Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Februar 1838.] Kjere Emmy! Ach jeg er forraadt! Mad. Hoppe sendte Bud efter mig i Formiddag, Petersens vare der, men kunde kun blive en Time. Jeg vilde, eller kunde ikke gaae, men da der atter kom Bud, kunde jeg ikke mod- staae - Det varede saa længe inden Hesten kom, at P-s vare reiste. Mad. H. og jeg vare altsaa alene. Hun bad mig til paa Løverdag / da havde P-s lovet at rive sig løs / - og paalagde mig som den der sikrest vilde treffe Dig, at bede Dig endelig komme, at jeg maatte hilse Dig at der var saa faae som Du kunde ønske Dig, blot alene begge P-s og jeg, og, tilføiede hun, "af Herrer har jeg tænkt at bede J [onas] Collet og Emil, men ellers ikke en Sjel". Jeg bad i dette Øieblik Himlen og alle Helgener om at jeg ikke maatte røbe nogen Bevægelse - men - - men den var ubønhørlig. Det er nu ogsaa fælt at sidde saadan ene med Nogen, en plein jour paa Forhøiningen - jeg følte en forræderisk Rødme stige op - hun saae det - og jeg blev blussende. En piinlig Latter som jeg ikke kunde bekjæmpe, forøgede Forle- genheden, jeg ønskede mig under Jorden. Mad. H. saae med et besynderligt Smiil ud af Vinduet. Uf! jeg ærgrer mig over mig selv. Det maae være en Nervesvæk- kelse hos mig, denne fordømte, utidige Rødme. - [Du maae] endelig tage Hesten i Eftermiddag, ellers bliver Du kaldt u [-] . Jeg venter Poul - Din Cam. SIDE: 2 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Februar 1838.] Hvordan lever Du idag? Det utaalelige Veir, som aldrig kan blive skikkeligt og unde mig den Glæde at komme lidt ud. Det er frisk Luft jeg mangler. Jeg har sovet som sædvanlig - jeg er i slet Humeur idag, og var det igaar ogsaa, end- skjøndt jeg havde det saa godt som jeg kunde ønske det paa Komedien. Først tilbød mig en fremmed Herre sin Plads ved siden af N. Dub [orgh] , siden gav en Dame mig Plads ved Siden af Kaltenborns paa sidste Bænk i Midten - bag mig i Parterre Arentz - vor Arentz, der holdt Marie og mig i Aande mellem hver Act, ja næsten under Acterne, forsaavidt som han paste paa at vi loe rigtigt, det vil sige paa rigtige Steder - han var ligesom før, og talte endnu vemodig-begeistret om sit Ophold hos os, spurgte til Dig og Natalie meget deeltagende - Det er forbausende hvor han er bleven smuk! - - - men i rigtig godt Lune var jeg dog ikke - jeg er misfornøiet med alt, men meest med mig selv - Udsigten til at blive efter her i Byen har ogsaa noget ængsteligt ved sig; min stakkels gode Fader som er saa ængstelig bekymret for mit Vel - jeg er en evig Uroekilde for ham - det var bedst baade for sig selv og andre at den tørrede ind - ak Emilie. Hos Hoppes!? Der kommer jo han, og netop derfor er der noget der oprører sig mod at være der. Fordømte, ulyksalige Rødme i Gaar! jeg er ordentlig bleven koldere og mere abgeneigt stemt mod ham, jeg ærgrer mig over hans Anmasselse at han kan fremlokke en saadan Rødme. Hvormed har han fortjent et saadant Tegn fra mig - ikke ved noget. O Gud naar jeg tænker paa hvor skjændigt jeg har spildt det i forrige Dage. Dette stumme, vel- talende Tegn for Kjerlighed, det meest lyksaliggjørende, maatte kun smigre sneverhjertet Forfængelighed. O det var alt for god Føde for den! En Mand burde aldrig afpresse mig nogen Rødme mere undtagen den over ham. Det værste er at jeg har forspildt min Ret til at være un- befangen mod J [onas] herefter. Det vil være mig en Umuelig- hed herefter - SIDE: 3 Og jeg formastelige der vovede at ville beskrive - - - der vovede at dyppe Pennen til en Beskrivelse af - - Siden Igaar var det mig ikke mueligt om jeg fik al Verdens Skatte at fuldende, jeg har kastet Papiret i Ovnen. Det er den saa- rede Følelse - Jomfruelighed - hvis Dine Nerver ellers taaler dette Ord - der nu hævner sig. - Der bliver intet Bal paa Søndag. Tant mieux! Det vilde blive en piinlig Fandango. Du maae endelig svare mig udførlig paa denne Billet, og ikke afspise mig med saadanne Strimler som Du pleier. Alt dette kunde jeg sige Dig bedre og udførligere mundtlig, men jeg veed ikke hvorfor det Skrevne har en større "Reiz". Du kommer dog vel her ned i Formiddag? ellers uden Din Bi- stand, bestemmer jeg mig modløs til at følge med hjem og siger det til Fader, maaskee kunde jeg følge med Dig hjem i Aften hvis vi ikke tage Komediebilletter. Din C. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Kl. 11 Aften, den - [Februar 1838] . En søvnløs Nat ligger for mig. Hvor bliver det mueligt at sove? - Før naar jeg har reist hjem, har jeg været fattet resig- nert, men nu er jeg det ikke, en frygtelig Uroe, næsten Skræk griber mig blot ved Tanken om Reise - i Morgen paa disse Tider! Lagmoen! Hu! - Emilie, Emilie frels mig! jeg troer jeg maae elske, siden jeg saa nødig vil rives herfra. Ak der er næsten ikke et Glimt af Haab mere. Fader opregnede mig netop de mange Misligheder deroppe - men jeg vilde udholde dem alle hvis jeg blot kunde blive - Bal paa Søndag! nei jeg holder det ikke ud, jeg døer be- stemt deroppe paa den Dag. Jeg er jo engagert til Fandango! Skulde jeg sidde deroppe paa den grønne Træbænk ved Ovnen og tænke: Nu danses den, med hvem danser han? Hvem hører hans Hvidsken fra Siden - - - - Det havde været ham der var oppe hos Mad. H [oppe] i SIDE: 4 Formiddag. Da hun fortalte det, passede jeg mit Snit og sagde ganske unbefangen: "J [onas] C [ollett] ! hvad er det egentlig for et Menneske, hvorledes er han?", og nu udbrød hun i Lov- taler over ham, næsten med mistænkelig Iver. "Han har det ypperligste Hjerte. Det er et skjeldent Menneske - et skjeldent ungt Menneske", sagde hun flere Gange med Eftertryk, "men han mangler endnu den Sikkerhed, og er for beskeden til at stille sig i det rette Lys." - Hun havde havt en lang, meget interessant Samtale med ham i Dag. "Den maae De fortælle mig noget om i Morgen," sagde jeg. I Morgen, I Morgen! Klokken 9. Altsaa i Dag! i Nat har jeg dog sovet roligt. Jeg venter Thygesen her med Afslag hvert Øieblik. Det første det bliver bestemt, sender jeg en Billet med rødt eller sort Segl. Siig hvor jeg skal betale Tøiet til den Kappe. Hvor meget har jeg ikke at sige Dig, at spørge i Anledning af Dit Brev - i Gaarsdagens Uroe blev det udsat, om end ikke glemt. - Dertil maae vi have en hyggelig rolig Time. Naar kommer den? - Din Camilla. SIDE: 7 Camilla Wergeland til P. J. Collett. (Skrevet, men ikke sendt.) 21 Marts [1838] . Farvel! Du eller Skjebnen vil det jo. Jeg har længes efter at tale med Dig - thi jeg taler gjerne med Dig - jeg har længes saa, at jeg ikke kan mere; Tankerne ere trætte, Tiden, Ensomheden vil nok sørge For Resten. Vær syg da! Døe om Du vil, naar jeg hører det, skal jeg blot sige: "Skade, det flinke unge Menneske!" og blive ved at strikke og vegetere som før - eller lev at vi kunne see hinanden lige- gyldig igjen. Du eller Skjebnen vil det jo! - Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Eidsvold den - - - - jeg tør ikke skrive Datummen. Kjere Oscar! Men desværre det forbedrer ikke min Sag om jeg ogsaa mystificerer Dig med Hensyn til Datumen, det skaffer ikke disse Linier tidligere i Dine Hænder om jeg løi dem et Par Maaneder yngre end de ere, altsaa - Eidsvold 8de Aprilis 38. Jeg trænger meget til Din Tilgivelse og til Bevidstheden af at Du har det for min Forsømmelse i at besvare Dine trende in- teressante Breve - det har ordentlig tynget paa min Samvit- tighed i alle disse Maaneder og dog er jeg ikke istand til at op- drive nogen anden virkelig Grund end den: jeg har ikke havt Lyst til at skrive. Der er ingen Undskyldning der klinger mere uforskammet og ingen der er mere tilgivelig. Naar Folk sige, de ikke have havt Tid o. s. v. er den det i langt mindre Grad. SIDE: 8 Hvis jeg havde Lyst, skulde jeg altid finde den, intet skulde da hindre mig - havde jeg intet Blæk, skulde jeg skrive med mit Blod - men det er netop denne overvættes gode Tid, der svækker min Interesse ikke alene for at skrive, men for Alt - Alt. - Idag er det f: E: en saadan velsignet Eidsvoldsk Søn- dag, hvor man har Tid til Alt, men Lyst til intet. En saadan Eidsvoldsk Søndag er et Billede paa min Tilværelse - Det skal være en Fest, en Hviledag, og dog er den tommere, flauere end de andre Hverdage - ak min Broder! - Kan dette Brev fornøie Dig? - Hvis jeg havde en Følelse af at Du besvarer dette Spørgsmaal bejahende, vilde jeg blive ved med godt Mod, men jeg frygter - - og seer Du, denne Frygt er det som lammer min bedste Villie til at skrive. Jeg vil lade det komme an derpaa. Jeg faaer see at stille denne Vinters kjedelige Pan- orama frem for Dig - - de faae Afbrydelser i dens træt- tende Ensformighed ligge saa forslidt i min Erindrings Kasse, liig hine Skilderier som den gamle Kræmmer hundrede og hundrede Gange har stukket ind i Perspectivet og forklaret; men vil Du kikke ind i det saa faaer jeg taalmodig ramse op Beskrivelsen endnu engang. - Dit første Brev traf mig i et frygteligt Øieblik af mit Liv. Det var nemlig 1/2 Time efter at Statsraad Diriks's pludselige Død havde bragt et Slags bedø- vende Skræk i Huset. Jeg havde været derinde en Maaneds Tid og moret mig usædvanlig godt, isærdeleshed havde E [milie] , N [atalie] og jeg turet de sidste 14 Dage da vi neppe havde været en Aften hjemme; Fredag Aften vare vi Alle paa Ko- medie, han i Klubben, - var ganske rask om Aftenen - om Morgenen da jeg kom ind, sad han og læste Aviserne og drak The, derpaa saae jeg han gik ind, og 3 Minutter efter var han død! En sød Død! - ikke foruroliget ved en eneste mørk Tanke, han tænkte vist sidst paa det han læste i "Den Con- stitutionelle". I Førstningen troede man ham besvimet, da han faldt om ved Foden af Sengen, thi man kunde ikke strax fatte det Skrækkelige - men alle Læger kom og gik uden Virkning. Emilie sneg sig ind mod Lægens Forbud og jeg med hende - jeg ventede at finde en Syg, og saae et Liig. I min Forfær- SIDE: 9 delse styrtede jeg ned til Fader som just var kommen, her fik jeg Dit Brev. Der gik mange Timer hen førend jeg kunde fatte noget deraf rigtig, især var Din spøgende, muntre Tone, der til enhver anden Tid vilde have electriseret mig, skjærende contrasterende med min Stemning og Omgivelse. - Jeg blev inde hos D [iriks'] s endnu otte Dage og hjalp dem at græde og sye Krepflor saa godt jeg kunde. Lille Juleaften, hans Begra- velsesdag, reiste jeg hjem. Seer Du, det er det mislige ved Brevskrivning, for at komme tilbage til det Thema hvormed vi begynde alle vore Breve - at naar man græder her, saa leer man hist; man risquerer i den lange Afstand altid at forfeile den Andens Stemning. Dog er det mindre denne Frygt end en anden Betænkelighed der gjør at jeg kun med Overvindelse skriver til Personer der ere meget langt fra mig. Det er den at alt bliver saa gammelt inden det naaer Vedkommende. Ikke alene det man fortæller, bliver forslidt eller fortrængt af noget Nyt i den Tid, men det Lune, den Overgivenhed, som Øieblikket føder og som man ønsker at kunne tilslynge den anden liig en electrisk Gnist, bliver saa uhyre nedslaaet ved Tanken om de Taarer, den mørke Alvor, der maaskee ligge mellem dem og det Øieblik de træffe, at man taber Modet til at meddele en langt Fraværende dem - der- imod kan Emilie og jeg sidde paa en Forhøining ved Vinduet og føre lange Correspondancer, hele skriftlige Dialoger hemme- lig for de Omkringsiddende, men til min elskede Broder kan der gaae Maaneder hen førend jeg faaer et Brev istand. Er Du Psycolog da løs denne Gaade! - og lader man den engang udstrømme i et Brev, da skeer det med en Utaalmodighed, der næsten er piinlig. Dertil kommer endnu, at i Brevskrivnings- øieblikket selv har man saa lidt Satisfaction, man maae tænke, "han veed ikke at man nu skriver", maaskee netop nu gjør han os bittre Beskyldninger for vor Forsømmelse - da der- imod Modtagningsøieblikket gaaer sporløs forbi uden at en Anelse siger os: nu er han forsonet. Alt dette undgaaer den mere, der skriver hyppige og korte Breve, men jeg er des- værre ikke af dem. Istædet for at bombardere Dig med lette SIDE: 10 Sneebolde, der træffe hurtigt og sikkert, bliver jeg ved at rulle min i Sneen til den bliver til et uhyre Bjerg der ikke kan rokkes, imidlertid flyve Dine lette Pariserfjerboldte gjennem Luften og gjør mig meer fortvivlet. Nok om dette - naar vil den lykkelige Tid komme, da vi begynde vore Breve uden Undskyldninger? - Vi reiste altsaa hjem til Juul. Henrik, en Tydsker af hans Bekjendtskab og jeg, alle 3 paa Vognen thi der var intet Føre. Denne Tydsker var en Person, der for- medelst "demagogische Umtriebe" er bleven exileret fra Tydsk- land, han har et Par Staldbrødre til her i Norge. Da jeg hørte at H [enrik] vilde tage et saadant Subject med op, gjorde jeg mig ikke synderlige Forhaabninger om denne Reisekammerat, og virkelig blev i Førstningen mine Ideer om ham bestyrket. Det var, viste det sig da jeg var krøben ind i Kaleschen til ham, en lille, sortsmudsket Fyr, der udbredte sig over en- hver Gjenstand med hiin pedantiske tydske Grundighed, som næsten dræbte mig hos Rath L [udwig] ; forresten var det en videnskabelig dannet Mand, hvis bestandige Omflakken i Ver- den havde givet en umaadelig Verdens- og Localkundskab, uden i mindste maade at polere hans Væsen. Da vi kom i Sindsen- bakken trak han midt i den høfligste, ridderligste Conversation med mig, en Flaske Hvidt op af Lommen, som han bød H [enrik] og derefter Lars paa Bukken. Dette var en ganske trøstelig Begyndelse; imidlertid blev den Maneuvre ikke mere gjentaget, men derimod havde vi Fataliteter nok af en anden Sort. Henrik er den ubehageligste Person at reise med, han kan aldrig passe paa sit Tøi; hvert Øieblik tabte han noget, og Tydskeren efter- lignede hans Exempel, den dorske Lars maatte da rende til- bage - Hestene vilde ikke staae - kort, om Du opbyder al Din Indbildningskraft saa vil den ikke kunne udmale Dig denne Reise med levende Farver nok. Endelig, efter at T [ydskeren] havde mistet sin Kappe, sin Pibe og Penge og H [enrik] jeg veed ikke hvad - saa at jeg paa min Bemerkning til hiin: "jetzt haben Sie nur den Kopf zu verlieren" /: at blive forrykt i vort Sprog :/ havde faaet det galante Svar "Ach, wenn man nur nicht das Herz verliert" - kom vi endelig til Trøgstad, SIDE: 11 og her paa dette ækle Skifte, maatte vi overnatte, den hele Heltbergske Familie med Suiters Suite var her, og jeg fik det misundelsesværdigste Leie paa et Bord tilligemed Frøken Lise H [eltberg] . - - Men Himmel! skal jeg vedblive at detaillere saaledes, saa kommer Du til at vente endnu et Par Maaneder, thi hvis jeg blot indskrænker mig til dette Ark, skal det gaae med Posten. - Rogstad - den lille Christiansandske Fyr, som kommer saa meget til D [iriks'] s, yttrede engang det Ønske at komme op til os, og et saadant, af en saa beskeden Beskaffenhed kunde jeg ikke andet end komme imøde; jeg bad ham derfor. Anden Juledag kom Nilsemand og blev her en 8 Dages Tid, og alle Parter vare vel tilfredse, han forsikrede at have moret sig for- treffelig og vi morede os godt ved ham. Det er en af disse duelige selskabelige Subjecter, som hverken generer eller generes, som kan tale om alle muelige Ting, baade til Gamle og Unge og det med en Svada, der vilde blive utaalelig, naar den ikke var krydret ved en vis Aand - Han holdt sig meest hjemme hos os, medens H [enrik] , O [lsen] og de andre føitede omkring, og var han en Gang med, saa besidder han Humor nok til ikke alene at fordrage, men saagar drage nogen Nydelse af alle vore landlig-selskabelige Misligheder. Han havde aldrig været paa Landet før. Du kan begribe at en saadan Person gjorde om- trent samme Virkning i vor Familiekreds, som en varm Kak- kelovn i et stort koldt Værelse. Fader og Moder lede ham meget godt. [- -] I hele Julen var her ikke et Menneske, og paa en eneste Gang nær var jeg ikke ude af Døren. Jeg lod mig nemlig overtale til at gaae paa et Bal hos Sulustad paa Heiret. Dog dansede jeg blot fore Bordet; strax efter toge Moder, R [ogstad] , Laura og jeg hjem. Det var mere end nok; Alle Bygdens Conditionerede vare der og en Mængde Bønder - En saadan Melange, der nu bliver meer og meer alminde- lig, kan aldrig gjøre Ballerne heroppe, som ere mislige nok i sig selv, bedre, man generer hinanden gjensides - kort sagt jeg for min Part bliver mere [og] mere udygtig til at frequen- tere dem. For en Herre kan det gaae, men for [en] Dame er SIDE: 12 det dog en tilgivelig Stolthed, naar Tanken om at svinges saa- dan omkring af de plumpeste Næver en heel Nat, oprører hende. - Jeg hader denne falske Stræben efter Popularitet ved at blande sig med Massen, og jeg veed ikke hvorfor man skal gjøre det Offer, naar man blot henter sig Kjedsomhed. Baller ere en aristocratisk Fornøielse, uden Lys, Musik, smukke Toiletter, og alt det hvorved Sandserne behagelig afficeres, er det intet Bal, men Dandsen bliver et Arbeide. Men tilbage til Tydskeren, da han havde været her en 3 a 4 Dage, løb han bort uden at tage Afskeed. Han var i Grunden af et mørkt, hypochondrisk Humeur, og Dagen efter et Bal i Eidsvoldbakken hvor han havde drukket tappert, og klinket med Alle, i et Anfald af "Kazenjammer" fattede han vel den fortvivlede Idee; han sagde han vilde spadsere, gik blot i Frak og lod alt sit Tøi tilbage - og saaledes strøg han afsted - - da Dagen forløb og han ikke kom, bleve vi urolige og sendte ud Folk paa alle Veie; snart hørte vi at han var taget Nord- efter. Vor Urolighed steg, og vi udtømte os i alle muelige og umuelige Grunde til denne Forsvinden, og min Ængstelse gav sig tilsidst Luft i følgende Epigrammatiske Digt, der bedst vil skildre Dig vor Tilstand: Lieber Hr. Fein! Ach, kommen Sie wieder Zu uns herein! Sonst kommt Freund Hein /Døden/ Und strecket uns nieder Vor Schrecken und Pein Die zitternden Glieder! Lieber Hr. Fein! Ach kommen Sie wieder Hier ist Brandtwein! Wollen fröhlich sein, Und lesen ihre Lieder, Von der Freiheit am Rhein Wenn Sie nur kehren heim. Betragt det som et Impromtu. Dertil føiede Rogstad et Epi- taphium "über den seligen Herrn Fein", som jeg beklager ikke at kunne sende Dig, som mere værdigt. Dagen efter kom imid- lertid Breve fra ham. Han beder os alle om Forladelse for dette Skridt, og skyder Skylden paa sit Humeur der ikke tillader ham at være iblandt Folk, især dem som behandle ham med Venlighed og Godhed, Stakkel, vi havde alle ondt af ham; for- SIDE: 13 modentlig vækker Synet af huusligt Samliv bittre Følelser hos ham, der længesiden har opgivet alt hvad der hedder Familie og Familieliv, som vanker om som en Forstødt. Hvad kan det nytte at Enkelte gjøre sig til Martyr for et dorsk, trælsindet Folk som disse Tydske? Det er ingen Sag at være Frihedshelt i Frankrig, det er at kaste en Gnist i en Krudtønde. Hist at kaste den i en Sump. Der [er] et andet Exemplar af en saadan emi- greret Frihedsprædicant i Ullensager. Det er en student Schulz fra Meklenburg der [er] bleven Huuslærer for Ingiers Børn, et udmærket smukt, puur ungt Menneske. Tænk Huuslærer i Ullensager! Det maatte bringe en saadan Mand til Fortviv- lelse, ligesaagjerne i Bastillen! - - - Julen, ville vi an- tage er nu forbi, med samt dens Glæder og Lidelser, altsaa vorwärts! Da alle vare reiste, fulgte en Tid af 3 Uger i døde- lig Stilhed og Ensformighed. I hele denne Tid var her en stærk Kulde, jeg har aldrig lidt saameget deraf som denne Vinter. Kort før Kongens Geburtsdag reiste Far og Mor og jeg ind til Byen til Hotellet. Vi gav Visitkort til Grevens og bleve buden paa Bal. Før Juul havde jeg ogsaa været der paa Bal, uden at jeg nogensinde havde gjort Visit, et særdeles Ga- lanterie. Dette Bal var forsaavidt værdt at omtale, som jeg morede mig saa uhyre og forkjølede mig saa uhyre, at jeg blev liggende syg 14 Dage efter. Det var inde i Hotellet, altsaa dobbelt ubehageligt; da jeg blev saa taalelig brav at jeg gik ud reiste Far og Mor hjem, og lode mig tilbage for at blive lidt stærkere, til at taale den rædsomme Kulde der vedblev endnu. Jeg tilbragte et Par Dage oppe hos Thygesens paa Schøien, men her paa dette gamle forfaldne Spøgelseslot fik jeg nok en god Knæk igjen, et Bal hos Petersens gjorde Resten, og Dagen efter fik jeg et stærkt Tilbagefald, saa jeg laae atter 14 Dage a 3 Uger hos Dirikses, som pleiede mig paa det bedste. For 3 Uger siden kom jeg hjem, og her er jeg altid frisk, hvor jeg har mindre Brug for Sundheden, her havde man saa god Tid til ikke at være det. Nu har jeg givet Dig Omridset af mit Ophold i C [hristiania] . Stykket mangler endnu Ud [førelse] , det havde som sædvanlig stærke Skygger, og faae Lyspunkter. Af SIDE: 14 disse sidste vil jeg nævne Ballerne, jeg morede mig virkelig fortræffelig paa disse 2, især hos Petersens. Det var Første Gang jeg var buden der, jeg havde stiftet Bekjendtskab med Døt- trene hos Hoppes. Det er et Par qvikke livlige Piger, ganske i den nye Skoles Aand, men de ere det ubevidst, af Naturen. Hos P [etersen] s forenedes virkelig ogsaa alt der kunde gjøre et Bal behageligt, det smukkeste Locale, Belysning, Beværtning, Musik derefter, Vært og Værtinde elskværdige og forekom- mende, Selskabet, der bestod af blot Ugifte, var Eliten af Chri- stianias Ungdom. Af Damerne straale Butenschøns der ere begge udmærket smukke, Emma Munch, Ida Kierulf, Welha- vens soidisant Forlovede, og af Herrerne - Gud veed hvem! naar det ikke skulde være denne sidste, men om han ikke straaler, saa skraaler han idetmindste ligesaa stærkt som før. Det er mærkeligt, hvor denne Person, der spilte en Rolle baade i den ydre og indre Verden, har overlevet sig selv. Han har tabt mange af sine Tilhængere, og de som taale ham endnu, gjøre det af Frygt, thi hans Vid er artet ud i saadan almindelig Skjælde- og Dadlesyge; han seer ogsaa ud som den personi- ficerede Galde. En Dame sagde om ham: "Han er fra en ung Apoll, bleven til en gammel Faun", og dette er meget beteg- nende naar man tænker sig hans første Optræden, hvor skjøn han da var. Han var en Person der kunde være farlig nok for et stakkels uforberedet Pigehjerte, naar han saaledes med Et dukkede op som en straalende Stjerne paa Virkelighedens graae Himmel, et sandt Ideal af en Romanhelt, som man i sine dristigste 18 aarige Drømme nogensinde kan skabe sig. Ja han var farlig! Det siger jeg endnu, han var en sand aandelig Forfører. Dette Menneske har besiddet en dæmonisk Magt over mig; min uhyre Forknyttelse i hans Nærværelse maatte lade Enhver ane det, hvormeget jeg søgte at afkaste denne Tvang; men det er nu forbi, jeg er Unbefangenheden og Ugenertheden selv naar han er tilstæde, og skulde neppe bemærke det, naar ikke en vis ubehagelig Fornemmelse sagde mig det. Denne Forvandling ærgrer ham, men det er det samme - - I literær Henseende synes Collett, en Søn af den afdøde SIDE: 15 Amtm. C., at være den der med meest Held træder i hans Fod- spor. Han har leveret gode Resensioner over Schwach, Munch, og svarer sine Modstandere under Navn af 9 i epigrammatisk Form. Han er forresten meget ulig hiin, han er Beskedenheden selv og bekjendt for sit i Sandhed rørende Forhold mod sine 2 yngre Brødre, som boe sammen med ham. Han sørger som Fader for dem, og det er begge flinke Gutter, den ældste Stu- dent. Endnu et Træk af ham, der fortjener at bemærkes, han er den eneste af sine Fættere der har forsmaaet at modtage noget gjennem sin Onkel Statsraaden, da han kunde uddele Gunst; derimod har hans Broder Holger vidst bedre at benytte sig deraf. - K. ligger her endnu og saucer og drikker, og naar han har et ædrueligt Øieblik, skriver han daarlige "Breve til en Ven", som han rykker ind i Nella. - Campbellerne blev given, netop da vi vare inde, og voldte en grusom Spectakel, som Du allerede veed. Det vil maaskee undre Dig, naar jeg siger at jeg med Flid undgik at see det de 3de Gange det blev given. Den første Gang vilde jeg ikke see det, men opsætte det til næste. Men da fik jeg fra saa mange Kanter velmeente Advarsler om ikke at gjøre det, at jeg ogsaa da opsatte det - Følgerne viste sig at de vare alt for grundede, og nu var jeg afskrækket for sidste Gang ogsaa. Men jeg har lidt meget ved denne Historie. Fâr og Môr og Henrik bebreidede mig Ligegyldighed og skjændigt Medhold med den sidstes Fiender, medens Himlen er mit Vidne, at in- gen ønskede hans Sag mere Held end jeg, og ingen leed mere ved Angrebene paa ham end jeg. Men jeg appellerer til En- hver Fiintfølende, om det kunde være nogen Fornøielse at overvære en saadan djævelsk Støi, og dertil drage almindelig Opmærksomhed paa sig, som en af hans Nærmeste - den sidste Gang, Beneficeforestillingen, gik det rigtignok rolig af, men hvem kunde vide det? Jeg afholdt mig strengt fra enhver Dom, men yttrede kun: "gaaer Stykket igjennem, da kan jeg altid senere see det, naar Meningerne have udraset, og falder det, saa har jeg intet tabt" - men selv denne moderate Be- SIDE: 16 mærkning gjordes til en Forbrydelse, thi Far og Mor vare smittede af den almindelige Lidenskabelighed. Den som ikke udskjældte sin Modstander for en Rakker, var en Forræder. Saaledes var Tonen mundtlig og skriftlig i hele Byen; noget Lignende har jeg aldrig oplevet. Henrik fik dog en fuldstændig Seier. - Alle ere friske og vel her hjemme. - Gusta flytter i denne Tid. - Vi vente Nicolai og Henrik hjem til Paaske. Føret ligger endnu; her er fuldstændig Vinter, stærk Kulde og favne- dyb Snee, der synes at spotte Aprilsolens Magt - Du Lykke- lige! vandrer alt i mild Vaarluft, i Luxemburgs og Tuilleriernes Orangelunde. - Er Hertuginden af Orleans smuk? - Jeg vilde forgaae heroppe, naar jeg ikke i min Fortvivlelse havde kastet mig paa strængt Arbeide, og det meest Haandarbeide, thi Stu- dier, Læsning udmatter alt for meget, naar man ingen Adspre- delse har, derimod kunne de bedre udfylde Adspredelsens Plads efter det mecaniske Arbeide. - Herefter faaer jeg altsaa mere Lyst at skrive, da jeg har mindre Tid. - Statsraad Motzfeldt med Familie reiser til Paris i næste Maaned, med ham skriver jeg, indtil da faaer Du tage til takke med denne Negerunge. Lev vel, bedste Broder; "har Du min Sundhed kjær", saa skriv! skriv! Din C - Moder, Olsen og Harald bede alle at hilse. Den første vil snart skrive Dig, hvis hendes Øine tillade det, thi de begynde nu at blive daarlige, takket være det morderiske Glas hun bruger. - Knudsens have mistet deres Barn. Derimod staar Mad. Kaasen i Begreb med at skjænke sin Mand Et!! SIDE: 16 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Langfredag Aften. [13. april 1838.] At Du vilde skrive først, vidste jeg. Det er saa rimeligt, saa psykologisk indlysende. Jeg trængte dobbelt saa meget til at skrive og modtage Breve, derfor opbød jeg ogsaa den dob- SIDE: 17 belte moralske Kraft for ikke at underligge Fristelsen; medens Du troede ikke at behøve nogen Vagt, har et lille Anfald af Skriverlyst strax overrumplet Dig. Da Du proponerede for mig ikke at skrive, eller paa mit Spørgsmaal svarede - "nei", var det vel halv Dit Spøg, men - nægt det ikke! - ogsaa halv Dit Alvor - og det var til mig at holde mig til det sidste, thi jeg trænger saa meget til Dine Breve! Og Du kan saa godt undvære mine. Hvad det end havde kostet, jeg havde ikke skrevet. Seer Du nu at om jeg end er storagtig saa er Du ingenlunde stor, thi Du har ikke havt nogen synderlig Fri- stelse at bekjæmpe. Dit Brev foraarsagede mig imidlertid den meest levende Glæde - det var næsten for meget paa engang, og jeg havde, liig hine arme, udhungrede Fanger der æde sig ihjel paa den gode Kost man pludselig sætter for dem, nær læst mig en Sjeleindigestion paa Halsen, og virkelig! jeg sov blot et Par Timer i Nat saa aufgeregt havde denne pludselige Glæde gjort mig. Man bliver saa nervesvag mod enhver indre Bevægelse, enhver Afbrydelse heroppe i Ensomheden, at man tilsidst ikke taaler den naar man kommer ud. Ce sont des merveilleuses choses, que tes lettres! De indeholde af Realiteter saa lidt, og dog ere de saa rige; den simpleste Ting Du vil sige, bliver vigtig, Dine Pandekager blive dobbelt fyldte naar Du sætter dem paa Papiret. Hvad skal jeg gjøre med Dine Breve? Jeg er i samme Position som en forliebt Ægtemand der vel skinsyg vogter over sin Kone, men hvis Forfængelighed driver ham til at udsætte hendes Skjønhed for Mængdens Blikke - eller hvis han er af en ædlere Natur - og til denne bekjender jeg mig - føler at det vilde være en tyrannisk Ego- isme, at nyde hendes Elskværdighed alene, uden at unde den øvrige Verden Leilighed dertil - er dette ikke en penible Casus for en Mand - at være jaloux og tillige forfængelig - Hvor- ledes skal han tilfredsstille disse begge Lidenskaber? - hvor- ledes skal jeg forene saamegen Discretion med saadan bræn- dende Iver for det almene Vel - min Pligt mod Dig som dag- ligdags Veninde og min Pligt mod Geniet, mod det som hører Menneskeheden til? med et Ord, hvordan skal jeg redde Dine SIDE: 18 Breve fra Forglemmelse! - - Undertiden faaer jeg mange eventyrlige Ideer. Rigtignok læses alt hvad der læses kan, fore herhjemme, men det forslaaer ikke, ogsaa synes jeg det stor Synd at nedsænke dem til evig Hvile i min Komode, de som fortjente et ærefuldt Liv og et Monument med Immortelle- krandse. Engang har jeg Lyst til at sende dem - ganske ano- nymement i en Couvert til en Person i Kjøbenhavn, snart ned til en Bogtrykker i Aarhuus eller Ribe, og lade dem komme ud der under fingerte Navne - snart at strøe dem simplement paa Veien mellem Byen og her, lade et ligge igjen paa Trygstad, et paa Lagmoen, etc. etc. - raad mig til det Bedste, eller ogsaa gjør Dig Umage for at skrive slettere Breve. - Løverdag. Da Moder og Harald saae at jeg ingen Breve fik, hedte det strax: "ah, der er vel en Knude paa Traaden", og min Forklaring kunde de ikke fatte, men meente at jo meer man holdt af hinanden, jo regelmæssigere maatte man skrive; jeg sagde da at den ene Gang jeg kan erindre der var en Knude paa Traaden - dengang i Ullensager - havde Du sendt mig 7 Breve tilbage med Budet. Dette kunde de endnu mindre forstaae. Det er i Grunden naturligst saa som de sige, og vi ere unaturlige, forskruede tilligemed Tidsalderen. Denne Lyst til at cachere Aarsagen, og fordreie Virkningen, saa at man af denne aldrig kan slutte sig til hiin, denne ydre Kulde i indre Varme, Overgivenhed i Kjedsomhed, Stilhed i Velbefin- dende, Smiil i Sorg, denne Tjenstagtighed mod dem vi ikke lide, og Negligeren af vore Kjæreste, denne Andagt paa Bal og Letsindighed i Kirken og Kjedsomhed overalt - kort: denne Lyst til det Paradoxe, ere vi Mestere i. Det er bleven os na- turligt. Det er godt at det er kun i det Gode, at denne Uover- eensstemmelse mellem Yttringen og Bevæggrunden viser sig. Om vi nu vare slette, intriguante Væsener: istædet for saadanne noble - Derved blive vi uskadelige - - - Jeg er ikke vis paa hvorledes jeg lider Mad. Hoppe. Da hun har været saa snild mod mig vil jeg søge at drive det til at sige Godt, men for at kunne det, maa man oekonomisere med hende, og med sig selv fornemmelig. Sidst da jeg var i Byen SIDE: 19 har jeg været for ødsel - det taaler hun aldeles ikke - jeg er overbeviist om at Du vil allerede mærke det paa hendes Dom, Yttringer om mig der vel røber "Velvillie", men allerede ikke mere ere ubetinget rosende - Dette veed jeg ikke, men jeg har en Følelse af at det er saa, takket være den Smule Menneske- kundskab jeg har for meget. Nei troe mig! jo mindre man bekymrer sig om Folk, om visse Individer, jo vigtigere bliver man, jo mere søges man. Hun bad mig vel at skrive nogle Ord med de Bøger jeg sendte, men det vil jeg ikke engang gjøre, og hun vil lide mig bedre derfor. Men hilse hende maae Du, men intet sige om mig; der er intet at sige om mig. - - - - - - - - - - - - - I min Fraværelse, netop Torsdag før jeg kom, havde her været en Person, en ung Reisende der i høieste Grad vagte Alles Nysgjerrighed. Han havde et distingueret Udvortes, og en vis fornem Nonchalence i sit Væsen, saa Moder troede det var den forklædte Prinds af Wasa, og de andre vidste ikke hvad de skulde troe - det Rimeligste er at han var Spion for et vist politisk Parti i Sverrig, thi han yttrede sig meget mod vort Kongehuus, og havde flere politiske têtatêter med Fader, Harald. Da han ikke havde noget Pas, eller rettere han til- stod selv at det var et falsk, reiste Fader med ham til Fogden, dog i al Venskabelighed, men denne lod ham slippe med en- deel Formaninger, som han modtog med sarkastisk Ligegyldig- hed som om han i sit Hjerte gjorde Nar af den gode Mand. Siden har han været i Chia., men er sluppet godt derfra; han skal være gaaet til Paris med et Skib. Gid jeg havde været hjemme da han var her. Der var just Bryllup nede i Eidsvold- bakken, hvor Fader, Laura og Olsen vare, da han kom, og Harald besluttede sig nu til at gaae derned med ham. Han talte ikke med et Menneske dernede naar undtages Fader og H [arald] og havde overhovedet noget fjernt bydende ved sig. For- resten en kongelig Næse og Pande og meget blond, og ganske ung, 29 Aar. - Vi have troet at den Student S [chulz] i Ullens. skulde komme i [disse] Dage, da han havde sagt det til Henrik, men han er ikke, han eller hans Kjole har vel atter faaet Forfald. SIDE: 20 At Du spørger om jeg lever, faaer jeg finde mig i, men at Du spørger hvorledes jeg lever, klinger næsten som en Ufor- skammenhed. Hvorfor vil Du vort Stakkels Venskab bestandig tillivs? Du sætter det paa den ene skrækkelige Prøve efter den anden. Neppe har det redet sig seierrig ud af den første, ikke at skrive, saa kommer en anden endnu farligere, Du kan vide jeg mener Dit Propos om at Du blot skal være vred paa mig hvergang jeg er styg, og jeg hvergang Du er smuk. Det første Forsøg var en Slags Undermineren, men dette er synes mig ligefrem at slaae det /Venskabet/ for Panden, og jeg vil paa ingen Maade indgaae paa det. Søndagen efter min Hjemkomst fik jeg et anonymt Brev, tout a fait a la Magnus E., der var saaledes skrevet, at jeg var paa Veie til at sende det ind til Eder og spørge om det ikke var vel vidt at drive Spøgen. Emmas skrækkelige Exempel overbeviste mig imidlertid om Muligheden at det kunde være Veritabelt, og nu er jeg vis paa at det er Fyrens ramme Alvor. Han siger det første Isen bryder op, kommer han hertil; thi han boer i en af Smaaestæderne; men jeg beder Vorherre tage denne Kalk fra mig eller idetmindste mage det saa at han kommer medens I ere her oppe, at I kunne tjene som Lynilds- afledere. Ellers har jeg tænkt naar han kom og jeg var allene, vilde jeg rømme til Ullens [ager] , kaste mig i en Kariol i Bag- gaarden og snige mig bort og give de Andre Ordre til at sige at jeg allerede var borte. Du skulde gjerne faae læse hans Brev; en jeg veed Du har imod at nogen viser Andres. Herefter vil jeg stræbe at vinde Din Agtelse, thi indtil nu maae jeg staae meget lavt da mit Venskab for Dig altid har seiret over min Discretion mod Andre. Tal ikke til noget Menneske, ikke engang N [atalie] om dette. SIDE: 21 Jeg vilde for alting ikke at det skulde komme ud, thi paa ham falder den største Skygge. Mit Princip om det Daddelværdige i at blive bragt til at give en Kurv, bliver lidt rokket, thi her er jeg ved Gud uskyldig. Du forskrækker mig med din Mundtske Efterretning. Herre Gud! er det kommen saa vidt at jeg er kommen paa Prent, at Folk læser mig der med deres kjødelige, virkelige Øine, saa holde de mig vel for reent fortabt. Fra hvilken Kilde har Du dette? Det er vist en Feiltagelse; eller har Du læst det selv, da faaer jeg vel troe det. Min Samvittighed er noget urolig, og der aner mig noget "nicht Gutes", thi jeg var i en exalteret Stemning foraarsaget ved Afskedens Nærhed dengang - jeg vilde alvorlig ønsket at han havde kjendt mig lidt længer, og seet mig i min normale Tilstand, saa havde han neppe faldet paa at nævne mig. Han har seet at det var noget "Underligt", men ikke været rigtig paa det Rene med sig - men saa har han taget mig som blegt lille Exemplar af en nordisk Sommer- fugl for at fuldstændiggjøre Samlingen. - For os Norske der ikke ere vandte til saadan Behandling, har det noget Frygteligt ved sig, ikke sandt? - - og en saadan Anmeldelse har stor Indflydelse paa Publicums Mening. Veed Du at Du tjener Vedkommendes Sag slet ved saadanne Beskrivelser. Flonel og Kjerlighed ere 2de uforenelige Ting, og endnu farligere bliver dette for en Følelse der er saa flygtig, saa usikker, at den endnu ikke fortjener hiint Navn. Oderne og Uordenen faaer jeg lade passere, men Uldstrømpen med det blaae Navn paa, og det "ikke alt for rene Teppe" er mere end jeg kan udholde - - Jeg kaldte min Følelse for ham flygtig, ak ja den er svag, svagere end jeg troede, den udholder ikke Fraværelsen, den forkjøler sig paa Reisen og kjeder sig paa Landet. Landet! Landet! Ak søde Emilie, hvor vort Hjerte der var saa rigt saa ædel- SIDE: 22 modigt engang, bliver snevert med Tiden. Verden lærer os den grusomme Forsigtighed ikke at give førend vi veed hvad vi modtage. Almindelige Mennesker præke jo dette bestandig, de sige man kan ikke elske en Person der ikke gjengjelder det - o, hvor har jeg bestredet det og jeg beseglede min Tro med Lidelser nok. Naar vi /Mennesker som Du og jeg/ blive bragte til at stemme i med hine, da skeer det af saa himmelvidt for- skjellige Motiver, vi sige det af Erfaring, Reflection, og med bitter Smerte over Menneskeheden, over os selv, vi have gjort en Vandring og komme af frit Valg tilbage til dem. De ere blevne staaende. Herefter vil jeg aldrig kreditere nogen, men have contant Betaling, thi jeg er bleven saa gyselig bedraget. Han skal elske mig, vise mig den blanke Mynt, han skal elske mig ubetinget uomstødelig, da først skal jeg see hvad jeg kan byde ham. Han skal være ærlig, enten han gjør det eller ei. Natalie har vel bedet Dig i mit Navn tilintetgjøre det Bevidste, glem at jeg [har] bedet Dig derom, og hav Overbærenhed med en Syg som jeg var. - Gud fri mig, hvilket kjedeligt Tøi [W.] har smørt sammen i den C [onstitutionelle] , har Du havt Taalmodighed til at læse det igjennem? Jeg ikke, og havde desuden ingen Lexicon ved Haanden. Det er dog et alt for affecteret Sprog, det er neppe forstaaeligt. Var han paa Ballet hos Ida? - Din Fortælling om hende moerede mig meget, Du har Ret, Melankolie og Hovedpine klæder ikke alene hende, men næsten alle bedst. - Munterhed bør man aldrig iføre sig, der skal en overordentlig hvid Hud til lyse Kjoler, men mørke klæde Alle. 1. Paaskedag. Det er dog beundringsværdig at der er gaaet 4 Uger hen inden Du faaer noget fra mig, i Overmorgen netop 4 Uger! Jeg er større end jeg havde troet. Men det er godt for os, det er nødvendigt for at styrke vore slappede Skriver- nerver. Vi havde debaucheret i den Vei. - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 23 Anden Paaskedag. Du spørger mig om jeg hører til de Levende eller Døde? nei, jeg hører hverken til de Levende eller Døde, jeg hører til de Spindende. Jeg spinder, og har allerede spundet al Rendingen til Tøiet og en stor Deel af Væften. Hvad dette er skal jeg nøiere udvikle i et Brev til Natalie. Det er alt sadt op i Væv og bliver snart færdig. Om Eftermiddagen syer jeg - - - - Arme, flagrende Tanker! Jeg nagler dem langsomt med hundrede, tusend tællede Sting til et Stykke Canevas, ligesom Jægeren den sprællende Høg over Stolpeboddøren - - Arme flagrende Tanker! Siden jeg kom hjem, har jeg ikke seet et fremmed Ansigt uden de 5 stereotype Stueansigter M [oder] , H [arald] , L [aura] og O [lsen] , F [ader] , og de som have viist sig for mig i Drømme, ligesom af Medlidenhed, for at jeg ikke skal glemme den menneskelige Typus. Man veed tilsidst ikke hvordan de Menneskers Ansigt seer ud, som man er fængslet sammen i et Rum med, ligesaa lidt som man kan see sig selv i Speilet - - - - Siden jeg kom hjem har jeg været engang uden for Forstuedøren, det var Dagen efter min Hjemkomst. Jeg kjørte en Tour med Laura, hvor der intet blev talt uden at jeg engang imellem rev mig ud af mine Drømme for at frem- tvinge et Spørgsmaal om Jonette, om Brylluppet i Eidsvold- bakken. Den stakkels Pige taler saa gjerne, hun er ligesaa ensom som jeg. Veed Du hvad det vil betyde i 4 Uger ikke at see et men- neskeligt Ansigt, eller i 4 Uger ikke at være uden for de 2 Værelser man beboer? Nei Du veed det ikke, men Du havde en dunkel Anelse derom da Du afslog min Bøn. Stakkels Emilie, jeg har for- skrækket Dig, med min Egoisme. Du er den bedste, meest opofrende Veninde man kunde opdrive i vore Tider. Du kunde tage mig til Dig i Dit Huus hvis jeg blev fattig og forstødt, Du kunde sidde Dag og Nat ved min Seng og selv indaande Smitten af en dødelig Sygdom. Du kunde maaskee opofre en Elsket for mig - thi alt dette er stort - men tilbringe 2 Maaneder ved min Side i Præste- SIDE: 24 gaardens Dagligstue og Sovekammer, det kan Du ikke, det kan ingen, thi det er ikke "stort". Det kalder Verden en daglig- dags, naturlig Handling. Veed Du hvad det vil sige ikke i 4 Uger være uden for de 2 Værelser man beboer, og være frisk og være 25 Aar? 2. Paaskedag. Netop nu fik jeg Pakken, med Bogen og Brevet. Nei det er dog for galt! Det vilde være bedre for mig om det ikke var skrevet. Ikke sandt? Siig mig Din Me- ning reent ud. Hvad maae Folk troe om mig naar de læse hvad han i sin digteriske Overdrivelse skildrer som sandt, de ville tage det efter Bogstaven; thi hvor faae vide ikke at sor- tere "Dichtung und Wahrheit" - - Hvor faae ville ikke for- staae dette og hvor uhyre mange misforstaae det. - Der hvor han for Ex. siger at han lagde sin Haand om mit "schlanker Leib", at jeg gik alene ud af Balsalen; og hele Ballet selv, alt dette er jo Imagination - men hvem kan vide det? - Du maae see at redde min gode Reputation mod enhver prosaisk, snever Fortolkning. Aldrig har han berørt mig, uden en eneste Gang da han med en Selskabsmands stive Galanterie bød mig Armen paa en Spadseertour, 4 Skridt troer jeg - og da han tog Afskeed ragte jeg ham Haanden som en særdeles Gunst - aldrig har han sagt noget af disse smukke Ting til mig, det var det meest tilbageholdne beskedneste Menneske i sit Væsen som man kan tænke sig. - Fader kaldte ham en tør Person, fordi han glimrede saa lidt. Aldrig have vi et Øieblik været ene, mine Documenter som jeg Gudskeelov har - bevise dette, thi jeg kalder ikke ene med ham at være kommen 10 Skridt foran de andre paa en Spadseertour, og at de andre følge i Hælene, men naar han siger ene, det vil sige: hvad jeg i de andres Nærværelse addresserede til ham, noget han alene kunde forstaae, da nytter det ikke, Folk maae tænke paa en Krog. Denne Attest faaer Du benytte i Nødsfald, hvis der i mit gode Navn og Rygte skulde indtræffe noget Dødsfald. Min SIDE: 25 Trøst er at Folk af Overdrivelser som de veed ere det, ville slutte sig ogsaa til andre. Kjereste E., det er mig især magtpaaliggende at Du com- menterer lidt, denne Skizze af mig, hos Mad. Hoppe. Det lige- fremmeste vilde være at nægte det og ikke vedkjende sig det, men jeg har desværre til ham sagt at jeg har truffet M [undt] og fortalt ham i skyldløs Unbefangenhed lidt om dette Møde. Aften. Igaar drømte jeg at jeg saae Dig træde ind af Hjørne- kammerdøren; jeg kastede mig paa Knæe for Dig, og græd høit af Henrykkelse, thi jeg troede Du var en virkelig Engel. Ak Du lider ikke Drømme! Denne Olsen er en underlig Fyr, eller gid han var lidt mere underlig, han er saa gruelig seig og almindelig. Han hører netop blandt de Værste af hiin Klasse af Studenter som vi saa ofte møde i Hue og Briller, og som see op? eller ned paa os, med ubeskrivelig Dedain, da de troe i os at finde sammen- dynget alt hvad Flanerie og Forfængelighed og forskruet Dan- nelse a du plus horribelt - Jeg har undertiden ikke været uheldig i at bekjæmpe en Fordom man har mødt mig med, og der var virkelig en Tid, føre Juul, da jeg ogsaa forsøgte det med O [lsen] , om ikke for andet saa for Huusfredens Skyld. Det vil sige, jeg lempede mig mere efter hans Anskuelser uden at bestride dem, lod mine ikke træde frem i et alt for grelt Lys, og var overhovedet mere forekommende - men jeg maae tilstaae, paa ham glider alt sligt af, og jeg har aldeles opgivet ethvert Forsøg. Han hører til de Uomvendelige der vil døe i sin Troe, paa Raahedens Ufeilbarlighed og al dens skrækkelige Suite af Borneerthed, Intollerance og spitsborgerlig Tænke- maade. Undertiden maae jeg lee, naar jeg kan komme til at for- tælle ham noget; saalænge jeg holder mig ved den platte For- tælling, i muligst nedstemt Sprog, er han nok saa opmærksom, og afbryder mig kun ved adskillige Udbrud som: "Aa Snak!" /Hans Favoritudtryk/, "Guds Død", og saadanne lignende; men forglemmer jeg mig et Øieblik, og gjør en eneste Reflec- SIDE: 26 tion over det jeg har fortalt, en eneste dybere Bemærkning, da staaer han kort og godt op og gaaer hen i Krog, hvor han enten tager en Bog eller trommer paa Bordet, og dette skeer med et Ansigt som man saa tydelig kan læse de Ord paa: "Saa, for Fanden, nu begynder hun paa sit Sludder igjen!" Og jeg leer, men jeg veed ikke om det er af mig eller ham. Af hvem er det? Det er dog alt for traurig at man har saa lidt Hygge af ham. Det kunde have været en stor Trøst, havde han været bedre, men saaledes er han blot en Gêne, et besværligt Vidne. SIDE: 27 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [April 1838.] [Begyndelsen mangler . . .] for hver Dag som gaaer - er det da for seent? Ak ja det er for seent. Ulyksalig er den Klasse i Samfundet, den Stand vi høre til. I dens Midte har man intet Brug for Evner og Talenter der gaaer uden for det Hverdagslige, og den forfølger med Banstraale ethvert der river sig løs fra dens Skjød og søger at gjøre det gjældende udenfor - gid jeg var en Høkerdatter! havde jeg ikke indsuget disse fordømte bureaukra- tiske Fordomme saa var jeg længe siden blevet noget. Jeg kunde idetmindste være blevet Stuepige i Leipzig. Men blot fordi min Fader er Embedsmand og jeg saaledes nyder den Forret at blive buden til vore Notabili [te] ter derinde, er jeg fordømt til at sye Canevas og kjede mig mit hele Liv, det er Akkorden - Troer Du man tabte meget ved at bryde den - Om man nu opgav alt dette - om Hoppes blot engang af særdeles Nedladenhed bad mig, om Kaltenborns ikke mere hilsede, om jeg kom blot en- gang hvert Nyeaar i en stiv Visit til Eder, og vi vare blevne SIDE: 28 Dis, om Caroline nægtede sig hjemme - med et Ord om jeg nu blev Skuespillerinde, siig mig Emilie har jeg virkelig tabt meget, eller er det værdt at kjøbe alle disse Goder med at sye og kjede sig saalænge man lever? Svar udbedes. Thi jeg vil snart tage en Beslutning - 2 a 3 Eftermiddage som denne ere istand til at gjøre Udslaget. Der ere visse Ord som mit hjerte banker ved at tænke - Dampbaad - Rhin - Berlin - Strauss - Tour - Cour - Smiil - Kjerlighed - Vaar - Liv - a [t leve! at le] ve! at leve! Skulle vi to vandre tilsammen [som George] Sand paa hendes maleriske Fodtourer i Mandsklæder? De [vilde klæde os] godt, næsten bedre end det fordømte Skjørt, vi udgive os for [. . . Lakune . . . .] Opdagelse - vi søge alle bekjendte Aander op, men det er sandt vi kunne ingen Latin. Men paa Dampbaa- derne behøve vi ikke at sidde stille, men kunne blande os i Mængden, være galante mod Damerne og grove mod Herrerne, gjøre Cour til gamle Coquetter, som man altid treffer til Over- flod paa Dampbaadene - - - Kl. slaaer 7 - nei tænk det var 8, jeg maae da strax slutte, thi jeg skal skrive nogle Linier til Mad. Hoppe ianledning Bø- gerne - Du har nemlig skræmt mig saa med hendes infer- nalske Spørgsmaal - om Du troede "jeg havde dem endnu", ikke kastet dem bort vil det sige - at jeg nu betakker mig for Flere for det Første - - eller rettere, jeg vil ikke tage hendes Godhed alt for meget i Beslag. Hils Ludwig, og bed ham ikke at glemme sit Løfte, han kan være vis paa, at en saadan Handling som at laane ud Athenæumsbøger vil blive skrevet paa et høiere Sted, paa Englenes Tavler, han [maae give] mig Frist med dem i 3 Uger, og det tør jeg forsikre, at ingen skal blive længere borte, selv ikke nu da der gaaer skjeldnere Bud. Da jeg renogserer paa Mad. H., saa trænger jeg destomere til L-s Godhed. Det vil sige, jeg beder kun at han vil tillade Dig en enkelt Gang at sende en, Du troer vil interessere mig særdeles. Du kan ikke let tage Feil her. - Stakkels Bine! hvordan bliver det med hendes Bryllup? Det var egentlig [vel bedst hun] skyndede sig førend der lavede sig til et [nyt] Dødsfald i den SIDE: 29 Familie, [hvor Døden] har været saa graadig. Naar skulle [. . .] Skriv til Din stakkels C. Det lader til at Du vil føre Dig den prisede Urege [lmæs- sighed] i Brevskrivning ret til Nytte - hvor er det lovede S [var?] Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold 4de Mai [1838] . Om Forladelse! jeg skriver endnu engang. Jeg raaber endnu engang i Ørkenen, skjønt jeg banger for min egen Stemme. Saa gjør den forladte Vandrer ogsaa, i Førstningen lytter han til Eckoet der sender hans egen Stemme tilbage, og væbner sig i denne Illusion mod Ødets Rædsler; men tilsidst skrækker den ham, og han tier - som jeg! Kjere Emilie, jeg vilde egentlig gjøre Dig et Spørgsmaal, der hverken vedkommer Dig eller mig. Nøden er gruelig stor her- oppe, og man siger den skal være værre paa andre Steder. Alle vi paa Landet har vor Deel deraf, om end ikke i virkelig Forstand, saa dog Synet der er lige saa tungt, som om vi selv leed Mangel. Vor Følelse maae jo omfatte dem Alle, men den Fattige selv tænker dog blot paa sin egen Nød, og trykkes ikke af nogen Medlidenhed for de Andre. Det forekommer mig at Byen, og navnligen Byens Damer, kunde gjøre noget for dem ogsaa. Ved Subskription er der vel kommen ind en stor Sum Penge til at fordeles paa Distrikterne, men det skal jo benyttes blot til Anskaffelse af Sædekorn, altsaa er det ingen umiddelbar Hjelp, ingen Lindring for Hun- gersnøden, der vil blive værst i Sommermaanederne. Du spørger mig, hvad skulle Damerne gjøre for dem?, ak ja Du har Ret! Den eneste Udvei der er, er jo Arbeide - Udstilling - Auction. I Førstningen greb jeg denne Plan med største Iver, jeg skrev en Opfordring der er indesluttet heri, besluttede at sende en lignende til Bygderne i hele Agershuus- SIDE: 30 amt, og Fader, som jeg meddelte min Plan, fandt den i Først- ningen god, men siden have vi nærmere overlagt det og finder adskillige Vanskeligheder, som Du vist vil stemme i med. Naar jeg tænker paa de forrige Udstillinger paa Børsen, og i Euge- nias Stiftelse, disse Udstillinger, som Welhaven kaldte "grand misère ouvert", saa taber jeg Modet. Og hvem skal kjøbe det, hvem skal give Penge ud for alle disse Barnekapper, Man- schetter og Uldgarnsbroderier som det formodentlig kommer til at bestaae af, uden de samme der have bekostet Udlægget, Fædrene, Mændene? - - Og endelig, ville disse Smaaeting bringe noget ind der kan forslaae til at fordeles paa hele Oplandet? - Det vare de Spørgsmaale og Tvivl vi standsede ved, og som jeg nu fore- lægger Dig. Gid Du kunde løse dem paa en god Maade. Min Plan var - nu ja Planen følger jo. Du skulde blot være her og see denne Elendighed. De spise Bark og Been som Meel - de stakkels smaae Børn som sulte! - - Der er ikke en Dag uden her er 20 indtil 30 der blive bespist, men det kan ikke forslaae - Forleden Nat blev der gjort Indbrud og bort- stjaalet en Bunke med Lefser, en Gjerning der qvalificerer sig til Slaverie paa Livstid. Tænk for nogle Lefsers Skyld! - men endskjøndt vi kunne forfølge Sporet, saa vilde ingen være saa grusom, naar de stakkels Folk gjøre det af Hunger; vi lade som intet derved. Lykkelige ere I derinde, der intet seer af Saadant! der kunne spise, drikke, sove og more Eder ubekym- ret, uden at Sammenligningen, den skrækkelige Sammenligning, forbittrer Eders Nydelser - Du vil maaskee indvende at netop Sammenligningen skulde gjøre os taknemmeligere og lære os at vurdere hvad vi have, og det er vel saa i Almindelighed, men hvor Contrasten er saa skjærende, har man en Følelse som om det var uretfærdige Goder man eiede. Troer Du det vilde lønne sig noget om mit Forslag blev sat igjennem, eller rettere troer Du det vilde blive sat igjennem? Det maatte foreslaaes i de nærmeste Kredse, for af den Modtagelse det der fandt, at dømme hvor vidt man bør udbrede SIDE: 31 det videre. Tal først med Din Familie derom. Men foreslaaer Du det til Fremmede, da lad mit Navn ude af Spillet som Proponentinde, Du behøver jo blot at bringe Talen hen paa den Gjenstand, berøre mine Skildringer af Nøden, saa falder Forslaget som af sig selv. Ak min bedste Emilie, hvis der er nogen Muligheds Mulighed at faae det istand, saa gjør det i Menneskeligheds Navn! Det vilde dog blive noget, og en uven- tet Lindring, midt i den haardeste Nød. Jeg troer man burde komme overeens om, istædet for at sye saameget Lapperie, saamange tildeels unyttige Smaaeting, at forarbeide noget Stort, isammen, saaledes at f. Ex. 20 a 30 Damer bleve enige om at sye et Gulvtæppe, der maaskee da kunde blive kjøbt paa of- fentlig Regning til Slottet, eller af rige Privatfolk. Kun Arbeider af mere concentreret Værdi vilde bringe noget retskaffens ind, om de end vare faae, end saa mange Smaating. Det forstaaer sig, at jeg med Fornøielse offrede mit paabegyndte Arbeide, og hvad jeg ellers kunde faae færdig. Vil Du svare mig paa dette? Lev vel! Din C. Det burde mere være Arbeider af reel Nytte. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Den 7de Mai [1838] . Der strømmer lidt Liv i mig; siden igaar have vi havt Sol, Foraarsluft og Dine Breve, det er næsten for pludseligt, for stærkt paa engang. Du kan ikke gjøre Dig noget Begreb om hvor længselfuldt jeg har ventet efter disse Breve, hvor op- rørt mod N. der kunde nænne at holde dem tilbage, og berøve mig min eneste Glæde. Tilsidst troede jeg Du havde glemt mig, eller havde det isinde, at Du nu saa smaat vilde begynde at vænne mig til det, og jeg tog Venskabets Gud til Vidne paa i mit stille Sind, at den næste karge Almisse Du vilde slænge til mig skulde besvares med Taushed, men ak, jeg behøvede SIDE: 32 ikke denne velsignede Rigdom jeg fik idag fra Dig for at bryde dette Løfte. Dine Ord have en magisk Magt over mig. Derfor, om jeg udholdt Prøven ikke at skrive først, saa vilde jeg have underlagt den om det havde gjældt ikke at svare paa Dit. Som sagt, havde Du seet min Utaalmodighed førend jeg fik dem, en Utaalmodighed der dog nu var gaaet over i en Slags sløv Re- signation, saa vilde Du svoret N. og hans ulykkelige Tempe- rament evigt Had. Denne Løverdag glemmer jeg aldrig. Min Længsel bestod sin Crisis, og jeg maatte enda gaae skuffet i Seng. Jeg havde et svagt Haab at N., forskrækket over min Billet og forlegen ikke at finde nogen Leilighed, vilde sende det med Posten, eller at Du i et Anfald af Samvittighedsnag havde givet et med den, og nu skulde Du have seet mig medens jeg ventede paa den, jeg sad næsten som om jeg ventede en Dom paa Liv og Død ved Vinduet og lyttede om Budet kom; endelig længe over Middag kom det, men uden Post, den var endnu ikke kommen, men ventedes Kl.6. Atter igjen en heel Eftermiddag at spændes paa Forventningens Pinebænk, jeg kunde intet ar- beide i denne Spænding - - det var ikke alene den Fornøielse at faae et Brev fra Dig, dennegang synes mig det gjaldt noget mere, det forekom mig som om Dit Venskab maatte ligge paa Bunden af Postvædsken eller ogsaa var det tabt. Kl. slog da 6. Og endelig - o endelig - jeg aabner med sittrende Hænder - intet Brev. Jeg rev en Avis op og fordybede mig i den. Det var et Blad af den Stutionelle. Men det var ikke synderlig skikket til at bringe mit stakkels oprørte Sind nogen Lise. Dertil kom Efterretningen om Otto A [ubert] s Død, der rystede mig dybt. Du kan ikke troe hvor forunderlig svag jeg er bleven heroppe. Enhver Sindsbevægelse virker saa voldsom paa mig, en indvortes Skjælven betager mig og mine magre Kinder blive brændende røde, saa og denne Gang, jeg kunde neppe gaae sikkert over Gulvet, thi Knæerne sittrede under mig. Ak jeg er ruineret, det er forbi. Ved Aftensbordet faldt Talen paa Resensionen over H [enrik] , hvoraf netop de 2 første Afsnit vare naaet herop. Moder sagde: SIDE: 33 "De veed dog ikke paa hvad Maade de skal faae nedrevet ham nok, men finde paa alle muelige Indklædninger - - skamme- ligt - - - overøse ham med Grovheder, Uretfærdigheder" - - - etc. etc. Saa beskedentlig som muelig indvendte jeg: "Denne Resension indeholder dog ingenlunde ubetinget Daddel" - hvilket Olsen ogsaa fandt. "Ja," svarede M [oder] , "Du smigrer altid H [enrik] s Fiender, vi veed godt at Du er med Liv og Sjel paa deres Parti, og det vilde fryde Dig om de rakket Din Broder aldrig saa meget til" - - Gode Gud! - "Ikke sandt?" spurgte hun Fader. - "Jo det er desværre sandt nok!" sagde Fader med et Blik som gik mig ind i Sjelen. I denne Sag er jeg resigneret og stærk, thi den er dog idet- mindste af nogen Betydenhed, og jeg føler at det er noget skjønt at lide i den, da derimod disse usle, jammerlige trivielle Hverdagsforhandlinger bringe Ens Taalmodighed før til at briste. Det er dog idetmindste en klækkelig Fristelse at beseire. Jeg svarede derfor blot: "Jeg er ikke partisk for nogen, men be- stræber mig blot for at være retfærdig;" men for ikke at blive henrevet af det Oprør, den Qval inden i mig, gik jeg hen og sadte mig ved Harald /:der aldrig spiser Aften:/, men læste Aviserne ved det lille Bord. Jeg græd ikke den hele Aften, men døm om jeg sov! 9de Mai [1838] Jeg skulde være ufølsom for Henriks Sag!! Du veed ikke hvilke Forhaabninger jeg har gjort mig om denne Broder. Der var en Tid, da jeg tænkte paa ham med Stolthed, og denne Stolthed havde noget begeistret. Folk drillede mig ordentlig med ham, og hans Navn gjorde en Virkning paa mig som om det var en Inklinations. Jeg vidste at han aldrig vilde blive noget for os, men jeg tilgav ham det, naar han blot vilde blive en stor Digter; af ham taalte jeg alt. Han holdt ogsaa af mig, han foretrak mig for alle sine Sødskende. Det var før jeg lærte Dig at kjende, Emilie. "Det er længe siden, fast forglemt." Ak det var ikke min mindste Skuffelse. Døm selv om jeg har været kold Tilskuerinde i alle disse SIDE: 34 Stridens Aar, og om jeg er det endnu. Det er haardt at læse den koldblodige Fordømmelsesdom over ham, dette gruelige: "For seent", i Bladene, det er haardt at blive meddelt den i Fortrolighed som en Nyhed, men det er haardere endnu at man har Ret. Jeg tilbragte engang en søvnløs Nat, efter en saadan fortrolig Meddelelse - det var efter et Bal - og da jeg stod op, sagde Fader og Moder, at jeg var en unaturlig Søster. Du har Ret, eller rettere Mad. H [oppe] har det, min Billet var meget kort, kortvillig, hvad vil det sige? - Veed Du hvad, denne Billet var et Mesterstykke i sin Genre. Den var saa inderlig peent tilpasset, at ikke en Christensjel skulde have noget at udsætte paa den, ikke engang M. S. Hvert Spoer af noget Piquant, Eiendommeligt, af Lune var omhyggelig renset fra den - den var forekommende, triviel, almindelig fruentim- merlig, lige fra Undskyldningerne til den venskabeligste Hilsen til Hoppe, kort - den var "exemplarisk". Det er saaledes Folk ville have den - Alle uden Du. Og nu var det desuden lidt Politik af mig efter at M [undt] havde udskreget mig for et saadant paradox Utyske, og Folk maatte have lidt Modgift for al den "Gift" og "Verzweiflung" og "Witz" som de paa mine Vegne have døiet - alvorlig talt, var det ikke klogt af mig at slaae ind paa den Tone til hende - netop til hende, ikke fordi jeg nok troer hun er en af de Faae der knapt vilde misforstaae M [undt] - men fordi hun staaer i det Forhold til mig, at jeg har en Angst for at gjøre mig noget til for hende, at coquettere med noget for hende - saameget mere da jeg undertiden havde Lyst til at coquettere med hende. Jeg er sikkrest for det jeg har Lyst til. Det er en god Advarer. Jeg maatte smile ad den Undskyldning Du gjør for de Ord "om jeg havde Bøgerne endnu". Hvis chicaneuse Udlæggelse Du udleder af min tiltagende Mistænkelighed, ligesom jeg ikke er bleven indpræket og indgivet den med Skeer saa længe jeg kan mindes. Hvor mange Gange er dette bleven mig sagt! Har jeg nogen Gang bragt en Bog, en Ting nogetsteds hen, SIDE: 35 uden at man har tilføiet den Advarsel: "mist den ikke". Mad. H [oppe] der laante mig sit Schavl da vi gik i Theatret, kunde ikke bare sig, men sagde paa den yndigste høfligste Maade: "Kast det ikke ned". Har Du ikke selv for 14 Dage siden spurgt hvor mange Gange jeg har ledt efter Syenaalen, hvor mange jeg har kastet bort? - Men min Triumf er ogsaa fuldstændig, viid - dog nei der skal forfattes en lovformelig Attest derom, ellers troer Du ikke det er sandt. Siig til Mad. H [oppe] det er utaknemlig af hende at have noget at sige paa min Billet da jeg havde gjort mig saadan dødelig Umag for at faae den peen. SIDE: 35 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Bededag Formiddag [11. Mai 1838]. I dette Øieblik var jeg henne paa Drømmelye, jeg tænkte at sidde der og skrive da Veiret saae saa lokkende ud, men det var umueligt, den utaalelige Nordenvind fordærver En det skjønneste Veir. Naar man har gaaet sig varm nede i Dalene og kommer sveddryppende op paa Bakken, bliver man ligesom dyppet i et koldt Bad, det er en afskyelig Fornemmelse. M [undt] klager over Klimatet i H [amburg] , navnligen over Vinden som hans Nerver ikke kan taale; ak, han skulde være her og see at vel saa fine Nerver, vel saa delicate Constitutioner maae tage til takke [med] et langt værre, saa vilde han skamme sig for at klage; han saae ellers ikke svag ud, han havde vel en tendre Legems- bygning, men et glandsfuldt Øie og en rødmende Kind. Huf denne Nordenvind, og denne Solhede tilsammen! - - - - et brændende Indre, mødt af isnende Kulde - denne skulde mildne Solens Magt, men den gjør den endnu føleligere, man veed ikke hvorledes man skal beskytte sig, man veed ikke enten man skal holde Parasollen foran eller bag sig. Huf denne Nordenvind paa vore brændende Kinder og varme Hjerter! - Og dette er et Landliv! Have vi seet et grønt Straae endnu? - Have I spiist Karvekaal? Her er rigtignok ingen Snee SIDE: 36 mere, men de graae Bakker og nøgne Træer yde et ligesaa trist Syn. Naar det kom an paa mig og ikke paa min Sund- hed, saa sad jeg gjerne indmuret bestandig, og gik aldrig ud af Døren; herinde er vel trangt, men derude er det endnu tommere og mere øde naar man skal gaae og see paa Skyerne alene; Sidst Søndag, den 6 Mai, var jeg første Gang ude af Døren siden Dagen efter min Hjemkomst, og jeg troer jeg vil holde mig inde nu til Du kommer. Du kommer dog vel? - Naar ville I komme? jeg holder for noget tidlig, at vi først kunne være lidt alene, og siden sørge for at faae nogen herop. Men hvem skulde det være? Stiftamtmanden lovede at tage ind til os næste Sommerthing, vilde det være moersomt om vi fik E [mma] og M [alvina] til at følge med? men Herrer - Herrer til alle disse Damer!! Jeg veed ingen anden Raad end at jeg sans façon beder nogen af mine Balbekjendtskaber, kunde Du ikke bringe nogen ligesom Nilsemand til at ytre det Ønske at komme herop, at vi da af Galanterie ikke kunne undlade at bede ham. Naar mine Brødre vare saaledes beskafne at de kunde bringe noget respectabelt med sig op, men ingen af dem vil være saaledes beskaffen, undtagen O [scar] . Henrik har des- uden sat en Dæmning for, ved sit Forhold til alle Herrer, som det kunde være os nogen Opbyggelse at omgaaes, at ingen paa nogensomhelst Maade kan blive indført i vor Familie, hverken ved ham, mig eller Andre. Siig mig hvem Du troer vi kunne bede, Herrer eller Damer. Fader og Moder have intet imod at der kommer nogen som kan fornøie os; den første er det ligegyldigt, og Moder længes ligesaameget efter Selskab, som kan oplive denne døde Natur, denne skjønne Pygmalions Støtte, som vi. Jeg har udkastet mig et Billede af en 8 Dage tilbragt heroppe i godt og talrigt Selskab, thi naar mange skulle være længere sammen, ville de trætte hinanden, frygter jeg. Saa kunde de jo efterhaanden reise, indtil de sidste, og endelig vi 3 bleve tilbage for at tale om dem og hvad vi have oplevet, og vor ensomme Fortrolighed smagte da bedre efter Støien - jeg siger vi 3, thi jeg betragter N [atalie] som en Deel af os, jeg veed ikke hvad hun ikke kunde dele med os, hvad vi kunne sige hinan- SIDE: 37 den som hun ikke gjerne kunde høre. Jeg veed ikke hvordan det er med N., men min Tillid til hende er uindskrænket, hun forekommer mig at være den personificerede Trofasthed og Discretion. Vi have undertiden /Du og jeg/ hemmelige Sam- taler, det er sandt, men om der blev sagt os at En havde været tilstæde hvor vi helst ønskede os alene, og der paa mit for- skrækkede Spørgsmaal blev svaret, at det var N., saa vilde jeg beroliget tilføie: "Ja hun maatte høre det." - - men tilbage til hine 8 Dage in spe, eller desværre, de leve ikke engang i Haabet, men logere i min Indbildnings skrøbelige Gemakker, og naar den raae Virkelighed sætter Vinduerne op for at den bedøvende Blomsterduft der fylder dem kan trække ud og en dygtig Nordenvind lufte dem tilgavns, flyve de med. Hvor har jeg befolket disse 8 Dage med Toure til Lands og Vands, flagrende hvide Kjoler, Cour, Vid og Latter, ensomme Spad- seretoure, sentimentale Møder, Ridepartier, natlige Feste i Sko- ven, Fyrværkerie, Tourneringer, Bjergbestigninger, Solopgang og Aftenrøde, Coquetterie, tyk Melk og jeg veed ikke hvad for herlige Ingredientzer. Jeg vilde holde mig skadesløs for hele Sommeren i en saadan Uge og ikke fordre mere af den. Hvorledes skulle vi faae den istand? 3 Cavalere kan jeg byde over, men ét er uvist, om de komme paa engang, men hvilke Damer kunne vi faae forudsat at P [etersen] s kom, for- uden dem? Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Søndag Eftermiddag 20. Mai [1838] . Idag er Veiret smukt, saa fromt og mildt, Vinden kommer fra Sønden, det er Din Aande, derfor er den from og mild. Jeg skriver dette paa Drømmelye, rigtignok i en lidt ubeqvem At- titude, Solen skinner lige paa Papiret og jeg selv standser Bordet ved at hvile paa det i Flugten, da det ellers vilde med samt Papir og Alt tage Veien ned mod Elven. Denne Søndag har tabt noget af sin Søndagslighed, den ligner mere en anden Dag. Maaskee det er for den landlige Travlhed man sporer SIDE: 38 overalt, alle Plouge, alle 10 Heste ere i Bevægelse. Harald spader og sysler med egen høie Haand i den lille Have, der nu har faaet et ganske andet Udseende. Det mørke Syring- lysthuus hvor aldrig nogen gik indi, er borttaget og Blomster- beed anlagt i dets Sted. Udsigten fra Hjørnekammeret vil vinde meget derved, og udenfor ville vi anbringe en lille Trappe til at gaae ind og ud af - - men hvem skal vi faae til at staae udenfor og tilbyde ridderlig Haanden tilhjelp - den maatte gjøres lidt ubeqvem, ikke sandt? P [etersen] s maae vi faae herop, jeg veed intet bedre Raad end at røve dem, fange dem op paa Landeveien, kneble og binde dem for Øinene, slænge dem i en Vogn og jage afsted - men Postillonen maatte ikke være Lars. De 3 Herrer jeg meente vare: Arenz, min Fætter Ha- rald Th [aulow] og den tydske Flygtning i Ullensager, der saa ofte har annonceret sig - det er et interessant Subject, der trykkes, som Harald udtrykker sig, saaledes af sin Aandrighed og Følelse, at den maae ruinere ham - - - Stakkel han maae jo hungre ihjel derude i Ullensager, og han kan have godt af at blive sluppet paa Græs herude hos os - Apropos, Fæehaven vil herefter ikke være tryg, da der kommer til at gaae en vond Oxe. - Mad. Hoppe har skrevet mig som Du veed. Det var et temmelig langt Brev, yderst forekommende, yderst opmuntrende. Nu kan jeg ikke undslippe hende, jeg maae skrive. Men, vil Du troe at det koster mig - meget? - Min Mistillid til mine Breve, min Frygt for Folk tiltager stedse. O hvorfor er denne Rahel saa stor! Fordi hun vovede det Uhyre at udtale sine Tanker, men ikke for disse Tanker selv, dem kan andre have ligesaa gode; der er intet Nyt i Rahel som jeg jo ogsaa kunde tænke. Det er noget uhyre at hun med denne Oprigtighed, med sine ulyk- kelige Paradoxer har kunnet erhverve sig saa mange Venner, alle disse Vonner og Vanner og Digtere - nu ja - de sidste - er det ikke saa forunderligt - Men lad os prøve at være op- rigtige, at skrive hvad vi tænke snart til En, snart til en anden - o himmelske Barmhjertighed - vi ville komme godt an! - SIDE: 39 Du studser over min Frækhed at ville sammenligne mig med Rahel - ja min Bedste det gjør jeg. Forskjellen er kun at hun var modig og jeg er feig, og at hun derfor nu bliver feired i sin Grav og jeg glemt. Hvad Du er, veed jeg ikke, Du er ikke feig, Du har ikke Mod til at være feig engang - Du er noget hvorfor jeg ikke har Navn, Du gaaer saa vidt i Din Af- gudsdyrkelse for den almindelige Mening at Du kan bringe Folk til at troe at Du er som dem; Dit Ansigt, Dine Manerer skuffe saagar - Saavidt har jeg ikke kunnet drive det endnu, de have Mistanke til mig, jeg er blot almindelig feig. Er Du vred i dette Øieblik? Der kom en kold, skjærende Vind susende om mine Øren, ligesom et Ørefigen af en Aands Haand. - Rahel var saa stor fordi hun skrev og tænkte dette i sin Tid. Hun var en af Vore og var kommen for tidlig til Verden - Ach Du lieber Gott! - Nu kommer Laura springende og siger at Nissen og Mad. Nissen ere komne - hvorledes skal det gaae, jeg er kommen reent ud af Vane med at tale med Nogen - Adieu da! Pligten kalder - Alle gode Aander styrke mig! Mandag Formiddag. - Det gik godt igaar alligevel. Du skulde beundre, kunde Du see mig, hvorledes jeg veed at gaae ind paa de kjedsommeligste Details af de kjedsommeligste Ting, snakke ud og ind over alle disse landlige Kapitler om Saae og Høste, om Fodermangel, Fiskerie - med hvilken Interesse jeg hører paa disse Fortællinger om Bygdens cronique scandaleuse - hvormeget jeg fortæller, og alt dette hvor naturligt jeg gjør det - enfin, hvor aimable jeg er - ja Du maatte beundre mig. - I dette Øieblik faaer jeg vide at der strax gaaer Bud til Byen - og man sagde mig det var først i morgen - det er da utaaleligt - saa faaer jeg ikke skrevet til Mad. Hoppe - men hendes Bøger maae jeg sende, da der senere slet intet gaaer. Jeg faaer skrive med Posten i Morgen. Denne Leilighed haaber jeg Du benytter; hvis den kom tomhændet tilbage, saa har jeg ingen Undskyldning for Dig. Du veed at naar jeg en- delig engang faaer dem, saa er al min "Unmut", alle mine SIDE: 40 hevngjerrige Tanker strax dæmpede, derfor stoler Du paa Dine Breves Almagt. Philemon Er dette ikke smukt skrevet? Det har jeg skrevet som Barn paa Skolen "in einer müssigen Stunde". Da tænkte jeg ikke paa Dig, min Baucis! Lev vel! SIDE: 41 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Kristi Himmelfartsdag [24. Mai 1838] . Kjere E. I Eftermiddag fik jeg Dit Brev, og endskjønt jeg er saa træt, saa sløv efter et umaadeligt Brev til Oscar, kan jeg dog SIDE: 42 ikke forsømme den gode Leilighed der gaaer i Morgen. Jeg veed ikke hvorfor jeg fandt mig saa skuffet i Dit Brev dennegang - tilgiv mig, men jeg læser Rahel, og hendes Oprigtighed smitter - Det forekom mig ikke at være Svar paa mine lange, tætte Sedler, og saa enda den Extradepesche Budet havde med sig, men maaskee faaer jeg noget endnu? Der er saa mange Spørgs- maal ubesvarede, det var saa ufuldstændig som om det havde været fra Fru Muus, eller som om Du havde villet hævnet Dig paa den Uskyldige, fordi Du ikke kan naae den Skyldige - o disse Constitutionelle, rev Du dem ikke i 1000 Stykker? Stakkels E. Du skuffes ogsaa - det simpleste, det naturligste, det nøisomste Ønske maae man slaae af Hovedet. Troe mig, Din H. fortjener vist ikke at Du interesserer Dig for ham, at Du ønsker: gid hans Bøger ville komme. Det kan nok være en brav, snild Fyr, og flink dernede, men jeg veed ikke hvorfor jeg ingen ret Æstime har for ham, og hvorfor jeg ikke under ham den Lykke at Du finder ham elskværdig eller saa- gar mere. Tilgiv mig at jeg skriver dette paa grovt Papir - det var ellers blot bestemt til at bede Dig kjøbe en Straahat paa. Den skulde være ganske simpel, til at gaae med heroppe, og altsaa maae der ikke sees saa meget paa Skjønhed som paa Solidi- teten og fornemmelig paa at den skygger godt; det allersimpleste Baand, helst mørkt rudet. Bliver der nogle Skilling tilovers, da et Par Handsker, simple Randers. "O Leben, Du bist nicht des An- und Ausziehens werth," siger Rahel. Ja det er just det skrækkelige; med et Liv uden Interesse, uden Maal er man nødt til at sørge for de lumpne materielle Fornødenheder, med Kjedsomhed og Livslede i Hjertet maae man sørge for at faae en Hat der skygger, at man endelig ikke bliver brun! Jeg er saa træt, mit Bryst smerter mig af den megen Skriven, men jeg maae fylde dette Papir. Jeg længes ubeskrivelig efter Dig i Aften - den er saa himmelsk skjøn. Stakkels E. Du kjeder Dig ogsaa. Jeg kan mærke det paa en vis languissante Tone i Dine Breve - i de sidste - de kjede ikke mig - Himlen be- vare mig - nei - der er intet andet ved dem der kjede mig SIDE: 43 end deres Korthed. Paa min Sang har Du ikke svaret mig noget, og den er dog gjort for Dig. Du og N [atalie] mit eneste Publicum - men Du forbigaaer den med foragtelig Taushed. - Gud skee Lov at L [udvig] er bedre; hvorfor har han sat Eder saaledes i Angst - han maae tage sig godt ud i den Dragt - jeg lider alle mørke, blege, mavre, lidende, ulykkelige og elskværdige Mennesker. - O det jubler i mig over W [el- haven] s og Fru Sch [weigaard] s Uvenskab, jeg havde ikke troet jeg var saa skadefro. Herre Gud see at vedligeholde dette skjønne Forhold mellem dem. Din Seddel med denne vigtige politiske Efterretning, kom af en Feiltagelse ind i Oscars Brev. Mad. Hoppe er ret pudsig der hvor hun blandt andre Be- kjendte vil til at nævne Jonas. Nu, tænkte jeg, nu kommer han snart, hvorledes vil hun klæde det ind? Da jeg kom der- til, maatte jeg smile, men om der laae noget bittert deri veed jeg ikke, hun siger: "Imorgen forlader Emma Harboe Byen, jeg traf hende paa Fæstningen i en dyb Samtale med J. C. De har vel seet af Aviserne etc. etc." Kjere Mad. H [oppe] , hvem er Emma H., og hvad rager hun mig? Denne Emma H. faldt da aldeles som ned af Skyerne. Nu har jeg skrevet hende et langt Brev, jeg torde ikke andet da hun gjør mig milde Be- breidelser og virkelig er ædelmodig. Men jeg angrer det alle- rede idag. Især noget. O Emilie, undertiden gribes jeg af et Menneskehad, en For- agt der er saa dyb, saa sand. Disse Motzfeldtske, disse - - - disse - - - denne - denne - hvorfor efterstræbe de mig? Hvad ville de mig, usle, smaaelige, feige, Menneskepak! Lev vel! je succombe! Rahel kan jeg ikke sende Dig endnu, jeg maae læse noget om igjen. Paa Søndag skal jeg tegne N [atalie] s Navn. SIDE: 47 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Den Fredag 25de Mai [1838] . Det er fortreffeligt at skrive hernede paa Balstigen. En lille Bænk, et do. Bord, det er hele Meublementet - Skriverred- skaber bærer jeg med mig i Posen - jeg har anskaffet mig en Pose - udenfor Fuglesang og grønnende Trætoppe, jo nu bliver det Alvor med Vaaren. Vi kunne ikke vexle mange Breve inden vi sees. Glæder Du Dig da virkelig noget dertil? Eller forekommer denne Tour Dig blot som en nye Maade at kjede Dig paa! Jeg veed ikke hvad vi skulle gjøre ved C [aro- line] K [altenborn] , der blive mange Ting vi ikke kunne gjøre eller sige naar hun er med - kan ikke Marie komme? Hun er bedre, meget bedre. Hvis ikke, saa Guds Villie skee. Ogsaa frygter jeg at de begge vilde finde vort huuslige Stel ubehage- SIDE: 48 ligt. De som ere vante til saadan pertentlig Orden og Ziir- lighed, de kjende intet til Landet, det vil sige hvor der [er] Landbrug. Men de ere saa snille at det maaskee er en ugrundet Frygt. Paa den anden Side vil jeg gjerne de skal komme, at jeg kan faae afbetalt lidt af den Høflighedsgjeld jeg [er] i til Folk derinde. Min eneste Bekymring er virkelig kun den at det kunde trætte Dig og N [atalie] . Siig mig oprigtig hvad Du mener, og om Du da synes jeg bør skrive dem til, eller om det er tilstrækkelig at bede dem ved Eder. Veed Du hvem jeg vilde heller have - hvis Selskab var langt interes- santere? - Christian! Sødeste, Elskelige Christian! jeg har seet mange smukkere Børn end ham, men ingen jeg har lidt bedre. Jeg vil haabe at I ikke oplever hans Leihed. - - - - Har jeg nogensinde i mine fordums Breve nævnt Hytte og Guitar? Slige graverende Beskyldninger maae Du tage tilbage, for Eftertiden frabeder jeg mig Grovheder. Nei E., jeg har besynderligt nok - aldrig været romantisk. - Der har været en Spire i mig til at blive det, men netop da den vilde til at grønnes, frøs den bort. Veed Du hvad der bragte denne Spire til at fryse bort - det var hans Aande. Siden den Tid har ingen hørt en romantisk Anskuelse af mig. Saa længe jeg kan mindes, har jeg aldrig havt noget med Parfümerie og Sølvgafler. Det eneste jeg bekjender mig til at have sværmet for, er de "tilslørede Portraitter", men de øve endnu en magisk Magt over mig og ville sandsynlig gjøre det mit hele Liv. - For- resten kan Du ikke nægte at Du ogsaa har en lille Faible for dem. Nei det er ikke det eneste, Du siger jeg har troed paa en eneste, første Kjerlighed og nægtet den andens Tilværelse, ialfald fordømt den. Omendskjøndt denne Troe vakler, rystet i sin Grundvold, saa mangler jeg dog Beviser for at den er falsk. Ak E., jeg vil dog aldrig elske saaledes mere. Nei det er umueligt, min Kraft er bortødslet. Jeg stræber at indbilde mig at jeg kan elske igjen. Denne Frygt - denne Bæven - denne zittrende Henrykkelse, denne gjennemborende Smerte - denne Spænding mellem Frygt og Haab, Liv og Død - denne Exalta- tion der kunde drive mig til det tungeste Offer, de største SIDE: 49 Handlinger - nei den kan man kun føle engang. Det er Lidenskab dette. Men maaskee man kan elske anden Gang, men paa en anden Maade, roligere, mildere, da først naar man modtager saameget eller mere end man giver, er den Ligevægt, det rigtige Forhold indtraadt, der er den nødvendige Betingelse for Lykke. Den første Slags Lidenskab er et Blændværk, en "Verzauberung". Vil Du troe at disse brune Øine der har piint mig i saa mange skrækkelige Aar, aldrig har havt et mildt, rigtig varmende Blik - altid Glimmer - altid Dunkelhed - Trolddom, Slangeagtighed - !!! - Skal vi være oprigtige, sande mod hinanden ganske à la Rahel i 14 Dage og da skilles ad fredelig? - thi en Adskillelse tykkes mig at maatte blive den uundgaaelige Følge. Overlæg det. Vore Breve kunne dog være sandere, naturligere, mindre søgte, eller rettere have Udseende af at være mindre søgte, thi i Grunden ere de det ikke. Lad os saa meget som mueligt undgaae Lignelser, det er nu min Orm - alle Billeder være forviiste ligesom Duggen - - - ak nei Vanen er for indgroet, nei lader os alvorlig tænke paa en Forbedring i vore Breve. Jeg vil virkelig gjøre det. Lader os heller blive flaue, almin- delige. - Ulykken er at vi to ligne hinanden i Alt formeget, vi kunne ikke veilede, ikke rette paa hinanden, thi i det Øie- blik En vilde bebreide den anden noget, maatte man tænke, jeg er jo enda værre. "Nei, min Bedste," vil Du sige, "der gives saamen adskilligt jeg kan forekaste Dig uden at rødme" - men i Brevskrivning mener jeg - -! - Det er mit alvor- lige Forsæt, det maae Du vide. Siig Mad. H [oppe] dette at jeg vil forbedre mig. Bed hende sige mig mit Brevs Feil - ikke ortographiske, ikke Stil heller, men Udtryksmaade - Tankerne ere incurable, paa dem hjælper hverken Lud eller Sæbe. Jeg skal kjekt betvinge enhver Lignelse hvor forførerisk en Skik- kelse den end kan vise sig i. - Og Du lægge lidt Baand paa Dine Vittigheder. - - - Mad. Hoppe skrev mig om Carolines Soirée, om W [elhaven] over hvis Væsen hun gjør en kort, fyndig Beskri- SIDE: 50 velse - om Ida - at hun intet kunde mærke - at han havde foreslaaet at bære Malw [ina] hjem paa sin "Bag", "og dette var jo intet der røbede nogen bevæget Tilstand". Hun kan dog ikke mene at dette skal være nogen Trøst for mig? O hvis hun vidste hvor ligegyldig det er mig! Har hun sagt Dig noget om mit Brev, saa siig! thi nu angrer jeg paa det, det fore- kommer mig at hver Linie indeholder en Dumhed eller Ufor- sigtighed. - Mit Brev med Hattecomissionen har Du vel faaet nu, sørg endelig for at Skyggen ikke er for lille. Jeg saae forleden en ret smuk med Baand til 8 . Kunde Du ikke med det samme sende mig noget Uldgarn? Er der endnu intet hjemkommen? Det lyse Du sendte mig, er opsyed, og nu lig- ger den stakkels Søm der igjen. Husk paa det Violette. Moder beder Dig tillige være saa god hvis Du alligevel gaaer ud, at tage nogle Prøver af Tøi, Gingham eller Bomuldstøi, passende til Kjoler til hende og Laura. Det skulde være simple Sommer- hverdagskjoler. Jeg tænker rudet ellet stribet Gingham, ikke for lyst. Hun beklager med mig ikke at have et Menneske i den hele Bye til at besørge en Commission af den Sort, men skal være nødt til at bryde Dig dermed. Men nu er jo Veiret godt, og Du kan lade som om Du gik en Spadseretour. Kunde Du sende dette op med engang, var det godt; men jeg faaer vel sende en Hatæske ind. SIDE: 53 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [26. Mai 1838.] Nei, Emilie, Du skal ikke gjøre Dig nogen Bebreidelse for min Skyld. At Du ikke advarede mig for ham, raadede mig at svare hans Breve anderledes, bevise kun hvor mægtigt Blænd- værket var. Det kunde skuffe Dig, den klartseende Veninde, hvor meget mere da ikke mig der var forblindet! Det er en stor Undskyldning for mig, hvis denne ellers er nødvendig. Jeg tænker ikke. Min Opførsel kunde have været mindre ædel- modig, mere verdslig om Du saa vil, dette er maaskee ikke at undskylde. Her var intet Haab, thi det samme Øieblik jeg fik vide at jeg var elsket, betalte jeg med at opgive Haabet. Han skriver jo udtrykkelig i samme Brev at vi aldrig kunne for- enes, at han længe siden havde vænt sig af med den Tanke. Troe dog at om jeg elskede, var jeg dog stolt. Jeg havde intet Haab, altsaa var jeg ædelmodig. Dette Haab var mig berøvet paa en ydmygende Maade, ved hans eget Magtsprog ved at vælte den største Skyld paa mig / thi det vil sige noget mere at en Qvinde ikke duer for det practiske Liv / altsaa var jeg ædel- modig. Hvad skulde Du sige mig! Hvad raade mig! Havde Du end med klart Blik kunnet indsee ham og Følgerne, havde Du paalagt mig mere Strenghed mod ham og mindre mod mig SIDE: 54 selv - troer Du da at jeg havde fulgt Dit Raad? Neppe. Der var en mægtig Villie i mig til at handle saa og ikke ander- ledes. Og min ydre Opførsel, havde Du nogen Anledning til at lede den! Aldrig har en saa traurig indre Historie været saa skjult, saa taus. Det var en Malstrøm, med rolig, speilglat Overflade, med et frygteligt gjærende Oprør i Dybet. Ingen afbrukne Mastetopper, ingen Vragstykker synlig - alt begravet paa Bunden; alle disse Rædsler, Haifisken med hvide Tænder, disse søndersp [l] ittede Levninger af Anker og Seil alt begraven paa Bunden, paa Bunden, paa Bunden. Han elsker Synet af Vrag og afbrukne Mastetopper, troer jeg, han har engang be- sunget dem i Vers da han selv var kommen paa det Tørre. Jeg kjender Dig saa godt, Emilie, om Du enkelte Gange kan have været uenig med Dig, om en ubestemt Frygt, en Forud- følelse har grebet Dig for mig, da har Du været for samvit- tighedsfuld til at udtale den, Du blev altid hindret ved en anden Frygt som opveiede hiin, den at det maaskee kunde hindre et godt Udfald. Du svævede mellem 2de Onder, enten ved Pas- sivitet at tilsee, befordre et slet Udfald, eller ved Opposition hindre et godt Udfald - at Du greb det første stemmer saa reent med Din Natur, Din Delicatesse. Jeg haaber at Du ikke mere skal stædes i den Forlegenhed. Frygt intet af Sagen med J [onas] : den er klar. Du siger han har stængt sig dette "Paradiis", i Spøg, men hvorfor ikke i Alvor med Udeladelse af Paradiis? Hans Udfald mod H [enrik] kom i rette Tid. Det er ærligt gjort af ham at han viser mig - det er klogt at han viser Verden, hvad for Hensigter han har - - at lide mig godt, at gjøre Cour, et voila tout! Det er ærligt gjort af ham førend Tanken om ham kan gestalte sig til noget der ligner et Ønske, et Haab. Nu kan jeg være friere, ugenertere med ham, og Du mindre samvittighedsfuld. Det gjorde mig ondt da jeg læste hiin Recension paa H.s Vegne, thi den var saa moderat at den maatte smerte ham, men jeg for min Part ansaae den for den største Compliment der nogen- sinde er sagt min Retfærdigheds Følelse - thi hiin Dame er mig. Der er 10 Beviser derfor, foruden Følelsen deraf. Alle SIDE: 55 disse Localit [et] er er et Frimurersprog, jeg kjender dem alle. Bag 3die Bænk sad han hiin Gang; han erindrer mig om den virkelig gemytlige og gehaltfulde Samtale vi da havde. Det Udtryk "i Loge Litra - ere Mellemactene lange" eller kjedelige, havde jeg sagt til [Emil] Knudsen. Afbrydelsen i Logegangen er Afbrydelsen paa Ballet, da jeg bad ham lige- frem ikke at tale om det paa Bal. Men denne Afbrydelse har trykket ham, gid jeg havde faaet talt med ham. Maaskee kunde jeg have afledet - - dog nei, das musste heraus. Für die Andern. Und um Seinet wegen, à la Rahel! W. er vist fornøid over dette. Jubl ikke for tidlig, min Herre! Manden har vundet i mine Øine og tabt sin snigende Farlighed /à la Rahel/. Han har Mod og er ærlig. Hvorfor leed Du ham ikke sidst Aften? Hvis Du seer ham, da siig ham at jeg finder Planen fortreffelig. Her er netop en Grøvt som er som den er skabt til et saadant Øiemed. Vi ville være tilfældig i Nærheden og have "Sløer og Lomme- tørklæder paa Rede Haand", det vil blive en Roman à la Caroline Pichler! Ogsaa bliver han transporteret ind i Præste- gaarden under et fremmet Navn! jeg troer neppe Fâr og Môr kjender ham igjen, men om Henrik kom op vilde det være slemt. En ypperlig Idee! kan Du sige, dog nei, det gaaer ikke an at sige noget. Selv i dette spøgende Svar ligger dog det Alvor, den Sandhed skjult, at man nu var nødt til slige Mysti- ficationer, istedet for simplement at bede ham - med et Ord at jeg tvivler paa han vilde være velkommen. - Tirsdag Eftermiddag. 2 Dage har jeg forladt Dig og mine Sedler ufuldendte. Her er jeg Gud skee Lov igjen. Det fore- kommer mig som 2 Uger siden jeg sad her og skrev, saa trættende, saa aandsfortærende, saa Sjel og Legem nedbrydende kjedsommelig er den Tid jeg henslæber naar her er nogen. Mathilde S. har været her disse tvende sidste Dage, jeg bad hende i Søndags i Kirken. "Hvorfor er Du saa dum og beder hende?" spørger Du. Ja jeg veed ikke hvorfor, men saa dum er jeg. Jeg gjør mig det ordentlig angelegentlig at hun kommer, og naar hun siger at Hesten skal komme den Dags Aften, saa SIDE: 56 bestiller jeg den til den næste, og saa gaaer jeg som en sand Korsdrager, som en from Martyr og søger at skaffe dem al optænkelig Moroe, trasker omkring med dem under en triviel Conversation - spiller for dem / hvilken Overvindelse! jeg har ikke rørt Klaveret siden jeg kom hjem - / ja synger saagar for dem, skjøndt mit Hjerte er færdig at briste. Seer Du, jeg vil ikke staae i nogen Gjeld til disse Mennesker heroppe. Da de ei have noget Begreb om mit Væsen, mit inderste Selv - stræber jeg idetmindste at vise dem en fattelig Side af mig; jeg er nødt til at erlægge dem aarlig en Tribut af disse "vertues grossières" i deres almindelige trivielle Skikkelse - saasom Gjestfrihed, Velgjørenhed etc., ellers troede de vel ikke at "der var noget ved mig". Jeg synes slet ikke ilde om M. S.; naar man blot har et negativt Velbehag i En, saa er det jo store Ting, men derfor er det yderst udmattende at underholde hende - 2 hele lange Dage. Hun er af disse stille, melankolske, ord- knappe, paa hvem al Umage at opmuntre glider af. Hun er saa sygelig, Stakkel, hun seer ligere ud til Dødens Brud end til en 19 aarig Students. Dertil havde hun intet Arbeide, som kunde have lettet mig Arbeidet. Men nu er jeg igjen hos Dig. O det er dog et stort Gode at være alene. Nu skjønner man først ret paa det, naar man har været unddraget sit eget Selskab nogen Tid. Alene! hvor meget ligger ikke i dette Ord! For- løselse af den største Qval, og den største Qval selv. - Dit Brev i Løverdags har fuldkommen forsonet mig, det overgik mine dristigste Forventninger. - Endnu mere forbauset blev jeg over Hattens pludselige Ankomst i Gaar, hvor kunde Du faae den saa hurtig opsendt? Om jeg lider den? Jo, Hm, Hm! Skyggen er lidt lille - Du forstaaer Dig ikke paa Skyg- ger, Du Lysets Engel! men det er en retfærdig Straf for hiin sorte Hat, som ved min brødefulde Uforsigtighed fik sin Bane i Lyceet, denne Valplaz for alt skikkeligt Reisetøi - Mindet om den har ofte trykket min Bevidsthed, dens mishandlede Skygge har svævet hævnraabende foran min Seng og skrækket mig op af Drømme, dog jeg maae endnu raabe som Præsidenten i Kabale SIDE: 57 und Liebe: o Karoline Kaltenborn, auf dich werfe ich die schreckliche Hälvte - - - - men vær rolig for min Hat, min Skat, jeg kan nok lide den, jeg har sat en Kant til for at forstørre Skyggen lidt, og nu er den ganske efter mit Sind, saavidt som man kan faae det saa, i denne ufuldkomne Verden. Ak Emilie, jeg siger som Dig, jeg er kjed af baade Mad. H [oppe] og J [onas] og det hele Cleresie. Gud velsigne Dig, lad mig faae Lov til en Ting, det er, at hvis Mad. H. skriver mig til og jeg svarer hende, da at sende hende Dine faae carakteristiske Linier om Emma Harboe. Jeg gjør det ganske naivement. Hvis der skulde blive talt med Mad. H [oppe] endnu engang om [min] mislige Stilling, da ønskede [jeg] Du sagde hende uforbe- holdent min Mening derom [/See No. 7/] . Hvor angrer jeg paa at [jeg] ikke sagde den da hun talte om Giftermaal med mig. Folk skal ikke troe at jeg [hjemme] vilde gjøre noget Skridt af For- tvivlelse, som jeg ikke vilde gjøre hvis jeg var [. . .] , og skulde jeg nogensinde give min Haand til en Mand som jeg agter, vilde [jeg ikke] forringe dens Værdi ved at lade ham troe at det skeede deraf. Den Mand der vilde gjøre mig til Frue i Smaae- stæderne kan jeg endnu ikke nævne Dig, og hvis han [. . . . .] bliver det vel heller aldrig. Hans Brev kan jeg ikke vise Dig. Jeg ærer Dine [Grunde] for ei at vise mig Janes og Ch.s og kan næsten give Dig dem igjen med samme [Ord] , jeg frygter for at nedsætte ham i Dine Øine, da Du desuden allerede har [faaet] Fordom mod ham for hans Anonymitet - "nu holder han af mig", ved at vise Dig, etc. Tænk om jeg kom med slige Grunde! Men nei, det er ikke mit Alvor med Sammenligningen. Det har heller aldrig været mit Alvor at blive vred over at Du ikke viiste mig hiine Breve, jeg har blot spøgt dermed imangel af andet. Naar Du kommer skal Du faae see Brevet, og hvem veed kanskee Forfatteren ogsaa. Thi Himlen kan ikke ville lægge [denne] Byrde paa mine Skuldre alene. - Hold fast ved L [udvig] , han er bestemt en riig Grube naar Du [forstaaer] at øse af den. O Du er utaknemlig, naar Du SIDE: 58 klager. Hvilken skjøn [Gruppe] der kunde blive af Eder begge - Du kunde give ham meget af Dit og Du laane meget [af hans] . Det forekom mig, at han den sidste Gang jeg var hos Eder var blevet tilgjæ [ngeligere] , mindre indesluttet end før - arbeid paa dette gode Værk, det vil bringe Velsignelse for hele Familielivet, h [vis] Thermometer han er. Jeg har aldrig seet en Galge i mit Liv, men skulde jeg ønske det, da var det for at see dem hænge i den, som ud- spreder, det vil sige, opfinder slige Skjændigheder. Gud, naar hun ikke kan forblive uantastet hvem kan da? Hun var et Mønster paa qvindelig Blyhed, Tilbageholdenhed og sædelig Opførsel, af Alle erkjendt som et saadant. Rygtet er overalt. Hun har længe levet separeret fra sin Mand, selv i deres eget Huus, men nu da han er flyttet ind til Byen, og hun boer hos Søsteren, har det først vagt Opmærksomhed, og af Opmærk- somhed kommer Formodninger, og af Formodninger kommer Løgne og Bagtalelse. Den ækle, fæle, leie K.! Havde hun enda gaaet hen og begaaet et Mord, stukket Ild paa sin Næstes Huus, men forelske sig i K.! Forglemme sig ved - nei, det kan ikke udtales! - - Verden er saa hjerteløs, saa aldeles uden Skam! Den 30te Mai. Jeg længes efter at gjøre en Reise til Ber- gen eller Trondhjem, for at faae see Folk og blive lidt afgjort, jeg har glemt hvordan dette er, men det foresvæver mig som noget behageligt. At sidde her i dette skjønne Fængsel den hele lange skrækkelige Sommer, nei! - Den 30te Mai. Igaar Aftes talte vi ved Aftensbordet derom, O [lsen] var ikke hjemme. Da fortalte Fader at han havde vidst at de vare separerede siden 3 Aar. Han som Præst var en af Vidnerne; nu da disse ere forløbne, maae den lovformelig fuld- byrdes. Dette er altsaa sandt, men at hun vil gifte sig med K. - nei det er umueligt. - Hvilket himmelsk Veir. Det er italiensk - pausilipsk - caprisk. Aftenhimlen udenfor mit Sovekammer-Vindue ikke til SIDE: 59 at beskrive - det er vor nordiske Nattepragt. Vi komme til at boe i dette lille Kammer og Hjørnekammeret denne Gang - det er hyggeligt - bedre end ovenpaa, der er saa hedt og qvalmt - men paa denne Side er der altid kjøligt - udenfor Fuglesang og grønne Træer og Vandet i Baggrunden. Omtrent den 20de tænker jeg. Jeg er atter bleven lidt doven igjen, det er umueligt andet i dette Veir - Teppet ligger der - jeg har intet Garn, og jeg syer nu paa en Skjorte til Harald, som Du selv naar Du kommer, kan sige om den klæder ham, han er vist følsom for Dit Bifald i saa Henseende, en Skjorte siger jeg, c'est a dire en Udenpaaskjorte, en Blouse. "Wär ich todt, so hörte ich die Menschen nicht singen und beten - sie schrieen zu einem unverstandenen Gotte, und es kümmerte mich nicht in meinem Grab." Emilie, hvad er Pligt? Er det Pligt at hykle og være lydig, eller være ulydig og afskye Hyklerie? Det var ingen Sag at være lydig, naar vore Pligter ikke geraadede saa ofte i Mod- sigelse - man kan kun udøve en ved at støde en anden for Hovedet. Sidst Løverdag Aften sagde Moder at Fader vilde vi skulde gaae til Alters Dagen efter. Jeg resignerte strax, for Huusfredens Skyld, og da min sorte Kjole er i Ustand eller rettere den var vanhelliget ved sit sidste Brug, besluttede jeg at tage en hvid. Synes Du ikke at den kan kaldes vanhelliget naar den har maattet tjene til Theaterstads ved Maria Stuarts Liigbegjængelse, jeg har fortalt Dig hvorledes, med og dog ganske mod min Villie - og jeg synes der laae noget parodi- erende - blasfemisk i at tage den paa ved denne vigtigste af Dødsfeste - jeg vilde sønderrive den Ideeforbindelse den op- vagte mellem disse tvende Feste. Ak, den skulde idetmindste ikke spottende tilraabe mig: "Dette er ogsaa en Komedie", mit eget Indre gjør det nok. Jeg kan ikke med den rigtige Følelse gaae til Alters. Men omendskjøndt Troen mangler, der kan SIDE: 60 gjøre denne Handling til nogen Velsignelse, er jeg dog ingen Spotterske, ingen Fornegterske - jeg er ikke letsindig - tvert- imod, jeg har en hellig Frygt, en Ærbødighed for det Ubegri- belige, det Ufattelige, og ærer Formerne, hos de Andre. Men netop dette gjør Altergangen endnu piinligere for mig, naar jeg var letsindig var det bedre. Min Sønderknuselse er vist ikke mindre end de Andres, omendskjøndt den blot fødes af Øie- blikket, af den Tanke: jeg foretager mig denne Handling uvær- dig, uden den rette Aand. For mine forrige Feil kan den Draabe sure Viin og en Oblat ikke fyldestgjøre. Min eneste Undskyldning er da, at jeg gjør det for ikke at bedrøve Fader ved noget Afslag, og derfor haaber jeg Gud tilgiver mig dette ufrivillige Hyklerie. Saaledes ere nu vi nødte til at føie os og underkaste vor Villie, vor Anskuelse Omstændighederne, men for en Mand er dette ikke værdigt, for en Mand er Hyk- lerie utaaleligt. Da Fader underrettede Harald Søndag Morgen derom, sagde denne at han ikke kunde og bad ham undskylde sig. Vi havde med Frygt forudseet dette og det Indtryk det vilde gjøre paa Fader. Han kom ogsaa ned, meget vred der- over og talte om H. som om han var en Fortabt, en Ugude- lig. Følgen var at Altergangen blev udsat til stor Lettelse for mig. O, E., hvad siger Du til saadanne Scener! Hvis er Skylden! Sagen er at vi ikke ere rigtig behandlede. De naturligste, uvilkaarligste Følelser, barnlig Kjerlighed, Enighed, Religiøsitet, ere blevne os indpræket med store Ord, foreholdt os som en Pligt, hvad der skulde være ufrivillig, er blevet Tvang. For- ældre ane ikke hvor galt de gjøre dermed. Hvorledes kan en Følelse gjøres til Pligt? [Lakune . . .] hvad end Aarsagen kan være, og fortjent eller ufor- tjent hungrige, maae man mætte dem, men dette vilde man gjøre med langt større Glæde naar ikke det sidste var Tilfældet, det er det meget ofte. Et Spørgsmaal bliver det altid hvorvidt den umiddelbare Velgjørenhed er en Dyd, om den ikke meget mere er en Forbrydelse mod Staten. Atter Modsigelse i Pligter! Jeg SIDE: 61 havde tænkt dette længe førend jeg læste Miss Martineaus statsoekonomiske Noveller, da faldt mig netop den der opløser dette vigtige Spørgsmaal, mig først i Hænderne. "Cousine Mar- chall". Olsen siger han har aldrig kjendt en saa veldædig Bygd som denne. Og skulde Du troe det, at man aldrig seer et Spoer hos nogen af dem, at de ved egen Anstrængelse og Flid ville søge at formilde Nøden. Alle disse betlende Qvin- der og Børn ere alle Dagdrivere, der gaae Bygden rundt med deres Poser og faae Velgjørenhedens Tribut overalt, Mændene naar de fortjene noget er det for at drikke det op. Aldrig skal man see et Barn falbyde Tranebær, Karvekaal, eller saadanne Smaasager som de kunde fortjene nogle Skilling ved, Limer eller Visper og Tværrer / Vorherre kjender dem [og deres] Terminologie / og saadanne simple Arbeider som ethvert Barn kan gjøre, maae vi udtrykkelig bestille [hvis vi vil] have dem. Hvor arbeidsom, hvor uendelig opfinderisk i Maader paa at ernære sig see vi andre [Almuer at være] . Men vor er den meest ubehjælpelige, dovneste jeg har seet. 17. Mai pleier her altid at [være Fest] blandt Bønderne. Dette Aar kom man overeens om at anvende Udgifterne blot [i velgjørende] Øiemed, og saaledes bleve de Penge og Varer man havde subscribert ind uddelt blandt de Fat [tige] . Det var altid en liden Hjælp. Adskillige toge det som noget de havde For- dring paa. Du taler om Pengebidrag - ak det vilde endnu mindre komme istand. Det blev jo alle [Fædrene] og Mændene det gik ud over, og de have jo allerede subscribert for en betyde- lig Sum. [Var det ikke] rimeligere at tænke at Damerne vilde ofre et Stykke af deres Precioser, Enhver et Par Ørenringe, [. . .] , men hvorledes gjøre dette til Penge, hvem kjøbe det? Har Du opgivet aldeles Haab [om at de vil] sye noget til Lettelse for en Bygd? For Eidsvold f. E., thi det kan jo være dem [ligegyldigt hvem] der faaer det; her kan ingen Partisk- hed existere. Svar mig derpaa, min S [kat] . Adieu for denne Gang! jeg skal endnu læse ud [Rahel, SIDE: 62 og afskrive enkelte Afsnit, jeg har] lagt Bret for. Aldrig er nogen Bog bleven mig saa sund at [læse, men] det er ligesom stærk Viin som man ikke taaler meget af, [. . .] til, man maae være indfød Tydsker for at forstaae den. [. . .] Veiret er over al Maade guddommeligt i Aften [. . .] fest- ligt duftende. Vorherre har hængt hvide Gardiner op. [. . .] Brev fra Oscar i Gaar. [. . .] Det var skr [evet] i Tuil- leriernes Have, og der var Jordbær tilsalgs!! [. . .] Kan Din Hatæske staae indtil der gaaer et Bud fra Os? Med Hatten er jeg aldeles vel fornøied. SIDE: 62 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Mai 1838.] Af Rahels Briefe! Warum sollte man nicht ausser sich sein? Das sind schöne Parenthesen im Leben, die weder uns noch andern gehören. Schöne nenne ich sie, weil sie uns eine Freiheit geben, die wir und die uns bei gesundem Verstande niemand einräumen würde. Würde ein Mensch sich entschliessen können ein Nervenfieber zu nehmen und doch kann es uns das Leben retten. Es kommt von selbst. - - - - - - - - - Ich liebe den Zorn, übe und protegire ihn auch. Drei Dinge nur sind nie im Stande mich zu afficiren, nämlich wenn man mir sagt ich sei gemein, affectirt oder dumm. Die drei Dinge glaub ich niemals, und bin ich nicht sehr schlechter Laune, muss ich immer darüber lachen. - - - - - - - - Prägen Sie sich den gerechten Hass gegen Unglück und Krank- heit ein, und sie weichen. Auch ich habe es versucht, man glaubt die Menschen, das Schicksal zu erweichen, wenn man sein tiefes Unglück recht eigenwillig hervorspinnt - vergebens, beide haben kein Herz! - - - Verwinseln Sie die Jahre nicht, einsam haben Sie Ihren Schmerz, einer reicht hin zum Stählen, wenn man gewiss weiss niemand hört einem zu. Glück erweint man nicht. Man rührt auch nicht, weil man brav ist. - - - - - - - - Vergiss die deren Andenken man sich nicht stolz erfreut, selten stand der vor Ihnen der nicht zu ersetzen wäre. - - - - - - - - SIDE: 63 Kjere Emilie, saa langt har jeg skrevet ud af Rahel, men nu har jeg ikke Tid mere, thi jeg maae læse den ud i Aften; jeg tør ikke beholde den længer, og den maae ind i Morgen. Men gjør mig den Tjeneste at skrive ud de Par Linier paa de Sider jeg har brættet. Du vil spørge: Hvilket? Det veed Du selv, jeg er overbeviist om Du føler hvad jeg har meent. Det var ordentlig overraskende hvad Du sagde om Savinie, netop i de Ord havde jeg udtrykt mig til Mad. H [oppe] : "Halv- parten af anden Deel". O Emilie, hvor ligne vi hinanden, vore Aander ere Tvillingsøstre; vi ere, for at bruge en ophøiet Lig- nelse, virkelig 2 Alen af et Stykke. Det er en Formastelse at komme med mit Babel i samme Række som Rahels gyldne, vægtige Ord, men jeg sender Dig dette Papir at Du kan skrive det derpaa. SIDE: 66 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [8. Juni 1838.] Disse 8 Dage forekommer mig som en qvælende Drøm hvor man snart forfølges af en hæslig Kobold der trænger gjennem hundrede lukkede Døre, snart af et hornet Uhyre - snart hænger man svindlende over en Afgrund eller man vaan- der sig i Taarestrømme - Dog hvorfor just disse 8 Dage! mit hele Liv er ikke andet end et afskyeligt Mareridt, en tung ulyksalig Drøm hvoraf jeg aldrig kan vaagne, og jeg veed det er en Drøm og kan ikke vaagne, jeg veed at Morgenen er skjøn, at Solen skinner ude paa duftende Blomster, at Fuglene qvidre, men jeg kan ikke vaagne. Nu er denne Plageaand forsvunden, hvad for en nye Skræk vil der nu komme over mig? Jeg synes Skjæbnen maae være udtømt i sindrige Opfindelser, og jeg er virkelig nysgjerrig hvad den vil finde paa. Efter min Beregning har jeg nu gjennem- gaaet alle Sorter, alle Stadier af Krænkelser for et Hjerte; jeg har seet dem jeg har elsket, blive foragtelige, og de der have elsket mig, der kunde have reddet mig - være det før. Imid- tid troede jeg at Hadelns og Montbars Tider vare forsvundne, og ventede ikke at en saadan Ubehagelighed vilde bryde ind over mig mere. Dengang var jeg ung, min Cousine var her- oppe, det hele morede os usigelig, jeg betragtede det med en Tilskuerindes Øine og glemte at jeg havde en Rolle i denne SIDE: 67 comisk-tragiske Theaterpiece. Nu er jeg gammel, nedslaaet, mit Sind forbittret - og jeg alene, uden Støtte, uden Opmun- ring, ingen der kan give det hele et muntrere, lettere Anstrøg - alt qvæler, nedtrykker mig. Alt er grusom Spot, naar Skjæbnen rækker mig en Haand til Hjælp i min Nød. Emilie, denne Mand kunde forsørge mig - godt, han kunde forsørge mig godt. I denne Tid har jeg hørt tale om Bijoux og Diamanter, om russiske Eqvipager og Seletøi, om Viinkjel- der og Flygel, og alt dette er jo fyrstelig Luxus i vort Land for nygifte Folk. Er det ikke skrækkeligt at jeg alligevel til Høsten vil komme til at sye og læse med Børn hos en Bergen- sisk eller Trondhjemsk Spitsborger, eller kommer til at staae i en Boutique i en af Smaaestæderne og veie ud Kaffe og Spe- cerier naar Madammen ikke er tilstæde? Og dog Emilie troe mig! Det er en himmelsk Lod mod at kjøre i den russiske Equipage ved Siden af - - - Kanskee Du havde Lyst til at høre Beretningen af denne Uges Trængsler og Mangel paa sympathetiske Længsler, jeg vil forsøge paa et Omrids. Du veed jeg sad 2den Pintsedag paa Balstigen og skrev til Dig da Marthe kom med det Budskab at han var kommen; han havde strax spurgt efter "Frøkenen". - Moder, Laura, Olsen vare i Kirke, Harald paa Fæhaven, og Fader alene hjemme. "De komme vist herned," berettede Marthe, "endskjøndt jeg sagde at man ikke vidste, hvor De var gaaet hen." "Gud, Marthe", sagde jeg i etslags fortvivlet Forglemmelse - "det er en Frier - /ved disse Ord vilde jeg forsikkre mig hendes Iver i at tjene mig, thi den stakkels M. kjender denne Slags Lidelse/ som jeg ikke lider, løb hjem og see at forebygge at de komme herned, bed Fader tage ham med sig i Kirken eller et andet Steds - - for Guds Skyld lad mig ikke møde ham nu - - jeg vil gjemme mig saa længe nede i Bakken indtil Du kommer og siger Besked" - og efter at jeg havde givet Marthe alle mine rørlige Sager, hvoriblandt et skident Lommetørklæde og et Par fillede Handsker, styrtede jeg ned af den steile, lange Bakke, som om Lützows vilde Jagt og T. og alle Rædsler havde været i Hælene paa mig. Her gik jeg SIDE: 68 længe op og ned ved Elvbredden, skjælvende og hjerteban- kende, om af den foregaaende Sindsbevægelse hvormed jeg skrev paa Dit Brev, eller den endnu ubehageligere Afbrydelse, veed jeg ikke - jeg bad Gud redde mig ud af denne piinlige Situation paa det bedste - men nu blev der saa varmt i Solen at jeg vovede mig halvveis op i Bakken, hvor jeg stod længe lænet mod et Træe lyttende og speidende, thi jeg syntes at høre Stemmer overalt, jeg saae ham trænge ud af hver Busk - endelig - - det er virkelig Faders og hans Stemme! - de ere paa Balstigen! - jeg flygter tilbage igjen og skjuler mig nede ved Vandet i en Busk. Her fandt M [arthe] mig langt om længe, med den Forklaring at de nu vare gaaet ud paa Fæ- haven, da hun foregav jeg vist var gaaet derud. Saaledes kom jeg da hjem ubemærket og kunde faae rekollegeret mig en Smule. Jeg var neppe inde i Huset, saa kom de; de havde truffet Harald derude i en temmelig fientlig Positur, nemlig med en Pistol i den ene Haand og en Øxe i den anden, og denne noget usvo- gerlige Modtagelse maatte have forekommet ham som et ubeha- geligt Varsel, men han troer vist ikke paa Varsler. Du kan be- gribe jeg halede Tiden ud, til vi skulde spise, og foresatte mig da jeg hørte af Skydsgutten at han skulde blive her i 8 Dage /!/ at stjæle paa en honet Maade hvad jeg kunde af den. Jeg overlader til Dig at udmale Dig Gjensynet. Jeg synes han [er] bleven endnu styggere end sidst. Aldrig har jeg seet en ignoblere Styghed og dertil denne utaalelige Suffisance - denne uendelige Selbstgefälligkeit, denne verdslige Hovmod der røber sig i hans hele Væsen, i Tale, Miner, Gang: denne sidste, navnligen hans Figur, er brav latterlig, kan Du troe! Han lod til at have de sikkreste Forhaabninger. Ved Bordet drak han os alle til med M.sk Gratie, han aabnede alle sine Elskværdigheds Sluser paa engang til stor Forundring for Tønsager og Olsen der ikke kunde blive enige med sig enten han var gal eller fuld, 1 Gang gik O [lsen] ud for [at] tænke derover, og 2 Gange jeg - eller rettere for at fatte mig, at overbevise mig om at denne Person, efter at have prosti- tueret sig i den Grad i et Brev til en Slags Pige som jeg, SIDE: 69 og derpaa at have trængt sig ind til mig med denne mage- løse Selvtillid, denne spitsborgerlige Courmethode, om denne Person med sine smaae, plirende Øine, er et virkeligt skind- barligt Menneske og intet Foster af Indbildningskraften, ingen bizar Digression af mine Drømme - Er det mueligt at vor Tid kan frembringe et saadant Exemplar -? - - Denne forfærdelige Oprømthed, den skriver sig vist fra hans første naadige Velbehag i mig, den lader sig ikke forstyrre af den ringeste Betænkelighed - /:jeg havde nemlig en peen Kjole paa og Skrækken havde givet mig en livlig Colorit:/ "Hun," har han tænkt -: "Det første Øieblik skuffer idetmindste ikke mine Forventninger, hun vil tage sig ret godt ud ved min Side - i den Henseende er hun den tiltænkte Lykke ikke uvær- dig" etc. etc. Seer Du, saa vare mine første Betragtninger. Efter Bordet var jeg allerede saa kjed af ham og saa træt af mig selv, jeg havde Hovedpine og Trang til at hvile mig lidt, derfor stjal jeg mig ned paa Balstigen. Jacob var her for at gjøre Husken istand, derfor, hvis man kom efter, havde jeg det Paaskud. Neppe havde jeg strakt mig 2 Minutter paa Græs- bænken, saa kom de: T., O [lsen] , T [ønsager] og H [arald] . Det be- gyndte at regne, saa vi bleve nødte til at pakke os ind i Lyst- huset. Velsignet være min Hatteskygges Korthed! som nødte mig til at sætte en Kant til, der næsten skjuler Ansigtet, den opfangede alle disse honningsøde plirende Blik, al denne Stir- ren og Speiden efter mit Ansigt, om den end ikke kunde fore- bygge den Strøm af fade Galanterier som mit stakkels Øre maatte udholde - "Gud!" tænkte jeg, "han er ikke forknyt, og det i disses Nærværelse, hvorledes vilde han blive i Enrum, som Vorherre bevare mig fra;" og jeg foresatte mig at holde en Livvagt bestandig, der aldrig skulde slippe mig af Øie. H [arald] og O [lsen] vilde nu overtale ham til at sove en Mid- dagsluur, thi endskjøndt han ikke gjorde Cuur til dem, vare de kjede af hans vigtige, paatrængende Væsen; men dertil var han ikke at formaae, skjøndt han havde reist i et Træk fra M. uden at hvile, heelt fra Pintseaften. Da vi kom hjem, sendte jeg efter Mad. Nissen som Forstærkning, og ved hendes SIDE: 70 Hjælp gik den Dag taalelig over. Vi spadserte paa Fæhaven, og af et Slags qvindelig Instinkt vidste hun at holde enten ham eller mig i Aande. Efter en søvnløs Nat vaagnede jeg til den anden Dags Li- delser. Vaagne siger jeg, ja af hiin trykkende Morgenslummer som altid pleier at følge en saadan. Han havde været 2 Gange oppe og lagt sig igjen, da han hørte "Frøkenen" ikke var op- staaet. Jeg var inderlig angst tilmode den Morgen. Tænk Dig dette paatrængende Menneske, og jeg saa alene, paa H [arald] og O [lsen] kunde jeg ikke stole meget, endskjøndt jeg havde bedet dem at divertere ham saa godt de kunde og lette mig Byrden; den sidste havde Forretninger hele Dagen, og den andens uselskabelige Natur kjender Du; altsaa var blot Laura tilbage, og hun vilde neppe kunne beskytte mig. Det er bedre vi gaae ud, tænkte jeg; herinde forlader Moder os ofte og kal- der maaskee L [aura] med ud, saa sidder jeg der. Da han havde spiist Frokost, gik han op med Harald for at skrive Forbuds- sedler; han skulde reise "i Morgen Aften Kl. 9", dette var Tirsdag. Altsaa 2 lange Dage endnu. "Nu gaaer vi i Forveien ned til Husken, og skulde han have Lyst, kan han jo komme efter med H."; men neppe havde jeg sagt dette til Moder, saa kom han, og nu maatte vi bede ham, da han saae os med Hatte paa. Vi gik da hen over Gaarden, og førend L. var kommen efter os, spurgte han i en misfornøiet Tone og et meget bistert Blik paa hende: "Hvad er det for en liden Pige, der følger Dem overalt?" "Det er en Cousine vi have taget i Huset." Da vi vare komne derned og Laura og jeg havde prøvet Hu- sken /han var ingen Elsker af at "rouse"/, foreslog jeg den Tour over Dalen til Drømmelye som Du veed, men da vi vare komne ned til Kanten af den bratte Bakke, erindret jeg noget jeg vilde sige til Guttene der havde husket os, og siger derfor til Laura: "raab til Guttene at hvis de have Lyst, kunne de nu huske sig selv; thi siden bliver der sat Laas for"; og den ulyksalige Laura raaber ikke, men gaaer for at gjøre det - jeg er alene med ham! "Kom lad os gaae ned i Bakken lidt," sagde han. Jeg hørte dette med samme Sjeleangst som et Barn SIDE: 71 der har en ond Samvittighed hører en streng Lærer eller en vred Fader sige: "Kom lad os gaae ind i næste Værelse, jeg vil tale med Dig lidt." Skrækkelige, uheldsvarslende, prygls- svangre Ord! T.: "Jeg har noget at sige Dem, men denne lille Pige hindrer mig bestandig, kan De ikke sende hende bort?" Idetsamme kom Laura. "Aa hør, vær saa snild og gaae hjem og siig til H [arald] at han endelig ikke glemmer at sende For- budssedlerne." "Nei det behøves vist ikke," sagde jeg, "hvor kan De troe at han vilde glemme det!" og dermed blinkede jeg til L. der stod med en forskrækket Mine og saae snart paa mig, snart paa ham. Hun fattede mig strax og forsikkrede det samme som jeg. Nu gik vi nedefter. Et Øieblik sad vi os ned for at hvile, paa den anden Side af Bakken, og vil Du troe det, da det ikke er lykkes ham at blive L. qvit, begynder dette Asens Plageaand at tale Fransk. "Vous avez recu une lettre d'un inconnu, Mademoiselle." "Oui, Monsieur, il y a quelque temps." "Eh bien, cet inconnu, c'était moi!" "Ah!" "Ne l'avez vous pas devinez?" "Non Monsieur, je n'y ai pas reflectee du tout." "Mais de qui la croyez vous donc?" "Je ne sais pas. Je ne connais personne qui m'aurait pu ecrire une telle lettre, aussi je l'ai presque oublié." "- - - L'homme qui la ecrit, vous porte une tres vive interesse. - -" Men hvorfor forfølge længer dette latterlige Rendez vous en trois - Kan Du huske Victor Adams Skizzer? Har Du nu faaet Troen i Hænderne at et Rendez vous ikke behøver at være nogen tête à tête. Vi disputerede om det engang. Han sagde engang: "On m'a dit que vous etiez fiancée a Hambourg?" "Non, Mons., ce n'est pas vrai." "Ainsi vous etez libre donc?" "Quelle demande!!" Var det ikke meget fiint dette "Quelle demande"? jeg til- stod intet og gav dog Rum til Formodninger. Forresten opholdt SIDE: 72 jeg ham Resten af Veien - som jeg naturligviis forkortede saa meget som mueligt, med saadanne Phraser der hverken giver noget Haab eller paa engang afskjærer det, saasom: Det er en flygtig Idee, der vilde komme til at angre Dem - - De kjen- der mig jo slet ikke - De kunde jo bedrage Dem - alle de Egenskaber De forudsætter hos mig, kunde De jo blive skuffet i - jeg vil blot sige Dem en Ting, mit Humeur vilde ikke convenere Dem, det er melankolsk i Grunden, etc. etc. - Dermed vare vi komne til Døren, og jeg aandede. Jeg synes der skal megen Djer [v] hed, megen Haardhed til at give en Kurv i rene Ord, hvor retfærdig den end kan være. Der gives en Maade i vor Opførsel og i vore undvigende Ord, der siger det samme, men saarer mindre - enfin - en Kurv maae føles, men ikke modtages. Han foreslog vel, paa hine Forestillinger af mig, at søge - nærmere Bekjendtskab; men Svaret vilde jeg blive ham skyldig, i en yderligere Forklaring som jeg vilde see at udskyde til det allersidste; thi det var dog grueligt penibelt for ham og os, om han efter en saadan afgjørende Besked blev hele 2 lange Dage. Og enda frygtede jeg denne endelige Forklaring som en stor Ulykke. Efter Bor- det sneg jeg mig ind og hvilede lidt efter Anstrengelserne. Da jeg kom ind, havde Fader faaet ham ind i et Parti Schach, og jeg satte mig i Sophaen i Sovekammeret - Døren stod aaben. De vare just færdige med Spillet, da Moder kalder Laura, min Skydsengel, ud, og vips! sidder han ved min Side. Til al Lykke kom Olsen idetsamme. Saaledes gik denne Dag i evig Angst, i utrættelige Forskandsninger mod Fiendens Angreb. Om Af- tenen da jeg havde spillet lidt - /synge lod jeg mig paa ingen- somhelst Maade overtale til/ - sadte jeg mig lidt i Sophaen igjen; jeg syntes ganske uden Fare, thi O. gik ud og ind, og i det Øieblik talede han med Moder inde i Stuen; men han for- sømte sig ikke, strax havde jeg ham ved Siden af mig. Gud hvor han var forbittret paa Laura! Han begyndte atter paa Fransk; da sagde jeg for at standse det, at jeg ikke kunde ud- trykke mig saa færdig etc. Han maatte troe at jeg animerte ham til at tale norsk, thi han svarede dertil: "Men, Gud be- SIDE: 73 vars, Væggene høre vist her; alt hvad vi sige, vil i Morgen være i Christiania", hvortil jeg meente at han fra dette Huus ikke behøvede at frygte nogen Indiscretion i saa Henseende. Det var mig virkelig om at gjøre at betage ham al Mistanke til os om han skulde faae noget at høre om sin uheldige Ex- pedition siden - den eneste jeg ikke kan forsikre mig, er Ol- sen, thi allerede at ville dette blev en Indiscretion fra min Side. Du indseer at jeg nu bestyrkede ham i at vedblive, thi da han hørte, "que Laure a recu des instructions bien sevéres sur les poingts là", saa gav han hende en god Dag og lod som hun aldrig var tilstæde. Til Lykke bleve vi strax af- brudte. Da han var gaaet op talte vi om ham, det vil sige med- deelte hinanden vore gjensidige Bemærkninger, der alle vare temmelig overeensstemmende. Alle de andre vare enige om at Fyren ingenlunde var dum. Det er vel mueligt, men denne Forstand han har, er saa reen verdslig. Han er i Ordets meest træffende Forstand en Jordaand. Jeg troer naar vi destillerte vore Budeiers Hjerner, vilde der komme mere Geist ud af dem end af hans! [i] disse Dyrene saa Nærbeslægtedes Barme vilde man finde mere Følelse, mere Fiinhed, mere Sands for Natur, Kunst, for Poesie, for det ædle, det høie, det menne- skelige hos et Menneske, end i hans. Harald meente at han har aldrig seet et saadant ægte Satyransigt som hans, og han har Ret. Denne Lignelse er sand. Dette plusrøde tykkjævede Fjæs med de smaae svinepolidske, plirende Øine, denne latter- lige, tilspidsede dyriske Mund, denne kobberfarvede Næse og denne mistænkelige Overflod af Haar - - - - - - mein Liebchen, was willst Du mehr! Emilie, jeg holder det for umueligt at et Fruentimmer kan forblive ligegyldig ved en Mands Hyldning, men Virkningen er saa rædsom forskjellig. Vi ere inddeelte i Solsystemer. Lad 2 Personer, hvoraf den ene hører til Dit System, den anden ikke, begynde at gjøre af Dig - i Førstningen ere de begge Dig lige ligegyldige - - og Du skal see Tiltrækningskraften gjøre sig gjældende hos den første. Men vee den Planet der SIDE: 74 vovede sig forstyrrende ind paa det fremmede Gebet, som turde trodse den guddommelige og evige Naturens Orden! Fiendlig, tilintetgjørende berører vor Atmosphære den Indtræn- gendes, han maae tilbage ud af vor Kreds og hjem igjen til sine Egne. Det er mig umueligt at beskrive Dig den Modby- delighed denne Mand indgjød mig siden jeg vidste han tænkte paa mig med saadanne Tanker. Hos D-s var han mig blot en comisk, uskadelig Personage, men nu er han frygtelig. Naar han satte sig ved Siden af mig, kunde jeg aldrig overvinde mig til at see paa ham, men svarede ham med "tillukket Blik". Hans dybe Basstemme og den Lyd naar han skurede sine tykke Kjæver mod Halsbindet bragte mig til at isne, den Pren han sad og tuklede medens jeg syede, har jeg lagt i Vand i 2 Dage! Jeg troer jeg er bleven syg af al den Modbydelighed. Min Sjel trængte ogsaa til et Vomitiv efter alle de ufordøielige Sindsbevægelser den har slugt i den senere Tid - jeg ventede forgjeves paa nogle styrkende Draaber fra Dig. Nu aarker jeg ikke at skrive mere for i Dag. 3. Dag skal Du faae næste Gang, hvis ikke Beskrivelsen af disse 2 tilfredsstiller Dig. Jeg er virkelig ikke frisk. Fader engagerede mig for 8 Dage siden til at følge med paa en Visitats Reise omkring i Soløer, Oudalen, Hoff, Grue etc., hvilket jeg ogsaa lovede, da jeg ikke vilde bedrøve ham med noget Afslag. Gud veed hvor stor Lyst jeg havde! jeg tænkte med Grue paa baade Grue og Hoff, paa alle disse Gjæstebude, al den Snørthed og Anstrengelse jeg maatte udholde, alle de møre Steger og seige Folk - alle de fede Retter og mavre Conver- sationer jeg maatte døie i 14 - siger fjorten - Dage, og mit Mod sank næsten tilbunds i mig, men Himlen skee Tak! nu er jeg saa syg at jeg ikke kan være med, og dette Argument er det eneste gjældende hos Fader, jeg er afskediget i Naade. Imorgen kan jeg ikke gaae til Alters heller, da gaae Far og Mor. O. raadede mig selv derfra for Heden og den Mængde Comunicanters Skyld - men i Grunden er det vel Frygt for hans Skriftetale, som han nu to Gange har brugt op for andre Øren og Hjerter end de bestemte. O. forbedrer sig. SIDE: 75 Endnu intet Brev fra Dig! Lev vel; Gud velsigne Dig og Dine Løfter. Jeg kan ikke mere. Løverdag den 9de Juni. C. W. SIDE: 78 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Sand Præstegaard nordre Oudalen, Tirsdag den 12. Juni 1838. Igaar Eftermiddag 6 - 7 kom vi hid. Det første jeg tænkte paa næst efter at faae noget at drikke, var at skrive til Dig - jeg stjal mig ud i den lille Lund bag Huset og rablede virkelig en heel Side fuld, temmelig uforstyrret, men denne faaer Du ikke, da det blot var en Udgydelse af Hovedpine, Mismod, Kjedsomhed, Sjels- og Legemstræthed. Idag er det bedre. Alle ere i Kirken, jeg var der ogsaa, men da Heden var utaalelig, tog jeg dette Paaskud for at komme hjem - til Dig - O denne vor Gudstjeneste, er den virkelig den Evige Gud behage- lig! - - denne store Kunstner der har bygget Himmel- hvælvingen og som lader hvert Træe, hver Blomst svangre Luften med Vellugt, kan han tilbedes i saadanne qvalme, for- pestede, elendige Skuur som disse Kirker her paa Landet, med denne øremartrende Musik og endelig disse - Prækener /!/ - - Da jeg sad indeklemt deroppe i et lidet Fuglebuur mellem Fader, Fru Rynning og vor Værtinde, og jeg saae den blaae friske Søe udenfor, hvor længtes jeg ud paa den! Der- ude maae han søges, tænkte jeg, ikke her! Men jeg maae skynde mig og ikke opholde mig for meget ved Reflectioner; ak til dem er der Stof i hver Krog - lidt af min Migrainemonolog fra igaar maae Du dog døie for den chronologiske Ordens Skyld - Vi have reist hele 6 Mile, altsaa igaar kunde jeg have været hos Dig, istæden for i denne Afkrog. Tænk, over Fjeldet ligemod Øst er der kun 2 Mile og vi gjøre en Omvei af 4. Omtrent saaledes: SIDE: 79 2 Mile 2 Mile 2 Mile Sand Eidsv. Det er for Fjeldets Skyld. Du kan troe en saadan Visitats- reise har noget eget nationalt carakter [ist] isk ved sig. Den nor- ske Gjestfrihed iklæder sig Søndagsdragten og sit venligste Ansigt ved den Leilighed. Provsten bliver modtaget som en lille Fyrste der visiterer sit Land. Overalt er hele Huset i skinnende, skuret Stand, Gardinerne og Lagener glindsende, Bordene prange med Byesager, med Appelsiner og rar Fisk, og Børnene faae nye Kjoler til den Tid. Da vi kom til Grænd- sen af Oudalen, traadte en ung, yderst ziirlig Person hen til Vognen ved et Skifte og holdt en borgermesterlig-fyrstelig Tale - til min store Forundring. Det var en Udsending fra Lens- manden for at complimentere os i hans Navn og tilbyde os sin Escorte det øvrige af Veien, sørge for at Skydsen var parat etc., og omtrent 1 1/2 Miil fra Præstegaarden mødte Præ- sten og hans Frue os, der tilbøde os deres Baad til at roe den sidste halve Miil, hvis vi vare trætte af Kjørselen. Det er et fromt, gudhengivent, adstadigt, ungt Par, disse Nørregaards Hun er den ældste Datter af Præsten Hesselberg og var alle- rede i sin ugifte Ungdom bekjendt for sit værdige alvorlige Væsen. Naar hun var lidt smukkere, vilde hun ligne disse nederlandske, ærbare stille fromme Jomfruer fra Middelalderen, som vi have seet gaae, Blikket nedsænkt, med langsomme Skridt til Kirke, om ikke andetsteds saa paa Havsens Bund hos Heine. Jeg tænkte igaar da jeg saae dette Huus hvor alt er saa simpelt og tarveligt, men dog saa lyst, saa venligt, og Naturen ligesaa: Hvor lykkelige maae disse Folk leve! Deres Ønsker komme ikke ud over hiin nære Fjeldryg, deres Ung- dom løber fredelig hen for dem uden at efterlade en Erindring der kunde forbittre Alderdommen; de elske hinanden, passe for hinanden; hun hører med samme Andagt, samme Beun- dring hans maadelige Prækener, som vi en stor Kunstner, en virkelig af Gud inspireret - hvor lykkelige maae de være! SIDE: 80 De have 2 smaae nydelige Børn og en brusende Foss neden for Haven og ingen conditionerte Naboer! Hvorfor vilde jeg kjede mig saa her? o Himmel! hvorfor skabte Du mig saa, at jeg maae kjede mig saa blandt disse gode, hjertelige Folk -? - jeg er jo ogsaa en simpel Præstedatter som dem, der blive lykkelige i disse trange Boliger, hvorfor vilde jeg ikke være det - jeg længes, jeg vansmægter ogsaa efter Lykke, skab da noget hvorved jeg kan blive det! - o det er tungt at maatte sige: disse gode, simple Folk kjeder mig - men send mig misfornøiede, forqvaklede, fredløse Væsener, saa skal jeg trykke dem til mit Bryst, saa skal jeg juble dem imøde: hvor vi skulle more os sammen. Hvorfor blev jeg saaledes? o tag dine mørke Gaver tilbage, o Himmel, og læg et nøisomt Hjerte i min Barm, giv ogsaa mig denne velgjørende Blindhed, der lader En see en ussel Praas for Dit guddommelige Lys - - - - Vi fik Brasen og deilig Ørret og Krumkager i Gaar Aftes. Paa dem har jeg sovet godt og er lidt qvikkere idag. Det be- høves, thi Provstinde Rynning er kommen, det bliver vel vor eneste Gjæst til Middag, og med hende behøver man sine Kræfter samlet. Hvor han har ærgret sig da han saae Svend D [yring] s Huus, over at Ragnhild ikke løb efter ham i Sko- vene og laae for hans Fod. I Morgen reise vi til Strøm med Fru Rynning, og i overmorgen er der Visitats, der bliver for- modentlig stort Selskab. Siden til Winger, hvor jeg tænker at besøge Sisseners og Grünnings, de sidste isærdeleshed - jeg vil nu skynde mig ud førend man overrumpler mig, thi jeg længes efter en ensom Spadseertour. Imorges var jeg nede ved Fossen, jeg krøb ud paa det farligste Sted og trak mine Skrive- materialier op for at sidde her og skrive Dig til, det var synes mig Dig og mig værdigt, men netop da jeg vilde paa mine Knæe ridse det første Ord, rullede - vel ikke jeg, men min lange, deilige Blyant ned i den skummende Afgrund. O Emilie, hvorledes vilde det være naar vi ikke havde hinanden at skrive til - alvorlig talt, tænk det! SIDE: 81 Sand 13. Juni. Den Dag igaar gik da ogsaa efter megen Møie over. Tænk Dig, efter at Kirketjenesten er forbi, have Præsterne en lang kjedsommelig Forretning med at gjennem- see Ministerialbøger og examinere Skoleholdere, og saa sidde de stakkels Gjester der med tomme Maver og tomme Sind. - I Førstningen snakkede vi, men da Kl. blev 3-4 svigtede Kræfterne os, saagar Fru Rynning blev mat, og netop da vi skulde spise, indtraadte Eftermiddagsdøsigheden hos mig, saa jeg nød ikke noget godt af det længe forventede Taffels Glæ- der - Fiskepuddingen var desuden gerathen lidt vel meget salt, Harestegen var bleven saa tør af at vente, og Kremen var falden ned til en Slags meget prosaisk Suppe, uden Skum, uden Poesie. - Da jeg stod op, skjøndte jeg at jeg ikke vilde holde et saadant Leben ud i 10 Dage endnu. Jeg sagde det til Fader, der ogsaa havde mærket det og begyndte at have ondt af mig. Bedste Emilie, tænk Dig i 10 Dage ikke høre tale om andet end Landet, Landet, Landbrug, om Dreiel- og Lærredvæver, om Korntrang og Betlerie, om Skovhugst og Tømmer, nei dette Slags Tømmer er dog værre end Froen- tømmer! - Fader havde ondt af mig, det vil meget sige. Denne første Dags Prøve bestod min Sundhed slet, i Gaar Eftermiddag var jeg daarlig igjen, og Fader og jeg, forskrækket over at det vilde tiltage, bleve enige om at jeg skulde ride hjem idag over Fjeldet. Der er ikke 2 men hele 3 Mile, og hvor fatiguant en saadan Tour end vilde være, tiltroer jeg mig be- dre at holde den ud end Gjæstebudslivet i alle disse Præste- gaarde. Det vilde have blevet høist romantisk at ride med en eneste Veiviser ved Siden 3 Mile gjennem den tykke Skov paa en Hoppe med et lille Føl efter sig, men der er dog intet blevet af - thi igaar da Fru Rynning hørte dette Arrangement, modsatte hun sig det af alle Kræfter, og endte med at faae overtalt mig til at reise med til hende, saa kunde jeg derfra reise hjem, saa slap jeg jo altid Winger, Grue og Hoff. Hun havde alt buden Grünnings og forestilte mig hvor flaut det var for hende at komme hjem med den Besked at jeg er echap- SIDE: 82 peret over Fjeldet. Saaledes bliver det da. Idag tage vi til Strøm 2 1/2 Miil sydligere, imorgen er der Visitats, jeg faaer see ved stræng Diæt og mueligst Forsigtighed at slaae mig igjennem, men iovermorgen reiser jeg hjem med Skyds. Jeg lider godt Konen her i Huset, endskjøndt hun er af en gan- ske anden Verden. Igaaraftes fulgte hun mig ind i mit Kam- mer og uformærkt kom vi ind i dyb gemytlig Samtale. Hun fortalte mig at hun altid havde staaet alene, aldrig havt nogen Veninde, omendskjøndt omgivet af Jevnaldrende, de havde alle trukket sig tilbage for hendes indsluttede, alvorlige Væsen og misforstaaet det; men dertil havde hun følt en saadan Trang efter en Fortrolig; der havde været Enkelte hun havde følt sig hentrukken til, blandt andet havde Olivia Arntzen udøvet en forunderlig Magt over hende fra første Øieblik hun saae hende, hun var næsten Barn dengang - den Følelse for hende var reen Forelskelse, Forgudelse - hun foresvævede hende i de skjønneste Drømme, og naar en enkelt Gang Velkomst eller Afskeed tillod et Kys, var hun reent lyksalig - men aldrig var hun istand til at udtale denne Kjerlighed med et Ord eller en Mine, og selv den Dag i Dag er Gjenstanden for den uvidende derom naar de koldt og flygtigt mødes. Da jeg for mange Aar siden var i Grue, hvor Hesselberg dengang var Præst, havde hun følt noget lignende for mig, det vil sige en Længsel efter at meddele sig for mig, et Slags Anelse om at jeg kunde ud- fylde det Venskabsideal hun havde dannet sig. - Jeg erindrer hende godt dengang, hun gjorde allerede da et underligt Ind- tryk paa mig - jeg vidste ikke hvad jeg skulde gjøre af denne besynderlige lange, opskudte Figur med det blege, alvorlige Ansigt, denne langsom høitidelige Gang og Stemme, og naar jeg hørte at dette gamle Menneske var 13 Aar /hun var den- gang et halvt Hoved høiere end jeg saa faldt jeg/, i Forbau- selse; de andre Piger loe og gjorde Nar af hende, men jeg vidste ikke hvorfor jeg ikke torde gjøre dette. Nu forekom- mer hun mig som 10 Aar ældre end mig, men hun er kun 22! Hun var bleven saa glad da hun hørte jeg kom. Den Samtale vi havde lod til at være en Fest for hende. Hun er SIDE: 83 et forkjelet Guds Barn den samme, saa lykkelig i ham at hun sagde, der kunde ikke ramme hende nogen Ulykke som hun ikke med Lethed vilde bære, og da jeg sagde at jeg misundte hende denne Tillid, denne Sjelefred, trykkede hun mig hæftig til sig, om af Medlidenhed, om af Glæde veed jeg ikke. De følge med til Strøm. Adieu saalænge! Strøm den 14. Vi ere komne hjem af Kirke, men jeg er saa mat at jeg ikke [kan] skrive meget. Her bliver nok stort Selskab til Middag, alle Grünnings komme. Reinhardt var buden, men maatte reise idag; ligeledes er Consulen reist med sin Søn til Lübeck; igaar var denne her i Visit, en smuk rask Yngling, han tog sig fortreffelig ud i sin snevre Ridedragt paa den skummende Hest, og dertil var hans Væsen saa sikkert, saa belevent. Udlændingen aabenbarer sig strax i det, hvad skal vi gjøre med vor Ungdoms Klokkertournure - - - Imorgen reiser jeg hjem herfra - jeg længes dog hjem - der maae være noget fra Dig - - maaskee imorgen tidlig faaer jeg et Øieblik til at skrive færdig - imorgen slutter Reisejournalen. Capellanen her er en lille forunderlig Figur, med sort kruset Haar og et Negerphysionomie, blændende Tænder og mørke rullende Øine og en brun Bleghed; ved første Øie- kast kommer man i Uvished om det er et forfærdeligt stykt, eller et forfærdeligt interessant Ansigt; idag vil jeg see at blive klog paa det. Alle Frøkenerne væver. Adieu, jeg kan ikke mere! - Strøm den 21.Juni. Jeg har været paa Værket hos Grün- nings i alle disse Dage og kom hid igaar. Fader ventes i Af- ten, og i Morgen gaaer det hjem ad. Du veed vi ventede dem her til Middag Visitatsdagen, de kom alle, Fruen og 2 Mam- seller - alle undtagen Emma. Reinhardt var