Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Dend
Stormæctigste Høybaarne
Dronning
Charlotta Amalia
Dronning til Danmarck oc Norge,
de Wenders oc Gothers, Hertuginde i Schleszvig,
Holstein Stormarn oc Dytmarsken, Fød Land-Grevinde til
Hessen, Fyrstinde til Hirtzfeld. Grevinde til Oldenburg og
Delmenhorst, Kazzenellebogen, Diez Ziegenhain,
Niddag oc Skauenborg.

LJffsens Første Ærens Konning
 Følge i hvert Fode-fed,
Min Stormæctigst Arffve-Dronning
 Og forleene hende Fred.
Gid jeg med mit Klenlig Mæle,
 Som et bev-ræd ydmygt Blod,
Underdanigst motte knæle
 For min Naadig Dronnings Fod.
Jcke har jeg meer at bære,
 End en haandfuld Sort paa Hvit,
GUd og Dronningen til Ære,
 Qvinde-Magt forslar kun lit.
Enckens Skierff hun effter Effne
 J GUds Kiste lagde ned,
Var vel lidet værd at neffne,
 Dog tog Ærens Konge ved
Synderindens Taare-Gyden,
 Hvor med hun har vunden Bøn,
Jeg paa Vers oplader Dyden,
 Kronen for alt Qvinde-Kiøn.

SIDE: 23

Tag da, kroned Monarkinde
 Bogen med it Naadigt Siun,
En bedrøffved Norsk-fød Qvinde,
 Bær til Dronningens Paulun.
Møllers Trøst- og Taare-Kilde
 Hand udførte priselig,
Om Jødindens Græde-Gilde,
 Til den Gierning dristed mig,
Med en Pen i Graad Poleret,
 Skreff jeg dette Qvinde-Verck,
Saa, som Mesteren dicteret,
 Hand er i de Svage sterck.
Lad det hielpe lit paa Sagen
 Dronninglige Majesteet,
At Maria bleff antagen,
 Oc aff Christo høyt anseet.
Lærdis Bøger mig tilsteder
 Jeg maa kalde Qvinden saa,
Hvem hun var, og hvad hun heder,
 Fick hun hvis hun pegte paa,
Hendis Anger-fulde Noder,
 Kunde meget got forsla,
Nu Høybaarne Landsens Moder:
 O Charlott Amalia:
Naade staar ved Bøn at vinde,
 Paa den Trøst mit Haab beroor,
Himmel-giffven Konninginde:
 Sig: Dig skee da som du troor.

Hendis Majestetz
Allerunderdanigste
og
i dybest Ydmyghed
Trohiertig Forbederinde
Dorothe Engelbretz-Daatter.

SIDE: 24

Gud-Elskende Læser.

U-Anseet jeg kiendte mig forringe til, at giøre videre For-
klaring paa Trøst- og Taare-Kilden, Doct. Møller, udvald herlig
sammen skrev, om den bodfærdig Synderinde, satte jeg dog
blant andet en Deel ud paa Vers for Materiens Yndelighed
skyld, og mit eget Hierte til Fornøyelse i min bedrøffved Stand.
Før bød jeg Sang-Offer frem, som GUD skiød mig i Sinde, oc
nu ved samme Raad-giver, Taare-Offer; saa ubestandig er
Verdens Fryd. Naar Rosen falder aff, faar Stilcken en sørgelig
Fasun. Men som jeg ved Troens Taarer haabis at græde mig
ind i Himmelen oc see Frelseren med forklared Øyen, skal det
i Jammer-Dalen være min Glæde at holde mig til ham. Tag
derfor min enfoldig Gierning op i beste Maade, Qvindeligt er
mit Arbeyd, Qvinde var hun Poenitentzen giorde, oc gick glad
fra HErrens Ansict. Gid enhver hvis Retfærdighed er som et
besmitted Klæde maa giøre ligesaa. Jeg slutter med den Bøn,
oc ynsker hin Dydefuld Læser GUds Naade, Velstand i dette
Liff og Salighed i det Tilkommende.

Beed got for mig igien, giør det saa giør du vel,

Og sig naar jeg er Død: GUD glæde hendis Siæl.

 Dorothe Engelbretz-Daatter.
 Salig Ambrosii Hardenbeks.

SIDE: 25

Den Taare-gydende Synderinde.

Hun græd og fanged an at væde
HErrens Beene.

ALt Nyt som sielden skeer! Her hid hvem da vil see
 Jt bood-fuld Creatur, der sig for Synden vree;
Jt bedrings Contrafej, it Speil for Mand og Qvinde
Den Priis Maria bær, hun var een Synderinde:
 Men hafde rased ud oc nu tog Sviffted ind,
 Lod Hiertet op for Gud med Taare-stribed Kind.
Hans Billed blef dißver ved hendis Udyd smuddred,
Det tag hun skiødisløs i Synde-Sølen sluddred
 Al saadan daarlig Drifft den usle Siæl fortrød
 Og giennem Øyene forkyndte ham sin Nød.
Hun var saa Hierte-klemt at Tungen laa i dvale
For ømme Smerte-suk, hun aarked icke Tale
 Og hvor til tiente det at giøre megen Snak?
 Da hendis gandske Verk i Poenitentze stak.
Aff Banghed Tolderen kun talte lit oc sagte,
Der hand bag Templens Dør fem Ord til Veje bragte.
 Langt større Skrek var her, hos dette syndig Lem.
 Som fant sig u-beqvem it Ord at føre frem.
Graad giorde Tungen lam at tale hvad hun skulde,
Men Meeningen var god, det tog Gud an for fulde.
 Der Moses med sin Trop holt hos det røde Haff,
 Og Pharaonis Magt kom bag i fulde Traff,

SIDE: 27

Da mellem Fryct oc Haab stod Moses taus oc maabte
Dog spurte HErren ham hvorfaare hand saa raabte?
 Hans Sucke var it Raab, det hørdte Frelseren,
 Og derpaa fuldte strax gienliud aff Himmelen.
En bange Siæl er stum det fik Maria finde,
Beængst og Mæle-løs stod hun den Synderinde:
 Men talte dog ved Graad saa prjselig og klart,
 At Skaber-Manden selff til hendis Ord har svart.
Vi hører vel ret nu hvad hand miskundig sagde,
Da hun sit bood-fuld Snak indvortis søt belagde.
 Væd Bønnen, Syndere, giør som din JEsus vil
 Skal hand bønhøre dig, da faar det saa gaa til.
Den Bøn har kraftigst Fynd der drenckis i Vandfarfve
Slar Læberne skiønt Fejl det vil Gud med dig skarve.
 Naar Hierted taler reent gaar din Begiering fort,
 Udvortis Tunge-vaes hand acter icke stort.
En sønderslagen Aand kand JEsu Venskab vinde;
Graad er it Læge-blad det viste denne Qvinde.
 Hun græd, og i det Sprog bestod all hendis Bøn,
 Der med var Gud tilfreds, det gaf for ham it Døn.
Hin Naade-tørstig Siæl paa mangen Maade beder
Nu sagte, nu med Skrig, nu Hænderne udbreder.
 Nu sucker knælendis, nu fryctsam kiger op,
 Nu svemmer hen i Graad, som denne syndig Krop.
For sindetz Øyen stod hvad Fauter der var fløyen,
Og for den Aarsag flød de legemlige Øyen,
 Som icke før var van til saadan Regne-sky;
 Men straaled Fryde-fuld, naar de saae Dagen gry;
Nu Sorgen offver alt i hendis Sind regeret,
Til angers Draabe-Vand de blifver resolveret,
 Omskifted vircked jo den værdig Hellig Aand;
 Hand holte hemmelig med hende Haand i Haand.
Naar Himmelens Monark fordeeler sine Vinde,
Har Vandene sin Fart, og Floderne maa rinde.
 Saa tjlig Jacobs Børn i Ørcken mangled Vand,

SIDE: 28

 Forskaffed hand dem nok, som af Steen-klippen rand.
End meer at undris paa: Gud dette Klippe-Hierte
Forandret til en Dam, udbrøt aff Anger-Smerte;
 Strax hand met Lovens staf slo paa der hun var øm,
 Brast Taare-Vandet ud, i Mengden som en strøm.
Naar Druen persis dict, og Kirsebæred tryckis,
Adspreder Saften sig; forsøg! Det skal vel lyckis:
 See denne persed Siæl bleff tryct af Aandens Kraft:
 Mon icke det var Tjd at spree sin Taare-Safft?
Der hun hørsommelig, som Frelseren begierte,
Til Offer førdte ham it sucke-knused Hierte.
 Blant dem som leffved i det gamle Testament,
 Fik Offred vaskis ud før det bleff dyctig kient,
J denne Offrings Sag var Øynen Tvette-karet,
Og Taarene det Vand, Mariæ Hierte klaret;
 Der skulde offris ham, som oc for hende med
 Paa Træet offred sig; Det volte Qvinden GRÆD.

De Taarer motte fort, der i var ingen Hinder,
For Solen smelter Jis, for Jlden Voxet rinder.
 Nu denne stod saa nær, Hun varlig rørdte ved
 Retfærdighedsens Sool, som kom her offven ned,
Og Syndere til Trøst en Elskovs Jld antente.
Var det da mueligt mand andet kunde vente?
 End hun jo samme Stund bevægt og Taare-vaad,
 Fik flyde hen i Vand, og smelte bort i Graad.
Der fordum Lazarus fuld sødt i Grafven soffver,
Og Frelseren stod hos da løb hans Øyen ofver.
 See! sagde Jøderne hvor kiær hand haffde ham;
 Paa denne Qvindis Fær man samme Tegn fornam.
Hun maa haft JEsum kiær, der sig saa dybt anmelder,
At bare Kierlighed aff hendis Øyen velder.
 Heed Luft, vaadactigt Vejr, hidt Hierte, vaade Kind;
 Stilsvigende hun græd, bedrøfvet i sit Sind.
Og holt bestandig ved, til HErren sig forbarmed,

SIDE: 29

Den Siæl hans Kiærlighed har vel igiennem varmed,
 J Taare smelter bort, J Sorrig qvælis nær,
 Naar hende falder ind hvor ofte hun dißver.
Aff syndig Mißforstand opirred ham til Vrede,
Som i Gethsemane Blod-draaber motte svede;
 Til med for hendis skyld på Golgatha soff hen
 Hun vil ved Elskovs Graad formilde ham igien.
De Taare teckis Gud; paa dem hans Naade fenger,
Fra hannem kommer de, til hannem de sig trenger
 Og som it Sende-Bud erlanger god Besked,
 Fryct græder offteste, saa giør oc Kiærlighed.
Med somme Mennisker det tit er saa beskaffen,
At de slar Synden hen, oc kun begræder Straffen,
 Hos dette sølle Kree har Graaden anden Fynd
 Hun sætter Straffen bort og græder for sin Synd.
Sanct Peder græd vel og for hand lod sig bedaare,
Dog gick hand ud fra Folk at skiule sine Taare.
 Men denne foor alt fort og acted ingen Snak,
 Hun græd der andre sad, vel lystig aad og drak.
Just under Maaltjds Tjd, aff hendis Hofved-Kilde,
Frembar sin Taare-Ræt i Pharisærens Gilde:
 For smerte brente Hun, som icke skammed sig
 Blant Folk i Gieste-bud, at græde offentlig.
Du tyckis, uden tvil, da hver paa hende gaber,
Falt Tjden u-beqvem? Ach Nej! se til din Skaber,
 Der hand i fordom Tjd drog mod Jerusalem,
 At holde Paaske-Fest, og Folked trengte frem:
De store med de smaa, gik op at høre Stammen,
Prædicke Herrens Nafn hiert-kipped allesammen:
 Almuen sang Triumph, Mundkaade hver oc een;
 Men JEsu Taare rand langs ad hans Kinde-been.
Var dog i Tjde grædt; paa det vi kunde lære,
At hvor stor Latter er, vil Graaden og saa være.
 Maria græd; De loo, som var hos Vjnen glad
 Og tenckte lidet paa, hvad dennem stod i Fad.

SIDE: 30

Brug Lysten maadelig, mens Lycken for dig dandser!
Det tør vel hende sig, hun mit i Glæden standser.
 Som Legen klinger best, faar Piben andet Lyd,
 En ond forvorpen Stund kuldkaster al din Fryd.
Du paa den grædende bør ingen Latter spilde,
Tenck naar det gaar dig vel, det og kand gaa dig ilde.
 Huem ved før Aftenen din Glæde tar Forlov,
 Da har du self, maa skee, hans yncksom Graad behov.
Skynd dig til Himmelen, hvor varig Glæde vancker,
Din JEsus hver en Taar aff dine Øyen sancker.
 Naar vi for Lammet staar i hvide Kiortler klæd,
 Da heder icke meer; den Synderinde GRÆD.

J lystigt Lau kandskee hun Giesterne forkynder,
Der ingen aff dem gad begræde sine Synder;
 Men slucked Sorgen ned i lecker Tractement,
 At hendis Næring var graad-spiise Kummer-blent.
Hun sig i Aanden glad med dise Rætter pøser;
Saa gafner Alting den, som elsker sin Forløser.
 Bekymring er for ham it daglig Gieste-bud,
 Der følger Glæden paa, som Sool-skin efter slud.
Regn ledsker Jorderig, naar Heeden det vil qvæle,
Og Anger-taarene retviisis tørstig Siæle;
 J denne Ledskelse Kong David hafde Smag,
 Hand siger: Graaden er min Spise Nat og Dag.
Naar andre moored sig med allehaande Rætter,
Hand sig alt immer fort i Taare-Kaasten mætter,
 Jt andet Menniske faar kun om Dagen Mad,
 Men samme HErrens Mand græd Dag oc Nat i Rad.
Oc meer forslo det Vand udgydt aff Taare-Becken.
End deris Lyste-Mad der specked Orme-Secken,
 All Verdens kræsen Tøy, fornøyed icke ham,
 Der var for Syndens skyld i Sorgen blefven tam:
Hans Leffned fyltis op med Klynke-graad og Klage,
Det væsen holte hand for Juel og gode Dage:

SIDE: 31

 J Haabet, at den Siæl her saaer sin Taare-Sæd,
 Bær hissed Fryde-neg. Nu denne Qvinde GRÆD.

Naar Helvids Locke-Fugl en simpel Christen hidser,
Til det Gud ancker paa, hand Synden let afridser,
 Og gifver grofve Feil en yndelig Fasun,
 J Smagen Sucker-sød, i Vecten som lit Dun.
Der voffver mangen paa, og synder mens hand gider;
Naar Synden er fuldbragt, fornemmer mand omsider.
 Det søde danis til en bitter Malurt Knop,
 Og aff den lette Dun en Byrde dagis op:
Huor under Synderen nær seigner ned, og syncker,
Saa hand for hiertens Angst, maa drage sørge-ryncker.
 Og offte klage sig med mangen modig Taar,
 At Syndsens tunge Læß ham ofver Hofved gaar.
Da høris vel iblant som der om Cain skriffvis:
See! større er min Synd, end den mig kand tilgifvis.
 Med Uro plagis hand, som før var kek og kaad;
 Paa Soolskin følger Regn paa Synden suk oc graad.
Min Ven: i saadan Vand Man slige Fiske fanger.
Hvo Diefvelen vil tro, hand bag aff Dandsen ganger.
 Du stundom vredelig fortaler den aff Mact,
 Som mod de Christne Folk med Tyrken indgaar pact;
Fortal dig ickun selff, naar du tit hen i blinde
Giør Pact med Belial, din Guds affsagde Fiende.
 Den uforskammed Aand du billig effter Pligt,
 J Daaben har forsagt, det er jo græseligt:
Jt ufornufftigt Dyr sig icke selff ombringer,
Og aff Motvillighed i Fare-Vandet springer,
 Men du, som har Fornufft undviger Liffsens Platz,
 Oc styrter dig ved Synd i Helvedis Moratz.
Fortryd da hiertelig, du lefver offverdaadig,
Oc si med Tolderen: GUD vær mig Synder naadig!
 Hans Naade først oc fremst er de beklemtis Trøst,
 Søg den, med Taarene, hos ham dig har forløst.

SIDE: 32

Hvad Christus hvervede, skal ingen fra dig røfve,
Hans Værdskyld er dig nok, Trotz Satan Helvids Løffve,
 Der lurer paa din Siæl, at giøre den Fortræd.
 Maria, seer du vel, advarer dig: Hun GRÆD.

Den piber, som er Vee, hos Blod er altid Vunder:
Her gik nok Siun for Sagn, og det var ingen under,
 Strax hun befølte sig saa saared i sit Bryst,
 Da blødde Øyene, som de var sønderkryst.
Huo der forsynder sig, hand som en vidløs Daare
Slar Vunder i sin Siæl, O skrek, den Siæl at saare,
 Gud self med sine Saar paa Kaarsens Træ har bødt:
 Og blifver dog, dißvær, ved Synd paa ny opbrødt.
Det hærder mangen en der elsker syndsens Søle,
Saa hand sin Siælis Saar umuelig kand føle.
 Hvor skal paa den Maneer Blod-vedsken yttre sig,
 Naar Synderen er stiff og u-bevægelig?
Mand heller vringed Vand af den steen-haarde Klippe,
End en bodfærdig Taar, skal af hans Øyen drippe;
 Som icke vil bestaa, hand ved aff nogen Synd,
 Dog hand til Ørene staar kliint i syndsens Dynd.
Det ubetencksam Raad, siugdommens Art at skiule,
Giør Skaden dødelig, og Vunderne for fule.
 Der troor sig ingen til at læge disse Saar,
 Hand icke bliffver var før Kroppen undergaar?
Hvor er en salvis Krafft i Gilead at finde?
For den som icke self vil lade sig forbinde?
 Huad giør Gud midlertjd: hans Haand er icke seen,
 At sla paa Synderen, saa hand faar mange Meen,
Og ofverrumpler ham med storm og straffens Vunder
Til hand sit Synde-saar alvorligen begrunder.
 Slar i sig og forbaust ved Kaarsit tencker da:
 Har jeg saa ondt forskylt? hvor kommer dette fra?
Vil HErren ham saa vel, at Flinte-Hierted knusis,
Og det formørcked Sind først rettelig opliusis

SIDE: 33

 Saa hand kun uden skrømt kand finde sin Skavank,
 Gaar Raad aff Vunderne med spreng oc jefnlig Ank,
Da gyser Blodet frem, da reddis hand for Trøyen,
Da vercker Saarene, da vedsker saa hans Øyen,
 At Vand i Hobe-tal far ud som aff en Elff,
 Og for hans Daarskabs skyld, hand lucter i sig self.
Naar nu de syndig saar Samvittigheden qvæler,
Er Siælens Docter nær med sine Læge-væler:
 Og, meer end redebon forbinder all hans Brek,
 Mens hand tog Auen an og fandt sit Synde-knek.
Paa Gud er Straffen lagt, for vi skal nyde Freden:
Og ved hans aabne Saar erlanger vi Helbreden.
 Derfor, O Syndere, vær icke stiff og slem,
 See! bløder Vunderne, saa heeler JEsus dem.
Og græder du for Trøst, den under hand dig gierne,
Hvor ilde det staar til i din forsørged Hierne;
 Paa sikast kommer dog din Græden got aff stæd.
 Det gaf Maria Mact, du hører jo Hun GRÆD.

Naar Vaad-ild stiger op, den ene med den anden
Bær Vand, og hielper til, at de kand slucke Branden.
 Nu Qvinden mercked nok det sig saa hafde vendt,
 At ofver hendis synd Guds vredis Jld var tendt;
Da vil hun den igien med sine Taarer ledske.
Der vofver ingen sig nær Jlden uden Vedske:
 Og ingen, uden Graad, nær den fortørned Gud,
 Hvis Vrede, som en Jld, af Munden luer ud.
Saa snart hand taler kun met Synderen i Vrede.
Qvalm æder hannem op, hand tæris bort i Hede.
 Som inted Vox for Jld u-smelted kand bestaa,
 Maa den Ugudelig for HErren undergaa.
Hand, som en fyrig Jld, sin Jfver lader brende,
Der evig holder ved, og tager ingen Ende.
 Vred-ildens grusam brand saa blussendis og rød
 Aff Synden tendis an, som Kullen aff en Glød.

SIDE: 34

Og bliffver icke den i Tjde sluct omstunder,
Da brender Jlden dybt til Helvede hen under;
 Og hører aldrig op, giff der paa flittig Act:
 Naar Veden først er ald, har Jlden ingen Mact.
Holt op at øfve Synd, saa dempis Vredsens Lue:
Toe, rens dig, og tag bort det Gud gid icke skue.
 Slem Jdret og hvad meer her drifvis ham til spot,
 Lad af at giøre Ont, og lær at giøre Got.
Tract efter Retviißhed som HErren dig befaler,
Hvad Løn der følger paa, hand klarlig nok afmaler.
 Trøst den bedrøfvede, kaars-Skolen giorde spag;
 Skaf Faderløse Ret, hielp Encken i sin Sag.
Kom da, saa vil vi gaa i Rette med hin anden,
Der har du Meningen, fremført aff Frelsermanden:
 Er dine Synder end Blod-røde til at see,
 Saa hvide blifver de, som Natte-falden Snee.
Hvo der adlyder ham skal nyde Landsens Gode;
Men hvem der veigrer sig, i Lengden maa formode:
 Hand ædis op aff Sværd, er sagt af Herrens Mund;
 Nu Vandet slucker Jld, derfor i denne Stund,
Vand-Draaberne her ud aff den steenhaarde Hule!
Saa kand GUD icke meer Barmhiertigheden skiule.
 Hvor haard hand holder sig da maa du ljde paa,
 Hans Hierte blødis op aff dine Taarers Aa.
Naar Moderen kun seer at Fostrids Taare rinder,
Mand hende neppelig saa flinte-Hierted finder,
 Hun jo tiltaler det it Ord som giffver Trøst,
 Saa giør din JEsus og med sin lifsalig Røst.
Hand meer end Moderlig sit Hierte til dig bøyer,
Seer hand din Taare-fart met Trøst hand dig fornøyer:
 Der Agar med sin Søn kom i det øde Sted,
 Og finder intet Vand at ledske Drengen med,
Var hun i Hiertens Angst og kunde vel fornemme
At Ismael fik døe, græd saa med opløfft Stemme.
 Gud lod en Kilde see, da Nøden siuntis størst,

SIDE: 35

 Vand-Flasken fik hun fylt: og slucte Barneds tørst.
Ved Synd Maria gik u-lydig ud fra Naaden,
Der offver hun beklemt var i slig Ørk geraaden
 Hvor ingen Trøst faldt aff, men saae fortørred ud,
 Hvad got begegner den som icke har sin Gud?
Det ypperste Klenod en Syndere kand finde,
Udørcken Vedskeløs forskrecked denne Qvinde.
 Her staar det tabte Faar, og græder efter Trøst,
 Som Barned op i Graad traar efter Moders brøst.
Vellysten tog Valet og Døden var i Gryden,
Det kunde mand forstaa paa Qvindens Taare-gyden.
 Græd-Aaderen sprang løß i Hierted hemmelig,
 Og spired ud igien aff hendis Øyen vig.
Da lod Gud denne Siæl see Christum Lifsens Kilde.
Dermed var sorgen sluct, hun fik strax hvad hun vilde,
 Sin Synds Forladelse, Mißhandling undertræd.
 Med Taare søgte hun, med fryden fant: hun GRÆD.

Der Esau fornam hand aff sin gamle Fader,
Fik ingen Signelse hand med mißmodig Lader,
 Opløftede sin Røst, og sagde grædende:
 Min Fader, har du da kun en Velsignelse?
Kun en Velsignelse har Faderen her oven,
For dem, der holder det som skreffved staar i Loven,
 Men vantro Syndere skal icke nyde den.
 Med Trusel lofver hand det Folck Forbandelsen,
Maria viste vel, at der hun elsked Synden,
Forbrød Velsignelsen: og i slig farlig Skynden,
 Forbandelsen fortient, derofver græd hun saa.
 Tag Varssel syndig Siæl og græd saa vel du maa.
Thi du foruden Gud har intet got i vente.
Hos ham er effter Ynsk Velsignelsen at hente.
 Naar du forskertzer den er alle Ting omsonst,
 Da gielder hvercken Pract, Jndbilding eller Konst.
Din Glæde vender sig til Sorg og lindris icke,

SIDE: 36

Din høye Stand til Fald, din Rjgdom til en Stricke,
 Din Vellyst til en Orm i din Samvittighed,
 Din Død en hastig Fart til Pølens Pjne-Sted.
Græd da, saa du tilgaffns i Graad dit Ansigt bader,
Viid ogsaa det her hos at Gud din ævig Fader
 Borttog Forbandelsen, som en ret Siæle Ven,
 Hos hannem finder man Velsignelsen igien.
For alle hver oc en; Saa du skal icke meene,
Hand denne dyre Skienk afflegger til dig eene.
 For selff-retfærdige den aldrig er tilfals,
 Men for en Siæl der bær Synd-sorgen paa sin Hals.
Formedelst Esau græd icke Troens Taare,
Hand ad Velsignelsen, gick ogsaa mist derfaare.
 Tro da, hvad Christus har fortient hver syndig Lem,
 Skal icke dig undgaa som og er een aff dem,
Fat ham paa den Maneer, saa kand det aldrig glippe
Hand faar velsigne dig, vil du kun icke slippe.
 Søg nu som det sig bør, du finder, vær u-ræd,
 Maria naadde sit; det er dig sagt Hun GRÆD.

Naar Øyed tryckis hart gaar Taarer ud fuld stercke
Oc blifver Hierted ramt, da lader mand sig mercke,
 Som Qvinden hos sig selff grandgifvelig forstood,
 Guds Vredis Piile stack i hendis Hierte-Rood,
Og det nock var at see hans Haand den trycte hende,
Gaff hun med Taarene sin skiulte Tvang tilkiende.
 Hos Røg er altid Jld, hos Blod er gierne Meen.
 Jt lønligt Hierte-Nag har dræbt saa mangen Een,
Men naar mand grædendis kand føre frem sin smerte,
Da falder Stenen fra det Angest-knøtted Hierte,
 Du siger somme Tjd blufærdig syndfuld Kree:
 Ach! Jeg undseer mig ved at lade nogen see,
Jeg for min Ondskab Skyld saaledis gaar til Vercke.
Er det din Heer for nær? Da kand du derpaa mercke,
 Guds Pile her til Dags har icke trengt sig ind,

SIDE: 37

 Og dybt nok funden Plads i dit indvortis Sind.
Hvi vilt du fiæle det du billig burdte Viise?
Mißunder du dig self Forlindrings Fruct og Liise?
 Græd aabenbarlig ud, lad Næsten see der paa,
 Det tør bevæge ham, at hand giør lige saa,
Og icke tratzelig sit Hierte meer forstocker,
Men græder for sin Synd; En Taar den anden locker
 Hvor tvende med det sind kand græde sig al mæt,
 Er Herren tredie Mand, og hand giør Hiertet læt.
Hos Nain kom der jo en Encke ham i Møde
Som for sin døde Søn, utallig Taarer strøde,
 Den stilled hand tilfreds i hendis enlig Stand,
 Og lod sin Medynck see, Græd icke, sagde hand.
Langt fra det høris her GUD vil saaledis sige;
Nu disse Mennisker i Graaden var ulige.
 Maria synde-fuld hun icke med slig Skiel
 Begræd sin døde Søn, men hendis døde Siæl;
For de hensoffvede vi maa saa meged græde,
Som vi har Sorrig til og Tjden vil tilstæde,
 Men ofver Siælens Død kand aldrig grædis nok,
 Den tarver meere Graad, end hin affdøde Flok.
Er Kroppen Taarer værdt og qvæler saa Gemytted,
Langt meere denne Siæl fra hvilcken Gud er flytted:
 Da Pactens Ark kom om, og leed saa megen Nød,
 Fik Eli større Sorg end for hans Sønners Død.
Beængsted hørdte hand det Budskab ham blef baaren
Fordi med Pactens Ark var Frelseren forlaaren.
 Den Siæl hand viger fra forfalder meer og meer,
 Og efter dette Liff Affgrunden ad ham leer.
Saa fremt hand icke strax bodfuld i hver en Aare,
Spør op det som er tabt med ofverflødig Taare,
 Var det da merckeligt Jødinden sig saa vree?
 O Nej! Løn som forskylt, stor Skade megen Vee.
Hun følte selfver best hvor Skoen hende trycked,
Derfor blef Kinderne med Taare-Perler smycked.

