Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 4 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. 3. November 1833. Kjere Oscar! Tak for Dit Brev! jeg seer deraf med For- nøielse at Du gjerne skriver selv, og gjerne modtager, eller med andre Ord, Du lader til ikke at have noget imod at der kommer en formelig Correspondence istand. Er Du villig dertil, saa har jeg kun nogle Smaaeting at er- indre, for det første: om Du vil spendere en lidt bedre Pen -- jeg kan rigtignok dechiffrere med lidt Møie, men Du maae vide at jeg gjemmer alle mine Breve, dog isærdeleshed saa- danne som foruden at de ere gode, indholdsrige, ogsaa pryder denne lille Collection ved skjøn, læselig Skrift. For det 2det, jo længere jo bedre -- Ellers har jeg intet at erindre da jeg vel veed at Du i Henseende til Qvalitet gjør enhver Fordring fyldest. Hvad mine Breve angaaer, da maae Du helst brænde dem, eller holde dem under Laas og Lukke. Du har Ret naar Du siger at jeg ikke kan misunde Dig; idetmindste var Din Skildring af Din Stilling ikke meget lys, at sidde indmuret mellem saa tør Lecture, og saa den Tvang at maatte til visse Minutter være parat, for at gjennemtrælle en 3 -- 4 Timer en suite, uden at have nogen Adspredelse til Opmuntring. Men Du er alligevel at misunde; jeg er vis paa at Haabet, det skjønne Haab snart at blive din egen Herre, som den hele vide Verden staaer aaben, især naar man af SIDE: 5 Naturen er i visse Henseender saa favoriseret, er Din eneste, men tilstrækkelige Opmuntring som maae spore enhver Flid. Det er noget jeg ikke kan sige. Jeg har det vel godt, nu ja, min Stilling er vist Gjenstand for Mangens Ønske; men jeg lever ikke til nogen Nytte; ja om jeg var borte, vilde jeg maaskee blive savnet af -- Faae, men Ingen vilde virkelig tabe. Det er heller ikke for den nærværende Tid jeg i saa hen- seende gjør mig Skrupler, thi saa leve jo de fleste unge Piger i deres Forældres Huus, men den aldeles haabløse Fremtid! uden fjerneste Udsigt til at kunne afvinde Livet nogen Be- tydning! Dog dette er Klager som Du neppe vil finde grundede. Du vil indvende at jeg er jo og kan blive ligesaa lykkelig som enhver anden ung Pige, men det er netop den Slags Lykke jeg forsmaaer, som man i almindelighed kalder saa. Men lad mig komme tilbage til Dig igjen; Du bliver for- modentlig allerede til Juul Officier? Du er da frie, og da haaber jeg Du vil naar Du først er Herre over Din Tid, søge at indhente Noget som formodentlig ved det evige Hovedbrud og Indesperren mellem fire Vægge er blevet noget forsømt. Jeg mener den finere Dannelse, jeg kunde sige den ædlere Dan- nelse der er saa elskværdig i sine Yttringer, medens ofte de rigeste Kundskaber, megen Lærdom, bliver overseede naar denne feiler. Jeg kunde herpaa give paafaldende Beviser, men Du vil selv kunne finde dem; jeg vil blot løselig henvise paa vore unge Studerende, som med meget faae Undtagelser, naar de blot have faaet deres Artium, troe sig at være Musernes og Gratiers erklærede Yndlinge -- hvis de ellers have nogen Idee om saadanne Væseners guddommelige Betydning -- men som dog ere saa raae, saa bornerte i Smag og Anskuelser og Væsen. Rigtignok er ikke Alle lige modtagelige for deslige Indtryk, eller have Alle Sands for dem, i saa fald staae vi paa meget ulige Trin, men vist er det, at denne slumrer hos Mange, medens der blot hører hensigtsmæssige Midler til at vække den. Til saadanne hører nu vel først Læsning af saa- danne Skrifter som danner Smagen og forædler Følelsen -- videre SIDE: 6 Omgang i dannede Familier eller fortrolig Omgang med et enkelt Individ. Det er uberegnelig hvilken Nytte og Fornøielse den høster som er trængt ind i det Skjønnes Helligdom, nu nyder man først Kunstens og Naturens Rigdomme som man før gik følesløs og kold forbi. Ja har man først Smag og Sands for Kunstens Skjønheder -- da først har man det rette Øje for Naturens, ikke omvendt som jeg engang troede; thi "Kun- sten skaber Naturen om igjen", men den er ingenlunde en slavisk Efterligner af Naturen. -- Du vil ved at høre mig tale saa dristigt om hint Tempels Herligheder troe, at jeg er selv en indviet Præstinde, men omendskjønt jeg ikke nærer saadanne Indbildninger, taler jeg dog ikke saa aldeles som den Blinde om Farverne. -- Bliv ikke forskrækket, Bedste! over mine æsthetiske Fore- læsninger, forskrækket, eller maaskee der gaar et skrækkeligt Lys op for Dig at jeg har "Svin paa Skoven" -- en skjøn Overgang! -- Idetmindste vilde enhver af Christianias Damer gjøre Eed paa at det ikke stod rigtig til med mig, hvis de kunde læse sidste Side. -- Er Du ofte hos Herres nu? som det lader -- ikke. Du var dog saa ofte indbuden før. Dog jeg kan begribe at intet videre kan trække Dig did. De unge Herrer som komme der, eller er der, mindst, med Undtagelse af W [elhave] n, som idet- mindste her gjør en blændende Undtagelse. Den Fordom, som har indsneget sig hos mange mod ham, og som fuldkommen behersker en Deel af vor Familie -- navnligen Brødrene -- jeg veed ikke om Dig -- blænder ikke mig, og det veed jeg, at var jeg i Din Alder, Stilling og med Dine Qvaliteter, var der ingen jeg heller vilde slutte mig til, da det er factisk -- havde jeg nær sagt -- bevist, at man af Omgang med ham kan suge saa at sige Honning, thi foruden den glimrende Maade at udtrykke sig paa, maae man forbauses over hans Anskuelsers Klarhed, -- Originalitet, og [de] er dog træffende. Man be- høver jo ikke at efterabe hans Feil -- ja for det meste ere de mange væmmeligt mislykkede Copier af ham blevne staaende ved disse. Du siger at Du staaer paa det samme venskabelige SIDE: 7 Trin med ham som før, ja det troer jeg nok, hvis ikke noget Nyt skulde have givet Anledning til det Modsatte, thi han har for det Bevidste i Legen aldrig været vred paa Dig. "Det var mig umueligt at blive vred paa Cadette, men det smertede mig altid i Leeg og Alvor at blive erindret om at jeg skal være slet." Saa vare hans Ord som jeg, Gud veed hvorledes, kan erindre saa nøie, men det gjorde mig virkelig ondt for Fyren. Isærdeles da jeg veed at Du er særdeles i hans Gunst og han maaskee der havde ventet, ønsket at høre smukke Ting. Jeg er ganske øm i mine Fingertoppe, thi jeg har den hele Dag klimpret paa Guitarren. Jeg har forsømt saa meget den Tid den manglede Strenge at jeg nu vil indhente det. Havde jeg kun nogle nye Noder da jeg er saa hjertelig kjed af alle mine gamle Sange. Hvis Du kan faae opsnuset nogen, saa modtages den med Taknemlighed. Phillip Sissener spiller paa Guitarre. -- Her staaer alt vel til, saalænge det varer: Faders Forkjølelse er lykkelig over. Cholera tager da skrækkeligt Overhaand efter Aviserne at dømme. Gid dette forandrede Veir maatte være af god Virkning. Det er ængsteligt at Du boer i den Gaard, den er noget mistænkelig, hvad blandet Selskab anbelanger. Skriv mig nu endelig til med Budet, ellers antager jeg det for Ulyst til at fortsætte Correspondencen. Fortæl mig løst og fast; Reflectionerne maae ikke mangle. Det er sandt, jeg maae dog fortælle at jeg tegner nu paa et Stykke til Faders Geburtsdag. Ligeledes et Kjøkkenstykke men efter en forbedret Methode: Gulerøder, Næper, Erter med Blade og Blomster groupperede paa en omvæltet Kurv, der hælder for- medelst et Par store Kaalblade hvorpaa den er henkastet. Grunden mørk -- jeg troer det skal blive brav. Du vil synes at Ideen med alle de Kjøkkensager er noget triviel, men Du seer jeg holder mig inden for min Sphære, det lønner sig jo bedst. Nu god Nat! Klokken er mange! Siig nu at jeg ikke har skrevet et langt Brev, og det som rimer sig paa Brev -- vil du selv finde. Din Cam. SIDE: 8 Moder lader spørge om Du haver modtaget gjennem Harald en Pakke med Tøi -- Skjorter. Endnu engang, jeg haaber Du har forsvarlige Laase, eller hvis ei, da Ild i Gruen. Til Cadet Oscar Wergeland Hjulmager Andersens Gaard Møllergaden Christiania. Ved Bud. Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. [December 1833.] Kjere Oscar! Omendskjøndt jeg kan ikke nægte at jeg var i nogen Tid en smule utaalmodig -- mildest sagt -- førend jeg fik Dit Brev, bliver man altid forsonet igjen naar man endelig faaer det, selv om man kunde have adskilligt at erindre, hvad Qvantitet, Skrift o. s. v. anbelanger. Udførlighed vil Du aldrig savne i mine Breve, om jeg end har færre Kilder at øse af -- dog vi ville ikke altid begynde vore Breve med Fortaler. -- Jeg har stor Anelse e [lle] r rettere Vished om at vor Brev- vexling hvis den skal bestaae, blot vil gaae ud paa Besvarelser af enhver enkelt Post i vore Breve, og Drøftelser og Reflec- tioner, der ville blive uendelige, naar ikke nogle nye eller originale Tanker kunne komme for Lyset, og dertil kan idet- mindste jeg, desværre lidet bidrage; jeg faaer da indskrænke mig til det Første. Saaledes vil det altid interessere mig at høre, jo udførligere jo bedre, hvad der monne passere i vor Hovedstad, som Du kunde observere og skal jeg aldrig man- quere at afgive mine behagelige Bemærkninger. Julen her vil blive i den almindelige Bemærkning kjedelig og blottet for Fornøielser; dog troer jeg, at ved at være saa vel fattet forud, og naar vi nu blive alle samlede, vil jeg finde mig noksaa for- SIDE: 9 nøiet; det vil idetmindste danne en ganske behagelig Overgang fra den Tomhed og Stilhed som er gaaet forud, og desuden sætter jeg, jo ældre jeg bliver, mindre Priis paa Baller og lignende Fornøielser. Man havde hos H [erre] s talt om Henriks Forlovelse. Dig behøver jeg vel ikke at forsikkre om hvor aldeles ugrundet denne Beskyldning er, men Herres og hvem Du ellers hører tale derom, maae Du endelig forklare det; de veed selv hvor lidt man kan stole paa Folks Snak om Forlovelser og For- libelser, som jo er deres Yndlingsmaterie, og hvori de altid hylde den Sætning -- jo galere jo bedre. Du maae endelig hilse Herres, hver især, fra mig. At fortsætte Correspondencen har jeg dog ingen Lyst til, da jeg ikke har noget at skrive om, og fattes aldeles Opmuntring naar jeg aldrig faaer Svar. Det er dog langt rimeligere for mig at modtage Breve, end skrive dem. Jeg synes jeg seer livagtigen Henrik Krogh i den nye Sphære, dog maae jeg tilstaae at i Henseende til behagelig Underholdning lader den egentlige Vert sig ikke saa let stikke ud, eller med andre Ord, jeg troer nok Krogh kan erstatte en Larsen. Hvad gjør Du med mine Breve? Brænd dem endelig, har Du ei sikkert Gjemmested. Du vilde ei, sagde Du, anvende den Sætning om "giftig Rod" paa W [elhaven] , nei, det troer jeg nok, den vilde da være meget ilde anbragt, da et Billede af omvendt Caracteer vilde bedre passe sig paa ham. Thi her skal det netop være gode Natur-Anlæg, der ere forqvaklede ved en forkeert Opdragelse /: af Faderen forkjælet, af Moderen strængt behandlet :/ og ikke omvendt, som mange troe: et slet Hjerte, men et fint poleret Væsen. See ham fra denne Side, saa maae Din For- dom mod ham tabe sig. Hans Skjødesynd er nu hans Ind- bildskhed -- for hvilken han dog har rigelig Undskyldning. Det var da brav uforskammet af ham med hans Accom- pagnement, og det vor bedste Sangerinde! saa godt som. Jeg har saamæn ofte ladet mig forlede til at synge i Hr. W [elhavens] SIDE: 10 Nærværelse, men heldigviis har der aldrig været nogen Hund tilstæde, saa jeg tog gjerne Villien for Evnen. Jeg er nu snart kommen til Ende med mit og følgelig ogsaa Dit Brev. Cholera hverken har jeg været eller er ringeste bange for. Er det ikke Synd at jeg ikke har nogen Ramme til mit Madonnahoved? Hvor dyr troer Du en saadan vilde blive naar den var ægte forgyldt? Du maae endelig ikke bede nogen fra mig om Guitarrenoder; kun naar Du kunde faae fat paa et Blad -- dog det er det samme, [naar] Du kommer hjem, skal vi spille sammen: Fløite og Guitarre maae være deiligt sammen. Forresten leve vi her Alle vel; jeg læser og skriver flittigt om Aftenen, til det sidstes Øjemed har Fader lovet mig endeel nye Bøger -- saa Tiden nu gaaer ret godt. Skriv mig nu til med Budet Even Hoel. Lad mig nu see Du spenderer høi- modigen 1 heel Time paa Din kjerlige Søster Camilla W. Det fornøier mig særdeles at Du ikke kan finde Riim paa mit Brev! Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. [Før jul 1833.] Kjere Oscar! Kun et Par Ord i den største Skynding faaer Du denne Gang med Løfte om snart et længere. Tak for Dit Brev! Fader undrer sig meget, at Du ikke svarer paa et Brev og en Pakke som han for meget lang Tid sendte med en Bonde, der, da han ei traf Dig, leverede det til Carl Larsen, der lovte at besørge det. Har Du faaet dem? Hvis ikke saa henhold Dig til Vedkommende. SIDE: 11 Jeg har saa meget at bestille nu før Juul, at jeg kommer ikke uden for Døren. Til noget Lyceebal, at komme ind, har jeg aldeles ikke tænkt paa, hverken føre eller efter Juul. Hils Herres, Alle fra mig; men siig Mad. H. at jeg kommer van- skelig til at løse ind min blaae Kjole, der hænger der til jeg skulde komme ind til noget Bal. Den vil have skiftet Farve inden. -- Marie [Herre] har jeg tænkt ikke at bede herop, da her bliver, hvis ikke alle Julemærker slaaer Feil, den kjedeligste Juul, af sand Eidsvoldsk Natur, at jeg ikke vil narre nogen herop. Sisseners skulle reise til Soloer troer jeg. Hvis Du kan, saa kom endelig, dog det er ogsaa en Samvittigheds Sag at bede Dig, da Du maaskee tænker at blive Officier? -- Vi leve her alle vel og fornøiete -- idetmindste gjælder det Sidste -- for et vist Haabs Skyld -- om Din kjerlige Søster Ca. Du maae endelig strax gaae til Fru Glückstad med dette Brev, da det er mig meget magtpaaliggende, saavelsom at faae Svar og en Pakke hurtigt som mueligt tilbage. Spørg naar Du tør hente denne, og see at faae sendt den -- endelig snart!!! Hun boer i Schencks Gaard troer jeg. Indlagte 3 Spd. maae Du levere hende. Glem det ikke! Til Cadet Oscar Wergeland i Hjulmager Andersens Gaard i Møllergaden i Christiania. Ved Godhed. Anbefales Cadet P. Birch fra hans Fader paa Ullevold. SIDE: 12 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Kjere Oscar! Nu er da Julen forbi. Jeg vilde dog have ønsket Dig her, thi her var virkelig over al Forventning -- imod al Formodning ret moersomt; her var ingen Baller, men vi vare næsten hver eneste Dag samlede, 2 -- 3 Gange hos os, hos Sisseners et Par Gange -- hos Kaasens hvor vi uformodentlig fik danse -- dog det vil Nicolai kunne underrette Dig om. De tvende Gange hos os morede jeg mig isærdeleshed for- treffelig. Vi legede Forundringslegen, der gik særdeles ordent- lig til, da Anmærkningerne bleve førte til Protokolls af Fader og derpaa høitideligen oplæste. Melbye og C. Krogh vare engang Skive for saadanne, og Du kan begribe, at der vankede drøie. Morgenen da vi kom fra Kaasens, forstøvede -- for- traadte, gjorde vi Touren helt rundt om Karlestuen lokkede af det herlige Maaneskin og opbyggede hinanden -- Bernhard var med -- med Betragtninger over den tilendebragte Juul med dens Glæder. Da vi havde udsovet og spist, vilde vi tvende Damer gjøre en lille Tour til Brensmork. Nicolai, Harald vare med og Engelskmanden havde heller intet derimod. Her ventede vi at finde Herrerne reiste -- Hals og Phillip -- og vi Damer vilde da kurre sammen om Glæders Forgjængelighed -- men de vare der endnu, og vi fik først en lille Kjøretour med Fakler istand, og siden tilbragte vi en munter Aften; saa overordentlig lystige vare vi Alle, at denne efter den enstemmige Mening var den moersomste. Siden har vi været paa Dok- ken -- med Fakler, i Kurvevognen. Igaar Aftes var Mina her den sidste Gang vi samledes. Vi kjedede os Alle! -- Latham reiser øieblikkelig, derfor vil Du kun med en fyrig Imagina- tionskraft finde ud af dette Sammensurium. En anden Gang bedre, udførligere. Jeg fik en skjøn Taschenbuch af Latham i dette Øjeblik. "Et meget interessant Menneske, Nicolai," ikke saa? Trompy har ikke havt Uret. En anden Gang mere om ham, mundtlig, kun vil jeg sige at han falder aldeles i min Smag, jeg holder uhyre af ham -- og det eneste som kan redde Dig, at han SIDE: 13 ikke stjæler min overhaandtagende Kjerlighed fra Dig, er at Du skriver flittig -- hver Uge!? Lev vel. Latham trækker Støvlerne paa. -- Hils alle Herres fra mig. Skriv snart, jeg skal svare regelmæssig. Den 6 Januar [1834] . Din Camilla. Det er sandt, glædeligt Nytaar, men ingen Kjerest! Til Oscar Wergeland, Cadet ved Krigsskolen i Christiania. Ved Godhed. Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Kjere Oscar! Nu er vi da hjemme i vor Stilhed igjen; -- det var mildest talt en lei Reise. -- Al Respect for den norske Natur, men Pokker skulde kaste sine Penge bort til at søge Fornøielser i Stæderne, hvor man paa et andet Sted -- Kjøbenhavn, Stok- holm -- for samme Udgift vilde have den meer end 10 daabelte Fornøielse. Jeg har virkelig i Grunden faaet en Lede til Chri- stiania; man bliver næsten bestandig i slet Humeur derinde, jeg troer man bliver smittet; thi jeg har altid mærket en Lede til Alting, en Træghed og Kjedsommelighed, som de næsten Alle ere besatte af. Her kan jeg være sjeleglad bare her kommer et Menneske, og i det ypperligste Lune mangengang, som jeg aldrig kan opnaae derinde. Stille er her, det veed Gud, isærdeleshed ville de tvende næste Maaneder blive lange, men ved meget og forskjelligt Arbeide og idet jeg glæder mig til Sommeren, der, som jeg haaber, vil bringe en behagelig Afvexling i mit Liv, vil Tiden nok gaae. Jeg kommer nu til at reise bort, skal jeg sige Dig, enten til Kbhavn eller Skholm SIDE: 14 -- sandsynligviis til det sidste af visse politiske!? Grunde, men da det er saa aldeles usikkert, selv om det bliver nogen Reise af, saa maae Du love mig intet Ord at nævne derom til Nogen. Der er snakket nok om min Reise før. Til hvilket Sted vilde Du, naar Du havde Valget? Nu vil jeg for Alvor begynde at male noget. Et Dørstykke skal gjøre Begyndelsen, derefter et Par store Landskabsstykker til at hænge paa mit Værelse. Det er en særdeles behagelig Tanke at kunne saa aldeles -- uden at lade sig genere af Sted eller Omgivelser -- skjøtte sig selv, smøre paa efter Hjertens- lyst uden med Ængstelighed at frygte for at det mislykkes, eller med den endnu mere trykkende Følelse at det skal undergaae en Critikers Øje. Men, min bedste Broder maae være mig behjelpelig i at skaffe mig de fornødne Apparater, det vil sige først og fremst om Du kunde faae opspurgt hos en eller Anden -- hos Malerne maaskee -- en Anviisning til Landskabsmalerie. Jeg har seet mange Bøger, især Gamle, i den Genre, saa jeg er overbeviist om at man ved lidt Umage kunde faae en saadan opspurgt. Har jeg først en saadan, saa kan jeg rette mig i Indkjøbet af Farver, der naturligviis kun skal være grove, og Andre nødvendige Sager derefter. -- Skriv mig til hvad det var for en Bonde som tog Dit Brev med sig herop; jeg har været meget uheldig med mine Breve i den senere Tid. 3de har jeg mistet, et til Jfr. Bøyesen blev borte i Posten; men det ærgerligste var dog med et Brev fra Gusta som kom medens vi vare borte; Marthe sendte det ind med en Bonde for at det skulde træffe mig des hurtigere, men denne er nu kommen tilbage og kan ikke gjøre Rede for det. Hans sidste Paastand er at det blev ham tilligemed andre Ting frastjaalet. Det er mig høist ubehageligt om Nogen skulde finde og læse dette, da det berører adskillige Familieforhold. Det er nu ikke mere end billigt, at Du holder mig skadesløs for Tabet ved at skrive mig desto flittigere, indholdsrigere, vidt- løftigere, længere Breve. Dog indholdsrige -- er her meget forlangt af Dig paa et saa uindholdsrigt Sted; desto mere vil Du kunne præstere af Uvigtigheder og Smaating som naar Du SIDE: 15 sætter kraftig Sauce paa, vil blive taknemlig modtaget, var det end en mindre sulten Sjel end min -- forsultet kunde jeg sige: her er ikke en Bog. Bed Harald eller Nicolai at de kan skaffe mig "Noveller gamle og nye, af Forfatteren til Hverdagshistorien, udgivne af Heiberg". Du vil med det første sandsynligt blive buden til Bal paa Hovind. Glem ikke at give mig Rapport herom. Vær paa Din Post mod ethvert fiendtligt Angreb paa Dit uerfarne Cadethjerte; der gives et Par brune smaae Øine, som før heroppe har bragt 2 unge Lieutnanter om deres Roe. Foragt ikke dette Raad af din meget ældre og temmelig verdenserfarne Søster Camilla. Den 17de Feb. [18] 34. Du maae endelig komme op til Paaske! Skriv mig hvordan det gaaer Herres. Hils dem at vi leve alle vel. Da vi kom hjem, havde vi Besøg af Krigscommissair Rynning med Datter. Her var Selskab for dem i Forgaars. Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. [April 1834.] Kjere Oscar! Vor Correspondence har gaaet mærkeligt istaae; men lad os nu afbryde denne Generalpause med nogle ret kraftige og harmoniske Strøg. Jeg for min Part føler den største Lyst til at skrive især -- min oprigtige Mening til Dig, jeg kan da skrive saa ugenert: Du veed ikke hvor meget man maa ind- skrænke sig naar man som mig blot har Damer at skrive til, og det saadanne som jeg, om jeg end gjør meget af dem, ei staar i et saa intimt Forhold til at al Forsigtighed skulde være unødvendig. Naar jeg kuns ikke var saa fattig paa Stof; men SIDE: 16 saa falder mig den bekjendte Yttring ind at Damerne have de store Fortrin at kunne skrive meget og godt om intet, hvilken Dom jeg, idetmindste hvad den ene Punkt angaar, vil stræbe at retfærdiggjøre. Du kan man sige skriver lidet om meget -- som Du kan have at skrive om. For det første, det vigtigste og største, Texten hvorom egen- lig Brevet skal dreie sig, er dog vel Fortællingen om vor, Fa- ders og min, forestaaende Reise til Paris, som Du vel har hørt et Nys om. Den skal gaae for sig i Mai eller Juni, med et Skib troer jeg, hvis Faders Arangements med Besættelse af Kaldet i hans Fraværelse, etc. etc., ingen Hindring møder. Hvil- ken Afvexling at komme saa hovedkuls fra en Norsk øde Egn lige ind i Verdens Hovedstad, hvor man vel kan formode at alt Skjøndt og Fuldkomment af enhver Konst har concentreret sig. Naar jeg bare tænker paa den Mængde Malerier jeg faaer at see; jeg har faaet fat paa en tyk Catalog over de som det kongelige Museum eier, det er det mindste, tænk hvilke Skatte Slotterne indeholder! Men jeg vil ikke lade det blive staaende ved Beskuelsen og Nydelsen alene, jeg vil bestemt de faae Maaneder vi tilbringe der tage Information i Frugt- eller Land- skabsmalerie af en duelig Mester. Fader har lovet det, men sig dette endelig ikke til nogen, ikke heller tal om Reisen som noget aldeles bestemt, da der jo kan komme mange Hindringer iveien og da vilde det være saa flaut naar man havde talt derom. Vi loe nok da Majoren / Oberstlieutnanten / pludselig kom tilbage fra sin besluttede Reise til Paris hvortil han havde faaet 100 Daler af Kongen. Fruen aandede alt let og saae paa Vinden der skulde fjerne ham fra disse Kyster, hun troede ham maaskee alt i Havn, da hun pludselig ved at sidde og stirre ud af Vinduet gav det Udraab Luft: "Ja saa gu kommer der Sissener igjen!" som Du ikke maae antage for øm egteskabelig Overraskelse. Sissener havde faaet Afsætning paa sine Reisepenge her i vort tarvelige Norge. Hvad der end meer forøgede det ubehagelige ved Overraskelsen, ja gav den næsten et rædselsfuldt Anstrøg, var, at en Kalkunsk Høne som skulde ruge 18 -- 20 Æg ud, og som Majoren /: der SIDE: 17 som Du veed nøie bekymrer sig om saadanne huuslige Sager :/ havde skjænket sin særdeles Opmærksomhed, blev fundet ved Budeiens Forsømmelse død paa Æggene -- og jeg veed ikke hvor mange Forberedelser der maatte til for at bibringe ham dette Tordenbudskab, der kun med Hensyn til Virkningerne vel kan kaldes saa. Næsten en heel Side om dette -- men for den som kjen- der Localiteterne maae den blive bestandig latterlig. Naar Du skriver mig til, det vil sige om Du gjør det, saa fortæl mig endelig noget om Herres, vi have kun hørt at de ere flyttede ud paa en Løkke i Gamlebyen, og at det skulde være Auction paa deres Meubler. Siig mig hvordan de nu boer, om alle deres Meubler ere solgte, om Pianofortet og de Kob- berstykker jeg gav M [ad. H.] ere solgte. Stakkels Folk, det maae især for Mad. H. være tungt. Du skulde synes mig gaae ud og besøge dem, det vil de vist gjerne. Jeg har dog hørt at Wilhelm har skaffet Herre en meget fordeelagtig Affaire, der vil indbringe ham mange tusend Franc om Aaret, saa de have nu godt Haab. Hos hvem er B [ernhard] i Asker? og kommer han ikke til Byen igjen sommetider? Kom nu hjem i Pinsen, saa er Du snild, da Du jo dog ikke tager Examen før i Sommer? Lev vel! kjere Oscar, og skriv snart til Din hengivne Søster Camilla. I dette Øieblik kom Bøgerne. De skal behandles med stør- ste Forsigtighed, det forsikres Dig, hvortil meget vil bidrage at jeg ikke læser en Tøddel i dem. Hvad er det for gammelt forligget Kram? Fader sender Dig disse 2 Spd. Nu Du har Frihed, saa skriv! skriv -- SIDE: 20 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Christiania den 11te Februar 1835. Kjere Oscar! Dit Brev med Coldevin har jeg modtaget, og foruden den uventede Lykke at see Brev for mig, rørte Dine Klager mig meget over Savnet af Breve fra os. Du maae ikke troe at det er Mangel paa Lyst til at skrive, som hidindtil har hindret os; jeg for min Part speculerede paa at komme til Byen, og derfra var det min Hensigt at skrive Dig; thi man maae saa sige hvad man vil, saa øver Omgivelsen en afgjort Magt over -- jeg kan næsten sige der er intet den har saa megen Indflydelse paa som Breve; et fra Eidsvold vilde altfor tydelig have smagt af -- jeg veed ikke hvad -- af "Grynegrødogmelkomaftenen", af Ølbryggen og Fjerribben, og alskens saadanne Landligheder, da Du derimod nu, haaber jeg, vil finde, at jeg befinder mig i Centrum af Hovedstaden og alle dens Herligheder. Dog vil jeg først gaae tilbage til Julen, og Du vil af en ganske kort, men kraftig Skildring see, at Din Slutning i Dit Brev til Fader, at vi formodentlig sad bag Kakkelovnen etc., ikke var aldeles urigtig. Alle Sisseners vare reiste til Soløer, hvilket gjorde at der ingen Baller kunde finde Sted, undtagen et par smaae Selskaber hos Schou og Kaasen, der kunde bringe en mindre Forvænt end jeg i saa Henseende, til Desperation. Saameget om det der foregik udenfor Huset -- hvad Livet i det huus- lige angaaer, da var det virkelig ikke saa behageligt at det kunde afhjelpe Savnet af andre Fornøielser: Fader var i et saa elendigt Humeur, som jeg aldrig før har seet, og Hoved- grunden antages fornemmeligen at have været Haralds Examen som Du maaskee har hørt ikke var synderlig brillant. Saaledes flød da denne Juul hen, men det lader til at jeg nu vil hente den dobbelt ind, thi i de 11 -- 12 Dage jeg har været her inde hos Halses, har jeg levet i evig Suus og Duus, været ude næsten hver Aften, hvorom jeg mere specielt vil fortælle Dig. Om Løverdag paa Øvelsen i Lyceet. Søndag dansede vi hos Halses. Mandag var jeg ogsaa hjemme. Tirsdag hos Glück- SIDE: 21 stads og Onsdag hos Diriks. Torsdag paa Bal paa Linderud, hvorfra vi kom hjem Kl. 5 om Morgenen for at gaae paa Lycebal samme Aften, Fredag. Jeg morede mig her særdeles godt. Søndag dansede vi hos Ex. Glückstads til 5 1/2 Morgen, det hele Chor af Fættere var der naturligviis, undtagen Harald og Nicolai, hvilket jeg baade forundrede mig og ærgrede mig over, og har besluttet af den Grund fremtidig at refusere saadanne Indbydelser, saameget mere som jeg ikke synderlig morer mig der. Mandag var her stort Selskab for Gifte Folk, hvoriblandt Fruerne Duborgh og Rask. Man havde for disse unge muntre Koner budet nogle Cavallerer, saa at man dan- sede efter Claveret. Jeg morede mig godt den Aften. Tirsdag var jeg i Middagsselskab hos Didrichsen, og om Aftenen da jeg havde taget lidt legemlig Føde til mig, eller med andre Ord, da Spiseacten, der hos D.s. er Catastrophen i Selskabet, var forbi, absenterte jeg mig viselig, for at undgaae Aftenens Gaben og Begaben, under det Paaskud at jeg var buden til Foug- stads, hvorhen jeg virkelig ogsaa begav mig, da man ventede mig. Ligesom man trænger til legemlig Føde naar Legemet skal finde sit Ophold, saaledes troer jeg virkelig at der skal daglig et vist Qvantum Aandelig til, hvis Sjelen ikke skal sløves, og man ikke skal gaae tilbage som Tilfældet er i en Afkrog paa Landet. Jeg veed ikke -- den Reflection paatrængte sig mig igaar, da jeg med en velfyldt Mave forlod Didrichsens og jeg reiste med en virkelig Trang til at tale og høre tale for- nuftig, det vil sige, om andet end de sædvanlige og meget forslidte Selskabsmaterier. Kan der tænkes en mere indholdsrig Fornøielse, noget saa ubeskriveligt behageligt, som at see sig omgivet af Faae men udvalgte Personer, som man Føler at man forstaaes af, gjensidig at kunne vexle Ideer, som desværre kan slumre det hele Aar -- ugeneret at kunne udbrede sig over en Yndlingsmaterie, og uden at frygte for at blive kaldt For- skruet, at kunne indklæde det i hvad Form man vil, vælge hvad Materie man ønsker -- o Du, min gode Ven, har intet Begreb om at dette kan kaldes en Fornøielse, da ikke Verden foreskriver Dig som Mandfolk nogen Skranke isaahenseende, SIDE: 22 men derimod for os saa mange Latterlige og Taabelige, hvori- blandt ingen er mere utaalelig end den omtalte, at den fore- skriver hvad man har Lov at tale om. Men der gives dog de der føle Trykket af saadan Illiberalisme, og derfor holde sig skadesløs naar de komme mellem sig. Frøkenerne Diriks og Fru Fougstad, som jeg nu sætter uendelig høit over Christiania- Damer ialmindelighed, føle dette saa godt som jeg, og maaskee flere end dem; saaledes ville vi haabe det bedste med Tiden, Gud veed om ikke de Misfornøiedes Antal bliver saa mægtigt at en almindelig Revolution paafølger i Conversationstonen. Man behøvede jo ikke at gaae til en saadan Yderlighed som de franske Damer, der snakke om Løst og Fast; det forstaaer sig at Schillers: "Wo die keusch erröthende Camöene Wo die Grazie gebot -- " -- -- skulde komme i Betragtning. Men jeg kommer paa saadanne Afveie, som Du maaskee ikke har Lyst til at følge mig. Synes Dig ikke jeg har touret dygtig, og endnu staaer der meget tilbage, da jeg er indbuden paa saa mange Steder som f. E. til Mariboes, Thygesens, Du- borghs, Bugges, Kaltenborns, hvor jeg aldrig før har været. Fader reiste i dette Øjeblik hjem igjen; han har været her en 8 Dages Tid, formodentlig i Anledning af "Dæmringen", som man siger han ogsaa betænker med en Recension. Jeg troer der fra Syndfloden aldrig har været skrevet og vrøvlet saa meget om nogen Bog som den. Du formoder vel at jeg som et "stakkels" Fruentimmer ikke kan have anden Mening, end den man hører omkring, og som Mændene i Familien angiver, men saa vil jeg sige Dig at Du maae ikke vente Dig dette, idetmindste ikke af mig, og jeg vil i Henseende til Din "uerfarne Ungdom" sige Dig for en anden Gangs Skyld, at Du kan vente i Almindelighed langt mere Tolerance og Upar- tiskhed hos det andet Kjøn end hos dem som kalde sig "Skab- ningens Herrer". Uden at ville rose mig selv tør jeg dog paastaae at vi paa et høiere Standpunct kan friere oversee det Hele, medens man næsten altid finder at smaaelige Lidenskaber, SIDE: 23 Hævn, Had o. s. v. er Motiverne der lede de Andres Domme. Jeg støtter denne min Paastand til det kraftigste Beviis man kan tænke sig, Dæmringens Modtagelse og hvad det over- hovedet er talt og skrevet om den. Du troer maaskee det er lutter Iver for Nationens Ære, lutter Patriotisme der aaben- barer sig i de kraftige Recensioner, medens det dog blot er den Anledning til at komme Forfatteren paa Nakken man griber, ja man kan mathematisk udregne den personlige Ani- mositet af Recentionernes Grovhed. Alle hans Venner tage dog hans Digt i Forsvar. Endskjøndt Forfatteren ikke længer staaer i den høie Mening hos mig, som før, skal det dog intet ind- virke paa min Mening. Det maae dog vel enhver tilstaae at det som Digt er skjønt, og at der hvad det materielle angaaer, ligger en vis Sandhed til Grund, [som] ikke enhver har Øie til at opfatte, men hvad jeg synes der stø [der, er] den Bitter- hed og det Skjærende i Satiren og hans gamle Sjøde [synd] , at forfalde til fornærmelige og baroque Lignelser. Af Nyt veed jeg intet videre her i Byen. At Johanne Rosenberg og Lorenz Meier, at Sophie Nielsen og -- Carl Manthei ere forlovede veed Du vel allerede. -- I Lyceet dan- sede jeg med Bassoe, Hald og Iversen som alle med flere spurgte efter Dig. Det fornøier og see at Du lever vel. Der var ellers en Mængde smukke Damer paa Ballet, saa at en Udlænding, en Svensk Officeer, udlod sig sogar meget smigrende om de norske Damer. Ellers er Alt vel hjemme. Alle Halses bede at hilse Dig og ønske at Du maae leve vel, det vil sige: gjøre de bedste Ønsker for Dit Vel i enhver Henseende -- dog ingen mere end Din hengivne Camilla. Du maae endelig skrive endnu engang førend Du forlader Bergen. Adieu! jeg skal til Duborghs. S.T. Lieutnant Oscar Wergeland Hos Fru Engvoldsen ved Bryggesporen. Bergen fr. SIDE: 24 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Mars 1835.] Kun 2 Ord kan jeg svare paa Din Billet, beste Emilie, ikke fordi Du udtrykkelig beder derom -- ak jeg har jo altid Lyst. Den hele Formiddag har jeg hjulpet -- hvad mener Du -- at skjere Smørrebrød! Her kommer stort Selskab i Aften, 50 -- 60 Personer. Det er nu i Middagstiden og øie- blikkelig efter Bordet klæde vi os paa, saa jeg ikke faaer Tid til at sige Alt det jeg vilde. Hvor velgjørende ere Dine Ord for mig, ja det er en sand Vederkvægelse! som jeg trængte til, og Du vil endnu paastaae Du mangler Udtryk, nei troe mig det kommer ikke an paa et Ordbram, et blomstrende Sprog, der ofte tjener Hjertets Tomhed og Kulde til Skjul; om det er noksaa simpelt sagt, naar det blot har Sandheds og Oprigtigheds Stempel -- fy! dette klinger altfor moralsk! Jeg vilde blot sige, hvad jeg elsker saa hos Dig, det er just dette Sandheds Præg: Du siger mindre end Du føler, og hvis det virkelig var saa at Du ikke kan udtrykke Dig som Du vil, da er dette blot af Mangel paa Øvelse. Forsøg at tvinge Dine Tanker ofte paa Papir, saa skal Du see det vil glide af sig selv. Endnu et, kjere E. Igaar da jeg gik ud af Salen stod en vis Person, dog for at Du ikke skal tage feil, W [elhaven] ved Rækværket. Du maae vide, mine Øine ere saa beskafne, Dine maaskee ogsaa, at de kunne see til Siden uden at dreie dem -- jeg dreiede hverken Øinene eller Hovedet. Men da jeg var kommen ned i Gangen og stod og ventede paa Vognen /: Det er for at beklage mig over ham jeg fortæller Dig dette, thi oprigtig sagt, saa lidet elskværdig, ja saa frastødende som igaar har jeg næsten aldrig seet ham -- selv mod de eneste som vil ham vel; jeg hilsede paa ham i Salen, men jeg synes der laae saadan Spot i hans Smiil :/ -- kom han ogsaa ned af Trappen, men jeg dreiede ikke Øinene førend han begyndte at tale, efter at han længe maatte orientere sig hvem den formummede Skikkelse var. "De venter ogsaa paa Vognen?" Ja -- -- "Hvad synes De om Hertuginden af Mantua?" /: En Bog som B. Herre har laant mig :/ "Var det Deres? Jeg synes SIDE: 25 ikke noget om den, "hvilket han ogsaa bekræftede. Men da jeg fandt at mit Svar var eller klang noget laconisk, vilde jeg sige noget mere, men fandt i det Øieblik noget, der maaskee var upassende: "Nei af alt hvad jeg i den senere Tid har læst, interesserer intet mig i den Grad som "Börnes Briefe" etc. etc. -- Paa dette gav han et utydeligt Enstavelsesord eller saa godt som intet Svar, men uden Hilsen, uden at lette paa Hatten gik han længer hen i Gangen, hvor han stod og saae de Forbigaaende i Ansigtet, og tilsidst gik han uden at hilse, selv sin Vei. Han hørte Marie og mig beklage os over Hestens og vore Cavallerers Udeblivelse, vi stod der vist i 3 Qv., men han skulde ikke tilbyde sig at søge efter dem eller spørge; dog dette var maaskee for meget forlangt. Jeg vedder at der bag dette lystige vilde og ubehagelige Væsen igaar skjulede sig det skrækkeligste Humeur, og det faldt mig ind at maaskee Resensionen i de danske Blade ikke svarede til hans Forvent- ning, men krænkede hans Egenkjerlighed. Det er maaskee overflødigt at tilføie hvor smertelig hans Opførsel greb mig, og mine gamle Tanker om forsmaaet Venskab fik nye Næring -- det var maaskee sidste Gang -- og mig, der, selv om jeg havde været en af de Tusende som kalde sig hans Fiender, dog vilde have fortjent hans Agtelse, og nu naar jeg tænker hvor ofte jeg har staaet som et Skjold for ham, ja paa eget Risico afvendt mangt et Hug hjemme. Ak var jeg fød mere letsindig, det er en sørgelig Bestandighed i mine Følelser, og før kunde man rive dette Hjerte ud end den Hengivenhed det engang har fattet. Det er til Straf fordi jeg ikke er istand til at føle hvad man kalder den Kjerlighed, Du veed hvilken jeg mener. Det er længe siden jeg gik saa bedrøvet til Sengs som igaar Aftes, længe laae jeg og tænkte, men endelig greb jeg det eneste, eneste Middel som jeg synes kan trøste. Det hjalp bestemt. Jeg sov virkelig inden jeg havde endt min Bøn, ind, thi jeg erindrer ikke at have tænkt paa noget siden. Adieu Emilie. Jeg skal gaae hen og klæde mig paa, ak jeg skulde gjerne gaae i Natkappe og Tøfler. Din C. SIDE: 26 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Begyndelsen mangler.] [5. april 1835.] [..........] Det er ogsaa det eneste som fornøier mig af Alt hvad jeg i Fortvivlelsesfuldheden af en saadan Søndags- eftermiddag har grebet til; Læsen i alle muelige Bøger, Søm, Spiisning alt kjeder mig, thi Savnet af det jeg har forladt er endnu for nyt. Nei, jeg vil søge Dig op i 3die Etage, jeg synes jeg har holdt mit Retraite i Dit Sovekammer og vi møde hin- anden smilende fra hver vor Dør -- Caroline staaer vist nu som sidst Søndag i Vinduet med sin tykke lille Gut. Jeg hører Idas og Valborgs Stemme fra Dagligstuen -- tys! -- : "Nydelige Baand! Tøi til Silkekjole -- -- engarere til Fandango -- -- græsselig lang Cotillon! -- nye Sommerhat -- -- Natalie Linaae -- -- " Kom Emilie lad os gaae ind. Her blev det behagelige Blændværk af Indbildningskraften forstyrret da jeg paa et hængende Haar væltede mit Blækhuus. -- Reisen var, som Du vel kunde begribe fra Dit Vindue ved at stirre ud i den graae Luft ikke behagelig for mig. Jeg kom nemlig med min lille Protegée Kl. 9 1/2 hjem saa forfrossen som man efter et saadant uvenligt snedrivende Veir, med kold Mad og den meest afkjølende Lecture, kan være. Henrik sendte mig nemlig et Exemplar af den nys udkomne Critik over Dæmringen indpakket med til Fader. Ak, Emilie, hvor skjærer disse haarde Ord mit inderste Hjerte, jeg har ikke kunnet læse Bogen ud -- -- -- Det er ikke mueligt at han har taget [sig mere nær deraf selv] end den Ulykkelige som kun kan være taus Tilskuer [........] i hans [..... .........] for qvindelig [.......] "Männer richten nach Gründen; des Weibes Urtheil ist seine Liebe; wo es liebt, hat schon gerichtet das Weib." Kjere Emilie, Du maae af Barmhjertighed skrive mig et Par Gange om Ugen, jeg vil gjerne gjøre det samme, men naar jeg betænker at Du corresponderer med Kjøbenhavn og Stockholm, saa bliver jeg modløs. Saa hyggelig er denne Stue, saa uindskrænket er den Frihed jeg nyder, saa meget kunde SIDE: 27 jeg foretage mig der maatte adsprede mig behageligt, ja hvor ofte hører jeg ikke af en og anden Ven, jeg ansees for den "lykkeligste Brygger"; men ak, hvor øde, hvor tomt finder jeg det ikke, forgieves ere alle Midler at ville dræbe Tiden -- den er seilivet som en gammel Kat. Jeg veed at jeg taber i Dine Øine ved denne Tilstaaelse, som stiller min urolige og unøisomme Sjel i nøgent Lys, men det er Sandhed -- -- Gid det lykkedes mig at indbilde mig selv og derpaa Dig, hvor vel jeg befinder mig i denne huuslige Fred, i dette Lye for Storme -- [.........] bliver det bedre, og jeg vil oprigtig [......] [............] Kan man tænke sig [.....] Geschichte der neuern Literatur Deutschlands" har jeg ogsaa nu, og finder den uendelig interessant. "Techningar utur Hvardagslifvet" ere skrevne efter min ringe Formeening med langt større Vid og Lethed end de danske Hverdagshistorier; Skildringerne ere sandere, men man savner en vis Heelhed og Sammenhold; Forfatterinden blander saadan Mængde uvedkommende Per- soner og Ting ind, at Interessen ikke kan samle sig i et Brændpunct, saa meget mindre som man aldrig kan blive klog paa hvem der [egentlig] er Hovedperson eller -Handling. Saa- ledes kan jeg f. E. ikke [finde ud af] den rørige Catastrophe med den Blinde, der vilde give eller havde givet Obersten Rottekrud. Men det er overmaade gr [ibende] der hvor "små Pullorna" staae og puste Ilden i Gardinerne. Gud veed hvad jeg skal faae at læse naar dette lille Skatkammer af gode Bøger er udtømt; her ligge Romaner nok paa Bordet, men man kan faae Qvalme af at læse Titelen, end sige det Hele -- "Rinfried von Hohenstein eller Ørneforbundet", "Phodosta eller det gyldne Kors", kort sagt netop saadanne Titler som kunde bringe en 14aarig Eleve i et Pigeinstitut i Henrykkelse. Her maae jeg nok slutte for denne Gang, thi det øvrige Papir gaaer med til [.......] ikke opregne hver især som jeg helst ønske [de ...... min] forbindtligste Com- pliment til Din gode Moder [.....] venskabeligste Hilsener til alle der er mo [dtagelige derfor ..... Na] talie dog en aparte der er adskilli [g .... Siig Car] oline, at jeg endnu er bedrøvet SIDE: 28 [......] Aften hos hende; ak havde jeg k [un ......] næste Aften og ærlig og redelig fly [...] [Dig kjere] Emilie sender jeg nogle smaae Exemplarer af [.....] Jeg haaber Du under dette uskyldige Representantskab [.......] Værelse, jeg tænkte paa Dig og de glade Timer vi h [avde sammen .... Tænk] naar Dit Øie falder paa dem paa Din C. Gyseligt Blæk! Gyselig Pen!! S.T. Frøken Emilie Diriks 3de Etage i Mad. Rings Gaard i Grændsen. Christiania. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 5te Mai 1835. "Endelig!" vil Du sige naar disse faae Linier bringes Dig -- "nu vil jeg da ogsaa skrive hende et Brev og skjænde dygtigt paa hende." Gjør det ikke -- -- ak, Emilie! jeg har havt en lang, qvælende Drøm -- jeg vilde raabe "Emilie", men kunde ikke. Gud veed om Du nogensinde faaer høre Spøg af mig, Du har vist sidstegang seet mig munter. Der er en Tid da man indbilder sig man er ulykkelig, og man opdager dette naar man virkelig bliver det; Gud bevare Dig fra nogen- sinde at føle hvad dette sidste vil sige. O, det vilde være en Lindring at udøse mine Sorger for Dig, men jeg er bunden; saa uindskrænket min Tillid end er til Dig -- dette Gode er mig ogsaa negtet, enhver Meddelelse, enhver Adspredelse; -- intet Raad, ingen Trøst, ingen Deeltagelse ydes mig. Ensomhed kan være barbarisk, den giver alle sørgelige Tanker Næring, man har intet andet at tænke paa, man søger Forglemmelse i Alt, men man har ingen Roe, man er et Rov for sig selv. Tak for Dit første og det sidste Brev. Du gode, gode Emilie! Fortjener jeg at Du svarer mig paa dette? Det er saa kort, SIDE: 29 saa forskjelligt fra mine øvrige. Ak, gjør det dog, bedste Emilie. Jeg -- denne Taare beder Dig derom. Hvis jeg ikke skulde skrive paa længe -- lad ingen Uvillie opstaae hos Dig -- jeg vil ikke skrive Dig, førend jeg kan skrive gladere, førend en vis mørk Gaade har løst sig, der enten skal bringe mig Glæde eller evig Qval og Anger -- -- Jacobines Bøger sendes hermed tilbage. Tak hende i mit Navn. Hils Alle Dine venligst, siig endelig at jeg lever vel. Farvel! Din Camilla. S.T. Frøken Emilie Diriks Christiania. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 22de Mai [1835] . Dette er det fjerde Brev -- er Du endnu ikke forsonet, Emilie? Ak, imorgen vil jeg staae tidlig op og selv ride til Posthuset, jeg faaer da et Par Timer før vide, om Emilie har glemt mig eller ei. Jeg er en stor Elsker af at ride, synes Du ikke Du kan i Aanden see mig saaledes trave hen ad Lande- veien, paa et efter Plougen dygtigt udmagret Øg, i en gammel Bombasies Kjole, og en Hat som ved Tid og Øvelse har faaet en fuldkommen landlig Naturlighed -- -- o nei, hold Din liv- lige Indbildningskraft lidt i Tømme, Du ved jeg efterstræber Smukhed i Form, der maaskee undertiden udarter til Pedan- terie, og saaledes er det virkeligt et ædelt Best jeg rider paa, og hvad Ridedragten anbelanger, da er den saa elegant som man kan ønske eller ikke ønske sig til ikke at møde en eneste Sjel. Naar Du og Natalia kommer op til mig, maae og skal I ride, jeg har virkelig et saa ømt menneskekjerligt Gemyt, at jeg ikke skulde unde Andre noget der foraarsager mig en Glæde. Af al Slags saakaldte Fornøielser er det virkelig den der meest satisficerer, omendskjønt den nydes allene og uden SIDE: 30 Selskab, og dette beviser synes mig dens Værd, da de fleeste andre Adspredelser ikke have noget Tiltrækkende for sin egen Skyld, men for det Selskabs Skyld man nyder dem i. Vist er det, at jeg føler mig aldrig lettere, aldrig mere poetisk stemt, end naar jeg paa et saadant stolt Dyrs Ryg gjennemskjærer den friske Mailuft; man skal ikke see ned men opad! og da lader den bølgeformige Bevægelse, den kjølende og milde Susen en tilsidst troe at man ikke mere klæber til Jorden, men gjennemskjærer Ætheren, og man stirrer da did hvor Ens Længsel vinker; fjerne uopnaaelige Maal kan man da naae som man her paa Jorden kjender -- til sin Qval -- men lig Lyspuncter fjerne sig, jo mere man nærmer sig dem. -- Maaskee det er dette Begreb om Fare, og Følelsen af Mod i os, der gjør en Ridetour saa tiltrækkende. Ak, kjere Emilie, jeg prøver Din Taalmodighed, som des- uden i en Bye ikke kan være synderlig øvet, men troe dog at det kun er den yderligste Mangel paa Stof hentet fra den ydre Verden her, der nøder mig til at synes ubeskeden og blot tale om mig selv; jeg veed ikke hvorledes det var før, Du skrev saa lange og interessante Breve, at kun Besvarelsen deraf næsten udgjorde mine; saaledes vare Dine Breve den Kilde hvoraf jeg fordetmeste øste Indholden til mine. Jeg har i Gaar og idag læst Bulvers "Devereux" og er ganske fortryllet /: jeg har dog kun læst de to første Dele :/ der er især nogle Reflectioner over Isoras Forhold til ham, Arten af hans Følelser for hende, der fast forunderlig har grebet mig, saa klart har den store Digter vidst at fremkalde mine inderste Tanker og Yndlingsideer. Det er det der for- skaffer en saa stor Nydelse ved Læsning at man finder sig selv igjen under den Form som Digteren kan give det. Ellers har jeg intet læst; fortæl mig hvad Du læser. Gud hjelpe mig for mine udenlandske Damer; jeg har endnu intet Brev færdig, hverken til Mad. Reimers eller til Mad. Blanriez i Genua. Jeg har begyndt et til den første, men det er værre end intet, thi jeg var ikke oplagt til at skrive Breve dengang, SIDE: 31 og allermindst muntre, jeg maatte da fremkunstle hvad der udfordredes til et anta [geligt] Brev, men vist er det, at det aldeles ikke lyk [kedes] mig at hykle dengang; hvad jeg skrev bar [saa] aldeles Stemplet af min Sjelstilstand, at kan den gode Dame finde ud af et saa phantastisk forvirret, bedrøveligt Sammen- surium, skal det inderlig glæde mig; det vil hun ialfald forstaae, naar jeg ganske tørt siger hende, "dasz Hamburg mit seinen Ergötzlichkeiten und Zerstreuungen für die Zeit keinen Reiz für mich haben etc. etc." Det er sandt, kjere Emilie, vil Du ikke give mig et Raad; jeg vilde gjerne sye en Pude med Uldgarn til at lægge i Sophaen; siig mig om jeg burde kjøbe Tøi eller fylde Canavaen selv. Troer Du at der gives et passende Mønster, der tillige var smukt, at faae leied? Jeg troer der gives saadanne, der mod en vis Betaling for Dagen laane dem ud, idetmindste har man fortalt det. Lev vel, bedste Emilie. Hilsen til Alle ved Din Camilla Wergeland. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Den 24de Mai [1835] . Kjere Emilie! Med den ene Haand sammenfolder jeg Dit Brev, og med den anden griber jeg Pennen for at skrive til Dig, eller med andre Ord: I dette Øieblik modtog jeg Dit Brev, og da den meest brændende Længsel efter at tale med Dig maae blive utilfredsstillet -- O, hvor disse 6 ubarmhjertige Mile spotte min Utaalmodighed -- maae jeg benytte de Fordele, der skulle holde en skadesløs, endskjøndt Gud veed hvor ufuldkommen de ere. En Dame her fra Eidsvold har allerede faaet et Brev til Dig fra mig, hun er Gud skee Lov endnu ikke reist og tager endnu disse Linier med. O Emilie svar hurtigt! Dit Brev har gjort mig meget urolig. SIDE: 32 For Gud Skyld, hvad var det for et Rygte der skulde versere om mig, fortæl mig det oprigtig, dølg ingen Omstæn- dighed! Frygt ikke for at saare mig! Tusende Gange heller end denne qvælende Uvished, der her i den dræbende En- somhed, afskaaren fra alt Samqvem med Eder derinde, maa dobbelt martre mig. Kjereste, beste Emilie! Har Du nogensinde elsket mig, saa maae Du, det er Din Pligt, fortælle mig Alt af den Art der maatte komme Dig for Øre -- Det er ikke lav Nysgjer- righed af mig -- hvad det end er godt eller ondt. Det har i høieste Maade frapperet mig, hvis den Persons Yttring om B [ernhard] skulde gjelde mig. Hvorledes kunde Samtalen falde paa den Materie? Og angav han ingen Grund, der bragte ham til at gjøre den høitravende Allusion til Ridder Toggenburg. Lod han ikke formode nogen Grund? Dette maae Caroline kunne sige Dig med Vished. Det er jo nu en Tid, siden jeg var i Byen, og jeg kan bevidne, at B's Opførsel var saa til- bageholden, at ikke et eneste Træk af ham i Verdens Øine kunde berettige Nogen til at anstille saadanne Lignelser. Ak Gud, kunde jeg komme til Dig i dette Øieblik, jeg seer hen til den kjere Himmelegn hvor Christiania ligger -- jeg ønsker jeg kunde slutte mig ind i Brevet! Ak Emilie, tag Pen- nen strax og svar mig, jeg vil bede min Fætter sende det med Drengen som kjører tilbage. Har Du slet ikke mere seet eller talt med W [elhaven] end den ene Gang. Han maae dog have været hos Caroline oftere. Er han muntrere og mere tilfreds nu, da hans Fiender have tiet en Stund? thi jeg har aldrig seet ham mere lidende end sidste Gang jeg var i Byen. Formodentlig kommer hans Bog snart ud mod Fader. Har Du aldrig hørt i hvad Genre den vil blive? Har han aldrig siden yttret sig om det besynderlige Forhold han staaer i til mig -- Du veed, at han undertiden ved Folks Drillerier blev bragt til saadanne Udladelser; Emilie, fortæl mig hvad Folk nu sige derom, trøst mig med, at det er forstummet, dette Rygte; men er det ikke, da siig mig det oprigtig og en detail. Jeg er naturligviis tryg for at mine SIDE: 33 Breve er under Laas og Lukke, men det er mig ikke engang nok, o lad ikke engang en Yttring, en Hentydning undslippe Dig. Lad ikke nogen engang ane den Sindsstemning, som maatte være den forherskende i mine Breve. Siig altid at jeg lever vel og tænker ikke at komme til Byen, idetmindste for det første. Har Du nu talt med Schweigaard? Fortæl mig om ham, hvad han sagde, skal han snart gifte sig? Han er jo bleven Lector! Lev vel, min Emilie, undskyld min frygtelige Skrift med den uhyre Hast -- jeg har neppe Tid til at tilføie mit uhyg- gelige Navn Camilla Wergeland. Jeg havde i gaar Brev fra -- Adolphine Schmidt. SIDE: 33 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Den 24de Mai [1835] . See saa! nu var jeg nede med Brevet til Budet -- og -- det er ligesom en Magnet drager mig til Skrivebordet; til Dig rettere -- o kjere Emilie! trætter jeg Dig blot ikke! Betænk, det er min eneste Fornøielse -- en Trøst saaledes at kunne betroe mig til Dig -- betroe! det er ei Ordet -- men at lade Dig kaste et Blik i mit forvirrede, uroelige Indre. Der gives en Ting som af alle Sjelelidelser er den frygteligste; det er Tvivl om vore Elskede, Mistanke om deres Ædelmodighed og Redelighed i Henseende til os -- jeg kjender denne Lidelse, jeg har megen Hang til denne høist ulandlige Egenskab. Men det er eget, at jeg aldrig har været tilbøielig til at nære denne Mistillid med Hensyn til Dig; det er ligesom der ligger i Dit blide Gemyt en saadan Rigdom af Deeltagelse for Enhver, og Du er alt for oprigtig til at hykle en Varmere, end Du i Grunden føler, for dem Du udmærker -- nei! jeg er gjennem- SIDE: 34 trængt af den Overbeviisning paa Din Ubedragelighed; ikke det meest skuffende Skin skal nogensinde rokke den. Du kunde aldrig forraade mig, Emilie, eller miskjende mig. Det bliver mig mere og mere klart, at jeg er en Fremmed og en forskudt Fremmed, her paa Jorden, jeg længes efter mit rette Hjem -- der er kun et eneste brændende Ønske der klæber mig hertil; jeg trætter Himlen med mine Bønner derom, jeg kan næsten sige hvert Aandedrag er en Bøn. -- Kommer jeg til at gaae bort -- hvor sød er den Tanke mig da, at Du vil offre mig en Taare /: Hvor mange døe ikke, der ikke tør haabe dette med Vished :/ mine Forældre ville sørge meget, endskjøndt de maaskee havde mindst Grund dertil; thi jeg vil aldrig gjøre, hvad de kalde Lykke, og hvorpaa deres beroer. Jeg tør dog sige, at hvor mange Feil -- som især Verden bedømmer strengt -- jeg end har havt, aldrig vil maaskee Graven dække et Hjerte der slog varmere og var mere rede til Opofrelse. -- -- Erindrer Du en Reflection af Ffr-inden til de svenske Hver- dagshistorier, da den ulykkelige Elisabeth var begravet. Hun siger omtrent: "Det er en sørgelig Sandhed, som vi daglig erfare, at det er kun Hverdagsskabninger, om hvem man intet har kunnet sige, der gaae begrædte herfra, medens de med de fortrinligste Evner og den varmeste Villie, døe, uden at have gjort et eneste Væsen lykkeligt, uden at der offres deres Minde en Taare." Jeg vil ikke strengt applicere dette paa mig, det vilde ialfald klinge meget ubeskedent, men Du kan troe, beste Emilie, at det er tungt at maatte være blot Statist her i Verden, medens man føler man kunde spille en ædlere Rolle. Jeg er bleven tilbuden en saadan -- -- -- Gjemmer Du mine Breve? Hvis Du giør det, tænker jeg ofte! og naar Du i senere Aar gjennemlæser dem, vil Du da ikke paa nyt opleve den svundne Tid; Ord glemmes snart, men Breve have en besynderlig vækkende Kraft, det er en egen besynderlig Følelse at læse Breve, hvis Eier ligger i Graven. Skulde dette usle Papir overleve den Haand der har lagt det sammen? Det er saa, men Aanden der rører sig i SIDE: 35 det døde Bogstav er den samme, den kan ikke døe. Med et Trylleslag vil Du føres tilbage til vor Ungdom, Du vil kunne smile over de samme Steder, der før har bragt Dig til at lee, men det er intet muntert Smiil; Du vil saa klart erindres igjen om det underlige, uroelige Væsen, som Du viste saa megen Ømhed og som skylder Dig -- jeg kan sige, sine lykkeligste Timer -- Du vil smile over vore barnagtige og frugtesløse Anstrængelser og forgjæves Ønsker at løfte Fremtidens Slør -- ak Emilie, da naar Du læser dem, er det oprullet -- hvor ere vi Alle? Jeg fortalte Dig troer jeg, at jeg har begyndt et Brev til Mad. Reimers; jeg maae bekjende min Utaknemlighed, men jeg kan ikke faae noget af mine udenlandske Breve istand; hvergang jeg vil begynde, bliver det "Kjere Emilie". Og dog er det min faste Hensigt at profitere af Indbydelsen, til Ham- burg for det første, men ikke i Sommer. -- Fader har tilbudt mig Reisen under Ledsagelse af min Broder Oscar, jeg skulde følge med Mad. Reimers og den interessante yndige Geheime- raadinde Ludvig -- som man næsten kan see paa har været en Jean Pauls Forlovede -- til Badene i Pyrmont, men jeg kan ikke miste Sommeren her hjemme -- o jeg savnede den nok -- paa Operaen i Paris, under den bedøvende Musik og blændende Oplysning, selv i dette Centrum for Luxus og Pragt, greb mig, maaskee forstærket ved Contrasten, en Længsel efter vore duftende, stille Dale og lyse, norske Sommernætter. Jeg vil ret nyde dem nu, jeg vil ret "mit Jugendarmen, umschlingen die Natur mit Lust, bis sie zu athmen, zu erwarmen, beginnen soll an meiner Brust." Der kan virkelig være en Tid, troer jeg, hvor selv følelsesfulde Mennesker ere uimodtagelige for Naturens Indtryk; der maae være en Slags Sympathie mellem den og os, skal man forstaae den. -- Lægger man et af Haab- løshed, Tvivl, indesluttet Kummer stivnet Bryst til dens Varme, Duftende, da støder den tilbage, den er kun en skjærende Ironie -- den gjør omtrent da samme Indtryk som naar vore for- tvivlelsesfulde Klager der smægte efter Medfølelse, kun møde SIDE: 36 Smiil og udeeltagende