reist om Mor- genen. Den ene Mamsel kjendte jeg igjen fra Hamb [urg] . Hun var Gouvernante for Grevinde Westphalens lille Datter, denne Grevinde som blev gift med den stygge rige Jenisch - nu er hun flyttet her op igjen - thi hun har været her før SIDE: 84 som Gouvernante - hun troede for bestandig - og jeg vil - - - Jeg sværger Dig til at jeg ikke lyver, men jeg siger at jeg morede mig den Dag. Jeg morede mig. Er det mueligt at der lever endnu en Gnist af Glæde i mig der kan komme i Flamme naar den aandes paa, det er underligt at jeg ikke har glemt at lee. Hiin Dag har jeg snakked og leet, sunget og dansed, jeg var overgiven, vilter - jeg har jaged omkring som "ein Reh", vi legte støiende, springende Lege ude paa Gaarden, naar jeg ikke kom gjennem Dørene, saa sprang jeg gjennem Vinduerne - saaledes har Du aldrig seet mig, Emilie, thi jeg springer aldrig i Dit Selskab, da hverken Du eller Natalie springer. Du lider ikke at jeg springer, ligesom Du ikke kan lide at jeg synger - vi græde sammen, Emilie! derfor er Du mig uundværlig, thi det er dog mit Hovedfag at græde her i Livet. Med Grü- nings kan jeg lee, man har saa skjelden Anledning. Deres Munterhed er uimodstaaelig. Den er saa ægte, saa klingende, saa sprudlende, den river alting med sig som en løssluppen Foss, der truer med at sprænge hele den møisommelig sam- menflikkede Dæmning - jeg mener alle Velopdragelsens Jam- merligheder, al vor fruentimmerlig-smaaelige Tvang - lad Verden more sig med at kaste Smaaesteen i en saadan Foss, de for- svinde i Skummet og den bruser fort og spotter hver Anstren- gelse, nei det er taknemligere at kaste dem i det stille Vand der zittrer ved hver Berørelse. Gid jeg var en Foss at jeg kunde spotte, trodse denne lave, smaaelige tirrende Mængde! Fordømte Folk, som man giver alt og som giver intet igjen for Offeret. G [rünings] bade mig til næste Dag, det var Fredag. De syntes alt godt om mig den første Aften, thi de havde ventet at finde noget ganske andet i mig - de havde tænkt sig et alvorligt, stille, genialsk-adspredt, forskruet, over- spændt etc. etc. etc. etc. etc. etc. - generende-lærdt Uvæsen - / saa gammeldags er man endnu her paa disse Kanter /, og nu fandt man - - mig. Tænk Dig deres Overraskelse. Den første Dag derhenne maatte jeg samle mig lidt igjen fra Gaars- dagens Lystighed; jeg var ikke frisk, mit Humeur var træt SIDE: 85 efter den uvante Motion, nok, jeg var stille igjen, men for hver Dag blev det bedre. Strømmen rev mig med sig. O jeg er skabt til at være glad. Gud hjælpe mig for Rynnings! jeg maae ned til dem. I Aften mere! - Kl. 11 1/2 Aften. Me voila! Skjøndt jeg er træt og vi skal tidlig op igjen for at reise og jeg [er] meget ubeqvem af kold Brasen, varm Haresteg og fyldte Pandekager, saa maae jeg see at faae dette færdig i Aften, at jeg kan sende det herfra, thi at slæbe det med til E [idsvold] er dog ikke værdt. Gud hvor længe har jeg ikke været borte! en Evighed synes mig, og det er kun 8 Dage! En Evighed siden jeg fik Brev fra Dig! Saa eensformig er Tiden hjemme at disse 8 Dage synes mig indholdsrige, saa fulde af Begivenheder, af merkværdige Hæn- delser, hiin ligger bag dem som længst forsvunden, dunkel - det forekom mig som om jeg græd meget i den, og der hændte mig noget som jeg fortalte i et Brev - kjære, hvad var det? - jeg har glemt det; thi der ligger saa mange fremmede Menneskeansigter imellem. Det var om Grünings jeg endnu vilde fortælle Dig noget. Kjære E. jeg har gjort en Opdagelse. Der existerer dog Ung- dom. Du og jeg havde Uret da vi tvivlede paa at den ei var til i vore Tider, men at vi tvivlede var igjen ganske naturligt. Det er Ting som vi stakkels griesgrämliche, sygelig forqvaklede Naturer ikke kunde troe mere paa, Ungdom, Lystighed maatte forekomme os blot et Sagn. Men den existerer. Da jeg sad ved Bordet paa Værket ligeoverfor disse 4 blomstrende, glade, spillende Ansigter, da jeg hørte denne Jubel, denne Latter, denne evige uudslukkelige Munterhed, sagde jeg til mig: vi have taget Feil. Det var første Gang jeg følte mig blandt Ung- dom, og jeg blev ordentlig underlig tilmode. Disse lykkelige Børn have ingen Sorger havt; deres største var Opholdet i Christiansfeld, Hanna og Agnes, de 2 Ældste, var der i 2 Aar. De veed ikke, de Lykkelige, at dette blot kunde være en taale- lig mild Begyndelse, en Forgaard til andre Lidelser; de veed ikke at der gives dem der maae betragte det saa, og jeg havde SIDE: 86 ingen Lyst til at sige dem det. E [mma] har ikke engang kostet et Suk paa R [einhardt] , hun begyndte at elske ham da hun havde Visheden! Meget beqvemt! - Jeg veed ikke hvem jeg lider bedst. E [mma] er deilig, den første Dag kunde jeg næsten ikke faae Øinene ifra hende. Hun er den eneste af dem som ikke er ganske unbefangen i sit Væsen, som har noget lidt paataget, uden derfor i ringeste Maade at være affecteret, men det er rimeligt hun maae blive befangen i Bevidstheden af sin Skjønhed og den Opmærksomhed hun trækker paa sig. Denne Skjønhed er saa selvstændig, den behøver ingen Hjelpetropper hverken inden eller udenfra, hun maae være skjøn baade som død og levende, baade i Negligée og Baldragt, i slet og godt Lune; Formene ere skjønne. Det er ikke af denne halve, tve- tydige, betingede Slags der maae laane Udtryk indenfra eller costumeres for at gjælde, ligesom - - - - Ida er næsten min Yndling troer jeg. Det er et Barneansigt paa en høi fyldig jomfruelig Skabning. Den lille næsvise Næse, de blomstrende Kinder og et Par mørkebrune tindrende Øine hvoraf hun har et lidet Kast paa det ene, der klæder hende velsignet vel, jo hun er nydelig - - men hun er en stor Kjælegriis, hun kjælede saa for mig, at jeg aldrig i [mit] Liv har faaet saa mange Kys og Klap, og faaer vel heller aldrig mere, som af hende i disse Dage; hun kunde ikke skilles fra mig om Aftenen, men blev ved at trykke mig til sit Bryst, at kysse min Hals, mit Haar - - - "Ih, dit forliebte Asen," sagde Hanna til hende. "Det kunde vel jeg ogsaa have Lyst til, men Du gjør Dig det ret beqvemt!" Jeg maatte love Ida at skrive hende til. Fruen er temmelig skarp og har en lidt kleinstädtisk Tunge, men som Moder har jeg Respect for hende. Foruden Damerne var der 3 umælende Contoirister til- bords, alle Tydskere, som Hanna drillede ubarmhjertig. - Tonen er aldeles tvangløs. H. generte sig ikke at tale om Underbuxer og om Mad. Lindemanns Ønske at faae Børn, og slige rædsomme Ting, alt ligeoverfor Contoiristerne, der alle tale Norsk. Der er meget smukt paa Værket. De have flere Lystskove, blandt andet en der hedder Andreasberg efter Con- SIDE: 87 sulen, der er deilig - Jernværkerne afgiver især om Aftenen et skrækkelig interessant Syn. Man maae i den dunkle Nat see ind i disse Huler med de glødende Ovne, man maae see denne Masse af blege, vilde sorte Gestalter rage omkring i disse Ildsvælg med lange Tænger, eller slæbe det glødende Ertz hen under de frygtelige Maschiner og Hammere for at bøies og hamres, man maa høre denne Helvedallarm, see denne Belysning for at gjøre sig en Idee om Helvede. Vi gik et Par Aftener derned. Lyden i en Afstand lider jeg godt, den har noget selskabeligt driftigt ved sig. Inde er alt saa smagfuldt og beqvemt som man kan tænke sig det hos en riig Udlænder. De have alene 5 Instrumenter i Huset, Biblioteker, Billard, smukke Malerier etc. De fulgte mig hid til Præstegaarden, og vi skiltes med mange Ønsker om Gjensyn, Bønner om gjen- sidigt Besøg hvilket idetmindste fra min Side var hjertelig meent. Jeg vilde saa gjerne at de kom medens I vare hos mig, men de vente Reinhardts i Juli. Nu kan jeg ikke skrive mere, men det første jeg kommer hjem. Dette sender jeg herfra, siig mig endelig strax om Du har faaet det, det vilde være en forbistret Streg om det kom bort. Stakkels Caltenborns! Hvem kunde troe det! Hils dem inderlig fra mig, det gjorde mig ondt. SIDE: 87 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Eidsvold 22. Juni 1838.] Hu, E. nu kommer jeg hjem! men Du kommer, det maa jeg huske. Der er intet, der er ingen, der interesserer mig uden Du. O det er dog en rædsom Tomhed at have elsket og ikke elske mere. Giv mig noget at elske Emilie! - o hvorfor tvinger han mig til at glemme ham. Han begyndte at interessere mig, han havde vagt noget i mig der kunde have blevet til en mild, varig Følelse, - det er forbi - jeg bryder mig ikke mere om ham siden jeg saae hans Navn i den Constitutionelle. Jeg har jo ikke engang spurgt SIDE: 88 hvad han hedder. Saalænge han var taus og jeg anede det var ham - - - - men nu! - afskyelige, forhadte, mig i inderste Sjel modbydelige Avisfeider! Stakkels Broder! naar Du kunde have blevet et Tempel men blev et Skuur, hvorfor sparker man da til det - o det er overflødigt! - Nu er den Sag fortærsket og bliver for kjedelig. Naar han saa aldeles opgiver H [enrik] , hvortil da alt dette? Din Moder lider jo saa godt Reisebeskrivelser, maaskee kunde noget heraf more hende lidt: E [idsvold] den 23de [Juni 1838] . Her er jeg hjemme, vi kom igaar Aftes Kl. 6. Der er dog intetsteds saa vakkert som her. Jeg sidder i den lille Have, omskygget af duftende Syringer med Udsigten til Elven, gud- dommelig deiligt! det er Skam og Spot at man skal være saa ulykkelig her. - Ovenpaa blæser Olsen paa Fløite, det er Skam at - at - det er Olsen. Hvor skjønt der er paa Bal- stigen kan jeg ikke beskrive. Terrassen ovenpaa er bleven til en fuldstændig Løvhytte, et Slags hængende Have med en Syringhæk rundt om. Til 2 Sider i det grønne Telt Vinduer med Udsigten til Dalen. Intetsteds saa skjøndt som her! Hvad er Glommen fra hvis Bredder jeg kommer, mod vore Elve! Glommen er en triviel Kokkepige mod vor Andelvs dybe, stille poetiske Natur. Du har vel faaet det Brev jeg sendte fra Strøm eller rettere det man lovede at sende - jeg er lidt urolig over dette Brevs Skjæbne. Der staaer vel intet om disse Folk hvor- til der kræves noget Ansvar, i Grunden skulde de vanskeligen blive klog paa enten det er Roes eller Daddel - de vide ikke, at naar vi ikke dadle, er det Roes, thi de kjende kun sig selv, der altid dadle, naar de ikke rose. De ville have klingende Mynt. Følgelig er det sandsynligt at de vilde holde mine Yttringer om dem for ufordeelagtig - vor Herre bevare Brevet! Hvilken Contrast mellem Frøkenerne Grüning og Rynning! Det er den norske og den udenlandske Opdragelses Repræsentation. De SIDE: 89 første ere i egentlig Forstand Sjelen i Huset, de sørge for Gjæsternes Fornøielse, deres aandelige Tarv, mens R-s ene og alene opofre sig for deres legemlige: de sørge for Mad og Drikke og for at Sovekammrene ere i Orden, komme og tilbyde deres Hjælp om Morgenen - opvarte ved Bordet /!!!/ Der er noget høist penibelt for en Gjæst af deres Alder og Stand at sidde inde paa Stads, at blive gjort af, og see disse forknydte Stakler, komme ind med Thebrædtet som en Tjenestepige og skynde sig ud igjen eller tye hen i en Krog, ligesom om de vare forskrækket over den Ubeskedenhed at være kommet os saa nær - jeg skammer mig da enten over dem, eller over mig selv, jeg veed ikke vist hvilket - og naar man faaer ind noget Godt, Apelsiner, Kage og sligt, og de ikke spise noget med, hvilken Gjæst kan dette da smage -? mig ikke. Sønnerne, hvoraf der vare 2 hjemme, ere endnu mere forknydte end Døttrene. Af disse er dog Marie, den næstældste, den bedste, hun er ret qvik. Det er nu ikke meget vanskeligt at slutte sig til hvordan de ere blevne saa. Den simple, naturlige Menneske- forstand finder det saa besynderligt at Fru R. med hendes Liv og Munterhed har faaet saadanne Børn; men den ikke-simple, unaturlige Menneskeforstand, jeg mener min, finder dette netop i sin Orden, et daddelværdigt Exempel er en langt kraftigere Læremester end et følgeværdigt, det bringer saagar hen til den anden Yderlighed; med det gode Mønster for Øie vil man altid holde Middelveien. Det er Forskjellen. Disse Børn have tidlig fattet saadan Afskye for Moderens Væsen, at det vilde være unaturligt om et af dem var bleven som hende. Lide, lide maae de alle for det. Forresten lider jeg Fru R. meget bedre nu; hendes Væsen er bleven mildere, hun er ikke saa støiende, ikke saa aldeles upassende overgiven mere. Da jeg kom tilbage fra G [rüning] s, syntes jeg et Par Gange at mærke at den un- derordnede Rolle Døttrene spiller, gjorde hende ondt. Freilich - Contrasten Grünings og jeg maatte bebreide hende noget saadant. Hun gjorde sig Umage for at trække dem ind i Sam- talen - - ach das ist zu spät! Forknyttelse er en rodfæstet Syg- dom. Stakkels Børn som befænges med den. Havde jeg Børn, SIDE: 90 vilde jeg heller see dem faae Fnat og den engelske Syge. Capellanen B.! ja E., jeg veed saa Gu endnu ikke hvad jeg skal sige om ham. Besynderligt! jeg kan ikke nægte at han er styg, men det er en saa ualmindelig, romanagtig, fabelhaft Styg- hed at den uden Modsigelse maae sættes over denne flaue intetsigende Smukhed som Tiden bugner af - ja den er i alle Tilfælde farligere end den. Du spørger om den er bleven mig farlig? ja - nei - - - ja-a. 1, Han gjorde af mig. 2, Han havde et Par sorte, store, udtryksfulde Øine. 3, Der var noget som sagde mig, at han var den eneste der kunde forstaae mig, og der hvor han ikke forstod mig, ærede han mig i Taushed. H [anna] Grüning havde allerede den første Dag udfunden disse 3 store Sandheder. Den første kom hende meget beleilig som Stof for hendes Overgivenhed, endskjøndt hun havde intet andet Beviis for denne første Sandhed end den anden. De ere virkelig uhyre udtryksfulde. Forresten hviler der over hans Ansigt en Godmodighed, en Sjelsblondhed som man ikke kan ret rime sammen med al denne Sorthed - Fru R. og alle roste ham som det braveste Menneske, den frommeste Sjel, og der- til skal han være en grundig Theolog og have megen Aand; af disse sidste 2 Egenskaber troede jeg at opdage et Glimt, jeg kom nemlig den første Aften i Strøm ganske uforvarende ind i en theologisk Disput med begge Præsterne, B. og Nørre- gaard. Det gjaldt et vigtigt Spørgsmaal som vist er bleven mangen Theolog en haard Nød at knække, jeg forelagde dem det, for at see hvorledes de kunde rede sig ud. N., den hellige Mand, slet nok, Fruen floskulerte med megen Salvelse - det vil sige, hun demonstrerte med ægte qvindelig Vidtløftighed, Confusion og Usammenhængenhed; beviiste Ting man ikke havde spurgt om, og afdisputerte dem man aldrig tvivlede om, kløvede Or- dene, men fattede ikke Aanden i dem og korsede sig dertil formodentlig i sit Indre fordi jeg vovede mig selvstændig ud af de snævre Former. Det var en dobbelt Revolte af mig, baade i selskabelig og religiøs Henseende - o dette Aands- SIDE: 91 tyrani! - Hun tænkte vist: Gud skee Lov mine Døttre ere ikke saadanne Tvivlersker, de vove ikke saadanne formastelige Ord - men o Emilie, hvem er meest religieus, den paa hvem alle Modsigelser, al Dunkelhed i vor Religion glider af, disse fromme passive Børn som den liig en Amme kan dysse i Søvn med sine underlige Fortællinger - eller den der forgaaer af Længsel efter Klarhed, der jager efter Tvivlene og brænder efter at faae dem løste - saa er jeg, det er en sand Nydelse at tale med nogen Oplyst over disse Gjenstande, da samler jeg alt hvad jeg har stødt paa - - - - - - men Præsten, ham glemmer jeg jo - ja han hørte til disse. Han bestred dette Punckt meget vidtløftig og grundig, næsten for grundig for mig, og dertil i Udtrykke som jeg ikke havde ventet mig af ham. Han er fra Drøbak og taler en gruelig Dialekt i det daglige Sprog, men jeg glemte den i hans Tale over denne høie Gjen- stand. Den Morgen vi skulde reise, foreslog jeg endnu en Tour hen paa Bakken for at see en Øe i Glommen om hvis Skjøn- hed og Styghed B. og Fruen havde disputeret. Marie lavede sig til at gaae, og B., alt for beskeden at tilbyde sig, ventede vist en Opfordring fra mig. Den gjorde jeg da, men blot i al- mindelighed - rettet til alle i Stuen - da vi kom udenfor, var han den eneste der fulgte. Det var nok Læserdag, det vil sige han skulde læse med Confirmanterne, men han tilføiede da han talte derom at "de gjerne kunde vente lidt". Da vi kom hjem - syntes jeg at mærke paa Fruen at hun ikke leed hans Spad- seertour; hun sagde temmelig kort til ham: "De glemmer nok Ungdommen idag, B.!" Det var dog udelicat af hende. Stakkel! kunde hun ikke give ham Tid til at bie til vi vare reiste, men jage ham hen til en kjedsommelig Forretning - han kom da hen til mig og hilsede, men gjennem det høflige Smiil og Ord glimtede noget vemodigt-resignert, der ordentlig rørte mig, og jeg sad stum en lang Stund og stirrede ned i den store Contoir- kop med Viinkandel som Fruen havde sadt for mig. - Der har Du Historien! - dette sidste Afsnit behøver vel ingen Forkla- ring, Du kan begribe han skal have en af Døttrene, man siger det er M. Om han var farlig for mig? nei. Jeg er overbeviist om SIDE: 92 han faaer M. R. - Hos Sisseners skulde jeg have været, men da Grünings ingen Lyst havde til at besøge dem, og jeg ikke heller længer derefter, blev der intet af. [. . .] Der er kun lidt at sige om Slutningen af Frierens Besøg. Han var i det Hele kun i 3 Dage. De første Acter har jeg beskrevet Dig, af den 3de faaer jeg gjøre et lidet Omrids da. Det var den frygteligste - jeg baade ønskede og skrækkedes for den endelige Scene, hvor jeg vilde sige ham det afgjørende Nei, som jeg nu syntes han var tilstrækkelig forberedt paa. Skrækken havde vel Overhaanden, thi jeg sadte mig fast i Sophaen med den udtrykkelige Befaling til L [aura] ikke at forlade min Side hele Formiddagen undtagen i det vigtigste, uopsætteligste Ærinde - Moder var ogsaa inde og O [lsen] og H [arald] af og til. Men vil Du troe det mueligt at han ikke engang generte sig for Moder, men begynder - dog idetsamme kom O. som en Frelsens Engel, og da han formodentlig mær- kede hvordan jeg havde det, sagde han: "Vil De spille et Parti Schack?" "J-a," sagde han med et bistert Smiil - - "kunde vi ikke bie lidt!" "Nei siden maae jeg i Kirke," sagde den Ubarmhjertige Capellan - og ingen Indvendinger hjalp. Nu spillede de Schack, og jeg tørrede Sveden af mig. Ved Talen om noget Skrevet, spurgte han mig ligeud om jeg syntes han skrev en smuk Haand, og gjorde saa tydelige Hentydninger paa hans skjønne Brev at O. ikke kunde misforstaae det, men da - i Forfærdelse over at ingens Nærværelse kunde beskytte mig mod dette Menneskes Paatrængenhed, benyttede jeg et Øieblik de vare fordybet i Spillet, gav Laura et Vink at følge mig og sneg mig ud en anden Vei i Gangen, rev Hatten og et Schavl med mig og fløi ned efter Gaden alt hvad vi orkede. Det regnede stærkt og var koldt, men det mærkede jeg neppe i min Skræk, vi standsede ikke førend nede i Eidsvoldbakken. Du maae betænke, O. var jo gaaet sin Vei til Kirken snart, og Moder havde da faaet at bestille til Middagen ude, saa var jeg bleven alene med ham; L. brød han sig ikke mere om, det SIDE: 93 eneste hun kunde gjøre var at optage Pladsen i Sophaen for ham, thi han kunde dog ikke sætte sig paa hendes Fang. Nu vilde jeg udhale Tiden til Middag - Mad. Evensen fik en Visit for det samme, og jeg fik Fattigmandsbakkels og Liquer. Da jeg troede at O. nu omtrent kunde være kommet hjem og at det var Spisetid, vovede vi os langsomt hjemad; jeg ventede hvert Øieblik at møde ham, og virkelig sagde en Pige at han og O. havde været i Haven og søgt efter os, men vare netop gaaet hjem; altsaa et Øieblik før vilde jeg have faaet ham paa Halsen af mig. N'importe, tænkte jeg, naar det kun ikke bliver om Halsen, og i det samme følte jeg at Regnen var kold, thi jeg gysede sammen! O. var endnu ikke gaaet til Kirke, men til al Lykke skulde vi spise uden ham. Jeg har aldrig ventet saa længselfuldt paa O. som den Gang; vi vare færdige, han kom endnu ikke - Moder beredte sig til sin Middagsluur, hun gik - Harald var ude - L. havde endnu ikke kunnet naae Pladsen i Sophaen førend han alt sad der. Himmelske Gjengjældelse! - saadanne Øieblikke skal være vort stakkels forfulgte, skjændigt behandlede Kjøns Triumf, og det bliver dog en Ydmygelse, en Qval - hvorfor skulde ikke jeg, der mere end nogen anden Pige føler vor Fornedrelse, vore misbrugte Rettigheder, som veed alle de Sletheder, de tusende Canail- lerier Hine ustraffet tilføie os, hvorfor skulde ikke jeg nyde dette Hevnens Øieblik bedre? - o derover kan jeg ærgre mig! jeg skulde have tiljublet ham min Foragt, mit haanligste Nei, slængt ham Kurven i Ansigtet og blot beklaget liig Nero, at ikke hele hans lave Kjøns Hoveder sad paa hans tykke Hals - - men jeg var ganske ydmyg og fik med Møie saa megen Fasthed, saa meget Mod at jeg kunde sige efter at han havde beseiret alle de ydre Hindringer jeg til Overflod opstillede - / de eneste han lod til at befrygte /: "Ja, men der gives indre Hindringer fra min Side - der ere aldeles uovervinde- lige, og disse ville gjøre det ganske umueligt baade nu og i Fremtid, jeg er vis paa det kan ikke koste Dem det mindste at opgive dette Haab, der neppe endnu kan kaldes saa - De haaber blot de Egenskaber hos mig som De ønsker, men De SIDE: 94 haaber ikke mig, da De ikke kjender mig. Den sidste Skuffelse er altsaa i alle Tilfælde bedre end den første." Var det ikke fornuftigt talt? - idetsamme kom O. Netop tilpas. Nu er det nok, tænkte jeg. Aftenen vilde jeg være fri. Jeg besvor Fader, Harald, Mor, L. ikke at vige ud af Stuen men holde ham i Aande med Snak, Kobbere, Punsch, Schachspil etc. Først fik O. ham med sig en Tour til Værket, hvortil han rigtignok ikke havde Lyst; men vi lod som om vi ikke mærkede det, men anvendte al galant Overtalelse - "De kan ikke for Skams Skyld lade være at besøge et saadant Sted." "Ja," svarede han, "men jeg fortæller ingen at jeg har været her, jeg reiser ganske in- cognito, og har foregivet hjemme i M. at jeg er reist til Drø- bak," meget naivt! O. satte et besynderligt Smiil op. "Men," gjentog [vi] , "om De end ikke for andres Skyld gjør det, saa for Deres egen Bevidsthed, hvem vilde tilstaae sig en saa skammelig Ligegyldighed, en saadan total Mangel paa Patrio- tisme som at reise vor Friheds Vugge forbi -" "De har Ret," og Fyren maatte afsted. Han og O. i Gigh. Neppe 3 Qvarteer, og de vare hjemme igjen. Men nu havde jeg ordnet mine For- skandsninger for at udholde Beleiringen, jeg kunde befrygte en Storm. Gud hvor han var forbittret paa L.! en Gang reiste hun sig op af Sophaen, men neppe var hun kommen 2 Skridt, saa tog han Pladsen; L. vendte strax efter tilbage, men han lod hende meget uhøflig blive staaende foran Bordet med Sømmen i Haanden; dette tog sig saa latterlig ud at det var Synd jeg ikke var i Humeur til at lee - en anden Gang da hun blev kaldet bort, ilede han strax til, men hun forekom ham og satte sig uden Omstændigheder, vist til hans store Forbittrelse. Da han gik ud et Øieblik, sagde L.: "Synes De ikke han var galant at lade mig staae? - - han kan være vis paa jeg skal passe paa." - - "Synes Du ikke vi tage os godt ud sammen i Sophaen - vilde vi ikke være et nydeligt Par?" "Jeg synes" svarede hun, "det vilde være at kaste Perler for Svin - -" Det er de klogeste Ord jeg har hørt af hendes Mund og takkede for Complimenten, der af hende, der aldeles ikke tænkte paa at sige nogen, var sand smigrende. Saaledes SIDE: 95 gik Eftermiddagen hen, jeg veg ikke ud af Stuen, ikke heller mine Vogtere. Aftenbordet blev dækket, vi spiste. Hesten kom Kl. 9 - han klædte sig paa, jeg veeg ikke ud af Stuen - han tog Afskeed, hilste neppe paa L., der ogsaa meente det var hende ganske ligegyldigt og - reiste. Jeg frygter dog ikke for nogen Gjentagelse. Af flere Grunde er jeg sikker - om aldrig min bestemte Erklæring var - saa troer jeg Forsagelsen blev ham lettere end han selv troede. Jeg var bleg og nedslaaet den hele Tid - han var saagar "bekymret" for min Sundhed, mit daarlige Humeur; han raa- dede mig til at reise, for at blive "federe" til Sandefjord, men jeg betakkede mig for baade M. og Sandefjord, enfin jeg var styg til hans store Trøst i alle de Dage. Om mine Forældre "ønskede"? nei det kan jeg dog aldrig troe; hvad de gjorde hem- melig maae Gud vide, men intet Ord til mig. Fader der har en mærkværdig Smag, fandt ham slet ikke styg, men syntes han lignede Otto Aubert; "de mortuis nil nisi bene", svarede jeg, og vredt mod denne Fornærmelse mod den brave Mand i sin Grav, han var vel ikke smuk, men dog en Lysets Engel, en Raphael mod - T. talte engang om Comtesse Trampe. Den 25de [Juni] . Her er deilig her oppe paa Lysthuus- taget, ingen Solstraale trænger gjennem det grønne Tag. Her ville vi sidde, der nede er der saa trist. Hvordan bliver det nu med Caltenborns? Oprigtig talt, de ere nu lidet, endnu mindre end før skikket til at komme. Vi her oppe kunne ikke opmuntre nogen, men trænge til Opmuntring; jeg har ikke Kraft til at trøste nogen, men behøver den bedst selv. O denne legi- time Sorg! Alle kjæle for den, tusende medlidende Blik møder den, Alle have Respect for sorte Kjoler, men ingen for et li- dende, haabløst Sind, ingen for en forfeilet Tilværelse, en for- giftet Ungdom - Hjertets Dødsfald ere de smerteligste. Siig mig Din rene Mening om dem, maaskee have de selv ingen Lyst. Hvor sande Dine Bemærkninger om Sorgen! SIDE: 96 [. . .] for Spøg eller Alvor. Har Du og N [atalie] Lyst, og Du troer hun kunde ville saa beed hende kun, der bliver nok Plads i Vognen. Den lille Have K1. 8 Aften, Luften og Vandet drømmende. 25de. Det smukkeste jeg har seet paa hele Reisen er Onkel Louis. Skade at han er hængt. Han ligner Emma, noget, men er skjønnere enda. Jeg har staaet hele Qvarteer fordybet i hans Beskuelse - en Aften i Tusmørket saae disse bedende, melankolske Øine saa gjennemtrængende paa mig at jeg flyt- tede mig til Siden; de forfulgte mig, og jeg saa dem tydelig blinke - engang, det var den sidste Dag - krøb jeg op paa Flygelet der staaer nedenunder og betragtede ham knælende - jeg vilde kysse ham, men torde ikke, thi jeg var bange han skulde blive levende og - - - det var virkelig som om han havde gjettet mit Ønske, min Frygt, han smilede stærkere, - - jeg ventede han vilde aabne Munden - - Nei noget saa herligt existerer der ikke! - disse Øine, dette Smiil - dette Haar - denne Stilling, denne Pande, dette Smiil, disse Øine - - -!! -! - Jeg begreb Pygmalions Smerte, og G [rüning] s, jeg troer det var H [anna] , kaldte mig den nye Pygmalion, Pygmaleone - de ønskede intet heller, sagde de, end at vi kunde komme i Familie sammen, og sagde at "Onkel Louis var en stor Nar der kom saa tidlig til Verden." "O," afbrød jeg dem, "han blev ikke fød for tidlig, men han døde for tidlig, nu vilde han have været 48 Aar, og jeg vilde derfor have elsket ham, disse himmelske Træk ældes aldrig, og den Sjel der aabenbarer sig i dem endnu mindre. Kan han virkelig have været saa skjøn?" "Ja alle der kjendte ham forsikre at det ikke er smigret, men at han maaskee var skjønnere end det, dette Portrait mangler en Munterhed, et Skjelmeri, et Liv som han havde i høi Grad -" "O dette melankolske klæder ham bedre," ind- vendte jeg. Onkel Louis var alles Yndling - alle Damer forgudede, alle Herrer misundte ham, dog blev han altid elskværdig og fri for SIDE: 97 Indbildning. Hans Aand havde et sarkastisk Sving men han var for godmodig til at misbruge det. Jeg indbilder mig han maae have lignet O [scar] , thi selv i hans Ansigt findes der en fjern Liighed. Det er O-s Træk idealiseret og "melancoliseret", "italieniseret" om jeg saa maae sige. Han var 26 Aar da han døde. Netop kommen tilbage fra en Kunstreise til Italien - han var Architect - giftede han sig med en smuk, men let- sindig Kone og døde førend hans første Barn kom til Verden. Han blev smittet i et Hospital, under Beleiringen, det var i 1815. Hans Datter er nylig død, hun var gift og efterlader li- geledes en Datter. Denne Svigersøn af Onkel Louis, fortalte G [rüning] s, er en raa, opblæst, utaalelig Altonaer Kræmmer- sjel - o Schicksal! - Onkel Louis Kone løb siden bort med Nogen - Skjændsel! - - Derfor døde han vist saa tidlig at han ikke skulde opleve den. Han har bygget mange af de skjønneste Bygninger i Hamburg - selv i Christiania skal der findes nogle af hans, efter Mønstre Consul G [rüning] har laant. Tænk det, Emilie, og naar Du standser foran nogen der behager Dig, vil Din Følelse sige Dig, det er hans Værk, On- kel Louis Aand vil da omhvifte Dig, thi han kan kun skabe noget skjønt. Kl. 10. Jeg har spist til Aftens, men den deilige Aften lok- ker mig ud igjen. Her kunde jeg sidde i hele Nat - - Olsen phantaserer paa Fløite - - - det er dog en velgjørende Tilskikkelse at det er O - - - - hvilken fortryllende Magt vilde saadanne Fløitetoner have i denne Natur, denne En- somhed! - Alt aander Ømhed, Længsel - - - - - - - gid jeg var død - - - - - - - Fader og jeg have disputeret om Qvindens Rettigheder; den begyndte meget alvorlig, blev [ført] med megen Veltalen- hed og Iver fra begge Sider, men endte med en hjertelig Lat- ter. - - - O. og jeg havde en gemytlig Samtale herude i Haugen i Eftermiddag. I den forekom Ord som: dyb Smerte - Trøst - den trivielle Verdens krasse Anskuelser - materielle SIDE: 98 Sorger - høiere Liv - Myggestik - Veemod - Savn - Maatte denne Samtale ikke være Forbud paa en Ulykke for ham. Emilie, Du har en stor Feil, den jeg altid har bebreidet Dig; det er godt Du har en Feil, ellers vilde Du blive saa kjedsommelig! kunde jeg maaskee sige, hvis ikke netop denne Feil ogsaa var en Dyd. [-] Nei Gud, lad mig ikke sige det - jeg veed ikke hvordan jeg skal udtrykke mig - Du er alt for passiv. Du er det bestandig. O. afbryder mig. God Nat. SIDE: 99 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Juli 1838.] Jeg synes selv at vort Skriverie gaaer for vidt, neppe har jeg i Formiddag sendt en Pakke afsted, saa sidder jeg her med Pennen i Haanden. I disse 8 Dage har jeg skrevet Hver Dag; kunde Du fortælle dem der blive forfærdet over os dette, saa ville de korse sig, og frygte for vor Forstand, for min - ikke for Din - thi Du skriver ikke mere end Du har godt af - - deri ligger det unaturlige at jeg som aldrig seer andet end den blaae Himmel og grønne Træer, aldrig oplever andre Hændelser end en Regnbyge - - - men Du - - - men SIDE: 100 jeg har ikke Tid til at skjænde paa Dig, vil kun sige at Vog- nen kommer ind Søndag. Er det ogsaa da beleilig? Før har det ikke kunnet lade sig gjøre, vi have saa meget at sætte istand ude og inde; denne Reise har sinket os saa meget, af den Grund havde jeg ogsaa imod den. Jeg siger da, ligesom da vi vare Smaae og legte Fremmed, naar Vertinden havde travelt i en Krog af Stuen og Gjæsterne ventede i den anden: I maae ikke komme endnu! Fader har meget travelt med at sætte Lysthuset istand - ak hvem skal vi faae til at glæde sig med os over det? Her har aldrig været saa skjønt som denne Sommer, og det er Synd hvis her ikke kom nogen. Der er Plads i Vognen til En endnu, en Smal en, kan Du ikke sætte det i Aviserne; Erindrer Du da ingen af vort Bekjendtskab, eller ikke Be- kjendtskab, der maatte qvalificere sig til at tages [med] ? Cal- tenb [orns] ere visselig velkommen hvis de have Lyst, men jeg har [stor] Respect for sorte Kjoler, og jeg er ikke oplagt til at have Respect [for nogen] Ting meer - - Tabet er endnu saa nyt - og det forekommer [mig at vi] ikke torde være muntre i deres Nærværelse, [at] de [t saa let vilde st] øde dem Emma Munch! - hvad sig [er Du] til hende. Naar I ere heroppe ville vi skrive til Petersens og opmuntre dem til at sætte det igjennem; paa dem synes jeg at være ganske vis, men de komme senere, jeg vilde gjerne have nogen med Eder - - - - Jeg er bange det bliver saa langsomt i Førstningen ellers. Du erindrer nok vort traurige Kløverblad der aldrig kunde dele sig. - - Skriv mig endelig til om dette, øie- blikkelig hvis Du kan - foreslaa mig nogen Du troer har Lyst, saa skal jeg sende et Par Linier med Budet saa sandt som det bare ikke er N. T. eller W. N. - eller - ak - alle ere lige forkastelige! - Jeg er reent fortvivlet over Din Kasse og Dit Skjørt som endnu ikke er kommen ind 2 Gange af Forglemmelse - men Budet skal faae dem. Lev vel. Din - SIDE: 101 Hils Din Tante fra mig og bed hende være fast, og ikke lade Backer forstyrre hendes gode Mening om mig, som jeg haaber hun har. Jeg vil ikke spørge af hvad Slags hans Ud- gydelser var. Jeg har en ond Samvittighed siden hiin Samtale paa Ballet. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Juli 1838.] Det er over Midnat, jeg laae alt og sov, men saa kom Fa- der og vækkede mig og sagde han vilde reise strax, thi han kunde ikke faae sove, og derfor er jeg ilet op af Sengen for endnu at sende Dig en Velkomstlinie - min elskede Emilie, Dig tilhører jeg dog vaagende og sovende og drømmende og opvaagnende - det er over Midnat, altsaa i Morgen skal jeg see Dig - er det mueligt at det er i Morgen -? Jeg burde være uhyre glad - er jeg det ikke, er Grunden ganske uegen- nyttig - jeg er melankolsk, og har undertiden Lyst til at græde. Jeg er melankolsk paa Eders Vegne - ak jeg er tilmode som, som en forgudende Elsker der vilde byde sin Elskede et Pal- lads og maae føre hende ind i en Hytte - Du vil maaskee finde denne Lignelse, der ellers passer, søgt, noget fremtruk- ken, og Du har Ret, den er hentet - Elskeren mener jeg - fra dunkel Forverden, de existere ikke mere. - Har Du faaet min Billet gjennem Herres? Den blev lagt i indeni et Brev til Mad. H. og sendt med Posten i Gaar. Er det vist at Du kommer da? kommer ikke Vognen tom op igjen? Thi det er jo en Glæde - og en Glæde -!? God Nat, min Engel! Hils Natalie - Nu kommer Pigen og siger at Fader har lagt sig igjen og vil først reise Kl. 5. Jeg havde i hele Gaar tænkt paa naar jeg skrev at bede Dig om en Comission endnu, men naar det kommer til Stykket kan jeg ikke overvinde mig dertil. Jeg elsker Dig nemlig, det vil sige ønsker Dig alt Godt, og Ondt skal ikke nærme sig Dig, og Commissioner er et Onde jeg neppe ønsker mine Fiender. SIDE: 102 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. [Eidsvold] den 17de Juli [1838] . Kjere Oscar! Idag den 17. Juli vilde jeg have skrevet Dig, for at Du dog kunde see at jeg kan skrive 2 Breve i Træk. Da netop kom Dit til Moder for en Times Tid siden. Moder bad mig at læse det for. Det var i dobbelt Henseende lidet glædeligt - Skild- ringen af Din Forlegenhed har gjort os begge saa ondt, naar dertil kommer at Du intet nævner om mit lange Brev fra Slutningen af Mai /Henrik siger det sendt med en Lieut. Staffeldt/ som Du altsaa ikke havde faaet, saa Du maae troe Dig glemt og skammelig forsømt af os allesammen! Hvor trykkende denne Tanke er for mig kan jeg ikke sige. Vi skulde glemme Dig! nei kjere Broder! Der gaaer ikke nogen Dag hen uden at tænke paa Dig, tale om Dig; den ydre Kulde der paa en Maade charakteriserer vor Familie indbyrdes til hinanden, synes med Hensyn til Dig at have gjort en Undtagelse, og Du er da den eneste der har kunnet dette. Du er den Eneste af os til hvem jeg uden Forlegenhed kan sige jeg elsker Dig, jeg er stolt af Dig, jeg foretrækker Dig for alle mine Sødskende. Denne Følelse er rig nok, men ak! den fylder intet Brev. Og paa den anden Side, naar man skal tage sin Tilflugt til det ydre Liv herhjemme, er Stoffet endnu mindre hensigtsmæssig. Jeg skammer mig virkelig ved at sende Dig alle disse lumpne Bagateller. Naar jeg har modtaget Dine Breve især. De ere saa interessante, saa indholdsrige, at det forekommer mig en Anmasselse at svare paa dem. Til al Lykke læste jeg Brevet for Moder og efter nogen Deliberation sat jeg Din Villie igjen- nem at brænde det, thi en saadan, hvor den ikke udspringer af falsk Beskedenhed men har en dybere Grund, har den al- tid været mig hellig. Idetsamme kom Fader og spurgte efter det. Det var godt at det var væk, thi det vilde uden Tvivl have skadet Din Sag, han var i en Stemning der ikke taalte nogen Tilsats. Vi fortalte ham da Indholden med nogle Udladelser. Han vil vist selv sige Dig sin Mening. Jeg var endnu engang SIDE: 103 oppe hos ham og søgte at forestille ham Nødvendigheden af en uregelmæssig Udgave i Paris, thi han meente Du burde tage maanedsviis, naar Du vilde komme ud. Men naar Fader er i det Lune nytter intet. Altsaa nu først vil F [ader] til at ar- rangere det! Hvor længe maae Du da vente, kjere Broder! Siden den 6te Juli er der gaaet mangen Dag forspildt for Dig i Venten og Utaalmodighed, og i Paris er Dagen en Evighed, i P [aris] lever man mere i en Dag end det halve af Aaret her. Du gjør vort stille eensformige Liv for megen Ære naar Du troer her er noget "paa Færde". Her er intet paa Færde, Alt gaaer i sin gamle diltende Gang. Solen staaer op i Øst og gaaer ned bag Misbjerget, og beskinner det samme Liv iaar som i fjor, idag som igaar, bag Ruderne vegetere nogle faae Urter i de snevre Potter, det Hele er en eneste Potte, hvor der vegeterer nogle stakkels Aflæggere af Mennesker. Ude be- skinner Solen de gamle graae Vægge paa Udhusene som den forgjeves gjør sig Umage med at forgylde, eller en lurvet Huus- mand der slæber sig ind fra Arbeidet paa Marens harmoniske Raab, og Gaardens Hovedbesætning af omflakkende Grise, Gjæs, Kalkuner med 12 Unger og en uhyre "Søplehou" der har hobet sig op uden for den østre Gangdør. Maaskee vil Du kalde det nogen Hændelse at Fader lader sætte Balstigen istand. Dette stakkels Sted har været forsømt siden dets Fød- sel. Du veed naar F. først faaer Lyst til noget saadant tager det aldrig Ende, han udfører da sin Idee med en Utrættelig- hed, en Iver, hvorfor han skjelden høster nogen Glæde siden, thi naar det er færdigt bliver det staaende og han bryder sig ikke mere om det. Husk alle hans Instrumenter! - Han har været dernede med 2 Huusmænd i 3 Uger fra Morgen til Af- ten, og har repareret og malet det meget kunstigt baade inde og udenpaa. Det sidste uagtet alle vore Bønner og Protest saa broget og smagløst med mørkerødt, blaat og hvidt. Det skal være a la Pompeii, men Du kan begribe hvilken stymperagtig Efterligning vore stygge Farver blive af hine Pragtfarver. Ind- vendig er Huset meget smukt, ligeledes Anlæggene udenfor. Der mangler blot Folk, Folk! der skal oplive det, sidde paa SIDE: 104 disse lange Græsbænke, der mere ligne Fæstningsvolde i Bredde og Udstrækning. Der maae absolut Selskab til for at oplive dette Sted, thi for ensomme Drømmerier have vi jo baade Drømmely og Furtero. Ak den hele velsignede Præstegaard er en stor Furtekrog! Imidlertid sysselsætter og morer det jo Fader saalænge han arbeider der, og det er dog godt. Han tænker ikke paa andet nu, Moder mener han glemmer Dig og alt over sin røde Væg. Ole Bull er kommen og skal give sine Conserter den 23de og 25. i Theatret, men det lader ikke til at Fader har nogen Lyst nu til at høre ham, thi han gjør ingen Anstalter for at sikkre sig Billet, og det var dog før saa godt som en Aftale at han og jeg skulde reise ind. Bestem- melsen af Dagen stod i Aviserne idag, men nu tør jeg ikke nævne det, maaskee er han i Morgen i bedre Humeur. Det vilde koste mig meget at renogsere; hvem veed om jeg nogen Gang i mit Liv faaer en saadan Nydelse mere. Emilie og Na- talie er heroppe nu og blive endnu en 2 a 3 Uger. Fader og jeg kunde godt reise ind paa et Par Dage og lade dem blive her, thi hvis vi tog dem med frygter jeg de blev inde med det samme, desuden bryde de sig mindre om at høre ham. Ole B. kom Søndag for 8 Dage siden fra Moss med Dampen, lille D [ahl] og Haaken Krog, disse bekjendte öehlenschlägske Dra- banter, disse ved alle slige Velkomstscener active Personer, manglede naturligviis ikke heller nu, de modtoge ham ombord, den ene belæssede sig med Ungen, den anden med Konen. Hvad denne angaaer, da ere Meningerne forskjellige, nogle finde hende særdeles elskværdig og nydelig, andre synes hun har noget vel mægtigt /force/ i sit Væsen. - Sommeren er nu i sin fuldeste Glands heroppe. Det er længe siden den var saa skjøn. Veiret er næsten bestandig klart og stille med nogle korte Regnpauser; i Byen steeg Heden i Begyndelsen af Maa- neden til 37 Gr. efter Henriks Sigende. Engen staaer efter denne herlige Afvexling af Sol og Regn ypperlig, Ageren for- holdsviis mindre god. Jorden var for kold og vaad ved Ud- sædningen. Gud veed hvordan det vil gaae, hvis Høsten ikke bliver bedre, et nyt Hungersaar holdt ikke Landet ud. - Det SIDE: 105 er umueligt at beskrive hvor skjønt her er nu heroppe, derom kan Du i Dit solbrændte, støvede Paris ikke gjøre Dig noget Begreb. Denne Friskhed! disse uendelige Farvenuancer! Dette Sted kunde være et Paradiis. Naturen byder sine yppigste Skatte, men her mangle Mennesker til at nyde dem. Jeg er overbeviist at Kjedsomhed var den Slange som jagede Adam og Eva ud af Paradiis. Nu er for Ex. begge D [iriks] s heroppe. 100 Gange have vi besøgt disse nærmeste Lystanlæg og Udsigter, de ere udtømte af os, og en længere Tour kunne vi ikke gjøre af Mangel paa Selskab. Alle saadanne blive triste og kjedelige en famille, der maae Fremmede til. Alle disse tusende smaae Savn og Besværligheder som en Fjeld- eller Vandtour fører med sig og som man under andre Omstændigheder forstaaer at gjøre interessante og eventyrlige blive blot en triviel Byrde ligeoverfor vor hverdagslige Omgivelse. Forrige Uge havde vi en Seiletour til Minde i herligt Veir og strygende Vind, men vi vare for Faae paa den store Dølebaad. Vi savne Dig ofte. Maaskee kommer Arentz herop. Vi vente med temmelig Vished Frøkenerne Petersen der følge med deres Fader paa hans Amtsreise. Aftenerne ere saa deilige, vi have da sædvanlig en Kjøretour i den lille Pindevogn som Rogstad kaldte Familie- beqvemmeligheden. Ofte sige vi da: Hvor mon Oscar befinder sig i dette Øieblik? Han sidder kanskee i Theatrets Vrimmel og Lysglands medens vi rulle her i det schofleste Kjøretøi paa vore støvede Veie omstraalet af vor nordlige Aftenhimmel. "Kanskee," sagde da E [milie] , "Forlod han gjerne Operaens Glands for at rulle med os i vor schofle lille Vogn." Forrige Maaned fulgte jeg med Fader paa hans Visitatsreise. Jeg holdt paa denne en Slags Journal i Form af Breve til E [milie] som jeg har tænkt at sende Dig da jeg veed Du er kjendt paa de Kanter, og har til dette Meed faaet dem opsendt igjen, men nu da jeg vil indeslutte dem befindes de at udgjøre et heelt lille Bind som bedre vil gaae med Leilighed. Du faaer altsaa tage til Takke med Convoluten saalænge; thi som en saadan maae Du betragte dette, og skal jeg strax see at faae sendt det an- det. Af Nyheder er der lidt at melde, jeg veed ikke om det SIDE: 106 kan interessere Dig at vide, at Fru Oberstinde Caltenborn er død, at Schweigaard faaer en Datter eller Søn, at Smith-Ansiky er gift med den forgudede Jfr. Christensen med hvem han er reist hjem til sin Familie der nu endelig har forsonet sig med ham - at Fougstad bliver Bureauchef - at Carl Motzfeldt er forlovet med Emilie Birch - at Birch Reichenwald er gift med Frøken Motzfeldt, dennes Søster Fru Arntzen død - at Lovise Vibe er forlovet med en Cand. Holst, en Broder af Captainen - Morten Anker død - Petra Boiesen forlovet med Jomfru Hoel - thi anderledes end en Forlovelse kan man neppe kalde dette ømt-intime Forhold mellem dem; Petra har været der- oppe baade i Julen og i hele Sommer, forrige Uge reiste Theilman op og [hentede] hende - endnu ingen Examen! - Jeg har tabt al min Respect for Petra siden hun kan reise op muttersalene og være hos denne Familie og holde ud [al] denne Musik i hele Maaneder. Henrik har kjøbt sig et lille Huus ved Alunverket, som han meublerer prægtig, Gud veed hvor længe den Herlighed varer, han bliver vel snart kjed af det. Harald er hjemme og sørger for Gaardens Høns og Gjæs og Budeier og at Grisene faae Mad, og opmuntrer sig imellem Forretningerne med en eller anden interessant Lecture, en Af- handling om Faareavlen, og Hestesygdomme og Landoeconomie etc. Jeg opmuntrede ham til at skrive til Dig, men han sva- rede at han "ikke vidste hvor Du boede", hvilken figurlig Talemaade Du maaskee forstaaer. Han betænker ikke at den Fraværende har saa mange at skrive til, og at Dine Breve maae betragtes som stilede til hele Familien. Gusta lever vel, og finder sig i høieste Grad fornøied paa sit nye Sted. Hun beder mig meget om at besøge hende, men jeg frygter for at vi vilde blive uenige om Børneopdragelsen. Du vil kanskee mene at dette ikke angik mig, men netop her er det uund- gaaeligt at blande sig deri, jeg mener der skal en mere end menneskelig Overvindelse dertil, som jeg ikke tiltroer mig. Jeg troer næsten at Jfr. V [auvert] er der ifra. O [lsen] beder Dig hilset 1 000 Gange, han tiltager i Tykhed og Herrens Forma- ning. Til N [icolai] have vi intet seet den hele Sommer, men SIDE: 107 vente ham. Han er kommen tilbage fra Drøbak, og Dit Brev til ham skal strax sendes. Stakkels Oscar, hvorledes vil Du være tilmode naar dette Brev kommer og endnu intet fra Fader! Moder og jeg er- indrede ham om at det var Postdag idag og bad ham for Himlens Skyld ikke lade den gaae forbi, og Fader meente da at han vilde "gjøre Anstalter til Anviisningen". Himmel og Jord! Anstalter til Anviisningen nu først, og imidlertid gaaer Du i dette umaadelige Paris uden Penge - jeg løb endnu engang efter ham, men jeg tabte Modet da han mødte mig med en Potte med grøn Maling i, hvorover han vilde indhente min Dom; jeg sagde naturligviis det vilde blive deiligt - "men An- viisningen til O.!" "Jeg har længe siden skrevet til Henrik, men naar han ikke svarer, hvad kan jeg gjøre!" svarede han. - Enfin, kjere, il faut avoir de la patience, men Taalmodig- heden er en Urt der vist ikke trives i Paris, hvor skal Du faae tilstrækkelig til at væbne Dig med i denne lange Tid. Jeg maae slutte, thi der bliver neppe Rum endnu til de mange Hilsener fra alle Kanter. Fru og Provst Rynning maae her staae i Spidsen, den første blev aldrig træt af at tale om Dig og paalagde mig som en Æressag at hilse Dig. Emilie ligeledes. Lev nu vel! kjere Broder og skriv snart til Din Camilla. SIDE: 107 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [September? 1838.] [Begyndelsen mangler.] Da der var Bal sidst Søndag, tog han hende og reiste til Lang- væg med. Paa dette Bal var hele Bygdens Fif undtagen jeg. Anker var Fifcavaleer, han sætter Liv i hele Selskabet. Vi see ham ofte gaae over Gaarden snart i Jagtdragt, snart som en SIDE: 108 Hyrde med en Kurv, hvori han i al Uskyldighed har sanket Blomster. Jfr. G [refsen] loe saa hjertelig idag da hun fortalte at O [lsen] havde sammenlignet hendes Næse med Mad. Even- sens røde Gardiner, at jeg ikke kunde andet end lee med. [. . . Lakune . . .] jeg seer Poulsen avertere. Ja jeg er sunken dybt! Nu mangler der blot, saa vidt jeg veed, couleurte Nat- trøier, men dertil haaber jeg dog ikke jeg skal gaae. Mit Haar gaar virkelig i den senere Tid saaledes af mig, at det tilsidst intet maae blive igjen, især synes det lidt, da jeg har deelt det til en tyk Krøl paa hver Side. [. . . Lakune . . .] Jeg elsker denne Ida, Emilie! min Kjer- lighed kunde ikke ganske døe, en Rest er flygtet over paa hende - o hvilken rædsom Forkeerthed - for 2 Aar skulde nogen have sagt mig at jeg skulde elske min Medbeilerinde og fare sammen af Rædsel ved Lyden af hans Stemme - kan nogen sige mig hvad vi ere om 2 Aar - maaskee er M. Sk. min Fortrolige og - - Du, nei, nei det er skrække- ligt at tænke - men maaskee Du er forlovet med smaae Magnus, hvem kan indestaae for sig - maaskee er han - - - - - - sprungen i Luften ved en ussel Svovlstikke - rædsomme Phantasier! Ja E., jeg elsker I [da] , og hun vil blive lykkeligere ved at meddele sig til mig - men hemmelig, skjult for hele Verden - ude ere vi fremmede, kolde, men vi have hemmelige Blikke, et stjaalent Haandtryk, jeg vil opmuntre og trøste hende blot ved mit Syn naar hun veed jeg bærer den halve Deel af Byrden, jeg frygter intet for mig - lad ham hævne sig - lad ham sværte mig hos ham; hvis hans Følelser for mig ere istand til at omstødes ved bagtalerske Insinuatio- ner, da har jeg intet tabt ved ham, da er han ikke mig eller mit Venskab værdig. Det vil blive en Prøvesteen. Emilie, det aner mig at det vil gaae saaledes. Hvad tænker Du om Drømme. Det har virkelig synes som om Søvnens Gud har bedraget mig for den bedste Halvdeel af min Tilværelse heroppe, alle mine Drømme have været saa intetsigende, eller ogsaa ufuldstændige, men forledendag havde jeg en der fortjener at meddeles - trods Din Antipathie mod Drømme, der virkelig er unaturlig SIDE: 109 naturlig. Den var saa heel og saa klar, saa frygtelig klar. Jeg befandt mig i et Selskab, og paa min høire Arm bar jeg 3 massive Guldarmbaand som jeg ikke kunde forhindre havde Form af Slanger - men det er ikke nok, de vare alle beteg- nede med de 3 Begyndelsesbogstaver til mit Navn, som jeg har den Ulykke at dele med ham med det sorte Foer i Kappen. Da begyndte En at drille mig dermed, og den der drillede mig var Caroline. Det krænkede mig, og jeg fløi ud i næste Væ- relse for at tage det ene af, det omineuse W nemlig - jeg river et af - ak! paa det stod der C. Da faldt han med det lyse Foer mig ind, ham havde jeg altsaa opofret - en smer- telig Følelse betog mig - men troer Du jeg tog det paa igjen? nei med min gamle Selvbeherskelse i alle Miner [. . . Lakune . . .] en dunkel Fornemmelse af noget Fortreffeligt, men manglede en Bekreftelse, en Autoritet heroppe ifra - dette gjælder især om Damerne, Herrerne ere mere selvstændige i deres Mening. Deraf kommer det vist at denne Jane endnu ikke har bedet Dig. Kunde Du ikke takke ham i faae Ord og bede ham blive ved. - - Din Pennekniv følger hermed slibt af Olsen, der vist har gjort det con amore. Alvorlig talt, jeg troer ikke det staaer rigtig til med ham. Han havde til Nogen heroppe - /jeg tør ikke nævne hvem, for ikke at forstyrre Indtrykket, thi Du kan vide her ere faae der kunne spille en Fortroligs Rolle/ rost Dig og N [atalie] saa forfærdeligt, og tilføiet om Dig at Du blev smuk naar Du "kom i Begeistring og fik lidt Cou- leur" - ved hvilken Leilighed hans blege fede Kinder vist selv fik Couleur; i Aftes ved Bordet talede vi om Ballet, og derved - jeg veed ikke hvorledes - kom jeg til at berøre Din lille Afhandling om Baller i Almindelighed - han der al- drig pleier at interessere sig for sligt, bad strax om at faae læse den; der er altsaa intet for, Du faaer sende den - hvis ikke søger jeg hiint Brev med Udtog deraf op. Han gaaer ovenpaa med mistænkelige tunge, langsomme Skridt, og det er saa seent, Manden kunde have godt af at gaae i Seng, og endnu et, igaar var han i det skrækkeligste Veir henne paa Drømme- lye og var øiensynlig forstemt bag efter den Tour - alle disse SIDE: 110 Indicier ere vel svage for et vantroe Gemyt, men tilsammen- tagne bevise de dog noget, altsaa er der intet andet for end at Du kommer herop og fuldender Dit Værk. Vi to staae frem- deles paa en underlig Fod, ikke just en slet, men dog heller ingen god - han underholder sig vistnok undertiden med mig, men Valget af Gjenstandene kan jeg mærke er mere en Tvang for ham, da han er bange for at trætte mig med noget andet, endskjøndt han maae have mærket, at jeg kan slaae ind paa hvad det skulde være af trivielt hverdagsligt Snak, takket være min daglige Flid heroppe, og han kan aldrig overvinde en vis Gêne der piner ham i min Nærværelse, endskjøndt jeg kriste- ligt har gjort alt for at betage ham den. Vil Du troe naar jeg er inde, synger han aldrig, han sidder og præluderer og nynner med forknydt Stemme - vi bad ham forleden læse os et Ca- pitel fore af Guy Mannering, men nei, dertil var han ikke heller at bevæge - han har reent ud sagt, at det generer ham at jeg gaaer i Kirke, naar han præker - og det bedste er at han ikke kan komme til Byen for min Skyld, da den eneste der kunde præke for ham, den unge Skjelderup, ikke vilde være at overtale hvis jeg var hjemme, saa jeg veed ikke hvad jeg skal gjøre for al den Genance. SIDE: 111 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Christiania den 7. Octob. [1838] . Det er næsten en Formastelse, min kjere Oscar, at svare paa Dine Breve, og ikke som Du gjerne vil indbilde mig en strafværdig Forsømmelse at lade det være. Fraregnet den Smule Affectionsværdie Vore Breve, navnligen mine, kan have som en hjemlig Production for Dig, forholder de sig til Dine brillante Relationer fra Paris omtrent som fattig Peer Eriksen til Kon- gen, og der skal virkelig en vis Djervhed og Selvtillid at sætte sig paa Stedet hen og besvare dem. I Aften har jeg imidlertid nedlagt mine beskedne Skrupler, jeg har ladet Emilie og Na- talie gaae i Selskab til Hoppes og undskyldt mig med Sygdom for at jeg i Roe kan underholde mig med Dig, min hjerte Broder. Gid jeg havde Dig her i Sophaen ved min Side. Hvor er Pennen dog et slæbende, høist ufuldkomment Befordrings- middel for Hjertets inderste Tanker. Ordene ligge saa døde, saa kolde paa Papiret, de mangle Livet naar de mangle Blik- kets og Stemmens Tryllekraft. Dr. Holst er kommen igjen; jeg har ikke seet ham, men han har til Andre fortalt meget om Dig, hvor afholdt Du er af Alle Franske og Norske, og SIDE: 112 hvor "vel Du anvender Din Tid." - Du kommer nok til at gjøre Epoche her i Byen naar Du kommer, hvis Du saaledes har conserveret Dig; thi Folk ere ikke vante til at nogen kommer elskværdigere hjem end han forlod os, eller at han har conserveret den Smule Elskværdighed han havde; derpaa byde Langberg og Flere bedrøvelige Exempler. Jeg skal spørge Dig fra Emilie om Du er smukkere eller om Du har tabt Dig i Paris. Svar udbedes i næste Brev, og Sandheden deraf maae Du give Dit Parole d'honneur paa. Da jeg sidst skrev Dig til, sad jeg i Balstigpavillionen, uden anden Melodie til min Text end de susende Birke udenfor og naar en summende Humle forvildet sig ind - det var i den bedste Sommer - hvor gaaer Tiden! - nu er Høsten for Døren, med hver Dag bliver Naturen affældigere. Og dog er denne Tid skjønnere, vi have egentlig ingen Sommer havt, men en evig Afvexling af Regn, Kulde, pludselig Varme - et Billede paa saamangen Ungdom spildt i Uroe, maalløse Længsler og feilslagne Forhaabninger i Lidenskabernes Storme, kun afløst af faae milde Solglimt. Jeg kan ikke begribe hvorledes man kan kalde Ungdommen den lykkeligste Tid! næsten alle gjøre den Erfaring at man bliver det naar man bliver gammel, naar man intet har at vente meer - ja deri ligger det, naar vi intet have at vente meer - thi vore Fordringer til Livet, til Lykken, er det som forbittrer det - naar vi blive gamle, indtræder en Roe, en Resignation, en indre Fred, Forbud paa Graven. Det er en velsignet October vi have nu. Naturen er endnu saa frisk og grøn, kun afbrudt af enkelte Nuancer af Gult og Purpur, der- til denne Luftens uendelige Klarhed og Reenhed der charak- teriserer vor nordiske Høst. Her er deilig her omkring Chri- stiania - - men nu skal jeg snart hjem - hjem. Det er en traurig Ting at see Naturen døe hen paa Eidsvold, det er om- trent som at sysle ved en elsket Persons Dødsseng, tælle alle Symptomer paa den nærmende Død, og endelig opfange det sidste Aandedræt. Dennegang reiser jeg imidlertid mere trøstig hjem end sædvanlig, jeg tager en Ledsagerinde med mig som betydelig vil lette Savnene og det Traurige ved en saadan SIDE: 113 Eidsvoldsk Høstsaison, det er Amalie Bekkevold, Henriks For- lovede. Jeg formoder Du har allerede hørt noget om denne Tilvæxt i vor Familie. At det er en saare lykkelig Begivenhed at H. kunde forelske sig og forlove sig, forsaavidt som dette maatte have mægtig Indflydelse paa ham hvordan end Gjen- standen var, indseer Du vist - /: jeg havde opgivet Haabet om dette Redningsmiddel for ham :/ - men endnu glædelige [re] og mere heldbringende maae den være, naar denne Gjenstand virkelig er brav og elskværdig. Vi kjende hende endnu lidt, men efter alt at dømme er det en fortreffelig Pige. Hendes Forældre ere simple og udannede, og hendes Opdragelse for- sømt, men hun har de bedste Anlæg, og der kan meget ind- hentes, hvortil H [enrik] vist giver hende god Tid inden Bryl- luppet. Du veed Fader og jeg vilde ind til Bulls Concert. Det var en høist ubehagelig Tour, hvortil et Sammenstød af fatale Omstændigheder bidrog; jeg vil kun nævne en, at H [enrik] der skulde sørge for Billetterne, slet ikke lod sig see hele Con- certdagen, saa Fader maatte tilhøkre sig af en Sjauer Billetter til uhyre Priser; da først, i det Øieblik vi gaae til Theatret, møde vi H., men i en Tilstand der vistnok maatte forbittre os enhver Nydelse. Han havde været i et Lag, hedte det - Tænk Dig nu Faders slette Humeur; endskjøndt vi havde Bil- letter til næste Gang 2 Dage senere og til langt bedre Pladse, og jeg var indbuden til et Landpartie, kort, alt smilede og vin- kede os herinde, var dog Fader ubønhørlig. Han vendte om Dagen efter, og jeg kom træt og udmattet paa Legem og Sjel hjem tidlig om Morgenen og nedlagde mine Klager i Emilies og Natalies Barm. Jeg havde gjort mig saadanne Forventninger om denne Reise, men de bleve meget skuffede. Tilgiv mig denne lille Digression, men den staaer dog i Forbindelse med det Foregaaende - Du maae vide, H [enrik] s Forlibelse var Skyld i det Hele, et Anfald af Jalousie eller Fortvivlelse over hans Dames Kulde, med hvem [han] havde været paa et Bal samme Nat, havde bragt ham i denne Tilstand, som han siden bittert bebreidede hende. Han var endnu dengang ikke forlovet med hende, thi hun var temmelig tilbageholdende og forsigtig, SIDE: 114 og Faderen vilde nødig give efter - det er en stræng, brutal Mand, der ikke taaler Spøg. Vi anede intet om alt dette indtil vi opdagede af hans Digte der alle begyndte at bære et saadant erotisk Præg, at der maatte være noget saadant paa Færde, og endelig skrev da H. at han var forlovet, og om Tilladelse at tage hende med hjem i Besøg. Det er umuelig at tænke sig noget mere glødende lidenskabelig, noget mere dybt bevæget end hans Breve til Fader og hans Digte. Disse er nogle af de smukkeste han har skrevet. Hendes Fader vilde rigtignok endnu ikke give sit Minde til offentlig Forlovelse, der jo er- klæredes hvis hun fulgte med ham op til os, men da Fader havde skrevet hende et kjerligt opmuntrende Brev, gav han efter, og hun kom. Du kan troe vi vare nysgjerrige. H. havde gjort en sand digterisk Beskrivelse over hende; saa smuk hver- ken ventede eller fandt vi hende, men hendes andre Egen- skaber har han ikke overdrevet, troer jeg. Hun blev 8 Dage hos os, netop de Sidste D [iriks] s og jeg tilbragte før vor Hid- reise, og i den Tid kan man, især paa Landet, lære et Men- neske godt at kjende. Hun har naturligviis ingen Dannelse, men erstatter den ved en naturlig god Forstand og Aandsliv- lighed og ved et aldeles unbefangent Væsen - Dertil har hun noget blidt og høist insinuant af den Sort som Du veed Fader sætter saadan Priis paa, og som desværre ingen af os har kunnet erhverve os, jeg mener denne ydre Venlighed og Varme som mangler saa aldeles vor Familie. Hvad jeg meest beun- drer hos hende, er en rigtig Følelse, en naturlig Takt og De- licatesse, der er høist beundringsværdig i hendes Stilling og Omgivelser. Mod H. viser hun megen Fasthed og en vis und- selig Tilbageholdenhed, der nu næsten er for streng, men jo altid kan formildes. Det er et lykkeligt Instinkt hos hende at behandle ham paa den Maade, den eneste hvorpaa hun kan regjere et saa lidenskabeligt Gemyt som H-s. Jeg kalder det Instinkt, thi hun er for ung og uerfaren endnu til at kunne danne sig et System. Hendes Udvortes svarer til hendes indre Egenskaber. Hun er af Middelstørrelse, rank, fyldig Skabning, er meget blond, og har et blomstrende, fyldigt Ansigt, hvis SIDE: 115 fornemste Udtryk er Godmodighed. Øinene ere det smukkeste. Hun er af dem der ville blive vakrere med Aarene, ved at tabe lidt Fedme, og naar Charakteren mere eiendommelig af- præger sig i Trækkene, hun er jo kun 19 Aar. Det er mærk- værdigt alligevel hvilken Magt denne simple udannede Pige alle- rede har havt over H. Du vilde ikke kjende vor Broder igjen, saa douce er han bleven i sit Væsen. Denne Mildhed og For- sonlighed udtaler sig i alle hans seneste Digte, han var istand til [at] række sin Haand til W [elhave] n, hvis denne Person ellers fortjente det. Saagar til hans Toilette har denne lykkelige For- andring strakt sig, han gaaer nu med Hat og fine Klæder. Paa hans Opførsel skal hans arrigste Fiender nu neppe mere finde at udsætte, han er det ordentligste, spagfærdigste Menneske, hele Formiddagen er han paa Bibliotheket, om Eftermiddagen skriver han, derpaa tilbringer han Aftenen hos A [malie] s For- ældre, hvor han dog aldrig maae blive længer end til 9, thi Faderen er en streng spitsborgerlig Mand, af den Sort der vilde choceres meget ved at see H. kysse sin Kjereste. I den se- nere Tid har H. ofte præket, og det med meget Held, man beklager om hans Talegaver ikke skulde finde Ansættelse. Han søger nu et lille Kald nær E [idsvold] . Hun er virkelig at be- tragte som en Velsignelse for vor Familie. Den korte Tid hun var hjemme var der kommen en uvant Hygge, et vist Sam- menhold i den. Fader var i saa godt Humeur som jeg ikke har seet ham paa længe. Det vil blive en Adspredelse og til- lige en Pligt at bidrage hvad jeg kan til hendes Uddannelse, dertil faaer jeg saa god Roe naar vi nu kommer derop; hun bliver maaskee til over Juul. Nu kan Du dog ikke beklage Dig over at jeg ikke har været vidtløftig nok over dette Punkt. Om H-s litteraire Liv kan jeg sige mindre, jeg veed kun at de forhadte Feider ere ophørte, hans Fiender hvile ogsaa. Det er ogsaa paa Tide at hans Genie tager en anden mildere Ret- ning, istædet for at være Slave for personlige Lidenskaber og en afskyelig Polemik. Nu lidt om Eidsvold og vort Sommerliv. Saavidt som det ustadige Veir tillod det, have vi benyttet det ret godt. Strax SIDE: 116 efter vor uheldige Expedition til Bulls Concert kom Stiftamt- mand Petersen paa sin Embedsreise og bragte begge sine Døttre med. De havde gjort Touren rundt i hele Amtet hvor der overalt blev gjort Selskaber og Baller for dem, vi havde intet andet at byde dem end gode Senge til at udhvile sig efter al den Sviir, og D [iriks] s og mit Selskab; for Selskab bade de sig naa- digst fritagne, thi de vare allerede hjertelig kjede af dem og trætte af at være aimable i saadanne. Ikkedestomindre, og uagtet det slette Veir, morede de sig best hos os. Vi bleve meget fidele og ere det endnu mere nu, der gaaer neppe en Dag uden vi sees. Emma, den ældste, der uden at være smuk er meget indtagende og har et Par animerende Øine, gjorde forskrækkelig Ravage i de landlige Herrers Hjerter. Vi skrev hende til at hendes Toure i Fremtiden maatte forbydes ved Formandskaberne, thi hun spændte jo Tilbedere for sin Vogn ligesom Skydsheste - alt hvad der heder Ingjer i Ul- lensager maatte deran - Harald var den meest angrebne, og en Student Schoulz som er Huuslærer hos Captain I [ngier] , lidt forrykt. Neppe vare de reiste, saa kom Hr. D. Nordlands Trompet. Jeg veed ikke om Du kjender noget til denne Herre, lige remarkabel for sin Forfængelighed og umaadelige Flauhed, som for sin virkelig paafaldende Skjønhed. Det hedte at han var kommen herop for at botanisere, men det viste sig siden hvad for Planter han søgte efter. Han boede i Eidsvoldbakken, men kom herop hver Dag - tænk Dig vor umaadelige For- undring første Gang da han træder ind i bristefærdige Been- klæder, Balkjole og Gilet a l'Ole Bull, duftende parfumeret, Haaret skilt ad i Panden og kjæmt glat til begge Sider glind- sende af Cosmetique, ligeledes hans Barter, som Folk kalde D.s Lystpartier, thi de ere anlagte ganske i den gammel- franske Havestiil med Buegange og Buxbomhække. Stakkels Moer Evensen, hun maatte skifte Pudevaar hver Dag, og for- skrive en nye Slags Sæbe for at faae den besynderlige Sort- hed bort af dem. Denne Person opholdt sig en 8 Dages Tid deroppe, og gav Gjæsterolle i Naragtighed, thi hans egentlige Hjem er Christiania hvor han har fast Engagement, og som SIDE: 117 vist er stolt af at have udklækket et saadant Kunststykke. Vi loe umaadelig i de Dage. For at gjøre det fuldstændig, indfandt den omtalte Student Schoulz fra Ullensager sig. Det er en Tydsker, puur ung og en Originaljæger af første Skuffe, for- resten en smuk Bursch, med et fuldstændig Troubadours Ud- seende og den elskværdigste Negligence i Klædedragt og Væ- sen. Disse 2 Personer trættede da hele Dagen, S. angreb den anden med en næsten barnagtig Drillelyst og en Spot der syn- tes endnu mere uskyldig ved hans gebrokkene Norsk, og D. forsvarede sig med al den Kraft hans Dumhed kunde til- lade, hvori tillige blandede sig Had mod en formeent Medbeiler. Endelig sluttede denne sidste sine Forestillinger med en Scene, der i Effect overgik alt hvad hidindtil er præsteret i vort fat- tige Livs Theater; sandelig, saadanne oplever man i vore Tider ikke, de høre hjemme til en længst hensvunden Tid. Han gjorde mig nemlig i et Selskab en høitidelig og velstuderet Kjerlighedserklæring knælende, med al den Mimik og Gestus man kan ønske sig for at hæve Scener. Det blev umaadelig paafaldende da vi sadde alle i en Kreds, til en Leeg inde i Storstuen, og her var saa mange Fremmede, den hele Anker- ske Familie fra Byen og Alle i Bygden - en almindelig for- legen Taushed indtraadte, fulgt af en dæmpet Latter - ingen talede, og han blev liggende - endelig reiser han sig op - - Du troer maaskee han styrtede ud - det eneste der kunde forbedre en saadan Prostitution - nei han gik ligesaa høiti- delig tilbage til sin Plads og sadte sig ganske rolig. Jeg havde vel ventet en saadan Erklæring i de 2 sidste Dage, men sør- gede altid for at han ikke fik Leilighed, men nu da det blev saa galt maatte der gjøres Ende derpaa. Harald raadede ham til at skrive og saaledes fik jeg affærdiget ham kort og godt. Siden jeg kom til Byen, har jeg kun seet ham i Theatret, han er der hver Aften at finde i en malerisk smægtende Stilling - i Gaar fik jeg atter et Brev, det sidste haaber jeg, hvor hans "Vanvidstanker og glødende Lidenskab" Gud skee Lov ere gaaet over i "en stille fjern Tilbedelse" og Beundring af "mine ophøiede Egenskaber". Han har friet til Emma Munch ogsaa, SIDE: 118 men "anonym", førend hun havde talt med ham et Ord, neppe seet ham - da han naturligviis intet Svar fik, indstillede han sig selv for at hente Kurven. Man vil paastaae, at han nu er vendt tilbage til hende, og bliver hans Botaniseren paa E [ids- vold] blot at betragte som et lille Intermezzo. Dog nok, nok om D.! - - Jeg er særdeles heldig i Sommer, mere end jeg havde ventet paa mine gamle Dage, tidlig i Vaar oplevede jeg noget lig- nende, jeg udholdt en formelig Beleiring i 3 Dage af en Mand der rigtignok er ganske anderledes end Hr. D.; det vil sige, han kunde i visse Henseender være hvad man kalder "et godt Parti", og der var intet at udsætte paa ham, uden at han var høist uelskværdig. Men dengang kjedede Historien mig, jeg var alene og allerede før nedtrykt af Kjedsomhed og Hjemmets Ubehageligheder. Du seer, bedste Broder, at vi opleve ad- skilligt deroppe i vor Afkrog, og at Livet ikke er saa fattigt som man siger, ved alle Leiligheder. Jeg troer nu neppe at nogen ung Pige har havt et fra den Side betragtet mere ind- holdsrigt Liv, det er, som E [milie] siger, sandt, at Eventyr og Begivenheder følge mig i Hælene; mit korte Liv har virkelig været en Roman. Det har været mit Lod at komme i Berø- relse med utallige Mennesker og paa en Maade, der har grebet dybt ind i deres Skjebne, medens min altid har holdt Lige- vægten, ligesom disse gjækkende Dukker, der faae Stød fra alle Kanter og true med at falde til en Side, men reiser sig ved et nyt Puf og endelig staae i sin forrige Ubevægelighed. Saa- ledes er mit Liv, døsigt og ensformigt, ubevægeligt som det døde Hav. Det har ogsaa slugt en heel broget Verden, skjøndt intet Sodoma og Gomorrha, nei, mangen from gemytlig tydsk Städtchen med dybe blaae Søer og smilende Frugthaver, hist og her ogsaa et lille italiensk Brudstykke, en melankolsk Ruine, halv skjult af Myrthe og Cypres, ligge der paa Bunden begravne. Min Stilling hjemme kan umuelig tilfredsstille mig, det er sandt, en saadan baade aandig og materiel Uvirksom- hed er jo dræbende for et Gemyt som mit - og dog - er SIDE: 119 der en Satisfaction i det. Man har dog sig selv, og der er en vis Stolthed i den Tanke. Deraf følger, at jeg aldrig vil gifte mig under mig selv. Til den ydre Stilling gjør jeg saa beskedne Fordringer! jeg skulde maaskee vide at skikke mig bedre deri end mangen anden; men til den indre Lykke har jeg uhyre Fordringer. Heri er jeg lidt Idealist, jeg har alt for ophøiede, hellige Begreber om Ægtestand, til at ville trække den ned til disse almindelige Forbindelser som Massen slutte - jeg - jeg er ikke skabt til nogen lunken almindelig Lykke - thi Gud har nedlagt en Bevidsthed hos mig at jeg kunde gjøre uhyre lykkelig - Punctum - Basta! nu aander Du atter efter dette lange Capitel om Ægteskab - det er ogsaa Sager at opvarte en 23aarig Lieutnant, der lever i det ægte- skabsfjendske Paris. Apropos, hvad er det for en Grevinde eller Hertuginde Du skal være forlovet med? Alle spørge mig derom. Jeg vil haabe Du ikke gjør mig den Sorg, at skaffe mig en Hertuginde som Svigerinde paa Halsen. Jeg svarer friskvæk dem der spørge at det er Snak. I Mad. Ole B [ull] have vi ordentlig faaet en Skræk for de franske Damer. Hun er ret smuk og nydelig - det kan ingen nægte, men hendes Uopdragenhed skal gaae over alle Grændser, hun er hvad man kalder en lille Djævel. Man har 1 000 Historier om hende. Hvorledes hun i alle Selskaber til Bulls Ære giver sit onde Lune, sin Misfornøielse med Landet og Selskabet in Specie, Tøilen, siger Vertinden de største Grovheder, og reiser saagar sin Vei, naar hun ikke kan holde det ud "mellem saadanne kjedelige Folk". Engang fulgte en heel Deel af B [ull] s Venner ham hjem om Aftenen; da de kom udenfor, overraskes de ved fra det aabne Vindue at høre en dyb skurrende Fruentimmer- stemme raabe: "Hoi hoi Klokken er slagen 11!" Det er Mad. B [ull] der efteraber Vægteren. Mange af Herrerne fandt det sødt og nydeligt, men B [ull] raabte "Fi donc, Madam." Paa Theatret, i Selskaber sidder hun med den naiveste Imperti- nance og vrænger ad Folk. Lille Dahl er hendes utrættelige Cavalier servante, i sin Iver har han ogsaa prostitueret sig saa, SIDE: 120 at man engang sendte ham Bud at han maatte skynde sig til Bulls Barnepige, da den Lille trængte til Hjælp. En Gang skal ikkedesmindre Mad. B. have givet ham et Ørefigen, men den godmodige D [ahl] undskyldte hende for dem, der meget tilgivelig var frapperet herover, med "at det brugte de franske Damer". I Mandags gav Ole B. sin sidste Concert her paa Stedet. Dennegang til sædvanlige Theaterpriser. Jeg var der med alle D [iriks] s og fandt mig langt mere tilfredsstillet end hiin fatale første Gang - maaskee en Følge af min egen Stemning. Han selv var syg den Aften, dette gav ham et li- dende Udseende hvorved hans Rørelse traadte end synligere frem. Han saae i Sandhed forklaret ud - han behøvede ikke at spille, [i] hans hele Holdning, hans Bevægelser og hans Øine ligge underfulde Melodier - Da vi kom hjem skulde E [milie] og jeg skrive en Anmeldelse over ham - min blev meget kort: "I Aften maatte jeg liig Alexander udraabe: Var jeg ikke C W vilde jeg være - Mad. Bull." Hun selv var vist lidet rørt, at dømme efter det mere end impertinente Blik hvormed hun maalte mig, der lorgnetterte hende i det hun gik forbi ud. Den der kan præstere et saadant Blik, tænkte jeg, kan ikke forstaae en saadan Sjel som B [ull] s. Han spillede til Afskeed en Composition "Fjeldenes Echo", der er sammensat af lutter norske Melodier, Springedanse, Halling, osv. Efter at han var gaaet under almindelig Applaus, blev han fremkaldt, men uagtet han viste sig kun halvt, med tydelige Tegn paa at [han] var lidende, havde man dog den Udelicatesse at tvinge ham frem 2den Gang, og han maatte spille. Han varierte deilig det Thema: For Norges, Kjæmpers Fødeland. De sidste Toner af ham der endnu klinge i vore Øren. Han har ellers ikke gjort den Lykke her som man efter [Omstæn] dighederne skulde for- mode, mange af vore Musikskjønnere /soi disant/ trække paa Skuldrene og andre Ikkeskjønnere beklage sig over ikke at kunne præstere de forventede Taarehensmeltninger og Rørelser, man ville dog søge Grunden hertil i sig selv hvilket de ogsaa med Rette gjøre; vi ere et besynderligt haardt Folk, der skal SIDE: 121 noget andet end Solskin og mild Mairegn til at trænge igjennem Iisskorpen - endnu var det ikke Tid - det maae gjære, op- løse sig indenfra. Vort Publicum har desuden ingen Maalestok til at bedømme saadant efter - den der opvoxer her i Byen og aldrig seer andet Taarn end vor Frelsers Kirke, vil troe at det er det største i Verden, eller hvis han hører Tale om Andre vil han gjøre sig gigantiske Forestillinger om det. Der stod i Dag et meget smukt Afskeedsdigt fra Henrik til Ole B. Man siger at han og H. ere komne overeens om at digte og componere en norsk Opera sammen. Hvorledes jeg skal faae sendt Dig noget af H-s, veed jeg sandelig ikke - Du seer det er misligt at give nogen Reisende det med. Skriv mig om Du endnu ikke har faaet det omtalte Brev. H. troede at have sendt det med En der først skulde til London, maaskee har det blot forsinket sig. I Formiddag er jeg inviteret til en Ridetour med Frøken Kjerulf, Herrerne blive Stang, Morgen- stierne og Georg Falsen. Det er i senere Tid bleven Mode at Damer ride her i Byen. - - Nu komme vi fra Touren; vi vare paa Ladegaardsøen - Du veed maaskee at der er bleven en Slags Dyrehave derude, der har været stærkt freqventeret i Sommer, tilfods, tilhest, i Equipager og Omnibusser, paa Baade og Dampbaade er man reist derud om Søndagene og Onsda- gene - en Lorange, en dansk Restaurateur, har bygget en Pavillon og gjort Anlæg og Veie i Skoven - der beværtes med alle muelige Ting - jeg har været et Par Gange der, hvor der var fuldstændig [fou] le, og moret mig godt -. Det er en stor Acquisition for vort fattige Christiania Sommerliv. - Henrik lader Dig hilse at hvis der bliver Leilighed vil han sende Dig noget, og beder Dig oversætte det Du veed. Til Angelot har han sendt noget om Norges Statistik. Jeg faaer ikke Tid til at gjennemlæse Brevet og gjøre nogle Rettelser som det kunde trænge meget til - min Haand er utydelig nok før, men jeg slutter med Omqvædet skriv - skriv! tænk paa de lange Novemberaftener paa E [idsvold] og paa Din stakkels C. SIDE: 122 Gud være med Dig! - og en from Erindring om Hjem- met lede Dig i det fordærvede Paris. SIDE: 122 Camilla Wergeland til P. J. Collett. (Ikke sendt.) Den 11. October [1838] . Kl. 12 Nat. Du har Interesse for mig, det er en afgjort Vished. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Hvad drager Dig egentlig til mig? En Dame sagde engang til en anden, det var en aandelig Kjerlighed. Jeg troer hun har Ret. I den sidste Fandango valsede vi aldrig, men vi ta- lede sammen. Du foretrak mine Ord for den Ret at svinge mig i Din Arm og lade min Aande streife Din Pande, og da vidste jeg at Du ikke var nogen "Elsker", ikke nogen almin- delig idetmindste. Og da vi engang figurerede - og Du omfattede mig i Valsen, blev jeg underlig tilmode, og greb mig ligesom en Skræk, saa jeg var glad vi kom paa vor Plads igjen, og næste Gang glemte vi det. Vi talede sammen. Camilla Wergeland til P. J. Collett. (Sendt Collett 13. april 1839.) October 1838. Hvad der indtager mig hos Dig er denne Undseelse, denne elskværdige Ubehjælpelighed og Keitethed som danner saadan SIDE: 123 mærkværdig Contrast til Dit indre Værd. Du har havt hun- drede Gange Leilighed til at sige mig noget Smukt, men Du har ikke gjort det. Jeg samlede forledendag i Tanken alt hvad Du havde sagt mig der kunde henregnes til Saadant, men det hele Udbytte blev, at Du troede jeg havde "megen Energie". Du blev vist selv forskrækket da Du udtalte det, at det klang som en Compliment, og Du rødmede vist, og denne Skræk klæder Dig mange Gange bedre. O jeg lider Dig godt, naar Du i Din Tales Iver, denne Tale der røber saadant Mod og Kraft, saadan Harme mod alt Uvæsen, og Din ubøielige Streng- hed i at forfølge det - det klæder Dig godt naar Du ikke tør see paa mig, førend jeg vender Øinene bort. Da føler jeg Dit Blik ligesom en varm Straale spille paa mit Ansigt - - og i Din hele Holdning, det vil sige Din totale Mangel paa saadan, hvor elsker jeg den! i disse usikre Hovedbevægelser, denne slentrende Gang, disse rødmende Blik, i dette stammende Sprog ligger min hele Styrke. O berøv mig ikke mit eneste Forsvar mod Dig! Jeg har nu ved Siden af Dig en Følelse af noget Overlegent, der gjør at [jeg] beskytter og elsker Dig som en Tvillingsøster Broderen - hvis Du kom tilbage med en Mands Væsen og Ydre, sleben, fiin, gevandt, sikker og tillidsfuld, saa ophører den skjønne Ligevægt mellem os, da bliver jeg igjen den frygtsomme Pige - forknyt og stiv maaskee, og det værste er at jeg kunde forelske mig i Dig - - jeg kan hade Dig ved den blotte Tanke. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 21de Oc. [1838] . Aften Kl. 6 1/2. Er det da virkelig kun 3 Døgn siden jeg forlod Eder, mig forekommer det 3 Uger - jeg har oplevet saameget og dog i Grunden intet. Jeg har allerede saamange vigtige Ting at for- tælle Dig af disse vigtige Ubetydeligheder der ikke taale at komme paa Papiret, idetmindste ikke paa Papir med Guld- snit, men da jeg intet andet har, kan jeg ikke hjælpe det. Du SIDE: 124 og Dine troede mig formodentlig i god Behold hjemme om Aftenen, og i Aanden har Du og N [atalie] da I lagde Eder, seet mig i Eders Seng - omgivet af aabnede Poser, Brud- stykker af Madsæk, Bøger, Breve og Kufferter; men nei, saa langt kom vi ikke dengang, efter at have tilbragt 12 Timer underveis standsede vi i Ullensager Præstegaard, sjeleglade over dette gjestfrie Asyl for vore talløse Ulykker og Besværlighe- der. Da vi havde hvilt paa Lagmoen og vare komne nedenfor Bakken, gik Vognen itu. Vi væltede vel ikke, men til en For- andring faldt hele "Fatingen" ned, da den Fjer gik af der holdt den; vi maatte da stige ud paa den vilde Landevei og lade kjøre hen til en Smidie; her var Smeden ikke hjemme; Erik maatte hen og hente ham, og vi passede Hestene nok saa vel tilmode. Endelig kom han, og medens der blev smidet, gik Amalie og jeg til næste Skifte, næsten halv Miil i daar- ligste Føre, høilig besværet af vor tunge Reisedragt. Som vi stolprede hen over Landeveien, mødte vi 3 Herrer Reisende, der betragtede os med nysgjerrig Deeltagelse; de havde da ikke heller undladt pligtskyldigt at erkyndige sig hvem vi vare, da de kom til Vognen, men det er alligevel en alt for flau Re- gres for vort Uheld. For 2 enlige Damer et saadant af et uudholdeligt prosaisk Slags, millionergange heller brække Hal- sen i godt Selskab! Paa Skiftet restaurerte vi os med Kaffe og besluttede at tage ind til B [øyesen] s, da vi indsaae at vi alligevel blot kunde naae halvveis, og da heller der, end paa et Skifte. Vi kom Kl. 9 og blev modtagne med aabne Arme og Flødegrød, som var bleven sendt dem fra Præsten Ingjer den Dag. Bagefter fik vi fine Kjødpølser. Og bagefter til desert noget om Schulz. Ak Emilie, ak Natalie, o Emma og Malvina, ak lieben Kinder! hvad ville I i den flaue Bye hvor der intet passerer! Kommer paa Landet, her have vi Historier, her have vi Eventyr som forslaae. Da jeg hørte dem fortælle, tabte jeg Maal og Mæle og fik det først igjen igaar da jeg skulde und- skylde mig for Forsinkelsen. Hører!! Omtrent for 3 Uger siden - det var i hiine skrækkelige Regndage - finder man S [chulz] tidlig om Morgenen udenfor Præstegaardens Dør gjennemvaad SIDE: 125 og forfrossen. Han kom da ind og op til Theilman og August, der endnu laae, og vaagne ved at see S. løbe som besat op og ned af Gulvet i den ynkeligste Forfatning, udstødende Trudsler og uforstaaelige Ord - endelig faaer man vide at han har vanket omkring i det skrækkelige Veir hele Natten, andet var det umueligt at faae ud af ham, og trænge ind i ham vilde de heller ikke - han skrev da et Brev til Captain K. i heftig Bevægelse, og først ud paa Dagen da han forlod dem, fortalte han Aarsagen. Det var kommen til en Forklaring mellem Captain K. og gamle Fru K. angaaende Døttrene. K. havde talt om Nødvendigheden af at fjerne S. Moderen havde taget ham i Forsvar og villet vide Aarsagen, endelig rykkede Captainen ud med Sproget, forestiller hende den hele Skandal, at han er forlovet med begge Døttrene, og hele Bygdens Snak, Gamle Mutter bliver dødelig consterneret og fordrer Hevn - imidler- tid styrter Christine K. i Mulm og Mørke op til Gaarden til S., ind paa hans Værelse med det Skrig: "Flye! Flye! man vil dræbe Dig, K. tragter Dig efter Livet," og S. flyer. Saaledes kom han efter en Nats Omflakken til U [llensager] P [ræste- gaard] . Det Brev han skrev, indeholdt intet mindre end en Udfordring paa Pistoler 6 Skridt Distance til K. Til alles For- undring modtog K. virkelig Udfordringen og stevnede ham til sig; maaskee var ikke S. belavet herpaa, thi han blev ved at flakke omkring i 8 Dage paa alle Gaardene; paa et hængende Haar var han kommen til os ogsaa. Overalt modtog man ham med Irettesættelser og Raillerier. Nu træder Anne K. op paa Scenen. Tænk Dig hende vandrende om paa de lange, mørke Gange paa N.stad mellem disse triste Colonader af hængeind- bydende Træstolper som undertiden findes paa Gangene i gamle forfaldne Huse - og de lange mørke Gange give et skrækkeligt Gjenlyd af de meest fortvivlede Hyl, lidenskabe- ligste Udbrud, knagende Hændevrie: "Gjør Di S. noget ondt, saa gaaer jeg, Gud fordømme mig, hen og dræber mig!" Kjere Emilie, hvis Du tager disse Ord for en blot Ud- smykkelse af Historien, da tager Du Feil, jeg haaber Du gjør min Smag den Ære at troe at jeg havde valgt noget bedre, SIDE: 126 men det er desværre historisk sandt, ligesom alt det andet uomstødeligt vist - uden Overdrivelse. For at gjøre disse mærkelige Ord nogenledes sandsynlige, maae Du vide at Frø- ken Anne er et yderst lidenskabeligt Damemenneske; da Präem havde slaaet op med hende, fløi hun i Raserie ned i Stalden og lagde sig under Fødderne af hans Hest - der meldes intet om hvad Hesten gjorde, om den undlod det som hans Herre ufeilbarlig senere vilde have gjort. Men tilbage til Historien - da S. ikke kom, begyndte hun at søge ham overalt. Christine ligeledes, endelig efter 8 Dages Forløb skal denne Sidste gaae over til sin Broder, Veien gaaer gjennem en Lund, her finder hun S. i et Lysthuus der heder Slemmerudlysthuset. Her blev da en Scene! Resultatet blev dog at S. fulgte med hende til K. Denne var ikke hjemme, men S. skrev et ydmygt Brev, og da Captainen kom, fulgte en Forsoning. Han bliver der altsaa fremdeles, men paa N.stad maae han aldrig sætte sin Fod. Det er jo en høist piquant Hindring, der formodentlig vil give Romanen et Stød fremad. Charakteristisk er den Und- skyldning A [nne] gav for ham, da Moderen bebreidede hende, at hun kunde sætte sig saadant noget i Hovedet; thi at han gjorde af C [hristine] , var noget enhver kunde mærke. "Aa han kan inte for det, det er sles inte hans Skyld, han er saa ustadig, ska jeg sie Dig." Hvad synes Dig om denne Tildragelse! Glem ikke at for- tælle E [mma] og M [alvina] den. Det er ingen Under at han ikke kom til Byen, naar han har saadanne Affairer. Bøiesens lovede os at komme i Besøg i Julen. Jeg bad dem paa Eder og P [etersen] s, og dette kunde de ikke modstaae. Ja E., jeg har sat mig denne Plan saa fast i Hovedet, at der maae en heel Dampbaadskraft paa 80 Heste til at trække den ud igjen - jeg veed kun en Dampbaad, der havde Kraft til at gjøre det - naar jeg hørte at den var forliist - sprungen - vilde jeg ikke bede Eder paa mig. Vi skal sende Kurvevognen ind at hente Eder. Tænk I 4 i en Vogn! Ville I have Harald til Kudsk, saa skulle I faae det ogsaa; dog nei! det gaaer ikke, jeg tænkte ikke paa at en Kudsk behøvede sine fulde fem. SIDE: 127 Kl. 9 reiste vi fra U [llensager] og kom hjem Kl.5, uden andet virkelig Uheld end et skrøbeligt Hjul der truede os med Un- dergang. Erik forsøgte at reparere det flere Gange, derved forsinkede vi os igjen, men forgjeves; tilsidst blev det saa galt, at vi stege ud og gik det sidste Stykke af Veien, omtrent fra Linløkken. Det var en trist Vandring, træt og forstemt som jeg var, at maatte til at traske igjen. Dertil Synet af disse nøgne Marker som jeg havde forladt saa blomstrende. Veiret var derefter, taaget og sludfuldt, og Modtagelsen blev ogsaa derefter, taaget og sludfuld. Fader formildedes rigtignok ved vore Uheld og havde i Grunden intet imod at vi bleve en Dag over, men for at Du kan gjøre Dig et Begreb om hans slette Humeur, saa havde netop min Undskyldningsbillet gjort det Gale. Han kaldte den "Skjænd" fordi han ikke føiede mig, og jeg troede at have affattet den saa ydmygt som mue- ligt! Min Bøn om Udsættelse havde han ikke faaet førend efter at Vognen var reist. Det var altsaa Modtagelsen; men jeg blev mit Forsæt troe, jeg taug. Siden forsøgte jeg at tøe Fa- der lidt op med, og det lykkedes, - mine finske Depescher, Byeanekdoter, alle Breve til ham, ligetil de Pærer jeg gjemte i Posen, kom for en Dag og forsøgte sin Magt. Olsen var bleven smukkere siden vi saaes, hans Barter have faaet et fasio- nabelt Snit, og han bærer ingen Forlovelsesring længer. O Emilie, hvad skal jeg troe herom! er det saa, da er det Dit Værk, over Dit Hoved kommer Jfr. W-s Blod! 14 Dage efter hans Hjemreise fra U., da han skiltes fra os, fik A [ugust] B [øyesen] et Brev fra ham. Han klager gudsjammerlig over Tristhed og Længsel efter os, at der var saa flaut at han ikke kunde holde det ud. Idag Søndag har jeg pakket ud. Din Moder vilde vist faae Respect for mig, naar hun saae den Omhyggelighed, den Sam- vittighedsfuldhed hvormed jeg ordner og gjemmer det, sorterer alt det der skal i Vask eller repareres i den gamle eller nye Kuffert - saae hvorledes jeg tager alt det halvskidne Tøi og gjemmer det for at bruge det heroppe, saae mig stryge og glatte og ordne og støve omkring indtil det sidste Spor af SIDE: 128 Reise er forsvunden. Hvor skade at Din Moder altid seer mig i min ufordeelagtigste Skikkelse, aldrig kan være tilstæde naar jeg er huuslig, aldrig kan kaste et Blik ind i mig naar jeg saadan ruller hjemad efter en Byetour, og see alle de Ideer om Orden, huuslig Hygge og Flid der rører sig derinde. Jeg skal næstegang fortælle Dig hvordan jeg lever, efter den Plan jeg udkastede i Vognen. A [malie] og jeg boe ovenpaa; om Vinteren er dette Værelse langt hyggeligere, og jeg und- gaaer saa mangen Fristelse ved ikke at være nede, og jeg maae have A. for mig selv. I et Sovekammer kan der læres mange Ting. Vi have flyttet en Sopha ind; paa den ligger jeg i Mørk- ningen, og da kommer en god Aand og bærer den og mig til Foden af Egeberg og sætter mig ned blandt Eder, og der faaer jeg Lov at være en Times Tid, saa bærer han mig hjem igjen. God Nat! Mandag Morgen Kl. 7 1/2. Jeg har sovet urolig og drømt [om] I [da] inat [. . . Lakune . . ] aldrig ane, men jeg vil tilgive hende. Jeg har belavet mig paa Alt, og af ham kan man vente Alt. Reiser P [etersen] s til Frederikshald? De smaae Sedler Du fik, maae Du aldrig vise nogen Uved- kommende, ikke engang P.s, hvor fristende Leiligheden end kan være. Gjør Eders Betragtninger over denne Sag saa me- get I ville, men lad min ude - ignoreer enhver af mine Tanker, enten mundtlig eller skriftlige, de tilhøre kun Dig. Forresten har Du frie Raadighed med dem. Det vilde være interessant at oppebie Virkningen af en af dem - kom han ikke tilbage efter min Opfordring, da vil jeg være tryg i mig selv. Da er al Fare forbi. - Olsen havde havt Brev fra Au- gust B [øyesen] , hvori denne omtaler Gretes lille Mund. Be- klagelser over ikke at have truffet os hos K-s den Aften. - Jeg har intet mere dennegang at skrive, jeg maae klæde mig paa; det gaaer lidt traadt med disse store Ark, det er bedst med vore Smaaesedler. Naar Du sidder i Vinduet, saa tænk paa mig med en Flødelap. Det der resterer af hvidt Papir, behage Du i Tankerne at udfylde med Taksigelser til Din Mo- SIDE: 129 der, til Grete, til Alle der har havt med mig at bestille - vær nu lidt veltalende, det er ikke mere end billigt at vi hjælpe hinanden ved en saadan Leilighed. Den Stramei til Brikken bliver desværre lidt for smal. Kunde Du tage mig et Stykke af denne Længde og Bredde /See Korset paa Brevet/. Jeg har ingen Penge at sende, Du faaer tage det paa Regning. Men Tøffelmønstret, Tøffelmøn- stret som Adolphine lovede mig! Fader reiser nu paa Visitats, og jeg [vil faae] god Tid. Glem ikke Prøverne af Meubeltøi. [ . . . ] Jeg venter at Dit næste Brev er koldt. Amalie beder mig meget at [hilse] . Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Motiv a la Rahel: E [idsvold] 7de Nov. [1838] . Aften 9 i Nattrøie og Skjørt - Veiret ligeledes i Nattrøie og det en couleurt en, der er det fornærmeligste man kan sige om en Nattrøie. No. 1. Først Mandag modtog jeg den længe ventede Pakke. Jeg begriber ikke at den har kunnet være saa længe under- veis, eller maaskee er den bleven liggende hos Larsen; i den senere Tid ere disse Bud blevne saa forsømmelige; idag kom der noget fra Henrik i den skrækkeligste Forfatning, Bøger, Blade og et aabent Brev fra ham til Fader, ganske løse og ulæselige for Smuds, Convoluten afreven; jeg takkede Gud at det ikke var noget for os. Ellers har A [malie] faaet en Mængde Breve gjennem Bud, vist 6 a 7, og naar hun har faaet dem, har jeg ikke kunnet undertrykke en lille Følelse af Bitterhed; jeg har spurgt mig, hvorfor har ikke en eneste af mine Be- kjendte kunnet finde et eneste af alle disse Bud? - og jeg har forstummet, naar Svaret blev: Kjerlighed har opsøgt dem. Hvorfor, har jeg da spurgt, faaer den saa mange, der mindst forstaaer at glæde sig i dem? Thi A [malie] s Glæde ved Mod- tagelsen af et Brev /og det fra hendes Kjereste!/ er at ligne SIDE: 130 ved min, omtrent som den Sol der spiller med et mat, koldt Skjær paa Væggen om Eftermiddagen, mod den fra i Sommer, da vi laae i Høestakken bag Huset - min gode Broder er ogsaa i Kjerlighed en daarlig Politikker; naar jeg var som ham, vilde jeg sætte hende paa Diæt. Ogsaa fik jeg da endelig Dit Brev, da jeg næsten havde vænt mig af med at længes efter det! Tøflerne har jeg ved A-s Hjelp allerede færdig. Er det ikke meget paa 2 Dage; jeg begyndte i Forgaars Eftermiddag og fik dem færdig i Dag Middag - - men Du seer jeg er paa Veie til at blive flink - - men med mine Breve vil det ikke gaae saa rask som med Tøflerne. Jeg mangler, sandt at sige, ogsaa et Mønster til dem, som jeg vil bede Dig sende mig. Moder vilde endelig, da jeg ventede forgjeves, at jeg skulde sye et efter min egen Phantasie, men saadanne egne Ideer due hverken i Tøfler eller i Breve. God Nat, Emilie. Imorgen mere! dog nei nu. Jeg vilde blot spørge om Du ikke er kjed af mine Breve, og dette Spørgsmaal beder jeg Dig besvare paa Ære og Sam- vittighed. Seer Du /betænk det/ jeg har intet Nyt at meddele Dig, jeg kan ikke hvergang opdrive Schulziske Anecdoter - med Nyt forstaaer jeg naturligviis: "ikke det gamle Sujet". Der var en Tid da jeg troede Dig skadesløsholdt for Dine Møier med mig ved min Fortrolighed; det forekom mig at det var det kostbarste jeg kunde give Dig; Du var den Kube som jeg utrættelig samlede til, hvor jeg nedlagde hvert Gran med Hon- ning jeg havde fløiet mig træt efter; men nu synes jeg ikke det længer; jeg er bleven mere beskeden, mere mistroisk, og under- tiden naar jeg vil sætte Pen til Papiret, griber mig en Angst for at trætte Dig med mine egoistiske Udbrud, og med disse evige Betragtninger om mig selv - mig selv, og kun den Omstændig- hed der tjener mig til megen Undskyldning, og som Du vil over- veie, at jeg er saa ganske reduceret paa mit eget Jeg, og at de jeg see rundt om mig, byde saa lidt Stof, giver mig Mod til at vedblive. Er Du virkelig ikke kjed af det gamle - 8 aars- gamle Thema? Maaskee er det fordi det er affattet i Breve - jeg vilde have mindre Skrupler naar jeg smuglet dem ind hos SIDE: 131 Dig i en anden Form, som Brudstykker af Dagbog, som jeg i Distraction sender Dig, ikke til at læse uden det gefalder Dig, blot til at gjemmes hos Dig. I en Dagbog er det dog tilladt at tale om sig selv, og man sparer Efterspørgsler om Familie og Hilsener. Kommer engang imellem et saadant forvildet Barn [3 blade mgl.] 5. [. . . Det var] med en egen Tilfredsstillelse jeg hørte hende [ ): Amalie] sige forledendag at hun var langt gladere ifjor end dette Aar, men vilde desuagtet ikke bytte - men undertiden gjør hun mig fortvivlet igjen. Vi gik en lang Tour i gaar Formiddag, det var den første smukke Dag efter næsten 14 Dages uafbrudt Regn og Taage - Luften klar - Veien hvorad vi gik heelt ud til Pynten af Feehaven - Hvad Indtryk Synet af denne Skov vi saa ofte have gjennemvandret, gjorde paa mig, saa malerisk den nu blev belyst af den lave gyldne Høstsol, kan jeg ikke beskrive Dig, jeg gav mig ganske mine Betragtninger hen. A [malie] paa sin Side var ogsaa taus, og jeg ventede hun maatte være saa fordybet som [jeg] , og havde i al Fald rimeli- gere Aarsag dertil - men da vi omtrent vare halvveis, brød hun Tausheden med det Spørgsmaal hvad jeg egentlig havde paa Halsen naar jeg var paa Bal -? jeg svarede ganske taal- modig - men nu fulgte en heel Deel intetsigende Spørgsmaal i denne Genre, som jeg ligeledes stod til Rede for; dermed havde vor Conversation en Ende, og vi fortsatte tause Veien. Da vi kom ud til Udsigten, syntes hun mere end almindelig pensiv; endelig udbrød hun: "Naar jeg vender min Kaabe, synes Du da jeg bør sætte Snorer eller," - Gud veed hvad det var - men da holdt jeg mig ikke længer, men udbrød: kjere A., hvorledes er det mueligt at Du paa en Udsigt som denne, paa en Dag, i en Natur som denne, kan tænke paa Din Kaabe - og blot have Rum til saadanne usigeligt ubetydelige og ligegyldige Ting? etc. Og til dette Barn skriver min Bro- der med Taarer! O Emilie, hvad ere vi da - hvorfor ere vi saaledes? A. er istand til at brække et Brev fra sin gamle Bestemoder, førend hun aabner Henriks, og naar jeg seer dette, kunde jeg græde for ham. Men jeg har endnu ikke tabt SIDE: 132 Modet. Jeg beklager kun at Tiden er saa kort, jeg vilde ønske at den var dobbelt til Juul - bliv ikke forbauset, jeg siger Dig jo, at jeg ikke er Egoist heroppe. Før jeg reiste af Byen, havde jeg vel dunkel Anelse om at det vilde blive en Opof- relse fra min Side; men det blev mig først ganske tydeligt, da vi befandt os sammen i Vognen; det blev mig da klart, at hvis jeg havde havt nogen egoistisk Tanke, nogen Fordring paa at hun skulde blive mig noget, da maatte jeg opgive den. Hvor gjerne - paa denne lange Vei - vilde jeg ofte fordybet mig i mine Erindringer - det var en bydende Trang for mig i det Øieblik jeg havde renogseret paa alt - men tusende intetsi- gende Spørgsmaal om Veien, om hvem der boede der og der, forbød mig det; jeg maatte stige ned til hende, da jeg ikke kunde indlemme hende i min Verden - dengang var jeg utaal- modig - nu er jeg resigneret. Jeg vil være tout à lui. I Førstningen kunde det gjøre mig fortvivlet naar hun hængte sig ved min Arm i Mørkningen, naar jeg spadserte og tænkte paa Eder - ja hun kunde gjøre mig fortvivlet naar hun uden Ophør da sang mig disse Operamelodier med sine jammerlige Texter ind i Øret - Vor Herre veed hvor hun har faaet alle disse Ord lært - men nu griber jeg selv hendes Arm, og saa- ledes vandre vi Timeviis, fra Kakkelovnen gjennem de 2 aabne Døre til den lille Kammerdør; det er disse Timer jeg kan være hende meest - o hvor begjerlig griber jeg ethvert Glimt, enhver Gnist hos hende; jeg puster og puster og søger at vedligeholde den, at bringe den til at gløde; om der kan blive nogen Flamme der selv antænder, veed jeg ei. Mindre er den Indflydelse jeg kan have paa hendes aandelige Udvikling hvad Kundskaber anbelanger; jeg har rigtignok taget hele Ef- termiddagen til Læsning, men den er saa kort. Vi begynde med Moerskabslæsning og læse vexelviis hun og jeg høit; derpaa puger jeg lidt Tydsk med hende. Hun har et let Nemme - Lidt Mytthologie og saavidt Fransk at hun kan udtale de Ord der forekomme i en Bog, og forstaae disse Allusioner til hiin, uden hvilket man aldrig kan fatte noget Digt ret, vil jeg ogsaa indpræge hende. Men Sproget er det jeg meest retter ved SIDE: 133 hende; thi naar hun ikke giver Agt paa sig, er det grueligt; det er allerede betydeligt forbedret; kort, i det Hele taget er der godt Haab - hvorledes vare vi da vi vare 19 Aar? og vi i vore Omgivelser, med vor Opdragelse? 6. Med alt dette holder jeg af hende; thi hun er saa sjælegod, ufortrøden og saa taknemlig sindet mod mig; undertiden kan der være noget indtagende barnligt hos hende, en saa sød Hen- givenhed at den rører mig; idag er hun paa Linløkken, og jeg savner hende ordentlig. Da jeg mærker at hun søger at ligne mig i et og Alt, har jeg dobbelt Opmærksomhed paa mig selv; jeg vilde nu ikke for nogen Priis gaae med en Hægte ude af Kjolen, for Exemplets Skyld, skjøndt heri foregaaer hun mig med det, da hun er ualmindelig proper og ordentlig bestandig. I Førstningen kjedede hun [sig] gruelig heroppe; hun kunde ikke sidde stille et Øieblik, men fløi ud og ind; thi hun er jo vant til et uroligt Liv; men nu sidder hun lige saa stadig som jeg ved sit Arbeide hele Dagen. Det er et sandt Ordsprog, man bliver det man bliver holdt for. Her holdes jeg for et Mønster paa Stadighed og Flid og er det derfor; derinde hos Eder blev jeg holdt for et Mønster paa Ustadighed, og var det ligeledes. Mine andre huuslige Furier slumre ogsaa, ifølge den Resept til et søvndyssende Middel jeg skylder Dig. Det er ingen Sag at vække dem igjen, men jeg har en saadan Skræk derfor - jeg har ogsaa taget alle Forsigtighedsregler. Vi ligge ovenpaa - om Formiddagen sidde vi inde i Sovekammeret, men Dø- rene ere aabne til Stuen - om Aftenen spiller jeg gjerne - Fortepianoet ligeledes i Kammeret. Hvor kunde jeg vente det bedre i Vaar, da jeg laae nedenunder - det var at lægge sig i Løvens Gab. Mors Svagheder ere af dem der forhærdes ved Ensomhed og tiltage med Aarene. Det er sædvanlig de usleste Ubetydeligheder hvorom der er Tale, og som man med et andet Menneske i 2 Ord vilde afgjøre - jeg kan begynde med den største Rolighed, men Moer har en Forsvars- og Angrebs- maade der kan opirre en Engel med Vinger paa - har man først begivet sig ind paa Sagen, er man tabt, derfor er det SIDE: 134 eneste at undgaae Begyndelsen. Med Fader staaer jeg paa den bedste Fod, han er ogsaa nu i bedre Humeur. Med mine Tøfler gjorde jeg store Skridt frem i hans Gunst; vidste jeg at disse ydre Tegn, som i mine Øine ere saa usle, kunde befæste mig der, vilde jeg gjerne sye Tøfler hele Aaret; men uheldig- viis har han kun Brug for et Par. Amalie forherligede Festen med et Par meget smukke Buxesæler og sit blideste Ansigt, og Moder foruden Presenter med Kalkuner og Æblegrød i Mangel af Iis, og til Desert en veritabel Valencianermelon. 12te [November] . Olsen bliver Dag for Dag mærkværdigere. Jeg veed ikke hvad der gaaer af ham. Det første jeg kom hjem, var der nogen Tid da han satte Priis paa mit Selskab, søgte mig op, vilde endelig lære mig Schack; vi havde lange Samtaler sammen; kort, mod mig har han aldrig været mere forekommende. Jeg paa min Side blev mig selv liig, mod ham har jeg altid været exemplarisk, selv i Følelsen af den Fordom han havde for mig, det vil sige jeg har gjort alt tilladt for at lette ham Opholdet hos os, og hvad der især maae paaskjøn- nes, jeg har aldrig ladet ham føle nogen Overvægt, men været qvindelig ydmyg i Betragtning af hans virkelig solide gode Si- der. Da han aldrig nu reiser ud /ikke en eneste Aften siden jeg kom hjem/, proponerede jeg i Begyndelsen ofte for ham at adsprede sig dermed, opmuntrede ham til at tage imod den og den Invitation naar den ikke var forkastelig. Enfin - vi spilte Schack og vare gode Venner; nu er den Herlighed plud- selig Forbi, uden Aarsag - uden nogen tænkelig Grund at holde sig til. Hans Unbefangenhed gik over til Gêne, og i de 4-5 sidste er denne bleven til en formelig Skye, der har smittet mig. Han vover sig skjelden ind i vort Boudoir /Mors Sovekammer/ og da er Forlegenheden mærkelig - naar jeg sætter mig til Claveret eller paa de Andres Opfordring synger noget, render han sin Vei - proponerer mig aldrig Schack mere - kommer aldrig mere ned om Aftenen; derimod høre vi ham gaae med Stormskridt ovenpaa og i den sildige Nat, naar A [malie] og jeg ere i Seng, høre vi ham phantasere paa SIDE: 135 Fløiten - kort, hans Fordom mod mig maae være vaagnet i en frygtelig Grad igjen, og da den er uudryddelig, opgiver jeg resigneret alle Forsøg paa at bekjæmpe den. Siden i Forgaars har jeg forandret min Opførsel mod ham, jeg taler aldrig til ham, paa hans Tiltale svarer jeg høflig-intetsigende, og - behøver jeg at sige det - undgaaer at bebyrde ham med min Musik - men vil Du troe det, Emilie, jeg er befangen naar han er nede, og jeg veed ikke hvoraf det kan komme. Alber- tine Tønsager var her igaar, hende hjalp han paa Hesten. Hoi Wægter hoi - Kl. er slagen 10! "Guds heliga milde og mächtige Hand, beware vor Stad från Ild och Brand." God Nat. SIDE: 135 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Eidsvold] den 16de Dec. 1838. Kjere E., jeg blev frapperet over Dine Yttringer om M [al- vina] . Det kom mig saa aldeles uventet, thi hun har ingen Klage ført over Dig. Hun siger rigtignok i sit sidste Brev: "Jeg bliver ikke forstaaet af nogen, ikke engang Du og E [milie] kunne forstaae mig, naar I troe at jeg behøver Skjænd." Det er alt. Der hvor Du har skrevet hende det, omtaler hun Dig netop med Roes, da hun ikke kan beskrive det Indtryk Dine Forestillinger gjorde paa hende, som var vant til Mad. H [oppe] s vandige Moraler. Jeg kjender rigtignok ikke Dine senere For- handlinger med hende, men jeg er overbeviist om at er hendes Opførsel forandret mod Dig, da er det hendes Skyld. Det vil jeg ogsaa sige hende. Ak saa kan da intet bestaae! - nei E., intet udenfor os. Det er saadanne smaae Erfaringer der skal tjene til at styrke vort Venskab, efter enhver saadan Skuffelse slutte vi os med desto større Inderlighed til hinanden. M. har aldeles ikke i sine Breve givet mig nogen Grund til at anvende dette paa hende, men der er en vis Følelse hos mig der siger at det let kunde skee - hvis man ikke er forsigtig - ja, vi maae være kostbarere. Jeg havde jo ikke forbundet mig til nogen formelig Correspondance med dem; de satte jo saadan SIDE: 136 overdreven Priis paa noget fra mig at de vilde være fornøiet med 3 Linier fra min Haand paa deres Breve - mine første lange Breve forvændte dem allerede; thi da det næste var kortere, gjorde de jo alt en misfornøiet Mine. Dette har gjort mig klogere. Du har Ret, jeg er bange vi tabe dem i denne Hvirvel af Adspredelse. Efter deres sidste Breve maae vist ogsaa Lysten til Eidsvoldreisen have tabt sig betydelig. M. siger de skulle være hjemme i Julen, men hvad i al Verden kunde da hindre dem - - saa tænkte jeg Torsdag - maaskee er det kun en formelig Invitation der mangler - og nu gik jeg op til Fader og raadslog derom. Du kan begribe jeg byggede derpaa mit Haab om at faae Dig. Fader var temmelig villig, lovede mig halvt om halvt at skrive selv, selv det meest kri- tiske Punkt om Hestene jevnede sig - jeg kunde ikke andet end smile da Fader sagde: "men E [milie] da, det var dog ri- meligere at sende Heste ind efter D [iriks] s end P [etersen] s, der har selv" - ja, svarede jeg, den Ting var saa rimelig at jeg ikke talte engang derom, og gjorde ham nu bekjendt med vor Plan, men meente at naar det kom saavidt, vilde et Par Ord til Din M [oder] være en god Forstærkning - kort, alt var saa godt som aftalt, paa Onsdag skulde Brevene afgaae, de vilde træffe Stiftamtmanden netop paa Fredag - han skulde tages med Storm, jeg vilde vove et Angreb paa hans galante Side, den er jo svag - derefter skulde Angrebet paa Din Moder skee, der vilde tabe Modet ved sine Bundsforvantes Overgivelse - Løverdag eller Søndag havde vi Svaret. Man- dag gik hele Sluffen, vel armeret med Kaaber, Fodposer og Haab og Længsler ind, og første Juledag kom I. Vi skulde møde Eder paa sidste Skifte med Fakler - ak jeg var saa glad - Olsen glædede sig ogsaa og sagde han skulde have Lyst til at hente Eder. - Troer Du vel at jeg har tabt Modet nu igjen? Ja, det har jeg, det forekommer mig at de mangle Lyst nu. Disse evige Selskaber har sløvet dem for den tarve- lige vi kunne byde dem - selv - det er tungt at sige - for den meer Gemytlige i vort Selskab. Skal jeg opgive Eder alle! nei, under enhver Omstændighed vil jeg vove et Forsøg SIDE: 137 hos Din Moder. Du og N [atalie] maae komme. Jeg kan ikke tænke det anderledes. Men hjelp mig først paa det Rene med P [etersen] s; jeg vil at Du skal meddele dem mine Skrupler og bede dem om et Svar paa Ære og Samvittighed. Jeg venter af dem at de oprigtig tilstaae Grunden at de ikke have Lyst mere - kun denne Grund skal afholde mig fra at sætte det i Værk. Skriv øieblikkelig som Du faaer dette Brev, saa tænker jeg vi sende Hestene og Invitation paa engang; I kunne dog ikke lade de stakkels Bæster gaae slukørede tilbage. Gud hvor meget Vrøvl der nu har været om denne Reise; alt det skal "mores op". Efter Dig længes jeg usigelig. Du bliver den faste, mit eneste Hvilepunkt; alt andet hvortil jeg sætter et Haab for- svinder i Dunst rundt om mig. Min Længsel efter Dig har noget af den friske Interesse, den Inderlighed fra vort første Bekjendtskab. Dog synes jeg vi skriver styggere end dengang. Idag Morges kom da Budet fra Byen og medbragte Bøger og Honningkage og Aviser og Torsk og Kjerligheds- og Ven- skabsbreve og Hamburgersager. I Eftermiddag blev de sidste bragte for Lyset. Ak Kaaben! jeg veed ikke hvad jeg skal sige om den. Den er, o Rædsel - figureret med store matte Bangerotter i Atlaskes Grund - derved taber den den Sim- pelhed i sin Elegance, der maae udmærke det jeg bærer - Snittet er heller ikke aldeles efter mit Sind, den er som Fru Stangs - Kraven som et stort Tørklæde med deilige Knip- linger om; besynderlig at den ikke er saa riig som jeg havde væntet, den er f. Ex. blot 4 Al. 2 1/2 Qv. viid. Kraven vilde være deilig at have løs og bruge som Mantille. Foret er det skjønneste lyseste Purpur eller amorant farvet. Nu hvad me- ner Du, siig mig noget trøstende om den. Jeg for min Part er fortvivlet over at den seer saa "gil" ud. Ferronieren er ret smuk med en ophøiet Bouquet af Guld paa blank Grund - Boaen deilig, men jeg bliver saa trist naar jeg seer saadan Stads der tilhører mig. For nogle Aar siden vilde jeg ikke have havt saadan Silkekaabe og saadanne Ørenringe om man havde skjænket mig dem. Da syntes Livet mig endnu saa SIDE: 138 rigt, at jeg foragtede saadant - nu faaer jeg nøies med det, da jeg intet andet har faaet; dengang klædte det mig ikke, nu give de mine magre Kinder ligesom mere Runding - o E., jeg søgte at klamre mig til Haab, thi noget maatte jeg dog have at leve af - jeg nærede altid en Drøm, en Forestilling. Det har jeg nu opgivet, og Du veed ikke hvilken dyb For- stemmelse, hvilken Tomhed den har efterladt sig. Jeg havde jo nedstemt mine høieste Forventninger, jeg havde endelig glemt at jeg selv var skabt til at elske, i dette Ords høieste poetiske Betydning, jeg vilde lade mig nøie med at blive elsket. Jeg nægter Dig ikke naar jeg talte med J [onas] , eller rettere efter jeg havde havt disse Samtaler med ham, syntes den In- teresse jeg følede derved saa levende, saa inderlig, at den næ- sten opveiede Kjerlighed, og jeg skulde gjerne have afsondret mig fra hele Verden for at kunne nyde denne Lykke daglig - med et Ord, jeg skulde gjerne have tilbragt mit hele Liv med ham; men selv disse Drømme ere daarlige. Jeg har foresat at jeg ikke vil blive skuffet dennegang. Denne nye Trøsterinde- byrde vil jeg ikke lægge paa Dine allerede belæssede Skuldre. Jeg har opgivet ham i Tankerne. Naar jeg nu tænker paa ham, er [han] enten forandret, tabt for os, eller forelsket i en Anden, eller vort Venskab er sagtelig opløst sig i et Bekjendt- skab, og han danser første Dands med mig paa Ballerne - fy, en Taare trænger sig frem, bort med den! men der faldt den paa Papiret. Publicum begynder jo at tage sig af hans Opdragelse, og den maae dog frugte noget. Frygt ei for mig naar jeg kommer til Byen, jeg vil lette ham den vanskeligste Opgave - jeg mener Overgangen, det skal komme af sig selv, og hans Samvittighed ikke blive anfægtet. Jeg troer dog Kaaben bliver peen. Det er moersomt at han kommer til C [aroline] , der kan Du mere uforstyrret nyde hans Selskab end hos H [op- pes] . Vogt Dig for Anfægtelser - med Hensyn til mine Breve, og glem ikke at vi leve i en Tid der ingen behagelige Vis- heder taaler - - Det er kun Uvisheden der holder den lille Gnist af Interesse ilive. Og lad den leve saalænge den kan, stakkel. SIDE: 139 Vil Schweigaards lade deres Unge døbe? Maaskee de give den et Navn, og laer den løbe. Der stod i den Con [stitutio] nelle om Kongen af Frankerig der reiste i Norge, derved husker jeg paa de 3 Franskmænd der vare her i Sommer. Den ene tegnede mit Værelse af, og det kommer formodentlig ud i Steentryk, ikke for min Skyld, men for Louis Phillips der har boet i det. Det var virkelig Skade at vi ikke vare hjemme; de vare saa søde, sagde Moder, og Tolken fortalte at de trættede og disputerte bestandig mel- lem sig. Jeg har tænkt saa meget paa Dig i Dag - og drømt om Dig i hele Nat - arme E. hvad bestille I i Aften, C. er hjemme alene, der er stille og trist, og hun seer ud til at kjede sig. O [lsen] har forbedret sig. Det er besynderligt naar jeg tænker paa at alle Folk natur- ligviis vilde holde A [malie] for mere praktisk end mig, og dog er det meest i det Praktiske jeg er hende til Nytte. Jeg har hjulpet hende med al hendes Søm, klippet til alt og hjulpet hende til at omarbeide alle sine Kjoler, lært hende at spinde - og paa dette lægger hun meest Vægt, viser sig mere tak- nemlig end for de aandelige Mønster jeg kan skjære til for hende, og dette gjør mig ondt for hende. Engang yttrede jeg det, at disse Slags Tjenester kunde enhver vise hende, Jomfru dit og Jfr. dat, men vanskeligere den anden Slags. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Eidsvold] Første Juledags Formiddag [1838] . Kjere Emilie! Tak for Dit Brev, eller rettere for den Taare der er falden derpaa. Jeg kyssede den som en Catholik en Martyrs Blods- draabe. Ja min stakkels Martyr, vi faae finde os i Skjebnen. Din Moder synes især at lægge denne uforlignelige Tørhed, SIDE: 140 denne kolde Bestemthed i sine Afslag, naar det gjælder et For- slag, et Ønske af mig. Hun troer vel Fader føier mig blindt i alt, og hun sørger for min udødelige Sjel. Hils Natalie at takke hende for hendes Bistand. - Jeg veed ikke hvordan det er, men det forekommer mig at jeg er løsreven fra Alt derinde. Ingen Efterretning naaer mig mere; fra Emma har jeg paa mine 2 sidste Breve intet Svar erholdt, og selv Dine Breve ere flygtige, og Rummet mellem Linierne bliver meer og meer betænkelig. Alle ere i Kirke undtagen Harald, O [lsen] og jeg. Jeg veed ikke hvordan jeg er kommen paa det desperate Indfald at ville more mig i Julen; det lod sig maaskee psychologisk forklare, da jeg maae løsrive mig fra den traurige Lykke at tænke paa og glædes over Eder. Imorgen skulle vi alle til Kaasens paa Bal, Alle- sammen og jeg skal did. Og iovermorgen skal her være Middags- selskab og passere Aften. Her skal ikke danses uden efter Cla- veer; O [lsen] og jeg blive Musikkanter. Lørdag reiser jeg til Grini. Ida skrev mig den meest smigrende Indbydelse, som jeg af flere Grunde ei vil afslaae. Jeg bad Bøyesens igjen til Jule- dagene, men de ere allerede beslagne - første Dag hos Præsten Ingjer, anden paa Plogstad For at feire Trines og Stenersens For- lovelse - men ved Nytaar kunde de komme, dog maatte jeg hente dem. Det vil jeg ikke, altsaa. Procurator Larsen har friet til Hanne S., han reiser imorgen til Winger for at hente Ja-a, den visse Følge af en Betænkningstid, thi man har dog aldrig oplevet at en saadan er endt med et Nei. Søndag var jeg første Gang siden min Hjemkomst ude, i en Visit paa Linløkken. Henrik, Amalie og jeg i Pilen /Henriks Baad/ med samt Brunen og Bella; jeg kjørte og H. og A. sad bag, idyllisk! Deroppe traf jeg - Präem. Dagen Før havde hans Kone havt Bryllup. Han saa lidende, nedbrudt ud, og jeg talte mildt til ham; det var om Veir og Tandpine, troer jeg, men han maatte mærke at jeg havde ondt af ham. Christian Kyhn er alt gift. Adieu, hvor det begynder at storme, Veiret var saa deilig. Hvem har skrevet Critikken over Lous? Har - SIDE: 141 Camilla Wergeland til Nicolai Wergeland. [Beg. af Februar 1839.] Kjere Fader! Det er egentlig ingen Ting passeret, siden Du reiste, der kunde være værdt at fortælle mundtlig, end sige give Stof til et Brev. Jeg lever rolig, det vil sige holder mig meest hjemme; thi her har jeg det saa udmærket hyggelig. Emilie kommer næsten daglig ned til mig. Siden vil jeg nok gaae mere ud, naar jeg først har arrangeret mig lidt, men Overgangen maae ikke være for pludselig, fra dybeste Stilhed til et broget afvexlende Liv; det tager paa Kræfterne. Hvad jeg skal gjøre for at faae mig D. fra Halsen veed jeg ikke, jeg havde rigtig ønsket at Du, kjere Fader, havde taget Dig alvorlig af Sagen, thi Folk maae ordentlig troe tilsidst at jeg opmuntrer ham. Jeg kan ikke være sikker hverken paa Comedien eller nogetsteds for hans Paatrængenhed, og skjøndt A [dolphine] med næsten tyde- lige Ord har viist ham Døren, kommer han dog igjen. Forle- denmorgen kom et Brev med 7 lange Vers; medens vi sadde og talte om dem og vare enige om at al den Grovhed baade hun og jeg kunde præstere ikke vilde være tilstrækkelig til Hr. D., men vilde opbyde Colbans hele Beholdning af Grovhed, som desværre ogsaa er liden, for om mueligt at blive ham qvit - da Døren aabnedes og Lucifer i T.'s Person traadte ind. Det var en comisk Scene, der kunde bringe mig til at skoggerlee, hvis jeg ikke havde havt saadan Medlidenhed med mig selv. Adolphine, der intet anede, hun der for et Øieblik var saa op- bragt paa D., er nu Venligheden og Forekommenheden mod T., opmuntrer ham til at gaae paa Comedie, Bal - at blive længer, komme igjen, og til toute ala reste roser hun mig, da jeg et Øieblik gik ud for at drage frisk Luft. Siden, da han var gaaet, opklarede jeg Hemmeligheden, og det Tragiske endte sig i Latter. Det er slemt at Dagligstuen ingen Udgang har, at man kan retirere ved saadanne besvær- lige Visitter, man fanges ligesom i en Fælde. Men næstegang jeg mærker her kommer nogen Saadan, vil jeg tye ind i det SIDE: 142 lille Kot, [. . .] . Vil ikke Du gjøre mig den Tjeneste a skrive ham et Brev der kan gjøre Ende paa dette Væsen; han har truet med at komme op til E [idsvold] til Sommeren igjen; men skal det nytte, maae det være meget drøit. Hos Hjelms har jeg været en Aften. Jeg er ikke buden til Ballet; n'importe, den blaae Kjole skal nok blive brugt, maaskee bliver jeg det endnu. Gud Kl. er 9 - jeg maae ende. Hils Moder og tak hende for Lommetørklæderne. Alt Tøiet har jeg faaet. Jeg er rask, men har ikke en Skilling - og jeg kjøber intet overflødigt - Lev vel! næstegang udførligere fra Din elskende Camilla. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Aftenbulletin 6. Febr. [1839] . Umaadelig flaut paa Comedien. Jeg var neppe i nogen brillant Stand til at gaae; den angribende Formiddags Følger forsøgte jeg at mane bort ved en Middagsluur, der imidlertid slog feil; jeg kan ikke sove hverken Nat eller Dag - jeg var altsaa lidet oplagt - men jeg gik, det var Lestocq, jeg syntes det maatte være en stum Aftale, at jeg skulde gaae. Ak jeg tog Feil! vi tale ikke længer noget stumt Sprog. Og dog spurgte han os om vi gik paa Comedie. Istedet for ham opdagede jeg til min Forfærdelse T. lige bag mig, og da vi saa flyttede os, kom han foran; men saa fik jeg Sophie Thrane til at sætte sig ved Siden af mig og talte bestandig med hende, medens han plagede Adolphine og af og til mig; men jeg svarede saa tørt uden at see paa ham, at [han] tilsidst tabte Modet; men det var ingen synderlig Gevindst, thi da stiller han sig foran mig med sine ækle Øine uafbrudt; jeg har faaet Hovedpine af disse Øine, og er virkelig meget daarlig i Aften. Nei et saadant Liv kan jeg ikke føre. Jeg vil ikke gaae ud af Døren i mange Dage. Lidelserne faae i Guds Navn umage sig ind til mig, hvis de endelig ville mig til Livs; men det er dog for meget at jeg skal gaae ud og søge dem op. Undskyld SIDE: 143 mig for Caroline, men imorgen kan jeg umuelig. Petersens vare ikke paa Comedie; de bleve allerede budne til Ballet igaar, altsaa er der for mig meget lidet Haab. Smaae M. kjedede mig ogsaa umaadelig, endskjøndt jeg lod A [dolphine] tale. Skriv mig eller kom til Din C. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Februar 1839.] Vi sees vel neppe idag; jeg bad vel Harald igaar hente os med Hesten til Kjøretour; men Veiret er ikke saa smukt, jeg vil sende ham Afbud. Jeg var den sidste Dame igaar; første Dands var næsten endt, da jeg viste mig paa Echafotstigen, vil sige den lille Trappe - anden Dands var Fransaise, som jeg heller ikke dansede; mine Fødder og mit Hjerte stivnede, medens jeg saae paa denne Dands; de første tøede derpaa op i en Storvals med en Inconnu, det andet tøede ikke op, ligesaa lidt i Fandango med - Major - ligesaalidt i Storvals med Dr. Egeberg, ligesaalidt i Cottillon med W. Vogt - skjøndt J [onas] C [ollett] havde sørget for Sidepladsen; men han dansede med Hedchen Anker, som var nydelig. Og han fandt hende interes- SIDE: 144 sant. Her for første Gang tiltalte han mig uden Hilsen. Ved Tilfældet kom vi meget ofte til at danse sammen. Alle Folk førte os sammen. Harald tog Malv [ina] og mig - hun en Dolk og jeg en Knappenaal - hen til J [onas] . Han valgte -? M. Knudsen tog Grete Juul og mig, hun en Hortensia, jeg en Lotus - "Hvor vil De gaae hen?" "Aa hvor De vil, men det maae være til en der skjønner hvad en Lotusblomst er, han maae have læst Heines Gedichte". Han førte os hen til J [onas] , han tog - - - hvad? "Det kunde jeg vel begribe, at hun ikke havde valgt" - "Det var De ikke vis paa", svarede jeg, "thi ellers havde De ikke tømt Kalken som igaar -" Han var i Paaklædningsværelset, og tog noget op af Gulvet for mig, og spurgte om han maatte hjælpe mig da han saae noget i min Haand; men hans Stemme døde hen i Forskrækkelse da han bemærkede et Par lange Uldstrømper som jeg stod i Begreb med at trække paa. Han dansede ikke Fandango. Da jeg dan- sede ned, stod han midt foran i Tilskuerrækken, og da jeg begyndte at avancere opad, var han kommen paa Siden ved Vinduet, ganske nær bestandig. Han lod til at gjerne ville op- snappe noget af M [ajor] s og min Conversation. Jeg var alvor- lig og nonchalent. W [elhaven] var der ikke. Han hører dog med, jeg føler en vis Tomhed naar jeg ikke skrækkes af hans Stemme og Blik undertiden. M. fortalte at Ida havde er- klæret hun holdt sig for god til [at] gaae i det Selskab. Der blev 2de Gange spurgt mig om min Mening om W [elhaven] s Digte. "Nydelige, Smukke!" Med M. og E. talte jeg lidt. Den første henter mig til Comedie i Aften. Harald morede sig godt, han dansede med Nina M., en av Kaltenb [orn] s, Sophie M., som han ligte godt. Jeg var stille og pensiv, mild uden Ven- lighed, ordknap uden at være kort, min Hovedstemning var kommen tilbage, i den kom jeg hjem, i den vaagnede jeg ofte i Nat. Det eneste der kan helbrede mig er Roe, huuslig Stilhed. Havde jeg ikke aftalt Touren i Aften, saa vilde jeg ei gaae. Siig Caroline at jeg ikke kan gaae med til Hjelms imorgen. Jeg længes efter en heel rolig Dag, med Sytøi om Aftenen, og gaae tidlig til Sengs. SIDE: 145 Ak E., jeg vilde ønske jeg kunde elske nogen. Det er en Trang, en bydende Nødvendighed. Det var blot et Forsøg - det er mislykket. Fortidens Aander ere vaagnet - han har manet dem frem af Graven - - de omgive mig som en Vagt, de forlade mig aldrig; hvergang de opdage et Smiil, en Rødmen, et stærkere Hjerteslag, lee de haanlig und schneiden Gesichter. Gives der intet Middel til at blive dem qvit - skriv mig til og skriv langt; jeg maae have det før Comedien iaften - Din C. Camilla Wergeland til Jonas Collett. Den 23de Feb. 1839. En-to-tre Dage er det siden. En -to-tre Dage inden. Hvorledes skal jeg faae ende paa dem? Gud hvor jeg læn- ges; jeg længes. Skal da mit hele Liv gaae hen i denne Kamp med Længsel og Tomhed! Den stiger for hver Gang vi skilles - den forvandler Dagene til Maaneder, gjør mig sløv for alt andet end for næstegang - og saaledes vil den stige indtil vi skilles, uden Haab om næstegang - jeg drager hjem. Hvor- ledes da bære det? Og alt hvad jeg har at sige Dig hober sig sammen, i din Nærhed er mit Bryst for fuldt, jeg er taus, men i min Ensomhed angrer jeg det igjen; naar den uendelige Læng- sel griber mig, o hvor veltalende er jeg da. Jeg har et nyt, rigt Sprog, som Du aldrig har hørt, aldrig skal høre, - aldrig skal høre! Det er det skrækkelige, jeg kan græde Blod over det. Har ikke din Overkjole fortalt Dig noget? jeg betroede den mange vigtige Ting. [. . . Lakune . . .] ikke høfligt at blive læn- ger. Høflig maae man være, om man saa faaer sig en Nerve- feber paa Halsen; selv om man skulde døe af den, saa døer man med den søde Trøst at man har været høflig. Altsaa vi vare høflige og vilde gaae i vor luftige Balpynt. Da bleve Herrerne ogsaa høflige, og tilbøde os sine Kapper, Du alene gjorde det ikke af Høflighed, derfor modtog jeg Din - - - den slog sammen om mig - - - Du kjørte uden Kjole, uden Strømper, dem fik jeg ogsaa. SIDE: 146 Idetsamme kom Tøiet, Generalen trak Tjeneren forbittret i Ar- men og syntes med Møie at undertrykke et Ørefigen; jeg havde nær faldet ham [om] Halsen og takket ham fordi jeg følte mig saa lykkelig, men han var [. . .] Camilla Wergeland til Jonas Collett. 7de Marts 1839. "Og naar Du tager min Stemme og jeg bliver stum", sagde den lille Havfrue, "hvad beholder jeg da tilbage?" Saa spurgte den lille Havfrue, og Hexen sagde, hun beholdt sine talende Øine, svævende Gang og skjønne Skikkelse - men jeg beholder intet - min Ungdom, mit Ydre er borte, dem gav jeg strax hen. Det er dog rædsomt at være stum. Naar jeg i Tankerne sidder ved Siden af ham, vender jeg mig pludselig om til ham og taler, men i Virkeligheden kan jeg ikke, et rædsomt Høimod binder min Tunge. Endnu er det Tid, endnu vilde han forstaae mig, men snart vil han have lært at foragte os, og hvad der er ædelt i os, stort og ophøiet. Vor Stolthed er ham allerede latterlig. O det er en flink Elev, han vil kunne naae sin Mester - nei, o nei, ikke det en- gang, han vil blive en Fusker, han [. . .] ham ulykkelig, ikke slet. W. er et levende Bevis for Utilstrækkeligheden af [. . Lakune . .] for mig. Var det da ogsaa Blændværk. Ja jeg maae have taget Feil. Der er traadt noget Fremmet mellem os. Tilliden er borte, vi generer os. Nu er vi blevne "Herre og Dame" lige overfor hinanden; fra en Ven er han bleven forvandlet til en Cavalleer, men en daarlig Cavalleer. Ja jeg maae opgive ham. Dertil skal det ikke komme, det taaler jeg ikke. Han skal heller savne mig, som en Død, en Bortreist, end see vort Forhold gaae langsomt ynkeligt under. Saa redde vi Erindringen - jeg skri- ver og skriver og veed neppe hvad jeg siger - ak at kunne tale! Jeg skulde gjerne give mit Liv for at kunne tale til ham - skrive maae jeg, men jeg kan ikke, tale derimod kan jeg, men jeg maae ikke. SIDE: 147 Camilla Wergeland til Malvina Petersen. Kl. 12. [Marts 1839.] Du var saa lei mod mig i Aften, Malvina. Der var noge umildt kortforhovedet i Dit Væsen som nok klæder Dig, men da maae jeg være stemt derefter, og i Aften var jeg saa be- drøvet, saa modløs, at Du burde have været lidt snild mod mig. Nu skal jeg snart reise, jeg tæller alt Dagene til den Tid da jeg skal forlade Byen med Kufferter og Hatæsker - af alt hvad jeg bragte med herind, lader jeg kun tilbage en gam- mel Hat og en Illusion - den første vil A [dolphine] unde en Plads i Pulterkammeret, den anden deponerer jeg hos Dig - - ak de vare begge straalende engang! - - Da jeg kom ind af Døren igaar fik den en Knæk, og jeg kan neppe anstændig bruge den mere, alting skal jo nu være saa fraiche, saa fraiche. Det skal være de sidste jeg lader mig gjøre her i Byen, es sei geschworen! Jeg skal aldrig bede Dig spille Huldingungswalzer meer, hverken Dig eller noget andet Menneske, det var blot mit Spøg. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Marts 1839.] Kjere E. jeg fik en dygtig Stød i Gaar Aftes, men jeg er vis paa, han ikke mindre en af mig. Der seer man hvad der kommer ud af at ville være Cavalleer og hjælpe mig paa Be- nene igjen. Mine Eloger til Backer og Knudsen have smertet ham troer jeg. Igaar har jeg lagt Plaster paa Illusionen, og den kommer sig. Ja igaar da vi gik hjem, var han sød og gemytlig igjen. Vi have sluttet Fred. Jeg fik sagt saa uhyre meget, og han lod til at være lykkelig-fortvivlet. Han vilde slet ikke ringe paa, men bad mig ordentlig bevægelig at gaae et Stykke med ham, men jeg foretrak at blive staaende - hvorlænge troer Du? - ja vist en halv Time, indtil jeg trak i Klokkestrengen. Kom snart herop at jeg kan fortælle Dig noget om dette. Jeg var dog ikke tilfreds da jeg kom op; jeg var lykkelig, men SIDE: 148 urolig, og har havt en slem Nat; men maaskee det kommer af en legemlig Disposition. Han besvoer mig saa rørende at være ganske aabenhjertig mod ham og sige ham alt hvad jeg vilde, det lod til at han ikke vilde høre noget af nogen anden end mig. Han bad mig fatte Tillid til ham igjen /: som jeg sagde jeg havde tabt:/ ak alt dette er brav nok - men hvad skal det føre til! Jeg lovede ham det - han vilde næsten ikke slippe mig /jeg har aldrig seet ham saaledes!/ "vi træffes jo næsten aldrig!" sagde han med utaalmodige Gebærder, og jeg svarte ganske sørgmodig: "nei aldrig mere, vor lille Kreds der før forenede os, er jo opløst." Nu da jeg med Vished veed at han søger, at han savner mig, vil jeg være mindre passiv. Maaskee gaaer jeg i Morgen, Søndag, til Hoppes for at blive buden. Ti- den iler, den maae gribes i Flugten. Hvis jeg faaer fat paa en Hest og sender Dig i Eftermiddag, vil Du da komme? I dette Øieblik var den unge Schoulz her og bragte mig de varmeste Hilsener fra hans Søster Sangerinden, hun længes saa efter at træffe mig - naar jeg kan komme ud, gaaer jeg hen til hende. - Jeg rakte ham min Haand da jeg sagde god Nat, men da han ikke strax greb den, trak jeg den øieblikkelig tilbage - maaskee mærkede han det ikke. Hvor han [. . . .] . For Himlens Skyld skriv mig en lang Seddel! jeg fry- ser saa. Hvad skal jeg fortælle Dig, min Engel! Du var jo selv med, nei siig Du som staaer udenfor, som havde Roe og Kulde til Observa- og Reflectioner, hvad Du syntes om os. Hvorledes var jeg? Han?? - Der er dog noget meget elskelig ved ham. Han er af de Faae - nei han er den Eneste, der udfylder mig uden at vække den Følelse af min egen Utilstrækkelighed, der pinte mig ligeoverfor W [elhaven] ; alt hvad jeg sagde forslog ikke i dette Svælgende Dyb; de bedste Ord, mine bedste Tanker vare Smaaestene som forsvandt sporløs; om jeg tog Perlerne af min Hals og den Diamant jeg havde arvet efter min Bestemo- der, og kastede med, vilde det gjort samme Virkning; jeg ærgrede mig blot over mine Perler og Diamanter; men paa SIDE: 149 Bunden af ham boer en mild goddædig Fee som opfanger dem og gjemmer dem til - - til hvad -? til en Brudekrans? - Gud jeg veed ikke. Ja der er noget mildt ved ham, der gjør mig saa uendelig vel. Vi talte gemytlig sammen i Gaar, hans Stemme var saa underlig dæmpet, ligesom om Husene vare nysgjerrige og vilde lytte, og jeg var vel fornøiet med mig da vi kom til Porten, endskjøndt jeg troer ingen af os var fornøiet med Porten, men havde gjerne forlænget Vandringen, men ulykkeligviis var der ingen Illumination der kunde besees. Hvorledes mon han staaer sig med P [etersen] s nu? Han taler aldrig om dem, og de havde allerlei at udsætte paa ham. Idag bliver jeg hjemme i dybeste Rolighed. Kan Du ikke komme lidt ned; hvis ikke saa skriv, skriv til Din C. Send mig endelig "et Løfte," jeg er ikke færdig, eller noget andet at læse i. Min Stræben er at vise ham at jeg ingen For- dringer har til ham, som det skal koste hans Samvittighed noget ikke at fyldestgjøre - han skal føle at jeg er hævet over en almindelig Skuffelse, men at den smerteligste var at opgive Vennen i ham. Andet skal han aldrig troe han er mig - Camilla Wergeland til Malvina Petersen. [Marts 1839.] [. . .] kjedet mig og danset træt. I Nat længtedes jeg efter Dig. (Adolphine sukker og siger hen for sig: Stakkel!) Hvem gjæl- der dette Stakkel, Adolphine? - ja jeg længes efter Dit Ansigt; naar Du sætter dette melankolsk-comiske Blik paa mig, bliver jeg saa underlig bevæget, og saa har Du saadanne røde Kinder. Har jeg nogensinde havt røde Kinder? Jeg seer Dig saa gjerne i denne Tid, Emilie begynder jeg at blive bange for. Jeg har aldrig havt nogen Glæde at dele med Emilie, lutter Sorger, jeg har næret hende dermed, jeg har vændt hende saaledes til denne Føde [at] hun kan ikke undvære dem, jeg er ordentlig bange for at see hende nu. Men Du [er lys] og glad, ak det er Synd! Hvis jeg klynger mig til Dig, da er det fordi Du er hans [Ven] . SIDE: 150 Vær glad naar Du seer mig og see lykkelig ud! o jeg vilde saa rasende gjerne [være lykkelig;] der er ingen som kan være saa lykkelig som jeg. Naar jeg har havt en Forsmag af [. . .] SIDE: 152 Camilla Wergeland til Jonas Collett. 