SIDE: 38

 Fryctactig var hun vel; men derhos Haabe-fuld,
 Og elskede sin GUD meer end ald Verdens Guld,
Hand er jo voris Liff, foruden ham vi dræbis,
Og fra hans Himmerig til Helvede nedslæbis,
 Græd hvem der græde kand! Her Jammers-viise qvæd,
 J Himmelen Triumph: see denne Qvinde GRÆD.

Naar Børnen skal faa Hug, og en Mißdeder nefsis,
Da trilder Taarene, saa nødigt vil de refsis.
 Nu Synderinden saa, hun hafde Straf forskylt,
 Vil hun affbede den og var med Graad opfylt,
Om Tyffven sig iblant fra Galgen kunde græde
Hand svemmed hen i vand; men seent faar hand den Glæde.
 Der klecker ingen Graad i verdslig Dommers Sind,
 Afsigten staar ved Mact, om Fangen græd sig blind.
Men see, for HErrens Ret har det sig anderledis,
Der kand med Taarene fortiente Straf affbedis:
 De hover ham saa vel, at hand i slutted Dom,
 Maa sætte Straffen bort, og gifve Naaden Rom,
Naar Barned sig end skiønt, mod Faderen forgriber,
Og siden klagelig, i Graaden for ham piber;
 Da nender icke hand at qviste det for hart,
 Saa from er Gud mod os, hans Hierte mildris snart.
Hvor grofve Feilen er og vi ham Taare skiencker,
Hand paa Barmhiertighed midt i sin Vrede tencker,
 Kraft har det salte Vand af voris Hofved-Dam,
 Der Ezechiæ Dom var feldet offver ham,
Og Gud ved sin Prophet bar Kongen de Mund-brefve;
Beskik dit Huus, thi du skal døe og icke lefve,
 Foor den død-siuge Siæl meer end Piin-vuren ad,
 Til Veggen vente hand sit Ansigt hen og bad,
Peeb, kurred, krymped sig, og grædende smaa-sucked,
Strax mens hans Taare flød, blef Dommen understuked,
 Propheten tog igien hvad hand før hafde spaad,
 Gud sagde: Jeg har hørdt hans Bøn og seet hans Graad.

SIDE: 39

Og end lagt femten Aar til Ezechiæ Alder.
Saa nær er Trøstens Gud hos dennem ham paakalder!
 For Suk og Græde-Hik hand mangen en har glæd
 Der stod Maria paa og bedskelig Hun GRÆD.

Strax Anger vøled om i hendis Nyre-Rødder,
Begynte hun med Graad at væde Christj Fødder.
 Her staar hun, har begynt; dog hører icke vi
 Naar hun igien holt op, og var for Græden frj.
Vel muligt Taarene lod aldrig aff at rende;
Men hendis Ruelse tog icke nogen Ende.
 Saa maa du Syndere begynde med din Bod
 Den aldrig hører op i hvad dig gaar imod.
Om icke Øyenen all fort vand-Draaber gyder.
Din Siæl dog stille holt i lønlig Taare flyder;
 Behøfver icke du hver Dag besynderlig
 De faldnis Poenitentz, da lad det minde dig
Du med de staaendis har Fejl i mange Maader,
See, den Retfærdige hver Dag i Fald geraader
 Og mercker icke self hvor tit hand sig forseer,
 Du som hvert Øyeblick forgriber dig end meer.
Stig aldrig paa din Food den Dag her jo begrædis,
At ved din syndig Jid Guds Bud-Ord ofvertrædis.
 Tit af Brystfeldighed imod dit eged Vid,
 Og i det beste Verck giør Arfve-syndsens Snid.
Al din Retfærdighed til it besmitted Klæde,
Saa du har Graad behov snart sagt i seng og sæde:
 To daglig Karene, saa drifvis Smitten ud,
 Ved stadig Poenitentz bortskyllis syndsens Grud.
Er Ondskabs Anfang sød, og Munden vel behager,
Den i din Jnderdeel som Øgle-Galde smager.
 Byd Synden gode Nat og sig du haster Hiem,
 Skeer sligt med Taarene, har det dißbedre klem,
Naar du saa tacker aff og iiler til Brudgommen,
Paa Timen gladelig, hand beder dig velkommen.

SIDE: 40

 Set icke tratzig viis for Taare-Regn en Prop,
 Retfærdighedsens Sool tar disse Skyer op.
Og giør dem drippende for de skal vederqvæge
Det som besværed er, og knuste Hierter læge.
 Den Himmel-salig Trøst tilsiger GUD en hver,
 Der med vemodig Graad for Synden Sorrig bær.
Mariæ Taare-Strøm flød ickun for detz ene:
Hun Græd og Fanged an at væde HErrens Beene.

Til Synd er Øyenen en viß Begyndelse,
 Og Hierted følger dem som Vognen Hestene.
Paa det forbudne Træ den skrøben Eva stirred
Og Frelseren imod selfvjis ved Træed pirred
 For det saae deiligt ud tog hun aff Fructen ind
 Hin Lyst-sam Øye-siun forførdte hendis Sind.
Saa gick det Achan og: hos Rofvet saae den Taabe,
Blant andet kosteligt, en Babilonske Kaabe;
 To hundred Sekel Sølff, Guld-tungen af sin vigt,
 Var femti Sekel værdt, paa dette fik hand sigt:
Det lysted ham, hand tog for Hierted var indtagen
Aff detz Begierlighed bleff Haanden og bedragen.
 Nu Synder har dit Siun førdt dig i Legervald
 Oc giort Begyndelse til mangt it Synde-fald.
Da fang med Øynen an at giøre Plict for synden,
Mens Bod-Tiid end er til og Vand i Hofved-brynden.
 Har du vanvyred Gud ved syndsens skam-løs Daad
 Ær hannem dog igien met ydmyg Anger-graad.
Maria der en Stund hans Venskab haanlig spilte,
Bar det i Øyene hvor med hun ham formilte.
 Naar Regnen ruser ud faar Himmelen sin Glands,
 Oc strax alvorlig Bood paa Synden giorde Stands.
Fremskinned Jesus klar i hendis Hiertis Himmel
Saa hun paa Mørkheds Vej gick icke meer i Svimmel.
 Der hafde lenge nock førdt Synd-Rusk i sin Kram.
 Og som en slem Person bidt Hofvedet aff Skam.

SIDE: 41

Nu viste hun med Graad for hannem at Credentze,
Som var Begyndelsen til hendis Poenitentze,
 Hand, der regerede, før nogen Ting blef skabt
 Og villig leder op alt det som er fortabt,
Faar ved sin hellig Aand hos os udvircke Boden,
Og med sin Naadis Haand self aabne Taare-floden
 Skal vi formedelst Bood udgaa fra dødsens Dal,
 Og ind ad Lifsens Port i Frydens Ære-Sal.
En Død har ingen Magt sig selfver at opvecke,
Men Gud der uden skyld paa Kaarsit lod sig strecke,
 Stod op aff egen Kraft, og Dødsens velde Brød
 Os dermed at befri fra syndsens ævig Død.
Paa det vi Syndere, som hine Første-fødde
Blant HErrens Creatur skal icke leggis øde,
 Mens dette skeer ved ham est du nu vel saa viis,
 At dine Taare bør opoffris til hans Priis.
Naar end it Menniske med fljd paa tusind Kanter
Har giort alt hvad hand kand der endoc meged vanter:
 Og naar hans Meening er hand har fuldendet sit,
 Det nysens er begyndt, og icke kommen vit,
Hvor mangen Qvide-Taar Maria stedse toldet,
Blef det alligevel kun for en Anfang holdet.
 Du Synder est endnu langt fra Fuldkommenhed,
 Troor du den alt er naaed, da leg de Tancker ned.
Det har sig icke saa som du kandskee formodet
Langt est du fra dit Maal og lenger fra Klenodet,
 Vær derfor icke lad, løb saa du dette naaer,
 Hvem ved hvor yderlig du paa Graf-breden gaar.
All Verdens Ofver-Mood oc vanskelig Geskefter,
Er endt naar nogle faa med Skuflen bancker efter.
 Men det du stræber for bestaar evindelig
 Guds Rjgis Herlighed der kand fornøye dig.
Glem da det bagerste, blif ved en bedre Tone:
Søg det forsatte Maal saa faar du Lifsens Krone,
 Og HErren som i dig det Gode har begynt,

SIDE: 42

 Vil self fuldkomme det indtil den sidste Pynt.
Mariæ Taare rand i dette Haab alleene,
Hun Græd og Fanged an at væde HErrens Beene.

Der ellers Himmelen giør Jorden vaad med Regn
 Giør Jordisk Øyen her paa himmelsk Fødder-tegn
Og giennem væder dem med lutter Anger-Taare
Hvor kunde denne Siæl en ædler Safft udkaare?
 Som Himmelens Monark tog blideliger mod,
 End dette Vand der giøs af hendis Øyen flod,
Hun giorde megen Synd, saa giør hun megen græden.
Gud de betryctis Ven gaf hende Trøst i Stæden,
 Som hun i førig Tjd aff Synd bleff icke træt,
 Aff Taarer icke nu kand engang blifve mæt,
Hvem vil da haanligen undfalde denne Qvinde,
Det er os vitterlig hun var en Synderinde;
 Vi got Folk lige saa, hver har dißver sit Meen,
 Og den er vel undskylt der mener hand er reen,
Nej Gissingen slar Feil det endis uden Kæde,
Hvad denne har begrædt hver Christen maa begræde.
 Jt Hierte sielden er saa synde-knøt og hart,
 Det jo maa smidigis ved Qvindens Taare-fart,
Og heller grædende beseer hvad hende piner,
End fører lang Discurs og gifver spodske Miner.
 Hun fik got Vedderlag for sin trohiertig Graad;
 Enfoldigt Menniske, brug du det samme Raad.
Naar Synden trenger dig og Jnderdeelen saarer,
Da treng dig ind paa Gud met dine Hiertens-taarer
 De svinger sig hen op ad Himmelens Paulun,
 Bekymrings sky forbj midt i Guds Øyesiun,
Og treffer Hierted, saa det aff Miskundhed brydis,
Hand maa forbarme sig naar ham slig Vedske bydis.
 Vel knurred Joseph først og giør hans Brødre red,
 Men der hand saa de græd, da stemmer hand i med.
Og icke lenger gad sit Broders Hierte fiæle,

SIDE: 43

Saa Broderlig til Sinds er Gud mod bange Siæle.
 Synd derfor icke strax paa hans Barmhiertighed,
 Saa from hand ellers er, saa grum, naar hand er vred.
Holt an om JEsu Gunst, at ingen Ting dig hefter,
Den Brud er kiæriste, mand lengst har bejled efter.
 J verdslig Førsters Hof self at indtrænge sig,
 Er farligt for it Stød, og lyckis neppelig;
Hos Himmelens Regent har saadant ingen Fare,
Hand glad annammer den, sin Trang vil aabenbare.
 Med Taare bancker vi, med Fryd oplucker hand,
 Vi skienker ham med graad, hand os med Lifsens vand.
Her faar alt grædis saa, du der aff icke kedis,
Og at Gienløseren it Fode-bad beredis;
 For det er icke nok, du som en Hendelse
 Kand væde dine Kind paa sand Omvendelse;
Men at du Haand og Food i Taarene kand vaske,
Og som en Ninivit, nedkast i Bedrings Aske.
 Var Hofvedet end Vand, og Øyenen en Brynd,
 Fik du dog icke nok begrædt den minste Synd.
Spar icke Taarene, de kommer dig til Nøtte:
Da fordum Engelen den fluctig Agar møtte,
 Og viste vel forud hvad Vej hun vilde gaa,
 Tog hand sig stadig for at mage dette saa:
Hun skulde grædendis sin U-dyds Daad erkiende,
Og angre Gierningen; Thi sagde hand til hende:
 See, hvæden kommer Du? Hun i sig motte sla,
 Det var saa meget sagt: Udgangen est du fra,
Din Hoßbond Abraham, og hans velsigned Bolig,
Hvor i du hafde nok, og kunde lefved rolig;
 Gaar nu betuttet om i Ørkens tørre Land,
 Og icke med din Søn kand faa en mundfuld Vand.
Ved dette Skole-Bad Hun lærdte vel at sørge:
Saa maast du Christen Siæl dig selfver ocsaa spørge,
 Naar du vilt aabne dig i Nødens tørre Tjd,
 Jt ledsk-sam Taare-spring: hvor est du kommen hid?

SIDE: 44

Betract og ofvervej du som en Synde-fangen,
Stodst i dit eged Lius og est gienstridig gangen
 Fra Gud din Skabermand til Verdens syndig Fær.
 Hvem kand da trøste dig? slet ingen O dißvær!
Fra Christi Faare-Sti du vigede saa Gluben,
Oc i Vildfarelse løb Helvids Ulf i Struben,
 Bort fra din Faders Huus du rendte Tancke-fri,
 Hen ad it Trældoms Land hvor Folk forderfvis i.
Kort sagt: du vandred ud til Sorgen fra din Glæde
Har derfor Aarsag nok slig Jammer at begræde.
 Den ugeraaden Søn Raa-Rask aff Landet løb,
 Men Hiem ad Villigen med Staader-stafven krøb,
Og keed aff Svine-Mad, var slugen efter Naade,
For hand sin Faders Huus undveg i verste Maade.
 Og fra Brød-fylde nok drog hen i fremmed Land,
 Hvor Hunger pinte ham, det aabned hans Forstand.
Saa hand vemodelig holt ved med ydmyg Bønner,
At motte tagis an blant Faderens Dag-Lønner.
 J Christi Tieniste hin udslæbt Arbeids-Svend,
 Har bedre Leilighed end verdens præctig Mænd.
Fald hannem da til Foed, at du mens det dig bydis
Kand faa den Trøst hvor med hans Tiener ofvergydis.
 Som Agar hafde hørt det fyndig Engle-lyd
 Hun svared: Jeg er fra min Hustru Sara flyd.
Reiß Øren Syndere gif Act paa disse Sager,
Du skiller dig fra Gud ved u-hørsamme Flager,
 Og søger at undfly hans Naade som i sær
 Kand ene trøste dig, naar Angstens stund er nær.
Der kun Afguderne blef fra Micheas røfved,
Som en Daniter tog, skreg hand og var bedrøfved,
 J Meening den Forliis stod all hans Velfart paa:
 Og da de Mænd af Dan spør, hvi hand skriger saa?
Gaf hand dem dette Svar: J borttog mine Guder,
Jeg selfver hafde giort, spør dog hvor for jeg tuder.
 Men hand saa klaged sig, og nær aff skindet fløy,

SIDE: 45

 For self-giort Billeder, utidigt Lumpen Tøy;
Da bør du Himmel-høyt langt klageliger skrige,
Naar Gud, som dig har giort, vil fra din Stimper vige,
 Hvad got og nøtteligt har du foruden ham?
 Slet inted; Men forgaar og blifver Sathans Nam.
Døer dig en Ven i fra? Du den fuld saart begræder,
Nedskyder Øyene, forandrer dine Klæder;
 Men for Guds mistelse kun ringe Sorrig bær,
 Lad Verden jefne sig, og tag dig dette nær!
Mariæ Taarer Var i denne Sag u-seene:
Hun Græd og Fanged an at væde HErrens Beene.

Det Østerlendisk Folk holt alle ved den Troe,
 At ingen Sorrig-fuld lod sine Fødder toe.
Hvorfor Mephiboseth uvasked kom mod David,
Hand sørged for det Bad den fromme Siæl var lafved,
 Der hafde giort ham got og nu med liden Rast,
 Landflyctig svefved om for Voldsmænds Ofverlast
Glad-Hierted Mennisker lod deris Fødder vaske,
Oc tordte vel kandskee paa kraaged Veje hiaske
 Maria blant den Hob løb Sutus mangen gang,
 Og inted Lav forskiød hvor Vellyst gik i Svang,
Sin Frelser til Fortræd: Det vilde hun oprette,
Og førig Mißforstand ved Poenitentze slette.
 Flan-Grillen fik Forlov da Cur paa Kæden falt,
 Og fordi hun med Synd besmitted sin Gestalt:
Forsøger hun igien at rense den ved Taare.
Tog derfor villig mod Bekymrings baske Baare.
 Giør Selskab Adams barn, i Bood vel at forstaa:
 Du fører aldrig GUD en større Sorrig paa,
End met din syndig Jagt: naar Ondskabs Jdræt øfvis,
Vanskaber du dig self, og Frelseren bedrøfvis,
 Hans Engle vjger bort, den hellig Aand slar Feil,
 Og du til Helvede rend-løber for fuld Seil.
Blød derfor Øyene, mens her er Raad til væde!

SIDE: 46

Hvis icke dette skeer, da maa din JEsus græde,
 Græd du, saa stillis hand, som alle Ting formaar
 O! glæd ham dog igien med mangen Bode-Taar.
Der Agar Nacke-stiff gik som hun icke burde,
Fra sin Mad-Moders Hiem, Guds Engel hende spurde:
 Hvort hen hun acted sig; hand saa hvad der blef af,
 At vilde Beesters Bug fik blifve hendis Graf,
Foor hun end vider frem med u-forstandig Noder;
Thi sagde hand: Vend om til Sara din Mad-Moder,
 Og under hendis Haand skal du ydmyge dig.
 Tag Lærdom Menniske, vær spag og sinderig!
Hvor vilt du hen iblant, naar du med opblæst Tancker,
J Døsen reddisløs paa vrange Veje spancker?
 Vend om, vil icke du bortkaste dig i grund,
 Og blifve til it Rof for Pølens Lencke-Hund.
Saa mangen syndig Larm, hvor i du sicker sværmer,
Saa mange Fode-Trin du kommer Helvid nærmer.
 Lef fryctsam, far i Mag, hør! det er bragt saa vit,
 Gud raaber efter dig: vend om ô Sulamith!
Vend om, at vi dig seer. Vend om, hand siger atter,
Og icke dette Sprog saa tit i Munden fatter,
 For dine Dyder skyld; Men for hand skiønner best,
 Hvor nær i dette Kiør du hos Afgrunden est.
Snart kand det hende sig, naar Døden spender Buen
Du sofner Hierte-skut, og vaagner op i Luen.
 Kom Enden kun ihu, saa løßner Graaden knap;
 Maria paa den Viis fra sin Bekymring slap.
Bodfærdighed keeg ut af hendis Øyen-Steene:
Hun Græd og Fanged an at væde HErrens Beene.

De Beene vandet hun, som siden vaad aff Blod
 Med Nagler hulis ud, der hand paa Kaarsit stod.
Ah, Syndere betenk hvor for Gud leed den Møde!
Din Purpur-farfved Synd kom hannem til at bløde,
 Lad derfor Øyene, som Strømme gyde Vand;

SIDE: 47

 Men Jesu Rosens Blod for din Mißgierning rand.
Maria føyed ham med sin standhafftig græden,
Og for begangne Feil var icke spar paa Væden.
 Gud, som det røde Haf forandret i den Skik,
 At Jacobs Æt der paa med tørre Fødder gik:
Hand selfver icke nu, drag det ickun til Minde,
Nød sine Fødder tørr for denne Synderinde
 Hun ofverspruttet dem af hendis Taare-Veld,
 Oc gierne tog hand ved, for vedsken hafde Held.
Du tencker er det Trøst for dennem Sorgen klemmer?
Er Herren tient dermet at man i Graaden svemmer?
 Ja vist bodfærdig Siæl, hand siger det faar skee,
 Altingist har sin Tjd, først græden siden lee.
Jgiennem Øyene Maria Pligten ydet,
Oc i Begyndelsen it Taare-Haff udgydet
 Men det fik anden Art, strax hendis Siælis Skat
 Kun sagde met it Ord: Din Synd er dig Forlat.
Da gik Triumphen an, da fulde Fryd paa Møyen
Hun tørrede hans Been, hand tørred hendis Øyen,
 Angst-flagerne forsvant, til Taal hun sig begaff,
 O salig er den Kind hand tørrer Graaden aff.
Egypterne bleff i det røde Haff begraffved,
Oc all gienstridig Synd forgaar i Taare-Haffved
 Frem, Jord-klimp, frem oc græd! lyd din Forløser ad!
 Før Retviished gaar ud at stiffte blodigt Bad.
End kanst du finde Trøst i Christi Blod ved Troen,
Nu der hans Fødder vil med Taarer være toen.
 J Dag betimmelig gif Act paa dette Bud?
 Maa skee, før Morgenen Blod-fanen stickis ud:
Og hand vil søge Heffn i dine Blode-Draaber;
Da gielder ingen Graad, om du høy-mæled raaber.
 Hvad est du Madik-sek? Lit Støf, en haandfuld Muld
 Mod ham som hastelig kand blæse dig omkuld.
Mens alle Syndere for Naadsens Dør maa bucke,
Da krøg dig ocsaa ind med Taare-sprengte Sucke,

SIDE: 48

 Hvad Resten, jeg og du, mod HErrens Bud har brut,
 Hand i sin Graff begroff, der er det inde-slut.
At du for hannem est en groff ælendig Synder,
Det kommer ingen ved; Din Graad hand dog velynder
 Er den kun uden Last, glad-Hiertet hører du,
 Din Synd er dig forlat, vær icke da saa blu.
Her hid med Taarene, med Suck aff Hiertetz-rødder,
Leg dem ydmygelig hen under JEsu Fødder.
 Saa blifver Synden glemt, bortskylt oc tramped ned
 Hvorfor Mariæ her blef sagt: Gak hen i Fred,
Hvad Hun paa HErrens Been udøsede med klagen
Du meener dig er ved hans Himmel-fart betagen,
 Her far vel ingen op oc væder dennem der,
 Hvor Glæden evig roor oc ingen Græden er.
Vist icke; Men da hand til Himmelen er faren,
Paa Jorden Fødderne hand efterlod blant Skaren,
 Der lider Sult og Fraast, gaar nøgen, fuld af Meen.
 Græd ofver deris Nød, saa væder du hans Been.
Hand tog dig for en Svend, hvor staar da dette skrefven
Huus-Herren i sit Folck tom-buged skal gaa refven,
 Og du med propped Kreel nær svemme hen i Pragt,
 Tenck paa den rjge Mand, hand brasked, nok er sagt.
Om du til Ofverflod gaar udstafert og fyldig,
Er Gud dig icke meer end mig og andre skyldig,
 Aff Naade har du dit, hvor høyt du est paa Spil,
 Been-huset lærer dig hvad Hofmod duer til.
Saa snart den blege Død udpuster Lifveds Fackel,
Og du snoor Næsen op, da raadner jo din Stackel,
 Der ligger alt dit Prunk, og Dommen staar dig for
 Saa vist som Amen er i voris Fader Vor.
Merk du, som tunglig nok met Rjgdom est bemøyed,
Hvor læt Kamelen gaar igiennem Naale-øyed?
 Rjgdommen i sig self, du lovlig har fortient,
 Fordømmer icke dig, er den kun vel anvent,
Giør Almusfolcked got, der kaldis Christi Lemmer,

SIDE: 49

Hand som er Hofvedet, det ingenlunde glemmer;
 Men hielper dig igien naar skebnen falder tynd,
 Som Vand udslucker Jld udsletter Almis Synd.
En Haand den anden toor, gif dem aff det du hafver,
Med nøttig Ynskelser de dig igien begafver,
 Den Bøn bær bedre Fruct du sticker i din Barm,
 End dit Huus-baged Brød i deris sluncken Tarm.
Lav dig til drøfvelse, nect Herren ingen Tienist,
Den snefre Kaarsens Vey til Paradiis er gienist,
 En Tieneris Habit hand her faar tage paa,
 Som vil behage GUD og hisset Kronen naa.
Du siger mangen Gang: Jeg er saa Sorrig-bunden,
At Hierted befrendis vil velte sig til Munden,
 Og ud af Øyene, tungt som it stycke Bly
 Men Synder, vedst du hvad det er? En Taare-sky,
Der snart vil bryde løß, og svale dig i Qviden,
Holt kun din JEsum fast, saa gottis det med Tjden.
 Du svarer: Ja hvor med mon jeg skal holde ham?
 Hvor med holt denne Siæl det Guds uskyldig Lam?
Med hendis hiertens Graad, og Haabed til hans Naade,
J god Tjd giorde hun de syndig Øyen vaade,
 Kiær hafde hand det Vand af Hofvet-kilden sprang,
 Og trøstig gik hun bort qvit fra sin Jammer-sang.
Langt fra hvad ondt dig nu pinactig vederfaris,
Er værdt den Herlighed i dig skal aabenbaris,
 Naar du, hvis taared Kind Huus-kaarset giorde bleg,
 For hvert it Græde-korn skal bære Glæde-Neg.
Hvor din Immanuel al Sorg til Fryd forvandler.
Den tørre Aarons Kæp i hast bar modne Mandler,
 Saa grønnis dine Been i Paradisis Roo.
 Der er dit Symbolum: Ah! her er got at boo.
Hver anger-gifven Taar Gud i sin Flaske samler,
Og din andæctig Suk høyt for hans Øren skramler,
 Der yppis Fryde-Sang i Englernis Capel,
 Naar du ved Poenitentz har frelst din arme Siæl,

SIDE: 50

Bod-Taarer glæder dem, de kiender ingen anden,
Bug-Sorgs u-nøttig Graad forlyster Busse-Manden,
 Saa tit den byttis ud, saa tit faar hand en Slick,
 Men Graaden for din Synd det er en Engel-Drick.
Ynsk derfor hiertelig saa Taare-Haglen trilder,
Gid Hofvedet var Vand og Øynen Græde-Kilder.
 Nu viid at Himmelen giør Jorden vaad og tør,
 Men om den usel Jord man aldrig saadant spør.
Maria grædendis gick begge Deele giennem
Guds Fødder vædet hun, og siden tørred dennem.

SIDE: 51

Den Food-tørrende Synderinde.

Og tørred HErrens Been
med hendis Hofved-Haar.

