Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 7 Camilla Wergeland til Jonas Collett. 2den Januar 1840. God Morgen, Jonas! Det er længe siden vi talte sammen, og det kunde blevet endnu længer, naar Himlen havde villet; men nu er jeg vis paa den ikke vil skille os paa den Maade, da den ikke har benyttet denne gode Leilighed. Jeg har været meget syg, farlig syg. Hvad synes De, jeg [har] havt Mæslinger, et latterligt Indfald! Det var et ganske uventet Intermezzo; i den Tid har jeg idetmindste slet ikke frosset; men den mindste Uforsigtighed kunde have kostet mig Livet. Jeg havde skrantet hele den foregaaende Uge og været grue- lig nedslagen. Mandag, lille Juleaften, brød det ordentlig ud, og den hele Uge var jeg meget slet; først Nytaarsaften sad jeg lidt oppe, da skrev jeg nogle Linier som følger med. Jeg har ret tænkt paa Dem, Jonas, i den Tid. Deres Ord i forrige Brev, hvis De tabte mig, ere faldt mig ind 1000 Gange, derfor har jeg været forsigtig. Min Ven, det er et Bedrag, men det er ganske sødt at læse slige Ord alligevel. En Mand gaaer aldrig under ved et saadant Tab, derfor er der sørget; og De, Jonas, fremfor alle Andre, vilde have Ressourcer; men jeg tænkte paa Deres Smerte, hvis -- Paa min egen Glæde har jeg mindre tænkt; naar man er saa syg, er alt nedstemt, Mod, Tillid. Jeg har maa- skee ogsaa været hvad man kalder utaalmodig, idetmindste indvortes. Hvad er desuden Taalmodighed? Dette Ord SIDE: 8 opløses ved nærmere Betragtning i noget Tomt, der intet Værd har -- at være rolig uden Kamp, uden Anstrængelse, er det Taalmodighed -- eller at ligge stille med indvortes Qvaler og Uro, dette er vist ikke Taalmodighed, men det har noget Værd -- vær saa god og siig mig hvad Taalmo- dighed er næstegang De skriver. "Taalmodighed", vil De svare, "er det jeg har med Dig," og dette er enda det klæk- keligste Resultat jeg kan faae ud deraf. Sygdom er en Til- stand, der for mig er absolut skadelig. Sjelelidelser ere mere beregnede paa min Natur; der er noget, selv ved de bittreste /: naar jeg undtager Samvittighedsnag og An- ger :/ der hæver og styrker Sindet tillige; men Sygdom, denne Lidelse uden Poesie, uden belønnende Bevidsthed, den nedværdiger blot vor Natur. Man snakker saa meget om at Sygdomme luttre og forædle, men det maae blot være simple og forhærdede Naturer der behøve denne plumpe Kuur. Jeg troer, jeg vilde sløves og forhærdes i den. I dobbelt Betydning skadelig for mig, denne Roe, denne eidsvoldske Roe, er en Forræder der forraader mig til de onde Magter. Da bryder Fienden ind uden Modstand, den lille Livvagt af gode Aander, disse milde trøstende Fremtidens Genier, falde ogsaa tilsidst under Overlasten. Ak Jonas, hvor slige Febernætter ere lange. Lad os bede at aldrig Sygdom maae indsnige sig i vort Hjem. Naar jeg er syg, bliver jeg uelskværdig, og naar jeg er uelskværdig -- syg -- lukker jeg min Dør af for dem som holde af mig; da faaer ingen Lov at komme ind, om de saa hørte Døden klapre indenfor. Men med en anden Syg kunde jeg være grænsesløs taalmodig; jeg veed nu saa godt, hvad en Syg ønsker og vil. Naar De var syg, Jonas -- jeg kunde ikke vige fra Dem et Øieblik. Det nye Aar har jeg begyndt med ganske andet Mod. Det er sandt jeg maae fortælle Dem lidt om min Doctor. J [osephine] B [idoulac] recommenderede mig ham, men længe før havde hun vagt min Nysgjerrighed og det Ønske at træffe ham. I sin Ungdom havde han været en stor SIDE: 9 Synder, en grov Udhaler, en espece Uimodstaaelige, der ved sin Skjønhed og Vid gjorde frygtelige Ødelæggelser og bragte Ulykke i 100 Familier; nu er han gammel og ud- brændt og har gjort bittert Bod, men netop i denne Bod- færdighed rørende og elskværdigere end han nogensinde har været, uendelig mild og menneskelig, en sand Phønix af Asken, med alt dette dog en critisk Djævel og den skarpeste, ubarmhjertigste Iagtager og Menneskekjender. J [osephine] B [idoulac] var begyndt med ikke kunne ud- staae ham, hun havde et Rædsel for ham, men endte med at gjøre ham den meest enthousiastiske Afbigt. Denne Mand har da været min Læge, men i en saadan kort Syg- dom hvor man næsten ikke hører eller seer, er man kun en slet Iagttagerske; Mandens Udvortes var imidlertid al- tid paafaldende og lover noget, disse sorte gjennembo- rende Øine til et forfaldent, men dog nobelt Ansigt, disse vilde Brudstykker af mørke Haar der ligne Slanger -- naar han kom ind i sin korte Kappe, det er en høi bydende Skikkelse, havde han noget ufeilbarlig mephistophelesagtig ved sig. En Mephistopheles forsonet med Gud, men som til Straf beholder Skikkelsen. Mig behandlede han i Først- ningen ganske som et Barn, med denne overlegne Ironie og disse fade Trøstegrunde, hvormed man forsøger at dysse Børn i Søvn, naar de ere utaalmodige og ikke kunne sove. De Gamle due nu slet ikke til at opmuntre de Unge og indgyde dem Tillid til Livet, deres egen Erfaring straf- fer deres Løgn; det var baade latterligt og ynkeligt at høre dette gamle Skrog, der blot er sammensat af Tvivl eller ret- tere Vished om Livets Skuffelser og Lidelser, søge at flikke paa vore Illusioner, behandle enhver Tvivl af Ungdommen som Forskruelse. Men siden har jeg mærket, at han virke- lig troede jeg var et Barn; thi da det engang kom til en Forklaring om min Alder, blev han høist frapperet, og eftersom jeg har kunnet snakke lidt med ham, mærker han vel ogsaa at det forholder sig saa; nu er han ganske ander- ledes, men nu kommer han desværre [kun] skjelden. SIDE: 10 Den 3die Januar. Ach wie einem die Tage langweilig doch hier vergehn, nur wenn sie einen begraben, bekommen wir was zu sehen. Jonas, naar jeg tænker paa Dem, det vil sige, naar jeg fordyber mig i Deres Væsen, forekommer det mig som om De umuelig kan være fød og opvoxen blandt os, men De er bestemt heel og holden, saaledes som De i fuld Rust- ning er udsprungen af Vorherres Hjerne, plumpet ned imellem os. Den første Følelse hos Dem er da en naiv Forundring over alle de Forkeertheder og gravitetiske Lat- terligheder og privilegirte Sletheder, og den næste natur- lige Bevægelse er at slaae omkring Dem. Vi der ere fødte og voxte op deri, mærke og see intet, ligesom Kalvene man lægger en Jernklamme om medens de ere smaa, de mærke ikke naar de voxe til, at den voxer dem ind i Kjø- det. Jeg saae engang som Barn saadan en Oxe; den følte sig saare uhyggelig, stakkels Dyr; de andre kunde ikke begribe, hvorfor den var saa vild, og Oxen vidste det hel- ler ikke, men jeg tænkte at det var fordi Halsen var ble- vet for tyk, og at Jernklammen gjorde den ondt. De, J [onas] , er en af dem, der seer vore aandelige Jernhals- baand og veed, at deraf komme disse ulidelige Smerter, og De seer meget andet til med en frygtelig Klarhed. Er De vis paa at De er fød i Lier, kan De ikke erindre nogen anden Herkomst; jeg troer paa alt Forunderligt før end paa det Phænomen at kunne bevare i vor Atmosphære et saadant Blik -- og denne [For] domsfrihed -- -- ! Derfor har De heller ikke en Smule Enthousiasme, Enthousiasme kommer af Taage [ -- ] og en uproportioneret Indbild- ningskraft, og denne sidste have vi nok af. Indbildnings- kraften næres og fødes hos os ligesom Leveren hos Strass- burgergjæssene, den svulmer op til en umaadelig Størrelse medens de andre Kræfter svinde sygelig ind. Hos Dem er just den rette Ligevægt [ -- -- -- ] . Hvad jeg har sagt her, er maaskee [noget] Tøv, men det SIDE: 11 skal staae, da Meningen var ganske rigtig. Jeg maatte sige det. -- Min Doctor interesserer mig nu mere. Han viste virke- lig igaar en rørende Omhyggelighed for at mit Sind ikke skulde lide under disse traurige Omstændigheder. Han paalagde mig at holde mig paa mit Værelse i det længste og undgaae Optrinene nede. F [anny] er nu nede, Heftig- heden har lagt sig noget, hun er nu blot mørk og ganske modløs. [ -- ] Kjøbenhavn er forresten nu det kjedeligste som kan tænkes for en Fremmet. Alle Mennesker sorte -- det er endelig lykkes gamle Kongen at bringe Landet "i Flor", siger en af Dagsvittighedene. Hans Cadaver har været udstillet med megen Pragt i mange Uger, og man har tryk- ket sig ihjel for at see ham -- men den Pragt hvormed han om Natten skal føres til Roskilde, overgaaer alt Begreb -- jeg læste det forleden i Aviserne, og jeg blev ganske for- tumlet i Hovedet over alle disse Marskalker og andre Skalker og Hoffolk og Kammerjunkere og andet Kryb der skulle paradere, en sand Græshoppesværm; hvor kan dette Land være andet end saft- og kraftløst. Norge er dog i mange Henseender et lykkeligt Land. Den 4. Januar. I dette Øieblik har jeg faaet Dit Brev. Intet om min Glæde, jeg loe høit -- o Jonas, der gives ingen Modgang der kan opveie denne Glæde. Doctoren kom i det samme, og jeg havde nær sprunget ham om Halsen; men han følte min Puls med en betænkelig Mine og sagde at en saadan Glæde, der yttrede sig saa voldsom, maatte næsten for- bydes. O Glæde er aldrig farlig, sagde jeg. "Men Deres Glæde kunde næsten blive mig farlig; nu nu, her er jeg overflødig, jeg mærker De har bedre Rezepter" -- og vi spøgede og loe derover. Siden kom de Andre op, da de havde hørt tale om et straalende Ansigt -- de Stakkels, SIDE: 12 ligesom for at varme sig ved en Ovn -- Jonas, men hvad skulde jeg svare Dem? -- Gud, bare Posten ikke gaaer -- om Deres Reise til Italien. Jonas, jeg synes ikke at De bør gjøre denne Reise. Førend De skrev, vilde jeg netop have opmuntret Dem til at blive i P [aris] , man vinder saa uhyre ved at være rolig paa et Sted og ikke adsplitte Ti- den, naar den er saa kort. Paris bærer jo alt i sig -- der kan De have alt; men denne Dom kan De jo ikke betragte som noget -- følg Deres eget Kald og Lyst, den kan vist ikke vildlede Dem. Nu maae jeg slutte. Farvel mit Dyrebareste her i Ver- den! Jeg kysser Din Pande i Tankerne. En Time senere. O vee, jeg fik ikke Brevet ind. Det kan først gaae paa Mandag, men saa er der netop 8 Dage endnu. Det kan endnu træffe Dem, hvis De bestemmer Dem til at reise, og jeg vilde saa gjerne at De fik denne Hilsen fra mig. Det er jo den sidste i lang Tid. Heelt til April -- og om De da blev kaldet tilbage til den Tid, vil De da ikke angre, at De har spildt Tiden paa denne Reise? Spildt kalder jeg den blot, fordi den er saa kort, og derfor saa uendelig kostbar, ellers kunde jo en saadan Tour være nyttig nok. De bør bestemt bie, Jonas, indtil De faaer bestemt Svar paa Deres Anliggende; maaskee De faaer Stipendium og Lov til at blive, saa har De jo Som- meren for Dem og kan reise i Roe og Mag. De kan jo desuden altid faae see Italien, vi 2 kunne reise derhen engang. Fra Fader havde jeg et 3die Brev. Det er en lille Smule bedre end de andre, men kuns en lille Smule. De har Ret, Jonas, han er ikke lykkelig, stakkels Fader! derefter maae hans Breve dømmes. Jeg mærker ogsaa han har mange Tvivl med Hensyn til Dem, J [onas] , og det lader til at H [enrik] vækker disse i ham ved sit evige Opkog af det Gamle; dog er Faders Refrain altid: "naar Du er tilfreds" etc., og han kalder Dem altid: Din C [ollett] . Forresten SIDE: 13 forærer han mig Penge til et Gulvteppe. Det skal blive et Smukt et, som vi siden skal gaae paa, naar det engang faaer en værdigere Plads. Jac [obine] G [jertz] er en prægtig Pige, der er Humor og Forslag i hende. Vi ere hinanden en stor Trøst i denne Tid, vi klage til hinanden, eller hvis det undertiden bliver for galt, lee vi som vi kunne blive gale. Som Barn var hun underlig exalteret, og af disse som Folk kalde forskruede -- jeg troer saagar hun gjorde Vers og sværmede for Henrik og det norske Flag -- for mig har hun altid havt en brændende Interesse, hun havde gjerne gaaet Mile for at see mig, og hun har i Byetrængselen stjaa- let sig til at kysse mit Gevandt. S [ophie] B [urckhardt] veed ogsaa til Punkt og Prikke Besked om hvad Kjoler og Kraver jeg har havt paa, hvor mange Gange jeg har brugt mit Lommetørklæde eller talt med min Naboe, hver- gang hun har seet mig i C [hristiania] . Det er virkelig en beqvem Maade at komme til denne Navnkundighed, som jeg ikke har gjort det mindste for; men det er ogsaa i en vis Henseende latterlig og frygtelig tillige, at man bevog- tes og bemærkes af en utallig Hob Væsener, om hvis Existence man selv ingen Anelse har. Det morer mig undertiden at vække de norske Klange i Jac [obine] igjen, men da jeg mærker at [det] ordentlig gaaer hende til Hjer- tet og kan bringe hende i Oprør, vil jeg ikke gjøre det mere; hun maae nemlig døde alt i sig, ogsaa Fædrelands- kjærligheden og Stoltheden, hun er paa Veie til at blive dansk, afhængig af Danmark. Da Norge har nægtet hende et Stipendium, bliver hun nødt til at søge det hernede, og da hun spiller med en af Prindsesserne, vil det ingen Van- skelighed have, men saa tilhører hun Danmark med Hud og Haar. Hvilket Vanvid at opgive alt, Hjem, Familie, al privat Lykke nu og fremdeles, og dette for Kunsten, det utaknemligste paa Jorden idetmindste for en Qvinde, og J [acobine] er et varmt, dybt Gemyt og veed alt dette, men hun drives af en uimodstaaelig Magt, siger hun. At opgive Norge og blive dansk. Hvilken Beskjæmmelse! Alt hvad SIDE: 14 De siger om disse Danske, J [onas] , er ganske sandt; min Ringeagt kan ikke blive større end den er; jeg har ordent- lig ondt for at dølge den, men jeg har foresat mig ikke at yttre nogen Mening der kunde forarges mig som ind- sugede Fordomme. Jeg sagde engang noget, og da fik jeg strax det af Fru R [ahbek] , at Fader havde skrevet "poli- tiske Forbrydelser", og at jeg havde arvet hans Had -- paa samme Tid begyndte Fanny at græde, fordi jeg sagde vi havde daarlige Skomagere i Christiania, og at vi i al- mindelighed vare ulykkelige der, og raabte at jeg altid rev Christiania ned og indgjød hende Mistillid til et Sted hvor hun skulde boe, og fra dette Øieblik besluttede jeg at tie. Men Jac [obine] og jeg havde nær faaet Krampe af Latter bagefter. Hun havde ogsaa været kjæk til at tale i Begyn- delsen, men gider ikke længer. Det er just ikke af Frygt for at saadanne Meninger ude der jeg kommer, vilde møde megen Modstand. Z [ahrtmann] seer ud til at kunne døie meget af den Sort, og S [chmidt] s ere de liberaleste Folk jeg har kjendt. Schmidt selv er fød et andetsteds, han er ikke Dansk, har intet Fædreland og bryder sig ikke om noget. Jane er heller ikke Dansk, hun har været 6 Uger i Christiania og moret sig uhyre godt, og Mad. Braae er bindegal indtaget i alt Norsk, intet tilfredsstiller hende hernede. De kan ikke troe, Jonas, hvor gode de have været mod mig i min Sygdom. Schmidt har sendt mig Billetter og en smuk Present, Damerne besøge mig jevn- lig og bringe altid noget godt med -- men tænk, Jonas, ikke at elske sit Fædreland. Det er jo vor Stolthed -- det er den stærkeste Nerve /: for at bruge et Favoritudtryk :/ i os. Hvis Du var dansk eller tydsk, vilde jeg ikke have Dig. -- Fra Emilie har jeg havt Brev, men det indeholder ikke noget Nyt. Dr. Egeberg og Jeannette Broch. Mad. H [oppe] meget daarlig. Men nu maae dette Brev ende engang. Jeg har næsten ikke kunnet rive mig løs fra det; Du vil jo reise saa bort fra mig, og da varer det længe inden. Imor- SIDE: 15 gen kommer Josephine B [idoulac] . Hun har ikke før tur- det for Mæslinger, da Grevens Børn ikke har havt dem. Da skal jeg hilse hende fra Dig. Hun erindrer Dig godt. Engang hos Collett vilde hun have forgaaet, hvis Du ikke havde været hendes Sidemand ved Bordet, og hun ikke havde seet Hansteen bag en Blomstervase ligeoverfor. Nu vil jeg slutte med at bede Dig om noget; men jeg skammer mig saa, dog nei jeg vil ikke -- -- Forbandelse over alle Misbrug! send mig en Lok, en ganske lille Lok af Dit Haar i næste Brev. Es ist eine alte Geschichte, doch bleibt sie immer neu. Camilla Wergeland til Jonas Collett. [Januar 1840.] [Begyndelsen mangler.] Derpaa spurgte hun [ ): Jomfru Bidoulac] mig om jeg havde kjendt ham [Welh.] nøie, om jeg havde staaet i nogen særdeles Berørelse med ham. Dette Spørgsmaal kom saa naivt pludseligt, at jeg ganske beklemt ikke veed hvad jeg svarede. Det var ligesom Vorherre selv havde spurgt. Hun saae gjennemborende paa mig og sagde der- paa: "Han har formodentlig mishandlet Dem -- ?" Jeg har kjendt ham i 10 Aar, svarede jeg. Jonas, jeg maatte alli- gevel have sagt hende Alt. Den Krænkelse jeg har lidt, maae og skal erkjendes. Der er ingen Forsoning i at der siges: jeg har ingen Uret lidt; thi min inderste Bevidsthed modsiger dette og min Skræk for ham. Men naar en stærk, upartisk Sjel vilde sige: "han har gjort Dig grændsesløst Uret, vi agte ikke Din Tilgivelse ringe," da vilde jeg til- give, jeg vilde ende med at forsvare ham mod mig selv. Men en saadan upartisk Sjel findes ikke derhjemme, de ere alle betagne af ham, nogle for, andre imod ham; de kjende ham. Jeg vil dog ikke hvile, om jeg skal vandre den hele Jordkreds rundt, jeg vil finde et Bryst der skal SIDE: 16 fatte min Smerte og være villig til at huse den, før faaer den ingen Fred. Jeg troede før jeg saae J [osephine] B [idoulac] at hun var bestemt dertil, thi i mine triste fredløse Øieblikke [ .... ] Hvorfor er Du da vred paa mig? Hvorfor rynker Du Panden, medens Du læser dette; dølge det kan jeg dog ikke, min største Fortjeneste har været og skal være en grændsesløs Ærlighed [i] alt hvad der truer Dig og vor Fremtid. Et synligt Onde kan dog bedre bekjæmpes, og det bekjæmpes ikke ved at dølges. Veed Du hvad der er saa skrækkeligt: at jeg ikke har Fred i Drømme; da lure de onde Dæmoner paa sit Bytte. Jeg sættes da ganske tilbage i Fortiden, Fremtiden er lukket for mig, vi existere ikke for hinanden. I Gaar Nat drømte jeg mig henflyttet i en fortryllet Egn, en Dal indesluttet af høie, skovrige Bjerge, hvis Toppe skimrede i en violblaae Aftenglands; nede i Dalen var der stærk Dæmring, en lang Caravane drog igjennem den; jeg var i den forreste, han i den sidste Række; men han kunde ikke komme forbi, men hver Gang Vognene standsede, drog en uimodstaaelig Magt mig hen til ham; thi han var sørgmodig, og jeg leed derved som fordum; og jeg gik altid tilbage for at sige ham dette, og han sluttede mig i sine Arme og kyssede mig, og sagde "C [amilla] vil dog aldrig forlade mig; om alting skuffer mig, er jeg dog sikker paa denne Vinding" -- (hans Ord i et Brev), og jeg græd derover -- -- -- Ja ringeagt mig, Jonas -- naar jeg vaagner efter en saa- dan Drøm er jeg fortvivlet -- -- -- er denne Magt ikke stærkere end min Villie? Jeg var dog sovet ind i Tan- ken paa Dig gladere end nogensinde, jeg havde ikke tænkt paa ham. Men disse Drømme vende altid tilbage. Da er Freden brudt igjen, og jeg søger at faae Roe ved at skrive til Dig. Men i denne Modløshed, denne Lede til Kampen, er det som jeg kunde sige til Dig: Gaae, overlad mig til min Skjæbne, Dit Liv er vigtigere end mit. Bryder jeg da noget Løfte? Jeg har lovet at gjøre Dig lykkelig. Vort SIDE: 17 korte Samliv skulde ingen uvenligere Erindring efterlade sig end den et Par Vandrende beholde, naar de have truf- fet hinanden og hvilet ud ved Siden af Grøvten, medens de et Øieblik glemte Byrderne ved deres Fødder, og at der var langt til næste Bye. Bliver det ikke altid en haard Sandhed, at det nærmeste, kjæreste maae opofres for det Store og Vigtige, og det er store Sjele der kunne gjøre disse Offer. Husk paa Blytækkeren i Nürnberg, hin Fader der følte han var vigtigere end Sønnen! Jonas, naar jeg bliver svimmel, skal De styrte mig ned, vær ikke blød, fordi jeg forsøger at klamre mig til Dem. Den 13. Januar. Det er det Værste af Alt. De vilde give Deres Hjerte- blod siger De, for at kjøbe min Fred -- jeg veed ikke hvad jeg kunde give. I Nat førend jeg kunde sove, grundede jeg paa en Frelse; jeg følte jeg kunde vove alt for den, og min Indbildningskraft førte mig de selsomste Midler frem for Sjelen som muelige. Jeg var endnu i en sygelig exalteret Tilstand, saa jeg veed ikke om det var i Drøm eller vaagen, jeg sendte ham en Udfordring, hvori jeg or- dentlig beder ham bestemme Dag og Time. Men om Mor- genen mindedes jeg med forunderlig Klarhed hvert Ord i den, de løde saaledes: "W [elhaven] , De veed at jeg hader Dem; hvis De ikke har kunnet begribe det, saa vil min Skræk naar jeg mø- der Dem, have sagt Dem det. For at glemme det, skulde jeg gjerne gaae barfodet til Verdens Ende, men det vilde ikke nytte. De maae dele min Bod; dog skal den blive mildere for Dem end for mig, thi De har ikke været una- turlig, De har blot været slet. Naar vi næstegang sees ene, skal De slutte mig i Deres Arme og kysse min Pande og min Mund. De skal ikke agte min Skræk og min Mod- stand. Vi have engang myrdet dette Kys, en smuk Aften SIDE: 18 da Luften var mild, derfor trænger det sig ind i mine Drømme, jeg kan ikke lide, at det forstyrrer Freden for mig. Men i dette Kys løses Forbandelsen, den krænkede Natur er hævnet, med det drager Freden ind i min Sjel, Ligegyldigheden, Freden og Tilgivelsen. W., De kan ikke undslaae Dem for dette Møde, giv mig et Tegn, men intet skriftligt." -- -- -- -- "Ak, Tanken har ei levet I Blik og Tale, Og Ordet der er skrevet, Er stivt og dødt. Farvel her har Du Brevet, Bryd Ordets Dvale -- -- -- " Jeg har ikke mere at tilstaae. Døm mig hvorledes Du vil. Camilla Wergeland til Jonas Collett. Kjøbenhavn den 13. Jan. 1840. Ja drag til Italien, Jonas, til det herlige Italien, drag fra Kulden og Taagen ind under den blaae Himmel. Hvem vilde ikke skabe sig Foraaret, naar man eiede Trylleform- len dertil? Nu af Deres sidste Brev forstaaer jeg først at De maae reise. Det har været en mærkelig Vinter for Dem, blot fordi det ingen Vinter har været. For et Par Breve siden talte De om den norske Høsts Regnstrømme og grufulde Tristhed, og i næste Maaned drager De ind i Foraaret i Italien -- Foraaret og Italien drager ind i Dem. Hvilken henrykkende Udsigt, hvor jeg glæder mig til at De reiser! Jonas, De kan ikke have det for godt i denne Udlændiskhed, maaskee den eneste, som De skal leve af Deres hele Liv. De bør derfor intet nægte Dem, men nyde Alt. For Guds Skyld ingen spitsborgerlig, dydig Oekono- mie, ingen ængstelig Betragtning af Fremtiden! Gud sør- ger nok for den, og naar vi først have hinanden, kunne vi undvære meget, ak ja, meget som nu er haardt at undvære. SIDE: 19 Nu skal De blot emancipere Dem fra Alt, hvad der kan virke hemmende eller forstemmende paa Dem, det være nu Penge eller andre Bekymringer, f. E. den for mig. Tænk at jeg har det godt, Jonas. Det er i Grunden ogsaa saa uhyre uvigtig, hvorledes jeg lever, naar jeg blot lever til De kommer igjen. Iforgaars havde jeg Breve fra M [alvina] og E [milie] D [iriks] . Jeg vilde gjerne meddele Dem noget deraf, naar De blot allerede havde hørt det. Malvina skildrer den Forstemmelse der hersker i hele Huset over Mad. H [op- pes] Sygdom, hun lider frygtelig. Emilie synes saagar den har virket formildende paa Fru P [etersen] . Magnus er meget glad over at have faaet sin Ven /?/ Georg Sibbern til Byen -- Emil K [nudsen] fremdeles daarlig, og lille Jo- han skal det gaae udmærket til Ex. Det hele lille Coterie med G. S. havde været paa en Studentersamfundsforestil- ling til Bedste for Asylet, hvor de havde moret sig ud- mærket. Der blev givet Tableaux, Comedie m. m. Caroline Løvenskjold død. Stakkels Grevinde! Igaar var jeg for første Gang nede i Stuen; Fanny er nu ogsaa nede og kaldes rask. Men mit Udbytte paa denne Tour var, at det er bedre heroppe paa mit Værelse. Jeg vil see at indrette det saa godt jeg kan heroppe; det er bleven lunere siden min Sygdom, jeg er mere fortrolig med det. J [acobine] G [jertz] er flyttet idag, Musikken er dra- gen ud. Jeg skriver endnu engang inden Februar, hvis jeg nemlig faaer saa tidlig Svar paa mit sidste Brev, som De efter min Beregning modtager i Morgen; strax jeg faaer dette Svar, skriver jeg. Men til Italien vil jeg ikke sende noget Brev, det er alt for usikkert, da De jo ikke i For- veien kan bestemme Routen. De vil vist selv raade mig dertil. Men fra Dem, Jonas, faaer jeg Brev, det er ganske nødvendigt. Altsaa ikke før De er tilbage til P [aris] , hører De fra mig, maaskee er jeg da alt hjemme. Til denne Re- tour til Paris opmuntrer jeg Dem af al Kraft, hvad De siger om et saadant da capo, er saa sandt saa sandt. Da SIDE: 20 høster man først rigtig ind; første Gang har man blot gaaet drømmende og seet paa al denne Herlighed, og man tænker ikke paa at disse gyldne Agre er der for andet end Pynt -- næstegang man kommer igjen, ere de for- vandlede til solide Kornmarker, og man bringer foruden et Arbeidslune ogsaa en dygtig Sigd med, hvormed man skjærer det af og læsser det paa en Vogn for at bringe det hjem. Kunde De da ikke ganske sløife Tydskland. Hvor meget bedre det var at tage det tydske Liv først og siden det franske og italienske, nu kommer De til at kjede Dem rædsomt i Tydskland. Dog maaskee er det tydske Liv den sundeste og meest skaanende Overgang til det Norske. Den 14de. Jeg kan ikke sige Dem, Jonas, hvor meget Josephine B [idoulac] er mig hernede. Hun er et Solglimt i Natten, hun er Jfr. Bidoulac her i Kjøbenhavn. Hvis jeg havde Valget mellem alle de Adspredelser og betydelige Connaissancer, Kjøbenh [avn] kunde byde mig, og hende, om jeg skulde sidde paa et Tagkammer bestandig, saa vilde ikke Valget falde mig et Øieblik svært. Men des- værre kan jeg see hende saa skjelden, hendes Tid er saa afmaalt, saa kostbar. Hun holder ogsaa af mig og Dem! -- Naar hun gaaer, siger hun undertiden: Jeg tager Skatte med herfra, jeg har en Følelse som om jeg maae lægge et Guldstykke igjen paa Bordet. Idag var hun her, hun kunde blot blive "nogle Minutter", da hun havde en høist triviel Time med Sophie B [urckhardt] med hvem hun læ- ser Tydsk, men hun glemte sig dog en Time, og endnu henne ved Døren maatte hun gjennemsee en fransk Op- sats til et Brev, som hun over min Forventning fandt pas- sabel og ikke cassabel. Hun forandrede intet ved den. Jeg er endnu ganske overrasket af hendes Dom om det, og jeg vil i den Anledning begynde at øve mig flittig. Af J. fik jeg sendende "la vie italienne", nu vil det interessere mig. Det er Reisebeskrivelser (poetisk) over de Stæder De netop berører. Naar De kommer til Genua, Jonas, maae De SIDE: 21 endelig besøge den franske Generalconsul der, Blanriez. Maaskee han kunde være forflyttet til en af de andre italienske Stæder, det vil De let kunne faae opspurgt, gid De blot kunde træffe dem. Det er af dobbelt Interesse for mig, at De lærer denne Familie at kjende. Mad. Blan- riez er saa elskværdig, saa hjertelig, uagtet hun lever i saadanne polerte Forhold, at man virkelig ikke kan glemme hende, naar man har truffet hende. Jeg vilde saa gjerne De skulde træffe en saadan Dame, der i en Hast kunde holde lidt af Dem, da der ikke er Tid til at slide og slæbe for det. Jonas, see til at Opholdet i Genua eller hvor hun er, ikke bliver for kort. Mit Brev kan De først sende hen, og siden vous'y rendre en visite -- men vær meget peen, udmærket peen. Hvorledes staaer det sig ellers med denne Egenskab eller rettere Mangel paa Egenskab, De veed P [etersen] s have gjort Dem svære Beskyldninger i dette Punct, Jonas. Er De peen og gentil i Paris? Det er utroligt, hvad det hjelper at komme ud blandt Folk; i vort norske Drømmeliv kan man saa let forfalde til denne Nonchalence i Klædedragt, dette genialske Sludskerie, som velopdragne kjedelige Folk støde sig saa meget over. Herude har jeg, uden at jeg har mærket Overgangen, lagt mig til en Portion Ziirlighed og en vis Omhue for den ydre Erscheinung. Man tvinges jo dertil, og det er af mere Vigtighed end man gjerne vil tillægge en saadan Ting. Vor indre Overlegenhed, der er gyldig hjemme, slukker ligesom i den fremmede Masse; vi føle en Trang til at give vor Adel tilkjende, og vi lægge den uvilkaar- lig i Væsen, Gang, Dragt. Jonas, De maae klæde Dem smukt, lov mig det, og gaae rank, meget rank, endnu rankere! Og jeg holder saa meget af Dig; fordi jeg holder saa meget af Dig, vil jeg ikke sende Dig et Brev, jeg skrev i forrige Uge. Og jeg forstaaer nu at læse Dine Breve, jeg kan læse alt hvad der ikke staaer. Nu kunne de aldrig ængste mig. Jeg forstaaer at vurdere denne Ordets Kydsk- SIDE: 22 hed, denne høie Ædruelighed, o saa godt -- -- -- jeg selv undertrykker jo ofte meget -- -- jeg vilde for Exempel nu sige Dig -- -- -- -- -- -- -- -- Adieu! -- Fortæl Mad. Blanriez alt hvad De veed om mig -- dog nei, ikke fuldt saa meget -- men hvad der lader sig for- tælle. Hun er god og trofast, og saa boer hun dertil i Genua. Monsieur J. Collett Hotel des trois Balances rue marche Neuf No 30 à Paris fr. Hambourg SIDE: 32 Camilla Wergeland til Ida Kjerulf. 23de Januar 1840. Aften Kl. 11. De skriver mig ikke til, Ida, men jeg kan ikke løsrive mine Tanker fra Dem. Ak Ida, skriv mig blot et Par Li- nier, jeg er saa urolig siden mit sidste Brev. Siig mig hvad Indtryk det har gjort paa Dem, er der noget deri, der har saaret Dem, har jeg gjort det? -- jeg græd da jeg skrev det, men det var i min mildeste Stemning -- Gud, har jeg saaret Dem og maaskee forøget Deres Li- delse, som jeg skulde give mit halve Liv for at mildne. Men betænk, Ida! selv om jeg havde havt noget at for- raade Dem, maatte vi være hævet over Fordomme der klæber derved -- vi ere jo ingen almindelige Mennesker -- thi ingen af os kunde mistænke hinanden for de lave og smaaelige Motiver, der have bragt slige Bekjendelser i Vanrygte. Jeg har blot hentydet paa mine Følelser lige- overfor ham, forsaavidt de kunne skille os fra hinanden. Da jeg endnu troede en Tilbagetræden muelig, førend jeg vidste hvor fast og uopløselig De var knyttet til ham, taug jeg, jeg følte at selv en saadan Tilstaaelse kunde være farlig; derimod har jeg ikke dulgt min Angst for Dem i vor natlige Samtale paa Grini, fordi jeg saae De leed og leed af Tvivl, og fordi jeg troede han vilde skuffe Dem. Det har han ikke, han elsker Dem, han har selv sagt mig det. Men nu var Deres Skjæbne ugjenkaldelig og vis, der- for maatte De see Alt under Øie, ogsaa mit Forhold til ham, som jo alligevel senere vilde blive Dem klart nok. Jeg skulde jo miste Dem, Ida, og maatte jeg da ikke sige Dem Farvel -- -- -- -- -- og hvorfor jeg gik. Og har jeg da sagt andet, siig mig, Ida, om jeg har sagt andet. Siig, at jeg har viist, at jeg har holdt Deres og hans For- hold helligt og uantasteligt. Ved Gud, Ida, Deres Bestem- melse forekommer mig stor og Dem værdig og fra denne Side betragtet, om end ikke fra den almindelige, misun- delsesværdig. Jonas og jeg følge med Bæven Tingenes SIDE: 33 Gang derhjemme. Jonas har det bedste Haab, og naar jeg tænker paa Dem, kan jeg ikke andet end dele det. O Gud, Ida, hvor han maae elske Dem, at klynge sig til Dem, efter al den Kamp og Forfølgelse. Og hvilket Kald for Dem at være ham alt dette. Derfor elsker J [onas] mig saa høit, fordi jeg har lidt saa meget. Mange Bønner opstige for Dem, Ida; for mig selv beder jeg blot om [at] beholde det jeg har. Min Lykke er saa stor, at der ikke gives noget saa skrækkeligt udenfor den, som den ikke opveiede. Skriv mig til, Ida, skriv og klag til mig. De kan trygt sige mig alt, hvad De vil. Fortæl mig om ham, siig at De har Tillid til ham. Siig at De har Tillid til Dem selv, at De er stærk, stærkere end Alt, at Deres Kjærlighed er saa stærk, at der ikke gives nogen Skuffelse for den. Camilla Wergeland til Jonas Collett. [24. Jan. 1840.] [ .... ] Hvis De havde været den første, havde det ikke skadet, men han havde bragt Tingen i Vanrygte. Og den første Fremtræden, Jonas, o den gjør Udslaget. Det før- ste Indtryk glemmer Folk aldrig, efter dette dømme de vor hele senere Færd. Det vidste jeg alt -- par Instinkt -- da jeg var 16 Aar, derfor begyndte jeg med at respec- tere Folks Dumheder, for at gjøre dem trygge, at de siden kunde respectere mig. Deres første Erscheinung var uhyre uforsigtig. Naar De næstegang skriver mig til, saa siig at De vil bie til roligere Tider med at skrive. Man bør sidde fast i Sadlen, førend man tænker paa at bryde Landsen. Welhaven er rigtignok et afskrækkende Exempel paa hvor rædsom betydningsfuld en saadan Uvillie kan blive, naar man trodser den. Hadet mod ham er gaaet over i Natio- nens Blod. Josephine Bidoulac har fortalt mig mange Exempler paa hvor almindeligt det yttrede sig allerede da hun var i Norge; hun havde aldrig oplevet noget saadant; SIDE: 34 hun har seet dem, som en opsnappet Grovhed mod Wel- haven ordentlig har virket physisk velbehagelig paa, deres Glæde derover har yttret sig i en legemlig Trækning, i et Suk, som om de maatte sluge den for at nyde den ret. Fy, Had er dog afskyeligt! Igaar Aftes skrev jeg til Ida; da jeg tænkte over alt dette, blev jeg bange for at jeg hadede ham, og naar jeg skriver til Ida, opløser sig alt i Smerte og Ømhed for hende. Jeg kan indbilde mig alt, naar jeg tænker paa hende, tilsidst at han er god og ædel. Lader os være gode, Jonas, det lønner sig dog bedst, og holde meget af hinanden. Ja deri ere vi enige! Ja det ville vi!! De behøver ingen Attest fra George Sand for at vi ville blive lykkelige. Jeg begynder at troe stærkt paa det selv. Citatet er forresten prægtigt, men Forholdene, hvoraf det er hentet, maae aldeles kasseres, som uanvendelige. Den I [ndiana] havde nu i min Tanke ikke Lov til at blive lykkelig, der var blot en Redning for hende, Døden. Et mislykket Selvmord er i sig selv ynkeligt, og det stødte mig strax som unaturligt at George Sand lod hende blive lykkelig ovenpaa alt dette. Dengang jeg læste denne Bog, troede jeg ikke paa nogen Frelse, ikke engang med en reen Erindring. Jeg har læst George Sand først i de senere Aar, saa at hun ikke kan siges at have virket paa mig eller næret nogen Stemning eller Tilstand hos mig; denne var fuld- kommen udviklet hos mig, da hun mødte mig som et Speil, hvori jeg saae mig selv klart, frygtelig, henrykkende klart. Jeg har jublet over mange af hendes Ord, fordi de vare mine, hun havde givet Liv. George Sand er virkelig en af de største og mærkeligste Carakterer der nogensinde har existeret. Troer De ikke det? Alle disse Reflectioner ere udgaaede af hendes egen Kamp og Lidelse, de er sande, derfor gribe de os. Hvor dybe maae de Krænkelser have været, der have drevet hende til at afkaste