldt havde en Morbroder, v. der Maas, som var Commandant paa Frederichshald, han døde og efterlod sin Søstersøn 10 000 Rigs- SIDE: 159 daler. Samme Aar døde Doctor Jensenius, og Bielefeldt arvede efter ham 90 000 Rigsdaler. En Tante etsteds i Tydskland døde omtrent paa samme Tid, og efter hende arvede han atter 10 000 Rigsdaler. Han og Fruen reiste nu til Kjøbenhavn, hvor han an- skaffede sig mange kostbare Sager, blandt andet en Kareth, der kostede tusinde Rigsdaler, og som Kronprindsen ikke vilde kjøbe, fordi den var ham for dyr. Bielefeldt rivaliserede nu med Bernt Anker i brillant Levemaade. Han kjøbte General Mangelsens Gaard i Fjerdingen, som dengang var et prægtigt Hotel; i de store Væ- relser vare Væg- gene betrukne med Silkedamask. (Da Gaarden siden blev solgt til Fattighuus, reve Fattigkonerne Silketøiet af Væg- gene og gjorde sig Huer deraf. Sic transit gloria mun- di!) Hver Søndag var Christiania beau monde samlet hos Bernt Anker paa Frogner om Som- meren, og hver Onsdag hos Biele- feldt. Der var Dands, Kaprid- ning, endog af Damer, Carousel og mange Slags Lystigheder. Paa Paraden blev det forkyndt Officererne, i Husene gik en Tjener at melde: Idag er Assemblée hos Bernt Anker, idag er Assemblée hos Bielefeldt. Bielefeldt havde medbragt en Kok, hed Smelling, der vidste at forskaffe Artiskokker, Ananas og mere saadant, der neppe tilforn var frembaaret paa norske Taffeler. Han havde og- saa med sig Fru Favin med hendes Kammerpige Lotte og hendes Kammertjener Bastian. Fru Favin var en Datter af Admiral Hooglant og havde været givt med en Oberst Favin. Hun havde med sin Mand boet i Petersborg; man vilde vide, at hun havde været Veninde af Catharina den anden og af Fyrstinde Daschkow og havde været med i Krigen mod Tyrkerne. Hun og hendes Datter, SIDE: 160 Fru Behagen, skulle paa en og samme Tid have været de største Skjønheder i Kjøbenhavn. Fru Behagen var med sin Mand i Vest- indien, og en Datter af hende var givt med von Holten, der var i Christiania i 1813 med Christian den ottende. Uagtet Fru Favin var det godmodigste Menneske af Verden, reiste Fru Bielefeldt til- bage til Kjøbenhavn og kom ikke mere tilbage til Christiania; sine Døttre lod hun blive tilbage. Faderen gav dem en fransk Demoi- selle Carthier til Gouvernante, og Fru Favin var omhyggelig og god mod dem. Der taltes meget om Fru Bielefeldts Vredagtighed; jeg var aldrig Vidne dertil, mod mig var hun stedse venlig og god. Vi vare ofte hos dem i Mangelsgaarden, baade naar der var Selskab, og naar de vare alene. Sønnen Carl var kommet til- bage og var bleven Officer; han var bleven tilbuden Tjeneste i Garden, men han syntes bedre om Husarernes Uniform. Fru Biele- feldt lod spænde for Karethen, og Carl satte sig i Vognen for at hente os; hun lod mig gaa ind i et af de inderste Værelser, hvor der var henlagt alskens Fruentimmerpynt, og hun bad mig vælge deraf hvad der behagede mig; da jeg vægrede mig, udsøgte hun et meget brillant Kjoletøi af Silke, og endnu en heel Deel andet Nippes, som hun forærede mig. Fru Favins Tjener, Bastian, var saa hæslig som en Bavian og ligesaa comisk. Han kom at hente sin Frue fra et Bal; Tullin saae ham og sagde: "Vil han ikke træde nærmere, Bastian, og see sin Frue dandse?" - "Nei, Hr. Tullin, jeg har seet det kon- gelige Herskab dandse i Kjøbenhavn, jeg bryder mig saamæn ikke SIDE: 161 om at see min Frue dandse." - "Hans Frue dandser gjerne, det kan man da ikke undres over, saadan en ung, smuk Dame." - "Nei, Hr. Tullin, min Frue er saamæn ingen ung Dame, Hr. Tul- lin, min Frue er saamæn over sine 50 Aar, Hr. Tullin." - Biele- feldts Søster var givt med General Mechlenburg, som var Com- mandant i Fredrichsstad. Denne Dame var meget stolt, for ikke at sige hovmodig; Bernt Anker havde Fornøielse af at drille hende en Smule. Hun sad i et Selskab hos ham paa Sophaen ved Siden af Grevinde Moltke; han kom ind med Mor Lysgaard under Ar- men, hvem han satte hen til disse to Damer og placerede hende ved Siden af dem. Mor Lysgaard var en riig Bondekone, hun var iført en Kjole af det dyreste og moderneste Silketøi og efter Moden, men paa Hovedet havde hun en Hue, saadan som de an- dre Bønderkoners fra hendes Egn. Grevinde Moltke havde sikkert intet herimod, men Fru Mechlenburg var vist bleven bleg af Harme, hvis den røde Farve paa hendes Kinder ikke havde været af det saa ægte Slags, at den trodser hver Sindsbevægelse. - Blandt andre Mærkværdigheder havde Fru Favin en Kakadue, der var hvid med rødt Hoved og en meget smuk Fugl. Man formodede at den var hundrede Aar gammel, Admiral Hooglant havde havt den i 40 Aar; hvorlænge den havde været i Fru Favins Eie, talede hun ikke om. Det var et vredladent Bæst; hvorvel jeg aldrig gjorde den nogen Fortred, kneb den mig med Næbbet i Fingeren, saa Blodet sprang ud. Da Fruen gjorde en Tour paa Landet, betroede hun Fuglen til hendes Lotte, som var bleven givt med Major Blender- manns Tjener; da Fruen kom hjem, havde Blendermanns Kat bidt Hovedet af Kakaduen. Der sagdes rigtignok, at Katten havde ædt den, men dette kan jeg ikke troe, med mindre det var usandt, at den var hundrede Aar. - Der var den Tid endnu et Par andre Originaler i Christiania, General Stricker, en elskværdig gammel Mand; han bar Ludvigsordenens Kors. [fotnotemerke] Da han havde naaet en høi Alder og faaet Afsked, boede han i Gamlebyen i det Huus, vor Fader havde bygget; jeg besøgte der hans Datter og saae ham sløv og affældig. Han morede sig med at dyrke Kartofler, og jeg vidste ikke, om jeg skulde lee eller græde, da jeg hørte Tjeneren sige: "Hr. General! her er en Mand, der vil kjøbe et Fjerdingkar Potetes." Fotnote: Han var Ridder af den russiske St. Georgs Orden, ikke af Ludvigs- ordenen. Udg. October, 1852. Bernt Anker. Monne det ikke være et dristigt Foretagende af mig at for- søge paa at udkaste en Skildring af denne store Mand? - Lee ikke, fordi jeg kalder ham en stor Mand. Hvem fortjener dette Navn uden den, der udretter store Ting og er en Velgjører for Mange? Men denne Mand var forfængelig - vistnok, men hvem er ikke dette? - Napoleon var forfængelig af sine smukke Hæn- der, og jeg blev aldrig færdig, hvis jeg skulde opregne alle de store Mænds smaae Forfængeligheder. Thulstrup var 60 Aar, da han i det dramatiske Selskab spillede Wahrbergers Rolle i "Jæ- gerne"; Madame Wahrberger, der glædede sig saa meget over, at hendes Gamle endnu saae saa godt ud, havde bundet ham et ro- senrødt Silketørklæde om Halsen; det klædte Thulstrup særdeles vel, og naar han mellem Acterne kom ind i Pyntekammeret, saae han sig i Speilet og smilede af Velbehag. Man sagde til ham, at han var forfængelig; han svarede: "Hvorfor ikke? Den, der al- deles ingen Forfængelighed havde, maatte jo være en Klods." - Vistnok var Ankers Forfængelighed for stor til at kunne kaldes en SIDE: 163 lille elskværdig Feil, den var vistnok en Lyde, men mange store Mænd have havt Lyder. Ankers Bedstefader skal have været en tydsk Ankersmed og en riig Mand. Han flyttede til Christiania, hvor han givtede sig og havde fire Sønner. Justitsraad Anker havde tre Sønner: Bernt, Jess og Peder. [fotnotemerke] Jess var meget smuk og havde mange Talenter, han var en lidenskabelig Elsker af Jagt og af Hazardspil; han var givt med Frøken Elieson, en meget elskværdig Dame. Jeg hørte Mademoiselle Urbin sige til Treschow, hvorlunde man kunde anvende paa hende de Linier af Gleim: "Minervens Kunst erneuert sich in dir, Du redest, schreibest, mahlst und stickst gleich ihr." Da Bernt Anker var i sit 24de Aar, blev han givt med Matthea Collett. Hun var 34 og Enke efter Morten Leuch, med hvem hun havde været givt i 15 Aar. [fotnotemerke] I Tullins Maidag, der er forfattet i Anledning af hendes Bryllup med Leuch, be- skrives hun som deilig, dydig, vittig, riig. Da jeg saae hende, var hun en meget gammel Kone, men det er troligt, at hun en- gang havde været smuk; hun Fotnote: Familien Anker nedstammer fra Erik Ancher, (se Registeret). En af hans Sønner, den ældre Bernt Ancher, var Sognepræst i Land, hvor han døde 1724. Hans Søn, Christian Ancher, nedsatte sig som Trælasthandler i Chri- stiania og ægtede Karen Elieson, Datter af den rige Kjøbmand Iver Elieson. Han var meget riig og fik Titel af Justitsraad. Det var ham, som bygget "Pa- læet" mellem Prindsensgade og begge Strandgaderne. Han døde 1765. Hans Hustrue levede lige til 1806. I 1778 blev Bernt Ancher tilligemed sine to yngre Brødre adlet, og ved denne Leilighed var det, at Navnet forandredes til Anker, idet det paastodes, at Slegten nedstammede fra en adelig svensk Familie Ankar. Som det sees, er Forf.s Fremstilling ikke korrekt. Udg. Fotnote: I ti Aar. Leuchs og Matthea Colletts Bryllup stod i 1758, og 1768 døde Morten Leuch. SIDE: 164 var agtet af Alle og elsket af Mange. I Bernt Ankers Biographie, den han selv dicterede J. Chr. Berg, siger han, at hans Givtermaal var den Begivenhed i hans Liv, hvori hans Sjæl ingen Deel havde havt. Dette Udtryk har saaret Mange, og han er bleven meget dadlet derfor; jeg vil vistnok ikke forsvare det, dog formoder jeg, det indeholder Sandhed, og at han i sin unge Alder blot har været sine Forældres lydige Søn, - men ikke alle Sandheder ere gode at sige. I mine Barndoms Dage hørte jeg ofte omtale Etatsraad Anker, siden troer jeg man kaldte ham Conferentsraad og omsider Kam- merherre. Fader var imellem hos ham i Selskab og, som det lod, fornøiede sig godt der. En Dag sad jeg som sædvanlig i den grønne Stue paa Gulvet foran det aabne Bogskab og forsøgte paa at læse "Fräulein von Weis- sensee", uagtet jeg intet Tydsk havde lært; da ringede det paa Gadedøren, Faster Greens Pige lukkede op, og ind kom Bernt Anker. Hurtig var jeg oppe af Gulvet og neiede. Han forlangte at tale med Fader, og jeg sprang i Hast efter ham. Saameget jeg forstod af deres Samtale, saa anmodede Anker Fader om Efter- retninger, Raad eller Anviisnin- ger, og Fader lovede at indfinde sig paa hans Contoir Dagen efter. Ved Middagsbordet næste Dag hørte jeg Fader fortælle Moder, om hvor glad han var over at det var lykkedes ham at bevise Anker en Tjeneste. Nogen Tid efter at vor uforglemmelige Fader var gaaet fra os, modtog Moder fra Bernt Anker et Brev, hvori der var flere Bank- noter; hvor stor Summen var, veed jeg ikke, men Brevet læste jeg, det var smukt og ærbødighedsfuldt, det Indsluttede, skrev han, var en Gjeld, han skyldte den Afdøde. - Aldrig har der levet nogen Mand i Norge, hvis Finantser have været saa uudtømmelige som Bernt Ankers. Jeg hørte en af hans Agenter sige, at han i eet Aar SIDE: 165 ved Speculationer havde vundet 100,000 Rigsdaler. Man meldte ham en Bankerot, hvorved han tabte 10,000 Rigsdaler, han svarede: "Det koster mig ti Minuters Speculation, saa har jeg dem igjen." Jeg vil ikke sige, at han hjalp alle Nødlidende, men der gik sjelden nogen Nødlidende fra ham uden Hjelp, og ofte opsøgte han selv den Trængende. Kammerherreindens Virksomhed udstrakte sig for- nemmelig til Vaisenhuset; de Pigebørn, der havde Anlæg, holdt hun alle Slags Lærere til, valgte sine Kammerpiger blandt dem og ud- styrede dem anstændig. Ogsaa de Drenge, der havde Lyst og Anlæg til Studeringer, bleve holdte dertil, og endnu leve de Embedsmænd blandt os, der have faaet deres første Dannelse i Ankers Vaisenhus. Man kaldte ham alle Daarers Formynder, og det er vist, at han ofte hjalp dem, der ved Uforsigtig- hed eller Daarskab stode med Fa- milie vis à vis de rien. Vor Mo- ders Søster var givt med Spärck i Christianssand, og dennes Broder Assessor Spärck var Foged paa Thoten, han havde en raffineret Kone, men var selv en Simplex; han havde forkommet tusinde Rigs- daler af den betroede Casse, og der forestod en Regnskabsdag. Ko- nen sendte ham til Christiania at bede Anker om det Manglende. Spärck lod sig melde hos Anker en Formiddag. Man lod ham træde ind. Anker sad i Pudderkjole og blev friseret af Kammertjeneren. "De er Assessor Spärck? behag at sidde ned! jeg er strax til Deres Tjeneste." Spärck satte sig. Kammertjeneren friserede - almindelig Taushed. Anker vinkede paa en Tjener: "Bring Assessor Spärck en Bog!" - Tjeneren lagde en Bog hen, Spärck bladede deri, det var en engelsk Bog; Spärck forstod ikke Engelsk, han lagde Bogen ned. "Bring Assessor Spärck den Blomsterpotte, der staar!" Tjeneren bragte Blomsterpotten, og Spärck lugtede til Blomsterne. Nu var Friseringen færdig, Puddermantelen aftaget og Kammertjeneren gaaet ud. - "Nu, Hr. Assessor Spärck, er jeg til Deres Tjeneste, SIDE: 166 hvad har De at sige mig?" - "Ak, Hr. Kammerherre! jeg er en ulykkelig Mand; jeg er Foged paa Thoten, der mangler mig tusinde Rigsdaler i Fogedcassen, jeg er i den største Forlegenhed, og mit Ærinde er at bønfalde Hr. Kammerherren om at laane mig denne Sum." - "Det er mere, end jeg havde ventet. Staaer mit Rygte saaledes? en Fremmed fra Gaden behøver kun at gaae ind til Bernt Anker og sige: jeg har forkommet tusinde Daler af den mig be- troede Casse, og Bernt Anker leverer ham de tusinde Daler. Nei, min Hr. Assessor, det gaaer for vidt." - "Ja, det tænkte jeg nok; det var min Kone, der vilde have, jeg skulde henvende mig til Hr. Kammerherren; vel sagde jeg til hende: det gaaer aldrig an, Kone; jeg har jo ikke det ringeste Bekjendtskab til Hr. Kammer- herren, lad mig gaae til Rosenkrantz, ham kjender jeg jo dog noget til, og han kjender mig; men min Kone vilde endelig, at jeg skulde gaae til Hr. Kammerherren." - "Til Rosenkrantz vilde De hen- vende et saadant Forlangende? og De kunde troe, at Rosenkrantz vilde laane en uvederhæftig, utilforladelig Oppebørselsbetjent tusinde Daler? Nei, det gjør han ikke; det gjør Ingen - uden Bernt Anker." Og Spärck modtog tusinde Rigsdaler. Jeg hørte engang Kammerherreinden tale om sin Mands God- gjørenhed. "Han har", sagde hun, "mangfoldige Pensionister; sjelden giver han mindre end hundrede Daler, men Ingen faaer mere end fem hundrede aarlig." Jeg troer ikke, han gav mindre end tyve Daler ad Gangen. En Jomfru Hagerup, Søster af Præsten i Opdal, tjente i hans Huus som Huusholderske, hun blev uenig med en af sine Medtjenere og flyttede derfra. Da hun nogen Tid derefter var uden Condition, gik hun til Anker og beklagede sig. Han gav hende til en af sine Agenter, Jakob Nielsen, en Seddel af følgende Ind- hold: "De behage at udbetale til Jomfru Lydia Hagerup tyve Rigs- daler om Maaneden indtil videre. B. Anker." Jomfru Hagerup hen- tede nu hver Maaned sine tyve Rigsdaler, og da Anker i sit Testamente havde bestemt, at alle de, der stode i hans Tjeneste, eller fik Pension af ham, skulde beholde Løn eller Pension, saa længe de levede, saa beholdt ogsaa hun tyve Rigsdaler maanedlig til sin Død. Da Fru Anker var død og blev begraven, var hele Christiania By i Bevægelse, og saadan Begravelse har der aldrig været seet. Jeg var selv med og saae alting paa det Nøieste. Det var en Sommermorgen tidlig Klokken sex. Efter Ligvognen gik Anker og de nærmeste mandlige Slægtninge, derefter Vaisenhuusbørnene, SIDE: 167 derefter tolv hvidklædte unge Piger med Krandse, derefter to hundrede af Embedsmænds og Borgeres Koner og Døttre, der strøede Blomster og bare Krandse, derefter Mændenes Skare. Paa Byens Torv, eller rettere paa den dengang saakaldte Hestekirkegaard, var opreist et Slags Capel, hvor Kisten blev sat paa en Catafalk, førend den blev bragt ind i Gravcapellet. Vaisenhuusbørnene stillede sig rundt om Kisten; Anker kastede sig over Kisten, omfavnede den og sagde: "Nu bedrøvede Du mig for før- ste Gang!" Børnene sang nu nogle Vers, forfattede i den An- ledning af Fru Delphin. Derpaa traadte de tolv unge Piger frem, lagde deres Krandse paa Kisten og sang nogle Vers, hvoraf jeg kun erindrer en Linie: "O, den Bedste blandt os er ei meer!" Ogsaa disse Vers vare af Fru Delphin. Den qvindelige Deel af Familien holdt i dybeste Sørgedragt i lukte Vogne paa Torvet omkring Kapellet. Der hørtes Graad og Hulken, og Tje- nere hentede Vand til de Besvi- mede. - Den 28de Mai var hendes Fødselsdag, og denne Dag blev hvert Aar høitidelig- holdt med megen Hjertelighed paa Ullevold hos John Collett. Ogsaa dette Aars 28de Mai havde jeg seet hende paa Ullevold, hvor der blev sunget til hendes Priis: "I Sekler lever til din Ære Vor første Digters Foraarsdag. Af den dit hele Kjøn kan lære, At Kvindens Roes er Dyd og Smag." Sangen blev sunget ved Bordet, og medens man sang, skar hun for en Mandelkage og lagde deraf ogsaa et Stykke paa min Tallerken. - Den 28de Mai hed dengang Wilhelm, det har gjort SIDE: 168 mig ondt at see, at Wilhelm er borte af Almanakken. En gammel Præst Mørch, der ved Granskning havde lært at kjende alle Alma- nakkens Helgene, fortalte mig at denne Wilhelm var en Biskop der levede i Knud den Stores Tid og den Mand der lagde sin Stav for Døren og forbød Kon- gen at betræde Kirken, efterat han havde be- gaaet et Mord. Det Talent, som An- ker var meest stolt af, var det dramatiske. Jeg hørte ham declamere efter Talma en Scene af Voltaires "Tancred". Obersten i "Das Kind der Liebe" og Morland i "Die Ver- läumder" vare de Roller, han yndede meest og gav Publikum i Christiania og paa Moss, hvor han lod opføre et Theater. Jeg var for ung og for uvidende til at kunne bedømme ham endog i denne Hen- seende. Jeg har nogle Gange været hans Medspillende paa Theatret, og engang - det var i "Kun sex Retter", hvor han var Obersten og jeg Hofraadinden, - forekom det mig, som om han bifaldt mit Spil, dog har han aldrig yttret et Ord, der tilkjendegav Bifald. Madame Collett roste han meget, om hende sang han: "Kun Pierider selv maae Krandse flette, Naar vor Thalia viser sig. Hvo kan med Dig om Fortrin trætte, Med Dig, i Alt ulignelig?" Efter Kammerherreindens Død hørte jeg ham engang tale om at givte sig igjen. "Hvor findes den Pige", sagde han, "der vilde ægte mig? Der gives vistnok mange, der attraae smukke Klæder. Equipager o. s. v., men mig, Bernt Anker, ægter Ingen pour l'amour de moi." Dog troede han engang at have fundet en saadan Pige. I Kjøbenhavn gjorde han Be- SIDE: 169 kjendtskab med en Fru Falbe, der havde en yndig Niece i sit Huus. Frøken Falbe havde ingen Formue, og da Tanten blev vaer, at Anker beundrede Niecen, og hun syntes, det maatte være en stor Lykke for denne at ægte en saa riig Mand, saa søgte hun at faae Anker til at tro, at Frøkenen nærede ømme Følelser for ham. Det lykkedes hende. Anker erklærede sig, og Frøkenen gav ham sit Ja. Men Anker saae snart, at Frøkenen elskede og blev elsket af en ung Lieutenant af hans Familie. Han skjenkede hende 50,000 Rigsdaler og fore- nede hende med sin unge El- sker. [fotnotemerke] Maaskee var det denne Sjelekamp, der var Aarsag i, at man bemærkede nogen Sinds- forvirring hos ham, da han kom tilbage. I den Tid saae jeg ham kun een Gang, det var paa La- tinskolens store Auditorium; Bro- der Peter var der oppe til Examen artium. Moder og jeg vare gaaede derhen at høre til; Anker var en af Censorerne. Da Moder og jeg vilde i al Stilhed begive os bort, maatte vi gaae forbi det Bord, hvorved Censorerne sad. Anker stod op med de Ord: "Der seer jeg en Veninde", og gik hen at om- favne mig med en Inderlighed, jeg kun havde seet hos ham een- gang før, og det var paa Theatret. Dette var en Afsked; et Par Dage efter reiste han udenlands og kom ikke mere levende tilbage. En Dag, da min Mand og jeg spadserede paa Fæstningsvolden, hørte vi de Ord: "Der kommer Anker!" og vi saae fra Volden et Skib med sænket Flag - det var hans Legeme. Dette laa i en Fotnote: Den sande Sammenhæng skal være følgende: Anker følte sig snart ikke lykkelig ved sin Forlovelse og søgte nu at overtale en ung Slægtning, Carsten Ankers Søn Erik, dengang Lieutenant ved Garden i Kjøbenhavn, senere General- major i Norge, til at ægte Frøken Falbe, men da den unge Mand vægrede sig, hævede han selv sin Forlovelse. Udg. SIDE: 170 Kiste af Mahogny, denne laae i en Blykiste, der var loddet sammen med Laaget, og denne laae i en Trækiste, der var overtrukket med sort Fløiel og udziret med hvid Atlas. - Dersom denne Beretning finder Bifald, saa kan jeg vel skrive endnu et Blad om denne mærkværdige Mand. Julen paa Fladebye 1801. Selskabet samledes som sædvanlig om Morgenen den 22de December hos Kammerherreinde Anker i det nu saa- kaldte Palais, og derfra udgik Toget, der bestod af tredive Slæder; dette Aar havde vi Slædeføre. Paa Veien mødte os intet Eventyr eller Fatalitet, med min- dre man vil regne det dertil, at det sneede noget lidet, og at Frøken Kaas derover blev søsyg. For at skjule, at hun maatte "raabe Ulrik", holdt hun Lomme- tørklædet for Munden og vilde siden, da hun troede sig ubemærket, kaste det fra sig paa Veien; men Skydsdrengen blev det vaer og vilde hente det tilbage, hvilket hun med Møie fik forhindret. Fladebye, der dengang tilhørte John Collett, er beliggende i Enebak Sogn, og om jeg ikke tager feil, fire Mile fra Christiania. Om Eftermiddagen kom vi derhen. Den første Forretning, man foretog sig, var at vælge Embedsmænd. Lieutenant Schiøtt havde udført saa vel sin Function forrige Aar som Protocol-Secretair, at han blev valgt paa nyt. En gammel, munter, jovialsk Mand, Justitsraad Dahl (den samme, kjere Bro- der, som vor Fader havde kjøbt sin Gaard af), blev valgt til Læge. Der ind- fandt sig ofte Patienter, og han var heldig nok til at læge dem øieblik- kelig. Ved at anføre een af hans Cure kan man gjette sig til de øvrige. SIDE: 171 En af de unge Herrer beklagede sig over Smerter i den ene Haand; Lægen ordinerede ham at lægge sig paa Gulvet i Salen paa Ryggen og strække Armene ud, derpaa skulde Damerne gaae frem, den ene efter den anden, og sætte en Fod paa den syge Haand. Jeg behøver ikke at sige, hvorlunde Curen lykkedes. - Derpaa blev trukket Lod om, hvem der skulde vexles til at fore- stille Vert og Vertinde i de ti Dage. Madame Horster lod mig see, at hun havde faaet et Nul, det vidste jeg, førend jeg saae det. Jeg fik Nummer med Schiøtt; han bukkede for mig og sagde: "Jeg har den Ære." Jeg troer ikke, han var synder- lig glad over sit Nummer, jeg derimod havde Aarsag at være tilfreds, da jeg havde faaet en Vert, der baade vilde og kunde besørge alt paa det bedste. Vi havde et lidet Optog: Floren- tineren eller den Hildede i sin egen Snare. Stykket blev extem- poreret, men gik dog ret godt. Florentineren (Jakob Borch) var en gammel Formynder, der selv vil ægte sin rige Myndling; han sperrer hende inde, men en ung Elsker har vidst at skaffe sig Adgang til at tale med hende i Haven. Formynderen lader en Smed eller Mekanikus for- færdige en Snare for deri at fange Elskeren, men denne har bragt Smeden paa sin Side, og da han kommer for at forevise Snaren, faaer han Florentineren til først at forsøge den. Smeden nægter nu at løse ham ud. Elsker og Elskerinde komme til og hjelpe ham ikke ud, før han har givet Samtykke til deres Forening. Saavidt gik det godt, saalænge vi extemporerede, men nu skulde vi til Slutning fremsige nogle Vers, som vi havde lært udenad. Da jeg havde fremsagt mit, gik Schiøtt frem; han havde spillet Kort og været uheldig, tabt betydeligt - jeg troer henimod hundrede SIDE: 172 Rigsdaler -; han sagde den første Linie, men kunde ikke mere, han stammede og begyndte paa nyt. Da begyndte Smeden, Lieute- nant Carlsen, at lee høit. Schiøtt vendte sig nu til ham: Hvad leer han af, min kjere Smed? "Jojo, de ere fede, Som vil Poeter hede," svarede Smeden, og nu brast alle i Latter baade paa Scenen og i Par- terret. Schiøtt førte mig nu frem med sig og sag- de: Siden dette vort Op- tog har faaet en saa lystig Ende, saa haabe vi, at Selskabet ikke nægter os den Ære og Fornøielse imorgen at være vore Gjester. Teppet faldt under Applaus. Bordopsatsen var en Piedestal, hvorpaa der stod en Dukke i en Snare. Dukken bar Paryk og var costumeret ligesom Florentineren. Piedestallen var af Pap, prydet med Tegninger, der var endog en Krands med vore Navne i. Min Vert havde besørget alt, jeg hjalp ham blot med at klistre de af ham forfærdigede Teg- ninger paa Piedestallen. Thulstrup havde faaet til Vertinde Madame Clausen, en yndig, allerkjereste lille Kone, en Engellænderinde, nylig kommen fra London. Hendes Moder, Mistress Parson, en dengang berømt For- fatterinde, havde skrevet ti forskjellige Romaner, der alle skulde bevise eller rettere indeholde den Lære, at ethvert Givtermaal, ind- gaaet imod Forældrenes Villie eller uden deres Vidende, maatte blive ulykkeligt. Datteren var givt med Jeronimus Clausen, en Sted- søn af Kjøbmand Horster, han var i London i Handelsforretninger, og Mistress Parson gav ham gjerne sin Datters Haand, da Ordene Kjøbmands Søn og selv Kjøbmand har en god Klang i Engelske Øren. Madame Clausen forstod endnu intet af vort Sprog, med os talede hun Fransk; de eneste nor- ske Ord, jeg hørte af hende, vare, da hun engang saae hen SIDE: 173 til sin Mand og sagde: "han er saa dum". Siden sagde hun, at hun ikke vidste, hvad de Ord betydede. Det være nu saa eller saa, men Ordene indeholdt en Sandhed. Den Aften, Thulstrup skulde have sit Optog, blev jeg ingen Forberedelser vaer. Da Tiden nærmede sig, gik jeg op paa Madame Clausens Værelse; hun havde pyntet sig, stod for Speilet og lagde Rouge paa Kinderne. Jeg spurgte hende, hvad der skulde forestilles. Hun svarede mig, hun vidste intet derom; Thul- strup havde bedet hende holde sig færdig, han vilde komme at hente hende. Han kom, bød hende Armen, og de gik ned. Jeg gik ind i Salen, hvor Til- skuerne allerede havde taget Plads. Musiken begyndte, Tep- pet gik op. Paa Scenen stod et Bord med Flasker, Glas, To- bakspiber, om Bordet sad nogle lystige Karle, der sang muntre Viser. Da vi havde hørt en Stund paa dem, kom Thulstrup ind med sin Dame ved Armen og bad dem meget høfligt om at overlade ham Scenen, da han og hans Dame her skulde opføre et Skuespil, men de ly- stige Fyre vedblev at synge og nægtede at gaae af Pletten. Thulstrup bad nu Selskabet und- skylde, at han ikke kunde give nogen Forestilling den Aften, da Scenen var optaget af berusede Mennesker, der ikke vilde modtage nogen Raison. Han og hans yndige Dame indbøde imid- lertid Selskabet til den følgende Dag. Opsatsen var en Voxfigur, som Madame Clausen havde bragt med, den forestillede en Ceres, og da En spurgte, hvad den forestillede, og da Figuren var noget vel fyldig, saa var en af de unge Mænd saa ubetænksom at svare: Den skal forestille en Barselkone. Uagtet Madame Clausen efter sit Sigende intet Norsk forstod, havde hun dog forstaaet dette; hun gik op paa sit Værelse, og da jeg kort efter gik derop, saae jeg SIDE: 174 hende i Armene af Frøken Kaas, hysterisk Latter og Graad af- vexlede med Krampetrækninger. Jeg, som aldrig havde seet et hysterisk Anfald, blev meget forskrækket, men Madame Collett sagde mig, at det ikke havde stort at betyde, at næsten alle Engelske Fruentimmer ofte havde saadanne Anfald iblandt, og at de snart gik over. - Madame Horster strikkede hele Formiddagen paa en Begyndelse til en Strømpe; men naar hun havde en Tom- mes Længde, havde hun gjort en Feil og rækkede op igjen; dette varede hele Tiden, og Madame Clausen lignede dette Strikketøi ved Penelopes Væv. Dette er nu alt, hvad jeg veed om Madame Horster. Bernt Anker og Rosen- krantz vare med af Partiet, men de bleve ikke de ti Dage tilende. An- ker tilbragte den meste Tid paa Vestbye hos sin Ven Juel, en Bro- der af Fru Rosenkrantz og af den svenske Juel. Haagen Mathiesen, af Pøbelen kaldet Smør-Haaken, var der hele Tiden, men han havde intet Nummer faaet. Schandorff var den Lykkelige, der fik Nummer med den Skjønneste blandt alle Skjønne, med Fru Thul- strup. De opførte et lille Lystspil, Ægteskabet ved Feiltagelse. Clara, en ung Enke (Fru Thulstrup), har givet flere Beilere Afslag; Ferdi- nand, en ung Officeer (Schandorff), betroer sin Søster Sophie (Madame Collett), at han har seet Clara, ubemærket af denne, bleven forelsket, ladet sig melde hos hende, men svæver i stor Frygt for, at han vil have samme Skjebne, som de andre Beilere har havt. Uden at lade Broderen vide noget deraf, har Sophie udtænkt en List til hans Fordeel; hun forklæder sig som Bondepige og gjør sig et Ærende i Claras Huus; hun faaer Kammerpigen Lise (det var mig) itale, lader, som hun tjener i samme Huus som Ferdinand og Sophie, og da hun og Lise ere komne i en ret fortrolig Passiar om deres Herskab, er hun villig til at betroe Lise en Spøg af hendes Frøken: "men ulykkelig er jeg, dersom Du røber mig." Lise lover høit og SIDE: 175 dyrt intet at røbe, og nu fortæller Bondepigen, at den unge Officeer, der har ladet sig melde hos Clara, er ingen anden end Frøken Sophie, der har taget sin Broders Klæder paa. "Du kan troe, det var Løier at see paa, hvordan hun stod for Speilet og øvede sig i at gjøre Complimenter paa Mandfolkemaneer." - Saasnart Bonde- pigen er borte, fortæller Lise sin Frue alt dette, og da Ferdinand kommer, bliver han mod Formodning modtaget saa venligt og fore- kommende af Clara, at han vover en Kjerligheds-Erklæring; ogsaa denne møder ingen Indvending, han beder om hendes Haand, hun rækker ham den. Den uventede Lykke gjør Ferdinand saa glad og henrykt, at Clara begynder at see, at hun er bragt bag Lyset. Sophie kommer, og Clara seer nu, hvorledes hun har taget feil, men Ferdinand behager hende, og hun tager ikke sit Ord til- bage. - Schandorff var dengang 24; han var ikke stor af Væxt og af meget spæd Figur. Opsatsen var en Forhøining med en Stang, hvorpaa der hang i Miniatur alle Slags Klæder, Bondedragt, Dame- kjole og paa Toppen en Officeers Hat og Sabel. Ogsaa dette Stykke blev extemporeret. Lise Lillienskiold havde faaet Nummer med en ung Mand fra Porsgrund, der heed Møller, jeg veed intet mere om ham. De op førte en Farce kaldet: Lieutenant Compas eller Den sovende Elsker, der havde John Collett selv til Forfatter. Rollerne dertil bleve lærte udenad. Personerne vare: Apothekeren, John Collet; hans Kone, Madame Collett; Judith, deres Datter, Lise Lillienskiold; Susse, deres Pige, blev mig tildeelt; Compas, Sølieutenant, Judiths Elsker, Møller fra Porsgrund; Peer, en Matros, Susse's Kjereste, Thulstrup. - Apothekeren og Konen staae færdige til at gaae ud; Madamen giver Susse mange For- holdsregler at iagttage, medens de ere fraværende, og Apothekeren leverer hende en Flaske Mixtur, der skal afhentes til en Person, SIDE: 176 der lider af Coliksmerter. Susse lover at udrette alt troligen. Apo- thekeren og Madamen gaae. Peer kommer, og der bliver nu megen Glæde og en kjerlig Scene mellem ham og Susse, der ikke formo- dede hans Hjemkomst saa nær. "Men hvor bliver da din Lieute- nant af? vil han da ikke benytte sig af de heldige Øieblikke til at see sin Judith?" Nu fortæller Peer i sit Sømandssprog, hvorledes Lieutenanten allerede var gaaet i Land, men overfaldet af en piin- lig Colik ligger paa Sengen i Huset og vrider og vender sig (jeg troer han siger bauter eller slaaer baut paa sig) af Pine. Susse giver Peer Flasken med Mixturen, beder ham skynde sig dermed til Lieute- nanten, den indeholder Lægemiddel mod Colik. Peer skynder sig af- sted dermed. Susse kalder paa Judith og fortæller hende alt dette. Judith yttrer Frygt for, at Mixturen kunde gjøre Skade, men Susse er vis i sin Sag og beroliger hende. Lieutenanten kommer, ledet af Peer. Coliksmerterne ere gaaede over, men Mixsturen har havt en stærk Tilsats af Opium, og for at være ret sikker har han tømt mit eins hele Flasken; han overvældes af Søvn, falder ned paa en Stol og sover. Judith taler kjerlige Ord til ham, Compas sover. Susse raaber ham ind i Øret, Compas sover. Peer rusker i ham, Compas sover. "Du sover, min Compas? saa vaagn dog, naar din Judith taler til Dig!" Compas sover. Da Judith hører at Compas har tømt hele Flasken, bliver hun meget forskrækket og sender Susse hen at opsøge Apothe- keren, men da Susse vil gaae, møder hun ham og Konen i Døren. Apothekeren henter Medicin, helder den ved Peers Hjelp i Lieutenan- tens Mund; han kommer lidt efter lidt til sig selv og anholder om Judiths Haand. Apothekeren giver ikke gjerne sin Datter til en Sømand. Disse have ofte, siger han, en Kjereste i hver Havn. Madamen overtaler sin Mand, han giver sit Samtykke, og da Lieutenanten om faa Dage maae reise igjen, saa tillader han, at SIDE: 177 Bryllupet maa holdes Dagen efter. Nu følger Indbydelse til Selskabet. - Nogen Tid, maaskee Aaret efter, blev Frøken Lillienskiold givt med Professor Maschmann. I Aaret 1829, altsaa 28 Aar efter denne Fladebyetour, kom Møller fra Porsgrund til Christiania. Paa et Bal saae han Emilie Maschmann; hun lignede meget sin Moder af Udseende, det vil sige, som Moderen havde seet ud for 28 Aar siden. Møller gik hen til hende: Med Tilladelse, er De ikke Fru Maschmann? Emilie, som kun havde bemærket det sidste Ord, svarede Ja. Erindrer De da vel endnu de glade Dage paa Flade- bye for 28 Aar siden, og den for mig saa behagelige Aften, jeg var saa heldig at have Parti med Dem? For 28 Aar siden! da var jeg san- delig endnu ikke fød. Er De da ikke Fru Maschmann? Jeg er Fru Maschmanns Datter, der sidder Moder; hvor kunde De troe at Mo- der endnu kunde dandse saa raskt? Aamodt havde Nummer med Madame Collett, og den Dag blev opbuden alt, hvad Kjøkken og Kjelder, Vid og Smag formaaede. Et qvikt lidet Lystspil: Vædde- maalet, oversat fra Fransk, blev opført. Greven og hans Hustrue boe paa Landet paa deres Slot; Greven er nylig reden ud, og Kam- merpigen, Gotte, kommer og siger Grevinden, at hun har seet en ung Dame sidde ved Vinduet i Gre- vens Værelse. Grevinden sender Gotte hen at indbyde den unge Dame. Adele kommer, hun er Grevens Myndling; han har hentet hende fra Pensionsskolen og befalet hende at blive paa hans Væ- relse, indtil han kommer tilbage. Grevinden tillader hende at be- give sig derhen igjen og befaler Gotte at stille sig ved Lande- veien og indbyde til Slottet den første Reisende, der kommer forbi. Gotte kommer tilbage med Theodor, en ung Officeer, der med Glæde har modtaget Indbydelsen; men nu seer Grevinden gjennem Vinduet Greven komme op ad Alleen; hun lader Officeren gaae ind i et Sidecabinet og tager Nøglen dertil i sin Lomme. Greven SIDE: 178 kommer, hun leverer ham 400 Ducater, som hun har modtaget til ham i hans Fraværelse; men, siger hun, jeg vil indgaae et Vædde- maal med Dem og sætte andre 400 Ducater derimod, at De ikke er istand til at nævne mig alle de Stykker, der høre til en Dør. Greven mener, dette er en let Sag, og regner op Hængsler, Skod- der o. s. v. Væddemaalet, siger hun, har De nu vel vundet, og jeg vil nu fortælle Dem, hvad der har tildraget sig i Deres Fraværelse. Jeg sendte Gotte hen at indbyde den første Reisende, der kom forbi, og der kom en meget elsk- værdig ung Mand, der sagde mig mange smukke Ting; da saae jeg Dem komme, og da jeg veed, De er jaloux, saa lod jeg ham gaae ind i dette Cabinet. Greven vil nu gaae derind, men Nøglen er ikke i øren. Han raaber med Hef- tighed: Nøglen! Væddemaalet har De tabt, siger hun, Nøglen hører til Døren, og den havde De glemt at nævne. Historien med den Frem- mede er ikke desmindre sand, og der er Nøglen. Den unge Mand træder frem og befindes at være Adeles bestemte Brudgom. Aamodt var Greven, jeg var Grevinden, Schandorff var den unge Elsker, Fru Thulstrup var Adele, og Lise Lillienskiold Gotte. Opsatsen var fire Fløidøre, ved hver stod en Rouleau med Paaskrivt 100 Ducater. Pleasure has gone to bed with the rouge on her cheeks. Well, friend, let us walk through the day sober and sad, but friendly. Thackeray. Kjere Broder! Da jeg sluttede mit sidste Blad til Dig, havde jeg isinde ikke at skrive meer om Fladebyes Forlystelser, men siden er det faldet mig ind, at denne Materie, hvoraf endnu er meget tilbage i min Erindring, dog maaskee ikke er uden Interesse. Men SIDE: 179 nu gaaer det mig som stedse; saasnart jeg tager Pennen, staaer Billedet af vor Fader for mig. Vilhelmine siger, at Alt hvad der er om ham er det Bedste, det er ogsaa det, jeg helst dvæler ved, og jeg er vis paa, at Du siger som Vilhelmine. - Altsaa først en Scene af vor lykkelige Barndom. Du erindrer den lille Trappe i vor Faders Huus, paa høire Haand udenfor Kjøkkendøren, den førte til et Værelse med to Fag Vinduer til Gaden og en saakaldet Svenske- ovn; naar man gik hen ad Svalgangen, kom man til en Dør, der førte til et Kammer, hvor man om Høsten lagde Frugt hen, indtil Kulden kom, da Frugten blev bragt ned i Kjelderen. Vi Børn passede nu paa, naar Fader mod Aften kom hjem fra Toldboden; vi sprang ham imøde i Gaarden, kyssede hans Hænder og hoppede af Glæde. Nu hentede han en vis Nøgel, og vi sprang foran ham opad den smale Trappe; vi bankede paa Dø- ren: "Luk op, Æbler og Pærer, vi have et Ærinde til Jer!" Han aabnede Døren - der laae de dei- lige Caviller, Gravenstener, Bors- dorfer og en Sort, som Moder kaldte Flaskeæbler, men Fader kaldte Nonnentichens; der var og- saa Bergamotter, Bon-chrétiens og Steenpærer og Stopbirnen. (Den- gang havde vi intet Storthing, der lagde saa høi Told paa Frugt, at nu Pluraliteten maae undvære den.) Vi stode stille og beundrede, nu tillod han os at tage, og naar vi vare beskedne, saa forsynede han os med mere. Siden legede han med os, oftest Gjemsel; engang tog han mig ind i sin Slobrok, hvor jeg stod længe med Armene om hans Liv, inden I fandt mig; engang satte han Dig op paa Sølvskabet i Dagligstuen, og vi gjennemsøgte alle Kroge, indtil Henrik saae i Veiret og blev Dig vaer. Engang lod han os gaae ind i Dagligstuen, medens han vilde gjemme Henrik i Sengkammeret; han havde stillet Hen- rik bag sig, og i det samme han aabnede Døren og lod os gaae ind i Sengkammeret, lod han Henrik ubemærket af os smutte ind SIDE: 180 i Dagligstuen. Da vi længe havde søgt forgjeves, kom Henrik ind - lutter Glæde. Siden vi nu atter ere komne til Scener fra vor Barndom, maae jeg fortælle noget om mig selv fra den Tid. Jeg var meget iil- sindet, utaalmodig, og i Vreden kom jeg vel ofte frem med upassende Yttringer; Moder truede mig med Straf, og jeg besluttede at forbedre mig. Jeg havde læst i Madame Beaumonts Magazin des enfans, hvorlunde Lady Charlotte af Gouvernanten bliver paalagt at nedskrive alle de uartige Ord, hun har talt i Vrede, for at skamme sig derved og forbedre sig. Jeg besluttede at gjøre som den lille Charlotte, og ligesom hun skrev jeg disse mine Confessions paa Fransk. Paa Faders Contoir og ved hans Skrivebord satte jeg mig ned og opskrev alle de ubesindige og latterlige Ord, jeg havde betjent mig af i Vreden. Men hvor skulde jeg nu forvare dette Papiir? Du erindrer vist den brede Trappe, der gik op til Faders Contoir; paa den samme Gang, et Par Skridt fra Døren til Contoiret, var en Dør, der førte ind til et Loftkammer, hvor der blandt andre tomme Kar stod en stor Kasse fyldt med Hvede; her nede i Hveden gjemte jeg mit Papiir; her syntes det mig at være i fuldkommen Sikkerhed. Da jeg næste Gang vilde gaae til mine skrivtlige Bekjendelser, var der hverken Hvede eller Papiir mere, Kassen var tom. Jeg vovede ikke at spørge efter Papiret og fik ikke vide, hvem der havde fundet det. - Blandt de franske Bøger, Ehlert bragte mig, var ogsaa Molières Comedier; Fader lod mig læse for ham af disse. George Dandin med sit: Tu l'as voulu, morede ham meget, men Slutningen af Stykket misbilligede han. Den slette Kone, sagde han, burde dog ikke have gaaet ustraffet derfra. Fader gav mig ofte Opgaver at løse, der langt overgik mine Evner. Fastings franske Digt til Hauch, der nu er at læse i Fastingiana og dengang stod i Intelligentssedlen, maatte jeg levere ham en skrivtlig Over- sættelse af. Paul Thrane havde tiltrukket sig Pøbelens Had, jeg erindrer ikke mere hvormed, [fotnotemerke] og de sloge alle Fotnote: Aarsagen var en af Høkerne opægget Uvilje mod de store Kjøbmænd. Optøierne fandt Sted i 1793. SIDE: 181 Vinduer ind i hans Gaard i Storgaden; om denne Begivenhed maatte jeg skrive en Beretning paa Fransk. Du erindrer vor Faders Dødsdag, erindrer Du ogsaa vor Moders Tilstand paa denne ulyksalige Dag? Det var den tolvte Marts, Gre- goriusdag. Paa denne Dag udmaiede nogle fattige Koner deres smaae Pigebørn med Blomster og Floers Lapper, og sendte dem ud at gaae om i Husene som Gregoriusbrude. Imellem havde de en Dreng med, der forestillede Helgenen selv. Aaret før sad jeg paa denne Dag i Gaarden ved Solvæggen ved Faders Side og saae de smaae Brude nærme sig ham undseelig, nogle grædende; han talte venligt til dem og gav hver nogle Skillinger. Dette Aar kom de smaae Brude vel igjen, men bleve viste bort af Pigerne i Kjøkkenet; det Hjerte slog ikke meer, den Haand, der havde rakt dem den milde Gave, laae nu stiv og kold. Et halvgalt Menneske, der havde givet sig Navnet Peter Staalhandske, havde gjort sig en Krave af Papiir, taget en Træsabel i Haanden og gik Gregorius. Han trængte sig lige ind i Værelset til vor stakkels Moder, gjorde alskens Narre- streger og bragte hende næsten til Fortvivlelse. Vor Moder, skjønt liden og spæd af Legeme, havde en stærk Sjæl, hun var en kjek Qvinde, men her forlod Kræfterne hende. Jeg seer af et Brev fra Vilhelmine, at Moders efterladte Papirer ikke findes mere. Dette er min Skyld, - jeg var tilstede nogle Dage efter hendes Død. Mina Hansteen tilbød mig at vælge blandt hendes efterladte Silkekjoler; jeg afslog Tilbudet; men kunde jeg ikke i deres Sted have forlangt hendes Papirer? O, det var en falsk, ufornuftig Beskedenhed, der hindrede mig derfra. - Foruden det Omskrevne veed jeg, at hun gjemte alle Klingenbergs Breve og et Riimbrev til vor Fader fra hans Ven, Johan Nordahl Bruun, med Copie af vor Faders Svar, ligeledes lystelige Riim. Og alt dette er tabt ved min Taabelighed. Vor Moders Moder, Birgitte Marie Brochmann, var en Brodersøns Datter af Biskop Brochmann. Da hendes Fader havde fire Døttre, men ingen Søn, saa gav han vor Bedstemoder en Sølvskee, som han havde arvet efter sin Fader, og som var den Skee, Biskoppen daglig havde benyttet. Bladet af Skeen var ligesaa bredt som langt, indvendig forgyldt, og paa Bagsiden af Bladet latinske In- scriptioner, Skaftet var udskaaret Arbeide og forestillede Christus paa Korset. Moder gav denne Skee til Johannes; forhaabentlig er denne Reliquie endnu til. Saasnart Fader var død, blev Ehlert afskediget, og al Under- viisning for mig ophørte med ham. Min Trodsighed og Uskikke- SIDE: 182 lighed maae have vedvaret, thi Moder beklagede sig over mig for Treschow. Min Kjerlighed og Ærbødighed for denne Mand var særdeles stor. Han lærte mig, at et Fruentimmer maatte være pliable - det var det Ord, han betjente sig af - han reciterede for mig Lafontaines Fabel Le chêne et le roseau; næst efter at have gjort mig opmærksom paa dens Skjønheder sagde han, hvorledes mit Kjøn maatte tage Exempel af le roseau. Jeg lærte Fabelen par coeur. Moralen deraf gjennemtrængte mit Hjerte og Hoved, og neppe er nogen Lære bleven stadigere efterlevet. - Her lægger jeg Pa- piret bort, maaskee bliver jeg om nogle Dage istand til at gjøre en lille Udflugt til Fladebye. Nu har jeg ladet Pennen hvile i nogle Dage; idag er Søndag, og jeg vil gjøre mig tilgode med Skrivning, men at vandre til Fladebye, endog kun paa Papiret, har jeg idag ingen Lyst til. - Du, min Bernhard, ønsker at vide meer om Bernt Anker. - Det er sandt, at Maurits Hansens Fortælling "Moderen" er meget inter- essant; de handlende Personer, Bernt Anker, Treschow, Rosted, Holmboe og mange Flere, ere sande Tableaux vivants, og de Ord, han lægger dem i Munden, ere i bogstavelig Forstand deres egne. Slutningen af Fortællingen, der er af Autors egen Opfindelse, har behaget mig mindre. Grethe og vore andre Piger talede imellem om Massy i Kjelderen, og jeg har en dunkel Erindring om at have været med Grethe i Kjelderen ved Bryggerne og seet Massy, der var en smuk og venlig Kone; jeg undrede mig over, at der kunde være saa smukt og saa hyggeligt i en Kjelder. Ogsaa hendes lille Johannes saae jeg; det er tyve Aar siden jeg læste "Moderen", og jeg kan tage feil af Erindringen, men mig synes, at Maurits Hansen hentyder paa, at Johannes var en Søn af Bernt Anker; men herfor har han nok ingen Hjemmel. Pigerne sagde, at Jess Anker var hans Fader. - Omtrent paa samme Tid, som jeg var med Grethe i Kjelderen hos Massy, havde jeg et Syn, som gjorde et uudslette- ligt Indtryk paa mit dengang saa unge Hjerte. Fru Münch havde en Veninde i sit Huus, Madame Falster, der bestyrede Huushold- ningen; denne Kone havde en Søn, der var Kjøbmand i Arendal, og en Datter, der var sat paa Tugthuset i Christiania. Sorg over Datteren havde lagt Moderen paa Sygeleiet, og Fru Münch pleiede sin Mathea med Omhyggelighed. En Søndags Formiddag tog Grethe mig med sig, og vi gik til Tugthuset; man lod os gaae ind i en stor Stue, hvor de qvindelige Fanger sad ubeskjeftigede omkring SIDE: 183 paa Træbænke. De saae vel alle gustne og elendige ud, men saa- dant et Jammerbillede som Karen Falster har jeg aldrig seet. Da hun saae Grethe, vilde hun staae op, men Knæerne svigtede hende, og hun sank ned igjen paa Bænken. Grethe gik hen til hende og sagde til hende, at hendes Moder vel havde været syg, men nu var uden Fare og i god Bedring, at Moderen havde sendt hende (Grethe) til Datteren for at bringe hende denne Efterretning. Den ulykkelige Pige skjelvede som et Espeløv, hun vilde tale, men kunde ikke faae et Ord frem; hendes Taarer strømmede og havde dannet Furer i hendes Kinder. Jeg trak Grethe i Skjør- tet for at faae hende til at gaae, og da vi kom udenfor, spurgte jeg hende, hvad den stakkels Karen Falster havde forbrudt. Grethe vilde ikke sige mig det, og da jeg kom hjem, spurgte jeg Moder derom, som sagde, at Karen Falster var dømt til Tugt- huset, fordi hun havde havt et Barn med en givt Mand. Jeg saae ogsaa i Tugthuset et tolv- aarsgammelt Pigebarn; om denne sagde Grethe, at hun var kom- men i Tugthuus, fordi hun havde slaaet sin Moder. Tugthusfan- gerne bleve paa den Tid bar- barisk behandlede. Strax inden- for Porten af Tugthuset laae en Stok, hvorover den indtrædende Fange blev lagt og modtog hvad man kaldte en Velkomst der be- stod i en Dragt Prygl. Naar man kom ind i Gaarden, indaandede man en bedærvet Luft, især paa den Kant hvor Spisemesterens Kjelder laae. I fri Luft kom Fangerne aldrig, og naar de slap ud af Tugthuset og gik omkring at betle, da var deres Ansigter saa gule som ubleget Vox og man kaldte denne Farven: Tugthuuscoleur. De fleste af disse og mange andre Afskyeligheder bleve afskaffede, da Justitsraad Hartvig blev Oberinspecteur i Stiftelsen. SIDE: 184 Og nu til Bernt Anker! En bekjendt Forfatter, jeg erindre, ikke hvilken, har sagt, at naar man vil skrive en Mands Historier da skal man begynde med at omtale hans Moder. Saa lad mig da sige det, vistnok meget lidet, jeg har erfaret om denne hæder- værdige Dame. Saa langt jeg kan erindre tilbage, var hun blind og kom aldrig ud af sit Huus; jeg saae hende derfor ikke i Sel- skab med sine Sønner; men naar jeg hørte Bernt Anker tale om hende, da var det altid med en vis Stolthed. Jeg har kun eengang seet hende, da jeg besøgte Frøknerne Lillienskiold, hen- des Søsterdøttre, der opholdt sig hos hende. Hun bad ofte Gjester til sig, ordinerede Retter- ne og erkyndigede sig om Maden smagte dem, og om de havde spiist godt. Man havde saa ofte sagt hen- de, at man havde tømt Fadene, saa hun ikke vilde troe det, men forlangte Fadet til sig for at føle efter. Hendes Hørelse var meget god, men Gjesternes Navne forplumredes ofte i hendes Mund, Major Gyldenfeldt kaldte hun Dydenfeldt, og Maschmann kaldte hun Basmann. - En Øien- læge kom til Christiania, mig synes han heed Noring; han saae Fru Anker og lovede at skaffe hende Synet igjen. Denne unge Mand var meget riig og gjorde alle sine Cure gratis; han havde i forskjellige Lande gjort mange heldige Øienoperationer, endnu var aldrig nogen mislykkedes for ham. Man gjorde ham opmærk- som paa Fru Ankers Alder, der maatte gjøre Curen vanskelig, for ikke at sige umulig; men han havde med Held foretaget Opera- tioner paa Personer af hendes Alder. Fru Anker blev opereret, men Operationen mislykkedes. Lægen maatte gaae tilsengs, forgjeves vare Fruens og den hele Families kjerlige Trøstegrunde, den ulykkelige SIDE: 185 Mand vilde ingen Trøst modtage; efter nogle Dages Forløb var han død. Han laae syg og døde i Fru Ankers Huus og blev begravet derfra. Jeg behøver ikke at sige, hvor inderligt Familien sørgede over ham. Fru Anker var uden Fordomme: hun havde intet imod, at hendes Søsterdatter ægtede Maschmann, der var Apotheker; hvor- imod Søsteren i Kjøbenhavn nægtede at give sit Samtykke, hvilket det dog omsider lykkedes Bernt Anker at erholde. Vel gjorde Fru Lillienskiold den Betingelse derved, at Maschmann skulde lade sig nobilitere, eller dog idetmindste skaffe sig en Titel, men Bernt Anker fandt, at dette var ufornødent, og Fru Anker holdt Brylluppet uden videre. En af vore Be- kjendte, jeg troer Fru Treschow, kom til mig Dagen før, blandt andet sagde hun til mig: "Du veed vel at Lise skal have Bryl- lup imorgen?" Min lille Datter der dengang var 5 Aar gammel, sagde til mig da Catharine var gaaet: hvor kan de sige saadant om mig, at jeg skal have Bryl- lup imorgen? - Jeg kan ikke erindre, naar Fru Anker afgik ved Døden, maaskee var det i et af de Aar, jeg tilbragte i Tydskland; hvis saa er, da over- levede hun sin Bernt, der alle- rede havde forladt denne Ver- den et Par Aar før 1807; 1810 kom jeg tilbage til Christiania, da var hendes Gaard solgt til Thor Olsen. - Jeg glemte at omtale hendes elskværdige Sønnesøn, Chri- stian Anker, der underholdt og morede hende paa det behageligste; om ham og om Bernt Anker mere en anden Gang. Jonas Rein. Ogsaa denne ædle, høitbegavede Mand skylder jeg en tak- nemmelig Erindring; han forhøiede Glæden i min Ungdoms, ja i min Barndoms Dage, thi jeg var neppe tolv Aar gammel, da jeg læste hans Digte og bevarede dem i mit Hjerte og i min Erindring. SIDE: 186 Treschow, der elskede ham meget, prisede meest hans Ode til Uforskammenhed: "Jeg seer Dig . . . Din Mine er trodsig, dit Vink er et Bud. Og glimrende Ordener pryde din Throne, Herolder fra Dig over Jorden gaae ud." Arbin, der ofte talede om ham, rosede meest den delicate Berømmelse, han havde henvendt til Generalauditeur Wessel, der havde været hans Velgjører: "Forgjeves byde Muserne mig nævne Ham, som umærket vil min Bane jevne; Han Offer bær paa deres Alter frem Og elsker alt, kun ei sin Roes, fra dem." Moder fandt meest Behag i hans vemodige Tanker "Ved en Børneleeg", og jeg kjendte Intet saa henrivende som "Mine Ønsker". Lina forestillede jeg mig som en Engel, der vandrede paa Jorden i Pigeskikkelse, og min Phantasie laante hende alle optænkelige Yndigheder. Jeg har nu hørt af Fru Lyng, hvis Cousine hun var, at hendes Navn ikke var Lina, men at hun hed Anne Cathrine; havde jeg vidst det dengang, havde maaskee min Begeistring været noget mindre. Da jeg læste om Linas Død, da sørgede jeg med ham og tænkte, at det maatte være umuligt, at der kunde findes nogen saa elskværdig Pige meer, der kunde erstatte et saadant Savn. Jeg læste i Rahbeks Tilskuer: "Vor Rein gaaer sorgfuld mellem mørke Grave, Hvor al hans Glæde lagdes hen; O skaan mig, skaan mig! sukker Du, Opriv ei flere Vunder nu!" Ikke længe derefter hørte jeg, at Rein var forlovet med Jom- fru Bergersen. Denne Efterretning glædede mig meget, men for- undrede mig endnu meer. Jeg havde saa inderlig ønsket, at Rein maatte finde en anden Lina, men var Frederikke Bergersen denne anden Lina?- Jeg har fortalt, hvorledes jeg af Lumholtz blev for- beredt til Confirmation i Samfund med tolv Disciple af Latinskolen og to Pigebørn, Karen Solberg og Frederikke Bergersen. Med denne sidste gjorde jeg snart nøiere Bekjendtskab. Hun var fra Frederichs- hald, Moder havde kjendt hendes Forældre, hun besøgte mig imellem, og vi vare Veninder; dog meddeelte jeg hende aldrig mine Svær- merier med Reins Digte, alt saadant beholdt jeg for mig selv. SIDE: 187 Anne Frederikke Bergersen havde tidlig mistet sine Forældre, hun havde ingen Sødskende, ingen Slægtninge. Forældrene havde efter- ladt hende 3,000 Rigsdaler, og en Biedermann, han hed Lyche, var sat til hendes Formynder og havde taget hende i sit Huus. Han sendte hende til Christiania et Aars Tid og satte hende til Jomfru Sørensen i en Pigeskole, hvor hun lærte at sye og brodere. Da hun var confirmeret, blev hun sendt til Frederichshald igjen til Formynderen, og et Par Maaneder derefter blev hun forlovet med Rein. - Var hun smuk? vil man maaskee spørge. Jeg troer, hun var som Folk i Almindelighed ere, hverken smuk eller styg. Ung- dommen har jo altid en vis Ynde, men paafaldende smuk var hun ikke. - Jeg skrev hende til og Iykønskede hende; jeg meldte hende min Forlovelse med Capitain Aamodt og nævnte intet om Lina. Kort Tid efter spurgte Treschow mig, om jeg havde Copie af det Brev, jeg havde tilskrevet Reins Kjereste; Rein havde talt til ham derom, og han ønskede at see det. Jeg havde skrevet Brevet om, før jeg sendte det, og viste ham det første Forsøg. Han gjorde mig opmærksom paa, at det første Ord deri var urigtig bogstaveret, hvilket vistnok ikke var forunderligt, da dette var det første Brev, jeg havde skrevet, og, næst Oversættelsen af Fastings Digt til Hauch, vare disse Linier de første, jeg nogensinde havde nedskrevet i vort eget Sprog! Det Svar, jeg modtog fra Frederikke, var omtrent, som man kunde vente, men det var velmeent, og en utilgivelig Hand- ling af mig, som jeg vil tilstaae, og som i mange Aar har tynget paa min Samvittighed, var den, at jeg viste Brevet til Cathrine og Marie Devegge, hvis Bekjendtskab jeg i den senere Tid havde været saa lykkelig at gjøre. De vare talentfulde og aandrige Piger; Reins Valg havde forundret dem, og den stakkels Fredrikkes Brev - ak! vi lod ogsaa Georg Sverdrup see det. Han sagde blot: "Saaledes ere de Fleste." Vistnok vare Cathrine og Marie flere Aar ældre end jeg, men dette er ingen Undskyldning for mig. De havde aldrig seet Frederikke, jeg derimod havde kaldt mig hendes Veninde. Et Par Maaneder efter var hendes Bryllup og mit omtrent paa samme Tid. Strax efter Brylluppet kom Rein til Christiania med sin unge Kone; han kom til os med hende, og jeg saae Rein for første og sidste Gang. Jeg sad ved Siden af hans Kone, og han stod og betragtede os. "Naar Nogen spørger", sagde han, "hvor gamle de to Madamer ere, da svare vi: de ere tredive Aar - til- sammen." Jeg havde Mod til at takke ham for den Glæde, han ved sine skjønne Digte havde forskaffet min Moder og mig, og han SIDE: 188 svarede, at det var hans skjønneste og maaskee eneste Belønning at vinde Bifald hos Folk af Smag. - De bleve nogle Dage i Chri- stiania, og Fru Rein besøgte mig oftere. Jeg talte til hende om hans Digte; hun vidste aldeles intet derom. Jeg talte til hende om hans Bogsamling, som jeg havde hørt Treschow omtale; hun sva- rede, at hun aldrig havde seet i hans Bøger, de vare alle latinske. Jeg viste hende "Mine Ønsker" som jeg havde opskrevet efter Hukommelsen, de lod ikke til at interessere hende. Jeg spurgte hende, hvorledes hun havde gjort Bekjendtskab og var bleven for- lovet med Rein, hun svarede, at medens de sad i Slagtningen hos Lyches, var Rein kommen ind og havde forlangt at tale med Lyche; de vare gaaede ind i et andet Værelse, og der havde han afgjort Sagen med Lyche. Jeg gik med hende til Reins Søster, en yndig Kone, givt med Ener Holm; der saae jeg første Gang hendes Søn Ole Rein Holm, han var dengang to Aar gammel. Jeg anede ikke, i hvor mange forskjellige Skikkelser jeg siden skulde see ham. Jeg fulgte hende ogsaa til Jomfru Sørensen, der dengang havde to unge Damer i Kostskole, Jomfruerne Malling fra Drammen, den Ene 15, den Anden 14 Aar. De vare Begge meget smukke, især den Ældste, og da jeg for faa Aar siden saae hende igjen her i Trond- hjem, kjendte jeg hende strax, og sagde til vor Værtinde Fru Lyng: Er De ikke den ældste Jomfru Malling? Jeg saae ikke Rein mere, men jeg modtog Breve fra ham, der uheldigvis nu ere tabte; det var skjønne Breve, og jeg behøver ikke at sige, hvor de glædede mig. Min gamle Sædvane at beholde i Hukommelsen, hvad der behagede mig, har jeg dog ikke fulgt her. Engang skriver han: Min Anne Frederikke vil nu for 5te Gang for- søge om hun kan bringe mig en Søn eller Datter, der vil leve. - I min Stambog har han skrevet: "Lee, det er sundt, spøg Tiden hen! Naar Narren griner, griin igjen, Ja gjør med selve Skurken Løier! Naar da der under Spøg og Tant Lidt Bittert nydes maae iblandt, Det Glædens sande Smag forhøier." Og paa det følgende Blad havde han ladet Frederikke skrive: "For ikke selv at skrive flere, Jeg venligst vil mig referere Til Plattituden, som slap hen SIDE: 189 Nu effen fra Gemalens Pen. Jeg kun vil lægge til en velmeent Bagatel: Lev, bedste Conradine, vel!" Jeg erindrer ikke mere, i hvilken Anledning Rein første Gang skrev mig til, men i et af hans senere Breve laae en Subscriptions- plan paa hans samlede Digte, og i Postscriptum stod: "Jeg inde- slutter denne Plan, ikke med den uforskammede Begjering, at De skulde samle Subscribenter for mig, men, da De er den eneste, jeg skriver til i Christiania, for at bede Dem levere den til En, der besøger Clubber og Selskaber." - Jeg fik 24 Subscribenter. Rein solgte hele Oplaget til Arntzen et Hartier i Kjøbenhavn, og fra disse Herrer modtog jeg to indbundne Exemplarer af Reins Digte. Ogsaa disse ere tabte for mig. I Christopher Anker Berghs Stambog (han var dengang Regi- mentsqvarteermester) har Rein skrevet følgende Linier: "At Lykke boer i ædel Sjæl, Du troer, men gjør deri ei vel. Jeg troer, at Slyngel er det bedste, Det gjelder mere hos vor Næste. Du dyrker ogsaa din Forstand, Du tænker: sov, min kjere Mand! Saa skal Du vaagne op til Ære, Og Ridder eller saadant være. Men hvis Du Dig ei vil forandre, Da, troe din Ven, da skal Du vandre Som Qvarteermester i din Grav, Ja maaskee gar skal sættes af. Ifald saa skeer, som jeg formoder, Saa kom til mig med de Unoder, Saa gaae vi Verden rundt omkring Som Venner og - som Ingenting." Bergh, eller Regimentet, som hans Venner dengang kaldte ham, havde et Album, der indeholdt mange smukke og vittige Vers. Det skal være tabt, hvilket er stor Skade. Fra Fredrik Schmidt stod der et Vers, hvoraf jeg kun erindrer de sidste Linier: "Jeg ei paa noget Ønske prøver, Du skaber selv dit eget Held, Thi Du har Forraad nok af Sjæl, Meer end et Regiment behøver." Men det bedste af dem var fra Digteren Faye, men hvoraf jeg desværre kun erindrer en ringe Deel. Guden Odin sidder paa SIDE: 190 Lidskjalf, seer ud over Norden og ærgrer sig over de norske Piger: "Gud Odin besaae dem med haanende Smiil Og brummede: "Hum, for en evig Ulykke, Nu mærker jeg først, jeg har gjort dem for tykke, Hvad bruger man nu disse Skjoldmøer til? Til norske Dragoner for korte de ere, Og til at omfavnes - de falde for svære. "Du væver igjen paa din gamle Maneer," Saa hæved' den fyldige Freia sin Stemme, "Viid, Dosmer! de falde særdeles bekvemme Og føde de velskabte Normænd, Du seer. Luk Øinene op og betragt hvilke Karle - Saa ranske og rette som Oldtidens Jarle!" "Vel talt," svarte Odin, "min Engel, jeg troer, Min Hypochondrie gjør mig Hovedet broget; Det glæder os ret, at de due til noget. Velsignede være de Piger i Nord! De føde os Mænd, naar de bli'er til Madamer, Der ligne de Fædre, fra hvilke de stammer." Min Bergh, at din Moder var een iblandt dem, Som Guden velsigned', jeg klarlig fornemmer, Thi naar jeg beseer dine trofaste Lemmer, Saa stikker skinbarlig Velsignelsen frem. Ja tit har dit Blik og din smilende Hage Mig sat i den sorgløse Oldtid tilbage." Ja, det er vist, at hvem der har seet C. A. Bergh og hans vennehulde, smilende Blik og Mine, vil aldig kunne glemme det. Det øvrige af Fayes Digt har Tiden udslettet af min Erindring, kun de to sidste Linier har jeg beholdt: "Bliv hos os og elsk os! - Du seer, hvad det nytter, At opsøge Lykken i Cimbrernes Hytter." [fotnotemerke] Bergh havde en Tante, som han agtede og elskede meget høit. Hun havde først været givt med Sorenskriver Bærøe og siden med Oberberghauptmand Hjort. Bergh sagde engang om hende: "Begge hendes Mænd have tilbedet hende, og det kunde vel ikke være anderledes. Jeg hjalp hende engang med noget Skriverie," blev Bergh ved; "medens jeg skrev, sad hun ved den anden Side af Bordet, skrællede Mandler, og med de smaae, fine, hvide Fingre Fotnote: Se bilag II. SIDE: 191 pillede hun Kjernerne ud af Rosiner, stak den skrællede Mandel istedet og stoppede mig saaledes den ene Rosin efter den anden i Munden, medens jeg skrev." - Vor Ven Bergh var, som man heraf seer, en stor Liebhaber af Studenterhavre. I den Tid, hvorom jeg nu taler, vare Zetlitz's Sange paa Alles Læber, og jeg har seet gamle lærde Mænd (Rosted f. Ex.) fælde Taarer ved Sangen: "Hvor saare lidet vil der til" o. s. v. især naar det kom til det Vers: Jeg Fader blev, de kjere Smaae Paa ømme Knæ jeg satte, Med samme Øine paa dem saae Som Gjerrige paa Skatte. Jeg søgte efter Moders Træk Og kyste barnlig Taare væk; Jeg Jorden skjøn, Gud god jeg saae, Som mig paa Jorden satte. Jeg kan ikke bare mig for at anføre endnu et Vers af denne Sang, som Treschow satte meest Priis paa: "Guld har sin Glands og Magt sit Værd, Og Rang fornedrer Ingen, Det er ret skjønt at være lærd, Men det er ikke Tingen. Nei, agte ei paa Daarens Dom, Og tage Dagen, som den kom, Er meer end Guld og Ære værd, Og det Dig røver Ingen." Endnu nogle Linier af Zetlitz, der havde Treschows fulde Bifald: "Jeg seer det grant, vor Jord er ei forbandet, Nei, overalt jeg seer Velsignelsen, Den flyder op af Havet, groer paa Landet Og regner ned fra Himmelen. Jeg seer det grant, vor Lod er stor, Velsignet er den faldne Jord." Med alt dette synes mig dog, at saavel Zetlitz som Rein og Fredrik Schmidt bleve mere paaskjønnede i Danmark end i deres eget Land. Kunstdommerne i Kjøbenhavn kaldte vistnok Rein kun en Digter af anden Rang, men denne Dom var vistnok ikke ubillig, og han var meget yndet blandt dem. Reins haarde og bitre Udfald SIDE: 192 mod de saakaldte Store skaffede ham Fiender og vare Aarsag i, at han ingen anden Ansættelse fik end et Præstekald i Kauto- keino. Han spurgte sin Læge i Kjøbenhavn, om han kunde mod- tage det. Svaret var: De kan modtage det, men De døer, naar De kommer der. Da Generalauditeur Wessel, Broder af Digteren, var bleven givt med den rige Fru Holter, var bleven Eier af Hafs- lund og derved havde faaet Kaldsrettighed til Skjeberg, blev Rein af ham kaldet til Præst ved denne Kirke. Nationalbladet omtaler aldrig Rein, men den uværdige Maade, hvorpaa dette Blad omtaler Zetlitz og Fredrik Schmidt, har givet mig Afskye for det. Schmidt nedlagde sit Kald i Eger og modtog et mindre Kald i Danmark; Zetlitz trøstede sig paa en anden Maade. Og nu en Scene af Zetlitz's Ungdom. Fru Brochmann fra Frederichshald havde været i Kjøbenhavn og vendte tilbage med agende Post. Hun havde sin Huusjomfru med, og i Vognen med dem kjørte Zetlitz og en aldrende, stiv, pedantisk Magister, der hed Gjør, og som var ansat som Rector ved Latinskolen i Chri- stianssand. Zetlitz havde spurgt Jomfru Rested, om hun havde lært noget Dansk i Kjøbenhavn, og da hun benægtede dette, sagde han: "De maae dog i det mindste kunne sige, jo jeg gør." Paa Veien gjorde han hende nu alskens Spørgsmaal, hvortil hun sva- rede: "Jo jeg gør." Omsider brød Magisteren ud i Vrede, at han ikke længer vilde taale, at man drev Spot med hans Navn. Jom- fruen spurgte ham, hvad han hed, og da han ikke svarede,vendte hun sig til Zetlitz: "Veed De denne Herres Navn?" Zetlitz sva- rede: "Jo, jeg gør." Hjertelig Tak, min kjere, gode Broder, for dit Brev og dine Bemærkninger! Det var mere, end jeg kunde haabe eller vente, at Du vilde besvare mine Breve, saaledes som Du gjør. Jeg har min Tid aldeles til min Raadighed - om Kræfterne lønner det ikke Umagen at tale - medens Du er beskjeftiget med de vigtigste Ting, der fordre Tid og Kraft. - Da jeg tog Pennen, foresatte jeg mig kun at fremsætte, hvad jeg i min Ungdoms blide Dage havde hørt og seet, intet tage fra eller lægge til, beholde min egen Mening in petto og lade Læseren dømme selv. Hvorvidt jeg er blevet mit Forsæt troe, maae Andre bedømme. - Den Søndag Morgen, jeg skrev Bladet om Bernt Anker, var jeg i et meget op- SIDE: 193 rømt, næsten overgivent Lune; hvad jeg skrev, var mere Skjemt end Alvor, og at det er optaget for reent Alvor, kommer af, at jeg er ubehændig i mit Spøg. - Anker har aldrig viist mig nogen Opmærksomhed, undtagen den ene Gang, jeg har omtalt; han har stedse overseet mig, hvilket jeg har fundet meget naturligt; han har endog railleret mig for Andre, saa jeg to Gange har hørt det, men han havde Ret, og jeg havde fortjent det; dog var jeg den- gang for letsindig til at tage mig det ad notam. Men han har skjenket Christiania Palæet, Academiegaarden og Vaisenhuset, og om den nu levende Generation ikke troer at skylde ham en tak- nemmelig Erindring, da - ham kan det nu ikke mere saare, og jeg - kan dog ikke see dette med Ligegyldighed. - Efter din og Bernhards Opfordring vil jeg derfor paa min Livsvandring paa Papiret tage ham med, naar jeg støder paa ham. Paa denne min frie Vandring har jeg Tilladelse at tage med alt, hvad jeg møder paa min Vei, og dette gjør Vandringen behagelig, i det mindste for mig selv. Le style épistolaire est celui où il est permis de toucher à tout et interdit de rien approfondir, où la variété des tous doit s'unir à la diversité des sujets où on peut être superficiel à propos et décider avec l'esprit ce qui veut de l'étude et de l'expérience, où rien n 'est défendu excepté de s'appesantir et de s'étendre, où tout est permis, même le parfait, même le sublime, pour vu qu 'on ne les ait pas cherché et qu 'on les rencontre en passant. Je ne suis ni assez vaine ni assez bête pour vouloir vous faire accroire que ces mots sent de ma façon. L'auteur en est Charles Remusat. Kom nu, lader os vandre et halvt Seculum tilbage i Tiden. Det var i Aaret 1798, at det Norske Jægercorps, der havde ligget i Garnison paa Moss, fik sin Station i Christiania. Mossianerne sørgede meget herover, thi Jægerofficererne vare høiligen agtede og elskede paa Moss. Der blev foranstaltet et Afskedsselskab for dem, og en Mossianer forfattede en Afskedssang, der blev afsunget og siden indført i Christiania Intelligentssedler, da Moss dengang endnu intet Bogtrykkerie havde. Visen var kun slet og tjente til Latter i Christiania; men Arenfeldt sagde: "Versene ere slette, men de have aflokket os Taarer." Jeg erindrer kun een Strophe deraf: Hæder og Ære, du norske Jægercorps! Du glemmes aldrig, glem du ei os! De fleste af Jægerofficererne vare Tydskere eller Holstenere, og alle var talentrige og interessante