Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 11 Om Skabelsen Mel.: Broder hvi est du saa mut, etc Gunstig Læser, hør vel til, Hør, jeg dig fortælle vil, Hvad i fordum skeede, Hvordan i Begyndelsen Jorden samt og Himmelen Blev af GUD bereede. I sex Dage det paastod At GUD HErren blive lod Skabningen fuldkommen, Lius, Befæstning, Vand og Jord, Alting efter HErrens Ord, Mennisken til Fromme. I det første var der Mørck, Thi lod GUD som aff en Ørck, Liuset smugt fremtrinne, GUD fandt selv en Velbehag Saa lod hand den første Dag Over Verden skinne. SIDE: 12 Samme Lius var smuck at see, Verden var i Dage tre Dermed vel fornøyed, Saa blev Dag og saa blev Nat Begge til et Døgn blev sat Hver sit Navn tilføyet. Paa dend Tid var Jorden tom, Alle Ting var om og om Menget i hvert andet, Guds Aand svævet midlertid Over Vandet hid og did Som da laa beblandet. Hvad blev anden Dag bestilt? Anden Dag blev Vandet skilt, HErren lod oprette, En Befæstning vidt udstragt, Hvilcken hand med Guddoms Magt Midt i Vand lod sætte. Vand her under skiltis da, Fra de Vand her oven fra, Hver sit Rom blev ydet, Saa blev Himmelen opbygt Som en Hvelvning meget trygt Oven til beprydet. Tredie Dag blev Vand og Jord Skilt ad efter HErrens Ord, At mand saae det Tørre, Hver fick Maal og Mæle smugt, Havet blev saa got som luckt Inden Laas og Dørre. SIDE: 13 Samme Dag ved HErrens Bud Gick der den Befalning ud Jorden skulle give Græs og Blomster uden Tall Samt og Træer, hvilde skal Vore ranck og stive. Saa kom Løv og Græs paa gang Af den sorte Muld udsprang Urter meget smucke, Hver sin deylig Skabning fick, Jorden stod udi sin Skick, Som en malet Ducke. Fierde Dag blev Soel og Lius Saasom tendte Himmel-Blus Skabte til at være, Soel til Dagens Lius blev sat Maanen fick den mørcke Nat Rigtig at regiere. Stierner udi tusind tall Paa Guds Firmamente skal Prange, blincke, brende, Hver sin Circkel fick for sig, Paa Guds Hvelvning ordentlig Om og om at rende. Havet gav udaf sit Skiød Femte Dag, som HErren bød, Mange fauvre Fiske, Samt og Fugle stoer og smaa, Som blev skabte til at maa Sættes paa vor Diske. SIDE: 14 Da blev skabt den store Hval Som i Bølgen puste skal Gud til Lov og Ære, Da saae mand de Fugle fløy, Udi Lufften meget høy Med stafered Fiære. Hvad blev skabt den siette Dag? Diur og Orme mange slag Uden Tal og Maade, Orme fick i Klippen huul, Diuret fick i Skoven skiul Hver fick sit at raade. Siden efter alle dem Da kom Mennisket her frem, Adam, HErrens Billed, Hand fick Magt og Herre-Skiold At hvert Diur paa grønnen Vold, Blev for ham fremstillet. Da GUD HErren saae, at hand Eenlig var udi sin Stand Gav Gud ham en Qvinde, Hun blev skabt udaf hans Been Som en Frue smuck og reen Kaldet hans Mandinde. Der GUD HErren saae, at alt Skicket var i skiøn Gestalt Hver i sit Tilfelle, Da lod hand med Velbehag Til en Fæst og Hviile-Dag Syvend Dag udvælge. SIDE: 15 Gunstig Læser, kom ihu, Hvad GUD HErren skabte nu I den første Uge, Først kom Liuset for en Dag Saa blev Himmelen til Tag Og til Lofft at bruge. Saa kom Jordens heele Tragt Saa kom Soelen i sin Pragt Saa kom Fisk i Floder, Saa kom Diur og Orme frem, Saa kom Adam efter dem Med vor gamle Moder. De fire raabende Synder Mel.: Den signede Dag er os beteed, etc. I Bibelen antegnis der Om fiir' slags raabend' Synder. Den første der i Tallet er, Paa hvilcken mand begynder, Er den uskyldig Abels Blod, Den onde Cain styrte lod Udi sin grumme Vreede, SIDE: 16 For samme Gierning Cain maa Saa lenge Verden monne staa, En Broder-Myrder heede. Saa snart som at det syndig Drab Af Cain blev bedreven, Da krævet Herren Regenskab, Hvor Abel af er bleven. Hand sagde, see, hvad har du giort Din Broder Abels Blod alt fort Af Jorden til mig raaber, Thi Jorden strax sin Mund oplod, Tog af din Haand hans varme Blod Med alle sine Draaber. Merck, Jorden sigis have Mund, Og Blod at have Mæle, Til Vidnisbyrd, at hvilcken Stund Du Liv af Folck vil stiæle, Da skal den Jord, hvorpaa du staar, Forbande dig i hvor du gaar, Ja hver en Jordens Tue Skal ligesaa som føre Krig, Marck, Ager, Eng benegte dig Aldeelis sin Formue. Ihvor du gaar og paa hvad Sted, Du daglig dags skal høre, Formedelst ond Samvittighed En Hylen for dit Øre; Thi see, det Blod, som er udøst, Skal givis baade Maal og Røst Og dig for Gud anklage Og med et u-afladet Skriig Anmode Gud væmodelig Sin Morder-Mand at plage. SIDE: 17 Da vild den Hund, for Døren laae, Begynde til at blaffe, Alt hvad mand har at skylde paa Skal lidet kunde skaffe; Men som en slet fortviflet Mand Med Cain i sit eget Land Sig selv landflygtig giøre: Altid i Frygt og aldrig glad Og reddes for det mindste Blad I Skoven sig kand røre. Den skyldig bruger ofte Fod, Hvor ingen hannem jager, Hand meener hver er sig imod Og derfor Flugten tager; See Cain giorde ligesaa, Hand siger: Det vild mig saa gaa, At hvilken Mand mig møder, Hand ufeilbar slaar mig ihiel, Og HErren mig med ret og skiel Ifra sit Ansigt støder. En Morder-Synd hos HErren staar Med sorte Streger skreven, Hvad Blod for mange tusind' Aar Af andre spildt er bleven, Det skal en Morder svare til Gud hannem det tilregne vil, Saa maa de stolte Jøder Citeris ind til Regenskab, For fremmed og for eget Drab, Naar de for Dommen møder. Bed Gud regiere Sind og Aand, Lad vrede Roed ej fæste, SIDE: 18 Opløft ey nogen hastig Haand Imod din fattig Næste, Tænck hand af samme Malm er støbt, Tænck hand af Gud er dyrekiøbt, Vild du det Tempel fælde, Det HErren selver har opbygt, Det lader dig og andre stygt At bruge Vold og Vælde. Den anden syndisk Raab og Skrig, Der at de Sodomiter Med Utugt vederstyggelig Indbyrdis sig besmitter, At Mænd med Mænd forøvet Skam, Den Tid at Herren det fornam, Blev hand optendt til Vrede, Hand siger, see, jeg haver hørt Et Skrig op for min' Øren ført Fra Sodoma den leede. Jeg vil derfore fare ned Og endelig fornemme Om all den Sags Beskaffenhed, Og om det Folck hin slemme Har giort altsammen hver for sig Alt efter dette Synde-Skrig, At jeg det vist kand viide, Men er det saa, de skyldig' er, Da skal dem times en Ufærd Og Skam og Skiendsel lide. Der Abraham det høre faar, Lod hand en Bøn fremkomme, At om der udi Staden var Halvtredsinstyve fromme, Da vilde Guds Barmhiertighed SIDE: 19 Forskaane dem og ey slaa ned Uskyldig med den skyldig'. Da svared HErren: Er det saa, Jeg femti Fromme finde maa, Da skal din Bøn staa gyldig. Men Abraham end atter bad Guds Straff dermed at hindre, At om der i den heele Stad End fantis fem Mænd mindre, Vild du dem end forskaane da, Og HErren svared' atter Ja, Da bad hand tredie Sinde; End om der er kun fyrreti, Vilt du dog slippe Staden fri? Og lade Naaden vinde. Gud svared':Ja, de slippe skal Hvis jeg i Staden inde Det fyrretyve fulde Tal Af fromme Folck kand finde. Da bad hand, HErre, bliv ey vred, Jeg dig med min Bønfeldighed Maa fierde gang umage, End om der findis tredive, Som kaldis kand retfærdige, Vild du dem alle slage? Gud svared': Er der tre gang ti, Da vild jeg dennem skaane, Og gaa den heele Stad forbi, Og skaane Mand og Kone, Hand strax sin femte Bøn indgav, Slog atter ti fra Tallet aff, Og taled' aabenbare: End om der er kun tyve Mænd? SIDE: 20 Gud svared: ja, jeg vild og end For deris skyld dem spare. Den siette gang da sagde hand: Det skal det sidste være, Saafremt det mig gelinge kand, Min Supplicatz at bære For disse Sodomiter frem, End om der er kun to gang fem, Men Ach! De fandtis icke, Da blev vor HErre gandske vred, Lod Ild og Svovel regne ned, Som skulle dem opslicke. Der var en u-naturlig Lyst I Sodoma de Dage; Thi blev der over dem udøst En u-naturlig Plage, En Himmel-Brand og brændend' Glød Opaad den Brand i deris Kiød Og brændte deris Brynde, En Ild med Ild blev slugt og qvalt, Til it Exempel over alt For alle dem, der synder. En Synder mod Naturen har Ey Deel i Christi Rige, Hans Legem og it raadet Kar For GUd er agtet lige; Naturen selver vemmis ved En slig forvendt U-tugtighed Og om Forløsning sucker, Og Creatured lengis hart At Enden maatte komme snart Som Laas for alting lucker. SIDE: 21 Gack ud med Loth af Sodoma At du din Siæl kand spare, Hvem ej har Lyst at gaa derfra Hand staar sin egen Fare, Thi den der er en Sodomit Hand bliver fra Guds Naade qvit Og mit i Pølen havner, Om Abraham af Graven stod Og ti gang for ham bede lod, Det dog slet intet gavner. Den Tredie Synd hvis Skriig til Gud Opstiger i det Høye, Det er naar Taarer perses ud Af fattig Enckers Øye, De samme Taarer mand vel seer At rinde ned som ofte skeer Men aldrig dog aflader, Før de sig giennem Skyerne Fremtrenger til den Høyeste, Som er Fortrengtis Fader. Det er vel ret en Encke maa Sin Hossbonds Gield aflegge, Heldst naar at den var bunden paa Mens de var sammen begge, Den søger en u-lovlig Vey Der borger og betaler ey Sligt er Bedragers Rencker, Dog bør enhver beviise sig Mod Enckerne miskundelig Heldst mod Gudfrygtig' Encker. Maaske du saa mig svare vil: Paa den Maneer du raader, SIDE: 22 Kand mand sin' Midler sette til Snart blive til en Staader, Mand kand saa lenge Miskund tee, Indtil mand kommer plat paa Knæ Og kand ej reises meere; Men hør: om noget tabtes hen For Enckers skyld, Gud dig igien Det dobbelt kand levere. Er Encken fattig, Gud er riig, Ham aldrig noget fattis, Hvis ey dit Krav fuldkommelig I Stervboer erstattes, Før HErren det til Reigning alt, Saa bliver der dig vel betalt, Gud skal for Encken svare, Og skeer der ey Betaling før, Da skal din Hustru, naar du døer Det efter dig erfare. Men hvis du handler strengelig Med en nødtørftig Encke, Da svær vor HErre, hand skal dig Med Straf det eftertencke, At, naar du staar i beste Stand, Da skal din Hustru miste Mand, Din' Børen miste Fader, Og dennem Hierte-Sorrig skee, Fordi du med Bedrøvelse Har været Enckers Hader. Da skal dig maalis ind igien Alt med den samme Maade, Du haver før til den og den Udmaalet uden Naade; SIDE: 23 Der over u-barmhiertige Een u-barmhiertig Dom skal skee Alt, som du har iskiencket, Saa skal du dricke selver ud, Mand bøde skal en Hud for Hud, Og blaat for ilde krencket. Mand veed vel hvad en Encke-Stand Gemeenlig med sig fører, Hun er forladt af alle Mand, Og ingen hende hører, Det lave Gierde lettest er At træde paa for en og hver, Bar Haand er let at binde, Væ den, som eenlig leve maa, Om der it Fald kand komme paa, Hvor skal hun Hielpen finde. Hver tyckes have nock, at hand Sin egen Seck skal bære, En andens Byrde lader mand U-løftet gierne være, En Enckes Trang er ofte størst, Dog pleyer hver at rage først Ild til sin egen Kage, Part meener, hvad anvendis kand For Enckens skyld, det taber mand, Og spilder all Umage. Men Skriften dig forklarer det Paa langt en anden Maade, Du skaffe skal en Encke ret, U-agtet nogen Baade, Kand hun ey give Vederlag, SIDE: 24 Skal Gud det vel en anden Dag Erindre dig til gode, Men giør du vitterlig u-skiel, Bekommer det dig aldrig vel, Det maa du vist formode. Har du, som ofte skeer iblant, En Encke noget laanet, Tag hendis Klæder ey til Pant, At hunj ey blir forhaanet, Tænck paa Sanct Jacobs Skrivelse: Det er en reen Guds Tienniste, At mand de Faderløse Og Encker udi deris Nød Besøger, og i deris Skiød En Gave lader øse. Den fierde Synd, hvis Skriig opgaar Til HErren u-ophørlig, Det er, nar Høste-Folck ey faar Sin Løn, som er tilbørlig, Hvo som forholder deris Sold Hand offentlig giør Ran og Vold, Den Synd undskyldes icke; Thi hand for HErren er anseed, Som den en andens suure Sveed Og Blod i sig vild dricke. Den fattig' har et lidet Brød, Men hvo det fra ham skraber, Hand er Aarsage til hans Død, Og kaldis en Manddraber, Din Dreng og Pige ligesaa; Det lille de fortienne maa, Vild du dem det forkorte, Og tage det, dem hører til, SIDE: 25 Det er, som du dem dræbe vil, Naar deris Løn er borte. Den Rigdom lyckis aldrig vel, Mand meener at forvinde, I det mand for en Arbeids Træl Vild holde Lønnen inde, Job vogtet sig for saadant alt, Hand siger: Har jeg ubetalt Min Frugt af Jorden ædet, Og plaget Agermandens Liv, At jeg har været ond og stiv Der hand sig skulle glædet. Da ønsker jeg min Ager maa Ukrud for Byg mig bære, Og Jorden fuld af Tidsler staa, Hvor Hveeden burde være Jeg ønsker hver en Ager-Reen Med Jord og Muld, med Torv og Steen Imod mig maatte skriige, Og felde Taarer bitterlig Til Vidnisbyrd ud over mig I tusind Tal tillige. Job og derhos bekiender det: Kand mand mig eftersige, Jeg vitterlig har giort U-ret Min Tienner eller Pige, Og negtet dennem deris Sag, Da gid min' Skuldre paa min Bag Fra Axlene maa falde, Og Armen brøste mit i Leed, Hver kunde med all Billighed En Volds-Mand mig da kalde. SIDE: 26 Hvad skulde jeg ansvare Gud, Naar jeg for ham indstevnis, Mand veed, hvor Dommen falder ud, At alt U-ret skal hevnis, Guds Hevn maa jeg forvente mig Hvis jeg forvolder Suck og Skriig, Forinden mine Vegge, Den Gud, hvis Haand har mig bereed, Har og bereed min tienner med, En Gud har giort os begge. I Hosbonder og Herre-Mænd Skal mange for Jer frygte, Da lever saa, jers Træl og Svend Ey sverter eders Rygte, I Huuset kand adskilligt skee, Naar Tiennerne det faar at see, Kand de det vidt udbære, Det Ordsprog er gemeenlig sandt Mands Tiund bliver tit iblant Mands Fiend' til at være. Og Lønnen for en Arbeids Mand Er all hans Sum og Rente, Den bør at agtes som det Vand, Kong David lod afhente Fra Betlehem i Stadens Port: Da tvende Kiemper ginge bort Og satte Liv i sticke, De Kongen det tilbiude lod Hand svaret, det er deris Blod, Hvi skulde jeg det dricke? Her er beskreven kortelig De fire raabend' Synder, SIDE: 27 See til at du ej hviler dig Paa de forbandet Hynder, Vild du forvare der din Krop I skiden Drøm du vogner op Hvo Synd frivillig øver, Hand samler Steene til sin Grav, Det gaar ham aldrig lovlig af Væ den som saadant prøver. Forresten vil jeg raade dig, Du saa din' Sager lemper, At it alvorlig Bønne-Skriig All syndig Raab neddemper, At Røgen, som af Munden gaar, Fra Himmelen det Giensvar faar: See, Vreden er formildet, Saa Satan med sit Klagemaal Og synden med sit store Skraal Kand blive plat forspildet. Mel.: Gud trøste dig arme Jerusalem Gud sagde til Gedeon hvilcken en Mand Af Vandet som laber oc slicker Som Hunden hand laber, skik ham paa en Sted Men hvilken som falder paa Knæerne ned, Naar hand gaar til Vandet oc dricker, Du ham for sig selver oc skicker. Da det var forrettet, oc Folcket blev talt Da var der tre hundrede Mænd overalt Som labet med Tunge som Hunden, Det øvrige Folck faldt altsammen paa Knæ, Da de skulde dricke, da fick mand at see Hvor mange de bleve befunden Som labet af Haanden til Munden. Gud sagde til Gedeon atter paa ny: See disse tre hundrede vil jeg dig fly; Saa mange som labet saa trolig, Med dem skal du Madian jage paa Flugt Og lære de Hedninger Mores og Tugt Det andet Folck vende kand rolig Hver hiem til sin' Stæder og Bolig. Saa gav hand alt Folcket Forlov at gaa hiem, Selv reiste hand med de tre hundrede frem, Og lod dennem alle forsiune Med Kost og Fætalie, saa meget mand kand Behøve to Dage til reisende Mand, Hver tag i sin Haand en Basune Af konstig og smuck Skabelune. SIDE: 31 Men Madian neden i Dalen der laae, Gud sagde til Gedeon skynd dig at gaa, Jeg dem i din' Hænder vil føre; Men hvis du befrygter at fare der ned, Tag Pura din Svend hen til Lejeren med, Saa faar du vel dertil at høre, Hvad de har i Tancker at giøre. Men Madian, Amalek, Østerland ok Var saasom Græshopper forsamlet i flok, En Hob og usigelig Skare, Camelerne vare som Støvet i Sky, Der hørtis et Bulder og skrekkelig Gny, Af Vogner og Hester hin snare, Hver stod paa sin Vagt og tog vare. Da Gedeon nu ned til Leyeren kom, Fortælte den ene den anden hva som Ham selsomt i Drømme kom fore, Jeg drømte, mig tyckis at Aske-bagt Brød Kom trillend', og gav et forfærdeligt Stød Paa Madians Tælter saa saare De bævet saa mange de vare. Mig tycktes, det Byg-Brød til Lejeren kom, Og slog paa Paulunet og veltet det om, At det sig saa skyndelig hastet Til Madians Telter med rendend' Galop, Det øverst' faldt ned, og det underst kom op, Og Folcket hin anden antastet, At alting i Dynge laa kastet. Da svared' den anden Udtydningen er, Paa denne din Drøm, at all Madians hær, SIDE: 32 Tillige med folcket aff Øster, Og Ameleck, alle skal blive forfærd Og skammelig falde for Gedeons Sværd, Og Israels Vaaben dem kryster, Saa Telterne falder og bryster. Der Gedeon Drømmens Udtydning fornam, Hand tacked' vor HErre, som trøstede ham, Og skyndet sig hastig tilbage, Op giører jer reede, jeg haver det Haab Vi jage skal Madian gandske paa Laab, Og hver af dem Flugten skal tage Og falde for Ravner og Krage. Hand tog de tre hundred' oc skilte dem ad, Hver hundred' i visse Gelieder oc Rad, Og dennem til Dalen nedfører, Hand flyde dem alle Basuner og Krus, I Krusene stod der et brændende Blus, Hand sagde: seer til at i giører Det samme, jeg gider og rører. Og naar i fornemmer jeg støder udi Basunen, og blæser, da blæser og i, Og naar jeg anfanger at raabe, Da raaber og skriger aff yderste Fliid, Her haver i HErrens og Gedeons Striid, Da skal hver en Østerlands Taabe Forskreckis og rømme tilhaabe. Hand drog ned i Dalen, oc trængte med Magt Ind paa dem der holte den første Skarvact, SIDE: 33 Oc dennem af Søvnen opvagte, Hand lod i Basunerne blæse med hast, Det rumlet oc brumlet i Biergene fast, Oc Krusene, som de medbragte, De sønder i Hænderne flagte. De raabte, de skreege, saa Folk blev forfærd: Her haver vi Herrens og Gedeons Sværd Det Raab kom dem alle til gode Hver høyre Haand holte Basunerne fat I hver deris venstre var Blussene sat, De rundt omkring Leyeren stode, Før nogen det kunde formode. Der Madian hørdte Basunernis skrald, Ham tyktis ald Verden vil stande paa fald, Hver flyde det snarest hand kunde, Forlod sine Tælter med Hylen og Skrig, Ey nogen hialp anden, hver skøttede sig Saa rømte de Hedenske Hunde Til Bierge, Buskatzer og Lunde. Imidlertid skicket vor HErre det saa, Den ene begynte den anden at slaae, Et Sverd mod det andet sig vendet, De blev af hverandris Cameler nedtraad, At Kroppene runden om Marken laa saad, I det de saa hastig bortrendte, De selver indbyrdis sig skiendet. Saa jaget de gandske den Madians Hær, Og alle med hannem, som var i den Færd, Til yderste Grændsernis Ende, SIDE: 34 Der blev og en Rytter og iilende Bud Aff Gedeon skicket til Ephraim ud, De skulde ham Vandet berende, Saa hand kand sig ingensteds vende. Da Folcket af Ephraims Bierge nedkom, Fandt Madian intet undrømmende Rom, De lod hannem Passen afskiere, Men Oreb og Seb de to førstelig' Mænd, Blev greben og dræbt, og til Gedeon sent, Mand lod deris Hovet afskiære Og Gedeon dennem forære. Om Jephtæh Løfte Mel.: Hvor elskelig siunis din Boliges etc. Det hendet sig Jeptah den Gileads Mand, En Hælt, icke vant til at sove, Hand engang uddrog at sit Fæderne Land, En Kamp imod Ammon at vove. Den Tid hand gick ud Da giorde hand GUD Et Løfte, som ey var at love. Hand siger til Herren: Saafremt at jeg faar En Seyer af Ammon at hente SIDE: 35 Hvad først af mit Huus giennem Døren udgaar, Det gives skal Herren til Rente, I hvad det og er, Hvad Navn det end bær, Det har du til Offer at vente. Saa drog den mandhafftig', berømmelig' Helt Aff Landet med Vaaben og Skiolde, De møttes i Marken, men Ammon blev feldt, Og flydde blant Bierger og Knolde, Hand slog hvad hand fandt, Den Seyer hand vandt, Fick tyve Kiøbstæder at volde. Hand stod som en Løve, der Slaget gik an, Det fick Ammoniter at finde, Hand jaget dem ind til Viin-Biergernis Plan, De kunde mod hannem ej vinde, De faldt for hans Haand, Det giorde Guds Aand, Som alle halstarig' kand binde. Der Jephtah tilbage fra Slaget kom hiem, Hans Daatter i gyldende Smycke, Gick ud med en Dantz den uskyldige Lem, At ønske sin Fader til Lycke, Der Jephtah nu saae, Sin Daatter der staae, Begynte ham Hiertet at trycke. Hun møtte sin Fader med Trommer og Spil, Som eeniste Datter og Pige, Ej Sønner, ej Døttre der fleere var til Hvad skulde vel Faderen sige? SIDE: 36 Thi der hand kom nu Sine Løfter ihu Begyndte hand høyt til at skrige. Hand rev sine Klæder i sønder af harm Og sang en bedrøvelig Tone, Tog Datteren udi sin Faderlig Arm Og raabte, min Krantz og min Krone, Min Datter og Møe Ach! skal du nu døe Ach! at jeg dig maatte forskaane. Ach! kiæriste Datter, hvad bøjer du mig Til Jorden med Sorg og U-lycke, Et Ord er udgangen, det gielder paa dig Jeg kand det for HErren ej rycke Du var i mit Huus It eeniste Lius Gud bedre jeg maa det nu slycke. Hun svarede Faderen straxen paa stand, Bortkasted af Haanden den Tromme Hvad Løfte, min Fader, er gaaet af din Mund Det bør du for Herren fuldkomme, Jeg vil med frit mod Mit Jomfrue Blod, Forære min Frelser den fromme. Min kiæriste Fader, it beder jeg dig, Den Bøn du mig vilde tilstæde, At jeg mine Jevnliger tager med mig, Iført udi sørgelig Klæde Herfra til en stæd Paa Biergene need Min Jomfrudom der at begræde. SIDE: 38 Og naar jeg har været ved Maaneder to, Og Tiden er løbet til ende, Da vil jeg tilbage hørsommelig snoe, Og give mig dig udi Hænde, Saa giør du ved mig Som det siunes dig, Jeg kand ey dit Løfte forvende. Hun fick af sin sorgefuld' Fader Forlov, Saa tog hun Jomfruer og Piger, Saa mange hun siuntes at have behov, Og hen ned paa Biergene stiger. Hvad Taarer der faldt, Hvad Ord der blev talt, Os Skriften derom icke siger. Der Tiden og Maaneder løbet var om, Da kom den Jomfrue tilbage At stande sin Pligt og at lide den Dom, Som Faderen vilde behage, Hand giorde for Gud Hvad lovet var ud; Maaskee hun blev taget af Dage. Hun var aldrig givet i nogen Mands Vold, Det finder jeg for mig beskrevet, Men blev hun hengivet til Døden i Sold For det hun har aldrig bedrevet, Da var det U-ret Langt bedre var det, At Løftet i sønder var revet. Men hvormed Jomfruen blev handlet og giort, Saa seer jeg at Skriften vil stæde, SIDE: 39 At Israels Døttre gick Aarligen bort For Jephtah sin Datter at græde, De sørget den Møe Som skulde saa døe Udi sit Jomfruelig Klæde. Samsons Historie Mel.: Skal dog it ædelt og ærekiært Hierte Thi hendis Fader afslog hannem det, Og svared' ham, jeg nok fornam, Du var min Datter fortørnet og gram. Hvorfor jeg siden bekymret i Tancke, Gav hende bort til en anden din Ven, Men at du Samson ey derpaa skal ancke, Hun har en Søster, jeg giver dig den, Tro mig, jeg svær, hun smucker' er Endsom den ældre, du før havde kier; Men hand drog bort, vred fra den Ort, Sagde den Sag vil jeg hevne ret fort. Saa lod hand fange tre hundrede Ræve, To og to sammen ved Rumperne bandt Men før hand slap dem oc lod dem omsveve, Tog hand sig brande, som lettelig brandt, SIDE: 44 Bandt dem med hast, ved Stierten fast Lod dem saa løbe til Ilden udbrast, De rendte fort, til Kornet bort, All' deris Agre blev kullende sort. Næger og Træer og mange Viin-Bierge Tændtis ved Rævernis Stierter i brand, Folket og kunde det intet afverge Saa de Philister bejamret sit Land, Da der blev spurt, hvo har det giort? Svared' mand: Samson har spillet det Kort, Og det er skeed for den Fortreed, Som hans Vær-Fader har hannem beteed. Der mand har givet Aarsagen tilkiende, Blev de Philister forbistred og vild, Drog op til Timnath, lod Staden opbrende, Kastede Manden paa gloendes Ild, Og Bruden fick, den samme Drick, Samson fick høre, hvorledis tilgick, Da siger hand, den Baal og Brand Skal jeg vist hevne, det meeste jeg kand. Derfore slog hand paa Skulder og Lender, Ene med anden foruden Forskiel, Høye saa vel som de nedrige Stænder, Alle foer ilde, men ingen foer vel, Hand drog med Ro, til Etam fro, I den Steen-kløffte der vilde han boe, Hans Fiender, drog en og hver Hen op til Juda, belagde dem der. Juda lod spørge: Hvi vil I her drage Mod os med folk oc med væbnede haand? Fienden svared': Vi kommer at tage SIDE: 46 Samson til fange med Linier og Baand, At ham kand skee, den Spot og Spee Hand mod os idelig lader betee, Og giører ham, den samme Skam, Thi hand har draget os lemster og lam. Folket aff Juda tre tusind tillige Reyste til Etam Steen-kløffte med fart, Samson vi kommer og lader dig sige, At de Philister betrænger os hart, For du mod dem, er ond og slem, Saadant altsammen vil stillis dig hiem Hvi giør du det, os skeer Uret, Skal vi for din Skyld omkomme ret slet. Samson ansvared', jeg mod dem vil giøre Lige det samme, de mod mig har giort, Mændene siger: Nu vil vi dig føre Basted oc bunden til Fienden bort, Hand svared saa, svær mig derpaa, At I mig icke vil lade hielslaa, Nej siger de, det skal ey skee, Vi vil kun binde din' Hænder og Knæ. Hand blev med tvende ny' Liner ombunden, Og til Philisterne fangen henført, Alle Mand tenkte, nu bliver hand vunden, Fienden glædis, der dette blev hørt, Men Samsons Haand, ved Herrens Aand Sleed udi Stycker all' Linier oc Baand. Hver Baand og Vast, slet sønderbrast, Ret som en Traad midt i Luen henkast. Og til all Lykke, der hand sig omvendte, Laa aff it Asen en Kiefft for hans Fod, SIDE: 47 Hvormed han tusind' Philister skamskiendte Spildte der tusinde Meniskers blod, Hand sagde: see, der ligger de, Eniste Kieffte slog tusinde Knæ, Da randt hans Sveed aff Fyrighed, Kastet saa Kiefften aff Hænderne ned. Effter den Fegtning falt Tørsten ham over, Blev aff ulidelig Heede beklemt, Sagde: Min Gud jeg dig priser oc lover, At du ved mig har din' Fiender dempt, Og mig bereed, slig Salighed, Som ey tilforne ved nogen er skeed, Ach jeg nu maa, aff Tørst forgaa, Har ey det ringste at ledske mig paa. Faar u-omskaarne Tilstanden opagte, Falder jeg dennem i Hænderne brat, Men see! Vor HErre Kindtanden udflagte, Som var i Kiefften indskicket og sat, Deraff udflød, et Vand vel sød, Samson en stor Vederqvegelse nød, Hand drack deraff, og kom sig braff, Der hand var nermeste Døden og Graff. Platzen hvor Samson alt dette bestilte Gav hand af Sagens Beskaffenhed Navn Kaldede Stæden Paakaldernis Kilde, Thi det kom ham til u-sigelig Gavn, Hand tacket Gud, som hialp ham ud, Reddet fra den u-omskaarne Forhud. I Tyve Aar hand Dommer var Og en Regent over Israels Faar. SIDE: 48 Samsons anden Historie Mel.: Kommer I Cimbriske Helte etc. Samson af hendelse Gasa besøgte, Fandt der en Hore til hvilken hand gaar, Da de Gesiter fik høre det Rygte Komme de sammen som Ulven om Faar, Lader med Krigsfolcket Staden omringe, Meente de hannem ret visselig finge. Lønlig ved Porten der toge de vare, Havde stiltiende Vægtere sat, At mand ey skulde den Handel erfare, Morgenen ville de gribe ham fat, Sagde holt stille naar Dagen oprinder, Vil vi ham dræbe hvor vi hannem finder. Samson laa rolig og sov paa sit Øre, Indtil det lacket til middelste Nat, Saa tog hand Porten med Stenger og Døre, Greb med sine Hænder om Stolperne fat, Lagde dem paa sine Skuldre med styrcke Bar dem til Hebron i kullende Mørcke. Noget derefter da fant hand en Slatte, Ved den Bek, Sorek, som Dalila heed, Der hand til hende sin Kierlighed satte, SIDE: 49 Glædis Philisternis Førster derved, De gik til Qvinden bad hende formerke, Hvoraff hand havde de Kræfter saa sterke. Førsterne siger: Kand du det udfritte, Hvor i hans underlig' Styrcke bestaar, At mand en Konst eller Maade kand hitte, Til at paaføre ham Fengsel og Saar, Hver aff os skal dig, det ville vi svære, Tusind og hundred' Sølv-Penge forære. Dalila siger: O Samson, o Kiere, Giv om din Styrke sandferdig Beskeed, Jeg dig formaner, du ville mig lære, Hvad der skal bruges at binde dig med, At mand kand eengang grandgivelig vide, Hvoraff du haver den Magt til at stride. Dersom de, svarer hand, vilde det giøre, At de mig bunde med siu Reeb aff Bast, Som ere grønne, men icke vel tørre, Da blev min legemlig Styrcke bortkast, At jeg blev skrøbelig saasom en anden Dalila tenckte nu taler hand sanden. Fyrsterne komme til Qvinden der inde Førende med sig de Bastereeb siu, Der hand var bunden, da raabte den Qvinde, Samson, Philisterne over dig nu, Men hand sleed Reebene som vare tvunden, Ligesom Traad der af Ilden er brunden. Dalila siger du haver mig narred, Sig dog, hvormed skal mand tvinge din Magt, SIDE: 50 Tager ny Liinier, som hart er snarret, Og ej med noget Arbeide forstragt, Dersom i ville med dennem mig binde Skal i som andre mig skrøbelig finde. Dalila bandt ham med mange ny Liiner, Raabte som første gang, Samson her op, See de Philister indtil dig her trinner, Agter at binde din Hænder og Krop, Men hand rev Liinerne fort af sin Arme Ligesom Traad der er brendt udaf Varme. Dalila siger: Du haver mig atter, Sat en Vox-næse ret mesterlig paa, Inderlig jeg dig med Bønnen omfatter, Sig mig hvormed mand dig bunden skal faa, Samson ansvaret jeg visselig trættes: Om min' siu Locker om Veverstang flettes. Qvinden hans Locker befæsted til Stangen, Naglet dem fast og lod raabe som før, Samson, Philisterne tager dig fangen Men hand opvognet og sprang ud paa Dør, Stangen oc Naglerne med sig oprryckte, At mand vel maatte forundres og frygte. Ach hvad du, siger hun, giør mod mig ilde, Tre gange haver du skuffet mig her, Vilt du da gandske min Glæde forspilde, Hvor kand du sige, du haver mig kier. At det mig er vederfaret og hændet Slutter jeg Hiertet er gandske bortvendet. SIDE: 51 Men da den Taske hun over ham hengte, Dag fra dag med en sødtalend' Mund, Hun paa det sidste hans Hierte saa trengte, At hand blev gandske bedrøvet i grund, Aabnet for hende den Laageløs Kiste Alle de Tancker og Løndom hand viste. Jeg er en Guds Nazareus paa Jorden, Aldrig kom Rage-Kniv over mit Haar, Aldrig min' Locker afklippet er vorden, Hvor udi gandske min Styrcke bestaar, Lod mand mig rage jeg visselig siger, Alle min' Kræfter oc Styrcke bortviger. Dalila straxen en Tienner tillavet, Skicket Philisterne saadant et Bud, Alt hvad ham ligger i Hiertet begravet, Har hand nu sagt mig fuldkommelig ud, Kommer end engang forsøger og prøver, Visselig troer jeg I hannem bedrøver. Førsterne kommer, og Pengene fører, Hvilke de Qvinden tilforne tilbød, Samson ej videre Tancker sig giører, Legger sit Hoved i Dalilas Skiød, Saa fik hun een som hans Locker afraged, Hvorved all Styrcke blev hannem frataget. Dalila raabte, Philsterne komme, Skynd dig mod disse bevæbnede Mænd, Der hand opvognet hand tænkte som somme Har jeg før sluppet jeg slipper vel end, Jeg har dem ofte tilforne bekriget Men hand ej vidste, Gud fra ham var viget. SIDE: 52 Saa blev hand greben oc jammerlig tvungen Maatte sig bucke for Fiendens Haand, Øynene blev ham af Hovedet stungen Hænder og Fødder i Lencker og Baand Blev saa til Gasa henført som en Fange Og udi Fengsel ved Møllen at gange. Midlertid mens hand i Fengslet sad inde, Voxte med Tiden hans Hovedhaar ud, Alle Philister enhver med sin Qvinde Sanckes at ofre til Dagon sin Gud, Giører sig lystig oc hiertelig glade At deris Fiende Samson fik skade. Førsterne Folcket og alle tilhobe, Da de saae Samson i Lencker at gaa, Lovet sin' Guder og tog til at raabe, Dagon vor Gud gav os Seyer at faa, Over vor Fiender som os ombragte, Og efter voris U-lycke mon tragte. Da de nu vare forsamlet i Glæde, Hentet de Samson den Stømper til Trods, Lader os see, hvor du Dantzen kand træde, Lader os see hvor du spiller for os, Hvad skull' hand giøre, hand var udi Knibe, Maatte saa dantze, som de vilde Pibe. Samson bad Drengen som ham monne leede Før mig didhen hvor som Støtterne staa Hvilcket der er under Huuset bereede, At jeg har noget at helde mig paa, Thi jeg er træt, og af Veyen heel mødig. Haver en liden stund hvile vel nødig. SIDE: 53 Huuset var fuld udaf Qvinder oc Mænder Allesteds hørdtes en frydelig Røst, Førster oc Folk af anseelige Stænder Alle paa Samson vil skue sin Lyst, Oven paa Taget tre tusind spasseret, Alle vil see, hvor mand Samson fixeret. Samson til HErren veemodelig sucker, Kiæriste Fader, o kom mig ihu, Jeg i Dag for dig mit Hierte nedbucker, Gud som er megtig, bestyrcke mig nu, At de Philister dog engang maa friste, Hevnen for begge min' Øyen jeg miste. Saa tog hand fat paa de middelste Støtter, Hvorpaa det Huus oc den Bygning var sat Begge sin' Hænder om Stolperne knøtter Saa hand fik dennem ret egentlig fat, Ønsket hand salig fra Verden maa fare, Og at døe med den Philistiske Skare. Samson sin' Hænder og Seener udstræckte Bøyede begge sin Skuldre med Magt, See da falt Huuset med Sperrer oc Lægte, Alle der inde blev hastig ombragt, Førster oc alle der fantes i Huuset Alle blev slagen, og alle blev knuset. De vare langt fleere der faldt da hand døde, En de der faldt i hans levendes Liv, Den Tid hand levde blev mange lagt øde, Den Tid hand døde blev mangen Mand stiv, Sidste hans Gierning gick over de første, Første var store, den sidste den største. SIDE: 54 Der hans Beslegtet hans Hedenfart hørte Droge de did der hans Legeme laa Toge det op oc til Estôel førdte, At hand sin Fæderne Grav kunde faa, Fyrretyv' Aar hand all Israel dømte, Giorde dog stundum det hannem ej sømte. Samson maa blind ifra Verden henvandre Drab dem hand aldrig med Øjnene saae, Andre ham narret, nu narret hand andre, Ingen paa Lycken fordriste sig maa, Skiøger har ofte de sterckeste bunden, Ingen i Verden er lydesløs funden. Elisæi Historie Den første Sang om Eliæ Skilsmisse Mel.: Om Himmerigis Rige saa ville vi En liden ung Pige til fange de tog, Af Israels Land, som blev soldt for en Slik Hos Naamans Hustrue hun tieniste fick Hun sagde til Fruen der findis en Mand I Jødernis Land I Jødernis Land. Hand er en Prophet Og har sit Tilhold i Samari Gebeet Og dersom min Herre forreiste til ham, Da blef hand tilpas oc Forbedring fornam, Saa blev det af Naaman for Kongen frembragt Hvad Pigen har sagt : : Men Kongen gav Svar, Saa gif dig paa Rejsen, drag hen oc vær snar Til Israels Konge hils hannem fra mig SIDE: 71 Et Brev jeg til hannem vil sende med dig. Hand stopped sex tusinde Gylden i Sæck Saa reiste hand væck : : Hand med sig og tog Saa meget puur Sølf som ti Centener vog, Ti Helligdags Klæder af dyrebar Dragt, Og Brevet til Kongen som før om er sagt, Indholdet var denne, naar dette fra mig Ankommer til dig Ankommer til dig. Da vide skal du, Jeg Naaman min Tiennere skicker dig nu Giør hannem af all sin Spedalske helbreed Og skaf ham til pas, paa hvad maade du veed. Da Kongen af Israel læste det Brev Sin' Klæder hand rev : : Hand sagde jeg kand Ej noksom forundre mig over den Mand, Hand vil jeg skal drive de Sygdomer ud, Som ingen kand giøre foruden vor Gud, Jeg merker deraf at hand søger mod mig Aarsage til Krig : : Da Guds Mand forstod At Kongen var af it bedrøvede Mod, Hand lod hanem sige: skaf Manden til mig, Hvi haver du revet din' Klæder af dig, Lad Naaman det vide, Gud har en Prophet Her i dit Gebeet Her i dit Gebeet. SIDE: 72 Der Naaman det spør Da kom hand med Hæster og Vogn for hans Dør, Hand sagde gak straxen til Jordan den Flod, Og toe dig syv gange fra Top indtil Fod, Saa skal du forneme dit Kiød og dit Been Skal blive dig reen Skal blive dig reen. Men Naaman blev vred, Og drog fra Propheten fortørnet afsted, Jeg meente hand havde den Ære mig teed, Og kommen ud til mig og Skaden beseed, Og paa mine Vegne paakaldet sin Gud At rense min Hud : : Saa reiste hand bort Men Svennene bad ham ey skynde saa fort De sagde: Hør Fader, om Manden dig har, Befalet en Ting, som at giøre var svar, See, ville du vel, for din Sundhed at faa Ham saadant afslaae : : Langt meere maa du Da giøre det lille Propheten bad nu, Det Ord var ey tungt der udgick af hans Mund, Gack, toe dig i Vandet saa bliver du sund. Da vendte sig Naaman og dyppe sig lod Syv gang' i den Flod : : Da gik det ham, som Propheten tilforne forsickret ham om Saa snart hand sig toede, saa