Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Lorentz Dietrichson MELLEM TO TIDSALDRE EN GAMMEL ROMANTIKERS OPLEVELSER OG REFLEXIONER SIDE: 3 SYTTIAARENES STRENGE BRYDNINGSTID 1875-1880 "Om jag ej får med andra gå, får jag väl ensam gå." J.L. RUNEBERG, Sven Dufva Streb' in Gott dich selbst zu schlichten Werde ganz, so wirst du stark. All' dein Handeln, Denken, Dichten Quell' aus einem Lebensmark. Niemals magst du reinsten Muthes Schönes bilden, Gutes thun Wenn dir Shönes nicht und Gutes Auf demselben Grunde ruhn. EM. GEIBEL (Stræb i Gud dig selv at finde Og bliv hel, saa blir du stærk, Ud fra samme Livsmarv rinde Al din Tænkning, Digt og Verk. Aldrig kan du ren tilmode Forme skjønt og være god, Hvis det Skjønne og det Gode Ej paa samme Grundvold stod.) DA BLOMSTERNE VISNEDE OG LYSENE SLUKTES. Et Indledningskapitel, hvori Fortælleren beretter om sine Betænkelig- heder ved Udgivelsen af disse Memoirer og derefter betror Læseren, til hvilken Dyreklasse han egentlig er at henregne: 1. Fra Solnedgang til Morgengry. Betænkelighederne. Verdens- krigen og en rejiceret Artiumsstil gjør Udslaget. 2. Den attende Ko. Katzenjammer. Historien om den attende Ko. En Bro mellem Ideal og Virkelighed. Sammenligning mellem mit og bemeldte Kos Liv. Fra Solnedgang til Morgengry. Solen gik ned i Farver og Guld, og nu væver en herlig Foraarskvæld sit lette Slør over Jorden. Nu er det dejligt at sidde her ved det aabne Vindve mod Fjorden og indaande den friske Sjøluft, mens Skumringen fylder det halvdunkle Bibliothek med Skygger, Skyg- ger af Levende og Døde. Nu er det Tid for en gammel Romantiker at drømme og tænke paa svundne Tider. Ja, "en gammel Romantiker" har man kaldt mig, og det nytter vist ikke at protestere. Lad mig da heller benytte mig af Romantikerens Ret til at sværme og drømme om det For- gangne i mit Livs Solnedgang. SIDE: 4 Naar det lider mod Aften, og Dagen hælder, naar man maa anse sit ydre Livsarbejde som i det væsentlige endt, da begynder et fornyet, alvorligt Arbejde indad -- Betragtnin- gens Arbejde og ikke mindst Selvbetragtningens. Og dette Arbejde bliver ifølge Sagens Natur væsentlig et Erindringens Arbejde. Livet ruller paany sine Billeder op for En, og af Erindringen modnes Selverkjendelsens og, ak ofte Selvankla- gens kun altfor bitre Frugt. For at samle Resultaterne af mit Livsarbejde for mig selv har jeg længe havt for Vane at fæste Summen af mine Op- levelser og mine Reflexioner over disse paa Papiret uden Tanke paa andre Læsere end mig selv. Det var at opgjøre sit Livsregnskab og se sig om, før man sagde god Nat. Saaledes opstod "Svundne Tider". Imidlertid gik Aarene, og mens endnu et halvt Slægtled fødtes eller sank i Graven, løfter jeg fremdeles mit gamle Hoved over Mulden. Da jeg saa havde overskredet de 80 Aar og paa Grund af synkende Kræfter -- Livets visnende Blomster -- og daarligt Syn -- Livets sluknende Lys -- ikke mere kunde opsøge Andre, men maatte lade mig op- søge, da fik jeg snart paa mange Maader erfare, hvor let man kan undværes i denne Verden, og at man efterhaanden ikke mere regnes blandt de Levende. De samtidige Venner var døde, og de yngre blev borte -- de havde Intet mere at søge hos ham, som havde overlevet sin egen Tid. Og en uendelig Ensomhedsfølelse greb mig. Ja, Blom- sterne var visnede og Lysene var slukte. Desto mere saa jeg mig henvist til at søge mine ledige Timers Adspredelse i at sysle med disse Optegnelser, der altsaa maa blive en "Jegbog" og et Gammelmandsverk -- det lader sig nu ikke ændre. Jeg faar haabe, at det dog ikke blot vil blive en i sig selv forgabet Egoists Syn paa sig selv. Men saa -- en vakker Dag -- overraskedes jeg ved et SIDE: 5 Besøg af "Svundne Tider"s Forlægger, som venlig udtalte Ønsket om, at jeg vilde give ham en Fortsættelse af Verket, omfattende mit Livs sidste Halvdel, der atter spænder over hele 40 Aar. "Men hvad i al Verden kan en stakkars gammel halv- blind Professor have at fortælle fra sit hverdagslige Liv her hjemme i vore dengang smaa og tarvelige Forholde, som kan interessere en yngre Slægt, der har saa mange uendelig vigtigere Ting at tænke paa? Umuligt!" Det var det Svar, jeg gav min elskværdige Forlægger; men han blev ved sit. "Skriv," sagde han, "ganske som De skrev de forrige Dele. Skriv om Deres Liv og Deres Stilling til de hjemlige Forholde i de stormfulde Dage i 80-Aarene, og De skal se, at Folk gjerne vil læse det." Jeg rystede saa energisk jeg kunde paa Hovedet; -- jeg vidste jo hvad jeg vidste. Jeg vidste jo, hvor megen Bitterhed jeg havde samlet omkring mig i de hadske Kampe i hine Aar; jeg vidste jo, hvor uendelig langt den nye Tid havde fjernet sig fra de kunstneriske, sociale og religiøse Ideer og Synsmaader, jeg i min Kamp efter ringe Evne havde forfægtet. Og jeg vidste jo derhos fremfor Alt, hvor vanskeligt det havde været mig, i hvad jeg nedskrev for mig selv, at øve fuld Retfærdighed overfor fordums Modstandere, og naar man opgjør sit Livs- regnskab og siger Godnat, tør man ikke lade Solen gaa ned over sin Vrede. Men siden da er de fleste baade Venner og Fiender lagt til Hvile derude paa Kirkegaarden, og nu i mit Livs fredelige Aften -- midt i min Ensomhed omhuldet og hegnet af saamegen Kjærlighed -- kan jeg se med helt for- sonede Blikke ogsaa paa dem, som engang var mine bitreste Modstandere. Forlængst er de hidsige Kampe stilnet af, og Mindet om hine haarde Tider samler sig ogsaa mere og mere for mig til et Billede i lyse og harmoniske Farver. "Forsan et haec olim meminisse juvabit". Da kom Verdenskrigen 1914 og gav mig et sikrere Syn SIDE: 6 paa saa mange Felter, og -- mirabile dictu -- ogsaa paa denne ubetydelige Sag. Den viste mig nemlig, at dette Tids- rum 1870 -- 1914 nu danner en historisk afgrænset Helhed, som kan stilles i en selvstændig, afsluttet, historisk Belys- ning, have sin Interesse og lokke til en Behandling -- ja have sin Nytte for de Unge, som nu skal ud paa samme Vagtpost i Tidens Skyttergrave, som vi engang indtog. Og da samtidig netop flere af disse Unge udtalte for mig sit Ønske om, at jeg vilde efterlade dem en Fremstilling af mine Oplevelser i 70- og 80-Aarenes Kampe, der kunde orientere ogsaa dem i den nu endende Tidsalders Liv herhjemme, forekom det mig endog at være et Slags Pligt for mig at overvinde min Modvilje og efterkomme deres Ønske. Camilla Collett har kanske Ret, naar hun siger, at hvis Enhver, som i dybere Forstand har levet, "med Sandhedens Mod og Fri- hed vilde nedskrive, hvad de har oplevet, saa fik man en Lecture, som vilde bringe Menneskeheden kraftigere fremad end meget af det Digt og Hjernespind, man nu næres ved." Der er vist meget Sandt i dette Ord -- selv om jeg for min Del ikke netop tror at "bringe Menneskeheden fremad" ved hvad jeg har at fortælle. Jeg skal være fuldkommen tilfreds, blot jeg kan fastholde Læserens Interesse, selv om han skulde lukke Bogen med et Smil og sige: "Ja, ja, es muss auch solche Käuze geben!" Men selv den nødvendige Omarbejdelse bævede jeg nu i min høje Alder længe tilbage for. Selv om mine Venner og Læsere -- hvad de mange overstrømmende velvillige Anmel- delser af de forrige Dele og henved halvandet hundrede Breve fra kjendte og ukjendte Læsere jo tyder paa -- kunde have nogen Interesse for min Fortid, havde jeg selv montro en Fremtid, lang nok for at fuldføre et saa vidtrækkende Arbejde? Da faldt et dybsindigt Visdomsord mig ind, som jeg engang har læst i en rejiceret Artiumsstil. Det lød saa- ledes: "Jo ældre man blir, desto sejgere blir Livstraaden; SIDE: 7 derfor blir gamle Folk gjerne overmaade gamle". Ja, ja, hvem ved? Kanske burde den miskjendte unge Vismand slet ikke været rejiceret! Kanske var endnu Aar mig levnet, som paa en ialfald for mig selv om ikke for Andre tilfredsstil- lende Maade kunde udfyldes med dette Arbejde nu, da det bliver mig sværere end før at følge med i den videnskabe- lige Forsknings alt hurtigere Tempo. Og da min Forlægger virkelig endnu engang optog For- handlingerne, slog jeg til, kun med det Forbehold, at mine Optegnelser først maatte udkomme efter min Død, saa jeg slap at høre alle Kommentarerne. Den attende Ko. Men saa kom jo Katzenjammeren! Hvorledes skulde jeg anlægge et Arbejde, som efter sin hele Natur maatte blive saa aldeles forskjelligt fra de foregaaende Dele som Nat fra Dag? Dels fordi Ens egen Person nødvendigvis i den Livs- periode, da man selv er med om at forme Livet, maa træde mere i Skildringens Forgrund end i Ungdommen, og dels fordi disse Blade maa blive ligesaa alvorlige, som de forrige var muntre. Thi Blomsterne skulde visne, Lysene slukkes -- og mit Livs sidste Halvdel, de 40 Arbejdsaar herhjemme har, om end ogsaa de gjemmer megen Glæde, unægtelig ikke været saa muntre som min Ungdoms Studenterliv og Rejselivet derude i den brogede Verden havde været. Derfor maa denne Del faa et ligesaa hverdagsligt Præg, som de forrige havde baaret Eventyrets Mærke. De var Historien om en ung Mands Kamp derude i Verden for at vinde Prin- sessen og det halve Kongerige, mens Indholdet af denne Del kun belyser den trivielle Sandhed, at Lykken ikke bestaar i at man har vundet Prinsessen og Riget -- men netop i selve Kampen for at vinde dem. Dertil kommer endelig, at de Strømninger i Tidens Liv, som har havt Værd for mig, fordi SIDE: 8 jeg for mig selv kunde omsætte dem i højere Livsværdier, oftest har været saadanne, som slet ikke har interesseret Mængden af mine Samtidige; for de har hverken havt at gjøre med Politik eller Sport, men med kunstneriske og kulturelle Bevægelser, som ikke engang længer har Dagens Aktualitet. Ovenikjøbet var de Anskuelser, jeg har forfægtet, i Regelen saa afvigende fra de herskende, at jeg for den Sags Skyld gjerne kunde kaldt denne Bog "En æsthetisk Kjætters Bekjendelser". Thi mit Livs Glæde var altid i Ensomhed at forsøge at bryde nye Veje, men i Virkeligheden blev min beskedne Rolle nærmest den, som tilhører den attende Ko i den lille Hi- storie, jeg nu vil fortælle som Nøgle til alt det Følgende. En Mand efterlod sine Sønner endel Kjør, som ifølge hans sidste Vilje skulde deles mellem dem saaledes, at den ældste fik Halvparten, den anden Tredjeparten og den Tredje Niendeparten. Ved Optællingen viste det sig, at Kjørenes Antal var 17. Arvingerne brød forgjæves sine Hoveder for at udfinde, hvorledes denne Deling skulde foregaa; men at dele 17 levende Kjør efter det opgivne Skema viste sig at være aldeles umuligt. Da fandt endelig et Genie iblandt dem Columbusægget. Han sendte Bud til Naboen og bad ham laane dem en Ko, om det var en god eller en daarlig Ko var ligegyldigt. Saa blev der 18 Kjør, og nu gik Delingen let. Den Ældste fik Halvparten, 9 Kjør, den anden Søn fik Tredjeparten, 6 Kjør, og den tredje fik Niendeparten, 2 Kjør. 9+6+2 gjør 17. Vanskeligheden var løst ved Hjælp af den attende Ko. Og saa sendte de ved et velrettet Spark i Halen den fremmede Ko tilbage til dens Ejermand med Tak for Laanet. -- Nu -- noget "Præcisionsinstrument" kunde den attende Ko jo ikke egentlig kaldes, al den Stund -- som Enhver kan se -- 9/17 ikke er præcis det samme som 9/18; men Koen havde ialfald løst sin Opgave. Netop ved ikke at høre hjemme i det Fjøs, hvor den blev sat, og netop ved SIDE: 9 ikke at være helt uklanderlig præcis havde den bygget Bro over fra det Umulige til det Mulige, om ikke netop til det Bedste, det Fuldkomne. Og Ingen kunde ialfald -- saa som Forholdene nu engang laa -- paavise nogen bedre Mulighed end den, som var skabt ved den attende Ko. En saadan "attende Ko" har jeg næsten hele mit Liv igjennem været, udlaant fra et Fjøs til et andet for at bygge Bro mellem det Ideal, man ønskede, men ikke kunde naa, og den Virkelighed, man kunde naa, selv om denne ikke var den ideale, eller den allerkorrekteste. Og saa er jeg bleven sendt tilbage til min Ejermand, stundom med et Spark i Halen, men stundom vistnok ogsaa med en langt større Tak for Laanet end baade Ejermanden og jeg for- tjente. Altid fremmed og noksaa ensom selv der, hvor jeg kanske burde faaet Lov til at føle mig hjemme, og -- som Følge af Forholdene -- altid mere spredt og ukorrekt i mit Arbejde end jeg ønskede at være. -- Og Idealerne, som jeg havde villet leve for? Ja, de maatte hjælpe sig som de bedst kunde. Den attende Ko har ikke Lov til at holde andre Idealer end det at opfylde sin Bestemmelse. Nej, jeg har egentlig aldrig faaet hverken fuld Hjem- stavnsret eller Arbejdsfred nogetsteds, fordi jeg altid har været jaget fra det ene Fjøs til det andet af Omstændighedernes Magt og -- min egen vagabonderende Natur. Som man har seet i de foregaaende Dele -- helt fra min Ungdom af. I Rom, hvor jeg absolut ikke hørte hjemme, men al- tid har fundet det hjemligst, og hvor jeg til at begynde med i næsten tre Aar fristede Livet med min Familie som jeg bedst kunde for at faa Lejlighed til at studere -- i Rom blev jeg brugt til at bygge Bro mellem de rejsende Skandinaver og den evige Stads Undere som Konsulatsekre- tær og Cicerone for Nordboerne. I Sverige, hvor jeg heller ikke hørte hjemme, men hvor man var over al Beskrivelse venlig mod mig, blev jeg i 14 Aar brugt til at bygge Bro SIDE: 10 mellem Sextiaarenes unge norske, literære og kunstneriske Ideer og de dengang lidt gammeldagse svenske. Bjørnson kaldte mig engang "Norges ulønnede Gesandt i Sverige". Der var kanske Noget i det. Og saa blev jeg sendt hjem til min Ejerinde, Moder Norge, paa hendes eget Forlangende og med en kanske altfor varm Tak for Laanet. Og Moder Norge? Ja, hvad hun egentlig vilde med mig dengang, har jeg sandt at sige aldrig rigtig forstaaet, og hun kanske heller ikke; men jeg maa til hendes Ære sige, at hun sørgede hæderlig for mig ved for altid at befri mig fra Nærings- sorger i det hjemlige Fjøs. Jeg fik mit Foder, men med en Klamp om Foden, for at jeg ikke skulde løbe bort, hvad jeg ærlig talt nok mer end en Gang var stærkt fristet til. Thi herhjemme, hvor jeg efter min Hjemkomst snart maatte mærke, at man heller ikke her længer regnede mig for at høre hjemme i Fjøset, fik jeg en -- snart sagt -- sammen- hængende Ansættelse ikke blot som Universitetslærer, men fremfor Alt som attende Ko, hver Gang der i en Overgangs- tid skulde bygges Bro mellem diametralt modsatte Retninger. Af min Overordnede, Kirkedepartementet, blev jeg fra den afblomstrede, romantiske Kunsts Baas, hvor jeg vel egentlig hørte hjemme, udlaant til den unge s.k. Naturalisme i 80- Aarene som enslags "Prügelknabe", da man ikke med Pisken kunde naa selve Romantikens i Udlandet levende Kunstnere. Jeg skulde derhos bygge Bro mellem et kun lidet kunstvant Publikum og en ung utaalmodig Kunstnerflok, som ikke kunde vente til den modne Frugt af sig selv faldt den i Skjødet. Og saa, da saa Kunstnernes eget Styre var blevet organiseret, blev jeg sendt tilbage til min rette Ejer, Universi- tetet, skjønt ikke egentlig med Tak for Laanet, snarere med et dygtigt Spark i Halen. Men hvad gjorde det? Jeg fik dog klaret endel Ugreje, jeg fik dog være med til at rejse vore Museer og andre kunstneriske Institutioner, endskjønt eller rettere netop fordi jeg ikke hørte hjemme i Kunst- SIDE: 11 nernes Baas og saaledes stod udenfor deres Klikkevæsen. Og dette gjentog sig paa alle Felter. Jeg har været udlaant til Studenterne for at tage imod Stødet i den blodige Bohê- mefejde 1885, til Nyskandinaverne, til Rigsmaalsmændene -- overalt. Ja, selv i Holland, hvor jeg dog absolut ikke hørte hjemme, maatte jeg gjøre Tjeneste som attende Ko, da der var Spørgsmaal om den rette Anbringelse af Rem- brandts "Natvagt" i Rijksmuseum, og man trængte til en neutral Kongresspræsident, som kunde tage Stødene af for de hidsige hjemlige Partier. Alt dette skal De faa høre nærmere om, hvis De vil læse det Følgende. Men imens laa mine stakkars videnskabelige Arbejder og maatte vente fra Aar til Aar og blev hverken Helt eller Halvt, fordi jeg stadig udkommanderedes til at deltage i de hidsige, men oftest inderlig vrøvlede og barnagtige Kunstnerstridigheder, Parti- kjævl, som kun lidet interesserede mig. Men enten Hunden aad Svinet, eller Svinet aad Hunden, altid udøste de Begge sin Vredes Skaaler -- over Koen. Og imens var Livet gaaet! Hvor er det blevet af? Og hvad Mening har der været i alt dette, spørger jeg mig selv nu ved dets Ende. Plukket op i Smaastykker! Ja, ja, det var nu mit Livs lille Tragedie. Hver har sin. Men dog føler jeg med Glæde, at jeg allige- vel ikke har arbejdet forgjæves. Thi heldigvis ejer Livet selv en ophøjet, regulerende Magt, som trods Alt tilsidst bringer Mening i det Hele, og netop nu i det allersidste tror jeg at se, at mit Liv, Tak være denne Magt, dog ikke har været saa helt meningsløst, som det ofte har forekommet mig selv. Og med Et husker jeg, at det jo netop er derfor, jeg skriver denne Bog. Nu, det er jo ikke nogen synderlig fremragende Stilling at være den attende Ko. Men hvem siger, at man skal have en fremragende Stilling? Maa man ikke først og fremst takke Vorherre for, at man faar Lov til at gjøre nogen Nytte i en SIDE: 12 Verden, hvor der er saa mange, som ingen Nytte gjør? Det Fatale ved dette Brobyggerarbejde var kun, at jeg saa ofte manglede selve det Materiale, hvoraf Broen skulde bygges, og da kunde det jo en og anden Gang hænde, at jeg maatte lægge mig paa Maven tvers over Kløften og selv agere Bro; og Broer er jo til for at trædes paa; derfor har jeg ikke Lov til at beklage mig over, at jeg nu og da kanske virkelig er bleven traadt paa -- lidt mere end det egentlig var be- hageligt. Men à la bonne heure! Selve mit Centralvirke, mit Hovedarbejde herhjemme, at være med til -- hvad jeg vil kalde Rydningsarbejdet -- at grundlægge en ny Videnskabsgren baade ved vort Universi- tet og i vort Samfunds Bevidsthed, var jo af den Art, som af sig selv netop er bestemt til jo hurtigere des bedre at gjemmes og glemmes under det rejste Bygverk: thi det før- ste Grundlæggerarbejde er jo Pælinger i sur og fugtig Grund, mens de, som kommer efter, faar Lykken at rejse selve det staute Bygverk, som beundres af Alle, naar Ingen mere tæn- ker paa alt det Arbejde, som er nedlagt i disse Grundmure, som Ingen længer ser -- skjult under Jorden som de er. En og anden Gang syntes det mig endog næsten, som om jeg selv var Pælen, der skulde dunkes saa længe og saa eftertrykkelig paa Hovedet af den tunge Rambuk, til den var rammet helt ned i Mudderet og saaledes havde opfyldt sin Bestemmelse. Ja -- morsomt var det jo ikke -- men ogsaa det maatte man tage med godt Humør, og jeg beklager mig heller ikke -- i Stort seet, har det dog været en munter og indholdsrig Fart, og jeg har jo staaet i fremskudte Stillinger under Kampen -- turde jeg blot tro, at Arbejdet var saa solid udført, at de, som skulde fortsætte det, maatte sige: "Pælingen er forsvarlig!" Ja, turde jeg haabe det, da skulde jeg gjerne vende mig om mod mine Hrr. Rambukke, række dem Haanden og sige "mange Tak, mine Herrer!" Men des- værre -- som Forholdene var, og som jeg var, kunde det SIDE: 13 nu ikke blive anderledes end det blev. "Es irrt der Mensch, so lang er strebt", og jeg har strævet meget og altsaa fejlet meget. Jeg har saaledes vist Meget at bede om Tilgivelse for, og derfor vilde det vel ikke være saa underligt, om jeg inderst inde kunde have Trang til selv at faa sige et Ord med om mit Arbejde -- ikke til Forsvar; thi mine Hand- linger maa forsvare sig selv, saa godt de kan, men til For- klaring af baade Anskuelser og Handlinger -- faa sige Et og Andet, som ialfald kan bringe mig Forstaaelse, al den Stund det er saa forunderlig sandt, det gamle Ord: "tout comprendre, c'est tout pardonner". Og denne Forstaaelse med deraf følgende Tilgivelse tror jeg mig at eje en vis Ret til, om ikke for Andet, saa fordi jeg tror mig altid at have forstaaet baade Ringheden og Betydningen af at være "den attende Ko". SIDE: 14 MIN VEN STIPENDIATEN hvori Fortælleren beretter om en underlig gammel Rejsekammerat og for hans Skyld gjør en Saltomortale tilbage i Tiden. 1. Et Gjensyn. 2. Det første Møde. 3. Den første Aften i Paris. 4. I Kejserindens Salon. 5. Hjemme hos Mutter i Kjøbenhavn. Et Gjensyn. Vi skiltes, kjære Læser! den Novemberaften 1875, da jeg med min lille Familie sad i Jernbanekupeen, som efter et 17 Aars Exil skulde føre os fra Sverige, hvor jeg nu havde virket i en halv Menneskealder, tilbage til Fædrelandet. Rejsen gik dog ikke umiddelbart hjem; thi strax efter min Udnævnelse til Pro- fessor ved vort Universitet var jeg af Regjeringen bleven anmodet om at indtræde i en kongelig Kommission, som var nedsat i Anledning af Tegneskolens Omdannelse til en Kunst- og Haandverksskole, og sammen med et af Kommissionens andre Medlemmer blev jeg sendt ud paa en flere Maaneders Rejse for at studere en Række af Udlandets Kunst- og Haand- verksskoler. Bliv ikke bange! Jeg skal ikke trætte Dem med denne Rejses Studier. Men paa det første Sted, hvor vi stansede, SIDE: 15 nemlig i Kjøbenhavn, maa vi opholde os lidt, ikke for Kunst- skolens Skyld, men af en ganske anden Aarsag. Thi hvem skulde vel være det første Menneske, jeg traf paa, da jeg gik opover Gothersgade den aller første Morgen, uden min gamle Rejsefælle, min Ven, Stipendiaten! Og han er en Mand, hvem jeg skylder en Oprejsning, fordi jeg saa skammelig forsømte at tage ham med der, hvor han rettelig hørte hjemme, i tredie Del af "Svundne Tider", en fed og fornøjelig Figur, som nu pludselig stod for mig i de samme lysegraa Benklæder og den samme blaa Frakke med for- gyldte Knapper, som han havde baaret for 8 Aar siden i Paris. Med et glædestraalende Ansigt rakte han mig Haanden; men hans Træk og det dertil svarende Navn vilde i Øje- blikket ikke gaa op for mig, og jeg har vist seet lidt for- undret paa ham. Thi da mørknede hans vennesæle Ansigt: "Nej, men du store kinesiske Gud!" sagde han ganske be- drøvet: "Kjender De mig virkelig ikke igjen? Og vi, som dog morede os saa godt sammen i Paris! Husker De ikke mere Deres Ven, Stipendiaten?" Da aabnedes med Et mine Øine. -- Han blev atter straalende, og nu maatte jeg følge hjem med ham for at se Mutter og Børnene og Barnebarnet. Men jeg kan umulig forlade ham saa hurtig -- han maa have sit eget Kapitel, selv om jeg atter skal gjøre som ved Begyndelsen af 2den Del, lade Trainet kjøre en Vognlængde eller to tilbage i Tiden for at tage ham op i Kupéen -- men saa er det ogsaa paa Tide at komme avsted -- altsaa: "Einsteigen!" Det var den store Verdensudstilling i Paris, Sommeren 1867, som først bragte mig sammen med min Ven Stipen- diaten. Fire Gange med 11 Aars Mellemrum har Marsmarken i Paris rummet en Verdensudstilling paa sin uhyre Slette, første- SIDE: 16 gang 1867, saa 1878, dernæst 1889 og endelig 1900 -- den allerførste holdtes 1855 i Champs Elysées -- og hvergang har den frembudt et saa forandret Udseende, at man har ondt ved at forestille sig, at det er det samme Terrain, der alle fire Gange har været anvendt. Skjønt det ikke kan nægtes, at det allerførste Arrange- ment -- det i 1867 -- var det rationelleste, blev det dog strax forladt; thi vor taabelige Verden ønsker mere at kunne vise noget Nyt end at kunne vise noget Godt. Principet for Udstillingsbygningen i 1867 var -- efter de forgjæves Anløb til et rationelt Anlæg i London 1851 og 1862 som i Paris i 1855 i Champs Elysées -- et rent Columbusæg: en uhyre Ellipse gjennemskares i den ene Retning af radiale, i den anden af concentriske, ved Aabninger gjennembrudte Vægge; de radiale adskilte de udstillende Nationer, mens de concen- triske adskilte de forskjellige Arter af udstillede Gjenstande. SIDE: 17 Gik man altsaa indad mod Bygningens Centrum, kunde man i Sammenhæng se Alt, hvad en og samme Nation havde frembragt i de forskjellige Brancher; gik man derimod i Ret- ningen langs Ellipsen, kunde man sammenligne de forskjel- lige Nationers Fremstilling af den samme Industri- eller Kunstgruppe. Det Hele simpelt og klart, som alt genialt. Men da man jo ved at føre Radierne helt ind til Ellipsens Centrer vilde faaet et, paa Grund af den altfor ringe Bredde, der levnedes hver Nation, dødt Rum inderst inde, blev Midt- partiet af Ellipsen forbeholdt en fint anlagt Have, omgiven af de forskjellige Nationers Restaurants, og i Midten af denne Have laa den for Kejserinde Eugénie reserverede Salon, et lidet Feslot med et Udvalg af Frankriges ædleste Kunstin- dustri til den dejlige Spanierindes udelukkende Afbenyttelse. Udenom den store elliptiske Bygning var hele Marsmarken SIDE: 18 mellem Jenabroen og Ecole militaire, mellem Avenue Bour- donnais og Avenue Suffren omdannet til en Park, hvor kinesiske Pagoder og mexikanske Templer, indiske Topas og arabiske Moskeer vexlede -- hver omgiven af musice- rende eller syngende eller vin-, the- og caffeskjænkende Ind- fødte, og alt dette straalende hver Aften i rig Belysning med bengalske Flammer og al anden Herlighed. Et saadant Fe- eventyr havde Verden aldrig før seet, og Aviserne fortalte utrolige Ting. Det første Møde. Jeg havde tilbragt den første Del af den kolde og regn- fulde Sommer i Kjøbenhavn. Efterhaanden var Opholdet inde i Byen blevet mig uudholdeligt, da jeg fik en god Idé. I Slutningen af Juli annonceredes ogsaa i danske Blade de billige Extratrains fra Berlin til Paris under Udstillingstiden. Jeg kunde altsaa for en utrolig billig Pris faa se Udstillingen SIDE: 19 og ovenikjøbet hele Paris, som jeg endnu ikke havde besøgt. Jeg regnede over min lille Kasse og fandt, at jeg havde Raad til en tredje Classes Tour- og Retourbillet over Stettin og Berlin, og den 1ste August var jeg ombord paa Damp- skibet til Stettin og tilbragte Dagen i Selskab med nogle Bekjendte, der tilfældigvis var ombord og skulde til et Bade- sted paa Rügen. Dampskibet pløjede sikkert og let de klare, blaa Bølger i den lyse Sommerdag; til Styrbord bagved os laa Møens hvide Klint -- forud til Bagbord skimtede vi alt Rügens kraftig tegnede Klipper, og den sorte Røg strøg hen- over den hvide Havflade og viste os, hvor hurtig vi gled fremad. Jeg overnattede i Berlin, og næste Morgen, da Extra- trainet skulde gaa, stod jeg paa Potzdamer-Banegaarden. Der var en forfærdelig Mængde Mennesker paa Benene, en Træng- sel og Puffen og Støden, som om hele Verden skulde rejse med Godtkjøbstoget til Paris. Hist rendte en Dame, omringet af en Mængde Kasser og Tiner og Bommer og Æsker, skri- gende og jamrende frem og tilbage -- her stod en glad Student med sin lange Pibe, tagende Afsked med sine ikke mindre glade Venner, med hvem han havde sværmet Nat- ten igjennem, -- omfavnende og kyssende, som om Rejsen skulde gjælde Australien og Skilsmissen være for Livet. I den aabne Dør til en Coupé staar en jødisk Familiefader, som forlader sine Poder for at besøge Udstillingen og nu uddeler Afskedspresenter i Form af Groschenstykker og fader- lige Formaninger. -- Mellem disse trænger sig Bybud og Bærere, der slæber paa Bagage; -- jeg for min Del kunde heldigvis sige som den gamle Vismand: "Omnia mea mecum porto" og stod derfor i alskjøns Ro og betragtede Forvir- ringen med den egoistiske Fornemmelse af at have alt Mit paa det Tørre, der er saa tillokkende for lave Sjæle -- da jeg langt borte fik se en liden fed Mand, der strakte sig paa Taaspidserne og nikkede alt hvad Tøjet kunde holde i den Retning, hvor jeg stod. Jeg vendte mig uvilkaarlig om for SIDE: 20 at se, til hvem han nikkede -- men bag mig som foran mig var Alle optagne, hver af sit. Men saa -- idet jeg atter vendte Hovedet mod den fede, lille Mand -- begyndte han atter at nikke, som om Hovedet skulde falde af ham. Det maatte være mig, han nikkede til. Men jeg forsøgte for- gjæves at drage Kjendsel paa Manden; -- det stod mig klart, at jeg aldrig havde seet ham. Pludselig ser jeg ham, med Albuerne og Knæerne puffende til begge Sider, bane sig Vej gjennem den tykke Trængsel, indtil han langt om længe stod ved Siden af mig. "God Maaren, god Maaren!" sagde han paa godt Kjø- benhavnsk og straalede formelig af Venlighed over hele Ansigtet: "Hvorledes har De det idag?" Jeg kunde ikke bringe det over mit Hjerte at sige lige- frem til denne personificerede Velvilje: "De tar feil" -- jeg sagde altsaa først: "Tak -- særdeles godt -- men tør jeg spørge -- -- " "Ih -- men du store kinesiske Gud! jeg tror sandelig, at De ikke kjender mig igjen!" sagde han næsten krænket -- næsten med de samme Ord, han igaar brugte, da han mødte mig i Gothersgade. "Nej -- jeg maa tilstaa, at jeg ikke har den Ære." "Nej, men Gud forbarme sig, hvor kan De nu sige det? -- Se nu paa mig -- rigtig nøje -- saa -- " "Nej -- -- " "Men vi var jo sammen paa Stettinerbaaden hele Dagen igaar!" "Jeg beklager, at jeg ikke saa Dem!" "Ja -- da saa jeg saamen meget godt Dem. Hvor skal De rejse hen?" "Til Paris." "Ja, tænkte jeg det ikke nok! Men er det nu ikke mærk- værdigt -- det skal jeg jo ogsaa netop gjøre! Jeg skal sige Dem, jeg har Stipendium for at rejse til Udstillingen og SIDE: 21 studere Snedkeriet -- og jeg skal blive fire Uger i Paris. For jeg er "Ebenist" skal jeg sige Dem. Det har de lært mig, før jeg rejste, at jeg skal ikke sige, at jeg er Snedker, for det har ikke noet Klem med sig -- men "Ebeniste" klin- ger saa forbandet fornemt." "Men arbejder De da i Ibenholt?" "Tys -- tys -- det taler vi ikke om -- det kan jo for- resten være, at dette generer mig lidt, saa vi skal inte røre ved det! Naa, saa De skal altsaa ogsaa til Paris! Ja, men det er da højst mærkværdigt, hvor Folk dog kan træffe hin- anden paa Rejser! De rejser vel tredje Classe? Ja? -- skal vi saa ta Coupé sammen?" "Med Fornøjelse," sa' jeg -- thi Manden saa mig saa inderlig glad og fornøjet ud, at jeg turde slutte, at han ial- fald ikke vilde blive nogen melancholsk Rejsefælle. "Ja -- saa lad os stige ind -- det ringer andengang." Og ind steg vi, uden at jeg ahnede hans lumske Plan. Toget dampede afsted, fuldt besat til sidste Plads, og Tusin- der stod igjen og viftede og vinkede og raabte Farvel. "Farvel, farvel Børn!" raabte min glade Kjøbenhavner paa godt Dansk og viftede og vinkede, saa man skulde tro, han kjendte dem Allesammen. "Har De nogen Bekjendt der?" spurgte jeg lidt for- undret. "Ih nej -- det har jeg ikke -- men de vinker jo saa venlig til os allesammen -- og saa er det jo Mennesker allesammen." Det sidste var ubestrideligt og hans Henrykkelse et Tegn paa velvilligt Menneskevenskab -- og dette Menneskevenskab havde nu gjort mig til sin spectelle Gjenstand. "Det er accurat," sa' han, idet han satte sig, "som naar vi kjører i Skoven og kommer forbi Petersens, for der staar de altid Allesammen ved Vindverne og vinker til os, naar de ved, vi er med -- ja De kjender vel Hattemager Petersens?" SIDE: 22 "Nej -- jeg gjør ikke." "Nej -- virkelig? Kjender De ikke Hattemager Peter- sens?" og han saa paa mig med en Blanding af Forundring og Misbilligelse af min Ukyndighed -- ret som om der havde været Tale om ikke at kjende Kong David eller Shakespeare. Jeg var sunket et Par Procent i hans Agtelse. Og saa kom Conduktøren og couperede Billetterne. Jeg tændte min Rejsepibe, og han vedblev at passiare. -- Inden vi saa os for, hvirvlede vi forbi Potzdam. "Hvad er det?" spurgte min Rejsefælle. "Potzdam." "Hvad er Potzdam for noget?" "Det er de preussiske Kongers Lystslotte." "Nej virkelig? Det maa De fortælle mig Noget om." Og jeg fortalte, hvad der staar om Potzdam i de større Geographier, og han var henrykt over at have faaet en saa "interessant Rejsefælle". Omsider gav han mig sit Visitkort, og jeg læste derpaa, at han hed Peter Jeppesen og var Snedkermester, paa det danske Visitkort -- men han havde ogsaa et fransk, og der stod ganske rigtig ikke "menuisier", men "ébeniste". Vi passerede Magdeburg -- jeg maatte fortælle ham om Tilly og om Domkirken, og atter fik jeg Attest for, at en saa morsom og dertil saa lærd Kamerad havde han aldrig truffet. Dette gjentog sig saa i Wolfenbüttel, hvor vi spiste Middag, i Düsseldorf, i Köln -- -- og jeg indkasserede denne Ros ganske naivt som en naturlig og let erhvervet Tribut til mit Fortællertalent, uden endnu at mærke, at Skjælmen havde sin velberegnede, lumske Hensigt med at strø Virak for sin nye Ven. Denne Hensigt skulde træde tydelig frem, da jeg fortalte ham, at vi nærmede os den belgiske Grændse, og at vi i Verviers skulde have vor Bagage visiteret. Om han havde nogen? Jo -- han havde et Uhyre af en Kuffert, men ingen toldbare Sager. Men med Et spurgte han: SIDE: 23 "Hvad Sprog taler man i Belgien? Kan man tale tysk der?" "Nej, Visitationen foregaar vist i denne Del paa fransk." "Har De været i Paris før?" "Nej." "Kan De tale fransk?" "Aa -- til Husbehov." "Nej, hvor De er lykkelig! For jeg kan ikke tale et Ord fransk. Non og oui, det kan jeg, det er det Hele." "Hvorledes tænker De da at klare Dem i Frankrige?" lo jeg. "Ja, se det er jo netop det, jeg sidder og tænker paa hele Tiden. Dersom De ikke vil hjælpe mig." Han lukkede det ene Øje. "Ja -- men De kan jo ikke altid have mig ved Haan- den." "Aa ja -- men De har jo heller ikke været i Paris før. Men -- ved Toldvisitationen kan De da hjælpe mig. Vil De ikke nok det?" "Jo, saa gjerne -- selv har jeg ikke anden Bagage end min Vadsæk, saa det lader sig nok gjøre. Forresten blir Visitationen vist meget overfladisk." Det blev den da ogsaa -- han slap endog at aabne sin Kuffert -- der var saa uhyre mange Rejsende. "Der kan De se" -- sa' han med ikke ringe Vigtighed, da vi atter sad i Coupéen -- "der hjalp jeg mig dog uden Deres Assistence." Det var unægteligt. Ved den franske Grændse gik det ligesaa. "Der kan De se," sa' han igjen. "Det gaar jo ud- mærket." Han begyndte formelig at blive stolt af sin Dyg- tighed. Natten var gaaet med Søvn saa godt det vilde lade sig gjøre, og ud paa Formiddagen nærmede vi os Paris. Men min velvillige, smilende Ven fra igaar var idag helt SIDE: 24 forandret -- øjensynlig Melancholiker. Og jo nærmere vi kom den franske Hovedstad, desto mere tiltog tydeligvis hans Melancholi. Med mat Stemme og forsigtig spurgte han, da vi forlode Creil: "Hvorledes gjør nu De, naar De kommer frem?" "Jeg tager en Droske og kjører til mit Logis." "Og saa skal vi skilles?" sa' han med en Stemme, som om et helt langt Livs Venskab skulde afbrydes med engang. Det klang, som om han var rammet af den dybeste Ulykke, og jeg nænnede ikke at sige, hvad jeg havde paa Læben: "Ja, hvad andet?" Han taug et Minut. "Aa, maa jeg ikke faa Lov at ta' ind sammesteds som De?" sagde han endelig sagte og forknyt. "Det kan jeg naturligvis ikke forbyde Dem; men det er neppe sandsynligt, at der er Værelser ledige; jeg skal bo i et lidet Hotel garni og har gjennem en Ven forud sikret mig Plads." "Det var meget ilde gjort af Dem. Ja, men maa jeg da dele Deres Droske?" "Ja men maa De saa." Og fra Gare-du-Nord rejste vi i samme Droske med hans Uhyre af en Kuffert bagpaa til Rue le Pic allerøverst oppe paa Montmartre, hvor jeg ventedes, og hvor mit Værelse stod færdigt. "Aa, vil De spørge, om jeg ogsaa kan faa et Værelse?" Svaret lød nej. Min Ven kneb det ene Øje sammen og sagde henvendt til mig: "Hvad heder en Seng paa fransk?" "Un lit." Og med stor Sikkerhed pegte min Ven med sin Stok paa Gulvet i mit Værelse, stødte den haardt mod Fliserne og sagde: "Un lit -- her -- non? -- Oui!" Jeg brast i Latter, Verten saa paa mig, forstod med hele en Parisers lette Opfatning Situationen og lo med. Og naar man ler, er det vanskeligt at sige nej. SIDE: 25 "Om Monsieur tillader," sagde Verten spørgende, "saa kan jeg nok skaffe en Seng," og inden jeg vidste et Ord af, havde jeg lænket mig til Uhyret for hele mit Pariserop- hold; thi det ahnede mig jo, at nu maatte jeg ogsaa føre ham lige hjem til Mutters Kakkelovnskrog i Kjøbenhavn. Den første Aften i Paris. Min Borre fik altsaa en Seng ind i mit Værelse, som derved mistede det meste af sin Hygge -- og den Affære var i Orden. Han gjorde sig det bekvemt og var saa tak- nemmelig, mens han stod der og gjorde Toilette i Skjorte og Underbenklæder og med Haaret kjæmmet ned over Øjnene, at jeg umulig kunde bære det over mit Hjerte at skjælde ham Huden fuld over denne løjerlige Blanding af Naivetet og Uforskammethed. Da jeg stod færdig til at gaa ud, havde han strakt sig paa min -- nej paa vor Sofa, og sagde nu med den op- rigtigste Mine af Verden: "Jeg er frygtelig sulten -- hvorledes skal jeg faa Mad?" Jeg tog ham nu for første Gang ordentlig for mig -- thi jeg begyndte at sætte mig ind i min Formynderrolle -- og sagde: "For idag skal jeg tage mig af Deres Legemes For- plejning; men saa faar De sandelig for Eftertiden sørge for Dem selv. Jeg har faaet anbefalet en liden Restaurant i Pas- sage Montesquieu -- det er rigtignok langt did; men derfra gaar jeg lige til Café Regence, hvor jeg ved, at jeg træffer en Bekjendt Klokken syv, og da skilles vi. Saa maa De skaffe Dem selv hjem". "Ja -- naturligvis -- men hvem skal vise os Vejen?" "Aa -- lad De mig kun sørge for den Sag". Jeg var allerede dengang, endskjønt jeg første Gang var i Paris, saa vant til at færdes i fremmede Stæder, at det hørte til mine største Fornøjelser, første Gang jeg kom til en større By, at gaa alene ud i Byen med Plankartet i Haan- SIDE: 26 den, og ved dets Hjælp at lodse mig frem. Imidlertid fore- kom jeg mig omtrent som jeg formoder "Søfareren Sindbad" maa have følt sig tilmode, da Aanden var faret ud af Fla- sken og havde sat sig paa Nakken af ham. Jeg tog altsaa min Baedeker i Haanden og vandrede nedad Rue le Pic, Rue Blanche, Rue Chaussée d'Antin, over Boulevard des Italiens, mens Paris's brogede Liv surrede og bølgede omkring os i hele sin bedaarende Pragt, med sin Larm og sin Omvexling, og jeg kunde ikke lade være at synge: "Gud bevares, hvor Alting er stort i Paris", og da vi traadte ind i en af de næste Gader, sagde jeg til min for- bausede Ledsager, der rent havde tabt baade Næse og Mund, især ved at se mig gaa saa frækt paa: "Naar vi nu har gaaet nogle Skridt, maa vi se Tuileriehavens Træer foran os, og saa er vi -- rigtignok ad en liden Omvej -- snart fremme". Idetsamme dukkede ganske rigtig Træerne og Gitteret frem. Da lukkede han det ene Øje, saa højst listig paa mig og udbrød med engang: "De er en stor Skjælm!" "Hvad nu?" "Jo -- for De sagde, at De aldrig havde været i Paris; før -- og saa har De jo alligevel været der -- " "De mener -- -- " "Ja for hvorledes kunde De ellers finde frem saadan i Blinde? Nej -- De narrer ikke mig saa let! Træerne staar da sgu ikke paa det lille Kort." At faa ham til at begribe, at man kan bevæge sig efter et Kart, var platterdings umuligt. Da vi gjennem en Sidegade fik Øje paa Vendômesøjlen, sagde han: "Hvem er den svære Karl deroppe?" "Det er Napoleon". "Naa, saa det er Napoleon. Det var dog en mægtig Krop. SIDE: 27 Ja -- der kan man se, det er dog sandt, at Menneskene var meget større i gamle Dage end de er nu". Ad Rue Rivoli og gjennem Palais Royal naaede vi vort Maal -- som man ser ad en liden Omvej. Endelig var Middagen fortæret og Caffeen drukket i Café Régence, mens min Rejsefælles pudsige Ansigt blev alvor- ligere og alvorligere. Det store Øjeblik nærmede sig jo, da han det gamle Barn skulde vove sig alene ud i det store Babel; -- hans sidste Haab, at den Ven, jeg skulde møde i Café Régence, ikke skulde indfinde sig, var allerede slaaet fejl, og nu Klokken halv otte slog Skilsmissens betænkelige Time. Han blev alt blidere og blidere, alt ømmere og ømmere, og ligesom vi nu ikke skulde se hinanden før i Hjemmet d.v.s. i Kjøbenhavn, sagde han, inden vi skiltes, saa blid som en Smørklat i en Risengrød: SIDE: 28 "Naar De nu kommer hjem til Kjøbenhavn, saa maa De love mig at besøge os. Jeg har en kjøn gammel Kone og to Sønner og en nysselig Datter, og jeg maa jo faa vise Dem dem Allesammen". "Mange Tak for Indbydelsen", svarede jeg, "men nu er det nok paa Tide, at jeg skaffer Dem en Droske, for nu maa vi skilles". "Ja -- men sagde De ikke, at en Omnibus var billigere?" "Ganske vist -- men saavidt jeg har undersøgt Sagen, er der Correspondance undervejs, og De kunde tage fejl". "Corre -- hvad kaldte De det? hvad er det?" "Jo -- De maa stige af undervejs -- i en anden Omni- bus -- og det kan gaa galt". "Aa -- ikke Andet -- det er jo ingen Sag at stige om!" "Ja, ja -- som De vil -- men pas da paa! Den Omni- bus, De nu stiger ind i, holder ved en Kirke, som heder Marie-de-Lorette -- der skal De stige ud og vente, til der kommer en Omnibus, der ser ganske ligedan ud, af gul Farve og med et H paa Siden foran" lærte jeg ham ud af min Rejsehaandbog. "Ja, da kan jeg jo ikke tage fejl". Idetsamme kom Omnibusen, der gik til Marie Lorette, han ind -- og afsted bar det hjem. "Nej -- nu skulde Mutter se mig!" raabte han til mig udigjennem Omnibusvindvet, straalende over hele Ansigtet, som han sad der mellem en Flok muntre Parisere og Pa- riserinder som en Potetes i et Rosenbed. Og saa kjørte de. -- Jeg tilbragte Aftenen sammen med flere Landsmænd; først slentrede vi langs Boulevarderne fra Café til Café og be- tragtede det brogede Liv ved Aftenlys under Boulevardernes Træer -- saa var vi inde og saa en Act af "Ecole des Fem- mes" i Théatre Français, souperede i Café riche, og vi skiltes naturligvis ikke før et godt Stykke efter Midnat -- i "Smaa- SIDE: 29 timerne". Klokken to kom jeg hjem til vor fælles Rede. -- Jeg aabnede Døren ganske sagte for ikke at vække Con- tubernalen. Men hvo beskriver min Forfærdelse, da jeg, idet jeg tænder mit Lys, ser, at Hr. Jeppesens Seng er tom og -- urørt, ligesom han heller ikke fandtes oven Senge. Det ulykkelige Menneske! Min Samvittighed vaagnede. Havde jeg først taget mig af ham, havde dog jeg, der vidste, hvor umulig han kunde bevæge sig i den store, for ham ukjendte By, den Forpligtelse at sørge for hans Sikkerhed -- hvorfor havde jeg ikke heller taget ham paa Slæbetaug den hele Aften, han vilde jo ikke have gjort vort glade Selskab nogen Skade; nu var han faldet i Hænderne paa Bonde- fangere, kanske paa endnu værre Folk -- han erindrede kanske neppe Adressen paa sin Bolig; i bedste Fald havde Politiet taget sig af ham -- men i værste! Skulde jeg gaa til nærmeste Politistation? Det var ialfald for sent, hvis en Ulykke havde rammet ham, og dertil var jeg Dødsens træt: Jeg havde jo rejst hele den foregaaende Nat, og nu var det langt over Midnat. Jeg ringede og sagde til Verten, som altid selv var tilstede i dette lille Hotel garni: "Har min Contubernal slet ikke været hjemme, siden vi gik ud sammen?" "Nej". "Da maa Politiet øjeblikkelig underrettes om, at han er forsvunden". "Skal ske". "Jeg gav de nødvendige Oplysninger, og Verten gik. Jeg begyndte at klæde mig af, men vilde ikke gaa tilsengs -- og kastede mig saa halvklædt paa Sofaen. Søvnen over- vældede mig, og jeg sank hen i et Slags Drømmetilstand, hvori Røvere, Politi, Mord og danske Snedkermestere spillede Hovedrollen. Maaske har jeg dog kun ligget der faa Minuter. SIDE: 30 Med engang gaar Døren op, og i Døraabningen staar Verten og raaber triumferende: "Il est trouvé -- il est ici!" Og umiddelbart derefter hørte jeg Peter Jeppesen raabe: "oui! c'est je!" Men hvilket herligt Syn! Har De seet Fredrik Deland som Conjander i Blanches "Hittebarnet?" -- hans første Entrée, da han kommer fra Operakällaren, trallende med Hatten paa tre Haar, Lyset vaklende i den usikre Haand og synlig "angeheitert?" Min Hr. Jeppesen var hans udtrykte Billede. Lyset vak- lede i hans Haand, Hatten sad ham skjævt paa Hovedet, han var stærkt "angeheitert" og nynnede en glad Melodi hen for sig. "God Aften!" sagde han i sit velvilligste Tonefald: "God Aften! Ligger De ikke endnu?" "Menneske!" raabte jeg og sprang op fra Sofaen, "hvor har De været? De har sat mig i den dødeligste Angst!" SIDE: 31 "Ih -- hvad -- hvad var De angst for? De ser dog ikke ellers ud som en Hare?" "Men saa fortæl dog -- hvor har De været?" "Ja, se -- det er det jo netop, jeg ikke ved. Det er just det Mærkeligste ved det Hele! Men noget saa dejligt har jeg aldrig seet eller oplevet. Nu skal De høre! Jeg satte mig da ind i Omnibusen, som De saa, og saa steg jeg ud, da vi holdt ved Kirken, som De sa'. Men jeg ventede syv lange og syv brede; der kom mange Omnibuser, som var gule, og mange Omnibuser med et H, men ser De: de, der var gule, havde intet H, og de, der havde et H, var ikke gule. Mørkt var det ogsaa blevet, og saa steg jeg op i en, som jeg tror var gul, og som havde et I; for jeg tænkte, at I er nærmest ved H -- saa kom jeg dog i Nærheden. Men se det gjorde jeg nu ikke. Men inde i den nye Omnibus sad der en hel Del Damer, og de var saa mejet høflige, og de talte til mig, men jeg rystede paa Hovedet, og saa lo de. Men da dette saa aldrig tog Ende, og jeg sa': "Rue le Pic trente un", som De har lært mig -- ja da skulde De hørt! De lo jo som de var gale, ja rent splittergale, og sa', at nu vilde de angle mig, anglevere mig -- og saa lo de igjen og talte sammen om mig, og saa sa' de, at her skulde vi stige ud. Men jeg forsikrer Dem til, at det var mejet pene Damer. Ja, saa steg vi da ud, og kom ind i en Have og der var Dans og dejlig Musik -- det var rent som i Himmerig -- og da vi saa havde danset lidt, saa sa' de, at de vilde have Champagne, og jeg gav dem natyrligvis Cham- pagne, for jeg har Penge nok, skal jeg sige Dem -- og vi morede os saa godt, saa godt -- og det er slet ikke vanske- ligt at forstaa Fransk, for saadanne Ord som "Courtise" og "Champagne" og "danse" og "musique" og "restaurant" -- det er jo dansk altsammen! Det var som at gaa paa Tivoli -- bare hundrede Gange dejligere -- og da vi saa havde spist Aften -- det kaldte de "Souper", og det er jo ogsaa dansk -- og jeg havde betalt, saa satte de mig op i en Droske og sagde SIDE: 32 til Kusken: "Rue le Pic trente un" -- og saa kjørte han mig hjem -- og nu er jeg her, og en saa morsom Aften har jeg i mit hele Liv ikke havt -- nej ikke i mit hele Liv!" Jeg vidste jo ikke, om jeg skulde ærgre mig over min overflødige Angst eller le over den pudsige Figur, der sad ligeoverfor mig, fuld af Glæde og Selvtilfredshed, men spurgte ham da lidt nøjere ud om Vejen han havde kjørt og hvor tror De saa han havde været? -- Paa Bal Mabile! -- Di- recte til Bal Mabile var han kommen, den gamle, skikkelige kjøbenhavnske Snedkermester. Da maatte jeg le, og selv holdt han sig paa Maven og lo saa Taarerne trillede. "Men -- hvad tror De nu, min kjære Jeppesen, at Mutter vilde sagt, hvis hun havde seet Dem der?" "Ih -- der var grumme dejligt! Det var accurat som i Himmerig!" "Ja -- men ved De da ikke, at Bal Mabile er et af de mest ilde berygtede Steder i hele det usædelige Paris?" "Ih -- men Gud forbarme sig -- hvad er det, De siger? Ja, var det ikke det jeg kunde tænke mig!" Han havde rejst sig, men sank ned paa Stolen igjen af Forfærdelse. "Ja -- da har De sgu Ret" tillagde han: "det maa Mutter aldrig faa at vide; for hun vilde jo tage sin Død over det. Jeg skal sige Dem, at Mutter er af en meget fin Temperatur, endnu meget finere end min -- og saa er hun meget fed, saa hun kunde faa et Slagtilfælde. -- Nej, Mutter maa sgu aldrig faa det at vide. Men uhyre grinagtigt var det -- og aldrig i mit Liv har jeg moret mig saa -- nej, aldrig i mit Liv!" Ti Minuter efter sov han den Retfærdiges Søvn. I Kejserindens Salon. Den næste Dag var en Søndag. Hele Paris var paa Benene. Jeg havde sagt min Borre, at idag fik han sørge for sig selv, og havde sat ham op i en Omnibus, der gik directe til Ud- SIDE: 33 stillingen (og givet ham de nødvendige Instructioner for Til- bagerejsen). Det var jo der han skulde "studere Snedkeriet". Jeg tilbragte ogsaa en Del af Dagen i Udstillingen, men fik intetsteds Øje paa min Snedkermester. Om Aftenen, da jeg kom hjem, var han vendt tilbage, ligeledes pr. Omnibus. Han begyndte øjensynlig at gjøre Fremskridt. "Naa, -- hvad synes De saa om Udstillingen?" "Oh den er storartet -- jeg har aldrig seet Magen!" "Hvad har De nu seet idag?" "Ja se -- først gik jeg nu ind i en Restauration og spiste Frokost, og saa gik jeg ind i Kejserindens Salon i Haven". "I Kejserindens Salon? Ja der blev De da udvist". "Nej ingenlunde. Jeg gik blot lige ind og satte mig, for der var uhyre behageligt at sidde -- ja der var jo ingen Kejserinde, forstaar De, men der var saa dejligt Snedker- arbejde, som jeg aldrig før har seet; -- og da jeg saa blev sulten, gik jeg ind igjen i Restaurationen og spiste Middag". "Men har De da intet Andet gjort end at spise?" "Jo -- saa drak jeg. Jeg fik den dejligste Burgunder". "Og saa?" "Ja, saa gik jeg ind i Kejserindens Salon igjen, og der fik jeg mig saa skam en liden Lur." "Men Menneske, hvorledes har De kunnet faa Adgang til Kejserindens Udstillingssalon? Den er jo lukket for Alle -- jeg kunde skam ikke komme derind." "Ja, da kunde skam jeg", sagde Jeppesen med høj Selv- bevidsthed. "Jeg sa' blot til ham, der stod ved Døren: "Spre- chen Sie Deutsch? Ich bin der König von Dänemark sein Ebeniste und will sehen, was Sie können machen hier in Frankreich", og saa bukkede han og slap mig ind." "Men saa har De jo løjet, Mand! De er jo ikke Kongens Snedker." Han lukkede det ene Øje og saa uhyre fiffig ud. SIDE: 34 "Er ikke Kongen af Danmark min Konge?" "Jo vel". "Naa, da er det jo klart, at jeg er hans Snedker." Ja, den Slags Logik er jo ikke til at modsige. Da han den næste Aften kom hjem, var han atter en liden Smule angeheitert, og da han skulde tage Hatten af, blev han og jeg lige forbauset; thi som han stod for mig, var han avanceret til kejserlig fransk Functionær -- ialfald oventil; thi paa hans Hoved sad en tosnudet Hat, besat med Tresser og den franske Cocarde. "Hvorledes Satan er dette gaaet til?" sa' han. "Men, Menneske, hvor har De nu været!" "Ja", sa' han betænkelig, tog Hatten af og besaa den nøje paa alle Kanter: "dette maa jo være en Fejltagelse." Han saa ud ligesom sin Stamfader Jeppe i Baronens Seng, da han spurgte sig selv, om han var Jeppe eller ikke Jeppe. "Det er sgu ikke min Hat -- men den laa ganske be- stemt paa den Stol, hvor jeg havde lagt min Hat!" "Hvor har De saa været?" "Ja -- hvor har jeg været?" "Det maa De da vide?" Jo, da det krøb ud af ham, saa havde han saa skam igjen været i "Kejserindens Salon" og intet andet Sted. "Ja -- for jeg skal sige Dem" -- lagde han til -- "der er saa dejlig stille, og de andre Steder er der saa mange Mennesker, saa man bliver ganske ør i Hovedet." "Men saa har De altsaa endnu slet Intet seet. Det er paatide De begynder at arbejde for Deres Stipendium nu." "Desuden," sa' han, "er da Kejserindens Salon det for- nemste Sted paa hele Udstillingen." Og han begyndte at klæde sig af. Jeg mærkede forresten, at der var Noget ivejen iaften, og omsider krøb det frem. Han havde nok været i Kejserindens Salon -- men idag var han bleven kastet ud, da han tog sin Middagslur der efter at have spist en grundig SIDE: 35 Middag i den Restauration, der nu var bleven hans Liv- restaurant, og i Farten havde han taget Lakejens Hat istedetfor sin egen og i sin noget omtaagede Tilstand ikke bemærket det, før han var hjemme. Men til min store Overraskelse sagde han saa med engang: "Men nu er jeg træt af Pariserlivet, og imorgen vil jeg tage hjem!" "Hvad behager? De skulde jo blive her i fire Uger og studere Snedkeriet? Og Stipendiet -- hvad har De gjort for det?" "Ja -- men jeg er saa træt. De maa betænke, at jeg er en gammel Mand, og jeg taaler ikke disse Anstrengelser. Det er jo nogle Distancer, saa -- -- " Men den rette Grund maatte dog frem. Uden at være opfordret til nærmere Redegjørelse kneb han det venstre Øje sammen, som han plejede, naar han skulde gjøre en Ting rigtig slaaende: "Desuden -- skal jeg sige Dem -- her er forfærdelig dyrt i Paris! Gud ved, hvor De kan faa Alting saa billigt? Men saa har jeg ogsaa moret mig." Den Restaurant, i hvilken han havde spist sine to sidste Frokoster og sine to sidste Middage, var den fineste paa hele Udstillingen, hvor i Regelen kun Fyrster og Millionærer spiste, og hvor formodentlig en 60 Francs Couverten var billigste Pris. Forklaringen til, at han uden Modstand var sluppen ind i Kejserindens Salon, var sikkerlig, at den vagt- havende Betjent har seet ham komme lige fra den Restaurant, hvor nylig Kongen af Preussen, Kongen af Portugal, Sultanen af Tyrkiet og lignende Potentater havde plejet spise -- og i Haab om høje Drikkepenge har han ladet ham passere. Paa Bal Mabile havde man naturligvis trukket ham skrække- lig op, og jeg kunde saaledes nok lugte Lunten, at han nu som en brav og forsigtig General vilde trække sig ud af Legen, mens Pengene strakte til. "Men" indvendte jeg: "De har jo endnu ikke seet det Allerringeste af selve Paris?" SIDE: 36 "Ja, men jeg er saa træt, og nu vil jeg hjem til Mutter. Men jeg vilde jo saa gjerne have seet lidt mere af Paris" tilføjede han næsten grædefærdig. Mit Hjerte var smeltet. "Hør nu" -- sagde jeg: "jeg har selv endnu ikke seet stort af Paris -- vil De imorgen være med mig, saa skal jeg vise Dem det Seværdigste, Paris har, saalangt det kan sees paa én Dag; saa har De ialfald lidt Andet at fortælle Mutter om, naar De kommer hjem, end om "Kejserindens Salon" og -- "Bal Mabile." "Tys -- tys," sagde han, "nævn det ikke! Men vil De virkelig vise mig om i Paris?" Saa tog vi næste Morgen en Droske sammen, efterat han havde kjøbt en ny Hat -- og jeg viste ham Louvre -- Nota bene udenpaa -- og saa Notre Dame -- indvendig -- men ingen af Delene lod til at interessere ham synderlig. Da vi nu var lige ved Stedet, tog jeg ham med til la Morgue -- det syntes han jo var "gruelig interessant" -- men han talte alligevel bare om: "den, som nu sad vel hjemme hos Mut- ter igjen!" Da faldt Jardin-des-Plantes mig ind. "Ja, Dyrene," sagde han, da han hørte, hvad det var for en Indretning. "Dyrene, dem vilde jeg helst se af Alt i Paris." Og vi tilbragte da 3 à 4 Timer blandt Rhinoceroser og Hippopotamoser og Strudse og Abekatte, og der var han i sit Element. Det var dog synligt, at der ogsaa her var Noget, som foruroligede ham, og omsider fik det Luft. Da vi stansede foran Kasuaren, spurgte han med engang: "Men er alle disse Dyr nu ogsaa virkelig natyrlige?" Da jeg med den alvorligste Mine for- sikrede ham om, at de Alle var udgaaede fra Naturens Haand, som han saa dem her, var han snart beroliget og vi fortsatte Vandringen. En saa interessant Dag havde han aldrig i sit Liv tilbragt: "det var dog", mente han, "igrunden en langt ædlere Fornøjelse end Bal Mabile." SIDE: 37 Onsdag Morgen, før jeg stod op, var han i Klæderne, jeg ringte og fik bestilt ham en Droske, gav Verten Besked om at lade Kudsken kjøre ham til Gare-du-Nord, fulgt af en Lejetjener, som kunde hjælpe ham tilrette; sin Retourbillet havde han jo i Lommen, og han strøg afsted, fuld af Tak- sigelser og Velsignelser. Men han gjentog ikke sin Invitation til at besøge ham og Mutter i Kjøbenhavn, uden at Aarsagen hertil egentlig strax faldt mig ind. Da han var borte, klædte jeg mig paa og gik ud, men tænkte mig den hele Dag: formodentlig finder Du ham i Sengen, naar Du kommer hjem iaften; -- thi sandt at sige, troede jeg neppe, at han formaaede at klare sig ordentlig ind i Jernbanecoupéen. Men da jeg kom hjem om Aftenen, var Værelset tomt, Sengen flyttet ud, og jeg følte -- sandt at sige -- ordentlig et Savn ved ikke at høre hans pudsige Grynten -- men han var og blev borte -- for ever. Den tosnudede Hat sendte jeg Dagen etter til Udstillin- gens Bureau for fundne Sager. Saaledes skiltes jeg fra min Borre. Hos Mutter i Kjøbenhavn. Nu saa jeg altsaa efter 8 Aars Forløb min forsvundne Rejsefælle igjen og maatte altsaa som sagt aflægge en Visit i hans Hjem. Men nu viste sig det Pudsige, at den brave, uskyldige Kjøbenhavner i de otte Aar ikke havde kunnet glemme sit compromitterende Besøg paa Bal Mabile. Inden vi gik op til Mutter, mindede han mig paany om hendes "fine Temperatur" og bad mig indstændig om ikke at nævne noget om denne sørgelige Begivenhed. Det lovede jeg ham naturligvis; men hvorledes det gik til eller ej, kom han selv til at nævne vor første Aften i Paris og beklage, at jeg havde været ængstelig for ham. Da begyndte Mutter at spidse Øren og vilde absolut vide, "hvor Peter havde været den første Aften SIDE: 38 i Paris". Jeg svarede da saa forblommet, jeg kunde, idet jeg leende citerede den første Linie af Ordene i "Romeo og Julie": "Han gjorde sit Besøg hos Dronning Mab!" (Hun kommer større ej end en Agat Og kjører med et Spand af lette Solgrand). Men dette var jo hebraisk for den kjære Mutter Jeppe- sen, som hverken havde Ahnelse om den Wallisiske Fedron- ning eller om det efter hende opkaldte Etablissement i Paris, men bare opfattede, at hendes Peter havde været paa Visit hos en Dronning. "Ih, men Peter!" udbrød hun, "en Dron- ning! det har Du jo slet ikke fortalt mig om! Jo, Du har rigtignok været i de fineste Cirkler! Du har talt baade med Dronninger og Kejserinder!" Peter kneb som sædvanlig det ene Øje tæt sammen og sagde polidsk: "Ja, med Kejserinden talte jeg jo virkelig." Jeg vilde ikke i Mutters Nærværelse gaa nærmere ind paa dette delikate Emne og bragte Samtalen over paa noget Andet. Men da han fulgte mig til Dørs og vi nede i Porten var udenfor Mutters Hørevidde, vilde jeg dog gjerne have Rede paa denne mærkelige og for mig helt ube- kjendte Samtale, og spurgte ham: "Talte De virkelig med Kejser- inden?" "Ja Gud gjorde jeg saa", grinede Peter fornøjet. "Men De kan jo ikke tale et Ord Fransk," indvendte jeg. "Ja," sa' Peter betænkelig, "egentlig var det jo hun, som talte med mig. Ser De, det var jo dengang, jeg havde lagt mig til at sove i hendes Salon, -- De husker nok -- men saa blev jeg jo smidt ud, og det havde jeg jo ikke Lyst til at fortælle Dem videre om. Men idetsamme kom Kejserinden ind med sine Damer, og da hun formodentlig saa et Mærke efter mine Støvler i Sofaen, blev hun vist lynende vred, for hun saa hvast paa mig og sagde -- noget, som jeg natur- ligvis ikke forstod, men det lød som couche eller coche eller noget saadant. Hvad mon det kan have været?" "Det skulde vel ikke have været cochon?" SIDE: 39 "Jo" udbrød Peter Jeppesen glædestraalende, "det var det akkurat! Cochon var det!" Og med et spørgende Blik paa mig tilføjede han: "Den som nu bare vidste, hvad det betyder!" Saavidt om min Ven Stipendiaten, som jeg siden aldrig har gjenseet. Fra Kjøbenhavn gik Rejsen for at studere Europas Kunst- skoler videre over Hamburg, Berlin, Dresden og Nürnberg til München, hvor jeg efterlod min Familie, da det var min Hensigt efter Vaarsemestrets Forelæsninger i Christiania at tilbringe Høsten og Vinteren 1876 -- 77 i den nævnte By med forberedende Studier for min Universitetsvirksomhed. Fra München gik jeg, efter et kort Besøg i Wien sammen med min Collega, alene til Sydvesttyskland. I Stuttgart hørte jeg et Par Forelæsninger af Wilhelm Lübke og den berømte Æsthetiker Friedr. Theodor Vischer (over Macbeth) og drog saa over Carlsruhe, hvor jeg paany confererede med Gude, der var Medlem av den kongl. Com- mission, og over Strassburg til Frankriges Hovedstad. I Paris kom jeg -- ligesom engang min Ven Peter Jeppesen -- "i de fineste Cirkler". Jeg tænker navnlig paa en Aften hos Præsident Mac Mahon, hvor den fordrevne spanske Dronning Isabella samt Louis Philippes Sønner, Prinserne af Némours og Joinville var tilstede. Det var denne Sidste, om hvem det den Aften blev mig fortalt, at hans Søster Marie af Orléans havde anmodet ham om, at han fra sin Jordomsejling vilde tage hjem med til hende en fuldstændig Kvindedragt fra en af Sydhavsøerne, og han bragte hende -- et Perlehalsbaand. Saa gik jeg over London (Skolen i South Kensington) til Belgien, hvor jeg opholdt mig nogle Dage ved Tegne- skolen i Louvain, og saa bar det direkte hjem til Christiania og "de hjemlige Forholde". SIDE: 40 FERSK CULTUR hvori Fortælleren beretter om en Hovedstad i Slyngelalderen, ser sig gal paa de bagvendte Kunstforholde i et ungt Samfund og viser sig i det Hele temmelig uforstaaende overfor sine nye Omgivelser. 1. Fra et Vindve i Grand Hotel. 2. Byens og Borgernes Fysiog- nomi. 3. Forandringer. 4. Udviklingens Art. 5. Det manglende Mel- lemled. 6. Bro over Kløften. 7. Primitive Kunstforholde. 8. Kunst- samleren paa Bakkehuset. Fra et Vindve i Grand Hotel. Christiania! Du Stad med den raske, sunde og kraftige Udvikling, du Stad med den aabne Haand og det varme Hjerte! Du Brændpunkt for Alt, hvad vort Fædreland yder som Indsats i Nutidens Kultur fra et lidet og umodent, men ungt, stærkt og ube- dærvet Folk -- Christiania! hvorledes skal jeg gjøre dig Afbigt for alle de Klager og Anklager, jeg paa de følgende Blade maa rette imod Dig -- nej -- ikke imod Dig, men mod dem, som angav Tonen i Dit Liv i de Aar, jeg nu skal skildre? Lad mig gjøre det i to Ord: det er ikke Dig, men det er mit eget personlige, i Mangt og Meget kanske fejl- agtige og uforstaaende Syn paa Dig, jeg her, saa sandt det er mig muligt, skal fremlægge. Thi to mere heterogene Væsner end Christiania i 1876 og min Ringhed kan vel neppe tænkes. SIDE: 41 -- Og (lad mig tilføje): Du var ikke heller selv dengang, hvad Du senere er bleven. Det er disse to Ting, jeg paa Forhaand maa betone for mine Læsere saa stærkt, jeg kan, idet jeg nu betræder Din Grund: Hverken han, som skildrer Dig, eller Du, som er hans Skildrings Gjenstand, var de samme i 1876 som de er i 1915. Lad dette være nok sagt til Forklaring. Det var en dejlig Februarmorgen 1876 -- en af disse vaarlige Dage, som Februar stundom kan eje, en Vaardag midt i Vinteren. Sneen smeltede i den varme Sol, og det dryppede fra Tagene. Jeg aabnede mit Vindve i Grand Hotel, og jeg saa nu -- jeg kan gjerne sige for første Gang -- udover Ejdsvoldsplads. Jeg havde som Student oftere seet Christiania fra et Vindve i dette Hus, der dengang var Pri- vatbolig. Men hvilken Forandring! Ikke blot var et Patricier- hus nu blevet et Hotel; men tilvenstre, hvor der i min Studentertid havde staaet en Del uselige Rønner, rejste sig nu den nye Storthingsbygning, og ret foran mig, hvor et graat, stygt Plankeverk havde lukket for den fæle Sump, som kaldtes "Husejertomten", laa nu den smukt beplantede Ejds- voldsplads, og hinsides den, der hvor "Fru Grünnings Have" med nogle gamle lave Huse før laa, over hvilke man fra dette Vindve kunde se helt ned til Fjorden, strakte sig nu Storthingsgadens høje, meget præsentable Husrække. Jeg var ikke langt fra at være imponeret, for det Hele var virkelig smukt og europæisk. Da slog mig med engang et beklem- mende Indtryk imøde. Hvor var Fjorden bleven af? Hvor havde man dog kunnet være saa blind eller saa grusom at stænge Udsynet til Fjorden ved at bygge det store Kvartal mellem Rosenkrantzgaden og Tordenskjoldsgade istedetfor her, paa Tomter, man dengang maatte kunnet faa for en ren Bagatel, at aabne en bred Avenue i ret Vinkel mod Carl SIDE: 42 Johansgade ned til Havnen -- en Avenue med Alleer og fri Udsigt over Fjorden helt fra Carl Johansgade til Hoved- øen -- en Herlighed, enhver europæisk Hovedstad vilde misundt os -- og dertil en Lunge med frisk Luft og let Aandedræt for Byen. Jeg begyndte at ahne, at der var Noget, som endnu manglede i vor unge, kraftige Udvik- ling, og at jeg kanske snart vilde støde paa mange saa- danne fortættede Lunger og kvalte Aandedræt. Byens og Borgernes Fysiognomi. De Bygninger, jeg saa omkring mig, var slet ikke vakre; Storthingsbygningen, vor nyeste offentlige Bygning, var lige- frem hæslig; og jeg kjendte fra gammel Tid egentlig kun to Bygninger i vor By, som udmærkede sig ved virkelig SIDE: 43 Skjønhed, Groschs Universitet og den gamle Krigsskole -- et af det 18de Aarhundredes bedste Verker. Der var intet nyt Skjønhedsmoment kommet til. Og hvad man havde havt, holdt man netop nu som bedst paa at ødelægge. Søjlehallen med sin Frontispice foran Departementsbygningen mod Dronningens Gade havde man -- Gud ved hvorfor -- revet og derved forvandlet den Bygning, hvis eneste Pryd var denne tarvelige Hal, til en kjedsommelig Kaserne. Og selv vort beskedne, men ret tækkelige Slot, hvis pragtfulde Beliggenhed danner dets væsentlige Skjønhed, holdt man paa at berøve den Smule Afvexling, dets Façade frembød, ved at ombytte Hjørnernes Dørpartier og fastere Murmasser med en kjedelig yderligere Fortsættelse af de ensformige, ende- løse Vinduesrækker -- saaledes som vi endnu idag ser dem. SIDE: 44 Hvad skulde disse Smagløsheder tjene til? Og hvad bebu- dede de? I Grunden vidste jeg jo godt, at Partiet fra Slottet til Storthingsbygningen i Virkeligheden var det eneste smukke Strøg i vor Hovedstad. Overalt ellers sporede man Mangel paa Regulering og Plan i alle Anlæg, som var nyere end højsalig Kong Christian Qvarts retvinklede By. Jeg maatte overalt tænke paa Goethes Ord om Forskjellen mellem den harmonisk byggede By, som var rejst under Tonerne af Orpheus' Lyra, og den By, som var tilfældig sammensopet af en Fejekost, og om den Indflydelse, Bebyggelsen øver paa Indbyggernes Karakter, den symfoniske Tone, som fra den harmonisk byggede By sænker sig over dens Beboere, og den Ørkentilværelse, som beredes dem, der er henvist til at leve i en saadan tilfældig sammensopet By. Goethe siger: "En ædel Filosof har talt om Bygningskunsten som en "frossen Musik" og fik erfare, at man rystede paa Hove- det derad. Vi tror os ikke at gjenindføre denne skjønne Tanke paa nogen bedre Maade end gjennem at kalde Archi- tekturen en forstenet Tonekunst. Man tænke sig Orpheus, som, da en stor, tom Byggeplads var ham anvist, klogelig satte sig paa det bekvemmeste Punkt og med sin Lyras liv- vækkende Toner dannede det rummelige Torv omkring sig, og de af hans kraftfuldt lydende, venlig lokkende Toner hurtig grebne Klippestykker, som blev rykket ud af sin mas- sive Helhed, maatte -- idet de enthusiastisk bevægede sig hen imod ham -- forme sig kunst- og haandverksmæssig for saaledes at ordne sig paa tilbørlig Maade til rhytmiske Lag og Vægge. Og saa føjer Gade sig til Gade. Paa be- skyttende Mure skal det ikke mangle. Tonerne dø hen, men Harmonien lever. En saadan Stads Borgere vandrer og færdes mellem evige Melodier: Aanden kan ikke synke, Virksom- heden kan ikke slumre ind, Øjet overtager Ørets Funktioner SIDE: 45 og Pligter, og midt i Hverdagslivet føler en saadan Stads Borgere sig i en ideel Tilstand. Uden Reflexion, uden at spørge efter Aarsagen bliver de delagtige i den højeste reli- giøse og sædelige Nydelse. Man vænne sig til at gaa op og ned i Peterskirken, og man skal føle noget Analogt med det, vi har vovet at udtale. I en slet bygget By derimod, hvor Tilfældigheden sopede Husene sammen med en Fejekost, lever Borgerne ubevidst i en dyster Tilstands Ørken; men den Fremmede, som træder derind, bliver tilmode, som om han hørte Piber, Bjælder og Trommer og skulde belave sig paa at se Bjørnedans og Abekomedie." Det var omtrent mit Indtryk af den Stad, som en af vore politiske Størrelser nylig med rørende Naivetet har kaldt "Ver- dens skjønneste By", og det værste er, at den neppe nogensinde trods sin herlige Beliggenhed vil kunne blive nogen smuk By, fordi den i et helt Aarhundrede er bleven forkludret ved planløs Bebyggelse. Og Goethe havde Ret: Byens dumpe Karakterløshed spejlede sig tydelig i dens Indbyggeres Fysiognomier. Hvad der fra første Stund gjorde mig beklemt, var det misfor- nøjede Udtryk, jeg syntes at se paa alle Ansigter: Mænd med sure og tvære Miner og et selvsikkert Træk om Mun- den, Kvinder med forgræmmede Ansigter og en smertelig bekymret Mund. Hverdagens tunge Tryk laa synlig over dem alle. Det var "Ørkentilværelsen". For mig, som selv var hjerteglad og derhos vant til de glade Bergensere, de spillevende Italienere og de letlivede Stockholmere, var Mod- sætningen ialfald paafaldende og trykkende. Jeg savnede det Muntre og især det Velvillige, som jeg var vant til at finde hos mine Medvandrere. Her saa det snarere ud, som om Alle vilde hverandre ilde. Christiania gjorde paa mig Indtryk af at være en By absolut uden Humor -- det Milieu, som mindst af Alt passede for min kanske altfor lette Natur. Til Gjengjæld var der en almindelig Tilbøjelighed til at fnise SIDE: 46 ad Alt, som man ikke forstod, og til at tale om Andre de haut en bas, som om En selv var det urokkelige Toppunkt og ufejlbare Midtpunkt i enhver Betragtning -- og al Me- ningsforskjel formede sig let til Haan. Det gav Altsammen en ond Smag i Munden for den, som var uvant med For- holdene. Mellem disse sikre og højtidelige Alvorsmennesker var det altsaa, jeg nu skulde færdes og virke, paa et udsat Punkt, være med til at bane Vej for et nyt Fag i et ungt og selvsikkert, men kunstnerisk helt traditionsløst Samfund, altsaa paa et Felt, hvor Intet er nødvendigere end netop Tradition og gammel Kultur. Det var da ogsaa denne Mod- sætning, som skabte hele min Fremtids Skjæbne, hele Van- skeligheden, Striden og Bitterheden i mit Arbejde for mange, mange Aar! Jeg maa sige det endnu engang: Disse Optegnelser skal jo ikke skildre hin Tids Historie, kun mit personlige Indtryk af den, og jeg mener, ja ønsker saaledes ikke engang, at mine Læsere skal dele mit Syn paa hin Tid, et Syn, der -- som man ser -- havde sine egne, helt individuelle Forud- sætninger -- tvertimod! Man maa derfor vel mærke sig, at jeg ikke siger, at Alt var saa, som jeg skildrer det, jeg siger blot, at nøjagtig saaledes tog Alt sig ud for mig paa den Side af Livet, hvorhen mine Vindver havde sin Udsigt, og mit Syn var derfor vist i Mangt og Meget urigtigt. Men det forstod jeg endnu ikke dengang. Til at begynde med vilde jeg jo tværtimod gjerne se Alt i Rosenrødt og gav saaledes lidet Agt paa, hvor primitive, ja tarvelige de kunstneriske Forholde var, i hvilke jeg skulde virke. Jeg bragte jo Glæ- den og Ungdommen med mig, og jeg sang som en Morgen- lerke: "Ude er godt, men hjemme er bedst, hjemme er Arbejdet selv en Fest". Med Rette trøstede jeg mig selv med, at de primitive Kunstforholde jo mindst af Alt dan- nede nogen Maalestok for hele det brusende Liv i dette unge Samfund; de var jo kun en Følge af den Aandens SIDE: 47 Naturlov, at Kunsten som Culturens fineste Blomst ogsaa er den, som sidst udvikler sig, og jeg glædede mig til at være med til at forberede dens Komme, plante Fanestængerne til den Flagallé, som skulde hilse dens vaarlige, jublende Ind- tog. Aldrig har Nogen gaaet gladere til sit Arbejde end jeg. Forandringer. Og saa begav jeg mig da ud i dette mit nye Milieu for at gjøre dets Bekjendtskab. Til at begynde med saa jeg i det Ydre ikke stor Forandring fra den By, jeg havde forladt for 17 Aar siden. Christiania var trods de 17 Aar endnu ikke voxet ind i sine Confirmationsklæder, havde endnu ikke be- gyndt den rivende Udvikling, som det 19de Aarhundredes to sidste Decennier bragte. Folkemængden, som i 1814 ud- gjorde 9000 Indbyggere, i min Barndoms Geografier angaves til 19 000, og da jeg i 1853 blev Student udgjorde omkring SIDE: 48 30 000, var i 60-Aarene steget til 60 000 og udgjorde nu lige før Bygrænsens Udvidelse i 1878 omkring 80 000. Det var først Aarhundredets Slutning, som i 1890 bragte den op i 150 000 og ved Aarhundredeskiftet til 200 000 og nu har ført os op i 1/4 Million. Og svarende hertil var Forholdene dengang endnu smaa. Endnu i 1870 havde vor Hovedstad ingen Jernbane, som forbandt den med Udlandet. Banen til Sverige aabnedes først 1871. Dengang havde vi kun Banestumperne til Ejds- vold, Kongsvinger, Randsfjord og Krøderen. Nu i 1876 var Stykket Kongsvinger -- Charlottenberg og Drammen -- Kongs- berg kommet til -- det var det Hele. Byens Udstrækning var ikke forøget i nogen paafaldende Grad. Mod Vest var Bebyggelsen bag Slottet tiltaget op til Uranienborgskoven og langs Drammensvejen til Observatoriet. Hægdehougen var fremdeles landlig og Skarpsno fremdeles Spadseregjængernes Maal. I min Studentertid hørte man endnu Hanerne gale Morgenen ind rundt om i Byen, og man vidste i Sommer- tiden, at Klokken var 8 om Aftenen, naar Kjørene dreves SIDE: 49 hjem fra Løkkerne og vandedes i de store Trækummer paa Gadehjørnerne. -- Det hele Liv havde dengang noget af en Landsbys patriarkalske Præg. Næsten alle de, som dengang færdedes paa "Østergade", som Carl Johansgade endnu længe kaldtes, kjendte ialfald hverandres Navn, og Mængden af dem stod paa Hilsefod ganske som i en Smaaby. Nu var det jo ikke længer helt saaledes, skjønt Forandringen i "Strø- get" ikke engang svarede til Folkemængdens Forøgelse, fordi Tilvæxten hovedsagelig var skeet i de arbejdende, fra Landet indflyttede Klasser, som boede i Udkanterne, mens Centrums- befolkningens Antal og Karakter og dermed "Strøgets" Fysiog- nomi kun var lidet forandret. Staden var egentlig endnu hverken Fugl eller Fisk -- og dens Liv kunde endnu frem- deles i mange Stykker forme sig smaastadsmæssig nok. Kun et eneste Exempel: I 1878 var der En, som i et af vore SIDE: 50 Blade ankede over, at han en Dag, da han gik forbi den nye Johanneskirke og vilde stille sit Uhr efter Kirkeuhret, i dettes Sted fandt en tom cirkelformet Murflade; saa gik han op til Vor Frelsers Kirke, men fandt der Uhrskiven bedækket, da man holdt paa med at installere gjennemfaldende Lys for Uhret. Saa gik han ned til Jernbanen, hvor han nok fandt baade Skiven og Tallene, men ingen Visere. Og da han saa endelig forsøgte med Universitetsuhret, stod der en Seddel med Paaskrift: "hos Uhrmageren." Det var jo ikke noget større Fremskridt fra 50-Aarenes Hanegal og Kovan- dingsklokkeslet, fra den Tid, da Vægterens: "Hør Vægter, hør, Klokken er slagen 10" lød paa Gaderne, og for de spændt lyttende Øren fortonede sig som et højst oplysende "ho-bulderahø kykelikam-bæ." Men det var jo ikke egentlig dette Slags "Tidsbetragt- ninger", vi skulde anstille. Og alligevel staar denne lille Digression ikke ganske ørkesløst paa dette Sted; thi naar vi nu skal tegne disse smaa Tidsbilleder fra Kulturens og Kun- stens Barndom hos os, vil vi ofte nok, naar vi søger Op- lysning om "hvad Natten lider", støde paa mange Uhre med Skiver og Tal, men uden Visere, Uhre som ialfald lod mig, der kom fremmed ind i Forholdene, forblive uforstaaende overfor mangt et Spørgsmaal om "hvad Klokken var slagen." Udviklingens Art. Slyngelalder er intet smukt Ord, og dog ved jeg intet, som mere præcist kan betegne det Indtryk, vor unge Hoved- stad paa hin Tid gjorde. Var de ydre Forandringer end ikke store, saa maatte jeg desto stærkere føle, at der var foregaaet en indre Forvandling, der gjorde mig helt desorienteret. Mandbarhedsalderen var indtraadt -- Stemmeskiftningens Tid. Istedetfor det harmløse politiske Liv i min Ungdom, mødte mig nu den begyndende hadske Spænding mellem Højre og Venstre; istedetfor den i min Ungdom herskende Pietisme den SIDE: 51 begyndende religionsløse Modernisme; istedetfor en Studenter- stand af Embedsmandssønner et Universitet af Bondestudenter, kort sagt: overalt en underlig Blanding af djerv, moderne-radical Europæisme og forældet stokconservativ Bureaukratisme, som prægede Individerne ikke mindre end Samfundet med en lidet tiltalende Disharmoni, fuld af hadsk Partilidenskab. Forvand- lingen fra Smaaby til vordende Storstad gav sig i Et og Alt tilkjende som en Slags ledeløs Overgangsperiode, netop en Slyngelalder, der hverken i Individets eller i Samfundets Liv udmærker sig ved Elskværdighed, men desto mere ved umoden Selvsikkerhed. Lad mig efterhaanden plukke ud et par enkelte Indtryk fra hine Dage, da jeg begyndte at introducere mig i disse Forholde. Et af de første Besøg, jeg skulde aflægge, gjaldt Morgen- bladets Redaction, som havde opfordret mig til at levere Bidrag til Bladet. Den Per- sonlighed, jeg her først maa forsøge at silhouettere, og som virkelig var en For- grundsfigur og en Typus for hin Tids Christiania, bliver altsaa den almægtige Mor- genbladsredactør Christian Friele. Naar jeg i vore Dage træder ind i vore tidsmæs- sige og velindrettede Re- dactionslokaler med Tele- foner og Haandbibliotheker og alt ønskeligt Tilbehør, maa jeg ofte tænke paa min Forbauselse, da jeg, der nu i mange Aar havde gaaet ud SIDE: 52 og ind i "Aftonbladets" velindrettede Redactionslokaler, første Gang skulde søge den mægtige Mand og fandt vort største Blads Hovedredactør siddende mutters alene i et trangt lidet Aflukke i Portrummet til Mad. Hviids Gaard i Øvre Voldgade. Foran ham paa et lidet Bord stod hans Hat, fuldstoppet af de nyeste Aviser, og med Vanskelighed fandt han frem en Pen og en Klat Blæk. Jeg tror, at han ialfald i de 20 første Aar af sin Redactionstid hovedsagelig redigerede sit Blad paa Gaden, hvor han anholdt alle Mennesker for at pumpe dem -- nu kaldes det at "interviue" dem -- og under Visiter hos sine Venner rundt om i Byen. Hans knejsende Nakke var Selv- herskerens, den overlegne "Pavemine" de haut en bas, der syntes at se Alle over Hovedet, betragtede øjensynlig Carl Johans Gade som sit personlige, private Domæne, der egent- lig var til for at være hans Jagtmark. Han var nu derhos netop den Dag i daarligt Humør. Jeg tør ikke bestemt sige det, men jeg tror, at det var den Dag, en af hans Medarbejdere var bleven grebet i en Oversættelsesdumhed, som Friele i lange Tider fik høre ilde for af dem, som vilde ham tillivs. Der havde været nogle Smaauroligheder nede SIDE: 53 i Siebenbürgen, og en tysk Avis havde skrevet om disse: "Der Siebenbürger Putsch hat die Oesterreicher belehrt und be- kehrt", og Morgenbladet, som undskyldelig nok ikke kjendte Ordet Putsch som Betegnelse for et Opløb, havde oversat disse Ord: "Siebenbürgeren Putsch har belært og omvendt Østerrigerne." Ligesom Aftenposten i mange Aar fik høre om sine paa Udsiden riflede Kanoner, blev "Siebenbürgeren Putsch" i lange Tider Frieles Ærgrelse. Vi havde forresten paa den Tid mange slige "Siebenbürgere." Den, som havde noteret deres journalistiske Bedrifter, vilde faaet et langt og fornøjeligt Register. Jeg erindrer en Bladmand, som gjen- tagne Gange snublede over Buridans Æsel mellem Halm- sækkene, idet han stadig talte om at staa som "Bileams Æsel mellem to Halmsække." Med alle sine Fejl og fortræffelige Sider var Friele som sagt i Mangt og Meget en typisk Repræsentant for 70-Aare- nes Christiania. Hans umaadelige Selvsikkerhed, parret med Hjemfødningens trange Begrænsning, og hans grundige Had mod politiske Modstandere, der stundom udartede til lige- frem Forfølgelsessyge mod anderledes tænkende, var paradig- matiske for Christianiatonen; men det maa strax tillægges, at de hos ham opvejedes af hans frygtløse, uselviske Fædre- landssind, hans fuldstændige Tilsidesætten af egne Interesser overfor Samfundets, og hans ubrødelige og ubestikkelige Discretion, som dog aldrig maatte collidere med hans ligesaa urokkelige Sandhedskjærlighed. Jeg erindrer fra min egen Erfaring et fornøjeligt Exempel paa en saadan Collision. Jeg havde skrevet en anonym Literaturanmeldelse, som voldte en hel Del Kvalm. Den ene efter den anden kom styrtende op til Friele, som da havde faaet et ordentligt Redactions- lokale: "Hvem er det, som har skrevet den?" Friele taug. Den eneste, som foruden Friele vidste, at jeg var Forfatteren, var min daværende Collega, senere Biskop Wilhelm Bugge. Bugge sad oppe i Redactionen, da Prof. Ludv. Daae styrtede SIDE: 54 ind og brølede: "Nej, hvem er det, som har skrevet den Artikel?" Nu var jo Daae Frieles mest trofaste Mand, og Friele vidste, at Bugge var Medvider, og de var aldeles alene; men Friele forandrede alligevel ikke en Mine, saa ikke engang til den Side, hvor Bugge sad, men tog en til- fældig Brevconvolut, som laa paa Bordet, saa paa den og sa': "Der staar Arendal i Poststemplet", hvorefter Daae paa dette Grundlag begyndte sine resultatløse Gjætninger. Det manglende Mellemled. Ja, dette var nu atter en "Digestion", som min Ven Sti- pendiaten brugte at sige, naar han mente en Digression. Mit noget triste Syn paa Forholdene beroede nu alligevel ikke blot paa, at jeg forgjæves søgte Tilknytningspunkter for mit Arbejde; det havde ogsaa en Rod i de factiske Forholde; thi i dette unge Samfund, som samtidig ejede saa meget Stort og Godt, var der virkelig et Samfundselement, som endnu fuldstændig manglede, og som jeg ingenlunde var alene om at savne. Hvad skal jeg kalde det? Jeg vil kalde det det manglende Mellemled, en i dybere Mening culti- veret Mellemstand, som kunde virke formidlende mellem Samfundets aandelige Højder og dets Dale, men som nu maatte erstattes af en steril Salondannelse, hvor overfladisk Vittighed gjaldt for sand Intelligens, og skarp, men aandløs satirisk Lud for Humor. Der manglede en aandelig Under- officersklasse, som kunde bringe Høvdingernes Commando- ord til de Meniges Rækker, saa meget mere som disse Befalingsmænd ogsaa selv stod lovlig langt borte fra sin Trop. Ja, hvor var de egentlig? Vi havde jo store Digtere, store Kunstnere, store Videnskabsmænd -- vi vidste det Alle; men hvor var Sporene af deres Virke i vort Hovedstadsliv? -- Og -- og hvor var de selv? Uhrskiven og Tallene var der, Uhrets indre Maskineri virkede fortræffelig; men Viserne manglede. Vore Kunstnere var exilerede, og vore Digtere? SIDE: 55 Welhaven og Vinje var døde, Asbjørnsen og Moe taug, Andreas Munch var flyttet til Kjøbenhavn, Henrik Ibsen til München, Jonas Lie flygtede netop nu til Paris, ja selv den kjæmpestærke Bjørnson havde ikke kunnet holde ud i "Tiger- staden", og havde trukket sig tilbage til Aulestad. Der sad kun en af de Ledende tilbage og pintes næsten tildøde i disse Omgivelser, fra hvilke hun flygtede, saa ofte hun kunde -- Camilla Collett. Og de Mænd, som skulde dannet den savnede Formidling, de som skulde højnet vort Syn paa det Store og været Bærere for det Bedste i vort Cultur- liv, hvor var de? Mine gamle Ungdomsvenner Paul Botten- Hansen og Ole Vig var døde, og de, som havde voxet sig store i min Fraværelse: Christopher Bruun, Fritz Hansen, Christopher Janson? De havde Alle samlet sig om Høvdin- gen paa Aulestad og Folkehøjskolen paa Vonheim, mens Ole Arvesen og Herman Anker sad paa Sagatun. Christiania var saa at sige overladt til sig selv. I saadanne Omgivelser var det let for en Kreds af unge overlegne og satiriske Salonherrer, saakaldte "gode Hoveder", ved sine negativt kritiske Evner at blive de toneangivende i vor lille bureaukratiske Hovedstad, og til Ødelæggelse for dens Cultur at indtage det manglende Mellemleds Plads og trænge den sande, men beskedne Intelligens tilbage i Krogene, i Virkeligheden for det Meste en Hob hovne Snobber uden nogen Hjertets Dannelse, kun ferniserede med Jargonens ydre Politur, men ofte inderlig hjerteraa paa Bunden. Jeg vil . . . . . naturligvis ikke nævne Navne, behøver ligesaa selvfølgelig heller ikke at bemærke, at der jo fandtes lysende Undtagelser. Man har ment, at Wel- havens skarpe Vid og bidende Satire havde smittet af paa denne Kreds -- jeg tør hverken bekræfte eller benægte det -- men den manglede i ethvert Fald hele hans dybe, poesi- fulde Undergrund. Denne Kreds havde sine Beundrere i en tilsvarende Kreds af Fifdamer, som secunderede dem for- SIDE: 56 træffelig. Hvad man i andre Hovedstæder kalder Lapser og Løvinder, maatte hos os paa hin Tid erstatte det, som sav- nedes. Her hvor hverken Fødsels- eller Aandsaristokrati fandtes, udgjorde de Samfundets Højder, idet de klyngede sig til enkelte fashionable Pengematadorer. Niveauet var ikke højt. Og saaledes har det, efter hvad der siges, været lige til den sidste Tid -- i hele 40 Aar! Men nu skal Strømmen have vendt sig. Den 6. August 1915 skriver ialfald et Christianiablad: "For et Aar siden var det nok for en Gentleman her af Staden at kunne tale lidt om Bikjer, Tennis, Dans og de sidste smaa Byskandaler. -- -- Nu er det blevet vanskeligere for ham -- -- han er bleven nødt til at lægge sig efter endnu et Conversationsthema, som før har været ganske hensigtsløst i det gode Selskabs Saloner her i Byen. Det er Antikviteter. Og det er -- som altid Damerne, der har revo- lutioneret det andet Kjøn. -- -- Conversationen er med en- gang bleven aandfuld. Hvad Lorentz Dietrichson, Thiis og alle vore lærde Kunsthistorikere ikke har formaaet at inter- essere vore Mandfolk for, se det greier en eneste liden, fashionabel antikvitetssamlende Frue. Hun har faaet sine Kavallerer til at dyrke Kunsthistorie -- i al nødtørftig Be- skedenhed. Thi Løver og Kunst har fra Adams Sønners Tid altid været omvendt proportionale." Men hin Tid havde ogsaa sin Vitz og sine vittige Løver og Løvinder. Jeg erindrer et ret pudsigt Træk fra hin Tid. Et fint Selskab var en Aften samlet i Haven hos en af Byens Rigmænd ude ved Drammensvejen. Stjernehimlen straalede pragtfuldt og trak snart Opmærksomheden paa sig. En af Selskabet udbrød: "Nej, se hvor dejlig Venus straaler!" "Nej," indvendte en anden, "det er ikke Venus, det er Mars." Da afbrød en Dame de Stridende: "Vil Herrerne virkelig ind- bilde mig, at De paa den Afstand kan skjelne de to Kjøn fra hinanden!" Man lo naturligvis, og en Tilstedeværende, SIDE: 57 der ofte sendte Correspondancer til det franske Figaro, spæk- kede sit næste Brev med den morsomme Vitz. Figaro optog den -- men med en karakteristisk Forandring. Correspon- denten havde skrevet: "Alors une dame de la société dit"; men Figaro satte istedetfor "une dame de la société" -- "une cocotte". Det var Paris' Kritik over Christianias fine Tone. Det var disse Kredse, som altid overlegne, altid flirende, talte det afgjørende Ord paa alle Omraader -- ogsaa paa Kunstens, og forstod sig lige godt paa Alt. Men hvad der var det Værste: fra dem bredte der sig over det hele værge- løse Samfund en Tone af umoden, overlegen Kritik, som, da den manglede Hjertelag, hurtig udartede til Dadlesyge, Skadefryd, Uforsonlighed overfor anderledes tænkende og navnlig overfor de Faa, som ragede op over dem selv: store Tanker, store Handlinger og store Personligheder maatte ikke have Lov til at løfte sig over Niveauet. Derfor var ogsaa originale Fremtoninger som Aasta Hansteen, geniale Kvinder som Camilla Collett og fremfor Alt Bjørnson, saa længe til det lykkedes at fordrive ham fra Hovedstaden, stadig Gjen- stand for deres Haan og Had. Mit gamle Blod kan endnu koge i mig, naar jeg tænker paa al den Gift og Galde, som udøstes over ham fra disse Kredse. Jeg erindrer engang fra min Stockholmstid, at August Sohlman dirrende af Harme viste mig et Brev fra en af Kred- sens Koryfæer. Der stod bl. a.: "Bjørnson er nu kommet hjem fra Italien. Vi skal nok gjøre ham Helvedet hedt." Det maa mærkes, at det var før hans egentlige stor- politiske Periode. Og jeg husker med Væmmelse og Forargelse et SIDE: 58 andet Træk. Bjørnsons havde mistet en liden Datter, og i de bedrøvede Forældres Annonce stod der: "vor dejlige lille Datter" -- et naturligt Udtryk for deres dybe Sorg. Da hørte jeg ikke fra én, men fra mange af disse Intelligensens Riddere, at det dog var oprørende, at Digteren ikke engang overfor Dødens Alvor kunde undlade at give Udtryk for sin Affectation. Jeg sa' højt: "Aa rejs did Peberen gror" -- men i mit Indre tænkte jeg: her vil Du nok snart faa en lystig Holmgang mod "Tigerstaden"s Dyr! Saaledes saa altsaa Højderne, de ledende Kredse ud; men saa stod paa den anden Side Kløften den store Mængde af Befolkningen, som vor nye demokratiske Tid med et irri- terende, daarligt Ord kalder "Underklassen", et ialfald den- gang i sin Kjerne virkelig sundt og rent, trofast og nøjsomt, intelligent og arbejdsomt Folk, Christiania-Smaaborgeren og -Arbejderen, som dengang saa med en næsten overtroisk Ærefrygt op til Alt, som hed Cultur, og længtes efter den næsten mere end efter nogetsomhelst Andet, hvad Arbejder- akademiernes Succes i de følgende Decennier noksom viste; men dengang var de endnu ikke at faa i Tale. Bro over Kløften. Den Lyst, jeg havde følt til en munter Holmgang med "Tigerstaden"s Dyr, maatte dog snart give Plads for en roligere Betragtning, mere stemmende med det Fredelige i min Natur og med hvad Forholdene i Virkeligheden for- langte. Mellem de to Befolkningssfærer maatte der bygges en Bro. Her maatte Alle være med, syntes det mig, her gjaldt det at anbringe det formidlende og forsonende Element af Forstaaelse og Tolerance, som den udviklede Cultur baner Vej for, og jeg følte, at her maatte ogsaa jeg anbringe det Lille, jeg ejede, og bære mit fattige Straa til Stakken. Det SIDE: 59 var min første Pligt. Hvad kunde det her, hvor selve mit Fag var noget helt Ukjendt, nytte at præke over lærde æsthetiske Theorier eller at lukke sig inde for at løse viden- skabelige Specialproblemer, Stuelærdommens ufrugtbare Re- sultater. Nej, gribe ind i det bølgende, gjærende Liv, saaledes som det laa foran En -- tale folkelig -- "popu- lært" som det heder -- maatte man. Fandtes endnu ingen Interesse for denne ukjendte Verden, som jeg havde faaet paa min Lod at forkynde som en anden Missionær, saa maatte man søge at skabe den -- fremforalt hos den Ung- dom, jeg nu nærmest skulde virke paa. Men ad hvilke Veje? Det var Spørgsmaalet. Jeg kommer siden oftere tilbage til dette Punkt; her kan jeg blot foreløbig tilføje den Bemærk- ning, at skjønt mit Fag skulde synes at ligge saa langt fra den alfare Vej, saa er -- navnlig hos et saa rigt kunstnerisk begavet Folk som vort -- Kunstens Historie i særlig Grad egnet til med Udgangspunkt i Culturhistorien og Fædrelands- historien at vække de slumrende culturelle Instinkter. Her troede jeg Angrebspunktet fundet, her maatte jeg sætte Brækjernet ind. Vanskeligt og kanske lønløst, ganske sikkert misforstaaet vilde Arbejdet blive, men hvor meget man end vilde bebrejde mig, at Popularisatoren jo ikke har sin rette Plads paa Universitetskathederet, her var intet Valg! Ja, nedenfra maatte jeg begynde for at skabe "det manglende Mellemled". Her i det store Publikum maatte Vækkelsen begyndes, frem- foralt i Hjemmene, for at fremtvinge først og fremst den Skjønhedssans, hvorpaa al ægte Kunstsans hviler, men som saa sørgelig savnedes her -- tydeligvis det mest forsømte Element i hele vor Culturs Udviklingskjæde. Ja, Skjønhedssansen i Hjemmet! Niveauet for den gjen- nemsnitlige Bevidsthed om dette Begreb kan bedst betegnes ved et Par Fænomener, som overalt særlig irriterende mødte mig herhjemme. For det Første den Form, Selskabslivet havde antaget. Istedetfor et forædlende Samkvem mellem de SIDE: 60 to Kjøn søgte man ved alle selskabelige Sammenkomster at stille en muligst høj Mur mellem dem. Det gjaldt formelig at gardere sig mod Damerne. Herrerne i sit Værelse med Cigarer og Politik, Damerne i sit med Strikketøj og Tjeneste- pigesorger. Naar saa Souperen førte de to Kjøn sammen til det, man kalder "Bordets Glæder", saa tog ikke Herrer og Damer Plads ved Smaabordene ved hverandres Side -- nej, Herrerne bænkede sig ved det store Bord, hvor Retterne stod, saasnart de havde forsynet hver sin Borddame -- og saa fik Damerne forresten svæve omkring, hvor de bedst kunde. Og naar de to Lejre mødtes, hørte man aldrig, at Conversa- tionen hos os som i andre Lande drejede sig om culturelle Gjenstande og sidst af Alt om Literatur og Kunst; at berøre dem ansaaes dengang som et Tegn paa Affectation, tror jeg. Og for det Andet: hvorledes saa der ud i Hjemmene? Man kan længe nok sige, at det, jeg nu vil pege paa, er Smaating og Uvæsentligheder; det var ialfald nok til at ødelægge al virkelig Hygge og Skjønhed -- ialfald for dem, der havde Øjne, som trængte Vederkvægelse. Man saa i private Huse, selv i de højeste Samfundslag, kun sjelden andre Verker af en Kunstners Haand end Kunstforeningens Gevinster, men desto flere af disse afskyelige Oljetryksbil- leder, som var Datidens Sværmeri. De dækkede alle Vægge til Ødelæggelse for al Farvesans og al Glæde ved virkelig Kunst. Dernæst smykkede man sine Stadsstuer med en Op- hobning af alskens Ovnsskjærmer, Tæpper og Sofapuder med Broderier, som forestillede Landskaber og Figurer, vilde Dyr, ædle Riddere og skjønne Damer, som, copierede efter udenlandske Originaler i Canevasstingenes firkantede Linjer, blev helt fortrukne Caricaturer af det, de skulde forestille, men som synes at have inspireret vor Tids "Kubister". Og mens man satte sin Fod eller hvilede sit Hoved paa Indsøer eller Fjeldtoppe, i Løvens Gab eller paa Ridderens Næse, havde den store Mængde ikke Ahnelse om den Rigdom af SIDE: 61 ædel, stilfuld norsk Ornamentik, som laa og ventede lige for Haanden i vor egen helt glemte Fortidskunst, der fristede en skjult Tilværelse i vore Bønders Stuer. Og endelig øde- lagde man al Farvestemning i Hjemmet ved hine forfærde- lige hvide eller stribede "Overtræk", hvormed man i hine Dage beskyttede Møblerne i Stadsstuerne og for den Sags Skyld gjerne i Dagligstuerne med. Mod disse tre Uhyrer -- mod Oljetryk, Figurbroderier og Møbelovertræk rettede jeg da ogsaa virkelig mit allerførste Angreb til Manges Forar- gelse, men som jeg tror ikke ganske uden Held. Ialfald for- sikrede en Oljetrykshandler, som ikke kjendte den han talte med, mig om, at siden denne nye Professor var begyndt sin fordærvelige Virksomhed, var det gaaet sørgelig tilbage med Afsætningen. Programmet for mine allerførste populære Fore- drag herhjemme var nemlig Læren om den nye Stilart, som jeg kaldte den hjemlige Stil eller den hyggelige