Personligheder. Min Mand SIDE: 194 og jeg bleve ofte indbudne til Justitsraad Hartvig, der var Oberin- specteur paa Tugthuset; der traf vi Arenfeldt, som var Chef for Jægercorpset, [fotnotemerke] og hans elskværdige Kone, en Frøken Harbou, og hans Søster, Frøken Arenfeldt, hvem jeg aldrig vovede at tale til, da hun saae ikke saa venlig ud som hendes joviale Broder. Vi vare ogsaa ofte i Selskaber hos Arenfeldt, hvor vi lærte at kjende næsten alle hans Officerer, og havde især Glæde af at høre ham med dem synge herlige, muntre Sange af Claudius eller Pfeffel, især Sangen: "Gott grüss' euch, Alter!" Arenfeldt sang den Gamles Parti og Ratlew Herre- mandens. Jeg beholdt hele San- gen i Erindringen og jeg kan den endnu. - Da jeg har stødt paa Hartvig, saa lad mig i Forbi- gaaende sige et Par Ord om ham. Jeg har sagt hvorledes Fangerne før hans Tid bleve barbarisk behandlede. Han af- skaffede Velkomsten, lod Fan- gerne give sund og nærende Føde, holdt den gamle Cyniker, Fabrikmester Veith, i de tilbør- lige Skranker; men han lod det ikke blive derved, han vilde ogsaa een Gang om Aaret gjøre Fangerne en Fornøielse. Naar det var hans Fødselsdag, og han indbød sine Venner, saa lod han ogsaa Fangerne gjøre sig tilgode, lod spille op for dem, og de dandsede. Jeg var med hans øvrige Gjester gaaet ned i Tugthusets egentlige Locale at see paa dette Bal, men det var intet glædeligt Syn. Denne Lystighed, om man kan kalde det saaledes, havde kun Sted de to første Aar efter hans Ankomst. Fruen sagde, at det havde givet Anledning til Uordener og de havde maattet afskaffe dette Gjestebud eller Bal. Jeg har fortalt, hvorledes der paa Theatret i Grændsehaven Fotnote: Forf. gjør i en senere Note opmærksom paa, at dette er en Feil; det var Staffeldt, som var Chef for Jægercorpset. SIDE: 195 blev opført Skuespil af to forskjellige Selskaber; det ene bestod af Colletts, Ankers, Bukiers, Thranes Familier, Gram paa Ullern, Las- son paa Grini o. fl. Det andet Selskab bestod for det meste af Haandværksfolk: Tinstøber Lund, Gartner Balle, en Underofficer Sax; der var ogsaa et Par Elever af Latinskolen, Schou og Chri- stopher Weidemann. Jeg erindrer "Maskeraden" af Holberg, "Da- tum in blanco" af Wivet, "Lykken bedre end Forstanden" af Wessel, "Træhusaren" o. fl. Jeg saae min forrige Skolemester Kinck som Magdelone i "Maskeraden", og Christopher Weidemann som Nille i "Jeppe paa Bjerget". Han havde et tykt stukket sort Skjørt og en strikket Trøie af høirødt Uldgarn og var saa skalkagtig comisk at jeg maa lee endnu, naar jeg tænker derpaa. Jomfru Sang var Primadonna; hendes Talent blev siden aner- kjendt, og endnu paa hendes Dødsleie talte hun om, hvorledes Enevold Falsen havde kysset hendes Haand efter at have seet hende spille en Rolle i et af hans Stykker. Maaskee ved en anden Leilighed mere om hende; hun er endnu ikke gan- ske forglemt; ifjor talte General Thome til mig om hende og hendes Pernille i "Den Stundes- løse". Men det var jo Jægerofficererne, hvorom vi talte før. Disse fik nu det Indfald at opføre "Die Räuber" af Schiller. Stykket blev saa- ledes besat: Lieut. Lindemann, Carl Moor; Lieut. Ratlew, den gamle Moor; Apotheker Stinzinger, Frantz Moor; Lieut. Hummel, Schwei- zer; Capitain Haffner, Spiegelberg; Lieut. Fleischer, Kozinsky; Lieut. Wolff, Roller; Lieut. Schiött, Hermann; Thulstrup Schufterle, og en gammel tydsk Jæger var en fortræffelig Daniel. Men nu kom det an paa at finde en Amalie. Fru Thulstrup forstod ikke Tydsk; Fru Tullin havde herved ingen Vanskelighed, men hun havde aldrig spillet Comedie og vovede ikke at paatage sig saa svær en Rolle. Bernt Anker foreslog Christiane Thoms: "Hun kan ikke Tydsk, SIDE: 196 men hun har et godt Hoved og lærer det snart." Det blev Stin- zinger overdraget at lære hende Tydsk, Anker lærte hende at de- clamere, og efter tre Ugers Forløb spillede hun Amalie. Jeg glemte at sige, at Kammerjunker Petersen var Pateren, og denne Scene var ikke den mindst gribende i Stykket. - Den Sensation, dette Skuespil vakte, var stor; det gjorde Epoche i Christiania. De Li- denskaber, det opflammede, de Baand, der bleve løste, de nye, der bleve knyttede, vover jeg ikke videre at omtale; paa mig gjorde det samme Virkning som den- gang, jeg i min Barndoms Dage saae "Les curieuses"; flere Scener deraf indprentede sig uudslette- ligen i min Hukommelse, og naar jeg nu læser i de sildigere Ud- gaver af Schiller og støder paa de Forandringer, som formodent- lig Forfatteren selv har gjort deri, da synes mig, at Forandringerne ere helt uheldige. - Jeg havde aldrig havt nogen Underviisning i dette Sprog og havde ikke læst nogen tydsk Bog uden "Der dicke Mann" af Nikolaï, men i de Sel- skaber, vi kom, blev der ofte talt og sunget Tydsk, og saaledes var jeg kommet til at forstaae det. Aaret 1799 blev det dra- matiske Selskab organiseret. Sel- skabet kjøbte Grændsehaven af Collett, der blev valgt Directeurer og Repræsentanter, trykt Love og bestemt Contingent. Det første Stykke, der blev givet, var "De to Brødre" af Kotzebue. Gram og Aamodt vare Brødrene; Fru Thulstrup Mally; Petersen Procu- ratoren; Tullin Hans Bloch; Thulstrup Lægen; Schiött Greven; Mad. Collett Anne, og Christiane Thoms Mad. Isegrim. Forestillin- gen begyndte med en Prolog, forfattet og fremsagt af Bernt Anker. Jeg erindrer intet andet deraf end at han kom leende ind og fortalte, at de Spillende næsten alle vare misfornøiede med deres Roller, især var to unge smukke Damer uvillige over at træde frem som gamle rynkede Koner. Under hele denne Forestilling var jeg som SIDE: 197 i Himlen. Det næste Stykke var "Den honette Ambition" og Ef- terstykket "De to Sedler" af Florian. Thrane var Jeronimus, Lieut. Fleischer (siden Statsraad) Leander, Cathrine Devegge Leonora, Christiane Thoms Pernille, Jakob Borch Henrik, Jeronimus Clausen Lakeien, Butenschøn Dobre Podolski, og mig havde man tildeelt Magdelone. Kammerherreinde Anker var Directrice, men Madame Collett fungerede i hendes Sted. Hun bragte mig nogle gammel- dagse Klæder, og Christiane Thoms malede mit Ansigt næsten gand- ske sort; men da Madame Collett kom til, lod hun mig vadske Sværten af, idet hun sagde til Christiane, at gamle Folk derfor ikke vare sorte i Ansigtet. "See paa Fru Anker! hun er en meget gammel Kone og har endnu røde Kinder, kun at hendes Roser ere sunkne længer ned paa Kinderne." Hun lagde mig nu noget Carmin paa, og Treschow sagde siden, at jeg havde snarere seet yngre end ældre ud, end jeg var, nemlig nitten Aar. Kritiken var spagfærdig i den Tid, hvorvel der dog fandtes enkelte competente Kunstdommere; man morede sig, var taknemmelig derfor og ved det, der mislykkedes, taug man for det meste stille, og denne hu- mane Fremgangsmaade havde den Fordeel, at intet godt Subject blev skræmt tilbage ved det første, om end mislykkede, Forsøg. Min Magdelone var uden al Tvivl slet, men jeg hørte hverken Dadel eller Roes. Bielefeldt kom tilbage fra Pyrmont, han bragte mange tydske Skrifter med, blandt andre forærede han mig "Die Tochter der Natur" af Lafontaine. Da Aamodt ytrede at jeg dog neppe forstod Tydsk, satte jeg mig til at oversætte dette Stykke for at vise ham at jeg havde forstaaet det. Da jeg havde begyndt paa dette Ar- beide, kom Treschow ind, og da han saae det, antog han, at Me- ningen var at faae Stykket opført paa vort Theater. Bielefeldt var af samme Formening, og jeg hørte ham sige til Aamodt: "Kann nicht Ihre Frau die Rolle spielen?" Her gik et Lys op for mig; den Tanke var aldrig faldet mig ind; til at spille saadanne Roller, tænkte jeg, maatte man være belle comme le jour; men da Ca- thrine og Marie Devegge og flere Personer, jeg havde Tillid til, sagde mig, at det gik an, da var jeg lykkelig. Aamodt leverede Oversættelsen til Directionen, der antog og besatte Stykket. - Leopold, forfulgt af Vanskjebne, paaført ham af en mægtig Mand, der har søgt at forføre hans Hustrue, har skyet Menneskers Sel- skab og lever med sin Datter, som han har ladet opvoxe som et Naturens Barn, i en afsides Krog paa Landet. Carl, en Søn af SIDE: 198 denne mægtige President, kommer paa en Reise, ledsaget af sin Tjener Henrik, hen til dette Sted; han møder Louise, taler med hende, og hendes naive Uskyldighed fængsler ham til Stedet. Hen- rik har forliebet sig i Bondepigen Rose. Presidenten, der er ble- ven underrettet om Sønnens Opholdssted og Kjerlighedsforstaaelse, reiser efter ham med Lieutenant Woldeck for at gjøre Ende paa Sagen. De komme til Vertshuset, hvor de spørge en ung Bonde, Bosse, om den unge Herre, der skal opholde sig incognito i Lands- byen. Bosse, der har seet Henrik, troer, at han er den forklædte unge Herre, og svarer, at han kjender ham kun altfor vel, han har taget Rose fra ham. Vel havde Rose ikke lovet at ægte ham, Bosse, men hun havde sagt: vi ville see til, og naar Pigerne sige, vi ville see til -. Presidenten befaler ham at hente Pigen og siger hende, at den unge Mand, der har villet ægte hende, er hans Søn, at han som Fader forbyder dette Ægteskab, men dersom hun paa Øieblikket vil lade sig vie til Bosse, da vil han give hende et godt Udstyr. Henrik kommer nu og gjør Indsigelse, men Rose raaber forskrækket: "Jeg vil have Bosse, ingen anden i Verden end Bosse, det har aldrig været mit Alvor, at jeg vilde ægte den fornemme Herres Søn." Henrik forsikkrer, at hun gjerne tager ham, og Presidenten byder hende at vælge mellem de to. For- bauset herover vælger hun Henrik og siger, i det hun gaaer for at lade sig vie til ham: "Naadige Herre, jeg er uskyldig, hvis det skulde angre Dem." Presidenten bliver noget urolig ved disse Ord og siger til Woldeck: Pigens sidste Ord klang som en Trud- sel. - Carl og Louise mødes efter Aftale, hun taler til ham om hendes Faders Lærdomme og hans Frygt for Mennesker: "Min Fader har Uret, kjere Carl, ikke alle Mennesker er onde, og Du er god." Louise fortæller Leopold om hendes og Carls Kjerlighed og Sammenkomster; med Naturens Veltalenhed beskriver hun ham, hvor lykkelig hun nu er. Leopold, forskrækket, siger hende, at den unge Mands Hensigt er at gjøre hende ulykkelig og derpaa forlade hende. "Dersom han virkelig elskede Dig, da havde han sagt dette til mig og ikke til Dig." - "Og hvorfor da til Dig, og hvorfor ikke til mig? Det var jo, som om jeg vilde sige til vor gamle Thomas, at jeg elskede Dig - nei, det siger jeg til Dig selv;" - Presidenten lader sin Søn vide, at Pigen nu er viet til hans Tjener, og med hendes eget Samtykke. Han vil nu reise med Faderen. Leopold underretter Datteren om Carls Afreise; "han har bedraget Dig, han er borte." Hun besvimer, og han SIDE: 199 bærer hende ind i Huset. - I den følgende Act er Louise gaaet ud at indhente Efterretning om Carl, hun møder Obersten, Presi- dentens Broder. Hvo er Du? siger hun, seer ham i Ansigtet og seer, at han er en god Mand og at han ligner Carl; hun spørger efter denne og fortæller ham Alt hende angaaende. Obersten bli- ver strax hendes Ven og Beskytter, og det viser sig nu, at Presi- denten er den mægtige Mand, der har voldet Leopolds Ulykke, været Aarsag i hans Hustrues tidlige Død o. s. v. Ved den muntre og godmodige Oberstes Mægling tilgiver Leopold Presidenten, og denne samtykker i Sønnes Ægteskab med Louise. - Arenfeldt var Obersten, Aamodt Presidenten, Fleischer Woldeck, Haffner Carl, Treschow Leopold (til Forargelse for Lumholtz, som sagde: vi have kun een eneste Doctor theologiæ i Landet, og han spiller Comedie), Schandorff var Henrik, Cathrine Devegge Rose, Halvorsen, en af Colletts Contoirbetjente, Bosse. Jeg behøver ikke at sige, hvem der var Louise. Cathrine og Marie Devegge havde hjulpet mig med Costumet, Marie havde bundet en Krands, som jeg bar paa Haaret. - Om Publicum fandt Behag i min Maade at fremstile Naturens Datter paa, veed jeg ikke, men Generalauditeur Bornemann, der var administrerende Directeur, var utrættelig i at berømme min for- træffelige Declamation, som han kaldte det. Den Replique, jeg har anført, og nogle lignende, troer jeg nok, at jeg fremsagde med Sjel, men hvorvidt dette tilkommer Navn af Declamation, veed jeg ikke. Saalænge Bornemann var hos os, foretrak han mig ved mange Leiligheder, og hvis jeg sidenefter brak min theatralske Hals, saa havde jeg ham at takke derfor. Naturens Datter var ogsaa Aarsag i, at jeg fik en anden og mere decideret Tilbeder end Bornemann i Doctor Rode; dog derom mere en anden Gang. Vale! - Jeg glemte at sige, at Haffner var Carl. Den hellige Wilhelmus lønne Dig, kjere Broder, at Du vil give ham sin Plads igjen i Almanakken; han fortjener denne Ære, da hans Dag i mange, mange Aar har været en Glædesdag baade for Fattige og Rige i vor Bye. Den norske Helgen, der havde for- trængt ham, vil ikke vredes paa mig, fordi jeg har givet Anledning hertil - at sige, hvis han har nogen Følelse af Billighed, hvilket man vel maae forudsætte hos en Helgen, - i Betragtning af, at jeg vel ikke drager hans Fortjenester i Tvivl, men kun ikke kjender SIDE: 200 det ringeste til ham, medens derimod St. Wilhelm stedse har været min Skytspatron og endnu fylder mit Hjerte med glade Erin- dringer. Paa Wilhelmsdagen den 28de Mai, fødtes Mathea Collett, der i sin Tid og vistnok med Rette blev anseet som den Ypperste blandt Qvinderne i Christiania. Digteren Tullin sang til hendes Priis, hun var hans Melicerta og hans Melicrona. Paa denne Dag forærede Bernt Anker Ullevold med Indboe og Besætning til hen- des Brodersøn John Collett, og paa denne Dag var hvert Aar en Høitidelighed paa Ullevold, hvor der opbødes alt, hvad Hygge og Kjerlighed formaae. Dette ved- varede, saa længe hun levede, og endnu mange Aar efter hendes Død, og flere Aar efter Colletts Død, og da omsider Ullevold blev solgt og kom i fremmede Hænder, da vandrede endnu Folket paa Wil- helmsdagen til Ullevold for at nyde en Reminiscence af de tabte Glæ- der. Den sidste Gang, jeg bivaa- nede en saadan Fest, var i Aaret 1811 eller maaske 1812, 10 Aar efter Fru Ankers og 6 Aar efter Colletts Død. Paa den store Gaard var dækket lange Borde, hvorved Fattige bleve bevertede med Kjød- suppe og Oxesteg; hvad de ikke formaaede at fortære, havde de Tilladelse at tage med; naar de stod op fra Bordet, blev dem leveret hver fire og tyve Skilling i en Tut med Kobberpenge, og nu indlodes en ny Skare, der ligeledes bevertedes. Brødet var op- skaaret i store Kurve, saadanne som man ellers bruger til Brænde, og som der maatte to Mand til at bære. Jeg hørte en Kone sige: "Man har sagt os, at Kongen er vor jordiske Herre, men jeg siger, Madame Collett er det, Ingen har gjort mig saa meget godt." Denne Tale vandt stort Bifald. Maaskee jeg ved en anden Leilig- hed omtaler de Lystigheder, der paa denne Dag havde Sted, og de Mærkværdigheder, der gaves til Skue. Om dette Selskab denne Gang intet mere, uden at Prinds Fredrik zu Hessen var en af Gjesterne. SIDE: 201 Fru Ankers anden Brodersøn, Peter Collett, holdt ikke Dagen mindre i Ære. Han døde tidlig, men hans Enke, der eiede Lille- ager, havde givet en liden Dal, bevoxet med Træer, Navn af Wil- helmsdal; der havde Helgenen sin Bolig. Paa en aaben Plads mellem Træerne havde han bygget sig en Hytte, ved Siden var en liden Kaalhave, der omhyggelig var passet og vandet, og ved Siden af denne en Gravhøi med et sort Kors; hvem han der havde begra- vet, vidste man ikke. Naar man aabnede Døren til Hytten, (det blev kun tilladt Een ad Gangen at betræde den) saae man paa Væggen hængende et Træ- bæger, en Spade og lidt andet Haveredskab. Ved den ene Væg stod en Løibænk, og paa denne laae Eremitten med det lange hvide Skjæg og i Munke- dragt; foran ham stod et Bord, hvorpaa et Timeglas og et Me- mento mori; der laae ogsaa en opslagen Bog og Pen og Blæk. Naar man nærmede sig Bordet for at skrive sit Navn eller Devise i Bogen, reiste Eremitten sig op og blev staaende ved den anden Side af Bordet; naar man gik derfra, sank han igjen ned paa Leiet. Mecanismen herved var vistnok meget simpel, men det var dog imponerende den første Gang. - Mor Koren gav mig en Ring, hvori stod Navnet Wilhelm; jeg bar den hver 28de Mai. - I den Tid var Christiania une partie de moi, et j'étais une partie de Christiania. Nu omstunder: "Du tems écoulé tout me semble cher. Jusqu'au souvenir du mal que j'ai souffert." Generalauditeur Bornemann var en meget munter, vittig og un- derholdende Mand. Han havde havt Johan Herman Wessel til Lærer, han kunde hans Digte udenad og fremsagde mesterlig Johan v. Ehrenpreis. Han var uudtømmelig i Anecdoter. Kun een til SIDE: 202 en Prøve. Eieren af Gaarden Huus hed Glad, formodentlig er den nuværende Oberst Glad hans Søn, hans Kone havde været Dand- serinde ved Theatret i Kjøbenhavn; hendes Fader var en tydsk Underofficer ved Navn Dallas. "Da min Moder var død," fortalte Bornemann, "var min Fader meget bedrøvet og nedbøiet; han sad en Dag i sørgelige Tanker og blev ikke vaer, at Dallas, som havde noget at melde ham, var traadt ind og stod og betragtede ham. Ach! udbrød nu Dallas, hätte doch der liebe Gott Ihre Frau am Leben gelassen, die meinige genommen, so wären wir beide geholfen." - Bornemann var fortræffelig i comiske Roller, hans Sadelmager Wunderlich i "Kun sex Retter" er det fortrin- ligste, jeg har seet i dette Genre. Han var særdeles vel fornøiet i Christiania og var heller end gjerne bleven hos os, men hans Kone følte sig ulykkelig i Chri- stiania, og Længsel efter Kjøben- havn fortærede hende. "En Kjøbenhavner, kastet ud paa Lan- det, Er som en Fisk, der kommer op af Vandet," siger Rahbek, og Fru Borne- mann var virkellg at ligne ved en saadan Fisk. Damerne i Chri- stiania loe og sagde, at hun sav- nede nogle Smørrebrøds-Assembléer, hun havde været Deeltager i, medens hun var i Kjøbenhavn. De havde to smaae Børn, Thalia og Wilhelm, og en Barnepige ogsaa fra Kjøbenhavn, der var næsten lige saa ulykkelig som hendes Frue. Hun kom imellem med Børnene ind til Treschows. Hvad det er for et elendigt Liv, hørte jeg hende sige, at passe Børn i denne Bye. I Kjøbenhavn der satte jeg Børnene op i Vinduet, der vare de rolige og morede sig nok- saa godt; men her - hvad kan det nytte at sætte dem i Vinduet? her er jo intet at see, her foregaaer jo ingenting. - Omsider blev Fru Bornemanns Tilstand saa betænkelig, at man frygtede for hen- SIDE: 203 des Forstand; Rygtet gik at hun var vanvittig. Bornemann fortalte selv om et latterligt Rygte, der sagde, at der var en Deficit i hendes Hjerne. Hun reiste nu med sine Børn tilbage til Kjøben- havn. - Den engelske Madame Clausen havde en Søster, Miss Parsons, der var noget melancholsk af Temperament. Hvorvel hun ikke var Catholik, havde hun dog været Kostgjengerinde i et Klo- ster i Frankrige og nærede Længsel efter Klosterlivet. Da jeg med Flere en Aften fulgte hende hjem fra et Selskab, og Clau- sens Port blev oplukket for hende, sagde hun til mig med bevæget Stemme: "Ak, gid dette var mit Klosters Porte, der aab- nede sig for at indeslutte mig for stedse!" Mennesker af gan- ske forskjellig Charakteer kunne imellem finde Behag i hveran- dre, og det er vist, at af alle de Personer, der dengang levede i Christiania, var Miss Parsons den, for hvem Bornemann følte den høieste Interesse. - Paa denne Tid var det, at Treschow og hans Kone vare blevne enige om at skilles; Fruen reiste med den ældste Datter til Kjøben- havn, og de to yngste bleve satte i en Pensionsskole paa Vilberg hos Madame Wangen- steen. Treschow havde ofte sine Venner hos sig, om Vinteren i Byen og om Sommeren paa Sindsen, Bergh med Kone, Ma- dame Devegge med sine to Døttre og Sara Boyesen, vor Moder, Aamodt og jeg, de fire Overlærere, Bornemann og imellem Gram fra Ullern. En Aften kom Bornemann til Sindsen i Kareth og havde Miss Parsons med, hun var stille og melancholsk som ellers, alle vi andre vare muntre som sædvanlig. Da undslap der Sverdrup nogle Ord, jeg erindrer ikke, hvad det var, men det fore- kom mig langt fra at være fornærmeligt, om mit Kjøn i Alminde- lighed. Miss Parsons fik hysteriske Anfald, og Bornemann blev SIDE: 204 heel forskrækket. Jeg hørte Sverdrup siden spørge Bergh, om han meente, at Bornemann, hvis nogensinde Miss Parsons blev hans Kone, vilde ved slige Anfald blive saa forskrækket. Bergh svarede: "De første Gange vil han vel løbe efter Draaber, men kommer Anfaldet ofte igjen, da vil han sige: Aa, S . . . .!" Bornemann fik Embede i Kjøbenhavn. Før hans Afreise kom Bergh og bad mig gaae med ham til Treschow for at formaae denne til at skrive en Epilog, der kunde fremsiges i det dramatiske Selskab til Afsked for Bornemann. Da vi kom derhen, sad Treschow allerede og skrev en saaden Epi- log. Den blev fremsagt af Flei- scher den ældre, og blev siden trykt; jeg erindrer ikke mere deraf end een Linie: "Du elskede vort Land, for Dig og os den Roes var skjøn." Miss Parsons reiste tilbage til sin Moder i London. Treschow blev Professor ved Kjøbenhavs Uni- versitet. Fru Bornemann døde; Bornemann skrev til Miss Parsons i London, indbød hende at komme til Kjøbenhavn og blive hans Hu- strue. Treschows Familie (han var nu givt med Cathrine Devegge) modtoge hende med Glæde; hun kom, og Brylluppet stod hos Tre- schows. I Kjøbenhavns Bombardement skal Fru Bornemann have ud- staaet meget, saavel af "ses amis, les ennemis" som af Kjøbenhavnerne. Blandt de Gjester, der samledes paa Sindsen, glemte jeg at nævne Justitiarius Bull og engang imellem ogsaa hans Søn Jacob, den senere Justitiarius. Bandhunden paa Sindsen, Grip, var ikke at spøge med, den havde nylig dræbt en næsviis Kat. Jacob Bull kom den for nær, og den beed ham i Laaret; jeg stod og saae det, og Bulls død- blege Ansigt staaer endnu for mig. Han blev strax kjørt hjem, og Dagen efter gik jeg hen til Bulls at see til ham. Han laae i Sengen, men baade han og Moderen vare ved godt Humeur, og Dorthe Bull sad ved Sengen og reparerede de gjennembidte Pantalons. SIDE: 205 Paa Sindsen havde vi alle Slags Løier for, imellem gjorde vi bouts-rimés. Treschow fik engang de Rim: Nat, Kat, Dør, Smør. Han skrev: "Det hendte sig forleden Nat, Grip bed ihjel min stakkels Kat; Den stjæler aldrig mere Smør Og sniger gjennem ingen Dør." Engang legede vi endog Blindebuk, men da Treschow gik Blindebuk, stødte han Hovedet mod en aaben Dør, og hvorvel han ingen Skade fik, saa havde denne Leg en Ende for stedse. Engang spillede vi Rakker, og Sverdrup gjorde Kneb i Spillet. Siden blev der talt om Theatret, og han sagde, at alle Sørgespil var for lidet tra- giske. "Kjerlighed uden Strømper" var det eneste Sørgespil, hvori alle Personer stak sig ihjel, men han vilde gjøre det endnu bedre og skrive et Sørgespil, hvori alle Per- soner skulde hænge sig. Derpaa talede han om en Visit, han skulde aflægge hos Provst Lumholtz, og spurgte, om ikke En af os var bekjendt med denne Mand og vilde give ham en Recommendation med. Sara Boyesen sagde, at hun kjendte Lumholtz, da hun havde staaet til Confirmation for ham, da hun var tretten Aar, og at hun vilde skrive den forlangte Recommendation. Og hun skrev som følger: "Af nærværende Patron Bli'er der vist en stor Person, Han kan lyve, stjæle, myrde; Derfor, kjere Sjelehyrde, Stil ham hen blandt dine Faar; Lad ham staae iblandt de Saue, Som paa hiin Dag, flade, flaue, Paa den venstre Side staaer." SIDE: 206 Da vi næste Gang vare samlede, medbragte Sverdrup en skrivt- lig Beretning om sit Besøg hos Lumholtz. Den begyndte saaledes: "Jeg nærmed mig til Herremandens Helligdom Jeg mener Provsten Lumholz skumle Bolig Hvorfra dens Inderste Prælaten kom, Hans Helgenmine, Tordenord mig gjorde heel urolig." Provsten spørger ham nu i hvilket Ærinde han kommer, om det er for at skrivte og hvilke Synder han har begaaet - om han kommer for at bestille Barnedaab? "O nei, o nei, jeg stjaalet har! - I altsaa er en Tyv, bitt Faer? Tre Trumf i Rakker jeg forleden Aften stjal, Og fra at røbes redded' mig med Løgne uden Tal. Jeg Morder bli'er for tout beau monde jeg agter Livets Porte rent at sprænge, Ved min og Melpomenes Kunst de alle skal, om Rummet det tillader, hænge." Lumholtz forfærdes og Sverdrup leverer ham Saras Recommendation. Den kan ikke hjælpe ham; thi hun er lige- saa stor Synderinde som han er Synder og Provsten veed med Vished "at hun Bukkeflokken skal anføre" - "Da hun endnu kun tretten Aar, Sig teede mellem Kirkens Faar Hun ikke græd, men hylede og skreg Det var den onde Aand som da i hende peeb." Dog for ham, Sverdrup, siger Provsten, er der endnu Redning. "Kun Balles lille Bog med Andagt læs De sikker være skal - At komme mellem de Udvalgtes Tal. Ved Lammets høire Side De da maae Med mig og begge Capellaner staae. - SIDE: 207 Den Skjønne, De nys nævnte, maa vel følge med? Nei hende anvist er sit rette Sted. - Ja naar saa er, saa vil jeg ikke dølge, Jeg dog hiin Bukkeflok vil følge." - Da Sverdrup havde studeret i Göttingen, saa havde han ogsaa lært der at lave Dreyfuss, som jeg troer bestod af Rødviin, Ægge- blommer og Chocolade. Treschow sagde til Gram: "Iaften skal De faae en Drik, som De for- modentlig ikke før har smagt" Gram svarede: "Hvad er det for en Drik? er det reent Vand?" Gram var en Gastronom af første Skuffe, eller om man vil, af første Rang. Han gjorde Selska- ber, hvori Bevertningen var saa udsøgt delicat som muligt. Han var ikke givt, men han havde en Huusholderske (hun hed Kir- sten, men han kaldte hende sin Anne Malene), hvem han selv havde oplært i Kogekunsten; thi han havde studeret Gastro- nomie som Videnskab. Fruen- timmer, hørte jeg ham sige, kan man inddele i tre Klasser: Annemalener, Sjokkemalener og Dullemeier. Annemalener ere de, i hvis Huse alting gaar som efter en Snor; velsmagende, vel- tillavede Retter, Orden, Propretet, Hygge overalt, og den ene Dag som den anden. Den første blandt Annemalener er Madame Collett. Sjokkemalener ere saadanne, hos hvem der en Dag er Orden og Velbehag, en anden Dag mangler der Noget hist, Noget her, de ere aldrig at lide paa. Dullemeier have ikke Skik paa nogenting; de glemme Peberen til Erterne. - Rosendal i Falsens Oversættelse af Ifflands "Pebersvendene" ligner Gram, som om den var skrevet om ham; han blev tildeelt denne Rolle i det dramatiske Selskab og spillede den mesterligt, men da han havde læst den, sagde han leende til Directeurerne: "I ere dog ret nogle Kjeltringer." Aldrig kan jeg glemme da Jomfru Si- SIDE: 208 bylle (Jomfru Sang) spørger ham, hvor han vil hen saa hastigt og han svarer "pustende": I Kirken, Jomfru, der er kjøligt! - Et Bal i Mangelsgaarden 1796. Bielefeldt havde arvet sin rige Svigerfader, Doctor Gesenius, han kom tilbage fra Kjøbenhavn og vilde rivalisere med Bernt An- ker i at glimre ved prægtige Gjeste- bud og Baller. Han havde kjøbt General Mangelsens Gaard, som dengang endnu var en Pragtbolig. Ballet blev holdt i Anledning af den unge Niels Ankers Formæling med Excellencen General Wackenitz's eneste Datter. Vi kjørte derhen og maatte holde længe i Gaarden for de mange Equipagers Skyld. Hele Façaden af Mangelsgaarden var oplyst og behængt med cou- leurte Lamper. Jeg var dengang netop sexten Aar, og den Pragt, jeg her saae, var ny for mig, men der maae være noget mahomedansk i min Natur, da alt saadant aldrig har opvakt nogen For- eller Be- undring hos mig. Hvad som derimod drog mit Sind og Tanker og Øine til sig, var Synet af en gammel, tør, spinkel, ærværdig Mand i Generalsuniform og med et Ludvigs- kors. Der var flere blaae og hvide Riddere, Ordensbaand og Stjerner, men Ludvigskorset alene tiltrak sig min Opmærksomhed. Slaget ved Minden, de tappre Franske, Chevalier d'Eon, Hertugen af Broglio, Nivernais, Ludvigskorset - jeg saae intet andet. Denne gamle Mand var General Stricker. Jeg stirrede endnu paa ham og Ludvigskorset, da Musiken begyndte; en ung Officeer kom at engagere mig til første Dands; i det samme kom en høi, stor Dame leende hen til mig, gav mig et lidet Slag paa Kinden og sagde: "Skal Du dandse med min Søn, din Taske!" Denne Dame var Generalinde Stricker, om hvem man sagde, at hun oftest drak en SIDE: 209 Taar over Tørsten. Der blev sunget til Dagens og Anledningens Priis, Sangene vare forfattede af Frederik Schmidt: En Stemme: Held vor Annette! Kjerligheds Rosenbaand, Yndige, lette, Fængsle din Haand. Chor: Held vor Annette! Held den, hun gav sin Haand! Hymen dem flette Yndige Baand! Nu erindrer jeg ikke mere heraf end de to Linier: At Du maa vandre med din Ven Saa froe ad Banen hen. Til Fru Wackenitz: Moder, som med Glædestaarer, Saae din Datter ynderig, Kold mod Flitterglands af Daarer, Skjønt og herligt danne sig! Mødre kun din Glæde fatter, Den er Moderømheds Løn. Snart Du see en Datterdatter, Som Annette god og skjøn! Og til Kammerherre Wackenitz: Ædle Olding, Du, hvis Hjerte Luer høit af Faderfryd, Du din skjønne Datter lærte Selv at adle sig ved Dyd. O, den Tanke Dig forynge, At hun vorder lykkelig! Snart en Dattersøn skal slynge Kjelent spæde Arm om Dig. Spisebordene vare dækkede i flere Værelser, og Hvers Plads var bestemt af Verten. Jeg hørte ham beklage sig iforveien for Aamodt over, at han først ved det tredie Bord kunde placere Ma- damerne Collett. "Jeg vilde ønske," sagde han, "at jeg kunde sætte dem ved det første, men det gaaer aldeles ikke an." Ved det første Bord var Bielefeldt selv Vert, ved det andet var Aamodt Vert, det tredie erindrer jeg ikke. Min Plads var ved det andet Bord, ved Siden af Lieutenant Holst, der siden blev Adjutant hos SIDE: 210 Prindsen af Augustenborg, der blev Kronprinds af Sverige. Ved den anden Side havde jeg Kammerjunker Kaalund, som var for- lovet med den yngste Frøken Stricker. Frederik Schmidt kunde ikke lide ham og kaldte ham saa smaat Kaalhund. Ligeoverfor sad Jess Anker, der havde Fru Stricker til Borddame. Han skjen- kede for hende, og hun skjenkede endnu flittigere for sig selv, blev mere og mere høirøstet og førte megen og utilbørlig Snak. Midt i en saadan Tale standsede hun og sagde derpaa til Anker: "Ja, die Weiber! die Weiber!" Anker svarede: "Ikke saa, das Weib! das Weib!" - Bielefeldts nye Kok, Smelling, havde opbudt alle Kun- ster. General Mansbach, der sad ved Enden af Bordet, ikke langt fra mig, nød aldeles Intet af de kostelige Retter; man bragte ham en Tallerken med Kartofler, stegte i Asken, han skrællede dem selv og spiste intet andet. Ved den anden Side af Lieutenant Holst sad Frøken Kløcker, Datter af Justitsraad Kløcker paa Frede- richshald; hun var af min Alder, vi bleve snart bekjendte og ene- des om at kalde hverandre Du; herefter saae jeg hende kun et Par Gange. Hun blev givt med Holst. Her ende mine Bemærk- ninger om Ballet. Damernes Pynt gav jeg ingen Agt paa, dog saae jeg, at den unge Fru Niels Anker var overordentlig smuk. Justitsraad Kløcker og hans Datter toge Deel i Ballet; Fru Kløcker var der ikke. Om hende hørte jeg sige, at hun var langt fra at see godt ud, og at hun og hendes Mand stedse talede Engelsk med hverandre, og Manden kaldte hende da: my dear. Tjeneste- folkene, der hørte dette, sagde imellem sig: Vistnok er Fruen ikke vakker, men det er dog stygt at kalde hende: mit Dyr. Maaskee erindrer Du, kjere Broder, en General Stricker, Broder af den ovennævnte, som boede i Fru Münchs Gaard efter os, og med hvis Børn vi imellem legede. Dog, jeg var kun otte Aar den- gang, Henrik sex og Du fire, og jeg erindrer ikke, om Du var med hos Strickers. Han var kommet med sin Familie fra Rendsborg og SIDE: 211 var bleven Chef for Artillerie-Detachementet i Christiania. Børnene talede halv Tydsk og halv Dansk, dog forstode vi hinanden heel vel. Til Familien hørte ogsaa en Mamsel Lobetanz, der ikke forstod Dansk. - Naar man kom ind ad Fæstningsporten til den nedre Fæstning, som dengang kaldtes Huustangen (skal før have været kaldet Hovedtangen, fordi Christian den Anden paa denne Plads lod hugge Hovederne af 25 Adelsmænd), var der paa høire Haand en stor Have; der staar nu et Ridehuus. Denne Have var fuld af store Træer, behængte med de deiligste Frugter: Æbler, Pærer, Blommer og Kirsebær. Der var især et Æbletræ, der maa have været meget gammelt; thi dets Stamme havde mere end en Alen i Gjennemsnit, det bredede sine store Grene ud til alle Sider og bar aar- lig flere Tønder af de største og mest velsmagende Æbler, jeg nogen- sinde saae. Denne Have var til Artilleriechefens Disposition, og derhen gik vi med Strickers Børn at fylde Maver og Lommer med de herlige Frugter. En liden Dreng havde den engelske Syge og kunde ikke gaae; vi skiftedes til at trække ham i en Børnevogn. Da Bielefeldt havde faaet Haven til sin Disposi- tion, og havde kjøbt Lilleager, hvor der var Haver med megen Frugt, overlod han denne til Aamodt. Naar vi høstede Æblerne og lod dem bære hjem, gik vi forbi Waisenhuset. En stor og dyb Kurv, fyldt med Æbler, blev baaret af to Karle, som bare paa Skulderen hver sin Ende af en Stang, der var stukket igjennem Hankerne af Kurven, Aamodt og jeg gik ved Siden. Naar vi kom til Waisenhuset, hvor der stod mange af Børnene udenfor at see paa Æblerne, lode vi Folkene sætte Kurven ned, og vi indbøde Børnene at tage for sig af Æblerne. De lode sig dette ikke sige to Gange, og nu kom de 50 Børn alle ud, og en Lærer fulgte med og takkede os paa Bør- nenes Vegne. Og nu atter en Scene af min glade Barndoms Tid, det skal SIDE: 212 blive den sidste, dog, det har jeg lovet engang før, altsaa, jeg lover - sauf de ne rien tenir. "Efter en Alders Forløb eller mere, naar Erindringen af det Forbigangne bliver varmere end Indtrykket af det Nærværende, da gid De ogsaa med en behagelig Traurighed maae erindre Niels Treschow." Saaledes skrev denne Elskværdige engang til mig, og hans Ønske er opfyldt, thi ved Siden af Erindringen om Fader og Moder er der intet Billede, der paa mere behagelig og rørende Maade sysselsætter min Erindring end hans. Ingen Musik har frydet mig mere end de smaa Arier af Philidor, han spillede og sang ved Claveret. Cathrine og Marie Devegge spillede Sonater af Clementi; i disse fandt han ingen Smag, han kaldte dem hak-hak; men naar de sang og spillede af Mozart, da glædede han sig. - En Aften var der ingen hos ham uden hans Børn og jeg, som dengang var tolv Aar gammel. Han tog sin lille Judithe paa Skjødet og sang: "Marlborough s'en va-t-en guerre, Mironton ton ton mirontaine, Ne sais qu'en revenir. Il reviendra à Pàques Ou à la trinité. La trinité se passe, Marlborough ne revient pas. Madame à la tour monte, Si haut qu'elle peut monter. Elle voit venir un page, De noir est habillé. Mon page, mon beau page, Quelle nouvelle m'apportez? Aux nouvelles, que j'apporte, Vos beaux yeux vont pleurer. Quittez vos habits roses Et vos satins brochés! Monsieur Marlborough est mort, Est mort et enterré! Il fut porté en terre Par quatre z'officiers. L'un portait son grand sabre, L'autre son bouclier. SIDE: 213 L'un portait sa culotte, L'autre ne portait rien. A l'entour de sa tombe Romarins on planta. Sur la plus haute branche Le rossignol chanta. On vit voler son ame A travers des lauriers. Chacun mit ventre à terre, Et puis se releva, Pour chanter les victoires Que Marlborough remporta. La cérémonie faite Chacun s'en fut coucher, Les uns avec leurs femmes Et les autres tous seuls. Ce n'est pas qu'il en manque, Car j'en connais beaucoup, Des brunes et des blondes Et des châtaignes aussi. Je n'en dis pas davantage, Car en voilà assez." Jeg havde ikke isinde at nedskrive hele Visen, men kunde ikke modstaae Fristelsen dertil; hvo den ikke interesserer, kan jo benytte det Huusraad at gaae den forbi. Havde Du, min Læser, siddet som jeg, paa en Skammel ved denne min Gamaliels Fødder, seet ham i det ærværdige Ansigt, og med det yndige Barn paa hans Skjød, hørt den hele Sang med alle Gjentagelser og sit Mi- ronton ton ton mirontaine, og været saa lykkelig derved, som jeg var, da vilde Du, ligesom nu jeg, søgt at fæste det Hele, saavidt det lod sig gjøre, paa Papiret, ligesom det stod fæstet i mit Sind. O Haab, og Du, Erindring! thi kun eder Betroer den Evige Magt, at tilveie Støv Lyksaligheder Og himmelsk Følelse. (Ewald.) SIDE: 214 I 1799 kom der, som allerede omtalt, fire nye Overlærere til Latinskolen i Christiania, Bergenseren Doctor philos. Ulrik Rode, Trondhjemmeren Georg Sverdrup, Christiansanderen Søren Rasmus- sen, og Theologen Meyer, der blev givt med en af Kammerraad Wexels's Døttre og blev Præst, siden Biskop i Dannemark. Rodes Fader og Aamodts Moder vare Sødskende, - dog dette har jeg jo fortalt engang før, - men dog ikke, at hans Moder, Fastings Hen- rica, besøgte mig. Hun var henimod 60 Aar, men man kunde see, at hun havde været meget smuk. Hun forærede mig en Voxfigur af hendes Arbeide, der var et sandt Kunstværk. I min Stambog skrev hun: "Du Gratiernes Yndling er, Dit hulde Smiil, dit lyse Øie Er fød for Venner at fornøie; O, nyd den Lykke, Du er værd! Men ak! vi leve paa en Klode, Hvor tusind Torne om en stakkels Rose gro'de, Hvor Dyden tidt af Sorg maae græde, Og ofte er ulykkelig. O, maatte Glædestaarer her kun dine Kinder væde, Og aldrig Torne saare Dig!" Har jeg ogsaa fortalt - jeg troer nei - hvorledes Rode en- gang bragte mig et Brev fra sin Søster, Alette Tyrholm. Hun skrev, at hun stedse havde tænkt sig det som en stor Lykke at finde en Veninde, hvem man kunde meddele sine Følelser, og som kunde forstaae dem; hun havde søgt, men hidtil ikke fundet en saadan. Nu troede hun at den, der med Hjerte og Sjel havde fremstillet "Naturens Datter", maatte være den, hun saa længe havde søgt. Hun bad derfor, at Aamodt og jeg vilde komme til dem i Soon; "min Broder", skrev hun, "vil blive glad, meget glad, ved at maatte følge med Dem." Inden i Brevet laae et lidet grønt Blad, og Rode sagde mig siden, at Brevet havde været ham sendt aabent, og at han havde lagt Bladet deri for at gjøre det mere rørende. Bladet var af min Krands som "Naturens Datter", han havde saa længe bedet mig derom, til jeg maatte give ham et Stykke af denne Krands. Jeg viste Brevet til Treschow; han smilede og sagde: "Der- som dette Brev var fra en Mandsperson, da vidste De, hvad det betydede." Om vor Reise og Ophold i Soon troer jeg at have for- talt, men dog ikke, hvorledes vi en Dag med hele Tyrholms Familie reiste til Moss, og hvorledes vi gik ind i Haven ved Værket, som de kaldte det. Her var meget Smukt at see, i Særdeleshed en Cas- SIDE: 215 cade, hvor Vandet faldt ned over en høi Trappe. Vandet var standset ved en Sluse, og Magdalene Tyrholm, dengang fjorten Aar, faldt paa at bestige Trinene og stille sig øverst paa Trappen. Det var virkelig et smukt Syn; vare end ikke Trinene af Marmor, saa saae de dog saaledes ud, og den skjønne Pige paa Toppen i den hvide Dragt forestillede en deilig Statue af Marmor. Vi stode Alle og saae paa dette, indtil vi bleve vaer at ogsaa Bernt Anker stod midt iblandt os, ikke mindre indtaget af Synet end vi. Han ind- bød os Alle til Middag, og vi tilbragte hele Dagen hos ham, og han underholdt os paa den behageligste Maade, førte os om paa Glasværket, Kanonstøberiet, og forklarede os alt, hvad vi saae der. At le bon homme Tyrholm var imponeret af ham, er vel ikke at undres over, men at ingen af os var mere forgabet i Anker end vor lærde Doctor, det maatte synes underligt, han, der ærgrede sig over Rasmussen og sagde om ham, han kan hverken Græsk eller Hebraisk, han er ingen lærd Mand, han er ikke andet end en Flab. - Rode skrev imellem Digte, dem han dog ikke gav i Trykken. Engang havde han forfattet et Digt til mig, men da han fik en, vistnok ubeføiet, Mistanke om, at jeg havde villet drille ham, saa holdt han det tilbage og lod mig vide, at det ikke var Lidet, jeg derved havde tabt. Scener af Livet i Trondhjem, 1793. Personerne: Oberstlieutenant Colbjørnsen. Fru Colbjørnsen. Madam Holmberg, Vertshuusholderske. Grethe, hendes Pige. Hans, Opvarter i Verts- huset. Synneve, Fru Colbjørnsens Pige. En Reisende. En Stue hos Madam Holmberg. Grethe (alene, spinder og synger): Hvad spørger jeg om Gods og Guld, Naar jeg er vel tilfreds; Lad Andre have Laden fuld, Jeg nøies med min Kreds Og synger fro ved Leens Klang Min Morgen- og min Aftensang. Saa mangen En har Guld og Gods Og Snese Retter Mad; Men Kjedsomhed den sidder hos, Og han er sjelden glad. Hvo meget har, han meer attraaer, Og Ønsket aldrig stille staaer. SIDE: 216 Dog skjenker Du, o milde Gud! Os Glæder uden Tal. Nu blomstrer Engen ved Dit Bud, Nu grønnes Mark og Dal. Hver Morgen synger Lærken fro Og Nattergal ved Aftens Ro. Hans (som under Sangen er kommet ind og har hørt til). Det var en deilig Vise, Grethe; veed Du ogsaa, hvem har digtet den? Grethe. O ja, det er Amtmanden i Nordland, Falsen, og jeg har seet baade ham og Fruen; de toge ind her, da de vare paa Veien til Nordland. Hans. Ja, end jeg da, jeg har seet baade ham og Fruen og de tre Smaagutterne og den lille Haagine. Ja, den Amt- manden, det var noget til klog Karl, og Fruen, ja hun var nu saa hjertens god, at der ikke kan findes Nogen bedre i denne syndige Verden. - Men Visen har han nok ikke digtet hver- ken i Trondhjem eller i Nord- land; for jeg har nu været der al min Tid, men jeg har saagu aldrig hørt nogen Nattergal eller nogen Fugl synge enten Aften eller Nat. Grethe. Ei, din Tosse! Visen har han digtet i Kjøbenhavn, og veed Du da ikke, at der synge Fuglene hele Natten. Hans. Jasaa, det vidste jeg ikke. Jeg var med paa det samme Skibet, da de reiste til Nordland, og Du kan troe, jeg hørte vel efter, hvad de sagde. Han vilde have mig til at fortælle dem Sagn og Eventyr, og da vi kom forbi Habors Fyr, saa maatte jeg fortælle ham Sagnet, saa som vi har det her, og saa fortalte han, hvorledes de har Sagnet i Danmark, hvor de der bilde sig ind, at det er foregaaet. Og saa sagde han til Fruen, at dersom hun fik en Søn i Nordland, da skulde han hede Hagbart, og fik hun en Datter, da skulde hun hede Signe. SIDE: 217 Grethe. Har Du da ogsaa hørt, at Fru Falsen har faaet en Søn i Nordland, og at han heder Hagbart? Hans. Nei, det vidste jeg ikke, (leer) det var da moersomt. Men, Grethe, jeg kom da ikke ind til Dig for at tale om Andre, lad mig nu ogsaa lægge ud om mig selv. Du veed, hvor inderlig jeg holder af Dig. Vistnok er jeg en fattig Karl, men jeg har Lyst og Kraft til Arbeide, og saa skal vi nok slaae os igjennem og synge: Hvad spørger jeg om Gods og Guld, naar jeg er vel tilfreds. Grethe (forlegen). Madamen sagde mig igaar, at Far forlangte, jeg skulde komme hjem til ham igjen. Far er en streng Mand, - dersom det kun kom an paa mig, - men der kommer Fru Col- bjørnsen, hvad mon hun vil? gaae nu, kjere Hans. (Hans gaaer.) Grethe. Fru Colbjørnsen. Fruen. Goddag, lille Pige. Er din Madam hjemme? Grethe. Ja, Frue. Fruen. Jeg kan sige Dig, mit Barn, at Du ikke bærer Dig maneerlig ad. Vel er jeg en gammel Kone, men jeg er derfor ingen Fantekjerring, og min Mand, Bjønnen min, er Oberstlieutenant, og Du bør have Respect for mig. Grethe. Det har jeg ogsaa, Frue. Fruen. Hvad var det for en Compliment, Du gjorde, var det en Hilsen til en Oberstlieutenants Frue? kom hid, jeg skal lære Dig Comport. Hovedet i Veiret! - Skuldrene ned! - nei nu! - lidt dybere - saa, det gaar an. Kys mig nu paa Haanden. Saa - gaae nu og siig din Madam, at Fru Colbjørnsen vil tale med hende. Fruen (alene). Det er forskrækkeligt med de gemene Folk, hvor liden Comport de have. Denne Pige er dog ikke af de værste, hende kan man belære; dersom jeg havde hende nogen Tid i min Skole, da vilde hun snart blive ligesaa maneerlig, som min Synneve, der nu er bleven gandske efter mit Sind; men Folkene af den lavere Stand i Almindelighed her ere saa raae og saa ubehøvlede, at man maae væmmes derved. Det hjelper kun lidet at ville polere dem. Jeg holder mig helst til Børnene, de ere mere modtagelige for Be- læring, og naar man giver dem et Stykke Sødkage eller Bonbons, saa neie og bukke de noksaa maneerlig. Den gode Madam lader længe vente paa sig; mig synes dog, at naar en Oberstlieutenants Frue - Fruen. Madam Holmberg. Madamen. Vær saa god at sidde ned, min naadige Frue, hvad er til Deres Tjeneste? SIDE: 218 Fruen. Jeg kommer for at raadføre mig med Hende, min gode Madam, i en meget vigtig Sag. Min Mand, Oberstlieutenanten har faaet Efterretning om, at der om otte Dage kommer hid til Trondhjem to meget fornemme Herrer, General v. Haxthausen og Oberst v. Bielefeldt; de komme i Forretninger og ville tilbringe tre eller fire Dage her. Da nu min Mand er Oberstlieutenant og den første Autoritet, idetmindste blandt de Militaire, saa have vi ind- budt disse Herrer til at logere hos os, og nu kan Hun vel tænke, min kjere Madam, hvor meget det er mig om at gjøre, at de fornemme Herrer blive modtagne og bevertede, som deres høie Stand fortjener. Jeg raadførte mig desangaaende med Jomfru Modin, der i Sandhed er en meget klog og poleret Dame, hvilket da ikke er at undres over, da hun har tilbragt otte Aar i Huset hos Kammer- herre Suhm. Alt det, hun sagde mig, var vistnok rigtigt og godt, men det var altsammen Noget, jeg vidste før; men Bevertnin- gen, Madam, Maden, derom vidste hun ikke mere end jeg. Derfor kommer jeg til Hende, Madam, at høre Hendes Mening om, hvilke Retter jeg helst skulde byde de fremmede Herrer. Madamen. Naar Fruen henvender sig til mig i denne An- ledning, saa henvender De Dem til den Rette. Jeg har bevertet saa mange Engellændere og andre Fremmede, at jeg nok veed, hvad de finde meest Smag i. Den bedste Ret, Fruen kan byde dem, er Lax, især fersk, men vel ogsaa røget. Fruen. Ei, hvad tænker Hun paa, Madam! Lax er jo en ordinair Ret, koster to Skilling Marken, den kan jeg ikke byde sadanne Herrer. Madamen. Jo sikkert, Frue. Engellænderne blive saa glade, naar man byder dem fersk Lax, at en Engelskmand kyssede mig paa Haanden af Glæde, da jeg satte Lax for ham. SIDE: 219 Fruen. Ja, det kan nok være, Engellændere; men de Gjester, jeg venter, ere ingen Engellændere. Madamen. De ere fra Christiania, Frue, og der er Lax en ligesaa stor Sjeldenhed, som i Engelland. De have ingen anden Fisk i Christiania end Makrel og en Fisk, som de kalde Hornfisk eller Horngjel, eller Gubernix med de grønne Bena, fordi den har et langt Næb og grønne Been. Troe De mig og kom med Laxen! Fruen. Ja, naar saa er, vil jeg da følge Hendes Raad. Det er dog en stor Fordeel at have Anledning til at see og gjøre Be- kjendtskab med fremmede Reisende; man profiterer næsten ligesaa meget heraf som af en udenlandsk Reise. Ja ja, giv mig nu en skrivtlig Opsats paa de Retter, som jeg kan byde mine fremmede Gjester, og send mig den endnu idag. Farvel, Madam. Madamen. Lev vel, Frue, jeg takker, naadige Frue, for Deres ærede Besøg. Fruen. Ja, jeg kunde jo sendt Bud og ladet Hende komme til mig; men saa faldt Tiden mig lang, medens Bjønnen tog sin Middagsluur, og saa tænkte jeg, Du kan have godt af at tage Dig en liden Spadseretour; men jeg har Intet imod, at Hun antager det for et Besøg, jeg vilde gjøre Hende. Skriv nu Opsatsen, jeg bad Hende om. Adieu. (Fruen gaaer, Madamen følger hende ud og kommer strax tilbage). Madamen. Den gode Frue er noget indbildsk af sig. Jeg har dog hørt, at da hun endnu heed Thrine Munch, troede hun sig ikke høiere paa Straae end vi andre, men siden Bjønnen hendes blev Oberstlieutenant, er hun bleven rent forandret; hans Skyld er det sikkert ikke, han er saa jevn, ligefrem og god en Mand, - nu ja, hun er jo ogsaa en god Kone, det kan hun nu ikke for, at hun er lidt naragtig. (Hun gaaer hen til Døren og kalder) Grethe! Grethe. Her er jeg, Madam. Madamen. Hør nu, Grethe, lad mig tale et alvorligt Ord med Dig. Jeg har sagt Dig før, at Du ikke skulde høre efter Hans og hans Passiar om Kjerlighed og Ægteskab. Du er en fattig Pige, og Hans eier Intet. I ere nu begge vant til at leve godt i mit Huus, men naar I skulle leve af det, han kan fortjene, da bliver Smalhans Kjøkkenmester i Huusholdningen. Desuden skriver din Fader mig til, at Du maae komme hjem til ham, han har et godt Partie til Dig. Kjender Du Arne Gulbrandsen? Grethe. Ja, - det er dog vel aldrig ham, Far vil, jeg skal givte mig med? SIDE: 220 Madamen. Jo, ham er det. Grethe. Men han er da ikke rigere end Hans. Arne eier hverken Gaard eller Grund. Madamen. Nei, men din Fader skriver, at Arne har samlet mange Penge og har leveret din Fader en stor Pose med Penge til Forvaring, dengang han begjerede Dig af ham. Grethe (grædende). Ak, gode Madam, forskyd mig ikke! lad mig blive hos Dem, tving mig ikke til at reise hjem til Fader, saa længe han har det Forsæt at givte mig med Arne; jeg kan og vil ikke ægte ham. Madamen. Jeg har ingen Ret til at beholde Dig hos mig imod din Faders Villie. Betænk Dig kun, saa vil Du see, at Du gjør bedst i at adlyde din Fader. (Hun gaaer.) Grethe (alene, tørrer sine Øine). Ja, det forstod jeg nok, at den stygge Arne havde Tanker til mig, og det var fornemmelig derfor, jeg fik Fader overtalt til at lade mig reise til Byen. Her var jeg nu i Sikkerhed for ham. Han lod sig aldrig mærke med at han havde Penge, hvor mon han har faaet dem fra? Men om han saa eiede hele Norges Land, saa vilde jeg dog ikke have ham. (Hun græder.) Hans (kommer ind). Grethe! - men hvad er paafærde? hvor- for græder Du? Grethe. Aa, der er Ulykke nok paafærde. Far har skrevet at jeg skal komme hjem, og han vil tvinge mig til at givte mig med Arne Gulbrandsen, men jeg vil ikke ægte Arne, og jeg vil ikke ægte nogen Anden end Dig, Hans; nu seer jeg først, hvor- meget jeg holder af Dig. Arne er ond og uudstaaelig, og Far kunde før ikke lide ham; men nu har han ladet Far see, at han har Penge, og derfor vil nu Far, at jeg skal tage ham til Mand. Hans. Naar Du holder af mig, Grethe, saa skal nok hverken Arne eller nogen Anden skille os ad. (Man hører raabe: Hans! Grethe! De løbe ud.) Madam Holmberg. En Reisende. Madamen. Behag at træde ind min, Herre. Hvad maae man byde Dem? Den Reisende. Tak, Madam, jeg behøver Intet for det Første, uden at De vil anvise mig et Værelse, for at rette paa min Paaklædning, og derpaa lade en af Deres Folk vise mig Vei til Stiftamtmanden. Madamen. Vor Stiftamtmand er nu ikke hjemme, han er reist bort. SIDE: 221 Den Reisende. Naar venter man ham tilbage? Madamen. Han er reist Søndenfjelds og ventes ikke saa snart tilbage. Den Reisende. Det er meget uheldigt. Paa Veien herhid har man frastjaalet mig næsten alle mine Penge og alle mine Re- commendationsbreve, jeg maae reise videre og haabede at formaae eders Stiftamtmand til at give mig nye Recommendationsbreve. Nu veed jeg ingen Raad, og her kan jeg ikke blive liggende. Madamen. Da kan jeg give Herren et godt Raad; lad min Tjener vise Dem Veien til Oberstlieutenant Colbjørnsen, han er den bedste og tjenstagtigste Mand i hele Verden, og han giver Dem, saasnart han har seet Dem, al den Recommendation, De kan forlange. Den Reisende. Megen Tak, min gode Madam, jeg vil følge Deres Raad. (Han gaaer.) Stue hos Oberstlieutenant Colbjørnsen. (Oberstlieutenanten sidder i en Lænestol og sover. Fruen kommer ind med Synneve, som bærer et Caffebret, det hun sætter paa Bordet. Synneve neier ærbødigt for Fruen og gaaer.) Fruen (gaaer hen til Oberstl. og seer paa ham en Stund i Taushed, der- paa siger hun, idet hun lægger Haanden paa hans Pande): Nu maae Du ikke sove længer, Bjønnen min, hvordan vil det ellers gaae Dig til Natten? Kom nu vakkert og drik en Kop Caffe. Oberstl. Tak, lille Thrine, Du veed, jeg følger altid dine Raad, og din Caffe er ogsaa altid god. (Sætter sig ved Bordet.) Har Du talt med Madam Holmberg, som vi bleve enige om? Fruen. Ja, jeg har talt med hende, og tænk engang, det første, hun raadede mig til at sætte for vore Gjester, det var fersk Lax. Oberstl. Det var saamen ikke ilde betænkt af Madam Holm- berg; en Lax er et stort Creatur i Christiania; man seer der Lax paa Gjestebudsbordene. Det kommer vel deraf, at de der saa sjelden har den, og det man kun sjelden har, sætter man Priis paa, og det man slet ikke kan faae, ja det er nu det allerønskeligste. Fruen. Det er dog ikke altid saa, Bjønnen min; jeg har nu havt Dit Selskab hver Dag i 27 Aar, og vilde ikke bytte det bort med noget andet. Oberstl. Jeg siger det samme om Dig, og Du er altid min lille Thrine. Fruen. Og Du er altid min egen Bjøn. Men lad nu ikke Caffeen blive kold. SIDE: 222 Oberstl. Hør nu, Thrinemor, naar vi to gamle Børn saa- ledes lege med hverandre og give hverandre Kjelenavne, saa maae vi ikke lade Nogen see eller høre dette, ellers vilde de lee os ud. Fruen. Ei, lad dem lee! de Tosser lee ad mig, naar jeg vil polere dem og lære dem at comportere sig, men det bryder jeg mig ikke mere om end som saa. Oberstl. Ja lad nu saa være, Thrinemor, jeg tager mig heller ikke deres Latter nær; men hvad jeg vilde sige er, at naar vore Gjester fra Christiania komme her, saa maae Du være mere omhyggelig for dem end for mig. Lover Du mig det? Fruen. Ja, det kan Du være vis paa, jeg skal sørge for dem baade med Fynd og Klem. Men Du maae ogsaa love mig een Ting. Oberstl. Hvad er det, min Tøs? Fruen. Det bliver nu min Sag, naar vi har dem hos os, at nøde dem med Maden, og det kan Du lide paa, jeg ikke skal for- sømme; men det vil paaligge Dig at nøde dem med Drikken, og naar Du saa drikker dem til, saa kan Du let faae mere, end Du kan taale, og saa falder Du i Søvn ved Bordet, og det er ikke det Værste, men Dagen efter er Du syg, Bjønnen, og hvordan skal det da bære afsted, medens vi have Fremmede? Lov mig derfor, at Du vil tage Dig iagt og skaane Dig selv, saa vidt det lader sig gjøre. Lov mig det, saa er Du min egen Bjøn. Oberstl. Jeg lover Dig, at naar jeg mærker, jeg ikke taaler meer, saa gi'er jeg Dig et Vink, og saa maae Du drikke dem til; jeg troer næsten, Du taaler meer end jeg. Fruen. Sikken Snak! taaler jeg meer end Du? - Saadan maae Du ikke komme til mig. Oberstl. Naa naa, lille Thrine, vær nu ikke vred, det var jo kun mit Spøg. Fruen. Ja ja, Bjønnen min, saa skal det være Dig tilgivet. Men siig mig nu, hvad mener Du, Posten vil bringe os idag? Oberstl. Jeg mener, den vil bringe os en Provincial-Com- missair. Jeg er saa vis derpaa, som om jeg alt havde den. Jo jo, Thrinemor! Bjønnen din staaer ikke ilde anskrevet paa høiere Steder, det kan Du være vis paa, og hvad han søger om, det faaer han. Er det ogsaa alvorlig meent, min lille Thrine, at Du gjerne vil flytte til Christiania? Fruen. Ja, det veed Gud, at det er mit Alvor. De fornemme Damer i Christiania ere gandske anderledes artige, end de vi have her. De gemene Folk, ja, de ere nu vel de samme allevegne; men SIDE: 223 de Fornemme! Da vi for tre Aar siden vare i Christiania, bleve vi jo budne i alle store Selskaber hos de Store, og Damerne vare gandske anderledes artige mod mig, end de her, der mange Gange have grinet og leet ad mig; men det er deres egen Skam og ikke min. Naar jeg er borte, da kommer nok den Dag, at de skjønne derpaa, hvad Nytte de kunde have havt af mig, om de vilde hørt efter mig og ladet sig belære af mig. - Men naar Du bliver Pro- vincial-Commissair, maae Du lade Dig sye en ny Uniform, Bjønnen! Oberstl. Ja, det skal have gode Veie, - og Thrinemor maae faae en ny rød Silkekjole. Fruen. Ja, da skal vi ret paradere paa Christiania Gader og de store Selskaber. Gid vi allerede var der! Synneve (kommer ind). Her er en fremmed Reisende, som beder om at faae tale med Hr. Oberstlieutenanten. Oberstl. Bed ham være saa artig at træde ind. (Synneve gaaer.) Fruen. Men Du er i Slobrok, Bjøn; dersom det nu er en fornem Mand - vil Du ikke gaa ind og pynte Dig lidt, saa skal jeg tage imod ham saa længe. Oberstl. Der er han allerede. Fruen. Oberstlieutenanten. Den Reisende. Den Reisende. Undskyld, Hr. Oberstlieutenant! min Paa- trængenhed. Af dette mit Pas vil De see, at mit Navn er Ludvig Müller. Jeg kommer fra Frankrig, og Maalet for min Reise er Nord- cap. Paa Grændsen af Trondhjems Stift blev en Kasse, hvori laae næsten alle mine Penge og Vexler, og, hvad der næsten endnu er værre, mine Recommendationsbreve, stjaalet fra mig. Oberstl. Har De da ikke Haab om at faae alt dette til- bage? Har De meldt Sagen for Øvrigheden? Reisende. Vistnok, jeg har strax anmeldt Sagen og opholdt mig flere Dage paa Stedet for at oppebie Udfaldet af Eftersøgel- serne, men de vare forgjeves, og jeg kunde ikke bie længere. Jeg reiste videre i Haab om hos Stiftamtmanden i Trondhjem at faae nye Recommendationsbreve. Nu hører jeg at han er bortreist, og da min Vertinde, Madam Holmberg, saae min Forlegenhed, raadede hun mig til at henvende mig til Dem, Hr. Oberstlieutenant, der, som hun sagde, var en human, tjenstvillig og god Mand, der finder sin Glæde i at tjene sine Medmennesker. Fruen. Ja, deri har saamen Madam Holmberg talt Sandhed; min Bj-, min Mand, Oberstlieutenant Colbjørnsen, er vel den bedste SIDE: 224 Mand paa Jorden, og De, min Herre! hvo der forstaar sig paa Mennesker, seer strax paa Dem, at De er en Mand com il fo - en Gentilhomme, en Mand af Stand. (Afsides.) Saa deilig en Com- pliment som hans har jeg endnu aldrig seet før. Oberstl. Jeg skal med største Fornøielse give Dem et An- befalingsbrev til Kjøbmand Buck paa Tromsøe; hos denne Mand vil De være som i Abrahams Skjød, og han vil skaffe Dem videre og med Glæde tjene Dem i alt, hvad han formaaer. Naar har De isinde at reise videre? Reisende. Saa snart som muligt, jeg tænker imorgen tidlig. Oberstl. Saa skal jeg sende Dem Brevet endnu iaften. Reisende. Jeg takker Dem forbindtligst. Ogsaa Dem, Madame, takker jeg meget for de gode Tanker, De har om mig. (Han hilser og gaaer.) Oberstl. Men, lille Thrine, naar saae Du nogensinde en saa- dan Mand! saa ung, saa smuk, og dog tillige saa ærværdig; han maae da vist være en Søn af en meget fornem Mand. Fruen. Ja, jeg var ogsaa gandske indtaget i ham. Men det syntes jeg ikke om, at han kaldte mig Madam, han vidste jo at Du er Oberstlieutenant. Oberstl. (leer). Ja, de Franske, de kalde alle Fruentimmer Madam; jeg hørte En, der kaldte en lille Pige paa ti Aar Madam. Jeg har hørt sige, at de kalde Dronningen Madam. Fruen. Naa, det havde jeg da aldrig troet, at de Franske havde saa liden Levemaade og ikke fik en bedre Opdragelse. Vi Trondhjemmere ere dog ikke tilbage i alle Stykker, mærker jeg; vi vide da nok, hvad Forskjel der er paa en Frue og en slet og ret Madam. Synneve (kommer). Postmester Lorentzens Bud er her med tre Breve, et til Hr. Oberstlieutenanten og to til Fruen. De koste sex Skilling. Oberstl. Der er sex Skilling, skynd Dig nu og bring mig Brevene. (Synneve gaaer.) Oberstl. Nu skal Du see, Thrina mi, nu kommer Provincial- Commissairen. Fruen. Gid det var saa vel, Bjønnen min! (Synneve bringer Brevene og gaaer.) Oberstl. Der har Du dine to Breve, Thrine. Og nu aabner jeg mit - Rigtig, lille Thrine, rigtig, Provincial-Commissairen staaer for Dig. - Hvad siger Du nu? SIDE: 225 Fruen. Ja, jeg er glad tilgavns, det kan Du troe. - Nu skulle vi til Christiania, og der i Selskaber hos General Haxthausen og Oberst Bielefeldt og General Mansbach og Kammerherre Kaas og Kammerherre Anker og Generalinde Sehested og Stiftamtmand Moltke med den deilige Frue; vi skulle ogsaa see hendes Søster, Fru v. d. Maas, der er lige saa deilig som hun, og - Oberstl. Men Moltke er jo ikke længer i Christiania, Kam- merherre Kaas er Stiftamtmand, og Moltke er i Dannemark igjen. Fruen. Saa? er Moltke i Dannemark igjen, i Kjøbenhavn? (hun leer) ja, saa er det dog nok sandt, hvad Folk sagde. Oberstl. Naa, hvad sagde Folk om Moltke? Fruen. De sagde - men det veed Du lige saa godt som jeg. Oberstl. Jeg veed sandelig ikke, hvad Du mener. Fruen. De sagde, at Kronprindsen var forliebt i Fru Moltke. Oberstl. Sikken dum Snak! Nei, Thrina mi, saadant maae Du aldrig gjentage. Jeg skal sige Dig, hvoraf det kom. Kronprindsen har kun Øie for sin Gemalinde, han seer neppe paa de andre unge Damer og taler sjelden til nogen af dem; nu hendte det engang, at han sad en Stund paa en Sopha, hvorpaa ogsaa Fru Moltke sad, og saa fandt de ud, at han var forliebt i hende. Fruen. Naar vi komme til Christiania, Bjønnen, saa maae vi gjøre Visit hos Kammerherre Wackenitz, han er dog Generallieutenant og Excellence, og den fornemste af dem allesammen. - Men hos Kjøbmandsfolk ville vi ikke gjøre Visit; der er nu Jørgen Pløen, han er nu med hos alle de Store; men man siger, at hans Kone har været Kokkepige. Oberstl. Det er vist ikke sandt; Capitain Fuglberg er Madam Pløens Broder, og har Du nogentid hørt, at en Capitains Søster har været Kokkepige? Fruen. Ja, det er mig det samme. Men om hun saa havde ti Brødre, der var Capitainer, og om hun var ti Gange saa riig, som hun er, saa gjør jeg ingen Visit til hende. Oberstl. Da kunde jeg nok have Lyst til at gjøre Bekjendt- skab med Pløen, han er en munter, godslig Mand, han har den bedste Viinkjelder i Christiania, han har muntert Selskab hos sig næsten hver Dag, og jeg har hørt af paalidelige Folk, at der bliver drukket ved hans Bord for idetmindste femhundrede Rigsdaler Viin om Aaret. Fruen. Jaja, saa gaae Du kun derhen, naar Du har Lyst dertil, Bjønnen. Nu vil jeg læse mine Breve. - Fra Christianssand, SIDE: 226 fra min Broder Edvards Kone. Hun skriver, at Søren snart ventes hjem, at Jacob er kommet paa Militair-Academiet i Christiania, at han er indskrevet som Underofficeer og faaer Gage, - at han er saa flink til at tegne og male, at det er en Lyst at see. Han har tegnet for Toldcassererens Kone, Madam Spärck, et Skjerf, som hun har sendt sin lille Søsterdatter, Conradine Hansteen i Christiania. Skjerfet var af guult Atlas, og foran havde han tegnet en Medaillon med en Dame, der sad under et Løvtræ paa en Græsbænk, og hele Medaillonen var ikke meget større end en Sølvspecie, og det var alt- sammen saa toutafait og saa deiligt, - og om Stine skriver hun, at hun er flink baade til at tegne og brodere, og hun underviser sin lille Søster og tager sig af Huusholdningen. Oberstl. Ja, din Broder Edvard har Ære og Glæde af sine Børn; af Jacob bliver der vist noget Stort, og Søren er ogsaa en flink Gut. Gud bevare ham! Søen - ja, der er da ingen Bjelker under den. Fruen. Dette Brev er fra Fru Rummelhof. Nu skal Du høre Løier. (Hun læser.) De maae troe, kjere Tante, vi glede os ikke lidet til Deres Komme; igaar vare vi i Selskab hos Generalinde Sehested, hvor der næsten ikke blev talt om andet end om Dem, og General- inden bad mig hilse Dem fra hende. Da min Mand idag kom hjem fra Paraden, fortalte han mig, at alle Artillerie-Officererne stode i en Klynge og talede om, at de nu skulde faae Colbjørnsen igjen - ja, og Fruen med, sagde nogle af dem, og alle loe og glædede sig. Oberstl. Mon det var et godt Tegn, at de loe saadan? Fruen. Ei, javist! naar man er glad, leer man; naar man er bedrøvet, græder man - det er tydeligt. Hør nu videre. (Læser.) Vi have oprettet et lille Clubselskab, der bestaar af fire Damer: Fru Haxthausen, Fru Hagerup, Fru Møller (Oberstlieutenantens Frue), og jeg. Vi skiftes til at samles hos hverandre. Igaar vare vi hos Fru Møller, der ligger i Barselseng; vi flyttede Spillebordet hen til Sengen, og hun sad i Sengen og spillede Boston med os. Fru Rosenkrantz kom for at gjøre Barselvisit; Fru Hagerup gik bag Skjermbrettet, vi flyttede Spillebordet derhen, kastede et Klæde over Kortene og satte os ved Sengen. Medens nu Fru Rosenkrantz sidder der og passiarer, og vi andre ønskede hende derhen, hvor Peberet groer, kryber Fru Møllers lille Annette under Bordet og trækker Klædet af. Men dette var ikke det værste; Fru Hagerup, der, som Tante veed, er saa døv som en Stok, seer gjennem Sprækken paa Skjermbrettet, at Klædet er borte; hun tænker nu, at Fru Rosenkrantz er gaaet, og styrter SIDE: 227 frem med de Ord: Naa, saa blev vi da endelig qvit den for- bandede Mærra! Oberstl. Hahaha! det var da en lystig Historie. Fruen (læser). Major Blendermann gaaer der endnu som Peber- svend; Nogle sige, at han frier til Madame Jacobsen, men det er ikke sandt; Andre sige, at han frier til hendes Datter, men det er heller ikke sandt; han er saa suur som en Edikbrygger, og man kunde ikke faae et Smiil af ham med en Pidskesnert. - Man taler om, at Ohme skal komme hid til Christiania - gid han maae blive i Rends- borg, vi have Pebersvende nok ved Artilleriet. - Lise og Antonnette ere ret søde Smaapiger, og Antonnette er sin Faders Yndling. Snart skulle de profitere af Matantes Underviisning og lære Comport. Oberstl. Ha, ha, ha! Ja, Fru Rummelhof er nu munter og lystig i Breve og i Tale; og nu er Du vel ikke lidet glad, Thrina mi, at Du kommer til Christiania, der er Du da ret i dit Esse? Fruen. Javist er jeg glad, Bjønnen min; men vil Du troe det, det vil dog ikke falde mig saa gandske let at forlade Trond- hjem og Smaabørnene, som besøgte mig, - den lille Ole Wahl, der kom saa blid og glad, naar jeg kaldte paa ham. Kom hid, Ole! sae jeg, saa sprang han. Oberstl. Børnene bleve vel alle blide og glade, naar Du kaldte paa dem, for Du kaldte vel ikke paa dem uden for at gjøre dem tilgode. Fruen. Ja vist nok - men ingen af dem var dog saa venlig og blid som Ole Wahl, jeg er vis paa at han holder af mig og vil ikke glemme mig. Jeg vilde ønske, jeg kunde tage Ole og alle de andre artige Smaadrenge med til Christiania. Oberstl. (leer). Ja, da vilde vi saamen faae en stor Huus- holdning. Grethe (forpustet). Om Forladelse, at jeg gaaer saa lige ind; Madam Holmberg sender mig - er Hr. Müller - er den fremmede Herre ikke her? Oberstl. Han har været her, men han er gaaet igjen. Fruen. Hvordan er det med Dig, min lille Pige? - Du skjelver jo. - Er Du syg? - Sæt Dig ned! (hun nøder Grethe til at sætte sig). Grethe (leer og græder paa engang). Siig mig dog, kan man blive syg af Glæde? Oberstl. Det er vist; jeg har kjendt en Mand, der døde af Glæde. Det var rigtignok en Franskmand, og disse Folk have langt heftigere Sindsbevægelser end vi. SIDE: 228 Fruen. Men siig os dog, hvad Du er saa glad over. Grethe. Jeg vilde gjerne, dersom jeg kunde finde Ord. - Den Fremmede har faaet med Posten sine Papirer og Penge igjen. Oberstl. Det var da herligt. Fruen. Og derover er Du saa glad? Grethe. Nei, det er ikke alt. - Fader havde skrevet til Ma- damen, at jeg skulde komme hjem til ham, - at Arne Gulbrandsen havde forlangt mig tilægte af ham og leveret ham en Sum Penge til Forvaring, - jeg skulde hjem og givte mig med Arne, - som er den værste Mand, jeg kjender. - Madamen sagde, at hun ikke kunde beholde mig hos sig, naar Far forlangte mig tilbage, - og at jeg maatte reise og lyde min Fader i alt - og nu - hvad mener De, Frue! - de Penge, som Arne har leveret Far, er Hr. Müllers Penge, som Arne har stjaalet, - Vexlerne og Brevene ere ogsaa fundne, - Far har afgivet Pengene til Politiet, og Arne har tilstaaet altsammen, - og Far skriver at jeg maae blive hos Madam Holm- berg, saalænge hun vil ha'e mig. - O Gud, o Gud! Fruen. Fat Dig, mit kjere Barn! - Det er jo altsammen godt og vel. (Der bankes.) Kom ind! - Ei, der har vi jo