sit Kjøns Dragt og Sæder, og tage modig mod hele Verdens Anathema -- ! Hun var engang qvindelig bly, tillidsfuld og elskende, hun SIDE: 35 havde aldrig Pennen i Haand, først efter hendes Skils- misse [ -- traadte] hun frem i sin nuværende Skikkelse. Læs hendes [ -- ,] deraf lærer man Hende bedst at kjende. Selv [Mangelen paa] Undseelse, der forarger -- og med Grund -- saa Mange, er stor, fordi den er udsprungen af ægte Fortvivlelse. Hun er bleven Mand af Had mod Mændene, for at kunne kjæmpe som en Mand. Læg mærke til, hvor lave og svage hendes bedste Helte ere, hun er den første der har revet Masken af den Slags Elskværdighed. O, for George Sand bøier jeg mig dybt! Hun er mit Kjøns Mar- tyr og Stolthed, og ikke dets Skjændsel, som Hyklere og den andægtige Pøbel kalde hende. Men hendes Romaner forstaaes ikke hos os, da de skildre franske Forhold og Sæ- der, som Gud skee Lov endnu ikke passe paa os. Der kan være Nød nok hjemme, men endnu ingen Fordærvelse. De maae heller ikke være alt for slem med vort Hoved- stadspublikum, Jonas -- for at komme tilbage til det for- rige, det gjælder blot et Sprang fra George Sand til gamle Revisor Stabel -- vort Publicum kan have mange Feil, men faae latterlige Feil, det er ikke smaaeligt eller abderitisk. Den barbariske Maade, hvorpaa Striden føres hjemme, er dog 100 Gange mere erquiklig end det matte, visne saft- og kraftløse Kjærlingerie hernede, som de kalde Politik. Hvis De beder mig vakkert, skal De strax faae en lille Prøve. Gud skee Lov, Kongen er vel i Jorden, men vi maae daglig døie alle Adresserne fra Nestved og Slagelse, Korsøer og Altona, og alle Kong Christians Svar oveni- kjøbet. Den fra Faaborg skal udmærke sig ved sit dristige og liberale Sprog. "Gud veed," siger Kronprind- sen, "hvorfor Faer gjør saa mange Omstændigheder med denne Constitution; naar jeg bliver Konge, skal de min Sæl gjerne faae 2." De har maaskee hørt om den Sang af vor A. Munch, der blev optaget i Lehmanns Blad? Det har gjort temmelig Røre, da man ikke er vant til saadant Sprog hernede. Han siger deri: "Thi Frederiks Jorde- klokke er Danmarks Morgenklang"; men dette Trøster- SIDE: 36 ord har man taget meget ilde op; en af de meest Fornær- mede revser ham i 20 lange høitidelige Vers i "Dagen", fulde af Sørgeklokker og Graad og Folkehjerter og saa- dant velmeent Hyklerie, og en Kraftlinie: giv Agt: "Ja, frække Normand, ti!" Det er i Anledning af Trøsten. Derpaa kommer M [unch] som i Grunden ikke har meent noget ondt med det, meget betuttet igjen og siger: "Nu saa tilgiv, jeg vidste det ei bedre, Jeg troede at et Morgenhvift gik nu Henover Danmark fra Tidsørnens Fjedre, Ei at det hele Folk som Du, Sank ned i bløde Taarer, daadløs Gru Fordi en Olding gik til sine Fædre. -- -- -- Saa vil Du see -- -- -- At Haabet os en Frihedsbifrost bygger Fra Lindesnæs og til det jydske Rev." Ellers veed jeg intet, thi jeg sidder her paa mit Tag- kammer; jeg har endnu ikke været ude, undtagen sidst Søndag inde hos Josephines Moder, da Tilstanden her i Huset var saaledes, at jeg ikke kunde være hjemme. Imor- gen vil jeg begynde at gaae ud. Hvordan det staaer til her nu? Godt. Herefter faae vi det meget godt. Fanny er bragt til et Galehospital i Slesvig, sidst Mandag reiste hun med Moderen og en Læge. Jeg vil ikke skildre den sidste Uges Rædsler -- jeg vovede mig vel aldrig ud af mit Værelse, men hendes Skrig hørte vi Nat og Dag [ ... ] God Nat, Jonas. Jeg er bleven ganske trist tilmode ved at tænke paa dette igjen. Nu slaaer Kl. 10. Lader os blot være gode og holde meget af hinanden! Den 25de Jan. Merkværdigt, at Veiret er her mildt, da det er saa koldt i Paris. I Begyndelsen af Maaneden havde vi rigtignok nogle stærke Frostdage, men i de sidste 14 Dage har det været saa mildt, at man gjerne kunde have Vinduet oppe uden at mærke noget. En stor Vel- gjerning for mig, der har maattet holde mig inde. Jeg SIDE: 37 har virkelig forsonet mig med mit Kammer, det er bleven langt gemytligere end før. Det har oplevet noget med mig. Josephine har helliget det med sin Nærværelse. Dit Navn er blevet udtalt høit herinde, Væggene veed det nu, jeg synes virkelig de blaae Blomster i det gule Tapet, der før vare saa dumme og udeeltagende, seer kløgtigt og betyd- ningsfuldt paa mig nu. I den lille Sopha lader der sig præg- tig sidde og læse Breve. Men nu vil jeg begynde at gaae ud -- jeg længes efter Himlen og den frie Luft, om end ikke efter Mennesker. Kunde jeg spadsere hver Dag med Josephine og kunde vi abonnere sammen hver Lørdag i Comedien -- den begynder 2den Febr. -- skulde jeg gjerne give Slip paa Alt andet; jeg foreslog hende det sidste, men dengang holdt hun det for umueligt, hun er næsten hele Dagen optaget. Igaar talte hun om Muligheden, og jeg vil gribe den med Liv og Sjel. Josephine er en her- lig Skabning, den Grad af Udvikling, troede jeg det ikke mueligt at naae hernede. Det maae være en Feil- tagelse, at hun befinder sig paa denne Klode, da hun be- stemt hører hjemme et andet og bedre Sted. Nu sidder hele Mobben paa anden Plads og gloer paa hende, hvad hun vil mellem dem. Der gaaer næsten ingen Dag hen, uden hun siger allerelskværdigste upassende Ting, hun kommer da ofte og klager til mig hvordan det ikke er hende mueligt at lade det være. Forleden havde hun sva- ret Andersen, der vilde forelæse hende sin Mulat, efterat han havde forelæst den i det Hele 49 Gange: "Nei tak, jeg gjør ikke af Gaaseleverposteier, fordi der altid for- bindes en Tanke om Piinsler derved." Derover var han bleven meget stødt. I Gaar var hun ellers stillere end sædvanlig, der var et Anstrøg af Melankolie over hende. Hvor naturligt er det! Hun er for riig til at være ene, og der er ingen der kan forstaae hende, ingen der har Kraft til at hæve saadanne Skatte. Og nu seer hun min Glæde, min Frihed -- -- -- -- -- -- Hun vil snart "emancipere sig fra utaalelige, men nødvendige Pligter", sagde hun. SIDE: 38 Gid vi havde hende oppe hos os! Der kunde vi trænge til hende, og hun selv vilde være bedre faren end hernede. Hvilken Trøst hun har været mig i denne Tid, kan jeg ikke beskrive. Hun beder at hilse Dig. Naar De komme gjennem Kjøbenhavn, Jonas, opsøger De hende naturlig- viis. Om De blot kan sees flygtig, og De bringer mig en Hilsen fra hende, vil det være af gjensidig Interesse -- det er saa forbistret ondt at faae nogen rolig Samtale med hende, hun har 100 Forpligtelser om Dagen, som hun alle opfylder i sit Ansigts Sved. Mange af disse Be- kjendte som hun maae see til, er vist kjedelige, jeg kan ikke begribe hende heri. Hun mangler en vis nobel Par- tiskhed, et vist ædelt Gnieri med sig selv, som vi kjen- der saa godt; vi vide saa behændig at undgaae alle dem der kjede os og ikke kan være os til nogen Nytte, og naar den Nytte de kan have af os ikke opveier det vi offre dem. Der er nu Sophie B., hendes forrige Elev -- ! For hende er hun en sand Martyr; næsten alle de Timer hun har frie, optager hun, Josephine læser med hende, etc., blot af Godhed. Sophie B. er af de rige Folks Børn der skulle lære alting, hvad der kan faaes for Penge, og paa den Maade misbruger Sophie daglig Kunst og Videnskab og Josephine Bidoulac. Hun gaaer paa Ørsteds Forelæsnin- ger, men hun kan ikke skrive forstaaelig udenpaa et Brev; hun skal lære at synge, endskjøndt hun har en Stemme der driver os Alle ud af Stuen; hun maler og tegner og har evige Informationer, og der er ikke Spor af Geist i noget deraf. Jeg kan ordentlig komme i et hemmeligt Oprør, naar hun kommer ind og afbryder Josephines og min Samtale, med et Tegn at nu er hendes Tid kommen, og J. afbryder den med et Martyrsmiil, thi J. dølger ikke for mig, hvor rædsomt S. kjeder hende, og at alle disse Anstrengelser ere spildte. Er der ikke noget forkeert i denne Samvittighedsfuldhed, den kan næsten kaldes Selv- mord. -- -- -- Men jeg er saa glad, Jonas, at jeg nu har det SIDE: 39 saa godt, at De kan reise uden Frygt for mig. Nu kan De reise saa trygt bort fra mig -- Meslingerne komme vel ikke saa snart igjen og Fanny vel heller ikke og -- -- -- vel heller ikke. Apropos om Meslingerne, jeg synes nok jeg var meget syg, men jeg vidste ikke, jeg virkelig var i Fare. J. siger hun har i 4 Dage svævet i dødelig Angst for mig. Allerede den første Dag kom W [inkler] og sagde med [Vægt] : "Det er meget slemt med vor lille Patient, jeg er alvorlig bange for hende." Der var slaaet sig en stærk Forkjølelse til der kunde have drevet dem ind ad. Min Sjel leed mere i de Dage end mit Legeme, den Uretfærdighed hvormed jeg blev behandlet af dem hjemme, den skrækkelige Tilstand her i Huset, som jeg ikke kunde klage hjem, alt dette havde netop naaet sin Høide, da Sygdommen udbrød, jeg syntes det var saa Synd at sige alt dette til Dem, Jonas, men De kan troe jeg havde det ondt. Min Doctor, Winkler, er bestemt en interessant Person, ham gad jeg nok træffe ude. Han har egentlig blot gjort mig 2 Besøg, siden jeg blev saavidt mig selv, at vi kunde tale noget ordentlig sammen, den første Gang var Talen rigtignok uordentlig -- jeg havde netop læst dit første Brev efter al min Nød -- og engang senere, men disse 2de Gange have været til- strækkelige [for] min Triumf. Til J. havde han gjort mig den aller eklatanteste Afbigt. Han sagde, han blev strax frap- peret og lidt bange tilmode, da han saae jeg var høi, og da saae han jeg havde havt Lov til at "skjænde og være vred"; saaledes kaldte han adskillige Udbrud under min Sygdom, adskillige uforudseete Bemærkninger, som han paa Grund af min spæde Ungdom har holdt for overvættes For- skruelse, eller maaskee Feberphantasier -- Derpaa sagde han en heel Deel om min ydre Erscheinung, om mit Væ- sen, som det ikke sømmer sig for mig at gjengive -- Ual- mindeligt! -- han havde kaldt det sidste mandigt, hvil- ket J. benægtede paa det Stærkeste, og at det var en Forvexling. "Men hendes Glæde har jeg seet, og den har SIDE: 40 jeg aldrig seet Mage til. Den var ikke støiende, og dog synes jeg den kunde sprænge det lave Loft; jeg var glad det var der, ellers vilde hun have faret lige ind i Himlen." Vel talt, gamle Winkler! saaledes føler jeg Glæden og saa dybt ogsaa Sorgen. Denne W. er den Ungdomsven, som Øhlenschlæger nævner saa ofte i sin Biographie. Nu ere de nok broullerede. J. staaer i et rørende, smukt For- hold til ham, hun lider med ham ligesom en Engel lider ved en Falden. Forleden da han kom ind, raabte hun ham imøde: "Ak Gud skee Lov De kom, W., at jeg kan see og styrke mig ved Dem. Jeg har hørt saa gruelig meget ondt om Dem!" "Stakkels Pige, har De det!" sagde han bedrøvet. -- -- -- Men Zahrtmann -- ! Hvilken Kontrast, Z. og W. De spørger mig om Z., vi sees næsten aldrig, men vi staae i en uafbrudt aandelig Contact, der næsten stiger i sine Yttringer i samme Forhold, som Leiligheden til at sees bliver skjelden -- Hans Opmærksomheder mod mig ere virkelig fortjenstfulde, jeg veed ikke hvordan jeg havde reddet mig i denne Tid, havde han ikke sendt mig sine Bøger. Naar De kommer hid, maae De være lidt snild mod ham. Jeg regalerer ham af og til med en elegant Billet, eller i Mangel af saadanne slaaer jeg Blæk over hans Bøger, i hvilken Anledning han strax gik hen at "offre en Heca -- Heta -- Hecatombe? /Hvad vil De helst have, c -- tt?/ til Guderne". Undertiden kan jeg ikke bare mig for at experimentere en Smule med hans Udanskhed eller rettere Danskhed, thi dette er i Grunden et Begreb -- om det ikke er mueligt at faae ham til at vise Tæn- derne og knurre en Smule -- bare at spidse Ørerne -- men forgjeves, han logrer blot, som den der har fortjent alle de Prygl han faaer og gjerne tager mere. Paa en saadan Udfordring svarer han paa ziirligt Fransk: "que je suis enchanté, over Deres fine Grovheder." Det kunde i Grun- den være meget vittigt, naar det blot ikke var -- -- -- Nei, De skal have en Prøve paa denne Correspondance -- -- naar der blot var Tid. Jeg vil gaae ned og see paa Kl. SIDE: 41 Den er blot halv 7 endnu -- Exempler ere altid de bedste, naar man kan præstere dem. Jeg skrev ham omtrent saa- ledes: " -- -- -- -- -- Jeg veed virkelig ikke, hvorledes jeg skal takke Dem for saamegen Godhed. Jeg er imid- lertid saa taknemlig jeg kan, jeg roser Dem i alle mine Breve, og jeg har desuden taget de norske Bjerge og den n. Himmel i Ed paa, at de skulle være Dem hulde og bevaagne naar De engang besøger dem. De norske Bjerge, veed De, maae betale al vor Statsgjæld, de ere vore Biblio- teker, vore Kunst- og Skatkammer, de eneste vi have igjen som vort forrige Broderland ikke godt har kunnet flytte, da Transporten vilde blive meget kostbar, at regne efter -- -- -- -- O vee! Jeg vilde sige noget smukt, og det faldt næsten ud til en Grovhed, men jeg forsikrer Dem, Hr. Z., jeg er i Grunden ganske uskyldig, jeg siger aldrig noget ondt om D [anmark] og har heller ikke været med at skrive noget. De veed selv hvor snild ( ): "rar") jeg er hernede, jeg siger aldrig noget, og jeg gjør taalmodig alle danske Moder med, jeg har nylig havt Mæslinger, og sørger for Kongen ovenikjøbet. Det eneste jeg har havt at udsætte paa, som jeg synes burde være anderledes, er en Syejomfru paa Kjøbmagergd. og Instrumentmager Thiele -- -- -- -- " Derpaa svarer Z.: "Hvad derimod Deres Ønske om Truds- len angaaer (jeg bad ham true med ingen flere Bøger at sende) gjør det mig ondt at jeg ikke kan opfylde den. Skulde jeg imidlertid nogensinde -- hvad Gud forbyde -- i et opbrusende Øieblik forledes dertil, da vil jeg forud underrette Dem om, que vous n'aurez qu'à m'envoyer un de ces jolis petits billets, que vous savez écrire si admir- ablement, et je serai à l'instant un modêl de danceur -- -- -- -- -- Jeg kjender alt for godt Historien til ikke at vide at Norge fra gammel Tid har en heel Deel tilgode fra D [anmark] , og under Fædrelandets trange Kaar vil sikkert enhver Dansk med Glæde gjøre sine smaae Af- drag, jeg haaber saaledes De vil ansee mig for en saa god Patriot, at De er overbeviist om jeg mener det oprigtig, SIDE: 42 naar jeg beder Dem modtage carte blanche, med Hensyn til alt hvori jeg kunde være Dem til nogen Tjeneste -- -- -- -- Deres ærbødige Z." Jonas, nu maae jeg sige Dig Farvel. Ak naar jeg ikke behøver at skrive mere! Hvor ufuldkomment er dette Mid- del dog! Jeg følte det ret forleden, jeg sad i et Par Timer, troer jeg, og svedede over en Billet til J. for at gjøre hende en Tilstand af en Time begribelig; idetsamme traadte hun ind, og inden en Time var forløben, havde jeg betroet hende hele Aar -- -- Dette kommer dog vel inden Du reiser? Glem mig ikke! jeg hedder Camilla. SIDE: 49 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Kjøbenhavn den 30te Jan. 1840. Kjere Emilie! Da Eders Breve kom, var jeg allerede død, men kunde ikke modstaae Fristelsen at vaagne op igjen for at læse dem og saa lægge mig ned igjen, men i Malvinas Brev stod tilfældigviis noget om Vaaren, grønne Træer og Vaarluft, hvorover jeg besluttede at bie endnu lidt, endnu engang see Tiden an. Vaar! deilige grønne duftende Ord! Det er virkelig en Mangel, at der endnu intet Pulver er opfunden, ved hvis Hjelp man sødelig ubevidst kan glide over i de Tider man ønsker, ligesom man kan begrave sig i sin Køie og sove saalænge man blot seer nøgne Kyster og den graae Søe og graae Him- mel, men vaagne op netop som Skibet paa en klar Mor- gen løber ind i en smilende Havn. -- Det er en Mangel, men den Opfindelse maae da vist ogsaa komme. Vi have beseiret Rummet, nu maae vi ogsaa beseire Tiden, hvor- for skulde der ikke gives Luftballoner og Dampskibe til at tilintetgjøre den med! -- -- men ak, hvad er det for en lang Indledning, jeg som har saa uendelig meget at sige Dig, nemlig at jeg ikke har en Smule at skrive om. Siig det til Alle de Andre at de maae intet fordre, intet vente. Siden jeg sidst skrev har jeg været en Aften ude, nemlig for første Gang efter min Sygdom, sidst Søndag hos Schmidts, ellers heroppe paa mit Værelse. Hvad ville SIDE: 50 I saa. I ville have lange og o nei! maaskee intresante Breve. Hvis det kunde nytte noget, skulde jeg gjerne hugge Hul paa en Aare og skrive med mit røde Blod (I veed Peli- canen mader dermed sine Unger), men noget Nyt var dette jo ikke. I maae ikke holde det for en saa stor Ulykke, at jeg har holdt mig paa mit Værelse (der er meget lavt under Loftet og Vinduet lidt indknebet). Det har jeg undertiden skattet som en overordentlig stor Lykke, fordi jeg derved undgik hvad der var at see nede. [ ... ] Siden jeg var syg har jeg næsten faaet endnu mere Ulyst til at gaae ud end før. Jeg har endnu ikke været hos Muus'es i Visit, eller nogen Aften hos Munchs. [ ... ] Du corresponderer med ham [Zartmann] , vær saa god og siig mig, hvad han synes om mig -- thi end- skjøndt Du veed han er tynd, har jeg endnu ikke kunnet gjennemskue ham i den Henseende. Vi skrive hinanden nydelige ziirlige Billetter, den ene finere end den anden. Hils nu alle, og siig dem, at jeg vil være udførlig naar jeg kommer igjen, da bliver jeg vist 8 -- 14 Dage i Byen for at fortælle om alt, maaskee jeg saagar oplever noget inden den Tid. Du har saa ondt af mig, stakkels Emilie, eller var det M [alvina] , jeg veed ikke, men regner Du da for intet at være i Fred for ham, ikke at see, ikke at høre, ikke at møde, ikke at læse om ham! aldrig at høre hans Navn udtale? Jeg har rigtignok intet hernede, det er sandt, men jeg har jo heller ikke fordret noget, blot en lille Plads til at hvile paa. Og naar man er saa træt, saa sover man sødt paa den haarde Jord. Undertiden har jeg en sød Drøm at jeg faaer et Brev fra Syden, med Forsikkringer om Glæde og en fjern Lykke, og i min Jubel derover vaagner jeg ofte op og vil styrte ud paa Gaderne og i Vrimmelen. Naar jeg faaer hans Breve /de sidste/ gribes jeg af en Livslyst, et Mod til at gaae ud blandt Mennesker, men efter et Par Dage er det igjen gaaet over, og jeg er lige- SIDE: 51 saa bange for dem som før. Hans sidste Breve ere alt hvad jeg fordrer og ønsker. Jeg har nu faaet Nøgelen til ham, hvad der før har ængstet mig, har nu ordentlig faaet Værd i mine Øine. [Nogen linjer overstrøket.] Mine dydige Formaninger til ham gaae ellers ud paa at han ikke maae spare, men nyde alt, see alt og ikke nægte sig noget. Naar vi først have hinanden, kunne vi spare. Han reiser i Begyndelsen af Feb. til Italien og bliver der til April eller Mai. Indlagte Brev kan Du lade circulere -- ak det er jo Dit eget, da har Du sagtens Lov til at gjøre med det hvad Du vil. Emilie, jeg stoler paa at I ville skrive mig til -- skriv udførlig om alt hvad der passerer, hvorledes hver enkelt lever, hvilke Børn der ere fødte -- om Baller og Comedie -- Forlovelser -- Er det sandt at Olsen er forlovet med Jonette Nilsen? o Olsen, Olsen! er det Frugterne af vor Opdragelse! Giv Ida saa snart Du kan denne Billet. Jeg har givet min Sjel for at sige hende et Trøstens Ord. Skriv mig om hende, fortæl mig om ham, alt det Du kan. Din C -- SIDE: 73 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Kjøbenhavn den 23de Februar. Aldrig har jeg med mere Ulyst sat mig ned at skrive end idag, jeg har ogsaa opsat det Dag for Dag i 2 -- 3 Uger. Jonas, jeg er en stakkels modfalden Skipper, som ligger for Vindstille og seer sin hele kostbare Ladning fordærves. Som han, trygler jeg forgjæves om et gunstigt Vindstød, der kan bringe Modet til at svulme igjen og drive Tan- kerne paa Flugt -- ak de skulle seile saa langt! men det kommer aldrig. Vel ikke førend jeg har forladt denne fatale, fatale Bye, og hvis jeg vidste at det kom da, kunde det være det samme -- -- -- De beder mig at jeg vil klage til Dem, Jonas. De veed ikke, hvad De beder om selv; men jeg veed det, derfor har jeg foresat mig ikke at gjøre det. Jeg vil nok fortælle Dem hvorledes jeg lever, men De skal ikke betragte det som en Klage, men blot som en rolig, sindig, tør Frem- stilling, som De ikke maae tage Dem mere nær end den Taage og det Regnveir, De kan læse om i Deres Almanak fra i Fjor. Siden den Tid har Solen skinnet mange Gange, blandt andre den Gang De veed! og inden De har dette Brev, har jeg vist ogsaa smilet mange Gange, skjøndt denne Metamorphose er mindre sandsynlig. De lider desuden ikke Breve hvori jeg klager -- -- jeg har gjort det engang af mit fulde, overstrømmende Hjerte -- hiint Brev før Juul -- men dette stakkels Barn behandlede De stedmoderlig, uden at De selv vidste det -- -- De siger blot om dette: "Idag har jeg modtaget Deres sidste B [rev] , men endnu engang Tak for det Forrige." En Stemning som min kan dog ikke beskrives; hvis De fortalte mig at De efter Modtagelsen af en saadan Skildring var gaaet i Selskab og havde moret Dem, vilde det saare mig lige- saameget som det vilde gjøre mig ondt at saadanne kunde forstyrre Glæden for Dem, ergo due de slet ikke. SIDE: 74 Den 24de. Idag vil jeg forsøge om det gaaer lidt bedre. Jeg vil fortælle Dem hvorledes jeg lever. Siden jeg skrev Dem sidst 23de Jan. har jeg ikke skrevet nogen til, ei hel- ler modtaget Brev. Det lader til at de troe alle i Norge, at jeg ikke trænger til den Slags Opmuntring hernede, de ville nok, naar det blot kunde interessere mig. Det fore- kommer mig saa latterlig, som om man havde Lyst til at redde En til Hungersdød fordømt, men over de lange Be- tænkninger om han ogsaa spiste af de og de Retter, glemte at han creperte imidlertid. For at udfylde dette Savn har jeg forsøgt at gaae mere ud i den senere Tid, jeg har tvun- get mig dertil, men denne Tomhed lader sig ikke udfylde paa den Maade, den føles dobbelt. Comedierne kjede mig næsten alle i Regelen; de ere i sig selv ikke synderlig gode i Aar, fru H [eiberg] spiller næsten aldrig, og dernæst er jeg færdig at forgaae mellem Acterne. De Erfaringer jeg gjør i Selskaber, ere ikke trøsteligere. Forleden blev jeg buden til Halkjærs i Anledning af Elise Langes Forlovelse. Her skulde jeg altsaa see denne Familie første Gang, eller lade mig see, og da denne sidste penible Følelse var langt større end Nysgjerrigheden, havde jeg en bestemt Ulyst, jeg undskyldte mig derfor med en beviislig Forkjølelse. Men Munchs lode mig ingen Fred, de kom gjentagne Gange, saa jeg maatte derhen. Det var ret en daarlig Aften, dog ikke værre end alle slige. Jeg har ofte grundet paa hvad der gjør mig saa ulykkelig ude blandt saadanne Folk, noget der giver mig en Fornemmelse naar jeg kommer hjem, som om jeg havde tabt endeel af mig selv -- -- og hvad have de givet mig igjen? -- Fru L [ange] kan jeg ikke lide, fordi hun mindede mig for stærkt om Stiftamtmanden -- og neppe Døttrene heller. Elise "den fornuftige" har en vis ordinair Sikkerhed i sit Væsen, og er meget routineret i Forlovelsesstanden, hun talte meget om sin "Kjærest" og: "siden jeg blev forlovet". Han, denne Kjærest, er rædsom, men skal være et "rart" Menneske. Den lille Charlotte blev min Deel ved Bordet, vi talte da natur- SIDE: 75 ligviis om P [etersen] s; men da hun i Anledning, at Malvina ikke havde E [mma] s jevne Humeur, men var mere tilbøielig til Melankolie, og hvad der kunde være Grun- den, ubeskrivelig altklug spurgte mig, om M. var flittig, brød jeg af og bad M. i mit stille Sind om Forladelse. Min lille Charlotte, hos os curerer man ikke Lidelser ved en kjøbenhavnsk Strikstrømpe! Jeg maatte ogsaa synge for dem og vise alle mine Smaaekunster, jeg sang slet, kort, min Debut var maadelig, det sporede jeg paa Anstren- gelsen, der faldt mig meer end almindelig tung. Lehmanns Søster var der, hvorfor har De aldrig talt om hende, Jonas? De maae ikke have seet hende, hun fængs- lede mine Øine den hele Aften, saa indtagende fandt jeg dette Ansigt, det har ganske Lehmanns Form, men et uen- delig mere elskværdig Udtryk. Med L [ehmann] har jeg havt et uventet og ganske interessant Møde. Han kom- mer nemlig i de senere Tider ikke til Schmidts, jeg havde ikke seet ham siden hiin Gang paa Concert. Først maae jeg fortælle Dem, at han paa det Rygte om os, der nu endelig har fundet Vei herned, havde yttret hos Ørsteds eller et andet Steds, at var det sandt, vilde han øieblikkelig ile op til mig for at lykønske mig af sit fuldeste Hjerte -- thi etc. -- -- hvortil jeg ligesaa indirecte svarede, at jeg ikke var saa lykkelig at fortjene denne Opmærksomhed. Nogen Tid efter spadserede jeg i de inderste Gaarde paa Christiansborg, der strøg L. mig hilsende forbi, men idet jeg vender om ved Enden af Buegangen, var han fulgt efter, og stod pludselig foran mig med de Ord: Han kom- mer ikke! En ganske mærkelig Tiltale til en Dame han aldrig havde talt med, og neppe var sikker paa var den rette! For det Passende lader sig dog ingen Regel opstille, det er Omstændighederne der adler eller forkaster, "eine starke und naive Individualitet adlet alle Situationen," siger Laube, "und so biegsam sind diese Gesetze der Ge- sellschaft, dass sie sich einer solchen gern" etc. Derfor kunde jeg ikke vredes over denne høist upassende Tiltale, SIDE: 76 fordi jeg forstod hvad han meente, og fordi det var L. og mig. Jeg parerte strax, og vi kom ind paa noget andet, vi talte meget livlig om vore norske Tilstande og Affairer, medens vi fortsatte Touren sammen. Han spurgte naar jeg gik til Schmidts, og om det kunde være paafaldende, om han den Dag indstillede sig -- -- -- Jeg kom hjem med en Fornemmelse, som om der var hændet mig noget mærkværdigt, dette Sammenstød med L. havde noget electrisk, det vagte mig et Øieblik af min kjøbenhavnske Apathie. De vilde forundre Dem, Jonas, med hvilken Unbefangenhed og Upartiskhed jeg kan yttre mig om Welhaven ved slige Leiligheder, jeg hærder mig deri, og det hjælper. Jeg taler meget om ham hernede, ligesom man taler om Sarpfossen eller Gruberne ved Kongsberg eller anden saadan Naturmærkværdighed. Leh- mann og jeg tilbragte altsaa en Aften sammen hos Schmidts, men denne gav ikke saa godt et Udbytte, jeg var befangen. Ellers ingen uden Zahrtmann. Jeg kan nok lide L., det vil sige jeg agter hans Egenskaber og er bered til at holde ham meget tilgode, fordi han er L., men der er noget ved ham jeg aldrig kan forsone mig med, et vist Hang til Eqvivoquer, han er uzart. Der gives enkelte In- divider over hvis Yttringer Folk forarger sig meget, men som aldrig har frembragt denne Virkning paa mig, fordi denne Fritalenhed hos dem, er noget ganske andet, det er den colossale Naivitet, høi og alvorlig, som den græske Nøgenhed, men hos L. er denne Fritalenhed ingen Gud- inde, men en uanstændig, leflende Coquette; hos ham udgaar den bestemt af en Mangel paa Reenhed, derfor er den saa krænkende. Dog jeg vil gjerne tage denne Dom om L. tilbage, skjøndt jeg har faaet den bekræftet. De kjender ham, sig om jeg har taget Feil. Jeg kan godt lide ham for det han sagde om Dem, og vilde nok ønske at træffe ham endnu engang. [Resten mangler.] SIDE: 87 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Kjøbenhavn den 5te Marts 1840. Jonas, jeg har en Bøn til Dem, som jeg vil lægge Dem ret paa Hjertet. Skriv mig ofte til, saa ofte som det er Dem mueligt, gjør det for vor Skyld. En saadan lang Adskillelse er ikke god for os, det gode som den kan be- virke, har den allerede bevirket, den har styrket vor gjen- sidige Tillid -- ak hvad behøve vi mere Tillid! -- men nu kunde den saagar skade os. En saadan lang Adskil- lelse er i sig selv, under alle Tilfælde, et saa uhyre Savn at der maae de stærkeste Erindringer og et ungdommelig uberørt Haab til at udfylde det, og det bliver dog altid et Savn, og det har jeg ikke, kan jeg ikke have, naar vi begge ville være retfærdige og ikke skuffe os selv. De tilhører ikke Fortiden, men Fremtiden, Virkeligheden. Den Vælde De engang vil faae, kan dog ikke virke tilbage, ikke skjærme mig mod Fortidens onde Aander eller mod Nuets Tryk -- ak de Erindringer jeg har om Dem, hvor milde og lægende de end ere, forslaae dog ikke mod den vilde Overmagt, mod Magten af mine tidligere Erindringer, disse Trolde som have næret sig stærke i mit bedste Ung- domsblod -- -- -- Der gives kun en Riese, der kan slaae dem af Marken og knuse deres frygtelige Magt for bestandig, det er Vir- keligheden, den virkelige Lykke, De vil berede mig, Jonas. O Gud er det da sandt, at jeg engang skal tilhøre Dem, at jeg skal see Dem daglig, og høre Dem, at De vil be- skytte mig mod denne ydre Verden og disse Mennesker, SIDE: 88 som saarer mig idelig ved sine Lavheder og ennuyere mig med sine Dumheder, og at dette vil vedvare bestandig, at De aldrig vil forlade mig -- -- ! men jeg trænger til idelig at styrkes i min Troe paa denne Lykke, at den ikke skal dufte hen for mig som et Sagn, en smuk Fabel. Jeg for- drer ydre, gribelige Beviser og Tegn derfor. For en Til- stand som min er egentlig Portraitter og Haarlokker op- fundne (De skulde ikke foragte det sidste); men i de fleste Forhold ere de blot en skjændig Luxusartikel, og derved geraadet saa i Miskredit, at skikkelige Folk skamme sig ved at betjene sig af dem. Skriv mig ofte til, Jonas, siig mig at det er sandt, Du holder af mig, væk mine Erindrin- ger, ak nær mit Haab, siig at vi aldrig skulle adskilles, at Du vil holde af mig under alle Tidens Omvexlinger -- ak siig det ofte, det kan ikke gjentages ofte nok. Du maae undertiden legitimere Dig som en historisk Person, at Du ikke hører hjemme i disse smukke Morgen- drømme, som man husker et Øieblik idet man vaagner, "ehe sie im Prosa des Tages zerrinnen". Undertiden ønsker jeg jeg havde en Ring. Ikke en saa- dan dum Guldring med en Dato og et Aarstal og et Navn paa, der betyder at bemeldte paa hiin Dag ere komne overens om at hede Kjæreste, kalde hinanden Du og kysse hinanden efter Skik og Brug, indtil han har faaet et Leve- brød og de kunne gifte sig; jeg vilde have en saadan Ring som Elverkongen giver Agnete i Elverhøi; naar hun vaag- ner af Drømmen, finder hun den ved sin Fod, i denne Ring giver Aanden hende sit Løfte tilbage, den formæler hende med Fremtiden. Kogleriet forsvinder, og hun tør elske sin troe Ridder. Eller havde jeg blot Alladdins Ring en Gang, en eneste Gang, jeg vilde k [omme til] Dig et Øieblik, om blot i Drømme -- ak, jeg kan ikke drømme om Dig, at jeg kunde røre ved Din Pande og sige: Herre jeg troer. Alle disse Omgivelser hernede fornægte Dig, og mine Bekjendte i Norge fornægte Dig ogsaa; thi de skrive aldrig om Dig, de skrive mig nemlig aldrig til. SIDE: 89 Har De seet Elverhøi, Jonas? Det er i Grunden det der feiler mig, jeg længes saa ofte at see Dig, at tale med Dig engang -- en saadan Adskillelse i Rum er dog fryg- telig, da man kan døe saa mange Gange inden man naaer hinanden. Jeg var sidst Søndag paa Elverhøi og morede mig complet. Fru Heiberg (Agnete) overgik sig selv, og der var saadan glad Stemning i hele Publicum; Folk havde ikke hørt disse deilige Melodier, siden de var unge. Dette Stykke blev opført ved Prindsesse W -- s første Formæ- ling, og er ikke givet siden Skilsmissen. Det traf sig, at jeg sad bag Øhlenschläger, der ved at høre den norske Accent vendte sig om og fixerte mig skarpt, medens han mødte et ligesaa stærkt Blik af mig; jeg havde nær hilst paa ham. Forunderligt at den degout jeg i den senere Tid har følt for denne Mand, der fik en stærk Tilvæxt, da jeg nylig læste hans Selvbiographie, forsvandt i dette Øieblik i hans Nærhed; han blev den livagtige Hakon Jarl selv, saa jeg uvilkaarlig nær havde bøiet mit Hoved. Min barnlige Ærefrygt indtog sin Plads igjen. Hvor der for- resten drives et væmmeligt Spil med disse Digtere her- nede, i at nære deres Forfængelighed gaaer man ordentlig systematisk tilværks, ligesom der skal en Maade og en egen Iagtagelse af Tid og Sted til at fede Kapuner. Ander- sen er kommet saa vidt, at han lader sig trække ind i alle fornemme Cirkler for at læse fore eller fortælle sine Even- tyr, og over denne Nydelse lader han sig taalmodig af- skedige bagefter, som man afskediger en Lirekassemand, man i Mangel af anden Musik har trukket ind fra Gaden, eller ogsaa anbefaler han sig selv for at kunne have denne Nydelse endnu engang paa et andet Sted. Hans Forelæs- ning af Mulatten er steget til 102 Gange. Digteren Holst har med sine Digte gjort næsten samme Furore som Herz i gamle Dage; især er der gjort et rasende Væsen af hans lille Mindedigt til Kongen, det er oversat i alle Sprog. De have Alle skrevet i denne Anledning og hentet sig Dou- ceurer fra Hoffet i Ringe, Gulddaaser etc. Den eneste SIDE: 90 som ikke har været med, er Herz, som man paastaaer, fordi han endnu ikke har hørt at Kongen er død. Herz boer nu Væg i Væg med os. Dog er der intet, der erindrer om hans Nærhed uden af og til en skraldende Fruen- timmerstemme, hans Søsters, der lader sig høre i Bemærk- ninger over Veiret eller trivielle Familieanliggender; man har ondt for at troe at den store Digter boer derinde, han som skrev "Natur og Kunst" og skabte Pauline, dette poetiske aandrige Væsen. Det er mærkelig ellers hvor alle disse Gestalter (Dig- terne), der have øvet et saadant Tryllerie paa vor norske Phantasie, tabe sin Tiltrækningskraft, naar man kommer i deres Nærhed. Da jeg var i Paris, kunde jeg ikke give mig tilfreds, fordi jeg ikke fik Herz at see, der den gang var der, og nu falder neppe det Ønske mig ind at møde ham paa Trappen. Jeg vilde ikke gaae 10 Skridt for nogen af dem. Kunde det skee tilfældig, nu vel! men at søge dem op -- -- ! Fru Muus har for længere Tid siden fore- slaaet mig Adgang til Molbechs og ved dem til Heibergs, i denne Hensigt bad hun mig sammen med disse første; men naar det kommer til Stykket, har jeg dog ingen Lyst, jeg gik der ikke engang og har siden ikke været hos hende, og det gjør mig ret ondt, da det er saadan venlig, elskværdig Kone, der gjerne vilde mig det saa godt som mueligt hernede. Mine Spadseretoure ere mine bedste Opmuntringer. Disse Fremmede og dog venlige Omgivelser virker læ- gende og oplivende paa mig. Alt andet er Smaat, Natu- ren alene er stor og trætter aldrig, for den behøver man ikke at gjøre Kruus, den optager os som vi ere, bedrøvede eller glade, sløve eller livlige, for den behøver man ikke at gjøre Toilette. Jeg kan nok lide disse smukke lyse Gader og de mange deilige Alleer og Stier og Canalerne og Voldene med sine grønne Bakker og snurrende Vind- møller -- Rosenborg elsker jeg ogsaa -- naar