Stil: at virkelig Stil, indre Harmoni mellem Hjemmets Helhed og dets Dele som mellem dets Beboere og dets Udstyr, er det, som skaber Hjemmets Hygge og sagte og umærkelig nærmer Kunsten til Dagliglivets Virkelighed, idet Individet præger sit Hjem med sin egen Personligheds Stempel, det var hine Foredrags Kjerne. Apropos Kunst og Virkelighed! Man fortalte paa hin Tid en ret fornøjelig Historie, som belyser Gjennemsnitsbevidst- heden overfor Begrebet Kunst. En af vore største Skovejere stod i Underhandling med Morten Müller om et Billede. Kunstneren telegraferede til Kjøberen: "Min Furuskov kan faaes for 2000 Kroner. Morten Müller." Skovejerens Fuld- mægtig svarede da tilbage i sin fraværende Chefs Navn: "Chefen bortrejst. Kjender ikke til nogen Skovhandel med Hr. Müller. Skoven maa ikke hugges før Chefens Hjemkomst." SIDE: 62 Primitive Kunstforholde. Det var imidlertid tydeligt nok, at der netop i de sidste Aar i noget videre Kredse var vaagnet adskillig Interesse for bildende Kunst. Det er utvivlsomt, at denne Interesse, af hvil- ken jo selve min Hjemkaldelse til Fædrelandet var et Udslag -- var en Frugt af Eckersbergs Virksomhed, af den Malerskole, han havde oprettet i Begyndel- sen af 60-Aarene, den Skole, der gjorde ham til den hjem- lige Kunstudøvelses Grundlæg- ger hos os. Desværre døde han allerede i 1870 og med ham Repræsentanten for en sund, kraftig Søgen efter Sand- hed og Natur, forbundet med Stemning og Poesi, en Udvik- ling af, ikke et Brud med den foregaaende Periodes Kunst. Med ham havde Kunsten be- gyndt at faa Tag i og finde dy- bere Forstaaelse hos de bredere Lag. Et andet Moment, som netop i disse Aar bidrog til at hæve denne Interesse fra en anden Side, var af rent national- patriotisk Natur: det var Interessen for Gjenrejsningen af Trondhjems Domkirke, som omkring Rigets 1000-Aarsfest 1872 tog øget Fart og spredte sig til videre Kredse, sam- tidig med at Christie overtog Restaurationens Ledelse. Om denne 70-Aarenes vaagnende Interesse vidner fremforalt Ar- bejdet for Oprettelsen af en hjemlig Kunstskole -- hvorom senere mere -- og en Række nylig stedfundne offentlige Statuebestillinger. Men endnu i 1874 havde vor Hovedstad ikke en eneste Statue, ja -- saavidt jeg erindrer -- ikke SIDE: 63 engang en Buste paa nogen af sine offentlige Pladse! Og da i Communestyret i dette Aar i Anledning af Stadens 250- Aarsjubilæum foresloges, at Byen skulde yde et Bidrag til en Statue af dens Grundlægger, vakte det i vide Kredse stærkt Misnøje, at Skatteydernes Penge skulde anvendes til Noget saa unyttigt og uproduktivt som et Kunstverk. Lad os kaste et hurtigt Blik henover det, jeg ovenfor kaldte vore primitive Kunstforholde. De faa Kunstnere, som opholdt sig i Kristiania, er snart talte og var nærmest at ligne med Fiske paa tørt Land. Der var af Billedhuggere foruden Christopher Borch, Brynjulf Bergslien, hvis Carl Johan i 1875 blev vor første Statue, C. I. Jacobsen, hvis Christian Qvart afsløredes 1880, og Julius Middelthun, hvis Schweigaardsstatue afsløredes 1883. De to lovende unge Kunstnere Skeibrok og Sinding, begge endnu i 20-Aarene, opholdt sig for det meste udenlands. Alle le- vede de i meget smaa, flere i ligefrem trykkende Forholde. Af de ældre, mere kjendte Malere herhjemme husker jeg SIDE: 64 kun Knut Bergslien, Arboe, Wexelsen, Christen Brun, Barlag og den trofaste Amaldus Nielsen foruden den gemytlige men ikke netop flittige Marinemaler Boll, som hans Kamerater gjerne spøgende kaldte "dann und vandmaler Boll." Morten Müller, som sammen med Knut Bergslien havde fortsat Eckers- bergs Skole, havde ved min Hjemkomst allerede rystet Hjem- landets Støv af sine Fødder. De fleste af Eckersberg-Skolens Elever var allerede fløjet ud; kun nogle af de alleryngste sad endnu hjemme. Kunstforeningen vegeterede fremdeles ligesom i min Ung- dom i sit lille Locale, et Par Værelser, hvoraf et med Over- lys, i Bogbinder Hoppes efter Branden i 1858 nyopførte Gaard i Kirkebakken ret overfor Vor Frelsers Kirke. Dens Bestyrelse bestod af de Connaisseurer, som dengang førte Ordet ogsaa i vor Hovedstads Kunstsager. Nationalgaleriet, vor eneste offentlige Kunstsamling, førte en sørgelig nomadiserende Tilværelse i nogle Stuer i for- SIDE: 65 skjellige laante Localer, som af Staten kunde erholdes afgifts- frit: Den gamle Universitetsgaard, Stiftsgaarden, Universi- tetsbibliothekets øvre Etage og tilsidst Tegneskolen o. a., men maatte flytte, hvergang det Offentlige fandt, at disse Localer var nødvendige for vigtigere Endemaal -- og næsten alle Endemaal var jo vigtigere end en Kunstsamlings. Hvor Billederne led under disse stadige Flytninger, kan Enhver forstaa. Nødvendigheden af at skaffe Galeriet et eget, fast Locale maatte være indlysende for enhver Kunstven. Og den eneste Vejledning i denne vor eneste Samling fandt Publikum i en Katalog paa nogle faa Sider, kun angivende Kunstverkets og Kunstnerens Navn. Og disse tarvelige Op- lysninger var kun altfor ofte splittergale. Et Landskab af van Heyden var ganske ugenert gjort til en Lucas van Leyden, og vi havde en original Leonardo da Vinci (ikke Mona Lisa- SIDE: 66 copien) i vort Galeri. Udarbejdelsen af en ny Galerikatalog var da ogsaa et af de første Arbejder, som blev mig paalagt. Jeg har da i Tidens Løb -- selvfølgelig uden Godtgjørelse -- leveret raisonnerende Kataloger baade for Galeriet, Sculptur- museet og Kobberstiksamlingens udstillede Arbejder. De er nu naturligvis længst forældede, men saavidt jeg ved til Dato (1915) ikke erstattede med nye. Al den Kunstundervisning, Staten tilbød de unge Kunst- nerevner, paa hvilke vort Land var saa rigt, var at de fik dele Elementærundervisningen i Tegning med vore Haand- verksgutter i den kongl. Tegneskole. Dennes Udvidelse til ogsaa at omfatte en virkelig Kunstskole var nu Dagens store Spørgsmaal inden de faa kunstinteresserede Kredse. I 1860 havde der dannet sig en Kunstnerforening, om- fattende bildende Kunstnere, Musikere, Forfattere og Skue- SIDE: 67 spillere. Med sit rent selskabelige Formaal øvede den, skjønt vist meget fornøjelig for sine Medlemmer, absolut ingen Indflydelse paa Hovedstadens kunstneriske Udvikling. Jeg besøgte den kun sjelden -- "Purpurnæsernes" Humor har aldrig rigtig kunnet tiltale mig, og hvad man fortalte om Slagsmaal og blodige Purpurnæser inden Foreningen endnu mindre. -- Senere har den jo faaet en anden med Tidens Fordringer mere stemmende Karakter; men da jeg i 1895 nød den Hæ- der at blive dens Æresmedlem, var jeg for gammel til at blive en mere stadig Gjæst. Ja, voilà tout. Det staar dog endnu tilbage at omtale det Selskab, som unægtelig udførte et stort og smukt Arbejde for vor kunstneriske Cultur: men som kunde have udført et endnu langt rigere, om det havde havt Øje for den nye Tids berettigede Krav. "Foreningen for norske Fortidsmindesmær- kers Bevaring" -- "Selskabet med det lange Navn" -- som kunde spredt Interessen for vor Middelalderkunst og navnlig for vor hjemlige Ornamentik i langt videre Kredse end Til- fældet blev, hvis den ikke havde omgivet sig med en høj- aristokratisk Isolationsmur, indenfor hvilken Ingen maatte træde, som ikke tilhørte Lauget. Det var som om Archæo- logien var et Omraade, Ingen uden de Indviede maatte nærme sig. Da jeg i 1865 kom hjem fra Italien og opholdt mig en Tid herhjemme, havde jeg en inderlig Lyst til at se nær- mere paa det smukke Arbejde, som var udført i dette Selskab, hvis Medlem jeg havde været allerede som Student og frem- deles var og er -- i 57 Aar. Da saa jeg en Dag, at der skulde være Generalforsamling i Foreningen, og gik derhen. Den holdtes da som nu i Universitetets theologiske Examens- sal. Jeg kom ind; der sad Bestyrelsen omkring et Bord SIDE: 68 oppe ved Kathedret; men forøvrig var Salen til min store Forbauselse -- aldeles tom. Jeg tog som sig burde beskedent Plads nær Døren. Ingen syntes, som rimeligt kunde være, at bemærke min Nærværelse. Saa kom den indbudne Gjæst, Kammerherre Holst, Kongens, den største Bidragsyders Re- præsentant. Han blev da anmodet om at tage Plads ved Directionens Bord. Jeg -- det store Publikum -- var frem- deles Luft. Aarsberetningen oplæstes, og nogle Sager afgjordes, og saa hævedes Mødet. Idet jeg skulde gaa, stødte jeg paa en personlig Bekjendt blandt Bestyrelsens Medlemmer. Jeg udtalte min Forundring over, at ingen Medlemmer havde indfundet sig. "Nej," sagde han mig, "det var ikke Skik at besøge Generalforsamlingen: Medlemmerne havde Tillid til Directionen." Da forstod jeg, at min Nærværelse havde været anseet næsten som en Fornærmelse, et Mistillidsvotum til den højtbetroede Direction, og -- kom der naturligvis aldrig siden, før jeg mere end 30 Aar senere selv blev Medlem af Directionen. Engang havde en skikkelig Mand af Folket skrevet Noget i en Avis om Helleristninger. Det var vist noget umodent Noget og blev imødegaaet af En af Foreningens Directions- medlemmer; men istedetfor at give den ialfald interesserede Mand en mild Orientering, behandlede han Indsenderen, som om han havde begaaet en strafbar Forbrydelse ved at blande sig ind i Sager, som blot vedkom de Lærde. I de tre Aar, da jeg selv sad i denne Bestyrelse, fremsatte jeg engang et velment Forslag om at give Foreningens Virksomhed et mere folkeligt Præg, men uden mindste Fremgang. Senere er det lykkedes i den Grad, at Foreningens Generalforsamlinger en Tid lang var ligefrem berygtede for sine vilde Optrin. Tem- pora mutantur! Var nu end de Kunstinteresserede i vor By saaledes i en sørgelig Minoritet, saa havde Byen om end ikke egentlige Mæcenater i større Stil, saa dog sine Kunstelskere og sine SIDE: 69 private Kunstsamlere allerede dengang. Saaledes maa Kjøb- mand P. Simonsens Samling af kunstindustrielle Arbejder nævnes som en betydelig Frugt af en enkelt Samlers Inter- esse, og Ritmester Thorvald Meyers Billedsamling som en virkelig smuk og værdifuld Privatsamling. Ogsaa Oberst Widerberg, Sophus Larpent og min Svoger Medicinaldirectør Dahl var fortjenstfulde Samlere. I Bergen fandtes endog en med ganske sjelden fin Kunstsans udvalgt Privatsamling: Skibsbygmester Ananias Dekkes, som nu danner Grundstam- men for Rasmus Meyers Samlinger. Grosserer Chr. Lan- gaards Samling, der allerede dengang var i sin første Tilbliven, faar jeg senere Anledning til at nævne. Men En af hine Samlere er en saa karakteristisk Figur i Tidens Culturbillede, at jeg maa ofre denne typiske Repræ- sentant for vore primitive Kunstforholde nogle Ord ganske særskilt. Kunstsamleren paa Bakkehuset. Oppe paa det forlængst nedrevne Bakkehus, hvor Rigs- hospitalet nu ligger, boede i Sextiaarene en gammel Mand, den senere Postmester Malthe, i nogle højst uhyggelige Væ- relser, der neppe syntes bestemte til Ophold for Mennesker, belemrede som de var med en Mængde Hylder, Kasser og Skabe, fyldte med alskens Rariteter, ligesom Væggene var dækkede af gamle Billeder og en stor Del af Gulvfladen optagen af opspændte Rammer og Mapper, det Hele en Mellemting af Museum og Pulterkammer. Paa en Straastol ved et skrøbeligt Bord fandt jeg Ejeren af alle disse Herlig- heder, en graahaaret Mand, rugende som en Krøsus over sine Skatte, skjønt selv mere lig en Diogenes end en Krøsus. Siddende paa denne Stol med en Kop Melk foran sig og en Tvebak i Haanden modtog han mig, da jeg Vaaren 1865, hjemvendt fra Italien, kom for at se disse Samlinger, som jeg havde hørt omtale som gjemmende store Sjeldenheder. Det SIDE: 70 var synligt, at han ofrede det mindst mulige paa sin Person, det mest mulige og lidt mere paa sin Kunstsamling, selv kanske dens mærkeligste Nummer, den besynderligste Blan- ding, jeg nogensinde har seet, af glødende Samleriver og en næsten total Mangel paa kunstnerisk Skjøn. Det maatte gaa galt -- og det gik galt. Paa Grund af sine Kunstlieb- haberier havde han indladt sig i pecuniære Transactioner med en anden paa hin Tid velkjendt -- her unævnt -- Samler, som -- mere praktisk end han -- udnyttede ham paa det blodigste. Disse Transactioners Art kan en liden tragikomisk Historie bedst belyse. Han havde etsteds opsporet et sjel- dent Billede; men det var ham for dyrt, og for alligevel at komme i Besiddelse af det foreslog han for sin "Ven," at de skulde kjøbe det sammen, saaledes at det vexelvis et Aar skulde deponeres hos den Ene eller den Anden af de to SIDE: 71 Samejere, indtil han engang -- som han haabede -- skulde faa Raad til at indløse den Andens Halvpart. Det første Aar tilbragte Billedet hos "Vennen." Imidlertid havde denne ind- viklet Bakkehusets arme Beboer i saa vanskelige pecuniære Forholde, at han havde ham fuldstændig i sine Klør. Saa kom Nytaar, og Billedet skulde skifte Opholdssted. Men "beatus possidens" nægtede uden videre at udlevere det. Var da alle Forestillinger og Bønner om Retfærdighed for- gjæves? Nej -- vist ikke -- Retfærdighed skulde han faa: Hans Medejer vilde vistnok ikke afstaa Billedet, men med Salomonisk Retfærdighedsfølelse foreslog han, at de skulde "dele" Billedet, skjære det tværsover og beholde hver sin Halvpart. Skjære et Billede tværsover? Det gik rundt for vor kunstelskende Klosterbroder som for den rette Moder i Salomos Dom. Selve Tanken var ham -- naturligvis -- en horreur. "Nej, nej, De maa ikke misforstaa mig! Vær rolig! -- Der skal intet Ondt vederfares Billedet" forsikrede den Anden med største Ro, "og vi skal dog faa hver vor Halv- part." Dermed tog han Billedet, som var malet paa Træ, ned af Væggen, hentede en Snedker og lod ham med en fin Sag gjennemsage Tavlen -- efter Tykkelsen, beholdt selv den ene Halvpart og overlod sin Medejer -- Bagsiden. Og den Ulykkelige turde ikke kny. Jeg tør ikke garantere Beretningens Sandhed -- det Slags Historier kan man jo aldrig komme helt ind paa Livet -- men den blev almindelig fortalt, uden at jeg nogensinde har hørt den modsagt. Imidlertid var Concurs tilsidst uundgaaelig og var for vor stakkars Ven ikke blot en økonomisk Ulykke, men rammede ham i Dybet af hans Sjæl, idet en Tvangsauction vilde skille ham ved alt det, som var hans eneste Glæde i Verden, og lade ham staa ribbet og elendig tilbage. En Anmodning fra Concursboets Bestyrer til mig, som dengang befandt mig paa det tidligere omtalte Besøg i Hjemmet, da jeg i 1865 SIDE: 72 kom fra Italien, om at ordne og katalogisere Samlingen for den forestaaende Auction, bragte mig atter efter faa Uger i Forbindelse med den stakkars gamle Kunstelsker. Jeg ind- lagde naturligvis saa godt et Ord jeg kunde for ham, skjønt jeg ofte maatte smile ad hans curiøse Forestillinger om disse Samlingers uhyre Værdi. De indeholdt Alt, ligefra enkelte udmærkede hollandske Billeder og adskillig moderne norsk Kunst af stort Værd og lige ned til Tusinder af Træsnit, udklippede af Samtidens Skillingsblade. Under vort Samvær kom jeg til at holde ret meget af den gamle, plagede og ulykkelige Mand for den vistnok kritikløse, men dog saa inderlig rørende Kjærlighed, hvormed han omfattede sine kjære Skatte. Paa den anden Side var det ligefrem impo- nerende at høre ham med Harmen malet i hver Mine prote- stere, naar jeg maatte værdsætte et Billede af Leonardo eller Raffael til ligesaa mange hundrede Kroner, som han tænkte sig Titusinder i Specier. Det skar mig i Hjertet, naar han med Taarer i Øjnene tog Afsked fra hvert enkelt af sine Billeder og formelig kjælede for sine Yndlinge blandt disse, som oftest ret maadelige Copier, som han for fuldt Alvor tilskrev Rubens' eller Rembrandts Mesterhænder. At hans Rembrandter tydelig tilhørte en af de i London i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede existerende rembrandtske Copi- fabriker, vilde han naturligvis ikke høre tale om. Han ejede en ganske liden, middelmaadig Copi af Raf- faels berømte Portræt af Pave Leo X med de to Cardinaler, som hænger i Palazzo Pitti i Florenz. Nu havde han etsteds læst Historien om, at Andrea del Sarto havde copieret dette Billede saa mesterlig, at selv Giulio Romano, der som Raf- faels Elev egenhændig havde malet enkelte Dele af Original- billedet, ikke kunde adskille Copien fra Originalen. Næsten hvidskende betroede han mig, at hans Exemplar netop var denne Andrea del Sartos Copi -- hvis det da ikke muligens var selve Originalen, som jo ikke kunde skjelnes fra Copien, SIDE: 73 og altsaa gjerne kunde være forvexlet med denne. Da jeg gjorde ham opmærksom paa, at Billedet i Pal. Pitti af alle Raffaelkjendere var anerkjendt som Raffaels Original, og at Andrea del Sartos Copi ligesaavist fandtes i Nationalmuseet i Neapel, saa han medlidende paa mig og sagde triumferende: "Men Sagen er, at mit Billede netop er kjøbt i Neapel." Da jeg saa gjorde den, som jeg selv syntes uimodsigelige Indvending, at hans Exemplar jo var ganske lidet, mens Originalen var i Legemsstørrelse, og at Giulio Romano saa- ledes umulig kunde forvexle denne med hans lille Exemplar, studsede han nok et Øjeblik, men fattede sig hurtig og sagde, idet han sendte mig et overlegent Øjekast: "Ja, der husker De nu ganske bestemt fejl!" Derimod var jo Intet at stille op. Han ejede en liden Copi af Rubens' "Salomos Dom" i den dav. Christiansborgsamling. Om denne Copi angav han, at den var en Replik af det store Billede, bestilt hos Rubens selv af Kong Fredrik III og saaledes et decideret Original- arbejde. Da jeg bertil bemærkede, at dette var en factisk Umulighed, da Rubens døde 8 Aar, før Fredrik III blev Konge, og, idet jeg pegte paa Naglers "Künstlerlexikon," som stod i en Boghylde, tilføjede: "det kan De se hos Nagler," saa han paa mig og sagde med dyb Overbevisning: "Men Nagler kan jo tage fejl!" Den gamle Mand skulde dog heldigvis undgaa at skilles fra sine kjære Billeder. Jeg ved ikke hvorledes; thi jeg for- lod jo kort efter paany Landet -- men jeg formoder, at der var Mange, der ligesom jeg havde faaet inderlig Medlidenhed med den ulykkelige Kunstelsker. Sikkert er det, at den be- rammede Auction blev indstillet, og ialfald det Væsentlige af Samlingen forblev i hans Besiddelse. Han fik saa sit lille Postmesterembede i Mandal, som han i nogle Aar skjøttede; men omsider hensank den ensomme, hjælpeløse Olding i en ved egen Vanrøgt foraarsaget trist Isolation, da han -- efter SIDE: 74 hvad man har fortalt mig -- ikke vilde taale sine Nærmestes kjærlige Indblanding til hans Bedste, indtil hans sidste Dage endelig blev noget lysere, idet han omsider fandt sig tvun- gen til at modtage vennesæle Hænders Pleje. Han døde her i Christiania, saavidt jeg ved mod Midten af 90-Aarene. Vil man maale vor kunstneriske Culturs Fremskridt i de 50 Aar mellem da og nu, saa skal man kaste et Øje paa, hvad en enkelt Privatmand som Grosserer Chr. Langaard i vore Dage udfører af maalbevidst og storartet Samlerarbejde -- bydende over en Medarbejderstab af Nordens bedste Kunst- og Kunstindustriforskere, Karl Madsen, Emil Hannover, Ca- millus Nyrop, Grosch og Thiis, og med vore offentlige Samlinger som eventuel Arvtager. Naar jeg tænker paa Lan- gaards pragtfulde Billedsale og paa Rumpelkammeret paa Bakkehuset, naar jeg tænker paa disse en enkelt Mands stor- artede Indkjøb af klassiske Mesterverker til Fremme af vort Lands Kunst, og den kunsthistoriske Behandling, de nylig har faaet i det store Pragtverk over disse Samlinger, og saa ser tilbage paa hine Dage, da jeg gik og maatte stelle med den gamle, fortumlede Billedsamler deroppe paa Bakkehuset, saa forstaar jeg tilfulde, i hvilken Grad baade han og jeg selv nu tilhører de "svundne Tider!" SIDE: 75 MIDT I MYRETUEN eller "VI TRUR NAA INTE DET, VI!" som viser, at det unge Samfund var endnu mere misfornøjet med For- tælleren end han med det, og ender med en moralsk Betragtning. 1. To Contraster. 2. Strenge Tider. 3. Kunstskolesagen. 4. Pie- tisme og Pruderi. 5. Humbug og Fraser. 6. Meningen med det Hele. To Contraster. Har jeg nu forsøgt at tegne det Indtryk, hin Tids Christiania gjorde paa den Nyindtrædende, saa bliver det min næste Opgave at skildre det Indtryk, jeg selv gjorde paa dette samme Christiania. Thi det var dette Indtryk, som for- mede mit Liv og bestemte min Fremtids Fy- siognomi. Det maa altsaa blive et Kapitel, som behandler rent personlige Forholde, hvad min Læser maa undskylde -- det er et af disse Kapitler, som det altid berører mig ilde at maatte indlade mig paa; men det er jo ikke mig, som bestemmer disse Kapitler; de bestemmer sig selv gjennem Begivenhedernes Gang, og jeg har blot at lystre Ordre. Har man først taget en vis Mand i Baaden, saa maa man fragte ham over. Altsaa: fremad marsch! Som tidligere nævnt vendte jeg efter endt Vaarsemester ved Christiania Universitet sidst i Maj 1876 tilbage til Mün- SIDE: 76 chen, hvor jeg havde efterladt min Familie, for der at fort- sætte mine Studier og tilbragte saa Sommeren sammen med Hen- rik Ibsen, Moritz Carriere og Paul Heyse i et ufor- glemmeligt Samliv (se Del I 1ste Udgave p. 357 ff.) og sene- re sammen med den Ibsenske Familie i Gos- sensass i Tyrol. Høsten og Vin- teren blev en streng Arbejds- tid dernede. Paa Hjemrejsen fra München i Fe- bruar 1877 maat- te jeg saa lægge Vejen om Stock- holm for ved en festlig Tilstel- ning at modtage den store "Mindegave", der var mig bebudet ved min Afrejse fra Sverige Høsten 1875. [fotnotemerke] Fotnote: Denne "Mindegave fra svenske Skoler og Hjem" bestod foruden af et pragtfuldt Gulvtæppe ("flossamatta") af et broderet Bordtæppe med Indskrift: Eld tar eld från brand och brinner, Låga tänds vid lågas bloss, Och det ord, du sagt, försvinner Ej, för det du lemnat oss. samt Møbelbetræk, Border til Portierer og to Aaklæder. Alt udført i gam- melsvenske Mønstre af Foreningen "Handarbetets Vänner". (Udg. Anm.) SIDE: 77 Jeg maa i den Anledning dvæle endnu lidt ved denne for mig saa mærkelige Høst 1875. Livets Modsætninger er forunderlige! "Der er kun ét Skridt fra Capitolium til den Tarpeiske Klippe." Snart oppe paa Medgangens og Aner- kjendelsens højeste Toppe, snart nede i Modgangens og Misforstaaelsens dybeste Bølgedale! Det var, hvad jeg nu skulde erfare. Man vil længer frem kanske forstaa, at den Almengunst, jeg i denne Tid kunde glæde mig ved, for mig under de følgende Modgangens Aar fik en vis støttende Be- tydning, og selv om derfor det, jeg nu vil fortælle, kanske skulde synes at indebære Noget af en Selvforherligelse, tør dette maaske ikke støde min Læser, naar han strax efter faar se Contrasten og hvorledes jeg, netop fordi Anerkjendelsen havde været overdreven, snart maatte bøje mig desto dybere. Og min Læser kan jo ogsaa have godt af at vide, hvilken allerhelvedes Karl man engang har været. Altsaa vil jeg da uforknyt og ublufærdigen fortælle om min "Triumfs" lyse Dage og om Folkegaven "fra svenske Skoler og Hjem". Thi det er vist, at han, som skriver disse Linjer, engang i sit Liv har kunnet tale om, hvad en "Triumf" vil sige, den- gang han, som for faa Aar siden var bleven afvist fra vort Universitet, som endog nægtede ham at concurrere til en literaturhistorisk Lærerpost . . . ., nu af dette samme Universi- tet kaldtes til at tage Sæde blandt dets Lærere, uden at han selv havde lagt to Straa ikors derfor, idet man skabte en ny Lærestol i et nyt Fag for at faa ham hjem. Denne ærefulde Kaldelse fra Fædrelandet og denne Afsked fra det Land, hvor jeg nu havde levet og virket i en halv Menneskealder, havde gjort mig ganske blød om Hjertet og kanske ogsaa lidt blød paa Hjernen med. De Beviser, jeg i disse Dage havde modtaget paa varm Hengivenhed baade fra Høje og Lave, var saa mange og store, at de nok kunde forvirre en stærkere Hjerne end min og sætte mig Fluer i Hovedet. For at man ikke skal tro, at jeg overdriver al den Sympathi, som SIDE: 78 vistes mig, vil jeg istedetfor selv at skildre dem laane et Par fremmede, samtidige Skildringer af disse Dages Begivenheder; det giver jo en vis Garanti for Skildringens factiske Rigtighed. Ligesom en Tjenestepige, som skal træde i en ny Tjeneste, foreviser sine "Attester", saaledes forelægger jeg nu mine, idet jeg skifter Tjeneste. Faa Dage før vor Afrejse fra Stock- holm skriver "Aftonbladet" i sin franske Revue d. 24 No- vember 1875: "Man har nylig i Stockholm fejret en Fest for Nordmanden L. D., som har modtaget Kaldelse til et Professorat i Kunsthistorie ved Christiania Universitet efter at have erhvervet sig evige (éternels) Rettigheder til Sveriges Taknemmelighed paa Grund af det sande kunstneriske Apo- stolat, han her har udført i henved femten Aar. -- -- -- -- At detaljere hans Arbejde her vilde være for vidtløftigt: Fore- læsninger, Øvelser, Bøger, Essays, Avisartikler -- han har udviklet en Mængde Ressourcer og en utrolig Virksomhed. Hvad der er sikkert er, at det kunstneriske Liv har udfoldet sig i Sverige i en Grad, som vækker Udlandets Forbauselse, og naar Stockholm for Øjeblikket følger nær i de store Kunsthovedstæders Spor, er det for en Del ham det skyldes." Det var jo en smuk Attest -- eller hvad? [fotnotemerke] Næsten højere end alt Andet skattede jeg et Brev, jeg faa Dage før min Afrejse modtog fra den Mand, paa hvis gode Omdømme jeg altid har sat større Pris end paa de fleste Andres, min uforglemmelige Ven Julius Lange. Brevet er -- da jeg længe havde forlagt det -- ikke optaget blandt Fotnote: En meget god "Attest" faar L. D. ogsaa i Lotten Dahlgrens Bog "Lyran", der hovedsagelig omhandler Fru Fredrika Limnell, den mærke- lige "svenske Dame", til hvem Ibsen rettede sit berømte "Ballonbrev". I Breve fra hende forekommer mange anerkjendende Ord og bl. A. gjen- tagne Gange Udtryk som "der bliver meget tomt efter dem" (L. D. og hans Hustru). (Udg. Anm.). SIDE: 79 hans Breve til mig, som 18 i Tallet findes i hans trykte Brevsamling. Han skrev til mig 16/11 75: "Det glæder mig, at Stockholmerne har saa meget sund Sands i Hovedet, at De gjøre af Dig og lade Dig føle deres Paaskjønnelse, inden Du forlader dem. Du ved, at jeg har altid været meget bekymret over, at Du skulde bort fra Stock- holm, og jeg er det mere end nogensinde. Jeg nærer inderlig megen Frygt for, at Interesser, som er mig de vigtigste, Kun- stens og det aandelig forenede Nordens Sag, skulle lide slemt ved, at de ikke længer skulle have en saa kundskabsrig, varmt følende og talentfuld Talsmand i Stockholm. -- -- -- Men god Lykke i Christiania!" Han havde vistnok en Følelse af, at denne "gode Lykke" kunde være tvivlsom nok. Og SIDE: 80 Digteren Johan Jolin har vist havt den samme Følelse, da han i et Afskedsdigt til mig skrev: -- "men kommer han med sina mål ej fram, Nog är det alltid skam, men ej hans skam." Føjer jeg nu til alt dette Nordstjerneordenens Ridderkors fra Kongens egen Haand (St. Olaf havde jeg alt tidligere modtaget), Sløydforeningens Sølv- medalje, en hædrende Adresse fra Kunst- akademiet, et Album med Tegninger og Billeder og med et Ind- ledningsdigt af Ernst Josephson, fra Akade- miets Elever -- ad- skillige af dem senere højt berømte Kunst- nere, og meget mere, saa vil man nok for- staa, at det kunde rable lidt for mig paa Grund af Misforholdet mellem, hvad jeg følte at jeg havde kunnet give, og hvad jeg nu modtog. Og jeg kunde ikke lade være med en vis Ængstelse at spørge mig selv, om jeg vilde finde den samme Arbejdsglæde og Forstaaelse i mit eget Land, som jeg havde fundet i det fremmede. Men nu faar det være nok om min Triumf. Jeg har hovedsagelig med disse Uddrag havt til Hensigt at vise, at det ikke var mig let at rive mig løs fra en saa vennesæl og sympathisk Kreds som den, der her omgav mig paa alle SIDE: 82 Hold. Og jeg skal af gode Grunde i det Følgende aldrig mere tale om "mine Triumfer". -- Deres Tid var forbi. Hvad jeg ikke selv mærkede, var desværre netop dette, at al denne Anerkjendelse havde fordrejet Hovedet paa mig; jeg var i mange Aar bleven grundig for- kjælet, og jeg var be- gyndt at faa en Selv- sikkerhed og en for- fængelig Tro paa egen Fortræffelighed, som det skulde koste mig lange og bitre Kampe at besejre. Heldigvis fik jeg en god Hjælp i dette Arbejde. Efter min Hjem- komst fra München og Stockholm boede jeg atter et Par Maaneder i Grand Hotel, mens jeg indrettede vor ny- byggede Villa paa Uranienborg Terrasse, som dengang endnu kaldtes Skovvejen, og 19 Maj 1877 kunde jeg byde min Hustru velkommen i det nyrejste Hjem, da hun vendte tilbage efter sit halvandet Aars Ophold i München, hvor jeg havde forladt hende i Januar. Det var en straalende Vaarmorgen, da Kjøbenhavnsdam- peren gled ind forbi Hovedøen og Akershus og lagde til ved Toldbodbryggen. Jeg havde allerede faaet Øje paa SIDE: 83 hendes kjære Træk og paa et lidet nikkende Pigebarn ved hendes Side, da de Beggeto pludselig forsvandt for mit Blik. Da Landgangen blev lagt ud, og vi Landkrabber endelig efter adskillig Venten fik Lov at komme ombord, fandt jeg hende staaende midt i en Krans, dannet af en Damekufferts omkringstrøede Indhold, mens en Toldfunctionær, som næsten stod paa Hovedet i den tømte Kuffert, holdt paa med at gjennemrode dens Bund. Hun havde aabnet Kufferten og [notabene som Svar paa Toldfunctionærens Spørgsmaal (Udg. Anm.)] deklareret Indholdet ved at sige: "der findes ikke noget Toldbart." Dertil havde han i ægte hjemlig Tone svaret: "Ja, vi trur naa inte det, vi!" og saa begyndte en Undersøgelse, der væltede op og ned paa alt Muligt. Men da den gode Functionær fik se, at de to Damer havde faaet mandlig Beskyttelse, fik Piben en anden Lyd. Høflig under- rettede han Fruen om, at Alt var iorden, og forsvandt. Men denne første Modtagelse med sit, "Vi trur naa inte det, vi!" gjenlød i lange Aar i vore Øren; thi det blev den første SIDE: 84 Scene i en lang og pinefuld Toldundersøgelse ved Hundreder af mistænksomme Toldbetjente, som i mange Aar ved alle Lejligheder tilraabte os sit: "Vi trur naa inte det, vi!" Det var Mistroen til det Ubekjendte, Fremmede, som i symbolsk Skikkelse mødte os ved selve Landgangen. Det var jo et lovende Omen. Strenge Tider. Og snart stod jeg midt i Myretuen. Er Goethes Ord om den harmoniske og den sammen- sopede By og den Indflydelse, det Ydres Harmoni øver paa en Stads Indvaanere, træffende og sande, saa turde den har- moniske By nærmest være at sammenligne med en velordnet Bikube med dens flittige Beboere, som flyver fra Blomst til Blomst og samler Honning og laver Vox til Glæde og Nytte for al Verden og kun stikker til Selvforsvar; mens den sam- mensopede By ligner en Myretue, hvis Beboere bevæger sig i Muld og Sand, og kryber om hverandre i evig Uro i den priselige Hensigt at bygge sin Tue og bevare sine Æg, men som ogsaa bider og gyder sin ret uskadelige Gift i de Saar, de har fremkaldt ofte nok uden nogen anden Hensigt end at blive fri for sin lille Giftblæres Indhold. Paa den Tid, jeg her skildrer, tror jeg nok -- som jeg ovenfor har søgt at vise -- at vor kjære, nu saa helt forandrede By, som kjæmper ærlig for at rette paa de forrige Generatio- ners Fejl og Mangler, var mere lig Myretuen end Bikuben. Og de brave Myrers Bid fik de uforskammede Græshop- per snart at føle, som udenfra kom ind i Tuen og med sine unyttige Paahit forstyrrede Myrerne i deres lovlige Arbejde. Jeg vil med engang strax opkaste og søge at besvare det Spørgsmaal: Hvorfor duede det Arbejde, som var blevet over Fortjeneste anerkjendt i Stockholm, aldeles ikke i Christiania? Naar jeg med det Overblik, jeg nu har, ser tilbage paa det Modsætningsforhold, hvori jeg hurtig blev sat til mine SIDE: 85 Omgivelser herhjemme, saa tror jeg, at det Hele kan sam- menfattes i faa Ord saaledes: Jeg kom hjem med Følelsen af, at selve Karakteren af den Kaldelse, jeg havde modtaget til vort Universitet, gav mig en Forpligtelse til at forsøge at rydde Grunden for det kunstneriske Liv, som hidtil havde bevæget sig paa udenlandsk Grund, men som nu syntes at skulle begynde herhjemme, ved først og fremst at supplere det endnu ret snævre og isolerede Syn, som dengang beher- skede vore smaa Kunstforholde, med en befrugtende, videre og -- om jeg tør kalde det saa -- mere historisk Opfat- ning, en højere Horizont, der kunde bringe os i Kontakt med større Tider og rigere Samfundsforholde -- først og fremst i Kontakt med vor egen Fortidskunst og dernæst ogsaa med andre Landes og Tiders, det Samme, som syntes at være lykkedes saa godt for mig i Sverige. Men jeg maatte hurtig erfare, at Betingelserne for en saadan Kontact herhjemme endnu i Mangt og Meget savnedes, mens jeg i Sverige netop kom i rette Tid, og at det vilde tage lang Tid at oparbejde den, fordi man betragtede denne min Opfatning af et Sup- plerende Syn som en overlegen Anmasselse, og derhos som et mod Nutiden og Hjemmet fiendtligt Syn, som af al Magt maatte bekjæmpes som overflødigt og unationalt. At en national Kunst og Cultur ikke kan undvære Synet paa dette Forhold, den store Kunsts Fortid og den almeneuropæiske Cultur, var jo erkjendt ved selve Oprettelsen af den nye Lærestol, men Tanken var i Virkeligheden dengang endnu helt uforstaaet og fremmed for de bredere Lag, og jeg blev saaledes strax anseet som en farlig og fiendtlig, istedetfor som en venskabelig sindet Magt, og dermed var min Isolation paa Forhaand given. "Vi trur naa inte det, vi!" Jeg behøver ikke her at tilføje, at det Tilspidsede i denne Situation natur- ligvis i Mangt og Meget var min egen Skyld -- det vil det Følgende tilstrækkelig vise. SIDE: 86 Ved min Hjemkomst blev jeg ialfald modtaget med stor, jeg kan næsten sige med overdreven Velvilje. Jeg havde jo et godt Navn fra det Land, jeg kom fra, skjønt der jo ogsaa var Kredse, hvor et godt Navn i Sverige netop snarest frem- bragte den modsatte Virkning. Det strømmede ialfald til at begynde med ind paa mig med Indbydelser til Middage og Soiréer, fra Musikforening og Theater -- hver Morgen laa der to Theaterbilletter paa mit Frokostbord -- Indbydelser, jeg desværre kun sjelden kunde benytte mig af, da mit Ar- bejde krævede min hele Tid. Jeg var med andre Ord en Tidlang "i Mode". Mine Forelæsninger fyldte til at begynde med Universitetets Festsal, hvorhen de snart maatte forlægges, til sidste Plads med nysgjærrige, om end kanske ikke altid interesserede Tilhørere. Det varede da heller ikke længe, før mit Auditorium skrumpede betænkelig sammen. Alle ønskede mig tillykke med at være kommen tilbage til Fædrelandet, ja der var vel endog dem, som tog Munden saa fuld, at de ønskede Fædrelandet tillykke med at have faaet et af sine "bortblæste Laurbærblade" tilbage. Men samtidig viste der sig rigtignok stærke Symptomer til, at dette Laurbærblad an- toges at skulle bruges til Ansjosnedlægning. Thi hurtig kom naturligvis som Reaction mod den overdrevne Velvilje den dybe Skuffelse -- det kunde ikke være anderledes, hvor For- udsætningerne var saa helt falske, hvor man havde stillet saa overvættes store Forhaabninger til et skrøbeligt Menneske- barn. Thi hvad forlangte og haabede man ikke af mig! Hvad der strax maatte falde mig tungt for Brystet, var at der tydeligvis herskede den forunderligste Forvirring i Spørgs- maalet om, hvad det nu egentlig var, jeg skulde bruges til. Det var selve mit Fag, der syntes at være en fuldstændig Terra incognita, en Gaade for alle brave Mennesker. Der havde omtrent aldrig været hørt en kunsthistorisk Forelæs- ning i vor Hovedstad. Et eneste Foredrag af Bjørnson om det sixtinske Kapel og den danske Archæolog Flemmers SIDE: 87 Foredrag om Pompeji -- begge i Sextiaarene -- er Alt, jeg kan huske at have hørt tale om. Kun yderst sjelden berørte vore Aviser dengang vor Kunst -- saagodtsom aldrig Udlan- dets, endsige da Fortidens, og vore Skolers Verdenshistorier nævnte saagodtsom aldrig en Tids Kunstnere blandt dens Culturbærere. En af mine Venner har fortalt mig, at endnu for ikke længe siden en Historielærer, som følte dette Hul, dicterede sine Elever som Tillæg ved Aar 1500: "Paa denne Tid levede Raffael, som har malet Mona Lisa", og ved Aar 1600: "Samtidig med Rubens og van Dyck levede Brødrene van Eyck, som opfandt Oliemaleriet". Mærkelige Oplys- ninger! At Kunsten var Noget, der ligesom Literaturen og Culturen overhovedet havde sin Historie, og at denne Historie kunde være af culturel Betydning, ja endog Gjenstand for et Universitetsstudium, syntes aldeles ikke at være indgaaet i den almindelige Bevidsthed. Næsten alle de Mennesker, jeg slog en Passiar af med, naar jeg mødte dem paa Gaden, spurgte med en vis Forundring, hvad det nu egentlig var, jeg skulde læse over, og naar jeg havde fortalt dem det, fik jeg gjerne til Svar et venligt, overbærende Smil og et uhyggelig beskedent: "ja det er jo Noget, jeg ikke forstaar mig paa!" som i Virkeligheden gjemte hint: "Vi trur naa inte det, vi!" som havde hilst mig paa Tærskelen. Der fremkom da ogsaa de forunderligste Forslag om, hvad man skulde bruge mig til. En Indsender i "Morgenbladet" foreslog strax Vaaren 1877, at da man nu havde faaet mig hjem, saa burde man gjøre mig til Directør for Christiania Theater, da denne Post netop var ledig. Privat opfordredes jeg til at tage mig af Musikkritiken i vore Blade! Og de, som ialfald vidste, at det man med et unægtelig altfor vidtomfattende Ord kalder "Kunsthistorie", ikke omfatter Musikhistorie, vilde partout at jeg skulde overtage Aviskritiken over Kunstforeningens Ud- stillinger. Thi Kunst-Kritik -- ja det vidste Alle hvad var -- men Kunst-Historie? Kun Et var de Alle enige om: de for- SIDE: 88 drede Alle, at jeg skulde indrette min Virksomhed efter deres Hoved, ikke efter mit eget. Og før jeg vidste Ord af, havde jeg paa Forhaand samlet mig en firedobbelt Kreds af fødte, mistænksomme Modstan- dere: 1) fremfor alle Andre de, der, mens jeg udførte mit Arbejde i Sverige, herhjemme havde gjort Alt hvad de kunde for at udelukke mig fra Concurrencen til Professorposten i Literaturhistorie, og hvem det altsaa nu naturligvis fremfor Alt var om at gjøre at vise, at deres uskaansomme Frem- gangsmaade mod mig havde været fuldt berettiget. Denne Gruppe udgjorde Hovedtroppen og de uforsonligste blandt mine Modstandere, og førte en meget højrøstet Angrebskrig mod mig. 2) Hine dybt Skuffede, som jeg ikke kunde føje i deres Fordringer om, hvorledes jeg skulde anlægge det kunst-historiske Studium, og som derfor rystede paa Hovedet og følte sig bedragne af mig og mit hele Væsen. 3) De gamle Christianiaconnaisseurer, som i mig frygtede en farlig, med Universitetets autoritative Stempel forsynet Rival paa Kunst-kritikens Omraade; thi Kritiker skulde jeg partout være, og 4) Kunstnerne selv, som jo altid i en endog kun formodet Kritiker ser en naturlig Fiende og rejser Børst, strax de lugter Christenmands Blod -- skjønt jeg var ligesaa langt fra at tænke paa at blive Aviskritiker som fra at ville være Theaterdirectør. Jeg vilde bare faa Lov at arbejde i mit Fag -- og paa den Maade, jeg fandt hensigtsmæssig for at nærme mine Tilhørere til Forstaaelsen af mit Fag -- men nej! Krigen var paa Forhaand erklæret -- man havde nu engang "seet sig gal paa min Næse" som man siger. Derved var Intet at gjøre. Kunstskolesagen. Allerede den første Sag, i hvis Løsning jeg skulde del- tage -- Kunstskolesagen, til hvis Forberedelse jeg havde gjort den lange Rejse 1875 -- 76, strandede strax i 1877 paa de SIDE: 89 "hjemlige Forholde". Vor kongl. Commissions Forslag ud- mundede i en Haandverks- og Kunsthaandverksskole, kronet af en efter vore Forholde afpasset Kunstskole, som skulde tillade vore unge Kunstnere at finde sin første kunstneriske Uddannelse herhjemme, før de drog ud i Verden -- dette var jo det egentlige Maal for Tegneskolens Udvidelse. For- slaget var i alt Væsentligt enstemmigt, og vi lovede os et godt Resultat, da Commissionen i sin Midte talte saa erfarne Kunstnere som Gude og Middelthun. Da hørte jeg for første Gang den nye Tids tunge Maskinhammer ubarmhjertig knuse et langt og ærligt Arbejde. Haandverkets rent materielle Interesser forenede sig med en "moderne" Kunstopfatning for at tilintetgjøre vort Forslag. Man halshuggede det, idet man uden videre skar bort den Kunstskole, som skulde kronet Lærebygningen, og der som sagt var Skoleudvidel- sens egentlige raison d'être. Hvorledes gik det til? Jo -- vor Indstilling blev af Departementet sendt til vore Kunst- neres Erklæring? -- Nej, ingenlunde, men derimod til Haand- verks- og Industriforeningens Erklæring. Men den fandt ikke Naade for denne kunstneriske Højesteret, som mente, at her var taget for meget Hensyn til Kunstens og for lidet til Haandverkets Tarv -- Haandverkets Fremme var det Nød- vendige, al Kraft skulde lægges paa Haandverksskolen med en Overbygning for Kunstindustrien, -- Kunsten fik vente ad calendas graecas. Og denne nøgterne og kortsynte Be- tragtning vandt i den Grad Departementets Bifald, at Kunst- nernes Erklæring aldeles ikke blev indhentet -- de sad jo i Düsseldorf, München, Carlsruhe og Paris uden Kjendskab til de "hjemlige Forholde" og altsaa uden Berettigelse til at tale med i Sagen. Derimod viste det sig, at af ganske mod- satte Grunde Tanken om at lade Kunstskolen falde fik en uventet Støtte i den alleryngste Kunstnergeneration. Der havde man fra sit Synspunkt opdaget, at en Kunstskole var af det Onde, Geniet skulde udvikle sig frit, uden Skoletvang. SIDE: 90 Naturen skulde være den Unges eneste Læremester og ikke forfuskes ved Skoletheorier. Kunstakademier var gammel- dags Zopf. Saa lød Parolen dengang, og Kunstskolen blev der Intet af. Tredive Aar senere, da hin unge Kunstnergenera- tion var blevet modne Mænd, raabte den selv højlydt efter et Kunstakademi som en uafviselig Nødvendighed -- grov den i 1877 begravne Tanke op igjen -- og fik sit Kunstakademi! "Aber frage mir nicht wie"! Var de Unge nu selv blevne gamle? Eller forstod de nu, hvad de dengang ikke endnu for- stod? Chi lo sa! Men Faktum er, at nu sidder en af hin Tids Ungdommer som Akademidirectør og Professor, og 28 -- 9 -- 1912 skriver "Tidens Tegn" haanende om "gamle, spidsfindige Kunstprofessorer som Christian Krohg og Lorentz Dietrichson". Hvem skulde dengang drømt om en slig Constellation?! Ja, Livet er dog igrunden en fornøjelig Comedie -- naar Comedien bare ikke var saa dyr! Thi jeg tillader mig i al Beskedenhed at tro, at Meget vilde seet modnere ud i vort Kunstliv, at mange skadelige Vildskud og mange kostbare Fejlgreb og megen umoden Famlen kunde været undgaaet, om vi dengang havde faaet en efter Tidens Krav ordnet Kunstundervisning herhjemme, som kunde ledet Væxten og bortskaaret Vanskud- dene. Men vi er et rigt Folk -- vi har Raad til alskens Kraft- spilde! Tredive Aar -- en hel Menneskealder -- er spildt -- og jeg kan nu meddele, hvad Faa dengang vidste, at Gude var beredt til det store personlige Offer at overtage Directør- stillingen. Nu slap han det -- man havde ikke Brug for ham! Men den strandede Plan forstemte mig stærkt for lange Tider og skjød mit Haab om at se mit Arbejde støttet af en ordnet kunstnerisk Undervisning herhjemme ud i en uvis Fremtid, som først brød frem, da jeg var for gammel til at kunne deltage i Arbejdet for at give mit Fag den det til- kommende Plads i den nye Institution. Jeg kunde intet Andet gjøre end tie og bie -- og arbejde videre saa godt det vilde gaa -- paa egen Haand og alene. SIDE: 91 Pietisme og Pruderi. Som man ser, huggede min Skude allerede paa mange Hold skarpt i Bølgerne. Men snart dukkede til de mange Modstandere, baade mit Fag og jeg fandt, endnu to nye, underlige Fiender op, som jeg ikke havde regnet med: den paa hin Tid endnu i vide Kredse raadende, skjønt ikke mere saa almægtige, trangbrystede Pietisme og dens Aandsfrænde, det gammeljomfrunalske Pruderi. De kunde iblandt gjøre mig Helvede ret hedt og fremkalde noksaa alvorlige, skjønt i det Hele nærmest komiske Controverser. Et Par mor- somme Exempler: Høsten 1878 indeholdt en bergensk Avis et Referat af et Foredrag, jeg havde holdt i Bergen til Fordel for det for sin Existens dengang haardt kjæmpende "norske Theater". Fore- draget, som Theatrets Styrelse havde anmodet mig om at holde, handlede om: "Et Nationaltheaters Betydning for et Folks Culturudvikling". En Præstemand, en af vore mere fremtrædende Gejstlige byggede paa dette Referat et vold- somt Angreb paa mig, fordi jeg havde hævdet, at Theatret kunde have en løftende Indflydelse ogsaa paa et Folks ethiske Udvikling. Theatret var, mente han, under alle Omstændig- heder en Letsindets Skole, som umulig kunde virke foræd- lende, hverken paa Skuespilleren selv eller paa Folket, og Foredragsholderen en letsindig Frasemager. Jeg erindrer ikke Ordene; men Meningen var, at Theatret var et Djævelens Verk og jeg hans Profet. De ethiske Farer ved Skuespillerens Kald var heller ikke mig og mit Foredrag fremmede; men jeg havde ment, at disse kunde overvindes ved virkelig kunstnerisk Alvor. I Modsætning hertil mente min Kritiker, at "Theatret er en Institution, som kun kan bestaa ved at den christelige Moral nedbrydes hos dem, hvis Livsopgave er Skuespillet". Jeg var saa heldig at kunne svare ham ved at offentliggjøre selve Foredraget in extenso. -- Og Virkningen SIDE: 92 var ret forbløffende. Sagen var nemlig, at jeg, som følte mig mindre kyndig paa Ethikens Gebet, havde bygget denne Del af mit Foredrag -- selvfølgelig med Kildeangivelse -- paa Udtalelser af to theologiske Autoriteter, mod hvis Orthodoxi selv den værste Stivstikker af en Theolog Intet kunde have at indvende, nemlig paa Biskop Martensen, hvis netop ud- komne, men min Angriber endnu ubekjendte Ethik, 3die Del, gav mig en god Støtte, og for Musikens Vedkommende paa selveste Martin Luther. Men om disse mine theologiske Kilder havde det bergenske Referat Intet indeholdt, og de kom der- for ret overraskende dumpende over min brave, theologiske Kritiker. Men han var virkelig en brav Mand. Han taug bom- stille og erkjendte siden privat for mig, at han havde gjort mig Uret, og søgte senere paa alle Maader at vise mig sin Velvilje. [fotnotemerke] Men Pietisterne var mig ofte paa Nakken. Engang blev det i en Syforening, hvor en af Deltagerinderne for at under- holde Kredsen vilde oplæse en Afhandling i en Bog, hun havde laant af mig, udtalt, at det vist ikke var værdt, da der umulig kunde være noget Godt at finde i en Bog, som jeg havde anbefalet. Det var en af Pontus Wikners gedigneste Opsatser det gjaldt -- men han var dengang endnu ukjendt Norge. -- "Vi trur naa inte det, vi!" Til den agtværdige Pietisme sluttede sig snart dens mindre agtværdige Aandsfrænde, som jeg havde vanskeligere ved at gar- dere Kunsten imod -- Pruderiet. Det var et formeligt Felttog, jeg maatte føre for at gjøre begribeligt, at ubeklædte græske Statuer og uanstændige Glansbilleder ikke var Et og det Samme. Da Sculpturmuseet aabnedes i 1881, var det et stort, skjønt natur- ligvis sagte hvidsket Spørgsmaal, om anstændige Damer egent- lig kunde være bekjendt at besøge det endsige være til- stede ved mine Foredrag foran disse uanstændige, nøgne Damer Fotnote: Jeg husker min Far fortælle, at de to Herrer uden at kjende hinan- den var kommet i ivrig Samtale i en Jernbanecoupe. Ved Afskeden rakte de hinanden sit Visitkort. -- Tableau! (Udg. Anm). SIDE: 93 og Herrer. Og mangen rødmende Pigekind har jeg seet, naar jeg i alt Alvor og al Anstændighed foran Statuerne for- klarede Menneskelegemets anatomiske og fysiologiske Skjøn- hed i Hvile og under Bevægelse -- for et blandet Publikum af begge Kjøn. Jens Thiis fortæller etsteds ret morsomt om en Scene, som han erindrede siden sin Barndom fra en af mine populære Forelæsninger i Missionshuset i Akersgaden, hvor jeg, mens Damerne sad og blev baade blege og røde, skildrede et nøgent græsk Kunstverk og samtidig med Haan- den eftertrykkelig slog paa en gammel Bibel, som var bleven liggende paa Kathedret efter en Opbyggelse i Localet, som Støtte for mine Paastande om Menneskelegemets rene Skjøn- hed. Ja, jeg erindrer det meget godt -- den gamle Bog siger, at "Mennesket er skabt i Guds Billede", og da nu Mennesket uimodsigelig er skabt uden Klæder paa, var det dette Skrift- sted, jeg tillod mig at anvende for at forsvare Venus af Knidos' Nøgenhed, idet jeg slog paa Bibelen, mens jeg for- klarede, at Menneskelegemet var Skabningens skjønneste Blomst og højeste Krone, og at ligesom Jøderne mente, at Mennesket var skabt i Guds Billede, skabte Grækerne af samme Grund sine Guder i Menneskets Billede. Og jeg maatte døje mange Angreb fra brave Medborgere og Medborgerinder, fordi jeg -- forøvrig naturligvis i fuld Overensstemmelse med mine Colleger -- ikke vilde tillade Anbringelsen af Figenblade paa Sculpturmuseets ubeklædte Statuer. Det er jo endnu hos os stadig nødvendigt at for- svare Kunstens Ret til og Behov for det Nøgnes Studium og Fremstilling -- hvor meget mere dengang! Jeg faar endnu ikke sjelden Besøg af gamle snille Damer, som vil forsøge at omvende mig fra denne min Vederstyggelighed; men jeg har til dem Alle kun ét Svar: Menneskelegemet, som det udgaar rent og skjønt fra Naturens Haand, er hverken anstæn- digt eller uanstændigt, og den Følelse, som lader vor Tids Mennesker rødme foran en Statue, fordi den er nøgen, beror SIDE: 94 altsaa ikke paa nogen Egenskab hos Statuen, men paa at vor egen, af Tidens Forholde berørte Fantasi -- langt fjernet som den er fra en naiv Naturopfatning -- ikke er saa ren, at den taaler at stilles overfor Noget, som hos et urent Gemyt kan ophidse den. Den som ikke formaar at se paa et Kunst- verk uden at knytte urene Tanker til Synet, for ham er Kun- sten ikke til. Det er med Sculpturen og Maleriet ganske som med Architekturen. Et Hus er i og for sig ikke hverken an- stændigt eller uanstændigt, men det er de Mennesker, som bebor det, der gjør Huset til et Hjem eller et Bordel. Der kan drives Utugt i en Kirke, og der kan prædikes i en Danse- bod. Videre er jo Studiet af det nøgne Menneskelegeme det absolut nødvendige Grundlag for al figural Kunst, baade for den beklædte og den ubeklædte. For den, som kjender Men- neskelegemets Bygning, har hverken Skrædderen eller Mode- handlerinden nogen Hemmeligheder; den maa derfor studeres ikke blot af Kunstneren, men af Enhver, som vil have fuld Forstaaelse af et figuralt Kunstverk. Michelagniolo mente endog, at Architekten behøvede at studere det nøgne Men- neskelegeme. Ja, dette blev jo en liden Forelæsning -- om- forladelse! Nu er jeg færdig. Men den almindelige Anskuelse var, at Forelæsninger over saadanne Gjenstande var ikke Viden- skab, men "Humbug" og "Fraser". Humbug og Fraser. Ja, hvor de to Ord haglede omkring mig i hin Tid! Allerede efter mine første Forelæsninger over Oldtidens Kunst fortalte en Ven mig, at de, "var overfladiske" -- en anseet juridisk Embedsmand -- som rigtignok aldrig havde sat sin Fod udenfor Norges Grænser -- havde sagt det. Jeg kunde dengang endnu tage Sagen spøgefuldt og svarede derfor den, som fortalte mig det, at jeg paa min Side heller ikke var rigtig tilfreds med min Kritikers Voteringer i Højesteret. Saa gik det op i op. -- Nu, det er højst sandsynligt, at mine SIDE: 95 Forelæsninger havde store Mangler; men hvorfra Folk saa pludselig havde faaet denne overlegne Viden om deres Over- fladiskhed og Værdiløshed, har jeg sandt at sige aldrig rigtig forstaaet. Mine Forelæsninger havde som sagt visselig sine Fejl og Mangler; men jeg tør protestere, naar man i Kraft af sin forudfattede Mening kaldte mig "overfladisk" og til- raabte mig sit stadige: "Vi trur naa inte det, vi!" Nej, jeg har nok oftere maattet strække mine Studier over videre Felter end jeg kunde omspænde -- men overfladisk tror jeg ikke Nogen har havt Ret til at kalde mig. En Modsætning mellem mine Forhold ude og hjemme blev mig idetheletaget snart tydelig: derude havde jeg saavel i Italien som i Tysk- land og Sverige faaet Lov til at gaa og gjælde for hvad jeg var og indtage min Stilling i Samfundet efter hvad jeg kunde yde -- herhjemme var jeg Professoren, som pligtede at være lige dygtig i Alt, paa samme Tid som alle de Andre var saameget klogere end jeg baade i alle andre Ting og spe- cielt i mit eget Fag, at jeg snart ikke vidste at greje mig mellem alle disse overlegne Vidende, og skulde dog indtage et Slags autoritativ Stilling, som opirrede dem, hvergang mine Meninger ikke faldt sammen med deres. Der oparbejdede sig ialfald paa denne Maade fra mange forskjellige Sider en saa almindelig Uvilje mod -- jeg tror -- baade mig og mit uforstaaede Fag, at jeg maatte være for- beredt paa at se den bryde ud i lys Lue ved første Lejlig- hed. Og denne lod ikke længe vente paa sig. Jeg vil ikke opholde Læseren ved Erindringen om det Haglvejr af Misforstaaelser og Mistydninger, jeg -- vistnok for en Del ved egen Skyld, men ogsaa paa Grund af den netop skildrede Situation -- blev Gjenstand for i de første Par Aar efter min Hjemkomst. Jeg vil ikke dvæle ved Striden om Wergelandsstatuen, til hvis Udførelse uden Concurrence jeg havde foreslaaet Carl-Johansstatuens Mester, som til Tak for dette sit Verk sad herhjemme og led Nød -- denne Strid, SIDE: 96 som førte til at Bergslien, skræmt af dens Heftighed, mod mit Raad omarbejdede sit første, karakteristiske Ud- kast, og istedet gav os den stive Figur, vi Alle kjender, -- de mange ligefremme Løgne, som i den Anledning udspredtes og fandt Vej til Pressen og Tiltro hos Publi- kum, indtil jeg heldigvis ved lovfaste Vidners Hjælp kunde slaa dem til Jorden, de mod- bydelige anonyme Breve, som i Massevis forfulgte mig ind i mit fredelige Hjem og søgte at forbitre mig Livet i en Aarrække -- undertiden endog med Udenpaaskrift: "Til Hr. Professor i Fraseologi" o. l. med venlige og bekym- rede Raad om "for min Families Skyld" ikke at svare paa An- grebene, men hellere begive mig "med min Humbug" tilbage til det Land, jeg kom fra osv. osv. -- jeg vil om alt dette Smuds kun sige, at jeg, fremmed i min nye Omgivelse og ensom som jeg var, ikke havde Sikkerhed og Selvfølelse nok til at overse den hele uværdige Trafik, mens Accumulationen, Gjen- tagelsens Mangfoldighed i Længden bevirkede, at jeg for lange Tider kun ønskede at trække mig ind i min Skal og for altid mistede mit muntre, frejdige Sind, og aldrig mere blev den frie og glade Svend, jeg var, da jeg begyndte mit Arbejde herhjemme -- jeg blev sat i Bur, forknyttet og kuet i Væxten. Men saa godt var kanske det. Væxten var kanske for vild. Jeg indsaa ialfald snart, at der kun var et eneste Svar at give paa alle disse Angreb: mit Livsarbejde maatte SIDE: 97 være mit Svar. Saa maatte det dog vel tilsidst engang komme en Tid, da det vilde vise sig, om jeg var en ærlig Arbejder eller den Humbugmager, man vilde gjøre mig til. Men: "Calumniare audacter -- semper aliquid haeret" ("Bagvask frækt -- der bliver altid Noget hængende"). Det har jeg nok faaet føle. Stormen kan aldrig drive en Mand ud af hans Vej; men den kan nok bringe ham til at hylle sig saa tæt som muligt ind i sin Kappe. Saa gjorde jeg da trøstig den stakkars Sven Dufvas vemodige Ord til mit Valgsprog: "Om jag ej får med andra gå, får jag väl ensam gå". Og der- med: Fremad Marsch! Saaledes gik det til, at jeg i Grunden altid forblev "en Fremmed der, hvor jeg dog kanske burde faaet Lov til at føle mig hjemme" -- i det Land, som jeg elskede over Alt i Verden -- og for hvilket jeg havde op- givet en behagelig og anseet Stilling i et andet Land, fordi at "sit Fædreland skylder man Alt, man kan udrette". Det Mærkeligste ved Sagen var dog, at man trods Alt alligevel paa samme Tid paakaldte min Assistence, hvergang det gjaldt at samle et større Auditorium i en eller anden veldædig Hensigt: da var jeg god nok! Og jeg vil oprigtig sige, at dette glædede mig som et Vidnesbyrd om, at der dog exi- sterede en Følelse af, at jeg dog kanske, naar det kom til Stykket, alligevel kunde bruges i mit Lands Tjeneste. Man dømte mig uden at forstaa mig -- det var det Hele. Kanske var ogsaa det som skeede igrunden det Bedste: saa blev jeg heller aldrig "Samson lig i Skjøgens Skjød" -- Popularite- tens Dalila var herhjemme aldrig til for mig. Det Hele stak vel i, at jeg var den attende Ko fra det fremmede Fjøs. Meningen med det Hele. Thi for at sige Alt med ét Ord: Det gik efterhaanden alt tydeligere op for mig, at min isolerede og mistydede Stilling herhjemme i Virkeligheden var den Pris, jeg maatte betale for det rige Ungdomsliv, jeg havde faaet leve derude SIDE: 98 i andre Lande, i Kunstens store, brogede Verden. Det var ugjørligt under de saa helt fra Grunden af forandrede For- holde at knytte de gamle, ved et 17-aarigt Exil overskaarne Fibre sammen med de nye. Der blev et dødt Punkt mellem dem og derved mellem mig og mine Samtidige herhjemme. Og det førte til, at jeg begik den største Fejl, jeg i min Stilling kunde begaa: istedetfor at glæde mig over det Gode, som var, sørgede jeg over det Gode, som manglede. Desto mere energisk maatte jeg arbejde for alligevel at gjøre mit Land al den Nytte, jeg kunde. Men har jeg maattet ofre Glæden ved den da herskende Mellemgenerations og mine Samtidiges Forstaaelse og Bifald, saa har jeg til Gjengjæld saa meget mere at takke den yngste Generation for af rig Forstaaelse og gjensidig Hengivenhed. Den store Skare af mine Elever, mine unge Venner har gjort Alt godt igjen, har gjort mit Livs Aften lys og glad efter de mange skyg- gede Aar. For min Del ønsker jeg Intet anderledes, og er der Nogen, som synes, det var en altfor dyr Pris, jeg be- talte for et rigt Ungdomsliv -- saa vil jeg give ham at betænke, om ikke det, gjennem en bevæget Ungdom at have vundet frem til en fast og inderlig Overbevisning om hvad der udgjør Livets dyreste Værdier, og saa faa Lov at kjæmpe for denne Overbevisning -- om ikke det er uende- lig mere værd end al den Verdens Anerkjendelse, jeg maatte give Afkald paa og med let Hjerte kunde undvære? Men havde jeg da selv ingen Skyld i, at jeg var kom- men ud i dette Haglvejr? Jo selvfølgelig -- det havde jeg strax paa det Rene, og det har jeg ogsaa allerede antydet. Hvad jeg kunde præstere, holdt vist ikke Maalet, skjønt endnu mindre gedigne Sager ofte har fundet Naade for Samtidens strenge Øjne -- men min Hovedfejl var jo den, at jeg var et hidtil af Lykken forkjælet Barn, som nu i modnere Aar behøvede at lære Ydmyghed. Havde man "seet sig gal paa min Næse ", saa var det visselig, fordi SIDE: 99 jeg bar denne Næse for højt. Min Sejer derude havde gjort mig overmodig, og jeg har sikkert opirret Stemningen mod mig netop paa det Tidspunkt, da det gjaldt at vinde eller tabe Sympathien for lange Tider. Saa har jeg da netop af den Grund siden faaet kjæmpe en desto sundere Strid for at overvinde dette mit Indres onde Magt, hvergang den vilde overfalde mig bagfra i de lange Kampaar, som fulgte. Og bærer vi ikke derhos Alle paa saamegen Usandhed, som maa renses ud, at vi bør bøje os ydmygt selv under de Slag, som synes os alleruretfærdigst, og erkjende, at om Slagene end ikke træffer der, hvor vi selv føler os skyldige, saa tør de alligevel være vel fortjente! Jeg havde i min Barndom en Skolekamerat, som hver Mandag Morgen forlods fik en Dragt Prygl af vor Lærer for de Synder, han ufejlbarlig efter gammel og lang Erfaring vilde komme til at begaa i Ugens Løb. Naar man -- som jeg -- senere i Livet kommer under en saadan Lærers Behandling, skal denne Art Modgang kun styrke os til at se indad, mens vi udad tager os desto kraftigere sammen i vor Livsgjerning, og fremfor Alt skal vi glæde os over, at Livets vældige Maskin- hammer, som knuser saa meget, af en kjærlig Haand er bleven indstillet saaledes, at vi, istedetfor at knuses af den, slipper med et kraftigt Klaps, som nok svider, men ikke dræber. Jeg blev sent, meget sent moden -- Gud ved, om jeg er det endnu ved de otti Aar! Men jeg har ialfald nu lært at forstaa, at til syvende og sidst har netop de strængeste Aar i vort Liv den heldigste Indflydelse paa vor Udvikling -- mens Medgangstiderne fordrer en Ryg, stærkere end ialfald min dengang var. Slige Aar er Sinkeklassen i Livets Skole, den "Ydmyghedens Højskole" som de Fleste af os trænger til at gjennemgaa, og hvis Rector Magnificus bedst ved, hvad der er gavnligst for hans Elever. Og for min Del synes jeg ialfald, at jeg nu paa det Sidste begynder at forstaa Mesterens kjærlige Mening med det Hele saa inderlig godt. SIDE: 100 TO TIDSALDRE Et Kapitel om norsk Nationalromantik og europæisk Overcultur, hvori Forfatteren anstiller en Betragtning over Baggrunden til de følgende Skil- dringer paa Basis af sine Barndoms- og Manddomsindtryk og kommer til det Resultat, at han er for gammel for den unge, og for ung for den gamle Tid -- og saaledes staar "mellem to Tidsaldre". 1. Brydningens Karakter. 2. Barndomsidyllen. 3. Nationalroman- tiken. 4. Omslaget. Brydningens Karakter. Et Resultat havde disse haarde Aar dog bragt mig. De havde til en vis Grad modnet mig. Var mine altfor vidt flyvende Vinger blevne stækkede og jeg selv sat i Bur, saa fik jeg desto mere Anledning til at tænke over, hvor- hen denne Krise havde ført mig, og til ikke blot at revidere, men ogsaa at generalisere min Livsopfatning ved allerførst at søge et Overblik over Forholdene i sin Almindelighed. Det var en skarp Modsætning, den jeg i det foregaaende Kapitel har skildret, mellem mine sidste Dage i det frem- mede Land og mine første Dage i mit eget; men jeg maatte snart spørge mig selv, om den store Modsætning nu virkelig blot laa i det forandrede stedlige Milieu og mit Forhold til dette, eller om ikke Modsætningen havde en dybere Grund, SIDE: 101 om ikke maaske selve Tiden netop i disse Aar havde under- gaaet en gjennemgribende Forandring, der var den væsent- lige Aarsag ogsaa til Omslaget i mine personlige Livsfor- holde -- om det ikke ligesaameget var Tiden som Stedet, jeg ikke kunde finde mig tilrette i. Og jeg kom snart til den Erkjendelse, at saa virkelig var Tilfældet. Dette viste sig, da jeg vandt Overblik over den Tid hvori jeg var sat, eller rettere sagt over to Tidsaldre, den jeg forlod og den jeg gik ind i. Thi hvad jeg troede at observere, var intet mindre end dette, at netop nu, samtidig med at jeg skiftede Milieu, holdt selve Culturarbejdet i hele Europa paa at skyde Ham og skifte Form. En helt ny Tid og en helt ny Men- nesketype med ganske nye, ialfald for mig fremmede Tanker og Tendenser var i disse Aar dukket frem. Uden at jeg hidtil havde mærket det, havde der aabnet sig en dyb Kløft mel- lem min Ungdomstid og mine Manddomsaar. Hvad var det for en skurrende, gjennem Marv og Ben skjærende Lyd, jeg havde maattet lytte til i disse sidste Aar? Lad mig forsøge ved Hjælp af senere indhøstede Erfaringer at skildre den Modsætning, jeg troede mig at spore mellem de to Tids- aldre, skildre de dybe Mærker, denne Brydningstid maatte efterlade hos os, som nu, midt i vor Manddoms Blomst, efterat vi troede at have bragt vore Livsanskuelser i fuld Orden, med Et havde maattet høre det brutale Commando- rop om at følge med i den fremstormende nye Tids Hær- kolonne eller trække os helt tilside ud af Kampen, hvis vi ikke vilde trampes ned. Thi over hele Linjen hørte vi det barske Rop: "forandre Signalerne eller træd ud af Tidens Rækker!" Hvorfra kom denne hemmelighedsfulde Røst? Man taler saa ofte om "de gode gamle Dage", skjønt Himlen skal vide, at der var overmaade meget Slet ogsaa i SIDE: 102 "de gode gamle Dage" og der er overmaade meget Godt ogsaa i de nye, "onde Tider". Det er Afstanden, som ideali- serer, især Tidsafstanden; og det er ikke bare den gamle Jomfru i Vaudevillen, som synger: "dengang da jeg var Pige, da var der Piger til". For tre tusind Aar siden sang selve den gamle Nestor hos Fader Homer den samme Vise. Hem- meligheden er jo ganske simpelt den -- hvad alle lauda- tores temporis acti burde mærke sig -- at i de gamle glade Dage var vi selv unge og glade, i de nye grætne Tider er vi selv gamle og grætne. Haanden paa Hjertet, Gamle! er det ikke saa? Saa søger man da at forklare Tidens Pinagtighed ved at sige, at "vi lever i en Overgangstid"; men er da ikke enhver Tid i Virkeligheden en Overgangstid mellem det som var og det som vorder? Alligevel er der -- og det var det jeg begyndte at ahne allerede dengang -- maaske i Virkeligheden intet Tidsrum, som med større Ret end det 19de Aarhundredes anden Halv- del kan kaldes en Overgangstid, fyldt af alle de Vanskelig- heder, som følger med at skulle skabe nye Former, svarende til et aldeles nyt Indhold. Det var mere end en Overgang, det var et helt Omslag for ikke at sige et Brud mellem mine Ungdoms- og mine Manddomsaar -- hvis der ellers fandtes Brud i den historiske Udvikling. Hvilken Modsætning mellem Livet her i Norge i min Barndom i 30 og 40 Aarene og nu i 70 og 80 Aarene, den staar for min Erindring som Modsætningen mellem en dejlig, men lummertung Sommernat med sagte Bølgeskvulp og Jas- minduft, med gul Fuldmaane gjennem Løvet paa den ene Side -- og paa den anden en klingrende klar Vinterdag med frisk, men isnende Kulde og skjærende Sol over Sneen, med Skisport i Bakkene og Kapkjøring paa Isen under Bjældeklang og Hallo, hvor man dristig lader det staa til, til det Hele drukner i Snekavet. SIDE: 103 Barndomsidyllen. Om det fredelige, men afstængte og isolerede Barndoms- liv, min Generation førte i 30 og 40 Aarene, kan den nu- værende Slægt neppe gjøre sig nogen Forestilling. Hele vort Liv var en Idyl ved Fjord og Fjeld eller indenfor Hjemmets snævre Vægge. Vi tilhørte jo en Tid, da baade Naturen og Livet her i de norske Fjelddale virkelig var et smukt, har- monisk, af den øvrige Verden helt ukjendt Digt. Det var som om vi var alene i Verden, som om den endte bagved Præstens Have og der ikke var nogen Verden udenfor. Vort Lands ophøjede Natur strømmede umiddelbart ind paa os som en hellig "Orgelklang fra Fjeld og Fjord", denne Natur, "hvor, om tvende Fiender mødes, uvilkaarligen de nødes til at stanse sine Fjed -- -- slagne af den søde Fred i Naturens Herlighed -- og Erobrer, hvis han kom, om med Blusel maatte vende, ret som bange for at skjænde hellig, viet Tempeldom." Og Livet kunde trods al "gammel Kummer, ved at stemmes i Naturens blide Toner" blive til et med Naturens samstemmende Digt, men rigtignok ogsaa det indenfor Idyl- lens snævre Ramme. Skrigene fra Dæmringsfejden og Camp- bellerslaget og endmere Skuddene fra Polakkernes og Juli- revolutionens nys endte Frihedskampe naaede os kun som fjerne, os uvedkommende Begivenheder, der omtrent havde lige stor eller lige liden Betydning for os. Ja, det Hele, baade Livet og Naturen, var for vor Barne- fantasi et Digt, som man kun behøvede at hengive sig til for at delagtiggjøres i dets Skjønhed og Glæde og føre et lykkeligt og harmonisk Barndoms- og Ungdomsliv. SIDE: 104 Og tænk saa paa det Liv, vor Tids Ungdom fører! Ja, denne harmoniske Lykke har Mange af os, som den- gang var unge, virkelig faaet opleve netop i den altbestem- mende Periode af Livet, da Hjertet er blødt som Vox og samtidig med at vort Fædreland først begyndte at udfolde sine aandelige Kræfter, og vi føler den endnu i vor høje Alderdom som noget af det Bedste, Livet har skjænket os. Hvor lunt og hyggeligt var der ikke i de arbejdsomme, lykkelige Hjem med de nøjsomme Sæder og de nøjsomme Glæder -- i de smaa Byer, kanske særlig i mit gemytlige, fornøjelige gamle Bergen -- disse Byer, som ialfald før 1848 ikke vidste Noget om sociale Uroligheder, og som kun havde lidet Brug for Politi, fordi man sjelden hørte om at Nogen stjal uden en enkelt Gang -- hos Politimesteren. Nu for- tæller Hovedstads-Aviserne, som vi dengang fik hver ottende Dag, hver Morgen og Aften om Rovmord, Ildspaasættelser, Overfald, Indbrud og Tyverier, ikke at tale om Streiker og Aftalebrud. Hvor stille og fredeligt var det ikke i Bondens Røgstue, hvor Politik væsentlig var et morsomt Underhold- ningsemne for de Gamle, mens Ungdommens Dans gik desto lystigere i Borgestuen om Søndagskvælden til Hardangerfelens Toner, og Børnene lyttede til Signekjærringens Eventyr -- eller i disse gamle Præstegaarde og hyggelige Skriverboliger under Fjeldet, hvor vi Gutter tilbragte vore Sommerferier som Gjæster, vuggende den stille Søndagsmorgen henslængt alene i en Baad, som gled nedover Elven under Løvet, eller roende til Kirke med Præstefamilien over den blanke Fjord, hvor det lyste fra løvsmykkede Baade af hvide Ærmer, røde Livstykker og glitrende Sylgjer -- denne Fjord, som endnu aldrig var kruset af et Dampskibshjuls Skovler. -- Eller vi vandrede til Sæters op i den rene Fjeldluft, som ingen uden- landsk Tourist endnu havde indaandet, og hvor Fossene durede i ensom Storhed uden at drømme om Fabrikpiber og Concessionslove! SIDE: 105 Men hvor snæver, isoleret og verdensfjern var ikke denne lykkelige, idylliske Tilværelse. I Virkeligheden var denne Tid slet ikke bedre end vor Tid, og jeg ved meget vel, at der i hine Dage var en god Del mere Vildskab, Kaksedryghed, Embedsmandshovmod og Hustyranni i vore Bygder end nu- omstunder. Men der var paa den anden Side ogsaa en større Varme og Inderlighed over Livet, som paakalder vor Sym- pathi. Og saa er det jo fremfor Alt dette, at vi selv den- gang var unge! Men som sagt: det Hele var stillestaaende og verdensfjernt. Nationalromantiken. Da strøg der med Et en Dag en frisk Luftning gjennem den lumre Luft og bragte Flaget, som hængte slapt paa Stangen, til at udfolde sine norske Farver. Det var det for os Unge uforglemmelige Vaarbud, som har skabt Vilkaarene for hele vor følgende Udvikling. Det var den Tid i 40- Aarenes anden Halvdel, da vi, som da var unge, saa at sige opdagede, at vi -- concret og ikke blot abstract -- ejede et Fædreland; da det gik op for os, at vort Folk besad en vidunderlig, stor, fælles Skat af Historie, Sagn, Sang, Musik, Sprog, Digtning og Kunst, der ligesom med Et gjorde det til et Culturfolk med sit eget nationale Særpræg. Det var den norske Nationalromantiks Blomstringstid, vor Folkevaar, vor Selvbevidstheds store Gjennembrud, som var Gjenstanden for vor Kjærlighed og -- for 80-Aarenes dybeste Haan og Foragt. Hvorledes blev dette Gjennembrud til, og af hvem blev det skabt? Hvad der i de tidligere Generationer havde brændt i enkelte varme Hjerter og lyst bag enkelte klare Øjne som Prof. Dahls, da han begyndte at tale for os om Nidaros- domens og Haakonshallens Gjenrejsning, som Jacob Aalls, da han oversatte Snorre, og Christies, Sagens og Neumanns, da de skabte Bergens Museum, eller Bjerregaards og Walde- SIDE: 106 mar Thranes, da de skrev "Fjeldeventyret", det slog nu Alt- sammen ud i klar, lysende Flamme. Og Alt paa én Gang. Disse faa Aar bragte os Historikere som P. A. Munch -- ubetinget hele Gjennembrudets rigest udrustede Personlighed og Centralskikkelse -- der skrev vort Folks, og Rud. Keyser, der skrev vor Kirkes Historie i Middelalderen, Sagnfortællere som P. Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moe, der optegnede vore Huldresagn og vore Folkeeventyr, Musikere som Ole Bull, der alt tidlig var begyndt at bære Norges Navn ud over Verden med sin Violin, og Halfdan Kjerulf, der lyttede til det sagteste Hjerteslag i sine Romancer, Folkevisesamlere som Landstad og Lindeman, Sprogmænd som Ivar Aasen og Unger, Politikere som A. M. Schweigaard og Fr. Stang, Malere som Tidemand og Gude, Digtere som Welhaven, A. Munch og Camilla Collett. Hendes Broder Henrik Wergeland døde jo ved Periodens Begyndelse; men ogsaa hans egent- lige store Gjennembrud hører dog hjemme i denne mere end i den forrige Tid: hans skjønneste modne Digtning sprang ud under Indtrykket af disse Folkevaarens første Dage (Lodsen og Digtene fra Dødslejet). Hvorledes forklare dette pludselige og samtidige Frem- brud af saa mange og saa stærke Kræfter, som nu med Et satte Vaarluften i Bevægelse? Var det Nationens under Dansketidens stille Væxt opsparede Kraft, som nu med Et brød frem? Det synes næsten saa; thi det er et ejendomme- ligt Faktum, at næsten alle disse Førere for den nye Tid var undfangne og fødte i de 7 haarde Krigens, Nødens og Frigjørelsens Aar mellem 1807 og 1814: Welhaven, Werge- land, Schweigaard, Stang, Ole Bull, P. A. Munch, A. Munch, Asbjørnsen, Lindeman, Jørgen Moe, Ivar Aasen, Camilla Collett og Tidemand var Alle født i Løbet af disse 7 Aar. "Alt hvad Fædrene har kjæmpet, Mødrene har grædt" synes at have gjort Sønnerne af hine Aars Ægteskaber til en særlig kraftig og benaadet Generation, det var Børnene af "Slægten SIDE: 107 fra 1814". Den næste Menneskealders, Trediveaarenes, "vor" Generation, vi som i 40-Aarene vaagnede til fædrelandsk Bevidsthed, vi vaagnede ved Tonerne af deres Sange, under Indtrykket af deres Sagatolkning, deres Billedkunst. "Vor" Generation har at takke hine Mænd for vor Ungdoms bedste Glæde og højeste Løftning. Thi det var ikke Nationalroman- tikens mindste Fortjeneste, at den formede den næste Slægts begyndende Virke i sit Billede: Ibsens og Bjørnsons roman- tiske Ungdomsdigtning, Griegs, Svendsens og Nordraaks Toneverker, Sofus Bugges Sprog- og Mythegranskning og Ernst Sars' Historieforskning, Johannes og Louise Bruns, Laura Gundersens og Lucie Wolfs Scenekunst. Det var dette omkring 30-Aarene fødte Slægtled, som i 60-Aarene førte det Verk videre, som Børnene af 1814 havde skabt, og som hine nu fra 1870-Aarene af førte ind i nye Baner. Skal jeg nævne Kjernepunktet i hele denne Tids Væsen, saa vil jeg sige, at det Hele har Karakteren af en pludselig vaagnet Ungdomskjærlighed til vort fagre Land og dets unge Folk: det Hele hvilede paa Kjærlighedens Grundvold. Paa Kjær- lighed til vort Land og Folk, som let og naturlig ved øget Samliv og Kjendskab udvidedes til at omfatte ogsaa vore Stammefrænder og Brødrefolk: vi Studenter havde let ved at forene vor Kjærlighed til Fædrelandet med vor Hengiven- hed for Nordens Frændefolk, idet Studentermøderne bragte os i Berøring med dem; thi der var endnu ikke gaaet Politik og Beregning ind i vore Følelser -- og derfor haanede de følgende Tider os for vor Umodenhed og vore "Fraser" -- nej, det var ikke Fraser, om de end forekom paa Overfla- den -- i Dybet var det sand og stærk Ungdomsvarme, men netop fordi den ikke ejede Spor af Beregning, kun Hen- givelse, -- derfor maatte den dø -- den kunde ikke over- leve Ungdomsaarene og Vaardagene, da Livets kolde Virke- lighed berørte den med sit isnende Aandepust -- i 1864. Men der var Kjærlighed i den Vaarluft. SIDE: 108 Ja, det var en Folkevaar! For os Unge, som dengang stod omkring 15-Aarsalderen, da Sindet er som mest opladt for nye og store Indtryk, for os som var opammede med Evald og Rahbek, Baggesen og Oehlenschläger som "vore" store Digtere, for os, som hidtil havde maattet nære vor Følelse af at eje et Fædreland -- foruden naturligvis ved Snorre i Aalls Oversættelse -- hovedsagelig ved Bjerre- gaards, Schwachs og Lyder Sagens Fædrelandssange, Fayes Folkesagn og Falsens Norgeshistorie, for os, som sukkede efter rigere Næring for vor Fædrelandsfølelse, var dette Gjennembrud ubetinget vort Livs mest epokegjørende og altbestemmende Begivenhed. Nu fik vi Del i Folkets egen Digtning, i dets Folkeviser og Sagn og alt det Nye, som samtidig strømmede ind paa os, og det var, som om vi først nu reelt og factisk tog vort skjønne, levende Fædreland i Besiddelse. Nu havde vort eget Land faaet Maal og Mæle, og naar vi nu drog ind i vore Fjorde og Dale, havde disse faaet Øjne, hvormed de saa paa os, Stemmer, hvormed de talte til os. Nu begyndte Historien at prædike for os fra Haakonshallens tilmurede Buevinduer og fra Nidarosdomens brustne Hvælvinger, og naar vi nu drog ind i "den fagre Maridal, til Kleivens svimlende Portal" eller til, "de svale, kirkestille Dale" i Bergens Stift, saa havde Wergeland og Welhaven givet os Ord for deres Dejlighed, Ord, som vi kunde juble ud. Og naar vi nu som Studenter vandrede ind i Vestfjorddalens hellige Stilhed, hvor Rjukan hængte som et Brudeslør over Fjeldets Pande, og vi trodsede den svim- lende Maristis Farer, saa var Skoven og Fossen og Fjorden og Havet for os levende, befolkede af Sagnets og Eventyrets Skikkelser, af Huldre og Nøk, af Fossegrim og Draug. I Alt dette saa vi Unge dengang det, som var Ungt som vi selv, der var vaagnet til Liv sammen med os; til denne unge Sommerdag og den Kunst, den fødte i Ole Bulls "Sæterbesøg" som i "Brudefærden i Hardanger", gav vi vort SIDE: 109 unge Hjerte som til vor Ungdoms Brud og glemte hende aldrig siden. Thi vel saa vi siden større Kunst og lyttede til højere Digtning baade ude og hjemme; men denne Kunst og denne Digtning havde været ung med os. Og ligesom den Elskende endnu altid bag Alderdommens Rynker ser Ungdommens Roser paa hendes Kind, som var hans Ung- doms Brud, saaledes ser vi Gamle endnu altid National- romantikens Fagerhed ung og levende, efterat den forlængst er falmet. Hvad den lærte os, var: Trofasthed. Livet vilde kanske blevet os lettere uden denne Lære, men aldrig sandere. Men kom nu og tal om Sæterbesøget og Brudefærden! Sæterbesøget er en dilettantisk Komposi- tion, og Brudefærdens Farver holder ikke Maal for Modernister- nes forfinede Farve- sans -- tal nu om Studenterskandinavis- me og Brodersind -- der er Intet lettere for de snusfornuftige Sind end at haane deres Umodenhed -- og al- ligevel! Det vil Alt- sammen komme til- bage i forynget Skik- kelse. Ja, hvor er ikke nu Alt forandret. Kom nu til Vestfjorddalen og Rjukan! Den fagre Aagot paa Dale er død, Huld- SIDE: 110 rens stille Hjem er bleven en larmende Fabrikby, Rjukan er nyttiggjort for Maskindrift, og den svimlende Maristi er bleven en Chaussé for Automobiler. Larm, Streiker, Brændevin, Politi, Arrestationer, Eder og Slagsmaal der, hvor i vor Ungdom Alt var Kirkestilhed og dyb Naturfred. Storindustrien, "Erobreren" kom, og han kjendte ingen "Blusel", han var ikke "bange for at skjænde hellig viet Tempeldom". Han trampede i Nyttens Navn Dalens fagreste Blomst under sine Begsømstøvler. Ære være den nye Tid og dens Mænd. Livet skal have den første Ret. Men man skal ikke fortænke os Gamle, som hængte ved al denne Sommerskjønhed som ved vor Ung- doms første Kjærlighed, om vi syntes, at Bruddet kom noget brutalt og raat. SIDE: 111 Er det sikkert, at de nye, uhyre Rigdomme, som man forespejler os, vil skabe den Lykke, den Folkesundhed, den indre Kraft, som hin foragtede "Romantikens" Tid ejede? Thi det viser sig alt nu, og vil vise sig alt mere, at det netop er paa det Verk, hin Tidsalders Mænd skabte, vi -- trods alt Mellemliggende -- vil komme til at bygge vort aan- delige Fædreland. Saasandt den nye Elektricitetens og Spor- tens Tid da overhovedet bryder sig om at eje et aandeligt Fædreland og den stakkars Aandskultur, som vi Gamle gik og tullede med. Men lad os haabe -- vi har Ret dertil -- haabe, at denne haardhændte Forvandling kun betyder, at det, som dengang sprang ud som Foraarsblomst, alene har fulgt Naturens evige Lov, har blomstret af og visnet for at sætte Frugt, naar Høsten kommer. Frugtknytningen tager Tid; og vi vil kan- ske endnu længe maatte nøje os med den grønne og sure Kart. Men engang vil Frugten modnes, sød og rig i Aan- dens som i Naturens Verden. Og den Sødme og Skjønhed, som engang i Vaaren lokkede Honningbien til Blomster- kronens Indre, vil vi gjenfinde i Frugtens liflige Smag og paa dens rødmende Kind. Lad os tro og haabe dette for vort dyrebare Fædreland i alle gode Magters Navn! Thi det er alene denne Tro og dette Haab, som kan give os Kraft og Arbejdslyst i den lange blomsterløse Frugtknytningstid, der kanske vil vare hele vort Liv ud og endnu længer -- denne mørke Tid, hvis Conseqventser vi netop nu oplever i den forfærdelige Verdenskrig. Omslaget. Hvorledes kom det store Omslag, som umærkelig førte en idealistisk-romantisk Tid over i den tykkeste Materialisme og Utilitarisme? Det kan ikke nægtes, at det netop var Tidens Storhed, dens herlige Fremskridt paa Naturvidenska- SIDE: 112 bens og den exacte Forsknings Omraade og de deraf frem- gaaede store Opfindelser og Opdagelser, som affødte Om- slaget, og ved Siden af sine gyldne ogsaa bar sine giftige Frugter -- fordi Verden ikke forstod og endnu ikke forstaar, at der samtidig maa oparbejdes en tilsvarende ethisk Storhed for at forhindre, at Tidens slette Elementer tilegner sig Frug- terne af det, de gode Kræfter har skabt. Og disse Frugter var jo umaadelig rige. I den tyske Læsebog, vi i min Barndom brugte i Skolen, stod der en Fortælling om, hvorledes en Tysker en Nat paa Gaden traf Ciceros Gjenfærd, og grundig imponerede det gamle latinske Spøgelse ved at vise ham, at hvad Rom i hans Tid havde været for Culturen, -- det var nu Tyskland blevet, -- viste ham det ved at affyre en Pistol, læse for ham af en trykt Bog og sige ham, hvad Klokken var: Krudtet, Bogtrykkerkunsten og Lommeuhret -- lutter tyske Opfindelser. Men mellem Cicero og hin Tysker laa næsten 2 Aartusinder men hvad vilde min egen Fader, som døde i 1852 for kun nogle og 60 Aar siden, sige, om jeg paa lignende Maade kunde vise ham det elektriske Lys i mit Bibliothek, min Telefon og Skrivemaskine, Jernbanerne mellem vore Fjelde, de traadløse Telegrafer og Aeroplanerne o. m. m. -- Alt de to sidste Menneskealdres Verk. Damp- kraft og Elektricitet har forvandlet alle Livsvilkaar saa stærkt, at jeg ikke fremsætter nogen paradoxal Paastand ved at sige, at det Liv, vi nu fører idag, er mere forskjelligt fra det, vore Forældre førte i sin Barndom, end deres Liv var fra Livet i Renaissancen -- altsaa for 3 à 400 Aar siden. Alle ydre Livsbetingelser: Communikationer, Lys- og Varmeappa- rater o.s.v. o.s.v. var de samme i 1840 som i 1540. Den nødvendige Conseqvents af, at man var blændet af disse, den materielle Culturs umaadelige Fremskridt, var at man overførte dette Syn paa Aandslivet. Materiens saa paatage- lige Betydning for Fremskridtet skyder Aandslivets Værdier tilside -- for en Tid. Verden var endnu ikke moden til at SIDE: 113 benytte sine Sejre paa rette Maade. Bliver den det nogen- sinde? Vi gik ind i en ny Tidsalder. Istedetfor de store, stærke Personligheder fik vi de endnu stærkere Maskiner, istedetfor den Enkeltes Aandskraft den endnu stærkere Kraft i de mange menneskelige Vibrioners Sammenslutning: det er de meka- niske Kræfters og de upersonlige Magters, det er Maskinernes og Actieselskabernes, Associationernes og Strejkernes Tid. Thi Darwinismen har belært os om den mest Skikkedes og derfor Stærkeres Ret til Livet, og Bacteriologien om den Magt, som ligger i Vibrionernes Samvirken. Milliardæren bliver Tidens Digter, Opfinderen dens Kunstner, Sportsman- den dens Helt -- hvad behøver vi saa mer? Gaa til Hvile Luther og Shakespeare, Michelagniolo og Beethoven, vi har ikke mere Brug for Jer. Det tegner jo stærkt til, at Detectiv- romanen, som inspirerer saa mange geniale unge Tyveknægte, skal blive Folkets indflydelsesrigeste Digtekunst, Grammo- fonen dets Fremtidsmusik og Kinematografen dets Scene- kunst. Prosit! Selv Kunsten, det personligste af Alt, Geniets Tumleplads er blevet Maskinkunst. I Filosofien lærte den nye Tids store Profeter de Unge, at al Tro er Overtro, og kun det Haandgribelige er det Sande. Al Religion er Nonsens, al Ethik en Convention. August Comtes Positivisme med sin Lære om, at kun den Slutning, som kan bygges paa ydre Erfaring, ejer Gyldighed, blev Tidens Religion, der tilsidst conseqvent udmunder i det rent Sensuelle, -- og paa den byggede Taine sin bestikkende Kunstfilosofi, der kunde forklare os Fænomenet Shakespeare ud fra engelsk Roast-beaf og Porter og Correggio ud fra ita- lienske Vine og Broccoli -- der blev intet irrationelt Tal tilbage, en Smule Atavisme forklarede isaafald Resten. Den geniale, men syge, tilsidst sindssyge og ulykkelige Fr. Nietzsche, trods Alt en af Tidens mest sympathiske Skik- kelser, kunde endelig paa den Stærkeres Ret proklamere sin SIDE: 114 Overmennesketheori "jenseits von Gut und Böse" og er- klære Samvittigheden for en Sygdom, man maatte skynde sig at helbredes for. Og Tiden slugte det Altsammen raat, fordi det var "nyt": og det blev liggende ufordøjet i Tidens Mave, indtil den revnede i August 1914. Omkring 1875 begyndte det store Omslag i Tiden for Alvor at føles over hele Linien. Bismarck, Tidens stærkeste Mand, havde i sin Politik draget Conseqventsen af Læren om den Stærkeres Ret til Livet, idet han udtalte det Ord, som slap alle onde Aander løs: "Magt gaar foran Ret". Vi, som dengang stod i vort Livs Midte, og hørte de preus- siske Kronjurister afgive den skandaløse Kjendelse, at Slesvig med Rette havde tilhørt Danmark og derfor nu, da Danmark har overladt denne Ret til Preussen ved Wienerfreden, med Rette tilhører Preussen og ikke Hertugen af Augustenborg -- uden at ændse, at det var Voldsmagt, som havde skabt denne Ret, -- vi, som havde troet paa, at Magtens Mission var at støtte Retten, ikke at krænke den, vi føler endnu paa gamle Dage, hvor øresønderrivende brutalt dette: "Magt er Ret" tonede ind i vort Liv, da det førstegang lød over Ver- den som Retsprincip. I det Øjeblik føltes det, som om Verdens store Verksted rystede i sine Fuger, idet alle Ma- skiner et Øjeblik stod stille, for saa at begynde at dreje sig i modsat Retning mod før. Alle Værdier maatte omvurderes. Saaledes var det kommet, dette Onde, under hvis Krampe- rystelser Verden netop nu skjælver og føler Gjengjældelsens Gru. Og vi, som da levede, vi vænnede os til det og gav os lidt efter lidt rolig til paa Befaling at omvurdere Vær- dierne! Nu var Næveretten atter som i Middelalderen sat i Højsædet -- kun at dens Slag føltes dobbelt af vor Tids forfinede Nerver. Mennesket var blevet en Maskine i den store Fabrik, som producerer Historien. Og saa kom da SIDE: 115 Massesuggestionen til. Alle grebes samtidig af denne samme, rædselsfulde Tankegang, som nu bærer sin Frugt. Saa stod man da atter overfor "l'homme machine", skjønt paa en ganske anden Maade end det 18de Aarh.s Encyklo- pædister. Thi dengang var dog Menneskemaskinen Verdens stærkeste Maskine; men hvad betød nu Smedens svulmende Muskler mod Støbestaalfabrikernes Kjæmpehammere, som med ét Fald kan forvandle en Staalcubus til en Plade, mens den samtidig kan indstilles saa fint, at du kan lægge dit Uhr paa Ambolten uden at faa det knust, naar Hammeren falder, idet den kan stanses en Millimeter over Uhrglasset. Og som Smeden overfor Maskinhammeren gaar det Helten overfor Krigen. Von Moltke sidder ved sit Skrivebord og regner rolig ud, hvormange tusind grædende Enker og hændervri- dende Mødre der maa til, før det med mathematisk Sikkerhed kan udregnes, at den øvrige Kanonføde maa bringe Sejren hjem. Og intet Heltenavn bryder lysende frem gjennem disse blodløse og dog saa blodige Talrækker. Det pegte Ibsen paa allerede under Krigen i 1870. Og Conseqventsen af det Hele er, at Forbryderen med samme Ret som Menneskehedens Velgjører tager de nye Kræfter i sin Tjeneste "hinsides Godt og Ondt": Anarkisternes Helvedesmaskiner og Apachernes Automobilmord har jo den samme Ret som Lægen, der besejrer Sygdommen, den Stærkeres Ret; det gjælder blot om de er stærke nok. Samfundets Kamp mod Forbrydelsen er ikke længer Rettens Kamp mod Uretten -- den er sim- pelthen -- en Styrkeprøve mellem to ligeberettigede Livs- magter: Politiet og Pøbelen -- og Pøbelen har Majoritetens Magt. Blev Maalet Magt og Mediet Materien, saa blev Midlet Mammon. Jagten efter det, man kaldte Lykke, d.v.s. efter Penge og Magt, lod ingen i denne rastløse Kamp faa et Øjebliks Ro til at nyde virkelig Lykke. Og som en blodig Haan lyder det, naar denne Tid sætter som sit Motto: "den SIDE: 116 størst mulige Lykke for det størst mulige Antal". Nej, hvad end den nye Tid har udrettet for Børnene fra de fattige, men nøjsomme Hjem fra 1840-Aarene, lykkeligere har den ikke gjort dem. Hvor vi vender os, ser vi lemlæstede Krøb- linger, Livskampens Invalider. Hvor mangen frisk Natur, som var bestemt til at spille en smuk Første-Violin i Livets Or- chester, ligger ikke kvæstet under Maskinhammeren i Livets Fabrik. Det er til at græde Blod over! Overalt hvileløs Kamp og Klassehad. Ja Had; der nævnte vi Ordet; -- Klassehad, Nationalhad, Racehad, Religionshad, Gudshad, "det hellige Had"! Var der ikke engang En, som sagde: "Elsker hver- andre"? Bort med ham! "Hader hverandre!" Man indser ikke, at ingen Intelligents om nok saa stor kan bære god Frugt, naar den ikke hviler paa Kjærlighedens Hjertegrund! Det er Hjerterne, som maa forandres, hvis Tiden skal kunne forandres. Det er den eneste Reform, som har varigt Værd. Nej, hvad den nye Tid end har skjænket Menneskene -- kjærligere, bedre har den ikke gjort dem. Altsaa hverken lykkeligere eller bedre! Var det Resultatet! Nej, det var ikke Resultatet! Medaillen har to Sider! Lad os se paa dens anden Side. I denne stormombruste Ørken, hvis Udgang vi haaber at naa som en Følge af den ræd- somme Verdenskrig, er der en stille Oase. Kan vi ikke bøje Knæ for "Tidens Guder", Verdens Herrer, kan vi desto trøstigere se os om blandt vor Herres Tjenere, som gjør Dagens virkelig store Arbejde, og tage vor Plads blandt dem! Thi det er vor Tids store Fremskridt, det som trods Alt stiller den over alle foregaaende Tider og gjør, at vi trods Alt ser Udvikling til det Gode ogsaa i den og slet ikke ønsker de "gode gamle Dage" tilbage -- dette at dens bedste Mænd og Kvinder har organiseret et stort Modstands- arbejde mod Materialisme og Utilitarisme -- et Associations- arbejde ogsaa de, et fælles Kjærlighedsarbejde, som stille SIDE: 117 og lydløst gaar gjennem Verden, opofrende og fordringsfrit og virker i modsat Retning mod Tiden, lige fra hine enkelte Helte og Heltinder, som ofrer sig for de Spedalske i Sibi- riens Ørkener og paa det indiske Oceans Øer -- til disse Tusinder af simple "Slumsøstre", som vi lo af, saalænge til de lærte os ved sine opofrende Gjerninger at bøje os i dyb Ærbødighed for dem. Det fælles Kjærlighedsarbeide paa alle Omraader -- her ligger den Verden, som Intet havde med "Tiden"s Omslag at gjøre, fordi den Intet har med "Tiden", men med Evigheden at gjøre -- de 7000, som endnu ikke har bøjet Knæ for Baal. Resultatet er altsaa, at for den, der ikke forlanger at herske, men desto heller ønsker at tjene, har Tiden nok af store Opgaver. Og den første af dem er den, at gjøre sig selv til sin egen Herre, for at man derigjennem kan blive Alles Tjener, Samfundets Tjener, -- Gudssamfundets Tjener. Tiden i og for sig er hverken god eller ond: det er Du selv, som gjør den til, hvad Du selv er. Livet har en selvregulerende Magt, der er stærkere end alle Maskinhammere: det er Aandens Magt -- Kjærligheden, og det er den, som nu fordrer vor Tjeneste. En ringe Plads blandt disse Tidens Tjenere maatte jo staa ogsaa mig aaben herhjemme, hvor Alt var ungt og friskt og stærkt! Og som jeg sad der i mine alvorlige Tanker, følte jeg mig gjennemsitret af en forunderlig Glæde. Var jeg for gammel til at passe helt ind i den nye Tids Omvurderen af alle Værdier, saa var jeg dog for ung til at slaa mig til Ro i den gamle Tid. Da jeg ikke kunde gaa paa Accord med min Overbevisning og dog vilde tage en virksom Del i Tidens Arbejde herhjemme, maatte jeg stille mig i de Tjenendes Række -- med frejdigt Mod og uden at fordre Noget for mig selv finde mig i at staa der, hvor SIDE: 118 jeg var bleven sat, som simpelt Nummer i Geledet -- skulde det end være mellem to Tidsaldre -- for gammel for de Unge og for ung for de Gamle. Men indeni mig sang det: "Kjæmp for Alt, hvad du har kjært. Dø, om saa det gjælder, Da er Livet ej saa svært, Døden ikke heller." SIDE: 119 DA MUSEERNE REJSTES hvori fortælles om en dristig Drøm og dens Virkeliggjørelse. 1. En Indtrædelsesforelæsning. 2. De fire Balloner. (Kunstindustri- museet. -- Sculpturmuseet. -- Kobberstik- og Haandtegningssamlingen. -- Universitetets Samling af Kunsthistorisk Undervisningsmateriale). 3. 