AL Verdens Frelser-mand Regent i Himmelen,
 Der self giør Jorden tørr, saa Vandet sier hen,
Lod sig godvilligen aff Synderinden tørre,
Stor var vel hendis Synd; Men hans Miskundhed større,
 O! merckeligt, at hun, en fooß ufructbar Green,
 Tør brende sig saa hidt, og røre ved hans Been,
Som met en Aandepust hvert Menniske kand døfve,
Og i sin Vredis fart er gridsker end en Løfve.
 Der Usa med it Greb kom hannem lit for nær,
 Fik hand paa Timen døe: hun dog i denne Fær
Dum-dristig vofved sig, hvis synd var rød og blodig,
Hin tendte Troens Gnist giør hende saa frjmodig,
 At hun derpaa falt an, og icke skued ham
 J Løfve-lignelse; men som it taaligt Lam,
Der kom alleene for at drage syndsens Træle
Hen op ad effter sig blant udvald Salig Siæle.
 Maria hafde her sin Himmel ved hans Food,
 J siunlig Rørelse det icke alt bestood,
Fordi hun boodefuld og brændendis i Aanden
Langt meere rørdte ham med Hierted end med Haanden
 Søg HErren, Menniske, saa hand din Andact seer,
 Det er da lige got paa hvilcken Stæd det skeer.

SIDE: 53

J Huset, uden for, og hvor Man kand opregne,
Du finder Himmelen hos hannem allevegne,
 En Poenitentzis Suk fuld store Ting formaar,
 Hand røris, at der strax en Kraft fra hannem gaar,
Som heeler Liff og Siæl her Knust aff Modgangs Torden,
Og giør dig Foorenskab til Himmelen fra Jorden.
 Jødinden rørdte ham, da hun blef Synden gram,
 Og har paa den Maneer begyndt at tørre ham.

Den heede Sol er van at tørre Jorderjge,
Her Jorden Soolen self, u-hørligt maa mand sige,
 Muld-varppen fatted Mod at tørre Liffsens Sool,
 Og giorde Hofvedet til JEsu Foode-Stool.
Lad dig det være sagt, at Soolen bleff omstunder
Fuctactig, Jorden varm, bood virked det Vidunder.
 Hun græd aff Kiærlighed, og vædet Frelseren,
 Var derhos icke seen at tørre ham igien.
Det giortis vel behov, hand haffde tørred hende,
Hvis Kinder jefnlig flød i Taarer uden Ende;
 Dog tørred hun hans Been udvædt aff hendis Graad,
 Self-bøden Tieniste hand icke har forsmaad.
Og det saa mesterlig med Trøsten kunde ramme,
At hendis Taare-brynd bort-tørtis i det samme,
 Der med var hun tilfreds, oc gaf sig Gud i Vold:
 Hvad paa ham vendis an betalis tusindfold.
Naar din Immanuel seer dig for Synden græde,
Da vær forsickred paa, hand med sit Trøste-Klæde
 Afftørrer dine Kind, og møder dig saa bliid,
 At du skal tacke ham din gandske Liffvis Tiid.
Den første Verdens synd gad ingen ret beklage,
Thi græd jo Himmelen i fyrretiufve Dage,
 Til Bonds gik Folk og Fæ, da verdsens Vande flød
 Legg derfor Øyene betimelig i blød.
Din Graad annammer Gud, og du maa frilig tencke,
Det gaar i Lengden dig, som den Naitisk Encke,

SIDE: 54

 Hand tyssed med sin Trøst, og giorde det, at hun
 Forvandt sin Hierte-Sorg i det hand sagde kun:
Græd icke. Men vil du tiltecke syndsens Skaarer
Vist ofver din Ruin maa JEsus fælde Taarer.
 Ah! tørr dog hannem med din boode-Klud, og sig:
 Græd icke hiertens Gud! Jeg vil forbedre mig
Kast Synden i fuld Tro paa Daarernis Formynder,
Paa Christum det Guds Lam som bar al verdens Synder:
 J Naadsens bond-løs Haf nedsenckis hvert it Grand
 Og dagis aldrig op; blot du, saa skiuler hand.
Paa rund Bekiendelse vist rund Afløßning følger,
Bood icke Syndsens Skam med Figen-blade dølger,
 Men aabner alle Feil, saa giorde hun her staar,
 Og tørrer HErrens Been med hendis Hofved Haar.

Retsindig Lærere, der Salighed prædicker,
Bør actis for hans Been, fordi hand dem udskicker,
 Ved tro Paamindelser de fører ham til os,
 Men græder, naar de seer Tilhøreren er fos,
Og icke gider hørt, langt mindre selff begrunder,
At Straff hos Synden gaar, og Dommens dag tilstunder:
 Besind dig Menniske, nu du har Aande-Rom,
 Gikst du hen u-paamindt, oc kom i Synden om,
Skal Blodet kræfvis ud aff deris Negle-Rødder,
Elsk dennem derfor kun, som HErrens egne Fødder,
 De vaager for din Siæl, naar du Søfn-tung oc lad
 Slar dig til Rolighed, lyd Christi Tiener ad,
Og den besynderlig, der lever som hand lærer.
En verdslig Førstis Svend for HErrens skyld man ærer
 Guds egne Sende-Bud her kommer meere paa;
 See til Galaterne, der elsked Paulum saa,
De baade løst oc fast for hannem vilde voffved,
Ja refved Øynen ud aff deris eged Hoffved,
 Om hand var tient dermed den udvald Prædicant.
 Vel muligt, somme nu har andet Sind iblant,

SIDE: 55

Maa skee, her findis faa, den geistlig Stand vil hedre;
Men nok der pønser paa, de Præstmænd kand fornedre
 Og heller mellum sig Reff Øynen ud paa dem,
 Med færdigere Mod, end bære Gafver frem.
En Synder er forpligt at tage mod Paaminding,
Var hand end klæd i Trip, og stod paa Templens Tinding.
 Nok lofved Jacobs Børn, at tage det i Agt,
 Som dem af HErren self ved Mose Mund blef sagt.
Lof Bedring, og holt Ord, saa glædis Christi Tiener,
Der græder, indtil du Synd-Lasset fra dig giener
 Betenk i Tide det, som tiener til din Fred,
 Og viid, en Levi Mand, af giffven Myndighed,
Bør Evangelium og Loven for dig sætte,
Leff saa, hand uden Graad sit Embed kand forrette.
 Det er dit beste Raad, du giemmer Ordet smuct,
 Og i Taalmodighed bær der aff nøttig Fruct,
Saa faar vel Hyrden sit af det Guds Haand dig løfner,
Men om hand er til Sinds at gribe Guld med Giøfner,
 Og væder Øynen, for hand aff sin Faare-Flock
 Kand icke med en hast faa Uld og Fedme nok,
Da græder hand omsonst, og synder mod sin HErre,
Her findis braaden Kar i alle Land, dißverre,
 Vel den der tiener tro i det som lidet er,
 Hand sættis ofver meer, naar Liffved endis her.
Du veedst hvad skrefvet staar. Fryct Gud oc elsk din Næste
Giør got, begræd din Synd, saa har du giort dit beste.
 Maria lyde Raad, hun felte mangen Taar,
 Og tørred HErrens Been med hendis Hofved Haar.

Hans Beene findis end blant de fornedred Lemmer,
Hvor i hand vandrer om, og smertelig fornemmer,
 Hvad Verden fører i sit vanskelige Skiold,
 Nu Christen Kiærlighed er moxen Jise-kold.
Had, Modbør og Fortræd hin Venneløse møder,
En Angest-Søe slar aff, en anden paa ham støder:

SIDE: 56

 Mon Lyckens Glut Omhu for Josephs Skade bær?
 Nej, hand i Sticken staar, maa legge sit Gevær,
Fordi hver anden Mand gad paa hans Hofved trampe
Og Verden seer ham an som en foracted Lampe.
 In summa, HErrens Folck maa tit med vaade Kind
 Beklage deris Nød, at Øjene staar trind.
Her vancker ingen Trøst, i hvor de Foden fæster,
En Part forhaaner dem, ja som de Jødisk Præster,
 Udbytter kort Beskeen, og siger aabenbar:
 Hvad kommer det os ved, see du dertil, slet Svar
For den Bedrøffvede, sig under Kaarsit vrier,
Og offte suckendis de Taared Øyen gnier.
 Tørr hannem Menniske, holt det for ingen Spot,
 Din Trøste-Dug her i kand giøre meget got.
Hvad er det, om du skiønt har meer end hand at sige?
Vi syndig Adams Børn er fisked aff it Dige:
 Som Dug forvißned Græß i Tyrcke falder vel,
 Saa giør it trøstigt Ord for een udmatted Siæl.
Angst-Bølgen drifver paa, til hand i Sorgen blegner,
Ved din medlidig Røst det halffdød Hierte qvegner:
 See Leiligheden an, reck frem din Trøste-Klud,
 Den grædende til Hielp, i ham du tørrer GUD.
O! skam dig aldrig ved, at føye saadan HErre,
Der icke for din Graad sit Trøst-tøy plejer sperre,
 Og enda lofver dig det søde Zions Hiem,
 Alt dette skeer, fordi du skal husvale dem,
Som her saaer Taare-Sæd, oc ingen Fryd har høsted,
Giff dem den Trøst, hvor med du blefst af hannem trøsted.
 Og naar it hart Gemyt vil hugge Saar i Saar,
 Da verg den Gierning af det meste du formaar,
Den er jo saared nock, der føler Hierte-Naged,
Leg derfor ingen Tjd din Skilling med i Laged,
 Du vedst dog icke self, blant dette verslig Kiør,
 Hvor hastig Lyckens Vogn kand velte for din Dør.
Undsla dig icke fra de Hielpe-løsis Sager,

SIDE: 57

GUD hielper dig igien, naar du din Nød andrager:
 Maria hialp hand paa, forbant og hendis Saar,
 Hun tørrede hans Been med sine Hofved-Haar.

Da Christus vilde toe, strax Naderen var slutted,
De tolff Apostlers Been, it Skiørt hand om sig putted
 Tog saa til Beckenet, hvor i hand øsed Vand
 At vaske Beenen med, og dennem tørred hand,
Med det omgiordet Skiørt, som var Maneer i Landet.
Jødinden tvert imod optenkte noged andet,
 Og paa sin egen Haand tog ugement affsted:
 Hos denne sære Tvet var Øynen Beckened,
Og Taarene det Vand, Brudgommens Fødder vædet,
Paa Fode-Toelsen blef Haaret Tørre-Klædet,
 Saa rart it Ære-Bad en Konning aldrig fik;
 J hvilken Herris Hof mon hun har lærdt den Skik?
Hos syndigt Kiød og Blod det icke var at finde,
Men Aanden offven fra skiød hende det i Sinde,
 Fordi hun varted op de verdslig Kongers GUD,
 Og ærens Konge selff, nød hand det Præ forud.
Lin-Tøy til Tørrelsen hun ickc gad frembære,
Men vil at hendis Haar skal nyde saadan Ære:
 Det førig puddret Haar anvendt til syndsens brug,
 Nu Taare-skrammerert blef JEsu Foode-Dug.
Bib-ræd og kolled stod den usle Krop i Møyen,
Synd-Hornen var støt aff, det vidned hendis Øyen,
 Hun giorde Krum-spring nok da Vellyst hende stak,
 Men nu for HErrens Food aff Anger hartad sprak.
For Synderne var fleer, end Haar paa hendis Hofved
Hun hvert it Ledemod til hans Opvartning vofved.
 Det er vel icke Ret at byde ham de Ting
 Der først har lenge nok i Synden sveft omkring:
Og naar Beelzebub ved daglig Suus oc Svermen,
Har sluget Vinen op, tør leffne HErren Bermen;
 Dog mens hand Naadefuld endnu som hand er van,

SIDE: 58

 Vil tage blidelig det langsom Offer an,
Oc ene helliger hvad Synden har besmitted,
Naar det kun kommer aff it Hierte anger-splitted,
 Da træd andæctig frem, og leg dit Offer hid
 Paa HErrens Foode-blad, skynd dig, end er det Tid.
Lyd Pauli Raad i det din Salighed forfremmer:
Har du forsættelig bortgifved dine Lemmer
 Til syndsens Tieniste, og kast Velfarten hen,
 Da tien i Hellighed din Skaber-Mand igien,
At og det mindste Led fra hannem aldrig vagler,
Mens Aanden i din Hals til sidste Afsked ragler:
 Maria med det Sind fra syndsens Trældom gaar,
 Og tørred HErrens Been med hendis Hofved-Haar.

HUN GRÆD, da dødsens Braad i Barmen stak som Naale,
Og vicklede sit Haar om JEsu Foode-Saale,
 Det hun før syndet med og meged Ondt bedreff,
 Altsammen Bode-Tegn til hendis Frelse bleff.
Sligt kunde Ruelsen i denne Siæl udrette,
Bodfærdig Syndere, speil dig og merk dog dette:
 Formedelst syndig Jid du mister all din Roos,
 Bær Træed raaden Fruct, da ligger Øxen hos.
J Hiertet Roden staar, som Synde-Fructen gifver,
Hvis du den icke snart ved Poenitentz udrifver,
 Forraader Hierted dig, og fører dig enda
 Fra Gud til Diefvelen; som Skøgen Dalila
Til Philisterne gaff hendis Samson offver,
Der hand aff Vellyst fyldt i Roo sød-sicker soffver;
 Det stemmer offver ens med Verdens bløde Skiød,
 Hvor i du slummer hen paa hendis Locke-Brød:
Og for en skiden Fryd der kand saa stacked vare,
Tør sætte Sandse-løs din Salighed i Fare.
 Af Hierted stiger op atskillig ureen Lyst,
 Det viste Tolderen, der slo sig paa sit Bryst,
Som hand da vilde sagt: Her sidder min Forræder,

SIDE: 59

Mit lønlig Syndeskiul, Anfang til onde Sæder.
 Som Hierted sølt i Synd er dig en Pestilentz,
 Saa nøttelig, naar du vil giøre Poenitentz.
Har Fanden sit Capel, hvor HErren har sin Kircke,
Da lad den hellig Aand i dig det gode vircke,
 Ryd ud Ureenlighed mod denne værdig Giest,
 Saa hand for alle Ting maa være Hierted nest.
Maria gaff ham sit til evig Odels Eye,
Og anger-fuld forlod de gamle syndig Veye;
 Men før det kom saa vit, blef mangen Taar udløst.
 Det Ord: Gak hen i Fred, var Synderindens Trøst.
Dybt giennem Marff og Been den Naade-stemme trekte
Guds Barn naar dig er vee, saa Siælen vil vansmekte
 Da raab til Frelseren der bleff med dig it Kiød:
 Min Hiertens angst er stor, Ah! Før mig af
 min Nød.

Hand taaler icke, du skal her paa Roser dandse,
Og altid giøre dig Maj-Maaneds Blomster-krandse,
 Tving derfor Kiød oc Blod, saa lenge Pulsen slar,
 Ham til fornøyelse, som Torne Kronen bar.
Bøn-Dørren aabnis strax du paa Synd-talled ancker,
Og for hans komme skyld afskaffer fule Tancker,
 Om de gaar Told-frj her paa Menniskens Maneer,
 Antegner Herren dem, som lønlig Handel seer.
Skal hand en hellig Gud i Hierted faa sin Vaaning,
Maa synden først hen ud, som aldrig er hans gaaning:
 J rene Hierters Kar hand lader see sin Krafft,
 Med Mørckhed Lifsens Lius gid ingen Samqvem haft.
Hand kommer icke did, hvor Kiødsens Lyster ildrer;
Og man sig daarligen med syndigt Væsen kildrer;
 Men naar du har ved Bod for Synden sat en Pind,
 Og udgaar fra dig self, da gaar din JEsus ind.
J rørt grund-skiden Vand kand Solen icke straale,

SIDE: 60

Oc Retviißhedsens Sool kand indted ureent taale:
 Randsag dig, figer du til det sig icke bør,
 Da viid, at Synden end har dig i sine Klør.
Hun tager icke fluct, før du ved hende vemmis,
Oc for din Udyd skyld i Hierte-Roden skiemmis.
 En Herre sømmer dig, hvor kanst du tiene to?
 Giff Synden en god Dag, og tien din JEsu tro.
Hand pleier ingen Tjd med sin Dag-lønner Plude,
Vil hand annamme dig, har du vel været ude:
 Din Siæl forsørger hand, naar Kroppen ligger stiff,
 Oc hisset gifver dig it uforkrencked Liff,
Saa du maa glædis ved Forløßningen tilstunder,
Mens dine Synders Mengd er skiult i Christi Vunder:
 Jødinden paa den Troo til Himmerjge traar,
 Og tørred HErrens Been med hendis Hofved Haar.

Naar en besmitted Lem lod Haared aff sig rage,
Var det it Rense-Tegn hos Folck i gammel Dage:
 Maria var belad med Synde-smitted Blood,
 Nu falt det hende til at rense sig ved Bood.
Det Paafund har forvolt hun icke Haaret rocker,
Men Haareds Prydelse, de førig krused Locker,
 Hun som it Fange-garn udbrede dem til Fald,
 Der ukydsk Kalve-kaad med hende løb i Rald.
Da Marckened var endt, Vellysten ofverstanden,
Og hun Trolofved sig med Christo Frelser-Manden,
 Fik hine Fode-fær, hun sled sig fra det Laß,
 Og gruede for Synd, ret saa! det var til paß.
At rage Haared aff, det er at udelucke
Forhutled Tancke-tøy, hvor ofver GUD maa sucke.
 Du Synder siger vel: Det er umuelig,
 Jeg fra slig farlig Doent kand altid vocte mig.
Det er dig icke sagt, du Haaret skal udriffve,
Om du skiønt rager det, vil Rødder dog der bliffve,

SIDE: 61

 At voxe til og fra, enda det ryctis tit;
 Du blifver ingen Tjd slemt Hu-skud gandske qvit,
Men see kun ellers til, du kanst formedelst Aanden,
Affrage hvis dit Kiød udskiuder effter haanden:
 Saa snart dig falder ind den Ting du burdte fly,
 Da kap Synd-tancken aff, oc var dig for en ny.
Er Haared der endskiønt, saa leg det uden krusen,
Hen under JEsu Food Dy-vaadt aff Taare-slusen:
 Ond Lyst skal vel forgaa med sin Omstendighed,
 Beed Gud, at hand i dig vil træde saadant ned.
Naar Synden nager dig, som mod dit Hierte grenset,
Er det it sickert Tegn, du Aandelig est renset.
 Strax denne Taare-fuld fra Synden tog Valet,
 GUD hende til sig drog med Kierligheds Magnet,
Da giorde hun alt det, en fangen Brud tilhørdte,
Lod rage Haared aff, i det hun fra sig kiørdte,
 Haar-brasked alt i hob, saa det fik Loff at gaa,
 Her falt vel andet for end Prunk at pønse paa.
Jødindens Hu stod til hun kunde pynte Hierted,
Og giøre reent ved Bood det Synden hafde sverted:
 Hen under JEsu Been hun sine Haar har bred,
 Den gang hand fik Behag til hendis Deilighed,
Dog icke for hun var udvortis snude-faver;
Men for hun inden til de syndig Lyster aver,
 Og aff hans Skiønhed blef opynged som en Ørn,
 Der er den Dejligste blant Menniskernis Børn.
Vil Du Synd-fasked Kree med Christo dig Troloffve,
Da skaff de Noder aff som i hans Siun er groffve,
 Smyk Haared passelig, storladen Orme-Mad,
 Stolt Mod, ny Skabelon Brudgommen blæser ad,
Hand er slet intet tient med fremmede Modeller,
Hvem Hierted holder reent, hand til sin Brud udveller:
 Var Haared svøbt i Bast, laa der 
på liden Magt,
 Naar du indvortis bær Retviißheds hellig Dragt.
Gud elsker ickun det, som efter ham er daned,

SIDE: 62

Og Lifsens trange Vey ved Poenitentz har baned:
 Saa fant hand denne Siæl, der Ynde hos ham naar
 Og tørrede hans Been med hendis Hofved-Haar.

Da fordum Jonathan paa Vejen smagte Honning,
Hans Fader Saul imod den avindsiuge Konning,
 Og skulde mist sit Liff for denne ringe Sag,
 Handthefved Folcket ham, og sagde saa paa Lag:
Langt fra hans Lefve-Tid skal blifve ham
 Berøfved,
Som saa stor Salighed i Jsrael har øfved,
 Der skal og icke nu, Bekrefte de med Ed,
 Jt af hans Hofved-Haar paa Jorden falde ned.
Maria kom kun for med hendis syndig Lippe
At sue Honningen aff Salighedens Klippe.
 Aff Skaber-Manden selff, aff Sandheds Vey oc Grund,
 Dog kun af Fødderne, men icke aff hans Mund.
Hun mercked alting var ham underlagt allene,
Derfore holt hun sig til hans liffsalig Beene,
 Og vi vil ham iblant paa Hofvedet med Magt.
 Som alle skabte Ting er under Foden lagt.
Tør ogsaa mangen gang paa Straffens Riis for sindet
Uddeele knobbed Ord, naar det gaar giennem skindet:
 Men denne taalig Siæl tav stille som en Muus,
 Og kyssede hans Riiß mod Jorden Næse-gruus.
Fordi det var fortient, da hun med Synden kæled,
En tung Samvittighed berøfved hende Mæled,
 Og bar mod Qvindens synd Jndvollen giennem grof,
 Langt skarper Vidnißbyrd, end tusind andre prof.
En ond Samvittighed fuld nær Nag-Ormen slecter,
Og piner offte meer end mange Bøddel-Knecter:
 Det fandt Maria vel, der Pine-vuren peb,
 Hvor for hun i sin Angst til JEsu Fødder greb.
O Dristighed, at hun, saa stor en Synderinde,

SIDE: 63

Tør faaste med hans Been, der kunde sancked Sinde,
 Og træd Jord-Klimpen ned som lit vind-tørred Høe,
 Det siunis, hun her ved fortiente nok at døe.
At icke Jonathan soff hen blant de forlaarne,
Var for den Salighed hand haffde giort tilfaarne:
 Hun hafde kun giort Ondt, og Straf til veje bragt,
 Det gik hun villig ved og uden Tvil har sagt,
Da hun i hiertens Angst sit Haar til Jorden slenger:
Ah! Jeg er icke værd at skulde leffve lenger,
 Og nyde mindste Stub aff alt mit Hoffved-Haar,
 Jeg som har dræbt mig selff med mange Synde-skaar
U-værdig, at jeg nu Trøst-Honningen skal smage,
Som JEsu Salighed har ofte tordt forjage:
 Hvad svarede hand da, der ingen Siæl forsmaar?
 Vær kun Frimodig, see, fordi saa dine Haar
Til mine Fødder laa, skal der aff ingen falde,
Jeg Hofved-haarene for lang Tjd siden talde,
 Jødinden tenkte vist, bær min Immanuel
 Omsorrig for mit Haar, da vil hand for min Siæl
End bære større Sorg: Skal jeg beholde Haaret,
Saa blifver Siælen jo for alting ubeskaaret,
 Hand dyrt nok har betaldt og kiøbte med sit Blod,
 Der hun ved Adams Fald fortabt i Fare stod.
Lad Fienden sancke Sold, og udstrø hindre-Steene,
Jeg ligger mine Haar paa min Gienløsers Beene,
 Og Siælen i hans Skiød: tratz Sathan min Uven
 Skal krøge mig it Haar, langt mindre rifve den
Aff Ejermandens Haand ved nogen verdslig Plage,
Det størcked Hierted meer end tilred Honning-Kage,
 Bood fick hun for sin Sorg, der haffde saadant Kaar,
 Og tørred HErrens Been med hendis Hofved-Haar.

Dem vant hun Haared om, og gaf dermed tilkiende,
Hand, som ved Haarene til sig fik drage hende:

SIDE: 64

 Ja, Synder, Kiød oc Blod skal icke drage dig
 Til Christum, men langt fra det stiffter mangen Krig
Jmellum Siæl oc Krop, om Aanden end er villig,
Er Kiødet skrøbeligt, til med opblæst oc krillig,
 Der siælden, uden Tvang, vil følge Frelseren,
 Fordi det ved hans Dræt ad Kaarsit dragis hen.
Hvo hannem hører til, mod Kampen sig udryster,
Kaars fester saa sit Kiød og detz begierlig Lyster,
 Paa det de Gierninger, Kiøds Lyster har opvagt,
 Kand dræbis ved hans Aand, oc det faar skee med Magt.
Hand efter Haarene, som ved en tvunden Stricke,
Maa slæbe Folcked frem, før kommer de dog icke:
 Den skick er aarsag til hand fatter os iblant,
 Saa hvert it Hofved-Haar aff Redsel staar paa kant.
Maria haffde før fra hannem Strafløs løbed,
Hvorfor hun sine Haar omkring hans Fødder svøbed
 Stadfestede der med, hun, som en lydig Brud,
 Nu vilde følge ham, oc henge ved hans Bud.
J Sorg for Synden skyld var Qvinden bidt og barcked,
Det volt, hun uforfærdt Vellysten fra sig sparcked,
 Vel troligt hendis Ord falt saa bevægelig:
 Du HErre lenge nok har vented effter mig,
Men aldrig skal du meer saa hefftig der paa driffve,
Jeg jo langt heller vil hos dig min JEsu blifve.
 Hør Syndere! hos hvem vilt du da heller roo,
 End hos din Siælis Ven? søg ham du maa nok troo,
Hand vederqvæger dem, som under Byrden trettis,
Hans Aag er lidelig, og efterhaanden lettis,
 Trin frem i JEsu Naffn, hand giør dig ingen skam
 Tag dette Forsæt med, at du vil følge ham:
Og aldrig i dit Kaars it haarbred fra ham vige,
Slog hand dig end ihiel, Maria lod sig sige,
 Hun brugte Brudens Ynsk Høysangen taler om:
 O drag os effter dig, saa løbe vi, kom, kom.
Naar en sin Vederpart med Avinds-tag Haardrager

SIDE: 65

Hand sig om Raa-Rom seer, oc Food i Haanden tager:
 Guds Dræt skeer icke med udvortis Vold oc Tvang
 Men ved den hellig Aand i Ordet har sin Gang.
Hvad timelige Ting dig henger her i Hetten?
Lad HErren sørge for, hand kand snart stille Tretten,
 Naar jeg kun haffver ham, bør være dine Ord,
 Da skiøtter icke jeg om Himmel heller Jord.
Om baade Liff oc Siæl i mig vansmæcte vilde,
Er hand min Trøst og Deel; Løn hannem aldrig ilde,
 Hand veed at hitte dig, stodst du paa høyen Hald.
 Der Adam krøb i Skiul for sit motvillig Fald,
Fik hand dog for en Dag, hvor est du? HErren sagde,
Det var it Minde-Breff den faldnis Hierte nagde.
 Gud satte ham i Floor og Lifsens Ære-Stand,
 Men finder ham igjen een nøgen dødsens Mand.
Paa ferske Gierninger hand strax fik sin Betaling,
Kun for hand beed it Bid mod Skaberens Befaling:
 Blef Adam for it Fald Lyksaligheden qvit?
 Hvad vil da skee med os der falder tungt og tit.
Vi Leer-Kar en og hver i syndig Daad og Tancker
Er med it Mercke brendt, og Straf paa Halsen sancker:
 Vil du forsettelig fra JESU Fod-spor gaa,
 Forraader du dig self, ney, Synder, icke saa,
Følg ham, end skulde du paa Liffved tage Skade,
Naar Christus er dit Lif er Døden dig en Bade.
 Saa snart hand vincker løb, det beste du har lærdt,
 Belønningen er viß og nok Umagen værdt.
Blefst du skiønt eftertalt aff Verdens kælen Unger,
Var ingen Skade skeed, hver Fugl med sit Neb siunger:
 Det dræber icke dig, en stor Mund brummer lit,
 Naar du kun som sig bør har Snibbe-rommed frit.
Heng ved hin lille Hiord i sindet vel fornøyed,
Paa den Viis blifver du til Himmelen ophøyed;
 Maria var vist it aff Christi fødis Faar,
 Hun tørrede hans Been med hendis Hofved-Haar.