snart blev hand reen, Hand fandt paa hans Legem ej ringeste Meen, Hans Kiød blev saa deilig som Ungdommens Kiød Der nylig er fød : : SIDE: 73 Hand snodde sig om Med gandske sin Hær og til Guds Mand indkom, Og sagde jeg siger det friligen ud, At ingen er Gud, uden Israels Gud, Og ingen kand giøre den Gierning som hand I alle vor Land : : Saa beder jeg dig, Min Herre tag denne Foræring af mig. Propheten undslog sig, og svarede ney, Og svoer ved sin Gud, hand anammer den ey, Og Naaman vil endelig nøde ham til Men Guds Mand ey vil : : Der Naaman fornam Hand icke vil tage de Gaver af ham, Da sagde hand Herre bønhør mig it Ord, Forund mig saa meget af denne din Jord Som tvende smaa Muler, der parrede gaar At bære formaar : : Jeg meere vil ey Henløbe paa nogen Afgudiske Vey, Ey heller at bære mit Offer og Bud Til nogen foruden til Israels Gud, At Herren da ville din Tiener ansee Og Naade betee : : Og naar jeg da seer Min Konge tilbeder, som ofte vel skeer, I Amons Guds Huus, og hand helder sin Haand, Op til mig sin Tiener med fyrigheds Aand At Herren vil være paa saadan en Tid Mig naadig og bliid : : SIDE: 74 Og Naaman drog fort Men der hand var faren en fierdings Vey bort, Da tænkte Gihesi, see Naaman hendrog, Min Herre af hannem en Blaffert ey tog, Hand burde dog sandelig baaret en skienck, Og lagt paa vor Benck : : Gihesi paa stand Henløber til Vognen det snarest hand kand, Der Naaman det merkte da holdte hand stil, At høre hvad Budet og Løberen vil, Hand spurde: Hvi løber du, Tiener saa brat, Er alting vel fat : : Hand sagde jeg er Fra Guds Mand udsendt om en liden Begiær, Her kom af Propheternis Børen her hid To Drenge som eyer ey Blaffert ey Hvid, Gif dennem et Centener Sølf i sin Trang, Og Klæder til Prang : : Men Naaman bad ham: Hør kiere jeg beder dig af mig annam, To Centener at det kand noget forslaa, Hand nøde ham Gaver og Pengene paa, Saa blev alt det Sølv i to Sæcker indlagt, Samt Klæder og Dragt : : Der bleve to Mænd, Befalet at følge Gihesi den Svend, Og bære for hannem Foræringen frem, De komme til Ophel, der tog hand af dem Og giemte det hen i en lønlige Vraa, At ingen det saae : : SIDE: 75 Gihesi var glad, Men der hand kom ind, spør Propheten ham ad: Hvor var du Gihesi, hvor kommer du fra? Da du gik herud, hvad forrettet du da? Hand sagde jeg hverken gik hid eller did, Ey eeniste Skridt : : Hvad, siger du Nej? Hvad meenst du mit Hierte det vandrede ej, Da Manden sig vendte fra Vognen mod dig Og du ham anmodet om Gaver fra mig, Men var det da Tid til at giøre dig rig Og skylde paa mig : : Siig, var det da Tid, At du skulle bruge din Gierigheds Flid? At tragte med en u-tilbørlig Attraa Sølf, Klæder, Viinbierger og Øxen at faa, Men Naamans Spedalskhed skal henge ved dig, For denne din Sviig : : Saa gick hand hen ud, Ifra sin Hossbonde spedalsk i sin Hud, Hans Ansigt og Legeme var til at see, Saa gandske besmittet ret ligesom Snee Saa fik den skalkagtige Svend som forskyldt, Sin Skieppe vel fyldt, Sin Skieppe vel fyldt. SIDE: 76 Elisæi fierde Sang Mel.: Den Siæl er værd at prise etc. De Geistlig' sig beklagde, Til Elisæum sagde Den stæd hvori vi boer, Er trang og icke stoer, Vi vil os sammensancke Hen til den neste Skov, Og hugge Spær og Plancke Som giøris kand behov. At vi ved Jordan kunde Opleede Platz og Grunde Hvorpaa vi kand af ny Opbygge Stæd og By, Hand bad dem saa kun giøre De bade ham igien Vi vil vor Fod ey røre Før du gaar med os hen. Da skeede der blandt andet En stod og hug ved Vandet Og øxen faldt af Skaft, Sanck ned og blev der taft, Da skreeg hand: Ach! min Herre! Min Øxe faldt i Vand, Ach! den var laant dissværre, Ach vee mig arme Mand. SIDE: 77 Propheten hannem spørger, Hvad er det at du sørger, Kom viis mig til den stæd, Hvor Jernet plumpet ned, Hand lod en Kiæp afbryde Den kasted hand derhen, Og Jernet tog at flyde, Hans Øxe kom igien. Men Kongen i de Dage, Af Syrien lod drage Mod Israel i Striid, Og kom mangfoldig did, Hand sine Mænd lod kalde Og siger, der og der Vil vi dem overfalde Med all vor gandske Hær. Men Guds Mand lod advare, Bad Kongen icke fare Til den og den stæd hen Thi der laa Fienden, Saa lod hand strax henskicke, Sit Folck og Rytteri, Saa Fienden fick icke Indpas paa nogen Sti. Sligt nogle gange skeede Naar Fienden var reede Med nogen skiult Anslag Strax kom det for en Dag, Den Syrisk Konge siger Hvem er iblandt os her Som lønlig sig hensniger Og taler om vor Færd? SIDE: 78 Da svarede hans Svenne, Ney Herre, men der henne I de Hebræers Land, Der er en geistlig Mand, Hand Elisæus heeder Og aabner Kongen alt Hvad du paa lønlig Stæder Har i dit Kammer talt. Der deris Konge hørte Den Tale de fremførte, Da strax befaler hand, Fort søger op den Mand, At I ham hid kand føre, Jeg skal i Sandhed fly, Ham andet til at giøre End føre Snack i Bye. De sagde hand er inde I Dotan til at finde Da blev der straxen fort En Krigsmagt skicket bort, Med Vogner og med Hæste Som hastig fultes ad, Omringet, paa det næste Den heele gandske Stad. Der Tienneren paa Gaden Gick ud omkring all Staden, Blev hand der var og saae Den Krigsmagt som der laae, Hand skreeg og lod sig høre, Den U-taalmodighed, Ach! væ! hvad skal vi giøre Vi fanges før vi veed. SIDE: 79 Hans Herre bad hand ville Kuns tie gandske stille, Og intet frygte sig, Thi see, jeg siger dig, At de som hos os ere, Er en langt større Hær, End de som siuntes være Hos dem i deris Færd. Hand bad til Gud og sagde: O Gud! om dig behag'de, Lad Drengens Øyen op, Da saae hand Trop i Trop, Utallig' gloend' Heste Og Vogne ligesaa, Som til Prophetens Beste Rundt omkring Bierget laae. Saa kom de Syrisk' Helte Fremspringend' aff sin' Telte, At tage Guds Mand fat, Og ham bortføre brat, Hand bad til Gud hand vilde Med Blindhed dem beslaae, Og deris Agt forspilde, Det skeede ligesaa. Thi der de til ham komme, Da sagde hand til somme: I gaar ej rette Vej, I finder Staden ey, Men følger mig, jeg eder Vil vise til den Mand, Hvor effter I nu leeder, At i ham finde kand. SIDE: 80 Hand dennem alle ledde, Saa mange som tilstedde, I Følge var med ham Hen til Samariam, Og der de kom i Staden De først fornumme da, At de stod midt paa Gaden Udi Samaria. Der stode de Companer Som vingeløse Haner, Der Kongen saa den Rad, Spør han Propheten ad, Hvor skal vi det beskicke, Vilt du, jeg dem skal slaa? Hand svared', slaa dem icke, Lad dem u-hindret gaae. Skal nogen blive slagen, Slaa dem, som vorder tagen Til Fange ved dit Sværd, Slig Folck er Døden værd, Men du skal Mad og Dricke For disse sætte frem, Og siden dem forskicke Til deris Herre hiem. Et Maaltid blev bereeedet, Og der de vel har ædet, Blev de forskicket hen Til Lejeren igien, Fra denne Tid og siden Kom ingen Syrisk Mand, Ej stor, ej heller liden I de Hebræers Land. SIDE: 81 Elisæi femte Sang Om Samariæ Bestoldning Mel.: Op Hiertens Suck og Graad vær Du skylder mig for det og det Men agt dig, tag dig vare. Job svared: Ach! min kiære Gud, Min Mund har vær't letferdig, Og talet alt for dristig ud, Jeg er ej Naaden værdig, Jeg vil nu legge Haand paa Mund, Du vild mig pardonere, Jeg skal min gandske Lives Stund Ej giøre saadant meere. SIDE: 113 Jeg maa bekiende du forstaar Ald Hierters skiulte Tancker, Jeg derfor i mig selver gaar Og hiertelig det ancker At jeg har ubesindig talt, Og hvad du mig tilspurde, For min Forstand for højt det falt, Jeg giør ey det jeg burde. Jeg har dig med mit Øre hørt Og seed dig med mit Øye, Og all min Sag er for dig ført, Du har den grandsket nøye, Jeg vil i Støv forbedre mig, Og vente din Husvale, Og tacke dig saa hiertelig, At du vil med mig tale. Der dette nu med Job var talt, Lod Gud hans Venner vide, Hvad Tale mellem dennem faldt Paa Jobs og deris Side, At de derom ey med Beskeed Har talet, som dem sømmet, Gud var derover gandske vred, At de saa vrangt har dømmet. Hand Eliphas af Theman saa Befale lod og sige: Du skal til Job min Tienner gaa, Din' Venner med tillige, Og tager Faar og Øxen med Til Offer frem at komme, Og det for eders Daarlighed Og ubesindig' Domme. SIDE: 114 Og siger Job min Tiennere, At hand giør Bøn for eder; Thi jeg vil hannem højt ansee, Og giøre det hand beder, Da det var giort, da vendte Gud, Jobs Angest om til Glæde, Og hialp ham af sit Fengsel ud, Saa hand nock slap at græde. Hvad Job tilforne tabte hen Lod Gud ham nu levere, Hand det altsammen fick igien Og enda dobbelt meere; Thi Gud hans Gods velsignet saa At det blev overflødig Hand fick alt det hand pegte paa Og hvad ham giordes nødig. Hans Seng forøgtes Aar for Aar Med Sønner og med Døtter Som blev, mens hand i Verden var, Hans Huuses Stav og Støtter. Hans Sønner syv, hans Døttre tre Som Planter smuck oprunde; De var de allerdeiligste Mand der i Landet funde. Hans Brødre, Søstre, Folck og Slegt, Da dette kom i Rygte, Kom til ham og med all Respect Ham i hans Huus besøgte, De tacket Gud som hannem har Forleent saa stor en Naade; Enhver en Skienck til hannem bar, Af det som de formaade. SIDE: 115 Job lev'de siden hundred' Aar Der hand forvandt sin Qvide, Indtil hans Haar og Locker var Af Alder gandske hvide, Hand saae sin Frugt i fierde Leed, Foruden Skam og Klage Saa foer hand hen i Herrens Fred, Til Graven mæt af Dage. Nabals Historie Mel.: Daphnis gick for nogle Dage Der hand dog med sine Drenge, Tit forsvaret Marck og Enge, Vi vort Qvæg beholden fick All den Stund hand hos os gick. De som Muur omkring os stode, Mens vi hos dem vogtet Qvæg, Det kom os saa vidt til gode At ej nogen sig indsneeg Saa see til hvad du vil giøre, En U-lycke staar for Dørre, Som vor Hossbond er bereed For hans U-beskeedenhed. Hvo tør hannem noget sige Hand er en fortreden Mand, Jeg har aldrig kiendt hans Liige, Troer og knap, hand findis kand Men hans Hustru sig tillavde, Og tog med sig hvad hun havde, Tvende Flasker Viin og Brød, Og omtrent to hundred Brød. Derforuden tog hun noget, Af adskillig Landsens Frugt, SIDE: 119 Og fem Faar som vare kaaget, Ferske Figen nys afplugt, Og dem paa sit Asen lagde Og sit Folck befoel og sagde: Skynder eder med en fart See! jeg kommer efter snart. Men alt dette som nu skeede Vidste Nabal intet af, Og at David ham bereedte En Uløcke, Død og Graf, Thi see! David ved sig sagde: Jeg forgiæves Fliid anlagde For hans Fæ, den onde Knar, At jeg det bevaret har. Af sit Qvæg hand intet miste Men fick det beholden alt; For min Fliid jeg ham beviiste, Har hand mig med Spot betalt, Men jeg svær ved Davids Finder Naar i Morgen Solen rinder, Om hand nyde skal en Mand, Som til Veggen pisse kand. Men Abigael sig hastet, At hun David kom imod, Sprang af As'net og sig kastet Ned paa Jorden for hans Foed: Ach! min Herre, jeg vil bede Skaan min Mand og stil din Vrede, At du selv ej hevner dig Lad den Synd tilregnis mig. SIDE: 120 Du vild ey dit Hierte sætte Imod den fortreden Mand Hand har faaed sit Navn det rette Thi see! Nabal heder hand Og all Daarskab hos ham findes Men min Herre skal det mindis At det var mig ubekiendt Du dit Folck til os har sendt. Jeg dem icke saae med Øye, Hvercken da de kom og foer, Regne med mig ej saa nøye, Jeg vel veed min Synd er stoer, Men saa sandt som Herren lever, Som udstyrtet Blod udkræver, Da har Herren visselig Fra Blodstyrtning hindret dig. Herren selv din Haand bevaret Fra den Gierning som var tænckt, At du har din Vreede sparet Og din ædle Siæl ej krænckt, Gid din' Fiender alle vaare, Saasom Nabal og den Daare, Mange giør dig stoer Modstand Som langt slemmer' er end hand. Jeg har, hvis dig kand behage Ført en liden Gave frem, Du vild værdes den at tage, Og uddeele det til dem, Som i Følge med dig ere, SIDE: 121 De for min Skyld det fortære, Og du ville mig betee Naade for Forseelse. Herren skal min Herre giøre, Et bestandigt Huus altid, Thi du lader stedse føre, Herrens egen Krig og Strid, Intet ont mand hos dig finder, Om der nogen mod dig spinder Som forfølge vil din Siæl, Herren slaa ham selv ihiel. Thi din Siæl i levend' Knippe Er indbunden hos din Gud Det skal din' U-venner glippe Som en Steen de slenges ud, Og naar Herren her i Live Alt det gode dig vil give Som hand i sin' Løfter har Dig forsickret u-feilbar. At du Fyrstens Navn skal nyde Over Herrens Israel, Da skal det dig ey fortryde At du reddet har din Siæl Og ej fremmet Blod udgydet Og din egen Hevn ey frydet, Da skal Herren visselig Til det gode tencke dig. David svared, Gud skee Ære Som dig sendte hid til mig Jeg ved HErren kand det svære, Havde du ej skyndet dig SIDE: 122 Og mig kommen strax i møde Jeg havd' lagt aldelis øde, Før i morgen dag blev Lius, Nabal og hans gandske Huus. Ja, jeg sige kand til visse: Nabal ey beholdet har En som kand til Veggen pisse, Det har giortes blaat og bar, O velsignet maa du være, Og din Tale vil jeg ære, Gak hiem til dit Huus med Fred, Jeg har din Person anseed. Der nu Qvinden kom tilbage, Havde Nabal tilbereed, Giæstebud i samme Dage Ret paa Konge-viis og Sæd, Hand til gode selv sig giorde, Men en fattig neppe torde Vente noget af hans Haand, Thi hand var en gierig Aand. Qvinden vel forstod, at Krucken Havde den Dag giort sit Spil, Og at Nabal heel var drucken, Taugde derfor gandske stil, Anden Dag da hand af Hovet Havde Viinen vel udsovet, Slog hun ham den Handel for, Hvordan det altsammen var. Da hun dette har angivet, Gick det ham til Marv og Been, Hiertet hannem blev i Livet SIDE: 123 Føle-løs, saasom en Steen, Og paa tiend' dag derefter, Slog Gud ham, at alle Kræfter Slet forgick, og maatte saa Ligge død paa Halm og Straa. Da nu Nabals Død blev nevnet, Sagde David, Lov skee Gud, Som min Spot paa Nabal hevnet, At det galt hans egen Huud, Gud det selver saa bestilte, At jeg intet Blod udspilte, Men at den missgunstig' Søn, Fick af Gud sin rette Løn. David lod sin Tienner sende Til Abigael med Bud, At hans Villie var, hand hende Tage vilde til sin Brud, Da de kom og bragte fore, Hvad for Budskab at de vare, Stod hun op og bøjet sig Ned til Jorden tugtelig. Hun som en fornumstig Qvinde Davids Bud ansvare lod: See! her er din Tiennerinde, Kaster mig ned for din Fod, Jeg er ferdig til at tienne, Og opvarte dine Svenne, Jeg vil deris Fødder toe, Og i Huuset findes troe. Qvinden paa sit Asen stiger, Og til Rejsen var bereed, SIDE: 124 Fem af hendes unge Piger, For Opvartning fuldte med, David hende lod antage Til sin egen Ægte-Mage, Qvinden efter Nabals Død, Trøstet blev i Davids Skiød. Om Syv Tal i Bibelen Mel.: Alleene paa Gud sæt Haab og Liid etc. Det Syvende Tal er Fuldkommenheds Tal, Den hellige Bibel bekræfte det skal, Det Syvende Tal blev antagen saa stort, At Syvende Dag blev til Hvile-Dag giort. Skal Ugen sin rigtig' Fuldkommenhed faa, Siu Dage mand endelig tælle sig maa, Hvert Syvende Aar blev til Frihedens Aar For alle de Folk udi Canaan var. Hvert Syvende Aar, da blev Trælene fri, Hvert Syvende Aar gick mand Pløyning forbi, Og naar mand vil tælle sig Siu gange Siu, Fick Landet sit Jubel-Aar, kom det ihu. Naar Paaske blev holden, som HErren paabød, Da aad mand Siu Dage u-surede Brød, SIDE: 125 Siu Dage det varet, Siu Dage blev talt, Saaledis blev Paaske fuldkommelig holt. Der Jericho skulle forstørris i Grund, Da satte Syv Præster Basuner for Mund, Og blæste Syv Gange paa Syvende Dag, Saa fulde de Mure med Knag og med Brag. Naar Jacob til Rachel en Kierlighed faar, Tilbød hand at tiene for hende Syv Aar, Der hand blev fixeret, tillagde hand Syv, Før hand vilde tabe sin Rachel af Hue. Skal Guds Folk i Canaan bygge med Fred, Da maa de først falde Syv stercke Folk ned, Syv slags Nationer udryddes her maa, Saa skal de fuldkommelig Rolighed faae. Hvorfore var Samson for andre saa sterck, I Syv Hoved-Locker bestod alt det Verck, Der Syv Hoved-Locker var raget ham af, Da falt hand i Fiendens Hænder og Grav. At Verden, som fordum i Floden forgik, Aldelis ey skulle forlore sin Skik, Da samlede Noa til sig i sit Buur Syv Par udaf mange slags Fugle og Diur. Gud siuntes Syv Par var mangfoldelig nok, At Verden derved kand forøge sin Flok, Siu parrede Fugle, Siu parrede Faar, Siu Hiorter hos Hinderne parrede gaar. SIDE: 126 Naar Gud vil Ægypten opreise paa Foed, Siu Aar bliver Axene moden paa Rod, Naar Gud slaar Ægypten med yderste Nød, Da bliver Siu Aaringer Mangel paa Brød. Skal Naaman ret paa sin Spedalskhed faa Bod, Da maa hand sig dyppe Syv gange i Floed, Sex gange var lidet, Siu gange var nok, Saa slap hand sin forrig besmittede Rok. Naar nogen sin Alder fuldkommen opnaar, Siu gange med ti da beregnes hans Aar, Naar Sexti de løber, og Siuti de gaar, Da bliver mand hviide paa Locker og Haar. Planeter paa Himmelen mindes vel du, Naar du dem har regnet, da bliver de Siu, Siu-Stiernen har HErren og bunden, saa trøst, At ingen paa Jorden faar Knuden opløst. Naar Dievelen agter at giøre dig Svig, Da tar hand Siu Dievle i Selskab med sig, Med samme Siu Dievle formeener hand vist, At prøve sin' yderste Trecker og List. Skal Fader Vor læsis, som JEsus dig bad, Da bør de Siu Bønner at følges ret ad, Siu Bønner der findes, tag ingen derfra, Saa fremt din' Begieringer nyde skal Ja. SIDE: 127 Johannes i sin Aabenbaring har oc Adskillig Siu-Tal med Bemerckelser nok, Siu Breve hand til de Siu Biskoper skrev, Hvor under Guds Kircke betegnet os blev. Siu tilluckt' Indseigler Apostelen saae, Siu Skaaler med Plager, som fuldte derpaa, Siu Engler, som gav i Basunerne Skrald, Saa Himmelen siuntes at stande paa Fald. At saadant beteigner Guds Kirckis Adfær, Hvor hun ifra fordum har været og er, Af Kiettere, Svermere, Voldsmænd betryckt, Af falske Basuner tit ilde forryckt. Ja Dievelen selv har forlysted sig tit, Det Siu-Tal at bruge sig selv til Profit, Siu Dievle har en Magdalenam besat, Da JEsus dem drev har de hende forlat. SIDE: 128 De syv Ord paa Korset JEsus talte Med den gamle Tone. Da JEsus stod i Blodig Form Paa Korset, som en usel Orm, Hans Aand tog til at gremmis, Siu Værdig Ord gick af hans Mund, Og de bør aldrig glemmis. Det første var et Forbøns Ord, Hand bad for dem, som drev det Mord, Og lode ham aflive: Forlad dem Fader denne Synd, De veed ey hvad de drive. Det andet Ord, som da blev talt, Da blev hans Moder anbefalt, Sanct Hans for Søn at kiende: Sanct Hans tag du min Moder an, Og drag Omsorg for hende. Det tred'e fuldte strax derpaa, Hand til den Røver sagde saa, I Selskab med ham døde: Giv dig tilfreds du skal i Dag I Paradis mig møde. SIDE: 130 Men der hand raabte fierde gang, Da hørde mand hans Jammer-sang, At Steene maatte svare: Min Gud, hvi har du mig forladt, Nu jeg er stæd i Fare? Saa gav hand ud det femte Skrig: Ach! Ach! hvor saare tørster mig! Hav Tack, O JEsu lille, At du den beeske Dødsens Kalck, For os uddricke ville. Det siette kommer jeg ihu, Det er, det er fuldkommen nu! Det var det Maal hand naaede, Thi hand fuldkommet hver en Punckt, Som Skriften om ham spaaede. Det syvend' Ord Guds Søn gav ud, Det var et højt og heftigt Liud, Hand raabte til sin Fader: O Fader! Jeg min Siæl og Aand I dine Hænder lader. Saa bøjet hand sit Hovet ned, Opgav sin Aand og tog Afskeed, Fra Verdens Harm og Plage, Nu lever hand i Himmerig, Og har de beste Dage. SIDE: 135 Kongel: Mayests: Til Danmark og Norge Men kand jeg ey vandre med Legemet hen, Da har jeg beordred min' Skrifter og Pen, Min tiennestlig Hilsen at byde. En Bog jeg fremsender, hand er mig saa from, At Bogen for min Skyld bevilgis et Rom Nest Dørren forinden hans Kammer. Hun er som en fremmed og Venne-løs Giest; Behøver derover Beskiermelse mest Mod dennem, der yppe vil Klammer, Jeg veed vel at alle behager ey mit, SIDE: 136 Og tykkis de fleeste vel meget om sit; Hvad agtis en fremmed Umage? Der passer ey alle slags Føder en Skoe, Hvo kand efter alle Gemytter sig snoe? Hvo kaager det alle kand smage? Een andens Arbeyde mand dadler saa Læt, Omskiønt deres eget er passelig næt, Hvad giør ey Satyriske Hjerne? En Skæv hos vor Broder opagtes saa grant, Men Bielken, der staar hos os selver paa kant, Forflytter mand ikke saa gierne. Jeg frygter, adskilligt vil møde min Bog Hos dennem, der meener sig alle forklog, Og Dommer vil fældis u-lige, Hos nogle kand Værket optages for Got, Hos andre, maa skee, det udtolkes til Spot; Thi mange har meget at sige. Endeel skal vel storlig forundres derved, At jeg med saa megen omhyggelighed En Børne-Bog sammen vil skrive, Der tør og vel spørges: hvad sømmer en Klerk, At bryde sin Hjerne med Børnenes Verk, Og Tiden u-nyttig fordrive? See, saadant og meere det tvinger mig til, At bede, Høyædle Herr Doctor hand vil Min Bogis Formyndere være, Og tage min Skrift udi gunstig Forsvar, Nest Gud jeg til ham den Fortrolighed har, Hand vegrer ey Venners Begiere. Hand hielper til rette den Venne-løs Møe, Hand lader den ey uden Giftermaal døe, Jeg meener at Bogen maa trykkes, Jeg digter ey Sanger for egen Profit, Det gafner Skribenten paa Dommedag lit, Og til hans Ulykke kand Lykkes. Jeg skriver ey heller for roos eller Lov, Min GUd og Samvittighed kræves til Prov, At saadant er uden min Tanke: SIDE: 137 Ey os men dig Herre skee Hæder og Priis, Du, som i din Kundskab giør Mennisken Viis, Og lærer os Man at opsanke! Min Tanker alleneste sigter derhen, Hvorledes jeg kunde min Frelser og Ven I Hiertets enfoldighed tienne, At mine Tilhører', særdeles de Smaa Gudfrygtigheds veye henviises kand paa Som Christi Lydagtige Svenne. Min inderlig' Længsel er denne for GUd, Vor Ungdom den kunde som dejligste Brud Sin Frelsere Christo tilføyes, At Folket vil giøre paa Himmerig Vold, At Ære kand have i Landet Tilhold, Og GUd over alting ophøyes, At Lammene, der i GUds Græsgange gaar, Kand fremmis og voxe til Skikkelig Faar, Og samlis, naar Hyrden dem kalder, Ja vennis, at kiende sin Frelseres Røst, Det giver saa god en Samvittigheds Trøst Naar Sorrig og Sygdom paafalder. At Zion kand bygges, det er det vi vil, At Stenen og Kalken beredis dertil, Det er jo GUds Tienneres Glæde! Det ligger og an vores Embede og Kald, At stytte de Muure, der peege til fald, Og paa vores Vagt at fremtræde. De ti GUds Bud, Bøn og vor Christelig Tro, Og GUds Sakramenter beregnede to, Sligt sømmer GUds Helgen at øve, Saa bliver den Bog Cathechismus forgyldt, Og hermed har Folk den Befaling opfyldt, At viise sin Christendoms prøve. Det sømmer og mig, som GUds Tjenner og Bud, At viise Tilhørerne Veyen til GUd, Særdeles en Ung og Umyndig, Som har Underviisning og Lærdom behof, Mand veed vel, at saadan gemenlig er grof, SIDE: 138 Og i vor' Artikler u-kyndig. Den Unge skal Læris, det er min Begier, Den gamle skal æris, det veed vel enhver, Saa skikker vi Folket til Sæde. Jeg ønsker, den Unge maa blive til Mand! Jeg ønsker den gamle vil Viise Forstand! Og det er min inderlig Glæde. Nu, hvad jeg har skrevet, er skrevet velmeent, Jeg troer, for de reene blir alle Ting reent, Der kommer alt Got fra de Gode; Lad raadet Træ bære sin stinkende Frugt, Lad Momus forløste sin Læbers U-tugt, Vilbassen vil allesteds rode. Herr Doctor og Kongelig Hof-Prædikant! Jeg er udi Blodet Jers næste Forvant, Men dog i mig selver u-værdig; I tager af mig dette ringe Papiir, Det jeg udi Hiertets eenfoldighed gir, Jeg er til Jers tienneste færdig. GUd har Jer beskikket, at bære sit Navn For Konger og Førster, hans Kirke til gavn GUd sende sin Kraft af det Høye, Og aabne for Eder frimodigheds Dør, At tale GUds Sandhed, som eigner og bør, Og Menniskens Hierter fornøye! Vi ginge tilsammen i Skolen og Tvang, Men siden har HErren fraskillet vor Gang, Gud veed, naar jeg med Eder taler; Jeg gaar med det første til Fædrene hen, Jeg seer Eder neppe paa Jorden igien, GUds Naade jeg Eder befaler! Vor HErre leverer jeg Legem og Aand, Min' Sanger leveres Her Fætter i Haand, Maaskee, de min Svane-Sang bliver. Det bør os i JEsu Navn være bereed, I Dagenis Ende da tales vi ved, Naar HErren Forløsning giver. SIDE: 139 Edle, højactbar og meget Velfornemme SR. PEDER CHRISTOPHERSØN BROCH Kongel. Majests. forrige Foged over Helgeland, men nu Forvalter og Ombudsmand sammesteds, Med sin kjære Hustroe, Dyd-ædle og meget Gudelskende Matrone MAREN PETTERSDATTER FALK. Edle, højactbar og meget Velfornemme SR. PETTER LORENSSØN ANGEL Kongel. Majests. velbeskikked Vice-Lagmand i Nordland og Findmarken, samt itzige Foged over Helgeland. Med sin kiære Hustroe Ædle, Dydziirede oc meget Gudelskende Matrone ANNE MARGRETE BROCH. Actbar, Viis og Velfornemme SR. JACOB DASS. Kongel. Majestæts velbeskikket Soren-Dommer over Helgeland, Med sin kjære Hustroe Dydziired og meget Gudelskende Matrone LUCIA RAVN. Erlig, Act og Velfornemme Mand SR. JACOB PETTERSØN FALK, Samt sin kjære Broder Erlig, Agt og Velfornemme Mand SR. MELCHIOR PETTERSØN FALK. Dydæred og Gudelskende Matrone PERNILLE PETTERSDATTER DASS SAL: NIELS JONSSØN GREGERS. SIDE: 140 Velacte og Velfornemme SR. RASMUS ANGEL Med sin kjære Hustroe Ære-Dyderig og Gudelskende Matrone JUDITHE CASTENS DATTER, samtlige Mine Elskelige nær Blods-forvante, Svogre og Anrørende. med Meenige Velactede Sogne-Mænd og Qvinder, Børn og Tivende, smaa og store i Alstahoug-Gields Meenigheder, Alle mine tilforbundne og i HERren Elskelige Tilhørere! Det falder Eder, maa skee, noget urimeligt, at I mine Høyærede Venner, blandt hvilke de fleste ved lovlig Aar og Ær- bar Alder allerede haver opnaaed mere end den halve part af et fuldkommen Seculo, at I, siger jeg, nu ved mig skulle stikkes en lille Catechismi Bog i Haanden, ligesom jeg herved ville opsøge Eders Forlængst udsledne Børne-Sko, at sætte der ny Lapper under og i saa maade bære tvil om de første Fundamenter i Eders Saligheds Forstand, hvilket er saa langt fra mine Tankker, som Øster fra Vester; Men saasom de Guds oplyste Mænd David og Job, den ene i sin Psalme Bog, den anden i sin Klage- Bog, agted det ingen Skam at være, paa sin Alderstigende Dage, at tilbage kalde sine Tankker om deres Ungdoms Idretter, og dem saa hæslige som de vare, at igiennem drøfte; Saa hentydes det hverken mig, eller Eder til nogen Skam, at tilbagetage vore Tankker om de første indtrædelses Puncter i Guds Kundskab, og dem, saa enfoldige som de ere, at igiennemlæse. I vide vel af ordene til Ebræerne, at JEsus Christus er i Gaar og i Dag den samme; Saa bliver og JEsus, den i Dag fremsettes i Vore Hellige Dagers Evangelio den samme, som i gaar blev fremsat i vor hver Dags Catechismo, og ingen anden Grundvol at kunde legges for dem, der ere Ældre, end den før blev lagt, da de vare yngre. Jeg haver med dette Arbeyde ey haft anden hen- seende, end at ære min GUd, og tienne mit Folk; Først de Gamle, siden de Unge; Først siger jeg, de Gamle, hvilke herved kunde opvækkis til en SIDE: 141 Christen Glæde i sine Hierter, og en Christen Omsorg i sine Huuse: Til Glæde i sine Hierter; at i det de, som David, tænker paa de fremfarne Aar, kunde tale om HErrens mægtige Giernin- ger, i Forsikring, at hand, som tilforne regiæred dem som Ung- dommen, skal ey forlade dem paa Alderdommen, men være dem en hielpende GUd, naar de onde Dage kommer. Til Omsorg i sine Huuse; at de, som Johannes, ville mit i sin Svagheds og Alderdoms Fængsel hensende sine Unge Disciple til Christum, paa det de betids kunde lære at kiende hannem fra en anden, som allerede under en falsk Christi Navn er kommen, eller herefter kunde være i Vente; vel vidende, at de, der ere satte til Fædre og Hoveder af GUd i sine egne Lande, ere og satte, at være Konger og Præster for GUd i sine egne Huuse: Præster for de lydige Drenge, at oplære dem i det Gode. Kon- ger for de halstarrige Drenge, at aftvinge dem fra det Onde, saa de kunde ved det samme forhverve baade sig og dennem en god Trappe; Dennem, at opstige til Forstand, og sig selv, at opstige til Ære. Dernest er og mit Arbeydes henseende til at tienne de Unge, hvilke naar de have lært sin Catechismi Bog læsendes, ville siden vennes til at lære den samme Sjungendes. En god Vise qvædes aldrig for ofte. En gudelig Bog blades aldrig formeget. Det er ikke nok at sige: Lader GUds Ord boe iblandt eder; Men dette skal tilleges: Lader Guds Ord boe rigelig iblandt eder. GUd ha- ver befalet os sine Bud, men hvorledes? ikke engang at tages, og siden aldrig mere, men at tages og igientages: Disse mine Bud, som jeg biuder dig, dem skal du igientage Saa vil Ordet ind- bæres til Øret, giennem Øret indbæres til Munden, giennem Munden indbæres til Hiertet. Og GUd give vor Ungdom her udi ville lade sine Lemmer være sammenstemmende, da skulde de- res Hierter blive anseedt som idel GUds Huuse, og deres Øren som idel Himmelens Porte! Siunes den tilvoxende Ungdom, at den Byrde vil blive dem forsvar, Sin Catechismum ey allene Læsende, men og Sjungende at Lære, og den dobbel Underviisnings Form at forvolde en dob- belt besvær, hvilket de Mindre-aarige (hvis Halse til Aaget SIDE: 142 endnu ere ubevænte) vilde falde vanskeligt? da lader jeg dem vide, at ved Tid og Flid kand store Ting udrettis. En villig Hest bliver (hvor liden den er) ofte tunge Læs mægtig. En villig Ung- dom (hvor enfoldig den er) bliver ofte vanskelige Lærdomme mægtig. Kand Myrene (som dog ere saa smaa og skrøbelige Creature) formedelst sin Flittighed i at søge sin Føde om Sommeren, an- sees i Skriften ligesom de vare et Folk, da bør en Ungdom, for- medelst Flittighed til at søge sin Sielis Føde i deris blomstrende Sommer ansees at være som et dobbelt Folk, og meere end Slette, gemeene og enkelte Folk. Ved Aarenis Tiltagelse blive Børn til Mænd, men ved Viisdoms Tiltagelse bliver Børn til brave Mænd. Saa haver og GUd beskikket Ungdommen, at være sit Navns Herolder; Da JEsus indgik Jerusalems Tempel, sang Bør- nene hannem et Hosianna. Da Gud udgav sin Lov, blev der be- falet, at fortplante den til Børn og Børnebørn. Hvad de gamle vidste om GUd, burde de yngre vide med: Dette skal skrives for dem som efterkomme, at det Folk, som skal skabes, skal Love Herren. Hvad mig u-værdige angaar, da ville jeg, som andre Herrens Tiennere, intet heller ønske, end at Zion, hves Mure siunes tem- melig nedfaldne, kunde blive bygt, og saae gierne, at Hendes Steen og Kalk kunde tilredes! Forhaabende (hves Gud i naade legger Dage til mine Aar) ikke at fuldende det med Eders og de Aandelige Israels Stæder, førend Menniskens Søn kommer, og i sit Riges og Evangelii Udbredelse kommer baade mig og Eder til Hielp; Mig, at viise Eder Veyen til GUd, Eder at faae saa god Fremvext i GUd, at vi inden en kort Tid skal see Satan falde som et Liunet ned af Himmelen og med Magt at knusis under Eders Fødder! I hvilket Hiertens Ønske jeg slutter og befaler Eder den barmhiertige GUd, hvilken være Ære oc Priis I Menigheden fra nu og til Ævig Tid! Amen. SIDE: 143 Til Bogen en Erindring Min lille Bog, du kommen est Et Foster af min Hjerne, Din ringe Skabning veed jeg best Jeg skiulte den vel gierne. Men hvo med sig en skrumpen Hud Af Moders Liv maae slæbe, Hand vises aldrig deylig ud, Alt blev hand toed i Sæbe. Om jeg din Bonde-Dragt og Stand Paa Kiøbsted-Viis udpynter, Hvad var jeg andet, end en Mand, Der falske Penger mynter? Det bliver best, du gaar i det, Du fød est med og baaren, Er din Gestalt kun slet og ret? Der fleere saa har vaaren. Men som det flux ad Tiden gaar, Du fra mig ud skal vandre, Og prøve paa hvad Huus og Kaar Du finde kand hos andre, Da som din Reyse falder vit! Er det mit Raad min Daatter: Gak ind i Præsters Huuse frit! Jeg troer de dig ey spotter. Jeg veed, at de som Verdens Lius Ey ringe Folck forhaane, De laane dog saa mange Huus, Saa kand de dig og laane. Og om de noget med dig veed, Der nødigt er at rætte, SIDE: 144 De GUds Mænd med Sagtmodighed Det vel til Lave sette. Men hvis saa skeer, der komme kand Et Bud fra høye Stæder, Fra Adel og Velbyrdig Mand, Som sidder højgt i Sæder? Du skal dig strax til samme Sted Paa standend' Fod forføye, Med inderlig Ærbødighed Dig dybt til Jorden bøye. Maaskee GUd skyder ham i Sind, At hand sit Folk tilsiger, De leder dig i Kamret ind, At æde med hans Piger. Kand og vel skee, til din Person Saa gunstigt Øye vendes, At dig en liden Pension Til Rejse-penge sendis. Men reyser du til Bonden ind, Og hand vil dig annamme? Da hils ham med sit Huusgesind, Saa giør hand dig det samme. Hand byder dig ret vist og sandt, At hvile der saa lenge, Indtil du vorder vel bekandt Med alt hans Huus og Drenge. Og naar dig tykkis, ikke vil Hos hannem lenger være? Da skal hand med sit Lange Spil Dig en Valeet forære. Gak siden til de Huuse frem, Hvor Enker sidder inde, Jeg haaber vist, du skal hos dem Et sikker Venskab finde, Beed dem, i Bønnen blive ved Og Haab til GUd indsætte, Og icke sin Taalmodighed SIDE: 145 I Modgangs Tid forgiette. De ville tænkke paa den Roe Dem staar hos GUd tilbage, Og paa den deilig Platz og Boe De siden skal indtage. De ville gaae der HErren gaaer, Og blive der hand bliver, Indtil det sidste Naadsens Aar, Naar GUd Forløsning giver. Jeg troer, bedrøved' Encker skal Dig til sit Hierte kryste, Og som en Ven til Velgefal Med tusind Kys forlyste. Men om paa Veyen en Soldat Dig uforvarend' møder, Oc Nattens Mørk dig til Bravat Paa samme Stund anstøder? Hand under aaben Himmel dig Tilstæder ey at ligge, Naar du kon med et Bønne-skriig Om Logement vil tigge. Hans Hierte bliver vel saa from, Naar hand med sine sover, Hand under dig et Benke-rom, At hvile Natten over. Du finder ham af den Couratz, At hand sig vil forklare, At skrive dig et Reyse-Pas, Hvorved du frit kand fare. Naar nu din Veye ligger hen Til hine store Stæder? Hvis Spire staar mod Himmelen Opfylt med tusind Stræder: Da giv dig strax hos Folket an, Hos Qvinder, Mænd og Fruer, Kand du ey siunge som en Svan, Da kurr' som andre Duer. SIDE: 146 Er nogen da, som til din Sang Vil laane Gunstig øre? Da gives der ved fri Tilgang Til smucke Folkes Dørre. Mand taaler tit, en Pebling om Paa Gaden gaaer og nyner, Et støcke Brød paa hvert et Rom Mand hannem med forsyner; Og skulle dig da mindre Kaar End Peblinger forlenes? Dit eget Maal, ihvor det gaaer, Dig aldrig kand formenes. Jeg venter ey, du finde kand Saa stor en Gunst og Naade, Som Faaret hos den fattig Mand, Der fick sig selver raade; Det Fosterd blev i Mandens Skiød, Det sov ved Mandens Side, Det aad af Mandens eget Brød, Saa vel gad hand det lide. Ney saadan Gunst ey ventis maa, De Gaver er forhøye, Laan dig en Benk at ligge paa, Og lad dig dermed nøye. Saa far da hen i JEsu Navn, Hvor Skebnen vil dig drage, Er ingensteds en sikker Havn, Saa skyndt dig flux tilbage. Jeg skal som Jephtæ Daatter dig I Kloster lade mure, At du fra Folk ævindelig Skal sidde der og kure. SIDE: 147 DE TI BUDS BUD-ORD Det Første Bud Jeg er HERren din Gud, Du skalt icke have fremmede Guder, etc. Siungis som: Jeg veed et ævigt Himmerig, Kom hid, O kiære Christen Lem, Jeg vil saa kortelige Paa dine Fingre to Gang' fem GUDS Bud ved Sang udstige. Saa tit du slaar din' Hænder ud, Ti Fingre kandst du regne; Saa mange er og HErrens Bud, Som læsis allevegne. Naar du vilt paa din' Fingre see, Da tænk Guds Lov er bleven I lige samme Tal, som de, I Mose-Bog indskreven. GUD selv for Mosen udi Steen Har tegnet de Bogstave; Men du skal indtil Marv og Been Dem i dit Hierte grave. SIDE: 148 Naar du gaar ud, naar du gaar ind, Hav disse Bud i Tanker, Og slaa dem aldrig af dit Sind, Hvor du i Verden vanker. Hvad siger da det første Bud? Fortæll os hvor det liuder! Det siger: For den sande Gud Hav ikke fremmed' Guder. Det siger: Gud ey taale kand, At nogen er hans Lige, Hand finder ey sin Lige-Mand Paa gandske Jorderige. Hand er dend Allerhøyeste, Og hand er GUD alleene; Thi skal du for ham bøye Knæe, Men ey for Stock og Steene. Der ere mange, som vel sig Vil Guders Navn tilegne, Men de er kun