1 Museerne. En Indtrædelsesforelæsning. Det var ikke mange Dage efter min Hjemkomst og altsaa længe før Haglvejret var begyndt, mens jeg endnu var glad som en Lerke, der skal slaa sine første Morgentriller, da det en Aften bankede paa min Dør, og det akademiske Collegiums Formand (Universitetets Rector) Prof. Ludvig Aubert traadte ind for at hilse paa mig. Han havde imidlertid ogsaa et Ærinde til mig. Det var, sagde han, almindeligt ved andre Universiteter, at nye Lærere installeredes i sin Værdighed af Universitetets Rector og derefter holdt en Indtrædelsesforelæsning, og han kom nu for at spørge mig, om jeg havde Noget imod at underkaste mig denne Ceremoni og derved indføre en smuk, men hidtil aldrig brugt Skik hos os. Det var saameget rime- ligere at gribe denne Lejlighed, som det nu ogsaa var en ny Lærestol, som skulde indvies. Ja, Skikken var mig jo vel bekjendt, og jeg erklærede mig villig. Saaledes blev SIDE: 120 min Installation og min Indtrædelsesforelæsning saavidt jeg ved de første, som overhovedet har fundet Sted ved vort Universitet. Til mit Emne valgte jeg: "Hindringer og Betingelser for det kunsthistoriske Studium i vort Land." Jeg havde valgt dette Emne i en bestemt Hensigt. Medens andre Universi- tetslærere kan gaa til sin Gjerning paa Grundlag af et fær- digt foreliggende Materiale, Laboratorier, Samlinger o. s. v., forelaa for mig den uhyre Opgave først selv at skabe eller ialfald bidrage til at skabe selve de Institutioner, som skulde muliggjøre Studiet. Welhaven skal engang, træfsikker som altid, have sagt, da der var Tale om et Professur i Kunst- historie: "Hvad skal man med en Pegepind, hvor der Intet er at pege paa?" Ja, det var netop Sagen. Her maatte Pegepinden selv skaffe sig det, den skulde pege paa, men som ikke fandtes, de Museer og Samlinger, som kunde mulig- gjøre Studiet. Det var paa Nødvendigheden af dette Ar- bejde, som Ingen syntes at have tænkt paa, men som for mig var den nærmest foreliggende store Opgave, jeg ønskede at forberede Almenheden og specielt de bevilgende Myn- digheder. Dagen var kommen -- det var den 24. Febr. 1876 -- og efterat Prof. Aubert havde talt, besteg jeg med bankende Hjerte Kathedret og stod ligeoverfor Konge, Kronprins, Re- gjeringsmedlemmer, Storthingsmænd, Universitetslærere og den fuldpakkede Aula. Det blev en stærk Dosis de fik at døje! Endnu i dette Øjeblik begriber jeg ikke, hvorledes jeg fik Mod til at give min Forelæsning den Form, den fik. Rimeligvis var det netop, fordi jeg endnu ikke havde den fjerneste Ahnelse hverken om de Vanskeligheder, som kunde optaarne sig mod mine dristige Planer, eller om den stille Mistro, som lurede paa mig i alle Kroge. Men denne Forelæsning bidrog vistnok i høj Grad til at vække den ugunstige Mening om mig, at SIDE: 121 jeg var en Mand, som snakkede uden at have vist, at han kunde handle. Der var jo Ingen som vidste, at der foran dem stod en stakkars Mand, som havde sat sit Liv ind paa det, han i dette Foredrag vilde indprente Andre -- og jeg kunde ikke beklaget mig, om man efter den Dosis højt og lydt havde kaldt mig en Frasemager -- hvad Mængden af mine Tilhørere vistnok gjorde i sit stille Sind. Mine Ord maatte jo klinge som Fraser; thi hvad jeg i min ungdomme- lige Dristighed vovede at love, var intet Mindre end dette, at skjønt saa godt som alt Materiale for Studiet manglede, saa skulde snart en lysere Fremtid gry, og det vaagnende Liv lokke vore exilerede Kunstnere hjem, hvis vi blot fik igang de Kunstinstitutioner, jeg nu vilde foreslaa som Be- tingelser for Studiets Væxt. Og saa lagde jeg ivej med at skildre hvad vi manglede, men nødvendig maatte have, og som jeg bad mine Tilhørere om at hjælpe mig med at skaffe. Vi ejede jo kun det den- gang endnu meget lille Nationalgaleri, vi manglede alt det Øvrige. Vi manglede -- begyndte jeg -- først og fremst et Mu- seum, som i de brede Lag kunde føde og nære Sansen for ædel kunstnerisk Form ogsaa i det daglige Liv, i Menig- mands Hjem og hos vore Haandverkere, -- et Kunstindustri- museum. Det maatte være Grundlaget. Dernæst maatte vi have en Samling, som kunde skaffe os Adgang til at blive bekjendt med de bedste Reproductioner af alle Tiders største Kunstverker, som vi ikke havde Anledning til at se i Origi- nal, og som derhos kunde forklare os Kunstverkernes Til- blivelsesproces gjennem tilgjængelige Originaltegninger, Skiz- zer og Studier: en Kobberstik- og Haandtegningssamling. Videre maatte vi for selve Universitetsforelæsningerne have en muligst righoldig Samling af kunsthistorisk Undervis- ningsmateriale, og endelig maatte vi bringes i Berøring med en af Kunstens højeste Former, Hellas' klassiske Plastik ved SIDE: 122 at bringe til Udførelse den længe nærede, men endnu ikke udførte Plan til et Sculpturmuseum for Afstøbninger. Altsaa ikke mindre end 4 nye Museer og Samlinger. Tilsidst lod jeg Organisationen af alle disse nye Institutioner udmunde i en stor, samlet Statsinstitution, et Nationalmuseum for Kunst, omfattende Nationalgaleriet, de endnu ufødte Institutioner, Sculpturmuseet og Kobberstiksamlingen, mens det vordende Kunstindustrimuseum for at blive helt effectivt maatte komme under samme Tag som det paatænkte Kunstakademi og Kunsthaandverksskolen. Jeg samlede det Hele i et stort Byg- ningscomplex paa den da endnu helt ubebyggede Tullin- løkke: Kunstmuseet der, hvor det nu virkelig ligger, Kunst- industrimuseet der, hvor det historiske museum nu ligger, og mellem dem langs Christian Augusts Gade Kunstskolen -- det Hele ved aabne Arcader forbundet til en architekto- nisk Helhed. Alt saaledes i den umiddelbare Nærhed af Universitetet og sammen med dette dannende et Pantheon for Videnskab og Kunst fra Studenterlunden til Christian Au- gusts Gade. Det gik visselig rundt for mere end en sparekyndig Stor- thingsmand blandt mine Tilhørere. Jeg havde efterhaanden talt mig varm, men da det forekom mig, som om jeg selv var den eneste varme i hele Forsamlingen, erindrer jeg, at jeg tilsidst brød ud i de unægtelig noget højtravende, men oprigtig mente Ord, at hvis jeg blev staaende alene i mit Arbejde for denne Sag og Ingen vilde hjælpe mig, saa skulde jeg i Luften over mit Hoved høre Vingeslagene af de Magter, som vilde kjæmpe det frem, som maatte frem! Da krusede vistnok mangt et Smil Tilhørernes Læber, og mangen stille Hovedrysten besvarede vistnok min taabelige Pathos. Det Hele var jo en "Frase," en Blære, jeg blæste op for at blænde mit Publikum. Jeg følte, at det maatte høres saa! Ja, det maatte jo være en Blære -- jeg havde jo intet Andet at bygge af? men denne Blære var fyldt med SIDE: 123 brændbar Luft; det var en Ballon, en Prøveballon, jeg satte op, og det skulde da til min store Glæde efterhaanden vise sig, at mit mørke Syn paa vore Forholde var i høj Grad uberettiget, og at mine Bestræbelser paa næsten alle Punkter fik Hjælp og Støtte. Men hvad jeg for det Første hørte om min Forelæsning var at man almindelig korsede sig over, at jeg, da jeg tak- kede Konge, Regjering og Universitet for min Udnævnelse, havde glemt at nævne Storthinget. Det var det Bemærk- ningsværdige, og det fik jeg ofte nok høre, skjønt jeg i Virkeligheden havde udtrykt mig aldeles correct, da selve Stor- thingsbeslutningen i sin Form kun gik ud paa Oprettelsen af en Lærestol i Faget, men ikke sluttede med den i tilsvarende Tilfælde sædvanlige Formel: "under Forudsætning af at Po- sten besættes med N. N." Resten af mit Foredrag var jo bare Snak. Men Ballonen gik alligevel tilvejrs! Og hvad hin luft- fyldte Blære den Aften bebudede, nu staar det dog alligevel Altsammen grundmuret i vore to store Musébygninger, Kunst- industrimuseet under Tag med Kunsthaandverksskolen og Sculp- turmuseet, som i sig foruden Afstøbningssamlingen tillige optager Nationalgaleriet og Kobberstiksamlingen, mens Uni- versitetet rummer den fjerde af de fire Samlinger, jeg hin Aften pegte paa. Thi de højere Magter var mig virkelig naadige, og mit dristige Haab blev ikke gjort tilskamme. Inden ligesaamange Aar var forløbne, og mens jeg stod midt i det voldsomme Uviljens Haglvejr, var alle de 4 Museer blevne Virkelighed. Kun Dispositionen af Tullinløkken blev aldrig Virkelighed; men endog Tanken om de tre Museers Forening til en stor Statsinstitution gik i Opfyldelse i 1903. Men da var ogsaa jeg selv færdig. Kun 2 Aar efter denne Institutions -- "Statens Kunstmuseums" -- Grundlæggelse sluttede ogsaa min Virksomhed ved det sidste af de Museer, til hvilke jeg da havde været knyttet i næsten 30 Aar. Hvor- SIDE: 124 ledes var det Hele gaaet til? Det var begyndt som en vild Drøm og endte som grundmuret Virkelighed. Tør jeg regne paa mine Læseres Interesse for en kort Skildring af Drøm- mens Virkeliggjørelse? De fire Balloner. Det vil more mig at tilbagekalde i Erindringen Arbejdet ved Museernes Installation, skjønt jeg er temmelig sikker paa, at det langtfra i samme Grad vil more Mængden af mine Læsere. Jeg har kun én Betænkelighed derved. Det kan se ud, som om jeg vilde tillægge min egen Virksomhed nogen særlig Betydning for Musésagens Fremme i vort Land. Jeg vil derfor paa Forhaand nævne, at skjønt jeg har min Del i alle disse Institutioners Oprettelse og Bestyrelse og derfor nok kan fortælle Et og Andet, er det dog ganske andre Kræfter end mine, som har udført den væsentlige Del af selve det store Arbejde. Jeg kan ikke engang sige som en tysk Museumsdirectør, hvem jeg engang spurgte om Arbejds- fordelingen ved hans Museum. Han skildrede mig da alle sine Medarbejderes Virksomhed, og da jeg saa spurgte: "Und Sie Selbst?" svarede han med lunt, men selvbevidst Hu- mor. "Und ich? Ja, ich schwebe wie der Geist über den Wassern." Nej ikke engang det kan jeg sige. Hvorledes det Hele da gik til? Jo, Sagen var som sagt ganske simpelt den, at de "hjemlige Forholde" i Virkeligheden, da det kom til Stykket, var meget bedre og lysere end de havde tegnet sig for mine endnu fremmede Øjne. De spredte, virkelystne og intelligente Kræfter, som skjulte sig i den store uinteres- serede Masse, behøvede kun at faa en samlende Appel for at det skulde vise sig, at de, naar de først forenede sig til Fællesvirksomhed, udgjorde en ret respectabel Magt i vort Samfund. Den lille Kreds, fra hvilken Tanken om et Sculp- turmuseum var udgaaet -- en Tanke der, som vi snart skal se, for Øjeblikket var stanset, men vist ikke strandet mod et SIDE: 125 Blindskjær -- og den lignende Kreds af intelligente Haand- verkere og for vor Kunstindustri interesserede Mænd for- maaede virkelig at gjennemføre alle de Planer, som havde aflokket mit Auditorium et tvivlende Smil og en Hovedrysten hin Februaraften. Den Betydning har dog hint Foredrag havt, at det bidrog til at samle disse Kræfter til ensartet Virksomhed. Det var dog en Appel! Og den blev hørt. Thi Dagen efter modtog jeg et Besøg, som lovede lyst for Fremtiden. Morgenen begyndte vistnok med en Visit af en ældre Universitetslærer, som i al Venlighed advarede mig imod at spænde Buen for højt, da jeg ellers vilde blive Universitetet "en dyr Mand," som han udtrykte det. Men desto glædeligere var den næste Visit. Det var Antiqvar Nicolaysen, som havde været tilstede ved Foredraget og nu med en noget mistroisk Mine spurgte mig, om det virkelig var min alvorlige Mening at stille mig i Spidsen for Oprettelsen af et Kunstindustrimuseum, en Tanke, som længe havde sysselsat ham, og i hvis Gjennem- førelse han erklærede, at han med største Glæde vilde del- tage; og da jeg forsikrede ham om, at det selvfølgelig var mit ramme Alvor, blev vi snart enige om Samarbejde. Saa havde, allerede Dagen efter, min Indtrædelsesforelæsning baa- ret sin første Frugt. Kunstindustrimuseet blev saaledes den første Ballon, som gik tilvejrs for tilsidst at dale ned som den store Pragtbygning øverst i St. Olafs Gade. Det vigtigste Spørgsmaal af alle var for mig dette: Hvorledes skal man faa Bevidstheden om Kunstens Betyd- ning for et Folk indarbejdet i Folket selv, i Borgerens Hjem som i Haandverkerens Verksted? I Bondens Stue var den ædle, nationale Tradition jo gammel Arv, men begyndte og- saa den at forvildes under Nutidens Indflydelse fra slette Stoffer, Surrogater og Anilinfarver. Hvad kunde det hjælpe SIDE: 126 at præke for Menigheden om Raffael og Rembrandt, Dahl og Fearnley, saalænge Hjemmene fyldtes med de smagløse- ste Gjenstande, mens hele vor rige Skat af hjemlig Ornamen- tik var en lukket Verden for vore broderende Damer som for vore Haandverkere, naar undtages nogle Sølvsmedes og Træskjæreres Forsøg, repræsenterede af gamle Tostrups for- trinlige, men undertiden, ogsaa de, af Tidens slette Smag tyranniserede Arbejder og Levningerne af de Conincks Træ- skjærerskole. Opgaven var samtidig at bibringe baade Produ- cent og Consument en sikker Stilfølelse, bygget paa national Grund. Den kunde alene vindes gjennem et for begge Parter tilgjængeligt Museum, sammensat af 1) moderne Mønster- arbejder, 2) ældre Arbejder af historisk Værd i Original eller Copi og 3) nationale Husflidsgjenstande. Her laa den eneste solide Vej til sund Forstaaelse af Kunstens Betydning for et Folk -- i Hverdag som i Fest. Til Museet maatte saa knyttes oplysende Foredrag, som kunde forklare Folk dets Mening. Disse Foredrag i Museet holdt jeg i de første Aar selv efter den samme Plan, som jeg siden 1868 havde anlagt for Stock- holms Sløjdskole, og som der havde vist sig virkelig at bære Frugt. Der maatte begyndes nedenfra. Man maatte først vise Nødvendigheden af Renlighed og Orden i Hjemmene; paa Ordenssansen maatte man grunde Forstaaelsen af den Betydning, Klarhed og naturlig Simpelhed i Formen ejede; paa Klarheden maatte man saa bygge Forstaaelsen af de rene Former og Linier, og saa stod man foran Skjønhedsbegrebet. Hjemmets Renhed og Skjønhed havde endelig sit yderste Maal i aandelig Renhed og Sandhed hos dem, som beboede Hjemmene. Det var Fremgangslinien. For vore Dage klinger dette jo som selvsagt og overflødigt; men paa den Tid var det det eneste og nødvendige Udgangspunkt for at vække Forstaaelsen i de brede Lag. Men for Kristianiaconnaisseu- rerne var det jo idel "Floskler og Fraser." Men Museet talte nu alligevel sit overbevisende Sprog. SIDE: 127 Nicolaysen og jeg forenede os strax med Guldsmed Oluf Tostrup, Billedhugger Middel- thun og Skolebestyrer Giertsen til en Bestyrelse, som endnu Intet havde at bestyre, og jeg blev valgt til dens Formand. Den 25. Marts 1876 -- en Maaned efter Foredraget offentliggjorde vi en Indbydelse til at yde Bi- drag til Oprettelsen af et Kunst- industrimuseum, efterat jeg havde gjort et Udkast til de Statuter, som var gjældende i 25 Aar. Da Bidragene kun indløb sparsomt, holdt jeg før min Afreise til München i Universitetets Festsal en Foredragsserie til Fordel for Museet over "Skjønhedssans i Hjemmet" og et Kunstindustri- museums Betydning. Festsalen var fuld, og med de derved og ved Gaver indkomne Penge gjorde jeg samme Sommer under den i München afholdte Ud- stilling sammen med Tostrup vore første Indkjøb: galvano- plastiske Copier samt Gibs- og Gelatineafstøbninger af kunst- industrielle Arbejder samt endel architektoniske Ornamenter. Det hele Indkjøb var ikke større end at det kunde rummes paa et Par Borde i en af Storthingsbygnin- gens Kjældere. Men i Løbet af det næste Aar indkom ved Penge- SIDE: 128 bidrag, ved Gaver in Natura og ved Foredrag saa meget, at vi kunde aabne Museet for Publi- kum i 2 Værelser i den nylig opførte Gaard, Storthingsplads No. 7, Lørdag d. 6. Oktober 1877 i Kong Oscar d. II's Nærværelse. De indkomne Gaver in Natura var selvfølgelig af højst forskjel- ligt Værd. En Del var saa rent meningsløse, at deres Indsendelse syntes at maatte bero paa ligefrem Misforstaaelse. Og saa var da ogsaa virkelig Tilfældet. En varm- hjertet Dame, som gjerne vilde virke for Museet, havde fæstet sig ved et Udtryk i mit Foredrag om Skjønhedssans i Hjemmet: "der findes vistnok i enhver ældre Familie mange gamle i formel Henseende værdifulde og interessante, men i Nutidens Hus- holdning fuldstændig ubrugelige Gjenstande. Istedetfor, som det vist ofte sker, at kaste dem paa loftet som "gammelt Skrab," burde man heller overlade dem som Depositum eller Gave til Museet." Og nu havde den brave Dame, med stor Opofrelse af Tid og Arbejde, gaaet rundt i mange baade gamle og unge Kristiania- familier og forestillet dem, at "Museet gjerne tog imod alt gammelt Skrab som man ikke havde Brug for i Huset." Og SIDE: 129 meget saadant "gammelt Skrab" fik vi -- det var vist. Men hun skal alligevel have Tak og Ære i sin Grav, da hendes Samleriver vist ogsaa bragte os mangt værdifuldt Stykke og derhos gik over paa mange kyndigere Indsamlere. Ja, der var nok Mange, som ikke forstod, hvorfor vi samlede paa alt dette gamle Skrab, og spurgte som en vis Dame, "om det da ikke vilde være nyttigere at samle paa nye Ting end paa saadanne gamle Sager." At Museet saa hurtig naaede frem til en virkelig betydnings- fuld Virksomhed skyldtes væsent- lig, ja jeg kan gjerne sige ude- lukkende den Omstændighed, at Tostrup havde kunnet udpege for os den Mand, som nu med Ungdommens hele Varme stil- lede sig i Breschen og med stedse stigende moden Kyndighed nu har ledet Museet i 38 Aar: kongl. Fuldmægtig Henrik Grosch. Skjønt vi blot kunde byde ham et yderst tarveligt Honorar, var han villig til at opgive sin Stilling i Statens Tjeneste og ofre sig helt for Museet og sætte ud i Livet den Institution, som uden ham vistnok først efter lange Tider, om nogensinde, vilde kunnet gjennemføres. Var her Stedet, kunde en rig Skildring gives af et rigt Livsverk, hvis Betydning for vort Folk baade i By og Bygd vanskelig kan overvurderes, og som nok vil finde sin rige Anerkjen- delse, -- men naturligvis -- først naar vi har mistet ham. Heller ikke er her Stedet til at skrive Museets Udviklings- historie; -- være det her nok sagt, at det bl. A. er Moder ikke blot til en stor Række betydningsfulde Publicationer, SIDE: 130 men fremfor Alt til en Række nye Institutioner, sigtende til Kunstindustriens og Husflidens Fremme i vort Land. Og nu fylder det Museum, som begyndte sin Tilværelse i to smaa Værelser, sin egen mægtige treetages Bygning, og -- hvad der er vel at mærke -- under samme Tag som Kunsthaand- verksskolen, hvad der fordobler dets Nytte, idet Skolens Elever saa at sige maa gaa igjennem Museet, hvergang de gaar til sit Arbejde. Da vi kunde flytte ind i den nye Bolig, Onsdag d. 13. Maj 1904, ansaa jeg mit lange Arbejde i Museets Tjeneste efter henved 30 Aars Formandsvirksomhed for at have fundet sin naturlige Afslutning og tog Afsked. Tostrup havde vi allerede mistet i 1882, Middelthun i 1886 og Giertsen 1904, Nicolaysen havde for flere Aar siden som 80-aarig trukket sig tilbage, -- Barnet havde nu sat Foden under eget Bord, den sidste af dets fem Fædre kunde gaa. Det var for mig et bevæget Møde, det sidste, hvori jeg tog Del, og hvori man gav mig mange Vidnesbyrd om Aner- kjendelse og Tak for mit Arbejde. En smuk Fest afsluttede den lange Arbejdsdag. Sculpturmuseet blev den anden Ballon, som gik tilvejrs. Kunde Directør Grosch kanske med nogen Ret i sin Afskedstale til mig be- tegne mig som Kunstindustrimuseets "Stifter," saa er det derimod fuldstændig urigtigt, naar man af og til i senere Aar har givet mig Æren af Sculpturmuseets Tilblivelse. Det Høje- ste jeg tør sige er, at jeg i et vanskeligt Øjeblik, da Fore- tagendet var hemmet i sin første Begyndelse, var saa heldig at kunne give Stødet til at Arbejdet blev ført til Ende. Den ovenfor antydede lille Kreds af kunstinteresserede Mænd havde allerede i flere Aar før min Hjemkomst arbejdet for Tilveje- bringelsen af en Afstøbningssamling efter Antikens Mester- verker. Allerede i 1859 havde Prof. M. J. Monrad efter SIDE: 131 en Romrejse foreslaaet en Bevilgning for at skaffe Universi- tetet en saadan Samling i den beskedneste Maalestok, -- den tænktes nok opstillet i Universitetets Corridorer, men naturligvis uden at vinde Gehør hos nogen af vore Autorite- ter. Hvad den skulde tjene til? Vi havde nyttigere Brug for vore Penge end at kjøbe nogle hoved- og armløse Gibsfi- gurer! Imidlertid havde med det europæiske Jernbanenet ogsaa baade Rejselysten og Rejseevnen -- især de, som havde overskre- det Alperne, bragte hjem med sig Forestillingen om, at de Af- støbningssamlinger, de havde seet i Berlin og Dresden, havde en culturel Betydning som Vej til Forstaaelse af de antike Folks Liv og Væsen. Blandt Rejsende, som havde Blikket fuldt aabent for Sagens Betydning, kan jeg nævne Skolebestyrerne Aars og Giertsen, senere Prof. Stenersen, men fremfor Alle Overretsasses- sor Mariboe, en Søn af den fra vor Gjenfødelsestid be- kjendte Ludvig Mariboe. Han tog Arbejdet op for Alvor og forenede med sig den intelligente og klartseende Skole- mand, Rector Vibe. Begge tilhørende Christiania Sparebanks ledende Mænd, formaaede de at interessere Bankens Repræ- sentantskab for Ideen; men belærte af den forrige Forslags- stillers Skjæbne, lagde de i sin Fremstilling ikke saa meget Vægten paa den figurale antike Kunsts Skjønhed som paa den Nytte, det kunde medføre for vore Haandverkere at blive fortrolige med den antike decorative og ornamentale Kunst som en Støtte i Concurrencen med Udlandets Industri. Denne SIDE: 132 practisk-økonomiske Betragtning, som Alle kunde forstaa, vandt Gehør. I Stilhed haabede saa Forslagsstillerne, at de græske Guder skulde kunne smutte ind gjennem den paa Klem aab- nede Dør. Og Sparebanken fulgte det gode Raad og be- vilgede en Sum -- saavidt jeg erindrer 12 à 14000 Kr. -- til Indkjøb. Men hvor skulde man opstille dem? Vi havde jo ingen Museer. "Da skeede der noget Mærke- ligt" -- som det heder i Detectiv- romanerne. Det lykkedes Rector Vibes kloge og sindige Veltalen- hed at bevæge Sparebankens ellers meget forsigtige og prac- tiske Repræsentantskab til at be- vilge en Sum af 300 000 Kr. til Opførelse af et Sculpturmuseum, hvis Indholds pecuniære Værd kun repræsenterede en Sum af 14 000 Kr., skjønt dets ideelle Værd ganske vist fuldkommen modsvarede det store Udlæg, som Bygningen fordrede. En dyr Skal omkring en sparsom Kjerne. Men det viste sig at være en meget klog og i sine Følger velsignelsesrig Handling, Sparebanken her udførte. Vibe forestillede sine Colleger, at Christiania Sparebank her havde en Anledning, som sent atter vilde melde sig, til at rejse sig selv et Cultur- mindesmærke for alle Tider og øve en nyttig Gjerning ved at skaffe et varigt Hjem baade for det paatænkte Museum og for det hjemløse Nationalgaleri (jeg tror ialfald at erindre, at denne Tanke fra først af var medindbefattet i Forslagets Motiver) -- ved af sit aarlige Overskud at ofre denne Sum paa Kunstens Alter. Og skjønt -- eller kanske netop fordi -- den intelligente og indsigtsfulde Mand selv skuede langt SIDE: 133 videre end de, han paavirkede, lykkedes det ham at ildne den practiske Forsamling, der vistnok havde mere Tillid til Talsmandens Seerblik end Forstaaelse af selve Sagens Vigtig- hed -- hvad der jo blot gjør den Ære -- ildne den til et ideelt Offer, til intet Mindre end hvad der paa hin Tid og i vore smaa Forholde maatte kaldes et Storverk. Museet skulde altsaa rejses. -- -- -- Men saa gik der atter lang Tid uden at Verket kom af Flekken. Dette havde -- saavidt jeg kan se -- formentlig to Grunde. For det Første bevirkede vist- nok de paa et tidligere Stadium givne Forespejlinger om Museets practiske Nytte for vort Haandverk, en vis Forryk- kelse i Planen. Thi denne førte i sin oprindelige Form saa langt fra til at bringe os nærmere de antike Gudeskikkelser, at den snarere pegte henimod en Art Institutioner, som den- gang endnu var nye og uprøvede selv i de store Culturlande og fuldstændig ukjendte hos os, nemlig Kunstindustrimuseerne. Indkjøbene til det nye Museum voldte vel derfor en Del Vanskeligheder, som krævede sin Betænkningstid. Ialfald var der endnu i 1876, da jeg i Rector Vibes Sted indvalgtes i "Bestyrelsen for det vordende Sculpturmuseum", som den da endnu kaldtes, ikke fremsat noget Forslag til Indkjøb. Det hastede jo heller ikke, saalænge Bygningen endnu ikke var paabegyndt. Men da samtidig med min Indtræden i Besty- relsen det nye Kunstindustrimuseum var besluttet, og vore Haandverkeres Trang til et Museum for decorativ og orna- mental Kunst saaledes var tilfredsstillet, fik de antike Guder Luft under Vingerne, og man kunde frit hengive sig til Tanken om et rent figuralt Museum paa Antikens Grund, da Kunst- industrimuseet jo nu gav vore Haandverkere hvad de behøvede. Den anden Aarsag til Arbejdets Stansning var Spørgs- maalet om den nye Musébygnings Plads. Staten havde lovet at afstaa Grund, og Sparebanken ønskede at bygge i Stu- denterlunden. Staten vilde imidlertid dengang og det med god Grund ikke tillade nogen Bebyggelse her for ikke at SIDE: 134 bryde Enheden i det frie Terrain mellem Storthingsbygningen og Slottet, men henviste den nye Bygning til Tullinløkkens nedre Del, hvor den nu ligger. Men hermed erklærede det vordende Museums Bestyrelse (Vibe, Mariboe og Stenersen) sig ikke tilfreds, Grunden var fugtig og vilde fordre dyre Pælingsarbejder, og Belysningsforholdene mod Universitets- gaden var ugunstige. Ved min Hjemkomst æskede Finants- departementet min Udtalelse i Sagen, og ud fra den Tanke, at det Bedste her let kunde blive det Godes Fiende, udtalte jeg mig for Tullinløkken, og da jeg kort efter indtraadte i Bestyrelsen og kunde gjøre mine Grunde gjældende ogsaa der, var mine Colleger føjelige, og Byggearbejdet kunde paabegyndes. Saa foretoges Indkjøbene i de følgende Aar, navnlig under mit Ophold i Tyskland, Italien, Grækenland og Frankrige i 1880 -- 81, og den 6. December 1881 kunde Museet aabnes. Paa selve Winckelmannsdagen d. 9. De- cember kunde jeg holde min første Forelæsning for Studen- terne foran de græske Guder. Aaret efter kunde jeg udar- bejde Museets Katalog. I dette Museum fandt jeg da den vigtigste Grundvold for min Lærervirksomhed, idet jeg her i 24 Aar især hos de yngste Studenterkuld, som gjerne an- vendte en Del af Andenexamensaaret til disse Studier, søgte at aabne Øje og Sind for den antike Kunsts Væsen og dens Betydning ogsaa for den moderne Cultur. Kobberstik- og Haandtegningssamlingen blev den tredje Ballon, som gik tilvejrs for at dale ned i Sculpturmuseets nye Bygning. Tanken om denne Samling skulde jeg se virkeliggjort langt hurtigere end jeg havde turdet haabe det ved en Omstændighed, der kom ganske overraskende. Begivenhederne griber ofte paa en forunderlig Maade ind i hinanden for at fremme hvad der er Tidens Formaal, "wie Himmelskräfte auf- und niedersteigen und sich die goldnen Eimer reichen" SIDE: 135 som Gothe siger. Det var mig naturligvis en Gaade, hvor- ledes en saadan Samling skulde lade sig tilvejebringe. Da modtog jeg under mit Ophold i München 1876 fra en mig dengang endnu fuldstændig ubekjendt Landsmand, Cand. jur. D. M. Aall i Arendal et Brev, som meddelte, at Adjunkt Ole Stang [fotnotemerke] paa Fredrikshald ved sin nylig indtrufne Død havde efterladt sig en betydelig Kobberstiksamling, som han havde testamenteret det Offentlige paa det Vilkaar, at Staten vilde paatage sig at bevare den som en "selvstændig og udelelig Samling." Idet Brevskriveren henviste til min Udtalelse i min Indtrædelsesforelæsning om en saadan Samlings Vigtig- hed, forespurgte han nu, om jeg vilde gjennemse Samlingen, og hvis jeg fandt den brugelig for Formaalet, foretage de fornødne Skridt for at opfylde Testators Ønske og Betingelser. Saasnart jeg var kommen hjem for Alvor Vaaren 1877, tog jeg samtidig med de andre foreliggende Arbejder ogsaa fat paa dette. Men uden Penge til Montering, Locale og videre Indkjøb kunde jo Sam- lingen ikke opfylde Testators Bestemmelse. Jeg sammenkaldte da nogle af den Afdødes Venner og nogle Kobberstikamatører. Vi dannede en Bestyrelse paa 10 Medlemmer, og det lykkedes os at faa en liden aarlig Stats- bevilgning og frit Locale i den nu nedrevne Pavillon i Palais- haven. Samlingens første Con- servator blev senere Theaterchef Schrøder og, da han kort efter overtog Christiania Theater, Fotnote: Ifølge indhentede Oplysninger var Adjunkt Stangs Navn ikke Ole, men Karl Melchior Stang. (Udg. Anm.) SIDE: 136 kongl. Fuldmægtig F. Gundersen, som endnu beklæder denne Stilling. Allerede Søndag d. 7. Oct. 1877, Dagen efter Kunst- industrimuseets Aabning, maatte Kongen atter rykke ud for at overvære Aabningen af Kobberstiksamlingen. Her var altsaa Frugten faldet moden lige i vort Skjød, og strax Sculptur- museets Bygning var taget i Brug Høsten 1881, overtog Nationalgaleriet, samtidig med at det flyttede ind i den nye Bygning, ogsaa denne Samling, der siden har været bestyret af Galeriets Direction og fik sit Locale i Bygningens Attica. Den forenedes da med Galeriets netop i de sidste Aar ved Erhvervelsen af Fearnleys, Tidemands og andre afdøde Kunst- neres Haandtegninger, Skizzer og Studier stærkt forøgede Samling til "Nationalgaleriets Kobberstik- og Haandtegnings- samling." Universitetets Samling af kunsthistorisk Undervisnings- materiale var saaledes den eneste af de bebudede Samlinger, der endnu stod tilbage. Universitetet selv maatte jo, saasandt det vilde meddele Undervisning i Kunsthistorie, nødvendigvis have en saadan Samling, og derom faldt det mig da ikke vanskeligt at overbevise dets Myndigheder. Her var jo hovedsagelig Tale om den rigest mulige Fotografisamling efter Bygverker, Sculpturer, Malerier og Haandtegninger samt et Haandbiblio- thek. Samlingen fik et Bidrag paa 1200 Kr. aarlig af Staten. Men allerede før Bidraget var bevilget, skulde Sagens Gjennemførelse støde paa en uventet Modstand. Kunsthistorikeren staar undertiden overfor en Vanskelighed, som i et Land uden Samlinger af ældre Mesteres Verker kan blive ham noksaa hindrende. Han behøver at gjenkalde sig Farven, -- Farvetonen eller de enkelte Farver -- i et eller andet berømt Billede. Dertil kan hverken Fotografi eller Kob- berstik hjælpe ham. Nu vilde et heldigt Tilfælde, at der her i vort ellers i historisk-europæisk Mening saa kunstfattige SIDE: 137 Norge netop fandtes en, virkelig i hele Verden -- saavidt mig bekjendt -- enestaaende Samling af Aqvarelcopier efter berømte Maleres Verker i de fleste større europæiske Museer, udførte af en og samme Mand, og det en Landsmand. Den lille Samling paa noget over 300 Nr. kunde altsaa i adskil- lige Tilfælde hjælpe ud over den nævnte Vanskelighed. Denne Samlings Skaber, Aqvarellisten H. F. Berg, som gjennem et helt langt Liv, ofte kjæmpende mod Sygdom og Armod under Besøg i de store Galerier havde udført denne Samling, var ingen betydelig Maler, navnlig var han en ret svag Tegner; men han kunde dog ofte i sine bedre Arbejder være meget heldig i at træffe de forskjellige Mesteres ejendommelige Farvetone, -- altsaa netop hvad her behøvedes for at udfylde det ovenfor nævnte Savn. Maleren var netop død, og hans Samling var tilbudt Nationalgaleriet for en Sum af 12 000 Kr., altsaa omtr. 40 Kr. pr. Billede. At lade et saa flittigt og kjærlighetsfuldt Livsarbejde, der splittet vilde tabe alt sit Værd, gaa tilspilde ved at bortauc- tioneres stykkevis -- et Livsverk udført af en Nordmand og det eneste, der var frembragt udelukkende af Hensyn netop til Kunstens Historie, syntes mig aldeles uforsvarligt, og da Departementet ønskede min Udtalelse om Tilbudet, kunde jeg, skjønt jeg ikke ansaa Samlingen som Kunstverk betragtet for synderlig værdifuld og paa mange Punkter ligefrem svag, dog ikke andet end erklære, at den i et Land, som næsten helt savnede ældre Mesteres Verker i Original, for det kunst- historiske Studium var et "uundværligt og uvurderligt" Hjælpe- middel ved Undervisningen. Havde vi -- tilføjede jeg -- , hvad der nu snart skulde synes at falde i vor Lod, havt en kunsthistorisk Samling ved Universitetet, vilde den selvfølge- lig hørt hjemme der; men saalænge en saadan Samling ikke fandtes, maatte jeg paa det varmeste anbefale, at den istedetfor til ren Unytte at splittes for alle Vinde, indtil den kunde havne i Universitetet, for at redde den indkjøbtes af Nationalgaleriet. SIDE: 138 Da reiste der sig et Ramaskrig blandt de hjemmeværende unge Kunstnere, over at de Statsmidler, som skulde anvendes til Indkjøb for Galeriet af nulevende Kunstneres Verker, skulde bortkastes paa denne middelmaadige og værdiløse Samling. Det var et nyt og talende Vidnesbyrd om den nye Professors totalt manglende Skjøn. Der blev skreget op i meget høje Toner, men da Samlingen allerede Aaret efter blev overtaget til Indkjøbspris af den nydannede Universitetssamling, kun med Afdrag for endel af Aqvarellerne, som Galeriet ønskede at beholde, døde Skriget hen. Aqvarellerne har siden ofte gjort god Nytte ved Forelæsningerne. Den ene Halvdel af Annuet for kunsthistorisk Undervisningsmateriale anvendtes da til Afbetaling paa Aqvarelsamlingen, indtil den var liqvi- deret, og Storthingets Budgetcomité lod den langsigtige Afbe- taling gjennem kommende Aars forventede Bevilgninger pas- sere uden nogen Bemærkning. Men saa syntes vist ogsaa Budgetcomitéen, at den havde gjort nok for det kunsthistoriske Studium. Thi et Par Aar efter fik jeg en Underhaandsfore- spørgsel fra Comitéens Formand, om naar Universitetets kunsthistoriske Samling kunde ansees færdig og Bevilgnin- gerne ophøre. Jeg svarede som sandt var: "naar den sidste Udgravning er gjort, den sidste Statue hugget og det sidste Billede malet". Formanden forstod mig, og vi traf Aftale om en Nedsættelse af Annuet til 1000 Kr. Siden har jeg aldrig faaet noget Spørgsmaal om, naar Samlingen kunde være færdig. I Museerne. Saa var da virkelig alle de fire Balloner gaaet tilvejrs og dalet ned som betydningsfulde Led i vort unge Kunstliv; og fra dem udgik snart nye Institutioner, som alle har tjent til at udvikle Kunstsansen i vort Land. Jeg maa nævne nogle af dem; thi jeg havde jo min lille Del i dem. Uafhængig af Museerne opstod allerede 1877 Kunstven- SIDE: 139 nernes Samfund (1877-1886) med det Formaal at indkjøbe, udstille og blandt Medlemmerne ved Udlodning fordele norske Kunstneres Verker af saadant Omfang, at de vanskelig kunde gjøre Regning paa at finde pri- vate Kjøbere. Ved min Hjem- komst fra München 1877 søgte jeg at interessere nogle af vore Rigmænd for Sagen, som navnlig fandt en varm Befordrer og Ven i Consul Th. J. Heftye. Han blev da ogsaa som Bestyrelsens For- mand dens ledende Kraft. Sam- fundets Bestyrelse bestod for- øvrig af Prof. Theodor Kjerulf, Godseier Herman Brodtkorb paa Kjørbo, Skolebestyrer Giertsen og mig. Medlemmerne ydede et aarligt Bidrag af 50 Kroner. Af foretagne Indkjøb erindrer jeg Carl Sundt Hansen "En Lægprædikant," der blev vundet af Kong Oscar, Eilif Peterssen "Piazza Montanara i Rom," Skeibroks "Træt," et Nord- landslandskab af Otto Sinding og Werenskiolds "Middag." Med Heftyes Død 1886 maatte Selska- bets Virksomhed indstilles. Fra Kunstindustrimuseet stifte- des 1886 Kunstindustribolaget med Formaal at skaffe navnlig vore Bønders nationale Arbejder Afsæt- SIDE: 140 ning i Hovedstaden, hvorved Museet blev sat istand til at øve sin controllerende Indflydelse paa vor Folkeindustri, og Textilforeningen med samme Formaal specielt for de textile Arbejders Vedkommende. Disse to Selskaber forenedes nogle Aar senere med Selskabet "Husflidens Venner," for at undgaa en skadelig Concurrence, til en samlet Virksomhed i "den norske Husflidsforening," hvis Udsalg fremdeles udfol- der en rig Virksomhed. Videre udgik fra Kunst- industrimuseet de mange Kunsthaandverksskoler og Kurser i Træskjærerkunst, Snedkerhaandverk og Væv- ning paa Landsbygden i Egne, hvor disse Brancher havde en gammel Tradition og blot behøvede atter at ledes fra de moderne For- vildelser ind i de rette Spor. Disse Foretagender støttedes derved, at Staten lagde Op- synet med vor Folkeindustri i Museets Haand og for- synede det med de hertil fornødne Midler. Endelig tog Museet i Begyndelsen af 1890-Aarene Initia- tivet til Oprettelsen af "Folkemuseet" paa Bygdø, der snart hævdede sig som selvstændig Institution under Ledning af sin energiske Directør, H. J. Aall, en Søn af den ved Kob- berstiksamlingen nævnte D. M. Aall. Endnu stod et af de Arbejder, jeg havde taget Sigte paa i hin Indtrædelsesforelæsning, tilbage; men det kunde ifølge sin Natur først paabegyndes, naar alle Museerne var traadt SIDE: 141 ud i Livet: alle de tre Kunstmuseers (Galeriets, Sculptur- museets og Kobberstiksamlingens) Forening som Statsejen- dom til et stort "Statens Kunstmuseum." Et eller om man vil to forberedende Skridt var allerede gjort hertil, da det Staten tilhørende Nationalgaleri flyttede ind i Communens Ejendom, den af Sparebanken til Communen skjænkede Sculp- turmuseumsbygning, og her til- lige gav Plads for Kobberstik- samlingen. Men dette Forhold med Communen som Ejer og Staten som Lejer affødte visse Forviklinger, saalænge selve Samlingerne havde forskjellige Ejere og forskjellige Directioner. Dette medførte baade unødige Udgifter og practiske Collisioner ved Indkjøb af Kunstverker; Nationalgaleriet havde nemlig sin egen Sculpturafdeling ube- roende af Sculpturmuseet, og sin egen Haandtegningssamling, uberoende af den nydannede. Ved Indkjøb af Sculpturer, ma- lede Studier og Skizzer samt Tegninger kunde der saaledes blive Tvivl om hvilken Samlings Budget de skulde tilhøre. Strax jeg i 1885 var bleven Formand i Galeribestyrelsen, begyndte jeg derfor at arbejde henimod en Forening af de tre Samlinger som Statsejendom. Men først da jeg i 1890 for et Aar forenede Stillingen som Formand i Galeribesty- relsen og som Directør for Sculpturmuseet, kunde jeg an- vende denne Combination til at virke for Planen inden begge Bestyrelser. Men det var jo et langt Lærred at blege, og da jeg Aaret efter aftraadte fra denne Dobbeltstilling, havde jeg kun rakt at faa færdig en Brochure "Om et norsk National- SIDE: 142 museum for Kunst," som oversendtes Autoriteterne som et Forslag til Løsningen af Sagens mange practiske Vanskelig- heder. Tolv Aar medgik for mine Eftermænd før Sagen en- delig løb i Havn i 1903 -- men da var jeg forlængst ude af Sagaen. Inden jeg forlader Museerne, maa jeg dvæle lidt ved en Personlighed, som ikke bør glemmes i Historien om For- holdene i vor kunstneriske Barndomstid. Det var en dansk Mand, som gjennem norske Familie- forbindelser var ført herop. Han levede af sin lille Formue og var aldeles chemisk ren for alle Slags Titler og Bestillinger og kaldtes derfor altid kun "Hr. Larpent." Han kunde ikke engang som hin svenske Rejsende tituleres "Hr. Ångbåts- passagerare;" thi han saaes sjelden udenfor Christianias Ga- der, hvor den lille venlige, altid blidt hilsende Mand var en velkjendt Figur. Men der boede et varmt Hjerte bag den fordringsløse Mands Vest; fremfor Alt nærede han en bræn- dende Kjærlighed til Kunst og Kunstnere og ofrede sig med usvigelig Trofasthed til denne Kjærlighed. Mig var han stadig paa Nakken, og jeg var ofte lynende gal paa ham; men det kan paa ingen Maade hindre mig fra at erkjende, at vi i hin Tids smaa Forholde havde Meget at takke ham for. Ikke netop saa meget fordi han under sin velkjendte Signatur "Lpt" uafladelig i smaa Bladartikler optraadte som Overkritiker i alle Muséanliggender baade i Tide og Utide; men saameget desto mere, fordi han, ledet af den mest uegennyttige Kjærlighed til Kunsten, paa mange Maader greb befordrende ind i dens Udvikling. Var der en ung begavet Kunstner, som behøvede Støtte, saa var han ikke blot ivrig for at skaffe ham Mæcener, men han har sikkert mere end én Gang i al Stilhed anvendt sine Penge, som ikke var altfor overflødige, og som han ialfald saa vel behøvede for sine Kunstliebhabe- rier, til at hjælpe unge, fattige Kunstnere. SIDE: 143 Vi skylder ham to Institutioner, som har virket med stort Held i mange Aar: "Foreningen til Nationalgaleriets For- øgelse" og "Damernes Forening til Indkjøb af gamle norske Sølvsager for Kunstindustrimuseet." -- "Sølvdamerne" som vi for Kortheds Skyld kaldte dem, bragte stundom Museet Sølvsager til et Salgsværd af 6 -- 700 Kr. aarlig. Men nogen practisk Mand var denne hjerte- varme, fine og kunstelskende Mand ikke; ved at gaa Veje, som han men ingen Andre ansaa for practiske, kunde han under- tiden falde sine Medarbejdere i Ryggen paa de mest over- raskende Maader, og i Museer- nes Bestyrelser, overhovedet i Samarbejde med Andre, kunde han derfor ikke anvendes, og saa blev han da som sagt deres Oberkritikus. Men hans smaa Svagheder forsvinder som Dug for Solen overfor hans varme Kjærlighed. For et Par Aar siden afgik den stille og ensomme Mand ved Døden. Men Mange vil de være, som bevarer Sophus Larpent i trofast og ærbødig Erindring -- ikke mindst han, med hvem han hyppig colliderede. Hvergang en udenlandsk fyrstelig Person gjæstede vor Hovedstad, skulde han naturligvis vises om i vore Museer, og jeg maatte da gjerne agere Cicerone. Jeg erindrer spe- cielt Kong Edvard VII af England som Prins af Wales, Dron- ning Alexandra som Prinsesse med sine Døtre Victoria og Maud, i hvem jeg dengang mindst ahnede vor vordende SIDE: 144 Dronning, Kong Victor Emanuel af Italien som Kronprins samt Kejser Wilhelm II og Storhertugen af Sachsen Weimar. Fra dennes Besøg erindrer jeg en liden pudsig Hændelse. Storhertugen ledsagedes kun af en ung Kammerherre, som ikke syntes særlig interesseret for Kunst, men pligtskyldigst lyttede til min Visdom. Vi opholdt os naturligvis hovedsage- lig i den norske Afdeling; men saa spurgte Storhertugen, om vi ejede gammel tysk Kunst. Vi gik da til den lille tyske Afdeling -- Graff, Hackert osv. "Her" sagde jeg tilsidst "har vi en Mester fra D. K. H.s eget Land, en Lucas Cranach, for hvis Ægthed jeg dog ikke vil svare." Da tog Kammer- herren energisk Ordet: "Den lille Madonna der" sagde han ivrig "er en absolut ægte Cranach, -- derimod er Ægteskabs- brydersken derhenne en fri Copi." Udtalelsen faldt med en Sikkerhed, der bragte mig til at spørge: "Hvorpaa -- om jeg tør være saa fri -- grunder Hr. Kammerherren Deres Dom om de to Billeder?" Og nu redegjorde han paa en overraskende og fuldt tilfredsstillende Maade for sine Grunde. Jeg fik stor Respect for den storhertugelige Kammerherres Kyndighed og besluttede at drage Fordel af den overfor et Par andre tvivlsomme Billeder. "Hvad mener Hr. Kammer- herren om den Bloemart der?" tillod jeg mig at spørge: "Holder De den for ægte?" "Det kan jeg virkelig ikke sige Dem," var det korte Svar. Jeg prøvede med et Par andre Billeder, men fik altid det samme Svar. "Det kan jeg virke- lig ikke sige Dem!" Tilsidst sagde han med et Smil: "jeg forstaar mig slet ikke paa Malerier." Det var nu gaadefuldt -- men før vi skiltes, fik jeg Forklaringen. Storhertugen havde under sit Besøg i Kunstindustrimuseet spurgt mig, om jeg kunde skaffe ham et godt norsk Manglebræt, og jeg havde lovet at sende ham et. Før vi nu skiltes, spurgte jeg, om jeg skulde sende det directe til Storhertugen. "Send det til min Kammerherre" sagde han: "Aa" tilføjede han, vendt til denne "giv Professoren Deres Adresse i Weimar." Kammer- SIDE: 145 herren rakte mig sit Kort med Adressen. Der stod: "Lucas Cranach, Kabinetskammerherre." -- Han havde studeret sin Ahneherre, -- men ingen Anden. Den interessanteste fyrstelige Gjæst i vore Museer var unægtelig Kejser Wilhelm i 1890. Endog dette flygtige Be- søg lod mig faa en Forestilling om denne mærkelige Mo- narchs Kundskaber og raske Opfatning. I Kunstindustrimu- seet besaa han med Interesse den galvanoplastiske Afstøbning af Reliqvieskrinet fra Hedals Kirke, og da jeg gjorde ham opmærksom paa, at et af dets Billeder "mærkelig nok" frem- stillede den engelske Biskop Thomas Becketts Mord, afbrød han mig raskt: "Naa -- det er jo ikke saa mærkeligt, naar man erindrer, hvor nøje den norske Kirke i Middelalderen var knyttet til den engelske!" Jeg har vistnok sat et lidt for- undret Ansigt op ved at høre ham forklare mig, hvad jeg netop havde villet forklare ham. Ved en Samling Rouen- og Neversfayancer spurgte Kong Oscar, som ledsagede ham, mig: "Hvorfra har I faaet de prægtige Fayancer?" Kejseren stod for Øjeblikket bag os, sysselsat med at bese nogle andre Sager, som Directør Grosch viste ham. Kongens Spørgsmaal til mig blev derfor fremsat paa norsk, og jeg svarede ligeledes paa norsk: "Deres Maje- stæt erindrer neppe mere, at jeg for endel Aar siden paa Museets Vegne tillod mig at anholde om en Olafsorden til en Franskmand Mons. N. N. Det var ham, som da netop havde foræret os Fayancerne." Idetsamme lød der en klin- gende Latter bag os. Det var Kejseren, som storlo: "Olafs- orden -- Fayancen -- hab' Alles verstanden." Det maa bemærkes, at det var førstegang Kejseren satte sin Fod paa norsk Grund. Undertiden kan der ved Museernes Indkjøb forekomme vanskelige Tilfælde overfor de i vor Tid saa almindelige For- SIDE: 146 falskninger af ældre Kunstverker -- især er Kunstindustrien rig paa saadanne -- ogsaa i vort Land. Et curiøst Forfalsk- ningstilfælde af en antik-græsk Gjenstand satte mig engang i Forbauselse, da det vel er sjeldent at faa Antiker fra Akro- polis -- via Gjøvik. En Mand fra den sidstnævnte By var, mens jeg fungerede som Directør for Sculpturmuseet, saa elskværdig at sende mig et lidet Terracottahoved, som han "hvis det havde noget Værd" tilbød Museet som Gave. Han havde selv fundet Hovedet under et Besøg paa Akropolis. Han tilføjede beskedent, at han selv ikke var kyndig nok til at afgjøre, om Hovedet havde nogen Interesse for Museet eller ej. Meget spændt paa, hvad Pakken, som ledsagede Brevet, kunde indeholde, aabnede jeg den, og da jeg havde pakket Hovedet ud, erindrer jeg, at jeg udstødte et lidet Skrig af Overraskelse. Thi det lille Terracottahoved, som viste Tegn paa at have ligget i Jorden, var hverken mer eller mindre end en Gjengivelse af selve Phidias' Athenebillede i Parthenon. Der existerer kun to antike Gjengivelser af det berømte Billede -- her var altsaa en tredje, og det, saa at sige fundet paa selve "Aastedet" -- Akropolis -- et Fund, som vilde drage mangen fremmed Archæolog op til vort be- skedne Museum, hvis -- -- ja, hvis det var ægte. Allerede ved at veje Hovedet i Haanden blev jeg imidlertid mistænk- som; thi dets Vægt stod ikke i Forhold til dets Alder -- de ægte antike Terracottaer er jo sædvanlig overordentlig lette; og ved at undersøge de Spor at Guld, som endnu viste sig paa Hjelmen, var det selv for et mindre øvet Øje let at se at det var af nyere Oprindelse og ikke kunde have ligget længe i Jorden. Og jeg maatte med Sorg constatere en Forfalskning. Men hvorledes var det Hele gaaet for sig? At den venlige Giver, som jo selv havde fundet Billedet i Akro- polis' Jord, ikke havde den fjerneste Ahnelse om, at her fore- laa en Forfalskning, var ligesaa selvsagt, som at denne var et verk af en meget kyndig og dreven Falskner i Athen. Men SIDE: 147 hvorledes var den faldet i Hænderne paa Manden fra Gjøvik? Der var ingen Grund til paa nogen Maade at betvivle den hæderlige Mands Forsikring om, at han selv havde "fundet" den paa Akropolis. Og da kan Sagen kun have én For- klaring. Der existerer selvfølgelig Complotter mellem Antik- forfalskerne og de Ciceroner, som fører de Rejsende om i Athens Ruiner. En saadan Cicerone har for en Forfalskers Regning lagt det vel præparerede Hoved ned under Jord- skorpen paa et af ham vel afmarkeret Punkt paa Akropolis. Saa har Planen været, at Ciceronen, naar han engang førte en eller anden baade rig og interesseret Amerikaner eller Englænder deroppe, skulde aldeles tilfældig med sin Hæl støde til Hovedet, som han da strax det kom tilsyne kunde bemægtige sig og, under Paavisning af Hovedets tydelige Identitet med Phidias' Verk, for en ordentlig Betaling tilbyde den Rejsende. Hovedet var altsaa lagt i Jorden -- men inden den ønskede Rigmand indfandt sig, har uheldigvis Manden fra Gjøvik fundet Hovedet -- og Falskneren er bleven narret for sit Bytte. Jeg formaar ialfald ikke at tænke mig nogen bedre Forklaring. Og jeg skrev til Giveren, at skjønt Hovedet var en Forfalskning, havde det dog Interesse for Museet, som endnu besidder det. SIDE: 148 INTERIEURER FRA VERDENSUDSTILLINGEN I PARIS 1878 hvori fortælles om en hel Del europæisk Humbug og tilsidst om lidt norsk Naturskjønhed. 1. I Kunstjuryen. 2. Architektcongressen. 3. De skandinaviske Studentersangere i Paris. 4. Med Edvard Grieg i Hardanger. I Kunstjuryen. Høsten 1877 blev en bevæget Tid, da jeg -- vist ikke for mine videnskabelige Fortjene- sters Skyld, men saameget mere, fordi jeg havde vundet mine første Sporer i Upsala -- ved dette Universitets 400-aarige Jubelfest dette Aar, blev creeret til Æresdoctor sammen med Henrik Ibsen, Sophus Bugge, Henrik Mohn og andre Mænd, i hvis Selskab det slet ikke just var ubehageligt at befinde sig; men nogle muntre Træk fra Promotionsdagene har jeg alt meddelt (Sv. T. I. p. 359 ff. og III. p. 340 ff.) og vi skal derfor ikke længer opholde os der. Aaret 1878 bragte saa Verdensudstillingen i Paris. Som Medlem af den kongl. Commission for Norges Del- tagelse i Udstillingen og som Jurymand for Kunstafdelingen skulde jeg tilbringe hele Sommeren i Paris og begav mig SIDE: 149 sammen med min Hustru did henimod Slutningen af Maj samtidig med den norske Commissions Formand, Prof. O. J. Broch. Det var unægtelig et meget interessant Liv, som her ventede os. Stillingen som Commissionsmedlem aabnede os Adgang til alle Kredse, og som Jurymand fik jeg Anledning til at komme i nærmere Berøring med en Række af baade Frankriges og andre Landes mest frem- ragende Kunstnere og Kunsthistorikere. Norge havde to Jury- mænd i Kunstafdelingen, idet min gamle Ven, Prof. Gude var min Collega. Men den betydelige Støtte jeg som Ikke- kunstner vilde havt i ham, blev mig berøvet derved, at han udnævntes til Kunstgruppens Vicepræsident, og da Præsident- collegiet ikke skulde deltage i Juryens Arbejder, men danne et Slags højere Instants, en Overjury, blev jeg staaende alene tilbage. Skjønt disse Udstillingsjuryer paa hin Tid endnu ikke var udartet til hvad de senere blev, og skjønt Belønningerne dengang endnu uddeltes sparsomt, maa jeg dog tilstaa, at jeg sjelden har deltaget i en utækkeligere Tuskhandel end den, som her maatte drives og blev drevet, -- utækkelig netop fordi Kredsen bestod af saa udmærkede Mænd, der for en stor Del bar Europas første Kunstnernavne. Et lidet Blik bag Coulisserne vil være tilstrækkeligt for at charakteri- sere al denne Humbug. Juryen talte fra først af i sin Midte næsten Alt, hvad Frankrige ejede af Førsterangs Berømtheder paa dette Felt: Meissonier, Cabanel, Jules Breton, Jalabert, Paul Baudry, den ældre Robert Fleury, Bouguereau, Hebert, Bonnat o. fl. Af Udlændinger kan nævnes den berømte Statsøkonom Emile Lavelaye, som sammen med Maleren Slingenayer repræsenterede Belgien, Munkaczy fra Ungarn, Lorenz Frølich fra Danmark, Frederic Leighton fra England og Aqvarellisten Passini fra Østerrige. Fra Sverige mødte min fordums Chef, Fritz v. Dardel. Til Gruppens Præses valgtes Fre- SIDE: 151 deric Leighton. Vore Møder holdtes i en stor Sal i Industripalad- set i Champs-Elysées. Allerede inden Discussionen om Medalje- uddelingen begyndte, sprængtes Juryen ved en stor Explo- sion, der var meget betegnende for det hede franske Kunstner- blod og berøvede Juryen flere af dens betydeligste franske Medlemmer. Det Spørgsmaal meldte sig nemlig strax, hvor- vidt Juryens udstillende Malere selv skulde have Anledning til at præmieres eller skulde stilles hors concours. Medens de Fleste fandt dette sidste Alternativ noblest, ivrede selv en Mand, der havde modtaget saa mange Udmærkelser som Meissonier, for at Juryen skulde meddele sine egne Med- lemmer Medaljer, hvad der vilde ført til, at de kun sparsomt tilstedeværende Første-Medaljer helt vilde gaaet med til at belønne Juryens egne Medlemmer. Striden blev ført med en Voldsomhed, hvorom vore roligere nordiske Gemytter neppe kan gjøre sig nogen Forestilling. Den sluttede med, at Meis- sonier knyttede Næven og, som om han i den holdt en Pengepung, raabte højt: "Jeg vil føle Guldet, selve Guldet i min Haand!" hvad der jo fremkaldte et Smil paa mange Læber. Og da hans Parti ved Afstemningen blev staaende i en meget liden Minoritet, forlod han, ledsaget af Cabanel, Boulanger og Leloir i fuldt Raseri Salen, idet de slog Døren haardt i efter sig -- og vi saa dem ikke mer. Naturligvis fik de de Medaljer, som nu ikke med Rette kunde nægtes dem; men de steg visselig ikke i sine Collegers Agtelse. Gan- ske anderledes maatte man opfatte Munkaczys Ønske om efter dette Udfald af Voteringen at udtræde af Juryen. Han stod endnu i Begyndelsen af sin Bane og det var ham af Vigtighed for en paatænkt Ansættelse i Ungarn at faa en Medalje for sin berømte "Milton og hans Døtre". Jeg erin- drer, at vi en Dag gik sammen gjennem Udstillingen og udpegte for hinanden de Billeder, vi tænkte at foreslaa præ- mierede. Da vi passerede "Milton", kastede han et muntert Blik paa Billedet og sagde skjælmsk: "Ikke saa ilde! Jeg SIDE: 153 tænker vi giver det en Tredje-Medalje." Det siger sig selv, at det fik en af de tidligst faldende Første-Medaljer. Trykket af Sprængningen gjorde sig gjældende som en tydelig Misstemning inden de Franskes Rækker; men det lykkedes os at hæve dette Tryk ved en liden Forekommenhed mod vore Værter, idet vi bestemte, at den ene Halvdel af Medaljerne forlods skulde tilkjendes Frankrige. Gruppevis besøgte vi Udstillingen og discuterede Billederne, saa at vi i Fællesmøderne kunde indskrænke os til de egentlige Af- stemninger. Det var, om man vilde opnaa Noget for sine Landsmænd, nødvendigt at være spændt opmærksom paa, omkring hvilke af deres Billeder Stemningen syntes at samle sig, og det var ikke mindre nødvendigt at søge Alliancer inden de andre Nationer for ved at stemme paa de Billeder, deres Repræsentanter ønskede belønnede, at vinde deres Stemmer for de Kunstnere, man selv ønskede at drive igjennem. Endelig kom da den Dag, da Afstemningen om Første- Medaljerne skulde foregaa. Der stod kun 6 saadanne til Dis- position for os Udlændinger, efterat Frankrige havde faaet sin Halvpart, og Spændingen var derfor stor. Det var strax tydeligt, at der blandt de 58 norske Bil- leder kun var ét, om hvilket det kunde være muligt at samle Stemmerne for en Første-Medalje, nemlig Ludvig Munthes "Aften ved den norske Kyst", som nu hænger i vort Kunst- museum. Men det var lidet sandsynligt, at den norske Kunstner skulde kunne drives igjennem overfor saa mægtige Concurrenter som Munkaczy, Makart, de Nitis, Pradilla, Is- raels og mange andre Berømtheder. Den ene Medalje gik efter den anden uden at Munthes Navn havde faaet mere end én Stemme -- den norske Jurymands. Ja, ikke engang den var altid sikker; thi der var vist iblandt en og anden Allieret, som fordrede min Støtte mod gode Løfter for Frem- tiden. Afstemmingene foregik saaledes, at absolut Majoritet SIDE: 154 -- 16 Stemmer -- var nødvendig for at have sejret. 3 Af- stemninger, den sidste alternativ mellem de to, der havde faaet de fleste Stemmer, var sædvanlig nødvendig. Først da 4 af de 6 Medaljer var uddelte, begyndte ved den 5te Me- dalje Munthes Navn at faa endel Stemmer, og da vi kom til den sidste, havde jeg sikret ham mindst 12 Stemmer ved Løfte om Modpræstationer ved kommende Voteringer. Yderst spændt ventede jeg paa Udfaldet. Men ved den sidste alter- native Votering kom ganske rigtig de 12 Stemmer frem -- men heller ikke en eneste mere. Slaget var tabt. Men hel- digvis var jeg ikke den eneste Misfornøjede. Ved en af hele Gruppen tiltraadt indtrængende Henvendelse til vedkom- mende Ministerium lykkedes det at faa disponere endnu 4 Første-Medaljer. Inden vi endnu kjendte Udfaldet af vor Ansøgning, anstrengte jeg mig til det yderste for ved gode Løfter at vinde de manglende 4 Stemmer, og i det næste Møde, da vi havde faaet Tillægsmedaljerne, havde jeg virkelig den Tilfredsstillelse at kunne antegne min Landsmand blandt dem, som havde faaet en Første-Medalje. Den Nordmand, om hvem Stemningen nærmest syntes at samle sig for 2den Medalje, var Eilif Peterssen, og han gik uden Vanskelighed igjennem. Desto betænkeligere stil- lede Forholdet sig for 3dje Medalje; thi om mere end en af hver Grad kunde der ikke være Tale for en Samling af 58 Billeder blandt disse mange Tusinder. Efter Gudes Mening maatte Otto Sindings "Perdu" (en Strandvasker) være nær- mest til at komme i Betragtning. Men det var tydeligt, at Stemningen inden Juryen i langt højere Grad havde samlet sig om Heyerdahls Debutarbejde "Uddrivelsen af Paradiset". Under disse Forholde telegraferede jeg til Vicepræsidenten, Gude, som opholdt sig i Carlsruhe, og spurgte ham, om han ikke fandt som jeg, at man som Sagerne stod burde søge at drive Heyerdahl igjennem og opgive Sinding. Han var enig med mig. Men det vilde maaske neppe lykkedes mig SIDE: 155 at drive Heyerdahl igjennem, hvis ikke hele tre heldige Om- stændigheder havde forenet sig til min Hjælp. Den første var, at Belgierne, fornærmede over, at de havde faaet for faa Medaljer, forlod Juryen, hvorved en farlig Concurrent forsvandt. Den anden var, at en af de engelske Jurymænd, Maleren Armitage, optraadte med en speciel Klage over, at Norge i Forhold til Antallet af sine Billeder allerede havde faaet for mange Medaljer, og directe foreslog, at Norge skulde forbigaaes ved 3dje Medalje -- hvad der foranledi- gede mig til at forespørge, om vi her var samlede for at maale Nationernes Størrelse eller for at maale Maleriernes Værd? Hans Optræden vandt ingen Anklang, men skaffede Norge Sympathi. Den tredje Omstændighed var af udeluk- kende komisk Art. Min Plads ved Juryens Bord var mellem Sverige (v. Dardel) og Rusland (Malerne Bogoluboff og Jacoby). Ligeoverfor os sad Hollænderne (Roelofs og Storte- becker). Efter en Afstemning saa jeg, at de to Russere geraadede i en forfærdelig Affect, og Bogoluboff hviskede til mig: "Det er dog skammeligt! Til den Medalje havde Hollænderne lovet at stemme paa den russiske Maler (N. N.), og dog faldt der blot 4 Stemmer paa ham. Det var natur- ligvis vore to russiske Stemmer samt Deres og v. Dardels, som jo havde lovet at stemme med os. Jeg saa, at De skrev hans Navn paa Deres Seddel, og Dardel har visselig gjort det Samme." Ja -- det kunde jeg bevidne. "Det er et skjændigt Forræderi," raabte den rasende Russer, som nu helt glemte sig, ganske højt, "og nu stemmer jeg ikke paa et eneste hollandsk Billede mere! Men jeg skal sige d'Hrr. det i deres aabne Øjne." Dermed styrtede han hen til Hol- lænderne og skjældte dem Huden fuld. De trak paa Skul- drene og svarede Intet. Derved var endnu to Stemmer vundne for Heyerdahl, og ved næste Afstemning kom han ud med 17 Stemmer mod 13 (Belgierne var jo forsvundne). SIDE: 156 Hans Concurrent var en Hollænder; det var altsaa Russerne, som havde gjort Udslaget. -- Som man ser var det Hele et ret uværdigt Kjøb og Salg af Stemmer; det kunde blot sammenlignes med et Kortparti, hvor det gjælder at tælle, hvor mange Kort af hver Coulør der er faldet i Spillet: det gjaldt nøje at huske, hvad man havde lovet, og at holde ligesaa strengt paa de modtagne Løfter. Om at holde paa sin egen Anskuelse kunde der ikke være Tale, ifald man vilde opnaa Noget for sine Landsmænd. Tilsidst lykkedes det mig at skaffe Otto Sinding en mention honorable, og dermed forlod jeg Juryen, ikke blot inderlig træt af det an- strengende Arbejde, men fremfor Alt med en usigelig Foragt for Alt hvad der heder kunstnerisk Juryvæsen. Jeg havde været bag Coulisserne og havde seet mere end nok. Men saameget behageligere var Samlivet med saamange af disse fremragende og elskværdige Personligheder. Overfor Enkelte fornyede jeg her kjære, gamle Bekjendtskaber som med den glimrende Aqvarellist Passini, som jeg kjendte fra mit første Romerophold, overfor andre knyttedes Venskabs- forbindelser, der holdt sig ud over Udstillingstiden, som med den ligesaa geniale som gemytlige Jules Breton, hvis Billeder jeg altid havde glædet mig ved ligefra min Ungdom af. Nu er de næsten alle døde. Dette Spil med Alliancer og Stemmer havde bragt mig i nær Forbindelse med mine to russiske Naboer, navnlig min Sidemand Bogoluboff. Han var som saa mange Slaver en blød og naiv Natur, men han var neppe i sit Liv vant til at omgaaes Mennesker, som han fuldt kunde stole paa; thi den Omhu, hvormed jeg af ren Interesse for mine egne Affærers Fremgang, -- i Modsætning til Hollænderne -- havde holdt mine Løfter til ham, havde -- som det syntes -- ligefrem imponeret ham. Da Juryen var endt, til stor Til- fredsstillelse for os begge, kunde han ikke noksom vise, hvor taknemmelig han var mig for denne egoistiske Troskab. SIDE: 157 Min Hustru havde paa Udstillingen solgt sit Billede "Mesters Datter" til en udenlandsk Kjøber, og vilde nu gjerne benytte Opholdet i Paris til Atelierarbejde; men noget Atelier var ikke til at opdrive. Da Bogoluboff tilfældigvis hørte, at jeg søgte et Atelier for hende, satte han sig strax i Bevægelse for at skaffe hende sin berømte Landsmands, Billedhuggeren Antokolskis pragtfulde Atelier, som paa Grund af Ejerens Bortrejse for nogen Tid blev ledigt. Og da vi saa kort efter gjorde Bogoluboff en Visit for at takke ham for hans Ven- lighed, præsenterede han mig for en tilstedeværende russisk Landsmand med de -- som det skulde synes mellem Gentle- men overflødige Ord: "Det er en ærlig Mand, en Mand, som De kan stole paa!" Og da vi endelig skiltes for Alvor gav han mig et ordentligt Smeldkys med sin brede russiske Mund og beklagede, at vi ikke altid kunde være sammen. Og jeg var ikke langt fra at gjøre det Samme. For man træffer ikke ofte det Slags Mennesker i denne onde Verden. Et smukt lidet Efterspil fik dog Juryen ved den Akt, der betegnedes som Uddeling af "Erindringsomtale" -- "mention de mémoire" -- af de siden Verdensudstillingen i 1867 bort- gangne europæisk berømte Malere. Den gik for sig paa den Maade, at hver Nations Delegerede, som troede inden sit Folks Midte at eje et saadant Navn, nævnte dette og med en kort Begrundelse foreslog vedkommende Kunstner nævnt i Erindringsomtalen. Saa foretoges den hemmelige Afstem- ning. Sædvanlig gik det Hele af uden Bemærkninger. Da Turen kom til mig, nævnte jeg Navnet Adolf Tidemand. Da rejste den gamle 82-aarige Robert Fleury sig ( 1890, 94 Aar gammel) strøg sin Calot af og sagde med høj Stemme: "Oui, oui! Il était un vrai artiste." Og Tidemands Erindrings- omtale gik enstemmig igjennem. SIDE: 158 Architektcongressen. Neppe var Juryen endt, før der begyndte en ny Episode af Pariseropholdet. Der afholdtes hin Sommer en Mængde Congresser i Paris, og de forskjellige Landes Regjeringer var meget interesserede for at sende Delegerede til disse Con- gresser; men saadanne var ikke altid let at finde, med mindre man vilde have Udlæg til Rejse og Diæt, og det var saa- ledes ret naturligt, at man i videst mulig Udstrækning be- nyttede de samme Mænd til Congresserne, som havde været anvendte til Juryerne. Saaledes sendte vor Minister i Paris, min gamle Velynder Sibbern, mig en Dag en Anmodning om at jeg vilde deltage i en eller anden af disse Congresser, og da jeg forsikrede ham om min Incompetence i alle de Emner, som disse omfattede, forlangte han meget bestemt, at jeg skulde vælge den, der iallefald laa mine Interesser nærmest. Jeg kunde saaledes ikke undslaa mig og valgte Architektcongressen. Hvorpaa jeg blev anmeldt af vor Mini- ster som Delegeret for Norge. Men havde Juryen været lidet alvorlig, saa var Congressen ikke stort bedre. De holdte Foredrag syntes mig ret over- fladiske, og det Meste syntes anlagt paa at give de Dele- gerede Anledning til at vise sig som Talere eller Præsidenter. Som Delegeret for Norge blev jeg da strax indsat i Con- gressens Bureau, hvis eneste Forretning var at sidde paa en ophøjet Estrade og se ned paa Publikum -- et Par hundrede Architekter, hvoriblandt dog kun faa bekjendte eller berømte Navne. Men hast Du mir gesehen! Det værste stod tilbage -- en vakker Dag blev jeg valgt til Mødets Præsident. Disse vexlede nemlig hver Dag, og Værdigheden fordeltes mellem Nationerne, og da der for de nordiske Nationers Vedkom- mende just ikke var noget stort Udvalg, ialt 2 Delegerede, var det jo ikke saa underligt, at Valget faldt paa mig. Der- ved var jo Intet at gjøre. Jeg skrev da en ganske kort liden SIDE: 159 Aabningstale og oplæste den -- som jeg havde seet de andre Præsidenter gjøre -- fra Papiret -- paa fransk Maner. Og derefter sad jeg saa højtidelig jeg kunde paa min Stol, gav Ordet til Talerne i Discussionen efter som deres Navne blev mig opgivne af Secretæren, og ringede med min Klokke, hvergang de varmblodige Franskmænd holdt paa at snakke i Munden paa hverandre, og skilte mig ligesaa godt ved mit Hverv, som nogen veldresseret Hund vilde gjort. Da jeg i Stilhed beklagede mig for Secretæren over, at jeg nu, skjønt fuldt optaget af mit vigtige Hverv, ogsaa skulde holde en Slutningstale, overraskede han mig ved at fortælle, at Monsieur var den eneste af de udenlandske Præsidenter, som ikke havde havt den Tillid til ham at lade ham skrive sin Aabningstale, og tilbød sig med stor Beredvillighed at skrive min Slutningstale, et Tilbud, jeg naturligvis med Tak modtog. Saa lød den da ud over den lyttende Forsamling, Talen om det uafbrudt venskabelige Forhold mellem Norge og Frankrige, som denne betydningsfulde Congres i saa høj Grad skulde bidrage til at fremme for alle kommende Tider, og nedlagde saa under levende Applaus fra den begejstrede Forsamling min høje Værdighed. "Men Lønnen kommer paa den Dag, Da Skuden gaar i Havnen!" staar der i en gammel Vise, og jeg skulde høste den i Form af et Glas Champagne, hvis Mage ikke blot jeg, men efter hvad man sagde, selv den russiske Kejser ikke havde smagt. Dermed gik det saaledes til: Congressen gjorde en Udflugt til Rheims for at bese denne Stads architektoniske Mærkværdigheder, Domen, St. Rémy og Hotel de Ville. I St. Rémy hørte vi et virkelig interessant Foredrag, og da vi traadte ud af Kirken, oplæste Secretæren en Skrivelse fra det bekjendte Champagnefirma, Mad. Pomery, der indeholdt Indbydelse til et Besøg i hendes Vinkjældere. Der stod Vogne færdige til at føre os derud, SIDE: 160 og ved Nedgangen til Kjælderne viste en af Madames For- retningschefer sig og oplæste et Telegram fra Madame, hvori hun beklagede ikke selv at kunne være nærværende, men idet hun takkede Congressen for den Ære, den viste hende, bad hun os betragte Kjældernes Indhold som vor Ejendom. Et generøst Tilbud, som vi dog -- det være sagt til vor Ære -- benyttede med al Discretion. Vi steg da nedad den brede Trappe, der førte ind i de uhyre Hvælvinger, som i Dagens Anledning var belyste à jour med Tusinder af Lamper. Det var som en Vandring i Kata- komberne, saa endeløse syntes disse Gange os; men istedet- for Grave indeholdt de Vintønder og Flasker. Man nævnte 300 000 Fade, og Nogle sagde 2, Andre 8 Millioner Flasker. Hist og her lod man nogle Proppe knalde, og i godt Humør begav vi os paa Tilbagevejen. Da lagde sig med Et en Haand paa min Skulder. Det var den hvidhaarede Forretningschef, som forbindtlig sagde: "Min Herre! De tilhører Præsident- collegiet. Vil De være saa artig at træde indad den lille Dør tilvenstre, naar vi kommer op." I det lille Værelse stod der kun et Bord og nogle Stole samt -- Præsidenterne. Men paa Bordet stod ligesaamange Glas som vi var Præsidenter. Strax efter viste den Hvidhaarede sig med en støvet Flaske under hver Arm og holdt følgende Tale: "M. H.! Henrykt over at se saa mange af Verdens berømteste Architekter (jeg ret- tede paa mig) som sine Gjæster, har Madame givet mig telegrafisk Ordre om at servere Dem et Glas Champagne af en Sort, som ikke engang kommer paa Kejseren af Ruslands Taffel, men som Madame har forbeholdt sit eget Bord og de Gjæster, hun vil vise en særlig Honnør! Behag at tage Deres Glas!" Dermed smeldte Proppen først af den ene og saa af den anden Flaske, og vi drak de kostelige Draaber. -- Ja det er nu egentlig Skam at fortælle en Historie, hvis Point ikke kommer med -- for Pointen i denne Historie er unægtelig den Smag, som ingen Fortælling, om den saa SIDE: 161 var lavet af selve Homer, kan meddele Dem, min kjære Læser. Jeg vil kun sige, at jeg vilde ønske, at denne Nydelse var faldet i en anden, mere forstaaende Strubes Lod end i min. Men at det var noget extra -- jo det forstod jeg dog. Efter Congressens Afslutning fulgte saa en Souper med Oplæsning af den ældre Coquelin; Louvres Architekt Lefuel førte min Højhed tilbords og jeg fik endog en Passiar med Coquelin, ligesom jeg tidligere var bleven præsenteret for den guddommelige Sarah, som dog neppe bevarer nogen- somhelst Ahnelse af en Erindring om sin nordiske Beundrer. Ja, jeg kom jo i ligesaa fint Selskab som Peter Jeppesen under Udstillingen i 1867. Thi det haglede jo med Sel- skaber hos Præsidenten Mac Mahon, Ministrene Freycinet og Teisserand de Bort o.s.v. i al Uendelighed. A propos Selskabelighed -- saa vil Mange vist med Glæde erindre sig de morsomme "internationale Frokoster" i den norske Fiskeriafdelings "Fiskehus" paa Udstillingen. Dens Leder Fiskeriinspectør F. M. Wallem havde havt den for- træffelige Idé at indlede en Bytteforbindelse med de mest exotiske Nationer. De fik vor Tørfisk og vi til Gjengjæld alle deres Rariteter, ligefra indiske Svalereder til Kenguruh- haler. Og da det heller ikke manglede paa godt Humør og gode Vine, stod Munterheden højt i Taget. De skandinaviske Studentersangere i Paris. Midt oppe i alt dette kom saa de norske Studentersangere under Behrens' Anførsel for sammen med Upsalasangerne under Hedenblad at give Concerter i Trocaderopaladset. Ny Anledning til Fester! Først en smuk Aften hos vor Minister. saa et Besøg i Meissoniers Atelier og endelig en Middag med Bal, som vi "fastboende" Parisere gav for de norske og svenske Sangere hos Vefour i Palais Royal. Sibbern præ- siderede, og jeg erindrer, at blandt dem, jeg den Aften for første Gang -- om ikke saa -- saa dog gjorde nærmere SIDE: 162 Bekjendtskab med, var en ung juridisk Candidat fra Stav- anger, som fuldstændig henrev mig ikke blot ved sit straa- lende Ydre og sit livlige Væsen, men især ved sit sprudlende Lune, sine morsomme Paradoxer og sin Vittighed. Jeg ahnede jo ikke den Aften, at han kort efter paa Hjemvejen skulde udgive sit første literære Arbejde "Paa Hjemveien". Aaret efter var han en af vore store Profeter i Digtets Verden og en berømt Mand -- hans Navn var Alexander Kielland. For os, som var mere hjemme i Paris end de unge San- gere, var det jo en stor Fornøjelse i disse Dage at agere Cicerone for dem baade i Samlingerne og i Staden. Og overalt vakte baade Duskehuerne og de hvide Huer Opmærk- somhed hos de livlige Parisere. En Dag havde en Del af vore Studenter næsten helt fyldt en Omnibus, hvor der kun sad en stilfærdig Bourgeois og hans aldeles utrolig fede Madame. Idet hun skulde stige ud, og saaledes udfoldede hele sin legemlige Eloqvents, udbrød en af vore Studenter: "Naa, hun der kunde Skam gjerne vises frem for Penge!" Da vendte den formentlige Pariserinde sig mod ham og sagde paa godt Norsk: "Da er De en heldig Fyr, som faar se mig gratis!" Dermed forsvandt hun. -- Tableau! Ja, det var ikke ganske ufarligt at benytte Modersmaalet i Paris i den Tid. Men hvor blev man træt af al denne Herlighed! Jeg erindrer saa godt en Aften, da jeg fra et Middagsselskab hos Vefour skulde begive mig til en for Juryens Medlemmer arrangeret Concert i Musikconservatoriet. Jeg maatte derfor gaa noget tidligere end de Andre, og slentrede med min Frakke over Armen alene ned over Trappen. Da fik jeg se en Mand komme ned ad den ligeoverfor synlige Trappe. Nej, hvor han saa træt ud! Lidt "rødbrusig", Overfrakken over Armen, Hatten lidt paa Snur, saa jeg først sa' til mig selv: "Naa, min Ven! Du kommer fra en god Middag! Det kan man da se!" Efterhaanden som jeg, nærsynte Menneske nærmede mig ham, desto mere steg min Forundring; thi SIDE: 163 Personen forekom mig saa underlig bekjendt, og tilsidst stansede jeg yderst forbauset, da han begyndte at eftergjøre alle mine Bevægelser -- jeg stod foran en af disse Spejl- vægge, som gaar fra Gulv til Tag og med usvigelig Sandhed viser os, hvorledes vi i Virkeligheden ser ud. Ja, træt saa han ud, og fra en god Middag kom han -- det var paa Tide at faa Ende paa dette Liv, før det tog for stærkt paa Kræfterne. Det samme har forresten passeret mig engang før i min Ungdom i en Spejlcafé i Venedig -- den første jeg saa. Men da var det ikke nogen træt Bonvivant, men en temmelig lurvet Literat, som lod mig tænke: "Her kom- mer da noksaa blandet Selskab i denne Café!" Ja, det var paa Tide at slutte og komme hjem! Efter en fire Dages Tour til de gamle Kathedraler i Normandie og Bretagne (Amiens, Rouen, Caen, Bayeux og le Mans) vendte SIDE: 164 jeg med Chartres vidunderlige Kathedral som Afslutning paa denne lærerige lille Udflugt tilbage til Norge, og faa Dage efter sad vi i en stille liden Landskirke for at overvære vor SIDE: 165 Datters Confirmation og høre Psalmesangen tone i Hjemmets Sprog oppe i en af vore dengang endnu verdensfjerne Bygder blandt fromme, fredelige Bønder, som hverken drømte om Medaljer eller Congresser -- Fuglene sang i Lien i den lyse Morgen, og Killebukken dansede paa Tunet, ja det var en Overgang, som smagte! Jeg var glad ved at være langt borte fra the vanity fair og dets Humbug og tænkte, at naar Alt kom til Alt, saa var der dog dejligst i Norge! Og jeg lovede mig selv, at det skulde være sidste Gang jeg deltog i Juryer og Congresser -- jo vist! Nej, Mennesket spaar, men -- Kirkedepartementet raader! Med Edvard Grieg i Hardanger. Den næste Sommer, 1879, tilbragte vi i Hardanger paa Lofthus sammen med Edvard Grieg og hans Frue, disse to elskelige Sangfugle, som nok kunde skabe et Paradis om- kring sig i denne dejlige Natur. Det blev en uforglemmelig, stille og fredelig Sommer, en sælsom Modsætning til den forrige. Vi havde stævnet Møde der, fordi Grieg vilde have en Operatext lavet. Han havde valgt "Vølund Smed" til Operaens Helt; men hverken min Text eller det senere For- søg, som udmundede i Holger Drachmanns dramatiske Digt- ning over samme Emne, førte til nogen Composition -- Grieg fik aldrig skrevet nogen Opera. Kun Brudstykket "Olaf Tryggvason". Derimod blev i disse herlige Omgivelser den lille Digt- cyklus "Kivleslaatten" til, hvori jeg forsøgte at udsynge hele min Fortvivlelse over vore sørgelige Kunstforholde. Havde dette Digt ingen anden Virkning, saa frigjorde det ialfald for mig selv hele min længe indestængte Harme over den Ligegyldighed, hvormed man i hin Tid behandlede vor Kunst. Det udkom dog i to Oplag; thi det blev meget læst i Dan- mark, hvor det ogsaa blev meget fordelagtig anmeldt, men slet ikke i Norge, hvor Kritikerne var saare unaadige over, SIDE: 166 at jeg ikke var fornøjet med Forholdene som de var. Men som en Modvægt modtog jeg saa til Gjengjæld en vakker Dag et Brev fra ingen ringere Autoritet end Forfatterinden af "Amtmandens Døtre", som talte i en helt anden Tone. Jeg vil af to Grunde meddele dette Brev -- saalangt det vedkommer hint Digt -- dels fordi det er Activum mellem mit Bos mange oprigtig skriftede Passiva og gav mig en Oprejsning, der var mig dobbelt kjær fra dette Hold, dels ogsaa fordi Camilla Collett selv i sin Tid ønskede dets Offentliggjørelse, hvilken jeg -- vistnok af et Slags misfor- staaet Tilbageholdenhed -- dengang hindrede ved at nægte hende Brevet udlaant til Trykning. Hun vilde saaledes vist ikke havt noget imod, at jeg nu mer end tredive Aar efter aftrykker det. Hun skriver: SIDE: 167 "Atter-igjen har jeg læst Deres, "Kivleslaatten" og med ny Fornøjelse. Det er et af de fortræffeligste Digte, jeg kjender. I en bedaarende Indfatning siges her de hvasseste Ting og vist med hvilken Ret! Der er kun et Ord jeg stemmer mig op imod; det er hvor De kalder Dem selv "Fædrelandets mindste Søn". Den store Mængde, ubekjendt med den Goetheske Vurderen af denne højt priste Egenskab, vil maa- ske tage det som en klædelig Beskedenhed [fotnotemerke] . Men man maatte ikke have fulgt Dem ret for ikke at forstaa, at en dyb Ironiens Bitterhed klager bag disse Ord. Nej, Dietrichson! De er ikke liden, og det mener De heller ikke. De indtager Rangen blandt En af vore Største. Jeg siger dette aabent, fordi jeg mener det. At det ikke tilfulde erkjendes, kommer mest af at De er hjemme og maa døje Samfundsopfatningens Bornerthed og Forvirring, kvalificeret gjennem Nærheden -- maaske ogsaa af en anden Grund. De er en af de Digtere, der ikke nøjer sig med blot at være Digter, ikke nøjer sig med blot at klage over Savn og Misgreb, men De har ogsaa handlet. De har været En af de Faa, som har sat Passion ind i Livet, i Gjerning, i Handling. I dette noget Splittede forvilder Folkets Syn sig. Man glemmer Digteren, naar han ikke vil gjøre sig bemærket ved slige Projectiler, slige "gare à vous", som vore Nutidsnovellister kaster ind til os paa vore Gader, i vore Huse. Man glemmer Digteren: men Musée- og Industribygninger, det er Noget, man kan se for sine Øjne, og saa er det ikke Digteren Lorentz Dietrichson, man har at aflægge sin Tak, men den Mand, som har gjort sig fortjent i et nyttigt, ganske respektabelt Kommuneanlig- gende." Ja, hun siger ogsaa mange andre pene Ting; men det var dette om min Digtning, som fra et saa competent Hold overraskede mig mere end jeg kan sige, fordi det stemte saa lidet med den almindelige Opfatning, der efter Fotnote: Goethes Ord lyder: "Nur die lumpen sind bescheiden." SIDE: 168 haanden har lært ogsaa mig selv -- hvad der vist ogsaa er ganske rigtigt -- at anse denne digteriske Side af mit Arbejde som noget Underordnet. Jeg har aldrig, siden jeg blev nogen- lunde moden, krævet nogen Plads blandt vore Digtere men har anseet den Smule digterisk Begavelse, jeg kan have ejet, som en liden, nyttig Baggrund for mit videnskabelige Arbejde, og havde Camilla Collett anskuet Forholdet paa samme Maade, vilde det Billede, hun havde faaet af mig, blevet mindre storartet, men mere enhedsfuldt og -- rigtigt. Men for mig selv hviskede jeg alligevel: "Plato mihi instar omnium." Thi man vil forstaa, at en saadan Udtalelse fra en saadan Haand var den bedste Balsam, der kunde lægges paa de Saar, man havde slaaet mig. Ogsaa derfor meddeler jeg den her som et mildnende, trøstende, forstaaelsesfuldt Ord, der i en tung Tid stod som en betydningsfuld Mile- pæl -- en Protest mod de haarde, uforsonlige Domme, en Protest for hvilken jeg takker den store, ædle Kvinde i hendes Grav -- enten hun nu har seet rigtig eller ej i sin milde Dom. Mildheden har til syvende og sidst altid Ret. Er det ikke saa? SIDE: 169 INDAD! Et Kapitel om "Livskraft", et Opgjør, hvori Fortælleren beretter om sit Livsvalg som Resultat af Syttiaarenes Brydninger. 1. Materialisme og Idealitet. 2. Fra Agnosticisme til Livsenergi. 3. Tro er Kraft. 4. De practiske Conseqventser af det nye Livssyn for min videnskabelige Virksomhed. Und setzet Ihr nicht das Leben ein, Nie wird Euch das Leben gewonnen sein. Schiller Materialisme og Idealitet. Først gjaldt det altsaa at forberede sig til det Arbejde, som Livet havde lagt foran mig. Men hvorledes skal jeg kunne skildre denne For- beredelse? Det dybeste Kapitel i Livets Bog med dets uendelige Sorg og uendelige Glæde bliver altid uskrevet; det Inderste kan ikke blot- lægges og skildres med Pen og Blæk; men nogle faa Antydninger om dette indre Livs mod Udenverdenen ven- dende Side -- om jeg saa tør kalde det -- maa jeg dog tilføje, da alt det Foregaaende her har sin Conclusion og alt det Følgende sit Ledemotiv. Kun maa man ikke tænke, at jeg, i hvad jeg nu vil nedskrive, tror at levere nogen filosofisk Ud- redning af Livets dybeste Spørgsmaal; det er kun en simpel SIDE: 170 Skildring af mine egne smaa indre Erfaringer, jeg vil forsøge at give Form -- nærmest til Brug for mig selv. Kan den tillige være til Nytte for en eller anden Medvandrende, der er ligesaa desorienteret som jeg var -- saa meget des bedre. Det nyttede ikke at skjule det for mig selv: trods al Hjem- mets Fred og Lykke, var jeg træt, inderlig træt først og fremst af hele denne Tidens gyngende og svigtende Bevægelse, der lod den Jord, jeg skulde staa paa, bryde sammen under mine Fødder; hele denne Brydning og ikke mindst min egen meningsløse Kampstilling gjorde mig dødstræt. Jeg havde kun et eneste Ønske, en eneste Trang: at faa vende mig bort fra det Hele for at finde Hvile hos mig selv, Ro i mit eget Indre. Men hvorledes saa det ud i dette Indre? Havde ikke ogsaa der hele Tidens gjærende Uro, hele dens fredløse Higen sat sine dybe Mærker? Og tør jeg vente, at nogen Læser vil følge mig paa den Vandring, jeg nu maatte fore- tage for at finde den indre Fred, det ydre Liv ikke vilde skjænke mig? Det faar staa sin Prøve. Mit Udgangspunkt havde jeg klart for mig: vil man være med i Tidens Arbejde, skjønt man ikke kan bøie Knæ for dens Guder, saa maa man mod Tidens altfor rastløst jagende "fremad, fremad" ikke stille noget reactionært, grættent "bagud", men et trøstigt og frejdigt "indad"! Man maa ikke frygte for at se tilbunds i sit eget Indre, hvor mørkt der end kan se ud. I Gaarden bag Borchs Collegium i Kjøbenhavn staar der et i al sin Simpelhed gribende Mindesmærke over en af Collegiets Alumner, den unge, i Krigen 1864 ved Sankelmark faldne Jens Paludan-Müller, som efter et stille, indadvendt Studieliv kastede sig ud i Kampen for Sønder-Jylland for strax at finde Døden, Heltens Død for Fædrelandet. Den distrait og upractiske Tænker var ikke skabt til Soldat, men han kunde Soldatens bedste Kunst: han kunde dø for sin Sag. Monumentet bærer som Indskrift kun hans Navn og de tre betydningsfulde Ord: "Indad -- fremad -- opad!" SIDE: 171 Det var Vejen indad, 70-aarenes Brydninger havde vist mig, saa maatte Fremtiden føre mig fremad, indtil den store Feltherre engang tilraaber mig sit forløsende "opad". Med andre Ord: 70-aarenes Brydninger befæstede for altid mit Standpunkt: en Tilknytning til Livets personlige og vitale Magter, og grundlagde hos mig et bestemt Modsætningsfor- hold til Tidens mekaniske og materialistiske Verdensanskuelse. Den haabløse Forvirring, jeg saa den alt mere skabe rundt om sig, tvang mig ligefrem -- til at søge indre Enhed, Grund- overensstemmelse mellem min Livsopfatning og min Stræben, mellem Anskuelse og Energi paa alle Livets Omraader som den uundværlige Byggegrund for hele Livsarbejdet. Kunde jeg blive hel, saa vilde jeg blive stærk, og Styrke, Kraft var netop hvad jeg nu for min nye Livsgjerning fremfor Alt be- høvede, men grundig savnede. Hvorledes skal jeg udtrykke mig for at blive forstaaet? For at Ord som "Idealitet" og "Materialisme" skal blive mere end hule, udbrugte Slagord og faa virkeligt Værd i en Discussion som lethaandterlige Begrebsbetegnelser er det ikke nok, at man paa Forhaand er enig om deres theoretiske Be- tydning -- den har man vel i Almindelighed saa omtrent paa det Rene -- men man maa ogsaa paa Forhaand være enig om at Navnene Materialisme og Idealisme betegner noget mere end en blot theoretisk Livsanskuelse, at de meget mere maa opfattes som Udtryk for en virksom, practisk arbejdende Livsenergi. Idealitet maa da betegne det maalbevidste Ar- bejde henimod en af al Døgnets Opportunisme helt uafhæn- gig, uforrykkelig Livsvirksomhed, hvis Maal er af evig Natur og derfor kun kan være Gjenstand for vor indre Erfaring, vor Tro, og Materialisme maa betegne et ligesaa maalbevidst Arbejde rettet paa Opnaaelsen af bestemte, haandgribelige, ydre, ønskelige Formaal, som kan fremme det, vi har sat som vort Livsmaal: Kundskab, Magt, Ære, Rigdom o.s.v. -- Gjen- stande for vor Forstandstilegnelse gjennem ydre Erfaringer. SIDE: 172 Kan nu denne ydre Erfaring -- saaledes som den nye Tid vil lære os -- tilføre os Livskraft? Den som vil bygge sit Liv kun paa hvad den ydre Erfaring lærer hans Forstand som sikkert, maa efter min Tanke hurtig komme til Erkjen- delse af hele Livets dybe Meningsløshed; thi det viser sig for vor ydre Erfaring behersket af den mest ufornuftige Til- fældighed og af den brutaleste Grusomhed. Det begynder med en Fødsel gjennem en for Moderen livsfarlig og pinefuld Proces og ender med en Død, som meningsløst og grusomt afskjærer store Evners Udvikling og planlagte Arbejders Fuld- førelse. Og mellem denne Fødsel og denne Død de utallige meningsløse Liv, som henslæbes i Sygdom eller grænseløs Nød, i idiotiske Tilstande eller dyrisk Fornedrelse -- eller i bedste Fald i en forkrøblende Kamp for Tilværelsen, som ikke har Plads for et Aandens Liv. Hvad Mening har f. Ex. disse smaa Børns Liv, som dør kort efter Fødselen og kun har voldt Smerte og lidt Smerte, men ingen Glæde bragt eller havt? Og selv det Liv, vi kalder lykkeligt, hvor er det ikke sønderrevet af smertelige Tab, af Ulykker, af Mismod og Skuffelser og af knuste Illusioner! Kun den som lever for at tilfredsstille sine dyriske Begjærligheder, kan tro sig at være lykkelig, men hvad er saa det for en Mennesket uvær- dig Lykke! Er ikke det Hele brutalt, meningsløst og op- rørende grusomt? Og den højt priste Resignation overfor Livets haabløse Vilkaar, hint: "det er nu engang saa, altsaa maa jeg finde mig deri" -- er jo netop kun at give sig Døden ivold. Livet bliver umuligt at leve. Nej, Livskraft kan den ydre Erfaring ikke skjænke. Ser vort Øje ikke dybere end til hvad Materiens Verden viser os, da maa vi erkjende, at Livet ikke er værd at leve, et Tilfældighedernes ufornuftige Spil eller: hvis det skulde være Frugten af en Skabers Virk- somhed, saa maatte denne Skaber ikke være nogen Gud, men en Djævel. Saa forfærdeligt er Livet, seet gjennem den blotte ydre Erfarings Brilleglas, Ikke-Tilværelsen er mere værd end SIDE: 173 Tilværelsen; Døden bedre end Livet. Derfor blev ogsaa denne Tids Literatur en Søgen bort fra Varmen og Lyset, som For- tiden havde søgt, men som skar den nye Tid i dens trætte og anstrengte Øjne; derfor søgte den Skyggen og Mørket, og en af dens store Profeter har ligefrem udtalt: "Det Hæs- lige er sandt" -- omtrent Hexenes Ord i Macbeth: "Fair is foul and foul is fair." Det var Strindberg, den mellem Fer- nay og Damascus stadig irrende Sandhedssøger, som paa et af sin Rejses mange Stadier kom til dette Resultat. Og det gik ikke dens Filosofi bedre end dens Praxis. Livskraft rakte den Ingen. Fra Agnosticisme til Livssenergi. Ja, det Hele synes os værdiløst, uforstaaeligt og menings- løst fra Først til Sidst -- "ignoramus et ignorabimus" -- og vi havner i Agnosticisme. Men den er muligvis ikke det daarligste Udgangspunkt for Tilegnelsen af en højere Livs- kraft, hvis vi blot ikke slaar os til Ro i den. Og heldigvis hjælper selve det Utilfredsstillende, der vækker vor indre Uro og Protest, os videre. Denne Protest siger os, at naar vor Forstand, vor medfødte Evne til at gjøre ydre Erfaringer alene ikke bringer os Resultater, som er brugelige for vor videre Udvikling, men blot kaster os tilbage i den gamle Nat, saa maa vi tage vore andre medfødte Aandsevner, Følelse og Fantasi tilhjælp for at forsøge, om de muligens kunde bringe Mening i det Meningsløse, naar de indgik For- bund med Erfaringen. Naar din Tanke, trøstesløs ved dine Kjæres Død, forgjæves protesterer mod at dette Meningsløse, dette Tilfældige, dette Oprørende skal være det endelige Resultat af et Liv, du elskede, og ingen fra den ydre Erfaring hentede Fornuftgrunde kan hjælpe dig, løft da dit Øje i en stjerneklar Nat op mod den Uendelighed af Verdener, hvis harmoniske Bevægelse lige for dine Øjne viser dig, at den ledes af en fælles fornuftig Lov, eller betragt Bygningen af SIDE: 174 den mindste Blomst, som paa din Kjæres Grav glæder dig ved sin Skjønhed, og i det uendelig Store som i det uende- lig Lille vil din af Erfaring ledede Følelse og Fantasi føle og ahne et planmæssigt, mod et bestemt Enhedsmaal sigtende fornuftigt Udviklingsarbejde, som udelukker enhver Tanke om meningsløs Tilfældighed. Denne dybe Mening, som gjen- nemgaar alt Liv fra Stjernesolen til Blomsten -- skulde den alene savnes i det højeste Liv, i Menneskelivet -- i dit Liv? Og af denne din Følelse og Ahnelse fødes en ny Art af Er- kjendelse, som fylder dit Sind om ikke strax med Ro og Glæde, saa desto mere med urolige Evighedsahnelser, som ikke lader sig afvise. Følelsen og Fantasien har ved at knytte sig til din ydre Erfaring skjænket dig en indre Erfaring, som modsiger og besejrer den ydre og opfordrer ogsaa din Tanke til at give sig denne indre Erfaring i Vold for ved dens Hjælp at revidere sine Resultater. Og op af din Agnosticisme stiger Erkjendelsen af en over vor endelige og trangt begrænsede Viden uendelig ophøjet Mening med det Hele, i hvilket og- saa du udgjør et Led og har din Del, og som selv i den dybeste Sorg løfter dig højt over Lidelse og Død, udover hin den ydre Erfarings og Endelighedens Fangarme, som fyldte os med Rædsel. Ledet af denne indre Erfaring for- staar vi Betydningen af Pascals udødelige Ord om, at Hjertet har en Fornuft som Forstanden ikke forstaar. Og vi føler efterhaanden dette vort urolige Hjerte slaa i Takt med den Harmoniens Lov, som vi saa fylde og lede den hele for- nuftige Verdensudvikling. Og vi lærer midt i vor Smerte at elske Livet for denne Harmonis Skyld. Men da føler vi og- saa, at den Lov, som kan skabe personligt Liv, et Liv som ejer den højeste Evne, Evnen til at føle Kjærlighed, selv maa være levende, personlig og kjærlig. Kjærlig? En kjærlig Lov? Er det ikke en Meningsløs- hed? Jo, saalænge Loven er et dødt Begreb, men ikke hvis den giver Udtryk for et altomfattende, levende Væsen. Idet SIDE: 175 Fosteret efter Naturens Lov skilles fra Moderlivet, sker ved hver eneste Fødsel et Under. Idet Livet er skabt, springer Melken, som skal ernære den hjælpeløse Lille, op i Moderens Bryst. Er det ikke en kjærlig Lov, som, idet den skaber Livet, samtidig sørger for dets Ernæring? Og Tanken om et kjærligt Livets Forsyn, der er Materialisterne en Forargelse og den mekaniske Livsopfatning en Daarlighed, begynder at dæmre for vort indre Blik. Og vi mindes Psalmistens Ord: "Mon den, som dannede Øjet, ikke skulde se, og mon den, som plantede Øret, ikke skulde høre?" Vi kalder denne Lov "levende" og "personlig", fordi vi endelige Mennesker intet højere Ord har for det Højeste, som vi vil udtrykke. De er visselig ikke adæqvate disse Ord; thi denne Lov er mere end personlig og levende. Dens Kjærlighed er livsskabende. Allerede Grækerne vidste jo, at det var Kjærligheden, som drog Livet frem af Kaos. Vi søger et Navn for denne evige Kjærlighed, denne personlige, livsskabende Lov, skjønt vi ikke forstaar den, og vi kalder den Gud. Og vi tillægger ham i hellig, barnlig Enfold, alle gode menneskelige Egen- skaber, fremforalt Kjærlighed, fordi vi føler den som det højeste Behov. I ham finder ogsaa Jordlivets Lidelser sin Forklaring og sin Forsoning; thi da ser vi ikke i Jordlivet Livets Grænse og Maal, men kun dets Forskole. Saaledes faar ogsaa for vor ahnende Følelse de nyfødte Børns Død eller de tilsyneladende forfejlede Existenser sin Betydning som en Opdragelse baade for dem selv og for deres Omgi- velser. Som et Led i den hele Harmoni bliver ethvert Menne- skeliv en Guds Tanke, som Individet skal virkeliggjøre i Tidernes Fylde gjennem Udviklingens Strid med tusinde Fald og en endelig Sejer, til hvilken Gud selv vil hjælpe os, fordi han er Kjærlighed. En fortsat Tilværelse efter den jordiske Død, Conseqvensen af alt det Foregaaende, kan kun tænkes som Personlighedens stadig tiltagende Befrielse fra den jor- diske Begrænsning, en alt rigere Tilegnelse af de Værdier, SIDE: 176 som i dette trange Jordliv endnu er os utilgjængelige og ufattelige, fremforalt af Guds Kjærlighed til sin Skabning. Et altid fjernere Forhold til de Grænser, som her bandt os, en stadig inderligere Tilnærmelse til det Evige, det Kjærlige, til Gud, indtil vort Væsen smelter sammen med hans Væsen -- er i Gud og er Gud, indtil ogsaa vi kan sige det Jub- lende: "jeg og Faderen vi er et." Det er denne Enhed, Troen kalder "evigt Liv" og "Salighed", og ligesom Kjær- lighed er Lovens Fylde, saa er Saligheden Kjærlighedens Fylde. Saa langt men heller ikke længer kan det, jeg kaldte indre Erfaring, føre os. Den kan give os den dybeste Er- kjendelse; men Erkjendelse er endnu ikke det Samme som Kraft, og det var Livskraft, vi søgte. Paa hvilket Apothek kan den kjøbes? Tro er Kraft. Aha, siger Du med et Smil og et Skuldertræk: "Han er Mystiker!" Javel, om Du vil kalde det saa. Jeg tilstaar gjerne, at jeg er Mystiker, kun ikke en qvietistisk, verdens- flygtende, men en paa sin indre Udvikling arbejdende My- stiker. Ja, jeg gaar endog et stort Skridt videre, idet jeg aabent tilstaar, ikke blot, at jeg selv er Mystiker, men at jeg ikke kan forstaa, hvorledes noget tænkende Menneske kan undgaa at blive Mystiker i den Betydning af Ordet, vi her taler om, al den Stund vi ved hvert Skridt, vi tager, og hver Time i Døgnet, baade naar vi vaager og naar vi sover, ser Mysteriet, som ingen Videnskab kan forklare og ingen Er- kjendelse mestre, staa lys levende foran os og stirre os ind i Øjnene. Det stirrer paa os fra vor egen Underbevidstheds hemmelighedsfulde Dyb som fra den klare Soldag udenfor os. Vi maa jo være blinde for ikke at se, at netop selve Livet, som det ser paa os fra Dyrets bedende Blik som fra den urolige Forskers dybe Øje, er det store Mysterium, og SIDE: 177 Rummets og Tidens Uendelighed, som vi ikke kan tænke paa uden at svimle, men som Du alligevel for Rummets Vedkommende ser foran dig med selve dit legemlige Øje, gjennem Astronomens Teleskop som gjennem Entomologens Mikroskop, er det factiske, haandgribelige Mysteriernes My- sterium. Kan du komme forbi dette Mysterium? Jeg kunde det ikke. Overfor denne stille Betragtning stod jeg raadløs og, hvad der var værre: kraftløs. Thi Kraften, som var det, vi netop behøver for hele vor Livsgjerning, kan -- det har vi seet -- ikke skjænkes af nogen Erkjendelse hverken af Viden- skaben eller af Kunsten eller endog af selve den religiøse Erkjendelse. Den maa udgaa af Livet selv, i hvilket Kraften er indeboende, den maa søges i selve Livet. Derfor havde jeg, naar jeg fortvivlet sporede min egen Svaghed, tidlig følt den styrkende Indflydelse af Samlivet med rene, sande, stærke og kjærlige Personligheder, stundom højt begavede Intelli- genser, men ligesaa ofte jevne, almindelige Mennesker, men Alle med den Renhedens Atmosfære om sig, hvori det Urene lutres, og det Mørke bliver klart, og som vel netop tiltrak mig saa meget stærkere, fordi jeg selv i saa høj Grad mang- lede den. Hvem er saa ulykkelig, at han ikke har truffet dette Slags Mennesker og følt den magnetiske Kraft, som udgaar fra dem? Jeg maatte altid overfor dem spørge mig selv, hvorfra har de denne Kraft, som baade fylder dem selv og udstraaler fra dem til os Andre? Og det varede ikke længe, før jeg fandt Svaret. Disse rene Personligheder, fra hvilke Exemplets Kraft meddelte sig til mig, og gav mig noget af den Kraft, jeg søgte, de havde alle et fælles Mærke: de viste alle henimod den ene store, fælles Kraftkilde, fra hvem al sand Fremgang i Verden udgaar, fra ham, hvis hele rene Liv og Død var Kjærlighed og Opofrelse fra først til sidst, og fra hvem der- for en uudtømmelig Kraft udstraaler til alle disse "rene af SIDE: 178 Hjertet". Men er han da mere end en gammel, jødisk Mythe? Hans Billede -- Mythen -- fandt jeg tegnet i den underfulde gamle Bog, i Evangeliets fire forskjellige, indbyr- des i Detaljen fra hverandre afvigende Fremstillinger, som alligevel trods dette eller netop derfor frembragte et desto vidunderligere Enhedsbillede, som altsaa med sin Enhed ikke kunde være fremgaaet af disse fire forskjellige Forfatteres Fantasi med det indbyrdes afvigende Syn og følgelig maatte bero paa en kun af forskjellige Individer forskjellig opfattet Virkelighed, et engang levet, sandt Menneskeliv, som de alle skjønt hver fra sit Standpunkt var berørt af og enige om at betegne som "udgaaet fra Gud". Nu forstaar jeg jo ikke hvad "Gud" er, altsaa kan jeg endnu mindre "forstaa", hvad det Udtryk, hvormed baade Christus selv og hans Menighed betegner ham: "Guds Søn" vil sige; men jeg følte, at dette for mig ufattelige, rene Gudsforhold, hvorom hvert Blad i den gamle Bog vidner, at Samlivet med dette guddommelige Menneske er den Kraftkilde, som er tilstrækkelig for at give mig og Millioner med mig Kraft til at ville søge personligt Samfund med Gud, tilstrækkelig til at han kan være min "Frelser", hvis jeg selv vil. Tro er Kraft, fordi den faste og urokkelige Overbevisning om en Forestillings absolute Sandhed giver Viljen Mod og Frihed til at overvinde alle Vanskeligheder og Hindringer, som vil stille sig mellem os og Virkeliggjørelsen af vort Livsideal -- vort Maal. Og i denne Tro vil jeg baade hvile og arbejde trygt, indtil jeg engang ogsaa skal forstaa, hvad jeg nu tror paa: Gud og hans evige Kjærlighed til sin Skabning, Den kraftige Længsel efter sandt Liv skaber i os Bønnen, og jeg bad og beder endnu daglig Gud om at faa Lov at sidde udenfor i hans Forgaarde og vente, til Døren lukkes op ogsaa for mig. Nu, baaret af denne Kraft, fik naturligvis ogsaa Erkjen- delsen en ny og højere Betydning. Her var endelig hin SIDE: 179 Enhed af Erkjendelse og Stræben, hin Grundoverensstem- melse mellem Livsanskuelse og Livsenergi funden, som jeg havde søgt. Her fandt jeg Kraft i min Viljesretning og der- med ogsaa Lys i min Erkjendelse. I Tidens tætte Londonertaage havde jeg nu saa længe vandret gjennem de trange Gader, hvor Taagen kun brødes af de Lys, som hist og her, uden at kunne sprede den, lyste ud fra Butikernes Vinduer, og som man priste mig som Ver- dens Lys. Midt i Gadens Vrimmel hørte jeg et forvildet Barn, som i Taagen var kommet bort fra sin Far, angstfuld raabe: "Far, Far hvor er du?" Men da jeg vendte mig efter Lyden, saa jeg at det grædende Barn var Barnet, som græd i mit eget Bryst. Og da følte jeg, at jeg laa i min Faders Arme; thi dette Barns klagende Røst fik det Svar, som Manden forgjæves havde søgt i Alverdens Bøger. Og da jeg løftede Øjet, saa jeg at over mit Hoved var Himlen klar, mens Jorden laa i Taage. Da lærte jeg at forstaa det dybeste af alle Ord: "Uden at I bliver som Børn kan I ikke komme ind i Himmeriges Rige." I dette Ord ligger den højeste Idealitet; men hvilket Menneske tør vove at kalde denne Idealitet sin? Og derhos er Tro noget meget mere end selv den højeste Idealitet, idet den ogsaa omfatter den rene Vilje. -- Nu gjaldt det helt at vinde denne Vilje og at anvende sin vundne Kraft i dens Tjeneste. Jeg tør aldrig om mig selv sige det store Ord: "Jeg er en Christen"; men jeg ved ligesaa sikkert, at der Intet er, jeg heller vilde være. Men en stakkars Idealist, ja det var hvad jeg var bleven. Og saa gjælder det at vente! Om jeg kunde blive noget mere! De practiske Conseqventser af det nye Livssyn for min videnskabelige Udvikling. Mens jeg drager et Slør for de mange Fald og de mange Forvildelser, der i den følgende Tid ved Hjælp af det nye Syn maatte aabenbare sig for mig i min Livsførelse, tør jeg SIDE: 180 derimod, naar jeg først har indladt mig paa dette vanskelige, intime kapitel, ikke helt forbigaa den Indflydelse, det nyaab- nede Syn øvede paa min Livsgjerning. Paa min Videnskab, paa mit kunstneriske Syn kunde mit nye Livssyn kun øve en indirecte Indflydelse, fordi Videnskab, Kunst og Religion, skjønt udspringende fra samme Kilde, er tre selvstændige adskilte Sfærer, som vel grænser op til hverandre og derfor kan kaste Reflexer ind over hverandre, men aldrig kan for- andre Noget i hverandres Væsen. Man tør aldrig glemme Pasteurs dybe Ord: "I enhver af os findes der to Menne- sker, Forskeren, som har gjort rent Bord derinde, og paa Erfaringens Vej vil løfte sig til Kundskab om Naturen, og Følelsesmennesket, Traditionens, Troens eller Tvivlens Men- neske, Hjertemennesket, som begræder sine Børns Død og desværre ikke kan bevise, at han skal faa gjense dem, men som tror og haaber og ikke vil dø som en Vibrion, men haaber, at den Kraft, som bor i ham, skal forvandles. Dette er to forskjellige Sfærer, ve den, som i den menneskelige Videns saa ufuldkomne Tilstand vil lade dem influere paa hinanden." Det var dette Sidste "Ve"! jeg havde en bestemt Følelse af. Man hører undertiden en forvirret Tale om Noget, man kalder "christelig Æsthetik" -- i mine Øjne findes Intet mere meningsløst end denne Ordforbindelse. Man kunde ligesaa gjerne i Mathematiken tale om røde og grønne Cirk- ler, om en skjøn og en hæslig Algebra. Det græske Tempel og den gothiske Kirke reflecterer hver sin Religion, men som Kunstverker har de ligesaavist hver sin Skjønhed -- Sofokles og Fidias var Hedninger, og deres Tro reflecteredes i deres Kunst, ligesom Shakespeares og Michelagniolos i deres; men derfor er den Enes Kunst ikke ringere end den Andens. Derimod kaster de christne Tiders dybere Syn paa det Per- sonliges Værd en stærk Reflex indover vor Anskuelse af dettes Betydning ogsaa i Kunsten; derfor lærte det nye Livssyn mig som sin Reflex den dybe Agtelse for al Kunst, som SIDE: 181 flyder ud af en dyb personlig Kjærlighed til den fremstillede Gjenstand -- den være hedensk eller christelig -- , til Naturen og Livet selv, -- og en tilsvarende Modvilje mod den Kunst, som ikke har nok Personlighed til at forstaa Livsværdiernes Betydning i Kunsten, men har nok med at tilfredsstille Øjet uden gjennem dette at søge ind til det bagenforliggende Sjælsliv. Derfor blev jeg en afgjort Modstander af "l'art pour l'art" Theorien, af den Kunst, der er "sig selv nok" og derfor ender med at løsrive sig fra Livet og opløse Kunsten i tusinde tekniske Snurrepiberier som de moderne Kubisters og Futuristers, mens i Naturen og Livet "ringsumher ist frische grüne Weide", som da ogsaa giver de virkelige Kunst- nere i dybere Forstand tilstrækkelig Næring. Næring for alle Tider. Men den det Upersonliges, det Mekaniskes Tid, som nu brød ind, stillede sig med sin hele Kraft paa den uper- sonlige Kunsts Side -- "l'art pour l'art" blev Tidens store Løsen, og Impressionismen, der i sin gjennemførte Subjecti- visme fører conseqvent til al Kunsts Opløsning, blev Tidens Herre. Saaledes førtes jeg med indre Nødvendighed ind i min isolerede og mod alle Tidens Stormagter stridende Stil- ling. Men derom kan der først senere tales grundigere, eftersom Striden udfolder sig. Min ansvarsfulde Opgave som Lærer var det jo ikke blot at værne om min Sjæls Hellig- domme, men ogsaa altid paany at prøve og veje de for- skjellige Anskuelser mod hinanden, før jeg forelagde de Unge dem til Prøvelse og Valg -- jeg havde ikke Lov til at kaste mig med Kunstnerens Lidenskab ind i den ene eller den anden Lejr, som jeg saa enkelte af mine Fagbrødre gjøre. Jeg maatte søge at tilegne mig, hvad jeg syntes mig at finde af Sandhed i det Nye, paa samme Tid som jeg bevarede, hvad jeg ansaa for Sandt i det Gamle. Først de saaledes vundne Erkjendelser turde jeg forkynde for de Unge, hvis jeg vilde handle samvittighedsfuldt. Saa maatte det være mig com- plet ligegyldigt, enten de Unge haanede eller hyldede mine SIDE: 182 Anskuelser, enten man forkjætrede eller forkjælede mig, -- saa fik Gud raade for, hvad der blev af det Hele: nu troede jeg ialfald at have fundet den saa længe søgte Enhed mel- lem min Livsstræben og min Livsanskuelse. Ganske ubevidst for mig selv havde jeg saaledes mit Livsprogram færdigt paa alle Livets mig nærmest vedkom- mende Omraader: jeg maatte indenfor mit lille Virkefelt arbejde omkring tre Hovedhængsler: I Kraft af min Lærer- stilling maatte jeg virke for Kjerne og Sjælfuldhed i Kun- sten, i Kraft af mine paa Erfaring grundede Sympathier maatte jeg arbejde for Samfølelse og Samarbejde mellem Nordens Folk og i Kraft af mit Livssyn for Gudstro og Kjærlighed inden vort Samfund. Eller fra den anden Side seet: jeg maatte kjæmpe mod "l'art pour l'art" Tendensen i Kunsten, mod de nordiske Folks indbyrdes Isolation og Nationalfor- domme og mod Bohêmeriet og Sensualismen, som nu havde en frodig Jordbund at brede sig i. Det var mere end nok for En, men jeg havde intet Valg: jeg maatte -- maatte -- maatte! Alt dette stod vist endnu ret uklart, men dog dæmrende for mig; kun Et var mig klart: Kamp vilde det blive! Og Kamp blev det! SIDE: 185 OTTIAARENES MUNTRE KAMPTID NATURALISMEN. BOHÊMETIDEN OG DENS PORNOGRAFI (1889-1892) BLANDT KUNSTNERE hvori fortælles om en alvorlig Conflict, indsprængt med en hel Mængde Vrøvl. 