altsammen beskinnes af den varme, liflige Sol, vi have havt i den sidste Tid. Men fordi jeg lidet omgaaes Folk, er det der- SIDE: 91 for ikke sagt, at de i lige Maal skulde lade være at be- kymre sig om mig, tvertimod synes det, at jo mindre jeg giver mig af med dem, jo mere beskjæftiger jeg dem. Det er vanskelig at begribe, hvad der kan vække deres Nys- gjerrighed, jeg udfordrer den aldrig, jeg kjender ikke disse Mennesker, veed ikke at de existere. Josephine Bidoulac siger at hun trættes undertiden ved alle de Spørgsmaale og Erkyndigelser, hvorpaa hun skal give Svar, og at jeg figu- rerer en effigie i alle de Cirkler hun kommer. Det gaaer ikke Schmidts bedre, og det giver os ofte Stof til Moer- skab. Forleden fortalte Fru S., at en Dame næsten havde faaet et electrisk Stød ved at høre mit Navn nævne, og hun var falden over hende med en Strøm af Spørgsmaal. Denne Dames Navn havde en meget uheldsvarslende Klang, nemlig de Seue (Deseve), og det viste sig at det virkelig var en Søster til vor lille buttede, altkluge Louise de Seue med sit æddrede Gouvernantemine, som har for- fulgt os alle med sit unaturlige Had, og som De, Jonas, endte med at beundre, formedelst den mærkværdige Con- sequence hun viste i at hade Dem -- -- Jeg ventede da ikke meget godt, kan De begribe: "Min Søster har talt saa meget om hende, hun skal være saa grou (grov), men ogsaa tillige kunne være meget elskværdig." Schmidt be- klagede saa at Mad. Braae var falden ind med en Strøm af Modsigelser, thi han havde for sit Liv gjerne udspun- det denne Dom længer. Det værste er at man beder Folk paa mig for at forevise mig som et gammelt, udslidt Kunst- stykke; De kan troe jeg veed dog geschickt at undvige. Grunden hvorfor jeg er hernede, piner dem ogsaa, de enkelte Rygter derom ere under mine nærværende triste Vilkaar lidet opmuntrende, da de lægge altid sin Skjærv til Byrden. Vi vare jo rigtignok, da jeg reiste, fattede paa de mange sjofle, skjæve Fortolkningsmaader dette Skridt vilde drage efter sig; vil man reise til Kjøbenhavn, maae det være for at see Theatret og Fru Heiberg, faae sig en nye Hat hos Glesting, for at kunne sige at man har været SIDE: 92 paa Kunstkammeret eller i Dyrehaven, kort, "været i Kjø- benhavn"; vee os! hvis Folk mistænke os for dybere ge- mytligere Grunde. Sligt tilgive de os aldrig. Folk, Folk, dette dumme ækle Navn. En Dame havde saaledes sagt i et Selskab, at Aarsagen hvorfor jeg var flygtet herned var, fordi jeg var "zerfallen" med min Familie og min hele Vennekreds. "Hun skal være en af disse misfornøiede og vanskelige at omgaaes der ingensteds finder Roe." Jose- phine Bidoulac gad ikke engang svare herpaa. Hun vidste hvor meget jeg kan holde ud, hvor lidt jeg forlanger. Det skulde imidlertid være ganske sandt, thi den Dames Fæt- ter havde det fra sin Søster, en Datter af Commandanten paa Kronborg, der havde en gift Søster i Christiansand, hvis Familie etc. etc. etc. Ogsaa min Fætter Gustav Thau- low, der ellers er en brav Gut, men noget svulstig tydsk og en stiv Ortodox, skriver i et brev til Nina M [unch] følgende mærkværdige Ord som De dog ikke maae ærgre Dem over: "Ihr trifft der Fluch der Kinder die sich von den Eltern lossagen, sie irrt um ohne Schuz und Obdach; wenn man sie sieht, vergisst man jedoch dass sie tadels- wehrt ist, ihr Wesen, ihre Persönlichkeit ist so zauberisch hinreissend dass man nicht davon zu denken kommt." Jeg havde ikke faaet dette at see, var ikke den stakkels Nina kommen for sin egen Skyld, hun var nemlig ganske forknyt over den moraliserende skriftefaderlig salvelses- fulde Tone i hele Brevet til hende; han havde vendt al hen- des Spøg til Alvor, sagde hun. Den stoiske Maade hvorpaa jeg bar min "Fluch", trøstede hende ogsaa, vi loe deraf begge -- men, Jonas, der er meget uhyggeligt i at dette Ord er udtalt over mig. Du kan løse det, J. Læg Din Haand paa min Pande og siig jeg har intet ondt gjort. Der kan undertiden i simple Folks Mund [ ... ] Dom Caricatur af vor. Fru Munch havde udbrudt [da Nina for- talte] hende: "han er saa gu en Tosk, den gode G [ustav] , med al sin [ ..., hvor vil ] han hen med alt det Præk og den Svulst!" Jeg veed godt [fra hvilken] Kilde det kommer, SIDE: 93 jeg foragter den ogsaa, det er min schofle Familie [ -- ] , der altid ville mig tillivs, fordi jeg ikke bryder mig noget om dem; de have nu trykket Gustav fuld af dette Vrøvl, da de ærgrede sig over hans Omvendelse. Han gik nemlig ombord med mægtige Fordomme mod mig, men han endte med at give mig mange Forsikringer og Beviser paa sit enthusi- astiske Venskab. Den dumme Lund, som boer sammen med ham, kunde gjerne sørge for at han ikke skrev saa- danne Urigtigheder. Jeg vilde visselig ikke bryde mig om disse Miskjendelser, naar jeg kunde bevise at jeg ikke fortjente dem, men jeg er virkelig tilmode som en saa- dan Forstødt eller Flygtet, jeg lider Straffen der hviler paa en saadan. Alle Tegn paa min Skyldfrihed mangler mig, den Modgang jeg har lidt i dette Huus, selv det gode at kunne forlade det, skader mig, min Nedslagenhed og Ulyst til at gaae ud vidner ogsaa mod mig, saagar mine Venner gjør det, da de aldrig skrive mig til. Skriv mig snart til, Jonas, tal til mig og styrk Troen paa mig selv. Hvad ondt har jeg da gjort! Jeg elsker dem jo alle, jeg elsker hver Plet deroppe. Og har jeg forlangt andet end det der tilstædes enhver Syg, enhver Svag, paa hvis Liv der sættes nogen Priis. Ethvert Dyr der lider, søger in- stinktmessig det der kan helbrede det. Det var en by- dende Nødvendighed i mig at søge Hvile og Stilhed. Hvor sandt siger De i en af Deres første Breve: "En nye Side ved Deres Væsen vil komme til at lide, derved læges de gamle Vunder." Der ligger saa megen Trøst i dette Ord. Ja det er saa sandt, og derfor vil jeg ikke klage. Hvad jeg end kan have udstaaet hernede, den uhyre Fordeel at jeg har været borte fra Christiania, dette Smertensrede, vinder jeg dog altid. Denne Bevidsthed har næsten altid været vaagen hos mig; i Øieblikke hvor jeg har lidt ondt, i mine allerværste, har jeg aldrig ønsket mig tilbage til Chri- stiania eller egentlig angret at jeg var hernede. Og i mine bedste Øieblikke, Jonas, ak da synes jeg, at alt det onde jeg har lidt, blot har været et Gode, en sand Gevindst SIDE: 94 for mig, jeg faaer ordentlig Lyst til at takke disse Men- nesker for deres Egoisme og Mangel paa Kjærlighed. Ved at undvære alle disse Livets Beqvemmeligheder og Behage- ligheder har jeg ret følt deres Værd, ved at unddrages al Bistand, har jeg været tvunget til selv at sørge for disse 1000 daglige ydre Smaaeting, og at det har været en smertefuld og ofte fortvivlet Øvelse med de usle Hjælpe- kilder her findes, kan De begribe. En Ting har jeg dog altid i Behold, som giver et godt ydre Støttepunkt, naar saa meget andet brister, det er den Respect de alle uden Undtagelse vise mig. Jeg troer ikke det er ethvert stærkt Gemyt givet, at øve denne Over- legenhed over sine Omgivelser; der maae en vis lykkelig Tilsætning for at gjøre den gjældende, en Tilsætning som man ofte suurt maae erhverve sig. Jeg staaer paa den brillanteste Fod med dem allesammen. [ ... ] Jeg anbe- faler Dem Schmidt-Phiseldeck som noget af det bedste jeg har kjendt i mit Liv. Alt er nobelt ved ham, selv hans Styghed. [ ... ] Med den Halkjærske Familie leger jeg et evigt Blindekuhspil, de famle omkring efter mig, og jeg stiger paa Borde og Bænke for at undgaae dem. Hvorledes det skal blive med denne Flytning, veed jeg ikke. Jeg har Tilbud nok, det er ikke denne Mangel, der gjør det saa ubehageligt, men at flytte er saa grueligt. Det sandsynligste er at jeg kommer til en Fru Posselt, en Nær- beslægtet til Muus's, hun har en Datter og et Hjørnevæ- relse. Derom skal jeg conferere med Mad. Braae i morgen; thi nu kan jeg dog tale derom, da jeg har et bestemt Sted i Sigte. Jeg har ogsaa en der holder af mig hernede, min Fet- ter Conrad Looft. Han er saa uhyre snild mod mig, han gik gjerne gjennem Ilden, hvad Øieblik det skulde være. Han er mig ogsaa total uundværlig. Det er for Ex. saa smukt af ham at han gaaer med mig i Theatret hvergang jeg har Lyst; han indskrænkede sig heri aldeles efter mine Valg, og da jeg i Førstningen, bange for dette og for de SIDE: 95 Opofrelser det mueligt kunde volde ham, sagde at jeg vilde abonnere, forsikrede han mig om den Glæde det voldte ham. Jeg vinder derved at jeg altid kan gaae i Parquet, have en bestemt Ledsager og frit Valg af Styk- kerne. Han sørger for Billetter, for mine Pengeanliggen- der, for Bøger, Penne og for alt hvad en Fetter kan sørge for, men har slet ikke en Fetters Fordringer. Han er saa stille og beskeden derved. Det er forresten en af disse grundskikkelige Mennesker, flittig og ordentlig og vist et Mønster i alle Forhold; han er Student, men har et lille Embede i Cancelliet til, og uagtet hans tørre Udvortes har han baade Kundskab og Dannelse. Man holder meget af ham her i Huset og Fru Rahbek har bedet om at testa- mentere mig ham, naar jeg reiser. Naar jeg reiser! Ja naar bliver det? Hvor godt jeg kunde have det hjemme i Sommer, naar Fader blot vil være lidt mild mod mig; vi ville bede Himlen om godt Veir. Farvel Jonas! Jeg havde endnu meget at sige Dem, Jonas, om Deres Brev f. Ex. Tandpine og Pengeforlegenhed! Ja De kan have Ret, de Gamle med deres Skildringer af Tartarus vare nogle Stympere, naar de ikke kjendte disse Qvaler. Kjærlighed er i Grunden ogsaa en Stymper med sine store Ord om at bære alt for den anden. Hvad hjælper det om De faaer Tandpine i Paris, De kan dog ikke sende den hen til mig og sige De "har ingen Tid til at have den i Paris". Jeg havde havt ypperlig Tid til at have den her i Kjøben- havn. Denne Rheumatisme hvoraf De undertiden lider, ængster mig ret, den kan engang tage en farlig Vending. Det var jo et saadant Udbrud den havde for et Par Aar siden; vil De ikke spørge en Læge tilraads og i Tide, Jonas? Gjør det. Gid De kunde bruge et af de varme Bade i Tydskland, det vilde vist være ypperligt derfor. Bad er et Universalmiddel. Farvel. Farvel. Glem ikke min Bøn, jeg er dog saa forladt. SIDE: 96 Den 7de Marts. Indesluttede Brev er hiint omtalte fra omt. Midten af Januar. Førend De aabner det, maae De love mig ikke at blive bedrøvet over det. Hvis De ikke føler Dem stærk efter det jeg vil sige Dem her, saa brænd det. Jeg vilde nemlig sige Dem at De maae ikke blive bedrøvet over mig. Med Glæde kan jeg sige Dem at min Sorg har faaet et ganske andet mildere Anstrøg siden den Tid. Det var maaskee det sidste Udbrud. Jeg kan tænke uden Bitter- hed paa Welhaven. De skulde ikke have faaet dette Brev, naar De ikke i Deres sidste saa inderlig beder mig om at sige Dem alt, intet at dølge for Dem. Naar det er borte, og De veed det, vil jeg blive ganske rolig. At jeg kan sende Dem det -- -- det er ingen Letsindighed, intet grusomt Spil med Deres Ædelmod, Himlen veed at det skeer af den høieste Tillid. O min eneste Ven, hav blot Taalmodighed med mig! og jeg skal aldrig gjøre Dig mere Sorg. Naar jeg først er hos Dig, er jeg sikker; om jeg end et Øieblik blev svag, skal Du blot tage [mig] paa Dine stærke Arme, som et sygt Barn; naar Du synger mig en Sang eller fortæller mig noget, bliver jeg rolig. Gud velsigne Dig, fordi Du er til. Josephine Bidoulac skrev engang til mig: "Collett skal De elske gjennem alle Evigheder; om De end ikke gjør det hver Dag, det siger intet; kun er denne Dag da tabt, den bliver veiet og be- fundet for let." Jeg skal hilse Dem fra hende og sige at det De ikke kan begribe hos hende, forstaaer hun godt og finder De har Ret. Jeg har udviklet hende det saa tydeligt jeg kan, hvor daarligt det er for hende med disse mange Bekjendt- skaber. Pludselig opdagede hun, at de kjedede hende, og hun tager nu Forholdsregler. "Hvad vil De sige ham om mig" -- -- Siig ham at De er god, svarede hun. Jeg skal hilse Dem fra Josephine, Jonas, og sige at jeg er god. Det er hendes ramme Alvor. Læs nu Brevet. SIDE: 97 Nu maae jeg slutte, da jeg venter Josephine i Aften. Det er vor bestemte Dag. Hun kunde ikke slippe mig. Hun holdt dog ikke op, førend det blev godt igjen. Næste Gang skal jeg fortælle Dem mere om hende. Monsieur Jonas Collett. poste restante à Rome. SIDE: 97 Camilla Wergeland til Johan Collett. Kjøbenhavn den 11te Marts 1840. Et Ark har jeg alt casseret, fordi det begyndte med "lille Johan" og jeg betænkte at nu da De er bleven Can- didat med bedste Carakteer, gaaer det ikke an at kalde Dem lille Johan mere. Og dog elsker jeg denne Benæv- nelse saa, jeg veed ikke hvorfor! -- blot Johan er saa stygt synes jeg -- Paa den anden Side kan jeg ikke igjen lide det, fordi det er misbrugt paa lille Dahl og Consor- ter, og har derved faaet en fatal Klang, men herover faaer man trøste sig med at Extremerne altid falde sammen. Jeg kalder Dem dog lille Johan i mit Hjerte -- og Jonas kalder Dem ogsaa saa, og det kommer De dog til at hede, selv naar De bliver stor, saa stor som Jfr. Lasson forsik- rede mig De vilde blive, (jeg skal engang fortælle Dem om Jfr. L -- s Prophetie om Dem og Jonas, paa denne sidste var hun stødt og af ham blev der ikke "noget stort"), men hvis De ikke lider det, saa vil jeg ikke kalde Dem saa. Indlagte vil imidlertid glæde Dem, saa at De nok tilgiver mig, om jeg glemmer det dennegang. Emilie har fortalt mig, at hun seer Dem ofte henne hos Fru Colban, hvor det lille verweiste Coterie synes at have sit hemmelige Tilhold, og at de ere alle meget snilde mod Dem. Er det sandt? Man drikker ofte Chocolade der- henne om Formiddagen, og de ere alle saare aandrige og elskværdige, men Alt dette er dog ikke saa godt som det SIDE: 98 jeg kan byde Dem; De seer altsaa jeg er den allersnildeste, uagtet jeg ikke faaer nogen Deel af Chocoladen og Elsk- værdigheden. Man drikker nok ogsaa denne Drik her- nede, men uden Elskværdighed og Aandrighed, man spi- ser blot Kage til. Dette Brev er det sidste fra Paris, det Forventede fra Neapel er endnu ikke kommet -- en heel Maaned siden jeg fik noget -- -- jeg er færdig at crepere af Længsel. Jeg trænger saa meget mere til det nu, da alle mine Cor- respondenter i Christiania svigte mig i den senere Tid, dog tør jeg ikke klage derover. Det er vist ikke af Mangel paa Interesse, af Kulde -- men af total Slappelse, de gider ikke, og med denne Grund er jeg mest overbærende. De lide virkelig altfor ondt deroppe. Emilie [er] det eneste Organ for al denne Jammer og Sorg og Tomhed og Trist- hed, og hendes korte og skjeldne Breve see ud som et eneste forfrossent mislykket Smiil over deres egen Elen- dighed. Under slige Omstændigheder er det en Lykke at være Herre, jeg mener sin egen Herre, thi det er Familie- livet der knuger de Andre og betager dem Lyst til Alt. Ida! -- Petersens -- Emilie, fru Colban -- Ida!! alle, næsten alle dem jeg kjender -- -- o det er en Jammer! -- og man kan ikke hjælpe dem. Kjære Johan skriv mig til, De veed ikke hvor det vil glæde mig, om De gjorde det undertiden. De holder jo Deres egen Menage og er saa lykkelig ingen Familieforhold at have, skriv mig til! De skal see hvor taknemlig jeg skal være. Mit sidste Brev har vist afskrækket Dem, det var maaskee noget exalte- ret, da jeg [var] saa bedrøvet først, og idetsamme blev jeg ganske fortumlet af Glæde, men i Almindelighed, naar jeg undtager slige Øieblikke, der desværre ere skjeldne, er jeg meget fornuftig. Gjør det for J -- s Skyld, han veed hvor det glæder mig. Herfra har jeg intet andet at fortælle Dem, end at jeg spadserer hver Middag med Jfr. Bidoulac, og at det hæn- der sig meget ofte at vi glemme at gaae hjem. Jfr. B. SIDE: 99 bærer nemlig det hele levende geistige Kjøbenhavn i sig, og det er ret beqvemt at have det saaledes samlet paa et Sted og kunne spadsere omkring med det i Gaderne, hvad man ellers møisommelig maatte søge overalt og samle i sparsomme Draaber, hun er det hele "sprudlende Væld". Jeg troer virkelig hun har stjaalet al den Begeist- ring, Poesie, Aand, alt det Liv som de øvrige 100 000 Ind- byggere skulde have deelt mellem sig. Hun er slet ikke dansk, det er en reen Feiltagelse at hun lever hernede, jeg vilde ønske vi havde hende hos os. Over Ørsteds Fore- læsninger falder jeg næsten i Søvn, og selv Thorvaldsen, som jeg var i Selskab med i Gaar, er ikke andet end en smuk, gammel Mand med lange hvide Haar som en Løve- manke; men Jfr. B. er mærkværdigere end baade Th. og Ørs. og Fruekirke og Fru Heiberg og Mad. Klats Kjæmpe- elephant, hun er uden Modsigelse det mærkværdigste her- nede. Spørg kun J., han holder saa uhyre af hende. Hun har en beundringværdig Force til at opfatte og rumme alle aandige Indtryk og gjengive dem poetisk. "Det errrr saa poetisk!" vilde Smaae Magnus ofte udbryde, hvis han kun fik Tid og Besindighed til at sige noget. Jeg har aldrig hørt nogen tale saa deilig, det Ringeste som det Største faaer Betydning og Liv i hendes Mund. Og dertil er hun saa god, saa sand, saa opofrende -- hun er mindre mær- kelig, fordi hun kan sige alt hvad hun mener end fordi hun tillige kan mene alt hvad hun siger. Jeg kan ikke for- tælle Dem om andet end om hende, kjære Johan, alt hvad jeg veed, veed jeg gjennem hende. Hun har ogsaa været i Norge og kjender os Alle. Jeg kunde bogstavelig ikke undvære hende hernede; alle de Savn jeg lider, udfylder hun saavidt det staaer i et enkelt Menneskes Magt. Hun er mig alt i En. -- Jeg lærer uhyre meget af disse Spad- seregange, blandt andet at jeg i Grunden er meget dum. Hun skjærper hos mig meget dette ydre Blik paa Livet, ved at fængsle det til Gjenstandene omkring os, som jeg ellers vilde gaae stokblind forbi; til alt Kunst og naturmærk- SIDE: 100 værdigt vi træffe paa, er hun en levende Commentar. Men bliver jeg ved at tale om hende, saa er der intet Haab om at dette Brev ender saa snart; dog er jeg glad i at De har læst J -- s, saa det undgaaer dog den Skjæbne de første Musiknumre havde paa Bulls Concert, ialfald er det lettere at springe over dette, end det var for Publicum at springe over hine. Dertil er hun saa glad, saa straalende, hun lever et dobbelt Liv uagtet hun blot lever de 5 Timer af Dagen, thi de øvrige Timer er hun Gouvernante hos Grev Moltkes Børn. Arme lille Peder! -- Hvis J -- s Anliggender have nogen Fremgang, vil De vist underrette mig derom. Gid De var hernede, Johan, jeg længes undertiden saa efter at høre Dem tale og see Dem. Og saa var der meget jeg havde at sige Dem, som De alene kan fatte -- maaskee De alene ret kan forstaae hvor lykkelig jeg er, hvor riig. Dog naar jeg saae Dem, kunde jeg maaskee ikke sige noget. Lev nu vel og glem ikke at De har en trofast Søster i Camilla W. Den 12te Marts. Nu fik jeg netop Jonas's Brev fra N [eapel] , hvor heldigt! ligesom sidst kom det, inden jeg lukkede Deres. Det er blot 16 Dage gammelt. J. lever herlig i Neapel. De skal nok ogsaa engang faae dette Brev, men endnu kan jeg ikke skille mig ved det. Ak gid De var her og kunde dele min Glæde. Vær nu snild og skriv, at jeg kan fortælle J. noget om Dem. Eller har De noget til ham, saa send kun mig det, jeg skal besørge det, thi nu kjender jeg Adressen. J. holder saa meget af Dem. S.T. Candidatus Juris Johan Collett Ad. Hr. Adjunkt Colban Christiania. SIDE: 101 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Kjøbenhavn den 19de Marts 1840. De glemte, kjere Jonas, at give mig Krags Adresse, thi det forekommer mig, at De ikke boede sammen med dem; jeg faaer da betroe mig igjen til poste restante og vor gode Lykke, ved hvis Hjælp De formodentlig nu har faaet mine tvende sidste, det v. s. 2 første til Italien. Deres kom hurtigere end jeg havde ventet, det var blot 16 Dage gammelt. Og det havde neppe kunnet treffe et heldigere Moment. Jeg var netop ifærd med at pakke sammen og flytte, og det er sandt, det sparede mig en Deel Møie og "kleinliche Bekümmernisse" som jeg nu gav en god Dag, da jeg vidste De levede, og at jeg, Gud skee Lov, Gud skee Lov, levede ogsaa. Den blaa Grotte var herlig, og jeg vilde nok have været med. At De og jeg leve er dog det Bedste, og meget vigtigere end at Fru Rahbek gjør et suurt eller venligt Ansigt, naar jeg flytter. Jeg er altsaa flyttet og har været hos Posselt siden Søndag Middag, men disse faae Dage ere dog tilstrækkelige til at overbevise mig om at jeg vil blive stadig fornøied. Fru Muus var den godmodige Huldre der [hjalp] mig i min Nød, der dog var af en ganske passiv Natur. Denne Flytning har ikke voldt mig nogen egentlig Bekymring eller Følelse af Forlegenhed; jeg gad blot ikke tænke paa den; Tanken var mig fatalere end Tingen selv. Derfor vagte hendes Forslag ikke nogen synderlig Glæde hos mig, saa uventet og fordeelagtigt det end var. Med samme Ligegyldighed gjorde jeg An- stalter til at tage bort. Da Alt var aftalt, sagde jeg til Fru Rahbek at det var mit Ønske at flytte strax, den 13de, Maanedsdagen paa hvilken jeg var kommen; ved at bie til hun flyttede 16de April, vilde der blot blive en kje- delig Mellemregning. Det faldt mig ikke ind, at her kunde være noget i Veien; jeg blev derfor lidt frapperet, da hun med sin sædvanlige Egoisme svarede, at da dette vilde foraarsage en Forandring i hendes Huusholdning, ven- SIDE: 102 tede hun jeg vilde blive til hun reiste. Jeg, som nu havde faaet Lyst paa at komme bort jo før jo heller, da det dog maatte skee, gjorde nogle Modforestillinger, som hun op- tog paa hiin høflig-piquerte Maneer: "Ja Gud bevars, Du har Din fri Villie etc.", at jeg virkelig var paa Veie at resignere til at holde ud endnu et Par Uger for den kjere Freds Skyld, hvis ikke Fru P. havde gjort det til en Nødvendighed at komme strax, thi senere kunde jeg maaskee ikke faae Værelset. For denne Grund maatte da Fru R. give efter, skjøndt med et temmelig suurt Ansigt, og indtog siden hiin ordinære Taushed over alt hvad der angik dette, saaledes at hun for Ex. aldrig deeltog, naar de andre snakkede derom eller erkyndigede hvorledes jeg fik det. Dog jeg lod som om jeg ikke mærkede det, og tvang hende ved min Unbefangenhed til at være venlig, og saaledes skiltes vi ad. Den sidste Aften læste jeg endnu fore som ellers, da vi vare alene. Her er jo ikke engang Skin af nogen Uret fra min Side. [ ... ] Det var blot min Mening i al Hast at sige Dem, at jeg har det godt nu, og dermed kunde jeg gjerne slutte Bre- vet. Jeg kan vist ikke tage Feil heri, der ere visse Kjende- tegn, Løfter som ikke kunne skuffe, naar man bygger paa dem og ikke kommer med andre Fordringer. Jeg har virkelig forgjeves udtænkt mig noget der kunde gjøre mig misfornøiet her i Huset; hvis der havde været Rotter i Fru R-s Huus, saa kunde jeg ventet at de vilde forfulgt mig hid, ligesom disse Dyr forfulgte Erkebisp Hatto over i hans "Mäusethurm", men da disse ikke findes, har jeg Ret til at troe at jeg vil leve rolig og tilfreds disse 2 sidste Maaneder hernede. Solen kan dog ikke ophøre at skinne ind i mit Værelse eller gjøre sig den Umage at vende om til den anden Side for min Skyld, eller Væggene som nu ere lyseblaae og venlige, kunne dog ikke pludselig uden Aarsag faae Cholera; heller ikke vil Fru Posselt som har været en venlig blid Kone i saa mange Aar, falde paa netop nu at blive en Furie. Datteren er 15 Aar og blomstrer SIDE: 103 som en Rosenknop, der netop vil springe ud, man kan gaae og see paa hende ligsom paa Cactusen og Maaneds- roserne inde i Vinduet, hun seer slet ikke ud til at blive forrykt. De kan ikke troe hvor venligt mit Værelse er. Det har Udsigt til Canalen med mange Skibe og Skuder. Den hele Væg optages næsten af et stort dobbelt Vindue, hvorigjennem Solen skinner fra Morgen til Aften; dette Vindue danner ligesom en Afdeling i Værelset, thi foran det staaer en stor Forhøining med et Syebord og Tabou- retter paa. Jeg har ikke bestilt andet i alle disse Dage end sat ved dette Vindue og solet mig. Denne Følelse maae Planterne bestemt have, naar de bringes op fra Kjælderen og ligedan stilles hen i Vaarsolen. Udenfor qviddre Fuglene i Masterne, og Børn lege og juble paa Gaden, af og til pladsker ogsaa Aareslag nede i Canalen. Det Hele har et fredeligt, uskyldigt og dog livligt Præg. Over Døren staaer den Indskrift: Soli deo gloria! Ved Siden af mit Værelse er den lille Dagligstue, den er ret et Ideal af en Dagligstue. Hernede forstaae de overhovedet bedre den Kunst at gjøre et Værelse hyg- geligt. Her samles jeg da med Familien: Moder og Dat- ter, for at spise og drikke The; forresten besøge vi hin- anden naar vi ville. Der spiser en Student eller Cand. P. her hver Middag, en Stedsøn af hende. Dette kunde være en Anstød, og det generte mig ogsaa i Begyndelsen, men efterhaanden vil vel denne Gêne falde bort. Fru Posselt er en Enke efter en Oberstlieutnant P. der døde i Haders- lev, hun er først nylig kommen hid til Byen. Det er en lille, fiin, nydelig Kone med et mildt Væsen, hun seer ud som hun kunde være Datterens ældre Søster. Hun har ogsaa havt megen Sorg; efterat hun havde mistet 5 Sønner og sin Mand, som hun elskede saa høit, kom hun hertil, hvor hendes ældste Søn var Lieutnant og netop kommen i den Stilling at han kunde være hende og de yngre Børn en Støtte, men efter en Maaneds Tid døde han ogsaa. Dog seer hun ganske lykkelig ud nu. Mod SIDE: 104 mig er hun saa ubeskrivelig god, og det tager til hver Dag. Det er en sand Interesse, en virkelig moderlig Øm- hed hun viser mig, ikke nogen Pligt eller Nødvendigheds- tribut. Uden at jeg har skildret hende Tilstanden henne hos Fru R., aner hun at jeg har havt det meget slemt, og hun søger at oprette det paa alle muelige Maader. Om Aftenen naar Maanen skinner ind i mit Værelse, er det høist henrivende. Det værste er at Længselen har faaet dobbelt Indpas med alt dette Sol- og Maaneskin. Før, i mit gamle Hybel, trivedes den ikke ret, det var altid en Flugt til Dem, Jonas, jeg torde aldrig tænke Dem nærværende derinde, men her synes jeg jeg venter Dem bestandig, som om jeg maatte høre Dem banke paa Døren, og jeg springe Dem imøde. Disse 2 Tabouretter paa For- høiningen ere jo bestemte til os 2 - - - I disse Dage siden jeg fik Brev har jeg følt hvad Længsel var. Troe ikke jeg skriver i et saadant Anfald, o nei, jeg er ikke saa dum. Det vilde ikke hjælpe noget. Vær nu glad og rolig, Jonas, at jeg har det godt. Jeg har det virkelig godt her. Det er blot en Ting der ligner noget en Trudsel, men jeg tvivler paa at dette Onde vil aflokke Dem den Medlidenhed, som jeg alt har med mig selv ved Tanken om at denne Trudsel kunde blive virke- lig. Den Posseltsk-Muusske Bekjendtskabskreds er nem- lig uhyre stor, og bestaaer blot af Familier der alle ere gjestfrie, venlige Folk. Forstaaer De min Frygt! Jeg har allerede bivaanet et Bal i denne Familie sidst Mandag, jeg satte al min Opfindelseskraft i Gang for at echappere paa en anstændig Maade fra Indbydelsen, men alle mine Udflugter strandede paa denne utrættelige Forekommen- hed; Fru Muus bad mig blot forsøge det for min egen Skyld, selv om jeg ikke følte nogen Lyst, det vilde maa- skee opmuntre mig. Sligt kan man vanskelig modstaae, thi det er virkelig elskværdig. Kom seent, gik tidlig, Kl. 12. Dansede altsaa meget lidt. Der var bedre, eller rettere jeg var bedre, end jeg havde ventet, thi jeg loe den hele SIDE: 105 Tid, den hele Aften var for mig en ubrudt Skoggerlatter, der begyndte strax jeg traadte ind i Salen, hvor Alt var i fuld Gang. Munchs vare der. Forresten blot Cousins og Cousiner, de sidste hedder alle Magdalene og Marie og ligne hinanden i den ennuyanteste Grad allesammen, og alt dette dansede i samme Slags Kjoler og samme Slags Tanker - - Erindrer De vore Baller fra forrige Marts, Jonas? Tænk efter - -! Gamle Tante med sin lille vindtørre luftige Figur og skjæve Tænder dansede ogsaa, i Contradansen holdt hun meget gratieus i Skjørtet, - jeg var færdig at briste. Havde jeg sat mig ind i det tomme Sideværelse, hvor man blot hørte Musikken, vilde jeg formodentlig kommet i Graad, derfor blev jeg klogelig inde i Salen. De spilte ogsaa en Kringlecotillon der. Ved Bordet kom min Cavaller hen og bad mig bestemme enten der skulde blive tempête eller Fandango til Borddands. Tempête! raabte jeg ganske forfærdet. Da jeg kom hjem, var jeg ganske alene, thi vi have ingen Pige her i Huset. Maanen skinnede i sin høieste Pragt ind i mit Værelse, det var umueligt at sove. Ak Jonas, hvor længe er der til October -? October - kom hjem i September, Jonas! Det gjør saadan uhyre Forskjel. Naar De kommer i September, kan jeg sige: at han kom- mer i Sommer. De skjænker mig en heel Vaar i denne ene Maaned. Hvorledes kan De vente, jeg skal glæde mig i at Træerne springer ud og i Fuglesang, naar alt dette skal være dødt og forstummet, naar De kommer? - En anden Vaar, siger De - ak det er dog ikke disse Blade. - September er endnu saa smuk. Der var saa deilig paa Eidsvold, da jeg var der hiin Afskeedstour. Det er sandt, vi have virkelig i vor korte Forening deelt al Glæde med hinanden, der er intet gaaet os forbi, derfor er jeg nu for- vænt, og kan slet ikke tænke mig at en saadan Herlighed som den norske Sommer skal udfolde sig for mig alene. Min, min Jonas, kom tilbage om det er mueligt, tidligere, medens der endnu er Liv i Naturen. De behøver vist ikke SIDE: 106 at reise saalænge. Ak De er klog nok, tænk paa at vi kunne være lykkelige en heel Maaned - - Mad. Hoppe er dog død (1ste Marts); men har hun i sin lange Dødskamp tænkt sig tilbage til vort Sommerliv paa Ørager, saa vil hiin natlige Stridsscene vist have foresvæ- vet hende i en ganske anden Belysning, hun vil have smilet over sin Skræk og angret sin Strenghed mod os; thi naar man skal døe, føler man hvor kostbare de Mi- nutter ere, hvori man kan være lykkelig hernede; maa- skee hun for en eneste saadan Maaneskinsnat paa Ørager vilde døe endnu engang? - - Jeg maae ofte tænke paa hiin Scene, da hun stormede løs paa mig med sit hele Skyts af virkelige og usande Taarer, Bleghed, skjælvende Stemme og høitidelige Ord, som jeg mødte med den fræk- keste Uskyldighed; jeg svarede nemlig ikke et eneste Ord, men sov saa sødt ovenpaa det, som om hun havde givet en af sine Scener, som Børnene og jeg bad hende under- tiden om. Kjærlighed er dog en stor Pharisæer, den har aldrig Uret, den kan ikke synde uden mod sig selv. Iaften var jeg buden til Muus's, men lod dog Fru P. og Elise gaae alene, nu vil jeg begynde at blive lidt kostbar, thi faae de først Greb i mig, saa er det for seent. Naar de først lære mig lidt bedre at kjende, ville de holde mig dette tilgode. Det er dog underlig at være saadan mut- ters-ene i et vildfremmed Huus. Den 20. Marts. Fra Norge hører jeg næsten aldrig noget. Emilies Breve blive skjeldnere og mere korte og forfrosne, der er ikke en Smule Varme mere i dem. Fra Henrik!! havde jeg et lille Brev - Gud hvilket Menneske han er, jeg troer ikke han har Idee om det Slags Væsen som jeg. Amalie maae virkelig have stærke Nerver, hun skrev mig til, at han var meget god og kjærlig mod hende, og at hun havde det godt; jeg begriber ikke en saadan Natur, mig vilde han knuse. Hans Spøg, hans venligste Ord ere sande Kølleslag, naar de overraske os i et Brev, og man SIDE: 107 ikke har ham selv ved Haanden, thi da mildnes det rig- tignok betydeligt. Hans Ven Latham, en Englænder som besøgte os for en Deel Aar siden, har nu givet sin Reise- beskrivelse ud. Zartmann sendte mig den netop idag. Fader, Henrik og Eidsvold spille vigtige Roller i den, jeg er derimod saa heldig at slippe med en forblommet Apo- strophe, der ialfald er zartere og bedre end den Plumbud- ding-Maneer hvorpaa han roser de Andre. Hans Skildrin- ger af Eidsvold ere nykterne og materielle. Dertil har han oversat alle vore Nationalsange ligetil Kjøre Vatten etc. og "ingen Lieutnant saa vil jeg hae", og han truer med en lignende Forqvakling af Henriks Digte i næste Bind. Han fortæller, at han reiste i Følge med "Mr. W-s daughter" og Henrik til Eidsvold fra Christiania, "where she has been at the Prince's Ball - - - - her father being a church dignitary and an ex-Storthings-man" - - flaut! - at vi havde en Pappegøie og en Dog med paa Vognen (?), og dette tør jeg ikke ligetil kalde nogen Løgn da Hr. Latham selv var den frappanteste Sammensmelt- ning af en Pappegøie og en Dog. Josephine Bidoulac og jeg loe og ærgrede os vexelviis over denne Bog. J. seer jeg næsten daglig. Vi kunne ikke undvære hinanden. Der kan ikke tænkes en brillantere Opreisning end den hun har givet mig, hun maae ordentlig "sich Gewalt anthun" for ikke total at forsømme sine andre Bekjendte. Jeg veed ikke, hvorledes jeg skal takke hende for den Vel- signelse hun er mig; vel siger hun det samme til mig, men det kan dog ikke sammenlignes, hvad hun er mig og jeg hende. Dem interesserer hun sig levende for, hun sluger hvert et lille Ord jeg kan meddele hende af Deres Breve. - Jonas, skriv De hende til, denne Glæde kunde jeg dog berede hende. Maaskee svarer hun Dem saa, skjønt hun skriver ikke gjerne. Hun vilde bedre skrive Dem end jeg, hun kunde maaskee bedre sige, hvordan jeg har det end jeg selv. Jeg troer hun bedømmer mig saa uhyre rigtig, uden at jeg veed hvorledes denne Dom lyder, kun SIDE: 108 at hun holder af mig. Hun er ligesaa streng som sand i sine Domme, det veed jeg. Men i det vigtigste har hun forstaaet mig og fattet mig. Mein grösster Leid! Den 21. Gud hvor jeg hader at skrive. Det værste jeg veed. Elendigt Surrogat. Jeg gjør nu Bod for det Afgu- derie, jeg før har drevet med Brevskriven. Jeg faaer næsten ondt, naar jeg tænker paa Emilies og mine tidligere Breve. Et Brev er dog blot en Grimasse, et Zerrbild af os selv, de ligne disse forpuskede Portraitter som hænger i Dagligstuene, som Mødrene og Tanter finde saa lige, fordi Næsen virkelig er krum eller opstaaende som Originalens, Haaret har ogsaa samme Farve, maaskee en Smule for lyst. Siden Juul har jeg skrevet engang til Emi- lie, ingengang til de Andre. Det er aldeles ophørt. Jeg maae skrive til Dem, Jonas, fordi jeg veed, Du ikke kan undvære mine Breve, og fordi de ere uundværlige mellem os trods deres Utilstrækkelighed. Ak hvor grum er en saadan Skilsmisse, naar de skulle være den eneste Erstat- ning, og de kunne vække saadan Fryd. Og saa det lat- terlige i at skildre