SIDE: 66

Mon nogen Synders Haar, Fra Verden var i gære,
Saa stoor en Ære nød? Nej aldrig, det lad være,
 At der paa Absalon it præctigt Haar var grood,
 Men det aff Verdighed kom icke her imood.
Fordi saa hendis Haar bleff effter Leiligheden
Benaad at tørre ham, som self var Dejligheden:
 Hint herligt aff Coleur, til med i Victen drøyt,
 Men dette skiønnere, der bragte det saa høyt,
At røre ved hans Been, som hersker i det Høye,
For hvilcken alle Knæ maa sig i Støffved bøye.
 Der blifver prædicked om disse Hofved-Haar
 Paa Jorden hist oc her, saa lenge Verden staar.
J Eegen Absalon blef hengendis ved Haared,
Til hand i svinged fik aff Joab Bane-saared:
 Jødinden flettede sit Haar om Liffsens Træ,
 Og bøyed Taare-fuld sit ydmyg Hiertis Knæ
For Jord og Himmels Gud, for Hielperen i Nøden,
Der ved forhverffved hun aff hannem Liff i Døden,
 Paa Jorden Himmelen, og hvis hun pegte paa,
 Her seer, du Menniske, hvad Boden kand formaa.
Du synder immerfort mod HErren som dig trøster,
Giør derfor Poenitentz, oc følg din Forgangs Søster:
 Vel vorde disse Haar til Fødderne kom frem,
 Og meere Læberne, der siden kyste dem.
Maria græd til gavns, og lod sig icke tysse,
Før hun sin Frelsers Been fik væde, tørre kysse.

SIDE: 67

Den kyssende Synderinde.

Sangviis forfatted
Efter hosføyede Melodie.

FRyd-Kyssen, søder en Sucker,
Hin salte Taare-smag slucker,
 Jødinden lod sig forlyste,
 Og Jesu Fødder smaa kyste.

Jt stund hun syndegal svandset,
Og Courtisanerne fandset,
 Nu rensit kysser allene
 Sin Frelsers hellige Beene.

O vel! o priselig bytted,
Ad ukysk Handel hun spytted,
 Casseret Verdens Geseller,
 Oc ærens Konning udveller.

Aff Fryct og Blussel tillige,
Hun tordte neppelig kige,
 Paa hannem Kyssene bydis,
 Og mange tusinde ydis.

SIDE: 69

De Gamle var saa grandværen
Der hilset Næsten i æren,
 At Qvinder kyssed hinanden,
 Oc Mænder blefve ved standen.

For ellers skulde det hede,
Sligt aff Begierlighed skede
 Til andre grofvere Noder,
 Der følger mangen kaad Broder.

Fik nogen Romer i Sinde
At kysse fremmed Mands Qvinde,
 Blef Kroppen pisked for brøden,
 Oc Lysten hannem forbøden.

Var Kyß saa farlig omstunder
Hvert Træ til Koste gik under,
 Opslit blef Grener og Toppe
 Paa hine kysse-siug Kroppe.

Dog tales inted u-ærlig
Om Kysse høfvisk og kiærlig,
 En ven den anden kand gifve
 Naar det kun der ved maa blifve.

Vor Synderinde den stymper
Mod kiødsens Lyster sig krymper,
 Og ene kyssendis helser
 Sin allerkieriste Frelser.

SIDE: 70

Hans Mund stod icke tilrede,
Hun sig paa Fødderne brede,
 Og under dennem bedrøfved
 Godvillig hafde kyst støfved.

Da Judas kyste vor HErre,
Hand ham forraade dißverre:
 En Kys Amasa blef gifved,
 Der Joab stack ham i Lifved.

Den kysser stundum fuld smøred,
Der end har Skalken bag øred
 Oc fik hand krenge sin Næste,
 Hand gaf nok skindet tilbeste.

Hun icke som en Forræder,
Med Morder-kyssen fremtræder,
 Men hos Guds Fødder har ligged
 Og Liffved ynckelig tigged.

Det syndig Hofved med rette
J bedre Skruer hun sætte,
 Oc der Angst-bølgerne bruste
 Fred ofver hende hand liuste.

Var saa til Naade geneged,
Fordi hun elskede meged,
 Og fik uhørlige Flager
 Aff bare Kierligheds Sager.

SIDE: 71

Naar en aff fremmede Lande
Kom hiem oc møtte sin grande
 Da vilkoms Kysse der vancked,
 Heldst hvor to Frender bleff sancked.

Strax Jacob Rachel har funden
Til Kys hand lavede Munden
 For Manden kunde vel tenke
 Hun motte være hans frenke.

Hand icke heller forgietter
At kysse Laban sin Fetter:
 Og Joseph hilsede sine
 Med samme Broderlig Mine.

Hvem skulde denne da grysse,
Og heller blidere kysse,
 End JESUM Qvindens Blod-Frende,
 Der gik i Døden for hende?

Fra hannem hafde hun stripped,
Og lenge synde-vild tripped
 Hen ad forglemmelsens Stæder,
 Hvor Vellyst-Fuglene qvæder.

Nu Driften nagged Jødinden
Kom hun med Taare paa Kinden,
 Med Hoffved-Haared udslagen,
 Med Bode-kysse for Dagen.

SIDE: 72

Og JEsu Fødder omfatted,
Der blef paa Kaarsed udmatted:
 Hans førig Venskab hun søger
 Ved anger-gifven Optøger.

O Synder leg da paa Hierted,
Hvad hende tunglig har smerted,
 Betenk at du som de fleste,
 Est altid icke den beste.

Kys HErrens Fødder i Aanden,
Hand er dog icke saa vaanden
 Naar Troens Taarer udvelder,
 At jo Bood-kyssene gielder.

Men du faar tage til Tacke,
Hand stundom bøyer din Nacke,
 Og dig med Kaarsed voldgiester,
 Maria føyed sin Mester.

Hans Fødder vaade oc taaret
Hun siden tørred med Haaret,
 Da Kys var gangen i løbed,
 Hun salved dennem paa kiøbed.

SIDE: 73

Den salvende Synderinde.

Sangviis
Effter hosføyede Melodie.

 See dette syndig Skrat,
Hvis Udyd var ved Poenitentz forlat,
 Kom med sit Olie-Kruus
 J Pharisærens Huus,
At salve ham som kaldis
 Det store Verdens Lius.

 Jødinden, der forgrædt,
Hans Fødder nyssens haffde giennem vædt,
 Og tørred med sit Haar,
 Var det forlaaren Faar
Maria Magdalena,
 Som felte mangen Taar.

 Hun elsked JEsu Been,
Langt meer end hendis egen Øye-steen,
 Thi bar det usle Lem
 En herlig Salve frem,
Og den, blant anden Tienist,
 Spenderet hun paa dem.

SIDE: 75

 Hos Qvinden inted var
Saa kaastelig, saa rart og dyrebar,
 Hvor i det og bestod,
 Hun jo for hans skyld lod
Ja sig, med Siæl og Legom,
 Opoffred ham i Bood.

 Det giorde Kiærlighed,
Og hvor for skulde hun undsee sig ved
 At giffve Gud den Løn,
 Som for alt Adams Kiøn,
Aff Kiærlighed, i Døden
 Gaff sin enbaarne Søn.

 Hans beste Eye-Deel,
Og voris allerypperste Juveel,
 Hvad har vi uden ham?
 Synd, Nøgenhed og skam
Alt andet og vi selffver
 Tilhører det Guds Lam.

 Der Jacob med sin Staff
Sig til Mesopotamiam begaff,
 Blef hand paa Vejen mat,
 Og hvilte sig en Nat,
Nedlagde saa sit Hoffved,
 Paa Steenen hand fik fat.

SIDE: 76

 J Drømme Jacob saa
En Stige, der stod HErren offven paa,
 Og raabte klarlig ud,
 Hand var hans Fædris Gud,
Aff Søfne Manden vaagned
 Ved det lifsalig Liud.

 Hand sagde Trøsterig,
J dette Sted er HErren visselig,
 Forjættelsen hand fik,
 Og den der hafde Skik,
Paa Steenen lod hand Olie,
 Stod dermed op og gik.

 Maria, bood-fuld Krop,
Drog bort, og vilde lede Christum op,
 Paa Vejen Angstens Tørk
 Og sørge-Nattens Mørk
Faldt hende hastig ofver,
 Som det slap aff en Ørk.

 Men der hun klagelig,
For hiertens Uroo, græd og gremmed sig,
 Klang JEsu Røst saa vel:
 Kom hid besværed Træl,
Her skalt du finde Hvile
 For din udmatte Siæl.

SIDE: 77

 Skinbarlig saa hun ham,
Som Jacob ickun Drømme-viis fornam,
 Og paa det samme Sted
 Angst-Taarer strømmed ned
For hende stod udgraffven
 Det Ord: Gak hen i Fred.

 Da vaagned hun igjen,
Som før i Synde-sølen slumred hen,
 Var heller icke seen,
 Med Olien u-gemeen,
At salve Verdens Frelser,
 Den rette Hiørne-Steen.

 Hans Hofved bleff i Roo,
Hun var sin JEsu Fødders Træde-Broo,
 Og icke fra dem skred,
 Det mindste Foode-Fed,
Saa nederlig hun standsed,
 Det volt alt Ydmyghed.

 Hid Synder, lær paa ny,
Du som gid gierne kløfved høit i Sky,
 Est dog kun Muld og Gru,
 Vær ydmyg i din Hu,
Og holt dig smuct ved Jorden
 Saa falder icke du.

SIDE: 78

 Salf Christum det Guds Lam,
Med Myrrha salved Nicodemus ham,
 Bær, du brystfældig Lem,
 Dit Hiertis Myrrha frem.
Og offre Bode-Balsam,
 Den er ham angenem.

 Som Myrrha hindrer stank
Saa renser Bod din synde-fuul Skavank
 Ud med dit Anger-skrig,
 Hand, som paa Trøst er rjg
Skal hviske dig i Øred:
 Din Tro har hiolped dig.

 Maria stod sig vel,
Hun græd og vædet sin Immanuel,
 Hand giorde hende glad,
 Og før de skiltis ad,
Hun tørred, kyssed, salved
 Hans hellig Fode-Blad.

 Der Simon dette saa,
Fortrød den Pharisæer hart her paa,
 Hand tenckte vjt og breet:
 Var denne en Propheet,
Da viste hand den Skiøge
 Sig skamløs har forseet.

SIDE: 79

 Hans Gissing falt for let,
Hun hafde været, men det var forget,
 All hendis syndig Skick,
 Ved Poenitentz forgik:
Da Saulus bleff en Paulus
 Hand snart Omvending fik.

 Skrifftklaagen, merk ikun,
Var self kandskee, saa Lastefuld som hun,
 Og dog ad hende green:
 Saa meener mangen een,
Synd-Dritter har besudled,
 Hand ret er Engel-reen.

 Det blifver best en hver,
Sin egen Sek kun smuk til Møllen bær,
 Og pønser jeffnlig paa,
 Hand self kand vel bestaa,
At icke fremmed Sorrig,
 Giør ham for hastig graa.

SIDE: 80

Almægtige Skaber-Mand, Hærsker over Himmel og Jord,
Allerhelligste Perse-Træder, Al Barmhiertigheds Fader, Trøs-
tens GUD, Retfærdigheds Sool, Miskundige Nød-Hielper, Med-
lidige Frelser, Allerkiæreste Forløser, Enckers naadige Dommer.

Din uværdige, i Støved dybt nedbøjet, ydmyge Tieneste-
Qvinde, mod dybe Saar, og smertelig Bedrøvelse, søger i Troen,
uden Skinhellighed timelig Redning, og ævig Salighed, under
dine Naadsens Vinger: Alle Herrers HERre, hafde ikke dit Ord
været min Trøst, maatte jeg lenge siden omkommet i min
Elendighed. JEsu kiære Mestere medens jeg brøstfeldig Synder-
Jnde understod mig, i Velstands Tid, at Offre Dig et Qvindeligt
Sang-Offer, den første Grøde, din Hellig Aands Kraft i mig
udvircket, og troer Du naadig antog min u-fuldkommen Stemme,
da annam nu af Med-ynck, og Faderlig Barmhiertighed efter-
følgende Taare-Vædet sørgelig Jndleg, stiilet under Angstens
Byrde: Dit kiærlige Faders Hierte bevæge Dig til Bønhøring,
over min Første, og sidste tro-hiertig Anmodning, saa bliver
jeg hiolpen: Digte-pundet formaar ikke meere, uden hvad Du
mig ved dit Ord i Digten vil indskyde, Dig alleene til Ære, og
mig til evig Nøtte. Forfengelige Bedrifter kand umueligt slucke
min Sorg, i dette Jammer-grode Lif, langt mindre hielpe mig
til Salighed i et bedre. Verden er mit Fængsel, Eenlighed mit
Paradiis. Jeg forlader det som er bag til, og strekker mig efter
det foresatte Maal. Mit Vidne er i Himmelen, og Du, der
kiender mig, boer i det Høje. Allerkiæreste Forløser, Du kandst
ikke bære det over dit Faderlig Hierte, at forkaste mig i min
Alderdom, eller forlade mig, nu jeg er bleven skrøbelig. Gack
ikke vredagtig i Rette med Bodfærdige Syndere, som oftere
falder af Svaghed, end Forset. Alvidende GUD, Eeniste Salig-
giørere, trofaste Siæle Hyrde, Himmelske Brudgom, de forlattis
Tilflugt, de bedrøvedis Husvaler, Ah! forbarme Dig over dit
prøvede Creatur, dit Tabte Faar, din Angergiven Tiener-Jnde,
din Troende Bruud, din sorrigmatted Encke,

 Din Elendige Daatter
 Saared Af Hiertens Bedrøvelse.

SIDE: 85

Ah! Miskunds Fader, hør din Daatters Jammer-Klage,
Det bedske Mara-Vand maa qvide-fuld indtage:
 Min ømme Hierte-Byld slar ud i dybe Saar,
 Det eene smertelig det andet overgaar.
Du veedst, den bleege Død har med sin Morder Gnaven;
Kuldkasted Mand og Børn, til alle falt i Graven;
 Her sidder jeg igien, bedrøved, og forlat;
 Angst, Uro, Suk, og Graad gaar for sig Dag og Nat.
O! Skilsmis qvæler mig, jeg er oprygt med Roden,
Knust mør af haarde Stød, fra Hovedet til Foden,
 Min sidste dydig Søn i Fremmed Land falt om;
 Det Gode ventet jeg, men see! det Onde kom.
Fortryd dog ikke paa, jeg Minis Død begræder,
Langvarig Taare-Tvæt mit Leje giennem væder.
 Angst, Nains Encke græd skinbarlig, og i Løn,
 For Hendis Eeniste hensoved kiære Søn;
Til den bekymred Siæl, Du saa miskundig taled:
Græd ikke: Det var nock, hvorved hun blev Husvaled.
 O! JEsu Davids Søn, forbarm Dig over mig,
 Jeg føler Troens Gnist, lad det bevæge Dig:
Du kand vel, om Du vil, med Naadsens Olie lindre
De dybe Smerte Saar, min Andagt tit tør hindre;
 Ah! Trøstens GUD, betænck, Du siger Faderlig:
 Kald paa mig i din Nød, saa vil Jeg hielpe dig;
Nu giøris det behov, min Læge Redning øver,
Haab og Taalmodighed jeg midler Tid behøver,
 Forbind Selv først, og sidst, dit saared Creatur,
 Jeg søger ingen Hielp, i nogen Verdslig Cur,
Fordi din Guddoms Haand, i Kaarsens Beger fylder,
Det mine Gierninger ved syndig Daad forskylder;
 Tilgif, hvad jeg har brut, og tag dig Siælen an:
 For din Miskundheds skyld, vær min Samaritan.
Jeg slipper ikke Dig, i Sorg og Legoms Pine,
Før Du ledsager mig ad Himmelen til Mine;
 Der lægis al min Breck, der leggis Sorgen af

SIDE: 86

 Omskiønt Betryck og Vee mig følger til min Graf.
Den høster Glæde-Neg, her Græde-Korned saade;
Jord-Klumpen, uden knur, bør nøyes med din Naade:
 Jeg er it Menniske; ved Fejl og syndig Jid,
 Det svage Kiød og Blod mod Aanden fører Striid.
Barmhiertig Frelser-Mand, løs mig af Verdens Fængsel,
Min Siæl, hvert Øje-blick, til Himmelen bær Længsel,
 J Fred jeg vandred did, om Vejen end er trang;
 Din Encke haster hiem, her falder Tiden lang.
En Salig Heden-Fart, giør Ende paa min Jammer,
Saa bliver Jord og Muld, mit Legoms Hvile-Kammer;
 Saa glædis Siælen hist, i Frydens Brude-Sal,
 Hvor jeg og nyder Platz, blant dit Udvalde Tal:
Naar du paa Domme-Dag af Jordens Støf mig henter,
En glad Opstandelse Jeg paa din Tilsagn venter.
 Da triner Siælen ind i min opvackte Krop,
 Da siunger vi Triumph, og holder aldrig op.
Dit kiærlig Hierte-Lav saa naadig felder Dommen,
Der i bestaar min Trøst, O! gid den Dag var kommen,
 Jeg for det Timelig beængsted Klage-Lyd,
 Maa finde Mand og Børn hos Dig i evig Fryd.
Dit Aasiun skued jeg, her miste Siun og Mæled,
Gardined dragis fra, dit Ansigt for mig fiæled.
 Nød-Hielper, Siæle-Ven, Ah! min Trofaste GUD,
 Forløs din Troende, din prøved Encke-Brud.
Jeg vil i Naadsens Tid mit Rejse-Paß begiære,
Og sige: Dig skee Tak, Lof, Hæder, Priis og Ære,
 Fra Solens Opgang, og til hendis Nedergang,
 For hvis Du gaf og tog, for Medgang, Modgang, Tvang,
Nødtørftig Underhold, en simpel Christen Vandel,
En god Samvittighed, een spag, sagtfærdig Handel:
 Nu venter jeg det Maal, Du mig har foresat,
 Og byder Verdens Pragt aldelis gode Nat.
Kom, Himmel-Brudgom, kom, tag blidelig mod Bruden,
Befal den visse Død, hand snart skal løse Knuden,

SIDE: 87

 Saa bliver Gravens Grøft mit Legom angenem,
 Saa fører Englerne min Siæl ad Zion hiem.
J længden, blant din Flock, Jeg siunger Hosianna,
Hvor Mara viger for det søde Himmel-Manna,
 Vellystens Strøm betar al førig Taare-Tvæt,
 Jeg lever i det Haab, til sidste Aande-Dræt.
Annam da Siæl og Krop, mit Hierte Dig forærer,
Paa mine bare Knæ Forløsning jeg begiærer;
 Bønhør dit tabte Faar, og svar mig i dit Navn:
 Din Tro har hiolped Dig, saa naaer jeg Livsens Havn,

Der Elsker Dig
Som Alle Hielpe-løsis Beskiermere.

SIDE: 88

Efterfølgende Ny Sang.

Har en smuck Melodie: Efter en gammel Sang,
som nu icke er at faa, ikke heller nogen, her,
kunde sætte den ud paa Noder.

BArmhiertigheds Fader, og Trøstens GUd
Paa Din Befalning, Løfter og Bud,
 Jeg drister mig til i Aanden:
At tale med dig ved dit Ord,
Enddog jeg er ickun Støv og Jord,
 Du Naadig antendte Taanden,
 Og ragte mig Hielpe-Haanden.

Det kunde dog ikke stort baade dig,
Om du slet vilde forskyde mig
 Som tiener dig, huld og trolig,
Und Pillegrimen denne Trøst
Hun saa: maa høre din Guddoms Røst
 Min lydig Datter, vær rolig
 Jeg fæster i dig min Bolig.

SIDE: 89

Det viser mig Veyen til Livsens Havn,
Dit Anker blive mit Ror og Stavn,
 Med Farten jeg icke drøser,
Men iiler, og dig haver kiær,
Det volder jeg Reyse-færdig er,
 Ledsag du mig min Forløser,
 Jeg Hierted og Bøn udøser.

Bedrøved, Eenlig, og ofte forlat,
Jeg Vandred omkring min Siæles Skat;
 Træt, som en forjaged Due.
Beesk Mara Vand og Kummer-Brød
J dybe Sukke, og Taarer flød
 Dend fælsom, indvortes Lue,
 Kom Kiød og Blod til at grue.

Mod Synde-Straffens u-lidelig Skrig,
J dine Vunder, jeg skiuler mig,
 Til Vredens Jver gaar over:
Hos dig min Frelser, mild og blid,
Jeg søger Redning i Naadsens Tid,
 Og Angerfuld Bedring lover,
 Før Kroppen i Graven sover.

Udmatted, og svag, av Fire Snees Aar,
Jeg yderlig paa Grav-Bredden gaar,
 J Verdens u-rolig Fængsel;
Bekymring Synd, Angest og Nød
Udrydder, en sød, og Salig Død.
 Jn Summa, fra megen Trængsel
 Jeg bær til Himmelen Længsel.

SIDE: 90

Der over vinder all Timelig Ank,
Der staar jeg ævig, blant Engler blank,
 Og ikke længer skal græde:
Men Trøstig, Frydefuld og Fro,
Mig glad til mine bortgangne Sno,
 Der skal jeg med Lyst og Glæde,
 Triumphen og Psalmer qvæde.

Nød-Hielper, haf Lof, Pris, Ære og Tak,
For Gave-Pundet du til mig stak,
 For Gierning du mig betroede,
For Sang, og Taare-Offrets Frugt;
For Faderlig Refselser og Tugt,
 For Ophold, og alt det gode,
 Du lodst Miskundig indpode.

J Templet, blant den Udvalde Samfund,
Jeg Ordet af Prædikantens Mund,
 Beholder, Siælen til Lise:
Advarsel, vederqvæger mig,
Ved Sindets opløftelse til dig,
 Jeg lader mig undervise,
 Og dig Evindelig prise.

Bestandig i Troen og stadigt Haab,
Fuldendes mit sidste Bane-Laab,
 Klenodet har jeg at vente,
Du skikker mig dit Sende-Bud,
Naar Time-Glasset er runden ud
 Mit Navn du mercked og kiendte
 J Livsens Bog lod indprente.

SIDE: 91

Lad Tiener-Jnden henfare i Fred!
Jer har her intet blivende Sted,
 Hvor Lycke-Hiulet sig vender:
Fra Jammer-Dalen vil jeg gaa,
Til Zions Bolig, staar min attraa;
 Naar Aanden af Kroppen render
 Er Siælen i dine Hænder.

Tilsted mig min Skaber Jmmanuel,
Jeg nu maa byde dennem far vel,
 Sær gunstig, Enken besøgte,
Og Dydefuld i Ny og Nee,
Lod gode Gierninger siunlig see;
 Min Bog var, som deres Løgte
 Andagten, Liuset forøgte.

Nu sluttes min skriftlig Tale
Nu byder DOROTHE Vale
 Hun haster Hiem, og er bereed
 At fare Salig hen i Fred.
Bede-Konsten størker her, De Trette
Hænder, og snublende Knær.

Efterfølgende Liig-Sang.

Under Melodie:
Som: Eden den Have lystig laa,
Eller: Naar min Tid og Stund er for Haand, etc.

Maa, som et Amindelsis-Tegn, siungis sidst over Graven,
Viin-Gaards HErrens Tieniste-Qvinde
Den Eensam Daglønner-Jnde,
Saligheden Af Hannem Begiærte,
Hviler Legomed i.

2. Tim. IV. 7. 8. Jeg haver stridet den gode Strid;
Jeg fuldkommede Løbet; Jeg forvarede Troen,
fremdeelis er Retfærdigheds Krone henlagt til mig.

NU har den Bergens Debora
 For ingen Sorg at grue,
Her sad i sit Bethania
 Og kurred som en Due,
Bedrøved, eenlig, og forlat,
Bød Vellyst længe gode Nat
 Før Døden slog til Hiertet.

SIDE: 93

O Lof skee GUd! den gangbar Giæst,
 U-taalig Kummer døved,
Gav det dyb-saared Kre sin Rest,
 Hand Mand og Børn berøved.
Nu rolig uden Klage-Skrig
Hos Deris Been hun hviler sig,
 Til Røsten aabner Graven.

Fra Synd og Sorg med Taared Kind
 Undveg Hun Hevne-Riised;
Bad, sukked, græd og sang sig ind
 J Eden Paradiised,
Der blev all piinlig Jammer slugt,
Der bar Viduens Offer Frugt
 Forløseren self podet.

Ved Svane-Sangen, Døden fick,
 Ved nyttig Andagts Tancker,
Hun opad Himmel-Stigen gick,
 Og Glæde-Neger sancker,
Det sørgelig Bethania,
Og Verdens syndig Sodoma,
 Var Qvindens Pestilentze.

En salig Død var Hende nock,
 Her nyned angst og bange,
Hist siunger Hun blant Engle-Flock
 Triumph og Jubel-Sange:
Forlyster sig og kiender da
Maria, Judith, Debora,
 Elisabeth og Anna.

SIDE: 94

Lof-Sange fordum Tid bar frem
 J Helligdommens Tempel,
En Dorothe, et uselt Lem
 Her tog af Dem Exempel,
Sang GUd til Ære, sig til Trøst,
Omskiønt de hellig Qvinders Røst
 Gick over Synder-Jndens.

Tog dog, Brudgommens, Trøstens GUd,
 Hver Bood-fuld Siæl udkaarer
Miskundig mod sin Encke-Brud,
 Ham offred Sang og Taarer:
Hin skrøbelig Brøstfældig Kar
J Meseck en Udlending var
 Holt Troen fast til Enden.

Klenodet, Bane-Laabeds Løn
 Tro-Tienere hist henter,
Og Lifsens Krone meer end skiøn
 J Brude-Skat Hun venter:
Nu først og fremst staar Siælen blank
Til Legomed foruden Ank
 J Jorden har udhviled.

Naar da Basunen bær det Bud
 Paa Domme-Dag saa klinger:
Stat op du Døde, kom her ud,
 Hun glad af Graven springer,
Og Siælen ind i Legomed
Forklared naaer et Fryde-Sted
 Blant Zions Sanger-Jnder.

SIDE: 95

Sødt ledskis af Vellystens Aa,
 Og udstaffered frydis,
Hvid-Klæd med Ære-Kronen paa
 Til Lammeds Bryllup bydis:
Hvor Herlighed og Glæden er,
Ny Sang Hun Evig siunger der
 For Lammed og for Stolen.

Hver Anger-given Knused-Rør
 Skal og i lige Maade,
Her lever vel og salig dør,
 Erlange samme Naade;
Men ingen nyder den Credit,
De saa kand blive Døden qvit
 Som Enoch og Eliah.

Mirackel-Viis med Siæl og Krop,
 Fra slemme smit-som Synder,
Til Himmelen blev tagen op,
 GUds Ord os det forkynder:
Vi maa for Døden holde Food,
Undvige Sanden, giøre Bood,
 Som Paulus og Manasses.

Bøj Hierteds Knæ, synd-fangen Træl,
 Naturens Gield bør yde,
Saa giorde denne salig Siæl
 Lod Anger-Taarer flyde,
Til Hun i Haabed Bønnens Form
Løb giennem Luften sidste Storm,
 Vandt Sejr, Striden stilled.