1. Hvad der var Motivet til min Opposition mod 80-aarenes Kunstnere (Impressionismens Historie). 2. Kunstnernes Remigration. 3. Kunstforeningsstriden. 4. De remigrerede Kunstnere og min For- mandsperiode i Nationalgaleriets Bestyrelse (1885-1890). Hvad der var Motivet til min Opposition mod 80-aarenes Kunstnere. A. Impressionismen. Inden jeg gaar over til at skildre den lille Del jeg tog i 80-aarenes voldsomme kunstneriske Kampe, maa jeg forsøge at forklare, hvorledes det gik til, at netop mange af de Kunstnere, der var Gjenstand for min stærkeste Sympathi, og for hvis Hjem- venden til Fædrelandet jeg efter bedste Evne netop arbejdede, blev mine skarpeste Modstandere, da de saa virkelig kom hjem. Selv vil de vel sige, at Grunden simpelt hen laa i mit manglende syn paa Kunst og specielt paa deres Kunst. Men hvad de end -- kanske med nogen Ret -- kan have at sige herom -- fuldt saa simpelt forhol- der Sagen sig dog neppe. Nogen Ret har der vel -- her som altid -- været paa begge Sider, og jeg maa fremfor SIDE: 186 Alt skarpt accentuere, at min Opposition mod 80-aarenes Kunstnere aldrig har gjældt deres Kunst, som jeg altid har glædet mig ved og beundret, men (som man længer frem vil se) udelukkende gjaldt de Theorier, som de ved sin Hjemkomst prækede, (skjønt de selv ikke netop practiserede dem,) og den Tactik, de anvendte i sin Kamp. Theorier og Tactik. For at bevise dette behøver jeg blot at fastslaa de to Facta 1) at man i al hine Aars Polemik fra min Haand forgjæves vil lede efter en eneste nedsættende Dom over de unge Kunstneres Verker og 2) at Nationalgaleriets Indkjøb i hine Aar, da jeg var Medlem og Formand i Galeriets Be- styrelse, saagodtsom udelukkende -- og oftest efter mit Forslag -- omfattede de unge Kunstneres Arbejder. Til dette Punkt kommer jeg senere tilbage. Jeg har altid -- da som nu -- hævdet, at 80-aarenes Kunst bragte os, hvad vi da behøvede: en kraftigere Virkelighedssans, en stærkere Selvstændighedsfølelse og nye kunstneriske Udtryksmidler. Det var om disse sidstes Art og Anvendelse Striden for mig kom til at dreje sig. Thi Rolf Thommessen har nok seet rigtig, naar han i sin "Norsk Kunst" -- med venlig Aner- kjendelse af mit Standpunkts relative Berettigelse og min Kamps Alvor -- betoner, at min Kampstilling overfor de Unge beroede paa, at jeg ikke havde Øje for Impressionis- mens Betydning. At dette Forhold kunde bringe mig i Strid med de Unges Theorier uden at bringe mig i Strid med deres Kunst beroede paa hvad jeg netop nævnte, at de selv i sin Kunst aldeles ikke practiserede sine impressionistiske Theorier. Man skal i 80-aarene kunne paavise den hele Række af vore Kunstnere som Friluftsmalere men neppe mere end en enkelt virkelig Impressionist. Dybest inde be- roede Striden vistnok paa et forskjelligt Syn ikke alene paa Kunsten, men navnlig paa dens Forhold til Livet, et Livs- syn, som under Kampen skjærpedes paa begge Sider. Og saa kanske lidt paa, at Kunstnerne er en "irritabile genus" SIDE: 187 -- eller hvad? Nu -- Striden er forlængst afgjort -- som altid -- til Ungdommens Fordel, og den er saa ofte frem- stillet fra de Sejrendes Side, at en Fremstilling af min Del i Striden fra mit Stade, Coulissernes ingenlunde flatterende graa Bagside -- vel nu bør kunne læses af hin Tids strid- bare Kjæmper som den er skreven: sine ira et studio. Jeg agter jo ikke at paatvinge Nogen mit Syn -- kun at for- klare Situationen ud fra mit Standpunkt. Overgangen fra den gamle til den nye Æra i vor Maler- kunst betegnes ved Adolf Tidemands Død d. 25 Aug. 1876. Med ham vandrede Nationalromantikens store Figurmaler, Skildreren af Bondens Liv i dets festlige Timer bort, og samtidig med ham gik en hel Tidsalder i Graven -- som vi har seet -- ikke blot paa Kunstens Omraade. Mesterens sidste Arbejder havde vist en begyndende Til- bagegang hos den nys saa fejrede Kunstner, og nu skjød en Stræben henimod exact Naturfremstilling, som i hele den europæiske Kunst gjorde sig gjældende, og som man ogsaa hos os begyndte at faa Syn for, den gamle Mester helt i Baggrunden. Hans Skildring af Bondens Liv som det, det mindst af Alt er -- en sammenhængende Festdag, kunde ikke længer tilfredsstille os, som levede under Indflydelse af den nye Tid efter "Omslaget". Livets Festdag var endt og Arbeidsdagen begyndt, samtidig med at nye Kunstretninger indtog sin Plads i Bevægelsens Spidse. Tidemands Tid var endt, og vi gik ind i en ny Kunstperiode. Kunsten selv var fra en poetisk Fest bleven et alvorligt Arbejde: den søgte -- sagde den selv -- ikke mere fremfor Alt Skjønhed, men Sandhed. Disse og lignende Tanker havde jeg givet Udtryk i en Opsats i Anl. af Tidemands Død i sidste Hefte af mit i Sverige redigerede "Tidskrift för bildande konst." SIDE: 188 Den vakte megen Uvilje i de Ældres Kreds. A. Munch, hvem Tidemand havde overdraget at forfatte hans Biografi, men som netop havde lagt dette Arbejde i min Haand, var synlig misfornøjet, og M. J. Monrad skrev i Morgenbladet en hel Artikelserie (paabegyndt saavidt jeg erindrer 13 Juli 1877), hvori han søgte at vise, at Kunsten netop havde til Opgave at hæve Livet op over Hverdagens Taager, op i Festdagens Lys, og at T. derfor netop var den, hvis Vej det norske Maleri ogsaa i Fremtiden maatte følge. Men Tiden er grusom. Den besvarede hans romantiske Syn paa den hensynsløseste Maade. Den Mindeudstilling af Tidemands Verker, som samtidig 1877 fandt Sted i Christiania, hvor man fik se hans hele Udvikling i samlet Lys, viste Alle, som kunde se, at hans Kunst med de tyske Modeller for norske Bønder, med den pyntelige og renslige Fattigdom og de linieskjønne Figurer, fuldgyldige Udtryk for sin Tids Op- fatning, ikke mere tilhørte den Tidsalder, som nu oprandt. Men som Mesteren havde givet det Bedste i sin egen Tid, gjaldt Schillers Ord om ham, at "wer den Besten seiner Zeit genug gethan, der hat gelebt für alle Zeiten." Derfor vil hans Navn for altid beholde sin Æresplads i vor Kunsts Historie. Og man vil altid med Anerkjendelse og Beund- ring maatte indrømme, at de Typer, hans Studiemapper i saa rig Fylde indeholder, er sande og ægte norske, og fremfor Alt vil man overfor dem erindre, hvilken Tragedie de fortæller os om ham, som af de smaa Tidsforholde her- hjemme, for ikke kunstnerisk at gaa tilgrunde, blev tvungen til at udarbejde sine Billeder derude i det fremmede Land efter de fremmede Modeller, mens hans Hjertes hele Kjær- lighed hængte ved denne Fædrejord, til hvilken han hver Sommer med rørende Troskab søgte hjem for at male disse sande og ægte Studier, som i den tyske Atelierluft altid blegnede, og aldrig kom helt frem i de færdige Billeder. Og hvad der gjælder om ham, gjælder ogsaa -- skjønt ikke SIDE: 189 i samme Grad -- om Gude. Det skal i alle Tider erindres, at de Begge gav et fuldlødigt Udtryk for det Allerbedste i sin egen Tid og derfor skal og maa omfattes med Ærefrygt af alle Tider, og ikke -- som der har været forsøgt -- slet- tes af vor Kunsts Historie. Men her var det, jeg kom i Conflict med de Unge. Ikraft af de nye Retninger, Friluftsmaleriet og Impressionis- men, troede de sig berettigede til at dømme hele den hos os netop afsluttede Periode og dens Mestre som usande, og mente at kunne eliminere hele Nationalromantikens Maleri og selv udgjøre det første Kapitel i denne Saga (vor Kunsts Historie [Udg.] ) Slagordet lød: "Vi skulde været den tredje Generation; men vi er den første." Dahl og Fearnley, skjønt heller ikke de havde arbejdet herhjemme, fik dog gjælde som et Slags Indledningskapitel; men efter dette begyndte selve Sagaen med 80-aarenes remigrerede Kunstnere. Tide- mand, Gude og Alt, hvad der havde berørt Nationalroman- tiken i Kunsten, skulde ansees som ikke existerende -- som et Brud mod Sandhed og Natur. Man tænke sig Gudes herlige Billeder under en saadan Dom! I Kritiken blev de fra nu af saa lidetsom muligt omtalte, og paa Udstillingerne blev de stillet i de mørkeste Kroge eller mod de grelleste Billeder, som kunde, "slaa dem ihjel;" thi at refusere en Gude vovede selv de Modigste dog ikke. Mod dette uret- færdige Øjeblikssyn maatte der protesteres, og et andet, sandere, et historisk Syn, der istedetfor "Brud" paaviste "Evolution" og forbandt hin Tid baade med den foregaa- ende og den efterfølgende, maatte sættes istedet, et Syn, der saa enhver Tid ud fra dens egne Forudsætninger og ikke fra Nuets vexlende Øjebliksstemning. Det maatte i al Sand- heds Navn overfor al denne megen Tale om "Usandhed" og "Falskmyntneri" hævdes, at Nationalromantiken med sine Fejl og sine Fortrin ikke kunde saaledes uden videre over- springes, men var et Led og det et meget betydningsfuldt SIDE: 190 Led i den hele kunstneriske Evolution. Denne Opgave kaldte paa mig. Og altsaa var jeg de Unges Fiende!? Et vanskeligere Tidspunkt for at føre et saadant Felttog kunde ikke gjerne tænkes. Hele den europæiske Kunstverden var netop nu i Kraft af Tidens store Omslag i Begreb med at slaa Vrag paa alt historisk Syn og al Tradition, al Con- tinuitet, for at hævde det Exacte i Fremstillingen som Kun- stens første Betingelse og bygge en helt ny Kunst paa et helt nyt Grundlag. Jeg var mig vel bevidst, at jeg maatte ligge under i denne Kamp mod Tidens Syn, men min Sam- vittighed lod mig intet Valg: jeg maatte udtale, hvad jeg følte som sandt. "Hier steh ich und kann nicht anders" er et Ord, som ikke blot er skabt for de Store, men ogsaa for de Smaa. Paa den ødelagte Nationalromantiks Grus skulde nu rejses en helt ny Kunst med Udgangspunkt fra en helt ny Retning. Denne nye Retning var Impressionismen. Impressionismen. Hvorledes opstod den, og hvori bestod den? Og hvad var der da skeet? Jo det var skeet, at den nye mekaniske Tid, som paa alle andre Omraader satte Maskinen i Personlighedens Sted, nu ogsaa havde fundet en Vej lige ind til det Personligste af Alt, -- til Kunsten. Blandt den nye Tids mange store "mekaniske" Opfin- delser var der en, som var bestemt til at blive skjæbne- svanger for Kunsten, -- det var Fotografien. Dens Frem- bringelser lignede uden selv at være Kunstverker Kunsten paa et Haar, ja overtraf i én Henseende endog ethvert Kunstverk. Fotografien var absolut og uimodsigelig exact; thi dens Contourer, dens Modellering, dens Perspectiv var frembragt af selve Solen, som ikke kan lyve, og en og anden SIDE: 191 Fotograf udlod sig med, at naar man nu blot -- hvad der vel snart vilde ske -- kunde fremkalde ogsaa Farven ad fotografisk Vej, saa kunde Malerkunsten gjerne pakke ind med det samme! Hvad de kloge Hoveder ikke forstod var, at et Fotografi nok kan gjengive Naturen, men blot Kun- sten, der udgaar fra en levende personlig Opfatning, kan forklare os den, kan hjælpe os til at accentuere for Øjet det Betydningsfulde i Naturen ved at eliminere det Irre- levante, som hindrer os i at opfatte hint. Fotografien kan fremstille det Virkelige, men alene Kunsten kan hæve det Virkelige til Sandhed. Fotografien kan ikke, for at bruge Julius Langes Udtryk, "lede vort Øje paa Skjønhedens Vej", men det kan Kunsten, og den alene. Fotografien kan altsaa aldrig erstatte eller overflødiggjøre Kunsten, fordi den ikke ejer den levende Personligheds Opfatning, som er Kunst- verkets inderste Kilde. Skjønt Fotografien ved sin Exacthed unægtelig heldig bidrog til at anspore Kunstnernes Stræben efter correct Naturfremstilling og gav dem mange Hjælpe- midler hertil ihænde, maatte Kunstnerne dog protestere mod at lade sig "erstatte" af den. Men det gjaldt at overbevise de kjæphøie Fotografer og det overfladiske Publikum, som secunderede dem, ved Argumenter, som disse absolut maatte bøje sig for, og det var saaledes en højst betydningsfuld Begivenhed, da 1870-aarenes Malere factisk viste os, at der var én Side af Naturen, som blot Kunsten og ingen Foto- grafi i Verden kunde fremstille -- og det var Bevægelsen. Fotografien kunde nok gjengive et Landskab, et Stilleben eller stillestaaende Figurer, uforandret som Naturen selv viste os det -- men en rask Bevægelse, t. Ex. en Hest i fuldt Sprang -- umulig. Øjebliksfotografiets lynsnare Gjen- givelse af en springende Hest viser et fortrukket Billede af Hestebenenes indbyrdes Stilling, som er ganske forskjelligt fra det Indtryk, som det menneskelige Øje modtager af denne Bevægelse. Al ældre Kunst havde fremstillet denne SIDE: 192 Bevægelse gjennem Eurhytmien (i Billedkunsten det Samme som i Musiken heder Rhytme) ved at opfatte Gjenstanden plastisk som et pludselig stanset Lyn, -- man tænke paa det rhytmiske Tactslag i Parthenonfrisens Ryttertog -- alt- saa ganske vilkaarlig, efter hvad man kunde kalde en pla- stisk "Convention", hvorefter man vedtog, at de tydelig fremstillede Hesteben eller alle Egerne i det rullende Hjul skulde betegne Bevægelsen, mens dennes Indtryk paa Øjet i Virkeligheden er en forsvindende, utydelig Farve- og Lys- virkning, som Kunsten nu, saa langt den kunde, forsøgte at fremstille saaledes, som den i Virkeligheden "ser ud for Øjet", ikke længer i Lighed med den ældre Kunst "saaledes som vi ved at den er". Dette Indtryk (impression) gav Impressionismen dens Navn. Maleriets plastiske Moment maatte vige for et virkelig malerisk, for Indtryksmomentet. Og til at frembringe dette Lys- og Farveindtryk maatte et nyt Middel tjene: Farvedecompositionen, som ved at stille de enkelte Farver ved Siden at hverandre overførte selve Farvernes Sammensmeltning fra Paletten til Beskuerens Øje og gjorde Beskueren til Kunstnerens Medarbejder ved at tvinge ham til i sit Øje at sammenarbejde de paa Billedet ved Siden af hinanden staaende Farver. Siden det nyop- fundne Oliemaleri for 400 Aar siden overførte Farveblan- dingen, der i Middelalderens Frescobilleder foretoges paa Billedfladen, fra denne til Paletten, var ingen saa stor Ny- hed fremtraadt som denne Farveblandingens Overførelse fra Paletten til Beskuerens Øje. Det kunde nok beruse de unge Gemyter. Her aabnede sig en hel ny Verden for kunstne- riske Experimenter. Alt mere forflerede og udviklede man de kunstneriske Midler. Kunstneren behøvede kun at frem- stille hvad han selv saa, saaledes som han saa det, helt uafhængig af Tradition, af "Skole" og "Convention". At træffe l'impression paa Kornet var Kunstens Opgave; at paavirke Beskuerens Øje illusorisk var Alt. -- Det som laa bag- SIDE: 193 ved Øjet -- Sjælen -- havde Intet med Kunsten at gjøre -- "Kunst" kommer af at "kunne". Bort altsaa med al histo- risk Tradition! Mal hvad Du ser, som Du ser det! og lad Beskuerens Opfatning gjøre Resten! Det klang plausibelt -- men det var her jeg stansede op foran den Betænkelighed, at et saadant absolut subjectivt Syn, conseqvent gjennemført, vilde og maatte føre til Kun- stens Opløsning. Som bekjendt "beror det Seete nemlig paa Øjnene som ser." Og da nu ethvert Øje har sin Maade at se paa, og enhver Kunstner sine Midler for at fremstille sit subjective Syn, var Impressionismen nødvendigvis -- efter min Mening -- det første Skridt til Kunstens Differentiering i det Uendelige, d.v.s. dens Opløsning. Thi for at kjæmpe frem sine individuelle Synsmaader maatte enhver Retning i denne raisonnerende og kritiserende Tid tage sin Tilflugt til den Magt, der er al Kunsts værste Fiende, til Theorien. Malerne begyndte at skrive ligesaameget som de malte. "Grau theurer Freund ist alle Theorie, und grün ist nur des Lebens goldner Baum." Goethes "Bilde, Künstler! rede nicht" gjaldt ikke mere. Og Kunsten tog Farvel med Livet og gav sig Theorierne i Vold. -- Og nu myldrede de frem i Aviser ligesaameget som i Billeder: Theoriernes Virvar af forskjellige "ister" med hver sin "isme", sin enesaliggjørende Æsthetik -- thi Æsthetikere er de Alle paa sin Hals. Nu kom de myldrende frem: Impressionister, Expressionister, Luminister, Kubister, Synthetister, Futurister, Inkohærister, Naivister (!) og hvad de Alle heder. Jeg tilstaar at denne Hexesabbath, hele dette Virvar af aandrige, men sjælløse Farve-Experimenter og intet Andet, der udgjør den hele Interesse ved Billedet uden Hensyn til dets Formbehandling og den kunstneriske Opfatning af den fremstillede Gjenstand -- forekommer mig som et omdrejende Kaleidoskop af Far- ver uden dybere Mening, uden Sjæl, uden indre Livskraft og derfor uden Evne til at gjøre den store Gjerning, Kunsten SIDE: 194 hidtil havde gjort, at befrugte Folkets Fantasi, dets Følelse, dets Tanke, med ét Ord dets Cultur. For at ride disse sine æsthetiske og experimentelle Kjæpheste har Døgnets Kunst efterhaanden opgivet sin Culturmission i Folket, og arbejder nu kun for sig selv og for endel spinkle Æsthetikere, som selv ikke forstaar Faren ved hvad de udbasuner med Ildtil- bederens Fanatisme. Kunsten har fjernet sig fra Livet for at trække sig ind i sig selv; og Folket, den store kunstglade Menighed, som de store Tiders Kunstnere arbejdede for, og som glædede sig ved at se Livet forklaret gjennem sjælfulde Kunstnerøjne, har taget Afsked fra en Kunst, som den med Rette siger at den ikke længer forstaar. Malerkunsten har selv henvist Poesi og Fantasi fra sine Enemærker til Litera- turens og har dermed ophørt at være en Culturværdi . . . ., en Livsværdi, et Værd, den før delte med Digtekunsten, men nu helt har overladt til denne. Tidemand og Gude, Weren- skiold og Eilif Petersen og 80-aarenes første Kunstnere kunde nævnes ved Siden af Ibsen og Bjørnson som Norges Cultur- bærere; men den yngre Generation af Kubister, Futurister etc. kan ikke nævnes ved Siden af Knut Hamsun eller Niels Kjær eller Hans Aanrud i denne Egenskab. For Originalitet fik vi Bizarreri, for Personlighed sære Sprællefagter og for kunstnerisk Vurdering Avisreclame. Og Kunsten dør -- det maa saa være. b. Nutidskunstens Æsthetik. Hvorledes gik det nu til at Kunsten med velberaadt Hu satte sig selv udenfor Culturarbejdet? Da der snart viste sig Tegn til denne Opløsningsproces, fixerede der sig hurtig til Støtte for den nye Praxis en til- svarende ny Theori, en ny Æsthetik. Hidtil havde al Kunst havt sit Udspring fra Kunstnerens Kjærlighed til den frem- stillede Gjenstand, til religiøs Tro, til Fædreland og Frihed, til Ungdom og Blomstring: til Livet selv. Til disse Magters SIDE: 195 Ære rejstes Templer og Kirker, formedes Statuer og Billeder, ligefra Grækeroldet til Midten af det 19de Aarhundrede. Livet var Maalet, Kunsten var Midlet. Nu gjaldt det derimod at rendyrke Øjet ikke som Medium for sjælelig Livstilegnelse, men for Øjets egen Tilfredsstillelses Skyld, for dets rent kunstneriske Udvikling. Thi nu var jo Kunsten bleven ikke Middel, men Maal, og den nye Kunst byggede derfor sin nye Æsthetik paa de to store, i og for sig rigtige, men nu ensidig opfattede og derfor grundig misvisende Slagord: "Kunsten er til for sin egen Skyld" (l'art pour l'art) og "Kunsten er ren Form". Ja, ganske vist er Kunsten -- lige- som Videnskaben og alle andre ideelle Magter -- "til for sin egen Skyld," men man glemte, at den -- atter ligesom hine andre -- ikke blot er til for sin egen Skyld. Enhver Idé har sit Maal baade i sig selv og i sit Forhold til andre Idéer, til Helheden, til det Menneskelige, til Livet som den skal fremme og som den ikke ustraffet tør forraade. Den skal være sig selv, men tør ikke som Troldet være sig selv nok. Den Videnskabsmand f. Ex., som glemmer Videnskabens For- hold til Livet, kalder vi en "Stuelærd", og den Digter, som kun frembringer velklingende men tomme Vers, "en Rim- smed", og den Kunstner, som glemmer Kunstens Forhold til Livet, fortjener et tilsvarende Navn . . . . . . . . Ganske vist er "Kunsten" ren Form, men al Form er jo kun til som Form omkring et Indhold og betinget af dette. Ligesom Menneskelegemets Form er betinget af de under Huden skjulte Muskler og Skelettet, saaledes er al kunst- nerisk Form, og det netop jo "renere" den er, betinget af det bagved Formen liggende Indhold. Det er overhovedet umuligt at abstrahere Form fra Indhold og Indhold fra Form. Kunsten er "ren" Form, men den kan ikke være "tom" Form, ikke rive sig løs fra sit Indhold, da bliver den en hul Blære -- altsaa Ikkeform. Indholdet som saadant har selv- følgelig Intet med et Billedes rent tekniske "Kunstværd" at SIDE: 196 gjøre; men den kunstneriske Opfatning, der henrykker Kun- stens store, hellige Menighed, er alligevel i høj Grad be- roende af Indholdet -- det er ikke -- som 80-aarenes Theo- retikere lærte -- aldeles ligegyldigt, enten man maler en Hestepære eller en Madonna, naar det bare er "godt gjort". Der er et vist Forhold mellem den kunstneriske Opfatnings Rigdom og Frihed overfor et fyldigt Indhold og overfor et fattigt. Indholdet i og for sig betinger intet "Kunstværd", men Kunstnerens maleriske eller plastiske Opfatning af Ind- holdet er som et Ledemotiv, der efterhaanden leder den store, uforstaaende Menighed nærmere og nærmere til det kunst- neriske Følelses og Forstaaelses Helligdom, idet den giver Kunstverket en Livsværdi, som Alle forstaar, og Alle kan glæde sig ved -- og gjennem denne faar Folket efterhaan- den Evne til ogsaa at se rent kunstnerisk. Gjennem Ver- sailles patriotiske Billeder af les gloires de la France opøves det franske Folk til at forstaa Louvres Kunstskatte. Indholdet er for Kunstmenighedens Opdragelse, hvad Orgelspil, Sang, Røgelse og Billedpragt er for Catholikens religiøse Opdra- gelse, en biblia pauperum, som har sin høje Betydning netop i sin hellige Naivitet. Livsværdien skaber en trofast, barnlig, kjærlig Kunstmenighed, skjønt visselig ingen Kunstkjendere. Men Barnet ser ofte varmere og rigere paa et Billede end Kjenderen. Og Kunstkjenderen staar desto højere jo mere han forstaar at nærme sig og skatte denne troskyldige, barn- lig hellige Kunstfølelse. Ja, kunde vi blot lære at se paa et Kunstverk som Børn og ikke som Æsthetikere! -- ja da, men kun da kan vi komme ind i Kunstens Himmerige, mens Kjenderen staar udenfor, spinkel og ribbet for Alt, hvad der gjør os simple Folk rige. Hele denne Betragtningsmaade synes vor Tids Kunstnere aldeles ikke at have Øje for: de vil kun tilfredsstille Kunstnerøjet og Æsthetikerne; "l'art pour l'art" er blevet til "l'art pour les artistes". De har intet Øje for den Folkesynets Forædling, som i alle Tider har gjort SIDE: 197 Kunsten til en Culturmagt af første Rang. Antikens og Re- naissancens Store, en Leonardo, en Rembrandt, en Michel- agniolo, en Dürer arbejdede ikke for Kunstnerne, men for Folket. Istedet faar vi nu en Qvasikunst, hvor Ufærdighed og Overfladiskhed smykker sig med Genialitetens Navn, og det fører i Grøften. Jargonen lyder: "Vi vil netop ikke gjøre vore Billeder færdige; thi vi maler for forstaaende Kunstnerøjne." Hemmeligheden er: de kan ikke længer. Paa Grund af Manglen paa grundlæggende Studier. Dette gjælder naturligvis ikke de sande Kunstnere, og af dem har vi Gudskelov endnu endel tilbage -- men det gjælder sør- gelig mange herhjemme hos os. Og Kunsten dør, mens den blodløse Æsthetik blomstrer i det Bed, hvor den livs- fyldige Kunst fordum groede. c. Udstillingernes Indflydelse paa Nutidens Kunst. Samtidig løsnede man ogsaa paa en anden Maade Kun- sten fra Livet. Hidtil havde man troet bedst at kunne for- staa og nyde et Kunstverk i det Milieu, hvori det var frem- staaet og for hvis Udsmykning det var bestemt: religiøse Billeder i de gamle Kirker, historiske Billeder i Paladsernes og Villaernes festlige Rum. Nu var man forlængst begyndt at samle Kunstens Verker i Museer, disse Magaziner, i hvis dumpe Sale man kun ser Billederne mod en Baggrund af andre Billeder, men ikke mod Livets egen Baggrund, og samtidig med den nye Erkjendelse af at Kunsten Intet havde at gjøre med Indholdet, var man fra 1851 af begyndt at arrangere de store Verdensudstillinger, disse uovertræffelige Midler til at tilintetgjøre al Fordybelse og dermed al virkelig Kunstglæde. De fremkaldte Masseproductionen, disse Tu- sinder og atter Tusinder af indholdsløse Billeder, disse uhyre Flader, hvis kaotiske Mængder ikke kunde eller vilde kalde sagte paa den Enkelte, men kun skrige højt ved Hjælp af indiscrete Farver og grelle Lysvirkninger, for at vække Op- SIDE: 198 mærksomhed og Reclame. Hos den virkelige Kunstven med den fine og fromme Sans vakte de først Træthed, saa Lede og tilsidst Væmmelse. Ogsaa her, hvor man ikke fik Lov til at fordybe sig i et eneste skjønt Verk, men skulde jage fra det ene til det andet, vendte Kunstens stille Venner mis- modig Ryggen til en Kunst, som de ikke forstod, og som ikke vilde forstaaes af dem. Thi i vor Tids opløste Kunst synes mange Malere virkelig at sætte en Ære i at male Bil- leder, som skal være en Gaade for almindelige, sunde Øine; for ikke at distrahere fra Farvevirkningen maler de Billeder, foran hvilke man kan være i Tvivl, om de skal forestille en Skovinteriør eller Kunstnerens Bedstemoder -- det kan jo være ligegyldigt. Og da jubler Ildtilbederne! Jo dybere Foragt, Kunstneren viser mod "den banale Publikumsopfat- ning," til hvilken han henregner enhver Opfatning, som ikke udgaar fra "l'art pour l'art" principet, desto højere staar han i Kameraternes og Æsthetikernes Øjne. Og det foragtede Publikum trak sig bort. Men om nogle Aar vil Sagen stille sig anderledes: naar disse "decorative" Farveverker uden Tegning og Modellering efterdunkler og vore Dages slette Surrogatstoffer gjør, at Farven changerer -- hvad er der da tilbage af disse Verker? Døde Døgnfluer -- mens den ældre Kunsts Verker, selv naar de taber sin Farve, dog har tilbage sin sikre Tegning og Modellering, sin livfulde Composition og sin kunstneriske Opfatnings Adel og Inderlighed. Det er Tragediens Slutningsscene -- den kommer snart. Og Kunsten dør. d. Krisen. Dette gjælder naturligvis -- jeg gjentager det -- ikke de sande Kunstnere, kun Eftersnakkerne, men disse er sørgelig mange. Dog -- kanske er Sygdommen ifærd med at vende sig. Der er Tegn, som tyder paa, at Tiden faar Øjnene aabnede, og at den farlige Krisis maaske er over. Jeg vil SIDE: 199 nu ikke tale om, at det sidste Aars alvorlige Verdensdrama har lært baade Kunstnerne og Folkene, at den dybeste Kamp staar om helt andre Værdier end de som sysselsatte os før Verdenskrigen, at Kunsten igjen begynder at flamme af Fædrelandssind, af Freds- og Frihedslængsel og ikke blot af Spørgsmaal om coloristiske Valeurer -- men alt for adskil- lige Aar siden er netop flere af de Bedste inden Kunstner- nes egne Rækker begyndt at raabe Varsko mod Faren for at Kunsten skal dø af bare Teknik: i Skandinavien vil jeg nævne Carl Larsson og Agnes Slott-Møller. -- Den Første peger paa Faren for Sjælløshed som Følge af den megen kunstneriske Æsthetiseren, den Anden paa Betydningen af de fædrelandske Emners Behandling for atter at gjøre Kunsten til Culturmagt og Led i Fædrelandets Fremgang. Ja, Robert Schumann, som jo vel ogsaa vidste, hvad Kunst var, havde nok Ret, da han sagde om Musiken, hvad der gjælder om al Kunst: "Det vilde for mig være en liden Kunst, det som blot klinger, men ikke samtidig havde Tegn og Sprog ogsaa for det indre Sjæleliv. Jo kraftigere de poetiske og andre Livselementer spiller ind i Musiken, desto større og mere ophøjet er dens Virkning". Snart vil forhaabentlig ogsaa Malerne begynde at tilegne sig dette videre Syn og se stort paa sin ædle Kunst, se som Fortidens store Kunstnere saa paa den som et vældigt Mid- del til Forhøjelse af Menneskehedens Livsglæde og Foræd- ling, se paa den som Mennesker . . . . . . . . . Man maa nu ikke opfatte mine Ord, som om jeg ikke villig og med Glæde indrømmede Impressionismens relative og historiske Berettigelse: den var en naturlig Reaction, en ligefrem Reflexbevægelse mod den nærmest foregaaende Tids Tilbøjelighed til at lade Indholdets Betydelighed dække over Formens og Farvens Svagheder, og den med Impressionismen parallelt gaaende Herbert-Zimmermannske Formæsthetik var en ligefrem og berettiget Opposition mod den Hegel-Vischerske SIDE: 201 Indholdsæsthetik, der gjorde Indholdet til en af Betingelserne for et Verks Kunstværd. Og jeg forstaar inderlig godt de unge Ivreres Berettigelse til under de daværende Tidsfor- holde at kjæmpe for Impressionismen og l'art pour l'art; men jeg er overbevist om, at den Ligevægtslov, der overalt bringer Ballance i de stærke, ensidige Udslag til begge Yder- ligheder, vil bringe den nu alt mere tydelig varslede Oppo- sition mod l'art pour l'art Sejer -- derfor sørger en Magt, der er stærkere end baade Indholds- og Formæsthetiken, stærkere end baade Impressionister og Expressionister, ja endog stærkere end selve de norske bildende Kunstneres Styres almægtige Herrer. Skal jeg da med ét Ord sige, hvad jeg i 80-Aarene kjæmpede og faldt for, saa var det for den Tanke, at Kun- sten, som Alt, der skal multipliceres, maa eje to Factorer, en Multiplicator og en Muitiplicande, et intelligent Kunstnerskab og et intelligent Publikum, der maa paavirke og opdrage hinanden. Publikum maa ikke i dum Materialisme anse Kunstnerne som en overflødig Luxuskaste i Samfundet, og Kunstnerne maa ikke i ligesaa dum Overmenneskestolthed anse Publikum som en Kunsten og dem selv uvedkommende "profanum vulgus", men som en Menighed -- om end til at begynde med af store Syndere -- hvis taalmodige Sjæle- hyrder de er sat til at være. Derfor kjæmpede jeg lige meget mod det udelukkende Publikumsstyre og mod det udeluk- kende Kunstnerstyre, derfor vilde jeg have baade Kunstnere og Publikum til at forstaa hinanden. Thi først da kan Kunst- neren vinde sit Folks Kjærlighed, endog om han skilles fra det i Rummet, som den ildfulde Dahl og den elskværdige Fearnley vandt sin Tids Folk, den milde Tidemand og den geniale Gude sin Tids, saa dette Folk jublede dem imøde i Sang og Digt, hvis Gjenlyd naar os endnu den Dag idag: vi har aldrig hørt den siden -- denne glade, umiddelbare, naive Jubel over Kunst og Kunstnere -- den er druknet i SIDE: 202 Fagforeningsdebatter og Protestmøder, og de giver saavist ingen Gjenlyd i Folkebrystet! Jo, en svag Gjenlyd hørtes kanske den 3 Juli 1912, -- men hvor svag! -- og da -- da gjaldt det rigtignok atter Nationalromantiken. Det var den Dag, da Pladsen omkring Halfdan Kjerulfs Byste forsynedes med Byster af de andre Kunstnere, som med ham havde forherliget "Brudefærden i Hardanger" -- Gude, Tidemand og Digteren A. Munch -- og det skal være Eilif Peterssens Ære, at han ved at tage Initiativet til denne Oprejsning, til sin Kunstnerstorhed lagde denne aabne og kraftige Erkjen- delse af den forrige Periodes Betydning for vor Kunst og Cultur, som hans Samtid i 80-Aarene havde miskjendt. Det var dette Syn, jeg vilde kjæmpe frem, Synet paa det Hellige i Folkets naive Kunstglæde som et Led i Kunstens eget Liv -- hvormegen Haan man end skyllede over min "Publikumsopfatning" og mit "ukunstneriske Syn"; thi dette friere Udsyn til begge Sider var kanske det eneste lykkelige Resultat, jeg vandt for mig selv af at jeg stod "mellem to Tidsaldre". Kunstnernes Remigration. I den oftere nævnte programartede Indtrædelsesforelæs- ning, som jeg har brugt til Udgangspunkt for Skildringen af mit Forhold til vort Kunstliv i det Hele, var der ogsaa udtalt et lyst Haab om, at vi snart maatte faa se vore emigrerede Kunstnere vende tilbage i Flok og Følge, naar de fik se vort Kunstakademi rejse sig, eller hvis dette mislykkedes, naar de fik se, at der herhjemme ialfald havde dannet sig en liden Kreds, der arbejdede saa godt den kunde for at skaffe dem en Luft at aande i, hvor tung denne Luft end fremdeles længe maatte føles for dem, som kom fra lysere Lande med varmere Sommersol. Det var jo netop det Samme, som jeg selv havde prøvet, de nu skulde prøve -- saa det er klart, hvor min Sympathi laa. I Begyndelsen af 80-Aarene kom de SIDE: 203 virkelig for Alvor. De Ældre var vistnok bundne ved altfor stærke Baand til det Land, hvor de havde faaet sin hele Udvikling. Det var kun Faa, som havde fast Bolig i Chri- stiania. Vi her tidligere nævnt dem. Tidemand var død, Gude sad fast i Berlin og Ludvig Munthe i Düsseldorf. Den værste Hindring for Remigrationen var Gud Hymen . Morten Müller, Sophus Jacobsen og Lerche var ved Giftermaal fæstet til Dsseldorf. I München havde Marcus Grønvold ægtet en tysk og i Paris Grimelund en fransk Dame. Men ogsaa Ungkarlene havde ondt ved at rive sig løs. I Rom havde Ross slaaet sig ned for Alvor i 1879 og kunde ikke opgive sit Clientel af amerikanske Turister og Misser, og Carl Sundt- Hansen havde sat sig fast i Kjøbenhavn, og da han i sit Livs Aften vendte hjem, blev det for at slaa sig ned i Sæters- dalen. Men de Unge gjorde Alvor af Sagen. Efter Pariser- udstillingen i 1878 og endnu mere efter den Udstilling af franske Kunstverker, som Aaret efter fandt Sted i München, vendte den store Skare af Eckersbergs Elever og andre unge Kunstnere, som paa denne Tid studerede i Isarstaden, den tyske Kunst afgjort Ryggen og drog til Paris, og efter kor- tere eller længere Ophold der aabnedes deres Øjne for Nød- vendigheden af at føle Fædrelandets Grund under sin Fod, og nu kom de. Allerede i de sidste Aar af 70-erne var Otto Sinding, Disen (1876), Chr. Krohg (1879), Diriks (1879), Kittelsen og Skramstad vendt hjem, ligesom Eilif Peterssen, der efter et Ophold i Rom omkring 1881 kom tilbage for Alvor. Videre kom Fr. Collett og Fritz Thaulow hjem i 1880. I 1883 kom Barth, Asta Nørregaard og omtrent ved denne Tid ogsaa Harriet Backer, Kitty Kielland, Gerhard Munthe og den unge Slægts betydeligste Kunstner og Orga- nisator Erik Werenskjold. Samtidig med at Heyerdahl vendte hjem i 1885 var Wilhelm Holter, Wilh. Peters og Oscar Wergeland blevet knyttet til den omorganiserede Kunst- og Haandverksskole. Ogsaa rundt om i Landet fand- SIDE: 204 tes de, baade ældre og yngre: Düsseldorferne Askevold og Smith-Hald samt Müncheneren Rusti (Rustin, Rusten) boede en længere Tid i Bergen, Isachsen i Christiansand, og Skreds- vig slog sig ned i Eggedal. Kort sagt: Fra Begyndelsen af 80-Aarene var vore Kunstneres Remigration en fuldbyrdet Kjendsgjerning, og vor Hovedstad maatte være beredt paa at eje et nyt og vigtigt Culturelement, som fordrede en fin og forstaaelsesfuld Behandling -- en Kunstnerstand. Men vor Hovedstad var slet ikke beredt. Der behøvedes baade Tid og Arbejde for at cultivere denne Jordbund, -- Tid og Arbejde. Det saa alle de, som hidtil under de smaa For- holde havde virket for vort Kunstlivs Fremme gjennem Museer, Foreninger og andre Foranstaltninger i de sidste Aar. Men vilde de unge Kunstnere selv se det? Vilde de knytte sig og sit Arbejde forstaaelsesfuldt til disse beskedne Forsøg, eller vilde de ,stille sig afvisende og overlegent til alt det, som nu holdt paa at spire op? Vilde de vcere frem- mende eller fremmede? Og fremfor Alt: vilde vort Publikum forstaa og imødekomme de Fordringer, som de Hjemven- dende med fuld Ret kom til at stille? Det maatte Fremtiden vise. Det var saaledes baade med Glæde og med stærk Spæn- ding, jeg saa den Bevægelse indtræde, der havde staaet for mig som et lyst Haab, men som ogsaa kunde bringe Storme istedetfor Sol. Nu, den bragte, hvad man burde have kunnet forudse, begge Dele i rigt Maal. For min egen Del maatte jeg ræsonnere som saa: Det lille forberedende Arbejde, jeg udenfor min Universitetsgjer- ning havde været med til at udføre, vilde nu ganske naturlig træde i Baggrunden -- for Eftertiden vilde denne Side af min Virksomhed naturlig mer og mer gaa over i Kunstnernes egne Hænder. Nu, da Museerne var rejste, kunde jeg ind- skrænke mig til det, som altid var mit kjæreste, fra Universi- tetets Katheder at sprede Kundskab om Kunsten og dens SIDE: 205 Historie i de videst mulige Kredse. Saa tænkte jeg, men det stod anderledes skrevet i Stjernerne og i -- Kirkedeparte- mentet. Det syntes mig naturligt nu, da vi havde faaet vore Kunstnere hjem, og saalcenge Nationalgaleriet maatte hjælpe sig med en ulønnet collegial Styrelse, at lægge denne i Kunstnernes og som Repræsen- tanter for Publikum enkelte kunstforstandige Mænds Hæn- den. Og efter en personlig Hen- vendelse til Kirkedepartementets Chef fik jeg mig i 1883 over- draget at gjøre et Udkast til Statuter for dette Museum i Overensstemmelse med de nu saa væsentlig forandrede For- holde, de Statuter, som i Hoved- sagen her været gjældende i 27 Aar, og som først nu er ombyttede eller skal ombyttes med nye. Den vigtigste Forandring blev den, at det statutmæssig fastsloges, at Museet fra 1885 skulde bestyres af en Direc- tion bestaaende af 4 Kunstnere (en Architekt, en Billedhugger og to Malere) samt af Hensyn til den theoretiske Side af Arbejdet tillige af ,,en med kunsthistoriske Studier fuldt for- trolig Mand", som det lød i Udkastet [fotnotemerke] . Om at foreslaa Fotnote: I sin "Norsk Malerkunst i Nationalgaleriet" har min Ven Jens Thiis ikke været opmærksom paa, at den nye Ordning af Galeriets Bestyrelse som en ren Kunstnerstyrelse skriver sig helt fra 1885 og ikke -- som han synes at tro -- er de senere Tiders Nyorganisation. Han er i det Hele ikke sikker udi Chronologien. Blot et Exempel: Naar han siger, at "Brudefærden i Hardanger" "er ikke andet end en Reminiscents fra en SIDE: 206 Lønning til en Directør kunde der -- sagde man mig i De- partementet -- ikke være Tale. Det var tydeligt, at man gjerne vilde gjøre Alt hvad der ønskedes; men det maatte bare ikke koste Penge! Da Statu- terne i 1884 var vedtagne, blev fra Nytaar 1885 Bestyrelsens Sammensætning: Architekt G. Bull, Billedhugger Middelthun, og efter hans i 1886 indtrufne Død, Billedbugger Skeibrok, samt Malerne Arbo og Eilif Peterssen. Det 5te s.k. kunst- forstandige Medlem blev natur- lig nok Universitetets Lærer i Kunsthistorie. Factisk havde i det Væsentlige Ordningen allerede i flere Aar næsten været den samme som den, der nu Fotnote: bevæget Theateraften med Tableauer og Musik" -- saa er det at stille Tingen helt paa Hovedet; thi Brude- færden er malet 1847 -- 48, mens hin Theateraften med Tableauer (bl. A. af selve "Brudefærden") først fandt Sted 1849; -- Düsseldorferkunsten har nok af Synder paa sin Samvittighed, om man ikke forøger dem med slige Fantasier! Og naar han drømmer om, hvad vor Kunst kunde blevet, om den havde gaaet i Skole hos Courbet istedetfor i Düsseldorf, saa glemmer han, at Courbet udstillede sit første Billede, der vakte nogen Opmærkssom- hed, i 1849, 12 Aar efterat de Norske var begyndt at gaa til Düsseldorf. Ja, Chronologien er en kjedelig Viden- skab for Kunstfilosoferne. SIDE: 207 blev fastslaaet som Lov. Den eneste Personforandring blev, at Professor M. J. Monrad nu udtraadte og ombyttedes med en Kunstner, Eilif Peterssen som Repræsentant for de Unges Kreds, og bedre, finere og sin- digere Repræsentanter end ham og Arbo kunde Malerne ikke ønske sig. Heller ikke Bull og Skeibrok lod fra dette Syns- punkt noget tilbage at ønske; det eneste sorte Faar blev altsaa min Ringhed. Men Forskjellen mellem før og nu var den væsent- lige, at den Ordning, som før havde været tilfældig, nu blev lovfæstet. Kunstforeningsstriden. Men paa den Tid, da Museet saaledes let og naturlig gled ind i de nye Forholde, var Kampen mellem Publikum og de remigrerede Kunstnere i fuld Gang. Der var en an- den Magt, som ikke havde saa let for at faa Øjnene op for den nye Tids Krav. Det var de gamle Christiania-Connais- seurer, de Samme, hvis skarpe Klør ogsaa jeg havde faaet føle ved min Hjemkomst. Deres faste Borg var Christiania Kunstforening. Kunstforeningerne var over hele den germaniske, tyske som skandinaviske Verden i 1830-aarene (den ældste var fra 1827) opstaaet som et Udtryk for, at den Interesse for Kun- sten, som i tidligere Dage havde været et Særkjende for Samfundets Store, for Fyrstehofferne og Kirken, nu var trængt ind i Borgerstanden. Mediceerne var vendt tilbage til sin oprindelige Kjøb- SIDE: 208 mandsstilling, og i Overensstemmelse hermed fik vi Cabi- netsbilleder til Smykke for Godtfolks borgerlige Hjem iste- detfor Kirkernes og Paladsernes Frescobilleder eller de store historiske Galeribilleder. Det var en Kunstens Demokrati- sering med alle dennes store Usider og dens enkelte For- dele. Det var "Rheinländischer Kunstverein" med Düssel- dorferkunsten som sin Støtte, der her gik i Spidsen. Men Kun- sten er nu engang i sit Væsen aristokratisk, og de nye Mæ- cenater kunde nok, som Mediceerne, kjøbe og betale Kunst- nernes Billeder; men de var ikke Mediceere i Kunstfølelse; de var hos os oftest svage og uforstaaende, naar det gjaldt Valget af de Billeder, som skulde indkjøbes. Og navn- lig overfor de nye Retninger naturligvis. Allerede om- kring 1876 var et bredt og flot Billede af Rusti -- en gam- mel Kone med en Kat -- blevet bortvist fra Foreningens Udstilling. Nu gjaldt det et Billede af Wentzel. "Klattema- leriet", de "spedalske Ansigter" hed det om Friluftsmaleriet og Farvedecompositionen. Her vilde i et saa kunstnerisk uprøvet Land som vort baade Tid og god Vilje, men frem- for Alt god Ledning til for at opøve Publikums kunstneriske Dømmekraft. Men hvor skulde man finde denne Ledning? Hidtil havde den -- vistnok paa en ret tarvelig Maade -- væ- ret repræsenteret af de Toneangivende i Intelligensens lille Smaabyverden. Vistnok var den Tid forlængst forbi, da Christiania Kunstforening kjøbte sine Billeder useet og en bloc hos Kunsthandleren Cometer i Hamburg; men den hjemlige Ledning var kanske vel saa usikker og planløs som den hamburgske Kunsthandlers Indkjøb. Vi som er- indrer 50-aarenes Kamp mellem Emil Tidemand og Hans Arentz, om hvorvidt Genresculptur er en "berettiget" Kunst- art eller ikke, eller de Stridigheder og Valgkampe, der endog under Welhavens Ledelse fandt Sted i Kunstforeningen om- kring 1854, og som læste den brave Jonas Raschs Kritiker over Kunstforeningens Udstillinger helt til Slutningen af 70- SIDE: 209 aarene, vi kan fristes til at tvivle om, hvad der var det bed- ste. Men nu var jo Vanskeligheden hævet -- skulde man synes -- nu havde vi faaet en Kunstnerstand i Hjemlandet. Hvad var da naturligere end ialfald i Hovedstaden at lægge Kunst- foreningens Indkjøb i Kunstnernes Haand og sige Tak til! Men den lille Kreds, som hidtil havde havt Ledelsen, saa med forundret Bekymring de nye Retninger fra Frankrig holde sit Indtog hos os med de derfra hjemvendende unge Kunstnere, som nu strakte Haanden ud for at hjælpe. For- eningens Styrelse ansaa dette som et Mistillidsvotum og viste snart, at den ærlig fortjente et saadant. Dens Udgangs- punkt, som den altid faldt tilbage paa, var at Foreningen var en privat Forening, som selv vilde bestemme sine Ind- kjøb, som ingen "Udenforstaaende", ingen "Uvedkommende" havde at blande sig i. Den vendte det Lodne ud og satte sig med Næb og Klør imod de rimelige og naturlige For- søg, som blev gjort paa at lægge Styret helt eller del- vis i Kunstnernes Hænder. Den conservative Seighed strakte sig lige derhen, at man behandlede vore Kunstnere, som dog vel var Kunstforenin- gens naturlige Grundpiller, ligefrem som en fiendtlig Magt, der saavidt muligt maatte holdes ude. De unge Kuntneres Ønske om at faa Indflydelse paa og i allefald et raadgivende Ord med Hensyn til Kunstforeningens Indkjøb -- thi læn- ger strakte deres Fordringer sig i Virkeligheden fra først af ikke -- var naturligt og billigt, skjønt der nok kunde rejses Betænkeligheder mot det ensidige og udelukkende Kunstner- styre; men de unge Kunstnere begik i mine Øjne en skjæbne- svanger tactisk Fejl ved at frembringe dette Ønske i For- dringens stejle og truende Form. Hvem bøjer sig vel villig for et Ønske, som fremstilles med knyttet Næve og en Ed mellem Tænderne? Istedetfor at ta Kunstforeningens Mod- stand med den overlegne Ro, som Bevidstheden om, at de snart nok gjennem sin fortræffelige Production vilde faa SIDE: 210 levere det soleklareste Bevis for sin moralske Ret til at være de Ledende, brød de strax paa Forhaand Broen af mellem sig og Publikum ved Trudsel om Strejk og en bitter, haa- nende Tone i sin Polemik overfor det "idiotiske" Publikum: de vilde have sin Ret, og vilde have den øjeblikkelig for ikke at dø af Sult, som det hed. Og saa brød Kunstfor- eningsstriden løs. Kunstnerne sejrede naturligvis ogsaa over hele Linjen; men Sejren var ret dyr, thi den skabte gjen- nem lange Aar et fiendtligt Motsætningsforhold mellem de unge Kunstnere og det Folk, de skulde virke paa. Sejren vilde kommet ligefuldt og næsten ligesaa hurtig ved de Verker, de i den nærmeste Tid præsterede, Arbejder som Werenskjolds og Eilif Peterssens, Sindings, Skredsvigs og Harriet Backers, Thaulows og Heyerdahls. Nu blev Alt en hadefuld Kamp i Myretuen. Der opstod for lange Tider et skarpt Skille, ikke blot mellem Kunstnere og Publikum, men ogsaa mellem de gamle, af Kunstforeningen begunstigede Malere og de unge Kunstnere, som saa inderlig godt kunde arbejdet fre- delig ved hinandens Side, for hver ud fra sit Synspunkt at fremme Kunstsansen herhjemme, men som nu blev tvunget ind i to fiendtlige Lejre: "Falskmyntnere" var det Navn, hvormed de Unge betegnede de Gamle, og "Rabulister" det mildeste af de Udtryk, de Gamle brugte om de Unge. En- delig kom hertil Kampen mellem de Unges indbyrdes for- skjellige Retninger, moderate og intransigente. Nu gik Alt fortræffelig. Alle sloges imod Alle, i fuld Forvirring, og i fuld Glæde over Slagsmaalet for dets egen Skyld. Saa skulde det være! Det var "Liv"! Man kan nok forstaa at min Sympathi var paa de Unges Side, og man har haardt bebrejdet mig, at jeg saa helt holdt mig borte fra den bitre Kunstforeningsstrid, istedetfor efter Evne at slaa et Slag for de Unge. Det er muligt at man har Ret til at bebrejde mig denne min Holdning. Men jeg følte mig absolut maalbunden. Jeg havde ikke Plads i For- SIDE: 211 eningens Styre, og stod fuldt fri; men uden Forbehold og i Et og Alt kunde jeg ikke stille mig paa de Unges Side, al den Stund deres Strejketactik forekom mig baade vold- som, overflødig og uklog. Og hver Gang jeg underhaan- den forsøgte at udtale et mæglende eller forsonende Ord, fik jeg til Svar fra den unge Side: "Afveien! Vi vil slaas!"; og fra de Gamle: "Ogsaa du, min Søn Brutus!" Hele den unødig bitre Charakter, Striden havde antaget, var mig modbyde- lig, og de Indlæg, jeg kunde bragt, vilde været magtesløse over- for Fanatismen paa begge Sider. Skjønt jeg ikke var saa from som Sofokles' Antigone, maatte jeg dog ofte i denne Tid i mit stille Sind tænke paa den thebanske Kongedatters Ord: -- -- -- -- -- "ikke for At hade med jer, for at elske med jer kom jeg". Ukaldet at kaste mig ind i denne Hexesabbath, hvor Skjældsord maatte erstatte Argumenter og Haansord Logik, og hvor derhos begge Parter visselig helst ønskede at være fri for at høre min Mening og skreg mig i Øret: "Hvad vil Saul blandt Profeterne?" og "Skomager, bliv ved din Læst!" -- fandt jeg ingen hverken Grund eller Opfordring til. Kunstforeningsbestyrelsens sejge Uforstand og de unge Kunst- neres fanatiske Hidsighed var mig begge lige fremmede og usympathiske. Og saa blev jeg da -- som saa ofte -- staa- ende udenfor, mens jeg søgte at skjøtte min egen lille Gjer- ning ved Universitetet og Museerne saa godt jeg kunde. Den Mellemstilling, jeg saaledes kom til at indtage, mellem de "rasende" Kunstnere og det "idiotiske" Publikum, kunde nok holdes, saalænge jeg virkelig kunde blive staaende uden- for Striden; men Følgen var, at fra det Øjeblik, jeg i Em- beds Medfør maatte tage Stilling, var jeg klemt mellem Skjolde fra begge Sider, alene mellem de Mange, en isoleret Mand, og havde intet Andet at støtte mig til end det jeg for mig selv kaldte: min Retsfølelse og min Samvittighed. Men det fik være nok! SIDE: 212 De remigrerede Kunstnere og min Formandsperiode i Nationalgaleriets Bestyrelse. I Begyndelsen artede Forholdet mellem de hjemvendte Kunstnere og min Ringhed sig ret venskabelig. Mange af dem var jo mine Omgangsvenner fra Münchenertiden og fra ældre Dage, og det var t. Ex. med Støtte af, ja endog paa Opfordring af Fritz Thau- low og Chr. Krohg jeg i Begyndelsen af 1880, altsaa før Udbruddet af Kunstforeningsstriden, aabnede den Fejde mod Jonas Raschs Kunstkritik, som førte til, at han enten selv opgav eller fjernedes fra sin Plads i Aftenpostens Spalter, men det var jo ikke netop morsomt at høre de samme Kunstnere glæde sig over, at de nu havde faaet "de to Kritikere" i Haarene paa hinanden. Jeg deltog ogsaa i de selskabelige Sammenkomster, som de unge Kunstnere foranstaltede i Calmeyergaarden, den forrige Madame Tre- schows Café paa Hjørnet af Raadhus- og Kirkegaden, idet jeg, skjønt ikke Kunstner, ligesom disses Fruer havde Ad- gang til Sammenkomsterne i Egenskab af min Hustrus Mand. Alt syntes indtil videre at love Fred og gode Dage. Men Kampen kunde ikke udeblive i et Samfund og i en Tid, da Alt var Strid og Bitterhed -- og den kom snart. I Slutnin- gen af 1882 midt under den oprivende Kunstforeningskamp greb de unge Kunstnere endelig til det Middel, de strax fra allerførst af burde have grebet til istedetfor til Strejke og bitter Avispolemik -- det eneste rette og virksomme Middel SIDE: 213 til at vinde Publikums Anerkjendelse og Sympathi, idet de arrangerede en, ikke netop qvantitativt, men saa meget mere qvalitativt righoldig Kunstudstilling i Studentersamfundet, og Aaret efter fulgte en lignende i Handelsstandens Forenings Locale, hvorhos man indgik til Storthinget med Andragende om Statsbidrag til aarlige Udstillinger. Andragendet bevil- gedes, og her var den rette Grundvold funden for det Unges Udvikling som kunde og maatte sejre, en Grundvold som visselig i og for sig havde været tilstrækkelig til at bære Sejren hjem ogsaa uden Kunstforeningsstrid, Avispolemik og Fagforeningstactik. Ganske vist fremkom der ikke saa sjelden Klager over Juryernes Partiskhed, baade ved Antagelsen af Billeder til disse "Høstudstillinger" og ved Ophængningerne -- og jeg tror ikke at det var ganske uberettiget, naar der taltes om Klikevæsen og Gruppetyranni. Som Udenforstaaende tør jeg ikke udtale mig herom, men de Blikke, som jeg senere, da jeg var bleven Udstillingscomiteens Formand, en og anden Gang fik kaste bag Coulisserne, modsagde ikke ganske disse Rygter. Jeg har med egne Øren, under en Ophængning til en Udstilling, hørt en af Lederne udraabe om et Billede af en Kunstner, der ikke hørte til personae gratae: "Hæng det mellem de to der, saa er det slaaet ihjel med det samme." Og den ligefrem ostentative Maade, hvor- paa den norske Montør ved Kjøbenhavner Udstillingen 1888 havde hængt Gudes Billeder hen i den mørkeste Krog, stemte meget godt med det Udtryk af en anden Montør som jeg engang har hørt citere: "Hvorfor skulde jeg være Montør, naar jeg ikke skulde skaffe mine Venner de bedste Pladse?" Nu ja, det gaar saa til i Krig, og Krigstilstand var der jo, Gemyterne var i Fyr og Flamme, og saa faar man ikke dømme saadanne Overgreb for haardt: Inter arma silet justitia. Men da saa den nye Ordning af Nationalgaleriets Styrelse i Begyndelsen af 1885 skulde træde i Kraft, begik Departe- SIDE: 214 mentet den store Fejl at gjøre mig, Bestyrelsens eneste Ikke- Kunstner til Formand i denne. Det var dog formodentlig en haard Nødvendighed, da baade Bull, Middelthun og Arbo bestemt vægrede sig ved at modtage denne Uriaspost, og Eilif Peterssen jo netop var indtraadt i Styrelsen og saaledes vel ikke med Et kunde stilles i dens Spidse. Jeg ansaa det for min Pligt at blive staaende i Styrelsen, men forestillede forgjæves Departementets Chef, hvor lidet det stemte med Aanden i de nye Statuter, at den eneste Ikke-Kunstner skulde være den ledende Kraft i Styrelsen. Der hjalp dog intet "kjære Mor", han, som havde udkastet de nye Statuter, var vel den nærmeste til at føre dem ud i Livet -- hed det -- og under ret mørke Ahnelser skjønt ingenlunde bange til- traadte jeg den for mig dobbelt vanskelige Stilling paa min 51de Fødselsdag. Hvad der gjorde Stillingen til en virkelig Uriaspost, og hvad der særlig var mig pinligt, var den Om- stændighed, at Departementet havde gjort Galeristyrelsens Formand til Formand ogsaa i Udstillingscomiteen for Sta- tens aarlige Kunstudstillinger, der knyttedes til Galeriet der- ved, at dette skulde have en Del af det mulige Overskud af Udstillingerne, og jeg maatte saaledes i flere Aar meget mod min Vilje fungere som Præses i en Comité af lutter Kunst- nere, hvor jeg absolut ikke hørte hjemme, og hvor jeg følte, at jeg saaes, og vel med Rette maatte sees, med Uvilje af dens kunstneriske Medlemmer. Enkelte Kunstnere stillede nu virkelig ogsaa de urimeligste Fordringer til mig. En tilsvor mig "dødeligt Had", -- mindre kunde i hin Tid ikke gjøre det -- fordi jeg ikke havde hindret Rettens Folk fra at lægge Beslag paa hans udstillede Billeder, skjønt jeg umu- lig kan forstaa, hvorledes jeg skulde kunnet hindre det; en Anden lovede at "hade mig til sin Død," fordi jeg efter Paalæg af mine Overordnede nægtede at udbetale ham et Honorar for udført Montør-Arbejde, inden dette var helt præ- steret. Men det blev jo deres Privatfornøjelse og vedkom SIDE: 215 ikke mig. De holdt vist ærlig og redelig sit Ord; men nu er det ialfald forlængst indløst af Døden. Stillingen forbedredes ikke derved, at enkelte Kunstnere stadig øvede en Underhaandsindflydelse paa Kirkestatsraaden i det Sverdrupske Ministerium, som bag Bestyrelsens Ryg foretog de mærkeligste Bevægelser. Jeg skal til Belysning af dette Forhold kun nævne et eneste Tilfælde, da det ikke paa nogen Maade forkleiner vedkommende Kunstner, men kun viser Departementets utrolige Slaphed i Alt, hvad der angik Kunstsager. Galeriet havde erhvervet et Billede af en af "de Unge". Det var sædvanligt paa Ansøgning at tillade Billedsælgeren at faa udlaant Billedet til Udstilling paa Parisersalonen eller en anden udenlandsk Udstilling. En saadan Ansøgning ind- kom ogsaa nu og indvilgedes af Departementet efter Besty- relsens Indstilling. Men da der den Høst havde fundet usæd- vanlig mange Skibbrud Sted paa vore Kyster, fordrede Be- styrelsen, at Billedet skulde sendes over Land til Paris, og Departementet knyttede da dette Vilkaar til Udlaanet. Kunst- neren modtog Billedet, og vi hørte ikke mere til Sagen. Men en vakker Dag kommer Museets Conservator med den højst overraskende Meddelelse, at Billedet er kommet tilbage fra Fredriksværn (eller en anden Havn paa den Kant), da Ishindringer umuliggjorde Afsendelsen til Paris. Dette var jo paafaldende, og jeg kunde ikke undlade at udbede mig en Forklaring af Kunstneren. Da fik jeg det overraskende Svar, at Søværtsforsendelsen skeede med Departementsche- fens Tilladelse. Skjønt jeg ikke havde den fjerneste Grund til at betvivle den sandhedskjærlige Kunstners Erklæring, bad jeg dog om til Underretning for Museets Styrelse at maatte faa meddelt Departementets Skrivelse. Men min Forbauselse naaede sin Højde, da Kunstneren erklærede, at der ikke exi- sterede nogen saadan Skrivelse; Departementschefen, som selv havde underskrevet Forbudet mod Søværtsforsendelse, SIDE: 216 havde mundtlig givet ham Tilladelsen til at sidde Ordren overhørig, mens Galeribestyrelsen blev holdt i Uvidenhed om det Hele! Kunde man ikke med Rette blive rasende over en saadan Behandling fra den Overstyrelses Side, i hvis Hænder Museets dyreste Interesser var lagt? Det Princip, som senere er almindelig befulgt, at benytte Galeriets Billeder ofte en masse til Udlaan ved alle mulige udenlandske Udstillinger, var ganske stridende mod min Fore- stilling om et Galeris Bestemmelse, at være et Sted, hvor man til enhver Tid kunde finde den muligst fuldstændige Repræsentation af et Lands Kunst. Skjønt Bestyrelsen i des- lige Spørgsmaal altid skilte sig i 2 Fractioner, af hvilke min (Bull, Arbo og jeg selv) var i Majoritet, gav Departementet dog altid Minoriteten (Eilif Peterssen og Skeibrok) Medhold i dens Udlaanstheori, trykket af saadanne Underhaandspaa- virkninger, hvad der atter førte til stadige Rivninger, og jeg og mine Meningsfæller vilde mer end en Gang havt god Grund til at gjøre Cabinetsspørgsmaal af Sagen, men und- lod det for ikke ved vor Fratræden at overlade Galeriet i Hænder, som havde et for Galeriet efter vor Mening saa uheldigt Princip. Mon ikke mer end en Gang i senere Aar Galeribilleder har taget Skade ved deslige Udlaan? Derom tør jeg Intet udtale; men derimod er det vist, at mer end en udenlandsk Kunsthistoriker, som kom hid ens Ærinde for at studere vor Kunst, har beklaget sig for mig over, at netop de Billeder, de helst vilde seet, ved deres Ankomst var paa Rejse. Nu -- Principet er i senere Aar godkjendt i den videst mulige Udstrækning, og jeg er ogsaa paa dette Punkt den Slagne; men netop i disse Dage ser jeg, at en Kunstner som Hans Ødegaard fuldstændig deler min Opfatning (se Aftenposten Søndag d. 22de Juni 1913). Ogsaa her turde maaske et Omslag være i Anmarsch. Hvad der yderligere forøgede Spændingen mellem de unge Kunstnere og min Ringhed var, at jeg troede at burde SIDE: 217 modsætte mig Oprettelsen af den Institution, som i 1887 skabtes under Navn af: Kunstnernes repræsentative Comité. Jeg vil villig indrømme, at jeg muligens gjorde mig skyldig i et Fejlsyn; men det forekom mig ialfald dengang, som om vi allerede havde nok af Styrelser i de to existerende af Kunstnere bestaaende Institutioner: Udstillingscomitéen, de forestod de bevægelige, og Galeribestyrelsen, der repræsen- terede de faste Samlinger, og at Oprettelsen af endnu en tredje kun vilde bringe yderligere Splid og Forvirring. Jo flere Kokke, mente jeg, desto slettere Suppe. Tiden har ogsaa her givet mig Uret, men dens Dom er ikke inappella- bel. For mig medførte den nye Ordning imidlertid den store Fordel, at jeg nu blev fri for min pinlige Stilling som For- mand i Udstillingscomitéen, som ganske naturlig forlagdes fra Galeribestyrelsen til den nye Institution. Da Pladsen som Sculpturmuseets Directør i 1889 blev ledig, greb jeg med Glæde Anledningen til at trække mig helt ud af Galeribe- styrelsen for at overtage Stillingen som Sculpturmuseets løn- nede Directør. Som man tidligere har seet, kunde de to Stillinger som Formand i Galeribestyrelsen og Directør for Sculpturmuseet ikke beklædes af en og samme Person, der isaafald vilde havt at repræsentere baade Musébygningens Ejer (Sculptur- museet) og dens Lejer (Nationalgaleriet). Efter Paalæg af Kirkedepartementet maatte jeg dog endnu -- som tidligere berørt -- et Aar blive staaende i begge Stillinger, og saa flyttede jeg fra 1ste Januar 1891 med Glæde fra anden Etage ned i første, frydende mig over nu at skulle færdes dernede mellem de hvide græske Guder istedetfor deroppe mellem de røde norske Kunstnere. Men Galeri-Nissen flyttede med -- jeg glædede mig lidt for tidlig. Jeg havde endnu den voldsomste Batalje tilbage, og et Eftersmæk af min gamle Uriaspost skulde jeg dog ikke undgaa. SIDE: 218 Hvor liden Agtelse de unge Kunstnere havde for Gale- riets Hævd og hvor tankeløst de vilde bidraget til dets Øde- læggelse, hvis de havde faaet raade uhindret, vil den følgende Passage vise. Den første af Statens Udstillinger var bleven afholdt 1884 i det ledige gamle Rigshospital, hvor Justitsdepartementet endnu ikke var flyttet ind. Da Udstillingen det næste Aar 1885 skulde afholdes, var Nationalgaleriets Locale i Sculptur- museet netop underkastet en Hovedreparation og alle Billeder nedtagne af Væggene. Udstillingstiden faldt netop sammen med Reparationens Afslutning, og da Udstillingscomitéen, hvis Præses jeg dengang i Egenskab af Galeribestyrelsens ny- valgte Formand var, nu ansøgte hos Christiania Magistrat (Byg- ningen ejedes jo af Communen) om at Galeriets Locale maatte tillades benyttet til Udstillingen, fandt baade Magi- straten og Galeribestyrelsen dette forsvarligt -- men selvfølgelig kun for denne ene Gang, da Væggene alligevel var tomme. Men ogsaa i de tre følgende Aar 1886 -- 1888 gav Magi- straten paa Galeribestyrelsens Anbefaling Tilladelse til fortsat Laan af Localet, da intet andet var at erholde, og Udstillin- gerne var vanskelig stillet i Henseende til Locale, mens deres mulige Overskud tilflød Nationalgaleriet, og man derhos ikke fandt at turde være med til paa denne Maade at kvæle en ung og for vort Kunstliv saa højst betydningsfuld Institution. Det var imidlertid med stigende Betænkelighed for Ildsfaren ved de nødvendige spanske Vægge, som i Udstillingstiden maatte opstilles foran Galeriets Billeder, og for den mod Galeriets Statuter stridende lange Lukning af Galeriet i 2 af Aarets 12 Maaneder, Galeribestyrelsen søgte om Magistra- tens Tilladelse til denne Fremleje. Da derfor i 1889 den nye Institution, som hed "de bildende Kunstneres ræpræsentative Comité" havde overtaget Arrangementet af Statens Udstil- linger, og Galeriet saaledes Intet havde med dem at gjøre, fraraadede Galeribestyrelsen disse Udlaan, der nu var bleven SIDE: 219 aarvisse (atter med 3 mod 2 Stemmer), men Departementet fandt som sædvanlig at burde give Minoriteten Medhold, da der i Tivolis til næste Aar færdige Nybygninger vilde findes et passende Locale, saa at dette blev den sidste Gang. Til Glæde for alle vort Museums Venner, som med stigende Ængstelse og Harme havde seet paa denne farlige og statut- stridige Benyttelse af Galeriets Locale, blev saa i 1890 Ud- stillingen virkelig afholdt i Tivoli. Saa kom 1891, og jeg var flyttet ned i Sculpturetagen. Man troede nu for altid at være fri for den farlige Gjæst, og netop for at disse Udlaan ikke atter skulde gjentage sig bevilgede derhos Storthinget dette Aar Udstillingen yderligere Kr. 2000 udover det sæd- vanlige Statsbidrag for at Udstillingen dette Aar skulde leje sit eget Locale -- udenfor Musébygningen. Det var en Selvfølge, at alle de tidligere Udlaan altid kun skeede efter indhentet Tilladelse fra Magistraten, og Documenterne maatte saaledes altid passere mig som Sculp- turmuseets Directør. Det var derfor unægtelig med stor For- undring, jeg en Dag læste i vore Blade et Avertissement om, at Høstudstillingen atter iaar skulde afholdes i Galeriets Locale, thi ingen Ansøgning om Tilladelse var indkommen. Og jeg vilde neppe tro mine egne Øjne, da jeg kort efter fra Galeriets Secretær modtog en Skrivelse med et Bilag, som viste, at selve Departementet havde anmodet Galeri- bestyrelsen om at medvirke til Udlaan af Sculpturmuseets Kjælder, som benyttedes til Billedernes Ud- og Indpakning. Hvad Brug havde Udstillingen for Kjælderen, naar den ikke havde Disposition over Billedsalene? Jeg havde imidlertid en bestemt Ordre fra Magistraten, som forbød Udlaan af den af Sculpturmuseet som Magasin fuldt optagne Kjælder. I den Skrivelse, hvori jeg nu paa Magistratens Vegne som Følge af dette Forbud afslog denne Ansøgning, kunde jeg ikke undlade at udtale min Forundring over, at man havde Brug for Kjælderen, naar man ikke havde søgt om at faa benytte SIDE: 220 selve Billedsalene. Saa kom da endelig en vakker Dag det Ubegribelige for Dagen i en Anmodning fra Departementet om Laan af selve Localet. I denne Ansøgning maatte jeg særlig hæfte mig ved en Passus, hvori der taltes om, at man, hvis man ikke kunde faa Kjælderen udlaant, agtede at føre Billedkasserne ind i selve Museets Billedsale og udpakke dem der. Man vilde paa denne Maade fremtvinge et Udlaan af Kjælderen. Da jeg saa søgte Oplysning om Forholdet hos Udstillingens Vedkommende, erfor jeg underlige Ting, hvorom Departementets Skrivelse Intet havde indeholdt, men som unægtelig forklarede den hele hidtil ubegribelige Fremgangs- maade. Udstillingscomiteen havde nemlig -- saa oplyste Vedkommende -- først besluttet istedetfor Høstudstillingen 1891 at holde en Vaarudstilling Aaret efter og havde derfor undladt itide at leje det ledige Locale i Tivoli (eller maaske var der denne Gang Tale om Dioramalocalet; det erindrer jeg ikke mere bestemt). Denne Vaarudstilling nægtede imid- lertid Departementet -- jeg ved ikke af hvilken Grund -- at gaa med paa; men imidlertid var Tivoli-Localet (eller Dioramaet) bortlejet for Høsten. Istedetfor saa først at an- søge om at faa Galeriets Localer, annoncerede Udstillings- comitéen uden videre, at "Udstillingen aabnes den 16de October i Nationalgaleriets Locale". Saa sikre var Kunstnerne altsaa paa at kunne dreje Departementet om sin Lillefinger. Derefter sender Departementet Galeribestyrelsen Paabud om at overlade Localet -- dette samme Departement, som vidste at Localet i 1889 kun udlaantes under Forudsætning af, at det skulde være sidste Gang, og som selv havde medvirket til at Udstillings-Comitéen nu var i Besiddelse af 2000 Kr. til Leje af Locale netop for at frelse Galeriet! Men nu syntes ogsaa den nye Galeribestyrelse, at det gik for langt. Den forsynede sig derfor med en Erklæring fra sit Brand-Assurance- Selskab om, at Opsætningen af de spanske Vægge foran Galeriets Billeder var saa yderst farlig i Ildebrandstilfælde, SIDE: 221 at Selskabet, hvis saadanne benyttedes, vilde anse Forsik- ringen som annulleret. Men Departementet og de, som stod bagved, fordrede blind Lydighed. Hvad vedkom Ildsfaren dem? Og kunde man ikke faa Kjælderne til Udpakning, saa var der jo en nem Udvej. Departementet gav ganske simpelt Galeriet Anvisning paa at anvende selve Billedsalene til Ud- pakningsrum og Arbejdsbod, hvor Kasserne skulde slaaes op efter at være førte gjennem Sculpturmuseets med Gibsafstøb- ninger fyldte Trappehal, samt altsaa, siden de spanske Vægge ikke tillodes, tillige at nedtage og magasinere alle Galeriets Billeder og saaledes lukke Samlingen for Publikum for en Tid af mindst tre Maaneder -- Ind- og Udpakningstiden med- regnet. Selvfølgelig opløftede Galeribestyrelsen nu et Jammer- skrig, men fik ingen Medlidenhed hos Departementet, som bifaldt Kunstnernes Ansøgning og saaledes vilde tvinge Galeri- bestyrelsen i Knæ trods dens alvorlige Advarsler. Da syntes ogsaa jeg, det gik for vidt og besluttede at anvende den Magt, jeg som Sculpturmuseets Directør havde, til af al Magt at støtte Galeribestyrelsen og hindre en saa vanvittig, samvittighedsløs og farlig Foranstaltning, saa meget mere som Brandassurance-Selskabet ogsaa bestemt havde udtalt sig imod alt Haandverksarbejde i Billed-Salene. Jeg forudsaa jo, at gav man Bifald til denne Vandalisme iaar, saa var der givet et Præjudicat for lignende Udlaan under ligesaa vanvittige Vilkaar i en uoverskuelig Fremtid, og man vilde have inaugureret en Tilbagevenden til de gamle uud- holdelige Tilstande trods det forøgede Statstilskud til Leje. Jeg besluttede derfor at stille mig i Breschen og indstillede hos Bygningens Ejer, Communen gjennem Magistraten, paa absolut Nægtelse af Departementets Forlangende, og efter Angivelse af ikke mindre end 14 gode og gyldige Grunde for Afslaget -- Grunde som man kan tælle sig til i det Fore- gaaende -- sluttede jeg med at erklære, at jeg ansaa enhver enkelt af disse bebudede Foranstaltninger for en Vandalisme, SIDE: 222 i hvilken jeg saalidet ønskede at gjøre mig medskyldig, at jeg "for det Tilfælde at den ærede Magistrat af Grunde, som jeg ikke formaar at tænke mig, maatte finde at burde imøde- komme et mod al Pietet overfor vort Lands to første Kunst- samlinger saa stridende Ønske, maa, efter at have efter Evne advaret derimod, bede mig fritaget fra min Stilling som Sculpturmuseets Directør, da jeg ikke kan forene Iverksæt- telsen af deslige Foranstaltninger med hvad jeg anser for min Pligt". (Se Sagens Documenter i "Aftenposten" 3 -- l0 -- 1891 Morgen- og Aftennummer). Magistraten kom i en vis Vaande; thi det var ikke Spøg at lægge sig ud med de strenge Herrer, som stod bagved Departementet, og det var ikke frit for, at jeg fik Underhaandsanmodninger fra Magi- straten om ikke at stille Sagen paa Spidsen ved at gjøre den til et Cabinetsspørgsmaal; men da jeg her var ubevæ- gelig, fandt Magistraten, som ikke ønskede at lægge sig ud med en mægtig Herre, den Udvej at forelægge Sagen for Formandskabet. Dette sluttede sig imidlertid til min Mening, og Udstillingen maatte søge et andet Locale. Denne ene Gang havde jeg dog sejret for en god Sag og reddet vort Nationalgaleri fra Kunstnernes egen Vandalisme. Men Lederne glemte mig det ikke. Aaret efter skulde der holdes en Verdensudstilling i Chicago i 400-Aaret efter Co- lumbus' Opdagelse af Amerika, og endel Norsk-Amerikanere vilde gjerne vise sit nye Fædreland en Opmærksomhed i denne Anledning og samtidig forherlige sit Land ved at anskaffe et norsk Billede, der skulde fremstille Leif Eriksons Opdagelse af Amerika og foræres til Chicagomuseet. Man henvendte sig derfor til tre Landsmænd herhjemme: den amerikanske Consul, Gerhard Gade, Rigsadvocat Getz og mig, for at vi skulde være dem behjælpelige ved Anskaf- felsen af et saadant Billede. Ikke før blev dette bekjendt i Kunstnerkredse, før man fik istand en af de sædvanlige "Protester", rigtignok kun undertegnet af 23 Kunstnere, som SIDE: 223 forlangte, at Chicagomændene skulde fratage os det os givne Mandat og stile sin Henvendelse til den repræsentative Comité. Og i Chicago lystrede man de strenge Herrers Ordre, og vi modtog en høflig Skrivelse, der fritog os for vort Hverv, og glade var vi. Saa overtog da Kunstnercomi- teen Sagen, overdrog Udførel- sen til en af Kameraterne, og han malede saa et Billede, som vistnok var udmærket malet, men som blot havde den ene Fejl, at det aldeles ikke fremstillede Leif Erikson, men en Lods og en Lodsgut, og som derfor hverken Chicago- museet eller nogen Anden der- over vilde modtage som en Leif Erikson, og som endelig send- tes tilbage til Norge som Gave til Nationalgaleriet i Christiania og nu hænger i vort Kunst- museum. "Saa endte denne Krig, hvorudaf Peder Paars blev mere klog end rig." Og saa endte ogsaa mine Krige med de irritable Apelles- Sønner -- senere har jeg i alt Væsentligt faaet leve i Fred for mine Studier og min Universitetsvirksomhed -- visselig mine 20 lykkeligste Aar. Ak, om man ikke havde spildt mig saa mange dyre Aar af mit Livsarbejde med disse menings- løse Kjævlerier. Hvad jeg her har tegnet i et flygtigt Omrids udgjorde kun en ringe om end den væsentlige Del af de mange SIDE: 224 Kampe i denne vor Kunsts "Sturm und Drangperiode". Jeg fik Skyld for alle mulige og umulige Ting. Det har endog været offentlig sagt, at jeg, naar jeg gik paa Gaden, ikke vovede at se til Siderne for ikke at skræmmes af alle de slette Statuer, jeg har forsynet Christiania med. Altfor megen Ære! Thi det er et Factum, at jeg ikke har havt at gjøre med mere end to af dem, og af disse er Wergelandsstatuen rejst efter en Model, som jeg decideret havde fraraadet Kunstneren at benytte, og som var vidt forskjellig fra den, jeg havde givet min Anbefaling, da jeg fik overdraget ham Statuens Udførelse, og Sandheden angaaende Tordenskjolds- statuen er, ikke at jeg, som det forlød, har givet Svors Ud- kast Fortrinet for Enders, men at jeg tilraadede Forsig- tighed, inden man lagde Arbejdet i Hænderne paa en Maler, der endnu aldeles ikke ved sit lille Udkast havde bevist, at han formaaede at udføre en monumental Statue. Udfaldet blev jo heldigvis det bedst mulige. Med andre Statuer har jeg ikke havt den fjerneste Befatning. Derimod har jeg taget Initiativet til Udførelsen af Universitetets Gavlgruppe af Skei- brok, som blev til ved Hjælp af de i 40aarene indsamlede Penge til et Maleri af Tidemand for Universitetets Festsal, SIDE: 225 men som var bleven liggende hos Universitetets Qvæstor og der glemt, mens det i Tidernes Løb havde forrentet sig be- tydelig, da jeg under mit Arbejde med Tidemands Biografi blev opmærksom paa Fondets Tilværelse og fik det anvendt til Universitetets Gavlgruppe -- heller ikke det uden meget Vrøvl. Det er dog langtfra blot Mindet om Fortrædeligheder og Kampe, jeg bevarer fra hine Dage. Tværtimod! Med levende Glæde tilbagekalder jeg Erindringen om, at det oftere faldt i min lykkelige Lod at virke til Fordel for disse samme unge Kunstnere, som ansaa mig for en Fiende af deres Kunst! I Sandhed en blodig Misforstaaelse, som jeg alt ovenfor har belyst. Det var heller ikke altid jeg var den uforstaaende Idiot. I adskillige Tilfælde, hvor min Mening faldt sammen med den herskende Mening blandt Kunstnerne, og heller ikke det forekom saa sjelden -- ja da var jeg den kyndige og forstaaelsesfulde Mand -- "Autoriteten" -- uf! En liden munter Historie, som ofte har moret mig, maa jeg her ind- skyde. Chr. Johnsen, "Almuevennen"s bekjendte Redactør, udgav i 80aarene et lidet Conversationslexicon og havde an- modet mig om at skrive nogle af Kunstnerbiografierne. Jeg havde da bl. A. skrevet en Biografi ogsaa af en af de Kunst- nere, der havde stillet sig i den skarpeste Opposition mod mig. "Men det var der Ingen som vidste." Saa en Dag kom gamle Johnsen op og spurgte mig, om han maatte faa Lov til at gjøre et Brud paa min Anonymitet. Vedkommende Kunstner havde nemlig sendt ham et Brev, hvori han tak- kede ham for "den sympathiske og forstaaelsesfulde lille Biografi" -- det var ialfald de Ord, han brugte -- og øn- skede at vide, hvem der havde skrevet den. Jeg kunde ikke have Noget imod, at han nævnte mit Navn; men jeg for- moder, at vedkommende Kunstner, som altid i mig saa en SIDE: 226 forhadt "Modstander" blev en Smule overrasket, da det "ved Navnesedlens Aabning" viste sig hvem Forfatteren var. Nej, der er kanske ikke Mange, der har glædet sig saa inderlig over 80aarenes gedigne Kunst som jeg, og hvergang der var Anledning for Galeriet til at komme i Besiddelse af et fremragende Verk af den unge Kunstnerkreds, greb jeg den med Iver, og det Meste af hvad Galeriet ejer af præg- tige Billeder af Ottiaarenes remigrerede Kunstnere er ind- kjøbt i min Tid. Indkjøbene efter min Fratræden, som jeg ikke kjender til, tager jeg her ikke i Betragtning. Jeg var jo ikke, som min lykkelige Ven Jens Thiis en Tid lang var, Enehersker i Galeriet, og der er mere end ét Arbejde, jeg maatte se slippe Galeriet af Hænderne, fordi jeg blev over- stemt. Jeg beklager særlig, at mit Forslag om Indkjøbet af Eilif Peterssens herlige Nocturne blev forkastet. Billedet er nu en Pryd for Nationalmuseet i Stockholm. Men i den Tid, jeg tilhørte Bestyrelsen dels som Medlem, dels som Formand er indkjobt for Galeriet bl. A. Eilif Peterssen, Siesta i Sora (for Overskuddet af Udstill. 1885), Heyerdahls 4 ypperlige Copier efter Bellini, Raffael, Rembrandt og Ribera (1885) samt Søstrene (1887?) Fr. Thaulow, Gade i Kragerø (1882), Kaggefossen (1884), Werenskjold, Thelemarkjenter (1884), En Bondebegravelse (Oct. 1885), Uchermann "Attelage Fla- mand" (1884), Skredsvig Octobermorgen ved Grez (1883), Gerh. Munthe "Sommerdag" (for Overskuddet af Udstillingen 1884), Otto Sinding, Fra Reine (1885?), Skeibrok, Moderen vaagner (1883). Med særlig Fornøjelse tænker jeg tilbage paa Indkjøbet af Krøyers "Musik i Atelieret". Allerede ved Kunstnermødet i Gøteborg 1869 havde jeg været med at arbejde for gjensidige Indkjøb af skandinaviske Billeder til de nordiske Galerier; men medens dette Arrangement hurtig kom istand mellem Sverige og Danmark, havde det hidtil ikke været muligt at aflokke de bevilgende Myndigheder i det lidet skandinavisk sindede Norge noget Bidrag til Ind- SIDE: 227 kjøb af danske eller svenske Billeder. Denne Omstændighed lukkede altsaa i høj Grad Markedet for Afsætning af norske Billeder til de danske og svenske Statsmuseer og hindrede i det Hele taget vore Nabofolk fra at lære vor Kunst at kjende. Jeg erindrer ikke, i hvilket Aar det var, jeg begyndte at arbejde for alligevel at drive denne Bevilgning igjennem, men efter en til statistiske Oplysninger støttet Fremstilling af Nægtelsens skadelige økonomiske Følger for de norske Kunst- nere, lykkedes det mig virkelig at faa en Sum af 3000 Kr. aarlig bevilget til de s.k. skandinaviske Indkjøb (1883 ?). Beløbet fandtes ialfald i 1886. I dette Aar afholdtes der atter en skandinavisk Udstilling i Gøteborg samtidig med et nyt SIDE: 228 Kunstnermøde, hvortil jeg havde faaet Indbydelse. Da jeg kom derned, var der et Billede, som for mig stillede alle de andre i Skygge, og som stadig havde en talrig Beundrer- skare omkring sig. Det var den unge Krøyers: Musik i Ate- lieret, med den vidunderlige, harmoniske Stemning og de talrige interessante Hoveder under den lette Cigaratmosfære. Billedets Pris var 6000 Kr. Der var Repræsentanter baade for danske og svenske Museer tilstede, og jeg kunde strax skjønne, at der vilde blive Kapløb om Billedets Erhvervelse; men jeg havde hverken Fuldmagt eller Penge til at kjøbe for. Alligevel løb jeg, strax jeg havde seet nogle Minutter paa Billedet, ned til Udstillingscommissæren og fik Billedet paa Haanden, før nogen Anden havde meldt sig, idet jeg tillige anmodede ham om at telegrafere til Krøyer, at Natio- nalgaleriet gjerne vilde kjøbe Billedet, men paa Grund af Midlernes Utilstrækkelighed maatte forespørge, om en Ned- sættelse i Prisen var tænkelig. Den næste Dag indløb der Svar fra Krøyer, at han saa langt fra at gaa ind paa nogen Nedsættelse af Prisen bad Commissæren fra nu af at forhøje denne til Kr. 7000. Samtidig hermed indløb der nye Bud paa Billedet, saavidt jeg erindrer baade fra Sverige og Dan- mark. Men da jeg allerede havde Billedet paa Haanden for 6000, blev Billedet Galeriets for denne Pris, og Krøyer er- klærede sig tilfreds med Transactionen. Der stod jeg altsaa med et Billede, som jeg hverken havde Penge eller Fuld- magt til at kjøbe, og mine Colleger var nu i Ferietiden spredte for alle Vinde. Imidlertid var dets store Kunstværd jo en Garanti, som gjorde min Dristighed helt ufarlig. Bille- det blev prist i høje Toner i Pressen, og da jeg kom hjem, sammenkaldte jeg strax Bestyrelsen, læste Presseudtalelserne for den og fik uden Vanskelighed dens Decharge. Hvorledes vi arrangerede os med Pengespørgsmaalet erindrer jeg ikke mere, men strax efter Udstillingens Slutning hængte Billedet til min store Glæde paa Galeriets Væg. SIDE: 229 Blandt de fornøjelige Oplevelser regner jeg ogsaa det, som hændte mig paa Auctionen over Brynjulf Bergsliens efterladte Arbejder. Jeg havde af Sculpturmuseets Bestyrelse faaet i Opdrag at indkjøbe hans sidste Arbejde, Gibsmodellen til "Guttens Drøm", og jeg havde Fuldmagt til at betale den med indtil 800 Kroner. Localet -- hans gamle Atelier ved Johanneskirken (se Side 64) -- var stuvende fuldt af Kjøbelystne. Da vedkommende Nummer heni- mod Auctionens Slutning blev raabt op, var der Flere om Budet. Da man var kom- met op i et Par hundrede Kroner, og der kun var to eller tre Liebhabere tilbage, begyndte jeg at byde; men da begyndte pludselig en ny Mand i den anden Ende af Salen at byde med -- jeg tror, det var omtrent ved 400 Kr. blev vi to alene om Budene. Vi steg og steg, indtil jeg bød 790, han 795, jeg 800, han 805 -- jeg var sprængt. Lidt ærgerlig noterede jeg Prisen i min Tegnebog, da jeg ser den lykke- SIDE: 230 lige Sejerherre stile lige hen imod mig. Han hilste høflig. Jeg kjendte ham ikke, men jeg besvarede naturligvis hans Hilsen med samme Høflighed; -- og saa sagde han langsomt og med Vægt: "Maa jeg have den Ære at gjøre Sculptur- museet en Foræring? -- saa tilhører Gruppen Museet." Be- hagelig overrasket takkede jeg naturligvis Giveren, og vi kom i Samtale om vor netop endte Kamp. "Men," tillod jeg mig at bemærke, "naar De havde en saa nobel Hensigt, hvorfor sagde De mig det da ikke paa Forhaand? -- det vilde sparet Dem omkring 400 Kr." Da beskjæmmede han mig dybt ved at svare: "Forstaar De ikke det? Jeg vilde gjerne, at Kunstnerens Enke skulde faa saa meget som mu- ligt for Gruppen." Ja -- det burde jeg jo have forstaaet. Jeg har aldrig seet ham siden. Men det er jo ikke hver Dag, man træffer den Slags Mennesker. Endelig maa jeg nævne, at jeg ogsaa har staaet i et godt og venskabeligt Forhold til mange af 80aarenes Kunst- nere, kun ikke til de ledende Spidser, der dannede den in- transigente Side. Som et Vidnesbyrd om mit Forhold netop til en af de allerbetydeligste af de Unge har jeg Tilladelse til at meddele nedenstaaende Brev fra Gustav Vigeland, der er ligesaa hædrende for ham, som glædeligt at tænke tilbage paa for mig. Det lyder saaledes: "Maa jeg faa Lov at sende Hr. Professoren min hjerte- ligste Tak for den Interesse, De har vist mit Arbeide ved at faa Relieffet "Helvede" indkjøbt til Sculpturmuseet. Jeg har ogsaa andre Ting at takke Dem for. Fra før af, i Begyndel- sen. Flere Gange har jeg havt Brev færdigt til Dem, men ikke sendt det; det var saa vanskeligt, da jeg næsten stadig i de sidste Aar har staaet i Begreb med at tilbyde Sculptur- musæet et Arbeide. Ja, fra Begyndelsen! Jeg har i disse Aar seet klart, hvor SIDE: 231 meget De har gjort for mig uden at trættes, uden at vise, De var træt af mig. Jeg var jo saa paatrængende, banket saa tidt paa hos Dem. Og altid var De den samme. Saa kom jeg sammen med Kunstnerne, drev med dem og lærte Jar- gonen, denne latterlige Kunstner-Jargon, jeg sank ned til deres Reporter-Niveau. Og i hvilket Forhold de stod til Dem, det ved De. De var saa vittige, saa morsomme, de leged let med alt. Jeg gled med, lo med, jeg tilstaar det og skammer mig. Men da jeg saa blev træt af Klikken og begyndte at ar- beide alene, kom jeg til at tænke -- -- -- og mange Ting forandrede sig for mig. Og De, De havde jo slet ikke gjort mig nogenting af ondt, De havde ikke staaet mig iveien. Tværtom. De havde ikke modarbeidet mig, De havde arbei- det med, arbeidet med. De andre, Malerne, Kunstnerne, de var det, som stod mod mig. Og slig har jeg set det siden og vil altid se det. Jeg kommer nu til Dem, Hr. Professor, og siger: Vær forvisset om min Hengivenhed. I al Ærbødighed Gustav Vigeland." Her ender Historien om mine Sorger og Glæder i mit Samliv med 80aarenes Kunstnere. Ja, ja -- I kjære "Fiender", I uforglemmelige store og smaa Kunstnere, som nu er vandret bort, Du elskværdige, Alt og Alle indtagende Fritz, Du energiske Kjæmpe med det bløde Hjerte, som her bar Navnet Otto Sinding, Du, Ludvig Skramstad, som altid vilde slaas, "fordi det var saa morsomt at slaas" og I Andre, som nu alle færdes paa helt andre Jagtmarker, -- og endelig I, som endnu vandrer her ved min Side, kanske endnu fyldte af Bitterhed og Uvilje mod ham, som I mente aldrig forstod Jer -- og hvem kanske I paa Eders Side heller aldrig helt forstod! Lad mig faa Lov at sige Eder (som Otto Sinding sagde i sit sidste Brev til mig) "vi skal glemme al vor Bitterhed, fordi vi ved, at vi hver SIDE: 232 paa sin Side troede paa det, vi kjæmpede for" -- . Kunde I nu se ind i mit Indre, saa skulde I se, at selv om mit Hjerte blev saaret i Striden, saa huser det ikke mere en eneste uven- lig Tanke mod Nogen af Jer -- og den Morgen skal engang rinde, da mit lyseste Haab skal opfyldes, at faa kalde Jer, som jeg ovenfor med et stille Smil kaldte "kjære Fiender!" med et endnu dyrebarere Navn: "Kjære Venner!" For igrunden har jeg altid holdt af Jer, ogsaa da Striden stod som vildest, og Dagen var som allerhedest! Fred med Eder Alle og far vel! SIDE: 233 VED UNIVERSITETET hvori berettes om lyse Mennesker, som fuldstændig forsonede Fortælleren med det unge Samfund, og videre redegjøres for hans personlige For- hold til Universitetsundervisningen. 1. Lærde Profiler i Samlingsværelset. 2. I Auditoriet. 3. Mine Elever. 