Blidhed. Der er et lille Sted hvor jeg ofte gaaer hen om Aftenen; man gaaer ned ad en Stie der slynger sig gjennem det Tykke af Løvskoven ned til Vandet. Medens man til begge Sider forfølger med Øiet den dybe, rolige, sølvklare Elv, indtil den taber sig bag de fjernere Høie, hører man gjennem den stille Aftenluft Fossens dybe melankolske Stemme, og den, tilligemed en sildig Fugls klagende Stemme, Granernes tunge, høitidelige Susen -- den hvislende Lyd i Birkerne -- er Melodie til Sjelens Text -- den lille Plet er i sig selv saa tiltrækkende: høie, ældgamle Birker hænge deres Grene ned mod Vandet, hvis Bredder man i Sandhed kan kalde blomstrende -- ak, Alt er her saa roligt, saa fredind- gydende, var man blot altid modtagelig! Naar Du kommer op til mig vil jeg føre Dig der hen; naar Du da har helliget det for mig ved Din Nærværelse, vil jeg kalde det hos mig selv efter Dig. Det er vort Ønske omtrent i Midten af Juni, naar Halses have været her oppe, at Du og Natalia ville opfylde Eders Løfte. Paa den bestemte Dag skulle vi da sende Heste og Vogn ind for at hente Eder. Henrik vil omtrent til den Tid komme hjem, ligeledes har jeg givet Oscar et Vink, der skattede sig meget lykkelig at kunne afgive et Slags cavalier servente. Det er min udtrykkelige Mening, at et par Væsener, om end med blot nødtørftige Cavallersegenskaber, naar de for- resten ere opvagte og livlige, ikke ere at forkaste ved en saadan Leilighed, især her paa Landet, hvor man har saa faae Res- sourcer til Adspredelse, uden den man maae søge i den lille Kreds man er Medlem af. Vi maae søge at blive et saadant lille Selskab, der har en vis Holdning og Ligevægt. Hvor inderlig glæder jeg mig til at faae see Dig. God Nat, Emilie! i Morgen mere! Den 25de. Jeg har endnu ikke takket Dig for Dit Brev, kjere Emilie! Du kalder det tørt, uinteressant Tøi; o frygt ikke for det; hvad skal jeg da sige? Du betager mig Modet -- naar Du er saa vanskelig med Dig selv, maae Du fordre meget af Andre. Troe mig, at ikke et Ord i Dit Brev var mig overflødig -- alle de smaae Træk af Dagens Historie har SIDE: 37 megen Interesse for mig. Min eneste Bebreidelse bliver altid til Dig, at Dine Breve ere saa korte! Du kunde gjerne have ladet Dine Fremmede vente sidst, til Du havde skrevet ud Arket. -- Saa Schweigaard er da kommen tilbage; jeg kan ikke negte, at jeg skulde have mere end almindelig Lyst til at tale med ham; saa ubetydelig jeg end kjender ham, er han en af de meget Faae, der har havt noget Tiltrækkende -- eller rigtigere en af de Faae, som intet Frastødende har havt -- -- jeg troer saagar Emilie at havde han ikke været forlovet og havde jeg ikke været en saadan underlig Skrue som jeg er, kunde vort Sammentræf i Paris været af afgjørende Virkning, saa stor er den Magt som drager Landsmænd til hinanden paa et fremmet Sted. Naar man kan antage, at selv i Hjemmet 2 Personer have de Egenskaber der gjensidig kunde tiltrække hinanden -- men hvor maaskee Omstændighederne hindrer nogen Tilnær- melse -- hvor uhyre maae da ikke hiin Tiltrækning gjøre sig gjeldende, hvor ingen saadan hindrende Omstændighed er mere -- jeg mener i et fremmet Land, hvor man nødes til udeluk- kende at beskjæftige sig med hinanden -- det er ligesom vor Interesse concentrerer sig i denne ene Person, der jo er Repræsentant for vort Fødeland og alt det Kjære vi have ladet tilbage. O, det er en meget farlig Casus. Du har intet Begreb om den næsten Varme selv den uelskvær- digste af vore Landsmænd kan indgyde os -- end sige en der har saa mange elskværdige Egenskaber som S [chwei- gaard] . O Emilie, jeg maatte næsten smile, og dog kunde jeg, trods min Natur, have Lyst til at kysse Dig for Din naive Bekjendelse -- nei Du ligner ingen anden Dame, troer Du Ida Motzfeldt kunde have sagt saadant? Jeg elsker Dig dobbelt for Din Yttring. -- -- Det Rygte! det Rygte! o, der er en sygelig Ængstelighed over mig, inden jeg faaer det at vide -- vær endelig omstændelig og streng oprigtig, kjere Emilie -- hvad det end er, saa vil jeg gjøre mig fattet; Du skal ikke kunne mærke det i næste Brev, hvis det er noget jeg kan tage mig nær af. Rygte! jeg har altid havt en egen Skræk for det Ord, og min Ærgjerrighed i Henseende til Ver- SIDE: 38 dens Dom er meget stor -- det er en Modsigelse i min Ca- racteer! Jeg har virkelig ikke den Sjelsstyrke at foragte Skinnet, og blot lade mig nøie med min egen Bevidsthed. Du skulde læse et Brev som befinder sig i mit Eie -- jeg har før talt om det -- da vilde Du forfærdes over en saa udtænkt, syste- matisk Ondskab; Du vilde spørge: er dette Norsk? -- nei det hører før hjemme i Lucretia Borgias Land, til hendes intrigante Tidsalder, idetmindste er der noget saa banditmæssigt i det, at man maae troe den Haand, der har kunnet skrive noget saa- dant, maae have været fortrolig med Gift og Dolk. Dets Hensigt har idetmindste været saa lav og ondskabsfuld som mueligt -- men jeg troer den er tildeels forfeilet. Modtageren skulde nemlig først vise mig det, for at saare mig /: thi har Anonymen kjendt mig, maae han nok vide at træffe Achilles Hæl hos mig :/ dernæst en anden Person, og havde jeg da først faaet vide, at han havde læst det, maatte min Ydmygelse være fuldkommen. Han har virkelig beregnet ret; vi have begge læst det. Jeg er rolig alligevel, thi der kan ikke mindste Plet falde tilbage paa mig -- hvor kan jeg være ansvarlig for Alt hvad der kan fødes i en forrykt, ondskabsfuld Hjerne? Desuden kan den omtalte Person bedst vidne selv for mig -- min Opførsel har tilstræk- keligt gjendrevet Anonymens Paastand. Tiden har opklaret Alt, det er nu 3 Aar siden. Havde man da viist mig dette Brev -- vilde jeg have taget mig frygtelig nær deraf. Jeg har ingen Mistanke, ingen afgjort Mening om, hvem det kan være; thi jeg har aldrig troet eller anet, at jeg kunde have en saadan Fiende -- maaskee jeg ofte har seet og talt med ham, og næret noksaa venskabelige Tanker om ham. Det kan umueligt være den Dame, som jeg fortalte Dig jeg fik Brev fra. -- Hvor kunde hun da see mig ind i Øinene, hvorledes skrive mig saadanne Breve. Men kjere Emilie -- naar jeg betænker ret -- hvor uhyre Indflydelse, hvad for aldeles uberegnede Virkninger kan et saadant Brev have! Ak, kunde jeg læse i et Menneskes Sjel! Kunde jeg qvæle en Mistanke hos mig, der undertiden paatrænger sig mig; Du vilde skjænde paa mig, vidste Du denne SIDE: 39 Mistanke. -- Saa Welhaven reiser til Kjøbenhavn i Høst? Det gjør han Ret i. Hvor faaer han Penge fra? Jeg har hørt af et Rygte, at han skal selv have sagt til sin Moder i et Brev, da hun forundrede sig over hvorledes han kunde soutenere, at han modtog en anonym Understøttelse, men han vidste ikke om den kom fra mandlig eller qvindelig Velvillie for ham!! Hvem skal han logere hos i Kjøbenhavn, og hvad Bane kan der aabne sig for ham dernede? Det vil virkelig give ham, troer jeg, denne ydre Politur, som man skriger over at han mangler heroppe, uden at man er istand til at virke paa ham ved Exemplet. -- Jeg har havt en lille Disput med en Dame. -- Kunde Du tænke Dig Muligheden af et fuldkomment Venskab, den inder- ligste Fortroelighed mellem 2 unge Personer af forskjelligt Kjøn, men lige i Tilbøieligheder og Smag? Et saadant Par havde deres hemmelige Sammenkomster i den frie Natur; 3 à 4 Timer i den stille Aften turde de tilhøre hinanden, deres Sjele udfoldede sig da for hinanden, de varmeste Forsikringer om evigt Venskab bleve vexlede, men de sagde: vi ville ikke gifte os med hinanden, ja de benægtede ikke engang Mulig- heden af at de kunde i Fremtiden blive indtaget i nogen anden. Men derfor blev der ikke vexlet noget fortroeligt Kjærtegn, men med den største Samvittighedsfuldhed blev det ydre For- hold seet hen til -- ikke engang at tage hendes Haand tillod han sig -- endskjøndt de havde været forelsket i hinanden. Hun var meget delicat og tænkte: vi tør ikke nogensinde besidde hinanden, derfor [maae] jeg kunne give Verden udeelt, hvad den maaskee i Tidens Løb kunde fordre af mig. -- Hvad tænker Du om et saadant Forhold? jeg har ofte, meget ofte anstillet Betragtninger over et Lignende; men nu læste jeg forleden om hiint, og det gav Anledning til en lang Passiar. Hvad Navn vilde et Saadant erholde af Verden? I andre Lande troer jeg ofte lignende Forhold kan opstaae, men al- drig her, man kan ikke fatte mere end de 2de Yderligheder. Jeg troer vi have talt om denne Materie før. Lev nu vel, SIDE: 40 beste Emilie -- skriv nu endelig, alt hvad der falder Dig ind, Løst og Fast, Tøvefriheden er haaber jeg erklæret mellem os, idetmindste har jeg draget Fordeel af den -- -- Min venligste Hilsen til Natalia! Din Camilla Wergeland. SIDE: 41 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold Torsdag den 16. Juli [1835] . Her sidder jeg da i mit ensomme Hybelchen igjen -- det er just efter Spisetiden, hvilken hyggelige Time Du veed vi altid tilbragte heroppe i behagelig Uvirksomhed og süsses Nichtsthun; ak! jeg fristes til at dreie mig om for at see om jeg ikke skal finde Dig og Natalia balancerende paa de tvende andre Stole -- her er forfærdeligt øde efter Eder! I Formiddags gik jeg en lille Tour ned i Haven igjen; men for hvert Skridt følte jeg mig fristet til at græde, saa tomt forekom Alt mig; jeg troer jeg vil holde mig ganske inde. Dog nei -- jeg lokkes SIDE: 42 nok ud igjen -- til alle de Steder vi sværmede omkring paa, og da vil hine sørgmodige, alvorlige Aander der hviske mig imøde fra de dryppende Buske, fra de mørke Graner, der ligesom med fortvivlet Trods stræber opad, medens de lyse smægtende Birke med stille Resignation sænke deres Grene mod Jorden -- hine Aander, hvis Suk gjennembæver de dybe Dale og skumrende Lunde, gjenlyder i Høiene, og for hvis Aande Blomsterne vifte, hvis Smiil dukker op af Elvens Over- flade og døer med den henblegnende Solstraale -- hvis Harme tordner i Fossens Larm, o hine Aander faae mig nu dobbelt i sin Magt, jeg vil komme til at betale dem dobbelt Tribut, ja jeg maae betale, at jeg har leet i 4 Uger. Er det ikke en mærkværdig Tanke at jeg nu ikke vil komme til at lee paa 14 Dage? I Gaar Eftermiddag Kl. 6 reiste jeg først fra Boyesens, og kom hjem Kl. 10 1/2 omtrent; altsaa gik dog 8 Dage med til den Tour. Nu først nogle Ord om Portraitet. Jeg har da bragt det heelt og holdent med hjem, men ikke desmindre synes der dog at hvile den samme Art af Forbandelse over dette, som over de øvrige ulykkelige Portraiter af mig, den nemlig, at nogle hæver det til Skyerne, medens Andre river det gyse- ligt ned. Jeg tør dog paastaae, at det er gjort med al den Flid, som man i Betragtning af Omstændighederne kunde vente: B [øyesen] var virkelig den hele Tid daarlig, han maatte hvert Øieblik afbryde, ja et Par Gange nægtede jeg at sidde af Frygt for skadelig Anstrengelse, Alle i U [llensager] Præstegaard roste det meget og fandt det træffende ligt, og Du kan troe at dette inderlig glædede mig; thi selv er det umueligt at have en af- gjørende Mening, naar det er ens eget Portrait, men man stemmes uvilkaarlig efter de Andres. Altsaa jeg var inderlig glad i det, og meget utaalmodig for at komme hjem for at faae viist det. Den første der saae det var Moder, der ikke kan vurdere det som Tegning, men blot naturligviis gaaer efter Liigheden. Hun udbrød strax i Udraab, der just ikke smigrede det, hun fandt at det træffende lignede J. A -- -- at det nok lignede noget, men saae saa stygt og gammelt ud etc. etc. SIDE: 43 -- Jeg trøstede mig med, at hun havde fundet Munchs Portrait af mig saa deiligt, og ilede op til Fader, hvor jeg paa nogle smaae Variationer nær hentede mig omtrent den samme Dom. At Udtrykket er aldeles forfeilet, at Trækkene ere for grove etc. Dog tilstaaer han at det er meget godt tegnet. Du kan troe, kjere Emilie, at jeg blev flau, ja næsten fortvivlet over saadan Critik, ja den har virkelig sadt mig i slet Humeur. Det hører ellers til de skjeldne Tilfælde [at en] ung Pige sørger over, at man siger hendes Portrait ikke er flatteret. Jeg vover dog ikke at troe, at jeg isaafald hæver mig over den almindelige Regel; under visse Omstændigheder kunde jo en saadan Dom være smigrende nok, men her blev jeg paa Ffterens Vegne flau over en saa uventet Dadel, ikke at regne at jeg ikke kan gjøre Dig en saa stor Glæde dermed som jeg ønskede. Henrik havde endnu ikke seet det, og mit Haab greb ham som den Skibbrudne et Straahalm. Iforveien maae Du vide at han finder næsten alle Portraiter flatterede. Efter nogle kraftige Bemærkninger sluttede han ganske lakonisk med den: "Du er ikke fuldt saa styg som dette." Nu er min Mening saa forvirret, jeg veed ikke hvad jeg skal troe. Det eneste jeg troer og hvorom alle baade her og i Ullensager ere enige, ja selv Ffteren, er, at Næsen er lidt for stor; -- alt det øvrige kan jeg umuelig dømme om, men ved at føle paa min Næse synes jeg at bemærke at den ikke er fuldt saa tyk nedentil. Kunde jeg nu blot faae sendt Dig det strax, men desværre dertil er ingen Udsigt, thi Fader vil først, uagtet hans Mis- fornøielse med det, tage en Copie af det for at kunne rette de Feil han bemærker. Gud veed hvad Du vil synes om det, jeg troer godt, thi Dine Forventninger har jeg nu stemt ned en Smule; hvad mig selv angaar, da har jeg aldrig gjort mig bedre, ja i visse Maader ere de blevne overtrufne. Nu har jeg saa nøiagtigt som mueligt fortalt Dig det stak- kels Portraits Skjæbne; dets Indtrædelse i Verden var ikke meget glimrende; hvorledes det senere vil blive modtaget, og hvorledes paaskjønnet, er endnu dunkelt. Gid det allerede var i Dine Hænder, jeg længes meget efter at vide Din Mening. SIDE: 44 Siig mig endelig Din og de Andres, uforfalsket og oprigtig. Altsaa nok om det -- jeg har ellers levet godt i Ullensager -- virkelig moret mig -- vil Du troe det? Der er en skjelden Harmonie i den Familie, og det er ikke saa forunderligt, da den gamle Fader er Ømheden og Kjerlighedsfuldheden selv -- Alette og August ligne ham isaafald meest, de ere hjertens- gode troer jeg -- Petra afgiver en ret piquant Dissonanz -- Moderen forstaaer jeg mig ikke rigtigt paa -- men Theilmann -- Theilmann! jeg kan ikke sige Dig hvor godt jeg lider Theilmann! men at denne Godtliden er af det umistænkeligste Slags, vil jeg bevise med at jeg meest følte mig fristet til at sige dette til Petra, og minde hende paa, hvilket hun lader til at have glemt, hvilken Perle hun besidder -- hvilket jeg dog af andre Grunde ikke gjorde. T. seer livagtig ud som om han var nyskabt, saa uskyldig, uagtet sine forliebte Øine, at man kan fristes til at spørge: "bist Du von dieser Welt?" En Dag da vi alle vare forsamlede, jeg sad for Maleren, læste han noget for, men pludselig standsede han forvirret -- Selskabet studsede -- og vi Damer ventede noget skrækkeligt -- endelig vovede han skjælvende at udtale dette Ord, jeg troer det var Skjørt, eller noget lignende, som selv i mine Øren klang ganske uskyldigt; men Du skulde have seet den brændende Purpur der i dette Øieblik bedækkede hans Ansigt, vilde Du have glædet Dig, ak Emilie -- jeg troer de færreste af de unge Herrer længer rødmer over noget! Paa Petra kan jeg ikke blive rigtig klog, men jeg har en Mistanke, at skuffede For- ventninger eller maaskee slet Behandling [har] forandret hendes Væsen og givet det denne Kulde og Bitterhed, der vist ikke er hende [medfødt og ganske] unaturlig i den Familie. Da hun og jeg reiste i Visit til Plogstad, bragte hun [Samtalen] uop- fordret fra min Side paa W [elhaven] og sagde blandt andet at der fandt et mærkelig spændt Forhold Sted mellem dem; han behandlede hende med paafaldende Ringeagt, hvilket na- turligviis fra hendes Side blev mødt med den fuldkomneste Ligegyldighed. Da jeg undrende spurgte om Aarsagen, sagde hun, det var kommet saa af sig selv; hun vidste ingen Grund SIDE: 45 undtagen den, at han i de senere Aar saa har forandret sig, at han nu saarer Alle som han kommer i Berørelse med, etc. Derpaa tilføiede hun den caracteristiske Bemærkning, som hun ordentlig gav en poetisk Indklædning, da den vistnok kom fra det Inderste: "Der kunde ikke tænkes noget Elskværdigere, Renere", jeg troer ogsaa hun sagde "Fuldkomnere", noget mere Herligt Lovende end W. førend Hovmodsdjevelen greb ham, men han er uhyre forandret, "hans Arogance er et Slags Raserie" etc. etc. Derpaa fulgte en Erklæring om hans moralske Vandel, hvilken hun, uagtet hun langt fra var hans Veninde, torde indestaae for, som aldeles uplettet og af en skjelden Reenhed. Du har her faaet et lille Overblik over Husets Personale; Du ønskede jo at jeg vilde skrive Alt hvad jeg vidste om dem og hvad vi tog os fore efter Din Afreise. Vi legede meget For- undringslegen eller ogsaa blev der forelæst; den Gamle læste fore af Stillings "Geister". Vi musicerede ogsaa, sang 4stem- mige Sager, og loe. Dette sidste udfyldte omtrent 3/4 Dele af Dagen; det er med mig som om Latteren, naar den har slumret nogen Tid og den endelig bliver vagt, den da ligesom sprænger alle Baand; jeg kan ikke blive dens Herre, den be- hersker mig; nu har jeg vugget den saa sødt til Roe for nogen Tid, og den kommer ikke til at vaagne førend i Dit Selskab. Og nu til nogle Punkter i Dine Billetter som jeg ikke fik besvaret i min Seddel fra U. Du siger, kjereste Emilie, at Du gider hverken see Gader eller overhovedet føler den Glæde Du ventede ved Gjensynet af Byen. Du er forhaabentlig nu fuldkommen restitueret for den Ulyst som jeg blot tilskrev Træthed efter Reisen, og jeg troer Du og Natalia nu dobbelt vil paaskjønne Motzfeldtes, Fæstningen, Tøien, Caroline, Kringler og Komedier og Athenæumslecture. Alt dette vil saa behageligt beskjeftige Din Tid, og ikke tillade Tanken om noget Savn, ja jeg tilgiver Eder om I blot engang daglig i Eders Tanke be- søgte mig paa Drømmelye; var dette end blot om Natten, lagde Drømm [eg] uden Eder paa det bløde Mos, medens I for- undrede Eder over Baggrundens magiske Belysning og den rullende høitidelige Torden, og at jeg syede vrange Ermer ind, SIDE: 46 og sendte taknemlige Blikke mod det moderlig beskjermende Grantag, der hyllede os i sine Skygger -- -- -- -- -- -- Ak gjør det, drøm eder idetmindste derhen, jeg vil møde Eder der, det vil blive en natlig Aanderendezvous, medens vor syn- lige Deel omsluttes af Dynen. Det var meget at I allerede Kl. 1/2 9 vare i Byen. Hvad den beviste Underholdningsgjenstand angaaer, der skulde op- muntre H., da var det en Velgjerning af en meget grusom Art, som jeg neppe havde tiltroet Eders ømme, følende Hjerter. For en lykkelig Elsker kunde den have været underholdende nok. Naar faaer jeg Brev fra Dig, Emilie; vær ikke alt for karrig, thi aldrig har jeg trængt saa meget til det som nu. I have ganske forvænt mig -- Har Du min Sundhed kjer, saa skriv lange Breve, jeg lider slet ikke de grønne Lapper, der rummes jo ikke 10 Ord paa dem. Din Nymphaline Asmodæa. Til Frøken Emilie Diriks. Mad. Rings Gaard i Grændsen Christiania SIDE: 49 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Søndag den [19. Juli 1835] . Bie lidt! her er Fremmede her -- til de have reist -- jeg sniger mig herop for at kunne sige dette; ak den ulykkelige Husets Datter ved en saadan Leilighed! -- -- -- -- -- -- -- See saa! alle Helgene være lovet! nu gik de. Den Fru Meldal med hendes 2, som vi saae i U [llensager] Præstegaard, en gammel 75 aarig Tante af hende, Melbye, og -- -- -- Jomfru Foltmar! Jeg vil trække Aande i et Brev til Dig -- Dette lille Værelse er et Fristed i sin skjønneste Betydning, det fore- kommer mig som om det indeslutter en Deel af Dig og af det jeg ellers har kjerest her paa Jorden! Tak for Dit Brev! Kjender Du noget til den piinlige Utaal- modighed naar man har Breve liggende men ikke kan faae dem afsted. De faae Dage man maae vente til Postens Afgang, blive til Evigheder, især naar man har den smertelige Glæde at modtage Breve med Skjænd i fordi man ikke har skrevet -- -- dog hvis jeg mærker at Du hyppigere skriver naar Du vil give lidt Skjænd Luft -- holder jeg nok ganske op, Du maae ikke fortænke mig i at jeg griber ethvert uskyldigt Mid- del. Skjænd saa meget Du vil, kun skriv! Endelig have vi faaet Henriks Skat -- Blytt herop, og jeg kommer til at for- tælle Dig meget om ham. Han har været her 3 -- 4 Dage, men endnu har jeg neppe talt et Ord med ham. Han taler meget og temmelig livlig, og lægger an paa under Talens Løb at udvikle de skjønneste Principer og det med en saa from Mine og mild Stemme, at det kunde bedaare selv dem der have stærkere Fordom mod ham end jeg; Fader og Moder lader til at finde ham baade særdeles interressant og meget ædelttæn- kende, men jeg lader mig nu engang ikke blænde af et saadant Væsen. Det er ellers besynderligt, ialmindelighed naar man har en slet forudfattet Mening om Nogen, hæves den ved personlig Sammenkomst; naar Forventningerne ere saa ringe, blive de ikke skjelden overtrufne; men denne Gang er det ikke saa, min Fordom mod B. har fuldkommen retfærdiggjort SIDE: 50 sig. Der maae ligge i min Natur en saa dyb Modbydelighed for den Sort Mennesker, og deraf kommer det, troer jeg; jeg troer om jeg var fordømt at leve Aarlang paa en øde Øe, hvor han kun var, jeg vilde før opsøge Løver og Leoparder! Nu nogle smaae bitte Træk, der synes ubetydelige, men carakteri- serer ham fortræffelig. Du veed den Række af Damer der hænge paa Væggen ved Claveret. H [enrik] spurgte ham strax den første Dag, hvem han ligte bedst af dem. Nu spidsede jeg Øre, medens jeg lod som ingenting. "La jeune Parisienne", "nei! den synes jeg ikke om." "La Reflection! heller ikke", derpaa med megen Vægt: "Jeg lider overhovedet ikke de reflecterende Damer." "Ak", tænkte jeg, "de reflecterende Damer vist ikke heller Dem; forsaavidt er alt i sin Orden." Derpaa standsede han, veed Du ved hvem? La surprise! Du veed den Dame i dybeste Negligée. Er det ikke carakteristisk? Det var et Træk, men det bedste kommer tilsidst. Idag ved Middagsbordet sad han øverst med Fader, Henrik og jeg sam- men nede ved Moder, alle de Fremmede ellers rundt. Man drak adskillige Skaaler, blandt andet sagde Fader -- "Hr. Lector B-s Skaal! vi ville ønske han paa sin Reise snart vilde finde en Blomst, en skjelden Blomst, jeg mener en af dem, som kunde forskjønne hans Dage!" Medens jeg gav nogle Betragt- ninger over den lykkelige Blomst, der skulde nedtrædes af saadanne Fødder, Luft til Henrik -- hviskende naturligviis -- , havde imidlertid Fader end tydeligere forklaret sin Mening, og nu hører jeg B. svare i rene tydelige Ord, der af det øvrige Bordselskab ikke videre kunde forstaaes: "En saadan Blomst, en reen Lillie vilde man ialfald forgjeves søge i Norge, den maatte man finde i et sydligere Strøg". Hvad synes Dig?!! -- -- En saadan Tale er virkelig Landsforrædersk og det af det laveste Slags. Hvad for Ideer faaer man ikke om det Men- neskes Reenhed selv? Det er en Lykke for mig at han er vor Gjest; thi jeg kunde ellers fristes til at yttre lydeligt min Foragt, medens jeg nu maae nøies med at holde mig i dyb Taushed 10 Skridt fra ham. Dette er et lille Portrait af ham eller et Skyggebillede for det første. SIDE: 51 Ellers har her ingen været, og jeg blot 2 Gange ude paa Drømmelye og paa Balstigen -- Roserne stode visnede, ingen har vovet at røre dem, de skulde ogsaa blive til I næste Gang komme. Du kan ikke forestille Dig hvor skjønne disse Dage ere, Engen ved Drømmelye staaer nu i sin yppigste Flor, en saadan Blomsterpragt har noget tryllemæssigt ved sig -- man venter hvert Øieblik at man kunde vaagne fra et Feeland til den mavre tørre Virkelighed. Naturen culminerer nu i sin Deilighed, og jo mere denne paatrænger sig -- jo mere man gribes af den, jo smerteligere er Indtrykket, ak kunde jeg dele den med Eder! Var I her nu! Din Yttring i Dit Brev at Du bedrøvedes over saa seent at have faaet vide at Du kunde blevet endnu nogen Tid, opfylder mig med den inderligste Glæde. Naar Du og N. nu næste Gang komme, vil jeg ufor- falsket kunne nyde denne Glæde, som jeg nu oprigtig vil til- staae Dig, sidst formørkedes ved den Tanke at I kjedede Eder og var betagne af dette uhyggelige Noget, der gjør at man undertiden ikke kan føle sig hjemme paa et fremmet Sted. Især var det i Førstningen at jeg meget qvælede mig med saadanne Tanker. Men Dere er nogle exelente, i Nøisomhed mageløse og i indre Rigdom bundløse Skabninger, og viid! jeg speculerer nu paa den Plan endnu i Høst engang at faae Eder herop. Søg at vinde Talchen for denne. Seer Du, hvis jeg kommer til Byen, følge I med op igjen; for ikke at reise saa langt ad Gangen, overnatte vi paa Ullensager -- hvilket jeg halvveis har maattet love hvergang jeg reiser til Chia. at gjøre. Vi ville qvæge os i den rene, guddommelige Høstluft, og Maaneskinsqvællene ville vi nyde med fulde Drag -- o jeg erindrer en saadan høstlig Maanskinsaften; A [dolphine] Schmidt og jeg sadde vel en Time i en Høstak og -- -- "ach es waren schöne Zeiten, Carlos!" -- -- -- -- Jeg vil sørge for ordentlig Lecture -- Stikkelsbærtræerne og mine gule Bringebær ville aabne sine Skatte for os -- kjere søde Emilie! Lov mig at Du vil; ødsle al Din Veltalenhed paa Natalia -- Selig welchen die Lippen Hermes gelöset -- Nu til Dit Brev igjen; lad næste- gang mere Plads til Oblaten, thi naar mine salige Fingre i glad SIDE: 52 Hast aabner det, kan jeg ikke forebygge at adskillige Ord gaae spildte. Du kan troe H [enrik] s Nysgjerrighed kom i en ual- mindelig Spænding, han hang hele Tiden over mig og vilde absolut læse, og han har siden ofte spurgt hvad der stod i det, hvordan Du skrev etc. Det var da en forfærdelig Touren hos Caroline, hvor mange Gange har den "rasende Søde" været der. Hun kunde dog gjerne have blevet til jeg kom, jeg havde gjerne seet hende, hun taler vel ikke Christiansansk? For igjen at komme paa Blytt, jeg ærgrer mig aldrig mere end naar den hele Nations Damer bliver fornærmet, det træffer mig næsten mere end en directe Fornærmelse mod mig, idetmindste tør jeg bekræfte dette med Exempel, thi jeg erindrer meget godt at jeg tog en Compliment, der blev gjort mig i Paris paa mine Landsmændinders Bekostning, meget ilde op. Da jeg sagde til Fader at Bl.'s Yttring var i høi Grad fornærmelig og kastede et eqvivoqve Lys paa ham selv, svarede han: "men Du synes jo næsten ikke bedre om de norske Herrer", hvortil jeg svarede at han havde aldeles taget feil, at jeg tvertimod af Hjertet paa- skjønte de mange gediegne Fortrin frem for de mere poleerte Udlændinger etc. Hvilken greel Contrast afgive ikke de 2de B [lytt] og W [elhaven] f: E: Begge have Maske, om jeg saa tør udtrykke mig, W. dog kun undertiden -- dog nei det pas- ser ikke paa ham -- men hvad kalder Du da dette Haarde, Stødende, der ligesom en Skal omgiver den ædle Kjerne; o, han er meget bedre end han synes -- og er det ikke bedre end at ville synes bedre end man er? -- Jeg er bange, kjere Emilie, at dette Brev vil falde Dig kjedeligt og langt, og dog uagtet denne Frygt, og uagtet min Tommelsfinger smerter mig, maae jeg skrive Siden ned; det er desuden for tidligt at lægge sig, Aftenen er saa skjøn. Det lille Madonnagesich [tchen] , den hvide Katunge har bidt mig temmelig dybt i Fingeren i en Slags overstrømmende Taknemlighedsfølelse, da jeg vilde frelse den fra Freias Angreb. Men den er lige sød for det; jeg havde nær sagt, kunde det gjøre den en Fornøielse -- -- -- -- -- Det ulykkelige Portrait følger hermed. Da alle de Frem- mede idag ønskede at see det, lod jeg det med Glæde hente SIDE: 53 hos Fader; thi jeg haabede at faae nogen paa mit Parti -- men tænk Alle med en Mund paastod at det ikke lignede, at Trækkene vare for store, Øinene for matte og Gud veed hvad -- men nu vil jeg ogsaa forsværge at lade mig nogensinde portraitere; jeg har jo kun havt Ærgrelse deraf. Det er sandt, tænk Dig min Forskrækkelse da jeg erindret at jeg ikke havde frankeret mit sidste Brev til Dig, hvad tænkte du vel! jeg veed kun en Maade at gjøre det godt paa, men den er ikke meget sindrig -- den at Du sender mig ligedan et næste Gang. Det er dog for galt med Bulwers Heltinder! ja det er be- sluttet -- jeg maae skrive ham til, den hele civiliserede Verden vil vide mig Tak -- -- -- men først maae jeg lade min Adresse underskrive af 99 norske Damer; troer Du jeg faaer opdreven saamange der har nogen Følelse for det Upassende og Stødende, ja Unaturlige i hines Forhold til deres Elskere og ikke Elskere? Jeg troer knapt mange -- ærgrer sig derover; men da gjør jeg det for dem alle -- gid jeg kunde indpode dem denne Indigna- tion og Selvfølelse som besjæler -- ja ofte til min Qval -- Din Camilla Wergeland. Gud skee Lov at jeg da endelig fik opdrevet et Bud til at tage dette med sig. I Aften var jeg nede i min lille Have. Du skulde have seet hvilken Bugnen af Jordbær, jeg vilde plukket dem og sendt dem, men Moder fraraadede mig det, da de upaatvivlelig vilde være i Grød inden de kom ind, og Du er vel ingen Elsker af dem i den Form. Nu kan Fuglene eller hvem der vil, spise dem, thi de smage mig ikke naar jeg skal spise dem allene. Endelig husker jeg at takke Dig for den deilige Bouquet, den vakte alles Beundring. Kan Du erindre hvor overgivne vi vare den Dag vi kjørte til Aas? God Nat, bedste Emilie -- gid der var Brev imorgen! Rammen tilhører Boyesen, det kunde ikke conserveres uden. S.T. Frøken Emilie A. Diriks. 3 Etage Mad. Rings Gaard Grændsen. Christiania. SIDE: 54 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Den 24de Juli [1835] . Er Du vred, kjere Emilie? Eller hvad betyder denne ufor- klarlige Taushed! Har noget i mine Breve stødt Dig; ak jeg er maaskee uforsigtig og snakker for meget i dem -- de ere for lange -- men til hvem skulde jeg ellers udgyde mine Betragtninger naar jeg har samlet paa endeel og mit eget Bryst bliver for overfyldt, uden til Dig min eneste Veninde. Det staaer her til Dig at uddrage det Gode deraf, lad det Slette være -- dog hvorfor Du nu ikke skriver, det bevinger min Utaalmodighed, jeg vil Tirsdag Middag kaste mig for Dine Fødder -- kommer nu heller intet Brev fra Dig Løverdag da -- ja da fattes mig Mod til at reise -- Hvad mener Du jeg nu har at fortælle Dig? Intet mindre end en Drøm, og Du maae høre den enten Du vil eller ei; thi sin Skjebne kan man jo ikke undgaae -- det vare vi enige om. Uden Forberedelser -- jeg skrider strax til den. Naar jeg nu i disse Dage har sadt saa flittig og syed eller skrevet hele Dagen, har det været mig en sand Vederkvægelse mod Sol- nedgang at gjøre en Tour ud. Saaledes gik jeg forleden Tirs- dag -- uvilkaarlig læmpede jeg mine Skridt mod Drømmelye -- o Emilie gjør Dig fattet paa noget overordentligt, glem den tørre Virkelighed -- følg med mig -- dog -- hør! Jeg lagde mig paa Bænken, Hovedet til Høire Side. Længe laae jeg og stirrede paa de rødlige Trætoppe, hvorledes den sagte Aften- vind foer susende gjennem deres Kroner. Den blaae Himmel var Bunden. Jeg blev lidt efter lidt døsig -- mine Øine luk- kede sig uvilkaarlig, den monotone Susen i Træerne lød kun for mit Øre, mine øvrige Sandser vare borte -- jeg var paa Poingt til Søvn. Nu hører jeg en ubekjendt Lyd at blande sig med Bladenes Hvislen, den kunde ikke nøie skilles fra den, den blandede sig derimellem. Pludselig strøg et varmt Pust over mine Øielaag, det kunde ikke være nogen menneskelig Haand, og dog ikke Vinden, jeg forsøgte at aabne Øinene, men jeg kunde ikke -- en besynderlig bedøvende Duft af Roser SIDE: 55 holdt alle mine Sandser fangen. Nu følte jeg mig greben, hævet, baaret, hvorhen vidste jeg ei. I Førstningen troede jeg paa den bølgende, svævende Bevægelse at mærke, at det gik gjennem Luften, men snart hørte jeg at lette Skridt streifede Græsset og at Blomsterne hvislende bøiede sig, -- tale eller aabne Øinene kunde jeg ikke -- jeg frygtede for ved en Be- vægelse at forstyrre Trylleriet, og det ubeskrivelige Velbehag jeg overlod mig til; endelig tabte jeg Bevidstheden ganske. Da jeg vaagnede op, hvilede jeg, og frisk Kjøling viftede mig imøde; jeg aabnede Øinene og -- -- -- -- jeg vilde sige: "hvor er jeg?" men Tungen var lam af Forbauselse. Som en Billedstøtte blev jeg siddende og stirre paa de Væsener der omgave mig, og de øvrige sælsomme Gjenstande. Jeg befandt mig i en rummelig Grotte, rundt om Væggene Løibænke, der ligesom Gulvet var betrukket med en Slags Moos af en langt finere og blødere Beskaffenhed end den almindelige, i Midten sænkede sig et Bassin -- jeg troer det var af Marmor, men hvad gjorde det fortryllende, var at der fra oven neddryppede draabeviis utallige Spring, der skjønt ordnede omkring Bassinet, blinkede i de Lampers Skin hvormed Væggene vare ligesom oversaaet; disse Lamper havde dog et blegt Skin ligesom Maanen, alle Gjenstande fik et sølvfarvet Glands. Hine Draaber frembragte ved deres Nedfalden en vidunderlig, melankolsk Lyd: de løde Alle, forstærket ved Echo, i den skjønneste Samklang. Af de trende overjordiske Skikkelser der omgave mig, stode de tvende tæt ved Vandbassinet, som det lod til beskjeftiget med at tilberede et Bad; thi de veltede store Urner ned i det og kastede noget i det; den 3die stod ved min Side og betragtede mig med et eftertænksomt Blik -- et Søegrønt Flor omgave dem som et Gevant, dertil en Krands af Vandlillier; deres Træk var ikke mere regelmæssige end vore i Almindelig er, men uendelig klarere, ja saa luftige, fast gjennemsigtige vare disse Skikkelser, at jeg ventede at see dem opløse sig i Taage. Haaret der hang glat ned, var blondt, næsten hvidt. Efter dødelig Beregning antog jeg dem for at være unge Piger paa 20 -- 25 Aar. Den Nærmeste af dem var SIDE: 56 ret smuk, de 2de andre kunde jeg ikke saa nøie see, og da min Forbauselse havde givet Plads for Nysgjerrighed, greb jeg efter min Lorgnet for at betragte dem nøiere, men des- værre, jeg havde den ikke paa. Endelig gik de, pegende paa Vandet; Opfordringen var alt for tydelig, jeg reiste mig, skjøndt jeg traadte med en vis Skjælven paa denne besynderlige Jord; jeg var snart af Klæderne og pladskede i Bassinet. En ny, vidunderlig Ild gjennemstrømmede mig i dette Gudebad; det var blandet med en Slags vellugtende Urt som jeg ikke kjendte. Medens nu mit Legeme blev ligesom nyskabt, overlod min Sjel sig med Henrykkelse til de Betragtninger, at et brændende Ønske var opfyldt; hvad knapt den dristigste Indbildningskraft kunde skabe sig, var forvandlet til den blændende Virkelighed, dog kunde jeg ikke forhindre en vis pirrende Uroe ved Tanken om hvorledes dette Eventyr vilde ende. Imidlertid var jeg steget op og vilde ganske beskeden trække mine egne Strømper paa, da jeg i samme Øieblik følte mig under hine venlige Væseners Hænder, mit Haar undergik ved deres Behandling, ved de kostbare Essentser -- en fuldkommen Forvandling, det var bleven mørkt og glindsende og rullede i 100 Lokker til alle Sider -- jeg vil ikke tale om det ætheriske Skoetøi, eller om Underklæderne, eller om Kjolen -- o! tænk ikke paa vort Flor eller Linon, det er Sækkelærred derimod. Den var lilla af Farve med fine Sølvstjerner i Bunden; endelig satte man en hvid Rosenkrands paa mit Hoved, og Toilettet var gjort. Medens dette varede, talte de med hinanden i et for mig uforstaaeligt Sprog; endelig gik 2 af dem, og den der havde fra Begyndelsen viist mig meest Deeltagelse, blev. Nu kunde jeg ikke holde mig længer, men vilde spørge: "hvor er jeg?" men hun forekom mig og sagde i mit eget Sprog: "frygt ikke! Det er paa vor Herskerindes Befaling vi have hentet Dig. Vi ere hendes Tjenerinder, og tillige hendes Fortroelige. Viid da, at en Lykke, der aldrig blev nogen af hine Støvets Børn, hvis Liv svinder hastigere end Dugdraaben, hvis korte Tilværelse betegnes med Sved og Møisommelighed, Taarer og onde Liden- skaber -- vil blive Dig til Deel, hvis Du ikke selv i blind SIDE: 57 Daarlighed støder den fra Dig. Vor Dronning Akazia hvis Scepter hersker uindskrænket i Skovene, har 3de Børn, for hvis Lykke hun gjerne vovede -- ja opofrede Alt; men en Forbandelse synes at hvile tungt over dem. Saphira, vort Riges stolthed og Pryd -- vor Dronnings Øiesteen -- 1000 Alfe- yndlingers forgudede Ideal -- Saphira -- Ha! seer Du hende -- da vil Du væmmes over Eders Raphaelers og Titianers Carricaturbilleder, hine indbildske Blinde, der i sine Stymper- arbeider troede at have givet et Aftryk af det Høieste, at have løftet Guddommens Sløer -- men Saphiras Øie er mørkt og sænket. De ensomme Grotter, blomstrende Høie, hvis Beskyt- terinde hun er, gjenlyde kun af hendes Klagesange; for Kjer- ligheds Bønner, for den meest straalende Rigdom og ydre Glands er hendes Sjel lukket. Det er nu neppe 100 af hine korte Perioder som I deroppe kalde Aar, forløbne, siden Saphira blev ulykkelig: hun elskede en Dødelig. Han var en Adelsmands Søn, og skjøn, han morede sig ofte med Jagt paa de vilde Fugle i den dybe, smale Elv, som Du selv nok kjender; Saphira lurede i de mørke Buske, naar Maanen med sit magiske Lys forklarede den ædle stolte Skikkelse. Engang da han, træt af Jagten, slumrede ved Bredden, var hun, en anden Diana, nedsteget til ham; sin Ring havde hun byttet med hans, hun gjemmer den end -- Den ømme Moder, der saae sin Datters Lidenskab, lagde en Plan til en Forening, og hans Bortførelse var alt bestemt. Men en hevngjerrig Aand, Flodernes Behersker, hvis Kjerlighed Saphira havde forsmaaet, misundte hendes Elskede en saadan Lykke -- og -- ak Du kan gjette Resten, den falske troløse Elv slugte ham, paa dens Dyb hviler han, med ham Saphiras Fred. -- Den ældste Søn, Rubino, hvis Vink alle Bjergenes Aander lystre, synes Lykken at tilsmile, men den er ei at lide paa; han har nu hjemført fra fremmede Riger sin skjønne Brud, iaften feires hendes Modtagelse og den høitidelige Trolovelse. Endelig den 2den Søn El-Hopfenhaizin, Sumpenes Behersker -- præg Dig mine Ord dybt ind, og afbryd mig ei -- den unge Mand er syg og lider; det er Ærgjerrighed og krænket Stolthed, der SIDE: 58 martrer ham -- -- -- -- " "ak," tænkte jeg nu, "ogsaa her herske Lidenskaberne; ogsaa Aander maae bøie sig under deres Jernaag!" "Naturen," vedblev Miella /: saa var hendes Navn :/, "har ikke været ham gunstig; han er mørk og heftig af Tem- perament, og hvad det Ydre anbelanger høist forskjellig fra sine Sødskende; forskjellige Afslag fra de Alfeprinsesser han beilede til, har saaledes forbittret ham, ja opfyldt hans Hjerte med Had mod den hele Slægt, at han engang i et oprørt Øieblik svoer den høieste Ed at skye for bestandig den utaknemlige [...... [Et blad mangler.] ...] "hvad Skjæbne venter mig i Oververdenen?" Og Dron- ningen vinkede, man bragte mig et Speil, og jeg saae, længe stirrede jeg i det -- og jeg vendte mig bort, og bittre Taarer trængte sig af mine Øine. O! Emilie, hvad jeg saae var en Kjæde af skuffede Haab, knuste Forventninger, forfeilede Be- stræbelser, de smerteligste Forsagelser og Alt hvad der kan existere for at gjøre vor Blindhed til den største Velgjerning for os Dødelige. Jeg vendte mig om og mødte triumpherende Miner, Saphira bøiede sit Engleaasyn mildt bedende mod mig -- jeg vaklede -- -- ! Da kastede jeg endnu et Blik i Speilet, de samme skrækkende Syner mødte mig, men en eneste Ting havde jeg forbigaaet, jeg havde overseet den i min Sorg, men nu saae jeg den, hvorledes [den] en Stjerne liig oplyste det øvrige Mørke, og en forunderlig Resignation gjennemfoer mig. "Nei!" raabte jeg, med overnaturlig Kraft og høi Stemme, "jeg kan ikke blive Eders, for dette vil jeg leve!" Nu hørte jeg en forvirret [Larm] opstaae omkring mig, truende, hvislende Stemmer omringede mig -- jeg saae kun El-Hopfenhaizins hevngjerrige Blik -- i sit Raserie greb han efter mig -- jeg udstødte et Rædselskrig -- og faldt bevidstløs ned. Da jeg vaagnede, saae jeg Trætoppene over mig, og den fugtige kolde Aftenluft gjennemisnede mig; Solen var forlængst nede, thi en tyk Taage hvilede over Elven. "Det er ingen Under at jeg fryser," tænkte jeg, "den lette Floerkjole!" -- -- jeg greb SIDE: 59 efter den, men see! det var kun min gamle blaae Ginghams Kjole, som dertil var dygtig plettet. Jeg hørte Svinene grynte i det Fjerne -- det var alt for tydeligt, ingen Illusion kunde mere finde Sted. Jeg reiste mig da og forlod Drømmelye -- -- Grøden smagte mig ikke den Aften! Endelig igaar modtog jeg Din Seddel, og idag Dit Brev. Jeg loe saa længe jeg havde Liv over Din Critik over Por- traitet; hvad skal jeg nu sige de gode Folk i U., naar man spørger mig hvad man hjemme, hvad Du sagde om det? Jeg tænker at reise derhen Tirsdag Eftermiddag for at kunne over- natte i Ullensager, og Onsdag Middag være i Byen. Troe ikke at nogen Kjole hindrer mig; det er mig fuldkommen ligegyldigt enten det Tøi kommer eller ei, jeg reiser nok uden det. Du kjere Emilie er mig en Smule latterlig med Dine Beklagelser i Seddelen at Prindsen ikke kommer. Troer Du virkelig at jeg for Alvor bekymrer mig [derom? For mig er det ligegyldigt om han kommer] eller ei. Hvad jeg glæder mig til er at kunne sidde flittig med Dig og [Natalie, og] ellers see mine Venner igjen, det er Forventninger som Du ikke kan [fratage mig. Gjør Eder nu] ingen Umag. Men siden Du sagde at vi skulde ligge sammen i et Værelse [, hvad bliver der da] af N [atalie] ? Det er dog virkelig uforsvarlig at hun for min Skyld skulde [vige Pladsen. Staaer der ikke en Seng paa Pulterkammeret?] Der, synes mig jeg passer desuden saa godt. Har ikke ofte en stille Betragtning [klargjort for Dig den nære] Forbindelse mellem et Pulterkammer og mig? Jeg er saadant unyttigt Skr [ammel .... Blev] der engang en Generalopryd- delse, blev jeg vist slængt op paa et saadant -- [Resten klippet bort.] Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Kjere Emilie, Caroline har bedet mig blive i Aften -- den "Honningdryppende" kommer nok her; han skulde have været her til Middags, men var buden til Sverdrups. Cathinka Falbe SIDE: 60 kommer jo, Du vil altsaa ikke meget savne mig -- dog det udgjør endnu ingen Grund -- men seer Du, min troe Emilie, min Deeltagerinde og trøstende Engel -- han er en Ven af ham, han er en Deel nu af ham: han skal snart dele samme Værelse, indaande samme Luft, ak -- derfor maae jeg blive i Aften, jeg kan sende en stum Hilsen med ham, "Ein Botschaft der Vergötzung und des Hasses" -- -- -- Jeg skal spørge Dig fra Caroline om Du ikke vil komme herned ogsaa. Gjør det, gjør det -- hvis ikke, skriv dog idet- mindste en Seddel til Din C. W. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Begyndelsen klippet bort.]...] Fastre, som vi -- apropos, Du kan ikke troe, hvormegen Glæde der kan boe, i disse Gjemmers tause Boe, hvormegen qvælende Uroe, Du sparer Dig ved at betroe, hvad der i Din Sjel mon boe, om farligt for Dit Hjertes Roe, hvad heller gjør Dig glad og froh, kort Alt, ja alt foruden -- foruden -- foruden -- Skoe, nu er alle Riim udtømte og jeg ogsaa -- brænd dette, det er et uværdigt Brev til et lægges blandt Dine øvrige fine Sager. Jeg faaer snart andet Papir. Din C. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den [3.] October Løverdag Aften, 5. Her sidder jeg da altsaa, kjere Emilie, paa mit lille Værelse igjen -- den første rolige Time efter min Hjemkomst vidmer jeg naturligviis Dig, jeg siger rolige, thi Formiddagen er gaaet hen meget travelt med at pakke ud, gjennemsee, stryge, sor- tere og ordne mine Sager, alt med størst mueligt pedantisk Nøiagtighed, hvilken jeg hører Dig sige ikke ligner mig, og jeg synes jeg hører Grethe bekræfte dette -- -- -- -- Her er ganske hyggeligt herinde efter den total Oprøddelse, og jeg har lagt Kongerøgelse paa Ovnen for saa meget som mueligt SIDE: 61 at udelukke den usunde, cholerasvangre Luft, som Gud i sin Vrede lader trykkende og tung hvile over denne smudsige Jord. Og -- vil Du troe det? -- jeg er i ret godt Humeur, den befrygtede haabløse Tomhed føler jeg intet til; en vis rolig Tilfredshed, en modig Villie fylder i dette Øieblik min Sjel, og den lærer mig at man dog kan være lykkelig midt under store Savn og i de tristeste Omgivelser. En af de største Velgjer- ninger vi Menneskebørn nyde fremfor de Fiirbenede, bliver dog altid den at kunne klart skue paa det Forbigangne tilbage, og saaledes nyde det atter -- og næsten renere, forklaret lige- som ved Phantasiens Fakkel -- -- Men meget Faae forstaae at benytte sig af de Ressourcer som Erindringen byder, paa den rigtige Maade; det har jeg da heller ikke før vidst, men nu har jeg lært det bedre. Hvor rigt, hvor uudtømmeligt er dette Glædesstof! Kommer igjen, alle I dyrebare Timer, I glade Øieblikke, vaagende og drømmende vil jeg favne Eder. Aldrig kan jeg blive træt af at lege med Eder, I hulde Børn, brogede, farvestraalende, duftende Minder, fortæller mig hvor- ledes jeg har leet og grædt med Emilie, hvorledes vi have disputeret med hinanden og elsket hinanden, maler for mig igjen hine Værelser hvor der var saa lunt og hyggeligt -- saa fredeligt, saa hussvalende, saa lægende for et sønderrevet Ge- myt -- -- Og I blege, mørke, I sorgfulde Børn, som hviske til mig om smertelig Strid, tause Taarer og lange lange søvnløse Nætter, I mine Kummers Børn, ogsaa I vil jeg trykke til mit Bryst, jeg elsker Eder som Eders lysere Sødskende. Glem ikke at give mig Opskriften paa Smørkagene, Moder har alt spurgt efter den. Du seer at jeg ved denne behændige Overgang ikke har Hjerte til længere at lade Dig være i den Vildfarelse at den tykke Octoberluft, trods Kongerøgelsen, har havt en skadelig Indvirkning, paa min Hjerne. Vi kom hjem igaar Aftes Kl. 9 1/2 -- temmelig tidlig enda i Betragtning af det afskyelige Veir og Føre. Vi forkortede dog Tiden ved en ret gemytlig Passiar. Imorgen skal vi ud til Middags hos Kaasens, der er Dameselskab, og jeg tænker jeg skal faae syed en gruelig Mængde paa min Pude. SIDE: 62 Nu maae jeg slutte -- Du er desuden i et saadant Com- firmationshumeur at Du ikke godt kan fordrage meer, næste Uge derimod gjør jeg mig ingen Skrupler. I Anledning af Dagen, siig til Julie, at mine Tanker ville være hos hende, og at jeg vil opsende de bedste Ønsker for hende; jeg har virkelig den fromme Troe, at de høiere Magter ikke ere ubestikkelige i saahenseende, men at varme Ønsker, en Bøn fra Hjertets Dyb kan forandre meget, afvende meget. Der ligger en saa dyb Trøstesløshed og Nedtrykkelse i den Tanke at ens Skjæbne er ufravigelig bestemt, at Alt hvad der møder os er den jern- haarde Tilskikkelse. Og nu -- hvad jeg forlængst skulde have sagt, hvad jeg skulde have efter Reglen og som en velopdragen Pige, begyndt med, vil ligesaa lidt glide ved Slutningen -- jeg mener hine Taksigelsesformularer der jo ikke tør mangle. Ak! for hvad man virkelig føler saaledes, undertiden i sit Liv, har man intet rigtigt Sprog; jeg forsøgte da jeg tog Afsked med Din Moder og de øvrige at sige Noget, hvilket ikke lykkedes; ingen Lyd, end sige Ord kunde jeg fremføre. Har Du mere Veltalenhed, da Gud velsigne Dig, siig Din Moder og dem Alle fra mig det Venligste og Bedste vort ufuldkomne Sprog har. Hils Caroline og Fougstad, hvis han ellers er modtagelig for en Hilsen fra mig. Din Camilla. S:T: Frøken Emilie Diriks Christiania. fr. SIDE: 62 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Løverdag den [10.] October [1835] . 9 Dage forløbne og intet Brev, intet Tegn fra Emilie?! Ak naar Du vidste hvad dette vilde sige -- og det i denne Tid hvor jeg endnu ikke har lært at bære Savnet af Dit Selskab, naar Du vidste til hvilke Kjæmpeslutninger Skuffelsen af Haab SIDE: 63 om et Brev, leder, Du vilde, Du maatte skrive, hvis Du ikke har qvælet ethvert Spor af den Pietetsfølelse, den gode Natur nedlagde i sine Skabningers Barm. Jeg vil forsøge at skildre endeel af de mørke Betragtninger som paatrænger sig mig umiddelbar efter et forgjeves Greb i Postvædsken, og kun et plumt Embedsbrev til Fader møder mit forventningsfulde Øie. Natten til sidste Postdag sov jeg ikke meget rolig, Muligheden af at der kunde være Brev beskjæftigede mig drømmende og vaagende. Henimod Morgenen da jeg ikke ventede at sove mere, slumrede jeg dog ind og drømte -- at jeg ventede paa Posten! Endelig kom den, jeg var bange at Fader skulde faae den før jeg -- den blev bragt mig ind paa mit Værelse, jeg fandt først et stort Brev med Udskrift af Din Haand, derpaa en Mængde andre i Form af Sedler med Udskrift "ikke af Din Haand". Med skjælvende Hast fløi jeg ud med min Skat og standsede nede i Trappen for at aabne dem, men see! jeg kunde ikke faae Seglet op, da trykkede jeg det mod min Pande, og see! Seglet smeltede, saa varm var denne Pande! -- -- -- -- -- -- Jeg vaagnede naturligviis netop saa betids, at jeg ikke fik læst et Ord, men derimod fortalte Marthe mig at der intet Brev [var] til Frøkena. "Ak", tænkte jeg, "hun elsker mig ikke som før; -- den Illusion der, medens jeg stod i en vis Afstand fra hende, kastede et Skin paa mig der ikke var uværdigt hendes Interesse -- er nu ved dagligt Samvær, ved det ubestikkelige "nærmere Bekjendtskab" forstyrret. Alle mine Feil, mange Svagheder hun ikke før kjendte, har besudlet det Billede af mig hun velvillig laante saa rene, klare Træk, og kjølnet Interessen for Originalen -- Gode Gud skulde vort Venskab synke sammen til et almindeligt Pensionsvenskab? -- -- men det er min Skyld! -- naar jeg ikke kan gjøre mig elsket af Emilie, da aldrig af nogen -- Ak, hvem jeg kommer til at staae i længere Berørelse med, vil føle sig ulykkelig, kjølnet o. s. v. o. s. v. o. s. v." -- -- Omendskjøndt nu disse mørke Betragtninger lidt efter lidt antager et mildere Præg, kan jeg dog aldrig -- selv i det bedste Humeur -- tænke til- bage paa mit lykkelige Ophold hos Eder, uden at en vis ang- SIDE: 64 rende Følelse betager mig. I det Hele taget har jeg dog været meget uelskværdig, det hjælper ikke hvad din Godhed har at indvende mod dette Udtryk -- for Andre maatte jeg virkelig være det, medens jeg for Dig havde den Fordeel blot at synes, og saa ofte dette var Tilfældet, har det noget Undskyldende for sig. Men der var andre Feil, smaae Uregelmæssigheder, der enkelt opregnede ere Intet, men tilsammentagne gjør det Ubehageligt for dem man boer med -- som mindre kunne undskyldes. Du seer dog idetmindste at jeg ikke er saa for- stokket og blind at jeg ignorerer mine Feil, og det er jo alt meget haabefuldt, et Kjæmpeskridt til Forbedring. Søndag. Nei jeg kjender dem alle, ligefra at sidde taus og udeeltagende i det muntreste Selskab, indtil at pladske Vandet ud af Vadskevandsbollen "som en And", hvilket Du bemærkede -- og at jeg brugte saa uhyre megen Vadsk -- ja jeg har nu alvorlig foresat mig at rette paa disse stygge Vaner, jeg haaber jeg engang med Stolthed [skal] kunne fortælle Dig at jeg gaaer med et Par Strømper i 8 Dage, uden at Du just -- hony soit qui mal y pense -- skal behøve at troe, at de ikke kan skilles, fra Skoene notabene. Hvilket frygteligt Veir her har været den hele Uge! Kun i de 2 -- 3 første Dage efter min Hjemkomst var det godt; jeg vovede mig da ogsaa en Formiddag hen til Drømmely. Jeg havde vel gjort mig fattet paa at gjensee dette Sted med Rørelse, og væbnede mig med de muntreste Tanker jeg i en Hast kunde samle, for at modstaae Fienden, men der er noget saa Sørgeligt sønderknusende vemodigt i at gjensee et saadant Sted, som man har forladt selv lykkeligere, og nu hilser os som en tro- fast Ven, der lider og døer med os -- -- -- Da jeg kom ned til Græsbænken, fandt jeg endnu Natalias Rose, den var ganske sort og vistnok kun af mig kjendelig som en Rose, men jeg kunde have kastet mig [ned] og grædt, indtil jeg som en anden Arethusa bogstavelig opløst i Taarer var styrtet ned og forenet mig med Andelven, saa talende var dette Billede paa For- gjængeligheden. Den kjere Natalia! der sad hun stille og betragtede Maanen, og Du betragtede Alt undtagen det Du SIDE: 65 egentlig skulde see, medens jeg vandrede svedbadet og aandeløs gjennem det høie duggede Græs med en vis Frygt for et mue- ligt rædselsfuldt Indtryk -- -- -- -- -- -- Ak vort uskyldige Spøg var vist det sidste i saadan Genre, jeg troer neppe, at det, idetmindste for mig, oftere kan yttre sig [i] en phantastisk Form. Veed Du vel hvad for kjæmpemæssige Foretagender jeg lykkelig har endt denne Uge? Breve som har været projec- terede et heelt Aar, har jeg faaet færdig; først et til min Søster, det var nu ikke det aller nødvendigste, dernæst et uhyre langt til min Tante "Looft" i Danmark. Hun er den af mine 59 Tanter jeg elsker meest, maaskee blot af den Grund at hun boer længst borte og at jeg ikke kjender noget til hende. Dette være dog sagt uden Fornærmelse for mine øvrige Tanter, som man jo kan have den høieste ¿rbødighed for, uden just det man kalder Kjerlighed, dertil maatte et forfærdeligt "rommeligt" Hjerte. Dernæst har jeg endelig skrevet til -- Mad. Blanriez, og fuldført et Brev til Oscar. Disse trende sidste Breves Skjæbne ved deres første Indtrædelse i Verden var imidlertid høist forskjellig; det første vil Fader, til fuldkommen Betryggelse, istædetfor at give Mr. Victor det, sende directe til Genua med Posten, det andet -- horribile dictu -- puttede han i Kakkel- ovnen. Jeg maatte vise Fader Brevet til Mad. B. for at faae et skikkeligt Fransk paa det. Den noget sentimentale Tone i det -- jeg elsker hende virkelig -- har behaget ham -- men hvad det Sidstes Skjæbne angaaer, da har jeg blot min egen utilgivelig dumme ¿rlighed at takke derfor; thi da jeg ikke vidste paa hvad Fødder Tankefriheden staaer i "Stedbroder- landet", fandt jeg det raadeligst at vise Fader det for enkelte Udtryks Skyld, som jeg troede paa Grund af mit Privilegium som Dame jeg ikke behøvede at veie saa ængstelig. Næst nogle søsterlige Formaninger at vogte sig for Luften i Stockholm, som Du veed pleier at lægge sig paa de Norskes Hukommelse, og at Prindsessen saae lidt suurt da hun var her, var det Altsammen høist uskyldigt. Jeg fortalte ham om mit Ophold i Byen, talte om huuslig Kreds, Hjertesveninde, Sjelesympathie, SIDE: 66 ubekymret om hvad Indtryk saadanne Ord vilde gjøre paa hans Secondlieutnantsnerver -- Stakkels Oscar, nu faaer han intet Brev fra sin ærlige Søster. Jeg glædes ellers blot ved Tanken paa hans Hjemkomst, hans Ophold i S. vil, haaber jeg, give ham den Sikkerhed og Holdning i sit Væsen han endnu mang- lede, jeg veed ikke noget jeg ellers ønskede forandret ved ham -- kald det ikke søsterlig Blindhed. -- Mr. Victor har nylig skrevet Fader til, jeg troer næsten, hvis han ikke er reist, at han kommer herop. Han slutter i sit Brev Bevidnelsen af sine Hommages til mig, med en Bemærkning der bragte mig til at lee himmelhøit: "J'ignorais aussi son talent poëtique, je ne la croyais jus-qu'à ce poingt accomplie." Jeg har naturligviis ikke kunnet gjøre andet, end gjennem Fader høitidelig bevidne min Uskyldighed, og hvor lidt jeg fortjener dette Vanrygte; man maae have talt Norsk til ham da han fattede den Idee. Jeg læser ellers Fransk af alle Kræfter; hver Aften er jeg oppe hos Fader og læser høit for ham; desuden lærer jeg udenad Stykker til hver Dag af en fransk Encyclopædie, der handler om Taalmodigheder og alle Dyder; saaledes seer Du, kjere Emilie, at Tiden skjøndt i denne triste Omgivelse, gaaer taalelig for mig, deelt mellem de behagelige Beskjeftigelser, at læse, spille paa Guitarre og vadske mig -- -- -- hvad det sidste anbelanger, da er det virkelig ikke saa meget Reenlig- hedsfølelse, som en uimodstaaelig Drift, der er mig og Henrik medfødt /: han bader sig daglig og det gjør jeg da ogsaa paa en Maade :/ -- det er rigtignok den besynderligste, skjeldneste Lidenskab -- ikke uværdig en Psykologs Betragtning -- som jeg ikke kan udlede af nogen naturligere Grund end at Moder maae have forseet sig paa en Vadskerbolle. Gud velsigne Dig forarg Dig ikke over denne Slutning -- kan Du finde nogen fornuftigere, da meld [mig den] i næste Brev. Fortæl mig om Lyceet sidst Løverdag, hvem Du sad ved Siden af o. s. v. Idag har jeg læst "Et Aar i Kjøbenhavn" rigtig igjennem; jeg synes meget bedre om den end jeg havde troet. Den er virkelig godt skrevet, ialfald om end Begivenhederne ere magre, og Stilen noget udtværet; den indeholder en Skat af herlige SIDE: 67 Reflectioner og et Udvalg af Citater, som rigtignok tvinges lidt frem, men i og for sig jo beholde deres Værd. Lev vel, bedste Emilie, næst min Hilsen til Dine Forældre, isærdeleshed Din fortreffelige Moder og til Dine øvrige Sød- skende, beder jeg Dig anbefale mig i mine øvrige Bekjendtes Erindring -- navnlig Caltenborns, Motzfeldts. Medfølgende Nødder, som jeg troer ere gode, sendes Dig med Ønske at de maatte smage Dig; gid nu ingen Mark vilde skrække Dig og forbittre Nydelsen. Jeg indeslutter heri 1 1/2 Spd. Vilde Du behage at tage Dit deraf og give det øvrige til Poul, denne vor troe Ridder ved Porte og Døre; det var ikke saa meget en Forglemmelse af mig, da jeg reiste, som en Feiltagelse, da jeg troede at træffe ham hos Fader -- -- -- Det er Mandag idag og endnu ikke en Linie fra Dig! -- Emilie, Du er meget haard mod Din Camilla. S:T: Frøken Emilie Diriks 3de Etage i Mad. Rings Gaard Grændsen Christiania. Hermed en Pakke. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Den 13de Oct. 6 Aften [1835] . Endskjøndt jeg igaar afsendte Brev, og endskjøndt denne Dag heller ikke har bragt mig noget Brev fra Dig, hindrer dette mig ikke i ufortrøden at begynde paa et igjen; jeg vil dog idetmindste i Indbildningen være saa lykkelig jeg kan, jeg kan jo altid faae tids nok at vide, hvorfor Du ikke vil skrive mig til. Ak Emilie, kald det ikke Mistroe, eller Lyst til altid at troe det Værste, men siig heller, jeg har lært at være fattet paa det Værste; thi alle mit Livs Erfaringer har viist mig at aldrig nogen Uvished opløser sig glædelig: En overraskende Sorg er noget saa uhyre Fremmet for mig, medens Glæden, SIDE: 68 som en Gjæst man ikke gjør Regning paa, kom [mer] uventet. Hvorledes vi end kunne sindes mod hin [anden] -- hykle ville vi dog aldrig for hinanden -- Uvillien yttrer sig aldrig mere veltalende og vægtig end i Taushed; et Brev fuldt af Bebrei- delser er en Himmel imod den. Jeg kan endnu smile naar jeg tænker paa -- jeg troer det var i en Roman -- en varm Elsker undskyldte sig hos sin Elskede, fordi han i 3 Uger ikke havde skrevet, med at han var saa optaget i Selskaber og lagt saa kjerlig i Beslag, at han ikke fik Tid til at -- spise engang. Der er ingen Ting saa uafhængig af ydre Omstændigheder som den Evne at kunne skrive; Villien allene er dens uind- skrænkede og retmæssige Hersker. Man kan ikke længer see, taber man Øiet, Synets Redskab; men om man mister sine Hænder, kan man endnu skrive, det har saa mangen Krøbling beviist; man har taget Pen og Blæk fra Fangen i sit Fængsel, og da har han ridset med sin Naal; man har taget den fra ham, og da har han skrevet med sit Blod, blot fordi han vilde -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Jeg har i disse Dage læst Clifford. Det er virkelig som om Læseren bliver et Rov for alle rystende Sindsbevægelser, man er i en evig Spænding. Kan Du tænke noget saa Rørende og Sønderknusende som Brandons Historie? Disse Breve til hans Elskede, der siden beredte ham et Helvede. "Du siger, Julie, at Du skjælver for vor fælles Fremtids Lykke. Julie, denne Frygts Usselhed beviser, at Du slet ikke føler nogen Kjerlighed. Jeg skjælver ikke for vor Fremtids Lykke, tvertimod min heftige Lidenskab til Dig gjør mig overbeviist om at vi aldrig kunne blive lyk- kelige. Lykke er en stille rolig Følelse -- -- -- -- -- ja jeg veed jeg bliver ulykkelig naar jeg først er forenet med Dig -- -- -- -- -- -- Det er ikke den kræmmeragtige beregnende Betragtning af Følgerne for vor tilkommende Lyksalighed, der finder Indgang i et Hjerte der gjennemstrømmes af en alt overvældende Kjærlighed. Lidenskab skuer blot efter Gjen- standen for den og intet videre, jeg tørster, jeg fortæres af Længsel efter Dig, men ikke efter Lykke. Maatte endog Besid- delsen af Dig berede mig en Afgrund af Smerte og Skjænd- SIDE: 69 sel, troer Du da at jeg vilde stræbe mindre efter den end ellers? -- -- -- -- -- Jeg antager et fremmet Navn, ubekjendt N [avn] . Jeg vil nedsynke til en anden Grad af Liv, [i en] eller anden ubekjendt Landsbye og ved Midler, som en endnu mere ydmygende Forretning ville yde mig, maae vi søge vort Underhold. Oprigtig vil jeg tilstaae Dig at naar jeg tillukker mit Hjertes Øie -- naar jeg udelukker Dig fra mit Blik, faaer dette Offer mig til at blegne. Men selv da træder Dit Billed for mig, og jeg føler Du er meer end alt andet. Hvis Du kunde bære over med mig -- hvis Du kunde trøste mig -- hvis Du, naar en Skye drog over mig, kunde taale at see den drage forbi ubemærket og smile naar den var borte, -- o Julie! da vilde der ikke være nogen saa yderlig Fattigdom -- nogen saa trykkende Mangel -- intet Offer, som ikke vilde synes mig en Henrykkelse, naar den er forenet med den salige Overbeviisning at Du er min. Aldrig skulde mine Læber, aldrig mit Øie sige Dig at der gives noget paa Jorden hvorefter jeg længes eller jeg vilde attraa. I Sandhed, Julie, kunde jeg smigre mit Hjerte med dette Haab, da vilde Du hos mig ikke finde en Tanke om Uheld i Forening med Dig. Men jeg skjælver selv naar jeg tænker paa min og Din Caracteer, naar jeg tænker paa -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Dog det siger intet -- jeg tager ikke Hensyn til Noget, naar Du blot bliver min." Her ender jeg mit lange Citat. Denne Brandon elskede. Hvor jeg misunder den Julie! Jeg vilde have været i hendes Sted som dette blev sagt til -- jeg vilde vel have skuffet ham, ligesaavel som hun, men dog kun saa, at han skulde sige: Min Gud vi ere jo blevne lykkelige! Dog troe ikke at jeg vil heraf gjøre en Anvendelse for det virkelige Liv, en saadan Alt overvindende blind Lidenskab vilde jo stifte [saa] rædsomme Ulykker, at den Gud skee Tak skjelden findes. [Næste] Foraar vil jeg dog til trods for Alle Hindringer r [eise bo] rt. Siig mig, kjere Emilie, troer Du at det vilde være saa paafaldende og kaste et ugunstigt Lys paa mig ved at reise saaledes ud igjen efter at jeg engang har gjort en SIDE: 70 saa lang Tour. Jeg synes høre tale om Urolighed, Omflakken, og være Stof til mangt et Bon-mot, i samme Smag som hiin spøgefulde Bemærkning af F. Troer Du ikke det kunde for- sone Folk, naar jeg nu var stille og flittig hjemme [i] Vinter, og saa "ohne Geräusch" fløi bort. Siig mig Din oprigtige Mening derom. Hils Kaltenborns naar Du seer dem; jeg har medtaget et venligt Billede af dem herop i min Ensomhed hvor jeg blot har at leve af Erindringen, og den Smule Desert Du vil unde mig i Dine Breve. -- Det syntes mig som om baade Assessor M [otzfeldt] s, saavelsom Bine, derimod havde den sidste Gang jeg saae dem, noget koldt og fremmet i deres Væsen mod mig. Lev vel. Din C. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold l9de Oct. [18] 35. Kjere Emilie! Hvor blev jeg glad idag da jeg fik Dit Brev der dog, takket være Buddets Omsorg, var netop saa reent at jeg kunde læse det. Jeg seer med Forskrækkelse, at Du har sendt Fleere end et Brev med Leilighed; det første, som er skrevet Tirsdagen efter min Afreise, har jeg modtaget, det eneste jeg foruden dette idag har faaet; der maae altsaa være noget gaaet tabt, og denne Tanke foruroliger mig meget. Hvad skrev Du i dem? Tænk om det bliver fundet -- læst -- maaskee der stod nævnt Ting, der maae være mig af høi Vigtighed, o denne Tanke fordobler min Skræk og min Utaalmodighed -- -- skaf mig det igjen -- skaf mig det igjen! Lad spørge hos Nielsen nede hos Haslund, hvad den Bonde heed, der tog det, saa vil jeg her erkyndige mig om han er kommen. Altsaa 2 Breve har jeg dog fra Dig -- og de Puncter der især har faldet mig i Øinene, maae jeg af Mangel paa eget Stof, hvilket Du vil kunne mærke bliver Dag for Dag magrere -- atter bearbeide. Jeg vil da, i mueligst chronologisk Orden SIDE: 71 tilføie dem mine Bemerkninger. Det første der i høieste Grad fængslede min Opmærksomhed, var rigtignok Henrik ved Spise- bordet -- Henrik og Ida Motzfeldt! Hvilke Contraster! Min Gud hvad syntes hun om ham? Hvad Caroline? Jeg skulde have givet meget om jeg kunde have sadt i en Krog stille og hørt den Conversation. Fortæl mig dog noget i næste Brev om den, hvordan han var klædt, jeg er saa uhyre nysgjerrig for at faae vide hvad han synes om I [da] . Du slutter Dit Brev med Bevidnelsen af den Glæde Du følte over min Tilfredshed. Hvor vel, hvor trøstende et Ind- tryk gjøre saadanne venlige Ord af Dig; man kan ikke, jeg føler det daglig mere -- blive ganske ulykkelig naar man har en Veninde som Du -- man kan nok blive ulykkelig, men aldrig fortvivlet. Du er den som vil holde mig oppe om jeg modløs skulde synke. Du havde visselig Ret da Du kaldte min Rolighed og Tilfredshed et Havblik; men da er den et efter Stormen, ikke et før den. Jeg troer virkelig, at hvad der har givet mit ringe betydningsløse Liv noget Værd, er denne Sommers Overvindelser og smertelige Fornegtelser, og maaskee det er Bevidstheden om den indre Kraft og en vis Styrke der aldrig før er bleven sat paa Prøve, der nu fylder mig med en stolt Følelse og et Slags modigt Selvtillid. Det er denne, der, idetmindste saa længe den varer, holder mig opreist; ellers maatte jeg blive et Rov for gamle Erindringer, der her i denne sørgelige Ensomhed vilde have en rædsom Magt -- Det var tilvisse meget besynderligt at M. S. har gjort saa uopfordret Visit paa de Steder, dog ikke saa besynderligt naar Du kjender lidt til den Familie, om hvis Delicatesse følgende Dialog vil give Dig et svagt Begreb. Fru S. traf mig i hiint omtalte "Dameselskab" hos Kaasens. Nu maae Du vide at hun gjennem Henrik har yttret sin Forundring over at jeg var med ved Couren, fandt at det var meget urigtigt o. s. v., og sagde at Frøken Wulff delede hendes Mening. /: Frøken W. er hendes Orakel, og man maae vænne sig til at høre hende paaberaabt bestandig :/ Nu spurgte hun mig hos K.: "Du har jo været paa Bal hos Colletts? Det er dog besynderligt at Du SIDE: 72 ikke før er bleven buden da Du saa ofte har gjort Visit." Da jeg benægtede dette, blev hun ved med en ganske mistroe Mine: Jo, thi at det forholdt sig saa, derpaa hadde hun Lise Wulffs Udsagn, der selv engang havde yttret Forundring over til Fru Collett at jeg aldrig var der, hvortil Statsraadinden svarede: "ja hun har ofte gjort Visit, men vi have sandelig for- lidet Plads, at man ikke kan bede Alle." Jeg kunde ikke andet end lee over denne Forklaring, men gav hende ikke desmindre et saa kraftigt Svar som Omstændighederne kunde fordre, men da jeg endelig fik hende overbeviist om at jeg ingen Visit havde gjort siden engang i min Barndom, svarede hun: "Ja saa blev Du vel buden der fordi Du var hos Diriks," hvortil jeg svarede, Nei -- jeg gik aldrig etsteds, hvor jeg havde Grund til at troe at jeg [var] buden for Andres, ikke min egen Skyld. Hvad synes Du om denne Conversation? Og hun vil tale om hvor man skal gaae eller ikke -- men Du behøver ikke at frygte for at jeg vil benytte mig af denne usle Fordeel mod M. Dertil er Fru S. mig ikke vigtig nok -- ja saa aldeles ligegyldig, at jeg blot i dette Øieblik føler mig hende forbunden for at hun har givet mig Stof til et 1/4 Brev. -- -- Jeg har ikke seet M. siden hendes Hjemkomst, thi jeg har ikke været udenfor Døren efter hiint meget omtalte Dame- selskab, som jeg udholdt med en Stoikers Fatning fra Kl. 2 Middag til 11 Aften; ja Du kan begribe, naar man ret lægger an paa at føre dem Alle Frem af deres Vraa her paa Landet, at man kan præstere noget tilgavns. Saadan Masse af Skrække- ligheder, Beklageligheder, Ubehageligheder og alt hvad der begynder med U -- Umælende ikke undtaget -- forsaavidt som det er ensbetydende med Ikkemælende, kan man kun opvise her troer jeg -- Du seer dem langt fra ikke alle! Jeg er i denne Tid saa gyselig forlegen for hvad jeg skal arbeide til Faders Geburtsdag. Kan Du ikke give mig et godt Raad; Tobak ryger han ikke, saa alle Ressourcer i den Vei ere spærrede; maaskee en Pengepung, men den maatte være udmærket brillant, siig mig hvordan -- eller veed Du noget Andet der kunde være smukt. Her er slet ingen Moerskabs- SIDE: 73 bøger nu, men jeg læser "Fladungs Physik", der interesserer mig meget -- -- Kjere Emilie, veed Du hvad "Sauerstoff" er? det er den Gas, det Stoff der vedligeholder Livet; den Luft vi indaander bestaaer af 1/3 Suurstof, og 2/3 Stikstof, der er dræ- bende, naar den er ublandet, da derimod Suurstoffen ublandet er saa forfriskende, saa oplivende, at vor hele Organisation maatte alt for hastig udvikles og ligesaa hastig forstyrres, saa at Livet blev langt kortere, men uendelig behageligt -- det er altsaa blot disse tvende Stoffe der i Forbindelse med hinanden holder Ligevægten -- -- Men Du indseer at det egentlig er den velsignede Suurstof, der er vort Livselixir, uden hvilken vi ikke kunde aande, der er os saa nødvendig som -- -- som -- -- nu kommer Anvendelsen -- som Dine Breve -- -- -- skriv, om ikke mere end 8 Ord hver Aften naar Du kommer ind for at lægge Dig. -- Idag har jeg havt mig en lang Ride- tour; det er herligt i den klare rene Høstluft at gjennemskjære ¿theren -- med Blikket lidt opadvendt; især hvis det var Maaneskin og Jorden altsaa indhyllet i et dunkelt Slør, kunde man indbilde sig at man, hævet fra den og alle dens Smaalig- heder og Sørgeligheder, svævede paa en eller anden bevinget Tryllehest i det Umaalelige, for at naae en eller anden Stjerne, som man saae tydeligere og herligere i aldrig anet Underfuld- hed straale os imøde -- -- -- -- -- -- -- Din C. Jeg skal bede Manden komme igjen til Dig og hente Brev hvis Du har. SIDE: 73 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [23. October 1835.] Endelig kom Dit saa længselfuldt ventede Brev idag Morges, efter at jeg igaar havde Bud paa Bud henne at høre efter det, og jeg med tungt Hjerte gik til Sengs. Jeg læste det og lagde det hen under -- frembrydende Taarer, og jeg vil tilstaae SIDE: 74 Dig at jeg i et Par Timer var dybt nedtrykt og følte noget der lignede Uvillie mod Dig. De Taarer som utilfredsstillede Ford- ringer udpresser, flyde imidlertid ikke saa let; nu efter et Par Timers Forløb har jeg modtaget det som Tabt beklagede Brev og nu kan jeg græde; en mildere, ganske anden Bevægelse lader dem falde tungt paa Papiret. Man burde egentlig altid besvare et Brev øieblikkelig, førend den varmere Stemning bliver kjølnet i Dagens trivielle Sysler -- dog jeg har ikke Tid til overflødige Reflectioner -- o Emilie, hvor var dette førstmodtagne Brev kort, og den Tone der gik gjennem det lunken og besynderlig. Jeg vil blot berøre Slutningsrepliquen. Du spørger om det er med Villie at jeg ikke mere omtaler -- -- -- . Kunde Du da troe at det blot var af Tilfælde eller en Forglemmelse? Du troer at finde at vore Breve tabe sig siden vi ikke mere be- nytte det Stof der før gav dem Liv og Farve, og det troer jeg ogsaa; men hvis Du mener at dette Allene er en betingelig Nødvendighed for vor Brevvexlings Vedligeholdelse, da maa jeg modsige Dig. Din Yttring herover havde vist sit Udspring i den Vildfarelse at hiin Sag har fra Begyndelsen været den der har bragt mig saa nær til Dig, at det er den, der giver vort Venskab Interesse, med et Ord, er det usynlige Baand der holder os sammen. Naar vil det lykkes mig at betage Dig denne Troe? Engang i Tidens Løb haaber jeg, naar hiint Baand er brusten uden at vi derfor kunne skilles, og nye, gjensidige Interesser gjøre os hinanden lige saa uundværlige som før. Troe dog langfra ikke, at jeg ved min Taushed over dette Punct har villet føre noget Bevis eller brugt den som Middel til at ud- rydde hiin Tanke hos Dig, tvertimod, naar ikke andre Hensyn bød mig tie, vidste jeg ingen Gjenstand, der var værdigere at underholde en Ven end netop af den Natur. Det er Venskabs Særkjende, at man veed blandt de mange Tusende der ofte træde En i Veien, at finde den Eneste hvem man kan indvie i sit Livs helligste Interesser. Hvor megen Fiinhed, Delicatesse, indre Varme forudsætter man ikke hos en Person, man kan vise den Tiltroe. Nei deri er Du vist ogsaa enig med mig, jeg veed ingen bedre Maade at hædre sin Ven end Fortrolighed, SIDE: 75 og saaledes ere mine Klager, mine Bekymringer det bedste jeg kan give Dig; troe ikke at det er af falsk Stolthed eller Mangel paa Tillid, at jeg ikke som før udgyder min Sorg, Haab, Frygt, Tvivl, Modløshed, Glæde for Dig -- jeg troer man kan indbilde sig at disse Genier har forladt En indtil det virkelig er saa. Løverdag. Hvor trøstende og oplivende var det andet Brev, det var altsaa en Lykke at det havde forsinket sig saa det netop kom for at formilde Virkningerne af det første. Jeg maae i Grunden være skrækkelig forkjelet af Dig, kjere Emilie, jeg kan ikke taale den Tanke at Du skulde elske mig mindre og det Mindste der hentyder hertil, bringer mig ud af Fatning, maaskee at jeg her i Ensomheden er mere sensibel, fordi her er intet der kunde trøste mig over et saadant Tab eller blot for et Øieblik adsprede mig. Du havde skrevet hele 3 sider, det længste siden jeg kom hjem -- ak mine ere dobbelt saa lange -- Du fortalte mig saamange Facta som Du vidste vilde interessere mig, at man spørger venlig efter mig. Alt dette glædede mig inderlig. Jeg tør ikke engang sige Dig hvad der meest bevægede mig. Der gives Ting som ere ubetydelige i sig selv, men som det dog var bedre man aldrig vidste. Om jeg aldrig fik noget at høre om den Sag Du veed, vilde jeg vist ikke tilskrive Caroline Skylden. Du maae vide at hun græd engang ved min Fortælling, og det glemmer jeg ikke saa let; nei jeg troer slet ikke hun er lunken, dertil har hun viist mig alt for kjerlig Deeltagelse. Men, jeg maae endnu lægge hende en Ting paa Hjertet. Siig hende at det er min udtryk- kelige Villie og min Bøn til hende, at hun giver ham Ret i de Grunde han torde indvende mod en vis Ting, at jeg indseer klart hvor vægtige de ere /: endskjøndt jeg ikke forstode dem :/ at hun aldrig med en Stavelse søger at rette Meninger om mig hvoraf han bygger sine Hindringer, kort, hvad Fordeel- agtigt hendes Godhed ellers vilde sige om mig, skal jeg til enhver Tid og ethvert andet Sted paaskjønne, men i den Sam- tale, maae hun endelig afholde sig /: hvilket ikke vil koste meget :/ thi i denne uhyre kræsne Sag kan jeg ikke taale Skin SIDE: 76 af Anbefaling. Kald dette hvad Du vil, falsk Ædelmodighed, daarlig Stolthed; Forskruelse maaskee?! Godt, der er strax tre Egenskaber der vilde gjøre et høist ulykkeligt Ægteskab, og man kan med Held anføre dem. Lad C. selv læse dette, og søg at forestille hende at jeg har Ret -- -- Lev vel! Post- budet venter. Din C. Nu klæder [Du] Dig paa til Lyceet. God Fornøielse! SIDE: 79 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Søndag Aften!!! [1. Nov. 1835] . Kjere Emilie! Først og Fremst Bevidnelsen af min Glæde over den nye Svigerinde -- sandelig en rar og misundelses- værdig Ting der vist aldrig falder i mit Lod. Kan Du ikke give mig nogen nøiere Beskrivelse over hende? Du begynder vel ingen Correspondence haaber jeg? I Eftermiddag fik jeg Din Seddel og Pakken. Arme Emilie! 4 Timers Martervandring! Det maae jeg sandelig fortælle Fader, det maae i Forening med min gode Villie, give Pungen, i Mangel af anden Værdie en uhyre Affectionsværdie. Hvor jeg glæder mig over det lange Brev Du taler om, Dit sidste forsonede mig ogsaa med det Omtaltes Korthed. Du gode Emilie! Du tænker ofte paa mig naar Du sidder for Dig selv og glæder Dig over min Tilfredshed. Ikke sandt, Du havde dog ventet at mine Breve siden min Hjemkomst maatte være Aftryk af Nedslagen- hed og et mørkt Sind? og jeg er vis paa, at alle mine Bekjendte derinde, som med blot for 2 Sk. Indbildningskraft kunne fore- stille sig Landlivet i disse Maaneder, kun tænke sig under vor Brevvexling en Kjede af Beklagelser og frugtesløse Bestræbelser for at trøste; men jeg haaber at Du overrasker de deeltagende Venner med den modsatte Forsikring, saa længe jeg ikke giver Dig Anledning til andet. Jeg har foresat mig, ikke at bedrøve eller trætte Dig med Klager; og skulde der virkelig komme Tider, da jeg skulde føle mig stærkt fristet til saadanne, da vil SIDE: 80 jeg ikke skrive og Du faaer da ingen Breve fra mig; thi at hykle Munterhed og Roe er dog en afskyelig Anstrængelse. Du beder mig sige Dig hvad og hvorvidt Du skal berøre -- -- -- ? Alt, Alt, bedste Emilie, alt hvad Du vil fortælle mig -- alle Dine Tanker i den Anledning ere toldfrie -- eller rettere, alle Dine Yttringer ere toldfrie som Tanken selv. Hvorfor jeg blev bedrøvet for Hiin, var fordi jeg i den troede der laae en fiin Bebreidelse, skjøndt i den venligste Dragt, at jeg dog ikke kunde undvære dette Stof, hvis mine Breve skulde have noget Indhold og jeg selv nogen Interesse af at skrive, hvilket bestyrkede Din Troe -- etc. Jeg tænker jeg har til- strækkelig udbredt mig over dette i mit næstsidste Brev, og jeg gjentager endnu, at skjøndt jeg ikke har villet føre noget Bevis, maae Du dog nu tilstaae at mine Breve ere ligesaa lange og hyppige som før, og at man kan skrive uden det. O jeg vilde ønske han vidste dette; det vilde glæde ham som et Beviis paa den begyndende "indre Fasthed", han siger vi maae søge at erhverve os "for at hærde os mod den jordiske Vexel og Adskillelse." Der ligger en dyb og advarende Betyd- ning for mig i den Apostrophe til Ida: Gode Gud at blive sagt det om! Det er noget af det meest ydmygende jeg kan forestille mig, og idet jeg forskrækkes over den Liighed i Situation mellem I. og mig, hvorved hun dog har en betydelig Fordeel, haaber jeg at C [aroline] ved sine Forestillinger betager ham Muligheden af at fatte saadanne Tanker med Hensyn til mig. Nei, alvorlig talt Emilie! kunde Du tænke Dig noget mere ydmygende end en saadan Beklagelse, at være Gjenstand for en saa piinlig Medlidenhed. Man maae kunne beskytte sig for den, naar man ret kraftig vil, ja ved Øvelse maatte man bringe det til at man kunde lee med bogstavelig talt Dolken i Hjertet -- "or mi vedran morire i non sapran perchée" -- -- -- -- -- -- At elske ham siger Du er den største Ulykke som kan falde i en Dødeligs Lod. Der ligger en frygtelig Sandhed i disse Ord. Men der kan ingen fatte Dybden af denne Ulykke, ingen -- ikke Du, Emilie -- ikke engang Du. Jeg nærmede mig SIDE: 81 idag Brevskrinet for at see paa Brevene, om jeg kunde have Kraft til at brænde dem op, men jeg lukkede det ikke op af Frygt for at jeg ikke skulde have Kraft eller af Frygt for at jeg skulde have Kraft -- -- jeg veed ikke hvilket -- -- -- -- Maanen skinner trods Lyset lige ned paa Papiret -- -- jeg vil hen og trække Forhænget for, den er da til Fortvivlelse blændende og sølvglindsende i Aften. Jeg kan ikke vide hvor Nogen gider besynge Maanen; thi naar jeg undtager Slangen i Paradiis har neppe nogen Ting stiftet mere Ondt i Verden end netop den, og vedbliver den ikke daglig at forvirre Hjernen paa Folk og rokke gode Forsætter? o det er en gammel Koblerske, hvor mange ulykkelige Ægteskaber har den paa sin Samvittighed, og fuld af Sladder, hvor mange gamle Historier mener Du ikke den koger op igjen, naar man giver sig af med den?! Havde Du Lyst, kjere E., at læse det Brev jeg sendte til Mad. Blanriez, saa vil jeg sende Dig Concepten. Det vil, klarere end noget andet sætte Dig ind i mit Forhold til denne Dame. Imorgen reiser Fader paa Visitats og bliver 3 Uger borte; mine Franske Timer gaae da ind, desværre, som ud- fyldte den største Deel af Aftenen. Lev vel. Din C. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold 4de Nov. [1835] . Du har vel faaet det Brev jeg skrev Søndag og sendte med det samme Bud, der bragte mig Din Seddel? Endnu har jeg intet Brev seet fra Dig, men jeg er ikke istand til at lade være at skrive for det; der er adskilligt endnu i Dit sidste, som jeg maae drøfte lidt nøiere. Jeg maatte lee over den comiske Alvorlighed hvormed Du siger det var hiin Formiddags Rimerie, der er Aarsag i at jeg lever som Digterinde i Mr: Victors Indbildning. Kunde Du da slet ikke tænke Dig noget mindre usandsynligt end det? -- SIDE: 82 saa maatte jo Du med langt større Ret fortjene et saadant Navn, thi Dit Digt var jo Impromptu, medens jeg pinede og plagede min Musa en heel Formiddag; det lader imidlertid til at vi blot blive inspirerede naar vi ærgrer os, det var værdt at vi skjændtes oftere. Nei, alvorlig talt, kjere Emilie, jeg vil fra- lægge mig saadanne Beskyldninger og forsikrer Dig at jeg aldrig hverken har udgivet eller agter at udgive en Linie af mit eget; Du finder haaber jeg denne Forsikring latterlig og overflødig -- og lad mig nu see, at hvor Du skulde møde en saadan absurd Formodning, at Du ikke alene benægter den som sand paa mine egne Vegne, men læg ogsaa Din afgjørende Forsikring til. Jeg vil oprigtig sige Dig at jeg troer virkelig Vorherre havde i Sinde at gjøre noget saadant af mig, men at han betænkte sig paa Halvveien, sigende: "Ak! der er nok i den Familie". Jeg hørte engang en Dame sige, at hvad man ikke kunde udtrykke i Ord, tænkte man heller ikke med Klarhed. Det var ikke i Anledning af mig dette blev sagt. Denne Paastand er aabenbar falsk. Der er virkelig i mit Indre et Chaos, der undertiden ordner sig i Rækker af Tanker og Billeder som naar jeg kunde bringe det paa Papiret, vilde fortjene Navn af Digt. Naar jeg sidder saa stille og ensom ved mit Sytøi, eller spadserer op og ned ad Gulvet et Par Timer i Mørkningen, maatte jeg jo døe af Kjedsommelighed hvis jeg ikke kastede mig ind i denne Ideeverden. Hvor Tanken hæver sig frie og seirende til det Umaalelige, medens Sproget kryber i sin jor- diske Afmagt! -- ofte har jeg forsøgt at gribe En, der har staaet saa glødende og klar for mig, saa jeg synes jeg maatte kunne male den paa Væggen; men naar jeg vilde forsøge at give den en Form, et Udtryk, blev den til noget uforstaaeligt, usammenhængende, forvirret Tøi. Hvad skal jeg gjøre, bedste Emilie, for denne aandelige Lamhed, denne yderlige Fattigdom i Udtryk der altid og altid, mundtlig og skriftlig, ligger mig i Veien, ofte der hvor ingen ydre Tvang fremskynder den? Selv i mine Breve til Dig føler jeg ofte dybt denne Mangel, SIDE: 83 og meget som jeg vilde sige Dig, tier jeg stille med, fordi jeg skammer mig -- -- -- -- -- Troer Du det hjelper at læse meget, men hvad for Bøger? -- Lad ikke mine Yttringer herom forarge Dig, jeg veed at enhver Anden vilde kalde dem anmassende og indbildske, men af Dig frygter jeg ikke det; hvad skulde jeg ikke kunne sige min elskede Emilie? Du er som en Deel af mig selv, og jeg gjør Regning paa en Rigdom af Undskyldning hos Dig, tør jeg ikke det! Den 5te. Idag Morges fik jeg Dit Brev; da jeg læste Overskriften: Fredag Nat Kl. 12, foer en kold Gysen gjen- nem mig ved det høitidelige og ildevarslende der ligger i denne Begyndelse, men som dog strax gik over, da jeg ved at kaste et Blik nedad Brevet, fik Øie paa Ande-, Gaase- og Oxesteeg og senere hen paa Ludefisk. Det var overmaade interessante Details fra det Selskab, og Du pirrer min Nysgjerrighed mere og mere for at faae see Fru Schw [eigaard] . Hvad for Sprog taler hun? Kragerøe ligger i en mistænkelig Nærhed af Christiansand, hvis jeg erindrer Ret -- Hvad synes C [aroline] om hende? Var lille Dahl elskværdig den Aften? Jeg ærgrer mig over at jeg ikke vidste det var Jonas Collett, thi i den Tanke at det var Holger, var jeg saa uelskværdig som mueligt, og besvarede hans kjendelige Bestræbelser paa at bringe en interessant og mere end almindelig Balconversation paa Bane /: Jeg troer det var Napoleon og Politik :/ med Adspredthed og Korthed, og saae dertil suur ud. Der er dog noget flaut, ikke sandt, at man føler man maae være falden i et Menneskes Tanker som man veed ventede noget Andet; hvad for Ideer han har gjort sig om mig, veed jeg ikke; men det veed jeg, at neppe nogen er bleven fyldestgjort. O, tal ikke til mig om at Du har Lyst til at lee og fjase med mig; et saadant Ønske er smittende, eller rettere det forøger den rasende Lyst jeg undertiden gribes af at kunne snakke med Dig; saa ret at kunne tøve af Hjertenslyst en Time, blot en halv Time, hvilken Salighed ligger der ikke i SIDE: 84 Forestillingen herom, og det er blot i mine Breve jeg finder nogen Lindring derfor. Sidst Mandag havde jeg den Fornøielse at see M [ina] Sissener her for første Gang siden hendes Hjem- komst, og hun bragte mig da Dine Hilsener. Dagen derpaa var jeg i Visit der, og paa Søndag kommer de alle her, da Majoren reiser bort, og M [ina] har desuden lovet mig at komme i næste Uge og blive nogle Dage her. Det er i Grunden en inderlig snild Pige, og det er meget forunderligt at hun er som hun er. Der er en Huuslærer der nu, Kobroe, som er, som Fru S. siger hun er meget glad over, forlovet med en J. Essendrop eller Essendrup. Kan Du begribe at et saadant Navn kan existere i det 19de Aarhun- drede? Jeg synes det er uadskilleligt fra Fiskebeensskjørter og opstrøget Haar. Nu er da vel Nødderne opspiste; det glæder mig meget at Du ingen Mark har funden, men for- undrer mig ikke derover da jeg tog mig den Frihed at pille ud alle Mistænkelige, da jeg vidste Du forstod saa lidt at paaskjønne deres Værd eller yde dem den Beundring, som jeg med Trop synes en saadan hvid, nydelig, uskyldig lille Gudsskabning fortjener. Bed Julie fra mig om hun vil være saa inderlig god at give mig den Opskrift hun lovede mig. Det er sandt, medens jeg sad og syede min violette høihalsede Kjole om, som nu er opsteget som en Phønix af Asken i ny Elskværdighed, medens jeg som sagt sad og lappede, under hvilken Dont jeg altid pleier at være mere end almindelig poetisk stemt, bragte jeg en Fornorsk- ning istand af en fransk Romance, paa sidste Vers nær, hvor det ikke var mig mueligt at finde noget Riim paa rokker, undtagen Klokker som da rigtignok ikke vilde passe. Denne Sang var dediceret til Dig, men nu tør jeg ikke sende Dig den, siden Du er saa tilbøielig at troe Ondt om mig; det er virkelig ængstelig med den Udødelighed man saa let skaffer sig paa Halsen; istædet derfor sender jeg Dig dette Blad jeg rev ud af en Bog; jeg kan ikke lade være at sende Dig det da jeg finder Elskerens Figur saa SIDE: 85 uforlignelig. Apropos for at komme tilbage til Texten, hvad vil Du sige med "Familie og alleslags Pølser?" Familie- og alleslags Pølser! Du seer til hvilke frygtelige Misforstaaelser Forglemmelsen af et lidet Komma afstedkommer. Det er godt medens jeg husker det at give Dig den fortjente Roes for Din Discretion i Henseende til mine Breve, og idet jeg formaner Dig til Standhaftighed i Din Dyd og ubøielige Fasthed, torde Du dog være mindre streng mod C [aroline] af de tvende vigtige Aarsager at hun bad mig derom, og at jeg har en Gjæld at afbetale siden i Sommer. Jeg overlader aldeles til Dig selv at holde den rigtige Grændse heri; jeg er vis paa Du føler saa klart som mig selv hvad der kun er for Dig. Den samme Tilladelse gjælder ogsaa om Natalia; jeg synes det er tungt at troe at hun var med Dig paa samme Værelse, og aldrig skulde spørge til mig eller faae noget igjen at vide; nei dertil tænker jeg for ofte paa vor kjere Contubernal fra i Sommer til at jeg vilde gaae ganske i Glemme hos hende. Din C. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Torsdag [12. Nov. 1835] . Kjere Emilie! Hvor jeg er bekymret for det Brev Du ikke endnu har faaet; det er mig af høieste Vigtighed ikke saameget at Du faaer læse det, som at nogen Anden ikke faaer det. At ogsaa netop dette skulde indeholde Bemærk- ninger af et mere delikat og vigtigere Slags, saaledes vil f. Ex. den lykkelige Finder -- som dog Gud forbyde -- faae at vide hvad Du holder for den største Ulykke der kan ramme nogen Dødelig; thi hvis jeg erindrer Ret, gjen- tager jeg disse Ord. Jeg troede det havde været saadant paalideligt Bud, da han saa ordentlig bragte mig Dit Brev med den lille Pakke, og da jeg hørte han skulde gaae til- bage til Byen næste Morgen tidlig, Mandag, satte jeg mig SIDE: 86 strax et Par Timer efter Modtagelsen ned at skrive det -- Søndag nemlig. Jeg havde strax idag Bud henne at spørge hvad han hed, men man vidste det ikke. Hvem leverede Du Brevet og Pakken til? Hvis Nilsen hos Haslund be- sørgede det, maae han kunne skaffe Oplysning, og søge Manden op. Hvor det er ærgerligt, vi skrive et heelt kost- bart Brev bort blot om den Ting. Jeg troer for Eftertiden det er bedst, kjere Emilie, at Du ikke sender dem med noget Bud derinde fra, men lader dem ligge til jeg lader dem hente; der reiser ofte Bønder ind herfra, og naar jeg veed deres Navn, og paalægger dem at høre inde hos Dig, maae de være ansvarlige. Ak Theatret! der er virkelig noget vemodig i den Tanke at vi aldrig skulle vexle Skoe mere der, at vi den Gang vare der for sidste Gang; det er et frygteligt Sonoffer der er bragt Apollo og de 9 Muser efter en saa slet Dyrkelse i et saa uværdigt Tempel. Henrik skrev ogsaa derom og, besynderligt nok, i samme Udtryk som Du, betjenende sig [af] aldeles samme Lignelse; det beviser, synes mig, Rigtigheden af hiin Menneske- kjenders Udsagn, at store Aanders Ideer træffe ofte sammen. Han /: Henrik :/ var ellers i ualmindelig Activitet. Han stil- lede Sprøiterne; engang meget behændig i næste Naboes Ryg -- han løb omkring og reddede, i Huset ligeoverfor Skuepladsen sogar en Mahognykommode, 2 Meerskumspibehoveder, 2 kost- bare Malerier og en Spyttebak -- troer jeg det var, men erindrer ikke ret, og, for Alt jeg veed, kan han gjerne i sin menneske- kjerlige Iver have snøret Damer, jeg skulde have Lyst til at spørge ham, thi jeg skriver ham just til /: ikke for at drage ham til Ansvar for det Du veed, det kan jeg allerkraftigst mundtlig sige ham, endskjøndt jeg troer Victor har misforstaaet, thi H [enrik] taler ikke godt Fransk :/ -- men for at komme tilbage til Branden igjen, jeg troer, naar jeg undtager en vis anden Brand i Christiania, men som var en Hjertebrand, at neppe nogen har givet Anledning til saa mange Sarkasmer som denne Brand. Hvor skal de stakkels Skuespillere nu hen? SIDE: 87 nu kunne de spille "den Stumme", som man talte om og ven- tede sig megen Nydelse af. Maaskee de leie det private Theater? Hvor glædeligt, hvor i Sandhed opmuntrende var Dit Brev fra i Dag. O, min elskede Emilie, saadanne Yttringer gjør mig paa engang stolt og beskjemmer mig, naar jeg tænker, om jeg ogsaa fortjener saa smigrende Tanker -- kun hvis Venskab kan belønne Venskab da fortjener jeg Dit. Hvad Din Yttring angaaer, at det er umueligt at elske Feilene selv hos en Person, da kan jeg ikke nu modsige Dig saa stærkt som Du ventede. Der var en Tid -- og det er ikke meget længe siden -- at jeg troede mig overbeviist om, at var man først tiltrukken af en Persons Dyder, kommen indenfor Tryllekredsen, kunde intet, selv ikke dens Feil have Magt til at løsrive en, men meget mere de blive hellige som en Deel af den Elskede selv -- -- Jeg var forblendet, dog ikke ganske af Mangel paa Erfa- ring -- en eneste gjorde mig vis i min Sag. Nu troer jeg som Dig, at man baade kan see Feilene hos en kjer Gjenstand og ønske dem borte, men hvori Aarsagen hertil ligger, enten i at jeg har forandret Standpunct, eller at Feilene man opdager kan være af den Natur at intet Tryllerie hjelper, veed jeg ikke, jeg troer før det sidste. Som Bevis paa at jeg nu er gjennem- trængt af denne Philosophies Aand, vil jeg strax give Dig Fuldmagt til at sige mig alle mine Feil der støder Dig, ja jeg beder Dig derom. Af Dig vil jeg kunne høre dem, og alt hvad Du kunde finde tjenligt for mig, af Andres ufordeelagtige Dom, uden at det kunde kaste ringeste Skygge paa Dig; thi alle de smaaelige, uædle Drivefjedre der sædvanligviis ligge til Grund for saadan Oprigtighed, ere fremmede for Dit Gemyt. Jeg lover Dig det samme, men beklager at der ikke er Udsigt til at øve nogen Gjengjeldelse. Hør Emilie, jeg vil tilstaae Dig at jeg ønsker meget Caroline maatte faae Anledning til at tale med Welhaven, ikke saa meget for min egen Skyld, thi Resultatet af Forhandlingen faaer jeg altid vide tidsnok, men fordi jeg troer at C. ved den lange Venten tilsidst bliver utaalmodig SIDE: 88 eller kjed af det, og ønsker det en god Dag. Maaskee hun alt har talt med ham, men at hans Udladelser ved den Anled- ning ikke vare som Du havde ventet eller vilde skrive mig dem -- o frygt ikke for at saare mig med noget. -- -- Jeg tør da ikke andet end sende Romanzen, og nu belaver jeg mig paa en grundig Recension, det er dog en Trøst at Du tillige er mit eneste Publicum. Jeg vil ikkedesmindre fore- komme Din Dom og tilstaae at den har faaet et noget affec- teret Sving, noget der ligner Svulst, der er især kjendelig i de 3 første Vers; det sidste der indeholder Catastrophen, bær derimod Præget af hiin naive Simpelhed der carakteriserer den franske Original. Du gjør bedst i at læse denne først for at sætte Dig ind i Tingene, da det maaskee ellers torde blive noget svært. Næste Lyceum gaaer Du da vel? Det er util- giveligt af Dig at forsømme. Det er sandt, Du maae endelig hilse Mad. Hoppe fra mig -- Hvorledes staaer til med Fru Kaltenborn? Hvis Du har min Rolighed kjer, saa bed mig ikke mere om det Tegnestykke; det var et aftvunget Løfte givet under den ildespaaende Betingelse: hvis det ikke mis- lykkes; men da det gjorde det, holder jeg mig for løst fra mit Løfte. Sig til Obersten selv at jeg ønskede han vilde komme herop til Sommeren; jeg troer han vilde finde Udsigter der ere mere værdige hans egen Pensel. Din Ca. Jeg læser just Eugen Aram med rasende Interesse, men desværre have vi blot 2 Dele. Jeg vil skrive til Henrik og forsøge at røre hans Hjerte og skaffe mig nogle Bøger, Schiwes kan jeg ikke holde ud med. Fy hvilket stygt Brev og uværdigt at aabnes af Dine Hænder; jeg har nu ikke andet Papir, naar jeg undtager det lille superfine Ark i Qvartformat, og det har jeg ikke Hjerte til at tage, da det synes udtrykkelig bestemt til en billet-doux. SIDE: 89 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Eidsvold den 17de November [18] 35. Kjere Broder! Jeg haaber Du lægger Mærke til Datoen, det er nemlig Din Geburtsdag, den Dag da Du træder ind i de 20aariges Rækker; Gud veed hvorledes Du feirer den, formodentlig i Nydelsen af Residentsens Herligheder; jeg derimod veed ikke at hædre den paa en værdigere Maade end ved at skrive Dig til. Mina og Laura Sissener vare her /: den sidste er nu offentlig forlovet med Ludvig Kyhn :/ og vi drak Din Skaal i sød Kirsebærviin, og M [ina] bad at hilse Dig venskabeligst, hvilken Commission det er mig en særdeles Glæde at udrette, haabende at en saa smigrende Bøn fra et Par smukke Læber sætter Dig i pligt- skyldigst Henrykkelse. Dit sidste Brev til Fader, som vi fik Søndag, indeholder ogsaa en Paamindelse til mig at skrive Dig til i min -- meget træffende benævnet -- "Vinterdvale". At Du endnu intet Brev har modtaget fra mig, maae rigtignok for- undre Dig, men de Undskyldningsgrunde jeg kan anføre, ere ogsaa -- som Du vil see -- af en ualmindelig vægtig Natur. Jeg begyndte nemlig samme Dag jeg havde modtaget Dine første Breve til Gjennemlæsning fra Fader, paa et til Dig; naar Du betænker at det var i Byen, vil dette sige meget, og i et stærkt Anfald af Kjerlighed til Dig fik jeg hele 5 Linier istand derinde. Strax jeg kom hjem, fuldendte jeg det; hele Stadsen ved de Kongeliges Ophold var naturligviis som noget jeg vidste maatte interessere Dig, Hovedindholdet, og dette forenet med den Omstændighed at Du befandt Dig i Naboelandet, gav Anledning til nogle smaae Bemærkninger, som jeg paa Grund af mit Privilegium som Dame, maatte holde for høist uskyldige. Men ikkedesmindre havde jeg den utilgive- lige dumme Ærlighed at vise Fader det, og Du kan omtrent slutte Dig til Følgerne, som veed at Alt maae strande paa hans jernhaarde Forsigtighed: han kastede det -- horribile dictu -- i Kakkelovnen. Du seer at Tanken om det ulykkelige Brevs SIDE: 90 Skjæbne sogar bringer mig til at tale Latin -- ja jeg kan endnu ærgre mig at Du ikke fik det, thi den detaillerede og uforfalskede Beskrivelse over Festlighederne maatte have moret Dig. Jeg maae alligevel give Dig en kort Oversigt, indtil vi engang kunne tales ved udførlig. Du veed at Borgerne gave Deres Kongelige Høiheder et stort Bal i Hotellet. Meget lidt er der at fortælle om det, kun at man af yderste Evne og med de heldigste Følger havde opbudt Alt for at kompromitere Hovedstaden -- det var et snublende, svømmende og van- smægtende Bal, hvor man virkelig undgik den Fare at falde over Nøddeskal, Glasskaar og Æbleskrællinger blot ved at være udsat for en Anden, den at blive trykket flad i dette brogede Chaos af straalende Grevinder, Skræddermadammer, alle Slags Militaire, Kjøbmændene i "det Gule Choers" Uniform, Høkere og Barberere etc. etc. Naar jeg sagde et "svømmende Bal", saa var det ikke min Mening at der [var] Overflødighed af Drikkevarer; medmindre man vilde søge dem paa Gulvet, var der ikke en Draabe, efter Deres Høiheders Bortgang, at faae opdrevet, hvormed de stakkels pustende og vansmægtende Dandsende kunde lædske sig, uden man betalte det i dyren Domme. Det lod dog til at Directionen selv følte alle Mang- lerne ved et saa daarligt Arrangement og traf bedre Forholds- regler ved det Bal der blev givet til Deres Majestæters Ære, i Borgerskolens Locale -- med Smith vilde man ikke have mere at bestille. Omendskjøndt Værelserne vare smaae, hvilede der dog en ganske anden Aand over dette. Ved Deres Maj.s Indtrædelse bleve de hilsede ved en Sang -- Musikken af den "Stumme" -- givet af vore Sangere og Sangerinder og accompag- neret af fuldt Orchester; min Ringhed befandt sig ogsaa blandt Hine. Da den var tilende, nærmede Dronningen [sig] og talte med Nogle af de syngende Damer, blandt Andre ogsaa med mig. Engang før havde jeg havt den Lykke at blive tiltalt af hende, nemlig ved den saakaldte Cour, hvor enhver Embeds- mands Datter har Ret til at blive forestillet, for paa den Maade at bevidne hende deres Opmærksomhed. Byen var illumineret, Gaderne vrimlede af Mennesker, ja Gaden udenfor Festens SIDE: 91 Skueplads var kun en eneste ugjennemtrængelig Masse. Et ualmindeligt godt Humeur syntes at besjele hvert enkelt Med- lem af Festen, og over det Hele var der udbredt en glad Mildhed, en Utvungenhed, kort noget saa aldeles uchristianien- sisk -- Alle, Ven og Fiende, Unge og Gamle, mødtes i en Følelse: Beundring for den elskede Monark. Det var virkelig et sandt Begeistringsøieblik, da Deres Maj. paa Mængdens Raab udenfor traadte til Vinduet, og bleve hilsede ved et stormende Hurra der aldrig vilde ende. En saadan Enthusiasme er smit- tende; uvilkaarlig bliver man henreven, man føler en Trang til at give den Udbrud paa tydelig Maade, at skrige med, og jeg undres over at jeg ikke gjorde det. Saa har jeg da endelig seet ham for første Gang, og han har virkelig Tryllekraft hvis nogen Dødelig har det; den meest haardnakkede Republikaners Trods maatte smelte for disse milde Straaler, dette huldsalige Smiil -- Alt maae bøie Knæe for ham, ikke for Kongen, men for Helten, for Guddommens Aftryk, Ynde og Majestæt, der aldrig er parret hos nogen som hos ham -- ak i dette Øieblik udmaler jeg mig den Lykke at kunne døe for ham som det misundelsesværdigste Lod, den skjønneste Maade at vinde Udødelighedskrands paa; selv om jeg taus og ubemærket kunde offre ham mit Liv, jeg troer jeg gjorde det; hvilket Værd fik det ei da, som nu svinder betydningsløst og uden Spoer; o, det er blot givet Faae Lykkelige at kunne svare paa det Spørgsmaal, hvad de egentlig skulle her paa Jorden -- -- -- Tilgiv mig, kjere Broder, denne lille Udskeielse; vi ville strax vende tilbage til Ballet igjen: Kl. 11 begav Der. Maj. sig bort, og man vilde af "fiin Takt" ikke dandse meer. -- Du kan troe at heroppe var der Støi og et rasende Virvar da alle Familier skulde meublere Verket. Du veed jo at Kongen overnattede der. Vi havde Kongens Værelse, medens Praëm, Leganger, Haffner og de øvrige havde paataget sig Omsorg for Suiten; alle Fruerne vare der og hængte Gardiner op [og] ordnede. Fader havde belavet sig paa en Tale og var den der stod ude i slet Veir og reiste Æreporten op, kort var utrættelig, men hiin blev, takket være den hele Complot, ikke fremsagt; SIDE: 92 derimod blev Leganger og Compagnie med deres Fruer og Frøkener, ved B [aron] Wedel forestillede for Hans Maj. som de eneste der havde forestaaet det Hele. Kort, Du kan troe der blev spillet vakkre Cabaler; det er just ved en saadan Leilighed at Misundelse, Smaaelighed og dum Arrogance, kort alle Byg- dens Nationaldyder, udfolder sig. Senere er kommen Presenter, Precioser til Damerne og H. M.s Portrait til hver af Herrerne; Gud skee Lov jeg var i C [hristiania] under den egentlige Støi, men er kommen hjem i Rette Tid for at høre Snakken om den, der aldrig holder op; idetmindste øiner jeg intet Haab siden Presenternes Ankomst, de have givet nyt Stof, især da enhver synes den Andens er smukkere. Ja naar man begynder, gaar jeg altid ud af Stuen. Jeg var fra Augusts Begyndelse indtil Ende September inde hos Dirikses, saaat jeg netop kunde nyde alle de Herligheder Prindsens og Kongens Ophold førte med sig; jeg var paa 5 Baller, 2 Borgerballer, hos Kongen, hos Colletts og paa et meget elegant Bal hos Adlers. Veed Du med hvem jeg dansede alle disse Gange? For at samle dem i et Ord kan jeg gjerne sige: Artillerie- og Infanteriebrigaden; idetmindste var det latterligt og paafaldende at jeg altid dan- sede med Officerer, der for det meeste spurgte efter Dig. Jeg var meget ude og har gjort en Mængde nye Bekjendtskaber som vil blive for vidtløftig at regne op her, saa Du kan be- gribe at jeg morede mig. I dette var ikke Ballerne Skyld, eller overhoved nogen anden Fornøielse; naar jeg blot er hos Diriks's, savner jeg intet, thi jeg har aldrig kjendt en Familie der saaledes fyldestgjør de vanskeligste Fordringer baade med Hensyn til selskabelige som andre Dyder. O Du kan troe at 3de Etage i Mad. Rings Gaard indeslutter en Rigdom af Vid og Godhed, og Emilie er Sjælen i denne Familie; hun er min Hjertensveninde, ikke i den almindelige og ofte misbrugte Betydning af Ordet -- hendes Breve er min eneste Trøst i denne barbariske Ensomhed -- -- -- Jeg synes jeg seer det frygtelige Indtryk saadanne Udtryk gjøre paa Dine Second- lieutnantsnerver og de taaler vel i et Brev ikke mere; jeg vil derfor forsøge at opvarte med noget mindre sentimentalsk. SIDE: 93 Det er sandt, Du maae endelig gjøre Bekjendtskab med Frø- kenerne Falbe hvis Du kan, de corresponderer med Emilie, og det vilde glæde mig at høre noget gjennem hende fra Dig. De kjende Dig desuden alt gjennem hende, da hun har givet et meget brillant Stikbrev paa Dig. Jeg ønskede saa ofte at Du havde været i C [hristiania] paa den Tid jeg var der, Du vilde da have gjort Familiens Bekjendskab og vist ikke angret det. Harald var der et Par Gange til Middag. Fader var meget ofte hos Kongen, der var særdeles venlig, og Du veed at Henrik havde en naadig Audientze hvoraf jeg kan meddele enkelte Details. Kongen udbrød da han saae ham: "ah! Msr. W., que grand homme! ah, belle homme! un peu gros aussi." Hvortil H. svarede i samme Tone: "Mais sans office." Henvendt til Due yttrede han at han antog ham allerede for "placert"! Efter at han i de meest smigrende Ud- tryk havde nedladt sig om H.'s Talenter og Kundskaber, hvoraf H. tog Anledning til at presentere ham et Exemplar af Skab. Men. og Mes. i Skrivpapirvolumen saa stort at H. M. kunde antage det for et Mordvaaben, og sagde /: Det er ikke mit Fransk men H.'s :/ "Quand j'étois vingt ans, j'ai écrit ce poëme pour l'honneur de la patrie; mais je n'ai rien ni de temple, ni de public, ni de gouvernement "si beaucoup" que je puisse acheter une plume pour écrire une autre." -- Kongen syntes overrasket, og da han hørte det var et Digt af religieus Ten- dents, udbrød han i en Strøm af Complimenter, hvorunder dog faldt at han /: H. :/ med Geni for en Prælat ei havde forenet en Prælats Opførsel, og endte med at spørge om han nu søgte Noget. Da dette desværre ikke var Tilfældet, svarede H. nei, men at han ønskede Hans Maj. vilde decidere til hans Fordeel i den Dissents som fandt Sted mellem Regjeringernes Indstil- linger og Facultetets Erklæring; han nævnte derved Proces. Da K. beklagede at hans Talenter skulde hildes i juridiske Forviklinger, svarede H.: "V. M. Il n'est pas ma plus grande faute que j'aye une tête, mais que j'aye un coeur"; hvorpaa K. livlig replicerte: "Oui je crois bien, mais la raison doit conduire le coeur." Her afbrød H. ham levende med: "Oh SIDE: 94 V. M., poingt du tout -- -- -- " og Kongen svarede herpaa: "juste, juste, Mr. W., ingen stor Handling er skeet uden Liden- skab o. s. v. Anvend nu Deres Kræfter til Fædrenelandets Bedste; nu er de skikket dertil, da Exaltationens Alder, som jeg meget undskylder, er forbi." Hertil svarede H. at hans Kræfter for Tiden blot krævedes af en kostbar, tung og lang- varig Kamp for den blotte Existents, under et nyt Studium, men at H. Maj.s Naade gav ham nyt Haab at han kunde an- vende dem efter tidligere Bestemmelse; K. spurte nu hvad han levede af, og H. svarede: "Saagodt som Intet uden af min Faders Underholdning." Da K. fik at vide hvoraf den bestod, syntes han forundret, talede med D [ue] , hvorpaa denne sagde at H. Maj. tilbød ham Understøttelse til at fortsætte hans Stu- dium. Men herpaa svarede H. med Taksigelse: "je ne suis pas le plus pauvre dans la Norvège, je veux seulement la grace de Votre Maj., l'usage propre de mes forces dans la service du roi et de la patrie." -- Det var meget godt sagt! H. siger at den affable Tone der laae over hele Samtalen, var ubeskrivelig. Siden vi engang taler om Audientzer maae jeg beskrive Dig en i en anden Genre, nemlig Hadelens. Da han kom ind til K [ongen] var de første Ord han mælede: "Jeg vil gjøre Deres Maj. opmærksom paa at Landet er i Fare." Hertil svarede Kongen: "Adieu Mr. Hadelen"!! -- -- Det var en fortræffelig Bemærkning, der stod paa Hans Schous Dør med Kridt Dagen efter K [ongens] Indtog, da enhver havde ærgret sig over at den Gnierpind ikke illuminerede, især da hans Gaard faldt saa i Øinene -- meget laconisk, men godt: "Skam faae Klyse, som ikke vilde lyse." Med vort Theater er det gaaet ynkeligt; Enhver er rigtignok enig om at det er det skjønneste Skuespil der er bleven opført paa den Plads. Alt blev et Rov for Luerne lige indtil Mad. Fonseca Pølser, der ved en underlig Tilskikkelse netop befandt sig der. Det var et frygteligt Sonoffer for Apollo og de 9 Muser efter en saa slet Dyrkelse i et saa uværdigt Tempel. 