Stemninger i Breve der skulle blive saa gamle inden de naae sit Maal, inden den Tid har den vexlet mange Gange. De har nu faaet mit første Klage- brev, og medens De gaaer og græmmer Dem lidt over det, sidder jeg her og soler mig og har det godt. Det er aldrig værdt at spendere Medlidenhed paa slige maanedsgamle Klager - og naar De faaer dette, kan jeg gjerne have Tandpine eller være paa Bal i det Borupske Selskab. Naar jeg siger: Jonas, Jonas! hvad staaer der saa? Der staaer blot Jonas, Jonas, og i det høieste kan man tænke derved, at Blækket er temmelig lyst. Men der staaer ikke et Ord om at min Haand skjælver af Længsel, naar jeg skriver dette Navn, at dette Raab kommer som fra mit inderste Hjerte. Jeg begriber ikke, hvorledes det er gaaet til at jeg har Dig saa kjær. Det er ganske mod Regelen. - Jeg har nylig skrevet til Johan, ikke fordi jeg troer det SIDE: 109 kan fornøie ham, han har ikke svaret paa mit Brev fra forrige Aar, men han fik noget af Deres sidste fra Paris. Emilie siger at de ere alle snilde mod Johan. Han faaer runde Kinder og muntre Øine under denne Behandling. Imorgen den 22de for et Aar hiint Møde hos Fougstads. Den 24de Søndag hos Mad. Hoppe, Ida, De og jeg. Den 27de - - Far nu vel! Tænk paa hvad jeg beder Dem om i mit sidste Brev. Min Adresse er nu No. 29 Nyehavn. Lev vel, lev vel. Ich hab Dich lieb, ich hab Dich lieb! 4 Timer senere. Jeg vilde gaae med Brevet paa Post- huset, dog ved at gaae indom Fru R. fandt jeg Brev fra Johan med de lovede No. af den Con.nelle. Det første mine Øine faldt paa, var rigtignok nogle Vers som ikke vare af Dem (til Kellerman), men det er Tolden for slige Glæder. Maaskee har Welhaven blot skrevet dette lille Digt i hele Vinter. Det Stykke af Johans Brev lader jeg følge med. Jeg foruroliges ikke ved denne lidet trøstende Skildring, jeg har en glad Følelse af at det nok vil gaae godt alligevel. Og i værste Tilfælde - - hvis De virke- lig maae gjøre denne Gjæld! men Lector maae De blive. Ak J., det vil nok gaae godt! Den lille Afhandling kunde jeg godt lide, netop fordi De kan sige saa meget i disse faae Spalter; det store Overblik deri overraskede mig. Det er netop dette store Blik der gjør Transatlantische Skizzen saa merkværdige - Nu maae jeg see at faae Bre- vet liimt sammen igjen. Endnu et, skriv mig til! De skal ikke sørge for Portoen, send dem sans façon til mig; hvis De gjør nogen Omstændigheder heri, bliver jeg ligesaa vred som den nye Heloise - da hendes Elsker ikke vilde modtage et Laan af hende. Hører De Jonas, alle Deres Breve ufrankerede. Tænk hvor mange Macaroni man kan spise for disse Penge, her gav jeg dem maaskee ud for et Par Handsker eller sligt Juks, eller til en Comedie- billet - - - SIDE: 110 De har Uret mod Neapolitanerne, slige Folk ere jo ikke til at bruge til noget, de ere til at see paa, og det var mere rimeligt man betalte dem Penge derfor end for de Tje- nester man fordrede af dem. SIDE: 156 Camilla Wergeland til Johan Collett. Kjøbenhavn den 30te April. Inden De faaer dette, kjere Johan, maae De vist have modtaget med Skipper Iversen en lille Seddel fra J [onas] , som jeg sendte strax efter Modtagelsen; det var ret Skade SIDE: 157 at den ikke kom, eller kunde komme, tidsnok til at fore- bygge den Heftyske Udstædelse af Creditivet paa Paris, som De nu ved at have læst J -- s Brev vil finde unyttigt. Jeg sender naturligviis ikke dette Creditiv nu, ikke sandt? Og det er for at De ikke skal være urolig for at jeg be- gaaer denne Dumhed, at jeg skriver disse Linier. De siger nemlig, at blot som Foreviser og Ihændehaver af Credi- tivet, faaer J. Penge, og dertil har jeg holdt mig. Credi- tivet beholder jeg da, til jeg kommer hjem, jeg veed ikke af hvad Vigtighed det kan være. Jeg kommer meget snart, allerede næste Tirsdag gaaer jeg med Trepka herfra og er maaskee 8 -- 10 [Dage] fra Dat. i C [hristiania] . Dog siig intet herom til nogen, da det er mueligt at Faders Brev, jeg venter paa Lørdag, kunde bestemme det ander- ledes. Munchs gaae nemlig med, og et saadant godt Sel- skab faaer jeg neppe paa Dampbaaden, som jeg desuden af andre Grunde gierne vil undgaae. Jeg er desuden hjer- telig træt af Kjøbenhavn. Vi maae altsaa træffe andre Foranstaltninger med Jonas, da han ikke kommer til Paris. Det er godt, at han ikke lider nogen Nød for Penge, saa vi have Tid at løbe paa. Deres Brev skal jeg sende inden i det jeg lader afgaae strax før jeg reiser herfra; jeg maae bie i det læng- ste i det Haab om at faae noget fra J., der ogsaa vil give mig Oplysning om de 2de forsinkede eller maaskee bort- komne Breve. I den Anledning har jeg forsøgt hvad jeg kan, jeg har gjennem Schmidt Phiseldeck indgivet Klage til Postdirectionen, det v. s. en Opfordring til Undersø- gelse, endskjønt det endnu ikke er beviist, at de ere borte. Men den Umage skader dem i alle Tilfælde ikke. Schmidt er en elskværdig og brav Mand, som jeg i dobbelt For- stand trygt kan betro denne Sag. Det er grueligt saale- des at miste Breve, thi man lider baade sine egne og Mod- tagerens Qvaler. Gid idetmindste det 3die sidste til ham, hvori en Deel af Deres laae indesluttet, maae naae ham! Jeg har beordret dem eftersendte til München, hvor J. er SIDE: 158 første Juni. Did maae vi nu addressere alle vore Breve herefter. Da disse Linier nu engang blot omhandle mislykkede Entrepriser, saa kunde De maaskee gjøre mig den Tje- neste, kjære Johan, at sige Oscar, at det Brev han sendte mig gjennem den norske Legation for 6 Uger siden, har jeg ikke faaet. Jeg lod da gjennem Schmidt P. spørge derefter, som fik det Svar, at man erindrede sig vel at have modtaget et saadant; men da det ei blev afhentet, gav man det til Portneren, der dog ikke kunde erindre at have modtaget noget. Dette Svar, hvori den Løvenskjold- ske Elskværdighed tydelig røbede sig, tilfredsstillede mig naturligviis ingenlunde, og efter mine indskrænkede Be- greber maae her være skeet et Misbrug. Siig O. at jeg vil forfølge denne Sag saa langt jeg formaaer. Schmidt vil staae mig bie. Der er intet, der kan oprøre mig saa me- get som denne hovmodige Negligence af det Slags Folk. Dette Brev var for mig af ligesaastor Vigtighed, som det vil være O., at det ikke bliver læst af Andre. Lev vel kjære Johan til vi sees, som med Guds Hjælp bliver snart. Veed De hvad jeg har stor Lyst til -- ? -- hvis Trepka laae stille om end blot faae Minutter i Fre- deriksværn, at ile hen til Deres Søster, Sophie, blot for at see hende. Hun skal ligne Jonas overordentlig. Jeg kan desuden godt lide hende, at hun faaer Nervefeber af Længsel, jeg har ordentlig Lyst til at kysse hende derfor. -- -- -- -- Adieu -- -- De kan fortælle Oscar at jeg kommer saa snart, ellers ingen. Deres C. W. Til Cand. jur. Johan Collett ad. Revisor Stabel fr. Christiania. SIDE: 159 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Christiania den 24. Mai 1840. Johan har lovet at tage sig af disse Linier, de første fra Hjemmet. Meer havde jeg egentlig ikke at sige Dem, Resten veed De altid. De veed hvad Indtryk Toldboden, Grændsen og Torvet gjør paa dem der stige i Land, og hvad vi have talt om hos D [iriks'] s siden jeg kom. Har De faaet det Brev jeg sendte Reisedagen fra Kjøbh.? jeg lukkede det henne hos Schmidts, efter en forgjeves Under- søgelse paa Posthuset om et fra Dem; men da jeg efter et Par Timer kom hjem, fandt jeg dog Deres sidste Brev der, det var 1 Time før jeg gik ombord, De kan begribe hvor glad jeg blev. Der raader virkelig et besynderligt Held i alle ydre Omstændigheder af vort Forhold, Sam- menkomster, Breve, etc. Afskeden fra Kjøbenhavn var yderst straalende fra min Side, jeg kunde ikke opdrive en eneste Taare hverken hos fru Posselt eller Schmidts eller Fætter Looft, eller Østregade eller Langelinie; da jeg havde sagt J [osephine] B [idoulac] , der ikke vilde følge mig til Bryggen, Farvel, kunde jeg ikke præstere meer. Gud velsigne hende! De og jeg skylde hende uendelig meget, mere end De troer. Jeg sendte hende endnu det sidste Øieblik det Blad af Deres Brev, hvori hun omtales. Den Beskyldning at hen- des lyriske Udbrud undertiden ere usande eller rettere umotiverede (thi selv veed hun det ikke), havde jeg ogsaa givet hende, jeg vilde saa gjerne hun skulde see jeg havde Ret. De Ord, hun næsten uforstaaelig havde rablet paa Ydersiden, skal De engang faae, dette Udbrud var idet- mindste ægte, derfor indestaaer jeg. Der er en elskvær- dig Bøielighed hos J. B., der især yttrer sig i den næsten rørende Respect, hvormed hun modtager og veier en Dom, en Daddel af dem hun holder af. Om Reisen saa lidt som mueligt! Den var temmelig hel- dig, uagtet Veiret regnfuldt og uroligt holdt jeg mig tap- SIDE: 160 per for Søesyge. Zahrtmann havde givet mig Lecture med, og Passagererne vare alle af den Sort som man ikke gene- res af, naar man blot kan undgaae at see paa dem. Consul Hoskjer viste mig den stadigste Opmærksomhed, jeg troer mindre paa Grund af Wahlverwandschaft, end fordi vi vare de eneste skikkelige Folk ombord. Jeg var saagar næsten vis paa at blive buden paa Bal hos ham, hvis han ikke skulde flytte fra Byen. Det glædede mig at see Steen- strup igjen; naar man seer denne Mand med sit aabne vakre Søemandsansigt, kan jeg nok begribe at man kan holde af ham, men ikke at han kan være Gjenstand for en lidenskabelig urolig Følelse, den maatte han bestemt tilbagevise. Havde det været en anden Tid vi standsede i Frederiksvern, vilde jeg have opsøgt Sophie. Da jeg sagde Adieu til Steenstrup, bad jeg hende hilset -- ganske uvil- kaarlig. Indseilingen til Christiania var herlig -- det var 17. Mai, som De veed, Veiret stillede ganske af, eftersom vi nær- mede os, dette havde jeg altid forudsagt -- og en smuk Aftenhimmel begunstigede Modtagelsen. Det er mær- kelig, hvor ganske anderledes renere, man føler Betyd- ningen af en saadan Fest, naar man har været borte en Stund og glemt alle de onde Lidenskaber og den usle Personlighedskamp, som i Grunden er Maschineriet, der driver det Hele, kort glemt alle de lave Motiver der hæn- ger sig ved Begeistringen derhjemme og qvæler den; for den Hjemvendende derimod falder alt dette uægte bort, den Jubel man møder, er sand, og den har Magt til at vække den hos os. Det er Fordelen af at staae udenfor Scenen. Da -- "Jonas Collett" mødte os, og saa begge Skibe holdt Skridt med hinanden under gjensidige Hur- rah Kanonskud Musik, tænkte jeg ret for Alvor at 17de Mai var en stor Dag, jeg har ogsaa tænkt det nede i D [anmark] undertiden. I Havnen mødte os utallige Baade, og Bredderne vare en eneste tæt Menneskemasse. Det var virkelig festligt, De selv vilde have fundet det. Dog om SIDE: 161 alt dette vil Johan underrette Dem bedre, hvis han n. b. ikke ærgrer sig for meget over at Pøbelen siden i Mørke pryglede en og anden; jeg mærkede paa ham at han havde stor Lyst til at lade 17de Mai undgjælde derfor. Dette Brev har den Fordeel, at De ikke kan læse det, jeg vil blot sige Dem endnu saa tydelig jeg kan at jeg har en Finger der smerter mig, at jeg ikke godt kan skrive. Hold Dem forresten til det som slet ikke staaer i det; thi det er uden Sammenligning det bedste. Den private Modtagelse var ikke mindre opmuntrende; alle mine troe Tilhængere mødte mig deels ombord, deels paa Stranden -- -- -- Oscar, Johan, Diriks's, Fougstads, etc. Siden opsøgte jeg Malvina og Fru Colban. Ida havde jeg i adskillige Dage ikke seet; jeg havde en vis oprigtig Frygt for at opsøge hende, jeg forstod det Indtryk det vilde gjøre paa mig. Endelig søgte hun mig op -- inde hos Fougstads -- ak Ida! [ ... ] SIDE: 176 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 15de Juni 1840. Min Emmy! Beretningen om Reisen tænker jeg at sætte op til i Aften, forudsat at Du læser disse Linier Onsdag. Jeg fandt nemlig Fader saa modtagelig for mine Forestil- linger, og saa forhippen paa Hoskjers Auction, at han vilde reise ind selv og gjør mig det til en Nødvendighed at følge med. Du kan begribe jeg var heller bleven rolig en Stund hjemme nu, og det var derfor jeg vilde saa gjerne have arrangeret mig lidt, før jeg forlod Byen, men hermed er som Du seer intet at gjøre, jeg vil blindt hen føie Fader i alt hvad der kan gaae an. Det er saa meget mere imod nu, da jeg maae befrygte at jeg kan være Eder til Uleilighed nu da Din Tante for- modentlig er kommen -- kan Du modtage mig paa disse Par Dage? -- Hvis det virkelig skulde volde Bryderie, kan jeg tage ind til Amalie. Jeg kommer nok saa tidlig paa Aftenen at vi kunne tales derom, og heri skulle I ikke være saa dumme at gjøre Eder nogen Skrupel. Jeg kan gjerne ligge i mit Badeskab forudsat at det befinder sig paa et uvist Sted, og jeg vil naturligviis heller det end hos A. Det bliver en stadig Conferentz om Bolster Lær- red Dreil, men det er dog bedre end om I skulde staae for det selv. Hvor underlig, i Overmorgen sees vi atter, og jeg har en saa glad Længsel derefter, som om der laae et Aar imellem. Din gamle troe C. W. Skulde der virkelig være noget i Veien saa gjør mig den Tjeneste at bede A [malie] sørge for at jeg kan ligge paa Sophaen hos hende. Det bliver blot for et Par Dage. Fader skriver til O. i dette Øieblik. SIDE: 177 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Den 6te Juli. Kjere Emilie! Dette er rigtignok Skyggesiden, Parodien af Landlivet. Siden jeg kom hjem, Regn og Kulde Nat og Dag, jeg har ikke sat min Fod udenfor Døren. Det er i mange Henseender ikke godt at være saaledes indelukket. Dagen er enda gaaet, thi jeg har været uhyre flittig, men om Aftenen, naar jeg var træt af at klippe og skjære og maale og trængte til lidt Opmuntring for Sjel og Legeme, kunde jeg ingensteds søge den uden i vor mørke kolde Stue, disse Aftener have været ubeskrivelig triste. Jeg har som sagt faaet en heel Deel udrettet, nemlig tilskaaret alle disse 100 Ting, og dermed er det vigtigste Skridt gjort. Nu ligger det vel ordnet i min Kuffert og venter paa Sye- pigen, som regelmæssig kommer og henter et Stykke. Du maae ikke forsage mig Din Respect, at jeg ganske alene (uden Moders Hjælp, thi hendes Øine ere saa daarlige) har vundet igjennem alle disse Vanskeligheder, ligefra de 100 Smaastykker, der skal til et saadant Duzin Chemiser, ligetil Rulleklædet der deles i 2 lige Dele og -- alt dette har jeg gjort -- jeg, jeg foragtede, miskjendte! Jeg for- sikrer Dig, Emilie, den Lyst og Iver og end mere den Let- hed hvormed jeg har udført det, fylder mig med en uende- lig Tillid og Stolthed. I denne sidste Uge har jeg udviklet stor Dygtighed. Jeg maae sige allerede inde i Byen kunde jeg ikke fatte, hvori egentlig de andres Fortrin bestod. Jeg viste ligesaameget Skjøn som Malvina og Charlotte -- forstod meget godt, hvad der var godt eller slet og hvor- for, men enhver saadan Dom blev af M. gjerne optaget medlidende, og uden at det ret vilde lykkes hende, vilde hun gjerne gjøre mig latterlig deri. Dog nok om dette, Emilie, det er et gammelt Sagn, og derfor maae det vel være sandt, endskjøndt jeg selv gjør andre Erfaringer. Hvorledes leve I derinde? Det forekommer mig som om et halvt Aar var gaaet siden vi saaes. Det er umueligt at SIDE: 178 det kun er 10 Dage. Og dog er denne Ensomhed mig god, jeg udhviler i den. I den Sindsstemning jeg er, trænger jeg til Stilhed, Sjelen vil være ensom, ganske ensom. Jeg har en dyb Rædsel for at skrive ham til, jeg troer aldrig jeg faaer Mod til at tage Pennen i Haand. Gud veed hvoraf det kan komme, det gule Tøi bidrager ogsaa dertil. At gaae op og skrive -- -- efter at jeg har staaet og klip- pet alle disse Lagener -- og maalt Hovedpuderne, fi donc! Men det er Skade at han skriver saa skjelden, ikke for den Glæde jeg maae undvære derved, o nei det er af langt større Importence. Vort Forhold lider uendelig derved. Det er godt han kommer hjem til Høsten. I Morgen maae der være Svar paa Faders Brev. Jeg har ikke skrevet siden 24de mai, Din Moders Geburtsdag. Naar vil Du og Natalie komme op? Saalænge Veiret ikke er smukkere vil jeg ikke foreslaae nogen Tid, men skulde det blive godt i næste Uge, saa skriv mig til derom; jeg skal bede Budet gaae ind og hente Svar, han bliver vel et Par Dage. Et Par Commissioner kan Du ikke spares for. Først beder Moder Dig være saa god at lade Pigen gaae hen paa Biblioteket til H [enrik] med indlagte til A [malie] . Dernæst beder jeg Dig efter Faders Ordre at tage mig hos hvilkensomhelst Kjøbmand 57 Al. Shirting /syv og halvtreds/ af den fine gode Sort, der kan være tjenlig til Skjørter. [ ... ] Igaar vare gamle Bøiesens her til Middag. Du kjender disse Søndage i Regnveir med Bygdens Folk. Det ere de 2 eneste Badegjæster næst en gammel leversyg Præst Ha- deln, der seer ud som Døden i Aabenbaringen. Han var her ogsaa, og det var just ikke noget opmuntrende Sel- skab. Gamle Bøiesen er nu ganske sløv og gaaer næsten i Barndommen. Af Desperation tog jeg det Parti at være aimabel underholdende Værtinde, jeg sang og spilte for dem og fortalte Historier. Jeg veed ikke hvorfor Fru B. ligger her ved Badet, maaskee er det fordi hun har for god Appetit til at boe i Ullensager. De vente August, der SIDE: 179 kommer for at tage Prospekter op. Gid han biede til I kom. Petra kommer hid paa Lørdag og bliver en Dags Tid. [ ... ] O. lader ikke til at være meget henrykt i Par- tiet, han taler aldrig om hende, og naar hendes Bekjendte spørger om hende, bliver han øiensynlig forlegen. Les extrèmes se touchent! Han fortalte dog Laura forleden en Drøm hun havde havt og skrevet ham til. Hun saae ham nemlig ligge syg og bleg paa en Sopha, og da hun forfærdet vil ile hen til ham, vaagnede Pigen hende med det Budskab, at en Koe var bleven syg. Jeg finder denne Opløsning af Drømmen umaadelig charakteristisk. Laura der i spændt Forventning havde hørt efter, blev ogsaa noget frapperet over den og svarede meget naivt, naar det enda havde været en Oxe. Mod mig er O. meget elsk- værdig og næsten galant nu, men det vil vel ikke vare længe inden den gamle Spænding indtreffer. Spørg Din Moder, hvormeget eller hvad af Tøiet der skal navnes med Navneblæk. Naar jeg undtager de fine Lommetørklæder, saa synes jeg man kan bruge det til alt det øvrige. Lev nu vel, Bedste -- Hils alle hjemme og tak endnu engang Din Moder for hendes kraftige Bistand. Gud skee Lov, Fader er nu i ypperligt Humeur og har været det heelt siden vi forlod Byen, jeg haaber nu intet skal forstyrre det, da det Vanskeligste er forbi. Det saa virkelig sort ud, da vi reiste ind, og efter hans Yttringer at dømme syntes han ikke at have Lyst til at anskaffe selv det nødvendige end sige dette rigelige -- saa jeg var nødt til at være den Drivende og Sporende, og det var ingen behagelig Rolle. Til al Lykke kjendte jeg Faders raisonable Gemyt, og at det blot var hans onde Lune der maatte bekjæmpes med Forestillinger. Han kommer ofte ned og seer med stor Fornøielse paa hvor activ jeg er. Jeg skulde nok have Lyst til at vide Bogskabet og Toilet- bordets Skjæbne, nu er det vel afgjort, hvem der har faaet dem. Jeg vil være meget glad, hvis jeg havde det, men jeg er ogsaa meget fattet paa ikke at faae dem, jeg skal SIDE: 180 see at blive lykkelig uden dem. En Lænestol faaer jeg dog, og jeg vil trække Puderne over med guul Damask jeg faaer tilovers. Den skal staae i hans Contoir. Hils Adolphine -- jeg vilde ogsaa bede at hilse Caroline, men nu tør jeg ikke. Siig C. at hun har stor Uret deri. Kan Du ikke gjøre en lille uskyldig Ed derpaa? -- Seer Du noget til Oscar, Johan? Din Camilla. Jeg har skrevet med 1000fold Overvindelse til Gustav Thaulow. Spørg Lund hvis Du treffer ham, om hans Ad. er rigtig: Karlsstrasse. [ ... ] SIDE: 189 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Eidsvold den 16de Juli 1840. Først idag fik jeg Deres Brev af 16de Juni, ledsaget af 3 lange Forklaringer fra Johan. Stakkels Johan kan rig- tignok ikke for det, saa jeg umuelig kan være vred paa ham. Det har lagt i Christiania siden 28de Juni. Da Dampb. var kommen, gik han strax paa Posthuset, men fik det Svar, at der intet var, heller ikke havde han noget anført da han selv søgte Postchartene igjennem, thi han troede dem ikke ganske. Men et Par Dage efter kom hans Værtinde med det, og da Posten alt var afgaaet til E [ids- vold] , gik han paa Posthuset og lagde det i Kassen. Sidst Søndag, 14 Dage senere, fandt han det endnu i Kassen, og Grunden hvorfor det ikke var bleven sendt, var den, at det lille Ord "Betalt" ikke var tydelig nok strøget ud. Han havde blot strøget 1 Streg over, og de reglementerede Strege ere nok 3 eller 4. Det kunde let have truffet mig inde i Byen, jeg var netop reist op et Par Dage før, saa havde vi sparet os megen Uleilighed. Johan fortalte Dem maaskee at jeg allerede var hjemme engang, men reiste ind igjen med Fader paa 8 Dage; efter denne Tour har jeg været ganske i Roe heroppe og bliver det vel fremdeles. Hvad der er passeret i denne Tid, bliver vel det næste naturlige Spørgsmaal, men meget vanskeligere at besvare. Jeg kan sige saa lidt om hvordan jeg fandt dem derinde, eller om hvorledes vi Alle have det, netop fordi der kan siges saa meget derom, men som De vidst veed før. Jeg kunde vanskelig fortælle Dem noget som De ikke allerede SIDE: 190 vidste, ikke allerede har sluttet Dem til; saaledes vidste jeg saa godt, før jeg kom hjem til Norge, hvordan jeg vilde finde Alt. Hvad skal jeg da fortælle Dem, Jonas! Lykkeligviis gjør De mig et Par Spørgsmaal i Deres sidste Brev, dem vil jeg holde mig til. Jeg vil fortælle alt hvad jeg veed om Ida. Da jeg besøgte hende et Par Dage efter hiint første Møde jeg har skildret Dem, fandt jeg hende livligere. Det var en deilig Formiddag, vi sadde længe i Haven og snakkede om Kjøbenhavn, Jfr. Bidoulac og 1000 andre Ting. Fru Kjerulf var meget venlig, hun bragte os selv Caffee ned og viste overhovedet Ida en vis øm Om- hyggelighed. Hun talte om hendes Sygdom med Taarer i Øinene. Naar man saae og hørte hende, skulde man troe denne Moder rede til alle Offre. Da jeg gik, fulgte Ida mig langt ned gjennem Byen, skjøndt hun havde Forklæde paa, og det er næsten saa galt som naar en Herre gik i Gaderne med Sloprok. Jeg saae, da vi gik forbi et vist Logi i Pilestrædet, Ida kaste et Blik til Vinduet, hvori der laae alt hvad et Blik kan indeholde af Mod, Haab og Trøst. Saaledes skiltes vi dengang. Da jeg sidst var inde i Byen, vilde jeg ikke besøge hende. Jeg troer det var af Frygt for at det trøstelige Indtryk, hun havde gjort paa mig, skulde forstyrres, vi havde talt saa rolig og gemytlig sammen uden Anstrængelse eller Aufregung -- eller og- saa følte jeg mig ikke ret stærk selv, nok, jeg havde ikke seet hende Dagen før min Afreise. Men seent om Afte- nen (St. HansDag) mødte Emilie og jeg Emil K [nudsen] der kom fra Kjerulfs, hvor han havde tilbragt hele Efter- middagen, og han gjorde en saa traurig Skildring af Idas Udseende og Tilstand at jeg neppe kunde oppebie Mor- genen for at komme til hende. Jeg besluttede at jeg ikke vilde gaae derfra, førend hun havde lovet mig, hvad jeg vilde bede hende om, og jeg vilde anvende alt hvad der stod i min Magt; men Ida forekom mig selv. De veed hun sætter al sin Styrke overstyr for at holde noget hun kalder et helligt Løfte, men som i Grunden blot er en unaturlig Bod, SIDE: 191 hvormed hun dræber sig selv. Dengang hun gjorde dette Løfte, haabede hun at Frelsen var saa nær, men hver Maa- ned kom uden den, og saaledes er det hele Aar gaaet for hende i disse evige Skuffelser -- hvorledes hun har kjæmpet har jeg blot en Idee om -- i sin Sygdom i Vinter har hun i Feberen skrevet ham Breve, som hun dog har tilintet- gjort, naar hun kom til Besindelse igjen. Men jeg vilde forestille hende, at dette var Selvmord, og at hun nok nu havde Ret til at bryde Contrakten, naar Skjæbnen altid bedrog hende. Da kom Ida mig saa glad imøde, hun for- talte at hun havde faaet Tilladelse til at bryde sit Løfte. En af Familien havde forestillet Moderen, at det maaskee var bedst at give dem Tilladelse til at sees, da det ellers kunde være skadelig for Ida. Nu vilde hun underrette ham derom, dog først vilde hun samle sig en Smule, hun talede om en Reise paa Landet først. Jeg raadede hende fra denne Opsættelse, jeg vilde at hun ikke skulde spille et Minut. Ak, at jeg havde Ret, beviser, hvad Emilie skrev mig nylig. Jeg sender Dem disse Linier, af dem kan De selv see. Efter dem maae jeg troe, at det Hele er for- spildt igjen. Ida lovede desuden at give mig et lille Tegn (hun vilde sendt et Blad) naar den første Sammenkomst havde fundet Sted. Men jeg har intet seet eller hørt fra hende. -- [ ... ] Har ikke Johan fortalt Dem noget om vor Tour til Frog- nersæteren? D [iriks'] s, Petersens, J [ohan] , Oscar og jeg og Peter Collett. Det var en heel complett Dag fra Mor- gen til Aften, en af disse Dage som man slutter med Sorg, fordi den kunde ophøre, da man syntes den kunde ved- vare bestandig. Vi vare alle paa vor Viis gode. Ogsaa den smukke Peter, som vi i Førstningen havde lidt Mis- tanke til vilde kjede os, da han var saa vakker, gjorde vor Formodning til Skamme. Jeg kan godt lide ham. De vil maaskee finde det lidt haardt, at vi havde excludert baade M. og E. fra denne Tour. Men hvad E. angaaer, da har han virkelig baaret sig saaledes ad, at vi umuelig kunde SIDE: 192 have Lyst til at tage ham med. Der kan ingen holde ud med ham mere, naar han er i det Humeur, denne vrøvlende Lystighed, dette forcerede Lapserie er reent til at crepere over, og medens man maae lee af ham, føler man tillige en piinlig Medlidenhed. Men denne lille Straf havde dog frugtet, at han næste Gang var meget bedre. Vi vare da i Hytten hos Adolphine, og vi gik syngende hjem efter at vi havde gjort et lille Chor ind i Keisers Have. Han var som sagt meget ordentlig den Dag, saa han havde fortjent en Belønning; det var derfor Synd at Malvina sagde ham saa kort og uvenlig, da vi kom til hans Løkke, at nu skulde han gaae hjem, og ikke følge længer. Han gjorde det ogsaa, men jeg mærkede at han var saaret. Jeg gjorde flere saadanne Smaatoure ud i den Ret- ning, og jeg er mere og mere bleven overbeviist om hvor skjøn og riig denne Egn er. Jeg bliver aldrig træt af at vandre omkring i den. Emilie og jeg gjorde ogsaa en Ud- flugt med den lille Dampbaad til Sandvigen engang. Fa- der var i saa godt Humeur, medens vi vare derinde, at han gjerne gjorde os al den Fornøielse han kunde. Han havde saaledes bestilt os ned paa Bryggene til den Tid Dampbaaden skulde, men vi ventede endnu en Time paa ham, og han kom ikke. Derimod kom Olafsen, som til- fældigvis var bleven af Partiet, og foreslog os at gaae om- bord uden Fader, thi der var liden Sandsynlighed for at han kom, da han var i Middagsselskab. Veiret var dei- ligt, og Dampen begyndte at snurre. Vi roede ud med Olavsen og gik ombord. Der var en Masse Mennesker ombord, alle ubekjendte. Dog var der en god Bekjendt, Welhaven, og paa Tilbagetouren fik vi Ebbell med os. Derude i Sandvigen er der ret smukt, vi forsøgte en Vei der førte os ind mellem Fjeldene, der var forunderlig en- som charakteristisk. Siden min Hjemkomst har jeg ført et ganske anderledes Liv. Jeg behøver blot at sige, hvis De vil vide noget om det, at det i de 3 Uger jeg har været hjemme, har regnet SIDE: 193 uafbrudt, paa 2 Dage nær, hvor det blot regnede om Efter- middagen. I denne Forklaring ligger en heel Levnetsbe- skrivelse. Godt Veir er saa nødvendig for dem der boe her i Eidsvold, navnligen i Præstegaarden, der næsten er ubeboelig i slet Veir, som Luft og Brød er til andre Men- neskers Existence. Naar Veiret er slet her, forlader Vor- herre os, og Fanden fører et slags Viceregimente imedens. De spørger vist om ikke Veninderne -- ! Veninderne, ak Veninderne! Emilie og Natalie ville komme op i næste Maaned, da kommer ogsaa Oscar, og da bliver her lidt muntrere. Malvina kommer slet ikke, hende vilde jeg helst have. Jeg maae fortælle Dem lidt mere om dette. M. fandt jeg i det Hele forandret. Dette barnlige, sprudlende naive og djerve ved hende træder vel endnu frem, men skjeld- nere og mere skarpt og ikke saa elskværdigt som før, der- imod har hun faaet noget forsagt, noget forknyt i sit Væ- sen, som slet ikke hører hende til. Mod mig var hun vist i sit Sind den Gamle, men endog mod mig gjorde dette Væsen sig gjældende; hun var som oftest forunderlig ge- neret og tilbageholdende. Jeg gjorde alt for at hæve dette, og jeg er vis paa, var hun kommet herop, skulde det have lykkes mig aldeles. Vi ønskede det begge saa inderlig. [Resten mangler.] SIDE: 198 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Eidsvold den 22de Julii 1840. "Am Tische war noch ein Plätzchen da hab ich dein Liebchen gefehlt." Ja, jeg vilde nok have været med i hiin Samtale. Jeg vilde have sagt at Kjerlighed ikke er af nogen haardhudet Natur, den er den zarteste, sensibleste af alle menneske- lige Følelser. Og Udtrykket for den skulde være uvæsent- lig! hvor kunne de taabelige Mennesker tale saa! Og Fru Paludan Müller -- hun mindst! og P. Løvenskjold. Kjerlighed er ikke blind, den er tvertimod uhyre skarp- synet. Hvem kan saare os dybere end den Elskede -- ? Kjerlighed seer alt, føler alt, men bærer ogsaa alt. Den har en dyb Forbarmelse, en uendelig Langmodighed. Tak, Jonas, fordi De har skildret dens Væsen saaledes, netop i Deres Strenghed har De hædret mig, jeg er ganske stolt derved. O Jonas, vi ville altid hylde Kjerligheden paa denne Maade, i sin høieste Reenhed. Det er jo en Gud, saa maae man behandle ham med Ærbødighed, ellers bli- ver han vred, han forlader os. Det er umueligt at Tiden kan svække denne Anskuelse hos os, jeg veed den vil be- fæste den, jeg er saa meget sikrere, da vi nu have nogen Erfaring, vi kjende os selv og vore Kræfter bedre, og de Hindringer man har at bekjæmpe. Det kan vel være godt nok at eie Theorien, men Fru Müller har ikke heller Uret, naar hun mener, at der maae en lille Smule Praxis til for at være berettiget til at sige noget. Den 23de. Dette Veir er til at fortvivle over. Det samme afskyelige Regn vedvarer endnu. Om det ogsaa holder op af og til, saa er Luften dog saa kold og fugtig, at det umue- lig kan være nogen Forfriskning at gaae ud. Et saadant Liv er ligesaa trist som usundt. Tænk nu er det 4 Uger siden det begyndte, i Morgen er det 4 Uger siden jeg kom SIDE: 199 hjem. Dirikses komme maaskee slet ikke, eller ogsaa skeer det til en Tid, da jeg mindre trænger til dem. Det er be- synderligt at Emilie aldrig nogensinde har været heroppe, naar jeg ret kunde behøve hende, men naar jeg vilde spørge E. derom, vilde hun svare at Moderen aldrig til- lod dem noget uden til den reglementerede Tid. Nu er rigtignok den reglementerede Tid alt forbi, men Veiret har ogsaa været daarligt, det er ingen Fornøielse at komme paa Landet. Det var næsten nødvendigt nu at have no- gen, der udfylder Tomheden i Stuen om end blot den ma- terielle Tomhed. Malvina vilde nok besøge mig for min egen Skyld, men M. faaer jo ikke Lov. Jeg lever saaledes ganske for mig selv, jeg corresponderer ikke med nogen; thi til at skrive er jeg rigtignok mindst oplagt af Alt. De har optaget min noget tørre Erklæring til Johan aldeles som jeg havde ventet det, Jonas, jeg vidste at De ikke vilde skjænde paa mig, fordi jeg ikke mere kan skrive som før. Kun vidste De ikke, at jeg mindre og mindre vil kunne det. Der gives Tider, hvori Sjelen vil være ensom, den forsmaaer enhver Meddelelse. Og De siger selv saa sandt, at ingen Tvang da kan erstatte, hvad der skal være dens frie Udstrømmen. I slige Tider kan jeg ikke engang gjøre Rede for mig selv, jeg forstaaer ikke min Følelse for Dem. Jonas, en lang Adskillelse vilde for os være absolut skadelig. Vor Fortid er for svag til at bære en saadan Vægt som Virkeligheden med dens uhyre Savn, og Cor- respondencen som skal bøde paa dette, er som De veed, en mislig Ting -- Men Haabet, Camilla, og Haabet! Ak, det regner endnu fremdeles, og uagtet vi see mange Regn- buer og slige Forjettelser, bliver det endnu ved at regne. "Saa haardt jeg derover har klaget, det bliver ei bedre derfor." Jeg troer kun paa den gyldne skjære Sol og paa 20 Gra- ders Varme. Da jeg havde læst Deres Brev, Jonas, gik jeg ned i Stuen, hvor jeg traf O. i Døren, han saae meget suur SIDE: 200 ud, og jeg kunde skjønne af den hængende Underlæbe at der var gaaet ham noget imod. O. har forlovet sig, medens jeg var borte, og ingen passede paa ham, med en ringe- rigsk Jomfru, der netop er saa tækkelig og ikke ældre (34 Aar) end at det redder ham fra Mistanken om at han har taget hende for Arvens Skyld. Det maae nu forholde sig hvordan det vil, saa faaer han Breve fra hende hver Postdag, og han lader til at være meget glad i denne For- bindelse om end ikke i hende. Han har aldrig nævnet hende i min Nærværelse, og han er meget forlegen ved at gjøre det for de Andre, dog troer jeg ikke det er af Grunde, der ligne dem der afholde os fra at tale om hin- anden til Andre. Jomfruen er virkelig ikke af de Værste, og O. er meget i Gjeld. Men nu havde han ikke faaet Brev paa længe, og hans Bedrøvelse derover havde netop givet sig Luft, førend jeg kom ind, i følgende Udbrud: "Nu er det 14 Dage siden jeg fik Brev -- det er skammeligt! Men hun skal Pinedød ogsaa faae vente!" Hvad synes De om det? Livet lader det aldrig mangle paa Parodier og bedre end nogen Menneskeaand er istand til at lave dem. O -- s Ærgrelse ved Siden af -- -- -- -- Da jeg siden læste Deres Brev igjen, kyssede jeg hine Ord. Han er dog bedre end Alle, Alle. For ham skulde jeg gjerne døe, men nu har jeg besluttet at leve for ham. Torsdag Aften. Blaui Augen, brauni Haar, a Grubel im Kinn, Das is mein schönes Schatzerl in das i verliebt bin. Mein Schatzerl ist fort, er ist über den See Ich darf nicht dran denken, thut's Herzel so weh! Melodien er saaledes: la la la la la la la lalala Fredag Formiddag. Idag skinner Solen, og Luften er mild. Hundedagene begynde idag, og det er jo et gam- melt Sagn at de vedblive, saaledes som de have begyndt. SIDE: 201 Jeg var nede i Haven -- jeg troer rigtignok ikke Veiret; inden Aften skal De faae en liden Bulletin. Medens jeg gik dernede, kom jeg til at tænke paa at jeg havde talt saa ondt om O -- og hans Forlovelse