4. De klassiske Studier ved vort Universitet. Lærde Profiler i Samlingsværelset. Nu har vi saa længe opholdt os paa Skygge- siden, at det skal gjøre godt at komme ud i Solen og faa lidt Varme. Og den savnedes ikke. Thi Medaljens anden Side er lys nok, og den heder: Universitetet. Der har jeg altid havt Glæde, og der skygger Intet over de lyse Minder, ved hvilke jeg langt heller dvæler end ved de mørke. Jeg vilde i Virkeligheden saa gjerne trives og glædes, og her fandt jeg saa meget at glædes ved. Her fandtes en Kreds af fine og intelligente Personlig- heder, af hvilke jeg blev modtaget med Forstaaelse og Velvilje, og hvem jeg fik Lov at give Velvilje tilbage. De havde Meget at give og modtog gjerne det Lille man kunde give som Vederlag. Og jeg har aldrig havt anden Følelse ved vor Højskole end Glæde over at tilhøre den. SIDE: 234 Og saa kvitterede jeg da med Lethed de Sorger og Kampe, de irritable Kunstnere voldte mig mod al den Godhed, jeg altid har fundet hos mine, mig i saa mange Punkter over- legne Colleger. Naturligvis kunde her, som overalt, Riv- ninger forekomme, men paa den Tid forstod vi altid selv at holde den fornødne Justits, om det en enkelt Gang blev nødvendigt, og behøvede hverken Meddomsret eller Vold- gift. Jeg har overfor mine Colleger kun Højagtelse og Tak. Men før vi gaar ud i Auditoriet, hvor Tilhørerne endnu ikke er helt samlede, maa vi først opholde os et Par Mi- nuter i Forværelset, indtil Høresalen fyldes. Før og efter Forelæsningen brugte vi Professorer i min første Tid at mødes i det theologiske Censurværelse, det lille Værelse i 2den Etage af Domus academica ved Siden af den theologiske Examenssal, der var vort Aftrædelsesrum. Her gjorde jeg det første Bekjendtskab med en Række af mine nye Colleger. I det lille Censurværelse vankede de ud og ind, alle disse Colleger, som nu har veget Pladsen for en yngre Slægt. Mange af dem var jo mine Barndoms- og Ung- domsvenner. Fra Skolen kjendte jeg Medicineren Worm- Müller, Theologen Wilhelm Bugge, Ernst Sars, Henrik Mohn, Peter Waage, som Alle havde været mine Klassekamerater, og den lidt ældre Mediciner Julius Nicolaysen. Fra Stu- denterdagene Johan Storm, Sophus Bugge, P. O. Schjøtt, Oluf Rygh, Ludvig Daae o. fl. Den Første, jeg erindrer at jeg mødte i dette Værelse, var den grundlærde Paul Caspari, paa en Gang Universi- tetets lærdeste og dets livligste Mand. Naar man kommer fra sin Forelæsning, er man gjerne lidt træt og udaset, men Caspari, som læste i Timen før mig, saa altid ud som om han kom fra et forfriskende Bad, og rystede kvikke og mor- somme Bemærkninger af sig -- sans comparaison -- som en Hund eller en And ryster Vandet af sig, naar den kom- SIDE: 235 mer op af Dammen. Det formelig sprudlede af ham, og allerede i Døren kastede han gjerne foran sig et Paradox, et Sprichwort eller et Shakespearsk Citat -- han elskede Shakespeare -- og hans Øjne spillede og lyste, naar den lille Mand sagde Noget, som han syntes traf Sømmet paa Hovedet. Jeg har aldrig hørt nogen Fremmed -- Caspari var jo tyskfødt -- behandle vort Sprog saa frit og fuldendt som han; og havde han i Be- gyndelsen af sin norske Bane kunnet gribes i at tale om, at "Aanden strider mod Flæsket, og Flæsket mod Aanden", saa kunde han til Gjengjæld snart bruge sit nye Modersmaal til de fineste Ordspil og mest ram- mende Vendinger. Og hvilken Jernflid! Den var det Tyske ved ham. Han boede i Josefinegade ligeoverfor min Svoger Fysike- ren Professor Christie, og Caspari fortalte selv, at naar Lyset slukkedes i Christies Arbejdsværelse Kl. 2 -- 3 om Natten, tændtes det samtidig i Casparis. Han var som alle Tyskere en Morgenfugl, og den gamle kjendte Anekdote kunde passe paa ham. Det heder at en tysk Professor traf en Student og bebreidede ham, at han saa ofte forsømte hans Forelæs- ninger. "Synes De kanske", sagde han, "at jeg begynder mine Forelæsninger for tidlig, fordi jeg læser Kl. 6 om Morgenen?" "Nei", svarede Studenten, "tværtimod, det er forsent for mig. Klokken 4 vilde passet for mig, for da kommer jeg fra Knei- pen; men Klokken 6 er jeg allerede i Seng." Kom man op til Caspari i hans Arbejdsværelse, kunde man ofte finde ham liggende paa Maven paa Gulvet, svøm- SIDE: 236 mende mellem tykke Folianter af Kirkefædre og Lexica, men altid øjeblikkelig tilgjængelig for Enhver. Og hvor inderlig holdt han ikke af sit nye Fædreland, over hvis Fremskridt han glædede sig, og over hvis Folkesynder han sørgede, kanske vel saa dybt som vi, der var dets fødte Sønner. En Tidlang læste Astronomen Fearnley -- Malerens Bro- der -- i Timen før mig. Ham var det altid en Fornøjelse at træffe, blid og venlig, humor- istisk og morsom. Man fortæller mange Anekdoter om den elsk- værdige Fearnleys Distractioner. En af de mest betegnende, men neppe af de troværdigste er den, at han en Dag traf en Ven paa Gaden, som sagde til ham: "Jeg kan bringe Dig en glad Nyhed: For neppe en Time siden har Du faaet en liden Ar- ving, og Alt staar vel til". -- "Nej" -- raabte Fearnley sjæleglad, "det var da mor- somt. Det maa jeg skynde mig hjem og fortælle min Kone." Ludvig Kristensen Daa traf jeg en og anden Gang i Censurværelset. Det ene Semester, i hvilket han og hans Nevø Ludvig Ludvigsen Daae sad sammen i Facultetet (Vaar- semestret 1877), var et af de livligste Semestre, det historisk- filosofiske Facultet har oplevet; thi Onkel og Nevø var sta- dig i Toppene paa hinanden og mundhuggedes uophørlig. Den stridbare og hidsige Politiker var i sit Privatliv, og navnlig i sit Hjem, den mildeste og elskværdigste Mand og Fader, man kan tænke sig. At se og høre ham i Hjemmet var en ren Idyl, selv om man ikke var saa heldig at faa se SIDE: 237 ham, naar han iblandt laa tilsengs med sin Frues Natkappe ned- over Ørene. Den stod fortræffelig til hans Grinebideransigt med det graa, strittende Helskjæg og de skarpe Øjne -- rigtig Ulven som Rødhættes Bedstemoder. De to historiske Professorer af samme Navn bragte un- dertiden Forvexlinger, som det skulde Tid til at udrede. Jeg erindrer en Dag i Begyn- delsen af 1877, at Professor Caspar Paludan Müller sagde til mig: "Naar De kommer til Christiania, maa De hilse Daae fra mig." Havde jeg havt det skriftlig, havde det ingen Nød havt; thi den Ældre skrev sit Navn uden, den Yngre med "e" i Enden. Men nu maatte jeg spørge: "Hvilken Daae?" "Ih -- Professor Daae." "Ja, saa maa jeg igjen spørge, hvilken Professor Daae?" "Ih, Professor i Historie Daae." "Ja, jeg beklager, jeg maa vide hans fulde Navn, for de er jo to Historikere af samme Navn!" "Naa, Professor Ludvig Daae." "Hjælper ikke, for det heder de begge." "Det var voldsomt", udbrød den lærde Mand, -- "nu kan jeg ikke mere, jeg mener ham, som har skrevet Af- handlingen om "Fru Ingerd til Østraad"." Ja, saa var jeg jo hjulpen. Ja, Nevøen Ludvig Ludvigsen Daae var jo ogsaa en af dem, som satte Liv i vore Ventestunder i Censurværelset, som overalt hvor han viste sig. SIDE: 238 Med sine lange Skridt, med Hælene først i Gulvet, støv- lede han gjerne hen til sin Plads i Sofahjørnet, og lagde sig plat ned. Saa begyndte han at citere sine latinske Klas- sikere -- og paa det Felt havde han jo ikke sin Lige. Lige- som Onkelen var ogsaa han, den arrabiate Politiker, det vennesæleste og trofasteste Menneske, man kan tænke sig. Paa Kathederet var han absolut Uni- versitetets mest underholdende og interessante Forelæser. Kanske i sine Samtaler lidt for meget henfalden til Citater og Anekdoter, lod han dog aldrig denne Tilbøjelighed faa Magten, naar han stod paa Kathederet. Engang da han læste over den byzantinske Historie, fore- slog han mig, at jeg skulde del- tage i hans Forelæsninger ved at foredrage den byzantinske Kunsts Historie for hans Til- hørere, og dette gav Anledning til, at vi oftere i denne Tid hørte hinanden, og jeg maa sige, at jeg sjelden har hørt interessantere Forelæsninger, skjønt han gjorde Alt hvad han kunde for at ikke den formelle Skjøn- hed i Foredraget skulde overskygge det Gedigne i Indholdet. Det var festlige Timer. Ludvig Daaes ofte paafaldende ydre Optræden, betinget af hans souveraine Foragt for alt ydre Formvæsen, gav stundom Anledning til pudsige Scener. Engang befandt han sig paa en Forelæsningsrejse i Drammen, og traf her strax ved sin Ankomst, midt paa Bragernæs Torv, i selve Torv- tiden, da det var fuldt af Folk, sin gamle Ven og Artiums- kamerat Politimesteren. Det blev et muntert Gjensyn, Daae SIDE: 239 svingede med sin Stok, skjød Hatten hen paa det ene Øre, talte Latin og Norsk om hinanden med høj Stemme, og vilde endelig omfavne Politimesteren, som dog, da han be- fandt sig i Embeds Medfør paa Torvet, vilde unddrage sig dette Venskabsbevis. I det Samme fik han se en anden gammel Kamerat. Daaes Jubel steg, hvorpaa de to Dram- mensere tog Professoren mellem sig, og det bar afsted til nærmeste Café. Da udbrød en Torvhandlende, som havde været Vidne til Scenen: "Den der var jagu strid; jamen maatte Politimesteren ha en Mand til Hjælp for at faa Bugt med ham!" Daae fortalte selv oftere Historien, men det mor- somste ved det Hele er kanske, at han fortalte den som Vidnesbyrd, ikke om sin egen extravagante Optræden, men om Drammensernes Dumhed. At det stadig var en Fornøjelse at træffe sammen med Sophus Bugge, naar vore Forelæsninger en og anden Gang førte os sammen i Censurværelset, er en Selvfølge. Men jeg har helt glemt dem; thi om ham har jeg saa mange Minder fra et langt og fortroligt Samarbejde -- nærmest foraarsaget af vor fælles Interesse for godt Samhold mellem de nordiske Universiteter, at de har fordunklet alt Andet. I Comitéen for Indkaldelse af danske og svenske Forelæsere, som senere fik en fastere Organisation gjennem de akademiske Møder og den internationale Comité for Samarbejde mellem Nor- dens Universiteter, var han en ivrig Deltager, og jeg for- staar ikke, eller har ialfald glemt hvad der kan have foran- lediget, at han ikke indtraadte som Medlem af denne Sam- arbejdscomité, hvis norske Formand jeg blev, og som stadig søgte hans Hjælp og Raad. Med særlig Glæde erindrer jeg den Dag i 1883, da Universitetet havde udseet ham og mig til at rejse Upsalaprofessorerne i Møde ved deres Besøg i Christiania dette Aar. Det var en dejlig Solskinsdag i Be- SIDE: 240 gyndelsen af Juni. Hele Naturen stod i sin fuldeste Pragt. Af denne Aarsag rejste vi ud tidlig om Morgenen og tilbragte Dagen, indtil vore svenske Colleger kom om Aftenen, paa Aarnæs Station, hvor vi havde god Tid til at studere Sta- tionsmesterens Fjøs, Hønsehus, Gaardsredskaber, Have og Grisehus, inden Signalet lød til de ventede Gjæsters Ankomst. Mange Aar efter sagde han en Dag til mig: "Ved Du, hvor jeg egentlig først kom til at holde af Dig? Det var da Du snak- kede saa fortrolig med Smaa- grisene paa Aarnæs, og de gryn- tede saa forstaaelsesfuldt til Dig, mens Du kløede dem paa Ryg- gen med din Stok." Formodent- lig havde han da seet mig i mit rette Milieu, sammen med beslægtede Sjæle. Og da tager man sig jo altid bedst og for- delagtigst ud. Ogsaa Bugge var som mange lærde Mænd ikke saa lidet di- strait. Da vi reiste sammen til Upsala for at promoveres til Æresdoctorer ved Jubelfesten 1877, var vi begge blevne ordentlig sværtede af Jernbanestøv, og jeg sagde til ham: "Hør, naar vi nu kommer frem til Stockholm, saa skal det Første vi gjør være at tage os et romersk Bad." Bugge saa paa mig og sagde: "Nej, ved Du hvad. Vi er Begge saa skidne, at vi først maa gaa hjem og vaske os." Engang var nogle Venner ude paa en Landtur, og der skulde koges Æg. Fredrik Giertsen, som skulde være Kok, sagde til Bugge: "Aa, laan mig Dit Ur, jeg har glemt mit hjemme." -- "Ja" -- sagde Bugge, "Du maa saamænd gjerne SIDE: 241 laane Uret: men det er ikke sagt, Du kan bruge det, for det gaar galt." En af mine smukkeste Erindringer om Sophus Bugge, har jeg fra den Aften, da han fremlagde sin epochegjørende Opdagelse af de nordiske Mythers Forhold til gammelchristne og antike Overleveringer i Videnskabsselskabet. I Begyn- delsen af Foredraget laa der noget Usikkert over ham, hans strenge Selvkritik og store Beskedenhed ligesom hindrede ham i at fremsætte sine overraskende Sætninger med den samme Sikkerhed, hvormed han bar Overbevisningen om dem i sit Indre. Men efterhaanden talte han sig varm, og den som har hørt Bugge tale i saadanne Øjeblikke, naar hans indre Varme gjennemglødede selve hans Stemme og gjorde den vibrerende og dyb som en Understrengs Klang i Hard- angerfelen, vil forstaa mig, naar jeg siger at den hele Per- sonlighed blev som forvandlet. Den kom, den varme Glød i hans Stemme, dyb og klangfuld, mens dens lette Zitren røbede den indre stærke Bevægelse, som greb ham, da han nu for første Gang oprullede for os Andre, hvad der længe havde gjæret i hans eget Indre, i store Billeder, klare, levende og varme. Og da han sluttede, sad vi Alle som betagne af et stort Syn, af en ny Verden, han havde aabnet for os. Men han selv var bleven rolig, og da han stille modtog vore tause Haandtryk, skulde man ikke se, at det var den samme Mand, som nylig selv havde været, og havde sat os Alle i saa stærk Bevægelse. Ja han var et herligt Menneske, et af de herligste jeg har kjendt. Undertiden fik vi ogsaa i Censurværelset Besøg af det practisk-theologiske Seminars Lærere. Blandt de Mænd, som vistnok igrunden meget mod sin Vilje fra sine egentlige Livsinteresser droges ind i det poli- tiske Livs Hvirvel paa dets mest oprørte Tidspunkt, var Læ- SIDE: 242 reren ved dette Seminar Statsraad Nils Hertzberg. Det var næsten en Skjæbnens Ironi, at denne Mand skulde blive et af Rigsrettens Ofre; thi en i bedste Forstand mere frisindet Mand har jeg sjelden kjendt. Fuld af spillende Vid og hu- moristisk Lune over en Bund af dybt christeligt Alvor var han til sin høje Alderdom en ungdommelig Natur, som der- for ogsaa trivedes fortræffelig sammen med de Unge. Ud- viklingen af vort Sportsliv, indtil dette gik over til at blive en usund professionel Record- og Reclamebedrift, skylder ham overmaade meget. Student fra 1846 var han Mesterlectianer i Bergens Latinskole, mens jeg sad paa nederste Bænk i nederste Klasse som en sørgelig Sinke i Latin. Dette gav Anledning til mit første Bekjendtskab med Hertzberg; thi da jeg sammen med en tidlig afdød Kamerat skulde have Privatundervisning i latin for at kunne følge med, udsaa Rector Holmboe den flinke Mesterlectianer til vor Privat- informator, og vi blev saaledes den senere saa frugtbare Skolemands allerførste Elever, Noget, hvorom han i senere Tider ofte erindrede mig. Man har talrige Historier om Hertzbergs humoristiske Indfald og slagfærdige Svar. Jeg skal kun citere et af dem for at vise Arten af hans "tørre Lune". Han mødte engang ved Udgangen af Kirken Da- gens gejstlige Taler, og de kom i Passiar. Talen faldt paa Dagens Prædiken. Præsten, der med Rette var bekjendt for sin Veltalenhed, men som kanske havde den Fejl at udtvære sine Taler noget, udviklede for ham den Grundsætning, han SIDE: 243 fulgte ved Udarbejdelsen af sine Prædikener. "Jeg skal sige Dem," sagde han, "at jeg altid udarbejder den første Halvdel af mine Prædikener meget nøjagtig; men naar jeg saa er bleven inspireret, overlader jeg Resten til den Helligaand." -- "Da maa jeg gjøre Dem en overordentlig stor Compli- ment," sagde Hertzberg, "for Deres Del af Prædikenen var absolut meget bedre end den Helligaands". Som Taler ejede Hertzberg en enestaaende Evne til at lade den indre Munterhed, som dan- nede Mellemlaget mellem hans rolige ydre Fremtræden og hans Sjælegrunds dybe Alvor, knitre frem med en Pudsighed som virkede smittende og muntrende paa Tilhørerne uden egentlig at sætte deres Lattermuskler i Be- vægelse, og jeg har sjelden havt større rhetoriske Nydelser end naar Hertzberg lod sig høre ved en Studenterfest eller en lig- nende Lejlighed. Sin personlige Elskværdighed har han sat et varigt Monument i sine med uforlignelig Ynde skrevne Livserindringer, og ligesom han selv var Søn af en fortræffelig Far, har han efterladt den næste Generation nogle Sønner, som bærer Navnets Ære videre. Hans Far var jo den bekjendte Præst i Kvindherred og Kinservik Niels Hertzberg (1759 -- 1841). Sønnen var født 1827. Dette, at han var sin Fars Alderdoms Søn, gjorde, at han i 1910, kort før sin Død, kunde sige til mig de for- bausende Ord: "Min Søster, som døde for 117 Aar siden." Et smukt lidet Træk af hans Far, som fortjener at reddes fra Glemsel, skal jeg her anføre. Det var i ældre Tider SIDE: 244 Skik, ialfald i Fjordbygderne, at saa mange Brudevielser som muligt sloges sammen til samme Søndag, og en vakker Sommerdag stævnede en talrig Række Kirkebaade med Brude- folk "henover Hardangerfjords Vande". Brudekronerne lyste lang Vej i Solen, Felerne spillede, og Bøsserne knaldede -- Alt var Lys og Glæde. Brudenes Række stillede sig op foran Vaabenhuset og nejede, da Præsten kom til Kirke. Da fik han Øje paa En, som sad grædende udenfor de Andres Kreds uden Krone paa Hovedet og øjensynlig greben af dyb Sorg. Et Blik paa hende sagde ham strax, at hun ifølge Tidens Sæd ikke havde Ret til at bære "Jomfrukronen". Den gamle Menneskeven gik strax hen til hende og tilhvi- skede hende nogle trøstefulde Ord; men hun græd kun endnu bitrere. Da vendte han sig til de Andre: "Se," sagde han, "hvor Marken rødmer og blaaner af dejlige Blomster, skynd Jer at samle de vakreste, saa binder vi hende en Brude- krans af Vorherres egne Blomster, en Brudekrone vakrere end nogen Guldsmed kan smede den". Opfordringen blev fulgt, og den stakkars Brud traadte trøstet ind i Kirken ved sine Søstres Side. Det skal nu i visse Egne af vort Land være fast Skik, at Kransen for Brude i hendes Stilling er- statter Kronen -- men om det er en Virkning af Hertzbergs vakre Handling, ved jeg ikke. Først som Lærer ved Seminariet, senere ogsaa som Pro- fessor færdedes Biskop Anton Christian Bang ofte i Cen- surværelset. Biskop Bang har selv saa udførlig skildret sit Liv i sine Erindringer, at jeg ikke skal føje Noget dertil. Kun en eneste Historie, som han selv ikke fortæller, maa her finde et Sted, da den er for betegnende til at gaa i Glemmebogen. Det berettes at Biskopen en Dag havde taget Plads i en Sporvogn og var kommet til at sidde ved Siden af en ældre Kone af Folket, som ikke havde Ahnelse om, at hun havde den norske Kirkes primus inter pares ved sin Side, og Passiaren gik lunt og jævnt mellem den ven- SIDE: 245 lige Biskop og Konen. Hans folkelige ydre Apparition skulde jo heller ikke skræmme Nogen. Med den sædvanlige norske Nysgjærrighed vilde hun snart vide, hvad han var. Jo, han var da Theolog. "Ja Gud sa' jeg det", sa den vantro Kvinde. "Du er vel Præst ogsaa da, kan jeg tænke?" "Ja, det har jeg været." "Ja, jeg kunde nok tro det, Du er vel Biskop ogsaa da?" "Ja, det er jeg." "Du er vel Statsraad med da?" "Ja -- det har jeg været." "Ja, naa skjønner jeg, Du kommer fra Gaustad". "Ja, der har jeg ogsaa været". (Bang var jo en Tid Præst ved Sindssygeasylet). Da slog Konen Hænderne sammen og sagde med sorg- kvalt Stemme og dyb Overbevisning: "Aa -- det Brændevinet, det forbandede Brændevinet!" Se non è vero, è ben trovato. En Vinter mødtes M. J. Monrad og jeg ofte i Aftrædel- sesværelset; men et af disse Møder blev Anledningen til, at Theologerne, som disponerede Værelset som Censurrum, tog Forargelse, kjørte de andre Faculteter paa Porten, stængte sin Dør og forbeholdt sig selv Værelset til udelukkende Dis- position, mens vi Andre maatte hjælpe os, som vi kunde. Dette gik saaledes til. Man vil af dette Arbejdes første Del have seet, at jeg i min Studentertid syslede lidt med theo- logiske Studier, men aldrig tog Embedsexamen. Men alli- gevel kan jeg fremlægge et fuldgyldigt Vidnesbyrd om, at jeg har taget practisk-theologisk Examen. En Eftermiddag SIDE: 246 havde jeg indfundet mig som sædvanlig i Censurværelset, da Døren gik op, og Monrad traadte ind. Efterat have hilst paa mig, satte han sig i Sofaen og kastede et Blik paa de Papirer, som laa paa Bordet. Han var i oprømt Lune, tog et af dem og sagde: "Nei, nu har jeg aldrig seet saa galt. Se mig til de Theologer! Der lar de sine Examensvidnes- byrd ligge og flyde rundt om til Afbenyttelse for hvem som vil. Og dette er sandelig undertegnet af alle Facultetets Professorer!" Han viste mig en Blanket til Examensvidnesbyrd for den prac- tiske Embedsexamen, underteg- net af alle Professorerne, men med Examinandens Navn og Charakterer in blanco. "Har De taget Practicum," sa han. "Nej, det ved De jo meget godt, at jeg hverken har taget Theoreticum eller Practicum". "Det skal vi snart hjælpe paa," sa' han, tog Papiret, skrev mit fulde Navn paa Examinandens Plads og vedblev: "Hvad skal vi saa gi Dem i Homiletik? -- Aa jeg tæn- ker, vi gir Dem laudabilis præceteris. Men i Pastoraltheo- logi kan De ikke faa bedre end laud, og i Liturgik faar De haud". Og saa blev han ved, udfyldte hele Fagrækken, og sluttede med at regne Charaktererne sammen, hvorved Ho- vedcharakteren blev "laudabilis", som paategnedes Docu- mentet. Derpaa overrakte han mig det og sa': "Nu kan De søge Præstekald naar De vil". Ja, det kunde ikke nægtes, Documentet var i fuldstændig Orden og Navneunderskrifterne ægte. Jeg stak Documentet SIDE: 247 til mig og bevarer det endnu i min Skrivebordskuffe. Men da jeg en Dag ikke kunde modstaa min Lyst til at ærte min Ven, Professor Wilhelm Bugge, og viste ham min Be- rettigelse til at komme i Betragtning ved Præsteansættelser, med hans egen Underskrift, tog han, som rimelig kunde være, Sagen alvorlig, og Resultatet blev, at Værelset blev reserveret udelukkende for Theologerne. I Auditoriet. Og saa er det vel paa Tide at vi begiver os fra Forvæ- relset ind i Auditoriet. Men her befinder jeg mig i en vis For- legenhed; thi medens jeg i Forværelset kunde præsentere mine Collegers lærde Profiler, kan jeg ikke paa samme Maade præsentere de -- jeg tror nok jeg tør sige -- Tu- sinder, som nu i snart firti Aar har siddet under mit Ka- theder. Kun nogle Faa af dem er jeg traadt i saavidt nær Forbindelse med, at jeg kunde have Noget at fortælle om dem. Det faar jeg altsaa afstaa fra. Saaledes bliver jeg, da jeg endnu mindre kjender til Andres Arbejde i dette Auditorium, nødt til at tale om den Eneste af mine Tilhørere, som jeg kjender nærmere til. Den intimeste Tilhører, en Professor har, og den, som unægtelig lærer mest af ham, er -- ham selv. Og saa vil jeg da for- tælle lidt om, hvad jeg selv har lært af mine Forelæs- ninger. Det Første jeg har lært er, at et Foredrag, som er bundet til Papiret, falder dødt til Jorden og heller burde ombyttes med en god Lærebog eller allerhelst med Seminarøvelser og Samtaler. I mit Fag, hvor det ovenikjøbet gjaldt at ind- føre en helt ny Videnskab i et aldeles uforberedt Publicum, og hvor det altsaa fremfor Alt kom an paa at vække, ikke blot at fastholde Interessen, maatte det frie Foredrag blive en dobbelt Nødvendighed, og der maatte derhos i første Haand sees hen til at gjøre Foredraget letfatteligt, at "po- SIDE: 248 pularisere", mere end til at løse specielle videnskabelige Problemer, skjønt de Spørgsmaal der opkastedes, selvfølgelig maatte behandles paa en videnskabelig Maade. Der er vel intet Ord, der i vor Tid tages mere forfængelig end Ordet "populært Foredrag". Et "populært Foredrag" menes snart sagt Enhver at kunne holde; Folkeakademierne annoncerer jo endog efter "populære Foredragsholdere" à 20 Kr. Ti- men blandt helt uprøvede og uøvede Studenter. Der er Intet som synes lettere og Intet som i Virkeligheden er van- skeligere end det at holde et, i Ordets sande Forstand, po- pulært Foredrag, og det kan aldrig stærkt nok fremholdes, at det gamle Ord har Ret, som siger, at man ikke læser populært udaf det Lidet, men udaf det Meget, man ved. Kun den der har et Fond at øse af, vil være istand til udaf dette at vælge, hvad der egner sig for det Publicum, han har foran sig, og hvad han maa lade ligge. Meget af hvad der bydes af den Art er da ogsaa det rene Dilettanteri og fremmer kun Halvdannelsen -- og den har vi nok af før. Ved det populære Foredrag fremstiller sig strax som den første og største Vanskelighed de højst ulige Forudsætninger, der er tilstede hos det mangehodede Publikum, som sidder foran et Katheder. Selv har jeg nu i mere end halvhundrede Aar staaet paa Universitetskathedret -- først i Upsala og siden herhjemme -- og hovedsagelig som "Popularisator"; men Spørgsmaalet om, hvorledes denne Vanskelighed skal overvindes, hvorledes man skal finde Middelniveauet, har jeg aldrig kunnet løse. Men jeg skal i al Hemmelighed betro min Læser, hvorledes jeg af og til har baaret mig ad, naar Situationen blev mig for broget. Under min svenske Tid var jeg i en Række af Aar hver Vinter fra Stockholm kaldet ned til Göteborg for at holde populære kunsthistoriske Fore- læsninger. Paa den forreste Bænk sad der i alle disse Aar en gammel Dame med et overmaade interesseret Udtryk i sine kloge Øjne. Jeg lod da hende repræsentere mine Til- SIDE: 249 høreres Middelsniveau. Hun havde nemlig den menneske- lige Egenskab, at naar Noget i Foredraget ikke interesserede hende, slappedes hendes Træk, og det syntes som om hun kunde være tilbøjelig til at give efter for en naturlig Søvnig- hed. For hende, og for hende alene, læste jeg da. Saa- længe hun var med, og hendes livlige Øjne spillede, var jeg rolig; men naar hendes fede Hage begyndte at helde ned mod Brystet, og der bredte sig et Slør over de spillende Øjne, da forstod jeg, at der var Fare paa Færde. Og da søgte jeg gjerne ved en pludselig Overgang eller et uventet Ord, en opfriskende Anekdote eller et Paradox, som rev i Halsen, at vække de slumrende Livsaander, og naar det saa var lyk- kedes, saa var jeg igjen i Ligevægt. Men hver Aften saa jeg altid med Uro paa, om hun var paa sin Plads, for jeg ved sandt at sige ikke, hvorledes jeg skulde baaret mig ad, hvis mit levende Barometer ikke havde været tilstede. Men jeg ved just ikke, om jeg vil anbefale Andre at følge denne Recept, og navnlig turde den ikke anvendes paa Universitets- kathedret, hvor jeg nu var hensat. Som Forholdene nu engang laa, maatte Forelæsnings- methoden i mit Fag være: at lede Tilhørerne over fra det Bekjendte til det Ubekjendte. Man maatte med Udgangs- punkt i Verdenshistorien -- og specielt Culturhistorien -- efterhaanden skyde det rent kunsthistoriske Element frem i Forgrunden. Kun gjennem disse Propylæer kunde man haabe at føre Tilhørerne nærmere og nærmere ind til de Tempel- haller, som selve Kunstbetragtningen, dvælende ved Kunst- formerne, skulde aabne for dem. Kun saaledes kunde der lægges en solid Grundvold under den nye Bygning, som ellers vilde risikeret at svæve i Luften. Saa fik det over- lades den næste Generation af Lærere at rejse selve Bygnin- gen uden disse Stilladser. Jeg kunde jo ikke dengang vide, SIDE: 250 at jeg skulde opleve den Lykke at se en Række af mine raske Svende gaa igang med at rejse denne Bygning under mine egne Øjne. Endnu kun en Bemærkning om Methoden. Jeg har altid gaaet ud fra, at ethvert kunsthistorisk Foredrag maatte lægge an paa i Tilhørernes Fantasi at skabe et klart, anskueligt og, fremfor Alt, levende Billede af de kunstneriske Former, det omhandlede, et Billede, der skulde udfylde og uddybe det anskuelige Begreb, som Studiet i sin Helhed skulde indar- bejde. Og dette Billede har jeg altid troet, at man inder- ligst kunde fæste i Tilhørernes Sind, naar man, samtidig med at sætte Tanke og Fantasi i Bevægelse, tillige kunde faa en eller anden Hjertestreng til at vibrere ganske sagte, ved let at berøre det rent Menneskelige bag de Kunstformer, man fremstillede, og derved at gjøre Formfølelsen til Form om- kring et livsfyldigt Indhold. Alene ved paa denne Maade at knyttes til selve Livet kan Formfølelsen komme til at influere paa Viljen og Livsenergien. Jeg har altid troet at man t. Ex. fremkaldte det dybeste Indtryk af Akropolis' Tem- pelpragt eller af Roms Ruiner, af Pompejis Rester eller af Trondhjems Domkirke ved at binde Billedets Enkeltheder til Skildringen af hele Tidens Følelser og Lidelser ved disse Verkers Opstaaen og Undergang. I det Hele taget har det, at ranke Kunstens Historie saa nær som muligt op til den verdenshistoriske eller den nationale Bevidsthed, ved at ind- væve Kunsten i Folkenes Skjæbne og lade Kunstnerperson- ligheden spille stærkest muligt ind i dens Frembringelsers Form -- været den ledende Tanke i hele min Forelæser- virksomhed. At denne min Fremgangsmaade (især i Begyn- delsen) for Mange let fik Udseende af, at jeg gav Godt- kjøbslærdom tilbedste, fordi jeg intet Bedre havde at give, bekymrede mig kun lidet. Alt som Aarene gik, maatte jeg forsøge at vise, hvad jeg i Virkeligheden kunde give, som hvad jeg i Virkeligheden manglede. Og det som manglede, SIDE: 251 var ikke lidet; jeg ser meget godt selv, hvor store Mangler jeg som Videnskabsmand er beheftet med. Thi at være en nogenlunde dygtig Forelæser -- hvad man saa ofte har sagt mig at jeg er, at jeg vel maa tro det -- er noget ganske andet end at være en dygtig Videnskabsmand, om man end for at være det Første maa være lidt af det Sidste. Min hele Studiegang medførte, at jeg var og blev en Autodidakt med alle Autodidaktens Fejl og Mangler. Og jeg kunde ikke give mere end jeg havde modtaget. Overfor den Kri- tik, som jeg ved, paa mange Hold -- og desværre vistnok ofte med Rette -- er bleven øvet over mine Foredrag, kan jeg ikke nægte mig den kildrende Fornøjelse at fortælle, hvad der passerede mig paa en af de kunsthistoriske Con- gresser, hvor jeg havde holdt et Foredrag af den ovenfor skildrede Art. Den bekjendte tyske Kunsthistoriker Marc Rosenberg kom efter Foredraget hen til mig og sagde: "Sie haben heute Ihren deutschen Collegen eine gute Lection nicht nur in der norwegischen Kunstgeschichte sondern in der Kunst des akademischen Vortrages gegeben; schade nur, dass wir nicht Alle davon Nutzen tragen können, denn Ihre Methode fordert sowohl Geist als Herz, und nur Wenige haben Beides." Hvis det ikke var en tom Compliment, hvad der jo er muligt, anser jeg det for den største Anerkjendelse og den dybeste Forstaaelse, der i mit Liv har mødt mig. Men anse det nu ikke for bare Hoffærdighed, at jeg fortæller dette lige ud. Jeg fortæller det her, ogsaa fordi det danner en Modvægt mod den Mening, man herhjemme havde dan- net sig om mig, og som kaldte mit Forsøg paa at lægge dette Livets Frø ind i Foredraget for "Fraser", og at bringe Fantasien og Følelsen til sin Ret i Foredraget ved Siden af Tanken for "Usandhed". Det var jo dengang ikke mere end vel et Aar siden jeg herhjemme havde modtaget et af de elskværdige anonyme Breve, som begyndte med: "Du, som altid har løftet Løgnens Fane." SIDE: 252 Mine Elever. Hvad der gav mit Auditorium et ejendommeligt, men vist- nok meget uacademisk Præg, var den Omstændighed, at mit nye Fag ikke var noget Examensfag, og en Flerhed af mine Tilhørere ikke Studenter, men interesserede Mennesker af alle Klasser og Aldre og af begge Kjøn. Navnlig saa jeg snart med Glæde, at ogsaa Damer -- hvad der i hin Tid var yderst sjeldent -- besøgte mine Foredrag. Dette syntes mig baade heldigt og vigtigt, fordi det væsentlig er gjennem Kvinden at Skjønhedssansen eller dens Modsætning, Smag- løsheden, trænger ind i Hjemmene og sætter sit Præg paa dem. Og ganske særlig ser jeg med Glæde, at fremdeles en Mængde Lærerinder baade fra Folkeskolen og fra de højere Skoler stadig søger til mit Katheder. Syv Aar efter min An- sættelse fik jo Kvinder Adgang til at blive Studenter; men før den Tid tror jeg nok, jeg tør sige, at det var fra mit Auditorium, det kvindelige Element bredte sig ogsaa til andre Læresale, og fra Først af vistnok til Forargelse for Enkelte af mine Colleger, som ikke fandt Damers Nærværelse ved deres Foredrag fuldt stemmende med den academiske Vær- dighed. Ret pudsig var -- i Parenthes sagt -- den Over- gang i Tiltaleformen, som denne Invasion foranledigede. Hidtil havde man blot behøvet at sige: "Mine Herrer", og i den første Tid lod man, som man ikke observerede de enkelte Damer, og vedblev at tiltale Auditoriet med: "Mine Herrer". Men da Damekjolernes Antal forøgedes saa meget, at de ikke kunde oversees, begyndte det at hede: "Mine Herrer -- og -- og -- og Damer!" Saa forsvandt efter- haanden det Nølende, Tonen blev mere frejdig, og det hed: "Mine Herrer og Damer!" indtil det endelig gik op for os lærde Herrer, at simpel Høflighed fordrede, at man sagde: "Mine Damer og Herrer!" Og derved blev det. Men det tog Tid. SIDE: 253 To af mine Tilhørere maa her faa en særskilt Plads, min første Tilhører og min ældste Tilhører. Min første stadige Tilhører, som tog Sagen med Alvor, og som jeg ogsaa paa anden Maade kom nærmere, var en ung Mand, der tilhørte en for sine Traditioner og sine dybe culturelle Interesser vedbekjendt Trønderfamilie: den Knudt- zonske. Han stak med sin fine, forstaaelsesfulde Opfatning, sit sunde Øje og sin aabne Sans for historiske og culturelle Vær- dier, forunderlig af mod de fleste af mine andre Tilhørere, som dengang mest søgte mit Audi- torium af Nysgjærrighed eller for at stikke Næsen ind i en ny Verden og strax trække den ud igjen. Et lyst Hoved og en skarp Forstand syntes paa For- haand at destinere min unge Ven til en fremragende Stilling paa hvilken Bane han end vilde vælge -- og jeg ved, at det var med indre Sorg og stor Over- vindelse jeg, da han stod paa Tærskelen mellem Kunsthisto- riens og Jurisprudentsens Sale, for hans Fremtids Skyld be- stemt maatte raade ham til at vælge Fru Justitia. Og det var vist rigtigt. Thi kun et Par og tyve Aar efter var den unge Kunsthistoriker en af vort Lands mest fremragende ad- ministrative Embedsmænd, Stiftamtmand i Bergen, Amtmand i Søndre Bergenhus, Hroar Olsen. Min af Aar ældste og trofasteste Tilhører i senere Dage, 12 Aar ældre end jeg selv, var den i en Alder af næsten 90 Aar afdøde Hædersmand Oberst Hans Jacob Rosenørn Grüner. Denne fine og noble Mands Bekjendtskab havde SIDE: 254 jeg allerede gjort i Stockholm i Carl XV's Dage, i den Tid, da jeg færdedes ved hans Hof. Jeg følte mig strax tiltrukket af hans aabne, ridderlige Væsen, og efter min Hjemkomst indbød han mig til sit Hjem, hvergang jeg som Forelæser besøgte Fredrikstad, hvor han boede. Baade som Militær og som Militærforfatter har han jo et højt agtet Navn, og det glædede mig meget, da han efterat han havde taget Afsked og fæstet Bolig i Christiania, strax viste sig i mit Auditorium. Snart var han min trofasteste Tilhører. Der skulde være al- vorlige Hindringer ivejen, naar jeg ikke saa hans fine graa Krigerhoved paa den vante Plads -- altid ved Enden af en Bænk. Hvor trofast en Tilhører han var, viser sig bedst deraf, at han, naar han en sjelden Gang ude- blev, altid sendte mig sit Kort med Angivelse af Grunden til hans Fravær. Sædvanlig hed det: "Halsen! Halsen!" -- han var let udsat for Forkjølelser -- eller ogsaa hed det: "Jødebørn". Han var nemlig høj Frimurer, og jeg brugte ofte, naar han forsømte, at spørge ham, om han havde "været i Logen og slagtet Jødebørn." Vi boede ikke langt fra hinanden, og naar Forelæsningen var endt, kom han gjerne ind i mit Arbejdsværelse paa Universitetet -- og saa fulgtes vi hjem- ad. Disse Vandringer glemmer jeg aldrig. Klogt og interes- seret førte han da Forelæsningens Indhold videre i Samtale- form, og det var en Nydelse at høre hans træffende Bemærk- ninger og spøgefulde Raisonnement. Han var en fortræffelig Tegner, og hans Byprospecter fra Christiania, af hvilke flere SIDE: 255 er optagne i dette Verks første Del, er velbekjendte. Ogsaa hans antiqvariske Tegninger, som han udførte for sin Fætter N. Nicolaysen, gjenfindes i de første Aargange af Fortids- mindeselskabets Aarsberetninger. Endnu paa min Guldbryl- lupsdag besøgte han mig, men 8 Dage efter savnede jeg ham i Auditoriet -- uden noget Kort. Da forstod jeg, at der var noget alvorligt paa Færde -- og 4 Dage efter, d. 19de April 1912 døde den Mand som havde været mig en trofast Ven i de 17 sidste Aar. Fred med hans Minde! Da mit Auditorium som sagt for en stor Del bestod af Folk, som ikke læste Opslagene paa Universitetets tabula nigra, bragte Aviserne gjerne Underretning om, naar mine Forelæsninger for Semestret begyndte, og en Tidlang med- delte et af vore Blade ogsaa en Notits om Indholdet af den næstkommende Forelæsning. Men det holdt jeg engang paa at komme slemt fra. Vedkommende Redactør sendte mig en Dag et Correcturaftryk af en saadan Notits, det havde føl- gende Udseende (citeret efter Hukommelsen): "En Kjæmpeoxe forelæser Mandag Kl. 6 paa Auditorium No. 4 over Phidias' Kunst. Professor L. Dietrichson maatte idag lade sit Liv i Christiania Slagterhus. Dyret, som var indført fra Sverige, var den største Oxe, som nogensinde var bleven slagtet i Slagterhuset." Sætteren hadde forvexlet de to med fede Typer satte Overskrifter, men heldigvis blev Fejltagelsen opdaget itide. Ellers vilde Christiania den Morgen have faaet sig en god Latter paa min Bekostning. Mit egentlige Auditorium og min største Glæde var selv- følgelig den lille Kreds af virkelige Elever, af kunsthistoriske Studerende, som jeg efterhaanden saa voxe op omkring mig. Det varede længe; i hele 12 Aar havde jeg talt som foran SIDE: 256 en Mur uden at se et Spor af, at mine Ord havde vundet saa megen Anklang, at nogen af de Unge vovede for Alvor at gjøre det kunsthistoriske Studium til sin Livsopgave. Da bankede det en Dag, kort efter Artium i 1888, paa min Dør, og en bleg ung Mand traadte ind og bad om en Samtale. Han har selv senere i et lidet Causeri skildret dette vort første Møde. Han fortalte mig, at han stadig lige fra Barneaarene havde besøgt de populære Foredrag, jeg havde holdt efter Foran- staltning af "Selskabet for Christiania Bys Vel" i Missions- huset i Akersgaden, og da det var hans Ønske helt at ofre sig for det kunsthistoriske Studium, vilde han nu, da han var bleven Student, anmode mig om at vejlede ham i hans Studium. Da Kunsthi- storien er et dyrt Fag, fordi det med Nødven- dighed fordrer mange og lange Rejser, mens det til Gjengjæld ialfald dengang og i vore Forholde ikke aabnede Chancer for at kunne brødføde sin Mand, troede jeg det rigtigst først at underrette mig om hans økonomiske Stilling, og det første Spørgsmaal, jeg i min store Overraskelse og vistnok til hans endnu større Overraskelse ret- tede til ham, var: "Har De Penge?" Forundret svarede han et modfal- SIDE: 257 dent Nej, og jeg skildrede ham saa med de mørkest mulige Farver de Vanskeligheder, han vilde gaa imøde, om han fastholdt sin Plan -- de kostbare Verker, han maatte eje, de vidtstrakte Rejser, han maatte gjøre. Men da saa han paa mig med et lyst, varmt Blik og svarede beklemt: "Jeg tror, jeg vil for- søge det alligevel." Da slog jeg min Haand i hans: "Det er en anden Sag! da er De min Mand!" Og saa begyndte vi vore Studier, Timer, som jeg tror, vi begge endnu tænker tilbage paa med Glæde og Tilfredsstillelse. Aaret efter frem- stillede han sig til Andenexamen med Kunsthistorie som Tillægsfag, den eneste Examen i dette Emne, som hidtil har været afholdt ved vort Universitet: Og han bestod den med Glans. Efter flere Aars Ophold i Italien og en Del Aar, i hvilke han ledede "det nordenfjeldske Kunstindustrimuseum", staar han nu som Directør for vort Kunstmuseum og er ube- stridt vor første Kunsthistoriker samtidig med at han ejer et europæisk Navn: Jens Thiis. Vore Kunstanskuelser har i Mangt og Meget været højst afvigende, men dette har aldrig hindret, at vi har respecteret hinandens Syn, og Forholdet mellem Lærer og Elev er i Aarenes Løb gaaet over til et hjerteligt Venskab mellem den Gamle og den Unge. Han udtalte engang i en Forelæsning om Andrea del Verocchio og hans Elev Leonardo da Vinci: "Det er en daarlig Elev, som ikke overgaar sin Lærer." Han har selv ikke været nogen "daarlig Elev"! Omtrent samtidig fik jeg en Elev fra et fremmed Uni- versitet, idet en ung Upsalastudent, Johan Bruun, besøgte vort Universitet for at søge min Vejledning under Studiet af den norske Middelalders Kunstarchæologi. I 1891 havde jeg den Glæde at fungere som Facultetsopponent ved hans Doctordisputats i Upsala om "Norges stafkyrkor". I 1896 fik vi ved vort eget Universitet den første kunst- historiske Doctordisputats, da Andreas Aubert tog Doctor- graden paa sin Afhandling om Professor Dahl. Men da han SIDE: 258 altid -- og med fuld Ret -- hævdede, at han ikke var min Discipel, og i det Hele altid indtog en mere end reserveret Stilling overfor mig, skjønt han findes blandt Forfatterne i det til mig dedicerede Festskrift i 1909, har jeg ingen Ret til her nærmere at indgaa paa en Charakteristik af den af vor Kunstforskning højt fortjente Mand. Saa siger jeg ham da blot en stille Tak for hvad han har lært mig og et inder- ligt: Fred over hans Minde! Der var nu igjen gaaet en Del Aar, uden at Antallet af Specialister syntes at skulle for- øges; men efter min Hjemkomst fra Italien 1897 meldte sig sam- tidig ikke mindre end 3 unge Mænd, der agtede at vie sig til Faget for Alvor. Det var Harry Fett, som jeg allerede havde truffet i Italien, nu Rigsantiqvar, Carl Wille Schnitler, nu Universi- tetsstipendiat i Kunsthistorie og Forfatter af det prægtige Ar- bejde "Slægten fra 1814", samt Fredrik B. Wallem, nu Amanuensis ved det etnografiske Museum. Fra nu af kunde jeg iverksætte en Yndlingsplan, jeg længe havde havt: at samle mine Elever til private Øvelser og Samtaler i mit Hjem, et Foretagende som snart skjød større Fart. Hans Dedekam, nu Thiis' Efterfølger som Directør for Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum, Rolf Thommessen, der et Aars Tid var Universitetsstipendiat i Faget, inden han gik over til Journalistiken, og Einar Lexow, nu Conservator ved Bergens Museum, har Alle i flere Aar deltaget i Øvelserne. Som man ser, en lovende Flok, der spaar godt for Studiets Fremtid og for Udbredelsen af SIDE: 259 en almindeligere Interesse for Faget end en enkelt Universi- tetslærer vil kunne afstedkomme. Foruden dem har jeg havt den Tilfredsstillelse at se flere yngre, dygtige Historikere, navnlig Literærhistorikere aarvis og stadig at deltage i mine Øvelser og Colloqvier. Jeg nævner særlig Historikeren Ed- vard Bull, nu Universitetsstipendiat, hans Bror, Literærhi- storikeren Universitetsstipendiat Francis Bull, som nylig modtog Univers. kongl. Guldmedalje for en fortræffelig Holbergafhand- ling, og den som staar mig nær- mest blandt de Unge Fredrik Paasche, nu Universitetsstipen- diat i Literaturhistorie. Ogsaa en Del kvindelige Deltagere har Øvelserne havt. Tre af mine Ele- ver har senere taget Doctor- graden ved vort Universitet med et kunsthistorisk Emne: Rolf Thommessen 1908, Harry Fett 1908 og Fredrik B. Wallem 1910. En Mængde her ikke nævnte Deltagere i mine Øvelser har naturligvis senere gaaet over i andre Fag og kun anvendt disse Studier som et nyttigt Led i sin Almendannelse. Jeg tør saaledes sige, at hele Rækken af vore nulevende Kunst- historikere har været mine Elever. -- At jeg i denne For- bindelse ogsaa nævner en Mand, som har spillet en betyde- lig Rolle for Vestlandets Kunstindustri, skjønt han kun, naar jeg har forelæst i Bergen, har været min Tilhører, vil min gamle Ven, Directør Johan Bøgh neppe optage mig ilde: han har dog i flere Henseender været min Elev, om ikke netop min Tilhører. Det smukke Festskrift "Kunst og Kultur", hvormed Venner SIDE: 260 og Elever saa venlig hædrede mig paa min 75-aarige Fød- selsdag, kunde ialt opvise ikke mindre end 18 Forfattere, hvoraf 10 havde været mine Elever. Endelig tør jeg maaske nævne, at jeg gjentagne Gange har modtaget Kaldelser til videnskabelige Forelæsningsserier udenfor vort eget Land, ligesom til Enkeltforedrag. Jeg har saaledes efter Opfordring forelæst i Nürnberg og Köln ved kunsthistoriske Congresser, ligesom jeg i 1904 af Upsala Universitet, som havde en ledig Professorgage til Disposi- tion, i Vaarsemestret indkaldtes for at holde en Serie Fore- læsninger over Norges Kunst i Middelalderen, og det følgende Aar, 1905, fik jeg en lignende Kaldelse af den danske Comité for Samarbejdet mellem Nordens Universiteter til en Fore- læsningsserie ved Kjøbenhavns Universitet og ved Askov Folkehøjskole. Jeg har saapas længe opholdt mig ved disse Ting og ved min egen med dem sammenhængende Person, fordi jeg selv i denne Side af min Livsvirksomhed ser dennes egent- lige Kjerne, det eneste Felt, paa hvilket det maaske har lykkedes mig at udstrø en Sæd, som jeg tør haabe vil bære Frugt i Fremtiden, og derfor syntes jeg, at jeg skyldte en Redegjørelse for mit Forhold til den. Men det være nu dermed som det vil: Et tror jeg ialfald at turde sige: Jeg har altid fremfor Alt ladet det være mig magtpaaliggende aldrig at paavirke mine Elever til Fordel for mine egne, per- sonlige Kunstanskuelser, men derimod altid saa meget som muligt søgt at fremme Udviklingen af Enhvers individuelle Retning og Anlæg -- i fuld Frihed og uden doctrinær En- sidighed. Maatte nu Held og Velsignelse følge den unge lovende Skare i den Livsvirksomhed, den gaar imøde! Kunsthistorien er et Fag, som naar det først engang har faaet Borgerret i et Land, ved sit almeninteressante Indhold SIDE: 261 maatte egne sig fortræffelig for de mange i 70aarene opstaaede Forelæsningsforeninger i Provinsbyerne som for de i 80aarene dannede Folkeakademier, og den er da, hvad der syntes mig med min Opfatning af Fagets Betydning yderst glædeligt -- i rigt Maal ogsaa af mine Elever blevet udnyttet hertil. Dette har vistnok i ikke ringe Grad bidraget til at sprede Kunst- sansen i videre Kredse. Selv har jeg holdt dette Slags Fore- drag næsten i alle Byer rundt Norges Kyst, i Fredrikshald, Sarpsborg, Fredriksstad, Moss, Aas Landbrugshøjskole, Land- brugsskolen ved Sem, Hamar, Ringsaker, Lillehammer, Dram- men, Horten, Tønsberg, Sandefjord, Laurvik, Porsgrund, Skien, Kragerø, Arendal, Grimstad, Stavanger, Bergen, Molde, Chri- stiansund og Trondhjem, og nu holder den yngre Genera- tion paa at plante Fanen over Land og Strand. En Historie fra en af disse Foredragsrejser maa jeg for- tælle. Jeg tror at turde sige, at jeg altid har behandlet min Videnskab og mine Forelæsninger med tilbørligt Alvor; men engang maa jeg tilstaa, at jeg virkelig har benyttet Kathedret -- skjønt selvfølgelig ikke Universitetskathedret -- til en Skøjer- streg. Og det var dengang jeg fra min Talerstol overfor et intetahnende Publicum takkede min Vertinde for en fortræffe- lig Ret Pølser, hun havde sendt mig til Middag. Dermed forholdt det sig saaledes: I Slutningen af 80aarene havde min Ven, senere Directør Didrik Maria Aall foranlediget mig indkaldt til at holde en Række populære Forelæsninger i Arendal og tillige indbudt mig til at bo hos ham under mit Ophold i den smukke lille Stad ved Tromøsundet. En Dag havde hans Svigermoder sendt os en fortræffelig Ret Pølser til Middag. Den smagte saa godt, at jeg ved Middagens Ende erklærede, at den Ret Pølser maa jeg endnu idag bringe hende min specielle Tak for. "Det vil falde lidt vanskeligt," sagde min Vert; "thi du træffer hende ikke før iaften ved Forelæsningen. Og da kan det ikke ske, for da SIDE: 262 staar Du paa Kathedret." "Naavel," svarede jeg overgivent, "saa maa jeg takke hende fra Kathedret." "Det vil vel neppe lade sig gjøre," svarede han; men med det Samme for en forfløjen Tanke mig gjennem Hovedet, og jeg sagde: "Ja -- hør nu efter: jeg skal begynde min Forelæsning iaften med at takke for Pølserne!" Jeg læste over Michelagniolo, og Aftenen var viet en Gjennemgaaelse af den store Kunstners Breve. Jeg besteg Kathedret, og min Ven sad der, spændt paa hvad der nu vilde komme. Jeg kunde dog ikke ville gjøre Skandale og bringe baade hans Svigermoder og mig selv i Folkemunde ved en Fadaise. Saa begyndte jeg: "Tak for Pølserne!" -- "Tak, kjære Ven, for Trebbiano- vinen, Du sendte mig" -- Tak for den ene eller den anden private Venlighed er ofte nok den ret betydningsløse Begyn- delse til de dybe og indholdsrige Breve, Michelagniolo sendte sine Correspondenter." Og saa gik jeg over til Texten, og havde holdt mit Ord. -- Vi To morede os lunt og stille; men Tilhørerskaren ahnede jo ikke, hvor skammelig jeg havde opført mig. Jeg begyndte og sluttede 80aarenes Decennium med to Tillidshverv ved Universitetet. I 1880 var jeg Formand i Aarets Artiumsdeputation (Examen Artium afholdtes jo til og med 1883 ved Universitetet) og i 1889 blev jeg valgt til mit Facultets Dekanus og som saadan til Medlem af det akade- miske Collegium. Jeg indehavde denne Stilling i 4 Aar, indtil jeg ved Valget for Perioden 1894 og 1895 frabad mig Gjenvalg. Artium 1880 bragte Universitetet adskillige fremragende Studenter: Nordpolsfareren Frithjof Nansen, Minister Benja- min Vogt, Professor Wilh. Bjerknes, Statsraad J. Castberg, Adv. Harbitz, Prof. P. Holst, Overl. Jens Raabe, Dr. Reiss, Fængselsdir. Segelcke-Thrap, Yngvar Brun o. a. -- men det var ogsaa en ret kranglet Artium med en hel Del Fusk og Fanteri. SIDE: 263 En stakkels Djævel, som var besat af ulykkelig Kjærlig- hed til Pallas Athene, var den første, som gjorde mig det broget. En Dag, da jeg kom ind i Secretariatet, viste Secre- tæren mig et Middelskolevidnesbyrd fra en Artianer og spurgte mig, om jeg kunde se noget Mistænkeligt ved det. Herved ledet ind paa Mistankens Spor randsagede jeg det nærmere og fandt at i Navnet (jeg sætter her et fingeret Navn) Jens Enger var "er" skrevet med andet Blæk end det øvrige. Mester Urian blev da indkaldt, men mødte ikke (saavidt jeg erindrer). Dette var jo en ligefrem Documentforfalskning: han havde benyttet et Vidnesbyrd, som tilhørte en Jens Eng, da han selv ikke havde kunnet klare Middelskoleexamen. Jeg havde havt bedst Lyst til at lade hele Sagen falde og blot vise ham bort fra Examen; men da jeg i min Tvivl om det rigtige vendte mig til min juridiske Nabo og Collega, Prof. Aschehoug, erklærede han at det var min Pligt at anmelde Sagen for Politiet. Saa maatte jeg da møde for Retten paa Universitetets Vegne, men Dommeren fandt Delinqventen saa fuldstændig uden Begreb om, at han havde gjort noget Strafskyldigt, at han lod Synderen slippe med en Advarsel. Og glad var jeg. Men saa kom en Dag en af de mathematiske Censorer og viste mig to Besvarelser af en Opgave, som var saa iden- tiske baade i de rigtige og de urigtige Løsninger, at der ikke kunde være Tvivl om, at den ene jo var afskreven efter den anden. Saa maatte der da Forhør til. Den Ene, som saa meget kløgtig ud, benægtede fuldstændig Alt. Saa tog jeg den Anden for mig, og hans taabelige Ydre viste mig strax, at han var Afskriveren, ikke Forfatteren. Saa benyttede jeg mig af hans synlige Stupiditet og sagde til ham: "Nu skal jeg fortælle Dem, hvorledes De har baaret Dem ad med at fuske." Og saa gav jeg ham en Fremstilling af, hvorledes de Begge havde baaret sig ad med sit Fusk. Jeg gjorde med Vilje Fremstillingen saa detaljeret at den ikke kunde være SIDE: 264 rigtig i alle Enkeltheder, og den Sikkerhed, hvormed jeg fremførte mine Unøjagtigheder, opirrede ham efterhaanden i den Grad, at han forarget udbrød: "Nej, det er ikke sandt -- det var ikke saaledes det gik til." Dermed var Dom- pappen fangen, rødmede og tilstod. Begge blev da bort- viste. Fem og tyve Aar senere havde jeg en fornøjelig Aften sammen med "mine Artianere", idet de var saa venlige at invitere mig til at være deres Gjæst ved Jubilæumsmiddagen, midt under Carlstadforhandlingerne i 1905, hvori -- som bekjendt -- En af dem deltog. Benjamin Vogt erindredes da selvfølgelig ved en Skaal og et Telegram. De klassiske Studier ved vort Universitet. Mit fireaarige Dekanat og min deraf følgende Deltagelse i Universitetets Styrelse -- det akademiske Collegium -- faldt i en ret bevæget Tid (1890 -- 1893); men der forefaldt Intet, som kan interessere en større Læsekreds, det skulde da være den besynderlige Historie om Besættelsen af den filosofiske Professorpost efter Wikners Død -- men jeg forbi- gaar de enkelte Sager for heller at ofre nogle Ord paa det ene, store, nedslaaende Forhold, som i hele min Embedstid, i snart 40 Aar har voldt mig den største Sorg og Bekym- ring: de klassiske Studiers af Lovgivningsmagten hidførte dybe Forfald ved vort Universitet. Det var jo et Factum, at enten vi er os det bevidst eller ej, enten vi vil stride derimod eller ej, og hvor meget den materialistiske Aandsretning end behersker vor Tid, saa be- væger hele den civiliserede Verden sig endnu den Dag idag i nedarvede græsk-romerske Culturformer i Sprog, i Rets- bevidsthed, i Kirke, i Videnskab, i Kunst -- og den vil vist- nok endnu længe vedblive at gjøre det. Men den Mening, at Verdensudviklingen nu i Naturvidenskabens og de tek- niske Opfindelsers Tidsalder holder paa at forandre sine egne SIDE: 265 Aandslove, har ført til, at man tror at kunne udenvidere skille os af med disse Antikens hele Livet betingende For- mer ved at underbinde de Aarer, gjennem hvilke de tilflyder vor Bevidsthed og bliver istand til at befrugte Nationernes Liv, og sætte nye Værdier i deres Sted. Men at skille os af med de græsk-romerske Culturformer er det Samme som at skille os ved Culturen selv; thi disse Former er gjennem to Aartusinder saa fastvoxede ved dens Væsen som Huden ved vort Legeme og ligesaa umulig at fjerne uden Livets Forlis som denne. De er ligesaa nødvendige, disse Former som Aandedrættet; thi hvis vi er opmærksomme paa os selv, vil vi se at vi ganske ubevidst benytter dem -- bogstavelig talt -- næsten i hvert Aandedræt -- i Tanke og Tale, Bon- den som Videnskabsmanden, Krigeren som Prædikanten. Ved enhver af de tekniske Opfindelser, hvorpaa vor Tid er saa rig, forøges de culturelle Combinationers Antal og for- drer Navne og Udtryk, som -- for at forstaaes af Alle, maa hentes fra samme Kilde -- Græsk og Latin. Overalt har vi Brug for Begreber og Ord, Billeder og Tanker, Systemer og Methoder, som vi har modtaget fra Hellas og Rom, og som henviser os til Grækeroldet som til en af vor Culturs dybeste Kilder. "Grækeroldet er ingen helt opløst og over- vunden Bestanddel af vort Aandsliv, men danner en bevidst, følelig Overlevering i dette" siger Englænderen Walter Pater. Hvis vi ikke vil kvæles i Materialismens Arme og synke ned til aandelige Fattigmandskaar som Nation, maa vi af al Kraft befordre Bevidstheden om, at de klassiske Studier har Be- tydning netop som den nationale Almendannelses dybeste Grundlag, hvis denne Nationalcultur ikke skal føre os til Isolation og aandelig Forkrøbling istedetfor til Selvstændig- hed og aandelig Frihed. Men denne Flaaen Huden af vort eget Legeme er det vi nu herhjemme i en Aarrække har holdt paa at udføre paa os selv, idet vi har jaget de klas- siske Studier bort baade fra Skole og Universitet, saa at SIDE: 266 klassisk Dannelse om en Menneskealder -- tak være vore Skolelove af 1869 og 1896 -- ikke mere vil existere i Norge. Man peger paa den gamle "Latinskoles" Ufrugt- barhed og Universitetsfilologiens formalistisk-grammatiske Ensidighed som Grunde for at skille sig af med de klas- siske Sprogstudier. Men man glemmer eller synes ikke at vide, at Filologi i 1869 og Filologi 1914 er to grundfor- skjellige Ting. Skridt for Skridt er det formalistiske Sprog- studium veget for Realiteter, for Studiet af antik Historie, antik Statsforfatning, antik Folkecultur, antik Literatur og antik Kunst, -- disse er traadt i Forgrunden, og det egent- lige Sprogstudium indtager nu, efterat Hellas og Orientens Jord har aabnet sig for Forskernes Øjne og tilbagegivet os Troias og Mykenes, Kretas og Cyperns, Olympias og Per- gamons Oldsager, sin rette Stilling som den grundlæggende Basis for Kjendskabet til de gamle Folks Liv og Aand. Fra et Formalstudium er Filologien i Løbet af de sidste 40 Aar blevet et Realstudium, som kaster nyt Lys over dunkle og og derfor hidtil uopdagede Egne, som giver os Lærer for Livet, ikke blot for Skolen og Universitetet. Saaledes ser man for Tiden overalt i Europa paa Filologien -- overalt undtagen hos os. Man peger videre paa, at vor Tid og de kommende Ti- der, paa Grund af de ved Tidens uhyre tekniske Fremskridt saa helt forandrede Forholde, har skabt helt nye Udviklingslove. Det tør jo være, at vi nu er komne saa langt, at vi modsat Middelalderen, der hjalp sig med Antikstudier uden Natur- kundskab, nu kan hjælpe os med Naturkundskab uden An- tikstudier. Det er en Tanke, som ikke er fremmed for en Tid, der med Rette er begejstret for de mægtige Fremskridt, Naturvidenskaben har bragt Verden. Men mon ikke netop derfor Tiden nu er inde til at erindre om, at vi ikke tør gjøre os skyldige i den samme Ensidighed som Middel- alderen, kun i modsat Retning -- at Mennesket ikke lever SIDE: 267 af Brød alene -- at Aandsvidenskaberne og blandt dem An- tikstudiet just derfor i vore Dage har en stor og vigtig Ver- densmission? Da Humanismen i det 16de Aarh. blev ene- raadende og som Følge deraf ensidig, overmodig og tilsidst ethisk bedærvet, da blev Naturvidenskaben en af de Magter, som maatte vise den tilbage indenfor dens rette Skranker. Naar man betragter de mange Udslag af plump Materialisme, som i Ly af de exacte Videnskabers Overvægt har udviklet sig paa flere Hold, kan man ikke værge sig mod den Tanke, at de klassiske Studier i vor Tid turde have en tilsvarende Mission overfor Naturstudiets Ensidighed og Overmod, som hist og her truer med at ende i Sumpen -- ligesom Human- ismen. "Stryg det Skjønne og dets Cultus ud af Livet, og I har Svinestien tilbage," sagde gamle Johannes Scherr. Naar man har fjernet de klassiske Studier, vil man snart føle, at en humaniserende, en moderlig-mildnende Magt er forsvunden fra Livet. Det er som et af de stærkeste Værn mod Materialisme og deraf følgende Forsumpning i Ucultur og Sjæleraahed, de klassiske Studier har sit kanske aller største Værd og sin vedblivende Betydning. Som Mand og Kvinde i Forening bygger Hjemmet, maa Realisme og Hu- manisme sammen bygge Culturen. Som hos os at fremme den ene Side paa den andens Bekostning er at skade dem begge; thi Videnskaben er ikke en mekanisk Samling af Faggrupper, men en levende Organisme, som lider i sin Hel- hed, naar noget af dens Led trykkes bort fra den Plads, som tilkommer den i den store fælles-culturelle og fælles-euro- pæiske Lærebygning. Det hævner sig i vort Tilfælde der- ved, at ogsaa de exacte Videnskaber unddrages den Hjælp, de klassiske Studier skulde ydet dem. Kan man kalde det Læresæde et Universitet, som lukker Kildestudiet af Romer- retten for Juristerne, af Hippokrates og Galén for Medici- nerne, af Aristoteles for Naturvidenskabsmændene, af Klas- sikerne for Filologerne og af Bibelen for Theologerne? Og SIDE: 268 det er erkjendt, at det Pensum, vort Universitets Stude- rende nu modtager i de klassiske Sprog, ikke sætter dem istand til selvstændig Benyttelse af disse hele Studiet grund- læggende Sprog! Vore blinde Vejledere gaar videre uden at generes af dette Factum og siger: "Det maa overlades til dem, som føler et særligt videnskabeligt Kald" -- har jeg seet udtalt -- "at følge dette Kald." Kan der tænkes en blodigere Haan! Hvorledes skal dette Kald kunne opstaa og følges, naar man sørger grundigst mulig for, at det ikke skal kunne væk- kes? Allerede Skoleloven af 1869 gav os det mindste tæn- kelige Minimum for ikke at kvæle al klassisk Dannelse -- efter Skoleloven af 1896 skal den kvæles. De samme blinde Vejledere har forespejlet os, at de klas- siske Studiers Fordrivelse skulde erstattes ved en desto dy- bere Indtrængen i vort eget Folks Væsen. Og hvad fik vi? Landsmaalsstilen! Naar det for disse vore Folkeledere ser ud, som om vi saa udmærket kan undvære de klassiske Studier, saa viser det kun, at de ikke har den fjerneste Ahnelse om, hvilke Værdier det er, de unddrager os. Naar de fortæller os, at vort Folk kan, hvad intet andet Culturfolk kan: hjælpe sig uden klassisk Dannelse, "hjælpe sig med Oversættelser"(!) eller "som Folkehøjskoleeleverne" "hjælpe sig med Historie og Modersmaal" (saa lød det vir- kelig nylig fra et eleveret Medlem af vort Storthing), saa raisonnerer de nøjagtig som den Mand, der mente, at man bedre kunde undvære Solen end Maanen, fordi at om Dagen er det jo lyst alligevel. Sagen er jo, at den enkelte Mand eller Kvinde naturligvis ogsaa uden klassiske Studier kan blive et højt dannet Menneske og hævde en fremtrædende Plads i Samfundet: men et Folk kan umulig i Længden hævde sin Plads blandt Culturfolkene uden et Samfundslag, som ejer klassisk Dannelse. Kun med et saadant i sin Midte SIDE: 269 kan vort Folk stille sig i Niveau med andre Folk. Men dette Samfundslag vil vi om en Menneskealder ikke længer eje, fordi Lærerne hindres i at bringe frem Elever saa vidt, at de selv kan blive Lærere for det næste Slægtsled. At isolere sig fra Europas andre Folk ved at sætte sig under dem i klassisk Dannelse og dog beholde sin Folkerang er ligesaa umuligt for et Culturfolk, som Tilegnelsen af den nationale Cultur selvfølgelig er nødvendig. Man maa have begge Dele. Men vent blot! Den følgende Generation vil maatte bøde grusomt for Fædrenes Synder, naar den ser sig nedsat til aandelige Husmandskaar, afskaaret fra alt virkeligt Samliv med den højere europæiske Cultur, som strømmer ind paa os udenfra og -- under disse Omstændigheder -- vil blive vore fremmede, udenlandske Herrer her i vort eget Land. Det gjælder ogsaa her at "holde Forsvaret i Orden" -- det aandelige Forsvar. Naar disse Husmandskaar om ikke ret længe bydes os, da har det, man træffende har kaldt "vor demokratiske Nivellering nedad", baaret sin Frugt. Al- ting kan demokratiseres og Alting kan nivelleres -- und- tagen netop Culturen, den nivelleres ikke, den isoleres, syg- ner og dør, og (hvad der er det frygtelige) dør uden at Folket selv mærker det. Isolationen er allerede begyndt. Allerede nu træder paa mange Maader Halvdannelsen i Dan- nelsens Sted, -- og vi holder Fester og Jubilæer og synes at Alting gaar saa glædelig! Spørgsmaalet er altsaa dette: om vi er kommet saa langt forud for alle andre Folk, at vi kan undvære, hvad selv de store Culturfolk tror sig at behøve, eller om vi -- maaske skulde ligge saa langt tilbage, at vi ikke engang forstaar vort lave Standpunkt. Historien har kun ét Sidestykke til et saadant Hovmod hos et lidet Folk. Det var dengang Østgothernes Dronning Amalesuntha, for at hendes Folk ved at tilegne sig den antike Culturs Skatte skulde blive Italiens og Verdens Herrer, havde indført klassiske Studier og ansat SIDE: 270 Lærere i de gamle Sprog. Da skaffede Gotherne, som fryg- tede for, at deres fysiske Kraft skulde svækkes ved denne "Cultur", sig sin Skolelov af 1896 i den Tids Former, idet de tog Livet af sin Dronning og jog hendes Lærere paa Porten. Tyve Aar efter var der intet østgothisk Folk mere. Skulde der ikke ligge en Lære ogsaa for vor Tid og vort Folk i den Historie? SIDE: 271 BLANDT STUDENTER hvori fortælles baade om brave, muntre Studenter og om Bohêmetidens Væmmeligheder, om Decadenter og Tømmermænd. 1. Gamle Dage og Bjørnsonperioden. 2. Min første Formands- periode (1878). 3. Min anden Formandsperiode (1885). 4. Christiania Bohêmens Dage. 5. Decadenter og Tømmermænd. Gamle Dage og Bjørnsonperioden. Men Ungdomsbarmen huser Dog altid samme Ild. De evigunge Muser Ej Tid forandre vil. A. Borchgrevinck. Studenterne! -- Ja i deres Kreds har jeg dog nok ogsaa paa mine gamle Dage tilbragt nogle af mit Livs lyseste og gladeste Stunder -- og de maa have sit særskilte Kapitel. Thi Sam- livet med de Unge var Lyspunktet og de kvæ- gende Hviletimer i mit Liv: "Ynglingen dør, men Ungdommen lever", og den bibeholder, mens Generationerne vexler, altid to fortræffelige Egenskaber, som den rundhaandet meddeler sine Venner: Livslyst og Fri- sind, om end i højst forskjellige Former. Mer end 60 Ganger har nu Universitetet modtaget nye Studenterkuld, siden jeg selv var Rus, og hvert Aar i September er der læsset af en Skjæppe SIDE: 272 Æblekart i Athenes hellige Haller, ædle Frugter og Skrab. Og hvad der gjælder de Enkelte, gjælder om Generationerne: "Skidt og Kanel". Men uden at ville henregne enten min Ungdoms eller min Alderdoms Studenter til den ene eller den anden af disse to Kategorier, er det mig ialfald klart, at der er en himmelvid Forskjel mellem Studenten af 1853 og Stu- denten af 1913. Det store Omslag i Tiden, som jeg ovenfor har søgt at skildre, sporedes lige ind i Studentens stille Kammer, og ikke mindst der. I 1853 gjenlød endnu Tonen fra Chr. Winthers Studentersang: "Herrer vi ere i Aandernes Rige, Vi er den Stamme, som evig skal staa". Fra 1870 af synger vi med Bjørnson: "Den norske Student er Folkets Søn". Og det indebærer et stort og betydningsfuldt Fremskridt. Den Ungdom, som rekruterede Universitetet i mine Stu- denterdage, var næsten uden Undtagelse udgaaet fra dan- nede, men for de store Verdensbevægelser uendelig frem- mede Hjem. Det var Embedsmandssønner med Traditioner fra Slægten af 1814, men som ikke engang i Fantasien havde bevæget sig synderlig udover den hjemlige Dal og Ho- vedstadens Gader. De optoges velvillig som Gjæster i de christianiensiske velstaaende Embedsmands- og Borgerhuse, hvor de Søndagsaftnerne lærte social "bon ton" og holdtes borte fra alle farlige burschikose Tendenser for efterhaanden selv at blive gode Embedsmænd og Borgere eller -- Spidsborgere. Men ikke før var vi sluppet ud af Hjemmet og Familiekredsene før vi paa egen Haand tog Skaden igjen og skabte os vore egne Idealers luftige Verden i Sang og Taler, i Skandinavisme og Stu- dentertog, og jeg vilde være uretfærdig mod min egen Tid, hvis jeg ikke tilføjede: men ogsaa i alvorligt, pligtopfyldende SIDE: 273 Arbejde! Men hvor laa ikke Spidsborgerligheden alligevel og lurede bag Idealerne! "En kanské blir en stor Minister, Fler, o Ve, blir nok blot Copister, Fler, o Ve!" Af Embedsslægter var de ældre Studentergenerationer udgaaede, og som Embedsmænd endte de. Universitetet var væsentlig en Embedsmandsskole. "Bondestudenter" var dengang endnu et Særsyn. Mænd som Biskop Folkestad, Professor Sexe, Vinje og Paul Botten-Hansen var sjeldne Fugle. Nu ved min Tilbagekomst var en ikke ringe Del af vore Studenter Bondesønner. "Den norske Student" var vir- kelig blevet "Folkets Søn". Ogsaa her maatte jeg altsaa, da jeg nogle og firti Aar gammel atter traadte i Berøring med de norske Studenter hurtig føle, at det var ganske nye, for mig fremmede Tanker, som nu bevægede den unge Slægt. Min Ungdoms "Studenterskandinavisme" var død og begra- ven. Man kan nu længe nok haane Studenterskandinav- ismen, jeg tror dog, vor Tid har den og intet Andet end den at takke for, at de store Begivenheder i 1905 blev afviklet uden Blodsudgydelse, uden Krig mellem Brødre. Thi saa pas godt kjendte jeg den ædle Oscar II, at jeg med fuld Sikkerhed tør sige, at det var hans Faders Ord til os Stu- denter ved Festen paa Drottningholm under Studentermødet i 1856, som stod for ham, da han satte hele sin Alderdoms Kraft ind paa, selv med Tabet af den ene af sine Kroner, at hindre Udbruddet af en Krig og saaledes holde sin Fa- ders højsindede Ord i Ære. Oscar I sagde hin Dag til os Unge: "Fra dette Øjeblik er Krig mellem Nordens Folk en Umulighed!" Og hans Søn vilde ikke gjøre sin Faders Ord til Løgn. Det tør Norge aldrig glemme sin ædle gamle Konge, og det tør Norge heller ikke glemme Studenterskandi- navismen; thi det var den, som var Ophavet til det Brodersind, SIDE: 274 der trods Alt fra den Stund af altid har levet og vil leve mellem Nordens Folk. Omkring 1870 var den mærkelige Periode i vort Studen- terliv indtraadt, som i de Unges Kreds betegnes som "den Bjørnsonske Periode" d.v.s. de Aar, da Bjørnson dels var Samfundets Formand og dels deltog virksomt i dets Liv. Striden om hans Valg til Formand havde splittet Samfundet i to Lejre, der stod ligesaa skarpt overfor hinanden som i sin Tid Werge- lands og Welhavens Tilhængere. Men denne Gang havde kun det ene Parti en mægtig Fører at opstille, og dets Sejr var derfor given. Jeg havde jo ikke Anledning til at betragte Forhol- dene i disse Aar paa nærmere Hold, og var kun en eneste Gang under et kort Besøg i Hjemmet Bjørnsons Gjæst i Samfundet og i den berømte "Man- dagsforening" i "den grønne Stue". Jeg tør saaledes ikke udtale med Sik- kerhed, hvad der er min Formodning, at det væsentlig var denne Periode, som befæstede den nye Tid og dens Ideer i Studentersamfundet. Bjørnson var dengang endnu en glødende Grundtvigianer, og det var derfor væ- sentlig mer eller mindre højskolefarvede Mænd, alle ædle Idealister, som Christfoffer Bruun, Fritz Hansen og Ole Ar- vesen, men ogsaa radicale Politikere som Sofus Arctander, Dr. Claus Hansen o. A., som dannede hans Garde. Det manglede den derfor ingenlunde paa Idealitet -- tværtimod, det var netop Idealisterne, som fik Magt over det gamle Bu- reaukratis Sønner, og det ikke drømmende, men handlekraf- tige Idealister -- forsaavidt var Alt godt og vel. Muntre Studenterdigtere savnedes heller ikke i Kredsen, og Hans Brekkes Vid og Lune maa have ydet et fortræffeligt Kryd- SIDE: 275 deri i dette Selskabs aandelige Næring. Man erindre sig bare hans to Forlovelsestelegrammer til Fritz og Claus Han- sen. Fritz, som dengang havde maalstræverske Tendenser, havde forlovet sig med en meget rig Dame, og fik fra Hans Brekke telegrafisk den kameratslige Paamindelse: "Glem ikke Maalet over Midlerne". Og da Kameraterne fra Bergen underrettede Brekke, som dengang var const. Byfoged i Drammen, om Claus' Forlo- velse, lød hans Svartelegram: "I er tækkelig stemt, Men slig gjækkelig Skjemt Passer ej for en Byfogd i Drammen. Det er smukt, det er stort, Hvad Claus Hansen har gjort, Og I har min Velsignelse. Amen". Men Hans Brekkes sprudlende Ungdomsliv blev kun kort, og han var død, før jeg kom tilbage. Som man kan tænke sig, blev under en Fører som Bjørn- son og med saa dygtige Kjernetropper Aanden og Tonen i den Kreds, som nu kom til at herske i Samfundet, en an- den, baade aandfuldere og mere moden end den, som havde hersket i min Studentertid. Det gamle Juristeri, med lange, intetsigende Debatter og Revisionsindstillinger og Decisioner, forsvandt fuldstændig. De afløstes af Discussioner og Fore- drag, væsentlig af actuel Art. Men alt Lyst har ogsaa sin Skyggeside, og der var en Egenskab ved den nye Retning, som jeg, da jeg paany begyndte at færdes i Samfundet, havde vanskeligt ved at forsone mig med. Det var dens umaade- lige Selvsikkerhed. Der var ikke end den mindste Plads for Indrømmelser til Anderledestænkende. Nutiden havde løst alle Naturens og Historiens Gaader, og var der nogen, den ikke havde løst, saa var de ikke Løsning værd. Denne ungdommelige Ufejlbarhed gav sig forskjellige Udslag -- navnlig to vil jeg dvæle ved: Det ene var, at Actualitets- SIDE: 276 debatterne uhjælpelig søgte hen til Døgnets politiske Parti- stridigheder. Selvfølgelig skal Fædrelandets Politik høre til Ungdommens og særlig til Studentens varmeste Interesser, men dens Partisplittelse har den farlige Side, at den avler Ensidighed og Stivsind, og det var her allerede nok af i vort meget politiserende Land, om ikke politiske Contro- verser ovenikjøbet skulde kaste sin Skygge ogsaa over Stu- dentens Recreationstimer i Studentersamfundet. Den Slags Partipolitik egner sig derhos mindst af Alt til at udvide Stu- dentens aandelige Horizont. Den bringer Bitterhed og væk- ker ikke Fædrelandssind, men Partilidenskab, som vi i de Aar saa nok af Beviser for. Hvad der hos Bjørnson og hans prægtige Garde var modnet og klart, blev derhos -- overført paa de yngste Studenterkuld i Samfundet, umodent og ofte nok -- vrøvlevorrent. Maaske havde min Delta- gelse i 50-aarenes skandinaviske Studenterpolitik givet mig Afsmag for det, som de Unge endnu syntes smagte godt -- men "tidsmæssig" var ialfald min Afsmag for politisk Kan- destøberi ikke. Det Andet, som forbausede mig hos den unge Slægt, var det sure Alvor, som havde afløst min Studentertids lette studentikose Tone, og gjorde -- hvad Alvoret i og for sig ikke havde behøvet at gjøre -- det drev den ungdommelige Munterhed paa Flugt. Reflexionens "blege Overlæg" lagde sig ofte tørt og kvælende over de Timer, som dog fremfor Alt skulde været det ungdommelige muntre Samliv viede. Hvad der t. Ex. strax var mig paafaldende, var at den umiddelbare, naivt muntre Studentersang, Viserne, som i min Ungdom flød os saa naturlig fra Læberne, ja ligesom maatte have Luft, hvergang Stemningen blev en Smule løftet, nu næsten var helt forstummet. At synge var "lyrisk", og Lyrik var hvad den practisk-realistiske Tid mindst af Alt taalte. "Wo man singt, da lass dich ruhig nieder, Böse Menschen haben keine Lieder". SIDE: 277 Mine nye Venner var vist mindst af Alt "böse Men- schen"; men det var sikkert, at "sie hatten keine Lieder" -- undtagen firstemmig Kunstsang, og en sjelden Gang opfor- dredes man til at slaa op i "Visebogen" og synge Nr. 111 eller 222, istedetfor at vi i gamle Dage havde vore Yndlings- sange, som Alle kunde udenad, og som af sig selv faldt os friskt og frejdig paa Læben ved enhver Anledning og gav Stemning til vore Sammenkomster. Den gamle Skik at slutte Lørdagsaftenen med et nøkternt Punschebord under Forman- dens Præsidium -- et Punschebord, hvor jeg aldrig har seet et Spor af Beruselse -- havde man dog bibeholdt. Nu er jo ogsaa dette forlængst forsvundet fra Lørdagssammenkom- sterne, hvis gravalvorlige Debatter ofte kan strække sig langt ind i Morgentimerne. Grunden til, at disse glade Symposier er forsvundne, ligger vel ganske naturlig i de større Forholde, som har udviklet sig. Den store Mængde Deltagere i Lør- dagssammenkomsterne har i Forbindelse med en vis Synken i det almindelige Dannelsesniveau, der blev en Følge af de klassiske Studiers Fordrivelse fra Universitetet, gjort det umu- ligt at opretholde den nødvendige urbane Tone, hvor Gud Evan skulde føre Præsidiet. Og nu er, hvad der under disse Forholde er ganske rigtigt, det gamle gemytlige "Punsche- bord" -- efter hvad man fortæller mig -- definitivt og sta- tutmæssig afskaffet. Min første Formandsperiode (1878). Strax efter min Tilbagekomst i 1876 fik jeg en venlig Anmodning om at modtage Valg som Samfundets Formand, men maatte afslaa den paa Grund af at jeg skulde tilbringe et Aar i München. Men efter min Tilbagekomst herfra blev Høsten 1877 Anmodningen gjentaget, og jeg havde ingen Grund til at afslaa den. Det var jo ikke altid saa let for en gammel pater familias paa 44 Aar én à to Gange, stundom tre Gange om Ugen at purres ud fra den hjemlige Arne; SIDE: 278 men det fik ikke hjælpe. Den 18de Ko havde kanske ogsaa her en Gjerning at gjøre. Jeg erindrer ikke mere i hvilken Anledning der den Høst var opstaaet nogen Misstemning mellem Universitetet og dets Gjenbo paa den anden Side af Gaden. Husker jeg ikke Fejl, var det nogle højst uskyldige Optøjer ved en Studenter- høstfest; men jeg tror at erindre, at man paa begge Sider af Gaden ikke ugjerne saa, at Baandet igjen knyttedes lidt fastere, ved at en Universitetslærer traadte i Samfundets Spidse. Men jeg mærkede jo snart, at mine Begreber om Samfundet og dets Liv bundede i en ældre Tids Anskuelser. For mig var Samfundet et Sted, hvor Studenterne skulde søge ædel Adspredelse og Recreation efter Dagens og Ugens Arbejde og derhos i kameratsligt Samvær ogsaa forhandle de alvorlige Gjenstande, som ligger Studentens Interesse nærmest -- først og fremst de fædrelandsk-culturelle, men jeg havde en bestemt Uvilje mod at slippe de med disse ofte forvexlede partipolitiske Debatter løs med al den Umodenhed og Ilterhed, de medførte. Men det var jo gammeldagse An- skuelser for den yngre Slægt af vordende politiske Størrelser, som i Samfundet saa den første Arena for en Ærgjerrighed, der skulde naa sit endelige Maal paa Storthingsbænken eller Statsraadstaburetten, men i sin ungdommelige Umodenhed kun altfor let selv blev Offer for ældre, fiffige Agitatorer. Jeg husker særlig en fornøjelig Aften. Der var kommet en saadan Agitator, en rabulistisk Sagfører hid fra Vestlandet og havde tilbudt et Foredrag om "politisk Stemmeret for Studenter". Skjønt Bestyrelsen med Tak havde afvist hans Tilbud, især da et andet Foredrag var anmeldt for Aftenen, indfandt Manden, der ellers aldrig besøgte Samfundet, sig alligevel den Aften, og baade Formanden og Viceformanden, n.v. Lagmand Hersleb Vogt, forstod godt, at det var hans Mening at benytte Punschebordet til Agitationsplatform, og kom i Stilhed overens om at foranstalte en saavidt muligt umærke- SIDE: 279 lig Obstruction. Ganske rigtig! Vi havde neppe sat os til Punschebordet, før Mester Urian rejste sig, men samtidig rejste Viceformanden Vogt sig med et: "Mine Herrer!" Jeg eragtede da som Formand: "Viceformanden har Ordet." Saa holdt han en lang, men morsom Tale for -- jeg erin- drer ikke mere hvad, men knapt havde han sat sig, før Hr. Urian atter tog Ordet: "Mine Herrer!" "Mine Herrer!" be- gyndte jeg samtidig -- og han kunde jo ikke fratage For- manden Ordet. Og saa expectorerede jeg mig i et ligesaa langt Foredrag. Morsomt var det vist ikke. Da Hr. Urian næste Gang begyndte, var det atter Viceformandens Tur, og saaledes kunde det blevet længe ved, om ikke et og andet lyst Hoved havde begrebet Situationen og nu til Afvexling kom os til Hjælp med en ny Improvisation. -- Der har vel neppe ved noget Punschebord været holdt saa mange abso- lute Vrøvletaler som den Aften, og da Laget sluttede under Latter og Munterhed, forlod vor radicale Ven uden at være kommen til Orde den utaknemmelige Forsamling for aldrig at vende tilbage. Det var jo en utilladelig "Undertrykkelse af Ytringsfriheden"; men morsom var den. Men jeg tror nok, at jeg ved min Fasthængen ved mine egne Studenterdages mere burschikose Smag og Tone ret hurtig mistede den Smule Popularitet, jeg hidtil havde nydt blandt Studenterne. Imidlertid viste Stemningen sig strax i Begyndelsen baade livlig og løftet, og da jeg ved det første Punschebord havde holdt en studentikos, versificeret Program- tale -- atter gammeldags! -- blev jeg modtaget af en Accla- mation, som i de Dage ikke var saa almindelig som nu. Da rejste en ung Mand ved et lidet Sidebord sig og begyndte med løftet Stemme en Tale: "Mine Herrer! Der er Stemning i Luften iaften!" Men hans Kamerater ved det lille Bord, en Flok muntre unge Mennesker, som sædvanlig kaldtes "H. M. Grisens Opposition", tyssede paa ham under Latter og fik ham til at sætte sig. Verden har aldrig siden faaet at vide, SIDE: 280 hvorfor der var Stemning i Luften den Aften, skjønt det kunde været interessant at have hørt den Mands Mening derom; thi Manden indskrev siden sit Navn med dybe Træk i vort Lands Historie. Det var den første Gang jeg saa Chri- stian Michelsen. Istedetfor Politik arrangeredes der saa Skiture om Vin- teren og Landudflugter om Vaaren, blandt Andet en morsom Tur til Skaugumsaasen Vaaren 1878, Musik og anden Under- holdning, som forfriskede Sindet langt mere end de politiske Partindlæg. Jeg tror ikke det var saa reactionært endda! Som et Resultat af denne min første Formandsperiode tør jeg kanske nævne, at den Trang til en nærmere Forbin- delse mellem Universitetet og Samfundet, som syntes at have fremkaldt mit Valg, nu virkeliggjordes ved Vedtagelsen af et Forslag om, at Universitetets Lærere for Eftertiden skulde være Samfundets selvskrevne indbudne Medlemmer -- en Begivenhed, som fejredes med en Fest, i hvilken næsten alle Universitetets Professorer deltog. Det kunde dog ikke nægtes, at allerede dengang den Grundfejl i vore Samfundsaftener begyndte at vise sig, som senere er bleven saa udpræget, at man ved de selskabelige Sammenkomster mødes ikke for at more sig, -- men for at mores. Istedetfor Alles active Deltagelse har man faaet Op- trædende og Tilskuere; men det maa paa den anden Side indrømmes, at ogsaa dette ialfald tildels er en Følge af de større Forholde, de Manges Deltagelse, hvor før en mindre, men derfor ogsaa langt mere ensartet Kreds af livlig Ung- dom var samlet. En Sag, som jeg varmt arbejdede for, men desværre ikke formaaede at gjennemføre, maa jeg endnu omtale. Den Frac- tion inden Studenterverdenen, der som jeg arbejdede for Alt, som kunde føre til et nærmere Samliv mellem de nordiske Universiteter, havde hidtil kunnet glæde sig ved en Institu- tion, som i høj Grad befordrede dette. Der existerede ved SIDE: 281 Kjøbenhavns og Lunds Universiteter et Fond, som kaldtes "det Oehlenschläger-Tegnérske Stipendiefond". Navnet skulde minde om hin Dag ved Doctorpromotionen i 1829, da Tegnér i Lunds Domkirke satte Digterkransen paa Oehlenschlägers Hoved, og Fondet anvendtes til Stipendier for Studenter fra Lund, som vilde studere ved Kjøbenhavns Universitet, og vice versa. I Upsala var der paa lignende Maade dannet et Stipendiefond for Studenter, der vilde studere ved Christiania Universitet, det s.k. "4de November-Stipendium", men den reserverede Stilling, vi Nordmænd altid, lige til den sidste Tid nu efter Adskillelsen, har indtaget ligeoverfor Alt, som kunde fremme Samfølelse og Samliv mellem Folkene, gjorde, at intet tilsvarende Fond fandtes paa norsk Side. Den varm- hjertede Carl XV, som havde truffet flere af de svenske Stu- denter, som havde studeret i Norge, og gav ham begejstrede Skildringer af det Udbytte, de havde havt af sit Ophold ved vort Universitet, skjænkede saa af sin egen Privatkasse et aarligt Stipendiefond af samme Art for norske Studenters Ophold i Upsala. Den første, som nød dette Stipendium, var, om jeg ikke husker fejl, den nylig afdøde Højesterets- assessor Ernst Motzfeldt. Sikkert er det, at den Omstændig- hed, at saaledes netop de mest fremragende Studenter kom til at optræde som Repræsentanter ved Søsteruniversitetet, frembragte et gunstigt Indtryk i den Stad, Besøget gjaldt, og i rigtig Erkjendelse af dets Betydning overtog Oscar II ved sin Tronbestigelse Udredningen af Stipendiebeløbet. Men saa maa der være kommet Noget imellem. Vistnok velmenende, men ensidige Politikere har formodentlig lugtet "Amalgam- isme" ogsaa paa dette Punkt; jeg ved kun dette Ene, at det i 1877 blev tilkjendegivet Samfundet, at Kongen vilde bekoste samtlige Medlemmer af den til Jubelfesten i Upsala samme Aar indbudne norske Studenterdeputations Rejse til Jubel- festen, men at dermed dette Stipendium for Eftertiden vilde ophøre. Dette syntes mig, som maaske bedre end nogen SIDE: 282 Anden havde Erfaring for den gavnlige Indflydelse, det per- sonlige Samliv mellem Nordens Studenter øvede, i alle Hen- seender uheldigt, og saa snart jeg samme Høst havde over- taget min Formandsstilling, forsøgte jeg underhaanden at opnaa en Gjenoptagelse af Stipendiet. Men det mislykkedes fuldstændig, og ikke heldigere var mine Forsøg paa at faa norske Mæcenater til at danne et Fond. Nedslaaet over dette tause og useede Nederlag forlod jeg min Stilling Høsten 1878, samtidig med at jeg fejrede mit 25aarige Studenter- jubilæum som Formand i Jubilæumscomitéen. Min anden Formandsperiode (1885). Jeg vedblev dog stadig at besøge Samfundet, og var navnlig en hyppig Gjæst under mine Venners n.v. Professor Morgenstiernes og n.v. Minister Hagerups Formandsperiode i 1883 og 1884. Saa ofte jeg kunde, besøgte jeg Lørdags- aftenerne, holdt ofte -- paa Opfordring -- Foredrag i Sam- fundet, tillod vel endog en og anden Gang min Ven Jørgen Latiner at skrive en Samfundsvise og deltog i de muntre "Grisefester", skjønt Grisedyrkelsens dybe Humor ikke altid har været mig ganske klar. Den har dog ialfald vist sig at være et fortræffeligt, practisk Vehikel for at fremkalde den ungdommelige Munterhed, som i den yngre Generation syntes at behøve ydre Stimulantser for at faa Luft under Vingerne. Selv blev jeg først Aar 1900 efter 47 Aars Stu- denterliv udmærket af H. M. Grisen, men da uden foregaa- ende Ridderværdighed hædret med et Kommandørkors og Devisen: "Senectus loquacior est -- det er udlagt: Bedre sent end aldrig." Nu har jeg endog faaet Storkorset i 1914. Der var hengaaet 7 Aar siden min Formandsperiode, da jeg atter i en Alder af 51 Aar paany blev purret ud til activ SIDE: 283 Tjeneste -- og dennegang paa en rigtig Hundevagt. De mellemliggende 7 Aar havde atter frembragt store Foran- dringer i Samfundets ydre Fysiognomi, om end Kjærnen fremdeles var frisk og ufordærvet. Men paa Ydersiden havde Tidens Sensualisme forsøgt efter Evne at gnave. Vi stod midt i 80aarene. Jeg nævnte ovenfor "Frisind og Livslyst" som de to Egen- skaber, der udmærker Studenter- livet, og som altid har gjort Om- gangen med den akademiske Ungdom saa kjær for mig. Jeg skulde nu komme i Berørelse med Vrængebilledet af begge disse Egenskaber, saaledes som de formede sig i det Frisind og den Livslyst, som kaldte sig Christiania-Bohêmen, og som -- skjønt forgjæves -- søgte at sætte sit Stempel ogsaa paa Stu- denterne og Studentersamfundet. Om jeg ikke husker fejl, var det i 1884, samtidig med at Rigsretsaaret havde sluppet alle baade gode og onde Aander løs, at Hans Jæger begyndte at optræde i Samfundet og sætte de sexuelle Spørgsmaal under Debat, netop samtidig med at de første kvindelige Studenter havde faaet Adgang til Samfundet. Unægtelig et meget passende Tidspunkt! Da Hagerup ved Udgangen af 1884 ikke vilde modtage Gjenvalg, fik jeg indtrængende Anmodninger om endnu en- gang at overtage Formandsstillingen, hvad jeg efter nogen Betænkning gik ind paa, da Mange forestillede mig, at det ikke var ganske uden Betydning, at en Mand med bestemte Anskuelser i de Sager, som nu var stillede paa Dagsordenen, SIDE: 284 stod ved Roret. Men det var ikke lystelige Tider, som nu fulgte. De stærke Udslag til begge Sider, som altid følger med enhver kraftig bevæget Udvikling, bragte i denne Tid en Række Mænd, som under andre Forholde kunde ydet en frisindet Livsretning betydelige Tjenester, til at indordne sig i den vilde sensualistiske Hexesabbath, som dansedes under Anførsel af den nysnævnte Forfatter. Det var vor Hoved- stads og vor Literaturs Bohêmeperiode, Pornografiens Tid, min Formandstid skulde komme til at inaugurere, og det var mod den, det nu var min Pligt efter Evne at værge Samfundet. Det var vel en Følge af vore smaa Forholde, at en saa aandløs og i sig selv lavtliggende Bevægelse i den Grad kunde farve hele Tiden og danne Centret i dens Charakterbillede, som Tilfældet blev med Christiania i den Tid, som med Rette har faaet Navnet "Bohêmetiden", fordi Forholdet til de sexuelle Spørgsmaal, som ledsagede denne, overalt trængte sig i Forgrunden som det afgjørende. Jeg kan ikke nægte mig den Fornøjelse at anføre nogle Ord om den Tid, jeg her skal skildre, af Fru Ragna Nielsen i "Samtiden" 1913, 1ste Hefte, da de fuldkommen giver Udtryk for min egen Opfatning af hin Tid. Hun siger: "det var en fæl Tid. Saa fæl som den Tid maa være, i hvilken Tidens Apostler med Triumf viser frem en afskyelig, sørgelig, nedslaaende Virkelighed uden at kunne pege paa noget højere, noget forsonende, noget som kan hjælpe Menneskene og løfte dem over den triste Virke- lighed. Her i Christiania havde Tidsaanden sit værste Ud- slag, synes jeg, i det berygtede Geijerstamske Møde (i Stu- dentersamfundet). Man forstaar jo ikke altid saa godt en Tidsforeteelse, mens man er midt oppe i den; men siden har jeg tænkt, at min Fornemmelse den Aften, af hvad der foregik, var noksaa rigtig. Da jeg paa Mødet saa rundt paa alle de grinende, leende, spottende unge Ansigter, -- de var som en Flok unge Satyrer, -- og lagde Mærke til at alle Ytringer, SIDE: 285 som forekom Kvinder bestialske, blev modtaget med jublende Applaus, mens Ytringer eller bare et Ord, som pegte ud over Kjødets Dyrkelse, blev modtaget med Hyssen og Haanlatter, da tænkte jeg: hvorhen skal -- disse unge Mænds Udvikling gaa; hvorledes skal der dannes Charakterer i en Slægt, som gjæper og haanler, bare de hører Ord som Ideal, Idealitet, Aandelighed, Sjælfuldhed. Og det viste sig, at mit Indtryk var rigtigt. Mange stakkars unge Mennesker blev vingeskudt i denne Periode af Kjødets Apotheose. Men hvad jeg for min Part ikke forstod dengang, men har forstaaet siden, er alt hvad vi paa den anden Side fik og lærte af Realismen." Ogsaa denne sidste Bemærkning er jeg fuldkommen enig i; kun var det naturligvis ikke disse "Kjødets Apostler", men den ethisk ubedærvede Del af den unge Generation, som sammen med Literaturens Stormænd, en Ibsen, Bjørnson, Lie, Kielland, Garborg, bragte os de Fremskridt, som "Mellem- generationen", 80aarenes Ungdom betegnede. Jeg ved meget vel, at mange af de Mænd, som i hin Tid optraadte til Forsvar for den mest lavtliggende Sensualisme, var personlig hæderlige Mænd, langt bedre end den Sag, i hvis Tjeneste de stillede sig. Men de havde nu engang ladet sig blænde af det falske Skjær af "Liberalisme", som var Tidens Afgud, og under hvis Vinger hin Bohêmeretning søgte Ly, gjerne vilde træde i Forbund med, og derfor leflede for. Men selve deres Misbrug af Liberalismens hellige Navn som Skjold for et usædeligt og unobelt Livssyn førte til en saa diger og sjofel Løgn, at jeg aldrig et Øjeblik kunde betænke mig paa at tage Afstand fra og optræde mod denne Liberalisme. Jeg savner alle Betingelser for at skrive om vor Politik -- jeg har altid været Følelsespolitiker d.v.s. Ikkepolitiker; jeg vil der- for blot nævne en passant, at en ny Æra med nye Mænd var begyndt med 1884, og nu begyndte ogsaa Boblerne fra Samfundets Bundfald at stige tilvejrs -- det var Bohême- bevægelsen. Hvor stor Forførelsen var, vil man forstaa af, at SIDE: 286 selv en af vore største Digtere, han som med Rette er bleven kaldt Familielivets Digter, og derhos ogsaa var en helt igjen- nem fin og nobel Natur, at selve Jonas Lie istedetfor at bryde med det herskende Afguderi vel ikke forsvarede, men dog undskyldte hin slappe og urene Bohême-Retning som et Udslag af "en frisindet Samvittighed"!! "En Handske"s Forfatter, Bjørnson, lod sig naturligvis ikke et Øjeblik rokke, og satte selvfølgelig sin stærke Vilje, skjønt ikke med den vante Energi, mod denne Strøm af Urenhed. Ibsen var udenfor Landet, og havde ifølge hele sit Væsen neppe villet blande sig op i disse Smudsigheder. Men kanske kunde man, netop fordi han var fraværende, bruge hans store Navn og hans frisindede Anskuelser til at smykke den skidne Trafik med, sikker paa, at han ikke vilde stige ned fra sin Digt- nings Højder -- nu saa lidet som nogensinde ellers -- for at desavouere et saadant Misbrug af hans Navn? Dette stille Haab blev Udgangspunktet for Bohêmernes Tactik overfor Studentersamfundet. Min anden Formandsperiode, der omfattede hele Aaret 1885, havde hidtil forløbet ret rolig. Da kom jeg en Dag, formentlig i Begyndelsen af September, ind i Samfundets Forværelse og fandt udlagt paa Bordet en Indbydelse til Subscription paa Hans Jægers "Fra Kristianiabohêmen". Bogens Indhold var endnu ubekjendt, og jeg forholdt mig derfor passiv, men ahnede jo, at et Uvejr var i Opmarsch, og tog strax mit Parti, idet jeg erklærede, at Subscriptions- indbydelsen nok kunde blive liggende, men at jeg ikke vilde taale nogen fortsat Optræden af Bogens Forfatter i Samfundet, hvad der underhaanden var blevet bebudet. Dette i Forbindelse med min Stilling som erklæret Højremand var nok til at vende Bohêmepartiets Vaaben imod mig, skjønt de traf mig fra en ganske anden Kant end jeg havde ventet. Netop Henrik Ibsen var af Bohêmen udseet til dens Skjold. SIDE: 287 Hvad der herefter passerede i denne celebre Sag, vil jeg, for at Fremstillingen skal blive helt objectiv, gjengive med en Tredjemands Ord, idet jeg laaner Professor Morgenstiernes rammende Skildring i Aftenposten No. 587 1916: "Det er med stor interesse baade ældre og yngre sam- fundsmedlemmer gjenopfrisker minderne om mere og mindre stormende samfundsaftener ved gjennemlæsningen af dr. Fredrik B. Wallems fortjenstfulde arbeide: "Det norske Stu- dentersamfund gjennem 100 aar", hvis sidste bind netop er udkommet. Og naar jeg nedenfor omtaler en enkelt episode i samfundets historie, som hører til dem, som forfatteren har ofret mest plads, sker det ogsaa i den hensigt at hen- lede landets akademicis opmerksomhed paa denne bog, som jeg er sikker paa de vil have glæde af at stifte bekjendt- skab med. Henrik Ibsens konflikt med studentersamfundet høsten 1885 vakte et svare opstyr og offentlig diskussion, hvori ogsaa aviserne, deriblandt "Aftenposten" i flere ledere, med iver deltog. Jeg havde for mit vedkommende fra begyndel- sen af ikke havt noget med denne sag at gjøre, men kom under dens senere forløb til at staa begivenhederne saa nær og deltage saaledes i det ene partis overlægninger, at jeg er istand til ved hjælp af mine optegnelser fra dengang at kon- trolere rigtigheden af fremstillingen i Wallems bog. Jeg vil da strax sige, at jeg intet har at indvende mod korrektheden og objektiviteten i dennes faktiske fremstilling. Naar jeg nedenfor har et og andet at tilføie, er det ikke for at berig- tige nogen faktisk feil, men dels for at tage en reservation ligeoverfor dr. Wallems fordeling af lys og skygge, dels for at belyse begivenhederne ud fra en lidt større sammenhæng og særlig