20de Nov. Det Latterligste eller det Sørgeligste var at ved Udflytningen i Hui og Hast fra den Stiftelse der ligger nær ved, SIDE: 95 bleve alle de nyefødte Børn, da de Alle havde Stiftelsens Klæder paa, blandede om hinanden, saa der var et halvt Snees Unger man ikke kunde hitte Rede i. H [enrik] var i ualmindelig Activitet; han stillede Sprøiterne, og det var vist ikke hans Skyld at Straalen netop traf Grønvolds Ryg -- han var inde i Husene og reddede adskillige kostbare Ting. Saameget om Christiania da -- -- Heroppe staaer Alt vel til. Fader ventes i Morgen hjem efter en 3 Ugers lang Visitatsreise. Med Gusta er alt Vel, hun kommer her til Sommeren. Gamle Mutter Vedøe er hensoven; man dansede i hendes Liigfærd. Melbye veed Du maaskee ogsaa er hen -- han har vandret til hine Egne hvor man ikke mere tørster; han døde paa Mangelsgaarden ganske forstyrret, efter at han var sjunken gjennem alle Grader. Nu har Sisseners en Huuslærer, en Cand. Cobroe. Jeg lever saa godt jeg kan, og udholder med beundringsværdig Stoicisme disse Maaneders Frygtelighed; min naturlige Munterhed som efter flere Aars Dvale er ligesom vaagnet igjen, kommer mig godt til Hjælp. Om Aftenerne læser jeg Fransk med Fader. Det glæder mig usigelig at see af Dine Breve at Du er saa fornøiet med Dit Opholdssted, og at saa mange viser Dig Opmærksomhed. Det maae man lade, de Svenske ere meget gjestfrie og fortjener den største Roes for deres Forekommenhed mod Fremmede. Den norske Gjestfrihed maae ikke melde sig mod den og bliver vel tilsidst kun et Sagn, idetmindste gjælder dette om Ch [ristian] ia. Du har aldeles Ret hvad Du siger i den Anledning, thi omendskjøndt jeg for min Part ikke har noget at klage -- thi jeg har flere Bekjendtskaber end jeg kan benytte mig af, hvilket vil sige meget, naar Du lægger Mærke til at jeg aldrig gjør det første Skridt til nogen Imødekommen; ikke at søge, men lade mig søge er mit Princip -- er jeg dog ikke saa blind at jeg indseer at Chri- stiania er den ugjestmildeste Bye som nogensinde kunde parodiere den udskregne norske Gjestfrihed. Jeg har tabt en stor Deel af min Enthousiasme for dette Sted, og naar jeg undtager min Veninde veed jeg intet der kunde have SIDE: 96 noget særdeles Fængslende. Men lad mig nu see at Du ikke bliver alt for forvænt derinde -- og jeg beder Dig, foragt ikke disse søsterlige Formaninger som jeg til Slutning lægger Dig paa Hjertet: bevar Dit norske Hjerte for alle mulige Slags Anfægtelser -- tab ikke Hukommelsen derinde, det er noget de fleste Norske ere udsat for; man siger det ligger i Luften, ikke før have de opholdt sig [i] St [ockholm] nogle Maaneder, saa erindre de ikke mere hvad der passerer i deres Hjem; hvad der bliver trykt og skrevet spørge de aldrig efter, men læse franske Vaudeviller og lære at bedømme Folk efter hvor- ledes de holde Gaffelen -- -- Bevar Din gentlemansmæssige Tænkemaade og puds Dine Tænder -- endelig -- skriv mig til, det lægger jeg med særdeles Vægt paa Din Sjel, det vilde være den sorteste Utaknemlighed hvis jeg ikke fik et ligesaalangt et igjen fra Dig. -- Det er dog meget, en saadan Længde! for- uden det hvis Aske Kakkelovnen indeslutter, og det fra et saadant Sted som dette! Ce n'est pas donné qu'aux "belles", eterniser les bagatelles. -- Jeg skal ikke have noget imod at Du kom som Courer og besøgte os; kunde det ikke gjøres mulig i Julen? Du maae hilse min Fætter fra mig. Siig at jeg beklager endnu at jeg ikke fik tale med ham da han var inde i C [hri- stiania] . Det vilde have interesseret mig af flere Grunde, særdeles, og det var blot et ærgerligt Tilfælde der forhindrede det. Lørdag mødte jeg ham nemlig paa Gaden for første Gang. Tirsdag skulde han reise, men han lovede at komme op og besøge mig. Jeg ventede ham da Søndag og holdt mig inde hele Dagen blot af den Grund. Ligeledes Mandag Formiddag, men om Middagen fortalte man at A [ubert] var reist med de kongelige Børn til Bogstad. Han kommer altsaa ikke, tænkte jeg, og reiste ud til Herres. Da jeg kom hjem om Aftenen, havde O [tto] været der, det var en Feiltagelse, han var ikke reist til B. Jeg blev lei over dette og sendte et Bud hen til Glückstads, hvor jeg fik opspurgt han var, med den ydmyge Anmodning om han, skjøndt det var seent om Aftenen, vilde SIDE: 97 komme et Øieblik hen til mig. Men han afslog dette meget cavalleermæssig med den Undskyldning at man skulde netop gaae tilbords, og da der var Selskab for ham, tør jeg ikke indvende noget mod denne Undskyldnings Gyldighed. Og nu God Nat, min kjere Broder! Gehab Dich wohl -- og skriv mig endelig snart til, hvis Du ikke vil have at dette skal være det sidste Du faaer fra Din ubeskrivelig elskende Søster Camilla. P. S. Saa nødig jeg vil skrive P. S., thi jeg hader dem siden man paastaaer at et Fruentimmer ikke kan skrive et Brev uden dem, maae jeg dog for de velsignede Hilsningers Skyld dertil: Altsaa Moder hilser Dig kjerligst. SIDE: 97 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold 20. Nov. Du har Ret, bedste Emilie, at C [aroline] bør gaae lige til Værks, og hvis ingen Leilighed tilbyder sig, da selv kalde en frem. Jeg har ofte tænkt at forestille Dig dette som nødven- digt, da jeg ikke uden Grund frygtede for, at den varme Deel- tagelse som jeg saa inderlig glad blev vaer hun følede for Sagen, ved den lange Venten maatte svækkes, ja at Tiden vilde udslette af hendes Erindring meget af hvad der burde siges -- Ingen Hentydninger! -- -- nei Du har Ret -- ingen Drillerier, der bringe til at rødme og studse -- denne pinlige Spøg, søde Stiklerier, denne behagelige Qvælen, som man vil vredes over, men ikke kan -- ere jo kun Kjerligheds Privilegium og lyk- kelig Kjerligheds -- men passer ikke i et Forhold som vort, saa ulykkeligt som Solen nogensinde har beskinnet. Desuden maae han fatte Mistanke til mig, og førend han kjender Sam- menhængen, tilskrive den almindelig Meddelelsessyge, og det SIDE: 98 vilde smerte mig, saameget mere som han viser sig ualmindelig discret. Selv naar han faaer Alt at vide, frygter jeg; -- Emilie, det er dog i Grunden ogsaa hans Hemmelighed som jeg ikke har Ret til at skalte med, men saaledes som Sagerne stode, er der en mægtig Undskyldning for mig. I mit første Brev til ham -- mit eneste maae jeg ogsaa lægge til -- taler jeg som om det faldt af sig selv at vor Opførsel maatte fremtidig blive den samme: tilbageholden, at efter denne gjensidige Forklaring vort Forhold maatte gjemmes "i sit gamle Mørke". Men dette fandt ikke W [elhaven] nødvendig, men udkastede et Billede af et varmt venskabeligt Forhold fuldt af øm Fortroelighed -- med en Uerfarenhed der kunde gjøre en 15aars Landsbyepige Ære. Ak jeg vidste godt dette ikke gik an, men svarede ikke derpaa, jeg troede mundtlig at kunne bedre overbevise ham om Umue- ligheden -- om ikke engang for vor egen, saa for Folks Skyld. Du, som har seet os sammen efter hiin Samtale, veed hvorlidt den havde frugtet, ja der laae nu i hans Opførsel noget under- ligt heftigt, som ikke lignede de venskabelige Følelser han før havde talt om. O jeg havde ikke troet at Yttringer af den Art kunde have gjort saa frygtelige Virkninger, jeg havde jo aldrig erfaret hvad Tegn paa Gjenkjerlighed vilde sige. Du saae at jeg led, da jeg var derinde; det var Synd at disse skjønne Timer, hvor Alt forenede sig til min Glæde, skulde saaledes forbittres. Dertil kom nu ogsaa den trykkende Tanke at han var misfornøiet, at jeg ikke tilfredsstillede hans Forventninger, men maatte synes stiv og kold hvor han ventede varm Imøde- kommen. Jeg følte nu Nødvendigheden af at gjøre Sagen klar for ham, og forsøgte dette gjennem B [ernhard] H [erre] , men B [ernhard] var uagtet sin Hengivenhed for mig ikke modtagelig for mine Forestillinger, fandt dem haarde og unødvendige, og jeg erindrer engang at han sluttede med den Bemærkning: "Jeg kan ikke begribe at man i et saadant Forhold har Rum til Fornuften og ikke heller gaaer tilgrunde." Ja, tænkte jeg, det kan være skjøndt nok at gaae tilgrunde med den Elskede, men man bør dog vogte sig for at kaste sig i Vandet, medens den Anden maaskee staaer tør igjen. Nei, kun et Fruentimmer SIDE: 99 kunde sætte sig ind i min Stilling, det indsaae jeg nu, men dette Væsen maatte have foruden den nødvendige Delicatesse og Fiinhed ogsaa Verdenskundskab -- Du veed, min Emilie, hvorfor Du ikke kunde paatage Dig dette Hverv, og om Du end havde fundet Leilighed, manglede Du Mod, ligesom jeg. Caroline syntes ligesom skabt dertil; W. havde sagt at hun var hans sande Veninde; jeg kan ikke erindre naar den Beslut- ning at betroe mig hende vaagnede hos mig, men jeg troer egentlig det var Tildragelsen med Lorgnetten der bestemte mig. Det var ordentlig et Vink af Skjæbnen. C. vil kunne ved sin Fremstilling overbevise ham; han vil nu see sin Handlemaade i et ganske andet Lys. Man maae tilstaae at denne har røbet et forbausende Ubekjendtskab med Verden. C. vil kunne forholde ham hans Forholdsregler for Fremtiden; jeg veed han vil gaae over til den anden Yderlighed, hvis vi træffes, og er fattet derpaa. Bed hende lægge Mærke til at de Ord elske og Kjerlighed aldrig er nævnt mellem os, idetmindste har mine Læber vogtet sig omhyggelig. Her var han idetmindste oprigtig, og hvad han ellers kan have sagt, vil jeg ikke kalde Hyklerie, thi man kan jo indbilde sig at man elsker. Men dette Selv- bedrag hos ham har aldrig kunnet skuffe mig. Jeg er ikke vred paa ham; naar jeg undtager Øieblikke da en bitter Følelse griber mig, er en dyb Medlidenhed med ham og mig den eneste fremherskende. Du troer ikke hvor meget der er bleven sagt og skreven til os, til hans Daddel; af mangfoldige er det bleven bekræftet, at han ikke var godt antaget i K [jøbenhavn] ; en Dame som kom directe derfra, paastod Sandheden af det Overfald; en anden talte om hvor hans Væsen havde været forargeligt første Lyceaften?! saa at selv de der før forsvarede ham, nu brød Staven over ham; igaar læste jeg et Brev, hvor der fortælles at han paa en haanlig Maade er udstødt af Studenterforbundet, etc. etc. Jeg havde ventet at alle disse Facta vilde fuldføre Curen hos mig, men jeg tog feil; de har ikke efterladt Spor af Vrede, men næsten Tegn til Tilbagefald, saa jeg kan fortvivle over den haardnakkede bagvendte Natur hos mig. SIDE: 100 Tilgiv mig, kjere Emilie, jeg har været for vidtløftig i dette Brev; men disse Gjentagelser skal være de sidste. Bed C. være taalmodig fordi jeg plager hende med nye Forholdsregler og frisker op de Gamle. Det er ikke nogen almindelig Tjeneste jeg beder hende om, men den har ogsaa den Fortjeneste at jeg aldrig vil glemme den. Lev vel! Din Camilla. SIDE: 100 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 22. Nov. Skjøndt jeg igaar lod et Brev afgaae til Dig, kan jeg ikke modstaae den Trang at sende Dig nogle Linier naar jeg hører der gaaer Bud; Moder undrer sig over det evige Skriverie og finder det utroligt at finde noget Stof, men det er just Sagen at kunne skrive uden det; det er ingen Sag at koge en kraftig Suppe naar man har "Kyd", men at koge den paa en Pølsepind! -- -- -- Da jeg fik Dit Brev, var jeg just paa Linløkken hos de 3 gamle Jomfruer efter formelig Invitation til Middags. Det er hos [dem] som Du nok erindrer at "Fornoft" og "Loft" tilligemed vor "Ofornoft" har sin Oprindelse, og det var af en ypperlig Virkning, da jeg ved at støde paa det magiske Bogstav i Dit Brev brast i Latter, at Engel sagde: "Ak hvor glad hun bliver! Det er da ret skjøndt at hun har dem at vexle Breve med, det var saadanne behagelige, fornof- tige Piger." I dette Øieblik er Fader kommen hjem efter 3 Ugers Visitatsreise, jeg troer jeg fortalte Dig det i det ulykkelige fortabte Brev. Jo mere jeg besinder mig paa det, jo frygte- ligere er mig den Tanke at det falder i profane Hænder, jeg forsikrer Dig jeg veed ikke hvad jeg vilde give for at have det igjen ubrækket. Døer jeg nu, fik jeg ikke Roe i Graven, men maatte gaae igjen og spøge indtil det var fortilget fra Jorden eller i Dine Hænder. Din Bøn at jeg vilde skrive SIDE: 101 det om igjen, er, hvor beskeden den end i sig selv er, ikke saa let at opfylde; der er noget flaut i en saadan Gjentagelse, allerhelst naar man er saa sprogfattig at man maatte laane de samme Udtryk; thi en saa stor Hader er jeg af den Slags Laan, at jeg ikke engang vil stjæle fra mig selv. Desuden, den individuelle Stemning, der giver et saadant Brev Phy- siognomie, lader sig ikke fremkunstle. Det eneste var at man ved at anstrænge Hukommelsen forsøgte at give en tro Copie deraf, og det vil jeg med Fornøielse, hvis Du bryder Dig derom, gjøre. Men lov mig da, min Engel, at Du brænder Originalen uaabnet, hvis -- jeg sætter, den dog kom Dig i Hænde. Ak! vil Du tænke, naar Du læser det, det er sandelig ikke noget at gjøre saadant Støi og skrive saa meget om; og Du har Ret; kun er det mig af uhyre Vigtighed at det ikke bliver læst af nogen Anden. Svar mig endelig nogle Ord med dette Bud, som jeg vil bede gaae og afhente det. Du siger, jeg veed ikke hvad det vil sige at undvære et Brev fra mig. Jo, bedste Emilie, det kan jeg saa omtrent slutte mig til; havde Du ikke anden Aandsføde end den mine Breve indeholder, vilde Du lide en ynkelig Hungersdød. Budet venter -- adieu. Din -- hvordan lovede Du i Lyceet? Camilla. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 25de Nov. 1835. Kjere Emilie! Dit Brev har jeg rigtig modtaget idag. Du kan trygt sende dem med de Bud jeg skikker til Dig. Jeg har saa meget at svare paa det, at jeg ikke veed hvad jeg skal begynde med. Har Du nogensinde lagt Mærke til Mandfolks Maade at skrive Breve paa? De udmærke sig, foruden ved en uforlignelig Tørhed, ogsaa i den Kunst at fortælle meget i SIDE: 102 faae Ord, altsaa uhyre korte Repliquer og skarpe Overgange. Skulle vi ikke engang forsøge os i den Maneer, vi kunne jo altid gaae over til den gamle Skrivemaade hvis den ikke be- hager? -- en fransk Skribent siger etsteds med megen Ret: -- -- -- -- -- -- -- -- -- "Vous savez, Il n'appartient qu'aux "belles" De pouvoir, sans vous ennuyer, -- -- -- Eterniser les bagatelles." Men vist er det, at denne Eiendommelighed, der er bleven saa almindelig roest, kan udarte; jeg troer man kan sige lige- saameget i færre Ord. Ak, hvor jeg er dum med mit Forslag! Paa den Maade bleve Dine Breve endnu kortere og jeg vilde ikke miste et Bogstav af dem -- det var kun mig selv jeg menede, beste Emilie, jeg vil beflitte mig paa mindre Vidt- løftighed. Du maae ikke troe, der er nogen Tvang i mine Breve fordi jeg ikke klager, og for at overbevise Dig derom lover jeg Dig, at hvis jeg engang fik alvorlig Aarsag dertil, skal intet, ingen falsk Skaansel For Dig hindre mig i at søge Lindring ved Din Barm; jeg skal ikke tie, som jeg sagde i mit Brev. Jeg har et varmt Ønske, og det er, at Du engang i Tiden maatte trænge til mig; men naar jeg tænker paa det, griber mig en smertelig Tvivl om Du ogsaa fandt mig værdig til lignende Meddelelser -- maaskee er det denne, der under- tiden gjør mig tilbageholden, ligesom om jeg frygtede for at opdynge en Gjeld Du maaskee var for stolt til at lade mig afbetale. Har Du aldrig udmalet Dig en anden Stilling end Din nærværende? gaaer aldrig Dine Ønskers Maal uden for den? Da har jeg det for Dig. Alt hvad min frugtbareste Ind- bildningskraft kan udmale sig af Lykke og Glæde omgiver jeg Dig med; det er bleven min Yndlingstanke der langt opveier i Behagelighed mine daarlige, egennyttige Drømme om mig selv. At kunne see Dig engang som jeg ønskede det! og hvorfor skulde det være uopnaaeligt? der er Ingen der mere fortjener at blive lykkelig end Du. Du er liig en skjelden Væxt der beskeden skjuler sig, for stolt til at skyde frem; Mængden SIDE: 103 fatter ikke dens Værd, men den henrykte Botaniker betragter den som sit lykkeligste Fund. O, Du har kun 2 Feil, at Du tænker for ringe om Dig selv, og som Følge deraf at Du saa lidet veed at gjøre Dine Fortrin gjældende. Du har en egen Gave til at sætte Dit Lys under en Skjeppe, og det er virkelig som om Himlen havde udseet mig til det Hverv at oprette hvad Din undertiden for overdrevne Beskedenhed river ned, med andre Ord, at Stille Dig i det rette Lys. Aldrig er jeg mere veltalende end naar jeg kan beskrive Dig for andre, aldrig gladere end naar jeg finder Gjenklang af min Roes i mine Tilhøreres Bryst; ofte uden at Du vidste det, har Du været Gjenstand for en halv Aftens Samtale, og jeg havde gjerne begyndt hvor jeg sluttede. Du vil ikke kunne give disse Yttrin- ger det haarde Navn af "Complimenter". Jeg er vred paa mig selv at jeg er lei mod Dig i Dine Drømme, men Du gjør mig stor Uret -- idetmindste ere mine et Afpræg af min uforan- drede Hengivenhed for Dig. Forleden Nat drømte jeg at jeg skulde reise fra Christiania, men det var ikke hjem, men langt bort i Verden. Der laae noget eget Uhyggeligt over denne Reise, den var en Flugt, med Frygt for at blive forfulgt. Jeg sad tilbagetrykket med en anden, som jeg troer var Fader, i en Kalesche, og kom kjørende fra Aggersgaden ned gjennem Grændsen. Da jeg nærmede mig det høieste Huus, greb mig en gjennemtrængende Smerte ved Tanken om at jeg aldrig kom igjen, o, sandere kan den ikke i vaagen Tilstand føles -- jeg reiste mig op og vinkede et Farvel idet jeg græd heftigt; ja, da jeg vaagnede havde jeg Taarer i Øinene. Det besynder- ligste var at et lille sneehvidt Lam fulgte mig igjennem alle Gader -- men nu bliver det Dig maaskee for broget, især da der nu falder mig ind at Du ingen Elsker er af at høre Drømme; men jeg kan ikke spare Dig, Du maae have en til- livs endnu: Her var stort Selskab, megen Løben frem og tilbage -- ovenpaa i en af Værelserne laae en syg Dame som jeg syntes var Frøk. Uggla. [fotnotemerke] Først spillede jeg paa piano forte, medens Fotnote: Hvad i al Verden er det for Soiréer hun giver? hvad gjør man der, hvem besøger dem? SIDE: 104 man dansede i vild Uorden; deriblandt udmærkede sig en ung Mand, der glødende og svedende syntes at overbyde alle de andre i vilde og heftige Bevægelser -- -- -- -- endelig skulde man gaae op og see til Fr [øken] U [ggla] , og jeg veed ikke hvorledes, at der kom en taus Aftale mellem den Omtalte og mig om et hemmeligt Møde nede i en Gang, hvor der skulde forhandles Sager al gjensidig Interesse -- -- jeg ilede en lang Omvei og saae Skikkelsen staae indhyllet i en Kappe paa det betegnede Sted, medens Dunkelheden forbød mig at skjelne mere. Da jeg kom ham nær, sluttede han mig i sine Arme, og jeg, forundret over denne Dristighed, saae skarpt paa ham, da var det -- -- -- Henrik! En fortræffelig Opløsning af en Rendez-vouz! -- O, hvor afskyelig vidtløftig den er fortalt -- endnu en -- kort, men betydningsfuld -- -- jeg skal aldrig oftere plage Dig med dem: Jeg stod for -- Alteret; -- jeg var glad, og det forunderligste var at Brudgommen havde blaae Øine! -- Den var dog kort fortalt? -- Det var uforskammet af H.s hvis Du og N [atalie] ikke mere blive budne der, men det er underligt at det forholder sig saa, det er blot et Tilfælde at Du er forbigaaet dennegang, næste- gang naar der er noget mere at bede Dig paa, skal Du see. Hun veed at baade N. og Du ere kræsne og vanskelige at more; formodentlig har hun ringere Tanker om mig isaahenseende, derfor har jeg været den Lykkelige. Jeg maatte smile da Du fortalte mig C [aroline] staaende for Speilet, thi just saaledes -- hony soit qui mal y pense -- foresvæver hun mig i min Erindring. Har Du aldrig lagt Mærke til, at naar man vil imaginere sig en Person, opsøger man ham i en eller anden Stilling hvori man har seet ham; saaledes naar jeg vil frem- trylle hendes Billede ret levende, tænker jeg mig hende staa- ende for Speilet i Eders Kammer, med den venstre Haand rettende paa Kappebaandet, Munden lidt aaben og et adspredt Blik. -- Altsaa paa næste Lycebal, troede Du? Ak, Emilie! Det var dog kun Dit Spøg, at der kunde være Stedet for saa- danne "Hjerteudgydelser"; jeg har intet imod at en Cotillon er meget skikket til at forene tvende Hjerter, men hvor Sagen SIDE: 105 gaaer ud paa at adskille -- for bestandig tvende Hjerter, synes Contrasten noget grusom. Men C [aroline] kunde faae sagt ham saa meget, at hun havde noget at sige ham. Bliver ikke C. utaalmodig over dette? Nu skal jeg aldrig skrive et Ord mere om den Sag. Bed hende være taalmodig! O, jeg veed hun er taalmodig som en Engel; jeg spilte et heelt Glas Vand over hendes nye, elegante, røde Kjole hos Colletts, og veed Du hvad hun sagde? ikke et eneste Ord, medens jeg sad sønderknust af hendes Høimodighed. [fotnotemerke] Ak, jeg er letsindig; har Du ikke ogsaa opdaget dette Træk i min Charakteer? Det tager til i en frygtelig Grad, og jeg veed en der vilde ærgre sig gruelig over mig, En, der engang skrev til mig sigtende til et Brev hvori jeg havde fornegtet mig selv: "Hvad der meest forundrede mig, er, at De midt i denne Selvdødelse bruger spøgefulde Vendinger, og at De til Slutning gider bære over at tale om de smaae og store Propheter."!!! -- For at tale om noget Andet, om Amor, jeg veed ikke hvem der er Forfatter af hiin Vittighed, med Vished, skjøndt jeg kan forfølge Sporene af dens Oprindelse meget langt: Man spurgte mig, jeg troer det var Dig: "See paa Christian, er han ikke vakker?" "Jo," svarede jeg, "han er det, isærdeles Munden, han har virkelig Amors Mund." Hertil sagde en af de andre: "Ja, men det er Skade at han har Moderens Næse;" det var C [aroline] selv der sagde dette. Nu blev der gjort flere og flere Forbedringer, men hvem den Hædersmand var der endelig gav Vittigheden sin klassiske Form, veed jeg ikke, men troer det var Din Moder. Her er da endelig kommet godt Føre, det er virkelig en Velgjerning at man ikke mere seer den sørgelige sorte Jord, men derimod kan kjøre i Slæde som er en af de største Fornøielser jeg veed. Naar man svæver saaledes hen, lige- som paa hvide Skyer, ved den ensformige lullende Lyd af Bjelderne, synker Legemet sammen til den ubeskrivelig behagelige Svæven mellem Søvn og Vaagen, saaledes som Fotnote: Jeg takker for hendes Deeltagelse i Anledning af det kolde Vand, og hils at det glæder mig inderlig paa de Folks Vegne som ikke vadsker sig. Jeg har al Grund til at lykønske dem. SIDE: 106 man især i Instituterne tilbringer den sidste halve Time før det grusomme Klokkeslag -- men Sjelen er ualmindelig livlig, og Phantasien faaer en forunderlig skabende Kraft. Granerne, bøiede under Vægten af Sneen, antage de selsomste Skikkelser og danne carakteristiske Groupper, og har man først en dunkel Aften den pragtfulde Stjernehimmel over sig -- -- jeg har siden jeg læste "Fladungs Physik" faaet saadan Lyst til at gloe op til Stjernerne og udfinde deres Navne; naar nu først min Fætter Nicolai kommer hjem, skal Grandskningen begynde for Alvor. Du troer ikke hvilket Naturens Mester- stykke denne Fætter er, han er min Legesøster i Ordets ud- strakte Betydning [fotnotemerke] , med ham læser og skriver, kjører, rider, leger, skjændes og disputerer jeg; ifjor Juul sadde vi oppe paa mit Værelse de fleste Timer af Dagen og skreve sammen, eller vi kjørte ud "under lærerige Samtaler", det vil sige, han for- tæller og jeg spørger, da jeg har en egen Maneer at gjøre mig tilgjængelig til Andres Viisdomskilder; paa den Maade lærer man mere end ved at granske i de tørre Bøger. Han er dertil Uskyldigheden og Uerfarenheden selv, og saa from og god at man kunde gjerne stikke ham med Knappenaale, uden at han blev vred. Til Henrik har jeg endnu ikke skrevet, derimod skriver han ofte til Fader og stiler nogle Ord til mig; han fortalte mig han havde truffet Dig nede hos Fougstads -- han kommer til Duborghs nu! Til Oscar har jeg skrevet et langt, langt Brev. Han lever fortræffelig, og haaber at komme som Coureer hid i Besøg. Den 26. Kjere Emilie, jeg har idag havt Brev fra min Søster, hun lever meget vel, alle Børnene ere sunde og friske, og isærdeleshed er hun glad i den nye Huusfælle, en Jfr. Vauvert, der kom meget til Morgenstjernes; det er en temme- lig dannet [Pige] , og meget underholdende at tale med. Og dog har dette Brev sat mig i slet Humeur, det indeholder de alvorligste og indstændigste Advarsler, og alt hvad søsterlig Kjerlighed kan forholde mig i hiin Sag. Jeg har klippet en Strimmel ud af Brevet og sender Dig den hermed; det der Fotnote: Forsaavidt som det er synonymt med Legetøi. SIDE: 107 vedrører hende selv, veed jeg jo er begravet hos Dig og gjør mig i den Henseende ingen Skrupler. Man maae tilstaae, Augusta har en naturlig Veltalenhed, og hvad hun mener, for- staaer hun at udtrykke kraftig, uden Omsvøb. Hvad hun siger i den Anledning, er, fraregnet visse partiske Domme, sandt, og kaster et frygteligt Lys over min Stilling; hvor er dog faae Ord istand til at forstyrre det Blændværk man har reist sig af Munterhed og Tilfredshed -- o kjere Emilie, det er fra Dig Modgiften skal komme, siig, at jeg ikke er saa dybt elendig, og jeg vil troe det -- -- For nogen Tid skrev jeg til A [ugusta] at Sagerne nu stode anderledes; man talte ikke mere derom; jeg var ganske anderledes fattet i hans Nærværelse, kort, havde reist mig op med en Styrke der lod mig haabe en fuldkommen Helbredelse, og bad hun aldrig vilde tale mere om den Sag eller hentyde paa den. Men dette Brev har hun ikke faaet endnu. Hvorledes A. er bleven deelagtig i den Sag, veed jeg ikke; jeg har aldrig fortalt hende det med rene Ord, men Tingen er, at jeg var om hende i Begyndelsen, og Du kan tænke, at en uerfaren 17aars Piges Miner ikke ere vanskelige at dechifrere, især efter det første voldsomme Indtryk; siden har jeg lært at beherske dem. Og nu maae jeg sige Dig Adieu, dette er dog et langt Brev, lad mig see Du ikke er utaknem- lig. Alle Dine maae Du hilse paa det venskabeligste -- dog især Dine Forældre min ærbødigste Compliment. Gratuleer Ida paa mine Vegne; der seer Du, Du troede at der intet blev af! Det er usandsynligt at denne Nyhed skulde røre Nogen smer- telig, thi man har jo havt god Tid til at forekomme saadan Bortsnappelse, dog jeg kan ikke dømme om det, da jeg ikke kjender Omstændighederne! Lev vel! Din C. Naar Du engang gaaer ud i Kramboderne, vil Du da gjøre mig den Tjeneste at tage endeel Prøver af mørkt Tøi skikket til en god varm Vinterkjole til mig. Der er noget smaaerudet grønt og sort eller rødt og sort Uldent, der synes meget hen- sigtsmæssig. Endnu et, endskjøndt jeg gruer for at trætte Dig. Jeg har brodeert en Kappe til Moders Geburtsdag, men mangler SIDE: 108 Baand og Strimler. Vil Du kjøbe dem til mig, jeg overlader Dig aldeles Valget af Farve, men ikke for mange Baand, netop til Hagebaand og en Sløife. Blondetagger og Strimmelbobinet efter Dit Godtbefindende. Endnu et, en Smule rudet Papir til at be- gaae et Canavamønster paa -- man kan faae det hos enhver Kjøbmand. Ak, mit Hjerte bløder for Dig, men kan ikke hjelpe det, jeg skal aldrig bede Dig mere førend -- -- -- næste Gang! SIDE: 114 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 20 Dec. 1835. Kjere Emilie! Altsaa ugjenkaldelig besluttet -- nei. Og dog endskjøndt Dit Brev idag besegler den haarde Dom og berøver mig den sidste Rest af Haab, var det langt fra ikke saa nedslaaende som Dit foregaaende; ja jeg følte mig saagar paa en vis Maade oplivet efter dette. Du og N [atalie] har dog villet; Dine Sødskende, selv Din gode Fader har understøttet Eders Bønner, og dette inde- holder, for mig som seer meest paa Aanden i et Foretagende, en mægtig Trøst. Din Moder forekommer mig som en mægtig Guddom der spotter de Dødeliges dristigste Planer -- eller alvorlig talt -- naar jeg vil være consequent, kan jeg ikke andet end ære denne Fasthed, endskjøndt jeg maae lide under den. Jeg indseer godt den Grund, at hun gjerne vilde have Eder alle samlede, ved en saadan Leilighed, isærdeleshed da Din Moder aldrig gaaer ud, men alene i sin huuslige Kreds søger den -- rigtignok rigeligste Erstatning for hvad den ydre Verden kunde byde hende; desuden kjender jeg den gamle ærværdige Lov, som byder at man skal være hjemme Fest- aftener, og at der ingen Velsignelse er i den Risengrød som ikke bliver kogt paa den faderlige Arne eller Skorsteen -- saa denne fromme Skik har jeg Ærbødighed for, og er overhovedet ikke uimodtagelig for fornuftige Grunde; men kunde da ikke SIDE: 115 Din Moder give slip paa Eder naar de egentlige Helligdage er forbi, ved Nytaar f. E.? Det hele Besøg kunde jo vare saa kort at det blot kunde kaldes en Kjøretour, see, det fik jeg taalmodig finde mig i naar jeg blot fik see Eder, naar jeg blot fik tale med Dig. Hvad Hestene angaaer, da vilde det være latterligt at gjøre sig nogen Skrupel over dem; de staaer jo saa godt som ørkesløse hele Vinteren, saa at de gode Bæster havde godt af at røre sig lidt. Hvor uhyre galant Du ellers var mod mig, E., i Dit Brev, o, jeg mærker Du vilde strøe lidt Sukker paa den bittre Pille, eller for at blive ved vor første Lignelse: skjule Kurven under Blomster. Men kom heller op til mig, min Engel, saa skal Du -- havde jeg nær sagt -- faae Lov til at sige mig saamange Grovheder som Du vil. Jeg har læst første Deel af Bulvers Pompei. Den har ikke aldeles svaret til mine Forventninger, men maaskee det er for tidligt at dømme afgjørende. Min Forventning var rigtignok krampagtig spændt, jeg slugte den; thi der var engang En, som jeg mødte oppe i en Skov, der spurgte mig: "Har De læst B.s "Sidste Dage af P."?" -- som det syntes med Betydning, da det skeede uden nogen Slags Indledning. Jone er endnu temmelig dunkel, man veed ikke egentlig hvad Slags Characteer hun har, og de Samtaler de tvende Elskende holde paa deres Seiletoure, ere saa indholdsløse at de kan fuldkommen maale sig med hvad man virkelig oplever; det eneste der næsten henrev mig, og frembragte en Fornemmelse som naar man har Vand i Munden, var den uforlignelige, yppige Beskrivelse af Badene. Men Eugen Aram, Eugen Aram! Eugen Aram! Denne Bog har gjort et næsten voldsomt Indtryk paa mig, og mit Indre var forberedt paa et saadant Indtryk. Du siger i Dit Brev fra i Mandags: "Hvor maae Du lide under denne Strid." -- Da havde jeg netop læst Recensionen i Morgenbladet og H [enrik] s sidste Farce. Jeg troer det er umueligt, at den egentlige Gjen- stand for de bittre Fornærmelser kan føle dem saa dybt som jeg, ja saa smertelig griber de mit hele Væsen at -- o Emilie, hvis Du kalder dette Overspændelse da har Du aldrig kjendt SIDE: 116 mig -- at jeg med Glæde, ja med Glæde vilde ofre mit Liv, naar denne ulykkelige Strid kunde endes. Kunde noget Son- offer være for kostbart, naar det for Fremtiden kunde afvende alt Saarende fra hans Bryst? -- saa opfyldte jeg idetmindste i Døden min eneste Bestemmelse, det eneste jeg er skabt til. O, hvor Du vil kalde mig svag -- ja, jeg siger Dig -- i saa- danne Øieblikke finder jeg mig selv grusom og haard, at jeg har negtet ham den Trøst han kunde finde ved at udgyde alle sine Klager i mit Bryst; jeg forkastede ham som Ven og Broder da han bad derom, fordi at jeg vidste at Verden vilde be- dømme et saadant Forhold falsk. I en saadan Stemning var jeg, da jeg læste sidste Deel af E. Aram. Ædle, ulykkelige Madeline! med Dig følte jeg at man elsker aldrig stærkere end naar den Elskede er ulykkelig, at jo meer han bliver forladt af Andre desto fastere, uadskilleligere føler man sig forbunden med ham. En underlig, nedtrykkende Vægt sænkede sig paa mig den hele Aften, det var en Slags Forstenelse, den Slags unaturlige Roe der gaaer foran et Oprør, det var et Havblik før Stormen. Ja, bedste Emilie, en saadan indtraf virkelig, og alle mine møi- sommelig opbyggede Forsætter var paa Veie til at lide Skib- brud, min Stolthed kjempede mod Bølgerne. Da jeg havde lagt mig til Sengs, opløste den unaturlige Spænding sig i en saa hæftig Graad, at jeg troer ikke jeg har grædt saa siden jeg engang som Barn skulde regne Brøk for Mynster, da jeg engang var nylig kommen hjemme fra. -- Jeg forsikrer Dig, Emilie, at de Taarer man græder i Enrum, i Mørke har en meget dyb Kilde; ligesaa vist som Stoltheden ofte i Andres Nærværelse kan betvinge dem, saa vist udpresser Forfængelig- heden og Jagen efter Medlidenhed dem, hvor man af samme Aarsag ikke vilde græde, var man alene. Lyset var slukt, men der gik et andet pludselig op for mig. Hvor snæver, hvor ussel syntes mig min Handlemaade, og jeg havde pralet af den, været stolt af den -- hvad jeg havde kjempet for og offred mine kjereste Ønsker, forstenet mig til et unaturligt, ukjendeligt Billede af mig selv for, det var ikke den virkelige Ære, det Klenodie, man bringer uantastet og straalende med SIDE: 117 sig ind i Evigheden, det var for den jordiske Stolthed, dette usle Hjernespind, denne jammerlige Afgud af Verden. Madeline døde for sin Elsker, og jeg kunde ikke offre noget? bort falske Stolthed, bort Frykt! for en Verden der i sin Lunkenhed og Smaaelighed ikke kan fatte en Følelse som min; nu føler jeg klart at jeg ringeakter Dig, og sandelig jeg har altid baaret Spiren i mig dertil. Tid og Rum forsvinder til et latterligt Intet ved denne Betraktning -- ved Graven lærer vi først at indsee dette, men da er det for seent at spørge: "Hvorfor har Du gjort Dig det saa tungt, hvorfor lod Du Verdens forvirrede Støi overdøve Stemmen i Dit Bryst." Og denne indre Stemme raaber nu til mig: "Du er ikke skabt til andet end at dele hans Sorger, det er Din eneste Bestemmelse her paa Jorden, jeg vil, ja jeg vil -- skrive ham til." Ja kjere Emilie, denne rasende Tanke steg for fuldt Alvor i min Sjel, jeg udkastede i Tankerne allerede Alt; men frygt ikke, frygt ikke, Morgensolen beskinner aldrig de vanvittige Forsætter Aftenens exalterende Stemning fremgjøgler. [Slutningen mangler.] Jeg sender Dig Concept af Mad. B [lanriez] s Brev efter Løfte; det latterlige i et saadant Løfte er først faldt mig ind bag efter. Brænd dette Brev! SIDE: 120 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. 7de Jan. [1836.] Tak, min kjereste Broder, for Dit særdeles kjerkomne Brev, det havde alle muelige Dyder og Egenskaber til at opmuntre Din stakkels Søsters Decemberhumeur -- langt, det længste Du SIDE: 121 maaskee har skrevet Dine Levedage, meget vittigt og aandfuldt, kun maae jeg tilstaae at Slutningsphrasen om Fru Fama og Gudebarnet Satyrikus gik noget over min Horizont, uden at jeg derfor vover at betvivle dens Ufeilbarlighed i nogen Maade. Dine Billeder -- smaae Adamske Skizzer -- af St [ockholm] mo- rede mig meget; boede jeg i Chia., skulde jeg gjøre Gjengjeld, medens Du nu blot maae tækkes med nogle Skyggerids af Eidsvold. Julen er nu forbi, i Morgen og Overmorgen skulle alle reise, ils sont passés ces jours de fetes -- og jeg siger: Gud skee Lov. Jeg synes det er den kjedeligste Tid paa hele Aaret; den evige Ud- og Indreisen frembringer en uhyggelig Urolighed i Huset. Nu skal jeg fortælle Dig, hvor man har været; først var der Bal i Eidsvoldbakken, der var jeg ikke; dernæst Bal paa Brensmørk, der var jeg heller ikke da jeg havde ingen Lyst til at gaae nogensteds, men Du kan troe det var at sætte Himmel og Jord i Bevægelse. Da jeg igaar var der i Visit, overøste Fruen og Alle mig med Skoser og Stik- piller, hun græd blot 3 Gange i den Anledning, og gjorde Bebreidelser af en saa delicat Natur som man kunde vente af en Fru S. Da jeg havde givet Upasselighed til Undskyldning, brød jeg mig lidt om dette, og da der netop skulde være Bal paa Verket hos Knudsen, hvor alle Familier var inviterede, fik min Beslutning at gaae derhen et mægtigt Stød fremad, da det lod paa S-s at de troede jeg ikke torde vove at gaae der- hen, da jeg havde refuseret dem. Jeg var da derhenne efter Alle Vores Overtalelser, og det er det eneste Sted jeg har været paa i hele Julen. Du vil vel vide hvordan der var. Nu vel, det bestod af de Hovedel [em] enter hvoraf ethvert Bal bestaaer i Almindelighed, Hede inde og Kulde ude, rindende Lamper, Støv, Iis, Forlibelse -- og for at nævne endnu en Ting, der vel ikke passer paa Bal i Almindelighed, men er meget charak- teristisk for Ballerne i Eidsvold -- jeg mener Slagsmaal. Gjør Dig bered paa at høre frygtelige Historier, men først berolig Dig med at ingen af vort Huus har spillet nogen Rolle. B [ernhard] Herre havde paa Mørk udladt sig noget ufordeel- agtigt om M [ina] Sissener, det var en af disse almindelige SIDE: 122 Yttringer, som man uforsigtig gjør sig skyldig i, uden at det kan falde nogen ind at det bliver rapportered til Vedkommende. Det var om Coquetterie troer jeg. Men Hans Kyhn bringer det øieblikkelig og formodentlig med smukke Tilsætninger til S-s, og man raser. Dette var kort før Ballet paa B [rensmørk] . Prams bliver buden med alle sine Fremmede, og B [ernhard] , som intet ondt aner og ikke falder paa at et uforsigtigt Ord strax er bragt derhen, gaaer. Men da han engagerer Mina til en Dands, overøser hun ham med Skjænd. O.stlieutnanten udstøder til Andre paa Ballet frygtelige Trudsler, og dette be- væger Harald til at raade B. reise hjem hvilket han og gjorde. Men det var egentlig paa Verket at det kom til Udbrud. Alt var stille indtil efter Bordet. Damerne sad i Billardstuen hvor man dansede, Herrerne i Knudsens Dagligstue hvor der var dækket. Pludselig lyder gjennem Tausheden Oberstlieutnantens Tordenstemme, der er en frygtelig Allarm, endelig kommer Henrik trækkende ind til Damerne med B. Hen til M. og Fru Sissener, og H. siger B. vil gjøre Afbigt hvis han har fornær- met Frøkenen. Men nu maae jeg gaae tilbage til Herrernes Værelse og fortælle hvad der passerede som gav Anledning til B.s Skridt. Oberstlieutnanten sad ligeoverfor B. ved Bordet og murrede noget, men som B. lod som han ikke hørte. Men da man havde reist sig op, gik han hen til B. og skjældte ham ud, talede om Prygl o.s.v., hvortil B. svarede: "slaaer De, Hr. O.st.nant! saa slaaer jeg, Gud -- mig, igjen, vogt Dem!" Der blev nævnt -- Pistoler. O. vil have Frederik hjem efter dem; denne undslaaer sig, Oberstlieutnanten bliver rasende opbragt paa ham ogsaa og puffer til ham, ligeledes til Phillip der ogsaa lægger sig imellem. Nu forlanger O. at B. skal gaae ind og knæle for hans Datter og bede hende om Forladelse, hvortil B. svarer han knælede aldrig for noget Fruentimmer, aller- mindst for "Deres Datter". Da bliver O. rasende og slaaer efter ham, og -- B. slaaer igjen! I dette kritiske Øieblik river H. B. med sig, Praem holder fast paa O. Imidlertid havde Knudsen spilt en meget trøstesløs Rolle, saadanne frygte- SIDE: 123 lige Scener vil ikke ind i hans fredelige Gemyt. "Aa nei! hvor leit dette er da, aa Gud hvad skal vi gjøre! aa nei! aa nei! dette var da leit, jeg troede her skulde blive saa morsomt." Stakkels Vert! Imidlertid er det hvor B. og H. komme ind til os. Det var en Scene! H. siger: "B. beder om Forladelse", B. gjør Forestillinger og synes at betænke sig paa at bruge et saa ydmygt Udtryk, dertil Mina, bleg og skjælvende af Vrede, erklærer at hun aldrig vil forlade ham, og midt imellem lyder Fru S-s hvinende Stemme -- det var et rystende Optrin, i hvad Bemærkning overlader jeg til Dig at bedømme. Endelig blev Stilheden tilveiebragt ved at B. reiste, og derover trium- ferede naturligviis de andre. Hvad synes Du om slige Geschichter? den gjør sandelig Epoche selv i de Eidsvoldske Splids- og Uenighedsanaler. Alle Fornuftige ere nu enige om, at det er en taabelig Anmasselse saaledes at sætte Himmel og Jord i Bevægelse for en saadan Ubetydelighed; han var jo straffed nok for et uforsigtigt Ord ved hans Behandling som Gjest hos dem, men at blive saaledes i et fremmet Huus er for grovt. Desuden, hvilken Dumhed at gjøre saadan rasende Støi; før vidste Faae om denne Historie, men derved fik den en saadan Offentlighed, nu veed enhver den, er uden Tvivl i næste Bygder og trænger snart til Chia. Alle S.s var vist ogsaa opbragte paa os fordi vi ikke afgjort tog deres Parti, men holdt den gyldne Neutralitet! Jeg smører dette sammen i rasende Hast. Kan Du læse det, skal det glæde mig meget, det er mig en Trøst at Du ogsaa er meget vanskelig at dechiffrere. "Han slog mig Gud døme mig for mit Brist," sagde S., da han kom ind i Salen til os. Adieu, bedste O., betragt dette kun som noget foreløbigt. Fader venter paa det, derfor Adieu, skriv! skriv! til Din Camilla. Moder beder at hilse, Bernhard ligesaa, der er her. SIDE: 127 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 17de Jan. [1836.] Kjere Emilie. Her er den da altsaa. Jeg synes den hvide Blomst ikke rigtig vil tage sig ud, den hæver sig ikke frem, men det kommer af at det lyseste Graae er for mørkt, det burde været hvidt. Mad. Hoppe talte om at der kunde trykkes noget Forgyldt i Hjørnerne, troer Du det? Hvor jeg længes efter Brev fra Dig, det belovede Lange har jeg endnu ikke seet noget af. Schw [eigaard] skal vist ikke blive saa rørt over Mængden af Dine Breve; jeg vil fortælle ham at Du netop skriver saa ofte og langt, som den sneverhjertede Pligt paa- lægger Dig, intet høimodigt Overskud -- o jeg tænker, skulde vi tælle Ordene eller blot Linierne i vore Breve, hvilken bund- løs, uudredelig Gjæld vilde Du vel komme i? Ingen Bøyesens endnu, men imorgen komme de vist. Idag for 26 Aar blev min Søster født. Moder har iaften givet mig et Afrids af hele Barselhistorien, blandt andet stod der et Rosentræe i Vinduet med 5 Knupper, hvoraf den ene netop sprang ud i det kritiske Øieblik; er det ikke meget poetisk og betydningsfuldt? 5 Knupper! Tornerne manglede vist heller ikke. -- Jeg har disputeret med Moder om Oscars Indtrædelse i Verden, som jeg paastaaer jeg meget godt kan erindre, men som hun troer er umueligt, da jeg kun var 2 Aar; men jeg erindrer meget godt, at en ængstelig Urolighed i Huset ogsaa trængte sig til Barnekammeret, og paa min høflige Erkyndigelse, hvad det skulde betyde, svarede man, at Katten havde været under Sengen, hvilken Forklaring fuldkommen tilfredsstillede mig. Jomfru Vauvert, som er hos Gusta, har skrevet til en af sine Bekjendte, at hun aldrig har seet G. see saa blomstrende ud, selv ikke som Pige engang. Hun kommer til Sommeren med alle sine Børn, og jeg glæder mig dertil; vi ville da op- søge alle de Steder vi besøgte som Børn, ak som Børn! Vi vare ikke meget kjerlige som Børn, men det var ikke vor Skyld; en Fremmed gjorde engang den Bemærkning at han troede der var megen Kulde i vor Familie, men Skinnet har SIDE: 128 maaskee aldrig bedraget mere end her; det Baand der om- slynger os alle, er ikke mindre mægtig fordi det er usynligt; det er sandt -- og det er maaskee en Feil -- at kjerlige Ord, søde Navne og Karesser, dette Skildt for Familieømhed, som i mange Huse, blandt andre S -- s, rører den fromme Iagttager, har altid manglet i vort; det har undertiden smertet mig, da jeg har bemærket at Fader sætter Priis paa den Maneer. Men det er en naturlig Modbydelighed der er rodfæstet hos os alle at give sine Følelser -- noget Udtryk, og især paa den Maade. Hvor skal min Søster og jeg have det hyggeligt, jeg kjender nu hendes Væsen, saa at jeg veed at behandle hende rigtigt; jeg vil gjøre alt for at glæde og fornøie hende, saa at jeg i de afmaalte Øieblikke Skjæbnen forunde os at være sammen, kan fortjene noget af den Roes hun giver mig; hun siger under- tiden at hun elsker mig -- og dette vil sige meget i vor Familie. Jeg længes brændende efter Sommeren! og efter et Brev fra Dig -- jeg er spændt paa hvad Du vil synes om hvad jeg skrev Dig til i sidste Brev, ikke sandt jeg bør ikke skrive? Men tale med ham vil jeg, det er besluttet, det er nødvendigt. I dette Øieblik føler jeg mig besjelet af et saadant Mod, at jeg troer jeg kunde sige dristig og med Fasthed alt hvad det skulde være; gid det nu ikke svigtede mig, naar jeg egentlig skal trænge til det. Jeg troer egentlig min Frygtsomhed og maaskee altfor ængstelige Delicatesse har gjort meget Ondt i denne Sag; det er en afgjørende Nødvendighed at bringe den paa en anden Fod og komme paa det Rene med hinanden; men det kan aldrig skee uden at jeg selv alvorlig og fast en- gang for Alle siger ham min Mening, som han ikke har været vant til at høre. Tanken om hvor vigtig denne Sammenkomst er, vil give mig overnaturlig Styrke, haaber jeg. -- Jeg vil ikke være udsadt for hans rolighedsforstyrrende Breve og Forestil- linger. Men hvorledes Muligheden af en saadan Sammenkomst? jeg har tænkt ud og ind, men finder enhver Maade forkastelig; nogle af de Steder jeg har udfundet til et Rendez-vous af en saa egen Slags, ere saa latterlige at jeg frygter de kunne virke SIDE: 129 forstyrrende paa en Sag af en saa alvorlig Natur. Hils Ida, Josefine, Valborg, Caroline, Caroline do., Marie, Marie do., Ludwig, Christian, Carl og Carl, Anton og Johan! Lina og Bina, Talchen og Tallien og hvem Du vil. Siig intet til C [aroline] om den paatænkte Sammenkomst, thi jeg vil ikke at han skal være forberedt og slaae mig af Marken med sine forvirrende Phraser. Camilla Wergeland til Nicolai Wergeland. Christiania den 23. [Febr. 1836.] Kjere Fader! Jeg modtog Dit første Brev Søndag Aften, det andet fik jeg i Dag Morges. Tusend Tak for Oversættelsen. -- Det var alle- rede en Aftale mellem Vedøe og mig at vi skulde reise sam- men hjem; det bliver formodentlig engang i næste Uge; naar jeg næste Gang taler med ham skal jeg nærmere faae Dagen bestemt og skrive derom. Han var her i Visit Søndag For- middag og blev buden til Middag, Statsraaden var særdeles venlig og snaksom mod ham. Altsaa der var Bal sidst Søndag. Natalia og jeg vare der. Ellers alle de Første Familiers Døttre og Medlemmernes Nær- meste, navnligen Koner, Søstre eller Kjerester; der var ingen Pige der som var forlovet udenfor Forbundet. Dog havde de dennegang maattet indskrænke Indbydelsen noget, da der ikke havde tegnet sig saa mange som i Fjor. Ballet blev aabnet, i den ene Quarrée af Frøken Collett, i den Anden af min Ring- hed med Birch-Reichenwald, der var første Directeur. Vi dan- sede til Kl. 3, og at vi havde danset, derom vidnede mine Skoe, der ved vor Hjemkomst ikke mere vare Skoe, takket være Schmidts Gulve og den utrættelige Bevægelse. Kan det inter- essere Dig at vide hvad jeg havde paa, saa viid, at det var den lyserøde Silkekjole og Frontieren. Der blev sagt mange Ting i den Anledning, men intet uden hvad der klang meget behageligt; selv Schweigaard der er meget vanskelig, og skal være en Kjender af det Smagfulde, var meget ødsel i sin Be- SIDE: 130 rømmelse. Fru Schweigaard var der, meget elegant som sæd- vanlig, overgiven munter, vi holdt os sammen næsten hele Aftenen. Hun er meget mærkelig, hun siger alt hvad der falder hende ind med en utrolig Ligefremhed og Aabenhjertighed; Schw. har samme Maneer. Overhovedet er der i den senere Tid i Christiania dannet sig en stor Forskjellighed i Selskabs- tone hos de forskjellige Cirkler; saaledes er i den jeg kommer, navnlig hos Fougstads, Motzfeldts, Schweigaards, Hoppes, Diriks, den Naive Tone indført; enhver siger hvad man mener, man støier og leger som smaae Børn, Tøvefriheden er uindskrænket, kort, enhver som regner sig til denne Skole, hvis Stifter man ikke er enig om hvem er, beflitter sig paa en saavidt muelig Omstyrtelse af den vistnok tilgivelige Falskhed og Forstillelse, Omgang med Andre altid fører med sig. Jeg kan ikke nægte at jeg med temmelig naturlige Anlæg er bleven en af de ivrigste Elever og en som Selskabet kunde have Ære af; jeg er ordent- lig lidt ubehjelpelig, naar jeg kommer ud en skjelden Gang i mine forrige Omgivelser hvor de forældede selskabelige Former endnu gjælde, og forekommer mig saa fremmet som en Ind- bygger fra Maanen eller en anden Planet. Ak gid jeg blot havde fast Fod her i Byen, hvor jeg skulde more mig. Vi vare igaar hos Hoppes, jeg var ogsaa buden til Duborghs, det var Fruens Geburtsdag, men havde da den grundige Undskyldning at jeg var buden andensteds. Henrik var her og ødslede sin Overtalelse paa at jeg skulde gaae alligevel, men den er nu engang spildt, da jeg nu maae være consequent. Forresten er her intet Nyt. En Annonce i den Constitutio- nelle, der gaaer ud paa at ridiculere Gen. Spørck, har vagt almindelig Sensation, hele Byen leer. Fougstad sagde det var det fortræffeligste i den Genre, Pressen i Aaringer havde frem- bragt; man nævner almindelig Lieutnant Vibe som Forfatter, ja det skal være ganske vist ham. Den franske Smith, Fru D [ietrichson] s Broder, skal have faldet og brukket sin Arm, da han vilde stige op af en Trappe for at see efter Ildebranden, den omtalte, hos os, men han skulde have leet saa af Vibes Harangue til Spørck at Forbindingen var gaaet op og Manden SIDE: 131 svævede i Fare. Saaledes parrer det Comiske sig med det Tragiske, og Extremerne give hinanden Haanden. Lev vel, kjere Fader, hils Moder og Laura. Kunde Du ikke komme en liden Tour ind -- nu er Føret saa godt -- til Din Camilla? S.T. Provst, Ridder, Wergeland Eidsvold. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 4de Marts [1836] . Jeg gjør i dette Øieblik en skrækkelig Opdagelse, som kommer saa meget mere mal-a-propos, som dette Blad blot skulde være helliget Dig og de behagelige Minder jeg har medbragt fra Dit Hjem -- min lille Seddel til W [elhaven] , den Du veed jeg skrev da jeg gik ud til Herres, hvor er den? Den er borte. Over de sildigere Begivenheder, som fulgte saa Slag i Slag paa hinanden, havde jeg ganske glemt den, indtil den for et Øieblik randt mig i Sinde, og jeg blev heed om Ørene af Skræk, da jeg erindret ikke at have seet den, eller tænkt paa den de sidste Dage. Har ikke Du fundet den, Du Emilie, min gode Aand. Gud, tænk om Grethe, tænk om Julie eller Natalie!? Hvad maae de troe om mig -- o, hvilket dumt Indfald af mig at skrive den, Du veed det aldrig var min Hen- sigt at sende ham den, jeg vilde blot see hvordan en Billet til ham saae ud, men hvem kan vide det? Jeg er meget urolig inden jeg faaer høre noget fra Dig, og opbragt paa mig selv for en saadan utilgivelig Forglemmelse -- Du har Ret, jeg er distrait, men kan der ligge Tilgivelse for mig i Noget, da er det hans pludselige Afreise og det deraf Følgende som be- herskede alle mine Tanker. Et Stykke af Conzepten til Mlle. Eggers Brev rev jeg af for at kunne gjemme den desbedre, Du kan begribe det var den Deel hvori han omtales. Nu savner jeg den, medens jeg har det andet, som jeg ikke bryder SIDE: 132 mig om, heelt og holdent. Du kan virkelig blive bange for at sende mig Breve, men naar jeg vil være ganske upartisk maae jeg dog sige, at jeg er ængstelig omhyggelig med dem, og jeg veed ikke noget lignende har hendt mig før, men jeg skyder Skylden paa de sidste Dages Uroe. Hvor kunde mit stakkels Hoved rumme saa mange Tanker. Nu! den er da tydelig nok, og vil ikke koste den heldige Finderske meget Hovedbrud; det var da ogsaa en uskyldig Fornøielse som blev straffet haardt nok, og jeg mærker det er ligesaa galt at skrive ham Sedler og ikke sende dem, som at sende ham dem. Kom med den, kom med den! Emilie! Hvad det Brudstykke af Brevet angaaer, da er jeg mindre bekymret for det, det er jo allerede sagt til en Anden og i afmaalte Udtryk som desuden -- takket være mit Fransk -- ere indhyllede i en vis lykkelig Dunkelhed. Vi kom hjem Kl. 7 1/2 i Gaar Aftes; det gaaer ganske ander- ledes rask naar nogen er med. Du venter maaskee en heroisk Forsikring om "veltilmode", "nok saa glad", etc., men jeg kan ikke dennegang "forcere" mig til det, endskjøndt jeg i Høst -- da jeg kom hjem -- under mindre trøstende Aspecter, gjorde det. Jeg er ikke glad; jeg har saadan Lyst til at græde, men her er intet at hælde sit Hoved til som kunde forstaae mig. -- Gid jeg sad med Dig i vort lille Værelse paa Sophaen, og jeg fik Lov at hvile mig paa Din Skulder -- kun to Dage ad- skildt, og der har samlet sig saa meget at sige Dig, saamange nye Betragtninger, at jeg veed ikke hvad jeg vilde give for en halv Times Samtale med Dig. O, man veed ikke hvor godt man har det, naar man har været vant til at dele Alt med et kjerligt Væsen; den sagteste Tanke, neppe fød, ligemeget om den geraadede mig til Ære eller ei, fik Du jo. -- Naar jeg tænker efter, er jeg egentlig umaadelig i min Fortrolighed til Dig; selv naar jeg veed det ikke kan røre Dig, selv med den dybt følte Overbeviisning, at Du ikke under mine Omstændig- heder vilde vise mig den, maae jeg fortælle Dig Alt; det er mig en Trang som jeg med ret barnagtig Utaalmodighed giver efter for. Jeg er reent forkjelet i den Vei nu; jeg savner Dig i hver Krog. /: Tænk dog ikke paa den omtalte :/ Siig hvad SIDE: 133 skal man gjøre, naar Brystet bliver En saa ret fuldt? "Du skal sætte Dig hen og skrive," vil Du svare. Ak de dumme Breve jeg skriver! kan Du virkelig forestille Dig mig, naar Du læser mange af dem? de ligne mig som B [øyesen] s Portrait, som overhovedet ethvert slet Aftryk ligne. -- Mennesket er neppe skabt til at tale -- end sige skrive, det er et elendigt Redskab som forkvakler og forfalsker. -- Alt hvad jeg har sagt i Verden er dumt, og Alt hvad jeg har skrevet er endnu dummere, thi det giver et utroe Billede af mig, derfor sige Folk jeg er uforstaaelig -- men kunde En, som siger jeg er uforstaaelig, lægge sit Øre til mit Bryst -- taust og stille -- og lytte til hvad der foregik indenfor, da vilde Hjertets Slag tale et saa forstaaeligt, saa veltalende Sprog -- og stødte denne Ene paa en eneste dunkel Tirade, et forvirrende Udtryk, var da ikke Øiet den kraftigste Commentair -- ? Hvor klar, hvor til Hen- rykkelse fattelig man ved et saadant Experiment kunde blive -- ! men Tilberedelserne ere saa gyselig kostbare, man har ikke Raad til saadanne Udgifter. Ak, Emilie! jeg vil ikke skrive meer! ikke et Ord i min Dagbog, ikke til Dig. Her er intet at skrive om, naar jeg undtager en eneste, kjedsommelig Per- son, den Du veed alle mine Breve dreier sig om, men nu skammer dog denne Person sig, idelig at tale om sig selv, og er menneskekjerlig nok til at ville tie. Idag, Løverdag, har været mig en ikke alene indholdsrig, men virkelig nydelsesrig Dag. Jeg har arbeidet flittig, veed Du paa hvad? Jeg har repareret alt det Tøi jeg havde gjort defect inde i Byen -- det var en Haandens Gjerning, men hvad Aanden angaaer, da har deri været i ualmindelig Activitet, prøvet en ualmindelig Anstrængelse. Først var jeg den opmærk- somste Tilhørerinde til en lærd Disput mellem Fader og Vedøe; siden, da Fader var gaaet, blev den fortsat mellem V. og mig, idet den tog en anden Retning og hovedsagelig berørede reli- giøse og philosophiske Materier. Den blev ført med megen Varme paa begge Sider, til megen Interesse for Moder og Laura -- jeg for min Part er bleven ganske hæs, saa har jeg snakket fra den tidligste Morgenstund. Jeg kan forsikre Dig -- SIDE: 134 jeg kjender ingen større Nydelse, end efter den lette Hver- dagspassiar, at fordybe sig i en alvorlig Samtale med Nogen, hvis Overlegenhed man føler, medens man paa samme Tid ikke kan hindre en ærgjerrig Stræben efter at naae ham -- følge med ham i al Fald. Ak! hvor lykkelig jeg kunde blive! Aldrig vilde jeg tage en Mand naar han -- hvor blændende hans øvrige Egenskaber end vare -- ikke var mig overlegen i Aand og Kundskaber -- jeg vil ikke see ned, jeg vil see op til ham -- jeg er aldrig lykkelig uden i en stræbende Tilstand -- at fatte ham, at naae ham, see det er Maalet! Lev vel, min Veninde, Gud velsigne Dig for alle de glade Timer jeg har tilbragt i Dit Selskab. Jeg har tænkt og tænkt paa et passende eller bedre, et træffende Udtryk for mine Taknemlighedsfølelser mod Dine Gode og Elskelige -- jeg har opdaget 5 Sprækker i Loftet, men ikke et eneste Ord jeg fin- der værdig som Repræsentant for et varmt og af Erkjendtlighed gjennemtrængt Indre. Adieu Emilie! Tag disse Nødder! Du skal ikke lade nogen Fremmet faae af dem, Du og de Andre skal spise dem i Mørkningen og tænke paa mig -- Ved Sendelsen af disse Nødder maae jeg ellers tænke paa "Alles wiederholt sich nicht im Leben" med den Forandring at "Alles wiederholt sich im Leben". Det er mærkeligt med mig at en Begivenhed altid gjentager sig under de samme Omstændigheder; eller rettere, de samme Omstæn- digheder fremkalde altid lignende Begivenheder. Billetten jeg skrev paa Veien fik jeg ikke sendt, af Mangel paa Oblat. Jeg kunde vel i min Nød have taget en Oblat der sad paa et Brev jeg bar hos mig, men jeg fik den ikke løs. Imorgen Søndag har Mad. Kaasen ladet sig melde til Middag. "Stakkels" Camilla! SIDE: 134 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold 10de Marts [18] 36. Du beder mig skrive Dig til, Du vil, Du ønsker det altsaa -- thi saa meget har Du vist alt profiteret af den Sch [w] ei- gaardske Skole til at Du vilde bede derom naar Du ikke SIDE: 135 ønskede det -- og dog veed Du den eneste Kilde jeg har at tage af er mig selv. Mit Indre leverer nu rigtignok Stof nok, naar jeg ikke ofte undseer mig for at gribe til det; Gud veed, hvor gjerne jeg undte Dig noget andet, men udenfra tilbyder sig ikke en eneste Ingredienz som man kunde lave noget af, og Du er, takket være Himlen og alle dens milde Aander som frede og beskytte et saadant Væsen som Du, fri for Storme og indre Uroeligheder som jeg kunde dele med Dig, at der ikke bliver mig nogen anden Ressource igjen end den omtalte. Emilie, Din Alvidenhed har sørgelig forregnet sig. Han har faaet mit Brev! det er vist, det er en frygtelig Vished; men han har ikke besvaret det. Den Utaknemlige! til Dahl kan han skrive -- og muntert, spøgende -- og det netop i den Tid han havde modtaget mit, som var et Aftryk af den levende Sorg ved hans Bortreise. Men denne Munterhed undrer mig ikke. Jeg har altid gjort den Erfaring, som i psychologisk Henseende kan være charakteristisk nok, at vi aldrig kunne være glade paa en Gang, eller bedrøvede paa en Gang. Han lider ikke at see mig munter; det har ordentlig en nedslaaende Virkning paa ham; han ærgrer sig naar jeg er i godt Humeur, og det opliver ham, smigrer ham at see mig nedslaaet. Hans Stemning frembringer, maaskee modereret, samme Virkning hos mig. Jeg kan ikke tage Feil heri, det har altid bekræftet sig; tag nu blot de tvende Gange i Sommer da vi vare paa Landet, den ene Gang med C [aroline] til Lindøen og næste Dag paa Riis. Min smægtende Taushed -- min Rolighed, der rig- tignok var unaturlig, feberagtig, maatte underlig contrastere med hans overgivne Lystighed -- men Dagen derpaa havde vi byttet Roller. Du erindrer det maaskee, en længe savnet Fred og indre Munterhed gav mit Væsen en Sikkerhed og Utvungenhed, og naar dertil kom Bevidstheden om den flaue og intetsigende Rolle jeg var vant til at spille i hans Nærværelse, som sporede mig, saa maatte jeg vist frappere ham, som aldrig havde seet mig uden i min ynkelige Fortabthed; men hvordan sympathi- serede han med mig i min Gjenfødelse af mig selv, thi jeg kan gjerne kalde det saa, den eneste Gang jeg har følt mig SIDE: 136 ret glad og fri nær ham -- ? Jeg har aldrig seet ham see saa ulykkelig ud som den Gang. Du veed det, hans Blikke, hans Gebærder havde næsten noget Vildt, Uhyggeligt ved sig. -- -- Ja det har altid bekræftet sig. Da han saae mig saa ude af Fatning nede paa Isen, er jeg vis paa det glædede ham, omend- skjøndt han skjulede det under en passende Vemodsmaske, og jeg skulde gjerne vædde mit Liv paa at han smilede fornøiet, da han læste jeg havde grædt ved at skrive til ham -- kort, jeg er vis paa han blev saa oprømt og har været meget elsk- værdig paa disse Arendalske Soireer, og i et saadant Øieblik har han vist skrevet til lille D [ahl] -- o disse Udbrud af hans gode Lune gjør mig fortvivlet! Det Brev han skrev til mig, som aandede Sorg og et nedtrykt Sind, kaldte blot Taarerne for et Øieblik frem; jeg skammede mig over min Ufølsomhed, og kunde næsten ikke begribe hvorfor jeg ikke blev mere bedrøvet -- jeg er ordentlig angest for at om jeg engang skulde faae see ham græde -- i Taarer for min Skyld, kom jeg til at lee ham lige i Ansigtet af Henrykkelse, men den Frygt tænker jeg nu er overflødig. Den Utaknemlige, han skriver ikke til mig. Faaer jeg ikke Søndag -- er der intet; -- han er da reist. "Hun er mig vis nok", tænker han da, "Hun har "forskrevet" sig til mig; hendes hele Liv, hendes sidste Tanke, om den var i Graven, tilhører mig. Hun er saa i min Magt at hvorledes jeg herefter opfører mig, kan hun ikke slippe mig." Gud om han tænkte saa! Men nogen Ret dertil har jeg jo givet ham. Ja vist har jeg forskrevet mig, men det er let at forskrive sig naar Sorg træder i Ledtog med en Kjerlighed som min, mod tvende saa mægtige Bundsforvandter er man for svag. Min eneste Beroligelse over dette ulykkelige Brev ligger i Tanken om min Opførsel mod ham i Fremtiden. Jeg beder Himlen og Dig, Emilie -- at styrke mig i mit Forsæt; Himlen, om saa meget mueligt skaane mig for Fristelsen, og Dig om stadig Opmuntring i mine stoiske Beslutninger. Lov mig en Ting. Hvis jeg herefter -- jeg regner fra hans Hjem- komst -- enten ved Brev eller hemmelig Samtale, eller blot ved et Blik eller Ord, giver Dig Grund til den Bebreidelse at SIDE: 137 jeg opfører mig anderledes mod ham end enhver anden ung Herre, hvis jeg ikke holder mit Løfte bogstavelig strengt, da skal Du "trække Dig tilbage fra mig", ophøre at skrive til mig, kort give mig de umiskjendeligste Tegn paa Din Ringeagt for mig. Lov mig det, og tilsværg mig det ved hvad Du holder helligt -- Fru S [chweigaard] vilde sværge ved sine 2 Duzin slebne Glasser, men jeg veed ikke hvad Du holder høiest. Du maae det, bedste Emilie, Frygt for en saa skrækkelig Straf vil styrke mig. Jeg fortjente Din og min egen Ringeagt, ikke alene for at et høitideligt Løfte til ham -- til Dig -- blev brudt, hvis jeg hengav mig til Fristelsen, men for det virkelig For- nedrende i nu oftere at gjøre noget Skridt af den Natur. Hvor angrer jeg inderlig paa at jeg, da han berørte at hans Forhold til min Familie havde saadan Indvirkning paa vort, og han til- føiede: "blot at De er Deres Faders Datter", at jeg ikke fast- holdt denne Materie; der var saa uendelig meget for mig at sige i den Anledning. Han skulde ikke have sluppet saa let; jeg vilde have beklaget mig her; og ikke givet mig før han havde tilbagekaldt en saa trøstesløs Erklæring. Hvor mistænke- lig bliver ikke hans Kjerlighed naar den er afhængig af nogen Slags Omstændighed udenfor os -- thi her er ikke tale om Forening. Skulde hans hadefulde Følelser mod de Andre virkelig naae mig, er der virkelig noget i en uvilkaarlig Uvillie fordi man bærer Navnet? O, da havde jeg jo dobbelt Grund, var dette naturligt, thi han er dog selv en af Parterne, medens jeg er ganske udenfor Striden. Hvor dumt at jeg ikke spurgte ham derom. Man læser tidtnok om Børn som blive Offere for deres Forældres Stridigheder og som vilde offre hvad det skulde være for at gjøre Ende paa Fiendtlighederne, men det er vist noget ganske nyt, at Elskeren selv er en af Parterne. Jeg troer naar jeg tænker over alt dette, at -- jeg veed ikke hvad -- Om det ikke kunde ellers skaffe mig nogen Fornøielse, var det blot i den Henseende en Velgjerning at have en Sel- skaberinde hos mig, at hun kunde adsprede mig og hindre mig fra denne Henfalden, denne "Brüten" over denne Sag. Dag og Nat tænker jeg paa den, men hvormeget jeg end bestræber SIDE: 138 mig for at finde en ledende Traad i denne forviklede Labyrinth, vil det ikke lykkes, jeg bliver meer forvildet, ja jeg kunde tænke mig virkelig forvildet -- vil sige gal -- jeg synes alle- rede mig indlemmet i den elskværdige Grouppe i "Morgen- bladet" som jeg studerede med saamegen Interesse. Kunde man ikke blive forrykt af Tvivl? Hvormeget jeg grubler, er jeg ikke istand til at afvinde denne Sag noget Standpunct, som jeg tør holde for det rette; der er saa uendelig mange for- skjellige Maader at see den paa. Undertiden er jeg forbittret paa ham, og synes han har behandlet mig ligefrem slet -- at jeg maae ansee ham som min Ungdoms Forbittrer og hver Glædes Forstyrrer; men saa tænker jeg, det samme har jeg maaskee været ham -- og saa forekommer han mig ædlere, bedre end saa mangen anden; snart synes jeg min Opførsel er hævet over al Daddel og føler mig nogen Tid rolig i min Selv- tilfredshed, men saa, naar jeg da læser hans første Breve, disse kolde, moraliserende Sententser, hvormed han svarer paa en tilsnegen Tilstaaelse af mig -- "at han nok kan bære Savnet, men han frygter for mig" -- "at Venskab og Kjerlighed ere et" -- at det "ikke saa meget er de udvortes Forhold der skiller os", etc. -- at om hans Hjerte gjør de smukkeste Er- faringer, vil han dog alligevel beholde mit Billede /?