igaar. Jeg pluk- kede derfor nogle Jordbær til ham, som jeg præsenterte ham da jeg kom op, og han blev yderst charmeret over denne Opmærksomhed. Efter saaledes nogenlunde at have beroliget min Samvittighed, vil jeg endnu tilføie at O. virkelig i mange Stykker er en yderst brav og fortræf- felig Fyr. De skal slet ikke troe, at han ikke duer. Under andre Omstændigheder kunde der saagar være bleven noget udmærket af ham, men nu faaer han nok bie til næste Gang. Det har virkelig været interessant at see denne Kamp, denne Brydning i ham, men nu er han ogsaa ganske klar og decideret /: Han betaler sin Gjæld og bli- ver Præstemand paa Landet, og deri gjør han vistnok Ret. :/. Fader beder mig spørge Dem Jonas, om De ikke har modtaget hans Brev, ad. poste restante München, af- sendt herfra den 15de Juni. Deres sidste var datert 10de Julii; men da De i dette ikke nævner det, troede han det endnu laae paa Posthuset. Det er rimeligt, at De slet ikke hører efter der, da De har underrettet os Alle om Deres Addresse. Denne Underretning kom imidlertid et Øieblik efter at hiint Brev var afsendt. Dette faaer De da i Berlin. Siig mig saa hurtig De kan, om Faders Brev har undgaaet Dem, saa vil han strax skrive et andet. De er da nu i Berlin, naar De læser dette: Deres sidste Station. Jonas, vil De gjøre mig en stor Tjeneste? De veed vidst, hvorom jeg vil bede Dem, at opsøge min Fætter Gustav Thaulow. Jeg troer ikke De vil angre det; han vil være Dem til stor Tjeneste i Berlin, og jeg er vis paa De vil komme til at synes godt om ham. Der er herlige Anlæg og en skjelden Varme hos ham, men han er lidt forskruet, og jeg er bange det tager en gal Retning med ham derhenne i dette for- tørrede geistige Berlin, hvor der ingen grønne Træer fin- des, men blot Philosophie og Lærdom, og hvor man spiser SIDE: 202 den daarligste Mad. Lund som har boet sammen med ham i hele Vinter, roste ham overordentlig, hvilket und- rede mig af Lund. G. T. vil have uhyre godt af at om- gaaes Dem, det er denne Gang mere for hans Skyld end for Deres, Jonas. Han veed at vi -- -- Jeg har skrevet til ham derom, og han har bedet mig indstændig at sørge for at han traf Dem. Frygt ikke for at han er indiscret. Jeg vil endnu skrive ham nogle Linier, som jeg vil bede Dem overbringe ham. Har De derimod ingen Lyst til at opsøge ham, saa tilintetgjør det blot. De maae i alle slige Ting handle saa aldeles efter egen Følelse. Hvis De ikke vil det, skal jeg ikke misforstaae det. Læs nu blot ikke alt for megen Philosophie, tilsidst kunne da Kant og Fichte indbilde Dem, at jeg slet ikke existerer. Læs Romaner og moersomme Ting, det er langt nyttigere. Jeg har slet ikke læst "Christoffer Bärenhäuter", men derimod Balz. Dangs- bys Hændelser og den gamle Grev Vermandois's Fortæl- linger om gamle Nathan og hans første Ansiedelung i Amerika. Ligeledes "Die Republicaner und der Legitime" og "Die grosse Tour"; ved "der Legitime" er der hændt mig, hvad jeg aldrig kan mindes ved nogen Bogs Lesning, at Taarerne styrtede frem -- De vil vist selv finde Stedet. Men jeg synes ogsaa mange af disse Skildringer og Dis- courser ere kjedsommelige og tildeels uforstaaelige for en ulocaliseret Læser. -- -- -- " Har De taget mig paa Ordet, Jonas? O Gud, tag mig ikke paa Ordet. Jeg er endnu vakker, idetmindste bliver jeg det, hver Gang jeg tænker paa Dem, og det er altsaa ikke ofte jeg er styg da. Jonas, De maae ikke -- -- men jeg vilde nok være 100 Gange vakrere end jeg er. Jeg vilde gjøre Alt for at være vakker for Dem. Jonas, De faaer bestemt med en Erkekoquette at bestille. Det nyt- ter ikke at De forsikrer mig, at jeg ikke er koquet. Det staaer i en Seddel fra ifjor. Det veed jeg bedre. Det er netop den rette Sort, det som man ikke mærker. Om 8 SIDE: 203 Dage kan jeg sige: i næste Maaned. Jeg tager mig om Hovedet, ligesom man gjør naar man er svindel; jeg spør- ger om det ikke blot er en Indbildning; maaskee sidder jeg endnu paa mit Tagkammer i Kjøbenhavn og seer Kjø- benhavnerne traske om i Novembersølen. Men nei, det er virkelig Sommer, og næste Maaned er August, og den derefter er September, jeg har alt seet nogle gule Blade. Her er saagar et heelt Træ med saadanne Blade, det har Guulsot af bare Længsel. I næste Uge vente vi Oscar herop tilligemed en Fransk- mand, en Legationssecretair, jeg husker ikke hvad han hedder. Ogsaa Henrik og hans Kone komme. Til Gjengjeld for den lille Esther kunde jeg ogsaa for- tælle Dem et Møde jeg har havt, men af en ganske mod- sat Natur. Men det er vanskeligt at beskrive. Naar De kommer, skal jeg fortælle Dem derom. Jeg vil dog ikke skrive noget til G [ustav] T [haulow] . Farvel Farvel -- De beder mig sende J [ohan] nogle Blade af Deres Brev. Ja naar De blot vilde skrive nogle Blade, saa skal jeg sende ham, men her er det vanskelig at træffe noget Valg, da her er 2. Jeg faaer da sende ham dem, siden De vil det. SIDE: 209 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Søndag Eftermiddag [9. August 1840] . Guds Fred og bon jour, min hjerte Broder. Comment vous portez vous? Du seer at Tiden og Ensomheden endnu ikke har raadet Bugt med Reminizentzerne af for- SIDE: 210 rige Uges Anstrængelser, der spøger endnu franske Phra- ser i vore Hjerner, og de maae være temmelig forstokket naar ikke engang en Dag som i Dag kan holde dem til- bage, en Dag som synes blot skabt til solid norsk Senti- mentalitet, en Dag saa deilig at den sikkert ikke har havt sin Mage siden Paradisets Dage. Gid jeg kunde skildre Dig den -- nei -- -- Men gid Du kunde see os sidde her paa Balconen af Skuret paa Balstigen, see hvorledes Aften- solen blot kaster enkelte drømmende Blik ind til os gjen- nem de lyse Birketapeter! nedenfor os i Dalen have vi de travle Høstfolks Snakken og hiin livssalige Raslen af Høet, som vi kjende saa godt fra vore poetiske Barnedage -- intet minder os om Søndagen og Søndagseftermiddagens Leedhed og Tomhed, ikke engang vort eget Humeur der er a merveille, vi have indrettet os saa comfortabelt huus- ligt, saa hverdagsligt som mueligt med Thevand, Bøger til at læse høit i -- jeg læser fore af Ivanhoe -- Veiret er ubeskriveligt, en Luft saa elastisk som som -- som Jomfru Fjeldsteds Taaspidser, og dertil kryddret med al den Høe- og Blomsterduft, Klokkeklang Vemod Længsel og Erin- dringer at man bliver ganske beklemt -- kort sagt min kjere O., en saadan Søndagseftermiddag vilde Du heller ikke have forsmaaet, og vi ønske ret vi havde Dig her. Nu have vi netop bundet Krandse af Markblomster, be- stemte til at complettere Orangeriet i Hjørnekammeret, hvormed vi ret ville imponere Damerne paa Liinløkken, der komme hid i Morgen, tilligemed O -- s Kjereste, og i mit Indre hænger der Krandse endnu smukkere for en smuk Erindring, det er idag Aarsdagen efter et glad Gjen- syn. I Regard deraf har jeg en blaaestribet Ginghams Kjole paa, der er indviet ved mange hellige Tegn og Cere- monier, udslaget Haar -- /ikke budstet/ og et Par Vin- ger paa Skuldrene, hvormed jeg kan svinge mig saalangt jeg vil. Hvis Du finder, at jeg opholder mig for længe ved Skildringen af denne Dags Stemning, da maae Du tilgive mig, thi vi vare i Minde i Gaar for at see Dampbaaden SIDE: 211 gaae af Stabelen, og jeg troer jeg gjør det for ret at chi- canere denne. Det var en af de flaueste Dage jeg har op- levet, og [jeg] ærgrer mig endnu ved at jeg var der. Damp- baaden gik virkelig af Stabelen, jeg har seet det med mine egne Øine. Det kunde have været et smukt Syn, naar man havde seet det i al Magelighed og uden Pretention, men som Fest betragtet var det miserabelt, usigeligt flaut, og det maae jo alt Sligt blive, hvor Folk mangle al Gnist af Enthousiasme og Almeensands. Ved al den Vrøvl og Uvished, der var gaaet forud, vidste kun faae bestemt, at det skulde gaae hiin Dag, derfor var der et meget tyndt Publicum, næsten ingen nordenfra, og det er værre end aldeles ingen. Ved en saadan Leilighed maae der være trængsel. De der vare, stode da og gabede paa Tilbere- delserne, og da det endelig gled ud, lød der kuns et me- get maadeligt Hurrah, nogle Bøsseskud knaldede af og til, ingen Musik, ingen Jubel. Alle Bygdens conditionerte Da- mer vare der, de havde placeret sig paa Bænke, der vare opslaaede oppe paa Høien, hvor de sadde og frøs i suurt Veir, saae paa hinanden og gjorde disse udødelige Be- mærkninger om at de fandt hinanden mavre eller fede siden sidst, eller ogsaa da dette Thema var udtømt, søgte de at indbilde hinanden, at det var et meget høitideligt Syn. Mad. Kaasen, hos hvem jeg ikke har været i Visit, havde et vist høitidelig suurt Ansigt, som Du veed klæder hende saa godt. Jeg skyldte paa Dig, tilgiv mig denne lille Løgn. Af al denne Misere blev vi befriet ved Faders Magtbud, der commanderte hjem, til trods for nogle halv- stegte Fugle og en Jordbærkage bestemt til at fortæres paa Dorr, som Moder havde taget med; Fader blev vist ikke selv hyggelig tilmode iblandt alle disse Folk. Vi vare hjer- telig glade ved at komme hjem igjen i vor gamle rolige velsignede Præstegaard, der vel kan have mange Skrøbe- ligheder som Hjem betragtet i denne sin dybeste patriar- kalske Betydning, men dog kan under visse Omstændig- heder og til visse Tider være særdeles tiltrækkende, saaat SIDE: 212 det under disse Omstændigheder forsoner Savnene. Jeg har aldrig fundet Præstegaarden elskværdigere end efter en saadan Udflugt blandt Bygdens Folk, og jeg vender aldrig hjem, uden jeg velsigner den Ufreds Aand der for- drev dem fra vor Tærskel. Vi have levet særdeles rolig og hyggelig i disse 8 Dage siden Du reiste; jeg har ogsaa befundet mig betydelig raskere og muntrere. Det er en betydelig Lettelse at D [irik] s ere her. Den gamle Aand tør ikke drive sit Spil saa frækt som før, og har man blot Fred for den, saa kan man leve saa inderlig tilfreds og rolig -- jeg kjeder mig aldrig, og savner aldrig Adspre- delser. Denne Hvile, denne Roe er mig tvertimod uende- lig tjenlig. Jeg søger den bestandig heroppe; men det er ikke altid jeg finder den. Samme Dag Du var reist, bleve vi overraskede ved at høre, at Hr. D. var i Eidsvoldbakken, at han havde spurgt meget ivrigt efter os alle, men dog især efter mig; men da han gjorde Mine til at komme herop, tog Harald nogle kraftige Forholdsregler der afholdt ham. Han lod ham nemlig gjennem Andre true med at Lensmanden var paa Spor efter ham og vilde affordre hans Pas, og inden de vidste Ordet af, var Hr. D. fløiten; man har siden seet ham gaae tilbage til Hedemarken. Vi slap altsaa med Skrækken, det vilde virkelig været frygtelig at vide det gale paatrængende Menneske i Nærheden af sig. -- -- -- Moder beder at Du vil foreslaae Sophie Schøien og Amalie komme herop sammen. Hvis Magnus kom herop en Tour nu i denne Tid, saa troer jeg han sværmede sig ihjel; det er derfor ikke raadeligt at give hans Fodtour denne Retning. Et eller andet lille Besøg, naar det ikke tog for megen Tid op, kunde være en ganske behagelig Afbrydelse. Mr. Vessilieux har vist undret sig meget over os. Du kunde maaskee ved Leilighed sige ham, at vi ikke ere saa slemme som vi lade til. Vi syntes alle meget godt om ham; det er et yderst godt beskedent Menneske, og vi SIDE: 213 ville være fornøiede, naar han blot synes Halvparten saa vel om os. Til Slutning skal Du faae en Deel Kjælder- mænd og Gaader, som Hundedagene have udklækket, Du skriver dem altsaa paa deres Regning. Alle Impromtuer. Svarene bedes sendt med næste Bud, thi jeg haaber Du veed at vurdere Styrken af de Følelser jeg har for Dig, der kan bringe mig til at overvinde den Vandskræk jeg har for Pen og Blæk. Lev vel! Brænd dette! et Fruentimmer. 1) Fra hvilken omvendt Pose er der kommet de bedste Fabler? 2) Hvad bliver der tilsidst i et bagvendt Ægteskab? [ ... ] 8) Her er virkelig saa smukt heroppe nu, at jeg hvis jeg var i Dit Sted vilde spandere en Reise paa et Par Dage heroppe; kan Du løse denne Gaade, saa er Du en brav Gut. Lieutnant Oscar Wergeland Roshouws Gaard i Kongens Gade frc. Christiania. SIDE: 215 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Eidsv. Fredag [14. August] 1840. Jeg har altid lidt ondt ved Correspondancen, fordi Styr- ken har bestandig været ulige, enten har jeg modtaget for lidt, eller ogsaa kan jeg give for lidt; det Sidste er fast værre, og det er bleven min Skiæbne nu, maaskee til Straf for min forrige Overlegenhed. Selv De erkjender under- tiden, at Sproget er fattigere end vort eget Indre, Jonas, hvor meget maae da ikke jeg gjøre det; men aldrig føler jeg det dybere end naar jeg modtager et saadant Brev som Deres sidste. -- Mit Hjerte har været saa fuldt, jeg har været saa lykkelig, siden jeg modtog dette Brev. Jeg har forsøgt flere Gange at besvare det, men jeg kan ikke. I den første Aufregung fandt jeg dette naturligt og har altid udsat det, men jeg kan ligesaalidt nu, jeg kan ikke samle det jeg vil sige Dem, det er for meget. Jonas, hvorledes skal jeg faae Dem overbeviist om at slige Yttringer, som de der have bedrøvet Dem i mit sidste Brev, ikke udspringe af nogen Mistillid til Dem, men vel til mig selv eller til Skjæbnen og endelig -- vil De undskylde denne Mistillid? Et saadant Liv ved Deres Side, som De skildrer det, forekommer mig en saa ubeskrivelig Lykke, at jeg ikke tør troe den muelig; jeg drømmer om den be- standig, ligesom jeg har drømt saa mangen anden Drøm der er bristet; denne Drøm er den lifligste af dem Alle, derfor er jeg meest bange for den. Hvor mange Fiender har den ikke! Et saadant Liv synes ikke at ville trives ret her i Verden, idetmindste ikke i Vor; thi vi see jo alle dem, der ere bestemte til noget bedre, lide og ere ulyk- kelige. Middelmaadigheden alene har det godt. Jeg kan forgjeves see mig om i min hele Vennekreds efter en Trøst, en Garantie, mit Øie møder blot Forvirring, Nød og Qval overalt. Hvorfor skal jeg da blive saa lykkelig, har jeg fortjent det mere end dem? "Ak naadige Skjæbne, jeg tilstaaer jeg har for store Fordringer, de ere egentlig SIDE: 216 uhyre, naar jeg tænker efter; tag det bedste af min Drøm, forstyr den blot ikke ganske!" og jeg begynder da at be- klippe og nedstemme alt hvad jeg kan, jeg reducerer og reducerer, indtil jeg har faaet vort Liv saa deiligt nyktern, som man kan ønske sig det, tilsidst er der ikke mere igjen af mig end "eine brave Frau", og det er jo altid en stor Betryggelse, thi det veed jeg bestemt jeg vil blive. Naar jeg er færdig, beskuer jeg mit Værk. De kan begribe, Jonas, om jeg for Alvor kan finde nogen Trøst i slige Nedstem- melser eller rettere Lemlæstelser. Jeg kan lige saa lidt lide en saadan Existence som De, vi ere ikke skabte til den, heller blive ulykkelige, lad os det sammen! Men Jonas, De kan dog ikke nægte, at jeg har Tid og Leilighed til alle Slags Sjeleexperimenter. Forestil Dem nu disse lange Regnmaaneder -- paa Landet -- ganske ene -- min eneste Opmuntring skal tilstrømme mig fra Dem, et haardhjer- tet Tilfælde tilbageholder den, jeg venter og venter paa Brev! og da det endelig kom, dette Brev, traf det mig netop i hiin uheldige Slaphedstilstand, der nødvendig maae følge paa enhver stærk og vedvarende Spænding -- ; at det og- saa tilfældigvis indeholdt meget andet end netop en directe Lægedom for min Stemning, blandt andet en spøgefuld Opfordring til at være jaloux paa den lille Münchenerinde, som De skildrer saa nydelig, at man meget let kunde blive det, alt dette var hverken De eller jeg, men blot den Om- stændighed Skyld i, at München ligger nogle hundrede Mile sydligere end Eidsvold, og at et Brev for at gjen- nemløbe dette Rum bruger omtrent dobbelt saa mange Timer, næst den, at al Correspondance er noget -- -- Dog jeg vil ikke mere skjælde den stakkels Correspondance, vi ere snart hinanden qvit, saa vil jeg have Taalmodighed med den som med et gammelt udslæbt Øg man ikke nen- ner at slaae mer, naar man øiner Maalet. Har jeg saaledes aldrig for Alvor tænkt paa hine Indskrænkninger eller fundet noget Behag i dem, fremstille de sig dog uvilkaar- lig igjen for mig. Det er dog maaskee uforskammet at SIDE: 217 have slige Indbildninger i vore knappe Tider, tænker jeg, og siden jeg netop skriver et peent langt Brev til J. (jeg maae dog fortælle ham, hvorledes jeg har levet i Som- mer, at jeg har været paa en Lysttour til Sandvigen, og at der kommer en Franskmand op med Oscar) saa kan jeg med det samme spørge, hvad han synes derom, maaskee finder han det ikke saa galt at vi oekonomiserede os en Smule; Forelskelsen kunde vi for Ex. afskaffe, det er en behagelig, men meget kostbar Luxusartikel; maaskee kunde man i dets Sted holde Heste og Vogn o. s. v. At alt dette har arbeidet hos mig mere som en Følelse end som en klar bevidst Tanke, indseer De vel; nu da jeg eftersporer Grunden til mange af mine underlige Ytt- ringer i hiint Brev, mindes jeg nok, at Forestillinger derom dukkede op af og til, men jeg greb dem aldrig. Det var derfor ingen Plan, intet Forsæt i hine Yttringer, gid der havde været det! saa havde jeg drøftet dem og forkastet dem i Forveien. De faldt saa naturligt, jeg veed ikke selv hvorfra de kom, men jeg maatte skrive saa. Lørdag. Jeg vil lægge Deres Brev foran mig og følge det Post for Post; derved kommer det rigtignok noget hulter til bulter med, men det er dog bedre at være kort og intet at glemme end at glemme det vigtigere, medens man udtværer det mindre Vigtige. Dog først maae jeg svare paa et vigtigt Punkt. Jeg er ellers bange vi ikke naaer til det. Jonas, De gjør mig en stor, en smertelig Uret, naar De troer at jeg er misfor- nøiet med den Maade, hvorpaa De yttrer mig Deres Hen- givenhed. Jeg indseer saa vel, at disse uregelmæssige Ud- brud, som man kalder Lidenskab, blot kan være den ulykkelige Kjerligheds Særkjende, og fordi disse Udbrud ere hæftige, da de maae concentrere sig, er det slet ikke sagt, at den Følelse, der ligger til Grund, er stærkere og varigere end enhver anden -- De har selv belyst det med en Lignelse, eller maaskee det er min egen -- det kan SIDE: 218 her være det samme -- Fossen bruser og skummer, ikke fordi der er større Vandmasse i den end den stille Elv, men fordi den bryder sig mod Dæmninger og Stene. Men det er sandt, jeg maatte først lære dette; jeg selv kjendte blot Kjerligheden under denne Skikkelse, selv havde jeg indgydt Andre den saaledes -- Jonas, vil De da ikke til- give mig, at jeg først maatte vænne mig til denne roligere Form, at den undertiden forvirrede mig? Nu elsker jeg den, jeg er vis paa den vil gjøre mig lykkeligst, og at det er den eneste der holder ud i Længden. Ak troe ikke at jeg savner noget i Deres Hengivenhed. Hvis dette ikke var sandt, saa kunde jo umuelig ethvert Tegn paa den gjøre mig saa lykkelig. Jonas, jeg synes undertiden De holder for meget af mig. Jeg fortjener ikke en saadan reen, skjøn Hengivenhed, moi un coeur fletri! Men det er blot Øieblikke, der falder mig noget saadant ind, og jeg tænker det altid skjeldnere. Det er blot en Romanfiction at De skulde være bedre tjent med mit første, uberørte Hjerte. Det jeg byder Dem nu, er ligesaa rigt og meget ædlere; der er noget hedensk ved denne første brændende Kjerlighed, den bliver først christnet, faaer sin rette Indvielse ved Lidelser. O Jo- nas, jeg maae ofte beundre den Himlens Styrelse der gaaer igjennem alle mine Livsbegivenheder. Intet i dem er til- fældigt eller overflødigt, de ere alle Led af en Kjede, alle have en Sammenhæng, et Øiemed, det at bevare mig til Dem. Vor Tid faldt ikke ganske ind tilsammen, jeg havde faaet et Par Aars Forsprang for Dem; der maatte da en stærk Lænke til at binde mig, indtil De kom efter. Vi maae næsten holde af W [elhaven] fordi han var saa god at være denne Lænke. W -- s Individualitet var den eneste, der var stærk nok til at vedligeholde en Tilbøielighed saa længe og saa dyb, at den reddede mig fra hine smaae, elendige Hjertetidsfordriv, som man griber til af Tom- hed og Langeweile, men som i mine Øine bepletter mere end en eneste stor alvorlig Lidenskab, saa uskyldige de SIDE: 219 end synes. Men denne Tilbøielighed maatte heller ikke undergrave mig, det var paa Tide at Skjæbnen tænkte paa Modgift, og denne Modgift fik jeg i hiin Tildragelse i Ham- burg. Det var skrækkelige Kuure der maatte til; men det var jo nødvendig, aldrig var jeg bleven modtagelig for en ny Interesse eller skikket til en bedre Fremtid, havde jeg ikke faaet dette Stød; det bragte min Sjel sin naturlige Ligevægt igjen, og Bindet var gleden fra mine Øine. Som Følge deraf faldt ogsaa alle mine Illusioner med frygtelig Hast, og omtrent paa samme Tid mødte jeg ogsaa et ungt Menneske paa et Bal, der havde den forunderlige Gave at fængsle min Opmærksomhed under en heel Dands. Han gjorde intet Indtryk paa mig, jeg vidste ikke engang hvor- ledes han saa ud, men jeg besluttede dog at see efter næstegang. Dog næstegang glemte jeg det igjen, men jeg hørte gjerne paa ham og undrede mig, hvorfra han monne være kommen. Jonas, vi maae bøie Knæ for Himlen, der har reddet mig saaledes og givet mig en Natur, der kunde holde ud alt dette. Skulde den have gjort sig al denne Uleilighed med os for ingen Ting? Der maae jo være Mening i Alt. Den maae gjøre os lykkelige. Nu troer jeg fast derpaa. -- Mit Drillerie med den lille Münchenerinde har saaret Dem, Jonas. "Hvor kan Camilla have Hjerte til at sige mig alt dette?" Ja jeg veed heller ikke, hvorledes C. kan have Hjerte dertil. Det er meget stygt af C. Men Jonas, hvad ligger der i Grunden i en saadan Tilladelse mellem os? Betragt den nøiere, saa vil De see at det ikke er nogen ordinair Mistillid, men meget mere, en overmodig, næsten formastelig Tillid. Jeg veed De kan ikke benytte Dem af slige Tilladelser -- kunde De, saa var jeg allerede bedraget, og da har man intet at sige, intet at klage over uden over sig selv og saa hiin Ridder hos Heine, "muss man die Lantze neigen, wider eigne klagende Herz". Hvis jeg gav Dem Lov til at dræbe mig, fik De da mere Lyst dertil? eller hvis De fik Lyst, troer De jeg vilde forhindre SIDE: 220 det? nei, De maatte da dræbe mig. Dog bør man aldrig spøge med slige Ting, og jeg har gjort meget Uret. Det er farligt at spøge skriftligt med slige Ting, Spøg er en alt for zart og kuldskjær lille Fugl til at flyve saa mange hundrede Mile. Søndag Morgen. Forslaget om Dyrenes Ansættelse bevilges, og jeg gra- tulerer til den Menneskekundskab De har lagt Dem til, jeg vidste alt jeg, at de ikke due stort; jeg har for Ex. gjort store Opdagelser denne Vinter i Kjøbhvn., og jeg behøver ikke at vide meer for det første. Kan det ikke være det samme hvorledes de ere, naar vi blot -- -- Jonas, hvem skal da regjere i Norge? naar det ikke er Ulvene, saa veed jeg ingen. Jeg kan ikke høre Dem tale om de Landsmænd De møder uden med en vis Væmmelse, jeg vilde nu i Deres Sted ikke see dem, eller have noget med dem at gjøre. Dog har jeg faaet lidt Respect for die 4 Norweger, at de endnu gider fornøie sig. Det er virkelig et godt Tegn, thi i Almindelighed blive Normænd sløve og uimodtagelige, naar de have været en Stund i Udlan- det. Uf denne H. K.! hvor kan De spendere et saadant Ord som brav paa ham. Et saadant bravt Ord! Der stod for nogen Tid siden i Morgenbladet nogle Vers fra en Anonym til Emma M., betitlet: Emma i Haven. I disse blive alle hendes Hjertehistorier antydede og de forskjel- lige Elskere kjendelig nok opregnede, men at der tilsidst kom en "Lord" som hun sukkede for, og hele hendes for- modede Svaghed for L. bliver nu stillet blot. Det er op- rørende, og man paastaar at Fortvivlelsen har her meget Deel i hendes Forlovelse, der fulgte strax efter; han havde længe friet forgjeves. Dette lille Træk til at slutte sig til, hvorledes vore Dagblade ere beskafne, der kunne besmitte sig med slige Lavheder. Der kommer rigtignok en Klod- rian bagefter og forsvarer hende -- ogsaa paa Vers -- men dette forværrer naturligviis blot Sagen. L. burde blive SIDE: 221 blind naar han læser dette. Dog nei, lad ham beholde sine Torskeøine. -- Naar De kommer hjem, vil De arbeide flittig siger De, og De beder mig passe paa at De ikke arbeider for meget. Ja ja Jonas, det vil jeg. Naar De har meget at bestille maae jeg være Dem nær, Jonas! Jeg skal ikke forstyrre Dem, jeg vil blot søge at lette Dem Arbeidet. Jeg har ingen Frygt for Dem, jeg har ikke engang ondt af Dem, at De faaer saa grueligt meget at bestille; jeg holder jo saa meget af Dig, Jonas, jeg vil gjøre det saa godt, saa godt for Dig. Jonas, det vil gaae meget bedre end De troer. Jeg veed det af mig selv. Jeg har i Sommer været meget flittig, jeg har syed og arrangeret en gyselig Mængde som ellers vilde været uhyre kjedsommelig. Men alt hvad der staaer i ringeste Rapport til vor Fremtid, faaer en ganske egen Reiz for mig. Jeg elsker ordentlig disse Beskjeftigelser, saa at jeg, naar de andre ville bryde op for at spadsere eller noget andet, river mig ofte nødig løs fra dem. Er altid den første oppe om Morgenen, mel- lem 6 -- 7, ofte før; men før kunne heller ikke hverken Mennesker eller Fæ soutinere, da her er Kulde og Taage; er det godt Veir spadserer jeg, er det slet Veir, syer jeg, og disse Timer inden vi spise Frokost Kl. 9, ere mine kje- reste. Emilie og Nathalie have været her siden Begyndel- sen af Maaneden. E. og jeg ere immer de bedste Venner, hun er saa inderlig god og opofrende, men jeg interesserer hende vidst mindre nu end da jeg var ulykkelig. Det eneste som laante E. et Slags Liv, var disse Rystelser, hun var et Echo af min Smerte, Lykken derimod er stum, ergo er E. forstummet. Det er dog besynderligt at af alle mine Veninder have dog ingen kunnet hæve sig over den passive Nytte man har af saadanne, og de mangle dog ikke Evner til at være noget dygtigere nogen af dem. Ingen som i Tvivlens eller Mismodets Øieblikke ere stær- kere end jeg selv og kunde bære mig, og min Tvivl til. Ak jeg kjender blot en, der kunde dette. Josephine! o SIDE: 222 hvor jeg har savnet Josephine! Aldrig gaves der en inder- ligere Forening, en complet, mere klangfuld Harmonie. Naar J. og jeg spadseerte sammen i Kjøbenhavns Gader, og vi glemte Timerne i hinanden, forekom det mig under- tiden som om vi vare de eneste levende Væsener med bankende Hjerter i Brystet; Alt hvad vi saae og hørte omkring os, Herrer og Damer i Karosser og tilfods, det gule Chor, Printzer med Ordener i Knaphullet, de store danske Heste, forekom mig blot som et Maskinerie, et Dukkeværk, som vi havde trukket op og lod snurre til vor Forlystelse. Josephine vil komme og besøge mig til næste Sommer. De træffer hende nok i Kjøbenhavn. Siig hende hvor jeg længes efter hende. I disse Dage have vi ogsaa Amalie, Henriks Kone, her og Jfr. Schøien, en do. Svigerinde af Huset. Denne sidste er en god, vakker Pige. [ . . . ] Hvis A. havde Dannelse, vilde hun staae paa et meget høit Trin, nu erstatter hun den ved en reen Naturlighed og en høist elskværdig Qvin- delighed. Hun kan undertiden være overordentlig smuk, Panden og Øinene og de lange lyse Lokker ere complett smukke og meget noble, Underdelen af Ansigtet mere sim- pel, thi her strander gjerne Vorherres Kunst. Men der er noget Stærkt, Oprindeligt og Naivt ved hende; jeg vilde ønske De kjendte hende. [ . . . ] -- -- -- Undertiden naar jeg sidder midt blandt de Andre, overvælder den indre Glæde mig, og jeg maae gaae ud for ikke at forraade den i mine Ansigtstræk. Fader skjænder da, fordi jeg ikke holder Bordskik, thi Fader holder meget af Bordskik. -- Mandag Morgen. Førend jeg slutter, maae jeg sige Dem et Par Ord om Johan. Jeg kan ikke begribe, at De kan sige han har en blød Carakteer eller mangler Hvashed, jeg troede netop det modsatte af dette. Der mangler ikke Skarphed, men netop en vis Mildhed og Olie, der dog maae til. Dog hvad jeg sidst yttrede om ham er blot en SIDE: 223 kold, historisk Dom, mit Hjerte kunde aflægge et ganske andet Vidnesbyrd. Jeg holder inderlig af Johan. Under mine sidste Ophold i Byen opsøgte vi hinanden jevnlig, det er mig aldeles en Fornødenhed at holde af ham. Jonas, vi maae tage os uhyre meget af Johan, De bør allerede begynde med at skrive ham til, han trænger mere til denne Opmuntring end De troer. Alle de Andre finde ham tør, men skjøndt jeg godt kan begribe dette, finder jeg det aldrig selv, jeg veed ikke hvorfor jeg blev saa glad, naar J. kom. Der er noget Eget noget der aldeles ikke lader sig definere, hos J. Det Indtryk man faaer af hans Væsen, ligner det som Thorvaldsens Døbeengel øvede paa mig. De erindrer vel den i Frue Kirke? Denne Engel er en Engel, den har intet Geschlecht. Jeg sagde dette engang til Ida, og hun frapperedes, da Emma Harboe netop havde bemærket noget lignende. Man faaer ligesom Indtrykket af noget umiddelbar Reent og Skjært, noget reent Aandigt; han mangler Gestalt. Undertiden vil jeg favne denne Aand, men saa maatte jeg kaste mig om hans Hals, og det gik dog ikke an, da han jo dog er Candidat med bedste Carakteer. Jeg troer han gjør os engang den Sorg at døe fra os, han troede det selv. Jonas, vi maae holde ham oppe paa vore Arme. Skriv ham til, men siig ikke at jeg har talt om ham eller bedet Dem. Han er saa uhyre schüch- tern. Gid jeg kunde sende ham noget af det sidste Brev, men det lader sig neppe gjøre, det Blad om Gemsetuuren og de mange Gemser som De ikke skjød, skal han dog faae. Og nu troer jeg at have gaaet dem alle igjennem. At Smaae Magnus er bleven Fuldmægtig og Fougstad Expe- ditionssecretair, at Huusjomfruen paa Schaftes Løkke er gift med Hans, veed jeg ikke om De har Lyst til at vide. I Morgenbladet stod igaar at Johan havde faaet bedste Carakteer til praktisk juridisk Examen, og at ingen af de "piquante" Sager bleve afgjorte ved sidste Staatsraad i Stockholm. Med piquante Sager menes da W [elhaven] s Ansættelse og Henriks til en Rigsarchivarpost. Emma SIDE: 224 Harboe skal blive hos Stangs i Vinter, disse skulle boe nedenunder hos Kjerulfs, som have leiet hele underste Etage bort. De veed jo at Fru Harboe døde. Her er Regn, Regn, Regn. Vi have ingen Sommer havt, men jeg er nu meget rask. I Begyndelsen af Sommeren var jeg det mindre, det kolde barske Veir strax efter jeg havde havt en Feber, har vel været meest Aarsag deri. Og jeg sidder her og skriver og er glad, medens der ligger et Brev fra Jonas hvori han er saa von paa mig. Jeg har dog vist meget bedrøvet Dem med mit sidste Brev, maaskee mere end De siger. Jonas, jeg staaer med foldede Hænder foran Dem, indtil De har sagt, at De har tilgivet mig, og naar De har sagt: Jo Camilla, jeg har til- givet Dig, saa kaster jeg mig om Din Hals, thi hvad skal jeg gjøre, naar De saadan seer paa mig! Siig mig i næste Brev, at De har tilgivet mig, og skriv dette Brev snart. Man bør ikke være alt for rede med slige Tilgivelser og over- hovedet tillægge slige smaae Broullerier meer Betydning end de almindeligviis have, de ere ikke saa uskyldige som de synes. En Forfatter siger et Steds, at disse Smaaeuenig- heder og Forsonelser mellem Elskende ligner Pust paa den blanke Staalflade, de forsvinde vel strax, men med Tiden efterlader de dog en Rust som ikke mere kan tages bort, og denne Forfatter har Ret. Nu er jeg ganske træt af at skrive. Jeg bliver det me- get snart. Det angriber mig overordentlig i den senere Tid, da jeg maae sidde saa bukket over Papiret, og jeg ikke elsker denne Meddelelsesmaade. Jeg ender næsten altid med etslags Feber. De kjender jo nok, naar mit Hoved begynder at brænde saa. Lev vel, Gud velsigne Dig. Du er mit Eneste og Bedste her i verden. Camilla W. SIDE: 225 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Eidsvold Lørdag den 29de Aug. 1840. [ . . . ] Jeg maae derved bestandig tænke paa den gamle Commandant paa Vardøehuus. De kjender jo den gamle Commandant paa V., Jonas? en rask gammel Mand, der gjerne fulgte med Tiderne, han kunde aldrig lide at læse Aviserne uden af samme Dags Dato, derfor kom Tjene- ren regelmæssig ind hver Morgen og præsenteerte ham et Morgenblad, kun vare de altid netop et Aar gamle. Saa- ledes sidder jeg nu og læser alle Billetterne og Brevene fra ifjor. Det eneste der mangler mig for at gjøre denne For- nøielse complette, er den gamle Commandants Phantasie, jeg kan slet ikke indbilde mig, at disse Breve ere skrevne i Aar. Et Spørgsmaal, Jonas, et ærligt -- har De aldrig tænkt paa at De skriver mig altfor skjelden til? I tre Maaneder har jeg nu 3 Breve, og de ere korte, kortere end dem i Vinter. Jeg troer De gjør megen Uret mod os deri, jeg spørger saa roligt, Jonas. Hvis det seer ud som en Beklagelse, da er det Blækkets Skyld som er grum- set. Fy, Beklagelser! Jeg har en inderlig Tillid til mig, at jeg ikke nogensinde vil beklage mig, før lide den værste Forsømmelse. Dog deraf lee vi begge. De vil aldrig lade mig lide nogen saadan, jeg veed at De aldrig vil forlade mig. De har sagt det mere end éngang, og jeg vidste det desuden før den 27de M [arts] , men efter denne Dag vidste jeg at det var mig. Jonas, De burde dog skrive mig oftere til. Ikke for den Glæde Modtagelsen af et saadant Brev volder mig, skjøndt hvis De seer den, vilde De nok finde det værdt alene derfor, men mere for de Virkninger dette Savn efterlader hos mig. Jeg troer vort Forhold lider derved. Undertiden ængstes jeg, fordi jeg saa skjelden sporer nogen Lyst til at skrive, og naar jeg endelig gjør det, ville ikke Tankerne glide som i gamle Dage. Jeg er befangen, og bagefter naar jeg har sendt Brevet, undseer jeg mig for SIDE: 226 hvad der staaer. Paa denne Maade gives der mange cas- serede Breve og endnu flere casserede Tanker. Dog det er latterligt at jeg for at bevise Deres Synder opregne mine Egne. Ak mine ere der netop fordi de staae i den naturligste Sammenhæng. -- Den samme Undskyldning De har for mig, kan ikke ganske gjælde omvendt for Dem. De har et heelt ydre rigt og bevæget Liv at tage til, og De er derfor mindre afhængig af nogen Stemning. Husk paa at jeg skal leve nu af Deres Liv, jeg har intet andet, jeg trænger til idelig Opmuntring. Engang skal jeg blive Deres. Tænk paa dette, Jonas. Nu kunde jeg vel slutte med den Bemærkning, at det ikke vilde nytte om De skrev oftere herefter, da det ikke vilde glæde mig, naar det er skeet efter Opfordring o. s. v.; men jeg veed hvor slet jeg