Madamen med. Madam Holmberg. De Forrige. Madam. Med Tilladelse; (træder ind) jeg tog mig den Frihed at sende Grethe hid, og kommer nu selv - Fruen. Ja, den gode Pige var jo gandske ude af sig selv af Glæde, - og jeg hører, at den fremmede Herre har faaet Penge og Papirer igjen. Madam. Er det ikke en Lykke! - og Grethe har nok Aarsag til at være glad, og endnu gladere vil hun blive, naar hun hører, hvad der siden har tildraget sig. - I sin Glæde har Hans fortalt den Fremmede om sin Kjerlighed til Grethe, og om hvorledes hendes Fader vilde tvunget hende til at ægte Arne, som han da ikke vidste var en Tyv. Og den fremmede Herre blev gandske bevæget, og saa gav han Hans en Hundrederigsdalerseddel og spurgte ham, om han nu ikke kunde ægte sin Grethe. Grethe (glad). Er det muligt! Gud velsigne ham - og Dem alle! (kysser Madamens Haand, kysser Fruen paa Haanden). Jeg faldt Dem gjerne om Halsen, dersom jeg turde - Fruen. Det tør Du gjerne, min Pige, (kysser hende) og har Du Lyst til at kysse Bjønnen, saa har Du gjerne Lov dertil. Oberstl. Hører Du, hvad min Kone siger, lille Grethe? SIDE: 229 Grethe. Jeg hører det nok - men - Fruen. Ja, Du har vel ingen Lyst til at kysse ham? Du synes vel - Oberstl. Saa kom Du, min lille Thrine, og giv mig et Kys. Fruen. Ja, Du er nu altid min egen Bjøn. Og Du, Grethe, gaae Du hjem til din Hans. Madam. Da behøver hun saamen ikke at gaae langt, - han fulgte med mig herhid og staaer nu der udenfor Døren. Fruen (gaaer hen til Døren). Kom ind, Hans! - her see vi gjerne glade og lykkelige Mennesker. Hans. De Forrige. Hans (træder ind). Ja, jeg er glad og lykkelig - Gud velsigne Hr. Müller og Dem allesammen! (Han skotter til Grethe, men vover ikke at nærme sig hende.) Fruen. Bjønnen min, see paa mig! Oberstl. Thrina mi, hvad mener Du? Fruen. Jeg mener det, som Du mener, Bjønnen min! Oberstl. (gaaer hen til Pulten og tager ud et Papiir, han stiller sig fremmest paa Scenen mellem Fruen og Grethe). Hr. Müller har foræret Hans hundrede Daler; her, lille Pige, har Du ogsaa saadan en Lap. (Han giver Grethe Seddelen.) Grethe. Gode Gud! - Hr. Oberstlieutenant! (seer paa Fruen). Tør jeg? (Fruen nikker, Grethe falder Oberstl. om Halsen.) Fruen. Seer Du det, jeg vidste nok, at Du skulde faae Lyst til at kysse Bjønnen. Han er ikke ond - han bider ikke. Synneve (træder ind). Her er et Brev til Hr. Oberstlieutenanten; Budet sagde, at det var fra den fremmede Herre. (Hans og Grethe udtrykke deres Glæde ved Gebærder for hverandre, Fruen og Madam Holmberg staae nysgjerrige ved Siden af Oberstl., som læser Brevet midt paa Scenen.) Oberstl. Gud i Himlen, hvad seer jeg! hvem, tænker I, der har været hos os? Fruen. Hvem? - hvem var den Fremmede? Oberstl. Chartres, Hertugen af Orleans's ældste Søn - ham var det! Fruen. Hertugen af Orleans! - Prinds af kongeligt Blod! - ja, det maatte jeg have gjettet, saasnart jeg saae ham. Tænk, om han bliver Konge af Frankrige, - da maae vi gjøre ham Contravisit. Madam. Naar han bliver Konge; Franskmændene ville ikke have nogen Konge. SIDE: 230 Fruen. Jo, han maae blive Konge, det siger jeg; han, som er saa god - ikke sandt, Hans? - han har jo givet Dig hundrede Rigsdaler. Madam. Oberstlieutenanten har ogsaa givet Grethe hundrede Daler, men derfor bliver han dog ikke Konge. Fruen. Men jeg siger, han bliver Konge, og saa reise vi til Frankrige og besøge ham der, og Hun skal ogsaa være med, Madam Holmberg. Madam. Det er nu ikke meer end billigt. Han kom først til mig, og det var mig, som viste ham til Dem. Oberstl. Det er sandt, og det takke vi Dem for, og det skal vi aldrig glemme Dem, og naar han bliver Konge, saa reise vi Alle til Frankrige, Hans og Grethe med, og besøge Ludvig Philip af Orleans, de Franskes Konge. (Teppet falder.) Rector Müller havde forfattet en Vaudeville-Comedie med Prolog, Clara Raphael, som han lod opføre paa et lidet Theater, han havde indrettet paa Latinskolen; ved Opførelsen sad jeg ved Siden af Fru Justitiarius Roll. Da Stykket var endt, sagde hun til mig: "Nu maae De ogsaa skrive et Stykke, som vi kunne opføre hos mig." Jeg holdt dette for Spøg og en umulig Ting, men nogle Dage derefter faldt Fru Colbjørnsen mig ind, og jeg satte mig hen at nedskrive disse Linier, der fornemmelig handle om hende. Jeg læste dem for Fru Justitiarius, som bifaldt dem. En anden Dame meente at jeg burde udelade Fruens Ømhed for Grethe, da dette ikke passede med det øvrige (Le vrai n'est pas toujours vraisemblable). Jeg svarede hende, at jeg havde havt isinde ikke blot at skildre hendes Grandtantes Skyggeside, men ogsaa hendes gode Hjerte, der endnu erindres med Taknemmelighed af Byskriver Wahl og flere. I mine Tanker faldt Fabelen mig ind om Bonden, der gav sig ud for at kunne skrige som en Griis, og til hvem man sagde at Skriget ikke var naturligt; da tog han Grisen frem, som han havde skjult under Trøien, og som var den, der havde skreget. - Min Griis kan jeg vel ikke tage frem, da den er død og borte, men flere Folk blandt de Gamle, baade i Trondhjem og Christiania, kunne vistnok vidne med mig, at Fru Colbjørnsen var lige saa god, som hun var naragtig. I Christiania saae jeg ofte Fruen og Bjønnen i Selskaber, han glemte imellem Maadehold og faldt da isøvn ved Bordet, - hun holdt altid Stand. De logerede i Kirkegaden hos Martin Probst - jeg troer Gaarden tilhører nu Statsraad Sørensen - Madame Probst elskede Flasken, SIDE: 231 eller dens Indhold, og var ligesaa arrig og slem, som Fru Colbjørnsen var blid og god. Da Bjønnen var død, sagde Fruen: Nu har vor Herre været her og taget Bjønnen til sig, nu kommer snart Fanden at hente Madame Probst. Da Bjønnen var borte, havde hun ingen anden Hygge end Flasken. Synneve var bleven givt i Trondhjem; jeg troer ikke, hun havde taget nogen Pige i dennes Sted, men den Artillerist, der havde været Oppasser hos Bjønnen, beholdt hun i sin Tjeneste. Hun pleiede ham som før Bjønnen, og hver Morgen efter Frokosten kaldte hun paa: Moppen min! - det var det Navn, hun gav ham - nu ville vi gaae hen at besøge Bjønnen. Jeg har ofte seet hende med en Stok i Haanden, efterfulgt af Moppen, at gaae til Bjønnens Grav paa Kirkegaarden. Intet Veirligt hindrede hende derfra. - Moppen blev saa vel pleiet og skjenket, at man frygtede, han vilde blive uduelig til Tjenesten; det blev forbudt hver Artillerist at være Mop hos Fru Colbjørnsen, og da hun ikke vilde have nogen til sin Opvartning uden den, der havde samme Uniform, som Bjønnen havde havt, saa maatte hun i sine sidste Aar behjelpe sig uden Mop. Den sidste Gang, jeg saae hende, var i 1807; hun kom til Fru Rummelhof og forlangte et Værelse hos dem, og da Fru Rummelhof svarede, at hun intet Værelse havde ledigt, sagde hun: Du veed ikke, hvad Du forskjertser, dine Børn kunde have den største Nytte af mit Selskab, jeg skulde lære dem at comportere sig. - Da jeg i 1831 var flyttet til Trondhjem, var endnu Spinde- rokken min største Hygge, saa en Veninde sagde til mig: Det kan omtrent være Dig det samme, enten din Rok staaer i Christiania eller i Trondhjem. Vor Pige, Maren, der var fulgt med os, var og- saa bleven en flittig Spinderske, vi havde da imellem en Væverkone nødig, og den, der tilbød sig som saadan, var Synneve. Hun for- talte mig om Fru Colbjørnsen og erindrede sin Frue med megen Taknemmelighed. Hun fortalte ogsaa om Haxthausens og Bielefeldts Besøg i Trondhjem, og hvorledes Fruen og hun havde hjulpet hver- andre i at besørge alt, hvad der kunde tjene de fornemme Gjester til Hygge og Beqvemmelighed. Jo, det gik godt det, sagde Synneve. Jeg veed ikke, om Synneve lever endnu, men det er meget sand- synligt, thi Folk blive her meget gamle, naar de ikke selv arbeide paa at ødelægge sig. - Hendes Mand er død og Døttrene givte, den Ene har nylig ladet mig hilse. - At Ludvig Philip i 1793 eller 94 var i Trondhjem og logerede hos Madame Holmberg, er bekjendt; ligeledes, at han i 1838 sendte hende et Pendeluhr til Foræring. Hun døde kort efter, og Uhret blev solgt ved Auction, endog under SIDE: 232 dets materielle Værd. Da jeg for nogle Aar siden flyttede i en anden Bolig, havde den forrige Leier af det ene Værelse ladet staae efter sig et Bord, i hvis Skuffe der fandtes et Papiir uden Underskrift og med Overskrift: Kjere Datter! Papiret eller Brevet indeholdt en Beretning om Ludvig Philips Ophold i flere Dage i Brevskriverens Huus. Blandt andet stod der: "Du var kun fire Aar, han tog Dig paa sit Skjød og kyssede Dig mange Gange. - Samtalen mellem os var i det tydske Sprog, thi han havde vanskeligt for at udtrykke sig i vort Sprog. Han kaldte sig Müller, og hans Ledsager kaldte sig Froberg, men jeg har hørt siden, at hans Navn var Montjoie. - Da de vare borte, fik jeg et Brev fra ham, der var undertegnet Chartres." Der boede en Fru Hornemann i underste Etage, jeg talede med hende om dette Papiir, og hun sagde, at det var skrevet til hende af hendes Fader, Kjøbmand Buck paa Tromsøe, at hendes Søn, Lieutenant Hornemann, havde boet paa dette Værelse og ladet Bordet blive staaende efter sig; jeg gav hende altsaa Brevet tilbage. Fru Hornemann er nu død, og hendes Fader er død, men Moderen lever endnu i Nordland. Denne Kone var en Jomfru Christensen fra Christianssand, hun blev givt med Buck, da hun var femten Aar. Han kom i Handelsforretninger fra Nordland til Christianssand, hvor han gjorde Bekjendtskab med vor Moders Søster, givt med Spärck. En Dag betroede han hende, at han var forelsket i Jomfru Chri- stensen, og bad vor Tante om at indbyde denne unge Dame til sig. Vor Tante opfyldte hans Forlangende, og Følgen blev snart en ægte- skabelig Forening. Da han reiste derfra med sin unge Kone, for- ærede han vor Tante et Porcelains Thestel, hvorover hendes Mand spøgede og kaldte det en "Kobbelpelts". Fru Buck gav sin Mand tolv Sønner og sex Døttre og levede med ham i 60 Aar i et lyk- keligt og kjerligt Ægteskab. Kjere Broder! Det er nu længe siden jeg skrev flere Erindringer fra min Ungdom. - Glæde og Sorg have vexelviis - jeg kan gjerne sige paa eengang - rystet mig, og gjort mig det til en Umuelighed at tænke paa andet end mine to elskelige Sønner, hvoraf den Enes Nærværelse glædede mit Hjerte og den Andens Fare bragte mig til at skjelve. Nu da jeg er kommen til Rolighed - da Zephyr blæser og Stormen er forbi - (Hvor kunde dette ubetimelige Spøg falde mig i Pennen? - gaae det forbi! -) tager jeg Pennen igjen for SIDE: 233 endnu engang at gaae tilbage til det lykkelige Aar 1790. Det var i October, jeg havde fyldt mit tiende Aar i August. I vore For- ældres Huus blev der aldrig taget Notice af Fødselsdage. Jeg er- indrer kun eengang at Fader sagde til Moder: Idag tracterer Du os vel godt, da det er Din Fødselsdag? Men vi fik ikke andet end hvad der var reglementeret til hver dag i Ugen. Fader holdt Minerva, Poulsens Iris, Det almindelige danske Bibliothek, Todes poetiske og prosaiske Skrifter, Digte af Baggesen, P. A. Heibergs Comedier, Rigs- dalersedlens Hændelser og flere Brochurer af samme Forfatter; alle disse Skrivter læste jeg saa ofte, at jeg kunde dem næsten udenad. I Juli dette Aar var Kronprinds Frederik bleven formælet med sin Cousine, Marie Sophie Frederikke, Landgreven af Hessen's, dengang kaldet Prinds Carl's ældste Datter, de havde holdt deres Indtog i Kjøbenhavn med megen Høitidelighed. - Det var en Aften i October, Faster Green spiste til Aften hos os. Fader kom ind med en nye Vise af Heiberg, den han læste for hende, og ledsagede hvert Vers med Anmærkninger; Visen og Anmærkningerne prægede sig uud- slettelig i min Hukommelse: "Hver Mand i Byen om Indtoget taler, Om Transparenter og Dandsernes Gang. Decorationer og Porte man maler, Synger, hvad elleve Muser besang." Her fortalte Fader, at der i Prologen havde staaet ni levende Muser paa Theatret og desuden ved Siderne paa Scenen Billed- støtterne af Thalia og Melpomene, altsaa ialt elleve Muser. "Alle beglo'de, Faa kun forstode Digterens Fingal og Frode." Her gav Fader en urigtig Forklaring, om hvad der forstodes ved Digterens Fingal og Frode. Jeg havde læst i Minerva at Pram havde forfattet et Skuespil til Indtoget, og at dette Stykke hed Fingal og Frode, men jeg var klog nok til at beholde min Viisdom for mig selv. "Ordener hænger man paa Idioter, Stjerner og Baand man kun Adelen gi'er, Men om de Mallinger, Suhmer og Rother Man ei et Ord i Aviserne seer." Her nævnte Fader nogle ubetydelige Adelsmænd, der ved denne Leilighed vare blevne decorerede, og udhævede de nævnte Mænds SIDE: 234 Fortjenester, og Faster Green gav sin Sennep med i Laget; hun havde læst Mallings store og gode Handlinger og noget af Suhms Skrivter; om Rothe vidste hun intet, og Fader sagde kun, at det var en Lærd og en fortjenstfuld Mand. "Og har man Hjerne, Kan man jo gjerne Undvære Orden og Stjerne." Disse Linier gjentog vor Fader med megen Velbehag. "Rigdomen voxer i Adelens Bleer, Og, som en Skomager nylig har sagt, Ene de Von'er og Van'er og De'er Holde Fortuna og Plutus i Agt." Disse Linier gav Fader et lydeligt Bifald. Jeg veed ikke, hvad der frydede ham meest, enten Adelens Bleer eller Skomageren. "Har vi ei meget, Er det vort Eget, Som ei fra Staten er sveget." "Her man despotiske Satser ei lærer, Lighed blandt Mennesker drive vi paa Og ei, som Jydernes Proprietairer, Ønske os Slaver og Bønder at flaae." Fader fortalte her om flere jydske Herremænds skammelige Adfærd mod deres Bønder, og om Lüttichau og Flere, der havde villet bekjæmpe den ædle Bernstorffs Bestræbelser for Stavnsbaandets Løsning. "Selv vi os føde; Agerens Grøde Vi ei som Dosmere øde." Fader fandt det Prædicat, Heiberg gav de jydske Herremænd, meget passende. "Stormanden svirer og glemmer den Arme, Kan ham med kold Ligegyldighed see; Vi ere Smaafolk og føle med Varme Midt under Sviren Elendigheds Vee. Hungriges Mave Fordrer en Gave. Giver, og Tak skal I have!" Fader fortalte nu om de Gaver til de Fattige, der vare givne af Selskabet paa Skydebanen, og videre, at Heiberg for denne Vise SIDE: 235 var dømt i 200 Rigsdalers Mulct, men at flere formuende Mænd i Kjøbenhavn sagde til ham: skriv De kun, Heiberg, vi betale Bøderne med Glæde. Ogsaa i Christiania blev dette Indtog høitideligholdt. Paa Torvet blev opført en Salon, hvor der blev holdt en Fest, der begyndte med Middagsmaaltid, og hvori vore Forældre toge Deel. Vi Børn, eller maaskee kun de ældste af os, bleve indbudne til Paul Clausen paa Torvet, hvor vi sad paa Gadetrappen og ved Vinduerne og hørte Musiken og saae Salo- nen og Æreporten og Stimmelen af Mennesker. Da vi vare mætte af dette Syn, førte Madame Clau- sen os ned i sin Have, siden fortalte hun Historier, og hvor- ledes hun havde været givt, da hun var femten Aar, havt sex- ten Børn, hvoraf de ældste havde staaet Fadder til de yng- ste, og at der blandt de sexten Børn var fire Par Tvillinger. Den ældste Datter var givt med Kjøbmand Winge paa Moss, de ældste Sønner vare etablerede og givte. Datteren Abigael (hun blev givt med Paul Thrane) var fjorten Aar, Petrine (hun blev givt med en af Thranes Sønner) var tolv Aar, Lars (han blev givt med Thranes Datter) var ti Aar og gik i Latinskolen. Pauline (nu Statsraadinde Falbe), et yndigt Barn, var fire Aar. Madame Clausen vilde, at Petrine og jeg skulde dandse en engelsk Menuet, og hun sang dertil: "Lægerne slaaes om en Nellikerod." Den lille Pauline fandt formodentlig ingen Behag i Dandsen eller i Nellikeroden, thi hun istemmede et høit Skrig. Moderen tog hende just ikke lempelig ved Armen og gik i det næste Værelse med hende, her opstod en Kamp, som dog ikke varede længe. Moderen kom ind igjen med sin lille Datter ved Haanden, og den lille Pige sang med høi Røst: SIDE: 236 "Jeg er af Naturen saa ferm som en Mand, Jeg veed, hvad jeg vil, og jeg vil, hvad jeg kan. Fornøiet og frit har jeg alt i min Magt, Jeg er sjelden bekymret og aldrig forsagt." Da vi kom hjem fra Clausens, kom ogsaa vore Forældre fra Festen; de vare begge i meget godt Lune. Fader spurgte Moder om den franske Consul (jeg synes, han kaldte ham Mr. Martin), hvis Borddame hun havde væ- ret, havde sagt hende beaucoup de belles choses. Hun svarede at han i Førstningen havde an- strængt sig meget for at komme frem med nogle danske Ord, men da han hørte, at hun for- stod Fransk, saa var Samtalen bleven heel livlig. Hun fortalte ogsaa en Samtale han havde havt med sin danske Tjener; der var nemlig mange Slags Vine paa Bordet, men intet Vand, og Consulen befalede sin Tjener at bringe ham Vand; Tjeneren gik og kom igjen med den Besked at der intet Vand var. Consul: Du skal mig giv' Vand. Tjener: Jeg siger Dem jo at her er intet Vand at faae. Consul: Du skal - Du skal tag det Vand med Dig. Tjener (forundret): Skal jeg tage det Vand jeg har med mig? Her, sagde Moder, havde jeg Møie med at bare mig for Latter - og Fader loe af fuld Hals. Derpaa spurgte han mig, hvorledes jeg havde moeret mig, og hvad Madame Clausen havde foretaget sig. Jeg fortalte, hvordan Petrine og jeg havde dandset engelsk Menuet, og hvorledes Madame Clausen havde sunget dertil "Lægerne slaaes om en Nellikerod", og da dette lod til at moere ham, saa fortalte jeg videre om hendes tidlige Givtermaal og om de sexten Børn, hvoraf de ældste havde staaet Fadder til de yngste, og om de fire Par Tvillinger. Her loe Fader og sagde - dog nei, stop a SIDE: 237 little, pleiede han ofte at sige, jeg vil dog ikke anføre, hvad han sagde, hvorvel det ikke var noget Usømmeligt. Det var dengang blevet Mode med en Slags Kjoler, som man kaldte Chemiser, de vare uden Fiskebeen og uden Foder, de bleve bundne om Liv og Ærmer med Trækkebaand. Moder syede en Chemise til mig af hvid Netteldug; naar jeg havde den paa og en Straahat med couleurte Baand, da var jeg meget lykkelig; heller aldrig spøgede Fader mere med mig, end naar jeg, som han sagde, gik i Chemisen. En Middag kom han hjem og gav Moder en Comediebillet, som han havde faaet af Thrane; hun maat- te, sagde han, tage mig med. Moder meente at det ikke gik an, da Billetten kun gjeldte for Een, men han sva- rede, at Thrane havde sagt at hun kunde tage mig med. Jeg fik nu min Chemise paa, og vi kjørte afsted til bestemt Tid. Da vi kom ind i Ve- stibulen i Grændse- haven, og Moder havde leveret sin Billet, tog Lasson fra Grini mig i Armen og sagde, at naar jeg ingen Billet havde, kunde jeg ikke komme ind. Moder sagde: Det gjør mig ondt, saa reise vi begge. Nu blev Lasson meget høflig og bad mig gaae ind. Comedien var "Den politiske Kandestøber"; jeg erindrer deraf kun at Thrane var Herman og Tullin Henrik. Da Moder fortalte Fader, hvorledes man vilde viist mig tilbage, tog han mig i sine Arme og sagde medlidende: Og de vilde ikke lade Dig gaae ind, endskjønt Du var i din smukke Chemise! Vi hørte intet om, at Faster Green var syg, men en Aften kom hendes Pige ind og sagde at Madame Green laae død i sin Seng. Fader gik derind og kom tilbage med den Besked, at Cathrine havde SIDE: 238 sagt Sandhed. Der blev sendt Bud til hendes Døttre, de kom og vilde ikke troe at hun var død; de sendte Bud til Stabschirurgus Schmidt, han kom og sagde det samme som vor Fader. Døttrene forsikkrede, at de kunde føle hendes Puls slaae. Lægen sagde, at den Puls, de følte slaae, var i deres egne Fingre. Hun blev begravet med Pragt og Ceremonier; Aftenen før Begravelsen var det et Lig- skue, der stod mange Gueridoner med brændende Voxlys rundt om Kisten, og tykke Voxlys med malede Skildter, og givne til Kirken, stode i Stuens fire Hjørner. Paa Kisten var en Blikplade med en Gravskrift, forfattet af Treschow; jeg erindrer ikke mere deraf end den ene Linie: Stille og velgjørende gled hendes Liv. Moder sagde: Dette kan man tage i mere end een Betydning. (Hun havde just ikke Ord for at være gavmild eller velgjørende.) Jeg fik en sort Kjole paa og sad med de andre i Sørgestuen; der var Taushed, men jeg troer ikke, der var nogen Sorg. Om Eftermiddagen kom hendes Døttre og forærede vor Fader hendes Cabinet-Uhr. Det er dette Uhr, der endnu staar i vor Stue og har fulgt Moder og mig, saa at sige, mit Liv igjennem. Talskiven, Fødderne og Ziraterne ere af Sølv, Træværket af Ibenholt. Det er vist meget gammelt, det blev allerede dengang anseet for en Antiquitet. - Nu kom Julen. Jeg havde læst i Salzmanns Børnebøger om Juletræer og Julegaver til Børn, men jeg formodede, at dette kun i Tydskland var Skik, da vi aldrig saae noget saadant hverken i vort Huus eller hos Treschows eller hos nogen anden af vort Bekjendtskab. Om Juleaften fik vi Risengrød og Steg, og Stadsmusikanten kom med sine Folk ind i Gaarden og musicerede, Fader gik ud til ham og gav ham Penge. (Da Groth var bleven Stadsmusikant, fandt han dette under sin Værdighed, men da han vilde have Indtægten, fik han Skadesløs- holdelse af Bycassen.) Første Juledag var der Selskab hos os og Jørgen Hellesen vartede op, dette er alt, hvad jeg erindrer; men Tilberedelserne til Julen vare det bedste: der blev slagtet, brygget, baget, og jeg fik Lov til at være med, ælte smaa Brød og Peber- nødder - det var en Glæde. I Januar 1792 blev vor Fader syg, han kom ikke ud af sit Værelse: blandt andre Lægens Ordinationer var ogsaa den, at han skulde save Brænde; der blev sat en Savstol paa hans Værelse, og jeg saae ham ofte at save; da han ikke formaaede dette mere, blev den Gynge anskaffet, som Du erindrer. Jeg gik ofte ind til ham, og i den første Tid modtog han mig venlig, dog spøgede han ikke mere; han gav mig Kager og Æbler, og naar jeg kun tog et Stykke SIDE: 239 deraf, sagde han: Du er beskeden, og gav mig det Hele. Senere hen talede han ikke mere, han sad og skrev, eller gik taus op og ned ad Gulvet. Jeg tog Johannes, der var halvandet Aar, med mig, naar jeg gik ind til ham, men Grethe bad mig ikke at gjøre dette mere. Synet af denne lille Uskyldige, den han, ak! saa snart maae forlade, sagde hun, maae være tungt for ham. Endnu nogle Erindringer fra 1791 og om Paul Thrane. Paul Thrane var en Bondesøn, jeg troer fra Hedemarken, hans Fader kaldtes Johannes Næs efter Gaarden, og hans Broder, der var Officeer, blev kaldet Capitain Næs. Thrane var Kjøbmand og boede i Storgaden, han maae have havt en Tobaksfabrik, thi udenfor hans Huus stod som Skildt en Dukke, der forestillede en tyk Hollænder med en Tobaksrul i Haanden; naar vi Børn gik med vore Forældre til Gamlebyen, da standsede vi i Stor- gaden og morede os ved at be- tragte den tykke Hollænder. Thrane elskede meget Musik og Drama- turgie, hos ham blev opført Concert paa en bestemt Dag hver Uge, og dertil vare indbudne engang for alle hans Venner og Be- kjendte. Jeg erindrer ikke at have været der mere end een Gang, da Cathrine Devegge tog mig med. Jeg har sagt, at vi bleve glade, naar vi saae Thrane komme, fordi han oftest bragte os Comedie- billetter, jeg hørte ogsaa gjerne til, naar han og Fader talede sammen. Samtalen var saa munter og livlig. Jeg havde en Anelse om at Fader var en bedre Mand end han, maaskee kom det deraf at jeg havde hørt sige at Thrane havde to Gange, som de kaldte det, spillet Bankerot og hvergang blevet rigere. Man loe naar man talte derom og jeg vidste ikke hvad Bankerot var for et Slags Spil, men jeg havde dog en Formodning om at det maatte være noget Urigtigt. Thrane var givt med en Jomfru Dørker fra Frederichshald. Hun SIDE: 240 var meget elskværdig. Fader havde kjendt hende før hendes Givter- maal og talede om hende med Begeistring; for hende havde jeg den største Ærbødighed. - Naar Thrane kom til os, gik han ind ad Porten, over Gaarden ind i Kjøkkenet og derfra i Sengkammeret, hvor han tog Plads. Naar hans Kone imellem kom til vor Moder, kom hun ind ad Gadedøren, igjennem Grønstuen, Storstuen og ind i Dagligstuen. Engang mødte jeg hende der, hun saae venlig paa mig, klappede mig paa Kinden og sagde: "heder ikke Du Wilhel- mine?" - Siden sagde jeg mange Gange til mig selv: "heder ikke Du Wilhelmine?" - Engang tog Moder mig med til Madame Thrane. Jeg saae der en gammel Bonde- kone, som blev kaldet Moer Næs, og som var Thranes Moder, hun saae meget ærværdig ud, og vor Moder saavel som Madame Thrane viste hende megen Agtelse og Godhed. En Huusholderske, som man kaldte Karen Nossum kom ind, gik hen til Moder og com- plimenterede hende, Moder un- drede sig over at see hende der, da hun havde hørt at hun for kort Tid siden var flyttet derfra. Karen svarede smilende og smiggrende: jeg kunde vel ikke blive længe herfra, hvor Mor er, der maae jeg ogsaa være. Madame Thrane smi- lede brandguult og sagde som for sig selv: Ja, det er vel Mor du gaaer efter. - Commentaren til denne Scene hørte jeg siden og det er vel derfor jeg erindrer den. Madame Thrane havde fire Sønner, hvoraf de to, Johannes og David, vare nogle Aar ældre end jeg. Johannes spillede en deilig Violin, og David var meget elskværdig; begge talede Fransk og spillede med i de franske Comedier i Grændsehaven, hvor Fru Thulstrup og hendes Søstre udmærkede sig. Johannes Thrane er- indrede jeg især som Père Antoine i L'aveugle de Spa. - Thrane selv spillede v. Bergen i Virtuosen og Herman v. Bremen og Jero- nimus i de Holbergske Comedier. Madame Thrane saae jeg som SIDE: 241 Magdelone i "Det lykkelige Skibbrud". Men hvilken Magdelone! Man søger alene i Holbergs Stykker at udhæve det Latterlige; at der kan være noget, som tiltaler Hjertet, falder ingen ind. Madame Thranes Magdelone var en i Grunden ædel Kone, der havde laant Øre til smiggrende Ord; da hun indseer sin Vildfarelse, vender hun mindre sin Harme mod den nedrige Smiggrer end mod sig selv og sin egen Daarlighed. De Ord: "nu ere vi ædle og velbaarne, nylig vare vi Canailler og Staadere", henvendte hun mindre til Rosi- flengius end som en Lære til sig selv, og til Philemon: "herefter skal I sige mig mine Feil, og jeg skal takke Jer derfor." Den Maade, hun sagde dette paa, fortjente det ædle Svar af Phile- mon: "Vi have alle vore Feil, Madame, og vi ikke mindre end Hun. Naar jeg hører de Feil afmale, som jeg er beheftet med, bør jeg, i Steden for at ophid- ses mod den, der straffer mine Lyder, søge at rette dem, thi det er den største Hevn, man kan tage." - Madame Thrane havde en Søsterdatter i Huuset, Jomfru Bremer, der var meget smuk og beleven, og blev givt med Lasson paa Grini; hun spillede Pernilleroller, og hendes Søster, der blev givt med Sorenskriver Ole Juell og blev Moder til Biskop Daniel Bremer Juell, spillede Leonora. - En af de kongelige Personer i Kjøbenhavn, mig synes det var Arveprindsessen, Sophie Frederikke, afgik ved Døden og Damerne i Christiania anlagde Sorg for hende. Hos Jess Anker var et stort Selskab, hvorved alle Damerne indfandt sig i Sørgedragt, undtagen Madame Thrane, der kom iført en rød Silkekjole. Dette gik saaledes til. Thrane var Democrat og havde ikke tilladt sin Kone hverken at tage sort Kjole paa eller at foregive Upasselighed og blive hjemme. Fru Treschow, som havde været i Selskabet, bekla- gede meget den elskværdige Kone. To eller tre Aar efter døde Ma- dame Thrane, hun var af samme Alder som vor Moder og altsaa SIDE: 242 dengang 37 Aar. Frederik Schmidt satte hende et skjønt Mindesmærke i Hermoder, et Tidsskrivt, som dengang blev udgivet. Hendes yngste Søn var Waldemar Thrane, berømt af sine Compositioner. Hun spillede ikke paa noget Instrument, men jeg hørte Sara Boyesen og Deveggerne sige, at hun havde meget mere Smag og Sands for Mu- sik end Thrane, og at med hende vilde Thranes Huus tabe al Glands. - Thrane givtede sig nu med en af den rige Paul Clausens Døttre; han havde sex Børn efter sin første Kone, den anden bragte ham i Aarenes Løb ti til. De ældste af den anden Kones Døttre ere: Fru Statsraad Petersen, Fru Møinichen og Fru Rehbinder. I Aaret 1804 var der en heel Deel Haandværkere med Bager Bølling i Spidsen, som øn- skede at blive Med- lemmer af det dra- matiske Selskab, og da man af Mangel paa Plads ikke kunde modtage dem, saa oprettede de et nyt dra- matisk Selskab. De leiede paa sex Aar den øverste Etage i den af Major Sadolin beboede Gaard i Kongens Gade og lod der indrette et Theater og lod komme en Svenske, Strømberg, der skulde være Instructeur og Decorateur. Jeg var der een Gang, Orchesterpersonalet havde Tilladelse at give Billet til en Dame, og jeg fik en af Lieutenant SIDE: 243 Frost, der var musicalsk Medlem. Jeg saae "Crispin, Laquai og Doctor" og "Den taknemmelige Søn" af Engel. Strømberg var Crispin og Faderen i Den taknemmelige Søn. Han talede Svensk og de andre Norsk. Datteren i sidste Stykke var Jomfru Reichborn, der blev givt med Kjøbmand N. Andresen, og hun var den eneste Perle i Stykket. Dagen efter var der Prøve i vort Selskab paa "La fausse Agnès ou le poète campagnard" af Destouches, og da Enevold Falsen spurgte mig paa Fransk, hvorledes jeg havde moeret mig den forrige Aften, svarede jeg med disse Ord af min Rolle: "Jamais je n'ai été à telle fête." Herover blev leet og det maae være bleven Ved- kommende berettet, da Lieute- nant Frost blev betydet, at han maatte være mere forsigtig med at overdrage sin Billet. - Da de sex Aar vare omme, oplø- stes Selskabet, Bølling og Flere kom ind i det ældre dramatiske Selskab, og Strømberg vilde nu oprette et offentligt Theater i Christiania. Han begyndte med at avertere efter Skuespillere; jeg veed ikke, om der meldte sig nogle, men Strømberg fik andre Ideer og vendte tilbage til Gottenborg, hvor han opret- tede en Handel. En Dag havde Thrane et Ærinde til Tracteur Schou, hvor han saae en frem- med, ung, bleg, blond Mand sidde i et Hjørne af Stuen, og Manden saae meget forknyt ud. Thrane erkyndigede sig om, hvem denne Mand var, og Schou sagde, at han hed Ibsen og var kommen efter Strømbergs Avertissement for at blive Skuespiller. Thrane talte nu til ham, og da han hørte, at han var en Søn af Skuespiller Ibsen i Kjøbenhavn, og at han forstod Musik, saa tog han ham med til Stiftamtmand Falbe, der var en lidenskabelig Musikelsker; Ibsen kunde synge af Bladet, dette var nok til at vinde Yndest hos Falbe. Ibsen opholdt sig nu i Thranes Huus, hvor han underviste Børnene, SIDE: 244 og var et gavnligt og virksomt Medlem af det musicalske Lyceum og det dramatiske Selskab. Thrane etablerede ham og Sønnen Waldemar og lod dem i Forening drive en Handel; men de vare neppe skikkede dertil, og Handelen blev snart nedlagt. Ibsen levede nu af at give Underviisning i Musik, omsider fik han en liden Be- stilling i Banken. Han var givt med en af Professor Pihls Døttre. Han og hans Kone vare hjertensgode Mennesker; han var en af de faa Mennesker, jeg har kjendt, der ere uden Pretentioner. Han var en fortræffelig Peder Erichsen og Jens i Jakob v. Tyboe; Cavalleerroller var han mindre heldig i; Partout i "De forliebte Haandværksfolk" var hans bedste Rolle. - Da jeg skulde reise til Trondhjem, tog jeg en meget rørende Afsked fra Ibsen og fra min Ven, Peter Iver Hoppe, og hans yndige Marie. I Aaret 1810 levede Thrane som en riig Mand, om Vinteren havde han Baller og Selskaber i sit Huus i Storgaden, om Somme- ren paa sin Eiendom paa Lade- gaardsøen. Prinds Frederik zu Hessen, Dronningen af Dannemarks Broder, var Statholder i Norge; han boede om Vinteren i Bernt Ankers Gaard, det saakaldte Palais, og om Sommeren paa Ladegaards- øen. Der var i Følge med Prindsen Baronesse Clara Liliencron og hendes Datter Louise, almindelig kaldet den lille Baronesse, Frøken Vasmer, Baronessens Søsterdatter, endnu en Selskabsdame, Frøken Betzy Horn, en Datter af Cancellieraad Horn paa Frederichshald, og en Dreng, syv Aar gammel, kaldet Christian Løvenfeld, der var Prindsens Søn; hans Moder sagdes at være en Pige, der havde tjent paa Schloss Gottorp. Den lille Baronesse var fjorten Aar, hendes Fader og Moder havde været adskilte for flere Aar siden og hendes Fader havde givtet sig igjen i Holsteen. - En Aften, da Thrane havde Bal paa Ladegaardsøen, foreslog Baro- nessen at gaae derhen; Prindsen med hende, Adjutanterne, Major SIDE: 245 Gössel, Kammerjunker Wegener, Prindsen af Witgenstein Berle- burg, Selskabsdamerne og den lille Baronesse begave sig nu alle over til Thrane og toge Deel i Dandsen; man kan let tænke, at de vare velkomne. - Jeg traf oftere hele dette Selskab eller Herskab hos Colletts paa Ullevold eller hos Thranes; thi man kan let tænke at han ikke lod det blive derved. Ogsaa i Theatret stødte jeg paa Baronessen, hvor hun og Frøken Vasmer traadte op i samme Stykke som jeg. De udførte dandsende Partier, som i Figaros Givtermaal, Holbergs Mascarade. Baronessen sagde, at hun mis- undte mig nogle af mine Roller, og hun vilde vistnok have udført dem bedre end jeg, hvis ikke Sproget havde været hende for meget imod. Ikke desmindre havde hun spillet Baronessens Rolle i Ifflands Adolph og Louise, hvis ikke Prindsen efter at have hørt hende fremsige den, alvorlig havde raadet hende derfra. - Den lille Baronesse havde fattet Godhed for mig, hun holdt sig gjerne til mig og fortroede mig sine smaae Glæder og Bekymrin- ger. Moderen lod hende confir- mere i Christiania og reiste nu med hende til Holsteen at pre- sentere hende for Prindsesse Juliane, der var Abbedisse for Frøkenklosteret i Itzehoe, hvor Louise var indskrevet som Stifts- dame. Da de vare komne tilbage, fortalte Louise mig, hvorledes hun i Rendsborg havde seet sin Fader. "Jeg kunde neppe kjende ham igjen, dog blev jeg meget glad ved at see ham," sagde hun; "men nu gik han bort et Øieblik og kom ind igjen med fire smaae Sødskende, som jeg aldrig havde seet og aldrig vidst, at de vare til, og ved dette Syn og ved denne Tanke brast jeg i en saadan Graad, at jeg ikke kunde fatte mig igjen." Hun fortalte mig ogsaa, at Prindsen havde forlangt af hendes Moder at hun skulde tage Christian med paa Reisen og lade ham besøge sin Moder, der var SIDE: 246 givt med en Bager i Slesvig. I Kjøbenhavn havde Christian besøgt Kongen af Dannemark, der havde kjertegnet ham og givet ham Foræringer. Baronesse Liliencron havde et stolt og værdigt Udseende, der var noget imponerende i hendes hele Væsen, hun var høi og vel proportioneret. Jeg saae hende komme ind i en Balsal ved Siden af Lieutenant Krog, nu Statsraad; da de kom ind ad Døren for at stille sig op til Dandsen, tænkte jeg paa Göthes Hermann und Dorothea: "Ja es schien die Thüre zu klein, die hohen Gestalten Einzulassen, die nun zusammen betraten die Schwelle." En af de Damer, der havde Baronesse Liliencrons Fortrolig- hed, og til hvem hun havde for- talt sin Historie, har sagt mig de nærmere Omstændigheder ved hen- des Skilsmisse fra Manden; her- efter at dømme havde han be- handlet sin unge Kone omtrent paa samme Maade, som Doctor Gisleson behandlede sin. Frøken Vasmer var meget smuk og meget vægelsindig; hun forlovede sig med Lieutenant Anker, bekjendt un- der Navnet Capitain Peer Lieute- nant, hun slog op med ham og forlovede sig med Lieutenant Haxt- hausen, og da denne efter Aftale kom ned til Holsteen for at holde Bryllup med hende, var hun allerede givt med en anden. Aaret efter hørte man, at hun var skilt fra sin Mand. Den lille Baronesse var, som Pigebørn i Al- mindelighed, hverken smuk eller styg, hun lod til at have mere Hjerte end Aand, dog mener jeg ikke dermed det Hjerte, der er synonymt med Mod. - Prindsen zu Hessen blev afløst som Statholder af den danske Prinds Christian; i disses Følge var Justits- raad von Holten, en vistnok meget talentfuld Mand, dog maaskee ikke i den Grad, som han selv troede. Hans Kone var en Datter- datter af den engang for sin Skjønhed saa berømte Fru Favin. Fru SIDE: 247 v. Holten var ikke synderlig smuk, men i alt Øvrigt et Sidestykke til hendes Mand. Af det dramatiske Selskab vare de virksomme og herlige Medlemmer. Nu ere vi komne langt fra Thrane. Da Kongen af Dannemark havde løst os Norske fra Troskabseden, og der blev talt om at vælge Prinds Christian til Konge, skal Populacen have foreslaaet at vælge Far Thrane til Konge. Han havde faaet Titel af Justits- raad, naar erindrer jeg ikke. I 1819 eller 20 spillede Thrane Bankerot for tredie og sidste Gang. Nogen Tid derefter kjøbte han Borregaard og flyttede med Familien derhen. I Anledning af at Thrane spillede v. Bergens Rolle i "Virtuosen" erindrer jeg følgende Træk, hvorover vi den- gang moerede os meget. Man erindrer, at Heiberg lader Spa- zier, som er en Tydsker, be- stræbe sig for at tale Dansk og naturligviis meget slet, medens v. Bergen, der er dansk, stræber med lige Held at tale Tydsk. Han siger: Meine frau will so gerne auf der Erde liegen o. s. v. Paa en Generalprøve hørte jeg en Snedkersvend sige: Ja der- som jeg ikke kunde mere Tydsk end Thrane, da vilde jeg saagu' ikke lade nogen høre det. 16de April 1853. Kjere Broder Christopher! Tak og atter Tak for Dit sidste kjere Brev, som jeg flere Gange har læst med lige Fornøielse; jeg har nølet længe med at besvare det; den rette Sindsstemning til at besvare det, nogenlunde som det fortjente, har manglet mig i denne Tid. Vi ville ikke videre berøre det Smertelige, men gaae tilbage til de glade Minder. - Du nævner Student Møller, han, som med SIDE: 248 Kone og en talrig Børneflok levede af at undervise Drengebørn i Latin; han boede i Øvre Voldgade, og i vor Faders Tid saae vi ham ofte gaae med sin Kone forbi vore Vinduer. Han og Konen vare begge trinde og runde og fede, og Fader sagde: det moerer mig ret at see Møller og hans Kone, de see ud, som om de begge vare æltede af en og samme Deig. - Engang kom Møller ind til os, Fader presenterede ham Henrik som hans tilkommende Elev. Møller sagde: "Han seer mig noget stupid ud." Herover loe Moder ofte, og virkelig var Henrik langtfra at være stupid eller see saa- ledes ud. Møllers ældste Datter, Birthe, var meget koparret, men forresten en tækkelig Pige, hun besøgte mig imellem, og vor Pige Christine gjorde den Bemærkning, at hun for det meste kom om Fredagen, da Wettergreen havde Spisedag hos os. En Dag fortalte hun mig, at Even Steen om Formiddagen havde været hos hendes Fader for at bede ham at tage sig af hans to smaae Sønner, da Informatoren, Jacob Borch, var rømt. Han var gaaet ud af Vinduet om Natten og havde efterladt et Brev, hvori han meldte Steen, at han var gaaet til Kjøbenhavn og kom ikke mere igjen. Dette var første Gang, jeg hørte tale om Jacob Borch. Den første Gang jeg saae ham var i 1799, da jeg kom ind til Devegges, hvor Cathrine havde bedet ham komme for at instruere hende i sin Rolle som Leonore i "Den honnette Ambition". Cathrine fortalte mig meget om Borch, om hans store Talent som Skuespiller og hans deilige Syngestemme; det var en Glæde og en Lykke, at han nu var kommen tilbage til Christiania; hun fortalte, hvorledes Borch ikke var bleven antaget ved Theatret i Kjøbenhavn, fordi Rosing der vilde være den eneste Normand, men hvorledes han i Sverrig havde debuteret som Belmont i "Nonnerne" og vundet det største Bifald, og hvorledes han i Stockholm og siden i Gottenborg havde været en yndet Skuespiller i tre eller fire Aar. Borch spillede nu hos os i hvert Stykke, og jeg mødte ham ofte paa Prøverne og paa selve Theatret. Hans tykke, kluntede Kone, der ganske rigtig var, som Du mener, Falchs fraskilte Ægtefælle, var nogle Aar ældre end han og behagede Ingen hverken paa eller udenfor Theatret. Det var tydeligt at see, at hun var jaloux, og da Cathrine paa en Theaterprøve skjenkede en Kop Thee til Borch, og jeg satte Sukker- daasen hen til ham, sagde hun: "Jeg behøver vist ikke at sørge for Dig, min Ven, thi Damerne her kappes om at vise Dig Op- mærksomhed." Colmans "Skinsyge Kone" blev opført. Fru Bergh var den skinsyge Kone, og Borch var Mr. Oakly, hendes Mand. SIDE: 249 Marie Devegge var Kammerpigen, der i en Scene kommer ind at hviske sin Herre en Erindring fra Fruen i Øret. Marie sagde siden, at hun havde hvisket til Borch: "Spiller De ikke Mr. Oaklys Rolle ogsaa udenfor Theatret?" Madame Borch klagede ofte over Syg- domme og alskens legemlig Uleilighed, saa Schandorff engang sagde: "Der sidder atter det Sviin og taler om sine Sygdomme." Efter Comedien var Assemblée, snart hos Rosenkrantz, snart hos Bernt Anker, Bielefeldt, Pløen, Staffeldt o. s. v.; dertil vare de Spillende og Selskabets Directeurer med Familie indbudne. En Aften kjørte jeg i Theatervognen fra Comedien til Rosenkrantz; der var flere Damer i Vognen, og Madame Borch og jeg sadde vis-à-vis. I det samme vi kjørte ind ad Rosenkrantz's Port, fik Vognen et Stød, Glasset gik itu, og Madame Borch og jeg stødte Panderne mod hin- anden. Min Pande holdt Stand, men hendes blødede, og hun maatte kjøre hjem. Dagen efter gik jeg hen at see til hende, og det er den eneste Gang, jeg har været i Borchs Huus. Jeg kan just ikke sige at hun var meget høflig mod mig. Borch sagde: "Det är mycket beskedligt af frun at titta in til min gumma." Dengang boede de i Nedre Voldgade. - Det var en stor Fornøielse at spille med Borch, især erindrer jeg et Stykke af Stephani den yngre, der hed, troer jeg, "Den Nysgjerrige". Borch var Verten, der er saa nysgjerrig, at han har boret Huller i Dørene for at see, hvad Gje- sterne foretage sig; jeg var hans Kone, der idelig driller ham for hans Nysgjerrighed, Sverdrup var en Opvarter, Frants, der er en vigtig Person i Stykket, og Cathrine Devegge var Jakobine, Frants's Kjereste; Capitain Munch (Maleren) var en Landstryger, Casimir, der giver sig ud for en Prinds. Det kan gjerne være, at Stykket var maadeligt, det blev heller ikke opført mere end een Gang, men os moerede det ubeskriveligt, og det havde vi fornemmelig Borch at takke for, han kunde gjøre det ubetydeligste interessant. Naar Tyr- holms var hos os, indbøde vi imellem Borch; Madame Tyrholm yndede ham, og det gjorde vi alle. Engang fortalte han mig noget af sit Levnetsløb. Min Fader, sagde han, er en meget streng Mand, og som Dreng blev jeg holdt i haard Tvang, Fader bandt mig ved Sengestolpen. At jeg var flittig paa Skolen var fornemmelig for at komme til Kjøbenhavn og jo før jo heller ud af Tvangen. Forløs- ningens Time slog, og jeg blev dimitteret til Universitetet tilligemed Ludvig Lumholtz og Casper Gad. Lumholtz var flittig, sædelig og agtværdig, jeg elskede og agtede ham; men Casper Gad var et vittigt Hoved og en lystig, livsglad Fugl ligesom jeg selv. Mine SIDE: 250 Forældre havde udstyret mig rundelig med Penge, og Casper Gad og jeg levede lystigt, saa længe de varede; siden gjorde vi Gjeld hos Jøder og Christne; om mig vidste man, at jeg havde en for- muende Fader, altsaa gjorde vi Gjeld paa hans Navn. Creditorerne henvendte sig til min Fader. En af min Faders Venner kom til Kjøbenhavn, han sagde mig, at min Fader var meget opbragt, dog gav han fornemmelig Gad Skylden for min Uorden, jeg havde ladet mig forføre af ham. Min Faders Ven prækede saa længe for mig over denne Text, at jeg sprang op og sagde: "Det er sandt, Gad har forført mig, men det skal faae en Ende." - "Hvad vil Du da gjøre?" - "Jeg vil slaae Casper Gad ihjel." - Virkelig stillede jeg mig en Aften ved et Hjørne, hvor jeg vidste, at han maatte gaae forbi, og vilde slaae ham i Hovedet med en Steen, men da han kom, var Vreden over, og vi vare Venner som før. Min Fader be- talte al Gjelden og befalede mig ufortøvet at komme hjem. Jeg adlød, og Fader sagde, at jeg nu havde kostet ham Penge nok, jeg maatte nu sørge for mig selv. Nu blev jeg Huuslærer hos en Præst paa Landet (Borch nævnte Præstens Navn, det jeg har glemt). Denne Mand behandlede mig mere som en Opvarter end som en Informator. Mosjø Borch, stop mig en Pibe! Mosjø Borch, kald paa Ole! og saaledes gik det for det meste hele Dagen, Mosjø Borch blev idelig sat i Requisition. Dog kunde jeg vel fundet mig heri, men jeg blev tilbuden en Plads som Informator i Even Steens Huus i Christiania, og her havde jeg det meget behageligere end hos Præsten. Her afbrød jeg Borch med det Spørgsmaal: hvorfor forlod De da Even Steens Huus? - Jeg havde lovet hende at komme til hende, naar hun forlangte det; hun skrev, at hun ventede, jeg vilde holde mit Ord; jeg kunde ikke bære den Tanke, at nogen, der stolede paa mig, skulde vente forgjeves. Vistnok var jeg gjerne bleven hos Steen, det var et behageligt Huus, Steen en munter, underholdende Mand, jeg holdt af ham og jeg holdt af Børnene og jeg (her ønskede jeg at kunne fremsætte den halv undselige, halv skalkagtige Mine, hvormed han sagde de sidste Ord) jeg holdt og- saa af Madame Steen. - Dette gik saaledes til. Naar vi havde spiist til Middag gik Madame Steen op paa sit Værelse at sove Middags- søvn; en Eftermiddag sagde Steen: "Min Kone sover dog ogsaa altfor længe, gaae dog op Borch og væk hende og siig hende at hun maae komme ned til os." Jeg gik, hun sov endnu, hendes Arme laae paa Dynen, hun havde saa smukke og saa hvide Hænder; jeg havde Ordre at vække hende; hvad skulde jeg gjøre? jeg kys- SIDE: 251 sede den smukke Haand. Hun vaagnede og saa forundret paa mig, jeg sagde hende at hendes Mand havde overdraget mig at vække hende. Saa gaae, sagde hun, og siig ham at jeg kommer strax. Jeg gik og Dagen efter, da hun gik op at sove Middagssøvn bad hun mig selv at jeg vilde vække hende, hvis hun sov mere end een Time og saaledes blev det nu hver Dag min Forretning at vække Madame Steen. - Han fortalte videre, hvorledes Rosing, selv en Normand (han var fra Røraas), havde sat sig imod, at han blev antagen ved det kongelige Theater i Kjøbenhavn, af den Grund at han var norsk. "I Sverrig mødte mig ingen Vanskelighed," blev han ved, "men Skuespillerne ved Theatret i Gottenborg, hvorved jeg havde ladet mig engagere, vare ryggesløse og fordærvede Sub- jecter, det var en Aandsfortærelse at leve og virke i Samfund med dem, og jeg modtog med Glæde og Tak min Faders Tilbud at komme herhid og lade ham bestemme min Skjebne." Da Borch atter omtalte sin Ven Ludvig Lumholtz med Kjerlighed og Høi- agtelse, saa spurgte jeg ham om hans nuværende Forhold til Casper Gad. "Jeg har imellem Efterretning sagde han, jeg har endog været hos ham siden han blev givt med Louise Stockfleth. Naar han er ved Muffen og har Penge, da leve de i Herlighed og Glæde og hans Kone er elskværdig; men er hans Moster syg og han ingen Penge kan skaffe hende, da er hun ingen god Engel mod ham. Ogsaa i en saadan Periode har jeg med Forskrækkelse seet dem." Jeg erindrer ikke, hvor længe Borch blev i Christiania; i to Vintre tilbragte han Julen med os paa Fladebye, (om hans Kone var ind- buden, veed jeg ikke, men hun var ikke med); formodentlig var han i tre Aar i Christiania, og i denne Tid døde hans Fader. Denne havde kjøbt et lidet Huus til ham ved Vaterlands Bro, hvor han boede og drev en liden Handel, jeg hørte aldrig hvormed, men det maae vistnok have været, som Du siger, med Brændeviin og des- lige Sager, som Bønderne søge efter. En Dag kom han ind til mig og sagde: "Dette kan jeg umulig holde ud længer, den Handel, jeg driver, er afskyelig; den eneste Behagelighed, den skulde have, maatte være den at tage mod Pengene, men heller ikke dette har noget glædeligt for mig. Min Beslutning er fattet, jeg gaaer til Kjøbenhavn, læser til theologisk Embedsexamen. Vel fyldte jeg igaar mit tredivte Aar, men Sprogene har jeg ikke glemt, og jeg vil sikkert ikke behøve meget lang Tid for at kunne faa Examen. Jeg kommer fra min Moder, jeg spurgte hende, om jeg kunde vente nogen Arv efter min Fader. Hun svarede, at min Fader havde SIDE: 252 gjort den Beregning, at jeg havde kostet ham saa mange Penge, at der intet tilkom mig efter hans Død, og at det, han efterlod, maatte tilfalde min Broder. Har da min Broder aldeles intet kostet? spurgte jeg. Hun betænkte sig noget og svarede: Jo vistnok; og nu lovede hun at give mig Anviisning paa en liden Capital. Rosenkrantz har paataget sig at være mig behjelpelig i to eller tre Aar i Kjøben- havn." - Nogle Dage efter kom han ind og tog Afsked med os. "Skibet ligger færdig til Afreise imorgen," sagde han, "men blæser imorgen Søndenvind, saa kommer jeg endnu engang igjen." Han kom ikke. Jeg troer det var i 1804 eller 5, at jeg hørte, at Borch havde faaet Embedsexamen med bedste Characteer og var bleven residerende Capellan i Ørkedalen, og ikke længe derefter hørte jeg af Rosenkrantz, at Borch havde paa Prækestolen faaet et Anfald af Slag paa Tungen og havde maattet nedlægge sit Embede. I For- aaret 1806 kom Borch med sin Kone til Christiania igjen. Aamodt var syg, og Thulstrup, hans Læge, sagde ham, at Borch laae syg og var i en trængende Forfatning. Jeg saae, at Aamodt leverede Thulstrup tyve Rigsdaler til Borch, men bad ham ikke at sige, fra hvem de kom. Fire Dage efter var Aamodt død. - En Søndag gik jeg i Slotskirke for at høre Pavels præke; dette var noget, jeg aldrig forsømte. Pavels havde Tilladelse selv at vælge den Text, han prækede over; denne Gang var hans Text: "Glem intet, af hvad dine Øine have seet, dine Øren hørt; gjem det i dit Hjerte alle dine Livs Dage." De Lærdomme, han uddrog af denne Text, vare sande, klare, indlysende, trøstefulde, uforglemmelige. Da jeg gik ud af Kirken, mødte jeg Borch; han fulgte mig hjem og talede paa hele Veien om Pavels og hans herlige Præken; han saae meget bleg ud, og hans Tale var noget forvirret. Nogle Dage efter kom han ind til mig; jeg kunde see, at han var fattig, men jeg vovede ikke at byde ham Penge; jeg spurgte ham, om jeg kunde tjene ham med noget, da skulde det være mig en Glæde. Han svarede, at han havde faaet en Pension af to hundrede Rigsdaler, og at han intet fattedes; han talede forvirret, men jeg fattede dog en Tanke- forbindelse i det altsammen. Han bevidnede mig sin Høiagtelse og gik, men Øieblikket efter kom han igjen og bad mig om et Laan af tre Rigsdaler til at kjøbe Caffe for til sin Kone, han vilde levere mig sin Pensionspolice. Jeg gav ham de tre Rigsdaler, men vilde ikke modtage Policen. Da han var gaaet, saae jeg, at han havde ladet den ligge efter sig, men strax derpaa kom han ind igjen og tog den tilbage. - Nu saae jeg ikke mere Borch, men Vinteren SIDE: 253 efter kom en Kone ind til mig med en Liste, det var en Anmod- ning fra Rosenkrantz til Medlemmerne af det dramatiske Selskab om at give den syge og trængende Borch en Understøttelse. Jeg gav fem Rigsdaler, og da denne Kone nogle Dage efter kom ind til mig i et andet Ærinde, sagde hun, at da hun leverede Borch Pengene, og han hørte, de vare fra mig, havde han grædt. Baade han og Konen laae syge, dog var Konens Sygdom farligere end hans. - Da jeg i Aaret 1810 kom fra Slesvig tilbage til Christiania, var baade Borch og Konen døde. At han skulde have slaaet sig til Drik, som Du siger, har jeg aldrig hørt og kan neppe troe det. I Aaret 1831, da jeg var kommet til Trondhjem, spurgte jeg en Bonde- kone fra Ørkedalen, som havde kjendt Borch, om hans davæ- rende Tilstand. Hun sagde, at naar han kom op paa Præke- stolen og havde begyndt sin Præken, saa bleve Ordene borte for ham, saa han maatte gaae ned igjen. Ligeledes ved Barne- daab, Ordene bleve borte for ham. Som det lod paa Bonde- konen, havde alle i Ørkedalen havt Godhed for ham og Med- lidenhed, men Konen var ilde lidt. - "Jeg lider Dig, fast som Du var en Qvinde," siger Hakon Jarl til Einar, det samme vilde han have sagt til Borch; hver Mand og hver Qvinde maatte finde ham elskværdig, men han var altfor blød, hans Sjel var qvindelig, og det er jo ingen Roes for en Mand, hvorvel man agter det for den høieste Berømmelse for en Qvinde at sige om hende, at hun har en mandig Sjel. - Som Belmont i "Nonnerne" var Borch i Nonnedragten saa smuk, at Abbedissens (Fru Thulstrups) Berøm- melse over den nye Novices Skjønhed ikke fandtes overdreven. Da jeg siden saae Wittrup i denne Rolle, var Scenen latterlig. SIDE: 254 Monsieur de Gabre. Han kom til Christiania i 1798. Han havde en Anbefaling til Treschow; den Dag han kom til Byen, vare nogle Venner samlede hos os, og Treschow tog ham med til os. Mr. de Gabre saae ud til at være mellem 30 og 40 Aar; han var meget alvorlig, næsten melancholsk, han havde intet Haab mere om at see sit skjønne Fædreland igjen, thi han havde baaret Vaaben mod Fædrelandet. Han havde tilbragt sin Ungdom ved Hoffet i Versailles og været ansat ved det saakaldte maison royale. Efter Treschows Sigende havde han megen Lærdom, hos os maatte han indskrænke sig til at undervise i sit eget Sprog. Da vi flere Aar derefter fik Univer- sitet i Landet, blev vel ingen lærd Franskmand, men en uvidende Kniplingskræmmer sat til Professor i det franske Sprog. Treschow sagde til Mr. de Gabre at jeg havde læst Rousseau, og nu talte han længe og meget til mig om dennes Skrivter og Characteer, og endte med disse Ord: Il était pourtant le meilleur de tous les hommes. Efter den Tid saae jeg ham ofte hos Treschows, hvor han gav Børnene Underviisning. Imellem talte han Latin med Treschow, og de forstode hinanden heel vel ogsaa i dette Sprog, hvorvel de ud- talede Ordene forskjelligt. Han talte sjelden om les malheurs de la patrie; kun engang hørte jeg ham omtale Louis XVI som en sær- deles god, men svag Mand, der havde en hemmelig Skuffe, hvori han forvarede de Klagemaal, han hemmelig modtog, og som han, med den bedste Villie, manglede Kraft til at afhjelpe. Om Mad. de Polignac sagde han, at Kongen havde meget imod hende, men da Dronningen elskede hende, saa tilbragte han imellem Aftenen hos hende, han kjedede sig der og brød tidlig op, men Dronningen, som gjerne vilde blive længere, foranstaltede at paa disse Aftener bleve alle Uhre stillede tilbage, og paa denne Maade tvang man Kongen til et længere Ophold. - les inséparables, saaledes kaldte sig Sara Boyesen, Cathrine og Marie Devegge, fandt Fornøielse i at tale og musicere for og med ham. Cathrine havde et eget Talent til at underholde og moere, i hendes Selskab saae jeg de Gabre saa oprømt, at han declamerede for os. Jesners Idyller satte han megen Pris paa; han declamerede Der zerbrochene Krug, den franske Over- sættelse: cela s'entend! Elle est cassée, la plus belle des cruches! Dette var meget moersomt; men engang bad han Cathrine om at spille Melodramet Ariadne paa Naxos med Musik af Benda, og han declamerede Ariadne's Parti; da han var en høi Mand og hverken SIDE: 255 ung eller smuk, saa kan jeg just ikke sige, at Illusionen var stor. Jeg hørte ham sige til Cathrine, at han mindst havde ventet saa høit i Nord at finde saadanne Talenter forenede som hos hende og Sara Boyesen. Dette var ogsaa gandske vist hans oprigtige Mening. - Mig lærte han at spille Reversi, hvilket kom mig til gode nogen Tid derefter, da Grev Gebhard Moltke blev Stiftamtmand i Chri- stiania, thi Grevinde Moltke spillede intet andet Spil end Reversi, og foruden Fru Favin og Bielefeldt var der dengang ingen, som kjendte dette Spil. Men som jeg stedse har været en daarlig Spiller, saa forstod jeg ogsaa her kun slet at behandle min Quinola, og min Mand raadede mig til ikke mere at spille Reversi. Jeg kom heller ikke mere i Fristelse hertil, da Grevinden lærte sig til at spille Whist. - Monsieur de Gabre logerede hos Madame Juris, det var kun nogle Huse fra os. En Dag stod jeg ved Vinduet og saae mange Papir- lapper at flye for Vinden, og Mr. de Gabre i sit Vindue rive Papirer itu og kaste ud. Jeg hørte nu, at Napoleon havde givet almindelig Amnestie, og at de Gabre vendte tilbage til Frankrige. Han reiste, og nogen Tid efter fik Treschow Efterretning om hans Død. Han var steget i Land, han havde seet sig om og faldt ned død - af Glæde? Kjere Broder Christopher! Jeg har aldrig talt til Rosenkrantz for Borch, men Borch bildte sig dette ind, fordi han i sin Beske- denhed troede, at Rosenkrantz, der selv jo ikke var riig, men kun Forvalter over sin Kones Penge, saalænge hun levede - efter hendes Død skulde han jo intet have deraf -, sjelden tillod sig i saadanne Tilfælde at følge sit gode Hjertes Indskydelse; han maatte derfor være bleven opfordret dertil af en tredie Person, og Gisningen faldt paa mig. Da Borch var i Kjøbenhavn, og Grev Moltke var bleven Stiftamtmand i Christiania, talte jeg til ham med Forbøn om Borch. Jeg veed, at Moltke skrev til Kjøbenhavn i den Anledning, og det er muligt, at Moltke var den, der skaffede ham Kaldet i Ørkedalen; dog er dette kun en løs Formodning, og jeg har aldrig hørt den fremsat af Nogen. - I et af Sognene her i Stiftet boer en Præst Motzfeldt, der skal være et vittigt Hoved; dengang Borch var Præst i Ørkedalen, skrev Motzfeldt en Comedie, hvori blandt de handlende Personer forekom Jacob Borch og hans Kone. Jeg har ikke kunnet erholde Stykket at læse, men en gammel Jomfru Lykke, en Original, der almindelig kaldes: Cecilie Lykke, Trondhjems Smykke, Naturens SIDE: 256 Mesterstykke, har efter Hukommelsen fremsagt noget deraf for mig. Efter hvad jeg heraf forstod var Stykket skrevet i rimede Vers, og Jakob Borch og Kone vare ikke Hovedpersonerne deri. Dersom Trondhjems Smykke endnu engang kommer til mig, skal jeg lade hende dictere mig hvad hun erindrer deraf og nedskrive det. Jeg har endog glemt Titelen af Comedien. Hvad Du fortæller om Lars Roverud, [fotnotemerke] er meget moersomt; jeg erindrer vel, hvorledes han havde skrevet sit Navn paa Moders Bog- reol, og hvorledes hun med Sand og Aske stræbede at skure det ud; men det var gjort saa vel, at dette ikke lykkedes, og hun maatte tage Kniven til Hjelp. En Aften kom han ind, klædt som en gammel Kone og med Maske for Ansigtet, stod ved Døren og neiede; Moder blev først forskrækket og siden vred. - Paa Overværelserne i vor Moders Huus logerede dengang tre Skoledisciple: Fredrik Wetter- green, Hans Grüner og Peter Iver Boll. Wettergreen var jevn, munter og glad uden at være overgiven. Grüner var et Perpetuum mobile og en Spøgefugl. Boll var en Prinds der gik incognito. Hans Fader, Justits- raad Boll, var Sorenskriver paa Ringerige. Jeg troer, Familien var fra Kjøbenhavn; Boll talede vel ingen bestemt Dialect, men hans Sprog var smukkere end vi andres. De vare alle tre, ligesom Lars Roverud, atten Aar gamle og færdige til at dimitteres til Universi- tetet i Kjøbenhavn. Grüner havde gjort en Vise om Boll, og Wet- tergreen satte Melodien til og spillede Accompagnementet paa Violinen, naar Grüner sang den. Ordene vare latinske [fotnotemerke] og løde saaledes; jeg erindrer kun Begyndelsen: Bollo bollò bibolka. Wetter- green gjorde en Vise om Grüner, som man havde givet Øgenav- net Fattigfogden; det var en Vexelsang à la Horats og Lydia Fotnote: Se Bilag III. Udg. Fotnote: Rettere: græske. Udg. SIDE: 257 mellem Fattigfogden og en Tiggerkjerring og hun begyndte: "O, kjere Hans, o lad mig gaae." Ogsaa hertil blev sat Melodie der blev spillet paa Violinen. Boll taalte nok, at man spøgede med ham, smilede vel dertil, men han nedlod sig aldrig til at gjen- gjelde Spøgen. Moder saae gjerne, at de unge Mennesker vare muntre og glade, og ved Spisebordet standsede Conversationen aldrig, kun Boll var stedse taus. Engang spurgte Moder ham ved Bordet, hvorfor han ikke tog Agurk til Stegen, og han svarede: fordi den smager mig ikke. Disse Ord lagde jeg Mærke til, fordi de vare de eneste, jeg hørte af ham ved Bordet. Moder sagde i denne Anledning: Boll holder sig den Lære efterrettelig: Naar Hver ved Bordet discuterer Og opad Væggen raisonnerer, Og roser uden Smag og dadler uden Grund, Sid Du og spiis din Mad og hold din Mund! Grüner var Fru Sundts Søster- søn, og han var altsaa en af Anna Ramus's Descendenter; hans Fader var Præst paa Landet og var givt anden Gang. Hans Grüners Halv- søster, den nulevende Fru Næser, kom imellem til Byen og besøgte sin Broder; hun var af min Alder, og vi gjorde da Bekjendtskab, som vi for nogle Aar siden her i Trondhjem have fornyet. En Dag leverede Grüner mig et Brev, som jeg formodede var fra hans Søster, men da jeg aabnede Bre- vet, saae jeg, at det var fra Lars Roverud. Brevet begyndte saaledes: Allerelskeligste Veninde! Med bankende Hjerte og skjel- vende Haand skriver jeg disse Linier for at sige Dem - Vistnok læste jeg videre, men erindrer ikke mere deraf. Brevet leverede jeg Moder, som forseglede det paa nyt og bød mig levere Grüner det tilbage, hvilket jeg ufortøvet gjorde. Kort efter reiste de alle fire til Kjøbenhavn, og jeg erindrer ikke, om eller hvorledes de toge Afsked fra os. - I Anledning af Brevet fra Roverud, erindrer jeg, SIDE: 258 hvad der hendte nogle Aar efter, da Du maaskee var ude af Latin- skolen. En af de voxne Skoledisciple havde skrevet et Kjerligheds- brev til Bolla Hasberg, hvilket hun havde bragt sin Stedfader, Capitain Næss; denne gik med Brevet til Rectoren, og Rosted gav Disciplen en alvorlig Irettesættelse. Der var dengang paa Latin- skolen en Discipel, Didrik Hagerup, liden og pukkelrygget, men som altid havde store Ord i Munden, hvorfor hans Kammerater kaldte ham Didrik Menschenschreck. Bjerregaard, som dengang var omtrent ti eller maaskee tolv Aar gammel, skrev i denne Anledning følgende Vers: "Den dumme Jomfru Bolla!" Saa siger Menschenschreck, "Den taabelige Fjolla!" Han siger i etvæk, "Som skulde forevise Det Brev til Cap'tain Næss! Jeg færdig er at fnise Af hendes dumme Fjæs." Grüner havde tre Ønsker: at blive givt med Jomfru Smith, at kunne gjøre en Udenlandsreise og at blive Eier af Kongens Mølle. Da han havde opnaaet det første Ønske og faaet Jomfru Smith og hendes Penge, saa fulgte de andre Ønskers Opnaaelse af sig selv. Jeg har ofte i de senere Aar seet og talt med ham og hans Familie i Christiania. Ogsaa Wettergreen har i de senere Aar besøgt mig der; han forekom mig endnu mere prosaisk end i sin Ungdom. Erfarenhed, sagde han, havde lært ham, hvordan man skulde om- gaaes med Bonden, og denne Lære, sagde han, har skaffet mig mangen god Kalvesteg. Om Broder Johannes sagde han, at han ikke pas- sede sig til at være Præst paa Landet; han forstod ikke at omgaaes med Bonden; han burde være Universitetslærer, dertil var han skikket. Boll har jeg kun engang seet i den senere Tid; det var i 1807, han var i Besøg hos sin Familie paa Ringerige. Han var Søofficeer og ugivt; hans Væsen var uforandret. Det undrede mig at see, hvorledes hans Død for et Par Aar siden blev bekjendtgjort af hans Kone og to Sønner; jeg havde stedse hørt om ham, at han var Pebersvend; han maae ligesom Göthe have givtet sig paa sine gamle Dage. - Roverud kom ofte ind til os i Christiania, han gav mine Døttre Underviisning i Musik og var meget venskabelig mod os. Den sidste Gang, jeg saae ham, var i 1843, da han besøgte os her i Trondhjem. Da han traadte ind ad Døren og saae Dunker, raabte han: "Ja, saadan see vi ud, naar vi blive gamle!" Derpaa SIDE: 259 lod det paa ham, som om han angrede dette Udraab, thi han vendte sig til mig med de Ord: "De er stedse den Samme." Hans Haar var bleven hvidt, iøvrigt var han ikke synderlig forandret af Udseende. Han fortalte os om sin Stilling og om sin Familie, og skjendte dengang hverken paa Gud eller Naturen. Lad os nu vende tilbage til vor Moders Huus i 1794. Det var en Søndagseftermiddag, Moder og Moster vare ude, det var Confirmationssøndag, og Christopher Weidemann, der den Dag var bleven confirmeret, kom ind til os. Du eller Henrik havde været i et Ærinde hos Aamodt, og han havde givet Dig eller ham et Tørklæde med Æbler og en Ro- man; det var en dansk Oversæt- telse af "The fool of quality". Da vi havde spiist Æblerne, tog Weidemann Romanen og læste høit et Par Capitler deri; han spø- gede og fjasede, og Henrik ærg- rede sig. Nu kom Birthe og Ja- cobæa Møller og strax derefter Amalie og Frederikke Behmann. Weidemann foreslog nu, at vi skulde dandse, Wettergreen tog sin Violin og vi dandsede. Da Pigebørnene ikke turde blive læn- gere borte uden Tilladelse hjem- mefra, saa gik de, og Weidemann gik med dem. Nu gav Henrik sin Harme Luft. Var det en Opfør- sel, sagde han, af en Confirmand? og jeg fik ogsaa mange Bebrei- delser for min Letsindighed. - Vor stakkels Henrik bar vistnok allerede dengang paa Begyndelsen til den Sygdom, som kort der- efter lagde ham i Graven. Hele Latinskolen fulgte ham til Jorden, de største bare ham, og alle de Smaae fulgte; jeg erindrer ikke, om Du fulgte, heller ikke, om Du allerede dengang gik i Latin- skolen. Jeg formoder nei; thi Henrik blev kaldet Infimus og Hartvig Supremus, men havde Du været i Skolen, saa havde jo vel Du været Infimus, da Du var to Aar yngre end Henrik. Da Grüner og Wettergreen vare reiste, kom Wolfgang Sigis- mund Resch i Huset til vor Moder; han var fra Moss, og hans SIDE: 260 Fader og en Pige fulgte ind med ham. Pigen blev nogle Dage i vort Huus. Der er et Ordsprog, som siger, at der ingensteds gaaer saa underligt til som i Verden og paa Moss. Der maae vel være noget sandt heri; thi denne Pige fortalte saa mærkelige Begiven- heder, der vare foregaaede paa Moss, at dersom Alexander Dumas kjendte dem, saa vilde han have rigeligt Stof baade til Dramer og Noveller. Ialfald vilde han kunne benytte dem til det uendelige Værk, han nu arbeider paa, og som man med Rette har kaldet: L'histoire de tout le monde. Resch var kun tretten Aar, men stor af Vext, og gik allerede til Confir- mation. Han havde ingen Con- tubernal; Du var ham vel for ung, og han holdt sig meest til mig. Han læste alle de Romaner, han kunde faae fat paa, og jeg læste dem med ham; imellem spillede vi Kort eller fortalte hverandre, hvad vi havde læst. Resch for- talte mig ofte om sin Søster, om hendes Talenter og hendes Elsk- værdighed; da jeg nogle Aar der- efter kom til Moss og gjorde hendes Bekjendtskab, vistnok i en meget kort Tid, indsaae jeg dog at Broderen ikke havde sagt for meget til hendes Berømmelse. Og- saa hendes Liv er en interessant Roman. Det forholder sig rigtigt, som Du fortæller, at ogsaa jeg en- gang fik smage Tampen. Jeg havde glemt, at jeg havde faaet Tamp, men jeg havde ikke glemt, at jeg fik et Ørefigen om Morgenen paa den Dag, da vor Bedstemoder Treschow blev stedet til Jorden, thi den Gang var jeg fjorten Aar, havde staaet til Confirmation og troede mig i Sikkerhed for baade Tamp og Ørefigen. Hvorfor jeg fik dette Ørefigen, var fordi jeg yttrede Misfornøielse over den Maade, hvor- paa Moder havde accomoderet mit Haar. I Anledning af Tampen maae jeg dog fortælle et Træk af dens Historie; jeg troer, Du ikke var tilstede derved, men dengang allerede ved Universitetet. Bjerre- gaard og vor Broder Johannes vare af samme Alder og i samme SIDE: 261 Classe paa Skolen; de vare allerede store, lange Drenge; da gik de en Dag i Stuen hos vor Moder og brødes med hverandre for Spøg; men da dette havde varet en Stund, begyndte de at slaaes for Alvor. Moder hentede Tampen fra Cabinettet og smurte begges Rygge der- med. Kampen fik nu Ende, og Johannes tog sine Prygl med Taal- modighed, men Bjerregaard gik i Vrede op og ned ad Gulvet, der- paa blev han staaende foran Moder og sagde: "Jeg er ikke fornøiet med de Prygl, De har givet mig." Moder svarede gandske koldsindig: "Det var saamen heller ikke min Hensigt at fornøie Ham dermed." Han vidste intet at svare herpaa. Du