SIDE: 96

Foor hen i Fred fra Synd og Nød
 Til Glæden i det Høye,
En sød-kiærkommen ynske-Død
 Bort jog all Sorg og Møye,
Kiøds Lyster Hun af Sindet slog,
Da JEsus Hiertet til sig drog
 Ved Aandens Drage-Liner.

Nu trøstig, Ære-fuld og glad
 Beskuer klar og herlig
GUds Ansigt, udvald Venne-Rad
 Med Hende siunger kiærlig,
Blant Engle-Tal, som Debora,
Haleluja! Victoria!
 Te Deum nos Laudamus.

Betæncker, efterlatte Faar,
 Med Angers Taare-gyden,
At Evigheden forestaar
 Og Døden er i Gryden:
Far vel! med-Søstren takked af,
Strør dog lit Løf paa Hendis Graf,
 J Himmelen bær Palmer.

SIDE: 97

Ved et ulyckelig Skibbrud under Lister Lehn.

Et Kaars det icke kand bestaa
 J to eller tre Ender,
Men det maa fire haffve paa
 Hvordan mand Brettet vender.
Thi dette det er Guds Model,
 Naar hand sit Barn vil tegne:
At hand hans Søn kand kiendis vel,
 Maa Kaarsset allevegne
Ham møde, hvor hand vender sig
 J Ost, Vest, Synden, Norden,
Som Gud ham vilde haardelig
 Straffe med Liunild, Torden.
Exempel stiller Job os for,
 Med David, andre mange,
Som haffde ickun slette Kaar
 Aff Kaarsset giort heel bange,
Det samme vi for Øyne seer
 J GARMANDS Blods-Forvante,
Hvor sørgelig de dem beteer
 Med Venner oc Bekante,
Thi der nu HERMANDS Kieriste
 For sin Søn var aarsaget
At redde ham, som snariste

SIDE: 101

 For Kongen bleff anklaget,
Da Moderen oc Sønnen med,
 WILHELLEM bleff tillige,
Thi de ved Lister ingen Sted
 Fra Døden kunde vige,
Hans Fader hand bleff Enckemand,
 Hans Kieriste bleff Encke,
Hvad Sorrig den Død føre kand,
 Kand hver hos sig betæncke,
De sunde drog fra deris Hiem
 Oc kom tilbage døde,
Det klager HERMAND, WILLEMS Lem
 Som maa den Sorrig møde,
Hans Brødre de gaar sørgelig
 Med Hoffvedet nedheldet,
For Moder-Broder ynckelig
 Aff Stormen saa nedfeldet,
Men hører GARMAND, hører lit,
 Oc tager det til minde,
At søge giffver ey profit,
 Hvor intet er at finde,
Om J vil sørge mange Aar!
 Ja blodig Taare græde,
Det gaffner icke for et Haar
 Oc er ey Vey til Glæde,
Men Vider, at den hastig Død,
 Som dennem har henreffvet,
Er dennem kun som Søffnen Sød,
 Oc største Vinding bleffvet.
Hans Moder har en anden Ven,
 Oc hand en anden Broder
Gud Trøste dem tilbag' igen
 Uden Mand, Broder, Moder,
For Sorrig, Glæde Gud dem gaff
 Paa Reysen som var taget

SIDE: 102

De faar vel ocsaa deris Straff
 Den Sorrig har Aarsaget.
Jmedler maa saa alting staa
 Gud haffve maa sin ville
Jndtil vi alle maa fremgaa
 Os for hans Ansict stille.

Giort aff deris gode Ven
DORO.

SIDE: 103

Graff-Skrifft.

Her hviler Garmands Liig, her ligger hand nedgrafvet;
Som i sit Lefnet var med Dyder vel begafvet,
 Hos Svoger oc en Søn imellem Qvinder To,
 Hans døde Liiff er satt oc soffver nu i Roe.
Om de end ligger skiult, oc Graffven dem maa tecke,
Skal Gud dog ham igien med dem aff Muld opvecke.
 Du bister grumme Død, vel lagde paa ham Haand,
 Ved dig dog Herman bleff en Himmel Herres Mand.
Du medet med din Piil, oc skiød ret til hans Hierte,
Hvis Død beklager nu saa mangen en med Smerte.
 Dog felte du ickun hans Jorde-tunge Krop,
 Thi Siælen kom til Gud oc følger Engle Trop.
Hans Venner for slig Død paa Sorrig skal ey skorte,
Mens Ah hvad er det meer! hand er alt død oc borte.
 Gud lengtis effter ham, oc ventet der en Siæl,
 Som leffver nu i Roe, O Garman du foer vel!
Aff Himlen haffde du i Verden Godtz oc Lycke,
Din Vißdom oc Forstand dit Leffnet monne smycke.
 Men timelige Ting de har ey anden lær,
 End hvor en Glæde er, der følger Sorgen nær.
Du salig Herrens Mand har ocsaa det befunden;
Thi mit i Glæden din er Sorgen tit oprunden.
 Dit Embed giorde dig oc mangen møye Stund,
 Men nu er dette glemt ved Dødsens søde Blund.

SIDE: 104

For Verdens skrøblig Huus du eyer Himmels Bolig,
Fra Jammer Angst oc Nød, du nu er qvit oc rolig.
 For Jordisk Demans Tøy, for Perler Sølf oc Guld,
 Du Evig Rigdom har, oc Glæde offven fuld.
Du fickst oc det Klenod som Tiffve ey kand stiele,
For Møll oc Rust Du det oc sickerlig skal fiele.
 Jn Summa: Du ey meer maa plagis med U-fred,
 Men nyde dit i Roe, med Evig Salighed.
Ah Garman, hvad har Du dog giort et herligt 
Byttte
Du som fickst Paradjs for denne usle Hytte!
 Hvem tør nu tirre dig til Vrede eller Harm,
 Hvem tør oc klumse dig med nogen verdslig Larm?
Nu er din salig Siæl i Himlens Fryd oc Glæde,
For Tronen du med Lyst Halleluja kand qvæde.
 Dig skienckis oc ey meer aff Verdens Mara Vand,
 Din Siæl er kommen til det rette Canans Land.
Du hviler i din Graff, til Guds Basun skal klinge,
Da glad vil HErens Mand aff Graffven sin opspringe.
 Thi ynsker jeg ham oc med Glæde at opstaa,
 Oc med Guds egen Flock da Ærens Krone faa.

Giort aff den
Der Er De
Effterleffvende bedrøffvede
Venners Velynder.

SIDE: 105

Til Hr. Peter Dass, da Bogen følgede
med efter Begiering.

Salutem Elskelig Guds Mand,
Med Løche-Ønsk paa Søe og Land.

Jeg fik Vers fuld kiæk og rare
 Fra een Vellærd artig Præst,
Løster ham lidt af min Vahre,
 Skal hand blive prunket nest.
Grand Mercy, mein lieber Frater,
 Hæderlig Hr. Peter Dass,
Vi vil være Camerater,
 Falder det ham saa til pas.
Jeg som een Poete Unge,
 Byder frem, hvad ieg formaar,
J een simpel Qvinde Tunge
 Jngen høy Discurs bestaar.
Om ieg zwischen uns at sige,
 Kand lidt meer end Fader Vor,
Maa ieg for de Lærde viige,
 Buxefolket gaar dog for.
Mine Sange ieg har digtet,
 Er eenfoldig slet og ret,
Mens til Herrens Ære sigtet,
 Der fuldbragte mit Forsæt.
Det er mig een Roe og Glæde,

SIDE: 106

 At min Bog behager dem,
Som selv i Apostel-Sæde
 Fører Christi Tale frem.
Ellers er ieg bar af Bøger,
 Og har deelt saa længe om,
At hvor ieg i Huuset søger,
 Findis alle Vinkler tom.
Denne laante ieg hos dennem,
 Som før takket mig saa mildt,
Gloedde mig nu nær igiennem,
 Aa grein stygt saa inqvart ildt.
Tager Bogen kun til Takke,
 Hæderlig høytæred Ven,
Vil de andre paa mig hakke,
 Jeg skal fly dem een igien;
Effterdi her ventis fleere,
 Som ieg har forbædret lit,
Vor Boghandler vil regiere,
 Giorde ieg end Kors for mit.
Jkke meere Rim for Penge,
 Deri er ieg uperfect,
Farer vel og lever længe,
 Under Herrens Varetegt.

At hans Hæderlighed maatte fuldende sin hiemreyse lykkelig
og finde sine med Glæde, ønsker
 Hans tienstvillige

Bergen d. 2 Aug. 1680.

Dorothe Engelbrets Daatter.

SIDE: 107

Æredigt
over Trykkerens berømmelig Gierning.

Et glubsk, vanartig, skam-løøs Spog
Har hemmelig trykt denne Bog
 Og saa, beviist sit Mester-Stykke,
 Hand burde faa dend onde Lykke.

Eja langfingred trykkendtør
Styg rusk giør dine Nidings Kør
 Profiten ligger dig i sinde
 Saa trykkes Guds oord hen i blinde.

Som en aviis af slet verdi
Din Hæer gaar ikke ram forbi,
 Vi alle for slig Konstner beder,
 Hr. Kryster, hvem veed hvad du heder.

Dit Navn er skiult, kom det ihu,
O! arme ting, hvor skiemmes du,
 Forstaar du dig saa vel paa Noder,
 Da hyt, hvor tar mand saadan Broder.

SIDE: 108

Der veed om alting god Beskeed,
At vende Versen op og need,
 Og riime efter galne griller,
 Kand ingen laane dig to briller.

At see herefter bedre til,
Og læse over om du vil,
 Saa du i Konster ej fallerer,
 Naar Penge-Soeten opererer.

NB. Dette vers giorde D. E. D. da Cassuben havde ladt efter-
trykke hendes Psalmer Anno. 1680. trykt in 8.vo. men verset
er ej publiceret.

SIDE: 109

Laus Deo von Bergen.

God Dag Min Herre hvor er fat,
 Hvor har Hand lid saa lenge,
Er gammel Gunst til side sat?
 Har Frosten end sin gienge?
Det frøß i trende Fierding Aar,
 Da falt Jeg nær i Stauver,
Og gich som it Ømskindet Faar,
 Der Stundum Pip syg Rauver,
Ordsproged for mit Øre klang,
 At Qveg og sulten Oxer
Forfalder tiit og gaar sin gang,
 Jmedens Græssed Voxer,
Det Batned lit da Tøen kom
 Jeg Leed paa Hallem-Hachen,
Min Qvissling plejer vere from
 Nu gaar det need ad Bachen
Hand fiæller sig og Roer i Land,
 Med Hovedet og Bullen,
Hør Elskelige Levi Mand,
 Hvj er hand da saa Mullen,
Hvad har Jeg giort hvad er Min skyld
 Forvendte Hand sit Hierte,
For Jeg har trychet paa den Byld
 Der Bolned op med smerte,

SIDE: 110

Hvem kand her i fortenke Mig,
 Dend Saarede han Piber,
Een Moder faar jo klage sig,
 Hvis Foster mand angriber,
Naar de saa Hundslig bær sig ad
 Og Skamløß Barned krabber
Som Trychen-tør, den Galge-Mad
 Med sine Tiufve Labber,
Gid Spogget med sin Sverte-Kost,
 Der harmed Folk i Norden,
Skar Capriolen i Syd-Ost,
 Een half snees Trin fra Jorden.
Hans Text er lenge siden læst,
 Jeg fra det Afskum viger,
Og min Ærværdig, smuche Præst
 J Eenrom venlig siger,
Der ynsker Præsten med sit Huus
 J Embed Seng og Sæde,
Af Gud det store Verdens Lius
 Velsignelse og Glæde,
Jn summa Gradu Hilses Hand
 Fra Hardenbeck hin gamble,
Dend Unge drog i Fremmed Land
 God Videnskab at samble,
Gud størche ham i samme ijd
 At fare fort med ijfver.
Nu intet meer paa denne tiid
 Fremdeles jeg forblifver

Hans Hædderligheds
tienstvillige
D. E. D.

SIDE: 111

Sidste Ære-Mindis smertelig Dict
Over min allerkiæriste salig Hoßbond
Den Guds Mand
Ambrosius Hardenbeck,
Skreved med en angst-bevrende Haand af
Dorothe Engelbretz-Daatter.

Som en Mißdæder gaar med Dødsens Fryct omgiven,
Gaar jeg med Hiertens Angst til denne Jammer-skriven,
 Men for det er min Plict mod ham, jeg svage Lem,
 Meer elsked end mig self, faar Taare-Dicten frem.
Bedrøved uden Skrømt jeg sørgelig maa føre
Den Tale Qvinden før aff Thekoa lod høre,
 Da hun til David kom oc klagede sin Nød:
 Jeg er en Encke og min Æcte-Fæll er Død.
Død er mit halfve Lif, Død er min Jordisk Glæde,
J Graven med min Mand all Verdens Vellyst træde.
 Ach min Ambrosius! Min Skat, min halve Siæll,
 Min søde Hardenbek, min Dydig Æcte-Fæll,
Du med mig Trediff Aar mens Aanden i dig sveved,
Fredsommelig oc mild, som en Guds Engel leved:
 Bar Fromhed Dyd og Got, aff dine Øyen keeg;
 Du tycte Jorden var, for haard hvor paa jeg steeg.
Mit Hierte er din Grav, der skal du aldrig raadne.
Før Døden Dræbe-bidsk ad mig udsnoor det laadne.

SIDE: 112

 En Christen Sorg jeg bær alt mens jeg har Forstand
 Fordi du varst det værdt, o salig HErrens Mand.
Da du gikst Kiødsens Vey, falt Kronen aff mit Hofved,
Gid jeg var død for dig, oc havde først hensoved!
 J mig var liden Savn, som inted Got har giort,
 Din Siæl behaged GUD, og derfor fick du fort.
Hand viste nok du i Vingaarden tiente trolig,
Saa lenge Fødderne bar dig i Kedars Bolig,
 For Gabet stodst du trygt, i too oc tredeff Aar
 Ja skinte som it Lius for dine sanked Faar.
Det sømmer icke mig din Rooß at lade prente,
Hvad Levned du har ført ved GUD, og hvem dig kiente,
 Du for hans Ære skyld, lang Tjd i pjnlig Skik,
 Ad Templed til og fra fast meere krøb end gik,
Og Krafft-løs, Træle-træt, arbeidsom, var udvaaged,
Da Vjngaards HErren kom og spente dig fra Aaged,
 Hand handled med din Siæl som med sin Øye-Steen;
 Og om hin sorte Muld end skiuler Hud oc Been,
Skal dog dit ærlig Navn igiennem Jorden sticke,
Det efterlatte Skin formørcker Døden icke,
 Min allerkiæriste, din Hvile har du naad,
 Jeg vagler her igien i Sorrig, Suk oc Graad,
U-rolig oc forlat som DUEN uden Mage,
O bitter Encke-Skaal! Saa Malurt streng at smage!
 Du tepper Halsen til og lager ald min Mad,
 Kom speiler Eder kun J Qvinder Hierte-glad;
Seer naar den blege Død, blaa-spetter Mandens Farve,
Hvor snart Naomi kand, en Mara Tittel arve.
 Med Peder, Encken tit saa slet i Sagen staar,
Hun raaber Reddisløs: Hielp, HErre jeg forgaar.
Har GUD i Giærdet først, self giort it Brudd omstunder,
Tør andre hielpe till at rive det hen under.
 All Lyst tog Vinger paa oc er bort fra mig rømt,
 Før Kilden lod sig see, blev Agars Vand-Kar tømt,
Og hun ald tom for Trøst i Ørcken gik bedrøved,

SIDE: 113

Men Frelse-Timen kom, da hendis Tro var prøved:
 Saa ved jeg Trøstens GUD, øm over svage Rør,
 Og vederqvæger mig, som er en Trøste-tør.
J Haabed jeg med Job vil legge Haand paa Munden:
Og taallig oven fra, forvente Hielpe-Stunden.
 J stadig Velstand er, Taalmodighed omsonst,
 Naar Vinden føyer sig, hvad er Styr-Mandens Konst?
Nu min Ambrosius i Himmelen vi findis,
Der skal mit saared Bryst, først uden Anck forbindis.
 Der skal du komme mig med større Fryd imod,
 End jeg dig Jammer-fuld i dette Lif forlod,
Der skal vi begge staa med Lifsens Krone prydet,
Naar jeg saa vel, som du Naturens Gield har ydet.
 Kom Himmel-Brudgom kom, forløs din fangen Brud,
 Før mig til Mand og Børn, Jeg lengis efter Bud.
All Herlighed og Stads, mand her veed aff at sige,
Jeg stempler med Foract og vil til Himmerige,
 MJN ENGEL og FAR da vel, far vel Evindelig,
 Og Tak for hver Minut du levede hos mig.

SIDE: 114

Den Stormægtigste og Højbaarne
MONARCH
CHRISTIAN Den Femte,

Arve-Konge til Danmark, Norge, De Venders og Gothers,
Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmersken,
Greve udi Oldenborg og Delmenhorst.
Allerunderdanigst offereret
Af Hans Majest:
Dyb-ydmyge og tro
Forbederinde
Dorothe Engelberts Daatter,
Sl. Ambrosii Hardenbecks.
Livs Førsten opfylde Kong Christians Aar
Med Alle Velsignelser Lykken formaar!

Som den Taarefuld Jød-Jnde
 Hos sin Frelsers Fødder stood,
Og den Sunamitisk Qvinde
 Holt om Elisæi Food,
Jeg i underdanigst Maade
 Bøjed ned ad Jorden til,
Søger GUds og Kongens Naade,
 Og hen under Fooden vil,
Konning CHRISTIAN den Femte,
 Ah! Stormægtigste Monark,

SIDE: 115

Tilsted da hin Hierte-Klemte,
 Der var til før Noe Ark,
At hun med sin ydmyg Bøjen,
 Det bekymret Norske Kree,
Potentatens naadig Øjen
 Som et Engle-Syn maa see,
Jkke ville Morlands Dronning,
 Heller see Kong Salomon,
End Jeg voris Arve-Konning,
 Ført i Dydens Klædebon,
Men hvis Rart hun kunde skienke
 J sin Dronninglige Stand,
Fattis hos een nedrig Enkke
 Der Graa-Seien far i Land,
Om Vaar-Torske blant de største,
 Heller Sild og Berge-Fisk,
Som Kong CHRISTIAN den Første
 Førte med til Pavens Disk,
J Guld-Zentner kunde skabis,
 Bød jeg og min Gave frem,
Skulle skønt der Over tabis
 Mit forlatte Huus og Hiem,
Naade ved Prophetens Tale
 Enkken i Sarepta Nød,
Mig aflegger de med Vale,
 Fordi Min Prophet er Død,
Vel og Christelig hand tiente
 GUd, og Kongens Meenighed,
Guldenleuve hannem kiente,
 Og om hands Forrettning ved,
Strax mand ham i Graven satte,
 O! Højbaarne Majesteet,
Venner som Sanct Mortens Katte
 Uden Sværdslag blev adspreet,
Josephs Skade faa beklager,

SIDE: 116

 Mange har Jobs Trøsters-Sind
Jld hver til sin Kage rager,
 Medynk er alt frøssen ind,
Jkke har jeg mange Penge,
 Jkke gaar Forraadet højt,
Jngen Agre heller Enge,
 Jngen Jndkomst for en Døyt:
Qvæltis Jeg med Livet lenge,
 Og mig lagdis Byrder paa,
Fik Jeg til Mund-Biden trenge,
 Som var vandskelig at faa,
Aarlig Nøed Pastorens Enkke
 Een Snees Daler eller toe,
Der paa vil jeg ikke tænke,
 Maa jeg nyde mit i Roe,
Engel-søde Landsens Fader
 Gif mig der paa Bref og Seil,
Jeg til ham i Haabet vader
 Lad det ikke da sla feil,
Eller putt mig i et Closter,
 Naadigste Kong CHRISTIAN
Hvor mit Luthersk Pater noster,
 Kand i Rolighed gaa an,
Verket ville jeg forfremme
 Efter Evnen i min Kram,
Og al Buxe-Folket glemme
 Blant hin aflagt Gimmer-Lam,
Jeg, naar Angsten dominerer
 J mit Hovet som een Elf,
Er saa red for exeqverer,
 Som for Busse-Manden self,
Skaf din gammel Hampe-Hegle,
 Lyder deris Almanak,
Vil mand end for dennem fegle
 Agter de dog ingen Snak:

SIDE: 117

For Barmhiertighed udraabtis
 Konger udi Jsrael,
Her har alle sagt, de haabtis,
 Arve-Kongen og giør vel,
Lad derfor Poete-Ungen
 Jkke trøste-løs gaa bort,
Medens jeg kand røre Tungen,
 Jndtil Aanden bliver kort,
Skal min Bøn i Højden skralde
 Hos den Himmelske Regent,
Og paa DANER KONGEN falde
 Om et saligt Regiment,
Naadsens Fedme paa ham drybe,
 Saa hver avinds Mand med Harm,
Hen i Muse-Hul maa krybe
 For Hands Himmel-Væbned Arm,
Sejers Krone her i Verden
 Pryde Ham til Land og Vand,
Og naar Hand er da paa Ferden
 At indtage Sions Land,
Smykke HErren Ham med Kronen
 Som ævindelig bestaar,
Oven til for Ære-Thronen,
 Naar hand her er mæt af Aar.

SIDE: 118

Dend Stormæctigste, Høybaarne
MONARCH
CHRISTIAN den Femte,

Arve-Konge til Danmark, Norge, de Venders og Gothers,
Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmersken,
Greve udi Oldenborg og Delmenhorst.

Stormæctigste Regent, All verden bør jo vide,
Min underdanig Pligt kand ingen ophold lide,
 Tak-Aaren springer løß for Majestetens food,
 Og Flyder mens jeg har en draabe Liv-ligt Blood.
Maria blev bønhørt, Da hun til Christum traade,
Hans kroned CHRISTIAN har undt mig samme Naade,
 Ham var med skyldig Fryct min Dicte-Nøgel Ragt,
 At Aabne og sla til Stood i Monarkens Mact.
Strax hand kun Naade-Fuld faa Trøstig ord gad tale,
Sprang Rime-posen op der Half-Død laa i dvale,
 Blek-Penslen fodrer Roo, Prakt giver jeg forlov,
 Har dog i midler Tid Lifs underhold behov.
Maaskee min simpel Dict og Qvindelig bedrifter
Tør Hove Gud saa vel, som de Høylærdis Skrifter,
 Fordi blandt Guld og Sølf, som skriften mig har sagt,
 Blev ogsaa Gede-Haar til Templens bygning bragt.
Nu sidder jeg i Fred og med min skriven Maaber,
Naar Exeqvererne paa Hampe-Hejglen Raaber,
 Tør heller icke ved, der sorgens byrde bær,

SIDE: 119

 For deris tummel skyld, at Kaste mit Gevær.
Gud klarer nok den skatt med Hoved-Stoel og Rente,
Monarken hos mig self i smaa-pluk kunde vente,
 Hans store Ære-Nafn Evindelig skal staa
 Og i ophøyelse hans fædris ofver gaa.
Ti tusind ydmyg Tak jeg underdanig skatter,
Og HErrens salvede i mine Bønner Fatter
 Den Klang ad Himmelen skal gaa som en Basun,
 Til Echo høris i Kong CHRISTIANS Paulun.

underdanigst fremstilled
Af Hans Majest:
Dybt ydmyge og Tro-Hiertige
Forbederinde
Dorothe Engelberts Daatter.

SIDE: 120

Dend
Stormægtigste og Høybaarne
DRONNING
CHARLOTTA AMALIA,

Dronning til Danmark og Norge, de Venders og Gothers,
Hertuginde i Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmersken,
fød Land-Grevinde til Hessen, Fyrstinde til Hirtz-Feld,
Grevinde til Oldenborg og Delmenhorst, Kazzenellebogen,
Dietz, Ziegenhain, Niddag og Skauenborg.

Som Dronning Esther før til Kong Asverum talte,
Og en mis-modig Siæl ved hendis ord husvalte
 Har Arve-Dronningen, nu med sin Engle-Røst,
 Talt til Kong CHRISTIAN og mig fra byrder løst:
Hver u-fortræden Lem skal unde mig den Liise
Og Hendis Majestet for saadan Naade Priise:
 Jeg Trøstede mig ved mit Haab slog icke fejl
 Fordi det stood til Gud og alle Dyders spejl.
Hun var it Læge-Blad, hun trøsted den forlatte
Og derfor, uden tvil en Bood paa Siælen satte,
 Min underdanig Tak, min Tak af Hierte-Rood,
 Dybt ydmyg Strømmer ned for Konning-indens Food.
Hvad meer her staar til Rest forskylder Enkkers Dommer:
Paa gode gierninger vist Rig Belønning kommer
 Jt Kloster for mig self, jeg med mit Taare-Veld
 Min Lifs tid retter op blant hine Nordske Field

SIDE: 121

Der vil jeg bede for den store Landsens Moder,
CHARLOTT AMALIA med hendis Himmel-Poder:
 Min Bøn her oven til tør have god fasun,
 Hvor slet jeg stikker af i verdens Øye-siun:
Og naar jeg i min grav, kandskee, har lenge Soved,
Skal Ære-Krandsen groo paa hendis Kroned Hoved,
 Som Dejlig Ceder-Træ paa Libanon stod grøn
 Gid Stammen og hver Green, i flor maa Blomstre skiøn,
Og Kongens Arve-Huus staa fast, som Zions Bierge:
Balstyrig Avindz Storm skal frelseren afverge.
 Lyk-ynskelser i mengd for Hendis Majestet
 Jeg med to bøyed Knæ frembyder til Valet.

underdanigst fremstilled
Af Hendis Majest:
Dyb-ydmygste og Tro-Hiertige
Forbederinde
Dorothe Engelberts Daatter.

SIDE: 122

Dend
Stormæctigste Høybaarne Monark
Christian den Femte.

Arve-Konge till Danmark og Norge, de Venders og Gothers,
Hertug i Slesvig, Holsten Stormarn og Ditmarsken,
Greve udi Oldenborg og Delmenhorst.

 O Naadigste Kong Christian,
 O Rigedz Sool og Krone;
 Tag too slaus Offer Naadig an
 Aff en bedrøved Kone:
 Saa skyder Gud og vell iblant
 Hans Majestet i Sinde,
 Att Hand i sine Lande fant
 Den første Skialderinde.

Hans Majestetz
Dyb-ydmyg og Tro Forbederinde
Dorothe Engelbretz Daatter.

SIDE: 124

Hans Høye Excellentz
Høybaarne Herr
Uldrich Fridrich Gyldenløve,

Herre til Grevskabet Laurvigen, saa og til Hirtz-Horn,
Ridder, Kongelig Maytt. geheime Raad, Stadtholder i Norge,
General-Feltmarskalk og Ober-Kammer-Herre.
 J Underdanighed frembaaren
 Af Hans Høye Excellentzis
Allerydmygeste og Fuldtro Forbederinde
 Dorothe Engelberts Daatter,
 Sal. Ambrosii Hardenbecks.