ud fra Ibsens eget senere syn paa dem. Naar man bortser fra en hel del biomstændigheder, som dengang optog opmerksomheden, var historien -- som man kan læse sig til den hos dr. Wallem -- i største korthed den, SIDE: 288 at Ibsen, som efter mange aars fravær fra landet havde til- bragt sommeren paa Molde og nu før tilbagereisen til Tysk- land opholdt sig i Kristiania, i september 1885 afslog en anmodning fra Studentersamfundet -- fremført gjennem for- manden professor Dietrichson -- om at faa hylde ham ved et fakkeltog. Afslaget var holdt i almindelige ordelag og angav ikke den -- som det senere viste sig -- virkelige grund til, at Ibsen ingen hyldest vilde modtage fra studenternes side. I det følgende samfundsmøde kom imidlertid den virke- lige grund frem gjennem en meddelelse fra student Ove Rode, som erklærede sig at være bemyndiget af Ibsen til at forklare samfundet, at grunden til afslaget var, "at han ikke trodde, at det var alvor med den hyldest, der bødes ham af et samfund med en bestyrelse, i hvis spids hans gamle ven -- nei bekjendt -- professor Dietrichson stod; vilde Samfun- fundet gjøre noget, der var ham en glæde, skulde det kaste den bestyrelse, som nu fandtes, og vælge en frisindet besty- relse, da vilde det være ham kjært at modtage samfundets hyldest". Denne forklaring bekræftedes i et telegram fra Ibsen til Dietrichson, hvori det heder: "Min hjertensmening var: med et studentersamfund under din ledelse føler jeg mig ikke i slegt. Meddel studenterne dette". Afslaget begrundet paa denne maade opfattede naturligvis samfundets store flertal som et slag i ansigtet, og i sit svar lagde man, som ventelig kunde være, ikke fingrene imellem. Svaret fremkom i form af en af samfundet bifaldt og offent- liggjort redegjørelse fra formanden, hvori afslagets begrun- delse spydigen fortolkedes saaledes: "Jeg Henrik Ibsen mener det og det; I mente hidtil noget andet; men gjør mig den lille villighed at mene som jeg; kan I ikke gjerne for at være mig tillags kaste Eders opfatning af livets og samfun- dets dybeste spørgsmaal overbord, saa skal I til gjengjæld for fremtiden faa seile lunt og fredelig i mit, den store skip- pers og ufeilbare Dalai-Lamas kjølvand". Og en af forman- SIDE: 289 den forfattet vise anslog den samme tone. Heraf opstod saa en langvarig og bitter strid. Nu kan man -- 31 aar bagefter -- let nok blive enig om, at en saadan forklaring ikke behøvede at lægges ind i hr. Rodes budskab fra Ibsen; men dette var dog i saa henseende noget tvetydig og i hvertfald i høi grad overmodig og ud- æskende. Og det meste man kan bebreide studenterne synes jeg er, at de i hidsigheden og ærgrelsen ikke har taget alt i den absolut bedste mening, men virkelig i Ibsens svar har set en opfordring til hurtigst mulig at komme til en bedre overbevisning og skifte bestyrelse, og saa har svaret ham derefter: Efter dr. Wallems mening "har eftertiden vanskelig for at forstaa, at Ibsens optræden satte lidenskaberne i saa sterk bevægelse". Nu det kan saa være, at man dengang slog mere med storslæggen, end man vilde gjøre nu. Men jeg synes dog, at det selv nu ikke kan være saa vanskelig at forstaa, at Ibsens fornærmelige optræden maatte vække sterk harme hos dem, den var rettet mod. Og det fortjener ogsaa at merkes, at det slet ikke bare var i studentersam- fundet, man indtog denne holdning. Samfundet fik ogsaa udenfra tilslutning fra flere hold, saaledes f. ex. i et brev fra Holger Drachmann til samfundets formand af 16de oktober 1885, hvori det bl. a. heder, at studenternes eftertrykkelige protest "maa hilses med tilslutning fra enhver, der sætter ikke blot studentens, men den hele modne ungdoms aandelige frihed og selvbestemmelsesret høiere end enkelt mands og enkelt evnes diktatoriske vilkaarlighed." Af endnu større interesse for os er det, at Ibsen selv, da han levede i Kristiania i 1890-aarene og havde fornyet sit gamle venskab med Dietrichson, sagde til denne -- det var vaaren 1894 -- : "Dengang havde du ret og jeg uret; men jeg kjendte ikke dengang forholdene hjemme". Jeg kommer hermed ind paa en anden side af sagen, som ogsaa dr. Wallem berører: Grunden til den bitterhed SIDE: 290 hos Ibsen, som gav sig udslag i hans holdning ligeoverfor studenterne. Denne bitterhed var rimeligvis i nogen grad af personlig art. Ibsen havde under opholdet paa Molde om sommeren bl. a. været sammen med Dietrichson og Carl Snoilsky. Med samværet med den sidste var Ibsen overmaade vel fornøiet (se hans brev til ham af 14de februar 1886). Derimod havde han faaet indtryk af, at Dietrichson med flid holdt sig borte fra ham, og havde heri set et udtryk for, at hans ældre kon- servative venner i det hele mødte ham med kulde. Hvor ugrundet end dette visselig var -- efter noten i Wallems fremstilling side 841 forklarer Dietrichson det paa en helt anden maade -- saa vilde man kjende Ibsen daarlig, om man ikke forstod, at det kan have virket sterkt paa hans sensible sind. Ogsaa af Studentersamfundet mente han sig forurettet, idet han nemlig tog det meget ilde op, at det havde opført Harald Schmidts travesti paa "Gjengangere": "Kaptein Al- vings monument". Han var ogsaa under sit Kristianiaophold stadig omgivet af folk (deriblandt kanske navnlig Irgens- Hansen), som ikke saa blidt til den daværende konservative aand i studentersamfundet, og som utvilsomt har bibragt Ibsen sit syn paa dette. Disse mere personlige følelser og indtryk har dog sikkert nok havt en videre baggrund. Og her er det navnlig den dengang paagaaende strid om digtergage til Alexander Kiel- land, som maa tillægges betydning. Strax efter sin ankomst til landet havde Ibsen -- den 10de juni 1885 -- overværet den debat i Storthinget, som ledede til, at et flertal bestaa- ende baade af høire- og venstremænd forkastede et forslag om digtergage til Kielland paa præmisser, som av gage- og pensionskomiteen var formet under henvisning til, at Kiel- lands produktion "ialfald tildels formenes at staa i modsæt- ning til de inden nationen herskende moralske og religiøse begreber". Dette gjorde et sterkt indtryk paa Ibsen, mod SIDE: 291 hvem jo -- navnlig i anledning af "Gjengangere" -- lignende bebreidelser havde været rettet. Fire dage derefter kom da ogsaa Ibsen i en tale til arbeiderne i Trondhjem ind paa dette punkt, idet han udtalte, at besøget i hjemmet ogsaa havde voldt ham skuffelser, idet han havde erfaret, at de uundværligste individuelle rettigheder endnu ikke var saaledes betrygget, som han troede han turde haabe og vente det under den nye statsskik, men at "et flertal af de styrende ikke indrømmer den enkelte hverken troesfrihed eller ytrings- frihed udenfor en vilkaarlig fastsat grænse." Ibsen følte sig ogsaa overmaade ilde berørt af bitterheden i partikampen herhjemme og havde indtryk af, at han per- sonlig blev ugleset, og at i det hele det sociale samkvem mel- lem folk af forskjellige meninger var i høi grad vanskeliggjort. Han brugte de sterkeste udtryk herom i en samtale, jeg havde med ham nogle aar senere -- i december 1891 -- og sagde bl.a. at han, da han var i Norge sommeren og høsten 1885, frygtede for, at folk, som gik bag ham paa gaden, skulde stikke ham med stokken i ryggen eller spytte paa ham, en ytring, som er betegnende nok, selv om kanske frygten ikke har været saa alvorlig ment. Han sagde ogsaa ved en anden anledning, at han dengang var kommet til at se skjævt paa forholdene herhjemme. Men under denne stemning i 1885 er det høist forklarlig, at han kunde komme til at nære mis- tillid til en hyldning fra det konservativt ledede studenter- samfund og kunde komme til at bruge en saadan ytring, at han ikke gjerne vilde høre "studenternes glædeshyl ved hans afreise". Dr. Wallem giver sin fremstilling af Ibsens daværende opfatning og stemning den form, at "Ibsen følte sig i slegt med venstre -- han stod ikke i rækkerne, var ikke partifælle, men fulgte med levende interesse kampens gang og havde sin sympathi paa venstres side". Jeg er ikke sikker paa, at denne formulering er helt rig- SIDE: 292 tig. Ibsen var en udpræget aandsaristokrat, som, naar det faldt sig saa, kunde udtale sig skarpt mod det "flade demo- krati". Han stillede sig væsentlig kritisk til begge de politi- ske partier og var bl. a. yderst misfornøiet med den davæ- rende venstreregjerings optræden i Kjelland-sagen (se brev til Bjørnson af 22de december 1885). Jeg skulde tro, at hans opfatning af høire og venstre dengang har faaet et noksaa nøiagtig udtryk i skildringen af rektor Kroll og Peder Mortensgaard i "Rosmersholm". Og jeg antager, de fleste vilde være enig med mig i, at af to onder vilde man dog nødigst vælge at ligne den sidste. Ialfald er det sikkert: Har der hos Ibsen i 1885 været nogen heldning over til venstre, saa er det en følelse, som snart har fortaget sig. Et brev til mig af 21de november 1888 slutter saaledes: "Naar jeg kommer til Kristiania -- hvis saadant sker -- vil jeg opsøge den kreds, hvor jeg føler, at jeg hører nær- mest hjemme. Altsaa -- paa gjensyn!" Som bekjendt kom han til Kristiania og opsøgte under sit ophold virkelig ogsaa den kreds af konservative venner og bekjendte, hvor han altsaa følte, at han "nærmest hørte hjemme". Jeg var i disse aar ikke saa sjelden sammen med ham baade i gode konservative hjem og i "Andvake", hvor han som regel søgte sammen med den samme kreds. Jeg har f. ex. der havt en lang passiar med ham sammen med Monrad og Dietrichson. Han udtalte ved en saadan anled- ning, at han tidligere havde troet at finde sine livsinteresser bedst varetaget af venstre; men at han mere og mere havde fjernet sig fra dette parti. Han kunde ogsaa imellem bruge meget skarpe udtryk om partiet og dets mænd. Jeg erindrer f. ex., at han i anledning af en forespørgsel i Storthinget i 1894 angaaende en angivelig fra kronprinsen falden ytring bemerkede, at han agtede at sige til vedkommende venstre- politiker, som han af og til traf udenfor Grand hotel, at SIDE: 293 man, "naar man vil duellere, faar bruge kaarder og ikke møkkegrev!" Han betegnede tillige den hele aktion som en valgmanøvre. Jeg lægger ikke saa stor vegt paa denne og lignende enkeltstaaende ytringer; men de er tilstrækkelige til at vise, at man maa være forsigtig med altfor almindelig at tale om Ibsens slegtskabsfølelse og sympathi med venstre. I det hele tror jeg, at ligesom Ibsen selv, som vi har set, senere saa konflikten med Studentersamfundet i 1885 i et væsentlig ændret lys, er der ogsaa i, hvad jeg her har kunnet meddele, momenter, som berettiger os til at se hine begivenheder i et noget andet lys end det, hvori de fremtræder i dr. Wal- lems forøvrig, som nævnt, i sig selv korrekte og objektive fremstilling." Saa vidt Professor Morgenstierne. Men i alle følgende Tider havde enhver Modstander, jeg fandt i en hvilkensomhelst Sag, et letkjøbt og dertil giftigt Vaaben imod mig i det altid hoverende gjentagne: at jeg var en Mand, som vor store Digter i den Grad afskyede, at han ikke engang havde villet modtage et Fakkeltog under min Ledning. Jeg har aldrig fundet Grund til at berigtige denne Fremstilling. Men endelig i 1907 kort efter Ibsens Død gjorde Georg Brandes et heftigt Udfald mod mig i Politiken foranlediget ved, at jeg "denne ubetydelige og middelmaadige Skribent" havde tilladt mig at dadle hans Offentliggjørelse af de s.k. "Bardachske Kjærlighedsbreve". Her slyngede han den gamle Edder imod mig. Heller ikke da svarede jeg directe. Men i et gjennem Telegrambureauet offentliggjort aabent Brev til Ibsens Søn, Statsminister Sigurd Ibsen, bad jeg ham i Korthed ad samme Vej at oplyse Publikum om, hvad han vidste om det sande Forhold med Fakkeltoghistorien og Ibsens Vægring. "Denne var nemlig vel et Factum, men et af disse Facta, der betød mindre end Intet", da hans hele følgende Forhold til mig netop pegte i SIDE: 294 den modsatte Retning. Sigurd Ibsen erklærede da offentlig, at han ikke selv var i Norge hin Høst, og at hans Far aldrig gjerne berørte denne Episode, men at han fra absolut paalideligt Hold (Fru Susannah Ibsen) vidste, at der under Opholdet i Norge 1885 af radicale Omgangsvenner var ble- ven forelagt Ibsen en hel Del Historier om uvenlige Udta- lelser, som jeg skulde have fældt om ham, men -- som det efterhaanden var bleven oplyst -- beroede paa complet Opspind. Men senere havde han ved enhver Anledning, bl. A. ved at yde Bidrag til Vigelands Udførelse af min Byste for Universitetet og paa andre Maader, vist, at vort gamle venskabelige Forhold var uforandret, hvad der jo allerede fremgik af hans Besøg hos mig lige efter hans Hjem- komst. Siden denne Sigurd Ibsens offentlige Erklæring har den "dumme Historie", som Ibsen kaldte den, aldrig mere duk- ket op, saa det synes, som om der endelig er rammet en Pæl igjennem den. Jeg havde nok kunnet ønske paa Grund af det Passerede at blive staaende endnu et Semester som Samfundsformand, og jeg vilde uden Tvivl blevet gjenvalgt; men da dette lige- saa upaatvivlelig vilde have ført til en Sprængning af Sam- fundet, idet det radicale Parti vilde have dannet en Parti- Forening, bad jeg mig fritaget for Gjenvalg. Og Snip-Snap- Snude -- saa er det Eventyr ude. Christiania-Bohêmens Dage. Sprængningen fandt alligevel Sted strax efter det nye Valg, som faldt paa min Meningsfælle Yngvar Nielsen -- hvad der førte til roligere Tider i Samfundet, men til desto voldsommere Optrin udenfor dette. Thi i den nydannede s.k. "Frisindede (!) Studenterforening" fandt den følgende Tids Bohêmebevægelse sin faste Borg. Den 11te December udkom "Fra Kristiania-Bohêmen" SIDE: 295 og blev ved Hjælp af Bybud ombragt til endel af dem, som paa Forhaand havde tegnet sig som Subscribenter. Oplaget var ifølge Halvorsen (hvis Fremstilling jeg nedenfor støtter mig til) paa 2000 Expl. Men allerede ved Middagstid blev Bogen beslaglagt af Politiet efter Paalæg af Justitsdeparte- mentet og Ombringelsen stanset. Det var det liberale Sverdrupske Ministeriums Justitsminister Aimar Sørensen, som udfærdigede Beslagsdecretet. Der blev saa rejst Tiltale mod Forfatteren paa selve Juleaften, og han blev ved Dom af 29de April 1886 ilagt 80 Dages Fængsel paa almindelig Fangekost og 80 Kr. i Sagsomkostninger. Dommen blev dog af Højesteret nedsat til 60 Dages Arrest. Ikke mindre end fire forskjellige Retssager blev Følgen af Bogens Ud- givelse. Da Bogen blev beslaglagt, var foruden endel complette Exemplarer af begge dens Dele ogsaa skaffet tilside 300 Exemplarer af første Del. Forfatteren lod saa anden Del trykke paany i 350 Expl., hvorved han erholdt 300 sælge- lige Exemplarer af det hele Verk, og saa rejste Bogtrykker Christian H. Knudsen endnu ved Juletid til Gøteborg og Stockholm for der at afhænde Verket under den særdeles passende Titel: "Julefortællinger". Imidlertid blev dets Skjæbne ikke blidere i Sverige end i Norge. Bogen blev ogsaa her beslaglagt, og det utaknemmelige Fædreland rejste Tiltale baade mod Forfatter og Bogtrykker. Ved Højeste- retsdom af 10de November 1887 blev Forfatteren atter dømt, dennegang til 150 Dages Arrest samt en Bod af 1600 Kr.; men allerede Dagen før Dommen faldt, var den celebre For- fatter fra Tønsberg flygtet over til Marstrand og derfra videre over Gøteborg til Havre og Paris. Det var vistnok her, han lod sig betale en vakker Sum for at tilbagelevere en Række compromitterende Breve fra en Dame; men forinden havde han afskrevet Brevene, og kort efter offentliggjorde han dem i sin næste Roman: "Syg Kjærlighed"! Imidlertid spilledes SIDE: 296 Comedien videre herhjemme. En forhenværende Telegrafist Ole Beinigen havde i Februar 1886 udgivet en til Jægers Bog knyttet -- formodentlig liderlig Novelle, som hed: "Kristiania-Bohêmen paa Eventyr". Atter Beslaglæggelse, Tiltale og Dom. Under et Ophold i Stockholm udgav B. en svensk Oversættelse af sin Bog, men blev kort efter hjem- sendt til Norge som Løsgjænger og paany sat under Tiltale og dømt. Hans Jæger havde taget Artium i 1875 uden dog at lade sig immatriculere ved Universitetet; men efterat han var dømt for "Kristiania-Bohêmen", ansøgte han Collegiet om at maatte blive immatriculeret. Da Collegiet nægtede at im- matriculere ham, kom det efter forgjæves Forligsforsøg til ny Ret- tergang, hvorved Collegiet frifandtes, medens Processens Omkostninger ilagdes Forfatteren. Den 7de October 1886 blev der saa holdt et Møde i den "Frisindede Studenterfor- ening", hvor Viggo Ullmann valgtes til Foreningens For- mand, og Chr. Krohg fremsatte en Interpellation i Anledning af Collegiets Optræden. Han foreslog et Daddelsvotum, ikke mod Collegiet, men mod Universitetets samtlige Pro- fessorer, fordi disse ikke ved en Protest havde fralagt sig enhver Delagtighed i Collegiets "drøie Misbrug af sin Em- bedsmyndighed". Forslaget fik dog ingen andre Forsva- rere end Krohg og Jæger selv, hvorimod Forsamlingen med overvældende Flertal vedtog at udtale: "Foreningen afviser Sagen som henhørende under et almindeligt Studentermøde". Et saadant blev da ogsaa, siden den faste Borg havde vist sig upaalidelig, afholdt den 13de October, men resolverede: "Studenterne vil ingen videre Befatning have med Hans Jæger og hans Sag". Den løjerligste af de Processer, som "Bohêmen" voldte, var dog den, som gjaldt, at en Bogladebetjent, efterat Bogen var confiskeret, i Løbet af flere Maaneder udlejede et Exem- plar af den, som tilhørte en Ven af ham, til forskjellige Personer SIDE: 297 mod en Betaling af 25 Øre pr. Dag, som de to Venner delte mellem sig. Herfor blev de begge sat under Tiltale og af Højeste- ret dømt til en Bod paa 1600 Kr. hver samt Sagsomkost- ninger; dog anbefalede Højesteret dem til ved Benaadning at erholde Straffeboden nedsat til 40 Kr. for hver. Men ogsaa i langt videre Kredse skulde Bohême-Bevæ- gelsen fremkalde Røre. Et Foredrag i den "Frisindede Stu- denterforening" med tilhørende Discussion om Justitsforfølg- ningen mod Hans Jæger ledede til, at man hyldede denne Frihedens Martyr ved den s.k. "Afskyresolution" mod Justits- ministeren. Den lød saaledes: "Den frisindede Studenterfor- ening erklærer sin Afsky for den af Justitsdepartementet an- lagte Straffeforfølgning mod en literær Meningsudtalelse". Som Følge af denne Discussion og Votering frasagde Pro- fessor Ernst Sars sig sin Stilling som Foreningens Formand. Man forsøgte endog at skabe et literært Organ for "Bohê- men" i Bladet "Impressionisten", hvis Program lød: "For- uden at levere literær Kritik, og hyle hvergang der er No- get, vil Impressionisten ogsaa gjøre sig til Organ for alle- slags smaa Kristiania-Impressions og derved bidrage til at fuldstændiggjøre det store Kristiania-Billed fra vor Tid, som skal skabes af den Kristiania-Literatur, der nu værs'god faar være saa snil at blomstre op." Men den vilde slet ikke blomstre op! Der udkom kun, og det med lange Mellem- rum, 8 Nr. af Bladet, og endelig i April 1890 kom Nr. 9 som det første Nr. af et nyt Ugeblad, der annonceredes som "Unge Menneskers Blad". Men heller ikke dette vilde gaa. Jeg har ialfald aldrig seet mere end dette ene Nr. af Bla- det, og jeg tror ikke, der kom flere. "Bohêmens" store Apostel vendte snart tilbage fra Paris og udsonede sin Straf, skrev endnu nogle ubetydelige Arbejder, levede senere, vist- nok i ret fortrykte Kaar, snart i Paris, snart i Christiania, hvor han for nogle Aar siden døde. Jeg har engang læst nogle Kapitler af "Kristiania-Bohê- SIDE: 298 men". Hvad jeg læste gjorde paa mig Indtryk af at være et Verk af en stakkars, af rent fysisk Sygdom og Lidenskab udhulet Natur, der giver sin Brynde Luft i Skrig, hvis Inten- sitet forlener dem med noget af den Virkning, som ellers er Talentets Resultat. Men Forfatteren kunde vistnok under andre Forhold leveret Arbejder, som kunde gjort Fordring paa en Plads i Literaturen, hvad Kristiania-Bohêmen ikke kan. Langt betydeligere og ud- rustet med ganske anderledes rige Evner var den Mand, som af Retningens Tilhængere gjerne benævnes "Bohêmebevægelsens Fører i 80aarene." Maleren Chri- stian Krogh, som, da Jæger for- svandt fra Skuepladsen, blev den ledende Kraft paa denne vor sociale Radicalismes yderste ven- stre Fløj. I Besiddelse af en Pen, som ikke er mindre bred og malende end hans berømte Pen- sel, og med en dybere ethisk Følelse end Kameratene i denne Kreds plejede at have, hvad der rigtignok ikke vil sige meget -- gav han i sin Novelle "Albertine" et betydnings- fuldt Indlæg i Spørgsmaalet om Prostitutionen, og det var vistnok et stort Fejlgreb, naar man lod denne Bog dele "Kristiania-Bohêmen"s Skjæbne gjennem at undertrykke den ved Beslaglæggelse. Her kunde virkelig være Tale om "For- følgelse for en literær Udtalelse". Trods hans fortræffelige Pen holder jeg dog uendelig mere af hans beundringsvær- dige Lodsbilleder, som peger hen imod en langt dybere og kraftigere Side i hans Talent end den, der fremtræder i hans literære Productioner. SIDE: 299 Decadenter og Tømmermænd. Saa meget om "Bohêmen". Man kunde nok faaet sig mangen munter Latter over dens prætentiøse Fordring paa at være en ny Renaissance og de andre Floskler om dens store Mission i vort Samfundsliv -- man kunde gjerne ind- rømme den, at dens Kynisme dannede et forfriskende Element overfor det mørke Hykleri, som nogle Aar senere maatte staa aabenbart Skrifte i en Stavangersk Kirke, hvis ikke dens ethiske Raaddenhed havde gjort den til en saa sørgelig Fare for det Ungdommelige specielt i vort Studenterliv. Bohême- fejden var det stærkeste Udslag, den yderste Conseqvents af hele den lavtliggende Aandsretning, som havde faaet Vind i Sejlene siden 1870aarene. Jeg ved naturligvis meget vel, og har allerede udtalt det ovenfor, at ogsaa i denne Tid rørte sig ædle Kræfter, at ogsaa meget af det Bedste, som har præget de følgende Tider, fik sin Væxt fra den Slægt, vi nu gjerne betegner som "Mellemgenerationen", og ogsaa den havde sin virkelige Ungdom og sine store Tanker -- og det staar fast, at den norske Student som saadan ialfald stod udenfor og højt hævet over Bohêmebevægelsen. Men alt det Nedbrydende og Negative, som indeholdtes i Materialismen, og i hvis Finkels Fuselgehalt Bohêmen havde drukket sig en sjofel Rus, kunde ikke undlade at sætte dybe Mærker i en Del af den yngre Slægt -- den efterlod en Katzenjammer, tragicomisk og latterlig som al Katzenjammer. Den mærkedes længe i en Kreds, som med Stolthed selv kaldte sig med et Navn, der jo i og for sig burde bæres med en vis Blusel: "Decadenterne"s Kreds, en anløben, pjolterdrikkende, café- slentrende, Carl Johan-flanerende Ungdom, som ikke havde Andet af Ungdom i sig end dens Umodenhed, men som havde opfattet og søgte at virkeliggjøre en af Tidens store Hemmeligheder: "Kald det Slette Princip, og lev saa princip- mæssig". De satte den aandelige Dovenskab i System. Det SIDE: 300 var Individualismens Vrangside, der ikke forstod Forskjellen mellem Individ og Personlighed, som nu i den trætte des- illusionerede Tid vovede at vende det Lodne ud, idet den gebærdede sig som raske "farende Svende" med Montmartre- Caféerne som sit lysende Forbillede. Men "Tømmermændene" var tydelig mærkbare i deres Optræden. Det var den af dem mærkede Tid, som Henrik Ibsen, hvem hin Slægt af blaseret Ungdom engang havde villet tage til Indtægt for sig, i 1898 stemplede med Ordet: "Mangel paa Cultur og Disciplin". Men det skal strax siges til Ære for de norske Studenter, at det heller ikke nu var Mange af dem, som skrev sig ind i disse Rækker. Saavidt jeg kan se rekruteredes Decadenterne væsentlig gjennem quasi-literære og quasi-kunstneriske Indi- vider, som kun i enkelte korte Perioder kunde vinde Gehør, men aldrig fik Overtaget i Studenterkredsene. Derimod præ- gedes den yngre Studentergeneration som Følge af hvad den havde lidt under disse Kampe desto tydeligere af en vis Træthed, den Desillusioneredes Ligegyldighed overfor dybere Interesser og anstrengende aandeligt Arbejde -- denne Slægt havde ingen heldig Arv modtaget fra sin Forgjænger. Arven var væsentlig den følgende Studentergenerations Mistillid til al ideel Stræben. Den var for disse Unge et Gjøglebillede, der ikke var værd at holde paa. Denne Generations Særmærke synes mig at være en Mangel paa Midtpunkt, der viste sig som en Modløshed overfor store Opgaver og ikke sjelden som en tydelig Holdningsløshed. Naturligvis leverede ogsaa denne yngre Studentergenerations dygtige Elementer meget godt Arbejde; der arbejdedes t. Ex. godt og varmt i Folke- undervisningens Tjeneste; men der viste sig samtidig Tegn paa Slaphed i Arbejdet for at løfte Studenterlivets Niveau: Vi har havt Ledere i vort Samfund, som til Studenternes Forædling har indkaldt en Taler fra Sverige, som vilde lære vore Studenter, at de for at tilfredsstille sine naturlige og altsaa berettigede kjønslige Lyster jo kunde benytte vore SIDE: 301 "Tjenestepiger og Gouvernanter"(!!). Men vi har dog hel- digvis havt langt flere Ledere, som har givet Ordet til Mænd som Bjørnson og Christoffer Bruun. Men et ejendommeligt Fænomen, der ligefrem peger paa den Holdningsløshed, jeg nævnte, maa jeg -- for at tale helt oprigtig -- sætte Fin- geren paa: hvem der talte i Samfundet, og hvad deres For- kyndelse gik ud paa: vore Studenter lønnede dem Alle med lige voldsomme Bifaldsstorme, den Ene som den Anden, det Ene som det Andet. Salen drønede af samme Jubeltorden, enten Taleren forkyndte Kjødets eller Aandens Evangelium. Og da Forundringen herover gav sig offentligt Udtryk, fik man det Svar: "Studenterne applauderer ikke Indholdet, men den fuldendte Form, hvori det er klædt". En saa tynd For- klaring tror jeg nu ikke ganske holder Stik. Formen er jo dog altid Form om et Inhold, og kan ikke saaledes uden videre løses fra dette. Forholdet er nok snarere dette, at Ungdom er Ungdom: den bedaares let af fagre Ord, en Kritikløshed, en Umodenhed, som ikke kan forsvares, men vel forklares og til en vis Grad undskyldes. Jeg tror, at denne Holdningsløshed var en directe Følge dels af den foregaa- ende Bohêmeperiodes Synder, dels af hele det Urolige, Holdningsløse i vor Tids stadig vexlende Opdragelsesme- thoder. Man har berøvet Ungdommen et Midtpunkt, som vi Gamle ejede i den strengt logiske Formaldannelse, der ensartet og rolig uden at kastes hid og did af Øjeblikkets departementale og politiske Moderetninger mødte os i de klassiske Studier. Ungdommens Trang til Aandscultur tilfreds- stilles ikke ved Mathematik og Naturvidenskab. Den behøver Tro paa Livet og et stort ophøjet Livssyn. Lykkeligvis synes det, som om den yngste Studenterungdom har faaet Øjet op for Faren, og at de Bedste af dem allerede er vaagnet og har forstaaet, at den selv for enhver Pris maa skaffe sig det Midtpunkt, man har berøvet den. Det vil koste Kamp og Anstrengelser, men des bedre vil det monne. Allerede dette, SIDE: 302 at vi tydelig ser en Falanx af unge Kjæmpere rykke ind paa Arenaen for at bekjæmpe de Magter, som udsugede Mellemgenerationens Marv, indebærer i saa Henseende et lyst Løfte. Thi indenfor hele vort norske Studenterliv mærker vi trods Alt en Kjærne af Alvor og Renhed, som er en Arv fra det Bedste i vor Folkenatur -- og har jeg dvælet ved de enkelte Skyggesider, mere end det kanske skulde synes nødvendigt, saa var det kun, fordi jeg tror paa den norske Student saa sikkert, at jeg -- efter 60 Aars Studenter- liv -- ansaa mig baade berettiget og forpligtet til at pudse lidt paa de enkelte Pletter, der findes paa hans rene Skjold, fordi jeg da med desto større Sandhed vil kunne slutte med at udtale, at han -- saa grundforskjellig Nutidens Student end er fra min Ungdoms -- dog paa Bunden altid er og har været den Samme: arbejdsom, trofast og ærlig -- en værdig Søn af det Folk, som har fostret os Alle. "Den norske Student er Folkets Søn". I andre og, som jeg haaber, bedre og sterkere Former ser vi nu de samme Idealer staalsætte den alleryngste Slægt som de, der engang smedede vor Ung- dom dens skjøre Vaaben og dens altfor ubefæstede Begejst- rings Vinger: Atter besøger Nordens Studenter hverandre, atter begynder man at hævde Aandsvidenskabens Interesser, atter ser man med Tak og Beundring tilbage paa de Mænd, som i 40aarene skabte vor folkelige Videnskab, Literatur og Kunst. Nu smedes ingen Vinger, men skarpe Staalsko for at glide henover Tidens kolde, isbelagte Vande. En og Anden vil plumpe i -- netop fordi vi styrer mod varmere, vaarligere Kyster. Tiden synes ogsaa paa dette Punkt at bevæge sig opad den store Vindeltrappe, og vi staar nu ogsaa her igjen lige over 50aarenes Tanker og Ideer. Maatte disse nu, mere modnede og styrkede i de bitre Erfaringers Daab end hine, vinde en varigere og mindre skuffende Sejer end den kort- varige, som blev hin Tids altfor vage Ungdomsdrømme til- del. Det er det bedste Ønske en gammel Student, som SIDE: 303 endnu staar tilbage fra Nationalromantikens Tid, kan udtale for vor Tids Studenter. En enkelt liden personlig Episode vil jeg her indskyde: en Erindring om en fornøjelig Dag "blandt Studenter". Det var i 1899. De unionelle Storme rasede som værst, der ned- sattes Unionscomitéer og der taltes i Sverige om en Tvangs- revision af Unionsacten. Men Studenterne paa begge Sider af Kjølen holdt fast ved sit gamle Venskab, og i Begyndelsen af April 1899 gjæstede vi norske Studentersangere vore Brødre i Lund, hvor vi tilbragte nogle baade muntre og bevægede Dage. I Slutningen af samme Maaned gjæstede saa de lundensiske Sangere til Gjengjæld Christiania, og efter Con- certen d. 23 April gaves der en belivet Middag i den nye Frimurerloge. Jeg havde faaet Plads ved Siden af de norske Sangeres Anfører, min gamle Ven O. A. Grøndahl. Saa blev der udbragt en Skaal for "de norske Damer", og Grøndahl var den, som var nærmest til at svare paa de Norskes Vegne -- vi havde jo dengang endnu ingen kvindelig Studenter- sangforening [fotnotemerke] . Men Grøndahl følte ingen Lyst til at svare, og med sit sædvanlige Galgenhumor rejste han sig og sagde smilende: "Paa denne Skaal vil Professor Dietrichson svare." "Er du bindegal!" raabte jeg, hvorpaa han fortsatte: "ja, han skal faa 3 Minuter til at betænke sig." Da for der en Djævel i mig, jeg greb min foran mig liggende Menu og skrev paa dens Bagside nedenstaaende Impromptu, som jeg efter 5 Mi- nuter afleverede til Mel.: "Gubben Noach". Det lød saa- ledes: Fotnote: Den var rigtignok stiftet 1896 under samme O. A. Grøndahls Ledelse; men den talte endnu faa Medlemmer og var lidet kjendt. (Udg. Anm.) . SIDE: 304 Da Studenterne Fik se Jenterne Udi Staden Lund, Blev de rent perplexe, Raabte: "de kan hexe!" Og de kurrede. Og de murrede: Vi vil Union! Da kom Papperne Opfor Trapperne: Slem Situation! "Det er bedst I venter, Endnu er I blot Studenter!" Og de tordnede Og forordnede En Tvangsrevision. Da Lundenserne over Grænserne Kom og fik os se, Fandt de os endu i Taarer, "Flickorna" os bedaarer, Lad os, Manne, Alle danne En Unionscomité. Vi vil drikke -- Vil vi ikke? -- Drikke bredfuldt Maal For alle vore Cousiner De dejlige Caroliner [fotnotemerke] . Vi Studenterne Drikker for Jenterne, Lundejenternes Skaal! En troløs Lundenser fik Lov til at tage en Afskrift med Løfte ikke at offentliggjøre den, men brød naturligvis sit Løfte, saa Impromptuet kom ind i "Lunds Veckoblad", og saa kan det jo gjerne komme ind i "Svundne Tider" med. Fotnote: Lunds Universitet heder Univ. Carolina. SIDE: 305 FREMAD! -- endnu et Livsopgjør, hvormed Fortælleren tager Afsked fra sit Livs tristeste Periode og indleder Fortællingen om en lysere Tid. Naar jeg ved Ottiaarenes Slutning kastede Blik- ket tilbage over det forløbne Decennium, kunde dets Resultat for mig kun blive ét: den fuldstændige Resignation. Alle de Magter, jeg havde troet at maatte bekjæmpe, havde sejret: Materialismen bredte sig i sin selv- bevidste Storhed paa Magtens Hynder i Kunst og Literatur, Separatismen og Isolationen havde fuld Vind i Sejlene i vor Politik, Vantro og Sensualisme havde Magten der, hvor Religion og Sædelighed havde her- sket; for mig, der var blevet isoleret under Kampen, stod alene paa min Post, syntes intet Andet at være tilovers end at trække mig tilbage, krybe ind i mit Skal igjen og sige Farvel til det Hele. Skulde det være Resultatet af al min Kamp og min Stræben? Ja, det syntes unægtelig saa. -- Men i mit Indre talte dog fremdeles en Stemme, som høj- lydt protesterede mod at give tabt, fordi om Alt syntes at gaa mine "Drømme" imod. Havde jeg først vundet "indad", saa maatte jeg ogsaa vinde "fremad", koste hvad det koste vilde. Ellers kunde aldrig noget "Opad" vinke mig. Fra SIDE: 306 min ensomme Krog pligtede jeg alligevel at arbejde videre i den Retning, hvor mit Maal saa synlig laa, skjønt Vejen og Midlerne blev mig dunklere og dunklere. Men at den Vej, jeg havde valgt at gaa, var den rette, det viste sig netop deri, at den var saa uendelig tung, mens der løb en lok- kende, let Vej lige ved min Side, tilgjængelig for mig, naar- somhelst jeg vilde betræde den, men rigtignok førende til et helt andet Maal end det, jeg søgte. Jeg maatte videre paa min Vei, selv om den fremdeles som hidtil kun skulde føre mig ind mellem Torne og Tidsler, bringe mig Fejl og Fald og Nederlag. Kun Et følte jeg klart: saalangtfra at lukke mig ind i mig selv, maatte jeg tværtimod, saa energisk jeg kunde, kaste mig ud i Livet, tilegne mig Alt, hvad der kunde sætte mig i Rapport til det, og kunde jeg ikke finde Plads for mine Bestræbelser paa den hjemlige Jord, saa maatte jeg søge udad for at finde Luft at aande i. Jeg maatte endnu engang revidere mit "Livsprogram" og finde nye Veje for at fremme det, jeg arbeidede henimod. Et havde jeg dog vun- det: Erkjendelsen af, at det ikke beroede paa mig eller min Deltagelse i Udviklingen, i hvilken Retning denne skulde gaa; det var mig nu klart, at jeg ingen, absolut ingen Rolle spil- lede i Tidens eller vort Lands Udvikling, at det for mig fra nu af kun gjaldt det rent personlige, ikke at svigte det, jeg troede paa, at søge mig, om det saa var den allerbagerste Plads blandt Tidens Arbejdere, kun jeg fik Lov til at arbejde med for det, som fremdeles begejstrede mig, for Aandstro, for Samhold, for sædelig Renhed, mod Materialisme, Isola- tion og Sensualisme. Jeg maatte som hidtil holde Sindet friskt ved stadige Rejser, ved Berøring med alt, som derude i det store, bøl- gende Liv kunde holde mig oppe, naar det blev mig for kvalmt i egen Stue; jeg maatte herhjemme fremdeles arbejde for at holde Liv i de Functioner, som kunde fremme Sam- hold og Humanitet, og jeg maatte i mit eget lille Hjem SIDE: 307 skabe mig en Rede, i hvilken jeg altid kunde hvile ud i Bevidstheden om, at der ialfald var et Hjem for de Ideer, jeg levede for, en fredet Rugekasse for de Æg, som kanske engang kunde blive Kyllinger og faa flyvedygtige Vinger. Thi jo mørkere Natten syntes mig, desto mere nødvendigt blev det at tro paa en Morgen. Det er Gjenlyden af dette højst resignerede Livsprogram, man vil finde i de følgende Kapitler, hvis Overskrifter lyder: "Paa Rejser", "Hjemmet og dets Venner" og "Selskabet Andvake". -- Det bliver en Skildring af Sommerrejser, af kunsthistoriske Congresser, af nordiske akademiske Møder og Samarbejde mellem Nordens Universiteter; -- det bliver en Skildring af mine nærmeste Omgivelser i Hjemmet, som har bidraget til at holde Liv i min Livstro, og af mit lille Arbejde for at skabe selskabeligt Samhold mellem de stridende og separerende Elementer i vort oprevne lille Samfund -- Alt efter ringe, meget ringe Evne. Og saa tilslut et Blik ud i Morgenrøden, i den rindende Dag! Det er til denne, sidste Vandring jeg nu vil indbyde mine taalmodige Læsere. SIDE: 309 NITTIAARENES ROLIGE ARBEJDSTID (DECADENCE OG REGENERATION) SIDE: 310 Fast natten i norden är lång, Så blir det väl morgon engång! NICANDER. Ziffersejren faar sin Dom, Øjeblikkets Blæst slaar om; Thi mod Skjønhed hungrer Tiden, Men det ved ej Bismarcks Viden. H. IBSEN. SIDE: 311 PAA REJSER -- hvori fortælles om alle Slags Vandringer mellem Nordkap og Vende- cirkelen og dertil knyttede for mig selv om ikke for Læseren fornøjelige Erindringer. 1. Sommervandringer i tre Verdensdele. 2. Eneboeren i San Vigilio. 3. Kunsthistoriske Congresser. 4. En Nordkapsreise med Fr. Krupp. 5. Akademiske Møder. Sommervandringer i tre Verdensdele. De bitre Kampe, som havde fyldt Ottiaarene, var for mig stilnet af med Aaret 1892, og en roligere og solrigere Tid indtraadte i mit Liv omtrent ved Indgangen til mit 60de Aar. Havde Arbejdsdagen i de sidstforløbne tyve Aar, fra 40 -- 60 Aars Alderen været mig som en lang Nat, fuld af tunge Drømme, af Uro og Strid, der stemte saa lidet med mit Væsen og mine Tilbøjeligheder, saa skulde mine sidste tyve Aar fra 60 -- 80aarsalderen blive en desto lysere og smukkere Livs- aften. For mig selv staar den snarere efter Kampnatten som en forjættelsesrig Morgen, som jeg ser stige frem for mig lysere og lysere, jo mere Enden nærmer sig. Gud være lovet baade for Striden og Freden! SIDE: 312 Nu kunde jeg alt mere med Alderens Ret trække mig ud af Linien og gaa over i Landstormen, i Reserven. Nu fik jeg Arbejdsro og fik da i disse Aar ogsaa virkelig efterhaanden færdig til Udgivelse alle de Arbejder, som hidtil havde maattet hvile: mine "Norske Stavkirker" (1892), "Die Holzbaukunst Norwegens" (1893), "Af Hans Gudes Liv og Verker" (1899), "Kirkelig Kunstarchæologi" (1903), "Monumenta Orcadica" (1906), "Vore Fædres Verk (Norges Kunst i Middelalderen)" (1906) og tilsidst Monografien over "Magnus Berg" (1912). Men fremfor Alt fik jeg nu Anledning til med større Ro og derfor paa en frugtbarere Maade end før at fortsætte selve mine Studier ved de Sydlandsrejser, der forsynede mig med nyt Arbejdsstof. Man hører undertiden Folk klage over, at de "kjeder sig" -- det har altid været mig uforstaaeligt, hvorledes Nogen, der har sine Sansers fulde Brug, nogensinde kan "kjede sig". Selv om En er tvungen til at give Slip paa al ydre Syssel- sættelse, har Sjælen dog altid hos et tænkende Menneske rigelig Sysselsættelse med at arbejde paa sit Indres Udvik- ling, et uudtømmeligt Stof baade til Tænkning og Under- holdning, og trænger jeg til Hvile, har jeg det rigeste Stof til indre Sysselsættelse blot i at tænke tilbage paa -- mine Rejser. Havde mit Ungdomsliv været snart sagt en eneste sam- menhængende Rejse, saa blev ogsaa under 80aarenes Kamp- tid og 90aarenes Arbejdstid Rejser mig en fuldstændig Nød- vendighed og Erindringen om dem mig en rig, aldrig udtømt Adspredelse. Skjønt jeg altid har været begavet med en lykkelig Hel- bred, og aldrig har behøvet at ligge ved Bad, har jeg dog gjort utallige "Baderejser", snart for at vaske alt det Smuds af mig, som vilde hefte sig ved mit gode Humør efter de vrøvlede Stridigheder, jeg stadig blev kastet ind i, snart for at forfriske mig og søge nyt aandeligt Liv i de kjølige Bølger, SIDE: 314 som rinder ud fra Livets og Historiens evigfulde Brønde -- med andre Ord: snart Studierejser, snart Recreationsrejser; thi mine Badesteder hed hverken Carlsbad eller Kissingen, hverken Vichy eller Biarritz, men Rom og Athen, Florents og Venedig, Dres- den og München, Rhin og Mosel, Ægypten og Pa- læstina. Disse aandelige Bade- rejser har været mig en absolut Nødvendighed som Modgift, hvergang Et eller Andet søgte at forgifte mig Li- vet, og det Slags Gift var jo en Tidlang mit dag- lige Brød. Men fra disse Rejser vendte jeg og- saa altid frisk og forynget til- bage til mit Ar- bejde. Naar Luf- ten blev mig for kvalm og Striden for modbydelig, og det saa samtidig be- gyndte at spire i Bakkerne og Elvene løstes, saa snørede vi hvert Aar vore Randsler og opgav ikke vor Adresse for Nogen, men forsvandt til et Liv og en Verden med varmere og lysere Luft, en Verden, hvor ingen ahnede, at vi færdedes for at hente ny Kraft og nye Rigdomme, Capitaler at leve paa for SIDE: 316 den forestaaende Vintertid. Naturligvis har vi ogsaa tilbragt mangen herlig Sommer i vort Fædrelands dejlige Fjelde og Fjorde -- men da jeg fremfor Alt har behøvet at lære Noget, var det dog væsentlig sydover vi søgte, til de Egne, hvor Forudsætningerne for al Belærelse i kunsthistorisk Retning -- ogsaa for vort Lands Vedkommende -- var at søge. Du, min gamle trofaste Medvandrerske baade paa Livets store Vandring og paa disse mindre Rejser! skal vi, ligesom vi i 2den Del opfriskede Erindringen om vor første, med Møje og Fattigdom kjæmpende treaarige Bryllupsrejse, endnu engang sætte os ned i Livets sene Solnedgang og opfriske Mindet om vore mange følgende, glade og lykkelige Vandringer, om de Dage, da det sang indeni os hvergang det blev Vaar: SIDE: 317 "Det er Gammen At rejse sammen, Naar Fjæderhammen Er Kjærlighed!" Hvilket vældigt Panorama af brogede Billeder rulles ikke op for vor Erindring, naar vi ser tilbage paa dette farverige Rejseliv! Husker du -- husker du -- -- ? Husker du de stille Maaneskinsaftener paa Venedigs Canaler, naar Gondolen gled ind i Skyggen af de gamle Kirker og Paladser og saa atter ud i Canale grandes maanebestraalede Herlighed med Maria della Salute og Dogepaladset i Baggrunden? -- Mindes du de dødstrætte Afte- ner i de store Hovedstæder under Verdens- udstillingerne, naar vi Dagen igjennem havde staaet i Kø bag Omnibuser og ved Seinedam- pere -- og saa pludselig paa nogle Timer kunde forflytte os til den vel- gjørende Ensom- hed i en eller anden stille Dal ved Rhin eller Mosel og høre SIDE: 318 Fuglesang og drikke kjølig Vin under Løvet langt fra Larmen og det nerveoprivende Verdensliv? Husker du de dunkle Capeller i Palermos Normannerkirker, hvor Mosaikernes Guld- grund glimtede hemmelighedsfuldt frem fra Chornischer og Krypter -- eller Syracusas endeløse Ruinstad med Latomier og antike Theatre med Udsigten ud til Ortygia og Ioner- havets straalende Flade! Husker Du Philæs Tempelpragt og Karnaks ludende Kjæmpesøjler i Pyramidernes Land? Husker Du Natten paa Nilen ved Assouan, hvor vi i Ørkenstilheden lyttede til Flodens sagte Sus og Bønneudraabernes Sang gjennem Mørket fra Minaretets Top, mens Gazellerne i Halv- dunklet listede sig ned til Nilbredden for at drikke? Husker Du, da vi stod i den hellige Gravs Kirke i Jerusalem og i Bethlehems Fødselshule blandt bedende østerlandske Pil- SIDE: 319 grime, som skulde fejre Julenatten der? Eller Udsigten fra Parthenons Marmortrappe over det takkede Salamis og det bakkede Ægina? Mindes Du, da vi læste Aischylos' Orestide sammen ved selve Agamemnons Grav i Mykene mellem græske Hyrder med deres Tusinder af Faar, som havde sine Lam staaende paa Ryggen? Eller mindes Du Ramadanfestens Nat, da vi fra Skibsdækket paa Bosporus saa alle Constan- tinopels Kupler og Minareter glimre og straale i den hellige Nats Illumination og det hele vidunderlige Syn spejle sig i Sundets Flade? Jeg kunde blive længe ved! Alt dette og meget Mere har vi fælles at tænke tilbage paa i Livsaftenens Ensomhed, kun Nordkapstouren, Sejlad- serne i Fiskerbaadene mellem Orknøerne over de rivende Havstrømme ved Pentlandsfjorden og Synet af Kremls Løg- SIDE: 320 kupler og Troizkaklostrets underjordiske Eneboerceller med de indmurede Eremiter og de blinde Ringere har du ikke delt -- ellers har du trofast fulgt mig paa alle mine Færder, altid hjælpende, aldrig svigtende, været min Haand og mit Øje. Nu er Rejserne for altid forbi -- for altid -- nu sid- der vi stille i vor lille Rede herhjemme og nynner sagte: "Det er en Gammen At sidde sammen, Hvor Arneflammen Er Kjærlighed!" Og det lyser i dit gyldne Haarbaand mellem de graa Lokker -- Tak for den store Rejse, min Guldbrud! Ja, vort hele Liv har jo været en Rejse og er det ikke netop en Rejse hele Livet skal være? -- en Rejse, der holder Bevidstheden frisk omkring den Sandhed, at her er ikke vort "blivende Sted"? men jeg kan ikke skrive en ny Del af "Fra min Vandringstid"; det lyse Livsmod, som be- høves for en saadan Skildring, er jeg ikke længer i Besid- delse af. Derfor faar jeg nok indskrænke mig til et Par tarvelige Udpluk. [fotnotemerke] Fotnote: Da det muligens for mine Nærmeste og kanske for enkelte af mine Fagbrødre kan have nogen Interesse at erfare, hvorledes jeg paa Rejserne har fordelt det vidtløftige Studiefelt, som foreligger for en Kunst- historiker, vil jeg derimod forsøge i største Korthed at give en Udsigt over Planen for mine Studierejser i deres Helhed: Jeg begyndte i 1862 med længere Ophold (ialt 6 Maaneder) i Kjøbenhavn, Berlin, Dresden, Nürnberg, München og Salzburg (væsentlig Muséstudier) som Indledning til det 1862 -- 1865 følgende c. 3 Aars Ophold i Italien (Venedig, Verona, Padua, Brescia, Parma, Bologna, Florents, Rom (2 1/2 Aar), Neapel og Pom- pej). I 1867 et Besøg i Paris (Verdensudstilling) og Køln. 1869 -- 70 besøgte vi Prag, Wien, Budapesth, Constantinopel, Smyrna med Ephesus og Sipylusbjerget, Athen, Eleusis, Tiryns, Mykene, Nemea og Korinth, Sicilien, (Messina, Catania, Syracusæ, Selinunt, Palermo), Pæstum, Salerno, Amalfi, Ne- apel, Rom, Umbrien (Spoleto, Foligno, Spello, Assisi, Perugia, Cortona, Siena, Chiusi, Orvieto), Florents, Bologna, Ravenna, Modena, Genua, Provence SIDE: 321 Til dette Rejseliv hører da ogsaa de mange Ophold i fremmede Byer, som blev en Følge af de hyppige Opdrag, Departementet gav mig, til at fungere som Medlem af de kongl. Commisioner for udenlandske Udstillinger og de med dem forbundne Juryer. -- Jeg har allerede omtalt mine Op- levelser ved Pariserudstillingen 1878, jeg vil endnu gjen- kalde mig en trist Erindring fra mit Ophold ved den skan- dinaviske Udstilling i Kjøbenhavn 10 Aar senere (1888), hvor jeg fungerede som Medlem af Udstillingscommissionen og som Jurymand i den keramiske Afdeling. I denne Afdeling var jeg bleven udseet til Formand, og da vi havde endt Gjennemgaaelsen af Arbejderne, skulde jeg sammen med vor Secretær, den svenske Professor Claeson, som dengang endnu var Docent i Lund, udarbejde vor Indstilling. For at kunne arbejde desto mere uforstyrret, begav vi os Thorsdag d. 14de Fotnote: (Arles, Nismes, Avignon, Vaucluse), Lyon, Dijon, Fontainebleau, Paris. 1872: Hildesheim, Goslar, Cassel, Weimar, Dresden, Berlin. 1873: Hannover, Externsteine, Paderborn, Düsseldorf, Köln, Aachen, Löwen, Brüssel, Mecheln, Antwerpen, Gent, Brügge, Rotterdam, Delft, Leyden, Harlem, Amsterdam, Utrecht, Cleve, Wien (Verdensudstilling), Helsingfors, Petersburg. 1875 -- 76: (i offentligt Ærinde) Nürnberg, München, Wien, Ulm, Stuttgart, Carlsruhe, Strassburg, Paris, London. 1877: München, Regensburg. 1878: Paris (Verdensudstilling), Amiens, Rouen, Caen, Bayeux, Le Mans, Chartres, Versailles. 1880 -- 81 (med Stipendium): Ve- nedig, Florents, Brindisi, Corfu, Olympia, Athen, Alexandria, Cairo, Ghizeh, Saccara, Luxor, Karnak, Medinet-Abu, Kurnah, Esneh, Edfu, Kom-Omb, Djebel-Silseleh, Assouan, Philæ, Dendera, Abydos, Jaffa, Je- rusalem, Jericho, Bethlehem, Rom, Neapel, Tivoli (Hadrians Villa), Subi- aco, Olevano, Palæstrina, Turin, Paris. 1884: Helsingfors, Petersburg og Omgivelser, Moskva, Troizkaklostret, Warschau, Berlin, Dresden, Brücken- berg (Vangs Stavkirke), Ratibor og Omegn (Oberschlesien), Braunau, Wit- tenberg, Wernigerode, Goslar, Hildesheim, London (det Hele en Tvær- snitrejse gjennem Europa for Studiet af Middelalderens Træbygnings- kunst). 1885 og 1886 besøgtes alle Norges Stavkirker samt 1886 Berlin. 1887: Andernach, Maria Laach, Trier og Moselbyerne, Coblenz, Mainz, Worms, Speyer, Heidelberg, Naumburg, Merseburg, Halle. 1888: Rostock, Wismar, Schwerin, Stendal, Jerichow, Tangermünde, Erfurt, Magdeburg, SIDE: 322 Juni over til Lund for at udføre vort Arbejde i hans Hjem. Fredag Formiddag meldte et Bud, at hele Lunds "Akademi- stat" (Universitetets Lærere) om Eftermiddagen Kl. 5 skulde møde paa Banegaarden for at modtage H. Maj. Kong Oscar, som paa Hjemvejen fra en Udenlandsrejse vilde aflægge et Besøg i Lund. Min Vert og min Ven og Collega Prof. Ljunggren opfordrede mig til at blive med, og vi begav os paa bestemt Tid til Banegaarden. Det regnede voldsomt, men beskyttede af vore Paraplyer kom vi da nogenlunde tørre frem til Perronen, hvis Tag skjærmede os mod Regn- vejret. Til bestemt Tid meldtes det, at nu kunde Toget sees. Rector commanderede: "Ud paa den ydre Platform!" Den havde intet Tag; men vi havde jo vore Paraplyer. Da commanderede Rector for anden Gang: "Paraplyerne ned!" Der stod vi midt i den høljende Regn, og da saa det kon- Fotnote: Halberstadt, Quedlinburg, Gernrode, Bodethal, Harzburg, Marburg, Weilburg, Wetzlar, Limburg a. d. Lahn, Moselbyerne. 1889: Aa- chen, Crefeld, Paris (Verdensudstilling). Det vulkanske Eifel, (Daun, Manderscheid). 1890: Reiser i Norge for Studier af middelaldersk Stenarchitektur. 1891: Jena, Leipzig, Eisenach, Weimar, Moselbyerne, Münster, Osnabrück. 1892: Bremen, Paris, Nancy, Luxembourg, Metz, Trier og Moselbyerne. 1893: Nürnberg (Congres), München, Prag, Dres- den. 1894: Brandenburg, Breslau, Braunschweig, Holland og Belgien, Köln (Congres), Siebengebirge. 1895: Nordkapsrejse (med Fr. Krupp). 1896: Berlin, Breslau, Wien, Budapesth (Congres), Agram, Venedig. 1897 i Rom, Lago di Garda, Comosøen og Lago Maggiore. I 1898: Amsterdam (Congres), Gouda, Hertogentusch, Maestricht. 1899: Lago di Garda (S. Vigilio og Sirmione). 1900: London (Kathedralstudier i:) Canterbury, Winchester, Salisbury, Exeter, Wells, Bath, Oxford, Northampton, Earls Barton, Peterborough, Ely, Norwich, Bury St. Edmunds, Lincoln, York, Durham, Edinburg, Inverness, Kirkwall, Orknøerne, Lübeck (Congres). 1902: Lago d'Orta og Comosøen, Bologna, Ravenna, Innsbruck (Congres). 1910 -- 1911: Venedig og Rom. Kun for enkelte Stæders Vedkommende har jeg nævnt Navnene mere end engang; men det er en Selvfølge, at Besøg i de samme Byer ofte har været gjentaget -- saaledes har jeg besøgt Köln nogle og tyve Gange og Berlin endnu meget oftere. SIDE: 323 gelige Tog nærmede sig, commanderede Rector for tredje Gang: "Hattene af!" De mange skaldede Hoveder i den tætte Regn var et ynkværdigt Skue. Men der ventede os en forunderlig Overraskelse. Toget kom, men istedet for at stanse for det videre, og først da det holdt paa at forsvinde i nordlig Retning, fik vi se Kongens Hoved, som nikkede til os fra det aabne Coupévindve. Og dermed forsvandt det Hele som et Fata Morgana. Vor Forbauselse var grænseløs, og der var adskillig misfornøjet Knurren blandt de ærvær- dige Professorer. Hvad skulde dette betyde? Vi gjættede naturligvis paa, at en eller anden pludselig indtruffen Begi- venhed maatte have tvunget Kongen, der jo ellers altid var saa yderst hensynsfuld, til at svigte sin trofaste "Akademistat" -- men hvad kunde det være? Den næste Morgen kom Forklaringen. Kongen havde ved sin Afrejse fra Kjøbenhavn eller sin Ankomst til Malmø faaet to Telegrammer; det ene fra Berlin meldte ham, at hans Ven Kejser Friedrich, som han, saavidt jeg mindes, netop havde besøgt, var død, og det andet fra Stockholm meldte ham, at hans norske Statsminister Ole Richter havde begaaet Selvmord. Det var jo nok til at gjøre os Kongens Adfærd fuldt forstaaelig. Hos mig personlig vakte Richters tragiske Død dyb Sorg; thi jeg havde, lige siden jeg alle- rede i min Studentertid kom ham nærmere, altid havt en fuldtro Ven i ham. Det var jo ham, som var den drivende Kraft ved min Hjemkaldelse, og endnu ifjor havde han ved vort Sølvbryllup sendt os et hjerteligt Vennebrev. Og saa skulde dette virksomme Liv ende saa brat og saa sørgelig! Eneboeren i San Vigilio. I denne Bog, der som sagt ikke skal være en Rejsebe- skrivelse, men skal skildre de interessante Personligheder, jeg har mødt i mit Liv, hører absolut en Mand hjemme, med hvem jeg levede en hel Maaned sammen, og som be- SIDE: 324 troede mig en af sit Livs stille Hemmeligheder, sin Ung- doms Kjærlighedshistorie -- skjønt han var død, mere end 300 Aar før jeg gjorde hans Bekjendtskab. Han vil altsaa ikke protestere, om jeg har mis- forstaaet ham -- og Enhver kan selv ved at be- søge det dejlige Sted, vi nu skal betræde, dømme herom; thi hvad han betroede mig, betror han Enhver, som har Øjne i Hovedet at se med, dertil lidt Iver for at efterforske hvad der ikke ligger aabent i Dagen, og endelig -- en bitteliden Smule Fantasi. Det var Som- meren 1899. Vi opholdt os i den lille Landsby Tor- bole ved Garda- søens Nordende, og gjorde her Bekjendtskab med en ung tysk Maler, som nylig for første Gang havde besøgt Italien og lige- ledes for første Gang havde læst Goethes "Italiänische Reise" og nu var ivrig optaget med at søge efter det Hus, hvor Digteren havde boet i Torbole, og som han skildrer saa levende i sin be- SIDE: 325 rømte Bog. Han spurgte da vor tyske Vert, om det muligens havde været i hans Hotel, Goethe havde boet. "Goethe?" sagde Verten: "Goethe? den Namen habe ich gehört. War er ein vornehmer Mann?" "Ja", indskjød jeg, "han var Minister og Geheimeraad". "Dann hat er ganz gewiss bei uns ge- wohnt", sagde Verten selvbevidst, "denn es giebt in die- sem Neste kein anderes Hotel für Rangspersonen". Men da han fik høre, at det var i 1786, Goethe havde været i Tor- bole, blev han jo lidt modfalden; thi Hotellet var ikke ældre end fra 1852. "Ach, Gott behüte!" sagde han: "Wie kann man dann überhaupt wissen, dass er hier gewesen?" Det lykkedes os dog efter nogen Søgen virkelig at finde Goethehuset; og da jeg havde kunnet sætte min unge Maler paa det rette Spor, blev han mig ikke blot meget taknemme- lig, men gjorde mig endog til sin Fortrolige i en Opdagelse, han nylig havde gjort. "Der er et Sted her ved Gardasøen", sagde han hem- melighedsfuldt, -- "men jeg siger Dem ikke, hvor det er; for jeg vil beholde Sagen for mig selv -- ", tilføjede han med et Smil, "et Sted, hvor der skjuler sig et Par meget bety- delige Kunstverker fra Renaissancen, som Ingen kjender. Jeg tænker mig nærmest, at Jacopo Sansovino er Mesteren. Og jeg er nu paa Vej til Berlin for at gjøre Museet der op- mærksom paa min Opdagelse. Det ene er et Relief, som forestiller Apollo og Laura" -- -- Jeg var uforskammet nok til at indskyde: "De mener Apollo og Daphne -- det var jo hende, som blev til et Laur- bertræ!" -- -- "Ja, naturligvis", sagde han, "Apollo og Daphne". Men saa blev han med Et eftertænksom og sagde: "Ja, men der stod dog bestemt Apollo og Laura under Bas- reliefet. Jeg læste ganske bestemt Laura. Hvorledes kan det hænge sammen?" Nu begyndte jeg at blive nysgjærrig. Da jeg under en Række Ophold hadde besøgt de fleste Ste- der ved Søen uden at have seet disse Basreliefer, greb jeg SIDE: 326 i Hoben blandt de faa Steder, jeg endnu ikke kjendte, og sagde: "Det skulde vel ikke være i San Vigilio?" "Ja", sagde han, "siden De virkelig har gjættet rigtig, kan jeg jo gjerne betro Dem, at det er der. Men De maa love mig, ikke at nævne det for Nogen. Rejser De derhen, maa De være saa venlig at sige mig Deres Mening om Basreliefernes Værd. Jeg tror forresten neppe, det er noget beboeligt Hus for almindelige Rejsende; men baade De og Deres Frue gjør Indtryk af at kunne leve paa Zigeunermaner, og da kan De nok finde et Krybind!" Jeg ved ikke, om han gjorde Alvor af sin Plan at aver- tere Berlinermuseet; men jeg skulde næsten tro det; thi ikke længe efter fortalte Aviserne, at Kejserinde Friedrich, som jo var en stor Kunstven, stod i Begreb med at indkjøbe den grevelige Villa i San Vigilio; men Planen faldt bort ved hendes kort efter indtrufne Død. Faa Dage efter var vi i San Vigilio, og fortryllede af Ste- dets vidunderlige Dejlighed besluttede vi at tilbringe en Del af Sommeren her -- hvis vi NB. kunde finde en Bolig i det lille Fiskerleje. De rystede Allesammen paa Hovedet -- der kom aldrig Folk for at bo der; men endelig var der En, som vidste, at Sora Antonia i den gamle Villa engang havde modtaget en enkelt Rejsende. Saa bar det afsted til Sora Antonia. Punta di San Vigilio (se Frisen over Kapitlet, S. 311) paa Gardasøens Østside er et aflukket lidet Paradis, som kun Faa kjender, skjønt det maaske er Søens mest roman- tiske og naturskjønne Sted. Det ligger paa Næsset ved Ind- løbet til Bugten ved Garda. Stedet har en paa samme Tid idyllisk-blomstrende og alvor- ligmelankolsk Natur med sine høje, sorte Cypresser over de brede Marmortrapper, som fra den grevelige Villa fører ned til Søen, det lille Capel ved Næssets Omdrejning og lige ved dette ind mod Gardabugten den gamle Villa, den mosbe- SIDE: 327 groede Bygning, som skulde blive vor Bolig. Man gjen- kjender dem paa Böcklins "Villa am Meer" og "de Dødes Ø". Paa Bugtens anden Side løfter sig over Byen Garda i malerisk Ensomhed den isolerede Klippe Rocca di Garda, hvor Kong Lo- thars ulykkelige Dronning Ade- laide sad fangen, før Otto d. store hævede hende paa Tysklands Kejser- throne. Paa Søens Sydside ser man over til Catullus' Villa i Sirmium (Sermione) og Solferinos Slag- mark. Her er saa- ledes nok baade af historiske Er- indringer og ro- mantiske Omgi- velser. Vi fandt Sora Antonia paa den lille løvrige "Piazzetta" ved det netop omtalte gamle Hus. Hun var et prægtigt Menneske. Hun satte sig paa Stengelænderet, som hængte ud over Søen, spændte Tøflerne af de nøgne Fødder, og mens jeg satte mig paa Bordet lige overfor hende, kom vi snart overens. Efter nogle beskedne Indvendinger om, at Huset var daarligt, indrømmede hun, at hun nok kunde skaffe os lidt Fisk SIDE: 328 fra Søen og lidt Vildt fra Skoven, Frugt og Vin mang- lede ikke, og gode Senge havde hun, og saa kom vi overens om en Pris, som vilde gjort en Hotelvert vanvittig, om han havde hørt den: 60 centesimi -- 43 Øre -- pro persona for Herberget, og daglig contant Opgjør for hvad vi spiste og drak. Det var saa grejt og contant som mu- ligt, og saa tog hun Husskoene paa og tøflede foran os ind i Huset, som engang maa have været et stateligt Palads. Paa dets ene Væg opdagede jeg strax et smukt Relief fra Re- naissancen, skjønt intet af de søgte: det forestillede en Fi- sker, som knælende overrækker Biskop Vigilius af Trient hans af Søen opfiskede Ring. Og paa en anden Væg læste jeg en Indskrift, som fortalte, at i dette Hus var den berømte Maler Pisanello født. Huset havde altsaa en ærværdig Al- der; thi Pisanello var født omkring 1380, og den elendige Forfatning, hvori det gamle Hus nu befandt sig, modsagde ingenlunde dets høje Alder. Dørene havde store Sprækker, saa man kunde se fra det ene Værelse ind i det andet, og SIDE: 329 Gulvene var saa aabne, at man hist og her ogsaa kunde se ned i den underliggende Etage. Men den store Riddersal, som nu skulde huse os, havde en vidunderlig Udsigt ind over Bugten med Rocca di Garda. Hver Nat holdt Frøerne os vaagne med sin liflige Sang i Baadbassinet under vore Vinduer, og Myggene huserede saa frygtelig trods Net og Slør, at jeg hver Morgen forsikrede, at jeg ikke vilde til- bringe en eneste Nat mere i dette Helvede; men neppe havde jeg slaaet Skodderne tilside og var traadt ned paa den herlige, skyggefulde Piazzetta, tør jeg med samme Styrke forsikrede, at her vilde jeg gjerne tilbringe hele mit Liv! Og saa blev vi der virkelig en hel Maaned. Hvor var de fortryllende disse Morgener, naar Sora An- tonia i sin lette Natdragt satte sig paa Balustraden over Søen, spændte Tøflerne af og tog frem sin store, lange Regnskabsbog, "il libro spazioso", og lod mig summere sammen den foregaaende Dags Madindkjøb, som hendes lærde lille Datter, Maria Pia, som gik i Skole og baade kunde læse og skrive, havde indført i Bogen for hende. Naar jeg saa havde lagt Contanterne i hendes Haand, be- stemte vi, hvad vi skulde spise for Dagen, og saa tog vi vor Frokost under Træerne. Den bestod af Æg, Brød, Fer- skener og Honning med Caffe. Sora Antonias Mand, den hæderlige celeste Mazzaro ejede et lidet Stenbrud paa Monte Baldos Vestside og en Barca, paa hvilken han og hans to voxne Sønner førte Ste- nene til Decenzano eller Peschiera, hvor han havde sit Mar- ked, og hver Aften blev la barca fortøjet i den lille sten- omgjærdede Baadhavn under vore Vinduer. Den eneste Ulempe i dette idylliske Liv var -- foruden Myggene -- Vandet, som toges lige af Søen og undertiden fremviste nogle Smaavæsener, som havde en mistænkelig Lighed med smaa Polyper. Men med en Portion Letsindighed og en Smule Forsigtighed kommer man over saa meget! Hvad SIDE: 330 finder man sig ikke i for et saadant dolce farniente med saamegen Idyl og Romantik! Saa skulde jeg da søge efter de omtalte Basreliefer i den grevelige Villas Park. Vor lille Piazzetta mellem Pisanello- huset og Capellet begrænsedes mod Landsiden af en høj halvrund Mur, i hvilken en Nische bar en Renaissancebyste af vor Nabo, Digteren Catullus, som jo paa Augusts Tid havde sin Villa der tværs over Søen i Sirmium. Denne Mur dannede Underlaget for et Anlæg inde i Parken. Og en vakker Dag stod jeg da inde i dette Anlæg, som var af en høist ejendommelig Natur. Halvrundingen deroppe un- der de høje Cypresser omgav en Række fristaaende Nischer, 10 à 12 i Tallet, og under hver Nische stod en Marmor- byste, hvis Indskrift angav Navnet paa en eller anden græsk eller romersk Digter eller Filosof. Custoden betegnede da ogsaa det hele Anlæg med Navnet "Akademiet". De gamle Herrer var ilde tilredte, næseløse og øreløse; men det var altsammen ligesom Catullus dygtige Arbejder, øjensynlig til- SIDE: 331 hørende en Mester fra Renaissancens Blomstringstid. Hvad kunde det da være for en Humanist, som i denne afsides- liggende Egn havde rejst Mindesmærker for klassisk Filosofi? Ja, derom vidste Custoden ingen Besked. Her fik jeg No- get at studere paa. Det maatte have været en Mand med baade videnskabelige og kunstneriske Interesser; thi dette var ikke "Akademiets" eneste Kunstverker, nej, nu dukkede vir- kelig bag Digterbysterne de gaadefulde Basreliefer frem! Min tyske Ven havde ikke overdrevet, om det end ikke var selve Sansovino, som var deres Mester. Jeg fik snart Grund til at gjætte paa en anden af Renaissancens Stormestere. Figurerne var i Legemsstørrelse og Relieferne var to i Tallet. Det ene fremstillede Adam og Eva efter Syndefaldet, og under Reliefet stod Indskriften: "Et conspicuere se nudos esse". (Og de saa, at de var nøgne). Men det Gaadefulde var, at skjønt der ved Uddrivelsen af Paradiset kun var disse to Mennesker i Verden, indeholdt Basreliefet hele fire Figurer. Bag Adam og Eva stod nemlig en smuk, midtaldrende Mand i antik Dragt med et kraftigt Skjæg og ved hans Side en yndig ung Kvinde, og begge betragtede vemodig vore første Forældre. Havde Manden været alene, vilde jeg kaldt ham Gud Fader; men Kvinden? Dette var jo en ny Gaade. Et Stykke derfra fik jeg Øje paa det andet Basrelief, og nu steg min Forundring til Forbauselse. Basreliefet, hvis Detaljer jeg ikke længer med fuld Klarhed erindrer, viste atter fire Figurer: en Kvindeskikkelse (om nøgen eller i antik Dragt -- det er det jeg ikke erindrer), en ung mandlig Skik- kelse, iført en antik Rustning og med en Lanse i Haanden, mest lig en St. Michael eller St. Georg, -- han vender Ryggen mod Kvinden, men fixerer med sit Blik en anden, strengt beklædt Kvinde foran ham, i hvilken jeg strax gjenkjendte Kvinden fra det første Relief, og bag hende stod atter den midtaldrende Mand med Skjægget fra det forrige Basrelief. Men Kvinden bar her over sit Hoved det skjæbnesvangre SIDE: 332 Klæde eller Slør, som i Renaissanceverker (t. Ex. hos Borg- mesterfruen i Holbeins Madonna) betegner, at hun ikke længer hører til de Levendes Tal. Og under det Hele kom virkelig de forunderlige Indskrifter tilsyne, og min tyske Ven havde læst ganske rigtig. Den skjæggede Mand var ubenævnt, men under Kvinden med Hovedklædet stod ganske tydelig "Laura", under den bevæbnede Mand "Apollo", og under den Kvinde, som han vender Ryggen "Daphne". Lutter Gaader! Men jeg maatte forsøge at løse dem. Rundt om paa Pisanellohusets Vægge og over dets Porte fandtes talrige Indskrifter, og jeg saa snart, at i dem Navnet "Laura" hyppig forekom. Hun maatte altsaa, da Navnet fore- kom begge Steder, have levet før den gamle Villa blev for- ladt, men samtidig med eller efterat den nye blev opført. Dette gav jo en Ledning. Jeg skal ikke citere de andre Laura- indskrifter, men et latinsk Distichon maa jeg anføre, da det synes at kaste et vist Lys over Relief No. 2. Det lød: "Si Daphnen Lauramque simul vidisset Apollo, Non Daphne Laurus, Laura sed ipsa foret." (Havde Apollo seet paa engang Daphne og Laura, Var ikke Daphne, men Laura selv forvandlet til Laurbær). Her gjemmer sig tydeligvis en Hentydning til den hemme- lighedsfulde Bevægelse, med hvilken Reliefets Apollo vender sig fra Daphne, idet han betragter Laura. Men hvem var den ubenævnte, Manden med Skjægget, som i begge Reliefer ledsager Laura, og hvem var hun selv? Det Sidste fik jeg aldrig klaret; men om Manden, der altsaa har levet samtidig med Laura, kan jeg efter anstillede Undersøgelser give nogen Besked. Spørgsmaalets Løsning kaster et svagt Lysskjær over en i den italienske Renaissances Blomstringstid ikke helt ukjendt Personlighed. Vi henviser -- som vi har seet -- til Personer, der har levet samtidig med at det ældre Slot, Pisanellohuset, blev forladt og den nye grevelige Villa bygget. SIDE: 333 Villa Brenzoni paa Punta di San Vigilio er ifølge gamle Optegnelser opført omkring Aaret 1534 af Greve Agostino Brenzoni. Familien har sikkerlig sit Navn fra den lille Landsby Brenzone paa Monte Baldos Skraaning noget nordenfor Punta di S. Vigilio. Omkring 1534 maa altsaa det gamle Pisanello- hus være blevet forladt af den nye Villas Bygherre. Denne maa have været i Besiddelse baade af rige Pengemidler og af en udviklet Kunstsans; thi til sin Architekt udvalgte han ingen ringere end Veronas største Bygmester, Micheli Sam- micheli (1484 -- 1558), en af Renaissancens største Mestere, baade Architekt, Billedhugger og Ingeniør. Enhver, som har besøgt Verona, vil erindre hans dejlige Bygninger ved Signoria- pladsen. Da Sammicheli ogsaa var Billedhugger, er det vel sandsynligere, at han er Basreliefernes Mester, end at de skulde være udførte af Sansovino. Men Agostino Brenzoni var ikke blot Kunstkjender, han nævnes ogsaa som Forfatter. Jeg har fundet hans Navn i det italienske Forfatterlexicon, som jo gaar endel Aarhun- dreder længere tilbage end vor Halvorsen. Han har bl. A. i 1530aarene holdt en berømt Tale i Venedig, hvor han paa den Tid boede, og han har skrevet et Verk, som maaske turde staa i en vis Forbindelse med den Undersøgelse, vi her anstiller. Det heder nemlig "della vita solitaria" (om Ene- boerlivet), og vor Kilde antyder samtidig, at Agostino paa Grund af de borgerlige Uroligheder i disse samme Aar trak sig tilbage fra Verden. Han har da naturligvis slaaet sig ned i sin nye Villa i San Vigilio. Det passer Alt godt sammen. Men hvilket var hans Forhold til Laura? Ja, det er den lukkede Bog, og det er over dette Forhold Relieferne i San Vigilio muligens kaster det eneste Lys, som nogensinde kan erholdes, over et fint og vemodigt Kjærlighedsforhold. Muli- gens kan hans Bog "om Eneboerlivet" indeholde en eller anden Oplysning herom; men det synes, som om denne Bog SIDE: 334 er sporløst forsvunden. De Forespørgsler, jeg har gjort paa mange Hold for at finde den, har alle været forgjæves, end- skjønt jeg endog har søgt Diplomatiets Hjælp for at opspore den. Vor tidligere Minister i Rom, den bekjendte Forsker Baron Bildt har vist mig den Venlighed at efterspore den, men har ikke kunnet finde den hverken i Italiens største Bibliothek Vittorio-Emmanuele i Rom eller i Venedigs Biblio- theker. Saa faar vi da se, om Billederne kan oplyse Noget. Naturligvis bliver det isaafald kun gjætningsvis vi tør udlede noget af deres Hieroglyfer. Er det sikkert, at det var -- eller ialfald at det blot var de politiske Uroligheder, som lod Agostino Brenzoni søge Eneboerlivet i San Vigilio? Mon ikke den Hjertehistorie, som Indskrifterne og Billederne fortæller om, har havt en Hoved- del i hans Beslutning om at flygte fra Verden? Baade hint Distichon og Billederne viser os jo, at Laura har været hans Livs store Kjærlighed. Men siger ikke Bille- derne noget mere? Syndefaldet og hint "Et conspicuere se nudos esse"? Taler de ikke vemodig om et Ungdomsfald, som har drevet to lykkelig elskende ud af deres Uskylds Paradis og for altid adskilt dem? Og det andet Relief, an- tyder det ikke ved Sløret over Lauras Pande, at hun tidlig har fundet Dødens Hvile, og at han, da Livet dermed har tabt alt Værd for ham, har søgt sin eneste Trøst hos den Sangens Guddom, der havde havt den samme Skjæbne som han selv, idet han aldrig naaede Maalet for sin Kjærlighed, den flygtende Daphne? Har han ikke da i Ensomheden vendt sig til Apollos Sønner de gamle Digtere og Filosofer, som omkranser hans "Akademi", og som en ægte Humanist levet med de Døde istedetfor med de Levende? Ingen ved det, -- men en Digter vilde kanske kunne skabe en smuk liden Elegi om Eneboeren i San Vigilio og hans stumme Kjærlighed. Thi selv mig, som ikke er nogen Digter, forførte Emnet en- gang til at skrive en Novellette, som jeg har brændt. Og SIDE: 335 som et lidet Mindesmærke i dette Krematorium, som en Aske- urne i Columbariet kan dette Kapitel betragtes. Endelig en vakker Augustmorgen førte vor Ven Celeste Mazzaro os i sin Barca over til Sermione, hvor vi vilde drømme endnu nogle Uger blandt Ruinerne af Catulls Villa -- og liggende i Bagstavnen, skygget af Barcaens Sejl, saa vi for sidste Gang vort kjære San Vigilio forsvinde i Morge- nens Soldis, mens Sora Antonia stod paa Piazzettaen og vin- kede med Haanden til Afsked. Kunsthistoriske Congresser. I 1890aarene antog mine Besøg paa Continentet en ny Charakter, idet de væsentlig fra 1893 knyttedes til de inter- nationale kunsthistoriske Congresser, som afholdtes hvert andet Aar i Tyskland, Ungarn, Holland og Tyrol, og i hvilke jeg kom til at tage en mere activ Del, end jeg i Begyn- delsen kunde forudse. Der havde allerede fundet en saadan Congres Sted i Dresden i 1872; men jeg var -- skjønt ind- budt -- bleven hindret i at deltage. Men saa gik der 21 Aar, inden disse Congresser efter Initiativ af Prof. Carl v. Lützow gjenoptoges i 1893. Den første afholdtes i Slutningen af September 1893 i Nürnberg, og v. Lützow sendte mig baade en Indbydelse og en Opfordring til at holde Foredrag. Dette behandlede: "Die norwegische Holzbaukunst und die nor- wegischen Bauten Kaiser Wilhelms II zu Rominten", hvor Kej- seren havde ladet opføre et Jagtslot i norsk Træstil og en Stavkirke ved Architekt Holm Munthe. Om at Foredraget ikke var helt mislykket, fik jeg et Vidnesbyrd derigjennem, at jeg ved Mødets Slutning blev indvalgt i den permanente internationale Congrescomité. Allerede Aaret efter holdtes den næste Congres i Köln (1894) og i den deltog foruden mig ogsaa to andre af mine Landsmænd, min daværende Amanu- ensis Jens Thiis og Lederen af vestlandske Kunstindustri- museum Johan Bøgh, som jeg derved fik Anledning til at SIDE: 336 introducere hos deres udenlandske Fagbrødre. Som alle Con- gresser havde jo ogsaa disse sin største Betydning ved de personlige Bekjendtskaber og Venskabsbaand, som ved dem knyttedes. Opfordret til ogsaa her at holde et Foredrag valgte jeg "Die Domkirche zu Drontheim" til mit Emne. Den næste Congres afholdtes saa i 1896 i Ungarn, som i dette Aar fejrede sin Tusindaarsfest. Mødet fik derved en festligere og mere storartet, men kanske netop derfor mindre videnskabelig Charakter end de foregaaende og endte med en glimrende, næsten eventyrlig Rejse fra Budapesth til Øst- Ungarn og Karpatherne, hvortil Regjeringen havde indbudt Congressens udenlandske Medlemmer. Vi besøgte en hel Række kunsthistorisk interessante Steder, deriblandt den be- rømte Domkirke i Kaschau i Tokayerens Hjembygd -- der- fra førte saa vort Extratog, hvor To og To havde sin egen første Classes Coupé, de Rejsende op i Karpatherne. Rejsen varede fra Søndag Aften til Thorsdag Middag med straalende Diners hos ungarske Kirkefyrster og hos -- Fyrst Esterhazy. Særlig interessant var Rejsen i Karpatherne med de male- riske slowakiske Landsbyer, hvor Befolkningens National- SIDE: 337 dragter og Husindustri ikke interesserede os mindre end deres originale Bygningsskik. Der var paa hele Congressen kun tre Damer, Præsidentens, v. Lützows Frue, min Hustru og en berlinsk Billedhuggers Frue. De tre Damer var altsaa i høj Grad i Vinden baade i Budapesth og paa Rejsen. Jeg, som hørte til den almindelige Congrespøbel, havde altsaa den Glæde at se op til min Hustru oppe ved Bordenden, ført af ungarske Ministre og Biskoper, naadig hilsende mig, naar hun svævede forbi mig ved den daværende Finantsminister og senere Ministerpræsident Lucasz's Arm, eller geleidedes af Biskopen af Kaschau eller en anden Würdenträger. Jeg maa imidlertid indrømme, at hun ikke desavouerede sin Mand, men forestillede mig for flere af sine høje Venner, og jeg har ikke egentlig mærket, at denne Højhedsperiode har gjort hende hovmodig eller havt nogen anden slet Ind- flydelse paa hendes Charakter. Da vi paa Banegaarden i Budapesth skiltes fra min gamle Ven, Carl v. Lützow, og han slog sin Haand i min, idet han havde et muntert Ord til Enhver af os, og til mig sagde: "Und wir Beide, wir bleiben die Alten!" ja, da ahnede jeg jo ikke, at dette skulde være de sidste Ord, jeg hørte fra hans kjære Læber. Samme Vinter modtog jeg i Rom fra hans Hustru Underretningen om hans Død. Men ligesaalidt ahnede jeg, hvad hans Bortgang skulde foranledige i mit Forhold til Congresserne. Da vi Høsten 1898 mødtes i Amsterdam til den næste Congres, kunde jeg allerede i det forberedende Bestyrelsesmøde, der paa Grund af Præsidentens Død gik lidt formløst for sig, mærke, at der var nogle onde Planer igjære, som angik mig, -- der hvi- skedes rundt omkring og i Krogene, men naar jeg kom til, stansede Passiaren -- det er jo altid et slemt Tegn. Men min Overraskelse var unægtelig stor; da det blev henstillet til mig at modtage Valg som v. Lützows Efterfølger i Præ- sidentværdigheden, og det under Omstændigheder, der gjorde SIDE: 338 Valget af denne Efterfølger dobbelt vigtigt. Jeg anser da ogsaa denne Udmærkelse som den største, der nogensinde er falden i min Lod, først fordi den tildeltes mig af compe- tente Fagbrødre, og dernæst og navnlig fordi Stillingen netop nu var saa særlig vanskelig og vigtig. I Amsterdamercon- gressen deltog af Nordboer foruden mig Prof. Henrik Schück fra Upsala og Direktør Carl Madsen fra Kjøbenhavn samt Museumsmændene Dr. Georg Goethe og Dr. John Kruse fra Stockholm. Den Omstændighed, der -- som jeg sagde -- ved denne Lejlighed gjorde det dobbelt vigtigt at have en baade ener- gisk og tactfuld Præsident, var af en ret delicat Natur, og jeg kom da heller ikke helt uskadt fra den Opgave at rage Congressens Kastanjer af Ilden. SIDE: 339 Det var strax efter Dronning Wilhelminas Kroning. I denne Anledning var der foranstaltet en stor Rembrandtud- stilling i Kunstakademiets Lokale. Til denne Udstilling var der laant Rembrandtske Billeder ogsaa fra Statens Samlin- ger; bl. A. var Kunstnerens allerberømteste Billede "Natvag- ten" udlaant fra Rijksmuseum. Men Opstillingen i Rijks- museum viste Billedet ved Overlys, mens det paa Udstillin- gen var stillet i Sidelys -- ligesom i det gamle "Treppen- huys" -- hvorved alle Billedets store coloristiske Egenskaber igjen kom ganske anderledes til sin Ret end i Museets Overlyssal. Herom kunde der ikke være Tvivl; men Museets Styrelse og med den en hel Del andre brave Folk holdt paa det bestaaende, og snart var der voldsom Strid over hele SIDE: 340 Linien mellem de to Partier. Sidelysets Forsvarere mente, at selv om man maatte skride til at give Museets Sal en Tilbygning, maatte Sidelyset skaffes, og Enkelte af dem lovede sig nu store Resultater for sin Sag ved at faa en Udtalelse til Fordel for sin Mening hos denne internationale og derfor ligesaa competente som upartiske Congres. For mig som for Congressens allerfleste Medlemmer stod det imidlertid klart, at det, skjønt vi var varme Tilhængere af Sidelyset, alligevel vilde være i højeste Grad tactløst, om vi Udlændinger vilde kaste det afgjørende Lod i Vægtskaalen i en Sag, der var af saa absolut intern Charakter, og som derfor alene Hollænderne selv havde Ret til at afgjøre. Congressens første Dag forløb dog rolig. Præsidentval- get foregik -- ledet af Congresbestyrelsens Formand, Prof. Schmarsow (Leipzig) ved Acclamation, og jeg takkede for Valget og indledede Forhandlingerne med en kort Mindetale over den afdøde Præsident, og saa blev Mødet fortsat efter Dagsordenen. Om Aftenen fejredes en Velkomstfest, hvorom det i Re- feratet heder, at "den forløb i den bedste Stemning. I Be- gyndelsen var man jo endnu lidt fremmed for hinanden, men efter en Hilsningstale af Præsidenten" heder det "hvori han i en humoristisk Form henspillede paa, at vi Fremmede nu havde faaet se "Natvagten" i dens rette historiske Om- givelser og derved havde lært at se den i et nyt Lys, fra en ny Side, kom Stemningen øjeblikkelig op, da han med Hen- tydning til Dagens alvorlige politiske Begivenheder mindede om at Nederlandenes fædrelandssindede Mænd netop i disse Dage atter stod samlede til en Natvagt for sit Lands politiske Selv- stændighed, mens en ung Pige atter fløj foran Toget med Sejersprisen i sit Belte. Denne Hentydning til den popu- lære Dronning, som var Dagens Heltinde, blev modtaget med stor Jubel, og Feststemningen var dermed skabt." Saa- vidt Referatet. SIDE: 341 Men den næste Dag begyndte jo Kampen. Directøren for Museet i Rotterdam, Haverkorn van Rijswick fremsatte Forslag om, at Congressen skulde udtale sin Tilslutning til Forlangendet om en forandret Opstilling af Natvagten i Rijks- museum. Da Congressernes Statuter imidlertid forlanger, at ethvert Forslag, som skal behandles af Congressen, først skal være forelagt Bestyrelsen, var det baade min Pligt og min Ret at nægte Forslaget Behandling, før saa var skeet. Dette modtoges med stærk Murren fra de hollandske Reformven- ners Side, men Congressens store Majoritet gav sin Fordring om at holdes udenfor Striden tilkjende ved endnu stærkere Bifaldsytringer. Jeg strakte mig saalangt jeg kunde ved ikke at bruge min Myndighed til at afskjære hele den ret heftige Discussion, der nu opstod om Sagens formelle Side, og lod tilsidst votere over, hvorvidt der efter de under Dis- cussionen fremkomne Oplysninger var nogen Grund til at tilsidesætte Statuternes udtrykkelige Ord. Voteringen udfaldt saaledes, at Præsidentens Vægring ved at optage Sagen til Be- handling godkjendtes mod nogle faa (hollandske?) Stemmer. Da tog Forslagsstilleren atter Ordet og forlangte at faa udlægge en Liste, paa hvilken de Congresmedlemmer kunde tegne sig, som var villige til at støtte Forlangendet om "Natvagtens" forandrede Opstilling. Hertil erklærede jeg, at dette jo var en Privatsag, som ikke vedkom Congressen; kun maatte Listen ikke udlægges i Congressens Locale; derimod -- udtalte jeg -- var der Intet ivejen for at Listen t. Ex. kunde udlægges i Bygningens nedre Etage, hvor Sel- skabet "arti et amicitiæ" havde sit Locale, hvis dette Sel- skabs Bestyrelse tillod det -- kun maatte den ikke udlægges i Congreslocalet for at det ikke skulde faa Udseende af, at Agitationen udgik fra Congressen. Men det viste sig snart, at det var netop dette som tilsigtedes. Hidtil havde jeg kun med meget delte Følelser ledet disse Forhandlinger, da min Stilling altfor meget erindrede mig om den Situation, SIDE: 342 som var mig saa vel bekjendt hjemmefra, at jeg maatte be- kjæmpe en Sag der i og for sig havde min varme Sympathi, -- fordi den søgtes fremmet ved et Middel, der var forka- steligt; men nu begyndte Sagen at arte sig værre. Neppe havde jeg indtaget min Plads paa Mødets tredje og sidste Dag, før Generalsecretæren kom op paa Estraden og hviskede til mig, at Hr. Haverkorns Liste var udlagt i Congressens Forværelse. Jeg bad ham da bringe mig Li- sten, som jeg efter et Blik paa den, som viste mig, at den havde samlet 7 à 8 Navne, stak i min Lomme. Det skulde jeg kanske ikke gjort, skjønt det var min ubestridelige Ret at confiskere Listen. Thi Sagen fik et utækkeligt Efterspil. Strax jeg var kommen hjem til Norge, sendte jeg Hr. Ha- verkorn hans Liste med et høfligt Brev, hvori jeg forklarede ham min Handlemaade, men modtog som Svar et aabent Brevkort af et ligefrem fornærmeligt Indhold. Samtidig mod- tog jeg fra Holland et Numer af "Het Vaderland", hvori den vrede Rotterdamerdirectør skjælder mig ud i en yderst ube- hersket Tone, og ikke kan hjælpe sig med mindre Beskyld- ninger end at jeg har "gelogen und gestohlen", "løjet" ved at sige at han har udlagt Listen i Congressens Forværelse, da han allerede havde forladt Amsterdam, da det skeede, -- "stjaalet" ved at stikke hans Liste til mig. Men før jeg endnu fik det korte Svar færdigt, hvori jeg blot erklærede, at jeg ikke vilde svare paa Artikler, som var holdt i den Tone, og derfor kun havde oversendt hans Artikel til Con- gressens Localcomité i Amsterdam, havde Amsterdamer "Han- delsblad" (det heder saa ogsaa, baade paa hollandsk og norsk) allerede givet den gode Rotterdamer en ordentlig Dukkert, og saavel Localcomitéen som Congresbestyrelsen stillede sig i to Erklæringer helt paa min Side: havde han ikke selv personlig udlagt Listen i Forværelset, saa var det dog skeet gjennem en af hans Hjælpere, og min Ret til at confiskere hans Liste var ubestridelig. SIDE: 343 Dermed endte den Krig. To Aar efter, paa Hjemrejsen fra Orknøerne ledede jeg for anden Gang Congressen, der holdtes i Lübeck 1900, og denne Gang havde jeg udelt Glæde af det hele Arbejde. Det var, som om mine Venner vilde gjøre Alt, hvad der stod i deres Magt for at give mig Revanche for det brutale Over- fald i 1898. Af Nordboer deltog i denne Congres min Lands- mand Dr. Andreas Aubert, Danskerne Etatsraad Meldahl og Directør Karl Madsen, samt Svenskerne Prof. Wrangel og Dr. Gauffin, begge fra Lund. Paa Congressen i Innsbruck 1902, i hvilken af Nordboer foruden mig kun deltog Rigsantiqvar Hans Hildebrand fra Stockholm, blev jeg for tredje Gang valgt til Congressens Præsident, men da var mit Syn allerede saa svækket, at jeg ikke vovede at modtage Valget. Som Erindring om min Præsidentvirksomhed bevarer jeg endnu den helt ansvars- og forretningsfrie Titel af "Medlem af Æresdirectionen for det kunsthistoriske Institut i Florentz" -- hvis jeg ikke har mistet den, da Institutet fra at være internationalt gik over til at blive en tysk Statsinstitution. Men en værdifuldere Erindring om disse glade og interessante Dage ejer jeg dog i de talrige og inderlige Venskabsforbindelser, jeg ved disse Anledninger fik slutte med fremragende og elskværdige uden- landske Colleger, fra hvem jeg oftere faar modtage kjære Vidnesbyrd om at de ikke har glemt mig -- saavist som jeg heller ikke nogensinde glemmer dem. En Nordkapsrejse med Fr. Krupp. En af disse Congresser affødte en Rejse, som var af ude- lukkende fornøjelig og forfriskende Art: Det var en Aften under Congressen i Køln 1894. Vi havde havt en Bier- commers, og da jeg lavede mig til at gaa med min Hustru, rejste Prof. Oechelhäuser fra Carlsruhe sig og foreslog et Hoch og en Sang. Det var den Dag, jeg havde holdt mit SIDE: 344 Foredrag om Throndhjems Domkirke, der syntes særlig at have anslaaet mine tyske Venner. Vi maatte altsaa standse til Sangen var endt. Da hviskede den samme tyske Ven, som havde foreslaaet Sangen, til mig: "I Vinterens Løb vil De faa et Brev fra mig, og paa den Anmodning det inde- holder maa De ikke svare nej." Disse mystiske Ord kunde jeg naturligvis ikke tyde, lagde ikke videre Bræt paa dem og -- glemte dem. Men udpaa Vinteren, i Be- gyndelsen af 1895 kom vir- kelig Brevet. Dets Indhold var, at Prof. Oechelhäusers Ven, den berømte Mange- millionær "Kanonkongen" Friedrich Krupp i Essen for den kommende Sommer havde planlagt en Nordkaps- rejse. Han havde for den lille Sum af 72 000 Rmrk. for 6 Uger lejet en af Eng- lands smukkeste Lystyachter, "Rona" (opkaldt efter en af Hebridene) og havde ind- budt et Selskab af Venner til Touren, ialt 10 Personer, deriblandt Bismarcks bekjendte Livlæge Dr. Schweninger, den tyske Marinestabssecretær Verdensomsejleren Admiral Fritz Hollmann o. fl. Nu var der endnu en Kahyt ledig, og min Vens Ærinde var nu i Krupps Navn at spørge mig, om jeg vilde være den 11te i Selskabet. De vilde af let for- staaelige Grunde gjerne have en Nordmand med, og Valget var faldet paa mig. Jeg svarede tilbage, at skjønt jeg aldrig havde gjort Nordkapstouren og saaledes blot kunde være dem SIDE: 345 til ringe Nytte, var Tilbudet saa fristende, at jeg ikke kunde sige nej. Kort efter modtog jeg et Brev fra Krupp selv med formelig Indbydelse, og det stilledes mig frit, om jeg vilde støde til Selskabet i Kiel, hvor det skulde overvære Regat- taen, eller møde op i en norsk Havn. Jeg valgte det sidste, og den 29. Juni 1895 om Morgenen kunde jeg fra en Baad, der skjød ud fra Stavangers Brygge med den bekjendte Kej- serlods Nordhus, som var engageret for Touren, og min Høj- hed ombord, hilse min tyske Vens kjendte Skikkelse paa Ronas Dæk. Vel kommen ombord blev jeg saa af ham præsenteret for mit nye Rejseselskab. Først naturligvis for Vert og Vertinde, Krupp () og hans elskværdige Frue, "the owner and the ownerin", som deres nom de guerre lød, saa for vor "maritime Sagkyndige" Admiral Hollmann () og hans Frue, saa for vor "Livlæge" Dr. Schweninger, videre for vor "Alt-mulig-Mand" Capitaine Stuckrad (), saa for vor SIDE: 346 "landmilitære Sagkyndige" Capitaine Jess med Frue og ende- lig for vor "Hofmaler" Prof. Schurth fra Carlsruhe (); selv udnævntes jeg paa Stedet til "Rejsefører", da Pladsen som Selskabets "Conversationslexicon" allerede var optaget af Prof. Oechelhäuser. Saa havde vi da hver sin Bestilling. Det Første Rejseføreren fik at gjøre, efterat jeg havde faaet min pragtfulde Kahyt i Orden -- hver havde sin -- og vi havde spist en elegant Frokost i Spisesalonen, hvor jeg nød den Ære engang for alle at blive placeret ved "the ownerins" Side, var at lede en Vandring i Stavanger, hvor vi, da Tiden var kort, kun besaa Bredevandet og Domkirken. "Men," mente Krupp, "Stavanger har jo endnu en Mærkværdighed, SIDE: 347 -- Digteren Alexander Kielland." "Ja," svarede jeg, "hvis han lader sig forevise. -- -- " Idetsamme dukkede Digter- Borgermesterens im- ponerende Skikkelse frem fra det nærme- ste Gadehjørne, og til Krupps store Over- raskelse kunde jeg altsaa i samme Nu præsentere de to Stor- magter for hinanden. Mødet blev muntert, men kun kort; thi Af- rejsens Time var inde, og om Aftenen laa vi i Bergens Havn. I min kjære Fødeby regnede det som sædvanlig -- og efter to Dage, som anvendtes til en Tour over Fjeldvejen og et Besøg i Haakonshal- len, Mariakirken og det Hanseatiske Museum, mens Skibet tog Kul ind, drog vi videre. Men nu blev Rejse- førerens Conduite stil- let paa en haard Prøve, idet det henstilledes til ham at afgjøre, om Besøget i de vestlandske Fjorde skulde ske før eller efter Nordkapstouren. Jeg bestemte da efter nogen Betænkning, at vi skulde gaa directe til Nordkap for at benytte det nu herskende stille men regnfulde Vejr til Sørejsen og haabe paa kommende Solskinsdage for vore Besøg i Fjordene! Det SIDE: 349 slog heldigvis til! Efter et Besøg ved Selje Klosterruiner og i Throndhjems Domkirke, der ikke undlod at gjøre sit dybe Indtryk paa de Rejsende, besøgte vi Torghatten og passerede Polarcirkelen. Her var en af Selskabet saa uheldig at spørge "om det var Kreb- sens Vendecirkel, vi passerede." Dette Spørgsmaal blev besvaret af en saa al- mindelig Munterhed, at der til Erindring indstiftedes en "Krebseorden", som blev tildelt først den ulykkelige Spør- ger og siden alle os Andre i et høj- tideligt Ordenskapitel paa Dækket. Ordenen udførtes nydelig i Form af en stor forgyldt og rød Krebs i 11 Exem- plarer af vor fortræffelige Hofmaler, og under stort Optog og højtidelige Ceremonier sejlede vi ind i "Midnats- solens Land". Men det tegnede slemt til at vi slet ingen Midnatssol skulde faa se. Hver Aften samlede der sig tætte Skybanker i Nord, og selve Nord- kap passerede vi i sky- fuldt Vejr, og 3 av de 5 Nætter, vi skulde opleve N. for Polar- cirkelen, var alt for- løbne uden et Glimt SIDE: 351 af Midnatssol. Men efter et Besøg hos de troldkyndige Finner i Lappegammen ved Tromsø fik vi den desto dej- ligere at se de to sidste Nætter i Lyngenfjord og Raft- sund. Paa Tilbagetouren fik vi herligt Vejr til vore Fjord- rejser. Sydtouren gik directe til Molde. Men her laa Alt i et Regnslør, da vi kom, og det var med triste Tanker om hvad hans Venner her gik Glip af, Rejseføreren viste Vejen op til Rekneshaugen i den tætte Taage. Men se -- som ved et Under splittedes Skyerne, Solen brød frem, Taagen sænkede sig til Fjeldenes Fødder, og foran os laa det her- lige Panorama med Romsdalsfjeldenes utallige Toppe, Hornet og Troldtinderne foran os i den vidunderligste Belysning. Det kunde man kalde Held! Og det pragtfulde Syn vakte da ogsaa en jublende Henrykkelse hos de begejstrede Ty- skere. Først var vi inde i Romsdalen, saa i Gejranger, hvorfra vi i Karioler drog op til Djupvashytten. Saa gik vi fra Hellesylt i Karioler over Stryn til Falejde i Nordfjord, SIDE: 352 hvor Rona mødte os om Aftenen. Paa Falejde var vi saa heldige at faa se et rigtigt Bondebryllup med Kronebrud, og hun fik da gjennem min Haand modtage en kongelig con- tant Brudegave af Krupp. Dernæst en Tour til Loen og Olden op til Brigsdalsbræen, saa indad Sognefjorden til Bal- holmen og Vik, hvor vi besaa Hopperstad Stavkirke, saa ind Nærøfjorden op til Stalheim Hotel, som vilde vise Kanon- kongen, at vi ogsaa havde Kanoner, og afleverede en dun- drende Salut ved vor Afrejse. Tilsidst gik Touren til Lær- dalsøren og op til Borgunds Kirke. I Bergen, hvor vi blev halvanden Dag og nu virkelig havde Opholdsvejr, samlede i den smukke Aften talrige Baade med glade musicerende og syngende Bergensere og Bergenserinder sig paa Pudde- fjorden og omsværmede Rona langt ud i den lyse Sommer- nat. Men saa begyndte Regnvejret igjen, og vor Rejse ind- over Sørfjorden til Buarbræen og Laatefossen kunde ikke kaldes vellykket, ja en Tour til Vøringen maatte endog helt SIDE: 353 opgives. Og tre Dage efter skiltes jeg i Christiania fra mine tyske Venner efter et morsomt og hyggeligt 4 Ugers Samliv. Men fra dette Samliv maa jeg endnu plukke ud nogle Smaatræk, som synes mig charakteristiske nok til ikke helt at turde gaa i Glemmebogen. Paa vore Kariolture skulde min Kariol altid kjøre i To- gets Spidse -- jeg var jo "Rejseføreren". Det var ikke altid ganske let at dirigere det lange Tog paa 11 Karioler. Hurtighedsgraden var ikke altid til Alles Tilfredshed, idet enkelte Heste var altfor vælige, andre altfor langsomme, hvad der kunde fremkalde ubehagelige Stødbevægelser i det lange Tog. Til Gjengjæld havde jeg saa det behagelige Hverv paa disse Toure at styre den altid velfyldte Rejse- kasse og uddele de altid storartede Drikkepenge til de hen- rykte Skydsgutter, som her -- efter højere Ordre -- gjerne modtog i Kroner, hvad de sædvanlig fik i Øre. Der var da ogsaa en Glæde uden Ende. Min egen Skydsgut pleiede gjerne til at begynde med SIDE: 355 forsigtig at spørge mig, om det var sandt, hvad han havde hørt, at der var en Konge i en af Kariolerne, og naar jeg saa svarede "Ja, en Kanonkonge," vilde han absolut vide, i hvilken Kariol han befandt sig. Det nægtede jeg stadig ligesaa absolut at oplyse ham om for ikke at udsætte Krupp for mulig Nærgaaenhed. En Dag sagde en af Gutterne til mig, da han havde faaet sine Drikkepenge: "Det er vist førstegang Du er ude og fører Englændere, for jeg har aldrig seet Dig før. Kommer Du snart igjen?" Og da jeg be- nægtede dette, saa han ganske vemodig ud. Paa Falejde gjorde jeg en ret ejendommelig Observa- tion. Da der i Hellesylt ikke var 11 Karioler at opdrive, havde vi benyttet 9 Karioler og en Trille for 2 Personer. Da jeg havde betalt for Trillen, benyttede de andre Slyng- ler sig heraf til at forlange den samme Pris for sine Kario- ler, som jeg havde betalt for Trillen, uden at jeg -- træt og udaset af den lange Rejse -- i Øjeblikket blev opmærk- som paa Skøjerstregen. Men da de havde modtaget sin uretfærdige Mammon, blev de da fremkaldt En for En for at faa sine Drikkepenge, der kanske den Dag faldt endnu lidt rigere end sædvanlig. Da maa der have foregaaet Noget i deres Samvittigheder, en Følelse af det Skammelige i at bedrage en saa rundhaandet Giver -- thi strax efter at vi havde sat os til Aftensbordet, blev jeg kaldt ud, og der stod en af Synderne med en Slump Penge i Haanden, som han med synlig Forlegenhed rakte mig med de Ord, at de havde nok faaet noget mere end de skulde have for Skyd- sen og vilde nu levere det tilbage. Jeg tog naturligvis -- i mit Indre lidt skamfuld paa egne Vegne -- imod Pengene. Da jeg fortalte Krupp det Passerede, kunde jeg ikke tilbage- holde en Bemærkning om, at de vistnok var nogle Lømler, men at der altsaa dog endnu lever en vis Æresfølelse i disse af Touristtrafiken ødelagte Districters Ungdom. Hvergang vi løb i Havn, kom der en Mængde Post om- SIDE: 356 bord, og da forsvandt vor Vert gjerne for flere Timer. Med hans Post fulgte altid en særskilt for ham redigeret maskin- skreven (eller maaske hektograferet) Avis, som underrettede ham om Alt, hvad dens Redactør i Essen antog kunde sær- lig interessere ham af hvad der foregik i Tyskland og det øvrige Europa. Ligeledes modtog Schweninger stadig i hver Havn Tele- grammer fra Friedrichsruhe om Bismarcks dengang allerede stærkt vaklende Helbredstilstand. Oftere saa det ud til at han i næste Havn kunde vente Ordre til pludselig at af- bryde sin Permission og ufortøvet begive sig til Friedrichs- ruhe. Da jeg en Dag indvendte, at netop de sidste Aviser havde indeholdt meget beroligende Underretninger, lo han og sagde: "De Bulletiner, som meddeles Aviserne, angiver ikke Bismarcks, men Politikens Befindende." En Morgen, da jeg kom op paa Dækket, saa Krupp lidt forundret paa mig og sagde, idet han pegte paa mit Slips: "Hvorfor bærer De ikke som vi Andre Kejserens Yachtklubmærke?" Jeg svarede leende, "af den selvfølge- lige Grund, at jeg ikke er Medlem af Kejserens Yachtklub." Da slog han sig let for Panden og sagde: "Ah -- der har jeg glemt Noget." Jeg agtede ikke videre derpaa; men en af de følgende Morgener kom Krupp mig imøde og satte Yachtmærket -- et tysk Orlogsflag -- i mit Slips. Han havde øjeblikkelig telegraferet til Berlin, ladet indbetale de 200 Rmrk., et Aars Medlemskab koster, og nu var Mærket der. Jeg har saale- des i et helt Aar været Medlem af dette fin-fine Selskab, men jeg har rigtignok aldrig havt andet Udbytte deraf, end at jeg i et Aar bar en Slipsnaal, som stadig fremkaldte mine Venners forundrede Spørgsmaal. Man maa dog ikke tro, at Fr. Krupp trods sine umaade- lige Rigdomme ukritisk sløsede med sine Penge. Da han paa Faleide havde seet en norsk Brudekrone, fik han Lyst SIDE: 357 paa en saadan og spurgte mig, om jeg troede at kunne skaffe ham en. Jeg henviste ham da til en Antiqvitets- handler i Bergen. Her gjorde han da ogsaa et betydeligt Indkjøb paa flere tusinde Kroner -- deriblandt ogsaa en Brudekrone. Det var et miserabelt Exemplar, allerhøjst værd et Par hundrede Kroner. Da Sagerne med tilhørende Reg- ning kom ombord, var Brudekronen optaget til 1200 Kr. Jeg sagde Krupp, at dette var det rene Optrækkeri. Han gav mig Ret, og saa strøg han udenvidere de 1200 Kr. paa Regningen og sendte Brudekronen tilbage. I Christiania mødtes Schweninger af et højst foruroli- gende Telegram fra Friedrichsruhe, Bismarck ønskede hans øjeblikkelige Hjemrejse. Han modtog Telegrammet oppe i Byen og gav sig ikke engang Tid til at rejse tilbage til Rona, men gav mig sin Kuffertnøgle og bad mig, mens han udrettede nogle nødvendige Visiter, om at pakke hans Sager og med dem møde ham paa Jernbanegaarden ved Togets Afgang. Saa skeede. Men saa huskede han, at han havde glemt at give en Anordning for en Patient blandt Folkene ombord. Han skrev den da paa Bagsiden af et Visitkort og bad mig effectuere det der Ordinerede. Jeg saa ham da vel inde i Coupéen; men da jeg efter at have læst Ordina- tionen paa Bagsiden, vendte Visitkortet om, stod der "Fürst Bismarck". -- Og jeg gjemmer endnu Visitkortet blandt Kort fra andre illustre Venner, som har efterladt sit Kort hos mig. Touren var endt. I 4 Uger havde jeg levet som en Prins -- nu smagte det godt paany at faa leve som en al- mindelig Dødelig. To Aar efter, da jeg med min Hustru og Datter var paa Hjemrejse fra et Aars Ophold i Italien, besøgte jeg efter gjentagne Indbydelser det dejlige Kruppske Hjem ved Essen og fik et ret godt Indblik i de uhyre Fa- briker og i det kjærlige patriarchalske Forhold mellem Ar- bejdsherre og Arbejdere, som jeg har skildret i en Artikelserie SIDE: 358 i Aftpst. 