og William Arbo vare Contubernaler hos vor Moder, og, om jeg erindrer ret, bleve I dimitterede paa samme Tid. I Aaret 1821 eller senere, det var efter Broder Peters Død, laante jeg et Kravemønster af Adelaide. Mønsteret var klippet af beskrevet Papir og da jeg saae dit og mit Navn derpaa saa læste jeg det saa godt det lod sig gjøre; det var et Brev fra William Arbo til Broder Peter. Om Dig skrev han, at Du og han engang havde været Lige- mænd og Camerader; nu er han, skrev Arbo, en agtet, æret og anseet Mand i Staten, og hvad er jeg? - Huuslærer i Tind. Han bad Peter hilse mig fra ham, hvis jeg endnu kunde eller vilde er- indre ham. Nogle Aar efter saae jeg dog af Aviserne, at han var bleven Præst, og siden, at han havde taget Afsked. Det var ham, som syntes saa godt om Maden, fordi der var saa god Føde i den. Kjere Broder! Skulde Du kjedes ved mine Skriverier, da maae Du give mig dette at forstaae, ellers bliver jeg veed; Slusen er nu engang aabnet, og Vandet flyder af sig selv, indtil det faaer en Dæmning. Naar jeg føler mig mindre vel tilmode, tænker jeg som saa: Retournons au passé! le passé est la patrie de l'âme. - Jeg har en Anelse om, at Du ikke ynder Citater, og maaskee mindst de franske, men nu staaer det der allerede. Hvorfor jeg helst citerer af det Franske, er, saa vidt jeg forstaaer mig selv, ikke fordi jeg holder dette Sprog og disse Citater bedre end andre, men fordi de falde mig lettere at erindre. I det sidste Decennium af det forrige Aarhundrede skrev Mistress Wollstonecraft en Bog om Qvindekjønnets Rettigheder, der ikke gjorde mindre Opsigt dengang end i vore Dage Mistress Stowes Værk, Onkel Tom. Samme Mistress Wollstonecraft reiste i Norge og opholdt sig SIDE: 262 nogen Tid i Tønsberg og i Christiania. Da hun var kommen til- bage til London, udgav hun sin Reisebeskrivelse, hvoraf jeg engang i mine unge Dage har læst en tydsk Oversættelse. Hun taler der med megen Berømmelse om Wulfsberg, som dengang var Byfoged i Tønsberg, og som nok har havt Anledning til at vise hende nogen Tjeneste. Hun fortæller om Kronprinds Fredriks Ophold i Christi- ania 1798, om Slaget ved Qvistrum, hvor Lieutenant Telleqvist faldt, og om Cathrine Devegge, som hun siger var Telleqvists Forlovede. Jeg hørte engang Cathrine sige i Anledning af denne Dame: "Ja, hun kan godt lyve." Imidlertid var Cathrines Forlovelse med Telleqvist et almindeligt Rygte, og Jomfru Sang, der kjendte begge meget nøie, vilde vide, at Rygtet talede sandt. Der blev ogsaa fortalt, at Kron- prindsen havde spurgt Cathrine derom og i det Tilfælde tilbudt hende en Pension, og at hun havde benægtet Sagen. I den tydske Oversættelse af Reisebeskrivelsen stod, at Kronprindsen havde for- langt at see Jomfru Devegge, - "und es erschien ein liebenswür- diges Geschöpf." At hun, som du siger, har elsket Christian Anker, har jeg aldrig hørt nogen Yttring eller havt nogen Formodning om. Hun var ti Aar ældre end han og havde gjort hans Bekjendtskab, medens han var en liden Dreng. Hun elskede hans Musik og hans skjønne Stemme og hans Declamation. Aldrig hørte jeg noget lignende. Han havde alle sin Faders Talenter forenet med sin Moders, i en endnu høiere Grad, og ingen af Faderens Excen- triciteter, der voldte ham en tidlig Død. Den elskværdige Søn maatte vel tidlig forlade Verden, kun syv og tyve Aar gammel, men hans Død var ved Uheld, ikke ved egen Brøde. Schandorff, der var tilstede hos ham i de sidste Øieblikke, har fortalt mig alle Omstændigheder derved; blidere og skjønnere Død kan ikke tænkes, han sov ind uden Kamp, som et Barn i Moderens Arme. Dagen SIDE: 263 før havde han ladet sit Piano stemme, og da Christen Hammer spurgte: "Hvorledes staaer det til med Dem, Hr. Anker?" svarede han: "Ret godt, kun meget mat." Hans Sygdom var en Nyresyg- dom, som han havde paadraget sig ved en tilsyneladende liden Uforsigtighed. - Cathrine Devegge, der, som Du erindrer, aldrig havde været smuk, var dog meget indtagende; hendes Søster Marie, der var ligesaa talentfuld og aandrig som Søsteren, maaskee endog hende overlegen, behagede langt mindre. Moderen, en hjertensgod Kone, og dennes Moder, den gamle Fru Riis og dennes Søn, Me- kanikus Riis, boede tilsammen i en Gaard de eiede i Kirkegaden, som Du nok erindrer. Faderen, Devegge, har jeg aldrig hørt noget om, formodentlig er han død saa tidlig, at Børnene ikke erindrede ham. Fru Leth vilde vide, at han havde været Søn af en Huus- mand, at Pladsen hed Hæggestua, og at han derefter havde taget Navn af Devegge. Alt, hvad jeg veed om ham, er, at han havde været Sorenskriver. Sønnen, Ole Devegge, udmærkede sig paa Latin- skolen ved godt Hoved og kom i Mesterlectie, medens han endnu var en liden Dreng, hvorfor Skoledisciplene kaldte ham R..... af Mesterlectien. Da han var dimitteret fra Skolen, reiste Moder og Søstre med ham til Kjøbenhavn, hvor de forbleve i to Aar. Ole Devegge fik en Ansættelse som Bogholder ved det Classenske Legat, og da han nu havde saa meget, at han kunde leve, saa brød han sig ikke om at faa nogen Embedsexamen og fik den heller aldrig. - Jeg læste imellem Breve fra ham til hans Søstre, de vare fulde af Vittigheder og Spydigheder, især over Baggesen og andre danske Digtere. Mor Koren gjorde hans Bekjendtskab, naar hun besøgte Kjøbenhavn, men saa høit hun elskede hans Søstre, saa kunde hun ikke ynde ham, især da han fandt sin store Glæde i at drille og pine hendes Ven Oehlenschläger. Vor Wilhelmine ønsker at vide noget om Sara Boyesen, og hun var i Sandhed en interessant Personlighed. Om hendes Søstre ved Valg, Deveggerne, kunde man sige, at om de ved Aand og Talent vare andre Christiania-Damer overlegne, saa havde et vel benyttet toaarigt Ophold i Kjøbenhavn bidraget hertil; men Sara havde aldrig været ude af Christiania. (Hun var 40 Aar gammel, da hun en Tidlang opholdt sig i London hos en af sine Brødre, som var givt og etableret der.) Et Fortrin havde hun fremfor sine Søstre efter Valg: hun var meget smuk; dog dette behøver jeg ikke at sige den, der har seet hende. En skjønnere Teint end hendes kan ikke tænkes, og Moder fortalte, at i 1788, da hun var atten SIDE: 264 Aar gammel, blev hun kaldet "Rosen". En Adjutant hos Kron- prindsen, Ries, en talentfuld ung Mand, Digter og Musikus, hyldede hende dengang. "Tasso an Laura" var et Digt af ham, baade Text og Musik, og Sara var hans Laura. "Laura an Tasso" var for- modentlig ogsaa af ham: "Du Jüngling mit dem Feuerherzen, Du sagst, Ich arme martre dich -" Da jeg lærte at kjende hende syv Aar derefter, da hun var 25 Aar, meente hendes Venner, at Fredrik Schmidt og hun vilde blive et lykkeligt Par. Den gamle Biskop ønskede, at hans Søn skulde ægte Frøken Oppen, der vilde bringe sin Ægtemand tolv tusinde Rigsdaler. - Da nu Rygtet gik, at Fredrik Schmidt var forlovet med Frøken Oppen, spurgte Secretair Arbin ham, om dette var sandt. Schmidt svarede: "Nei, jeg troer ikke, jeg bliver saa fornuftig." Da han nu kort Tid derefter virkelig var Frøken Oppens Forlovede, sagde Arbin til ham: "Jeg gratulerer Dem, at De er bleven fornuftig, og ønsker, at De fremdeles maa nyde godt der- af." At alle Saras Venner vare misfornøiede herover, er naturligt, men ingen var saa opbragt paa Schmidt som Arbin. Da han en Aften fulgte mig hjemfra Treschows, standsede han udenfor Stiftsgaarden. "Her," sagde han, "paa denne Plet opdagede jeg, at Fredrik Schmidt var en S..... Vi kom fra et lystigt Selskab, og vi havde lidt i Hovedet; da vi kom her udenfor, begyndte Schmidt at drille og insultere Skildvagten." I min Stambog har denne elskelige Pige skrevet: "Naar Du, skuffet af Glæden, som smilende lokker Dig, griber blot efter et luftigt Spøgelse, da søg i Dit rene, ufordærvede Hjerte og i Ven- skabets Arme Trøst, Roe og Tilfredshed." - Hun sad hos Treschows og spillede paa Pianofortet og sang dertil, da Treschow, som kom fra et Middagsselskab og havde, som man siger, lidt paa Skatten, SIDE: 265 stod først en Stund og hørte paa hende og raabte derpaa: "Og saadan en Engel af en Pige bliver, til Skam for Norges unge Mænd, upaaskjønnet!" - Sidenefter var han meget undseelig over dette Udraab. Du har gjettet rigtig deri at Treschow var Forfatter af vor Faders Gravskrivt, man kjender her Treschow og Schleiermachers Idee; hvor disse to Philosopher ligne hverandre og dog kan de ikke have laant Ideerne af hverandre, thi Schleiermacher holdt sine første Forelæsninger i 1793 og Treschow begyndte sine tre Aar tilforn. Treschow var mindre Enthusiast end Schleiermacher, jeg hørte ham neppe nævne Spinoza, medens Schleiermacher i en af sine Forelæsninger skal have udraabt: Opfert mit mir ehrerbietig eine Locke den Manen des heiligen verstossenen Spinoza! - De to Philosopher vare samlede i Christiania kort før begges Død - jeg troer i 1833 - mon nogen anden levende Sjel var tilstede ved deres Samtale? Jeg er vis paa, at Du erindrer Knapmager Freimann, hvis Huus laae lige overfor vor Moders; han havde en Datter, Maren, der var et vakkert Barn, og en mindre, Anne Dorthea, almindelig kaldet Hakkedorthe, hvilket Navn hun havde givet sig selv, da hun talede utydeligt. I Aaret 1810, da vor Moder havde besluttet at ophæve sin Huusholdning og sælge sit Huus, meldte der sig en Skipper Hovelsrud som Kjøber. Skipperen var en vakker, godlidende, god- modig Mand, saadan en, som beskrives i en fransk Roman, om jeg erindrer ret, af Eugène Sue, som tænker godt om enhver i Almin- delighed og om Sine i Særdeleshed. Han fortalte os, at han havde et smukt, net og vel indrettet Huus i Pebervigen, men jeg maae flytte derfra, sagde han, fordi det spøger der. Jeg er ikke bange for Spøgerie, lagde han til, men det skræmmer Vettet af Kjærringa mi. Han kjøbte nu Moders Huus og flyttede derind, men Spøgelset fulgte med, og Aaret efter viste det sig, at han ikke havde brautet, da han sagde, at han ikke var bange derfor, thi han greb Spøgelset fat. Følgen af denne kjekke Handling blev en Skilsmisse fra hans Kone, og derefter ægtede han Maren Freimann og var i Roe for Spøgelser, og ere ikke han og hans Maren døde, saa leve de endnu. - For tre eller fire Aar siden (1849 eller senere) modtog jeg et Brev med Udskrift til Fru Generalinde Dunker; jeg leverede Budet Brevet tilbage, da det ikke var til mig. Budet gik og kom igjen dermed. Adressen var forandret til Oberstinde Dunker, og jeg maatte SIDE: 266 endelig læse det, det var til mig. Brevet var underskrevet Anne Dorthea Freimann og erindrede mig om de behagelige Aftener, vi havde tilbragt sammen paa Ringerige. Jeg leverede atter Brevet til- bage og bad Budet sige hende, at jeg ikke havde seet hende paa Ringerige, og at den Dame, Brevet var skrevet til, var død for flere Aar siden. Nu fik jeg atter et Brev, der denne Gang var under- skrevet Dorthea Freimann Schmahr; hun forstod nu, skrev hun, at jeg maatte være en Datter af Madame Hansteen, der havde boet lige overfor hendes Forældre, og hun bad, jeg vilde give hende noget at kjøbe Caffe og Mad for. Jeg fik nu vide om hende, at hun i Nordland havde været Huusholderske hos Biskop Kierschow, og at hun nu drog om med den gamle Schmahr og gav med ham et Slags dramatiske Forestillinger i et Ridehuus. Jeg fik nu ofte Sedler fra hende omtrent af samme Indhold. Engang sendte hun mig en Billet til hendes Forestilling; Billetten skulde koste 12 Skilling. Jeg sendte 12 Skilling og Billetten tilbage. En Aften gav de en Forestilling i Theatret, hvor hun traadte op i Costume i Melodramaet Supplicanten. De havde fuldt Huus og bleve applauderede. Men mere end een Gang kunde Publicum ikke finde Moerskab i at see de gamle Mennesker gjøre sig til Nar, og for at undgaae at maatte forsørge dem af Fattigkassen, saa gav man dem Reisepenge for at blive dem qvit. De ere nu i Bergen, hvor Dorthea Freimann stræber at forlyste Publicum. Schmahr, den stakkels gamle Nar, er blind. Endnu noget lidet om Bernt Anker. Du erindrer uden Tvivl fra vor Barndoms Tid Skomager Lohr- bauer, der boede ligeover for os; hos ham tjente en Pige, Marthe, der var styg af Udseende, men naar hun imellem om Søndags- Eftermiddage besøgte vore Piger, da blev jeg gjerne tilstede i Pige- kammeret. Hun havde stedse meget at fortælle og satte det frem paa en løierlig comisk Maade, det var en naturlig Vittighed, der var grovkornet, men aldrig stødende, og selv Grethe, der var streng i den Henseende, hørte gjerne paa hende. Marthe Lohrbauer meldte vel om Jess Anker og hans Bedrivter, om Bernt Anker vidste hun aldrig noget latterligt. - Om Smed Eliesens Datter hørte jeg, at Bernt Anker engang havde staaet ved Vinduet og seet nogle Pige- børn gaae forbi, der havde smukke Fødder, men stygge Skoe; da SIDE: 267 han hørte, at de vare Døttre af en Smed Eliesen, der var en fattig Mand, sendte ham dem en Foræring af Skotøi; at de kom og tak- kede ham derfor, var naturligt. Dette er nu alt, hvad jeg har hørt herom. Bernt Anker havde imellem, hvad Engellænderne kalde en Whim; han overvældede en fattig Stakkel, uventet og uanmodet, med Penge og skjønne Sager - ligesom jeg i min Barndom stjal Cathrineblommer fra vor Moder og gav Betlerbørn, fordi jeg troede, at de aldrig havde smagt noget saadant. Ved en saadan Anledning hørte jeg ham sige: "Min Kone siger ofte til mig: det er din Lykke, Bernt, at Du ikke har nogen ung Kone; hvordan mener Du, en Saadan vilde finde sig i dine forunderlige Indfald?" Efter Konens Død, da Bernt Anker en Aften gik forbi Som- merroe, mødte han Huusmandens Datter Karen, der drev Køerne hjem. Pigen var iført et Hvergarns Skjørt og gik barfodet. Han lod hende komme til sig, gav hende prægtige Klæder af Silke med Kniplinger, mange Penge, Værelse i Palæet, lod hende spise ved hans Bord, naar der ikke var Fremmede, og hun havde endog en Hest og Gigh til Afbenyttelse. Han tog hende med i sin Vogn, naar han reiste til Moss; der gik hun engang, medens Anker havde Selskab hos sig, ned i Vertshuset og spillede "Flaa Gjeita" med Gjesterne. Der var nogle Skippere fra Jylland, de vandt 200 Rd. fra hende; hun gik til Anker efter flere Penge og han gav hende endnu 100 Rd., men da Jyderne ogsaa havde vundet disse, vilde Anker ikke give hende mere. General Blücher var den Tid i Christiania, og Rygtet gik, at Anker vilde have hende givt med Blücher. Dette var nu vel intet om, men Kjøbmand Schøller fortalte, at Anker havde ladet ham komme til sig og spurgt ham om det var hans Hensigt at ægte Karen Sommerroe? og da Schøller benægtede dette, sagde Anker: De har dog en Morgen ladet hende komme til Dem og beværtet hende med Chocolade. Schøller svarede: Hun er en meget god Kunde, der har nedlagt mangen 100 Rd. Seddel i min Bod, derfor bød jeg hende en Kop Chocolade. Har hun vexlet Hundrededaler- sedler hos Dem? sagde Anker, hvor har hun faaet dem fra? - Jeg stod i den Formening at hun fik dem af Hr. Kammerherren, svarede Schøller. Imidlertid maae Karen have bildt sig ind, at hun skulde blive Fru Anker. Hun tiltog sig stor Myndighed over de andre Tjenestefolk og vilde tage Nøglerne fra Jomfru Hagerup, saa at denne tog Afsked og flyttede derfra. Karen ødslede med Penge, og naar de andre Piger sagde til hende: "Du skulde dog ikke SIDE: 268 saaledes kaste Penge bort, der kommer vel den Dag, da Du kan trænge til dem," saa svarede hun: "Pyt! saalænge Bernt har noget, saa har jeg ogsaa." Jeg glemte at anføre, at Karen ogsaa vilde trænge sig til at have Opsigt med Vaisenhuset, uddele Linned og Klæder til Børnene, hvilket Hverv efter Kammerherreindens Død var overdraget Madame Collett; men denne talede Alvorsord med Kam- merherren, og Karen fik Ordre til at holde sig derfra, og heller ikke mere tilbyde sig at skjenke Thee, naar der var Dameselskab. Der var dengang, som Du nok erindrer, nogle tydske Musi- canter i Christiania, Ferrary og hans Kone og hendes Broder, Köhler, og En, de kaldte Collega, hans Navn var ellers Høier. Madame Ferrary og hendes Bro- der gave Underviisning paa Harpe, og Köhler blev min Lærer i Harpespil. Han logerede hos en Bundtmagerenke, Mad. Roth, og han fortalte mig, at han var forlovet med Enken. Hvor længe derefter erindrer jeg ikke, sagde han mig, at hans Forlovelse med Enken var hæ- vet, at Enken ægtede en af sine Svende, en duelig Arbeider, som han havde skaffet hende, og som han selv havde opmuntret til at frie til Enken, da han (Köhler) havde et andet Givter- maal isigte. Hvad synes De om Karen Sommerroe, sagde han, er hun ikke yngre og smukkere end Mad. Roth? og alle de, jeg taler med, sige, at jeg gjør et godt Bytte, og Karen holder af mig og vil blive min Kone; hun vil kun, at vi skulle opsætte Vielsen, indtil Kammerherren kommer hjem. - En Aften vare vi i et Selskab hos Byfoged Wulfsberg. Verten blev kaldet ud, og da han omsider kom ind igjen, fortalte han os, at de, som havde forlangt ham itale, havde været Karen Sommerroe og Köhler, og at han paa deres Forlangende havde opsat en Ægteskabscontract mellem dem. SIDE: 269 Der kom en fremmed Reisende til Christiania, om jeg husker ret, en riig Engellænder. Karen gjorde hans Bekjendtskab, og hun behagede ham. Den Fremmede agtede sig til Italien og foreslog Karen at følge med ham, og Dagen efter sad hun i Vognen med den Reisende, og hopsa! til Italien. Men nogle Skifter fra Christi- ania saae de Bernt Anker komme; han vendte tilbage fra Kjøben- havn. Karen gjemte sig, og Anker saae hende ikke, men Kammer- tjeneren, Hansen, havde seet et Glimt af hende og underrettet sin Herre herom. Anker lod hende nu betyde, at hun ufortøvet maatte tage Plads i Gighen hos Kammertjeneren og vende tilbage; hun adlød. Paa Veien bad hun Hansen om at give hende Raad, dem han gav hende, men da hun af ham hørte, at Ankers Forlovelse med Frøken Falbe var hævet, saa fulgte hun ikke Hansens Raad, men sine egne taabelige Ideer. - Morgenen efter lod Anker Karen komme for sig. "Hvad er det for dumme og slette Streger, Du be- gaaer? Jeg hører, at Du har lovet Köhler Ægteskab, og nu løber Du bort med en Fremmed. Elsker Du ikke Köhler, og vil Du ikke ægte ham?" - "Jeg elsker ikke Köhler," svarede Karen grædende, "jeg vil ikke ægte Köhler. Jeg har aldrig elsket Nogen og vil aldrig ægte Nogen uden Kammerherren." - "Nei, nu bliver det for galt," sagde Anker, "gaae fra mine Øine!" - Karen gik hylende bort. - Den, af hvem jeg har hørt dette, var en ung Officer, en af Ankers Venner, der tilfældigviis var tilstede ved denne Scene; han var ogsaa med Anker ved Touren til Moss, da Karen spillede Kort med Jyderne. Denne Gang blev Anker ikke længe i Christiania; han reiste atter udenlands og kom ikke mere levende tilbage. Om han i sit Testamente har betænkt Karen anderledes end de andre Tjeneste- folk, veed jeg ikke; men jeg hørte hans Broder, Peder Anker sige: "Der skal sørges godt og anstændigt for hende, men med Knip- linger neden om Kjolen skal hun ikke mere gaae." Hun blev givt med en af Ankers Forvaltere og skal have opført sig vel som Kone og Huusmoder. - Madame Ferrary rømte fra sin Mand med en Harpespiller Nimmerzeich, og Köhler forlod Christiania. Mange Aar derefter traf Dunker ham i en Bye i Tydskland, mig synes det var i Oldendorf, hvor han var etableret som Handelsmand og givt med en riig Enke. Collegaen blev i Christiania, givtede sig med en Pige i Pebervigen og levede af at stemme Instrumenter. - Mad. Roth plagede sin Mand, Berger, saaledes at han gik i Bjørvigen og druk- nede sig; hun levede mange Aar derefter i taalelig Velstand. Efter SIDE: 270 Köhler havde hun en Datter, der heed Fortuna og om hvem jeg for ikke lang Tid siden læste Noget i Aviserne, men jeg har glemt hvad det var. Kammertjeneren Hansen var en vakker og agtværdig og en velhavende Mand, han var imellem i Besøg hos Niels Lynge Hansteen og efter nogle Yttringer af Mathea skulde jeg næsten formode at han har friet til Agathe Hansteen. Jomfru Lydia Hagerup beholdt efter Testamentet 20 Rd. om Maaneden til sin Død; hun blev givt med en Borthig, og hun, saavel som hendes Søster, Fru Daldorff, ere døde, men Broderen, Præst til Opdal, lever endnu, og er en rask, munter gammel Mand. Jess Anker var en lidenskabelig Elsker af Jagt; for at ikke Hundene skulde være trætte, førend Jagten begyndte, havde han ladet gjøre en Vogn til dem med særskilte Rum til fjorten Hunde. Fru Münch kaldte denne Vogn en "Bekkevogn" (Bikjevogn) og loe ofte deraf. Han var ogsaa en lidenskabelig Spiller, og denne Lidenskab voldte ham en brat Død, som han fandt i et Spillehuus ved Badet i Bath. Den Dag Efterretningen herom kom til Bernt Anker, var der Bal hos ham paa Frogner; jeg hørte Børnenes Gouvernante, Mademoiselle Urbin, sige: "Der dandse hans Børn; de vide intet om den skrækkelige Efterretning, og de skulle heller intet faae at vide for det første." De vældigste Jægere paa den Tid var Niels Nielsen, kaldt Niels Bordo; han var Viinhandler og talede ofte om Bordeaux, hvorfor han beholdt Navnet, Bonden Halvor Blinderen og Jess Anker. En Dag vare Halvor Blinderen og Niels Bordo komne langt bort fra deres Jagtselskab, og de kastede sig trætte og mødige paa en Tue. De vare begge meget hungrige, og de havde intet at spise. Halvor Blinderen lod, som om han tog noget op af sin Lomme og spiste deraf; Nielsen bad ham om noget deraf, men Halvor vilde ikke dele med ham. Da blev Bordo vred, kastede sig over ham, reev ham Stykket ud af Haanden og stak det i sin Mund, men spyttede det strax ud igjen. Det var med Tugt at sige en Svinel . . ., som Halvor havde taget op fra Jorden, hvor de sad. Du erindrer, hvor- ledes Niels Nielsen kunde skjælde og bande, men her overgik han sig selv. "Dit Bæst," sagde han, "Din Svinehund! jeg forbander Dig, og den, som har været Fader til Dig, og den, som har været Moder til Dig, og de, som have staaet Fadder til Dig, Din Hund!" - Treschow, som fortalte denne Begivenhed, loe hjertelig derover og lagde til, at det herefter vilde blive en betænkelig Sag at staae Fadder. SIDE: 271 Mossepigens Fortælling. Det maatte vel være i Aaret 1775, jeg var dengang 17 Aar, da jeg fik Tjeneste paa Moss hos General Rømer. Foruden mig tjente der en gammel Pige, som havde været Generalindens Amme og hun hørte nu med til Familien. Frøken Rømer havde nylig staaet til Confirmation og var kun 15 Aar, men hun var større og mere udvoxet end jeg, der dog var to Aar ældre; hun var saa stille og saae saa bedrøvet ud, at det ret gjorde mig ondt for hende. Hun græd ofte og søgte at skjule det for Moderen; naar vi spurgte hende, hvad der feilede hende, saa sagde hun at hun havde Hoved- pine. Den gamle Pige saae ofte betænkelig paa hende og rystede paa Hovedet. "Har hun stedse været saa sørgmodig?" spurgte jeg den gamle Pige. "Hun var før saa lystig som en Lærke i fri Luft," svarede Gunhild, "men ligesiden hun stod til Confirmation er hun bleven saaledes forandret - Gud veed hvad der feiler hende - man skulde troe - men det er jo umuligt." En Dag kom en Vadskerkone, som Generalinden havde bestilt til at vadske og blege Husets Linned; Fruen forlangte af Frøkenen at hun skulde tælle Tøiet op til Vadskerkonen, hun gjorde dette og derpaa med ett kastede hun sig ned paa Dyngen af Klæderne og skreg høit. Fruen kom ind og spurgte hvad der var paafærde? "Frøkenen er barnesyg," sagde Vadskerkonen. Over dette Svar blev Generalinden saa opbragt at hun løvtede Armen for at slaae Vadsker- konen, men i det Samme hørte vi en spæd Stemme, som bevidnede at Vadskerkonen havde sagt Sandhed. - Generalen kom ind, - det var forgjæves at ville beskrive den Forfærdelse og Forskrækkelse der betog os alle. Generalinden var som lynslagen, hun kunde ikke tale; Generalen og den gamle Pige vare næsten lige saa forvirrede, den stakkels Frøken laae paa Gulvet som livløs; jeg græd og vidste ikke hvad jeg skulde gjøre. Vadskerkonen skyndte sig afsted og kom igjen med en Kone, der føiede de fornødne Foranstaltninger. De to Koner bare Frøkenen ind i hendes Kammer og lagde hende paa Sengen, der besvimede hun. Forældrene saae vel at hendes Liv var i Fare og de skaanede hende, men nu toge de mig i Forhør. Frø- kenen kom aldrig ud uden i Selskab med sin Moder, der havde ingen ung Mand Adgang der i Huset; naar hun altsaa havde en hemmelig Elsker saa maatte jeg have været dem behjelpelig til Sammenkomster. Jeg kunde ligesaa lidet begribe Sammenhængen som de. Frøkenens Sovekammer var ved Siden af Forældrenes, det SIDE: 272 havde kun een Dør og man maatte gaae igjennem Forældrenes Sovekammer for at komme derind. - Den fremmede Kone kom ind og sagde at Frøkenen var vaagnet af Besvimelsen og forlangte at tale med Forældrene. De gik ind til hende og da den gamle Pige gik med, saa gjorde jeg det samme. Fruen vilde vise mig ud igjen, men Frøkenen sagde, jeg maatte gjerne blive, de skulde alle høre hvad hun havde at sige. "Jeg vil intet høre," sagde hendes Fader. "intet uden et Navn. Navnet skal du sige mig og ved den levende Gud" - "Nei, kjere Fader," afbrød hun ham, "Nav- net siger jeg ikke førend Du har hørt min Historie, da siger jeg Dig Navnet." - Hun blev stedse blegere og var nær ved at besvime paa nyt, jeg bragte hende koldt Vand og Moderen sagde: "Tal, vi ville høre Dig." - "Det bliver nu snart to Aar siden, sagde Frøkenen, da jeg en Aften i det samme jeg var gaaet ind i mit Kammer for at gaae tilsengs, hørte det banke sagte paa mit Vindue og mit Navn nævne. Hvem kunde være i Haven paa denne Tid? jeg gik hen til Vinduet og saae en ung Mand af vort Bekjendtskab; han var, sagde han, steget over Havegjærdet for at tale med mig. Han fortalte mig at i Spanien var det Skik at de unge Mænd op- førte Musik og converserte de unge Damer om Aftenen fra deres Balconer eller Vinduer. Jeg vilde gjerne, sagde han, bringe Dem en Serenade, men det vilde gjøre for megen Opsigt, da saadant ikke er Skik og Brug paa Moss. Tillad mig imidlertid at tale med Dem engang imellem udenfor Deres Vindue. Jeg sagde, at naar han vilde tale med mig, kunde han jo komme om Dagen og til mine Forældre. Da maatte jeg jo conversere Deres Forældre, sagde han, og maaskee vilde de neppe tillade mig at convercere Dem. Jeg svarede ham, at de sikkert endnu mindre vilde tillade at vi converserede paa den Maade han foreslog. Det er sandt, sagde SIDE: 273 han, hvorvel jeg er vis paa, at Deres Fader har brugt samme eller lignende Fremgangsmaade for at gjøre Deres Moders Bekjendtskab. - Han kom nu oftere igjen og jeg talede med ham, dog stedse uden at aabne Vinduet, men da jeg havde begyndt at gaae til Præsten, forbød jeg ham at komme; han lovede mig at blive borte og kom ikke heller. - Da jeg havde staaet til Confirmation, kom han igjen og bad saa længe, at jeg aabnede Vinduet for beqvem- mere at tale sammen. En Aften var der et meget ondt Veir, det stormede og skylregnede, jeg glyttede paa Vinduet og bad ham gaae, men han rev Vinduet op og sprang ind -". "Navnet" raabte den forbitrede Fader. Datteren svarede: "Fleischer". Tre Uger derefter var min Frøken Fru Fleischer, men hun blev hos sine Forældre og jeg har hørt sige, at hun først 11 Aar derefter flyttede til sin Mand og at hun Aaret derefter gav ham en Søn, der blev døbt Palle Rømer. Deres ældste Søn var dengang 12 Aar gammel. Her ender Mossepigens Beretning. Jeg tilstaar at jeg ikke har formaaet at gjengive den hverken correkt i Udtryk eller i Mosse- dialekt, men det Øvrige er correkt. Agathe Hansteen. Billedet af denne ædle Pige staaer saa levende for mig, hun var saa smuk, hendes hele Væsen var saa nobelt, jeg angrer saa ofte at jeg, da jeg havde Anledning dertil, ikke mere nærmede mig til hende, søgte at vinde hendes Venskab. Jeg holdt mig mere til hendes Søster Mathea, der var mere insinuante og mindre tilbage- holdende. Mathea var stærk koparret og havde aldrig været smuk; hun var muntrere og lykkeligere end Agathe, hun ventede og for- drede ikke mere af Livet end hvad der var givet hende. Hun elskede og pleiede sin Broders Børn og var sin elskværdige Broder- kone til Hjælp og Hygge. Det var formodentlig i 1791, Faderen Lieutenant Hansteen var dengang Toldinspecteur i Drøback, at de mistede deres Moder ved Døden; hun havde ikke været syg og var sin Nedkomst nær; hun var staaet op en Morgen, klædt sig paa og sad paa Kanten af Sengen; hun kaldte Mathea til sig for at ordne hendes Haar, men da Barnet kom hen til hende, stødte hun det fra sig, faldt bag- længs tilbage i Sengen og var død. SIDE: 274 Man hørte og læste dengang saa meget om Skindød og Cata- lepsie, at vor Moder ængstede sig herover ved hvert Dødstilfælde, hun hørte om. En Proces i England i en saadan Anledning vakte almindelig Opmærksomhed. En ung Kone var blevet begravet, og samme Dags Aften havde en ung Mand, der havde elsket hende og vilde see hende endnu engang, faaet Graven aabnet; da han nu saae hende, forekom det ham at hun ikke var død; han bar hende hjem paa sit Værelse, hvor hun kom til Live. Manden forlangte hende tilbage, men Elskeren paastod at hun nu tilhørte ham. Sagen kom for Retten, og Ægtemanden tabte Processen. - I vort Nabolag boede en Major Linde, denne Mand laae som død i tre Dage; han havde hørt, hvorledes man gjorde Anstalter til hans Begravelse, og først den fjerde Dag lykkedes det ham at give Livs- tegn fra sig. Doctor Wandel, der nylig var flyttet fra Christiania til Kjøbenhavn, blev i nogle Dage holdt for død, hvorom der læses udførligen i Rahbeks Erindringer. Da jeg nævner Rahbek, maae jeg dvæle lidt ved hans Søster Fru Wandel, som jeg dengang ofte hørte omtale af vore Forældre og andre med Beundring og Høi- agtelse, og Alle vare enige i, at hendes Bortgang var et stort Tab for Christiania, hvis Prydelse hun havde været. En anden Familie fra Kjøbenhavn stod i ikke mindre Anseelse hos os, det var Pro- fessor Rawert og Frue, dog var her Manden den, som man prisede meest; han udgav et militairt Tidsskrivt, der blev trykt i Kjøben- havn. Aamodt holdt dette Skrivt; jeg læste dette som alt Trykt, der kom i Huset. Det indeholdt blandt andet en Brevvexling mellem et Par unge Officerer, hvorover han blev dadlet i et dansk Blad. Mig syntes disse Breve at være det Moersomste i hele Værket. Broder Peters Barnepige, Lisbeth, fik siden Tjeneste som Barnepige hos Professor Rawert; hun kom ind til os at see igjen sit Pleiebarn; hun talte om, at Fru Rawert havde faaet en lille Datter; jeg spurgte hende, hvad Barnet hed? Lisbeth svarede: Barnet er endnu ikke døbt, men underligt nok, jeg troer, hun skal hede Klot (Glut), for Fruen kalder hende min Klot, og min søde Klot, og naar hun vil have Barnet til sig, siger hun til mig: bring mig Klotten! - Hvad angaaer Moders Betænkeligheder i Anledning af Fru Hansteen, da tabte disse sig, da hun hørte de nærmere Omstændigheder af Han- steen selv. Foruden Jomfru Schnell, som han havde været forlovet med, og Frøken Elieson, som han reiste til Christiania for at frie til, blev der ogsaa talt om et tilsigtet Givtermaal mellem ham og en Enke, Madame Bay. Der blev imidlertid intet af, og Hansteen SIDE: 275 drog med sin Familie til Kjøbenhavn, hvor han formodentlig havde faaet Ansættelse. Sønnen, Niels Lynge, arbeidede som Volonteur i Collegierne og da Faderen døde arbeidede han redelig for sine hjælpeløse Søstre. Da han omsider havde faaet Embede som Toldcasserer paa Moss, saa friede han til den elskværdige Jomfru Clementin, der var som Selskabsjomfru hos Etatsraad Hansteens Enke. I 14 Dage vare de forlovede, da stod deres Bryllup og han reiste med sin unge Kone og sine to Søstre til Moss. "Jeg valgte denne Pige til min Hustru," sagde han til mig, "fordi hun er vant til at lide ondt." Som jeg hørte var hun af Fru Hansteen blevet behandlet meget haardt, ja havde endog maattet som oftest lide Hunger. Det var nok i 1811 at Hansteen besøgte os med sin Kone, han var saa venlig og kjerlig mod mig, at jeg maatte være utaknemmelig, om jeg ikke skjønnede derpaa. Hans Kone var en Engel og han kjendte og paaskjønnede hendes Værd. Søstrene saae jeg ikke før i 1824 da han kom med sin Familie til Christiania, hvor han var blevet constitueret Toldinspecteur. Broder Petter havde været paa Moss og han fortalte mig om hvor smuk Agathe var; at en ung Apotheker havde friet til hende, og at Broderen havde givet ham Afslag. Kort derefter modtog jeg et Brev fra Mathea, hvori hun skrev at hun saavelsom Agathe, ønskede ikke længere at falde deres Broder til Besvær; men at de bade mig om jeg, for det Smule Slægtskab der er mellem os vilde søge at skaffe dem anbragte hos en eller anden Familie i Christiania. De vare villige til at paatage sig at bestyre en Husholdning eller Syning og Haandarbeide. Jeg var strax saa heldig at finde en Plads for Agathe som Selskabsjomfru hos General- inde Stabel. Vilkaarene vare særdeles gode og mig syntes jeg havde udrettet store Ting, men da jeg meldte dem Udfaldet af mit Fore- tagende, fik jeg det Svar, at Broderen var bleven saa opbragt over deres Forsæt at forlade ham, at de havde maattet opgive dette Ønske. - Fru Hansteen fortalte mig siden at Agathe dog ikke havde holdt det ud hos ham, men var hemmelig flygtet og reist til Kjø- benhavn. Nogen Tid derefter havde de faaet at vide af en Reisende fra Kjøbenhavn, at Agathe opholdt sig der hos en vis Traadhandler, og at hun leed Nød. Broderen skrev hende til, sendte hende Reise- penge og Ordre til ufortøvet at komme tilbage. Jeg sad en Søndags- formiddag alene i min Stue, sagde Fru Hansteen til mig, da kom Stuepigen ind og sagde: Jomfru Agathe staaer nede i Gaarden, men vover ikke at komme op. Jeg gik ned til hende og forsikkrede SIDE: 276 hende at hun ligesaalidt af sin Broder som af mig, skulde faa høre et bebreidende eller uvenligt Ord. Det er upaatvivleligt at Hansteen elskede sine Søstre og maaskee Agathe meest. Han havde kaldt sin ældste Søn (Phillip er den Anden) Agathon efter hende. Han skulde ligesom hun var, blive den Gode. Men den Haardhed han viste ved at afslaae de Givtermaalsforslag der bleve hende gjorte, var efter hans Grundsætninger en Pligt mod hende og Familien. Mathea og Agathe vare Søstre, de havde stedse levet tilsammen og dog vare de aldeles forskjellige, og det ikke blot af Udseende. Agathe var i Sprog, Manerer og i Alt, hvad der charakteriserer, en dansk - Mathea en norsk Pige, og dette gandske uden Affectation, det var deres Natur. Den stakkels Agathe var syg paa Legeme og Sjel og Svigerinde og Søster kunde vel sørge for og over hende, men ikke helbrede hende. Jeg saae hende kun sjeldent, men hendes skjønne Skikkelse staaer malet for min Erindring. - Et Aarstid efter at de med Broderens Familie havde forladt Christiania, mig synes Hansteen var blevet Toldcasserer i Drammen, hørte jeg af Fru Bjørn, der var en Ungdomsveninde af Fru Hansteen at denne var kommet ned med en dødfødt Datter og at Moderen befandt sig vel; men nogle Dage derefter modtog jeg et Brev fra Mathea der meddelte mig den sørgelige Efterret- ning at Svigerinden nogle Dage efter Nedkomsten havde forladt denne Verden. Hun var, skrev Mathea, en Engel, som Gud havde tilladt at vandre blandt os en Tidlang og som han nu har taget tilbage. I de tre Aar, Hansteen opholdt sig i Christiania, vare han og hans Kone Medlemmer af det dramatiske Selskab; han moerede sig der ofte, især over Hoppes Talent til det comiske; han gav ogsaa selv nogle Roller, Verten i Hexerie eller blind Allarm o. fl. I Fi- garos Givtermaal var han Bartholo, og jeg var Marcelline. Azora Wittrup var en deilig Cherubin. Blytt var en god Bazile, men dog ikke som i forrige Tider Jacob Borch. Christiane Koren. Min Vilhelmine ønsker at vide mere om Moder Koren; maatte det kun staae i min Magt at behandle denne Gjenstand, som den fortjente. Christiane Diederichsen var født i Kjøbenhavn i Aaret 1764. Hendes Barndom og Ungdom vare henrundne for det meste i Sorg og Taarer; hun nævnte aldrig sin Fader, han maae formodentlig SIDE: 277 være død tidlig fra hende; hendes Moder var fattig og lidende. Christianes eneste Fornøielse var hendes Dukker; efter at hun havde staaet til Confirmation, gjemte hun dem paa et Loft, besøgte dem daglig og klædte dem af og paa. Hendes Ungdoms Ven var Dich- man; han blev siden Lærer ved Søcadetacademiet og var en talent- fuld ung Mand, men hans Gage var kun liden og han var ligesaa fattig som hun. De havde lovet hverandre Troskab i Haab om bedre Tider. Da forlangte Koren hende tilægte; han havde faaet et godt juridiskt Embede i Norge, og han var en bemidlet Mand og en agtværdig og tækkelig Mand. Christianes Moder og hele Familie ansaae et saadant Tilbud for en stor Lykke, og selv Dichman raadede hende til at modtage det. Efter megen Kamp og mange Taarer sam- tykkede hun. Dichman og hun betroede Koren deres uskyldige Kjerlighed og den Beslutning, de havde fattet, at opgive Haa- bet om tilkommende Forbindelse. Koren tilkjendegav dem sit Ønske, at de bestandig vilde blive Venner, og de bleve Ven- ner til deres Død. - Fru Koren lod mig imellem læse Dich- mans Breve til hende, det var skjønne Breve. Koren var en hjertensgod Mand, han agtede og elskede sin Kone høiere end Alt, og hun levede med ham i et lykkeligt Ægteskab. Flere Aar der- efter blev ogsaa Dichman givt, dog meget uheldigt, han var ingen lykkelig Ægtemand, dog var han selv Skyld i sin Ulykke. Den første Gang, jeg saae Fru Koren, var paa et Bal hos Conrector Rosted, hvor Aamodt presenterede mig for hende. Jeg var dengang 15 Aar, og hun var 31, men saa stærkt bygget, at man maatte ansee hende for ældre. Munter og venlig gav hun mig Navn af sin Datter; Sara Boyesen og Deveggerne vare ogsaa hendes Døttre, nu skulde jeg være den fjerde. Kort derefter reiste hun til SIDE: 278 Kjøbenhavn, hun havde skrevet et Skuespil, Hanna, som hun ønskede at see opført paa dansk Theater. Jeg hørte Treschow og Deveg- gerne yttre mellem sig om dette Stykke, at det sikkert ikke vilde blive antaget, og at det gjorde dem ondt, da dette vilde bedrøve denne dem saa kjere Veninde. Hun kom tilbage, Stykket var ikke blevet antaget, men Dichman havde forlangt det Løvte af hende, at hun ikke skulde ophøre at skrive, førend han havde faaet at see et Skuespil af hendes Arbeide opført paa dansk Theater. Hun var mismodig over det feilslagne Haab, og Treschow søgte at trøste hende. En Datter, sagde han, kan jo være meget elsk- værdig, om hun ikke tager sig godt ud paa Theatret. Mor Koren skrev nu atter et Skuespil, Blomsterkrandsene, i tre Hand- linger, hvortil Sujettet er taget af en Fortælling af August La- fontaine. Dette Stykke er noget livligere end Hanna, men blev dog ikke antaget til Opførelse. Nu skrev hun et Syngespil, Adolph, i tre Handlinger, jeg veed ikke, om dette blev leveret Theaterdirectionen; jeg veed, at Treschow raadede hende der- fra. Nu reiste hun atter til Kjøbenhavn, hvor de tre Styk- ker kom ud i eet Bind under Titel af: Dramatiske Forsøg af Christiane Koren. Rahbek skrev en Fortale til Bogen, hvori han siger, at den indeholder Skildringer af ufordærvede Menneskers Følelser og Sæder, og de Begivenheder og Forhold, som udgjøre disse Personers Vee og Vel. Han siger videre, at Eftertiden vil finde dem af samme Slags som Rousseaus "Devin du village", Goethes "Erwin og Elmire", Florians "Den gode Moder", og Thaarups "Høstgildet". Da jeg nu ikke vil give mig ud for at forstaae mig bedre paa Æsthetik end Professor Rahbek, saa vil jeg klogeligen beholde min Mening herom in petto. - Denne Gang havde Mor Koren nydt megen Fornøielse i Kjøbenhavn; hun var SIDE: 279 ret bleven feteret der. Oehlenschläger, Ørsted, Rahbek, C. Colbjørn- sen havde hyldet hende, saa Cathrine Devegge sagde, at hun var bleven bortskjemt i Kjøbenhavn. Hun var virkelig ikke saa munter som før, og fik først sin rette Livlighed igjen, naar Talen gjeldte Kjøbenhavn. Koren var Sorenskriver og boede paa Gaarden Hovind i Ullensager; Mor Koren var imellem i Besøg i Christiania hos Justitiarius Bull, der var beslegtet med hendes Mand. Under et saadant Ophold var Alette Tyrholm hos mig. "Jeg kjender ikke Fru Koren personlig," sagde Alette til mig, "men jeg ønskede inderlig engang at tale med hende i Eenrum; jeg troer, hun har kjendt Fasting i Kjøbenhavn; vil Du ikke bede hende fra mig om en Samtale." Jeg talede herom til Mor Koren, og Alette blev stevnet til hende. Hun blev længe borte, og da hun kom tilbage, saae jeg paa hendes Øine, at hun havde grædt meget. "Fru Koren har ikke kjendt Fasting personlig," var alt, hvad hun sagde. Men nogen Tid derefter skrev hun mig til: Hils Fru Koren og siig hende, at de Taarer, jeg paa Kammeret hos Bulls græd paa hendes Haand, endnu lette mit Hjerte. Jean Jourdain le cosmopolite. Saaledes skrev han sit Navn, denne unge, talentfulde Mand; man kaldte ham Lieutenant Petersen. Nogle sagde, at han var Søn af en Skrædder i Slesvig, Andre sagde, at han var en Søn af Prinds Carl zu Hessen, Dronningens Fader, og af Frøken Mansbach, en Søster af den gamle General Mansbach, og Stiftsdame i Itzehoe Kloster. Mansbach havde sørget for ham og ladet ham give en god Opdragelse; han lod ham ansætte ved Armeen som Lieutenant, men Petersen var bleven en Virtuos paa Fløite og ønskede heller at gaae ind i Capellet som Musikus; dog gav han efter heri. - Mansbach havde skrevet en Bog om Felttoget i 1788; Bogen var skreven paa Fransk, og der skal have været mange Feiltagelser i den, i mere end een Hen- seende. Petersen blev paalagt at reenskrive Manuskriptet, og brugte den Frihed at gjøre Principalen opmærksom paa Feilene og fore- slaae Forandringer, hvorover Mansbach blev saa forbittret, at han aldeles slog Haanden af ham, lod ham give sin Afsked, og Peter- sen kom til Christiania, blottet for Alt undtagen Det, som hverken Mansbach eller Nogen kunde tage fra ham. Han fik Logis hos Jomfru Sang, og kort efter Ankomsten blev han farlig syg; Jomfru SIDE: 280 Sang pleiede ham paa det bedste; dette vilde hun have gjort, om han havde været gammel og hæslig, hvor meget mere nu, da han var saa ung og saa smuk. Der blev sendt ham Penge i Breve med hans Adresse, men Papiret var forresten in blanco; jeg hørte For- modning om, at de kom fra medlidende Damer. - Den første Gang, jeg saae ham, var paa en Concert i Raadstuesalen, hvor han spil- lede paa Fløite; jeg maae nok ikke have vendt Øinene fra ham, medens han spillede, thi han kom siden hen til mig og sagde mig en Compliment for min Opmærksomhed; jeg var dengang neppe fjorten Aar, men det var ikke første Gang, at man, uanseet min Lidenhed, talte til mig, som om jeg var en voxen Pige. - Et Par Aar derefter hørte jeg af Cathrine Devegge, at Petersen var bleven Lecteur hos den gamle, elskværdige General v. Krogh paa Mork, og hvor behageligt dette var for Mor Koren og hendes hele Familie, og Cathrine viste mig interessante Breve, hun havde modtaget fra ham. Blandt de Værker, han havde at forelæse Generalen, var Raynals, og naar han traf paa et Sted, der syntes ham særdeles skjønt, saa skrev han det af og sendte hende. Et af disse Brud- stykker var Raynals Beskrivelse over Elisa Draper. Vi forsøgte nu, om vi hos os kunde finde en nogenlunde lignende Elisa - og vi fandt hende i Hanne Bull fra Bergen, en Datter af Apothekeren; hun var nu i Christiania i Besøg hos sin Farbroder, Justitiarius Bull. Denne saa saare elskværdige Pige blev givt med Assessor Heiberg SIDE: 281 i Bergen. Hun spillede Fredrikkes Rolle i Ifflands Jægere; da man efter de hjerterystende Scener er kommen til en glad Beroligelse, ender Stykket med, at Faderen rækker de Tilstedeværende et Glas Viin til Styrkelse. Fredrikke tog Glasset, men hendes Haand zittrede, saa hun spildte Vinen, og dette var intet Comediespil, det var Sandhed, hun vidste selv intet deraf. Sommeren efter at jeg var bleven givt med Capitain Aamodt, fik han Besøg af Capitain Waager; de to havde været Cammerater paa Krigsskolen, og Waager var i Kjøbenhavn bleven givt med en rig Arving, havde taget Afsked som Lieutenant med Capitains Charakteer, kjøbt en stor Gaard, Brotnov i Ullensager, og boede nu der med sin Kone; de havde ingen Børn. Han indbød os at tilbringe nogle Dage hos dem paa Brotnov. Koren var Sorenskriver i Ullensager, og jeg glædede mig ret til Reisen og til Mor Koren. Munthe var Præst i Ullensager, og hos ham var en Informator, Boetius, som Mor Koren og Deveggerne, der vare hos hende paa samme Tid, satte Pris paa som et vittigt Hoved. Det forstaaer sig, at Petersen, der ogsaa hørte til Nabolavet paa Landet, ikke var mindre yndet. Hos Munthe opholdt sig Capitain Wium, Enroul- leringschefen, med sin Kone. Disse Familier vare Danske, ligesom Mor Koren, men dog ikke af hendes - Folk; hun selv raillerede eller ironiserede aldrig, men Deveggerne, især Marie, kunde imellem ikke bare sig for at vise Vittighed. Fru Wium, der var stærkt sur le retour, havde en Hat med ildrøde Baand, der lignede en Schäferhat, hvorfor de kaldte hende Doris, og Boetius hendes Hyrde. Da Mor Koren engang sendte en Indbydelse til Boetius, skrev Marie til ham: Naar Hjorden ei mere sin Hyrde behøver, Og ømme Hyrdinde hans Savn ei bedrøver, her fulgte nogle Linier, som jeg har glemt; Slutningen lød: Imedens kan Doris, med ildfarvet Baand Paa nydelig Schäferhat, nære sin Aand. Om Fru Wium fik noget at vide herom, veed jeg ikke, men at hun havde Nag til Søstrene og udlod sig med mindre end gode Bedømmelser om dem, er vist nok. - Paa Brotnov saae jeg aldrig en Bog, naar jeg undtager et Par tydske Romaner, der vare af det Slags, som Damer ikke vilde vedkjende sig at have læst, og Waager raillerede ofte over Fru Korens Bibliothek, hvortil hendes Mand gav hende 50 Rigsdaler om Aaret; han fortalte ogsaa, at hun nu havde SIDE: 282 skrevet to nye Skuespil, hvoraf det ene hed Smørtrang, og det andet Brødmangel. Det er vistnok sandt, at hvorvel Koren havde store Indkomster, saa, da de havde en meget stor Huusholdning og et særdeles gjestfrit Huus, saa kunde det vel hænde, at der imellem opstod en eller anden Forlegenhed. - Fru Waager svarede aldrig paa hans Sarcasmer om Fru Koren, men da hun syntes mig endnu mere blottet for æsthetisk Sands end han, saa forundrede det mig at høre hende sige engang, da vi vare budne i et Selskab i Nabolavet: Gid kun Fru Koren ikke maae faae Forhindring og blive hjemme; for kommer hun ikke, saa bliver der liden For- nøielse. Skulde jeg vove at frem- sætte for Eder en af Waagers Vittigheder? - Nu ja, lad saa være! Frisch gewagt ist halb gewonnen! Det dramatiske Sel- skab var endnu ikke kommen i Gang, og jeg havde aldrig været paa Theatret, men jeg havde seet "Die Räuber", og min hele Sjel var indtaget af det Theatralske; vi vare paa Brotnov i flere Dage, tilligemed Doctor Baumgarten og hans Kone og en Kjøbmand Edsleff med Kone fra Christiania. Jeg havde med mig et Bind af P. A. Heibergs Skuespil og blev enig med Fru Baumgarten om, at vi af "Forvandlingerne" skulde lære en Scene mellem Grethe og Christiane udenad. Jeg var da Grethe, og vi fremsagde Scenen for Selskabet. Nu skulle vi ogsaa opføre en Comedie, sagde Waager. Jeg forestiller en syg Mand, Baumgarten skal være Lægen, og Edsleff skal forestille Fanden. Han aftalte nu noget hemmeligt med Baumgarten, og derpaa begyndte han at co- stumere Edsleff som Fanden. "Men jeg maae dog først vide, hvad jeg skal sige eller gjøre," sagde Edsleff. "Det falder af sig selv," sagde Waager, "De staaer stille ved Døren, indtil Doctoren siger Dem, hvad De har at gjøre." Nu begyndte Forestillingen. Den SIDE: 283 Syge sad i Slobrok i en Lænestol og vaandede sig, Lægen følte hans Puls, foreskrev ham Medicamenter, men den Syge overvældede Lægen med Bebreidelser for urigtig Behandling; efter lange Debatter svoer den Syge, at han aldrig vilde bruge eller benytte hans Re- cepter eller Ordinationer. "Saa kommer jeg her ikke mere," sagde Doctoren. Den Syge paastod, at han alligevel skulde fortsætte sine Besøg. "Naar De ikke vil følge mine Forskrivter," sagde Doctoren, "hvad skal jeg da gjøre her?" - "De skal" - her gav han Doc- toren samme Forretning at udføre, som Goethe lader Götz von Berlichingen overdrage Trompeteren som en Hilsen til sin Haupt- mann. "Nei, det skal Fanden gjøre," var Doctorens Svar, i det samme han gik. Fanden fulgte efter ham, og Edsleff maae have været en meget godmodig Mand, da jeg ikke mærkede, at han var fornærmet over det grove Spøg. - Aaret efter tilbragte vi Julen paa Brotnov og vare hver Dag i Gjestebud eller Bal i Omegnen, i Gjerdrum og Sørum Sogn. Især erindrer jeg et Bal hos en Oberst Hiort, en munter og vittig Mand, der havde skrevet en Sang til Selskabet, der dog er gaaet mig af Minde. Han havde fire voxne Sønner, der alle vare Militaire, hvoraf den ældste var forlovet med sin Moders Søster, Jomfru Werner, der var et Aar eller to yngre end han, og fire Døttre, den ældste var sytten, den yngste fjorten Aar. Den ældste lignede paafaldende en nylig udsprungen Rose. Petersen sang, spillede, dandsede og var venlig sindet mod Alle, og Alle vare det mod ham. Da General v. Krogh var død, kom Petersen til Christiania; jeg erindrer ikke at have seet ham der, men vel hørt adskilligt om ham, som jeg dog ikke vil anføre, uagtet det paa ingen Maade kunde tjene til at nedsætte ham. Siden reiste han til Holsteen, hvor han, som jeg har hørt, blev givt med en riig Enke. Hans formeentlige Moder døde i sit Stivt, i en høi Alder, og Faderen, Landgreven af Hessen, levede med sin Gemalinde, som i Slesvig blev kaldet Die Hoheit, i et Ægteskab, der varede i 60 Aar. Hun var en Datter af Fredrik den femte, og hendes Datter var Fredrik den sjettes Gemalinde. Etter Die Hoheits Død levede Landgreven endnu i sex Aar og var 94 Aar gammel, da han en Dag sad ved sit Skrivebord med Pennen i Haanden, og en Tjener, der gik hen til ham for at melde ham noget, blev vaer, at han var død. Hans Stræben havde stedse været eller gaaet ud paa at lære den Kunst at gjøre Guld, og denne Stræben havde kostet ham mange Penge. Det Aar, jeg var i Slesvig, havde han en Italiener hos sig, der lokkede mange Penge fra ham ved at SIDE: 284 give sig ud for at være nær ved at opdage denne Kunst. Land- grevens Secreteer Sleep havde studeret Chemie, og nogle Studerende i Slesvig bad ham om at holde chemiske Forelæsninger for dem, men Landgreven satte sig derimod. "Wo denken Sie hin? wollen Sie meine Geheimnisse verrathen?" General v. Krogh paa Mork havde en Datter, jeg saae hende kun een Gang; et ædlere og skjønnere Billede er aldrig forekommet mig. Hun havde været forlovet med Ritmester Elieson, der den- gang var en smuk og behagelig Mand, men hvis letsindige og til- deels uværdige Opførsel havde nødet hende til at ophæve Forbin- delsen. Var det denne Kamp og Strid, der havde nedbrudt hendes Helbred? - hun døde af Brystsyge. Mor Koren skrev: "Ved Hedevig Augustas Grav." Naar Helten farer frem paa Dødens Vinger, Og Blod og Graad betegner os hans Vei, Hans Navn sig høit i Mindets Tempel svinger, Hans stolte Laurbærkrandse visne ei. Roes lønner Grandskeren, naar han fremdrager Fra Oltids Nat Forfædres glemte Daad. O, standses derved den Forladtes Klager? Aftørres miskjendt Uskylds bittre Graad? Beroliges den Tvivlende? Formildes Kun een ulykkelig Medbroders Kaar? Retvises Ynglingen, naar han forvildes Og tvivlsom ved uvisse Korsvei staaer? Dog Roes og Laurbærkrandse lønne ikke Den Ædles ofte skjulte Handlinger; Ham lønner reddet Uskylds vaade Blikke, Et Suk fra takfuldt Bryst hans Lovsang er. Og Du, som hviler her, Du Kjønnets Hæder, Elskværdige og tabte Hedevig! Hvor manges Trøst, hvor manges Haab og Glæder Sank her i Jordens tause Skjød med Dig! O, kunde jeg med Thaarupsk Kraft udtrykke Din sjeldne Aands, Dit store Hjertes Værd, Jeg skulde selv den Koldeste henrykke, Han skulde faae min Sang og Dyden kjer. Men endog denne svage Sang skal vinde, Fordi med Sandheds Præg den skildrer Dig, Blandt Nordens Døttre mangen øm Veninde, Der ønsker sig begrædt som Hedevig. SIDE: 285 Hvo har som Datter, Søster og Veninde Opfyldt sit Kald med større Lyst end Du? Hvo var miskjendte Dyds Beskytterinde, Hvo tørred' Kummers Taare bort som Du? Hvo satte større Priis paa huuslig Glæde, Og vidste saadan at fremtrylle den? Tilfredshed saaes Du overalt udbrede. Dit aabne Blik jog Tvang og Mismod hen. Men tidt blev pludselig min Fryd til Smerte, Naar jeg Dig saae - alt her en Engel lig, Da greb den dunkle Anelse mit Hjerte: Snart skal hun røves denne Jord og Dig! Med sagte Fjed sig Dødens Forbud nærmed', Saa Lilien staaer i al sin Yndighed, Af intet Lye mod Solens Brand beskjermet; Dens skjønne Hoved synker langsomt ned. Dog som om hine Varsler havde givet Din Sjel den Kraft, de Legemet fratog, Din Munterhed Din elskte Kreds oplived', Og første Gang Dit hulde Smiil bedrog. Du vidste, hvad Du var for Alles Hjerte; Kun vant til at udbrede Fryd og Fred, Forraadte Du ved intet Suk Din Smerte, Thi kun for Dine Elskede Du leed; Og kun for disse hørtes Du at klage (Naar kjerlige Forældres bittre Taare flød): Mit Tab forbittrer deres Alders Dage, Den Tanke skrækker meer end Grav og Død. Blidt, som Du levede, vi saae Dig segne Fra ømme Vennebarm i Dødens Favn, Sød var Din Overgang til Lysets Egne, Men evigt bittert bliver os vort Savn. Græd, ædle Fader, ømme Moder, græder! Dog være Tanken sød og qvægende, At Hedevig Augusta, Kjønnets Hæder, Ved Eder fik sit Liv og Dannelse. At hun saa her forsøded' Eders Dage, Skal hist forøge Eders Salighed. Ja, Elskte, der Du gives os tilbage, Hvor Grav og Død forstyrrer ei vor Fred. SIDE: 286 Der skal jeg takke Dig, min Sjels Veninde! Mig Livets Fryd forædledes ved Dig; Og til vi samles hisset, skal Dit Minde Og svundne Dages Minde trøste mig. Christiane Koren. Siden jeg har omtalt Capitain Waager, maae jeg ogsaa omtale et Par andre af Aamodts fordums Cammerater, dem han vist nok satte mere Priis paa end paa Waager, det var Marcus Giøe Rosen- krantz, der blev hans Ven til Døden, og Major Tscherning, Direc- teur ved Vaabenfabrikken i Frederiksværk. Med den Sidste stod han i flittig Brevvexling; jeg læste ofte Tschernings Breve, der som oftest var Riimbreve og særdeles humoristiske. Skade at de ere bortkomne. Dog, hvad jeg af ham har opbevaret i min Hukom- melse, vil jeg meddele. Tscherning og Aamodt havde som gandske unge Lieutenanter logeret paa Frederichshald, i det samme Værelse. Aamodt havde Formodning om, at Tscherning havde en Kjerligheds- handel med en Fru Horn, og da han en Eftermiddag saae Tscher- ning meget urolig og ofte at see paa Klokken, saa gjettede han, at det gjaldt et Stevnemøde til et bestemt Klokkeslet. Da nu Tscher- ning vilde gaae, tog Aamodt Nøglen til Døren, og der hjalp hverken gode eller onde Ord, han kom ikke ud, før han havde skrevet et Vers til Aamodts Priis. Saa vil jeg da skrive Dit Gravskrift, sagde Tscherning, og skrev: Her ligger han, Som vendte an Al sin Forstand Paa Folk at qvæle; Nu faaer han vist Betalt sin List Med Tugtens Qvist Udaf den Fæle. Enhver, som har den mindste Gnist af Vid i Panden, Kan see, her tales om Blix Aamodt og Hr. Fanden Tscherning havde en Broder i Kjøbenhavn, jeg troer, han og- saa var Artillerie-Officeer, men han var ikke berømt for noget godt Hoved; han havde givtet sig med et Fruentimmer, som nok heller ikke stod i nogen Anseelse i Kjøbenhavn, da man havde givet hende Øgenavnet Smør-Keiserinden. De havde en Søn, der kom til Chri- stiania som Lieutenant i Artilleriet; efter alt, hvad jeg hørte om ham, SIDE: 287 lignede han mere Fader og Moder end Onkel, hvilket man jo ikke kan eller bør fortænke ham i; han givtede sig med Amalie Beh- mann. Den Tid var den, som A. Munch kalder Selskabssangens Tid; man hørte muntre og glade Sange i alle Selskaber og ved alle Anledninger og uden Anledning. Enhver, der havde en Smule Røst, sang og moerede - i det mindste sig selv; nu synger man kun for at lade sig høre, og hvo, der ikke har lært at synge, tier klogeligen stille. Dengang sang man: Ich sing, wie der Vogel singt, Der auf den Zweigen wohnet - P. A. Heibergs lystige Sange, deriblandt Slutterievisen, der dog aldrig blev sunget i Fru Wiums Nærværelse, fordi hendes Broder, Bertelsen i Kjøbenhavn, sad i Slutteriet. Jeg kan ikke bare mig for at anføre om end kun eet Vers deraf, thi Bergenseren Heiberg er jo nu næsten forglemt i sit Fødeland. [fotnotemerke] Man kan i Slutteriet leve Saa herligt og saa godt Som nogen Junker eller Greve Paa et og andet Slot; Der man til ingenting kan trænge, Naar man har Penge, Og er man først med Stedet lidt bekjendt, Man lever excellent. Det er den værste Ting, jeg veed om Slutterie. At man ei der er saa aldeles frie. I Aaret 1790 kom der fra Kjøbenhavn en Dameskrædder Bader, der nedsatte sig i Christiania. Han syede en Silkekjole til Moder, og hun stod Fadder til den Søn, hans Kone bragte ham. Da Moder kom fra Fadderskabet, talte hun meget om, hvilken agt- og elskværdig Kone Madame Bader var. Bader syede ogsaa min Confirmationskjole og siden en Ridedragt til mig. Det første Aar havde Bader god Søgning; men den franske Revolution gjorde og- saa Revolution i Klædedragten, Snørlivene og de stive Kjoler med Fiskebeen bleve afskaffede, Costumet blev græsk, og det blev nu lige- saa let at sye en Fruentimmerkjole, som at sye en Skjorte. Damerne syede selv deres Kjoler eller lode dem sye af Sypiger. Nu kom Touren til Madam Bader, og de levede nu i mange Aar af hendes Fotnote: En Feiltagelse. P. A. Heiberg blev født i Vordingborg. Derimod var hans Fader Bergenser. Udg. SIDE: 288 Fortjeneste. Da hun døde, var Datteren en voxen Pige og traadte i Moderens Sted. Men hun var ikke saa villig til at overlade Faderen al Gevinsten, saaledes som Moderen havde gjort; desuden havde hun forlovet sig med en ung Musikus, Brügger, der var bleven ansat som Stadsmusikus i Christianssand, og de unge Folk vilde holde Bryllup og begive sig derhen. Faderen satte sig mod Givtermaalet, men Brügger tog Kongebrev og bestilte Brudevielse. Han fortalte Præsten de nær- mere Omstændigheder, og Lum- holtz lovede at vie dem uden Faderens Samtykke. Brügger yttrede, at Bader formodentlig vilde indfinde sig i Kirken og gjøre Indsigelse; Lumholtz sva- rede: Saa lukke vi Kirkedøren til for ham. Bader kom og vilde ind i Kirken, men fandt Døren lukket; han bankede paa, men man lukkede ikke op, førend Vielsen var endt. - Lumholtz tænkte ikke, at han nogle Aar senere skulde gaae frem mod sin Datter ligesom nu Bader mod sin og omtrent af samme Grund. Baders Søn var Student og et meget lyst Hoved; han blev ansat som Lærer ved Cathe- dralskolen i Christiania. Han var en duelig Lærer, men iilsindet, han slog ofte Disciplene. En Dag slog han en af dem, som derved blev saa betaget, at man maatte føre ham hjem; han blev bragt tilsengs, og Dagen efter var han død. Da den Classe, hvori Bader var Lærer, næste Gang var samlet, og Bader kom ind, sagde den ene Discipel til den anden: Bader har slaaet Stoltenberg ihjel. Han lod, som om han ikke hørte det, men der blev indgivet Klage til Skoleraadet, og Bader fik Afsked uden Pension. I Anledning af Historien med ham og S. blev det ved Lægeattest godtgjort, at Stoltenberg var død af Nervefeber, men Bader kom alligevel ikke tilbage til Skolen. Medlidende Venner, om jeg er- indrer ret, fornemmelig Professor Stenersen, vilde hjelpe ham og SIDE: 289 underholde ham, medens han læste til Embedsexamen. Han mod- tog Velgjerningen med Taknemmelighed og anstrengte sig af alle Kræfter for ikke altfor længe at falde Velgjøreren til Besvær; men han havde tilforn ført en uordentlig Levemaade, og den store An- strengelse udtømte hans Kræfter, en voldsom Nervefeber endte hans Liv. Skrædder Bader havde endnu en Søn, som var Mediciner. Endnu Noget om Mor Koren. I mit Album har hun skrevet: O kunde jeg et Smiil tilbagekalde, Et Øieblik af dem, jeg ikke talte, Og gribe det og nyde det igjen! Dog Tiden fløj paa Lynets Vinger hen. Danske Bibliothek. Min Barndoms blide Timer vare faa, I Taare svandt min første Ungdoms Dage; Dog kunde mine Ønsker det formaae, Jeg kjøbte dem ved dobbelt Qval tilbage, Men paa et Vilkaar: "at Erfarenhed Sank himmelsendt i uerfarne Hjerte," Ei for at sikre de uvisse Fjed, Og forekomme hver, tidt selvgjort Smerte; Men for ved kjerligt Vink at lære mig Den rette Brug og Nydelse af Tiden. Dog ak, dens Flugt er ugjenkaldelig, Og dette Ønske svandt for længe siden. Min elskte Conradine, Du som staaer Af Ungdoms, Vids og Yndes Glands omgivet, (Mit Raad ved Modernavnet Vægt jo faaer) Dig binder alle ømme Baand til Livet. Veninde, Datter, Kone, Moder alt - Dit Kald er stort - opfyld det glad og nøie! Troe ved dit Hjertes Bifald Dig betalt, Seer Verden end din Daad med andet Øje. Da skal Du, vorder end Din Isse graae, See smilende paa Tidens Flugt tilbage, Og intet daarligt Ønske skal opstaae For at forbittre ellers glade Dage. Lundberg, den 12te Septbr. 