forgengelig', Og maa for Døden blegne. Naar de forgaar, da bliver GUD, Hand giøres ey til skamme, De skal fortæres i sin Huud, Men Gud er alt dend samme. Hvorfor Jeg nu forbyder dig, Ey anden GUD at tage, SIDE: 149 End den som boer i Himmerig. Og ey har nogen mage. Jeg Dig forbyder at du ey Tilbeder Sool og Maane; Hvi vilt du paa slig Hednings vey Din Herre GUD forhaane? Jeg dig forbyder, Sølv oc Guld Til din tillid at sætte; Hvad hielpe kand dend røde Muld Din Salighed til rætte? Meenst du at dend som sanker mest, Og haver det som klinger, At hand hos Gud skal agtis best? Ney, ney, det ey gelinger. Thi Gud og Mammon kand ey vel Tilsammen begge stemme, Skal HErren giøris Ræt og Skiel, Da maa du Mammon glemme! Du skal og ey, som mange giør, Dig hælde til Patroner, Patroner ere brudne Rør, Og dødelig' Personer. De skal som Røg og Damp forgaa, Naar de til Graven havner, Dem du da meest har stolet paa Dig da saa lidet gavner. SIDE: 150 Hvo Kiød vil sætte til sin Arm, Og Folk til Guder giøre, Hand er som den der vil sin Karm I Henge-Dyndet kiøre. Du skal ey paa Barbarisk Viis Umælend' Fæ tilbede, Ey Asen, Oxe, Hest og Griis, Hvad heldst det og kand hede. Skal skabte Ting tillegges det Som Skaberen tilhører? Hvad tykkes dig, er saadant rett? Vee dig! som saadant giører. Vee dig! som for et Billede Til Jorden ned vil knæle, Er det ey fra den Høyeste Hans Ære bort at stiæle? Det er at kysse Steen og Leer, Og Siæle-Hoor bedrive Tænk, de som til Afguder seer, De skal til skamme blive. See til du ey, som en Papist, Paa døde Helgen raaber, Det Haab skal dennem skuffe vist, Holdt ikke med de Taaber. Om os veed hverken Abraham, Ey Isach til at sige, SIDE: 151 Hvad er det da for hæslig Skam Til døde Folk at skrige? Hvad har vi med Sanct Peer oc Poul? Hvi giør vi den Umage? Hvorfor vi dend Papist beleer, Som sig for dem vill klage. Saa har vi nu med Glæde bragt Det første Bud til ende. Gud giv os altid med Andagt Den sande Gud at kiende! Det Anden Bud Du skal icke tage Herrens Din GUDs Navn forfængelig etc. Siunges som: Jeg gik mig i min Urtegaard etc. Det andet Bud i HErrens Navn Vi nu begynde paa, Og gid at vi med Siæle-Gavn Det efter leve maa! Det Bud alvorlig byder dig, At du slet ingenlund Skal HErrens Navn forfængelig Indlukke i din Mund. Du skal dig altid vare vel, At du saa læt ey svær, SIDE: 152 Og bander ved din Gud og Siæl, Som mangen giør dissverr'! Dend Gud i høyen Himmel-Sal Er altfor hærlig til, Mand med hans Nafn Spilfægte skal, Og giøre hvad mand vil. Dend dig ey troer paa Ja og Ney, Sin Lyst Hand giøre maa, Gak du din Kaas og drag din Vey Lad dend Mistroend' staa. Du skal og ey ved JEsu Død Stadfæste nogen Eed, Ey eller ved de Saar saa rød Guds Søn U-skyldig leed. Betænk Guds Søn har engang taaldt Død under aaben Sky, Hvi vil du Hannem have Saalt I Morders vold paa ny? Hvi skal din Tunge Pidske den Der før var Piint og strakt? Vil du, Guds Lam skal hver Dag hen Til Korset vorde bragt? Er det den Løn hand have bør For ald sin blodig' Sveed? Er det den Tak, som Ham tilhør For ald sin Kiærlighed? SIDE: 153 Du skal og uden ald forskiel Udrydde slet af Land Ald' Signe-Folk og Satans Træl, Og hver en Spaadoms Aand. Samt alle dem der Fugle-Skriig Og Dages vall forstaar, Og alle dem, der Hemmelig Med Troldoms Konst omgaar. Du skall ey paa din Sygdoms-Dag Hos dennem Spørge raad. Det er din Gud en misbehag, Og Vederstyglig daad. Hvi skulle du gaa Gud forbi, Der er dend Læge kiæk? Som giør os fra vor' Synder fri Og heeler ald vor Bræk. Men at en Hex er viis og Klog I Læge-Kunst og Cuur. Det har hun af dend Sorte Bog Det vantroe Creatuur. Thi Satan Kappen veed at snoe Hvor Veyret Føye vill, At giøgle for dem paa Ham troe, Det er hands daglig Spill. Jeg negter ey, Hand jo Forstand Paa Jordens Urter har, SIDE: 154 Hvor ved en Sygdom hielpes kand Som synes Tung og Svar. Naturen haver meget Skiult, Hvis brug dog Satan veed, Men under det har Hand gedult Et farlig Skalcke-Sneed. Helbreder hand ved Hexers Konst, At du din Sundhed faaer, Da viid, hand giør det ey omsonst, Din Siæl i fare staar. Ach! det var dig en slet Profit, At du din Helse fant, Og blev din Siæl der over qvit, Hvad var det da du vant? Guds Bud og strengt formaner dig, Du vogte skall din Mund, At dend ey taler Løgn og Svig, Ey digter falsk Paafund. Vel er det saa, at Løgn, disverr'! Blant Folk er for gemeen, Thi ingen Mand, hvor kiæk hand er Kand kaldes Engel-Reen. Saa agtes det dog skammeligt At liuve med forsætt, Og hvo sig venne vil til sligt, Hand slegter Fanden rett. SIDE: 156 Vi veed at Løgn i Paradiis Var Slangens første Skam, Og hvo der elsker samme viis Er lige god med ham. Derfor see til, at Løgn og List Dig ey bevises paa, Du kanst dig brænde ved en Gnist, Men ingen Varme faae. Et Ord et Ord, en Mand en Mand, Dit Ja skal blive Ja, Lad Sandhed blomstres i vort Land, Og gak ey der ifra. See til du og forlyster dig Med Psalmer, Sang og Digt, Aflegg for Gud ydmygelig Din Skyldighed og Pligt. Den allerlifligst Harpe-Liud, Som Øret høre kand, Er, at mand siunger Sions Gud En Sang i Christen Land. O gid ald Verden runden om Var med hands Lov opfyldt! Hand er det værd dend Herre from, Og hand har det forskyldt. En tørstig Siæl hun takker tit Kon for en Drik med Vand: SIDE: 157 Hvi skulle Gud da miste sit, Som er saa god en Mand? Hand kand ey mindre faae, end Tak For alt sit givne Gods, Og ingen uden Skarens Pak Benægter Gud sin Roos. Vor sidste Slutning være skal, Og det almindelig: Gud i dend høye Himmel-Sal Skee Lov Ævindelig! Det Tredie Bud! Kom ihu at Helliggiøre etc. Siunges som: Paa Gud allene etc. Vi vil begynde Det trede Herrens Bud, Til Kirken skynde, Sabbath er sat af GUD; Velkommen være Du hellig Hvile-Dag, Du skal os Lære Guds gode Velbehag, Og os forære En himmel-god Forsmag. SIDE: 158 O GUd, vi prise Dig for din Naades Bord, At du vil spise Os med dit Guddoms Ord! Vi lever ikke Udaf det bare Brød Vor Mad og Drikke Af JESU Mund udflød, Det er til prikke Dend Honning, der er sød. Hvad kunde gavne Ald lækker Kost og Mad, Om vi skull' savne Det Siælen giører glad? GUd! for din Ære Undryk os ey dit Ord, Men selv ernære Din lille Christne Hiord, At vi maa bære Dit Navn med priis paa Jord! Skuld' du ey trøste Os med Sabbathens Ro, Vi maatte brøste Af møye slet i to; Thi Verden giver Ey andet end som Sveed, Og Lykken driver Sit Hiul alt op og ned, At her ey bliver Vor Livs Tid nogen Fred. Men Gud vær' æret, Som gav os Hvile-Dag, SIDE: 159 Og har beskiæret Vor Siæl saa god en Mag! Nu kand vi iile Til HErrens Tempels Grund, Gid! vi maa hviile Fra Skam og Synds Paafund, Og aldrig tvile Paa HErrens GUds Miskund. Tænck ey, O Synder, Sabbathen er bered, At du paa Hiynder Skal ikkun sidde ned, Og at udstrække Din Been paa Senge-Straa, Dig der at række, Og Haanden ud at slaa, Og saasom Giække Paa Torvet ledig gaa. Du tørst ey tæncke Sabbathen holdes nok, Naar du paa Bæncke Dig lægger som en Stock; Eller paa Love I Kroe at dricke Ruus, Og siden sove Til Sool i Middags Lius, Tør du vel vove Mod Gud slig Skalke-Pus? Din Søndags Gierning Bør ey deri bestaa, At du med Tærning Et Bretspil veed at slaa, Og dig begive SIDE: 160 Til Dobbel eller Kaart, Dermed fordrive Guds Dag u-nyttig bort, Er det at blive I HErrens Huuses Port? Med sligt og andet Misbruges Kirke-Fred, Skeer sligt i Landet Og holdis for en Sæd, Da blir for Sanden Vor Søndag Synde-Dag, Jeg frygter, Fanden Vil gaa med dem i Lag, Med een og anden At dragis Nappe-Drag. End skal du vide Hvad Søndag har behov, Fra Hestens Side Du spende skal din Plov, Og dend ophenge Bag Veggen under Skuur, Og ey forlænge Arbeyde med dit Djur, Ey eller sprænge Det stakkels Creatuur. Tænck, Hest og Oxe Har Gud til Skabermand, Hand lar dem voxe, At de dig tiene kand, Du slaer og pukker, Og pidsker dem paa Bag, At de sig bucker For dine Hug og Slag; SIDE: 161 Men see, de sukker Alt effter Domme-Dag; At de kand vorde Fra dine Byrder fri, Og Trældom haarde Du dem har lagt udi; Saa lad ey plage Dit Beest med Hug og Stød, Det kand ey klage For nogen Mand sin Nød, Om du vilt slage Det slet ihiel og død. Dit Folk og Svenne Bør og Sabbathens Roe, At De maa tienne Gud HERREN glad og froe, Alt hvad de træller Sex Dage flittelig, Som troe Geseller, Det giøre de for dig, Men GUD udveller Dend siuvend' Dag for sig. Vogt dig derfore Mod Piger og mod Dreng, Vær ey saa saare I din Huusholdning streng, Søg ey at være U-skonsom med en Træl, Tænck, GUD hans HERRE Giør ey Persons Forskiel, Men skal tilbære Hver sin Betaling vel. SIDE: 162 Nu, kiære Broder, Hav Gud og Kirken kiær, Jeg dig anmoder For alt det Saligt er; Vær Ordets Hører Eenfoldelig og slet, Vær Ordets Giører, Saa du med got Forsæt Altid fremfører Et Levnet reent og ræt. Opbyg GUds Rige, Holdt flittig Kirkegang, Du skal ey sige, At Veyen er for lang; Hvad vilt du tvile For Reysens Farlighed? For Havsens Mile? Gud hâr din Vey bered, Giv dig at iile, Du kommer vel afsted. Tænk paa den Qvinde, Som drog en lang Afkrog, Kun for at finde Og høre Kongens Sprog; Men her er meere, End Salomon at see, Hvad Verdens Ære? Hvad er dens Liggendfæ? Til at vurdere Mod HERrens Tienniste? SIDE: 163 Det var det ene Kong David bad af GUD, Ham at forleene Før hand gik Verden ud, At hand med Glæde GUds Tempel skue maa, Og der indtræde I GUds Forgaard at staae, Blant dem, som qvæde, Og Sangen passer paa. I GUds Forgaarde En Dag ham bedre vaar, End til at vorde Blant Sælskab tusind' Aar, Hvad kand mand lære Af Verdens Compagnie? Skam og Vanære, Utugt og Raseri? Beed GUD regiære Din' Fødders Trin og Sti! Men hvis du bliver Af et fortræden Sind, Og GUds Ord skriver I Glemmebogen ind, Da skal dig plage Ald Skendsel, Spot og Vee, Og dine Dage Ey nogen Lykke skee, GUD selv skal slage Dig med Forbandelse. Est du paa Landet, Est du paa salten Vand, SIDE: 164 Du est forbandet - Ihvor du vandre kand, I Seng og Leye I Skind, i Hold og Huud, Paa alle Veye Hvor du gaaer ind og ud Hvis du mon eye Forbandet er for GUD. Men om du skulde Undskyldning vende for, At du tilfulde Din' Præster ey forstaar, Een Part har Snue, Og taler vanskeligt, Part vil paa Skrue Sin Ord omvrie digt, Din Sinds Formue Er ey at fatte sligt. Jeg derpaa svarer: Du har GUds Bud paa Tal, De nok forklarer Hvor du dig skikke skal, De staar jo skreven I Catechismi-Bog, De er jo bleven I prent og Moders Sprog? Vær deri dreven Saa est du viis og klog. Derfor hvad tienner Slig' skallede Paaskud? At du dig meener Undskyldet for din GUD? SIDE: 165 Kandst du vel svære Dig ey er læsed for Din Børne-Lære, Din Tro og Fader Vor, Lær dem at bære, Aldt nok du da forstaar. Nu, Dagen skrider, Og Mørket falder paa, Sabbathens Tider Maa til en Ende gaa. O GUD! vi priise Dit Navn i Ævighed For Siælens Spiise, For Huus og Kirke-Fred! For Ro og Liise, For god Samvittighed! Det Fierde Bud Du skalt hædre og ære din Fader etc. Siunges som: Jeg veed et ævigt Himmerig. O Synder, veedst du ey din Pligt Mod Mennisken at giøre? Kom hid, jeg vil dig lære sligt, Kom hid, luk op dit Øre. Est du en Datter eller Søn, Forældre skal du lyde, Du bør ey nægte deres Bøn Men giøre hvad de byde. SIDE: 166 Vær ikke blant det slemme Pak, Som sin' Forældre bander, De faaer dog engang Skam til Tak Før de af Verden lander. Til Ravne-Pik og Ørne-Mad De skal paa Sidste blive, I Gallien som et Rangel-Rad For alle Vinde drive. Det Øye, som sin Faêr beleer Skal Ørnene udhugge, Til Pølen blîr hans sidste Fær, Og Helvede hans Vugge. Betænk det vel du unge Dreng, Hvi vil du traadsig være, Betænk, at HErrens Dom er streng, Og alt fortung at bære. Du veedst vel, hvor den Sag udfalt, Der Absolon fortrængte Sin Fader, at det blev betalt, Der hand i Træet hengte. Du veedst og hvor det blef med Cham, Det læses jo blant andet? At der hand blotted Faders Skam, Da blev hans Sæd forbandet. Saa giør nu ingen Skalke-Daad, Og ingen U-tugt øve, SIDE: 167 Giør ey din Faders Øyne vaad, Din Moder ey bedrøve. Betænk, hvor dyr du kosted hâr Din Moder, som dig fødde, Den Tid hun dig til Verden bar, Hvor hun var stedt i Møde. Betænk, hvor hun for din Skyld stod Paa Gravens yderst Bredde, Den Tid hun gik paa faldend' Fod, Og kund sig selv ey redde. Betænk, hvor mangen vaagen Nat Og megen stor Umage At hun for dig var med belat For hun dig vandt opdrage. Kom hid, du Mand, kom hid og hør Hvad Nyt jeg dig tilfører, Du som forinden Kirkens Dør Gaar ind, som en Tilhører. Mens du blant Kirkens Lemmer est, Jeg dig det vide lader, At du dig skikker mod din Præst, Som mod din egen Fader. Om hand dig ey til Verden bar Forstaa, paa Kroppens Vegne, Hand dog din Siæl opfostret hâr, Det er langt meer at regne. SIDE: 168 Frygt GUd og elsk din Præstemand, Adlyd dem som dig lære, Giør ham den Ære, som du kand, GUd dig igien skal Ære. Hans Røst som HERrens egen Røst Du lyde skal og følge, Dit Skib skal derved segle trøst I største Modgangs Bølge. Men om din Præst dig vared ad, Og Sandhed for dig Læste, Paalegg ham derfor ingen Had, Hand giør det for dit beste. Betænk, hand er et Sendebud, Som endelig maa tale Hvad GUd, som ham har sendet ud, Vil biude og befale. Om den retfærdig' gav et Slag Af et velmeent Gemytte, Som beste Balsom det antag, Det er din egen Nytte. Advarsel slaer ey Been ito, En Elskers Slag ey skader, Men Hyklers Kys er ey at troe, Thi hand er den dig hader. Hand kysser vel med smilend' Mund, Men Skalken er bag Øre; SIDE: 169 Men see, det er af Hiertens Grund Hvad Venner dig raadføre. Din Præst du derfor ingen Meen Og ey Fortræd maa giøre, Agt det, hand er GUds Øyesteen, Og hvo vil hannem røre? Det hâr ey heller ganget vel De gamle Præste-Hader, Det Achab fandt og Jesabel, Hvis Been laa strød paa Gader. Propheten de forfølge lod, Og det foruden Naade, Men det dog ikke lenge stod, For Hunde dem opaade. Det kand og dig gaa ligesaa, Som GUds Mænd efterstræver, Hvo veed hvor Bladet vendes maa, Du veedst ey hvad du lever. Det skeer og at Forseelse Hos GUds Mand er at finde, Men viid, hand er et Menniske Og fød af syndig Qvinde. Det meget smukker' dig anstaar, Med Kiærlighedens Kaabe At du hans Mangel skiuler for, End saadant ud at raabe. SIDE: 170 Kom hid, kom hid du Undersaat, Jeg dig og ey forskoner, Du tienne bør din Lande-Drot Og Øvrigheds Personer. Saa stygt som at det lader sig, At Barnet slâr sin Fader, Saa lidet og det sømmer dig, At du din' Fyrster hader. Thi hvo der ikke sig undseer Et Skalke-Puds at prøve, Og det mod Øvrigheden skeer, Hans Dom skal ikke tøve. For Magten mand jo frygte maa, Men hvo det ey vil giøre, Hand vil mod GUds Forordning staa, Og Dommen paa sig føre. En Konges Vrede lignes ved En Løves græslig Brølen, Oprørske til er falden ned Med Liv og Siæl i Pølen. Et Kiendetegn og ufeilbar Det skal for Dommen blive, Naar mand Rebeller bliver var, Som tør mod Magten kive. Men om for Synden over dig Et u-milt Hærskab sættes, SIDE: 171 See til, at dog beskedelig Din Handel kand udrettes. Og tænck, din Synder har fortient, At dig skeer saadan Plage, Dog bliver det dig u-formeent For GUD din Nød at klage. Men hvad du klager, bør det dig For Hærskab dog at bede End og for dem, som vanskelig Og færdig er til Vrede. Skal nu de Onde times sligt, Hvad bør mand da de Fromme? Saa lad til GUd din Bønners Pligt For Kongens Velstand komme. Et lydigt Sind, en ærlig Mund, Og beredvillig' Hænder Du pligtig er hver Tid og Stund Din Øvrighed og Stænder. Til sidste Slutning kommer hid I Piger og I Drenger, Som æder andres Brød en Tid, Og tager Løn og Penger. Som Søn sin Faders Ærend' er Forpligted frem at bære, Saa skal Jers Husbonds Gavn i sær Jêr angelegen være. SIDE: 172 I skal ey holde Jer for god At taale Slæb og Møye, I tienne skal med Haand og Fod Med Munden og med Øye. Med Haanden, at I hielper til At Værket ey forhales, Med Foden, at I løbe vil Did hen, der I befales. Og naar en Husbond taler saa: Kom hid, saa skal du komme, Men siger hand: Gak did, saa gaa, Og stat ey som een Dumme. Med Munden du og tienne maa, Dig bør ey andet føre, Hvad Husbonds Rygte kand angaa, End du igien vil høre. Du tale skal hans Navn og Sag Hos andre til det beste, Ham ey bagtale paa sin Bag, Som viis er hos de fleste. Det gaar, som i den hellig' Lest Er sat, og gaar i Rygte: Mands Huusfolk er hans Fiende værst For dem skal hand sig frygte. Med Øyet skal du Tiennest-Dreng Din Herres Gavn og fremme, SIDE: 173 See til paa Ager og paa Eng, See til i Huus og Hiemme. Dit Øye skal henvendet staa Alt paa din Herres Hænder, At hvad hans Fingre peger paa, Did hen du Værket vender. GUds Fierde Bud jeg nu da maa Den sidste Haand paalegge; Om Træl og Fri vi slutte saa O GUd velsigne begge! Det Femte Bud Du skal ikke slaa ihiel Under sin egen Melodie. Fang an, vi vil med Herrens Naade Det Femte Bud betragte vel, Hvorledes og paa hvad slags Maade En Mand sin Broder slaêr ihiel? Naar mand skal tale ret af Grunden, Da skeer et Mord paa tre Maneer, Endeel med Haand, endeel med Munden Endeel og udi Hiertet skeer. Belangende det Mord med Haanden, Da, Vee dig Mand! ô Vee! ô Vee! Vee dig, som slaêr ihiel en anden! SIDE: 174 Vee dig du stygge Mordere! Kandst du din Vredes Tørst ey slykke Med andet, end u-skyldigt Blod? Hvem hidser dig til saadant Stykke? Det giør den Mand, der ey er god? I det du fælder ned din Næste, Da fælder du GUds Tempel ned, Ja bryder da det Huus og Fæste, GUds egen Hænder har bered; Den Synd du aldrig kand undskylde, Med mindre verge vendes for, Det bliver dig til Lamechs Bylde Og et fortærend' Hierte-Saar. Maaske, du meener, GUd skal glemme Med Tiden hen sligt Nederlag; Ney, Abels Blod har Maal og Stemme, Det skriger end den Dag i Dag, Endnu forbandes Cains Næve, Og Lamechs Skyld hukommes end, Thi GUd skal vist alt Blod udkræve Af de haardnakked' Mordermænd. GUds Lov vil og alvorlig have, At der skal øses Blod for Blod, Det er udtrykte GUds Bogstave: En Haand for Haand, en Fod for Fod; Et Liv mand for et Liv skal sætte, Og det foruden ald Forskel, Hvorefter hver sig har at rette, Og saa sin Sag betænkke vel. Og skull' end verdslig Straff ophøre Fra dig, da see, dit Hierte skal SIDE: 175 Dig selv for GUd Land-flygtig giøre Paa høyen Bierg og dyben Dal; Dig ingen Stæd skal blive sikker Alt for en ond Samvittighed, Men alle Bødlers Baand og Strikker Skal siunis staa for dig bered. Dit Hierte pikke skal og bæve For allerminste Hane-Gal, Du skal u-tryg din Livstid svæve, Ald Verden for dig trang og smal, En Lærkes Sang skal for dig høris Og agtis som et Ugle-Skriig, Det mindste Blad paa Busken røres Som væbned Mand skal staa for dig. End vil det dermed ikke blive, Med hvad din Fædre haver giort, Det skal dig GUd paa Regning skrive, Du skal undgiælde lit og stort, At alt det Blod fra Abels Dage Og indtil denne Tid udøst, Det legges skal paa dig at drage, Ach! det vil afgaae, uden Løst. Langt bedre var, din Haand var skaaren Og huggen af i tykkest Kiød, At du varst uden Arme baaren, Og uden Haand og Fingre fød, End at du for din tunge Næve I Siæle-Fare vorder stedd, Derfor see til, mens du mon leve, At du med hver Mand holder fred. SIDE: 176 Dog hermed skal formeent ey vorde En Øvrighedes Myndighed, At Skalker og at Halser haarde For Rættens Sværd maa bukke ned; Et saadant Drab det er retfærdig, Thi Skalke bør en Ende faae, Og en Misdæder er jo værdig Sin Straff for Synden ud at staa. Saa skal derhos og vel betragtis Et Drab, som u-forvarend' skeer, Det for et Vaade-Værk eragtis, Og ey til Mords-Udtydning seer, Hvis Bane-Manden efterstrævis, Da gives ham saa vit Fordrag, Til Sagen med sin Prov indkræves Til Høyste Ræt og Kongens Dag. Ja Skriften selv den Sag undskylder, GUd lod ham falde for hans Haand, At om den Dødes Slegt opfylder Sin Hierter med hævngierrig Aand, Da havde GUd indstifte ladet Fri-Stæder som et tryg Tilhold, Hvor Draberen kand u-beskadet Fly bort for Hævn og Overvold. Belangende det Drab med Munden, Det øver du, ô syndig Mand! Naar du est arted saasom Hunden, At giøe mod hvis dig møde kand, Jeg meener en vanartig Læbe, Kiv, Klammer og skendsagtig Ord, Du dermed kand din Næste dræbe, Det er for GUd et skendigt Mord. SIDE: 177 GUd vil, at hvert et Ord skal hævnis, Som af en Skendsmund er udkast, At om din Broder af dig nævnis Du Racha, Daare, du Phantast; Da skal mand lade dig fremkalde For Raadet og den høyste Dom, Og da vil den Afsigt udfalde: Hen, hen til Pølen heed og grom. Derfor, saa fremt du ey bortkaster, O Menniske! din Ivrighed, At du dig paa din Ven forhaster, Og farer rasendes afsted; Hvis ey dit hadske Sind omvendis, Da bliver det u-lønned ey, Naar Siælen ud af Kroppen sendis, Da gaar hun en bedrøvet Vey. Du skal din Broder ont ey bede, Ey ønske ham i Satans Vold, Og ey med Skendsord være rede, Ey kalde ham et Drog og Trold, Giør dennem got, som dig mon hade, Velsigne dem, der bander dig, Hans Banden kand dig intet skade, Den Stund du lever fredelig. Langt trygger' er Uræt at lide, End andre den at føre paa, Sagtmodig skal sin Jord besidde, Men Stolte skal med hast forgaa: Den Mand er sterker, som betvinger Og vinde kand sit eget Sind, End den, der over Muren springer Og tager heele Stæder ind. SIDE: 178 Det trediê Mord, som kand bedrivis, Det er, naar Verden gives Rom, Det er den Synd, som op skal skrivis, Og sættis ind for HERrens Dom; Den stiger dig ey op af Maven, Den groor ey uden paa din Hud, Men den er ind i Hiertet graven, Og udaf Hiertet gaar den ud. Naar du har nævnt den onde Vrede, Da har du alle Laster nævnt; Hvo kand alt hendes Værk oplede? Hun giør u-jævnt det før var jævnt. Hvad HErren pryder, danner, skaber, Vanskaber hun den Dievels Kunst, Hun giør, at Folk ved hende taber Hos GUd ald Yndest, hæld oc gunst. Hun sætter Rynker udi Panden, Hun vrier Munden skeev oc krom, Hun giør, at du seer ud som Fanden, Hun øser Munden fuld af Skom. Din' Øyen hun saa vit udspiiler, Som der en Dievel stod i hver, At der op til dit Ansigt iiler Alt Blod, som varmt i Livet er. Hun giør, at Kind og Næse blaaner, Hun sammenbider Lippen tætt, Hun giør, at mangen ofte daaner, Og falder, som hand var besætt, Hun begge Næver sammenknytter, Og skiær med en forbistred Tand, Hun giør, at du dig selv bespytter Som en forstyrred galen Mand. SIDE: 179 Derfor I, som af Slagsmaal praler, Som gaar og pukker med en Pynt, Hvor kiæk I skjønt Jers Konst afmaler, Saa har dog Satan den begynt; Skye derfor nogen ud at mane For Haanden ud i Kamp at gaa, Det er kun en hoffærdig Vane, Hvo veed, hvem Lodden falder paa? Der staar, at hvo sin Broder hader, For GUd hand en Manddraber er, Hvor kand den elske GUd sin Fader, Den som ey har sin Broder kiær? Kand den ey elsket af dig være, Der dig for Øyet daglig staar, Hvad Hiertelag kand du da bære Til GUd, den du ey skue faaer? Du skalt ey for en ringe Brøde Dig hævne selv paa nogen Ven, Lad Had og Avind leggis øde Og sendis bort til Dievelen; Hun kommen er fra Satans Rige, Did hen igien hun skikkes maa, Ald Odel skal til Odel vige, At Satan kand sit eget faae. Ja, hvis det mueligt kunde være, Bør dig med hver mand holde fred, O Salig! de fredsomlig' ere, De kaldes HErrens egen Sæd; Ja før du skuld' mod Freden stride, Da hvis at en dig biude vil Et Øre-Slag paa høyre Side, Vend hannem og det venstre til. SIDE: 180 Men dersom du med Vrede trinner, Naar Sool gaar ned, udi din Seng, Du varst ey værd, at Solen skinner, Om Morgenen oppaa din Eng; Du vilt til andre Vrede bære, Og andre giør dig samme Skiel, I skal indbyrdes Jer fortære, Thi Harm skal Hiertet slaa ihiel. Tvert om, naar Folk kand vel fordragis Og Brødre boer eendrægtelig, Det er een Ting, som velbehagis, Og glæder GUd i Himmerig. GUds Engler ønsker selv til Lykke, Naar Folk paa Jorden boer i fred, Det er det skiønne Gylden-Stykke At Christi Brud stafferes med. Bort, bort derfor du rasend' Vrede, Bort Had og Avind Galde-fuld! Bort, bort med ald din Ild og Hede, GUd slae ald Satans Magt omkuld. At vi vor fattig' Ven og Næste Kand elske som os selver vel! Og saa den Tid, os end kand reste, At leve glad til Liv og Siæl! SIDE: 181 Det Siette Bud Du skal ikke bedrive Hoor Siunges som den bekandte Søren Tvillings Vise: Hør til Fattig og Rige Den Synd har længer Hale End vel kand siges ud, Den øves ey allene Paa to og tre slags Viis, Men er i mange Greene Som tykkest Klunger-Riis. Part legger sig hos Skiøger, Og bruger dem i Fleng, Part andres Koner søger, Og smitter ægte Seng, En Parti sig besover Men næste Slegtninge, Part giør det, som er grover', Og blander sig med Fæ. En Part med unge Enker Bedriver sin U-tugt, Part ere Jomfru-Krenker, Taêr den forbudne Frukt, Part med hooragtig Miiner Forbrækker Kyskheds Kar, Det var de skiønne Liiner, At Dalila hun bar. SIDE: 182 En Deel sig og bemænger I Sodomiters Skam, De paa sin Krambo henger En ret forbandet Kram; En Deel og vel befugter Sit eget syndig' Kiød, O hvilke Satans Frugter! O Vee! ô Skam! ô Nød! Jeg mig nu først henvender Til dig, du kaade Dreng, Hvis Fod saa flittig render Til Horens Huus og Seng, Hvad har du der at giøre? Er det din rette Vey? Du skal det see og høre, Det gaar u-straffet ey. Der givis dig i Skrifter Exempler nok der paa, Af Gamledags Bedrifter, Mand kand det nok forstaa; Det rønned David ilde, Som sov hos fremmed Viiv, Hvor mange maatte spilde For samme Synd sit Liv? Siig mig, hvad var Aarsage, O Samson! til din Død? At du lodst dig hendrage Til Horens bløde Skiød; Du rosed lidt af Kiøbet, Der Dalila dig bant, Din' Øyne gik i Løbet Og Styrken slet forsvant. SIDE: 183 Hun, som din' Kinder klapper, Hun klipper og dit Haar, Den Viin Fru Venus tapper Vel blank i Glasset staar, Den dog der efter giver En dødelig Forgift; Ach! ach! hvor mange bliver Forgiort ved slig Bedrift. See, Gibea den Stolte Hvi blev den ødelagt? Den Skøge det forvoldte, Den de voldtog med Magt. End havde Troja standen, Hâr ey Helena vært, Da slog en Helt den anden Til Jorden u-forfært. Den første Verdens Dage Forgik i Flodens Luud, Der hver mand vilde tage En Hore til sin Bruud; Saa slukte GUd de Brande, Sig selv ey slukke vil, Saa har den glatte Pande Voldt mangt et blodigt Spil. Hør nu, du unge Daare, Hvad bilder du dig ind? Hvi elsker du saa saare Det røde Rosens Kind? Hvad ere Læber bløde? Hvad vel-gestalted Form? Det er jo kun en Føde For Jordens krybend' Orm. SIDE: 185 Naar du din Fod vil dreje Til Horens Huus at gaa, Da gaar du paa de Veje, Der skiær til Dødsens Vraae, De hvide Marmor-Støtter, Hvorpaa du støder an, For deres skyld du fløtter Til Pølens brede Plan. Du skal der icke høre Musik og Jomfru-Sang, Der andet er at giøre, End gaa Spassere-Gang; Udgangen paa din Glæde Da bliver Ild og Beeg, Forseent skal du begræde Vellystens kaade Leeg. Da bliver først forbandet Den Dag, den Tid og Stund, Du dig med Skiøgen blandet, Og kyste hendes Mund; Du til Rantzon da vilde Ald Verden biude fal, Det bliver da forsilde, Du det vel finde skal. Dernest du lille Pige, Som smuk af Skabning est, Det bør mig og at sige Hvad dig beqvemmer best; Det er af GUd en Gave At være danned vel, Naar du derhos kand have En kysk og tugtig Siæl. SIDE: 186 Har GUd dig vildet pryde Med Deylighed i Kind, Da bør dig frem at byde En Deylighed i Sind; Da kand mand om dig sige Og det med god Besked: See, See, der gaaer en Pige Med dobbel Deylighed! Det er vel smukt at bære Et Flættebaand af Guld, Men smukker' skal dend være, Der lever dydefuld, Hvis det dig ey befalder, Da maa du sikker troe, At alle Mand dig kalder En Guld-bordyret Soe. Det Legem, Gud dig skiencker Et HErrens Tempel er; Men hvo Guds Tempel krænker, Dend straffer Gud især, Det lader Piger ilde, At gaa for tit i Dantz, De kand der ved forspilde Jomfruens Ære-Krantz. Du burde dog betæncke At Æren er den Ting, Mand ey saa læt maa krænke, Og lade staa paa Spring; Naar hun engang bortløber, Og sælgis fra dig væk, Du den igien ej kiøber For Cr¿si Penge-Sæk. SIDE: 187 Der staar, om mand vil agte En Lov i Mose-Bog: Hvad Kar mand ey tiltackte, Og stod foruden Log, Det skulde Folcket dømme U-reent og fuldt af Skam, Hør nu, hvad dig mon sømme Som fører aaben Kram. Vil mand nu ret betragte Det samme Skrifftens Sprog, Da bør enhver dig agte For et u-reenligt Drog, U-reen og uden Ære, U-reen ævindelig, U-reen din Krop skal være, Til du omvender dig. Derfor, hvis du befinder Dig skyldig for din GUD, See til, din Taarer rinder Med Hiertens Anger ud, Lad dig bedrøved senkke, For JESU Fødder ned, Gud skal dig det betænkke Til ald Barmhiertighed. Est du u-reen befunden Som en fordervet Sæck, See, JESU Blod er runden, Der toer din Smitte Væck, Naar du ved Troen søger Til hannem hiertelig, Du skalt med alle Skjøger Indgaa i Himmerig. SIDE: 188 Du Ægte-giffte Qvinde, Hør mig et Ord og to, Du som dig lader finde Ej mod din Husbond tro; Hvad har du at bestille I løse Folkis Huus? Din Synd dig vist skal skille Fra GUDS Ansigtes Lius. Du Ægteskab vil have Kun til et Synde-Skiul, Og vil begierlig gnave Af fremmed Brød og Suul; Den staalne Mad vel smager For Munden offte sød, Men mange der ved tager Med Spot sin egen Død. Mand kand ved Konst vel temme En Hund at blive tro, At hand skal holdes hiemme, Og ey til andre snoe; Men Qvinde! du foragter Din Herres Kierlighed, Du est som den der fragter Sit Skib til u-fri Stæd. Men hvor dit Skib end vanker, Og bruger sin Seylatz, Det paa de blinde bancker Dog engang gaar i Knatz, Og sencker ned til Grunden Med Godtz og Vrag og alt, Og aldrig meere funden, Saa blir din Synd betalt. SIDE: 189 Din Børn og skal undgielde Din Synds U-tugtighed, De skal sit Hovet hælde For det af dig er skeed, Dem skal af onde Tunger For din skyld skee Fortræd, At kaldis Hore-Unger, Og en u-lovlig Sæd. Guds Lov vil og forbyde, At ingen Hore-Sæd Skal noget Embed nyde, End ey i tiend' Leed, Og aldrig ind at komme For HERREN Gud at staa Udi Hans Helligdomme, Der til at passe paa. Dernest du Mands-Persone, Som i Huusholdning boor, Og gaar til andres Kone, Din Synd er lige stoor; Du bør ey meer undskyldis End som et Qvinde-Kiøn, Naar Syndsens Skieppe fyldis, Saa faar du vel din Løn. Du handler med din Finte, Som Fanden med sin Sæd, Om Natten hand sin Klinte I Jorden kasted ned; Der andre Folck de sove, Da gick hand hen at saae, Dog torde hand ey vove Den Gierning ved at staa. SIDE: 190 Du og med Fanden kaster Din Sæd i fremmed Jord, Og siden der fra haster, Naar Gierningen er giord; Du saaer det du ey drister For Skamsskyld høste ind, See, hvor dig Satan frister, Og har forgiort dit Sind! Du tilmed og ey tøver Til Dagen bryder frem, Fordi det Verk du øver Er Nattens Handel slem; Du ligner ret en Ugle, Hun hader Sool og Dag, Hvi skulle saadan Fugle Boe under smukke Tag? Vee være deris Fødder, Til andris Qvinder gaar! Vee dig! du gaar paa Gløder, Dit Liv i Fare staar; Om Manden i det samme Dig fandt, og du blev fældt, Da laae du til stor Skamme I eget Blod omvældt. Saa lad en hver Mand nyde Sin Hustru selv i Ro, Du skal det Baand ey bryde, Der giort er mellem To. To kand i Seng og Sæde Forligis altid vel, Men kommer her den trede, Da giøres stor U-skel. SIDE: 191 Du veedst vel om dend Slange, Der krøb i Paradiis, Den giorde kraaged Gange Blant Grener, Bark og Riis, Men see, den var Aarsagen Hvorfor at Adam faldt, Og Eva blev bedragen Af samme Orms Gestalt. Brug Slangens Kraager ikke O syndig' Menniske! Hvorfor vilt du dig stikke Imellem Bark og Træ? Hvis du, som snedig Slange Vil krybe mellem To, Strax er der een formange, Tre kand ey sammen boe. Forresten og forbydis U-høflig Snak og Skiemt; Ald Tugt kand snart nedbrydis, Naar sligt blir næmt og giemt, Og alle gode Sæder Fordervis saa der ved, Naar mand Ungdommen stæder Sin Munds Fripostighed. Du skal og ey omrende Med Øyet hid og did, Og dig til hver henvende, Som er om Hoved hviid; En Ting mand snart beskuer, Men Øyet er een Skalk; De hvide Lokke-Duer Har daared mangen Falk. SIDE: 192 Thi naar du kun en Qvinde Med Øyet har beseed, Og du faar Hu og Sinde Til hendis Kiærlighed, Det er for GUD at agte Saasom et Horeri, Slig' Tanker, Tragt og Tagte Gaar ey Guds Dom forbi. En hver I Tugt og Ære Bevare skal sit Kar, Hvi skal en anden være Det mægtig, som du har? De Reene salig' priisis Og lovis GUD at see; Til Dievels lad dem viisis Som er besmittede. Og naar de ud har hooret, Da skal de først forstaa, At Helsen er forloret, Og siden nødis gaa Med Sot-befængte Lemmer Og een forvissnet Huud, Og det, som end er slemmer, Et Verdens Skumpel-skud. Bevare GUD os alle Fra saadant Rytteri! Og om der nogen ralle Hen paa løssagtig Sti, Paa rette Vey dem viise O HERre, naadelig! Saa ville vi dig priise Her og i Himmerig! SIDE: 193 Det Siuvende Bud Du skal ikke stiæle Siunges som: Vender om med Poenitentze. Nu vil vi med GUD begynde Til at føre Sangviis ud Paa hvad Maader Folket synde Mod det siuvend' HErrens Bud, Tiuveri, des GUD os naade! Drivis her i mange Maade. Part formedelst Fingre lange Bliver Tiuver offentlig, Naar de bruger Natte-gange, Og i Mørket sniger sig Ind i Folkes Huus at snage, Hvad de finder der at tage. Skamme dig for saadan Næring, Skamme dig du leede Tiuv! Ravnerne skal til Foræring Nyde vist dit unge Liv, Naar du med en selsom Miine Ad een Bielke skulle griine. Siig, hos hvem gick du til Lære? Hvor har du den Viisdom naad? At de stercke Laas maa være For dig som en Spindel-Traad, Hvor af haver du den Styrke? Hvi seer du saa vel i Mørke? SIDE: 194 Hør! jeg vil din Mæster nævne, Det er Satan visselig, Satan gav dig Magt og Ævne, Satan liuste selv for dig, Satan var i dine Fødder, Satan i din' Hierte-rødder. Du skal for dit Mester-Stykke Og dit konstig Hænders Værk Faae en Favn udaf en Lykke, Der er baade tyck og stærk, Og hvad andet kandst du vente? Du skal faae det du fortiente. Vee dig, du som vil berøve! Du berøvis skal igien, Mand mod dig det Puds skal øve, Som du øved mod din Ven, Thi naar du dit Rov begiver, Til et Rov du selv da bliver. Haver du fra andre rapped Gods og Midler, Sølv og Guld, Nu blîr dig af andre snapped Liv og Levned sørge-fuld. Efter Drikke kommer Tørste, Som mand saar, saa skal mand høste. Da vil dig fuldkommet vorde Det som blev om Petro spaad: Du din' Klæder selv omgiorde Den Tiid du varst ung og kaad, Da gikst du hvort dig behagde, Ingen Mand dig Frygt indjagde; SIDE: 195 Men nu du til Aar og Dage Er fuldkommen voxen op, Da skal mand din' Hænder tage, Dem bagbinde ved din Krop, Og dig til den Stæd henrive, Hvor du nødigt ville blive. Ydermeere Folck og synder Mod det siuvend' Guds Befal, Naar forfalskis Maal og Tynder Udi Handel, Kiøb og Sal; Stundom vorder Alnen korter', Stundom der paa Vægten skorter. Saa skeer det og undertiden, At mand med et frit Forset Lader Epha giøre liden, Og een Skieppe alt forlet. Hvo med saadant sig vil nære Hand for Gud en Tiuv skal være. Vel maa Samleren sig glæde Af sin Uretfærdighed, Men hans Søn skal dog ey æde, Eller deraf vorde feed, Lad ham pløye, hakke, harve, Fremmed' skal hans Høst dog arve. Thi hvad mand med Synden samle, Det med Sorgen skal forgaa, Skinders Penge blîr ey gamle, Treddi Arv de neppe naa, SIDE: 196 Det er idel Ørne-Vinger, Som i Væjr og Vind bortsvinger. To slags Maal og to slags Skiepper Er en Vederstyglighed, Mand bær dermed Væed og Kiepper Ilden at optænde med, Som i Pølen stedse brænder Til een Straf for falske Hænder. HERREN vil ham selver dømme, Som sin Broder giør Uræt, Og sig siden vil berømme, At hand hannem træckte næt; Synden ey fuldkommen drivis Før end den med Roes beskrivis. End bør og udi ald Sanden, Tiuveri dem leggis til, Som udborger hos een anden, Og det ey betale vil, De som saadant giøre vilde, Skal hos