vilde holde dette Løfte, ikke at glæde mig. De kan gjerne skrive, Jonas. I Morgen, nei i Overmorgen kommer der Brev, ja der maae komme! Jeg er saa vis derpaa. Det kunde dog være, at der ikke kom Brev i Morgen, derfor skriver jeg dette idag. I alle Tilfælde vil jeg sende det afsted. I Overmorgen er jeg maaskee ikke saa rolig, derfor skriver jeg dette idag. Camilla Wergeland til Johan Collett. Mandag Morgen. Tak for det sidst tilsendte, kjere Johan, jeg vilde saa gjerne gjøre Gjengjeld og lade Dem faae noget af mit sidste lange Brev, men finder intet andet end dette lille Blad -- dog noget er jo altid bedre end intet, naar De ogsaa dertil legger den gode Villie. Dirikses forlade mig nu, og jeg bliver saa alene her- oppe; jeg længes meget efter Dem, kjere Johan. Jeg tæn- ker ofte paa hvor hyggelig vi kunde have det sammen i dette deilige Veir og denne deilige Egn -- dog derom tør jeg ikke bede Dem mere. For det Første kommer jeg vel SIDE: 227 ikke selv ind til Byen, da jeg ikke kom til at følge D -- s, som halvveis var min Plan; Gud veed naar vi da sees. De skal dog faae et lille Blad endnu. Jeg har staaet og veiet det i Haanden, før jeg ret kunde beqvemme mig til at skilles fra det. See saa! nu har jeg føiet det til -- De holder dog saa meget af ham. Dog ikke saa meget som -- Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Onsdag Eftermiddag. Kjere, lieben Kinder! Hvis den Tid jeg endnu har igjen, skal bestaae af saa lange Dage som disse 2de, siden I reiste, vil jeg ældes betydelig inden vi sees, og desværre Aspecterne synes at love mig mange og lange slige Dage. I kunne strax slutte Eder til hvorledes denne er, da den driver mig til at skrive, dog er det ingen Følge, at de følgende Dage ligeledes vilde drive mig til at skrive, jeg falder vel paa noget andet desperat som at drukne mig lidt, eller hænge mig en Stund. Først altsaa en Skildring af Begivenhederne, siden vi skiltes paa Raaholdt. Da jeg kom hjem (en herlig Ride- tour) havde man spiist, og jeg fik kold Steg, men jeg trøstede mig ved en Melkeringe og Fladbrød, Moder sov Middag, Bøiesen var ude, jeg var mutters, og tænkte for- tvivlet paa hvad jeg skulde tage mig for -- til al Lykke var der arriveret nogle Bringebær, medens jeg var borte, og jeg gav mig strax ifærd med at sylte og presse Saft; da jeg henimod Aften var færdig dermed, drev Uroen mig atter ud, skjøndt jeg var temmelig schakmat efter Rid- ningen, og Veiret var atter bleven suurt; jeg gik saa langt jeg kunde i det Haab om at træffe et Væsen der vilde hente Posten for mig; først mødte jeg da til Din Ihukom- melse, Emilie, Morkoxen, men han havde Respect for Sor- gen og lod mig passere ubehindret; endelig mødte jeg ogsaa gamle Dorthea, der strax tilbød sig, og uagtet mine Invendinger mod hendes 80 Aar, foer afsted som en Piil, SIDE: 228 næsten inden hun havde faaet rigtig Besked. Hvilken Vel- signelse der kan ligge i gamle Skjørt og aflagte Strøm- per, naar de blot anvendes paa den rette Maade, tænkte jeg! og vendte sjeleglad og meget tilfreds hjem igjen. Paa Veien mødte jeg Harald, der gjorde nogle philosophiske Bemærkninger over mine Spadseergange, som han kaldte en ulykkelig afmægtig Stræben efter at dræbe Tiden; denne total vrange Anskuelse nøiede jeg mig med at mod- sige ganske kortelig uden at indlade mig dybere derpaa, og da jeg kom hjem, fandt jeg begge de unge Præster i Sophaen i en munter Samtale; de vilde netop gaae ud for at møde mig sagde de, da de formodede eller frygtede halvveis, at jeg var gaaet selv efter Posten -- (med andre Ord der gives intet saa galt som de ikke tiltroe mig). Af- tenen gik ganske godt, jeg havde jo endnu Haabet, jeg havde endeel Bøger og Mapper nede og viste B [øiesen] , der var meget taknemlig derfor; medens jeg endnu sad og viste ham, kom Dorthea -- -- -- grusomme Jonas! der var intet Brev. At komme med tomme Hænder, et tomt Hjerte, op paa det tomme Kammer var, som Du kan be- gribe, haardt at døie -- en Velgjerning var det, at jeg var uhyre søvnig, saa at jeg øieblikkelig sov ind. Det er dog virkelig Synd at jeg faaer saa skjelden Brev, jeg kunde netop have behøvet det for disse Dage. Under andre Om- stændigheder vilde jeg finde mig meget bedre i dette Savn, men alt her bidrager til at gjøre det næsten utaaleligt. Den bestandige Higen og Tænken paa Brev, der aldrig mildnes eller adspredes ved noget andet, Posthusets Fjern- hed og de Kunster jeg maae bruge for at faae Bud der- hen, gjør den Spænding dobbelt stærk og Skuffelsen desto smerteligere. Men denne Klage hører ikke herhen! I Gaar, ja hvordan var det i Gaar? Bøiesen reiste Kl. 9 omtrent. Han tog Afsked næsten med et Slags Rørelse fra mig, og kunde næsten ikke udtrykke sin Tak, det var saamæn ikke værdt; den Smule Umage jeg har havt med at vise ham omkring, har fornøiet mig ligesaameget selv. Olsen SIDE: 229 spurgte mig om vi ikke havde grædt ved Afskeden; da jeg sagde nei, syntes han forundret, han fandt det noget- saanær unaturlig, da saagar han ved lignende Leiligheder kan føle sig beklemt. Dernæst holdt han en Lovtale over Damernes Lethed i at græde, som han kaldte et uskatter- ligt Fortrin han ofte dybt savnede -- han har grædt, sagde han, og da bliver Sorgen næsten en Vellyst. Forresten havde [vi] i Gaar Regn og 2 af de pragtfuldeste Regn- buer jeg har seet, Hermane Kyhn, og et mislykket Maane- skin, Olsen paa Liinløkken og Lungemaas til Aftens. Idag Regn, uden Regnbuer, frygtelig koldt og uhyggelig nede i Stuen -- inde i de andre Værelser ere Rullegardinerne nedtrukne, alle Spor af Beboelse, Søm, Bøger, Blomster og hiin eiendommelige Luft forsvunden, Ødets Genius har allerede hviftet hen igjennem dem med sine Flaggermuus- vinger, naar jeg gaar der igjennem, føler jeg Trang til at græde; derfor vil jeg heller lade det være, thi at græde nu i dette sure Veir vilde være at give sig aldeles tabt. Gid Erik kom snart /i Nat haaber jeg/ han har dog altid noget med, om intet andet saa dog noget at sye paa. I Mor- ges stod jeg som sædvanlig tidlig op, men da Climatet nede var aldeles uudholdelig, holdt jeg mig heroppe, ind- til jeg ikke havde mere at sye, da drev jeg ned igjen. Da Veiret saa taaleligt ud i Eftermiddag, bad jeg Fader om en Hest til en lille Tour; jeg frøs saa efter Badet, og at gaae var der ikke at tænke paa -- fik Afslag -- med den Betydning at jeg ikke maatte vente det herefter, da alle Heste skulde gaae i tungt Arbeide -- den Fornøielse som jeg gjorde hemmelig Regning paa, den eneste der kunde hjælpe betydelig paa Sagen, er da forstyrret. Faders Hu- meur -- Gud bedre os for det! skal det vedvare saaledes, saa vil her blive ondt at leve. Ved Bordet, dog Du kjen- der jo den behagelige Taushed ved Bordet. Jeg vil sige Dig, Emilie, at jeg finder det grændsesløst uhyggeligt her nu -- det triste Syn af disse vaade, trætte Folk der komme hjem af det tunge Arbeid, og stimle sammen i det uhyg- SIDE: 230 gelige Kjøkken, den store mørke Dagligstue der befolkes af 2 Mennesker, Laura og M [oder] -- dog disse Skildrin- ger vil forgjeves aflokke Dig nogen Medlidenhed. Jeg veed Du kan ikke have ondt af mig mere, og det er heller ikke derfor jeg forsøger dem, jeg er jo heller slet ikke at beklage. Hvis Skjæbnen holder sine store Løfter, skal jeg godt holde Prøvetiden ud, men dog har denne Side af Hjemlivet, som Du ikke kjender eller ret kan forestille Dig, noget saa umiddelbar forkuende og sjelsnedtryk- kende, at Forventningen og Bevidstheden om den lykke- lige Fremtid ikke forslaaer, der hæver mig blot for Øie- blikke. Ak naar jeg blot bestemt vidste! naar det blot ikke var nogen Skuffelse at han kom i næste Maaned -- men min Angst for et langt hendøende Høstliv heroppe er noget af det stærkeste jeg har følt -- denne Forsmag er nok alene. Og jeg kunde saa let undgaae dette! Det baader hverken mig eller Fader eller nogen at jeg tilbrin- ger disse Uger heroppe. Havde han selv [ . . . ] Tak for Efterretningerne om Salttønderne og Grynbøt- terne. Kunde Du endnu sige mig en Ting. Jeg har Lyst til at forsøge at sylte det Sammensurium som Mad. Braae sendte C. Siig hvoraf det omtrentlig bestaaer, om det er nedlagt i Ædikke, om Du troer disse Ting skal koges først. Hvad hedder den Slags Salat? Det er dog altid et Forsøg værdt. Lykkes det ikke, saa er det ingen Ulykke heller. Olsen bad mig da han hørte jeg skrev, at hilse -- han var dog ikke vis paa enten han skulde sige saa flittig eller ærbødig. Vi have just havt en lang philosophisk-religieus Samtale, der har sat mig i en gemytlig Stemning. Det lod til at slaae Moder da hun hørte, at jeg ventede J [onas] allerede i Midten af næste Maaned, jeg har saagar sporet 1/4 Deel mindre Betænkeligheder ved enhver Ting, og hun satte af en Kop med Stikkelsbærsyltetøi til mine hemmelige Vandringer i Skabet -- kort jeg lever nu i den sødeste Harmonie. En Svigersøn, det er dog et magisk Ord! SIDE: 231 Der staaer etslags vellystig Skræk, en behagelig Rædsel, en sød Forknyttelse af saadan en Svigersøn. M [oder] drømmer vist oftere om ham end jeg. Tak, Du kjere E., fordi Du er saa god at finde det taale- ligt hos os sidst. Den Forsikkring at Du og N [atalie] have fundet det godt og hyggelig, var mig en usigelig Opmunt- ring. Det er nemlig gaaet som jeg ventede det, neppe er jeg alene, saa gjør jeg mig Bebreidelser for at jeg ikke vidste at gjøre det bedre for Eder -- ofte af Magelighed eller Griller undlod et og andet, der kunde have bidraget til Eders Opmuntring -- kort disse 1000 Skrupler som Du og N. nok kjende selv -- thi i den Vei ere I sande Kunst- nere, men naar Du og N. sige I have havt det godt allige- vel, saa ere I nogle velsignede Unger, som skal faae Lov at komme herop og kjede Eder en anden Gang igjen. Men nu stop! -- Lev, lev, lev vel! Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Kjere Emilie! Jeg lovede Dig Besked om Udfaldet, enten det var godt eller slet. Idag Mandag -- den længe ventede -- intet Brev, hverken til Fader eller mig. Der er altsaa lange Udsigter til at jeg skal komme ind. Jeg tør ikke tale til Fader om noget, end sige Reisen, han er aldeles utilgjængelig for enhver. Hvor længe dette skal vare, veed jeg ikke, men jeg veed at det er en Prøvetid i den vægtigste Be- tydning. Fremtiden har meget at reparere. Himlen har ogsaa slaaet Haanden af os, Regn og Kulde lige siden I reiste, I reiste i rette Tid. Hvormeget dette sørgelige Veir vir- ker paa Faders Humeur, kan Du forestille Dig. Skriv mig dog lidt til. Jeg har skrevet idag til Mad. Braae, der vilde have Besked om hun skulde tage Stolene af Mahogny eller af Bøgetræ, hun raadede mig til det sidste, da de vare SIDE: 232 netop halv saa billige og tillige smukke. Det undrede mig, da hun havde raadet mig til at tage simplere Meubler som Senge og Vadskevandsstole af Mahogny, og naar noget skulde være det, saa burde dog Stolene. Imidlertid har jeg skrevet at hun maae tage dem af Bøg, thi jeg vil ikke spørge Fader derom. Jeg er lige tilfreds med hvad jeg faaer, og har ikke meer nogen Glæde af noget. Det bliver mig tilstrækkelig for- bittret, tænker jeg. Harald gjælder her i Bygden for saa skrækkelig foruret- tet, for en reen Martyr, paa min Bekostning naturligviis, da de see ham gaae herhjemme og slænge, medens enhver der kjender lidt til Sagen, veed at det blot er hans Ubøie- lighed i ikke at ville nærme sig Fader, der gjør det; Harald har ikke taalt en eneste Krænkelse, medens jeg har holdt alle ud og daglig gjør det. Han sagde mig selv dette igaar, vi havde en lang ven- skabelig Samtale desangaaende, da jeg med et inderlig bedrøvet Hjerte opsøgte ham for at forklare mig over dette og vise ham, med hvilken Uret han bar den Mis- tanke mod mig, at ingen havde ivrigere og varmere ønsket ham hans Vel end jeg. Men han sagde, at der ingen For- soning er at tænke paa mellem Fader og ham, da ingen vil bøie; han kan det ikke. Gid jeg kunde lukke Øinene og sove ind i nogen Tid. Jeg troer dog J [onas] har et haardt Hjerte, eller vil han befæste sin Magt ved at lade mig lide disse Savn. Jeg ber ham dog saa inderlig om at skrive. I Byen var dog bedre nu at være, der gives adskillige venlige Ansigt og lidt Musik af og til. Lev vel. C. SIDE: 237 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Den 16de September [1840] . Det er mig selv paafaldende, hvor lidt jeg har fortalt om mine Kjøbenhavnske Bekjendtskaber; det kom vel af at hvergang jeg havde det i Sinde, begyndte jeg med Jo- SIDE: 238 sephine B [idoulac] og altid J. B., og endte ogsaa med J. B. Naar jeg tænker mig om, er der ogsaa adskillig Andre dernede, om hvem der kunde siges lidt. Nu kommer De der snart, Jonas, De skal vandre paa disse Pladse, forbi disse Huse jeg kjender saa vel, dem har jeg betroet mange vigtige Ting, som de ville hvidske til Dem igjen, men blot Dem igjen. De nødes til at tænke paa mig, enten De vil eller ei. Af Mennesker vil De treffe Faae, der kunne for- tælle Dem noget om mig. Dog ikke Faae nok. Her skal De faae et litet Signalement. Lehmann -- jeg veed ikke hvorfor han først falder mig ind. Jeg har dog noget tilovers for L. og ønsker jeg engang kunde treffe ham under lyk- keligere Auspicier, end det har været Tilfældet, han er mig Revanche skyldig. Der har raadet en egen uheldig Skjebne over de 3 Gange jeg har stødt sammen med ham i mit Liv. Har De ikke ligesom jeg gjort en besynderlig Er- faring, Jonas, at Omstændigheder, der tilfældigviis ledsage en eller anden Hændelse, paa en hemmelighedsfuld Maade knytte sig til denne igjen næste Gang og fremdeles, uden i ringeste Maade at være betinget af den. De møder f. E. et Menneske af nogen Vigtighed første Gang, og De opda- ger, idet De staaer ligeoverfor ham, at De tilfældigviis har upudsede Skoe paa, De kan da være vis paa, om De blot 2 Gange i Deres Liv skulde gjøre Dem skyldig i upud- sede Skoe, at det vil hænde naar De atter treffer ham. Er det nu en af dem, der ikke lide upudsede Skoe, saa er det jo ærgerligt. Der er det curiøseste Verständniss mellem de største Tilfældigheder, der gjør at de knytte sig til hinan- den uden nogen indre Nødvendighed. Det strækker sig saagar til livløse Ting; saaledes kan en af mine Kjoler for- gabe sig i en vis Stemning hos mig, at den sætter den et Rendevous til næste Gang; jeg har Kjoler, der har bragt mig Mismod, andre Glæde. Engang havde jeg en Kam, som jeg tilsidst ikke torde tage paa, fordi jeg var vis paa jeg vilde komme til at græde. Det er virkelig sandt. Paa SIDE: 239 den Maade kan man let forklare de uhyre afstikkende Meninger Folk fatte om os, denne Meningsforskjellighed begrunder sig mindre i deres Individualiteter end i vor, der er sammensat af saa mange brogede Lapper, som dette forunderlige Fatum holder af at uddele stykkeviis til Hver. Den som faaer de gule, faaer ikke de grønne; kun de Ind- viede faae den hele Regnbuepragt og den graae Himmel med. L. maae have et trist zerrissende nedslaaende Bil- lede af mig -- første Gang kunde det være Tilfælde, men det har gjentaget sig bestandig. Det har netop været i de ulykkeligste Momenter af mit Liv jeg har mødt ham. Første Gang, Dagen før min Afreise til Hamburg -- -- jeg kom hjem efter en Samtale med B [ernhard] ; sønderknust af den og den forestaaende Afsked fra Alt, det gjaldt jo at opgive Alt -- vilde jeg snige mig op ad Trappen hos Diriks's. Fru Fougstad boede dengang nedenunder, hun trak mig ind; jeg fulgte mecanisk, jeg fandt Lehmann der. Det var afskye- ligt. Han havde dengang hørt meget om mig. Sidste Gang, hiin Aften hos Schmidt, var ikke bedre. De Kjøbenhavn- ske Misligheder havde den Dag netop naaet en Crisis, jeg havde skrevet til Josephine Bidoulac og frasagt mig hende, jeg var syg og forstemt og veed ikke, hvad jeg vilde have givet for at undgaae at gaae derhen, men jeg maatte jo, jeg havde jo sat Mennesket Stævne. Jeg var ogsaa saa syg den Aften, mit Ansigt opsvulmet, fordi jeg havde grædt saa hele Dagen. Det i L.s Væsen jeg ikke kan lide, maatte have dobbelt Magt til at saare mig den Gang, men denne lille Tribut maae man give ham, da han sikkert er udmærket ellers. Jeg skulde have Lyst til at fortelle ham, hvor lidet han kjender mig, men jeg kjender ham for lidt til at have nogen Ret dertil. -- -- -- Besøg Monrad, Jonas. J. B. skrev mig sidst, at han saa gjerne vilde see Dem. Hos ham kommer det unge Dan- mark. Hun skildrer mig hans Menage saa reizend, recht zum Nachahmen, De veed han er nylig gift. Spørg engang SIDE: 240 Andersen om hans Sammentræf med Heine. Josephine blev saa henrykt over Heines "Archibête" at jeg havde den meest grundede Bekymring for at hun vilde forplumre sig dermed, da hun netop skulde i Selskab med Andersen. Hun holder af at drille ham, han beder da for sig som et Barn. Der maae være noget vist umyndigt lallende elsk- værdigt ved ham, jeg synes jeg kjender ham saa godt. Jeg veed ikke hvorledes J. fik det paa Bane, men han fortalte hende alle Details af hiint Møde, der hvis de ere tilfor- ladelige, just ikke kaste noget elskværdigt Lys paa H [eine] . De ere meget mærkelige. Hvad Schmidt-Phiseldeck er for en prægtig lille Karl, skal De selv see. Lad Dem blot ikke forstyrre ved noget lidt pedantisk -- noget vist formelt -- han hænger lidt meget i det Passende. Om Mad. Braae kan der ikke siges mere end jeg allerede har sagt. Jeg kan i Særdeleshed godt lide hende, at hun gjør saa meget af mig. Der er noget stort heri, da vi ere saa forskjellige. Det der ret carakteriserer Middelmaadigheden er at de ikke ville forstaae, hvad de ikke kunde forstaae, de lade os aldrig vederfares Ret, medens vi bedømme dem saa uhyre retfærdig og ikke glemme hvad der er godt hos dem; Mad. B. er blot derfor ikke middelmaadig. Hun er i alle Henseender mere end middelmaadig. Hun sagde engang til J., da de talte om mig, med sin godmodige Heftighed: "De andre paastaae, at jeg slet ikke kan forstaae Frøken W., men jeg indseer slet ikke, hvorfor ikke." "Jeg heller ikke," skriver J. Pas paa at hun kommer til at lide Dem, Jonas. De kan trykt skjælde alle Danske for Æsler og rose alt Norsk, da kommer hun først i sit Es. Da bliver hun or- dentlig veltalende. Til Paludan M [üller] s Familie, en Fru Fredriksen, var jeg meget ofte indbuden gjennem Jose- phine og Hansteens, men det faldt sig aldrig saa at jeg kom der. Jeg traf en Aften Johannes Ø. hos en Confe- rentsraad Werlauf. Han var mindre end lapset eller kry, som man finder ham, han var meget tilbageholdende, SIDE: 241 næsten forknyt. Hr. J. Ø. fandt min Sang for dramatisk, til Josephine. Der blev musiceret den hele Tid. Ogsaa Konow har jeg stødt paa en Gang. Hende saae jeg ganske nær ved, hun havde mærkelig changeret, siden jeg saae hende paa hiin Blomsterudstilling. Da var hun den smuk- keste Blomst selv, jeg saae. Dette var i Theatret, jeg var saa uheldig at komme til at sidde tæt ved Konow. Han gjorde en Kraftanstrængelse og talte til mig. Han tiltalte mig virkelig, dog troer jeg han lader det være herefter -- -- Hvad nu disse andre Mennesker angaaer, med hvem jeg, hvad man kalder -- omgikkes /: jeg undtager natur- ligvis herfra Schmidts :/ da [har jeg af] et christent Sind til- givet dem, at de stjal min ædle Tid under de [res Forsøg paa at] fornøie mig. Saalænge jeg boede hos Fru Rahbek kunde [jeg] bedre leve efter [mit Sind,] obscur og uforstyrret, end senere, da jeg maatte slaae mig om med denne Posselt- Muus'ske Slægt. Denne Trang til at leve ubemærket udgik saa naturlig af min hele Sjelestemning, at saadant Liv sømmede sig bedst for en Forladt som jeg. Ikke sandt min Jonas, De vilde ikke engang have lidt om jeg havde ladet mig drive ud i Selskabslivet, var bleven feteret, gjort Cour til ligesom Lilla D. og Frøken Bull og de Andre. Mit Kjø- benhavnerliv byder derfor en paafaldende Contrast til det i Hamburg, der var jeg virkelig ulykkelig, jeg søgte Adspredelse og fandt den. Bedst befandt jeg mig i Vin- ter, naar jeg kunde tilbringe en Aften hos gamle Mad. Bidoulac i hendes lille Dagligstue til Gaarden, naar Jose- phine og jeg kunde stjæle os til en tete a tete i en af Krogene eller bag Klaveret ligesom et Par Forlovede; hun var jo Deres Representant; en Aften gjorde vi det dog for grovt, da vi glemte, at alle de andre var tilstæde, og da skjændte Moderen paa hende -- eller naar jeg alene hjemme hos Fru R. kunde forelæse denne noget som jeg mærkede hun forstod. Fanny er endnu vanvittig. Jeg veed ikke, om De treffer Josephine i Kjøbhvn. SIDE: 242 Hun skrev mig, at hun kom der sidst i October, men da De ikke kan reise over Oldesloe, saa nytter det ikke at gjøre noget derved, ellers kunde jeg bede hende give Dem et lille Vink til Hamburg -- jeg skriver hende snart til -- men nu faaer vi lade Tilfældet raade. SIDE: 270 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Eidsvold 30. Oct. 1840.] Kjere Umuelige! Dette er en Telegraphefterretning, intet Brev. A [dol- phine] forsikrer mig at lidet er bedre end intet, og jeg veed med Vished at lidet ogsaa er bedre end meget, følge- lig faaer Du jo det bedste. Først og fremst, vi ere alle vel, en temmelig vigtig Om- stændighed naar man venter slige Besøg. Jeg var lidt æng- stelig for at C [ollett] skulde overraske mig midt under Snuen og Hosten, om hvis Tilværelse A. vel officielt har berettet Dig -- eller maaskee ønsker Du en Beskrivelse? -- men nu er jeg rolig derfor. Af et lille elskværdigt Brev jeg fik i Fredags, kan han først sikkert ventes i næste Uge, da han agter at gaae fra Kjøbhv. med den svenske Diligence idag den 30te Oc. -- vel at mærke -- hvis ikke Ebbesen bliver seilklar før, thi da gaaer han med ham, og er E. heldig, saa kan han naturligvis være her førend næste Uge, i begge Tilfælde passer det godt. Jeg troer at forstaae af hans Brev at han vil komme herop strax, han vil skrive mig først siger han; dog gjælder derom endnu vor Overeenskomst, at Du ikke siger noget til- skyndende Ord, førend han har sagt det tydeligt -- ikke at vi vente ham etc. Jeg vilde ønske han kom nu, her er en vis Luunhed og Velvære inden Vægge, der vilde gjøre et godt Indtryk paa ham. Faders Humeur er vel ikke godt, han er endnu lige stum, men selv denne Stum- hed har noget mildere end sædvanlig, ikke dette haarde strenge. Det er umueligt at komme efter, hvad han egent- lig synes om C -- s Brev. Han flyede mig det ganske koldt at læse, men yttrede sig ikke derom. Under hele denne første Audients var han taus, og blev ved at læse i sin Bog. Med Brevet er jeg vel fornøiet. Jeg synes han har al Grund til at være det. Fader har forresten ikke talt SIDE: 271 et Ord til mig, ikke spurgt til mig, da jeg var syg -- som om jeg ikke existerede, men af en enkelt Yttring A. for- stod at udlokke af ham, troer jeg, at han selv anseer denne Stemning som en Sygdom; stakkels Fader! Om Regn- skabsaflæggelse har der endnu ikke været nævnt et Ord, og Du kan begribe, jeg længes heller slet ikke derefter. Jeg haaber paa bedre Tider. Oscar er kommen og bliver her 8 Dage; naar nu Collett ogsaa kommer, vil her blive formelig brillant. Alt dette maae dog tilsidst tøe Fader lidt op, hvis han ikke er ganske forstenet. Svigersøn, og kongelig Naade og kongelige Hilsener kan dog intet Men- neskehjerte modstaae. Jeg haaber meget af Ordonants- officeeruniformen, som Oscar skal præsentere sig for ham i idag. Denne Festlighed troer jeg er berammet til Kl. 4. Fader har opsat sin Visitatsreise indtil den 7de Nov. i det Haab at C. først skal komme. En Grund mere til at ønske det, thi det vilde være fatalt, om Fader reiste med en Skuffelse. Kom C. i næste Uge, saa kunde han saa be- qvemt følge ind med Oscar i General Spørcks Vogn. C. har jo desuden lidt tilover for General S -- s Vogn før, som Du veed. [ . . . ] Om Ullensager kan jeg blot sige, at der var bestialsk koldt, saa jeg gjorde ikke andet end frøs; Adolphine snak- kede, saa hun holdt sig i en jevn Varme og undgik der- ved Forkjølelsen. Jeg troer hun har snakket sig lige luks ind i deres Hjerter. Imidlertid kan jeg sidde og gjøre mine stumme Betragtninger over min egen Uegennyttig- hed med at føre disse Damer og visse Damer ind til Bøye- sens. De tage ganske Luven fra mig, og jeg taaler det i al Godmodighed; medens de lade al sin Aand og Elsk- værdighed spille, stirre de forbausede Presbytere paa det nye Phænomen. [ . . . ] O. sidder ved Siden af mig og er saa sød, saa sød, meget vakkrere end før. Tag ikke feil af O'erne. Adieu beste Umuelige -- Du spørger hvorledes jeg er -- jeg veed ikke, SIDE: 272 jeg har Snue. A. kan ikke lide O. og taber sig i Forundrin- gen over Fortidens Gaader. Adieu, jeg er saa oplagt til at være malicieuse i Aften, derfor vil jeg strax slutte. Hils N. 100 Gange. O. beder mig om at hilse. Din C. [Hvis D] u treffer Møller engang, saa beed ham for [Guds] Skyld at faae min Sekretair fra Toldboden. [Den skal] staae paa Loftet hos Colbans, men Indholdet [skal jeg] have. Det er til Uldtrøier, og de tage ogsaa sin [Tid at] strikke. Camilla Wergeland til Johan Collett. Onsdag [4. Nov. 1840] . J [onas] skriver i sit sidste Brev, som jeg modtog for- rige Tirsdag, at han agter at gaae med den svenske Dili- gence den 30te, hvis ikke Trepka skulde blive færdig før, thi da gaaer han med ham. Jeg vilde gjerne sendt Dem denne Underretning kjere Johan, men jeg tvivlede ikke om at De ogsaa havde faaet den. Nu haaber jeg den er overflødig, thi i ethvert Tilfælde vil J [onas] sikkert være kommen, naar De faaer dette. T [repka] skal være reist fra Kjøbhvn den 27de. Det er ikke rimeligt at J. skulde reise directe herop, jeg veed ikke engang bestemt, om han kommer strax. Skulde det være hans Hensigt, da ønskede jeg at det skeede inden Lørdag, thi da reiser Fader bort. Derved fik jeg rigtignok ingen Underretning først, men han kunde nok give mig en halv Times Frist ved at skrive fra nærmeste Skifte, Eidsvoldbakken for Ex. Det vilde være behageligere for ham selv, om jeg vidste det bestemt. Deres hengivne C. Wergeland. SIDE: 286 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Fredag Aften [11. Dec. 1840] . Havde vi blot vidst det for 2 Døgn siden -- ak en eneste Dag før -- disse første Skrækkens Taarer ere rædsomme at græde alene. Jonas, De har dog været mere fattet end jeg. Jeg kan ikke samle, at hun er borte, at jeg aldrig -- aldrig -- Men Ida var altid god, hun vilde ikke forstyrre en ene- ste af vore glade Timer -- tak elskede elskede Ida, Du har ogsaa skjænket os denne Sammenkomst. Hun fik ikke mine Blomster. Jeg kunde nok endnu sende dem, jeg har i alle disse Dage gaaet og seet til dem, om der ikke vilde springe saa mange ud, at det blev en ordentlig Bouquet; men nu har jeg ikke Mod til at sende dem, jeg kan ikke taale at tænke paa at de skulle lægges paa hendes -- -- Men jeg kunde nok offre Idas Sjel noget der var bedre end disse usle Blomster, noget der vil glæde hende i hendes Himmel mere end al Verdens Blom- sterduft -- Tag De det Jonas, tag det i Forvaring, det er det Nag, den Bitterhed, der har forgiftet min Ungdom. De følger hende jo til Graven, nedsænk det da i hendes Grav i en Bøn for mig, for os. Det er et helligt Ord, Jo- nas, naar De rækker ham Haanden derefter, da tænk det er fra mig, fra Camilla. Trøst ham, trøst ham, hvis der er nogen Trøst muelig. Lørdag [12. Dec. 1840] . Da jeg ikke mere kunde høre Slæden, thi see den kunde jeg ikke, sprang jeg ud af min, for at gaae mig en Tour, ganske instinctmæssig valgte jeg den Vej De var reist, jeg iilte afsted som om jeg kunde naae Dem igjen. Saaledes kom jeg heelt op til den røde Bonde- gaard oppe paa Bakken. Jeg kom hjem Kl. 1/4 paa 4, SIDE: 287 omtrent ved samme Tid har De vist naaet Byen. Afte- nen var saa lang, at jeg troede den aldrig vilde ende, jeg forsøgte at sye, at læse, at spadsere op og ned, altsam- men forgjeves; til Ære for Dem fandt de Andre den lige- saa lang; tilsidst da den ikke vilde ende paa nogen na- turlig Maade, maatte det skee ved kunstige Midler; vi spiiste en heel Time før end ellers. Dagen igaar var bedre, jeg syede flittig paa Deres Hue. Tak for denne Hue, min kjere Ven. Saalænge jeg kan sysle med den, lider jeg ingen Nød, nu er den desværre snart færdig. I Gaar Aftes kom da Fader, og ak -- De- res Brev. Jeg veed neppe hvad jeg skrev, i min første Sorg over Ida. Jeg veed jeg gjorde et stort Løfte. Jeg tager ikke dette Løfte tilbage, Himlen har hørt det, og den vil hjælpe mig til at holde det. Hvad jeg her kalder Forsoning, kan De umuelig misforstaae. Det kan jo ikke betyde nogen Forening mellem det der aldrig kan eller bør forenes. Denne Forsoning betyder blot det rette Sind i Tilgivelsen, det som Vorherre selv maae give; i en anden Betydning har jeg altid tilgivet, det er, jeg har brændende ønsket at kunne. Ja Ida er vor rette gode En- gel, hun jevnede alt for os, og ved sin Død vil hun bort- tage den eneste Skygge, der kunde drage formørkende hen over vor Kjerlighed. Al Bitterhed i min Smerte maae nu forsvinde; thi den har ingen Gjenstand mere. -- -- -- -- -- Sørg nu ikke mere derover. Erindringen om denne Fortid skal ikke mere have den gamle Magt, der saa ofte har bedrøvet min Jonas. Søndag Aften. Huen er færdig. Den er nu meget manerligere, skjøndt ikke saa peen som den skulde været. Til at være et Mis- foster er den dog ikke saa gal. Det stakkels Haarbaand laae jo efter alligevel. Jeg synes saa tydelig jeg hørte Dem sige, da De gik og ledte: "Her er det jo -- ", thi det SIDE: 288 laae saa De strax maatte finde det i den lille Fordyb- ning af Vadskevandsstolen. Sophaen er vendt om igjen. Mit "lille dunkle Gemak" heroppe, kan jeg dog bedre lide, det conserverer Erindringen om Dem langt venligere end den kolde Stue dernede. Her er altid luunt og godt, som da vi sadde sammen. Jeg havde igaar, som jeg forudsaae, lange Samtaler med Fader. Jeg faaer ikke Lov at komme ind til Byen i Vinter. Førend jeg nævnte det, forekom han mig med et Afslag, og paa en Maade der ikke lader mindste Haab, jeg vovede ikke engang en Forestilling, men lovede slet ikke at tænke derpaa. SIDE: 289 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Eidsvold den 16de Dec. Ja Jonas, jeg lover det, jeg lover det. Ida har udsonet alt, denne Fortid er død med hende, hun har taget Skyl- den. Jeg har ingen Bitterhed, blot Taarer for os, der have tabt hende, og dyb, uudsigelig Medlidenhed med en saa ulykkelig Mand. SIDE: 290 Men min Kjerlighed for hende testamenterte hun Dig. Det vilde hun endnu have sagt i sin sidste "ufuldendte" Villie. Alle Kilder strømme sammen for at gjøre vor stærk og svulmende. Det er nødvendigt, at vi blive saa stærke i hinanden, at der ikke gives n [oget] Tab udenfor os, lad det Kjereste og Dyreste vi eie forgaae, lad Verden styrte i Ruiner, vi holde blot fast ved hinanden. -- -- -- -- -- Og jeg maae dog sørge over det Tabte. Jeg vaagner undertiden op med Gru, naar jeg tænker paa at de have lagt hende i den trange, dunkle Kiste, at Jorden alt ligger kold og tung over den -- -- Dette elskelige Svøb for den elskeligste Sjel skal forgaae. Ida havde dybe Smilehuller som jeg aldrig skal see mere. Der er intet qvindeligt Væsen der har øvet den Trylle- magt over mig som Ida. Jeg har kysset hendes Haar og Pande med en Elskers Henrykkelse. Det var paa Grini første Gang. Vi vaagede 2 Nætter sammen, og der blev talt mangt et dunkelt Ord, men vi holdt hinanden fast umschlungen. Ida er død. Eidsvold den 17de Dec. [18] 40. Hente mig -- -- o nei Collett, jeg vil ikke til Byen. Jeg er undseelig for at see Folk derinde, jeg veed ikke hvor- for. Et Besøg i den Art, hvoraf jeg har gjort 100 forhen, har ordentlig noget gespensterhaft uhyggeligt ved sig. Jeg er død for Alt derinde, for Kringla, for Gaderne, for den Diriks'ske Familiekreds, for Visitter hos Schweigaards og Fru Fougstad. De mener kanskee jeg kunde lade dette være? men saa bliver jo Fru F. von, og forsikrer mig at hun gjemmer Kage til Adolphine, men ikke til mig. Alt dette tilhører jo Fortiden. Jeg har siden lagt i en 1000aarig Søvn, hvoraf man ikke reiser sig uden med stive Lemmer. Det er sandt, C., dette Liv, disse Maaneders Hjemliv, har en Magt der ikke begribes af nogen Anden. Ikke af dem SIDE: 291 der for en kort Tid betragter det i Nærheden. Ikke af Adolphine eller af Dem, I bringe selv det hemmelige Ord med, der løser Trolddommen. Denne ligger egentlig i det totale Alleinstehen, den schaurige Ensomhed, midt i en Familiekreds, der er min egen. Det er et underligt Liv vi føre med hinanden, Laura, Moder, H [arald] og jeg. (Om Olsen og Fader kan her ikke være Tale, de aabenbare sig blot ved Maaltiderne.) Vi leve i den dybeste, mumieartede Fred, wir thun uns nie was zu Leide, undtagen at vi ind- aande denne samme Luft og bevæge os i den samme Stue, og skjøndt denne Stue er ualmindelig rummelig, er dog dette en Lidelse, der overgaaer alle Begreber. Formiddagen gaaer bedst. Den er saa kort, og under- tiden skinner Solen et Par Timer paa Væggene, medens man syer flittigt. Men Eftermiddagen! Kl. 3 -- 4 begynder Mørket, da man ikke længer kan arbeide. Et selsom Angst kan undertiden gribe mig i disse Skumringstimer, især naar jeg pludselig opdager at jeg er ene i Stuen, at det er mine monotone Trin jeg hører paa Gulvet. Denne Frygt er et Billede af mit Liv. Jeg føler den bestandig, denne skjæl- vende Angst. Dog er det mindre Nachtgespenster jeg frygter end Daggespensterne -- Mennesker -- Fremmede -- enhver Berørelse med Fremmede -- o hvor jeg frygter Julen! Dette Liv har før ikke øvet den Virkning som nu. En- gang kunde jeg med et Slags Jubel styrte mig i Christiania- livet, det forfriskede mig som Friheden den løsslupne Fange. Denne Elasticitet har jeg ikke mere. Jeg stod i Gjeld til Hjemmets Aander, jeg har givet mig i deres Vold, og nu føler jeg deres Magt -- de have slaaet en Kreds om mig -- jeg bliver hver Dag mere uskikket til Verden udenfor. De kjender jo Sagnet om dem der have været indtagne i Fjeldet hos de Underjordiske, Bønderne sige at de blive saa "rare og sture af sig" siden. Saa kommer Aftenen, den lange triste Aften. Kl. 5 tænde vi Lampen. Om en Times Tid bliver Moder træt af at SIDE: 292 strikke eller læse, hun lægger sig da til at sove i Sophaen. Harald ubevægelig fordybet i "Røllikebogen". Den Lise at see ham træt have vi aldrig. Den arme