1800. Christiane Koren fød Diederichsen. Sex Aar herefter, da jeg var bleven Enke, havde solgt min Gaard og var flytttet til Moder, skrev Fru Koren os til og indbød Moder og mig at komme til dem med Wilhelm Koren og tilbringe SIDE: 290 Skoleferierne hos dem. Vi tilbragte nu tre Uger i dette saa be- behagelige Selskab. Huusholdningen var stor, hver Dag mellem tyve og tredive Personer tilbords. Foruden Familien selv, fire Skriver- karle, fire Huusjomfruer, en Informator og hans Søster, Zarine Bilzing, Diederichsen, en Broder af Fru Koren, Thonboe, en Bekjendt fra hendes Ungdom, tyet derhen, da han i Kjøbenhavn var givet Af- sked som Skolelærer, formodentlig for Drukkenskab [fotnotemerke] (Thonboes Bibel- historie blev dengang endnu benyttet som Lærebog i Skolerne i Christiania), endnu to unge Mennesker (for ikke at sige Mænd, de vare atten Aar gamle) af Wilhelms Camerader. En af dem var Søn af en Præst Bergh i Ringsager. Aaret efter blev han dimitteret til Universitetet i Kjøbenhavn. Ved sit smukke Udvortes og sine fine Manerer vandt han der Velyndere; han blev Secreteer hos den sachsiske Minister og blev forlovet med en Frøken v. Holstein; han gjorde megen Vind i Kjøbenhavn, saa sagde norske Camerader. Han red gjennem Gaderne med en Jockey efter sig. En Dag kjørte han med sin Forlovede til et Bal. Da de vilde stige ud af Vognen, havde det regnet, og Stenene udenfor Trappen til Hotellet vare vaade. Der opstod nu følgende Samtale: Søde Mathilde, Du maae tillade, at jeg bærer Dig herover. - Nei, søde Bergh, Du maae ikke bære mig. - Jo, søde Mathilde, jeg maae bære Dig. - Og Bergh bar sin Mathilde og tabte i det samme sit Lommetørklæde; en Gadedreng tog det op og bragte ham det: Der, Du søde Bergh, der har Du Dit søde Lommetørklæde, det faldt i den søde S.... Bergh blev givt med sin Mathilde og fulgte Ministeren til Sachsen; nogle Aar efter kom han i Besøg til Kjøbenhavn, og nu viste det sig, at Rygtet havde sagt sandt, som havde forkyndt, at Bergh nu selv var Minister i Sachsen. Den anden unge Mand, L., blev ligeledes dimitteret det føl- gende Aar; han blev i Kjøbenhavn, indtil han havde faaet juridisk Embedsexamen. Da Prindsen af Pontecorvo var bleven Kronprinds og var kommen til Christiania, gik L. til ham at supplicere om et juridisk Embede i Norge. Der var tre Egenskaber, hvorved man hastig kunde vinde Carl Johans Gunst, nemlig: et smukt Udvortes, en velklingende Stemme og den Evne at tale forstaaeligt Fransk. De to første af disse Egenskaber havde L., jeg formoder ogsaa den sidste, nok, Kronprindsen lovede ham et Sorenskriverie, der var vacant. L. indleverede til Departementet sin Ansøgning og sit Te- stimonium; der stod Charakteren: Haud illaudabilem. Vil I engang Fotnote: Kan ikke være rigtigt, se Registeret. Udg. SIDE: 291 see, hvilke Latinere Universitetet i Kjøbenhavn har, sagde den Første, der besaae Testimoniet. Det er ikke muligt, raabte en anden, vi maae skrive herom til Kjøbenhavn. Der blev nu skrevet og forespurgt, hvilken Charakteer L. havde faaet til Embedsexamen, og Svaret var: Non contemnendus. Der var ingen Tvivl om, sagde man, at han jo var bleven Sorenskriver med eller uagtet sit Non; nu havde han forfalsket Documentet og blev dømt til Strafarbeide for Falsk. Vel benaadede Kongen ham, men Embede var ikke at tænke paa. Det var nydelsesrige Dage og Uger de, Moder og jeg til- bragte hos Mor Koren; Formid- dagen tilbragte vi for det meste med hende i hendes lille hyg- gelige Bibliothekstue; over Skrive- pulten hang et Portrait af Dron- ning Caroline Mathilde, et Bryst- billede i naturlig Størrelse. Hvor det var deiligt! De fortrinligste Værker af dansk, fransk, engelsk, tydsk Literatur indtoge Rummet ved Væggene. Her lod hun os læse Dichmans og Oehlenschlä- gers Breve, her opmuntredes vort Sind ved hendes elskværdige Liv- lighed. - Der fandtes ogsaa nogle hollandske Forfattere; foruden Hemsterhuis var der en hollandsk Roman, Sara Reinert, som Fru Koren satte Priis paa, og da Sara paa Hollandsk ogsaa kaldes Sarotje, saa kaldte hun og Oehlen- schläger Sara Koren saavel i Digt som i Prosa: Sarotje. Om Efter- middagen spadserede vi om i Have og Mark, og om Aftenen blev sunget og dandset, og Vertinden sørgede omhyggelig for, at Alle skulde tage Deel i Fornøielsen. Wilhelm Koren var atten, Sara sexten Aar; begge vare de, hvad Tydskerne kalde bildschöne Menschen, begge vare Forældrenes Glæde og Stolthed. De yngre Børn vare Jess, Marie og Caroline Mathilde. Aaret efter blev President Bull paa Tøien syg, jeg troer af Typhus, Wilhelm vaagede flere Nætter hos den syge Onkel. Bull blev helbredet, men Wilhelm blev angrebet af samme Sygdom. Sara SIDE: 292 kom ind for at pleie ham, og vel forhindrede vor Moder hende fra at vaage hos ham, men kunde ikke hindre hende fra at see til ham og række ham Medicamenterne. Wilhelm maatte døe, og Sara var neppe kommen hjem, førend hun maatte bukke under for samme Sygdom. Enhver, der havde kjendt noksaa lidet til disse saa elsk- værdige unge Personer, maatte begræde deres tidlige Bortgang. I Aaret 1815 døde Fru Koren i sit en og halvtredsindstyvende Aar. Hendes Dattersøn Schjelderup, Præst i Ullensager, er hende paa- faldende liig. Ved Christiane Korens Grav. Saa brast da og Dit vennesæle Hjerte, Det huldeste, der slog i Qvinde-Barm: Det slog fra høiest Fryd til dybest Smerte, Ak - for at knuses brat i Dødens Arm. Men nu, vor elskte Moder, nu Du lever, Saavist som Livet ud fra Hjertet gaaer, Der høit paa Kjerlighedens Vinge svæver Hen over Tid og Grav og evigt staaer. Dit hulde Hjertes Præg vi har tilbage, Saa mangt et Aftryk af Din blide Aand, Der deelte Venners Fryd og Venners Klage, Og fængsled' Hjerterne med ømme Baand. Saa toned' den i Harpens Melodier, Dybt følte den og tolked' Hjertets Trang, Den fandt hver Mislyd løst i Harmonier, Thi den var selv en reen harmonisk Klang. Dens Gjenlyd svæve ned fra hine Sphærer, Hvor Seraphs-Harpen bæver i Din Haand, Hvor Kjerlighed og Lys saa saligt nærer Dit blide Hjerte og Din lyse Aand. F. Schmidt. Du, som i höghet tror sällheten vinnas, Lyd ei en fåfäng, bedrägelig röst Lär af en vän, att den säkrast kan finnas I dina känslor och inom ditt bryst. Aldrig jag stått i de mägtigas skara, Aldrig jag råkat dess förmåga än, Men jag är det, som en kung ville vara. Hvad är du då? Jag är lycklig, min vän. SIDE: 293 Disse Vers og de følgende, som jeg saa ofte hørte synge i mine unge Dage, klang heel lifligt i mit Øre, og qvægede mit Hjerte. Forfatterens Navn hørte jeg ikke nævne. Det var i Som- meren 1802, da vi i et Selskab hos Capitain Waager paa Brotnov stødte paa en svensk Familie; Mandens Navn har jeg glemt. Der var dengang ingen Bro over Dramselven, og man satte over fra Bragernæs til Strømsøe i en Færge; denne Svenske havde paataget sig at bygge en Bro over Elven. Den Bro, han byggede, synes jeg at erindre, faldt ned igjen, og man fik en anden Bygmester. Men, var denne Svenske ingen duelig Brobygger, - enhver har sit Talent i denne Verden, - saa var han en saare qvik og behagelig Sel- skabsmand; han underholdt og moerede Selskabet med munter Sang og Tale, ogsaa hans Hustrue var smuk og havde en behagelig Stemme baade i Sang og Tale. Ved Bordet improviserede han en Sang til Waager, hvoraf jeg kun erindrer een Linie: "Om ei som far, så dock som make". (Jeg har før sagt, at Waager havde ingen Børn.) Med dem var en svensk Frøken Lannerstjerna, ogsaa en smuk Pige, meget stille og saae noget tungsindig ud. Jeg spurgte hende, om hun ikke vilde synge lidt for os; hun undskyldte sig vel, men Fruen opmuntrede hende dertil. Jeg bad hende synge: "Du, som i höghet tror sållheten vinnas". Den maae jeg vel kunne synge, sagde hun, den er digtet af min Fader. Derpaa sagde hun tung- sindigt smilende: Frun måste förlåta mig, om jag sjunger illa. Og nu sang hun de deilige Vers, smukkere, udtryksfuldere, end jeg nogensinde havde hørt dem, og ikke alene de Vers, jeg før havde hørt, men ogsaa nogle flere, som Faderen senere havde tilføiet. Siden talte hun meget bevæget om sin Fader, der nu, sagde hun, var lidende og ulykkelig. Jeg hørte siden fortælle, at Lannerstjerna levede i Sverige med en stor Familie i yderst trange Kaar. Fru Lannerstjerna havde engang staaet i et venskabeligt Forhold med Fru Anker, Bernt Ankers Moder, og hun havde nu sendt to af sine Døttre til Christiania med Anbefaling til denne Veninde. Fru Anker havde givet dem nogle Foræringer, men ikke videre taget sig af dem; Bernt Anker var bortreist, og der var ingen som tog sig af de stakkels, fremmede Pigebørn. Den omtalte Svenske tilbød den ene af dem sit Huus, og den anden vendte tilbage til Forældrene. Man var dengang ugunstig stemt, næsten hadefuld, mod alt svensk, og de stakkels Piger maatte lide meget, saavel ved ufortjent Had eller Ringeagt, som ved en Kjerlighed, der var mere ydmygende end selve Ringeagten. Gud være lovet, at vore SIDE: 294 Landsmænd synes at være blevne noget mere humane i denne Henseende! Endnu ere vi i Sommeren 1802. En Aften sagde Cathrine Devegge til mig: Vi have overlagt med Sverdrup, at vi ville gaae til Kongshavn imorgen tidlig, vil Du være med, saa kom til os imorgen tidlig Klokken sex. Paa det bestemte Klokkeslet stod jeg i Madame Devegges Stue, Søstrene stode færdige til at gaae afsted, Pigen blev sendt op at avertere Sverdrup, og han kom paa Øieblikket. Det var en deilig Morgen, vi vandrede til Kongshavn, og Munterhed og Glæde vandrede med os. Jeg vil ikke fremføre de Qvikheder, hvormed Sverdrup moerede os paa Veien; thi hvad siger Digteren: Den er forbi den gemytlige Tid, Vor Ungdom har Uro og Klage; Kritikens Old er kommen - Cathrine havde taget med en liden Tomling af Sølv, og vi drak Vand af Kilden ved Kongshavn, hvilket Vand er endnu renere og klarere end Vandet i Agerselven. Vi opsøgte den Hule, hvori Sagnet gaaer at Christian den anden skjulte sig for sine Forfølgere. Sverdrup fandt Hullet i Bjerget og vilde stige derned, men det stod fuldt af Vand, og han maatte lade Forsættet fare. Mig synes, jeg hører En sige: det maae have været en tarvelig Fornøielse at gaae til Kongshavn, som der saae ud for 50 Aar siden: der var vel neppe en Bænk at sidde paa, intet Huus at træde ind i, ingen Drik at faae uden Vandet i Kilden, og derpaa gaae fastende tilbage. Jeg troer gjerne, at Kongshavn nu seer meget anderledes ud, at man der nu finder det, som Pontoppidan kalder: hvad der føder Øienslyst og et overdaadigt Levnet; men jeg ønsker dem, der nu besøge Kongshavn, at nyde der saa megen Glæde og Tilfredshed som den, der blev os fire til Deel paa denne skjønne Morgen. Jeg saae ofte Sverdrup paa Ballerne, men jeg saae ham ikke tage Deel i Dandsen, jeg hørte ham ogsaa sige, at han ikke dand- sede. Da han engang havde været bortreist, og jeg første Gang efter Hjemkomsten saae ham igjen, var det paa et Bal, hvor han kom hen at engagere mig til den første Dands. Forundret saae jeg paa ham og sagde: Er dette Dem selv, der vil dandse? Han sva- rede: Nei, det er ikke mig, det er min Broder. - Engang var jeg med Cathrine og Marie Devegge paa et Værelse i Latinskolen, der SIDE: 295 stødte til den Classe, hvor Sverdrup foredrog Historie for Skole- disciplene; hans Stemme var saa stærk og kraftig, at intet Ord undgik os. Blandt Eleverne var en Søn af Glasmester Liebe, en Dreng, der gjorde mange taabelige Spørgsmaal. Der blev talt om Hakon Jarl, og en nævnte, at han ogsaa kaldtes Hakon den onde. Liebe spurgte, om ikke Jarl betydede det samme som den onde. Sverdrup svarede: Nei, men Liebe og den dumme betyde det samme. - Sverdrup havde et vittigt Svar ved Haanden til hvert Spørgsmaal; kun een Gang saae jeg ham for- legen og uden at kunne finde Svar. Vi havde spillet Advokaterne af Iffland, hvor jeg var Sophie Gleiser og Jens Aars hendes Elsker, Louise Pløen var Fredrikke og Sverdrup hendes Elsker. Efter Comedien var Assemblée hos Pløen. Da Sver- drup kom ind, gik Madame Pløen ham imøde og sagde: Saa er De da nu forlovet med min Datter. Her maatte han blive Svar skyldig. Han fortalte os imellem om en Søster han havde, der var, sagde han lærdere og kunde mere Hi- storie end han. Om denne Søster har jeg i de senere Aar hørt meget tale, men saa dunkelt og forvirret at jeg ikke kan faae noget Helt ud deraf. Alt hvad jeg kunde forstaaet med Vished var, at hun var død paa samme Maade som Ottilie i die Wahlverwandschaften. - Dengang da Du, kjere Broder, endnu gik paa Latinskolen, og Sverdrup var Din Lærer i Historie, havde Du efter hans Opfordring skrevet en Afhandling om Aarsagerne til Korstogene. Under denne havde Sverdrup skrevet: "Saare ypperlig", og tilføiet nogle Linier til Forfatterens og Afhandlingens Berømmelse. Hvorledes dette Papiir var kommet i min Eie, erindrer jeg ikke, men jeg gjemte det i mange Aar, indtil jeg i en Ildebrand mistede alle mine Papirer. Om Politik og Styrvolt. Styrvolt er et politisk Spil, der nu sjelden spilles med Kort og det Smaae, men des flittigere uden Kort og i det Store. I Styr- SIDE: 296 volt er Firen (Firhaken) det samme som Proletairen, den Arme, der søger om Brød og ofte lider Hunger og Nød. Treen (Tristen) er Daglønneren, Arbeideren i Fabriken, der har stadigt Arbeide og, saalænge dette varer, ikke er udsat for Hunger eller Nød. Toen (Dusen) er Bonden, der eier et Stykke Jord, hvorved han kan er- nære sig. Sexen (Pausten) er Geistligheden, den stikker Bonden Knægten (Karnøffelen) er Krigsmanden, han stikker de forhen nævnte, men stikkes igjen af Esset (Styrvolten), der forestiller Handelsstanden, Pengene. Otten og Nien (Frikor- tene) ere Adelsmændene, de kunne ikke stikke nogen, men kunne heller ikke stikkes af nogen, der er min- dre end en Karnøffel. Alt dette gjelder imidlertid kun, saa længe de ere i Welten; da stikker en Welts Firhak en Udenwelts Karnøffel, en Trist stikker en Dame, en Duus en Konge. Ere de ikke i Welten, da stikke de kun sig selv indbyrdes. De fem Matadorer ere stedse i Welten og stikke endog Styrvolten. Matadorerne bestaae af en Bonde (Hjerter to), en Firhak (Kløver fire), tre Adelsmænd (Spaderotte, Hjerter ni og Ruder ni), de stikke hver- andre i den anførte Orden. Syven (Besyven) kan ikke stikke Nogen, men kan heller ikke stikkes af Nogen. Besyven er Fanden, over ham har Ingen Magt, men han for- maaer heller intet, førend han har faaet Indpas; den, som har ham paa Haanden, maae lave det saa, at han først faaer et Stik og kommer ind i Spillet, da spiller han ud sin Besyv, for hvem den største Matador maae falde. I Styrvolt er det Makkerne tilladt at tale og overlægge med hverandre, hvad de skulle spille ud; ville de tilkjende- give hverandre, hvilke Matadorer de have paa Haanden, da kunne de gjøre dette ved Tegn. Ved Hjerter To seer man i Veiret, ved Kløver Fire gjør man et lidet Træk med Munden, ved Spader Otte stryger man med Haanden over Ansigtet, ved Hjerter Ni seer man til høire, ved Ruder Ni til venstre. Der er ingen Tiere i Spillet. Hvem der SIDE: 297 har opfundet dette Spil, er gaaet mig af Minde, jeg har engang læst Navnet; det er meget gammelt og var en Tid meget udbredt; hos os spilles det endnu paa nogle Steder af Bønder og meget gamle Folk. Wieland har skrevet om dette Spil, dog findes denne Opsats ikke i hans samlede Værker, men i hans Deutsche Mercur. I min Ungdom blev i Selskaber almindelig spillet L'ombre af Ældre og Triset af de Yngre. Det første Spil bildte jeg mig ind heed à l'ombre (Herman v. Bremen vil have Gedske underviist deri og kalder det Allumber), fordi man der gaaer frem, ikke som i andre Spil med, men mod Solen; men jeg har læst etsteds, at det skal være et spansk Spil og hede Humbro og betyde Mennesket, hvilken Forklaring jeg ikke for- staaer. Triset maae være et fransk Spil, dog har jeg ikke fundet noget derom i franske Bøger, ikke engang i Encyclopedie raisonnées des scien- ces, des arts et des métiers, hvor man dog ellers finder, hvad man søger efter. I Triset er ligesom i L'ombre Otten, Nien og Tien ude- lukkede; Treen er den høieste, dernæst Toen og dernæst Esset. Faaer Makkerne alle Stikkene, da kaldes det Gallate, faaer En alene alle Stik, da kaldes det Gallatone, og faaer denne Ene alle Stik i en og samme Couleur, da kaldes dette Gallatontrion. Triset er vistnok et flaut Spil, dog kommer det ikke nær saa meget an paa, hvad man fortager sig, som i hvilket Selskab det skeer, og saaledes erindrer jeg endnu med Fornøielse en Aften hos Rosen- krantz, hvor jeg spillede Triset med Fru Baumgarten (hun var dengang i sin brillanteste Periode) og med Biskop Keyser og Overlærer Sverdrup. Louise Pløen. Hun var to eller tre Aar yngre end jeg, men jeg saae op til hende som til noget høiere og bedre, der var noget saa nobelt, næsten imponerende udbredt over denne unge Skabning; hun syntes SIDE: 298 mig at være en anden Elisa Draper. Der var paa samme Tid en anden ung Pige i Selskaberne, en Jomfru Giedde (hun blev givt med Kjeld Mostue og efter hans Død med Professor Lange); ogsaa hun var en meget smuk Pige, og Mange fandt, at hun lignede Louise Pløen; jeg hørte engang Nogen yttre dette i Bernt Ankers Nærværelse; han svarede: Jomfru Giedde er en forklædt Cahytjung, Louise Pløen er en Prindsesse, der gaaer incognito. Om hende sang Falsen paa hendes Fødselsdag: "Med Sang og Dands Skal Dalens Piger binde En Blomsterkrands, Med Roser den omvinde. Spørges der, hvem den Krands saa skjøn, Flettet med Roser, skal prise, Svares, at den er Yndets Løn, At den tilhører Louise." Da jeg var bleven givt med Aamodt og var kun femten Aar gammel, var jeg vistnok noget forlegen blandt Fremmede og vel ogsaa, hvad Franskmanden kalder gauche og maussade. Da nogle Dage efter Brylluppet Kammerherre Staffeldt kom ind til os og saae mig for første Gang, gjorde han et lidet, fast umærkeligt Træk paa Skulderen. Jeg havde intet imod ham derfor, jeg fandt det meget naturligt. Men tre Aar derefter gjorde han mig glad og stolt, og jeg var ham taknemlig derfor. Det var paa et Assemblée hos ham selv, han var bleven givt med den smukke Jomfru Herfordt og boede i Mangelsgaarden. Jeg sad ved Siden af Louise Pløen, og Staffeldt kom hen til os med det venligste Ansigt og sagde: Gleich und gleich gesellt sich. - Disse Ord gjorde Epoke i mit Liv. At være Louise Pløens Lige, og høre dette af den Mand, som for faa Aar siden gav mig Tegn paa et Mishag, som jeg var mig saa vel bevidst at have fortjent. Af alle de Biographier jeg har læst har ingen interesseret mig mere end: Mémoires de la Marquise de Crequi, men hun havde da ogsaa tilbragt sit lange Liv i den mærkeligste af alle Tidspuncter. Hun var fød i Aaret 1700 og endte sin Løbebane i 1801 eller 1802. Hendes Memoirer udkom et eller to Aar efter hendes Død i 10 Volumes og jeg læste meget forskjellige Domme over dem. En Recensent kaldte dem "un caquet de femme" og heri vil jeg SIDE: 299 gjerne give ham ret, en Anden vilde vide at de ikke vare skrevne af hende, men af en eller anden bel esprit i Paris og formodentlig af Charles Didier. Nei, saaledes skriver ingen Mand. Jeg vil der- med ikke sige at ingen Mand skriver saa skjønt, det vilde være en taabelig og latterlig Paastand - men ingen Mand skriver Saaledes. Balzac er af alle de Skribenter jeg har kjendt, den, hvis Stiil, An- skuelser og Bemærkninger mest ligne de qvindelige, hvorfor man ogsaa har sagt om ham at han maatte være en Qvinde og spotviis kaldt ham Madame Balzac; men selv han kunde ikke have skrevet disse Memoirer. Ak! hvor ere de blevne plyndrede af Dumas. Da hun var i sit 15de Aar blev hun af sin Fader presenteret for Ludvig den fjortende; efter Faderens Anvisning vilde hun kysse Kongens Haand, men Kongen, hvorvel 80 Aar gammel, havde ikke glemt sit Gallanteri, han tillod det ikke, men førte den unge Dames Haand til sine Læber. I Aaret 1800 havde Napoleon yttret det Ønske at see hende og man forestillede hende at hun ved at op- fylde hans Ønske vilde kunde skaffe hendes Børnebørn en Skades- løsholdelse for Noget af det, der var bleven dem berøvet ved Revolutionen og hun begav sig til ham. Hun blev ført ind i det samme Værelse i Louvre, hvor hun engang var presenteret for Ludvig 14. Napoleon førte hende til en Stol og satte sig ved Siden af hende. Er det sandt, sagde han, hvad man har sagt mig, at De er 100 Aar gammel? Hun svarede at deri kun fattedes hende nogle Dage. Napoleon loe og sagde "saa maa De jo have kjendt Dubois og Cartouche?" - derpaa fattede han sig strax og bad hende om Forladelse for den ubetimelige Spøg. Efter en længere Samtale (som jeg desværre har glemt) sagde Napoleon at han gjerne vilde kysse hendes Haand - je voudrais vous baiser la main. Jeg skyndte mig at tage mine Halvhandsker af - d'oter mes mitaines - men han sagde "Laissez cela ma bonne maman" og han tog min Haand og kyssede mes doigts décrépits. - Og dette foregik i det samme Værelse hvor Ludvig XIV 85 Aar tilforn. - Jeg ved ikke hvem saa- danne Scener gjør mest Ære Mand eller Qvinde, men mit Hjerte føler dyb Ærbødighed for dem Begge. Det sidste Bind af disse Memoirer er for det meste skrevet af hendes Kammertjener efter hendes Dictat. Jeg har glemt hans Navn, men Madame Roland var hans Søsterdatter. Da Manon Phlippon (mig synes dette var hendes Navn) skulde givtes med Roland, ud- fordredes dertil et Document, som Marquisen var villig til at for- skaffe; i denne Anledning lod hun Manon komme til sig. Da hun SIDE: 300 kom var Marquisen alene. Hun pleiede ellers naar der kom Besøg at ringe paa Kammertjeneren for at lade ham sætte Stole frem; men da den Indtrædende var hans Niece, saa vilde hun ikke lade ham gjøre Opvartning i dennes Nærværelse og satte selv Stolene frem. Manon forstod hende og raabte: O, jeg seer det, De er lige saa god som De er klog og forstandig! Marquise Crequi forlod ikke Paris den hele Revolutionstid og i Terrorismens Tid, da hun var sat i Fængselet la Pelagie, spurgte en Dag Fangevogterens Kone hende om hun vilde see og tale med Mad. Roland? Have da Fangerne her Tilladelse at see og tale med hverandre? spurgte Crequi. Nei, var Svaret, men for en Celebritet som Madame Roland kan man vel gjøre en Undtagelse. Mad. Roland kom. Hun kyssede Marquisens Hænder, hun græd over dem og sagde: Ikke engang Dem har man skaanet! Ikke en- gang Dem i Deres høie Alder! Her har jeg længe været i Strid med mig selv om jeg skulde anføre et Træk, der viser denne ellers saa ædle og ophøiede Qvindes Forfængelighed. Jeg kan ikke und- lade at anføre det, da det synes mig for mærkværdigt, dog maa jeg gjøre opmærksom paa at det er det Eneste af det Slags der forekommer i hele Skrivtet. Af denne Yttring af Madame Roland, siger hun, saae jeg vel at hun med alle sine store og sjeldne Aands og Hjertes Egenskaber dog var en Roturière, da hun mindede mig om min Alder. Jeg erindrer, at vor Fader engang sagde til Moder: Jeg var idag inde hos Johan Riis; den Dreng, han har i sin Bod, Søn af Essendrop, som man kalder Pascal, er et forslagent Hoved; han er oplært af - her nævnte Fader et Navn, som jeg ikke vil anføre - til alle Slags Underfundigheder, og som det lader til, vil Discipelen vistnok overgaae sin Mester og blive en udlært Skjelm og Bedrager. Rygtet sagde om ham, at hans Forældre, der hed Essendrop, havde nogen Tid opholdt sig paa Corsica, at denne deres ældste Søn var født der, og at den store, berømte General Pascal Paoli havde staaet Fadder til ham og givet ham sit Navn. Om dette Rygte var sandt, veed jeg ikke, men han heed Pascal Paoli og blev almindelig kaldet Pascal. - Det var vel i 1791, at jeg hørte den ovenmeldte Spaa- dom af Fader, og otte Aar derefter havde Pascal etableret sin egen Handel, havde kjøbt Jess Ankers Gaard, levede som en Prinds og havde Penge i Overflødighed. Paa samme Tid roulerede der en Mængde Sølv-Otteskillinger. Istedetfor Dalersedler fik man ofte Tutter SIDE: 301 med tolv Otteskillinger, og da Mængden deraf blev altfor stor, skyndte enhver sig at give dem ud, da man begyndte at ane, at de vare falske, og havde Pascal mistænkt som Falskneren. Fru Haxthausen kom ind i hans Bod, hvor hun kjøbte for en Daler, og leverede ham en Tidalerseddel til at vexle; da han kom frem med ni Tutter Otteskillinger, blev hun noget ilde tilmode. Maaskee troer Deres Naade, at Otteskillingerne ere falske, og at jeg selv har forfærdiget dem? var han fræk nok til at sige. Fruen svarede, at hun ingen saadan Mistanke havde, og tog mod dem, uagtet han lod, som om han vilde bringe andre Penge. Nogle Dage derefter, da Pascal om Aftenen var i et Selskab og sad ved Spillebordet, blev han hentet af Politiebetjente og sat fast. Man fandt ikke mange Otteskillinger i hans Huus, da han Natten før havde ladet kjøre hele Vognlæs deraf ud og vælte ud i Bjørvigen, men man opdagede snart, at han havde en Medhjælper, en ung Mand, Brandt, der opholdt sig i Engelland, hvor de falske Penge bleve forfærdigede og derfra af- sendte til Christiania. Hans Varebeholdning og alle hans Effecter bleve nu solgte paa Auction for, saavidt muligt, at erstatte de Be- dragne deres Tab. Gaarden blev af Bernt Anker foræret til den militaire Skole, for hvilken Anker stedse viste Predilection. - I An- ledning heraf maae jeg dog omtale de Fornøielser, jeg har nydt i og over denne Gaardsplads. Cadetterne, som dengang næsten alle bestode af Børn, havde deres Vaabenøvelser i den rummelige Gaards- plads, og fra et Loft i Madame Devegges Gaard kunde man, uden at blive seet, see derind. Vi saae dem nu exercere, holde Vagt- parade, sætte Leir o. s. v. Især erindrer jeg, hvorledes Cathrine Devegge beundrede Ditlev Lowzow, dengang en ganske liden Cadet, for den deilige Stemme, hvormed han ved Afløsning raabte: Laus a'! - Engang vare vi indbudne der til en Høitidelighed. Kron- prinds Fredrik havde foræret Skolens Elever en Fane, den skulde nu indvies, og Præsten Sandberg havde dertil forfattet en Sang paa samme Melodie som Marseillaisen. Vi saae nu de smaae Soldater samlede om Fanen og hørte dem synge: Med Blik til Fanen, som leder vor Skare, Vi love trolig, skjønt Eed os ei bandt, Ingen Flid, ingen Møie at spare For at fortjene det Tillidens Pant - Efter min gamle Sædvane erindrer jeg ikke mere heraf. - For at gaae fra de Uskyldige til den Skyldige, saa blev han dømt til SIDE: 302 Fæstningsarrest paa Livstid og sat paa Munkholmen, hvilket mig synes var at vise ham for megen Ære, naar man tænker paa, at der have siddet Griffenfeldt, Falkenskjold, og flere mere og mindre fortjente eller uforskyldt lidende Mænd. Saadanne Tanker maae dog den daværende Commandant paa Munkholmen (mig synes, han heed Lehne) ikke have havt; thi han levede i den bedste Forstaaelse med Pascal og gav ham en- dog sin Datter tilægte. Den- gang da Prinds Christian var bleven udraabt blandt os til Konge af Norge, løslodes i denne Anledning flere Livs- fanger og deriblandt Pascal. Konen og Børnene bleve i Trondhjem, og han tog til Christiania; hvilken Industrie han der drev, er mig ikke bekjendt, dog veed jeg, at han fornemmelig drev sit Væsen som Qvaksalver. Jeg har seet to af hans Døttre som man i Trondhjem kaldte Jomfru- erne Pauli. - Dersom det ellers medfører Sandhed at General Paoli havde staaet Fadder til denne Pascal, saa havde han, ak! - havt samme Gudfader som Napoleon. I Christiansborg Slot var en Gang, hvorigjennem det, i Fredrik den Femtes Tid, en Tidlang var forbudt Enhver at gaae ved Nattetider. En af Slotsbeboerne havde deelt sit Værelse med en Ven, og denne var staaet op om Natten og gaaet ud en Vei, som ved Dagen var bleven ham anviist, men da han vilde gaae tilbage, tog han i Mørke feil af Veien og kom ind i den omtalte Gang, hvor der brændte Lys, og hvor han stødte paa Kongen, Fredrik den femte. Dagen efter paalagde Kongen sin Fortrolige at komme efter, hvem den Person var, som havde mødt ham i denne Gang, og efter at have indhentet Underretning herom, meldte den Fortrolige SIDE: 303 for Kongen at denne Person ikke var nogen af Slotsbeboerne, men en Fremmed ved Navn Heltzen, der havde tilbragt Natten hos en Ven paa Slottet. Vi skulle nok faae ham til at tie, meente den Fortrolige. Det bedste bliver at sende ham bort, sagde Kongen, give ham en Bestilling i Norge. Hvad kan man bruge ham til? hvad har han lært? - Jeg veed intet andet om ham, var Svaret, end at han her har hørt nogle Forelæsninger over Bergvidenskab. - Godt, sagde Kongen, saa sende vi ham som Oberberghauptmand til Kongsberg, den Post er ledig. Og Heltzen blev ufortøvet afsendt til Kongsberg som Oberberghauptmand. Vel forstod han kun lidet af Bergvidenskab, men der var de ved Værket, som vidste mere derom, og Heltzen var en god og elskværdig Mand, og alt gik godt. Han givtede sig med Frøken Haxthausen, en deilig Pige, der skjenkede ham flere Døttre, der vare skjønne som Moderen. Fru Heltzens Broder var General Haxthausen, der var givt med en Datter af General Oldenburg, Commandant paa Frederichshald. Oldenburg havde en Søn, der havde Embede i Kjøbenhavn og var givt med en Datter af Confessionarius Bastholm. Da jeg var sexten eller sytten Aar, kom denne Mand i Besøg til sin Familie i Chri- stiania; der var flere Selskaber i den Anledning, og jeg saae paa ham med den største Ærbødighed, som den, der stod i saa nært Forhold til Bastholm, for hvem jeg havde den dybeste Ærefrygt, og hvis Skrivter jeg med saa megen Glæde og Opbyggelse mange Gange havde læst; hans Philosophie for Ulærde syntes mig især at være den bedste og lærerigeste Bog, jeg kjendte. En anden af Oldenburgs Døttre, Regine, var givt med den rige Jan Anker paa Frederichshald, og den yngste, yndigste og talentrigeste, Isabella, var givt med General Mansbach. Da nu General Oldenburg var Enkemand, og alle hans Børn vare givte, saa faldt det ham ind ogsaa at indgaae paa nyt i Ægteskab, nemlig med en Søster af General Haxthausen, der saaledes blev baade hans Svigersøn og hans Svoger. Aaret efter bragte den unge Fru Oldenburg sin Mand tre smaae Sønner. Hvad jeg nu vil fortælle, har jeg fra Fru Haxt- hausens egen Mund, dog, for at blive Sandheden troe vil jeg til- staae, at hun ikke henvendte Talen til mig - jeg var dengang kun femten Aar og altsaa kun at regne for et Barn, hvorvel jeg havde staaet for Brudeskammelen - men hun talede til Fru Bielefeldt og nogle flere ældre Damer, og jeg var nærværende. Da min Sviger- inde, der tillige var min Stedmoder, sagde Fru Haxthausen, var bleven forløst med de tre smaae Sønner, og vi vare komne nogen SIDE: 304 ledes til Rolighed igjen, og Børnene vare blevne pyntede og viist hende, bad hun mig om, at jeg vilde blive hos hende Natten over; dette havde jeg desuden havt isinde, da jeg ansaae hendes Tilstand for ikke at være uden Fare. Jeg bad hende ikke at tale saa meget, men hendes Glæde over de tre Sønner var saa stor, at hun maatte give den Luft i Ord. En af Pigerne gav mig et Vink, at jeg maatte komme ud. Den ene af Trillingerne, sagde Pigen, ligger og piber saaledes, at jeg troer, den vil døe. "Siig det til min Fader!" "Jeg tør ikke, Generalen har lukket sig inde paa sit Værelse." Jeg gik op til ham: "Kjere Fader! den ene Trilling er saa svag, vi ere bange, at den døer." "Min kjere Datter, hvad er derved at gjøre? gaae Du ned igjen!" Da jeg kom ned, var Trillingen allerede død, og en Timestid derefter kom Pigen igjen at kalde mig ud for at see den anden Trilling, der gispede, ligesom den første havde gjort. Jeg gik atter op til Fader og sagde ham, at den ene Trilling var død og den anden i Fare. Han svarede: "Veed Du hvad, min Hjerte, jeg kan vor Herredød ikke blæse Liv i dem." Længere ud paa Aftenen vare de døde alle tre, medens Moderen laae hele Natten og talede med mig om det herlige Fadderskab, der skulde holdes. Om Morgenen døde ogsaa hun. Kjere Broder! Vil Du med mig foretage en Vandring til den Tid tilbage, da vi levede sammen; Du var syv, otte Aar, og jeg elleve Aar eller saa omtrent. I det Huus og i de Værelser, vor Fader havde ladet indrette, vandrer jeg ofte i mine Drømme; i Virkeligheden vil jeg aldrig see dem, thi kom jeg end til Stedet, saa vilde de dog nu være mig ubekjendte; da jeg sidste Gang for to og tyve Aar siden saae dem, vare de allerede meget forandrede, hvor meget mere nu! I den Tid, jeg nu vil omtale, var jeg en- gang med vor Moder hos Justitsraad Smith paa Ruseløkken, som Du erindrer var hans Eiendom. Der var i Besøg en gammel Kone, som var en Slægtning af den Ruus, der havde opført Bygningen, eiet Løkken og givet den sit Navn. Hun saae sig om og kjendte neppe Stedet igjen, hun søgte forgjeves efter gamle Minder. I Gaarden pegede hun hen til en vis Kant og sagde: "Der stod en Melkebod, og paa Døren var malet en Pige med en Melkebøtte i Haanden." "Melkeboden er der endnu," sagde Fru Smith. "Melke- boden er der vel endnu," sagde den stakkels Kone, "men Pigen SIDE: 305 med Melkebøtten er der ikke mere;" og i det hun sagde dette, randt Taarerne hende ned ad Kinderne. Hvorvel jeg ikke den- gang, som nu, kunde sætte mig ind i Konens Følelser, saa forstod jeg dog saa meget deraf, at det gjorde et varigt Indtryk paa mit dengang barnlige Sind. Vor Faders Fætter, Peter Nicolai Nyegaard i Kjøbenhavn, havde oversat Salzmanns Værker paa Dansk, han sendte vor Fader flere Exemplarer i raae Materie af "Underholdning for Børn og Børnevenner", og som Foræring til mig et indbundet Exemplar af samme. Ehlert paalagde mig at skrive hver Dag nogle Linier af denne Bog oversat paa Fransk, hvilket jeg gjorde, og Moder og Ehlert vare vel fornøiede med disse Oversættelser. Tre- schow saae dem ogsaa iblandt, men han var ikke fornøiet hverken med mig eller Læreren. Jeg har sagt, at jeg dengang aldrig havde skrevet andet i vort Modersmaal end efter Faders Forlangende en Oversættelse af Fastings franske Digt til Hauch; men jeg erindrer nu ogsaa at have skrevet noget mere. Blandt alle de franske Bøger, som Ehlert bragte mig, var en Mængde Feefortællinger, som vare mig meget kjerkomne, og som det moerede mig meget at fortælle Grethe og mine Legesøstre. Margrethe Walther, din smukke Skole- camerat, bad mig at give hende en af disse skrivtlig. Jeg havde ikke Bogen mere, men jeg skrev den op efter Hukommelsen, og gjemte den saalænge i det grønne Skab i Sengkammeret. Vor Fader, der var en stor Rangeur, reviderede ofte dette Skab; han fandt mit Papiir, læste det igjennem, smiilte derved og lagde det i sit Cha- tolle. Vor Broder Henrik, hvorvel to Aar yngre end jeg, skrev ofte Breve, hvilket jeg aldrig dristede mig til at gjøre. Han skrev et Brev til vor Tante i Christianssand, der begyndte saaledes: "Det glæder mig at De har fattet den fornuftige Resolution at lade Deres Børn inoculere." Rigtignok gik Henrik i Skole, hvor han lærte at skrive, hvilket ikke var Tilfælde med mig. Treschow gav sig meget af med Henrik, han gav ham endog nogen Underviisning i Latin, hvorved jeg var en opmærksom Tilhører. Vor Fader var stedse munter og oprømt, naar han om Mid- dagen kom hjem fra Toldboden; han havde altid noget moersomt at fortælle Moder; engang om at Lumholtz var kommen op af en Sygdom, og at Klokker Hass i den Anledning havde forfattet et Digt, der begyndte saaledes: Den store Gud, som leve lod Kong Eze- chias i fjorten Aar, som vi i Skrivten læse, - SIDE: 306 en anden Gang om, hvorledes Klokker Hass havde skrevet paa sin Dør: "Gud alene Ære!" og Gadedrengene derunder skrevet: "Og Hass en Hestepære!" Eller han fortalte, at han paa Gaden havde mødt Peter Bruun, der havde sagt: "Jeg har tre Sviger- sønner, den ene heder Leth, og han er let nok, den anden heder Klein, og han er klein nok, den tredie heder Arm - og jagu' er'n arm nok." Det var om denne Mand, man dengang havde det Ord- sprog: For meget er for meget, sagde Peter Bruun, han fik Prygl baade hjemme og i Skolen. Fader fortalte ogsaa om en Mand, der heed Lein, og som altid gik i Skoe og hvide Strømper, og over hvem der blev gjort følgende Gravskrivt: "Herunder hviler Lein, Og han var altid rein Paa sine Bein, Naar der var Lort i Staden. Han var ei heller sein, Men hopped paa hver Stein, Som fandtes udi Gaden." Han fortalte ogsaa af Borgermester Ramsharts Vittigheder, men disse ere for drøie til at anføres. Ramshart var en Søn af en særdeles fortjenstfuld og duelig Mand ansat i Finantscollegiet i Kjøbenhavn i Christian den 6tes Tid, men da han ikke var adelig, maatte han vige Pladsen for en Adelsmand. Riegels fortæller, at da han gik ud af Collegiet mødte han paa Trappen Adelsmanden, som sagde til ham: hvorledes gaaer det Dem, min kjære Ramshart? Han svarede: det gaaer saaledes: Deres Excellence gaaer op ad Trappen, jeg gaaer ned ad den. Den graae Sky. Det var i Aaret 1802, da jeg spillede Lady Fletchers Rolle i Heckingborn; den yndige og talentrige Ulrikke Haxthausen var Harriet. Da Forestillingen var endt, sagde Schandorff: Iaften have Fruentimmerne høstet Laurbærrene. Bukier og Thrane havde havt Roller i Stykket, og, som en Indvending mod Schandorffs Paastand, nævnte jeg disse. Det var ikke, fordi de havde behaget mig, men jeg havde saa ofte hørt, at de vare gode og øvede Skuespillere, at jeg maatte troe det. Schandorff svarede: Hvergang jeg seer Bukier og Thrane paa Theatret, da ser jeg en graae Skye, der omringer dem. Jeg maatte give Schandorff Ret, ogsaa jeg saae Skyen, men SIDE: 307 vidste dengang ikke, hvad den var; nu veed jeg det altfor vel. Skyen var disse Mænds Alder. Med Alderen undgaaer Ingen den graae Sky. Man har sagt, at den ikke naaede Goethe, ikke Carl Johan, - jeg troer det ikke. Enkelte Straaler af en Nimbus kunne vel hist og her gjennembryde den, men fordrive den graae Sky kan ikke selv en Auréole. - Da Baron var 50 Aar gammel, forlod han Skuepladsen. Tredive Aar derefter talede man endnu om hans ufor- lignelige Prestationer, Fædre og Mødre fortalte deres Sønner og Døttre om Baron, og den yngre saavel som den ældre Generation ønskede inderlig at see ham. Man bestormede ham med Bønner, og den 8O-aarige Baron betraadte atter Scenen i en af sine meest glimrende Roller. Anstand, Gang, Tournure, den ranke Væxt, det skjønne Sprog, den velklingende Stemme var der endnu i hans Magt; Folderne i hans Ansigt havde Kunsten tilsyneladende ud- jevnet. Første Act endte med Jubel og Bifaldsraab. I anden Act knælede han for sin Dame, han knælede, men - han kunde ikke reise sig igjen. To Karle fra Coulissen traadte ind og hjalp ham at staae op, - og Teppet faldt. SIDE: 308 BREVE FRA FRU DUNKER TIL PROFESSOR HANSTEEN FRA AARENE 1854-55. 22de August 1854. Kjere Broder! Allerede for mere end et Aar siden havde jeg ophørt at nedskrive flere af mine unge Dages Erindringer; mig syntes, at jeg burde lade mig nøie med det uventede Bifald, jeg havde nydt, og at det nu var den rette Tid at slutte for ikke at kede istedetfor at underholde; men see, man har fra flere Kanter opmuntret mig til at vedblive, og skulde det, jeg endnu har at sige, ikke finde Bifald - nu ja, qui non multum habet, non mul- tum dat. Maaskee er Latinen urigtig, men saa gaaer det med den som med det forrige, og naar kun Hjertet er godt, siger vor Ven, Peter Iver Hoppe. Grevinde Dannemand. I Aaret 1822 eller maaskee 1823 eller 24 havde vi havt i Logis en Storthingsmand (det var Sebbelow som efter Rygtet var en Søn af Christian den 7de og Støvlet-Catrine). Thinget var sluttet, Seb- below reist hjem og de to Værelser han havde beboet stode ledige, da kom ind til os en Mand, der ønskede at leie dem; han saae ud til at være omtrent 35 Aar gammel, hans Udseende var smukt, hans Sprog var det ikke mindre, han kaldte sig Schmidt og havde Titel af Oberkrigscommissair. Han fortalte os, at han havde været hos en Kjøbmand i Laurvig, været givt der, men at hans Kone var død og havde efterladt ham to Børn; han havde nedlagt sin Handel og var flyttet til Kjøbenhavn; hans Søster, som var givt med en SIDE: 309 Artilleriecaptein Tønder i Christiania havde taget hans Børn til sig. I Kjøbenhavn havde han gjort Bekjendtskab med en meget elsk- værdig og meget rig Dame, der var bleven hans forlovede Brud; han var nu reist tilbage til Norge for at bringe sine Penge- sager i Orden og skifte med sine Børn; men da han hermed var færdig og stod nu paa Nippet at begive sig til sin skjønne og rige Brud, modtog han den sørgelige Efterretning at hun pludselig var død uden at have gjort Testamente. Da der nu for ham intet var at gjøre i Dannemark, saa var han gaaet til Stockholm at an- søge Kongen om Ansættelse i Udlandet som Consul, hvilket ogsaa var blevet ham lo- vet og virkelig lod han os se et Brev fra vor Fætter Benjamin Olsen, som dengang var Secreteer ved Re- gjeringscollegiet i Stockholm, hvori denne lod ham vide at han skulde vente med det før- ste at blive ansat som Consul, om jeg mindes ret, i Hol- land. Det var nu denne Historie, som Schmidt fortalte os, siden hørte jeg den fortalt paa en anden Maade. Kong Fredrik den 6te, der som man veed var fød i Januar 1769, blev i Aaret 1791 formælet med sin Cousine Marie Sophie Fredrikke, en Datter af Prinds Carl af Hessen; hun var fød i Ok- tober 1768, altsaa to eller tre Maaneder ældre end han. Jeg saa hende aldrig, men jeg veed med Vished at hun maa have været meget smuk og meget elskværdig. B. Anker havde et Portrait af hende, malet af Professor Juel i Kjøbenhavn; under Portraitet havde Anker skrevet: Dit Smiil er alle Dyders Tolk - Lyksalig Prinds, lyksaligt Folk! Da jeg var i Slesvig lod Secreteer Sleep mig se et Par Breve fra hende, og at dømme derefter maatte hun være, jeg kunde gjerne sige, en englelig Qvinde. I Holsteen var hun elsket SIDE: 310 af Alle og jeg har hørt at hun ligeledes var elsket i Dannemark, det eneste man der havde mod hende var, at hun havde Holsteen mere kjer og heller nølede der end i Dannemark, hvorfor de vel i Uvillie herover, kaldte hende: die holsteinische Königinn, men Holstenerne sagde: Ja hier leben ihre Kinder og virkelig ere de to Døttre, der bleve ved Live, fødde i Holsteen. Til Beviis paa hvor- ledes det danske Folk elskede Dronningen maa tjene, at da hendes Broder Prinds Christian der var forlovet med hendes ældste Datter Caroline, blev syg, afsindig og døde, da beklagede alt Folket den stakkels Dronning - den stakkels Prindsesse tænkte Ingen paa. Men det var ikke alene Folket, der elskede den skjønne og gode Dronning, ogsaa Kongen el- skede hende inder- lig og var hende tro i hele 20 Aar, saa at man sagde om ham, at han var den eneste Konge, der aldrig havde havt nogen Maitresse. Dog - Fre- driks Time var kommen. - Hvo kan vel sin Skjæbne modstaa? I sin sidste Barselseng havde Dronningen faaet et Tilfælde som ingen Læge formaaede at helbrede og som gjorde hendes Nær- værelse temmelig ubehagelig, tiltrods for alle de Essentser, hvor- med hun parfumerede sig. Kongen, som ellers tilbragte sine Aftener i hendes Selskab, saae sig nu nødet til at holde sig derfra; han blev mismodig og sørgede. Hans Ven eller Yndling Bülow gjorde ham et Forslag, som han omsider antog; Bülow foranstaltede en Sammenkomst mellem Kongen og en ung Pige, Fredrikke R. - jeg har glemt Faderens Navn - han var Arbeider ved Holmen. Bülow sørgede for at udvikle Pigens gode Anlæg, saa at hun kunde blive en behagelig Selskaberinde for Kongen og dette lykkedes over For- SIDE: 311 ventning. Hun fik et smukt Hotel, Tjenere og Equipager og Navnet Grevinde Dannemand. Kongen sendte hende hver Morgen en Billet og en Bouquet og hver Aften tilbragte han nogle Timer hos hende. Hun blev Moder til en Datter og siden til to Sønner og Bülow steg stedse høiere i Kongens Gunst; dette vakte ham Misundere og Fiender, der attraaede at styrte ham, men dette var ugjørligt, saa- længe Kongen og Grevinde Dannemand levede i kjerligt Forhold. Der blev spillet flere Cabaler, som mislykkedes, omsider lykkedes Een. Kongen var ved Congressen i Wien og man fik en ung Svenske opmuntret til at søge Fru Dannemands Bekjendtskab. Han var ung, meget smuk og hyklede en Lidenskab for Grevinden, som hun ikke længe kunde modstaae. Da Kongen kom tilbage fra Wien vare Følgerne af hendes Fortrolighed med Svensken synlige. Kongen befalede hende ufortøvet at ægte sin Forfører, men han var flygtet og ingen vidste, hvor der var bleven af ham. I sin Vrede befalede Kongen hende nu at udsøge sig en anden Ægtemand og blandt de der bleve hende foreslaaede, valgte hun - Schmidt. Kongen gav ham Titel af Oberkrigscommissair, og lod ham reise til Norge at bringe sine Sager i Orden, men da han var færdig hermed, mod- tog han den Efterretning at Kongen havde tilgivet Grevinden, at det gamle Forhold var indtraadt igjen og Schmidt blev betydet at forholde sig rolig, hvor han var. Hans Brud var jo nu død for ham. Om Schmidt siden fik den belovede Ansættelse veed jeg ikke. Han blev hos os i nogle Maaneder, og vi vare fornøiede med at blive ham qvit, uden at faa Betaling for Huusleien, da han aldeles intet eiede. Han hentede sin Mad paa et Spisequarteer, og naar Vert eller Vertinde ikke længer vilde give ham Credit, saa gik han til en Anden. Fra os flyttede han til en Slagterkone, boende i Vaterland, som gav ham Credit. Han havde efterladt hos os nogle Stykker Brænde; han skrev mig en uorthografisk Seddel til, hvori han forlangte sin "Vee" tilbage, Brændet lod jeg ham faae, Vee syntes mig den stakkels Mand havde nok af før. Niels Wulfsberg. Han var fød i Aaret 1775 i Tønsberg, hvor hans Fader var Byfoged. Da han kom til Kjøbenhavn som Student, blev han der særdeles yndet; han var smuk, beleven, vittig, og af Udseende saa kraftig og sund, at man sagde om ham, at han havde Sundhed at SIDE: 312 sælge. Han blev Hovmester til Grev Reventlows Børn, men efter nogen Tid afskedigede Greven ham. Wulfsberg selv har fortalt mig, at Rygtet havde sagt, at Greven havde entlediget ham, fordi han havde overrasket ham i et Lysthuus i Haven paa Knæ for Com- tesse Reventlow. For at vise, hvor latterligt dette Rygte var, lagde han til, at da han forlod Grevens Huus, var det Januar Maaned, og der laae Snee i Haven og i det aabne Lysthuus. En af hans bedste Venner og Camerader var Student Hanck, Søn af en Madame Hanck i Christiania. Denne Hanck var ligesom Wulfsberg et vittigt Hoved, og de to havde Adgang i de bedste Kredse i Kjøbenhavn. En Aften i Skumringen mødte de paa Gaden nogle Damer af deres Bekjendtskab; den ene af disse havde et meget smukt Schawl om, og i Forbigaaende snappede Wulfsberg hende det af Skuldrene og hængte det om sig. Da han skyndte sig bort hermed, snublede han og faldt ned paa et Knæ, og Schawlet fik en Plet. Det var et ægte, et kostbart Schawl, og alle Bestræbelser for at udslette hvert Spoer af Pletten vare forgjeves. Wulfsberg var heel ilde tilmode, og Hanck skrev en Kæmpevise, om hvorlunde en Ridder havde røvet en Jomfru sit Axelskjærf fra. Ridderens Klager vare sørgelige: Der ruller en Vogn paa mørken Sti, Bevogtet af natlige Svende; "Christ give, jeg før laae druknet deri, End saadant mig skulde hende!" I Slaget paa Kjøbenhavns Rhed den anden April viste Wulfs- berg saa meget Mod og Tapperhed, at Kronprinds Fredrik stante pede gjorde ham til Premierlieutenant. En Dag sagde Kronprindsen til en af sine Adjutanter: Wulfsberg har saa mange Fortjenester og udmærker sig saaledes ved sin Duelighed, at jeg ønskede at vide, paa hvilken Maade jeg bedst kunde belønne ham. Den Tiltalte svarede: Wulfsberg er theologisk Candidat, og han er forlovet; der- som Deres kongelige Høihed giver ham et godt Præstekald, saa er han sikkert paa bedste Maade belønnet. Wulfsberg blev nu tredie Præst ved vor Frelsers Kirke i Christiania, og Rahbek skrev i hans Stambog: Ærværdige Hr. Lieutenant, strenge Præst! Nu vil da Synd og Satan faae sin Rest, Naar Du mod dem skal til at manoeuvrere - Resten er gaaet mig af Minde. - Da Wulfsberg kom til Chri- stiania, var han 26 Aar, han var givt med Petra Viinholdt fra SIDE: 313 Lolland, en Steddatter af Biskop Boisen. Han var reist til Dram- men og lovede sin Kone at komme tilbage om faa Dage, men han blev længe borte, og da hun spurgte en Bekjendt, der kom fra Drammen, om ham, svarede denne: Han kommer endnu ikke saa hastig, og han leverede mig dette til Dem. Og dette var en - Proppetrækker. Han fortalte mig, at Rygtet gik om ham, at han i Skumringen gik om paa Gaden i sin Lieutenants-Uniform, hvilket ikke var Tilfældet, han havde kun en eneste Gang i Christiania iført sig den for at føie en Ven eller Veninde, som ønskede at see ham i Unifom. Han talede imellem om sine tifold lyksalige Lieute- nantsdage, og naar han under sit Navn skrev P. L., Pastor loci, saa spurgte man ham, om dette ikke betydede Premier-Lieutenant. - Da Kong Carl Johan som Kronprinds kom til Christiania, fik han megen Godhed for Wulfsberg. Blandt hans mange Fortrin var ogsaa det, at han talede og skrev med en vis Færdighed saavel det franske som det engelske og tydske Sprog. Kronprindsen sendte ofte Bud efter ham, for at tale med ham om alskens Materier; og- saa til ham sagde Kongen: J'aime à causer avec vous. Wulfsberg gik nu til Stockholm som Prinds Oscars Lærer; siden gjorde Kongen ham til Archivarius. Han kom tilbage til Christiania og udgav Morgenbladet, som dengang var et litterairt Blad, frit for Politik; siden solgte han Bladet og gik til Drammen som Toldbetjent. Der døde han 77 Aar gammel. Tordenskjold. Han var en Brodersønssøn af den berømte Admiral, Peder Wessel, der blev ophøiet i Adelstand under Navnet Tordenskjold; senere blev dennes Brodersøn ligeledes nobiliteret under samme Navn. Den Tordenskjold, jeg nu vil tale om, var Søofficeer, men blev afskediget i 1804, da han imellem havde Anfald af Galskab. Familien vilde gjerne blive ham qvit, og da han yttrede Lyst til at gaae til Norge, saa lod de ham reise til Christiania. Wulfsberg var der Politiemester og erholdt fra Familien i Kjøbenhavn Efterretning om Tordenskjolds Forfatning og tillige Anbefaling om at have Øie med ham. Wulfs- berg var særdeles ivrig i sit Kald, og han modtog Tordenskjold, som kom til ham velforsynet med Penge og Fornødenheder, og vaagede over ham som en Fader. En Tidlang saae man intet Tegn til Galskab hos ham, men en Aften havde han lagt Ild i Kakkelovnen SIDE: 314 og brændt alt sit Tøi og sine Klæder, undtagen dem, han havde paa. Med to Pistoler i Beltet gik han ned til Verten og sagde ham, at de Penge, han skyldte ham, laae paa Bordet, og derpaa gik han ud. Verten gik op paa hans Værelse, der laae Pen- gene paa Bordet, og hans store Kuffert stod aaben, aldeles tom, Indholdet havde han brændt. Saasnart Verten havde berettet dette for Politiemesteren, gik Wulfsberg strax ud for at opsøge Torden- skjold. Han søgte længe omsonst, flere havde seet ham, men Ingen vidste, hvor han var gaaet hen. Omsider mødte Wulfsberg en Pige, der nylig havde seet Tordenskjold gaae ind paa Byens Kirkegaard. Det var allerede sildig paa Aftenen, henimod Midnat, det var Midt- sommer og lyst nok, men kun hist og her saae man Nogen paa Gaden. Nu mødte Wulfsberg Kise Brochmann - stop a little, pleiede Fader at sige, først maae jeg berette noget om Kise Brochmann, Tordenskjold gaaer om paa Kirkegaarden og bliver der endnu en Times Tid, imidlertid ville vi tale om Kise. Han var en Søn af Capitain Brochmann paa Abildsøe, hans Navn var Christen, men Forældrene havde givet ham Kjelenavnet Kise, og dette Navn blev givet ham af Enhver. Da han var tretten Aar, var han allerede 72 Tommer høi, og da han var femten Aar holdt han 76. Til det dramatiske Selskabs Forestillinger paa Generalprøve var givet Ad- gang til Børn og Tjenestefolk; da Kise paa en saadan Aften kom derhen med sin Børnebillet, sagde Repræsentanten (Gen. Aud. Bergh), der modtog Billetterne ved Indgangen: Her have i Aften kun Børn og Tjenestefolk Adgang. Hi hi hi! jeg er ikke con- firmeret, jeg, hi hi hi! sagde Kise. Han gik til Confirmation for Biskop Keyser, som dengang var Slotspræst; jeg saae ham der staae paa Kirkegulvet mellem de andre Confirmander, hvor han kneisede som en knudret Eeg blandt alt det andet Smaakrat; Keyser, som var en liden Mand af Væxt, maatte see høit i Veiret, naar han talede til Kise. Han havde en meget smuk og elskværdig Søster, som var forlovet med Lieutenant Harbou, en ikke mindre elskværdig ung Mand. Ferdinand Hanstein, en Preusser, kom til Christiania som Saarlæge, han var 24 Aar, vittig, beleven og behagelig i Om- gang. En Dag havde han indbudt nogle unge Venner til en Frokost, Lieutenant Harbou, Lieutenant Krog (nu Statsraad) og flere. Ved en Opvarters Uforsigtighed, der tog Feil af en Flaske, drak hver af Gjesterne saavel som Verten et lidet Glas Cantharide-Essents. De bleve alle heftig angrebne, og Lieutenant Harbou maatte døe. Hans unge Brud blev syg af Sorg og svævede længe mellem Liv og Død. SIDE: 315 Naar man i den Tid spurgte Kise, hvordan det stod til med hans Søster, saa svarede han: Hi hi hi! hun ligger under Feltskjerhaand, hun, hi hi hi! - Nu tilbage til Tordenskjold. Wulfsberg anmodede Kise om at blive staaende ved Indgangen af Kirkegaarden og hindre Tordenskjold fra at gaae ud, indtil han (Wulfsberg) var kommen med Vagt for at arrestere Tordenskjold. Hi hi hi, jeg er ikke bange for Tordenskjold, jeg, hi hi hi! sagde Kise. Wulfsberg stillede nu en Vægter ved den anden Indgang og gik efter Vagten. Torden- skjold nærmede sig Porten for at gaae ud, men da han saae Kises formidable Skikkelse, vendte han om og gik til den anden Port, hvor Vægteren blev bange for ham eller for hans Pistoler og lod ham passere. Der gik nu flere Dage hen, uden at Politiemesteren kunde finde Tordenskjold; da kom han af sig selv ind til Wulfs- berg, han bar ikke mere Pistoler, talede ganske fornuftig og yttrede Lyst til at tilbringe nogen Tid af Sommeren paa Landet. Wulfsberg skaffede ham Kost og Logis hos en Mand i Kongshavn, hvor han holdt sig rolig i nogle Uger. En Dag, da Manden var gaaet ud, og han var alene med Konen, sagde han til hende: Siig mig, hvor- ledes Hun vover at være alene med mig? er Hun ikke bange for, at jeg kan saare eller dræbe Hende? - Nei vist ikke, svarede Konen, jeg har jo aldrig gjort Dem noget imod, hvorfor skulde De da saare eller dræbe mig? - Men har Hun da ikke hørt sige, at Tordenskjold er gal? spurgte han. - Jeg har aldrig seet noget galt af Dem, sagde Konen, og derfor troer jeg det ikke. - Ja, da skal Hun nok faae det at see, sagde Tordenskjold, hentede en Øxe og huggede Konen i den ene Arm. Saaret var ikke betydeligt, men Tordenskjold blev nu sat i nøie Forvaring, dog kom han efter nogen Tids Forløb ud igjen. Med tre Sølvdalere i Lommen roede han alene ud i en Baad, som han havde taget ved Bryggerne, og man hørte intet fra ham, førend der kom Efterretning fra Kjøben- havn, at han var der. Prindsesse Caroline, Kronprinds Fredriks ældste Datter, var dengang tolv Aar gammel; Tordenskjold gik til Kronprindsen og forlangte hans Datter tilægte. Hun er noget for ung endnu, sagde Kronprindsen og loe. En Dag, da Kronprindsen med sin Datter gik forbi det Huus, hvor Tordenskjold logerede, sprang han ud af et Vindue i tredie Etage og blev liggende for Fødderne af Kronprindsen. Han havde brækket begge sine Been. Han blev siden holdt i Kjøbenhavn i sikker Forvaring og fik, saa- vidt jeg veed, ikke Leilighed til at undvige. SIDE: 316 Kongemaren. Det er bekjendt, at Kronprinds Fredrik ønskede at faae sin ældste Datter Caroline givt med Prinds Christian, den præsumptive Thronarving, og hvorledes denne Prinds paa en Reise i Tydskland havde forelsket sig i en Meck- lenborgsk Prindsesse, og at Fre- drik opgav sit Ønske og lod ham ægte denne Prindsesse. Det er ogsaa almindelig be- kjendt, hvorledes denne Prind- sesses uforsigtige, eller uanstæn- dige, Opførsel var Aarsag i, at hun blev skilt fra sin Gemal, og at Skuespilleren Dupuy blev for- viist fra Dannemark. Men hvad der maaske ikke er almindelig bekjendt er, at denne Skilsmisse var et Værk af Kongen, mere end af den fornærmede Ægte- mand. - Da Skuespiller Knud- sen et Par Aar derefter reiste gjennem Horsens, hvor Prind- sessen opholdt sig, sendte hun Bud til ham og lod ham sige, at han maatte komme til hende. Hun leveerte ham et Par Strøm- per, som hun havde strikket til sin lille Søn, nu Fredrik 7de, han var dengang 3 eller 4 Aar gammel. Hun beklagede sig over den Haardhed hvormed hun var bleven behandlet af Kongen. I hendes Værelse hang Portraiter af hele det Kongelige danske Huus, ogsaa Kong Fredrik den 6te, men dette hang bag en Dør, og hun sagde til Knudsen: - han har jo vel fortjent at jeg giver ham Plads bag Døren, det er ham, der har sat mig bag Døren. I Aaret 1810 havde Kongen sat sin Svoger, Prinds Fredrik af Hessen til Statholder i Norge; nogen Tid derefter blev han i SIDE: 317 denne Post afløst af Prinds Christian. Denne Fyrste var dengang 27 Aar gammel, meget smuk og af et behageligt Væsen. Nogle sagde, at han var skjev, men det kunde jeg aldrig opdage, skjøndt jeg saae ham ofte og gav Agt paa ham; hans Fader Arveprindsen havde været skjev, og dette var formodentlig Anledning til Sagnet. Nok er det, han behagede enhver, og alle trængte sig om ham, saa ingen mere brød sig om Prinds Fredrik. Baronesse Liliencron sagde: De maa dog lade den gamle Sol gaae ned, førend de be- gynde at hylde den nye. Chri- stian tog Deel i alle de Fornøi- elser, der tilbødes ham, han for- sømte ingen Forestilling i det dramatiske Selskab og var Deel- tager eller Gjest i mange Privat- selskaber. En Dag havde General Haxthausen givet sine Tjenestefolk Tilladelse til at indbyde deres Camerader til en Lystighed, og Prindsen gik med nogle andre Herrer hen at see Folkene dandse. Her saae han en Pige, som han sagde til sin Fortrolige paafal- dende lignede hans fraskilte, endnu elskede Gemalinde. Han forlangte at se Pigen igjen. Hun heed Ma- ren og tjente hos Kjøbmand Eds- leff. Hun blev taget ud af Tje- nesten og sat i Kost hos Madame Steensgaard, hun maatte komme til Prindsen hver Dag, og han sagde ofte at hun lignede hans Gemalinde. Da Prindsen var bleven udraabt til Konge af Norge, kaldte man hende Kongemaren. Da Kongen var borte, var Konge- maren ulykkelig, hun var nedkommen med en Datter, og saa længe denne levede, fik hun en liden Pension, men da Barnet døde, mistede hun den. Hun havde adskillige Breve fra Kongen, som en nidkjer Embedsmand tog fra hende. Havde han Ret dertil? Du erindrer sikkert, kjere Broder, at der i den Gade, Nedre Slotsgade, hvor vor Moders Huus var beliggende, boede en Mængde Haandværksfolk, Bundtmager Scharbou, Hattemager Brynn, Knap- mager Freimann, Hattemagerne Bue og Bech, Bundtmager Steens- SIDE: 318 gaard og flere. Hos Hattemager Brynn var en Svend, af Fødsel en Svenske, der saae godt ud, var af gode Sæder og en duelig Arbeider; han havde forelsket sig i en smuk Slægtning af Brynn, der var i hans Huus; hun heed Jomfru Øen. Svensken bemærkede med et, at baade Mesteren og Jomfruen behandlede ham med usæd- vanlig Ringeagt, og kom efter, at Aarsagen hertil var den, at en nye Svend, der var kommet der i Huset, havde fortalt om ham, at han i Sverige havde faaet Spø. (Denne infamerende Straf, der ofte tildeles for de ubetydeligste For- seelser eller Forsømmelser mod Overmænd, er endnu ikke afskaffet i Sverige, hvorvel dette nylig er bleven foreslaaet. Da jeg reiste til Stockholm i Aaret 1819 i Følge med Bloch, Busch, Kjelland og Anker, saae vi paa et Skyds- skifte en Karl, der græd og var som fortvivlet. Anker spurgte, hvad der feilede ham, og en Anden af vort Selskab svarede: De har jo i Skydsbogen anmeldt en Forsømmelse, denne Karl har gjort sig skyldig i, og han vil nu blive straffet med Spø derfor. Gud bevare mig fra at være Aar- sag til saadant, raabte Anker og skyndte sig at udslette det, han havde skrevet i Skydsbogen om Karlen.) Som jeg nu en Dag gik ud ad Ruseløkveien, mødte jeg en Skare, der havde en Bærebør, som var tildækket med et Klæde, mellem sig; de bare den ind til Byen, og paa Baaren laae den stakkels Hattemagersvends Lig, han havde skudt sig for Panden. Udenfor Porten af Ruseløkken havde han givet en fattig Dreng nogle Smaa- penge og bedet ham derfor at aflevere to Breve, som han leveerte ham. Det ene Brev var til Politiemester Wulfsberg, det andet til Jomfru Øen. I Brevet til Politiemesteren stod der, at han ikke kunde ud- holde at bære Livet, siden - her nævnte han Svendens Navn - havde gjort bekjendt den Skjendsel, han i sit Fødeland, havde maattet lide. Saasnart Wulfsberg havde læst Brevet, ilede han hen SIDE: 319 til Ruseløkken, Svensken laae endnu udenfor Porten, men var alle- rede død. Da Wulfsberg havde føiet de fornødne Anstalter til at faae Liget bragt bort, opsøgte han Svenden, som havde røbet Hemmeligheden. I sin store Nidkjerhed tiltalede han nu denne meget haardt, og bragte ham til en saadan Fortvivlelse, at han gik hen og kastede sig i Bjørvigen. Hans Hensigt var at drukne sig, men Klokken var fire om Eftermiddagen, det var lys Dag, og Flere, der saae ham, trak ham uskadt op. Smørgrøden. I Trondhjems Domkirke bli- ver der, foran Thomas Angells indmurede Begravelse, uddeelt hver nittende September en stor Sum Penge til Fattige og Huus- arme, forrige Aar endog noget over otte tusinde Species. De Fattige modtoge hver indtil 50 Species. Da jeg første Gang gik ind i Kirken for at see mig om, blev jeg staaende paa dette Sted og saae paa Thomas Angells Portrait, som er indfattet i Muren af Grav- stedet. Der stode nogle Mænd i Nærheden, og jeg hørte den ene sige til den anden: Alt dette have vi nu Smørgrøden at takke for. - Ja, Ære være Smørgrøden! svarede den anden. Jeg vidste ikke, hvad de vilde sige hermed, men da jeg erkyndigede mig herom, fik jeg følgende at vide. - I Trondhjem boede i det forløbne Aar- hundrede to Brødre Angell, der vare meget rige, hver var Eier af flere Tønder Guld. Den ene var givt og havde et eneste Barn, en Datter; den anden var Pebersvend. Brødrene boede sammen, og Datteren, Karen Angell, skulde arve dem begge. Den lærde Gun- nerus var Biskop i Trondhjem; han skrev til sin Ven, den ikke mindre lærde og berømte Kammerherre Suhm i Kjøbenhavn, og foreslog ham at komme til Trondhjem for at ægte den rige SIDE: 320 Arving [fotnotemerke] . Suhm fulgte dette Raad; han indfandt sig hos Angell og anholdt om hans Datter. Fader og Oncle samtykkede paa det Vilkaar, at Suhm skulde blive i Trondhjem og boe i deres Huus. Suhm ægtede Karen Angell og forblev i Trondhjem. Onclen til- bragte Formiddagen alene paa sit Værelse, han skyede Omgang og gik aldrig ud; om Middagen gik han ned til Familien, og naar han havde spiist, gik han op igjen. Ligeledes om Aftenen. Suhm havde ofte Selskab hos sig om Aftenen, og dette generede den gamle Oncle. En Middag spurgte han, idet han gik bort: Skal her være Selskab ogsaa i denne Aften? - og da dette blev besvaret med Ja, saa sagde han: Jeg gaaer ikke ned at spise i Aften, I kan sende mig en Smørgrød paa mit Værelse til min Aftensmad. - Selskabet om Aftenen var talrigt, der var meget at besørge, og - Smør- grøden blev glemt. Morgenen der- paa stod Thomas Angell tidlig op og gik ud; i de sidste tredive Aar havde han ikke været ude af Hu- set mere end to Gange om Aaret, naar han gik til Alters; han gik hen til en gammel Bekjendt eller Ven - mig synes han heed Hoff - og i Forening med ham opsatte han et Testament, hvori han gav alle sine store Midler til de Fat- tige. Han skjenkede sin hele store Formue til Betlere, skriver Suhm. Hoff satte han til Executor testamenti. I Suhms Skrivter og i Minerva læser man mere om denne Sag, dog nævnes der intet om Smørgrøden, der dog var den virkende Aarsag til hele Catastrophen. For Suhm var det en sørgelig Catastrophe, men for de Fattige i Trondhjem var det en glædelig Begivenhed; de have nu næsten i hundrede Aar spiist af den Smørgrød, som Thomas Angell maatte savne, og derfor sige de: Ære være Smørgrøden! Fotnote: Maa være feilagtigt, da Gunnerus blev Biskop i Trondhjem 1756, medens Suhm ægtede Karen Angell i 1752. Udg. SIDE: 321 Det kunde maaskee interessere Nogen at kjende lidt til Læ- gerne i Christiania mod Slutningen af forrige Aarhundrede, og her- til troer jeg at kunne levere nogle Bidrag. - Nu omstunder kalder man enhver for Doctor, som har faaet medicinsk Examen, ja vel endog uden denne har faaet Tilladelse til at practisere; den Tid kaldte man ingen Doctor, uden den, som havde taget Graden og var promoveret til Doctor. Der var kun een Doctor i Christi- ania, den gamle Schmincke, en Tydsker. De andre Læger kaldtes Regimentsfeldtskjer, Compagnie- feldtskjer eller ret og slet Feldt- skjer. Doctor Schmincke havde meget stor Praxis, hvorvel der hist og her mumledes om, at hans Duelighed ikke var stor; ja, en Artillerie-Capitain Lunde, som i et Selskab engang var kommen til at sidde ved Bordet mellem Schmincke og Provst Lumholtz, sagde ganske høit: Naa, her sidder jeg godt mel- lem en legemlig og en aandelig Qvaksalver. De Ældre foretrak ham, fordi han kjender bedst vor Natur, sagde de. Han fore- skrev megen Medicin og ind- rettede sine Recepter efter Patientens Formuesomstændighe- der; jeg hørte ham fortælle Moder, at han havde ordineret Frøken Wackenitz for Kighoste nogle Pulvere, der kostede en Rigsdaler Stykket, og da Moder be- klagede, at Lægemidler skulde være saa dyre, sagde han: Jeg kunde ordineret hende Pulvere til en Skilling Stykket, der havde været ligesaa tjenlige, men saa havde jo Forældrene ikke troet, at de duede noget. - Stabschirurgus Schmidt var, troer jeg, dansk, - han talede samme Sprog som mine Forældre. Moder holdt mere af Schmidt end af Schmincke som Læge, fordi Schmincke havde engang for en liden Upasselighed givet hende et Brækpulver, der SIDE: 322 virkede saa voldsomt, at det berøvede os en lille Broder, der skulde have været yngre end Du og Peter, og ældre end vor Broder Johannes. - Doctor Müller var Læge i London; han var af Fødsel en Jyde, men havde studeret Medicinen i Engelland, givtet sig med en Uldhandlers Datter i London og practiserede der med Held. Anker, Collett og nogle flere af Christiania Notabiliteter skreve Müller til og indbød ham at komme til Christiania, hvor de sikkrede ham tolvhundrede Rigs- daler aarlig. Han kom, den vakkre, tækkelige, beskedne Mand, med sin kloge, forstan- dige Hustrue og sin Søn, den lille August. Hans Fremgangs- maade som Læge var aldeles forskjellig fra Doctor Schmin- ckes; meget sjelden skrev han Recepter, han gav ikke Apo- thekerne stor Fortjeneste, for det meste forordnede han Huusraad. Saaledes, sagde han, gik man frem i Engelland. - Nu var der da to Doctorer i Christiania, eller tre af Navn, da Treschow havde ladet sig promovere til Doctor i Theologie. Dette gik saaledes til: Da Treschow i Hel- singør, hvor han var Rector ved Latinskolen, var bleven givt med en adelig Frøken, og Em- bedsmænd her i Landet, med Undtagelse af de militaire og de høieste civile Autoriteter, den- gang ikke vare Rangspersoner, saa søgte hans Kone at over- tale ham til at tage Doctorgraden, saasom dermed var forbunden en Rang, og da han ingen Lyst havde dertil, saa lod hun, som om hun troede, at det nok vilde falde ham for vanskeligt at skrive nogen Doctordisputats, og dette Kunstgreb lykkedes hende; han lod sig promovere. - I Aaret 1792 kom Doctor Baumgarten og 1797 Regimentsfeldtskjer Thulstrup til Christiania. Disse Mænd vare begge danske. Thulstrup gjorde sig straks berømt ved van- SIDE: 323 skelige og heldige Operationer; i de første Dage efter sin Ankomst opererede han en Kone for en Gevæxt paa Tungen, til Beundring for de tilstedeværende Chirurger. Ogsaa Doctor Müller var tilstede herved og kunde ikke nok berømme Thulstrup. Saaledes reddede Thulstrup ved heldige Operationer mange Lidendes Liv, om end ikke altid deres Lemmer. Af saadanne Cure vil jeg dog kun anføre een. En meget gammel og meget riig Kone i Drammen havde indsat til sin Arving en ung Mand, mig synes, han heed Bugge. Fruen laae syg, og Arvingens Pligt var nu at pleie hende, dette gjorde han trolig og vaagede over hende Nat og Dag. For at holde sig vaagen om Natten havde han vænnet sig til at bruge Snuustobak, men da Lugten heraf faldt den Syge til Besvær, saa brugte han istedet derfor pulveriseret Suk- ker. Dette troede man var Aarsag i, at han fik en Polyp i Næsen, der snart tog saaledes Over- haand, at den maatte defigurere hans Ansigt. Fruen døde, Rig- dommen var hans, men han vovede ikke at komme for Øinene af den unge Dame, han var forelsket i, med sit defigurerede An- sigt. Forgjeves anmodede han Lægerne om at befrie ham fra Polypen; de erklærede, at det var ugjørligt. Thulstrup alene sagde, at denne Operation vel var mulig, men forbunden med saadanne Lidelser og Vanskeligheder, at han raadede ham derfra; heller ikke vilde han (Thulstrup) paatage sig den. Men Bugge vedblev saa længe at overhænge ham, til han føiede ham. Det var en skrækkelig Ope- ration, og Lidelsen var stor for begge Parter. Fire stærke Karle holdt Bugge, og i Convulsioner brækkede han flere Stole istykker. Dog, det lykkedes: han blev befriet for Polypen, uden at hans Ansigt ved Operationen blev marqueret; han ægtede sin Donna, og SIDE: 324 Thulstrup modtog tusinde Rigsdaler og en Demantring til Beløn- ning. - Ogsaa for Baumgarten lykkedes nogle Undercure, især ved at curere Patienter, der lede af Vattersot. Han forlovede sig med en Frøken Hegermann, hvis Læge han havde været i hendes Sygdom. Er det sandt, at De er forlovet med Frøken Hegermann? sagde Bernt Anker en Dag til ham, og da Baumgarten bekræftede dette, sagde Anker: Har De seet hende gaae? Baumgarten be- tænkte nu, at han aldrig havde seet hende uden som Patient i Sengen eller Lænestolen, og da han siden saae hende gaae, og at hun var halt, trak han sig tilbage. Frøken Hegermann blev siden givt med en af Bernt Ankers Agenter Bagge, og Baum- garten blev givt med Frøken Lachmann, som han bortførte, da Faderen ikke vilde give ham hende med det Gode. Hans og Frues Historie har givet Stof til en Roman, som man kan læse i Bien. Hovedtrækkene ere sande, men Forfatteren har langt- fra ikke vovet at sige alt. - Da Universitetet i Christiania blev oprettet, haabede Baum- garten at blive ansat derved som Professor, men han blev betydet, at han ikke egnede sig dertil, fordi han var stam, og han fandt denne Grund plausible, men da man satte Skjelderup til Professor, som stammede mere end han, da flyttede han ud af Landet. Vil De da forlade Norge? sagde jeg til ham. Jeg forlader ikke Norge, svarede han, det er Norge, som forlader mig. Doctor Schmincke var givt med en meget riig Enke, Fru Prom. Hun havde en Datter efter Prom, som var givt med en Andersen; han døde tidlig, og Enken blev givt igjen med Ritmester Orning. Hun havde en Datter efter Andersen, der nu var en riig Pige; da hun var sexten Aar, blev hun givt med Procurator Hjort, der var berømt for Ødselhed og slet Huusholdning. I et Aar levede Parret SIDE: 325 i Suus og Duus, da blev Hjort syg og døde, og det befandtes nu, at alle Konens Penge ikke strakte til at betale den Gjeld, Hjort havde gjort. Aaret efter blev hun givt med Kjøbmand Schøller, og saaledes var hun givt i sit sextende Aar, Enke i det syttende og givt anden Gang i sit attende Aar. I det Aar, hun var Enke efter Hjort, tilbragte hun Julen paa Fladebye; hun fik Nummer med Gram fra Ulleren. Ved deres Optog saae man, da Teppet gik op, Gram at staae i Halsjernet. Flere gik forbi og spottede ham. En Dame sagde: Vel fortjent! erindrer De vel, at De indbød mig engang til et Bal paa Clubben, og at jeg maatte vente Dem for- gjeves, De havde glemt, at De havde indbudt mig. En anden Dame sagde: Jeg vil ikke løse Dem ud. De har ingen Gunst at vente af mig, som De engang paa et Bal engagerede til en Ang- laise, og derpaa satte Dem i et andet Værelse til at spille Kort og glemte mig, der sad og ventede paa Dem, og maatte sidde over efter at have afslaaet flere Engagements. En Herre sagde: De ind- bød mig til at spise Middag hos Dem paa Ulleren, og da jeg kom, var De reist til Bogstad: De havde glemt, at De havde indbudt mig. Saaledes gik det med Flere; da kom Madame Hjort; hun SIDE: 326 blev saa rørt ved hans Nød og hans Klager og Bønner, at hun, uden at sige et Ord, gik hen og løste ham ud af Halsjernet. Af Taknemmelighed bad han om hendes Haand, hun gav ham den, han indbød Selskabet til deres Bryllup, og voilà la pièce finie! Jeg hørte engang vor Fader sige: i Trondhjem er der to Meincker, den ene kaldes den rige Meincke, den anden kaldes den fattige Meincke. Den rige Meincke er Eier af tolv Tønder Guld, den fattige Meincke eier sex Tønder Guld. Den rige Meincke havde en Søster, Enke efter General Sehested, hun eiede Ladegaarden i Opslo og boede der. Jeg hørte meget tale om hende og altid med en vis Ærefrygt; dog saae jeg hende aldrig, førend jeg var bleven givt og blev buden imellem i de Sel- skaber, hun velvillig gav for at fornøie Unge og Gamle. Fra vort Karnapvindue i Dagligstuen kunde vi see, vistnok i lang Afstand, hendes Gaard i Gamlebyen, og Fader sad imellem der med en stor Kikkert og saae ned i Fru Sehesteds Have. Naar Solen skinnede stærkt paa det store hvide Huus med de mange Vinduer, da saae det ud, som om der var Ildløs i Gamlebyen, og der