hver Mand høre ilde. For een Tiuv kandst du dig vare, Naar din Laase lukkis til, Men dit Gods staar meer i Fare, Naar du dennem borge vil, Som dig agter at bedrage, Hver sig derfor vare tager. Mand kand have Tack at vente For Almiss, som gives ud, Det er sat hos Gud paa Rente, SIDE: 197 Men en Skalk udi sin Huud, Hvad for Gavn tør du vel meene Udaf hannem at fortienne? For det Fierde, da bedrivis Tiuveri paa den Maneer, Naar et U for X opskrivis, Og forkorted Regning skeer, Eller naar der regnis meere End mand lader ud-levere. Eller naar mand paa Practicker Kiøber ind forlægen Gods, Og det hid og did omskikker, At udprangis med een Roos, Giver det et Navn at løbe, At mand ham det skal afkiøbe. Falske Rencker, Kroge-Lover, Sviig og Underfundighed, At din Broders Brug der over Bliver spildt og leggis ned, Det og hvad mand meer kand kalde Det er Tyveri med alle. Men nu maatte nogen tale: GUD er jo trofast og huld, Hvorfor lod hand da befale At Ægyptens Sølv og Guld, Som hans Folk til Laans fik tage, Det ey skaffes skuld' tilbage? SIDE: 198 Burde Guds Folk sligt at giøre Med en andens Gods og Laan, Og ey derfor ilde høre, Fick ey heller Spot og Haan? Da maa jeg og andre prøve Om den samme Konst at øve? Hør! Jeg vil dig derpaa svare: Giør Forskiel paa Gud og dig, Gud gav Budet, tag det vare, Det er sat for dig og mig; Alles Midler Gud tilhører, Hvad hand vil, hand dermed giører. Tilmed er det gamle Vaner: Skalke bør en Skalke-Løn, De Ægypter var Tyranner, Som paalagde Jacobs Kiøn Saadan Slæb og saadan Byrde, At de Guds Folk snart maatt' myrde. Dog fick Guds Folk til Betaling For sit Slæb ey ringest Hvit, Der af kom den Guds Befaling, Før hans Folk skull' miste sit, Før skull' de sig selv med alle Af det laante Gods betale. Hermed kandst du ey besmycke Syndig' Mennisk', dit Bedrag; Andet er et Skalke-stycke, Andet er een ærlig Sag! Hvad vilt du dig da bemøye Med een fremmed Kalv at pløye? SIDE: 199 Alle Tienist-Folk og Drenge, Som forsømme Husbonds Gavn, Vil dog kræve Løn og Penge, Og vil være stor af Navn, Mand kand dem med Skell og Rette Blant de store Tiuve sette. Ofte bær en Husbond Pungen, Pengene har Drengen væk, Husbond er med Armod tvungen, Tieneren gaar stolt og kiæk, Spanker om med Fødder stive, Og vil strax en Junker blive. Det er de forkierte Dage, Op og ned er alting snod, Træller tagis op at age, Herrerne maa gaa til Fod; Dog skal denne falske Lykke Bryde deris Hals istykke. Kommer hid I lade Kroppe, Kom du Ledig-Gienger og, Jeg maa jer i Sækken stoppe Blant den store Tiuve-flok, I bortstiæle HERRENS Dage, Som ey kaldis kand tilbage. I den Sted du burde fare Hid og did for Brød at faa, See, da tar du Søvnen vare, Vil og ey af Sengen staa Førend Sool i Middags-Linner Giennem hvert et Vindu skinner. SIDE: 200 Du vilt endnu lidet slomme, Du vil faae dig end en Blund, Fattigdom skal paa dig komme Inden saare stakket Stund, Sulten Tarm og krumpen Mave Skal du til Forleening have. Hvo der Arbeyd ey vil giøre, Hand ey heller æde maa, Mand skal ham ad Dørren kiøre, Naar hand vil at tigge gaa, Lade saa hans daavne Arme Leggis hos hans hungrig' Tarme. Er det saa, du ville give Almiss til en daaven Hund, Det er, som du skulle rive Brødet bort fra Barnets Mund, Og det hen for Hunden kaste Hvilket er vel værd at laste. Som det Vand, der staar i Stille Giver gierne raaden Stank, Saa skal den, der intet ville Giøre noget, blive krank, Skørbug, Guulsot og disslige Skal ey fra hans Legem vige. Derfor du, som staalet haver, Stiæl herefter intet meer, Bedre er det, at du graver Til du blîr til Støv og Leer, End at du paa Betlers Maade Trænge skal til hver Mands Naade. SIDE: 201 Til Beslutning, kom du Dranker, Kom du Fraadser ligesaa, Alt hvis Gods du sammensanker Maa dig giennem Halsen gaa, Du forsvælger det du haver, Stiæler dermed HErrens Gaver. Du med den u-hulde Tienner Sætter bort din Herres Gods, Og dig sikkerlig formeener Dermed at indlegge Roos, At du kandst de store Pæle Frem for nogen anden svælle. Intet graadig Beest paa Jorden Er saa slem, som Fraadsers Belg, Den med Skell er lignet vorden Ved det stoore Hafsens Svelg, Som opsluger og fortærer Alt hvad Vrag som forebærer. Naar du nu har tømmed Krukken Og har spilledt Banckerot, Naar din Helse bort er drukken, Og din Pung faaer Svinde-sot, Hvad vil du dig foretage? Hvor vilt du din Sag anslage? Da vil vist den lange Faste Efter Juul indfalde brat, Hunger, Kummer dig antaste Suk og Harme Dag og Nat, SIDE: 202 Røde Øyen, skelvend' Hænder, Røstend' Hoved, ømme Tænder. Siden gaar du om og tigger, Stiæler saa Almissen væk Fra Huus-arme Folk, som ligger Senge-fast og lider Bræk, Hvor vilt du den Synd forsvare? Hvor vilt du den Skam forklare? Bort derfor I Drucken-Bolter! Bort u-rigtig Maal og Vægt! Bort I Lade Daaven-Skolter! Bort I slemme Tiuve-Slægt! Gud omvende alle slemme! Alle Fromme du forfremme! Det Ottende Bud Du skal ikke sige falsk Vidn: etc. Siunges som: Mig tykkes at Verden er underlig. Det ottend' Ord paa Sinai, Vor HERre mon' befale, Forbiuder ald Bagvaskeri Og Sladders Efftertale, Samt alle falske Vidnesbyrd, At du dem ey maa bære, Hvorved din Broder bliver myrd' Paa Rygte, Navn og Ære. SIDE: 203 Sex Stykker vederstyggelig' Opregnis der at være, Det siuvend' er og visselig En Skendsel for vor HERre, Og der iblant beregnis ret Den falske Vidnis Tunge, Som dristig Løgn med frit Forset Udøser af sin Lunge. Om saadan Vidne taler GUD I gammel Testamente: Om nogen anden legger ud, Og hannem overskendte, Da skal den Sag for Guderne Med ald Omstand indføris, At de den Handel oversee, Og Sandhed kand udhøris. Befindis da, at samme Prov Hâr sig med Løgn befragted, Da skal ham skee den Dom og Lov, Som hand sin Broder agted, Og falde saa udi den Grav Hand til een anden ælted Thi Svinet i sit eget Drav Bør ligge først omvælted. Dend Steen, som mand vil løfte op En anden med at skade, Den ramme skal hans egen Top, Ham selv til ingen Bade; Hvo der Ulykken elsker mest, Hand blir Ulykkens Fabel, SIDE: 204 Og Goliath afhuggis best Aldt med sin egen Sabel. GUD har den Verdslig Øvrighed Og strengelig advaret, At den, der svær een falsker Eed, Hand skal ey vorde sparet; Hand siger saa: Dit Øye ham Skal ingenlunde skone, Du skal ham være vreed og gram, Og ey hans Synd forsone. Men dersom saadan slipper fri For Verdslig Ret og Dommer, Hand skal dog ey gaa Ram forbi, Naar Gud i Skyen kommer, Som dømme skal Retfærdelig Den Eene med den Anden, Da skal den, som gaar om med Sviig, Leveris hen til Fanden. Et falsker Vidne, siger GUD, Skal ey u-straffet blive, Mand skal ifra Guds Ansigt ud En dristig Løgner drive, Ja fra Guds Rigis Himmel-Port Skal alle Hunde stødis Udi det Mørk, som heel er sort, At sanckis, samlis, mødis. Dernest, vogt dig, O Menniske, Lad hver vær' u-bagtaled; Bagvasker' og Bagtalere Ved Slanger er afmaled; Thi see, de stikker med sin Ord SIDE: 205 Som Slangen med sin Hale, Bedriver tit saa stort et Mord, Som skam er af at tale. Saa lømsk og slem er ingen Hund, Saa bidsk er ingen Bikke, Som den, der med løgnagtig Mund Sin Næstis Navn vil klikke; Hand er en Hund af Argest Form, En Ræv med Fødder tvende, Hand er den allergifftigst' Orm Sig kand paa Jorden vende. Mand for en Hund sig vogte kand, Men ey for Klaffers Munde, Vel fældis etlig tusind Mand Ved Krig, og gaar til Grunde; Men ved det slemme Sladders Pak Nedfeldis ti gang fleere. O! det er baade Synd og ack! Skal sligt u-lønt passere. Spør du med David: See hvad kand Ond Tungis Ild udrætte? Ach! hun giør mellem Mand oc Mand Saa megen Spliid og Trætte; Hun er et draget Sverd og Aad, Hun er den Skarpes Piiler, Hun er een Basiliskis Braad, Som ind til Hiertet iiler. Hun er et Lem foruden Been, Og slaer dog Been i stykker, SIDE: 206 Er blød, som Kiød, og haard som Steen Opfyldt med ald U-lykker; Hun er et lidet rørligt Roor, Som store Skib omdriver, Og hid og did saa lenge snoor, Til Skibet knuset bliver. En Tiuv er ond og svigefuld, En Løgner er langt verre, Den eene stiæler Sølv og Guld, Den anden stiæl din Ære; Men hvad er Guld og Penge-Sæck Mod Æren at skattere? Naar Navn og Rygte det er væck, Hvad duer du da meere? See Mandens Ære, Mandens Liv I Guds Ord kaldis Liige; Thi faae du Skam, du Ære-Tiyv, Som Rygted bort vil snige! Hvem skal blant slige Creatuur I Selskab torde leve? Langt bedre var blant gromme Diur I vilden Ørck at svæve! Ja trygger' var at kunde boe Blant gifftig Skorpioner, End til at sætte Liid og Troe Paa saadanne Personer. O! At det mueligt være kand, Mand kunde have Vinge, At mand sig kunde langt af Land Fra sligt Parti bortsvinge! SIDE: 207 Og om Naturen Evne gav, At flyve, som en Due, Mand kunde fly til yderst' Hav Og Jordens længste Tue! Thi det var Davids Siæl forlangt, At boe i Kedars Hytte, Det blev ham tit saa tungt og trangt, Hand ønsked bort at flytte. End allersidst da vogte dig, Du ingen Mand forfører, At hand ved din optænckte Sviig Hos Got Folck ilde hører, Ey heller uden given Sag, At klage paa din Næste; Men alting heller paa hans Bag Udtolcke til det Beste. Du veedst vel om Achitophel, Som Skalke-Raad oplagde, Om Doêg og Ziba veedst du vel, Hvorledis de beklagde U-skyldigt Folk mod Skel og Ret, Det fandt de stackels Præste, Disligest og Mephiboseth, Saa gaaer det end de fleeste. Hvad andet er een Fissel-Tud, End Satans Hore-Unge? Hand har ham selver klækked ud Udaf sin egen Tunge; Thi Satan uden ald Ophør For HErren os anklager, SIDE: 208 En Hykler og det samme giør, Som fissler andris Sager. Een Søn gemeenlig slægter paa Sin Faders Art og Sæder, Fuxsvantzer giør og ligesaa, Sin Faders Spor hand træder. Samtykker hand i Fandens List, Da frygter jeg og gruer, At hand skal engang allersist Samtykke Fandens Luer. Vi kand i Guds Ord klarlig see, Alt ond' vanartig' Munde Skal ey paa Jorden Lykke skee Men kastis ned i Grunde, Og falske Folck skal ey opnaa Sin halve Livis Dage, Men naar de best i Blomster staar Skal deris Fryd aftage. Det haver vær't et gammelt Ord, At den, sin Ven bagvasker, Hand driver et tre-dobbelt Mord, Ved it hand tre forrasker; Først myrder hand sin egen Siæl, Dernest den Mand, det hører, Den trede Mand hand slaer ihiel, I det hand ham befører. Saa følger siden der oppaa, At der er tre besætte: Een Dievel ham i Munden laa, Som Løgnen mon' anrætte, Een Dievel ind i Øret krøb SIDE: 209 Paa den hand det fortaalte. Den trede ned i Hiertet løb Paa den, med Sagen holdte. Saa tal derfor beskedelig Om Venner og U-venner, Lad hver Mand blive god for sig, Betænk, vi samptlig tienner Een Mand, een Huusbond og een Gud, Og een er alles Fader, At een beliuver anden ud, Hand ingenlund' tillader. Dernest hvo est du Menniske, At du en anden dømmer? Est du dog den oprigtigste, Som giør alt det dig sømmer? Veedst du dig fri, veedst du dig reen? Har du slet intet Lyde? Saa kast paa mig den første Steen, Jeg kand det ey fortryde. Men Broder, jeg vil sige dig, Hvor voris Sag mon stande, Der staar: Naar een U-gudelig At hand een Skalck vil bande, Da bander hand sig selver først. See til, du ingen haaner; Jeg trôer, den Skalk er allerstørst, Som i dig selver vaaner. Er ey din Magt at giøre Got Mod smukke Folck og fromme, Da giør dog dennem ingen Spot Med Ord og vrange Domme; SIDE: 210 Lad ingen andet af dig skee, End du vil dig skal hende, At mand i din Omgiengelse Kand Troskab see og kiende. Hvo er den, som er værdig kiendt Paa HErrens Bierg at vandre? Den, som hâr ingen overskendt, Og ey bagvasket andre; Og hvo er den, ô HERre GUD, Som i dit Huus maa bygge? Den, som ej nogen skemmer ud, Og ej hans Bag vil tygge. Dit Smør og Kiød du Dag fra Dag Paa Punderen opveyer, Paa det du ved et Overslag Kand viide, hvad du eyer; Hvi sætter du din Ord da ey Paa Veye-skaaler rigtig? Hvi løber du den galne Vey Saa offte u-forsigtig? O JEsu Christ, som gik omkring, Og giorde vel mod alle, Bevar vor Tankker fra de Ting, Som lokker os at falde Fra dig og Christen Kierlighed! Mens du vil Liv beskiære, Da lad din søde Hiertens Fred O JESU os regiære! SIDE: 211 Det Niende Bud Du skal ikke begiære din Næstis Huus Siunges som: Kommer til mig, sagde Guds Søn. Det niend' Bud dig minder paa, At du skal ey med ond Attraa Din Næstis Huus begiære; Thi Huus og Knude nævnes glat, Det er dog ey fortient saa brat For dem, der fattig ere. Ved Huus forstaaes alle Ting, Der er i Huuset runt omkring Af Middel, Gods og Ævne, Af Senger, Benker, Kop og Kar, Malm, Kaaber, Tin og hvad mand har Med meere til at nævne. Men ach! Jo meere denne Last Forbiudis og afraadis fast, Jo meere den bedrivis; Det er omstunder gangbar Fund, At Gaard til Gaard og Grund til Grund Med U-ret sammenrivis. Til Ager vorder Ager lagt, Et Huus til Huus opbygt med Magt, Den Viis vil mange bruge, Den Fattig' maa fra Gaard oc Grund, Den Rige sidder feed og rund, Og vil Alting opsluge. SIDE: 212 Det gaar, som det i fordom gik, Da Kong Achab Begiæring fick Til Naboths Plads og Eye; Hvad han ey vant med Landsens Lov, Fick Hustru ham ved Skalke-prov U-lovligen til Veye. Dog maa det heede immerfort, Det var med Konst og Klogskab giort, Det var en Sindsens Gave; Det er en Mand i voris Land, Som paa sin' Sager har Forstand, Og veed sin Doont at lave. See, saa maa Rigdom agtis for At være Viisdom, hvor det gaar, Men fattig Mand foragtis, Den arme selgis for to Sko, Hans lille Brød, hans Huus og Bo Af mange efftertragtis. Men ach! den staar for Gud u-gild, Som giør en anden Huuse-vild, Hvo veed, hvad sig kand hende? Maaskee, naar hand af Verden gaar, Hand huse-vild da selver faaer Fra Himmerig at vende. Løn som forskylt er gangbar Mynt, Alt som du kaager tykt og tynt, Saa maa du det fortære; Et lidet Brød den Fattig hâr, SIDE: 213 Men om det nogen fra ham târ Een Morder mon' hand være. Det Vand de trende Kemper tog, Der giennem Fiendens Leyer drog, Da David dem udsendte, Det agted hand for deris Blod; Thi deris Blod i Fare stod, Den Tid de Vandet hente. Saa agtis og i HERRENS Ord For blodig Synd, Manddrab og Mord, Een andens Slæb at tage; I det du æder Broders Brød, Da æder du hans Krop og Kiød, Og tager ham af Dage. Hans Blod i dig du svælger ned, Naar du vil ham hans modig Sved Med Rænkker fra besnære; Men du skal det igien udspy, Det skal, som Vand i Skibe ny Velkommen i dig være. Det lykkis skal for dig saa vel, Som Naboths Blod for Jesabel, Som Ræve-Kruud for Rotter; Som Judas lyktis af sin Pung, Som Achan af Guld-smykket tung, Som Qvæg-Sølv udi Potter. Men om, maaskee, du sige vil, At dig fuldkommen hører til, Din Broders Gods med rette; SIDE: 214 Hans Sejgel, Skrift oc Haand du hâr, Hvor hand dig til Forsickring klar Sin Grund og Gaard pant-sætte. Og hvis hand ey den fulde Summ, Naar Tiden er forløben om, Med Renten kand indføre, Da bør dig træde til dit Pant, Den anden baade vist og sandt Af Dørren ud at kiøre. Jeg svarer dertil, om jeg kand: Vel er det sandt, Gieldbunden Mand Bør ald sin Skyld at svare, Dog bør en Christen Kiærlighed For Pengers skyld ey dempis ned, Og ganske slet forfare. Hvo er den Mand, som bør opgaa Paa HErrens hellig' Bierg at staa, Og i Guds Bolig vandre? Den som ey har sit Sølv og Skat Paa Bummeri og Aager sat, Saa hand udskiender andre. Og om end siunis nogen Ræt At være paa vor Side sæt, Mand maa dog ey forglemme Miskundheds Værk og Christendom; Thi Gud er mod de Fromme from; Men hadsk imod de slemme. SIDE: 215 O stygge Synd, Begiærlighed! Hvor stor er din U-teerlighed? Hvor mange Siæle sænkkis For din skyld dybt i Pølen ned? Du est den allerverste Sæd I Verden kand optænkkis. Du ligner Pharaonis Ax, Som ganske tynd og mavre strax Af Roden op mon' rinde, Der andre tykke Ax kom op, Opsløg de dem med Stilck og Top, Blev dog ey meere trinde. Begiærlighed og ligesaa Opsluger alt hvad hun kand faae, Som Kræfft omkring sig æder; Jo meere hende bæris til, Jo meere hun dog have vil, Og blîr dog aldrig feeder'. Thi Øyet seer sig aldrig mæt, Og den, der har sit Hierte sæt Til Guld, og dem som klinger, Hand tykkis aldrig have nok, Fik hand den gandske Verden og, Det siuntis ham dog ringe. Men Døden og Fordømmelsen Har snappet mangen Gierrig hen, Og dem i store Diunger Henkast i Luen Pine-fuld, SIDE: 216 Som nu for alt sit Sølv og Guld Har idel ævig Hunger. Vel tusind' Stæder er omveldt, Vel hundred tusind' Liv nedfeldt For Gierrighed alleene; Hvad var Ophav til Achans Død? Begiærlighed til Guldet rød Og til de Peng' u-reene. Hvad skyndet Judam til det Reeb, Som hannem om Hals-beenet greeb, Hvor ved hand sig mon henge? Hans Gierrighed det har forvolt, Af Gierrighed blev Christus solt For nogle lumpen Penge. Lad derfor hver beholde sit, Og vær fornøyet saa med dit, Som dig af HErren givis. Vær ey din Næste tung og svar; Men tak din Gud for hvis du har, Saa skal du roelig trivis. Hvo andre altid skiende vil, Hand skal og eengang sætte til, Maaske, før det kand tænckis, Naar Æderkoppen har med Stræv Udsued Fluen i sin Væv Skal hun og selver krænckis. O JEsu Christ! som gav igien De Ting, du aldrig røvet hen, SIDE: 217 Og ingen Mand u-lempet, Giv os, at vi dig slægter paa! Saa HErrens Frygt kand Fremgang faa, Og Synden vorde dempet! Det Tiende Bud Du skal ikke begiære din Næstis Huustro, ey Svend, ey P. etc. Siunges som: Broder, hvi est du saa mut, etc. Sidste Bud paa Sinai Taler om, hvorledis vi Aldrig maa begiære Noget af den mindste Ting I vor Broders Huus omkring Findis til at være. Først forbiudis, mand ey maa Lystis af een ond Attraa Til vor Næstis Qvinde; Lysten er af Djævelen, Hvo, som lokker andens Ven, Skal Guds Vrede finde. I Guds Ord er klarlig sagt: Giør med dine Øyen Pagt, At de sig ey vende Hen til fremmed Qvinder bort, Hvis du ey til Dødsens Port Hoved-kulds vil rende. SIDE: 218 Hvo der spille vil med Beeg, Hand besmittis af den Leeg Paa sin Finger-Ender; Mund og Næse blîr og sort, Siden gaar hand skam-fuld bort Og sig selv ey kiender. Rør ey ved een andens Viiv, Det har kostet mangens Liv, Tænk, sligt kand ey sømme. Tænk paa din Samvittighed, Tænk, at GUd dig bliver vreed, Og kand dig fordømme. Øl og Mad tilfellis er, Naar din Næste det Begiær Du hâr det ey eene, Maden er til andris Gavn, Men din Huustro i dit Favn Hun er din alleene. Joseph, som var huld og vaer Mod sin Huusbond Potiphar, Siger til hans Qvinde: See, din Herre mig betroor Ganske sin Huusholdning stoor Og hans Huus-Gesinde. Intet er for mig u-spart, Intet er for mig bevart Af det hand monn' eye, Undertagen dig alleen', Thi du, som hans Kiød og Been Sover i hans Leye. SIDE: 219 Ach! Jeg var een daarlig Dreng, Dersom jeg hans Ægte-Seng Skulle da besmitte, Efterdi hand troor mig vel, Hvi skull' jeg med slig U-skel Mig mod ham beflitte? Give GUD, at en og hver Disse Josephs Gierninger Effterleve vilde! Da blev mangen Synd u-giort, Som dissverr! nu drivis fort Og begaais ilde. Derfor, om dit Øye dig Blive vil forargelig Og U-tugt undfanger, Riv det hastig fra dig ud, Og i Poenitentzis Luud Toe det reent med Anger. Bedre er at du varst blind, End dit Øye skull' dit Sind Til U-dyd forvende; Bedre er, at du var halt Eller i din Moder qvalt End i Pølen brænde. End er det u-reedlig giort, Om mand, Husbond u-atsport, Lokker eller sniger Nogen Mands hans Tienist-Folk, Enten ved een listig Tolk, Eller nogen Smiger. SIDE: 220 Absolon fick en U-død, For hand fra sin Faders Brød Fik hans Folk besneegen; Kort Tid hand een Herre vaar, Siden blev hand med sit Haar Hengendis i Eegen. Hand, som Folkets Hierter stal, Og bortsneeg dem i stor Tal Fra sin rette Herre, Gid hand ey omsider plat Blev af Gud og Mand forlat, Og fortabt dissverre! Nogle bruger og den Skik, Biuder ind med sig til Drik Andre Folkes Svenne, Lover dem Foræringer, Skoonsel for Besværinger, Om de sig vil tienne. Binder dennem ogsaa til, Lønnen at forbedre vil Og at give meere, en den forrig' Huusbond gaf, At de sige skal ham af Og hans Brød qvittere. Binder de det ey med dem, Og ey faar sin Villie frem Udi dette Stykke, See! saa legger de sig ind, At de kand een Tienners Sind Til U-troeskab rykke. SIDE: 221 Slig' og andre Trækker med Agtis for Begiærlighed, Synd mod Guds Befaling, Og de saadant øve vil, See! saa sandt som Gud er til, Faaer de sin Betaling. Sammeledis er ogsaa HErrens Bud-Ord at forstaa Om din Næstis Oxe; Om hans Asen, Hest og Skiud, Bokker, Gieder, Faar og Stud I hans Gaard fremvoxe. Ikke maa du paa hans Eng Sende bort din Tøs og Dreng, Grandens Græs at neye, Tag og intet af hans Høe, Ikke end en Næve Frøe Af det hand mon' eye. Vogte dig, at ey dit Qvæg Æder op hans Høst og Neeg Og hans Ax nedtræder, Lad hans Leybool hegnis vel, Fløt ey gammel Marcke-skel Eller Mærke-Stæder. Ikke du fortryde maa, At et Ax monn tykker' staa Paa din Næstis Ager; See ey heller tvert der ved, For hans Øxen ere feed', Og at din' er mager. SIDE: 222 Faaer din Grande Melk og Smør, Da giør ey, som mange giør Og hans Koe fortrylde Med een lønlig Troldoms Konst, Saa din Grande maa omsonst Melk i Kiernen fylde. Ikke maa du heller slaa Naboe-Qvæget bruun og blaa, Om de af Vanvare Giorde paa din Eng et Trav; Mand faar udi Nabo-Lav Ey saa streng fremfare. Eller om det hændet sig, At din Oxe dødelig Grandens Oxe stanger, Da skaff ham et andet Nød For det, som blev stanget død, At hand Skell entfanger. Men hvis at du vegrer dig Og ey, som det sømmer sig Skell og Ret vil svare, Da skal du beskyldis for, At du skammelig attraar Næstens Qvæg og Vare. Til Beslutning, Tak ô GUD! Tak for dine gode Bud, Du os med forleener, Giv, at vi nu elsker Dig! Og vor Næste hiertelig Som vor Øyne-steener! SIDE: 224 DEN APOSTOLISKE TROES ARTIKLE FORFATTEDE I TOLV SANGE Den Første Sang: Jeg troer paa GUd Fader, Almægtigste Himmelens og Jordens Skabere. Siunges som: Af Høyheden oprunden er, etc. Kom hid I Folk i Landet boe, Vi ville nu vor Christen Tro I JESU Navn forkynde, At vi med Munden giver Magt Alt hvad os er om Hiertet lagt Fra først til sidst begynde. HERre! Være Med vor Tunge, Vi maa siunge Dig ald Ære! Og ey fremmed Guder lære! O store GUD, vi veed og troer, At du i høyste Himle boer Og har et ævigt Sæde, Til hvilket ingen komme kand, Mens hand er i sin syndig Stand, Ey heller kand optræde, Før at, hand plat SIDE: 225 Inden Vegge Kand aflegge Dødsens Bolig, Og dig siden skue trolig. Dernest veed jeg og det om dig, At ey paa gandske Jorderig Er nogen Gud din Lige; Een GUD du er, Een Gud Du vaar, Een Gud du blîr, mens Verden staar Og siden i dit Rige Altid med Fliid At regiere, Som een HERre Over alle Hvert Knæ skal for dig nedfalde. Paa Jorden er vel mange til, Sig Guders Navn antage vil, Og meget om sig meene; Men lad dem høyt indbilde sig, De kand dog intet hielpe mig, Jeg søger dig alleene. Min Roe, Min Troe, Du min Ære, du min Kiære Du min Klippe, Lad mig aldrig fra dig slippe! Jeg troer, naar andre Guder døer, At du est Gud, end da som før, Din' Aar faaer ingen Ende, Din Alder ey beregnes kand, Det overgaar ald vor Forstand Slig Løndom ret at kiende. Dit Tal det skal U-begrundet, U-befundet Altid blive; Ingen kand Dig Tid beskrive. SIDE: 226 Jeg veed og end med viss Beskeed, O GUD! at din barmhiertighed Med mig skal aldrig endis, Ja, før skal Himlen falde ned, Og Jorden fløttis af sin Stæd Og Luft til Jord omvendis Før du Af Hue Skal forgiætte Og udslette Dem af Tankke, Som paa Naadsens Dørre bankke. Derfor O HErre! Styrk min Troe, At ey mit Hierte skal U-roe For mine Synder finde, Jeg veed, du ey forskiuder mig, Jeg binder mig saa fast til dig, Som Manden ved sin Qvinde. Kiære HERRE! Er jeg syndig? Du est myndig At tilgive, Lad din Miskund mægtig blive! Men at vi Troen til dig hâr, Det er din Gierning u-fejlbar, Det er O Gud, din Gave; Vi af os selv ey veed den Sti, Udaf dit Ord bekomme vi Den Kundskab, som vi have. Hvad er i sær Vore Tankker? Iddel Bankker, Blinde Sander, Hvorpaa mange Skibe strander. See den fordømte Djevlers Flok, Der staar, at de har Troen ogk, SIDE: 227 Den dem dog intet bader, De veed det vel, at Gud er til, Men at hand aldrig blive vil Dem nogen gunstig Fader; Thi De skelve, Aldrig raaber eller haaber Mindste Naade, Men GUDS Dom foruden Naade. Men see, vor Gud, vi bør dig Tak, Vor troe er ey saa løes een Snak, Som Dievlers Tro mon' være, Hvad vi med Munden faaer bekient, Det har vi i vor' Hierter prent; O Gud skee Priis og Ære! Lad de Djevle Kon fortviile Og bortiile Fra dit Øye, Men vi vil os til dig føye. End ydermeere troer jeg det, At du est alles Fader ræt, Som skabt og føder vorden, Din Børne-Flok utallig er Af Engler og af Mennisker I Himlen og paa Jorden; Alle Engle Samt og alle Folk er talde Ere dine, Baade disse, samt og hine. Og som du voris Fader er, Du ey dit Navn forgievis bær, Du sørger for os arme, Saa sort er ingen Morian SIDE: 228 Din Sool beskinner jo hans Plan, Og giør hans Agre varme Alle Dale Du forgylder og opfylder Med dit Gode, Reyser alting op paa Fode. Din Dug nedfalder tit i Fleng, Saa snart paa de Barbarers Eng, Som paa de Christnes Klode; Een Hedning aldrig til dig bad, Dog skaffer du ham Øl og Mad, Ved din Forsiun den gode; Thi den Sig hen Vit udrækker Og forstrækker Kost og Klæde, Giver hver det de skal æde. Een Fader det til Hiertet gaar, Naar hand sin Børens Nød forstaar, Du giør, O Gud! det samme. Du vil ey nogen Synders Død, Du redder, naar hand er i Nød, Vil ham til dig annamme; Ære! være Dig O Fader! Som forlader Ald vor Brøde, O hvor glad kand vi dig møde! En Fader er sin Søn saa from, Naar hand een Fisk ham beder om, Da gi'r hand ey en Slange, Hand gi'r ey for et Brød een Spon, Ey for et Egg een Skorpion, Hand lader hannem fange Hvad hand paa Stand SIDE: 229 Ham ombeder Og tilstæder At hand nyder Alt hves som hans Hierte fryder. Kand den meddeele Gaver god, Som er slet ond af Hierte-rod, Hvad mon dig, Gud! da sømme? Du som est idel Godhed Selv, Hvor af udflyder, som en Elv Ald Naadens rige Strømme; Skulle nogle Huuses Fædre være bedre End vor HERRE? Ney; Det kand dog aldrig være. Almægtig est du og O GUD! Det vidne kand din Tordens Liud, Den stolte Luftens Kiempe, Saa sterkt er intet brusend' Vand, Du med dit ord det stille kand, Og stride Strømme dempe; Vandet, Landet Er dig lydig og ærbydig Allevegne, Hvo kand ald din Magt opregne? Du taler til det røde Hav, Strax staar det skilt, som Muur og Grav, At Folk kand tør-skoed vandre, Du slaar et Slag paa haarden Kamp, Da maa den give Vand og Damp Og sin Natur forandre. Aldting Omkring Du forvænder Med din Hænder Hvad dig løster, Intet dig paa Magten brøster. SIDE: 230 Du Jordans Flod, hvi blev du tam, Hvi stod du stille som et Lam? Guds Magt var den dig standsed, Af samme Magt ald Jorden skalv, De store Bierge som en Kalv For HERRENS Tale dandsed. For dig mulig Alting ere, og maa være Klar og reede, Stoor og mægtig maa du heede. Alt hvad din' Hænder tager paa, Var vor Brød-stykker end saa smaa, Da maa de store blive, Før dit Folk skulle lide Nød, Før skulle Steene vorde Brød, Og Lufften Manna give. Herrer, Førster Potentater, Mayestater Maa nedfalde, Og dig Over-Herre kalde. Vi troer, du est een Skabermand, Du giorde Himmel, Jord og Vand Alt efter eget Tykke, Usynlig, samt og synlig Ting, Udi Naturen rundt omkring, Det er dit Mester-Stykke, Saa de Alle Sat er vorden I sin Orden, Som du vilde, Et fra andet rigtigt skilde. Befæstningen blev først udstrakt Til Loft og Hvelvning blev hand lagt SIDE: 231 For Folk og Fæ disslige, Mand seer der tvende store Lius, Der blinker hine Himmel-Blus I Tusind-Tall tillige; Eenhver i sær Har sin gange Circler mange At spassere Om og om alt meer oc meere. Du satte paa den Hvelving blaa De Siuv Planeter, der at gaa Saturnus, Mars og fleere, Eendeel af dem gaar seen og spag; Men Solen skal just Aar og Dag Rund-deelen om passere, Den Skik de fik Til at vandre Blant de andre Skal ey vendis, Førend gandske Verden endis. Der staar og paa den Stierne-Sal De Himmel-Tegn Tolv af Tal I hvilke Solen ager, Een hver forbliver i sin Kretz, Er med sit eget Huus tilfretz, Og andris Gang ey tager. Men Nøer og Søør Mod den ende Staar de tvende Poler kolde Saa den gandske Bygning holde. See, saa kand vi med David see Befæstningen og Himlene Din' Fingres Gierning mægtig, Samt Sool og Maanen i sin Grad, som skiller Aarsens Tider ad, SIDE: 232 Og spanker meget prægtig; Saa de Himle Skal opregne Allevegne HERRENS Ære Og hans Lov og Priis frembære. Thi see, den Skik du dennem gav, Ey nogen Tid den lader af, Mens Jordens Klode varer, Den du befæsted midt i Vand, Saa hun til ingen Side kand Fra Middel-Puncten fare. Alle Himle Omkringdriver, Men hun bliver U-afladig Saasom Middel-Kloden stadig. Det er dog meest at undre paa, At Jorden skal u-rørlig staa, Som dog paa intet henger, Hun, som har saadan Tynge stoor, At hun dog hverken Søer ey Noor Til nogen Kant henslenger; Hun sat er plat Som den Blomme Egget omme Mit i flyder, og saa Middel-rommet nyder. Mig og forundrer i mit Sind, At Jorden, som er Kugle-trind Kand Folk og Huus annamme, Hver siunes de staar oven paa, Og de, som mod vor Fødder gaa Dem siunis og det samme; Hver boor, Hver Snoor SIDE: 233 Mod hver andre, Kand dog vandre Alle liige Med sin Fod paa Jorden stige. Almægtig Gud! Hvor kostelig Har du stafferet Jorderig Med Bierg og dybe Dale? Med Fior og Elv, med mangen By, Hves Taarne strekker op i Sky, Og konstrig monne prale. Moser, Roser Tulipaner, Høye Graner. Ask og Linder, Som sig her og der befinder. Af Klippen huggis Guld og Malm, I Dalen voxer Hør og Halm, Paa Bierget røde Druer, Der rinder Ax af sortest Muld, Ald Jorden er af Rigdom fuld, Ihvor mand hende skuer, Kaalde Knaalde Giver Kaaber Bierge-Draaber, Dyre Miiner, Hvor med fyldis Pung og Skriner. Spasserer mand til Lunden hen, Da høris Stærr og Stillitzen Hvor de Musicken rører, Dend Nachtergal er Altenist, Og Lærken blifver Discantist, Men Uglen Bassen fører; Svinger, Springer SIDE: 234 Somme skurrer, Somme kurrer, Gîr GUD Ære, Som dem skabte til at være. Vil man hengaa til Havsens Bred Hvor Bølgen spiller op og ned, Da seer mand HErrens Under, Hvorledis at det brusind' Hav Nu voxer frem, nu tager af Hver sex samfælde Stunder; Der er Fisker: Lyren, Seyen, Torsken, Skrejen, Lax og Brosmer, Gromme Hvale, Sæl og Rosmer. Det og Betenkning give maa, At hver een Bæk, hver Elv og Aa Til Havet alle rinder, Did fra de kom, did fâer de hen, Dog bliver Havet ey igien Des fulder' eller minder; Saa kand I Vand GUD! din Veye, Spor og Leye Ligge strakte, Dog det ingen vel kand akte. I store Vand har du din Sti, Du giennem Luften reyser fri, U-kiendt er dine Hæster; Dend tynde Sky er din Karreet, Hvorpaa din Guddoms Mayestêt Sin Fod u-synlig fæster, Mægtig Prægtig. SIDE: 235 Meget store Er din Fore Underlige, Hvo er den det kand udsige? Du sanker Luften fuld af Vand, Een liden Sky det holde kand Saa tæt som i en Flaske, For Havit sættis Laas og Dør, At det ey skal med ny Oprør Det tørre Land forraske; Saa viit, Saa stit Maa du komme Bølge gromme Og ey lenger, GUD har sat dig Maal og Stenger. Alt dette, som er før omtalt I Himmel, Hav, paa Jord og alt Det skabte GUD een Uge, Sex Dagers Tid det Værk blev klar, Den siuvend' du beskicket har Til Hvile-Dag at bruge. Dog du Endnu Hâr Umage Og maa tage Alting vare, Paa det intet skal forfare. Til Hvile du dig vel begav, Dog dermed blev ey skaffet af Ald' din Huusholdnings Tanker, Men end, som før, opholder alt, Og skaber aarlig ny Gestalt Paa Jordens Frugt og Ranker, Skaffer Eenhver Som kand blæse Aand af Næse Liv og Føde, Ellers lagdis Verden øde. SIDE: 236 Mand bør og ikke tenke det, At du blevst af Arbeydet træt, Og derfor Hvile søgte, Ey heller at du varst saa lad, Og ey Besværing have gad, Og for Afmagt skull' frygte; Ach ney; Dig ey Noget fattis, ey udmattis HErrens Hænder, Ald Natur din Omhu kiender. Du dig i Sengen ey begrov, Som den der haver Søvn behov, Ney; Slig var ey din Hvile; Hands Øyenbryn ey lukkis til, Som Israel bevogte vill, Der paa mand ey maa tvile. Mand gaar, Mand staar, Hvor mand ere Til at være, Hvad mand driver, GUD Altingest agt paagiver. Om mand et Spørsmaal foreslog? For hvad Aarsag sig GUD antog Den Skabelsens Umage? Da svaris dertil kortelig: Det blev ey giort for dig og mig Vellysten at opdrage, Som at GUD plat Var forbunden, Lov forvunden Os til Villie Alting i Bered at stille. Men derfor blev Naturen til, At GUD sin Lov og Ære vil SIDE: 237 Af Creaturet have, At hand, som er saa god og viis, Skal altid sigis Tak og Priis For ald Velgiernings Gave. Naar at Hver Statt, Stæd oc Stænder, Qvinder, Mænder Daglig skue Med sin Øyne GUds Formue. Den Anden Sang Jeg troer paa JEsum Christum, Hands eeniste Søn vor HErre Siungis som: Vær tilfreds min kiære Siæl, etc. Vi bekiender, veed og troer JEsum Christ at være Een Almægtig HErre stor Til GUd Faders Ære, Lige stoor i Guddoms Pragt, Lige stoor i Kraft og Magt Med sin kiere Fader, Efter Skriftens Blader. GUD er een i Værelse, Men Personer trende, Paa hvad Maade sligt kand skee Kand Fornuft ey kiende, Mand ey grandske maa derom, Men vor Tankker skiev og krom Bør at holde stille Under Troens Villie. SIDE: 238 I Foreening bunden er Alle Tre Personer, Dog tillegges hver i sær Kraft og Magt og Throner. Faderen har Guddoms Navn, Sønnen GUD i Faders Favn, Aanden skal og bære Samme Guddoms Ære. GUD er sterk alleneste, Dog er Trende sterke, En er alle Disse Tre, Dog har hver sit Mærke: Faderen har Alting skabt, Sønnen, det som var fortabt, Med sit Blod forløser, Aanden Naaden øser. Hver af Dem er GUD for sig, Dog ey trende Guder, Gandske u-opløselig Er de Løndoms Knuder. O een Riigdoms dyb Afgrund! HErrens Viisdoms skiulte Pund! Hvo kand nogenlunde Dine Spor udgrunde? Vi bekiender i vor Tro, JEsum Christ at være Ordet, som hos os mon boe, Og paa sig mon bære Voris Manddoms Blod og Kiød, Som paa Korset har taald Død, Og vor Synd forsoonet, Saa med Ære kronet. SIDE: 239 JEsus er det beste Navn, Som er paa vor Tunge, Alle Mand med Eftersavn Veed der om at siunge, JEsus er den sande Christ, JEsus er vor Frelser vist, JEsus er den beste I vort Huus kand gieste. Er min Siæl i Hungers Tvang, JEsus er min Føde, Er jeg tørst og lider Trang, JEsu Blod det røde Ald min Tørst forleske kand, JEsus er den eene Mand Jeg i Død og Live Eed og Pligt vil give. JEsu, jeg har givet mig Dig i Vold alleene, Ingen anden, uden dig Lover jeg at tienne. I dit Navn da blev jeg døbt, Med dit Blod har du mig kiøbt, Med din Død og Pine Hialp du mig og Mine. Derfor jeg ey andet kand, End jeg jo maa dyrke Dig, ô JEsu, GUd og Mand, Ald min Liid og Styrke, Ald min Sag jeg dig betroer, SIDE: 240 Alt mit Haab paa dig beroer, Derpaa vil jeg leve, Derpaa vil jeg stræve. Fra den Tro, mens jeg er til Vil jeg aldrig falde, Uden dig jeg aldrig vil Nogen Gud paakalde, Hvis jeg glemmer denne Mand Glemt har jeg min høyre Haand, Glemt har jeg min Lykke, Glemt har jeg mit Smykke. Og om det saa skulle skee, At mand os med Trengsel For dit Navns Bekiendelse Kaste lod i Fængsel; JEsu! du os da bereed, At vi med Taalmodighed Verdens Spott fordrager, Og dig ey forsager. Skulle vi for din Skyld bort Udaf Land forjagis Hen til Verdens yderst Ort, Og med Trussel plagis, Hvor vi vanke skal paa Jord, HErre! styrk os i dit Ord! At Tyranners Villie Os fra dig ey skillie. Hedninger forundris ved, Og os Christne laster, At vi vor Fortrolighed JEsu! paa dig kaster; SIDE: 241 Men jeg svarer dem derpaa, At de Hunde ey forstaa Hvad dit Navn betyder, Og hvor sødt det lyder. Finge de den mindste Smag Af din Sødheds Kiærne, De skull' efter denne Dag Dig samtykke gierne; Men for Guld den aldrig græd, Som har Guldet aldrig seed, Hvad kand mand i Rænte Af