1ste April [1839] . Tak for denne Stund du skjænkede mig igaar. Tak for dette lille første Blad - Tak fordi du er til, og fordi du vil bære mit Liv og min Smerte! Hvor jeg elsker disse første Ord fra din Haand! Hvorfor fik jeg dem ikke strax? Jeg var tilmode da jeg havde læst dem, som om det var dengang, jeg huskede ikke paa at du netop var gaaet, jeg vilde tage min sorte Hat paa for at gaae dig imøde. Denne første skjelvende Bevægelse, denne glade Frygt, dette himmelske Mod - hvilken Rigdom i disse faae tørre Ord -! jeg elsker ogsaa dette "De" fordi det har saa meget endnu at give. O denne første Hengivenhed, der endnu ikke er udtalt! hvor "unent- weiht" er den da. Taushed er dens rette Cultur! thi det første Ord har allerede berøvet den noget af dens Hellighed. Vi burde aldrig sagt at vi elske hinanden, men nu maae vi sige det! og du maae sige mig det ofte, ofte, hvis jeg skal kunne leve. Men medens du siger det, og jeg trykker dig til mit Bryst, vil min Tanke dog med en vemodig Ærefrygt, en stille Længsel, vende sig mod hiin Tid, da vi intet sagde, og dog, troer du jeg vilde bytte - troer du? Spørg Jordbærret om det vil evig blive Blomst og ikke sætte Frugt. SIDE: 156 Camilla Wergeland til Jonas Collett. [April 1839.] Kan Du spadsere Kl. 12? Har Du Lyst? jeg trænger saa til en ordentlig dygtig Tour, men blot med Dig. Kan Du først senere, da gaaer jeg ud først til Grünings, og Du kunde da hente mig hos D [iriks'] s. Siig mig med Budet, om jeg kan vente Dig her eller deroppe eller slet ikke. Efter slige Dage vi have levet sammen - jeg mener disse sidste - har man intet at skrive; thi intet forslaaer, og dog vilde det see ud som Overdrivelse; naar jeg nu sagde at Du var mig det dyrebareste i Verden, saa betyder det ikke saa meget enda. Det var ikke godt andet. Hils Ida hvis Du gaaer denhen. SIDE: 157 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Tirsdag Aften Kl. 9 1/2. Jeg har følt med dig, at vi ikke burde see hinanden idag. Mit Sind trænger til denne Hvile efter en saadan Aften. Denne Aften! o af den kunde jeg leve længe, længe; jeg opsøger den endnu skjælvende i Erindringen - ich möchte mich vor dir verbergen, und doch bin ich so froh. Troe ikke at jeg angrer. Hvad skulde jeg angre! hvad har jeg da giort, hvad har jeg sagt - hvorledes - jeg veed det ikke, men jeg maatte være saa. Var jeg uelskværdig, da vil jeg beklage det, men jeg kan ikke angre. Det var dog det dybeste i mig; det var min Sjel der traadte utilhyllet frem. Du har seet den i sin Nøgenhed; den bøier sig ydmyg for dig, men den vil ikke søge at skjule sig. SIDE: 158 Camilla Wergeland til Jonas Collett. [April 1839.] En Villie, et Liv en Sjel saa ganske hengiven, uden Skru- pel eller Frygt!! bliver det ikke engang fuldstændig saa, vil jeg heller døe. Da vil jeg sige Du uden Gêne eller Tvang af mit fulde Hjerte og sige Alt uden Frygt. I Aften burde Du ikke have kysset mig, da Du saa godt kunde ladet det være. God Nat, nu vil jeg gaae hen, men ikke for at sove! SIDE: 161 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Løverdag [13. April l839] Kl. 4 Eftermiddag. Imorgen 8 1/2 paa Fæstningen. Adolphine vil berede os man- gen skjøn Time, hun er os med Liv og Sjel hengiven. Til Middag gaaer jeg til D [iriks'] s, men kommer saa tidlig hjem, at vi kunne sees her Kl.8. A. vil gjerne paatage sig St. Peders Rolle; den Arme! hun har selv intet Paradiis, men bereder gjerne Andre det. Det er dog ikke tilstrækkelig med røde Gar- diner og en hyggelig Stue. Nu veed jeg, at der maae det Du kaldte "en Himlens Gave" endnu til, ellers kunde man ikke leve. Ak jeg vidste det ogsaa dengang, vi standsede uden for Porten, men jeg sagde blot saa. Min Jonas, jeg skal nok blive glad, frygt ikke for det! Lad mig blot fatte mig lidt. Du veed hvor slemt det er pludselig at skulle aflægge en gammel Vane, og jeg har som Du veed, havt en meget stærk Hang til at være ulykkelig. Tænk, jeg har jo ikke kjendt nogen af Dit Kjøn endnu, som jeg kunde agte rigtig; næsten Alle dem jeg har truffet paa, have været Slyngler og Egoister. Man snakker saa meget om at opgive Troen, men det er ikke saa let en Sag, jeg veed jeg har fredet om mit Ideal, og reddet det ud af Træng- selen, jeg troede endnu paa at møde en ædelmodig Mand. Hvor har Himlen nu belønnet min Tillid! Din Billet - - da jeg læste den idag, blev jeg saa fyldt af Taknemlighed, jeg viste ikke enten jeg skulde takke Himlen eller Dig, men det kommer i Grunden ud paa et og det Samme. Jeg frygtede for, om jeg kunde gjøre Dig saa lykkelig som Du fortjente det, men saa tænkte jeg paa "Grund- betingelsen", min Kjerlighed, og saa var jeg ved freidigt Mod. Siden har jeg været glad, Du skulde seet mig i Formiddag, her var nogle Visiter, jeg var færdig at gjøre dem gale Allesam- men. Imorgen, Imorgen sees vi, da skal Du indvie mit Værelse. SIDE: 162 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Christiania den 14. April [1839] . Kjere Broder. Saavidt jeg erindrer, har det endnu ikke hændt sig, at vi have begyndt noget Brev uden med Undskyld- ninger eller Bebreidelser, alt efter Omstændighederne. Hvis vi ere enige om denne Sandhed, skulle vi ikke denne Gang springe over saadanne, saameget mere som de jeg har at gjøre - nemlig af den førstnævnte Sort - kræve et saadant Omfang i Tid og Rum, at om end aldrig lille Hjort, Hoppes høire Haand skulde reise i Morgen, og om jeg eiede hans hele Beholdning af Papir, vilde det ikke forslaae - jeg kan kun sige, at jeg er sønder- knust af Anger og gode Forsætter og dermed Basta. Naar Du kommer hjem, skal jeg gjengjelde Dig denne Forsømmelse 1000 Fold, i Omstændelighed og Ordrighed. Fader skrev Du var her alt den 16. Juni. Hvilken Glæde vil det blive! Din stakkels Søster skal idetmindste ile i Dine Arme med et lettere Hjerte end sidst i H [amburg] . Og erindrer Du Din Hjemkomst fra Stockholm? hvorledes Du da fandt mig - jeg har lidt meget, det var paa Tide at Skjæbnen tog sig lidt af mig, da den har saa skammeligt behandlet mig malhonet, det var paa Tide at jeg, der mit hele Liv har gaaet og nynnet paa Schillers - Auch ihc war in Arkadien geboren, auch mir hat die Natur an der Wiege Freude zugeschworen, doch Thränen gab der kurze Lenz mir nur, - at jeg ogsaa istemmede: "jeg er saa glad, jeg er saa fro", med et Ord, det var paa Tide at jeg blev lidt lykkelig. Og jeg er det, min bedste Broder, her er Gud skee Lov intet Blænd- værk, men den klare, rene Sandhed, det er efter arithmetiske Tabeller, mathematiske Beregninger jeg faaer ud, at jeg er lyk- kelig og har Grund til at være det. Spørg mig ikke om hvad eller hvem. Det skal Du maaskee /hvis jeg faaer Lov!/ faae at vide, en smuk Aften nede paa Drømmelye eller Balstigen. Det hele er en dyb Hemmelighed, for den hele Bye, den hele Familie, Dig alene maatte jeg sige saameget, men vogt Dig i noget Brev til Hjemmet at spørge derom, at gjøre fjerneste Hentydning dertil, ikke engang i Brev til mig maae Du nævne SIDE: 163 det, da dette saa let i min Fraværelse kunde blive aabnet, man har aldrig havt synderlig Respect for Eiendomsretten hjemme. For Guds Skyld spørg ikke Hjorth eller nogen anden om noget saadant. Denne Sommer vil altsaa bringe mange intresante For- andringer. Til de mindst intresante hører rigtignok Nicolais For- lovelse, som jeg herved har den Ære at melde Dig, da Du neppe maae vente dette af ham, saameget mere da han nu har faaet en Kjerestecorrespondance paa Halsen, der vist vil bryde ham af og til. Det er med en Jomfru Schøien fra Oudalen, som han har truffet paa Opmaalingen i Drøbak eller hans Kaholmexpedition. Hun skal være ret smuk, men ubetydelig, og have været flere Gange forlovet /slemt!/. Forresten kan man ikke vente sig andet end dumme Streger, naar man ligger og kjeder sig henne paa Kaholmen eller hvad den hedder, det er godt at han ikke har gjort noget værre. Han var heroppe forledendag og lod sig bryde og gratulere. Jeg spurgte om hun var smuk. "Aa ja passabel" - om han var noget indtaget i hende? "Aa ja til Huusbehov", saa Du seer at N [icolai] s Ho- vedtemperament ikke ved denne Leilighed, der dog pleier at sætte Andre lidt ud af Ligevægt, fornægter sig. At H [enrik] skal have Bryllup 27de April har Du maaskee hørt. Han har leiet en ret smuk Beqvemmelighed oppe ved Byens Kirkegaard og solgt sit lille Huus over i Grønlien. Dertil har han 5-600 Daler aarlig som han vel kan komme ud af det med. Jeg havde naturligviis helst ønsket dette udsat gjerne i et Par Aar endnu, meest for Amalies Skyld, der endnu er et reent Barn, og mangler meget af den Fasthed og Erfaring man faaer med Aarene og der er dobbelt nødvendig her, hvis hun skal med nogen Nytte indvirke paa et saadant Gemyt som H.s. H [enrik] er en af dem der maae styres, ledes, og A [malie] har mange Anlæg til at gjøre dette paa den rette Maade, men de ere endnu ikke nok udviklede hos hende, det stakkels Barn er jo ikke 20 Aar endnu. Hun har megen Magt over ham, og [er] Gud skee Lov ikke saa forelsket i ham at hun [jo] kan byde hans stormende Følelser Stangen i en vis Roe og Tilbageholdenhed, derved conserverer hun dem naturligviis hos ham. Det vil nok gaae SIDE: 164 godt. Lad dem kun gifte sig. Med Harald er det ved det Gamle. Ligeledes med Gusta, paa det nær at man hvert Aar kan regne at hun formerer Familien med et nyt Medlem. Og nu giver jeg Dig i største Hast et lille Afrids af denne Vinters Carakteristik, som Du blot maae betragte som Afrids; siden, mundtlig, skal Du faae Lys og Skyggepartierne, saa de- tailleret og fuldstændig, som nogensinde Dine fine Meisler og Instrumenter kan fremtrylle dem i den haarde Steen. - Julen var til en Undtagelse meget god. Vi bleve overraskede ved E [milie] D [iriks] s og begge Frøkenerne Petersens uventede Be- søg, der varede 8-14 Dage, inden vi skiltes ad i Ullensager. I denne Tid udtømte vi alt hvad en Juul paa Landet eier af de forskjelligste Amusemens - Vi dansede, kjørte i Maaneskin og med Fakler, spilte en Comedie af Holberg - der gik ypperlig - Alle Bøiesens med Fremmede til Tilskuere - agede Kjelkebakke paa Smalslæder paa speilglat Vei fra Kirken ned til Eidsvoldbakken uden at brække Halsen og blot skrubbe 2 Næser, der til al Lykke tilhørte Herrerne - reiste Julebukke i fuldstændigste Dragter - kort, vi morede os, ikke at tale om alt det deilige Bakkelse og 7 fede Kalkuner og Cour og For- elskelse og Dikka! Nei den Juul var complet, jeg har aldrig oplevet en saadan, P [etersen] s bemærkede det samme, de kunde aldrig glemme den. Vor Træmand Olsen kom der saagar Liv i ved den Leilighed. Han var ordentlig melankolsk længe bag- efter. 14 Dages Tid efter reiste jeg ind og har været her til Datum, hos min gamle Veninde Fru Colban, og havt det uen- delig beqvemt og godt. Vi boe i forrige Zølners Gaard lige- overfor Herres gamle Standqvarteer, baade beqvemt og elegant. Adolphine er et andet Menneske end vi engang kjendte hende; hvis man kan sige, at Lidelser og Gjenvordigheder kan luttre nogen, da er det om hende; men hun er saa sygelig, at jeg troer ikke hun lever. Ikke desmindre har hun taget meget Deel i denne Vinters gentile Forlystelser. Nu gjør man meget Væsen af hende. Om alle disse Festligheder, disse Baller hos Greven og Kongen og Statsministeren, disse "Tableaux vivants", disse Concerter og Kanefarter, skal Du ligeledes faae udførligere at SIDE: 165 vide, end jeg her kan beskrive det. Selv Kongens Suite, disse fornemme Svenske, maae tilstaae at de aldrig have levet saa muntert; tillige have de bemærket, at de aldrig have gjort sig noget Begreb om en saa moralsk og dydig Ungdom, som den her - dette gjælder naturligviis i Særdeleshed Damerne, navn- ligen de unge Koner, om hvem de maae tilstaae, at de endnu ikke have kunnet opfange et coquet Blik, og det ere de natur- ligviis fortvivlede over. Forlovelser grassere stærkt nu i denne Tid, Smitten er i Luften. Begge Grevens Sønner vare af de første Offere. Grev Peer gjør det kanskee bedre med Hedchen Anker end Harald med Elisa Butenschøn, der gjælder for en liden suurmulende, lunefuld Tingest. Hendes Søster, den smukke Sine, med August Andresen. Sidst i vort "Balselskab" /det gjenopstandne Lycee/ som ogsaa paa Grund af at man bliver beværtet med The og Kringle og intet andet, ogsaa kaldes slet og ret "Kringlen", blev Emma Petersen forlovet med Dr. Lund, en af vore flinkeste Læger og en ganske smuk tækkelig Fyr. Det er et godt Partie. Man kalder denne Forlovelse, fordi den var blevet iagtaget af saa mange jaloux Øine, hvoraf 2de be- fandt sig i Backers blonde Hoved - "Slaget ved Kringlen". Jeg har moret mig fortreffelig herinde, men nu er ogsaa Her- ligheden forbi. Paa Søndag flytter C [olban] s ud paa en Løkke - jeg vilde da reist hjem, men Diriks's bade mig blive endnu nogen Tid hos dem. Maaskee bliver jeg 8 a 14 Dage, for at faae mit Portrait hos Gørbitz færdig. Det er blot gjort Udkast til, men det lover allerede at blive ligt. Til Henriks Bryllup maae jeg da være hjemme, og saa styrke mig alle gode, milde Aander til at bære en Eidsvoldsk Maimaaneds Længsler og Trængsler og Savn ovenpaa dette Liv jeg nu har ført - men kom- mer først Juni, er jeg hjulpen, med Juni kommer Blomster og Sol, og Du kommer, og endnu noget andet bærer denne Juni i sit fagre Skjød. Hvor glæder jeg mig til at see Dig igjen. Du kommer vel strax herop! vi skulle leve et guddommeligt Liv sammen, nu have vi begge strøget Hamsen af os, jeg mener en vis trist Indvirkning af vort Hjem, nu kunne vi have det godt sammen. Om jeg nu faldt Dig om Halsen engang imellem, SIDE: 166 saa maae det ikke forundre Dig; den besynderlige falske Und- seelse, den ydre Kulde maae nu tildeels være jevnet og bort- smeltet, eller burde være det, mellem os 2 idetmindste. Nu maae jeg ophøre. Det er altsaa de sidste Linier Du faaer fra mig paa Din Udenlandstour. Kunde et Svar naae mig førend Dig, vilde det blive uendelig paaskjøndt, men jeg tør ikke vente det. Dit sidste Brev traf mig - jeg rødmer ved at sige det - i Julen - ja saalænge er det siden! Det blev læst op ved Bordet til almindelig Fornøielse. Jeg kunde ikke andet end be- undre Din samvittighedsfulde Nøiagtighed ved Beskrivelsen af Dit Ansigt, men fordi den er saa udførlig, har jeg dermed ikke sagt at den er ganske paalidelig. Lev vel, min bedste Broder! Lev vel! Lev vel! indtil Du seer Din trofaste Camilla. Der er saamange der bede mig hilse Dig, naar jeg [skriver] . Jeg erindrer ikke alle, Kammerherre Mansbach fornemmelig, et Snees Lieutnanter, og adskillige Damer. Mad. Hoppe blandt andre. SIDE: 166 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Det var for at skrive lidt til min Ven at jeg hentede Pennen hos J [ohan] . I Dit Øie laae der ligesom et Spørgsmaal derom. Da jeg vandede Blomsterne i Vinduerne, skinnede Solen saa indsmigrende, saa sommervarm, som om den havde i Sinde at trænge lige ind i mit Hjerte; paa Rosentræet havde den drevet en Gren med unge Knuppe frem - idetsamme vidste jeg, at jeg havde endnu saa meget at sige Dig. Det Du taler om, har jeg undertiden en Anelse om, men kan ikke fastholde det, ligesaa- lidt som Fangen formaaer at fastholde Solstraalen, der streifer hans Gittervindue. Denne Livsfreidighed, denne Tilfredshed, som opfylder mig enkelte Øieblikke, ønskede jeg blot at kunne be- SIDE: 167 vare, den er ikke saa stærk saa jublende, men den var tilstrække- lig for os til at have det godt, og gjøre Andre gode ogsaa. Gid jeg kunde være saa god mod Johan, som jeg føler han fortjener! Saa god vilde jeg være, naar jeg var lykkelig; thi jeg har er- faret det, i slige Tilstande er det mig en Trang at gjøre Glæde - om ikke Andre, saa en Hund, en Kat. Ak, denne Modløshed, denne Lede til Tingene udenfor mig! vi ville ikke trætte os med at undersøge Grunden - thi vi eie ikke Midler til at afhjelpe den. Hvad skal jeg nu sige! - thi den knuger mig i dette Øie- blik - - - jeg vilde bedet Dig tilgive mig den Sorg, dette mit Sind har voldt Dig - ak meget mere maae jeg bede Dig tilgive mig den det kommer til at volde Dig. Tilsidst vil Du vænne Dig til det, Du vil ikke mærke det. I London mærker man tilsidst ikke Taagen. Det er en Trøst, hvorvel en trist Trøst for mig, thi jeg vil komme til at leve mangen ensom Time - men det er den eneste Maade hvorved Din Freidighed kan skaanes. Den bedste Lykke at dele Sorger med hinanden, som man kan i en glad, freidig Tilværelse, bøde vi da. Jeg maae nu gaae hen til Fru C. fordi jeg har lovet det. Kommer Du efter, da glæder Du mig, og naar vi ere glade mødes vi jo bedst. Camilla Wergeland til Jonas Collett. Nei dette var for galt, hvor kunde De, der præker Forsig- tighed for mig! Der kom Grete, den værste af Alle, smilende ind med Billetten. M [arie] havde faaet den af en Smaaegut, den var fra en Herre der var faret ned ad Trappen da Marie kom ind - lad Emilie, der vil bringe denne, fortælle Dem Resten, men Mistanken er vagt i en frygtelig Grad; jeg maatte med mueligst kunstlet Ligegyldighed svare Grete der sagde: "Herren venter nede paa Trappen efter Svar," "Der er intet, det hele maatte være en Misforstaaelse, thi den var fra en Dame" - Jonas, De undskylder mig at jeg ikke kom, men en temme- lig daarlig Nat - vi vinde intet ved at spilde Kræfterne paa en Morgenpromenade eller et Gademøde. Jeg var igjen saa auf- SIDE: 168 geregt, saa feberagtig i Gaar Aftes. Jeg seer det nok, jeg er ikke skabt til en hemmelig Forlovelse, der maae en robust Natur som Emma Munchs til at udholde denne Spænding, [denne e] vige Uroe - i et Huus som dette - naar ikke Vor Herre under os et Asyl under sit Tag, men maae tye til Menneskers Barmhjertighed. Det er godt at jeg kommer hjem. Naar jeg først er kommen i Roe, vil jeg være glad, men inden det kom- mer saa vidt - o Jonas det vil blive en lang Adskillelse - længer end Du troer. Du vil ikke besøge mig i E [idsvold] , og jeg har al Respect for Dine Grunde; men deraf følger, at de samme evige, ukrænkelige Love, der byder os at tie indtil I have talt, at søges men ikke at søge, at jeg ikke kommer ind til Chia. denne Sommer. Du kjender vist min Carakteer saa meget, at Du føler dette [ikke] er en løs Idee, som Du lettelig skal be- kjæmpe, og som jeg haaber Du vil bekjæmpe, nei jeg vil bede Dig holde den i Ære. Det er mit dybeste Alvor. Jeg kan blive utaalmodig og tabe Contenancen, hvis Du engang udeblev, naar jeg ventede Dig bag de røde Gardiner; men naar det kommer an paa store Offere, dem bærer jeg med mere An- stand, paa dem er min Natur beregnet. - Og Dine Raad igaar- aftes! Jeg maatte smile ad dette Resultat af Dine skarpsin- dige , det bedste var den Tour paa Gaden efter Fandango i Aften. Bedste Ven, en Tour ud paa Gaden efter Fandango, og med Dit Grundlag af Forkjølelse, det kunde blevet til noget. Vi havde formodentlig danset Fandango for sidste Gang. Vil Du have en Octoberfandango-phantasie paa 5 Linier? - Gud, Emilie venter. - Hun beder Dig ikke bli [ve vred] at hun kommer. Mundtlig Besked af hende. Nat Kl. 11 1/2. Octoberfandangophantasie. Paa min Dødsseng. Alt engageret, min bedste Ven! vi kunne ikke danse Fan- dango sammen. Der er Nogen kommen Dig i Forkjøbet, og Du veed vi stakkels Damer maae tage den der kommer. Jeg kan nok ellers lide denne Cavalleer, lidt mørk og ordknap, man SIDE: 169 forsnakker sig ikke med ham, men desto bedre, saa har jeg Tid til at drømme om Dig . . . . . ak min Ven, jeg vilde dog gjerne danset Fandango med Dig! saa gjerne at jeg vil bede Dig: engageer ingen anden Dame, thi hun kommer bestemt til at kjede Dig. Jeg kjender Dig saa godt, dette kan Du mindst taale. Jeg kan nok ærgre Dig og 1 000 Gange gjøre Dig utaalmodig, jeg kan komme ud af Takten og volde Confusion i Rækkerne, men kjede Dig vil jeg aldrig, og det er det Du mindst kan taale. Sæt Dig i en Krog, tyst og skjult, og naar Valsen kom- mer, den kjendte Melodie, da skal jeg nikke til Dig fra min Dansers Arm, og Du skal mærke jeg er Dig nær ligesom før. Camilla Wergeland til Jonas Collett. [April 1839.] Dette er Uld blandet stødt Harpix, der skal være saa over- ordentlig godt for Halsesyge. Hvis Du ikke er bedre idag, da maae Du love mig at tage det paa; aller virksomst er det vel, naar man kan komme i Sved dermed, men man kan ogsaa sidde oppe med det. Gaae ikke ud idag, selv om Du føler Dig bedre, jeg skal heller komme og see til Dig. Dertil behøver jeg ikke at inddrage nogen Tilladelse, jeg gjør det, fordi jeg synes det er "sittlich" rigtig at gjøre det, det vil sige: anstændigere end ikke at gjøre det. Deri ligger netop det uanstændige ved "hiin Ceremonie" at den pludselig tillader Alt. Jeg vil heller synde lidt i Forveien. SIDE: 173 Camilla Wergeland til Jonas Collett. [20. April 1839.] Vær ikke urolig for min Skyld Jonas, jeg vil snart blive frisk igjen. Naar det ikke er mere end en Upasselighed, har den sine store Fordele, og jeg betragter den som en reen Vinding. Jeg trængte i høi Grad til en Recreation, efter det urolige even- tyrlige Liv jeg i de sidste Uger havde ført, men da jeg ikke godvillig vilde afsee et Par Dage til dette fornuftige Øiemed af min kostbare Tid herinde, maatte der lidt Tvang til - og nu hvor heldig træffer det sig? jeg undgaaer dette slette Veir og 2 slette Aftener ude. Vi vare budne i Selskab hos Birchs i Gaar og til Soirée hos Grünings i Aften, begge Steder maatte jeg have gaaet, da de vilde opsætte det for min Skyld, altsaa vi havde ikke havt noget godt af hinanden alligevel. Paa Grünings Invitationskort stod: "Venus Urania C-," hvortil svaredes meget laconisk: Har Tandpine. Emil blev buden idag og, som Grete berettede, under Navnet Apollo; jeg kunde ikke finde noget forunderligt meer, og var vis paa Smaae Magnus kom der som Amor og kanskee alle Schouboerne som de 9 Muser, thi de ville vist have hele Olympen fuld, men saa viste det sig blot at være en behagelig Tilsats af den stille fornuftige G [rete] . Apropos om Tandpine - der gjordes virkelig frygtelige Tilbe- redelser igaar, men det viste sig blot at være en Trudsel, jeg slap med Skrækken. Idag er jeg ganske uden Smerte, og blot lidt feberagtig og mat - men wo gerathe ich hin! - en Syge- beskrivelse! jeg haaber Du deler min Afsmag for dem, eller skulle vi gaae saa vidt i vor Frygt for al "Uklarhed og Gaade- fuldhed" ligeoverfor hinanden, at vi ogsaa detaillere vore Syg- domstilfælde? - Jeg haaber nei. Hvad skal jeg sige meer! Jeg skulde gjerne være syg hver Dag og tage den dobbelte Portion Tandpine og Hoste for at faae saadanne Billetter som Dine 2 sidste. Jeg staaer mig unæg- telig brillantere ved Adskillelsen end Du. Men Jonas, fordi Du ikke faaer Svar, kan det nok existere, om end dybt bevaret, paa et Sted, hvor Astrids Zigeunerfingre ikke kan faae det fat. SIDE: 174 Jonas, det var virkelig mit Alvor ikke at skrive Dig til fra E [idsvold] , idetmindste meget lidt. Hvad skal jeg gjøre, jeg har tabt min Unbefangenhed og Tillid - - - skaf mig dem igjen. Guddommelige Tillid! Der kunde jeg sidde daglig og smøre hele Ark sammen til E [milie] ! Jeg har lovet hende at fortsætte Corre- spondencen som om intet var iveien - men E. har truet med at sende mine Breve til Dig; saaledes trues jeg paa alle Kanter; men jeg veed Raad, naar Du er reist, aabner jeg en Corre- spondence med Johan. Veed Du Jonas, hiin Balnat da jeg her- bergerte Din Frakke, havde jeg en næsten uimodstaaelig Lyst til at lægge min Bouquet i Lommen, (den Bouquet af Hyazinther Du erindrer nok jeg bar). Jeg stred med min Lyst, jeg lagde Bouq. tilsidst ind halv i Drømme, i det Haab at glemme den om Morgenen, men jeg glemte den ikke; om Morgenen tog jeg den sukkende ud - jeg torde ikke sende Dig noget Tegn at jeg tænkte paa Dig, og Du har jo sagt mig at jeg gjorde vel. Den- gang anede mig ikke den Forudbetydning der laae i denne Kamp. Saaledes sidder jeg nu mangen Gang med Pennen i Haand, der spirer mangen lille Tankeblomst frem, som jeg vilde samle i en Bouquet og sende Dig, men saa kan jeg ikke, saa gjem- mer jeg dem igjen paa mit Hjertes Grund, og naar de ere der, visne de jo ikke. Og naar jeg da har skrevet et Par korte, tørre [Ord] , trykker jeg mine Læber ligesaa [varmt] og ære- frygtsfuld paa det hvide Blad, som om det var Din hvide Pande selv. Hvor elsker jeg denne Pande! Jeg er sat til Vogter over den. Troer Du nogen har et saa skjønt Embede som jeg? Jeg skal sørge for at aldrig nogen Rynke før Tiden indsniger sig paa denne Pande, at den er altid klar og skyefri. Hvis det skeer, fortjener jeg at afsættes fra mit Embede paa halv Pension. Men jeg frygter intet, skjøndt min Ærgjerrighed er ikke liden, kan Du troe. Det vilde ingenlunde tilfredsstille mig, at vort huuslige Liv var sorgfrit og bød Dig et Asyl for Trængslerne udenfra, nei min Kjerlighed naaer udenfor det, det vil sige Du skal i den være stærk mod alle Sorger. Jeg vidste godt Du var hos Emil i Gaar Aftes. Fra mit Vindue paa Gangen kunde jeg see hans. Engang, da ingen passede paa mig, stjal jeg mig ud paa SIDE: 175 Gangen og stod der en Stund for at see om ikke en Skygge der lignede Din -, for at opfange en Lyd af Din Stemme - jeg veed ikke hvad - men jeg stod der - - o Bulwer, o Florence, tilgiv, nu er jeg ydmyget i min Stolthed! Tilgiv mig mine store Ord. Men jeg var saa stolt i min Ydmygelse, medens jeg stod der med bankende Hjerte for at blive opdaget. Gud Jonas hvor jeg skal holde af Dig mit hele Liv, det forekommer mig naar jeg døer, vil Du blive fortvivlet; thi Du har aldrig kjendt saadan Kone som jeg - alt dette tænkte jeg, medens Du sad indenfor med Morgenstierne og Emil og spiste 2 Franskbrød, og drak tynd The. Der var kun en halv Pægel Fløde; Du lider jo meget Fløde, hvorledes kunde det forslaae? - Igaar skrev jeg til Fader at jeg ikke var vel, maaskee kan det hindre at han driver saa strengt paa Reisen. Jeg sagde vel jeg var parat, hvis jeg blev rask, men Faders Ængstelighed for min Sundhed er saa stor, at alle andre Interesser lades ud af Betragtning. Prægtig var det om jeg kunde blive endnu 8 Dage længer for at komme mig, og i god Roe blive færdig hos Gørbitz. Jeg lider ikke mine Øine paa Portraittet, de ere saa lyse, saa venlige, saa grunde. Der er ingen Dybde i dem, jeg synes der rører sig et andet Liv i mine, see det kan man naturligviis ikke. Gaae ind til ham og kritiseer, det hjælper! Kl. slaaer 9 1/2. God Nat! God Nat min Ven! SIDE: 179 Camilla Wergeland til Nils Rogstad. [April 1839.] Emilie lægger dette græsselig store Ark frem for mig og siger med noget der skal betyde Tordenstemme - /hvorved man dog neppe tænker paa den store Thors Vogn, men vel paa den som Lulle og Christian trække omkring inde i Spisestuen/ skriv!! dette Ord som hun godt veed er mig det frygteligste af alle, det eneste der endnu kan ryste min Samvittighed. I min Samvittighed svarer der nemlig 100 Echoer: "skriv! skriv, Utaknemlige, til Din Tante i Kjøbenhavn, til Din Søster i Jelsøe, til en Jomfru i Ullensager, skriv!" - og jeg holder for- tvivlet Hænderne for Øret, som om det kunde dæmpe de be- breidende Stemmer indenfra. Med min Søster i Jelsøe er det nu værst. Jeg Uværdige har modtaget 2 Gange Breve, hun har gjort mig til Tante engang, og jeg har ikke skrevet - og Emi- lie, der kjender denne fortvivlede Ulyst til at tage Pen i Haand, beraabte sig denne Gang paa et Argument, hvis Virkning skulde være slaaende, uimodstaaelig. "Han har gjort saa meget af Dig, Du maae skrive." Forkastedes. Hun forsøgte flere Lokkemid- SIDE: 180 ler, skar Pennen, ligesom man stikker Børn et Stykke Sukker i Munden førend de skal tage Medicinen, men alle Kunster strandede paa min klippefaste Skræk for Pen og Blæk - Emi- lie forsagede! - da steg der nogle blege Genier op af Tidens Skjul, - Erindringer kalde vi dem - de hvidskede mig noget ind i Øret, jeg begyndte at lytte, de ramsede mig hvidskende op hele lange Scener og Eventyr, og den ene begyndte hvor den anden slap - Emilie saae mig blive rørt og gribe Pennen - enkelte Ord havde hun hørt, naar disse Smaaedjævle kom til at forsnakke sig, eller snakke for høit - blandt andet hørte hun tydeligt - "en trofast Ledsager paa Lestocq - Beskytter i Trængslen - dele Juleglæder og Julesorger - meest af de sidste - Liebe und Freundschaft - Familiebeqvemmelighed - Nachtwandler - Sukkertøi" - Ved dette sidste Ord saae hun mig gjøre en Bevægelse, at dyppe Pennen. Ja, bedste christian- sandske Ven, disse Ord kunde min forhærdede Natur ikke modstaae. Dertil kom endnu nogle venlige Linier i Emilies Brev, stilet til mig, og et vist Tilsnit i dets Hele der uvilkaar- lig rørte mig. Det var en vis christiansandsk Resignation der aandede over det Hele. Disse Skildringer so bekannt und doch so fremde - af et christiansandsk Liv fyldte mig baade med Gysen og Veemod og tillige med en forunderlig Kraft til at gaae Landlivets Øde imøde. Lad dette sidste være som det vil, det er dog altid bedre end et misligt "Stadtleben". De maae vide jeg staaer nu allerede med den ene Fod i Graven, og den anden i Christiania; jeg har allerede begyndt de første Toner til min Svanesang, der skal slutte min Vintersaison her- inde, sikkert den brillanteste jeg har levet. Som en from Dø- ende i den selskabelige Verden faaer jeg vel skrifte Dem nogle af mine mærkeligste Synder herinde. Deroppe skal jeg gjøre Bod, leve af gammelt Brød og gamle Erindringer, og ombytte "Nachtwandler" som jeg nu i 1 1/2 Aar har spilt til Deres Ihukom- melse med "Mittel gegen den Schlaf", ogsaa en af Strauss's beliebtester Walzer, indtil Emilie og N [atalie] og en og anden god Ven kommer og løser den af. Her har været meget, ual- mindeligt livligt denne Vinter - Kongen og Svenskerne - dog SIDE: 181 til rette Tid erindrer E [milie] mig om at De intet vil høre om Kongestadsen, hvad skal jeg da fortælle om? Forlovelser? jo til Lykke har jeg en Deel at berette af dem. Forlovelser have stærkt grasseret her i Vinter, [. . .] SIDE: 183 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Kl. 11 1/2 Torsdag Aften [25. April 1839] . Jeg kan ikke sove, jeg er saa bedrøvet. Jeg er saa urolig for os begge, ja saa urolig. Have vi vel i det hele taget havt det godt denne Vinter? Hvis Du besvarer dette med: nei, o hvor ligger da Skylden! Lad os bortrydde den i Tide, førend den som Ukrud voxer og maaskee engang kvæler vor Lykke. Hvorfor kan vi ikke dele en Betragtning som den i Aften, uden vi føle os saaret derved? ak vi burde kunne dele Alt - det Smerteligste, naar det bliver givet og modtaget med det rette Sind. Skulde Du have lagt nogen Bitterhed i nogen af mine Udtryk? nei, jeg er mig fuldstændig bevidst at det ei har været saa. Ikke dennegang. Det har nok hændt, tilgiv mig derfor. Ak Jonas, naar man er saa bedrøvet som jeg i Aften kan man ikke engang forklare sig, og dog er det mig en Nødvendighed. Jeg er bedrøvet over at vor Kjerlighed ikke er stærk nok til at hæve os over det daglige Livs Tryk, og jeg vil vide Grunden, siig mig den, siig mig den! For de Lidelser der vente mig hjemme, for den Tvang at leve paa en saadan Fod med disse Mennesker her, for saa meget som Du ikke engang kjender, vilde jeg være skadesløs, vilde jeg at vor Hengivenhed hævede os over Alt. O siig mig at Du holder af mig. Du kan ikke gjentage det for ofte; min Kjerlighed næres af dette Ord, og det er deraf min Tillid lever - jeg hader den stumme Følelse, den er afskyelig, den er unaturlig, den forvandsker Alt, det er blot en falsk, halv Hengivenhed der bør skjule sig i Mørket; men den gjengjeldte, den lykkelige, den fuldstændige Hengiven- hed har Ret til at tale - dog nei - det er ikke Din Skyld, Du har sagt mig det mange Gange, hvor jeg troede det umue- ligt at glemme det, og dog glemmer jeg det, naar der gaaer en Dag hen, hvor Du ikke siger det. Jeg forfærdes over den Virk- ning et ringe Tilfælde kan øve paa mig. Du har i disse sidste Dage været mindre oplagt til Dine Samtaler med mig; det har forekommet mig, som om vi vare tabte for hinanden. Og dog er Grunden saa let fattelig - ak den erindrer mig om hvor SIDE: 184 stor Uret jeg har i at beklage mig, i denne Tid burde jeg heller søge at lette Dig Byrden. Gud! Du var saa bedrøvet da Du gik i Aften. Jeg stod ved Vinduet og saae Dig gaae, mit Hjerte vilde briste - jeg ønskede mig 1000 Arme for at holde Dig tilbage. Jeg kan ikke bede om Hesten imorgen heller. Nu kan jeg ikke reise. C. er dog en galant Mand, han tier i alfald. Nu kan jeg ikke reise, Fader maa tage Anledning til Misfornøielse eller ei, den faaer han desuden alligevel. SIDE: 188 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. 29de April [1839] . Endnu en heel Dag førend jeg bliver alene! Hvor længes jeg derefter! Det Øieblik jeg sidder heroppe og skriver er en For- friskelse; jeg var ikke ret enig enten jeg vilde lægge mig til at sove eller skrive, thi mit Legem har ligesaa retfærdige Fordringer som min Sjel, de ere begge "todesmüde". De vare det allerede da jeg reiste fra Byen, men der maatte en saadan Reise til, og saadanne 2 Dage til for at fatte hvorledes man endnu kan blive det meer. Et Bryllup paa Landet kunde være smukt, men under slige Omstændigheder er det fortærende. Tænk Dig efter saa- danne Uger jeg havde levet, efter saadanne Scener, saadanne Omgivelser, pludselig at forflyttes ind i disse! Det er dog den meest skjærende Parodie, ikke alene paa mit selskabelige Liv derinde, men ogsaa paa mit Indre. Tænk paa min Rolle som Brudgommens Nærmeste, paa den pligtskyldige Rørelse, paa Taarerne i Kirken - o Emilie jeg var mere bevæget da jeg sagde Adolphine Adieu, og Ida [Kjerulf] . Ham og Du beholder jeg jo paa en Maade, med Eder omgaaes jeg jo endnu. Og disse Folk som H [enrik] trækker op med sig! I deres Selskab bliver han mig endnu mere fremmet. Havde han og Amalie været her alene, havde vi været ham nok - saa vilde det maaskee lykkes mig ved denne høitidelige Leilighed at fore- stille mig at han var min Broder. Der er blandt andet en Jfr. Meier som dræber mig med sin Kjedsommelighed og tossede Ansigt. Bryllupsdagen havde hun kortærmet Linons Kjole med rødt Schallet og Perlerader skraae paa Hovedet. Dertil Mad. Bekkevold som er falden paa Moders Lod, der sidde de i Sophaen i Timer uden at man hører et Ord - til tout a la reste de 2 Herrer Knutzen og K- / jeg gider ikke skrive SIDE: 189 hans barbariske Navn / men J-s korte Carakteristik af dem er fuldkommen træffende. O Gud at H [enrik] kan lide disse Folk! Den interessanteste Rolle ved denne Leilighed spiller Harald. Han er syg og spiser ikke. Han var dog tilstæde Bryllups- dagen, da syntes jeg han var smuk, han var bleven saa fiin og bleg. Den Dag havde han forsonet sig med H [enrik] , men saadanne Forsoninger tabe mere og mere deres Betydning for mig, de ere blot Scener. De kunne jo alligevel ikke blive noget for hinanden, men det er jo altid godt fordi Far og Mor og Andre sætte Priis paa det. Til Din Moders Opbyggelse faaer jeg nu see at præstere de lovede Details. N [icolai] traf jeg altsaa paa Lagmoen, og siden under hans Anførsel - / han ilede nemlig paa Kjerligheds Vinger / - gik det meget hurtigere end det ellers vilde have gaaet. Kl. 7 1/2 vare vi allerede hjemme. Alt for tidlig! jeg angrede at jeg ikke havde nydt den Dags Friøieblikke enten i Søvnens eller Dine Arme, nu kom jeg midt ind mellem Spilleborde, Glasklirren og dette eiendommelige landlige Sjau, blandt alle disse Fremmede. Dog gik vi tidlig til Sengs da de andre Damer vare ligesaa trætte som jeg. Løverdag, Bryllupsdagen, brød altsaa frem, jeg var kommen alt for tidlig op - jeg havde været oppe i mange Timer, jeg troede Kl. maatte være 12-1, men til min Forundring var den lidt over 10; jeg begyndte da at pakke ud mit Tøi og ordne det, men intet vilde forslaae, den Formiddag var uendelig, en værdig Forløber til Eftermiddagen. Siden kom Amalie op til mig, jeg satte hendes Haar op og bandt Krandsen. Hun var virkelig smuk den Dag. Det er en besynderlig Glands der uvilkaarlig udbreder sig over en Bruds Træk, selv over de ufordeelagtigste. Hendes smukke Haar var lagt i to tykke Flætninger i en phan- tastisk Slyngning, Krøllerne foran vare meget smukke, ved høire Side en Bouquet af Myrther med smaae fine, hvide Blomster, der gik i en Krands hen til Flætten til Venstre, hvor den endte i en Bouquet, mørkegrøn Grodinapelskjole, syed af min Sye- jomfru Caren, i Brystet en Bouquet af deilige Aurikler og Reseda, en Gave af Harald. Da hun kom ned, var ikke H [enrik] fornøied med Krandsen, den skulde være tyk og SIDE: 190 gaae rundt om Hovedet som Bønderpigerne bruge den. Nu kom de Fremmede, Mad. K [aasen] i himmelblaae Silkekjole og Engel [Dahlin] i ditto Vinger, og Mad. Nilsen og ditto ditto Madammer. Der blev drukket Chocolade inde i Storstuen og nu skulde Toget sætte sig i Bevægelse. Det er uundgaaeligt at saadanne faae et latterligt Anstrøg oppe paa Landet, alle disse forskjellige Equipager, Kurvevognen, Karioler, Gighe, Slæder og Vogne, dertil ligesaa forskjellige og forunderlige Toiletter, og de høitidelige Ansigter! Brud og Brudgom pladskede foran i en Bredslæde, derefter den enorme Kurvevogn med endeel af Suiten; Olsen i en Kariol maatte tage Laura paa Skjødet / Laura bliver 17 Aar i Mai, men paa Landet bliver man seent voxen / - derefter de respective Madamer. Skridt for Skridt gik det, thi Brudeparrets gravitetiske Fremskriden holdt de stampende Heste bag efter i Ave. Intet om Vielsen. Det er dog en skrækkelig Ceremonie, og jeg maatte tænke paa [en] anden, der næste Gang vilde finde Sted. Kan Du tilgive det. Men da skal der ingen Ma- dammer være tilstæde og vi ville gaae paa vore egne Been hvis det er mueligt. Jeg haaber ogsaa Din Moder godhedsfuldt skjænker mig Beskrivelsen af Middagsbordet, og af den hele Aften - her kan Du altsaa antage den offentlige Beretning ophører. Gud veed hvor man faaer Kræfter til en saadan Dag. I et Slags Desperation foreslog jeg, da vi unge Piger, navnligen Bruden, Jomfruen, Albertine, Laura, Janette og jeg vare komne hen i en Krog ved den blaae Seng, at lege "Ringen". Laura modtog den da og skulde give den til En. "Giv mig den," raabte jeg. "Nu ja," sagde hun leende, "siden De endelig vil have den." Siden viste det sig at hun skulde give den til den der ventede at blive Brud næst A [malie] . Var det ikke peent? - Naar jeg kunde, sneg jeg mig ind i Værelserne. Det lod til at O [lsen] ogsaa dreves af den samme Lyst til Ensomhed, thi jeg traf ham ofte derinde, og han viste ualmindelig Interesse den Dag. Nu faaer jeg see hvordan det gaaer naar vi blive alene. Jeg vil see at komme paa en god Fod baade med ham og Harald. Om Aftenen drev Maanen sit mystiske Spil inde i SIDE: 191 disse Værelser, den hvidskede om en Aften netop Maaneds- dagen før, som den ogsaa bestraalede med sit Skin. Emilie, jeg burde være ganske lykkelig, men er det ikke, eller rettere der er Øieblikke hvor jeg ikke er det. O han veed ikke hvor- megen Grund han har til at hade, at skye W [elhaven] . For hans egen Skyld. Kunde jeg blot give Dig en Idee om hvori denne Uroe hos mig bestaaer! Det forekommer mig - skal jeg udtale det - at ved Siden af hiin første Kjerlighed falder dog denne igjennem; undertiden naar jeg forestiller mig hiin, forekommer mig denne mat og farveløs. Der mangler noget ved den - - men kanskee det er umueligt at forlange - det er kanskee blot Lidenskabernes Sympthomer - - Siig mig hvad det er - send mig Raad og Trøst - eller skal jeg sige ham selv dette? ja jeg vil være sand mod ham - han har sagt at ingen Gaader, ingen Besmykkelser maae have Sted mellem os. Læs Marie! o Gud naar den tidligere Kjerlighed, en kort barnagtig Forelskelse kunde træde mellem hende og den Elskede siden - hvad maae da! - - - Jeg kan intet sende ham nu. Først maae jeg samle mine Tanker lidt heroppe. Paa Torsdag faaer jeg maaskee Brev. Jeg haaber meget af Ensomheden; med den kommer maaskee Klarhed over mig selv. Nu maae jeg holde op, min Frist er udrunden. Man sagde i Gaar de vilde reise i Middags, men de blive til i Morgen. I Eftermiddag faaer jeg være ganske deres. Jeg skal ned at spise. Lev vel, Emilie. Lev vel og skriv som fordum til Din C. - Kl. 7. Undertiden naar jeg tænker paa ham skjælver mit Hjerte af Glæde, jeg haaber denne Uroe vil forsvinde. Elsk mig igjen som før, min Emilie! Nu har jeg jo begyndt igjen, naar Du seer mig igjen skal jeg være saa mild som for- dum da Du elskede mig. Nu elsker Du blot Erindringen om mig. Viis ham aldrig noget af mine Breve uden udtrykkelig Til- ladelse. Du aner ikke hvor vigtigt dette er! SIDE: 192 Camilla Wergeland til Jonas Collett. 1ste Mai. Onsdag Aften Kl. 7. Jeg burde være fuldkommen lykkelig, men der kommer Timer hvori jeg ikke er det; men jeg vil blive det. Jonas, hjælp mig dertil! Jeg vil være det inden Træerne springe ud; thi disse Træer ere saa kjed af at see mig ulykkelig; lad os strax overlægge hvad vi skulle gjøre derfor. Vi have idetmindste den Fordeel at vide bestemt, hvem Fienden er, at vi ikke begynde en Kamp mod Skyggebilleder, men ak, den er mægtig nok, vi behøve alle vore Kræfter. Fortiden, Fortiden Jonas! Du veed ikke i hvor mange Skikkelser den forfølger mig og søger at trænge sig imellem Dig og mig. Jeg vil ikke tale om den for- nyede Smerte Dine Fortællinger om Dit Forhold til ham, hans Udladelser om Vort (mit og hans) vagte hos mig, det er rime- ligt at Erindringen om de Timer vi tilbragte med hinanden, ikke bliver saa mild og qvægende, som den kunde have været og burde været, thi det er jo af den jeg skal leve heroppe. Nei det er ikke nok, at Fortiden blander sig i mine Tanker, den hin- drer mig ogsaa fra at handle frit. Jeg vilde skrevet Dig til i alle disse lange Dage, men har ikke kunnet, der er en Skræk i mig. Naar jeg tager Pennen i Haand for at skrive til Dig, staaer der en Djævel bag min Stol og gjør Grimaser - saale- des har han staaet hvergang jeg skrev, i mange Aar, og jublet over hver overstrømmende Følelse der vilde blive tilskamme, over hvert et Ord der vilde vendes til grusom Spot mod mig selv; o kom med al Din Tillid min Ven, den er dog ikke større end min var! Man kan ikke undre sig over at en Djævel fandt det latterligt - jeg læste meget i de Bøger, jeg har skrevet paa dette Værelse, og fandt det selv zum Todtlachen. Al denne Smerte og Tændersgnidsel har været til ingen Nytte. Jeg havde ikke ventet Lykke i Kjerlighed, jeg kjæmpede for noget andet, jeg havde svoret at være stor og stærk, thi jeg skammede mig saa over mit eget Kjøn. Jeg vilde gaae med saa- dan stolt Bevidsthed ud af Kampen - derfor disse barbariske Fornegtelser - som han kalder Selvmord - hvad har jeg SIDE: 193 vundet mere end dem? - En Mand har dog sagt medlidende: Jeg kunde ikke gjengjelde Din Kjerlighed. Er det ikke latterligt? Og denne Kjerlighed! Den er udslukt i mit Hjerte, men den for- virrer endnu mit Hoved. Ved Siden af den forekommer Vor mig undertiden mat og farveløs. Tag disse Blade, de brænde mig i Hænderne - jeg vil sende Dig alle disse Papirer. Siig mig vil Du læse dem? Alt hvad der kan oplyse denne Sag, selv vor Corre- spondence, den med Bernhard, alt vil jeg samle og ordne til et Heelt. Naar Du har læst det da kast det altsammen i Ilden og siig med al den Salvelse Du kan opdrive: Af Flamme est Du kommen, til Flamme skal Du blive, af Flamme skal Du aldrig opstaae. Naar Du har skrevet, at Du bogstavelig har op- fyldt mit Ønske, vil jeg blive let om Hjertet. Kl. 11 Onsdag Aften. Blev De ikke lidt forskrækket, da jeg kom ind til Hoppes den sidste Aften. Da jeg saae Stiftamtmanden og Johan, ang- rede jeg det ogsaa. Paa hele Veien speidede jeg til alle Kan- ter, jeg havde saa gjerne mødt Dem. Kl. blev nemlig saa mange, De kom ikke, Caroline overtalte mig, ogsaa samlede jeg den sidste Rest af mine Kræfter jeg endnu havde igjen efter de mange angribende Afskeder. Det var virkelig forme- get paa en Dag - først fra Dem - fra Adolphine - jeg maae altid betragte hende som en Døende, derfor har en Skilsmisse fra hende noget eget Rystende, og saa er det saa underlig naar man ikke har Tid til nogen mildnende Indledning, men kommer stormende i Reiseklæder og Afskedsminer med det lille korte Ord "Farvel", der bliver da alt for vægtigt. De og jeg gav os god Tid, vi varierte saa længe og smukt det traurige Thema, at det tilsidst klang som noget ganske andet. Paa Veien mødte jeg Bernhard H [erre] . Han fulgte mig til Trappen hos F [ougstad] s, hvor han tog Farvel "for ever" som han sagde. Arme Bern- hard! Hvor mange Lidelser vi have tilføiet hinanden! Hvis jeg faaer vide med Bestemthed, at han reiser, vil jeg give ham et Tegn inden; jeg maae da tale med ham eller skrive ham til. Da Ida gik, fulgte jeg hende næsten hjem. Hun sagde: "Naar SIDE: 194 De næstegang seer mig, er min Skjebne afgjort". "Kan den da have mere end et Udfald?" "Ja", svarede hun resignert, "den kan". I dette Øieblik havde jeg ingen Lyst til at træde mellem ham og hende, jeg følte en Deel af Deres Fortrøstning gjen- nemstrømme mig, og jeg svarede næsten med Deres Ord: "Ja Ida, hvad der end hænder Dem, saa er det det Rette, det vil sige, De vil blive lykkeligst derved. Der er en retfærdig Skjebne". Fra Malvina skiltes jeg egentlig lettest, jeg har jo Haab om snart at see hende heroppe. Gud veed jeg har altid været glad i lille Johan undtagen en Deel af den Aften. Da jeg reiste om Morgenen Kl. 7 3/4, troede jeg endnu at maatte møde Dem for at sige eller i alfald tilvinke Dem det sidste Farvel. Min Fætter var reist iforveien til næste Skifte, og Gutten var saa dum, at vi trygt kunde ranet et Qvarteer fra den lange, lange Dag, jeg kom alligevel tidsnok hjem, Kl. var blot 7 1/2 om Afte- nen. Lige udenfor Porten hos D [irik] s mødte jeg Colban, der tog en yderst bevægelig Afsked med mig. Han takkede mig i sine ziirligste Udtryk for de uendelig behagelige Dage jeg havde skjænket hans Huus, og idet jeg med Møie betvang en høist forræderisk Lyst til at lee ham op i Øinene, gav jeg ham den samme Tak med al den Rørelse og det Alvor jeg kunde, tilbage, en Tak der ikke kunde være oprigtigere meent. Jeg bad ham hilse Jfr. Moe. Torsdag Aften Kl. 7 1/2. 2den Mai. Det er meget tillokkende at skrive paa disse smaae Lapper Papir, thi jeg kan ikke præstere noget langt sammenhængende Brev, allermindst naar jeg [har] det afskrækkende store hvide Ark for mig. Men i disse smaae Sedler er saa vanskelig for Mod- tageren at finde Rede, da de dog bør læses i sin Orden. Vi kunne maaskee samle dem paa et heelt Ark; men saa maae de betragtes som hvad de ere, Brudstykker. De kunne jo ikke have en Grundtone, naar de skulle udgaae af saa forskjellige Følelser, til forskjellige Tider. Jeg er nu f. E. ganske anderledes tilmode end igaar da jeg skrev hiin Seddel. Det var nu Dit Brev idag! Gid jeg kunde sige hvad jeg mener om det. Jeg SIDE: 195 maae aldrig have modtaget saadanne Breve før, thi dem jeg har faaet fra mangen anden som jeg holder af, selv om de ere Folk med Aand og Følelse, have ikke gjort den Virkning paa mig. Man føler sig styrket og gjenfød efter det som efter et Sundhedsbad, der har endnu flere og stærkere "svovlholdige Dele" end det i Aachen og Sandefjord, hvorom min Fetter, (noch ein Vetter!) i Morgenbladet har udtømt al sin tydske Vel- talenhed. Jeg maatte tænke paa Havet med det friske Lufttræk ved Stranden. Du har Ret, jeg har fisket i en Aae før, men nu er jeg kjed af at lege med Blomsterne, nu staaer jeg paa Stranden og føler at mit Bryst udvider sig. Skriv mig ofte til, Jonah! Skriv mig lidt til hver Dag, om blot et Par Linier. Et saadant Brev fra Dig er en Talisman mod slet Humeur, mørke Tanker, og mangen en lille huuslig Misere, idetmindste for den Dag. Siden ville de udstrække sin Magt længer. Gud hvor glad jeg er at jeg er kommen herop! Her tilhører jeg Dig udeelt. Min hele Dag er en lang Tanke paa Dig, og hvorledes jeg vil gjøre Dig lykkelig. Jeg syer uafbrudt, de Timer undtagen jeg sniger mig herop for at skrive til Dig; jeg burde vel læse eller spille lidt ogsaa, men jeg har endnu ingen ret Lyst dertil, det distraherer. Du kan troe Tiden gaaer meget hurtig paa denne eensformige Maade, hvor modsigende dette end klinger. Og jeg har meget bedre deraf, det Liv inde i C [hristiania] havde jeg ikke længe holdt ud; jeg føler mig ordentlig stærkere efter disse Par Dages uforstyrrede Roe. Naar jeg skulde vælge mellem den totale En- somhed heroppe og den Maade jeg lever paa under disse Besøg i Byen, saa er jeg ikke vis paa, hvad jeg valgte; thi jeg har aldrig følt mig rigtig tilfreds med denne sidste. Tilsidst maatte jeg blot betragte E [idsvold] som det Sted hvor jeg samlede de materielle Kræfter jeg siden depenserte inde i Byen. Men saa- dan contrasterende Levemaade, saadanne pludselige Overgange kunne ikke virke godt. Bedst naar man kunde sammensmelte de Fordele begge disse Steder byde. Det ville vi i vort Hjem. Jonah, hvilken deilig Klang har det Ord "Hjem"! Jeg har aldrig havt et Hjem, og Du skal give mig et. Da Posten kom idag, vilde Ulykken, at Olsen ogsaa ven- SIDE: 196 tede paa et Brev med Utaalmodighed, han blev derfor Vidne til min; men da man noksom kjender den ved slige Leilig- heder, fandt jeg det ikke fornødent at lægge noget Baand paa den. Lad nu denne Utaalmodighed alligevel havt et andet An- strøg, eller antag at en slet Sag er usikrere i sin dybeste For- skandsning end en god med Skinnet mod sig, nok, O [lsen] spurgte med en egen Betoning: "Var det fra F [røken] D [iriks] ?" Da jeg bejahede det, sagde han: "Det forekom mig saa stort, hun pleiede at skrive smaae Breve." "De kjender jo hendes Haand, der seer De selv." "Ja - - den synes mig besynderlig stiv - - -." "De har Ret," svarede jeg, "den er virkelig noget stiv, hun maae have skrevet den med en Staalpen." Denne Be- gyndelse lover intet godt, men jeg skal være forsigtigere en anden Gang. Hvorledes har da E. baaret sig med disse Udskrif- ter! Denne lignede virkelig en møisommelig Efterlignelse af hendes Haandskrift. Papiret er dertil qvart, og det er man ikke vant til at see fra hende, Convoluten for stor - kort det Hele havde et fremmet Tilsnit. Kl. 9 1/2. Nu er jeg heroppe hos Dig igjen. Et Par Ord endnu til God Nat. Hvor ondt gjør det mig at dette først kan afgaae iovermorgen Lørdag. Du faaer det da først Mandag, hvis Skjæbnen er E [milie] gunstig. Arme Ven, saa kommer Du til at gaae forgjeves og vente udenfor Kirken, jeg kan ikke fore- bygge det, her gaaer intet Bud ind som kunde tage det med. Men mine Tanker møde Dig der Kl. 7. De kunne saae godt orientere sig paa det Terrain. Her saae man engang et Par, der havde fundet hinanden, vandre frem og tilbage, Fuldmaanen bestraalede hendes Ansigt, der var saa roligt, saa tillidsfuldt som hendes Sjel i det Øieblik. Havde hun nu hedt Maria, saa var hun kommen ham imøde med et "Ritter, treue Schwesterliebe", og hun kunde i al Fald havt antageligere Grunde end denne Maria. Det er det daarlige ved denne Bog, at Ideen, der kunde være gribende og skjøn, falder sammen, fordi den mangler et klækkeligt Motiv at støtte sig til. Man er saa umaadelig spændt paa hendes Skriftermaal, og saa kommer hun med denne tossede, barnagtige Forelskelseshistorie, den er jo blot til at lee af; nei SIDE: 197 i Virkeligheden kan der præsteres ganske andre Ting, der for- slaae. Hvordan har det sig med denne Novelle, er den ikke daarlig i Grunden? Jeg kan ikke begribe hvor Ida K [jerulf] har kunnet græde i mange Timer over den. Men Marias Skild- ringer af Lidenskaben ere saa rædsom sande. Den er en Opiumsruus med glødende farverige Drømme, Theriakophan- tasier, hvoraf man endelig vaagner med sløret Hjerne og nøg- terne Sandser; da er Jorden graae, og Guds milde Sol selv mat og uden Glands. En Romanze af Uhland der er smuk. Naar vi næstegang sees skal jeg synge den for Dig: Es zogen drei Bursche wohl über den Rhein, Bei einer Frau Wirthin da kehrten sie ein. Frau Wirthin, hat sie gut Bier und Wein? Wo hat sie ihr schönes Töchterlein? Mein Bier und Wein ist frisch und klar, Mein Töchterlein liegt auf der Todtenbahr. Und als sie traten zur Kammer herein, Da lag sie in einem schwarzen Schrein. Der erste, der schlug den Schleier zurück, Und schaute sie an mit traurigem Blick. Ach lebtest Du noch, Du schönes Maid! Ich würde Dich lieben von dieser Zeit. Der Zweite, der deckte den Schleier zu Und kehrte sich ab, und weinte dazu; Ach dass Du liegst auf der Todtenbahr! Ich hab' Dich geliebt so manches Jahr! Der Dritte der hob ihn wieder sogleich Und küsste sie auf den Mund so bleich: Dich liebt' ich immer, Dich lieb ich noch heut' Und werde Dich lieben in Ewigkeit. Fredag Morgen. Den ønskede Carakteristik af mit Værelse skal Du faae næstegang. Hvor glad er jeg at jeg har seet Dit, jeg søger Dig der hver Dag, helst seer jeg Dig der om Aftenen SIDE: 198 enten med Pennen eller en Bog i Haanden. Læs Jonah, læs! Gjør Dig det ikke alt for tungt om Dagen, men adspred Dig heller da, at Du har Lyst til at læse om Aftenen; man har bedre deraf end af at gaae ud. Disse Sammenkomster hos Familierne derinde have noget besynderlig udtørrende ved sig. De samme Ansigter, den samme Passiar! Ingen frisk Tilsætning, intet Om- løb. Spørg Malvina om ikke et Møde paa Landet har en ganske anden forfriskende Virkning. Charlotte Stieglitz af Mundt haaber jeg at kunne sende Dig, vi have den fra Fein. Læs George Sand - Balzac - Rahel. Jeg kalder Dig Jonah fordi det klin- ger smukkere, dette "s" giver det saadan triviel Klang. Naar jeg undertiden skulde udtale Dit Navn, kunde jeg ikke faae dette "s" rigtig frem, det døde bort paa Læberne, undtagen naar jeg nævner det til Andre, da glider det kjækt og rask. Det er da et ganske andet Navn. Hvorfor nævner Du mig ikke saa ofte i Dine sidste Breve? Jeg elskede saa denne Gjentagelse af "C [amilla] " fordi jeg hørte Din Stemme saa tydelig i det. Glem nu ikke alle disse Formaninger. At læse, at gaae smukt rank; naar vi sees, maae Du have voxet et Par Tommer endnu, det er utrolig hvad det hjælper. Ogsaa maae Du klippe Dit Haar. Glat Haar kan absolut ikke være langt, et tætklippet Baghoved vilde klæde Dig meget bedre. Frisk Mod, min bolde Samson! Jeg skal indestaae Dig for at Du ikke taber Din Styrke, Du skal kunne slaae saamange Philister ihjel bagefter, som Du vil. Haaret vinder meget i Styrke ved at klippe det ofte. Der var endnu en Ting jeg vilde sige Dig, men nu tør jeg ikke komme frem med mere paa en Gang. SIDE: 202 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Kl. 7 Mandag Aften 6te Mai [18] 39. Jeg kan ikke fatte, at der kun er 4 Dage siden jeg fik Deres Brev. Det er denne Venten, denne Længsel der opholder Tiden i sin Gang, den kan ikke holde Skridt med vor Utaalmodighed. Jonah, jeg mærker nok at Breve, og hyppige Breve, fra Dem er en Livsbetingelse for mig heroppe, det samme som Olie for SIDE: 203 Lampen. I disse Par sidste Dage har den brændt temmelig døsig. Igaar da Posten kom / den maae hentes en halv Miils Vei herfra paa Eidsvold Værk / turde jeg ikke haabe, at der var Brev til mig, thi endnu havde De ikke faaet en eneste Linie fra mig, men alligevel blev jeg bedrøvet ved Visheden. Og, Jonah, jeg trænger dobbelt til noget fra Dem. Her er intet som erindrer mig om Dem, ingen Veninder, intet Portrait, ingen Gene- ral Spørcks Vogn, jeg hører aldrig Deres Navn udtale. Det eneste skulde være, hvis Olsen valgte et vist Capitel i Bibelen til Text for sin Præken, men jeg gaaer aldrig i Kirken. Det er ligesom en stum Overeenskomst mellem Olsen og mig; naar jeg engang har truet dermed, er han bleven saa forskrækket at jeg ikke [tør] mere. Hoppes maae have underrettet Dem galt om Postens Afgang, thi jeg fik jo Brevet først Torsdag; men maaskee den Forandring nu er indtraadt, formedelst Damp- baaden. Vi burde indrette det saa at vi kunde svare strax, der bliver netop en Dags Frist. Nu kommer Posten her i Morgen Formiddag 9-10, og Breve skulle indleveres Eftermiddag 2. Ligeledes Lørdag. Den kommer da Onsdag og Søndag Aften til Byen, og begge disse Aftener maae Emilie see at faae practiseret dem i Deres Hænder. Jeg skal skrive hende til derom. Kunde hun ikke lægge det under Emil K [nudsen] s Matte paa Gangen og De hente det til et bestemt Klokkeslet? Gud give at De havde faaet mit Brev i Gaar Aftes, saa kunde jeg maaskee vente et Svar i Morgen, nu maae jeg have Taalmodighed heelt til Lør- dag. - Jonah, jeg veed ikke hvordan det skal gaae mig til Høsten, naar De reiser. Troe ikke at jeg vil komme med nogen daarlig egenkjerlig Klage. For min egen Skyld skulde jeg udholde alt, alle Savn, alle Ubehageligheder, men mit Liv tilhører nu Dig, Jonah, og derfor er det bleven mig vigtigt og kostbart. Jeg maae, hvad det skal koste, søge at bevare mig livsfrisk og ungdomme- lig til Din Tilbagekomst. At gaae tilbage - - oh jeg gyser, ved at tænke derpaa! Kan De erindre De fandt det Project med at følge Grünings til England ikke aldeles forkasteligt, men op- muntrede mig næsten dertil. Nu ved nærmere Overveielse finder jeg, der er meget der taler for en Reise, om just ikke til SIDE: 204 England. Min Levemaade heroppe, ligesaavel som den jeg fører inde i Byen, ere netop skikkede til at fremskynde denne Til- bagegang, denne Sløvhed, som jeg nu frygter ligesaameget, som jeg mangengang før fortvivlet har ønsket den; jeg trænger til lidt kraftig Næring blandt fremmede Mennesker. Min sidste Ham- burgerreise var en sand Underkuur uagtet dens Nød og Trængs- ler. O hvor det glæder mig at Du skal reise! ingen behøver det mindre og netop af den Grund bør det mere end Du. Men, Jonah, om De reiser fra mig, det skal jeg nok holde ud, men De kan reise fra mig paa en Maade som jeg frygter mere. Der maae sørges for at De ikke kommer for vidt fra mig, at jeg kan holde Skridt med Dem, naar der nu skal begyndes at "vandre ved hinandens Side". Derfor maae vi tage Forholdsregler. Siig mig Deres bedste Mening. Jeg troer ikke Emma har halv saa mange Skrupler i Henseende til Lund og deres gjensidige Lykke som jeg. Jeg kan ikke undlade at plage den jeg elsker, og mig selv, men troer De alligevel de ere saa lykkelige som vi? - De Ulykkelige, de vide ikke hvilken vigtig Hemmelighed vi alene kjende, kostbarere end den som hele Middelalderen svedede over, den at gjøre Guld. De vide ikke som vi, hvor høist daarligt det er at kysse hinanden for alles Blikke, og at hun har forpurret Haar, naar der er Lys og Folk i Stuen. De Andre have, tænker jeg, begyndt lidt prude, men saa er det gaaet ned ad strax med dem. Med os har det været omvendt, og det har jeg en umaadelig Respect for. Følelsen overvældede os i Begyndelsen; af Skræk og Forundring er jeg mangen Gang flygtet med mit Hoved til Din Barm; men, Jonah, nu ville vi ikke alene vise Verden et stoisk Exempel, men vi ville foregaae hinanden dermed. Vi have begyndt med gode Forsætter, altsaa upaaklagelig, men jeg er vis paa vi ville kunne bringe det vidt. Kl.9 3/4. Fy den sidste Linie klang næsten ironisk, men saa- ledes er det ikke meent -. Har De ikke tænkt paa, hvor det befæster vor Hemmelighed, netop ved at ivre mod saadant Væsen? thi da haabe alle, at naar de engang selv bliver for- lovet, vil de krybe til Korset, og give dem Ret. SIDE: 205 Der er intet i "Maria" der lader sig anvende paa vort For- hold; alle Personer, alle Forhold ere anderledes; men man for- føres saa let af en vis Liighed i Planen til at overføre denne paa Enkelthederne eller omvendt. Og det bør man vogte sig for. - Hvordan havde De det igaar, Jonah? Jeg gik til Alters med Fa- der og Moder. Om Eftermiddagen læste jeg i Charlotte Stieglitz med vel saa megen Andagt. Den hele Dag tænkte jeg paa Dig og mig og bad for os begge. Læs Ch. St.! det bliver dog en høist mærkelig Bog, endskjøndt jeg ikke vil forsvare Alt i den, og jeg hører saagar Dig rive meget deraf ubarmhjertig ned. Til frygtelig Advarsel for Inklinationspartier! Den hele Ulykke reiser sig af, at han var en daarlig Person, og hende i ingen Henseende værd. Det vil nu ikke M [undt] ligefrem tilstaae, men man mærker det alligevel. Hun er da ikke den eneste, der har overført sin Kjer- lighed til Ideen paa Personen der repræsenterede den, og endte med at blive skuffet og ulykkelig. Kl. 8 Tirsdag Morgen. Godmorgen, Jonah! Solen sender netop sin første Straale ned i mit Vindue, men ikke til mit Indre, der er saa under- lig taaget endnu, Solstraalerne kunne ikke trænge ret igjennem, men der er ogsaa den tidlige Morgen. Jonah, Du har jo tilladt mig at skrive Dig alt hvad der tildrager sig i min Sjel, Du har lovet at modtage alt, det Onde som det Gode. Jeg begri- ber mig ikke selv, men i disse 2-3 sidste Dage har der lagt en dyb Nedslagenhed over mig, en Uroe, en Mistillid til mig selv, til Skjebnen; jeg har ikke kunnet tale med nogen; man har spurgt om jeg var syg, men jeg har vandret omkring nede i Dalene som en Søvngjængerske og lagt vaagen om Natten. Er det nu ikke utaknemlig at sige Dig dette? men Du har ingen Skyld, naar jeg undertiden tænker pludselig paa Dig, skjælver mit Hjerte af Glæde. Det maae være en indgroet Vane at være ulykkelig, tænk jeg har jo egentlig været det siden mit tolvte Aar. Da bragte man mig ind paa Jfr. Pharos Skole, hvor jeg begyndte at lide ondt, siden til Christiansfeld og derfra - - kun min tidlige Barndom var sorgfri og rasende glad, den SIDE: 206 forekommer mig som en kort, lys Drøm. Lykken er et frem- met Element for mig; der vil gaae nogen Tid førend jeg ret trives deri, ligesom den Udhungrede i Begyndelsen maae vænne sig til god nærende Kost med den yderste Forsigtighed. Jeg har ingen Ønsker mere undtagen at Himlen vil bevare mig det jeg har; men allerede det er et uhyre Ønske. Posten kommer! om et Øieblik er jeg her igjen! Lev vel, min Jonah, lev vel. Din Camilla. Camilla Wergeland til Jonas Collett. 6te [ ): 7de] M [ai 1839] Tirsdag Aften Kl. 9. Hvor jeg angrer paa Slutningen af mit Brev idag, jeg er saa bange det skal bedrøve Dig - gid jeg var hos Dig, min Jonas, at jeg kunde sige Dig med mere Vægt end i disse Linier, at Du ikke skal ængste Dig - betragt en saadan Stemning blot som flygtig, som et Anfald af Snue eller Forkjølelse, der er over i det Øieblik Du modtager mine egenkjerlige Klager over den, jeg har stor Uret i at forurolige Dig med dem. I Eftermiddag har jeg sværmet omkring nede i de dybe Dale, der støder til Gjestgivergaardens Bezirk, det er et fuldstændigt Vildniss, hvor jeg gjerne skal paatage mig at herberge "Abællino" den store Bandit og et heelt Dusin Røvere til, og det til Trods for Brødre og Capellaner og alle Præstegaardens Sporhunde. Fra denne Tour er jeg kommen muntrere hjem. Imorgen skal der gaae et Bud til Byen, jeg vil endnu i Aften skrive til Emilie og Mad. Hoppe. Den sidste sender jeg en lille Bouquet Blomster der have voxet i mine Vinduer, ak jeg kan ikke sende Dig dem, men gaae derned, den røde Neglik kysser jeg til Afsked. Tag den! Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [7. Mai 1839.] Min Emilie! Tak for Dine venlige Linier. De ere som for- dum, den gamle Aand rører sig i dem. Mon ikke vi kunde SIDE: 207 engang vise Verden at man kan forblive Veninder og det i den bedste Betydning, om en af os er forlovet. J [onas] og jeg have alligevel foresat os at overraske Verden med saa meget den ikke har troet paa. O jeg længes efter at vise Verden alt dette. Imorgen gaaer her et Bud til Byen, det maae jeg benytte, thi nu gaaer Posten først paa Løverdag. Og først da faaer jeg Brev - jeg kan ikke nægte at en saadan Skuffelse som idag er nedslaaende heroppe, man trænger til Breve som Lampen til Olie. Dertil kom, at jeg virkelig i et Par Dage har været saa besynderlig nedslagen og modløs. Jeg mistvivler paa mig selv, og om jeg kan gjøre ham saa lykkelig, som han fortjener og venter af mig. Denne hans lange Fraværelse kan ogsaa sætte mig tilbage; hverken det Liv jeg fører heroppe eller det andet ligesaa tomme formedelst sin evige Uroe og Flagren der- inde, ere skikkede til at bevare den Livsfriskhed, den Ung- dommelighed, som jeg maae bringe ham imøde ved hans Hjem- komst. Jeg har i mit Brev idag klaget ham dette, og Grunden til min Nedslagenhed, der virkelig har været trykkende. Det er ligesom en Strøm af Melankolie oversvømmer mit Indre. Nu angrer jeg, at jeg bedrøvede ham med dette; derfor har jeg i Aften skrevet denne lille Seddel, der er saa nydelig, saa sød. See endelig at give ham den, saa snart Du kan. Med Budet kan Du faae sendt et Svar fra ham. Jeg har sendt Mad. Hoppe en lille Blomsterbouquet og bedet ham gaae ned og tage en af dem. Det var i hiin Stemning jeg skrev de faae bedrøvelige Linier til Dig idag. I Eftermiddag efter en lang Spadseretour tøede den lidt op, jeg gik og grundede paa hvad der fattedes mig og hvad der kunde gjøre mig Glæde - og endelig sagde jeg næsten høit: Om Emilie var heroppe! Ja Emilie, det er mit ramme Alvor, kunde Du ikke for engangs Skyld have Lyst til at komme lidt tidlig herop? Du har aldrig været paa Landet og seet Vaaren bryde frem, det er en egen gribende Proces med disse grønne Træer, der arbeide og svede i al Stilhed, saa ingen mærker det, for at blive færdige, og Blomsterne som komme alle efter deres Tour. Vi skulle see at gjøre Dig det saa - saa hyggelig som mueligt. Capellanen er yderst elsk- SIDE: 208 værdig og conversabel i denne Tid, og for Oxen behøver Du ikke heller at frygte, da den kommer til at gaae i en anden Havn. Med de 10 øvrige Dyrearter haaber jeg vi kunne træffe en mindelig Overenskomst. Vi kunne staae i en jevn Forbindelse med vore Venner derinde, maaskee Du da først kommer Pe- tersens nærmere. Det er nu Dine Fordele, mine ere saa store og vidtløftige, at jeg ikke kan regne dem op her. Jeg længes efter at høre hans Navn udtale. Med at komme tidlig mener jeg da om nogle faae Uger, maaskee til Pintsetid. Du blev her da til Natalie og Malvina senere kom. Hvis Du har Lyst, saa søg at faae Lov, endskjøndt det vil vel holde haardt, da det er en extraordinair Tid. Jeg maatte selv lee, da Du fortalte mit Brevs sene Indtrængelse i Huset. Din Moder seer deraf, at der er en Skjæbne i alt, at alt hvad der hører mig til er bestemt til at volde hende den Sorg. Da jeg læste dette Sted i Dit Brev fore, svarede [Resten mangler.] SIDE: 208 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Fredag Aften Kl. 8 l0de Mai [18] 39. Igaar Eftermiddag havde jeg saa gjerne skrevet, det var en Helligdag og Stemningen tilfældigviis derefter, dertil var mit lille Kammer saa ualmindelig venligt og straalende som om det bad mig blive og tage en Skizze for at sende Dem; men jeg torde ikke dvæle heroppe, der var en Madamme nedenunder, der skulde underholdes. Veed De Jonah hvad det vil sige at underholde en Madame i 12 Timer, selv naar man ikke har Lyst til at skrive? - I 12 timer talte vi om Veiret i Aar og Vei- ret i Fjor, om Aarsagen hvorfor hun ingen Faar kan holde paa sin Gaard, om at hun vil lade Huset udvendig rappe /?