1897. Dette patriarchalske Forhold var det vistnok, der kostede min ulykkelige Ven Livet: en socialistisk Hævn laa visselig bagved den djævelske Intrige, for hvilken han blev et Offer. Men han var et sjeldent fint og fornemt Menneske, og havde han faaet leve, vilde neppe de Historier indtruffet, som senere har stillet de ansvarlige Directører for Krupp- fabrikerne for Domstolens Skranker. De akademiske Møder. Hvad der i 90aarene kanske fremfor alt Andet fangede min Interesse og drev mig ud paa Rejser -- ikke af større Dimensioner, men af desto intimere Art -- var de akade- miske Møder og Samarbejdet mellem Nordens Universiteter. Ligefra Studenterskandinavismens Dage i Femtiaarene og gjennem de 17 Aar, jeg havde viet til practisk Arbejde for den nordiske Samlivstanke, havde denne udgjort en af mine dybeste og varmeste Livsinteresser. Jeg havde egentlig aldrig været politisk, men saa meget mere practisk Skandinav, og selv i de Aar, da den politiske Spænding mellem de to Folk paa Halvøen var som stærkest, kunde jeg ikke opgive Tan- ken om, at man netop derfor saameget stærkere maatte søge at holde Liv i Tanken om det akademiske Samarbejde. Heri stod jeg ikke alene, og skjønt siden Upsalamødet i 1875 Tanken om nye Studentermøder maatte ansees for utidsmæs- sig, var man desto virksommere for at finde nye Former for Samlivet mellem Universiteterne. Drømmenes og Festernes Tid var forbi -- Arbejdets Tid maatte begynde. I Virkelig- heden var den allerede begyndt i samme Øjeblik Dødsdom- men over Drømmenes og Festernes Skandinavisme var af- sagt i 1864. Saavel i Christiania som i Stockholm dannede der sig skandinaviske Foreninger med practisk-culturelle For- maal: i Christiania aabnedes allerede 1866 den Række Ind- kaldelser af svenske og danske Universitetslærere, som endnu SIDE: 359 fortsættes: Rasmus Nielsen og Madvig fra Kjøbenhavn, C. G. Malmstrøm og K. Hamilton fra Upsala og Lund ind- kaldtes til længere eller kortere Forelæsningskurser, og udi- gjennem Aarene, ligetil det nordisk akademiske Møde i 1896 tog Sagen i sin Haand, existerede i Christiania en Forelæs- ningscomité til Sagens Fremme, bestaaende af Sophus Bugge, Fuldm. V. B. Nicolaysen og mig. Blandt de indkaldte Forelæsere vil jeg specielt erindre om Julius Lange, som i 1891 holdt sine interessante Forelæsninger over antik Kunst. Havde end den politiske Skandinavisme aldrig kunnet slaa Rod i Norge, som fra de tidligere Unioner og den endnu da existerende Union med Sverige havde høstet saa dyrekjøbte Erfaringer, saa var det dog et Factum, at Tan- ken om practisk og aandeligt Samliv mellem Folkene talte næsten alle vore mest fremragende Mænd som sine varme Tilhængere. Selv P. A. Munch, der stillede sig som den politiske Skandinavismes skarpeste Modstander, har dog ind- rømmet Berettigelsen og Fordelene ved et aandeligt og prac- tisk Samliv i Norden, og vore betydeligste Aander, Mænd som Schweigaard og Welhaven, L. K. Daa og Eilert Sundt, som Ibsen, Bjørnson og Sophus Bugge var gjennem sit hele Liv gjennemtrængt af dens Ild og vedblev til sin Død at være dens varmeste Forfægtere. Her behøvede man ikke at frygte dynastiske Conspirationer eller separatnationale Bag- tanker paa at finde Allierede i en Kamp for være sig Gjenerhvervelsen af Finland eller af Slesvig. Det gjaldt kun at skabe Enighed og Samhold mellem Nordens Folk til Fremme af alle gode Formaal. Forbindelsen mellem Prin- sesse Louise og Kronprins Fredrik i 1869 hilsedes derfor med almindelig Glæde, og samme Aar afholdtes et nordisk Retskrivningsrnøde i Stockholm med det Maal at nærme Sprogenes ydre Former til hinanden, og Norge repræsen- teredes af ingen ringere end Henrik Ibsen sammen med Jacob Løkke. De ovenfor omtalte Studenterstipendier til SIDE: 361 gjensidige Studieophold, 400 Aars-Festlighederne til Minde om Upsala og Kjøbenhavns Universiteters Oprettelse (1877 og 1879), hyppige Besøg mellem Kjøbenhavns og Lunds Universitetslærere og de ligeartede Professormøder mellem Upsalas og Christianias Professorer (1881 og 1883), de nor- diske Naturforsker- og Filologmøder -- Alt dette holdt Tanken oppe -- kun at finde en Form for Studenternes Sam- liv uden at fornye de gamle Studentermøders Festrus faldt vanskeligt. Da jeg i 1885 for anden Gang stod i Spidsen for de nor- ske Studenter, gjorde jeg et For- søg paa som Prøveballon at til- vejebringe et Delegeretmøde af Christiania- og Upsala-studenter med practisk Program. Jeg tænkte mig det første Forsøg som et Dobbeltmøde, der først skulde holdes i Christiania med Delegerede fra Upsala og saa fortsættes i Upsala med Dele- gerede fra Christiania. Jeg rejste da om Sommeren ind til Upsala, hvor Tanken blev baade venlig og varmt optaget af min Collega, Studentkorpsens Ordförande, nuv. Professor Franz v. Scheele. Men Indbydelsen til Christiania strandede paa Umuligheden af at finde en for begge Universiteter be- kvem Tid, og det hele Forsøg maatte opgives. Saa udbrød de heftige unionelle Conflicter, der paa den ene Side vanskeliggjorde, men paa den anden Side saa meget mere nødvendiggjorde saadanne Møder, hvis ikke Tanken om alt akademisk Samkvem skulde helt opgives. Elleve Aar efter mit mislykkede Forsøg sejrede endelig SIDE: 362 Nødvendigheden over Vanskeligheden -- og Æren for at have tilvejebragt det nye Samarbejde mellem Universiteterne tilkommer paa norsk Side to Mænd af højst forskjellig Lag- ning men med et dybt Aandsfrændskab: Sophus Bugge og vor nuv. Minister i London Benjamin Vogt, som paa den Tid var eller nylig havde været Studentersamfundets Formand. For at organisere Samarbejdet anordnedes "et skandina- visk akademisk Møde" i Christiania i Juni 1896. Mødet om- fattede ialt 88 Delegerede, af hvilke den ene Halvpart var Universitetslærere, den anden Studenter. Vanskeligheden ved Fordelingen laa i, at der maatte søges etableret Lige- vægt mellem de tre Landes Repræsentanter i alle Voterin- ger, saaledes at intet enkelt Land paa Forhaand kunde være i given Majoritet ved Afstemningerne; thi Sverige med sine 5 Højskoler vilde overfor Norges ene og Danmarks ene Universitet faa en altfor stor Overmagt, hvis hvert Universi- tet skulde være lige stærkt repræsenteret. Vi besluttede der- for at indbyde fra Kjøbenhavn 12 Lærere og 12 Studenter, ialt 24, fra Upsala 6 Lærere og 6 Studenter, fra Lund lige- saa mange, fra Karolinska Institutet 3 Lærere og 3 Studen- ter, fra Stockholms Högskola og fra Göteborgs Högskola 2 Lærere og 2 Studenter. Særskilt indbødes Ordføreren for Stockholms Högskolas Styrelse, gamle Yngve Sahlin, som var kjendt i Christiania allerede fra dengang han som Up- salensernes Ordfører deltog i Studentermødet 1852. Selv delegerede Christiania 12 Universitetslærere og 13 Studenter -- jeg husker ikke af hvilken særskilt Grund den Trettende kom til. Som Ærespræsidenter fungerede Prof. Sahlin og Prof. Monrad. Forøvrigt havde alle akademiske Borgere, saavel norske som svenske og danske, Adgang til Møderne, en Adgang som benyttedes af flere hundrede Nordmænd. Af norske Professorer deltog ialt 43, men selvfølgelig havde kun de Deputerede Stemmeret. SIDE: 363 Fordelingen var altsaa følgende: Professorer Studenter Norge: Chr. Univ. 12 13 Norge 25 Danmark: Kbhvn. Univ. 12 12 Danmark 24 Sverige:Upsala Univ. 6 6 Sverige 39 Lunds Univ. 6 6 Göteborg Högsk. 2 2 Stockholms " 2 2+1 Æresmedlem Carolinska Inst. 3 3 43 44+ 1 88 Saa kom da de ventede Gjæster om Aftenen d. 10. Juli og mødtes respective paa Lillestrøm og Ski Station af en norsk Deputation. Om Aftenen var der en Friluftsmodtagelse i Universitets- haven. Tilfældet gjorde at det, naar Midnat kom, var nøi- agtig paa Døgnet 40 Aar siden den mindeværdige Nat, da vi i 1856 ved Studentermødet i Upsala modtoges med den ufor- glemmelige Solopgang over Odinslund, og det laa saaledes nær for mig, som var bleven udseet til at holde Velkomst- talen ved den lille Fest, at erindre om, at vi denne Aften samledes ikke under Solopgangens men under Solnedgangens Tegn. Vi maatte dog ikke frygte den Nat, som de politiske Begivenheder allerede spaaede den nordiske Samfølelse, men holde fast ved Troen paa, at: "Fast natten i norden är lång, Så blir det dock morgon en gång." -- den samme Tanke optoges og førtes videre i de varme Svartaler, som paafulgte fra Prof. Zeuthen paa de Danskes, Yngve Sahlin og Prof. Weibull paa de Svenskes Vegne. Da jeg gik hjem i den lyse Sommernat, følte jeg, at jeg havde oplevet en Aften, som for mig i Stemningsrigdom sjelden har havt sin Lige. Jeg maatte tænke paa Dagen for 40 Aar SIDE: 364 siden -- paa alle dem, som da stod i Livets fulde Blomstring, varme for den samme Tanke, som vi nu arbejdede for, men som nu var borte. Jeg maatte fremfor Alle mindes min Ven Esaias Edqvist, som hin Nat havde hilset Solopgangen med sine ungdommelige lyse Ord, men nu nylig havde lukket sine Øjne i Sindssygehospitalet i Upsala -- jeg maatte min- des Carl Plougs mægtige Skikkelse paa Odinshøjen med det straalende Haab i sit Øje og i sin Stemme. Jeg maatte tænke paa de tause Grave ved Dybbøl og Sundeved, hvor Daniel Schiøtz og andre kjække Venner hvilede som Offere for Studenterskandinavismens store, ak blot altfor store Tanke -- og da det susede over mit Hoved i Uranienborgskovens Kroner, idet jeg lukkede min Gadedør, lød det for mig som et stille Suk fra Fortiden, som hviskede: "Kanske skal ogsaa vort ringe Haab om en lys Fremtid for et enigt Aandens Norden visne og falme som deres!" Men Nattens vemodige Tanker forjoges af en straalende lys Sommerdag. Det var en i Sandhed lysende Forsamling, som denne Morgen fyldte vort Universitets Festsal. Fra Kjøben- havn saa man Mænd som Professorerne Gram, Finnur Jons- son, Juristen Prof. Matzen, den senere Biskop Fr. Nielsen, Nyrop, Schat-Petersen, Salomonsen, V. Scharling, T. Steen- strup, Thiele, Warming og Zeuthen. I Studenternes Rækker saa man Geheimeetatsr. Dr. jur. Goos, den senere Minister Ove Rode og flere unge Mænd, som siden har faaet et kjendt Navn. Fra Upsala saa man Universitetets Rector Thore Fries, Prorector Hammarsteen, Professorerne Hjärne, Johansson, No- reen og Frantz v. Scheele. Blandt Studenterne den senere bekjendte Rigsdagsmand Dr. Starbäck. Fra Lund kom Pro- fessorerne Ahnfelt, Fahlbeck, Hjelmqvist, Ribbing, Törnqvist og Weibull. Fra Karolinska Institutet Berg, Axel Key og Welander. Fra Stockholms Högskola Sahlin, Bendixon og Leche, og endelig fra Göteborgs Högskola Professorerne Paulsson og Karl Warburg. Af norske Deltagere kan nævnes SIDE: 365 Statsminister Hagerup, Biskop Bang, Prof. Aschehaug, Rigs- advokat Getz, Henrik Ibsen, Statsminister Schweigaard, Sophus Bugge o. fl. Alt i Alt: Kjærnen og Højden af nordisk Viden- skab var den Dag samlet i vor gamle Festsal. Jeg skal ikke her dvæle ved Mødets Forhandlinger, de foreligger ligesom de ved Mødet holdte Forelæsninger i den officielle Beretning. Jeg skal kun nævne, at det som en Grundtone gjennem Alt hvad der taltes gik Fordringen til nøgtern Saglighed i Mod- sætning til den forrige Generations vakre, men altfor vidt- svævende Drømme. Vi stod jo midt i Realismens Tid og ofrede trofast paa dens Altar. Som Følge af en af de fattede Resolutioner dannedes den Comité for Samarbejdet mellem Nordens Universiteter, som lige til Unionsopløsningen i 1905 virkede, og her i Norge fremdeles virker ved Indkaldelse af danske, svenske og finske Forelæ- sere. Nu er den atter i Virksomhed i Lund og Kjøbenhavn. Om Eftermiddagen foretog Mødets Deltagere en herlig Dampskibstur mellem Christianiafjordens Øer, en dejlig Ung- sommerdag med Solskin over blaanende Aaser, med rige, lyse Løvkroner langs Strandene, hvor Villa paa Villa hilsede Festskibet med Flag, Hurraer, Viften og Salut. Ved Næsøen lagde vi iland og vandrede gjennem de frodige Skove op til den lille Perle af et norsk Skovtjern, som udgjør Øens største Skjønhed. Johanniterne, hvis 21-aarige Stiftelsesdag det var, idet Koret stiftedes under Upsalatoget 1875, afsang en Del af sit Repertoire, og under Hjemrejsen opsendtes en Regn af Raketter fra Skibets Forstavn. Den næste Dag organiseredes foreløbig Arbejdet for de føl- gende akademiske Møder. Yngve Sahlin fremførte den sidste Dag Gjæsternes Tak med et varmt Ønske for Norges Vel. Min Egenkjærlighed forbyder mig at gaa forbi Referatet over Mødets Afslutning; thi det lyder saaledes i den officielle Rapport: "Hermed skulde Afslutningsacten været tilende. Prof. Zeuthen greb imidlertid Ordet og gjorde sig til Tolk SIDE: 366 for den Tak, man skyldte Mødets effective Præsident, Prof. D., der havde baaret Dagens Hede mere end nogen anden (stærkt Bifald). Efterat D. havde takket, talte Professor Gram fra Kjøbenhavn for Studenterne, hvorefter sluttelig en tredje dansk Delegeret, Hr. Ottosen nævnte Prof. Bugge, som den der mere end nogen Anden havde Æren af at have istand- bragt Mødet." Saa kom da tilsidst Festmiddagen i den nye Frimurer- loge som Afslutning paa det hele Samvær. Festen var præ- get af en varm Stemning, som fandt et herligt Udtryk i Sophus Bugges gribende Tale til vore Gjæster. Og saa afsendte man et Telegram til Benjamin Vogt, som ved en Forretningsrejse var hindret fra at deltage i det hele Møde. Telegrammet lød: "Deltagerne i det nordiske akademiske Møde har bemyndiget mig til at sende Dem deres Hilsen og Tak, fordi De med varmt Hjerte for Fædrelandet og for Nordens Ungdom har udkastet Planen til det nordiske akademiske Møde og sat denne Plan ud i Livet." Det næste akademiske Møde afholdtes tre Aar efter, Vaaren 1899 ved Gøteborgs Højskole. Dette Møde fik sin store Betydning derved at man her discuterede og vedtog de ende- lige Statuter saavel for Samarbejdet som for de kommende Møder. Formændene i de forskjellige Afdelinger inden Sam- arbejdscomitéen aflagde her sine Rapporter angaaende det i de forløbne tre Aar udførte Arbejde, og jeg havde som For- mand i den norske Afdeling den Glæde at kunne meddele, at der i Norge var tilvejebragt et Fond paa 12 000 Kr. væsent- lig til Afholdelse af Forelæsninger ved Lærere fra de andre nordiske Universiteter. Det er dette Fond, som har gjort det muligt for os at holde den sidste Traad spændt mellem For- tid og Fremtid og hindre Tanken om et fortsat Samarbejde fra at gaa tilgrunde i det politiske Livs Hvirvler. Thi efterat det tredje akademiske Møde var afholdt i Kjøbenhavn Vaaren 1902, skulde intet fjerde Møde følge. SIDE: 367 Paa Mødet i Kjøbenhavn kunde en dansk Taler (Prof. Salomonsen) med fuld Ret i sit Slutningsforedrag udtale, at de akademiske Møder var blevne "baade righoldige og be- tydningsfulde; den akademiske Stand havde baade Kald og Evne til at tage Del i Tidens Kampe, og den vilde styrkes dertil ved Sammenslutningen mellem de nordiske Universiteter." Men midt i dette betydningsfulde Arbejde, midt under Forberedelsen til det fjerde Møde, som var bestemt til at af- holdes i Upsala 1905, greb Politikens haarde Jernhaand ind, og det vakre, lovende Arbejde for aandeligt Samhold mellem de tre Folk maatte stille træde tilside for de Begivenheder, som førte til vort Fædrelands fulde Selvstændighed. Arbejdet for Samhold og Enighed kunde stanses af de politiske Be- givenheder, men det kunde ikke tilintetgjøres. Tværtimod. Endnu bestaar "Samarbejdscomitéens" Afdelinger ved alle Højskolerne (undtagen Gøteborgs?), og saagodtsom hvert Aar indkalder den norske Afdelings Styrelse en svensk, dansk eller finsk Forelæser. Jeg har nu i 19 Aar fungeret som den nor- ske Afdelings Formand. Den sidste Styrelse valgtes paa Kjøbenhavnermødet og bestod foruden af Formanden af Pro- fossor W. C. Brøgger og som Studentervalgte af Universite- tets Secretær Orland () og Amanuensis F. B. Wallem. Og vi kan ingen Afløsning finde, thi Valg af Styrelse skal fore- gaa paa et akademisk Møde. Men den 4. Maj 1915 aftraadte efter eget Ønske Brøgger og jeg for at yngre Kræfter kunde lede Arbejdet, og i vort Sted valgtes Prof. G. Gran og H. H. Gran. Et nyt akademisk Møde kommer jeg i min høje Alder visselig ikke til at opleve; men jeg skal lukke mine Øjne med den sikre Forvisning om, at Timen vil komme, da Arbejdet i de gamle eller i nye Former vil blomstre op paany; thi Tanken om at vi tre, som er rundne af samme Rod, maa holde sammen i Tro og Tillid, "Den haver den Skjæbne, den aldrig kan dø Og aldrig sin Klædning opslide." SIDE: 368 HJEMMET OG DETS VENNER et Kapitel om lyse og kjære Mennesker. 1. Flygtige og faste Gjæster. 2. Susannah Ibsen. 3. To Malerinder. Flygtige og faste Gjæster. Tages Arbeit, Abends Gäste, Saure Wochen, frohe Feste. Goethe. Havde jeg ikke egentlig følt mig hjemme i mit nye Milieu, saa forstod jeg som ved en Ahnelse fra første Stund desto klarere, at det dobbelt gjaldt i disse Omgivelser at skabe sig et fred- lyst Sted, en uangribelig Borg, med et Ord, et Hjem. Og min Beslutning var hurtig fattet. Oppe paa Højden af den nu omtrent for- svundne Uranienborgskov, der hvor Terras- sen stuper ned mod Uranienborgvejen, [fotnotemerke] kjøpte jeg mig en Byggegrund, og der ligger nu en liden Villa, fra hvis Balconer og Verandaer der er en vidunderlig Udsigt over hele Christianiadalen. Denne Villa byggede jeg strax ved Fotnote: Skal være Josephines Gade. (Udg. Anm.) SIDE: 369 min Hjemkomst i 1876; men dengang saa der anderledes ud deroppe end nu. Vi boede bogstavelig midt i Skoven, og Vild- rosen blomstrede lige udenfor vore Vinduer. De store Caserner deroppe havde endnu ikke rejst sig saalidt som Kirken, og vor Udsigt strakte sig fra Frogner- sæteren til Næs- odden, fra Mari- dalshøjderne til Askerfjeldene. Den store Ura- nienborg Gjen- nemskjæring til Hægdehaugen var endnu ikke begyndt, og det som nu heder Holtegaden og Eilert Sundts Gade, var et sum- pigt Bejte for de omboende Fa- miliers Kjør og med sine Dam- me og Klipper en herlig Lege- plads for Briskebys forhaabningsfulde Ungeflok. Bygrænsen løb dengang lige bag vort Hus, og vi betragtede os næsten som Landboere, og det er dog endnu ikke 40 Aar siden! Mere end 30 Aar, en hel Menneskealder boede vi deroppe i dette Hus, til hvis Indre min Hustru havde gjort Dispositionen, SIDE: 370 mens jeg havde skizzeret Façaderne paa dette Grundlag, -- i dette Hus, som hun havde smykket med Vægbilleder og andre Decorationer henflød Hovedperioden af vort Liv her- hjemme, da endelig Alderen gjorde det besværligt at bo i to Etager, og i 1908 solgte vi Villaen. Jeg ved ikke, om jeg tør være saa dristig at spørge mine ærede Læsere, om de vil gjøre mit ringe Hus den Ære at træde indenfor en liden Stund? ikke fordi Huset selv har Noget at byde paa, men fordi De derinde vil træffe endel Mennesker, hvis Bekjendtskab De maaske vil have Interesse af at gjøre. Thi Livet derinde for- skjønnedes ved en Kreds af Venner, som nu næsten Alle har forladt os og dette Jord- liv -- men idag vil jeg ind- byde ogsaa disse bortgangne Venner til et Møde med Nutidens unge Slægter. Til disse Venner regner jeg ikke de mange Nysgjærrige, som i den første Tid aflagde sin Visit for at se "Mønster- huset", som den nye Professor byggede sig, og naturligvis gik dybt skuffede bort, men til Gjengjæld forsynede med et rigt kritisk Stof. Nej, det var saavist intet Mønsterhus. Kun i en eneste Betydning kunde det maaske kaldes saa, nemlig forsaavidt baade dets Bygning og Livet derinde skabtes efter en mønstergyldig Leveregel: at sætte Tæring efter Næring. Vi skyede det tomme Selskabsliv, men satte desto større Pris paa de faa Venner, vi kunde indbyde uden Fordringer som SIDE: 371 uden Skrupler, fordi vi vidste, at de tog tiltakke med Alt, som det var. Og det maa De ogsaa gjøre, kjære Læser! Hele Selskabslivets Charme bestaar ikke i Mad og Drikke -- det behøver vel ikke at siges -- men i de faa Deltageres indre Samstemmighed. Hvor sand er ikke den gamle romer- ske Selskabsregel: "ikke over Musernes og ikke under Gra- tiernes Antal." Og ofte er i en saadan liden Kreds de, som havde Aandens Ret til at være de mest fordringsfulde, netop de allernøjsomste. Der skal i en saadan Kreds saa Lidet til for at kalde Gratien, den rette, muntre Stemning frem. Jeg erindrer et lidet Middagsselskab, hvortil vi havde vovet at indbyde de to aandelig højbaarne Ægtepar Henrik Ibsens og Edvard Griegs. Beværtningen var yderst tarvelig: Suppe, Dyresteg med Maccaroni samt Frugt og italienske Vine. Den haandskrevne og illuminerede Menu var forsynet med en liden Parodi paa Ibsens bekjendte "Albumsblad" til Edv. Grieg: "Stene har vort Norge nok af, Vilddyr har det og en Flok af. Spil saa Stenene slaar Gnister, Spil saa Dyrehammen brister." Den lød i Dagens Anledning: "Flasker har vor Kjælder nok af, Dyrerygge og en Flok af, Drik, saa Flaskerne slaar Gnister, Spis, saa Dyreryggen brister." Bare denne lille, ikke synderlig vittige Spøg var nok til paa Forhaand at sætte det lille Selskab i den ypperligste Stemning, fordi Idéassociationen ledede Tanken hen paa de uforglemmelige Dage, vi Alle havde levet sammen i Rom paa den Tid, hvorom "Albumbladet" mindede. Og uden Østers og Champagne blev det en rigtig fornøjelig Middag. Jeg vil blandt Husets Gjæster i det Følgende ikke nævne dem, jeg andetsteds har havt Lejlighed til at omtale, vore SIDE: 372 kanske allerkjæreste Venner: Gudes, Pontus Wikner, Hans Forsell, eller vor nærmeste Slægt, og jeg vil blot flygtig be- røre, at ogsaa Gjæster fra fremmede Lande undertiden slog sig ned hos os. Kun tre af disse sidste skal her kortelig berøres: Krsjnavi, Werestchagin og Baedeker. Den bekjendte kroatiske Cultusminister Krsjnavi søgte os under en Rejse til Norden Høsten 1891 for at jeg skulde in- troducere ham -- som var bleven mig recommanderet af Directør Polaczek -- hos Henrik Ibsen. En Indbydelse til et lidet Aftengilde førte da til det ønskede Maal og frem- bragte et venskabeligt Forhold, som fortsattes baade i en hyppig Brevvexling og ved et Besøg i Agram paa Gjennem- rejse fra Budapesth til Italien 1896. Den berømte russiske Maler Werestchagin, hvis tragiske Død i det sunkne russiske Linieskib paa Port Arthurs Havn i Krigen med Japan endnu hos mange vil være i friskt Minde, besøgte os i 1901. Jeg kjendte og beundrede hans Billeder i den Tretjakowske Samling i Moskva og var saaledes glad ved, at den russiske Generalconsul en vakker Dag indførte ham i vort Hus, for at jeg skulde være ham SIDE: 373 behjælpelig med at anordne den Udstilling, han her vilde holde. Han var nemlig af den Mening, at hans Skildring af Krigens Grueligheder maatte gjøre ham berettiget til at erholde den Nobelske Fredspris, som i dette Aar første Gang skulde uddeles. Forsøget lykkedes ikke; men det var inter- essante Timer, vi fik tilbringe i hans Selskab. Han var en sjælfuld, men dybt melancholsk Natur, paa hvem de triste Indtryk af Krigenes Ulykker, som han havde opsøgt for at skildre dem, havde indbrændt et tydeligt Mærke. Under et Besøg i min Hustrus Atelier udtalte han i syv Ord den mest træffende Dom, som kunde gives over hendes stille Kunst, idet han sagde: "Sie malen gut, aber Sie sind muthlos." Ja, det var netop Sagen. I disse faa Ord charakteriserede han netop det, som altid har hindret hende fra at frembringe Arbejder svarende til det dybt sjælfulde Kunstnertemperament, hvoraf hun i Virkeligheden er i Besiddelse. Men ikke mere herom -- jeg berører her den saareste og ømmeste Streng i mit Hjerte, da jeg kjender den Skyld, jeg selv har heri -- og derfor tier jeg. Saa var det Fritz Baedeker. Det hændte under vor græske Rejse i 1880, mens vi boede i et middelmaadigt Hotel i Pa- tras, at den ellers ret daarlige Middagsmad med engang blev yderst velsmagende og elegant. Grunden var at Værten i en ganske almindelig udseende Rejsende havde vejret den af alle daarlige Hotelværter frygtede Udgiver af de berømte røde Rejsehaandbøger. "Ha il libro rosso maledetto nella tasca" havde en af mine Førere paa Sicilien udraabt til sin Kame- rat, da jeg havde knebet ham i en Løgn, som jeg kunde verificere ved Baedekers Hjælp. Og i Orvieto havde jeg været ude for et lidet Eventyr, som jeg fortalte ham, da vi den første Dag mødtes ved Middagen. Under en Fodrejse, jeg i 1870 foretog i Umbrien med et Par Kamerater, var vi af en snedig Hoteltjener bleven førte til et andet Hotel end det vi havde forlangt, og det til et, som udtrykkelig var misre- SIDE: 374 commanderet af Baedeker. Da vi opdagede Snyderiet, flyt- tede vi naturligvis strax til det rette Hotel. Men den næste Morgen, da vi hos flere Indfødte forgjæves søgte Oplysning om en af Byens Mærkværdigheder, nærmede en Mand sig høflig og gav os ikke blot disse, men indbød os efter en kort Samtale endog til Frokost. Overraskede over denne i Italien ikke netop saa hyppig forekommende Gjæstfrihed fulgte vi Indbydelsen, og vi krydrede Alle den fortræffelige Frokost med vort allermuntreste Humør. Vi havde nok, da vi traadte ind, seet, at Frokosten holdtes netop i det af Baedeker mis- recommanderede Hotel, men blev jo ret overraskede, da vor elskværdige Vært, idet vi takkede ham, tog Afsked fra os med følgende Ord: "Det er intet at takke for; men De kan jo gjøre mig den Tjeneste, naar De kommer til Tyskland, at gaa op til den Mand, som skriver de røde Bøger, og sige ham, at mit Hotel er bedre end det Rygte, han har givet det." Nu kunde jeg altsaa opfylde mit Løfte. [fotnotemerke] Vi tilbragte flere Dage gemytlig sammen først i Patras, derefter hos de gra- vende tyske Archæologer i Olympia og endelig etpar Ugers Tid i Athen. I 1893 var han paa Rejse i Norge med sin Søn, der nu er Firmaets Chef, og hans første Visit gjaldt hans Venner fra Patras. Han var en livlig og elskværdig Mand med en ligesaa elskværdig Hustru, og i deres palads- lige Hjem i Leipzig har vi siden oftere tilbragt hyggelige Dage. Og saa gaar vi fra de flygtige over til de faste Gjæster. En af de første, som efter vor Hjemkomst bankede paa vor Dør for oftere at slaa sig ned hos os, var Peter Chri- stian Asbjørnsen i hans 8 sidste Leveaar. Jeg havde i min Ungdom blot truffet den ligesaa tykke som livsfriske og joviale Digter en eneste Gang i Paul Botten-Hansens "Bar- berstue". I mine Studenteraar opholdt han sig for det meste Fotnote: At Forf. tidligere har fortalt denne Historie i "Fra min Vandrings- tid III" (J. W. Cappelens Forlag 1877) har han formodentlig glemt, da det ligger saa langt tilbage i Tiden. (Udg. Anm.) SIDE: 375 i Udlandet, og jeg saa ham altsaa paa en Maade for første Gang under et Ophold i Bergen 1871. Jeg var kaldt der- hen fra Stockholm til en Forelæsningsserie, og samtidig an- kom ogsaa en engelsk Orlogsmand, hvis Officerer en Aften af Kommunen var indbudne til et stort Bal i Arbejdersam- fundets Sal. Min Hustru og jeg havde ogsaa faaet en Ind- bydelse, og det Samme var Til- fældet med Asbjørnsen, som opholdt sig i Byen paa Gjennem- rejse. Her blev jeg da præsen- teret for min berømte Lands- mand, og hans joviale Væsen og underholdende Samtale fængslede mig stærkt. Men saa blev han snart ført bort af nogle Bekjendte. Alle vilde jo have fat i den afholdte Digter. Et Par Timer efter stødte jeg igjen paa ham, men da jeg vilde knytte Traaden i vor afbrudte Samtale, sagde han paa sin pudsig stak- aandede Maade: "Jeg maa sige Dem Farvel strax og i al Hast, for jeg maa se at forsvinde saa lydløst som muligt, ellers bliver der Skandale. Jeg vil bare haabe at Ingen faar Øje paa mig." Nu, for en Person med hans eloquentia corporis var det jo ikke saa let at forsvinde ubemærket, men jeg saa ham snige sig langs Væggen og blive borte gjennem den første Dør, og han kom virkelig ikke tilbage mer den Aften. Hvad ialverden var da skeet? Næste Dag fik jeg Forklaringen. Han havde nylig udgivet sin bekjendte Kogebog: "Fornuf- tigt Madstel af Clemens Bonifacius". Neppe var han bleven revet bort fra vor første Samtale, før han traf en liden Bergenserinde, som havde hørt ham tale Engelsk med en af SIDE: 376 Søofficererne og derfor troede, at han var Engelskmand, og tilhørte den britiske Flaade. Formodentlig forundret over hans for en Sjømand lidet passende Corpulence, spurgte hun ham da ligefrem med en ung Bergenserindes hele Fripostig- hed, naturligvis paa Engelsk! "Hvad er Deres Stilling om- bord, De er da ikke Søofficer?" "Nej," sagde Asbjørnsen. "Ja, men hvad er De da?" vedblev hun ufortrødent. "Jeg er Kokken," svarede han med et lunt Smil. "Nej, det var da morsomt," udbrød hun, "saa kan De altsaa lave Plumpudding?" "Javel da," var Svaret. "Aa, fortæl mig, hvorledes De gjør!" Og han gav en nøjagtig Opskrift paa forskjellige Varian- ter af Plumpudding, og saa vilde hun vide mere. Og snart var han inde i en indgaaende Discussion af culinarisk Art. "Aa," sagde hun, "De er det interessanteste Menneske, jeg har truffet. Jeg maa endelig faa præsentere Dem for min Mor. Det vil interessere hende saa uhyre at tale med Dem." Men saa kjendt som Asbjørnsen var, frygtede han for at hans Incognito vilde blive røbet, hvis det kom til flere Præ- sentationer, og da han absolut nægtede at følge hende, sagde hun: "Ja, saa henter jeg min Mor herhen!" Saa forsvandt hun for et Øjeblik, og det Øjeblik var det, Asbjørnsen be- nyttede til at snige sig ud gjennem Døren "for at undgaa Skandale." Skjønt han endnu ofte lod sit friske Lune raade, havde der i hans sidste Aar lagt sig et vist Vemod over hans Væ- sen, vel nærmest foranlediget af hans svigtende Helbred. Tidens forandrede literære Retning tror jeg ikke voldte ham megen Bekymring; han havde nok en rigtig Følelse af, at den friske Naturpoesi i hans Digtning hvilede paa en saa fast Grund af Realisme, at den kunde trodse selve National- SIDE: 377 romantikens Fald. Derimod kunde han stundom ytre sig ret bittert om den Miskjendelse, som i Begyndelsen af 80- Aarene blev hans Samtidige og Venner Welhaven, Tidemand og Andre tildel. Han saa gjerne, at man opfordrede ham til at fortælle, og hans Repertoire var jo uudtømmeligt. Hans Historier var jo undertiden noget lascive for Dameøren, men de frem- førtes med en saa usigelig elskværdig Humor, at selv de groveste let gik ned. Desværre var det ikke lang Tid, vi havde Glæden af hans Besøg, thi den livfulde Eventyrfor- tæller med det sprudlende Lune døde Vaaren 1885 -- 73 Aar gammel. Høsten 1891 fik vort Hjem et dyrebart længere Besøg, idet den af mine Fagbrødre, der altid var mig den kjæreste, baade gjennem sin uforlignelig elskværdige Personlighed og ved det rige Væld af Kundskab og Skjønhedsfylde, hvormed han altid overdryssede mig, -- min danske Collega Julius Lange i fire Uger var Gjæst i vort Hus. Da jeg som For- mand i Comitéen for Indbydelse af svenske og danske Fore- læsere til vort Universitet indbød ham til en Forelæsnings- serie i Christiania, kunde jeg tillige tilbyde ham mit Hus, og han tog venlig imod Indbydelsen. Julius Lange! Naar jeg tænker paa Dig og paa de Dage, vi har tilbragt sammen her i Livet, mindes jeg altid først og fremst Dit milde, me- lancholske Lune, denne lyse Humor, som Livets Tilskikkelser havde dugget med usynlige Taareperler. Og først i anden Række kommer dine altid aandfulde Samtaler, som stedse synes mig at være ført i en dansk Dialekt af Platons og Anakreons Sprog. Men baade Din Humor og Din Intelli- gens smeltede sammen til noget aldeles Unævneligt, med alt Andet Incommensurabelt, som blot kan kaldes med et eneste Navn, med Dit eget: Julius Lange! Første Gang jeg traf sammen med Julius Lange var i Stockholm under den skandinaviske Udstilling 1866, da han SIDE: 378 søgte mig for at faa Adgang til Nationalmuseets under mig sorterende Haandtegningsamling. Men umiddelbart derefter aabnede han en Polemik mod mig i Anledning af nogle Ytringer i en Kritik over den danske Kunst paa Udstillin- gen, og skjønt den fra begge Sider førtes baade høflig og saglig, syntes den dog ikke netop at pege henimod det Venskab, som alligevel snart ud- viklede sig mellem os -- Tak være hans lyse, humane Sind. Aarene gik. Da hændte det mig en Dag under den skandinaviske Udstilling i Kjøbenhavn Høsten 1872, at jeg kom gaaende over Kongens Nytorv. Ud fra Char- lottenborg nærmede sig en Mand, som, da han fik Øje paa mig, styrede sin Gang lige mod mig. Nærsynt som jeg altid har været, troede jeg det var en Be- kjendt, og strakte Haanden ud mod ham. Da fløj der et muntert Smil over hans Ansigt, og inden han modtog min ud- strakte Haand, sagde han: "Brænd Dem ikke, -- for jeg er Julius Lange." Men ingen af os brændte sig paa dette Haandtryk. Vi slentrede i flere Timer sammen gjennem Ga- derne og var siden sammen hver Dag, saa længe Udstillin- gen varede, og da vi skiltes, var vi Venner for Livet. Den følgende Sommer mødtes vi i Wien under Verdensudstillin- gen 1873, og her havde jeg stor baade Nytte og Nydelse af hans Selskab i Kunstafdelingen, som vi hyppig besøgte sammen. Han udnævnte sig selv til min Hustrus Ridder og var utrættelig i at bære hendes lille Feltstol og opfylde andre Ridderpligter. SIDE: 379 I min daværende Egenskab af Overlærer ved Stockholms Sløjdskole havde jeg faaet Tilbud om under Wienerudstil- lingen at bo i det s. k. "Rudolphinum", et efter Kronprins Rudolf opkaldt teknisk Skoleinternat, som nu, da det i Ferie- tiden stod tomt, gjæstfrit var opladt for fremmede Lærere ved tekniske Skoler. Ogsaa min Hustru var efter nogen Parlamenteren bleven installeret som Gjæst. "Ja," sagde den gemytlige gamle Hausmeister, Hr. Hanf, da jeg beklagede, at jeg ikke kunde modtage Indbydelsen, hvis jeg skulde skilles fra min Hustru: "Deres Frue er vistnok ikke teknisk Lærerinde; men det synes, som om Frau Abendroth fra Graz ikke vil benytte sit Værelse, saa Deres Frue kan gjerne faa Værelset, saalænge det er ledigt -- men" -- vendte han sig til hende med et Smil: "De heder fra nu af "Frau Abendroth aus Graz"." I dette fornøjelige Logis, hvor der færdedes en Mængde Lærere af begge Kjøn fra alle Lande i tvangløst Samliv, syntes Julius Lange at befinde sig saare vel, naar han, som det ofte hændte, besøgte Frau Abendroth SIDE: 380 og hendes Mand. Allerede i denne Tid kom vi hinanden meget nærmere, og da jeg det næste Aar grundede mit "Tidskrift for bildende Kunst og Kunstindustri", var Lange den første, som tilsagde mig sit Medarbejderskab og leverede flere højst værdifulde Bidrag til Tidskriftet. Saa kom jeg hjem til Norge; men hvergang jeg gjæstede Kjøbenhavn, hørte han altid til de første, jeg opsøgte. Og nu ved hans Besøg i Norge i 1891 fik jeg altsaa en rig Anledning til et længere, samlet Tankeudbytte med ham. Og hvor var det dog forfriskende midt i alt det Kjævl, jeg just paa den Tid laa midt oppe i, at faa dukke ned i dette klare Væld af sunde og friske, med mine egne saa helt stemmende Kunstanskuelser. Og i disse 4 Ugers fortrolige Samliv fra Morgen til Aften -- og gjerne langt ud paa Nat -- skjænkede han mig Perler, som desværre lige- som Vinens ikke kan fast- holdes, men som har efter- ladt en let Berusning, jeg endnu ofte føler den milde Virkning af. Og naar vi ikke kunde være sammen, fortsatte vi dog Samlivet i en jævnt fly- dende Correspondence. Ikke mindre end 18 af hans Breve til mig er tilgjængelige i de efter hans Død udkomne "Breve fra Julius Lange". Men vor Correspondence var dog kun et maadeligt Surrogat for det personlige Samvær. Hans fine Lune, hans vemodige Humor, der SIDE: 381 gled med saa megen Ynde fra disse Læber, "som den græske Musa havde kysset," ved Siden af det dybe Alvor, hvori de bundede -- kunde ikke finde det fulde Udtryk gjennem Pennen. Men Mindet om dem udgjør endnu altid en Skat, jeg ofte i Erindringen tager frem til Betragtning. Alene Mindet om hans Venskab er mig endnu stedse en Styrke og en Støtte i Dagens Kampe. Og saa maatte vi miste ham saa tidlig! Da Telegrafen bragte mig Budskabet om hans Død, d. 20 Aug. 1896, følte jeg, at med ham en Del af min egen Kraft var vegen fra mig -- og jeg har sjelden sørget saa dybt over en Vens Bortgang som over hans. Thi med ham mistede jeg ikke blot en Ven, men en Støttestav, som aldrig havde svigtet mig, og hvis Lige aldrig kunde skjænkes mig. Tak og Fred over hans Minde! Den af Husets Venner, som jævnligst besøgte os, og hvis Trofasthed vi skattede højt, skjønt hendes Besøg ikke altid netop var af opmuntrende, men af desto dybere og hjerte- ligere Art, var Camilla Collett. Knyttet som hun var til min Hustrus Familie fra gammel Tid, har hun allerede i 1ste Del faaet sin Skildring som den store Forfatterinde, -- men jeg maa forsøge at charakterisere hende ogsaa som vor kjære Husven. Hun vidste at hun altid var velkommen, og vi havde ogsaa den Glæde, at hun flittig besøgte os uden Op- fordring, ganske af sig selv, fordi hun holdt af os og stil- lede ingen Fordringer. Kunde hun faa en Smule tarvelig Musik, var hun glad, men hun tog ogsaa tiltakke uden den. Hun havde en egen Maade at røre Entréklokken paa, og naar vi hørte den Ringning, kunde vi altid sige: nu kommer Camilla Collett! Og saa kom hun da. Skyggende for sine svage Øjne med sin sammenslaaede Parasol, som jeg derfor ligefrem savner paa Vigelands Statue, men sædvanlig i et forfærdeligt Humør. Thi -- som hun ofte selv sagde: hun kom helst SIDE: 382 til os, naar der var Noget, som gik hende imod -- og det gjorde der jo desværre næsten altid. Hendes Liv var jo et kvindeligt Martyrium -- og hvem vilde ikke gjerne gjøre sit for at lindre det? Naar hun saa, gaaende op og ned i Væ- relset, i sin oprørte Sindsstemning havde skilt sig ved sin ene Galoge i det ene, og den anden i det modsatte Hjørne af Stuen, lagt Hatten paa et Bord og Capen paa et andet, fik jeg hende efterhaanden ned i en Lænestol, og saa kom det da frem, hvad der laa hende paa Hjerte. Snart var det de evige Forlæggersorger, som plagede hende, snart de uhyggelige Lejeforhold, der saa let fulgte med hendes om- flakkende Liv, snart et eller andet prekært Punkt i det Ar- bejde, hun netop holdt paa med; men det skal strax siges til hendes Ære, at det sædvanligst var Andres Sorger, som ængstede hendes varmt- følende Hjerte -- og frem- for Alt den Sag, som var hendes Livs store Opgave, -- der holdt paa at sprænge hende, og som hun maatte give Luft. I dette sidste Tilfælde kunde saa Discus- sionen herom optage den hele Aften, og da kunde der falde mangt et bittert Ord, mangen flængende Sarcas- me; men ogsaa mangen flammende og begejstret Tanke kunde da finde en Form, som jeg ofte kunde ønsket bevaret i hele dens Skjønhed og Rigdom, men som nu døde bort mellem de fire Vægge. Var det derimod SIDE: 383 hendes egne private Sorger, som trykkede hende, var hun let at bringe i Ligevægt blot ved en samstemmende Bifal- den, en beroligende Forklaring eller en let Spøg. Da kom der Fred over de smukke Træk, Fred over hendes Tanker, og da søgte disse gjerne tilbage til hendes Minders rige Verden. Da kunde disse Aftener blive til rene Højtidsstun- der, naar hun med sin uforlignelige Fremstillingsevne gled ind i Erindringerne fra sit bevægede Ungdomsliv eller i store Billeder manede frem det forunderlig dunkle, ensomme Liv paa de stille Gaarde deroppe omkring Ejdsvold med deres ofte grufulde, ukjendte Familietragedier, stillet mod de co- miske Skikkelser af alskens Bygdekaxer og Landspabster. Hun siger etsteds om "Amtmandens Døtre", at denne Bog var en "formildet Skildring af de norske Kvinders Skjæbne i det 19de Aarh.s første Halvdel;" og de Kvindeskjæbner, som hun i saadanne Timer kunde oprulle for os fra de mørke Forholde paa disse ensomme Gaarde, hvor Mandstyranniet fik brede sig ucontrolleret og ustraffet, lod Skildringerne i "Kongsgaard", "Et Gjensyn" eller hendes epochegjørende Roman -- fortone sig som milde Idyller imod Livets gru- opvækkende Virkelighed. Og med et ligesaa ubetaleligt Lune kunde hun skildre de lidet sympathiske "Proprietær"-Typer og "Procuratorer", som spillede den mandlige Hovedrolle i disse Tragedier. Men dybest vibrerede hendes Stemme og varmest blev dens Klang, naar hun, hvad hun ikke ugjerne gjorde, dvælede ved de to Mænd, som havde spillet den største Rolle i hen- des Liv, hendes ædle, højsindede Livsledsager og hendes første, sværmerisk tilbedte Kjærlighed. Ja, disse Aftener vil altid være uforglemmelige. Naar de saa var forbi, og vi havde fundet frem hendes vidt spredte Ejendele, og jeg fulgte hende hjem gjennem de stille Gader, udtalte hun gjerne sin Tak for en nydelses- rig Aften uden at ahne, at det var hun selv og ingen SIDE: 384 Anden, der havde gjort Aftenen nydelsesrig baade for hende og os. Og hun har jo engang givet sine Følelser overfor mig et offentligt Udtryk, som næsten virkede smertelig, fordi det stillede Forholdet saa rent paa Hovedet, og gav mig Æren for, hvad der saa udelukkende tilhørte hende selv (Aften- posten Mai 1894). Men det vil til min sidste Stund være en af mine dy- beste Glæder, og derhos en Stolthed at tænke paa, hvor- meget af sit bedste Indhold denne store og ædle Sjæl har nedlagt i vort stille Hjem. Kort efter at dette var nedskrevet, modtog jeg paa Ca- milla Colletts 100 Aars Fødselsdag (23. Januar 1913) føl- gende Billet: "Kjære Professor D.! Af min Moders gjenlevende Ven- ner er der ingen, som forstod hende bedre og var mere trofast mod hende end De og Deres elskværdige Frue. Jeg vil faa Lov til at benytte denne Anledning til at bringe Dem og Fru D. en hjertelig Tak for det vakre Minde, jeg bevarer om dette mangeaarige Venskabsforhold, og for Deres Ven- lighed ogsaa mod mig. Robert vilde vist ogsaa gjerne have sluttet sig til denne Tak: men han ligger alvorlig syg. Ærbødigst A. Collett." Ak -- vi vidste ikke da, at dette den ædle Forskers Sygeleje skulde blive hans Dødsseng! Faa Dage efter var Robert Collett ikke mere. Og saa over til en helt anden Type, en stor Kunstner, som i sin første Ungdom hyppig var Gjæst i vort Hus. En Dag, det maa have været Vaaren 1889, kom Bryn- julf Bergslien op til mig og forelagde mig en tyk Pakke Tegninger, Arbejder af en 18-aarig Gut, som ønskede hans Ledning. For hvert Blad, jeg betragtede, maatte jeg studse over den rige Fantasi, og den sikre, skjønt endnu utøjlede SIDE: 385 Formsans, som udtalte sig i disse frie Compositioner. Men fremfor Alt kunde jeg ikke noksom forbauses over den Ind- trykkenes Mangfoldighed, som her havde faaet friskt Liv. Der fandtes i broget Blanding Illustrationer til Dantes Divina Commedia, til det gamle og nye Testamente, til vore Sagaer og vore Folkeeventyr. Og jeg erindrer, at jeg udbrød ganske slagen, da jeg lagde det sidste Blad fra mig: "Men dette er jo et Geni!" Det er et Ord, jeg anvender meget sparsomt -- men her syntes det mig paa sin Plads. "Ja, det mener jeg ogsaa," sagde Bergslien, "men Ulykken er, at Gutten er saa udfattig, at han har hverken at spise eller at ligge paa." Ja, det er jo saaledes de fleste store Kunstneres Liv begynder, og Gustav Vigelands var ingen Undtagelse fra Regelen. Han var født i denne samme Man- dalstrakt, som har skjænket vort Land Adolf Tidemand og Amal- dus Nielsen, og derfra var han nu kommen herind for at finde Udvikling for et Talent, som satte Alle i Forbauselse, der saa hvad der bevægede sig i den unge Hjerne og sprang frem fra hans Haand. Her maatte skaffes Hjælp, og "Tigerstaden" viste endnu engang sin aabne Haand og sit varme Hjerte. Ved Hjælp navnlig af to rundhaandede Mæcenater, Ritmester Thorvald Meyer og Stadshauptmand Richard Andvord fik vi snart bragt ham ud over den første Nødens Tid, og nu begyndte han at vanke i vort Hus. Det mærkedes jo snart, at der under hans stille, beskedne Væsen laa en stor og berettiget SIDE: 386 Selvbevidsthed, og den klædte ham godt, fordi den altid ledsagedes af uimodsigelige Vidnesbyrd om sin Berettigelse. Et Aar efter stod han færdig til at drage ud i Verden. Jeg havde skrevet til min gamle Ven Prof. Wil- helm Bissen om ham, og han havde erklæret sig villig til at modtage ham i sit Atelier. I Julen 1890 rejste han og tilbragte sin sidste Juleaften før Udrejsen i vort Hjem. Et Aar efter kunde han sende sine "Fredløse" hjem, og fra den Dag lig- ger Gustav Vigelands Kunstnerliv aabent og kjendt for Alverden. Som en graa Kat gik min gamle Ven fra Düsseldorfer-tiden, Ma- leren Knut Bergslien ud og ind hos os. Naar det ringte paa Entré- klokken i den Tid strax efter Middag, da man ellers ikke gjør Visiter, kunde man være vis paa, at det var Knut, som engang for alle vidste, at vi paa den Tid gjerne vilde se ham sidde og nyde sin Kop Kaffe og sin for ham særlig henlagte Pibe i vor Midte. Den lille kraftig byggede, intelligente Vossebonde var en Mand med mangesidige og alt andet end overfladiske Inter- esser. Hans astronomiske Indsigter skal have hævet sig ad- skillig over Dilettantens. For min Del fik jeg Glæde af hans SIDE: 387 archæologiske Interesser. Han havde altid "Noget at spørge om" -- en nyopgravet Statue, nye Udgravninger paa Forum eller i Pompeji; han havde rejst meget og seet med Kunstne- rens vaagne og intense Blik og havde altid en klog Bemærk- ning eller en livlig fremsat Ind- vending at gjøre, og jeg har havt megen Fornøjelse af hans Caffebesøg og hans Samtaler. En Dag forsvandt han pludse- lig og kom aldrig mere tilbage. Den ensomme gamle Mand var bleven syg og havde lagt sig ind paa et Hospital for at dø. Da var han 82 Aar gammel. Naar jeg saa har nævnt min gamle Ven, den trofaste og jævne Didrik Maria Aall, som paa ældre Dage maatte friste den Skjæbne at se sig hensat fra Rigdom og Velvære til trange Kaar ved Andres Skyld og i Kraft af sit Guldhjerte, men sam- men med sin yndige Hustru bar denne Lod med en Filosofs Ro -- og en Helts Mod -- og naar jeg endelig har nævnt Justiti- arius i Overretten Carl Lie og hans Frue f. Thaulow, saa tror jeg, jeg har nævnt de fleste af Husets Venner. Carl Lie, Jonas' ældre Broder, var et af de for- SIDE: 388 nøjeligste Mennesker man kunde være sammen med. Altid i godt Humør enten Livet gav Medgang eller Modgang, altid fuld af humoristiske Indfald og en jovial Spøg paa Læben, men en ligesaa skarp og indsigtsfuld Dommer, var han den, jeg i de senere Aar mest omgikkes. Ibsen kan nu længe nok sige, at en Digter ikke har Raad til at holde Venner, saa er det dog vist, at han og Carl Lie ligefra de første Ungdomsaar og til det Sidste vedligeholdt et ubrødeligt Venskab; thi Lie var kanske det mest skattede Medlem i "Hollænderens" (Paul Bot- ten Hansens) og "Gert West- phalers" (Ibsens) "Barber- stue", og naar der i de mange Beretninger fra Ibsens Ung- dom tales om "Lie", saa er det ikke -- som de Fleste tror -- Jonas, men hans ældre Broder, som menes. Han havde et glimrende For- tællertalent, som røbede Aandsslægtskabet med den berømte Broder, og naar jeg vilde ærgre Jonas, kunde jeg en og anden Gang sige: "det er igrunden en Fejltagelse at Du, og ikke Carl har skrevet de prægtige Fortællinger." Men det likte ikke Fru Thomasine, og saa sagde jeg det aldrig mere. Susannah Ibsen. Sidst, men ikke mindst maa jeg dvæle ved min Barn- domsveninde, den mærkelige Kvinde, som fik den store, men ikke lette Mission at være en verdensberømt Digters Hustru, Susannah Ibsen født Thoresen. Saa er da ogsaa hun gaaet bort, med hvem jeg i de betydningsfuldeste Perioder af mit SIDE: 389 Liv, skjønt med lange Mellemrum, havde færdedes sammen i næsten 70 Aar, og som derhos knyttedes til vort Hus som en af min Hustrus kjæreste Veninder. Det er en Lykke at have staaet en saadan Personlighed nær; men hvor faa var der dog som kjendte hende! Og hvor mange var der ikke, som derfor misforstod og mis- kjendte dette ensomme, aande- lig højbaarne Adelsmenneske. Med Rette kunde Christoffer Bruun ved hendes Baare ud- tale, at "det mest fremtrædende ved hende var hendes Tilbage- trukkenhed." Derfor er det dob- belt paakaldet -- ikke for hen- des Skyld, men for den Læse- verdens, som beundrer hendes Ægtefælles Verker -- at den sene Retfærd øves, og at En, der har kjendt hende bedre end de Fleste, efter Evne drager Sløret bort for Billedet af hvad hun virkelig var. Thi hun var ikke, som Verden troede, . . . . en haard og kold Natur, men . . . . hans Ligemand i Alt und- tagen Digterbegavelsen, hans Valkyrie, hans Livs gode Engel og den, som bevarede ham for hans Folk. Susannah Ibsen var Datter af den storslagne og myndige Prestemand, Provst Hans Konrad Thoresen, og tilhører paa mødrene Side Familien Daae, der har skjænket vort Land mere end én dels ved Intelligens, dels ved Energi udmærket Personlighed, men Ingen, som i en mere udpræget Grad end hun har forenet begge disse Egenskaber med en Evne til opofrende, althengivende Kjærlighed. Den skulde blive den betydningsfuldeste Indsats, hun gjorde i Livets Lotteri, SIDE: 390 og den som bragte hende "det store Lod". Hendes Intelli- gens fandt tidlig den forstaaelsesfuldeste Ledning under en saa fortræffelig Stedmoder som Magdalena Thoresen, og fra hendes tidligste Barndom erindrer jeg hende gjerne bøjet over en Bog, med Hagen støttet paa begge Hænder og Bogen foran sig i Skjødet, uforstyrrelig tilfredsstillende sin Trang til Viden, mens vi Andre larmede omkring hende. Energien var hende medfødt baade paa fædrene og mødrene Side. Om denne Energi bevarer jeg en charakteristisk Er- indring fra hendes 9de Aar. Jeg har i 1ste Del af "Svundne Tider" berørt vore barnlige Theaterlege (1ste Udgave P. 70 -- 71) i Provstens Stuer. Det var under en Prøve paa det der omtalte bloddryppende, af os selv skrevne Drama "Rø- verne", at vi en klar, kold Vinterdag i Juleferien havde taget os en Pause og begivet os ud i Gaarden for at føre en liden Sneboldkrig. Jeg var -- som Røver -- bl. A. udstafferet med et Par vældige Kulstreger under Næsen, som skulde forestille Moustacher, og hun -- ja, hvor erindrer jeg hende ikke tydelig! Smaapigerne brugte dengang nogle højst uklædelige lange Forklæder med Ærmer i. De rakte ned over Bryst og Mave. Susannah, som spillede en Mandsrolle -- ogsaa hun var, tror jeg, en af Røverne, havde antydet sin Manddom ved at vende Forklædet om, saa det hængte nedover Ryggen som en Slags Ridder- eller Røverkappe, og havde ligesom jeg malet sig et Par martialske Moustacher i Ansigtet. I Slagets Hede blev jeg rammet af en haard Sne- ball i Øjet og gav mig naturligvis til at vræle i vilden Sky. Susannah saa misbilligende paa mig og sagde lidt triumfe- rende "Fy! Den som bærer Moustacher, maa ikke græde -- det er umandigt!" Jeg skammede mig og tørrede hurtig Taarerne bort, og Legen fortsattes. Da hændte det ikke bedre end at hun selv fik en Sneball i Øjet. Men da skulde De seet hende! Hun kneb Munden sammen af Smerte og hendes Kinder vibrerede; men der kom ikke en Lyd over SIDE: 391 hendes Læber, ikke en Taare i hendes Øje, og hun fortsatte Legen som om Intet var hændt. Det er nu snart 70 Aar siden den lille Begivenhed hændte -- men jeg har aldrig glemt den; thi jeg har i de følgende 70 Aar seet den for- nyet saa mange Gange i hendes senere Liv, at jeg umulig kunde glemme den. Ja, saadan har hun været gjennem sit hele Liv. Derfor kunde ogsaa hendes Mand, da han for- ærede hende et Exemplar af "Fru Ingerd til Østraat" i 2det Oplag, skrive i Bogen: "Til denne Bog har du Ejendomsretten, Du som aandelig stammer fra Østraatætten." Sit Udtryk fik denne frygtløse Livsenergie i en ubrødelig Sandhedskjærlighed. At tænke mig Susannah Ibsen sigende en Usandhed med beraad Hu er mig ligesaa umuligt som at tænke mig en firkantet Cirkel. Og den, som er begavet med en slig Trang til Sandhed i alle Forholde, for hende bliver Livet -- fuldt af Usandhed som det er -- en stedse- varende Kamp og avler, naar den som hos hende er forenet med stolt Umeddelsomhed, en stedsevarende Ensomhed og en stedsevarende Miskjendelse. Saa kom da de tunge Nødens og Forsagelsens, Skuffel- sens og Bitterhedens Aar for det unge Ægtepar, de Aar, som vi Alle kjender fra hans Historie, men som kun Faa kjender fra hendes. Hele Verden ved nu, hvad han led, men Ingen skal nogensinde sige os, hvad hun gjennemgik i de 8 Aar, som forløb mellem Bryllupet i Bergen og "Brand"s Gjen- nembrud -- i de Aar, da den Helt, hvis Valkyrie hun vilde være, kjæmpede sig træt og syg til Døden, og hun, som saa og forstod baade hans Storhed og hans Lidelse, maatte bære Sjæleangsten for hans Undergang. Jeg gjensaa min Barn- domsveninde i Christiania som ung Moder med sin Nyfødte paa Skjødet i et mørkt lidet Kammer oppe i "Maltheby", hvor det unge Par boede i sin første Trængselstid -- men SIDE: 392 lige stærk og ubøjet som altid baade før og siden. Og vi delte de trange Arbejdsaar i Rom, som bandt os sammen for Livet -- bandt os ved de stærke og store Minder fra disse Smertens glædefyldte Dage paa den minderige Jord. Og i lange Aar ogsaa efterat hans Digtning havde slaaet igjen- nem, maatte hun ensom bære paa denne Sjæleangst for ham. Thi Livet har andre Afgrunde end Miskjendel- sens beredt for sine største Aander. Og at bevare ham for disse Afgrunde, at redde ham i hans Fristelser og Sjælekampe og føre ham frem til Sejer -- det var hen- des Opgave og hendes Liv. Uden en Klage, uden en Taare (undtagen dem, hun maaske selv, men visselig ingen Andre saa) gjennem- førte hun sin grusomt svære Mission, at holde sit Val- kyrieskjold skjærmende over ham paa Kampens og Lidelsens Veje. Men hvor mange har seet denne Kamp? Og hvorofte er ikke denne stolte Ro bleven misforstaaet og miskjendt som kold Trods og Egenvilje! Men derfor skal da ogsaa engang Sandheden om dette Forhold siges helt ud, og Sandheden er, at havde hun ikke i forsagende Ømhed og ubøjelig Viljekraft løst sin store Mission saa glimrende som hun gjorde det, saa havde vort Folk aldrig ejet den Konge i Digtningens Rige, som nu er dets Stolthed; uden hende vilde han gaaet under. Mit Ord turde her maaske have nogen Vægt; thi jeg har vel SIDE: 393 som ingen Anden havt Anledning til at følge dette mærkelige Par paa dets Livsvandring fra første Stund til den sidste -- herhjemme i de trange Tvivlens og Skuffelsens Aar, derude i deres Liv i Rom, i Dresden, i München, tildels gjennem hele Aar -- og endelig i Sejrens Aftenglans herhjemme igjen. Og derfor tør jeg kanske ogsaa kaste et betragtende Blik paa dette Forhold mellem to Mennesker, der hver paa sin Maade hører til de betydeligste, man kan træffe i Livet, og hvis Forhold ogsaa derfor har været Mange en Gaade. Naturligvis skjuler dette Ægteskab som et- hvert andet sin Rod, utilgjænge- ligt for Andres Blikke, men alle- rede det, som ligger aabent for Alles Øjne, der har kjendt dem, lokker til Betragtning og søger efter Forklaring. Men den fin- des først, naar vi drager en tredje Person ind. Fuldkommen paa Højde med Hustruen, om muligt endnu højere stod Mode- ren. Noget skjønnere end Forholdet mellem denne Moder og dette Barn ved jeg sjelden at have seet, saaledes som jeg har kunnet følge det fra Sigurds femte Aar til hans Gymnasiasttid i München omkring Midten af 70-aarene. Ham bar og støt- tede hun, og i ham havde hun til Gjengjæld selv sin Støtte, naar og hvor hun trængte den. Det er Forklaringen til, at hun kunde faa Styrke til at udholde hvad hun har udholdt og sejre i sin tunge Livsstrid. Det er ikke bare Glæde og Triumf at være en stor Digters Hustru. Naar Digteren i sin "Kamp mod Trolde bag Hjernens og Hjertets Hvælv" holdt Dommedag baade over sig selv og Andre, og ikke havde SIDE: 394 Tid eller Tanker for Andet, da var Moder og Barn Alt for hinanden. Da delte de Vandringer og Naturindtryk, Studier og literære Nydelser med hinanden, da udfoldede hun med moderlig Ømhed og klar Forstaaelse alle Barnets herlige Anlæg og bragte dem til Modenhed -- da var de To Alt for hinanden. Susannah Ibsen har i sit Liv ved Siden af sin mand kun havt én Fortrolig, denne med hende aandelig fuldt jævnbyrdige Søn -- visselig hendes "bedste Ven" i Livet -- den eneste som helt har kunnet forstaa og skatte hendes virkelige Storhed, forstaa den og dele dens Glæder og dens Lidelser -- den eneste. Og da denne Søn saa begyndte at udvikle sine sjeldne Evner, da blev han Gjen- stand for Faderens Beundring -- Moderens Kjærlighed kunde hans Evner ikke øge; men i denne Søn fandt de Begge Ballancen i et Ægteskab, som paa Grund af Begges mægtige Egenskaber mer end de fleste kunde behøve en saadan Vægt- stang. Derfor sagde jeg, at der til Forklaringen af dette Forhold behøvedes en Tredjemand. Dette af dyb og inderlig Sandhedskjærlighed baarne Ægte- skab mellem to saa stærke Naturer kunde ikke andet end nu og da, ja endog ret ofte føre til ydre Collisioner mellem to overfor sine egne Fordringer til fuld Sandhed saa ubøjelige Viljer. "Accordens Aand" havde ingen Plads i dette ægte- skabelige Forhold. De To maatte ofte støde sammen i Stort som i Smaat, og jeg erindrer Tilfælde af denne Art baade af dybt alvorlig og af udelukkende fornøjelig, næsten comisk Art. Saaledes erindrer jeg fra et Besøg i Dresden, at vi en Dag -- et Selskab af Damer og Herrer -- fra det Ibsenske Hjem skulde gjøre et Besøg i Galeriet. Ibsens boede den- gang i Wettinerstrasse. Da vi havde gaaet et Par Gader, mente Ibsen, at vi burde gaa tilvenstre, men Fruen, at vi burde gaa tilhøjre. Enden paa Dissentsen blev saa, at Fruen, overbevist om at hun havde Ret, samlede Damerne, og Her- ren, ligesaa overbevist om sin Ret, Herrerne omkring sig, og saa SIDE: 395 gik det ene Parti tilvenstre, det andet tilhøjre. Og mødtes, begge Partier accurat samtidig, smilende foran Indgangen til Galeriet. Den lille Historie har formelig noget symbolsk ved sig: hver skal gaa den Vej, hans Overbevisning siger ham er den rette, saa vil man altid tilsidst kunne mødes ved Maalet med et venligt Smil. Begge de to stærke Naturers selvstændige Egenart maatte jo i høj Grad farve Livet i Hjemmet, men disse Farver var af har- monisk Art: enhver Dissonans fandt sin Opløsning. Han levede sit Fantasiliv og ejede sin ham beskaarne Del af jordisk Kunst- nersvaghed og Kunstnerlidenskab. Hun maatte, skjønt selv, og- saa hun, i høj Grad et Fantasimenneske -- repræsentere Virke- ligheden og Livets practiske Side. Og skjønt hun vist ikke af Naturen var kaldet dertil, udfyldte hun paa en Maade, som er hævet over al Ros, sin Plads som Husmoder og Be- skytterinde for en talrig Kreds af unge Landsmænd og Lands- mandinder, som navnlig i München færdedes i deres gjæst- frie Hjem. Det faldt hende vist ikke let; men hun støttede sig til sin medfødte Charakterstyrke som til en fast Pol, og var ubetinget den, som gav dette Hjem histnede i det frem- mede Land dets stærke Holdning og gjorde det til den ly- sende og varmende Arne for saamange Hjemløse. Saaledes maatte disse To udkjæmpe mangen indbyrdes Kamp for at opfylde hvad de følte som Pligtens Bud til dem begge. I saadanne Timer, naar det for dem begge gjaldt uden al Accorderen at hævde, hvad de følte som sandt, lod hun sig aldrig kue af Følelsen af nogen Under- legenhed under hans rige Aand, da traadte hun ham imøde som det hun var -- som hans jævnbyrdige, fri og stor, -- en elskende Dommer, som aldrig glemte, at det var hendes store Mission at værne om det Bedste i ham og baade ved sin Dom og sin Kjærlighed at bidrage til at gjøre den Store end større. Hun var, som jeg sagde, hans jævnbyrdige i Alt undtagen i digterisk Begavelse, men saa havde hun en SIDE: 396 Charakterstyrke, saa mægtig, at man om den, uden dermed at nedsætte hendes Ægtefælles, med Tryghed kan sige, at den overgik hans. Og saa var den fuldstændige Ligevægt der: hendes ethiske Gehalt opvejede nøjagtig hans æsthetiske, og naar han kjæmpede sin digteriske Livskamp mod "Accor- dens Aand", saa kunde han gjøre det, fordi han stadig havde denne Kamp levendegjort ved sin Side. De gik begge sin retlinjede Personligheds Vej i den sikre Følelse af, at de paa ethvert Punkt og naar og hvor de vilde, igjen kunde træffe smilende sammen, fordi Maalet var det samme -- ganske ligesom hin Dag udenfor Dresdenergaleriet. Fri Bane for dem begge, fuld Frihed i alle Dele, men paa Basis af en ubrødelig Troskab. Det var deres stiltiende Overens- komst. Ofte satte dette frie Forhold hendes Sindsligevægt paa haarde Prøver -- ikke fordi han havde erotiske Tilbøje- ligheder; thi dem var gamle "Geert Westphaler" -- trods alle Mythedigtninger i den Retning -- saavidt jeg har for- staaet ham, helt fri for; men paa Grund af den usunde For- gudelse, han var Gjenstand for fra hysteriske og forskruede Damers Side, som endog ganske bogstavelig søgte at trænge sig ind i deres Hjem og forstyrre Familielivet, og som intet højere Maal og intet større Ønske havde end at faa vise Verden, at de stod i et fortroligt Forhold eller endog i Kjærlighedsforhold til den store Digter. Saadanne Damer -- det har han selv mer end engang fortalt mig uden at nævne Navne -- plagede ham baade hjemme og ude med sine paatvungne Fortroligheder i Haab om, at deres interes- sante Historier skulde blive Gjenstand for hans næste Digt- ning. Og han havde en Grund til ikke altid helt at afvise dem, han var maaske ikke altid forsigtig nok overfor dem, -- var maaske heller ikke aldeles ufølsom for den duftende Virak, de strøede for ham, han havde jo ogsaa han sine menneskelige Svagheder; men fremfor Alt: han kunde ikke helt afvise dem, fordi de leverede ham et rigt Studiestof SIDE: 397 som psychologiske Fænomener og som Modeller. Derfra disse tilsyneladende compromitterende Damebreve, som dels har seet, dels ganske vist i Fremtiden vil se Dagens Lys. Stundom maatte hans Hustru ved alvorlige Midler holde Hjemmet frit for disse Indbrud, sædvanlig med, stundom vel ogsaa mod hans Ønske, naar han syntes, hendes Desin- fectionsiver gik for langt; men man kan forstaa baade For- holdets Vanskelighed og Ægtefællernes dybe indbyrdes For- staaelse og kun beundre, at det aldrig gav Anledning til alvorligere Brud -- Tak være deres gjensidige Tillid til hinandens Charakter og inderste Væsen. Der kunde altsaa vel i Aarenes Løb falde mangt et skarpt og spidst Ord fra hans Side og mangt et kort Svar fra hendes; men Alt var kun det øjeblikkelige Udtryk for Begges Følelse af eget Værd. Men disse psychologiske Sidefænomener taber sig helt i hint hemmelighedsfulde, kjærlige Grundforhold i deres ægteskabelige Liv: indad ubrødelig Troskab, udad fuldstæn- dig Frihed. Og naar saa de brusende Stemninger havde sat sig, og der kom Ro over de bevægede Vande, da var der Ingen, som forstod at skatte hendes mageløse Egenskaber saa højt som han. Da stod hun for ham i en Glorie, som den, der lyser saa stærkt ud af det lille vidunderlige Digt "Tak" i Digtsamlingen. Der har af blødhjernede Personer været ytret Tvivl om, hvorvidt dette Digt er skrevet til hende eller om det ikke snarere skulde gjælde En eller anden af hans Ungdomsflammer. For dem, for hvem Digtet selv ikke taler højt nok om hvem dets Gjenstand er, skal jeg levere Bevi- set for, at det er hende, han her har skildret. Ethvert Hjem har jo gjerne hvad jeg vilde kalde sin Privathumor med sin egen Jargon og sine egne Kjælenavne. Der er nok ikke saa ganske faa Ægtemænd, som kalder sine Hustruer med det kjæreste Husdyrs Navn: "Kat" -- og Ibsen gjorde det Samme. Og han har nok skrevet adskillige for Verden SIDE: 398 ukjendte Digte til hende under dette Navn. Da han saa bragte hende Digtsamlingen af 1870 og hun gjennemlæste Indholdsfortegnelsen, sagde hun spøgende: "Men du har ingen Kattedigte der." Da svarede han med et Smil: "Læs Titlernes Bogstaver bagvendt, saa vil Du nok finde et Katte- digt." Og saa fandt hun "Tak!", dette herlige lille Digt, som lader os se dybere ind i det Bløde i hans stærke Sjæl end kanske noget andet af hans Digte. Og jeg har seet hans dybe Kjærlighed til hende paa et springende Punkt, som aabenbarede mig, hvad han ellers skjulte for Verden. Jeg var tilstede, da Henrik Ibsen i Rom Høsten 1864 gjensaa sin Hustru og sin Søn efter mere end et halvt Aars Adskillelse. Deres Møde fandt Sted i vor Bo- lig i Augusts Mausoleum. I flere Dage havde han gaaet om i en glad Uro -- men hentydede ikke med et Ord til det forestaaende Møde. Da traadte hun ind med den femaarige Sigurd ved Haanden, ledsaget af en kvindelig dansk Rejse- fælle. Der var ikke mange Ord: kun et Blik og et Kys, langt, ømt, inderligt. Men det talte et Sprog, som tydeli- gere end alle Ord sagde mig med usvigelig Sikkerhed, hvad jeg altid havde troet, at disse to saa individuelt artede Men- nesker hørte inderlig sammen, og jeg sagde til mig selv: hun og ingen Anden er den Hustru, som passer for ham -- den eneste. Kun et Væsen som hun med sin stærke, man- dige Sandhedskjærlighed og sin dybe, kvindelige Hengivelse kan udfylde hans Væsen. Og tilsidst -- da Rigdom, Ære og en Verdensberøm- melse, der har faa Sidestykker i vor Tid, strømmede ind over ham -- da forsvandt ogsaa det, jeg ovenfor kaldte de psychologiske Sidefænomener, fuldstændig. Da følte hun kun, at nu havde hun ført sin Helt derhen, hvor Gud vilde have ham. Nu kunde hun, den før saa ordknappe, frit tale ud for sine Venner, om hvor stor han syntes hende -- han, som hun havde været den første til at forstaa og elske. SIDE: 399 I de senere Aar sad min gamle Veninde bundet til sin Lænestol i de Værelser, der saa deres Samlivs sidste Aar, baade Verdensberømmelsens Glæde og Sygdommens sidste haarde Prøvelser, sad der pietetsfuldt værgende om alle syn- lige Minder om den store Forudgangne og fyldt af den stille, rene Lykkefølelse over en vel udført, stor Livsmission. Nu var den færdig, nu kunde den ikke mere mislykkes! Hen- des Del i at have udviklet ham til det Mægtige han blev -- det er hendes Livs store Kunstverk. Og hendes største Sjælsstorhed som hendes højeste Lykke var den, selv at forsvinde i Skyggen af det Storverk, hun havde skabt. I disse sidste Aar, da baade min gamle Barndomsveninde og jeg selv havde vanskelig ved at bevæge os, saa vi ikke ofte hinanden; men hvergang det skeede, var det for mig en sjelden Glædesstund; og Alle som kjendte hende nærmere, vil vist indstemme i, at vi sjelden har mødt en større Kvinde- skikkelse paa vor Livsvej. [fotnotemerke] To Malerinder. To ædle og fine Kvindeskikkelser, som vistnok kun en eneste Gang har sat sin Fod i vort Hjem, men sammen Fotnote: Enkelte vil Noget af det Foregaaende synes bekjendt, og det har følgende Grund: Da Udgiveren af den tyske Udgave af Ibsens Verker Dr. Julius Elias i 1906 kort efter Ibsens Død besøgte Christiania for af Fru Ibsen selv at faa Oplysninger om hendes Personlighed, henviste hun ham til mig som sin ældste Barndomsven, og jeg meddelte ham da den største Del af hvad jeg nu her har nedskrevet. SIDE: 400 med hvem vi derimod oftere har færdedes derude i Verden, og som har efterladt et Indtryk for Livet, maa jeg her tage med, skjønt jeg ikke kan regne dem blandt Husets egentlige Gjæster. En Høstaften 1855 an- kom til Hotel Breidenbacher Hof i Düsseldorf en ikke længer ganske ung norsk Malerinde. Samme Aften kom med et andet Tog og fra en anden Kant en blændende skjøn og ganske ung svensk Malerinde. Hoteltjeneren an- viste dem hver sit Værelse -- ved Siden af hinanden. De saa hinanden paany ved Aftensbordet, der knyttedes en Samtale mellem de to Kunstnerinder, som endte med at de besluttede at aabne Døren mellem sine to Værel- ser, og fra den Dag af var der aldrig nogen lukket Dør mellem Christiane Schreiber og Sophie Ribbing. Dagen efter lejede de sig et fælles Atelier og forblev uadskillelige for hele Livet, ligetil det sorte Kistelaag lukkede sig over den yngste af dem. Det havde ikke manglet paa, at jeg jo ofte havde hørt tale om disse to interessante Veninder; men Livet havde hidtil aldrig ført mig sammen med dem. Det var som om Alt samlede sig for at hindre mig fra at faa se dem, jeg saa ofte havde hørt om. Da jeg kom til Düssel- dorf i 1860, var de netop rejst til Rom, da jeg kom til Rom med min Hustru i 1862, havde de netop forladt Tiberstaden SIDE: 401 og ombyttet den med Seinestaden. Men havde Düsseldorf ved min Ankomst did været fyldt af knuste Kunstnerhjerter, som forgjæves havde lagt sig for den bedaarende svenske Kunstnerindes Fod, saa det endnu bedrøveligere ud i Rom, hvor norske Billedhuggere og danske Historikere gik om- kring og vred sine Hænder, hængefærdige af Fortvivlelse. Da vi i 1866 flyttede til Stock- holm, gik det paa samme Maade -- knuste Hjerter overalt, men Fuglen var fløien. Jeg havde forlængst opgivet at faa se den mærkelige Skjønhed her paa Jorden, da endelig Rejselivets Vexling førte os sammen i Rom i 1880. Rygtet havde ikke løjet. Sophie Ribbing var jo ikke længer ung, men baade hendes Hoved og hendes Skikkelse erindrede mere end noget andet Menneskes, jeg har seet, om den høje Frue fra Milo, men gjennemstrømmet af Livets Var- me og Fylde. Og der var over hendes Væsen det samme Storslagne, Renskaarne som over hendes Ydre, og dertil dette ubeskrivelige, som bøjede Alle i Knæ for hende. Som Kunstnerinde var hun meget talent- fuld, men paa Grund af en Sygelighed, som tidlig angreb hende, lidet productiv, og de eneste Billeder af hende, som har fundet Vej til nogen offentlig Samling, er -- saavidt mig bekjendt -- hendes "Tegnende Gutter" i Gøteborgs Museum og en Studie af den bekjendte romerske Model "Carminello" i vort Kunstmuseum. Derimod ejer vort Uni- versitet et ypperligt Portræt af P. A. Munch fra hendes Haand. Hendes norske Veninde ejede Intet af hendes Skjøn- SIDE: 402 hed og var i Talent ikke jævnbyrdig med hende; og dog tilstaar jeg oprigtig, at hun interesserede mig i endnu høj- ere Grad end hendes beund- rede Veninde. Og Grunden hertil var, at jeg sjelden har seet et Men- neske, saa fuld- stændig opofret for et andet, som hun var for sin yngre Veninde. "Sophie" var hendes Et og Alt. Var Sophie glad, var hun og- saa glad, var Sophie bedrøvet, var hun ogsaa bedrøvet, og var Sophie syg, vilde hun vistnok og- saa været det, om det ikke var, fordi hun da dobbelt behøvedes til Venindens Pleje. Og Livet gav de to Trofaste nok af Smertesbægere at tømme. Til Sygdomme kom ogsaa den Ulykke, at den oprindelig rige svenske Dame ved en Slægt- nings økonomiske Ruin selv blev ruineret. Dertil kom, saa- vidt jeg ved, ogsaa stærke aandelige Kriser i den Yngres Liv, der vistnok helt vilde knækket hende, hvis ikke den Ældres rolige og befæstede religiøse Natur havde baaret hende henover disse Kampes oprørte Bølger. Men SIDE: 403 alt Dette knyttede de To kun alt fastere til hinanden. Og i smaa og trange Kaar, som de altid delte, førte de To et stille og ubemærket, men vistnok i det Indre saare rigt Liv, hvor de ydre Tilskikkelser medførte at af de To, som Begge gjerne vilde været den givende, Christiane nu blev den ydende, og Sophie den Modtagende. Jeg er ikke sikker paa, om ikke Christiane Schrei- bers Talent fra først af var lig- saa frodigt som hendes Venin- des -- jeg ved ialfald, at Wel- haven, som jo havde et godt Øje, satte dette Talent meget højt; men jeg har en stærk Fø- lelse af, at hun ofrede sin egen Kunst for at kunne være sin Veninde til desto større Hjælp -- og et større Offer kan vel ikke et Menneske bringe et andet -- det ved jeg af endnu me- get nærmere Erfaring. Og alle- rede tidlig blev denne Hjælp en haard Nødvendighed, da Sygdom og trange Kaar brød ind over den saa varmt elskede Veninde. Sophie Ribbing døde her i Christiania, og da vi -- saa- vidt jeg erindrer -- i 1893 en sludfuld og uhyggelig Regn- dag stod omkring hendes Kiste i Rigshospitalets Capel, an- saa Christiane Schreiber vistnok sin Livsgjerning for afslut- tet. Hun havde ofret den Afdøde Alt, hvad hun kunde ofre -- sit Liv. Nu kunde hun ikke igjen optage Penselen og søgte, har man sagt mig, -- for endnu at kunne gjøre nogen Nytte i Verden -- Arbejde som Sætterske i et Blindetrykkeri. Men hun havde gjort det Største. Hun vidste og forstod, at det er større at række En af disse Mindste et Bæger SIDE: 404 Vand end at blive en om end aldrig saa stor Kunstner. Og denne Tro delte hun med sin bortgangne Veninde, de havde bogstavelig været Alt for hinanden. Nu har hun forlængst fulgt sin Veninde i Graven, gjemt og glemt, men jeg beva- rer Erindringen om disse to trofaste prunkløse Sjæle blandt Livets fineste Minder og lægger denne endnu prunkløsere Glemmigej paa deres Grav. SIDE: 405 SELSKABET ANDVAKE hvori fortælles baade om dette illustre Selskab og om andre Selskaber i vor Hovedstad. 1. Selskabet Andvake. 2. Et constituerende Møde. Selskabet Andvake. Der existerede i Christiania i 70aarene et lidet Vennesamfund paa en 15 eller højst 20 Per- soner, næsten alle fremragende unge Viden- skabsmænd i Begyndelsen af 30aars Alderen, og skjønt de saaledes var et Decennium og mere yngre end jeg, ansaa jeg det for en stor baade Ære og Glæde, da jeg ved min Hjemkomst blev opfordret til at indtræde i Selskabet. Her gjorde jeg da om ikke netop det første, saa dog det nærmere Bekjendtskab med dem, som senere tildels blev mine nærmeste Omgangsvenner, Mænd som Gustav Storm, Bernhard Getz, Sophus Lie, Axel Blytt, Ebbe Hertz- berg og af endnu Levende Dr. Edvard Bull sen., Prof. Geel- muyden, Dr. Ludvig Faye, Waldemar Dons, Aimar Grønvold, Byfoged Edvard Christie o. fl. Alle, hver paa sit Hold frem- ragende Mænd. Vi holdt vore Sammenkomster i Grand SIDE: 406 Hotels dengang endnu ret tarvelige Værelser. Selskabet førte det beskedne Navn "O. s. v." Det forhistoriske Sagn om Oprindelsen til dette Navn lyder saaledes: Da man organi- serede sig som Samfund og skulde bestemme dets Navn, fremkom der flere Forslag. Omsider foreslog En: "Unge Videnskabsdyrkeres Samfund" eller noget Lignende. Men da der i Selskabet ogsaa fandtes andre end Videnskabsdyrkere, foreslog En at udvide Navnet til "Samfund for Videnskab, Kunst og Literatur". Men en Tekniker foreslog Navnet yder- ligere udvidet til "Samfund for Videnskab, Kunst, Literatur, Teknik o. s. v.". Dette "og saa videre" truede stærkt med at blive "Samfundet med det lange Navn". Da var der ende- lig et lyst Hoved, som traf Sømmet paa Hovedet ved at foreslaa at sløjfe baade Videnskab, Literatur, Kunst og Tek- nik og blot kalde det "Samfundet o. s. v.", og det geniale Indfald blev enstemmig vedtaget. Selskabet havde en fuld- kommen privat Charakter, og det kan vel hænde, at netop dette gav Anledning til, at Udenforstaaende fandt noget Hemmelighedsfuldt ved Selskabets Væsen, som forresten var af den uangribeligste Natur, idet Hovedhensigten simpelthen var at more sig sammen. Der holdtes Foredrag og discute- redes især videnskabelige Spørgsmaal. Men ude i Byen gjorde man mange Gisninger. Man lugtede endog republi- kanske Conspirationer bag det hemmelige Selskabs Mure, og omsider fandt man det da. Navnet "O. s. v." betød: "Oscar -- Sophie -- væk!" Men i dette Selskab har baade jeg og mange Andre til- bragt mangfoldige fornøjelige Timer og fundet Hvile og Husvalelse efter Dagens Strid. Denne lille Vennekreds skulde tilsidst faa en virkelig, om end ikke særlig storartet saa dog heller ikke helt betydnings- løs, social Opgave at løse. Kredsen var voxet i Aarenes Løb, og henimod Slutningen af Ottiaarene begyndte Flere af os at tænke paa en Udvidelse af Selskabet i stor Stil. SIDE: 407 Det syntes os nemlig, som om den stærkt voxende Hoved- stad behøvede et Centrum for selskabelig Omgang af noget højereliggende Art end den, som repræsenteredes af Selskaber som "den venskabelige Forening", "Danseselskabet Forenin- gen" o. l. Hovedstaden havde jo i de senere Aar faaet en Mængde yngre Kunstnere i sin Midte, og der føltes paa mange Hold en Trang til et Selskab, der kunde tilføre os en lignende Culturværdi, som den t. Ex. Selskabet "Idun" i Stockholm repræsenterede i vart Broderland og "Foreningen af 18de November" i Kjøbenhavn. Hvad der fremfor Alt samtidig gjorde Dannelsen af et saadant Selskab baade saa ønskelig og saa vanskelig var al den politiske Bitterhed og alt det Partihad, som i og efter Rigsretstiden havde ligefrem forpestet Luften i vort Samfund ogsaa paa det kunstneriske og literære Omraade. Det vil neppe være muligt at give den nuværende unge Generation en Forestilling om det voldsomme Oprør, hvori Lidenska- berne befandt sig. Politiske Modstandere taalte ligefrem ikke at aande i samme Luft. Ved Overgangen til 90-aarene havde Lidenskabernes Voldsomhed lagt sig noget paa det politiske og paa det kunstneriske Omraade. Kampen førtes jo videre med samme Styrke som før; men den giftige Bitterhed var dog veget for et noget forsonligere Syn: enhver Modstander behøvede ikke mere netop at være en Skurk, og man fandt hinanden trods afvigende Anskuelser. Allerede ved Ministe- riet Sverdrups Fald i 1889 begyndte der at blæse en noget mildere Vind, skjønt der ikke skulde meget til for paany at sætte Lidenskaberne i Bevægelse. Desto fortjenstfuldere syn- tes det os da, om vi under disse Forholde kunde bidrage vort til at befæste de roligere Forholde ved at knytte de forskjellige Partier og Retninger sammen ved at skabe et selskabeligt, samlende Midtpunkt. At samle, hvor Alt tende- rede til at splitte, syntes os ligefrem at være et gavnligt, fædrelandsk Foretagende. SIDE: 408 Men hvem skulde hænge Bjelden paa Katten? Den Om- stændighed, at jeg i 6 Aar havde været Medlem af det nys- nævnte "Idun"s Bestyrelse, gjorde, at man lagde Arbejdet med det nye Selskabs Ordning i min Haand. Mit Kjendskab til hint Selskabs Organisation med dens practiske Anordning bestemte mig til at bygge vort nye Selskab paa de samme Principer, som havde vist sig saa levedygtige og heldbrin- gende i Idun. En af de Vanskeligheder, som stillede sig hindrende i vor Vej, var Mangelen paa et passende med Restaurant forsynet Locale, tilstrækkelig stort til at rumme en 3 à 400 Personer, som vi tænkte os, at det nye Selskab skulde omfatte. Ved Byens Udvidelse mod Vest var "den lille Logesal" bleven altfor fjerntliggende, men under 80-aare- nes stærkt øgede Byggevirksomhed kunde det jo ikke være helt umuligt, at der snart vilde blive større Localer at finde, og i 1889 kom saa "Tivoli"s Nybygninger. Samtidig, Høsten 1889, syntes vi, at der var kommet saa pas Ro over Sindene, at Højre og Venstre maatte kunne samles i en og samme upolitiske Baas uden at stanges, og den 27 Sept. sammen- kaldte "O. s. v." et Møde i Studentersamfundets Restaurant, hvor det nye Selskab constitueredes. Et Udkast til Statuter blev vedtaget, hvorved bl. A. Politik og Spil udelukkedes, og da Selskabets Hensigt var at kalde alle gode Nordmænd sammen for at kjæmpe for et af Fædrelandets dyreste Goder, Samfølelse og Fordragelighed, foreslog jeg at kalde Selskabet efter Sverres Lur, "Andvake", der engang havde formaaet at samle alle Nordmænd, og Navnet blev enstemmig vedtaget. Saaledes opstod dette Selskab, som nu har virket et Fjerdedels Aarhundrede og har mange lyse og gode Minder at se tilbage paa. Som alt Andet i hine Kampaar modtoges ogsaa det med blandede Følelser -- navnlig af dem, som ikke tilhørte Selskabet. Af de c. 300 Indbydelser, som ud- stedtes, var der imidlertid kun en 4 eller 5, som ikke blev modtagne, og snart steg Medlemsantallet til op imod 500, SIDE: 409 hvorfor man maatte være meget sparsom med nye Indbydel- ser. Dette vakte endel ondt Blod, og man kunde i visse Kredse høre Selskabet betegnet som et "Snobbesamfund". At dette var en falsk Betragtning -- derfor borger allerede de faa Navne, jeg ovenfor har nævnt som Samfundet "O.s.v."s Medlemmer, og som var Andvakes Stiftere. Grunden til Mis- tanken for Snobberi laa vel nærmest i den Maade, hvorpaa en af Statuternes Bestemmelser -- paa Grund av vore smaa Forholde -- maatte effectueres. Paa et vigtigt Punkt havde vi nemlig ikke kunnet følge det af Idun givne Exempel. Idun aabner blot sine Døre for videnskabelige og skjønlite- rære Forfattere, Kunstnere, Mæcenater og Publicister, saaledes kun Mænd, der virkelig activt og productivt deltager i Cul- turudviklingen, Folk, som virkelig har præsteret noget. Men en saa trang Grænse vovede vi her hos os, hvor Antallet af de producerende Kræfter ialfald dengang endnu var meget begrænset, ikke at drage, hvis Selskabet skulde faa noget større Omfang, og Statuterne gav derfor ogsaa Adgang til "Mænd med videnskabelige, literære eller kunstneriske Inter- esser." Men det er jo en højst ubestemmelig Kategori. Sel- skabet sikredes derved nok økonomisk, men paa den anden Side aabnedes dets Døre ogsaa delvis for enkelte Elementer, hvis "Interesser" mere gjaldt at omgaaes Videnskabsmænd, Literater og Kunstnere, end Videnskaben, Literaturen og Kunsten selv. Men det viste sig snart, at disse Elementer i Længden alligevel ikke trivedes i Selskabet, og de forsvandt snart. De savnede sine Kortborde og sine rige Soupéer, og en Del af dem dannede snart et nyt Selskab, hvor disse In- teresser kunde tilfredsstilles. Det er vel muligt, at den brede Basis, paa hvilken vi havde stillet Samfundet, var en Fejl; men den var vistnok uundgaaelig, hvis Selskabet skulde øve sin samlende Indflydelse. En ubetinget Fejl var det derimod, at vi de første Par Aar troede at maatte udelukke Journalister fra Selskabet, men det var ogsaa en Følge af "de locale SIDE: 410 Forholde". Pressens Mænd var dengang Incarnationen af hele den politiske Intolerance, og at tænke sig t. Ex. Chr. Friele og Ole Thommesen i samme Selskab var omtrent en Umulighed. Men dette Forhold forandredes efter faa Aar, og adskillige Journalister indtraadte i Andvake. En klog Foranstaltning -- ogsaa denne hentet fra Iduns Organisation -- var det derimod, at Selskabets Ledning og hele Maskineri virkede aldeles umærkelig og kun kom tilsyne en Gang om Aaret i en Generalforsamling, som gjerne va- rede i 10 Minuter. Bestyrelsen indballoterede i sine Møder nye Medlemmer efter Forslag af to Medlemmer. Men én sort Kugle inden Bestyrelsen, som bestod af 12 Medlemmer fra de forskjellige Faggrupper, var tilstrækkelig til at hindre Ind- valget. Da nu de to Forslagsstillere maatte indlevere sit For- slag om Nyoptagelser til vedkommende Gruppes Formand, var hans Anbefaling i Regelen nok til at holde enhver sort Kugle borte, og der er ikke faldet mange sorte Kugler i Andvakes Valgurne. Den aarlige Generalforsamling, som lededes af Formanden, en Stilling, som Prof. Gustav Storm indehavde til sin Død i 1903, antog gjerne alle Bestyrelsens Forslag en bloc, bevilgede Decharge en bloc og varede som sagt sjelden mere end 10 Minuter. Se det var en ideal Ge- neralforsamling! Ellers overlod man sig til Samkvemmets Glæder, Foredrag, Musik, Oplæsninger og en tarvelig Souper med Nachspiel. En liden Maleriudstilling var der næsten hver Aften sørget for. Bindeleddet mellem den usynlige Be- styrelse og Medlemmerne, den paa hvem Hovedarbejdet faldt, var Secretæren. Han havde at svare for hver Aftens Underholdning, Foredrag, Udstilling, Musik osv., naturligvis med Assistence af Bestyrelsens øvrige Medlemmer. Det var en besværlig, men taknemmelig Stilling, og udfyldtes i hele 12 Aar -- af den attende Ko! Arbejdet morede mig, fordi jeg tror, at det medførte en virkelig practisk Nytte for Livet i vor Hovedstad, og fordi jeg støttedes fra alle Kanter ved SIDE: 411 en sympathisk Beredvillighed hos alle dem, hos hvem jeg søgte Hjælp. Ja, der var mange Pligter at varetage! En af de vanske- ligste var den, efter Bordet ved Caffeen og Likøren at ud- bringe en Taksigelsesskaal for Aftenens Foredragsholder. Altid at finde paa noget Nyt ved disse stadig tilbagevendende Lejligheder var ikke let, især da jeg paa Grund af mine For- beredelser til Soupéen ikke altid kunde være tilstede under Foredraget. Jeg erindrer saaledes den sidste Sammenkomst kort før Jul 1900. Prof. Bredo Morgenstierne havde holdt et juridisk Foredrag, som jeg af den nævnte Grund ikke havde faaet høre. At det havde været interessant kunde jeg forstaa af det livlige Bifald ved dets Slutning. Her var gode Raad dyre. Jeg slog da paa mit Glas og ytrede omtrent Følgende: "Desværre har mine Pligter som Spisevert for dette illustre Selskab hindret mig fra at være tilstede under Prof. Morgen- stiernes Foredrag. Men han skal alligevel ikke undgaa at modtage Selskabets Tak i en motiveret Skaal. Jeg vil, m. H., erindre Dem om, at dette er det sidste Møde, Andvake hol- der i det 19de Aarhundrede. Naar vi næste Gang samles, er Solen gaaet op over et nyt Sekel. Idet vi nu skilles med Tak for godt Samvær i det forløbne Aarhundrede, vil vi vie dette betydningsfulde Øjeblik en Tanke med Henblik paa det Foredrag, I netop har hørt. Aarhundredets Sol er gaaet ned, endnu lyser kun den blege Decembermaane det mod dets Grav, endnu er den nye Sol ikke oprunden, endnu blusser kun dets sidste Aftenstjerne -- leve Morgenstierne!" Denne Flause lod det fordringsløse Publikum belønne den slette Vits med en Applaus, den ikke havde fortjent. Men man maa hjælpe sig som man kan. Det var mange fornøjelige Aftener vi har at tænke tilbage paa, naar vi erindrer Bjørn Bjørnsons Oplæsninger eller Thorvald Lammers' Sang eller Prof. Torups aandfulde Cause- rier eller Arve Arvesens Violinspil eller Hauk Aabels den- SIDE: 412 gang nye Fløjteconcert uden Fløjte. Men stundom kunde jeg jo komme i slemme Forlegenheder, naar en forulykket Forelæser i sidste Øjeblik sendte Bud om sit Forfald eller endog slet ikke sendte Bud, men bare uden videre udeblev. Da var gode Raad dyre! Da maatte Publikum tage til- takke med hvad jeg selv i Øjeblikket kunde skrabe sammen. Jeg husker særlig en frygtelig Kattepine, da Bjørn Bjørnson paa en Dameaften (thi et Par Gange om Aaret inviterede vi gjerne vore Damer til en Festaften) havde vrikket Armen, og jeg modtog Bud derom, idet jeg indfandt mig til Mødet. Hvad i al Verden skulde jeg gribe til? Jeg trak mig til- bage et Kvarters Tid, og havde saa den Frækhed at annon- cere et Foredrag betitlet: "Hvorledes man hjælper sig, naar man er i Knibe." Det var sammensat af en Række muntre Historier om hvorledes Andre havde hjulpet sig ud af Situ- ationer af lige saa pinlig Art som den, i hvilken jeg nu be- fandt mig -- og dette improviserede Foredrag bragte mig et Bifald, som sjelden er blevet noget af mine udarbejdede Foredrag til Del. For at give et Begreb om Foredragets Charakter skal jeg nævne at t. Ex. Historien om den af Nøden skabte Sodapunsch i Sv. T. III p. 189 indgik i Serien, og saa skal jeg meddele Slutningen af det Hele. "Det var i Hannover omkring 1850, da Forbitrelsen mod Jesuiterne i det protestantiske Tyskland var paa det højeste, mens den hannoveranske Regjering var jesuitvenlig og ikke taalte Spøg i den Sag -- specielt havde Hoftheatrets Skue- spillere underhaanden faaet strengt Forbud mod paa nogen Maade at carikere Jesuiterne. Den bekjendte Comiker Leh- mann spillede i et nu forglemt Stykke en Bondegut, men havde en lang Pause, som udfyldtes af to Elskendes Passiar. Han havde taget Plads paa en Stol i Forgrunden, og for ikke at være fuldstændig passiv, begyndte han ganske uge- nert at anstille en liden Loppejagt i sit Linned. Publikum morede sig som altid over hans Pudsigheder. Med engang SIDE: 413 fik han fat paa Dyret, fingerede at lægge det mellem to Negle og udbrød under en Pause i Dialogen: "Hab' ich dich endlich, verfluchter Jesuit!" En Jubelstorm brød løs i Tilskuerrummet, men den fejrede Kunstner fik en Mulkt og to Dages Arrest. Samme Aften som han var sluppen ud af Arresten, skulde Stykket have sin anden Opførelse, og Spændingen var stor i det tætpakkede Hus. Hvad vilde Lehmann nu gjøre? Da var han i Knibe! Scenen be- gyndte, og Lehmann indtog sin Plads paa Stolen. Skulde han blive siddende uvirksom der? Nej -- der begynder han at undersøge sin Skjorte. Jagten gaar sin Gang og Publikum sidder i aandeløs Spænding. Endelig paa rette Punkt fanger han Loppen, holder den op mod Publikum og siger: "Hab' ich dich da, verfluchter -- verfluchter Kerl von vorgestern!" Publikum lo -- mit Publikum gjorde ligesaa, og ogsaa jeg havde reddet mig af min Knibe. Vanskeligheden med Hensyn til Locale hævedes snart. Efterat vi først havde holdt til i Haandverks- og Industri- foreningen nogle faa Gange, blev Tivoli færdigt, saa holdt vi et Par Aar til i Studentersamfundets netop udvidede Lo- cale og flyttede endelig -- saavidt jeg husker i 1895 ind i Frimurerlogens prægtige Lejlighed, hvor vi forblev i hele min Secretærtid. I den mindre Sal og den store Trappehal med det tilliggende Rum holdt vi til de almindelige Sam- lingsaftener, men naar vi holdt vore festlige "Dameaftener", toges ogsaa den store Sal i Brug. Over disse Dameaftener, som gjerne forherligedes ved et rigere Program, laa der ofte et Præg af Festivitas, der gjorde dem til Glanspunkter i Vinterens Liv. Engang, mens vi endnu holdt til i Studen- tersamfundet, var Kong Oscar og Kronprins Gustaf Gjæster i Andvake, og flere Gange stillede Selskabet sig i Spidsen for offentlige Festligheder til Ære for en eller anden frem- ragende Personlighed, saaledes en Fest i Studentersamfun- dets Locale i Anledning af Camilla Colletts 80-aars Fødsels- SIDE: 415 dag 1893 og en Fest i den nye Frimurerloge i Anledning af Hans Gudes 70-aarsdag 1895, straalende Aftener, som Studenterne begge Gange forherligede ved Fakkeltog. I 1899 fejrede Andvake sin Tiaarsfest, og ved den Lej- lighed gjorde den en letsindig Streg, som den havde stor Fornøjelse af. Vi havde oparbejdet en liden Capital paa henved 1000 Kr. -- og Indtægterne flød fremdeles rigelig ind. Da kom Bestyrelsen overens om for en Gangs Skyld at vise sin Ungdommelighed ved en Galskab. Vi besluttede at glæde Medlemmerne ved en rigtig splendid Tiaarsfest paa Selskabets Bekostning. Der annonceredes en Souper i Fri- murerlogens store Sal, hvis rige Menu og fine Vine ikke stod i nogetsomhelst Forhold til den fænomenalt billige Pris af 2 eller 3 Kroner pr. Couvert. Den blev da ogsaa besøgt som intet andet Møde i Andvake; Restauratøren opbød alle sine Kræfter, og vi havde en rigtig sprudlende livlig Aften; men Andvakes Capital var sunket ned til et mod Festens Rigdom diametralt modsat Minimum. Revisionen gjorde ingen Bemærkning, Selskabet havde moret sig godt, og den Eneste, som kanske siden har ærgret sig lidt, var min Efter- følger i Secretariatet, som nok stundom, da der kom tran- gere Tider, kunde ønsket at have lidt mere Mynt i Kassen. Thi samtidig lakkede mine Secretærdage mod Enden, idet mit svækkede Syn nødte mig til at unddrage mig Gjenvalg i Slutningen af 1901 . . . . . . Men der var i disse 12 Aar opstaaet Mere nye Fagfor- eninger i vor Hovedstad, og de var saa godt som alle for- bundne med selskabelige Sammenkomster, der gjorde en Institution som Andvake mindre paakrævet end den havde været ved sin Stiftelse. Dette foranledigede i de følgende Aar en ikke ubetydelig Nedgang i Medlemsantallet og en dertil svarende Formindskelse af Selskabets pecuniære Re- sourcer, og havde Selskabet ikke i min Efterfølger, Sanitets- oberst Ludvig Faye fundet en saa fortræffelig og opofrende Leder, vilde det neppe have oplevet sit 25-aars Jubilæum. SIDE: 416 Et constituerende Møde. En fast Gjæst i Andvake var i en Række af Aar Henrik Ibsen, som syntes at trives udmærket her, mens han til Manges Forundring aldrig satte sin Fod i "Norsk Forfatter- forening." Dette havde en ejendommelig Aarsag, som vel ikke nu længer behøver at være nogen Hemmelighed. Scenen var saa drastisk, at den har plantet sig med uudslettelig Tyde- lighed i min Erindring. Ogsaa de norske Forfattere havde længe følt Trang til en Fag-Forening, og endelig Høsten 1891 udgik da Indby- delse til et constituerende Møde, undertegnet af en Del yngre Forfattere. Der var indbudt baade skjønliterære og videnskabelige Forfattere til Mødet, og jeg havde, formo- dentlig i den sidste Egenskab, da jeg aldrig hverken selv har regnet mig eller er bleven regnet blandt vore skjønlite- rære forfattere -- faaet en Indbydelse. Henrik Ibsen var netop nylig vendt hjem til Fædrelandet, og da jeg om For- middagen traf ham paa Grand Hotels Café, hvor vi efter vor gamle Münchenertradition iblandt tog en "Fruhschop- pen", spurgte han mig, om jeg vilde gaa til Mødet. Vi kom da overens om at mødes der og var Begge tilstede i rette Tid. Da Ibsen som nylig hjemkommen kun kjendte Faa af de Unge, anmodede han mig om at tage Plads ved hans Side for at orientere ham i Kredsen. Vi satte os da ved et af de smaa Borde omtrent midt i Salen -- det var i den s. k. "Olielugtsal" i Studentersamfundet, et Navn, som vist- nok er en bevidst Forvrængning af "Overlyssalen". Et Par ældre Forfattere samlede sig omkring Ibsen. Forhandlin- gerne begyndte og man discuterede bl. A. Spørgsmaalet om en samlet Forening eller Deling i en skjønliterær og en videnskabelig Afdeling og disses Organisation. Midt under Forhandlingerne rejser en yngre Mand sig SIDE: 417 og forlanger Ordet. Han sad ved et mindre Bord længer fremme i Salen, og Ibsen vendte Ansigtet mod ham. Lige ved Talerens Side sad en anden -- senere afdød -- ung Forfatter med begge Arme hvilende paa Bordet og Hovedet liggende paa Armene, det saa ud som om han sov. Den unge Taler begyndte med i en oprørt Tone at klage over de Hindringer, "de Gamle" lagde i Vejen for Alt, som var ungt og friskt i vor Literatur, og talte om de Unges faste Vilje, nu ikke længer at ville taale det Tryk, de Gamle med sit forældede Livssyn lagde over Ungdommen, og idet han vendte sin Tale mere og mere directe mod den Gruppe, der omgav Ibsen, apostroferede han tilsidst ligefrem den gamle Digterkonge, skjønt uden at nævne hans Navn. Den ophidsede Tone steg næsten til Vildhed, da han udraabte: "Nej, vi hader Jer!" og med en truende Bevægelse henimod Ibsen vedblev han: "Men Eders Tid er forbi! Nej, vil I se, hvor Norges Fremtidsdigter sidder -- der sidder han!" Og dermed slog han den ved hans Side siddende unge Mand paa Skulderen. Denne for op af Søvne, saa sig for- undret om, og sænkede saa atter Hovedet over Armene. Der blev nogen Bevægelse i Forsamlingen og Taleren ved- blev, uden at jeg erindrer Fortsættelsen af hans Tale. Ibsen var -- som naturligt -- ubehagelig berørt af det hele Op- trin og hviskede: "Skal vi gaa?" Jeg mente, at det vel ikke var værdt at demonstrere, og han blev siddende, som om Intet var passeret. Men da vi gik hjem, sagde han til mig: "Det var den ubehageligste Forsamling, jeg nogen- sinde har været i; i den Forening sætter jeg aldrig min Fod!" Og han holdt Ord. Da der oftere har været udtalt Forundring over, at den store Digter aldrig besøgte de yngre Digteres Samfund, ja endog ligefrem ignorerede det, tror jeg, at det ikke er helt overflødigt at oplyse om, hvorfra hans Uvilje mod Forfatterforeningen oprindelig skrev sig. Den videnskabelige Section, i hvilken jeg indmeldte mig, SIDE: 418 traadte, saavidt jeg ved, aldrig i Function; men den skjøn- literære Forfatterforening øver som bekjendt fremdeles en paaskjønnelsesværdig Virksomhed for at hævde Forfatternes Rettigheder -- ikke mindst overfor et ofte uforstaaende Kirkedepartement -- og Opponenten mod de Gamle fra hin første Stiftelsesaften indtager nu en anerkjendt og betyd- ningsfuld Plads i vor Literatur som en af vore betydeligste yngre Digtere. SIDE: 419 MED BJØRNSON PAA AULESTAD OG PAA RIGSMAALSMØDE hvori fortælles om, hvorledes jeg gjenfandt en gammel Ungdomsven og blev populær for én Dag. 1. Paa Aulestad 1903. 