Laura og jeg ere da alene; naar jeg ikke kan mere, begynder jeg mine Van- dringer henne paa den ene Side af Stuen i Tusmørket, men hvad forslaaer det! Fader sagde forleden Morgen, da han saae jeg havde grædt (Ida!) i Bebreidelsens Tone: "Du bliver dog aldrig glad, Du er aldrig fornøiet, hvormegen Grund Du har dertil." Det er sandt, men ikke fra hans Standpunkt, Fader veed mindst, at jeg ikke er det. Dette var ufortjent. Hvorfor jeg aldrig er glad her! Jeg er und- seelig for at vise det, om jeg end kunde. Jeg selv, mit inderste Væsen er en Mynt der ikke gjælder. Jeg kan aldrig synge her hjemme. Jeg forsøgte det forleden Aften, mine gode tydske Lieder -- Fader kom ned, medens jeg prøvede dem, men han kunde slet ikke lide dem. "Italiensk Musik! Det er noget Andet!" sagde han. I den italienske Musik er der Løb, Triller og Complimenter. Disse tydske Lieder ere endeel af min Sjel. M [oder] lider hverken tyd- ske eller italienske Lieder, det er altid en Fordeel. Dette gamle Huus, hvori jeg er opfød, jeg elsker det ikke; der- for er jeg aldrig glad, jeg er aldrig glad, derfor elsker jeg det ikke. Jeg elsker ikke denne Dagligstue, dette Kjøk- ken med sin Qvalm og Larm af raae Stemmer, disse mørke Gange, denne graae Himmel der hvælver sig over det store, tomme, hvide Gaardsrum. -- -- -- Jeg elsker ikke mit Kammer. Jeg elsker ikke heller Naturen heroppe; den er deilig, men den er følelsesløs. Den har aldrig seet mig lykkelig -- -- Den lykkelige Kjerligheds Forsagelser ere lige- saa haarde som den Ulykkeliges, jeg har aldrig været lyk- kelig i den. O hvad jeg har skrevet her er Synd. Riv det itu. Og Fremtid, Haab, Lykke! et mangeaarigt Blændværk, en Kerkertraum, et Fata morgana der brister des sikkrere jo skjønnere det gestalter sig. SIDE: 293 Jeg trængte til at see Dem i dette Øieblik. Udenfor ligger Taagen tung og kold som hiin Dag da De kom. Det var Idas Dødsdag. [ ... ] undertiden lave noget mærkværdigt deiligt. Sko- vene, Træerne marmorhvide, ikke alene Toppene, men og- saa Stammene hvide, en colossal Pragt! Saameget "Mar- mor" og Krystal, slige hvide Fløielstepper kan neppe Kei- seren af Rusland bringe tilveie. Hvad forslaaer al men- neskelig Kunst og Pragt mod Naturens, og dog impone- res vi mere af hiin end af denne. Hvoraf kan det komme. Taagen trak sig sammen og lagde sig i store hvide Masser rundt om Aasene og over Elven -- den var stolt af sit eget Værk, og ligesom den færdige Kunstner søgte den nu at stille det i det bedste Lys, der manglede blot den blaae Himmel og Solskjæret der brød igjennem. De skulde have seet det! Møllehuset var ganske crystaliseret, blaaeligt grønt ligesom Fossen. Vi vare nemlig nede i Baarlidalen. Laura er en god Pige. Hun har et mildt godt Hjerte. Hun mangler blot lidt Sjel for at have Gemyt. Hende kan jeg idetmindste være noget, og jeg er det bestandig. -- -- -- -- -- Schweigaards forrige Logi kan jeg slet ikke lide. Men vel baade Lunds og Colbans, begge have [ ... ] SIDE: 302 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Tirsdag Aften Kl. 8. Dine faae Ord have styrket mit Sind og indgydt det nyt Mod. Hvorfor jeg ikke skriver? Ak, naar jeg blot kunde gjøre det uden at bedrøve Dig! Med mig er det ikke gan- ske godt; i det haarde Veir her har været, ligesiden Du var her sidst, knuges baade Sjel og Legeme, jeg lider jevnlig, især af Tandpine. Her i Præstegaarden kan man blandt andet lære, at Diogenes ikke var saa forfærdelig nøisom en Mand enda, han forlangte at man skulde gaae afveien at Solen kunde skinne paa ham, vi forlange ikke engang Solen, naar vi blot maatte slippe for at stivnes af Kulde inde i Stuen. -- -- Ja snart, snart Jonas, kom snart! Jeg kan aldrig senere trænge mere til at see Dig end nu. Kom Lørdag eller Søndag, denne Uge, hvis det er Dig mueligt. Jeg længes svarlig, jeg er saa bange Du skal troe, at jeg ikke holder saa uendelig af Dig som jeg gjør, jeg vil saa gjerne sige Dig det, Du har vist glemt det, da det er saa længe- SIDE: 303 siden, ogsaa vilde jeg saa gjerne trykke Dine Hænder og sige, at jeg holder saa meget af Dig. Den lille Æske fra Halfdan indeholdt dog ikke Idas Armbaand. Jeg havde gjerne havt dette Armbaand, der har omsluttet den Haand, hvormed hun uddeelte en Vel- signelse til os begge. Det var derimod en Uhrkrog besat med Turkiser som jeg nok kjender, hun bar den hiin Gang paa Grini heftet paa høire Side af Beltet, vi spøgede meget over det sym- bolske i dette, den er i Form af en Slange. Den har altsaa lagt hendes Hjerte saa nær, og mangen Gang talt dets vilde, hæftige Slag. Jeg har aldrig kjendt et menneske- ligt Væsen, hvis Hjerte har slaaet saaledes som Idas. Nu er det saa stille saa stille, jeg besøger hende daglig. Den arme Halfdan, han er vist uhyre nedbøiet. Brevet var fra ham. Med næste Post vil jeg see at besvare det. Skriv mig med Fredagsposten, om De kan komme. Jeg vil da, hvilken af disse 2 Dage det bliver, lade en Hest møde paa Raaholdt Kl. 5? at De ikke spilder nogen Tid der. C. W. Kl. 11. Jeg vilde ikke lukke dette Brev, førend jeg fik see om Posten bragte mig noget. Nu kom den. Emilie skrev mig at De er syg, bekymret for mig, hun skriver saa meget -- -- ak Jonas, jeg besværger Dig, kom op til mig, at jeg selv og ingen anden kan berolige Dig, saavidt jeg formaaer. Ønsker Du endnu at [ ... ] Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Onsdag Formiddag. Det var jo ligesom ved Troldom, da jeg vaagnede i Gaar Morges, og fandt Teppenet paa min Seng bedækket med Bøger Æsker Blade og 3 Breve. Halfdans Æske indeholdt den velbekjendte Slange, hiin Uhrkrog Ida havde paa SIDE: 304 Grini. Jeg havde heller faaet et Armbaand, det er saadan beskeden og dog smagfuld Pynt, som man daglig kan have. Uhr bærer jeg ikke, og som Brystnaal faaer den strax noget pralerisk -- jeg vil heller gjemme den. Dog jeg velsigner Ida ogsaa for den, hun har givet mig, hvad der har lagt hendes Hjerte nærmest. Hun turde ikke give den til nogen anden, thi den vilde sladre om alt det den har hørt. Den arme Halfdan, fra ham var Brevet, han er saa nedbøiet. Han taler om hende som om en Engel, der var for god hernede. Hans Brev var kort, men sødt og rørende. Han trøster mig med at det ikke vil vare længe, da disse Forelæsninger begynde allerede denne Maaned. Han er uvis, om han skal komme op efter dem, eller strax. Jeg skrev ham nogle Linier som han faaer i Morgen tidlig, hvori jeg beder ham komme paa Lørdag eller Søndag -- det maae berolige ham, endskjøndt jeg jo ikke kan nægte, at det ikke egentlig er godt med mig. Hvad der feiler mig, E.! o Du kan saa let misforstaae disse Udbrud af Mismod, som Du har været Vidne til. Han selv har ingen Deel deri. Det er blot en simpel Mis- tillid til Skjebnen, som er mig naturlig, men som næres ved den glædeløse Omgivelse. Denne Mistillid er derfor just stærkest, jo mere jeg er gjennemtrængt af hans Værd; en saadan Lykke er vist ikke bestemt for mig tænker jeg, og i denne Stemning kunne hans Breve, der alle bære dette freidige sorgløse Præg, ikke glæde mig. O naar Skjebnen blot var et skikkeligt, ærligt Menneske som man kunde troe, men det er en Canaille, en durchdreven -- dog tys, jeg tør ikke støde den for Hovedet nu da vi staae paa en taalelig god Fod sammen. Den har atter igjen gjort glimrende Løfter og daaret mit stakkels let- troende Hjerte paany. O Emilie, han er saa god, han er det ædleste som Jorden har baaret, undertiden synes jeg han er for god for mig, men naar jeg tænker efter, føler jeg dog at jeg er ham værdig. Jeg vil jo gjerne opofre SIDE: 305 mit hele Liv for ham, og en saadan Kjerlighed veier meget i Vægtskaalen. Han er en ægte christen Ridder, stolt og hengiven, ærbødig og øm, St. Georg var ikke ædlere! Was willst Du mehr! Da jeg havde sluttet mit Brev til ham, fik jeg Dit med Posten. Den Uroe Din Beskrivelse satte mig i, gjorde at jeg gjentog min Bøn til ham at komme op, med mere Vægt. Det er det eneste der kan berolige fuldstændig. Correspondence duer ikke -- jeg vil gjerne gjøre hvad han meest ønsker. Troer han, at det kan tjene meget til hans Opmuntring og Beroligelse, at jeg er inde i Byen me- dens Forelæsninger vare, da vil jeg nok reise med ham, forudsat at han kan faae det udvirket af Fader, hvorpaa jeg dog tvivler. For min egen Part bliver jeg ligesaa gjerne hjemme. Veiret har siden Du reiste, været mildt, jeg bader trods Tandpine og andre Anfægtelser. Har jeg nu ikke været snild, da jeg har skrevet 2 hele Sider! Hils Adolphine, fortæl mig endelig noget om hende. Skriv mig til med Fredagsposten om dette, om der skulde være noget iveien ellers, hvis jeg kom ind. Siig dog intet derom, da det er flaut hvis der [intet] bliver af. Din C. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [3. Febr. 1841.] Kjere Emilie! Skjøndt jeg ikke kommer til Dig i Aften, føler jeg en Længsel efter Dig. Det er efter en forsvun- den Tid. O hiin Tid! for 3 Aar siden, da vi vexlede saa mange 100 Billetter, hvilken unævnelig Reiz havde de for mig disse Billetter! fulde af Ingenting og dog saa indholds- rige. De høre ogsaa til de Rosenblade som Tiden har henveiret -- hvad har den givet mig igjen for alt det den har røvet mig? En Virkelighed. Troer Du den til alle Tider bærer en fuld Erstatning? Troer Du? SIDE: 306 Nu skriver jeg aldrig mere Billetter, ikke til nogen, ingen Breve. Nu har jeg aldrig -- nu gaaer jeg aldrig -- nu gjør jeg aldrig -- . O der er saa meget, saa meget som jeg aldrig mere gjør. En Virkelighed som dog ingen Rea- litet har! intet kan være værre. Den mangler hiin Tids Sværmen og Spænding, men den har derfor ingen Fred, ikke den rette Tilfredsstillelse. Iforgaarsaftes havde vi /J. og jeg/ en rolig Sammen- komst efter lang Tids Forløb -- den var rolig, skjøndt alvorlig og bevæget. Siden har jeg vel seet ham flere Gange, ogsaa i Dag og alene, men det var dog intet Møde -- i aften har jeg ventet ham med brændende Ønske -- men nu kommer han ikke, Kl. er alt 1/2 7. Han skal til Bakkehuset, det er E. Harboes Geburtsdag. -- I denne Tilstand er ingen Hvile. Gid jeg var gift! Lee ikke over dette naive Udbrud. Det er Desperation. Gid F -- havde Forlovelserne. Han har vist ogsaa stiftet dem. I det samme kom Carl med 2 Tutter Sukkertøi fra Jonas. Gid Du var her, skulde Du faae det og et Kys som jeg har paa rede Haand, men er forlegen for at faae afsat. Min Emilie! J. sagde til mig idag at han holdt saa meget af Dig igaar, Din Stemme havde ordentlig noget vederqvægende for ham. Og det var i visse Stemninger han længtedes efter Dig. Torsdag. Til min Forundring seer jeg Billetten ligger her endnu, da Jfr. Moe havde lovet mig at sende den igaar- aftes. Jeg kan da faae tilføiet, at jeg agter at gjæste Eder til Middag, paa min Vandring ud paa nogle Visitter. Din Moder lovede mig nogle Neller at sende hjem. Du gjør mig en Tjeneste med at give disse til Budet, da jeg har fat paa en Bonde i dette Øieblik. -- SIDE: 308 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Kl. 11 1/2 Nat. Denne Aften har efterladt et mildt, qvægende Indtryk hos mig, det er til saadanne jeg trænger saa uendelig, ikke til Adspredelse, Moroe. Kun da jeg gik derop, var jeg lidt tung, ængstelig om Hjertet; Idas Skygge fulgte mig paa den dunkle ensomme Vei -- ak hvor hun har fulgt mig saa ofte! Fru K [jerulf] var borte i Førstningen, men kom siden; da jeg aabnede Stuedøren, var der mørkt og tyst som i Graven -- jeg standsede skjælvende -- jeg vovede ikke at gaae ind, men gik ligesaa tyst tilbage -- hun var der jo ikke. Siden blev der godt. Det var en af de faae Aftener hvor jeg ikke har kjedet mig. Hvor der er en stor Sorg, et dybt Savn, usynlig tilstæde, kan der over- hovedet ikke blive Tale om at kjede sig. Jeg havde et dobbelt Savn, der sysselsatte mig og gjorde mig ordentlig veltalende, og til disse smukke Tankedigte, disse stumme Qvad, spillede Halfdan sine deiligste Melodier. Jeg maatte synge, Weil ich dich liebe, muss ich singen. Weil ich Dich liebe, muss ich singen -- weil ich Dich liebe, muss ich weinen, weil ich Dich liebe, kan' jetz nicht schlafen -- weil ich Dich liebe, muss ich Dich lieben, lie- ben, lieben. O hold mig fast, fast. Nu har jeg i 6 Dage ikke sluppet Dig, jeg har været saa bange for Dig, jeg har holdt Dig fast med begge mine Arme, nu har jeg lært at bære Dig, nu bliver jeg snart stærk, saa stærk at intet i Verden skal rokke mig mere -- -- weil ich Dich liebe. SIDE: 311 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Lørdag Formiddag. Medens jeg stod og klædte mig paa, steg det Udraab mig op i Sjelen: Hvorfor har ikke Jonas kjendt mig før! ja blot kjendt mig, om end ikke vor Skjæbne før kunde forenes. Jeg var et andet Væsen da. Nu først kan jeg beskue mig selv og den vemodige Beundring, der gjen- nemtrænger mig derved, blander sig med en Unmuth over min nutidige Svaghed og gjør mig vexelviis uret- færdig mod Dig og mig -- naar jeg er det mod Dig, glem- mer jeg, at Du har ingen Grund til at beundre mig, men at Du af Barmhjertighed elsker mig lidt. O jeg har aldrig i mit Liv været saa svag som dette sidste Aar -- Jeg giver efter for ethvert Indtryk, de onde som de gode, min Ømhed for Dig finder ligesaalidt Modstand som det SIDE: 312 mindste Anfald af Fortræd og Kjedsomhed, jeg over- giver mig strax. Er det en Reaktion? Kan det repareres, eller er det maaskee min sande Natur? Jeg veed det ikke, men Sylvia siger etsteds, hvor hun tilstaaer en Svaghed: J'avais pris la force en aversion. Jeg troer dette er mueligt. Jeg var saa stærk engang, saa nobel i mine Forsagelser, men denne Sjelsstyrke har jeg ødslet paa Væsener, der ikke fortjente den; nu har jeg intet igjen til Dig, som jeg agter høiere end Alle, ja høiest i Verden. Jeg vandt intet godt derved, jeg holdt mig blot det onde fra Livet, nu kunde jeg vinde noget godt derved. O gid jeg blev stærk igjen, for Din Skyld. Naar jeg var lykkelig, vilde jeg være det, jeg vil gjøre alt for at blive lykkelig. Nu maae jeg gaae. [ . . . ] gjøre det. En Uret kan undertiden gjøre mig lidenskabelig, maaskee Bevidstheden at jeg staaer alene og blot maae forlade mig paa mig selv, bidrager dertil -- ak omvendt kan man sige, netop fordi jeg bliver varm og lidenskabelig, forlades jeg af Alle. Den rolige Kulde har altid Fordelen, selv hvor Sagen er uretfærdig. Man maae være meget stærk og unbefangen for ikke at hildes af denne Overlegenhed. Kunde jeg erhverve mig denne Kulde, vilde Du agte mig høiere. Et Spørgsmaal er det, om man bliver elskværdigere, thi for at naae den maae man afslibe sine Hjertenerver endnu en Smule mere, end jeg har gjort. Indtil dette skeer skal jeg finde mig i det som det var. SIDE: 318 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Tirsdag den 23. Marts [1841] . Min første Hilsen til Dig fra Hjemmet, min Emilie! Jeg veed ikke hvordan det var i den sidste 8 Dage, før jeg reiste, jeg gik paa en idelig Tankejagt efter Dig, jeg havde saameget at fortælle Dig, der var en vis vaarlig Længsel, der bestandig drev mig i Tankerne hen til Dig, men det lykkedes mig aldrig at naae Dig, midt i slige ømme Anfald bankede det altid paa Døren, og da var det gjerne Jomfru Knudsen, der skulde prøve Snørliv paa mig, eller Syeregning fra Mad. Johannesen -- naar jeg kom ned til Dig og haabede paa en gunstig hyggelig Time, var der ogsaa der noget i Veien, Du skulde ud om Aftenen, eller jeg skulde ud ligemeget -- endelig mit sidste Forsøg var hiin Invitation til at besøge mig nede mellem Meublerne, jeg gik med 2 Billetter i Barmen, der trykkede mig med sin altfor store Lyksaligheds Vægt, den vilde jeg ansøge Dig gunstigst om at lette en lille Smule, men den der ikke kom, var min Emilie. Ak E. jeg har ret i den Tid jeg var hos A. følt, hvad jeg havde i Dig. Jonas har ogsaa følt det, vi have ofte talt derom. Mellem A. og mig var der under dette Ophold indtraadt en Kløvt, der aldrig mere kan overskrides. Vi ere endnu lige gode Venner, men jeg kan aldrig fortælle hende noget om mig, om Jonas. Det som først adskilte os og gjorde os frem- mede for hinanden, var hendes mørke Tilbageholdenhed, hendes bestandige Taushed; men Dagen før jeg reiste, fik jeg hendes Fortrolighed, og ak E. den er endnu værre at bære. Nu veed jeg, hvad der har piint hende. Spørg mig ikke derom, Du faaer det tidsnok at vide, endskjøndt jeg har bedet hende ikke at sige Dig det, thi jeg kan bedre bære det end Du. Aner Du ikke hvad det er? jeg synes Papiret allerede er besmittet ved Antydningen -- ora pro nobis! Jeg kan ikke skrive mere, og dog har jeg nogle smaae nødvendige Auftrag an Dich. Imorgen mere. SIDE: 319 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Den 24de Marts [1841] . Kjere Emilie! Jeg kom først afsted fra Byen Kl. 12, som man maaskee har berettet Dig, og arriverede efter en temmelig skræk- kelig Tour til Ullensager Kl. 7. Føret lader sig bedre føle end beskrive, doch war ich ziemlich wohlgemuth. I Ullens- ager var der ret uhyggeligt dennegang -- det duer des- uden ikke godt at komme der paa Tilbagetouren fra Byen. Sophie B., den Bedste af dem, var i Byen -- den Gamle var skrøbeligere, mere vrøvlende, mere klængende end sædvanlig, desuden var der: Hr. James Th., et ulykkeligt Stykke Familievraggods, der har fristet sin Tilværelse deroppe i hele Vinter -- et gammelt Fugleskræmsel af en Tante -- Huusjomfru -- og endelig Jfr. Hoel der spil- lede -- og midt i denne overflødige Sjofelhed og al denne huuslige Trivialitet -- Ungerne vare syge -- gik August og P [etra] omkring som 2 fortvivlede Fanger, der have tabt alt Haab om Benaadning. Det indre Unmuth mod Skjæbnen, der maae qvæle dem, røbede sig dennegang saa tydelig i vore Samtaler. Det er sandt, de ere begge malplacerede, især ham er det Synd i. Han skal ligge ved Badet 6 Uger i Sommer. Jeg spurgte Petra om hun vilde komme til Brylluppet, men hun vilde ikke, da hun ikke kan lide slige Ceremonier. Just derfor vilde jeg ønske at have hende om mig; slige ere saa gode som et Skjærm- bret. Arme, arme Petra! Ak hvor her ere mange at be- klage i Verden! man begriber neppe at man har Medli- denhed til den 1/1 000 000 Part. De første Dage af mit Ophold herhjemme have været saa gode, saa upaaklagelige, at jeg ikke ønsker dem bedre. Jeg har havt meget travlt og udrettet adskillige nyttige Ting allerede, og denne Virksomhed, der tillige indehol- der en Hvile, bekommer mig altid saa vel. Fader fandt jeg temmelig mildt stemt og meget forekommende for mine Affairer, han lovede mig at reise ind og sætte Hu- SIDE: 320 set istand, selv om han ikke blev udnævnt, thi da maatte han alligevel reise ind. For min Skyld kan det næsten være det samme hvem der gjøre dette naar det blot skeer, men Fader vil selv have saa godt af denne Tour, han trænger saa høilig til noget at sysle med. Tænk Dig, at han siden han kom fra Byen, 2 hele Maaneder -- ikke har forladt sit Værelse uden for at gaae ned at spise -- ikke været udenfor Huusdøren, ikke seet et Menneske -- ene i sit triste qvalme Værelse i 2 Maaneder; naar jeg tænker paa hvad jeg har oplevet i dem, kan jeg neppe fatte det! Gid han var bleven forflyttet. Alene det vilde have reddet ham. Jeg har aldrig følt det uhyre Ønsk- værdige i et saadant Changement saa dybt som i disse 2 Dage herhjemme, og især nu da det er slaaet feil. Ha- ralds, Lauras, Moders Livslykke afhang hver for sig deraf. Desuden var alt heroppe, alle Forhold modne til at forlade dem, Faders Fortrædeligheder med en opsætsig og fordærvet Almue, der formener ham hans mindste Ret- tigheder -- havde naaet sin høieste Spidse, Gaardsbrug og Huusstel forfalder -- et faldefærdigt Huus som et Billede paa det Hele -- ! I hele Gaar gik jeg i en Spæn- ding og ventede Aftenen, som vi vidste skulde bringe Afgjørelsen. Harald hentede selv Posten, men førend jeg fik ham i Tale, saae jeg det af Colletts Brev. Siden gik jeg op til ham. Ved denne Leilighed traadte det Gode hos H [arald] paa en virkelig rørende, overbevisende Maade frem. Han var selv saa modfalden ved den ulyk- salige Efterretning, at hans Ansigt var ganske forandret, men han talte blot om Fader og den Skuffelse han vilde lide, og den Virkning det har paa ham. Da jeg engang nævnte ham (Harald) afbrød han mig med: "ak det faaer nu være det samme, jeg nægter ikke, jeg har bygget mit sidste Haab paa dette, men her kan ikke være Tale om nogen anden end Fader -- -- -- -- jeg faaer da føie mig efter Omstændighederne." Du kan begribe jeg vil be- nytte dette forsonlige Sindelag til hans Fordeel hos Fader. SIDE: 321 Til min Beroligelse har jeg fundet ham temmelig mild og fattet idag. Og Moder er ogsaa bedre tilmode end jeg havde ventet. Men ak i Grunden har det vist knust ham. Vi faar nok [Slutningen mangler.] SIDE: 324 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Kjere Emilie. Du har ikke saa ganske Uret i at vise lidt Skrupel med Hensyn til Dit sidste Brev, Dine sidste Breve have været kolde og tomme som vore Aprildage heroppe, men just ikke saa lange som disse. Det kan være, at jeg har fortjent det ved noget jeg ikke veed, men som Svar paa mine, de eneste jeg havde skrevet, siden jeg kom, havde de dog kunnet være anderledes. Fra Jonas derimod hverken ventede jeg eller -- jeg kan SIDE: 325 næsten sige ønskede jeg noget, jeg havde selv ikke skre- vet, og førend jeg vilde bære hans Ædelmodighed, før vilde jeg intet faae. Tilsidst maatte jeg dog sende et -- men efter dette faaer jeg intet mere som det lader, thi der er gaaet 2 Postdage forbi. Blot han ikke var syg! Jeg har ret benyttet disse lange Helligdage til at skrive mange og lange Breve. Kjedelige naturligviis, ellers var det jo ingen Fortjeneste. Alle Pligtbreve, undtagen et, gjet til hvem? til Mundt! Jeg havde alt begyndt paa det i Som- mer, nu fandt jeg det igjen og synes det var saa godt, at det fortjente at see Dagens Lys, det er: hans smukke, milde, brune Øine. Jonas kan critisere alt hos ham, dog disse Øine kan han ikke sige noget om, han tør ikke engang. Den lille Bog som følger med, skal Du give Christian fra mig og beed ham holde lidt af mig. Du kunde maaskee give ham den til Opmuntring engang som han har faaet 5 for Geographie. Julie skal have denne lille Kurv, fordi hun var saa sød, dengang jeg laae paa Sophaen hiin Søn- dag inde i Spisestuen, jeg laae med lukkede Øine, da kom hun flere Gange og kyssede mig som en usynlig Engel. Du skal faae alle Commissionerne og mit Venskab, om Du vil have det. Hvis Du end paa nogen muelig Maade kunde slippe for de første, saa er der dog ingen Rimelig- hed for at Du kan undgaae det sidste, men da de tillige ere temmelig nøie forenede, saa vil jeg raade Dig til at tage Dig af begge Dele. Teppenet til en Sadelmager -- med de strengeste For- maninger til at han skynder sig. Det var dog Synd, om det ikke skulde blive færdig da det er saa nær. Der mang- ler lidt af den graae Schatering, men det kan jeg sye bag- efter, naar Du vil sende mig 3 Dukker til af det mørke- graa. Kjere hør efter [Slutningen mangler.] SIDE: 329 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Den 25de April [1841] . Der ere visse Dage der ere knusende, det er for Ex. en saadan Søndag som denne. Man kan tage den paa hvad Maade man vil, man kan traktere den saa noncha- lant som om det var en Hverdag, man kan sye og stoppe Strømper, og gaae i sin daglige Dragt for at vedligeholde Illusionen, forgjeves, Søndagen vil dog stikke igjennem og øve sin dunkle Magt over os. Denne vil nu aldrig tage Ende -- Moder er paa Linløkken, Laura og jeg alene i den store Stue, og udenfor styrter Regnen ned. Jeg har skrevet og læst indtil omtrent Kl. 5, da blev jeg afbrudt af -- Tandpinen -- som Du maae vide, er min daglige Gjest og ikke engang respecterer Helligdagen, som man SIDE: 330 dog burde have Lov til at kjede sig i Roe. I Nat har jeg havt spansk Flue paa, men det har ikke hjulpet, jeg er tvertimod værre nu, jeg faaer nok lægge mig ordentlig til Sengs og svede et Par Dage. Jeg gruer rigtignok for disse Dage at ligge saa ganske alene, uden at nogen kommer og seer til mig eller snak- ker lidt med mig. Ak Emilie! Du spørger hvorledes jeg har faaet den. O dette Huus er ligesom skabt til Tand- pine og Sørgmodighed, de snige sig ind gjennem alle Sprækker og gjennem hvert Nøglehul. 2 Gange har jeg maattet afbryde dette, nu kan jeg ikke mere for Smerten. Jeg har nu gaaet op og ned ad Gul- vet en Timestid. Det er især mit stakkels Hoved der smerter mig. Dette var bestemt til et langt Brev, det fore- kom mig at jeg havde noget at sige Dig, men det bliver ikke videre end denne lille Tandpinebulletin. Midt i min Fortvivlelse digtede jeg en Kjeldermand. Kan Du sige mig -- hvilken Sygdom gjør os meest for- fængelig? Tandpinen som sætter os Fluer i Hovedet. Jeg skal bede denne Mand komme igjen og hente Brev, som Du maae være saa barmhjertig at skrive til [mig] ; maaskee kan det finde mig endnu sengeliggende; nu vil jeg strax gaae hen og lægge mig. Seer Du Jonas, da beed ham ogsaa skrive mig lidt. Jeg vilde saa gjerne have Brage og Idun. Den Vaarluft her- oppe er fordærveligere end Sommervind. Moder beder Dig være saa god efter Prøve at Kjøbe 16 Al. 20 Sk. Al. hos Gysler. Hermed følger 2 Spd. 3 Mk. 8 Sk. God Nat! Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Søndag [2. Mai 1841] . Iaften, kjere Emilie, er det Helligaften, imorgen kom- mer han! jeg er ganske gjennemtrængt af en Helligdags- følelse, en forventningsfuld Andagt. Jeg vil lade en svag SIDE: 331 Duft deraf opstige til Dig paa Dit Altar, men ogsaa kun til Dig. Jeg kunde ikke skrive et Ord til nogen i Aften. Du er dog den ældste Præstinde i Templet! Kommer han ikke i Morgen, er jeg bange denne Stemning er forbi, den er saa uendelig skjelden. O Jonas kom i Morgen! Mandag eller Tirsdag sagde Du -- kan man da reise Tirsdag, naar man har tænkt paa Mandag? Naar han har været her, skal jeg skrive Dig til. Jeg vil sende Dig et sort eller rødt Baand. Maaskee i Mor- gen Aften er jeg sønderknust. Jeg troer intet godt om mig. En lykkelig Stemning er næsten ikke naturlig mere, og jeg mistroer den i Aften. Det er saa uhyre vanskelig at være glad her i denne Præstegaard. Adieu min E.; igaar Aftes havde jeg et langt elskvær- digt Brev fra J. Bidoulac. Hun er Gud skee Lov ikke forlovet, men hun taler om det Vrøvl som Jfr. Linde har udspredt. Min gamle trofaste Emilie. Gott grüss Dich! C. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Den 9de Mai [1841] . Søndag. Kjære Emilie. Det forekommer mig som en Drøm at J [onas] var her, -- om Drømmen var god eller slem? o den var som alle gode Drømme slem, som river os et Øieblik ud af Virkelighedens Apathi, for desto dybere at lade os føle Savnet bagefter. Endnu er ikke Trylleriet ganske forsvunden, jeg er maaskee ikke ganske vaagen endnu -- jeg føler mit Bryst saa let og freidigt idag, endskjøndt det er Søndag; skjøndt det er Søndag, har ikke den hel- lige Kjedsomhed havt nogen Magt over mig, og end- skjøndt det er Søndag, er ikke Tandpinen kommen igjen -- Seer Du Jonas, da siig ham at jeg endnu ingen Tandpine har havt Kl. 5 og 55 Minutter Søndag Efter- middag, glem det ikke. SIDE: 332 Medens jeg drømmede, ere de evige Snepletter uden- for mine Vinduer forsvundne, og Marken er bleven grøn. O Emilie, jeg har en Følelse som om jeg var reddet! Fuglene synge det udenfor. Der böse Traum ist vorbei! Har Du ingen Leilighed havt til at tale med J., saa vil jeg melde Dig lidt hvordan Sagerne staae. Egentlig sav- ner jeg selv Vished, men den venter jeg paa Tirsdag -- da maae han vel endelig bestemme sig. Hans første Plan var, hvis han deeltager i Examen, da at benytte Stands- ningen i den 3 -- 4 Dage først i Juni til at hente mig, men hvis han ikke deeltog, hvilket Egeberg skulde bestemme, da maatte B [ryllupe] t udsættes til senere, da han be- gyndte at tage Gage, det er i Juli eller saa. Jeg raadede ham af alle Kræfter til dette sidste, og jeg har udtømt al min Veltalenhed paa at bede ham undgaae denne Exa- men, som han desværre har saadan Lyst til. Jeg har saa- gar hemmelig skrevet til Egeberg og paalagt ham at for- byde ham den. Nævn intet om dette. Men disse Ud- sigter ere jo temmelig mørke vil Du sige, men nu skal Du strax faae see Lyssiden ved den. Naar J. intet har at bestille uden at pleie sig, saa kan han ligesaa godt gjøre det heroppe, ja meget bedre. Denne Idee faldt ham først ind, da han tænkte det mueligt at Egeberg vilde raade ham til Brønden i nogle Uger, men selv om dette ikke bliver Tilfældet, saa haaber jeg han kommer, og det om ganske kort Tid, thi i alle Fald maae han ende Curen hastigst mueligt. Brønden kan han drikke, førend den egentlige Saison begynder, og her findes tillige Alt for- enet. Du skulde see hvor rask han skulde blive, naar han havde været her i 3 Uger og nydt ordentlig Pleie, thi han maae passes som et Barn. Han er desuden saa indtaget i denne Egn, han morede sig saa fortreffelig paa en Spadsertour med Harald, som havde underholdt ham saa godt. Dette er nu den vigtigste og nyttigste Deel af Sagen, men tænk nu hvor fortryllende et saadant Ophold kunde SIDE: 333 blive. Det forstaaer sig at Du og Natalie komme herop, om jeg saa skal skrive til Din Moder, saa maae hun til- lade Eder dette, thi naar jeg reiser saa seent herfra, er det ikke tænkeligt at jeg kommer mere hjem i Sommer, og vor projecterede Sommersaison vilde derved ryge i Lyset. Vi ville altsaa tage den lidt før. Jeg kunde desuden ikke lide at være alene med J. heroppe, det vilde blive alt for godt og mageligt, vor Kjerlighed trænger til en lille Hofstab. Jeg troer dette kunde blive yderst piquant, naar jeg blot vidste at bevise hans Egensindighed, at det var det bedste for ham. Du maae dog ikke troe, at jeg forbe- holdt mig denne egenkjerlige Priis for den lange Udsæt- telse, nei den raadede jeg ham til, inden denne Idee faldt os ind. Vi have ellers havt det godt sammen, uagtet Omstæn- dighederne ikke vare de gunstigste, jeg selv var daarlig efter at have svedet i 2 Dage atter igjen, Veiret var trist, og Du veed hvor vanskeligt det er at concentrere Følel- sen inden for en snæver Begrændsning af et Par Dage, den kan let blive udtømt, naar man griber den saa stærkt an. Naar man har saa meget at forhandle, at sige, kan man let blive træt. Men dette har altid været vor Lod, og undre mig maae jeg, at den har kunnet bestaae i saa- dan Tvang. Dog jeg tør ikke indlade mig paa Lignelse, det fører mig for langt fra Tingen, nok er det, vi have alligevel havt det godt sammen. Skolen afdeelt med det røde Teppe, der dannede en lille Indgang i Midten til det Allerhelligste, i dette et lille Bord med Lampe, J. i Lænestolen medens jeg læser for ham. Jeg læste hele Souvestres "Rig og Fattig" for ham, var det ikke godt gjort, og enda havde vi Tid til lange Samtaler, dybe Pauser, Taarer og Latter og Disputer og Forsoninger, frygt ikke for disse sidste, de havde intet af dette smertelige lidenskabelige som i Vinter, vi vare begge milde. O han var saa elskværdig! Sidste Aften sad vi oppe til Kl. 12, SIDE: 334 medens jeg læste disse sidste rystende Scener af hiin Roman, undertiden maatte han læse selv, naar jeg ikke mægtede, men ofte mødtes vore Hænder, vore Blikke uvilkaarlig. Han var vist dybt rystet, og Afskeden som i det samme var forhaanden, fik ved den Stemning vi vare komne i, et næsten krampagtig lidenskabeligt Præg. Kl. 4 skulde han reise, og jeg lovede ham vel at lade som jeg ikke hørte det, men efter en søvnløs Nat maatte jeg dog op Kl. 4 og stjal derved en lille herlig halv Time, jeg følte mig saa beroliget da han reiste. Men nu til noget andet. Efter denne lange styrkende Indledning kunde Du maaskee taale en Gardinpræken. Du maae vide, at det staaer os nu frit for at tage den øverste Etage, som vi ikke betænke os paa. J. lider den meget bedre, og den store Sal kan maaskee indbringe os noget til Vinteren, naar en Storthingsmand leier den. Men nu Gardiner. Kjære, send strax Bud til Mad. C. at hun ikke skjærer op de røde, inden vi nærmere taler derom. Har hun allerede gjort det, som jeg frygter, troer Du, det vil see altfor stygt ud at de blive kortere -- Du veed Vinduerne ere en heel Rude høiere. De øvrige Gar- diner ere heldigviis ikke rørt, ligesaalidt Rullegardiner, men for disse sidste maae der snart sørges, thi J. og Johan flytte snart ind. Jeg lovede J. at tale til Dig derom, at Du er saa god at sætte dem i Værk, naar han melder sig derom, før heller ikke, thi vi veed jo ikke ganske bestemt, om det bliver oppe eller nede. Din Moder er nok saa god at raade Dig lidt med Hensyn til Tøiet, Rullegardinstokke findes nede hos Nella. Det var bedst at bestille alle paa engang, saa vare de fra Haanden. Spørg J. om de som males, til Dagligstuen gjøres altsaa ingen. Jeg vil ikke sende dette, før jeg har hørt noget fra J., at jeg kan melde Dig noget bestemt. Paa Onsdag vente vi Sophie Schøyen herop og kanskee Amalie. Har Du tænkt paa, at nu bliver B [ryllupet] midt i Bade- commercen, det vil give det et ganske andet Physiogno- SIDE: 335 mie, som just ikke behager mig. Alle disse fremmede Glanere og Besnakkere! En stor Deel af dem maae vi desuden invitere. Men det vil give dem meget at snakke om. Det bliver dog ganske morsomt at see dette Liv en kort Tid, naar vi ere samlede, ikke sandt? Du skal komme og Natalie ogsaa, det er jo sidste Gang. Hils Natalie. Synes Du ikke til Pintsetid, at det var passende, maaske tilbyder sig da en Leilighed, hvis for Ex. Oscar kommer hjem. O Emilie, jeg har saadan Lyst paa Dig, jeg kom- mer Dig vist imøde heelt ved Raaholdt paa min hvide Hest. Apropos om Hest, jeg kan dog ikke egentlig bestige nogen uden Din Hjelp, i rene Ord: jeg mangler en Dragt hvori der lader sig ride, Du maae være mig lidt behjælpe- lig med at skaffe mig. [ ... ] Moder [siger] at det værste ved Udsættelsen er, at de Kalkunhøns [der ere bestemte] til Bryllupet, længesiden ere fede nok, og jeg vilde ønske hun havde Ret, at det var det værste. Jeg vil være sjeleglad, naar jeg spiser disse Kalkuner, at det endelig er Ende paa dem, thi jeg har hørt dem nævne nu i 2 Maaneder. En Oxe, bestemt til samme Øiemed, blev dog solgt forleden, til min store Glæde, thi nu veed jeg at vi ikke faae Oxesteeg, og er ikke dette en stor [Let] telse; naar