/ istædet for at lade det panele og male, de mange Fordele der flyder af at lade det rappe, jeg raadede hende til at lade det rappe. I Aften er Himlen skyet og mit Værelse derfor lidt tristere end sædvanlig, men det er alligevel det hyggeligste Værelse i SIDE: 209 hele Præstegaarden, ja det eneste der fortjener dette Prædi- cat, derfor lader det elskværdige ved det sig bedre føle end beskrive. Beskrive kan man et smukt og elegant Værelse. Om jeg nu siger, at her er gule Vægge og anstændigt høit under Loftet, at der ligeoverfor Døren befinder sig et Vindue med store Ruder, paa begge Sider af dette en Komode, mellem disse, under Vinduet et Bord med mine Skrivesager, veed De da, Jonah, hvordan mit Kammer seer ud? Men det er saa lyst og venligt. Solen kommer om Morgenen og forlader det først om Aftenen, thi det ligger saa høit at intet skygger for det. Og saa findes her blot lyse livlige Farver i Hvidt og Pur- pur og grønne Tepper og Gulvteppe, alt dette forenet bidrager til det oplivende Indtryk, som forhøies ved den Omstændighed, at man maae famle gjennem en lang, mørk Gang / der er i meget slet Rygte for Spøgelser / for at naae det. Er det ikke hyggeligt her? Emilie foretrak ogsaa at boe heroppe istædet for i et nedenunder, der ogsaa kaldes mit, men som er meget ele- gantere. Siden De udtrykkelig forlanger det faaer jeg vel endnu gaae lidt mere i Details, endskjøndt De først skulde fortjene det ved et ærligt Vederlag, jeg veed endnu saa lidt om Deres Værelse. Sidder De paa Sophaen eller ved Pulten hvor Deres Gibsvenus staaer, og skriver? Disse 3de Gjenstande ere de ene- ste jeg kan gjøre Rede for; jeg var ikke ret ved Samling til at anstille skarpe Observationer hiin Aften. Saa udførlig en Skildring forlanger jeg af Dem igjen. Nogen Localkundskab har jeg jo. Jeg veed De seer ned til Gørbitz, thi naar jeg sad for ham, kunde jeg uden at dreie Hovedet, blot ved at hæve Blikket en halv Tomme see op til Deres Vinduer. - Jeg sidder som sagt ved Vinduet, saaledes at Eftermiddagssolen kaster sine Straaler lige paa mit Ansigt, Ud- sigten er rigtignok til en Stald, men det er det samme, jeg veed at bag den ligger Christiania. Paa Bordet, der er belagt med et grønt Teppe og forsynet med en lille sort Pult, staaer et Skriver- tøi af forgyldt Porcelain, en Present af en Frier jeg var saa uheldig at give Kurven, han sendte det bagefter som et Tegn paa sin "Agtelse". Det er besynderligt at næsten alle saadanne Affairer have endt med at Angjeldende have bevidnet mig sin SIDE: 210 Agtelse, og jeg har været meget skamfuld over det alt sammen - - mine Bøger / det er netop de kunne omtales i Pluralis / ere altid behandlede temmelig en canaille, de ligge samtlige i en Komodeskuffe, da vi mangle Plads og Leilighed til at for- sørge dem anstændigt. De fortjene maaskee ikke heller en bedre Skjæbne, thi naar jeg undtager 10 Bind af Mad. Sevignés Breve og nogle andre franske Bøger, bestaae de blot af Taschenbücher, Skolebøger og saadanne løse og ledige Personer, samt et defekt Exemplar af Heine. Det er ikke mit Valg, disse Bøger, de ere næsten alle Presenter, saa man faaer at holde sig til "Affections- værdiet", der ofte er daarligt nok. Af Mundts Haand har jeg 2de. De skal engang læse et Brev fra ham, et Ideal af et smukt og passende Brev; ved et saadant kort Bekjendtskab, der dog havde mere end almindelig Betydning, maae det være vanske- lig at træffe den rette Linie. Men Deres Bøger, Jonah, skulle ikke komme i Berørelse med nogen af disse, de skulle ind- rømmes en Plads ved mine Brevskaber og Papirer i mit aller- helligste Skrin. Dette Skriin staaer mørkt og hemmelighedsfuldt paa Komoden ligeoverfor. Det har virkelig, da det er saa stort og af en langagtig Fiirkant, nogen Liighed med en Liigkiste, og det er det ogsaa. Her har jeg nedsænket Resultatet af en heel forspildt Ungdom; her ligge mine værste Smerter begravne, dog ikke saa sikkert, at de ikke undertiden sprænge Laaget og stige op, de stakkels urolige Aander! og begynde at spøge omkring, ja mangen Gang drive de saadant grueligt Væsen, at de næsten skræmme Livet af mig. Der skulde De see Breve, der flamme med Ildbogstaver i den mørke Nat, og mangen Scene og mangen halvglemt Situation drage som en Skygge over Væggen, men saa rædsomt parodiert, saa gespensteragtig carikaturmæssig som Lützows vilde Jagt i Jægerbruden inde paa Christiania Theater - - men hvor kommer jeg hen - det var nu Deres Bøger der skulde lægges paa et passende Sted. Det er dog Synd at give dem det Selskab ogsaa, saa vil jeg tage dem, disse milde fredelige Sjæle, og lægge dem mellem min Balstads, mellem Georginer og Lilier og hvide Allunskinds- handsker, de kunne fortælle dem om Kringleglæder, om ung SIDE: 211 Vollrad og Backer og om den Fandango vi ikke kom til at danse. Kort, et behageligere og mere underholdende Selskab kan jeg ikke give dem. Gud hvad tænker De om mig, Jonah, er ikke dette Tøv, men jeg kan ikke lade det være! Jeg seer mig omkring for at opdage noget, der endnu fortjener at nævnes, og jeg seer Guitarren henne i en Krog. Det Instrument er skabt til mig, med det kan man gaae op og ned af Gulvet og lade Stemmen strømme frem i sin fulde Kraft, det kan jeg ikke naar [jeg] sidder ved Pianofortet, da er jeg saa underlig beengt og sammentrykt, man maae sidde saa stille, og saa staaer Folk rundt om mig, og bagefter taler Stiftamtmanden om Smerte. Alt det flygter man fra med en Guitar. Er det ikke underligt, Jo- nah, at to musikalske Mennesker, som Capellanen og jeg, al- drig synge i hinandens Nærværelse? Han er ikke at formaae dertil, og jeg har længesiden ophørt, da jeg fik den Idee at min Sang var ham imod; nu troer jeg det ikke, men nu har Gê- nen indsneget sig; forresten staae vi paa den bedste Fod. Hans Opførsel er ganske anderledes mod mig, han er Opmærksom- heden selv og saa conversabel som jeg aldrig har seet ham. - I det hele taget spiller jeg aldrig nede, men øver mig blot; kun naar jeg kommer herop om Aftenen, synger jeg undertiden til Gui- tarren, til Lauras og min Plaisir. Til Høire af Vinduet, lige- over mit Toiletspeil, hænger min Madonna. Hun har hængt der i mange Aar og venter paa sin Dom, det vil da sige, at Tilfældet vilde sende en rigtig Skjønner hid, der kunde sige mig om hun duer eller ei. Det er et gammelt Oliemalerie der forestiller Bønnen eller en Madonna, jeg fik det som Barn af en gammel 80 aarig Jomfru, hvis Fader havde bragt det med i sin Ungdom fra Italien; det er altsaa gammelt, men derfor kan det gjerne være noget Juks. Jeg var umaadelig indtagen i det som Barn. Det har rødt Haar og burde alene af den Grund være af Raphael. Send Gørbitz herop, saa kan han afgjøre, enten det fortjener at hænges paa en ærlig eller uærlig Maade. Jonah, kan De nu forestille Dem mit Værelse? Nei ikke ret. Dette Kammer tilhører ikke Præstegaarden, her har bestandig rørt sig et ganske andet Liv, men som ingen veed noget om. SIDE: 212 Her bliver skrevet og tænkt og drømt og talt og haabet og grædt og jublet, naar man er træt af at snakke og lee og støie og lamentere dernede. Her er saa tyst og roligt. Siden jeg kom hjem dennegang, finder jeg det endnu smukkere og ven- ligere end før, thi det har altid sympathiseret med mig og min Stemning. Solen har aldrig dvælet saa længe herinde, og Tan- ken om Dig flagrer som en Fugl under Loftet, der qvidrer naar jeg kommer ind. [. . . Lakune . . .] skuffet den Dag, er Du lige tillidsfuld og kjerlig for det. Naar jeg tænker paa at Du har vandret for- gjeves udenfor Kirken - Gud veed hvorlænge - saa kunde jeg gjerne græde, og jeg er vred paa mig selv, fordi jeg ikke sendte nogle Ord med Posten Torsdag. Jeg vilde nemlig vinde god Tid for at samle mig ret efter det tomme forvirrede Ind- tryk vore Gjester og Brylluppet havde efterladt. Gud bevare Dig denne Tillid, min elskelige Ven, jeg skal aldrig i Verden skuffe den! Du skal heri foregaae mig med Dit Exempel, thi jeg bli- ver saa let mismodig ved saadanne smaae Modgange. Og nu vil jeg ikke frygte for at skrive Dig til, om jeg saa vidste Du var en 1000 Gange strengere Dommer end Du er og jeg en 1000 Gange daarligere Brevskriver. Nu haaber jeg De har mine begge Breve, og en Seddel dateret Tirsdag. Emilie har den bedste Villie, men er meget lidt skikket til Intriguer, og møder dertil saamange Hindringer hjemmefra, at hun ikke duer synderlig til vor Postillion d'amour. Derfor er det godt, hvis Ida [vil] hjælpe lidt til. Hun kunde for E [xempel] hver Postdag lade spørge til E [milie] om hun havde noget. Jonah vil De ikke engang besøge Adolphine? De kunde jo ved en Billet bede hende sende Jfr. Moe til Byen en Dag. Andre er der ikke, og C [olban] er borte til seent paa Aftenen. Hils hende og de røde Gardiner fra mig. O ja flyt paa Landet i Sommer Jonah, kunde De have det som jeg ret tænker det! [. . . Lakune . . .] Der var en Tid da Folk sagde han var [bedre] og elskværdigere, og jeg erindrer godt hvad det var for en Tid. Frygt ikke, jeg skal ikke nævne ham i mine Breve til I [da] . Gud raader for hendes Skjebne. SIDE: 213 Søndag 12. Mai. Jeg skulde gjerne gaae barfodet til Palæstina, hvis jeg kunde faae den Fred jeg savner. Men denne Sag kan ikke vinde nogen Forsoning, uden den Tiden og Forglemmelsen skjænke. Man tillader mig ingen Forglemmelse. Hvor ofte har jeg forsøgt det, men naar jeg kom ind til Byen, begyndte Forfølgelserne paa nye. Sidst - da de gjorde mig saa fortvivlet - - vilde jeg tiltvinge mig en Forsoning, hvad det skulde koste, og jeg besluttede at tale med ham. Han skulde vise sig mild og angrende, og jeg skulde skilles fra ham venlig, men han var kold og talede haardt - haardt og roste sig selv meget. Da han gik, sad jeg tilbage med Skræk i Hjertet, han havde slukket den sidste Gnist af Troe paa ham. Han sagde at jeg intet havde at tilgive ham, og dog har hans Forhold mod mig været en Række af Krænk- elser, som ingen Modstand have mødt; jeg klagede ikke og havde ingen at klage dem til. Jeg er svag og alene. Men det haardeste er at Jonah, min eneste Ven, tager Parti mod mig. Han er jo den stærkere, Jonah! og saa umaadelig stærk! - Vi burde al- deles ikke rørt ved denne Sag, jeg har prøvet alle Synsmaader, men saa længe man har sunde Øine og et fordomsfrit Gemyt kan man ikke faae noget andet ud af den. Den kan ikke en- gang vinde nogen Forsoning om I [da] bliver lykkelig ved ham, jeg ønsker det for hendes Skyld, hvis det ikke kan skee paa anden Maade, men hans Uret mod mig bliver derfor ikke for- mildet; det kan kun Tiden og Forglemmelse, og om den ville vi begge bede Vorherre. Kl. 4. Du siger saa rørende i Dit Brev: "vær ikke ubarmhjer- tig C., men skriv mig til!" Ak Jonah, er jeg ikke mere ubarmhjer- tig naar jeg skriver? men Du vil det jo, og jeg kan ikke for- stille mig, ikke bedrage Dig med en hyklet Ro og Forsonelse, der vistnok vilde tage sig meget godt ud. Det Bud, der bragte min Seddel ind til Dig, ventes tilbage i Aften, jeg vil nu sende Bud til Eidsvoldsbakken / Gjestgiver- gaarden / for at høre om han er kommen og har noget med. Tirsdag. Budet bragte mig intet, ligesaalidt Posten i Dag. Nu skal dette afsendes. Farvel, Farvel! SIDE: 221 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [18. Mai 1839.] Hans Brev idag har gjort mig saa godt, kjere Emilie. Der er kommen mere Tillid og Fred i min Sjel. Gid den maa vare. Himlen er blaaere idag og Marken grønnere, det kommer af det velsignede Solskin efter saa mange kolde Regndage. O hvor han er elskværdig! Du skulde blot læse hans Brev. Hvad meente Du med den Sætning, Emilie, at "Du har uhyre ned- stemt Dine Fordringer, men endnu ikke nok." Det var sagt med Hensyn til mine foregaaende Valg. Kunde Du mene at han - - nei det er ikke mueligt. Du maae høitidelig gjøre ham Afbigt herfor. Han er bedre end dem Alle tilhobe, der er ingen, der ret kjender ham. Der er noget saa mildt, saa overbærende ved ham, en lidenskabelig Yttring eller en Be- mærkning om os, om vort Forhold, der er lidt haard i sin Oprigtighed for en forblindet Elsker, optager han ikke med en Saadans Ømfindlighed og falske Stolthed, han modtager det med en mild, overbærende Aands Overlegenhed. Han er saa god. Han har hævet min Tillid til mig selv igjen, endskjøndt jeg mere end nogensinde føler hans Fortreffelighed. Han har ingen falsk Stolthed, men en reen ægte. Det er det bedste. Jeg troer der med al vor ægte Stolthed befinder sig en god Portion uægte iblandt. Det er Pintseaften i Aften. I Fjor Pintseaften var jeg i en ganske anden Stemning. Det var netop Dagen efter et ulykke- ligt Optrin med Moder, der fremkaldte et fortvivlet Brev fra min Side som Du maaskee endnu mindes. Jeg sad hele Dagen nede i Lysthuset eller vandrede omkring nede i Dalene og sneg mig først seent om Aftenen til mit Hjem, der dengang SIDE: 222 var mig saa forhadt. Dagen derpaa fik jeg Brev fra Dig, Du skriver at Du skulde den Dag til Ørager med ham - jeg mis- undte Dig og var ulykkelig. Anden Pintsedag kom min Plager T. Siden Visitatsreise, Sygdom, Ole Bulls Concert - o det var egentlig en ubehagelig Sommer! I dette Øieblik føler jeg tak- nemlig den glade Forandring, og Du, min troe Emilie, skal, haaber jeg, finde denne afpræget i mig. Siden jeg kom hjem, har jeg levet i dybeste Fred med mine Nærmeste. Faders slette Humeur veed jeg saa geschikt at undgaae og taale de enkelte Udbrud, at det mindre føles; det er desuden bedre nu, da han har faaet noget at sysle med og har forladt sin triste Stue, hvor han murede sig ind før. Vi have faaet en bedre Stuepige. Anne gik det som vi formodede galt med, og vor Protegé Nils blev i den Anledning jaget paa Porten. Med denne nye har jeg begyndt et nyt System, det vil da sige intet System at have, men lade 5 være lige, og da det i Grunden er lidt bedre end før, koster det mig ikke saa meget. Du kan begribe, at jeg staaer mig brillant med Moder paa den Maade, thi Pigerne og deres Opdragelse har været en mægtig Klippe for den kjære Huusfred. Laura er mig saa uendelig hengiven, at jeg gjerne troer hun offrede Liv og Lemmer for mig. Hvor uhyre det lønner sig at vise et saadant stakkels Barn lidt Venlighed og Interesse. Naar ikke jeg er hjemme, er der ingen der tager sig af hende paa den Maade, det falder aldrig Moder ind at bede hende spadsere, læse eller adsprede sig paa nogen Maade, det sørger jeg nu for, og hun er saa taknemlig. Jeg har ogsaa begyndt at spille og synge med hende, da hun har Talent til det. Vi sidde om Dagen inde i Kammeret med Døren aaben til Stuen. Der er Lyset bedre for min Søm; jeg syer nu af Livskræfter paa mit Teppe, der er avanceret betydelig. Jeg seer dette Teppe i Tankerne - foran - paa den tykke blaae Qvast en hvid Atlasfod, den anden tegner sig af paa den sorte Grund, til Høire skjules de gule Fryndser af en smuk fiin Mandfolkfod - / skal en Brudgom have Skoe? / og i Hjørnet, som jeg netop nu syer paa, bag Parret, staaer en "rørt" Veninde. Eller jeg seer dette Teppe bedække Gulvet i et lille nydeligt Klosset med SIDE: 223 en eneste Astrallampe under Loftet, hvis svage magiske Skin lader bemerke 2 Damer paa en Sopha. Den ene fortæller den anden noget, men med saa grædestraalende Blikke og saa ud- tryksfulde Miner, at den Anden tvertimod Sædvane falder hende om Halsen og kysser hende og siger: "o Gud hvem havde troet at Du kunde blive saa lykkelig! men jeg hører ham komme!" "Skynd Dig, der er han - - nei det er bedst at blive siddende. - -" Endskjøndt jeg har blot nogle Øieblikke igjen, vil jeg dog skrive ham nogle faae Linier, i det Haab at Du maaskee i Overmorgen 2den Dag kommer sammen med ham. Det er en Hilsen ialfald. Blomsten i denne Æske beder jeg Dig tilstille Mad. Hoppe, anonymer Weise, det er en meget troe Efterligning af de i hendes Fædreland meget bekjendte og saa ofte besungne Sommergjæk. Idag sendte jeg Brev til Adolphine med en Seddel inden i til Malvina. Tænk han skal boe paa Løkken hos Schafts fra Juni Maaned! Jeg faaer altsaa adressere A [dolphine] mine Breve til ham. Glem ikke at sende mig Mønsteret til Huer. Jeg har tænkt at sye en af høirødt Klæde med Guld og Sort broderet i samme Smag som Carolines. Noget maae der nu gjøres. Et Par Tøfler vilde jeg ogsaa sye, thi jeg vilde gjerne vende ham til at blive peen og gentil, og har han først enkelte Stykker vil det øvrige komme. Skriv mig til, E [milie] . Du veed ikke hvorledes jeg lever op ved et Brev! Skriv mig til om Alt det Gamle, om Dig, om hvor Du har været, og det Du kan om ham, hvad han sagde, hvorledes han saae ud etc. Har han klippet sit Haar? Hils Natalie 1000 Gange og siig hende, at jeg gjør meget af hende endskjøndt jeg aldrig har sagt det. Han nævner ikke , ikke den hele Sag med en Stavelse, maaskee derfor hans Brev har gjort dette reent fredelige Ind- tryk paa mig. O naar han vidste, kjendte Dybden her! - - Lev vel lev vel, Emilie. Skriv til Din C- Du kunde vist ofte faae sendt noget op gjennem Tønsager. SIDE: 224 Jeg skal give Dig hans Adresse, at Du, naar Du er forlegen for Bud, kan sende det til ham, saa besørger han det. Camilla Wergeland til Jonas Collett. Pintseaften Kl. 10. Tak for Dit Brev, det har gjort godt. Idag har jeg følt mig saa glad og lykkelig. Jeg maae sige Dig dette i et Par Ord, jeg kunde ikke andet. Ja jeg vil have Tillid til Dig, til Skjæbnen og mig selv, og skulde den endnu vakle nogen Gang, saa flygter jeg til Dig, Du er saa god, saa overbærende, Du taber ikke Taalmodigheden, og jeg mærker Du kan saa uhyre godt trøste. Du veed ikke selv, hvor god Du er, jeg har nok altid troet noget saadant, men begynder først nu at fatte det ret. Naar jeg blot - - Du skal nok have Glæde af mig. At Du skal boe saa nær A [dolphine] glæder mig for Eder begges Skyld. I ville da undertiden træffes. Hvis jeg kom til Byen i Sommer, vilde jeg ikke komme til at boe hos hende. God Nat! God Nat, Jonas, hvad Du saa hedder, er jeg Dig dybt og trofast hengiven, mere end jeg her kan sige. Camilla Wergeland til Jonas Collett. Onsdag Kl.7 eller 8 Aften [1839] . Jeg kommer just fra en Tour ude i Marken. Da Kl. var 6, var jeg træt af at sye og vidste ikke, hvad jeg skulde tage mig for, jeg havde intet at læse og slet ingen Lyst til at spille eller synge, jeg tog da Deres Breve og gik ud, ned i Dalene for at læse dem igjen. Men Veiret var koldt og ubehageligt; der blæste fra Nord, Solen kunde man blot skimte som en Hornlygte paa SIDE: 225 den tynde graae Himmel, og Blomsterne stode og skjælvede og frøs; de saae ud som om de angrede paa at de vare komne saa tidlig frem; jeg selv kunde intet Lye finde i det Frie, men naaede efter en lang Vandring Faders saakaldte Pavillon; mod Sædvane var den lukket, da satte jeg mig paa Tærskelen og læste dem til ende. Nu kan jeg dem. Der er netop 3, og 3 i snart 4 Uger er ikke saa vanskeligt at overkomme. Jeg veed nu hvilke I'er der er glemt at sætte Prik over, og paa hvilket Sted De har skaaret Deres Pen; selv de Ord De har overstrøget har jeg været glad i, derved har jeg vundet nogle Fleer, thi naar de skal fordeles paa hver Dag bliver det ikke saa mange. Nu sidder jeg her og tænker, at det er bedst ikke at skrive mere. Gid jeg havde Chr. Winthers Digte, saa vilde jeg læse i dem, men jeg er nu desværre nylig bleven færdig med dem, efter at jeg længe havde gjort mig tilgode; jeg gjør meget af dem. Det er en dum, fatal Dag idag; den har ikke engang Mod til at være en rigtig Thygo Brahes Dag, da skulde jeg ikke klage over den, thi en virkelig retskaffen saadan En kan undertiden frembringe den modsatte Stemning. Men jeg har heller ikke ventet den bedre efter mine skrækkelige Drømme i Nat. Det er forunderligt at jeg aldrig skal drømme om Dem, som dog er min Tanke hele Dagen, derimod drømmer jeg ofte, næsten hver Nat om Personer som volde mig Skræk at see, selv i Drømme. Torsdag Aften Kl. 8 23/5. Jonas, De fortjente virkelig at faae Lise Esmark til Kone, for den Fornærmelse De lader overgaae Jfr. Bidoulac. Først fordi De nævner hende i en Linie med Frøk. E., dernæst, og i Mangel af en værre Straf, fordi De vover at foretrække Fr. E. Jfr. B. var med al sin Genialitet meget qvindelig: hun havde netop denne uformørkede sunde Verdensanskuelse, som der tales saa meget om, og et jevnt, godt Humeur. See det vidste De ikke, men da hun declamerte saa smukt og saae ordentlig begeistret ud, havde De strax Fordom mod hende fra den Kant. - Ak, hvor kunde De troe, at det var Kundskaber og Talenter, SIDE: 226 jeg vilde lægge mig efter for at blive Dem mere værdig, hvortil skulde det nytte os? De er jo ingen Colban, der vurderer A [dolphine] efter hendes logiske Afhandlinger og grammatikalske Fransk. Jeg kan vel ikke meget, men jeg skulde gjerne tage en Deel deraf og smelte sammen til noget vi kunde være bedre tjent med, hvis det var mueligt - Hvad der mangler mig? - De siger det. Ja jeg føler, at der fattes mig nu denne Roe, denne dybe Sjelefred som hun maae have; det er hendes Kald ved den at virke paa ham. Med os er det omvendt, jeg tyer til Dem, for at finde den. Men tab ikke Modet over denne Begyndelse, der vil komme en Tid - jeg har det bedste Haab! - da jeg vil indtage min rette Plads, og da vil jeg tage mine Rettigheder til- bage. Betænk, Jonas, det kan egentlig ikke være anderledes nu. Jeg havde leenge baaret paa en uhyre Smerte, der, fordi den var taus og indesluttet, maatte have undergravet mig til- sidst. Undertiden glemte jeg den, men man rippede den be- standig op igjen for at føie noget Nyt til dens Vægt. O hvor ofte naar jeg stod ved Deres Side, og jeg troede at see Deel- tagelse i Deres Mine, har jeg tænkt: ak at hælde sig til ham og sige: tag, deel mine Sorger, Du er vist stærk, mig blive de for tunge! Engang i Fandango - Og Jonas, De vilde have mig saa, thi De kjendte mig, jeg havde fortalt Dem det i mine Sange. Vi have siden talt sammen derom; om vi have gjort Ret deri, veed jeg ikke, men Berørelsen har smertet; det gjør en- hver Operation, enten den lykkes eller ei. Hav blot Taalmodig- hed med mig nu, siden skal Alt blive godt. SIDE: 232 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Søndag Aften 9. 26de Mai [1839] . Ved det Sted i Deres Brev, Jonas, hvor De fortæller mig, at Emilie havde revet det Ord Briller ud af mit Brev, maatte jeg lee høit. Her kjender jeg E. igjen. Herre Gud, er nu mine stakkels Briller ogsaa kommen paa Listen over de forbudne Ting! Folk gjør mig det ret vanskeligt at leve. Troe ikke at det er E. alene, nei de ere alle lige gale. Jeg er opfødt med slige Daarligheder, og det undrer mig enda at jeg ikke er bleven mere forskruet end jeg er, jeg troer De har Ret, at jeg har en SIDE: 233 kraftig Natur - jeg kunde fortælle Dem 1000 latterlige Exemp- ler, naar De blot ikke vilde ærgre Dem og lade det gaae ud over de Uskyldige, hvis De f. E. skulde møde Smaae M. eller Emil K. Ifjor skrev jeg Mad. H. til om nogle Flonelstrøier, men maatte formelig bede om Undskyldning. Aldrig faaer jeg Lov at have en rød Næse - hænder det, og derpaa synes jeg vi have Privilegium her i vort Climat - saa lamenteres der saa derover, som om jeg havde begaaet en Synd, men værst var jeg faren ved mit Besøg til Grini, jeg var der i Høst med Ida og E. Her stødte jeg hvert Øieblik an, jeg begyndte med at spille Straussenwalzer og spise to Portioner Suppe, hvilket dog blev tilgivet; men nu kom jeg ganske uskyldig til at nævne "sorte Pølser med brav Fedt i", som Ida og jeg roste meget, men da opløftedes der et saadant Skrig, at jeg fandt det nød- vendigt, da jeg var kommen hjem til E., og jeg just skrev Julie L [asson] til, høitidelig at love at det profane Ord sorte Pølser aldrig mere skulde besmitte mine Læber i hendes Nærværelse. Grunden til denne Galskab kan være smigrende nok, men det er saa besværligt at soutenere al denne Overjordiskhed, og man staaer sig slet med den i Grunden. Ifjor da jeg leed saa af Tandpine og beklagede mig, fik jeg ingen anden Trøst end at det var upassende for mig at have Tandpine. Denne Gang troer jeg imidlertid E. er uskyldig. Hun har vist ikke for Alvor revet hiint Sted ud, men blot sagt det enten for at drille Malv. eller for at raillere sin egen Forskruethed. De mistænker mig bestemt endnu lidt, Jonas, for at være smittet, det kan jeg godt mærke paa Dem. Vær ikke bange for det. Tro mig, jeg føler mere og mere Lyst og Mod til at see Livet fra den rette, brug- bare Side. Det skal nok gaae med os. Ved Deres Side frygter jeg ikke Virkeligheden, som man, Gud forlade dem! har brugt selv Bussemand til at skræmme mig med. Vi skulle nok be- tvinge den, og den ikke os. Og siden ville vi gjøre den til vor Ven. Tro mig Jonas, jeg skal pleie Dem ligesaa ømt om De ligger syg af Gigt, eller af en Vunde De havde faaet i en Duel eller paa "Ærens blodige Mark". Gigt er saagar vel saa smukt, det kommer deraf, at De havde den saa stærkt i Fjor, derved SIDE: 234 blev den adlet troer jeg: alle slige Ting give vi selv Ridder- slaget. - Hvor ofte sad jeg inde hos Dem og havde ondt af Dem! - Gud veed hvordan man kunde leve den Tid der gik foran vor. Livet da forekommer mig at maatte være en penible Æggedands med tilbundne Øine i evig svedende Angst over at komme dem nær. Deres Brev, Jonas. Tak for det. Det manglede ikke at gjøre sin oplivende Virkning. Lørdag er min bedste Dag, da skinner ogsaa altid Solen efter at den har været usynlig i de foregaa- ende Dage, saa det er tydelig af deeltagende Hensyn - om Lørdagen har jeg glemt Fredagens Storme og Snefog og Suk og Mismod. Nu maae jeg sige Dem Adieu, thi ellers bliver mit Brev for langt. Man forfalder saa let til lange Breve heroppe i Ensomheden. At Emilie sendte Postpengene tilbage i en græ- dende Billet var daarligt gjort af E., men maaskee havde det været rigtigt at De ingen havde sendt hende. Kunde det ikke mundtlig været afgjort? Førend De fortalte mig dette, havde jeg netop skrevet til E. at der var vist Adskilligt Uægte, især falsk Stolthed og Delicatesse ved os begge, hende og mig. Maanen titter saa venlig over Taget ind til mig, den bringer mig en Hilsen. Maanen og jeg have altid staaet i den bedste Forstaaelse. Lev vel, Lev vel! - Igaar fik jeg ogsaa Brev fra Ida Grüning. Havde jeg lagt de 2de Breve ved Siden af hin- anden frem for Folk, saa havde ubetinget 99 af Hundrede er- klæret hendes for at være Elskerens, thi der stod 2 Gange "süster Engel" og "überirdisches Wesen" og meget om Sehn- sucht und Liebe, men jeg vidste nok hvilket var det rette. De siger Jonas at De holder af mig, og at De vilde gjerne tage mine Sorger paa Dem, og disse simple Ord gjør mig 1000 Gange stoltere og lykkeligere. Lev vel! Mandag. Det var en deilig Beskrivelse over Deres Værelse. Jeg er ganske hjemme der nu. Hvem boer paa [det andet?] Fortæl mig blot næste Gang hvad Slags Betræk der er paa den blaae Sopha, jeg har sat mig i Hovedet at det er blaaerudet, og denne skrækkelige Phantasie kan jeg slet ikke faae ud af SIDE: 235 det. De spørger mig om mit Værelse vender ud mod Syd eller Nord. Spørger De virkelig derom nu efter min milelange Be- skrivelse? Det vender naturligvis ud mod - Nord, thi De erindrer jo jeg har Udsigt mod Christiania og Solen, og Solen veed De staaer op i Vest og gaaer ned i Øst, undtagen en Gang imellem da den heller staaer op i Øst, og det er netop de Dage da De ogsaa læser mine Breve bagvendt. Vær nu ikke von mod Emil. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Kjere Emmy! Det træffer sig saa heldigt at jeg fik Din lille Pakke i Formiddag da der netop gaaer et Bud fra os ind i Morgen, og Bud ere skjeldne at opdrive i denne Men- neske- og Hestetrange Tid. Det maae Du virkelig benytte godt, jeg haaber han bliver en Dag i Byen. Mit sidste Brev med Løverdagsposten haaber jeg ikke har nedstemt Din Glæde over det første, nei det var ikke meent noget ondt med det, der var kun lidt Fredagsmismod deels foraarsaget ved det graae Veir og deels mine Længsler efter Brev, kommet over i det. Hans Brev i Lørdags var vel skikket til [at] opklare Himlen igjen, og Solen skinte virkelig den Dag igjen. Du ønsker mine Breve altid i moll, ak Emilie hvis Du veed vist hvad moll vil sige saa er det en Toneart som jeg har spilt for længe, jeg vil herefter spille Dur - veed Du hvad dur er? Bie bar lidt endnu, jeg har et uhyre Værk fore, det er ikke mindre end at rødde op i det "sorte Skriin", hvor mine Minder ligge begravne, ordne dem og sende dem ind til - ham. Han har saa inderlig bedet mig derom. Det er ikke godt siger han at have Begravelser i sin egen Have. De udbrede blot Gravtanker. Han vil nedsænke dem i et ligesaa dybt Skriin som det sorte, sit eget Bryst, og med dem selv vil han gjøre hvad jeg beder ham, brænde dem. Der ligger en stor Sandhed i at man bør skille sig ved saadanne Ting. Han anvender saa smukt den Lignelse af Hansens Ruinerne af Pal- myra, hvor Helten finder en straalende Steen i Ruinerne og SIDE: 236 binder den om sin Hals - men fra det Øieblik veg hans Ung- dom og Sundhed og Lykke fra ham, og først da hans Elskede havde stjaalet denne Amulet fra ham, fik ham dem igjen. Er det ikke smukt? - Og Emilie, hvad han siger om W [elhaven] trøster mig. Jeg troer han begynder at aabne Øinene over ham. Han har svoret, siger han, aldrig at give efter i det han anseer for urigtigt. Saa har dog mine Advarsler idetmindste frugtet, at han er mere paa sin Post mod ham, om han end ikke ube- tinget gav efter for mine Bønner, og dermed er jeg tilfreds. Han beder mig ikke være bange for at han paa det Sted ta- lede om vor Hemmelighed, thi jeg havde skrevet ham til, at jeg vidste kun et Sted hvor mit Navn og den vanhelligedes ved at omtales, han kunde heller sige det til sin Oppasser. "Jeg gaaer aldrig denhen uden en skjelden Gang i Forretninger, og hvis han begynder derpaa, bryder jeg strax af, jeg finder ingen Fornøielse i at tale til ham om Dig, ikke fordi han ta- ler ukjerligt om Dig, men fordi Du ikke lider det." O Emilie, dette siger han nu! Og Du skulde hørt, hvad han sagde i Be- gyndelsen. Men den gode Sag maae seire. "Saaledes som W. er nu," tilføier han endvidere, "er han besværlig for Guder og Mennesker - - jeg har undertiden heftige Stridigheder med ham" etc. etc. Du kan begribe, jeg har begyndt med brændende Iver at ordne disse Papirer, jeg længes efter det Øieblik, da de ere vel ude af Huset. Først da er Kogleriet hævet. Da vil jeg drømme om ham. Derfor torde han endnu ikke komme, thi paa den Tid netop om Natten spøgte de sorte Aander. Men Du kan begribe, det koster mig at tage disse Breve frem, ud- folde dem og afskrive Conzepterne til mine, der ere ulæselige. Og naar det er færdigt, forsegler jeg hvert enkelt Brev, at Du kan give ham dem et af Gangen - endelig ikke paa engang, comprenez vouz? Og da jeg længes saa inderlig efter at blive dem qvit - jeg vil ordentlig blive let om Hjertet - saa sender [Slutningen mangler.] Hvis Henrik skulde komme med Ch. Stiegliz til Dig fra Fein, da er den til J [onas] , men lad som om jeg havde lovet Dig den. SIDE: 240 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Onsdag Nat 29de Mai 1839. Jonas, her har De Altsammen. Netop her maatte jeg standse, mine senere Erfaringer skulle ikke komme paa noget Papir, de tilhøre Forglemmelsen. Altsaa for Dem, min Jonas, har jeg skrevet dette? Jeg vidste SIDE: 241 ikke dengang, at De var til, og dog synes jeg der paa enkelte Steder ligger en dunkel Prophetie om Dem. Gud skee Lov jeg er nu færdig; jeg har i de sidste 2-3 Dage utrættelig skrevet og ordnet, nu er jeg let om Hjertet, men saa træt, saa træt. Naar De har læst disse Breve, Jonas, vil De hilse Bernhard H [erre] venligere, naar De møder ham paa Gaden, og tænke paa ham medens De gaaer hjem. Hvad De skal gjøre med disse Levninger fra Fortiden? Hvad De vil. W.s Breve ere saa smukke at De ikke vil have Mod til at brænde dem, men tilintetgjør Mit. Jeg vil kun bede om Naade for en Deel deraf, den sidste Bog. Denne Bog er skreven med mit Hjerteblod - skaan den, Jonas, og und den et Fristed hos Dem. Derfor burde den netop brændes, vil De sige - ak, De veed, at en Moder elsker det Barn høiest, der har voldt hende meest Sorg, og af samme Grund har jeg en forbarmende Kjerlighed til den. Imorgen vil der drage Fred og Velsignelse ind paa mit Værelse. Amen. SIDE: 241 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Eidsvold den 2den Juni 1839. Min bedste Ven! Fra min Side er der intet i Veien for at vi kunne sees næste Søndag. Jeg vil søge at indrette alt saa godt som mueligt, Laura og Olsen kan jeg maaskee faae prak- tiseret bort, og for at forebygge en vis Madammes Besøg, der pleier at falde af og til om Søndagene, skal jeg faae hende hid i Ugen. Fader er altid paa sit Værelse Søndagen, og Moder skal jeg nok dupere. Dette for at betage Dem lidt Ængstelse fra denne Kant, maatte De nu komme godt ud af det fra Deres egen. Terrainet efterlader intet at ønske. Der er mange Gange bemærket, at det er som skabt til deslige Intriguer. / Et bandsat Papir. / Det er vist bedst at reise under et fremmet Navn og vedligeholde det samme, indtil De er i Byen igjen, men hvad vil De være? Fyrster stige i deres Incognito ned til Grever og SIDE: 242 Baroner; derfor kan vel en Cand. juris med Laud taale at blive en Handelsbetjent eller Uhrmagersvend, men saa maae De sørge for at Candidaten ikke stikker igjennem. Det er især Konen De maae vogte Dem for, hun er yderst mistænkelig og listig. Tal ikke om Naturen dernede, men spørg om Grundsethmarket. Gaae ikke for rank. Tag den Lehmannske Hue paa, den er god. Den lysegule Vest er ogsaa meget hensigtsmæssig. Det følger altsaa af sig selv, at De ikke tager ind nogetandetsteds end i Eidsvoldbakken; der er vistnok Gaarde i Nærheden, men at tage ind paa en Saadan vilde være langt farligere og desuden ubeqvemt for os. Men hør nu Jonas, en Ting maae De love mig, at reise saa tidlig fra Byen Lørdag Eftermiddag, at De kan hvile ud i Gjestgivergaarden førend vi sees. Tro mig, jeg kjen- der Veien, den er trættende og lang, og naar man har reist den, er man ikke oplagt til at træffe sine bedste Venner. Min Fætter Nicolai gjorde ogsaa en saadan Parforceridetour herop i Fjor Sommer, da Petersens vare her. Han kom da vi spiste Frokost, og var meget kjæk, men siden da han sad og conver- serte Damerne, faldt han i Søvn i Sophaen, og det var ikke mueligt hele Aftenen at faae ham vaagen, uagtet der blev an- vendt de sælsomste Midler. Nu ligner De vistnok ikke min Fætter Nicolai, men alligevel Jonas, gjør smukt dette / her faaer jeg Modbør i Papiret, og det er bedre / og tro ikke, at det er mig nogen Glæde, at De opsøger mig saa udmattet som De kommer af Reisen. Tænk ikke paa at jeg venter. Den Plads jeg vil vælge er saa behagelig, at jeg gjerne sidder 1-2-3 Timer der og er enda saa lykkelig i Tanken at jeg er Dem saa nær. Før Kl. 9 kan jeg desuden ikke godt komme uden at det bliver bemærket, det er en anden Sag med en god Sam- vittighed. De gaaer da nedad mod Vandet. Naar De bøier af til Høire, vil De strax komme til en Broe, og der kan jeg see Dem fra mit Versteck. Her paa Broen mødes vi, men vi maae ikke troe os ubemærkede og vogte os for enhver mistænkelig Bevægelse. Farvel Jonas indtil vi sees. Gud Jonas, at jeg skal see Dig igjen! SIDE: 243 Men skriv mig alligevel til paa Lørdag. Skulde der komme nogen Forhindring, saa faaer jeg det da at vide. Jeg har lagt fortreffelige Planer, Planer der ere os og vor Uforskammenhed værdige. Uhyre monstreuse Planer, der langt overgaae den at holde Manden i Cachot i sit eget Huus uden at han mærker det. SIDE: 246 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 12te Juni 1839. Jeg er siden hans Afreise i dette underlige Humeur, som intet Humeur er. Hvad er det at vaagne om Morgenen med et Suk, og ønske at Aftenen var der for at sove, og om Aftenen ønske at Morgenen var der for at kunne staae op og røre sig? og som denne rædsomme Ulyst til at skrive, til Dig og til ham og den hele Verden! o kunde jeg gjøre mig forstaaelig for en Gud, at han kunde gjøre mig forstaaelig for mig selv! saa fik jeg Fred! Han fatted denne melankolske Stemning hos mig, han finder den maa vedvare endnu, saasandt alt er sandt hvad han har læst. Enhver Lidelse efterlader Spor. Umuelig, unatur- lig vilde en fuldkommen rolig og sorgløs Tilstand nu være efter en saadan Rystelse af min inderste Tilværelse. O han forlanger ikke dette! Og at han fatter det, hvor ædelt, hvor selvfornæg- tende! Tænk han havde Frygt for, at jeg, medens jeg ordnede disse Papirer, og medens han læste dem, at jeg vilde skrive til ham om os. Han har takket mig, fordi jeg ikke har gjort det. Saalænge jeg feirede hiin Erindringsfest, vilde han intet kjerligt Ord læse fra min Haand. O han er god, en Anden vilde beklaget sig! Skriv et Par Ord med Budet, der strax, samme Dag, skal reise. C. SIDE: 251 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Søndag den 16de Juni 1839. Idag skulde De kommet, Jonas, og ikke sidst Søndag. Idag er Himlen klar, idag præker en fremmed Candidat, i hvilken Anledning hele Præstegaarden er i Kirke, saa vi kunde gjerne sadt os paa Sophaen inde i Stuen - idag vilde Donfladen / vort første Paulun i den vilde Dal / have smykket sine Moos- bænke og Hængebirke med det mildeste Solskin, vi skulde have sadt saa andægtig fromme og hørt Kirkeklokkene lyde 3de Gange hen over Dalen til os - og Orgelet kunde vi ogsaa hørt, men ingen kunde see os - idag har jeg en nye peen lyseblaae Kjole paa og Roser i Kinderne, der ikke ere frembragte ved den over- naturlige Anstrengelse at gaae til et Stevnemøde i øsende Regn SIDE: 252 med en siid Kaabe og for lange Caloscher, kort idag, idag havde Himlen bestemt til vort Gjensyn, men vi forblindede Dødelige foregreb Himlens Villie, og derfor straffede den os - Jonas, vor Hemmelighed - - - Alt dette tænkte jeg i Morges Kl. 8, men nu Klok. 8 Aften er jeg nødt til at tilbagekalde det og jeg gjør det med en vis Glæde. Himlen er skyet, her kom Visitter, jeg selv maatte gaae i Kirke og lade som jeg hørte paa en læsp- ende, uendelig seiglivet Præken i throndhjemsk Dialekt, thi Candidaten tog sin Kjerrest, en Jomfru fra Skien, med sig hid, og siden har jeg holdt ud med dem hele Dagen. O Gud hvor nedstemt og udmattet jeg føler mig efter en saadan Dag, jeg er ordentlig syg. Naar de Folk vidste, hvad for Offre man brin- ger dem ved at løsrive sig fra sig selv, slippe sine vemodige Drømmerier for at dele deres jammerlige Dagsinteresser -! Der skal man nedværdige sig til Bygdens elendige, udmarvede cronnique scandaleuse, det eneste Berørelsespunkt med dem, og det en heel forsmædelig lang Dag! Jonas, og ved en saadan Leilighed ængstes jeg for mig selv. Denne sneglemæssige Leben og Weben i mig selv og, som Følge deraf, denne smertelige Sensibilitet for al fremmed Berørelse, tager før til end af, jeg lider ordentlig ondt, naar en saadan fremmed Jomfru sidder lige- overfor mig og seer paa mig, medens hun snakker noget om Veiret og Fru Sissener; ak det maae sikkert udgaae fra et sygt Indre hos mig, var jeg livsfrisk og karsk, vilde jeg have langt flere Kræfter til at modstaae dette Onde, jeg vilde i det Høieste betragte en saadan Dag for spildt, men ikke blive saa angreben af den; Arme Jonas, og da har jeg ondt af Dem. Jeg veed saa godt hvordan hun skulde være. God Nat, nu er jeg træt. Tirsdag Formiddag. Ja, Jonas, vor Hemmelighed har faaet et Stød, men i det Ydre er Alt som før. Det forbistrede Regn som saa lumsk kom over os, jeg maae tilstaa, alle de Forholdsregler jeg havde taget, var beregnede paa godt Veir. Det nødte os til at forlade vort prægtige Donfladen, der aldrig vilde have forraadt os. Ved at krydse over Agrene hen mod det lille Huus ere vi blevne seet SIDE: 253 af en Pige i Veien, og hiin Mand ved Gjærdet har bekræftet det. Nils ogsaa, førend vi underhandlede med ham, har bragt Sagnet om en vandrende Ridder til Kjøkkenet og Borgestuen, og her blev det med hemmelighedsfulde Miner berettet Moder, der dog af et Slags lykkeligt Instinkt gav et diplomatisk lige- gyldigt Svar, der strax dæmpede Forundringen. Imidlertid for- talte hun det til Fader - Stakkels Jonas, jeg kan ikke hjælpe det - Ja til Fader. Det kom da til et hemmeligt Forhør, hiin Roe om Aftenen og Formiddagen var kun et Havblik før Stormen. Her var ingen Udvei. Synet var bekræftet af flere Vidner, og dertil mine hemmelighedsfulde Promenader i styrtende Regn - hvad vilde De i mit Sted have sagt? Jeg troer Løgnen maae have [sin] Grændse, og naar man vil drive den i Folks aabne Øine, ophører den at være uskyldig. Jeg kunde maaskee have sagt at det var en Statsfange eller en Umtrieber jeg hjalp over Grændsen, men med denne Udflugt vilde jeg neppe have kun- net daare Laura. Jonas, jeg forraadte vor Hemmelighed til Fader. Hvis De vil slaae op, saa kan De gjøre det i portofrie Breve til Under- tegnede. Men hør nu først hvordan det gik. Da hans første Overraskelse / hvis Art jeg ikke kunde blive rigtig klog paa, det var vel en Melange / han forundrede sig over at det kunde blevet skjult saa længe, at han ingen Idee havde havt om noget saadant, han vidste neppe at jeg kjendte Dem, kom det da til Spørgsmaal og Forklaringer, som jeg besvarede saa karrigt som mueligt. Mine Forsikringer om Dem glædede ham. Han selv kjendte Dem kun fra hiin Recension i Fjor over H [enrik] der meget havde ærgret ham, "men naar Du er fornøiet med ham er det godt, det er ikke mig der skal have ham." Om Deres Planer for Fremtiden sagde jeg intet, kun at De haabede at gjøre en Reise; jeg vilde ikke udsætte mig for at høre dette blive bragt paa Vægtskaalen mod, uagtet man ikke tør forundre sig over at det bliver det - derimod kom Fader 3 Gange tilbage til det Spørgsmaal om jeg rigtig holdt af Dem, og jeg svarede: "Jeg har jo sagt at jeg har forlovet mig med ham." Han kunde ikke forstaae denne Hemmelighedsfuldhed, jeg sagde da hvor- SIDE: 254 ledes vi begge afskyede publique Forlovelser. Bestaaer et saa- dant Forhold, saa faaer Folk altid tidsnok vide det, og bestaaer det ikke, saa undgaaer man Scandalen af slige offentlige Brud, og man kan idetmindste skilles i "Fred". Jeg forestillede Fader dette saa levende, at han endelig syntes at indsee det, skjøndt det i Grunden var en "uvigtig Ting". Og endelig blev da Freden sluttet paa følgende Vilkaar: Fader lovede samvittighedsfuld at vaage over Hemmeligheden og modarbeide ethvert mueligt An- greb paa den. Har han lovet noget, saa indestaaer jeg: Da Präems fattede den Beslutning at skilles, deponerede de den hos Fader, hvor den laae i 3 Aar uden at noget Menneske, ikke engang nogen af os, anede det; tvertimod, vi troede Vedkom- mende i den bedste Forstaaelse. "Det kunde ikke falde mig ind at gjøre [. . . Lakune . . . -] at jeg ikke kan hæve mig over dette. Den Tid er forbi, da Døttrene modtog knælende Forældrenes Velsignelse, men jeg er endnu saa gammeldags at troe, at en Faders Tilfredshed er god at tage med sig fra Hjemmet. Naar Datteren saaledes koldt og retsgyldig fordres og afstaaes af Forældrene, dette Forhold som I kalde - jeg erindrer ikke det haarde Ord - legalt troer jeg, vil det under disse Omstændigheder ikke blive mere et Ran, thi Fader vilde jo give Slip paa mig i enhver Betyd- ning. Og ak det var at lønne ham slet, fordi han anden Gang fornægtede sine personlige Følelser for min Lykkes Skyld. Jeg er i stor Gjæld til Fader og vil gjøre hans Tilfredshed det største Offer om det forlanges. O Jonas, De vil ikke lade det komme dertil. For min Skyld vil De paalægge Dem en Tvang, der vil blive enklere end De troer. De skal ikke hykle noget, dette vilde jeg endnu mindre lide, men jeg vil De skal vise Fader den Skaansel og Venlig- hed som han kan gjøre Fordring paa [som] min Fader, om det ikke skeer for mange [an] dre Egenskaber, De ikke kjender. Og tænk, Jonas, han har holdt saa meget af mig! - ikke af Forfængelighed, men jeg husker han sad for min Seng, da jeg var ganske lille og sang og fortalte mig Eventyr, og da vidste han ikke hvad jeg vilde blive til. SIDE: 255 Tirsdag Aften. Idag vente vi Oscar. Olsen er reist til Byen og bliver 14 Dage borte. Jeg savner Olsen, nu har jeg ingen at tale et Ord med, naar jeg engang faaer Lyst til at tale. O. er en fortrinlig Capellan, han er netop saa elskværdig som han bør være og ikke mere for ikke at berede sig selv eller andre nogen Ubehagelighed; thi det vilde været utaalelig. Tak for Billetten idag, jeg paaskjønte taknemlig denne extra Godhed, og denne Skildring af Deres Søndag, der var saa levende som jeg selv havde været med, forsonede mig med min Søndags Lidelser; o nu har jeg Ret til at klage. Og for hine Beroligelser i det første Brev, hvortil jeg trængte saa høilig, tak for dem! Naar De næstegang møder mig, skal De skilles mere fornøiet med mig; nu veed jeg Et med Vished. Ja jeg trængte saa til den Beroligelse De gav mig; jeg havde vist nok bragt det til en Slags ydre Roe, da jeg fik Deres Brev, thi den første Dag da jeg skrev var jeg som besat, jeg kunde ikke dvæle paa noget Sted, Alt hvad jeg begyndte paa vilde ikke gaae, men endelig tog jeg mig til ligesom Morgiana at skure det gamle antique Vaskevandsfad; Brændeviin, Ædikke, Aske, Sand, Kridt, Bør- ster og Svampe bleve satte i Bevægelse for at rense det fra den hundreaarige Smuds, som følesløse Mennesker havde ladt klæbe ved det. Og see! i det gamle Klenodie boede en mild, veldædig Aand, der strax paa mit Bud begyndte at flytte og rydde op i mig; ak jeg skulde gjerne skure og vadske hele Dagen hvis det hjælper. Mit Blæk tørrer ind af Heden, og jeg har en Pen af en Ærfugl, jeg veed H [enrik] skrev for det meste med saadanne vilde Penne - Ja Jonas, i hine Beskjæftigelser ligger netop den rette Modgift for Griller og Sjelsuro, til dem sætter jeg min Liid. Jeg har tænkt, min Ven, hvis De vilde gjøre hiin Reise med Blom, var det bedre, at De ikke kom hid til Eidsvoldbakken, men reiste lige til Minde, hvorhen De vel alligevel agter Dem, hvis Touren gaar nordlig. De kunde da lade B. hvile sig i Gjestgivergaarden, medens vi et Øieblik saaes mellem de gamle Grave. Hvis De alligevel gjør den Tour for Naturens Skyld, vilde jeg bede Dem ikke forsømme at besøge SIDE: 256 Solberg, en Gaard en lille halv Miil fra Minde, hvis original deilige Beliggenhed man aldrig kan see uden at ønske at komme der igjen. Veien slynger sig opad langs de bratte Fjeldstyrt- ninger, til Høire, under os, ruller Mjøsen sine evige Bølger, og længer tilbage have vi hiint smilende Landskab, som vi be- undrede fra Øvren, men fuldstændigere - over os de kjølende skjærmende Graner, o at gjøre denne Tour med Dem, jeg vilde svæve ved Deres Side oppe paa disse Høider - - den Tanke er smukkere end Alhambra. Der brænder Solen. Og naar De siden gik i de snevre fremmede Gader og snappede efter Luft, vilde denne Tour rinde Dem i Sinde qvægende som en Lædske- drik, men De bør under alle Omstændigheder gjøre en Ud- flugt til Solberg. [. . .] vi ville virkelig lade dem vente længe. Nu er jeg rede til at kjæmpe for vor Hemmelighed til den sidste Blodsdraabe, frygt ikke fordi den trues af og til, vi ville nok befæste den igjen; om det skulde gjælde, ville vi heller undgaae at sees, hvis jeg kommer ind en Tour. Vor Afsked var uendelig smuk. Jeg troede, da jeg saa Dem ile efter mig, at jeg havde glemt noget, og skammede mig alle- rede; men saa var det Dem selv De bragte; o Jonas, det Øieblik, da jeg heldte mig ned til Dem fra Hesten, opveiede den hele Sam- menkomst, disse Aftener ere saa deilige, saa deilige at jeg ønsker de ikke vare saa deilige. Lev nu vel, fortæl mig hvordan De har det, om De er ganske rask. Jeg maae altid tænke paa Fru Schafft der har saa daarlige Tæpper. Jeg har forunderlig nok ikke følt mindste Ulempe af vore vaade Promenader; jeg troer, naar Sjelen er saa beskjeftiget, har ikke Legemet Tid til at blive sygt. SIDE: 265 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Mit Kammer Onsdag 27de [ ): 26de] Juni 1839. Det er prægtigt at de Andre sove Middagssøvn nede, men at der ingen Sophaplads blev tilovers for mig; saaledes har jeg arrangeret det, og vil fremdeles arrangere det, at jeg har denne lille Fritime For mig selv til Skrivning; hvis denne skulde blive noget confus og usammenhængende, da er Middagssolen Skyld deri, den brænder gjennem de nedtrukne Rullegardiner og gjør mit lille Værelse paa denne Tid af Dagen lidt mere end til- børlig godt og varmt. Ak jeg har saa meget at sige Dem, at jeg ikke faaer Tid til at tænke paa hvad man passeligst bør begynde og ende med. Tag det Alt som det falder. Deres Brev, Jonas - som jeg reed 1/2 Miil imøde, men alligevel ikke kunde faae, førend jeg havde betalt den skyldige Tribut til Malvinas Mistanke, det vil da sige, jeg maatte sidde peent og stille inde en lang Stund - naar jeg har læst et saadant Brev, saa siger jeg med Dem: Det er umueligt andet end at jeg maae blive lykkelig. Hvis jeg ikke bliver lykkelig, saa er det min Skyld, saa har jeg ikke fortjent at blive det. Men blot af den Grund maae jeg blive det, da De ellers ikke vilde blive lykkelig, og en saa grov Uretfærdighed tør Himlen for det gode Exempels Skyld ikke begaae. Jeg er altsaa nødt til at blive det for Deres Skyld. Er den Regning ikke klar? Og Jonas, jeg har allerede SIDE: 266 Øieblikke hvori jeg er fuldstændig - Øieblikke blot, men fuld- stændig lykkelig, hvori en salig Anelse om hvad De vil blive mig, fylder mig og udelukker al Fortidens Vee, og et saadant var det, da jeg havde taget Afsked med Dem og ikke troede at see Dem mere og De indhentede mig - Da jeg hældede mig ned til Deres Bryst - o Jonas, et saadant var dette Øie- blik ogsaa medens jeg læste noget i Brevet. Det er ligesom man overrasker sig selv - nei det klinger dumt - men der er intet der bedre betegner det. Jeg er altsaa ikke saa bange for mig nu, saadan som jeg er, men for at jeg skulde tabe det jeg har, og i den Henseende frygter jeg mindre Fortidens Ind- virkning, den maae tabe sin Magt efterhaanden, end Nuet, Om- givelserne. Hvis jeg kunde udrives af dem, var jeg sikkert reddet. Jeg har før sporet denne Underkur. De, Jonas, fore- slaaer mig et andet Middel: Virk [somhed] . De lægger mig det samvittighedsfuldt paa Hjertet. Desto tungere at jeg maae svare: Det er umueligt. Troer De ikke, at jeg længesiden havde grebet til dette Middel, hvis jeg havde kundet? Det er netop det raffineret grusomme ved min Stilling, at man nægtede mig dette, der er saa simpelt, saa billigt. Derfor kunde jeg aldrig holde ud hjemme; naar jeg havde gaaet en Tid, og min indre Smerte havde næret sig stor og utaalelig, saa flygtede jeg fortvivlet ind mellem Støien og Menneskene. Og dette kaldte Folk: hun reiser, hun flakker omkring. Hvor meget jeg kunde [. . . Lakune . . .] Du taaler hvad jeg ikke kan taale. Ja jeg taalte fordi jeg maatte, men under denne Tvang maatte mit Væsen gaaet til Grunde, hvis jeg ikke havde søgt Redning. Det aandelige Despotie F [ader] øvede, øvede Moder paa en anden Maade, mit eget Indre var fredløst, der var intet Skjul. Jeg havde i Ordets værste Betydning intet Hjem, derfor maatte jeg flygte. Faders virkelige Ømhed for mig og hans raisonable Carakteer gav mig da selv Midler til min Redning, naar det blev for slemt. Han lod mig gjøre kostbare Reiser - for min Sundhed. Det var ingen Sag at paastaae denne Grund, den kom af sig selv. Ikke alle vilde have gjort det, tilladt mig det. Naar jeg næstegang flygter herfra, er det til Dig, til Dig. SIDE: 267 O Jonas, jeg kan ikke engang lide at skylde Dig saameget. Jeg vilde blot bringe Dig min Kjerlighed. Det var nok. Vi vente Bøiesens, August og Petra, idag, jeg har været saa bange for at de skulde komme og afbryde mig. Jonas, der er mange, og det staaer ogsaa i lærerige Bøger, der synes det er upassende, naar hun viser nogen Længsel eller Utaalmodighed efter denne underligste af alle menneskelige Foreninger, der saagodt som ophæver alle Baand mellem den øvrige Verden. Det er maaskee en Mangel hos mig, men jeg kan slet ikke begribe det Upassende deri. At jeg ikke taler derom eller yttrer denne Længsel, kommer af at en saadan Forening foresvæver mig som et Under, en Drøm, saa zart at det kunde forstyrres ved et høit Ord. Men at jeg har denne Længsel, er baade vist og sandt - SIDE: 278 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Tirsdag den - [9.] Juli 1839. Igaar Aftes da vi havde spiist, fik vi det Indfald at hente Posten selv, vi kjørte da Kl. 10 1/2 til Eidsvold Verk /Postaab- neriet/, hvor Folk allerede havde lagt sig, men det hjalp ikke, Olsen, vor Kudsk, gjorde Allarm for at faae den. Han kom ogsaa snart ud med den og begyndte at uddele Byttet, der blev modtaget med al anstændig Glubskhed; men i Grunden er dog denne lidet forskjellig fra den hvormed de vilde Dyr annamme deres Portion Kjød bag Gitteret. Det er umueligt at gjøre sig nogen Forestilling om saadanne Breves Virkning paa Landet. Jeg som stod alene tomhændet tilbage, udbrød netop i en comisk Beklagelse, da jeg seer E. staae og stirre uvis og forskrækket paa et Brev; jeg skjønte da strax hvordan det var fat og med et: "siig det er fra Ida", snappede jeg det til mig. Men først efter en lang Hjemreise, og efterat jeg ved egen Hjelp havde opdrevet 3 Lys med Lysesaxe i den slumrende Præste- gaard, og endelig - thi vi bleve enige om at opsætte Meddel- elserne til i Morges ved Frokosten og gaae hver til Sit - efter at jeg med en Engels Taalmodighed havde taalt at Natalie ledte efter en Skoe oppe hos os i 10 Minutter, eller maaskee det var blot 2, jeg veed det ikke ganske bestemt, torde jeg tage det frem. I Morges tidlig gik jeg ud paa Bænken ved Vormen, hvor jeg læste det 3de Gang. Luften var saa forunderlig idag, jeg har SIDE: 279 aldrig oplevet noget saadant. Der var ingen Sol, men den rød- lige Himmel kastede et Skjær over Egnen. Luften var saa mild og elastisk, uden at være lummer, tvertimod besynderlig for- friskende, som om man svømmede i et vellugtende Bad, Fug- lene sadde stille i Træerne ligesom i en drømmende Dvale, det forekom mig at jeg kunde gribe dem med Hænderne, jeg selv kunde ikke rive mig løs fra Stedet, jeg glemte reent at gaae hjem. Mon der ikke er saa i Italien? Men jeg foresatte mig at skrive efter Middagen, og nu sidder jeg her og er uendelig stupid og ønsker jeg kunde slutte Brevet - Pennen er dog et dumt Redskab. Men stakkels Pennen er ikke altid Skyld heller. Jeg finder ikke et eneste Ord for Alt det jeg har at sige, og dog har jeg besluttet at svare Dem troe og oprigtig. Stands lidt her, Jonas, og tænk paa at det er et meget stort Forsæt at ville svare ærligt her. Tag saa tiltakke med Forsættet for idag, i morgen skal jeg forsøge om det gaaer bedre. Onsdag Eftermiddag. I Aften gaaer der Bud, jeg har læst mig inde paa Haralds Værelse for at være uforstyrret. En af de 3 landhandlende Gratier hører jeg kom nedenunder, men jeg lader som ingenting, og de søge vist ikke efter mig heroppe. Malv. skriver ligeledes, E. er vor, og N. har forpligtet sig til ikke at tænke noget. N. er virkelig forunderlig, hun har vist hørt Rygtet / her maatte jeg ned til Landhandlerinden, men hun gik Gud skee Lov / men hun har ikke engang spurgt E. derom. Jeg erindrer engang i gamle Dage begyndte jeg at sige noget til E. som jeg troede var inde, men ved det første Ord rømmede N. sig, hun vilde avertere mig om at det var en Anden der ikke skulde høre det. Saadanne Folk kan jeg nok lide. Hun burde været vor Stammoder. Det er sandt, det er noget i Deres forrige Brev der maae omtales. Det var om at reise eller ikke reise, eller hvilken Forholdsregel der skal tages med mig. Her hjemme vil jeg ikke blive, det er klart. Om jeg ogsaa fik Lov til at deel- tage i Husets Forretninger, havde jeg ingen reel Nytte deraf; det er mig mindre om Adspredelser at gjøre, end om at lære SIDE: 280 noget, komme noget videre selv. Alt hvad der forrettes her i Huset, kan jeg nu udenad; som Barn tog jeg megen Deel deri, da hjalp intet Forbud, jeg stjal mig til at være med overalt, og siden har jeg seet det gjentages Aar for Aar; men disse enkelte Sysler, naar det ikke er Styrelsen af det Hele, kan jo ikke hjælpe stort, man faaer ingen Oversigt, og dertil kommer at saadan grov stor Landhuusholdning slet ikke passer paa en lille Byemenage. Herfra maae jeg altsaa bort, men hvorhen, ja hvor- hen? Til min Søster? Aldeles forkasteligt. Til Fru Colban? Hu jeg gyser ved at tænke paa mit tomme Liv derinde, der især denne Vinter vilde blive utaaleligt. Baller, Visitter, slette Comedier og øde overalt. Til Hamburg ikke heller. Jeg vilde vistnok faae det godt hos die gute Frau Rath L., men der er den samme Nød forhaanden, jeg lærte intet derved. Hamb.-nes Huusholdning føres efter en himmelviid forskjellig Maalestok fra Vor. Hvad der er en fattig H., vilde hos os være en rig, og af samme Grund bliver Opholdet der saa uhyre kostbart. I anden Henseende var det mig ikke peniblet at komme til H. igjen. Jeg glemte at fortælle Dem, det vilde vist have glædet Dem, Jonas, at hiin Affaire egentlig aldrig kom udenfor den lille Kreds hvori den foregik, saa den ikke blev til noget Byerygte. De veed, jeg gik meget lidt ud før Nytaar; i de 14 Dage jeg kjendte P [etersen] var jeg blot hiin eneste Gang hos R [eimer] s; neppe var han reist, saa brød jo Ulykken løs, og De kan vide saalænge disse mar- trende Forhandlinger varede, havde jeg ingen Lyst til at gjøre nye Bekjendtskaber, jeg var derfor ikke meget kjendt hiin Tiid. Saaledes var jeg saa lykkelig at undgaae baade Gratulationer og Condolationer, hvilke ere værst? - Jeg har aldrig givet Ham- burgerne det deplorable Skuespil af "un coeur trahi" til Bedste, tvertimod de have kjendt mig i min bedste, brillanteste Epoche. Da nemlig Alt var endt, begyndte jeg at gaae meget ud og more mig. Forundrer De Dem derover? oh det er ganske i sin Orden. Den nye Krænkelse havde helbredet den Gamle, Skjæbnen har altid behandlet mig homöeopathisk. Jeg følte mig paa en Maade fri og lettet og forundret over at jeg havde kunnet overleve saa meget. Det var det første Pulsslag til et nyt begyndende Liv, SIDE: 281 hine sidste Maaneder i Hamb. I dem gjorde jeg mine bedste Bekjendtskaber, som jeg gjerne skulde gjenfinde nu, og mine Huusfæller omfattede mig med en dobbelt Interesse og Ømhed, som jeg aldrig vil gjenfinde hos nogen anden Fremmed. Die gute Frau Rath L.! men nu er jeg kommen saa langt fra Tex- ten. Til Lykke har jeg Tiden for mig - altsaa ikke til Hamburg, men hvad mener De om Kjøbenhavn? Jeg kjender ikke Kjøben- havn personlig, men jeg er saa temmelig orienteret der alligevel, det er en Bye man snart bliver klog paa, men jeg gruer for at foreslaae Fader dette. Da vi forlod H., tillod han mig at blive endnu nogen Tid, men han sagde da jeg vilde hjem, at det var min sidste Reise, og han har gjentaget dette mange Gange siden. Jeg mistvivler om at faae gjort ham Nytten og Vigtigheden af dette sidste Offer fra hans Side indlysende, han vil mene, at nu vil ingen lægge noget i Veien for at jeg kan øve mig i alle slige Ting herhjemme. Dog jeg vil forsøge, naar vi næste Gang komme til at berøre vore Anliggender; siden det jeg fortalte Dem, har dette ikke hændt. Gid jeg vidste Deres Mening om min Plan. Vi vente Emma og Nina Munch herop med det første, da kunde jeg saa smaat indlede det, naar jeg først havde Lov af Fader. De vilde maaskee frygte jeg var for godt vant og havde store Pretensioner; ak det behøvede de ikke, og jeg vilde da snart berolige dem i den Henseende. Her er ingen Roe til at skrive i, nu vil jeg gaae ned og see at faae arrangeret en Tour ved Hjelp af E., saaat jeg kan blive hjemme fra under Paaskud at være hos M. der har vredet Foden lidt. Til M. siger jeg da at jeg gaaer med, og de Andre troe jeg er hjemme hos hende. Nu vil jeg see om denne List lykkes. - - - Der kom et Brev til mig fra O. som jeg har sagt jeg maa besvare, det er bedre; de Andre skrive ogsaa. Nu vil [jeg] læse Deres Brev endnu engang for ret levende at indprænte mig hvad jeg har at svare paa. - [. . .] De spørger mig hvorfor jeg har saadan Frygt for at betræde de Steder jeg har dvælet paa med Dem. Ak, det siger ikke Deres eget Hjerte Dem! Har De da aldrig efter min Af- reise opsøgt et saadant Sted og følt Dem mere trist end glad SIDE: 282 tilmode! Eller ogsaa har jeg misforstaaet noget i Deres første Breve. Naar jeg nu gaaer hine Veie, eller standser paa en Plet, hvor vi have sadt sammen, har jeg saameget at sige Dem, det forekommer mig som om mit stakkels Hoved ikke kan rumme det altsammen - thi De veed det er ikke stort - mit Hjerte er saa fuldt, og jeg seer mig om, som om jeg ventede at see Dem træde ud af Buskene; eller naar jeg gaaer en smuk Aften med de Andre og de ere henrykte, maae jeg altid tænke: "ja naar han var med os, vilde han sige Eder hvorfor Aftenen er saa smuk." Naturen synes at forstaae dette og sørge derover; naar jeg gaaer nede i Dalene, føre Træerne og Blomsterne ordentlig et stumt Sprog med hinanden, jeg kan godt mærke det er om os, hvor leit det er, etc. Tro ikke at dette er Begyndelsen eller blot Antydelsen til en Overtalelse, et Ønske, nei langtfra, jeg indseer saa fuldkommen Vigtigheden af vor Adskillelse, men paa den anden Side tillægger jeg denne Forsagelse en dybere, en anden Betydning, for mig bliver den et Offer. Vi skulle vel engang tilhøre hinanden, men under strengere, alvorligere For- hold, da er det ikke Tid til at drømme og sværme med hinanden, Livets dolce far niente er forbi. Mon vi da ikke ville finde at Skjæbnen har bedraget os for det skjønneste Forhold i Livet, vi have neppe kjendt hinanden som Forlovede. Denne Forestilling vækker Veemod og Længsel hos mig, og en saadan har grebet mig stærkere end nogensinde paa hiin Plet ved Andelven, da jeg vendte mig om til E [milie] uden at sige noget. Naar jeg saa kommer hjem, tager jeg Pennen og vil skrive Dem til, men saa tænker jeg De vil ikke forstaae denne Side hos mig, kalde det Uroe af Mangel paa Beskjæftigelse, dog De er saa god og mild og vil alligevel høre det, og jeg for- søger paa at skildre denne Stemning, men saa kommer der mig Ord, som jeg skrækkes for De kunde misforstaae, og saa bliver jeg fortvivlet og tænker: det er bedst ikke at skrive. For Alting betragt ikke dette som noget Udbrud. Det er blot min ærlige Forklaring. Jeg er ogsaa bange for Udbrud. Jeg veed at Folk har spoleret os mange Ting, der kunde tjent os til gode. Du have de ogsaa ranet fra os, omendskjøndt vi havde SIDE: 283 hellig, uomtvistelig Eiendomsret til det, og dog vilde de skjelde os for forrykte, fordi vi forsmaaer det, naar de have fordærvet det. Oh jeg kjender saa godt Gangen i deres Affairer! naar disse Folk gjøre deres nykterne Erklæringer - forudsat at det ingen Balerklæring er, der ikke altid er nyktern, vide de saa peent at bibeholde De'et, men næste Gang, ja næste Gang han træder ind af Døren, bliver Du'et trukket frem og man stammer, og det tager sig allerkjereste ud, men næste Dag gaaer det glat, og dette er enda de Allerbedste, eller de stamme ikke engang, de vide det er Skik og Brug. Jeg forsikrer Dem, Jonas, "De" er et meget daarligt og utilstrækkeligt Ord mellem os, hvergang jeg skriver det ned, stivner hele Sætningen. Men vi vedblive at sige De til hinanden, det have vi alene, ubeskaaret. Herefter vil jeg ogsaa sige De til Vorherre. O frygt ikke for noget Udbrud af mig, der vilde forstyrre Deres Idee om mig. Saaledes som De vil have mig, skal De altid see mig. Jeg skal ikke vige et Haarsbred fra den Reenhed og Værdighed i en ædlere, finere Betydning end den almindelige. Fordi De er den eneste Mand jeg kjender, der vurderer denne Egenskab hos mig, maae den blive mig dobbelt hellig. Skulde jeg tabe den nu, da jeg har kunnet redde den gjennem lutter Ringeagt og Forføl- gelse? Alle have kaldt denne Tilbageholdenhed Forskruelse. Jeg har nu skrevet en heel Deel, giort Rede for min Frygt for at skrive Breve, men Hovedsagen er nok endnu igjen, jeg skulde sige Dem, hvorfor jeg frygter Deres. Føler De ikke hvor svært dette vil blive for mig - - men De har besvoret mig at tale frit, derfor vil jeg intet dølge. De veed jo, hvormeget jeg har lidt, mit hele foregaaende Liv var et stadigt Selvmord, en lang Dødskamp. Mine Følelser vaagne nu op til et nyt Liv, og jeg troer at kunne forklare mig det saa, at de nu trænge dobbelt til Næring og Pleie, da de hidindtil have undværet saadanne. Jeg veed at De omfatter mig med lige Hengivenhed, jeg har læst det, og De har sagt mig det; men alligevel bliver jeg ofte urolig for at min Hengivenhed for Dem kunde være af en anden Art, eller ogsaa, da den er af en saa livlig, rapfodet Natur, at den kunde faae et upassende Forspring for Deres, og det Misforhold [. . . Lakune . . .] SIDE: 284 siger De: Ved Tabet af Dem vilde [Livet] blive mig fuld- kommen tomt, men bagefter i Parenthes: Dette er ingen Flos- kel, C. Hvorfor siger De at det ingen Floskel er, Jonas? Ak De behøver ikke at forsikre, at det ingen Floskel er. Jeg veed det af mig selv. Seer De, at jeg har større Tiltroe til Dem end De til mig. Ak, De maae ikke skamme Dem over at sige saadant. Siig at De elsker mig, og siig det ofte, jeg trænger til saadanne Forsikringer, og af Deres Mund ville de være mig saa uende- lig dyrebare og hellige. Der har endnu aldrig nogen elsket mig ret, thi de have ikke kjendt mig, og dog er jeg blot kommet til Verden for at blive det dybt og grundigt. Lev nu vel! og tænk paa om vi bør ophøre at skrive hinanden til. Kl. er nu 11, alle ere til Sengs. Jeg skal endnu skrive til Oscar nogle Linier, og saa skal jeg faae en liden Gut til at bringe det hen til Budet en Fjerdingsvei herfra. Er han ikke til- stæde, saa gaaer jeg selv. Alle de Andres Breve ligge her og vente paa dette, som jeg har skrevet under saa [. . Slutningen mangler . .] SIDE: 293 Camilla Wergeland til Adolphine Colban(?). Den 28de Julii [1839] . I Aften kom L.Ridder Berg, da bliver der en for hver Dame foruden Olsen som Reserve - det er leit at N [atalie] og E [milie] skulle reise i morgen, nu bliver der ordentlig Damemangel, saa meget meer da jeg ikke føler mig istand til at give noget klækkeligt af mig. Det eneste var Sang og lidt Klimp paa Guitarren, men jeg har ganske förlorad min Røst, jeg har faaet en dygtig Hoste og Snue paa Halsen, der begyndte med en Maveknib Dagen til Din Afreise og vedvarede heelt til Tirsdag Aften. Igaar var vi paa Misbjerget - lad N [atalie] fortælle Dig om den Tour. Det første vi mødte oppe i Skoven var en SIDE: 294 veritabel, von sort Oxe, for hvis Angreb Oscar reddede os ved at angribe den med sit Gevær; efter