/ -- "at vi skulle gjøre os stærke mod Adskillelse" -- o! naar jeg læser alt dette og tænker paa mit Brev -- mit sidste -- et mere overbevisende, en varmere og mere ædelmodig Udgydelse af et "traurigt og kjerligt" Hjerte kunde der aldrig gives -- Aldrig vil han modtage af nogen et saadant -- Aldrig vil jeg skrive nogen et saadant -- naar jeg tænker paa dette, paa saa meget andet -- da -- bliv ikke vred, Emilie, da paatrænger den Tanke sig, midt i den Ydmygelse jeg føler, at han er en Kjerlighed som min uværdig. Han fortjener den med Hensyn til mig, ikke. Læg mærke til at i alle hans Ord, hans Breve, selv i det sidste, som jeg finder mindst foruroligende, taler han altid om mine Følelser for ham som noget uomstødeligt, medens han meget skjelden, og dunkelt, berører Sine for mig. Det er bleven ham en Fornødenhed at jeg skal elske ham, han fordrer det som SIDE: 139 noget Skyldigt, medens han selv -- Ikke en Opofrelse, en Fornægtelse var han i Stand til for min Skyld; og jeg vidste dog de, der holde mig værd en saadan! De næste Betragtninger kunne have hans Elskværdighed til Gjenstand, og jeg taber mig saa aldeles i dem, at jeg bliver lige uvis og kommer ikke et Haarsbred videre end da jeg begyndte. Jeg besværger Dig, Emilie, siig mig Alt hvad Du kan derom; som rolig Tilskuer maae Du jo have et klart Blik. Ganske upartisk kunde kun den blive som ikke kjender hverken ham eller mig, men blot lod sig fortælle Facta, som f. E. jeg prøvede meget fiint at faae en Betænkning af F [røken] Wolff, som Du veed ikke var meget trøstende, og meget ufordeelagtig for ham. Vilde jeg æske Faders Dom, vilde han sige: Det er afskyeligt, uforsvarligt. En ganske W [elhaven] ligegyldig Person vilde dømme mildere, og en af hans Venner vilde rose hans Forhold. Siig mig alt hvad Du kan -- "Je t'en jure, ma Claire" -- Hvor langt dette er blevet -- en anden Gang mindre. Lev vel. Igaar og idag har her været 3 ulykkelige Par Ægtefolk hos Fader for at forliges. Hvis Ægteskaber sluttes i Himlen, da vil de gode Engle have meget paa sin Samvittighed. Hu, jeg gyser! naar jeg tænker paa et saadant Par, naar de nu komme hjem og maae holde ud sammen i en Stue, ved et Bord, i en -- Nu, E., maae Du og C [aroline] dog tillade mig det ikke vilde være af Veien at have tvende Værelser. Vi vente nu alle Bøyesens her. Gusta skal have En til. Adieu min dyrebare, min bare dyre Emilie, til N [atalie] min varmeste Hilsen. Skriv mig endelig et forsvarligt Brev til i næste Uge. Søndag kunde jeg nok trænge til et fra Dig, da jeg formodentlig vil blive skuffet i Modtagelsen af et andet. Din Altid -- Jeg har endelig opdaget hvad det var for en hemmelig- hedsfuld Substanz der i Form af smaae Pletter gav W [elhaven] s Brev det mystiske Udseende. Jeg har just ikke ladet dem chemisk opløse, men ved at sætte Tungen paa dem har jeg overbeviist mig om at det ikke er hans Blod, men Caffee, og og det enda meget sød Caffee! Han har altsaa drukket sød SIDE: 140 Caffee! Caffee med Sukker i, medens han i Tankerne "holdt mig i sine Arme og følte Savnet dybere!" Du har Ret, jeg troer jeg erindrer nu at jeg brændte Sed- delen op selv. Hvor mange unyttige Bekymringer man kan skabe sig; men min Tankeløshed eller rettere Tankefuldhet var stor i de Dage naar jeg saagar kunde glemme at betale min Gjeld. Der blev et Par Gange lagt ud for mig. Naar jeg snart skal have en Smaating kjøbt, kan det skee med det Samme. Din Ca. SIDE: 140 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 15de Marts [18] 36. Kjere Emilie! Intet Brev sidst Søndag! Hvad siger Du dertil. Derimod beder han lille Dahl hilse saamangen Pige og Kone, i den "ømmeste Tone"; synes Du dette Seladonerie klæder ham godt? Hvor uhyre han egentlig er forandret paa nogle Aar; da gjaldt han i Massens Øine for en Fruentimmerhader, fordi han holdt sig i en stolt Afstand, talte hverken til eller om dem, undtagen naar han vilde nedrive nogen -- og nu! o, han staaer paa Nippet til at blive almindelig Courtiseur, jeg kan ikke redde ham -- siig om jeg gjør ham Uret, skjænd paa mig -- forkjel mig ikke! Men jeg kan ikke skjule for Dig at hine Ord, saa ubetydelige de end ere i sig selv, i Forbindelse med den spøgende Tone der vist gaaer igjennem hans hele Brev, have gjort et ubehageligt Indtryk paa mig. Jeg gyser ved at tænke at mit Brev, hovedsagelig min Tilstaaelse af min Jalousie, blot har vagt den almindelige Triumf en Herre føler ved Lig- nende -- og hvis jeg ikke tager Feil af den menneskelige Natur, vækkes Lysten dobbelt til at ægge denne Jalousie. O, Du kan troe jeg har givet ham Vaaben i Hænde derved, han vil herefter godt vide at benytte denne svage Side hos mig. Jeg opstiller dette meer som Formodninger, som jeg ønsker og haaber Du vil gjendrive. Du vil maaskee sige jeg er uret- færdig, og sige jeg har for slette Tanker -- men tænk jeg har intet Svar faaet, og han har havt Tid, og han har skrevet til SIDE: 141 Dahl! Du har ingen tilstrækkelig Idee om hvad en saadan Uvished vil sige -- Dag og Nat qvæler jeg mit arme Hoved med det ulykkelige Brev, jeg repeterer det i Tankerne for om mueligt at see det fra en mildere Side, men det bliver værre jo meer jeg tænker over det -- om det var besmittet med Blod og ikke med et Par uskyldige Taarer over en uskjønsom Elskers Bortreise, kunde jeg ikke tænke med mere Skræk paa det. Min Apostrophe til Fru Schweigaard i Anledning Jalousie synes jeg Paul de Kock kunde lægge en af sine Grisetter i Munden, jeg kjendes ikke ved den. -- Og Slutningsstrophen -- ! bare den eneste Linie! kunde jeg kjøbe den igjen med -- ja hvad med? -- med mit Perlediadem, det vil sige -- kunde jeg forvandle hver eneste Perle til en Taare for at løskjøbe denne eneste Linie, jeg gjorde det. "W -- er stor og reen! -- og Paris!" -- der er den. Stor og reen! -- havde jeg blot ikke brugt dette Udtryk, det maae virkelig bringe ham til at tvivle om mig selv. Reen! dette Ord gjør mig fortvivlet, jeg var tilfreds der stod reenlig istædet, eller hvad for et andet Prædicat; -- at ikke Ideeforbindelsen kunde bringe mig paa "stor og -- velskabt." Ak W. er stor og reenlig -- og Paris! Kjere Emilie, Du tager Feil hvis Du troer at min Frygt blot snevert har indskrænket sig til en Ting, nei, naar jeg tænker paa Paris som et Sted hvor hans Reenhed skulde staae i Fare, da mener jeg dette i den udstrakteste Betydning, at han skulde smittes af de frivole Grundsætninger, at hans dybe Gemyt, hans Barnlighed og Naivitet skulde gaae i fløiten; o Du kan troe de Mennesker han søger op, disse Skjønaander og Skribenter, saaledes som Paris har opdraget dem. Jeg haaber til Gud, at han ikke kan saa meget Fransk, at han forstaaer, hvad de sige. Men han har ikke vidst, at jeg ogsaa vilde sige dette dermed. -- O, at jeg skrev dette Brev! jeg grunder paa det bestandig, her er ikke en eneste formildende Adspredelse, jeg er et Rov for Tankerne. Troer Du ikke han skriver mig fra P [aris] ? jeg venter det, men længe vil det vare inden! Til hvilken fransk Havn gik han? Havre? SIDE: 142 Paa Mandag komme Bøyesens her. Petra har skrevet at Faderen, Aletta, Sophie og hun komme. Petra skal ligge paa mit Værelse; nu vil jeg skarpt iagttage hende og skrive Dig min Dom over hende. Det var ganske interessant at vide hvor- vidt man skal gaae tilbage for at man kan sige: "Gud, hende har jeg elsket!" Besynderligt nok, hun er ikke meget ældre end jeg, hun har altsaa begyndt sin Dalen for 6 Aar siden, da hun var som 18 -- 19 Aar; om jeg begyndte nu, som vilde være meget billig, saa vilde jeg netop til mit 30te Aar blive moden til et "Gud! hende har jeg engang elsket!" Ak, Emilie, hvad beskytter mig mod denne Skjæbne? Jeg veed kun et: Bortfjernelse. Han skal ikke gradviis iagttage min Sammen- synken -- han skal ikke støde mine Veninders Øren med et medlidende "fordums Fr [øken] W.!" Hvad synes Du om min Indbildningskraft? er den ikke grusom? Men for at komme til Petra igjen, veed Du jeg skulde have Lyst til at beholde hende tilbage nogen Tid. -- "Bien n'arriva du beau pays de France L'infortunée en perdis le repos. -- La raison fuit" -- -- Gud frie mig fra det, jeg behøver Al den jeg har, men er der ikke en rædsom Lighed mellem den unge Indianerinde og mig. Da jeg sang den i Paris for min Syngemester, brast jeg i Graad, og Manden gloede paa mig i Speilet og sagde galant: "Reposez- vous un instant, Mademoiselle," og for at hevne mig paa den unge Indianerinde gjorde jeg hende latterlig i en Oversættelse, men den unge Indianerinde beholder nok sidste Spil mærker jeg -- apropos -- kommer den belovede Nytaarsgave ikke ud? Han har bestemt ikke Talent til at skrive Noveller. Har Du nylig været hos Schweigaards, hvorledes lever Caroline? Christian, Redacteuren? Auditeuren -- Jeg glæder mig til i Sommer til Carolines Breve, naar Du og Natalia komme herop; det er vakkert at Søstre skrive flittig til hinanden. Du kan ikke troe hvor længselfuldt, hvor inderlig jeg ønsker Foraaret. Jeg venter Alt af det, det skal bringe mig nyt Liv, Aand, thi den er sløv nu, Munterhed, Dig, kort Alt Godt. Er det ogsaa sandt at I ville SIDE: 143 komme til mig. Du har aldrig sagt det i rene Ord, aldrig skrevet det, og jeg vil have bogstavelig Vished paa Alle Ting -- han har aldrig sagt: "jeg elsker Dig", derfor troer jeg det ikke, endskjøndt han engang sagde, han vilde gjerne døe. Siig mig hvad det er for noget Du stopper ind i en saadan Naalepude. Jeg har syed en saadan, men veed ikke om den skal fyldes med Uld, Bomuld eller hvad? Vil Du ikke være saa god at tage hos Møller noget Brodeergarn for mig, jeg forstørrer en Colliekrave efter den Methode Du har brugt; desuden skal Laura sye noget. Laura er noksaa fix, hun lytter opmærksom til vore Taler, og forekommer der et eller andet fremmet Ord, skal det aldrig feile at hun kommer bagefter til mig og spørger om dets Betydning. Saaledes forleden kom hun og spurgte: "Maa jeg spørge, hvad er original?" "Original," svarede jeg, "det er det samme som jeg." "Maa jeg spørge, hvad er æmabel?" "Aimable: det er det samme som at være som Frøken Diriks'- erne." Har Du noget at udsætte paa min Maade at definere paa? Tilsidst spurgte hun om original og aimable var det samme. "Gud bevares nei! det er netop de tvende Yderlig- heder, der forholde, som Dag og Nat, Kulde og Hede, Frihed og Bibelhistorie, Sult og Kage, kort som de meest skjærende Modsætninger til hinanden." Du kan dog ikke nægte at jeg har skjeldne Gaver til at danne og undervise Børn; der skal et eget Talent til paa en saa fattelig Maade at gjøre en mere end almindelig difficil Gjenstand begribelig. -- I Morgen, i Morgen faaer jeg Brev fra Dig, Emilie. Skriv langt, langt, jeg beder Dig. Det er i Ordets egentlige Forstand min eneste Opmuntring; her er ingen Bøger uden "den qvin- delige Tugthuusfange" af Wildt, hvis Titel tvinger mig vexel- viis til at tænke paa Forfatteren og mig, paa ham, at han burde sidde paa det første, og mig, at jeg ufortjent er det sidste. Kan det være mueligt at Du kunde skaffe mig Carl Bernhards nye Noveller? Lev vel min . . . . . .e . . . . . . . . . . Emilie, min . . . . . t, min . . . . . t, mit . . . b, mit . . t nu for Tiden idetmindste. Skal Du i Visitter, saa har Du ikke Tid at løse Hieroglypher. SIDE: 144 Hermed følger en halv Spd. til at klarere min Gjeld. Brodeergarnet kan Du tage paa Regning. Er Du tillige saa god at see, om der gives af disse ganske smale Haarkamme med meget lange Tænder, men næsten ingen Plade. Den skulde tjene til at fæste Haaret til Hverdags, istædetfor den anden jeg vilde spare paa. SIDE: 144 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Eidsvold den 18de Marts 1836. Kjere Oscar! Dine Breve ere af den Beskaffenhed at man lettelig glem- mer den Tid man har sukket efter dem. Jeg burde vel først begynde med Bebreidelser; men den Tilstaaelse at Du har havt en Fornemmelse der næsten synes at have nærmet sig en Smule til en Følelse der er beslægtet med Samvittigheds- nag, har fuldkommen afvæbnet mig. Desuden var -- som sagt -- Dit Brev med samt Indhold skikket til at forsone det meest opbragte Gemyt som nogensinde en uefterrettelig Cor- respondent kan bringe det til. Hvad der meest henrykkede mig, var den Nyhed, at Du har lagt Dig efter den ædle Maler- kunst. Jeg vidste det rigtignok før; Lieut. Landstad havde sladret af Skole med den forsigtige Bemærkning at det skulde være en Hemmelighed, som Du agtede at overraske med. Nok om det, det glæder mig usigeligt at Du har brudt Isen og grebet denne Genre af Konsten, det er den taknemligste; hvert Penselstrøg er saa lønnende, saa skabende, medens man med Sortkridtegning og det andet Kridlerie ingen Vei kommer. Dit lille Prøvestykke, hvorfor takkes, overgik sandelig mine dristigste Forventninger og giver de bedste Forhaabninger. Du veed at siden jeg kom fra Paris har jeg ladet enhver saadan Beskjæftigelse hvile. En vis Mistillid til mit eget Talent, som et eneste Skuldertræk, en savnet Opmuntring var istand til at forstærke til fuldkommen Modløshed, forbunden med flere ydre Omstændigheder -- jeg havde ikke noget at copiere -- SIDE: 145 jeg skyede at kramme alle disse besmittende Sager -- Alt dette isammentaget har afskrækket mig fra noget Forsøg, og jeg har hørt tusende Bebreidelser for de "unyttig bortkastede Penge". Men nu er Lysten vaagnet med dobbelt Kraft. Naar vi begge lægge vore Hoveder iblød, min kjere Broder, da skal det blive til noget. Oberste Kaltenborn, min store Velynder, har utræt- telig anmodet mig om at tage Skizzer op over Egnen her, han har hørt af Kjendere at jeg skal have Talent, og jeg seer ham al- drig uden at han trygler mig om et Forsøg idetmindste. Han er en stor Elsker af Tingen, tager selv op og udfører dem ret godt. Sidst jeg var i Byen, viste han mig en heel Mappe fuld, deels af Copier efter Naturen, deels ogsaa Compositioner, hvoraf nogle særdeles heldige. Han endte ikke førend han fik det Løfte af mig at begynde, og han forsynede mig galant med nogle Apparater jeg manglede. Jeg bad ham komme herop i Sommer; han vil vist komme i Extase over vore guddom- melige Egne, da han har været vant til at tegne Ullensagerske Fjøs og studere Skiegaardene og alle Sørgeligheder og Mislig- heder fra den af Naturen saa stedmoderlig behandlede Bord- kjørerbøid. Du seer deraf at jeg havde tænkt jeg vilde begynde at beile til en af 9 igjen -- Gud veed hvad hun heder -- vi have staaet paa en temmelig spændt Fod i lang Tid, der truede med et fuldkomment Brud; men nu vil jeg ikke slippe hende før- end jeg kommer efter om hendes olympiske Høihed er mig bevaagen eller hader mig -- eller for at tale prosaisk som passende for Stedet, nu vil jeg give mig af med Konsten igjen. Jeg vil optage de Udsigter der meest fortjene at udødeliggjøres ved vor Pensel, og saa kunne vi fremtrylle dem paa Lærredet -- skal det ikke blive herligt! Mit Malerskrin er temmelig vel assorteret, og det staaer til Dit behagelige Brug. Vi kunne spænde hvert vort op af Gangen, paa en Gang mener jeg -- og saa hjælpe hinanden med Raad og Daad. Landskabsmale- riet er egentlig ikke den Genre jeg har befattet mig med, men jeg troer at have megen Sands for det. Apropos -- det før- ste vi indvier vor Pensel til, bør være til et vist menneske- kjerligt Brug. Jeg mener at male over eller om de burleske SIDE: 146 Dørstykker som støder Øiet paa Enhver som træder ind i Dag- ligstuen. Jeg glæder mig saa inderlig til Din Hjemkomst, ikke alene for at vi skulle male sammen, jeg elsker Dig, min søde Broder! Min hele søsterlige Stolthed concentrerer sig i Dig, har Du aldrig mærket at jeg er dødelig forliebt i Dig? men det er sandt, jeg troer ikke Du ynder nogen Slags sentimental Udgydelse. Du maae endelig lave det saa at Du bliver her de egentlige Sommermaaneder. Gusta kommer nu i Juli og skal reise over Fjeldet, Fader modtager hende i Kongsberg. Naar Gusta er reist, skal da endelig min længe paatænkte Tour til Hamburg tiltrædes; jeg sætter mig nu istand, vil sige -- læser Sprog og underholder den fornødne Correspondence. Kommer jeg der, bliver jeg der formodentlig Vinteren over. Derfor maae Du ikke være for knap med Din Nærværelse i Sommer. Der ligger 2 gyselig triste Maaneder for mig -- Marts og April med deres lange, lyse Eftermiddage, kjedelige Helligdage og bundløse Veie. Her ligger mange Alen dyb Snee endnu, saa det Sagn om "Martsvioler" maae forekomme os Skandinavier fabelagtig -- vi have egentlig intet Foraar her, Overgangen er saa voldsom at man ganske gaaer glip af det behagelige at følge Naturen i dens gradvise Fremskriden og enhver Blomst i sin Udviklen. Altsaa Marts er en afskyelig Maaned, og April er en afskyelig Maaned, men saa kommer den velsignede Mai, som bringer mig Fuglesang, Marianøklebaand, Dig, Karve- kaal, Emilie -- kort, Alt hvad der er Godt. E. og N. Diriks komme herop til Pintsetid eller først i Juni. Du maae da være heroppe, det er ikke alene mit Ønske, det er min udtrykkelige Befaling, som Du under Tabet af min Bevaagenhed ikke maae trodse; jeg skal forestille Dig dem med de samme Ord der gjorde Romerinden Cornelia udødelig: "Das sind meine Perlen, das ist mein Schmuck" -- det vil give en ophøiet Scene -- apropos -- jeg seer Papiret gaae tilende, og jeg har endnu ikke givet en eneste Skizze, ikke et Træk af den kjere Hoved- stad. Da Fader læste det uheldssvangre Udtryk i Dit Brev: "nyeste Skilderie af St. og Chia.", rystede han paa Hovedet og talede om de "uforsigtige Børn". Det er høist ubetydeligt hvad SIDE: 147 jeg kan give af Skildringer. Nu! det politiske Liv bekymrer mig ikke længer, det var en ganske kort Periode af mit Liv jeg følte en Kandestøbersk Opblussen hos mig; naar jeg fra det Standpunkt jeg nu har naaet -- har tilkjæmpet mig -- over- skuer det Hele, faaer mangen Ting et saa dværgeagtigt, latter- ligt Udseende at jeg neppe kan troe det er det samme der engang indgjød mig ærbødig Frygt -- Hans Leganger, naar han fører op en Cottillon, er mig lige saa vigtig i Grunden som Hjelm naar han aabner Forhandlinger paa det store Thing -- -- den stille beskedne Huusfader som freder og værner om sit Tag og sørger for sin Hyttes Vedligeholdelse og Velstand, er han ikke ligesaa ærværdig som disse pustende og svedende Herrer, som pine og plage Veltalenheds Gudinde for at holde Taler, "virke til Statens Bedste", komme i Bladene og faae høi Gage? -- -- -- men hvor geraader jeg hen! -- Du svindler formodentlig tilbage for en saadan halsbrækkende Udsigt og gider ikke følge mig i mine philosophiske Excursioner -- Alt- saa lader os dale i Byen igjen. Som sagt, af det "Poli- tiske" -- /: en Gysen overfalder mig ved at see dette Ord paa Papiret, og jeg vender mig med Hacon Jarls: "Er vi alene! i Sikkerhed!" :/ -- af det -- veed jeg intet uden at man trætter i Storthinget og fylder vore allerede forhen mavre Aviser med det tørreste Indhold -- item, skriver man i den "Constitutionelle" -- /: Du har vel gode Laaser for Dine Breve! :/ hvis Indhold ikke er meget federe. Dog gjorde den Brochure til Spørck, betitlet "En Martyr for Finmarken", hvis Forfatter angives Andreas V [ibe] , uhyre Lykke og satte hele Byen i Skogger- latter. Folk loe saa at Forbindingerne paa Armbrud gik op, hvilket siges at have været Tilfælde med Smith fra Havre, Fru D [ietrichson] s Broder, der netop Dagen forud for at tage en Ildebrand i Øiesyn havde gledet paa en Trap og brukket Ar- men; men da han Dagen derpaa læste den omtalte Panegyrik til S., kom han i saadan Latter, at Manden ved den voldsomme Anstrængelse svævede i Fare. Saaledes berøre de tvende Yderlig- heder hinanden; det comiske og tragiske give hinanden Haanden. Jeg kommer nu til en ikke mindre vigtig Side af Livet i SIDE: 148 Chia., jeg mener den selskabelige. Der har været ualmindelig stille i Vinter, formodentlig som en Følge af Sommerens An- strængelser. Folk taale ikke en saadan usædvanlig Livlighed, der maae følge Slappelse efter. Der har kun været et eneste Lycebal siden Juul, Markedsballet, hvilket jeg bivaanede. Jeg dansede Fandango med Lieutnant Hald, der talede med megen Begeistring om Dig. Men der var et Bal i Studenterforbundet, hvor alle Byens elegante Damer, næst de der stod i nære Forbindelser med Medlemmerne, vare indbudne. Det var en uven- tet Ære at jeg blev inviteret, da jeg ikke fyldestgjør nogen af disse Punkter, det var en uventet Ære siger jeg, der kun endnu blev overtruffet af den, at man valgte min Ringhed til at aabne Ballet. Altsaa jeg dansede og engageredes Alt hvad et Menneske og Skoe kan holde ud, altsaa følger den simple Slutning at jeg "svømmede i et Hav af Lyksalighed." Men det var ikke saa. -- En dansk Forfatter gjør etsteds en træffende Bemærk- ning, at ingenting er istand til at frembringe de tvende Yder- ligheder i Humeur som et Bal. Enten maae man overgive sig til den overgivneste Lystighed, eller til den dybeste Melankolie; ofte afvexler disse tvende Tilstande hinanden pludselig uden nogen ydre Anledning. Men dette vil Du ikke fatte i Din rosenfarvede Sangvinitet -- som Gud bevare Dig i sin skjøn- neste Klarhed -- -- Gid Dit glade Sind aldrig maae fordunkles. Om de "Storme" skulde komme, som man jo siger alle skal gjennemgaae, da gjælder det at have et let Sind at tage dem paa og megen Kraft at udholde dem, det første har jeg ikke nok af, men en god Portion af det sidste, saa at jeg aldrig troer jeg kunde hvad man kalder "gaae til Grunde", saalænge jeg bliver jeg. -- Men dette er atter en Udskeielse fra den lige Fortælling, jeg er meget forfalden til saadanne Udskeielser -- Reflectionssygen har smittet mig -- vi vare jo paa Bal! Saa- ledes som her, skeer det i Virkeligheden, førend man veed det, dysser den ensformige Balmusik en ind i Drømme der tage en mørk Retning trods Lysekronerne og de smilende flanende Ansigter -- -- -- Paa Comedie var jeg af eget Valg kun 2de Gange. Hvis det da er sandt at Contrasten mellem de ydre SIDE: 149 Omgivelser og den individuelle Stemning netop vækker og forstærker denne, da følger deraf at jeg aldeles ikke følte mig fristet til nogen Slags melankolsk Betragtning, de tvende Gange jeg var i vort Tempel, indviet til Musernes Brug. "Don Juan" gik jeg ikke hen at see, endskjønt man vilde overtale mig; jeg har seet det i Paris, og frygtede det vilde falde igjennem. Jeg har ikke medtaget andre Erindringer -- end at den ene Gang af mit Besøg der dannede Emilie og jeg den eneste Befolkning i Logerne, den anden Gang paa "Fra Diavolo" var der propfuldt -- vi vare næsten qvalte af Hede og en pestilentzialsk Duft af stegt Flesk fra den nære Restauration, der var udbredt over hele Theatret; dette i Forbindelse med det høitidelige Tusmørke hindrede ethvert Anfald af Tungsind. Vi kastede, beskyttede af Mørkets Sløer, Brystsukker ned til de undersiddende Tilskuere, loe og snappede efter Luft. Forresten er der intet at sige om Byen. I Lyceet er der stivt og kjedeligt. Ingen livlig Samtale, ingen rigtig Holdning i Selskabet, der er vel enkelte faste Conversateurer -- Backer for Ex. -- men ellers ingen almindelig Conversation: Herrerne staae som Støtter omkring Væggene, og Damerne snakke mellem sig. Jeg kan nok more mig et Par Gange der, men alligevel føle de Mangler dette eneste Selskab som holder vor elegante Verden sammen, lider. Emilie kjeder sig gyselig der. Dog nok af mine Skildringer, jeg vilde ikke være ansvarlig Redacteur af nyeste Skilderie af Chia., han maatte gaae fallit -- Din Post er mere taknemlig. Du er paa Bal med Dronnin- ger og Exellentzer, paa Maskerader og Hofsoupeer og Operaer. Hvorledes ska det gaae Dig naar Du skal dele Selskab med Kjørene oppe i Valders? Skal Du virkelig derop i Sommer, da vil vist Hjemvee forgaae Dig. Du maae være hjemme i Sommer og male, spadsere, ride Toure med mig; til Køerne i Valders kan Du altid komme, men Gud veed naar vi næste Gang kunne nyde hinandens Selskab, Skjæbnen slænger os altid bort fra hinanden. Det er ordentlig merkværdigt, hvor lidt Sødskende som oftest har godt af hinandens Selskab. Til Slutning skulde jeg vel tale lidt om den kjere Familie. Fader og Moder ere friske, den første lader Dig spørge om SIDE: 150 Du har faaet hans Brev. Harald er bleven Cand., som Du vel veed, og har nu Haab om at faae en god Post hos en Sorenskriver, Henrik er bleven Bibliotekar ved Universitetet og sender os Bøger og Blade. Han kommer i den senere Tid i Selskaber i Byen. Hos Duborghs for Ex. hver Onsdag; han er baade Pot og Pande hos Fruen, som med usvækket Mod arbeider paa at faae ham formet til Cavalleer. Hendes Bestræbelser bærer over Forventning Frugter, jeg hørte nogle Damer, der havde været der i stort Galla Fruens Geb [urtsdag] rose hans "Galanterie og Elskværdighed", og nogle andre af hans Bekjendte vare faldne i Forbauselse over hans Fremskridt i Cavalleerkonsten, hvilke hæderlige Vidnesbyrd jeg ikke kan andet end ledsage med de bedste Ønsker for hines Varighed, og at Optugtelsen -- til en Forandring -- vil seire over Na- turen. Han gaaer allerede med pudsede Støvler og Handsker!! Nicolay læser saa uhyre flittig paa Høiskolen at jeg neppe saae ham i Byen. I Julen fik vi en saakaldet Tankering til Laans -- Du har vist seet af disse Staalstænger hvorpaa der er truk- ken en utallig Mængde Ringe -- en Indretning som Kjedsom- ligheden har udklækket i et eller andet Fængsel; Opgaven er at løse disse Ringe af Stængerne, men man kan sidde i Dage førend man lærer Grebet. Dette var en sand Nydelse for N. Med en Taalmodighed som kunde flytte Bjerge og gik langt over mine Begreber, sad han i Julen og grublede over den, endelig har han faaet alle Ringe af paa en nær, men engang han er ude kunde jeg ikke bare mig -- liig Alexander hug- gende den Gordiske Knude over -- at rive den af med en Smule physisk Kraft. N. blev, da han kom hjem og saa den løsladte Ring, betaget af en Sindslidelse der næsten lignede Vrede, forsaavidt som hans Gemyt er modtagelig for den, ja han vilde i lang Tid ikke røre ved den kjere Ring, men ende- lig kunde han ikke modstaae, han -- hør! han trak dem Alle paa igjen -- og begyndte paa nyt. Han læser vist uhyre flittig, idetmindste mødte han mine Bebreidelser at han aldrig kom op til D [iriks] s og besøgte mig, med den Undskyldning at han ikke havde et Øiebliks Tid, han læser til Kl. 3 -- 4 om Natten. SIDE: 151 Jeg lovede ham da at sende Tankeringen ind til Opmuntring; naar han da har læst til Kl. 3, kan han forfriske sig et Par Timer med den. -- Ja han var istand til at gjøre det! Hvad synes Du om mit Brev, er det ikke forsvar [ligt] ; den simple Taknemlighedsfølelse maae bevæge Dig til at vise Dig raisonabel igjen. Lad mig see Du skriver uopholdeligt, da jeg trænger til hvad Opmuntring det er i disse 2 triste Maaneder. Hvorledes lever Vetter Otto? corresponderer han med Mad. Reimers i Hamburg? Jeg skrev et meget langt Brev til hende efter Juul og venter urolig paa Svar, det udebliver meget længe. Fader er alt færdig med Svar paa Protesten, saa Striden er i fuld Gang, og ophører vist ikke saalænge der er Pen og Blæk, -- Dæmringens Frf.ter er reist i Selskab med Cand. Ebbel og paa hans Invitation til Paris for at tilbringe Sommeren der; maaskee vil de lovede "Landser og Stiletter" smeddes der; under Sydens glødende Himmel ville de formeentlig naae den tilbørlige Kraft. Og nu veed jeg intet meer at tilføie. Lev vel, Gutten min, og skriv snart til Din uhyre elskede Camilla. SIDE: 156 Camilla Wergeland til Bernhard Herre. Den [10. April] , Søndag, 1836. Der synes at herske en uheldig Stjerne over alt hvad jeg skriver, idetmindste over Alt hvad der berører Dig; hvoraf kommer det, kjere Bernhard, at der er saameget i mine Breve der støder Dig, medens vi dog mundtlig kunne komme godt ud af det med hinanden; mon det ikke er fordi Stemmens og Ansigtets Udtryk give de samme Ord en formildende Klang -- ? Men siden vi nu ikke kan stikke en saadan Commentar ind i et Brev, ville vi heller undgaae den Meddelelsesmaade som Erfaring har viist blot bringer Misforstaaelser og Qvælerier. Det kan ikke vare saa længe inden vi treffes, men foreløbig maae jeg dog svare paa Adskilligt. Du har dog ikke rigtig opfattet den Yttring af mig som [Du] troede at forstaae saa godt. Det er ikke min Mening at jeg SIDE: 157 skulde være bedrøvet fordi Du var Eier af en Hemmelighed -- deri var jeg jo ikke engang Skyld -- men det er da i al- fald over Hemmeligheden selv; og jeg paastaaer endnu at denne er af den Natur, at jeg maatte staae for Dig i et andet, om just ikke ugunstigere Lys, som vilde Dig ubevidst, have Indflydelse paa Din Opførsel mod mig. Jeg har længe forud- sagt det. Langt fra mig er den Tanke, at Du har villet drage nogen Fordeel af den, at paastaae dette vilde være den største Utaknemlighed. Jeg er fast overbeviist om at Du ikke kunde gjøre noget uædelt Brug af den Tillid man har viist Dig, og som Prøve paa hvor uindskrænket denne endnu er, vil jeg fortælle Dig hvordan Sagerne staae, hvis Du ikke allerede veed det. W [elhaven] og jeg have taget Afsked med hinanden. Det var et heldigt Sammentræf den sidste Aften, thi da fik vi sagt hinanden meget som var nødvendig før en saadan Skils- misse. Dagen derpaa, da jeg var bedrøvet, skrev jeg ham et Brev, med mit Farvel. Jeg fik Svar. Det var rigtignok noget afmaalt og hastigt, men det gjør intet væsentlig til Sagen, thi jeg troer dog han ogsaa var bedrøvet da han skrev det. Kjere Bernhard! Stolthed er vistnok en priselig Egenskab, saameget mere da den just ikke hører til Tidsalderens Dyder, men naar den gaaer indtil at forbyde Dig at modtage et Laan af Bøger eller en anden ubetydelig Tjeneste, da er den -- til- giv mig -- falsk. Altsaa hvis Du eiede en Bog som en Anden trængte til, vilde Du kalde det udelicat og ydmygende for ham, om han bad om den -- "og hvor kunde jeg modtage nogen saadan Tjenestebeviisning af Dem", jo just af mig tænkte jeg den i alle Tilfælde ikke kunde have noget Saarende. Men jeg har intet, ikke engang Bøger, kun skjønne ufrugtbare Raad og Ønsker -- -- -- Jeg finder ikke Din Idee latterlig, skjøndt den er eventyrlig; men hvad jeg kunde sige derom, vogter jeg mig vel for at skrive; Bogstavet, veed Du, ihjelslaaer -- og kunde især her blive af en alt for haandgribelig Betydning. Du taler om Dine Fiender heroppe; men jeg forsikrer Dig hvad den første af dem angaaer, N., da gives der ikke noget Beklageligere. Hun har virkelig overgivet sig som et stakkels SIDE: 158 jaget Lam, der ikke kan meer. Rigtignok har hun været et voxent Lam, men der er alligevel ingen jeg for Øieblikket føler en dybere Medlidenhed med, end hende. Hun har havt Nerve- feber og er bleven forlovet og har phantaseret, formodentlig Altsammen paa en Gang, thi da hun førstegang var oppe og ikke tænkte paa Nogenting, hævede Faderen sit Glas ved Bordet og sagde: "Det skal være N -- s og B -- s Skaal, nu ere de forlovede, de have været det en Tid hemmeligt, men nu ville vi gjøre det offentlig." Til denne Nyhed svarede N. intet, thi hun besvimede. Og imidlertid tømte man en Flaske Champagne som B. havde bragt med til den Bestemmelse, paa de Nyforlovedes Held og Sundhed! Maae Du ikke her tænke paa Prangerne paa Marked der jo pleie at besegle en fordeelagtig Handel eller et -- Bytte med en Halvpot? O, det er skrækkeligt, thi det er bogstavelig sandt! N. seer ud som et Skelet, saa frygtelig udtæret er hun bleven, og nogle Breve hun har skrevet mig, gjøre mig ondt ind i Sjelen. Hun skal snart reise til Byen nu, og Du maae ikke udføre Din Trudsel, hvis Du skulde faae see hende, som meget let kan hende. Tilintetgjøre Dit Brev! Nei deri kan jeg ikke tjene Dig. Jeg gjemmer Alt Merkværdigt. Har det først overlevet Øie- blikkets Smerte, saa vil det være noget af det Trøsteligste min Erindring kan dvæle paa i sildigere Dage. Camilla Wergeland. SIDE: 160 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Den 17de April [1836] . Kjere Broder! Gud veed om disse Linier endnu træffe Dig, naar Du allerede skal forlade St [ockholm] den 6te Mai. Tak for Dit in- derlig kjere Brev; jeg kom just hjem fra et Besøg i Ullens- ager Præstegaard, hvor jeg havde tilbragt Paasken og moret mig meget godt. Det er nogle særdeles elskværdige Folk, man kjeder sig ikke i deres Selskab, og det er, tænker jeg, en uhyre usædvanlig Roes. Vi legede hele Dagen saa skyldfrie som Børn, uagtet det yngste af Børnene var 23 og det ældste, Jomfru Molzau, 36, det vil sige, vi legede just ikke Blindebuk hele Dagen, men disse saakaldte Forstandslege, der gik usæd- vanlig godt. Vi vare uhyre vittige. 2 Teilmanner, Fru Coren, Dikka, Petra, Jfr. M. og jeg -- Kjender Du Riimlegen? at man giver sin Naboe en Strophe i Takt at rime paa, og naar han har besvaret den, rulles det ind og han giver sin neste Naboe en op; saaledes bliver det tilsidst et heelt Digt, men naturligviis meget usammenhængende. Døm om vi ikke vare vittige, naar der kom noget ud af det som følger -- Det blev nemlig overdraget en af Selskabet som er for beskeden til at nævne sig, at slutte med en Linie: SIDE: 161 Blandt alle Blomster er dog Rosens Rødme Af Biens Rigdom er dog Honnings Sødme Det første, men blandt unge Pigers Vrimmel, Hvem fik der første Plads -- O milde Himmel! Hvem giver mig paa dette Spørgsmaal Svar? Hvo løser mig den Gaade, hvem der var Den Lykkelige Dødelige, der fik -- a? -- Og alle Stemmer raaber Dikka, Dikka! For et Impromtu at være er dette ikke saa galt og nok til en Prøve. 1ste Paaskedag vare vi paa Bal hos en Proprietair Holdt. Der var for Landet at være ualmindelig antageligt, skjønt Locale, Gulv som et Speil, 4 Musikanter med Ussing i Spidsen, mange Carikaturer og, "assez de bonne humeur". Vi kom hjem Kl. 8 om Morgenen. Wilhelm Borchsenius er kom- men hjem, i hvilken Anledning der var stort Middagsselskab Langfredag paa Plogstad. 3. Dag dansede vi hos Bøyesens, saa at jeg aldrig har oplevet en saa munter Paaske. -- Nu sidder jeg i min forladte Stilling igjen. Du kan troe det er ikke let at være ung og ikke have et eneste Væsen om sig man kan tale med. Paa alle andre Steder er der en Guds Velsig- nelse af Jomfruer, Søstre, Cousiner eller Svigerinder -- apro- pos hvad disse sidste anbelanger da er det ikke dem jeg øn- sker, jeg har en Anelse om at hvad Harald og endnu mere hvad Henrik opdriver af den Slags, vil blive noget aparte curi- øst og ufordrageligt; derimod nærer jeg med Hensyn til Dig de bedste Forhaabninger, hvortil Din gode Smag og endnu mere Din Ikkesaaletfængelighed berettiger mig. Jeg vil ikke see nogen Svigerinde Du skal skaffe mig, uden hun er deilig som Solen og et Exempel paa alle Dyder. Du kan gjerne vente til Du bliver 30. Den ulykkelige Mathea H. har nu succedert sin Søster som P -- s Forlovede. Men det er en underlig Fod de have det paa, hun siger hun er forlovet, men han nægter det. Det bliver mig mere og mere en fordægtig Person. Hvad han ellers er, kan jeg ikke bedømme, men hans Tænkemaade i Hen- seende til Fruentimmer er vist i høieste Grad innobel og slet. [ -- ] Gid denne Maaned var tilende. Blot det glade Haab at see Dig i næste Maaned lader mig bære med Taalmodighed SIDE: 162 dennes Byrder. Jeg arbeider meget og har inddeelt min Tid. Om Morgenen lærer jeg min franske Lection til Fader, der- paa syer jeg til Middag. Efter Middag læser, tegner og læser jeg Fransk, om Aftenen skriver jeg, deels Breve, deels paa mine Memoirer. Mit Malerskriin er aldeles fuldstændig, ligetil Staffelie og opspændt Lerred, alle mulige Olier og Fernisser, Pensler, Kniv, Palet, ligeindtil Sæbekop til at vadske Penslerne rene i, hvilket hver Gang de vare brugte blev fuldført med en til det Pedantiske grændsende Nøiagtighed, da det skal bidrage saa væsentlig til et klart skjønt Anstrøg. Moder lader Dig tusende Gange hilse og takke for Portraitet, en kjerere og mere overraskende Gave kunde hun ikke tænke sig. Vi finde det meget ligt, Allesammen; dog synes jeg det er for marqert og mangler en vis Blødhed, og Mildhed -- om Ud- førelsen kan der kun være en Mening, som derom at Du er en sød Gut, og jeg Din lidenskabelig venskabelig uefterabelig -- kort abelig og forgabelig elskende Søster Camilla. Jeg har i Dag modtaget Brev fra den franske Generalcon- suls Frue i Genua Md. de Blanriez, og jeg er endnu som Du kanske kan mærke, hovedsvimmel af alle de Douceurer det indeholder. SIDE: 162 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 18de [April 1836] . Kjere Emilie! Endskjøndt jeg sendte Brev sidst Løverdag, kan jeg dog ikke lade en skjøn Leilighed som gaaer directe herfra, gaae unyttet bort uden at skrive -- men Du faaer, om- endskjøndt de følge saa tæt paa hinanden, ikke Lov at skjære dem over en Kam og afspise mig med et Svar. Den lille Bouquet jeg sender Dig, burde egentlig ogsaa besvares med et aparte Brev, thi den indeholder alle mine Kjerlighedser- klæringer til Dig; hver Blomst skulde sige Dig noget fra mig, SIDE: 163 og Cypressen og Rosmarinen er ikke de mindst veltalende. Jeg har forgjeves ventet paa at en kjedsommelig Rose skal springe ud. Ord er og bliver for mig et ufuldstændigt Ud- ryk, saalænge Du ikke kan see mig eller høre min Stemme. Tak for Dit Brev. Jeg var ikke ganske fornøiet med Din Dom over Brevet til B [ernhard] . Du seer formeget gjennem Fingre med mig, Tonen i det synes mig selv undertiden noget skje- rende som jeg har søgt at rette. Om det meest critiske Sted, om min Opofrelse, siger Du intet, skjøndt Din Mening her var af saadan Vigtighed. Nu har jeg sendt Brevet afsted, dette Bud har det med. Det er et udtænkt Brev, thi jeg vilde dog engang see at forebygge Selvbebreidelser bagefter. Her er saa stille og ensformig at de Fordele jeg nyder fremfor en indespærret Fange blot beroe paa Indbildningen. Siden min Hjemkomst fra Ullensager har jeg ikke seet en levende Skabning, af de 2benede vel at mærke -- og jeg har i strængeste Forstand ikke sat min Fod udenfor Døren. Den ene Dag er som støbt efter den anden. Gud bevare mig fra at invitere Hanna Grünning. Der maatte en uudtømmelig, oversprudlende Kilde af Munterhed og Livslyst skulde den ikke ganske udtørres i en saadan qvælende, henslæbende Til- værelse, det var Synd at sætte den paa en saadan Prøve. Nei kjere Emilie, jo mere jeg føler Savnet af en Selskaberinde, jo mere taber jeg Modet til at søge en. Den Slags Egoisme skal man dog aldrig bebreide mig, at jeg intet Hensyn tager til Andres Vel naar mit eget befæstes. -- Det er mig umue- ligt at nyde dette, naar det var bygget paa en Andens Op- ofrelse. Arbeide er min eneste Adspredelse, jeg har inddelt min Tid ordentlig. Saa at jeg har mine bestemte Timer til at sye, læse Fransk, tegne lidt; om Aftenen har jeg Lov, det vil sige -- da skriver jeg paa mine Memoirer, der nu skride rask fremad. Min eneste Opmuntring er Tanken om at jeg skal see Eder; snart, naar April er forbi, kan jeg sige: i næste Maaned kom- mer Emilie. Du maae skrive derom i alle Dine Breve, og SIDE: 164 bed Natalia hilse mig undertiden, ellers troer jeg hun ikke vil være med. Vi ville ikke besøge nogen her i Bygden, og jeg har udvirket det Løfte at I skulle forskaanes for et saa- dant Selskab som sidst; derimod ville vi gjøre en eller anden Excursion til noget der er værdt at besøge. Bøyesens have engang for alle ansøgt om at komme til dem, men hvis det blot skal gjøres paa Indtouren, gider jeg ikke tænke paa det. Om mit Ophold i U [llensager] kunde jeg have 1000 Ting at fortælle, men maae først afvente en passeligere Stemning. -- Oscar, min søde Broder, kommer ogsaa i næste Maaned; han reiser fra St [ockholm] den 6te. Samme Dag jeg fik Brev fra B [ernhard] og ham, tilligemed Dit, fik jeg et langt fra Oscar -- Altsaa fra Ven, Veninde, Broder -- -- -- ? jeg tør ikke give ham noget Navn. -- O [scar] har lagt sig efter at male, han sender et lille Ma- lerie inde i sit Brev til mig, og naar han kommer skulle vi begynde sammen. Vi have flittig skrevet til hinanden siden. Igaar havde jeg foruden Dit Brev en anden glædelig Over- raskelse. Fader fik Brev fra den russiske Gen.consul Brunet, og indeni laae et fra Mad. Blanriez til mig. Kan det more Dig at læse, vil jeg gjerne skrive det af for Dig, da det er noget vanskeligt at dechiffrere -- eller Du kan jo faae see det naar Du kommer. Hun beder mig ikke om at besøge hende i Genua. Hun er misfornøiet der, lader det til, og gjør ingen fristende Beskrivelse; derimod har hun Haab om at blive for- flyttet om nogle Aar, maaskee om 10 Aar, til Paris, og der sætter hun mig et Rendez-vous. -- Forresten skriver hun med saadan Varme og overøser mig med saamange Complimenter at jeg endnu er svindel deraf. Hun havde copieret mit Brev og sendt Faderen i Amsterdam det, og han undlader heller ikke i sit Brev at gjøre et skrækkeligt Væsen af det, som om det havde været et non plus ultra af et Brev, som om det var falden ned fra høiere Regioner. Du bliver bange at jeg skal blive fordærvet med alle disse Smigrerier, og det er Fader ogsaa -- men ak! det har ingen Fare. Jeg har et Brev SIDE: 165 hvori der er Modvægt nok. Af det kan jeg dømme hvad Værd mine Breve egentlig har, hvad Priis der sættes paa dem. Mad. Blanriez' Brev er skrevet 26de Feb.! det var netop den Dag han havde et triste far niente og drak sød Kaffe, og skrev "min selsomme Veninde!" -- -- Hvorfor satte Du " -- men -- men -- " efter at Du havde fortalt om Dit Dusskab med Fru Sch [weigaard] ? Lev vel -- altid Din Camilla uden -- men -- men -- Til Frøken Emilie Diriks Christiania SIDE: 175 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 28de Mai [1836] . Netop i det Øieblik jeg stod i Begreb med at skrive til Dig, fik jeg Dit Brev. Naar man er i en nedtrykt Stemning før, kan det ubetydeligste Tilfælde forøge den, man er da til- bøielig til at see Alt hvad der vedrører En selv fra den mørkeste Side -- den tilfældige Udeblivelse af et Brev er dog det der kan bringe nogen meest til Fortvivlelse. Jeg har for længe siden skrevet P [etra] Bøyesen et langt Brev, men har aldeles intet Svar faaet, som er saa meget mere paafaldende da hun ikke er meget sparsom paa at skrive. Hun sendte mig en Rulle Noder tilbage som hun havde laant, men uden noget -- hvad skal saadant betyde? Hun maae være fornærmet -- men hvor- over? thi Erfaring har lært mig at jeg oftere støder der hvor det himmelvidt er fra min Mening, end der hvor min Samvit- tighed er mindre reen; men at denne er den bedste i Henseende til P. B. tør jeg paastaae. Hvortil denne Indledning, vil Du sige, medens jeg dog kunde have meget vigtigere at sige; jo, saaledes engang kommen i det mistænkelige Hjørne kan Du begribe hvad for Ideer jeg skabte mig ved Udeblivelsen af Dine Breve -- og endelig med hvad for fortvivlet Resignation jeg bar det skuffede Haab at faae noget med Posten i Formid- dag. Nei, tænkte jeg, det kan intet Tilfælde være; der [er] jo en Evighed siden hun skrev -- ikke fra nogen, det maae være SIDE: 176 en Complot, en stille Overenskomst om at jeg er et Afskum -- /: thi naar jeg skal være slet, maae jeg blive det tilgavns, ellers troer jeg ikke det er mig :/ -- og jeg piinte min Hjerne med at udfinde hvad jeg havde sagt for skammelige Ting i mit sidste Brev. Da kom Dit Brev. Nu maae jeg hen at læse det igjen under Resico at dette kommer for seent paa Posthuset. Min elskede Emilie, Du er da ikke vred paa mig? Dig har jeg endnu. Hvor har Dit Brev opmuntret mig; naar Du endnu elsker mig, maae gjerne hvem som vil være fornærmet. Emilie! Emilie! Jeg elsker Dig høit, og glædes ved at tænke paa Dig. Jeg er ikke saa nedtrykt som før, min Selvfølelse begynder at hæve sig igjen. Du agter mig, endskjøndt Du maae kjende mig til Grunden, og jeg veed han kommer snart. Jeg veed det, jeg glæder mig, jeg kan ikke andet, men jeg skal ikke tale med ham, ikke see ham om mueligt -- jeg vil det. I de Øieblikke jeg sporer nogen mindre Fasthed i dette Forsæt, er jeg vred paa mig selv. Jeg vil ikke "dele det Forbigangne med ham". Hans halv misfornøiede Yttringer eller overhovedet den mis- modige Tone i hans Brev kan jeg ikke nægte jo havde noget Tilfredsstillende for mig, men kan dog ikke lægge nogen sær- deles Vægt paa den, mig til nogen Fordeel. Saaledes maatte hans dadlende, urolig længselsfulde Aand finde sig der, selv om intet særdeles Baand bandt ham til Hjemmet. Han reiser allerede den 8de Juni -- han nærmer sig mig da! er det mueligt at dette kan glæde mig naar jeg ikke skal see ham? Og dog det er saa -- men sagde jeg ikke i mit sidste Brev at jeg troede, at jeg tvivlede paa at jeg elskede ham -- Oscar fortalte ved Bordet at baade Ebbel og han havde i Havre de Grace lagt -- Knebelsbarter an. Consul Mørk havde seet dem og neppe kjendt dem igjen. Jeg blev rød til over Ørene, og jeg troer det var paa hans Vegne. Jeg kan endnu ikke troe det, et saadant fad Coquetterie der er meget und- skyldeligt for Andre, taales aldeles ikke af ham. Knebelsbarter kan jeg ikke fordrage. Jeg troer Phillip S. og Lieutnant Arvid SIDE: 177 har Skyld i denne Anthipathie. -- Ja vist er det B. Hun er paa Aarvold nu. Harald, O [scar] og N [icolai] have været her, men ere reiste. [...] Grethe og Marie Herre have været her et Par Dage; de reiste nordefter igaar, og jeg fulgte dem til Miøsen for at roe tilbage alene. Saaledes er det, mod dem har jeg været den behagelige opofrende Værtinde som føler sig belønnet i selve Opofrelsen. Jeg siger den behagelige, thi G. og M. sagde at jeg var det. M. og jeg vare de bedste Venner; hun har ikke kunnet lide mig før, men det har ikke anfægtet mig synderlig og ubegribelig lidt indvirket paa min Opførsel mod hende; jeg skal sige Dig, naar det ikke e [r] Foragt, men et barnagtigt Had, der udspringer af Andres virkelige eller formeentlige Fortrin af Alder, der berettiger til mere Opmærksomhed etc., da bryder jeg mig ikke stort derom. Det er en brav Pige i Grunden troer jeg. Hendes Forhold til B [ernhard] er meget stygt, der er Aar siden de talte et venligt Ord med hinanden, og M. tilstod mig at endskjønt hun foresatte sig at være mildere mod ham paa det sidste, var det hende ikke mueligt, og den Slags falsk Undseelse kan jeg godt begribe -- men da hun tog Af- skeed med ham brast han ud i Hulken. Hun fortalte hvor voldsomt han havde behandlet hende, men jeg hvilede ikke førend jeg ved mine Forestillinger havde bragt hende til at love at skrive ham et nok saa kjerligt søsterligt Brev til, en Ædelmodighed der burde være naturlig for hende og vist vilde bringe ham til at angre og gjøre ham rørt. At mine Fore- stillinger kunde have saadan Indgang hos hende, troede jeg ikke. Han er et ulykkeligt Menneske, han føler sig forskudt -- og den Opmuntring og Hussvalelse jeg kan give ham, maae da idetmindste komme indirecte, naar jeg ikke tør give den saa kraftig directe, som jeg ønsker og kunde have Midler til. Lev vel, min, min, min Emilie -- imorgen skal jeg skrive meer -- tag foreløbig dette fra Din taknemlige Camilla. SIDE: 178 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. 11te Juni [1836] . Kjere Emilie! Tak for Versene. De passede meget godt. Du behøver ikke at gjøre Undskyldning for den uforskammede Ideeforbindelse med hans Hemmelighed paa Riis, thi akkurat det samme faldt mig ind. -- -- -- -- "Wie passt Dein Antlitz schön und blühend zu meinem traurigen Gesicht -- weil ich Dich liebe, wird so blässlich, so elend mager mein Gesicht -- " Ja det er sandt! Emilie, vil Du kjende mig igjen troer Du? "Sind Sie Maria?" Men han skal ikke see mig. Igaar aftalte jeg med Fader Tiden at sende Hestene ind, der blev fastsat til Fredag i neste Uge, at I kunne være her oppe Løverdag; thi formedelst Vognreparation lader det sig ikke før gjøre. Men i dette Øieblik lader Fader mig sige at Din Broder vist er kommet fra Brasilien med hiint Skib. Er dette saa og har det nogen Indflydelse paa Eders Tour, saa skynd Dig, bedste Emilie, at underrette mig derom. Formodentlig kunne I da ikke komme saa snart; jeg tænkte det ogsaa, en saa stor Glæde at see Eder, Dig, om 8 Dage, havde for mig, der er vant til Skuffelser, noget mistænkeligt ved sig. Altsaa faaer vi skyde en hvid Pind efter Jomfru B., og jeg har opgivet aldeles Haabet om at opdrive et saadant Subject og aldeles Mod og Lyst til at søge efter det. Jomfru B. gav mig dog Kurven med al gammeldags Honettitet. "Følge Hjertets Stemme -- hjertelig gjerne" -- ak hvorfor sparte hun ikke disse skjønne Ord til mere Lettroende end jeg. Jeg er- kjender ingen "ydre Forhold", naar virkelig Hjertet har en Stemme, i en saadan Sag som her, og at lade sig dominere af dem har altid været et vist Tegn paa Svaghed -- "so was Gewöhnliches" -- som jeg ikke godt kan forene med bemeldte Dame. Hvad er det for ydre Forhold der skulde hindre et saadant selvstændigt Menneske, som er sin egen Herre, fra noget hun har Lyst til? Du vil vist kunne regne op en heel Deel af dem, men jo flere man angiver, jo ugyldigere pleie de SIDE: 179 at være. Nei, nei, hun er da ogsaa en af dem der var istand til at svare en brændende Elsker: "Hvor hjertelig gjerne fulgte jeg ikke Hjertets Stemme, naar jeg ikke skulde reise til Moss, eller naar ikke mine Sysler tog min hele Tid op, men jeg haaber De er overbeviist om hvad denne smertelige Kamp mellem Pligten og mit Hjerte maae koste mig -- og desuden kommer min Tante her med 4 Børn" -- -- -- Mange vilde finde det sødt at faae en Kurv paa en saa skaanselfuld Maade, men mig kunde det bringe til det Yderste -- Gud hvor Godt jeg lider de Mennesker der sige: Jeg har ikke Lyst, jeg vil ikke. Ak E., jeg er saa urolig førend jeg faaer Brev fra Dig. Da maae jeg gaae det imøde paa Landeveien, om ogsaa en Syepose skulde gaae i Løbet. Du maae vide at Moders sorte Pose fungerer som Postvædske for mine Breve, og da jeg modtog den med Dit Brev sidste Gang, har jeg ikke seet den siden, thi at læse Breve, og passe paa Syepaaser ere 2 ufor- enelige Ting. Her maae jeg slutte, thi jeg skal endnu skrive 4 Breve. Jeg har saa uhyre meget at sige Dig at jeg ikke kan skrive noget, thi det ene er ligesaa vigtig som det andet. Der falder mig undertiden ind, at Du endnu ikke har sadt Dig rigtig ind i vort Forhold, hovedsagelig hans Opførsel mod mig, og jeg er overbevist om at havde Du læst det i en Bog, eller jeg havde fortalt Dig det, uden at nævne Navne, vilde Du have bedømt det ganske, ganske anderledes. Men naar Du kommer, som Gud lade blive snart, skal Du læse alle hans første Breve og mine Svar, og Du vil kunne faae et klarere Blik. Under- tiden gaaer der et Lys op for mig om en frygtelig lidt Uret, om en Handlemaade der vilde forvandle en Italienerinde til en hævnglødende Furie, og forlængesiden knust og begravet et svagere Hjerte end mit. Men dette vil Alle ikke kunne fatte. Jeg er vant til af Alle at høre min ulykkelige Passion beklaget -- M [arie] H [erre] fortalte mig atter om Folks Hentydninger dertil -- medens hans Kjerligheds usle Brødsmuler, som han undertiden tager feig tilbage, vilde blive regnet, hvis de laae for Alles Øine, som en fabelagtig Lykke der ikke kunde blive nogen Dødelig til Deel, thi de troe ham, ganske rigtig, ikke istand til SIDE: 180 at fatte Kjerlighed -- fy jeg bliver bitter -- jeg har været bitter i mange Dage siden jeg tænkte over noget. Adieu, jeg kan ikke skrive meer; tænk, tænk over mig. Jeg fløi ud, gjennem Eng og Skov op og ned af Dalene, men jeg har ingen Roe; at sidde stille paa en Bænk, eller dvæle betragtende paa noget Sted er mig umuelig; jeg bliver ligesom jaget rastløs fremad, og Fienden er i mit Bryst -- Emilie, kom snart, til Din stakkels Veninde. Søndag. Dette skulde været sendt idag, men nu hører jeg at Budet først gaaer i Morgen, saa at Haabet om at faae Svar med Posten paa Tirsdag er strandet; men skriv, kjere Emilie, strax Du faaer dette, saa skal jeg sende Budet ind at hente det. Fader trøstede mig med at han troede I nok kom, thi da have I jo været næsten 14 Dage sammen med Carl, og maa- skee maae han reise inden. Frøken Emilie Diriks Christiania. Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. [Juni 1836.] Kjere Oscar. Næste Fredag gaaer Vognen ind efter Dirikses. Hvis det er Dig mueligt, da burde Du gribe denne Leilighed at komme her op i et Par Dage, eller blot Søndagen over, at vi kunne faae Malerierne istand, der vist ikke have godt af at staae. Senere vil der ikke blive saa god Roe dertil; thi vi vente nogen af F. Thaulows Familie herop, og der kommer altid i Løbet af Sommeren nogen, der Forhindrer et saadant Arbeide, der udfordrer den sikkreste Roe og Vedholdenhed. -- Ialfald, om ikke for Maleriets Skyld, saa for at være Damerne en Ledsa- ger. Det vilde være meget passende, om de paa en saadan Reise havde en der kunde sørge lidt for dem, uden den dumme Lars -- eller rettere, det vilde være meget upassende, hvis in- gen af Husets 4 Sønner, som ellers til enhver Tid reise hjem, SIDE: 181 skulde følge ved en saadan Leilighed -- der desuden vilde være af megen Behagelighed for dem selv. Kommer ikke Du, maae Harald. Jeg vil reise dem imøde til Raaholdt eller Risebroe; er Du da med, kan Du tage min Ridehest, saa kjører jeg. Meld mig med dette Bud derom. Din Camilla. Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Den 26de Juni [1836] . My dear brother! Gjennem Fader fik jeg da høre det ny projecterede Ar- rangement med vore Udenlandsreiser, som jeg dog ikke ube- tinget, hvad dets Udførelse angaar, tør fæste nogen Lid, men hvis man tør troe Erfaring endnu torde lide mangen Omvælt- ning førend det bliver af. Harald skulde jo i Dit Sted benytte den Plads paa Arentz Skib han havde tilbudt Dig, fordi Du først maatte afvente Udfaldet af Din Permissionsansøgning. Denne vilde først, troede Du, komme saa seent at Skibet var afreist med Harald min intenderede Ledsager, saa at Du altsaa billig nu maatte træde i hans Sted, og istædet for Din første Reiseplan, at gaae directe til Havre, tage gjennem Tydskland, hvilket Du vel heller ikke har noget imod. Med dette Ar- rangement er jeg for min Part særdeles vel tilfreds; jeg haaber saameget af den hyggelige Tour vi skal gjøre i hinandens Sel- skab, at jeg ønsker det maae blive ved den Bestemmelse, og at dette kan skee, beroer blot paa om Du vil gaae ind paa de Vilkaar jeg foreslaaer Dig med Hensyn til Tiden. Jeg kan nemlig ikke, som Fader først troede, reise til H [amburg] før- end jeg har skrevet derned og har faaet Svar tilbage; nu da jeg forestiller ham dette, finder han det rimeligt, og han vil selv i Overmorgen med Posten lade Brev afgaae med alle de Forholdsregler der kunde paaskynde Svar. Altsaa inden dette kommer, kan jeg ikke reise, og jeg har den Troe til Din Retsfølelse at Du oppebier det, med andre Ord, naar jeg er bleven færdig til at reise, og ikke selv reiser Din Vei før, SIDE: 182 og saaledes unddrager mig Muligheden af at komme afsted, fordi jeg da ingen Ledsager faaer. Efter min Formening kan denne Udsættelse ikke koste Dig noget; jeg vilde i Dit Sted være glad i hver Dag man kunde nyde den velsignede norske Som- mer; Du kommer tidsnok til Paris for at savne den i Stadens Qvalmhed. Selv om der intet var i Veien for mig, vilde jeg ikke reise nu, men blive de smukkeste Maaneder her. Mine Veninder er her desuden og blive, haaber jeg, hele Juli; altsaa før i August hverken kan eller har jeg heller Lyst til at reise. Skulde dette blive for længe for Din Utaalmodighed? Jeg kan ikke troe det, Du vil vist gjerne tilbringe nogen Tid heroppe. Jeg venter Dig med Længsel nu, af mange vægtige Grunde. Du lovede at komme 1ste Juli, men nu siger Fader det først bliver den 5te, vil Du da ikke skynde Dig, idetmindste for den stakkels Prinds og Princesses og Dalekullan og den hellige Catharinas Skyld, der endnu ere spændte paa Pinebænken og see bristefærdige ud fordi Du ikke kommer og løser dem af deres Vernisdvale, om Du end ikke vil for vor Skyld. Vi tre Damer vilde gjøre mangen Excursion ud omkring i Omegnen, til Hurdal, Misbjerget o. s. v., men der maatte absolut et Cavaleers- menneske til paa en saadan farefuld Udflugt, der kunde be- skytte os mod Bjørne og Ulve, og at han ikke selv maatte være noget saadant, navnlig det første, er ogsaa mit beskedne Ønske, hvisaarsag jeg ogsaa netop henvender mig til Dig di- rekte. Jeg troer næsten at Carl Diriks, Søelieutnanten, kommer herop, tilligemed Carl Motzfeldt; de skulde gaae en Fodtour, og Emilie skriver nu at han tager denne Vei, som vist ogsaa skeer hvis hendes Brev naar ham førend de gaae en Anden, jeg synes det var værdt at denne Egn blev mere besøgt; her er ubeskriveligt deilig heroppe nu, men der er saa Faae der ny- der det. Jeg har den hele Sommer sendt saa mange Invita- tioner omkring til mine Venner at jeg er ganske træt af alt det Skriverie. Der maae Mennesker til [at] oplive denne Natur. Nogle af dem jeg har buden, ere her nu; Thrine B [orchsenius] bad jeg, hun er reist; Bøyesens have derimod lovet at komme; Fritz Thaulow havde jeg Brev fra igaar, han skrev at han SIDE: 183 med Søstre neppe kunde komme her, Grunden gider jeg ikke repetere. Det var saadanne almindelige Undskyldninger. -- Til Mad. Herre skrev jeg ligeledes at hun med sin Familie maatte komme indenom os naar hun reiste til Stange for at bivaane Grethes Bryllup, der nok skal staae engang i Sommer, men har endnu intet Svar faaet; saaledes seer Du, my dear brother, at jeg har gjort hvad jeg kan i saa Henseende, men nu haa- ber jeg ogsaa Du paa Din Kant er lidt activ, og blandt Dine Connaissancer opdriver nogle der kunde give lidt Liv i vort lille Selskab. Du har dog den Fordeel mundtlig at kunne give Din Invitation mere Vægt, og har jeg sørget for behagelige Damer, er det Din Pligt at sørge for det Modsatte. I Henhold til dette Foregaaende tager jeg mig den Frihed at reqvirere Adskilligt Huset endnu manglende hvoraf jeg herved sender Dig Opskriften: 1. Nogle gode Bøger. 2. Apelsiner. 3. Hummer, helst raae, naar de føres herop. 4. Cavalerer, helst cultiverede, naar de etc. 5. Alle Dine Carikaturer, eller hvad Du har af Malerier, apropos -- i dette Øieblik var Fader herinde i vort Bou- doir og viste mig Calmeier, af Dig malet, der satte mig i høieste Forbauselse; da han nævnte "Calmeier", troede jeg det var af ham malet. 6. Moroe. Dette sidste er Huset, som berørt, aldeles renogs paa, og Du faaer især give Dig umage for at opdrive det -- Alt dette skal Du bringe med Dig, men foreløbig haaber jeg Du sender Brev med denne Mand, som er Even Hoel, eller ialfald saa hastig som mueligt, dermed vil Du særdeles forbinde Din altid ligestemte Søster Cam. Lieutnant Oscar Wergeland i Generalinde Rams Gaard ved siden af Palaiet og ligeoverfor Jacob Meier i Christiania. Hermed et Brev til Harald W. SIDE: 184 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Ullensager, 6. Aug. 1836.] [Begyndelsen avrevet.] [.....] Du har Ret, naar jeg nu tænker efter, var jeg vist ikke som jeg burd [e i de] Dage. Jeg har været munter -- lystig i den Tid -- jeg mener disse Par Dage her, og ak, jeg maatte endnu engang mindes om at det er forbuden Frugt for mig. Nu kan jeg aldrig tage feil. Tænk jeg vidste det ikke selv, kun den sidste Morgen var jeg bedrøvet, fordi Skinnet var imod mig; jeg var vred fordi Du vilde reise, kunde ikke taale at Du skulde forlade mig, og Du antog det for Kulde. Du kunde troe at jeg med Flid unddrog mig Dit Selskab og for- kortede de sidste Øieblikke vi kunde være sammen, da jeg bad Dig forlade mig medens jeg skrev. Tilgiv mig denne tilsyne- ladende Uvenlighed, thi jeg skrev til Dig. Jeg vilde overraske Dig med et Brev det første Du kom til Byen, og gav det der- for til Lars's Omhue. Det Blik hvormed Du tog Afskeed, og Dine Ord "de sidste Dage" vagte mig til Erkjendelse igjen, og jeg tog Brevet tilbage, som jeg nu ikke torde sende, thi det var muntert. Jeg har siden været alvorlig, og jeg forsikkrer Dig jeg kan selv føle hvor meget bedre det klæder mig, hvor angerfri en saadan Stemning og et saadant Væsen gjør mig bagefter. Du kan begribe at jeg nu maae blive til i Morgen, da vi først vilde komme hjem ved Daganbrud, saa Du seer at Eders Samvittighedsfuldhed alligevel ikke nyttede noget. Havde I nu blevet til Eftermiddagen, var han dog kommen betids nok til at reise i Morgen. Men nu maae jeg skrive Dig noget om hvordan vi tilbragte Tiden igaar. Vær rolig for Dit "gode Navn og Rygte". Jeg vil nu saa troe og samvittighedsfuld give igjen alt hvad der er mig mueligt at erindre af den Masse af Roes hvormed Du som en Hovedgjenstand for Dagens Under- holdning er bleven omtalt, og jeg vil saa meget som mueligt citere ordret, endnu engang forsikkrende Dig at hvad jeg siger, er sagt, uden ringeste Tilsætning eller Overdrivelse fra min Side. Bland for alting ikke min Caricaturberetning til Caroline, om Arentz Yttringer om Dig, hans Forhold etc., ind i denne SIDE: 185 simple Fremstilling af [...bortrevet...] her blev Samtalen knyttet paa Nyt og blev ganske [varm] og ivrig -- Disput kunde den ikke kaldes, thi naturligviis maatte [de] i Hovedsagen være enige. Skal jeg gjengive Dig noget af Udtrykkene, men Du maae ikke blive vred. Jeg afholder mig fra al [Beret] telse om alminde- lig Roes, "saadanne Piger" etc. etc., men gaaer over til det mere Specielle. Forskræk Dig ikke naar jeg siger Dig at det var om Dit Udvortes der var Talen; men førend jeg nævner noget om de Domme der i denne Anledning faldt, beder jeg Dig endnu engang betragte mig som et uskyldigt Redskab, der maae fortælle hvad Indtryk det end kan gjøre, og fremfor Alt styrke Din Troe paa min Ærlighed, kort betragte mig som et upartisk uinteresseret Vidne. Det var den Carakteristik jeg gav, der gav Anledningen, troer jeg, thi jeg -- bliv ikke vred -- sluttede den med at fortælle hvilken overdreven Priis Du satte paa Skjønhed, med hvilken Oprigtighed Du yttrede dette, modsat den affecterede Ligegyldighed hvormed de fleste omtale dette Fortrin. Dernæst -- og som Følge deraf -- Din Under- vurderen, Dine alt for beskedne Tanker om Dig selv, Dit Udvortes. Dertil svarede A. som egentlig førte Ordet: "Det maae grunde sig paa en total Feiltagelse." Og efter nogen Discusion paa begge Sider sluttede han med en vægtig Hoved- bøining og Haandbevægelse og særdeles Eftertryk i Tonen: "Jeg finder hendes Ansigt ligefrem godt -- det er godt -- jeg bliver ikke kjed af at see paa hende -- -- -- og nu den be- synderlige Genredragt hun har valgt, gjør det til et uovertræffe- ligt Heelt, at hun kunde give et Studium" etc. Alt dette med en Afgjørelse som om det ikke taalte Tanke af Modsigelse, hvilket han nu heller ikke havde nødig at frygte [...bortrevet...] vi og i Eftermiddag i det deilige Veir have vi sadt i Haugen, siden var vi den forgjeves Tour ude at møde Lars, og i Aften efter Bordet sadte vi os i Sophaen i Dagligstuen og havde en skjelden lang ivrig Discours -- Petra er uovertræffelig i at skildre latterlige Scener og Situationer. Min Dom om dem alle har jeg ellers skrevet Dig før udførlig til. Kl. er nu 2, thi jeg troer Sam- talen varede i uafbrudt Livlighed 3 Timer. Søvnen overvælder SIDE: 186 mig næsten, jeg vil derfor sige Dig Godnat. Min Hilsen til Natalia, og Alle Øvrige -- jeg glæder mig til Carolines Svar -- Christians Brev skal jeg gjemme blandt de andre unge Herrers. -- Lev vel, min Emilie. Imorgen tidlig reiser jeg hjem. Det vil blive en Søndag! hvor ubeskrivelig øde og forladt er der Allesteds! Skriv, Skriv til Din Camilla. Det er med Fruen og Jfr. M [oltzau] dette skal sendes, de reiser paa Mandag. Godnat! -- Tak for Tøiet, det var Altsammen meget godt. Ærmemønsteret behøver jeg ikke da her er et Andet som den Kjøbenhavnske Jfr. M. har havt med sig. Vi vare ikke hos Ingjers, thi jeg ansøgte om at blive hjemme. Kl. er 8, nu skal jeg reise! Lev vel! Camilla Wergeland til Petra Boyesen. Jeg var tilfreds vi levede i Vidundernes Tidsalder at en Kjæmpe kunde tage paa sine Skuldre hele U [llensager] Præste- gaard med samt Beboere, Pianof., Have, Ballanceerstænger, Gullerodsenger -- men heller ikke mere, ikke engang den øienforlystende Karudsdam -- og lægge det hen ved Vormens Bredder en Fjerding, en halv Fjerding fra os, da vilde jeg gjerne blive boende i E [idsvold] , thi da vilde et stort og meget føleligt Savn, som ingen skjøn Natur kan godtgjøre En, være afhjulpet. Jeg morede mig saa og lider Eder Alle saa godt at jeg er bered til at kaste Handsken til hvem [som] vover at modsige at U. P. er den hyggeligste -- vilde jeg sige naar Or- det ikke var kommen i saa slet Credit hos mig -- eller den elskværdigste Præstegaard i hele Norge og det vil da sige i den hele christne Verden. Dette er som Prøve endeel af de Betragtninger jeg anstillede da jeg havde forladt Eder. Det er virkelig en underlig Ting pludselig at rives ud af et muntert meddelelsesrigt Liv og overgives til sig selv igjen. Da jeg sad der saaledes i den tomme Vogn havde jeg en Forud- SIDE: 187 følelse af det Øde der vilde gribe mig naar jeg først var hjemme, og altsammen udenfra var [ikke] skikket til at sysselsætte mig bedre eller et Øieblik adsprede saadanne Betragtninger. Alt som var trist og leit og kjedeligt og dumt og flaut ligefra den ens- formige Landevei til de endnu mere ensformige Folk paa [den] , min Compagnon til venstre havde ordentlig noget rædselsfuldt uhyggeligt ved sig naar jeg dreiede mig og den laae der stum og stiv i sin hemmelighedsfulde Tildækning. Himlen var bog- stavelig lukket for mig. Der var ingen Lise i at lade Blikket dvæle paa Lars. Selv Rosen, dette Glædens Sindbillede, var bleven et traurigt Billede paa min Stemning -- jeg gav den til Svinene paa Elstadmoen. Og da jeg kom hjem, ak Du kan ikke troe hvor jeg savner disse Mennesker, jeg gik først ned i Haven, men Bærrene smagte mig ikke, og der herskede en Søndagseftermiddagsuhyggelighed der strax drev mig op, men nu gik jeg en Tour paa Drømmelye hvilket var det daarligste jeg kunde gjøre. Her var saa uforskammet deiligt, at det var ikke til at holde ud alene. Jeg slugte en heel Bog for at lade være at see op og blev ganske stiv i Nakken, men ligesom for at trodse mig begyndte nogle Ekornunger at lege i Træerne lige over mit Hoved /: Jeg troer der er et heelt Rede deroppe :/ og holdt og vedblev saadan Jagt og Støi, hvormeget jeg ønskede blot de vilde spare deres Kunster indtil flere kunde glædes over dem og bad dem blot for Himlens Skyld at de ikke vilde dratte ned i mit Skjød -- -- Jeg var grædefærdig da jeg traadte ind paa mit Værelse -- -- -- Kjere P. jeg sender Dig herved Th.s Brev hvorved jeg kommer i Din Gjeld indtil vi sees -- Gud give snart. O [scar] siger han maae afvente Kongens Ankomst her, og de velsignede Visitatsreiser sætte en Pind for alle Faders andre Reiser, saa Du seer det har temmelig lange Udsigter med min. Mad. Knud [sen] har jeg endnu ikke seet. Hun fortalte H. som var inde hos dem at hun havde mødt A. paa Moe og fundet ham saa rar at hun havde leet sig næsten fordærvet og havde gjort "gyselig Nar af ham". Stakkels A. Det var ved Gud haardt. Fader er i Næs. SIDE: 188 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 9. August [1836] . Kjere Emilie! Idag intet Brev fra Dig eller Caroline! intet Ord, der kunde formilde de første Dages gribende Savn; jeg har da blot den eneste utilstrækkelige Resource at skrive selv. Du har vel faaet mit Brev fra Ullensager, som jeg sluttede en Times Tid førend jeg reiste om Morgenen. Det er underlig, saaledes paa engang, efter et muntert, meddelelsesrigt Liv, at overlades sig selv igjen -- saaledes som jeg, da jeg vendte tilbage i den tomme Vogn, og jeg havde allerede en Forudfølelse af det Øde der ved min Tilbagekomst vilde gribe mig paa hine Steder hvor jeg var vandt til at have Eder. Jeg kom hjem Søndag Efter- middag Kl. 3. Skjelderup, vor Nimrod fra Misbjerget, var her, men han og Henrik reiste strax til Kaasens hvor der skulde flere, blandt andre Knudsens. Man vilde have mig med, men dertil var jeg naturligviis mindst nu oplagt: det er ikke blandt saadanne Mennesker man forvinder Savn af den Art; for- resten misundte jeg Henrik, at han havde Lyst til at reise saaledes bort. Efterat jeg havde rekollegeret mig lidt gik jeg ned i Haven, men Bærrene smagte mig ikke, og der var en Søndags Eftermiddagsuhyggelighed og Tomhed der jagede mig strax op igjen. Nu tog jeg Bernhards Noveller og gik hen paa Drømmelye hvor jeg sadte mig paa Haralds Bænk. Ak Emilie! Du skulde have seet hvor deiligt der var! jeg kjendte ikke Stedet igjen siden hiin høstlige Aften, saadant duftende Liv, saadan ungdommelig Friskhed havde den guddommelige Aften udbredt over det -- -- -- jeg slugte en heel Bog paa dette Sted, thi jeg var bedst tilmode naar jeg læste og var borte, men slettest naar jeg hævede Øinene til Herlighederne rundt om mig -- hvorfor kan noget saa skjønt gjøre En saa ondt? -- Emilie har forladt mig, og Fienden er vaagnet igjen. Der lurer en Dæmon i hver Busk, som vil gribe og plage mig, de fordre deres Ret frygtelig ubarmhjertig, fordi jeg i 6 Uger SIDE: 189 glemte og sogar indbildte mig at jeg kunde blive lykkelig. Det var Din Nærværelse som var stærk nok til at for- jage dem, de frygtede Dig, thi onde Aander lide ikke en saadan mild, trøstende Engel som Du. Nu er jeg alene, mit Skjold er borte, Erindringens Pile komme og der er gift i hver af dem. Der er et forskrækkelig deilig Veir nu, netop som man kunde vente det efter Eders Afreise. Man kunde ordentlig fristes til at gaae ud, naar man ikke vidste man blev saa be- drøvet stemt, det er blot at give sig i Fiendens Vold. Den dumme Tour til Ullensager! jeg troer bestemt naar ikke den havde lokket Eder, vare I blevne her indtil jeg reiste ind. Nu angrer jeg det, og gjør mig selv Bebreidelser for at jeg ikke anvendte mere Overtalelse, men jeg syntes her var saa trist de sidste Dage at jeg ikke rigtig torde bede Eder med Iver. Jeg kan ikke beskrive hvor brændende det Ønske hver Time paa Dagen paatrænger sig mig, at I nu vare her. Saa- danne Dage have vi aldrig nydt sammen heroppe. Luften er saa balsamisk og forfriskende, Veiret saa solklart og stille, og Alt aander en ægte landlig Travlhed, Haven bugner af Bær, Jordbærrene ere søde af Solskinnet -- og jeg er -- -- stille og from, saa at jeg ikke var istand til at gjøre en Myg ondt, end sige min bedste Veninde. Kom herop, skal vi sidde paa Høelæsset og kjøre det ind, og om Aftenen skal vi gaae i Maaneskin paa Drømmelye, og jeg skal være saa snild, skal synge Eder i Søvn om Aftenen, og ikke gaae saa yderlig nede ved Fossen; Henrik er her, og med ham kunde vi gjøre man- gen Smaaetour, som Veiret hindrede os fra sidst. Kunde Du ikke komme naar jeg hentede Dig med en Gig op til mig, og saa fulgte Du med mig ind igjen naar jeg skulde reise? Med dette har det en trøstesløs uvis Udsigt, thi O [scar] skriver at han troer ikke at erholde Svar paa Ansøgningen førend Kongen selv kommer her, hvilket antages at blive først i næste Maaned, hvis der NB bliver noget af, som ikke engang er vist. Fader vilde høre efter om ingen Familie reiser til Hamburg; thi hans egen Reise har Biskoppen ved at udhale Tiden til Visitatserne SIDE: 190 sat en Pind for, idetmindste vilde det blive saa uhyre seent. Jeg vilde blot ønske U [llensager] Præsteg [aard] laae saa nære her at jeg kunde besøge dem 1 -- 2 Gange i Ugen, thi at overlades ganske til mig selv, føler jeg er ødelæggende. Jeg lider de Folk godt. Du kan ikke troe hvilken lang oplivende Passiar den omtalte var. Vi kom hinanden meget nærmere. Det var lige- som den nedbrød den sidste Skranke af Fremmedhed og en vis Gêne, der, som jeg troer, skylder Fordom sin Oprindelse. [...] Lev vel! Din C. Mine venligste Hilsener til Alle: Din Moder, Grete, Ludvig, Caroline, Julie, Din Tante, og fremfor Alle Natalia. Moder hilser Eder, hun savner Eder meget. SIDE: 191 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. 16. August [1836] . 12 Nat. Kjere Oscar! Gjennem Emilie fik jeg høre i Dag at Du allerede i Søndags skulde have faaet Din Ansøgning tilbage, men da Du intet har skrevet, tvivler jeg paa det forholder sig saa -- ? i hvert Tilfælde -- jeg er færdig -- min Permissions- ansøgning er i Naade bevilget, med andre Ord, de meest til- fredsstillende Efterretninger fra Hamburg har allerede siden 3 Uger hævet alle Tvivl og holdt mig i Beredskab. Jeg skrev Dig dette til strax, men det Brev hører jeg til min store Ærgrelse Du ikke har faaet, ikke fordi det var saa overmaade vigtigt, men fordi jeg har gaaet og qvælet mig med Betragt- SIDE: 192 ninger over Din formeentlige Kulde og Ligegyldighed; ja jeg troede tilsidst, skulde Utaknemligheden vælge sig en Skikkelse her paa Jorden, da havde den valgt alle Brødres. Men jeg tager mine Ord tilbage, Du søde, miskjendte Løve! Forresten stod der i hiint Brev intet andet end min indstændige Anmod- ning om at komme hjem hvis det paa nogen Maade lod sig gjøre, og jeg anbefalede Dig Vognen som kjørte D [iriks] s ind; jeg ventede Dig næsten halv om halv i Ullensager hvor jeg forblev for at oppebie den. Det var meest for de stakkels briste- færdige Skilderier, som det vil være Sælbod at gjøre færdig og og løse ud af deres piinlige Udspænding; idetmindste er det Synd at saa smukke Stykker som Prindsen og Prindsessen skal staae hen og fordærves. Jeg kan af mange Grunde ikke tage det over alene. Prindsens Costume vidste jeg slet ikke at colorere; desuden gruer jeg for at kramme Farverne ud og alle disse smudsige Tilberedelser. Jeg proponerte Dig ogsaa om Du heller kunde tage dem ind og gjøre dem færdige der, thi da har Du Farverne i Beredskab, der skal saa lidt til -- og desuden Ferniss, thi det som N. sendte, er hverken til halvt eller heelt. Det Samme Spørgsmaal være Dig ogsaa nu gjort, hvis Du ikke kommer snart op, som jeg nu rigtignok helst saae. Har Du faaet Ansøgningen, har Du jo intet at vente paa, og Du vil dog vist tilbringe den Tid, Du kan, her- oppe. See Du kommer saa hastig Du kan, om mueligt i denne Uge; Nella er jo ogsaa færdig, saa kunde I følges ad; jeg forsikkrer jeg længes meget efter Eder, thi her er siden de reiste blevet saa stille og øde at jeg er ganske melankolsk. Skal jeg gaae saa forladt endnu i 14 Dage, medens hver Busk, Elven, opfordrer til sentimentale Afskeedsbetragtninger, bliver jeg bestemt ganske sjuk, derfor kom! Der lurer en saadan følsom, plagende Aand i hvert Træ, den dukker op af den Høsttaage der leirer sig om Aftenen over Elven, men Dit lystige Jagtskrig er den Exorcisme som skal fordrive dem -- Apropos om Jagtskrig, Du kan aldrig troe hvilken Virtuositet jeg har faaet i dem, og det blot ved en eneste Gangs Øvelse. -- Fader er nu paa Visitats og kommer hjem den 28de, den SIDE: 193 30te skal her være Visitats. Moder og jeg vare i Næs og bi- vaanede den der, vi reiste Løverdag og kom hjem Mandag, altsaa 2 stive Dage. Vi kjedede os og spiiste der. Der var en gruelig Mængde Mennesker, Fru Wolff med 4 Børn -- Mad. Juul med Skuespillere og Juul -- Cadetter og Phillip Sisseners Kjereste. Idag ventede vi Jomfru Wolff, men nu komme de først i Mor- gen. De blive her i nogle Dage; see derfor Du kommer i denne Uge, saa træffer Du dem, de kjende Dig og talte om Dig. Den ældste, Charlotte, er ret smuk og klæder sig særdeles godt, og er dertil lunefuld overgiven, og Du kan begribe hvor- dan hun passer med sin Livlighed og Elegance i disse yderst schofle Omgivelser derude hos disse gammeldagse stive, velop- dragne Folk, som nogensinde kunde afgive et værdigt Repræ- sentantskab for den gamle, seilivede Skole. At hun ubevidst hylder den Nye, saae jeg da af Alt. Gud frie mig hvilken Masse af stygge Mennesker af alle Aldre og Kjøn denne Præste- gaard har at opvise. Det er næsten for paafaldende til at være et Tilfælde, man skulde troe her var et Oplag, et Sted hvor Hæsligheden havde sat sig Rendez-vouz. Et af Pragtexempla- rerne i denne skjeldne Samling, S -- , manglede desværre. Indtil jeg nu reiser, vil jeg ingensteds gaae ud, kun paa Indreisen vil jeg hvile en Timestid efter Løfte i Ullensager Pstg. Det var saare behageligt om Du da fulgte med, man [er] meget [længse] lfuld efter at see Dig og gjøre Dit Bekjendtskab, og [jeg] lovede [at gj] øre mit dertil. Det er meget hyggelige Folk -- det er det [ene] ste Sted i Omegnen, hvor man kan føle sig fri og ugenert som hjemme, uden at derfor den finere Selskabe- [lighed] -- Aandens Fordringer, blive utilfredsstillede. Der er gemytligt. Her i E [idsvold] er der ikke et Sted jeg vilde kaste en heel Aften bort paa, thi kaste den bort af sit Liv gjør man i virkelig Forstand, og desuden, jeg skylder ikke disse Mennesker noget. De maaskee før os, hvilken Gjeld jeg imidlertid ædel- modig renogserer paa. Man kjender ikke Levemaade heroppe, idetmindste forstaae de noget andet under dette Ord end andre Folk: Deres Levemaade er Grisesteg og Fiskepudding, og har man dertil Rødgrød og Fløde, saa er det meget fiin Levemaade. SIDE: 194 Vi have nu det skjønneste Veir heroppe, Høekjørselen er i fuld Gang. Haven bugner af alle Slags Bær, Jordbærrene ere blevne søde af Solskinnet og jeg ligeledes, jeg var lidt suur af al den Kulde og Regn da Du sidst var heroppe, derfor skynd Dig og kom! Skriv mig idetmindste til og und mig et lille Svar paa dette -- hvis Din Natur ikke for meget oprører sig mod det -- Mit sidste Brev sluttede med en Apostrophe til Arentz, men da den, saavidt jeg erindrer, havde et blot localt Værd, lader den sig videre anføre -- min Hilsen forresten -- Kom herop skal jeg fortælle Dig noget rart. God Nat! Din Camilla. S: T: Her Lieutnant Oscar Wergeland Generalinde Rams Gaard ved Siden af Palaiet Christiania. SIDE: 196 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Hamburg den 1ste Onsdag efter min Ankomst. [7. Sept. 1836.] See saa! nu er jeg kommen herop i mit Gemak, Kl. er 5, jeg kommer just fra Middagsbordet, har lukket Døren i Laas, løst Snørebaandet og taget Sloprok paa, og alt dette efter at jeg heroisk har modstaaet alle Fristelser til at gaae ud, thi nu vil jeg skrive -- langt udførligt -- nu vil jeg være hos Dig -- Sjelen kaster ogsaa Snørlivet -- ak den maae bruke Blanchette her -- ah! Det var et langt, dybt, forfrisk- ende Aandedrag -- vil være, mener jeg, dette Brev -- man er saa gruelig høflig her, og man smiler mere end jeg kan holde ud. Men det vil give sig tænker jeg, jeg lærer det snart, men jeg selv, mit Væsen vil nu rigtignok gaae i Løbet, "Ori- ginaliteten", allerede undergravet af christianiensisk aqua tof- tana, som har svævet mellem Liv og Død, vil faae Naade- stødet. Jeg skjælver for mig selv og alle de elskværdig kjed- sommelige Breve jeg tilsidst vil komme til at skrive Dig, red mig! red mig, Emilie! -- min gode Fader, som vist tænker Nat og Dag paa mig og trætter Himlen med Bønner for mit Vel, falder det vist ikke ind at opsende et christeligt Ønske, en eneste Bøn til dens Redning; hans sidste og jeg kan sige SIDE: 197 eneste faderlige Formaning var at vogte mig for at falde over- bord i Dampbaaderne -- ak, tusende Hænder og Baadshager vilde gribe mig i Faldet -- hvem udstrækker her en red- dende Haand?! -- Carl var her i Formiddag. Pigen kom og sagde at en Dirks var dernede; jeg var ikke paaklædt, thi Kl. var ikke mere end 1/2 12; men jeg kastede Pels og Kappe paa i hen- rykkelsesfuld, længselsfuld Hast, og havde han staaet udenfor Døren, i denne min Extase vil jeg ikke have indestaaet for no- get; men lykkeligviis havde jeg 21 lange Trapper at løbe ned og saaledes Tid til at samle mig og forberede mig paa en an- stændig norsk Hilsen. Ak han ligner Dig meget, Emilie -- ! han var her en kort halv Time, hvori vi talte mere sammen end vi i vort hele Liv før har gjort. Imorgen reiser han, og han skal have dette med. Nu vil jeg gjentage Traaden i min For- tælling -- eller rettere, jeg maae spinde den om igjen; thi vanskelig vil Du have bragt meget sammenhængende nogen- ledes forstaaelig ud af de Blade Kolstad formodentlig har bragt Dig. Det glæder mig virkelig nu at Lehmann ikke var med. Det vilde have kostet mig barbarisk Anstrængelse, et Forsøg paa at redde hans Ideer om mig; saa styg og syg og ned- stemt som jeg var paa denne Reise, havde det saagar været umuelig; det er bedre at staae for ham i det gyldne Ube- kjendtskabs dæmrende Rosenskjær, indtil Skjæbnen maaskee engang forunder mig forklaret at stige ud -- det forekommer mig som om jeg maae træffe det Menneske igjen i mit Liv, men naar og hvor, veed jeg ikke. Der var frygtelig efter Din Afreise. Jeg satte mig ned i Kahytten, blandt alle Smaastæds- damerne, Poser, væltede Potter af alle Slags, ækle Vandglas, Qvalmhed, Søesyge, og bedækkede mit Ansigt med Lomme- tørklædet for at kunne give mine Taarer frit Løb. Hvor be- klagede jeg at jeg ikke tillige havde Bomuld at stikke i Ørerne, thi jeg maatte snart høre op at græde, for at følge Opfordrin- gen rundt om mig; Exemplet virker her uimodstaaeligt. Snart havde dog den Marter Ende, da vi stoppede i Frederiksværn; der seer Du mig da ombord i "Prins Carl", udmattet paa Le- SIDE: 198 geme og Sjel, i en næsten dræbende Modløshed, ganske tabt i mig selv -- ufølsom for den geskjæftige Vrimmel rundt om, hælde mig ud over Bord -- jeg maatte tænke paa den kraf- tige Afhandling i Skillingsmagazin, som jeg dog ikke vil raade nogen at læse ombord -- hvori der forsikres at Søesyge har forsøgt paa Selvmord, hvilket nu ikke forekom mig saa utrolig mere -- ak, der gives saa mangen Slags Søesyge; jeg bliver for Ex. ganske søesyg i Maaneskin, ja jeg kan ikke tænke paa Maaneskin uden den væmlige Følelse hvormed jeg tænker paa de Kjøbenhavnske Kager vi spiiste ombord i Trepkas Skude. Natten gik taalelig ombord i "Prinds Carl", og om Formiddagen da jeg vaagnede, havde jeg den omtalte Indsky- delse der var saa pludselig overraskende, saa trøstende op- varmende som om en Engel kunde have synlig revet Køie- forhængene tilside og inspireret mig ved en Haandspaalæg- gelse, et Kys eller et guddommeligt Ord. Troede Du jeg kunde leve aldeles adskilt fra ham, uden at see ham, uden at høre fra ham, uden den Almisse jeg faaer gjennem Dig -- ? nei, jeg kunde reise uden at see ham, skjøndt Gud alene veed og kan vurdere hvad det har kostet mig; denne Fristelse som jeg skjalv for at underligge, og som jeg ordentlig forud var vred paa mig selv ved Tanken om at jeg maatte underligge, har jeg forunderligt nok modstaaet, jeg fatter det ikke selv -- -- jeg er flygtet for hans Blik; om han sender det efter mig vil det ikke naae mig her; det vil som Prinds Addamures Piil forsvinde sporløs -- ak, alle de Bølger der vælte sig mellem ham og mig, en af de mange vil medlidende opfange det -- jeg burde ikke skrive om dette, det er at mane Djevelen paa Væggen som man siger -- men har Du seet noget som hans Øine -- ? siden vi nu engang taler derom, en Verden -- en Him- mel -- et Helvede -- hvad var det jeg vilde sagt -- -- -- jeg vilde fortælle Dig at jeg ikke elsker ham mere, nei han er ikke mere farlig for mig nu længer. Der ligge mange lange lange Maaneder siden jeg hørte hans Stemme og saae hans Blik. Altsaa han er mig ikke mere farlig, men troede Du at vi blot ligesomhidindtil vare skabte til hinandens Qval? SIDE: 199 nei, nu ville vi begynde at glæde os i hinanden. Vi ville skrive hinanden til. Det var det Ord som Engelen hvidskede mig i Øret da han trak Forhænget for og bøiede sig ind i min Køie, og jeg reiste mig op med glødende Kinder og sagde: Du har Ret. Du ryster paa Hovedet? frygt ikke, grusomme Emilie, det er for at afvæbne ham aldeles, det er det eneste Middel at gjøre Fienden uskadelig. Jeg vil skrive ham til som Broder, som Ven, det bliver han mig dog altid; saa mildt, saa forsonende vil jeg skrive, saa tillidsfuld fortrolig fortælle ham alt hvad der an- gaaer mig, som en kjer Broder paa hvis Overbærenhed jeg er vis og ikke engang bryder mig om; jeg vil kalde ham Du, som vi jo altid i vore Tanker og Drømme har været; engang fortalte han sig, nu er Raden til mig. Den hele Tone skal være saa reen søsterlig, ikke en Stavelse berøre det forbi- gangne med dets Lidelser; jeg skal aldrig minde ham om at vi dansede Cotillon sammen. Siig mig Din Mening om denne Plan, bedste elskede Emilie; betænk, overvei det vel, førend Du udtaler et afgjørende Nei. Jeg har virkelig overtænkt det med Rolighed; det er det eneste der kan sikre mig ethvert Tilbagefald i Fremtiden med Magt at ansee ham som en for- trolig Ven, lære mig at betragte ham som blot saadan. Saa- længe han bliver staaende i denne Utilgjengelighed og Fjern- hed, saalænge jeg har Frygt for ham, er han mig farlig. Det var ogsaa paa Tide at vi kunde have nogen Glæde af hinan- den. Vil det ikke være alt for grusomt at skilles saaledes fra hinanden -- og Emilie! han skulde skrive til mig, lange lange Breve, lærerige Breve, der skulle endelig bringe noget klækkeligt godt til Udvikling hos mig. Hans Aand har været som Solen som alle Andre torde varme sig og glæde sig ved, kun jeg ikke. Nu er Høsten kommen, og da falde Straalerne mildere uden at brænde, Du skal besørge Correspondencen. Men overvei det først og skriv mig Dine Tanker derom. Han maae ogsaa fortjene at jeg skriver ham et saadant Brev, for en saadan glad Overraskelse maae han have været anstændig bedrøvet over min Bortreise. Det maae Du endelig fortælle mig. En Velgjerning skylder jeg ham dog store Forbindtlig- SIDE: 200 heder for, den at han ikke vilde gifte sig med mig, thi sand- synligviis havde jeg været daarlig nok til at slaae til, havde han gjort mig et saadant Forslag. Det var et guddommeligt Indfald med den Mangel paa værdslig Takt og Drift som frelste mig. Saameget om min Inspiration, nu tilbage til Damp- baaden igjen. Det er dog et frygteligt Liv paa disse Dampbaade, jeg har faaet Modbydelighed for dem. Til alle de øvrige Lidelser, kommer den frygtelige Gêne til, at man skal stille dem blot for nysgjerrige ørkesløse Øine. Den bedste af Damerne om- bord var Frøken Bull, hun tog sig ordentlig moderlig af mig, puttede mig nu og da ganske uforberedt et Stykke Apelsin i Munden, trykte mig med ængstelig Force i sine Arme og kaldte mig sin "søte Ven" paa rædsomt Bergensisk. Hun bad mig tilsidst endelig at besøge hende naar jeg kom gjen- nem Kjøbenhavn, thi hun bliver ogsaa Vinteren over hos Ør- steds. Du veed at Tabet af mit Skrin ledede til den anden Opdagelse af et skikkeligt Menneske ombord; hiint var borte, men Konow blev opdaget. Jeg forsikrer Dig helligt og dyrt, det er er skikkeligt Menneske, selv udenfor Dampbaaden. Han er næsten smuk, og der hviler noget saa godt og ædelt, noget for et Mandfolk næsten for sagtmodigt over hans hele Person; dertil er han meget dannet, skjøndt endnu lidt ukjendt med Verden lader det. Han gaaer nu for første Gang paa Reiser, vil tilbringe Vinteren i Florentz. Vort korte Bekjendtskab har fra hans Side blot været en Kjede af forekommende og fiin Opmærksomhed og en vis hjertelig Deeltagelse, som jeg aldrig torde gjøre Regning paa uden af mine Nærmeste. Strax den første Aften efter "Opdagelsen" ombord, renogserte han ikke alene høimodig paa sin Køie til Fordeel for Damerne, men kjempede med utrættelig Iver for at jeg fik beholde min, som jeg forrige Nat havde usurpert, men nu retmæssig tilfaldt en af Gothenborgs Passagerere, der vilde tage den i Besiddelse. I Damehytten vare alle Pladse optagne maae Du vide, og der er desuden saa trangt og fælt. Jeg nød imidlertid ikke no- get godt deraf, jeg tilbragte en qvælende søvnløs Nat. Min SIDE: 201 sorte Kaabe blev ogsaa ombord i Constitutionen, men denne Forglemmelse af mig maae Du finde tilgivelig naar Du fore- stiller Dig min Tilstand ved Ombytningen af de mange Smaae- sager jeg ellers havde at passe paa; ellers har jeg mod For- ventning ikke tabt eller efterglemt noget paa den hele Vei, hvilket jeg haaber Du skyldigt beundrer. Konow lovede at sørge baade for min Kaabe og Skrinet og bringe mig dem egenhændig naar han næste Løverdag kom, det er iovermor- gen. Forestil Dig min Skræk da han bad mig om Nøgelen til mit Skrin, dette Allerhelligste, frygtende for den ubehage- lige Nødvendighed at komme til at aabne det paa Toldstederne. Han gav imidlertid strax efter da han saae min tydelige op- varmende Forskrækkelse, og lovede at redde sig paa enhver anden muelig Maade. Poppe har ellers siden den Tid qvælt mig saa med Drillerier for ham, at jeg ikke har faaet gjort andet end tage det stakkels uskyldige Menneske i Forsvar, vore Herrer maae være meget uga [la] nte, har jeg svaret ham, naar en Opmærksomhed er istand til at vække saadan Sensa- tion, og strax tillægges andre Motiver end en blot cavaleer- mæssig Tænkemaade. Om Aftenen paa Comedien i Kjøben- havn saae jeg K [onow] , men talte ikke med ham; men om Morgenen da vi skulde gaae ombord, kom han i Visit eller for at faae opgivet end yderligere og nøiagtigere Kjendeteg- nene paa det kjere Skrin, dette Svøb der indeslutter alle mine Skatte. Ombord var der fælt, 10 Gange værre end paa de norske Dampbaade; istædet for at vi skulde komme til Kiel Kl. 1/2 8 Løverdag Morgen, kom vi først an Kl. 2 -- 3 Efter- middag, og denne lange Tid maatte vi holde ud under svær Søegang saa vi ikke kunde reise os fra vore Køier eller nyde noget. Vore Lidelseskamerater vare, foruden nogle sortøiede gule hæslige Jødinder, en Pappegøie der rev fortvivlet i sit Buurs Stænger og synes at være et Organ for den almindelige Utaal- modighed. Endelig reiste vi med Extrapost Kl. 4 omtrent fra Kiel; hvilken Forfriskelse at faae ryste sig paa den velsig- nede Landjord; vi hvilede nogle Timer underveis, stode op Kl. 6 og vare Kl. 10 Søndag Formiddag i Hamburg. Saa var SIDE: 202 jeg da her, min Emilie! Du kan troe at mange Tanker strømmede ind paa mig, mangt et Ønske opsteg da vi rullede gjennem de snevre Gader, under de majestætiske Alleer der beskygge Alsterens Bredder. Maatte jeg finde hvad jeg søger her, Fred. Er det for tidligt at haabe den nu efter saa mange Aars Lidelser. Herre Gud, nu kunde dog Skjæbnen være tilfreds med de 6 bedste Aar af mit Liv, eller hvor længe vil den udhale en sørgelig Ungdom; naar man er 23 Aar kan man dog have Lov at være gammel og lykkelig. O kjere Sted, bad jeg, aabne mig Din moderlige Favn som et Fristed for en Forjaget, jeg vil intet, kun Glemsel ved Din Barm. Auf Grabe des Schmerzens wächst Blumlein der Ruh -- -- Medens Mad. Poppe klædede sig om, gik jeg hen og lagde mig. Du kan begribe hvor total udmattet en saa forceret Reise havde gjort mig. Jeg følte Nødvendigheden af at restituere mig noget førend jeg fremstillede mig for Mennesker hvis Yndest jeg vilde vinde; det første Indtryk, paastaaer man jo er af uudslettelig Indflydelse. Men der var ikke at tænke paa Roe. Reimers havde allerede, Gud veed hvorledes, faaet Nys om min Ankomst; først kom han, men jeg kunde naturligviis i Sengen ikke modtage ham, men var nød til at give Audientz da hun lod sig melde. Hun sad en Times Tid hos mig og overstrømmede mig med en saadan Regn af Complimenter, directe og indirekte, iblandt disse sidste en paa anden Haand fra -- vor Kronprinds, gyldne Løfter og smigrende Forsikrin- ger, at jeg ikke fandt Ord til at svare erkjendtlig paa Alt dette. Blandt andet beklagede hun uendelig hvor det havde smertet hende ikke at kunne tilbyde mig Plads hos hende, da de boede saa indskrænket, og det Værelse hun i lang Tid havde fredet for mig, var bleven optaget af en sygelig Søster af hende, der brugte Bad; men hun bad mig at ansee hendes Huus, Morgen og Aften og til hvilken Tid af Dagen jeg vilde, for mit Hjem. Jeg er egentlig meget glad for at jeg ikke boer hos hende. Det vilde, hvor kraftig min Natur end modstod, ikke være mig godt. Tænk paa Nina hos Grevinden. Hun koketterer forme- lig med mig, og bærer mig omkring eller vilde bære mig om- SIDE: 203 kring som en moderne Silkekaabe. Desuden vilde hendes evige sig Afgiven og Herumtrækken med mig i Længden uhyre trætte mig der er vant til Ensomhed og ofte føler Trang til at trække mig tilbage i mig selv; om mueligt vil jeg unddrage mig hendes Galanterier da jeg føler at jeg intet har til Gjengjeld. Det er dog en uudtømmelig god Kone, men en af dem man vilde stene i Christiania. Da hun var gaaet maatte jeg staae op for at klæde mig om efter Reisen; Poppes vare budne, og jeg med dem, ud til en Kjøbmandsfamilie til Middags; forgjeves yttrede jeg det Ønske at blive hjemme, beraabende mig paa min totale Uformuenhed at gaae i Selskab. Mad. Poppe var paa mit Parti, men han snakkede og snakkede saalænge at jeg maatte give efter. Man troe dog aldrig at man paa en saadan Reise er sin egen Herre, hvor meget det end har Udseende deraf. Ens fri Villie bliver paa det Venskabeligste, hvilket er det utaa- leligste, betaget En. P-s vare forresten meget snilde og ret forekommende; dog kunde man see tilsidst at det var en Tvang for ham, en piinlig Rolle, at være galant og lægge sin natur- lige Raahed Tømme paa, et Par Gange gik Naturen over Op- tugtelsen, og jeg forsikrer Dig jeg vilde ikke have reist længer med ham. Saa maatte jeg da traske med dem heelt ud til den anden Side af Alsteren, og der sidde 3 -- 4 Timer til Bords, og completterede efter Evne i Selskab med Kolstad, Bomhoff og Consorter et høist kjedsommeligt Repræsentantskab for vort gode Norge. Efter Bordet vilde jeg anbefale mig for at komme betids til Ludwigs, der gjennem Reimers allerede vidste min Ankomst og hvert Øieblik [ventede] mig. Det er sandt, just som jeg skulde gaae fra Hotellet, kom gamle Ludwig i Visit. Han viste mig saa megen Hjertelighed, næsten Rørelse over mit Komme, og sagde mig meget Opmuntrende, at min Frygt for det første Møde og hvorledes tilfredsstille deres Forvent- ninger, gik over. Men jeg fik ikke Lov at gaae endnu, mine Lidelser vare først begyndte, Middagsbordet var blot et For- spil. De gode forekommende Mennesker vilde gjøre os en Fornøielse og føre os ud i Tivoli, denne Hamburgernes champs elysées og Yndlingsforlystelsessted. Saa traskede vi da en lang SIDE: 204 Vei, jeg ved Bomhoffs Arm, derud og holdt ud flere Timer i denne Støi og Sværm, medens mine Been neppe vilde bære mig af Træthed og mine Øine nægtede mig deres sædvanlige Tjeneste. Af alle menneskelige Elendigheder er en paatvungen Fornøielse den dybeste, man kan ordentlig see hvor Folk gjøre sig et Studium af at martre En raffineret, med Høflighed og Forekommenhed. Endelig Kl. 8 kom jeg til Ludwigs og blev modtaget med aabne Arme. Jeg vil give Dig et lidet Overblik over Familien først, førend jeg fortæller videre. De have 3 Sønner, En Maler i Petersburg, en ugift der spiser ude, men boer her i Huset, og endelig den 3de yngste Søn, som er gift og boer ligeledes her, samt spiser med sin Kone, en ret tæk- keligt liden Skabning, hver Aften med os. Desforuden logerer her siden længere Tid, paa samme Fod som jeg, en Frøken Hedewig Uken fra Oldenburg, der dog nu snart skal reise igjen. Ægte nordtydsklandsk Stivhed og Stramhed, og af Ud- vortes, isærdeleshed af Næsen at dømme, kunde man antage hende for Stammemoder for den hele oldenburgske Stamme. Gamle Ludwig er en "hager Greis" med en tynd lang Skab- ning og et mavert furet Ansigt, hans besynderlige lange lyse- gule Lokker ere nu blevne graae, som giver ham noget Ær- værdigt. Men Tid og Kamp og daglige Aands og Legems Anstrengelser har kun mægtet at undergrave hans Legeme, i denne skyggeartede hensvindende Skikkelse gløder endnu en ungdommelig Sjel. Han er Enthusiast i den ædleste Betydning af Ordet, for Alt Godt og Skjøndt; især er han gjennemtrængt af en Slags Ærefrygt der næsten grændser til Tilbedelse for det andet Kjøn, og sandelig, har nogen forstaaet at conservere denne, da er det den der kalder sig hans Kone. Hun maae bestemt være en Engel, men hun er vist blevet det ved Kampe og Lidelser. Ved at tale om Anskaffelsen af en Guitarre for mig, thi Fader raadede mig dertil, tilbød hun mig at be- nytte hendes for det første. Det var et gammeldags Pragtinstru- ment med skjønne Toner. Det lignede hende, den tiltalte mig saa hemmelighedsfuldt og dog saa bekjendt som om jeg kunde ane alle Sukke, Klager, Henrykkelser, Taarer man be- SIDE: 205 troede den, som ligge skjulte i dens Dyb. Da jeg spurgte hende om hun ikke mere spillede, svarede hun med synlig bekjempet Bevægelse: "Nei, kjere C., det er længe siden; ak, jeg har spilt, jeg har sunget, paa alle Conserter, i alle Selskaber, var jeg den Feirede, men jeg gjorde en Dag det Løfte aldrig at synge mere og siden den Dag har aldrig min Haand berørt Strengene." Men hun vidste ikke at hun i samme Øieblik smertelig -- skjærende -- berørte en Streng i mit Indre -- -- -- -- -- -- -- Nede i Værelserne hænge Portraiter af hen- des Familie og nærmeste Bekjendte. Hun selv er ogsaa nylig malet, af en stor Mester, der dog kuns har vist at træffe Formerne, ikke det indre Liv, denne Sjelsadel og usigelige Mildhed og Resignation der er udbredt over hendes hele Per- son. Jeg er forelsket i hendes Broder -- ulykkelig naturlig, thi min Kjerlighed bliver aldrig lykkelig Kjerlighed -- han blev i det russiske Feldtog i sin blomstrende Ungdom, 23 Aar, som Hauptmann i østerrigsk Tjeneste. Naar jeg staaer og be- tragter ham, synes jeg at det er alt for grusomt at saadan Skjøn- hed, denne Kjækhed, denne ungdommelige Overmod er brudt ved en ynkelig Død. Men tilbage til Fortællingen, jeg troer ikke denne Vidtløftig- hed og Nøiagtighed kan trætte Dig; elsker Du mig, maae en- hver Omstændighed have nogen Interesse for Dig; hvis jeg ikke havde denne trøstende Overbeviisning, var det ikke stort bevendt med vort Venskab. I gamle Dage maae jeg vist have plaget Dig med min evige Frygt for at trætte og denne Mis- tillid jeg saa at sige indsugede med Luften i Eidsvold. Christi- ania forholder sig nu omtrent til Hamburg som Eidsvold til Christiania; er Du nu ædelmodig saa gjengjeld ikke med samme Mynt, og piin mig ikke med nogen Tvivl om at jo det Ringeste, Ubetydeligste vil have Værd for mig her, og jo udførligere og mere detailleret Du skriver, jo taknemligere paaskjønnes det -- Alt, Alt maae Du skrive; klag ikke over Mangel paa Stof, thi jeg har givet Dig et glorværdigt Exempel paa at Stof er en overflødig Ting, en reen Luxusartikel, som neppe engang kan opdrives her paa Stedet; men Kunsten er at skrive uden SIDE: 206 det. Poppes vare ganske forundrede hvad jeg kunde have at skrive altsammen paa Dampbaaden til Fader, thi jeg sad flere Timer nede ved Lys i Kahytten og blev enda ikke færdig; "at jeg var ombord i Frederik den 6te og havde været søesyg paa Dampbaaden og seet Maria Stuart i Kjøbenhavn", meente de, kunde jeg jo fortælle i 4 Linier; ak, de gode Folk! de ville have Hændelser, Begivenheder som man kan træde paa, snuble over, de kjende intet indre Liv, troe ikke paa nogen anden usynlig Verden. Skriv, skriv Emilie, for Gud Skyld skriv! Vi satte os til Aftenbordet, jeg for første Gang i mit nye Hjem. Skjøndt jeg var saa træt og udvaaget og trods alle Tilskyndelser at gaae tidlig til Sengs, blev det dog ikke før Kl. 1. Samtalen var meget livlig og interessant, jeg blev ganske henreven, saa jeg glemte baade Seng og Træthed. Talen var om Yndlingsdigtere, man ventede min Troesbekjendelse, og da jeg ikke torde nævne ham, udtalte jeg dens Navn der af alle er ham meest beslægted, dog med en vis Angst for hvordan det vilde blive optaget. Det er et vigtigt Træk hos et Men- neske at vide hvem der er hans Yndlingsdigter, der afgiver næsten hans hele Carakteristik. "Er det ogsaa tilladt, er det sømmeligt at elske en saadan Digter -- tør jeg vel nævne hans Navn? Det er, det er -- -- Heine." "Heine! Heine!" raabte man, "ja ham tør De nævne, hvem kan ikke han hen- rive, der hjælper ingen Modstand." Hvilken glædelig Opdagelse dette var mig, Emilie. Jeg var mellem Beslægtede, mellem Troesforvandte. Tænk, Heine har gaaet der i Huset under hans Ophold her i Hamburg, daglig, og var saa bekjendt og hjemme som en Søn af Huset. Mellem den gamle Ludwig og ham var der et Forhold som mellem Fader og Søn, og jeg troer jeg kjender hendes Øine igjen i en af hans Digte. Man fortalte mig om alle hans Egenheder, men det var jo overflø- digt, jeg kjender ham jo bedre end de, og vidste dette Alt- sammen før. Han er ofte ganske stum og utilgjengelig i Sel- skaber; men i en daglig Kreds, især naar der er nogen elsk- værdig Dame tilstæde, er han snaksom og Elskværdigheden SIDE: 207 selv. Med en Dame der interesserer ham kan han tale Time- viis uden at løsrive sig. Der er intet Haab om at see ham mere her i Hamburg, thi han finder sig saa tilfreds i Paris at han aldrig vil ombytte dette Sted med noget andet. Nu vil jeg beskrive Dig mit Værelse. Ludwigs boe i anden Etage; i 3de har den Frøken Uken sit Værelse, og mit ligger saa nær Himlen som mueligt, nemlig i 4de Etage; uden at regne Kjelderetagen. Disse uhyre Vinduer gjør Høiden endnu mere svimlende, men Udsigten er derfor des friere til 2 Ga- der og en Slags babylonisk hængende Hauge, uden at regne den Fordeel af den friere og sundere Luft, der i en saa stor Stad er meget væsentlig. Man boer overalt her i H [amburg] meget trangt; Værelserne nedenunder ere smaae, mit er et langt smalt Værelse paa et Fag, men meget smukt decoreret og meubleret. En Mahognysopha med dette lille Bord ved Vinduet, et ditto Hjørneskab med en kolossal Gibsstatue, ligeoverfor, et prægtigt Speil med et Consul Bord og en meget smuk Comode, Sengen nede ved Døren ligeoverfor Ovnen, Heines Reisebilder paa Natbordet -- Heines Buch der Lieder i min Pult, Heines Portrait over min Sopha, og Heine im Herzen! Heine, Heine! Imorgen besøger jeg med Mad. Reimers Heines Moder. Hun boer ved Siden af Reimers, og Alle stemme i at omtale hende som en meget elskværdig interessant Kone, der forguder sin Søn, og igjen bliver elsket af ham med sand skjelden Ømhed. Mad. R. kjender hende rigtignok ikke personlig eller omgaaes med hende, men baade hun og Fru Ludwig forsikre mig at et Besøg der skyldes saadanne Motive som Beundring og den varmeste Interesse som nogensinde sælsomt har grebet mit hele Væsen, sin Tilværelse, maatte i høieste Grad smigre og glæde hende. Alt hvad der angaaer hendes elskede Søn er man vis paa finder Gjenklang hos hende. Du maae ellers ikke troe at dette Besøg vil have det ringeste paafaldende; her i Ham- burg hersker ingen Skranker for den gjensidige Nærmelse, med saadant Tyranni som hos os; man søger sig her op og vide gjennem langt lettere Former, der dog maae følges, at finde hinanden. Her gives saadan uendelig Mængde Foreningspunkte SIDE: 208 her som man ikke kjender hos os. Daglig fører man mig ind hos Fremmede, der idetmindste vise megen Interesse for Øie- blikket og yttre Glæde over fremtidigt Bekjendtskab; sogar fremmede Familier jeg ikke har seet, have lagt Beslag paa mig for at indføre mig i deres Kredse, hvor de vel i deres Soireer ville stille mig ud som en udenlandsk Vare, blandt den øvrige Samling af Conchylier, forgyldte Thekopper, chinesiske Dukker og andre Curiosa, som er en uundværlig Ting her i H [am- burg] , findes i alle Huse i enhver Salon og er saa nødvendig som hos os en Kakkelovn. Dog staaer det mig frit ikke at benytte alle disse Engagements; naar et Bekjendtskab ikke ved første Berørelse behager mig, trækker jeg mig tilbage, og da gives her igjen 1000 Maader at unddrage sig uden at det er paafaldende eller kan støde. Mad. Reimers's Enthusiasme for mig er endnu efter 8 og en halv Dag, ikke bortdunstet; hun sender mig næsten daglig Bud, 2 Gange har jeg været i Opera med hende, til Middag adskillige Gange. Det er dog virkelig en mærkelig Kone. Det er umueligt at kjede sig et Øieblik der, om man havde foresat det noksaa meget; Alt omkring hende er Nydelse og Adspredelse, og det er en mægtig Trang for hende at dele denne med Andre. Min Vetter Aubert for- guder hende næsten. Manden er saadan "kerngesund an Leib und Seele", i Ordets egentlige Forstand bieder Mand, i hvem jeg begynder at opdage mere end den blotte Geschäftsmann. Hans Principer om Sædelighed i Tale og Opførsel ere norsk strenge, forresten er han heftig og opfarende. Jeg takker dog deres Huus et meget interessant Bekjendtskab jeg har gjort i disse Dage, en ung Lærd fra Finland, Dr. philosophiæ og Cand. Theol. Lille, en bleg smekker Mand med sorte Øine og Haar, meget sauber ud- og indvendig, der har vist min Wenigheit megen Opmærksomhed, gjort Visitter, søgt mig op i Theatret, sendt Bøger og Musikalier etc., snakket med mig vidt og bredt om alle muelige Ting og endelig lovet at besøge Eidsvold naar han næste Aar vender tilbage fra en Reise til de tydske Uni- versiteter, hvilken Reise han idag Løverdag tiltræder. Han interesserer sig for Henrik og Fader, den første er dog langt SIDE: 209 mere bekjendt end jeg virkelig troede, og denne Omstændighed maae jeg vel tilskrive meest hans Interesse for mig; den har henledet hans Opmærksomhed paa mig. Der var en anden finlansk Majister, en liden kuriøs Person, der ikke tog ringeste Notitz af mig. Hos Mad. Reimers fik jeg nok til overflødig Desert Wilhelm Rieses Breve til hende fra Paris. Det var Champagne, sand oversprudlende Vittighedsgeist som gjorde mig ganske ør i Hovedet -- Emilie, denne Vittighed forbausede mig! Hans Breve kunde trykkes, de ere næsten for gode til Privatbreve. Det maae være et uhyre letsindigt Menneske. Hans Skildringer af Livet i Paris, i hvilket Hav af Nydelse han lever, ere glødende og begeistrede, men de støde mig urørt, kold tilbage. Denne umættelige Forlystelsessyge har noget lige- saa frygteligt for mig som Blodtørst, og Riese forekommer mig som et Cyrushoved henslængt i Dronning Tomyris Blodkar for endelig at mætte sig -- ak -- nu forstaaer jeg at vurdere Dybden af det Gemyt -- han der har ellers megen Liighed med R [iese] , ligesom ham af Naturen glimrende begavet -- der ikke fandt sig hjemme i Paris, der skrev melankolske Breve fra Paris! -- Nu maae jeg skilles fra Dig, min Emilie. Brünech tager dette med -- Hils Mine i Christiania, det er let at overkomme, deres Tal er ikke mange -- og endnu engang skriv, skriv! Ak kunde Du sidde her en Aftenstund paa Sophaen med mig -- -- Mad. Ludwig og Frøken Uken vare i en Formiddags Visit hos mig nu, jeg skal ned og spise Frokost. Vi samles først Kl. 9 nede i Stuen, uden Snørliv, i Morgenkjole, hvor vi drikke Caffee og spise skjønt Franskbrød og Smør, der- efter gaae vi i vore Værelser for at klæde os paa, Kl. 12 spise vi den anden Frokost, Smørrebrød og Frugt, hvoraf man har en velsignet Fylde her, endelig Kl. 4 Middag og Caffee efter Bordet, 9 Aftensmad, hvor vi Damer istædetfor The, der bliver drukket ude i alle Visitter nok af, spise en Slags Melke- suppe, der idetmindste for mig er meget sundere end The -- ved Aftensbordet sidde vi ofte 3 -- 4 Timer, und es wird leb- haft gesprochen. -- Af mine Breve kan Du meddele Alt hvad SIDE: 210 Du synes, til dem der kunde interessere at høre noget; hvad der er kun for Dig, føler Du selv bedst uden at jeg behøver at gjøre Dig opmærksom derpaa -- Man kjender Dig allerede godt her i Huset og kalder Dig Emilie. -- Min Emilie! Gud veed hvad jeg har skrevet, jeg har ikke Tid at see det igjennem, Tegnene maae Du godhetsfuld selv sætte til. De ere gjerne en Luxusartikel i mine Breve. SIDE: 210 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Hamburg den 22. Oc. [1836.] Min kjereste Broder! I hele Gaar har jeg skrevet uaflade- lig, Aand og Legeme var tilsidst saa schackmat, Fingre og Tanker saa lamme, Øine og Phantasie saa matte og trætte, kort min hele Person i en erschöpft Tilstand, at da jeg om- trent Kl. 9 vilde begynde et Brev til Dig, viste det sig, at det var en total Umuelighed. Jeg har da sovet mig nogle Kræfter til og gik enda en dygtig Spadseretour omkring Alsterens dei- lige Bredder at hente mig en liden Gnist Poesie igjen i Guds frie Natur, for at kunne præstere noget der var Dig nogen- ledes værdig. Ak min kjere Broder, jeg er kommen temmelig nyktern hjem igjen, og var det ikke fordi Skibet skal reise i Eftermiddag, vilde jeg heller oppebie et andet Øieblik; alt hvad man skal have færdig duer ikke. Men siden gaaer der neppe nogen Leilighed meer. Du indseer ogsaa vist Umueligheden af at kunne skrive udførlig til Alle, derfor henviser jeg Dig til mine Breve til Fader, der altid indeholde vidtløftige Details om mit Ophold her. Rye, som besøgte mig et Par Gange, har nu forhaabentlig bragt Dig mine Depescher, tilligemed alvorlige Formaninger og Opmuntringer til at skrive, hvilke jeg gjentager nu -- egentlig -- og jeg forfærdes over Opdagelsen af saadan Egennytte -- er det dette Brevs Hovedhensigt, og gid jeg vidste at indklæde min Bøn i Udtryk som kunde røre og bevæge Dig. Jeg appel- lerer først blot til Din simple Retfærdighedsfølelse; da Du var i St [ockholm] og mellem Grever og Baroner, Julefeier, Dands, SIDE: 211 Lotteriespil, bevingede og ubevingede Gjæs, kort, i al denne bedøvende og glandsfulde Adspredelse, dog længtedes efter vore stille Kakkelovnskroge, vore Aftener med Grynegrød og tyk Fløde, vore idylliske Smaaeligheder og gemytlige E [idsvold] uvaner, -- da Broder! da skrev jeg. Sæt Dig nu i mit Sted. Tak- nemlighed er en Gentlemanns første Pligt, og Du er Gentle- mann fra Vugge af. Denne Skræk som er faret i alle mine Brødre eller rettere alle unge Mennesker for at skrive tager frygtelig Overhaand, alle Familiebaand maae løses tilsidst. Man har formelig Vandskræk for Blæk, eller rettere det Ord Brev virker som et Styrtebad. Men tag Mod til Dig, har Du først gjort Dig fortrolig med Pennens Rædsler, ligesom en ung 20 aarig Lieutnant der skal i Krig /: om Forladelse!:/ tilsidst vænner sig til det blanke Vaaben, saa gaaer det siden, og man leer ad sin Frygt. Du kan ikke troe hvor længselfuldt kjerlig jeg venter dette første Produkt af Din Overvindelse og Dit Mod; Du kjender det gamle Ordsprog: den der overvinder sin Natur, sig selv, er større end den der erobrer Steder. Et Svar fra min Side skal øieblikkelig følge. Skriv om Alt hvad Du vil; det kommer tvertimod Sædvane ikke saameget an paa Qvalitet som Quantitet -- jeg maae slutte -- Brevet skal bort -- Adieu min bolde Broder, skriv skriv! og slut Brevet med et Jagtskrig! ak Misbjerg -- halloh! og Mjøs. Her steg et Suk! Lev vel. Hils Arentz fra mig. Hvordan lever Harald? Nella? Beed H. skrive mig til. Lev vel. Din Ca. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [10. Nov. 1836.] [Begyndelsen klippet bort] . Paa den ene Side hæver Esplanadens palaismæssige Huse- række sig, paa den [anden] ruller Alsteren sine Vover; saa langt som Øiet kan naae, bugter den sig gjennem de yndigste Bredder, indtil et fjernt Parti af Byen med St. Georgs Taarn hævende sig af den blaae Dæmring danne den herligste Bag- SIDE: 212 grund. En saadan yppig Natur, saa inderlig og paa den smag- fuldeste Maade forsmeltet med Kunsten, kan ikke andet end være af en mærkelig oplivende Virkning og udfylder et meget stort Savn hos mig. Denne Natur er ingen død bleg, indsnørt Stadsmøe, det er en kjernesund Landsbyepige; denne Alster har saa spillende sølvklare Bølger som Andelven, og dens fløielsgrønne Bredder beskjæmmer selv Balstigen og Drømme- lyes Blomsterteppe. Drømmelye! Ak her steg et Suk -- Du stille, elskede Plet -- Det var ikke Din Skyld at der ikke boede Roe i Dine Skygger. Veed Du vel at dette Liv bekommer mig godt. Hvis jeg vil vedblive saaledes og tiltage saaledes forholdsmæssig i Wohl- beleibthed, vil Du forfærdes over mig ved min Hjemkomst næste Foraar; jeg vilde ønske Din Fader saae mig nu, at jeg dog engang kunde falde i hans Smag. Forledendag veiede jeg mig hos Reimers og befandtes at veie 120 Pund. En 120 Pundig Nymphaline! Siden min Hidkomst har jeg allerede danset 4 Gange, 2 Gange i en Privatkreds, den ene Gang paa den saakaldte Polterabend -- Aftenen før Bryllupet, hvor alle Gjæster kom maskeret en costume, jeg havde en italiensk Bondepigedragt paa -- men kan forresten ikke sige at jeg morede mig eller passede synderlig sammen med dem der; ja havde ikke Hedwig været, som deelte, kun en Smule mere utaalmodig og synlig, en saadan Aftens Besværligheder, saa vilde jeg have ennyeret mig dødelig. Der var en Mængde Tølpere der, klodsede Dandsere og klodsede Smigrere, for- resten Iis og Champagne og Frugt, men forlidet Gêne. Men den Aften bragte mig en Fordeel, da Dr. Hahn inviterede os til Bal i Badet Eppendorf Dagen efter. Det var sidste Bal der, altsaa vilde det være talrigt besøgt, og der er altid det bedste Selskab. Efter megen Kamp med H [edwig] , som i Førstningen ikke vilde da hun paastod at han blot havde maattet bede hende med for min Skyld, reiste vi derud. Emilie, jeg var ausgelassen -- straalende -- munter den Aften. Man kan med Magt kaste sig ind i den ene Tilstand, og den hvirvler En tilsidst omkring med uimodstaaelig Magt som en SIDE: 213 Malstrøm. H [edwig] var uadskillelig fra mig; selv i Dansen sørgede vore Dansere, der havde bemærket denne U [u] ndvær- lighed, for at vi kom til at staae ved Siden af hinanden. Den sidste Dands for Bordet, Cottillon -- som bliver her 2 -- 3 Gange paa en Aften danset -- dansede jeg med en Hr. Auff- mordt, en bleg fiin fashionable Herre, med saamegen barnlig Godmodighed og dog Dybde i hans smukke blaae Øine, og af det fineste beskedneste Væsen. Det vilde være Synd om det Menneske forlibede sig i mig, og jeg vilde unde ham bedre. Vi snakkede saa traulich -- nei det er ikke Ordet -- saa ret let og behageligt, og han bad mig om Commissioner i Paris, hvorhen han netop stod i Begreb med at reise, og jeg kunde da intet bedre gjøre end paalægge ham Besørgelsen af Mlle Eggers forulykkede Brev. Han bød mig til Bords, og tænk hvor heldigt, at vor lille Kreds, Frau Räthin, H [edwig] , vor Cavaller og han fik et lille Bord for os selv, saa vi ret af Hjertenslyst kunde give vort Lune Tøilen, og mit var vir- kelig saa sprudlende som vor Champagne. Stakkels Lune, det er ogsaa gammel Viin og har lagt længe i Kjelderen, saa det kan nok springe naar det engang bliver løsladt -- det var straalende som min purpurrøde Kjole, og jeg følte hverken til Brystnaal eller Perler -- kun da vi skulde reise hjem i den deilige Høstnat, mindede Maanen, denne alvorlig milde Maane mig om at jeg havde noget saadant paa. Da jeg kom hjem var jeg stille og vemodig. Aufmordt kom i Visit. Dagen derpaa sendte jeg Brevet tillige med et Nyt ned til ham, men det kom for seent, han var alt reist. Har Du hørt saa fatalt! Vi vare Alle meget leie fordi han reiste bort, thi med ham gik vort Haab om at komme paa Straus's Bal, som skulde være næste Søndag, overbord. Dette vilde blive et Bal parée, et Udvalg af Alt hvad man her kunde opbyde af Glands og Pragt; vort første Hotel aabnede dertil sit prægtige Locale, alt hvad der existerer af Elegance, Fremmede og Einheimische vilde strømme til -- : Valsefürsten vilde jo selv anføre. Men ingen af mine Bekjendte gik derhen, ikke Reimers, ikke Lud- wigs, thi Entréen naar man ikke var invitert var uhyre kost- SIDE: 214 bar; derfor var der ingen Udsigt for mig at komme der, og derover græmmede især den gode Fru L [udwig] med sand moderlig skuffet Forfængelighed sig, at hun forsikrede hun sov ikke om Natten fordi denne Glæde skulde gaae os forbi. Jeg forsikrer Dig paa mit Ord at jeg var ganske passiv og gelassen, H [edwig] mindre, hun er lidenskabelig og griber et Ønske ligesaa heftig, som hun siden smertelig giver Slip der- paa, og Løverdag bestemte hun og Mad. D. sig til at reise til Lübeck for sandsynligviis at adsprede sig, og undgaae at være hjemme den Aften. Directionen for dette enorme Foretagende, bestaaende af vore første Mænd, vore Smaafyrster Senatorerne og et Par af de rigeste Kjøbmænd der havde Ret til at invitere og bestemme de Lykkelige som turde subscribere, havde ofte gjennem L [udwig] bragt min ringe Person i Anslag, men fore- stillede tillige den Umuelighed at kunne bede mig alene. Jeg takker Himlen at H [edwig] ikke blev underrettet om denne Omstændighed, saa stødende for hendes empfindtlige stolte Sind. Løverdag Aften da jeg sad og tænkte fromt paa Ingenting, kom en Indbydelse fra Senator Dammert at følge med dem. Søndag Formiddag gjorde jeg Visit der, og Kl. 1/2 8 hentede man mig af efter en Dags voldsomme Anstrængelser for at blive færdig. Fru L [udwig] strøg selv min Kjole. Af mit Brev til ham. "Kl. er 5, jeg kommer just fra Straus's Bal. Men i Morgen tidlig -- eller rettere idag -- reiser Norske som skal tage dette med. Du vil finde det er en underlig Tid at vælge til Brevskrivning, men mig er den meget passende, jeg har længes efter den, thi den hele Aften har jeg jo beskjæftiget mig der- med. Hvormeget havde jeg da at sige Dig, jeg var saa hen- sunken i min Ideerigdom at jeg kun dunkel fornam Glands og Støi og brusende Musik omkring mig, men jeg glemte til- sidst at der skulde et Sprog til og at jeg er saa fattig. Du kunde ikke dele noget af Din Rigdom med mig, men borttage endeel af min Frygt for Dig og min uhyre Mistillid til mig selv, det kunde Du -- -- -- ." Der har Du denne Aftens Ca- rakteristik! SIDE: 215 Hvad hjælper det at jeg bragte som Baltrophæe et Par udslidte Skoe med hjem; jeg var ikke munter den Aften, jeg troer det maatte ligge i den lyserøde Silkekjole som jeg ikke har havt paa siden -- apropos, baade den og den hvide vare blevne mig et Qvarteer for snevre i Livet baade oventil og nedentil, hvilken skrækfulde Opdagelse i det Øieblik jeg skulde tage den paa maatte afhjælpes med Sløifer og Sammensyning af Ryggen -- notabene Kjoleryggen, ikke min -- altsaa Emi- lie, da jeg kom hjem satte jeg mig hen og skrev til ham. Kl. 5 om Morgenen efter en Bal à la Straus's, hvor man kun danser Vals, wüthende Cottillons! Jeg drak ingen Champagne paa Ballet, og Kl. var 5 om Morgenen, ingen Maaneskin! Men Haanden var lidt træt, og det er frygtelig kludret skrevet. Altsaa her følger det med, jeg vover det! See at komme ret snart sammen med ham og giv ham det saa; min elskede Emilie vil ikke unddrage sig for den virkelige Kjerligheds- tjeneste, og negte mig sin Haand til et Foretagende af saa rene og velmeente Hensigter; hvis det blot lykkes Dig første Gang at tilstille ham det ubemærket, vil det siden gaae let; naar han veed at Du har noget, da vil han selv fremskynde Lei- ligheden. Maaskee kunde Du hvergang Du havde noget for ham forkynde ham det ved et Tegn, et Baand -- en Blomst havde jeg nær sagt, men tilbageholdt lykkeligviis denne fryg- telige Fornærmelse. Er der hændt noget, hvorfor Du kunde troe at Du burde tilbageholde min Billet, saa gjør det endelig. Hils Caroline tusende Gange, og erindre hende om at hun er i min Gjæld for et Brev. Hendes lille Datter skal dog vel ikke hedde Christiane? Jeg vil haabe det er et Spøg, men et noget grusomt skaanselløst Spøg af Dig; forresten, er det Dit Alvor, da har Du vel valgt det som et skjønt Pen- dant til Mariane, hendes vordende Cousine. Til C [aroline] intet om vor Brevvexel. Men nu maae jeg bryde overtvert, ellers kunde [jeg] skrive til evig Tid -- vee Dig hvis Du ikke er taknemlig for Alt dette, som i en Bye som Hamburg vil ikke sige lidet at faae istand, hvert Øieblik er der noget Nyt som kalder mig -- See der! -- nu maae jeg igjen afbryde -- SIDE: 216 adieu Emilie! Jeg var inde til Taffels. Deilig Suppe med Ærbsen og Klösel, derefter Kyllinger og endelig Kramsfugl med Æblemost og Poteter, Frugt hele Dagen saameget jeg vil. Siig Fougstad at Efterretningerne fra Norge, som Bladene her opvarte med, ere af den Beskaffenhed, at jeg ofte nær har ærgret mig derover, og engang stod jeg i Fare for at udrives af min "politiske" Ligegyldighed, havde det blot været lidt mindre galt. Jeg kan ikke nægte mig at sende en Prøve af en Artikel som "Nachrichten" har optaget af "hannoveransche Zeitung", hvis Redacteur, en vis Perth, kalder "privat Schreiben aus Norwegen". Det er et fuldkomment og værdigt Sidestykke til Aulie Hieland. Redacteur af Nachricht er Dr. Ludwig junior som boer her i Huset, og jeg har lovet ham at forskrive nogle klækkelige Märchen som kunde være passende at rykke ind i hans Blad. Forresten aande alle Blade her en hadefuld Tone mod Norge; man taler om Norske som opsætsige eller rettere umyndige selvraadige Børn, og trækker altid paa Skuldrene til de norske Sommeraffairer. Hermed følger et Mønster, et do. til Caroline, og en Hane til dig. Erindre Dig -- ! -- SIDE: 216 Camilla Wergeland til Nicolai Wergeland. [Hamburg 18. Nov. 1836.] [Tidligere blade mangler.] [. . . Jeg troer ikke jeg skrev] noget sidst om dem. Hun er temmelig stille og tilbageholden, skjøndt mod mig meget fore- kommende, og han er en 40 Aars gammel Mand med et liv- ligt Ansigt og Væsen, og et Par meget talende Øine. Hun er en flink Malerinde, har malet hele Familien en miniatur. De have 2 Børn, en 9-aarsgammel Datter og en aarsgammel Søn. Det var ret en Underholdning con amore jeg havde med disse 2 Folk. Jeg fortalte vidt og bredt om Alt mueligt, Po- litik, Familie, norsk Natur, tillod mig Bemærkninger over Hamburg, der bleve applauderende bestredne, og han til Gjen- gjeld talte om "Parish og Jänish" og Soireer og Baller med Hentydning til den Nydelse der ventede mig i disse Cirkler, SIDE: 217 der udgjør Qvintezentsen af Elegancen her paa Stedet, og hvor jeg vilde lære at kjende Hamburg fra en anden Side. Da jeg i al Ydmyghed yttrede at jeg ikke havde Anledning gjennem L [udwig] s at komme i disse Selskaber og overhovedet mang- lede Conextioner der kunde bane mig Adgang did, svarede han: "Ach, dafür sorgen Sie nicht, das wollen wir schon machen. Das ist doch gewiss Ihres Herrn Vaters Wille und Wunsch, dass Sie die besseren Gesellschaften hier frequen- tieren können, und Sie wollen sich doch nicht da in der Feh- landsstrasse /: mit Logis :/ einkerkern lassen?" Da jeg forsikrede at dette ikke var min Mening, men at ikke L [udwig] s Bekjendt- skaber havde satisficert mig saa at jeg rigtignok hidindtil havde foretrækket at blive hjemme, svarede han: "Det kan jeg godt indsee. L -- s kjende aldeles ikke denne Verden her. Men vi have meget fiint Selskab her, meget -- sehr feine Gesellschaft." Han fulgte mig selv hjem, uagtet der kom Bud efter mig. Nu troer jeg at have givet Dig saamange Træk af mit Liv her at Du kan sætte et temmelig fuldstændigt Billede sammen. Med mine Informationer gaaer det godt. Engelsk falder mig temmelig let at lære. How do you do, my dear father? Naar jeg kun lidt oftere hørte noget hjemme fra. Man er meget sparsom paa denne Glæde for mig, fra Emilie har jeg kun 2 Breve, det sidste temmelig kort. Linstows Familie kom for 4 Dage og har ikke bragt mig noget. Man maae tilstaae at man er meget consequent i sit Forsæt, thi alle Veninder, Brødre, synes at have gjort den stumme Aftale ikke at skrive. Faaer jeg engang noget, maae det være skeet i Distraction. De troe altid at man her ikke trænger til det, men det er en stor Vildfarelse. Hvor bliver Moders lange Brev af? og Henrik har lovet et. Siig ham at jeg forledendag oversatte "irrepara- bile tempus" for de trende Damer. At dømme efter det Ind- tryk den gjorde, maatte den gjøre stor Lykke var den godt oversat, det er dog unegtelig hans bedste Farce. Man har alle opmuntret mig til at forsøge en Oversættelse -- skriftlig -- der kunde komme ud, men dette Arbeide synes mig noget halsbrækkende. Naar han skrev som andre Folk forstaaeligt SIDE: 218 -- ! -- Det er Jammerskade at Kruse nu netop er i Paris. Denne Mand havde lovet Rath at oversætte noget af H [enrik] s, men saa kom hans Reise derimellem. Jeg kunde ellers have tjent som Commentator ved de mange Norske Udtryk der forekommer, og som gjør hans Skrifter saa vanskelig at give i noget andet Sprog. Ligeledes oversatte jeg ved Aftensbordet 17-Mai's Piecen, det vandt meget Bifald, uagtet de bedste Vit- tigheder ved de locale Hentydninger maatte gaae tabt. Det er uberegnelig Skade at alle Kilder til at bringe hans Skrifter til Udlandet ere stoppede for ham -- den eneste, gjennem Dansken, har han selv forskjærtset -- og nu skal han øde sin Ungdom og Talenter i et utaknemligt Land. De eneste som have en Anelse om hvad han er, er vore Naboer, alle Svenske kjende ham og omtale ham med Udmærkelse. Ma- riboe er her, og kommer undertiden en Aften til os for at kjede os gyseligt; men vi Damer have et eget Greb med at hidse ham og Rath sammen i Samtale, og lykkes det, ere vi frie, thi de ere begge lige uendelige og tørre, med den Forskjel at den ene tøver, men den Anden ikke; thi alt hvad Rath siger er alttid grundig og vist lærerigt naar man kun kan udholde Længden og modstaae den uvilkaarlige Drift til Søvn som Tonen fremluller. Hvor skrækkelig maae ellers den arme M [ariboe] kjede sig her! Ingen Bekjendtskaber, ingen Bestilling. Medens Familien maaskee med Nød kommer igjen- nem hjemme, ligger han her Maaned efter Maaned paa dette dyre Sted, og læser Johanna Schopenhauers Romaner og grubler over et daarligt Project. Reimers sende Bud efter Brevet. Din Geburtsdag, kjereste Fader, feirede jeg i mit stille Sind saa godt jeg kunde med Ønsker og Bønner for Dit os alle dyrebare Livs Opholdelse, og at dette maatte blive smykket med de Glæder jeg tænkte mig. Med næste Skibsleilighed sendes nogle Smaating fra Hamburg; blandt andet har jeg kjøbt et Bord- teppe til, der er ligesaa smukt som hensigtsmessigt. Igaar var Oscars Geburtsdag, og jeg paalægger Dig at forsikre ham om mine bedste Ønsker, maatte dette Pragtstykke af en Askepot i vor Familie blomstre og trives som han hidindtil har lovet. SIDE: 219 Adieu, bedste Fader. Jeg maae slutte. Skriv, Skriv til Din Camilla. Julen er for Døren, og jeg er ganske urolig for hvad jeg kan give Reimers. Det maae absolut være noget norsk, thi alt Andet har ikke noget Værd uden til en uhyre høi Priis, og det kan jeg ikke give. Konow som reddede min Kasse, har ved en Forulykkelse af Dampbaaden fra Marseille reddet Livet paa en russisk Fyrste og Fyrstinde Radziwill. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Hamburg, 19. Dec. 1836.] [Begyndelsen mangler.] ["Engang som Barn fik jeg ved et Tilfælde en uhyre Skræk for Tordenveir; naar jeg, da] jeg blev større, skam- mede mig derover, kunde jeg kun kurere den ved at gaae ud naar det rasede stærkest, og tage det ret i Øiesyn." Naar han lægger Bret i Bogen til næste Dag, saa lykkes jo Kuren. Du veed jeg er nødt til at udarbeide dette Afsnitt af min Historie efter mine og tildeels Dine Breve; skulde Du endnu besidde noget efterglemt fra hiin Periode, saa gjør mig den Umage at sende mig det. Frygt ikke for nogensomhelst In- discretion. Alt hvad der angaaer Dig, er jo og bliver mig hel- lig. Og hvad kunde jeg sige om Dig andet end at Du er mit Livs gode Engel, og har været mig en Trøsterinde i Lidelser? Det vil blive ham kun klarere, og han vil misunde mig for dette Gode, som han klager over er nægtet ham. Men jeg vil ogsaa sige ham, at det er en Vorret vi Andre prosaiske Menneskebørn have, som han ikke maae gjøre Indgreb i; Digteren kan trykke hele Verden til sit Bryst. Min elskede Emilie. Du har været lidt jaloux paa H [edwig] Uken, men ganske uden Grund. Hvad Du er mig, bliver al- drig noget Væsen. Jeg vil ikke befatte mig med nogen Sam- menligning mellem hende og Dig, men kun forsikkre Dig at min Trøst i hende var af en ganske negativ Art. Naar man hører at man skal boe sammen med en anden "ung Pige", bliver man trykkende tilmode -- og findes da enkelte Be- SIDE: 220 rørelsespunkte -- at man ikke støder hinanden ganske til- bage -- da er dette en glad Overraskelse. Det arme Væsen har mødt saa lidt Kjerlighed og saa megen Skuffelse her i Verden, at det kunde gjøre vel at møde uventet /: thi hun havde den samme Frygt for mig i Begyndelsen :/ En der ikke lod sig afskrække af hendes kolde utilgjængelige Væsen, men som forstod at vurdere Kjernen, og rigelig holdt det Umagen værdt at opsøge denne. Jeg troer aldrig denne Pige har vidst hvad sand Deeltagelse er, saa taknemlig og med saa- dan Enthousiasme sluttede hun sig til mig, og mod mig var hun saa mild og eftergivende som det frommeste Barn. Hun var i høieste Grad lidenskabelig, og hvad man kalder "reitz- bar", og følede dybt ethvert Fremhævelse af andres formeent- lige Fortrin paa hendes Bekostning; men endskjøndt jeg mod min Villie har opvækket en saadan Art Jalousie hos hende, har det ikke været istand til at forstyrre vort Forhold. Nu er hun reist hjem, og jeg ser hende aldrig mere. Aldrig. Da vi den sidste Aften sad sammen i et Hjørne i min brede Sopha, med Benene op i den, og hun efter Sædvane strøg mig paa Halsen og talte om den, sagde jeg at "det er en mærkværdig Tanke at inden vi sees, er den og disse Hænder faldet sammen i Støv" -- og hun raabte med en heftig Ge- berde: "Schweige davon! Ich kan gar nicht den Gedanken erfassen." Hun pleiede altid at sige: "Gott! Was hat das Mädchen für ein Hals! Diese Keckheit und Festigkeit in den Formen, diese Fülle, das Bild ihres Carakters." Jeg anmær- ker kun dette som en Curiositet, da dog min Magerhed og Skrøbelighed jo var bleven et Ordsprog hjemme hos os. Men virkelig har min hele Constitution med samt Hals og alt det Øvrige faaet en hidtil ukjendt Kraftighed; Du vilde neppe kjende mig igjen siden i Sommer, og skal denne forholdsmæs- sig tiltage indtil Foraaret, saa kan jeg dristig træde i Skran- kerne med Engel D [ahlin] ! H [edwig] U. har havt et Tilbud her i H [amburg] af en ung russisk Kjøbmand som har seet hende hos Reimers, og ikke lod sig vildlede af det kolde tilbagestø- dende Ydre. Men Sagen, der er gaaet gjennem Mad. R., har SIDE: 221 ikke fundet nogen synderlig Indgang hos H [edwig] ; deels havde hun Mistanke om egennyttige Beregninger af hendes Formue, og for at være vis paa det skrev hun, endskjøndt denne ikke er ubetydelig, meget nedslaaende over dette Punkt og til- føiede endelig at han maatte ikke vente at finde nogen huuslig Kone i hende. Denne frygtelige Prøve bestod han temmelig godt, men selv nu synes hun ikke at ville skjænke ham Ge- hør. Stakkels H., nu er hun reist hjem, og reist sin Fordær- velse imøde. Der skal ikke være noget ved denne Lippe, Mad. D [ierks] siger at han er temmelig indskrænket -- men en dygtig Officeer og enslags enfant gaté af Damerne, altsaa maae han dog have nogle farlige Egenskaber, sin Hæslighed uagtet, der er af den ubehageligste Slags selv efter H.s egen Forsikring. "Er hat in sich selbst häsliche Augen, der noch durch den tückischen lauernden Blick verstärkt wird." Men hun er ligesom ved Trolddom fængslet til denne Mand. Jeg vilde, at hun havde kunnet modtage den gode Finlænders Tilbud, maaskee var hun bleven lykkelig hiist blandt denne blonde, godmodige Menneskeklasse. Det frygteligste ved hen- des Historie er at hendes Rivalinde er -- hendes eneste Søster. Derved maae jo Hjemmet blive hende et Helvede. Dette har hun ikke fortalt mig, over dette Punkt gled hun altid æng- stelig hen, men hun sagde det var en Dame med farlige Øine. Dog skal der ikke Finde noget lavt Forhold Sted mellem dem. -- Hvad har jeg dog endnu at fortælle Dig. Af mit Brev til ham har Du en Idee om mit huuslige Liv her. Her kom- mer skjelden nogen her i Huset. Forledendag var her en polsk Grevinde Schmotterech med hendes Moder her. Hun lever ganske indgetogen her, medens hendes Mand opholder sig i Paris. Ellers kommer ingen, og de unge Herrer jeg seer udenfor Huset er ikke værdt at tale om; jeg vil ikke spille Papiret ved at regne deres Navne op, hvis [jeg] ellers vidste dem. Hvem jeg lider bedst her paa Stedet, er Reimers' Com- pagnon Nagel, en bleg 40aarig Mand, med et dybt stille Gemyt, temmelig menneskefiendsk, som yttrer sig i alle hans Taler, der ere skarpe og drøie -- forresten en elskværdig In- SIDE: 222 tollerance mod alt Philistervæsen -- og Du kan begribe at han med alle disse Egenskaber, og med Hang til Eneboer, foragter sin Stand. Gud skee Lov, nu er Manden forlovet med en Englænderinde der kommer meget i Huset til Reimers, en yderst fortræffelig, nogle og trediveaarig Pige, der længe har elsket ham, ja førend han blev gift med sin forrige Kone, en Dame af gammel Adel, der er død for et Aar siden -- Gud skee Lov at det er blevet saa, jeg havde nær traadt fiendtlig mellem disse 2, og mod min Villie gjort Indgreb i hendes Rettigheder -- og dog er jeg den der har fremskyndet denne Forlovelse. Mad. Reimers har altid været med Liv og Sjel for dette Partie, thi hun elsker denne Mathilde Peat høit; dog torde hun ikke ligefrem forsøge stifte noget her, thi hun vidste vel at Hr. N [agel] ikke var den Mand der lod andre handle for sig: men nu [saae] hun med stigende Angst Hr. N -- s Interesse for mig, der truede at omstyrte hendes Plan. Jeg vidste ikke noget [. . . Lakune . . . Hun og] jeg have været og ere de bedste Venner. Mad. R [eimers] udspørger mig daglig over mine Tanker om et andet Menneske, som hun i høieste Grad favoriser [er] , men som dog, endskjøndt jeg maae give til at han er i hver Henseende gediegen og meget aandrig, dog er mig frastødende. For at give Dig en Idee om denne Kones Maneer vil jeg anføre hendes: "Oh, H. ist ein Mann nach dem alle Hamburgermädchen so machen" -- /: Hun strakte Hænderne med en betegnende Geberde ud i Luften :/ "aber er hat bisher niemand gemacht. -- Er will Sie heiraten, C., wenn Sie wollen." "Sie phantasieren, liebe Frau!" svarede jeg. Hun var den Dag ikke rigtig vel. -- Og endelig -- Du vil dog vide Alt hvad mig an [gaaer] , ikke sandt. -- Dog nei, jeg har intet mere at sige -- Der er dog en af mine /: Hvadskaljegkaldedem :/, der interesserer mig noget. Men jeg har rigtignok aldrig seet ham, han er i Berlin, og maaskee just af denne Grund er han mig noget farlig. Det er den omtalte von Rumohr, /: Alle blive næsten kaldt von, selv jeg bliver undertiden præsentert som Fräulein von W. :/ Mad. [D.'s] Søn. Hun maae [have skrevet] ham en SIDE: 223 Deel om mig, og han har overdraget hende at gj [øre Cour] for ham; i hans Breve til hende bliver han ganske poetisk, naar han taler om die " [nord] ische Elfe", omendskjøndt hans Lieutnants- natur vist stræber imod. Alvorligt talt, jeg kan ikke begribe hvor denne Mad. D. kan finde Smag i mig. Hun er i høieste Grad en driftig og praktisk Kone, der kan sætte alt igjennem hvad hun vil. Hun er skarp og fordrer meget af Folk, kort hvad man kalder en gescheit Kone; dog ligger der en vis gjennemtrængende List i hendes Blik, og hun er tilbøielig til at drive dette affable Væsen, som Folk kalde Høflighed, til Hyklerie, og dette kan jeg ikke lide hos hende, omendskjøndt jeg indrømmer at det har sine Fordele. Men hendes Sind er i høieste Grad ungdommeligt og livligt, og hendes Figur ogsaa; men hun har ingen Tænder, og dybe Furer i Panden. Disse sydlige Vulkaner brænde dog aldrig ud. Hvor sløve og indiffe- rente blive vore gamle Koner! Dog hendes største Fortjeneste er Opdragelsen af hendes 2 Sønner! af dem har hun al Glæde og Ære. Især er denne Adolph von Rumohr hendes Stolthed og Idol, og der hersker et skjeldent Forhold mellem dem. Sønnerne betroe Moderen alt. Igaar Formiddag da jeg sad og skrev, kom H., hiin omtalte af Mad. R [eimers] begunstigede Bewerber om [min Haand /: om en saadan Følelse hos ham] nogensinde har existeret :/ her i Visit, for at bringe mig en Invitation til [. . .] som jeg paa Grund af tidligere [. . Slutningen mangler.] Hvorfor skriver Du intet om Fru Schw [eigaard] ? er hun kommen tilbage? Dem Fräulein Emilie Diriks Wohlgeboren, Christiania, Norwegen. franco SIDE: 223 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Hamburg den 3de Jan. 1837. Du bist doch ein guter Junge! jeg begyndte allerede at tvivle derom og om Din Gentlemansmæssige Tænkemaade, og SIDE: 224 sagde Dig mange kraftige Ting i Tankerne i den Anledning, men jeg tager mine Ord tilbage. -- Da ingen af mine bedre Breve til Fader, uden netop uheldigviis hiin Sloprokdepesche, ere faldne i Dine aabnende Hænder, kan Du med nogen Ret beklage Dig over Din Uvidenhed om Alt hvad der angaaer mig; men til min Undskyldning maae jeg sige at jeg har for- udsat disse vilde blive læste af den hele Familie, thi at rega- lere enhver især af dens kjære Medlemmer med særskilde, vilde blive et ligesaa unyttigt som kostbart Værk. Det maatte dog, paa ganske smaae Modificationer nær, blot blive Gjenta- gelse, man maatte have en Copiermaschine dertil. Nu haaber jeg Du er hjemme og har faaet mine Efterretninger. Med Brevskrivning er det overhovedet en underlig Ting. Jo mere man har at sige, jo større Længselen efter at med- dele sig til en Person, er, jo sværere er det, jo mere frygter man for at gaae til Værket, man lader det Dag for Dag staae hen, indtil det har hobet sig sammen i vort Bryst til en tryk- kende Byrde; og tager man da endelig et Slags fortvivlet Mod til sig, og arbeider 4 -- 8 Sider igjennem, bliver man først vaer at det er et danaisk Foretagende; har man endt disse 8 Sider, er man ligesaavidt som da man begyndte. Man har intet sagt af det man egentlig vilde. O det er et ufuldkomment Middel til at meddele sine Tanker, et elendigt Surrogat for den guddom- melige Samtale. Hvor kolde og stive staaer Bogstaverne der! Det eneste hvormed man kan give dem Liv og hindre det haandværksmæssige i Brevskrivning, er at skrive umiddelbar efter Modtagelsen af et Brev, førend Indtrykket fordunster; men skal man drikke Caffe, eller lægge sig til at sove først, og fastsætte en vis Dag, en vis Time, saa bliver det et ræd- selfuldt Stykke Arbeide. Altsaa, Meningen af min lange Tale /: som jeg mundtlig skulde have holdt [med] langt mere Fynd og Klem :/ er at bevise at her ligesom overalt: les extremes se touchent; saa at skulde Du aldeles savne Brev fra mig, saa kan Du antage at det er af den meest brændende Kjerlighed og uudholdelig Længsel. -- -- Den 21de Jan. Siden jeg sidst afbrød dette Brev, er der SIDE: 225 passeret vigtige Ting. Du har vel læst det i Faders Brev. Vent nu ingen Skildring af Hamburg, min Broder; kun vil jeg i Forbigaaende bemærke at Hamburgeren i Almindelighed er en yderst godmodig, munter, men i høieste Grad sandselig- triviel, men beundringsværdig dum Menneskeklasse; denne sidste Egenskab har holdt sig saa reen og uforfalsket gjennem alle Gen [er] ationer af de virkelige "Einheimische", at man strax kan kjende dem blandt de Fremmede her; Hamburgeren hører til dem der ikke kan gjøre videre Fordring paa en anden Ver- dens Glæder, fordi han har taget dem paa Credit her; idet- mindste veed jeg ikke hvad han skal staae op for paa den yderste Dag, naar han ikke kan haabe at komme til at røge Zigar, speculere og fraadse, kort, vente hvad der indbe- fatter hans Begreb om Salighed i den anden Verden -- -- -- har man nu levet en Tid mellem saadanne Jordaander, og føler sig uhyggelig tilmode efter ethvert Sammentræf med dem, da er det ligesom et Syn, en Aabenbaring, naar En som min Alexandre træder op mellem dem. [. . .] [. . .] Hvorledes har Du tilbragt Julen? -- Her var et saa- dant afskyeligt Veir, at alle Folk ere syge siden den Tid. Jeg har ogsaa heelt siden Juul været syg og har lagt paa Sophaen den største Deel af Dagen, og de andre have tilbragt adskillige Dage i deres Senge. Gamle Rath har især været elendig og er om mueligt bleven endnu mere skyggearted og tynd -- Fru L [udwig] er en inderlig snild Kone, men hun mangler bestemt Sands for det Comiske, thi hun fortalte engang Hedwig Uken og mig at hendes Mand engang paa en Masquerade havde været klædt i Trikot som andalusisk Jæger, og dette beskrev hun os med et Jernalvor som kunde bringe Hjertet til at briste paa os stakkels Tilhørere: da hun gik ud, faldt Hedwig og jeg om paa Gulvet af Latter, og Trikot er siden den Tid bleven vort Løsen, hvormed vi formodentlig hilser hinanden hvis vi ikke have glemt det, i en anden Verden, thi før see vi vel ikke hinanden igjen; hun er reist tilbage til Oldenburg. Da jeg fortalte Alexandre det, fik han en lignende Raptus, og SIDE: 226 jeg er vis paa det maae have saadan Virkning som Hüons Horn i Oberon paa Alle som hører det. Men man maae have seet gamle Rath, ellers ikke. -- Han forærede mig et Rosen- træ ti1 Juul, som han med samt Potte selv bar hjem, gjen- nem hele Byen; jeg anmærker dette for Contrastens Skyld. Jeg hører at Haagen Krogh og Kallevig ere her paa deres Hjemreise; med dem tænker jeg at faae sendt dette. Fatalt at jeg netop nu ikke er frisk, saa faaer jeg dem maaskee ikke at see; om Mandag den 23. er jeg buden sammen med dem hos Reimers til Middag, men jeg veed ikke om jeg bliver saa brav; mit Sind og Legeme er alt for meget rystet i den senere Tid til at min Natur kunde modstaae, Forkjølelse, afskyeligt Veir, Forlovelse, Skilsmisse, Intriguer og Sladder; af dette sidste, min Broder, gives der overalt, findes i Nord og Syd en frugt- bar Jordbund; -- apropos Krogh og Kallevig vare -- fortalte Mad. R [eimers] -- saa begeistret indtagne for Syden og Livet og Luf- ten og Folket der, paa vort Nords Bekostning, at de vilde blot see deres Familie igjen for at vende tilbage til deres Couren; intet i Nord lod sig sammenligne dermed. Jeg for min Part vender gjerne tilbage -- jeg længes ordentlig at kunne komme ud af disse dybe Gader og fra disse overfladiske -- eller som Tydske meget betegnende siger "flache" Mennesker, og kaste mig til vor dybe stille Naturs Barm; det er min Amme, min Opdragerske; nu vil jeg forstaae hendes Lære bedre og nyde hendes majestætiske Skjønhed. [. . .] Du kan troe jeg tænker ofte paa vore Toure fra i Som- mer; jeg drømmer ofte om Misbjerg og Mjøs om Natten. Hiin Situation paa Misbjerget da vi laae der i den hellige Ensom- hed, saa høit over de andre, saa afskaarne fra de qvalme Bygder nedenunder, midt i den dybe tause Skov med den pragtfulde Aftenhimmel over os, og i vor Norske Sommernats duftende Friskhed og magiske Lys -- denne Scene staaer altid levende for mig; jeg hører Dit Jagtskrig og seer Din ungdom- melige Asdons Skikkelse skride hen mellem Granerne, og Erindringen derom begeistrede mig saagar her en Aften til en Efterabelse af dette Første, der skjøndt saa forfeilet dog gjorde SIDE: 227 en eminent Virkning paa Tilhørerne; især var gamle Rath saa henrykt over min Munterhed at han digtede 5 -- 6 Vers over mig som kom ind i Dr. Töpfers Thalia; imorgen skal jeg see at finde dem og skrive dem af, saa at Fader kan faae læse dem og til- staae at Rath er en galant Mand. -- God Nat! imorgen mere! Her har Du det. Alle Dine Fortællinger fra Hjemmet har gjort mig megen Plaisir; jeg bliver ligesom sadt midt imellem Mad. Kaasens Julekager som plumper i Asken og Fru Sisse- ners Klynk, og hvad ikke Din Beskrivelse fremtryller, det gjør Moders i sit lange Brev, der næsten blot indeholder Kla- ger over lange Aftener, trist Veir, ingen Lecture og kjedsom- melige Folk, kort den Eidsvoldske Vinterelendighed. Naar jeg nu blot bliver fuldkommen frisk, saa skal jeg leve op til et nyt Liv. Vi boe i den lyseste, roligste og mindst smudsige Deel af Byen, ved en smal Gang kommer man ud paa Espla- naden, saa heder den brede med Alleer gjennemskaarne Gade eller Plads der paa begge Sider er begrændset af en Palads- mæssig og aldeles lige Huserække, hvis Totalindtryk netop derfor, da det seer ud som en eneste enorm Bygning, er høist overraskende. Dette er Hjertet af Byen, Hamburgs Palais Royal, og herfra har man Valget af de herligste Spadseretoure, til den botaniske Hauge tæt ved -- eller følge Alleerne som i alle Retninger føre ud paa Landet, til Indvaanernes Landsteder, Bade og Fornøiel [ses] steder, eller Alsterens deilige Bredder. Da jeg første Gang i Høst, da Veiret endnu var skjønt, gjorde hiin Tour med Vandet paa den ene Side og Haugerne og Landstederne paa den anden, blev jeg ved hvert nyt overra- sket staaende, thi det er vist at en Malers Phantasie kan ikke skabe noget yndigere og smagfuldere, noget mere idealt end disse Sommerboliger. "Det er dog det smukkeste," sagde jeg for hvert, men glemte det i Beundring over det næste. Og en saadan uendelig Række. Men dog er det kun skjønne Fængs- ler, gyldne Buur; hvert Jordsmon er knapt tilmaalt, det lille Paradis er indklemt mellem nysgjerrige og besværlige Naboer, uden hvis Opsigt man ikke kan foretage noget -- og hvad hjælper det at de bedække Gitteret med Roser og pragtfulde SIDE: 228 Væxter, det bliver dog et Gitter, en Muur. Da lover jeg vort Terrain, der [er] man ugenert og frie, og Hjertet føler sig ud- videt fordi Naturen er det. Bliver nu Veiret snart bedre og [stadi] gere, vil jeg spadsere flittig; det er en sand Forfriskelse at kunne saaledes i den frie Luft fordybe sig i [sine] Ideer. Da har man de bedste Tanker; men dem Stueluften især i disse snævre Rum avler, duer ikke. Næste Maaned begynder vel ogsaa egentlig Vinterfornøielserne her, de gode Baller, Soireer, Musikaliske Cirkler etc. Ved L [udwig] s Connexioner skulde jeg neppe faae Adgang til noget af dette; jeg troer jeg har i et andet Brev udladt mig derover; men de Bekjendtskaber jeg kan være noget tjent med, gjør jeg gjennem Senator Dammert. Denne er en høist elskværdig Familie, især kann man ikke nok rose ham. De vilde sidst indføre mig hos Senator Jänisch og hos den svenske Minister Grev Wrangel, naturligviis først efter yttret Ønske af Vedkommende; de, Dammerts, have spurgt til mig i min Sygdom og erindret mig derom. Det første jeg bli- ver saa brav, vil jeg profitere af denne Artighed. Hos en dansk Etatsraad, Theisten, skulde jeg paa gjentagne Opfordringer og- saa have været, men er endnu ikke kommet dertil. -- Forresten kunde jeg, hvis jeg vilde, være ude hver Aften, men jeg maae holde lidt igjen, og gaae med lidt mere Valg; jeg vilde da ikke faae Tid til noget andet alvorligere, og Dagen vilde da gaae hen i Forberedelser til en Aften, der ofte er trættende og aandsfortæ- rende. Desuden har jeg ikke Penge dertil naar jeg vil bestride det nødvendigere. Du troer ikke hvad der gaaer til naar man skal betale alt, den mindste Syetraad, Vadsk og tusende Smaa- ting som man hos os ikke tænker paa; en Drotscke koster 1/2 b., altsaa vilde det hver Dag blive 1 , hvis jeg vilde tage Deel i alt hvad man opfordrer mig til. Vor lille Aften- kreds er ganske hyggelig. Den bestaaer af L [udwig] s, Mad. Dierks, den unge Richard L [udwig] med hans Kone, og jeg. Denne Richard er en meget god Mand og i høieste Grad ven- skabelig sindet mod mig [. . .] . Richard er maaskee den ene- ste i hele Familien der har Carakteer. En saadan ulykkelig Forening af Svaghed, villieløs Godhed og total Mangel paa SIDE: 229 Energie som begge Forældrene, har Skjæbnen vist aldrig før stiftet, og de selv og Børnene isærdeleshed maae nu lide der- under. -- Ved Aftensbordet er den eneste Tid, da vi samles, og da blive vi undertiden meget oprømte. Især føre Juul, førend den slemme Sygdom greb os alle, var vor Kreds meget underholdende, [. . .] . Jeg er bleven meget mager efter denne Historie; men nu begynder jeg igjen at faae Appetit. Nu, min kjere Oscar, har jeg intet mere at berette Dig. Det er et uhyre Brev efter mine Tanker, naar Du betænker hvor meget jeg har at skrive og at jeg elsker Dig høit; men lad ikke denne Paradox finde Anklang hos Dig; hos Dig vil jeg udlede Kort- hed og Knaphed af Breve af det modsatte Extrem. Især har jeg Haab om at faae et hurtigt og langt og indholdsrigt Svar paa dette. Emilie hører intet fra mig. Beed Fader saa hurtig som mueligt underrette mig om han vil overlade hende sit Brev, saa vil jeg øieblikkelig sende et Tillæg for hende. Mit Hjerte er fuldt og længes efter at udgyde sig for denne min eneste og sande Veninde, der har virket paa mit hele Liv [. . .] Din Camilla. Lieutnant Oscar Wergeland Ad. Lieutnant N. Wergeland Christiania. SIDE: 229 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Hamborg den 23de [April 1837] . Kjere Emilie! Hr. Bomhoff reiser imorgen Aften, og da han lod spørge om jeg vilde have Brev med, tænkte jeg i Førstningen nei; men tilsidst efter nogen Kamp seirede min Generositetsfølelse over Retfærdigheden, og jeg besluttede at skrive Dig til, Dig, utaknemlige Emilie. Hvor korte ere nu Dine Breve! hvor længe maae jeg smægte mellem hvert! Det sidste, som jeg fik med Bomhoff, kalder Du det et Svar paa mine lange Ackt- stykker? -- Jeg søger undertiden at hævne mig over den SIDE: 230 Utaknemlighed jeg erfarer i Brevskrivning, paa de Uskyldige, og lader undertiden være at svare en stakkels Tante, en do. Slags Veninde -- men der er ingen Sødhed i denne Hævn -- Og dog har jeg ikke Kraft til at lade det gaae ud over den Skyldige. Jeg maae skrive Dig, enten Du fortjener det eller ei. Det veed Du vel, derfor bygger Du derpaa. Du veed at jeg elsker Dig saa høit, at hvad Du gjorde mig, Du kunde stræbe mig efter Livet, ja Du kunde ophøre at skrive, saa vilde jeg dog skrive Breve til Dig, og elske Dig. Nu er Du den Person jeg elsker høiest. Din Rival er nedlagt. Tilgiv mig, jeg har elsket ham høiere end Dig. 6 -- nei 7 lange Aar! Det var et frygteligt Vanvid, en Sygdom, og Du var min utrættelige, taalmodige Vogterske, som bar mine Luner og Klager -- jeg troede det en ulægelig Sygdom og sandelig, der maatte et saadant fortvivlet Middel til, det sidste, det eneste der kunde hjælpe. Dette sidste yderste Middel var Catastrophen med P [etersén] . Denne har jeg ikke elsket. I min Fortvivlelse over mig selv vilde jeg saa gjerne indbilde mig det; men det var dog ikke Personen selv, men meget mere de Egenskaber han syntes at besidde, der tiltrak mig, og havde disse Egenskaber bevaret sig, vilde min Følelse maaskee i Tiden have gaaet over i Kjerlighed; men nu er det ikke saa, nu veed jeg at han er mig uværdig, og det som bandt mig til ham, existerer ikke mere. [. . . .] -- intet mere derom, jeg er selv bedrøvet. -- -- -- til noget andet glæde- ligere! -- Min Kjerlighed til Welhaven er udslukt. Jeg elsker ham ikke mere. Jeg skriver dette Navn, dette frygtede Navn nu saa roligt som om jeg havde skrevet Lars Tallian Backer, Jens Ring, eller hvilkensomhelst. Jeg er jo bleven lægt, omendskjøndt jeg undrer mig hvorledes jeg har kundet udholde Kuren. Til at læge en Vunde maae der glødende Jern. Kan Du huske den Tid da Du skrev "en vis Person". Nu gives der Gud skee Lov ingen vis Person mere. De ere alle uvisse og uvislige tillige. Naar Du næste Gang skriver mig til, da tal intet mere om det Gamle. Fortæl mig Alt SIDE: 231 hvad foregaaer i Byen, Nyeheder, hvorledes de Alle leve, hvor Du har været, hvad Du bestiller, hvad Caroline tager sig for, og hvordan hun er og har det. Jeg vil strax i denne forbedrede Brevplan foregaae Dig med et godt Exempel -- jeg har endnu intet fortalt Dig om Hamburg, om Folk her, om Selskaberne etc. I den senere Tid er [jeg] gaaet meget ud. Hun er dog smuk denne Frau von Bacheracht! Her er hun det, men hos os vilde hun ikke gjælde for det. Du veed jeg skrev i Carolines Brev, at jeg ved Clara Sch [ulz] blev indført i Mad. Hesses Fredagssoireer. Jeg er nu engang for alle invitert, men gaaer dog ikke uden en eftertrykkelige Op- fordring hun pleier at sende mig. Det hele diplomatiske Corps med deres Koner pleie at komme der, foruden nogle enkelte unge Herrer, meest Fremmede, skjelden unge Piger. Du vil vide hvordan der er? -- Mad. H [esse] er en riig Kjøbmands- enke, som sætter sine Penge i den efter Omstændighederne daddel- eller roesværdige Bestræbelse at samle fornemt eller det saakaldet gode Selskab om sig; det er en Manie hos hende, men den er da ialfald ligesaa ædel som saa mangen anden, der er mindre usædvanlig og derfor ikke paafaldende. Her kan hun existere, men hos os vilde hun gaae ynkelig under i Ridikulens Moloksarme. Hun har ved Flid og Stu- dium vistnok erhvervet sig hiin ydre Politur, har enslags An- stand, et elegant Huus, de udsøgteste Sager, kort, hvad der kan tilfredsstille et saadant Selskabs Fordringer; men Gemyt og Geist til at bringe nogen Varme og Liv i det, har hun ikke. Det er ogsaa en overflødig Ting. Tænk Dig os altsaa i hendes duftende comfortable lille Salon, Herrerne med Hattene under Armen og Damerne behandskede rundt om Thebordet, hvor Værtinden -- som for Ex. sidst -- i sort Fløielskjole og Baret præsiderer og, en Slags Vesta liig, sørger for at Theen og Conversationen ikke gaaer af Kog. Du kan troe, den hel- lige Ild er ofte paa Veien til at slukkes. Undertiden naar jeg har faaet en rolig Naboe, kan jeg sidde taus og høre til, og maaskee, ja høist sandsynlig, formoder da de Ordførende i denne Fordybelse at see den unge Piges beskedne Opmærk- SIDE: 232 somhed, eller meget mere det uerfarne Naturbarns Beundring af deres Viisdom, deres Politur og Fiinhed -- og veed Du hvad jeg da mangengang tænker? Jeg undrer mig over den Suffisance og Vigtighed hvormed de kan udbrede sig over de dummeste, kjedsommeligste, tusinde Gange forældede, og meest fortærskede Ting -- og naar de fortæller noget som jeg veed meget bedre end de. Du kan omtrent forestille Dig, hvilken Contrast jeg afgiver her. Mit Sprog, mit Væsen, mine Tanker var noget nyt, paa- faldende, og medens jeg, ophidset end mere ved denne Con- trast, bragte vor "nye" herlige "Skoles" Principer i Anven- delse og med en Slags sand Nydelse confunderte dem i deres selskabelige Falsk [h] eder og Usandheder, bragte dette et Slags nyt Liv, som Mad. H [esse] belønnede med taknemlige Øiekast og ved megen Afgjørelse. Jeg lod dem dristig skrive dette nye Væsen som vagte deres Smiil, og en meget levende Mi- mik, paa Naivitetens og Uerfarenheds Regning, medens ak! jeg veed bedst selv og Du ogsaa at det er af Valg, af Reflec- tion -- af Princip, endelig fordi jeg hader deres skimlede For- mer, og dette Væv af Forstillelse og Falskheder hvoraf Sel- skabelighedens Love er sammensat. Nei, det er ikke af Uvi- denhed, jeg kjender dem godt disse Love, jeg blev jo ogsaa opdraget i dem; thi Du kan vel begribe hvor gjerne mine Forældre vilde have mig til et velopdragent Menneske, naar de kun havde kunnet; jeg var næsten nær derved, ja engang, den Tid, da jeg var hos Herres erindrer Du, Emilie, da var jeg meget velopdragen, skjøndt mod min Villie, mod min Natur; jeg forgik næsten under denne Velopdragelsens Tryk; da lærte jeg Dig at kjende! Den nye Skole aabnede mig sine beskyttende Arme, og jeg kastede mig i dens alleinseligmachende Skjød -- jeg maatte det! -- men tilbage til H [esse] s, jeg morer mig dog godt der nu! Der bliver ofte musiceret der. Fru von Hähnlein, den preussiske Ministers Konegemalinde, er en sand Kunstnerske, synger herlig. Man piner og plager mig altid om norwegische Lieder, som jeg da, uden at have lært nogen egentlig, impro- viserer saa godt jeg kan, og bliver meget applauderet. Jeg SIDE: 233 fortalte Dig at jeg her gjorde den russiske Gesandt Struves Bekjendtskab, som vilde føre mig sammen med hans Datter. Jeg saae hende da førstegang i Faderens Huus, og siden har jeg været hos hende selv adskillige Gange. Hendes Huus er nyt indrettet efter alle den finere Smags og Beqvemmeligheds Fordringer. Især maae jeg bemærke et nyt Slags Meubler, Sophaer til at flytte ligesom Stole, en engelsk Opfindelse, og Flygel, Gulvtæppe, Sølvmaschiner, gallonerte Tienere, og de herligste Kobbere i Pragtbind paa alle Borde, gjør et herligt Ensemble -- men intet er mere classisk end Caminværelset. I lave, bløde Lænestole sadde vi om den dæmrende Camin- ild, paa enkelte af Ansigterne faldt et magisk Skjær, andre der vare bange for deres Hud, havde gjemt dem bag et Slags chinesisk Garde-feu. Et Balzacks Malerie af et Caminværelse paa et gammelt fransk Slot en mørk Høstaften -- Personerne i dette Tableau vare den ærværdige og herlige Struve, Sviger- sønnen B [acharachts] lange, slanke Figur, med et blegt Ansigt -- Hun, med glindsende sort glat Haar -- Ministerens Neveu, en meget beskeden Yngling, og hans Niece Grevinde Westphal, med hendes lille 12 aarige Datter, en sand Cherub, alle disse i dyb Sorg /: Fru von Struve døde denne Vinter :/, dernæst den franske Charge d'affaire Baron de Lassale, en 40 aarig ugift Mand, før og med megen Anstand -- siden har jeg en- gang talt meget med ham og opdaget at han har merkværdig stikkende sorte Øine -- mere om det siden -- endelig Clara Schulz' stive Figur, aldeles ikke classisk, jeg veed ikke hvad man kunde gjøre hende til i dette Tableau, til en Gouvernante troer jeg -- og til allersidst en ung Dame i hvidt som Du kjender, meget classisk. Hun var den eneste blonde lyse Figur i den mørke Grouppe, paa denne Folio af sorte Øine og sorte Silkekjoler, hun syntes at tale, de andre at lytte, thi hendes Miner og Bevægelse har noget fremmed høitideligt; hun var nemlig opfordret til at fortælle et nordisk Sagn, men i Mangel deraf citerte hun et Digt, og med megen Sikkerhed og Ubefangenhed. Da alle vare borte, blev jeg endnu, da jeg ventede den bestilte Vogn, siddende hos Vært og Værtinde SIDE: 234 og den omtalte Lassale, jeg veed ikke hvorfor, ogsaa bleven tilbage, og nu udspandt sig en meget kjærnefuld Samtale. Jeg taler aldrig uopfordret om Politik, men da man næsten altid gaaer ind paa dette Thema, er jeg nødt til at give de Oplys- ninger jeg kan, saameget mere som det ofte gjælder om at berigtige de forkeerteste og falskeste Ideer. Her maae jeg tale, ikke sandt? Denne Aften bragte Hr. von B. mig ved hundrede Spørgsmaale ind paa denne Bane, og naar man først er der, saa hjælper ingen Diplomati. Da Talen var om norsk og svensk Adel, lod jeg mine Tanker over denne sidste frit ud- strømme, ledsaget ved nogle kraftige Anmærkninger over Adel i Almindelighed; der var mørkt saa jeg ikke kunde see hvad for Miner de gjorde, og Gud veed enten de skrev denne Aabenhjertighed paa en uhørt Dier [v] heds og modent Over- lægs Regning eller en naiv Unbefangenheds; men denne Gang var det virkelig den sidste som havde Skylden, da det først efter at jeg havde sadt mig i Vognen, faldt mig ind at jeg havde begaaet en Bommert -- n'importe! tænkte jeg, maa- skee havde jeg ogsaa sagt, om jeg havde erindret at jeg talte med høiadelige Personer. -- Næste Morgen skrev jeg Frau von B. en Billet: "Ich denke an das Camin und die Menschen die daherumsassen: das Ganze hat mir ausseror- dentlich wohl gefallen. Darf ich einmal wiederkommen wenn ich selbst will, ohne eingeladen zu sein? ich habe so wenige schöne Bilder aus H [amburg] mitzunehmen." Efter et Par Dage fik jeg Svar, der begynder med en Indbydelse til Aftenen og slutter omtrent med: So slage ich Ihnen einen Platz am lodernden Camin vor, wo Sie zwar nur wenige finden werden, aber solche die Sie zu schätzen wissen. Den Dag gik jeg ikke. Veiret var for afskyeligt. Jeg lod die Räthin sende hen og undskylde for mig, næste Dag hos H [esse] s spurgte Hr. B. til mit Befindende og beklagede at jeg var syg igaar. "Nei", sagde jeg. "Warum kamen Sie denn nicht?" "Weil das Wetter so schlecht war." "Aber Sie liessen doch sagen -- -- ." "Ich nicht, das hat die Räthin vielleicht gethan -- ." Han satte et besynderligt Ansigt op og gik hen og satte sig i Sophaen. Die SIDE: 235 Räthin som vist hører til en af de ældste Skoler i Tydskland, havde ikke kunnet føre det over sit Hjerte at give en saa schroff Undskyldning som Veiret -- -- -- -- -- -- Sidst var jeg der. Der vare mange den Aften. Spilleborde bleve arrangerede, og der blev kun Fru B., et Par andre ube- tydelige Herrer, Hr. von Lassale og jeg tilovers; med denne sidste havde jeg en lang Samtale over alt mueligt. Den dan- ske Consul Bille var der ogsaa, med et smukt kjøbenhavnsk Ansigt. Han vidste meget om Fader, Henrik, han har saagar været Eleve en kort Tid af Fader. Da jeg sidstegang var hos Mad. H [esse] , traf jeg hendes Svigerinde Mad. Hesse fra Al- tona tilligemed hendes Datter der. Denne Dame fører et sandt fyrsteligt Huus og har den udsøgteste Omgang. Datteren er bekjendt som den smukkeste og rigeste Pige. De ere egentlig Hamburgere, men boe dog i A., hvor Moderen bliver kaldet Prinsesse Amalia af Altona. Hun inviterte mig at besøge dem; næste Dag skrev Mathilde H. en ziirlig Billet og fastsatte Dagen -- og kom da og hentede mig med Vogn og førte mig derud. Det er en i alle Henseender velopdragen Pige, der har lært alt hvad der behøves, alle selskabelige Talenter, kort alt hvad man kan for Penge, uden ved særdeles Evner at bringe det i noget Fag til Fuldkommenhed, forresten af en indtagende Venlighed, Forekommenhed og Simpelhed. Hun er en ung smuk Pige, forkjelet af rige Forældre og afgjort af Alle, uden at hun derved er bleven fordærvet, thi hun synes at have den bedste Natur, -- ein "liebenswürdiges Mädchen" -- uden noget egentligt individuelt Præg; thi i en saadan for Selskabs- livet uddannet Opdragelse bliver dette, om det existerer, snart udvidsket -- -- Man havde vel fortalt mig meget om den Smag og Elegance der herskede, men jeg maae tilstaae, jeg blev dog overrasket! Disse brede Trapper med Tæpper, disse Nicher med Statuer i Gangene, denne terrassemæssige Have med den herligste Udsigt over Elben, disse Balconer, disse Maaneskinslamper, disse Kobbere paa Bordene, gjorde et dybt Indtryk paa mig. Er det ikke sørgeligt at jeg er skabt til at boe i et saadant Huus? men hvor meget maatte man offre, SIDE: 236 maatte man opgive for [at] tilkiøbe sig denne Herlighed? -- I disse elegante rige Huuse, hvor man blot hører raslende Silkekjole, aldrig Trin, paa de betæppede Gulve, hvor Alt er Politur, Glathed, fra de skinnende Meubler indtil det Væsen, de Miner hvormed de besnorede Tjenere hjælpe en af Vognen, fattes dog hos Beboerne et vist indre Liv, en vis indre Dan- nelse, der saa ofte yttre sig hos os under uslebne Former, de beskedneste Omgivelser. Jeg morede mig dog meget godt hos disse H [esse] s! Der var et halvt Snees Herrer, 3 -- 4 Damer. Der blev musiceret. Min Passion for Katte blev tilfældigviis berørt, og dette drog megen Spas og Drillerier efter sig; der skulde findes 2 Katte paa Gaarden, der dog aldrig fik Au- dienze i Beboernes Gemakker; men tilsidst, for at sætte Grændse for Herrernes galante Bestræbelser, der vilde ja [ge] dem op i Stalde og Vognskjul for at lægge dem som et ædelt Vildt for mine Fødder, gav jeg den smigrende alvorlig-simple Erklæring, at jeg i et saadant Selskab ikke savnede dem; -- jeg vilde gjerne have blevet længere, da just Herrerne lavede sig til at give en Scene, men maatte pludselig rive mig løs fra Selskabet for at følge med Dr. O. og Kone, det eneste gifte Par under hvis Beskyttelse jeg kunde komme hjem. Han reiste formo- dentlig saa tidlig for at slippe at betale "Thorsperre", som man er nødsaget til efter Kl. 10. -- Nu har Du dog, min kjere Emilie, en Oversigt, en Idee om mit selskabelige Liv. Ellers kjender jeg ingen unge Piger. Clara Schulz er reist til London. De unge Piger jeg har seet nogle Gange i større Selskaber hvor man bliver formelt ind- buden, og hvor der undertiden bliver dandset, ere alle mere eller mindre ubetydelige, en slet Udgave af vore Christiania Damer; ugratiøse Gestalter, smagløse Toiletter, støder mit Øie hyp- pigere end nogensteds. Vore Damer have dog megen Smag i Pynt, og de have alle en Slags passiv Anstand og Grazie, der idetmindste udelukker det Stødende, og ere de stumme, saa er det dog en elskværdig Stumhed, der lader mere ane og formode end denne Bestræbelse for at være underholdende, disse mange Ord, der afdække Armod og Tomhed. -- Fr [øken] SIDE: 237 Fürst, som jeg for 2 Aar siden lærte at kjende hos R [eimers] , gjør en Undtagelse -- men hun er ikke længer ung Pige, men har dertil et selvstændigt Væsen og megen Livlighed og Ung- dom, endskjøndt hun er Lærerinde og holder Skole. Det er en høist klog og meget sarkastisk Dame. For mig har hun fattet en Kjerlighed som yttrer sig paa alle muelige Maader. Jeg besøger hende undertiden. Nagel er gift, og hans Kone seer ud som den personificerte ægteskabelige Lyksalighed. Clara Schulz er gaaet til L [ondon] . Hun havde her adskillige Tilbedere eller rigtigere hendes 20 000 b. havde dem, thi hun var et af de Væsener som jeg ikke holder for mueligt at op- vække Kjerlighed, aldeles ikke af den Grund at hun intet indtagende Udvortes havde, thi man har oftere Bevis for at dette gjennembrudt forklaret ved "den indre Straale" kan være farligere end den kolde Skjønhed, men det var just dette indre Liv som manglede hende. Dette var udtørret i Selskabsluften. Jeg stod paa en underlig Fod med hende. I Førstningen ved Liighed i Forhold, begge som Fremmede, trukket til hinanden, overraskedes vi over vor uhyre Forskjellighed. Hun var for- resten meget ridderlig af Tænkemaade, og havde mange agtel- sesværdige Sider. Hun har lært Thomasens at kjende og korresponderte med Friderikke. Spørg denne om hende, men vogt Dig for enhver Yttring der kunde misforstaaes at blive kaldt Da [ddel] . Hun var i høieste Grad ærgjerrig, og da hun ikke her haabede at gjøre et Partie der kunde tilfredsstille hendes aristocratiske Fordringer, troede hun at England blot kunde præstere nogen der forenede dem alle. " Finder jeg intet Hjerte i E. som svarer til mit, saa er der intet andet for mig end at kjøbe et Landgods og begrave mig der, eller hvad jeg endnu mindre vil, gifte mig her i Hamburg." Du leer over dette "at finde, at søge et Hjerte" -- Nu maae jeg op- høre -- Skriv mig nu til, kjereste Emilie! afdrag endeel af Din Gjeld. Hvis Folk spørger efter mig, da kan Du sige -- ja siig hvad Du vil! -- I Henhold til hvad Du paa min Bøn i sidste Brev har yttret Dig over denne Sag, nemlig at det ikke var afgjort, men at jeg stod i Correspondence, kan Du jo SIDE: 238 gjerne sige at det er forbi, at Faders Forestillinger og deels min egen Fornuft har bevæget mig til at gjøre Ende paa den, at det intet Parti for mig er etc. Dette er jo ganske conse- quent, ikke sandt. Nu maae jeg slutte med de venligste Hilsener til Alle, til Talchen, Caroline, til alle andre -- Lev vel. Jeg har meget meget at skrive endnu, men jeg maae ophøre, ellers raser Bomhoff. Din uforanderlige. Fräulein Emilie Diriks Christiania Dem Herrn Bomhoff anbefohlen. SIDE: 238 Camilla Wergeland til Nikolai Wergeland. [Begynnelsen mangler.] Den 6 Mai [1837] . Kjere Fader! Lader os ikke mere tale om hiin Sag. Ak der er talt og skrevet for meget derom. Det var en dyrekjøbt Erfaring. Erfaring! ja hvortil skal den hjælpe mig? Til at gjøre mig mere mistroisk og grublende end jeg var før; jeg tør ikke gribe mere efter noget der synes som Lykke. I denne Tid har jeg været meget ude, mere i disse 2 sidste Maaneder end den hele foregaaende Vinter. Derom vilde jeg fortælle noget, Skildringer af den Sort ville især interessere