At jeg for ingen Deel skal Regnis blandt de nj
Der u-taknemmelig gik deris plict forbj;
 Kand min u-værdighed, den Tak u-mulig døve,
 Hans Høye Excellentz Stadt-Holder Gyldenløve,
De Nordskis Øye-Steen, De Danskis Støde-Staff,
Priisværdig har fortient; Jeg derfor legger af,
 Min plict med ydmyg Tak, og dybest Hoved-Bøyen,
 Fordj Hand til mit Huus skiød fordom naadig øyen,
Da Hardenbeckis Lut gav mangen Fryde-Klang,
Og mine Fingre paa Clavcordiummet sprang.
 Nu jeg i Hierte-sorg Taalmodighed faar Øve,
 Har Uldrich Friderich Høybaarne Gyldenløve,
Hos Konning CHRISTIAN for mig tilgode lagt,

SIDE: 125

Og som Disciplerne til Mesteren har sagt,
 Om Qvinddens Over-Løb der gaf sin nød tilkiende,
 Hun Raaber efter os, skil dig dog af med Hende.
Jt Miskundz øre fandt min Klyncke-Melodi:
Hør Exeqverer-Stadz Adieu, gaar mig forbj
 Regenten Engel-Mild, for Fred skyld vilde skaane:
 Hvor Træed Feldis ned gid hver dog sanke spaane.
Mest Evig varig ting min Hosbond samled paa,
Fra Rigdom er jeg fri, Fra armod lige saa;
 Men blant Propheterne her ingen Redning gielder
 Naar mæled nipper af og Olie-Krused Helder.
Gud glæde Kongen self der gav saa naadigt svar;
Giør Encken inted ondt, Monarckens mening var,
 Omsorrig i den sag bar og min naadigst Dronning,
 Og det forskyldis vel af alle Kongers Konning.
Hans Høye Excellentz den vitberømte Helt,
Der Priiselig hialp til afsigten saa ble felt,
 Tør icke tvile paa, Hand jo i lige maade,
 Faar løn her oven fra, samt Hendis Høye Naade,
J hvis Hukommelse jeg icke var forget:
Tak Himmel-Dydig Siæl, Tak søde Anthonet.
 Jt Nyt Aar fryde-fuld med Sundhed Fred og Ære,
 Til Evig Odels ynsk, mit vederlav skal være.
J Gyldenløvis Gaard oprinde Naadsens Lius,
Med signelsen der falt paa Obed Edoms Huus.
 Gud legge femten Aar til Landsens Høvdings Alder,
 Trøst-Anckeret for dem, Angst-bølgen over falder.
Jeg er i talled med, og derfor stadig Troor
Hand end lod Naade see, blef mod-børs blæst for stoor,
 Hos Gud der nylig har, forkynt paa Jorden Frelse,
 Hans Høye Excellentz jeg Hissed glad skal helse.

SIDE: 126

Den ædle Monsieur Didrichsøn
 Som sig for mig bemøyed,
Annamme denne Bog till Løn,
 Om hand er saa fornøyed,
Jeg byder frem Eenfoldelig,
 Aff ett oprigtig Hierte,
Den Gave GUD har gived mig,
 Till Trøst mod Sorgenß Smerte.

Dorothe Engelbretz.

SIDE: 127

Svar til Madame Lassen.

Velkommen i mit Lau, dyd-prydet dicterinde,
Nu Sporßmaal hvem af os i denne Sag schal Vinde.
 Jeg Eldes och for sorg ad grafven staar paa sprung,
 Hun vil som lychens Barn til Verden og er ung,
Hvis ieg forsømmer da naar ormesechen frættes,
Skal med en dobbelt Aand ved Gud och dig oprettes.
 Persons anßeelße hos hannem aldrig er,
 Hand sine Naade-pund uddeeler til enhver.
Blef ieg paa den maneer for Qvinder et exempel
Har Herren dig, och mig io tegned med et stempel.
 Lad Jødisch sindet folch kun sige hvad de vil,
 Det kommer ingen ved, hvem Verchet hører til.
Gud lader ingen Siæl paa sig forgiæfvis Haabe
Krafft Elisæus før fich af Eliæ Kaabe.
 Tach for udvalde Vers, tach for beteede gunst,
 Din store Høflighed langt ofvergaar min Kunst,
Men yndet tyches mig borttager alle Lyder,
Hvor for ieg uden schrømt dis fleere tach frembyder.
 O Dicte Søster hør, hør Søde Gemmer-lam
 En ting ieg mellem os til ofverflod fornam
Du paa min simpel stiil formegen roos spenderer
Slaa væd, hvad gielder det ieg mindre meriterer
 Lit smaa-tøy af mit dont hensendis herfra Byen
 Til Klostred Sancte Knud lod bygge sig i Fyen.

SIDE: 128

Aminda du har got hos dig ieg kand fornemme,
De aller ypperste Poeter hører hiemme,
 Som perlen svøbt i Guld du sidder blant den floch,
 Jeg syndig Creatur i Sorgens pine bloch.
Den onde dag vi med den gode maa samtyche,
Tag an til Nytaars ønsch Guds naade, helbred, lyche
 Adieu Madam lef vel, din deilig æredict
 Høysædet vist schal faa, fordj det er en plicht.

D: Engelbretz D:

SIDE: 129

Till den Ædle Poet Sehested.

Er Spurren end Vndschyldt at holde Dantz med Tranen?
Tør hun dog yttre sig? Min Herre det giør Vanen.
 Hør Sehested Tapper Helt, berømmelig poet,
 Sonetted drog saa men i Kap med en Magnet.
Jeg blef lit Stue Gild og snart en Alen høyer
Af Meddelt søde Værs, der mig saa vell fornøyer,
 Guld var hver Tødell værd, og mer end tusind Tach,
 Giensvaret lyder saa: Gid hand kun høre snach,
Jeg holder Huus til Fieldz, blant Gieß og Norsche Gienter,
Og der kom gamel frost i mine Complimenter.
 Forlad mig da Monsieur at ieg far lige frem
 Lintøyet falder grofft, hvor Graasey har sit hiem.
Der staar og iche strax Parnassi Top tilrede,
Huor af it simpell Cree giør mange Kaale fæde,
 J Landet ingen tid en Vand taar over alt
 Af Heliconis Brynd har for Per omnes falt.
Dog pleyer mand at faa sød fisch i salte Vande,
Den Ducas staar perfecht indsyltet i min pande,
 Her Obrist Lieutenant maa troe mig om hand vill,
 At der i alle Land er braadne potter till.
Kandschie min dichte Kunst er kommen naar vi gransker
For orde hist og her omtrent som Kiøge handscher,
 J det og andet meer ber maaden være best,
 Min Still er Quindelig og ieg som folch er flest.

SIDE: 130

Ved Sorig Modet falt, og all U-stadig Glæde,
Dog Sindet iche har i Munden altid sæde.
 At hand forroser mig det giør i Sandhed kun
 Hans store Høflighed fordi ieg er en Hun.
Ney Sehesteds Kloge Pen i sin Værdj schall blifve,
Sex Sinche hand forud mig rommelig kand gifve,
 Som self har været med, og Rosen till sig drog,
 Da Mester Skialdrer før af Lofftet Peder tog.
Men huorom allting er, for Dyd og Qvaliteter
Hand billig regnis 
bant de herligste Poeter.
 Den Roeß ieg aldrig naar, paa mange Mile nær,
 Altingist hvad det er Verdien med sig bær,
Naar Verchet kun for Gud for Got kand blifve funden,
Har ieg arbeidet vell, og all min ønsche vunden.
 Nu nock paa denne tid min tale schall hand faae,
 J dag det iche schier, mit Hovit Værcher saae.
Vær vis paa Noble Siæll ieg tidt i disße tider
Smaa-længtis effter Ham, og kom dog iche vider.
 Adieu og Grand mercy, for hvert it ord hand schref,
 J Morgen haabis ieg her Vancher Mundtlig Bref.

SIDE: 131

Till een der drømte vi hafde Lagt
Kierlighed sammen i Gamle dage,
uden tviill 1520 d. 31 April.

Guds fred ærværdig Levi Mand,
Langt henne i det Jydsche Land,
 Og Tack for Rime-Verched,
For u-mag, Gunst og høflighed,
For brefuerne her gick afsted
 Med Seill og udskrift mercked:

Hand gißed mist, og foor lit vild;
Huorfor ieg iche blef ret mild.
 Om mand skall Sanden Sige;
Huem hand har elsched eller ey,
Mit trin kom aldrig paa hans Vey,
 Endog hand var min Lige.

Jeg er af Nordschfød Præste-Slect,
Min Faders Nafn var Engelbrect,
 J Bergen by hand boode,
Og der it pastors Sæde nød,
Huor ieg blef baade giort og fød
 Da Tiderne var Goode:

SIDE: 132

Men hør, her raabis af ald Krafft
At ieg har ingen Søstre hafft,
 Min smucke præst i Randers
Langt mindre Kierlighed i hast
Till Peder eller Pouel kast
 Dem fattedis Vat Anders.

Forbyde Gud mit Skriftøy fick
Paa den Manner een schiden Klick,
 Ney, ellerß tack min Herre;
Har hand schiønt for smaa-lefled lit,
Saae har ieg dette Snib-rom frit,
 Er dog Synd-fuld des verre,

Just i det Anno skrefued staar,
Var ieg een Glut paa femten aar,
 Og nys af reede runden:
Det er fordj mit korte Suar
At ieg med hannem aldrig var
 J Kierlighed forbunden,

Meer end vj Christne een og huer
Hin Anden Loulig schyldig er,
 Tys, plagt Ju dat Gewethen?
Det bedre skicker sig i Mangt
At vide ret, end tenche Vrangt,
 Døm om er Sej Gebethen!

Min schaall blef blant Studenter Lag
U-drucken indtill denne dag,
 Af ham og Peder Bentzen,
Jeg Brødet og it Ærligt Nafn
Nød vel tre Aar i Kiøbenhafn,
 Men langt ifra Regentzen.

SIDE: 133

Brolill, no blifuer Gud befalt,
Jeg haabes at huis her er talt
 Ham icke strax mishager!
Saa Lefuer vel, og blifuer From,
Men taller iche lenger om
 De Gammel Elschous Sager.

SIDE: 134

Svar til Mester Iens Pedersen.

Nu Gud schee Lov ieg ogsaa fand
Een Fadder i det Fyenske Land
 Till min dend anden Datter.
Dend første fremkom Qvædendes,
Men denne Hierte Grædendes,
 Og ingen glæde fatter.
Saa vendes Sang til Klage-Lyd,
Saa svigefuld er Verdens Fryd,
 Belad med Sorg og Vaade.
Hin Troendes og Lydig Brud
Der setter alt sit haab til Gud,
 Bør nøjes med hans Naade.
De Helgens Børn vj kaldes jo
Og efter dette Livs U-roe
 Jt bedre Lif forventer.
Om Sørgetiden falder lang,
Da kommer Glæden dog eengang
 Dend Trøst Os Gud indprenter.
For Versen hid fra Dalum Rand
Haf tach Oplyste Herrens Mand
 Her staar i Sende-Brefved,
Heldst for dend Ynsch om Afskeeds Kyß,
Men at hand mod Mig er een dryß
 Har Lucas iche skrefved.
Om Jeg seer Ret da tykkes mig,

SIDE: 135

Det Arbeid som er quindelig,
 Hand alt for hoit Vorderer.,
De fleeste tør vel svare Saa,
Nej, holt, tag kun lit sagte paa,
 Hun mindre Meriterer.
Dog spørges det mens Folck er til,
At Aanden blæser hvor den vil,
 Endog paa svage Qvinder.
Rib-beened er og skabt af Gud,
Har skiønt Jord-Klumpen Præ forud,
 Og større Visdom vinder.
Nu Mester Iens, høytæred Ven,
Jeg ønsker ham af Himmelen
 Hand lenge her maa Lære,
Og saa Prædiche Herrens Ord,
At Hyrden siden med sin Hiord
 Jndgaar til Ævig Ære.

SIDE: 136

Svar til Mag: Iens.

Kand schee min schialdre konst er kommen naar vj grandscher
For orde Hist og her omtrent som Kiøge handscher
 Guds Mand det lier saa ieg legger af min gield
 Med største tach for vers, for trøst der hafde hæld
Och falt som Dug paa græs i Vedsch-løs sommertyrche
Hanß hierte, mund og Haand schal ærens Konge styrche
 Af lengsel effter Gud ieg meer end gierne vil
 Fra Verdens Sodoma ad Zoar ofven til
Begierer derfor heldst med Paulo at forløses
Och lefve blant min floch, hvor lifsens strøm udøßes.
 Den verdslig lyst for mig er mist i dette lif
 Alleene søger ieg i Gud min tids fordrif.
Det fryder sindet meer en guld og Diamanter
O bed da got for mig retsindig Prædicanter
 Jeg sender bøn for ham til min Jmmanuel
 Blif gunstig Kiære Præst ieg slutte vil far vel.

D: Engelbretz D:

SIDE: 137

Till Mag: Laurs Thura, Rector i Kiøge.

Lycksaligt nyt aar, merck Høylærde Herr Magister
For hans og Løffted schyld ieg Rime-Poßen Rister.

Siungis med sin Egen Melodie
Skam faa du, scham naa du mit Nelde blad etc:

At Søge til Kiøge har Verrit mit Snack,
Og pligten for digten, aflegge med tack
Jeg Gester Skolmester paa Ærlig parol
Nu tungen har Siungen ut re mi fa sol:
Ved brummen af Trummen ieg blifuer en Vrant,
Afsindet Kalfschindet nær springer iblant,
Skalmeyer Bortfeyer min Samlede Skat,
Verß-Krammen til sammen Suind-Sotten har fat,
Nød vergen ad Bergen ieg gifuer een nyes,
Naar røgen af Gøgen er kommen til byes,
Her digter og figter for mange mod een
Mit hofuit er dofuit og intet af Steen,
Fra purren og Snurren ieg drager min Kaas
Og heffter bag effter for pennen it Laas
Den schumpis og Stumpis i haanden for slit
Naar Kruchen, er Sprucken Den duer kun Lit.
Nu brefued er skrefued saa lefuer da Vell,
J Lacked staar pached stor helßen med skiell
Fra Vaade Guds naade med Sundhed og fred
Till nytte beschytte hans Hederlighed.

SIDE: 138

Bref-dragerens Driche-penge.

Flødskiegged tue-Egged polered med Suerte,
J Kiolen paa Stollen hand uilde nær -
For Kaldet var faldet fra hannem den Stymper,
Paa Bager hand Klager at Quæhullet Krymper:
Men paßet af Glaßet opluchede munden
Saa hierted der Smerted blef noget forbunden.

SIDE: 139

Lever-Riim
Over Bordet til Schiøller.

[Thomas Kingo:]

Jeg skulde riimed før, men vidste icke hvad
For Mæsterinden mig saa nær paa Armen sad.

[Dorothe Engelbretsdatter:]

O Mageløs Poet, hvi kalder hand mig saa?
At hand er Mæster kand all Verden skiønne paa.

SIDE: 140

I hast sammen kliint efter begiering.

Guds fred ieg bancker paa. Er Jørgen Eylers hiemme
Min Almanach i dag paa hanem gifuer Stemme,
 Det er saa meget sagt, hand schal om fod og haand
 Subtillig bindis med it Gyldenstychis baand.
Jeg knytter, holder J som findes her til stede,
Min Engell du est Fast for dig kand ingen bede;
 Løß dig Hr. Cammer-raad, paa huad maneer du vill,
 Først med en Kierlig Kys og huis der hører till,
Saa med Galanteri man her paa børßen kiøber,
Og siden med Confect der gennem halßen løber.
 In summa huad du vedst og bege tiener best,
 Frit lag bør Verre med, saa faar vj vel en gest,
Tag baandet ichun henn, og lad dig intet mercke,
Tilstanden er saa slæt, siig at en foraars Lerche
 Fløy fort i fulde Suing, forbj det hiørne tag
 Og tabte baandet der, Just paa Sanct Jørgens dag.

SIDE: 141

Piint af Haanden som det førrige.

Hør Got folck veed J nyt, dend Salig mand Sanct Ole
Gaar vist igien idag, og paa sinn Ræt tør stole,
 Hans Nafne tilig nock En Riinn af huden faar;
 Vech Monsieur Rømer op saa hand af sengen staar.
Skaf ham sin underbrog og brøst-vand ind for gøgen,
Om nogen giorte vold hand iche bort sprang nøgen,
 Fordj min Almanach har Dommen alt beslut,
 Olaus frem og læeß, det gaar dig an min Snut,
Sla væd, huad gielder det, du blifuer over vunden,
Her liger baandet knøt, og dermed est du bunden,
 Men for din penge pung vj setter ingen prop,
 Jt Gestebud faar till før Knuden løßis op,
Paa Kiøbet kand vel schee, der ogsaa hen i tancker,
Tre firre dußin Kyß blant andet smaatøy vancher.
 Og kunde du Nest Gud flj mig naar aaret slap
 Een glutt at leege med holt vj os begge schrap.
Nu Rømer ædle Siell beuiis det mesterstycke,
Jt Aluar, Andet schempt, huem veed Per bøchers lyche,
 Giør dinne Venner Viis du selfuer baandet fant
 Perfect Sanct Olufs dag, da ieg min Engel bant.

SIDE: 142

Paa samme Maneer frem Kommen.

Vi buxe-folck tyckis
Om det kun vill lychis
 Og giøre lit gavn,
At for os stod maled
Og ypperlig praled
 Jt gimerlams Nafn.
De røde bogstafuer
Hun iche udgrafuer,
 Dem lider vj paa.
Hør, Mette Margrete:
Huor denne prophete
 Paa retten tør staa,
Og meener tilfulde
Vj sicherlig schulde
 Med nydelig baand
Een Roßen Krandtz binde,
Og baandet smugt tuinde
 Om Jomfruens haand.
Nu Nafned er funden
Og du blifuer bunden,
 Reck haanden kun hid.
Vj derpaa nock Smecker,
Endog den Seer Lecker
 Og huider end Krid.
Men baandet er ringe

SIDE: 143

Her burte vel springe
 Saa lønlig i smug
De dyrebar steene
Og perler hin Reene
 Til saadant it brug.
Det hindrede tiden
Som for os er liden
 og falder lit slap,
Vj haabes hos dyden
Er ingen fortryden
 Om pruncked schiønt glap,
Beviis os den Ære
Du bandet vil bære,
 O Sødeste siel,
Mand iche saa lige,
Sachtmodig kand sige,
 Giem belte giem uel.
Vj tro oc Søster lilde
Her vancker it gilde
 Før Knuden gaar op,
Det heder Spendere,
Huad er det da meere
 Du faar holde trop.
Dit Venskab at nyde,
Os meere kand fryde
 End Retter forgylt.
Vj Gledis ued Kandtsen
Fordj Roßen Krandtsen
 Med dyder er fylt.
Os Dinne tro tiener
Du neppe bort giener,
 Din fromhed er stor.
Vj følger dig Gierne,
Med fødder og Hierne
 Huor bladet sig snor.

SIDE: 144

Til Hendis Fader.

Min Tak og Datterlige Pligt
 Med Lydighed og Ære,
Langt tynger end Jeg er i Vigt
 Og Legomed kand bære,
Jeg fører med Mig lige hen
 Til Min Dydprydet Fader
Som er nest Gud Min Beste Ven
 Og daglig Dags mig Mader,
J Faders og i Moders sted
 Hand er een trofast støtte,
For Mig og for Min Broder med
 Vor Moder maate fløtte,
Hun alt hos sin Jmanuell
 J Paradiis sig fryder,
Gud glæde hendes Søde Siæll
 Som var saa fuld af Dyder,
Gid Faderen med sine Smaae
 Maa lefve vel og Lenge,
Og indtet fahrligt Anstød faae
 Der kand til Hiertet Trenge,
Paa Prunke-Klæder til min Krop
 Og Stadzen til mit Hoved
Hand af faveur een Hønse Top
 Nu Nyligen har voved,
Habitten seer saa dejlig ud

SIDE: 145

 At Jeg med foldet Hænder
Smaae-Maaber som een liden Brud
 Og mig self neppe kiender
Tak Hierte Fader Tuusend Tak
 Kys-Hand jeg hannem rekker
Og Skrifver i Min Almanack
 Hans Datter er saa Lekker,
Jeg aldrig mens min Hud er Varm
 Vil hørsom heder Sparre,
Fra Slemme Sæder Ham til Harm,
 Skal Herren Mig bevarre.

SIDE: 146

Tack til Madame Bladt for Bindebrevet.

Got Folck Recher mig een Haand
Jeg er bunden med it Baand,
 Knøtted i een Knude:
Binde-brefued gich fuld glat,
Det var ret Madame Blat
 Lille Smucke Drude:
Du saa mend begynder vell,
Lær dig till dyd-ædle Siell,
 Gud har og sin scholle
For det suage quinde Kiøn
Skabt i Hiernen som en Søn
 Derpaa bør vj stolle:
Gimmer-lam er icke skemt,
Blef end lit paa dennem glemt
 Mellum os at Sige,
Huor af buxe-folcked vill
Giøre sig for meget till,
 Bør vj derfor Vige?
Ney huad giøris det behof
Gud befaller i sin Lof
 Baade mand og quinde,
At de schall af hiertens Grund
Ærre hannem med een Mund,
 Drag det kun til Minde,
Est du vred paa Buxe-Folck?
Spørsmaall sagde Christen Holch

SIDE: 147

 Da hand sad i tancker,
Jeg gad fort ad Himmerig,
Men du maa noch giffte dig
 Førend døden bancker.
Encker er vj begge too,
Fuld af Sorig, fuld af troo,
 Hiertet Herren letter,
Hand uddelle, derfor her
Huad dig best og tienligst er,
 Og all Jammer Sletter:
For de taarer vi kand saa,
Glæde Negger følger paa
 Oven till her effter
Gud schall da huert boodfuld Kree
Med forklared øyen see,
 Trotz spot mullers Keffter
Nu far vel Jeg holder op,
Tach for mig dydzired Krop,
 Tack, ieg siger atter,
Hilß din Broder Monsieur Blat,
Haf self tußind gode Nat
 Med din Søde Datter.

SIDE: 148

Til Madame Bladt.

God Dag, min Søde Drude Blat,
 Huor far du lille Engell?
Jeg drømte Gilt om dig i nat,
 Og om dit Enche-Hengell,
Mig siuntis det fick fodefær,
 Og du lod af at græde,
Fordj de mørche Sørge-træer,
 Blef ofuertagt med Glæde,
Huad det betyder, spørgis vell,
 Du vedst nock huad ieg meener,
Snart med en dydig Ægtefæll,
 Dig Trøstens Gud forleener:
Tag kun ved troen, om du vill
 Mens lychen er i Vente
Mit amen schal ieg lege till,
 Af mig du got fortiente;
Din høflighed var altid stoor,
 Der i blef ingen Venden,
Du med mig hid ad Sundet foor,
 Bestandig indtill enden:
Nu staar her i min Almanach,
 Hør, Dorothe tag penen,
Send frem en half snees Lester tach
 Til Drude Encke Venen,
Hun giorde dig dend sidste heer

SIDE: 149

 Og derfor først bør helßis,
Een anden tid her vancher meer,
 Om ieg fra hafued frelsis,
Kom dog ihu dend Nebbed Gaas,
 Paa Kroen Qvinculeret,
Begiort var vist det henge laas,
 Og schincken balsameret,
Noch stræbbed hand med Elschous Sang
 Klint fast ved Leierbencken,
Slap saa et føll og gich sin gang
 Skam faa hans Røf for schenchen
Men hin der kom fra Oldenburg,
 Var finnere i traaen,
Hand ofred schiønt een Hancke-Kurg
 Ney bøyed dybt mood taaen,
Og hartad giorde sig saa Krum,
 Som Hunden i een Gryde,
Vognmandens Complement var Grum
Fi fi det bag-beest - - -
Min Vert forandrer og sit maall
 Hand foor i Morgis ilde,
Og drack sin Sallig Kones schaall
 Saa lenge flaschen vilde,
Fra Jde Borgemester Brams,
 En hilßen ieg maa bære,
Saa vel som fra dend tyche bams,
 Der for os schulde schiære,
Med munden kand ieg schiemte lit
 J taarer brysted Suemmer,
Og blifuer aldrig, Sorgen quit,
 Før Døden hiertet klemmer,
Jmidlertiid er det min trøst
 Forløsningen tilstunder,
Og da skal ald Bekymrings Røst,
 Gaae med een fart her under.

SIDE: 150

Blif Gunstig, lef i fred og Roo
 Fra Verdens falsche nycke
Du med din himel plante groo
 J Velstand fryd og Lyche,
Adieu Madam, og tack for mig,
 Min dyde-fulde Drude,
Vj findes glad i Himmerig
 Der med er tallen ude.

SIDE: 151

Til Christian Geersøn.

En Venlig helßen ieg med Gud
 Min fromme Geersøn Sender,
Og tacker for hans bref og bud
 Langt for i Veyen Render.
J Torßdags afften Klochen Nj
 Jeg u-schad kom till Sundet,
Det farlig schrecke haf forbj
 O efter hville stundet!
Men bag Castelet fich sin Rest,
 Og endnu vell tør Svie,
Et cætra hielper mangen prest,
 Jeg faar med schaden tie;
Hin foored Kiole giorde got,
 Mod Kuld og Vindens Brußen,
Kreen Kreenßen Kiørsuend der sat blot
 Piist-peb iblant som Mußen:
Fuld som en Aleke, hart ad Lam,
 Af Vognen falt den fante,
Og fick i hiemmefølge scham,
 Hand baade schrig og bante.
Nu schichis Kiollen hiem igien
 Med største tack for Laaned,
Den Var saa heed høyærede Ven,
 Jeg nesten hafde daaned,
Og tengte derfor det i trang

SIDE: 152

 Var eyermandens Vane
Hand paa sit Høns udfoored Sprang
 Frimodig som en Hane
Strax Snode ieg det Laadne ud,
 Og heller vilde Fryße
End plagis med een Lefle Klud
 Half bange for en gyße,
Humeuren blifuer Melancholsk
 For Hafuets Grußom stormen,
J Hofuedet ieg nær Catolsk
 Smaa vrier mig som ormen,
Det har ieg for min sølle daad
 Gud lønne dem det Volte,
Og legge mig de beste raad,
 Der døden for mig tolte:
Om tienligt veir og synden vind
 Jeg huer minut maa raabe
Og snart som hønen paa en pind
 Faar side her og maabe,
Saa lef da vel Æuindelig,
 Mit Vale hand annamme,
Geweßner Wirt beed got for mig,
 Jeg giør mod ham det samme.
Hils Æchtefællen og de smaa
 Huer efter derris alder,
Og lad fem sex for Envold gaa,
 Om Leiligheden falder.

SIDE: 153

Til en gammel Student Jacob Hassebart.

O! Sølle grimmert Hasebart!
 Er din Couragie sprungen?
Har hare skiegget med en fart
 Smaafeiet penge pungen?
Du giorde Renbord meer end net,
 Og iche sov paa vejen,
Forgyldningen om folch seer ret,
 Er af Sanct Jørgen gnejen.
Hvor lider du? Hvor har det sig?
 Er dine poser lette?
Men du saa staar og krymper dig
 Som dend der ville sprette
Paa hælene, mand kand noch see
 Du sveches meer og meere,
Og lidt laarbaget snus maa skee
 J laget tør Spendere.
O! hvi! Din stachel seer saa suurt
 Og Barten gaar i flammer,
Qvæhullet blef for meget smurt,
 Nu maa du sue rammer.
Dend vædske lavet til ved Rhiin
 Var vandet paa din Mølle,
Bag efter med lidt leche viin
 Du burde halßen skiølle.
Slet Regnskab kand dit Buxe trold
 For din huusholdning giøre,
Befal dig derfor Gud i vold,
 Men Texten faar du høre.

SIDE: 154

Recept for en Ord-Gyder.