Sæterpigens Forklaring havde den næsten dræbt en Gut, men det eneste den kan skræmmes med er hvide Buxer; da vi hørte dette bleve vi enige om, hvis vi skulde blive angrebet af den paa Tilbageveien, at benytte os af dette Vink i yderste Tilfælde, og vi vare glade over at Nonnen ikke var med, thi hun vilde sikkert have be- tænkt sig paa dette opløftende Middel og maaskee blevet paa Pladsen som et Offer for sin Tugtighed. Olsen var ikke med, han gaaer tilbage meer og meer, synes mig. Han greb sig saa uhyre an paa en Roetour opad Vormen, Du maae vide at Her- rerne bleve forpligtet til at bære os over en Sump. Oscar er sød. Hvis Du vil skrive mig nogle Linier til med Budet, saa vil det glædelig overraske mig. Min Bestræbelse er nu næsten opnaaet, at blive sløv for Modtagelsen af Breve: jeg har lært ingen Breve at vente, og man lever saa fredelig der- ved. Og ingen at skrive. Det hele forekommer mig som et Sagn jeg har læst, inde i Byen i Vaar, og som har forvirret min Hjerne i hele Sommer, saa dybt havde jeg sat mig ind i det. Mit Forsæt at være saa og ikke anderledes mod - bliver fastere og fastere. Alt hvad P.'s fortælle mig om ham, gjør det til en udtrykkelig Nødvendighed ordentlig at behandle ham haardt i den Henseende - han vil det. Jeg kommer ikke ind endnu paa nogen Tid, og M [alvina] ansøger om at blive til jeg reiser. Lev vel til Du seer Din C. Jeg er gyselig træt efter Touren igaar! SIDE: 296 Camilla Wergeland til Jonas Collett. [August 1839.] [Det] er Mad. Hoppes Skyld at De faaer disse Linier. Ak, da jeg traff paa det Sted i Deres Seddel om [4] Gange "søde Marie," kunde jeg næsten ikke komme videre; men jeg skot- tede uvilkaarlig hen til Blækhuset for at see om Blækket ikke var indtørret. Hør, hvordan dette forholder sig. Hun har digtet det Altsammen. Der staaer ikke en eneste Gang "søde Marie". Jeg havde netop skrevet halvanden Side uden nogen- somhelst saadan Tilsætning; da jeg opdagede dette, og efter at jeg havde forandret et Par De'er der havde indsneget sig, til Du, fandt jeg det fornødent at vise hende at Brevet dog var til hende, og jeg fik et høist tarveligt "kjere Mad. H." istand, SIDE: 297 men da Emilie som hørte dette, bemærkede, at hun ikke vilde lide dette Mad. H., tilføiede jeg "eller kjere Marie, hvis Du tillader det", og dette "kjere Marie" gjentager jeg et Par Gange, hvor det næsten ikke skikkelig kunde udelades. Det er Alt. Da jeg sendte Brevet, sagde jeg til Malv.: "Der er en vis Man- gel i dette Brev, som Mad. H. slet ikke vil lide, men jeg kan ikke gjøre for det". Malv. var lidt jaloux paa dette lange Brev til Mad. H., saa jeg fandt denne Erklæring nødvendig til hendes Beroligelse. Nu kan De begribe, hvor ondt jeg havde for at bare mig at fortælle M. dette Træk af hende, som saa tydelig viser hvor grundet min Formodning var. Gid De heller havde læst Brevet selv, Jonas! Kunde det ikke endnu skee? ikke fordi De mere tvivler om dette, men hun kunde ligesaagjerne have tilladt sig en anden liden Forbedring som jeg, al Respect for hendes gode Smag, dog ikke vilde være synderlig tjent med her, der var især mangen lille Apostroph til Dem /jeg formo- dede strax hun vilde meddele Dem noget/ der paa ingen Maade maatte forvandskes. Dog vil jeg helst komme ind til hende [. . .] og Kaltenborns og Motzfeldts og Gjerløvs og Damer af tyndeste Sort oversvømme os til alle Tider af Dagen, der er ikke en Krog, ikke en Vraae, der ikke er besat, selv i den lille Have er der bestandig Mennesker. Der bliver desuden repareret Væ- relser i denne Tid, de selv ligge paa Pulterkammeret, saa det forbyder sig selv at komme did. Hos P [etersen] s vilde jeg lige- saalidt, baade han og hun vilde genere mig gyseligt. A. Colban veed De selv ikke kan modtage mig saa gjerne hun vilde, og desuden - nei, paa Ørager bliver det bedst. Alle de Andre have opmuntret mig, thi i Førstningen havde jeg de samme Betænkeligheder som De. M [alvina] har lovet at besøge mig saa ofte og blive deroppe et Par Dage ad Gangen. Og J., jeg troede netop ved at give dem Leilighed til at see os saa ofte sammen at modarbeide Mistanken. Var jeg hos D [iriks'] s, vilde vi sees meget skjelden og maaskee derfor være mindre unbe- fangne. Mad. H [oppe] skal intet faae ud af mig, jeg har bereg- net hvor farlige disse lange tête à têter med hende kunde blive, men jeg skal nok være paa min Post. Det er et Træk SIDE: 298 der har udviklet sig hos mig siden - - og det er List, jeg studser ved at opdage at jeg kan være listig, jeg har virkelig ikke været det før i Verden. De skal engang høre nogle Exem- pler derpaa, som ere frappante. M [alvina] har bedet om Lov at blive indtil jeg reiser ind. Det bliver ikke endnu paa 2-3 Uger. Hvorlænge jeg da bliver, om jeg reiser hjem igjen eller tager ind til D-s for at tilbringe Resten af Høsten, maaskee indtil jeg reiser, veed jeg endnu slet ikke, det faaer Omstæn- dighederne selv bestemme. Jeg har endnu ikke nævnt noget til Fader om Reisen. Der har ikke fundet sig nogen Leilighed dertil, thi vi have ikke talt sammen alene siden hiin Gang. Han kommer nok senere ind til Byen, da vilde det maaskee blive bedre at faae ham stemt for den Plan. Nu da M. og jeg ere alene, har jeg det bedst, og denne Tid vil jeg udhale saa længe jeg kan. Malvina er prægtig. Nu først kan jeg leve lidt selv. De Andre, især Emma, trængte til Adspredelser udenfra, og jeg var derfor i en vis Spænding for at skaffe denne tilveie. M. glæder sig i mig, jeg føler at hun ikke fordrer mere. Dertil har jeg Oscar, som Du absolut maatte holde af. Tak for Mal- vina, Jonas! Hun er en Gave fra Dem. Jeg veed nok, hvor ivrigt De sørgede for at hun kom afsted. Troe ikke Alt hvad Emilie fortæller Dem om mig. Jeg bad hende ikke at sige Noget, da hun ikke vilde træffe det rette. Emilie har noget ved sig, der altid opægger mig til at vende min sorteste Side ud; hvordan vi end begynder, saa ender jeg med at snakke trist med Emilie, maaskee af en gammel Vane. Hvor dette Brev alligevel er bleven langt! og det om Ingen- ting. Jeg er vis paa De, Jonas, kunde sige dette meget, meget kortere i 10 Linier, hvordan skal jeg lære at være kort? Og dog naar jeg læser efter, er der intet overflødigt, som jeg synes skulde stryges ud. Jeg havde endnu noget at tilføie, men det bliver maaskee det over [flødige;] thi det er saa gammelt, jeg troer jeg har fortalt Dem det før, det er at jeg [lider] Dig saa uhyre godt, alt for godt, derfor er jeg ikke altid saa oprømt som jeg [burde] for at glæde Dig, og at jeg mit hele Liv vil være Din trofaste C [amilla] . SIDE: 307 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Lørdag Eftermiddag. [17. August 1839.] Vore Formiddagsmøder kunne vi ligesaagodt strax slaae en Streg over. Da jeg kom hjem, var Himmel og Helvede løs. Mad. kom mig bleg og taarefuld imøde, men til Lykke for- dybede hun sig saa i Skildringen af den Angst hun havde ud- staaet, at hun slet ikke spurgte mig hvor jeg havde været. Der blev sendt Bud ind til Fru Stenersen at jeg var i Live, og at hun kunde slagte sin bedste Kalv, og lille Axel havde til alle For- modningerne om Druknelse, Forvildelse, Fodvrid, Oxeforføl- gelse tilsidst bemærket: "Det var Synd at C. skulde drukne som ingen Kjærest har," hvortil jeg med Rector Rosted svarer: "gan- ske rigtig! min gode Axel, men netop det Modsatte". Og J., jeg troer ikke vi bør sees om Formiddagen af andre Grunde. Naar jeg har forladt Dem, bliver Dagen uendelig lang og flau. Bedre at have denne Glæde tilgode og drømme Savnet bort. J., lad os blot sees om Aftenen. Solen skinner saa stærkt om Dagen. Og J., et maae De love mig. Efter dette sidste Møde have vi tabt Ret til at klage over de Andre. De veed nok hvad jeg mener. Det er nok min Skyld hvad De end sige derimod, men jeg vilde bede Dem staae mig lidt bi. Jeg kan ikke begribe at jeg kan være saa svag. Enten er jeg bleven det, thi jeg var meget stærk før, eller Gud! gives der da virkelig en Magt stærkere end vore stærkeste Forsætter. Naar vi herefter træffes, skal De være min lydige, fornuftige, brave, veltænkende Jonas, saa skal De see, hvor tilfredse vi ere bagefter. Nu er [jeg] urolig og har en ond Samvittighed, og jeg længes. Hvis jeg ikke gjorde dette, vilde jeg med mindre Lune bære Mad.'s Foranstaltninger med mig. Naar jeg nu ventede Dem i Aften! skulde jeg gjerne lade mig bruge til at synge for Fru Brede i Eftermiddagen og at gaae til Heftys med. - Adieu. Søg til Du finder. SIDE: 308 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Liebe Milse! Hvorfor kom Du ikke i Gaar. Igaar havde vi en af disse skjældne gode Aftener. Først Vi 4 Udvalgte i gemytlige dybe Samtaler, Malvina sød og stille, lidt veemodig i det Hele - Da Colban kom, blev der musiceret lidt - ikke for meget, Du havde godt holdt det ud. Den Smaae blev hentet ned. Da M- var reist, bleve vi endnu længe sammen, vi bleve naive og talte om Snørliv - og M. forsikrede, at hans Døttre aldrig skulde faae Lov til at bære dem. Gud nu gaae Manuducenderne, lille Johan skal faae disse Linier med. Kan Du sige mig noget Raad til at komme ind til Byen? Hvis min Hest skulde være kommen, da send den ud i Morgen tidlig, hvis ikke kunde Du gjøre mig den Tjeneste at sende et lille Bud til O. og bede ham sende Brunen herud. Lev vel, man gaaer. Synes Du ikke Du seer Magni Døttre uden Snørliv? SIDE: 312 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Eidsvold. Den 12te Sep. Aften Klok. 8. De seer altsaa, Jonas, at jeg er kommet hjem. Jeg selv tviv- lede virkelig derpaa, da jeg vaagnede Onsdag Morgen, saa utro- lig forekom det mig at denne Reise kunde have en Ende. De har vel som Sagn hørt, at et Uheld tvang mig til at overnatte paa Lagmoen, saa jeg har nu blot at tilføie, at den anden Dag løb af uden nogetsomhelst Eventyr. Men jeg siger rigtignok med Rahel: jeg er vis paa man ikke kan døe af Kjedsomhed, thi ellers vilde jeg have gjort det. Tænk Dem, fra 9 til 9 paa saa- danne Veie! og slige afskyelige Egne. Jeg tænkte saa ofte paa, at De havde anbefalet mig Taalmodighed, og naar De med Utaal- modighed mener, at jeg ikke maatte vælte mig som besat inde i Vognen, ikke slaae Hovedet mod alle Sider, da har jeg vist- nok ikke været utaalmodig, men alt hvad man i sit stille Sind kan gjennemgaae af den Sort, det har jeg! Hvor ofte jeg forresten mod min Villie kan have stødt Hovedet lidt for haardt an, veed jeg ikke; jeg har blødt 3 Gange Næseblod siden som Beviis paa at det er skeet temmelig ofte. Ellers føler jeg ingen Ulempe efter Touren, jeg er ganske rask. Veiret var smukt næsten den hele Dag, som til Spot, jeg forundrede mig over at det ikke regnede. Regnen fik jeg først den sidste Miil til Desert, og det i saadant Overmaal, at ingen Forholdsregler kunde beskytte mig fra dens ubehagelige Virkninger. Det var da Reisen. Vær ikke utaalmodig! nu skal De snart høre. Jonas, i Dag er det Deres Geburtsdag. I Dag ere vi lige gamle. Men om nogle Maaneder render jeg fra Dem igjen. Dog, hvad skader det, De naaer mig altid igjen. Den største Glæde jeg kan gjøre Dig paa denne Dag er at fortælle Dig at SIDE: 313 jeg faaer Lov at reise. Lov, uden Indskrænkninger, uden Be- tingelser, af den bedste venligste Villie. Gid De vilde sige med mig, Jonas: Fader er dog god. Han er ikke selv overbeviist om Fordelene, Nytten deraf, men han vil tillade det, fordi han troer mig paa mit Ord, og at de maae vel existere, siden vi alle finde det saa nødvendigt og ønske det saa inderligt. Jeg havde neppe ventet et heldigt Udfald saa hurtigt. Da jeg stod op i Onsdags, var Himlen klar og blaae, det fyldte mig strax med godt Mod at den ligesom tog sig af min Sag. Jeg søgte ogsaa Fader strax op ude paa Marken. I Førstningen gjorde han mange Forestillinger; han havde nok ventet et haardt An- greb af mig, men da det ikke kom, tvertimod jeg sagde, det maatte skee med hans bedste Villie, hvis jeg skulde benytte mig af hans Tilladelse, at jeg ikke havde tenkt at tiltrodse mig den, svarede han strax meget mildt: Jeg vil aldeles ikke lægge nogen Hindring i Veien, og siden da Moder indvendte Sit, talede han selv min Sag hos hende og bad hende ikke gjøre unødvendige Ophævelser. O Jonas, i hele Gaar var jeg saa glad! jeg gik i Gaar Eftermiddag en lang Tour for ret i Stilhed at kunne over- veie min Lykke. Naturen syntes at glæde sig med mig, den kjender mig saa godt, den har deelt alt med mig. Den har aldrig forekommet mig saa smuk som i Gaar. Naturen andet- steds kan vel overraske mig, men der [er] ingen der rører mig saa til Hjertet som denne her. I Dag er jeg mindre glad end i Gaar. Jeg har ligesom en ond Samvittighed over at jeg er saa lykkelig. Min Jonas, vi faae ud at lide lidt ondt for at vi have været saa lykkelige. I Kjøbenhavn veed jeg man lever daarlig, man drikker Puddersukker i Caffeen. Nu var der blot et Spørsmaal tilbage, naar jeg skulde reise ind. Jeg spurgte Fader derom i Eftermiddag. Det var mit Ønske at reise Søndag eller Mandag, mit Tøi er inden den Tid færdigt og indpakket, og jeg sagde ham dette, men Fader svarede, at han paa begge disse Dage havde Forretninger, hvortil han maatte have fuld- kommen Roe, at min Afreise vilde virke forstyrrende paa ham - - Han syntes lidt saaret ved at jeg vilde afknappe Opholdet hjemme, saa jeg, der ikke for nogen Priis vilde støde ham nu, SIDE: 314 gav strax efter. Dertil kommer endnu at vi Mandag Aften kunne vente Svar gjennem Malv [ina] fra Emma M [unch] . Bed endelig M [alvina] sende det i Posten Mandag Morgen. Kommer det ikke, bliver jeg maaskee opholdt endnu nogen Tid. Dog nei, Tirsdag maae jeg under enhver Omstændighed reise. Hvis De kan, Jonas, saa mød mig paa Lagmoen. Jeg skal see til at være der Kl. 5-6. Nærmere Byen kunde vi let undgaae hin- anden. Her hviler vi altid. Altsaa Tirsdag bestemt. Næste Uge bør vi sees i Byen. Ud til Løkken bliver det meget vanskeligt for mig at komme. Der er dog mange triste Sider ved denne Reise. Det er ikke saa let at rive sig løs fra Hjemmet. Og dog lider jeg ved at være herhjemme. Jeg er ganske fremmet i mit Hjem, og den Godhed man viser mig gjør mig mere ondt end godt, fordi jeg er Fremmed og intet kan give i Vederlag. Ak Jonas, hos Dig, hos Dig alene er mit rette og eneste og lykkelige Hjem. Jeg kunde sige Dig saa meget, men jeg føler at Alt hvad jeg kunde sige, vil blive mat mod det det skulde udtrykke, og det værste var at det kanskee vilde synes overdrevent. Her vil jeg da standse og sige Dig god Nat. Gud velsigne Din Moder som fødte Dig paa denne Dag, jeg vilde have holdt af hende for denne Daads Skyld, om hun ikke havde været saa god og elskelig som Du har skildret mig hende. SIDE: 314 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Torsdag Aften Kl. 6, akkurat nu slaaer den. [26. Sept. 1839.] [Her] sidder jeg da paa 3die Sal hos Mad. Jensen. Det er en besynderlig benauende Fornemmelse at være bleven ene paa et fremmed Værelse i en fremmet Stad; det eneste Besværgelses- middel man har mod dette første Indtryk, der selv under de favorableste Omstændigheder altid har noget vist uhyggeligt, er Pen og Blæk. Det kommer nok til at blive min stadige Tilflugt hernede, troer jeg, og dermed, bedste Venner - /dette første til Eder Alle tilhobe, hvem jeg mener veed I/, kunne I SIDE: 315 være godt tjent; thi I kunne ikke nægte for Eder selv, at det er den behageligste og beqvemmeste Maade at omgaaes mig. Mine stakkels uskyldige Breve skulle aldrig gjøre Eder nogen Sorg, paa dem behøve I ikke at vente med Middagsmad, de komme altid tids nok, de gaae ikke og tabe Nøgler og Galoscher paa Gaden, de gaae ikke ud om Eftermiddagen i Regnveir og om Formiddagen i Solskin, - og jeg sidder og studerer paa alle mine Udyder, men for Øieblikket vil ingen mærkeligere falde mig ind, de øvrige kunne I selv supplere. Kort jeg kommer vist til at skrive flittig. Nu vil jeg begynde med en lille Reiseskizze, der neppe vil blive saa omstændig som den fra Lagmoen, da her er saa meget at overtage og kort Tid dertil; jeg har flere Breve at expedere, og paa Formiddagen i Morgen kan jeg ikke gjøre meget Regning, jeg skal med E [mma] Munch besøge nogle Norske der skulle reise. Du maae vide Emilie at jeg gik ikke omb. om Aftenen, men blev den hele Nat hos Adolphine; med varm Caffee og Snak holdt vi os vaagne, indtil den afgjørende Time slog, da fulgte hun og Oscar mig ombord. Det er skrækkeligt, at man skal være nødt til at ønske det tungeste Øieblik ved en saadan Skilsmisse fremskyndet; naar man seer sig ganske ene og forladt, naar man seer den sidste Flig af sine Venner forsvinde, først da forundes man den Lettelse at kunne græde. Jeg [havde ingen] Taare tilhjælp ved den egentlige Afsked. Men da Baaden med den [. . . .] alt det jeg har kjert, stødte fra Bord og hurtig forsvandt i den graalige Morgen, strømmede disse først rigelig frem, jeg havde nær raabt efter dem - ja jeg troer jeg har grædt for den hele lange Vinter hernede, og jeg vil ikke have noget imod at Afskeden herfra førstegang igjen frembringer den Virkning. Paa samme Tid begyndte Himlen ogsaa at strømme over, hvilket jeg mærkede af at Folk toge deres Parapluier op for ikke at blive vaade, mig generte ikke Regnen det Aller- mindste. Først da jeg ikke kunde skimte Christian [ia] mere, vaklede jeg mecanisk ned i Salonen og satte mig i en Krog. Søesygen er egentlig en velgjørende Opfindelse, det er en Mangel ved Reisevogne, at de ikke ere forsynede [med] denne SIDE: 316 sikkre Afleder for vore Sjelslidelser, den tog sig ogsaa denne- gang medlidende af mig og slap mig ikke den hele Dag. Berthau fra Havslund viste mig ved denne Leilighed den ømmeste Omhyggelighed, han bukkede sig mange Gange efter Ting der faldt ned, og enhver der har seet B. vil erkjende, at det var et stort Offer af ham at bukke sig. Han spenderte Eau de cologne og Complimenter /veritabel!/ i Overflod, og bad mig tilsidst at besøge ham paa Havslund. Til Albertine torde jeg ikke spørge, thi jeg var bange han skulde blive for- nærmet ved at jeg kjendte hende. I Frederiksværn paa Prinds Carl livnede jeg lidt op, jeg begyndte at see mig omkring, hvad for Folk der var ombord, og hvorledes Himlen saae ud, den sidste lovede mere end de første. Den var deilig og maaneklar og Luften dertil stille og mild, men neppe havde vi sat ud, saa indfandt Søesygen sig igjen ubarmhjertig - ak jeg veed ikke hvad jeg skulde have givet for at jeg kunde nyde den Aften i Roe, jeg skulde gjerne sat den hele Nat oppe. Min Fætter Gustav er en brav, snild, fortreffelig Gut, han har sørget for mig som en Broder paa den hele Reise. Ved hans Hjælp fik jeg en meget god Plads for Natten midt paa Gulvet inde i Salonen. Her er det unægtelig bedst, thi her har man et Stykke af Himlen og altid frisk Luft, men dernede qvæles man reent. Maanen, som jeg [Resten mangler.] Camilla Wergeland til Jonas Collett. Fredag Formiddag 12. [27. Sept. 1839.] Hos Mad. Jensen paa 3de Sal. Saavidt er jeg altsaa kommen for at vor Skjæbne kan fuld- byrdes, saaledes sagde De jo, Jonas. Om det ogsaa have grebet det rette Middel? Jeg veed ikke, men jeg aner at der vil komme mange tunge Timer over mig hernede, Timer hvor jeg vil fore- komme mig ganske ene og fortabt; men maaskee høre de med til Curen - nu vel, for at blive frisk og at vi kunne blive lykkelige, vil jeg tage Alt. Hjemveen er det værste - man kan døe af Hjemvee, Octavie H [arboe] døde af Hjemvee, men SIDE: 317 jeg kan ikke døe af Hjemvee, thi Du drager jo bort. Men af Længsel maaskee. Før, naar jeg reiste ud i Verden, var det for at mildne, døve Længselen, der var stærkest i Nærheden af det den søgte og fandt, men aldrig torde fæste sig til. Men jeg har aldrig prøvet at reise med et lykkeligt Hjerte. Da vir- ker vist Adskillelsen omvendt. Længsel - ak ja, jeg er vel endnu ikke betaget af den, men det Glædeligste, det Herligste, det Trøsteligste jeg kunde tænke mig nu, var at see Dig endnu engang før den lange Skilsmisse. Du og jeg at sees, at favne hinanden her i dette store, fremmede, tomme Kjøbenhavn. O, da var jeg stærk for hele Vinteren. Gid Deres Reise var be- stemt hid istædet for til London. Igaar Aftes da jeg netop var bleven alene og sad og skrev, kom Emma Harboe. Jeg vilde besøgt hende i Formiddag, før hun reiste, men nu forekom hun mig. O Jonas! da hun havde sadt sig ned ligeoverfor mig, saae jeg at hun blev bleg, saa be- væget var hun. Jeg vilde intet berøre, indtil hun selv gjorde det, og hun udtalte sig ganske uforbeholden, men var forresten meget stærk og fattet. Emmas Godhed for Dem, Jonas, maae her jevne og forsone Alt, derved blive vi alle 3 mindre ulykke- lige. Hun holder af Dem som en Broder. Hun vilde endelig være Overbringersken af et Brev, men jeg holder ikke af de Slags Experimenter med sin Styrke, og om hun troer sig al- deles stærk for slige Prøver, vilde jeg nødig være den der paa- lagde hende dem. De faaer desuden intet Brev dennegang, Jonas. Det var først min Plan at skrive et Langt, men nu vil jeg heller lade det blive ved dette, der er saa godt som intet. Paa Dampbaaden gjennemlæste jeg nemlig atter Deres Epistel fra i Søndags. Hvor uheldigt var det, at vi ikke traf hinanden et Øieblik paa Trappen, da jeg steg af hos D [iriks'] s. Et saa- dant Møde vilde maaskee have forebygget det, og jeg vilde usigelig gjerne have forebygget det. Og at De skrev det netop i Søndags i dobbelt Betydning uheldigt. Naar De nu læste disse lange Acktstykker igjennem selv, Jonas, nu da De vist roligere bedømmer mit Forhold hiin Formiddag, vilde De selv finde den største Deel deraf utidigt og aldeles uforskyldt; jeg SIDE: 318 selv blev saa greben af denne Overbeviisning i Gaar, at jeg følte vi kunde intet sige hinanden, inden denne Sag var ganske klar mellem os. Vi burde ikke have sluppet hinanden før. Havde vi blot benyttet hine sidste Timer dertil! Istedetfor da at klynge sig forsagte og urolige til hinanden. Men ak den Slags Feighed er saa naturlig, vi kunne forklare os for hinanden, men vi kunne ikke strække Hænderne over Havet til hinanden. Der vil gaae lang Tid forinden vore Hænder forenes. Med Posten skal De faae mere! Jeg maae slutte, ak jeg kan intet mere sige. Farvel! Camilla Wergeland til Jonas Collett. Søndag 29. September. Jeg maae, jeg maae tale om det der ligger mig paa Hjertet, før faaer jeg ikke Roe eller Fred. Det ulykkelige Brev! Det qvæler mig om Dagen, og om Natten holder det mig vaagen. Min eneste Trøst er at tænke, at De har skrevet det i et op- rørt utaalmodigt Øieblik, og at De hvis De læste det igjennem nu, vilde selv finde at de Beskyldninger, det indeholder, ere ugrundede, ja uretfærdige, og at disse mindst skulde været gjort mig dengang - og - bliv ikke vred, fordi jeg har vovet at opdage det, der er en Uklarhed udbredt over det Hele, det vil sige, jeg har troet at finde en vis Modsigelse, en Inconse- quense, der mindst af Alt ligner Dem. Det vil ikke blive mig nogen let Sag at bevise, hvad jeg her har sagt. I en Strid som denne maae altid Forsvarsstyrken ligge paa Deres Side, men jeg veed ogsaa, at De aldrig vil gjøre denne mandlige Over- vægt gjældende mod mig, men vurdere det Rette selv i en mangelfuld Form. Hvad skulde jeg frygte! De holder jo af mig, Jonas, De skal forsvare mig mod Dem selv. Jeg vil heller have Ret for Deres Skyld end for min egen. Det er haardt at jeg nødes til at vende saa mange af de Beskyldninger De gjør mig, mod Dem selv. De siger først: "De opfatter Deres For- SIDE: 319 hold til den Kreds, hvorhen De ved Fødslen er hensat, og den hvortil Deres egne Anskuelser har hendraget Dem, ikke rigtig." - Dette er Hovedankeposten, hvorpaa alle de andre ere byggede, og netop denne er uretfærdig. Jeg kunde ønske, at De tillagde de Egenskaber hos mig, der kunne gribes og forstaaes af Enhver, mindre Betydning, naar De blot fuldkom- men vilde vurdere En hos mig som De alene kjender ret, ial- fald burde være overbeviist om, jeg mener min virkelig exem- pelløse Unbefangenhed i Alt hvad der rører personlige Hensyn eller Familieforhold. Om denne Egenskab hos mig kan jeg selv bedst dømme, og jeg har fundet den stor, fordi Ingen ved Siden af mig har viist den eller havt den traurige Anledning til at vise den, som jeg. Mit hele Liv har jo været hildet og sønderrevet i disse Conflicter, jeg har offret mine bedste Fø- lelser for dem, men jeg er overbeviist om min Sjel har holdt sig stærk og fri i [dem] . De selv maae have troet dette, thi der er Ingen der har talt saa haardt og skaanselløst til mig om mine Nærmeste som De, og vilde De vel have vovet dette, naar De ikke var vis paa, jeg havde et Sind, der var stærkt nok til at modtage og prøve en fremmed Anskuelse og respec- tere den hos Andre, selv om den gjorde mig ulykkelig? Den Maade jeg har optaget dette paa, maae ogsaa have overbeviist Dem om at De ikke tog Feil, thi den naturlige, uvilkaarlige Smerte jeg maatte lide derved, kan De umuelig henregne til noget Falskt, eller et Forræderie mod den gode Sag. Den Smerte De vilde føle ved et Angreb paa Deres, kan ikke sam- menlignes med Min, thi jeg er ganske anderledes dybere be- fæstet i min Kreds end De i Deres, og dog taaler De ikke mindste Tvivl paa denne Sag, men fordrer ubetinget at jeg skal være fornøiet med den. Dette er ikke billigt. De siger: "Jeg er undertiden bleven forundret, naar De har erklæret os Alle, som De ellers i hele Deres Liv og Tanker har sluttet Dem til, for ligesaa usle og besmittede af Alt Falskt og Smaae- ligt, som dem vi bekjæmpede." Usle og besmittede! Jonas, det er meget krasse og fornærmelige Udtryk, som De der uden videre anvender paa Deres Modstandere. Dette er Dem uvær- SIDE: 320 digt, det er meer end Arrogance. De har Ret, jeg har sluttet mig til Deres, fordi jeg erkjendte deres Stræben for den rig- tigste, men jeg har aldrig forpligtet mig til at finde Alt hos dem ufeilbarligt og rigtigt, [at] være blind for Feil, som blive Feil, om de end ere og maae være ganske for [skje] llige fra dem hos dem vi bestride. Jeg har undertiden ikke dulgt denne Util- [fr] edshed, fordi jeg ventede den samme Tolerance hos Dem, som den jeg havde viist, [og] fordi jeg længe siden havde er- hvervet mig Ret til at troe, at De ikke vilde søge Roden til denne Misfornøielse i nogen "instinktartet Stolthed, i en egoi- stisk Ulyst til at antage andet end det Bedste hos sine ved Fødslen Nærmeste". Det er netop denne jeg har overvundet. Men hvad bliver mig saa igjen? Hvad giver De mig selv Ret til at beholde? Den medfødte Kjerlighed, "jeg vil ikke tilintet- gjøre de venlige Følelser, De nærer for Deres Fader og Bro- der," siger De. Nu vel, men her kan vel ikke blive tale om hiin instinktmæssige, dyriske Hengivenhed for vore Blodspaa- rørende, eller om Vanens Virkninger, hos mig maae Kjerlig- heden grunde sig paa noget Bedre, paa Taknemlighed, paa Er- kjendelsen af et Værd. Det hjælper ikke at De siger, jeg var ulykkelig hjemme, det er sandt, men spørger De, hvorfor jeg var det, da henviser jeg Dem til alle Døttre i vor Tid. At jeg har lidt mere end almindeligt, er let at begribe, i 2 saadanne stærke Gemytter som Faders og mit maatte det Stridige i vor Tid mere udpræge sig, og derfor skarpere berøre hinanden, men Fader har gjort hvad faae andre have gjort, han har selv lidt, fordi han ikke kunde gjøre mig lykkelig, og for at jeg ikke skulde bukke under, har han bragt mig store Offre. Han har tilladt mig kostbare Reiser og Adspredelser, han har be- røvet sig mit Selskab, som jeg veed han sætter Priis paa - ak for min Lykkes Skyld forpligtede han sig gjerne til aldrig at see mig i sit hele Liv. Jeg maae her tænke paa P. B., der sagde at hendes Forældre saae hende gjerne dø for deres Øine, førend de bragte det ringeste Offer. Og denne Kjerlighed, denne Taknemlighed, som De selv tillader, hvorledes kan den yttre sig naturligere end at jeg glæder mig ved deres Glæder og SIDE: 321 [føler] mig krænket og saaret ved deres Krænkelser? Og Jonas, naar De vil være ganske [sand] færdig, kan De ikke kalde min Adfærd hiin Formiddag andet end et Udbrud af en saadan Uvillie, der maaskee, ved de særdeles Omstændigheder antog et eget bittert, men jeg er vis derpaa, ikke uqvindeligt Præg, og hvis De dadler denne Uvillie hos mig, saa angriber De ogsaa det hvoraf den udspringer, det som De selv beskytter. O jeg kunde aldrig tilgive Dem, at De angreb denne naturlige Kjerlighed hos mig. Blot Mistanken derom har forvoldt mig den bittreste Smerte. En saadan har jeg følt første Gang jeg læste Deres Brev igjennem. Jeg vil ikke "theoretisk begrunde denne Kjerlighed", paa den Maade De mener, det er ikke nødvendigt. Der behøves undertiden ikke de juridiske Beviser for at andre have saaret den eller handlet slet mod os. Omstændighederne bestemme her Alt. Lad K.s Beskyldning mod Fader være usand, lad den være sand, den er lige op- rørende for det. At K. kan sige dette om en Mand, der aldrig har gjort ham noget ondt, blot for den Gevinsts Skyld at kunne smykke sine vamle, usle Blade med en vægtig Notize - - for en Person som K. vilde hans egen Moders Navn ikke være helligt nok, naar det kunde tjene ham til noget Sligt - at K. gjør det med denne Tryghed, o ja man kan vel være tryg, naar man feigt stiller sig bag et Rygte. K. er vistnok be- skjermet og betrygget - - - Men "denne Prøven, denne Veien hos Damer", d [enne] Grantseen i Sager som disse, kan De jo ikke lide. Deri seer De "skarp [ere] og bedre" end vi, og De vil ikke, at jeg skal "forudsætte nogen Partiskhed eller Fordomme hos dem, der kunne dømme anderledes." Ak min bedste V [en] , hvor kan De fordre dette, og hvor kan De vilde det? [Naar De] har erkjendt den Evne hos mig at vinde og slutte mig til en Sag og kjæmpe for den som noget Priseligt, saa kan De jo ikke ville, at jeg med et blev blind og afhæn- gig. De vilde i Grunden være slet tjent med mig saaledes. Jeg har altid af Hjertet ynket denne qvindelige Passivitet, der støttede sine Meninger og Anskuelser til blotte Sympathier og SIDE: 322 Anthipathier, som ikke engang vare deres egne, men hvad er endnu Ynkeligere, som oftest Mændenes, og har den Kraft hvormed jeg tappert har kjæmpet mig igjennem disse der have omsnæret mig ved hvert Skridt, noget Værd for Dem, saa maae De ogsaa finde denne Selvstændighed elskværdig ligeoverfor Dem, hvis De ikke vil være partisk. At vise denne Selvstæn- dighed, er ikke at "forlade sin egen Leir", men ved ikke at øve den lader man sig fængsle i sin egen Leir. Den der har arbei- det sig op til Toppen af et Bjerg med en viid Udsigt, binder sig ikke Tørklæde for Øinene og nøier sig med de andres Beskrivelse, men man vil selv dømme om Skjønhederne og Manglerne for at see om det er værdt at bygge sin Hytte der- oppe. Der gives vistnok Omstændigheder der lettere kunne begribes af Mænd, og i slige paakommende Tilfælde er den blinde Tillid god at have, men endnu have Tingene ikke været saa indviklede at jo enhver kunde gjennemskue dem. "De skal blot være tilstæde med Deres Kjerlighed," siger De - ak naar Kjerlighed er blind, er den unyttig, jeg maae erkjende det jeg skal elske. - [Lakune . . .] hen i en [Blomster] udstilling. Der saae jeg K. med M [arie] Ø [hlenschläger] . Han saae ud som den onde Samvittighed, da han strøg mig forbi med et skulende Sideblik og et Slags Hilsen, hele mit Følge tilskrev denne Op- førsel hans almindelige feige Frygt for alle Norske, hvorom her tales stærkt hernede. Gud, man kan dog ikke være vred paa K. Han har krøbet i Skjul for lille Dahl. Jeg forsikrer Dem til, Jonas, at jeg ikke er vred paa K. mere. Jeg kom alt herned med den Beklagelse, at jeg paa en Maade var sat ud af Stand til at sige noget om ham, men det falder saa uhyre let, det er alt for væmmeligt at stemme i med, naar man blot hører de frygteligste Nedrivelser. Man har intet at sige da. Stakkels M. Ø., hun saae saa nydelig, saa smuk og blomstrende ud! - - SIDE: 327 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Kjøbenhavn den [30. Sept. 1839] . Mandag. Det har i visse Maader været en Velgjerning for mig, at Dahls Afreise paa Onsdag nøder mig til at skrive jevnlig; thi uden denne Adspredelse, der fordrer min Sjel og alle mine Tankeevner tilstæde, vilde disse første Dage have været utaale- lig triste og uhyggelige. Dette Brev til ham er saa indviklet og compliceret, hvad Formen og hvad Indholdet angaaer, saa "aufregend" at jeg er ganske mat ovenpaa det, men ikke des- mindre meget let om Hjertet. Du veed ikke, min Emilie, hvor jeg stræver med ham. Det er den eneste Anstødssteen mellem os, denne Partiskhed for hans eget Parti og den Ubillighed, den blinde Uvillie, han nærer mod det andet. Jeg skal staae forsonende og mæglende mellem begge, og at gjøre dette uden [at] blive vor Sag, vor Stræben utro, er en svær Opgave. Dette Brev er et kostbart Document, thi min hele Sjelskraft, SIDE: 328 min bedste Veltalenhed ligger deri, jeg anbefaler det til Din særdeles, særdeles Omsorg. Skulde han være reist - og det kommer saa betids, at det kan naae ham i Frederiksværn, da send det efter ham. Han maae have det, førend han forlader Landet. Lad Oscar besørge det. Gud hvor den Mad. Braae er for en velsignet Kone, netop en saadan, som jeg nu trænger til. Hun tager sig af alle mine Affairer, og baade hun og Jane vise mig den største Godhed. Det er rigtignok beqvemt at høste Frugterne af Andres Godhed mod dem; Alt hvad I have gjort for dem, komme nu mig til- gode, og det gjør mig ordentlig lidt skamfuld. Men uagtet al Umage vi have gjort os, har det endnu ikke lykkes os at finde det attraaede Logis. Alt sammen kommer af den ravgale Be- sked Munchs have faaet. Kan Du begribe, hvorledes Adolphine og Malv [ina] /den sidste er uskyldigere, da hun mindre kjendte til Omstændighederne/ have kunnet udføre Commissionen saale- des, eller hvorfra kommer hele Misforstaaelsen? Munchs have nemlig givet Mad. B [raae] den Besked, at der aldeles intet Hensyn skulde tages med Betalingen, naar jeg kunde faae alle muelige Fornøielser og Adspredelser i Huset. Dette for- udsatte naturligviis en meget pretentieus Dame som ingen torde indlade sig med. Havde hun kjendt de sande Betingelser, vilde hun kunnet skaffe mig saa mange Steder jeg vilde; men nu have alle leiet. Jeg begriber ikke at Adolphine, der kjendte dem saa godt som jeg selv, ikke har lagt Vægt paa dem. End- skjøndt jeg ikke kan tvivle paa, at jeg jo maae finde et Sted endnu, saa er det dog en besynderlig Uvished at være i paa et fremmet Sted, det er en splinterny Situation for mig at tænke mig Huusvild, men den er ganske piquant. I Forgaars Aftes, efterat jeg havde spadseret med Munchs paa Langelinie, gik jeg hen til Fru Krafft. Hun var i fuldt Arbeide med Datte- rens Udstyr, denne skal over til Fyen og giftes om 14 Dage. Hos dem blev jeg til Aften; det er en venlig snild Familie, men jeg kunde dog neppe lide at boe hos dem, saa det er godt de ikke kunde. Den hele Dag i Gaar, Søndag, tilbragte jeg alene hjemme, jeg skrev og læste, men hen paa Eftermid- SIDE: 329 dagen gik jeg lidt hen til Fru Rahbek - var yderst venlig, men kunde ikke. - Da jeg lidt forknyt gik fra hende, vilde jeg besøge M [unch] s paa Veien. De vare ikke hjemme, jeg maatte altsaa gaae hjem i mit Logis - i mit ensomme Logis, i 4de Etage, her var mørkt og dødsstille, thi min Vertinde og Pigen vare ogsaa gaaet ud. Dette kunde nu været meget uhyggeligt, og I vilde vist have beklaget min forladte Tilstand, naar I havde seet, hvorledes jeg, efterat jeg havde betalt min jydske Tølper af en Karl, der havde fulgt mig hjem, med en for meget i Drikkepenge, og jeg famlede mig omkring i mit lille mørke Kammer efter Lyset for selv at tænde det, ved Phos- phorapparatet, noget jeg aldrig før har gjort; men Situationen var alt for aparte, til at blive ret beklagelig, ikke sandt? Jeg hører Eder alle raabe jo, og Du Emilie at overstemme dem alle, derfor var jeg ogsaa ved det bedste Mod af Verden og tænkte, en saadan Søndag er 1000 Gange bedre end de hygge- lige Søndage, hvor man dog kreperer af Kjedsommelighed, paa en Saadan faaer den egentlige Søndagsstemning ikke Tid til at gjøre sig gjældende, og jeg troer man kunde helbredes gjennem mange Slige. Dog kan jeg ikke nægte, at jeg begynder at blive lidt kjed af min Grisettemenage og meget længes efter at komme ind i en Familie. Min Vertinde seer jeg aldrig uden naar hun spørger om noget til min Beqvemmelighed, og dette gjør hun saa ofte, at jeg har ondt af hendes mange Ængstelser, og har fritaget hende for en stor Deel af dem, saa jeg kan godt mærke hun finder sig behagelig skuffet, da hun vist ventede en Dame der havde mange Fordringer. Hun er især fortvivlet, naar hun ikke synes Middagsmaden, som vi hente, er god nok, og jeg maae da trøste hende paa det bedste. Dernæst er hun ganske bekymret over at jeg sidder saa alene, da hun ikke kan tænke at være alene et Øieblik; hun har nemlig sin fortrolige Ven- inde, en Jfr. Otterstrøm, hos sig næsten bestandig, hvis Stemme jeg kan høre gjennem 3 Etager, da den trænger gjennem Marv og Been. Jane der er en lille lattermild Tingest, har tilligemed mig havt et Par Sammenstød med bemeldte Jfr., som vi aldrig kunne glemme og give os fremdeles Stof til en hjertelig Latter. SIDE: 330 Torsdag den 3. October. Siden jeg sidst skrev, har min Horizont opklaret sig bety- delig. Allerede Mandag Formiddag, begyndte Tingene at faae et bedre Udseende. Jeg gik op til Braaes og havde der en meget hyggelig Chocoladeslabaras, da der kom flere Visitter af Betydenhed. Blandt andet kom der en Dame, der holdt min Nysgjerrighed spændt, indtil hun presenterte sig som hiin Agnes Münster, rugende Ihukommelse. Igaar ligeledes i Formiddags- visit (Caffee) traf jeg hendes Søster Ida, Fru Bramsen, Advocat Bunzen, etc. Den sidste saa jeg blot, da jeg gik strax. Under Alle disse Sammentræf har min Sag været paa Bane, og alle have vist Interesse derfor. Bunzens, der først bestemt have afslaaet det for hiin Betingelses Skyld, have nu igjen, ved Mad. B [raae] s Mellemhandlinger, erklæret sig villige; bestemt Svar skal jeg faae i Morgen Fredag, og gid da lille Dahl vilde vente med at reise til Lørdag, saa kunde Du endnu, kjære E., faae bestemt Underretning. Hvis dette slaaer Feil, saa har jeg endnu 2 andre Steder i Baghaand. Fru Rahbek var hos mig og haa- bede dog at kunne tage mig, ligeledes Fru Rampe, hos hvem Casparra Müller var, men jeg vilde helst til Bunzens. Det er en livlig Familie, der er 3 Sønner og 4 Døttre, de 2 af disse Sønner skulle være Brødrene Bernhard. Det giver dog en ganske anden Smag i et Huus, hvor der er Herrer, især paa den Fod jeg vil staae, nemlig temmelig tilbageholden. Den ene af Betænkelighederne var, at den Enes Værelse var saa nær ved mit, at Tobaksrøgen vilde genere mig, men i den Henseende har jeg naturligviis betrygget dem. Jeg har ikke været derhenne endnu. Til Munchs seer jeg meget lidt. Min Fetter Gustav er her endnu, og af ham har jeg uendelig megen Glæde og Hygge. Han er en fuldkommen tydsk Vetter, opofrende, hjertelig og forekommende paa en Maade der aldrig generer mig. Vi spad- sere meget, og da han er vel bekjendt her, har han tjent mig til Guide i den første Tid. Han har ordentlig fattet en rørende Hengivenhed for mig, der gjør at det vil smerte os meget, naar SIDE: 331 han nu skal reise, dertil er han saa gediegen, at han godt kan passere for en af Vore i al denne danske Slaphed. Jeg kjeder mig aldrig med ham. I Aften skal jeg hen til Braaes, hvor jeg skal træffe Zart- mann for første Gang. Fru Smidt var her i Gaar i Mørkningen, baade hun og Mad. B [raae] besøge mig jevnlig. Jeg var med dem i en Blomsterudstilling Tirsdag Aften. Her saae jeg K. med Marie Ø [hlenschläger] . [. . .] Janes Mand fulgte mig hjem om Aftenen; han er dog meget bedre end jeg havde troet, det synes at være en ret flink Fyr, der forstaaer sig paa Alt, men hans Personlighed er ubehagelig. Men nu, min kjereste Ven, var det om det vigtigste Punkt, hvormed egentlig Brevet skulde have begyndt, men da jeg først kom ind paa de andre Ting, saa maatte jeg blive ved om dem, jeg mener Din Reise hid. Jeg tænker, Braaes selv have skrevet, saa Du veed hvad Du har at rette Dig efter, men en Andens upartiske Betænkning kan ikke være saa ganske overflødig heller. Som Mad. B [raae] og Jane sagde, da de kom ombord, havde de næsten ventet Dig, og Du kunde saa uhyre godt have fulgt med; thi Mad. B [raae] bemærkede netop i Anledning Langes, der ingen Plads havde til Malv [ina] , at "det var slet ingen Undskyldning, thi naar man vil have Plads, saa har man, jeg kunde ogsaa sige, jeg er knap logeret, men vilde Emilie D. have kommet, saa skulde vi faaet den prægtigste Plads." Søndag Eftermiddag. Det som hun synes at frygte er, at Du vilde finde det trist for en heel Vinter at blive her. I Grunden har den lille Jane det meget trist, hun sidder næsten muttersene den hele Dag i det mørke Værelse. Mad. B [raae] meente Du vilde komme som i Marts og blive her en Deel af Sommeren, men jeg tog mig den Frihed at frabede mig al Slags Indgribelse i Sommermaanederne, som nu engang i Vor Herres og Din Moders Contracter ere blevne Eidsvold akkorderede; om Vor Herre selv bad Dig op til sig paa nogle Maaneder og lovede Dig Fribillet til alle sine SIDE: 332 himmelske Abonnementsforestillinger, saa kan deri intet ændres. Og denne Sommer har jeg desuden bestemt skal blive Perlen i den hele Krands af Eidsvolssaisonner, Kronen paa det Hele. Jeg vil opbyde alle mine Kræfter for at gjøre den brillant, og jeg tænker mine Kræfter ville komme i god Stand. Det er den sidste Sommer. Derfor er det nu min Mening, at Du seer at komme herned, om mueligt i Begyndelsen af Januar, for at blive saa [længe] jeg bliver, vi reise da sammen. Kjere Emilie, hvis Du har en Smule Kraft igjen saa sæt alting paa dette Kort. Du kan fordre det af Din Moder som en Pligt af hende, at hun ikke lægger noget i Veien for denne rimelige Fordring. Bevæbn Dig med alle de Andres Vaaben til et total Angreb, og bliv ikke træt førend det er sat igjennem, lad det skee paa hvad Maade det vil, Øiemedet er for vigtigt for Dig til at slippe det for disse evindelige Hensyn og Fordomme; kan det ikke blive opnaaet uden gjennem Ubehageligheder og Strid, saa falde disse tilbage paa deres Hoved der har forskyldt dem, kun kom, og skriv det til Braaes, at Du vil heller komme tidlig og reise tidligere. Derved undgaaer Du den værste Tid deroppe, den Tid da Folk danse, og den da de ere blevne trætte af at danse, og i begge ere de lige ufordragelige. Jeg indestaaer Dig for den hjerteligste Modtagelse hos B [raae] s. J [ane] sidder saa meget ene, at hun vist vilde vurdere et Selskab som Dit dobbelt. For det første vil jeg betage dem den Vildfarelse, at Du har det saa muntert og behageligt i Chia. B [raae] s regne efter den Tid da de vare der. Og af mig skal Du blive modtaget med aabne Arme og et nyt - nei, jeg vil heller sige et gammelt Hjerte. Jeg er nu endelig kommen i Havn hos Fru Rahbek. Disse Bunzens betænkte sig endnu saa længe, at jeg tilsidst blev kjed deraf, og skrev Fruen meget høflig til at det kunde være det samme. Imidlertid, medens jeg skrev, kom hun og erklærede sig villig; men nu havde jeg faaet saadan Lyst til Fru R [ahbek] , at jeg blev ved mit Afslag. Hun fordrede desuden en alt for høi Priis. Ligeledes gjorde en Fru R. mig Tilbud, og hos hende havde jeg kunnet faaet det beqvemt og godt, men hun var ogsaa for dyr. For den billige Priis vi antoge, vilde det ikke lykkes SIDE: 333 mig at faae noget Sted jeg kunde være tjent med; Fru R [ah- bek] opgav først 200 Rigsbankd. for Halvaaret, det var omt. 18 Daler norsk maanedlig; men da skulde jeg faae Vadsk hos hende ogsaa. 2 andre Fruer, som jeg var henne hos, tilbød mig det derimod for 12-13 Daler, som var det billigste jeg har faaet opgivet af Alle dem jeg har hørt mig for hos; den ene af disse Fruer havde Charlotte Juul i Huset, den anden havde havt Aases for den billige Priis 8-9 Daler, men vel at mærke, det var Sommer da der ikke gaaer Lys og Ved til, og de delede et Værelse; men hos begge disse Fruer saae der kjedeligt og trist ud; der var nok nogle Damer der i Huset, men det saae ud til at være nogle stygge Gribbeniller allesammen, saa det vilde neppe blevet noget behageligt Opholdssted. Men alligevel, da jeg havde indgaaet en Accord med Fader, og jeg vilde blive den Betingelse troe, under hvilken jeg havde faaet Lov at reise, nemlig ikke at søge noget kostbart Ophold der, vilde jeg allige- vel bestemme mig for en af disse, og tog allerede i Tankerne en smertelig Afsked med Fru R [ahbek] , da denne paa engang og ved min velsignede Mad. B [raae] s Bistand betydelig ned- stemte sig, saa det blot er et Par Dalers Forskjel, og med et Par Daler kan man dog ikke for dyrt betale den uhyre For- deel at have et Sted man kan finde sig hjemme paa. Da jeg kjender Fader, har jeg ikke et Øieblik tøvet med at slaae til, og saaledes er det afgjort at jeg kommer til hende. Jeg har skrevet Fader nøiagtig til om alt. Fra 14. October kunne altsaa mine Breve addresseres til Kongens Nytorv 3de Sal. Nu skal Du først høre, hvordan der er der. Fru R [ahbek] selv er en smuk venlig Kone; naar jeg ikke har noget bedre at gjøre, kan jeg see paa hende, thi jeg er ganske indtaget i hende. Fanny kjender Du jo, jeg kan godt lide hende; hun er naiv og for- elsket, og jeg har en Faible for alle forelskede Folk, og hun vil gjerne jeg skal komme der; thi da Mad. B. og Fru R. talede om Vadsken, raabte hun "o jeg skal gjerne paatage mig at stryge hendes Kraver selv, naar I blot ville mage det saa at hun kommer." Den Malice Du vilde have sagt i denne Anledning, fritages Du for, paa Grund af Afstanden. Dernæst er der en SIDE: 334 Frøken Burchhard /ganske ung/, fra Drøbak, der roses af alle meget, og rigtignok har det sødeste mildeste Ansigt man kan tænke sig, Jfr. Bidoulac, hendes forrige Gouvernante, kommer ofte og besøger hende, og denne Omstændighed vil jeg gjerne betale af mine Lommepenge. Endelig er der en Jfr. Gjertz fra Chia., der er en stor Virtuosinde paa Forte-piano; hun skal lade sig høre offentlig her i Vinter; hendes Lærer, den berømte Curlænder, kommer der næsten daglig og bliver der ofte om Aftenen, saa Musik faaer jeg gratis. Igaar Aftes var jeg der, han spilte næsten hele Aftenen, og det var en stor Nydelse; siden fulgte han mig hjem. Herrerne her i K. ere stærke i at følge hjem om Aftenen. /Jeg gratulerer med Wilmers./ Det er nu mine Huusfæller, og med dem har jeg al god Grund til at være fornøid. Beliggenheden af dette Logis kan heller ikke være muntrere og fordeelagtigere. Værelserne ere hyggelige, og i det Hele raader der en elskværdig men livlig Tone der, der kom- mer ofte nogen om Aftenen, og det lader til at man lever godt der. Jeg faaer rigtignok nøie mig med et Qvistværelse, men det gjør jeg heller, naar jeg blot er istand til at trives i Familien. Det er det vigtigste, og det Vanskeligste. Der er rigtignok falden en Steen fra mit Hjerte, siden jeg kom paa det Rene med dette. Disse 8 Dages Uro og Møie ere nu glemte, jeg har aldrig mit hele Liv været saa pracktisk og driftig som denne Uge. Over- hovedet, jeg lærer meget ved dette Ophold, det er en ganske anden Sag, naar man kommer paa sin egen Haand, og skal staae paa sine egne Been, da udvikler jeg Egenskaber som jeg aldrig før har havt noget rigtig Brug for. Du skulde see, hvor ordentlig jeg er bleven nu. Du kan komme paa hvad Tid af Dagen Du vil, saa er der røddig og nydelig hos mig, og mit Tøi ligger i den fuldkomneste Orden. Saaledes vil jeg have det bestandig i mit Huus. Det eneste jeg ikke kan passe paa, er Nøgler, jeg har atter havt et Uheld med en Nøgel - og tænk min Koffert som O [scar] læste igjen, kom aaben paa Damp- baaden. Men saadanne Uheld er Bestemmelse, heri bøier jeg mig for en mægtigere Skjæbne, ligesom Tyrken der lader sit Huus brænde, rolig, med gudhengivent Sind, fordi det er Allahs SIDE: 335 Villie, siger han. Jeg kunde mærke paa Captain Steenstrups Opmærksomhed for mig at den var af en svogerlig Natur. Idag, Emilie, idag den 6te October er J [onas] reist. Et stort Brev møder ham i Fred.v. Har Du Lyst til at see noget af Indholdet, saa sendes det Dig her, jeg maatte skrive det Hele af paa finere Papir, da det skulde gaae med Posten. Den sidste Nat, Emilie - ja den sidste Nat. En saadan Nat kan alligevel ikke være god, thi man er allerede skilt ad i Tanken. Dertil var jeg legemlig træt og udmattet, der var ikke Tid til at tale mere sammen, men vi klyngede os forsagte til hinanden, vi kunde ikke adskilles. SIDE: 341 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Kjøbenhavn den 10de October [1839] . Hvor oplivende er en saadan Solskinsdag efter mange Da- ges Graahed og Taage. Mit uhyggelige Værelse heroppe i 4de Etage hos Mad. Jensen faaer saagar et andet venligere Skin, endskjøndt de 4 smaae Vinduer, der optage hele Væggen, aldrig lade nogen Solstraale trænge ind. Jeg veed nok hvorfor Him- len spenderer saa vakkert Veir idag. Idag er De reist fra Fredriksv., Jonas, jeg har været nede og fulgt Dem ombord og et godt Stykke paa Veien. Den hele Nat i Drømme har jeg ogsaa beskjeftiget mig dermed, jeg talte meget med Deres Søster, men først havde vi et Afskedsmøde i en Chaumière, hvor De for yderligere Forsigtigheds Skyld indfandt Dem for- klædt som gammel Kjælling malet og sværtet i Ansigtet. Det SIDE: 342 er Caricaturen paa vore smukke maleriske Sommermøder. Hvor kan dog en saadan parodisk Djævel regjere os i Søvne! - Men jeg vaagnede med en Længsel efter Søen, hvor De færdedes, Jonas, jeg maatte ned til den. Jeg boer i Nærheden af Volden, og her har jeg opdaget en Spadseretour, der gjerne kunde faae Navn efter mig, thi jeg synes det er umueligt at nogen har gaaet den før mig. Den er det yndigste her findes i Kjøbenhavn. Den løber i mange Bugter og Vinkler hen til Søbadet, paa den ene Side beskjermet af den høie grønne Vold, paa den anden skiller en smal Hæk af Buske og store Træer os fra Vandet, det vil sige ikke nogen mudret Canal eller stinkende Fæstningsgrav, men den klare, blaae Søe med friskt Bølgeslag og spillende Solstraaler, og undertiden aabner Hækken en Udsigt til de nærliggende Øer, der ere saa dan- ske, saa smaragdgrønne, saa sivomkrandste og besat med Group- per af Ege og saadanne prægtige gamle Træer, at man bliver ganske bange ved at ville beskrive dem, kort det Hele er dei- ligt; naar De kommer tilbage, Jonas - og det bliver inden Løvet falder, saa maae De opsøge denne Vei og gaae den til min Ihukommelse. Her vandrede jeg næsten den hele Formid- dag og lod mine Tanker flyve ud med Dem. Det var mange gode Tanker, Jonas, de vare saa lyse og milde og glade og modige og glade! just som De vil have dem, men som jeg ikke altid kan præstere dem; og Vinden, som drev mod Land, susede og hvislede saa forunderligt i Sivet mellem Buskene som om den førte Deres Svar tilbage, just naar De hvisker saaledes - med hiin Tone, jeg hører den endnu. Og saa gik jeg ud paa en Pynt saa langt jeg kunde naae. Nogle Folk som spadserede oppe paa Volden, tænkte vist paa Selvmord eller saadant Skrækkeligt, da de saae en velklædt Dame staae ene og ubevægelig paa en saadan yderlig Plet, men jeg tænkte blot paa, hvor smukt der var i Dag, og at Vorherre var en snild Mand alligevel. Derpaa har jeg taget en rørt Afsked med Som- meren, thi sandsynligviis vil jeg ikke see grønne Træer mere i Aar. Ifjor den 10de October kan jeg ogsaa godt huske, den var ligesaa mild og skjøn som denne. Vi vare med Hoppes SIDE: 343 paa Dronningbjerget, til grand dejeuner; men denne Dag blev forspildt paa den sædvanlige skammelige Maneer, ved de evige Brud mellem de Gamle og Unge. 2 Dage derpaa reed Ida og jeg en Tour sammen til Ladegaardsøen, men der var koldt, og Dagen derpaa var der fuldstændig Vinter med Kulde og Sne- fog. Hvor Ida var yndig den Dag! Jeg glemmer hende aldrig, da hun styrtede af Hesten, hun reiste sig lynsnar op igjen, men Blodet strømmede ned over hendes Haand. Vi bragte hende hen til et Huus i Nærheden, og jeg holdt hende i mine Arme medens Herrerne løb efter Vand. Jeg kjendte nok Stedet igjen, et rødt Huus paa en høi Bakke; jeg havde været der engang for mange Aar og siden meget ofte i Drømme; men om den Scene havde jeg aldrig drømt. Den 12te October. I Formiddag gik jeg atter min Yndlingstour, da Veiret var saa smukt. Det var høstnet mærkelig siden i Forgaars, og jeg var ikke saa fri og glad tilmode heller som i Forgaars. Der hændte mig et lille Eventyr, af det uskyldigste Slags rigtignok - - Da jeg vilde gaae igjennem den lille Dør eller Laage ved Skilderhuset, der fører os fra det høieste Punkt af Volden ned til Søen, bad en gammel fattig Mand mig om en Skilling - jeg havde ingen, men da han blev ved at bede saa indstæn- dig, uagtet jeg havde beviist ham, at jeg intet havde, sagde jeg, at han kunde komme hjem i mit Logis. Jeg syntes nok han saa noget mistænkelig ud, men jeg vidste ikke rigtig hvori det stak, da han paa engang selv rev mig ud af al Tvivl: "Ak Jomfru, jeg har været 23 Aar i Slaveriet!" I Slaveriet, hvilket Slaverie og hvorfor? - jeg forstod ham ikke rigtig. "Ih! Slave- riet, for Tyverie - - for simpelt Tyverie", lagde han und- skyldende til. Jeg blev ganske underlig tilmode ved denne For- klaring, men gjentog mit Løfte at give ham noget naar han kom. - Ja jeg selv kan nok ikke komme, men jeg skal sende nogen - - Derpaa spadserte jeg, men var ikke saa glad til- mode som i Forgaars. Da jeg kom tilbage til Skilderhuset, saae jeg mig om efter ham - stakkels Mand! han havde Ret, han SIDE: 344 kunde selv ikke komme, han var Slave - - han stod og arbeidede med en Hoben andre, men han saae saa hen til mig! men da jeg da gik hjem for at hente noget til ham, ønskede jeg at Veien var 10dobbelt saa lang, og at jeg var dobbelt saa træt som jeg var - - For Guds Skyld Jonas, ingen Ophæ- velser her! ellers gjør De jo dette til noget afskyeligt Pralerie. De skal vide, hvorfor jeg fortæller Dem det, fordi jeg aldrig har fundet nogen reen Glæde ved Handlinger af den Art, tvertimod de ledsages altid af en piinlig Følelse. Det kommer vel af et borneert Syn, at jeg aldrig kan faae denne rædsomme Ulighed i mit Hoved. Naar slige Fattige og Elendige saa yd- myg bede os om noget, er jeg altid bleven ydmyget, det und- rer mig at de ikke skjælde os ud for Røvere og kaste os Ga- ven i Ansigtet. Og saa gaae vi og gjøre Væsen af denne God- gjørenhed, som de kalde Dyd, og holder det Umagen værdt at dække den med et Slør, som om det var noget, medens vi i Hjertet ere inderlig hovmodige af den. Det er af disse Ting som jeg aldrig kan forstaae, jeg har ofte tænkt at spørge Dem derom, Jonas, hvorfor man skal gaae saa undselig tilværks med en saadan tarvelig negativ Dyd - - Herre Gud, man vil dog være sig Reenlighed og Anstændighed bekjendt, og at man gi- ver sine Tjenestefolk Løn i rette Tid og holder sine Børn i Skole? - men maaskee det skeer for de Fattiges egen Skyld, for ikke at saare dem - o vi behøve ikke at være saa ømtfø- lende, vi have taget Alt fra dem, ogsaa Undseelsen: Stakkels gamle Mand, jeg glemmer aldrig at Du forsikrede mig, det blot var for simpelt Tyverie Du havde været 23 Aar i Slaveriet. - - - - - - Men jeg glemmer at fortælle Dem, Jonas, at jeg skal fløtte i Eftermiddag i mit nye Logis. Gud, De veed jo intet endnu derom, jeg erindrede ikke at det var til Emilie, jeg havde skrevet og fortalt, at jeg endelig havde fundet en Havn - og til Mad. Hoppe skrev jeg, at den værste Nød var ikke intet Logis at kunne faae, men den værste Nød var at have for mange at vælge mellem. Dette har virkelig i de sid- ste Dage været Tilfældet. Nu kommer jeg dog til Fru Rahbek. Igaar fik jeg det endelig afgjort efter 8 Dages Bekymringer og SIDE: 345 Anstrængelser, de tage ordentlig paa mine Kræfter, saa at jeg nu føler mig ganske let om Hjertet. Jeg har aldrig i mit Liv været saa aktiv, saa praktisk som i disse 8 sidste Dage, og ved den Leilighed opdager [. . . Lakune . . .] SIDE: 351 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Den 14de October. Siden jeg skrev i Lørdags, har jeg oplevet 2 Ting, jeg er fløttet, og jeg har modtaget Deres Brev. Netop som jeg havde pakket ind kom det, det blev mig sendt som en velgjørende Adspredelse ved Afskeden, der selv fra Mad. J [ensen] s Stue ikke kan undlade at have noget penibelt, men Mad. J. græd og takkede mig for alt godt. Stakkels Mad. J. har intet at takke for, thi mit hele Ophold hos hende har været en fortsat Kjede af Be- kymring for hende, og blot fordi jeg ikke skulde have det godt nok, hun var bekymret for at Caffeen ikke var stærk eller sød nok, hun kunde aldrig glemme at Grøden, som vi hentede en- gang, var lidt sveden; naar hun var ude havde hun ingen Roe eller Fred, førend hun kom hjem til den stakkels norske Frøken, der sad saa alene og kjedede sig paa sit Værelse - engang SIDE: 352 havde hun dog virkelig Aarsag til Bekymring, mit Brev til Dem, J [onas] , skulde indleveres om Aftenen mellem 5-7, jeg troede det var senere, og kom hjem Kl. _8 for at besørge det; døm om min Skræk, da min bekymrede Mad. J. siger at det var for seent, men hendes Forfærdelse - jeg troede hun havde faaet et Nerveslag, var saa comisk, at jeg glemte min egen. Der var lidet Haab om Muligheden af at faae det antaget, men jeg vilde dog forsøge; det gjaldt et Knæfald og al den Veltalenhed, som en saa fortvivlet Stilling kan lægge i vore Bønner; kanskee har Vedkommende selv havt en Kjæreste engang, tænkte jeg, de ville være barmhjertige; og med den lille Jensen, en flink 12aarig Gut, ved Haanden, og med Brevet fast trykket mod mit Hjerte fløi jeg gjennem Gaderne som en Stormvind. Veien var lang, vi maatte heelt ud til Posthuset selv, da alle Contoirer vare lukkede, men endelig naaede jeg det og stod foran Bureau- skrankerne svedbedækket og segnefærdig - - det var ikke for seent, og godt var det, thi jeg troer aldrig nogen menneskelig Veltalenhed havde mægtet at røre ham, der stod indenfor, der strakte sin Haand ud efter mit Brev uden at see op, greb det og med et laconisk 12 Skilling, saa tørt og klangløst som et Automat puttede det ned i en Pose, paa alle mine Spørgsmaal om hvorledes det gik, naar det kom etc., intet eller de samme tvære Svar, kort det var en Comptoirmand; han havde stirret saaledes paa Udskrifter og Segl, at Hjertet tilsidst havde for- vandlet sig i ham til en Klump størknet Lak - - - Dit Brev, Jonas, Dit Brev, lad mig see, hvad der stod i det, at Du maaskee ikke kom hjem næste Høst. Du taler om en Vinter til for os - o Gud, Jonas, nævn ikke dette. Vær glad om jeg holder denne ud - jeg vil jo gjøre alt hvad jeg kan, og hvis jeg var udenfor det og blot holdt af Dig som jeg nu holder af Dig, saa skulde jeg ikke betænke mig paa dette Offer hvis det var nødvendig for Din Fremtid; men Du veed hvor vigtig jeg er Dig, jeg er jo endeel af Din Fremtid. Hvad [Du] vilde vinde i en Henseende, stjal Du fra mig, fra vor Lykke. Jeg kan ikke leve en Vinter til uden Dig. Og hos Harboes - - aldrig. Der er en Kløvt mellem E [mma] og mig, der aldrig kan overstiges; SIDE: 353 jeg skal sige Dig dette en andengang, naar vi tales - da vil jeg ogsaa fortælle Dig noget om min Fætter Gustav. Han reiste i Gaar, og hans Afsked har efterladt et smerteligt Indtryk. Her vil jeg savne ham uhyre. De har skrevet til Fader, Jonas, men Svaret, har De da intet Svar faaet? Det er af disse Skrivelser, der blive til blot for Svarets Skyld, men det lader til at De ikke har oppebiet det. Jeg venter med Længsel Brev fra Fader, om denne som om mange andre Ting. - Den 16de October. Aften. 