Bedrager vente? Men at ikke Hedninger Skal vor Troe forhaane, Da forkyndis een og hver, Som vil Øret laane, At vi derfor dyrker dig, Fordi du af Himmerig Est GUds Søn alleene, Og hands Ord det reene. Ey alleene blant all Sæd Den Høyst-elskt Udkaarne, Men end og fra Ævighed Himmel-fød Eenbaarne; Faderens Klar-Heeders Glantz Og hands Væsens Kiende-Krantz Hvo som det benægter Hand mod Sandhed fægter. Spottere staar der paa stift, Det kand sig ey lave, At GUd, som var aldrig gift, SIDE: 242 Hand een Søn skull' have; Men det er Fornuftens Dom, Som er baade skeev og krom, Og om HErren dømmer Det som ikke sømmer. Gak, og det af Christo lær, Thi, naar Peder siger: Du den levend' GUds Søn er; Denne Kundskab stiger Ikke op af Kiød og Blod, Svarer hand, min Fader god Dig det kundgiort haver Ved sin' Himmel-Gaver. Vi vor Tro om HErrens Søn Og Bekiendels' bygger Ikke paa Fornuftens Skiøn, Men det som er trygger', GUds Ord og hands levend' Kraft Som gîr Troen Rood og Saft Og i Hiertet skriver, At vi Petri bliver: Klipper ved den Klippe-Tro, Hvorved Christus fæster Kirken, og i os vil boe Som sin' værdig' Giæster, Vi paa Hovet-Hiørne-Steen Levend' Steene fast og reen Byggis i GUds Tempel, Selv GUds Huus og Stempel. Riimligt kand til overflød Af Naturen viisis, SIDE: 243 Søn at GUd kand have fød; Thi kand Soolen priisis I sit Skin strax fød af sig, Ild i Luen, som sig liig Sindet kand til Live Tankers Foster give; Kand Fornuft, Forstandighed Og vor Villie føde Kiærlighed, som stedse veed It tilhaabe støde? Hvi kund ey af GUd udgaa, Ævig Viisdom, som mon staa I eet Væsen runden, I een Liighed funden. Haver GUd af intet skaft Verden og dens Viide, Hvi skull' da den ævig' Kraft Ey hos hannem side, At hand af sin Værelse Sin udtrykte Lignelse Kunde selv fremgive Og sit Billed skrive? Falt ham nu det eene læt, Hvorfor ey det andet? Det er Synd og stor U-ræt Og een Skam i Landet, At mand med een Sinds Fortræd Nægter HErrens Hærlighed; Hvad er Thomas Tvilling Andet end een Villing? SIDE: 244 Saa kand Sindets Slutninger Riimlighed indføre, Ere dog kun Lignelser, Som Opliusning giøre; Men Beviisligheden hør Til GUds Ord og Aand, som giør Troen fast og sikker, At den ikke vrikker. Lov skee GUd, at du dit Ord For os har opdaget, Og U-myndig det kundgiord, Det dig saa behaget; Men for det selv-kloge Pak, Som af GUds Ord giør een Snak, Du forborget haver Ald din Naades Gaver. Vi troer da, GUds Søn er ud Af sin Fader ganget, Lius af Lius og GUd af GUd, Klarhed ham omfanget, Fød, men ævig fød er hand, Ævighedens Fader Mand Priiser ham og kalder Uden Aar og Alder. Ligestor med Faderen, It i Guddoms Være, Men atskilt Person og Ven, Herlighedens HErre, Livits Første stærk og stoer Ærens Konning u-kiendt boer Udi Liuset prægtig, Eene viis og mægtig. SIDE: 245 Derfra gik hand ud og kom Her til Verdens Klode, Lod sig føde Hierte-from, Mennisken til gode, HErren udaf Himmelen Liig er bleven Mennisken, Hand vort Kiød er bleven Og vor HErre skreven. HErren vor Rætferdighed, Ondskabs Herredømmer Som har brudt, og ævig Freed Os tilført, vi rømmer, Som har ført fra Mørk til Lius, Til sin' Testamenters Huus, Borger-Ræt at nyde, At vi os maa fryde. Hand hâr kiøbt os med sit Blod, Eeget Folk at være, HErren udaf Jesse Rod Sat er at regiere. Udi Davids Stad og paa Zion, som skal stedse staa HErrens frugtbar Bolig, Og hands Hviile rolig. Der regiærer hand i Fred, Sandhed, Fryd og Glæde Af den Hellig Aand bered I vor Hiertis Sæde, Ved Retfærdighed og Ræt Holder hand sit Rige næt, Troen er hands Bælte; Som giør troend' Hælte. SIDE: 246 Hand sit Legems Hovet er, Raader det og byder, Liv og Aand, Beveegelser Stedse fra ham flyder Ind i Legemet med Kraft, HErrens Frygtis Roed og Saft, Hand sin Brud bepryder Med ald' Himmel-Dyder. Kirken vogter hand med Flid Ifra Satans Vælde, Og ifra de Ondis Iid, Som dens Muur vil fælde, Med sin Fliig bedækker hand Bruden udi Trengslers Land, Til hun fri fra Møye Skuer ham med Øye. Tak ô Christe, HErrens Søn, Vi dig HErre kalde, Udi Troe og ivrig Bøn Vi for dig nedfalde, Dine Tiennere med Ræt, Thi du har i Frihed sæt Os fra Satans Snare Og fra Dødsens Fare; Tienne bør vi ham bered Ald vor Livis Dage, I retfærdig Hellighed, Og hands Aag paatage, Tænk, I dyrt er kiøbt af ham Som GUds u-besmittet Lam, Ey med Edelsteene, Men hands Blod det reene. SIDE: 247 Priiser derfor HErren still' I Jers Siæl og Lemmer, Som den HErre hører til, Og hands Ære fremmer, Elsker, holder HErrens Ord, At hand maa sit Huus og Bord Udi eder tage, At I ham maa smage. JEsu, du os selv bered, At vi tienne kunde Udi brendend' Kiærlighed, Og ey søvnig blunde; Men aarvaagen stride saa HErrens Strid, at vi maa faa Seyer, Ærens Krone, Fryd og Glædskabs Tone. Styrck os, Christe, i vor Kamp, Trøst os i vor Møye, Ryk os op fra Verdens Damp Til dig i det Høye, Til de lystig Værelser Hos GUds høyre Haand, hvor hver Dig vor Sool og Glæde Halleluja qvæde! SIDE: 248 Den Tredie Sang Undfangen af den Hellig Aand, fød af Jomfru Maria Siungis som: Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe, etc. Sødeste JEsu! jeg vilde vel gierne Om din Undfangelse dyppe min Pen, Men den Materi for Menniskens Hierne Er altfor svar til at lange derhen, Ingen Forstand Slutte det kand, Baren at avlis foruden ald Mand. Qvinder befrugtis og vorder vel svanger, Naar der af Mænd er Beblandelse skeed, Men see! din Moder i Livet undfanger Og dog af Mand ey det ringeste veed, Værket gik fort, GUd har det giort, Ingen mand hialp dertil lit eller stort. Aanden, som før over Vandene svæved, Aanden, som ud ifra Faderen gik, Aanden, som har ifra Ævighed levet, Hand var Aarsage, den Moder undfik; GUds Hellig Aand Bant selv det Baand Uden ald Hielp udaf Menniskens Haand. Og at Maria den Naade tilfalder, At hun begydis med Frugtbarheds Saft, Skriften det een Overskyggelse kalder Udaf den Høyestis Hellige Kraft; Men Maaden ret, Hvordan at det Har sig beskaffet? Det tier jeg slet. SIDE: 249 Ingen mand veed og tilfulde kand sige Fostret, hvorledis det bliver bered? Meget langt mindre da kand mand indkige Ind udi saadan GUds Hemmelighed. Nok er det mig Paa Jorderig, At jeg veed, Christus er bleven mig liig. Andre har Fader og Moder paa Jorden, Men du paa Jorden er Fader-løs slet, Moder-løs est du i Himmelen vorden, Underlig regnis din Afkom og Æt. Een Møe dig klar Til Verden bar, Hundrede tusinde Sødskind' du hâr. Stenen for Kongens af Babylons Øye Siuntis at falde gesvindig her ned Oven fra Klippernes Topper hin høye, Og ingen Hænder dog rørde derved. Hvo er den Steen? JEsus alleen' Kommen af Høyden foruden ald Meen. HErren ej Menniskens Hænder hin sterke Havde til Stenen dens Nedkomst behov, Stundom hand virker det Folk ey kand mærke, Stundom hand kræver ald Verden til Prov. Ordet er Kiød, HErren er fød, Guddom og Manddom boor under it Kiød. GUd og een Jomfru een Søn har tilhaabe, Faderen hissed og Moderen her, Alle det hører, til Lykke de raaber, Himmelen selver sin Ønske frembær, Strømmer og Vand, Bierger og Land Træer og Lunde de klappe med Haand. SIDE: 251 See, saa fuldkommis det David hand siger: HErren er GUd og it Menniskis Sæd. Englerne saadant begierlig indkiger, Gandske Naturen forundris derved. GUd er i os, GUd er her hos, Dievelen, Døden og Verden til Trods. Rindende Kilde til Samson at leske Sprang af fortørred' Kind-tænder her frem, See, saa vil GUD med Frugt-bringende Vædske Jomfruens Legeme giøre beqvem, Det er den Ting, Som udi Ring Aldrig før hentis ald Verden omkring. Det er den Port i GUds Helligdoms Sæde, Hvor at ey nogen gik ind eller ud, Ingen bevilgdis den Dør at indtræde, Uden den eeniste Israels GUD. Christus saa smugt Aabnet med Tugt Porten, som siden blev gandske tillukt. Det er det Nyt, som paa Jorderig skeede, Hvorom i Bibelen talis saa frit, Det er den Dag, at vor HErre beredde, Hvorefter Fædrene sukket saa tit; Dagen er seed, Tiden er skeed, Lader os frydis og glædis derved! Konger og Førster af Hiertens Formue Ønsket at leve den frydelig Dag, At de med legemlig Øyne maatt' skue Det som nu sees til mangens Behag, De dog ey fik Besee den Skik, Tiden for dennem forhastig forgik. SIDE: 252 Men vi, som lever, vi bør os at fryde, Thi vi kand siunge med hiertelig Ro: HErren for vor Skyld lod [fotnotemerke] Himmelen bryde, HErren er kommen blant Folket at boe, HErren er her! HErren er nær! HErren er seedt og troed af eenhver. Trods dig du Dievel, hvad vilt du vel giøre? Hvem vil du klage? See, Christus er fød. Hvem vilt du nu for vor HErre forføre? Veedst du ey, Christus er bleven vort Kiød? Er det nu saa? Hvad staar da paa? Christus kand tusinde Dievler modstaa. Vær da velkommen ô JEsu, vor Broder Vær nu velkommen i Kiødet os liig! Ingen af alle, som fødis af Moder Holder vi meere kiærkommen, end dig. Tusind god Tak, Uden ald Lak, Vi din Velkom' i Viin-Kalken uddrak. Fotnote: HErren lod Himmelen bryde, i det hand lod sin Søn blive Menniske, og det for vor Skyld; Ikke saaledis at Fædrene i det gamle Testamente ere udelugte fra GUds Naade udi Christo og formeedelst ham; Thi de ere ligesaavel bleven salige ved Troen til ham, som vi, Act: 15.v. 11. Men paa den Maade, at hand haver fuldkommet det i vore Dage og for os, som var foresagt om ham til Fædrene. SIDE: 253 Den Fierde Sang Piint under Pontio Pilato, korsfæst, død og begraven Siungis som: Maria hun er een Jomfrue reen, etc. Ach Jammer, Nød, ach Hierte-Saar! Ach Ynk og megen Klage! Den beste Mand paa Jorden vaar Lod Folk uskyldig plage, Og førde hen til Dødsens Land Een hellig Mand, Som aldrig havde Mage. Een Morder og een Barrabas, Hvis Hals var værd een Strikke, For ham gaar Bøn og Supplicatz, Ham rører Sverdet ikke; Men over JEsum Mild og From Gaar blodig Dom, Hands Blod skal Jorden drikke. Er saadant ræt? Da hielp os GUD! Hvad vil I Jøder sige? Naar her skal gaa Befaling ud, At I for Dom skal stige? Og svare for det hellig' Blod I styrte lod, Hvor vil Jers Straf da skrige? Saa bliver Lov og Domme brugt Som Fugle-Fængers Snare; SIDE: 254 Smaa Duer fængslis i sin Flugt, Før de det tager Vare, Men sorte Ravne flyver fri Slet Rund forbi Og veed af ingen Fare. Udi vor Trois Puncter er Pilati Navn indskreven, Det er ey for hands Dyder sær, Men hermed er hand bleven Udraabt for een u-redlig Mand, Ved hvis Forstand It Hyklers Værk blev dreven. Sin Haand hand toede reen i Vand, Hands Siæl var ey dissreener; Et Skin for GUD ey gielde kand, Ney, HErrens Øyen-Steener Er alt forklar' at sætte saa Een Brille paa, Det feyler dem det meener. Giv agt du Dommer-Stand derpaa, Seer til hvad Dom I fælde, Betænk, I skal for HErren staa, For hvilken ey kand gielde Personernes Anseelser, Tænk at I er Lagt under HErrens Velde. I skal ey de Betrængtis Sag Fra Rætten udelukke, At arme Folk, hvis Pung er svag, Ey nødis skal at sukke, SIDE: 255 Anseer og ey den Stoltis Pung, At hand er tung, Og vil paa Magten pukke. O Søde JEsu! Du blev bragt Til Korset hen at slagtis, Din' Hænder blev til Træet strakt, Din gandske Huud betagtis Med blodig' Vunder op og ned, Dit Livs Afskeed For et Vidunder agtis. Hver dig til Spot tillagde sit, Og giorde hvad de kunde, Saa blev det GUds Lam sønderslit Af hine bidske Hunde; Ey nogen Ynk, Miskund, ey Fred Blev her beteed, Ey Medynk nogenlunde. Da var Mørkhedsens onde Magt Og Satans Spille-Time; Da blev det Verk til Veye bragt, Hvorved at Sool i Strime Blev mørk som Kull og Blussel bar At skinne klar, Men faldt saasom i Svime. Lad JEsu Kors, ô Menniske! Dig gaa til inderst Hierte! Tænk, hand med Blods Udgydelse Har taalt GUds Vredis Smerte, Altsammen taalte hand for dig, Men ey for sig, For dig leed hand den Smerte. SIDE: 256 Den Tid hand dig antog til Brud, Saa dyrt hand det betalde, Det kosted ham en blodig Huud Og Dødsens bidske Galde; Saa glem da ey din Ven saa sød, Lad for hands Død Din salte Taarer falde. Vellystens Folk i Viin og Ruus Vil ald sin Tid fordrive, Men jeg i Korsens Græde-Huus Vil hos min JEsum blive, Og holde med min Frelsermand Een Sørge-Stand Dend Stund jeg er i Live. Vi troer, ô JEsu, visselig, At Døden dig indtrængte, At du din Aand opgav med Skrig Paa Korset, der du hengte, Men ved din Død er Dødsens Magt Dog ødelagt, Din Død os Livet skienkte. Vel kunde Døden træffe dig, Hvad blev derved forvunden? Hand lagde vel din Krop i Liig, Men dog blev det befunden, At hand derved forstak sin Braad Hands Piil og Aad Forsløved blev og svunden. Det gik med ham, som Kongens Ko, Der sulten stod ved Stranden, SIDE: 257 Det siuntis saa for Pharao, At hun opsløg den anden, Blev mavrer dog og meere tør, End hun var før, Og svandt bort efter Handen. Lad Døden under Torv og Grav Vor' kolde Sener tære; Hand bliver aldrig feed deraf, Men skal dog sulten være, Den mavre Gast kand aldrig ret Sig æde mæt Hvad mand ham for vil bære. Velsignet være JEsus Christ! Din Død har reddet mangen, Du blev den rette Samson vist, Som slog den dig tog fangen, Du bar oppaa din' Skuldre bort Den mørke Port Og est u-skad udgangen. Vi troer og at dit Legem ned I Mulden blev begraven, Og at du togst dit Leyer-Sted Blant Urter udi Haven, Hvorved du blevst GUds grønne Qvist, Som blomstredt vist, Med idel Liv begaven. Du saaest der ey Forraadnelsen, Som Jøderne det trodde, Hvor kunde Støvet tære den, Hvor i Guddommen bodde? SIDE: 258 Dit Legem alt for hellig vaar Til slige Kaar, At Orme skull' der roede. Naturernis Foreening stod Saa fast i Christo bunden, At den sig ikke løse lod Af Døden og Afgrunden. Hvad? Helved, Død, hvad Muld og Grav Pak dig kun af, GUds Søn har Spillet vunden. Tak JEsu, Som min Leyerstæd Vil med din Hvile pryde, Jeg skal een ærlig Rolighed For din Skyld eengang nyde, Naar jeg henlegge skal min' Been Blant Torv og Steen, Hvo tør min Søvn da bryde? Saa glad som jeg til Sengen gaar, Naar jeg er træt af Møye, Saa glad jeg og min Grav attraaer, Naar GUD vil Stunden føye, At stoppe saa mit Hoved ned I HErrens Fred Med et tillukket Øye. Med dig skal da min Kiøds Skavank I Graven lukkis inde, Jeg skal opreysis klar og blank, Men den skal slet forsvinde, Den skal som Røg og Damp forgaa, Jeg skal opstaa It bedre Land at finde. SIDE: 259 Den Femte Sang Nedfoer til Helvede, opstod tredie Dag fra de Døde Siungis som: Kommer I Cimbriske Helte, etc. Hører I Himle, du Jord tag at mærke, Hører I Folk under Solen som boor, Hører hvor Løven af Juda den Sterke Neder med Seyer til Helvede foor, HERren berøved ald Førstendoms Vælde, Aanderne maatte forfærdet undgiælde. Helved, som fast var forsiunet med Porte, Helved, som var et bevaret Pallatz, Helved, som laa saa utrolig langt borte, Circled med svelgende Dyb og Moratz, Helved, som vel var forvaret med Graver, Lammet af Sion erobret det haver. Andre med tusinde maa sig bemande, Naar at en Fæstning skal vorde berent, JEsus alleene den Tørning maatt' stande, Ingen af Folket ham Hielpen har sendt, Ingen blant alle ham Haanden har rækket, Lammet alleene den Fæstning har svækket. Satan, som var den regierendis Første, Under hvis Tyranni Verden var lagt, Satan blant etlig Monarker den største, Satan den sterke bevebned med Magt, Maatte nu Nøgelen fra sig levere, Aldrig betroed at annamme den mere. SIDE: 260 Fy dig du Dievel, hvad vilt du meer stusse? Fy dig du Dievel! Det er dig en Skam, Saaest du, hvor JEsus hand kunde dig pusse Og gaa langs giennem dit Rige med Bram, Leg man dit Scepter og giv dig til fange, Tænk aldrig Seyer her efter at lange. Samson tog Porten i Gasa paa Ryggen, Bar den med Stolper og Stenger henvæk, Mørkhedsens Porte, som laa hen i Skyggen, Blev ogsaa given en mærkelig knæk. Christus den Himmelske Samson det giorde, Uden ham ingen i Verden det torde. Uden ham ingen til Pølen fordristed Selver frivillig at fare derhen, Etlige haver den Reyse vel fristed, Ingen er endnu dog kommen igien, Den der er kommen, kand deden ey drage, Christus kom ene beholden tilbage. Det er at røve selv Førstendoms Velde, Det er sin Fiende paa Flugten at slaa, Det er med engang titusind at fælde Og aabenbarlig en Seyer at faa, Det er, at tage selv Fengslet tilfange, Og giennem Fiendens Leyer at gange. Det er paa Løven og Øgler at traade, Og til en Skammel sin Fiend' at faa, Den der har Magten, ham bør det at raade, Slangen skal Hovedit knusis oppaa; SIDE: 261 Rømte hand nederst til dybist Afgrunde? Aldrig hand Christum undrømme dog kunde. David kand Løven med Hænderne slide, Goliaths Pande skal tomle for Steen, Tusind Philister mod en Mand kand stride, Brekkes dog alle som eeniste Been. Betlehems Første skal Prisen hiembære, Dievlene hannem lydagtig maa være. Aanderne, som udi Fengselet sade, Skriften os siger: Du prækte for dem; Monne den Prædiken giorde dem glade? Monn' den ey føre Forskrekkelse frem? Uden ald Tvivel var det dem at sige, At de sit Fengsel skull' aldrig entvige. Uden ald Tvivel, da falt der den Tale: Væ Jêr Forbanded', som aldrig vild' troe! Bliver i Pinen foruden Husvale, Bliver fordømte til ævig U-roe, Svovel og Lue skal givis til Rente, Ingen Forløsning I haver at vente. Mange vil om din Nedfarelse tvile, Mange vil sige, du gikst ey den Vey, Lad de Bespottere lenge nok smile, Lad dem fortrædelig sige sit Ney. Jeg ved min Troes Artikler vil blive, Og min Fornuft under Lydighed give. Tiden paa hvilken din Reyse den skede? Maaden, hvorledis det kunde gaa til? Eller hvor Helvede haver sit Sæde? SIDE: 262 Der om jeg intet bekymre mig vil, Jeg er fornøyet i det jeg betænker, Christus for min Skyld brød Helvedes Lenker. Eya! Saa vil jeg dig Christe til Ære Hæderlig reyse Taksigelsis Port, Kronen for alle dig sømmer at bære, Du som for Mennisken fyldest har giort, Lad mig mod Synden bekomme din Naade, At jeg kand slippe Fordømmelsens Vaade! Om jeg dig med mine Synder forharmer, Kast mig ey hen i Forfærdelsens Nat, Er jeg en Synder, du er en Forbarmer, Naade for Faldet du haver jo sat, Du som af Graven opreyset er vorden, Lad mig ey blive forglemmet paa Jorden. Hvad din Opstandelsis Puncter anlanger Agtis den for en Guddommelig Kraft, Siæl og Samvittighed derved undfanger Himmelske Liise med inderlig Saft, At dig din Fader med Hæder bepryde, Alle din Brødre det got av kand nyde. Solen paa Himmelen lukket sit Øye, Den Dag at Solen paa Korset gik ned, Da stod Naturen i dobbelte Møye, Dobbel Formørkelse blev der da seed; Men paa vor Paaske-Dag saae mand oprunden Begge de Soler, som syntis forsvunden. Efter Fornedrelse skal mand ophøyis, Solen skal skinne, naar Regnen er endt, SIDE: 264 Hæder og Ære dig Christe tilføyis; Thi ved Opstandelsen blevst du bekient, At du GUds Høyestes Søn monne være, Som paa din' Fiender indlegget har Ære. Har du dig bukket af Bækken at drikke, Mandig du løftet har Hovedet op, Grav og Forraadnelse skadet dig ikke, Viise det kand din forklarede Krop, Alt det dig syntis at være til Mode Haver dog HErren omvendet til Gode. Tiden vil HErren ey lenge forhale, Tredie Dag du af Graven opstaar, Hvad er tre Dages Forløbels' at tale? Hvad kand de regnis mod Ævigheds Aar? Gladelig vil vi med HErren fornedris, At vi med HErren og ævig kan hædris. Aldrig er Kornet i Mulden saa lenge, At sig Opvexten jo engang vil tee, Blomstret om Sommer skal lokkis af Enge Som laa bedækket med Vinter og Snee, Saa skal og blomstres omsider de Kroppe, som mand forvisnet i Støvet lod stoppe. Fisken skiød Jonam af Bugen paa Stranden, Saa skal og Jorden opspy sine Liig, Est du, min Frelser, af Graven opstanden, Visselig skal jeg opreysis med dig; Hvor der er Roden, der voxer vel Greene, Frugten og Salighed vilt du forleene. SIDE: 265 Den Siette Sang Opfoer til Himmels, sidder hos GUD Faders Almægtiges høyre Haand Siungis under sin egen Melodie. Christus, der Alting i Lave var sat, Vil hand det Jordeske have forlat, Lysted ey blive Siunlig i Live, Ville nu give ald Verden god Nat. Efter at hand udaf Graven opstaar Firetiv Dage paa Jorden hand vaar, Lod for sin Skare Sig aabenbare, Uden ald Fare med dennem omgaar. Stundom hand siunlig for Qvinderne stod, Stundom sig for sin' Discipler oplod, Giord' dem den Ære, hos dem at være, Og af Besvære hialp sorge-fuld Mod. Uden for Staden hand kaldet dem ud, Hvor hand antvordet dem Order og Bud, Siden hand ville Sig fra dem skille, Og at indstille sin Reyse til GUD. HErren opløfted sin' Hænder og Røst, Gav dem sin sidste Velsignelsis Trøst, Bød dem udfare Og aabenbare For Folk og Skare GUds Lærdom med Løst. SIDE: 266 I det de stode og Øynen' omslog, See da kom Skyen og hannem optog Fra deres Øye Op i det Høye, Hvor hand fra Jorden til Himmels opdrog. Spør du, hvad Himmel at Christus indgik? Meenst du, som denne her Himmel af skik? Meenst du Pallatzer? eller slig' Platzer, Som mand afpatzer med Circler og Vrik? O ney; Hand gik ikke saadan en Vey, Himlernes Himler begriber ham ey. Meenst du, GUds Sæde Er som et Stræde Mand kand betræde? det siger jeg ney. Ey hand indgangen er saadant et Lius Hvor hand inlukkis som Vinen i Krus, Men er at være Hvor mand begiære Hisset og hære i Hierter og Huus. Viis mig den Stæd, som indlukker vor GUD? Viis mig den, hvorfra hand lukkis kand ud? Hand er tilreede, Alsteds tilstede Hvort du vil leede, da finder du GUD. Over ald Himler opfoor hand med Bram, Hand indtog Himlen og Himlen ey ham, Ævig at være GUD med ald Ære Og at regiære sin' Fiender til Skam. Hellige JEsu! hvor hærlig est du? Hvo kand beskrive din Hærlighed nu? SIDE: 267 Deylige Stæder Du nu betræder, Hvilket os glæder din Christen Almu'? Hvo kand skattere den Ypperlighed? Og alt det Gode dig er der beteed? Tusinde Soler, Tusinde Stoler Tusind Violer ey lignis derved. Christus med Manddom i Guddommens Baand Sætte sig nest hos GUds Høyestes Haand, Konning at være, Alting at bære, Hærske, regiere til Land og til Vand. Det, at du sætte dig Faderen nest, Lige du derfor med Faderen est; Thi du bær Kronen, Sidder paa Thronen, Du est Personen, som sømmer det best. Ingen maa tænkke, du satte dig ned, Som nu var glemt ald Omhyggelighed; Endnu din Naader For os fremtraader, Endnu du raader for Land og for Stæd. Haver vi syndet? en Talsmand vi har Hos GUD vor HErre, som Sagen giør klar, Hvo vil os stræve? Hvo vil os kræve? Christus mon leve, som Synderne bar. Eya! saa sidder vort Kiød og vor Been Højgst i Guds Sæde saa dejlig og reen, Hvad os nu skader, Hand hos sin Fader Bøn for os lader og læger vor Meen. SIDE: 268 Kiæreste Broder velsignet est du, Kom der du sidder din' Sødskind ihu; Tænk, hvad vi lider, Tænk hvad vi slider, Tænk, hvad for Tider vi lever i nu! Flyttet est du til et ønskeligt Land; Men ak! vi lever i sørgelig Stand, Lengis derfore Til dig saa saare, Fælde maa Taare, som strømmende Vand. Ville GUD give! vi komme derhen, Hvor vi fik skue dig engang igien! O! hvad for Glæde Vil da fremtræde! Hvor skull' vi qvæde en Sang for vor Ven! Hvad du tilforne paa Jorden udstod, Der paa dig glædelig given er Bod: Pontii Domme Blodig' og kromme Skal ey meer komme og staa dig imod. Du, som fra Jammer er ævig udfrid, Trøst os, som lever i Frygt og i Striid, Selfv du os lære, Ald vor Besvære Taalig at bære og slide vor Tid! Og naar at Døden os legger i Liig, Lad da vor Siæle hensamlis til dig, Op i dit Rige, Til dig at stige! Da skal bortvige ald Sorrig og Skriig. SIDE: 269 Den Syvende Sang Deden skal hand igienkomme, etc. Siungis som: HErre GUd voris Vaaning og Bolig. I Folk her paa Jorderig bygge, Hvi lever I stedse saa trygge? I sætter Jers Midler paa Rente, Som Dommen var aldrig at vente. Seer til I ey bliver bedragen, Betænkker, her lakker til Dagen, Paa hvilken at JEsus vor Dommer I skyerne visselig kommer. Bespottere pleyer at spørge: Hvad skal mand for Dommedag sørge? Hvor er hands Tilkomelsis Løfter? End staar baade Klipper og Kløfter. Endnu staar Naturen ved Lave, Forandring den aldrig kand have, Og alle Ting er i den Orden, Som dem er fra Skabelsen vorden. I tusind Aar har mand befunden, At Solen er ligedan runden, Og Maanen gaar Nyed og Neden I Aar som i Fior og forleden. End løber og Stierner ved Polen, Her skeer intet Nyt under Solen, SIDE: 270 Hvad skal da det Dommedags Rygte? Hvad har mand for saadant at frygte? Men hører I skendige Giække, I kand ey GUds Løfter forsvække, Hvad hand haver sagt, det maa blive, For GUD er u-umuligt at lyve. GUD dannede Verden at blive, GUD kand og den samme nedrive, Saa læt som hand Huset kand bygge, Saa læt hand og Huset kand rygge. Thi Dagen er forud berammet, Af Sønnen blir Order annammet, At alle baad' Levend' og Døde Skal siunligen for hannem møde. Da skal mand see Adam den gamle, Da skal sig hands Sønner forsamle, Hands Slegter i tusinde Linne Paa Jorden skinbarlig fremtrinne. De som er i Mulden begraved, De som er fordrugned i Haved, De som ere steyled og brente GUds Røst skal dem alle fremhente. Basunen skal heftelig skralle, Det Skrall skal opvække dem alle, Som ligger i Støvet og sove, De Gode saavelsom de Grove. SIDE: 271 Dog hendis de Fromme den Ære, De skulle de første da være, Som skal sine Graver forlade, Og stillis for Dommeren glade. Dernest er det dennem en Glæde, At Regningen klar er og reede, Saa Synderne skal dem ey møde, Saasom de i Troen hendødde. De engang afhandlede Sager Mand atter for Rætten ey tager, I GUds Ord ey eller befalis, At Skylden skal to gang betalis. Er Christi Rantzoning holt gyldig, For hvis de vor HErre var skyldig Saa GUD vilde Skylden klarere, Da krævis de siden ey meere. Men derimod skulle de Slemme En anden Sententze fornemme, Hvad de haver giort og bedrevet Det finder de for sig opskrevet. Der skal da vel mange fremkomme, Som selver vil giøre sig fromme, Adskillig Forvendinger give For hvis de beskyldede blive. SIDE: 272 Part skal sin Velgierning opregne, Part vil sin' Forretninger tegne, Hvor hellig og smuckt de har leved, Og Dievler i GUds Navn uddreved. Part vil sin' Almisser udraabe, Sig dermed Retfærdig forhaabe, Men hvor de sin' Sager besmykke, Det hielper ey ringeste Stykke. Her vil ey Undskyldninger høris, Men hver skal for Rætten fremføris, Sin' Gierninger selver forsvare, Ey sætte en anden i Fare. Her pleyer Skenkatzer og Penge Den Arme fra Rætten fortrenge, Men da skal den vigtige Taske Ey have saa stort til at braske. Da skal der ey agtis Personer, Ey Statz eller gyldene Kroner, Men Lønnen for een og for alle Skal efter hvers Levnet udfalde. For Saul mon Samuel bede, Og Moses var ofte tilreede At sukke for Israels Sønner, Og HErren bevilged hands Bønner. SIDE: 273 Men dømmis en Siæl til Afgrunden, Hvo løfte tør for hannem Munden? Hvo kand den Afsigt igienkalde Som Dommeren lader da falde? I Skyen blev JEsus optagen, I Skyen hand atter for Dagen Skal lade sig klarlig tilsiune Med sterk Over-Engels Basune. Hvert Øye skal hannem anskue, Ach! hvor vil de Mordere grue, Som hannem paa Korset indstunge, Og spottelig vrenged sin Tunge? Du Judas, hvad vilt du da tænkke, Som lod dig med Penger forkrænkke? Hvor vil de da blive til Mode? De som efter Livet ham stode? Forfærdeligt skulle det vorde For alle steen-hierted' og haarde, Hvad kunde de andet da tale, End raabe til Bierger og Dale? Ach! ville I Bierger os skiule! Ach! lukker os ind i een Hule! Hvor vi os et Giemsel kand leede For HErrens forfærdelig' Vrede! Ja Satan, som ned i Afgrunden Med Mørkhedsens Lenker er bunden SIDE: 274 Hand med sine Engler tillige Skal op og for Dommen fremstige. Da skal ey hands Snedighed gielde, Hands Konst eller forrige Vælde, Men rigtig Betaling bekomme For ald hands Fortræd mod de Fromme. Apostlerne skulle med Ære Da Rættens Bisiddere være, Og gladelig deri samtykke, At Dievelen faar en Ulykke. Hvad Dom og Afsigter da blive, Dem skulle de strax underskrive, Og GUD for Rætferdighed takke, At Skalken fik Lønnen paa Nakke. Derfor seer til hvor I leve I Folk, som i Verden omsveve, Seer til I formeget ey vanker I Verdslige Sysler og Tanker! Lad Frodsen og Drukkenskab ikke Indvikle Jers Siæler i Strikke, Men tager, som I vil ansvare, Paa HErrens Tilkommelse Vare. Da værer aarvogen og beder, Mod Dommen Jer flittig bereder, I veed ikke, hvilken een Time At Verden skal gandske forsvime. SIDE: 275 Den Dag at I mindst kand formode, Den Time mand det ikke troede Skal Dommeren stande for Døren Med Anskrig for Menniskens Øren. Som Liunet gesvindelig blinker, Fra Øster til Vester omvinker, Som Tyven indbryder og kommer Naar Folk paa det tryggeste slommer. Som Fuglen indviklis i Snare Før hand kunde tage det Vare, Saa slet u-forvented med alle Skal Regenskabs-Dagen indfalde. Alt Got er den Tiennere værdig, Som Husbonden finde kand færdig Med Fliid at opvarte hands Komme, Det bliver ham selver til Fromme. De Jomfruer kaldis og kloge, Som Olje i Lamperne toge, Og hadde sin' Fakler antænte, Da Brudgommen var at forvente. O JEsu! lad os dine Svenne I Verden saa trolig dig tienne, At vi til den ævige Glæde Maa værdis med dig at indtræde! SIDE: 276 Den Ottende Sang Jeg troer paa den Hellig Aand Siungis som: O GUD skee Lov til ævig Tid, etc. O Hellig Aand, vi siger dig Een ævig GUD at være, Og dig tilleggis visselig Ald Mayestat og Ære. Er Fader GUD? er Sønnen GUD? Da est du GUD deslige; De Tre Personer raabis ud I Guddom alle lige. Personerne beregnis Tre, Vi veed af ingen flere; Men Een er GUD i Værelse, Een GUD og ikke mere. Een for den anden tegnet staar, Hvad hver Person anrører, Men Een for anden dog ey vaar, Hvad Guddoms Kraft tilhører. O Hellig Aand! jeg gierne dig Tilbørlig Priis vil give; Men du est U-begribelig, Hvo kand dig ret beskrive? At Væjret blæs, det hører mand, Man hører vel det brommer, SIDE: 277 Men det gaar over ald Forstand Hvor fra? Hvorthen det kommer? O Hellig Aand! vi vel ogsaa Din Dyyd og Gaver hører; Men hvo er den, det kand forstaa, Hvordan det Værk du fører? GUds Rige kommer ikke saa, At mand derpaa kand tage, Og ey med Finger peege paa, Som paa et Lius og Stage. See, Væjret blæser af og til, Og om Forlov ey beder, GUds Aand paafalder hvem hand vil Og fylder alle Stæder. Hvort skal jeg for GUds Aand henfly? Og mig een Plads opleede? Drog jeg til lengst fraliggend' By, Da est du der tilstæde. Far jeg høygt op til Himmelen? Du est for mig derinde; Far jeg til Verdens Ende hen? Da skal du mig der finde. Om nogen mod Forhaabning dig GUds Navn og Titel nægter, En Kiætter er hand visselig Fordømt blant alle Secter. SIDE: 278 Hvo vitterlig med fri Forsæt GUds reene Sandhed hader, Og ey der efter angrer det, Og ey sin Vey forlader. Hand vist imod den Hellig Aand En farlig Synd bedriver, Som til en Knude, Saar og Baand Oppaa hands Hierte bliver. Vi kand og det i Skriften see, At HErrens Aand er vorden Beregnet ind iblant de Tre, Som vidner her paa Jorden. Lad Mammonisten søge Trøst I Guld og Ædelsteener, Lad Bondemanden see sin Løst I Græs-grod Ager-Reener. Udvælge lad den lækre Tand I Giæstebud sin Glæde, Hos Vinen lad Vellystens Mand Opsøge sig et Sæde. Lad andre kun, som ofte skeer, Med Verden sig bemøye, Men jeg, ô søde Aand! henseer Til dig med Troens Øye. Du giør, at jeg er glad i GUD, Og kand min Sorg forglemme, SIDE: 279 Du sender tit et Trøstes Bud, Naar Hiertet er i Klemme. Saa tit og jeg beængstet gaar For GUds Vand-Vovers Floder, Og for min Synd, som hos mig staar, En ivrig GUD formoder. Da bær du Naadens Olje-Blad Til mig, du Himmel-Due! Du siger: Kiære Siæl vær glad, Hvad haver du at grue? Hvad reddis du? GUds Vredes Flod Er falden ned og senket, Din Synd, formedelst JEsu Blod, Ey bliver eftertænkket. Du giver en langt anden Trøst, End Verden giver sine, Hvis Trøst begyndes med en Løst, Og endes med en Pine. Thi Verden først den beste Viin For sine veed at skienkke, Men siden maa de fulde Sviin Den tykke Bærme sænkke. Men Hellig-Aand, din Fred og Fryd Vor' Hierter bedre glæder, Saa vi ved dig fra Dyd til Dyd Alt frem og frem indtræder. SIDE: 280 Om Hiertet mig fordømme vil, Og ingen Trøst tillader, Da skal GUds Aand mig skynde til At raabe: Abba, Fader! Hvad Kirkens Tienner' tale bør Du dennem det indgiver, Skal Ordet giennem Ørets Dør, Dør-Vogteren du bliver. Part er opliust i Lægedom, Part har Naturens Gaver, Part vender Tungemaaler om, GUds Aand det eene laver. Part færdig er i fremmet Sprog, Part Harpen slaar og spiller, Part er i Konster næt og klog, GUds Aand det alt bestiller. Hand løser bunden Tunge-Baand, Hand lærer GUD at kiende. GUd Fader, Søn og Hellig Aand, Skee Priis foruden Ende! SIDE: 281 Den Niende Sang En hellig almindelig Kirke, hellige Menniskers Samfund Siungis under sin egen Melodie. GUD, jeg troer og det bekiender, At du fra ald' Jordens Ender Dig en Kirke samlet har, Som er hellig, reen og klar. Dog derhos det og betragtis Hun af sig ey selv kand agtis Hellig og u-straffelig; Det, ô JEsu, skeer ved dig. Det du lod dit Blod udflyde Skulle Kirken got ad nyde, HErrens Billed og dig liig, Ja din Brud ævindelig. Adam maatt' et Ribbeen tabe, Da GUD Evam vilde skabe; Men, ô JEsu, du din Brud Kiøbte med din egen Hud. I det jeg en Kirke mener, Mener jeg ey Stok og Stener, Eller nogen bygdt Pallatz Med stafferit Timmeratz. SIDE: 282 Men en Samqvem af Personer Af atskillige Nationer, Som ihvor de monne boe Har en Daab, en GUD, en Tro. Een er GUD og ingen flere, En sand Troe og ikke mere, Til sin GUD mand sætte maa, Dog det gaar ey altid saa; Thi, disverr! mand maa fornemme Blant de gode mange slemme, Mangen Mameluk og Hund Blant de Helliges Samfund. Ont og Got sig sammenblander, Alt saa lenge Verden stander, Klinten groer blant Hvedens Sæd, Voxer indtil Høsten med. Saasom Noah fordom-dage Mon i Arken til sig tage Reene blant u-reene Diur, Saa er denne Tids Figuur. Naar at HErrens Bord er færdig, Løber værdig med u-værdig, Æder uden ald Forskel, Somme ilde, somme vel. Der maa alt Partiiske være, At de som oprigtig ere SIDE: 283 Kand disbedre kiendes grant Fra det Pak, de boer iblant. Spør du: hvorpaa mand fornemmer Hvo der ere Kirkens Lemmer? Det er de, som har bekient HErrens Ord og Sacrament. Du som Christi Faar vil være, Christi Røst du bør at lære; Est du døbt i HErrens Navn, Da giør Herrens Værk og Gavn. Salomon lyksalig skatter Bruden for sin' tvende Patter: GUds Brud har og tvende Brøst, Hvor af suis Saft med Løst. Det de tvende Sacramenter, Som vor HErre flux indrenter Et velsignet Folke-Tall, Som skal pryde Kongens Sal. Vel er sandt, det Tal er større, Hvilke Satan mon forføre; Thi den Vey er meget bred, Som til Pølen løber ned. Dog har GUD sig forbeholden, Og indskreven vist i Rolden Mangen en u-tallig Siæl, Som har aldrig kysset Bel. SIDE: 284 Dem der GUD i Bogen skriver, Deres Tall u-rokket bliver, Satan dem, ihvor det gaar Skade skal ey til et Haar. At den Qvinde, der har Manden, Avler Sønner een og anden, Faar en Moder mange Smaa, Det er ey at undris paa. Men at den, der ey gaar svanger, Og i Livet ey undfanger Flere Sønner avle kand End som hun, der eyer Mand. Sligt er værdt, at mand betænker, Saadan Lykke HErren skienker Kirken i sin eenlig Stand, Samler Børn som Hafsens Sand. Sæd og Slegt skal aldrig hende Fattis indtil Verdens Ende, Før skull' Folk med Skind og Been Vækkis op af Kampe-Steen. Verden i det Onde senkis, Mange tusind' Siæle krænkis, Dog har GUD sig nogle faa, Som til Enden fast skal staa. Snuble kand vel de Udvalde, Dog ey endlig Troe frafalde, SIDE: 285 De med Loth i Sodoma Skal u-skadde gaa derfra. Om saa var, det GUD forbyde! At Tyranner ville snyde Med en Morder-Sax det Lius Der er sat i HErrens Huus. Kirken har dog nogle Lemmer, Som sin GUD i Hiertet giemmer, Og bekiender JEsum frit, Blev de Gods og Liv end qvit. Stephanus skal indtil Døden, Ihvor hart ham trykker Nøden, Holde ved sin Frelser trygt, Fløy de Steene