Her giøris Bøn for Christen Skræp,
 Der har it Svin paa Skougen
Og slaar for andris Næße Knæp
 Saa hemmelig mod Lougen.
Hand fandt i Ulspils Huußpostill
 At ieg opvarmed Salmer
Som ord fra ord har været till
 Før Svendschen slogst for Calmer.
Ney, derfor er ieg uden frycht
 End stach hand som en Slange.
Prophete-bær saa Refven trygt
 Og iche mine Sange.
Hans Bestefader Løy ham fuld,
 De tidinger er viße,
Om schiønt hand kunde skide Guld
 Og hvidt Canel-Vand piße.
O! hvad forslaar it Hundret Aar,
 Det Datum er for lidet,
Det var da Burmand Træt og Saar
 Mod Olger Dansche stridet.
Men troe mig hafde Dyrendall
 J hans smaa-tarmer raget,
Hand schulde glemt at løbe Gall,
 Nu ieg betaler Laget.
J Viisdom druckner hand saa mend,

SIDE: 155

 Her gaar alt Røg af Branden,
Hierusalems Skomager-Svend
 Har gamelt Lær i Panden.
Bisp Olis Rim og Hiarnis Still
 Hand kiender Grandt i blinde,
Og seer paa Vuggen uden tvifll,
 Hvad Barnet har i Sinde.
Slig Klogskab some sluger ind,
 Dog af en Aand Regieris,
Der legger kun paa Skalchhed Vind,
 Claus Nar bør Castereris.
Det var ham bedre hand gick frem
 En Gilding her i Live
End siden som it raadet Lem
 Med beged brander kifve.
Dag-drømmere har ingen Art,
 Paafundet iche heller.
Mit Verck for Gud er Aabenbart,
 Hvad Domme Verden felder,
Een Danmand blifver lige god
 For Hunden ad ham blafer,
Det binde Giechen ved sin fod,
 Indtill hand Dichten schafer.

SIDE: 156

Til Ahasverus Bartholin.

See velkommen Danske Skialder
 J det Norske Fieldgraa Land,
Steenbiid og Graa-Seyen falder,
 Grov kost for een lecker-tand,
Mig er kiert hand sprang af Dvale
 Og lod løbe sort paa hvit,
Over Bierg og Dybe Dale
 Ved een skriftlig Riim-Vissit;
Tack, Monsieur, for det og meere,
 Hand var altid from og fiin,
Derfor skal ieg og laudere
 Ahasverus Bartholin;
At her lyves paa min Digten
 Skiøtter jeg slet intet om,
Lasteren for læt i vigten
 Bør mand icke give Rom.
Mit Sang-Offer Jefnlig slicked
 Blev til Afsked trende færd,
Haanlig sværted og beklicked,
 Det har hærdet mig detzvær;
Ellers maa kun hvem der gider
 Giennemgloe hver Salme-Bog,
Trykt til nu, fra Noæ tider,
 De skal blive lige klog.
Hvor Min Mæsters Lærdom øves,

SIDE: 157

 Og hand i Disciplen boer,
Jngen Staalen hielp behøves,
 Det er aflagt lille Broer,
Det maae gnave Steen og Stocke
 At min Digt i sommes tro
Bær een Lugt af Buxe-Kocke,
 Ævi gid de sad paa Sproe.
Giør Pind-Buxer folck saa viisse,
 Faar ieg Laane mig et par,
Om de kun af Rusted Fiisse
 Lugten icke med sig bar.
Det er Meeningen paa Leegen,
 Hver har sin Forstand behov,
Stiilen er saa mend min egen,
 Simpel efter Norges Lov.
Vj her boer blant Bergens Klipper,
 Jcke naaer Parnassi top,
Og hvor jis-kolt Søevand slipper
 Staar for Hellicon en prop;
Dog skal alle med mig sande,
 Som begriber Sagen ret,
At mand kand i salte vande,
 Ogsaa faae sød fiskedræt,
Jcke Syg er mine Sange
 For een Hycklers Rose-brev
Jcke heller meget Bange,
 Om en Laster Dommen skrev.
O! ja Slaug vand for Vild-Basser,
 Der giør Qvinde Vercket sort,
Nei een Bimpel Nonnen-Wasser
 Blandet med Skaansk Bonde Coelort,
Mod adskillig vrid i Belgen
 Kand slig Dosis meer forsla
Og snart torde stoppe Svelgen
 Sladder-Vasset kommer fra,

SIDE: 158

Det var got, Recepten vircked,
 Hafde Claus ickun de Bær,
Mellem Tænderne smaa knirket
 Hand saae trygt i Buurmands hær;
Bulder Jyden hører Mater
 Er lit skarp-skoed i sin Flab,
Enden paa hin gamle Pater,
 Holder vist til Ægteskab;
Bed ham lade Dricken fare,
 Og smugt propter Ordinem
Tage sin Bestilling vare,
 Der til er hand best beqvem;
Ellers slar hand, Versse-kremmer
 Jngen blind Mærs øyen ud
Om hand skiønt Mundharpen stemmer
 Ligest til een Fidssel Tud;
Eengang drak hand Woldbor Minde,
 Og da giorde jeg beskeen,
Har og icke meer i sinde,
 At tildricke saadan Een.
Vil Hand dantze Galiater,
 End om Buxe Remmen brast,
Og der siunges Discantz parter,
 Hei Brorlill, holt agter fast,
Nock paa hannem er alt voved,
 Bort med Riim og Gante spil
Jeg har andet i mit hoved,
 Skumle, hvem der skumle vil,
Skal og icke lenger digte,
 Men i stilhed tiene Gud,
Og til Maalet Eene sigte,
 Hand har foresat sin Brud.
Jntet nyttigt bør forsømmes,
 Om jeg stundum ved een Praet
Af hin Vantro Verden Dømmes,

SIDE: 159

 Nein, für Wahr das macht kein Qvaet,
Diamanten hvor den kastes,
 Findes for og efter fri
Om hun Rosses eller lastes
 Bliver dog i sin Verdie.
Jeg som andre, der desværre
 Dricker Synden ind som vand,
Staar og falder for min Herre,
 Trotz Spotmulers Avinds Brand.
Nu Monsieur, Far vel jeg slutter,
 Og een heel hob Norske Tack,
J hans Danske Næve putter,
 For de Vers hand til mig stack,
Lev da Sund i fryd og Lycke,
 Riimfuld over ald hans Krop,
Brødet og et Kiød-Rigt stycke,
 Leede Gud for hannem op.

SIDE: 160

To Siælle Døttre.

Toe Siælle Døttre maa med Gud
 Hen til Herr Lauritz Age,
Dend første pyntet hand til Brud
 J hinnes unge Dage.
Hun kom fra ham i faver skich,
 Heelskindet uden Vanske,
Men nu ved mangen haanlig Klich
 Blef sverted blandt de Danske,
Og udstod før adskillig Stød,
 Mit Moder Hierte klemmes,
For det Jeg har med Smerte fød,
 Af andre skal beskiemmes.
Min Eldste Datter giort i Sang,
 Faar med den Yngste Græde,
Hvoraf her idel Taarer sprang,
 Ald mens Jeg fostred Klæde.
Tag den til tache, dydig Siæll,
 Og ret hvis der er Kraaget,
For deres Skyld med Hoved Træll
 Jeg mangen Natt har Vaaget.

Som i Bekymrings Sager
Dygtig Er Dreven.

SIDE: 161

Nedad helder onse Mater.

Ned ad helder onse Mater,
 Hun er halv død Kiere Præst,
Mørk og Gusten som een Tater,
 Graven tiener hende best.
Sorg tog overhaand i Norden,
 Da Huus støtten falt om kuld,
Ald min Glæde her paa Jorden
 Hviler i den Sorte Muld;
Jeg som Nonnen i et Kloster,
 Vandrer eenlig ud og ind,
Qvide fuld i mange Poster
 Med vand-farved bleege Kind;
Jngen Pater Næbet hvæsse,
 Om det skiønt var Pavens tolk
For hand der skal Siunge Mæsse,
 O ney bort med buxefolk.
Jeg min Himmel Brudgom venter,
 Hand fra Verdens Bulder bas
Mig med Brude-Vognen henter,
 Naar det kommer Ham tilpas.
Midlertiid skal Troens Ancker
 Festes i Hans Naades skiød,
J hvor megen Angst her vancker
 Blant det salte taare brød.
Jngen Styrmand maa forsage,
 Eller som et doven Vrag
Lade Roret fra sig tage

SIDE: 162

 Af Storm-Bølgens haarde Slag;
Men ved Modbør icke Vaanden
 Stride til, hand vel bereed,
Druckner med sit Roer i Haanden
 Og smugt Sover hen i Fred;
Nu min Herre Riim og Digten
 Ud som Vand i Danmark øs
Tret blev ieg af skrive figten,
 Skialderne paa mig gick løs,
Piber, Kalv-skind og Trompeter,
 Giorde nok mit Hoved Krust,
Torden-Skraldet af Karetter
 Hafde nær min Hierne knust,
Hver med Fiinhed mig aflagde
 Som ieg var en stoor Monsieur,
Uroe Volt, Field gaassen sagde:
 Copenhagen min Adieu.
Tit Jeg stundet kied af Pladzen
 Hen til Christiania -
At Besøge Christen Madzen,
 Andre raabte: bliv derfra.
Kandstu taale Kiøre skumpen,
 Dine Baglaar er kun smaa,
Frost i Næssen, skam i Rumpen,
 Pleyer mand paa Reisen faa,
Derfor frygted ieg for Skindet,
 Og min Carsten icke fandt,
Giested hannem dog med sindet,
 Prisselige Herrens Mand.
Nu fremsendes Hilsse-Krammen
 Tag imod, Ærværdig Ven
Anders Pater krymper sammen
 Jeg er ræd, hand gaar igien.

Vidnisbyrd har vi
Der Er Det.

SIDE: 163

Aerbødigst Hilsen med Gud.

Velædele Højtæstimered Madame Povlsøns. Jeg annammed
hendis yndelig skrivelse med Tusind tak som it kaastelig klenod:
Fattis end evnen at vederlegge de mange Moderlig velgjerninger
hun som een Gudelig Sjel beviser min Søn, skal Villien dog
aldrig sla fejl; Enkers Dommer de Faderløsis Taalsmand i Him-
melen gyde Hendis Hjerte saa fuld af trøst som Micheas var af
Herrens Aands Kraft, og ophøje Velædele Madames Noble Søn-
ner fra een Ære Charge til anden, midler tid er Hardenbek
forbunden at vere Deris og Hendis Lydige tjener saa lenge
hand lever. Frelseren satte mig i dend pinlig Enkestand bar for
hver bekymrings piil, Hosbonden med Syv børn hviler i graven,
mine tvende overblevne Sønner er adspred, dend Eldste af stille
Humeur i Italien, dend yngste lit for meged Couragie sin vej:
Eenlig sidder jeg igen som uglen i forstyrrede Steder: Men
efterdi forløsningen stunder til, giver jeg mig Gud i vold. Jeg
ynsker indtet heller end at Sønnerne bestandig i Troen ved dyd
og it kristeligt Levned motte gjøris værdig til Guds og Maje-
stetens tjeneste, inden og uden Lands, at enten de lever eller
døer, de da maa høre Giveren til. Der paa befaler jeg i Jesu
Navn min Søn Lucas trøstens gud og hans Velædelhed Majoren
i fudkommen haab at dend priselig Helt som selv efterlader
een Sørgende Moder skal nest faderlig tilsjun og formaning
skjule ungdoms brøst under kjerligheds kaabe for Hardenbeks
Saarede Moder skyld der balsamerer ham i taare. Nødhjelperen
sende sin Engel for dem som kand bereede Vejen, ledsage Hoben

SIDE: 164

og afverge ulykkelig Hendelser; saa blive deris ud- og indgang
velsigned. Allerdydigste, paa taare sæd følger fryde neeg, Vi
ere de Helgenis børn og venter it bedre Liv efter dette, vil
derfor fatte voris Sjele med taalmodighed dend stund angstens
heede luer. Naar Herrens gjenløste kommer til Zion med glæde,
skal suk og graad vere langt borte; det kand stille urolige
hjerter til freds. Hilsingen med kys og alt, fra Velædele
Madame og hendis umistelig Øjesteen til Bispinden og Thale
Susane bar jeg frem, og fører af samme Vahre dobbelt Tilbage
fra dend stue, saa vel som fra Herr Cammer Raad Hjort og
hans frue.

Men mine Hilsen, kys og tak,
 Til Hende og Majoren,
Gaar efter pliktens Almanak,
 Saa højt som Vand i fjoren.
Gud lønne dig min Søde Mor
 For breved du har skreved,
Hen til Herr General Major
 Af Aandens indskud dreved.
Jeg veed Guds Engle glæder sig
 Naar en bedrøved Enke,
Med trøst og raad berømmelig
 Vil paa dend anden tenkke.
Hin Kristne Skare Gud med Kraft
 Selv af det høje styrker
Saa dend skal kjøre spjud og skaft
 Jnd i de grumme Tyrker:
Og stride frisk mod Ulve Røst
 Med troens skiold omgived,
Og som it bytte os til Trøst
 Der fra maa føre lived,
Ja gjøre deris Mødre glad,
 Hvis bøn og taare rønner,

SIDE: 165

Da Monica for Sønnen bad,
 Frugt skaffed hendis bønner.
Nok vanked Israels børn omkring
 Med frygtsam tørre munde
Og gjorde mange farlig spring
 Førend de Elim funde.
Adieu udvalde Sjæl og hør:
 For got for gunst og ære,
Taknemmelig som det sig bør,
 Til Døden skal jeg være.
Hviil under Herrens varetegt,
 Og viid at hand dig selver
Min Søn til beste har opvegt,
 Jeg slutter, Haanden skelver.

Bergen dend 16 Martii 86.

Velædele Madames
Tjenstærbødigste
Dorothe Salig
Ambrosii Hardenbeks.

SIDE: 166

Binde-Bref paa Susanæ Dag
til Cammer Juncher Iver von Ahnen.

Hil dig von Ahn! Siig os et raad,
 Her falder en slap næring,
Folch meener du har lefle Kaad,
 Forhutlet din frem-fiering,
Og stundom smidig knælet for
 Mariæ billets liige,
Om du da læste Fader vor,
 Det kand mand iche siige.
Sød-Kløe, Suur-Svie følges ad,
 Hvor over modet siuncher,
Saa Kieden hart ad staar i fad,
 Men hør Hr. Cammer Juncher,
Kast Kieppen, og spring vachert op,
 En skare dig antaster,
De skiøtter intet om Hop, Hop,
 Ey Mester Frantzis plaster,
Aus dar! Vi har en Hoved Sag
 Dig aabenbar at melde,
Det er i dag Susanæ dag,
 Det skal din Krop undgielde,
For Venneflochen helften tror
 Du est, naar skalchen sticher,
Copie af en Susanæ Bror
 Der ad etc: nicker:

SIDE: 167

Nu faar du bindes med et baand
 Og Aa, Aa sproget vandre,
Rech foden ud, holt frem din haand,
 Og giem til hærs det andre.
Vil du med tiden blive qvit
 Fra vores tvang og binden,
Da maa din pung først svie lidt,
 Bort, bort med Basker Vinden.
Nu til besluttning, Ædle Siæl,
 Vi ønsker dig helbreden,
og at det maatte gaa dig vel!
 Adieu! du vant forleden.

Dorthe Engelbrets D:

SIDE: 168

Dorothe Engelbretsdaatters
Responsorium til von Ahn.

 Min hette
 Med rette
Jeg setter paa Skach,
 Og Digter
 Med Pligter
Aflegger med tach,
 For Kandser
 Og Krandser,
Og for ieg blef kront,
Min Nejen
 Langs Vejen
Skal være fuldmont.

 O! Noble Siæl von Ahn, for høyt du skatter mig,
 Din egen medfød dyd i Rosen yttrer sig.
Jeg er en slet Monsieur, dog skabt som andre Qvinder,
Mens meer end vel undskylt at regnis blant Gudinder,
 Poeters Melchedej, Minervæ under Koch,
 Og Buxe-Skialdres Glut, den titul var mig noch.
Svar lit min pen formaaer og liden Roes kand vinde,
Riim Verch og andet Dont staar for dig self paa pinde,
 Af Iovis Hovit-Skaalt sprang ingen Gaas her Noor,
 Bag dørren er mit sted i klaage Nymphers Chor.
Jeg tager søftet ind og tacher Gud for gaven,

SIDE: 169

Har heller ingen løst at søge hielp hos Paven,
 Non Semper Oleum, ieg aarcher iche meer,
 Dog sidder der omtrent i panden gammel lær.
Den første part er endt, merch nu det andet støche,
Aa hvi! hvad hører ieg Ungdommen gaar paa Krøche,
 Det giør mig ont for dig vel-ælskende von Ahn,
 En Mand, slig dydfuld Krop, en Døgtig Courtisan.
Dog trøster ieg mig ved, vor Herris Hielpe-time
Er iche langt af leed for dig, som plejer stime,
 Og gierne gidder søgt Brud-Dantz i Munte-Spil,
 Helst naar du faar een Brud, som sætter sit dertil.
Far vel! o from von Ahn! gid løchen dig maa møde,
Det ønsker ieg og fleer for Moster Abel døde.

Dorthe Engelbrets D:

SIDE: 170

Svar til Cammer Juncher von Ahn.

Vil mand end med mig i Haar,
 Min Hr. Cammer Juncher,
Vanterne ieg tar og gaar,
 Naar du skyder runcher,
Jch bedanch mir, und sagt, Nee,
 Armod ligger under,
Aldrig fegter ieg mod tree,
 Dig og to Secunder,
Een mod een er ingen fynt,
 O ja! luur Fru Drude,
Nej hun kiender Skattens Mynt,
 Dend Discours er ude:
Leg du smugt gevehret ned
 Vel forligt i Sagen,
Liintøy gid vel holde fred,
 Kand kein Pulver tragen.
Ringer Mandfolch anden gang
 Tør mand ringe sammen,
Jeg som nød Gudinders Rang
 Er lit stif i Krammen,
Kom, allene vil vi toe
 Kefles med hinanden,
Følg mig op til Nobis Kroe,
 Gif saa Krøchen fanden,

SIDE: 171

Ellers er dend dig omsonst,
 Mulig for betrychen,
Prøvet du Vulcani Konst,
 Det forskylte Krychen.
Det maa være hvad det vil,
 Har du stive Lemmer,
Hielper Gifte-Sotten til
 Hvor mand sit ey giemmer.
Saadan rej fich Didrich Friis
 Op ved Svarte Dige,
Det har Wolpmand giort mig viis,
 Mellem os at siige.
End vurderer du mig noch,
 Uden min bevilling,
Kandskee Iovis egen Koch
 Var kuns værd en skilling.
Var det derfor Danne-Mænd
 Svantzen skal opbære,
Løfter de for høyt i sænd,
 Gaf det liden Ære,
Jngen Skialder har dend faut,
 Hand for mig vil neye,
Buchet hand sig lit for laut,
 Bar det galt i Veye.
Texten er her ende paa
 Med en skiøn Forklaring,
Thomas Keiser skriver saa,
 J sin Aabenbaring.
Til Valet, min Hr. von Ahn,
 Tachen ieg dig giver,
For du som en Lutheran,
 Enchers Ven forbliver.
Haf da tußind gode Nat
 Og gif ingen Glose,
Jche faar du meere Skat,

SIDE: 172

 Af min Riimepose,
Men før Piben stiches ind
 Jeg med Hilßen iiler,
Til dend Noble Hiort og Hind,
 J det Huus du hviler.

D: Engelbrets: D:

SIDE: 173

Til Professor Wandal.

Brevdragerens ydmyge Begiæring indvortis er denne: At
hand kun Passelig maatte Examineris, naar Attestatz Lexen
skal Svædes ud; Om Sygen bestaar i Svaghed eller frygt for
hand af betutelse tør komme fra sine Concepter, og siunge
tiendes Messe, hvor Ord gielder penge, Gaar over min forstand,
vilde Velædle Hr. Professor og stadfæste sin fromhed i denne
Sag,

Og Hører Peder Caudj Bøn
Fordj hand er een Encke Søn
 Hvor lidet er at hente,
Maa Her Magister lide paa
Hans Børn med ære skal bestaae
 Som endnu er i Vente.

Gud give Hans Velbyrdighed med Ædle Kieriste i Velstand
maa leve Lyckelig og Lenge, til de mæt af Dage fløtter fra
Jorden ad Himmelen, det ønscher uden Schrømt til Valet.

Deris Ærbødigste
D: E: Daatter.

SIDE: 174

Till Præsid: Dyseldorph.

Gud Gifve Dyd-prydet Prißværdig Skribenter
Udvalde Concepter med Penen hand prenter
 Nu Geistlig nu Værßlig Capabel og Fyndig
 Lærdomen og Kunsten giør Gierningen Myndig
Trodtz Lybeck og Hamburg i Bergen mand kalder
Den Mesterlig Dichter en ypperlig Skialdrer
 Claratum probatum quts Negat her Svaris
 Hør Domine Frater nu Texten forklaris
Hans Skrifve-Bjretter saa yndelig smager
Som Sucherbrød Honning og Sunde Brøstkager
 Fornøyelig Krydder medeler os smagen
 Og ingen schall sige ieg drømer om Dagen
At Autor ved Leßen kand alle mand sande
Lit Gamel Lær sidder i Dorthes Pande
 Lad være Vellyster har hende forsoret
 Er Hiertet dog iche med Ræfveschind foret
Synd-fauter tit ellers det Gode betager
Blant Hvede Groer Klinten i Saadane sager
 J schrøbeligt Redschab en Bijse værs-kremer
 Gleik Eva von Vornen Skavanchen fornemer
Omvendelsis tegn bær nøttige fruchter
Det kiendis paa dennem bedrøfvelßen tuchter
 J forige tider i Glæden Grasseret
 Smaa Lystige Løyer ieg Jefnlig Spenderet
Udsatte paa Noder Tenoren og Bassen

SIDE: 175

Og Lempet mig effter Mand-Harpe-Compassen
 Rim-poßen balstyrig og Latterlig grille
 Jeg Mangen Gang Aabnet Naturen till Ville
Men siden bekymring min Glæde Hudflenget
Og døden sig igienum Vindverne trenget
 Fra timelig Galschab og lystige Miner
 Jeg uden tviffl drogis ved Aandelig Liner.
Mit Hierte till Liße og Siælen till bade
Nød Hielperen iche begierte min Skade
 Det Vidner sang offret og Taarenis Handell
 Hereffter tør bære fuld modene Mandell
Jeg Lefver i Haabet det Gottis med tiden
En Salig forløßning kuldkaster all Quiden
 Det Lacker ad afften her sidder nu Quinden
 Sachtmodig og Maaber som Hønen paa pinden
Og lader All Verden med sine Gefridder
Frit Murre og Knurre saa lenge de Gidder
 Till slutning ieg ynscher den Ædele dichter
 Guds naade sampt Lychen huor effter hand sichter
Jeg hilßer ham venlig og nu med det same
Begierer hand vilde dog Gunstig aname

Denne Enfoldige Dicht
Ofereret af Hans Besiderinde
Og ingens Bjsloperinde.

SIDE: 176

Atter Giensvar paa tiltale.

Min Hr. Ambasadeur
Min Gunstig Directeur
Hoch Prißlich von Humeur!
Jch Nunen Controleur
Schlis mich in sein Faveur
Live patres Serviteur.

Skabt under belte-stedet som Morlands Dronning.

Paa Quæcher Vjß med Neb og Kløer
Lit Sort paa hvidt Fieldgaasen strøer
 Blech penßelen schyder safften
Just nu Guds fuglen Mercher vell
En Gaas er effter Gaasens hell
 Den Goe Sanct Mortens afften
Anam da før vj schillis ad
Lit sucher-blandet Gaase-mad
 Hin Ædle Gaaße Kiender
Sød Frokost ingen Mand till spott
For Giffte-sott tør Giøre Gott
 Staar i den Nye Calender
Hr. Præsis indtag slig Resept
Saa raaber ieg paa tysch Danchett
 Og byder hannem Vale.
Nu Gaaße pølßers Lyste bid

SIDE: 177

Udkræfver Arbejd denne tid
 Sært spraag er en sand tale.

Lydende som følger

Wöst paa tydsch
Pöelß paa Jydsch
Farcimen de Lattiner hende kalde
Kurf paa Norsch
Pudings paa Skosch
Saa heder de pølßer alle.

Stylen blef approberet Mellum Fetalien og Hungeren
Før Olger Dansche vandt Zeyer over Burmand

Der boed en Mand paa Linderup
Hand hafd Got øll paa Tønderup
Hand fested sig en Quinderup
Hund hafde saa ondt it Sinderup,
Hand slog hinde paa sin panderup
Og den Mand hette Manderup.

Saa Gich det till i fordum tid
Det Volte Evæ Æble-bid
 Huis døttre end maa liide
Naar Adams Sønner stiger op
Hen under faar all Hindis Trop
 Dermed er Præchen ude
 det bekrefter

Disse Egenhendig Documenter.

SIDE: 178

Dybt Underdanigst Qvindelig
Amindelse
Over Den
Stormægtigste og Højbaarne
Monarch
Christian den Femte.
Arve-Konge til Danmark og Norge, de Wenders og Gothers,
Hertug udi Sleßwig, Holsten, Stormarn og Ditmersken,
Greve udi Oldenborg og Delmenhorst,
Høylovlig Jhukommelse;

Ære-Mindet jeg, en uværdig, skrøbelig og brøstfældig Evæ
Datter, tienendis

Herskeren i det Høye, og Kongen af Danmarck og Norge;

Understod mig (efter lang tvil-raadig betenkende, Knæbøjed at
byde frem, voldte veemodig-kiærlig Jndskud tog Overhaand:
J det Haab,

Arve-Monarchen Kong Friderich den Fierde,

Naadig annammer Villen for Verked, af en Venneløs, Aldrende,
og bekymred Encke, i Gud alleene har sin Glæde og Tids
Fordriv, mod Timelige Lidelser, hvor ved Troen prøves. Encker-
nes Naadige Dommer i Himmelen, lade sin ny Salvede opfyldes
med Velsignelser, som Michæas af HErrens Aands Kraft,
Ynsker uden Afladelse

 Det Kongelige Huuses

Dybt-ydmyg,
Underdanigste og Pligt-skyldige
Forbeder-Jnde i HERren
Dorothe Engelbrets Daatter
Sal: Ambrosii Hardenbecks.

SIDE: 180

Sørgelig Sang.

Under Melodie:
Naar min Tid og Stund er for Haand.

In Nomine JEsu!

Ach HErre GUD i Himmelen,
 Du Landsens Fader giemte,
Din Salvede, Din kroned Ven,
 Kong Christian den Femte,
En Loflig-dyrebar Regent,
Jt Ynske-Lius i Naade tent
 For Dannemark og Norge.

De tvende Rigers Sool og Glands,
 Dit Naadig Billed ligned,
Den Jordisk GUd, den æret Krands,
 Hver Undersaat velsigned,
Udvelled Dyder, elsked Fred,
J Guds Frygt og Retfærdighed,
 Det bar Lifsalig Fructer.

SIDE: 181

Den Christen Helt Kong Christian
 Paa CHristum stadig trode,
At nøtte Navned var Hand van,
 Tre Ting er alle gode,
Det tog din kroned Ven i agt
Og trøstig indgik gammel Pagt,
 Da Siæl og Legom skiltis.