blev engang løsnet Brandskud i den Anledning. Da Fader havde kjøbt en Gaard i Opslo, og han blev opfordret til at betale Grundskat til Ladegaarden, da næsten alle Huuse i Gamlebyen laae paa Ladegaardens Grund, nægtede han dette, og jeg hørte ham sige, at han vilde procedere med Fru Sehested. Mig syntes, det gik ikke an at lægge Sag an mod en saadan stor Dame, og var forundret over at Fader vilde forsøge paa saadant; men jeg blev vel endnu mere forundret, da jeg hørte ham tale om at han vilde anlægge Proces mod Kongen. Jeg spurgte SIDE: 327 hemmelig Moder, om saadant lod sig gjøre, og hun sagde, at det flere Gange var hændt. Men de kunde dog vel aldrig vinde Sag mod Kongen? meente jeg. Moder loe og sagde: Du kan vel tænke at Ingen lægger Sag an mod Kongen, uden at han har Loven paa sin Side og altsaa maae vinde. Ikke mindre forundret blev jeg, da jeg hørte, at Sagen var, eller handlede, om en halv Skilling. Fader var Consumptions-Inspecteur. Der blev betalt Consumption af alle Fødemidler, der bleve bragt ind til Christiania, for et Slagtenød blev betalt 48 Skilling; for en Hare, en Høne, en Snees Æg og flere saadanne Smaaheder blev betalt en halv Skilling; men da der i Landet enten slet ikke eller dog kun sjelden gaves mindre Mynt end Enkeltskilling, saa gav Bonden denne istedet, men Fader bereg- nede Kongen efter Forordningen den halve Skilling, og dette var det nu, man vilde forbyde ham. - Jeg veed ikke, om Fader talte i Spøg eller Alvor, men det er vist, at han aldrig anlagde Proces mod Nogen. Fru Sehested havde ingen Børn; en Steddatter, der var givt med en Kammerherre Schlangen- busch i Holsteen, saae jeg engang i Besøg hos hende; der var ingen af Sehesteds Familie i Christiania. Der var vistnok en Consumptions- betjent, der blev kaldt saaledes, men det kom deraf, at han havde været Tjener i flere Aar hos General Sehested og var saa længe bleven kaldet Lars Sehested, til han beholdt Navnet for stedse, og Generalinden faldt det ikke ind at gjøre ham det stridig; han havde en Søn, der for nogle Aar siden havde Embede her i Trond- hjem og døde her; man kaldte ham Secreteer Sehested. To meget elskværdige Broderdøttre af Fru Sehested vare Sara Krøyer, fød Meincke, givt med Commandeur Krøyer i Kjøbenhavn, og en Søster af hende, givt med Kammerherre Wegener, som besøgte deres Tante. Den sidste havde jeg den Glæde at gjøre Bekjendtskab med, den- SIDE: 328 gang Prinds Fredrik zu Hessen var Statholder i Norge, og Wegener var en af hans Adjutanter; den Tid var Fru Sehested vendt tilbage til sin Fødebye, Trondhjem, og vendte ikke mere tilbage til Christi- ania. - Min Ærefrygt for denne ædle Dame var taget til ved alt det Gode og Agtværdige, jeg hørte om hende, og da jeg i Sommeren 1831 kom til Trondhjem, gik jeg hen paa Kirkegaarden ved Dom- kirken for at opsøge hendes Grav; jeg mødte der en Mand, som gav sig ud for at høre til Kir- ken; han viste mig en Grav, som han sagde var hendes, og for- talte mig om, hvor velgjørende hun havde været, og hvor me- get hun havde givet ham til hver Høitid. Om denne Mand var Klokker eller Graver ved Domkirken, ved jeg ikke, men den Grav, han viste mig, var ikke Fru Sehesteds. Ritmester Krohg, hendes Søstersøn, har fortalt mig, at hun ikke hviler paa Kirkegaarden, men at hen- des Kiste er indmuret i selve Domkirken. Han havde selv været tilstede ved denne Cere- monie. Nogle Dage før hendes Død havde hun sagt til ham: Omfavn mig! derpaa havde hun trykket ham til sit Bryst og grædt. Min Søster Krohgs Børn, havde hun sagt, have ofte af- lokket mig Taarer, men aldrig andre Taarer end Glædens. Rygtet forgaaer, Men i Erindringens Tempel, Præget med Evigheds Stempel, Mindet bestaaer. Daniel Tullins Fornuftgivtermaal. Medens Fru Sehested beboede Ladegaarden, fortalte hun, at en Dag havde en for hende fremmed Haandværksmand forlangt at SIDE: 329 tale med hende. - Han sagde, at hans Navn var Daniel Tullin, at han var Hjulmager af Profession, at han var bekjendt for at være en sædelig og skikkelig Mand og drev sit Haandværk med Flid og Held, og hvis Generalinden intet havde derimod, da havde han isinde at frie til hendes Huusholderske. Jeg kan vist intet have derimod, var Svaret, og har aldeles ingen Ret til at sætte mig derimod, hvorvel Partiet sy- nes mig upassende. - Fru Ge- neralinden maae vide, blev Tullin ved, at jeg har meget Arbeide, et stort Værksted og maae holde mange Svende; dersom jeg ikke holder dem med Logis og Kost, saa kan jeg ikke have Tilsyn med dem og holde dem til Orden og Arbeide. Giver jeg dem Kost- penge, saa drive de om paa Vertshuse, holde fri Mandag og rangle om, saa det gaaer elen- digt med Arbeidet. Jeg har for- søgt det med Huusholdersker, men de ere ikke at stole paa; kan de faae en Tjeneste, som synes dem fordeelagtigere, saa gaae de fra mig, og træffer jeg end paa en, der er baade troe og duelig og stadig, saa er dog ikke min Interesse hendes Inter- esse, medens en Kone stræber til samme Maal som hendes Mand. De har Ret, sagde Fruen, men jeg maae gjøre Dem op- mærksom paa een Ting; min Huusholderske er en fornuftig, flittig, duelig og god Pige, der har tjent mig i mange Aar og aldrig voldt mig Misfornøielse, men hun passer sig aldeles ikke for Dem; De er endnu en ung Mand, og hun, hvorvel hun end seer taalelig godt ud, har fyldt sine 60 Aar. - Det veed jeg, svarede Hjul- mageren, og det er netop derfor jeg vil have hende; dersom jeg fik en ung Kone, der hvert Aar laae i Barselseng og fik en Flok Smaabørn at passe, hvad Nytte skulde jeg have af en saa- dan Een? SIDE: 330 Det var i Sommeren 1799, jeg var dengang i mit nittende Aar, og min Datter var sex Maaneder gammel. En Formiddag var Aamodt gaaet ud, men kom strax tilbage og sagde: Her er kom- men en Ven og Cammerad af mig til Byen, det er Artillerie-Capi- tain Schilling; han har faaet Compagnie her og er nu kommen fra Rendsborg med sin Familie; Skibet ligger nede ved Bryggen, vi maae gaae ned til dem og ind- byde dem til Middag. Jeg skyndte mig, saa godt jeg kunde, at gjøre Anstalter til Middagsmaaltid, og nu gik vi ned til Bryggerne. Paa Veien fortalte han mig om Fa- milien og blandt andet, at den ældste Datter maatte nu være en voxen Pige. Da vi kom ned til Bryggen, hvorved Skibet laae, saae vi en lille Pige, to Aar gammel, der stod med Næsen i Veiret og skreg af alle Kræfter (Fru Lise Hirsch), og et Pigebarn paa syv eller otte Aar, som vi hørte Fa- deren kaldte Malchen (Krigsraad Hirsch's første Kone), søgte at tysse paa Søsteren, to Smaa- drenge, Fritz og Adolph, galop- perede om paa Kjepheste. Fritz havde en større Kjep end Bro- deren, hvorover han ikke var lidet stolt; han galopperede hen til mig, viste paa sin Kjep og paa Broderens og sagde: Das Pferd ist grösser als das. - Faderen førte os ned i Cahytten, hvor Fruen sad med et lidet Barn paa Skjødet eller i Armen. Denne lille Pige heed Sophie, hun var døbt i Rendsborg, og hendes Alder var otte Dage; tredie Dagen efter hendes Fødsel var Fami- lien gaaet ombord, da de ikke kunde forsømme den gunstige Skibsleilighed. Desuden var der i Cahytten Datteren Charlotte (Madame Berg), som var tolv eller tretten Aar, og da Aamodt erkyndigede sig om den ældste Datter, svarede Moderen: Ach! die SIDE: 331 Aelteste ist gestorben, nun haben wir nichts als kleines Gewürme. Nu gik hele Toget med os. Jeg erindrer ikke, hvem der bar det lille Barn, men det var vist ingen tung Byrde, det var som en liden Dukke; vi lagde det paa en Seng, og det gav ingen Lyd fra sig hele Dagen. Da Drengebørnene saae et Fad Jordbær paa Bor- det, gjorde de store Øine, og det var vist ogsaa en Sjeldenhed for dem; jeg opholdt mig over et Aar i Holsteen, men jeg saae der aldrig Jordbær, og Apotheker Kol- sters Kone fortalte mig at Folkene der i Apotheket havde Rettig- hed til at faae Jordbær engang hver Sommer, og at hun sædvanlig foren saadan Ret maatte give to Species. Artillerie-Lieutenant v. Schil- ling blev i Aaret 1784 givt med Frøken Cesarine Eleonore Chri- stine v. Deden. Hun var fød i Fredericia den 16de Marts 1768, altsaa dengang sexten Aar gam- mel. Det unge Ægtepar flyttede til Kjøbenhavn, hvor Manden havde faaet sin Post. Det første, den unge Frue foretog sig, var at avertere efter en Pige, som forstod at frisere. Der meldte sig Een, meget elegant, klæd i Silke, men da hun hørte, at hun næst at frisere Fruens Haar ogsaa skulde forrette alt andet Arbeide i Huusholdningen, saa recommanderte hun sig. Da den unge Frue var sytten Aar, var hun allerede Moder, men hun var endnu saa barnagtig, at naar den lille Datter skreg, skreg hun pr. Compagnie, saa at Manden sagde: Det lille Barn er lettere at berolige end det store. I Aaret 1834 blev General Schillings og Frues Guldbryllup paa en skjøn, rørende og værdig Maade høitideligholdt af deres Børn. - Kong Carl Johan havde megen Godhed og Yndest for Schilling, og denne Yndest, der var ham saa dyrebar, blev Aarsag til, at han i sin høie Alderdom blev afknappet 500 Spd. aarlig. Da Schilling var 60 Aar gammel, anholdt han om sin Afsked (de militaire Embedsmænd, der paa den Tid toge Afsked, beholdt ofte SIDE: 332 den fulde Gage, saalænge de levede), men Kongen forlangte, med de venligste Udtryk, at han vilde blive i Tjenesten, og gjorde ham til Generalfeldttøimester. Da Schilling nu nogle Aar derefter maatte tage Afsked, tilstodes ham kun to Trediedele af sin Gage, nemlig 1000 Spd. Forgjeves talede Foss i Stortinget om, hvorledes Kon- gen havde erkjendt Schillings Fortjenester og at hvis han havde faaet Afsked, da han først forlangte den, havde han nu beholdt den hele Gage, 1500 Spd., i Pension. Foss talede med Varme, og Walstad svarede, at han var bleven saa rørt af Foss's Tale, at han foreslog at nedsætte Schillings Pension til 700 Spd.! Schilling var en Mand med megen Æresfølelse, men aldeles ikke ærgjærrig; han tragtede efter at være, ikke efter at synes. Han læste meget og kjendte alle Meninger i Verden; sine egne beholdt han for sig selv, derfor var han kun kjendt af Faa og maaskee, naar jeg undtager hans Familie, af Ingen uden sin Konge; thi dennes skarpe Blik undgik han ikke og søgte heller ikke at undgaae. Jeg hørte ham aldrig tale om Politik, dog hørte jeg ham engang nævne Ordet. Anledningen var denne: Kongen var i Chri- stiania og havde tilsagt til Middagstaffel de ældre militaire og civile Embedsmænd. Efter Taffelet gik man ud i Haven ved Palaiet; det begyndte at blive noget kjølig i Veiret, og der blev talt om at tage Kapper paa. Kongen sagde: Jeg troer ikke, dette er fornø- dent, da jeg, som dog er den Ældste af Selskabet, ikke trænger til nogen Kappe. Der var blandt disse Herrer flere, der vare ældre end baade Schilling og Kongen, men de taug Alle stille her- til, og kun Schilling opponerede og erklærede, at han var flere Aar ældre end Majestæten. De andre ældre Herrer fulgte ikke dette Exempel, og da Schilling fortalte dette til sin Familie, lagde han til: Mig synes, meiner Treu! at de kunde have sagt Sandhed, om ikke af anden Grund, saa af Politik. - Schilling døde i samme Alder og af samme Svaghed som hans Konge. December 1854. I de sidste Aaringer af det foregaaende Aarhundrede og de første af det nærværende boede der i Kongens Gade i Christiania saa mange Artillerie-Officerer, at Fru Haxthausen sagde, at Gadens Navn burde være Artillerie-Gaden. Chefen for Brigaden, Oberste Bielefeldt, havde den Gaard, som nu tilhører Fru Statsraadinde SIDE: 333 Collett, og ligeoverfor, i Gaarden No. 10, boede Artilleriemajor Brock. Da jeg første Gang saae denne Mand, var han vel om- trent 50 Aar og hans Hustrue nogle Aar yngre. De vare begge hvide og blonde af Hud, og deres Haar vare hos begge lyserøde, dog blev man dette ikke saa straks vaer, da de stedse vare ziirligt friserede og puddrede. En Artillerist, Samuel, der var Haarskjærer af Profession, kom hver Morgen at frisere Herren og Fruen. Majoren havde sikkerlig aldrig været i Krigen i sit Liv, og dog hørte jeg ofte Drengene paa Gaden at synge: "Major Brock er død udi Krigen Og lagt i sorten Jord!" De havde to Sønner, Henrik og Bernt. Disses Haar var ild- rødt, saa at en jydsk Matros, som engang mødte Henrik paa Ga- den, stak sin Tobakspibe op i hans Haar med de Ord: Kan a faae tændt min Piv'? De havde ogsaa havt en Datter, der var død i sin spæde Alder. Af dette Barn havde de taget et Aftryk i Vox, som laae i en Vugge paa et Værelse i øverste Etage, hvortil de gjemte Nøglen, og hvor ingen maatte komme uden de selv; dog indbød de mig engang at følge med dem derind. Dette Barn havde havt en stor, feed Bondepige til Amme, som i Søvne havde væltet sig over Barnet og qvalt det. Da jeg lærte at kjende dem, vare Sønnerne allerede voxne, og jeg formoder, at Forældrene maatte have været givte med hver- andre i over tyve Aar, men aldrig saae jeg kjerligere Ægtefolk. En Billet, som Fruen havde skrevet ham til, medens de endnu vare Forlovede, bar han siden stedse hos sig, og hvorvel han kunde den udenad, læste han den dog igjennem hver Dag. For at den ikke skulde opslides ved den saa ofte gjentagne Sammenlægning, havde han klistret den paa et tyndt Bret og gjemte den saaledes i sin Tegnebog. Han lod mig læse den, men jeg erindrer ikke mere deraf, end at Overskrivten var: Min Peter, og Underskrivten: Din Thea. - Foruden disse Navne, som de ofte gave hinanden, vex- lede de med en Mængde Kjelenavne, og engang hørte jeg ham kalde hende: min Tøs, men i Øieblikket derpaa kyssede han hen- des Haand og sagde: Om Forladelse, min Nolle, at jeg kaldte Dig min Tøs! - De havde en liden, styg, feed, rødhaaret Hund, som i Almindelighed gik under Navnet Riffe, men som havde endnu flere Kjelenavne end selv dens Herre. Brock talede ofte og meget om denne Hund, og efter dette Vidnesbyrd at dømme, maae Riffe SIDE: 334 i Dyd og Forstand langt have overgaaet den verdensberømte Melampe, som Holberg saa skjønt har beskrevet os. Blandt Riffes Dyder var især at bemærke hans trofaste Venskab, ikke alene for sin Herre og Frue, men for et Dyr af hans egen Art, en anden Hund, som han havde sluttet et fortroligt Venskab med, og som indfandt sig hos ham hver Dag, og stedse, sagde Majoren, paa det samme Klokkeslet. Fru Brock var en Datter af Præsten Thulesius, og hendes Moder var en Frøken Orning. Thulesius var Trediepræst ved vor Frelsers Kirke i Christiania, og Frøken Orning gik til Confirmation for ham, og Søndagen efter Confirmationen havde han Bryllup med hende. Hun var en meget klog Kone, ja saa klog, at hun, som Svensken siger om en klog Mand, kunde mere end supa ock sitta ner. Hun gav sig af med at give Raad i Sygdomme, hvor- for hun ikke var yndet af Lægerne. Om hendes Indsigter i Læge- kunsten kan jeg intet bevidne, men det er vist, at hun forstod at styre sin urimelige, halstarrige Grobian af en Mand, og naar han vilde fare ud af Skindet for Bagateller, saa anstillede hun sig endnu værre end han, saa at han sagde: Nu, nu, det er jo ikke Umagen værd at lamentere saa over saadanne Smaating. Hun gad gjerne fortælle Spøgelseshistorier, hvoraf jeg vil an- føre en med hendes egne Ord. En Dag, da jeg med min Mand gik over Kirkegaarden, stødte jeg med Foden paa et Dødningebeen, og jeg sagde til min Mand: jeg ønskede at vide, hvem dette Been engang har tilhørt. Natten derefter vaagnede jeg ved at høre, hvorledes Døren til Sovekammeret sagte blev oplukket, og jeg saae i Maaneskinnet en liden halt Mand at træde ind. Han nærmede sig Sengen og sagde: De ønskede at vide, hvem det Been, De saae paa Kirkegaarden, har tilhørt. Viid da, at jeg var Guldsmed i Chri- stiania, mit Navn var Pharo, og Benet var mit. Men De bør have noget til Løn for Deres Nysgjerrighed. Og derpaa tog han mig i Armen og klemte mig saaledes, at jeg skreg og - vaagnede. Paa Armen havde jeg en blaae Plet. Thulesius havde tre Prædikener, som han holdt afvexlende, og holdt aldrig andre, og da Klokkeren engang gjorde ham opmærk- som herpaa, sagde han: Kan I dem udenad? og da Klokkeren ikke bevidnede dette, sagde Thulesius: saa vil jeg blive ved der- med, saalænge til I kan dem. Blandt alle hans Geniestreger er den meest bekjendte, hvorledes han i Sacristiet gav Stiftsprovsten Cornisch et Par Ørefigen i Nærværelse af Klokker Hass, som SIDE: 335 Cornisch indkaldte som Vidne i denne Sag. Men Klokkerens Vid- nesbyrd lød saaledes, at Thulesius var gaaet op og ned ad Gulvet i Sacristiet og kladsket i Hænderne. Da han gik Hass forbi, havde han dreiet dennes Paryk om, saa at han havde det Bagerste for Øinene; næsten i samme Øieblik havde Klokkeren atter hørt et Klisk-Klask, og da Hass havde vendt Parykken om igjen og faaet Øinene frie, gik Thulesius som før og kladskede med Hænderne [fotnotemerke] . Thulesius blev henved 90 Aar gammel. I et Selskab hos Treschow hørte jeg tale om ham, og hvorledes han laae i Sengen og udskjeldte og slog med en lang Stok, den han stedse havde hos sig, Enhver, som han kunde ramme dermed. En af Selskabet yttrede, at man dog burde have Ærbødighed for ham, formedelst hans høie Alder. Treschow svarede, at hans høie Alder var et Held for ham, men jeg kan ikke indsee, lagde han til, at den er nogen Fortjeneste. For at komme tilbage til Major Brock, da kunde man nok mærke, at hans Helbred var i Aftagende, og naar man spurgte til hans Befindende, saa var stedse Svaret: Jeg sparker imod. Han var lige munter og venlig, lige kjerlig mod sin Thea. Da var der en Dag Middagsselskab hos Bielefeldt, og Brock var indbuden. Han havde kun faae Skridt at gaae fra sin Port og lige over Gaden, men det var Vinter, havde været Tøveir og var nylig frosset paa. Brock havde nye Støvler paa, og Saalerne vare glatte. Da han var kommen et Par Skridt udenfor sin Port, faldt han bagover og blev liggende paa Nakken. Man hjalp ham op og bragte ham ind igjen i sit Huus, men fra den Dag af sparkede han ikke mere imod, men døde nogle Maaneder efter i sin Theas Arme. Sønnen Henrik blev Præst til Norderhaugs Kirke paa Ringeriget, og Moderen flyt- tede til ham og blev der til sin Død. En Geniestreg af Jomfru Birkenbusk. Handlingen foregik i 1804; Jomfruen var dengang 24 Aar. Hun syntes mig dengang snarere at være styg end smuk. Hun havde en mørk, stærk Ansigtsfarve, tykke Læber og Kinder, kul- sorte Haar, tykke, sorte Øienbryn. Men hun var hvad vore Bøn- Fotnote: Andre Beretninger nævner "Stiftsprovsten og Klokker Cornisch" som de to af de angjældende Parter i Sagen. Cornisch var under alle Omstændigheder ikke Stiftsprovst. Udg. SIDE: 336 der kalde saa: Et levandes Qvindfolk og af de, som Franskman- den kalder: Les laides qui plaisent, og de unge Herrer, som ofte spøgede med hende, sagde til hende: Styg er Du Buska! men vi lide Dig godt. - Hun var forlovet med Klokkestøber Smith, og Aftenen førend hun udførte sin Geniestreg havde hun tittet ind til sin Forlovede; hun havde om Halsen en Tipput (saaledes kaldte man dengang et Stykke Skind, som Damerne bare om Halsen, nu kalder man saadant en Boa). Smith tog den fra hende til Pant paa at hun skulde komme igjen. - Her maae jeg bemærke, at jeg har gjort mig den Regel aldrig at anføre noget, som jeg ikke selv har, saa at sige, været Vidne til; men dette sidste, jeg her har anført, har jeg kun af Hørensagen, og man veed jo, at saadant ikke altid er at lide paa. Hun var Huusholderske hos Biskop Schmidt i Opslo. Biskop Schmidt havde to Sønner, der begge vare Præster, begge vare givte og ingen af dem dengang i Nærhed af Faderen. De vare begge i mere og mindre Grad begavede med Aand og Genie og et smukt Udvortes, hvorimod deres eneste Søster var stedmo- derlig behandlet af Naturen i enhver Henseende. Hun var ikke vanvittig, men Grændsen temmelig nær. Faderen holdt Lærere til hende, men de kunde Lidet eller Intet udrette, og naar de des- aarsag vilde frasige sig Undervisningen, saa bad Biskopen dem kun at vedblive dermed; han forlangte ikke, at hun skulde gjøre Frem- gang, kun at hun var beskjeftiget; saaledes gav Organist Krøyer hende ugentlig flere Timer i Musik, i fulde 18 Aar, og hun kunde dog med Nød og Neppe spille et eneste Stykke. Hun havde med samme Held Lærer i Fransk og Faderen gav med Taknemmelighed Lærerne 1/2 Rd. for Timen. - Hun var meget livlig og snaksom; men det var en daarlig Snak, der udgik af hendes Mund. Hun spøgede gjerne med de unge Herrer, og naar Een af dem sagde til hende ved Bordet: Frøken Schmidt! Deres Inclinations Skaal! saa svarede hun: - Det kan De saamæn selv være. Naar hun spillede Kort og hun stak, saa sagde hun til den, hvis Kort hun stak: Nu skal Du saamæn være min Griis! Det faldt imellem i Professor, dengang Overlærer Sverdrups Lod at spille Kort med hende, hvorfor vi ofte kaldte ham Frøken Schmidts Griis. Om Biskoppen selv veed jeg ikke stort mere end at han gjerne vilde have Selskab hos sig; engang hver Vinter gav han et stort Bal i Bispegaarden og saae med Velbehag at Ungdommen morede sig. Grev Gebhard Moltke, som dengang var Stiftamtmand SIDE: 337 i Christiania, gjorde Biskoppen opmærksom paa hvorlunde de theolo- giske Candidater spillede Roller paa det dramatiske Selskabs The- ater; Greven var af den Formening, at dette ikke passede sig. Lad de unge Mennesker more sig og Andre, svarede Biskoppen, jeg seer intet Ondt deri. Der er nu Candidat Jens Aars, vedblev Gre- ven, han spiller i hvert Stykke den hele Vinter. Saa vil jeg sige ham, svarede Biskoppen, at han ikke maae gjøre formeget heraf - forbyde ham det vil jeg ikke. Jeg veed ikke med Vished om Generalinde Sehested havde lært at kjende Schilling og hans Familie i Rendsborg, men det er vist, at da denne Familie kom til Christiania modtog hun dem Alle med Godhed og som kjerlige Venner; hun indbød dem ofte til sig i Hladegaarden, og saaledes stiftede de da Bekjendtskab med Bis- pen og med hans Datter. - Schilling havde, som forhen sagt, givtet sig som ung Lieutnant, han og Konen fik snart en talrig Børneflok at forsørge, dog havde han ingen Gjæld, men de var nødte til at behjelpe sig tarveligen. De vare gode og agtværdige Mennesker, og Fru Sehested lagde en Plan til at sikkre Datteren, Charlotte, et rigeligt Udkomme. - Biskop Schmidt var 76 Aar og havde været Enkemand i 30 Aar; Biskoppen af Agershuus var for- bunden til at betale sin Formands Enke 700 Rd. aarlig af Bispe- stolen [fotnotemerke] . I Schmidts Tid havde der ingen Bispeenke været i Agers- huus; Schillings Datter Charlotte var nu 17 Aar og Fru Sehested foreslog Bispen at lade sig vie til Frøken Schilling for at skaffe hende Pensionen. Den Gamle samtykkede uden Betænkning og Pigens Fader og Moder modtoge Tilbudet med Glæde; den unge Pige havde vel nogle Betænkeligheder, som hun betroede sin Fader; men han forsikkrede hende paa, at hun aldeles intet saadant havde at befrygte, og hun samtykkede. Der var ingen Tid at spilde; Sigwardt, Præst til Opslo, blev tilsagt at indfinde sig i Kirken paa et bestemt Klokkeslet, for at forrette Vielsen, Bispens Vogn blev sendt afsted at hente Schilling, Fruen og den unge Brud; men Fru Schilling var om Natten nedkommen med endnu en Datter, og vilde den Dag ikke undvære den voxne Datters Pleie; hun lod derfor sige at Ceremonien maatte udsættes i endnu nogle Dage. Da Vognen nu kom tilbage, og man i Bispegaarden fik denne Be- sked, benyttede Jomfru Birkenbusk sig af Leiligheden; hun forestil- lede Frøken Schmidt, at dersom hun kunde overtale sin Fader til Fotnote: Maa vistnok være en Feiltagelse. Udg. SIDE: 338 at lade sig vie til hende (Jomfru Birkenbusk) da skulde hun (Frø- ken Schmidt) have idel Gammen og gode Dage, Nøglen til Viin- kjelderen og om kort Tid en Ægtemand. Frøken Schmidt gik derpaa ind til sin Fader, faldt paa Knæ for ham med Bøn om at lade sig vie til Frøken Birkenbusk. Den gamle Mand havde Al- deren saaledes svækket, at han gjorde hvad man vilde, han lod sig føre i Vognen med sin Datter og Jomfru Birkenbusk og for- langte af Sigwardt, som ventede i Kirken, at blive viet til denne Jomfru, og Sigwardt maatte vel opfylde hans Forlangende. Fru Sehested stod ved sit Vindue og saae Biskoppens Vogn kjøre til Kirken, og glædede sig over at hendes Plan nu, som hun troede, gik i Opfyldelse. Da Sigwardt gik fra Kirken, kom han ind til hende; med et Udbrud af Glæde sagde hun: Har De da nu viet Biskoppen? Ja, svarede Sigwardt, men veed Deres Naade til hvem? - Ei, til Frøken Schilling. Nei, til hans Huusholderske. Man maae kunne forestille sig hvordan Fru Sehested blev til- mode, jeg veed ikke mere derom, end hvad jeg kan gjætte mig til. Paa Schilling blev man intet vaer, men Fruen kunde ikke dølge en vis Harme eller Bitterhed mod Frøken Schmidt; den unge Pige var glad, - hun havde dog nok havt en vis Gru. - Den som meest kom ud af Fatning var Professor Leganger, han var saa vis paa at blive Biskop efter Schmidt, og nu var Kaldet blevet 700 Rd. aarlig mindre. Bispindens Ungdom gav ham imidlertid det Haab at hun maaskee kunde blive givt igjen. Han betroede sin Sorg til en Ven, Heyerdahl, der lovede ham at ægte Bispe Enken, og for at være ret sikker aflagde han Besøg hos Bispen, og det lykkedes ham ikke blot at faae en Samtale med Bispinden i Eenrum, men endog at faae det Løvte af hende at hun vilde ægte ham, naar den gamle Biskop var død. Et halvt Aar derefter døde han. Nu udbredte sig det Rygte at Bispinden havde været forlovet førend han døde, men ingen vidste med hvem. - Fru Schilling tilbragte en Aften hos Fru Leth; denne Dame var meget nysgjerrig og vilde gjerne blande sig i Andres Anliggender, hun spurgte nu hvem det var som Bispinden havde forlovet sig med medens Biskoppen endnu levede? Fru Schilling kunde ikke sige hende det, da hun ikke vidste det. - Men Deres Datter maae vide det, hun kommer jo i den sidste Tid næsten hver Dag i Biskop- pens Huus. - Jeg har spurgt Lotte derom, men hun kan eller vil ikke sige det. - Hvem kom i den sidste Tid i Biskoppens Huus? Her nævnte Fru Schilling flere Personer, hvorom Fru Leth sagde: SIDE: 339 Nogen af dem kan det ikke være. Nu nævnte Fru Schilling Heyer- dahl og Fru Leth sagde: kanske er det ham? Sig til Deres Datter, at nu veed De hvem det er og at jeg har sagt Dem at det er Heyerdahl, saa kommer nok Sandheden frem. - Da Fru Schilling kom hjem havde Datteren allerede lagt sig til Sengs og sov; Mo- deren vækkede hende. - Du Lotte! Du er stedse saa hemmelig- hedsfuld. Du vilde ikke sige mig hvem det var som Bispinden havde forlovet sig med, medens Bispen endnu levede; nu veed jeg det, Fru Leth har sagt mig det, det er jo Heyerdahl. - Hvorledes kan da Fru Leth have faaet dette at vide? sagde Lotte halv i Søvne. Men Professor Leganger fik ikke Kaldet efter Schmidt og Heyer- dahl var fritaget for sit Løvte; han meldte sig ikke hos Bispinden, og ægtede en Søster af Professor Leganger. - Bech blev Biskop og maatte betale Bispeenken de 700 Rd. aarlig, hvilket var ham til meget Besvær. Bispinden havde lovet Frøken Schmidt at for- skaffe hende en Ægtemand, og jeg formoder at hun søgte at holde sit Løvte, da en Lieutenant Arnekjær meldte sig hos hende som Frier. Hun havde arvet et Par tusind Daler efter en Tante Lem- mich, og vel ogsaa Noget efter sin Fader, og alle hendes Venner og hendes Faders Venner vare overtydede om at Arnekjær alene tragtede efter at blive Eier af disse Penge; hun gav efter for deres Overtalelser og gav ham Afslag. Hun flyttede efter Faderens Død til Schillings og blev hos dem og siden hos Datteren Charlotte Berg, indtil sin Død. Den unge Bispinde levede nu ret behageligt, holdt egen Huus- holdning, og jeg mødte hende ofte i muntert Selskab snart til Hest snart tilfods. Jeg tvivler ikke paa at hun jo havde Friere, men in- gen der fristede hende til at give Slip paa sin Pension, førend Steensgaard meldte sig. Der var tre Brødre Steensgaard, en Bundt- mager, en Maler, og den yngste, som var ugivt, var Contorist. De to Ældste havde jeg lidt Bekjendtskab til, den Yngste har jeg kun seet i Forbigaaende, han var ung, smuk og saae ud til at være en beskeden ung Mand. - Bispinden gjorde nu Biskop Bech det For- slag, at hun vilde lade sig nøie med den halve Pension, hvis han vilde forpligte sig til at betale hende denne Halvdeel, enten hun var givt eller ugivt. Biskop Bech betænkte sig længe herpaa; der- som jeg afslaaer hendes Tilbud, hørte jeg ham sige, saa vil maaske Steensgaard ikke have hende, eller hun vil selv træde tilbage for at beholde Pensionen. Gaaer jeg ind paa hendes Forslag da er det dog en Lettelse for mig. Han opfyldte hendes Forlangende og SIDE: 340 hun ægtede Steensgaard. I mange Aar derefter kaldte Almuen hende Bispinde Steensgaard. Jomfru Nyrup. Den Tid, da jeg med min Mand saavel Sommer som Vinter flere Gange tilbragte nogle Dage ad Gangen paa Brotnov i Ullens- ager hos Capitain Waager, bleve vi ofte budne i Selskaber i Om- egnen, i Sørum og andre nærliggende Sogne, blandt andre hos General Krogh paa Fløgstad i Sørum Sogn. Jeg veed ikke, om Generalen havde været givt, men han havde ingen Familie hos sig, en aldrende Jomfru var hans Huusholderske og fungerede som Vert- inde. I et Selskab hos ham traf jeg en Præstefamilie fra Nanne- stad Sogn, der bestod af Mand, Kone og Konens Søster. Præ- stens Navn har jeg glemt [fotnotemerke] , men Svigerindens Navn var Jomfru Nyrup, og om denne havde jeg hørt saa meget tale, at jeg be- tragtede hende med den største Opmærksomhed. Jeg var dengang sytten Aar gammel og vovede ikke at tiltale hende først, saa in- derlig jeg havde ønsket at høre hende tale. Præsten var bleven forlovet og givt med sin Hustrue i Kjø- benhavn og var reist med hende til Norge, medens Svigerinden blev tilbage hos sin Moder i Kjøbenhavn. Med eet begyndte Jom- fru Nyrup at vække stor Opsigt i Kjøbenhavn, hun lagde sig til- sengs og talede uophørlig. Hendes Taler var aandrige, sublime, beundringsværdige. Mangfoldige Mennesker gik hen at høre hende. Tænkende, aandrige, talentfulde Mænd og Qvinder hørte hende med Beundring. Saadanne Taler, raabte Een af dem, have vi ikke hørt, siden vi tabte Bastholm. Bastholm! Bastholm! gjentoge Flere, dette er jo Bastholm, og man kom efter, at hendes Taler vare Bastholms, som hun havde lært udenad. Da Moderen var død, tog hun til sin Søster og Svoger i Norge. Prækelysten var ikke forgaaet hende, og en Søndag, da Præsten var bleven syg om Natten og ikke kunde begive sig til Kirken, tog hun hans Simarre og Pibekrave paa og vilde gaae til Kirke og præke i hans Sted; det var kun med Vold og Magt, at han fik hindret dette. Jomfru Nyrup saae ud til at være mellem 25 og 30 Aar, hun var ikke høi, men af sterke Lemmer, kulsort Haar og store Øine, hvorigjennem der brændte Lys. Fotnote: Det var Smith. SIDE: 341 Aamodterne. I Aaret 1700, eller saa omtrent, var der en Præst i Aamodt Sogn, som hed Hornemann; denne Mand havde fire Sønner, og da der i den Tid var almindelig Værnepligt i Landet, saa sendte han sine Sønner ind til Christiania for at lade sig indskrive som Soldater. De tre Ældste, som var store og velskabte, bleve ind- skrevne; men den Yngste, som var liden af Væxt og noget halt, blev erklæret for uduelig til Krigstjeneste og vendte tilbage til Fa- deren. Han blev sendt til Kjøbenhavn, hvor Faderen satte ham i Lære hos en Parykmager; han blev siden selv Mester i sin Profes- sion og givtede sig i Kjøbenhavn. Han havde en Søn, Justitsraad Hornemann, der var Assessor i Høiesteret og en Mand af megen Anseelse. De tre Brødre bleve indskrevne som Præstesønner fra Aamodt, og man kaldte dem Aamodterne saalænge, at de beholdt dette Navn. Den Ældste døde, formodentlig ugivt, og om ham veed jeg intet; den Mellemste veed jeg intet andet om, end at han havde en Sønnedatter, en Jomfru Aamodt, der var givt med en af Peder Ankers Forvaltere, Grorud, og efter hans Død med Grauer, Eieren af Kjørboe. (Om denne agtværdige og mærkværdige Mand forbeholder jeg mig siden at berette hvad jeg veed om ham). Den tredie Aamodt, som var Officeer, havde tre Sønner, hvoraf de to vare Officerer og den tredie Toldcontroleur i Christiania. Lieutnant Aamodt givtede sig paa Frederichshald med Charlotte Amalie Holtzen, hvis Historie jeg har fortalt; han havde en eneste Datter, der døde ugivt. Den anden Broder, Major Aamodt, var ogsaa givt paa Frederichshald; han havde to Døttre, hvoraf den ene blev givt med Capitain Leth, den anden med Capitain Hals, ingen af dem havde Børn. Den tredie Broder, Controleur Aamodt, var givt med Anne Karine Rohde, en Søster af den Rohde, hvis Datter, Alette Sophie, man har lært at kjende af disse Blade. Om denne Madame Aamodt blev der meget talt i Christiania. Naar jeg lægger alle de besynderlige Rygter sammen, der gik om hende, kan jeg ikke komme til andet Resultat, end at hun maae have havt megen ualmindelig Forstand og Kundskab, og ærgret sig over at være bleven miskjendt af Mængden. Den almindelige Mand var overtydet om at hun var en Troldqvinde. Hun holdt kun een Koe, men hun solgte Fløde i Potteviis, og der sagdes, at hun forvandlede SIDE: 342 al Melken til Fløde. I en Familie bleve alle syge eller upas- selige om Natten, efter at de til Aften havde spiist Jordbær med Fløde. Fløden var kjøbt hos Madame Aamodt, og der blev klaget for Politiet. Madame Aamodts Pige blev stævnet, og hendes Ud- sagn ved Forhøret var, at saasnart hun havde malket Koen, maatte hun bringe Melken ind til Madamen tilligemed et Fyrfad med Glø- der; derpaa lukkede Madamen Døren i Laas efter hende, og naar hun siden blev kaldet ind til Madamen, saa var der ingen Melk mere, den var bleven til Fløde. (Jeg tænker, at hun har forstaaet ved en chemisk Operation, maaskee ved Hjelp af Zink, at drive alt det fede ud af Melken). Controleur Aamodt saa jeg imellem hos vore Forældre, Konen har jeg aldrig seet, men jeg hørte en- gang hendes Stemme, der var meget vred, da jeg med nogle andre Børn gik til Dandseskolen hos Hannemann, som boede i Kongens Gade i Huset næst ved Aamodts, og vi gik feil og vilde gaae der- ind. - Rygtet sagde ogsaa om hende, at hun hadede eller dog mindre elskede sin eneste Søn, og derimod havde gjort til sin Af- gud et fremmed Barn, som hun havde taget til sig; man talede ogsaa om hendes vrede Temperament, og jeg hørte en Dag en Slagterkone i vort Kjøkken sige til Moder: Hutetu, hvad det er for et fælt Veir idag! ja, man kan ikke vente andet, Madame Aa- modt, Troldqvinden, bliver lagt i Jorden idag. Sønnen, Ulrik Anton Nicolai Blix Aamodt, gik i Militairskolen; han og Marcus Gjøe Rosenkrantz vare Skolekammerater og Venner, hvilket sidste de forbleve, til Døden adskilte dem. De vare Prydtz's bedste Elever og fik af ham Medaillen: For Dyd og Flittighed. Da Aamodt var bleven Lieutenant ved Artilleriet, kom han til Kjøben- havn, hvor han blev modtaget som Slægtning og Ven af Justits- raad Hornemann og hans Familie. Siden fik han sin Post paa Frederichshald, og naar han imellem besøgte sine Forældre, kom han til os, hvor Fader og Moder yndede ham meget. Aaret efter sin Faders Død blev Aamodt ansat som Stabscapitain ved det ri- dende Artillerie i Christiania; han overtalte sin gamle Faster til at flytte med sin Datter fra Frederichshald til Christiania, for at hun kunde lægge tilside noget af sin Pension, 400 Rdlr., der efter hen- des Død kunde komme Datteren tilgode. Han tog Cousinen til sig, og Moderen blev sat i Kost hos vor Moder. - Controleur Aamodt, som nu var Enkemand, begyndte at blive selskabelig ved Sønnens Ankomst. En gammel Consumptionsbetjent Tofte, som Du maaskee erindrer, kom ind til vor Moder en Morgen, bukkede og SIDE: 343 sagde: "Rart, som sjelden skeer, Controleur Aamodt har Selskab hos sig i Aften," og nu fulgte en Indbydelse til Moder, Moster og mig. Sønnen besøgte os ofte, og vi bleve ofte indbudne af Fa- deren. Nu gik det Rygte i Byen, at Moder skulde givtes med Controleuren og hans Søn enten med Moster eller mig. Vel var jeg endnu ikke fjorten Aar gammel og ikke confirmeret, men de fleste meente dog, at det maatte være mig, som det gjaldt, og da Moder paa samme Tid sendte mig til Lumholtz at lade mig tegne til Confirmation, saa kan jeg nu forstaae, hvad han, som hørte saa vel efter alle Byrygter, tænkte paa, da han sagde: "Hvad har Hendes Moder i Sigte dermed, at Hun skal confirmeres saa tidlig?" Samme Aar døde den gamle Aamodt, og nogle Uger efter mit Bryllup med Sønnen døde ogsaa Cousinen; hun var kun 47 Aar, men saa svag og skrøbelig, at man maatte frygte for hendes Liv hvert Øieblik. Mine Erin- dringer fra den Tid ere kun svage og ubestemte. Men nu falder det mig ind, kjere Broder, at jeg vel har for- talt dig vore Forældres Givter- maalshistorie, men ikke min egen, og hvorvel vi levede sammen dengang hos vor Moder, saa fik Du som liden Dreng ikke meget heraf at vide; jeg vil derfor, uden videre Fortale, gaae lige til Sagen. - Da Aamodt i 1793 flyttede til Christiania og tog Faderens Huus i Besiddelse, og lod sin Cousine bestyre Huusholdningen, var jeg kun 13 Aar gammel. Jeg vovede aldrig at spørge Aamodt om hans Moder, eller, for at være oprigtig, hun interesserede mig dengang kun lidet; men han lod mig læse et Gravskrivt, som han havde forfattet over hende, det var meget smukt, sønligt og erkjendtligt, dog ingen overdrevne Lovtaler, der blev endog, hvorvel med megen Skaansel, SIDE: 344 hentydet paa, at hun, som vi alle, ikke var uden Feil. En meget ordentlig og stræbsom Huusmoder maae hun have været, thi Huset var fuldt af Mindesmærker om hendes Flid. Sengklæder og Lin- ned var der en fast utrolig Mængde af og Huusgeraad og Meubler af alle Slags. Meublerne bleve solgte og modernere anskaffede, dog ikke efter min Tilskyndelse; alt saadant ansaae jeg dengang for uvigtigt. Kun en Silkeseng med brede Fryndser beholdt Aa- modt tilbage, den havde været hans Bedstemoders Brudeseng, og i denne Seng var han fød til Verden. Da han forlod Verden var det i samme Værelse og i samme Seng, hvori han var fød. I Sommeren 1796 gjorde vi saaledes mange og lange Ride- toure, engang til Krogstad til Provsten Hørbye, hvis Hustru Chri- stiane Green var vor Moders Sødskendebarn og Præsten var Nær- sødskendebarn af vor Moder. Vi bleve der i nogle Dage, og Fru Hørbye kaldte mig stedse ma soeur og viste mig den største Op- mærksomhed og Venskab. - Videre om dette Ophold erindrer jeg kun en Have med mange spanske Jordbær, og en Stuepige Elisa- beth, som siden hed Madame Roth og Madame Berger og som jeg før har omtalt i disse Blade. Skulde jeg finde det Umagen værdt, vil jeg en anden Gang melde mere om hende. Den længste Ridetour, vi gjorde i denne Sommer, var til Ma- jor Michelet paa Gaarden Solberg i Trøgstad. Jeg reed syv Mile paa en Dag, hvilket dog ikke generede mig i mindste Maade; det undrede mig, at man talede derom som noget besynderligt. Hos Michelet blev vi mange Dage. Der var Capitain Hals og Frue. Hun var en Frøken Harbou og Michelets Søsterdatter. Michelet var riig og Pebersvend; han havde adopteret sin Søsterdatter og gjort hende til sin Arving. Han var en meget jovialsk Mand, og vi havde megen Moroe af at høre paa ham. Den franske Revo- lution var idelig hans Thema. De franske Navne lemlæstede han gudsjammerlig. Jeg erindrer ikke mere det latterlige Navn, han gav Dumouriez, men han bad mange Gange Djævelen besplitre sig paa, at Sieyes - som han kaldte Seies - var det klogeste Hoved i hele Frankrige, ja i hele Europa. Den nærmeste Gaard til Solberg var Vægger. En Nat i den Tid, vi tilbragte paa Solberg, var der brudt ind en Tyv paa Væg- ger. Eieren, Frederik Vægger, mærkede Uraad, stod op og vilde gribe Tyven. Denne tog Flugten, og Frederik Vægger rendte efter ham i sit bare Linned, indhentede ham og kastede sig paa Ryg- gen af ham. Tyven tog sin Tollekniv og gav Frederik Vægger et SIDE: 345 Stik i Maven, saa at han maatte slippe Taget. Jeg hørte ikke sige, at han var kommet til nogen betydelig Skade; men Tyven blev uopdaget. Den Dag, jeg var sexten Aar, erindrer jeg meget levende, ikke for den Fornøielse, jeg nød, men for den Skamfuldhed, der betog mig. Aamodt havde indbudet nogle Venner. Der var Husar-Rit- mester Juell, Capitain-Vagtmester Juell, Rector Rosted, Treschow og nogle flere. Moder kom til mig om Formiddagen og tilbød sig at bage nogle smaa Posteier med Hummer. Vor saa kloge og for- standige Moders største Force var ikke Kogekunst, Posteierne faldt sammen og vare mislykkede, vi havde Blomkaal, som Pigen havde saaledes rørt om i, at den saae ud som Plukkefisk. Jeg havde ikke kunnet opdrive nogen anden Steg end Lammesteg, og dette var paa den Aarstid en altfor almindelig Ret. Om Fødselsdagen blev der ikke talt, og dermed var jeg vel fornøiet. Aamodt sagde siden, at han ikke vilde nævne noget derom, fordi Anretningen ikke havde været som den burde. Maaskee havde det dog været det bedste, der kunde siges til min Undskyldning. Dagen efter denne uheldige Dag reiste vor lille elskværdige Cousine, Henriette Spärck, tilbage til Christiansand. (Stamfaderen, Castellanen paa Christiansborg Slot, var en Tydsker og hed Sparck; Sønnerne kaldte sig Spärck eller Spærk; hvorfor den ene Broder- søn forandrede sit Navn til Spørck, er mig ubekjendt). Sikkert erindrer Du denne søde lille Pige, og hvorledes Johannes, som da var fem Aar, en Dag var saa vranten og uskikkelig, at Moder gav ham af Riset; om Aftenen var han venlig og artig, og Henriette sagde i sin smukke Christiansandske Dialect: "Seer man nu, hvor sød og god han blev, da han fik Riis." - Vor Tante, Wilhelmine Spärck, maae have havt et eget Talent til at opdrage sine Børn, de vare frimodige og muntre, aldeles uden Næsviished. Jeg erindrer, at hun tog Johan ved Haanden og førte ham ind i Storstuen hos vore Forældre, hvor der var Selskab, og sagde til ham, at han skulde hilse paa Damerne. Han var dengang sex Aar. Han gik forbi de voxne Damer, hen til en lille Pige paa hans Alder, buk- kede for hende og sagde: "Ydmyge Tjenere, Du lille vakkre Jente! - Jeg har seet af et Brev fra Wilhelmine, at han i Sommer har opsøgt Dig i Kjøbenhavn. Siden jeg kom til Trondhjem, har jeg ikke seet nogen af disse vore Fættere. Den elskværdige Henriette fik en sørgelig Død, kort efter at hun havde forladt os. For at see ud af en Loftsluge var hun steget op paa et Bret og havde SIDE: 346 traadt et Søm i Foden; der blev kaldt en Læge, som trak Sømmet ud, og Saaret groede til, men der gik Koldbrand i Foden, og hun maatte døe. Den Dag, jeg fyldte mit syttende Aar, erindrer jeg ogsaa me- get nøie, og den var behageligere end den forrige Fødselsdag. Et Par Maaneder før, medens Artilleriet exercerede paa Etterstad, havde Aamodts Hest ved at kaste Hovedet i Veiret givet sin Rytter et Slag over Næsen; der blev lagt en Smule engelsk Plaster over Saa- ret, og Ingen formodede, at det havde noget at betyde; men Da- gen efter var hans Ansigt opsvulmet, og han var alvorlig syg. Han sendte Bud efter Doctor Müller, som sagde, at Stødet var Aarsag i Sygdommen, men at det var uden Betydning. Han kom sig saa- vidt, at han kunde forlade Sengen, men Saaret udvidede sig og suppurerede stærkt. Af en Hendelse kom Schenck ind; han sagde, at dette umulig kunde helbredes uden en foregaaende chirurgisk Operation. Doctor Müller yttrede, at Chirurgerne immer vilde skjære og operere; han gav sit Ord paa at ville helbrede Skaden uden Operation; men nogle Dage efter sagde han: "Her er kommen en meget duelig Chirurg til vor Bye, Thulstrup, jeg vil tage ham med herhid." - Thulstrup kom, han saae Skaden, blev bleg og fol- dede Hænderne. - Morgenen efter kom Thulstrup alene. Jeg har ikke sovet den hele Nat, sagde han, for at tænke over Deres For- fatning. Det gaaer lige til Hjernen, og en Operation maae fore- tages. Schenck var Assistent, og Doctor Müller var tilstede der- ved. Med Sølvstifter blev Næsen paa begge Sider gjennemboret. Operationen maae have været smertelig, jeg var i næste Værelse og hørte den ellers saa stærke Mands Udraab og Klager. Efter Operationen ophørte alle ængstelige Symptomer, og den 25de Au- gust toge vi med Thulstrup og nogle flere gode Venner en Land- tour for. Fru Koren skrev mig til i den Anledning: "Hvor øn- skede jeg at have været tilstede for at dele min syttenaarige Dat- ters Glæde!" De Erfaringer, jeg dengang havde samlet, reddede mange Aar derefter et elskværdigt Barns Liv, men det kan vel være nok med een Sygehistorie. Moralen bliver den: Vogt Dig for at lægge engelsk Plaster paa et Saar i Ansigtet, der er tilføiet ved Stød! Da jeg var en liden Pige, kaldte Grethe mig ofte Fru Aamodt; det var ikke, fordi hun havde nogen Anelse om, hvad der skulde skee, men fordi Majorinde Aamodt paa Frederichshald var noget skjødesløs i sin Paaklædning og bar gjerne Halstørklædet paaskakke, SIDE: 347 og da nu jeg havde samme Feil og brød mig lidet om, hvorledes jeg saae ud, hvilket Grethe ofte bebreidede mig, saa vidste jeg, naar hun sagde til mig: der kommer Fru Aamodt, at mit Halstørklæde sad skjevt, eller at jeg havde gjort mig skyldig i en anden Skjø- desløshed i min Paaklædning. Jeg veed ikke, kjere Broder, om Du har nogen Erindring om denne min Bryllupsdag, imidlertid vil jeg samle mine. Det blev aftalt mellem Aamodt og Mo- der; vistnok blev jeg taget med i Raadslagningen, men da jeg ikke formaaede at bringe et Ord frem, saa bleve de enige om, at den, som tier, samtykker. Moder sagde mig da, at Klokken fire den følgende Eftermiddag, skulde hun og jeg gaae til Kirken, hvor Vielsen skulde skee. Om Eftermiddagen tog jeg en hvid Kjole paa af dem, man kaldte Chemiser, som bleve bundne til paa Ryggen med Trækkebaand. Tøiet i denne Kjole var langt fra at være fint, og vor Pige, Christine, som bandt den til for mig, sagde, at jeg havde taget paa den sletteste Kjole, jeg havde. For at raade Bod her- paa bandt jeg om Livet et me- get smukt Silkeskjærf, jeg havde faaet af Aamodt. Nu gik jeg op paa et Værelse, hvor jeg var alene, og satte mig til at skrive, indtil Moder aabnede Døren og sagde: Conradine, Klokken er fire. Det var den ottende Marts og temmelig koldt; vi toge Kaaber paa og gik til Kirken. Efter Moders Opfordring lagde jeg Kaaben af i Kirkestolen, da vi gik til Alteret, men jeg følede ingen Kulde. Det maae vel have været Lumholtz, der forrettede Vielsen, men jeg erindrer ikke et Ord af, hvad han sagde, jeg troer ikke engang, at jeg hørte eller forstod noget deraf dengang. Om Aftenen var samlet hos Moder Treschow og Frue, Justitsraad Smith og Frue, SIDE: 348 Capitain Hals med Frue. Den gamle Fru Aamodt og Frøken Aamodt vare der vistnok ogsaa, men om dem har jeg paa den Dag ingen Erindring. Jeg havde ønsket at have Judithe Treschow hos mig den Dag, men jeg tænkte, det kunde vel ikke gaae an, da hun endnu var et Barn. Hvad var da jeg? - Mændene spil- lede L'hombre, og Treschow sagde at Aamodt vandt alle sine Spil i Hjerter. Vi fik fire Retter varm Mad, og ved Bordet udbragte Justitsraad Smith en Skaal for Jomfru Brud. Det hele Selskab fulgte os hjem, og den følgende Formiddag havde vi Visitter af alle Artillerieofficererne og deres Fruer og mange Andre, hvoraf jeg erindrer Fru Kammerherreinde Kaas, Stiftamtmandens Frue, som jeg af lutter Ærbødighed ikke vovede at svare, naar hun talede til mig. Søndagen efter var jeg med min Mand i Tugthuuskirken, vi havde Plads i Directionsstolen, hvor Rosenkrantz hvidskede mig nogle venlige Ord i Øret. Om Aftenen var der Selskab hos os. Om denne Dag har jeg saa liden Erindring, at jeg ikke engang veed, hvem Gjesterne vare; Aamodt og hans Cousine havde arran- geret alt, og dette var den sidste Gang, at den stakkels Frøken var i Virksomhed; de følgende Dage var hun saa svag, at hun sjelden kunde forlade Sengen. Nu fulgte en Række af Selskaber, hvorom jeg kun har svag Erindring. Paa Ruseløkken hos Justitsraad Smith var et stort Sel- skab, hvoraf jeg erindrer Kammerraad Wexels med Familie, og at jeg var Treschows Borddame, og at vi fik en stor Mængde Retter, saa at Treschow ønskede det maatte faae en Ende. Jeg var neppe nogen god Huusmoder, og var i megen For- legenhed for at opfylde de Pligter, som nu paalaae mig; men jeg var ogsaa kun femten Aar. Ødeland var jeg ikke; jeg gav intet ud til Pynt eller Overdaad, jeg skrev nøiagtigt op, hvad jeg gav ud til Huusholdningen, og stræbede efter at komme ud med lidet. I Februar 1797 var jeg kommet ud med otte Rd., hvilket glædede mig saa meget, at jeg endnu erindrer det. Dette synes fast utro- ligt, da vi havde to Tjenestefolk; men jeg kjøbte hverken Brød eller Brænde, og disse to Artikler ere efter mine Beregninger noget nær de haardeste i Huusholdningen. Jeg kan ikke erindre at min Mand opmuntrede mig til Sparsomhed, heller ikke at han syntes jeg gjorde for meget deraf, men vel at han skjendte paa Pigen, fordi hun ødede for meget Brænde i Kjøkkenet. I de Maaneder, som gik næst foran Brylluppet, tog Aamodt mig ofte med sig paa Baller og Assembleer i Halfdans Club, og SIDE: 349 herom har jeg bevaret flere Erindringer end om de sildigere Sel- skaber. Paa Assembleerne blev der ikke dandset, men de, som ikke converserede, spillede Kort. Jeg beundrede Frøken Wackenitz (Fru Niels Anker) for hendes Skjønhed og Livlighed, men hun talede ikke til mig. Bernt Anker henvendte imellem Talen til mig, men jeg vovede sjelden at svare. Der var en Frøken Haffner fra Kjø- benhavn, atten Aar gammel, som vandt mit hele Hjerte, hun var saa yndig og god. Hun fortalte mig om Digteren Haste, som hun kjendte personlig, men just ikke yndede. Hun talede om Jean Jacques Rousseau og La Nouvelle Héloïse, og nu var jeg i mit Ele- ment. Engang yttrede hun endog, at hun ønskede, jeg maatte være hendes Veninde, og nu følede jeg den meest levende Glæde. Ikke længe derefter reiste hun tilbage til Kjøbenhavn, hvor hun blev givt med en Præst i Sjelland og levede der, sagde Bornemann, i et ulykkeligt Ægteskab, og har, lagde han til, som alle Koner i ulykkelige Ægte- skaber, mange Børn. I denne Tid døde Controleur Aamodt, men derom har jeg ingen Erindring. Den første Jan. 1794 kom Aamodt til os og forærede mig en dansk Musenalmanak. Den laae i et ziirligt Futteral og var indbunden i rosenrødt Atlas med forgyldte Zirater. Indholdet var smaae Digte af Frankenau, Haste, Pavels, Sander, Louise Linden- krone, Bunkeflod, Brødrene Frederik og Jakob Schmidt. Foran i Bogen havde Aamodt skrevet: Til min Veninde Conradine Hansteen: Faur er Skjønheds Krands i Ungdoms Aar Men naar Vaarens Dage brat henrinde, Naar dens Krands henvisner og forgaaer, Uskyld blomstrer end i evig Vaar. Uskylds Krands forskjønner Dig, Veninde, Ømhed straaler i Din hulde Mine, Skyldfri er Du, blid og god og skjøn. Pige, lev til Held for Dig og Dine! Dydens Hæder vorde selv Din Løn! SIDE: 350 Den tolvte April 1795 stod jeg til Confirmation, jeg var den- gang fjorten og et halvt Aar gammel. Søndagen efter vare vi budne til Aamodts. Selskabet var samlet i Storstuen, og Døren til en anden Stue stod aaben; jeg gik derind for at see paa nogle Kobberstik, som vare lagte frem paa et Bord. Jeg tog et Blad i Haanden, der forestillede en Dronning med Krone, Scepter og Hermelins Kaabe. Nedenunder stod disse Ord: Femme et fille de rois, l'éclat de la couronne Brille moins sur mon front que mes propres vertus, Et je m'applaudis moins du rang qu'elle me donne Que de voir à mes pieds les vices abattus. Da Aamodt kom ind i det samme, antog jeg, saa godt jeg kunde, Dronningens Mine og declamerede Verset med Pathos og Svulst. Han tog Papiret fra mig, greb min Haand og holdt en Tale til mig, hvori han bad mig om Tilladelse til at anholde om mig hos min Moder. I det samme kom Moder og flere af Sel- skabet til, og der blev talt om andre Ting. Jeg talede hverken til Moder eller Nogen, om hvad der var forefaldet. Nogle Dage derefter kom han til os. Jeg var alene i Dagligstuen, Du og Peter vare i Skolen, Moder og Moster vare gaaet ovenpaa til den gamle Fru Aamodt. Han gjentog sin Begjering, og jeg gik at hente Moder, men jeg kom ikke ned igjen, førend man kaldte paa mig; jeg blev kaldet, og Sagen blev afgjort uden at jeg havde sagt et Ord. Han gik, men han kom tilbage og bragte mig mange For- æringer; af en ubegribelig Undseelse vovede jeg næsten aldrig at benytte nogen af disse smukke Sager. - Jeg var hverken glad eller bedrøvet; jeg vilde været glad, hvis ikke vor Pige Christine havde hvisket mig Djevle i Øret; det meste heraf var Usandhed, men for- stod jeg vel dengang at bedømme dette? Controleur Leuch mødte Aamodt paa Gaden og spurgte ham, om det var sandt, at han var forlovet med Jomfru Hansteen, og da Aamodt bekræftede dette, sagde Leuch: Ei, hvad vil De gjøre med hende? hun er ikke duelig til nogen Ting, uden til at sidde paa en Stol og læse i en Bog. - Han havde desværre Ret. Bielefeldt havde en meget smuk hvid Hest, som han havde faaet til Foræring af Kronprinds Frederik; den stod paa Kongens SIDE: 351 Stald og havde der faaet Livsbrød. Denne Hest blev nu givet til min Disposition. Aamodt var Eier af en smuk bruun Ridehest, der havde baaret ham paa sin Ryg fra Frederichshald til Rendsburg og tilbage igjen. Vi gjorde nu ofte Ridetoure i Omegnen. Engang red vi til Bogstad, hvor Peder Anker boede; Fru Anker førte os ind i en Sal, hvor hendes lille Datter Karen Anker (Grevinde Wedel), som den- gang var syv Aar gammel, og Elisa- beth Grorud, der var af samme Al- der, gik og legede - Soldater. De havde smaae Ge- værer og Sabler af Træ. Elisabeth var Recrut, og den lille Frøken excercere- de Recruten. Da vi kom ind, raabte hun: Præsenteer Gevær! Da de begge havde præ- senteret, lagde den lille Frøken Ge- været bort og kom hen til mig og vilde kysse mig paa Haanden. Moderen havde lært hende saaledes at hilse alle voxne Damer. Kleinjog. Det var i Sommeren 1798, da jeg var i mit attende Aar, at jeg tilbragte en af de behageligste Dage i mit Liv. Vor Moders SIDE: 352 Formaninger om Flid og gavnlig Virksomhed og Læsning af Skrivter om det samme havde givet mig meget høie Begreber om Arbeid- somheds Værd; jeg havde nylig læst om Kleinjog, denne Bonde i Schweitz, der dengang gjorde megen Opmærksomhed ved sin Leve- maade og sine Principer. Da kom der en Dag en Mand ind til os, hvis Udseende var mig paafaldende; han saae ud til at være mellem 40 og 50 Aar, hans Paaklædning var yderst simpel, men anstændig, hans hele Udvortes saa ærværdigt. Det maatte være en Klein jog. Jeg hørte nu, at hans Navn var Grauer, at han var Land- mand, Eier af Kjør- boe, gift med en Cousine af Aamodt, og at hans Ærinde var at indbyde mig til at holde hans lille Søn over Daa- ben. - Alt, hvad jeg siden hørte om ham, bestyrkede mig endnu mere i den Idee, jeg først havde fattet om ham, ja, han var en Kleinjog, og han var mere end Kleinjog, thi han havde reist næsten hele Europa og en- deel af Asia igjennem, ja, opholdt sig en Tidlang i China for at studere sin Videnskab: Agerdyrkning. Han havde ikke studeret den i Bøger, skrevne af Mennesker, men i den store Bog, som Gud selv har lagt for vore Øine. Da Aamodt foreslog ham skrivtlig at meddele vore Landsmænd sine vigtige Iagttagelser, smilede han og sagde: Jeg skrive? jeg kan ikke engang bogstavere. Søndagen efter kjørte vi til Kjørboe tidlig om Morgenen, det var en deilig Sommerdag og den smukkeste Vei af Verden. Grauer løvtede mig ud af Vognen og førte mig ind i Stuen til sin Kone og til de andre Faddere. De vare Præsten Fredrik Schmidt og hans Forlovede, Frøken Oppen, Artilleriecapitain Oppen, og jeg erindrer ikke, om Fadderne vare flere. Vi kjørte med den Nyfødte til Tanum SIDE: 353 Kirke. Præsten Vogelius døbte Drengen, der blev kaldet Henrik. Da vi kom tilbage til Kjørboe, var der samlet et stort Middags- selskab. Foruden Fadderne var der Vogelius og Kone, almindelig kaldet Mutter Vogel, om hvem Grevinde Wedel sagde, at naar hun spillede Gedske Klokkers Rolle i Barselstuen, da laante hun Mutter Vogels Klæder, og naar jeg faaer disse Klæder paa, sagde Grev- inden, da farer Mutter Vogels Aand i mig. Der var ogsaa en Oberst Sparre med Frue, der allerede dengang vare gamle Folk, han henimod 70, hun 60 Aar, og som begge siden tredive Aar derefter besøgte mig i Christiania. Ved Bordet blev ført muntre og behagelige Samtaler. Præsten Vogelius talede noget om den Præken, han den Dag havde holdt, og om hvad Slags Prækener Bønderne gjerne vilde høre, og hvor- ledes de i Særdeleshed gjerne ville høre citere Bibelsprog. Fredrik Schmidt havde gjort samme Erfaring. Han fortalte, hvorledes han som Student imellem havde besøgt sin ældre Broder, Jakob, der var Præst paa Landet, og som Bønderne kaldte Fa'r, og ham, Fredrik Schmidt, kaldte de Farbro'r. Jeg prækede imellem for min Broder, sagde han, men, som det lod til, hørte de heller Fa'r end Farbro'r. Men en Søndag, som jeg havde paataget mig at præke for min Broder og havde skrevet en Præken, men ikke givet mig Tid til at lære den udenad, fandt jeg, da jeg kom op paa Præke- stolen, at jeg havde glemt efter mig Papiret, og, hvad der var endnu værre, jeg havde glemt, hvad det var, jeg havde nedskrevet. Jeg tog Mod til mig og ramsede op alt, hvad der faldt mig ind, og citerede alle de Bibelsprog, jeg fandt i min Erindring. Da jeg gik ud af Kirken, stimlede Bønderne om mig og takkede mig for min Præken, og jeg hørte en Bonde sige til en anden: Hørte Du, hvor han Farbro'r lagde ud idag! - Efter Bordet førte Grauer os om paa sin Eiendom; hele Kjørboe var en stor Have, hver Plet var benyttet, og hvorledes! Da vi kom tilbage fra Spadseretouren, kom vi ind i en Stue, hvor der stod et Rosentræ i et af Vinduerne; dette Træ bar to Roser, men saadanne Roser, som man kun i China forstaaer at opelske. Vi saae Alle paa dem med Beundring; Grauer sagde: Jeg seer nok, hvad jeg her har at gjøre, og med et Slags naturligt Galanterie skar han Roserne af og gav Frøken Oppen og mig hver Een. Da vi kjørte hjem om Natten, havde vi et deiligt Maaneskin, og den hele Dag havde været en af mit Livs Solskinsdage. De behageligste Dage i Livet ere uden Tvivl de, hvori man nyder SIDE: 354 Livet og føler sig glad og vel tilmode, ja lykkelig - om jeg maae bruge dette store Ord - uden at kunne gjøre sig Rede for, hvor- for eller hvorved, uden Lidenskab, uden Uro; Lidenskaben er en Ruus, som, naar den svinder hen, efter sin Natur efterlader Smerte, eller dog Tomhed i Hjertet; men en Dag som denne efterlader kun en blid og velgjørende Reminiscence over det hele Liv. Jeg erindrer Alt fra denne Dag, lige til vor Paaklædning. Frøken Oppen havde en hvid klar Musselins Kjole paa, og jeg havde en Kjole af stribet Silketøi med en bred indvævet Bord, som var en Foræring af Fru Bielefeldt. NB. Kjolen, ikke Borden alene. Det eneste, jeg har glemt, er, hvilke aandelige Retter Vo- gelius satte for os i Kirken, og hvilke legemlige Madame Grauer satte for os ved Hjemkomsten. Grauer havde to smaae Døttre efter sin første Kone; disse Piger vare ikke smukke, men hans Kones Datter af første Ægteskab, Elisabeth Grorud, var et deiligt og livligt Pigebarn, der morede Frøken Oppen og mig ved barnlig, uskyldig Munterhed. Jeg har aldrig siden seet nogen af den hele Familie, men nogle Aar derefter hørte jeg, at en af Grauers Døttre var givt med en Søn af Capitain Finne, og i Aaret 1821 læste jeg et Avertissement i Rigstidenden af Grauer, hvori han meldte sin Kones Død. - Om min Gudsøn veed jeg intet andet, end at man har fortalt mig, hvorledes han i sine unge Dage ofte reiste fra Kjørboe ind til Drammen for at udføre en eller anden Rolle i Drammens drama- tiske Selskab. - Da han siden solgte Kjørboe, da Stedet ved Faderens Død var bleven hans Eiendom, saa maae jeg slutte, at hans Aand har taget en anden Retning end hans Faders. Elisabeth Grorud lever, tror jeg, endnu ugivt, hvorvel der ofte blev talt om antagelige Ægteskabstilbud der skal være gjorte denne vist nok baade smukke og velhavende Pige. Jubelfester. Min Lærer i Fransk var en tydsk Student fra Elbingen, hans Navn var Ehlert; han begyndte at give mig Underviisning, da jeg var syv Aar, og da jeg var elleve Aar gammel, hørte denne Under- viisning op. Nogle Aar efter hørte jeg, at den gamle Mand var syg, og jeg sendte ham nogle Forfriskninger, men jeg har ofte angret, at jeg ikke bedre viste ham min Taknemmelighed, thi jeg SIDE: 355 skyldte ham meget. - Han havde levet sin meste Tid i Polen og fortalte os meget om de polske Herremænd. I Polen, sagde han, har man kun faae Penge, men den største Overflødighed paa Livets Nødvendigheder; naar man der kan levere en Herremand hundrede Rigsdaler i Contanter, kan man leve paa hans Gods sin Levetid, spise ved hans Bord og ikke behøve at sørge for noget. Naar Kokken ikke hurtig nok kan faae Ilden til at blusse op, da kaster han en Klump smør i Ilden for at faae den til at brase op. Han fortalte os om den polske Herre- mand Burlawsky, som var en Dverg, 28 Tommer høi, og som Ehlert havde kjendt personlig. Han laante mig en Bog forfattet af Burlawsky, der indeholdt dette mærkværdige Væsens Biographie; Bogen var skre- ven paa fransk og polsk. Ehlert havde ogsaa kjendt Grevinde Hu- mieska, den polske Dame, der tog Burlawsky med sig paa sine Rei- ser, hvor han i Paris i Aaret 1764 opvakte saa megen Opmærksomhed, at man i Operaen maatte standse med Opførelsen indtil Publicum nogenlunde havde mættet sin Nys- gjerrighed ved at betragte Burlaw- sky, som Grevinden maatte stille op paa Balustraden af Logen. Det var ikke saa meget hans Lidenhed som hans vel proportionerte og dei- lige Skabning der vakte al denne Opmærksomhed. - Af den Bog, han selv har skrevet, erindrer jeg intet mere end hans Givtermaalshistorie. Grevinde Humieska havde en Kammerpige Isabella som han elskede og forlangte tilægte. Den fattige Pige maae vel have anseet det for en Lykke at blive givt med en rig Herremand; hun raadførte sig med Grevinden og samtykkede. Nogle Dage derefter blev Isabella syg, fortæller han, der blev sendt efter en Læge, denne satte sig ved Isabellas Seng og Burlawsky stod ved Fødderne af Sengen, hvor Lægen ikke blev ham vaer; han besvoer Lægen om at anvende al sin Kunst for at helbrede sin Elskede; Lægen hørte Stemmen og saae sig om til alle Sider for at vide, hvor den kom fra. - La SIDE: 356 Tochnaye i sin promenade en Ecosse et en Norvège, fortæller, at Isabella ikke var nogen kjerlig Ægtefælle mod ham. Da hun en- gang var misfornøiet med ham, satte hun ham op paa en Hylde i Værelset og da han ikke vovede at kaste sig ned derfra, lod hun ham sidde der indtil han lovede Alt hvad hun vilde. Da han var 50 Aar gammel var han endnu lige smuk og en Dame, som saae ham og antog ham for et lidet Barn, tog ham op og satte ham paa sit Skjød, hvorover han blev ikke lidet fornærmet. Han var fød 1738, og i 1836 læste jeg i en tydsk Avis disse Ord: Bur- lawsky ist noch rüstig, und wird sein hundertes Jahr gewiss erleben. I Aaret 1838 læste jeg i en Avis, at Burlawsky var død paa sin Herregaard i Polen efter at have levet et heelt Seculum. Ehlert fortalte os ogsaa om et Aloetræ, han i Polen havde seet i Blomster, og om hvorledes dette Træ kun blomstrer hvert Hundredaar. Jeg hørte ogsaa tale om Jubelfester, der bleve høitideligholdte hvert hundrede Aar. Jeg spurgte Moder, om hun havde oplevet nogen Jubelfest, og hun svarede, at hun havde oplevet een, men da hun dengang kun var fem Aar gammel, saa vidste hun intet at sige mig derom. Denne Jubelfest havde været i Aaret 1760 i Anled- ning af Souverainetetens Indførelse i vore Lande 1660. Jeg vilde nu til at beregne, om jeg vel kunde vente at opleve denne tredie Jubelfest, men Moder sagde, at det vel kunde være muligt, at jeg oplevede den Tid, men at hun troede, der i vore Lande ikke oftere vilde blive holdt nogen Jubelfest for Souveraineteten. Men naar vi skrive 1800, meente jeg, da bliver der dog en Jubelfest, og da er jeg tyve Aar, det skal blive en Glæde! - Men da vi skrev 1800, opstod der en Discussion, om Festen skulde holdes 1ste Januar 1800 eller 1ste Januar 1801, og Følgen heraf var, at ingen Jubel- fest blev holdt. - Mig synes, det var i November 1817, at der blev talt om en Jubelfest i Anledning af Reformationen, men jeg hverken saae eller hørte hverken Jubel eller Fest. - Men faae Aar derefter, mig synes, det var den 27de September 1824, oplevede jeg en virkelig Jubelfest; det var den Dag, da vor kjere, unge Bye, vort elskede Christiania, var to hundrede Aar gammel. Og to hun- drede Aar er jo en ung Alder for en Bye, den er jo neppe kommen ud af sin Barndom. Paa denne Dag var almindelig Jubel i Chri- stiania. Alle gave og modtoge Lykønskninger. Byens Kirke var fuld af glade Mennesker, og Biskop Sørenssen holdt en Tale og hvilken Tale! En Tale, der bragte Hjertet til at banke og Taarerne til at flyde. Og hans Maade at fremsige den paa var ligesaa skjøn SIDE: 357 og gribende som Talen selv. - Han talte om Christian den fjerde, denne store, gode Konge, der elskede saa høit sit Norge og sine Nordmænd; denne ædle Konge, der ogsaa anlagde Christiania og gav Byen sit Navn. Han talte om, hvorledes denne Fest engang tilforn, paa denne samme Dag og for hundrede Aar siden, i denne samme Kirke var bleven høitideligholdt, og om de Mennesker, som dengang fyldte Kirken, og hvoraf nu ingen mere var tilbage. Hvilken viid Mark for Indbildningskraf- ten! Jeg vidste ikke, om jeg drømte eller var vaagen, men jeg saae ikke mere mine Sam- tidige, men Forfædrene fra et Aarhundrede tilbage. Om Afte- nen var hele Byen illumineret, vi gik om paa Gaderne til Kl. henimod 12. Der gik mange Mennesker om paa Gaderne med glade Ansigter, uden Støi, med en stille Glæde; det var som en Faders Fødselsdag, og alle Christianiensere vare hans Børn. - Og saaledes har jeg da op- levet en virkelig Jubelfest. Et Ørefigen. I Aaret 1806 boede der i Kirkegaden i Christiania en Kram- bodhandler, der heed Hagemann og var en Tydsker eller Holste- ner; denne Mand var tyk og feed, vranten og fortrædelig. Naar man seer et Menneske, der er maver og seer svag og lidende ud, at være vranten og suur, da undskylder man ham og har Medlidenhed med ham, men naar hans hele Udvortes vidner om Magelighed og Vellevnet, da er man kun lidet tilbøielig til at føle Medlidenhed med den Utilfredse. - Jeg gik imellem ind i Hagemanns Bod at kjøbe nogle Smaating, han stod selv i Boden og havde som Med- hjelper en Dreng, hvis Udseende var mig paafaldende, ikke just fordi han var smuk, men fordi der var noget - je ne sais quoi -, som syntes mig at forkynde, at han var for god til at være Hage- SIDE: 358 manns Kramboddreng. Jeg erkyndigede mig om, hvem denne Dreng var, og man sagde mig, at hans Navn var Fearnley, at han var fra Frederichshald, og at han var Kramboddreng, fordi han intet andet Tilhold havde. En Dag, da jeg kom ind i Hagemanns Bod, stod han der alene og var vrantnere og surere end nogensinde. Jeg vovede dog at spørge ham om Drengen, og han svarede vrantent: Han er ikke længere hos mig. - Kort efter blev mig fortalt, at Hagemann havde givet Fearnley et Ørefigen, og at denne derpaa havde forlangt og taget Afsked med