2. Paa Rigsmaalsmøde 1907. Paa Aulestad 1903. Det vakte i sin Tid vistnok Forbauselse hos Mange, da Bjørnstjerne Bjørnson paa det store Rigsmaalsmøde i Gymnastiklocalet d. 7. April 1907 for en Forsamling af 3 à 4000 Mennesker proclamerede mig som sin "kjære, gamle Ven", efter at have opfordret mig til at staa ved hans Side i den forestaaende Kamp mod Maalstrævernes Tvangslove. Ialfald kunde Maal- stræverne selv ikke noksom fremhæve det Forfærdelige i, at Bjørnson havde søgt en saadan Alliance. Det turde saa- ledes kanske interessere En og Anden at vide, hvorledes den kom istand. Mit Forhold til den store Digter havde i vor Ungdom været af meget vexlende Art, og en af de store Glæder, min Alderdom bragte mig, var at Bjørnson tilsidst forstod, at jeg mente det godt og efter Evne arbejdede "paa Guds Veje". SIDE: 420 Det er ret ejendommeligt for os, hans Samtidige og Om- gangsvenner i Ungdomsaarene, at læse den nylig udkomne Samling af hans Privatbreve, hvor han uforbeholdent til sine Correspondenter udtaler sine Domme om os Alle eller rettere sagt giver disse Øjeblikkets stadig vexlende Stemninger Luft, som vi nu og da foranledigede. Og der er kanske Ingen, der i den Grad som min Ringhed har staaet snart lavt, snart højt i hans Mening. Naar jeg gjennemblader de to hidtil udkomne Bind Breve, finder jeg saa modsatte Udtalelser som følgende: Fra Rom til Clemens Petersen i 1861: "Hvad Du skriver om L. D. og Bang, er rigtigt. Og det ender med, at Du engang dræber L. D. Men han skulde tages itide og altid behandles med Mistro. Isandhed, han er ingen Lærer i Israel." Men saa skriver han fra München til sin Hustru 1862: (se Sv. T. 1ste Bind p. 322 ff. [1ste Udgave]) "Her har jeg i de sidste Dage havt det hyggeligere end før, da jeg har truffet L. D. med Kone, som har været her næsten tre Maa- neder, men imorgen rejser han til Venedig, og skal gjøre den dejlige Tour, der ligger bag os To. D. har gjort saadanne Fremskridt i Henseende til Kundskaber, Charakter, Væsen, at jeg mindes ikke at have seet noget lignende. Han er nu paa Veje til at blive en Pryd for vort Land og til Nytte for hele Norden. Hans Kone er en kløgtig liden En, et ret in- teressant Hoved udvortes, jeg tror ogsaa indvortes; men hun er ikke af mange Ord. Han arbejder saa voldsomt, at jeg er bange for hans Helbred. Dette Møde var overraskende, Indtrykket deraf er et blivende." Fra Dresden skriver han til Chr. Hviid en Maaned senere: "(Jeg har skrevet) nogle Reisebemærkninger vistnok, men meget aforistisk, helst over Kunst og Theater. L. D. som jeg traf i München, saa ud som et Lig paa Grund af Alt, han maatte arbejde, og jeg fandt det menneskekjærligt at give ham hvad jeg havde (i e. Reisebemærkningerne til mit Tidsskrift for SIDE: 421 Literatur og Kunst). Dette skal Du fortælle Hegel (som ven- tede paa Manuskript fra B. B.), at han ikke skal misforstaa mig; havde han været i mit Sted, han havde gjort akkurat det Samme, hvis han havde seet, hvor medtaget og træt D. saa ud." Fra Christiania skriver han til Ibsen i Rom 1864: "D. maa Du hilse og takke for hans Brev; jeg haaber snart at se ham. Bed ham nu være forsigtig, naar han Midtvinters rejser længer og længer nordover; det har paadraget Mange haarde Sygdomme, og han er vist ikke stærk." Men saa heder det igjen i Brev til Ibsen 1865, efterat jeg havde forladt Rom: "Kjærlighedens Komedie forsøgte jeg at lade forberede (til Opførelse); men oprigtig talt, jeg holdt det ikke ud. Er dette Idealitet -- som L. D. prædiker -- saa Gud naade os! Denne Ven gjør Dig Skade!" Det skal interessere mig højlig at se Fortsættelsen af Brevene; thi det har været mig sagt, at skjønt Bjørnson, efter at have været sammen med mig i godt Venskab i Stockholm 1871 og 1873 og seet mit Arbejde der, var den, som gav det første Stød til min Hjemkaldelse (se 1ste Del p. 325. 1ste Udgave), skal han senere under sit Romerophold 1874, foranlediget af andre Omgangsvenners Indflydelse paa hans let omskiftelige Sind, ivrig have modarbejdet sin egen Motion i Breve til Venner herhjemme. Dette bidrog til, at jeg -- da han efter vor Hjemkomst ikke nærmede sig mig -- heller ikke søgte hans Omgang. Kun nogle faa Gange mødtes vi i Christiania i Løbet af næsten 30 Aar, og da var vort Forhold ingenlunde uvenligt, dog snarere kjøligt end varmt. Da skulde hvad man kalder et Tilfælde føre os nær sam- men igjen i vor Alderdom, da han var 70 og jeg 69 Aar gammel. Det var i 1903. Jeg havde paa Grund af mit svækkede Syn maattet opgive min Deltagelse i de kunsthistoriske Con- SIDE: 422 gresser og dermed mine hyppige Udenlandsrejser, og be- redte mig nu til -- Aaret efter Congressen i Innsbruck og min dermed sammenhængende italienske Rejse -- at tilbringe Sommeren paa Landet i Norge. Man havde anbefalet os et Pensionat i Gausdal, og vi begav os did, uden at jeg tænkte paa eller ikke tænkte paa Bjørnson, skjønt jeg jo vidste, at han boede der -- Gausdal er jo et stort District. Da vi den første Dag af Verten lod os orientere over Pensio- natets nærmeste Omgivelser, pegte han paa en højtlig- gende Gaard i kun 10 Minut- ters Afstand og sagde: "Det er Bjørnsons Aulestad." Jeg saa vist lidt overrasket ud; thi han vedblev: "Men han er ikke hjemme for Tiden, han er i Bergen." Naturlig- vis vilde jeg hilse paa ham, saasnart han kom hjem, og en vakker Morgen fløj alle Nationers Flag tiltops der- oppe paa Bakken -- Digteren var altsaa kommen hjem. Neppe et Kvarters Tid efter ringtes der til mig i Telefonen, og jeg hørte en velkjendt Stemme: "Jeg hører, at Du er her -- jeg kommer og henter Dig Kl. 4." Og ved det be- stemte Klokkeslet viste hans mægtige Skikkelse sig, gav mig et hjerteligt Haandtryk, og et Kvarter senere sad min Hustru og jeg, venlig og hyggelig modtagne ogsaa af hans Frue, bænkede i de gjæstfrie Stuer paa den mærkelige Mønster- gaard, som jeg ikke behøver at skildre, da den er landskjendt SIDE: 423 nok. Mere end en gang, naar der saaes en Kariol i Bakken, kunde Fru Bjørnson se ud og saa vende sig til os med et: "Nej -- det er bare en Amerikaner, som kommer for at til- bede Bjørnstjerne!" Vedkommende blev saa vist op i Digte- rens Arbejdsrum, fik hans Autograf og forsvandt igjen. Nu begyndte der en højst interessant og morsom Tid. Alle ved, at naar B. B. vilde vise sig elskværdig, kunde han dreje En om sin Lillefinger. Og nu havde han tydelig sat sig for at gjøre os Opholdet i Gausdal saa behageligt som muligt. Næsten daglig kom han og hentede mig til lange Spadseretoure i Skov og Mark, eller han indbød os til at til- bringe Aftenen paa Aulestad. Og paa disse Toure og ved disse Besøg lærte vi i Mangt og Meget atter at forstaa hin- anden, forstaa hvad der havde maattet skille, men ogsaa at der inderst inde dog bestod en Samfølelse, som den, der havde bundet os sammen i München for 40 Aar siden, og som var dybere end Alt, hvad der skilte. Ja, det var en uforglemmelig Tid. Et eneste angrer jeg fra dette Samvær. Vi gik paa vore timelange Spadseretoure ind paa mangt et dybtgaaende indre Spørgsmaal -- Politik berørte vi næsten aldeles ikke -- og en Dag faldt Talen paa Tanken om en personlig Udødelighed, et fortsat Liv efter Døden. Bjørnson udbredte sig med stor Indignation over det Urimelige i denne Tanke. "Jeg synes," sagde han bl. A., "at det er en lige- frem formastelig Tanke, at vi -- Kryb af Støv som vi er -- skulde eje en uendelig Tilværelse! Tror Du paa et person- ligt Liv efter Døden?" Jeg svarede: "Ja, ubetinget!" "Hvor- ledes kan Du nære en saa hovmodig Tro?" spurgte Bjørn- son. Det syntes mig ufrugtbart at discutere Spørgsmaalet med en saa bestemt og i Intelligents saa overlegen Modstan- der, og jeg afskar derfor alt Ræsonnement ved en Parade, som man nok i Fægtekunsten kalder en Finte, idet jeg sagde: "Mit Svar vil vistnok forekomme Dig meget naivt: jeg tror det, fordi jeg har det fra En, som aldrig har sagt en Usand- SIDE: 424 hed, og som har ofret sit Liv for sin Tro paa denne Tanke, og derved er bleven til Frelse for hele Menneskeheden." Bjørnson taug og førte discret Samtalen over paa andre Em- ner; men jeg har siden ofte angret, at jeg ikke gav ham Anledning til en videre Udvikling; den kunde maaske været nyttig for mig og -- hvem ved -- kanske ogsaa for ham selv. Men Meninger, Filosofemer, Dogmer er Et; Sindelag, SIDE: 425 Hjertelag, Gemyt er et Andet. Hvis "Tro" ikke blot er "en Overbevisning om de Ting, vi ikke se," som der staar i gamle Pontoppidan, men fremfor Alt er en højt over alle "Over- bevisninger" hævet, Sindet fyldende Kjærlighed til vore Med- mennesker og en haabende Søgen efter Sandhed, efter Gud i Alt, som er godt og skjønt, saa var den "vantro" Bjørnson et av de mest "troende" Men- nesker, jeg har kjendt, en ægte religiøs Natur. Og derfor kom jeg let til at forstaa ham ogsaa paa dette Gebet. At han ikke kunde forlige sin practiske Reli- giøsitet med sin theoretiske Over- bevisning og saa, dreven af sin dybe Sandhedskjærlighed, sagde fra rent og klart, istedetfor at hykle, det behøvede vist ikke Tilgivelse hos ham, som kjender Hjerterne. Han kjendte og erkjendte sine Fejl, men han kunde ikke lyve. Han har elsket meget, derfor skal Meget tilgives ham. Paa Rigsmaalsmøde 1907. Da Høsten kom, og jeg vendte tilbage til Hjemmet, havde jeg faaet min gamle Ungdomsven hjertelig kjær, og vi vexlede en og anden Gang Breve. Saa fik jeg i Marts 1907 en Epistel fra ham, som begyndte omtrent saaledes: "Det er besluttet over Dig i Gudernes Raad, at Du skal holde et Foredrag og fortælle os hvad Cul- tur er. Jeg formoder nemlig, at Du er ligesaa oprørt som jeg over Maalstrævernes nye Tvangslove." Jeg var glad ved at kunne svare ham, at Loven om "Maalstilen" havde bragt ogsaa mit Blod i Kog, og lovede ham gjerne min Assistence SIDE: 426 i hans Kamp for Modersmaalet, specielt ved det store Rigs- maalsmøde, som han havde tillyst. Det uhyre Kraftspild og den altødelæggende Splittelse, Maalstrævernes ufrugtbare og frugtesløse Agitation har forvoldt, kan jo ikke Andet end op- røre Enhver, som virkelig elsker vort Land og dets Cultur: Jeg kaldte Maalbevægelsen "ufrugtbar", men den er mere -- den er farlig for Land og Folk; ufrugtbar er den, fordi ingen Agitation i Verden kan forandre Sprogbevægelsens hi- storiske og logiske Love, farlig fordi det er absolut nødven- digt for et lidet Folk at "løfte i Flok", at samles istedetfor at splittes. Maalstræverne vilde jo ved alle Folkeafstemninger lide knusende Nederlag og rende Hovedet mod Væggen, men den haarde Skalle kan bringe Væggen en god Del Skade, inden den brister. [fotnotemerke] Fotnote: Lad mig faa Lov til at citere et Stykke Maal og høre, om der er Nogen, som kan oversætte det. Det staar i Eskelands "Retskrivningsord- bok til Skulebruk" [fotnotemerke] og lyder: "I fyndeheim livde ein fegge og ei lebba. Feggen var ein mjøl- traavar og enjad til eit brek i bygden. Saa var det eingong feggen koggad lebba til aa skotra. Lebba var ei maggedeisa, og paa vegen happad ho ein hyn, saa han faurad bak ei kage. Daa lebba kom fram, byrjad ho bemla og imast og emja. Ho tok ein mutel i krumma og anad. Men saa tok megga til arra, og um eit bil vart det reint aum- leg med maggedeisa. Ho laut aule og kvidlad seg lik ein hyming. Um eit bil kom runten ogsaa. Han var ei ræa lik lebba. Han var græen og load allt han fekk tak i. Men daa vart dei drylte ut baade runten og lebba, saa dei boystad seg mykje. Daa hipad dei ikkje men skjaltrad af garde." Jeg har aldrig fundet Nogen som har kunnet oversætte dette Stykke af mit "Modersmaal" -- men jeg har rigtignok endnu ikke spurgt min Kollega. Prof. Hægstad. Fotnote: Viser sig at bero paa en Misforstaaelse. Iflg.velvillig oplysning af Overlærer I. A. Refsdal skal Stykket være lavet for at vise hvor uforstaaeligt landsmaalet kan være. Det er sat sammen af Ord som ganske rigtig findes i nævnte Bog. Stykket er gjengivet i Riks- maalsbladet for 22de Juli 1912, har oprindelig staat i "Buskeruds Blad" og er derfra kommet over i "Morgenbladet", hvor Prof. D. antagelig har fundet det. (Udg. Anm.) SIDE: 427 Derfor var det mig en Glæde at deltage i Kampen, hvor træt jeg end var af Strid og Ufred. Strax Bjørnson kom til Byen, besøgte han mig, og vi kom overens om Arbejdsfordelingen ved det forestaaende Møde. Saa kom da det store Rigsmaalsmøde i Fæstningens Gymnastiklocale Søndag d. 7. April 1907, hvor jeg havde den vanskelige og lidet taknemmelige Opgave at fastholde den store Forsamlings Opmærksomhed ved hvad jeg havde at sige, mens Alles Forventning var spændt paa, hvad de skulde faa høre fra Bjørnsons Mund. Dette Møde var vistnok det største, som nogensinde har været holdt inden Døre i vort Land. Det uhyre Locale var ikke blot fuldproppet til sidste Plads, men de af Ungdom- men, som ikke fik Plads paa Gulvet, hængte i Klatrestænger, Entretouge og andre Gymnastikapparater og stod ganske bogstavelig paa hverandres Skuldre helt op under Taget. Jeg havde aldrig før talt i dette store Locale og var derfor ret ængstelig for at min Stemme ikke skulde strække til; og et eneste Raab paa, at jeg maatte tale højere, vilde kunnet bringe mig ud af Concepterne; men det gik godt, Stemmen trængte tydelig og sikkert gjennem Rummet. Saa holdt jeg da mit Foredrag: "Hvad er Cultur? Og hvad er norsk Cultur?" Skulde jeg dømme efter Hyppigheden og Voldsom- heden af de Bifaldsstorme, som stadig afbrød Foredraget, maa Løsningen af den svære Opgave have lykkedes mig ret godt, og da jeg under denne rasende Larm steg ned fra Kathedret, kom Bjørnson hen til mig, trykkede varmt min Haand og sagde overlydt: "Det kommer de ikke forbi!" Et Par Dage efter gik jeg ud til ham -- han boede hos sin Søn Einar -- og takkede ham, for at han, som jeg ud- trykte det, havde givet mig Anledning til at lægge et Ord ind i en saa betydningsfuld Sag. Jeg ventede jo -- naar jeg skal være oprigtig -- at han skulde svaret mig med at takke for Assistancen; men istedet gav han mig det fornøjelige og SIDE: 428 meget charakteristiske Svar: "Ja, Du har rigtignok Grund til at takke mig! For Du har aldrig i Dit Liv været saa popu- lær i vort Land som Du er idag!" Bjørnsons varme Interesse for vort Modersmaal havde naturligvis nærmest Overfladen sin Grund i, at han med Bitterhed maatte føle personlig Sorg ved at disse Zeloter, hvis de nogensinde kunde tænkes at sejre anderledes end i Storthingsmajoriteten, vilde fordrive ogsaa hans eget og hans Samtidiges og Forgjængeres store digteriske Livsverk -- saa helt skabt for at bære norsk Cultur og norsk Fædrelandssind frem -- kaste det og hele den Literatur af Digtning og Vi- denskab, som nu er vor Stolthed, ud af Landet til Eje for Danmark og Danskerne, som visselig med Glæde vilde adop- tere alt det, som nu er Norges Stolthed. Men dybest inde beroede hans Foragt og Had mod Maalstrævernes Tyranni paa hans Frihedstrang og hans varme Fædrelandskjærlighed. Han med sin digteriske Intuition saa den norske Cultur truet ved den mørk-middelalderske Isola- tion fra al europæisk Udvikling til Fordel for et ikke existe- rende, end ikke paa Papiret helt opconstrueret Sprog, som kun lever i nogle faa, men agitationsdygtige Ivreres Fantasi. Sophus Bugge har kaldt det et "Papirmaal", og Ivar Aasen vilde ganske vist kaldt det ligesaa, hvis han havde kunnet ahne, at det i sin ufærdige Tilstand skulde paatvinges vort Folk, saaledes som en Bobrikoff søgte at paatvinge Finnerne et for dem fremmed Sprog istedetfor at lade det udvikle sig naturlig af sig selv sammen med Folkets Liv. Men Maalstrævernes Drøm vil aldrig virkeliggjøres. Spro- get maa følge sin naturlige Lov, og Maalstrævets virkelige Betydning ligger ikke i dets Misgreb og Overdrivelser, ikke i dets splittende Evne og oprørende Aandstyranni, men deri, at det tjener en højere Magt ved mod sin Vilje at holde Omhuen for og Kjærligheden til vort historiske Modersmaal og dettes Forfriskning gjennem Dialekternes "Overrisling" levende. SIDE: 429 Thi hele vort Folks og vort Sprogs naturlige Udvikling fører ganske i samme Retning som Maalstrævet, kun i et langsommere og naturligt Tempo, stemmende med Sprogets og Folkecharakterens egen Oekonomi, og i det s.k. Rigs- maals trinvise, organiske Fornyelse fra Dialekternes Kilde- spring ligger vort Sprogs virkelige Nationalisering. Vort hi- storisk udviklede Sprog har Tid til at vente, mens Maalstræ- verne maa haste for at ikke Tidens Udvikling skal løbe fra dem, og de en vakker Dag skal overraskes af det ubevidste Selvmord de begaar, idet det paatvungne Maal vil kvæles af det Had, dets Dyrkere har fremelsket mod det hos vor Ung- dom. Den ejer Fremtiden, og den vil ikke glemme dem alt det Spild af Tid og Kraft, deres barbariske "Maalstile" og deres ufærdige og derfor vanskelige, ja umulige Grammatik har voldt dem i Skoledagene. Og samtidig vil det øgede Samliv med Europa commercielt og industrielt gjøre Resten. Nej, man river ikke ustraffet et Sprog sønder, man kan ikke "bide Næsen af sit eget Ansigt, fordi man ikke liker dens Form." Det kan lykkes for en Tid at hypnotisere et lidet Folk -- men aldrig i Længden. Den sidste Gang, jeg saa Bjørnson, det var her i Chri- stiania ikke længe før hans sidste Rejse til Paris for at dø, var han træt og syg, men hverken bøjet eller brudt. Ved Samtalens Begyndelse gik det kanske ikke helt saa livlig som før; men da vi var kommen ind i Emnet -- det var natur- ligvis Rigsmaalsbevægelsen det gjaldt -- flammede den samme unge Ild i hans Blik, som altid havde lyst i disse aabne, kjærlige Digterøjne. Jeg havde Aaret iforvejen underkastet mig en Øjenoperation, og han sagde muntert: "Nu har Du jo faaet Dit Syn igjen, nu maa vi faa Dig ind igjen i Rigs- maalsforeningens Styre". -- Jeg rystede paa Hovedet; thi jeg vidste jo, hvor svagt Apparatet var. Men han talte opmunt- rende og forhaabningsfuldt om, at vi nok endnu kunde slaa et Slag sammen. SIDE: 430 Men saa sank han tilbage i Lænestolen og saa saa inder- lig træt ut. Men alligevel -- da jeg kort efter sagde Farvel -- tænkte jeg ikke netop, at dette skulde være vort sidste Møde. Men da han saa gjentog sit "Farvel" med denne milde Be- toning, han kunde lægge i et enkelt Ord, da for der en Ahnelse gjennem mig, at dette kjærlige "Farvel!" maaske alligvel betød et "Farvel for altid". Her er ikke pladsen hverken for nogen Panegyrik eller for nogen Charakteristik af ham, som man med Henblik paa hans fædrelandske Storsyn, kanske ikke uden Ret har kaldet "Norges største Søn", -- og jeg vilde heller ikke evne at skrive den. Hans Fejl laa aabne for Alle, men hans uden Sammenligning uendelig større Kjærlighed, den skjulte han ofte under Stridsmandens haarde Pantser. Men den siger os med fuld Fortrøstning, at det nu er udtalt over ham, det store Ord: Du var tro -- tro over det Lidet -- jeg vil sætte Dig over Meget! Gak ind til din Herres Glæde!" Reqviescat in pace! SIDE: 431 JUBILÆERNES TID NYE STRØMNINGER I NORDENS AANDSLIV et Slutningskapitel, hvori Fortælleren tror at gjenfinde sine Ungdomsidealer i forynget Skikkelse. 1. Et nyt Omslag i personlige Erfaringer og i selve Tidsaanden. 2. "Omslag" og "Fremskridt". 3. Ensomme Tanker. Et nyt Omslag i personlige Erfaringer. Da kommer i høstlige Dage Vort Foraar med Kranse tilbage. J. S. Welhaven. Havde Syttiaarene for mig været en Bryd- ningernes Tid og Ottiaarene en Kamptid, og kunde jeg kalde Nittiaarene min Arbejdstid, da jeg fik Ro til en mere modnet Produc- tion, saa skulde det nye Aarhundrede føre mig ind i en Periode af en for mig gan- ske ny Charakter. Det nye Aarhundrede blev for mig Høsttiden, ikke blot fordi jeg nu 66 Aar gammel indtraadte i Livets Høst, men og fordi jeg nu virkelig fik Lykke til at høste endog langt mere end SIDE: 432 det jeg havde strævet med at saa i de forløbne Aartier, en Periode af glade og opmuntrende Oplevelser, som maatte overbevise mig om, at mit Arbejde i Hjemmet trods Alt dog ikke havde været saa ufrugtbart, som jeg forestillede mig. Havde det længe syntes mig, som om det saa haabløst ud med Frugterne af mit Livsarbejde, og synes jeg end stadig, at de ikke har modsvaret, hvad man havde Ret til at fordre af mig, saa var det som om Alt nu slog om; nu fremtraadte ialfald saa mange Vidnesbyrd om det Modsatte, at jeg bare kan sige et fattigt: Tak for det Altsammen! Jeg skal sandelig ikke kunne beklage mig over, at mit Livsarbejde ikke tilsidst er blevet tilstrækkelig paaskjønnet! Ja, det er ikke frit for, at jeg skammer mig, naar jeg nu i Taknemmelighed i dette mit Livsopgjør skal kvittere for Alt, hvad min Alderdom har modtaget af kjærlig Sympathi. Men jeg skylder ialfald at forsøge det. For at være helt oprigtig, maa jeg tilstaa, at jeg er naiv nok til ikke blot at føle en inderlig Glæde over at mit Fag har vundet Fremgang, at mine Elever voxer frem til betydelige Mænd, der gjør Gavn i vort Samfund, men ogsaa over al den Anerkjendelse af mine Bestræbelsers Oprigtighed, som i min Alderdom er strømmet mig imøde. Og det tør vel tilgives En, der saa- længe havde maattet kjæmpe mod Misforstaaelser og For- domme i en Tid, der var hans egen Livsopfatning saa mod- sat, som den hidtil skildrede Tid havde været. Nu spirede Alt omkring mig. De Museer, som jeg havde været med til at grundlægge, blomstrede op; baade i Chri- stiania og Bergen kunde Kunstindustrimuseerne flytte ind i sine pragtfulde Nybygninger, Trondhjemsmuseet florerede under Thiis' Ledelse, Staten overtog Kunstmuseet, og Hus- flidsselskabet voxede op til en betydningsfuld Institution. Alt stod i rask Væxt. Der var synlig indtraadt en ny Tid med rig Sans for de Værdier, jeg efter Evne havde søgt at bringe SIDE: 433 til Gyldighed, og da Studentersamfundets Formand engang paa mig anvendte Bjørnsons Ord om Welhaven "Smiler du ikke ved Maalet, Du som i Vint'ren har vugget Foraarets Text -- Alt hvad dit Haab har bestraalet. Alt hvad dit Mismod har dugget. Nu har det Væxt", ja -- da kunde jeg ikke hjælpe at en useet Taare sagte gled ned over min Kind. Som sagt: Har jeg med godt Humør skildret mine Gjen- vordigheder, pligter jeg ogsaa at skildre min Medgang i Smaat og Stort. Lad os begynde med Begyndelsen, med de smaa Ting, som angaar mig personlig. Under en Rejse i 1901 modtog min Hustru et Telegram fra Christiania (eller kanske var det et Brev), hvori en Kunst- handler forespurgte, om hun var villig til at sælge sin Mand, det vil da sige et Portræt af ham, som hun havde udstillet uden at det var bestemt for Salg. Der var kommet en Fore- spørgsel, om Portrætet var tilsalgs, og han udbad sig i Til- fælde Billedets Pris. Og Kjøberen havde, tillagde han, sagt, at Billedet skulde faa en smuk Anvendelse. Det klang jo gaadefuldt. Hun spurgte, hvem Kjøberen var, men fik intet Svar -- men Kjøbet gik iorden. Ved vor Hjemkomst til Christiania var Billedet forsvundet fra Kunsthandleren, men han nægtede fremdeles bestemt at opgive Kjøberens Navn. Det var jo endnu gaadefuldere. Men alle Gaader har tilsidst en Opløsning. En vakker Dag havde jeg tilsagt Møde i Bestyrelsen for Kunstindustrimuseet, hvis 25 Aars Jubilæum vi nylig havde fejret. Jeg saa nok ved min Indtræden, at Medlemmerne, som var fuldtallig tilstede, saa lidt mystiske ud; men neppe havde jeg faaet hilse paa mine Colleger, før med Et et Forhæng blev trukket tilside, og fra Væggen hilste mine egne elskelige Træk mig. Der var Billedet! SIDE: 434 I en liden Tale ytrede Directør Grosch, at Museet i Anled- ning af sin 25aarsfest havde ønsket at se sin "Stifter" i sit Inventarium -- og det var nu lykkedes. Det var min Collega og senere Efterfølger som Museets Præses, Grosserer Chr. Langaard, som havde kjøbt Billedet og foræret Museet det. Saa var jeg da "hængt". Paa mig, som i de forløbne 25 Aar herhjemme ingenlunde var bleven forvænt med Kjærtegn, gjorde denne Anerkjendelse fra mine Egne større Indtryk end alle de Udmærkelser, jeg hidtil fra Udlandet havde modtaget i Form af Æresdoctorgrader, Aka- demimedlemskaber, Commandørkors, Præsi- dentstillinger og andre Værdigheder. Velviljen i Hjemmet er noget for sig. Den berusende Duft af Sydens bugnende Rosenflor er Intet imod Sødmen af en enkelt Viol fra Hjemmets Ha- ve. Det fik jeg nu mærke gjentagne Gan- ge. Thi nu begyndte det for Alvor at falde en rig Vaarregn over mit Livs Høst fra mit eget kjære Land, fra dem, hvis Velvilje havde et virkeligt dybere Værd for mig. Den Tid, da jeg overalt mødtes med et: "Vi trur naa inte det, vi!" syntes for altid at være forbi. SIDE: 435 Nytaarsdag 1904 paa min syttiende Fødselsdag modtog jeg den overraskende Underretning, at Venner og Elever havde besluttet at opstille min Byste i selve Universitetet. Gustav Vigelands Mesterhaand udførte den, og Alma mater gjorde ingen Indvending mod at modtage sin uværdige Søn, for hvem hun engang saa eftertrykkelig havde lukket sine Døre, og nu staar det vakre Kunstverk i Collegiets Samlings- sal saa nær Indgangen, at den -- hvad der ikke falder i ethvert Kunstverks Lod, ogsaa kan gjøre practisk Nytte, idet den stadig anvendes som en velkommen Hatteblok for indtrædende Professorers Hatte, og naar jeg staar der, pry- det med en eller anden Professorhat, smiler Theodor Kjerulfs Byste, som staar i Salens modsatte Ende, fjernt fra alle Muligheder for en slig Profanation, meget polisk og trium- ferende over til mig. Men jeg fortrækker aldrig en Mine. Samtidig modtog jeg sammen med min Ungdomsven Prof. Joh. Storm Commandørkorset af St. Olaf og en smuk Fest, given af mine Elever, fejrede Fødselsdagen med en endnu smukkere Sang, som gik mig til Hjertet. Den lød: "Din Livsensaften saa stille kom, og Solfaldsskyernes Rødme, -- den Mandomsstrid, som de minder om, har nu Erindringens Sødme. Naar Kampen skarpest om dig stod, du vilde ei forsage det Ideal, du stævned mod i Ungdoms lyse Dage. Du kunde levet dit Liv saa lyst, der, hvor din Længsel var hjemme, men vendte hjem til din Ungdoms Kyst, og lod ei Kampen dig skræmme. Hvor ensom du i utraadt Spor først tolked Kunstens Tanke, vil Frugt, der af din Gjerning gror, sig om dit Livsværk ranke. SIDE: 436 Og sænker Aftenens Fred sig nu omkring din graanende Tinding, da hvisker Tanker med henført Hu om Livets sælsomme Vinding og tænder nu et Vemodssmil ved Ungdomsskarens Hyldest, -- for hvad den føler, engang vil dens Gjerning gjøre Fyldest." Et smukkere Løfte kunde jeg vel ikke modtage paa min Hædersdag, og han, som paa sine Kameraters Vegne aflagde det, har allerede indfriet det i sit prægtige Verk "Slægten fra 1814". [fotnotemerke] Ja, hvor Tiden havde forandret sig! At besynges i saa- danne Toner var rigtignok ikke sunget ved Humbugmager- ens" og "Fraseologens" Vugge! Samme Dag fem Aar senere i Anledning af min 75aars- dag udgav Venner og Elever det tidligere omtalte, Dagen viede smukke Festskrift: "Kunst og Kultur" med Bidrag af ikke mindre end 18 kunsthistoriske Forfattere, af hvilke de 10 var mine Elever, og en af mine Colleger, Prof. Taran- ger vovede samme Dag i en Tale at sige, at jeg havde "skabt en norsk kunsthistorisk Skole." Ogsaa fra udenland- ske Venner og Fagbrødre modtog jeg den Dag talrige Vid- nesbyrd om, at jeg heller ikke derude var glemt. Og fra Paris skrev Bjørnson: "Nu lyser det da over Din Livsgjerning!" Ja, det var vist og sandt! Nu lyste det saa, at jeg snart maatte føle migselv som det eneste mørke Punkt i alt dette Lys! En vakker Fest paa Holmenkollen med en vak- ker Sang af min Ven, Stipendiat Paasche, afsluttede de festlige Dage, alle Blade, selv de radicale, bragte hædrende Artikler og Digte, mens gamle Modstandere kom og rakte mig Haanden til Forsoning. Ja, Alderdommen har sin Skjønhed. Fotnote: C. W. Schnitler oplyser at Digtet er "laget" af ham og nuv. Redactionssecretær Charles Kent i forening. (Udg. anm.) SIDE: 437 Men det var ikke blot paa Festdagene, den forandrede Stemning overfor mig og min Gjerning gav sig Luft. Jeg maatte mærke den ogsaa i Hverdagslivet, i Tonen, i Ung- dommens Hengivenhed og i de Gamles forandrede Optræ- den. Jeg maatte mærke det i de fuldproppede Auditorier, som nu dannedes ikke af Nysgjærrige, men af en fast inter- esseret Stok af Tilhørere. Al den Godhed og Kjærlighed, som nu i saa rigt Maal strømmede ind over mig, maatte fylde mig med Glæde og Taknemmelighed, mildne mit Sind og tilintetgjøre den sidste Rest af Bitterhed, som kunde være tilbage fra de onde Tider. Endnu gaar vel en Enkelt af Ottiaarenes Kunstnere og ser surt til mig; men jeg har intet højere Ønske end at faa trykke deres Haand og sige: "Tilgiv mig og forstaa, at jeg mente at gjøre min Pligt." For saa megen Godhed maatte der bringes et Tak, hvor fattigt det end maatte blive, og saa stiftede min Hustru og jeg d. 20 Marts 1907 det "Legat til det kunsthistoriske Stu- diums Fremme", som vi skjænkede Universitetet med 60 000 Kr. Det var underligt at tænke paa, at vi To, som for 45 Aar siden var rejst ud i Verden uden Ly og uden Rede, uden en Skilling i Lommen, kjæmpende os frem fra Station til Station ved vort Arbejde for at naa Romas evige Kraft- kilde, nu ved Guds underfulde Naade var kommen saa langt, at vi kunde udføre denne Plan, som længe havde fore- svævet os. Og saa kom da Kronen paa det Hele, Guldbryllupsfesten, Livets skjønneste Fest, som vi kunde fejre den 31 Marts 1912. Vi var nu gamle og lidet skikkede til at repræsentere, Guldbruden var næsten 75 og Guldbrudgommen over 78 Aar. Vi besluttede derfor at lade Dagen passere ubemær- ket. Men det lykkedes kun maadelig. Den erindredes baade af vor Konge og hans Moder, min gamle Elev, den danske SIDE: 438 Dronning, som kun faa Dage senere blev Enke -- og af en Mængde Institutioner, som jeg havde staaet i Forbindelse med, og derhos af en Skare Venner, som forvandlede vore Stuer til en Blomsterhave, mens 400 Telegrammer og Breve endnu erindrer os om dem, som ikke kunde søge os per- sonlig, og Dagen sluttede med en vakker Studenterserenade udenfor vore Vinduer. Og omtrent det Samme gjentog sig endelig paa min 80- aarsdag d. 1 Januar 1914, da ogsaa vore gamle svenske Venner lod os føle, at de ikke havde glemt os. En pragt- fuld Vase fra dem pranger nu paa Bordet over det svenske Gulvtæppe, som blev skjænket os, da vi forlod Stockholm for næsten 40 Aar siden. -- Ja dette er nok fornøjeligt for mig at fortælle, men neppe fuldt saa morsomt at læse -- men nu er jeg ogsaa færdig med det Personlige, og Egoisten kan gaa hjem og lægge sig. Saa var da al Strid og Misforstaaelse stilnet af og for- vandlet til Fred og Harmoni. Maatte det saa forblive til Enden! Men den Glæde, jeg nu i min høje Alderdom føler ved Livet og al denne Medgang, skulde absolut intet Værd ejet, hvis den blot havde været en Glæde over et Omslag i den personlige Stemning overfor et enkelt og lidet betydende Individ -- kun en Følge af Anerkjendelsen og den dermed saa let sammenhængende menneskelige Forfængelighed. Nei, jeg maatte hurtig stille det Spørgsmaal til mig selv: Skulde ikke denne gjennemgribende Forandring i Stemnin- gen overfor min ringe Person bero paa noget Større og Værdifuldere, Dybereliggende, som ikke har noget at gjøre med Personen? Ja, mon jeg endog naaede Bunden ved at sætte Omslaget i Forbindelse med, at der omsider var vaagnet en større Interesse for mit Fag, og at der som Følge deraf ogsaa var vaagnet en større Forstaaelse af min SIDE: 439 lille Gjerning? Maatte jeg ikke søge endnu dybere, helt bort fra mig selv og hvad der havde personlig Interesse for mig, for at naa tilbunds? Skulde ikke tilsidst Omslaget bero paa, at der i selve Tiden var begyndt at røre sig en ny Stemning overfor selve de Tanker, jeg elskede og har kjæmpet for? Skulde det ikke kunne være et Tegn paa, at Tiden selv er ifærd med endnu engang at skyde Ham og bryde Vej for nye Strømninger i Aandslivet baade ude og herhjemme? -- Strømninger, som er beslægtede netop med dem, som havde ildnet min og mine Samtidiges Ungdom, men som havde været forkjætrede i den lange Kamptid? Et nyt, stort Omslag i Tiden? Det syntes næsten saa. Jeg fik netop nu opleve et saadant stort og for mig meget betydningsfuldt Vidnesbyrd om et Omslag i Tidens Forhold til min Ungdoms Idealer -- Noget, som passerede netop i Guldbryllupstiden og lader den staa dobbelt lys i min Erindring. En fortjent Christianiaborger, Kjøbmand H. A. Benneche havde stiftet en Række Legater, der traadte i Virksomhed omkring 1893, og blandt disse var ogsaa et Legat for norsk Kunst. Til Formand i Bestyrelsen for dette Legat havde Kirkedepartementet opnævnt mig, og Bestyrelsen, der bestod af Eilif Peterssen, Wilh. Holter, Erika Nissen og Theaterchef Schrøder og senere suppleredes med Organist Cappelen og Bjørn Bjørnson, havde nu alt i mange Aar ved dette Legats Hjælp smykket flere af vore offentlige Bygninger og Pladse med Kunstverker, saaledes det nye Theaters Salon med Tag- malerier; Welhavenmonumentet m. m. havde modtaget Bidrag. Da foreslog et af Bestyrelsens Medlemmer, vor fortræffelige, højt fortjente Maler Eilif Peterssen at anvende nogle Aars Bidrag til at forvandle Kjerulfs Plads, hvor Halfdan Kjerulfs Byste stod ensom i sin Lund, til et Mindesmærke om det Verk, der ligesom i et Brændpunkt forenede Nationalroman- SIDE: 440 tikens Digtning, Tonekunst og Maleri: "Brudefærden i Har- danger", ved til Kjerulfs Byste at føje Bysterne af Malerne Tidemand og Gude samt Digteren A. Munch, alle de Mænd, som havde forherliget "Brudefærden" i Toner, Digt og Maleri. Hørte jeg ret? Skulde den forkjætrede National- romantik fra 40-aarene atter sættes i Højsædet? At jeg paa det varmeste forenede min Stemme med et Forslag, som jeg aldrig vilde have vovet at fremsætte, og som, om det var udgaaet fra mig, der selv tilhørte hin Tid, kun vilde havt ringe Betydning og rimeligvis være faldt dødt til Jor- den, siger sig selv, og saaledes gik det for sig, at jeg som Formand i Legatcomiteen fik den Glæde at afsløre det nye Monument for den norske Nationalromantik, for min Ung- doms Kjærlighed, ved en Indvielsesfest d. 2 Juli 1912. Hvem skulde for 10 Aar siden have drømt om, at noget Saadant kunde passere! Det var et Omslag i Tiden, som kastede nyt Lys over min Ungdoms Tanker og bebudede en Solop- gang over dens varmeste Drømme efter den lange isnende Nat! Hvorledes hænger det egentlig sammen med disse "Omslag" og deres Forhold til det man kalder "Tidens Fremskridt"? Jeg erindrer en ret fornøjelig Samtale, jeg engang havde om den Ting med en af mine Venner, og den tør maaske fortjene at optegnes her, især siden jeg erindrer den næsten ordret, og den har en naturlig Plads just i denne Forbindelse. "Omslag" og "Fremskridt". En Dag for nogen Tid siden kom min gamle Ven Kron- juristen op til mig ganske rød i Hovedet over en Ærgrelse, som nys havde mødt ham i Form af en "rakrygget Nord- mand" af en Jernbanekasserer, som i en overlegen Tone havde nægtet ham at vexle Penge ved et Billetkjøb og der- ved hindret hans lille Rejse til Drammen, og holdt dirrende af Harme følgende Tale efter at have fortalt Begivenheden: SIDE: 441 "Gid Fanden fare i al Galskab! Her hos os staar jo Alting paa Hodet! Maalstræv og Afholdsfanatisme, Strejker og Brud paa Aftale, og Øvrighed og Regjering stiller sig paa Aftalebruddenes og Forbrydernes Side ("Dramaet i Bu- viken" havde nylig fundet Sted) og forbyder ligefrem de Overfaldne at forsvare sig! Daglig vendes der op og ned paa Retten! Forføreren gaar fri og den stakkars forførte Kvinde dømmes -- hun alene -- er det ikke oprørende? Den ærlige Kvindes, Hustruens Værdighed og dermed Hjem- mets krænkes ved Udsigten til Love om uægte Børns Arve- og Navneret, som man maa være blind for ikke at se inde- bære Familiens og dermed Samfundets Forraaelse og Op- løsning! Og i brutal Raahed overgaar Ingen os. Vore Colo- nihaver ødelægges af blot og bar Ødelæggelseslyst, og Kvin- der overfaldes og skjændes paa vore Gader ved højlys Dag! Lømler af voxne Mennesker lokker en stakkars Pusekat til sig over Gaden for at trampe den ihjel! -- Og saa skal der ovenikjøbet tages "humant" paa denne Djævleyngel! man giver den frit Husrum og Føde for nogle Dage -- en Straf som for dem ingen Straf er -- nej Prygl maa der til: O denne idiotiske, væmmelige Forbrydervenlighed! Og saa denne Vrimmel af de dummeste Love, Forbudslove, som rettes mod fremmede Turister, mens de i Landet selv bare fremmer Lovomgaaelser, Lovbrud og Hykleri og forøget Drukkenskab! -- Det er Altsammen til at bli gal over! Kan vi synke synderlig dybere end vi er komne? Men vi er "rakryggede Nordmænd", vi Gudbevares! Foregangsfolket! Lever vi ikke i et Land, hvor de Gale øjensynlig er i Majo- ritet og holder paa at sætte de Fornuftige i Galehuset? Og saa skal vi til at fejre Aarhundredjubilæer, og holder Taler om vort herlige Folk istedetfor at klæde os i Sæk og Aske! Nej -- Verden gaar tilbage for hver Dag!" "Ja" svarede jeg -- "den staar neppe til Paaske! Al- vorlig talt: jeg er fuldkommen enig med dig i det Factiske; SIDE: 442 men jeg deler ikke din Pessimisme -- "Ondt og Godt i alle Lande, Roser sig med Torne blande" -- jeg tror paa "det evige Foraar i Livet," lo jeg, "et Foraar med Skred og Ilinger, med Skybrud og Storm, med Frostnætter over ungt Løv, men ogsaa med Sol og mild Vaarregn. Jeg tror trods Alt, at Verden gaar fremad og vi med den!" "Ogsaa du, min Søn Brutus! Tro -- tro paa Foraaret!?" brummede min Ven: "Det var en dejlig Tro! at tro," lo han højt, "naar vi ser for vore Øjne, hvor det Hele bærer i Grøften." "Ja netop! Vi maa tro, hvis vi vil kunne arbejde os gjennem Uføret. Pasteur har engang udtalt det stolte Ord: "Jeg tror, fordi jeg vil tro." Vi Smaafolk maa være glade, naar vi kan sige: "Jeg tror, fordi jeg maa tro." For min Del tror jeg paa det evige Foraar, fordi jeg føler mig tvun- gen til at tro, hvis jeg skal kunne leve og arbejde. Det er Livets største Opgave at bevare en tilkjæmpet, urokkelig Overbevisning om, at hele Tilværelsen har sin dybe evige Mening, skjønt Fremskridtet ikke sker i en ret Linje, men i Slingringer, i Mæander-Slynger, en à-la-grecque, hvis Linjer snart gaar frem og snart tilbage, snart opad og snart nedad -- men som dog stadig fører fremad, indtil det hele skjønne Mønster ligger færdigvævet paa Nornernes Vævstol, saadan som vi engang fra et højere Stade skal se det færdigvævet. Rokkes vor Tro paa Fremskridtets Sandhed, fordi vi netop staar i den Periode, da à-la-grecque-linjen gaar tilbage eller nedad, styrter Alt sammen; kan den bevares, vil vi engang efter svære Storme se Alt reddet! Jo hvassere Vinterstormen hviner, jo dybere Sneen begraver Alt, hvad vi haabede paa, jo mere vore saakaldte Idealer knuses eller skuffer os, desto fastere gjælder det at omklamre Overbevisningen om, at Sneen smelter til Vaaren, at en evig Fornuftlov fordrer, at Vinteren ender i en Vaar og ikke i en død isnende Forste- ning. Det er Sandheden." SIDE: 443 "Ak du er en uforbederlig Idealist," afbrød han mig, da jeg syntes, at min Præken netop var paa det aller vakreste. "Sandhed? En Sandhed bliver jo aldrig mer end 20 Aar gammel," sagde min Ven Henrik." (Han var en af Henrik Ibsens Ungdomsvenner). "Ja men deraf følger ikke" -- indvendte jeg -- "at denne Sandhed jo alligevel i sit korte Liv kan have gjort sin Nytte, flyttet Grænserne for vore Evner, ført Verden et Skridt fremad, medens den gjaldt for Sandhed. Hypotheser rejser sig og falder, men i sit korte Liv har de vakt Aander til nyt Syn, Kræfter til nyt Liv og ny Virksomhed, har be- gejstret tusinde unge, flammende Hjerter til Arbejde, skabt Friskhed og Kamp omkring sig og har saaledes gjort sin Tjeneste, fyldt sin Mission i Sandhedernes Række. Verden gaar fremad ved Hjælp af falske Hypotheser, derfor skal man ikke ubetinget tale haanlig om "ørkesløse Hypotheser", selv om de ikke er saa særlig aandfulde. En mislykket Forsker kan meget godt ha kastet et Frø, en Gnist ind i en større Forskers Sjæl, og han kan føde en ny Sandhed, som levende og glødende kan befrugte Verden for nye 20 Aar og skyde nye Grene udover Aarhundreder. Cola di Rienzi var en Don Quixote, men han vakte Petrarca og blev derved Renaissancens Fader. Falske Hypotheser kan bygge en sand Stræben -- det er deres Betydning. Ved at fejle gaar Men- neskeheden fremad, bliver Tiden stærkere, friere og sandere end den var, før den sidste falske Hypothese blev fremsat. Saadan er Fremskridtets Lov. Den gjør paa engang stærk og ydmyg, men "rakrygget" -- nej det har du Ret i -- rakrygget gjør den os visselig ikke". Men nu holdt min taalmodige Ven ikke ud længer, han tog sin Hat, sagde Farvel og gik. SIDE: 444 Ensomme Tanker. Da jeg var bleven alene, vendte mine Tanker sig over mod hvad jeg netop havde sagt, mod mine egne Erfaringer paa dette Gebet. Var jeg saa sikker i min Tro, som jeg havde givet det Udseende af? Havde jeg Grund til, ja havde jeg Lov til at tale saa sikkert og saa optimistisk -- jeg som efterhaanden havde maattet se alle de Idealer og Forhaab- ninger, som jeg havde bygget mit Liv paa, styrte saa sør- gelig sammen? I Videnskaben havde Materialismen sejret, i Religionen Indifferentismen, i Kunsten Aandløsheden og i den europæiske Politik den mest trangbrystede Egoisme og Militarisme, repræsenterede af England og Preussen -- sejret over Aandstro, Samfølelse og Altruisme. Alle mit Livs kjæ- reste Tanker, min Ungdoms lyseste Drømme, Tidens Bølger havde lukket sig over dem alle. Altsaa slagen paa alle Punkter! Nederlag over hele Linjen, mens Tidsaanden trium- ferede over sine store Fremskridt! Kan man virkelig under saadanne Forholde tale om "Verdens Fremskridt"? Ja man kan! Man hører undertiden det Spørgsmaal opkastet -- sædvanlig af naive Sjæle -- om Menneskeheden gaar fremad, eller om den gaar tilbage, og jeg har stundom hørt det endnu naivere besvaret med, at Verden gaar fremad i intel- lectuel, men tilbage i ethisk Henseende, som om der ikke (hvor vanskeligt det end kan være at bestemme Forholdet) bestod et directe Forhold mellem sand Moral og virkelig Intelligens! Nej, det factiske Forhold er naturligvis, at Ver- den samtidig gaar baade frem og tilbage: det er med den som med Urets Pendel. Den svinger baade frem og tilbage, men ved denne sin Bevægelse driver den Tidens store Viser stadig fremad, men rigtignok baade mod den lyse Dag og mod den mørke Nat. Og saaledes vil det gaa til Dagenes Ende, men som det synes med stadig stærkere Udslag af Pendelen til begge Sider, fordi Kampmidlerne gjennem Intel- ligensens stadige Sejre alt mere skjærpes, forfines og forfle- SIDE: 445 res; men de store Kjæmperes Conturer tegner sig ogsaa alt tydeligere som tilhørende Førerne i en Livets Kamp mod Døden. Det Unges og Levendes, men derfor ogsaa Umod- nes, alt stærkere Arbejde for at befri sig fra det Modnedes og tilsidst Udlevedes Forbening og Forstening. Det vil efter min Fortolkning sige: Kampen er den levende, lyse, unge Aandstros stedse fornyede Kamp mod den sejge, forbenede Erfaringstro. Aandstro er Liv, Materialisme er Død. Og denne Kamp er af gammel Dato. Udvikling er ikke altid Fremskridt. Et "Forstadium" staar ofte højere end sit Resultat. Naar For- stadiet har sejret og er blevet "Stadium", raadner det. Det er Loven. Tænk paa de første christne Martyrer og den forbenede Kirke efter Sejren; tænk paa de derefter opduk- kende kraftige germaniske Folk, og hvad de blev til efter sin Sejer i Folkevandringerne i Tiden for Merovingernes Gyseligheder. Tænk paa Carl d. Stores Culturkamp og dens Udgang i de raadnende carolingiske Konger -- og videre frem lige til vor egen Tid, stadig: Haab -- Kamp -- Mod- ning -- Sejer -- Overmodenhed -- Raadnen -- Død og nyt Liv for at begynde Kredsløbet paany -- men altid med en Gevinst. Det er à la grecquemønstret, som jeg ovenfor hentydede til. Enhver som kjender lidt til Historiens Gang, kan selv tegne Billedet videre, og han vil se, at disse Bølgetoppe og Bølgedale stadig maa afløse hinanden, mens Resultatet dog unægtelig viser en stadig Fremgang i Toppenes Højde. Denne "den evige Strid" er ikke et stadigt Brud mellem Gammelt og Nyt, den foregaar tværtimod overalt gjennem organisk sammenhængende Udvikling i opad- og nedadstigende Lin- jer. For denne organiske Udviklings Skyld maa det Gamle bevares, til det Unge er modent. Dette er Traditionens Be- tydning. Den tørre, i sig livløse Stamme, som den unge Plante behøver at klynge sig til, tør ikke kastes bort, før den unge Væxt kan staa ved egen Kraft. Dette er den sande SIDE: 446 Conservatismes raison d'être. Derfor er Radicalisme Usans. Men hvad bliver saa Stridens Udfald? Skal Enden være det Heles kolde Forstening i Døden, eller skal den være dets Forklaring i et nyt, højere Lys, det vi kalder Evighedens? Ja, derom er det netop Kampen staar! Naturlæren siger os, at hele den materielle Udvikling vil ende med en Død i Isen, som dræber alt Liv. Aandstroen mener, at det Hele vil føre til en Livets vaarlige Sejer. Men de to Meninger modsiger slet ikke hinanden. De har begge Ret! Forste- ningens Isnen er Materiens Skjæbne, men Historien viser derimod, betragtet i sin Helhed, at Troen paa Aandens og Livets Sejer er fuldt berettiget, allerede fordi denne Tro selv altid har bragt og vel ogsaa vil bringe Liv og Foryngelse med sig. Det var denne Sejer vore Fædre afbildede i Thors Kamp mod Rimthurserne, og Hebræerne i Erkeengelens Kamp mod Leviathan. Fra Tidernes Morgen og gjennem alle Sekler er dette de store Aanders dybeste Overbevisning: de to An- skuelser modsiger ikke hinanden. Materien afdør, Aanden lever. Dette er Almenlinjen. For den Enkelte bliver altsaa Spørgsmaalet dette: Hvor- ledes skal jeg kunne bringe Harmoni i mit personlige For- hold til Tradition og til Nydannelsen, Harmoni mellem det jeg føler som Sandt i hvad jeg har modtaget fra en ældre, nu afbleget Tid, og det jeg føler som Sandt i det Unge, som arbejder sig frem? De synes hinanden saa modsatte disse "to Tidsaldres" Idealer, at man næsten maa mistvivle om at kunne forsone dem. Og dog maa det kunne ske, om end den Enkeltes Liv derved selv vil blive "den evige Strid." Klarhed over Forholdet fik jeg ved en Middag hos Bjørn- son paa Aulestad Sommeren 1903. Ved Enden af en Bord- samtale forskrækkede Bjørnson mig ved, idet han rakte mig Haanden over Bordet, at sige med en Bevægelse i Stemmen, som viste mig, at han mente, hvad han udtalte: "Ja, du har været tro mod din Ungdoms Idealer." Det gøs i mig; SIDE: 447 thi i mit Øre klang det næsten som en dyb Ironi. Især fra hans Mund, som mer end de Fleste har vist, at man kan skifte Idealer paa næsten alle Omraader og dog være tro mod sig selv, mod det man inderst anser for Liv og Sand- hed. Der viste sig herved for mig en Modsætning mellem som han at være tro mod sig selv og som jeg at være tro mod sin Ungdoms Idealer; thi med de skiftende Tider skifter jo ogsaa selve Idealerne, og det gjælder jo ikke at være tro mod de afblegede Idealer, men mod Sandheden i sit eget Væsen -- sand mod sig selv. Som nu f. Ex. min Ungdoms Kvindeideal, "Convallen, Blommernes Blomme", som staar der "skjult bag det brede Blad, og bøjer bly mod Jord sin Klokkerad", og vor Tids Kvindeideal, Mandens trofaste Med- arbejderske og tapre Kamerat paa alle Livets Omraader -- kan man her være tro mod det gamle uden at fornægte det nye? Eller min Ungdoms Fædrelandsideal, som dengang kunde hævdes sammen med Broderfølelsen for vore Nabo- folk, men i den nye Tids Medfør maatte blive en Hævdelse af vort Folk mod vort Broderfolk -- hvorledes kan man her forene det gamle Ideal med det nye og omvendt? Paa Accord kan man jo ikke gaa. For mig maatte Bjørnsons Ord altsaa høres som en bitter Bebrejdelse for at jeg var uforstaaende overfor den nye Tid. "Og dog," sagde jeg til mig selv, "var det tydeligvis ikke saaledes han mente det." Hvad mente han da? -- siden han udtalte det som en Ros, ikke som en Dadel, at jeg havde været tro mod min Ung- doms Idealer. Ved at tænke over hans Ord fik jeg For- staaelsen af, at det at være tro mod sin Ungdoms Idealer altsaa maa være, efterhaanden at gjøre dem udviklingsdyg- tige, gjøre dem skikkede til at arbejde sig fremad i Over- ensstemmelse med det, som er sandt i det Nye, uden derfor at slippe Troen paa det, som var deres fælles Grundlag: Pligten til at følge vor Overbevisning, sikker paa, at Ud- viklingen tilsidst vil føre os Sandheden nærmere, enten det SIDE: 448 nu menneskelig talt gaar vel eller ilde. Idealet er jo kun en Form, et Billede af det vi holder for Sandhed, derfor kan din Ungdoms Idealer, naar de faar viklet sig ud af de koglende Garn, hvori Livets Strid har indspundet dem, igjen komme tilsyne som Sandheder om end i en ny Form. Der- for gjælder det at holde dem i Ære, netop naar de styrter sammen om os; thi "at være tro mod sin Ungdoms Idea- ler" er da til syvende og sidst i Virkeligheden intet Andet end ganske simpelt, ud gjennem Livet "at forsøge at gjøre sin Pligt," saa godt man kan uden i noget Tilfælde at spørge om, hvilke Farer og hvilke Fordele det medfører. Hvis dette var Bjørnsons Mening, saa ved jo Ingen bedre end jeg, hvor langt han i det Vidnesbyrd han gav mig var fra Sandheden, jeg som bedre end nogen Anden ved, hvor uendelig ofte jeg netop har svigtet den Pligt, jeg burde have opfyldt. Det højeste jeg tør sige er, at jeg undertiden har kastet mit Brød i Vandet, og har sandet det gamle øster- landske Ord: "Kast dit Brød i Vandet og du skal finde det igjen lang Tid efter [fotnotemerke] . Om ikke før, saa finder du dit Brød igjen, naar du bliver gammel. At naa en høj Alder kan være en meget tvivlsom Lykke, det behøver man ikke at spilde mange Ord paa. Og Grækerne sagde jo: "Den Guderne elsker, lader de dø ung." Opfatter man dette Ord i dets dybeste Mening, indeholder det en af Livets allerhøjeste Sandheder. At dø ung -- er det ikke, hvad hele Livets svære Kunst gaar ud paa? -- at dø ung, hvor gammel man end bliver. Hvad Livet skal Fotnote: Det er Historien om Eremiten, som vilde opfylde bogstavelig Kora- nens (?) Ord: "Kast dit Brød i Vandet" for ogsaa at faa opfyldt den dertil knyttede Forjættelse: "Og du skal finde det igjen lang Tid efter," og saa fik opleve, at dette Brød, som han hver Morgen kastede ud i Floden, havde holdt Liv i hans Søn, der fra et Skib- brud havde reddet sig ind i en aflukket Hule paa Flodbredden -- indtil endelig Forbirejsende fik optaget ham og bragt hans Fader ham. SIDE: 449 lære os, er netop at dø ung, selv om vi blev hundrede Aar gammel. Derfor er det mit ene, store Haab, at jeg maa lære at "dø ung." Kan man bevare Sjælens Ungdom, da kan det være en stor Lykke at blive gammel. Det har mine sidste og bedste 15 Aar lært mig -- en stor Lykke, naar man nemlig med bevaret aandelig og legemlig Sundhed faar op- leve, at der sker endnu en Strømkæntring i Tidens Aandsliv, hvorved det vi har elsket og troet paa i vor Ungdom, endelig engang faar Strømmen med sig. Thi derved kommer der Mening i saa meget, som maatte synes meningsløst, saa længe det saa ud som om just det Slette i den nye Tids- aand alt sejerrigere skulde brede sig, og Tidens Bølger til- sidst true med helt at lukke sig over Alt, hvad der fra vor Ungdom af syntes os stort og helligt. Nu i mit Livs sene Aften skulde min Manddomstids store Smerte afløses af et nyt, ungt og rigt Foraarshaab, af en unævnelig, ufattelig Glæde; thi jeg kalder det ubetinget mit Livs største Lykke, at jeg fik opleve disse sidste Aar, i hvilke jeg har seet en ny Ungdom voxe op, samtidig med at den forrige materialistiske Generations Mænd alt tydeligere aaben- barer sine Grundsætningers Skrøbeligheder og Svagheder, en Ungdom, som synes at ville kjæmpe netop for det, som var min Ungdoms Tro, den jeg vist saa ofte har sveget og syn- det imod, men aldrig fornægtet. Denne vor Tids yngste Ungdom vil naturligvis ikke vinde en endelig og afgjørende Sejer, men dog maaske en, der vil blive et mægtigt styrkende Moment i den store, "den evige Strid," hvor "Ziffersejren faar sin Dom, Øjeblikkets Blæst slaar om, Thi mod Skjønhed hungrer Tiden, Men det ved ej Bismarcks Viden." Men min Læser har Ret til at fordre Facta og spørge: Hvori ser jeg da dette Omslag? Det skal denne Bogs sidste Kapitel gjøre Rede for. SIDE: 450 OPAD! et sidste Livsopgjør. 1. Det factiske Omslag. 2. Dybbøldagen 18. April 1864 -- 1914. 3. Verdenskrigen. 4. Ved Vindvet mod fjorden. Det factiske Omslag. Ja, min Læser har Ret til at forlange Facta! Hvori ser jeg da dette Omslag? Først indi- recte deri, at den Tid lykkeligvis er helt forbi, da man kunde være vis paa fra de Unge at møde en Strøm af flirende Haanlat- ter, hvergang en alvorlig Mand eller Kvinde nævnte Ord som "Fromhed" eller "Idealitet" eller "Sandhed" eller "Skjønhed", "Samvittig- hed" eller "Tro". Den Tid er uhjælpelig forbi, da endog en kvindelig Forfatter ikke bluedes ved at sige: "Vi maa skrive ekvivoke Bøger, ellers kjøber Ingen dem." Denne forpestede Tid, som for ikke længe siden pristes som en Frigjørelsens og Storhedens, "80-aarenes Storhedstid" er uhjælpelig forbi, denne "væmmelige" Tid, som Ragna Nielsen kalder den -- der blæser nu en ny Vind over en ny Tid, som søger andre Kyster end dem, mod hvilke Materialismen og Bohêmetiden styrede, og et nyt, lyst Haab fylder de Unges Hjerter. Ikke mindst de unge Gamles. Det var dette, jeg fik opleve som SIDE: 451 sidste Act i mit lange Livsdrama -- ikke mine afblegede Ungdomsidealers Sejer, men hvad bedre er: en ny, løfterig Ungdoms Opmarsch i den evige Strid, der lover Sejer for de Rækker, jeg engang tilhørte. Thi det er ikke blot indirecte Vidnesbyrd, som foreligger om det store Omslag. Jeg skal da til Slutning redegjøre for de directe, positive Facta, paa hvilke jeg grunder mit Haab om en frembrydende ny Morgen for Livets ideelle In- teresser baade ude og hjemme. Ganske vist ser Mange netop af de mest dybttænkende med en relativ Ret mistrøstig paa Tidens Udvikling. Er ikke vort Demokrati ifærd med at opløses i et Kako- krati, hvor alle lave Instincter og alle opløsende Elementer synes at brede sig? Hører vi ikke betydelige Mænd udtale Frygt for Folkets totale Afchristning og alle ordnede For- holds Tilintetgjørelse? Selvopgivelse, Forsvarsnihilisme, Ægte- skabets og Familielivets og dermed Samfundets Opløsning? Maa vi ikke daglig -- som min Ven Juristen -- notere ydmygende Vidnesbyrd om en Selvtægt og en Raahed, om en Autoriteternes Slaphed overfor den pøbelagtigste Frækhed, som synes at pege netop den modsatte Vej? Sandt Alt- sammen! Men Verden har seet det samme Skuespil mange Gange før. Culturen har altid baaret ogsaa giftige Frugter; men bestandig og netop naar Faldet syntes som dybest, har de reagerende Kræfter, som af Gud er nedlagte i alle Organis- mer, vist sin indeboende Spændkraft og hidført ny Ligevægt. Da den i sin Ungdom saa herlig blomstrende Humanisme under sit Forfald i det 16de Aarh. havde forpestet Tiden i endnu langt højere Grad end vor Tids Materialisme og Bo- hêmebevægelse, fremkaldte den af sig selv den Reaction, som frembragte samtidig baade den store italienske Kunstblom- string og den religiøse Reformation. Og netop nu ser vi paa saagodtsom alle Felter den yngste Generation løfte sig til SIDE: 452 kraftig Modstand mod det forrige Slægtleds Livsprinciper. Og netop de trange Kaar, som de ideale Interessers Forkjæmpere nu i en hel Menneskealder har lidt under, har hærdet deres Kraft, mens de, som bredte sig paa Magtens Hynder, er blød- agtiggjorte i Capuas fede Vinterkvarter. Derfor kan Kampen nu optages paany med godt Haab om at drive Fienden ud af hans Stillinger. Meget som er slaaet til Jorden ved Tvangs- love og Forbud, vil en Ungdom med finere Cultur og ubrugt Kraft kunne nyrejse i Kamp mod den Halvdannelse, som endnu hos os fører det store Ord. Vinden begynder at vende sig i Kunst, i Videnskab, i Politik, i Religion. Om Kunsten, som forøvrig vil komme sidst, da den -- som tidligere nævnt -- er den fineste og derfor senest mod- nende Frugt i Culturens Have, vil jeg blot pege tilbage paa, hvad jeg ovenfor har omtalt, at netop de bedste og dybest- seende Kunstnere har begyndt at rejse Hovedet mod det Kaos, hvori de latterlige kubistiske og futuristiske Klown- kunster har sænket vor Tids forvildede Malersvende. Recla- men imponerer ialfald ikke længer. Og i Digtningens Have er Vaarens Liv begyndt. Sangfuglene, de lyriske Digtere, der var forstummede i Bohêmetiden, er paany begyndt at synge, og der voxer en ny national Digtning frem paa Roman- tikens Grund. Jeg tænker paa Digtere som Hans Aanrud, Collett Vogt, Olaf Bull og flere med dem. I Videnskaben, hvor vore sidste Skolelove har fordrevet de klassiske Studier baade fra Skole og Universitet og derved givet den højere Dannelse et Ulivssaar, begynder allerede nu, efterat disse Love kun har virket i en halv Menneske- alder, en mægtig Opposition at rejse sig. Nylig har endog Universitetets egen Examensdeputation i en Henvendelse til det akademiske Collegium taget Ordet for en Gjenindførelse af de klassiske Studier, og i Studenterverdenens yngste Gene- rationer breder Følelsen af, at man har berøvet dem et fast Støttepunkt i Studiet og i Livskampen og overladt dem til SIDE: 453 Usikkerheden, sig umiskjendelig og uimodstaaelig. Fremforalt voxer der synlig nu en friskere, mere begejstringsdygtig og livfuld Studenterungdom op for at overtage Løsningen af Fremtidens Opgaver end den decadente og blaserede, tviv- lende og overlegne Ungdom fra de nærmest foregaaende Decennier. Netop idag da dette skrives (den 3dje Sept. 1913) fortæller en af vore Aviser efter et dansk akademisk Ugeblad: "Den nye Type paa akademisk Ungdom er bleven en anden end den tidligere, livstrætte, den kjølige, overlegne, den blaserede, en væmmelig Type. Men Typen nu er den unge, begejstrede og umiddelbare Student med et vældigt Mod paa Livet, med Interesse for Alt, og fast besluttet paa at reformere Verden. Hans Sind er det unge, friske, som forherligedes i 1860-aarene, hans Interesser er maaske andre, mere virkelighedsbundne, men baaret oppe af den reneste Idealisme er de Alle. Der har vi den sejrende Type." Det lover jo godt. Og ogsaa fra Frankrige lyder Røster, som taler om en ny, varm og begejstret Ungdom. Og alle peger de tilbage paa den Tid og de Idealer, som mine Ungdoms- aar tilhørte. Men det vil visselig ikke gaa saa raskt, dertil har Halvdannelsen slaaet for fast Klo i os. Et anseet tysk Blad kalder os Norske: "Das Land, das durch die Ablösung von der humanistischen Bildung und durch die Einführung einer künstlich geschaffenen Nationalsprache sich in jüngster Zeit kulturell empfindlich isoliert hat, und für die Aufgaben und den Betrieb der Geisteswissenschaften kein grosses Ver- ständniss und Interesse zeigt." Denne Isolationens Tid maa nu være forbi. Den vil finde sin uovervindelige Besejrer netop i Tidens kraftige industrielle og commercielle Udvik- ling. Selve de materielle Kræfter vil, naar de faar indtage sin rette Plads i Totaliteten istedetfor ensidig og udelukkende at beherske denne, tjene Aandslivet og fremme den virkelig nationale, i Pagt og Contact med den europæiske Cultur staaende Fremgangslinje. SIDE: 454 Og dette Forhold viser over paa det politiske Liv. Det har lange Udsigter med Virkeliggjørelsen af den dybe Sand- hed, som Kejser Wilhelm udtalte ved Afsløringen af Fritjof- statuen: "Alle germanske Stammer, Skandinaver, Tysker og Angel-Sachser maa holde sammen." Men lad os ikke vente paa den Tid, da vi kan vinde frem til Tysker og Angel- Sachser. Først maa Nordens tre Folk have fundet hverandre for Alvor. Derfor ser jeg, som altid helst først vender mit Blik mod Ungdommen, med et lyst Haab paa den nyvaag- nede fællesnordiske Ungdomsbevægelse, som nu efter 1905 frit kan udfolde sine Vinger og allerede synes at staa i fuld Blomst hos disse unge Mænd, som nu aarligaars fra Dan- mark, Finland, Norge og Sverige samles til Vennemøder paa Hald, paa Kinnekulle, i Finland og i Norge, og som endog ligesom Universiteterne i min Studentertid har sit eget Tids- skrift "Nordens Ungdom" og til sit Løsen "Nordens aande- lige og kameratslige Enhed". Og jeg tror ikke mindre paa de Løfter, som Kongemøder og Ministermøder giver om en stadig voxende "Enighed i Norden". Og netop Nordmæn- dene vil nu, da vi har naaet Maalet for vor Selvstændigheds- stræben, og Bevægelsen har faaet rent practiske og aande- lige Formaal istedetfor politiske -- netop vi vil nu bli de varmeste Talsmænd for nordisk Samarbejde og nordisk Sam- følelse. Og vi, som i 50-aarene vel var Skandinaver, men al- drig politiske Skandinaver, synes at vi ogsaa paa dette Punkt er naaet til det Trin paa "Slægtens Vindeltrappe", hvor vi lige under os øjner vor Ungdoms Tanker og over os ser disse samme Tanker i Fremtidens fornyede og foryngede Former. Nu venter vi blot paa, at vore svenske Brødres naturlige Bitterhed over Krænkelsen i 1905 overalt skal vige for Følelsen af Nødvendigheden af at etablere en ny Sam- følelsens Tid i Norden. Men saa gjælder det rigtignok tilsidst, om denne unge Fremtidscultur, som vi haaber paa, bliver en saadan, paa hvil- SIDE: 455 ken alle gode Magter: Tolerance, Samfølelse og Kjærlighed kan bygge en fast Borg og ikke blot Luftcasteller. Med andre Ord: Fremtidens stærkeste Kamp vil rejses paa et andet, endnu mere dybtliggende Felt: det religiøse. Tidens religi- øse Indifferentisme har sin dybeste Rod i den forløbne Tids Materialisme, som affødte en Vantro i alleralmindeligste For- stand: ikke blot en Vantro overfor religiøse Dogmer og kirke- lige Læresætninger, men Vantro overfor Alt, som "stod med Aand i Pagt". Her er Slagmarkens Centrum, dens catalau- niske Marker, her vil det store afgjørende Sammenstød finde Sted; men her foregaar ogsaa, som det synes, det stærkeste og mest gjennemgribende Omslag i den nye Tids Væsen baade hjemme og ude. Medens det for 70- og 80-aarenes var en for alle "intelligente" Mennesker afgjort Sag, at Re- ligion kun var et Udslag af gammel Vankundighed, at et dannet Menneske ikke kunde være saa aflægs, at han i Christendommen saa andet end et "overvundet Standpunkt", at man maatte vælge mellem Tro og Viden, og at der for en Mand, som vilde tilhøre sin Tid, ikke kunde være Tvivl om Valgets Udfald, har netop selve Erfaringsvidenskaben i vor Tid ført til Erkjendelsen af Videnskabens Begrænsning. Følelsen er vakt for Erkjendelsen af at der, hvor Viden- skaben maa sige sit "ignoramus et ignorabimus," der begyn- der et nyt Aandsomraade, Religionens. Videnskaben er ikke -- som en begejstret Neophyt nylig har sagt -- "bankerot", tværtimod -- den har opgjort sin Status med et lysende Resultat, men den har derhos fremfor Alt lært at kjende sine Grænser. Da en stor Videnskabsmand som Dubois Reymond for første Gang havde udtalt hint "ignorabimus" i sin "Ueber die Grenzen des Naturerkennens" (saavidt jeg mindes i 1872), var der lagt et Gjærstof ind i den materialistiske Verdens- anskuelses Masse, som bragte den til at æse og tilsidst har sprængt den sønder. Nu hører man ogsaa fra Naturviden- skabens Lejre Stemmer, som udtaler: "uden Religion ingen SIDE: 456 frugtbar Cultur!" Paa mange forskjellige Maader har Om- slaget vist sig, om end til at begynde med i mangehaande uklare og umodne Former, lige fra alvorlige, men endnu taa- gede Studier over Underbevidsthed og telepathiske Fænomener, fra uklare spiritistiske Drømme og theosofiske Speculationer, som gaar over Bækken efter Vand, da de vil finde sine Tankers Maal fuldstændigst udtrykt i selve Christi Christen- dom, hvis de forstaar at fatte dennes Kjærne, -- lige til det practiske Virke, som udfoldes i Frelsesarméens buld- rende, men saa varmt kjærlighedsfyldte og i "Christian Endeavours" alvorlige Arbejde, har Alt maattet bidrage til at skyde Sjælelivet og dets Studium frem i Forgrunden blandt Tidens Interesser. Alt dybere rører sig " den religiøse Uro" i alle tænkende Gemyter. Og alt mer synes man at nærme sig den alvorlige Erkjendelse af, at Livets højeste Opgave ligger i Udøvelsen af den practiske Christendom, af Kjærlig- hedens Evangelium. Tiden "afchristnes" ikke, men den søger nye, højere Former for det christne Liv. Thi Erkjendelse er endnu ikke Vilje og Vilje endnu ikke Handling. Vi ven- ter endnu paa Viljens Fornyelse. Culturens eneste frugtbare Fremgangslinje gaar ud fra Hjerterne og deres Forvandling. Det er den, som netop nu holder paa at forberedes i Blod og Taarer, gjennem Verdenskrigens Ild og Rædsler. Der skal skarp Lud til skurvet Hoved! Det er Tidens store practiske Kjærlighedsarbejde, som vi allerede tidligere i dette Skrift har pegt paa, der nu for Alvor skal vise sin Kraft og bære sin Frugt, idet den nærmer Tiden til det levende, virksomme Arbejde for at virkeliggjøre Ordet: Christendom og Kraft! og denne Kraft er ikke at søge i de christne Dogmers Overens- stemmelse med Virkeligheden, men i den levende Efterføl- gelse af det store, guddommelige Forbillede, som lyser for os ned igjennem Tiderne fra Golgathas Kors. SIDE: 457 Femti Aar efter Dybbøldagen. 1864 -- 18de April -- 1914. En Tidsbetragtning i Studentersamfundet. Studentersamfundets Bestyrelse har opfordret mig til at vie den Begivenhed, som fandt Sted idag for halvhundrede Aar siden, et stille Mindeord. Dette Ord passer kun daarlig ind i de mange glade "Jubilæer", vi midt i Tidens dybe Alvor er ifærd med at fejre. Saameget bedre stemmer det da med selve dette Tidens Alvor. "Sandheds Sag Seirer kun i Nederlag!" Og det er ingen Sejer, det er et Nederlag, vi iaften i Stilhed vil mindes. -- Et Nederlag -- ikke for det lille, helte- modige danske Folk, som hin Dag efter et tappert Forsvar maatte vige for den uhyre Overmagt; det kan neppe kaldes noget "Nederlag": "Dybbøls Kam Rødmed af Blod, men ej af Skam!" Den 18de April 1864 stormede Preusserne efter 2 1/2 Maa- neds frugtløse Angreb endelig Skanserne ved Dybbøl, og der- med var den dansk-tyske Krigs Udfald afgjort. Retten maatte vige for Magten. Men det var ikke de, som kjæmpede med ved Dybbøl, som led Nederlaget, det var vi, som ikke kjæmpede med. Vi mindes ikke denne Dag blot for de faldne Krigeres Skyld, men meget mere for vor egen: fordi hin Dag var et Nederlag for de Tanker og den Stræben, som havde ildnet hin Tids bedste Mænd og fremfor Alt dens Ungdom: Tan- ken om og Arbejdet for et enigt Norden og et fælles For- svar! Mon I vil forstaa hin Dags Bitterhed, I Unge, som ikke har oplevet den? Det var Dødsdagen for den lyse Tro, som havde drevet den lethenrevne Ungdom til at aflægge de uindfrielige Løfter om, at Broderfolkene skulde ile det SIDE: 458 betrængte Dammark til Hjælp i Nødens Stund; det var Døds- dagen for den stærke og dog saa svage "Studenterskandi- navisme", som vi Alle havde svoret til uden at betænke, at det ikke var Studenterne, som havde Politikens Traade i sin Haand og ledede Rigernes Skjæbne. Det er dette tunge, bitre Minde, vi Gamle i denne Aften ruger over -- vi, som hin Dag mistede vor Ungdoms Mod og Frejdigheden i vor Livsgjerning, fordi man siden altid kunde kaste os i An- sigtet, at vi havde svigtet vore Løfter paa Valgets store Pi- latusdag, og siden har maattet bygge vor vaklende Mand- domsgjerning paa Vragstumperne af vor Ungdoms brustne Illusioner. Forstaar I Unge, hvor det kan værke endnu ind i Livets sene Aften? Men hermed har vi ikke endnu naaet Bunden af denne Dags alvorlige Betydning. Den knuste nemlig noget endnu meget større end Danmarks Integritet og den nordiske Ung- doms umodne Fremtidshaab. Den knuste Folkenes Rets- bevidsthed. Den var jo ofte nok krænket før; men nu blev Retskrænkelsen gjort til Tidens ledende Princip, idet Bis- marck fra Dybbøls Højder for første Gang vovede at slynge ud over Verden det Ord, som siden blev Tidens store Grund- sætning og Løsen: "Magt gaar foran Ret!" Derved blev Dybbøldagen ligefrem Skillet mellem to Tidsaldre. Efter Krigen afgav de preussiske Kronjurister for at kunne tilbage- vise Hertugen af Augustenborgs Fordring paa Hertugdøm- merne sin ovenfor omtalte skandaløse Udtalelse om Rets- spørgsmaalet: "Hvem tilhører Slesvig?" Den lød: "Slesvig tilhørte hidtil med ubestridelig Ret Danmark; men denne sin Ret har Danmark nu ved Wienerfreden med Ejerens Ret overdraget til Preussen, som altsaa nu er i fuldt lovlig Be- siddelse af Hertugdømmerne." Denne frække Haan mod al international Retspleje inaugurerede en Tid, da Folkenes Retsbevidsthed alt mere maatte fordunkles og vige for Magt- SIDE: 459 bevidstheden, inaugurerede -- for at sige Alt med ét Ord -- Materialismens Tidsalder og Alt, hvad den bar i sit Skjød. Da Magten traadte i Rettens Sted, da traadte ogsaa den egoistiske Beregning i den højsindede Ungdomstros og den selvforglemmende Hengivelses Sted. Og det var jo en herlig Vinding! For Troen paa en skjult, evig Retfærd i Histo- riens Gang, -- for den Tro, som forstod, at om Historiens Pendel end svinger uforstaaelig frem og tilbage og tager med den ene Haand, hvad den giver med den anden, saa fører dog hvert Pendelslag Tidsuhrets mægtige Viser et Skridt fremad -- for denne Tro fik vi Utilitarismens smaaskaarne Kræmmerfilosofi. For Troen paa en ren Kjærlighed mellem Mand og Kvinde, der varer for Livet, fik vi Sexualismens banale Bohêmetid, som naturlig efterfulgtes af de ynkelige Decadenters Tømmermænd i de overophedede Hjerner. At disse triste Tidsfænomener kun var Udskejelser fra den store Fremskridtslinje, som den nye Tid trods dem betegner, kan Ingen være mere overbevist om end jeg; men disse mørke Skygger kastedes over os af den Tidsaand, som Dybbøl- dagen indvarslede, og det var dem, som her vedkom os. Unge Venner! Engang stiller Dybbøldagen ogsaa Enhver af Eder foran Valget: Vil I være med om at hele de Saar, hin Dag tilføjede Arbejdet for Ening og Samfølelse mellem Folkene i Norden -- ud fra et rent fædrelandsk Syn paa de Velsignelser, et saadant Forhold vil bringe vort Land? Eller vil I leve videre paa Dybbøldagens Følger? Det Kjend- skab, jeg har været saa lykkelig at faa til vor Universitets- ungdom, giver mig et lyst Haab om, at Tidens Hjul er ifærd med at gjøre endnu en Omdrejning, at Atavismen begynder at gjøre sin Gjerning, og at I vil gjenføde -- ikke min Ung- domstids taagede Drømme og overspændte Idealisme, men dens lyse Aandstro og dens sjælfulde Varme. Jeg ser den SIDE: 460 alt gløde i mange unge Øjne og føler den banke i mange unge Hjerter. Jeg ved, at det isaafald bliver en haard Livs- kamp, I gaar imøde; thi der er stærke Kræfter i Tiden, som arbejder i modsat Retning, arbejder for Had og Splittelse. Men jeg tror, at I har en stærk og redelig Vilje. "Forfærdes ej, du lille Hob!" Fra Tidernes Morgen er af alle Tiders største Seere Lysets Sejer forjættet dem, som kjæmper for Lyset, selv om Vejen gaar gjennem Dødens Mørke, som den gjorde det for dem, som faldt ved Dybbøl for 50 Aar siden. Lad os mindes dem og erindre, at "Sandheds Sag sejrer kun i Nederlag!" "Kjæmp for Alt, hvad Du har kjært, Dø, om saa det gjælder! Da er Livet ej saa svært, Døden ikke heller!" Og Livets Herre vil velsigne vor Ungdom i dens Kamp for det Gode! Og tag saa venlig imod disse, en gammel Mands gammeldags Ord. Der kan undertiden være noget Ungt ogsaa i det Gamle. Verdenskrigen 1914. Og saa faldt Slaget! Det var knusende over den Tid, som havde dyrket sit hellige Syvtal, sine 7 M: Materien, Maskinen, Magten, Mammon, Militarismen, Merkantilismen og Misundelsen. Dette var det afgjørende Vidnesbyrd om, at det store Omslag er kommet og er ifærd med at fuldbyrdes. Saa skulde jeg da virkelig efter at have naaet mine 80 Aar faa opleve, at mine Ahnelser om Frembruddet af en ny Morgen skulde -- om end ikke virkeliggjøres, saa dog kaste en desto dybere Skygge foran sig, som vidner om, at Solen staar bag Fjeldkammen og denne Tidsalder paa Randen af sin Grav. Verdenskrigen af 1914 er udbrudt. Den Livets selvregulerende Magt, som allerede Grækerne kjendte under Navnet Nemesis, den Magt, ogsaa jeg har troet paa, og som SIDE: 461 er stærkere end alle Maskinhammere, har talt sit tordnende Ord ind i Menneskernes Øren. Det er den Magt, som raaber til de Vældige paa Jorden sit endnu vældigere gamle Ord: "Kom, se Herrens Gjerninger, hans, som har sat Ødelæggelse paa Jorden, som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, bræn- der Vognene med Ild! Stans og vid at jeg er Gud." (Ps. 46). Slaget faldt over "den Magt, som altid vil det Onde, men dog altid maa fremme det Gode". Endelig har alt Tidens opsparede Had, det personlige Had, Standshadet, National- hadet, Racehadet, Religionshadet, Gudshadet samlet sig i en eneste forfærdelig Udladning. Nu høster den Bismarckske Aand, der først i 1864 vovede at udtale det forbryderiske Ord: "Magt gaar foran Ret", nu høster den, hvad den har saaet -- der kunde ikke voxe Vindruer paa Torne og ikke Figener paa Tidsler. I blindt Raseri styrter disse Materiens Trælle, disse Folk, som var Europas og Verdens Herrer, sig mod hverandre som vilde Dyr, nedbryder sin egen højtpriste Civilisation i Vanvid, og sender i Vanvid sin bedste, sin stærkeste Ungdom ud for at dø i Millionvis foran Kanon- mundingerne -- i Fædrelandskjærlighedens hellige, men i Menneskeslagteriets Tjeneste misbrugte Navn! Vanvidet, Krigsvanvidet, Hadets Vanvid har grebet hele Verden, og i vild Selvtilintetgjørelse raser Tiden mod sig selv og vender ligesom den fangne Skorpion sin giftige Braad mod sit eget Bryst! Det blev Enden paa Materiens Tidsalder. Dog Enden er ikke endda! Denne Verdenskrig med de unaturlige Alliancer mellem asiatisk Barbari og vesterlandsk Overcultur. Alliancen mellem Frankrige og Rusland som mellem Tyskland og Halvmaanen, maa følges af endnu en Krig, naar Sejerherrerne -- hvem det nu bliver -- skal dele sit rædselsfulde Bytte. Og saa? Er ikke da den nye Tid inde, faar Tiden ikke da Øjnene op for, at Civilisation uden Gudstro, at Cultur uden Religion, at et Samfundsliv uden SIDE: 462 Kjærlighed er værdiløse, tomme Goder, da er Verden Bar- bariet og Undergangen hjemfalden; faar den Øjnene op for Sandheden, da tør vi haabe paa en lysere Tid, en bedre Verden. De "to Tidsaldre", Romantikens saavelsom Mate- rialismens er tilende; en ny Tid aabner sig. Hvis Billede og Overskrift skal den bære? Guds eller Kejserens? Fra Vindvet mod Fjorden. Og atter sidder jeg, som den Aften, jeg begyndte disse Optegnelser, ved det aabne Vindve i Solnedgangen og ser udover Fjorden, og i den lyse Foraarsluft flagrer den første Sommerfugl forbi mig opad -- opad og altid højere opad. Endnu igaar laa den fængslet i Puppens graa Hylle. Ja netop saaledes tror jeg just nu at se min egen Sjæls Puppe sprænge det Skal, som i min Manddoms lange Kamptid laa som et mørkt Fængsel over mine lyse Ungdomsaars brogede Larve, der engang krøb saa lystig omkring og hængte sig ved hver Stængel, den kunde naa, ubekymret om den gjemte Gift eller Honning! Det var dette den brogede Larves Liv, jeg skildrede i "Svundne Tiders" tidligere Dele -- det er Puppens mørke Fængselsliv, jeg har maattet tegne i dette Bind. Nu ser jeg denne Puppes graa Skal falde til Jorden og den pragtfulde vingede Psyche flyve fri ud i Vaarens Luft for at begynde et nyt Liv. Flyv da, første Sommer- fugl, flyv! Men jeg forsøger ikke længer at fange dig; thi jeg har lært af Livet selv, at du ikke lader dig fange. Men jeg glæder mig ligefuldt over din Skjønhed. Livet selv har lært mig at fatte Livets Begrænsning, lært mig aldrig at ville eje, men alligevel altid at stræbe efter at naa det, som alene Evigheden ejer. At forstaa denne Livets Begræns- ning er Resultatet af Livets Arbejde; men i den Tryg- hed, Bevidstheden om denne Begrænsning giver, ligger samtidig ogsaa Lønnen for din svære Kamp. Thi har du lært at betragte din Begrænsning med Fred og Forsoning i SIDE: 463 Hjertet, som naturlig og stemmende med Livets Mening og Endemaal, da har du naaet det Bedste, Livet hernede kan give dig, da har du naaet at dø ung. Det er Lønnen for din Kamp. Saa maa da de nye Livsformer, som er Gjen- stand for din Tro, føre dig nærmere Gud end du her kan komme. Laa ikke Erindringen om de tusinde Fejltrin be- brejdende bag mig, saa vilde jeg sige, at jeg er en af de lykkeligste blandt alle Mennesker. Thi nu ser jeg tilsidst den kjærlige Mening i det Hele: Jeg har da uden nogen min Fortjeneste af Guds Naade naaet, hvad der kan naaes i Livet. Nu synker Solen derude over Fjorden, og paa min Skul- der lægger sig en kjærlig Haand, den kjærligste jeg har fun- det i Verden, et Par milde Øjne, de mildeste jeg ved, ser ind i mine, og den kjæreste Stemme, jeg har hørt, siger stille til mig: "Det er Tid at gaa til Ro! Guds Fred og god Nat!" Og jeg lukker min Bog, og jeg lukker mit Vin- dve -- snart lukker jeg ogsaa mine trætte Øjne: Godt Nat og Guds Fred! -- ogsaa for dig, kjære Læser! SIDE: 465 Tillæg. Chronologisk Oversigt. (Ufuldendt Udkast). 1834 -- 48. Barndom. 1848. Opvaagnen til Verdens- og Fædrelandsbevidsthed ved Februar- revolutionen og Nationalromantiken. 1850 2/1. Det norske Theater grundlagt af Ole Bull i min Fødeby. 1853 2/9. Studenterimmatrikulering. Bjørnst. Bjørnson. 1854. Sommervandring over Hardangervidden til Bergen. 1855. Første Besøg i Sverige: Gøteborg, Trollhättan og Wermland. Agardh. 1856. Sangerfest paa Fredrikshald i Pintsen 11 -- 13 Maj. Æresmedlem af Tønsberg Sangforening. Studentermødet i Upsala. Besøg i Kjøbenhavn. Strandberg. Grundtvig 8 -- 23 Juni. 1857. Det første digteriske Forsøg: "Olaf Liljekrans". Henrik Ibsen. Besøg i Kjøbenhavn: Hartmann. Gade. Jerichaus. Bissen. Inge- mann. Hauch. 1858. Studierejse over Linkøping og Stockholm til Upsala: Hedlund. Ridderstad. Blanche. Cometen. Indstillet som No. 2 til Stipen- diatposten 31/12. 1859. Beslutning at habilitere mig i Upsala som Docent. B. E. Malm- strøm. Ankom til Upsala 5/10. 1860. Nordiska festen i Upsala 28/1. Carl XVs Kroning i Stockholm. Rejse til Tyskland. H. Hettner. Carl Gutzkow. Wilh. Sohn. Gudes. Tidemands. Forlovelse i Düsseldorf 23/9. Rhinrejse. Signaturerne i Upsala. 1861. Besøg i Finland. J. L. Runeberg. Z. Topelius. Fr. Cygnæus. I Kjøbenhavn. H. C. Andersen. Carl Andersen. Docent 11/3. SIDE: 466 1862. 31/3 Bryllup og Udfart. Stridende os frem fra Station til Station naaede vi efter en alvorlig Sygdom [fotnotemerke] i Florents Rom d. 17/12. Jule- aften i Rom. Ernst Guhl. Schnorr v. Carolsfeld. Wilh. Kaulbach. Carl Sohn. Fru Wiegmann. 1863. Heinrich Brunn, Hensen, Jacoby, Passini, Goldschmidt, Saaby, Bloch, Kjellberg, Olrik. Sommer i Genzano. Familien Bruun (Christoffer), Bentzens. Bibliothekar og Consulatsecretær. [fotnotemerke] 1864. Danske Krig. 5/12 Danevirke. Sommer i Genzano med W. Rune- berg, Henrik Ibsen samt Bruuns. Rejse til Neapel. 1865. Hjemrejse. Over Splügen. Hos Gudes i Carlsruhe. Sommer i Christiania og Lærdal. Høst i Upsala. Repræsentationsreformen. 1866. Nybloms Disputats 27/4. Ansat ved Nationalmuseum. Forelæsning paa Børssalen. Kaldelse til Gøteborgs Forelæsningsforening (Vene- dig og Florents). 1867. Besøg i Kjøbenhavn og Paris (under Verdensudstillingen). Napoleon III og Eugenie. Lærer ved Kunstakademiet. Kaldelse til Gøteborg (Græsk Plastik). Forelæsn. ved Kunstakademiet. 1868. Forelæsn. paa Børssalen og i Vetenskapsakademiens nye Sal. Besøg i Graversfors og i Kjøbenhavn. Goldschmidt. Lærer for Prinsesse Louise (1868 -- 1869). Kaldelse til Gøteborg (Pompeji). Forelæsn. ved Kunstakademiet. 1869. Medlem af Gøteborgs Vetenskaps- och Vitterhetssamhälle. Kal- delse til Gøteborg (Skönhetssinne i hemmet). Medlem af "Säll- skapet Iduns" Styrelse (1869 -- 1875). Professor ved Kunstakademiet (1869 -- 1875). Orientrejsen begyndt. Lützow. Rousopoulos. 1870. Medlem af Slöjdföreningens Styrelse og Formand i dens Kunst- industriudvalg. Rejse i Ungarn, Tyrkiet, Lilleasien, Grækenland, Sicilien, Italien. 2det Ophold i Rom. Frankrig. Thorvaldsensfest i Stockholm. "Madonnabilden" opført i Stockholm. Strindberg. 1871. Formand i Comitéen for Statens Indkjøb af de Hammerske Sam- linger. Medlem af Comitéen for Verdensudstillingen i London. Forelæsn. i Bergen og i Gøteborg (Empirisk Æsthetik). 1872. Medlem af Comitéen for Verdensudstillingen i Moskva. Kaldelse til Gøteborg (Christusbilledet). Sommer paa Skokloster og Ryd- boholm. "En Arbejder" opført i Christiania, Stockholm og Hel- singfors. I Berlin Kobberstikauction. 1873. I Finland og Petersburg. Medlem af Svenska Fornskriftsällskapet. Æresmedlem af "Finska Konstnärsgillet". Ridder af St. Olafsorden. Rejse i Holland, Belgien og til Wienerudstillingen. Fotnote: Fru Dietrichsons. (Udg. Anm) Fotnote: Eneste Barn født. (Udg. Anm) SIDE: 467 1874. "Karl Folkunge" opført i Stockholm og Christiania. Forelæsn. i Norrkøping, Bergen, Throndhjem, Christiansund og Molde. Sommer ved Skokloster. 1875. Kaldet til Professor ved Christiania Universitet. Ridder af Nord- stjerneorden. Festligheder ved vor Afrejse fra Stockholm. Medlem af Kunstskolecomitéen. Svenska Slöjdföreningens Medaille i Sølv. Adresse fra Kunstakademiet. Elevernes Album. 1876. Kunstindustrimuseets Oprettelse 25/3. Formand i dets Styrelse. Medlem af Skulpturmuseets Styrelse. Oprettelse af Haandtegnings- og Kobberstiksamlingen. Formand i dens Bestyrelse. Sommer og Høst i München og Gossensass med Ibsens. Paul Heyse og Moritz Carrière. Rejse til Gardasøen. 1877. "Kunstvennernes Samfund" oprettet. Medlem af dets Bestyrelse. Besøg i Stockholm i Februar for at modtage "Mindegaven fra svenske Skoler og Hjem". Medlem af Christiania Videnskabssel- skab. Doctor honoris causa ved Upsala Universitet i Anl. af dets 400-Aarsfest. Rejse til denne. Formand i Studentersamfundets Bestyrelse. 1878.Medlem af Comitéen for Pariserverdensudstillingen og Medlem af Juryen for bildende Kunst. Præsident ved Architektcongressen i Paris. Rejse i Normandie og Bretagne. Jules Breton. 1879. Officier d'Academie. I Hardanger med Edvard Grieg. Skrev "Kivleslaatten". 1880. Foredrag i Stockholm. Medlem af Nationalgaleriets Bestyrelse. Rejse til Grækenland, Ægypten og Palæstina. 1881. Hjem over Italien og Paris. Medlem af Borgercomitéen ved Kron- prins Gustafs Bryllup. 3dje Ophold i Rom. 1882. Kaldelse til Throndhjem. Æresmedlem af det svenske Kunst- academi. Besøg i Stockholm. 1883. Foredrag i Stockholm med Familien der. Sommer paa Farøen i Gvarv. Arbejde med Restaurationen af Hamar Domkirke samt Universitetets Gavlgruppe. Medlem af Udstillingscomitéen ved Christianiaudstillingen (?). Sangerfest i Throndhjem. 1884. Rejse over Stockholm til Helsingfors. Lönrothfest. Derfra til Petersburg og Moskva. Over Warschau til Berlin. Krummhübel i Riesengebirge. Besøg i Oberschlesiens Trækirker. Over Witten- berg til Wernigerode. Derfra til London. Greenstead church. Hjem over Goslar og Hildesheim. 1885. Formand i Nationalgaleriets Bestyrelse til 1890 incl. Formand i Studentersamfundet 2den Gang. Bohêmestriden. Sommerbesøg i SIDE: 468 Stockholm og Upsala (N. S. [fotnotemerke] 25-Aarsfest). Ophold paa Molde med Ibsens. 1886. Sommer i Taarbæk. Besøg i Berlin og Stockholm. Stavkirkerejse i Numedal. Reddede Nore Kirke. Medlem af Letterstedtske Forening. 1887. Første Moselrejse (Andernach, Trier, Cochem og Beilstein). Hjem over Worms, Speyer, Heidelberg, Naumburg, Merseburg, Halle. Sølvbryllup 31/3. 1888. Medlem af Comitéen for den skandinaviske Udstilling i Kjøben- havn og Jurymand, Formand i Gruppen for Keramik og Glas. Commandør af Dannebrog. 2den Moselrejse (Marburg og Mosel- kern). 1889. Besøg i Crefeld, Aachen, til Pariserudstillingen. Besøg i Ahrdalen, Adenau og Omgivelser. Orientalistcongres i Christiania. Kong Oscars Belønningsmedalje. -- Selskabet Andvake stiftet, Secretær der (1889 -- 1901 incl.). Directør ved Skulpturmuseet. 1890. Architekturrejse i Norge (Middelaldersk Stenarchitektur). I Røken. 1891. Ved Mosel (Tredie Moselrejse. [Udg.] ) (Brodenbach og Trier). Ibsens Tilbagekomst. Disputats i Upsala. 1892. Over Luxembourg, Metz til Paris. Runebergs Sølvbryllup. Derfra over Nancy til Mosel (Fjerde Moselrejse. [Udg.] ) (Trarbach, Wolf og Zell). 1893. Sommer paa Fagerlund i Valders. Kunsthistorisk Congres i Nürn- berg. Mitglied des ständigen Ausschuss' der kunsthist. Congresse. Formand i Bestyrelsen af Benneches Legat (til 1913). Medlem af Bestyrelsen af Arnolds Legat. 1894. Medlem af Vetenskapssocieteten i Upsala. Sommer i Bagn. Kunst- historisk Congres i Køln. Pulszky. Rejse i Holland og Belgien. I Siebengebirge. 1895. Æresmedlem af den norske Kunstnerforening. Rejse til Nordkap med Fr. Krupps Damper. 1896. Første akademiske Møde i Christiania. Formand i den norske Afdeling af Comitéen for Samarbejde mellem Nordens Universiteter (1896 -- 1915). Æresmedlem af Södermanland -- Nerikes Nation i Upsala. Kunsthist. Congres i Budapesth. Bubicz i Kaschau. I Agram, Venedig osv. 1897. Medlem af Bestyrelsen for Fortidsmindeselskabet (til 1901). Rejse over Venedig, Gardasøen (Salò) til Rom. 4de Romerophold (fra Nov. 1896 -- Maj 1897). I Pompeji. Til Tremezzo og Suna ved Lago Maggiore. Hjem over Basel, Strassburg og Bonn. Besøg i Essen hos Krupps. Fotnote: ("Namnlösa sällskapet". Se Svundne Tider II P. 119 -- 192. Udg. Anm) SIDE: 469 1898. Præsident for den kunsthist. Congres i Amsterdam. Striden om "Natvagtens" Plads. Laaren. Mitglied der Ehrencomitée des kunst- historischen Instituts zu Florenz. 1899. Akad. Møde i Gøteborg. Rejse til Torbole, San Vigilio, Sermione, Verona, tilbage over Brixlegg -- hos Stang paa Fredrikshald. 1900. Rejse over Hørsholm til Ostende, Dover, London til Lydford. Her- fra til Edinburg (Kathedralrejsen) -- Juniper Green. Over Inverness til Orknøerne med Joh. Meyer. Ophold der. St. Magnus. Tilbage over Dryburg, Melrose til London. Præsident for den internationale kunsthistoriske Congres i Lübeck. 1901. Til Sødermanlandsmøde i Stockholm. Paa Ed. Hos Stang paa Fredrikshald. Paa Hovde med Mohns. Paa Sveen i Vaage. Mit Portræt ophængt i Kunstindustrimuseet. Museets 25-Aarsfest. 1902. Valgt til Præsident for den internat. kunsthist. Congres i Innsbruck, men modtog ikke Valget. Akad. Møde i Kjøbenhavn. Mellem de to Møder: Rejse over Frankfurt a/M., Gotthardsbanen, til Arona, til Lago d'Orta. Fra Orta til Cernobbio (Marcuscampanilens Fald) og Moltrasio ved Lago di Como. Ophold i Mattrei. 1903. Æresmedlem af Kgl. Vitterhets-Historie- och Antiqvitetsakademien i Stockholm. Staten overtager Museerne som Statens Kunstmuseum. Jeg gaar af. 1904. 70-Aarsdag 1/1. Commandør af St. Olaf. Æresmedlem af det ny- oprettede "Svenska Literatursällskapet i Finland". Fest d. 21/1. Kunsthistorisk Forening stiftet. Formand der. Min Byste (af Vige- land) opstillet i Universitetet. Kaldelse af Upsala Universitet til Forelæsn. i Vaarsemestret. I Norrkøping. Kunstindustrimuseet flyttet ind i sit eget Hus. 1905. Kaldelse af Samarbejdscomitéen til Forelæsn. ved Kjøbenhavns Universitet. Kaldelse fra Askov. Besøg paa Væmmetofte og hos Kronprins Fredrik (VIII). Afgik som Kunstindustrimuseets Præses, blev udnævnt til Bestyrelsens Æresmedlem. Var Censor ved Con- currencen om Professur ved Stockholms Högskola i Kunsthistorie (stemte paa Sirén, som blev udnævnt). 1906. Sommer paa Lillehammer, studerede de Sandvigske Samlinger, med Lies. 1907. Høst i Valders (Volden) sammen med Johan Bojer. 1908. Med Lies paa Gunstad i Ringebu. 9/1 Øjenoperation. 1909. Medlem af Throndhjems Domkirkes Façadejury. 75-Aarsdag. Fest- skrift i Dagens Anledning. Sommer: Stuflaaten. 1910. Tjømø. Fr. Hansen. Arvesen. Sidste Romrejse. Over Venedig (Sandwirth) -- Hos Lucarini. SIDE: 470 1911. Hos Zuccha -- Geiser. -- Mathildes Lungebetændelse. I Dinesens Pensionat. Hjemrejse. Hos Stang paa Fredrikshald. Ny Operation. Sommer paa Kongsberg. Medlem af Juryen for Univ.s Festsals Udsmykning. Univ.s Hundredaarsfest. 1912. 31/3 Guldbryllup. Sommer paa Hvalstad. 1913. Æresmedlem af Skandin. Forening i Rom. Forelæsningsrejse til Bergen 11 -- 21 Maj. Studentersamfundets 100-Aarsfest. 1914. Mit Portræt i Chr.a Bymuseum. 1/1 80 Aar. Mine svenske Venner sender en smuk Vase til Dagen. Krigen udbrudt.