1839. - und alte Leiden steigen aus der Gruft! Nei saalænge det existerer, nytter det ikke at indbilde sig noget. Det maatte slettes ud af min Erindring først, saa kunde jeg leve. Der gives ingen Hjertefred for mig, siden det blev sagt - dette Ord - og det vaagner mig altid til de gamle Lidelser. Nu vil jeg tage Mod til mig og sige hvad det er. Han har sagt, at han ikke kunde elske mig som jeg elskede ham - Han har sagt det til en Anden, og da denne Anden sagde mig det igjen, havde jeg blot et Ønske, at Isen hvorpaa vi stode, vilde briste og opsluge mig og den Qval jeg følte i i det Øieblik. O Gud, hvorfor har jeg da lidt saa uendelig naar det ikke var for at undflye dette Ord! - - Jeg havde jo Styrke til Alt, thi jeg vidste, at det ikke kunde blive sagt mig. Og dog er det bleven udtalt, og Himlen gjorde ham ikke stum i dette Øieblik, men for denne Forhaanelse skal han en- gang gjøre mig bittert Regnskab, eller han maae udsone den i Lidelser, der ere saa store som de han har tilføiet mig - nei ikke saa store, men han skal sige at jeg ikke har fortjent den. Han behøvede jo ikke at elske mig. Det holdt jeg jo ud, men han torde ikke sige det, hvis det var tilladt fordi det var saa, saa vare vi jo aldrig sikre, saa havde jo enhver Usling Ret til at spærre os Veien med slige Forsikringer - - og J [onas] , til hvem han har sagt det - - han foragtede mig ikke - men SIDE: 354 han fortalte mig det med hiin Medlidenhed, der er ligesaa haard som Foragt, thi Jonas vidste jo ogsaa at jeg ikke havde for- tjent denne Fornærmelse, at havde jeg nogensinde gjort en Tilstaaelse, der kunde foranledige den, saa maatte han selv have fremkaldt den ved sine; saadanne Tilstaaelser giver man ikke hen for Spotpriis. De maae betales med den skjære Guld- mynt, men er han en Falskner og [dersom] J. fik det at vide, saa maatte han jo foragte ham. Men J. foragter ikke ham, det er altsaa mig som maae [- - -] sagt mig dette Ord før, blot 2 Dage før - saa havde jeg [- - -] nu blev jeg saa bedøvet deraf - havde jeg vidst det 2 dage [før,] var jeg fri nu, men dog stolt i min Ulykke. Dette er m [it] Ord, saasandt der er en Gud, det er mit frygteligste Alvor. Jeg sk [ulde] ikke have tilladt Dig at redde en Forsmaaet, en Forkastet, Du fortjente jo en meget bedre. Du er jo aldrig selv bleven forkastet, saa Du veed ikke hvor afskyeligt det er, og hvor vi have fornedret os for at blive det. Du faaer da skynde Dig, siden Du elsker mig og vil dele min Skjæbne, at sætte en Plet paa Dit eget Skjold, at vi ikke behøve at rødme for hinanden - - - - O dette Ord vil ødelægge mig, det ligger som et Giftkorn i mit Indre og svulmer og æddrer og griber om sig, alt hvad jeg lider og vil lide, udspringer paa denne Grund, denne Gift er trængt ind i mit Blod troer jeg, thi undertiden ere mine Tanker saa bittre, og da faae mine Ord noget skjærende umildt, noget fremmet - jeg kan erindre den Tid da jeg var saa blød og mild, jeg kunde taale den sletteste Behandling af dem der stode under mig, og sagde ingenting. - - Alle de Klager, de Bebreidelser J [onas] nogensinde vil gjøre mig, ville ogsaa have den samme Kilde. Jeg frygter ofte at jeg ikke kan gjøre ham lykkelig. Der mangler noget i min Agtelse for ham, at han ikke har valgt mellem os 2. Undertiden veed jeg ikke, hvorfor jeg er saa ulykkelig og neds [temt] . Saaledes vaander man sig i Søvne og lider uden at være sig S [elv] bevidst. Men da kan det trøste og lindre naar jeg kan klage til J., og han hører paa mig med saadanne bedrøvede, nedslagne Øine, og han taler til mig med en vis mild SIDE: 355 dæmpet Klang i sin Stemme, som jeg lider saa godt, men vaagner dette Ord hos mig, da kan ingen Mildhed trøste mig. Gid jeg kunde glemme - - - - Søndag den 20. October. Aften Kl. 7. Jeg har lykkelig løsrevet mig fra Schmidts og Zartmann, hos hvilke første jeg har spiist til Middags efter en lang Kjøre- tour i Dyrehaven, og har naaet mit lille Værelse for at skrive; ingen er hjemme. Jeg har ikke havt det saa ganske godt denne Uge; fra Fader har jeg forgjeves ventet noget, og den Spæn- ding dette har sat mig i, er bleven forhøiet ved en ubehagelig Drøm. [. . . Lakune . . .] sendte Skjæbnen mig dem paa Halsen hiin Aften, og de Lidelser de tilføiede mig, endte med et ned- ladende Vink om at komme til dem, thi de troede det var blot af Beskedenhed jeg havde tøvet dermed. Da jeg var her for 5 Aar siden, havde den ene Datter Guulsot, nu var hun bleven tyk og pluskjævet og rød, men Guulsoten maae have flyttet sig over i hendes Sjæl; om denne Ziirlighed, om denne Pretension, denne Dumhed, denne Skvadroneren, om det Passende og om Takt, om denne rædsomme Altklughed kunne vi ikke gjøre os nogen Idee. Idag Formiddag som jeg sad og ventede urolig paa Brev, kom E [mma] Munch endelig med en lille Seddel fra Malv [ina] , men bag hende tren tillige en lang kjedsommelig Fetter Looft ind, som jeg maatte complimentere i Anledning en lang overstaaet Sygdom. Han saae mig gribe Brevet og min Utaalmodighed, men alligevel blev han siddende 1 1/2 Time og talte om sin Sygdom og om Hospitalet. Jeg var nær ved at blive desperat. Jeg knugede Brevet sammen inde i min Haand, men han blev ubarmhjertig ved at fortælle om en Byld som han ventede at faae og en han havde havt. Mad. Hoppes Søster sad ogsaa en Time her og fortalte mig om Syg- domme - Kort De seer, J., at jeg har mange Plager af den Sort. Der er intet Haab om mig i den Retning, jeg er incurabel. Min Jonas, kom snart tilbage til mig! Jeg skal nok holde ud at kjede mig, naar jeg blot kan styrke mig ved Dig. Du er mig Alt, og jeg behøver intet udenfor Dig. [. . . .] SIDE: 356 Paa Maleriudstillingen har jeg været mange Gange, og vil gaae der hvergang den er aaben; man faaer mere Lyst for hver Gang. Det gjør jeg meest af hernede [. . .] SIDE: 356 Camilla Wergeland til Malvina Petersen. [October 1839.] [Begyndelsen overstrøket.] Om Sophie Burchhard kan jeg kun sige at hun er snild, at hun er egentlig den meest udviklede af dem alle; hun er et af disse harmoniske Væsener, qvindelige tjenende Aander, som man ikke mærker ere til. Sophie mærker man heller aldrig er til, undtagen naar hun skal øve sig i at synge; da forlade vi gjerne alle Stuen ligesom efter en stum Overenskomst, blot af den Grund, at ingen af os kan lide den Følelse der frembrin- ges ved at rive med en Griffel paa Glas. Men S [ophie] er maaskee den eneste rigtig gemytlige af dem alle. Hvis jeg blev syg, var hun den eneste der vilde pleie mig med Ømhed. Gud bevare mig fra at blive syg eller faae nogen Sorg her. De andre have deres Kjæreste, deres Instrumenter etc. S [ophie] er blot til for Andre. Med Alt dette har jeg dog sagt meest om S [ophie] og stillet hendes høiest, og dog er S. den jeg bedst kunde undvære. Jeg vil hverken blive syg eller - - nu gjæl- der det om at være frisk og stærk og bruge Tiden. Nu maae alt tjene mig til Gode, selv de største Savn. Vi have ingen, næsten aldeles ingen Opvartning. I dette Øieblik maae jeg gaae 3de Gang ned for at hente Ild til min Kakkelovn, der trods alle mine Anstrengelser ikke vil spen- dere en Smule Varme paa mig; for at blive klædt, hægtet Kjo- len, maae vi tage vor Tilflugt til hinanden indbyrdes. Du tviv- ler vel ikke paa, hvor godt jeg har af at sættes lidt i Bevæ- gelse paa den Maade, jeg regner denne Omstændighed til en af de lykkeligste her i Huset. Denne Travlhed mellem os alle, SIDE: 357 denne Livlighed i vor Kreds, der dog afvexler med complette hyggelige og rolige Timer om Formiddagen, om Aftenen, virker netop bedst paa mig, den beskjæftiger og adspreder mig paa engang. Her er ingen Sorger, ingen sygelige Gemytter, intet Overhæng af Visitter, og ved saadanne har man det Fortrin at kunne tie, og være beskeden ovenikjøbet. Det eneste som jeg virkelig savner, er en Hals jeg kan kaste mig om og græde, naar der undertiden kommer mig en pludselig Lyst, men en saadan Hals have vi ikke. [- - -] Her er ellers en udvalgt Samling af uelskelige Landsmand- inder hernede, som dog alle gjøre meget Lykke, det v. s. de ere bestandig paa Farten. Charlotte Juul, B. Gjerdrum, Chri- stine Winge, Frøk. Esmark staae alle færdige at gjøre mig Rangen stridig paa den selskabelige Skueplads, naar jeg blot gad træde i Skrankerne med dem, men den Afgjørelse man høster paa den Maade, vilde blot foraarsage mig Qvalme, der- for overlader jeg dem den af mit bedste Hjerte. Jeg veed nu hvor skammelig man [slider] sig op ved den Slags Rastløshed som Charlotte Stieglitz saa træffende kalder -. I den Afholden- hed jeg [har] foresat mig gaaer jeg ordentlig systematisk til Værks. At være en Dag hjemme uden nogensomhelst Afbry- delse forekommer mig en reen Vinding. Selv til S [chmidt] s gaaer jeg skjelden, og helst naar jeg veed der ingen er. De ere saa uendelig elskværdige mod mig, at jeg veed ikke, hvor- dan jeg skal rede mig ud af det. Fru B [raae] som den ømme- ste Moder og J [ane] ogsaa meget sød mod mig. Paa Comedien er jeg næsten aldrig, og Visitter skyer jeg som Pesten. Min bedste Fornøielse er om Formiddagen i smukt Veir gaae mig en Tour, her er saa mange deilige Spadseergange, det er blot saa kjedeligt at man resikerer ved hvert tiende Skridt at faae en Soldat efter sig, der raaber med sin jydske gjøende Stemme: Maae ikke gaae der! tout incognito. Ikke Spor af Afgjørelse eller slig Behandling, ingen kjender mig, eller spørger efter mig. Ikke en eneste lille tynd Eloge har naaet mig fra nogen Kant, undtagen Mad. Jensen havde sagt i en Visit hos S-s, da SIDE: 358 de spurgte hvad hun syntes om mig, at hun syntes jeg var et skikkeligt Fruentimmer og et godt Menneske. Dog troer jeg at man holder af mig her i Huset, og at man har mig gjerne. Jeg synes ogsaa selv, der da bliver hyggeligere i Stuen, naar jeg kommer ind. En lang Fætter Looft lider mig bestemt ogsaa godt, thi han kommer regelmæssig herop 2 Gange om Ugen og kjeder mig en Time. Fru R. er en snild, venlig Kone, men hun har ikke den Slags Interesse for mig, som jeg er vant til. Hun har forpligtet sig til at skaffe mig Tag over Hovedet og en venlig Omgang, item Vadsk i Huset, men der staaer ikke et Ord i vor Traktat om hiin Interesse, hiin le- vende Deeltagelse, der gjør at man lever i den andens Glæde og Sorger. Hun har aldrig tænkt paa Betydningen af mit Ophold hernede - - - - - - Dette kommer af mange Aarsager. Deels den norske Apa- thie, deels af en voxen Datter, og deels af at vi alle ere Nor- ske, og de ere saa naturlige disse Aarsager, at jeg aldrig vilde beklage mig derover. Vil heller ikke savne det. Skulde jeg derfor, inden jeg reiser, gjøre Bekjendtskaber der tilfredsstille mig mere end dem jeg nu kunde gjøre, saa maae jeg takke et lykkeligt Tilfælde, thi hverken jeg eller nogen for mig gjøre hvad man kalder Skridt. Endnu savner jeg ingen, jeg befinder mig bedst i min hjemlige Roe, et Beviis for at jeg trænger meest til den. Jfr. Bidoulac har jeg stærkt i Sigte, men vi ere begge saa vanskelige at faae fat paa. Hun kan næsten aldrig komme løs fra Grevens. Det eneste er om Søndagen at gaae med hende i Kirke, og hver anden Søndag paa Ørsteds Forelæs- ninger. Du kan da i Regelen antage at jeg benytter Søndagen paa denne Maade, deelt mellem Jfr. B. og disse 2 aandelige Nydelser - - - Hils E [milie] at Tante Looft har været her i Besøg. Hun interesserer sig meget for hende eller rettere hendes Navn. Jeg gruede mig frygtelig for den første Visit hos Tante L., men den var af den Beskaffenhed, der gjorde et dybt Indtryk paa mig. Hun boede hos sin gamle Busen- freundin Jfr. Schilling. Denne Jfr. S-s hele Huus er en sand Raritetskasse med mange gamle forunderlige Meubler og Snurre- SIDE: 359 piberier, hvoraf hun selv er det rareste Stykke. - Denne Dag- ligstue, o jeg sværmer for denne Dagligstue! - - Tænk Dig et enormt Egetræskab med blank Messingbeslag og bred Speil- indfatning, et Slaguhr paa Væggen, i det ene Hjørne en deilig Opsats af Glas til at have Fisk og Fugl i, og i det andet en Bestefadersstol med Jomfruen. Hun arbeidede netop paa en Papæske, Present til en ubekjendt Dame, der havde viist "Be- linde en Tjeneste paa Trappen" / [jeg glem] te at spørge om hvil- ken Tjeneste det var, / dernæst en Sopha, en blaaetærnet, uud- grundelig dyb Sopha med 2 Pu [der i] Hjørnene og paa denne Sopha en Mops der heder Belinde, o da jeg sad paa denne Sopha mellem Tante og Mopsen, og den venlige Formiddags- sol skinnede lige hen paa os, som om den glædede sig over Gruppen, over denne Sopha, denne Mops, denne Tante, var jeg saa fuldstændig hentryllet i en fjern Tid, at jeg begyndte at troe at jeg var min egen Bestemoder! Intet forstyrrede denne Indbildning, alt var fuldstændig, harmonisk. Du kan aldrig troe, hvor hyggelig der var hos Tante. Chocoladen dampede i an- tique Kopper og blandede sin forføreriske Duft med Rosernes paa Ovnen. Jeg saae paa Kagerne om de ikke vare bagte for 70 Aar siden. Medens jeg sad saaledes og talte fornuftig, "wie so theuer der Kaffe und wie so war das Geld", faldt min ene Handske ned, og Belinde, som var af en livlig Natur, sprang efter den. Nu traf det sig netop at bemeldte Handske leed af en lang Revne, som jeg uagtet al min Huusflid ikke havde kunnet overkomme, og da Jfr. S. styrtede til, gav hun den uskyldige Belinde Skyld for den og vilde endelig sye den igjen. Jeg modsagde hende aldeles ikke, efter nogle gjensidige Complimenter lod jeg det endelig skee. Tante glædede sig over min Artighed. Jeg havde hjemme et Par andre som jeg be- sluttede at tage med mig næste Gang for at faae dem repare- ret paa samme nemme Maade, men ak jeg kom der ikke mere, mit Paradiis i Borregade er lukket for evig. - - - Saaledes har jeg det. - - - Det er mig jo en Trøst at tænke saaledes fremad, naar man ikke havde dette Haab, saa holdt man jo ikke alle de Savn ud, men det er dog ikke istand SIDE: 360 til at beskytte for Anfald af disse Længsler. I kunne gjøre meget for at formilde dem. Blot skrive mig til oftere. Folk ere me- get artige hernede, men man kan ikke leve deraf, man maae dog [vide] at nogen tænker paa os og holder af os. Jeg har det ellers godt. - - Min Aand er rigtignok ikke sat paa [dansk] Kost, men den slaaer sig dog anstændigt igjennem. Ved Hjælp af lidt Zahrtmansk Lecture, lidt Jfr. B., af og til en god Præ- ken og moersom Comedie, kan den nok soutinere i Vinter, men mit Hjerte maae I tage Eder lidt af; mit Ophold mang- ler den rette Velsignelse, naar det skal lide Nød. - - - - [. . . .] Jacobine G [jertz] spiller i dette Øieblik en Etude af Chopin, der klinger som om alle Djævle vare slupne løs og loe og jublede og grimacerte og skar Tænder, [men] gjennem denne rædsomme Tonelarm lyder en eneste Engels Røst mild og bedende, men den er alt for svag. Idetsamme gaaer Fru R [ahbek] gjennem Værelset og spørger om jeg har Feber, da jeg for lidt siden var saa bleg. Det kommer af at bukke sig ved Skrivningen, da stiger Blodet til Hovedet. SIDE: 360 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Begyndelsen af et Brev til J. Tilgiv denne lidt uvedkom- mende og næsvise Begyndelse har trængt sig ind i et Brev til Dig kjære O. Du kan selv kassere den. Jeg har intet andet Papir. - - - - Den 21de October. Kjere Broder! Jeg havde rigtignok ved min Nedreise ikke gjort mig store Forventninger om de Glæder Correspondencen skjænker, navnligen udmærker vor Familie sig ikke paa den Maade, men jeg havde dog aldrig troet, at jeg skulde blive bragt til at tvivle paa enten I leve eller ere døde, eller om I ere noget endnu værre end levende eller døde. Denne Bebrei- delse skal Du ikke tilegne min kjere O., thi jeg har ikke Ret til at vente noget fra Dig, forinden jeg selv havde skrevet, men vel med Rette kan jeg gjøre Fader den, som endnu ikke SIDE: 361 har ladet høre fra sig med en Linie. Jeg kan ikke begribe det, thi for meget lang Tid siden maae han have modtaget mit Brev, der var udførligt og fordrede hastig Svar. Hvis det blot er en almindelig Familieforsømmelse, saa er det virkelig Synd, thi ingen gjør sig Idee om hvor let vor Indbildning om Ulykker næres paa et fremmet Sted langt fra Hjemmet. Dog det veed Du bedst selv, der ikke heller blev alt for honet behandlet i den Henseende - og dog vilde jeg takke Himlen, hvis denne lange Taushed ikke har anden Kilde end denne, men jeg har i 2de Uger været i en Spænding, en Uroe, der ikke tillader mig at tænke paa noget eller at interessere mig for noget udenfor mig, og den er bleven formeret efter hver saadan Postdags feilslagne Forventninger. Dog nok herom. Det er den regle- menterede Begyndelse i alle mine Breve. Den eneste som er lidt snild mod mig er Malvina, som har, uden noget fra mig, skrevet 2de Gange. Og det er ikke alene i denne lille Omstæn- dighed, der i vore egoistiske Dage er mærkelig nok, hun røber sin Hengivenhed, men den gaaer gjennem enhver af hendes Linier. M. er det meest rørende Væsen jeg kjender, hun er af den Sort, som undertiden gjør det Indtryk paa os, at hun bringer Taarerne i Øinene; netop fordi hun er almindelig be- kjendt for en liden Rebel, og Faae forstaae hendes Væsen, der nok for Massen kan have noget schrofft og haardt, overraskes enhver, der kjender hende rigtig, ved denne Varme, denne Dybde, som ingen har i den Grad som hun. Hun er i Ordets egentlige Forstand brav. Et Brev jeg fik Lov at læse fra hende til E [mma] Munch, hvori hun gjør nogle almindelige Christi- ania Vinterreflectioner foranlediget ved det første Exellentzbal, som jo aabnede Saisonen, er saa ypperlige, saa humoristiske, at man maatte tænke paa nogen ganske anden end paa den lille buttede M. med sit comisk-melankolske Fjæs. Et stort Tab for Kringlen er det at P [etersen] s ikke mere kommer der. For Dig som jeg hører er kommen ind med al Honneurs, vil det ogsaa blive et Savn; jeg vidste sandelig ikke hvilke Damer der kunde erstatte begge P-s. Emma Munch stakkels! blev ganske vemodig stemt ved disse Kringle- og Balefterretninger, hun fin- SIDE: 362 der sig slet ikke godt i at være hernede og er især ulykkelig, siden Knutzon vendte tilbage, jeg derimod hører dem med den største Sjelsroe, og de skulle sandelig ikke friste mig til at ønske mig denne Vinter tilbage. Den Slaphed som vil være over Alle efter den forrige Vinters Anstrængelser, er god at undgaae, især naar man ingen har at styrke sig ved - de faae, der resterer, ere selv udtømte og trænge til Næring; men dette er blot et luxurieust Motiv at reise bort for, der gives positive Grunde nok. Hvis ikke den frygtelige Hast, hvormed den hele Reise blev sat i Værk, (thi jeg vidste jo først Mandag med Vished om den skulde blive af) havde været, saa skulde det ret have glædet mig for Dig, kjere Oscar, at udvikle dem alle klarligen; thi Du er en af de Faae, for hvem jeg nødig vilde den skulde staae i noget gaadefuldt Lys. Der gives nok af dem, der ikke godt kunne fatte den, men som man lykkeligviis ikke skyl- der noget Regnskab, og det vilde blive vanskelig at gjøre saa- danne begribelige, thi Grunde der have en dybere gemytligere Rod end de almindelige, blive kun latterliggjort. Naar man ikke reiser ned for at besøge en Tante, eller for at see Comedier eller faae sig en nye Kaabe, saa har man intet at reise for. Her kan jeg ikke udvikle for Dig, hvorfor jeg er reist, men blot sige Dig at det var en Nødvendighed, at jeg ikke et Øie- blik har angret det, men mere og mere bliver overbeviist om det Gavnlige i at være en Tid borte fra min Kreds. Her hos Fru R. lever jeg saa godt som jeg kan ønske, det vil sige, ikke alt for godt /mageligt/, men netop denne huuslige Travlhed, at vi alle maae sørge lidt for os selv, er meget god. Forresten er min Huuskreds saa elskværdig som jeg kan ønske den, Fru R. selv god, aldeles uden Pretension og de 3de unge Damer kappes om at være mig til Behag. Jeg finder mig bedst hjemme og gaaer næsten aldrig [ud] , og denne Roe er saa uendelig vel- gjørende for mig; i Chia. blev jeg næsten opslidt, opbrugt, og ved et saadant Liv irriterer man blot sine Sjeleevner for at de slappes dobbelt bagefter, og man taber sin bedste Livslyst; paa et jevnt Liv med den rette Ligevægt mellem Arbeide og Ad- spredelse, var aldrig at tænke paa der. Et saadant lykkeligt Liv SIDE: 363 skal jeg engang, hvis Vorherre ikke gjør nogen Indsigelser, nok føre der. Og det er Haabet og Drømmen om et saadant Liv, der styrker og opmuntrer mig i Alt hernede. Maatte det kun blive snart min Lod! jeg venter med brændende Længsel paa at høre Udfaldet af J-s Ansøgning om Posten, jeg haaber at Folk, som siger hans Medbeiler til, ikke er farlig. O min kjere Broder, hvilken Lykke at faae et Hjem, jeg troede aldrig et saadant existerte for mig. Der skulle vi alle glade samles. Det skal ogsaa, haaber jeg, blive Dig et Hjem, som Du altid kan tye til og være glad i, hvis Du blot nærmere lærer at kjende ham - - et noblere varmere Hjerte har aldrig existeret før. Imor- gen haaber jeg at faae hans første Brev fra L [ondon] . Om Kjøbenhavn kan jeg ellers lidet melde Dig. Medens jeg boede paa Vandkunsten, saae jeg hverken Vand eller Kunst - nu har jeg i det mindste Kunstens Tempel for Øie, men jeg har blot engang været der og seet Farinelli. En engelsk Sangerinde Mad. Bishop giver Concerter og Soireer, de sidste toge sin Begyndelse i gaar og skulle være yderst gentile, da hun boer i et af Paladserne og hele Kjøbenhavns Elite, den hele konge- lige Suite, kommer der; næste Torsdag vil jeg gaae derhen for at see denne Spas, det kan vel være værdt, blot for at see, om hun ikke sang saa deilig som hun gjør, jeg har ikke hørt noget mere complet end hendes Sang paa en Concert Søndag 8 Dage siden. Musik have vi ellers nok af her i Huset, dog ikke for meget, thi den er god. Jfr. Gjerts spiller de deiligste Sager hele Dagen, Thalberg, Chopin, Henselt ere vor daglige Føde, vi nøies ikke med mindre; om Aftenerne kommer un- dertiden Curländer, den første Pianist, og spiller saa deilig at man troer sig hensat i Paradiset. Jeg finder mig i det Hele ta- get bedst hjemme. Paa Maleriudstillingen har jeg jevnlig været og gaaer fremdeles, til det bliver lukket. Den er virkelig bety- delig. Det er en ganske anden Nydelse saaledes i Roe og Mag og i flere Repriser at kunne see en saadan Samling, at vandre omkring i alle disse Sale med den Flygtighed som Reisende nødes til, er mere skadeligt end virkelig godt. Nu veed jeg, hvad disse gamle Mestere vare! jeg har fordybet mig saa i dem, SIDE: 364 at jeg ikke mere gouterer de moderne. Der er en bodfærdig Magd. af Tizian! disse Øine, denne Mund ere saa jordiske, saa brændende og dog saa forklarede ved det himmelske Udtryk - og en Madonna af Carlo Dolci! glemmer jeg aldrig, og hun bliver skjønnere hvergang jeg besøger hende! Nu bliver der snart lukket, men saa er der en Kunstforening, hvortil jeg har faaet Fribillet for hele Vinteren. Den 28de Oc. Igaar fik jeg endelig Brev fra Fader, men det er skrevet i hans frygteligste Humeur, og hvis det var lidt mindre galt end det er, saa var det i Sandhed beregnet paa at tilintetgjøre mig ganske. Nu kan det kun betragtes som et Udbrud af hans værste Humeur. Han gjør mig de haardeste Bebreidelser for 100 Ting, ligefra den "naragtige, forrykte" Reise, indtil den graae Hest som har været daarlig, siden den kjørte mig ind - ligefra den stakkels Reiseskizze, der var addresseret til Emilie istædet for til ham, indtil en gammel Hat og et Par Strømper, som Erik ikke fik med sig hjem - kort der er ikke en Yttring, ikke et Skridt af mig, han ikke seer fra den sorteste Side. Stakkels Fader, hvorledes skal det blive tilsidst naar hans Humeur tiltager saaledes! Jeg har svaret saa skaansomt som mueligt. Men det er tungt for mig, at jeg fra mit Hjem aldrig skal vente at høre noget godt. Du er den eneste, som jeg troer vil gjøre en Undtagelse. - Skriv mig snart til, at jeg kan see der er en eneste af min Familie der tænker venlig paa mig. Jeg trænger saa uhyre dertil. Lev vel. Hils Amalie og Henrik. Hans Brev er be- sørget. Din C - SIDE: 370 Camilla Wergeland til Jonas Collett. 8de Nov. [. . .] Lehmann var der ikke, men I. A. Hansen og Zart- mann. De fulgte hjem. Jeg var i saadan Aande hele Aftenen takket være disse 2, at jeg ikke kom til at kjede mig, og jeg kan endnu ingen anden Forklaring give om min Stemning, end at jeg har snakket meget. Inde i den første Stue et Bord med gamle strikkende Damer, der snakkede, i det andet et Bord med unge strikkende Damer, der taug. For ikke at være blot optaget af de 2 Herrer, hvilket var uundgaaeligt - maatte jeg gaae omkring som Dronningen ved Couren og tale med dem alle. Fru M. sagde ved Afskeden saa meget forbindtligt om den norske Munterhed og Livlighed, i Modsætning til de danske unge Damers Stivhed, at det lod som hun betragtede mig som en staaende Aquisition for hendes Torsdagssoireer, og jeg blev lidt bange tilmode, men aandede strax friere, da hun sagde at hun blot vilde bede mig, naar der kom nogen der kunde in- teressere mig. Var det ikke meget honet? Er det ikke ogsaa comisk, at man troer jeg er munter hernede? Jeg finder ikke Z. saa tynd som De siger, Jonas. Idag da jeg kom ned til Frokosten, var F [anny] mild og venlig. Da hun havde taget sin Søm, bad hun mig læse et Par af Heines Gedichte for hende. Det arme Barn, jeg forstaaer mig ikke paa hende endnu - hun lider disse Digte, de virke paa hende som Koglerie, hun lytter til dem med samme ræd- selblandede Velbehag, som man vilde gjøre, hvis pludselig en overjordisk Musik lod sig høre. Hun veed ikke hvad der er saa smukt. - Jeg var ogsaa med de Andre en Aften henne hos en Familie Krieger. Det gik mig her som næsten bestan- dig ude, af Frygt for at kjede mig bliver jeg selv livlig, og si- den finde vi at der har været moersomt. Der var en Søn med et brillant Hoved, Jurist, der har stor Lyst til at blive norsk, jeg har stor Lyst til at opmuntre ham dertil. Vi kunne bruge Alt hvad der er godt deroppe. Langes har jeg ikke seet. [. . . Lakune . . .] SIDE: 371 Den arme fru Q., nu skulde netop denne Datter blive hendes Trøst for det hun har lidt. Veed De hendes Historie? at hun som et 16aarigt uerfarent Barn, smuk og forgudet som hun var af Forældrene, blev smidet sammen med denne Q., en ækel, gammel Karl, en Lazarus paa Legeme og Sjel, der havde vidst, Gud veed ved hvilke Kunster at daare hende, ligesom C. en- gang Ä.; man paastaaer at Fru Q. var dødelig indtaget i ham, indtil hun vaagnede op af den rædsomme Vildfarelse. Her var ingen negativ C.-Natur, men positiv Afskyelighed; hun flygtede ud af hans Huus med begge sine smaae Børn og søgte Beskyt- telse hos hans Familie hernede, med denne staaer hun sig me- get godt. Han fulgte hende siden herned, men ethvert Forsøg paa Gjenforening har hun bestemt tilintetgjort. Dette af meget paalidelige Kilder. Historien melder endvidere, at en respecta- bel Mand har sukket for hende i mange Aar, og hun lider ham, men Q. lider ikke, at hun bliver lykkelig, naar han ikke selv kan gjøre hende ulykkelig. Jeg maae trække Aande efter disse Trauergeschichten og fortælle Dem lidt om Soireen hos Mad. Bishop igaar. Dennegang havde vi Jfr. B [idoulac] med os, og uden hende, der holdt mig lidt varm, maatte jeg have creperet af den frygtelige Dørtræk, jeg alene var udsat for; thi jeg havde den værste Plads og intet Schavl. Forresten var der kjedelig som forrige Gang. Lehmann var der, han stod bag mig i Døren hele første Ackt - i anden stillede han sig paa Siden, og da han derpaa maneuvrerte forbi os, hilsede han blandt Andre Jfr. B [idoulac] , ikke mig, men da han var kommen nogle Skridt forbi, standsede han og saae paa mig, og jeg saae paa ham, men vi hilsede ikke. Der laae noget Spørgende Spændt i hans Øiekast. Senere hen i Entreen hørte jeg ham spørge Jfr. B. om hun havde hørt noget fra Norge, men jeg vendte mig ikke om for ei at tvinge ham til at tiltale mig. I Aften er jeg buden hen til en Familie Muus, der træffer jeg ham formodentlig. Nu gaaer jeg derhen. Farvel, Jonas! SIDE: 372 Camilla Wergeland til Ida Kjerulf. I [da] De maae aldrig mere skrive mig saadanne Breve. Jeg kan jo ikke give Dem nogen Trøst. - Hvis jeg kunde udgyde mit Blod for Dem, men de Tider ere forbi - o I [da] veed De, et saadant Brev kunde drive mig til det Yderste. Naar skal Deres Jammer ende og hvorledes, dermed qvæler jeg mig med Dem, men jeg aner ingen Udvei. Gud maae sende den plud- selig og gjøre os tilskamme. Da jeg saae Dem saa livlig, næ- sten tilfreds i Sommer, havde jeg endnu Haab, men denne Tilstand, denne grusomme Spænding maae ruinere Dem, før- end Lykken kommer og gjøre Dem udygtig til at nyde den. Min Gud, I., kunde De ikke paa nogen Maade undgaaet den. Deres Far har jo tilbydt Dem at reise. Hvorfor sat De ikke [ind] med al Deres Kraft, her maae man være Egoist, da det gjælder vort Liv - Deres Moder vilde ei have savnet Dem - ulykkeligere kunde hun jo ikke blive. O De kan troe, Ida, at Fraværelsen har en underlig lægende Kraft. Var De hernede nu! o havde jeg Dem her! vi vilde styrke os ved hinanden; jeg kan jo ikke trøste Dem, jeg er saa uhyre arm paa alt det der kunde trøste, men naar jeg holdt Dem saaledes i mine Arme, naar De var bedrøvet og jeg græd med Dem, saa vilde det dog allige- vel mildne Deres Sorg, og De kunde dele min Glæde; hvem har mere Ret til den end De! men til Sommeren, I.! bliv syg til Sommeren, lad Lægen raade Dem til E [idsvold] - og kom saa til mig. Vi ville gjennemvandre Dalene ved hin- andens Side, bestige Fjeldene og drømme Nætterne bort sam- men, og naar De blev træt, skulde De udhvile ved mig, skulde vi sætte os under et Træ og slynge Armene om hinanden. Ich will Dir nur erzählen dass ich Dich geliebt hab, und von Dir - O, De maae komme, I [da] De skulde have været der for længe [siden] . Det er et indviet Sted, Ida, De maae finde Dem vel der, hver Busk vil kunne hviske Dem bekjendte Navne, som de have lært for længe siden, og hver Busk er nysgjerrig efter at see Dem. Inden den Tid, I., maae Gud gjøre et Mirakel, og jeg troer han SIDE: 373 for Deres Skyld vil gjøre det. Han vil indgyde mig Tillid til Deres Lykke. Ak Ida, har De da aldrig mærket, at jeg ikke har denne fuldstændig, at det er Mangel paa denne T [illid] der [gjør mig] stum, naar De kommer til mig. Det har gjort mig saa gruelig ulykkelig, thi jeg vidste, at der i mine Ord maatte kunne ligge megen Trøst. Og ikke at kunne give Dem den. Jeg har tiet, I., fordi jeg ingen Velsignelse kunde udtale - o hvis De kjendte denne Kamp, den Uroe! - jeg følte mig lidt beroliget, da J [onas] , da De, sagde der var ingen anden Vei til Lykke. Jeg vil troe derpaa, for Deres Skyld. Hvis der atter skulde ville komme Tvivl, vil jeg see hen til Dem. De veed hvad min Taushed, min Angst for Dem maatte sige tydeligere end den aabneste Bekjendelse, at han er min Uven, at han har saaret mig saa dybt, saa dybt, som det er mueligt noget Menneske kan saare den anden. De veed, at hans blotte Nær- hed, hans Stemme indgyder mig en Skræk jeg ikke kan over- vinde, at Erindringen endnu smerter mig. Dette er intet For- ræderie, det er et Ord, der er mig og Dem værdig. Jeg havde aldrig Haab om at overvinde denne Skræk for ham, og jeg har sagt Dem, I., at vi maatte skilles ad den Dag han hjem- førte Dem, men I., han elsker Dem vist, han maae jo, og skulde han ikke da være god; jeg har sagt til J [onas] at hvis han gjorde Dem lykkelig, vilde jeg række ham Haanden for- sonet - O Ida hvis det kunde hjælpe noget, vilde jeg knæle for ham og bede ham at gjøre Dem lykkelig. Alt skulde være glemt. Da blev jeg forsonet; hvis De kom en Dag og sagde mig, at De var lykkelig, da var alt glemt, da var jeg forsonet, da var alt godt. Da vilde J [onas] og jeg dele Deres Glæde fuldkommen; selv hans Harme over Menneskene vilde vi hjælpe Dem at bære, I., at den ikke faldt for tungt paa Deres Skuldre. Vi fire vilde danne et Forbund mod den anden Verden, mæg- tige i vor Lykke. O I., hvilke henrykkende Drømme; de maae opfyldes, men først vil jeg bede Gud om Tillid til og Troe paa dem. Og De, I., følg Deres Instinkt, Deres Hjertes Stemme; Gud kan umuelig have isinde at gjøre Dem ulykkelig, Deres Skjæbne SIDE: 374 maae fuldbyrdes, og De er maaskee kaldet til noget stort. Vær trøstig. Jeg er overbeviist om at Skjæbnen maae trættes ved at plage Dem med et og det samme, der er jo ikke mindste Gran Opfindelse eller Vid i disse ensformige Marter, og for- tvivlet over at finde paa noget andet vil den lade Dem blive lykkelig. Og til Sommeren kommer De op til mig. Jeg kan sige saa lidt om mig selv, det vil da sige om ham. Han var i L [ondon] og er nu i P [aris] , jeg har endnu ikke faaet noget Brev hvorved jeg kunde hvile ganske ud, de bære alle Reise- stemplet; man mærker det er skreven mellem aabne Kufferter og i en Stue man ikke er hjemme i. O fortæl mig lidt om ham. Jeg har Erindringer, I., der ere saa forunderlig deilige. Naar De blot vidste, hvor lykkelige vi have været. Er det ikke grusomt at sige Dem dette, I. O nei, De maae jo glæde Dem derover. Har De [. . . Resten mangler . . .] . SIDE: 386 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Kjøbn. den 3die December [1839] . Her er stor Larm i Byen idag, enhver der havde staaet i vore Vinduer og seet ned paa Kongens Nytorv, vilde troet sig i Paris, der var kommet et fransk Liv i de dorske Kjøben- SIDE: 387 havnere, man rendte hinanden næsten omkuld, man standsede hinanden og gesticulerte, og trods den skjærende kolde Østen- vind med Sneefog var hele Torvet inden Middag sort af Men- nesker og Militaire der skulde gjøre Ed - - Kongen, den gamle Frederik, var jo død om Morgenen, og Christian ud- raabtes - Nu bliver Theatret lukket, og alle Forlystelser ind- stilles i mange Maaneder siges der, hele Byen klæder sig i dyb Sorg, det vil blive meget moersomt for Fremmede hernede. Digteren Andersen er det ogsaa Synd paa, hans "Mulat" skulde netop gaaet i Aften for fuldt Huus, og han skal være meget bedrøvet over Kongens Død. Stakkels A.! han har nylig havt et andet Uheld. Der var en gammel Fru Bügel der holdt meget af A., hun havde ham visse Dage tilbords, hørte ham forelæse og sendte ham af og til en 100 Dalerseddel; derfor sendte A. hende flittigt Bøger og saadanne Sager, blandt andre havde han forleden sendt hende en nye Novelle "Den gamle Hustru"; en gammel elskværdig Dame har en ung Logerende som hun protegerer; for at redde en Arv, der ellers vilde bort- falde naar hun forblev ugift, tilbyder hun ham sin Haand, og de blive gifte og leve lykkelig sammen. Da A. havde sendt sin Beskytterinde denne Novelle, fik han en Billet med den opbragte Erklæring, at hun ikke havde tænkt at gifte sig paa nogen Maade, og at hun herefter maatte frabede sig hans Be- søg. A. troede det var hendes Spøg - hun er 70 Aar - og svarede spøgende tilbage, men fik blot et endnu eftertrykke- ligere Svar, der overbeviste ham om at det var ramme Alvor. Jeg har aldrig truffet paa Andersen, blot seet ham paa Comedie. Fra Norge faaer jeg vist neppe mere at vide end De selv, Jonas, forholdsviis til den Mængde Correspondenter jeg har, meget skjelden. Malv [ina] er den bedste af dem. Emilie daar- ligst, en Grad daarligere endnu end Adolph [ine] der slet ikke skriver. De ere langt fra opmuntrende de Breve jeg faaer. M [alvina] er misfornøiet, A [dolphine] , I [da] og saamange ulyk- kelige. Mad. Hoppe sengeliggende. Den arme Emil K [nudsen] er paa Hospitalet, men jeg veed ikke hvorfor. Hvor jeg har ondt af ham, nu er der da vist ingen der bekymrer sig lidt SIDE: 388 om ham; Johan seer man aldrig, han murer sig inde i denne Tid. Der er vist ikke hyggeligt derhjemme, Jonas! Sine A. gjør Bostonpartier for Aldrende og beder Fru Herlofsen til Selskab, og trakterer med solid Risengrynskage med rød Sauce over. M [alvina] gjør ikke meget af at komme der. Der er som hos et 10aarigt Ægtepar, den fraicheur, det piquante, som kan være over en saadan ung Menage, er der ikke Spor af hos dem. Hos Ebbells Sygdom og slet Humeur - troer De vel S. passede til E. Hun var bestemt for gammel for ham, eller og- saa var han for ung. Alt dette som Rezept for Deres Hjemvee, jeg har prøvet Couren selv og anbefaler den som probat. Sæt Dem blot ind i al denne Christiania Misere, og De vil tilstaae at De for ingen Priis vilde være tilbage. Ikke jeg heller. For M. gjør det mig ondt, fordi jeg troer hendes bedre Selv gaaer under i denne Trængsel - hendes sidste Brev var mindre elskværdigt end de 2 første. Jeg har ofte hørt dem, der ikke kjender M. rigtig, dadle hos hende at hun taler for meget om sig selv; os, der kjende hende, vilde aldrig kalde det saa, men M. ruger alt for meget over sig selv og sin Ulykkelighed, jeg troede hun kunde gjøre meget for sig selv, naar hun vilde. Der er saa mange reel Ulykkelige rundt om hende. A. havde sagt til hende, fortæller hun, at hun meget let kunde blive "lei" - derover er hun nu meget forskrækket. Nu vil jeg skrive hende til - skjøndt jeg skriver meget for meget. Jeg har i denne Uge, medens min Balforkjølelse varede, næsten ikke be- stilt andet end at skrive, men nu vil jeg give mig en lang Frist. Disse Breve, denne Skrivning, det er min Qval og dog min Glæde! Her er saadan Støi omkring mig, medens jeg skriver, at jeg ikke veed hvorledes dette vil hænge sammen. Der snakkes om Sort og Sorg, og at jeg maae skaffe mig en fuld- stændig Sørgedragt - jeg protesterer naturligviis mod saadan Galskab. Fra Fader har jeg havt endnu et Brev, aldeles i samme Smag som det forrige. Han gjør mig blandt andet, til en Forandring, den mærkelige Beskyldning at jeg har slet Carakteer, idetmindste kommer der ved Omskrivning af en lang Sats noget saadant ud deraf. Har jeg vel en slet Carakteer, SIDE: 389 Jonas -! De spørger mig hvad der er at gjøre derved. Min bedste Ven, derved er intet at gjøre, uden at lade som det ikke staaer der, og skrive et muntert, trøstigt Brev igjen, der slutter med at hilse venligt hjemme og derpaa taalmodig oppe- bie hans næste. Det maae komme paa Lørdag, tænker jeg. Den eneste lyse Figur i dette hjemlige Malerie er Oscar. M. siger han er saa munter og glad, at han smitter Alt hvad der kommer ham nær, og hans "Elskværdighed vinder alle Hjerter". Det er en brav Gut, Jonas, af ham ville vi have Glæde. Jeg veed saa godt hvor De boer. Det er i Nærheden af Notre Dame, ad quai d'orfevre, naar De vil gaae til Louvre, over Pont des arts. [. . .] den 21de. Skipper Juul var kommen i Forgaars, men bragte intet med til mig uden - - - De troer det vel neppe! - D-. F [anny] kom først hjem om Formiddagen og fortalte, at hun havde mødt ham paa Gaden, men vi trøstede os med en Feiltagelse - indtil Emma M [unch] kom og bestyrkede den utrolige Nyhed. Der blev en gruelig Skraal og Støi herinde, thi D-s Bedrifter ere noksom bekjendte i vor hele Huuskreds; jeg vilde endnu ikke ret fatte det, da traadte Sophie Burchard ogsaa ind ad Døren med et ganske phlegmatisk: D- er kom- men. Der var ingen Tvivl mere. Jeg er desværre overbeviist selv derom idag. Er det ikke afskyeligt, at man slipper det Menneske løs, jeg maae nu altid svæve i Frygt paa Gaden for at møde ham - mine deilige ensomme Toure paa Volden og i Grønningen ere verleidede - og jeg maae ængstes hver- gang det banker paa Døren. Han indbilder sig vist at have frit Spil hernede, hvor jeg ingen Beskyttelse har, her er ikke en Herre i Huset, der kunde kaste ham paa Døren om han kom; det faaer han snart opspurgt. I Formiddag var jeg en lille Tour ude for første Gang paa en heel Uge. Da jeg gik hjem, stod en Herre paa Hjørnet af Østergade, der vendte sig om og fulgte mig. Jeg standsede et Øieblik paa Trappen for at tale med Sophie, da saae jeg ham nedenfor, men endnu uvis om det var D. styrtede jeg op i SIDE: 390 Stuen og lod S. holde Vagt udenfor - hun havde da hørt ham gjøre Tjeneren nogle forblommede Spørgsmaal om dem ovenpaa uden at nævne Navn, men formodentlig har D-s Forsøg paa at være fiin løbet uheldig af, thi Tjeneren svarede blot ved at ryste paa Hovedet og gjøre Grimaser til Pigen. Imidlertid er han bleven vor staaende Conversation; i Mørk- ningen traadte S. forklædt som ham ind. Man bør ikke spøge med Sligt, thi han kan komme tidsnok. Hvad synes De, Jonas. Her er en gruelig Gjæring i Byen. I Nat havde Borgerne og Studenterne en Sammenkomst i Anledning af den A [dresse] der skulde sendes ind til den nye Konge idag. Det kom til Aftale at det skulde beroe paa Stemmefleerhed, men da den mod Lehmans Forventning faldt - thi mange af dem havde imod Valget af Øieblikket, holdt han en tordnende Tale der strax bragte Vægten over til hans Side; 120 underskrev endnu, og idag var Deputationen der under hans Anførsel. Da han kom tilbage, blev han af de Misfornøiede modtaget med Piben og Hyssen, men hans Veltalenhed gjorde igjen sin Virkning, han fortalte at Kongen havde været yderst naadig og givet dem de - skjønneste Løfter. Med Alt dette veed De vel neppe hvorom der er Tale, Jonas! Det er om Constitution, norsk Constitution, modificeret Constitution og - De faaer det snart bedre og fuldstændigere at vide, tag for denne für lieb med denne Damecolation. Her blander sig naturligviis adskillige comiske Træk i disse alvorlige Forhandlinger - Saaledes havde den nye Konge igaar i den høitidelige Tale forsnakket sig og bedet Gud give ham Villie istædetfor Evne - og da Grev Moltke fra Altanen raabte Kong F. er død! tog Soldaterne det for en Proclamation af den Nye og svarede med et Hurra. Da han derpaa raabte: Leve Kong C. den 8de, lød det meget dæmpet og zweifelhaft, maaskee mærkede de nu Misforstaael- sen og vare bange for at falde i en Nye. - - - - - Jonas, spørg mig aldrig hvordan jeg har det, gjør Dem aldrig nogen Skrupel desangaaende. Her er blot et Vigtigt, og det er Deres Vel. De er nu i Paris, hver Time er uvurdeer- SIDE: 391 lig kostbar og vigtig for os begge, og derfor gives der ingen tomme Timer for mig heller. Mit Liv faaer Betydning nok af Dit. Naar jeg undertiden om Aftenen kan spørge mig selv, hvad jeg har taget mig for den Dag, er Resultatet altid: Jonas er i Paris, og han lever for os begge. O Du kan aldrig troe, hvilken riig Kilde til Glæde den Tanke er mig, at Du nu er i det prægtige Paris; det vigtigste er nu at bruge en kort Tid til det, hvortil Andre bruge lang Tid; man maae have rummelig Sjel til alt det og stærkt og muntert Sind til at optage det med; det er vor Skyld hvis Du mangler det sidste. Det er Synd at besvære Dig med vore smaaelige Sorger nu; o J., jeg har været egoistisk, men til- giv mig. Jeg har det desuden godt, her er ingen Plads til at fortælle noget om mine Begivenheder, men jeg skal, hvis jeg endnu faaer Tid, tage en lille Afskrift af et Brev til E [mma] Petersen, hende har jeg fortalt noget. Dette maae De altsaa betragte som det egentlige Brev, de andre Smaaeblade ere blotte Brudstykker, Copier. Zahrtmann er utrættelig endnu, jeg blev ordentlig rørt forleden og sendte ham en Takaddresse, hvorpaa jeg fik det ziirligste Svar idag. Jeg læser netop Transatlantische Reiseskizzen af en Anonym. Det er ganske mageløse Skildringer, jeg har tænkt 1000 Gange paa Dem og jeg faaer ingen Roe førend De lover at læse dem, selv i Paris! Lev vel! Jeg er ganske for [tum] let af Skriven og var ikke en eneste selvstændig Tanke mere mægtig. Jeg vil blot rable noget ned af Emmas Brev. SIDE: 403 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Søndag Aften den 8de Dec. [1839] . Jeg veed ikke om Fremtiden vil bedrage mig, eller om den har isinde at afbetale mig redelig sin Gjeld - jeg har store For- dringer til den. Denne Aften er en af de Forskud man maae give Lykken, jeg vil derfor ikke kalde den uretfærdig eller slet, SIDE: 404 men jeg har lidt saa uendelig, der tænker ingen hvormeget jeg har lidt. Jeg har nu fattet mig lidt - dernede var saa skrække- lig, derfor er jeg flygtet herop paa mit ensomme Kammer, triste Kammer, ensomme Kammer, her er heller ingen, jeg indbildte mig her var noget der kunde huesvale mig. Pennen - skrive - men til hvem? ak jeg tør ikke engang skrive, jeg har lovet Jonas ikke at være bedrøvet, at holde ud, men jeg kan ikke holde ud - Gud Jonas, jeg er saa bedrøvet! Jeg har længe gaaet med en Sorg, men jeg har idelig trængt den tilbage, naar den rørte sig for at erindre mig om at den var der. Jeg vilde jo saa gjerne glemme den. Jeg er nemlig meget forladt her, jeg er ganske glemt af mine Egne, jeg har intet Hjem, og jeg troer ingen Fader og Moder mere. Moder havde saa daarlige Øine, sagde hun, men hvis hun en eneste Gang havde følt ret Trang til at sige at hun holdt af mig saa havde hun nok seet at skrive disse 3 Ord. Fader var dog ellers lidt forfængelig af mig, han kunde dog skrive og spørge om man gjør meget af mig, om jeg bliver buden ud - Emilie har ogsaa glemt mig. Jeg troer ikke nogen i Grunden kan elske mig. Alle disse Klager hobe sig sam- men i mig, og jeg veed ikke, hvor jeg skal bære dem hen; naar de vaagne, da vil mit Hjerte springe som i Aften. Jonas skulde jo være mig Alt, Forældre, Hjem og Alt, og han kan være det, da jeg føler jeg kunde bytte alt dette mod ham - men hvor er da J. der skal trøste mig over dem! Han er langt borte, han tænker maaskee i denne Time ikke paa mig, og jeg vilde give mit halve Liv for at klynge mig fast til ham og græde ud. Du vilde kalde min Sorg umaadelig ufornuftig, ak siig intet, lad mig blot græde. - Var uforstaaeligt det jeg skrev igaar, jeg maatte skrive det af, i dag kan jeg nok skrive smukt nok, men maaskee lige uforstaaelig, hvis jeg vilde forsøge at gjøre Rede for, hvad der satte mig i et saadant Oprør, eller rettere hvorledes jeg kom i dette Oprør. Jfr. Bidoulac var her i Gaar Aftes. Hun kan saa skjelden komme og har skuffet os saa ofte, at jeg hørte det var ganske bestemt i Gaar med en ængstelig glad Forudfølelse. SIDE: 405 Jeg veed ikke hvorfor jeg hvergang jeg har været veemodig eller bedrøvet, altid har tænkt paa Josephine B., men J. B. boer heelt nede i Strandstrædet og Strandstrædet er altid meget smudsigt - - ogsaa naar jeg har været rigtig glad, af den Glæde som jeg ikke kunde fortælle de Andre, har jeg længes efter hende, men jeg kom hende aldrig nærme [re] derfor. De faae Gange hun har været her, har denne Følelse netop holdt mig fjern fra hende, hun var da gjerne saa beskjeftiget med dem, der beskjeftigede sig med hende. Igaar har denne Strid ret piint mig. Medens hun sad saaledes ligeoverfor mig og lod denne Rigdom af Ideer spille, blev jeg forknyt og kunde næsten intet tale med. Det forskrækkede mig, at høre disse der tilhørte mig, var min hellige Eiendom, udtale med denne umaadelige Livlighed og denne Udtryksskjønhed. Og dog slugte jeg ethvert af disse Ord med en Slags misundelig Henrykkelse, jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg ikke udtalte dem og vagte denne Glæde, denne Beundring rundt om mig, og ak! jeg veed ikke om det er Evnen eller Lysten, der var bleven qvalt, maaskee begge Dele - mig tilhørte imidlertid disse Ord. Hun stjal dem alle ud af mit Bryst, thi mit Hjerte blødede derved. Hun sagde noget om den første Kjerlighed og dens Væsen og dens Virk- ninger, hvorpaa jeg blot kunde svare med et stumt bedende Blik, men jeg havde en uendelig Trang til at kaste mig om hendes Hals. Der er virkelig en Varme, en Begeistring, en ægte Begeistring, en Gottesfreudigkeit i hende, der maatte meddele sig til dem der klyngede sig til hende. Hun læste siden noget fore af Heines Salon, og af Göthes Gedichte, jeg har aldrig vidst, at disse sidste vare saa smukke - "Das Wort umarmt dich, der Gedanke küsst dich", siger Heine om dem, og det forstaaer man først ved at høre J. B. læse dem - endelig læste hun ogsaa noget af W - - jeg bladede imedens i den Salon - men disse Smerter hun havde vagt, begyndte at blive mig utaalelige, jeg vilde sige hende det, og at det var hendes Pligt at trøste mig igjen. 10 Gange greb jeg efter Pen- nen der laae i Nærheden, men standsede altid igjen, jeg maatte tale med hende; naar nu J. Gjertz begynder at spille, vil jeg SIDE: 406 sige hende det. Men netop som jeg havde fattet denne Be- slutning, hørte jeg Fanny, der hele Aftenen havde coquetteret for hende, gjøre hende en plump Kjerlighedserklæring. Dette hjalp i en Retning, men stillede ingenlunde Oprøret. For at gjøre mig fuldkommen forrykt begyndte nu ogsaa Sophie, das liebe gute Kind, at græde. Sophie græd efter Mama, thi S. har en god øm Mama, der skriver hende mange ømme Breve og sender af og til Myseoster, ja saagar de Presenter tilbage som S. sender hjem; derpaa kom S. til at tænke, doucement forberedet ved J. B-s Nærværelse og de deilige Thalbergske Phantasier, der just spilledes, og S. udgjød disse Taarer i J-s Barm - og de Andre sagde hun var et godt Barn, "der boer bestemt noget i S.", og kyssede hende alle; da følte jeg at jeg var alene og vilde blive det. Jeg var vist ikke noget godt Barn, thi jeg græd ikke, jeg sad blot og bladede i H [eine] og sagde blot ganske kort, da Fru R. talte noget om et stærkt dybt Gemyt hos S., at det ofte ikke er Styrke at græde, men ikke at græde. Dog blev denne Pralen ikke længe ustraffet. Jeg satte mig bag Døren, medens de Andre vare inde i næste Værelse, og jeg har grædt meget, men ingen har seet det. Derpaa er jeg sneget mig op paa mit Værelse. Tirsdag. En herlig Dag i Aften. Deilig Musik, Lieutnant Falsen og nogle Andre og Jfr. [Bidoulac] , kuns et Øieblik, et Stjerneskud, men det var nok til at spaae mig noget godt. Hun n [ærmede] sig mig og hendes Øie saae saa vist og dog bevæget paa mig, medens hun trykte min Haand og opfordrede mig til at komme til hende; jeg blev saa glad! Det kom mig saa uventet, thi hun kjendte mig jo ikke mere nu end før - og sidst! - maaskee gjennem S. Det aner mig at hun [kan blive mig til megen] Trøst hernede - - - - hun overtræffer virkelig alle mine Ideer om hende. Hun er selv saa glad, saa salig; saaledes vil jeg ogsaa være, jeg mener saa glad, men jeg kan det jo ikke. Imorgen vil jeg gaae hen til hende. Torsdag. Ja saaledes er hun. I hende vil jeg finde en Veninde, noget jeg aldrig havde ladet mig falde ind. Vi have talt mange Timer sammen, og jeg er endnu ganske aufgeregt af denne Sam- SIDE: 407 tale; hun undrede sig over at jeg var hernede, og hvorledes jeg hos Fru R. maatte gaae under i disse mange "simple Inter- esser", triviel Flid etc., og jeg forklarede hende saa godt det kunde lade sig gjøre, at det netop var helbredende for mig. Hun har besvoret mig at gjøre mig uafhængig af det Savn jeg lider paa Breve. Ak, naar jeg kunde! men dette Savn er af dem der piner ubevidst, denne underlige Lamhed er til- stæde overalt uden at man gjør sig Rede for Aarsagen, lige- som for den Banlyste, for hvem intet lykkes. Jeg forekommer mig som en Forstødt, en Geächtet, thi jeg har ikke hørt et venligt Ord hjemmefra, ikke et eneste, og jeg har dog intet ondt gjort. Det er nu snart 3 Maaneder. Jeg skulde dog nok bære det, naar J [onas] skrev mig til, men han skriver alt for skjelden. J [onas] er grusom mod mig. - SIDE: 411 Camilla Wergeland til Johan Collett. [17. Decbr. 1839.] Kjere Johan! De har vist allerede glemt at undre Dem over intet Svar at have faaet paa Deres Brev, eller med andre Ord, at ærgre Dem over at De skrev det. Det glædede SIDE: 412 mig saa inderlig dette Brev, jeg troede ogsaa det indeholdt en oprigtig Bøn, og dog har jeg ikke besvaret det - en traurig Forkeerthed! men det er en af disse Livet er saa rigt paa. Vi forsømme dem, der gjør os Glæde, over dem, der bedrøve os. Jeg er nemlig selv bleven saa samvittighedsløst, saa grumt be- handlet med Hensyn til Breve, og foruden at dette Savn betager os Lysten til Alt, lader man Straffen gaae ud over de Uskyldige, man glemmer at takke over alle de Bebreidelser man har at gjøre. Vil De tilgive mig, Johan, saa beviis det ved at skrive mig endnu engang til; jeg forsikrer Dem, der er Andre der har hævnet Dem tilstrækkelig; vær nu forsonet. Jeg har desuden saa gjerne villet havt et Brev fra Jonas, hvoraf jeg kunde med- dele Dem noget - jeg har kun faaet et Eneste fra Paris - thi mine egne Ressourcer ere ikke meget store. Om mit Liv hernede vil jeg for E [xempel] ikke fortælle Dem noget, af den Grund at det saa lidt kan interessere Dem at høre derom, ikke alene fordi det i sig selv er ensformigt og farveløst, men den Betingelse, der vilde give disse Hverdagsligheder lidt Be- tydning, mangler endnu tildeels, De kjender mig jo saa lidt Johan, De kan jo endnu slet ikke holde af mig. Det er en anden Sag omvendt, hvad De skriver faaer allerede Betydning for mig, fordi det er fra Hjemmet. Som en trøsteriig Erstatning for min egen Armod sender jeg Dem derfor et Brudstykke af J [onas'] Brev. De seer deri idetmindste min gode Villie til at glæde Dem, og naar det skeer er det ligemeget hvorledes. Maaskee har De allerede hørt noget af dette, men det skader ikke, det er jo altid hans Haand. J [onas] har engang sagt til mig, at han vilde "tænke for os begge", og lide for os begge, sagde han ogsaa; nu havde jeg baade lidt og tænkt meget i mit Liv og fandt det strax uhyre beqvemt, og nu falder mig ind at J [onas] ogsaa kan skrive for mig engang. Jeg vilde netop sætte mit Navn under dette, da jeg modtog et langt Brev fra J [onas] . Gid De kunde dele min Glæde! Jeg trængte saa uhyre til denne Glæde, og det gjør vist De ogsaa, Johan! Derfor vil jeg ogsaa dele med Dem mit Kostbareste, mit Bedste. Stakkels ensomme Broder! Dig og mig er han SIDE: 413 meest af Alle, derfor maae vi dele. Og vil det nu ikke være smagløst at fortælle Dem noget om Kjøbenhavn, om mat poli- tisk Vrøvl og slette Vittigheder og om lukkede Theatre og slukkede Kjerter og skidne Gader og om Hofsorgen og Daglig- stuesorger etc. og om D- -? Jonas hilser mig fra Dem, Johan, med et lille Uddrag af Deres Brev til ham. De angrer at De bad mig om Svar, det vil sige, De angrer at De skrev. O det maae De ikke gjøre! Jeg fortjente denne Mistroe af Dem, men i Grunden har De dog Uret. Det falder mig netop ind, at det første Skrevne fra min Haand til J [onas] begyndte med Johan, og det var Deres Navn. Dengang laae allerede Spiren i mig til at holde af Dem, og siden have J [onas] og jeg talt ofte om Dem, og vi have sagt: Vi ville holde meget af Johan. Troe mig, jeg vil altid være Dem en trofast Søster. Pas vel paa disse Blade. Jeg behøver vel ikke at bede Dem ikke at lade dem komme ud af Deres Haand. Jeg re- klamerer dem engang som min hellige Eiendom. Skulde nogen undre sig over de mange Ting De veed, og pine Dem for Brevet, saa kan De jo blot foregive Visioner eller Drømme, som i den overspændte Tilstand Examensanstrængelserne sætte Dem i, vil synes ganske naturlige. De har desuden et Par clairvoyante Øine, Johan. Jeg troer det var med disse Øine hiin Addresse begyndte. Gud styrke Dem, og samle os alle glade med hinanden. Camilla Wergeland. SIDE: 413 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Den 17de Dec. Aften. Hvor jeg angrer paa det Brev jeg sendte [igaar] , ikke paa Brevet selv, men paa at jeg ikke biede til idag. Idag er alt ander [ledes, det staaer] vel ikke bedre til, tvertimod; men i dette Øieblik fik jeg Dit B [rev] , det ligger foran mig, med dette Brev byder jeg alt Trods, Vanvid og D [- og una] turlige Correspondenter, jeg sad just og vilde udøse min Galde paa dem alle sammen, thi min Taal- modighed var udrunden, jeg begyndte med de Uskyldige, nemlig SIDE: 414 med Malvina og Johan, der skulde døie Beklagelserne, og siden vilde jeg stige, indtil Moder og Oskar, og endelig til Fader som jeg intet vilde, intet kunde skrive. Jeg var inderlig oprørt, thi idag Tirsdag burde jeg ogsaa havt Brev hjemmefra. Da kom Dit, da jeg netop vilde slutte Johans. Og alt var glemt, det blev mig klart, at det var det jeg ventede og savnede og for- tvivlede over, nu er det andet intet. Nei min Jonas jeg lover Dig, jeg vil ikke døe, jeg vil aldrig ønske det mere. Dette Brev har jeg ventet paa. Dog derom siden - nei jeg vil bøn- falde Himlen om mit Liv for at forskjønne Dit, den kan tage alt fra mig, Ungdom og den Smule Skjønhed, jeg kan besidde, men jeg veed der bliver nok tilbage, jeg føler mig saa uendelig riig i min Villie til at gjøre Dig lykkelig, det er, blive det selv, og Du maae elske mig alene af den Grund, Jonas. Det er virkelig utroligt, enormt, at jeg har havt det Mod at blive lykkelig, det er Dumdristighed. Josephine B [idoulac] fortalte mig for- leden, at hun kjender en Dame hvis hele Liv var tilintetgjort, hvis hele Væsen var knækket i sin inderste Spire, ved ham, ved ham. Det er ikke mig! vilde jeg næsten raabe, jeg er ikke ruineret, jeg har besluttet at leve. Og i dette Øieblik studsede jeg selv over det grossartige i den Beslutning jeg havde fattet, og at den kan gaae saaledes i Opfyldelse. Det var en Kraftanstrængelse, det er sandt, den sidste; jeg vidste, at der maatte kjæmpes for at blive det, jeg forudsaae de mange svage, modløse Timer der vilde indtræde, Timer hvori jeg gruede for den Forpligtelse jeg havde paalagt mig, jeg vidste dette i hiin uforglemmelige Stund paa Deres Værelse, da jeg sagde til Dem: "Jeg har lidt saa meget", jeg var ikke lykkelig dengang, men min Beslutning var saa hellig, og derfor tilgiver De mig disse svage modløse Timer, Jonas. Himlen velsigner den jo ogsaa. Disse Timer vil skjeldnere og skjeldnere ind [træffe] . Jeg drømte saadan smuk Drøm inat, jeg saae Dem, vi styrtede i hinandens Arme, men jeg havde [Be] vidstheden om en lang foregaaende Samtale, hine længsels- og uroblandede Samtaler, hvori Du [sad] ligeoverfor mig og vi [- - -] uvil- kaarlig og foer lige saa hastig tilbage - og det var et [- - -] SIDE: 415 vundent, tilkjæmpet Favntag, det første efter vor Adskillelse, og jeg raabte i Henrykkelse: O nu er alt godt. Nu har jeg Dig igjen! Var det ikke et smukt Varsel paa den Glæde jeg skulde have idag? O nu er alt godt, nu har jeg Dig igjen! Onsdag Formiddag. Med F. er det værre end nogensinde; jeg har undertiden været inde hos hende, men det gjør et saadant Indtryk paa mig, at jeg har foresat mig aldrig mere at gjøre det. Hun er ikke gal, men hun er besat, hun er rasende. Doctoren har nu ogsaa fattet Mistanke om at det er mere Ondskab og Egen- sindighed, og at hun burde behandles paa en ganske anden Maade. Moderen, der er svag og fortvivlet, føier hende nemlig i Alt, og derefter maae vi tildeels indrette os. Hun er et Zerrbild af de uhyggeligste Lidenskaber, hvoraf hendes Egoisme over- stemmer dem alle, hun har 1000 Indfald som hun alle sætter igjennem, enten ved den kolde Myndighed hun godt har i sin Magt endnu, eller, hvis det ikke nytter, som et egensindigt Barn. I dette Øieblik maatte jeg gaae ned af mit Værelse, da jeg ikke kunde holde ud at høre hendes Skraalen og Skrig, hun var nemlig rasende fordi J. G. ikke kom op til hende, da hun havde banket i Gulvet paa hende længe. Men J. har ogsaa tabt Taalmodigheden - - endelig maatte dog den stakkels J. gaae da Fru R. vilde det. Da hun kom, havde F. sagt: "Du kan nu gaae igjen, jeg vilde blot tvinge Dig til at komme." Med sig selv driver hun et formeligt Afguderie, hun kysser sit Billede i Speilet og giver sig de sødeste Navne, det er væmmeligt at høre! - og om alle de Herrer der ere indtagne i hende! - Nok om F.! Her vil blive en traurig Juul. Jeg synes hun burde sendes i et Forbedringshuus, og det bliver vel Enden paa det, at hun kommer bort. Ak Julen, gid den var forbi. Hernede traf jeg Nina Munch, der fortalte mig noget om Norge, det vil da som sædvanlig sige jammerlige Historier. I Anled- ning W [elhaven] er der nu en rædsom Spectakel i Christiania. Greven skal trods al Indsigelse have indstillet ham, derover have Studenterne oprørt sig mod ham og skjældt løs paa ham SIDE: 416 i Bladene og mod Indstillingen indgivet en Petition. Alle Blade ere fulde om dette. Stiftsprovst M [unch] har skrevet et meget slet Forsvar for W [elhaven] og Sverdrup har erklæret at ville tage sin Afsked, hvis W [elhaven] fik Posten. Harald T. havde været i et Selskab hos Kjerulfs, hvor alle havde været i Spænding og Ida seet meget elendig ud. Af Forlovelser blot en, men den er temmelig merkelig - udbrudt mellem gamle, tørre, krogede Dr. H. og - Frøken W., hun er saa feed og philosophisk og dydig og lærd! Det er en ækel Forlovelse. 2 norske Piecer har jeg desuden læst i denne Tid. Den ene gjennem Z [ahrtmann] , det nylig opførte Theaterstykke af Blom, "Nutidens Jean de France"; De kan høre, Jonas, blot paa Titelen, hvor trivielt og kjedsommeligt - den anden Piece fik jeg laant af Falsen, det var "Kringla" af Henrik. De veed jo det Vrøvl der var i Byen, om Kringlen skulde gaae ind eller ei; man var misfornøiet over de mange der faldt igjennem ved Indvoteringen, blandt andre Stiftamtmanden, paa Emmas Lunds Brødres Vegne, og han meldte sig ud som Directeur, og i denne Uroe har H [enrik] samlet Stof til sin Farce. Det er ogsaa en af dem, som De allerede kjender, førend jeg siger noget om den; jeg maatte læse den fore en Aften vi vare alene, og den morede os, fordi den er saa norsk. Jeg kunde lee til Taarerne kom mig i Øinene, fordi den er saa Henriksk, det er ham i hans bizarre Naivitet og hans geniale Uforstandighed, en Rise og et Barn! De faaer ogsaa et lille Rap, men vi bryde os herefter ikke om noget saadant. Om 8 Dage skal Konow have Bryllup. Fader skrev mig i sit forrige Brev, at Aarsagen til K-s Udfald mod ham hidrørte fra H [enrik] , der grovt havde fornærmet ham, strax førend han reiste herned. Dette er vistnok en daarlig Undskyldning. Hvordan det nu er eller ei, saa skal han giftes med Marie Ø. om 8 Dage. Jonas, nu maae jeg forlade Dem, for at De kan faae disse Linier des hastigere, de ere blot bestemte til at mildne Ind- trykket af det forrige. Jeg er bange det har bedrøvet Dem, men De vil dog faae dette efter et Par Dage. Vær derfor rolig for mig, "naar jeg blot har Dig, glemmer jeg det andet." Og da SIDE: 417 kan denne ydre Modgang jo ikke gjøre mig noget. Men fortæl mig det ofte, at den ingen Magt vinder over mig. Hvor disse Skildringer af Paris glæder mig, og at De har det godt, og at De spiser godt til Middags. Dette er ikke saa uvigtigt som De troer, i Paris consumeres mange, baade aandelige og legemlige Kræfter, man kan ikke der som paa Schaffts Løkke leve af Skyer og ømme Følelser og Kjæks. Men gjør endelig flere Damers Bekjendtskab, De burde ikke sætte det forlænge op med hiin Tydske, som O [scar] foreslog Dem. Mademoiselle Morel kan være en god Lærerinde, men hun er dog vist ingen Dame, ingen parisienne. Har De truffet paa Myhrberg? Seer De en lille rødmusset Professor Egger, eller bedre hans Søster, da hils dem. Hun kjender mig og O [scar] godt. For Guds Skyld gjør Heines Bekjendtskab. Jeg brænder efter at høre noget om ham ved Dem. Ialfald hvis De ikke vil føie mig i noget af dette, skal De læse transatlantische Reiseskizzen af "Verfasser des Virey". Over denne Bog vil De juble høit. De kan spare Dem en heel Reise til Amerika og trygt foregive, at De har været der. Disse Skildringer ere mageløse. Er De vel vred paa mig, Jonas, fordi jeg sendte Johan et Par Blade af Deres Brev? Stakkels Gut, jeg vidste det vilde glæde ham mere end alt, det kunde saa godt deles med ham, men med ham alene. Der stod intet paa det Blad, vær rolig derfor. Han skal give mig det igjen. - Farvel Jonas! mere kan jeg ikke sige nu. Du slutter altid Dine Breve med: Gud velsigne Dig. Og da er jeg ofte tilmode, som om jeg følte Din Haand paa min Pande, og jeg bøier mig ydmygt i Sindet. Ja Velsignelsen kommer fra Dig. Den er Dig. Derfor er jeg glad og trøstig, hvor jeg ellers maatte tabe Modet. Eftermiddag. Da jeg kom hen til Posthuset, var det endnu ikke aabnet, men jeg gik hen til Josephine B. og var mange Timer hos hende. Jeg elsker hende mere og mere. Al denne Varme, denne Livsfriskhed, denne Glæde hos hende udspringer paa den bedste Grund - hos hende er alt ægte og klingende og harmonisk. Hun er Vorherres kjereste Skjødebarn. Hun er religieus i den sande, dybe Forstand af Ordet, thi hun er SIDE: 418 med al sin Aandrighed dog idel Kjerlighed og Godhed og Over- bærelse. Og denne religieuse Følelse er hun saa gjennemtrængt af, at den blander sig i alle hendes Betragtninger, i al hendes Tale, den begeistrer hende og gjør hende partisk; naar man saa spørger sig selv, hvad der henriver og qvæger os ved at høre hende, saa mærke vi, at vi derved fatte det som de lange tørre Prækener omsonst ville gjøre os begribelig, at Gud er stor og god. Og J [osephine] har under dette blot talt om Græs og Blomster eller om en smuk norsk Vinterdag, ikke et Ord ud af Pontoppidans Forklaring. Men den Gud J. taler om, kan man vinde kjær og længes efter. Vi troe jo ogsaa alt godt om ham, men J [osephine] kjender ham nøie. Lev vel, lev vel! og skriv til Din Camilla W. SIDE: 424 Camilla Wergeland til Jonas Collett. Fredag den 20de Dec. 1839. Et saadant Liv er dog schofelt. Kulde i alle Kroge, Uhyg- gelighed og Uorden, koldt Thevand, en dansk Pige og mis- fornøiede Ansigter - nede - nu var det godt at have et hyggeligt Værelse, men mit Kammer er ogsaa ret ugjestmildt og koldt. Vi have aldrig ret kunnet lide hinanden, mit Kammer og jeg, vi passe absolut ikke sammen. F. sagde den første Dag jeg var flyttet herop: Hvad det er for et sødt, nydeligt lille Værelse, gid jeg havde det. Dengang undrede det mig blot flygtig, men nu finder jeg en saadan Yttring af hende ganske sand og naturlig. F. er en Tagkammersjel, hun kan ikke føle det trykkende i det lave Loft, i det smale Vindue, mig knuge de. Det er et ubedrageligt Tegn, hvor ilde jeg fin- der mig paa det, at jeg aldrig har rørt ved Guitarren siden. Parodisk at spille og synge heroppe! Josephine B. sagde for- leden, da jeg sad hos hende paa Sophaen i min sorte Atlas- kaabe / De skulde see Jonas, hvor den er prægtig med mange Kniplinger og Foer som Aftenrøden /: "En saadan Kaabe passer egentlig meget godt til Dem, den udgjør ligesom en Deel af Deres Væsen, jeg synes overhovedet den Trang at klæde sig i kostbare Stoffer er saa naturlig, saa rigtig for Mennesket som den ædleste Skabning, vi burde gaae i Fløiel og Silke" - Hvorvidt denne Bemærkning var rigtig, og hvorvidt den lader sig praktisere, veed jeg ikke, men jeg veed at jeg finder mig meget vel tilmode i min sorte Atlaskaabe. Der hersker en dyb Sympathie mellem den og mig, der ogsaa røber sig i at vi begge ikke kunde lide Tagkammer og i en fælleds Afsmag for mange Trapper; den hænger ogsaa saa forknyt, stakkels Kaabe, henne i Krogen, som om den længedes efter Vaaren og Frihed, og Hvile efter de mange Trapper og de smudsige kjøbenhavnske Gader. Ak Jonas, hvad skulle vi gjøre med vore aristokratiske Tilbøieligheder - En Arv, en Arv! Er der intet Raad med denne haardnakkede Frygt for Talglys og lave Lofter, med denne ulyksalige Smag for Lamper og Gulvtepper og Silke- SIDE: 425 kjoler og bløde Hynder og duftende Gemakker! Det værste er, at vi jo ikke elske hinanden i schofle Omgivelser, vi kunne nok holde af hinanden, men Trylleriet er borte, naar Harmo- nien er saaledes forstyrret. Tænk blot efter! Aldrig have vi været mere fremmede for hinanden end i Jfr. N-s Hybel og i Faarestien - o jeg tilhyllede mit Ansigt! Men Jonas, ved Kilden kan De erindre, da vi havde fundet hiin lille Plads oppe paa Klippen, saa luun og tryg, under et Hegn der netop lod saa meget Rum at "en Engel kunde bøie sig ned i det og betragte os" - aldrig har min Følelse havt et varmere, mere begeistret Skjær, den laante det af den deilige Augusthimmel og det feeartede i Naturen rundt om os. Omgivelserne vare vor Kjerlighed værdige. Jeg kan ikke tænke paa dette Møde uden den reneste Fryd. De var ogsaa ganske anderledes, Jonas, De var mere end Dem selv; jeg skal aldrig glemme dette Møde. Alle disse Scener! - der maae en slig Folie som Nuets trykkende Prosa til for at give dem den rette Glands - hvilken afskyelig Lysesax jeg maae kjæmpe med, og tykt Blæk - ak det var en deilig Dag. "Hinter dem Ofen schreibt man die schönsten Frühlingslieder", siger Heine etsteds, og det er virke- lig sandt, at Contrasten er den meest drivende Spore for Ind- bildningskraften. Derfor har De fuldkommen Ret i at skrive norske Reiseeventyr i Paris. Det var forunderligt, at jeg netop havde tænkt at bede Dem derom, det vil da sige, for alting ingen Skildringer fra Paris, da De meddelte mig Deres Plan. Nei ingen Skizzer fra P.! Det venter nu Folk, man bør vel overtræffe Folks Forventninger, men aldrig gjøre hvad Folk vente. De maae endelig sætte det i Værk, Jonas, jeg glæder mig uhyre dertil. Men hvad jeg egentlig vilde sige, klage Dem, glemmer jeg - naar jeg faaer Pennen i Haand, glemmer jeg Virkeligheden. Det var at jeg er misfornøiet med at være her i Huset. Vi ere nu nogle stakkels verwahrlose Kinder, thi Fru R. tager sig ikke mere af os, men derimod fordrer hun en stadig Opmærksomhed fra vor Side; et fornøiet Ansigt vil herefter være Contrabande her i Huset, men deri risquere vi heller ikke stort, da Lysten til den Slags Smughandel saa tem- SIDE: 426 melig er forgaaet os alle. En bekymret Moder danner i Virke- ligheden langt fra ikke det rørende Billed, som Digtere og Mallings store og gode Handlinger give os, en bekymret Moder bliver blot Egoist. Fru R. burde ikke og behøvede ikke at lade os lide saa meget under den Sorg, der har truffet hende. Naar hun blot med et eneste lille Ord vilde undskylde det, og trøste os med bedre Udsigter. Begge mine Stuefæller ere ogsaa meget misfornøiede. Den stakkels Jacobine G. er ganske for- tvivlet, da hun standses i sit Dagværk, der maae drives med den stadigste Flid; nu bruges hun [som] Sygevogterske og til Alt hvad F-s Luner kan falde paa, og da hun paa en Maade er afhængig af Fru R., kan hun ikke bryde saa let som vi andre. J. B. vil at Sophie skal flytte, hvis det bliver saaledes ved - og jeg veed ikke hvad jeg skal. At flytte er et grueligt Ord. Det maae være den bittreste Nød. Og om jeg fik noget bedre? "Man veed hvad man har", sagde gamle Ørsted distrait til Prinds Christian, medens man ventede Kongen skulde døe, "men man veed ikke - - hm hm", og Prindsen loe god- modig. Nytaarsaften Kl. 11 2 Minutter, 1839. Om en Time altsaa ender dette Aar - disse Aar - ja et heelt Decennium ender her, og et nyt begynder. Det har or- dentlig et trøstende Varsel for mig, at denne Sygdom indtraf i det gamle, men ikke begynder det nye Aar, den bliver da ligesom Seglet paa alle de udstandne Lidelser; jeg har ret samlet det brændende Indtryk af dem - for sidste Gang! - Det næste skal begyndes ganske anderledes, det er jo helliget Lykken, det maae ikke besudles med Sygdom eller Smerte. J [onas] har sagt, at jeg skal blive lykkelig. O hvis dette er sandt! Jeg vil klamre mig om Troen derpaa med den sidste Rest af Ungdomsmod og Tillid. Paa denne Dag har jeg altid troet og bedet, men blevet skuffet. Og den næste har jeg haabet igjen og bedet om Fred og altid blevet skuffet. Men maaskee der skulde 10 Aar hen. For 10 Aar siden begyndte jeg at lide og kjæmpe, og jeg har virkelig lidt meget i disse 10 Aar. Nu maae Skjæbnen være forsonet, vi slutte nu en fast Accord, fra SIDE: 427 næste Aar vil den være retfærdig. Er det for meget fordret at den gjør mig lykkelig! Jeg offrer dog min Ungdom denne Lykke, og det er intet ringe Sonoffer. Ak min Ungdom! - - Gid jeg var ung. Men dette kommende Aar skal fyldestgjøre mig for Alt, ogsaa for den. O dette kommende Aar, hvilken Fylde af Forjettelser og straalende Forhaabninger indeholder det ei, jeg føler jeg er ung i dette Øieblik, da jeg endnu kan troe saa fast, saa inderligt paa det; jeg vil nu blot bede. Der er endnu en halv Time igjen, i den vil jeg bede. Jonas beed med mig. Jeg kan blot bede om en Ting, det er at beholde Dig, i enhver Betydning; derunder forstaaer jeg Lykken, ikke at være fri for Modgang eller Sorg. Med Dig kunde jeg dele alt saadant, men der gives blot en virkelig Ulykke, den at tabe Dig. For denne bevar mig, o Himmel! saa vil alt det andet blive let. Nu er Klokken bleven saa mange - O Gud den mangler 5 Minutter. Jonas, jeg er ganske angst. Troer Du - -