her nu blot ingen Badegjester kom og J. vilde opføre [sig passen] de, saa kunde Dagen ikke blive saa gal enda. Nu [bliver her] blot The og Aftenselskab. Men J. maae komme herop først [, jeg vil ikke] have ham ellers. Jeg kjender ham jo saa lidt endnu. [Nogle] Dages Samvær i Følelsens Frihed og Roe vil være en saa uendelig betryg- gende Forberedelse til den vigtige Forening. Vi fik saa lidt sagt hinanden dennegang, vel en uendelig Mængde [Ting] , men der er endnu uendelig mange igjen. O Emilie, et sagde han dog, som faldt forfriskende paa [mit] Hjerte. Det var en Dom, et Udsagn om Welhaven. Han begynder nu [at blive] ham klar. De have havt en Trætte hos Kjerulfs sammen, [der en] dte med at de ville undgaae hinanden i Selskab, det er, J. vil [ikke komme] SIDE: 336 der hvor han er. Det er ikke Uforsonlighed at dette glæder mig, jeg hader ham ikke mere, men jeg har faaet en glad Tryghed ved at vide, at han aldrig kommer i vort Huus, og at det kan være saa, uden noget Offer fra J -- s Side. Det var nemlig ikke nogen Umuelighed at det kunde skeet, hvis dette ikke var kommet. [J.] vidste at jeg ikke nærede den brændende Uvillie mod ham nu som før, at [jeg] tilgav ham, og W. selv vilde ikke gjort sig nogen Skrupel af at bryde Isen. Men dette er ikke nok, det kan aldrig vænne mig til at taale ham i [min] Nærhed, da der knytter sig altfor piinlige Erindringer til hans Person, og jeg kan aldrig [komme til] at agte ham, om jeg end ikke mere hader ham. Der gives en vis Skræk der [er uudryd] - delig, der aldrig bør bekjæmpes ved nogen falsk unødven- dig Forsonlighed. Den rette [Slutningen mangler.] Camilla Wergeland til Jonas Collett. Fredag [14. Mai] Kl. 10 Aften [18] 41. Intet Brev til mig i Aften! ikke et Ord -- vidste De da ikke, at jeg trængte saa til det. Jeg synes det er umue- ligt, at der intet er, og dog, og dog der er intet. Men for nogle Timer siden fik jeg et fra Henrik. Jeg kan ikke fortælle Dem et Ord af hvad han skrev i dette Brev, det var neppe læst førend det blev tilintetgjort, men mit [Hjerte] er endnu gjennemisnet deraf, men De veed jo nok, hvad der stod. Jonas, kunde De ikke -- kunde De ikke have skaanet mig for dette? Jeg fordrer intet Ubilligt af Dem, Him- len veed at jeg ikke vil det, men var dette nødvendigt? O naar ville disse Lidelser ende? Aldrig, aldrig, førend naar mit elendige Liv. SIDE: 340 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Mandag den 17de M [ai] 1841. De erindrer nok, hvor De loe af min pathetiske For- svarstale for det qvindelige Geschlecht -- -- oh vær ikke bange, dette er ingen Fortsettelse, nei jeg vil blot sige, at De har Ret i meget hvad De sagde, og det undrer mig ikke mere saa. Der er noget svagt, foragteligt, ynk- værdigt ved os, der aldrig fornægter sig, selv hos de Bedre. Naar nu jeg regner mig til disse, troer De ikke? hvad bliver der saa tilovers? Skulle vi engang vise Fasthed, saa maae vi ved Gud være forberedte, og da bli- ver Fastheden alligevel blot en Anstrængelse, en Con- vulsion, vi kunne aldrig gjennemføre en Stemning, der- for passer Eugen Souvestres Bemærkninger om opsatte Selvmord alene paa os. Vil man døe, saa maae man skynde sig; thi imorgen kan Solen skinne, eller der kan komme en Fætter fra Byen og fortælle os noget nyt, og saa faaer man ikke længer Mod til at døe, om vi end ikke have Lyst til at leve. Troer De ikke, Jonas, at det kommer deraf, at der gives saamange flere Selvmord blandt Mændene -- ? ikke fordi at ei ligesaa mange Qvin- der have fattet Beslutningen, ja mange Flere, men de have ikke kunnet fastholde den. Frygt ikke for mig, jeg er jo netop en af de Svageste. Vort sidste Møde har overbeviist mig derom. Jeg [har ikke] andet tilbage af dette Møde uden en vis Følelse af Skamfuldhed. [De skulde] tilfulde kjendt den Stem- SIDE: 341 ning hos mig som dette Møde for en kort Tid [har frem- bragt.] De undret Dem over mit Forhold -- denne Snak- som [hed, disse livlige] Miiner og et do. Sind -- disse Smiil, og den ufrivillige Latter, [naar De saae] paa mig eller kom ind, min Geschäftighed for at [underholde Dem] . (Stakkels J., hvor jeg trættede Dem med mine Forelæsnin- ger!) -- og ak! ogsaa min uforbeholdne Hengivelse -- hvad var alt dette? Det var ikke Falskhed eller Forstillelse, thi da havde det dog været noget; der var ikke Spor deraf, det var blot Svaghed, ynkværdig Inconsequenz, Sjeleslaphed. Jeg vil ikke mere tænke derpaa. -- -- Der er blot et Ud- tryk af min Godhed for Dem, som aldrig volder mig Anger, men som jeg tænker paa med et Slags Tilfreds- stillelse, det er den Smule Omhue jeg kan vise Dem i en anden Henseende. Jeg er saa tilfreds, naar jeg kan gjøre det lidt godt for Dem, af denne Omhue som man ikke mærker stort til, De veed nok hvad jeg mener. Mine Drømme om Fremtiden iklæde sig ogsaa helst denne Skikkelse. Jeg vil være Deres Pleierske, ikke Huushol- derske -- Pleierske er noget bedre, en usynlig Huusaand, usynlig for alle andre undtagen for Dem, og blot da synlig naar De kalder mig. Udenfor Huset kan man dog ikke fordre at jeg skal gaae, man vilde kjendes alligevel under det falske Navn. SIDE: 344 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Den 22de Mai 1841. Jeg har intet kunnet skrive, Jonas, fordi jeg mærkede at alt hvad jeg kunde sige vilde komme til at see ud som Bebreidelser, og dog -- mit Hjerte var langt derfra. Jeg havde skrevet, at jeg tilgav Dem den Smerte De havde SIDE: 345 voldt mig -- hvad siger jeg! -- jeg bad Dem tilgive mig den, jeg havde voldt Dem, men selv denne Bøn klang som en Bebreidelse, derfor rev jeg det sønder. Jeg ønsker De ikke havde bedet mig skrive, og De vilde have for- staaet og vurderet denne Taushed, som dog er den rette Tilgivelse. Tak for Deres Brev idag, det har givet mig en Tilfredsstillelse, jeg ikke paa lang Tid har havt, uagtet jeg ikke kan dele det Haab til Fremtiden De udtaler. Denne Deel af vor Skjæbne er uforsonlig -- mindre paa Grund af de ydre Forhold, end vore begge Carakterer. Henrik har ikke gjort mig nogen Bebreidelse for Deres Yttring af en Mening, baade han og jeg kunde kjende før, eller ialfald troe muelig, en saa grov Urimelighed kan man neppe engang tiltroe ham; han kunde jo med ligesaamegen Føie forekastet mig Morgens [tiernes] eller Professor M -- s Handlinger; men han har bebreidet mig den Mangel paa Kjerlighed, De har viist mig, og deri i det mindste har han et Slags Ret. Troer De da, at det var hans Brev der saarede mig! -- nei, han kan ikke længer mishandle mig. Det er Deres Uret, der har saaret mig, fordi alt hvad ikke er ædelt ved Dem, saarer mig. Og De har havt Uret, ikke fordi De kunde befrygte en Uretfærdighed af ham, men fordi De krænkede mit Navn i hans uden Nød- vendighed, og bar en Steen til den Fordømmelse, som rammer os alle. Det smerter mig hvad jeg her maae sige Dem, men Jonas, det er sandt: Jeg er ikke bleven hævet i Publicums Øine siden vor Forbindelse. Den Fordom jeg har vagt mod mig, og de Bemærkninger, hvoraf De hørte den rin- geste Deel, taalte jeg imidlertid med en overordentlig Ligegyldighed; thi Bevæggrunden kjender jeg; den udgik netop af det Bedste og Ædleste hos Dem, og dette var mig langt dyrebarere end Publicums Mening. Jeg angrer ikke disse Uforsigtigheder vi begik, jeg vil aldrig, aldrig angre dem. Tvertimod jeg er stolt af dem. Folk skulde dog see at De ærede mig; J. vilde nok hæve mig igjen. SIDE: 346 Jeg veed ikke om dette Haab er gaaet i Opfyldelse, men jeg troer det ikke. O Jonas, der stod meget mere i Hen- riks Brev end hans brutale Condolance, jeg læste Tusin- der stumme, medlidende Beklagelser deri. Dette er jo ikke det Vigtigste, men derved anviser De mig det Stand- punkt jeg har at indtage til den øvrige Verden, og som De ikke mere kan rokke. De troer at dette vil give sig naar jeg først -- -- hvorledes kan De haabe det? Jeg kan dog ikke tilintetgjøre mit Navn, mine Erindringer om jeg end efter Skik og Brug bærer Deres! Jeg maae altid med Liv og Sjel deeltage i mines Vee og Vel, deres Ære og Skam maae vedblive at være min. Denne Selv- stændighed kan jeg ikke bortgive; hvis nogen Qvinde gjør det, saa er hun selv Skyld deri. Og lidet vilde De være tjent med saadan Gave. Jeg har nu skrevet som De bad -- ak alt for meget. Det klinger maaskee haardt, men havde jeg kunnet sige Dem alt dette, vilde De ikke have fundet det haardt. Paa Papiret seer det ganske anderledes ud. Min Omgivelse har dennegang ikke ladet mig undgjælde for det Passe- rede; naar jeg undtager den første øieblikkelige Misbil- ligelse, som var saa naturlig, er det ikke bleven nævnt siden. Fader bad mig saagar intet at skrive Dem derom. Det var at ønske at ikke Fremmede sagde mere derom. Det forekommer mig at jeg skulde have noget godt, venligt at sige Dem tilsidst, men i min Grublen over hvad det egentlig skal være, forsømmer jeg Tiden, da dette skal indleveres; maaskee det Bedste var at forsømme det. C. W. SIDE: 353 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den sidste i Mai [1841] . Det er hverken reen Uegennyttighed, eller en ganske uforfalsket Venskabsdrift, der bringer mig til at skrive, men det er Ensomhedens Desperation, den Desperation SIDE: 354 der driver Fangerne til at skrive Vers og Sententser og Klager paa Væggene med deres Blod. Til Lykke var der en Smule Blæk igjen, saa jeg slipper for at gribe til det sidste, hvoraf jeg sandt at sige heller ikke har meget at miste siden alle de Igler og Trækplastre. Jeg sidder som sagt som en elendig Fange og kukkelurer, medens alle de andre ere ude i al denne Naturens Herlighed, og det er saa meget ærgerligere, da det ikke er Tandpinen, men et Trækplaster, feilagtig anbragt under Knæet istædetfor ved Siden, der volder mig de ømfindtligste Smerter og hindrer mig fra at træde paa Foden, og som gjerne kan blive meget langvarigt. Tandpinen er over, den kunde ikke mere tilslutningen, og den har ogsaa gjort sin Skyldighed, naar den har raset uafbrudt 30 Timer, uden at regne den foregaaende Ataque. Jonas kom saa overraskende, jeg ventede ham ikke mere, jeg havde netop sluttet et Brev til ham Kl. 1 i Forgaarsmiddag, da Sophie kom farende med den Beretning -- og uagtet jeg i dette Brev yttrer min Tilfredshed over at han ikke kom, da jeg troede min voldsomme Opfordring var undgaaet ham, kan Du begribe jeg fattede mig i min Skjæbne, og forsonede mig nok saa godt med den Ulykke at han er her. Jonas selv angrer det slet ikke, vi have ikke egentlig meget godt af hin- anden, dertil er der for godt Veir udenfor og jeg alt for meget afhængig, da jeg ikke kan røre mig af Pletten, men maae tage imod hans Besøg som Naadegaver, om end ikke af ham, saa af Tilfældet, der skjelden lader os en Smule uforstyrrede. Jeg er næsten mere tilfreds, naar han er ude paa en smuk Tour. Nu er Harald og han paa Tønsager- fjeldet, derefter ville de roe gjennem Fossen ned til Strand, en deilig Tour. Han er ogsaa ganske bedøvet af Deilig- heden heroppe, han har aldrig tænkt sig noget saadant. Sophie og L [aura] ere ude at ride, Moder og Fader hver paa sin Kant, Hallager i Minde. Jeg beklager mig ikke over at jeg ikke kan deeltage, dennegang er dog et Extra- tilfælde som jeg ikke regner paa, men alle mine Drømme, SIDE: 355 mine Tanker, min Længsel, mit Haab vender sig til hine 14 Dage i Juli, som han skal tilbringe heroppe. Dette er afgjort, jeg vil være lyksalig en Gang i min Ungdom. Ja det kan, det vil blive en Lyksalighed, hvis nogen Tilstand er istand dertil, et dolce farniente i en saadan Egn i saa- dant Selskab, under saadanne Forhold -- ak dette sidste dolce farniente, der skal slutte mit Livs triste farniente, ja jeg vil have et saadant sødt farniente, jeg vil engang som jeg har drømt om, smykke denne Natur, disse Dale, disse Stier med min lykkelige Kjerlighed, dette er den Skueplads som er den værdig. Jeg behøver hele denne Maaned til at fatte mig paa denne Lykke, og jeg vil blot leve af Forventningen om den. Jeg trænger til denne Frist, jeg maae komme mig, thi jeg har lidt alt for meget i disse Maaneder, ak jeg kan næsten sige dette sidste Aar, ja heelt fra den Dag, Du og N. i Høst forlod os, daterer sig mine sørgelige Dage. Hvor- megen Kummer, hvormegen Ærgrelse, hvormange Taarer, hvormegen Tandpine, hvormange Svedekure, hvormange Misforstaaelser, hvormegen Misere ligger der ikke mellem hiin Dag, da jeg fulgte Eder noksaa wohlgemuth til Raa- holdt! O disse Somre med Dig og N. var altid min bedste Tid. I værnede om saa meget. Det bliver en hellig Pligt, at I ikke svigte mig dennegang, den sidste. Huusdæmo- nerne trivs dygtig i Aar, de voxe og blive stærke, jeg kan mærke det paa min Magerhed. Liliekonvallerne blomstre. Nu vil jeg gaae og lægge mig, jeg er træt, thi intet angriber mig i den Grad som Stillesidden, det er min naturlige Gift. Igaar vare S [ophie] og L [aura] paa Liinløkken. Jeg skal hilse Dig fra Engels Syltekrukker og sige, at Du kan være vis paa de vide at vurdere en saa overordentlig Opmærk- somhed som et Besøg Kl. 6 om Morgenen, Engel var selv smigret paa deres Vegne, som om det kunde gjældt hende selv. SIDE: 356 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Tirsdag [1ste Juni 1841] . Hvorledes skal jeg takke Dig for Din Kjerlighed! O jeg troer paa den, jeg vil troe paa den alle mine Dage. Hos Dig svigter den ikke, den hæver sig over alle smaae Tilfældigheder, jeg læner mig til den som til en sikker, trofast Arm, der aldrig slipper. Jeg maatte slæbe mig hen til Vinduet for at sige Dig dette, for at takke Dig. Hvor langt er Du nu kommen? Kl. er 8 1/2. Hvert Minut drager Dig længer bort fra mig, og jeg bliver meer og meer ensom. Men hvert Minut der gaaer, bringer os ogsaa nærmere sammen, derfor drag kun, drag kun bort! Rummet har ingen Magt over os, Tiden skal betvinge det. Gud velsigne Dig. Undertiden synes jeg ikke at jeg vurderer Dig dybt nok, jeg skammer mig over at jeg ikke er lykkeligere; men saa trøster det mig, at det ikke er vor Skyld, men min Livsskjæbne der volder det. Jeg maae dog prise denne Smerte, der har gaaet igjennem mit Liv, thi den har be- varet mig til Dig. Det er den der har forenet os. Glæden vilde neppe have gjort det. Havde jeg været glad, vilde Du maaskee aldrig have kjendt mig. Jeg var for længe- siden flagret bort for Dig, thi Glæden har rappe Vinger og kjender mange Havne. Elsk mig i min Sorg. Jeg har Lyst til at synge eller græde, jeg veed ikke hvilket. Jeg troer dog til at græde, det kan jeg bedst. Og en saadan Aften som denne! Det er ikke fordi jeg længes efter at gaae [ud i] den, hvad skulde jeg nu ude? Jonas hvad siger Egeberg? -- Jeg lide [r ikke] denne Hal- lingdaltour, jeg er inderlig overbeviist [om at] et Ophold her vilde være Dem 1000 Gange tj [enligere.] O jeg kan ikke nok gjentage mine Løfter [, i den] Henseende føler jeg mig saa stærk, saa dygtig. Lige siden denne Idee kom mig i Sinde, vidste jeg bestemt at jeg intet vilde have for SIDE: 357 mig selv. Jeg skulde forpligte mig til ikke at see Dem, om det var flere Dage, og aldrig fordre uden hvad Til- fældet vilde beskjære os som en Gunst, en Naade -- et lille tilfældigt Møde -- en Spadseretour af og til -- at samles ved Bordet, og selv de almindelige Samtaler vilde jeg skatte; mere fordrer jeg ikke, og vilde ogsaa ofre dette, hvis det var nødvendigt, jeg vil blot De skal blive rask. De kunde stole saa trygt paa mig, J.! Naar der var Tale om at gaae 1 eller 2 Mile, da vilde jeg altid raade Dem til at gaae 2, jeg vil altid stemme for de længste Toure og de tyndeste Supper; jo længere den Tid er, vi ikke sees, jo mere tilfreds vil jeg føle mig og jo nærmere Maalet. Lev nu 1000 Gange vel, nu maae jeg krybe tilbage igjen, Hensigten er dog opnaaet, jeg har talt lidt med min J. og imidlertid glemt, at jeg er saadan elendig Stakkel, ret en Parodie paa mig selv, ligesom denne Skrift er en Paro- die paa min i Christiansfeld saa beundrede Skjønskrift. Lykkelige Dage i Christiansfeld, da jeg maatte skrive alle de daarlige Vers af, der blev digtet og sendt til Kongen. God Nat. God Nat! Du elsker jo Parodien. SIDE: 360 Camilla Wergeland til Johan Collett. Lørdag Formiddag [5te Juni 1841] . Kjere Johan! Gjør mig den Tjeneste at sende indlagte hastigst mueligt efter J. Mit forrige Brev vil have sat ham i svær Uroe, da jeg var meget syg, da det blev skrevet. Nu er jeg bedre, men jeg vil være ganske ilde tilmode, inden jeg veed han faaer denne Beroligelse. Deres hengivne Camilla Wergeland. Camilla Wergeland til Jonas Collett. Søndag. 6te Juni 1841. Skal jeg sye Dem en Røghue Jonas? Jeg kjøbte i Som- mer Silketøi til en Kjole, det smukkeste jeg har seet -- blaat, mellemblaat og guult changerende, kunde De lide den deraf? De kan aldrig troe, hvor deiligt dette Tøi er; da det laae paa Bordet hos Colbans kom jeg tilsidst i min Beundring til at sige: Det er jo livagtig Maaneskin paa Lago Maggiore, over hvilken Lignelse Colban smiilte uen- delig malicieux, saa malicieux som han kunde. Dog var den tillige saa heldig at fremkalde en Kritik over Udtalen af Maggiore, og i slige bitte bitte smaa Berørelsespunkter med ham veed De jeg er altid glad. Har De været ved Lago Maggiore? Lykkelige Lago Maggiore! Jeg veed ikke egentlig hvor det ligger, enten i Toscana, Kirkestaten, Lombardiet eller Øvre Italien, men dette Navn ligger som et bundet Trolddomsord i min Sjel, og det udfolder sig undertiden med sine milde Vinde og spillende Solstraaler i den. Lykkelige Lago Maggiore, der behøver man vel ikke engang Røghuer, og der skrives vist ingen Morgenblade. Det er utroligt, hvor jeg vilde elske Jonas ved Lago Mag- giore. Idag er her bitterlig koldt. SIDE: 361 Søndag Aften. Jonas, jeg maae altid tænke paa Emma Harboe. Da De fortalte mig om hiin Nat, De havde vaaget hos hende, misundte jeg Dem ordentlig -- hun forekommer mig saa hellig, fordi hun skal døe. Ja, nu veed jeg, at jeg maae holde af hende bestandig, selv om hun lever, fordi hun kunde døe! Hvor hun har elsket! Og elskværdig har hun været selv i sin Svaghed. Jonas, hvad skal vi gjøre for hende -- hvormed kunne vi glæde hende? Vi ere de eneste Væsener der kunne det. O hver Dag er spildt, som hun intet hører fra os. Der har længe hvilet en uendelig Trang hos mig til at glæde hende ved noget, lide noget for hende -- men hvorledes? At vaage ved hendes Seng hver Nat, at speide hendes sagteste Ønsker, give hende Alt, Breve, Tilstaaelser, de helligste Forsikringer, ligesom man bringer et sygt Barn alt hvad det fordrer, at høre hendes Klager eller Bebreidelser -- o var dette da noget! nei dette vilde jeg gjøre med den inderligste Glæde. Det er en bodfærdig Trang i mig, hvis Magt jeg ikke kan beskrive, og jeg vil gjøre dette, jeg vil vaage hver Nat hos hende, indtil hun døer, hvis Du vil Jonas; naar jeg bliver træt, løser Du mig af. Kunde jeg skrive hende til, men maaskee hun ikke kan læse det engang. Og hvad kunde jeg skrive hende, der ikke klang alt for fattigt. Hvor hendes Tan- ker vist dvæle ved mig, ved os! Det er jo hendes hele Sysselsættelse at tænke paa sine Venner, at klamre sig med sin hele Sjel om Erindringen, og da gjør det mig ondt, naar jeg tænker paa, at hun ikke kan have den rette Til- lid til mig, hun kan ikke hvile med nogen ret Tryghed i Forestillingen om mig, vore Møder vare alle for flygtige. Gid hun -- ja jeg tør sige, gid hun kjendte mig mere! Gid hun kunde lære mig bedre at kjende. Det er ikke nogen kjæk Bevidsthed om de Fortrin jeg kan have, der vilde glæde hende, nei dette Ønske udspringer mere af en anden Kilde -- jeg vilde hun skulde lære den Side af mit Væsen, der er den meest betegnende, at kjende, der vilde SIDE: 362 fuldstændiggjøre mit Billede og ligesom give det Farve, nu har hun kun de utydelige Omrids. Hun maae altid tænke sig mig som "glimrende" og lykkelig. Det er: med et vist Overmod som Lykken giver. Ak, kunde jeg vise hende, hvor lidt dette passer paa mig. Kunde hun vide, at jeg derfor forstaaer hende saa godt og med min hele Sjel er hos hende, fordi jeg har lidt som hun, og at det er et ydmygt [for] sagt Hjerte, der modtager den Krands Skjæbnen rækker mig istædet for hende. Naar De skriver hende til, saa siig hende noget af dette, i Deres Mund Jonas, vil det klinge mindre armt end i min. Skriv snart til Emma. God bless You. Til Lector juris Jonas Collett Rhenskoug i Lier subito! pr. Drammen. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Den 8. Juni [1841] . Dit Brev var, som Du kan formode, ikke synderlig skik- ket til at stille mig tilfreds. Caroline syg og Du syg! hvad er dette for noget! Og kan man da være syg derinde, det troede jeg var blot os heroppe forbeholdt. Naar jeg ikke kjendte og stolede paa Din stærke Natur, saa maatte jeg vel nu gjøre mig den Umage at ængste mig for Dig, men jeg haaber, inden Du faaer dette, er Du rask igjen. Det ligner aldeles ikke Dig, men det er ikke saa galt allige- vel, at Du gjør Dig lidt bekjendt med Tingen, thi her- efter vil Du formodentlig ikke finde det saa intressant som før at være syg. I alle Fald venter jeg Dig og N., enten Du er syg eller frisk, med en brændende Længsel. Jeg tager Dig paa Ordet, og stoler paa at det første I SIDE: 363 kunne komme for G -- s Skyld (anden Hindring gjælder ikke) ville I gjøre det. Du maae betragte det som en Sam- vittighedssag, en hellig Pligt, det er ogsaa første Gang jeg har opfordret Dig paa den Maade. Længe kan jeg ikke holde ud at være alene, det er værre end eensomt Fængsel. Har Du ikke faaet et Brev til J [onas] ved en Bonde? Jeg har blot faaet et lille Brev siden han reiste, der indeholdt alt for lange Reisedetails, derimod har jeg skrevet oftere. Han kunde gjerne skrevet igaar, da kom Posten. Jeg veed ikke hvordan det er, Emilie, men naar han er borte, nærer jeg altid en hemmelig Unmuth mod ham, er det fordi han er borte, eller fordi han skriver for lidt. Han har maaskee fra sit Standpunkt ingen Uret, men jeg fra mit ikke heller, thi jeg veed blot, at jeg trænger til at høre fra ham bestandig. Maaske er det dog, fordi han er borte, at han kan være det, medens jeg lider saa meget. Hvorfor maae han være det? og saa roligt, saa tillidsfuld. Det onde Veir vedvarer fremdeles. Jeg sidder og fryser inde i Stuen og kan hverken bade eller spadsere. Brøn- den vilde jeg nok drikke, men jeg kan ikke overvinde mig til at gaae derned til alle disse fremmede Folk. Igaar kom den lille Frøken Ryberg op her for at besøge Laura, jeg gjemte mig i Sovekammeret, men da denne Quarantaine tilsidst blev for langvarig, gik jeg ud trods det sure Veir. Jeg var heelt ude paa Fæhaven, men da jeg vendte hjem saa jeg L [aura] og hende langt borte i Skoven, og jeg foer som en jaget Hind dybt ind i mellem Buskene, hvor jeg blev til de vare gaaet forbi. Skal jeg drikke af denne Brønd, saa maatte det skee naar J [onas] kom herop, thi før vover jeg mig ikke derned, og da maaskee det bliver for seent. Du spørger om Olsen? oh hos ham er alt ved det Gamle, undtagen det skulde være at hans Mave er i Tiltagende, dette er dog aldeles ikke Tilfælde med hans Manerer, det er hans gode Manerer. Ikke et Spor igjen af vore elskvær- SIDE: 364 dige Bestræbelser. Det er rigtig beklagelig at O., der kan være saa brav i andre Henseender, har et saadant aldeles ulideligt Væsen. At Du ikke finder det i den Grad som andre, kommer -- næst en anden liden Grund -- deraf, at han nødes til at være lidt maneerligere i Folks Nær- værelse som han skjelden seer, især naar han dertil gjør af dem. Jeg vilde ogsaa vist øve denne Virkning paa ham, men i Længden kan han ikke udholde den Tvang, derfor har han for længe siden sat sig ud over det. Her lærer vi [dog] at velopdragent ikke er saa meget at foragte enda. Ikke heller skulle vi lee af fornuftig, thi at være fornuftig er dog altid noget. Der gives Øieblikke, hvor jeg vilde knæle for en Smule sund Fornuft, naar jeg kunde opdage den, hvor altklug hvor tør hvor uelskværdig den end var, naar det blot var Fornuft, det var dog noget. Jomfru G. drikker Brønd, hun bliver blidere og blidere Dag for Dag, endskjøndt hun staaer saa tidlig op, og endskjøndt Veiret er saa surt, og endskjøndt O. er saa -- -- jeg veed ikke hvad han er, men det veed jeg at jeg i Jomfru G -- s Sted ikke kunde være blid. Det er en besynderlig Naivitet, hvormed hun optager i Spøg alle hans Plumpheder og for- tæller dem igjen til os, og naar hun leer, kan sagtens vi. Du kan erindre hvor han intresserte sig for Brønden ifjor, i Vinter glædede han sig ogsaa til Brøndcommercen, han talte om at drikke selv. Nu hader han Brønden. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Tirsdag Aften. Kjere Emilie! Hvad er det for et Indfald at lægge Dig tilsengs sidst Lørdag, Du maae da være temmelig renons paa Indfald, siden Du griber til det. Imorgen haaber jeg at faae nærmere Forklaring. Du skylder mig egentlig for 2 Gange. Medfølgende Huer beder jeg Dig distribuere efter deres Bestemmelse. Du kan tage Oscars ud og sende Æsken hen til C [ollett] hastigst mueligt -- gid han kunde SIDE: 365 faae den i Helgen engang. Jeg sender det paa maae faae ud paa Landeveien for at opdrive et Bud, thi ellers reise ingen. Disse 2 Huer har jeg syet siden i Gaar Formiddag, dertil pudset op den Gamle der var over alle Begreber fæl. Jeg troede det var Johans. Siig mig endelig noget om A [dolphine] . C [ollett] skrev at hun atter har havt ondt i Halsen, det er jo grueligt, hvis det skal komme igjen til hun skal flytte. Siden der ikke findes ordentlige Gramaner i Byen, er det bedst at bie dermed indtil der kommer hjem. Synes Du ikke ogsaa det? Før det, end nogle der ikke passe. Jo mere jeg tænker paa mit Hamburgerliv, jo skjøn- nere, jo mere rosenfarvet foresvæver det mig. Det har virkelig været Culminationspunktet i min brogede Ung- dom. Ogsaa min Sorg der var poetisk og rig. Jeg blev elsket og feiret som Faae ere blevne det. Mit hele Ophold var en Triumph -- alle de Krandse som Ungdom og den mystiske Reiz ved alt Fremmet har, ere dalede ned i mit forborgne Asyl hos de gamle Raths. Jeg kommer til at tænke paa dette Afsnit af min Ungdom ved den Betragt- ning at den nu snart ender, med al sin dunkle Eventyr- lighed, al sin piquante Poesie. Idet jeg gifter mig og bliver en skikkelig Huusmoder, der lever accurat som de andre, holder Pigen til at skure Gulvene og giver Manden Mad i rette Tid -- falder jo den sidste Gaade ved mig, siden ved Publicum alt udenad. Jeg tager Afsked med Publicum, idet jeg blander mig mellem det. Lev vel! SIDE: 385 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [24. Juni.] Kjere Emilie. Jeg fik Dit Brev igaaraftes, just som jeg vilde tage mig en Tour til Posthuset for at hente Brev. Kom forfrossen hjem igjen og nedslagen, uagtet et Brev, et langt Brev. Jeg troer intet i Verden meer kan glæde mig. Skaden ligger indvendig, incurabel. Jo nærmere Ti- SIDE: 386 den kommer -- -- Du maae for Himlens Skyld see at faae opspurgt et Thestel som jeg kan være tjent med; er Du selv ikke saa rask at Du kan gaae ud, saa gjør vist N. det, naar jeg beder hende vakkert. Jeg er saa bange for at Fader skal kjøbe et stykt et; da vi talede om The- stel igaar, meente han at han havde "ligesaa god Smag som Du og Dine Damer"; men det var dog bedst, om man saae sig lidt om i forveien efter et, som man kunde foreslaae ham. Han vil give mig et fiint et. Jeg er kom- men til den Overbeviisning at slige Ting ere uendelig vigtige, vigtigere end [alskens] Philosopher, virkelige og indbildte, vil give til at de ere. At faae det beqvemt er mig en ringe Ting, at være omgiven af Gjenstande der behage ved deres Smukhed, idet de tillige opfylde den vigtigste Betingelse, at være nyttige, er ikke alene et Bi- drag til Lykken, men det kan under visse Omstændigheder være Lykken selv. Jeg veed hvilken Ulyksalighed der kan ligge i umagne Thekopper, kogt The, sløve Knive, Laase hvorpaa man river sig, eller som ere i tu, Gulve som skures i urette Tid eller alt for skjelden blive skurede -- kort, hvad skal jeg regne op alle de Miserer, der carakterisere en verkbruden Huusholdning -- alene af min Afskye for disse Ting maae jeg blive en ordentlig Huusmoder. Jeg længes efter at udhvile i en lille velordnet Menage, det eneste hvortil jeg for Øieblikket meest trænger, anden Lykke tænker jeg ikke paa for det første. Og alt hvad der kan bidrage dertil, ligger mig meest paa Hjertet, lige- til de mindste Smaaeting. Der vil vistnok mangle [. . .] Emilie, jeg veed Du kan ikke begribe, at jeg nu, da der blot er faae Dage til, ikke er trøstigere, at jeg græder saa mange, mange Taarer hver Dag. Du gjør mig vist Bebrei- delser saagar. Kortsynede, ubillige Emilie. Har Du aldrig havt et vanskeligt, langvarigt og kjedelig Arbeide for -- og Du har erfaret at Din Taalmodighed strækker til indtil de sidste Sting, da fortvivler man over det! Har Du aldrig været paa noget af disse Bondeballer, eller disse Baller SIDE: 387 paa Landet, der varer til den lyse Morgen, den hele Nat har man trællet ufortrøden i sit Ansigts Sved, men nu kommer Morgensolen og beskinner al denne Ødelæggel- sens Vederstyggelighed i disse jadskede forsvirede Figu- rer, denne støvede forpestede Stue, nu bliver det utaale- ligt, man selv vanker der som en Aand, der hverken til- hører Natten eller Dagen, men er skamfuld for sig selv og andre; Søvn, Roe, Ensomhed vil man blot have, om man saa skulde søge den i den vildeste Skov. Dog nu kommer Contoirbetjent Halvorsen eller Student Nielsen og engagerer til Cotillon -- -- -- man kan [ikke komme] hjem alligevel, thi alle de andre danse; Du maae danse Cotillon med Contoirbetjent H -- Saaledes er min Stilling nu, alt omkring mig visnet og sønderrevet, uden at jeg finder Hvile i noget andet For- hold. Den ene Dag er utaaleligere end den anden. Jonas siger i sit Brev at han kunde komme nu det er 24de Juni, men han vil nødig komme til Christiania før Examen er tilende. O hvilke Hensyn! N. maae tage hvad hun vil paa hiin Dag. Det er mig aldeles ligegyldig. Camilla Wergeland til Jonas Collett. 1ste Juli. Hvor det glæder mig at De har havt det saa godt paa Touren, mangen Gang tænkte jeg De havde det alt for ondt, lidt ondt vidste jeg nok De vilde have det. Tak for Beskrivelsen (jeg hentede den selv paa Posthuset); jeg er nu saa vel kjendt paa det hele Terrain, som om jeg havde været med, det forekommer mig som om jeg selv har sadt hiin dunkle Aften paa det nøgne Fjeld og blik- ket længselfuld ud over Dalen. Arme Mari Aasen! Ja Dig kjender jeg godt! -- O Jonas det bæres mig for, at vi dog engang skulle gjøre en saadan Fjeldtour sammen, SIDE: 388 De vil ikke bestandig nægte mig det. Man maae komme hjem med Brystet saa udvidet efter en saadan. I en saa- dan vældig Natur maatte mangen menneskelig Plage tabe sig, blive til intet, tilsidst vilde man kun øine Sorgen dybt paa Bunden af sin Sjel neppe mærkeligere end den lille Huseklynge nede i Dalen. Og disse Mennesker der boe i en slig Natur! enten maae deres Lidenskaber være lige- saa store som den, eller maae de ingen have; smaaelige i deres Kummer kunne de aldrig være. Lev vel. Naar De kommer Jonas, maae De være meget peen og hverken have Blouser eller Straahat. Der er Hundrede for en her- oppe, der brænder af Begjerlighed efter at vide, hvorledes De staaer og gaaer, der ville lægge megen Vægt paa om De gik med Handsker eller ei. Paa Hallingdalsfjeldet fal- der naturligviis slige Ting bort, Huldrene ere jo meget liberale. Lev vel. Camilla Wergeland til Johan Collett. 1ste Juli [1841] . Kjere Johan, om det De ønsker at vide, kan jeg ikke give Dem nogen rigtig Oplysning. Saavidt jeg veed, er der ingen Dag bestemt. Kun talt om Midte Juli; jeg vil nu blot ønske at det kunde nogenledes enes med Deres Reiseplaner; jeg vilde nødig De skulde mangle ved den Leilighed. Det er brav De reiser, De skal see hvor godt De har af en saadan Tour. Gjør den nu forsvarlig! Intet naturligere end at man gjør Gjeld, det er jo den eneste Maade, hvorpaa man kan antecipere den Smule Livs- nydelse, Ungdommen har saa billig Fordring paa. Her hos os er det saa viseligt indrettet at den bedste Tid, den første Ungdom gaaer bort i Slid og Slæb, en ynkelig Kjæmpen for den blotte Existence, Midlerne til at nyde Livet lidt faaer man først, naar man har dem mindre SIDE: 389 Behov, det er færre Ønsker. Naar jeg var i Deres Sted, Johan, valgte jeg uden Betænkning Kjøbenhavn istedet for St [ockholm] . Reisen er lettere end den kjedsommelige Kjøren gjennem Sverrig, desuden er Kjøbh. riig nok for en Fremmed, der bliver der kort Tid. Der er ogsaa alting meget billigere end i Stockholm. -- Brevet fra Jonas fik jeg rigtig af Bonden. Lev vel. Deres hengivne Camilla Wergeland. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Jeg er saa glad i hans lille Seddel og har været saa op- rømt i hele Dag, at da jeg brød op fra Bordet for at skrive dette færdigt, vi spiste nede i Forstuen, sendte jeg en heel Pladskregn af Haralds Blade, der laae opstablede langs Rækværket, ned i Stegefadene og Hovederne paa de Andre, og fortsatte Veien som om intet var passeret; siden blev der gjort Allarm. Tak for Dit Brev, min E., SIDE: 390 det var saa friskt, saa livligt, saadanne Yttringer lider jeg af Dig. For Guds Skyld: bliv ikke passiv! stræb ikke efter noget Du allerede har for meget af. Heller lidt mere Energi, og et sundere djervere Blik paa Livet. Han brugte netop det Udtryk om Dig engang, at Du vilde gjerne betragte Livet med nærsynte øine. Men jeg tør ikke præke dette for Dig, da jeg ikke har nok af dette selv, men jeg har ialfald mere end Du, derfor lider Du mig ikke i visse Øieblikke, fordi denne Livsanskuelse an- tager Udtrykket af noget Haardt! Han derimod freder om hver Gnist hos mig af dette. Han misforstaaer mig aldrig. O man kan aldrig for seent vaagne til denne Be- tragtning, for Guds Skyld opgiv ikke at stræbe derefter, den er den eneste lyksaliggjørende, den eneste som styr- ker os her i Verden, ellers maatte alt knuse os. Jeg er saa angst for at vi skulle tabe hinanden, naar vi gaae disse forskjellige Veie. Frisk Mod, min Emilie! Nu skulle vi alle sætte os paa Pindevognen at fare afsted med dette. Lev vel! Du maae endnu skrive mig til inden, hører Du? Hils N. 1000 Gange. Lad Straahatten hvidtes! Din C.