Hagemann og med Kramboden. Mon jeg ikke skulde være duelig til at fortjene mit Brød paa en anden Maade? havde han tænkt; da faldt det ham ind, at han havde Lyst og Anlæg til Tegning og Malen. Hvilke Hjelpemidler han fandt, veed jeg ikke, men nogle Aar derefter taltes her i Landet og i fremmede Lande, vidt og bredt, om den berømte Landskabsmaler Fearnley. Der gaves i min Tid i Christiania en Art Qvinder, og jeg haaber, de findes der endnu, som man i Almindelighed kaldte Vel- færdskoner. Gram kaldte dem i sit Sprog Annemalener. Marmontel har i en af sine Contes moraux fremstillet en saadan Qvinde, som han har kaldet: La femme, comme il y en a peu; men det skjøn- neste Billede af en saadan Qvinde er det, som Salomon har givet os i sine Ordsprog. Dette læste jeg saa ofte i min tidlige Ungdom i den franske Oversættelse, at det har præget sig uudslettelig i min Hukommelse, og jeg kan ikke bare mig for at fremsætte det her: Qui me trouvera une femme forte? Elle est plus precieuse que les perles. Le coeur de son mari se confie en elle avec raison, car par ses soins il ne manquera de rien. Elle lui fera du bien tous les jours de sa vie, et elle ne lui fera jamais du mal. La femme forte se lève de grand matin et même avant le jour pour veiller aux besoins de sa famille, et pour distribuer le travail aux servantes. Le travail la rend forte. Elle ne mange pas le pain de la paresse. Elle achète un champ et l'ensemence, elle plante la vigne du fruit de ses mains. Elle est comme le navire d'un marchand, elle apporte son pain de loin. Sa lampe ne s'éteint pas la nuit, car elle a soin que les servantes y mettent de l'huile. Elle ne craint pas la neige pour sa famille, car tous ceux, qui sont sous sa conduite, ont un double vêtement. Elle est toujours gaie et contente, car elle sait SIDE: 359 que ses occupations sont bonnes, et l'ordre qui est établie dans sa maison, la rejoint. Elle fait du linge et le vend, elle fait des cein- tures, qui elle donne aux marchands. La force et l'honneur com- posent sa ceinture, et elle ne craint point la mort. Elle étend sa main pour soulager le pauvre, elle assiste le malheureux. Elle n'ouvre jamais la bouche qu'avec sagesse, la douceur et la charité sont sur ses lèvres. Quand son mari est assis devant la porte de la ville avec les anciens, tout le monde lui fait honneur à cause de sa femme, tous conviennent qu'il est heureux. Ses enfants la nom- ment bienheureuse, et benissent leur bonheur d'être nés d'une telle mère. Son mari lui dit aussi: plusieurs filles se sont bien com- portées, mais tu les surpasse toutes. La grace trompe, la beauté s'évanouit, mais la femme qui craint le seigneur sera louée, même après que sa grace et sa beauté seront disparues. Da jeg igaar havde skrevet saa langt, lagde jeg Pennen ned; efter disse saa skjønne og sublime Ord syntes det mig en Profana- tion at tilføie nogle af mine. Idag har jeg taget Mod til mig og har betænkt, at da Kong Salomon saa ofte er sat ved Siden af Jørgen Hattemager, saa kan jeg vel uden Forargelse nævne ham paa samme Blad med Lars Smith, velmeriteret Kjøbmand i Chri- stiania, der boede paa Byens Torv og havde en Hustrue, som, efter alt hvad jeg hørte og saae af hende, paa noget lidet nær, lignede det af Kong Salomon fremsatte Ideal af en Qvinde. Den første Gang, jeg hørte Tale om Madame Smith, var i Aaret 1790, da Moder havde sat Broder Johannes ind i Verden og blev betjent af Jordemoderen Madame Abel, der i de samme Dage havde samme Function hos Madame Smith. Danske Fruentimmer i Almin- delighed og Jordemødre i Særdeleshed ere ofte meget snaksomme; Madame Abel sad ofte hele Timer ved Moders Seng og snakkede i et væk, og jeg hørte til med Opmærksomhed. Jeg var dengang i mit tiende Aar, og jeg har allerede fortalt, hvorledes jeg hørte Lieutenant Hansteen fortælle Moder om hans Forlovelse med Jom- fru Schnell, hans intenderede Frierie til Frøken Elieson, og hvor- ledes jeg hørte Carsten Tank fortælle Fader om sit mislykkede Frierie til Jomfru Juell paa Vestby. Jeg seer endnu, hvordan Tank lagde Haanden paa Hjertet, da han sagde: Af hvad jeg nu har sagt Dem, kan De selv dømme om, hvad jeg følte for Pigen. Faster Green fandt det upassende, at saadanne Materier bleve af- handlede i Børns Nærværelse, hun gjorde Fader og Moder opmærk- som herpaa. Smaae Gryder har ogsaa Øren, sagde Faster Green. SIDE: 360 - Først fortalte nu Madame Abel sin egen Historie, hvorledes hun, næsten endnu et Barn, var bleven givt med Østergaard, som Aaret efter var død fra hende. Da hendes Søster, Jomfru Winther, havde gjort saa megen Lykke paa dansk Theater og vundet saa stor Be- rømmelse der, saa vilde nu Madame Østergaard forsøge at gaae samme Vei. Tre Gange havde hun debuteret, men med lidet Held, og blev ikke antaget. Hun givtede sig paanyt med en Friseur, Abel, men dette Ægteskab var ulyk- keligt, og de bleve adskilte. Hun havde en Søn efter Øster- gaard, denne vilde Jomfru Win- ther sørge for og forsynede ham rigelig med Klæder og Linned - her fulgte en lang Liste paa alle de gode Klæder og Sager, som hun skjenkede ham -, men da hendes Hensigt var at sende ham til Søes, saa tog Mo- deren ham tilbage, hun havde nu sat ham i Latinskolen i Chri- stiania. - Siden begyndte hun at tale om Madame Smith, om den store Orden i hendes Huus, hvor alt vidnede om hendes utræt- telige Flid, hvor alting gik som efter en Snoer; om den store Ærbødighed, Tjenestefolkene havde for hende, og om den Godhed, hvormed hun behand- lede alle dem, der kom hende nær. Et Træk heraf vil jeg anføre med Madame Abels egne Ord: "I forrige Uge var hendes Barn til Daaben; det blev bestemt, at jeg skulde kjøre med Barnet til Kirken, og Madamen spurgte mig, om jeg havde min Pynt istand til den Dag, og hvilke Klæder jeg agtede at tage paa. Jeg svarede hende, at jeg havde en Trøie og Skjørt af lyseblaat Silke- tøi, som jeg tænkte at iføre mig ved denne Leilighed. Det er godt nok, sagde hun, men dertil hører et Forklæde af hvid, klar Musselin. Jeg svarede, at jeg intet saadant eiede. - Jeg skal laane Dem mit, sagde hun og leverede mig et meget smukt For- klæde, garneret med kostbare Kniplinger. Paa Barnedaabsdagen tog SIDE: 361 jeg Forklædet paa, men, tænk Dem min Skræk! da jeg kjørte hjem og steg af Vognen, havde jeg faaet en Rift i Forklædet. Jeg stop- pede Riften, saa godt jeg formaaede, og leverede Forklædet tilbage, ikke uden Ængstelse. Dagen derpaa sagde Madamen til mig: Jeg havde havt isinde at forære Dem det Forklæde, De bar igaar, men nu har det faaet en større Værd for mig, og jeg vil ikke miste det; De har stoppet en Rift deri med saa kunstig Haand, at jeg ofte vil betragte det som en Erindring af Dem og Deres Kunstfærdighed. Modtag istedet derfor dette! - Og nu leverede hun mig et endnu smukkere Forklæde med endnu bredere Knip- linger." I Aaret 1800 gjorde jeg ved Alette Tyrholm Fru Smiths Be- kjendtskab og bestyrkedes derved i min Høiagtelse for hende. I Aaret 1814 bad hun mig om at give hendes Datter Louise Under- viisning i Fransk. Louise var det yngste af hendes Børn og, som jeg formoder, det kjereste. Det var en Fornøielse at undervise denne Pige, hun var opvakt, havde godt Hoved, og jeg maatte faae hende meget kjer. En Dag bad hun mig fra sin Moder, at jeg vilde komme til dem paa deres Landsted, Incognito, hvor de boede om Sommeren, og her bemerkede jeg, at denne saa strenge Huusmoder var svag og eftergivende, naar det gjeldte Louise. Vi spadserede i Haven, og Moderen sagde: Min Louise, vil Du ikke plukke nogle Stikkelsbær til Fru Dunker? - men Louise svarede: Nei da, Moder, vil Du, at jeg skal stikke mine Fingre itu paa Tornene? Og Moderen sagde: Du har Ret; kald paa en af Pigerne, at hun plukker Stik- kelsbær til os. - Da vi gik ind i Huset, sagde Moderen: Louise, gaae engang ud i Kjøkkenet og see til med Pigerne, at Maden bliver vel tillavet. Louise svarede: Men Moder, vil Du da, at jeg skal staae for Kjøkkenilden og forbrænde mit Ansigt? - Og Mo- deren henvendte sig til sin ældre Datter, Anne, som strax opfyldte Forlangendet. Louise var engang paa et Bal, hvor der sad nogle adelige Frøkener sammen og converserede paa Fransk. Louise sad i Nærheden af dem, men da de troede at hun ikke forstod Sproget, saa begyndte de ogsaa at tale om hende. Hun er styg, sagde den ene. Der er intet smukt paa hende uden Haaret, sagde den anden, og det er falskt (postiche). Nu kunde Louise ikke tie læn- ger, hun forsikrede dem i samme Sprog, som de førte, at hendes Lokker vare: de son propre crû, - og her hørte Conversa- tionen op. SIDE: 362 Louise var 19 Aar og hendes tre ældre Søstre vare givte, da Kongen kom til Christiania. Lars Smith boede paa Incognito og overlod sit Huus paa Torvet til Logis for Kongens Følge. Adskil- lige svenske Officerer fik nu Bolig der, blandt disse var der en ung Mand som Smith og hans hele Familie fandt meget elskværdig. De hørte at hans Navn var Bratt. Paa Ballerne dandsede han med Louise og hjemme sang han Duetter med hende. Ikke længe efter Kongens Afreise fik Lars Smith fra Stockholm et Brev underskrevet Bratt, hvori denne anholdt om hans Datter Louise, han gjorde rede for sin Stilling i Staten og sin Formue. Inde- sluttet fulgte et Brev til Louise, som blev meget glad herover. Bratt var den elskværdigste Mand hun havde seet og Fader saavelsom Datter gave gunstige Svar. Brevvexlingen blev fort- sat og Tiden bestemt, da Bratt skulde indfinde sig i Christiania for at holde Bryllup med Louise Smith. Hun udbad sig Tilla- delse til at faa en Veninde af hendes Alder til sig i de Dage, og Augusta Hansen var hos hende medens hun ventede Bratts Komme. - Han kom - Louise saae paa ham, gav et høit Skrig og besvimede. Da man omsider fik hende til Live igjen, forlangte hun at være alene med sin Fader. Hun sagde ham, at denne Mand ikke var den Bratt, der havde behaget hende, at denne var af alle de svenske Officerer den, hun mindst kunde lide og at hun umulig kunde ægte ham. Louises Tilstand var saa exal- teret, at det ikke kunde nytte at gjøre hende Forestillinger; Faderen gik ind til den beængstede Brudgom og søgte at berolige ham. I Talens Løb erkyndigede han sig om de øvrige svenske Officerer, der havde logeret i hans Huus, og fik vide, at der var to Fættere SIDE: 363 Bratt, at den anden var givt i Stockholm og havde to Børn. - Louise blev syg af Sorg, men Faderen forestillede hende hvorledes hun vilde gjøre sig latterlig, ja foragtet, om hun nægtede at ægte den Mand hun havde givet skrivtlige Forsikkringer om sin Kjerlig- hed, om man skulde sige om hende, at hun havde forelsket sig i en givt Mand? Efter en voldsom Kamp med sin Tilbøielighed fulgte Louise Bratt til Brudeskammelen og reiste med ham til Stockholm. Men hun kunde ikke lade som om hun elskede ham, hendes Kulde saarede ham og der foregik ofte voldsomme Scener mellem dem. Hendes ældste Søster Marie, givt med Doctor Garmann blev Enke, hun begav sig til Louise og denne fromme englegode Sjel mildnede ofte de ulykkelige Ægtefællers Skjebne. Louise døde i sit 36te Aar, og efterlod sig 5 Børn og Fru Garmann, som selv ingen Børn havde, var for dem en kjerlig Moder til sin Død. Poul Arnesen. [fotnotemerke] Hans Fader var en Islænder bekjendt ved sit voldsomme cho- leriske Temperament. I Kjøbenhavn forelskede han sig i en smuk Pige og forlangte hende tilægte; hendes Forældre raadede hende fra at indgaae denne Forbindelse, og hendes Broder sagde til hende: Ægter Du ham, da vil han om kort Tid mishandle eller endog dræbe dig. Disse Advarsler vare frugtesløse. Pigen ægtede Arnesen og fulgte ham til Island. Det varede ikke længe inden han i An- fald af Vrede mishandlede sin Kone og Skjeldsord, Hug og Slag hørte til Dagens Orden. Engang, efter et saadant Anfald, sagde hun: Ak, hvorfor hørte jeg ikke efter min Broder Pouls Advarsler! Han sagde mig, at dersom jeg ægtede Dig, da vilde Du, om kort eller længe, mishandle, ja endog dræbe mig. Har Din Broder sagt dette? raabte Arnesen, da tilsværger jeg ham Hevn og Had. - Da det viste sig, at Konen var frugtsommelig, saa skaanede han hende, talte heller ikke mere om hendes Broder og da hun var kommen ned med en Søn, sagde han til hende: vi ville kalde Drengen Poul efter Din Broder. Konen blev meget glad herover, da hun troede at nu ogsaa hans Harme mod hendes Broder var forsvunden; men da Drengen var døbt, sagde Arnesen til sin Kone: Nu skal Du vide hvorfor jeg har kaldet Barnet op efter Din Broder. Jeg har svoret at hevne mig paa ham, men han er i Sikkerhed i Kjøben- havn, og jeg kan ikke komme ham tillivs, men nu skal Denne, hans Navne, undgjelde, raabte han og knyttede Næven. Fotnote: Denne Beretning er gjennemgaaende urigtig; sml. Registeret. SIDE: 364 Arnesen lod det ikke blive ved tomme Ord; saasnart Drengen blev saa stor, at Faderen kunde uden Fare for at dræbe ham, slaae og sparke ham med Foden, saa maatte den stakkels Moder være Vidne til denne grusomme Behandling. - Da Poul var 11 Aar gammel, sagde Faderen: nu holder jeg det ikke længer ud at see ham for mit Ansigt, og han satte ham ombord paa et Skib, der gik til Kjøbenhavn, og gav Skipperen Ordre at sætte ham der i Land. Han gav ham hverken Penge eller Anbefaling til Nogen og Poul havde Intet med sig uden Klæderne paa Kroppen og i Lommen 30 Skilling, som hans Moder hemmelig havde stukket til ham, og som var alt hvad den stakkels Kone eiede. Saavidt fortalte Fru Christiane Koren, men hvorledes det gik til, at Poul Arnesen, 12 Aar efter at han som et hjelpeløst forladt Barn vandrede om paa Kjøbenhavns Gader i flere Dage, nu var bleven Candidat, Philolog med Udmærkelse, det sagde hun ikke, formodentlig vidste hun det heller ikke. I Aaret 1804 blev Poul Arnesen ansat som Overlærer i Chri- stiania Latinskole. Han var 25 Aar gammel, en høi, velvoxen, smuk, blond Mand. Han havde givtet sig i Kjøbenhavn og bragte sin Kone med sig. Der gik samme Rygte om hans voldsomme Ilsindighed og Vredagtighed som før om Faderen, og man vilde vide, at Konens Forældre længe havde sat sig mod Forbindelsen, og yttret Frygt for, at han vilde dræbe hende. - Jeg saae i den Tid ofte Arnesen og hans Kone i Selskab, han kom endog til os, men jeg bemærkede intet furieust hos ham, uden man vilde antage det derfor, at ved hver Yttring, der ikke aldeles behagede ham, steg Blodet ham stærkt til Ansigtet og de to Aarer i hans Pande svulmede op, næsten til en Fingers Tykkelse. Madame Arnesen saae ud til at være et lidet, ubetydeligt Væsen med blonde, næsten hvide Haar; Fru Bull paa Tøien sagde i sit naive Sprog om hende: - Madame Arnesen seer ud som en lita qvit Høne. Men saae hun end ubetydelig ud, saa var dog ogsaa hun iilsindet, det beviser tilfulde hendes Dødsmaade. - En Dag gik hun over Gaardsrummet i det Huus, hvor de boede, og saae at der stod en Balle fuld af nyvadskede vaade Klæder, hun kaldte paa Pigen og befalede hende at bære Ballen med Klæderne op paa Loftet. Pigen svarede at hun havde forsøgt dette, men det var hende for tungt, hun maatte bie til hun fik Hjælp med at bære Ballen op ad Trappen. I fuld Harme greb nu Madame Arnesen Ballen med Klæderne, Vreden gav den lille spæde Person Kræfter, SIDE: 365 hun bar den op ad Trappen - gik derpaa ind i sit Værelse, satte sig i en Lænestol og der overfaldt hende en voldsom Blodstyrtning. Pigen løb efter en Læge, og lod i Forskrækkelsen Dørene staae aabne efter sig. Da hun kom tilbage med Thulstrup fandt de Stuen fuld af fremmede Folk, der vare gaaede ind fra Gaden; i Lænestolen laae Madame Arnesen død og paa Gulvet laae et nyfødt, dødt Barn. - En Moder og et Liig, sagde Fru Delphin ved denne Anledning. Jeg saae Arnesen i de første Dage derefter - han bar sin Smerte, som det sømmer sig for en Mand. En af hans Venner, som i de Dage var hos ham, fortalte, at han var gaaet hen til Ligkisten for at sætte en Ring paa sin døde Hustrues Finger, men da han saae det døde Barn, som var lagt hende i Armen, slap han Ringen ned i Kisten og skyndte sig bort derfra. Efter hans An- modning maatte Thulstrup skrive en Beretning om hendes Døds- maade, som skulde sendes hendes Forældre. De skulde dog ikke beskylde mig for at have dræbt hende, sagde han. Et Aarstid derefter var Arnesen givt med Dorothea Wexels, en af Kammerraad Wexels's 9 Døttre. Omtrent paa denne Tid blev han befordret til Rector i en Latinskole i Dannemark, om jeg erindrer ret, i en af Jyllands Stivtsstæder. I nogle Aar hørte jeg intet fra ham, da indløb omsider den Efterretning, at han saaledes havde mishandlet sin Kone, at Øvrigheden der paa Stedet havde seet sig beføiet til at tage Konen fra ham. Poul Arnesen var anseet for en lærd Philolog, blandt andre Skrivter har han udgivet en græsk-dansk Ordbog, der endnu be- nyttes i Latinskolerne saavel i Norge som i Dannemark. Saa lidet beføiet jeg end føler mig til at være Sproggrandsker, kan jeg dog ikke undlade at gjøre nogle Anmærkninger over den Bogstaveringsmaade, nogle Nyere eller Yngre betjene sig af i Dag- bladene. Ofte har jeg Møie med at forstaae enten Ord eller Mening. Saaledes læste jeg forleden i Adresseavisen om en "Qvotadel". Jeg brød forgjeves mit Hoved for at udfinde, hvad det var for en Adel, som man kaldte saaledes. Jeg vilde tage Molbechs danske Ordbog til Hjelp, da faldt det mig ind, at Ordet kunde være Latin. Men da jeg rakte Haanden ud efter det latinske Lexicon, faldt det mig ind, at det ogsaa kunde være Fransk og have samme Primitivum som quotité, og nu gik der op et Lys for mig, det var Qvota-Deel. Hvorfor gjøre den ulærde Læser saa meget Bryderie for at spare et lidet e? SIDE: 366 Conferenceraad Lachmann og hans Døttre. Jeg veed ikke med Vished, om det var ham, der har bygget Lakkegaarden og givet den, saavelsom Gaden, sit Navn, eller om det maaskee har været hans Fader, der har gjort det; saalænge jeg kan erindre, boede Conferenceraaden i sin Eiendom, den saakaldte Kongens Mølle, ved Enden af Møllergaden. Han var en meget høi Mand, med et bydende, aristokratiskt Udvortes, og af en meget streng og stolt Charakteer. Han havde fire Døttre, hvoraf den Ældste lignede ham meget og var næsten ligesaa høi som han; hun var opdraget i Kjøbenhavn, i Madame Legrands Institut, hvor ogsaa Henriette Mathiesen (Fru Enevold Falsen) var bleven opdraget. Da Frøken Lachmann var kommen tilbage til sine Forældre, blev hun kort efter givt med Præsident Willemsen, en agtet, anseet og formuende Mand. Efter et Par Aars Forløb døde Willemsen og efterlod sin Hustrue en Datter og - som det heed i Intelligents- sedlerne - en Ufød. Lachmanns yngste Datter, Grethe, var den af hans Døttre, som han satte meest Priis paa; han gav hende selv Underviisning og tugtede hende med Ridepisken, naar hun ikke anstrengte sig nok i sine musikalske Øvelser. I sit attende Aar var hun en ud- lært Sangerinde, og jeg hørte Treschow sige en Aften, da han kom hjem fra en Concert, hvor hun havde ladet sig høre: "Hun træder frem, hun manierer sin Nodebog, hun synger, altsammen som en fuldendt Sangerinde. Hvorfra har hun alt dette?" - Kammerjunker Kaalund forlangte hende tilægte af Faderen. - Hende faaer De ikke, svarede Lachmann, men vil De have Henriette, hendes ældre Søster, hende skal De faae, hun er den dummeste af mine Døttre. - Doctor Baumgarten friede til hende og fik ligeledes Afslag af Faderen - dog uden Anviisning til Henriette; men Baumgarten gjorde Aftale med Datteren, at lade sig vie til ham uden Faderens Samtykke. Hans Ven, Lieutenant Hummel, var dem herved be- hjelpelig. Frøken Lachmann gik en Eftermiddag ud i Haven, hvor Hummel stod udenfor Havegjerdet, han løftede hende over Planke- værket og gik med hende til Kirken, hvor Baumgarten, Præsten og Vidnerne ventede dem. Da de nu hverken havde Huusholdning eller Tjenestefolk, saa spiste de til Middag og Aften hos Capitain Wiums, hvor jeg i den Tid flere Gange stødte paa dem. Hummel var Lieutenant ved det ridende Artillerie, for hvilket SIDE: 367 Aamodt var Compagniechef; jeg saae derfor Hummel næsten daglig og lærte at kjende ham temmelig nøie, men saa interessant og singulier, som saadan Charakteer vistnok er, saa række ikke mine Evner til at fremstille den fuldstændig; kun saameget herom. - Hans hele Individualitet var en Sammensætning af Yderligheder og Contraster, han var af det Stof, hvoraf der dannes Krigere og Martyrer; han kunde sige som Chevalier eller Mademoiselle d'Eon: "J'estime ma vie quatre sous, et ces quatre sous je les donne aux pauvres." Han agtede legemlige Smerter for Ingenting og loe kun deraf. Han havde en Gevæxt i Panden, den skar han selv bort med en Ragekniv, og da den siden voxede til igjen, saa gjen- tog han Operationen flere Gange. Og dog kunde han græde af Medynk, naar han saae en an- den lide. Flere Gange havde han vovet sit Liv for at redde Andre; engang paa Isen faldt han selv i en Vaag, da han vilde trække en Anden op af den. Aamodt spurgte ham, hvad han tænke paa i det Øieblik, da han gik tilbunds. Jeg tænkte, sagde han, at jeg vel nu maatte døe, og saa læste jeg et Fadervor. Hummel var forlovet med en Jomfru Rynning paa Kongsvinger. Men ligesom Fru Willemsen var den største blandt Qvinderne i Christiania, saa var Hummel upaatvivlelig den største Mand, og paa Bal saae jeg de to ofte dandse sammen og hørte vel ogsaa noget hvidske om Fløimænd. Samme Aar blev, som jeg har fortalt, Die Räuber opført i Grændsehaven; Hummel var Schweitzer, han spillede ikke, han var Schweitzer. Kort derefter hørte man, at Hummel og Fru Willemsen vare Kjerestefolk. Faderen, Lachmann, vilde bevæge Himmel og Jord for at bringe sin Datter fra at indgaae denne Forbindelse; han truede endog med at bringe Kongen til at forbyde den; det hjalp ikke, hun ægtede Hummel. Willemsen havde en Broder, der SIDE: 368 var Amtmand paa Bornholm, denne forlangte en af sin Broders Døttre til sig, og den anden Datter, som Moderen beholdt tilbage, døde nogen Tid derefter. Disse Børn havde hver et Par tusind Daler efter Faderen, og Fru Willemsen havde foruden en ikke ube- tydelig Capital fire hundrede Rigsdaler i Enkepension. Ved Hummels Bryllup vare Aamodt og Baumgarten Vidner eller Forlovere; hverken Brudens Forældre eller nogen af hendes Slægt- ninge, med Undtagelse af Fru Baumgarten, vare i Bryllupet. Fru Baumgarten loe hjerteligt af den lille Mine Willemsen, som spurgte hende, om det var sandt, hvad Pigen havde sagt, at nu skulde Hummel blive hos dem baade Dag og Nat. I det første Aar efter Brylluppet gik Fru Hummel ikke ud af sit Huus og modtog intet Besøg. Aaret efter kom hun i de Sel- skaber, som Bielefeldt, Chefen for Artilleriebrigaden, ofte gav, og hvortil han indbød alle Artillerieofficerer med deres Familier. - Hun, som ved Skjønhed, Aand, fiint Væsen og høi Stand havde været en af de første Damer i Christiania, blev nu aldeles over- seet, især af Damerne. Mig gik det rigtignok ikke bedre, men for mig var dette hverken uhyggeligt eller ydmygende; jeg vidste, hvor ubetydelig jeg var, og havde aldeles ingen Fordring, ikke engang Attraae efter at blive bemærket. Ved saadanne Leiligheder foreslog Fru Hummel mig at gaae med hende ind til Demoiselle Carthier, de smaae Frøkener Bielefeldts franske Gouvernante, der lod os høre paa, hvorledes hun parlerede med Børnene, og lod dem oplæse deres franske Lectier for os. Kongen gav Hummel Charakteer af Capitain, og jeg hørte Damerne med Latter sige til hverandre: Fru Hummel er bleven Capitain. Men dette var kun en liden Deel af den stakkels Fru Hummels Lidelseshistorie. De havde været givte i omtrent tre Aar og havde to Børn, da forlangte en Pige at tale med Oberst Biele- feldt; hun sagde, at hun var i Tjeneste hos Hummel, og at hun for nogen Tid siden uforvarende var kommet ind i Stuen og havde seet Hummel slaae og mishandle sin Kone. Da han blev Pigen vaer, blev han forskrækket og gav hende fire Rigsdaler, for at hun ikke skulde sige til Nogen, hvad hun nu havde seet. Hun havde ogsaa tiet dermed, men nu blev Mishandlingen uden Sky saa ofte gjentaget, at hun maatte tale derom. Fru Hummel kom siden selv til Obersten og erklærede, at hun ikke længer kunde udholde at leve med Hummel. Hummel var en munter og behagelig Selskabsbroder, en meget SIDE: 369 god Skuespiller, en vældig Jæger, en fortræffelig Billardspiller; han havde derfor mange Venner og Velyndere. Af Bernt Anker var han yndet for sit dramatiske Talent, af John Collett var han elsket som Sportsman, ligeledes af flere norske Engelskmænd, som den- gang vare lidenskabelige Jægere. Der blev nu raadslaaet om, hvad der skulde gjøres ved Hummel, og Resultatet blev, at man sendte ham udenlands, jeg erindrer ikke, under hvilket Paaskud. Han blev sendt til Neapel, og havde Permission paa to Aar. I denne Tid corresponderede han flittig med sine Venner i Christiania, især med John Collett, og de forsikkrede, at hans Opførsel var særdeles god. - Efter Permissionens Udløb kom han tilbage til sin Familie, og nu varede det ikke længe, før det huuslige Uveir brød ud paa nyt. Formuen var aldeles borte, og det er sandsynligt, at hun ikke havde skaanet den mere end han. Bielefeldt blev Chef for hele Artilleriet og fik som saadan sin Post i Kjøbenhavn. Ogsaa Hummel blev an- sat der, og Fru Hummel med Børnene blev tilbage i Christiania; hvorvidt der var sørget for hende, veed jeg ikke, men vist er det, at hun var i megen Trang. I Kjøbenhavns Bombardement udmærkede Hummel sig saaledes ved Mod og Tapperhed, at Kongen blandt andre Belønninger gav ham en Orden. Ved vilde og gale Streger forbrød han sig siden saaledes, at Kongen afskedigede ham og forlangte Ordenen tilbage. Hummel vilde ikke godvillig udlevere den, og Kongen sendte to Officerer hen til ham for at tage den fra ham med Magt. Hummel satte sig paa en Kuffert - det eneste Meubel i hans Værelse - med en ladt Pistol i Haanden og sagde, at hvad hans Konge havde givet ham, det skulde Ingen tage fra ham, saalænge der var Liv i ham, og lovede at skyde Pistolen af paa den, som nærmede sig ham i denne Hensigt. Ordenen bar han paa Brystet. Da Kongen hørte dette, sagde han leende: "Saa lad ham da beholde den." Engang gik det Rygte, at Hummel var død; Fru Hummel skulde altsaa have sin Enkepension igjen; men Rygtet var falskt, og hun flyttede til Fredrichsstad, hvor hun oprettede en Skole. Men her traf hende det haardeste af alle hendes haarde Skjebnes Slag. Hendes og Hummels Datter var nu omkring tyve Aar og havde forelsket sig i en ung Mand i Fredrichsstad; da hun fik vide, at han havde forlovet sig med en Anden, tog hun Givt ind. Da Givten begyndte at virke, angrede hun det og fortroede sig til en gammel Pige, som var fulgt dem fra Christiania. Der blev nu anvendt alle mulige Midler for at redde hende, men den Portion, hun havde taget, var SIDE: 370 for stor, hun maatte ynkelig døe. I de senere Aar har jeg Intet hørt om Hummel eller Fru Hummel, kun engang i Aaret 1831 saae jeg i Christiania en høi, meget smuk ung Mand, der heed Hummel og udentvivl var deres Søn; han var Underofficeer. Lachmanns tredie Datter, Henriette, givtede sig ogsaa mod For- ældrenes Villie med en Lieutenant Mørch; jeg veed Intet om hende, uden at hun var meget fattig og meget ulykkelig. Hun døde i Christiania og efterlod sig en Søn. Fru Baumgarten var meget letsindig og fri i Opførsel og Tale, hun gav derfor Anledning til megen Omtale; men de, som kjendte hende nøie, sagde om hende, at de maatte holde af hende, da hun med alle sine Feil havde et saa godt Hjerte, og det er vist, at hun satte sin Glæde i at hjelpe og trøste, hvor hun kunde. I Musik og Sang var hun uforlignelig, og Slotspræst Sverdrup, der var en gammel streng Moralist og havde hørt adskilligt Ondt om Fru Baumgarten, sagde, da han havde seet og hørt hende som Lene i Dragedukken: Nu skulle alle hendes Synder være hende tilgivne. I Epilogen: De ni Muser, tildeelte Falsen hende Polyhymnias Rolle; at han samme Gang tildeelte mig Clios Partie, har maaskee bidraget til at give mig Lyst, om just ikke Evne, til at optegne de vistnok kun lidet mærkværdige Tildragelser, jeg har seet foregaae. - I Pebervigen boede en Mand, som man kaldte Kaasbøl; man kaldte ham ogsaa Kongen i Pebervigen, da han var en riig eller dog en velhavende Mand. Andre sagde, at hans Navn ikke var Kaasbøl, men at han havde været Tjener hos en Kaasbøl; han havde en Søn, der var en meget smuk ung Mand, havde etableret sig som Kjøbmand i Christiania og kaldte sig Holt. Han var en intim Ven af Baum- garten, kom daglig i hans Huus og var i Selskaber Fru Baumgartens opvartende Cavalleer. Imellem var han og Baumgarten paa Lyst- toure, hvor hun ikke var med. Der gik mange høist usandsynlige Rygter i denne Anledning. Jeg gider ikke gjentage dem, de vare saa urimelige, at de modsagde sig selv. Baumgarten, og Fruen endnu mere, vare Elskere af Hunde, Holt ligesaa. At Holts Hund fulgte Fru Baumgarten, ja endog opsøgte hende paa Theatret, saae jeg engang paa en Prøve, medens jeg stod ved Siden af hende paa Scenen; jeg vidste ikke andet, end at det var hendes egen Hund, da hun klappede den og sagde: Det er Holts Hund, den følger mig overalt. Dette er nu alt, hvad jeg har seet, der kunde tyde hen paa et intimt Forhold mellem dem. - En Dag tog Baumgarten, Holt og et Par andre unge Mænd ud paa Landet i et Jagtpartie; SIDE: 371 de havde samlet sig hos Baumgarten, tog Afsked med Fruen og gik afsted. Ud paa Dagen, da de vare gaaede ind i en Bondestue, gik Holt ubemærket fra dem. De gik ud for at søge ham op, og da de vare gaaede et Stykke Vei, saae de Holt ligge paa en Bakke med Geværet ved Siden. See engang den dovne Holt, sagde Baum- garten, der har han lagt sig til at sove, vi ville vække ham med et dygtigt Dask. Da de kom hen til Bakken, saae de en Strøm af Blod: Holt havde skudt sig, han var allerede død. - Der blev nu fortalt mange Historier i den Anledning, Beretninger om Ting, som ingen Sjel har seet. Holt havde skudt sig af Jalousie, man nævnede den unge Mand, som havde stukket ham ud, o. s. v. I Mauritz Hansens Roman heder Holt Toll og Hummel heder L'humble. Hummels første Kjereste, Jomfru Rynning, blev givt med Professor Thaarup, en meget agtet og anseet Mand, jeg saae hende engang paa et Bal, hun saae lidende og ulykkelig ud, der blev sagt, at hun ikke kunde glemme Hummel; hun døde endnu ung. Baumgartens havde to Døttre, der havde gode Anlæg og nøde en god Opdragelse. Han flyttede med sin Familie til Flensborg, og jeg har forgjeves søgt at faae nogen Efterretning fra eller om dem. Carl Nicolai Dunker. Fra ham nedstammer den nu i Norge levende Familie Dunker. Han var en Hesse og Casselaner. I sin Ungdom havde han været Soldat og tjent i Syvaarskrigen; han blev Officeer, ved Krigens Ende blev han Hauptmann og fik sin Post i Cassel. Han beskrives som en meget stor og stærk Mand, med et vidunderlig tykt og stærkt Haar; han bar det i en Zopf, der naaede ham til Hælene; naar Børnene vare ulydige, slog han dem med Haarpidsken. Han var givt med Johanna von Dalwig af et gammelt berømt adeligt Huus, - om "den Herren von Dalwig" fortælles i Hessen eventyrlige Ting, - hendes Forældre vare døde efter at have mistet deres For- mue ved en Proces. Da Dunker var bleven givt med Datteren, forlangte han og fik Tilladelse til at optage Processen paa nyt. Han betroede sin Sag til en Advocat, som i denne Anledning fik en betydelig Sum Penge i Hænderne. Advocaten rømte med Pen- gene, og Dunker optog ikke mere Processen. Naar hans Venner opmuntrede ham dertil, svarede han: "Nicht doch! ist schon Einer zum Schuft darüber geworden, so was soll nicht wieder geschehen." SIDE: 372 Han havde tre Sønner, Heinrich, født 1769 - han var ikke lidet stolt af, at han var født samme Aar som Napoleon, Walter Scott, Chateaubriand, Hertugen af Wellington og saa mange flere berømte Mænd -, Wilhelm, født 1775, og Reinhard, nogle Aar yngre. Han var en god og kjerlig Ægtemand; da hans Børn havde seet sig om i Verden, sagde de aldrig at have seet et saa lykkeligt Ægteskab som deres Forældres; for sine Børn var han en streng, men ogsaa en god Fader; de havde lige megen Respect og Kjer- lighed for ham. Imellem nedlod han sig vel til at spøge med dem. Om Juleaften forsømte de aldrig at sætte en tom Tallerken foran deres Seng, og das Christkindchen kom om Natten, medens de sov, at bringe dem Gaver. En Juledags Morgen, da Heinrich vaagnede og greb efter sin Tallerken, laae der intet andet derpaa end et raaddent Æble; han blev forbittret og kastede Æblet ud af Vinduet. Ogsaa paa Wilhelms Tallerken laae et saadant Æble, men han satte sig til at betragte det nøie, han vendte det paa alle Kanter, anatomerede det, og see! indeni Æblet laae en Louisdor. Heinrich var nu ikke seen med at hente sit Æble ind fra Gaarden, og han fandt nu ligeledes en Pistole deri. Heinrich blev sendt til Rinteln og indskrevet som Student ved Universitetet der, men det viste sig snart, at han hverken havde Lyst eller Kald til at studere, og Churfyrsten gav ham en Anbe- faling til Kongen af Dannemark, der gav ham Bestalling som Lieute- nant. Han fik først sin Post i Trondhjem, men der blev han kun kort Tid og blev forsat til Christiania. Han givtede sig med Frøken Lützow, en Datter af General Lützow, og steg efterhaanden til Oberst og Generaladjutant, Ridder af Sværdordenen, og døde i en høi Alder. Han havde tre Sønner og tre Døttre. Sønnerne vare alle Militaire. Da jeg besøgte Familien i Rodenberg, var Faderen nylig død. Døttrene spurgte mig, om ikke deres Broders ældste Søn, der var opkaldt efter sin Farfader, var en stor og stærk Mand; jeg sagde da Sandheden, at han var liden. Heinrich skrev til Fader, sagde de, at han snart var lige saa stor som den han var opkaldt efter. Det var et fromt Bedrag, lagde de til, det har glædet vor gamle gode Fader. I Rinteln var en Professor Holtermann, der var et changeant Genie af dem, om hvem man siger, sie verstehen sich ob alle Dinge. Han var Professor i Mathematik og gav desuden Underviisning i Chemie og Mineralogie, han malede Landskaber og Miniaturpor- traiter og stak i Kobber, han var Dreier og Snedker og forfærdigede SIDE: 373 Modeller til alskens Machiner af egen Opfindelse, han gjorde Bly- antspenne, og han arbeidede paa et perpetuum mobile. Denne Mand oprettede et Institut for Drenge, og derhen blev Wilhelm Dunker sat. Holtermanns Kone var ligesaa excentrisk som hendes Mand, jeg skal ikke kunne sige, hvad hun beskjeftigede sig med, men med sit Huus var det ikke; meget sjelden havde hverken de selv eller Eleverne anden Frokost, Mid- dags- og Aftensmad end kogte Kartofler, og ingen anden Drik end Viin til alle Maaltider. En Følge heraf var, at Wilhelm fik saadan Lede til Kartofler, at han aldrig spiste dem, og Viin kunde han i mange, mange Aar der- efter ikke nyde. Da Wilhelm i Cassel havde faaet Examen i Mineralogie, sendte Churfyrsten ham til Hartzen at arbeide i Bjergværket; siden blev han an- sat ved Bjergcollegiet i Cassel som Gehülfe og fik Titel af Assessor. Reinhard, den yngste, var Moderens Yndling; han var hende behjelpelig i Haven og vilde gjerne arbeide paa Marken; han blev bestemt til at blive Econom, Forvalter paa et Herre- gods eller Forpagter af et saa- dant. Da de to ældre Sønner havde kostet Faderen mange Pengeudgivter, og Reinhard deri- mod Lidet eller Intet, saa gjorde Faderen et Testament, ifølge hvilket Reinhard skulde arve saavel ham som Moderen, dog var det ham paalagt at sørge for sine Søstre. Churfyrsten af Hessen brugte at afskedige sine Officerer, naar de bleve gamle, men han gav dem ingen Pension; han havde intet imod, om de søgte at gjøre sig Fordele, saalænge de stode i Tje- nesten, og han saae endog gjennem Fingre med, om disse Fordele ikke vare tagne aldeles lovlig. Da han engang afskedigede en al- SIDE: 374 drende Officeer, og man forestillede ham, at denne Mand med sin Familie vilde være aldeles vis-à-vis de rien, sagde Churfyrsten: "Mein Gott! hat er denn nichts zurück gelegt?" og da Svaret var nei, sagde han: "Ich habe doch den Esel an der Krippe gebunden, warum hat er denn nicht gefressen." Da han gav Hauptmann Dunker Afsked, fik han vel ingen Pension, men en Bestilling som Accise- Einnehmer i den lille By Rodenberg i Grafschaft Schaumburg. Her kjøbte han en Eiendom, der bestod af et Vaaningshuus, en Kjøk- kenhave, en Frugthave (Obstgarten) og et lidet Stykke udenfor Byen en Eng og en stor Have, som blev kaldet der Südwiesegarten. Da jeg kom til Rodenberg i Aaret 1807, var Reinhard For- valter paa Godset Didersen, omtrent en Miil fra Rodenberg; der ligger en Bye, Minden, imellem disse Steder. Didersen tilhørte en General, der boede med sin Familie i Cassel; kun eengang om Aaret, paa den Tid Fersknerne vare modne, opholdt Familien sig nogle Dage paa Godset, al den øvrige Tid af Aaret traadte For- valteren og Huusjomfruen i Herskabets Sted og havde fri Raadighed over alt. Der var en smuk, elegant Bygning, pragtfuldt meublerede Værelser, et stort, udsøgt Bibliothek, herlige Malerier. Vi tilbragte der nogle ret behagelige Dage. Jeg saae daglig Bønder, der kom til Forvalteren i et eller andet Ærinde, de vare meget smukt klædte og lod til at være velhavende Folk; næsten alle Koner og Piger bare Halsbaand af store Ravperler, og saadant et Halsbaand kostede omtrent otte Rigsdaler. Men, hvad der gjorde mig ondt, var at see, hvorledes de unge Karle kom om Løverdagen at bønfalde Forval- teren om Tilladelse at dandse Søndag Aften, hvilket han maatte afslaae dem. Jeg kan ikke fatte, af hvilken Grund Herskabet næg- tede de stakkels Folk denne uskyldige Fornøielse. De to Søstre, Henriette og Philippine, vare smukke og elsk- værdige Pigebørn; Henriette lignede sin Moder, var liden, blond, med et Teint som Roser og Lilier, hun var munter og livlig, flittig og ufortrøden til alt nyttigt Arbeide som alle Piger i denne Egn. Saasnart et Pigebarn var afvant, begyndte Moderen at spinde til hendes Udstyr, Tjenestefolk gaves der kun faae af i denne Bye, Huusmoder og Døttre forrettede Husets Arbeide, Borgemester og Raad gjorde heri ingen Undtagelse. Jeg tilbragte halvandet Aar i Rodenberg, og i denne Tid saae jeg aldrig nogen Betler, hvorvel der intet Fattighuus var, og jeg hørte aldrig Tale om noget Tyverie; Livets Fornødenheder havde Enhver, og det lod ikke til, at Nogen tragtede efter mere. Philippine var des Vaters Ebenbild: stor, høi SIDE: 375 af Væxt, med mørkere Haar; hun var upaatvivlelig den klogeste og forstandigste Pige i mange Miles Afstand, og af en regelmæssigere Skjønhed end Søsteren. Hun blev givt med en Doctor Meine i Oldendorf og døde i sit 60de Aar; Meine meldte mig hendes Død, hun var død af la Grippe. Reinhard, som havde givtet sig med en Demoiselle Behrends, havde en Søn, Carl Dunker, som nu er Eier af et Apothek i Olden- dorf. Fra ham fik jeg for fem Aar siden et Brev, hvori han meldte mig Doctor Meines og Henriette Dunkers dødelige Afgang. Philip- pines eneste Søn, Wilhelm, er Doctor i Marburg. I Rodenberg var der en stor Mængde Jøder. Da de havde deres Lauberhüttenfest, gik jeg med Henriette og Philippine hen til nogle af disse Familier, der, saa længe denne Fest varer, ikke maae komme under Tag, men opholde sig i Løvhytter, som de udsmykke ved at hænge forgyldte Æbler og alskens Zirater i Grenene. Jeg saae der en Dreng paa syv Aar med det deiligste Ansigt af Verden, men pukkelrygget og yderst svag af Helbred; denne Dreng forstod og skrev Latin og Hebraisk og studerede uafladelig. Hans Moder sagde til os: "Unsere gelehrte Leute finden Vergnügen darin ihm Unterricht zu geben, weil er sogleich alles fassen und begreifen kann, und wir lassen sie gewähren; denn wozu könnten wir ihn brauchen? zum Kälbertreiben taugt er doch nicht." Min Svigermoder var syg og for det meste sengeliggende, da vi kom til hende i Rodenberg. Det var i Mai Maaned, og ved Badet i Nenndorf, som ligger kun faae Skridt fra Rodenberg, var der mange Badegjester og megen Lystighed. En Dag sagde Hen- riette til mig: "Vi have bedet vor Moder om Tilladelse at gaae til Nenndorf imorgen, men hun har givet os Afslag; beed De for os, Dem vil hun intet nægte." Jeg opfyldte hendes Forlangende og fik til Svar: "Jeg undte gjerne mine Børn en Fornøielse, og jeg kunde godt hjelpe mig med Pigen alene, men jeg er svag, og om jeg kom noget til, medens mine Døttre morede sig ved Dands og Lystighed, vilde de udsætte sig for Omtale, og hvad der var endnu værre, de vilde gjøre sig selv Bebreidelser." Døttrene forlode hende ikke den Dag, heller ikke den følgende; Natten derefter vaagede de og Wilhelm ved Moderens Seng, og henimod Morgenen slukkedes hendes Livs Lys. I Rodenberg var kun een riig Mand, Wilhelmi, og han levede mere indskrænket og sparsommelig end nogen Anden. Der var et Vertshuus i Byen, som blev kaldet Stockholm; der havde Embeds- SIDE: 376 mændene og de mere Velhavende en Club, om Vinteraftenerne for- samlede de sig "au den Stockholm", men heller ikke der var Wil- helmi med. Efter indstændige Bønner af Moder og Datter lod han den sidste gaae ind i et Pigeinstitut i Hannover, hvor han betalte 300 Rdl. om Aaret for hende; hun blev der i tre Aar og kom til- bage som en talentfuld og saare elskværdig Pige. Kort Tid efter Hjemkomsten blev hun syg og døde, og nu var Faderen utrøstelig, ikke saa meget over hendes Død, som over at nu de mange Penge vare udgivne til ingen Nytte. Han svoer høit og dyrt, at den anden Datter ikke skulde anvendes det mindste paa til hendes Underviisning: Wenn sie, sagde han paa sit Plattydsk, som jeg ikke kan gjengive, wenn sie kann ein Pot kochen, und ein Hemd nähen, denn kann sie genug. I Aaret 1820 besøgte Wilhelm atter sin Familie; Philippine var givt, og Henriette var hos hende; Reinhard var afskediget som Forvalter, da Herskaberne nødig ville have givte Forvaltere. Wil- helm kom til Cassel, hvor han havde Audients hos Churfyrsten, som vilde vide Besked om den norske Statsforfatning. Da han fik denne Besked, forundredes han høilig og raabte: "Aber mein Gott! was will denn der König mit so einem Lande, wo er keinen Nutzen vom hat!" I Aaret 1840 opsøgte Wilhelm for sidste Gang sin Familie i Tydskland. Han kom til Hessen-Oldendorf og spurgte efter Doctor Meine, man viste ham Huuset, han gik ind og mødte i Forstuen en lille Pige, som han spurgte, om Henriette og Philippine vare hjemme. Barnet løb op af en Trappe og raabte: "Hier ist ein Mann, der fragt nach Henriette und Philippine." "Bruder Wilhelm ist da!" raabte de to Søstre og ilede ham imøde. En Brodersøn af Carl Nicolai Dunker var Professor i Medicin ved Universitetet i Rinteln, og Politiedirecteur Dunker i Berlin, som omtales med saa megen Berømmelse i "Der neue Pitaval", er formodentlig en Søn af Professoren. Den Gamle skrev sit Navn Duncker. Jomfru Dampe. Da jeg første Gang saae hende, det var i Aaret 1798, var hun formodentlig 40 Aar gammel; hendes Paaklædning var be- skeden, ikke ungdommelig; dog saae man Levninger af Skjønhed (de beaux restes), især to blomstrende Kinder, dog vilde de unge SIDE: 377 Damer vide, at disse Roser vare Kunstproducter. Jeg hørte Biele- feldt sige, at General Huth havde været forelsket i hende, og at denne gamle General, hvergang Bielefeldt kom til Kjøbenhavn, spurgte ham om, hvorledes det gik den charmante Jomfru Dampe. Jeg troer, at hun var en Søster af den Dampe, som i saa mange, mange Aar, maaskee til sit Livs Ende, sad i Arrest paa en Fæst- ning i Dannemark for en politisk Forbrydelse, der aldrig blev oplyst, men som dog nok mere bestod i Ord end i Gjerning. Han blev ligesom Lofthuus hverken for- hørt eller dømt. Lofthuus saae jeg engang, da jeg med Aamodt spadserede paa Agershuus Fæstning; han sad ved et Vindue med Jern- stænger for og læste i en Bog. Aamodt sagde, at han havde siddet i denne Arrest i flere Aar uden at være bleven forhørt eller dømt, og at han vistnok vilde blive der, indtil Døden befriede ham; dersom han blev stedet til Forhør, lagde Aamodt til, da maatte man frikjende ham, da han ikke har forbrudt sig mod nogen af vore Love, men man vover ikke at slippe ham ud, derfor bliver han siddende. Capitainvagtmester Juell fortalte os, at Lofthuus havde forsøgt at undvige og til den Ende brudt et Hul i Væggen paa sit Værelse; vel havde han tildækket Hullet, men Juell var bleven det vaer og havde i al Stilhed ladet det mure til. Flere Aar derefter saae jeg paa Krigskirkegaarden en Ligsteen, hvorpaa stod: Lofthuus og nogle Ord, hvis rette Sammenhæng jeg ikke erindrer, men de vare omtrent saaledes: Din frie Aand svæver nu blandt (her nævntes flere af Oldtidens store Mænd, Phocion, Socrates o. s. v.), som her paa Jorden maatte lide, fordi de vilde vel. Literatus Wangensteen havde efter Sigende besørget denne Lig- steen. I en af de første Aargange af Rahbeks og Prams Minerva SIDE: 378 kan man læse om Lofthuus og hans Sag. Saavidt jeg erindrer herom, da havde en vis Amtmand høiligen forurettet Bønderne, Lofthuus havde taget Bøndernes Partie, men gaaet for voldsomt frem. Men nu ere vi jo komne langt fra Jomfru Dampe. Hun boede i en stor Gaard, som James Collett havde foræret hende, og som blev kaldet Jomfru Dampes Gaard, saalænge jeg var i Christiania. James Collett, en Broder af Fru Bernt Anker, havde villet ægte Jomfru Dampe, men hans Familie fik dette forhindret; hans to Sønner, Peter og John Collet,vare begge givte, og deres Koner vare Søstre, to Frøkener Elieson. De vilde vel ikke, at Faderen skulde ægte Jomfru Dampe, men de havde intet imod, at han gav hende titu- sinde Rigsdaler, og de behandlede hende i alle Maader som et Lem af Familien; hun var med dem i alle Selskaber, og de bleve ved hermed, ogsaa efterat James Col- lett havde forladt Verden. Hver Juul, naar Colletts og Ankers Familie med Selskab toge til Fladebye, var stedse Jomfru Dampe med; men een Juul blev foreslaaet kun at indbyde givte Da- mer til denne Reise; dette var vist- nok for at undgaae Jomfru Dampes Selskab; men James Collett erklæ- rede, at han i det tilfælde strax vilde lade sig vie til hende. Forslaget blev altsaa forkastet, og Jomfru Dampe var med til Fladebye som sædvanlig. Jeg har før sagt, at hendes Ansigts Roser efter Formodning ikke var Naturens Værk; de unge Damer faldt nu paa at drille hende ved ikke at lade hende være alene et Øieblik til sit Ansigts Restauration. Sid ikke et heelt Seculum Der, hvor man gjerne sidder krum! er en af den salernitanske Skoles Læreregler, siger Tode. De unge Damer paa Fladebye bemærkede, at Jomfru Dampe ikke kjendte eller ikke fulgte denne Læreregel, og man opdagede nu, at hun SIDE: 379 benyttede Tid og Sted til at besørge den Deel af sit Toilette, som man til sædvanlig Tid og Sted hindrede hende fra. Man antog i Almindelighed, at Peter og John Collett vare Tvillingbrødre, men jeg seer i Tullins Skrivter, at Peter var fød 1757 og Broderen Aaret efter. Peter Collett døde 1792; han var bleven meget heed, hørte jeg Fru Treschow sige, han drak et Glas kold Viin, og dette voldte ham en pludselig Død. Madame Peter Collett var en meget aandrig og talentfuld Dame, især var hun beundret for sit dramatiske Talent. Hendes bedste Rolle var Fru v. Schmerling i "Kun sex Retter"; jeg seer og hører endnu den Stilling, den Mine og den Tone, hvormed hun sagde: "Pain bis et honneur vaut mieux que de ramper devant la crapule." Bernt Anker, der forestillede hendes Broder, Obersten, havde saaledes sat sig ind i Rollens Aand, at da Niels forklarer Lise, hvad et Appendix er, og dertil bruger Exemplet, Obersten og Søsteren, hans Appendix, og Lise falder ham ind i Talen med de Ord: "Nei holdt! ved Siden af Fruen er Obersten et Appendix," da maatte man vel lee og finde, at Lise havde Ret. Vare disse gamle Stykker bedre end de nyere? eller vare Skuespillerne bedre? Vistnok ingen af Delene; men hvad fattes os? - Modtagelighed. Da Peter Collett var død, flyttede Enken til Lilleager, et Arve- fæste under Bogstad, som hun eiede; her fulgte hun nogle roman- tiske Ideer, hun plantede Løvtræer fast over hele Eiendommen, og i en Dal, som hun havde givet Navnet Wilhelmsdal, opførte hun den Eremitbolig, jeg før har beskrevet. Nogle Aar efter solgte hun Lilleager til Bielefeldt og flyttede til Hollebye, hvilken Herregaard hun havde kjøbt, dog opholdt hun sig ofte i Christiania. Hun havde to Døttre og en liden Søn. Den yngste Datter blev opdragen hos John Collett, hvis Ægteskab var barnløst; Sønnen, James, var Mo- derens Afgud, hun forkjelede og tilbad ham saaledes, at Barnet sagde: "Men Moder, hvorledes vilde det gaae Dig, om Du mistede mig?" Hun indsaae, at det vilde være til Held for Drengen, om en værdig, god og duelig Mand paatog sig at opdrage og danne ham, og hun overlod ham til en fortræffelig Mand, Præst Bull paa Hedemarken. Drengen var dorsk og søvnagtig; en Dag lagde han sig ned i Græsset, nær ved en Dam, faldt i Søvn og væltede ned i Dammen; da man fik ham op, var han død. Hvorledes den stakkels Moder bar dette Tab, veed jeg ikke, hun kom i nogle Aar ikke mere til Christiania. Men i Aaret 1799, da "Die Räuber" blev opført paa det dramatiske Selskabs Theater, var hun der. Jeg SIDE: 380 har omtalt, hvilken Sensation dette Stykke, og hvilken Enthousiasme især Lieutenant Lindemann som Carl Moor opvakte, endog hos Flere, der ikke engang forstode Sproget. Med Et gik det Rygte, at Lieutenant Lindemann var forlovet med Madame Collett. Og Rygtet medførte Sandhed. Hendes Familie var meget derimod; hun var flere Aar ældre end han, og da hun var meget corpulent, saae hun maaskee ældre ud, end hun var; hun havde en voxen Datter, der jo efter Alderen havde passet sig bedre for Lindemann; man vilde ogsaa vide, at hun havde tilbudet ham sin Datter og God- set Hollebye. Ikke desmindre havde de Bryllup samme Aar, og Aaret efter tilbragte Linde- mann og Frue Julen paa Flade- bye, hvor jeg havde den For- nøielse at være i deres Selskab. Aaret efter fik Fru Linde- mann en Søn, der blev kaldet James og, som jeg formoder, nu er Eier af Hollebye Gods. Hen- des ældste Datter, Kaia, blev givt med Iver Steen; hun havde een Datter, almindelig kaldet Lillekaia, som blev givt med B. Young og efter hans Død med Dybwad. Den yngste, Tina, blev givt med Otto Collett; de havde ingen Børn. Jomfru Dampe havde hos sig en gammel Pige, som havde tjent hende, hendes Forældre og Bedsteforældre i 80 Aar. Denne Pige døde i Jomfru Dampes Huus hundrede og fire Aar gammel. Fadderskab. Vistnok staae vi et vist aandeligt Slægtskab til alle vore Medmennesker, men mig synes dog, vi staae i et endnu nær- mere Forhold til dem, ved hvis Daab vi have været Vidner, og i hvis Navn vi høitideligen have lovet at ville forsage det Onde SIDE: 381 og følge det Gode. Jeg har bemærket, at i Almindelighed, naar Præsten ved Daabshandlingen henvender Spørgsmaalene til Barnet, da besvarer Gudmoderen paa Barnets Vegne disse Spørgsmaal ved en Slags Compliment eller Neien; jeg har ved saadan Leilighed stedse besvaret disse Spørgsmaal paa Barnets Vegne med et tydeligt Ja, da dette syntes mig at være det Rigtigste. Den Første, jeg stod Fadder til (jeg var dengang i mit sextende Aar), var en Datter af Skrædder Bech. Hans Kone var en Datter af Madame Haller, Sted- og Ligkonen, som Du erindrer fra vor Faders Begravelse. Skrædderen havde ikke bedet mig til Fadder, men om Mor- genen sendte Fru Treschow mig Bud om, at hun havde lovet Bech idag at staae Fadder hos ham, men at hun havde faaet Forhindring, og at jeg nu maatte gaae i hendes Sted. Dette var gaaet saaledes til. Da Bech havde faaet Løvte af Fru Treschow om at staae Fad- der til hans Barn, gik han til Fru Rosenstand, der lovede ham at gjøre det samme; da Fru Treschow fik dette at vide, søgte hun om en Stellvertreter. Det var ikke fordi hun havde noget imod Fru Rosenstand; tvertimod, de vare Bekjendte, endog Veninder fra Kjø- benhavn af, men det var Skik, at den fornemste Dame skulde ved Fadderskab bære Barnet, og efter Rangforordningen maatte dette blive Fru Rosenstand, og dette kunde Fru Treschow ikke finde sig i; hun fandt mig særdeles beqvem til at træde i hendes Sted ved denne Leilighed, da jeg i ingen Henseende kunde rivalisere med Fru Rosenstand. Disse Bemærkninger ere faldne mig ind i den senere Tid, thi dengang var jeg for ny og uerfaren til at kunne læse mellem Linierne. Jeg havde hørt af Fru Rosenstand, at man i Kjøbenhavn, naar man stod Fadder, gav en Ducat paa Vuggen, og jeg bad Aamodt om at give mig en Ducat; han spurgte, om ikke to Dalersedler kunde udrette det samme, men da jeg holdt paa Ducaten, føiede han mig heri. Jeg traadte nu ind til Skrædder Bech, strax efter kom Fru Rosenstand, - hvor hun var straalende! jeg sank sammen i min egen Ubetydelighed. Jeg sagde i mit Hjerte som Béranger siden: Ah, qu'elle est belle! Vel lagde jeg ikke til som han: Et moi, je suis si laid, men jeg tænkte ved mig selv: giver da Ungdommen intet Fortrin? Hun havde sagt mig, at hun var to og tredive Aar, og jeg var sexten. Hvem de øvrige Fad- dere vare, veed jeg ikke; jeg saae ingen uden Fru Rosenstand. Da min lille Guddatter voxede til, tog Madame Haller hende til sig; denne var en streng og en agtværdig Kone, saa Barnet var SIDE: 382 i gode Hænder; da Bedstemoderen var død, fik hun Tjeneste hos John Collett, og siden har jeg intet hørt om hende. Den næste Gang, jeg stod Fadder, var hos en Artilleriesergeant Eriksen, hvis unge Kone var kommen ned med Tvillinger. Heiliger var Oberstlieutenant ved Artilleriet, og Fru Heiliiger bar den ene Tvilling til Daaben; Madame Schavland fra Trondhjem fulgte med hende. Aldrig saae jeg noget Deiligere end denne Madame Schavland. Den fine, ranke og dog fyldige Figur i den himmelblaae Atlaskjole, en Hals, saa hvid som Alabast, beskygget af guldgule Lokker, et Par Øine, om hvilke Cathrine Devegge sagde, at det lønnede Umagen at reise til Trondhjem blot for at faae dem at see. Det var Raphaels Madonna i levende Live. Hun var dengang atten Aar. Den anden Tvilling blev holdt over Daaben af Fru Haffner. - Herefter fulgte en Række af Fadderskaber hos Artillerister og Sergeanter, indtil jeg syntes, at jeg paadrog mig for stort Ansvar, hvis jeg skulde have Tilsyn med altfor mange Guddøttre eller Gudsønner, og da en Sergeant Morland kom at bede mig til Fadder, afslog jeg dette. Da Manden var gaaet, sagde vor Pige mig, at Morlands Kone var død, idet hun satte Barnet ind i Verden, og nu angrede jeg at have givet den stakkels Mand Afslag. Jeg stod Fadder til en Søn af Lieutenant Tscherning, der var givt med Amalie Behmann. Her var Bielefeldt Fadder, ogsaa Madame Collett og Ulrikke Haxthausen. Aamodt gjorde mig her opmærksom paa, at jeg ikke maatte paa- tage mig at bære Barnet, men overlade dette til Madame Collett. Jeg har fortalt om, hvorlunde jeg holdt Grauers Søn over Daaben. I de senere Aar har jeg holdt over Daaben min kjere Brodersøn Wilhelm Hansteen, min ikke mindre kjere Gudsøn Alfred Hansteen og min egen Gustav, til hvem ogsaa hans Broder Bernhard og hans Søster Jacobine vare Faddere. I de 24 Aar, jeg har tilbragt i Trondhjem, er jeg kun eengang bleven anmodet om at staae Fad- der; dette var til en Datter af en Musicus Neumann, der var givt med Skuespillerinden Jomfru Fjeldsted, en Søster af den berømte Dandserinde. Den lille Pige, som jeg holdt over Daaben, blev kaldet Clara Caroline; lever hun endnu, da maae hun nu være 11 Aar gammel. Fru Kellermann, som var her ifjor Sommer paa sin Kunstreise, skal have sagt, at denne hendes Søster var død; om Barnet har jeg Intet faaet at vide. - Da jeg i Aaret 1831 kom herhid til Trondhjem, erkyndigede jeg mig om Madame Schavland; der blev sagt mig, at hun for nogle Dage siden var død, men at jeg maatte have seet hende, da jeg for en fjorten Dages Tid siden SIDE: 383 havde siddet ved Siden af hende paa en Concert i Harmoniens Sal. Det kunde ikke have faldet mig ind at formode, hvorlunde den gamle Kone, der sad ved Siden af mig, kunde være den Samme, hvis Billede i 34 Aar havde staaet saa levende og uud- sletteligt i min Indbildningskraft. Havde jeg tænkt mig denne Mu- lighed, da havde jeg betragtet hende nøiere og maaskee kjendt hende igjen; thi det Skjønne er jo aldrig aldeles forgjengeligt. Jeg spurgte om hun havde havt Børn, og man sagde mig, at hun havde havt en eneste Datter (Fru Stibolt), som ikke havde lignet Moderen i Skjønhed, var død og havde efterladt sig flere Børn. Jeg saa to af Døttrene, de vare vakre Piger, men lignede aldeles ikke deres saa deilige Mormoder. En Søn, Lieutenant Stibolt, lignede hende noget, vistnok ikke i Gratie, men i de regelmæssige Former. En Solskinsdag. Det var en deilig Sommerdag, og det var Søndag, og jeg var atten Aar. Der kom en Indbydelse til mig fra Jomfruerne Devegge, om at tilbringe Aftenen hos dem. De og deres Søster ved Valg, Sara Boyesen (de tre kaldte sig les inséparables) vare saa begavede, saa vittige, saa talentfulde, at det var mig en Glæde og en Ære at være yndet af dem. Det var hos Treschows, at jeg havde gjort deres Bekjendtskab. Selskabet hos Moder, eller som Treschow kaldte hende, Mama Devegge, bestod, foruden les inséparables, af Fru Tullin, Frøken Louise Kaltenborn (Fru Carl Falsen) og Letta Fleischer (Fru Hagbarth Falsen). Les inséparables vare flere Aar ældre end jeg, Fru Tullin og Frøken Kaltenborn vare af min Alder, og Letta Fleischer var kun ti Aar, men saa qvik, vittig og elskværdig, at hun ikke var den mindst interessante i det lille Selskab. Vi moerede os med uskyldigt Spøg, og Tiden gik som en Raket. "Die Hore fliegt dahin im leichten Tanz Und reicht uns fliehend ihren Blumenkranz" sagde Cathrine engang ved en lignende Leilighed. Marie Devegge moerede os ved mange vittige Indfald, og Sara Boyesen fortalte en Historie, som jeg vil anføre, da den opvakte den meste Latter, men da den falder i det Burleske, saa maae jeg bede om Undskyldning, - man maae ikke troe, at alle vore Løier hørte til dette Genre. Tre Reisende, sagde Sara, som havde taget feil af Veien, gik ind i et Huus, hvor de traf en syg Kone i Sengen, som bad dem være hende behjælpelig med at skrive hendes Testamente. De vare villige dertil, og Konen dicterede: Alt, hvad jeg eier, bestaar i halvfjerde SIDE: 384 F.... (femme qui pète n'est pas morte, siger J. J. Rousseau), og deraf testamenterer jeg disse tre Herrer hver een. "Og hvem skulde have den halve?" raabte jeg. "Den halve," svarede Sara, "skulde tilhøre den, som spurgte derefter." Da jeg kom hjem og sagde Aamodt, hvem der havde været, spurgte han mig, hvor da Tullin havde været den Aften. Jeg sva- rede, at jeg vidste det ikke (hvorvel jeg rigtignok havde hørt, at han var i Selskab hos Assessor Mathiesen). Det faldt mig nu først ind, at det ikke havde været rigtigt af mig at gaae i Selskab, medens han var alene hjemme. Fredrique Hober. Formodentlig erindrer Du endnu, kjere Broder, hvorledes Du en Aften, medens Du endnu gik i Latinskolen, kom hjem og fortalte, hvorledes en Flok Pige- børn fra Madame Hobers In- stitut havde omringet Dig paa Gaden og villet drillet Dig. Du var dengang omtrent femten Aar gammel, og i Din Harme sagde Du: Havde jeg dog kun været et Fjerdingaar ældre! Mad. Hober var kommen 1793 fra Kjøbenhavn til Chri- stiania for der at anlægge et Institut for Pigebørn; hun var en Berlinerinde, maaskee en Jødinde. Denne Formodning har jeg ikke hørt yttre af Nogen, men jeg saae i Tydskland mange Jødekoner, der i Et og Alt lignede Mad. Hober. Hendes ældste Datter var givt i Kjøbenhavn med en Jøde, Doctor Meza, to yngre Døttre fulgte hende til Christiania. Hun maae have havt gode Anbefalinger nede fra Kjøbenhavn, da de bedste Familier i Christiania betroede hende deres Døttre til Underviisning. Fru Treschow tog mig med engang til Mad. Hober, som viste Fruen et Tegnestykke og et broderet Landskab af Fredrique Hobers Arbeide, der var bestemt til Kammerherre Neergaard i Kjøbenhavn, der var hendes og SIDE: 385 Datterens Velynder og gjorde dem mange Foræringer. Fredrique fik ogsaa mange Foræringer af Damer og Herrer i Christiania, og jeg hørte Bernt Anker sige: Hvis jeg eiede et Kongerige, da vilde jeg forære det til Jomfru Hober. Medens vor Fader levede, vare vi ofte i Selskab hos Casserer Leth; der saae jeg Jomfru Hober for første Gang. I Aaret 1792 mistede vi vor Fader, men Leth vedblev at indbyde Moder og mig. Han boede dengang paa et Hjørne ved Torvet, ligeoverfor Corps de garde; i Kjelderen nedenunder boede Ole Engebretsen, sæd- vanlig kaldet Ole i Kjelderen, som der ved Høkerhandel tjente store Midler; siden blev denne Kjelder en Vinkjelder og er det formodentlig endnu. Veier Preus med Kone og deres elskværdige Datter Gertrud, siden Fru Stabel, saae vi ofte der. Preus havde ogsaa en Søn, Paul, som blev Rector i Christianssand og givt med Biskop Keysers Datter Rosine. Leth stammede stærkt og kunde ikke udtale Bogstavet F, Preus kunde ikke udtale Bogstavet S. Engang satte han sig hen til mig og sagde: "Jeg maae hee til, om jeg kan inklinuere mig hot Maapigerne". Fru Treschow vilde sætte sine Døttre til Mad. Hober, men Treschow forbød dette strengelig. Fruen maatte altid have sin Villie, Hendes Ordsprog var: Menneskets Villie er Menneskets Himmerige paa Jorden. Ham uafvidende satte hun Judithe til Mad. Hober og de to yngre til Mad. Kruse, der havde en Syskole. Det traf sig en Dag, at Treschow gik ud af Huset paa samme Tid, som Bør- nene gik til Skolen; han saae nu, at Judithe gik en anden Vei end Søstrene; han spurgte, hvad dette betydede, og de sagde, at de gik til Mad. Kruse og Judithe til Mad. Hober. Han blev saa lynende vred, at Fruen tog til sit sædvanlige Huusmiddel at falde i Besvimelse. Da jeg var bleven givt og kom paa Baller og i Selskaber, saae jeg ofte Fredrique Hober; hun var med overalt, ogsaa hos Treschows saae jeg hende. Fruen forsamlede ofte unge Damer hos sig, foruden Deveggerne og Sara Boyesen kom der tre Frøkener Flinck, Jomfru Hober og flere. Jeg kan ikke erindre, om Jomfru Hober besøgte mig, men en Aften foreslog hun mig at gjøre en Ridetour med hende til Etterstad den følgende Formiddag for at see Artille- riet exercere. Jeg var villig hertil, men Morgenen efter sendte hun mig Bud, at hun havde faaet Forhindring. Mad. Hober saae jeg paa den Tid kun een Gang, det var hos Capitain Wium. Jeg har anført noget af hendes Passiar i Anledning af Jomfru Moss, og SIDE: 386 dette synes mig at være nok til at skildre hende. I Aaret 1802 døde Mad. Hober, og Døttrene vendte tilbage til Kjøbenhavn. Ogsaa der vandt Fredrique megen Yndest og fik Foræringer af Damer og Herrer. Hun indgik et tilsyneladende nøie Venskab med en Fru Jørgensen, hvis Mand var Banquier eller Grosserer. Han havde en Compagnon i Handelen, men den fælles Casse stod hos Jørgensen. Efter nogen Tids Forløb forkyndte Fredrique sine Vel- yndere og Venner at hun agtede at reise til Norge, hun tog Af- sked med dem alle, ogsaa med Fru Treschow. Denne var nu separeret fra sin Mand og var flyttet med Judithe til Kjøbenhavn, de to yngre Døttre vare i en Pensionsanstalt hos Mad. Wangen- steen paa Wilberg. Fru Treschow anmodede Fredrique om at hun vilde medtage nogle Smaasager, Guldstads, som hun vilde sende sine Døttre. Fredrique undslog sig derfor. De veed, sagde hun, at jeg er uforsigtig og skjødesløs, følg mit Raad og send Smykkerne med en sikkrere Leilighed. Den sidste Aften inden Afreisen tilbragte Fredrique hos Fru Jørgensen, da hun gik, gik Jørgensen med for at følge hende hjem. De gik, men de kom ikke til- bage og Morgenen efter søgte man forgjeves efter dem. Ogsaa Cassen var forsvunden. De Flygtende vare gaaede ombord paa et Skib, der var afseilet samme Nat. Compagnonen satte ufortøvet efter dem og fulgte deres Spoer indtil han traf dem etsteds i Sverrig hvor de havde ladet sig vie under paatagne Navne af en svensk Præst. Mange kunde ikke forstaae hvad denne Vielse skulde be- tyde, men andre meente det var klogelig betænkt af Fredrique, da Jørgensen nu ikke turde vende tilbage til sin Familie, da han i Dannemark vilde blive dømt for Bigamie. De bleve nu førte til- bage til Kjøbenhavn og satte i Arrest. Alle Fredriques skjønne Effecter bleve satte til Auction, og de Damer og Herrer, som havde foræret hende dem, kjøbte hver sit Stykke tilbage - sikkert ikke for at forære hende dem endnu engang. Jørgensen blev for Bigamie dømt til Fæstningsstraf paa Livstid, og ført til Christiansøe. Om Fredriques videre Skjebne veed jeg intet med Vished, Rygterne herom vare meget forskjellige. Et Rygte sagde at hun var dømt til Spindhuset, et Andet, at hun havde fulgt Jørgensen til Christiansøe, et Tredie at hun var bleven frikjendt, var reist til Bergen og var der ble- ven givt med Thulstrup, en Broder af Professor Thulstrup. Jeg antager at hun har opholdt sig en Tid i Bergen. En af hendes fordums Tilbedere vil have seet hende der nogle Aar efter Catastrophen. Han føiede til, at al Ynde og Skjønhed var veget fra hende. SIDE: 387 Og nu et Ord til Slutning. Alting faaer en Ende, siger en fransk Skribent, endog en Roman i tyve Bind, endog et Middagsmaaltid i Ostindien, hvorfor skulde da disse Blade være en Undtagelse fra en saa almindelig Regel? Vistnok blev jeg gjerne ved at skrive, hvis ikke mine Øine hartad forbøde mig dette. Altsaa modtag til Slutning, kjere, gode Ven og Broder, min Tak for dit venlige Bifald og din Over- bærenhed og milde Bedømmelse. Og de gode Mennesker, som have villet læse disse Blade, og derved givet mig Mod til at fort- sætte dem, modtage alle min venligste Hilsen; med Taksigelse rækker jeg eder min Haand over Dovre. Men fremfor Alle være Du, min elskede Broder, hilset, takket og velsignet af din Conradine [fotnotemerke] . Fotnote: I det oprindelige Manuscript har Forfatterinden herunder aftegnet sin fremrakte Haand. SIDE: 388 SENERE, EFTER FRU DUNKERS DIKTAT NEDSKREVNE BERETNINGER. Fattigkjerringen ved Klaveret. I Aaret 1770 eller saa omtrent boede der nogle Mile fra Chri- stiania en Capitain ved de Nationale, hvis Datter havde forelsket sig i en Fant, almindelig kaldet Ole Skrædder, maaskee havde han fusket i denne Profession. Forældrene satte sig vel imod denne sørgelige Forbindelse, men for at forekomme videre Skandal, maatte de lade skee, hvad de ikke kunde forhindre. Da hun med Brud- gommen forlod Faderens Huus, sagde Søsteren til hende: "Naar Du kommer ud af din Faders Gaard, kan du slaae din Haand lige ned i Skarnet, thi det vil herefter blive din Deel". For- ældrene havde medgivet hende nogle Penge og noget Huusgeraad tilligemed hendes Klaveer, som hun indstændig havde udbedet sig. Parret drog til Christiania, og oppe ved Sagene kjøbte de en liden Hytte, hvor de netop fandt Plads til Klaveret og det lidet Huus- geraad. Hun havde altsaa nu en Hytte og et Klaveer; om hun ogsaa havde "hans Hjerte", skal jeg ikke kunne sige, da det er problematisk, om Skrædderen havde noget Hjerte. Da de Penge, hun havde medbragt, vare fortærede, solgte hun Huusgeraadet; men Klaveret vilde hun aldrig skille sig