Ad Zion drog den Tapper Helt
 Til Rolighed fra Møyen,
Hans bortgang mørkned Glædens Telt
 Og vædet manges Øyen.
Ved Suk og Graad for Dødsens slav
Paa hver Jndbygger, Høy og Lav,
 En Bitterhed var kommen.

Sort Sørge-dragt alt Landet bær,
 Og Folket er bedrøved,
Pragt, Strenge-leeg og lystig Fær
 Blev kasted hen i støved,
Fordi den Glæde-Sool gik ned,
Hvis Naade-Straaler ikke gled,
 Før Døden mørkned Glandsen.

Forandring giør atskillig Tegn,
 Erfarenhed det lærer,
Paa Sool-skin plejer følge Regn,
 Vand-løbet fløør og fiærer,
Naturen er omskiftelig
J Ny og Næ det hender sig,
 Bekymring skiuler Glæden.

SIDE: 182

Veemodig raabte med en Mund
 All Sørge-Standens Orden,
Gud glæde Kongen for hver stund,
 Han leved her paa Jorden,
Barmhiertig, taalig, Engel-from,
Retsindig keck, gav Lov og Dom,
 Berømmelsen fortiente.

At Skilsmis bolner Sør og Noor,
 Hver tro Gemyt erfarer,
Roos-værdig Navnet staar i Floor,
 Alt medens Verden varer,
Hand i sit Regiment saa rar,
Som Josaphat og David var
 Gudfrygtig og Retfærdig.

Det Spejl Hand her i siune fik,
 Andagtens Rødder fested,
Til Hand bereed ad Zion gik
 Og førig Konger giested;
Far vel, far vel, far Evig vel
Stormægtigste Høybaarne Siæl
 Du Søde JESUM favned.

J Himmelen fra Dødsens dal
 Monarchen for din Throne,
Antar blant udvald Førsters Tal,
 En Evig Arve-Krone,
Og hos sin Kongelige Sæd,
J Lifsens Kiortel Engle-klæd,
 Glad-Hierted triumpherer.

SIDE: 183

Haleluja, Victoria,
 Laudamus i det Høye,
Og Hosianna siunges da
 Frimodig uden Møye,
Klenodet er Musiken værdt
Hver Christen nyder her har lærdt,
 Den gode Strid at stride.

Kong David, Dyders Contrafej,
 Jndvikled i dit Hierte,
Gik fordum bort all Verdens Vej,
 Jsraels Folk til Smerte,
Men Læge-Sønnen Salomon,
J Konge-Sædet redebon,
 Skinbarlig lindred Qviden.

Viisdommens Aand og Dyders Ros
 Navn-kundig Hannem fryded
Hand din Befalning, og der hos
 Sin Faders Raad adlyded
Som sagde, mit i Dødsens Krig:
Vær trøstig, og vær Mandelig,
 Blant videre Formaning.

Tag det ad Notam Trøstens Gud,
 Af Danner Konge-Roden,
Sprang Laurbær-Greenen frugtbar ud
 Hvor i vi venter Boden,
En Friderick et Dyde-Spiir,
Den Oldenborgske Stammis Ziir,
 J Fædris Food-spor træder.

SIDE: 184

Hans Navn udtydis Frede-Rig,
 Vor Sorrig kand forandre,
Lad Ham, som det behager Dig,
 J Dine Veje vandre,
Og efterfølge Salomon
Til Hand i Fred med Simeon
 Omfavner sine Fædre!

Nu Ærens Konning, Livsens Sool,
 Kron naadig Dydens Kierne;
Sæt Hannem paa sin Konge-Stool,
 Blank som en Morgen-Stierne;
Leg til Hans Alder femten Aar,
Saa Ezechiæ Maal Hand naaer,
 O alle HERRERS HERRE!

JEsu JEsu Davids Søn,
Hør Dog Endelig Den Bøn.

SIDE: 185

Stormægtigste og Højbaarne Himmel-given

Monarch,
Friderich den Fierde,

Arve-Konge til Danmarck og Norge, de Wenders og Gothers,
Hertug udi Sleßwig, Holsten, Stormarn og Ditmersken,
Greve udi Oldenborg og Delmenhorst.

Efterdi Hans Kongelige Herr Fader Højlovlig Jhukommelse,
Værdigede min simpel Digte-Pen naadige Øjen Ao. 1685,
Trøster jeg mig ved,

Hans Frede-Rig Ære-Kroned Søn,
NU Herrens Salvede,

i lige Maade Anno 1700 naadig anseer min dybt underdanigste
Skrive-Pligt, stiiled efter det kleinlige Qvinde-Pund, som Meste-
ren med den lærde Tunge satte ned hos et ufuldkommen Rib-
been; nøttige Betenckninger, som Gave-Pundet paa Mesterens
Behag bringer til Veje blant Christne Siæle mellum hvert, faaer
Adams Højlærde Mand-Kiøn taale; Aanden blæser hvor den vil,
og hvad Hiertet er fult af, løber Munden over.

Fred være med Arve-Monarchen, fra Solens Opgang og til
hendis Nedgang! ynsker jeg Trohiertig, Der lever og døer

Hans Kongelig Majestets
Allerunderdanigste, og dybt-ydmyge
Forbeder-Jnde i HERren
Dorothe Engelbrets Daatter
Sal: Ambrosii Hardenbecks.

SIDE: 186

At Sorrig og Glæde vandrer tilhaabe,
Vidner
Fryde-Sangen.

Melodien: O Gud skee lof til evig Tid.

Gloria in Excelsis Deo.

Nu kommer Sool-skin efter Regn,
 Nu svinges Frydens Fane,
Nu bruger vi, som til it Tegn,
 Jsraels Folkis Vane.

Der først begræd Kong Davids Død,
 Og siden skreeg af Glæde,
Da Salomon ved Kronen nød
 Sin Faders Konge-Sæde.

Os pinlig angreb Dødsens Ran,
 Og Colloquinter strøde,
Vi sørged for Kong Christian;
 Den Ank bar bitter Grøde.

Nu Friderich bær Konge-Krands,
 Sød Frugt til Veje bringer,
Giør Glæden paa Bekymring Stands,
 Og Hosianna klinger.

SIDE: 187

Dybt-ydmyg byder jeg i Skat,
 Fryd-skraal blant Læg og Lærde,
Omquæed er: VIVAT, VIVAT
 Kong Friderich den Fierde!

Her ventis Echo oven fra,
 Regenten i det Høje
Afstaar it naadigt Hephata,
 To Riger kand fornøje.

.
Hvers Mund-Held er i Glædens Sag:
 Tak have Frelser-Manden,
Blev en Dør luckt paa Nødens Dag,
 Oplukked Hand en anden.

Udvelled for sit Folk igien
 En Tapper Landsens Fader,
Ny Salvede, ny kroned Ven,
 Højst opnaaer Dydens Grader.

Hør! Trøstens Gud det har stadfest,
 Nu vil din Engel siunge
Om Naade og om Ret, dernest
 Dig love med sin Tunge.

Hand vil og handle viiselig,
 Som en Retfærdig Dommer,
J en fuldkommen Vej for Dig,
 Naar Du til Hannem kommer.

SIDE: 188

Og vandrer trolig i Hans Huus,
 Dit Ord saa vel behager,
Hand efter Davids forgangs Lius
 Undviger Onde Sager.

Og hader Overtræderen,
 Hos Ham skal ikke blive,
Vanartigt Hierte, Ondskabs Ven
 Maa sig fra Ham begive.

En ond Bagvasker giør Hand bar,
 Sin Næste lumsk foragter,
Og lider ikke, den der har
 Stort Mood og stolte Fagter.

In Summa, uretsindig Kre,
 For Ham er Galde-blandet,
Hans Øjen seer kun efter de
 Trofaste udi Landet.

At de hos Hannem skulde boo,
 Humeuren ej forandrer,
Bestandig nyder Disse Roo,
 Tillige den som vandrer,

Paa hiin fuldkomne Vej, den Svend
 Skal være Kongens Tiener,
Saa gaar det udvald Rigens Mænd,
 Sig paa Trofasthed læner.

SIDE: 189

Hand holder ikke falske Folk
 J sit Huus der at slikke,
Og Løgnere, Bagvaskers Tolk,
 Hos Hannem trivis ikke.

Had Hand til alle Lyder bær,
 Det ene med det andet,
Og aarle ødelegger hver
 Ugudelig i Landet.

At Hand enhver Misdedere,
 Kand af Din Stad oprykke,
Jt Himmel-Fiat det skal ske,
 Du naadig vil samtykke.

Formeer, O JEsu, Davids Søn,
 Monarchens Herre-Dømme,
Dig aabenbarlig og i Løn
 Sit Hierte vil indrømme.

Hans Symbolum for alle Mand
 Udbredis Dig til Ære,
Gud er min Hielper, siger hand,
 Det Sprog skal Prisen bære.

Lad Hannem klog som Salomon,
 J Din Frygt grønnis lenge,
Som Ceder-Træ paa Libanon,
 Som liflig Blomster-Enge.

SIDE: 190

Til Hand, om det behaged Dig,
 Opnaaed Nestors Alder,
Og egen Sæd lod efter sig,
 Mand Arve-Konger kalder.

Vær self imidlertiid Hans Skiold,
 Al Ondskab vil afverge,
Saa staar Hand mod Tyranners Vold
 Grund-fast som Zions Bierge.

Jedidiah vor Øjens Lyst
 Din Elskeligis Hierte,
Sæt som et Jndseil paa dit Bryst
 Mod al utaalig Smerte.

Blev Hand Uvenners brusen var,
 Volds Handel efter abed,
J Løndom eller aabenbar,
 Da stat med Ham for Gabed.

Saa gielder ingen Morder-Telt,
 Saa bliver uden hinder
Kong Friderich Arv-kroned-Helt
 En Evig Seier vinder.

For Ham lad Naadens Tid og Stund
 Opgaa som Morgen-Røden,
Det ynsker jeg af Hiertens Grund
 Hver Dag Ervarter Døden.

SIDE: 191

Ære Være Gud J Det Høye Fred paa Jorden!
Og J Mennisken En Velbehagelighed.

Stormægtigste Himmelbaarne
Første og Enevoldz Herre
Friderich Den Fierde

Arve-Konge Till Danmark og Norge, De Venders og Gothers,
Hertug udj Slesvig, Holsten Stormarn og Ditmersken,
Greve udj Oldenborg og Delmenhorst.

En bekymred, udmatted skribenter-Jnde, Øved og Prøved i
Kaarsens Skole, begiærer Vemodig og Aller ydmygeligst med
Heldet 
[Hoved]
 og bøyed Knæ, Att Den Store Monark, som En
Gudz Engell Vilde Aff Sær Kongelig Naade, Værdige En
Kiærlig Velkom-sang og Videre Sandru Aabenbaring, Quindelig
Enfoldig sammen føyed, Miskundige Øyen og Øren, for Mesteren
Med Den Lærde Tungis skyld, Der giver Tilkiende Hans Krafft
Er Sterk J De skrøbelige, Jtt Naadigt Echo og Trøstelig Fiat,
Venter J Haabed Hans Kongelig Majesteetz Høyt forbundne,
Dybt

underdanigste og u-afladelig Forbeder-Jnde J Herren
Dorothe Engelbretz Datter
Sl: Ambrosij Hardenbekz.

SIDE: 193

J Jesu Naffn skall All Vor Gierning skee.

O Nordens Lius og Liiff En Sød Gudz Engel Ligner,
Too Rigers Sooll og Glandz, Huer undersaat Velsigner,
 Velkommen Dyders SPeill! Velkommen J Den By,
 Vaad-Jlden Tungt greb An, og Folked Motte fly.

Gudz Templer Er (: Disverr:) Bedrøveligst Att skue,
Som Bane-saared fik Da Bergen Stod J Lue,
 Till Ordetz svekning, og till Deris under gang,
 Huis Midler Huus og Hiem, i Hast fra Dennem sprang.

All Byens Jndbyggere sig Ved Hans Komme glæder,
Blant Talled ieg, J Løn Mitt Hosianna Quæder,
 Og med Haleluia frem Byder Zions Sang,
 Att Røsten oven till J Høyden giver Klang.

En Field-gaas Auled Her og Føed Aff Levi Stamme,
Dens Ensam Digte-Pen J Naade Hand Annamme
 Den Store Friderich, Den Dyrebar Regent
 Prisværdig, from og Mild udj sitt Regiment.

SIDE: 194

Gudz Engler bære Ham Paa Deris Trygge Hænder,
Til Hand, Af Dag Mæt seer Frugten Af Hans Lænder,
 Att Sidde Prydelig Paa Kongens Arve-Stooll,
 Hos Thronen skinnende som Tvende Rigers Sooll.

Gid Alt Dett Konge-Blood! Till Gudz og Landsens Ære,
Rood-fæst som Ceder Træ, Maa Arve-Kronen bære!
 Og Træde Priselig, saa Lenge Verden Staar,
 J Fædris Fode-spor, Gudz fryct Klenodet Naaer.

Med Kronen, Scepter, Spiir og Kongelige Dyder,
Liffz Førsten, siunlig Viis sitt Ære-Billed Pryder,
 Att Hand Lyksalig Maa Regere Mange Aar,
 J Gudz fryct, fryd og fred Min Hiertens ynsk bestaar!

For Konning Friderich Den fierde fromhedz Kierne
Oprinde Naadsens Sooll og Hver Liffsalig Stierne,
 J Ham og Hans Natur, All Nordens Lyst og Ziir
 Vi ser Augustum Med sitt Mildhedz gylden Spiir.

Gud Self Sin Kroned Ven og Salvede Ledsage!
Frimodig føre Ham frem og igien Tilbage!
 Lykynskning Paa Hans Vej, Strør Kiærlig alle Mand
 Huers Amen leggis! till J Høy og Nedrig Stand.

Forsiun Aff Himmelen fred over Hannem Liuser,
Nu Førster, En og Hver, Jmod Hin Anden Bruser
 Med sværd og Vaaben-Brag, Med Voldz Verk Mord og Brand,
 Till Folkedz Ach og Vee! Blod-Bad Paa Søe og Land.

SIDE: 195

For oß, Mod fiende-Ran Gud sette Muur og Gierde,
Stedz Varig Runden om, Kong Friderich Den Fierde,
 Att Hand maa sidde Ved sitt Figen Træ J Roo!
 In Summa: uden fryct, Glad-Hierted frisk og froo!

Som Voris Vern og Skiold, Vi bør Alvorlig bede,
At Hand sin Naade-Ving, Vill over oß udbrede,
 Dett øver u-Paamindt Jtt Saared Creatur,
 Ved bøn Anholder om Monarkens krafftig Cur.

SIDE: 196

J underdanigste Maade: Lydende som følger.

For Eders Majesteet ieg underdanigst Knæler,
Og Dybt ydmygeligst Begiærer Læge-Væler,
 Mod ømme smerte-Saar All Redning Viger fra,
 Og Quæler, J Betryk En usell Debora
Vaad-Jlden giorde Bar Elendig Angst og Bange
Nu Huus Vild og forlatt, maa siunge Jammer-sange,
 Og bære fremmed sorg for Daglig opholdz Brød,
 Faa Leffninger og smaa faar snart En Hastig Død.
Jeg Stedse Quide-fuld J Kaarsens Vande Vader
Barmhiertig Jordisk Gud! og Store Landsens Fader!
 Till Naadig Audientz (: Hvor ved ieg Redning seer :)
 Min Nød bevæge Ham, Paa Hvad Maneer Det skeer!
Lydagtig Nøyes ieg Med Gudz og Kongens Naade,
Om Armod, sult, og frost End Huden Aff mig flaade,
 Regentens Engle-Liud Kand Stille Denne Krig,
 Naar Kun Mund-Heldet Er: Din Tro har hiolped Dig!
Aff Støved Reise Hand Den gamle Sanger-Jnde
Fryd-skraaled bød J skatt, Da glæden Lod sig finde,
 Da Eve Datters Røst, gav giennem Lufften Døn,
 Nu øvis Bede-Konst; Nu Tiggis Naade-Løn.
Jeg Too og Tyve Aar, J Encke Stand har væred,
Og Midler over Alt Nødvendig Viis fortæred,
 Jntect og Jorde godz J suk og graad bestood,
 Domkirkens Penge-Mynt ieg Aarlig Effterlood,
Blev Dog Misundt (: Disverr:) En Klenlig Nøysom Bolig,

SIDE: 197

Da u-Medlidig Mænd Var Streng og litt u-Rolig,
 En Geistlig Trofast Ven Lod bygge Mig En Telt,
 Som, uden Aarsag blev Aldelis Neder felt.
Jeg Huus-Vild, maa forgaa, J Dynd og Dybe Vande,
Den første Hun Poet J Arve-Kongens Lande,
 Udvald Jedidiah! Aff Medynk før ieg Døør,
 Forbinder Till Valeet Dett Anger-Knuste Røør,
Beængst og Rædisløs, gaar som en Fangen Slave,
Maa Derfor, Klagelig Dett Digte-Pund Ned grave
 Ribbeened ble betroed Hoß Min JmmanuEll,
 Hvor ved Jeg Trøsted mig og Mangen Christen Siæll.
Glorværdigst Potentat! En Liden Encke-Høtte
Hans Ordre Kand formaa, Min svage Krop til Nøtte!
 U-frihed, Tvang og Ank, Er under Fremmed Tag,
 Andagtens Pestilens og mig Jtt Hierte-Nag.
J Haabed Knælende, Med sammenfoldet Hænder!
Vivat Evindelig Hans Majesteet jeg sender!
 Lykynskelser, J Mengd skall Aldrig leggis Ned,
 Før Bergens Debora, far Salig Hen J Fred.
Som Arve-Monarkens og Det Kongelig arve-Huusis
Dybt underdanigste, Aller ydmygeste og Fuldtro
 Forbeder-Jnde
 Hoß Himmelens Gud

Aller underdanigst skreved J
Bergen Den 16 Julij 1704 med
trette Hænder og snublende Knæ
 Tilmed seer Dorothea
 Røød Øyed ud som Lea

Dorothe Engelbretz Datter
Sl: Ambrosij Hardenbekz
føed 1634 i Januarij Maaned

SIDE: 198

Simpell Quindelig Erindring
Over Den Vitt berømte Poet
DOCTOR THOMAS KINGO,
Hvis u-Mistelig Bortgang
Mange Sinde-rig Gemytter beklager

 Dett Vidner
 Den Enfoldige Digter-Jnde.

Ach! Kingo blev till Jord igien,
 Som skrev saa Lifflig Psalmer!
Att Hand, for sin Priisværdig Pen,
 J Himmelen bær Palmer;
Liffsalig Ord: Sær Angenem,
 J Sange, og J Sucke,
Forbinder Mangen saared Lem,
 J Støved, sig maa bucke.
Bekymred Siælle: Trøste-tør,
 Din Aand, og Haand forløster!
Dett Ledsker Anger-knused Rør,
 Og bange Hierter Trøster.
Bevægelig Du mig, og Hver
 J Gudz fryct underviiser,
Loff-sange, gode fructer bær,
 Hvor ved Vj Herren Priiser.
O! Vell O! Vell Anvente Du:
 Dett Pund Gud Dig betrode,

SIDE: 200

Udgangen Aabenbarer Nu,
 Din Røst sig Hissed snode!
Du Sang Dig Jnd J Zions Choor
 Og Vandret Did med ære
Fra meged ondt i Verden groor
 Blandt synd og Sorg: Lad være
Ditt Høye Embedz Stand og Stat
 Fik tage mod forliisen
Da blevst Du over meere sat
 Din Himmel-gang vandt Priisen
Du Tro Arbejder, Nyder Der
 Belønning for Din Møye
Og Rolig Liffsens Krone bær
 Dig Evig kand fornøye!
Stedz varig Hvile, fred og fryd
 All førig u-Ro svecker
Du sover till Basunens Lyd
 Aff graven Dig opvecker
Andagtig, fuld aff Aandens Trøst
 Du Bede-konsten Øved
Om Døden End, Din Søde Røst
 Oss tunglig har berøved
Staar Dog Sang-Korene ved magt,
 Vitt om hos Christne Siæle!
Og bliver neppe Neder lagt
 Mens De har Maall og Mæle.
Jeg Døer, og lever J Den Tro:
 For Thronen Dig att finde.
Der skall vj siunge begge To
 Hvad Gud skiød oß J Sinde!
Haleluia, blandt Engle Hæer
 Triumph og Jubel Sangen
Vj Stemmer J, Naar tiden er:
 Din Siæll, Alt giver Klangen!
Min lengis Effter Himmerig

SIDE: 201

 Att blive Hoß De Fromme
Forløseren Annamme Mig
 Saa gierne ieg vill komme.
Anmelte fryd og Herlighed
 Dig uden Ende glæder
Ade Gudz Mand, Du foor J Fred
 Sang-Korene ieg Quæder.

SIDE: 202

Skyldigst Ære-Minde,
Bedre meent end skreven, meddeelis
Høiagtbar og meget Velfornemme
Sr. Michel Norman, Brudgommen,
Samt Den Ædel-dydige og Gud-elskende
Madame Milde Kaaldrup, Bruden,
Af deris tienstærbødigste og Pligtskyldig Forbederjnde
 Dorothe Engelbrechts Daatter.

Forandring finder stedse rom,
Hvor sorg og glæde Vandrer om
 J Verdens Synde-bolig.
Mørk taage skiuler Lykkens Glands,
Naar Sorrig giør paa glæden stands
 Og Mennesken urolig.
De saared Hierter, en og hver,
Bekymmerlig Angst-byrden bær,
 Der til opmuntrer jammer;
Men haabet mager det dog saa,
At taalig Siæle kand bestaa,
 Guds forsiun maaden rammer.
Hans Naade bør vi nøyes med,
Om Døden end tar strengt afsted,
 Blant Elskende Perssoner,
J høy og nedrig Egtestand

SIDE: 203

Bort rykker Qvinden fra sin Mand,
 Og Mænd fra deris Koner.
Exempel vi skinbarlig har
J dette udvald Engle-par,
 En Enke Mand, en Enke,
Som begge sørgelig med skæl
Fik miste deris Egtefell
 Ved Dødsens morder-lenke.
Nu, Gud ske lof, den sorg er slugt,
Blev skiønt en dør for dennem lugt,
 Da Aabnet Gud en Anden,
Omvendte forrig Klynkke-lyd
Til ønskelig ny Hiertens fryd,
 Guds Kraft forandred Standen.
J dag frimodig uden Ank
Staar disse søde Brud-folk blank
 J dette Bryllups Gilde,
Nu Michel Norman frydelig
Glad-hiertet, trutt forlyster sig
 Med sin roes-verdig Milde.
Hans halfve hierte, Siæl og Krop
J Seng og sæde holder trop
 Som Egteskab udkræver,
Og for sedvanen gaar igien,
Hand favner saa sin Kierlig Ven,
 At hun med hannem stræver
Modellen lønlig søger hafn,
O! Kys og Klap i Jesu Nafn,
 Naturen ikke sparer
Courasie og i sindet fro,
Fred være med dem begge to,
 Saa lenge Lifvet varer.
Fornøyelig og Angenem
Jmmanuel velsigne dem
 Med Helbred, lif og lykke,

SIDE: 204

Ja trøstig opnaae mange Aar,
Jndtil de met af Verden gaar,
 Og hist faar Lifsens Smykke.
Ald møye, synd og sorg forbi,
Det ønsker uden Hykleri
 En Simpell Digterinde,
Som Norman jefnlig giorde got
Hand hos den Herre Zebaoth
 Har vederlag at finde.
Hans Reisse fær til Kieristen,
Lyksalig giøre Frelsseren
 Til sin og deris Ære!
Her effter sikker dygtig Krop
Ny Himmel-planter dager op,
 Naar Gud vil, delt skal være.

SIDE: 205

Høyædle og Velbaarne Hr. Stifftbefalings Mand,
Vel Edle og Velbyrdige Hr. Bischop,
Vel Edle og Velbyrdige Hr. Assistents-Raad.

Værdige efterfølgende Sandrue Aabenbaring
Medlidelig Øyen og Øren.

Rednings Middel Enken rester,
Nu mig Nummer Nix voldgiester,
 Huusvild er det tabte Faar,
 Legemed ad Dundej gaar,
Frygdsom, redeløs, foriaged,
Som een Eenlig fugl paa taged
 Og Rørdrummen i en ørck,
 Sorrig giør ald glæde mørck.
Bergens Debora fornemmer
Buxefolch den stachel glemmer,
 Fløtning giør forraadet blot,
 Lefninger er som een Dot.
Møndig Herre, trøster, trøster,
Fruentimrets forgangs Søster,
 Hvis Sangoffer vandrer om,
 Lad da Naaden finde Rom,
Før mit haab utaalig tabes,
Og Poetens Geist vandskabes,
 Gafve Pundet til Ruin,
 Som nu veier faa Qvintin,

SIDE: 206

For min Scholt er hartad knuset,
Hielper mig i fattig huuset,
 At ieg der blant kierling feed
 Sidder Roelig i Guds freed.
Noble øfrigheds Personer
Og Dom-Kierchens sær patroner,
 Lader Redning siunlig see,
 Jche kand ieg svage Kree
Enten grafve eller gøgle,
Skammer mig dog ved at trøgle,
 Til ieg Vandrer Kiødsens Vey
 Met af Suck og gammel Sey.

Det Endre Documenterne.

SIDE: 207

Effterfølgende Grafskrift

skal teinis paa Dorothe Engelbregtzdaters sali Ambrosi
hardenbecks ligkiste med vide malede bogstaver paa laaget og
omkring, hun var fød j Bergen 1634 den 16 januari af hederlige
 forældre og døde salig 170nb: i hendes alder nb. aar.

Ach siæle brudgom trøstens gud
Anam din prøvet Encke brud
 Nu kom fra megen trengsel
Fra uro møye sorg og synd
Fra redsel fryct og dybedz dynd
 Till himmelen bar lengsell

I verden enlig og forlat
Jeg vandret om min siæles skat
 Som en forjaget due.
Besk Maræ vand og kummer brød
I suck og anger taare flød
 Antente troens lue

Nu ferdig trøstig og bered
Far ieg lycksalig hen i fred
 Tit husvil maate fløtte
Bedrøved under byrdens tvang
Jeg klagelig sang jammers sang
 En angst den anden møtte

SIDE: 208

Nu har ieg strid den gode strid
Og ofvervant i naadsens tid
 Al pinlig vee og vaade
Det sendebud forløstet mig
Mod mishaab og i dødsens Krig
 Du persen for mig traade

Nu rolig blant de dødes tall
Jeg viller i den mørke dal
 Stedz varig intil dommen
Da ieg og hver bodferdi lem
I Zion nyder hus og hiem
 Hvor glæden er fulkommen

Med joseph der i ro og fred
Jeg glemmer min Elendighed
 Barmhiertig salig-giører.
Hos dig og blant din engle hær
Ieg evig glæde neger bær
 Hvor ingen sorg mig rører

Af graven glad og ærefuld
Opreisis vi fra støf og muld
 Nor røsten siger kommer
Da siunger ieg som debora
Triumph sang og haleluja
 Du vedst o naadig dommer

At fra skinhellig hyckleri
Har bedekonsten giort mig fri
 I dig bestod min glæde
Dit kraftig ord i dette lif
Var min udvalde tidsfordrif
 Udi mit Enke sæde

SIDE: 209

Sang ofretz fruct ieg ofret dig
Du plantet self og størcket mig
 Andagten siælen gauvner
Tel arbeidz løn jeg venter hist
Brud-kronen herre Jesu Christ
 Hvor mand og børn mig fauvner

SIDE: 210