nok saa tykt. GUds Apostler skal tilhaabe, JEsu Navn for Folk udraabe, Alt skull' de for Raad og Dom Slet hudflengis runden om. Kast Johannem hen i Fengsel, Det er dog Johannis Lengsel, At hand sin' Discipler kand Vise Verdens Frelsermand. Christi Brud er undertiden Som en Søster gandske liden, Men hvor kleen hun visis maa, Hun skal dog ey undergaa. SIDE: 286 Sodoma skal staa i Lue, Zoar-Stad hâr ey at grue, Er hand skøndt en liden Flek, Ilden giør ham ingen Brek. Tilmed om det skulle gielde, GUds Folk skulle lide Velde, Saa har Klippen mangt et Hull, Hvor i de kand gaa i Skiul. Saa gik det i fordom-Dage, GUds Folk ofte maatte tage Bort i Klipper sin Tilflugt, For Tyranner indelukt. Somme ginge slit og reven, Somme fra sin Huus fordreven, Og leed Hungers skarpe Sværd, Dog de var langt bedre værd. Saa veed GUD saa mange Huler, Hvor udi hand sine skiuler, Naar den hadske Jessabel Vil Propheter slaa ihiel. HErre! lad din Kirke trivis, Lad med Spot og Skam omgivis Alle Kirkens Fiender, Spreed dem ad som Avn for Væir. De paa Sions Ryg vil pløye, Og nedslaae sin Synd og Møye, SIDE: 287 Lad dem høste Sorg og Vee For sin GUds Foragtelse. Lad dem vendis snart tilbage, Og med Skam en Ende tage, Paa det de fornemme kand Du, ô GUD, est hendes Mand. Giv din Sion Fred og Lykke! Pryd du hende med dit Smykke, Som en Konges Datter bør, At hun hvis du biuder giør! Du velsigne hendes Prester! Du velsigne hendes Giester! Du velsigne hvert et Faar Inden hendes Vegge gaar! Nu, min JEsu, jeg fremtrinner, Om jeg ey som andre skinner I fuldkommen Dyd og Stand, Est du dog min Frelsermand. Tænk, jeg er og en din Broder, Jeg har Kirken til min Moder, Jeg din Fader har til GUD, Tag min Siæl nu til din Brud! Lad mig i dit Huses Bolig Vandre for dig ret og trolig, Indtil du mig fører hiem Til det hin Jerusalem! SIDE: 288 Den Tiende Sang Syndernes Forladelse Siungis som: Dagen viger og gaar bort, etc. HErre! jeg bekiender mig, At jeg syndet har mod dig, Jeg som andre Kiød og Blod Findis ofter ond end god. Ville jeg mig sige fri, Var det idel Hykleri; Nej; jeg legger Haand paa Mund, Og anmoder om Miskund. Klæderne, jeg paa mig har, Kand jeg mig afføre snar, Men min Synd ey føris af Før jeg leggis i min Graf. Nu vel, Mangel er hos mig, Men Tilgivels', GUD, hos dig, Thi jeg troer, at GUD er god, God af gandske Hierte-Rod. Hos ham er Forladelse, Hand la'r Gunst og Naade tee, Og det Rygte har hand haft Fra den Tid at Folk blev skabt. Der er mangen Trygler til, Jeg, ô GUD! og trygle vil SIDE: 289 Om en Naadis Smule Brød I min Siæles Hungers Nød. Er min Synd saa svar som Sand! Jeg troer dog min Frelsermand Har den Skyld klareret alt Og den fulde Summ betalt. Var for Fald ey Naade sat, Maatte jeg fortvile plat, Var, ô JEsu, ey din Saar, Blev jeg et fortabet Faar. Er den Synd, som i mig boer, Saasom heele Klipper stor, Større dog min JEsus er I sin Død og Lidelser. Est du GUD nu paa mig vred? Jeg din Søn har i min Stæd, Hand ald Gielden tog paa sig, Thi skal hand fornøye dig. Staar jeg dybt i din Restantz, Giort har hand en fuld Qvitantz, Skreven med hands eget Blod, Den Tid hand korsfæsted stod. Det var ey med Sølv og Guld, Hvor af Cræsi Pung var fuld, Men med det som dyrer' vaar, Lammets Hierte-Blod og Saar. SIDE: 290 Kiære Siæl! hvi sørger du? Hvi bekymrer du dig nu? Du med GUD i Venskab staar, Aldrig bedre Kaar du faar. Naar du haver ham til Ven, Da kand hverken Himmelen Eller Jorden skaffe dig Større Skat ævindelig. GUD skee Lov! min Sag er klar, GUD skee Lov! jeg Fred alt har, Fred med GUD, som før var vred, Fred med min Samvittighed. Trods dig, Dievel, med din Svig, Hvad vilt du beskylde mig? Hvad har du at dadle paa? Jeg med GUD dig skal bestaa. Tæller du hvad jeg har giort? Siger du, det Tall er stort? Tæll mig først de Draaber grant, Som af JEsu Side rant. Fly mig først den Tælle-Stok, Siden maa du lenge nok Regne, mens du regne kand, Du est dog en Løgnens Aand. Sant er det, en staaend' Mand Undertiden falde kand, SIDE: 291 Endnu er ey funden een, Som er uden Feyl og Meen. David var GUds Hierte-Mand, Er dog tegnet paa den Rand, Hvorpaa andre Synder' staar, Ihvor hellig hand end vaar. Alle Helgen om Pardon Beder GUD for sin Person, Gaar det saa det grønne Træ, Hvad maa da mig Usle skee? Derfor jeg strax svarer saa: Holt man still, her staar ey paa, Dersom GUD er alles GUD, Hvi skal jeg da lukkis ud? Haver hand forbarmet sig Over andre Faderlig, Skulle jeg allene da Naade-Døren stødis fra? Er der ingen, som har slet Uden jeg forspilt min Ret? Bliver jeg allene den GUD vil holde for U-ven? Hvad er GUds Barmhiertighed? Hvortil tienner JEsu Fred? Hvad kand Korsens Død formaa Hvis jeg ey skull' Naade faa? SIDE: 292 Skulde jeg forskiudis plat, Hvor var da GUds Løfters Skat? Og de GUds Forjættelser, Som tilsigis en og hver? Ney; jeg baade troer og veed, Før skal Bierge falde ned, Før skal smeltis I Hafsens Grund Før GUD glemmer sin Miskund. Er jeg meer end andre grov? Meere har jeg da behov, Af min GUd besynderlig Frem for andre hielper mig. Har jeg giort den største Brøst, Venter jeg den største Trøst, Og hvo mest Forladels' skeer Skal og elske meer og meer. Bort ald Vantro, bort og bort, Bort Fortvivels', pak dig fort, Bort ald Satans Fristelser, JEsus min Forløser er. SIDE: 293 Den Ellefte Sang Legemens Opstandelse Siungis under sin egen Melodie. Ligesom alle beskikket er vorden Engang at fødis, der efter at døe, Saa er og alle beskikket af Jorden Atter at opstaa, hvert Kiøn i sin Orden; Thi saa skal blomstris det før var et Hø. Hvorvel Opstandelsen agtis at være For ald Fornuft som en Latter og Spot; Alle de Ting i Naturen til ere Skald og Opstandelsens Vidnisbyrd bære At den Artikel skal giøres os got. Vi see Figurer i Fugler, som fluve, Viis mig hvor er de om Vinter at see? Vi see Figurer i Jordens Formue, Stilker og Vext, som oprinder af Tue, Der dog tilforne laa stiv under Snee. Solen oc selv os Opstandelsen minder, Aften og Morgen udviser det och, Her er en Aften, hvorpaa vi forsvinder, Her er en Morgen, vi atter oprinder, Er det os ikke Bevisninger nok? SIDE: 294 Aldrig grasserer den Vinter saa lenge, Nødis jo siden for Sommer at fly, Var Elementerne noksom saa strenge, Skulle de Luften i Splinter end sprenge, Solen dog engang fremskinner af Sky. Svalen opkommer, der ligger i Dvale, Efter hun haver udhvilet i Sand, Biunder vi Venner et Skilsmissis Vale, Engang vi dog med hver andre skal tale, Naar os fremskinner Forklarelsis Stand. Skal de afhuggede Stilker nu grønnis, Er da vor' Kropper ey dyrer' end Græs? Skulle GUds Træer ey knoppis og skønnis? Skulle GUds Tienner ey naadig belønnis? Siig mig, hvad var da vor Troes Gemes? Lyster vor HErre det Blomster at klæde, Der i Dag staar, og i Morgen er væk, Skal da GUds Helgen ey nyde den Glæde, Deylig som Blomstret af Jorden at træde, Uden ald Svaghed, ald Lyder og Bræk? Havde vi derved os intet at trøste, Hvad var da Siælens U-dødelighed? Hiertet i Livet maatt' jamerlig brøste, Haaret af Redsel paa Hovedet røste, Var ikke Haabet at hælde sig ved. Om den ugudelig' Tungen ey sparer, Raaber og bringer sin Sqvalder saa for: SIDE: 295 Hvo veed om Menniskens Aand den opfarer? Folkenes Vilkor med Bæsterne svarer, Begge med Døden har ligedan Kaar. Lader os bruge nærværende Gode, Drikke vor Pæler for Fald og for Stød, Ingen Gienkommelse er at formode, Dødninger reyses ey mere paa Fode, Ingen Vellyster er efter vor Død. Bedre Oplysning vi, GUD skee Lov! fanger, Omendskiønt Folket ansees som Fæ Hvad den almindelig Aande belanger, Siælene dog giennem Døden indganger Til en U-dødelig Verden at see. Skal ey de Dødes Opstandelse blive, Da var forgevis ald Menniskers Haab; Mand ald Gudfrygtighed maatte begive, Alt hvad Propheter i Bøgerne skrive Blev til en Snak og forfengelig Snaab. Alle de Døde da vare fortabte, Hvilke tilforne var giemmet i Muld, Hvad kand det gavne, det HErren os skabte, Naar at vor Siæle den Ævighed tabte, Hvor om at alle GUds Skrifter er fuld? Alt hvad da Lærerne fore mon give Blev da kun agtet for løse Mænds Ord, Haabed' vi eene paa Christum i Live, Usler' end alle vi skulle da blive, Hvilke vor HErre hâr skabet af Jord. SIDE: 296 Vi veed, naar disse vor' Huse nedfalder, Har vi et Huus uden Hænder bered, Legemet tæris af Jorden og Alder, Men naar Basunen i Luften fremskralder Fremgaar en hver af sin Huler og Sted. Da vil det store GUds Ephata klinge: Kommer I Menniskens Slegter igien! Sygdom og Krankhed skal ingen mand tvinge, Da vil den halte Mephiboset springe, Staven oc Krykken alt kastet er hen. Rynkerne skal ey Mathusalem plage, Jacob ey eller hands Hofters Skavank, Krøblingen ey paa Vanmægtighed klage, Saadant er bleven i Graven tilbage, Lazarus er da befriet fra Stank. Kroppe, som før i Forglemmelsens Stræde Bare levered Forraadnelsen hen, Da deres Siæle dem atter indtræde, Hvad vil den Sammenkomst blive med Glæde, Naar de to Venner skal findis igien? Kiæreste Søster, kand Siælen da sige, Jeg lod dig fare med Sorrig og Graad, GUd os nu samler med Glæde tillige, Nu skal ald Ævigheds Skilsmisse vige, Mere din' Øyen ey giøris skal vaad. Da skal de Fromme fremstille sig glade, Sorge-fuld skulle de Onde fremgaa, Alle Samvittigheds Bøger og Blade SIDE: 297 Skal den alvidende Dommer oplade, Hvorefter hver sin' Afsigter skal faa. Hedning, der uden Bogstaven har levet, Hand og faaer uden Bogstaven sin Dom, Hvad den Ugudelig haver bedrevet Staar i GUds Regenskabs Tavler opskrevet, Saa det beløber en skrekkelig Summ. GUds Evangelium, der er forkyndet, Hvilket hand haver tilforne forsmaad, Skal mod ham vidne, det hand haver syndet, Og Uretferdigheds Veye velyndet, Thi skal hand dømmis til Fengsel og Graad. HErre! forlene mig Synder den Glæde, Trolig at passe min Frelsere paa, At naar hand lyster i Skyen fremtræde, Jeg da iført i Retfærdigheds Klæde, Maatte i Ære for hannem bestaa! SIDE: 298 Den Tolvte Sang Om det ævige Liv Siungis under sin egen Melodie. Kommer I Folk, I som sørgelig sidde, I som i Verden saa meget maa lide, Kommer, jeg vil Underretninger give Hvor det med eder herefter skal blive, Her er et Liv efter dette at vente, Her er et andet, der bedre kand rente. Tykkis jer Korset er tungt til at bære, Tykkis jer Tiderne vanskelig ere, Tykkis jer Kalken er bedsk til at drikke, Tykkis jer Sorgen forandrer sig ikke, Tænker, den GUd, som paa Verden giør Ende, Hand og ald Menniskens Jammer kand vende. Skal I skiønt ald eders Lives Tid græde, Det er dog intet mod Ævigheds Glæde, Vared det hundrede tusinde Dage, De dog omsider en Ende kand tage, Men den velsignet GUds Ævigheds Støtte Kand aldrig nogen Forandring bortfløtte. Spør du: hvad er da Ævigheds Rige? Jeg dig det ikke tilfulde kand sige, Det er de Ting, som Fornuften ey fatter, Hvilke mand slet u-begribelig skatter, Ingen blant Menniskens Slegter det kunde Hverken med Sind eller Hierter begrunde. SIDE: 299 Det er de Ting, som vurderis saa høye, Høyer' end det kand beskues med Øye, Dog saa vit mand udaf Skriften erfarer Giver det Land u-forkrenkelig Varer, Saadan som ingen Omvexling paafalder, Eller forrustis af Tid eller Alder. Her maa de Rige Bekymringer have, Hvor de kand Penger og Poser nedgrave, At dem ey Tyvenes Øyne skal skue, Hisset er intet af saadant at grue, Tyvene skal ey din' Midler bortbære, Møl og Rust skal dem ey heller fortære. Vi til forvustede Stæder ey komme, Eller til øde Pallatzer og tomme, Eller didhen, hvor mand ønsker sig deden, Tusind Aar, saasom den Gaars-Dag forleden Skulle dem tykkis ey lenger at være For den usigelig' Hærligheds Ære. Ingen der skal for U-videnhed sørge, Ingen skal anden om noget adspørge, Ingen behøver hinanden at tære, Hver for sig selver fuldkommen skal være, Her mand paa Lykkens Omskiftelse klager, Hisset er slet u-omskiftelig' Dager. Her er atskilligt vor' Hierter besværer, Hisset er alt det vor' Hierte begiærer, Her er Urolighed, Sygdom og Plager, Der er saa roligt som nogen behager, Her er mand fremmed og idel i Vandring Hisset er Hiemstæd foruden Forandring. SIDE: 300 Her er mand ofte fra HErren langt borte, Der er mand hos ham forinden hands Porte, Her kand os Dagen ved Natten berøvis, Hisset ey Sool eller Maane behøvis, Her er mand inden ald Dunkelheds Huuse, Hisset skal HErren selv Staden opliuse. Her er U-venner vel hundred og flere, Hisset er ingen Forfølgelser mere, Men De Ægypter her Folket betrykte, Hisset mand for dem ey haver at frykte, Avind og Sorrig er lukket der ude, Øyet for Graad skal ey leggis i Klude. Venner, der skiltis ad før her i Live, Skal uden Skilsmisse sankede blive, Jacob der atter sin Rachel har funden, For hvis Død ofte hands Øyen har runden, David er kommen og indtil sin lille, Hvilken at miste hand nødigt her ville. Martha seer Lazarum nu paa de Stæder, Hvor hun hands Død aldrig mere begræder, Jericho-Sønner paa Bierger og Heede Efter Eliam ey mere skal leede, Enken af Nain, hvis Hierte var bunden, Haver nu hisset sin Sorrig forvunden. Holt stil Maria, du før haver klaget, At de din JEsum fra dig haver taget, Der mand dig hørde du sørgelig sagde: Viis mig dog Stæden, hvor de hannem lagde! Du har din HErre der hisset ophittet, Den du her efter bekymmerlig fritted. SIDE: 301 Du med ham, hand med dig sammen nu taler, Hvilket ald forrig Bekymring husvaler, Eya, naar skal mand indsamlis det Rige? Hvor mand skal finde sin' Venner tillige, Naar skal den Dag os fremskinne med Glæde, At vi GUds Ansigtes Lius skal indtræde? Hvo skal os føre fra Jammer til Lise? Hvo skal hvad Got er omsider os vise? Hvo skal til tryggeste Stæder os føre? Skal ey vor HErre sin Helgen det giøre? Hand skal os engang forunde det gode, Hvilket vi her udi Haabet formode. Glæder sig Folket ved Blomster og Blade, Hvad vil da skee paa den Himmelske Gade? Hvad vil mand frydis, naar Folket indkommer Til den Stæd, hvor der er Ævigheds Sommer? Da vil vi slutte med Petro saa rolig: HErre! her ville vi bygge vor Bolig! Her vil vi Herberg og Rolighed tage, Aldrig os ønske paa Jorden tilbage, Eller vor' Fødder at skidne der mere, Aldrig skal Verden os mere fixere, Men hos dig, HErre, vi ævig vil blive, Og dig ald Ære til ævig Tid give. HERRENS BØN, FADER VOR FORFATTED I NI SANGE SIDE: 302 Den Første Sang, Fader vor du som est i Himmelen Siungis under sin egen Melodie. Blant alle Guder er udi sær Ey nogen Gud saa stor, saasom vor; Vor Fader kaldis hand af hver Mand, Thi hand det Navn og bær med Gavn, Hand, som en Fader bør, mod os giør. Hidtil vi haft har Mad paa vort Fad, Hidtil har Jordens Skiød givet Brød Af Havre, Byg og Ruug paa vor Duug; Vor Fiøsse-Rom har ey staadt tom Af Creatuur og Fæ til at see. Adskillig deylig Fisk fersk og frisk Det vaade salte Hav ofte gav, Velsignet blev vor Krog, naar vi drog, Vor nøgen Krop fra Taa til Top er klæd med Uld og Liin grov og fiin. Enhver til denne Stund for sin Mund Nødtørftig Deel og Laad haver naad, SIDE: 303 Den Fattig sig og mætt haver ædt; Vi hidindtil jeg sige vil Ey har paa daglig Brød liddet Nød. Spør du: hvor vi det faaer Aar fra Aar? Vi faaer af HErrens Haand ald Bistand, Os at forskaffe sligt er hands Pligt Og Løfte, som gaar paa hands Sti, Og falder ham til Fod, er hand god. Til andre Guder maa andre gaa, At sætte Kiød og Tarm til sin Arm, Det tienner dog saa lit til Profit; Kiød-Guder kun Avn og Vær, Som inden nogle Aar slet forgaar. Hvad Hielp og hvad Bistand ventis kand Af den der selv er svag Dag for Dag? Een Blind den anden ey viser Vey, De begge to med Fod og Sko I Graven før de veed falder ned. Vil mand, som Hedninger, her og der For maled Stok og Steen bøye Been, Sligt er et meget sterk Narre-Værk; Thi saadan Gud beleeis ud, Og er ey værd en Fiær der hand er. Gak til Guld-Klumpen hen Mammons Ven, Og giem din stakkels Gud i en Klud, Men jeg vil hælde mig fast til dig GUD Zebaoth, min Skiold, mit Slot, Ved dig jeg sikker staar, hvor det gaar. SIDE: 304 Vilt du nu vide grant, vist og sandt, Hvor at det Stæd og Land findis kand, Hvor vores GUD iboer? Spør du hvor? Løft Øyet hen til Himmelen, Der er hands Sædes Platz og Pallatz. Det Stierne-Loft og Pool er hands Stool, Men Jorden hand sig lod under Fod Til Skammel, hvorpaa hand træde kand, Hvert Verdens Rom hand farer om, Dog visis intet Spor hvor hand gaar. O du vor GUD og Ven! est du den, Der har din Stand og Stat høyt opsat? Da veedst du vel og ser hvad som skeer Af en og hver paa Jorden er, Og hvad her bliver giort lit og stort. Hvor er en Gud, som du? du som nu Een hver Mands Vey forstaar, hvor hand gaar, Og skuer Alleting rundt omkring, Saa der for dig u-muelig Er nogen Ting gedult eller skiult. Du Jordens nedrig' Giest! Det er best, Du skyer Synd og Last som en Gast, Og reddis ind og ud for din GUD, At hand dig ey paa Ondskabs Vey Skal fra din Top til Taa knuse smaa. Hvis du paa daglig Brød lider Nød, Da see til Himmelen, der er den, Som hialp vor Fædres Trang mangen gang, SIDE: 305 Den samme kand med ald Bistand Endnu forsørge dig faderlig. Est du med Sorg belemt, Hierte-klemt, Est du i Fare stædd', og ey veed Dig hielp paa Jordens Kreds nogensteds; Vær ikkun still, her oven til Skal Hielpen komme dig sikkerlig. Er hand en Himmel-GUD, da hands Brud? Er hand en Himmel-Glantz? [fotnotemerke] Du hands Krantz? [fotnotemerke] Er hand en Himmel-Mand? da skal hand Paa Sorg og Brøst vel skaffe Trøst, Lov, Ære, Priis og Bram vorde ham! Fotnote: Himmel-Glantz kaldis GUD her, fordi hand glantzer og skinner i sin Magtis, Naa- dis og Æris Himmel. Fotnote: Den som eyer een smuk Krantz, elsker ham; GUds Børn ere GUds Krantz, ikke som de skulle pryde GUD, som en Krantz pryder nogen, men som de, der baade prydis og elskis af GUD, som deris Bereeder og Eyermand, annammer Skin og Hærlighed af ham, saa de bliver deylige Krantzer og Kroner i hands Haand, Esa. 62, 3. Den Anden Sang Helligt vorde dit Navn Siungis under sin egen Melodie. HErre GUD! Dit dyre Navn og Ære Over Verden høyt i Savn maa være, Og alle Siæle, og alle Træle Og hver Geselle de skal fortælle Din Ære. SIDE: 307 Det er smugt og kaasteligt at høre, At mand GUD sin' Læbers Pligt monn' giøre; De dyb' Afgrunder, de grønne Lunder Skal HErrens Vunder hver Tid og Stunder Udføre. Om sig Folk anstille vil saa slemme, GUds Navn slet at tie still og glemme, Saa skal dog Stene og tørre Bene Ey være seene hands Navn det reene At fremme. Ja før GUD sin Ære skal forlise, Før skal Hav og grommen Hval ham prise, Samt og Tanteyen, som løber Leyen, Steenbid og Seyen og Torsk og Skreyen. Og Niise. GUD er GUD, om alle Land laa øde, GUD er GUD, om alle Mand var døde, Om Folk forsvimler, i HErrens Himler Utallig Vrimler, som slaer paa Cimler Hin Søde. Skulle HErren fattis Bram og Svenne? See, ti tusind staar for ham og tienne, Ja tusind gange ti tusind mange, Hvis smukke Sange med Klang kand prange Der henne. Thi for GUD skal alle Knæ sig bøye, De som boor i Himlene hin' høye, SIDE: 308 Og de paa Jorden i Sør og Norden, Samt Dievlers Orden, som dømt er vorden Til Møye. Høyen Hald og dyben Dal skal vige, Jord og Himmel falde skal tillige, Hver Bierg og Tinde skal slet forsvinde, Men HErrens Minde til tusind Sinde Skal stige. Vil de Gamle være stiv og sove, Da skal Børn i Moders Liv GUD love; De Halte, Lamme, Maal-løse Stamme Giør og det samme, de Gromme, Gramme Og Grove. Naar jeg mig fra Top til Fod betragter, Ingen Lem paa mig for god jeg agter, Var de saa smukke som Silke Dukke, De jo skal bukke med ydmyg Sukke Og Facter. Men ô Mennisk' tør du vel det meene? At GUds Navn skeer Ræt og Skel allene, For Præst og Bonde med blotte Munde Ham love kunde? ney, ingenlunde Det eene. HErrens Navn hos os paa Jord kand ikke Helligis ikkun med Ord og Nikke; Ney, hvor du svæver og hvor du stræver, See til du lever, som GUds Ord kræver Til Prikke. SIDE: 309 Lad dit Lius for Folket smukt saa brende, At enhver din Dyyd og Tugt kand kiende, Leev ey begierlig, ey Folk besværlig Leev from og ærlig mod hver Mand kiærlig Til Ende. Had alt det GUD i sit Ord selv hader, At Vellysten dig paa Jord ey skader, Sky Synd og Lyder, som GUD forbyder, Elsk Tugt og Dyder, som dig bepryder Og bader. Men vilt du paa Synders Vey henstige, Og fra Dyden blues ey at vige, Da dine Lemmer GUds Navn beskemmer GUds Aand bortskremmer og ey forfremmer GUds Rige. Men ô GUD! forhindre sligt at blive! Hvad som er u-gudeligt fordrive! At vi vor' Tider mod Synden strider, Naar Tiden lider, hos dig omsider At blive! SIDE: 310 Den Tredie Sang Tilkomme dit Rige Siungis som: Den Siæl er værd at prise. O HErre! lad dit Rige Paa Jorden her nedstige Med Kraft og Naadens Aand At løse Syndsens Baand, Paa det mand kand fornemme, At GUD hos Folket boor, Og at du GUD har hiemme Hos dem, der paa dig troer. Spør du, hvad er GUds Rige? Det er ret kort at sige: Indvortes Fryd og Fred Med god Samvittighed; Naar Aanden i os raaber Et Abba Fader ud, Og mand allene haaber Paa den Almægtig GUD. Naar Satan slet ydmygis, Hands Flag og Top nedstrygis Med Spot for JEsu Fod, Som paa Hugormen stod; Naar GUD for os vil stige Mod Dievelen i Strid, Da er GUds Himmerige Paa Jorden kommen hid. SIDE: 311 Naar mand ved HErrens Finger Hin onde Aander tvinger, At de maa rømme plat Den Krop, de har besat; Naar Dievelen maa vige Med Frygt af sit Pallatz, Da har GUds Himmerige Paa Jorden funden Platz. Naar Folk sig stort indbilder, Men GUD ald Anslag spilder, Som de sig setter for, Saa det ey for sig gaar, Naar Folk vil GUD bekrige, Men blîr til Skamme slet, Da er GUds Magtis Rige Paa Jorden kommen ret. Naar os forsikris Naade, Naar GUds Miskund maa raade, Naar Synden slettis ud Ved JEsu blodig' Huud; Naar GUD vil os tilregne Sin Søns Retfærdighed, Der kommer Allevegne GUds Rige til os ned. Hvor HErrens Duug den bredis, Hvor Kalk og Disk tilredis, Hvor Aand og Vand og Blod Staar prent i Hierte-Rod; Hvor Haab og Troe tillige Har Bluss og Lamper tendt, Der er GUds Naadis Rige Paa Jorden til os sendt. SIDE: 312 Paa Jorden hersker mange, Part bliver derved bange, Part elsker Overvold, Og hersker saasom Trold; Men HErre! du regiærer Dit Folk paa bedre Viis, Dit Navn der over bærer Hos alle største Priis. Et verdslig Regimente Paabyder Skat og Rente, Som efter Kongens Bud Bør strax at tellis ud, Men inden JEsu Grentzer Afskaffis Skat og Told, Der fordris Poenitentzer Og Christen Livs Forhold. Derhos er og at agte, Det mand maa vel betragte, GUds Rige kommer ey Paa nogen siunlig Vey; Ey Haanden der paa tager, For Øyet det ey staar; Ney, det er Himmel-Sager Af u-formærket Kaar. I Skriften du jo læser, At Vejr og Vinden blæser, Med Øret høris det, Dog fattes aldrig ret Hvorfra den Udsprung haver, Hvorthen den far omkring, Saa er og Aandens Gaver En u-begribet Ting. SIDE: 313 Vort Eye-Gods og Lykke Kand Tyvens Haand bortrykke; Men JEsu Rigis Skat Er os i Hiertet sat, Det i vor skiulte Kammer Forvaret er saa vel, At vi der ved annammer Trøst for vor arme Siel. Lad Tyven ikkun rappe, Lad Voldsmænd Godset snappe, Min GUD, mit Haab, min Tro De lade skal med Ro, Med dem er jeg beholden, Det gaa hvor galt det vil, Lad Voldsmænd, Fanden, Trolden' Kun øve frit sit Spil. O du min GUD og Glæde, Er her dit Rigis Sæde, Forbliv da her hos os Vor' Fiender til Trods! Er vi dit Rigis Knægte, Da bør du med os staa, Hvad hielper det vi fægte, Naar GUD vil fra os gaa? Giv dine Folk paa Jorden Sin Kirke-Skik og Orden At nyde Frels og fri Foruden Kietteri! Lad Kongen af Afgrunden Ey mørke Christi Sool! Stop selv paa dennem Munden, Som træder Spotters Stool. SIDE: 314 Lad dine Faar sig glæde! Din' Præster du beklæde Med Aarons Hellighed! Forfrem dit Ordes Sæd! At det til Verdens Ende Maa Vext og Fremgang faa, Og hver sin GUD at kiende De Store med de Smaa! Giv, at enhver undfanger Fortrydelser og Anger For hvis som er begaad Mod GUD med Ord og Daad! Og lad dit Folk tilsige Pardôn i JEsu Navn! Saa bygges JESU Rige, Saa fordris HERrens Gavn. Lad Pavens Skam opdagis! Lad Tørkens Magt nedslagis! Og lad hands Morder-Sverd Ham giøre selv forfærd! Lad Satans Regimente I Grunden brydis ned! Og da maa vi forvente Vor HErres JEsu Fred. Men saasom du bevared Og til din' Giester spared Den beste Viin til sist O søde JEsu Christ! Saa troer vi og du flytter Os engang ind til dig, Hvor vi for Jordens Hytter Faar Ærens Himmerig. SIDE: 315 Den Fierde Sang Skee din Villje paa Jorden, som den er i Himmelen Siungis under sin egen Melodie. O Hellige Gud! du gavst os et Bud Ved JEsum din Søn, At vi om din Villje skull' giøre vor Bøn, Du vilde den skal Fuldbyrdis paa Jord som i Himmelens Sal. Men HErre du veed om alting beskjed, Du veed om du vil, At vi af os selv er udygtig dertil, Og Kraften forsvag At fordre din Villje til nogen behag. Hvad kand vi formaa? Hvad kand vel forslaa Vor Fliid og vor Konst? Den er uden Herren aldelis omsonst, Vi raader ey for Det ringeste Haar os paa Hovedet staar. Har Herren det giort af Dannelse sort Det bliver ey hvid, Alt vendte vi derpaa vor yderste Fliid; Thi ald voris Værck Er som den Verckbrudne, der aldrig blev Sterck. SIDE: 316 Jeg siger for mig en anden for sig, Jeg er ubeqvem At bringe de mindste god Gierninger frem, Og Tungen for slet At offre min Frelser eet Fader vor ret. Jeg handler min Sag, som Job med sin Dag, Hvad er ald min fynd? Den lignis ved Nabal, som sprack i sin Synd, Og hves jeg her giør Er som det Misfoster i Moderen dør. Jeg til det jeg bør er vissen og tør, Det onde faar Magt, Og skiulis tit under en Helligheds Act, Jeg bilder mig ind At have to Øyen og løber dog blind. Thi falder vor Bøn til dig o Guds søn! Legg Aand til vor Aand, Legg Mund til vor' Munde, Legg Haand til vor Haand, At vi kand ved dig Opreysis fra Synden oc vorde dig liig. Er icke vor Troe, saasom en sterck Bro, Vi tviler dog ey, Vor Frelser har aldrig de svage sagt ney, Hand er end som før Dend HErre, der knuser ey bævende Rør. Saa beder vi først, giv Hunger oc tørst Alt effter dit Ord, Som lærer os kjende GUDs Vilje paa Jord, SIDE: 317 Giv Aand og Forstand At fatte med Tro det Fornuften ej kand. Vi beder dernest det som os er best, Optænd i os vist Til Gud og vor Næste sand Kierligheds Gnist, At vi dem betee Det samme vi vil os at selver skal skee. Før os af den Sti, der gaar dig forbi, Forhindre den Vey, Forhindre den Gierning, der tekkis dig ey, Og viis os derhen, Hvor vi kand opleede vor Frelser og Ven! Vor Kiødelig Sands, Vellysternes Dantz, Der ager i Ring Med Verden og hendes bedragelig' Ting, Sæt for dem en Stang, Saa de ey med Skamme forvrikker vor Gang. Thi hvis det saa gaar, vor Vilje den naaer Sin Fremgang alt fort, Da bliver vor Himmel baad' skiden og sort, Og Enden derpaa Det bliver den mørke Fordømmelses Vraa. Men HErre! hvad er din Viljes begjer? Er den ikke saa, At Synderen skal fra ont Levnet afstaa? Det er det Du vilt, O lad det og naadelig blive bestilt! SIDE: 318 Du est os saa from, du siger: vendt om, Vendt om og giør Bod, Saa blir jeg dig syndere naadig og god, Saa giv dit Ord Magt, Og lad det faa blive, som du haver sagt. Til Mord eller Slag du ey har behag, Du vil ingens Død, Dig løster ey døde Mænds Been eller Kiød, Saa giør os da fri Fra Synden og Snaren vi fangen er i! Fremdelis er det din Viljes Forset, At Dievelen skal Med Synden fordømmis til Helvedis Qval, O! lad det saa skee, At vi maatte Løst paa vor' Fiender see! Men om det saa skeer, at nogen beteer Os Had eller Spot, Hvor vel vi af dennem forskyldet alt got, Da giv os det Sind, Vi sætte kand Sagen til Hævneren ind. Hvo Hævneren er, det veed vel eenhver, Du HErre det est, Du veedst frem for andre, at lønne ret best, Med saadant og meer Din Himmelske Vilje paa Jorderig skeer. Ja dersom du vil, mig skienckis skal til Gienvordigheds Kalck, Fordi jeg mod Herren har været en Skalk, SIDE: 319 O giv da got Taal, At jeg med Taksigelse tager den Skaal! Jeg drikker den ud i Haabet til Gud, Jeg troer Ham saa vel, Hand giør mig dog engang et faderlig Skell, Skeer det ikke før, Det skeer dog, naar jeg ifra Verden hendøer. Saa vist oc saa sant som Englene grant Opvarte sin Gud, Og retter med Lyst hans Befalninger ud, O lad os saa vist Med Glæde dig tienne vor Frelser og Christ! Gir HErren et Bud strax skikkis her ud Herskarernis Magt, Saa alting er færdig strax Ordet er sagt, Ach! At vi nu saa Guds Engler i Himlene slegte kan paa! Til Slutning det er vor Hiertens Begier O kiæriste GUD! Giv os saa at følge din Villjes Paabud, At vi kunde faa En naadig Sententze, naar Dommen skal staa! SIDE: 320 Den Femte Sang Giv os i Dag vort daglige Brød Siungis som: Siunge vi af Hiertens Grund etc. Gud! Dit smukke Fader Vor Holder os din Villje for, At vi skal indstendelig Om vort Brød anmode dig, Og om hvis vi tarves kand Udi dette Kummers Land Til vor Livs nødtørftig Stand. Bønnens Ord de liuder saa: Giv i Dag vort Brød at faa! See, saa bede vi nu først, Frie fra Hunger, Nød og Tørst! Frie vor Huus fra Fattigdom, At vi ey fra Rom til Rom Nødes gaa med Posen om! Sandt er det, vor Synd er svar, Saa vi vel fortiennet har, At paa Bordet Rad i Rad Sættis burde tomme Fad, Og at Kurven hengis saa, At vor Haand den ey kand naa For det Onde vi begaa. Os erindris vel den Skik, Hvor det i Samari gick, Da for Trang paa Brøds Forraad Moder selv sit Foster aad. SIDE: 321 Samt i mange andre Land, Naar at Folk for Nød af Vand Drak den Vedske fra dem rand. Saadan en uteerlig Mad Skaffer Synden paa vort Fad; Thi fortræden Slægt og Sæd Skal ved Guds Retfærdighed Efter Ordet plagis saa, At de skal at tigge gaa, Og dog ingen Miskund faa. Ja, naar noget Land og Stæd Synder og giør Gud Fortræd, Da skal komme saadan Trang, At en Ovn en Alen lang Skulle kunde fyldis ey Af Ti Qvinders baged Dey, Det skal blive Ney og Ney. Men O Gud! O Naadsens GUD! Træck dit Vredis Sværd ey ud, At os ey saa ilde gaar, Som det Folk, der meget saaer, Men indhøster gandske lit; Thi naar du vil tage dit, Hvad hâr Folket da for sit? Tenck, vi er din fødes Faar, Du maa skaffe, hvor det gaar, Her er ingen anden Vey, Andre Guder hielper ey; De er kun som Noë Ravn, Du beholder Faders Navn, Du maa giøre Faders Gavn. SIDE: 322 Af os selv vi intet faar, Intet er det, vi formaar, Hvad her findis lit og stort, Det er dit og ikke vort; Dig tilhører Land og Vand, Ach! oplad din runde Haand, See saa mættes hver en Tand. Om dig selv du gav det Prov, At du veedst ald vor Behov, Vi, som Fisken ikke kand Nøyes med det bare Vand, Du, som Liv og Legem gav, Giv os Brød indtil vor Grav, Sæd af Muld og Fisk af Hav! Liv er meer end Mad og Viin, Kroppen meer end Hør og Liin, Falt det dig ey tungt og stiv Til at skabe Krop og Liv? Hvi skull' dig ey falde let Til at skabe det og det, Hvor af Livet vorder mæt? Hvad det daglig' Brød angaar Indsat i vort Fader Vor, Det er hvad som nævnis kand Til vor Underholdnings Stand, Gaard og Grunder, Disk og Seng, Lunde, Skove, Mark og Eng, Sønner, Døttre, Tøes og Dreng. Helse, Sundhed, Huuse-Fred, God Forstandig Øvrighed, SIDE: 324 Smør at Kjør og Melk af Faar, Hesten, der i Stalden staar, Hamp og Humle, Byg og Malt, Brende-fang med Suurt og Salt, Som ey her kand nævnis alt. HERRE! Har du ved din Søn Overlat os denne Bøn, Overlad da naadelig Det som Bønnen minder dig! Giv os Kornet paa vor Lo! Giv vor Lande-Fred og Ro! Giv vor' nøgne Fødder Skoe! Naar vi om den tilig' Vaar Ud med Sæde-Bytten gaar, O da lad dit Øye ned Over Jordens Frugt og Sæd, At os Aaret kronis maa! Lad vor Agre-Reener staa Fuld af Ax og modne Straa! Giv her under Norder-Pool Tempereret Regn og Sool! Giv at Græs for Qvæget groor! Giv at Marken staar i Floor! Giv os karske Legemer, At vi kand med Helse hver Bruge Guds Velsignelser! Lad os trivis af det Brød Du forleener i vort Skiød! Lad os ey, som løse Pack Glemme Gud at give Tack! Og ey bruge Skalcke-Viis, SIDE: 325 At opoffre Gud en Gliis I den Sted Ham burde Priis. Til en Skam det tegnet staar Om det Folk i fordom vaar, Viin og Mad de først indlod, Dernest op at dandse stod; Var det redlig giort af dem? Burde Gud sligt bæris frem For hand spisde Liv og Lem? Ja den Spot ey slettis ud, Folket fordom giorde Gud, Thi der Hand dem drikke lod Melk og idel Drue-Blod, Fyldet Smør i deris Kop, See, da blev de kaad i Krop, Da slog bag ad HERREN op. O! At vi ey Guds Forraad Bruger saa vi bliver kaad! O at vi ey falder i Drukkenskab og Fraadseri! Hvor paa følger andet ey End U-skick og Hore-Vey, Sinds Forliis og Horlomhey. Lad os reddes for det Vee Og den Guds Forbandelse Over Drukkenbolter er Raabet ud af Gud i sær: Kiemper til at drikke Viin, Tømmer heele Flaske-Skrin Er for Gud som slemme Sviin. SIDE: 326 End vil vi med Fader Vor Bede Gud om disse Kaar: Giv os een fornøjet Siæl! Lad os hade Mammons Træl! Sky den store Gierrighed, Hvilken senker Siælen ned Udi Pøl og Pine-Sted. Falder Gods og Rigdom til? O, at vi dog aldrig vil Henge Hiertet fast derpaa; Men den heller bruge saa, At det kand i JEsu Navn Den nødtørftig' skee til Gavn, Eyeren til Efftersavn. Gid, at Hiertet fant det Raad, Som det var med Petri Vaad Hand det fult af Fiske fik, Det dog ey i Støcker gick, Alt jo meere Gods vi faa, Alt jo mindre dets Attraa skal os ind i Hiertet gaa. Thi med Rigdom handlis kand Som den Kiep i Mosis Haand; Ald den Stund den var en Staf Var den ham en Hielp vel braf; Men der Staven blev en Orm Og paatog sig Slangens Form Flyde hand, som for en Storm. Giver du os Verdens Gods, Da giv og, at vi derhos SIDE: 327 Lar Miskundheds Hierte tee, Hielpe de nødlidende, Saa den arme Jesu Lem, Som for Døren kryber frem, Trøstis-løs ey visis Hiem. Hvor du seer en Betler stod, Tænk, der seer jeg Jesu Fod, Hvad du hannem giøre kand Det er giort din Frelsermand Og den armis Fader Vor Hielper til at dine Kaar Skal forøgis Aar for Aar. Ydermeere hielp O Gud, At vi selver af os ud Avinds Øyet river slet, Lad os ey fortryde det, At en andens Lycke groer, Og at de der hos os boer Voxer til og vorder stoor. Haver Gud giort andre feed, Lad os ey see skeefft derved, Er vor Skeebne meere tynd, Tænk, vi giort har meere Synd; Lykken løber af og til, Lad os nøyis, være still Med hvad Gud os føye vill. Lad os aldrig nogen Stund Rive Brød af Broders Mund; Eller og med Falsk og Svig Stunde til at vorde riig, At vi ey med ond Attraa SIDE: 328 Andres Middel effterstaa, Og saa Huden af dem flaa. Lidet Brød den fattig' har, Hvo med Svig det fra ham tar Hand en Morder er for Gud, Og som dend der suer ud Blod og Marf af Folcke-been, Paa sit Hierte hand til Meen Legger en forbandet Steen. Spiis os af vor eget Brød, Men hvis vi skal lide Nød, Gid vi med Taalmodighed Tacker Gud og er tilfred! Lif og Lycke staar hos Gud, Ingen udenfor sin Huud Stræcke kand en Faufn sig ud. Til Beslutning bedis nu: Ach! at dette Livs Omhu Os for hart ey ligger nær, Vore Hierter til Besvær, At vi lader Morgendag Sørge selv for sin Uddrag, Og befale GUd vor Sag. Giver GUd os Morgen glad, Da gîr hand og Morgen-Mad, Hvi skal vi Bekymring faa Hvor det skal her efter gaa? GUd var til, førend du vaar, Hand er GUd, naar du forgaar, Lad ham alting raade for. SIDE: 329 Den Siette Sang Forlad os vor Skyld, Som vi forlader vore Skyldener Siungis under sin egen Melodie. Ach! Hvo kand fortelle Og udsige plat Ald den Synds Tilfelle Folk er med belat? Ach! ach! det Register Er for stort af Tall, Den blev slet forbister Det udregne skall. Hvo saa Viise Klerke? At de kunde mærke Ret hvor tit en Mand Snuble, falde kand? Ney, den Summ er større End som Hafsens Sand! Est du saa forsigtig At du regne kand Hver en Draabe rigtig I det store Vand? Kandst du tælle Støvet Over Jordens Grund? Kandst du tælle