ved. De fik Børn og levede i den yderste Elendighed. Saasnart Børnene bleve saa store, at de kunde gaae, bare de ældre de yngre ind til Byen, hvor de da gik om i Husene og betlede; man kaldte dem Skrædderbørnene fra Sagene, eller vel endog Skrædderungerne. Vor Fader, som ofte SIDE: 389 opsøgte og besøgte Armodens Hytter for at række Nøden en hjelpsom Haand, gik heller ikke denne Hytte forbi, og han for- sikrede, at han kun havde seet en eneste Hytte (Mærraflaaerhytten), hvor Elendigheden var større end her. Under Taget i vore Forældres Kjøkken hængte stedse en Kurv fyldt med Havrebrød, hvoraf der blev uddeelt Portioner til de Betlere, som kom, og det forstaaer sig, at Skrædderbørnene heller ikke gik tomhændede bort. Om Lørdagene lagde vor Moder en Spegesild til Brødet, og vore aflagte Klæder og Linned gav hun disse Børn til at bedække deres Nøgenhed. Hun yttrede imellem, at det vilde være en god Gjerning at tage et af disse Børn i Huset, og Fader havde intet derimod. Faster Green og Fru Münch raadede hende derfra. "Der bliver aldrig noget af de Børn, som voxe op i Betlerie", sagde de, "de lære aldrig at fore- tage sig noget Nyttigt og lønne Velgjerninger med Utaknemmelig- hed". Desuagtet tog Moder den ældste af Skrædderbørnene til sig. Det var et Pigebarn, og hendes Navn var Kirstine. Baade Moder og Grethe gjorde sig al mulig Umag for at lære Kirstine nyttigt Arbeide; Grethe vilde lære hende at vadske og stryge, sye og spinde; ogsaa Marthe vilde lære hende at forrette Kokkepige- tjeneste, men hun viste stor Ulyst til alt dette. Jeg veed ikke, hvorlænge hun var i vort Huus, men da hun var bleven stor, sagde hun til Moder, at hun var i altfor megen Tvang, og at hun nu kunde sørge for sig selv. Jeg erindrer, at hun fortalte de andre Piger, at hun havde været hos Justitsraad Hagerup og til- budt sin Tjeneste som Jomfrupige, men at Fru Hagerup havde sagt til hende, at hun vistnok var for ung til denne Tjeneste. Kan du, spurgte hun, vadske, stive og stryge til Fuldkommenhed? Kirstine svarede, at dette havde hun lært i Hansteens Huus, men Fru Hagerup havde leet og sagt: Hansteens Datter er et Barn, og mine Døttre ere voxne Piger, til deres Tjeneste maae de have en voxen Pige, der forstaaer at vadske, stive og stryge Damepynt og Balstads. Søg dig en Tjeneste som Barnepige. Kirstine fik dog nok en saadan Tjeneste, hun flyttede fra os og i mange Aar hørte vi intet om hende. Da jeg var bleven givt, kom hun til mig og bad mig om noget til Børnetøi, da hun var sin Nedkomst nær. Jeg gav hende det, hun bad om, og hørte intet til hende førend Aaret efter, da hun kom paa samme Tid, i samme Forfatning og i samme Ærinde. Jeg erkyndigede mig nu hos Fæstekonen, Madame Haller, om Kirstine og hendes Familie, SIDE: 390 og fik høre, at Kirstine var uden Redning fortabt, forfalden til de groveste Udsvævelser, at Faderen var gaaet sin Vei saavelsom Søskendene, og at Moderen sad endnu stedse i den faldefærdige Hytte og phantaserede paa Klaveret. Naar en Forbigaaende, for- undret over at høre Musik i den elendige Hytte, traadte ind af Nysgjerrighed og saae den pjaltede, ynkværdige Skabning, som musicerede, rakte han hende vel en liden Gave. Ved Sagene kaldte man hende "Tiggerkjerringen ved Klaveret". Ritmester Bratt, Storfyrstinden af Rusland og Thaulow. Det var i Aaret 1802 eller saa omtrent, at den svenske Rit- mester Bratt i Stockholm paa Paraden gav sin Major, der var hans ældre Broder, et Ørefigen. Ritmesteren blev arresteret, men und- veeg af Arresten og flygtede til Norge. Han var Eier af 12 000 Rd. Banco, hvorfor han kjøbte en Gaard ikke langt fra Kongs- vinger, der hedte Pramhuus. I Foged Høeghs Huus var dengang Eva Heltberg som Huusjomfru. Bratt begjerede hende tilægte, og hun fulgte ham som hans Kone til Pramhuus. I Aaret 1812 kom hun til mig i Christiania. Naar hun talede om sin Mand, kaldte hun ham "Ritmesteren", og jeg kunde nok mærke af hendes Ud- talelser, at hun ikke levede i noget lykkeligt Ægteskab. Efter den Tid kom hun imellem til mig, naar hun havde Ærinde i Byen. Ritmesteren, sagde hun, havde udtrykkelig forbudet hende at tage ind i et Værtshuus. I Aaret 1819, da jeg kom tilbage fra Stockholm, ventede der efter mig, paa et Skifte nær ved Kongsvinger, et Bud fra Eva med Hest og Slæde og Bøn om at komme til hende. Da det kun var en halv Miil ud af Veien, saa tog jeg derhen. Rit- mesteren var bortreist, men jeg traf Eva med sine tre Børn, Søn- nen Johan og to mindre Døttre. Vor Moder var dengang i Nær- heden paa Saaset hos vor Broder Johannes, og Eva fortalte mig, hvorledes hun ofte havde været hos Moder, og at hun haabede at faae sin Søn i Huset til Johannes for af ham at nyde nogen Underviisning. Jeg fik siden Brev fra Moder, hvoraf jeg saae, at Eva havde faaet sit Ønske opfyldt. Engang sendte Eva sin Søn til mig med en Ansøgning til Kongen, som dengang var i Chri- stiania, om at Bratt maatte faae nogen Skadesløsholdelse for den Molest, han som Grændsebeboer havde lidt, medens Sverige og SIDE: 391 Norge vare i Krig. Jeg gik selv til Kongen med Ansøgningen og Majestæten bevilgede Bratt en Indemnitet af sin egen Kasse. Da nu dette var gaaet saa godt, saa sendte hun mig atter en Ansøg- ning til Storthinget med lignende Begjering. Jeg sendte Ansøgnin- gen til Deinboll, som dengang var Representant, men han sendte mig den tilbage med et meget høfligt Brev. Sagen, sagde han, var baade billig og retfærdig, men Ansøgningen var kommet for seent, alle Sager af den Art vare tilendebragte. Siden har jeg aldrig hørt noget fra vor stakkels Eva. For at komme til Storfyrstinden maae jeg atter begynde paa Begyndelsen. Da jeg første Gang kom til Slesvig, blev der næsten slet ikke talt om andet end Storfyrstinden af Rusland. Hun var, om jeg mindes ret, en sachsisk Prindsesse, som Catharina den anden havde formælet med Storfyrst Constantin, da denne var i sit syttende Aar. Ligefra den første Dag af havde Constantin aldrig viist hende nogen Godhed eller Venlighed, men skyet hendes Sel- skab, saasnart han ikke var nødtvungen til at være i hendes Nær- hed. Hun gjorde nu, ligesom andre ulykkelige Prindsesser i lig- nende Omstændigheder have gjort, hun gik paa Reiser, og naar et Sted behagede hende, saa blev hun der, saalænge hun havde Lyst dertil. Hun havde nu en Tid opholdt sig i Slesvig, hvor man gjerne ønskede, at hun vilde blive længe. Hun modtog, sagde man, fra Rusland smaae Tønder fyldte med Guldpenge, og hun var ikke karrig med at uddele dem. Hun havde i sit Følge en Secreteer (mig synes han hed Wølner), der var en særdeles smuk ung Mand. Han og Landgrevens Secreteer Sleep vare begge Casselaner og Dunkers Ungdomsvenner. De besøgte os i Slesvig, saasnart vi vare komne derhen. Storfyrstindens Secreteer var i fuld Hofdragt, hvide Silkestrømper og Skoe, pudret og friseret Haar. To Aar derefter, da jeg anden Gang kom til Slesvig, var Storfyrstinden borte og glemt, og nu talede man ikke om andet end om Thaulow. Denne saa smukke unge Mand havde været Ballernes Pryd, Damernes Yndling. Han havde en Broder, der der var givt og bosat i Slesvig. Den Begivenhed, hvorom nu alle talede, var følgende. Slesvig er, som man veed, en Bye, der er deelt i tre lige Dele: Altstadt, Lollfuss og Friederichsberg; disse udgjøre kun en eneste Gade. Den unge Thaulow havde indgaaet et Veddemaal, at han i en Tid af, jeg erindrer ikke om det var tre eller fire Timer, skulde gaae syv Gange fra den ene Ende af SIDE: 392 Gaden til den anden. Der blev stillet Vagt ved hver Ende af Gaden, der leverede ham en Billet. Han havde ladet sig gjøre en egen Dragt til dette Veddemaal, og mange Slesvigere strøm- mede ud af deres Huse for at see ham gaae forbi. Til den be- stemte Tid havde han indhentet de syv Billetter. Samme Aften gik han paa Bal, dandsede hele Natten, gik hjem om Morgenen og lagde sig tilsengs. Da man syntes, at han sov noget længe, vilde man vække ham, men det befandtes, at han var død. Feyer og Kynsberg. I et af Sognene i Gudbrandsdalen var der i Aaret 1792 en Præst ved Navn Tronhuus; denne Mand var Enkemand og havde tre Sønner og en Datter. En Morgen, da Familien var samlet til Frokosten, indfandt sig ikke som sædvanligt Jomfru Tronhuus; en af Brødrene gik op paa hendes Kammer for at see, hvor der var blevet af hende. Man kan tænke sig hans Skræk, da han saae Søsteren liggende død i Sengen og ved Siden af hende et sovende nyfødt Drengebarn. Hvo der havde været dette Barns Fader, var og blev en Hemmelighed, en uopløselig Gaade. Døden havde sat sit Segl paa den ulykkelige Kvindes Læber, og hverken Familien eller Husfolket havde den ringeste Formodning eller Gisning om hvem der havde været den arme Piges Banemand. Præsten døbte Drengen og kaldte ham Christian Feyer. Dette Barn der aldrig havde havt hverken Fader eller Moder, havde en Bedstefader og Onkler, der traadte i Forældres Sted, de opdroge, de elskede og de underviiste ham. Den ene af Præstens Sønner var Theolog og fulgte Faderen efter i Kaldet, de to andre vare Gaardbrugere, eller, som man dengang kaldte det, Bønder. Hver Høst droge de ind til Christiania med Slagtedrifter, og da Feyer var 16 Aar gam- mel, toge de ham med til denne By og satte ham i Kost og Logis hos vor Moder. Foruden ham havde Moder endnu en anden Kostgjænger i Ole Kynsberg; denne studerede Philologie med Liv og Sjel, hvorfor han ogsaa siden blev Overlærer ved Cathedral- skolen i Christiania. Feyer var muntrere og mere conversabel end Kynsberg, hvorfor ogsaa Moder holdt noget mere af ham end af denne. Feyer kaldte Kynsberg en Læsehest, fordi han sad stedse over Bøgerne. De Penge, han fik fra sine Forældre, anvendte han for det meste til at anskaffe sig Bøger; især elskede han den SIDE: 393 franske Literatur, og da han vel maatte mærke, at jeg havde en Rem af den samme Hud, saa forærede han mig adskillige franske og nogle tydske Skrifter, hvoraf jeg endnu har bevaret nogle. Feyer blev, hvad man dengang kaldte "dansk Jurist", og fandt en Vel- ynder i Overkrigscommissair Birch. Denne ædle Mand havde fattet en særdeles Godhed for Feyer, og da denne var atten Aar, havde Brich allerede skaffet ham et lidet Embede i Statens Tjeneste. Jeg hørte engang, hvorledes Birch spøgede med Feyer, betragtede ham nøie og sagde smilende: Jeg troer saamæn, at vor unge Embedsmand allerede begynder at faae en lille Smule Skjeg paa Hagen. I Aaret 1810, da vor Mo- der havde solgt sit Huus til Skipper Hovelsrud og flyttede med mig og mine ind i Snedker Werners Gaard i Kirkegaden, hvor vi havde hele den øverste Etage og altsaa et stort Locale, flyttede Feyer og Kynsberg med os. Vi havde dengang en megt stor Huusholdning, thi foruden Moder, Moster Maren, den gamle Fru Aamodt, Feyer og Kyns- berg, havde vi endnu en Jom- fru Ueland fra Arendal og Jom- fru Pharo i Logis og Kost. Vor Broder Peter boede vel ikke hos os, men han spiste hver Middag hos os. Naar dertil regnes vore Børn, en Tjenestepige og en Dreng, saa vare vi hver Dag sytten Menne- sker, og dette paa en Tid, da der hverken var Korn eller Brød at faae for Penge. Paa vore Skibe var lagt Embargo, og al Til- førsel saavel fra Udlandet som fra Dannemark var spærret. De Handlende havde intet Korn mere, og man maatte tage sin Til- flugt til Magazinerne. Øvrigheden lod opskrive, hvor mange Men- nesker der fandtes i hver Huusholdning, og hver Morgen blev fra Raadhuset udleveret et vist Qvantum Brød, eftersom Huusholdnin- gen var stor eller liden. Trængslen om Raadhuset var stor, og SIDE: 394 vor stakkels Anne kom en Morgen hjem med blodige Arme, en Vægter havde slaaet med Morgenstjernen mellem Mængden for at gjøre Plads. Det Brød, vi saaledes fik leveret, var saa meget, som vi spiste til Frokost, og jeg gjemte endnu nogle faae Skiver til Middagsmaden; om Aftenen maatte vi lade os nøie med Kar- tofler. En Aften sendte Broder Peter Bud til mig og lod mig sige, at han havde faaet en Gjest, og at jeg maatte skaffe ham et Stykke Brød til denne. Jeg havde endnu et halvt Brød, som jeg sendte ham, men det gjorde mig meget ondt, at Brødet var saa slet, at det vel neppe var spiseligt; thi det Brød, man saaledes fik udenom, var almindelig blandet med Klid, Mask eller vel endog værre Ingredientser. Paa Landet var Nøden endnu større, Bøn- derne flaaede Barken af Elmetræerne og malede den til Meel; min Svoger, Capitain Dunker paa Ringerige, havde kjøbt en Tønde med saadant Meel, det han blandede med Byg og lod bage Flad- brød af. Jeg smagte dette Brød og fandt det mindre ubehageligt, end jeg havde troet. Eva Bratt fortalte mig, at hun havde været inde hos en Bondekone, hvis Barn gik paa Gulvet og græd for Mad. Da Eva saae, at Konen havde suur Melk og Fladbrød, spurgte hun hende, hvorfor hun ikke gav Barnet heraf. Konen svarede: Kjere Frue, gjør mig den Tjeneste at smage paa dette Brød. Eva smagte paa Brødet og fandt, at det var bittert og modbydeligt i høieste Grad. Det har formodentlig været lutter Bark, medens det, jeg smagte, var halv Bark og halv Korn. Eva vilde opmuntre dem, naar de klagede over Hunger, til at spise Kjød og Fisk, hvoraf de dog havde temmelig Forraad, men de svarede, at de kunde ikke leve af Kjød og Fisk, de maatte have Grø' eller Grø'en (det, som groer), som de kaldte det. Denne Kones Mand var gaaet ind til Kongsvinger og havde der solgt en stor, fed Buk for en Skjeppe Havre. Lektor Flor reiste omkring paa Landet for at lære Bønderne at benytte Syre, Karvekaal og islandsk Mose til Spise; de hørte paa ham, kaldte ham Mose- præsten, men vilde ikke følge hans Raad. Paa nogle Steder vilde de ikke engang benytte Kartofler, og naar Flor sagde dem, at de jo kunde benytte dem til Brød ved at blande dem med Havre- melet, saa svarede de: naar vi have Meel og tage Potetes til dette, saa spare vi derved en Bøtte Vand. Capitain Mariboe fik istand et Kornselskab, der fik indsmuglet Korn gjennem alle Vanskelig- heder og Farer; vi toge to Actier i dette Selskab og fik herved nogle Tønder Byg og to Tønder Hvede; Rug saae man aldrig i den Tid. SIDE: 395 Med den gamle Fru Aamodt vare vi i stor Forlegenhed; de plessenske Arvinger nægtede at udbetale hendes Pension længer. Vi talede ikke engang til hende derom, det vilde kun lidet have nyttet, hun havde dog ikke troet, at det var sandt; hun havde leveret Moder Gavebrevet, og Moder havde i mange Aar skrevet Kvittering i hendes Navn og modtaget Pensionen. Om den Gamle kunde skrive, veed jeg ikke, men jeg troer det ikke. Hun var ellers temmelig lettroende, og hvis vi havde sagt hende, at Maa- nen var faldet ned af Himmelen og bleven liggende i Bjørvigen, saa havde hun heller troet dette, end at den Pension, som i 90 Aar var bleven hende udbetalt, nu skulde fratages hende. Prinds Friederich zu Hessen, vor daværende Dronnings Broder, var den- gang Statholder i Norge, jeg traf ham nogle Gange i Selskaber eller ved Festiviteter; jeg talede til ham om Fru Aamodt, han svarede, at Kongen maatte give hende et Gratiale, og paatog sig at gjøre ham denne Anmodning. Han holdt ogsaa sit Løvte, og vi fik i Gratiale en ikke ubetydelig Sum i Navneværdi; thi den- gang vare vore Penge saa slette, at en Daler ikke gjaldt mere end to Skilling, saa at der vel blev givet undertiden hundrede Daler for en Ret Fisk. Men nu kan det vel være nok om denne Træng- selstid, omendskjøndt den ikke var saa ond, som man skulde tænke; der var ingen Mangel paa muntre Selskaber, det drama- tiske Selskab gav en Forestilling hver fjortende Dag med meget Held. Efter endt Forestilling dandsede vi paa Theatret. Vi opførte Figaros Giftermaal, Holbergs Stundesløse og flere Produkter af Vid og Smag, der blev drukket Champagne og sunget: Ved Musers Gunst vi samlet bleve, De stedse om vort Selskab svæve Nu som i salig Vibes Tid! Held hver, som villig Bidrag yder, Hver Pensel, som vort Tempel pryder! De følgende Linier har jeg glemt. Da vor Broder Johannes var bleven ansat som residerende Capellan ved Hof i Soløer og var flyttet ind i Capellangaarden Saaset, flyttede vor Moder til ham. Kynsberg havde en Søster, der var en meget smuk Pige, og han fik nu den Idée, at han vilde faae hende givt med Johannes. For at opnaae denne Hensigt tog han hende med paa et Besøg til vor Moder, og da han reiste derfra, lod han Søsteren blive tilbage. SIDE: 396 Et Par Aar derefter blev hun givt med Lieutenant Haxthausen. Hun saavelsom Broderen var af Naturen udrustet med dens skjøn- neste Gaver, han med Aands og hun med Legems Skjønhed, men de misbrugte disse herlige Gaver, og derfor døde de begge i deres bedste Alder. - Om Feyer har jeg i mange, mange Aar intet hørt, uden at han var Sorenskriver og givt med en Frøken Falk; da jeg aldrig har seet hans Navn i de offentlige Blade, saa maae jeg troe, at han ikke har blandet sig i Statssager. Min Agtelse og Hengivenhed skal stedse følge ham. Du spørger, kjere Broder, hvor vor Fader havde lært Fransk; jeg formoder, at han, ligesom vor Moder, havde lært det paa Fre- drichshald af den franske Soldat Martin, hvorom jeg har talt i Be- gyndelsen af disse Erindringer. Vor Moder leste mange franske Bøger og tiltalede mig ofte i dette Sprog. Fader citerede ofte af det Franske, men hvorvidt han talede eller forstod Sproget, kunde jeg ikke dømme om. Hans Fætter, Lieutenant Hansteen, Told- inspecteuren i Drøbak, kom imellem til os, og han tiltalede mig altid i dette Sprog. Et Par Dage, efterat vi vare blevne inoculerede Kopperne, kom han til os, han betragtede mig nøie, og jeg maae vel have set noget blegnæbbet ud, da han sagde: qu'avez vous, Conradine? Jeg svarede: j'ai la vérole. Og nu gjorde han mig opmærksom paa, at det rigtignok i vort danske Sprog var lige- gyldigt, enten man sagde Kopper eller Smaakopper, men at dette ikke gik an i Fransk. Han vilde sagt mere herom, men Moder afbrød Samtalen ved at bringe en anden Materie paa Bane. En- gang sad Fader og læste i "Magazin des adolescentes" en Fee- fortælling; han spurgte mig, hvad de Ord betydede: "la fée se tut après avoir dit ces paroles", og jeg svarede friskvæk: "Feen dræbte sig efter at have sagt disse Ord". Han lagde Bogen fra sig og gik ud, og i samme Øieblik vidste jeg, hvor taabeligt jeg havde svaret, og at jeg vel kjendte, hvad Forskjel der er mellem "se taire og "se tuer", og jeg skammede mig meget. Af det Deichmanske og af det Ankerske Bibliothek bragte Ehlert mig en stor Mængde franske Bøger, hvilke glædede og mo- rede Moder meget, især erindrer jeg, at dette var Tilfældet med Voltaires Mikromegas. Hun talte til Fader derom, og de loe begge hjerteligt og moerede sig, saavel over Saturnianeren, som over Mikromegas, Indvaaneren af Sirius. Fader sagde i denne Anled- SIDE: 397 ning, at dersom han havde mødt Voltaire, da skulde han ikke have ladet sig nøie med at tage Hatten af for ham, men gjort som Ibsen og taget Parykken af med. Han fortalte nu, at Ibsen havde været en god, ærlig Jydeskipper, som uforvarende var kommet ind i et Selskab af Ubekjendte og sat sig ved Bordet ved Siden af dem. Ibsen havde Hatten paa Hovedet og Kridtpiben i Munden, men da han ved at see sig om blev vaer, at Selskabet bestod af Standspersoner, saa tog han Hatten af og smed den under Bordet. Siden hørte han paa deres Tale, at de vare dannede og kloge Mænd, og nu slængte han Kridtpiben efter; men dette var endnu ikke nok, han hørte videre, at deres Tale var idel Kløgt og Vid, og nu strøg han i al Stilhed ogsaa Parykken af Hovedet og satte sig paa den. Den Bog, som interesserede mig allermeest, var Père du Haldes Reise i China. Denne Bog var af Deichmans Bibliothek, men jeg har siden forgjeves søgt at faae den laant derfra. Den indeholde blandt andet en fransk Oversættelse af Confutsees Skrivter og af den chinesiske Tragedie, som Voltaire har omarbeidet efter Aristoteles's Regler: "L'orphelin de la Chine". I den chinesiske Original er der fem og tyve Aar mellem den første og sidste Act. Bogen indeholdt ogsaa en chinesisk Grammatik og en Ordbog, hvoraf jeg dog ikke erindrer mere, end at "jeg elsker" heder "ughan", og at en Kat heder "miau". Du erindrer vor Faders Parykker, disse erindrer jeg vistnok ogsaa, men ikke med Velbehag. Jeg hadede disse Parykker, og naar jeg engang fik hans Hoved at see uden denne stygge Pry- delse, da syntes han mig endnu en Gang saa elskværdig. Hans Haar var vel noget tyndt, men af en smuk lysebruun Farve, og han maatte imellem klippe det, for at det ikke skulde stikke frem under Parykken. Jeg spurgte Moder, hvorfor han bar de hæslige Parykker. Hun svarede mig, at det i al hendes Tid havde været Skik og Brug, at Mændene bare Parykker, og lod mig see hen paa hendes Faders Portrait, som var malet i England, da han kun var sytten Aar og endnu Elev i Etons Skole, og denne sytten- aarige Albert Treschow var iført en hvid Paryk. En Aften hørte jeg, at Fader og Moder spøgede sammen og discuterede om, hvo der var de smukkeste, enten Blondiner eller Brunetter; omsider bleve de enige, og Fader sagde, at hun roste de Blonde, fordi hans blonde Haar havde behaget hende, og at han roste Brunetter, fordi hendes ravnsorte Lokker havde indtaget ham. Og nu sang han: SIDE: 398 Den kjelne Blonde er indtagende og sød, Men Brunettens muntre Mine gi'er mit Hjerte Stød i Stød. Fru Admiralinde Krog og hendes Kjøer. Fru Admiralinde Krog boede i Kongens Gade, hvor hendes Huus laae skraas overfor vores. Hun havde samme Stol i Slots- kirken som vi, og der saae jeg hende imellem; naar vi gik ud af Kirken, henvendte hun sig som oftest til Aamodt og gav sig i Snak med ham. Det var i 1796, og jeg var dengang i mit sextende Aar, medens Fru Krog var en Dame henimod de Treds; jeg vovede derfor ikke uopfordret at tiltale hende, men engang, da vi gik sammen ud af Kirken, henvendte hun sig til mig, og da vi havde samme Vei, fulgte hun mig til vores Port, medens hun fortalte mig en Deel af sit Levnetsløb, hvorledes hun havde været tre Gange givt, den første Gang med Capitain Vogelius, anden Gang med Kjøbmand Gustavus Blom i Holmsboe av tilsidst med Ad- miral Krog. Jeg har saaledes, sagde hun, været i alle Etater. Børn, blev hun ved, har jeg aldrig havt, men jeg har en Pleiesøn, som har gjort mig megen Glæde. Det er Neumann (siden Biskop), jeg har taget ham til mig, lige fra han kom til Verden. Der gives Folk, som sige, at jeg har givet ham Die, men det kan De nok selv tænke, at det er en Fabel; jeg har klækket ham op med Komelk. En anden Gang jeg gik fra Kirken, kom Fru Krog atter og talede til mig; dennegang var det om Fru Favin, som var kommen til Christiania fra Kjøbenhavn og opholdt sig hos Oberst Bielefeldt. Den hele Bye, sagde Fru Krog, taler nu om Fru Favin, SIDE: 399 om hendes Skjønhed og Elskværdighed; hun tager Deel i alle For- nøielser og dandser, hvorvel hun er over de 50 Aar. Man for- undrer sig over, at hun endnu kan være saa smuk i hendes Alder, og dette, synes mig dog, er intet Mirakel. Jeg er af samme Alder som hun, og jeg er dog tilvisse langt smukkere; men derom taler ingen! Foruden Gaarden i Kongens Gade eiede Fru Krog Tyve- holmen, og paa denne Eiendom holdt hun tre Kjøer; disse bleve hver Aften om Sommeren drevne ind til hendes Gaard for at malkes, og jeg forsømte aldrig at gaae til Vinduet, naar de blev drevne forbi. Det var i Sandhed et mærkværdigt Syn. Disse tre Kjøer vare Moder, Datter og Datterdatter. Moderen var en Hol- lænderinde, og hvorvel jeg siden i Hamborg og flere Steder uden- lands har seet mærkværdig store Oxer og Kjøer, saae jeg dog aldrig denne Hollænderindes Mage. Datteren var noget mindre, og Datterdatteren den mindste af de tre, men dog betydeligt større end vore norske Kjøer. De gik stedse i samme Orden, den store Moder foran, derefter Datteren, og Datterdatteren tilsidst, og altid i samme Afstand fra hinanden. Jeg hørte sige, at Hollænderinden gav mellem tolv og fjorten Potter, Datteren mellem ti og tolv og Datterdatteren mellem otte og ti Potter Melk daglig. Ildløs. Moder fortalte, at da hun i Aaret 1772 var i Kjøbenhavn, var der en Nat Ildløs; Branden var ikke af nogen Betydenhed, og Ilden blev snart slukket, men den satte den Mand, som skulde skrive Rapporten derom, i megen Forlegenhed. Denne Officeer, hvis Navn var Haffner, var en Tydsker og forstod ikke Dansk, skjøndt han muligens havde forglemt noget af sit Tydsk, og Rap- porten skulde skrives paa Dansk. Han kaldte paa en Underofficeer, som gik forbi, og raabte til ham: Du, Du! wie heisst das Feuer- los? Underofficeren, der ogsaa var en Tydsker og forstod lige- saalidt Dansk som hans Foresatte, havde hørt Ordet "Øllebrød", hvilket han confunderede med "Ildebrand", og svarede: "Elle- brød". Officeren skrev da i sin Rapport, at der om Natten havde været "Ellebrødløs". Den første Ildebrand, jeg kan erindre, var da Toldboden brændte; dette var formodentlig i 1785, da jeg var i mit femte Aar. Jeg saae intet af Branden, men jeg hørte hver Dag tale SIDE: 400 om, at Toldboden var brændt, og at Jørgen Pløens Gaard skulde tjene til Toldbod, saalænge til den nye var bleven opbygget. En Dag tog Fader os med til Pløens Gaard, jeg erindrer ikke, om Du var med, maaskee var Du for liden; vi sprang om paa Sval- gangene inde i Gaarden, og siden sad vi paa Altanen, hvor Fader bragte os Kager og Frugt, og Moder fortalte om sin Bedstefader eller maaske Oldefader Treschow, der havde bygget denne Gaard, som havde kostet 40 000 Rdlr., og Gitteret foran Altanen, sagde hun, havde kostet 600 Rdlr. Da den nye Toldbod var færdig, førte Fader os Børn ogsaa derhen. I Vestibulen stod en Fattig- bøsse til Bedste for skibbrudne Søfolk, og over Bøssen hængte et Malerie, der forestillede en Sømand, der kom hjem, gaaende paa Krykker, da han havde mistet det ene Been i et Søslag. Vi betrag- tede nøie dette Malerie, og Fader roste Maleren, Jaspersen, for dette hans Arbeide; men da vi kom hen til det Værelse, som var bestemt til Fader, og han saae Inscriptionen over Døren, raabte han paa Maleren: "Jaspersen", sagde han, "hvad er det for en In- scription, De der har smuurt hen? skammer De Dem ikke? Linien er skjev, og Bogstaverne ere neppe læselige". "Nu nu", sagde Jaspersen ganske rolig, "det skal læses, det skal jo ikke ædes". Den anden Ildebrand, jeg kan erindre, var nogle Aar efter, da Opslo Kirke og Hospital brændte af; jeg var dengang paa Latinskolen hos Treschows; Fru Treschow vilde gjerne have mig hos sig, saa at jeg ofte tilbragte hele Maaneder der i Huset, hvil- ket jeg gjerne gjorde, da hun var meget god imod mig. Hun bad mig om at lære Judithe Fransk, og jeg lærte Barnet adskil- lige Talemaader og Phraser af det Franske, hvormed Moderen var meget vel tilfreds. - Da Opslo Kirke brændte, kunde vi fra et Karnapvindue paa Latinskolen see noget af Ilden, og ved dette Syn udbrød Judithe i Graad og Skrigen; hendes Fader blev utaal- modig herover og truede hende med Riis; "saa skal den større Skræk", sagde han, "forjage den mindre". Jeg veed ikke, om Dolhuset ogsaa brændte af, ialfald blev alle de Gale, saavelsom Hospitalslemmerne bragte i Sikkerhed. En Jomfru fra Hospitalet, hendes Navn var Sverdrup, lod sig ikke holde tilbage, hun vovede sig ind igjen i sit Værelse for at bjerge nogle Penge, som hun havde i sin Dragkisteskuffe; men hun kom ikke tilbage, og der sagdes, at man siden havde fundet hendes Indvolde i Gruset. - Flere Aar før (1787) afbrændte den største Deel af Husene i Kirkegaden; disse vare de smukkeste Huse i Byen og tilhørte de SIDE: 401 rigeste Kjøbmænd. Ingen vidste, hvorledes Ilden var opkommet, og enhver, som kom ind til Moder, kom frem med nye Formod- ninger derom. Jeg lagde ikke Mærke til nogen af dem, uden til een, som var Doctor Schminckes, i hvis Huus Ilden først var op- kommet. Han meente, at en Kat var Aarsag i Ulykken. Jeg har en Huusholderske, sagde han, der er en stor Elsker af Katte, hun har stedse en Kat liggende ved Ilden i Skorstenen; dette Dyr har formodentlig antændt sit Skind, er rendt dermed op paa Høloftet og har stukket Ild i Høet. Et af de betydeligste Han- delshuse i Christiania dengang var Walther et Remcke; Du erin- drer den smukke Margrethe Walther og hendes ikke smukke Sø- ster, maaskee erindrer Du ogsaa Peter Remcke. Walther boede i Christiania, men Compagnonen Remcke i Vestindien; Sønnen Peter Remcke blev sendt til Christiania, da han var syv Aar gammel. Da han steg iland, sneede det, og han raabte: "O, hvilket herligt Land! her regner Sukker!" Nogle Aar efter Branden flyttede Walther med sin Familie til Danmark, og jeg har fortalt, hvorledes jeg i Aaret 1807 traf den forhen saa rige og glimrende Madame Walther som Fattiglem i en "Armenanstalt" i Slesvig. Kari Bondekone. Madame Rømer. I Aaret 1790 boede der i Christiania en Kone almindelig be- kjendt under Navnet Kari Bondekone; hun var fød 1710, altsaa 80 Aar gammel, og Kjøbmand Ole Eger den ældre var hendes Sønnesøn. Hun drev en ikke ubetydelig Handel, der dengang blev bestyret af en ung Mand, Knud Berg. En smuk Sommerdag hørte man sige, at den firsindstyveaarige Kari Bondekone og den tyveaarige Knud Berg havde staaet for Alteret som Brud og Brud- gom og vare blevne viede sammen af Præsten Thulesius. Om Brudgommen havde staaet ved Brudens høire eller venstre Side, er mig ikke bekjendt, men jeg veed, at flere unge Mænd, der have indgaaet Ægteskab med ældre Matroner, ikke have villet følge den Skik, at Bruden skal staae ved Brudgommens venstre Side. Lieutenant Hummel, der dog neppe var yngre end sin Brud, erklærede for Præsten, at han ikke vilde følge denne Skik, og Lumholtz svarede: "Stil Dem ved høire eller venstre Side, Man- den bliver dog altid Mand". Man siger, der gives kun tre Slags Ægteskaber, de, hvor SIDE: 402 Parret lever i aabenbar Krig med hinanden, de, hvor den ene eller begge Parter leve i hemmelig Misfornøielse, og endelig de saa- kaldte lykkelige Ægteskaber, hvor Ægteparret henlever Tiden i Enighed og Kjerlighed. Kari Bondekones og Knud Bergs Ægte- skab kan neppe henføres til nogen af disse Kategorier. De levede ikke i aabenbar Krig, thi de trættedes aldrig; de levede ikke i hemmelig Misfornøielse, thi de beklagede sig aldrig; han passede sine Handelsforretninger og forøgede sin Formue hvert Aar, han sørgede for den Gamles Bekvemmelighed og Pleie, og hans Ven- ner og Bekjendte, som ofte vare Gjester hos ham, forsikrede endog, at han havde Godhed for den Gamle og ønskede, at hun endnu maatte leve i mange Aar. Hun sad hele Dagen i Kakkelovns- krogen eller ved Skorstenen og røgede sin Pibe og var vel tilmode. Dog vil det vel neppe falde nogen ind at kalde dette et lykkeligt Ægteskab. - Saaledes gik Tiden hen i tredive Aar, og først i Aaret 1820, da Kari Bondekone var 110 Aar, slukkedes hendes Livslys. Knud Berg, der nu var 50 Aar gammel, givtede sig med Enken Madame Jandrup, der var en Datter af Ole Eger og altsaa en Sønnesøns Datter af Kari Bondekone. Vore Forældre havde gjort Madame Rømers Bekjendtskab paa Fredrichshald, hvor hun havde levet med sin første Mand, hvis Navn jeg har glemt, men nu var hun Enke efter Guldsmed Rømer og boede i Christiania. Hun havde en Søn, Ernst Rømer, der var Guldsmed, og en Datterdatter eller Sønnedatter, Ernestine, i Huset hos sig. Denne Pige var nylig bleven confirmeret og blev holdt meget strengt af Bedstemoderen. Jeg saae hende staae til Confirmation med Sæt paa Hovedet, hvilket dengang ikke blev baaret af nogen uden af meget gamle Matroner. Madame Rømer var omtrent 60 Aar, da hun givtede sig for tredie Gang med en gandske ung Mand, en Guldsmed Bergersen. Nogle Dage efter Brylluppet gik Præsten Thulesius hen til hende for at lykønske hende, og sagde, at hun havde faaet en sædelig, agtværdig og brav Mand. Det er ganske vist, svarede hun, jeg frygter kun for, at jeg ikke beholder ham længe, hans Helbred er ikke den bedste. - Er I da reent gal, raabte Thulesius, troer I da aldrig, at I kan finde en Mand, som kan slide ud Er? - Siden jeg taler om Thulesius, maae jeg endnu fortælle et Træk af ham. Han pleiede efter hver Høitid at gaae om i de Huse, hvorfra han havde faaet Offer, for at takke derfor. Madame Hassing, Bogholder ved Brand- kassen, pleiede ved hver Høitid at sende ham en Rigsdaler, det SIDE: 403 er fire Rigsort eller 96 Skilling; men da hun til en Høitid sendte ham en saakaldet slet Daler, der gjaldt sex Mark Dansk Courant eller 64 Skilling, da gik han ikke ind i Huset til hende, men raabte ind igjennem det aabne Vindue: Tak for den slette Daleren jeres, I! Saadanne, næsten kunde jeg kalde dem unaturlige, Ægte- skaber som de to nysnævnte have vel sjelden Sted i Byerne, oftere paa Landet, hvor Bonden ofte, saasnart Sønnen er confirmeret, stræber at faa ham givt med en gammel eller aldrende Enke, der eier en Gaard, Penge eller Penges Værd. At saadant afstedkom- mer megen huuslig Ulykke, er upaatvivleligt, og det er ogsaa imel- lem Aarsag til grove Forbrydelser, som vore Kriminalprocesser noksom bevidne. Da vor Moder opholdt sig i Soløer, var hun i et Bondebryllup, hvor Brudgommen var sexten Aar gammel og Bruden ti Aar ældre. Drengen, thi saaledes maae man vel kalde ham, sad skamfuld og forlegen henne i en Krog og var ikke at formaae til at tage Deel i Dands eller Lystighed. Da Moder be- mærkede, at alle Konerne i Bygden vare ældre end deres Mænd, saa fik hun til Svar, at dette maatte være saaledes. I Byen, sagde Bønderkonerne, der maae Mandfolkene lære saa meget, inden de kunne givte sig; men hos os, saasnart Gutten er confirmeret, saa er der intet iveien for ham, og han givter sig. - Men, sagde Moder, hvorfor skal han da have en Kone, der er saa meget ældre end han? - Det maae saa være, sagde Bønderkonerne; dersom hun var ligesaa ung og uvittig som han, hvordan skulde det da gaae med Gaardsbruget? Og dog maae jeg, for at blive Sandheden troe, tilføie, at jeg til forskjellige Tider i mit Liv har kjendt fire Ægteskaber, der med fuld Føie kunde regnes til de lykkelige, og hvor Konerne vare ti Aar, ja den ene endog femten Aar ældre end hendes Mand. Kjød-Ingers Memoirer. (Fragment.) Jeg, Inger Myhre, skriver min Biographie. "Hvor vil Du hen", sagde min Svoger, som nu altid vil være klogere end andre Folk, "hvor vil Du hen med din Biographie? Du, som aldrig har været udenfor Trondhjem, hvad mærkværdigt kan Du vel have oplevet?" - Men jeg svarede ham: "Verden er Verden overalt, SIDE: 404 ligesaavel i Trondhjem som i Paris, og jeg er i Verden, og Ver- den er i mig. Og jeg skriver min Biographie, og vil Du int' læs'en, saa kan Du la' bli'". Jeg hørte engang en Franskmand, som sagde: "Je suis né avec le siècle". Mor Gullusen forklarede mig, at han hermed vilde sige, at han var fød i Aaret 1800; det samme kan jeg ogsaa sige, for det var den 31te December, strax efter at Klokken havde slaaet tolv om Natten, at jeg stak mit Hoved ind i Verden og hilste Velkommen til det nye Aarhundrede, saa høit som min Stemme formaaede. Om min tidlige Alder veed jeg ikke synderlig mærkværdigt at berette; naar der var Bal i Stiftsgaarden eller i Harmonien eller i en af de andre Storgaarde, saa stod jeg udenfor Vinduerne og hørte paa Musiken og saae paa Lysene og paa de Dandsende; om Søndagen maatte jeg gaae med min Moder i Kirke og sidde der gandske stille, og naar der var Brudevielse, gik jeg uopfordret i Kirken at see Bruden, og naar en af de Fornemme blev begravet, saa stod jeg med andre Børn udenfor Sørgehuset, indtil Kisten blev baaret ud, og saa fulgte vi efter Ligfølget til Kirkegaarden for at see til. Jeg gik i Skole og lærte at strikke og læse, jeg lærte Forklaring og Catechismus udenad, og Fader vilde, at jeg skulde lære at skrive; Moder hviskede noget til ham, som jeg ikke hørte, men han svarede: "Sniksnak! hun maae dog lære saa meget, at hun kan skrive en Regning". - Og saaledes lærte jeg da, takket være min Fader! at skrive. - Da jeg var fjorten Aar, stod jeg til Confirmation og fik ny Kjole, baade Con- firmationskjole og Andendagskjole, og Moder sagde: "Inger er ret en vakker Pige". "Bare hun vilde voxe noget", sagde min Fader; "hun er dog altfor liden og spinkel". "Du skal see, jeg skal nok voxe", sagde jeg, "for nu har jeg været under Præstehaand, nu bliver jeg nok stor". Og jeg voxede virkelig i de følgende to eller tre Aar, jeg skjød i Veiret, saa alle, der saae mig, forundrede sig derover. - En Dag hørte jeg Farbro'er sige til Fader: "Inger er jo nu en voxen Pige og en vakker Pige, skulle vi ikke see til at faae hende givt?" "Kanskee Du har en Mand til hende?" sagde Fader. "Det kunde nok være det", sagde Farbro'er; "der er nu Slagter Myhre, det er en peen Mand og en Mand, som har god Fortjeneste, og han vil gjerne givte sig, bare han kunde finde en Kjerring, som han syntes om. Jeg nævnte Inger, og han sagde, at han vilde komme herind og see paa hende". - Dagen efter kom han ogsaa; Far og Mor satte frem Mellemmad og Brænde- SIDE: 405 viin, han spiste og drak, snakkede med Far, saae lidt paa mig, men talte ikke til mig. - "Der bli'er intet af", sagde Farbro'er Dagen efter; "Myhre vil ikke have Inger, hun er ham for maver". "Det er ikke sandt", raabte Moder, "Inger er jo ikke maver". "Det sagde jeg ogsaa", svarede Farbro'er, "men saa blev han sindt og sagde: Jogu' er hun maver, det er jo ikke andet end en Ben- skrangel, som Hjerteslaget hænger i". "Fy, det fæle Menneske!" raabte Moder, "taler han ikke om Inger, som om hun var et Slagtenød!" "Naa naa", sagde Farbro'er, "han meente det ikke saa ilde, for han lagde til: Dersom hun vilde monne sig noget og lægge lidt Kjød paa sig, saa kunde der nok blive noget af endda. Det havde ingen Hast med Givtermaalet; han vilde bie et Par Aar for at samle mere Velstand, og naar saa Inger var bleven federe, saa skulde vi nok blive enige". - Fra den Dag af fik jeg Lov at sove om Morgenen, saa længe jeg vilde, og ved Bordet lagde Moder de fedeste Stykker paa min Tallerken; jeg maatte ikke forrette noget tungt Arbeide, og da Aaret var omme, var jeg ble- vet saa fyldig og trivelig, at da Myhre saae mig igjen, sagde han, at jeg var den vakkreste Jente i hele Trondhjem, og spurgte mig, om jeg vilde blive hans Kjerring. - Og saaledes blev jeg da Slagterkone. (Her er en stor Lacune, mange Blade ere udrevne og findes ikke mere.) . . . . . . . . Da jeg nu har beskrevet, hvorledes det gik til ved Kroningen her i Trondhjem, og hvormegen Gavn og Glæde min Mand og jeg havde heraf, holder jeg det for ufor- nødent at melde eller rettere gjentage Beskrivelserne over Høitide- lighederne og Stadsen, da Kongen atter sexten Aar derefter ind- fandt sig i vor Bye. - Et Par Dage efter Majestætens Ankomst mødte jeg Snedkersvenden, Hans Larsen, paa Gaden. I erindrer jo nok, hvormeget min Mand og jeg havde tilovers for ham; han saae heel bedrøvet ud, og da jeg spurgte ham, hvad der fattedes ham, svarede han: I maae vide, Mor Inger, at jeg igaar har været oppe hos Kongen. - Det er dog vel ikke noget at være bedrøvet for, meente jeg. - Det gik saaledes til, sagde han, at de havde skaffet Kongen en Seng at ligge i (ja, det var en deilig Seng, den havde været salig Meinckes Brudeseng), men da Kongen havde ligget i den en Nat, sagde han, at den var ham for kort, han vilde have gjort en liden Forandring ved den, og saa blev der da sendt Bud efter mig og Hans Peter. Kongen var selv tilstede ved SIDE: 406 Arbeidet og betydede os, hvad vi skulde gjøre, og da vi var fær- dige dermed, gav han os to Spd. hver. Dette var jo nu godt nok; men da vi kom ud paa Gaden igjen, sagde Hans Peter til mig: Men have vi to nu ikke baaret os ad som de dummeste Æsler? kunde vi nu ikke, istedetfor at modtage de to Spd. hver, have bedet Kongen om Tilladelse til at festligholde syttende Mai? - Ja, det er et sandt Ord, men forseent er forspildt, vi kunde nyttet og glædet hele Landet, og saa lade vi os nøie med to Spd.! Kunde Du kun faae Kongen i Tale, tænkte jeg, saa kunde Du nok faa Sagen i Gang. Jeg foreslog mine Camerader, at vi Slagterkoner skulde i Corporation, som de jo kalde det, gaae hen at complimentere Kongen. De syntes godt om Forslaget, men kunde ikke blive enige om, hvem der skulde føre Ordet. Faldt det nu ikke af sig selv, at jeg, som uden at rose mig selv, er den fornemste og rigeste Slagterkone her i Byen, og desuden har leveret Kjød til Kongens Kjøkken, baade Fleskeskinker og Kalve- steger og Oxebryster og Pølser og Kalvehoveder, at jeg maatte blive den, som førte Ordet? men saa kommer her en ung Tingest, som har været Slagterkone i et Aar, og som aldrig har leveret en Pille Kjød til Kongens Kjøkken, og vil med al Magt føre Ordet, fordi hun har tjent et Aarstid hos Madame Gullusen og har op- snappet nogle franske Ord, saa hun bilder sig ind, hun kan tale med Kongen uden Tolk. Nei, før skal der intet blive af det Hele, det svoer Inger og jeg, og saa blev der heller intet af. Saa gaaer det til i en Corporation, hvor der ingen Enighed er. (Her er atter flere Blade udrevne; det er baade Synd og Skam, at man er saa skjødesløs med vigtige Papirer.) . . . . . . saa sendte Fru Schwach Bud til mig og lod mig sige, at jeg maatte komme til hende. Dersom Fruen forlanger mere Kjød af mig, sagde jeg til Margrethe, saa siig hende kun, at hun intet faaer af mig, førend hun har betalt det, hun allerede har faaet. - Nei, jeg veed gan- ske vist, sagde Margrethe, at det ikke er Kjød, hun vil forlange. - Vil hun da betale mig det, jeg har tilgode? spurgte jeg. - Ja, det kan nok være, meente Margrethe, og saa gik jeg da der- hen. - Fruen tog venligt imod mig; jeg maatte sidde ned hos hende, hun talte om mit gode Udseende, roste det Kjød, hun havde faaet fra mig, og forsikkrede, at jeg ikke skulde bie længe efter Betalingen. - Hun lod sætte Viin og Kage for mig og spurgte mig blandt andet, om jeg gjerne gik paa Comedie? - Jeg svarede, at jeg vel gik derhen en Gang iblandt, men vi have, SIDE: 407 sagde jeg, noget Vigtigere at bruge vore Penge til end til at kjøbe Comediebilletter. - Men om De nu kom derhen, uden at det kostede Dem noget? sagde hun. - Ja, det var brav nok, sagde jeg, men hvordan skulde da det gaae til? - Min Mand og jeg, sagde Fruen, vi have nu Fribilletter; men jeg Stakkel, som har en lam Fod, jeg har vanskeligt for at komme derhen; at leie Hest og Vogn er kostbart, og mit Forslag til Dem er derfor, at om De vil skaffe mig Befordring, saa skal De af og til faae min Theaterbillet. - Men, kjere Frue, svarede jeg, naar jeg skal betale Hest og Vogn, saa kan jeg jo ligesaa godt for disse Penge kjøbe mig en Comediebillet. - Det var ikke saaledes meent, svarede Fruen, De skal befordre mig derhen i Deres egen Vogn. - Min egen Vogn! raabte jeg, jeg har saagu' ingen anden Vogn end Kjød- vognen, som vi trække om i Byen med Kjød paa. - Det er just den, jeg mener, sagde Fruen; Comedien begynder Klokken syv, Klokken sex er det allerede mørkt, Klokken halv syv sender De mig Kjødvognen og lader Deres Karl eller Pige trække mig der- hen, og til Gjengjeld faaer De ved næste Forestilling min Billet. - Jeg gik ind paa Forslaget, Fru Schwach blev trukket paa Kjød- vognen til Comediehuset, og jeg fik Billet til Balconen, hvor jeg satte mig i Midten af den første Bænk, ved Siden af de fornemme Damer. Vore Forældres Huus. Kom, kjere Broder Christopher, ræk mig Din Haand, og lad os endnu engang vandre tilbage til vor Barndoms Dage, til vore Forældres Huus og til den ellevte Marts 1792; jeg var dengang elleve og et halvt Aar, og vor Broder Johannes, ti Aar yngre end jeg, var atten Maaneder gammel. Jeg har fortalt, hvorledes jeg denne Søndags Eftermiddag gik i Kirken, hvor jeg hørte Aften- sangspræsten Hr. Nannestad opfordre sin Menighed til at bede for Inspecteur Hansteen; det var ellers Skik, at Præsten bad for et Guds Barn i Menigheden uden at nævne den Syges Navn, men Moder vidste ikke, hvad en saadan Forbeholdenhed skulde tjene til, og saaledes hørte jeg da vor Faders Navn fra Prækestolen i Vor Frelsers Kirke. Jeg erindrer ikke, om jeg var gaaet alene til Kirken, eller om nogen af eder var fulgt med mig derhen, men da jeg kom hjem, vare vi samlede i Sengkammeret hos vor Moder, som vred sine Hænder og hulkede høit. Fra Sengkammeret gik, SIDE: 408 som Du nok erindrer, en Dør til Kjøkkenet og i den anden Ende af dette tilhøire en Dør til Barnekammeret; jeg gik derind og saae de tre Piger sidde tause og stille; Grethe havde den lille Johannes paa Skjødet, dæggede for ham og græd over ham; Birthe hviskede: saalænge der er Liv, er der Haab. Fra Barnekammeret gik en Dør ind til den røde Stue, hvor Fader laae, jeg gik derind og blev staaende en lang Stund foran hans Seng og betragtede ham; han laae stille, og kun hans Læber bevægede sig, men der kom in- gen Lyd over dem; hans Øine vare aabne, men det lod ikke, som han kjendte mig eller saae mig. I den røde Stue var der tre Fag Vinduer til Gaden, for de to vare Rullegardinerne ned- ladte, under det tredie stod Faders Skrivebord, jeg satte mig derved og skrev paa en Strim- mel Papiir disse to Linier: Min Fader døer. - O, hvilken Smerte Betager nu mit ømme Hjerte! Dog, for ikke at dølge Sandheden og ikke fortie min Barndoms Letsindighed, saa vil jeg tilstaae, at jeg faae Minuter derefter tog og fortærede to Æbler, som jeg saae ligge paa Randen af Boghylden; efter Læ- gens Ordination spiste Fader hver Dag to Æbler; dette havde han gjort den forrige Dag og lagt disse to hen til den følgende. Dette Æbletyverie i et saadant Øieblik skammede jeg mig siden over. Morgenen derefter slukkedes Faders Livslys, og ved Efterret- ningen herom kom Fru Treschow, Faster Greens Døttre og flere af Moders Slægt og Venner for at staae hende bi med Raad og Daad. Fru Münch og Jomfru Bonsach blev hos hende den første Aften. Paa Faders Skrivebord laae en Optegnelse, skrevet af ham selv, over Begravelsen og alt, hvad dertil hørte, og hvad hver Artikel skulde koste. Madame Haller blev hentet og gjorde sine Foran- SIDE: 409 staltninger; Justitsraad Smith kom at tilbyde sig som Moders Laug- værge, hvilket Tilbud hun modtog med den største Taknemmelig- hed; men hun fik siden Aarsag til at fortryde den store Tillid, hvormed hun betroede denne Mand sin hele Capital af 3000 Rdl.; thi da han flere Aar derefter døde, havde han efterladt sig saa megen Gjeld, at hans Creditorer ikke fik mere end syv Procent af deres Tilgodehavende; mange Enker, hvem han havde tilbudet sig at være Laugværge for, tabte ved ham deres større eller mindre Formue, og Fru Münch tabte ved ham en betydelig Capital. Da denne Mand var Eier af Ruseløkken, havde et meget indbringende Embede, kun et eneste Barn og levede meget sparsommeligt, saa holdt man ham for en rig Gnier. Man gjettede siden paa, at han maatte have spillet bort store Summer i Tallotteriet, hvilket den Tid havde ødelagt flere end een Embedsmand. Alle Mennesker fast uden Undtagelse hos os spillede dengang i Tallotteriet; der var mange Lotteriecollecteurer i Christiania, og man kunde faae en Lotterieseddel for en Skilling. Fader spillede aldrig i Tallotteriet; vel havde han selv engang været Lotteriecollecteur, men han ha- dede denne Indretning og sagde, at Fanden havde sin Finger i den. Vi Børn hørte saa meget tale om Tallotteriet, saa Henrik fik Lyst til at spille deri. Han bad Moder om en Skilling, men da hun nægtede ham den, saa foreslog han mig, som var dengang Eierinde af en Skilling, at han vilde for den bringe mig en Lot- terieseddel. Jeg gik ind paa Forslaget, valgte fem Nummere og gav ham min Skilling, hvorfor han i Bilzings Collection kjøbte en Lotterieseddel til mig. Det varede ikke længe, førend Lotteriet blev trukket, og tænk engang! - et af mine Nummere var kom- met ud; Henrik gik hen med Lotteriesedlen og kom tilbage med femten Skilling, som han leverede mig. Dette var første og sidste Gang, at jeg har spillet i Tallotteriet. Moder fik et Brev fra Toldcasserer Olsen i Skien, hvori han meldte hende, at der i en hollandsk Avis stod en Indkaldelse til Arvingerne efter Barthold Hansteen, som var død i Holland ugivt og havde efterladt en ikke ubetydelig Formue. Som sine Arvinger havde han opgivet sin Broders Børn og blandt disse nævnet Louise Olsen i Skien og Engel Heltberg i Bergen, begge vor Faders Søstre. Om Olsen har gjort noget ved denne Sag, veed jeg ikke, men Mo- der forstod ikke at gribe den an. Da Begravelsen var over, og Moders Sind begyndte at komme lidt til Rolighed, foretog hun sig flere huuslige Reformer. Birthe fik sin Afsked, Eva blev betroet SIDE: 410 til Skipper Qvisling, som paatog sig at bringe hende velbeholden tilbage til sin Stedmoder, Fru Heltberg paa Bernæstangen. Alt, hvad hun troede at kunne undvære, satte hun til Auction; hun havde havt isinde at sælge Gaarden i Byen og at flytte ud til det Huus i Gamlebyen, som Fader der havde ladet opføre. Dette Huus, ligeoverfor Ladegaarden (der før havde været Kong Sverres Konge- sæde og nu eiedes af Generalinde Sehested), laae paa Ladegaar- dens Grund, og Fader maatte betale fem Rdl. aarlig i Grundskat til Ladegaarden; jeg hørte dengang sige, at alle Huse i Gamle- byen vare pligtige til at betale Grundskat til Ladegaarden. Men Moder opgav sit Forsæt, da hun betænkte, at Veien fra Gamlebyen gjennem Leret og Grønland var paa visse Tider af Aaret saagodt- som ufremkommelig, og Drengebørnene maatte jo dog hver Dag i Skole. Hun solgte derfor Huset med Kjøkken og Frugthave, Kjø- berens Navn var Hjorth, dette er alt, hvad jeg erindrer om ham, Derpaa solgte Moder ogsaa Gaarden i Byen til Præsten Bødtker og kjøbte igjen et lidet Huus i Nedre Slotsgade for 700 Rdl. og an- vendte 400 Rdl. derpaa for at gjøre det nogenlunde beboeligt. Da hun nu var færdig dermed, og de Sager, vi havde beholdt, vare flyttede hen i det lille Huus, gik Moder med tre af sine Sønner og vor Pige Christine derhen; Grethe med Johannes og jeg dvælede endnu noget i det store, tomme Huus. Jeg gik om i alle Værelser, paa hvert et Loft, i hver en Vraa og tog Afsked med hver Plet i det kjere Huus; jeg havde dengang et meget langt og stærkt Haar; jeg klippede en stor Lok deraf og stak den ind i en Revne under en Væg, hvor jeg troede, at ingen kunde finde den; derpaa tog jeg min lille Broder ved Haanden for at føre ham hen til Moder; men da jeg kom ud paa Gaarden med ham, standsede jeg ved at høre et høit Skrig; det var Grethe, der kom i en Fart ud af Kjøk- kendøren og raabte til Johannes, idet hun slog sine Hænder sam- men: O, Du stakkels Barn! maae Du da saa tidlig forlade Din Faders Huus! To Maaneder derefter laae Grethe i Graven. Ti Aar derefter sagde en Dag Schandorff til mig: Min Svoger Delphin og jeg have nu kjøbt det Huus, som De elsker saa høit. Jeg blev meget glad ved denne Efterretning, da jeg tænkte, at naar mine gode Venner beboede Huset, saa vilde jeg ofte faae Anled- ning til at betræde det. Og saaledes var det; i mange Aar derefter besøgte jeg ofte mine kjere Venner i det kjere Huus. I de ti Aar, Præsten Bødtker havde beboet det, var aldeles ingen Forandring foretaget dermed; Delphin lod Gadedøren og Gadetrappen tage SIDE: 411 bort, Faster Greens Værelser bleve forvandlede til en stor, smukt decoreret Sal, som mange Aar derefter blev bortleiet til Studenter- samfundet. Barnekammeret var blevet til et Stadsværelse, men de øvrige Forandringer vare kun ubetydelige. Da Delphin celebrerede sit Sølvbryllup, var jeg der, og vi dandsede i den store Sal. Siden gik jeg ind i de andre Værelser, satte mig ved Karnapet i den gule Stue og overlod mig til mine Erindringer. Da kom en ung Mand, som jeg aldrig havde seet før, og som jeg heller aldrig har seet siden, og satte sig ved Si- den af mig; han gav sig til- kjende som en Ven og Bekjendt af vor Broder Johannes. Han fortalte mig, at hans Navn var Paul Winsnæs, at han var fra Drammen, at han var theolo- gisk Candidat, to og tyve Aar gammel, at han var forlovet, og at hans Kjereste var otte og tyve Aar. Han fortalte mig, at Jo- hannes havde spillet Vielge- schreis Rolle i "Den Stundes- løse" paa det dramatiske Sel- skabs Theater i Drammen. Og min Kjereste, sagde han, var Pernille, og da hun takkede ham for Tøflerne, saa kyssede hun ham paa Haanden, hvilket nær havde bragt ham ud af Fatning. Om Aftenen var lige- som i vor Faders Tid, naar der var Selskab, Spisebordet dækket i den røde Stue, der var aldeles uforandret. Den sidste Gang, jeg betraadte dette kjere Huus, var i Juli Maaned 1831, da jeg var der for at tage Afsked med Fru Delphin og hendes Familie for at følge med min Mand til Trondhjem. Jeg saae endnu i Sengkammeret det store Skab i Væggen med de dobbelte Døre, den hvælvede Karnis og de grønmalede Vinduesruder; jeg saae endog det lille Kighul med Skyver for, som Fader havde ladet anbringe paa Døren mellem Sengkammeret og Kjøkkenet, og den røde Stue var endnu ufor- andret. I de fem og tyve Aar, som ere forløbne siden den Tid, SIDE: 412 har Huset vistnok lidt mange Forandringer og vilde vel nu neppe være til at kjende igjen, men dog har jeg med Velbehag nylig seet af et Avertissement i et Ugeblad, at det endnu har sine to Kar- naper. Saa er Du da til endnu, Du kjere Karnapvindue, foran hvilket jeg ofte om Søndagseftermiddagene sad paa Faders Knæ, medens han holdt en lang Kikkert foran mig, hvorigjennem jeg kunde see lige ned i Fru Sehesteds Have i Gamlebyen. Saa har Du staaet fast Midt i den Skiften, alt er underkast! Vil altid Du i Middagshøiden prale Og aldrig, Aftensolen lig, neddale? Skal Du, Karnap, liig Agers Kirke, da Staae uforanderlig, urørt, urokket? - Ja! Ogsaa ved Karnapet til den anden Gade hefter sig ikke mindre kjere Erindringer; her var Karnapværelset i anden Etage Faders Contor. Fra et af disse Vinduer var det, at han en Søndags Efter- middag lod nedregne Rosiner og Mandler over sin glade og lykke- lige Datters Hoved. Medens jeg sad paa Gadetrappen med Rosi- nerne og Mandlerne i Skjødet, kom vor Gjenbo, den tydske Sko- mager Lohrbauer forbi; han standsede et Øieblik, nikkede til mig og sagde: "Nu schal De faae Schuene." Da Lohrbauer var gaaet forbi, saae jeg atter op til Karnapet, Vinduet var lukket, men Fader stod indenfor og saae smilende ned til mig. Mindets Engel tilintet- gjøre Tidens Krav og vaage ogsaa over dette Karnap! Om Statholdere i Norge, Stiftamtmænd i Agershuus og om Eleonore Urbin. Ved Aaret 1760 var Petersen Stiftamtmand i Christiania [fotnotemerke] . Han var givt med en Datterdatter af Anna Ramus, den berømte Præste- kone paa Nordrehaug. De havde to Sønner og tre Døttre. Den ældste Datter var givt med en Præst Grüner; hun døde tidligt og efterlod sig en Søn, Hans Fredrik Grüner, som var Eier af den saakaldte Kongens Mølle ved Christiania. Den anden Datter blev viet til Capitain Sundt, som døde en halv Time efter Vielsen. Den tredie Datter, der lignede paa et Haar sin Oldemoders Portrait, der Fotnote: Feilagtigt; han var først Amtmand i Oplandene, dernæst Stiftamtmand i Bergen. SIDE: 413 hænger i Nordrehaug Kirke, levede og døde ugivt. Den ældste Søn blev Præsident for Magistraten i Kjøbenhavn, og den yngste, Kam- merjunker Petersen, en elskværdig og talentfuld Mand, var Officeer ved Jægercorpset og givt med en Datter af Geheimeraad Scheel. I Aaret 1780 var Kammerherre Levetzau Stiftamtmand i Chri- stiania. Denne Mand var særdeles agtet og elsket, og jeg hørte ofte Fader og Moder omtale med Berømmelse ham og hans Hustrue. "Min Hustrue," havde han sagt til Fader, "er alt, hvad jeg kunde ønske mig af hende, og havde hun været givt med en Skomager, saa vilde han have sagt det samme som jeg." Da Moder fortalte mig om en saare behagelig Samtale, som hun havde havt med Levetzau engang, da han var kommen for at tale med Fader, og blev siddende hos hende for at oppebie hans Ankomst, fortrød jeg meget, at jeg ikke havde været tilstede derved. Moder loe og sagde, at jeg havde været tilstede, og at hun dengang havde havt mig paa Armen, da jeg kun var to Maaneder gammel. I Aaret 1790 var Geheimeraad Scheel Stiftamtmand i Agers- huus. Han havde tre Døttre, hvoraf den ældste blev givt med en Grev Rantzau, som kom til Christiania for at ægte hende. Den anden Datter blev givt med Kammerjunker Petersen, en Søn af Stiftamtmand Petersen, og den yngste, som var Hofdame hos Prindsesse Louise Augusta, Hertuginde af Augustenborg og Søster af Fredrik den sjette, blev givt med Prinds Emil af Augustenborg, den yngste af de tre Brødre. Denne Prinds Emil blev anseet for sin Tids smuk- keste Mand i begge de forenede Riger; hans to Brødre derimod, hvoraf den ene siden blev valgt til Kronprinds af Sverrig, vare intet mindre end smukke. Hertuginden Louise Augusta havde sat sig imod dette hendes Svogers Givtermaal med Frøken Scheel, men Fredrik den sjette, dengang Prindsregent, begunstigede det. Frue Geheimeraadinde Scheel var meget melancholsk og men- neskesky; jeg har aldrig seet hende og hørte aldrig andet om hende end dette: Kort Tid efter at Fru Petersen var bleven givt, da hun en Dag gik ud at spadsere med sin Mand, saae hun sig selv at komme sig imøde; hun stod stille, bedøvet af Skræk, og da Skik- kelsen kom hende gandske nær, faldt hun til Jorden besvimet. Om denne Begivenhed blev der nu længe talt i Christiania. Nogle sagde: det har hun efter Moderen, denne har jo ogsaa Syner og Aaben- baringer; Andre meente, at det havde været et Luftbillede, et Fata Morgana, som hun havde seet; flere unge Damer vovede neppe at gaae ud for ikke at møde sig selv. Gertrud Preus (Fru Stabel) for- SIDE: 414 talte mig, at hun i de Dage havde været i et Besøg paa Landet, hvor hun forblev Natten over. Om Morgenen, da hun vaagnede og vilde staae op, saae hun sig selv ligeoverfor sig at gjøre en Bevæ- gelse som for at komme hen til hende. Hun kastede sig næsegruus i Sengen og skreg. Vertinden kom op og spurgte, hvad der fattedes hende. Hun blev liggende og skreg: Jeg har seet mig selv! jeg har seet mig selv! Vertinden beroligede hende ved at gjøre hende opmærksom paa, at der i Døren af et Skab, som stod ligeoverfor hendes Seng, var anbragt et Speil. - Jeg har ofte havt den For- nøielse at være i Selskab med Fru Petersen; hun var god, blid og venlig, men havde meget melancholske Ansigtstræk. Engang saae jeg hende i et Selskab hos Pløen, hvor hele Christiania beau monde var forsamlet, og hvor jeg syntes, det var saa at sige en Himmel paa Jorden; der hørte jeg hende sige til Digteren Enevold Falsen: "Seer De ikke, hvorledes Ennui'en kryber op og ned ad Væggene her?" Da Geheimeraad Scheel kom til Christiania, havde han med SIDE: 415 sig Demoiselle Eleonore Urbin som Gouvernante, eller som man dengang kaldte det, Française for sine Døttre. Da Scheel forlod Christiania, blev Urbin tilbage som Française for Jess Ankers Datter, og nu var det, at jeg fik Anledning til at see og høre denne aand- rige og agtværdige Dame. Treschow satte stor Priis paa hende, og jeg traf hende ofte der; vel erindrer jeg aldrig, at hun henvendte et Ord til mig, men jeg hørte hende og Treschow conversere sam- men og opsnappede med Begjerlighed hvert Udtryk af dem. Treschow elskede meget det Franske og talede gjerne dette Sprog, saa at deres Samtale stedse var paa Fransk. Jeg vil ikke gjentage alle de mær- kelige Anecdoter om Datidens store Mænd, som jeg hørte, da man vistnok nu kan læse saadanne baade i ældre og nyere Skrivter. Treschow spurgte nu mig, der dog ellers aldrig tog Deel i deres Samtale, hvad der meest havde rørt mig i La nouvelle Heloîse; jeg svarede, og det var Sandhed, at jeg havde grædt ved Julies Død og ved de Ord, hun henvender til Wolmar: Mon ami, je le sens, la mort me presse, il faut nous quitter. (Jeg var dengang tretten Aar, og Aaret før havde jeg seet min Fader døe). Naar Treschow havde et vittigt Indfald at fortælle os, da voldte dette ham megen Glæde, da loe han og gned sine Hænder, som han altid pleiede at gjøre, naar der var noget at glæde sig over. Imellem talede de ogsaa om tydske Digtere, Haller, Hagedorn, Kleist, Bürger, Schiller, som Treschow elskede høiest af alle, ogsaa om Wieland, som han satte stor Priis paa, hans Abderiten, Musarion og især hans Oberon, hvoraf han imellem forelæste os noget. Jeg synes at høre ham endnu, naar han begyndte: Noch einmal sattelt mir den Hippogryphen, ihr Musen, Zum Ritt ins alte romantische Land! og naar han kom til de Linier: Vergebens knirscht des alten Sultans Zorn, Vergebens dräut ein Wald von starren Lanzen: Es tönt in lieblichem Ton das elfenbeinerne Horn, Und, wie ein Wirbel, ergreift sie alle die Wuth zu tanzen; da syntes jeg, vi alle maatte springe op og dandse med. Ogsaa om Goethe blev der vistnok talet, dog erindrer jeg ikke synderlig deraf. Engang bragte Urbin med et Bind af Gleims Digte, hvoraf hun udpegede et, som hun sagde passede paa Fru Jess Anker. Digtet SIDE: 416 var til en Dame og bestod kun af to Linier, hvorfor jeg erin- drer det: Minervens Geist erneuert sich in dir, Du redest, schreibest, malst und stickst gleich ihr. Man sagde om Fru Jess Anker, at hun malede og broderede sær- deles skjønt, endog Landskaber og menneskelige Figurer tryllede hun frem med Naalen uden at tage Mosaiken til Hjelp. En Aften var Urbin hos Treschow, da Cathrine og Marie Devegge kom til samt Rosenstand Goiske. Denne Aften blev fornemmelig talt om engelske og danske Digtere. Samsøes Dyveke, som dengang nylig var udkommen, rostes af alle, kun Treschow tilføiede, at en Tra- goedie i Prosa ikke var efter hans Smag, hvor skjøn den iøvrigt maatte være. Han fortalte os, at han i sine Studenteraar i Kjøben- havn havde skrevet en Tragoedie, Hagen Adelsteen, hvoraf han frem- sagde en Scene, som han kunde udenad; Versene klang smukt i mit Øre, men fæstede sig ikke i min Hukommelse. Efter Jess Ankers Død tilbød Rosenkrantz Urbin at tage til ham som Opdragerinde for hans Datter. Han tilstod hende 400 Rd. aarlig, hvilken Pension hun skulde beholde, saalænge hun le- vede. Urbin naaede en høi Alder og lagde hvert Aar noget op af sin Pension; alt, hvad hun efterlod, testamenterede hun til Rosen- krantz's Datter, Fru Kaltenborn. Eleonore Urbin havde formodentlig aldrig været smuk, og hun var allerede meget sur le retour, da jeg saae hende første Gang; ikke desmindre betragtede jeg hende med en Ærbødighed og en Beundring, som jeg sjelden har følt for Nogen. Om Fredrichshald, om Anna Ramus og om Thor Hovland. Min Moders Fader, Albert Treschow, var Toldinspecteur, eller, som man dengang kaldte det, Tolder paa Fredrichshald, og min Moder elskede høit dette sit Fødested. Jeg hørte hende ofte at synge: Du Troskabs Minde i vort Norden, Urokkelige Fredrichshald! Du trodsed' Carls gjentagne Torden Og tændte Lynet til hans Fald. Naar Moder kom til den Linie: Da Borgerkjerligheden tændte For Landets Vel sin Bye i Brand, SIDE: 417 da blev hendes Foredrag mere og mere udtryksfuldt. Alle Fredrichs- halds Borgere vare i hendes Ungdom i større og mindre Grad stolte af Forfædrenes Bedrivter. Hun fortalte, at en Dag, da der var et lidet Selskab hos hendes Fader, stod en Lieutenant Sommerschild længe ved et Vindue og stirrede ud for sig. "Hvad seer De efter, Hr. Lieutenant?" spurgte Albert Treschow. "Jeg seer paa min Jom- fru," var Svaret. "Paa Deres Jomfru?" "Ja, det er hun, og det skal hun forblive, og for at bevare hende som saadan vil jeg med Glæde give Liv og Blod." Selskabet forstod nu, at hans Jomfru var Fredrichssteen, som han fra dette Vindue havde Udsigt til. Moder fortalte ogsaa ofte om de tappre Brødre Colbjørnsen og deres modige Søster, Anna Ramus, Præstekonen, i Nordrehaug, som ved Mod og Fædrelandskjerlighed havde vist sig sine tappre Brødre saa værdig. Jeg hører nu sige, at der for denne Begivenhed ingen Hjemmel findes, saa at det helt var opdigtet, forsaavidt som der siges, at hun havde Deel deri. Dette er vel muligt. Enhver har gjort Opdagelser og vil gjøre sig vigtig. For hundrede Aar siden skrev Ove Malling en Bog med Titel: "Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere"; i denne Bog omtaler han Anna Ramus og fortæller om hende det, som vi alle have hørt. Malling var en Historiograph, men han var tillige en Digter, og man kan maaskee antage, at hans Bog paa nogle uimodsigelige Facta nær er en Fiction. Hendes Portrait hænger i Nordrehaugs Kirke, men og- saa dette er intet Beviis, maaskee var det Skik i den Tid, at Bøn- derne hængte deres Præsts og hans Kones Portraiter i deres Kirke. I Aaret 1794, da jeg var fjorten Aar gammel, var jeg med min Moder i Besøg hos Enkefru Sundt og hendes Søster, Frøken Peter- sen; disse Damers Moder var en Datterdatter af Anna Ramus, og efter Opfordring af Moder fortalte de os deres Oldemoders Historie, omtrent paa samme Maade, som Malling har fortalt den, vistnok med nogle smaae Biomstændigheder, som dog ikke egentlig vedkom Sagen. Fru Sundt, den ældste af Søstrene, var fød 1740, altsaa fireogtyve Aar efter Begivenheden, men hun havde hørt Fortællingen af sin Moder, som selv havde været tilstede ved Begivenheden. Her vover jeg ikke at sige: dette er intet Beviis; thi jeg er moralsk overtydet om, at disse Damers Moder havde talt Sandhed. Sangen om Thor Hovland hørte jeg Moder saa ofte synge, at den har rodfæstet sig i min Hukommelse. SIDE: 418 Flye langt fra fredsomt Folk i Nord, Blodstænkte Sværd! Glad, Norges Søn, pløi arvet Jord, Nyd gyldne Fred ved børnrigt Bord! Men tramper Voldsmand paa din Jord, Da uforfærd' Med Fædres Arme, Fædres Mod. Aftoe i Fiendens varme Blod Dit Sværd! Exempler nok paa Fortids Mod Min Landsmand har. Ei sparsomt Norges bedste Blod Flød for en Fyrste, Landet god. Det Bryst, som Værn for Odel stod, Som Klippen var; Min Sang nu priser Hovlands Thor En Stridsmand, i vort kjekke Nord, Selv rar. Den kjekke Annas Sendebud Kom mørke Nat Til Steen og meldte: Krigens Gud Soldaten bød at vove Hud Og træde rask i Marken ud Og vinde brat En Seierskrands. Hiin Høvding stod Og vilde spare saxisk Blod Den Nat. Han meldte da en Hoben Ord, Og blandt dem var: At Sneen skjulte Vei og Spor, At let man vild om Natten foer; Men frem stod brat vor Hovlands Thor, Og tog til Svar: Jeg eder Veien vise bør, Jeg kjender hver en Steen og Stør, Den har. Knud Sehested venligt til ham saae Og ham bifaldt, Og alle raabte: Vi er faae, Men vi har Mod og Kraft at slaae, I Hovlands Spor vi trygge gaae. Strax Thor blev valgt At vise Vei til Svenskens Hær, De følte først hans drøie Sværd. Og faldt. SIDE: 419 Thor førte ei Commandostav; Kun Bondemand, Ham Hest og Vaaben Norge gav, Han ikkun som Dragon red af, Anførers Krands hans Arm ham gav. Ham Fødeland I Spidsen saae for Sønners Hær At høste Gother med sit Sværd, Som Mand. Og derfor lever Thor i Sang, Mens Norge staaer, Blandt Oldtids Helte nyder Rang; Som Eivind før og Thjodolf sang, Paa Helte Norge aldrig Trang I Verden faaer, Naar Landsmænd engang drage Sværd, At Fædres Krands de blive værd, Jeg spaaer. Iøvrigt, hvad Anna Ramus angaaer, da lad kun hendes Navn udslettes af Historiens Aarbøger, - Mindet om hende vil aldrig for- gaae. Clio er Historiens Musa, men hendes saavelsom alle Musers Moder er Mnemosyne.