Løvet I den grønne Lund? Da skal du først kunde Syndsens Tall begrunde, End er det u-tænkt, Hver Mand er forkrenkt, Verden i det onde Ligger slet nedsenckt. SIDE: 330 Hvor er den at finde, Der er uden Meen? Hvem er fød af Qvinde, Som kand sigis reen? Bliver hvide Duer Af en Ravn udlat? Kand mand plucke Druer Af en Torne Krat? Hvo staar dog saa sicker, At hans Fod ey vricker? Viis den kaldis maa, Aldrig sig forsaa, Hvor i gandske Verden, Meenst du slig at faa. Om mand vilde rende Med antendte Lius Verden om til Ende Udi hver Mands Huus, Udi Mark og Heede, Hvor det være kand, At mand vil opleede En retfærdig Mand, Jorden aabenbare Raabe skal og svare: Hos mig er hand ey Haved siger ney, Søger du Afgrunden? Der er ey hans Vey. Alle Mand har syndet, Ingen Mand er fri, Alle Mand har yndet Den forkeerte Sti; Alt hvad Gud behager, SIDE: 331 Holder vi for Spot, Hvad hand ey fordrager, Agter vi for got; Derfor gaar vor Lycke Paa den kranke Krycke, Sygdom, Sorg og Nød, Trang og Hierte-Stød Piner vore Siæle Til den bleege Død. Strid er her udvortis Og indvortis Frygt, Fryd og Fred forkortis, Alting er forrykt; Folket ere bange, Hiertet i dem slaar, Ligesom en Fange, Der paa Livet gaar. Syndsens Skieppe fyldis, Straffen fort forskyldis, Naar en Plage gaar, Anden straxen staar For vor Dør tilrede Banker fort og slaar. Sligt og andet meere Har vor Synd forvoldt, Hvorfor vi med fleere Burde være soldt Hen til ævig Fengsel I den mørk' Afgrund, Hvor der vanker Trengsel Uden ald Miskund; Men ô Naadens Fader! Du dog ey tillader At din arme Brud SIDE: 332 Skal forjagis ud, Naar hun dig omfavner Du trofaste GUd! Haver vi forvildet Vandret hidindtil? Og vor Tid forspildet, Vi det angre vil; Ja, vi nu vil knæle For din Throne ned, O lad vore Siæle Faae Barmhiertighed! Tænk paa Faders Hierte! Tænk oppaa den Smerte, Som din Søn udstod, Der hand Livet lod, Tænck, hand har betalet For os med sit Blod. Skulle Vreden raade Og slaa ned i grund, Hvor var da din Naade? Hvor var ald Miskund? Hvad kand du vel giøre Med foragtet Dynd? Naaden er jo større End ald Verdens Synd? Vil du plat udslette? Hvad kand du dig mætte Af vor syndig Blod? Hvad var det for Bod? Tænk dog paa dit Rygte, Der altid er god. Vi kand det ey negte, Vi jo samptlig plat SIDE: 333 Som gieldbundne Knægte I din Bog er sat, Og at vi disverre! Indtil denne Stund Skyldig er vor HErre Mange tusind Pund, Som ey kand betalis, Alt skull' der befalis At hver levend' Siæl Husbond og Gesell Ævig skulle selgis Satan hen til Træl. Men O Gud! hvad kunde Det fornøye dig, At dit Folk som Hunde Myrdis ynckelig? Det staar meget smucker' Du dem giver Bod, At de sig nedbucker Daglig for din Fod, Og med salte Taare Dig tilbeder saare, At enhver for sig Paa dit Jorderig Med et ydmygt Hierte Kunde tienne Dig. Hvor kand nogen Tunge Sige: GUd er god, Naar du slet i Dunge Slagte vil for Fod? Ingen Mand i Døden Paa dig tænke kand, Det er dem forbøden SIDE: 334 Udi Gravens Land; Kand mit Støv dig takke? Kand det om dig snakke, Udi Helvede Tudis Ach og Vee! Ja der høris andet End Taksigelse. Er vi funden bleven Dybt i din Restantz? JEsus haver skreven Med sit Blod Qvittantz; Thi saa sant hands Side Aabnet blev med Spiud Og hands Blod saa stride Randt af Kroppen ud, Ja, saa sandt hand bragtis Hen paa Kors og straktis, Alt saa sandt og vist Har du JEsu Christ Ald vor Skyld klareret, Det er uden Tvist. Nu, som vi formoder Hos vor GUd Pardoon, See, saa skal vor Broder Og for sin Person Samme Skebne nyde Og tilgivis plat, Hvad hand mod os bryde Være skal forlat; Det skal slet forgiættis, Af vor Minde slættis Baade snart og vel, Alt saa fremt vor Siæl Vil hos GUd vor HErre Vente samme Skel. SIDE: 335 Du skal dig forlige Snart med din U-ven, Før end du maa stige Til Guds Alter hen; Lad u-offret blive Gaven den du har Og dig flux begive Til Fordrag vel snar, At ey din Modstander Dig hos Gud forbander, Og andtvorder dig For din Had og Svig Dend Retfærdig Dommer Med sin Suck og Skrig. Uden ald Forhale Skal da Dommeren Tienerne befale, Strax at løbe hen Og dig hastig føre Ind for Raad og Ræt, Hvor du da skal høre En Sententz heel slet: Bort med denne Synder, Bort og med ham skynder, Skaffer denne Mand Satan flux i Haand Hen til dem som piine Legem, Siæl og Aand. Om du ville kræve Hver en skillings Hvidt, Og din Broder stræbe Effter stort og Lidt? Alt hvad du kand tegne Ham til Skyld oppaa, SIDE: 336 Hvad er det at regne, Hvad kand det forslaa Mod det GUD dig kræver? Hvad, om hand dig stræver Effter det ham bør? Giv du til, saa givis Dig det dig tilhør. Hvo som slet fornegter Christen Kiærlighed, Hand fra Gud vanslegter Og er hver Mand leed; Thi den Himmel-Fader Er aldelis god, Synden hand forlader Af sit Hierte-Rod. O at vi og tienner Alle vor U-venner! Bede got for dem Der mod os er slem, Bede, GUd omvende Hver fortreden Lem! Bander os en anden? Vi velsigne vil, Ønsker hand os Fanden, Vi vil tie still. Lad ham ikkun pukke, Blive grum og gram, Vi vil for ham sukke: GUd forlade ham! GUd ham ey tilskrive Det til Synd at blive! Vender hand sig om Og vil blive from, Da har vi vor Broder Reddet ud fra Dom. SIDE: 337 Skulle nogen blive Af saa hadsk et Sind, At hand dig vil give Slag paa høyre Kind? Før end du skull' bryde Den forønsket Fred, Før skull' du frembyde Ham det venstre med; Bedre liden Skade End hver anden hade, Stercker er den Mand Sig besinde kand, End som den, der vinder Heele Folk og Land. Vi bør os ey hævne, Skiønt os skeer Fortræd, GUD skal Sagen jævne, Ham hør Dommens Stæd; Naar vi det nu giøre, Skal vort Fader Vor Frem for Herren føre Ald' vor' Ønskis Kaar, Og vor Bøn skal komme Os til Gavn og Fromme; Men hvis det saa skeer Folck sig hadsk beteer Til et Fald og Stricke Deris Bøn da seer. SIDE: 338 Den Siuvende Sang Leed os icke i Fristelse Siungis som: Om Himmerigis Rige saa ville vi tale. I Verden mangler ingen Nød, Ey Fristelser, ey Fald og Stød Eendeel sig lader tycke, At Gud Aarsagen er dertil, Part sin Planet beskylde vil, En Part vil Skylden trycke Ind paa den kranke Lycke. De siger naar dem ilde gaar, Det dem af Gud beskieret vaar Af Ævighedens Dage; Om de foer op i høygste Sky, De ey sin Skiebne kunde fly, Hvor de i Verden drage, Mod Skiebnen maa de tage. En part tillegger andre Folk, Som de skull' være Rod og Tolck Til andens Fald og Skade, Sig selver vil de giøre fri, Men høer jeg uden Hyckleri Dig Sandhed vil oplade Af Skriftens Ord og Blade. Først du som til din' Fristelser Vil sige Gud en Hopmand er, En Løgners Værk du driver, Gud til det Onde frister ey, SIDE: 339 Hand elsket aldrig Synders Vey, Og den som Ondt bedriver, For Gud hand tryg ey bliver. GUD kaldis ingen Fristermand, Men ofte dog tillader hand At Sorg og Kaars maa vanke, Hvor ved din Tro paa Prøve-steen Hand sette vil, om den er reen, Og hvor din Bøn og Tanke Paa HErrens Dør vil banke. Hand lader tit den gode GUD, Som hand forlade vil sin Brud, Det er kon Smiile-Fagte; Det Abraham saa monne gaa, Thi Gud lod ham sin Prøve staa, Der hand det for ham bragte, Sin Søn at skulle slagte. Det var ey meent, som det var sagt, Men at forsøge Mandens Agt, Om hand vill sikker bygge Paa HErrens forrig Ord og Eed, Som Ham tilsagde megen Sæd, Guds Løfter ere trygge, Hvo skulle dennem rygge? Gud siuntis giøre Vold og Ran Paa Qvinden udaf Canaan, Der hun med Spot afspists, Og for en Hund blev skeldet ud, Men ved det samme giorde GUD, At Qvindens Troe bevists, Og Christi Rygte prists. SIDE: 340 Ald Graad, der øses ud for Gud, Den lokker os fra Verden ud, Skal os til Gode ramme; Gud være Tak for Sorg og Vee, Som fører til Omvendelse, Thi vi skal ved den samme Guds Søn i Favn annamme. Dernest est du ey vel oplært, Som siger: Det var dig beskiert Hvad Synd-Fald dig kand støde, Som Gud saa u-retfærdig var, At hand for mange Tusind Aar Dig havde dømt til Døde, Før dig din Moder fødde. Guds Øye det vel forud seer Hvad i ald Verden stedse skeer, Mand derfor ey kand dømme, At hand udvirker nogens Fald; Hver see sig, i sit lovlig Kald Hvad hannem vel kand sømme, Hvad hand bør skye og rømme. Kast Skylden ey paa Guds Forsiun, Gak til dit Hiertes skiult Paulun Dit Kiød og Blod hin kaade, Det er det, som forfører dig, Det er det som forgiører dig, Hvorfor du maa geraade I største Siæle-vaade. Vor' Hierter er forraskelig, Siig derfor ey: Gud frister mig, SIDE: 341 Hver fristis, naar hand dragis Og lokkis af Begierlighed, Og for sin Synds U-teerlighed Med naggend' Orme plagis, Med Satans Næve slagis. Vi føder Ormen i vor Barm, Hvad er det da, vi giør os Harm Paa den forkeerte Lykke? Vi selv til vor Ælendighed Befindis være største Smed, Vor egen Synd os trykke, Hvor vi vor Sag vil smykke. Tilmed er Dievelen en Aand, Som Mennisken med haarde Baand Og Fristelser beklemmer; Nu blinder hand dem Sands og Sind, Nu skyder onde Tanker ind, Nu hidser hand sin' Lemmer, Som et med hannem stemmer. Nu løfter hand en stolter Krop Paa Tindingen af Templet op Med høy-indbildet Griller; Nu atter til Fortvilelsen Nedstyrter en svar-modig hen, Og med Vantroens Briller Paa Næsen hannem spiller. Thi hvo den Kiæmpe gaar imod, Hand haver ey med Kiød og Blod Og blotte Folk at fægte, Men vældig Herrer stor af Magt, Hvis Herredom er viit udstrakt SIDE: 342 Og med u-tallig Knægte Sig Luft og Vand bemægte. Saa ligger det os høylig an, At vi her frem mod slig Tyran Med Bønnens Vaaben træde, Og bede Gud, Hand mod hans Vold Med Ordets Sværd oc Troens Skiold Os kraftig vil beklæde, At vi i Gud os glæde. Ach! at vi giver Ordet Agt, Den Stund vi staar her paa vor Vagt, En Fodsbred om at kiære Til høyre eller venstre Haand, At Fienden ey den snedig' Aand Os Passet skal afskiære Og Priisen glad hiembære! O JEsu! gak for os i Strid, Det er hver Dag og Stund den Tid, Mand skal i Kamp fremtræde, At der kand spørgis i vor Telt, At Samson haver Løven fældt, Saa mand med Hiertens Glæde Om HErrens Strid kand qvæde! Men om os kom den Fare paa? At vi vor Skandse lit forsaae, Og vige maa tilbage; Da styrk O Gud vor Tro paa ny, Vi ey med Skam af Marken fly, Men Guds Harnisk paatager, Og dermed frisk fremdrager! SIDE: 343 Saa troer vi Dig O Gud saa vel, Du som beskandset Israel I Vilden Ørck og Heede, At du for JEsu Blod og Død, Fra Satans Piiler, Skud og Stød Os kraftig vil udleede Og redde fra hans Vrede! Og om et Satans Redskab end Vor Vold og Skandser fick berendt, Og onde Folck os trykke? Saa Huus og Gods i Løbet gaar, Ach! at de aldrig dog formaar Vort Haab fra Gud at rykke, Omskiønt de tog vor Lykke. Lad Verden bromle som en Gast, Og røve baade løst og fast, Lad Dievelen bravere; Lad snappe hvad kand snappis hen, Vor Siæl er i Behold igien, Gud skal den herbergere, Hvad vil vi have meere? SIDE: 344 Den Ottende Sang Men frels os fra det Onde Siungis under sin egen Melodie. Aldrig er at hitte Nogen en i noget Kald, Som slet uden Smitte Sigis fri for Feyl og Fald; Derfor ingen forundris maa, At Gienvordighed voxer paa Og adskillig Stød og Plage, Suk og Klage alle Dage Stedse for voris Dør at staa. Stundom maa den gange, Som før sad i Gylden Karm, Stundom bliver mange Hastig riig og hastig arm; Stundom sencker vort Skib i Vand, Stundom tæris vor Huus af Brand, Nogle leggis syyg paa Senge, Saa dem lenge Smerten trenge Bedrøvelig Jammer-Stand. Nogle bliver Trøyen Af U-venner klapped brav, Andre bliver løyen Ære, Gods og Livet af; Parti plagis med stor U-fred, Part med bange Samvittighed, Stundom hader Qvinden Manden, Ønsker Fanden i hver anden, Hvor af kommer alt Ondt afsted. SIDE: 345 O GUD i det Høye Frels os fra den onde Mand! Frels fra Synd og Møye, Og alt Ondt som komme kand! Frels Søfarend' fra Hafsens Nød! Frels Veyfarend' fra Fald og Stød! Frels i Naade mig og mine Hver med sine fra ald Pine, Frels vor' Huuse fra Brand og Glød. Men hvis vi skal tage Kaarset af Guds vældig' Haand, O at vi det drage Med taalmodig Sind og Aand! At vi kysse Guds Tugtis Riis, Hvor ved hand vil os giøre viis, Takke saa den milde Fader, Som ey skader, men det lader Komme sit Navn til Lov og Priis. Hvo der nærmest sider HErrens Riis i Verden her, Hand og alle Tider HErrens Hierte nærmest er, Den hand refser, dend elsker Hand Svagest Lemmer faar først Bistand, Alle Ting er at formode Dem til Gode, der til Fode For vor HERre nedfalde kand. Naar os Kaarset trykke, Giv os Gud da den Forstand, At af Slumpe-Lykke Sligt os ey tilfalde kand, Og at saadant ey kunde skee SIDE: 346 Blot og bart af en Hændelse; Ney, ret aldrig sliige Dager, Slige Sager sig tildrager Uden HErrens Forordnelse. Tænk ey Kors og Møye Af sig selv af Jorden groor; Thi GUD har et Øye Hos de Ting, der Lykken snoor, Ja det heder: Det kommer ey Ifra Vester- og Øster-Vey, Kand og ey fra Bierge-Toppe Høygt hen oppe selv nedhoppe, Skibe løber ey selv sin Ley. Man hvis ingenlunde Vores Bøn kand virke det, At vi Straffens Onde Kand hos Gud afbede slet, Ach! da lad en Forlindring skee, Og vor Straffes Formildelse! Alt du os dog ey tilmaaler Bedsker' Skaaler, end vi taaler, Og ey i vor U-Lykke lee! Hvad vi maaer at bære, Kandst du HERRE best forstaa, Du veedst, at vi ere Brudne Rør og svage Straa, Ey som Jernet vor Magt er sterck, Styrken ey som et Kaaber-Verk; Spendt dog ey forhøyt din Bue! Vor Formue lidt kand due, Best du kiender baad' Leeg oc Klærk. SIDE: 347 Det er voris Glæde Mit i denne Jammerdal, At de, som her græde, Tusind' Aar ey græde skal; Det ey varer til ævig Tid, At Guds Israel staar i Strid; Lad Synd-Floden Tid og anden Blive standen, skiule Stranden, Siden løber den hid og did. GUD, som tørred Floden Fra fordrugned Bierge-Top, Hand og reyser Foden Under hver forfalden Krop; Dend Retfærdig', det maa du troe, Ævig plagis ey med U-ro, Tiden sin Forandring haver, Hvor hun raver, hvor hun traver, Sorgen skal sig dog engang snoe. Lad U-lycke buldre, Lad det Onde falde paa, Vi vil voris Skuldre Under Aaget bøye saa, At vi med et demødigt Sind Løber JEsum i Favnen ind, Saa skal vel det Onde rømme Modgangs Strømme, som her svømme Skal forsvinde, som Avn for Vind. Hvor fast Havet brumler, Og paa Klippen fort indslaar, Hvor høyt Bølgen tumler, SIDE: 348 Gud har dog sat Stang derfor; HErren setter og Maal og Meed For ald Sorg og Ælendighed, At den ey sig høyer' svinger Med sin' Vinger, eller springer, End at HErren det har forseed. Saadant vi bekiender, Saadant vi forsickred troer, Derfor skall vor' Hænder Løfftis op til dig, der boer I den hellige Høyheds Sted, At du kaster til Jorden ned Over os et Miskunds Øye, Agter nøye paa den Møye Dine Helgen bebyrdis med. Frels dem som dig frygte Fra sin Synd og vær dem god, Vær den Blindis Løgte, Vær den Haltes Stav og Fod, Vær den Fader-løes' et Forsvar, Hielp den Arme som intet har, Vær du GUd, den som betænker Fattig' Enker, at du skiænker Dennem Trøst af din Naadis Kar. Ach! hør hvad vi bede Kiære GUd og Frelsermand! Lad din Aand os leede Paa den Vey vi selv ey kand! Giør os fra vore Synder fri, Fra det Fengsel vi ligger i, Fra Vellysters Søvn og Leye, Fra de Veye, som hendreye Til Fordervelsens mørke Sti! SIDE: 350 Til det allersiste Bede vi dig hiertelig, Naar vi skulle miste Dette Liv i Dødsens Krig, At du rækker os da din Haand, Som bestyrker vor Siæl og Aand, Saa vi har dig paa vor Side, Naar vi stride, thi vi vide At du løser ald' haarde Baand! Lad saa Satan bruge Lenge nok sin Dievle-Træk, Lad saa Døden sluge De fordømte Siæle væk, Lad dem stødis til Pølen ned, Naar vi reyser til GUd i Fred, Lad dem pinis, giv os Glæde, Naar vi qvæde, lad dem græde, Giør det for din Retfærdighed! Saa vil jeg og mine Takke dig til ævig Tid, Som fra Pøl og Pine Har ved Christum os befrid, At vi salig henvandre kand Til vor Himmelske Faders Land, Og indtage der det Sæde Du beredde os til Glæde! Lov skee Fader og Søn og Aand! SIDE: 351 Den Niende Sang Thi Riget er dit og Krafft og Hærlighed i Ævighed, Amen! Siungis under sin egen Melodie. Til Fader Vor at ende, Da siunge vi nu frit, Vi siunger og bekiende, At Riget det er dit; O GUD, din HErre-Magt Er over gandske Jorden Med Ære vidt udstrakt. Vor' Verdslig Herrer ere Paa Throner høyt opsat, Af Guld de kroner bære Med prægtig Stand og Stat, Eenhver har nock for sig, Men hvad de har og eyer De haver det af dig. Det være stort og meget, Hvor stort det være vill, Det er ey deris eget, Gud legger dem det til; Hand sætter Konger ind, Hand atter dem afsætter, Som hærsker mod hans Sind. En Kiempe kand ey lide Paa Hest og megen Magt, SIDE: 352 Forgievis skal hand stride, Forgievis er hans Agt, Hves GUD i Værket ey En Finger med vil have, Da gaar hand Dødens Vey. Ahsverus lod sig skrive Monark udi sit Brev, Et hundred, siuv og tive Hans Riger regned blev, Dog er Ahsverus død, Hans Riger er henfalden I fremmed' Herrers Skiød. Saa vexlis Jordens Riger Fra een til anden hen, Een ned af Stolen stiger, Een anden op igien; Men GUd! dit Rige staar Hos dig er ey Forandring, Du bliver den du vaar. Naar du saasom den gamle Opsætter dig paa Stool, Da skal sig for dig samle Fra Noor- til Sønder-Pool Hver Jordens Potentat, Og skal fra sig levere Ald Magt og Mayestat. Et verdslig Regimente Er tit i saadan Nød, At det ey kand indrente Indbyggerne sit Brød; Men GUds Forsiun staar ved, SIDE: 353 Fra Slegt og indtil anden Med ald Nødtørftighed. En Saulus faar en Krone, En Paulus faaer en Bog, en Adam faaer en Kone, En Fisker faaer en Krog, En Bonde Plog og Harv, En Betler faaer en Pose, En Søn sin Faders Arv. De Herrer vi her haver Maa døe, som Mennisken, Mand dem til deres Graver Som andre bærer hen, Forraadnelsen de seer, Et Huus paa andet falder, Alt Kiød er Støv og Leer. Guds Ild skal slet opæde Det gandske Firmament, Forvandlis som et Klæde, Til Aske blive brendt; Ald Jorden skal forgaa, Men HErrens Aar og Dage Skal u-forandret staa. Da hører dig alleene O HErre! Riget til, Hvo kand dig det formeene? Du giør alt hvad du vil I Himmel og paa Jord Og alle Ting bestyris Alt ved dit Guddoms Ord. SIDE: 354 En Pharao fortryder, At Gud er over ham, Naar Gud ved Mosen byder, Da bliver Kongen gram; Hand maa dog see der paa, Hvor hand ved HErrens Vrede I Havet skall forgaae. Lad Kongerne tilhaabe Med Førsterne raadslaa, Sin Krigshær sammenraabe I Marcken ud at gaa, Lad blæse til Allarm Mod HErren og hans Salved', Det skeer dem selv til Harm. De stoler paa sin' Buer, De drister paa sit Sverd, De pucker og de truer, Som det var noget værd; Men HERREN leer der ad, Hand før en Karl har løftet Af Sadlen, der hand sad. Thi skal enhver regiære Sin' Riger gudelig, Bekiende Gud at være Een Høvding over sig; Hvad er en Keysers Stand? Hand er Guds Under-Herre, Men ey hans Lige-Mand. Dernest vi dig tilskriver O GUd! ald Kraft og Magt, SIDE: 355 At Samson Løven river Som Kied i Stykker flakt; Er hand end nok saa sterk, At hand kand tusind' fælde? Det er, O GUd! dit Værk. Hans Haand ved HErrens Hænder Den store Gierning dreev, Der GUd sig fra ham vender, Hand svag som andre bleev, Naar GUd târ sit igien, Da falder Seyer-løse De sterke Kiemper hen. Hvad er vor egen Vælde? Hvad gavner vor' Anslag? Vi kand den Spurv ey fælde Der sidder paa vort Tag; Vor Konst ey duer stort, Det Haar, der hviit er farvet Vi ey kand giøre sort. Til Striden at fuldende Vor Styrke hielper ey, At løbe snart og rende Hialp ey vor fødders Vey; Til Næring hialp ey det, At Folk er viis og kloge, Men sligt er GUds Udrætt. Vel kand de Stolte braske Med megen Puk og Trods, Det er kun Støv og Aske Med dennem og med os. De Store feyler och, SIDE: 356 De regnis som for intet Paa HErrens Tælle-Stok. Ey os, ey os, O HErre! Men dig hør Priis og Tak, Alt hvad vi hâr disverre! Er idel Skam og Lak; Os hør vor Blussel til, Men dig bør ævig Ære, Den vi dig give vil. Hvorfore vi bekiender, At Magten er af GUD, Det staar ey i vor' Hænder At vi gaar ind og ud; Een Mund ey tale kand Og kalde JESUM HERre, Foruden GUDS Bistand. Guds Engler og Udvalde, Samt og de fire Diur Skall fvr din Stool nedfalde Med alle Creatuur, De skal udraabe frit, At Hæder, Magt og Styrke Og Riget det er dit. Som alle Vand udflyder Did hen hvorfra de kom, Fra Havet ud de bryder, I Havet faar de Rom, Ald Ære kom fra dig, Den dig igien skal givis Nu og ævindelig. SIDE: 357 Hertil mand AMEN siunger, Et AMEN det er vist, Dig priiser alle Tunger Ved Sønnen JESUM Christ; Vort AMEN skal staa fast, De Fromme timis Glæde, De slemme Skam og Last. SIDE: 358 DAABENS SACRAMENTE Gaar hen, lærer alle Folk og døber dem i Navn GUD Faders, Søns oc Hellig Aands Siungis under sin egen Melodie. I vor HErres JEsu Navn Vi nu foretager Daabens Ord, at see hvad Gavn Den til Kirken drager; Daabens Sacramente Sætter ud paa Rente En anseelig Capital, Som Kirken hàr at hente. Christus sin' Apostler gav Order, ud at fare Verden om fra Hav til Hav Ingen Fliid at spare, At de skulle lære Alle Folk, som ere Paa den gandske Jordens Kreds, En ævig GUd at være. At GUd Fader, Søn og Aand Lader dem tilbyde Ved et u-opløsligt Baand SIDE: 359 Christendom at nyde, Hvilken mand begynder Naar at Folk sig skynder Hen til Daabens reene Flod At vaskis af sin' Synder. Spørger du: hvad Daaben er? Det vil jeg dig sige: Det en Anfang er i sær Til GUds Naades Rige; Hvo sig lader døbe Hand kand frit indløbe Til vor HErres Naade-Stool, Og uden Penger kiøbe. Daaben er et Bad af GUd, Hvilket hand indsætter, Ey at toe vort Kiød og Huud, Eller Legems Plætter; Men at Folk alleene Vaskes kunde reene Fra den Synd, os Adam hâr Paalagt, som tunge Steene. Moders Synd og Moders Blod Drikkis ind tillige, Saa den bliver Nyre-grod, Kand ey let afvige; Adam fødde Sønner, Som ey vare skiønner' End hans eget Contrafey, Hvor af mand got ey rønner. Hvor er den, som kand en Reen Af Besmitted give? SIDE: 360 Raaden Rod og raaden Green Vill tilsammen blive; Anden Arv og Eye Bringis ey til Veye. Jeg er af en syndig Sæd, Og fød i syndig Leye. Saadan er Naturens Stand For en Søn og Pige, Kiød og Blod ey arve kand Himmerigis Rige. Mand skal Adam døde Hos de nylig føede, At de skabis om paa ny Ved JEsu Blod det røde. Saadant skeer ved Aand og Vand, Som er sat i Daaben, At Guds Rigis Dørre kand Staa for Barnet aaben, Sønner i sin Moder Er kon vissne Poder; Men ved Daaben bliver hver En JEsu Christi Broder. Ved Naturen givis mig Af Forældre Livet, Men mit Liv det aandelig Er ved Christum givet; Jeg blev HErrens Pode, Som i Christo groede, Da Vandbadet i hans Ord Blev skienkt mig til Gode. SIDE: 361 Christus kom med Vand og Blod Kircken at begave, Hvilket Hand os effterlod Til en Skik at have, At hans Navn og Minde Aldrig skulde svinde Af hans Venners Sind og Hu Hos nogen Mand og Qvinde. Gamle Pagt den lyder saa: Barnet skal omskiæris; Men vi lader voris Smaa Hen til Funten bæris; Gamle Pagt er svunden Og en ny oprunden; Lovet være JEsus Christ, Som Pagt med os har bunden! Kand de Gamle rose sig, At de var omskaaren, Da kand jeg og roese mig, At jeg er udkaaren, Ved min Daab at stige Ind i Christi Rige, Hvor Gud Fader, Søn og Aand Nærverend' er tillige. Alle Tre Personer skal Vidne med mig bære, At jeg blant GUds Helgens Tal Tegnet staar at være, Og mit Navn er bleven Ind i Bogen skreven, Hvor det ey til ævig Tid Skal vorde sønderreven. SIDE: 362 Daabens Vand os vel aftoer, Dog paa denne Maade, At end Syndens Levning boer I vort Kiød hin kaade, Hun ey slet aflader, Men os intet skader; Thi GUds Søn har fyldistgiort For os alt hos sin Fader. Tagis ikke Synden væk, Straffen er dog tagen, Dommen giør os ingen Bræk, GUd tog paa sig Sagen, Den mon hand clarere, Os ey krævis meere; Lad saa Dievel, Synd og Død Kon lenge nok bravere. Dernest vi ved Daaben faa Denne Krafft og Styrke, At vi Synden kand modstaa Og GUD trolig dyrcke, Fri fra Syndsens Tømme, Fra dens Herre-dømme, At vi saa alt mens vi vill Kand Syndsens Magt undrømme. Men at Aanden giør med Vand Hemmelig Foreening, Sligt gaar over ald Forstand Og Fornuftens Meening, GUD det saa vil have, GUD det saa vil lave, Hvorfor skulle jeg og du Ind i Guds Løndom grave? SIDE: 363 Kiød og Blod umuelig kand I Guds Dyb sig fæste, En Gudfrygtig Simpel Mand Bliver her den beste. GUD skal priset være, Som os her vil lære, At Hand vil det ringe Vand Saa stor en Krafft forære. Hermed staar det Ord ved magt Gud har ladet tegne, At Hans Veye ligger stragt Her og allevegne Indtil Jordens Ender, Om vi dem ey kiender, Hand i Vandet har sin Sti, Og frit paa Skyen render. Gud har giort Mirakler før Mit i Vand og Strømme, Jernet, som det lille Rør Maa paa Bølgen svømme, Havit maa sig skille, Sig lydagtig stille, Bonden blev en slagen Vey For dem der reyse ville. Israel der giennem gik Blev ey vaad paa Foden, Pharao sin sidste Drik Drak hen under Floden. Hannem var det Døden, Dem en Hielp i Nøden, Dem var Vandet til en Muur, Men ham blev det forbøden. SIDE: 364 U-skadd skal og voris Smaa Daabens Vand indgange, Synd og Adam skal forgaa, Sin U-lykke fange. Vandet giør os sunde, Hine gaaer til Grunde, Er det ey Forundring værdt, At GUd saa frelse kunde? Vandet i Bethesda Dam Af en Engel røris, Den blev karsk, der før var lam, Naar hand deri føris; GUd giør end det samme, Synden blîr til Skamme, Naar hand i det hellig' Bad Vor Ungdom vil annamme. See, saa haver HErren giort Davids Huus en Kilde, Som skal flyde fort og fort Aarle, samt og silde, Den skal aaben være, Hvo det vil begiære Det skal hannem stande frit, GUds Navn skee Priis og Ære! Passer derfor flittig paa, At I kand de mindre Til den Hellig Kilde faae, Og dem ey forhindre, Lader dem tillige I Vand-Badet stige; Thi de Smaa har og en Ræt Til Himmeriges Rige. SIDE: 365 Haver Gud de Smaa forleent Aand og Hellig Naade? Hvo vil have dem formeent Vandet og det Vaade? Aanden vi skattere Tusind gange meere End ald Jordens Elv og Aa, Om de var ti Gang fleere. Nægter GUD en lille Lem Ey sin Himmel-Gaver? Hvorfor skull' vi nægte dem Det som Jorden haver? Hvad er Jordens Klode Mod det meget Gode, Som vi har i Himmelen Hos HERren at formode? Agter I Forældre det; Thi den Sag er vigtig, Glemmer ey den Skyld og Ræt I de Smaa er pligtig; Hvis I det forglemme, Da skal I fornemme, At vor Gud ey glemme skal I sin Tid Jer at gremme. Der kom til en Konge frem Fordom en og klaged: Ach! en Handel meget slem Haver sig tildraged, Her kom en og sende Mig en Mand i Hænde, Sagde saa: Forvar den Mand, At hand ey skal undrende. SIDE: 366 Skeer det at hand kommer bort, Da skal du det svare, Og din Siæl skal settis fort For hans Siæl i Fare; Men vil I nu høre, Jeg fik lit at giøre Med min' Sager hid og did, I mens løb hand paa Dørre. Kongen svared aabenbar: Du skal det undgielde, Over dig din Mund du hâr Ladet Dommen fælde; Jeg advare lader Ligesaa hver Fader, Hvis din Søn u-døbt døer, Da viid, at GUd dig hader. Er det din Forsømmelse, Barnet Daab maa miste? Da Væ dig! ô Væ! ô Væ! Du som bedre vidste; GUd skal sikker kræve Af din Haand og Næve Det u-skyldig Barne-Blod, Og paa det yderst' stræve. Bærer da til Funten frem Jers nyfødde Planter, JEsus skal velsigne dem, Og som Diamanter Meget smuk og nætte Paa sin Haand dem sætte; Det er deris Brøllups Dag, De skal den ey forgiætte. SIDE: 367 Da skal hver Mand sige saa, Naar de Mund oplukker; GUd velsigne disse Smaa! Disse smukke Dukker, Ønsker dem til Lykke! GUd skal det samtykke, JESU! tag din unge Bruud, Hun er dit Hiertes Smykke. SIDE: 368 DEN ANDEN SANG OM DAABENS SACRAMENTE: Hvo som troer og er døbt, hand skal blive Salig; Hvo som ikke troer, hand skal fordømmes. Siungis under sin egen Melodie. En Gud, en Daab, en Tro, Een eenist' hellig GUd og ikke to, Det er vort Symbolum Her i vor Christendom, Det vil vi frit bekiende Den heele Verden om. En hver som bliver døbt Til HErrens Billed bliver hand omstøbt, Hvad Adam tabte hen, Det giver os igien Vor Frelser JESUS Christus Ved Igienfødelsen. Den gammel Adam døer, Den anden Adam os retfærdig giør, Saa fødis Folk paa ny I hver en Stæd og By Ved Aanden og ved Vandet, Som flyder ned af Sky. SIDE: 369 Hvorledis det tilgaar? Fornuften ingenlunde det forstaar; Vi bliver ved vor Tro, Den er en sikker Bro, Naar den paa Christum fæstis, Da kand vi trygge bo. Har Christus selv det sagt, Hvi skal Hans Ord ey blive da ved Magt? Hand seer det vi ey seer, Hvad som u-siunligt skeer For Guds aldseend' Øye Det siunlig sig beteer. Om Aanden siunis ey, Hand dog i Daaben har sin lønlig Vey, Jeg seer og ey min Siæl, Saasom jeg seer min Hæl, Dog er hun til og lever, Det veed jeg gandske vel. Du hører Væjr og Vind, Kand aldrig dog befatte med dit Sind, Hvor fra den har sin Spring, Hvor hen den far omkring, Hvor vil du da begribe GUds Himmel-skiulte Ting? Er Jordens Element Og dens Aarsager dig slet u-bekient, Hvad pønsker du da paa, At vil den Kraft forstaa, Som HErrens Aand udvirker I Hiertens skiulte Vraa? SIDE: 370 GUds Rige komme maa, Dog ikke saa, at hver Mand seer derpaa, GUds Søn som kom her ned Veed om den Sag Beskeed, Hvorfor hand ogsaa vidner Om det hand haver seed. Mand seer ey Verdens Lius, Før mand er fød og ført fra Mørkheds Huus, Saa seer ey nogen Mand GUds hellig' Lius og Land, Førend hand igienfødis Fra sin u-reene Stand. Mand Salighedsens Dag Ey sætte bør paa Tid og lang Fordrag, Jo før i Pagt med GUd, Jo før døer Klinten ud, Jo før ogsaa forvissner Den onde Mands U-krud. Saa kommer, kommer frem, Oc henter Vand til hver en tørstig Lem, Her skienkis Aqvavit, Det kand I kiøbe frit, I faar det uden Penge, Er det ey god Profit? GUDS Mand Ezechiel Forklarer os den Handel meget vel, Hand saae, hvor der udbrød En Kilde klar og sød Fra Templets Dør mod Østen, Som ud til Havet flød. SIDE: 371 Da det i Havet falt, Blev Vandet sundt, som før var slemt og salt; De Fiske deri flød Den samme Lykke nød, De bleve deri friske, Og reddet fra sin Død. De Fiskere der stod Paa begge Sider runden om den Flod Med Garnet vidt udstragt De droge med ald Magt En Hob u-tallig' Fiske; Saa gik det med den Agt. Guds Ord er Lifsens Vand, Som under Templets Dør udflød og rand, Den flød af Jesu Mund Og giorde Verden sund, Vor Daab os alle samler Med Gud i ny Forbund. Saa mangt et Moders Barn De geistlig' Fisker' fanger i sit Garn, Guds Kirke til Profit I Verden bret og vidt, Naar Folck paa HErrens Vegne Fra Synden sigis qvit. Her hos eragtis ock; Naar Barnet bæris frem til Funtens Stok, At det i Daaben faar Det Siælen best anstaar, Jeg meener Troens Gave, Guds Aand det Værk formaar. SIDE: 372 Ey nogen, nogen Mand Foruden Troen HErren tækkis kand, Den tændis i de Smaa, Dog vi det ey forstaa. GUDS overvettis Naade Der har behaget saa. Det siunis underligt, At een Nyfød kand dog tilegnis sligt, Ja slig' Spee Børens Siæl, Der ey kand vide vel Fra Høyre Haand til Venstre At giøre ret Forskiel. Hvad skal her svares til? Gud under sine Gaver hvem hand vil, Var hand de Smaa saa sød, At hand for JESU Død Har dem til Himmerige Udvalt før de blev fød. Har Gud sin Aand indgydt Sanct Hans endda i Moders Liv indknydt? Hvi sigis ney da til, At hand sin hellig' Ild De Smaa i Daabens Vande Ey give kand og vill. Merk det min Ven, og lær, Alt u-fortrydelig Guds Gaver er, Hand angred aldrig det, At hand med fri Forset Har den og den benaadet, Det er hans Friheds Rett. SIDE: 373 Men er der noget til, Som Troen siden fra sig skille vill? Hand skal udstødis bort Fra HErrens Naades Port, Og regnis for en Hedning, Hves Siæl er slet forgiort. Hvo som sin Daabes Pagt Og Christendom frivillig har opsagt, Hand udelukkis skall Fra Christne Lemmers Tall, Og stødis uden Naade Til Pølens ævig Qval. GUD Fader, Søn og Aand, Mod hvilke hand har brudt sin Æed og Baand, Skal den forsoren Hund Foruden ald Miskund Paa Vredens Dag fordømme Til Helvedes Afgrund. Afsigten bliver saa: Gak du Forbandet til den mørke Vraa, Fra Guds Ansigte bort, Hvor du der fort og fort Ælendig skal undgielde Det Onde du har giort. Dig hielper ingen Bøn, Dig hielper hverken Gave eller Løn; Thi see, paa hvilken Stæd At Træet falder ned, Der skal det ogsaa ligge, Saa gaar det dig og med. SIDE: 374 ALTERENS SACRAMENTE FORFATTET I TRENDE SANGER Dend første Sang om Brødet, og dets Indstiftelsis Ord, SAA LIUDENDE: I den Nat, da Vor HErre JEsus Christus blev forraad, tog Hand Brød, etc. Siungis som: Den signede Dag er os beteed, etc. O JESU for din Alter-Fod Vi kommer her at knæle, Og søge der en Helse-Bod For vor' afmægtig Siæle; Vi kommer paa dit Guddoms Ord Som Giester til dit Bryllups Bord, At spisis af dit Manna, Giv os en salig Smag derpaa, At vi til Priis dig siunge maa Et frydigt Hosianna! Der til Valeet et Maaltid stod For dine Tolv anrættet, Hvor du dit eget Kiød og Blod Til Spise har indsættet; SIDE: 375 Den samme Nat du blev forraad, Den samme Nat du Nadver aad Med Judas og de fleere; Da Folket tænkte paa din Død, Da tænkte du paa Himmel-Brød Og Viin dem at levere. Et Paaske-Lam i gammel Skik Var given vore Fædre, I Christi Tid den Skik forgik, Hand stifftet ind et bedre, Det var hans eget Kiød og Blod, Sligt Paaske-Lam var vel saa god, Ja dyrer' tusind Gange, Hans Kiød i Brødet bæris frem, Saa mættis hver en hungrig Lem, Var de end nok saa mange. I Folk lyksalig skattis maa, Som Christi Nadver smage, At Eders Øye seer der paa, Og eders Mund det tage. Hvor mange Konger hiertelig Dend levend' Dag forønskedt sig At de det skue kunde! Hvor Hierte-gjerne vilde de Sin JEsum her Personlig see, Men nøed det ingenlunde. Vi nyder det vor Fædre før Med stor Attraa begiæret, Os aabnet er den Friheds Dør I fordom lukt har været; Nu løber Folcket aabenbar, Til HErrens Bord i Par og Par, Det er en deylig Glæde! SIDE: 377 En Synder, om bodfærdig, kand I Sælskab hos sin Frelsermand Til Disk og Dug fremtræde. Der Abraham sin JESU Dag I Aanden fick at skue, Hans Hierte blev med Velbehag Opfyldt af ald Formue; Hvor meget meere sømmer sig, At jeg, O JEsu! glæder mig, Naar jeg Dig selver smager? Den Mad skal mig bekomme vel Og styrke baade Liv og Siæl Mod mange Siugdoms Plager. Du gav i det velsignet' Brød Dit eget Kiød at æde, Og din' Discipler først indbød Til Bords med Dig at træde, Der efter gik Befalning ud, At for enhver, som med sin GUD I Naade vill samtykke Skal dette Bord strax staa bereed, Hver hungrig Lem maa glædis ved Og ønske sig til Lykke! Den gammel Adam Frugten aad, Men det bekom ham ilde, Hand giorde sig et stort U-raad, Og Paradis forspilde; Den Anden Adam JEsus Christ Opretted hvad som blev forliist Ved første Fald og Spise: Hand stifted ind en Siæle-Bod I Brød Sit Kiød, i Viin Sit Blod, Og strax fandt Folck en Lise. SIDE: 378 Vel siuntis Eblet være guult Og ønskeligt at skue, Men Døden laa der under skiult, Alt Kiød strax maatte grue; For den skyld gav vor Frelsermand Det Blod, som af ham Selv udrand Udi det Saar at stryge; Saa blev hans Blod et Siæle-Bad, Saa blev hans Kiød et Læge-Blad For Synde-folk og Syge. En Qvinde kand sin Ære-Stand Udraabe skiøn og prægtig, At hun har selv en Ægte-Mand, Og er hans Legem mægtig; Høyt skatter jeg mig lykkelig, At jeg, O JEsu! eyer dig Een Ven til Venners Glæde. Din Kiærlighed er mangefold, Du gavst Dig hen i Venne-vold Dit Kiød og Blod at æde. Nærværende jeg JESUM har I Brød og synlig Drue, Min Haand skinbarlig derpaa târ, Mit Øye kand det skue; Min JEsus er mig gandske nær, Saa nær, at jeg ham selver bær Fornøjet i mit Hierte. Vil ey Fornuften saadant troe, Da lad det Asen kon beroe, Hun giør mig ingen Smerte. Jeg troer, at jeg i Kalk og Disk Hans Blod og Legem nyder, SIDE: 379 At jeg i Hiertet bliver frisk, Naar hand sig selv frembyder. Vill en Calviin staa der imod? Min Tro staar derfor lige god, Hvad skiøtter jeg hans Grille? Giv hannem kon det bare Brød, Giv mig i Brødet JEsu Kiød, Saa faar enhver sin Ville. Er Sacramentet hannem nok At laane GUD en Tanke, Da vil jeg Mund og Hiertet ok Med alle Lemmer sanke, Og sige saa: Kom! JESU, kom! I dette Hierte-sted og Rom Vill jeg dig Bolig lave, Her faar jeg dig forærende, Her staar du mig nærværende, Dit Huus i mig at have. Du siger selv om Brødet saa: See, tager det og æder, Det er mit Legem I skal faa I, som til Bordet træder, De Ord jeg ey forandre vil, Jeg holder dem, mens jeg er til I sin enfoldig Meening; Hvad Gud har sagt, det bør at staa, Og Sacramentet bliver saa En Kiøds og Brøds Foreening. Jeg ikke det forvende tør Hvad Gud for Got har fundet, Og Mennisken ey skille bør Hvad Gud har sammenbundet; Nu siger HErrens Ord og Mund, SIDE: 380 At Brød er Christi Kiøds samfund; Der ved maa det og blive, Ey tagis fra, ey leggis til, Jeg Guds Befaling gierne vil Mig lydig undergive. Jeg veed, det er umuelig, At HErren liuve skulde, Udi Hans Mund var aldrig Svig, Hans Ord staar mig for fulde; Paa samme Guds Tilsagn og Ord Gaar jeg til HErrens hellig' Bord I JESU Navn at træde, Og takke Gud ret hiertelig, At hand saa værdig holder mig At jeg hans Kiød maa æde. Den Dag du var Zachæi Giest, Det blev hans Huus til Ære; Jeg troer, du mig saa naadig est, At du min Giest vil være, At du samtykker Huus hos mig, Alt hvad jeg eyer skal jeg dig Til Tienist færdig have, En knælend' Fod, en foldet Haand, En sukkend' Mund, en knuset Aand Det er min Skienk og Gave. En Daare spør af sin Forstand Om Alters Sacramente, Hvor Christus der indkomme kand? Vill derpaa Svar forvente, Jeg svarer dig: Gud har sin Vey Paa mange Stæder, hvor at ey Du vide kan til Prikke. SIDE: 381 Hvad sagde Jacob Patriarck? Gud er i denne Stad og Marck, Dog vidste jeg det ikke. Da Guds Discipler samled vaar Forinden lukte Dørre, Guds Søn iblant dem synlig staar, Men Kiære, Jeg maa spørre: Hvor kom hand ind at findis der Forinden Laas og Lukkelser? Kandst du det Sprog forklare? Est du saa viis, da sig mig det, Saa skal jeg dig Guds Løndom ret Omsider aabenbare. Den samme Krop at JEsus fik, Da ham hans Moder avled, Den samme, som med Hug og Stik Paa Korsets Træ blev nagled, Det samme, ja det samme Kiød Uddeelis skal til mig i Brød, Det veed jeg fast til Prikke; Men Maaden, hvordan saadant skeer Og den Foreening sig beteer Veed jeg aldeelis ikke. Men om jeg ikke kand forstaa Guds Vey og skiulte Maade, Jeg tviler dog der intet paa, Men lader HERren raade. En simpel Giest har og et Rom I HErrens Huus og Helligdom, Min JEsus mig der møder, Om jeg ey lige veed Hans Vey? Hand dog mig arme Synder ey Bort fra sit Bord udstøder. SIDE: 382 Lad den Vellystens lækre Slegt Sig dyre Rætter kiøbe, Lad dem for Lengsel af Confect Til Apotecket løbe; Lad dem der stoppe Tarm og Buug, Jeg søger til den Disk og Duug Min JEsus for mig breder, Jeg bedre er med ham tilfreds, End om jeg eyed Jordens Kreds Med alle Land og Stæder. Alt hvad i Luften, Land og Vand Sig rører og beveger, Det haver Gud sat for vor Tand, Mand kaager det og steger; Gud skaffet har til vor Stabbuur Det største med det mindste Diur, Samt Frugt paa grønne Grene; Men gaar vor Siæl en Hunger paa? Da maa du JESU færdig staa Til Spiise selv alleene. Det er den eene Rætt og Mad Vor Siæl sig ved kand mætte, Naar andre lader Fad hos Fad Paa fulde Bord fremsætte. Hun trivis ogsaa vel deraf, Om mand ald Verden hende gav, Hun blev ey saa fornøyet. Hun siger: JESUS er mig sød, Om Hand kom i det bare Brød Mig stillis frem for Øyet. Det gaar hermed paa samme Skik, Som det i fordom Dage SIDE: 383 Med Daniel Propheten gik, Hand intet vilde smage Af det, som kom fra Kongens Disk, Hand fant sig vel saa karsk og frisk Af Moos i Vand beblandet; Saa tykkis og en hungrig Siæl, At hun med JESU nøyes vel, Og ey med noget andet. En høyer' Skat ey ønskis kand Af aldt det mand kand have, End at vor egen Frelsermand Os givis til en Gave! Hand siger saa den Himmel-Ven: Det er mit Legem, tag det hen, Jeg vil jer det forære, Vi faaer Ham vist saasom hand er, Vi faaer ham efter vor Begiær, Hvor kand det høyer være? Vi kand Ham ikke nærmer gaa, Mand gaar det paa det næste, Hand giver hvad hand kand formaa, Det meste med det beste. Har hand sit Legem ikke spart, Som var saa hellig, dyrt og rart, Hand ey det andet sparer. Er os forundt den beste Deel? Det mindre baade halv og heel Hand vel til os bevarer. Bær hand Omsorg for vores Siæl, At den skal intet fattis? Vor Krop hand og forsørger vel; Thi hvad kand Kroppen skattis Mod Siælen, som er kiøbt saa dyrt? SIDE: 384 For hvis skyld JEsus selv er myrt, Vi tør ey ved at sørge: Hvor skal vi Mad og Dricke faae? Og Klæder os at drage paa? Lad Gud for saadant sørge. Et Hiertens Ord jeg seer at staa I Texten blant de Stæder, Hvor at vor HErre siger saa: Det givis hen for eder; Det Ord, for Eder, kræver ud Et Hierte, som fortroer sin Gud, Det Ord er Søm og Spiger, Som nagler alle Hierter fast, At ingen Synder blir forkast, Der efter HErren skriger. For Eder, Eder een og hver Leed JESUS Saar og Vunder, For Eder, ja for hver i sær, Her tagis ingen under. Saa mange, som vil komme frem, Guds Søn forsmaar ey nogen Lem, Som Hannem vil opleede. Hos GUD er stor Forladelse, Og saa forsamlis Troende Paa Jorden er adspredde. Til alt Folk under Himmelen Guds Kaarses Kraft sig strækker, Saa vit som Veyen ligger hen, Og Landene de rækker. Her er en fri Tilgang til Gud, Vor HErris JEsu blodig' Huud Har aabnet os de Dørre, SIDE: 385 Tag du ved Troen ham i Favn, Saa skal Pardoon i JEsu Navn Udraabis for dit Øre. I Christne Folk, ô kommer nu, Og hielper os at siunge! At komme JESU Død ihu Med hellig Mund og Tunge. Tak, Tak! ô søde JEsu Christ! Tak for alt Got os er bevist! Tak for din Død og Pine! Tak for du var saa tryg en Ven, At du dig selv har givet hen For mig og alle mine! Priis være dig for hver en gang Du spiset har vor' Siæle! Lov være dig, som hialp af Trang, Da Synden vild' os qvæle! Gud Fader Selv af Himmerig Til ævig Tid velsigner dig, Som drog den tunge Byrde, At du din Fader lydig vaar, Og løste de fortabte Faar Fra dem os vilde myrde! Dit Minde skal, ô Jesu! staa Uglemt i Sind og Tanker, Mens Brød af Agrer er at faae, Og Druer groer paa Ranker, Og hvor der brydis hellig Brød, Da skal forkyndis HErrens Død Blant unge Folck og gamle, Indtil du siunlig kommer frem I Skyen os at hente Hiem, Og i dit Rige samle. SIDE: 386 Den Anden Sang Om Viinen og dends Indstiftelsis Ord: etc Ligesaa tog hand og Kalken etc. Siungis under sin egen Melodie. Blant de Guds Velsignelser, Os HErren med betænkker Ingenlund det ringest er, At hand for os indskienkker I Kalken JEsu Rosens Blod Fremsat i perset Drue, At bruges til en Siæle-Bod Mod Sorgens Ild og Lue. Texten siger: JEsus tog Den signet Kalk i Hænde, Der den Aften Stund paadrog, Og Nadveren fik Ende, Hand tacket Gud og Kalken gav Til dem ved Bordet sade, Hand sagde: drikker nu her af, Det er jer til stor Bade. SIDE: 387 Drikker alle, drikker frit, Det er mit Blod her skienkis, Hvor I far i Verden vit, Da skal min Død betænkis, Det er mit Blod, som øsis ud For Eders mange Synder, Hermed jeg mellem Jer og Gud Nyt Testament begynder. Kiære Siæl, betænk dog nu Hvor sød din JESUS smager, Tænk, hvad Lengsel og Omhu Hand for din Frelse drager; Sit eget Blod Hand byder frem, Din Tørst dermed at slukke, Hand frelser dig og alle dem, Der om Forløssning sukke. Fordom tid opoffret mand Et Blod af Lam og Vædre; Men det Blod paa Kaarset rand Det frugtet meget bedre: Det Blod fik baade Maal og Mund, Og lod ey af at skrige, Før HErren rørtis til Miskund Og maatte Fred tilsige. Abels Blod udgav et Raab, Det stak som Syyl og Snerte, Cain tabte Mod og Haab, Gik med fortvilet Hierte; Men Jesu Blod et Mæle gav Paa meget bedre Maade: Det eene skreg om Hævn og Grav, Det andet skreg om Naade. SIDE: 388 Det er Herrens Pagtis Blod, Den Pagt bør ingen bryde, Det er Herrens Naade-Flod, Den Flod maa stedse flyde. Det er hans sidste Testament, Mand bør det ey forvende, Det er en Guds Bogstav og Prent, Som staar til Verdens Ende. Er det dog en Mand tillat Den Myndighed at have, Naar hans Testament er sat, Og hand er lagt i Grave, At ingen af hans Arvinger Forandre tør en Prikke, Men Effterkommer' een og hver Skal sig derefter skikke. Skal da HErrens egen Søn Ey have Magt at fordre Af dette syndig' Adams Kiøn, At de hans Skick og Ordre, Som hand dem self har stiftet ind Aldeelis efterlever, Og ey som deris eget Sind I Galskab sammen væver? Nogle slet borttage vil Guds Blod af Kalk og Skaaler, Nogle legger meere til End Sacramentet taaler; Eendeel indmuure til hans Krop Og staar paa denne Lære, At Christus foor til Himmels op, Kand derfor her ey være? SIDE: 389 Nogle spør: hvor kand det skee, Mand Herrens Blod kand drikke? Øyet kand det ikke see, Og Haanden føler ikke? Saa vil Fornuften raade for Og Maaden foreskrive, Men hvordan det i Lengden gaar Vill Tiden dig vell give. Salig est du Mand der troer! Det Øyet ey kand sigte! Du paa Guds Tilsagn beroer, Thi Troen bør ey svigte. See! Gud jo Busken brende lod, Den kund' dog ey forbrendis, Saa drikkis altiid JEsu Blod, Og kand dog aldrig endis. Tykkis dig, at Vinen ey Med JEsu Blod beqvemmer? Vill Fornuften sige ney, At sligt ey sammenstemmer? Da tænk, at HErrens egen Mund Har self den Skaal paabøden, Hans Ord staar fast som Muur og Grund, Jeg troer dem indtil Døden. Staar dog den Foreening fast Imellem Mand og Qvinde, Naar Guds Baand paa dem er kast, At de sig slet forbinde? Et Hierte, Siæl, et Liv, en Aand, Et Kiød de To skal være; Hvi skal da HErrens Pagt og Baand Ey nyde samme Ære? SIDE: 390 Dersom Tre Personer kand Ret sigis Et at være? Dersom Aand og Blod og Vand Til Et i Skriften ere? Kand To Naturer meget vel I en Person foreenis? Da troer jeg og med Ret og Skell, At Blod i Viin forleenis. Naar at Gud forsikre vil Sin' Himmel-høye Gaver, Bruger hand der offte til De Ting, som Jorden haver. Hand ofte det u-siunlig saa Ved siunlig' Ting vill viise, Naar Øyet fatter Siun derpaa, Da fatter Hiertet Liise. Gedeon bekom et Skind, Det fick hand til et Merke, Samson fik et Asen-Kind, Den modig Hælt og sterke. De Stierner paa det Firmament Og Støv paa Jordens Klode Blev Jacob til Forsikring sendt, At hand Guds Løfter trodde. Moses fick en Stav af Gud, Og Noah Skyens Bue, Abraham en skaaren Hud, Guds Pagt i dem at skue; Saa skuer jeg min Jesum vist Med mit det Troens Øye I den udperset Drue-Qvist, Og lader sig saa nøye. SIDE: 391 Øyet Viinen for sig har, Og Munden smager Saften, Øret Ordet i sig tar Og Hiertet sander Kraften; See, saa faar hver en Lem for sig Her noget at bestille. Hvor kand jeg, Jesu, tacke dig For ald din gode Villje? Kand nu Vinen glæde mig? Hvad maa da JEsus giøre? Ja, jeg glædis visselig, Naar jeg det Ord faaer høre: Kom hid! ô høybeklemte Siæl, Hvis Øyne staar i Vædske! Jeg vill dig vederqvæge vell, Og ald din Sorrig ledske. Hvad du brød, har jeg betalt, Jeg maatte det clarere, Det ey Guld og Penge galt, Men det som var langt mere, Det galt mit Liv og varme Blod, Mig sad i Hiertet inde; Saa tag den Kalk jeg efterlod Og drik der i mit Minde! Drik den ud, og tænk paa mig, Tænk paa Langfredags Smerte; Den jeg taalig leed for dig, Lad det gaa dig til Hierte! Tænk paa den sidste Drik jeg drak, Da de mig Galde skienkte, Tænk, hvor de Spiudet i mig stak, De Livet af mig trengte. SIDE: 392 Tænk hvor de til Golgatha Paa Røver-viis mig slæber, Een gaar til, een anden fra, Men mig de slaar og dræber; Jeg blev den Mand i Sticken stod, Forfult af bidske Hunde, Mig baade Gud og Folk forloed, Jeg ey undløbe kunde. Tænk, hvor hart Guds Vrede mig For din Skyld efterstrævet, Da jeg skreeg det store Skriig, At Jorden derved bævet; Ja, saadant Skriig, at Steene brast Og Muure tog at rævne; Det kom aldt for din Skyld og Last, Gud vilde paa mig hævne. Jeg for ald min Pine nu Om dette kun anmoder, At du komme vill ihu Mig din u-skyldig Broder! Og naar du sætter Kalk for Mund, Da tænk, det er hans Skaale, Som for din skyld den onde Stund Paa Korset maatte taale. Naar at nu vor HErres Død Beviisis saadan Ære? Om din Synd, som Blod er rød Og sort som Beeg og Tierre, Er den mangfoldig, saasom Sand, Og tung, som heele Fielde, Ved Troen hun dog intet kand Mod HErrens Naade giælde. SIDE: 393 Christi Døds Fortieniste Tilbringer megen Baade, Syndernis Forladelse, Retfærdighed og Naade, Indvortis Glæde, Fryd og Fred Ved JEsum staar tilreede, Og alt det Gode, nogen veed Af Gud at kunde bede. Men hvis du saa daarlig est, At du, det GUD afvende! Saasom en u-værdig Giest Til HErrens Bord vil rende, Og holder Testamentets Blod Almindeligt at være, Da trædis JESUS under Fod, Og skeer en stor Vanære. Hvo paa Christi Blod og Kiød Ey veed Forskel at bruge, Men som andet Viin og Brød Det agter at opsluge, Hand fører sig selv Dommen paa, Og Satans Kalk inddrikker, Ja kommer i sin Sag at staa, Som bunden Hund i Strikker. Var dig, at du bliver ey Som Judas, en Forræder, Og omsider gaar den Vey Naar du fra Verden træder, Som Judas gik, der hengte sig, Og stod sin egen Fare. O Gud! bevare dig og mig! O Gud os vell bevare! SIDE: 394 Den tredie sang Om Een værdig Prøvelse og Tilberedelse for dem, som agter at gaae til Alterens Sacramente. I Cor. 11, v. 26, 27, 28, 29. Under samme Melodie, som den nest foregaaende. Det er HErrens Bud og Ord, At hver skal Prøve giøre, Naar hand gaar til HErrens Bord, Om hand har inden Døre Een rigtig Troe; thi, siger hand: Hvo som u-værdig æder, Hand æder sig Dom, Straff oc Band, Og hen til Pølen træder. Hver sig derfor prøve vell, Sit Liv og Levnet grandske, Gribe sig i Barm og Siæl, Og see, hvor heel og gandske Hand u-reen og besmittet er For Gud, der Reenhed kræver, For Gud, som ingen U-reen seer, Der Hellighed modstræver. Grandsker Tanker, Ord og Daad, Forsæt og Villie nøye, Holder saa Guds Ord og Raad Som Speyel for jers Øye, Seer, hvor I tit har fremmed det, Som Gud forbudet haver, Og tvert imod forladet slet Guds Bud i sin' Bogstaver. SIDE: 395 Seer, hvor fuld en Lydighed Guds Lov mon af Jer æske, Men hvor svag og u-bereed Foruden Saft og Væske I selv er at fuldkomme saa Guds Lov, som den befaler; Dends Trusler da for Dørren staa, Med Torden-skrald den taler: Dommen og Forbandelsen Skal med ald ævig Piine Følge Overtradelsen, O Døds Bogstav og Line! O Frygt og Bævelse og Sorg! Hvor er her Raad at finde? Jo, her er Raad, her er en Borg, Hvor Trøsten ligger inde. JEsus er vor Frelsermand, Som har sit Folk forløset, I det ham GUds vredes Brand Vor Straf blev overøsed, For os Forbandelse hand blev, Paa det hand vilde tage Forbandelsen, som Loven drev Paa os, og den bortjage. Saaer og knuset blev vor Ven, Paa det vi lægis skulde, Synd og Død har hand lagt hen, Saa vi har Fred tilfulde; Men det er ikke dermed sagt, At vi skall Freden eye, Om Vi ey selv af gandske Magt Gaaer flux paa Troens Veye. SIDE: 396 Thi ved Troen i sit Blod Er Christus for os bleven Naadestool, paa denne Fod Blir vi rætfærdig skreven, Og da faaer vi først Fred med Gud, O Tro, du HErrens Gave! Du ædle Træ, som ey døer ud, Men grønnis i vor Have. Du giør, at en Synder tør Ey i sit eget Klæde Komme frem, men sig afføer Og eene vil fremtræde Beklæd med Christi Lydighed, Ey i sin egen funden; Men udi hans Retfærdighed Ved Troen sig tilbunden. JEsum fatter du med Haand, Hans Siæles Angst og Møye, Blod og Død og haarde Baand, Og os tilleigner nøye, Alt hvad Guds Søn fortienet har Du Synderen tilsiger, Saa den, som før fortabet var, Til Livets Tanker stiger. Udi fuld Tillid hand troer Forladelse og Naade, Og at JEsus i sig boer Med ald sin Himmel-Baade, Saa hand Retfærdighed i ham Og Hellighed besider Een Arving til den ævig Bram Hvor til Guds Børen skrider. SIDE: 397 Saa gaar hand til Herrens Bord, Der Pant og Segl at nyde, Æder der, paa Herrens Ord, Det Christus vil ham byde, Hans eget Kiød og Blod til Pant, At hand nu Gud behager, Guds levend' Lem, saa vist og sandt, Som hand den Spiise smager. Spør du nu: hvor skal jeg faae Den Troe, som Gud behager, Jeg, som intet kand formaa I Aandelige Sager, Ja jeg, som af Naturen kand Ey andet end modstride, Hvis Sands mod Gud, samt ald Forstand Er Fiendskab at viide? Hvor skall jeg befinde det, At jeg har Troens Gave? Og at hun den Art har ret, Som levend' Troe bør have? O kiere Siæl! betænk og agt, At det er HErrens Finger, Ved hvilken Troen blir opvagt; Thi naar Guds Klokke ringer. Naar at GUds Ord høres smugt, Arbeider GUd og virker, Ret som Regnen bringer Frugt, Saa laver GUd og lirker Med voris Siæl, og tager bort Naturens Striid med Læmpe, Hand fører os og drager fort, At vi kand Synden dempe. SIDE: 398 Sinds Fornuft opliusis først, Derhos blir Villien bøyet, Og fra Syndsens bryndig Tørst Til GUds Ords Lyst henføyet, Saa givis Magt for Christi Skyld, At troe paa ham, og sone Ved denne Troe vor Synde-Byld; O liflig Klang og Tone! Naar du saa blir ført og ført, Og af GUds Aand bevæget, Naar du af GUds Aand blir rørt Og saa til Liv opqvægit? Da finder du vel, kiære Siæl, Om du dit Liv annammer, Om du GUds Kraft beholder vell, Hvor af at Troen stammer; GUds Apostel siger saa: At vi kand visselige Prøve os, saafremt vi staa I Troen duelige; Vi prøver os ved HErrens Aand, Som med vor Aand stadfæster, Og vidner: See der er min Haand, At I er værdig' Gjæster. Ved den Aand vi prøve giør, Om vi har det som hænger, Og til Troen altid hør Som Dørren paa sin Gienger: Een inderlig Fortrydelse For vor' begangne Laster, I det vi os med Ruelse For vores Gud nedkaster. SIDE: 399 Angrer, at vi haver ham Saa god og mild en Fader Tit fortørnet, Spot og Skam Er vor Ansigts Lader; En sønderknuset bævend' Aand Ved Lovens haarde Hammer Skal offris GUD, hans vældig Haand Opvækker Sorg og Jammer. Men ey Trældoms Sorg og Frygt, For Straffen kuns at grue, At mand i Fortviil henrykt Far hen til ævig Lue; Ney, vi som Børen frygte maa, Og raabe: Kiære Fader! Tag os til Gunst, lad Vreden gaa, At os vor Bræk ey skader. Deel O Gud! din Naade ud Til Børn, som for dig ligger, Giør os Børen, kiære Gud, Vi Børne-Rætten tigger I Troen udi Jesu Navn, Der i vi os vil øve, Og holde den vor Siæle-Gavn Og den alvorlig prøve: Det er Glæde, at vi veed, At Skylden er betalet Ved hans Døds fuldkommenhed, Saa Sagen er aftalit, Ved Christi Guddoms Kraft saa sterk I vor Natuur udviiset, Fuldkommet blev vor Løsnings Værk, Og Gud i Ham er priset. SIDE: 400 Dette føder fast Tillid, At vi i Troen tænker, At vor Gud nu er os blid Og os for Sønnen skienker Hvad Livet og Gudfrygtighed Tilhører og frembringer, Dermed til Himmel-Salighed I Haabet vi os svinger; Agter dernest jers Forsæt, Naar I Guds Nadver æder, Om det er for Herren ræt, Saa at I ikke træder Meer hen paa Synders slibrig' Vey, Og Spotters Sælskab føre; Men slet forlader Ondskabs Rey Og lærer Got at giøre. At I god Samvittighed I Troen kand beholde, Være skal Jers Fliid og Sveed, Det kand Guds Kraft forvolde, Naar I ved ivrig Bøn og Raab Ham stedse derom beeder; Thi Bønnen udi stadig Haab Guds Hielp ned til os leeder, Og ved den skal vi fra Synd Hentraade, naar vi nævner JEsum; thi i Ondskabs Dynd GUd liggend' Hykler hævner. Foruden gode Gierninger Er Troen død og borte, Men hvor som Troen rigtig er, Der kand ey disse skorte. SIDE: 401 Troen er som Moderen, Der stedse Børen føder, Hvor nu Poderne er hen? Der er ey Troens Rødder; Derfor skal vi af Frugten see Og stræbe os at fæste I Kaldet og Udvælgelse, Som sat er os til beste. Men om GUds Barn finder ey Slig Tro i faste Tanke Og Forsæt til HErrens Vey, Men Sindet flux at vanke I Frygt, i Bævelse og Striid At hand er ikke værdig, Da tænk, O kiære Siæl, med Fliid At Gud er stedse færdig. Hand er færdig og bered Een Synder Gunst at sende, Naade og Barmhiertighed Er hos ham uden Ende, Een Synder, som giør ikke Bod, Guds Had og Straf skal spørre; Men dennem er hand hierte-god, Som Bod og Anger giøre. Nu har I ey Had mod Gud, Men heller Lyst og Lengsel, Dog Jers Synd mod HErrens Bud Aarsager Sorg og Trengsel, See, det er Troens Virkninger, Deraf kand I den finde; Thi hvor som Bod og Ruels er, Der er og Troen inde. SIDE: 402 Lyst til GUd er HErrens Verk, Som Strid mod Synden vækker, Skiønt at Villien ey er stærk For Kiødets skyld, som strækker Sin' syndig' Kræfter altid ud; Thi Aanden den er villig, Men Kiødet svagt, O syndig' Brud Strid udi Aanden billig. Denne Tanke, at du est U-værdig, skall ey hindre Dig at være HErrens Giest, Lad Eder det erindre, At Christus ey det rygend' Hør Udslukker, eller knuser Det svage eller brudne Rør, Hand ingen overfuser. Troen liden er og svag, Derfore skall mand søge Til Troens Giver, beed ham, tag Min Vantroe bort, og øge Min Troe, saa jeg ret værdig kand din hellig' Nadver æde, Og derved som en stadig Mand I Hellighed fremtræde. Sunde Folk ey nødig har Till Lægen hen at løbe, Men de, som er Svagheds Kar Og finder Sorgens Svøbe; I, som arbeyder, kommer her Og Vederqvægels' tager! I Christi Kiød og Blod saa nær, At I det selver smager. SIDE: 403 Naar I æder Christi Kiød, Da tænk: det er det samme, Som for jer leed Hug og Stød, Til Døden at annamme, Saa vist som dette Legem bar Ald Verdens Synd og Sonit, Saa vist, jeg nu Forladels' har, Fra Syndsens Skyld forskonet. Og ved Blodets Drikkelse: Saa sandt at det er runden Til min Synds Forladelse, Og givis nu i Munden, Saa sandt er mig min Skyld forladt, Ved Ven jeg Ven er bleven, Jeg Salighed i Haab har fat Og i mit Hierte skreven. See saa er det gavnlig Skiæll At prøve sig og være Værdig Giest, vor siuge Siæl Faar derved saadan Ære, At JEsus som før eenit var, Sig nærmer til den eener, Hand den udi sin' Armer tar Og Trøst og Kraft forleener. Hand giør os en Aand med sig I Hellighed og Villie GUd at tienne stadelig, Saa indtet kand os skilje; Ja kort, ved denne spises Magt Vi ingen Død skal grue, Men ved vor JEsu Kraft opvagt Vor Frelser ævig skue. SIDE: 404 GUd os ved din Aand bered, Din Nadver saa at tage, At vor' Siæle kand derved, Din søde godhed smage! Og vi din' Gjæster være saa, At vi kand til dig stige, Og med dig Nadver holde maa Udi dit Himmel-Rige! SIDE: 405 HUUS-TAVLEN FORFATTET I TOLV SANGE, Den Første Sang Om Biscopers, Sogne-Præsters og Læreres Embed og Levned, etc. Siungis som: Hvor elskelig siunis din boliges Stæd, Det bør sig en Biscop i geistlige Stand U-straffelig Levned at føre, Hans Ægteskab ærlig, een Hustruis Mand, Ey fremmede Qvinder at røre, Ey holde sit Huus i Suus eller Duus, Ey noget u-sømmeligt giøre. Adstadig i Sæder, Gebærder og Ord, Alvorlig i Mund og i Tale, For alle Veyfarend' at breede sit Bord, Og fattige Lemmer husvale, At være GUds Tolk, at lære GUds Folk, Og øve det GUd mon befale. Hand skal, som den præstelig' Orden anstaar Saa leve, som hand monne lære, Betænkende, hand som en Hyrde for Faar Guds egen Huusholder skal være: SIDE: 407 Skye Fylden og Drik og anden U-skik, Ey nogen slem Baade begiære. Men hvad ham tilfalder af timelig Gods Med Billighed skal hand det bruge, Ey Suen ey Skinden skal være der hos, Hans Næste dermed at opsluge; Ey gierrig, ey slem, men som en GUds Lem Ald Klinten af Ageren luge. Hand skal ey til Trætte, til Klammer og Larm Sit Sind eller Tankker henbøye, Men age saa smugt i Sagtmodigheds Karm Spagfærdig mod alle sig føye, Een Sool i sit Huus, et skinnende Lius, For Tiuend' og Tienneres Øye. Hvis hand ey sit eget Huus vel forestaar, Hvor skal hand da GUds Huus opbygge, Da regnis hans Levnet og levendis Aar Kon for en bedragelig Skygge; Hans Ungdom og Frugt skal holdes til Tugt Og lære GUds Bud at indbygge. Till Lydighed bør hand at venne sin' Smaa, Og dem i Gudfrygtighed øve, Self skal hand sin Bibel til Prikke forstaae, Hvor ved hand kand Aanderne prøve, At staa som en Skiold mod Kiætteris Vold, Og Satan sit Rige berøve. Thi bør hand i vores Artikler og Tro Ey stædis nyplantet at være, SIDE: 408 Som den, der har knappest et Aar eller to Vært ved Theologiske Lære; Hand kunde derved forvrikke sit Fied, Sit Embede lidet til Ære. Biscopelig Læber fra Punct og til Punct Skal Christelig Lære forsvare, Og falder der noget de Simple fortungt, Da skal hand det grundig forklare. Hand skal som een Bro staa fast i sin Tro, Guds Sandhed i Hiertet bevare. De Secter, der holder sig HErren for klog GUds Ord med Staalhandsker optage, Dem skal hand af Skriften med tydelig Sprog: Som Løgnere drive tilbage, Det kjæklende Pak med ald deres Snak Ey ringeste Maader fordrage. Den Anden Sang Om Tilhørernes Embede mod deres Lærere Siunges som, Den nest foregaaende Sang. Der er en Forordning beskikket af GUd, Bogstaverne monne saa lyde: At de, der forkynder os Ordet og Bud Sit Livis Opholdning skal nyde; Det Sogne-Folk skal, sin Præst til Gefall Af Landsens Velsignelser yde. SIDE: 409 De Ældste, som Embeder vel forestaar, De holdis skal dobbelt i Ære, Men allermest Ordets Arbeyder', som gaar GUds Lærdom retsindig at lære, Beviiser dem got, beteer dem ey Spot, GUds Sændebud monne de være. I giver den terskendes Oxe sit Foor, Hvad bør I da Præsterne give? Det er en Umage for Præsten nok stor Den Aandelig Plov til at drive, En viis og vellærd er Lønnen vel værd, Saa pleyer Apostelen skrive. Det Embed vor HErre har Præsten paalagt Hosfølger en temmelig Fare, Hand skal for Tilhørernes Siæle staa Vagt, Og tage paa Folket vel vare; I hvordan det gaar, bortkommer hans Faar, Da skal hand til Regenskab svare. Saa værer da villig og lyder den Mand, Der Sorg for jers Siæle maa drage. Seer til, at I ey med gienstridig Forstand Forvolder en Præstemand Plage; Thi skal hand med Graad beklage jers Daad, Det gavner jer aldrig sin Dage. Betænker, en Vægtere holde maa Vagt, Naar andre har Puden ved Øre, Men naar hand sa raaber, da giver det agt, At hand det med Glæde kand giøre, Og laver det saa, at hand ey skal faae Aarsage til Klager at føre. SIDE: 410 Den Tredie Sang Om Øfrigheds Embede Siungis under sin egen Melodie. Øvrighed bør mand at ære, Og underdanig dem være, Høye Herredømmer; sligt sømmer Alle Mennisker; thi see, Magten er Sæt af GUd i sær, paa det en og hver Varslis skal oc viide i Tide Ey imod GUds Forordning at stride. Ingen maa Øvrighed være, Uden den GUD vil beskiære, Og den hand med rette vil sette; Thi den Stand er god, høye Ting betrod, Staar du dem imod, koster det dit Blod. Thi de, naar paakrævis, og strævis, Bør ey bære Sværdet forgævis. Førster er intet at frygte, Uden du taber dit Rygte, At mand om dig hører og fører Skam, U-dyd og Last, teer dig som en Gast, Da har du med hast ald den Gunst forkast GUD og Kongen kunde dig unde, De skal dig nedtrykke til Grunde. Vilt du for Magten ey bæve, Da maa du flittelig stræve, SIDE: 411 At du kand ertappe den Trappe, Hvor paa Dyden staar, saa du hende naaer, Og derefter traaer alt hvad du formaaer, Da skal mand den Gave saa lave, At du Lof og Ære skal have. Derfor er Øvrigheds Orden Guds Under-Herrer paa Jorden, At de skulle sætte til rette Hisset om og her hvad som krogit er, Bruge GUds Gevær til en Straf for hver, Som omløber vilde og ilde Levnet, Liv og Dage forspilde. Den Fierde Sang, Om Undersaatters Pligt mod Øvrigheden Siungis under sin egen Melodie. Det er Undersaatters Pligt, Villig frem at byde Skat, Tribut og andet sligt, Keyseren at yde; Høyt eragtis Herre-Bud, Lydig maa mand være, Giver derfor villig ud Hvad i skyldig ere. Skat til dem, der Ordre har, Skatten at opbære, Told til dem, der Tolden tar, SIDE: 412 Giører hver sin Ære. Skaffer hver hvad dem tilhør, Lad ey staa tilbage; Øvrigheden have bør Løn for sin Umage. HErrens Tienner' ere de, Vartend' op det samme, Og for deris Tienniste Bør de Sold annamme. Hver en Siæl sig bøye skal Under Herredømmer, Giøre dem den Velgefal, Som anstaar og sømmer. Siger nogen herimod? Hand er en Rebelle, Faldet følge skal hans Fod, Og hans Straf ey dvælle. Enten viiser Lydighed, Eller venter Straffen, Et af to det bliver ved, Det er saa beskaffen. Det for din Samvittighed Er og høyt fornøden, At GUds Bud og Lov der ved Ey skal blive brøden. Derfor jeg for alle ting Eder fast formaner, Værer alle rundt omkring Hulde Underdaner. Ofrer op for Kongen først Bønner og Forbønner, SIDE: 413 Hand som ypperst er og størst Frem for Landsens Sønner; Beeder ogsaa meget got For hans Raad og Stænder, Som Forlæning, Borg og Slot Haver under Hænder. Beder for hans Høvidsmænd, Som gaar ud i Fæltet, Og for hver en Dannis Svend, Sverdet har ved Beltet. Beder got for en og hver, Mænd, saa vel som Qvinder, Og for alle Mennisker, Huus og Huus-Gesinder. Giører GUd for daglig Brød Een ydmyg Begiæring, Beder og for hver Mands Nød, Og for Landsens Næring, At vi kunde hver for sig, Som det GUd behager, Stil, adstadig, gudelig Leve vores Dager. Giører med en god Besked Hvad som her befales, Seer, at ingen Øvrighed Lastis og bagtalis; Har et Ord dog i Fordrag, Og med dem ey kivis, Vider det, at ald den Sag Skal for GUd indgivis. SIDE: 414 Den Femte Sang Om Ægte-Folkes Embede Siungis som: I ærlige Brudefolk giver paa agt Mand skal derfor de svage Kar Med varlig Hænder røre; Thi see, GUds Naadis Himmerig Skal dem saa vel som mig og dig Med Arve-Rætt tilhøre. Bortkaster Larm og Bitterhed, Thi saadant lader ilde, Mand ogsaa kunde let derved SIDE: 415 Sin Kierlighed forspilde, Og Eders Bønner kunde saa Hos GUd ey nogen Fremgang faae Hvor tit I bede vilde. I Qvinder! det er Eder sagt, I skal jers Mænd adlyde; Thi Manden haver Overmagt, Hand raade bør og byde. Naar Manden æris, æris GUd, Thi GUd gaf den Befaling ud, Saa bør mand det udtyde. Det var ey Sara nogen Skam, Hun blev derfor ey verre, Hun lydig var sin Abraham, Og kaldet hannem Herre; Beviiser samme Velgefall, I Sara Døttre blive skal Og Hendes Tittel bære. Og skulle der end komme paa En liden Knur og Trette? Da skal I dog frimodig staae, Ald Frygt til Side sætte. Med Tiden det vel bliver got, Mand kand forvikledt Traad og Tott Med Lempe meget rette. SIDE: 416 Den Siette Sang Om Forældres Embede mod Børnene Siungis under sin egen Melodie. I Forældre, som de Smaa monne faae I skal dem opføde saa, At de bærer gode Frugter, Og I dem frem og frem I GUd optugter. Øver dem i smuk Forstand, at de kand Staa som Planter i vort Land, Voxe til i Tugt og Ære, At de GUd og hans Bud I tide lære. Seer I da, de samler Aar, og forstaar, At de paa GUds Veye gaar, Da til Vrede dem opirre I ey bør, saadent giør Dem dobbelt verre. SIDE: 417 Den Siuvende Sang, Om Børns Embede mod Forældre Siungis som: Allene paa GUd sæt Haab og Lid. I christelig Ungdom forsømmer det ey, At sætte Jers Fødder paa Lydigheds Vey Thi det er Retfærdigt for HErren vor GUd, At Børnene følge Forældrenes Bud. Men hvis af Forældre blev noget befalt, Som siunis langt uden for HErrens Anstalt? Da skal I med Høflighed Eder undsee, I HErren, i HErren aldt saadant maa skee. At Fader og Moder skal holdis i Agt, Det Bud skal ævindelig blive ved Magt, Det er og det første mand finder at staa Med HErrens Forjættelse teignet oppaa. GUd lover i samme Forjettelsis Ord, At du skal Langlivet besidde Guds Jord Og leve din Alder i Velstand og Roe, Saa Lykken i dine Pallatzer maa boe. SIDE: 418 Den Ottende Sang, Om Tienneres Embede mod deris Herrer Siungis under sin egen Melodie. Hører I som ere Svenne, I som æder andres Brød, Seer til, I saaledis tienne, At det blir jer ey til Stød, Eders Herrer skal I lyde, Giører alt hvad de paabyde, Alt hvad Eder er betroed Med velvillig Sind og Mod. Værer flittig, værer rede Til det I forrætte skal, Frygter Eders Herrers Vrede, Vækker ingen Misgefal; Dog skal I den Sag saa føye, At I tienner ey for Øye, Saa som de, der gierne vil Tækkis Folket uden til. Og hvordan I det bestiller, Skiuler ingen Skalk i Hud, Folket vel paasættis Briller, Men de sættis ey paa GUd, Giører eders Verk u-tvungen, At det ey bestaar i Tungen, Giører det I kand og veed Udi Sinds Enfoldighed. SIDE: 419 Tienister er vel besværlig, Og udmatter Haand og Fod, Seer dog til, I tienner ærlig, Og foruden Vedermod. GUd skal eder det forskylde, Hvad som fattis, skal hand fylde. Fattis der hos Mennisken? GUd skal give det igien. Tienner du din Husbond trolig? Det er, som du tiente GUd, Bygger du din Husbonds Bolig? Da fuldkommis HErrens Bud. Husbond æris, Christus æris, Christi Priis derved hiembæris; Mener du din Husbond vel? Christus giør dig samme Skiel. Tager Husbonds Gierning vare, Giører hvad jer forestaar, I skal Christo det ansvare, Som det Christi Gierning vaar, Passer op hvad passis skulde, Værer trygge, værer hulde, Søger Eders Herrers Gavn I vor HErres JEsu Navn. SIDE: 420 Den Niende Sang Om Huusbonders Embede mod Tiennerne Siungis som: Rind nu op i JEsu Navn Giører Eders Træl det samme, Som I vil jêr giøris skal, Naar I Lønnen skal annamme Fra den høye HErre-Sal. SIDE: 421 Vider det, at HErren er Alle Herrers Over-Dommer, Naar de for hans Stool fremkommer, Skeer her stor' Forandringer. Hand skal ey Personer agte, Men hver rigtig dømme vil; Da maa hver den Løn forvagte, Som hand findis skyldig til. Den Tiende Sang Om Unge Folkis Embede mod de Gamle Siungis under sin egen Melodie. Hør, unge Mand, hvad dig anstaar, Du dig saaledis føyer, At du for de graahærdet Haar Dig smugt ærbødig bøyer, En gammel Mand, der med Forstand Kand hvide Lokker bære, Fortienner vell den Ære. Det sømmer vores Ungdom og, Mens de paa Jorden vandre, At de, som GUds udvalde Flok Sig bøyer for hver andre, Og sædelig imellem sig Ydmyghed sammenknytter, Og den indbyrdis bytter. SIDE: 422 GUd staar hofferdig Folk imod, Og deris Flagg nedstryger, Men dennem er hand Hierte-God, Som selver sig ydmyger. En stolter Aand skal for hans Haand Som Træ for Øxen bukke, Men hine voxer smukke. Mit Raad er derfor, at enhver For HErrens Hand sig bøyer, At hand, naar Tiden kommen er Med Glæde dem ophøyer. Hand selv vel veed hvad Stund og Stæd At Lykken findis Hiemme; Lad hannem det betemme. Den Ellevte Sang Om Enkerne Siungis under sin egen Melodie. Een Encke, som er ret en Encke Og lever i sin Enlighed, Hun drikke skal hvad GUd vil skienke, Og give sig med ham tilfred. Sit Haab hun ind til HErren setter, Og haver ham i Mandens Sted, Hand, som saa mangen Sorg forletter, Hand letter og vel hendis med. SIDE: 423 Imidlertid maa hun forblive I Bønner og Begiæringer, Sin Sag i HErrens Haand hengive, Hand veed, hvad hende tienligt er. Vil Dagen ey til Bønnen rekke, Da skyder hun og Natten paa, At hendis ydmyg Taare-Bekke I HErrens Flaske sankkis maa. Men hves at hun, det Gud afvende, Sig skulle til Vellyst henslaa, Og af U-tugt sig lade skiende, Da raade Gud, hvor det vil gaa. Hun skal, omskiønt hun siunis leve, For Gud dog agtis som een Død, Og Gud skal hendis Skilsmis-breve Tilskrive mit i største Nød. Den Tolfte Sang Kaldet Den ganske Forsamling Siungis som: Velkommen Salig Pintze-Dag, etc. I Folk, som Guds Forsamling er, Ihvor I samlis her og der, Da samlis udi Kiærlighed, Det er det beste, som jeg veed, Halelujah! SIDE: 424 En hver sig selv vel elsker mest, Men elsk og den, som dig er nest, Elsk ret din Næste, saasom dig, Saa elsker du retsindelig, Halelujah! Hvo er min Næste? Spørger du, Det er enhver, kom det ihu, Jeg siger: det er een og hver, Ja samtlig', alle Mennisker, Halelujah! Ved Kierlighed til Folk og Gud Fuldbyrdis hvert et HErrens Bud, Og i det Ord befattet er Ret alle GUds Befalninger Halelujah! Tilbage dette staar endnu, Som ey maa glemmis af vor Hu, At vi til GUd udøser Bøn For alle Folk og alle Kiøn Halelujah! Nu, GUd skee Lov, som hialp mig til, At ende dette Sange-Spill! Jeg ønsker alle HErrens Fred! Den ganske Guds Forsamling med Halelujah!