Moder. Det er maaskee godt, at det har truffet i denne Tid, jeg nødes til at rive mig løs fra mig selv, i Adspredelsen glem- mer jeg -- I Ensomheden derimod, naar jeg har kastet denne selskabelige Maske, vogner den gamle Fiende. Det er Bevidst- heden om min Stilling, denne bittre Følelse, at jeg som under 1000 var skabt til dobbelt at nyde Lykken og -- jeg tør sige det -- skabe den rundt om mig -- dog har forfeilet min Be- stemmelse -- forfeilet Alt -- Ak, jeg var skabt til noget andet end dette uvirksomme, vegeterende Liv -- det sidste Stød af Skjæbnen, denne sidste Skuffelse var overflødig. Mine Ford- SIDE: 239 ringer til Livet vare vakte paa ny, og hvor længe skal det vare førend jeg vinder hiin modløse Resignation igjen? Hvor mange Haab, hvor mange skiønne Drømme vognede, for lige- saa snart og grusomt at qvæles: i min Lykke og ved min Lykke, saae jeg Eders, mine Forældre; den kunde afbetale min Gjeld til Dig min Fader, til mine Sødskende, i hvis Ret- tigheder til Din Ømhed og Opofrelse, jeg bebreider mig at have [gjort] Indgreb -- -- -- men intet mere derom, jeg vilde jo fortælle noget andet -- jeg kan begynde paa hvad jeg vil, saa forfalder jeg dog i den gamle Reflectionssyge. Jeg skrev for nogentid siden til Fru Fougstad, af dette Brev vil jeg trække ud et Par Skildringer som kunne tjene som Grund. "Du kan aldrig troe hvor godt jeg lever her i Huset, og hvor gruelig man forkjeler mig. Fru L [udwig] er en En- gel; der staaer Kage og Apelsiner hele Dagen i Skabet, som jeg kan gaae og tage af saa meget jeg vil, og gamle Rath skriver Vers over mig og rykker ind i Dr. Toepfers Blad. Den eneste unge Pige jeg omgaaes med, er Frøken Schulz, en Fremmet. Hun har megen Aplomb og et imponerende Væsen, megen selskabelig Takt -- et Verdens Barn, dog et meget stivt og ærbart, en af disse gamle erfarne Unge, som har givet Sel- skabet, Verden, sin hele indre Verden, men som dog hader den for dette Rov, og er i denne Strid bleven streng og bitter. Vi søge hinanden op -- forresten maae jeg bemærke det er en baade dannet og yderst fornuftig Pige -- vi søge hinanden op, vi disputere, forundre os over vor Forskjellighed, hun smiler over mine gammeldagse Dyder og fromme Illusioner -- medens hun hemmeligt misunder dem" -- -- -- -- -- -- Hun førte mig paa en Indbydelse fra Mad. Hesse ind i hendes Cirkler; Mad. H. er en riig middelaldrende Kone. Hun har ingen Børn, men hun anvender sin Formue paa den Pas- sion at samle fornemt og udvalgt Selskab om sig. Hver Fre- dag er der Soireer hvor Eliten af H [amburgs] beau monde, fornemmelig Diplomater, samles. "Jeg var der og morede mig ret godt. Af unge Damer var der kun S. og jeg -- dernæst den østerrigske Gesandt Pretizt med Gemalinde, en Baron SIDE: 240 Vogt, en gammel Skjønaand og en skjøn gammel Aand -- en Hr. von Ehrenstein, en Tilbeder af Fr. S., men han gik tidlig, da han fik en Kurv af hende den Aften eller rettere af hendes 20 000 -- den russiske Minister Hr. von Struve, etc. Med denne sidste talede jeg meget; han opfordrede mig til at gjøre hans Datter Fru von Bacharacts Bekjendtskab, som han med en Slags faderlig Stolthed talede om. Næste Uge fører Clara mig ind hos hende, og jeg er overordentlig spændt derpaa. Fru von B. er efter Beskrivelser en H [amburg] s Aspasia, skjøn, interessant, elskværdig, lidenskabelig som en Spanierinde, men marmorrolig derved, med sorte farlige Øine og russisk farveløs Teint -- hun har efter hele Byens Dom en Polak, en Hr. von Krysinsky, til Elsker, men hun er saa anerkjendt, hendes Magt er saa stor, at hun selv er det Uhyre, Verdens Dom, overlegen. Jeg saae hende paa Straus's Bal, hun havde en guul Atlaskes Kjole paa, og hun svævede i sorgløs Rolighed hen i Raderne; hvorfor bliver vore unge Koner strax saa gamle og adstadige? Her spille Konerne Hovedrollerne, de unge Piger af Hamburgerinderne ere blot Statister, de unge 30 -- 40aarige Koner gjøre her Vind paa Ballerne, til dem gjør man Cour, om deres Skjønhed og Elskværdighed hører man blot tale. Fru B. har paa en 2aarig Reise i Orienten skrevet en Dagbog i Breve til Forældrene, der efter gamle Raths Dom, der havde dem til Gjennemlæsning, i Aandrighed og Originalitet overgaaer alt hvad han i den Genre har læst; hun bliver af Alle opfordret til at give dem ud -- -- Veed Du at jeg har besøgt Heines Moder her paa Stedet? Hvergang jeg gik forbi hendes Vindue kastede jeg et skye ærbødigt Blik; der blomstrede noget indenfor som jeg troede maatte være Lotusblomster mit ihren "frommen Blumengesichtern"; men da jeg tilsidst gik ind for at see, fandt jeg at det var Hesteskoegeranium. Mutter H. er en god [. . . Endel av brevet tapt. . . . hendes Spil] var under al Critik, saa at Publicum applauderte af Ironie; noget mere ordinairt hæsligt, ulenkeligt og ugraziøst har man knapt paa vore Bræder, brændende Ihu- SIDE: 241 kommelse, nogensinde seet, et saadant ret Krähwinkel- bühnegeschäft, den jammerligste Parodie paa den store Digters Ideal, kort, saa i alle Maader slet, at Publicum uden Resen- sent følte det, og Toepfer selv stammede noget der lignede Daddel frem i sit Blad, men som havde noget der erindrede de Taarer Englene fælde over en Sjel som gaaer tabt paa Jor- den, saa kjerlig, saa mild bedrøvet, -- apropos, den store Kunstnerinde havde selv udtrykkelig forlangt denne Julie, for- modentlig som Folio for hendes Herlighed. Men dette var en falsk Beregning af hende, og var vist meget Skyld i at [hun] ikke blev saa modtaget og anerkjendt som hun fortjente. Hendes guddommelige Sjel havde noget umoti [ve] ret isoleret, hendes liden- skabelige Ild fik et Anstrøg af Latterlighed, ved Siden af Gjen- standen for den som nødte En hvert Øieblik til at tænke paa Heines: "O König Wismavitra, o welcher Ochs bist Du! dass Du so viel sorgest und büssest, und das alles für eine Kuh!" -- Men tilbage hos Hesses igjen, som sagt jeg saae Ottello med dem; Mad. H. satte sig selv bag og jeg og den smukke Datter Mathilde sadde foran, Folk gloede fra alle Kanter. Disse ven- lige og forekommende Mennesker vilde have mig med tilbage, men da jeg afslog at blive Natten borte, inviterte de mig til Middags igjen næste Dag; der skulde komme en Fremmed, en Baron A. De hentede mig med Vognen, og jeg tilbragte atter en høist behagelig Aften hos dem. De maae nok troe at jeg er Lykken og Glæden selv, thi naar jeg kommer derud, bliver jeg som nyfød; jeg bliver altid fetert, jeg maae synge, tale, for- tælle, jeg har faaet et Slags Privilegium paa at sige alt hvad der falder mig ind, og der falder mig mange Ting ind. Naar denne Frihed er altid inden Gratiens og det Anstændiges, det Passendes Grændser, er den et forfriskende Lufttræk i den qvalme Selskabsatmosphære; den er som det pladskende Spring- vand som dog gjerne alle tye til og lege med og stille høit og lavt og lader oversprudle sig, det eneste Bevægelige i mellem alt dette Afmaalte Tilskaarne og lige, der opliver de stive Taxus- vægge og snirklede Gange -- -- Jeg skrev i en Billet til Mathilde som et Slags Tak for sidst -- -- -- "War ich vielleicht zu SIDE: 242 munter, zu ausgelassen, habe ich zu viel gesprochen und ge- sungen, zu eifrig gestritten, es ist möglich, ich weiss es nicht, aber es [ist] nicht meine Schuld, es ist Eure Schuld. Man mag kommen in welcher Werkeltagsstimmung, in welcher prosaischen Laune man vill, in diesem Haus, in diesen sanften Blumen- duft, dieser aetherische Beleuchtung, thaut sie doch auf; das Herz erweitert sich mit der schönen Aussicht, und erwarmt an den Gesichtern der Bewohner. Mit einem Wort, ich fühle mich sehr wohl unter Euch; wenn ich Sie, freundliches, schö- nes und glückliches Kind, sehe, werde ich auch froh, denn ich bin es nicht immer. War ich nicht sehr heiter letz? und doch weinte ich ehe ich einschlief jenen Abend. -- -- " Christi Himmelfartsdag blev jeg buden derud igjen, der var stor Soirée musicale-dansante. Jeg havde paa Opfordring øvet en Duet at synge med Hr. Marti, en Lübecher, der er mere end Dilettant; han er sand Kunstner, har den skjønneste Basstemme og et herligt Foredrag. Men uheldigviis var han bleven hæs og kunde neppe tale høit, saa vor Duet maatte for det første blive. Da jeg blot havde taget den med, ingen af mine andre Noder, kunde [jeg] intet synge uagtet de meest overtalende Bønner; thi her især i store Selskaber maae man lade sig accompagnere af en anden, hvis man skal synge med Kraft. Skjelden seer man en Dame sætte sig til Piano-fortet, men hun staaer opreist for Selskabet. En anden Sag er det i et lille Selskab, eller naar Accompagnementet er let. En be- rømt Sangerinde fra Kjøbenhavn sang en Bravour-arie uden synderligt Bifald, derpaa blev der danset. Localet, Beværtningen alt var fyrsteligt. Den svenske Gesandt Grev Wrangel lod sig mig forestille og jeg talte meget med ham. -- Vor forfeilede Duet maae nu beroe til næste Fredag i Mad. Hesses Soirée -- /: Du veed hun holder hver Fredag Soirée; hun er Svigerinde til den Mad. H. i Altona :/ og da, hvis Hr. Martis Strube er i Orden, ville vi synge adskilligt sammen, foruden de Sager jeg har forberedt mig paa at give Solo. Her i disse smaae Værelser kan man let accompagnere sig selv. Der bliver gjort meget Væsen af min Smule Sang, og det er saa meget mere smigrende SIDE: 243 som denne Kunst staaer paa et meget høit Trin; næsten alle ere musikalsk dannede, og der findes virkelige Kunstnere inden Privatstanden, der kunde optræde paa hvilket Theater de vilde. Fru von Hähnlein, den preussiske Legationsfrue, synger ud- mærket, og hun har givet mig mange smigrende Opmuntringer. Hvad der før hemmede den frie Udvikling af min Sang, var mindre Mangel paa Øvelse, Mangel paa Opdragelse, men meget mere den Forknydthed og Undseelse, der gik saa vidt at jeg undertiden skammede mig paa mit ensomme Værelse for at synge, og kom nogen i Døren, foer jeg sammen som en der bliver grebet [i] Tyverie. Denne Frygt øver vel endnu i en vis Grad sit Herredømme over mig, men det er dog ingen Sammen- ligning med før. Lidt efter lidt vil den vel ganske give sig. -- Jeg synger nu Din Yndlingsarie af Anna Bolena. -- Sidst Fre- dag hos Mad. Hesse blev der blot conversert, de ældre Mænd sætte sig altid til Bostonbordet i næste Værelse. Men tilsidst begyndte vi Unge ogsaa et Spil: Fru von Hähnlein, den rus- siske Baron, en stiv og kold ung Mand -- Hr. von Crysinski, hiin Polak der er "Huusven" hos Bacheracht, en temmelig bemerkbar Person -- og et Par andre unge Herrer. Den forrige Fredag da endnu et Par Damer vare med, tog jeg for første Gang Deel i dette Spil, men da Du maaskee kjender min svære Fatningsevne i alt hvad Spil angaaer, kostede det mine Med- spillende megen Umage og Latter. Jeg var ubændig klodset. Det eneste Middel at skjule eller at undgaae Compromise ved en Mangel er selv at carrikere den, derved forbeholder man sig dog Overvægten. Jeg parodierte i mine aabenhjertige Tilstaaelser af Kortene, mine uforfalskede Bemærkninger deres Fiinhed og Gevandther, men denne Naivitet kostede mig en heel ban. Derimod sidst var Lykken bedre end Forstanden, jeg vandt omk. 8 b., næsten 3 Spd. norsk. Det er en yderst skjelden Gang der bliver spillet. Man kan vel behøve at vinde nogle Penge, da man har saa godt Brug for dem. Uden at regne smaae Udgifter som Drikkepenge til Tjenerne, thi her hersker det Misbrug, at man av og til maae give Tjeneren Penge paa de Steder man kommer, har jeg havt adskillige SIDE: 244 Extraudgifter. Vor Pige er flyttet, til hende betydelige Drikke- penge. De unge Ludwigs bade mig til Fadder og kaldte Barnet op efter mig, omendskjøndt jeg protesterte mod det omineuse Navn, og maatte jeg give den her brugelige Fadder- gave, et Sølvbeger; Du seer at al denne Afgjørelse koster Penge. Jeg var eneste Fruentimmerfadder, desforuden 2 Mands- faddere. Daab gaaer altid for sig i Huset, aldrig i Kirken. Jeg har ogsaa maattet skaffe mig mange nye Toiletsager an ved Overgangen til Foraaret. Hat, Skoetøi, et større og et mindre Schal, flere Kjoler, vare skrigende Nødvendigheder, selv om jeg ikke gik saa meget ud som jeg i den senere Tid gjør. Men da dette er i saa elegante Cirkler, maae jeg holde Skridt med dem saavidt min Evne tillader det, og i Mangel af Prætioser og kostbare Stoffer idetmindste ved Ziirlighed og Smag erstatte dem. Af mine Pariserkjoler har jeg endnu den hvide Schawls- kjole og den mørkerøde, endnu smukke; den mørkeblaae Silke- kjole er degradert til Hverdagskjole, det vil sige jeg bærer den her i Huset, tilligemed den gamle bekjendte, Tid og Mode trodsende violette Amsterdammer Gingham Kjole, som efter en ny Reparation under mine kunstfærdige Hænder er udgaaet i ny Glands som en Phønix af Asken. Med disse 2 Hverdags- kjoler hjælper jeg mig, men jeg har kjøbt mig en brun Silke- kjole og 2 lysere af et lettere Stof. Den ene af dem, en rosen- rød, havde jeg paa, paa Ballet hos Hesse; den var forfærdiget efter moderneste Snit med korte snævre Ærmer, et meget langt Liv og langt, uhyre folderigt Skjørt af en Skrædderske som Grevinde Westphal recommanderede mig, hun fulgte mig selv hen at tage Maal; dertil havde jeg mit Perlediadem paa med høi Frisur. Disse Klæder ere dyre at lade sye, men det er den eneste Maade at faae det gjort ordentlig paa, at betale det; Alt hvad her er billigt her er slet, og man er ikke tjent dermed. De have endnu ikke sendt Regningerne paa Alt dette; Halvparten af mine Penge fra forrige Maaned og alle for denne har jeg endnu ikke rørt; jeg faaer see hvor langt det rækker. Jeg har skrevet op i en Bog alt hvad jeg giver ud, men uagtet denne Orden gaaer det mig som alle andre der tale om deres SIDE: 245 Pengeudgifter: jeg veed ikke egentlig hvad jeg har for dem. Meget faae reelle Ting, derimod gaae de hen til Existencen her, Drikkepenge, Porto for Breve, Vognpenge, som i denne smudsige Vinter har næsten været en daglig Udgift, Theater, smaae Fornødenheder, hvergang man vil have en Smule Bendelbaand, Syenaaler maae det hentes, kort i en saadan stor Bye er det ligesom Luften kostede. -- Næste Mandag, anden Pintsedag, er jeg buden til H [esses] i Altona. Her er en uhyg- gelig Tid her i Huset nu, de unge L [udwigs] ere flyttede, og vi skulle flytte ind i deres Værelser; en Dr. Chaufepié som vi for 3 Aar siden saae hos Reimers, skal boe i vore. Han er nok bleven uenig med sin Stedmoder, som han boede hos, og driver meget paa os at flytte ud, medens dog Værelserne ere ganske ufærdige ovenpaa. -- Lieutnant Mansbach er her i Hamburg; han har studert en Vinter i Kiel, men reiser nu tilbage til Bergen igjen. Han var her igaar og [...Resten mangler.] SIDE: 245 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. 1ste Pintsedag [14. Mai] 1837. Jeg læser just "Jaques" af George Sand. Hvor lette og flydende ere disse Breve, hvor naturlig og aldeles frie for Forskruelse er denne Fernande eller rettere hendes Stiil. Saa- dan kan jeg ikke skrive; jeg er ikke forskruet, og dog savne mine Breve en vis Naturlighed -- det er ligesom man skam- mede sig for den simple kunstløse Udtryksmaade. Vi lide begge af denne Feil, Emilie, lader os love hinanden at be- stræbe os alvorlig for at forbedre den. Seer Du, man maae kun altid skrive som om man talede, som om den Tiltalte stod og lyttede; vil man vælge og lede efter Udtryk, er det et slemt Tegn -- Paul de Koch siger i den eneste Roman jeg har læst af ham, vist den sidste ogsaa! at det er et traurig Phenomen at selv de naturligste Fruentimmer ikke ere istand til at skrive 2 Linier uden Forskruelse; dette er noget stærkt, men Sandheden overraskede mig, og jeg rødmede først paa mine egne Vegne. Har Du lagt Mærke til den Tone der her- SIDE: 246 sker mellem de tvende Veninder i Jaques -- mellem Fernande og Clemence -- denne Clemence, hvor diervt, hvor kraftigt er hendes Sprog til Veninden -- siig mig oprigtig, Emilie, troer Du ikke at der existerer megen Falskhed mellem os? -- Gjør Din Samvittighed Dig aldrig Bebreidelse for overdreven Be- skedenhed, for falsk Selvfornægtelse? -- Den første trykker ikke mig saameget, men den sidste har jeg ofte gjort mig Skyld i -- Du sagde mit sidste Brev overraskede Dig -- . Jeg er ikke vis paa om det ikke var min Hensigt at overraske Dig, men kan Du virkelig beundre mig derfor? føler Du ikke at denne Heroisme er et Forræderie mod Venskabet? Er ikke Din beskedne Taushed over alt hvad der angaaer Dig selv, det ikke ogsaa? -- ville vi begge være store, saa fjerne vi os fra hinanden. Den øvrige kolde Verden giver os Lei- lighed nok til at øve denne Storhed, denne Fornegtelse, men mellem os som tilhøre hinanden, som ere Et, maae den for- svinde, det er jo ved hinandens Bryst at vi skulle udhvile efter den. Da jeg netop fordybede mig i hine Breve, kom Dit igaar, og Sammenstillingen af disse frembragte disse Betragtninger. Denne George Sand er fortreffelig. Hun er en Skam for vort Kjøn, som A. Dudevant, men som George S. er hun dets største Hæder. Denne Jaques, denne Jaques! Saaledes skal en Mand være, saaledes har jeg tænkt mig ham, jeg er skabt for en saadan; han søger mig etsteds, men vi treffes ikke. At have en Mand der kunde foragte mig ved et eneste Bevis paa en Svaghed, en Lavhed hos mig, der kunde det i Følelsen af sit eget Værd! -- Da kunde jeg blive noget, jeg føler be- stemt, at denne Stræben, denne Væddekamp ved Siden af et saadant Væsen kunde gjøre mig til noget Udmærket. Nu maae man evig klæbe ved dette Middelmaadige som man om- gives af. Denne Jaques elskede varmt og dybt, men ved hvert Tegn paa Svaghed hos Gjenstanden slukkede en Gnist af Kjerligheden, den holdt altsaa lige Skridt med Agtelsen -- seer Du, det er et Par siamesiske Tvillinger som altid bør følges ad; river den ædleste af Brødrene, Agtelsen, sig løs, da SIDE: 247 lever vel den anden, men det er et qvalfuldt Liv -- ak nei, de ere bestemte til at leve og døe med hinanden. Jaques til- gav vel, men kun som Christen, hans Tilgivelse var kold og høimodig, den var langt frygteligere end hans Vrede; han til- gav, men Kjerligheden var forringet i Forhold til Feilens Stor- hed eller rettere Lavhed. Her kann man virkelig sige: Jacob, wo bist Du? /: Du kjender vel denne Leeg :/ men ak, han findes ei. Men til saadanne lange Reflectioner er her virkelig ikke Tid, dertil har jeg formeget at spørge om og at fortælle, og Alt skal gaae paa dette Papir. Dit Brev var ellers fortreffelig. Jeg læste noget af det fore ved Aftensbordet, og mine 3 Til- hørere, Rath, Räthin og Dr., den ældste Søn, vare ganske charmerte deri. Da jeg læste Din Beretning om det nye Blad "Den Kjedsommelige", raabte den sidste, som er Medredacteur af et Blad, "Halt! mein liebes Fräulein, das lesen Sie mir gefälligst noch einmal," derpaa tog han sin Tegnebog op, skrev det paa mit Dictat ned, og lader det nu ganske rigtig Ord for Ord indrykke i "die öffentlige Nachrichten", hvor Du selv kan have den Fornøielse under Artikelen Christiania at finde det igjen. Kan Du ellers sende mig noget bedre, maaskee et Udtog af Bladet den Kjeds [ommelige] selv, vil det være mig en Fornøielse at præparere det for et af de herværende Blade, alt saadant modtages med Taknemlighed i alle Redactioner. Det er noget nyt, og vil vist læses med største Interesse, at dømme efter den man viser ved enhver mundtlig Beretning, den mindste Bemerkning som har noget Hensyn til vort Fædre- land; i alle Selskaber er jeg et levende Conversationslexicon, der maae fortælle, fra at Kjølen adskiller Landet fra et andet Land, en anden Stat Sverrig, indtil at vi ere cultiverede Men- nesker, der sidde tilbords og spise med Gafler og Knive etc. Alvorlig talt, Emilie, Du maae sende mig noget, det er det samme hvad. Der findes i den Constitu [tionelle] vist meget hvoraf Du kan vælge; jeg vil saa gjerne see noget paa Prent af os 2; Du vælger eller sogar skriver noget selv, jeg over- sætter det, og vi dele Æren, i det vi som det sømmer sig SIDE: 248 store Sjele nyder den taus -- nyde Æren taus -- ! mærker Du ikke at dette er en stor Dumhed, -- dog nei, det kan forsvares, men jeg vilde sige noget andet. Jeg havde ogsaa Brev fra Fader. Det er ingen sørgelige Efterretninger, og dog gjorde næsten hvert Ord mig bedrøvet. Han har faaet Svar fra P [etersen] s Onkel, en Kommandant i Carlscrona, og dette lyder i høieste Grad favorabelt for ham, eller som Fader siger, det er som man kan vente det af en god Onkel. Det kan ikke gjøre hverken fra eller til, thi det formaaer dog ikke at ryste Faders eller min Beslutning, men det fører mig hans Billede tilbage saaledes som det engang levede hos mig, førend det blev saa grusomt forstyrret [. . .] -- Fader fortæller mig at Augusta kommer i Besøg hjem, han maae da enten hente mig før eller efter, det ene er meget tidligt, det andet meget seent. Min stakkels Fader troer jeg fornøier mig her, og vil af Godhed saa længe han kan ud- strække Terminen for mit Ophold, for at modtage de Ung- domsglæder jeg kan, førend jeg vender tilbage i den "rugende Ensomhed" i vort paa saadanne Glæder ufrugtbare Eidsvold, og nu skal jeg skrive Fader til og afgjøre enten jeg skal blive her til i August eller blot til næste Maaned. Forrige Uge var jeg selv ubestemt og tænkte halv om halv at søge selv om at faae mit Ophold udsat, men siden i Gaar er en anden Be- slutning modnet hos mig. Jeg maae reise hjem, jeg vil ikke blive her. -- Jeg længes, jeg længes hjem, jeg føler mig saa usigelig forladt her, ikke et Væsen som forstaaer mig -- om denne Tilstand har Du intet Begreb, om dette Øde, denne Tomhed -- ak jeg længes efter Eder, efter Dig, efter Fader og Moder, efter Oscar, efter vor lille Hauge uden for Huset, Balstigen -- Drømmelye, efter vor store Hauge med Lunden, min lille Hauge, men jeg længes meest efter, jeg tør ikke sige det, efter Naboehaugen til vor Store, hiin stille Plads som adskilles blot ved en Muur fra den anden. Jeg veed ikke hvorfor Kirkegaarden i Eidsvold altid har havt noget afskræk- kende trist for mig -- nu tænker jeg ofte med et Slags Længsel paa den, at hvile der, at Moder plukkede gule Lilier og Nat- SIDE: 249 violer i mit Bed og kom gjennem den lille Dør og plantede dem i Graven, og Du og Natalie kom og besøgte hende, den stakkels Moder, og besøgte ogsaa mig -- ak, Emilie, Emilie jeg lider nu, jeg vil gjerne døe, det er kommen saa vidt at dette Ønske, dette saa ofte misbrugte Ønske er bleven Alvor. Jeg kan ikke udholde denne frygtelige Tomhed, jeg vil heller elske ulykkelig. Nei jeg kan ikke blive her, jeg elsker ingen her, denne Stad er et Fængsel for mig. Man hylder mig, man overøser mig med Forekommenhed, enhver materiel Ny- delse, alle det ydre Livs Behageligheder tilbydes mig, jeg kunde eie det, men mig forstaaer ingen. Nei jeg vil ikke blive her, jeg vil blive mig selv troe. Naar Du kjender disse Mennesker her -- denne Smaaelighed i Tænkemaade, denne rædsomme Tomhed paa Følelse og Vid, og det værste af alt den Suffisance hvormed de stille deres Nichtigkeit i det kla- reste Lys; hos os tier man dog naar man er flau og dum -- og Speilet for alt dette, disse dræbende ordinaire Ansigter som kjæmpe om Prisen, galonerte Tjenere, Alt dette under Velop- dragenhedens, Høflighedens og den fine Tones Dække; men for mig bliver det mere en Folio end et Dække -- Du skulde see og forundre Dig undertiden over hvad for Ansigter der vove at gaae med Roser og Fjer, det burde dog forbydes af Politiet, at Pøbelen gjør saadanne Indgreb i skikkelige Folk og Ansigters Rettigheder; men det kan ikke ændres og maaskee af den Grund at man maatte confisquere alle Hatte i Hamburg. Jeg mødte forledendag en Damemadamme af en Figur mod hvil- ken Din og min Moders ere Sylphiders, hvad Ansigtet anbelanger, da har jeg for dyb Agtelse for dem begge til at vove nogen Sammenligning, og denne Madamme havde en halv udsprungen Rosenknop og en Forgissmeinnichtsguirlande og Slør; og ved et saadant Syn vilde mit Øie forgjeves bønfaldende søge et andet Blik, ingen vilde forstaae mig -- ingen dele mine Følelser; dette er haardt, Emilie, ikke sandt? Men endnu haardere er det at jeg i Sandhed ikke gaaer noget Steds med det Ønske at træffe nogensomhelst; der gives ingen der saa meget interesserer mig at jeg kunde tænke: "gid han eller hun kom!" Ak dette SIDE: 250 Haab naar man træder over Dørtærskelen, denne Frygt, denne behagelige Frygt hvormed man seer hen til en Dør som aab- ner sig for den Kommende, og meget mere denne partiske Omsorg, dette uskyldige Coquetterie hvormed man pynter sig hjemme for dem man venter at møde, det kjender jeg intet til. Igaar Aftes da jeg sad i Logen og saae dette Hav af sort- smudskede Herrer rulle sine Bølger nedenunder mig, medens et eller andet dumt Fiskeøie glanede mig imøde, og saa Logerne fulde af brogede Damer, tænkte jeg paa hvor fremmed denne Verden er mig, og hvor kjed jeg dog er af den -- jeg har ofte tænkt det, men i Forgaars og i Gaar er det bleven mig ret indlysende. Vi have nemlig havt Foraar i disse 2 Dage, og det øver dog sin gamle Magt. I Fredags var jeg en Tour paa Landet med min Sanglærerinde, Henriette Dellerie. Det var den første taalelige Dag efter at vi næsten hele Mai har havt det koldt og uvenligt. Hendes Cousine, som vi besøgte, havde en meget smuk Bolig og en lille bitte Hest som jeg red paa i Haven; siden kjørte vi Tour med den og en lige saa liden nydelig Wienervogn. Aftenen var kjølig, men stille og blid; da vi kjørte forbi en Eng, mødte mig for første Gang hiin Foraarsluft, hiin berusende Duft som det nye Græs ud- aander, og som pleier Sommeraftener at leire sig over Bunden af Dale og dybe Steder liig en fugtig, men usynlig Taage; hvor ofte, naar jeg gik ned til Andelven, eller naar jeg som Barn badede mig paa Blegerdammen, har denne Taage kjø- lende viftet mig imøde, jeg kjendte den igjen -- alle vi Børn badede os paa Blegerdammen, hos gamle Olaug, først jeg, saa Nicolai og Oscar, og vi gik i vaade, glatte Haar med Barnepigen Marthe hjem for at spise Grød og Melk. Gamle Olaug er død, Barnepigen Marthe er nu vanvittig over en Kjereste som har bedraget hende, og er stum -- og Børnene!! -- Da denne Taage viftede mig imøde, blev jeg ligesom beruset og lukkede Øinene og glemte den lille Hest, og da jeg vognede igjen, var jeg trist og saae at jeg var alene. Det er dog underlig med dette Foraar, det øver en Indflydelse over Alle, troer jeg; de Onde blive overmodigere og grusommere, de Gode bedre, de SIDE: 251 Glade gladere, de Traurige traurigere, de Ufølsomme vogne igjen op; ja hvad skal man gjøre ved en saadan Opvaagnen, naar man mærker at al den Resignation man har samlet ved Lampeskin og i de snevre Værelser, forsvinder, naar den gamle Lyst leve eller døe griber En og holder en fangen. At ville leve, men man har intet at leve for, at ville døe -- men Døden kommer ikke, see saa kort kan man fatte denne Smerte, men det er en bitter Smerte. Iforgaars, Pintseaften, gik jeg en lang Spadseretour med Mad. Hesse. Denne Kone beviser mig alle muelige optænkelige Artigheder, hun inviterer mig til Soi- reer, til at gaae i Kirke, Comedie, og hvor der ellers er noget at see eller høre med hende, og er dertil en meget god og "unterrichtet" Kone, der kan den gode Tones Cathekismus paa Fingrene. Vi gik da sammen, det var den deiligste, mildeste Aften, og jeg gik ved Siden af hende langs ved Alsterens Bred- der, og generte mig, og Nattergalerne slog i Træerne over vore Hoveder, Markerne vare grønne og duftende, Træerne pludselig som et Trylleslag udsprungne, hele Groupper af Fami- lier drak The i Haugerne eller uden for Dørene, straalende Tulipanbed, muntre Spadserende! -- mit syge Hjerte gjorde en voldsom Anstrængelse, det svulmede i Brystet, men jeg havde ingen at tale med; vi talte om Anvendelsen eller Ikke- anvendelsen af Visitkort, om Grevinde Westphals Bryllup og Stahls Polterabend; da jeg kom hjem laae Dit og Faders Brev paa Bordet. Da jeg havde læst dem, vidste jeg først hvad jeg vilde, en uendelig Længsel efter Eder bemægtigede sig mig, jeg har nu Hjemveh. Jeg er buden idag 2den Pintsedag ud til Hesses i Altona, jeg vilde gaaet, der er Selskab og altid mun- tert, men Kl. er snart 4 og jeg sidder endnu her og skriver; jeg vil ikke gaae, jeg har ladet afsige, jeg kan ikke rive mig løs fra Dig. Nei jeg vil til Eder! jeg skriver Fader idag at han henter mig snarest mueligt; i disse snevre Værelser og Hjerter kan jeg ikke boe, naar jeg tænker paa Sommeren i Eidsvold; jeg vil hjem førend Lillieconvalerne have afblomstret, Du og Natalie skal komme og besøge mig, og Du skal see hvor snild jeg skal være, og hvor Mange Feil jeg har afvendt SIDE: 252 mig; er der kommen nogle nye istædet, saa have de idet- mindste Nyehedens Interesse og bidrager sin Skjærv til at for- korte Ensformigheden i Landlivet; jeg vil skrive til Fader, jeg vil bede ham at glemme at jeg ikke kan opfylde et Ønske, jeg vil bede ham modtage mig ligesaa glad og venlig for det, jeg vil love at opofre mit Liv for at pleie ham og være ham til nogen Glæde, jeg vil altid synge naar han beder mig, og modtage alle Fremmede venlig og fornøie dem, og være den gamle Præstegaards og deres Stolthed; -- hvorfor -- kan Du sige mig det, have alle Forældre, selv de der elske deres Børn høiest, saadan Lyst til at skille sig ved dem? jeg veed hvad Du vil svare; men der er dog Børn der gjør Undtagelser, men Forældre kjende mindst blandt Alle deres Børn. Allerede i Vug- gen blive deres Skiebne bestemt; der gives kun en, da vi ingen Klostere have, den hedder "Forsørgelse og Giftermaal". De stakkels Smaapiger voxe op ubevidst knyttet til den; saa- danne Ideer kunne Mødrene ligesaalidt løsrive sig som fra Ideen om Datteren, de ere uadskillelige, de existere kun med hinanden, og hænder det at et Barn sætter sig op mod denne Bestemmelse naar det er kommen til Erkjendelse af sig selv, da er det Rebellion, det bliver anseet for tabt. O, af alle daar- lige Drømme ere Forældres Planer for deres Børn de daar- ligste, thi de ere saa lange, saa vanskelige at opgive. Havde jeg et Barn, vilde jeg kun tænke mig det som bestemt til Ulykke og Opofrelse, og jo kraftigere dets Sjel udviklede sig jo mindre kunde det haabe at undgaae denne Bestemmelse, i dets høiere Anlæg vilde jeg kun see dets tilkommende Lidel- sers Dybde, og ligesom man taler til Barnet om at det engang skal døe, ligesaa gjerne kunde man fortælle dem hvorledes det hænger sammen med Livet, og belave dem paa hvad de have at vente; o hvor megen bitter Skuffelse vilde man spare dem og sig naar man var oprigtige her; naar man vidste at skildre Livet sandere og derved Døden venligere -- da jeg [var] Barn var jeg skrækkelig bange for at døe, og vist blot af den Grund at jeg tænkte mig Livet saa skjønt. -- Men ingen Forældre øve denne Pligt, jo bittrere Erfaringer de selv have, jo villigere SIDE: 253 hjælpe de til at vedligeholde Forblændelsen, paa deres egne Ruiner bygge glatvæk Luftslotte for Børnene -- Dette Capitel kan Du læse for Caroline og bede hende tage sig det til Hjerte hvad hendes lille Pige anbelanger. Hvad hedder hun? Tænk Dig, jeg har nylig staaet Fadder, hos de unge Ludwigs -- jeg tænkte jeg skulde være Pigefadder, men nei, til min Forfærdelse kom det ud, at jeg var den eneste Fadder for- uden 2 Mandfolk, og at jeg følgelig maatte holde Ungen -- den skreg naturligviis under den hellige Ackt, og da den blev kaldet Camilla, uagtet jeg havde protestert paa hendes Vegne mod dette omineuse Navn som umueligt vilde bringe hende noget godt -- bad jeg fromt Himlen at bevare hende for mine Gjenvordigheder, medens Richard L [udwig] forsikrede mig at han nedbad af Himlen alle mine Dyder for hende. Præsten forlibede sig i mig. Idag, anden Pintsedag, er jeg ogsaa hjemme, dog af frit Valg. Her er en frygtelig Uorden og Forstyrrelse, vi fløtte ovenpaa da de unge L [udwig] s ere fløttede ud af Huset, Værel- serne ere ikke færdige endnu, under Reparatur, men dog maae vi slænge alt Hulter til Pulter herop, da en Dr., som har gjort Ida Kjerulf en Cour hos Reimers, Chaufepié, har leiet neden- under og driver ubarmhjertig paa os -- jeg sidder her da muttersalene, die Räthin er hos Reimers hvor jeg ikke mere kommer -- der Rath sover Middagssøvn i sit Værelse. Jeg syede først paa min røde Kjole; som jeg sad her saa alene i dette i sig selv triste Værelse, omgivet af Kister, sammenhobede Meubler, Klædekurve og omduftet af Murer- og Malerduft, blev jeg alt for uhyggelig tilmode, og i et Slags Desparation trak jeg blanke Skoe paa, tog min nye Hat og Schavl og sprang ned paa Gaden uden nogen egentlig bestemt Plan hvor jeg vilde hen, Veiret var fortvivlelsesfuldt skjønt; jeg ilede ved Siden af Jungfernsteig /: thi jeg gaaer ikke gjerne i den selv :/ tilsidst stansede jeg for en Dør af en Bekjendt; "Nicht zu Hause". Jeg gik hen i Leiebiblioteket og vilde have 2. Deel af Jacques -- Boutiquen lukket -- ; jeg vendte tilbage, men da jeg gik forbi Mad. Hesses Dør, stak jeg Hovedet ind og SIDE: 254 spurgte Pigen: "Ist aber ausgegangen" -- nu er jeg her igjen hos Dig, og jeg haaber Du er hjemme for mig. Dette er ellers Billedet af en Søndagseftermiddag i H [amburg] , notabene naar man har afslaaet ethvert Engagement; man kan være vis paa at der er ingen Pige til at sende i Byen for at hente noget, og det vilde ikke engang nytte noget, thi alt er lukket; gaar Du selv, da finder Du ingen Bekjendt hjemme, og vendt tilbage i Ensomheden igjen bliver Dig intet andet tilovers end à l'anglaise at tænke; à propos vi talte om Hatte, Du spørger mig om hvorledes man bærer dem her. Meget store og meest af fiint bredt Straae paille de riz. Jeg har en saadan, der er meget fiin, med et simpelt Baand. Næsten Alt, Hatte, Kraver og tildeels Snittet af Kjoler bliver baaret à la paysanne, det vil sige lignende de franske Bondepiger. Imorgen skal jeg spise hos en gammel steenriig Pebersvend, Broder til Mad. H. Han boer prægtig paa Esplanaden; siden kjøre vi Tour paa Landet, til nogen han vil forestille mig, troer jeg. Der kommer ellers en Hr. von Hostrup, Udgiver af "literar. Blätter", med Datter. Professor Motzfeldt er, hører jeg, recommenderet til denne H. Han stod anmeldt som Reisende i Dagsbladet. Den smukke lille Grevinde Westphal er i disse Dage bleven for- lovet med en Broder til Senator Jänisch, Gottlieb J., Eier af 7 Millioner, det prægtigste Huus i Hamb., foruden store Besid- delser i Holstein, kort alt hvad man kan ønske sig; kun er han ligere et Dyr end et Menneske, kan ikke rigtig see og høre og har ondt for at staae og gaae, men han er det bedste Menneske, kun er han ikke rigtig klog, det vil sige han er ikke forrykt, men lidt svag af Forstand -- Stahl er gift med sine 60 000 med Line Villert, han skal yderst smagfuldt have indrettet sig. -- Nu maae jeg sige Dig Adieu, min Engel -- jeg synes jeg har saa meget at sige Dig endnu. Det Du veed, det Du raader mig til, kan jeg ikke, jeg kan ikke gjøre et saadant Offer af mig selv -- nei var Du her, kjendte Du disse Mennesker, vilde Du ikke forlange det -- eller ogsaa Du kjender mig slet naar Du ikke føler Distancen -- Lad Verden beklage i mig den Forglemte, den Forsmaaede, det er haardt, SIDE: 255 men af 2 haarde Ting vælger jeg heller at renogsere paa en vis "Consideration" i Verdens Øine, end paa en vis Agtelse i mine egne. Les extremes se touchent, og det er ærgerligt, den Stilling som Folk troer dækker Ydmygelse og Skuffelse, kan ligesaa godt være Skjul for den stolteste Selvbevidsthed, den ædleste Kraft -- Ade! Jeg sender et langt Brev til Fader; vil Du gjøre ham og mig en Tjeneste, da send den Deel af mit sidste Brev til Dig, der indeholder Beskrivelser over Selskaberne og mine Be- kjendtskaber her; for at undgaae Gjentagelser har jeg lovet ham at bede derom, at det kan tjene dette medfølgende som Bilag eller Supplement, men kun den sidste Deel af det, thi hvis jeg ikke tager Feil, saa var der meget i Begyndelsen der ikke kan læses af nogen anden end Dig. Det seer Du bedst selv. Findes der noget fordægtigt Udtryk i det andet, da Kjere, stryg det ud -- men send ham det endelig, ellers faaer han ingen Rede i mine Fortællinger. Din Camilla -- Med Dine literatriske Forelæsninger! fi donc! Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Mai 1837.] Der gives Øieblikke, Emilie, hvor denne Følelse af at være alene her, bringer mig til en Slags Fortvivlelse. Dette er et saadant Øieblik, og da ingen Beskjæftigelse er istand til at døve den, til et Øieblik at bortdrage mig fra mig selv, har jeg kun den sidste Udvei at skrive til Dig -- ak, Du er saa langt borte, men Du undflyer mig ikke derfor Emilie -- viid, at den Tid da jeg skaanede Dig er nu forbi, jeg gjør Brug af mine Rettigheder, Du skal og maae høre mine Klager. Jeg er meget ulykkelig, Emilie. Det er intet nyt, vil Du sige; nei det er kun min Bestemmelse. Havde et vaagende Øie, havde en Menneskekjender iagttaget mig i min tidligste Opvoxen, da havde han medlidende forudseet til hvilke Lidelser mit hele Væsen Skridt for Skridt udviklede sig; men ingen vaagede ved min SIDE: 256 ulykkessvangre Ungdom, uden de kjerlige, blinde Forældre som bestemte Barnet til den almindelige Skjæbne. Det faldt dem maaskee ikke en eneste Gang ind, at jeg ikke liig andre Prestedøttre skulde voxe op hos dem og være glad og hygge mig ved de Fremmede som kom der, sørge for deres Under- holdning, og tilsidst naar jeg havde nydt disse Pigedage, [blive] gift med en brav, redelig Mand -- ak Gud, ak Gud, Emilie, hvorfor blev jeg ikke en saadan god Præstedatter, hvad har jeg gjort Himlen at den støder mig ud af min Sphære, hvor- for standsede den ikke denne Streben hos mig medens det endnu var Tid; nu udstrækker jeg Armene og vilde vende til- bage, ligesom jeg udstrækker Armene efter mit Hjem som jeg har forladt, men det er lukket mig, mit Hjems Glæder ere lukkede for mig -- seer Du det er min Lidelse -- mit Bryst hæver sig af Længsel efter mit Hjem, og dog veed jeg, at jeg der ikke er lykkeligere end her, jeg er en Forstødt, en Lands- flygtig. Hvorfor er jeg her? ja jeg veed ikke, dette Spørgs- maal vækker mig om Morgenen til en lang trættende Dag, jeg slumrer ind med det, men ingen Drøm [er] medlidende in- discret at forraade mig det. Det koster min Fader meget at lade mig blive her, men han gjør det fordi jeg her skal føle mig lykkeligere end hjemme; ak min arme, arme Fader! Tænk, Emilie, jeg har her ikke et eneste Væsen som jeg fortrolig omgaaes, som fattede mig naar jeg vilde fortælle noget om mig. Jeg har i sidste Brev givet Dig Skildringer af hvordan man modtager mig her i Selskaber, lad dette ikke forvirre Dig. Under denne tilsyneladende Enthousiasme ligger en hemmelig Frygt, hvad man her kalder "Abneigung", til Grund. De fleste af disse Diplomatfruer ere unge Koner, og her kan Du efter eget Tykke give denne Abneigung et Navn -- hvorfor kan ikke en eneste mellem dem være skabt som jeg, der istædet for dette kolde Velbehag, denne Beundring, kunde give mig lidt Velvilie, Venskab? -- men ingen, ingen af dem! Hr. L [udwig] kommer næsten ikke nogen Dag hjem uden et Petit af alle Erkyndigelser og Smigrerier om og over mig, selv Personer som han aldrig har talt med før, benytter SIDE: 257 mig som Indledning, eller omvendt finde en Indledning for at ende med Spørgsmaal over mig. Men med al denne Interesse er jeg lige fattig, jeg eier ikke en eneste Veninde, der kan komme og spadsere med mig, ikke en eneste ung Pige kjen- der jeg, som jeg kunde fordrage mig saameget med, at vi kunde spadsere sammen; de faae som jeg kjender, et Par som jeg veed existerer, veed dette ogsaa, troer jeg, og derfor komme de ikke. Du veed ikke hvad dette vil sige, nei Du veed ikke hvad det er at staae som jeg for et Øieblik siden i Vin- duet og ikke kunne gaae ud. Jeg har holdt dette Stuefængsel i mange Dage, og der er grønt og blomstrende derude, og jeg vilde gjerne gaae ud, men ingen kan følge mig. Hvorfor er jeg saa forladt i denne store Bye? Hjemme var jeg ikke en- gang saa alene, thi jeg torde tage mig selv med ud at spad- sere, men her tør jeg ikke engang det. En ung Dame, især- deleshed naar hun er fremmed, kan ikke gaae alene, uden at udsætte sig for Ubehageligheder og Fornærmelser. Kun naar man gaaer i Gaderne, er det tilladt, men selv da er jeg ofte bleven fulgt og uforskammet begloet af Nysgjerrige. Her er man ikke under nogen Control, som hos os gjør vore Herrer saa dydige og anstændige, her kan man være saa dristig paa Gaden som man vil. Det er et uhyre trivielt fordærvet Folk. -- Du henviser mig til mine Huusfæller! Ak Emilie! Dette Huus er trist og for et Sind som mit nedtrykkende. Evig Klynken over Sygdom, Armod og Gjenvordigheder, og kan det end ikke kaldes Klynken, saa er det dog Billedet deraf, som ingen forceret Heiterkeit, eller hiin aldrig uddøende forfænge- lige Lyst til Selskab og Adspredelse kan dække. De ere begge to de bedste Mennesker; han er den personificerte Tjenstagtig- hed og opofrende Godhed. Og dog har deres hele Liv været en Kjæde af Nød og Ulykkesfald. Han staaer der nu forladt og overseet som et afskrækkende Exempel paa god Villie, thi hvor denne ikke er forbunden med Fasthed og Energie, er den en sørgelig Gave af Naturen. En ulykkelig Hændelse var det ogsaa at han netop skulde faae denne Kone, der har en saa- dan trøstesløs Liighed med ham; thi hos hende er denne SIDE: 258 Svaghed saa, at man ofte kommer i den smertelige Nødvendig- hed at agte hende mindre. Mig koster dette for alle meest, af den naturlige Grund, at den oprører mig meest. Den vises meest i en vis Mangel paa Stolthed som jeg ikke kan begribe med hendes Byrd og Opdragelse, det er vel skjønt at glemme Fornærmelser, men dette er, synes mig, blot tænkelig i den moralske Verden, ikke i den Selskabelige, at komme dem man seer sig tilsidesat og overseet af dobbelt forekommende imøde, altid være den der giver sig hen, gjøre 3 Visitter for en, det ligger udenfor den christelige Lov, og det er ligefrem at for- nedre sig. Jeg beklager dem der ikke kjender og agter sig selv nok til at spare paa sig selv, men hvor faae kjender denne ædle Oeconomie med sig selv. Overhovedet er det at glemme en Fornærmelse blot et figurligt Udtryk, men som derfor det enfoldige Sind har misforstaaet; det er ikke ædelt at glemme den, men at tilgive den. Jeg har aldrig glemt en Fornærmelse som er bleven mig tilføiet. Tvertimod, Erindringen om den forstærker sig med Tiden, liig hiin hemmelighedsfulde Skrift der først er usynlig, men siden træder frem; men derfor vil jeg ikke disse Mennesker noget Ondt, tvertimod, de kunne være sikkrest for enhver Fornærmelse af mig, selv for min Nærhed, det ene forbyder en vis Stolthed, der oprøres mod enhver Tilskyndelse af smaalig Hevnfølelse, det andet, en vis Undseelse. Den 30te Mai. Jeg havde Brev fra Fader sidst Lørdag. Han spørger mig naar han skal komme -- og jeg vil strax svare -- "Kom! kom! saa hastig som mueligt." Det er kun under en Betingelse siger han, at han kan foretage denne Reise med Glæde, den: "at jeg selv efter det som er passeret med Glæde vender tilbage til mit Hjem for at tilbringe mine Dage rolig, sund og glad hos dem." Det er et stort Løfte som jeg giver heri, men Himlen faaer hjælpe mig i at holde det og styrke mig i Forstillelsen naar det gjøres nødig for at fuldende det fromme Bedrag om min Lykke; thi min Fader kan ikke være uden det, ellers græmmer han sig, og min Lykke har han nu engang sat sig saa fast i Hovedet. Lykkelig, munter, sund, i SIDE: 259 den tærende Ensomhed, med Bitterhed og Skuffelse i Hjertet. Med hiin Historie med K. vil jeg ikke afvente Følgerne, jeg har endnu ikke seet ham, men har dog foreløbig bedet L [udwig] ikke at skaffe ham nogen Sammenkomst eller søge ham op. Jeg har en dyb Skræk for dette Folk, dette Sted. Aldrig vilde jeg boe her; troe mig, min Emilie, jeg har Ret. Jeg skal for- tælle Dig noget siden naar vi sees, og mange Ting der charak- teriserer dem, der vil oprøre og forbause Dig. -- Oscar kom- mer med, og det glæder mig, men han gaaer til Paris. -- De Commissioner Du vil have udrettet, maae Du ganske nøie næste Gang erklære Dig over, thi det bliver vel det sidste. Et Snør- liv erindrer jeg Du vilde have. Deraf gives der en ganske fortreffelig nye Sort, uden nogensomhelst Søm, som man kan bruge uden Blanchett, men de koste 16 banco, omtrent 5 Spd. norsk. Jeg saae hos den samme Modehandlerinde, der er en af de smagfuldeste her, de nydeligste Kapper af en ganske nye original Facon. Ligeledes elegante Børnekjoler, og naar Caroline blot nærmere vil bestemme sig, vil jeg gjøre mig Umage for at udfinde det nyeste og smagfuldeste. Jeg vil nu strax gaae hen til hende og forhøre mig nøiere over Priserne; nu vil jeg kun hurtigst skrive Fader nogle Linier, Posten gaaer Kl. 7, og efter Bordet maae jeg strax klæde mig paa til en grand Soirée hos Bacharachts, hvor alt hvad der er gentilt og fornemt her i Hamburg, kommer, alle Diplomater, mange for- nemme Fremmede. Maaskee træffer jeg Colletts der som jeg hører skal være kommen. De ere indbudne til Stahls imorgen. Din Cam. SIDE: 272 Camilla Wergeland til Oscar Wergeland. Eidsvold den 31te August 1837. Kjere Oscar! Nu først er jeg kommen i en saa uforstyrret Rolighed at jeg med nogen Udførlighed kan skrive Dig til. Korte og over- SIDE: 273 fladiske Breve due i en saadan Afstand ikke, derfor har jeg sparet Dig for Ærgrelsen af at modtage saadanne, hvor haardt Du end har maattet finde vor fuldkomne Taushed. Jeg føler dette Savn ligesaa levende som Du selv, thi jeg kjender hvad det er at bie efter Brev -- hvor tilbøielig man er til at beskylde dem hjemme for Grusomhed, Kulde, Ligegyldighed, etc.; jeg veed tilfulde hvor man kan gaae og qvæle sig med disse Tan- ker, og gid jeg derfor kunde "zaubre" dette gjennem Luften hen til Dig. Men desværre, 14 -- 16 slæbende Dage -- Eids- voldske Dage -- skal jeg tælle inden det naaer Seinens Strand, inden jeg veed det i Dine utaalmodige Hænder. Da først faaer jeg ogsaa Fred. Mais laissons les prefaces! Først vil jeg give Dig en kort Oversigt af mine Hændelser siden vi adskiltes, in- den jeg gaaer i Detaillerne. Vi kom ikke til at reise fra Ham- burg den næste Mandag efter Din Afreise som først var be- stemt, men uvist af hvilken Grund bleve vi til den næst paa- følgende -- kom til Lübeck Tirsdag og afgik samme Dag fra Travemünde -- Søndag Eftermiddag i Land i Christiania -- Tirsdag reiste Fader og jeg hjem, og Emilie fulgte med -- hjemme i Selskab med Gusta og Børnene, og under Besøg af Henrik og senere Nicolai, levede vi 3 Uger i landlig Uskyldig- hed; derpaa reiste Emilie ind igjen, og jeg fulgte med for at udrette nogle nødvendige Commissioner for Gusta, og derved forlænge hendes Ophold heroppe saa meget det lod sig gjøre, deels for at recognosere og give Underretning om Dampbaaden, hvis utallige Gange fastsatte og ligesaa ofte tilbagekaldte Be- stemmelse angaaende Bergenstouren og den deraf følgende mageløse Forvirring har foraarsaget Folk Kummer og Ærgrelse nok den hele Sommer. Jeg mindes aldrig en saadan Uorden med Dampbaadene som iaar. Hele Nationen knurrer derover, og Bladene have havt travelt. Gusta kom ind i Slutningen af forrige Uge, og skulde reise med Dampen fra Chia. den 30. August, igaar -- jeg forlod hende den 29de og kom her hjem om Aftenen. Her er jeg altsaa! og her sidder jeg paa mit Værelse og skriver Dig til! Men hurtig tilbage til Hamburg! -- her er meget at hente ind, skal jeg gaae ordentlig og samvittighedsfuld til SIDE: 274 Værks. Først et eneste Ord om mine Anliggender. Du seer jeg er sluppen heelskindet derifra. Der var siden Din Afreise aldeles ikke Tale mere om hiin Sag. Fader forundrede sig meget derover, men jeg slet ikke. Jeg fandt denne Taushed, denne Tilbagehol- denhed fra hans Side da baade fiin og noble, og mig selv værdig. En skikkelig Dame bør aldrig bringes til at give en skikkelig Mand Kurven. Der maae særdeles Omstændigheder til der kan foranledige dette, hvis de begge fortjene dette Præ- dicat, men ialmindelighed falder der en stærk Skygge paa en af Parterne. Skal han bringes saa vidt at han vover et saadant Skridt, saa maae der sandelig meget Coquetterie, megen Ure- delighed til fra hendes Side, og der skal megen Kulde, megen Redelighed til for at forebygge det. Jeg har altid bestræbt mig for denne Redelighed, og det var ikke første Gang at jeg bragte den i Udøvelse paa Oldesloetouren, der nok var foranstaltet af hans Venner for at sondere mig. Herre Gud! ved en smule Coquet- terie som mangen Dame ikke vilde have gjort sig nogen Samvittighed af, kunde jeg vel have erobret den usle Trophæe at give en Kurv, men det var mig mere om at gjøre om hans Agtelse, thi det var bestemt en brav og stolt Carakteer. Saa- ledes blev der intet af Sagen. Fader havde nok meget ønsket det, og dette gjorde mig ondt, men jeg haaber han forvinder det, da han vist aldrig skal spore at jeg angrer det. Dette haaber jeg i Virkeligheden heller aldrig skal indtreffe, hvordan end min Stilling skulde blive. Du indseer vist at ikke nogen særdeles Forkjerlighed for min Pigestand eller min Stilling hjemme kunde bringe mig til at unddrage mig et saadant Tilbud, der ved første Øiekast har en saa glimrende Fordeel. Nei jeg vidste godt hvad jeg havde at vente hjemme -- et usikkert Haab om noget bedre -- et fredløst Sind i den rugende Ensom- hed -- Uvirksomhedens Qvaler, jeg kjendte alt dette, men valgte det dog. Her er jeg fri og selvstændig, men der maatte jeg gaae under og aldeles tabe mig selv, og for dette Slags Offer -- takket være en god Portion Selvfølelse som jeg fik frem for andre -- kunde ingen udvortes Kaar, hvor glimrende de end maatte være, holde mig skadesløs. Denne SIDE: 275 Mand passede ikke for mig, han var for meget Verdensmand -- og kold Forretningsmand, baade Natur og Opdragelse havde givet hans Sind og Stræben hiin materielle, paa alle lykkelige Illusioner, al Poesie blottede Retning, og disse, hos mig saa him- melvidt forskjellige, vilde aldrig have blevet forstaaet, det Bedste hos mig aldrig vurderet. Han havde aldrig kunnet nærme sig mig, altsaa havde jeg maattet føie mig efter ham, og saa var jeg bleven Offeret. Item havde jeg en uovervindelig Afskye for at blive en Hamburgerinde, og at æde og døe mellem dette dumme, pengestolte Folk. Nei heller vegetere i min Eiendommelighed, som en vild, unyttig Viinstok her i min Fædrenejord, end at indpodes paa et Hamburger-Pæretræ! Nok om det! jeg sagde "et eneste Ord" om det, men ak! Siden blev fuld, og Du bliver utaalmodig. Dr. Mundt saae jeg flere Gange siden, og jeg troer, ærligt talt, at han bidrog noget til at forringe Fristelsen, og gjøre hine Dages Kamp lettere. Himlen sendte ham som et Speil, hvori jeg gjenfandt mig selv, thi jeg havde næsten glemt hvad jeg var, da jeg havde været istand til at kaste mig bort. /: Hvem veed, om Fader med sine Ønsker og Overtalelser var kommen før Oldesloetouren, hvorledes det var bleven. :/ Det er i en Sjel som hans at min finder Anklang. Disse Slags Mennesker have havt en egen Gevalt over mig, som efter Omstændighederne kunde blive farlig; medens Poesien bliver det meest Ophøiede for mig her paa Jorden, kommer jeg undertiden i Fristelse at beundre den i dens Dyrkere. Jeg indbilder mig saa let at Dig- tere, Billedhuggere, Malere ere Repræsentanterne selv for den usynlige Guddom, Poesien personificeret, medens de, desværre, blot som oftest ere et skrøbeligt Tempel. M [undt] interesserede mig saa levende at jeg veed ikke hvad jeg skal kalde det. Søndag efter Din Bortreise kom han i Visit hos Rath, og lod spørge efter mig hvilket bevægede mig til at gaae ind, thi jeg og Frøken Fürst havde noget fore i mit Værelse. Snart sadde vi i en meget hyggelig Kreds allesammen rundt om Frokost- bordet, dog Fader var ikke tilstæde. Gud veed om det var af Tanken om Reisen som jeg da troede skulde gaae for sig den SIDE: 276 anden Morgen, der havde sadt mig i et saadant opvagt Lune, thi Du veed maaskee hvor let denne Veemodighed gaaer over i Overgivenhed; nok er det, mit Humeur var rosenfarvet og smittede de andre saa at Underholdningen blev ualmindelig livlig. Selv Mundts Ordknaphed tøede op, den ene Vittighed krydsede den anden, og ved denne Leilighed var Frøken F [ürst] som Du nok kan erindre ikke er tabt bag en Vogn, særdeles activ, Raths Vidtløftighed kom ikke engang tilorde, og Räthin loe og smørte Smørrebrød, som vi ikke sparede Saltet til. M [undt] maae nok have taget et livsglad Billede af mig med sig dengang, idetmindste hentydede han senere dertil. Han yttrede engang alvorlig Lyst til at lære vort Sprog som han fandt saa smukt naar vi talede det, deels for at komme til de Skatte, som jeg forsikrede ham den nordiske Literatur gjemte, og da han hiin Formiddag igjen talte derom, greb jeg denne Leilighed som jeg længe havde luret paa til at præsentere ham no- get af Henrik. "Jeg skal give Dem en god Grammatik", sagde jeg, og gik ud og hentede "Spaniolen" og "Irreparabile tempus", de tvende af H [enrik] s Piecer jeg lider bedst. Af den første oversatte jeg for ham nogle af de smukkeste Vers, uden mindste Frygt for at brække Halsen i disse svimmelhøie Udtryk, men med et Mod og en Begeistring for den gode Sag som ikke tillod nogen Gêne eller Forknyttelse, og havde den Satisfaction at den store Digter ikke alene med alle Tegn paa Interesse og spændt Opmærksomhed hørte til, men da jeg havde endt og meget echaufferet lukkede Bogen, vendte han sig til de andre med megen Forundring over mit dristige Tydsk og "sande poetiske Vendinger", til mig sagde han H [enrik] mange Complimenter. Det lod virkelig til at have overrasket ham. Jeg bad ham beholde det Exemplar og tage sig endnu et af H-s andre Arbeider, og paa min Recommendation valgte han irrep. tempus. Om han end aldrig lærer at forstaae det, kan han jo betragte det som en Curiosa, en ægyptisk Snurrepiberie. Han takkede meget for dem og bad mig senere hen tillade ham at sende mig noget af det nyeste fra hans Pen. Dette kom allerede inden Aften, nemlig 2 Bind af hans "Caraktere u. Situationen", SIDE: 277 ledsaget af et meget forbindtligt Brev. Han siger deri at han beklager saa at jeg blot har lært Tydskland fra den Hamburg- iske Side at kjende, og spaaer mig at jeg vil komme til at længes efter det tydske Liv. Der er noget hjerteligt og gemyt- ligt i dette; uden ringeste Svulst, uden at han siger mig nogen Compliment, føler jeg mig smigret i det. Det er fiint, og hverken for meget eller lidt, endskjøndt han slutter med: "Gott behüte Sie! Verzeihung für den langen Brief!" Men jeg kom nok til at see ham senere. Vi kom ikke at reise. Der blev aftalt en Tour til Blankenese, hiin for sin romantiske Eiendommelighed bekjendte, omtrent 2 Mile fra Altona beliggende Fiskerlandsbye, og M [undt] , der havde yttret det Ønske at gjøre en Landtour med os, blev buden med. Nu havde han en Ven derude, Dr. Lappenberg, en Lærd, som var gift med den bekjendte Millionær Bauers Datter, og boede i den for sin Skjønhed vidt berømte Bauerske Have. Denne L. havde M. omtalt til os, og vi bleve gjennem denne sidste indbudne til Middag. Dette for- styrrede for en Deel vore Planer som gik ud paa at nyde Landet med fulde tørstige Drag, og hvorledes vi vilde, løst fra Stadens og Selskabelighedens Tvang, traske om i Landsbyen, og leve frugalt, og tale med Bønderne og sole os i det Grønne, kort være frie og ugenerte, da vi derimod nu saae os fængslet i en stiv elegant Familiekreds og udstode et rigt og ziirligt Middagsbords lange Qvaler, kort, al den Gêne vi netop vare flygtede fra, og som blev forøget ved den Omstændighed at der netop var en Familiefest, Fruens Geburtsdag, thi fatalt er det at man generes, men den Tanke at man generer er 10 Gange værre -- alt dette tænkte vi, thi det gik langt bedre end vi ventede. Det var en høist elskværdig Familie, vil sige Manden og Konen, de øvrige Medlemmer vare mere eller mindre ufor- dragelige. Han, Lappenberg, fulgte med os paa en Excursion, efter at vi havde beseet den i Sandhed fyrstelige Hauge, og siden gik hun selv med rundt om i Landsbyen; jeg var som en angorisk Geed den Dag, en besynderlig indvortes Uroe gav mig et næsten overnaturligt Liv og ligesom Vinger; medens vi traskede omkring i den lille Rede af en Landsbye, var ingen SIDE: 278 Sandhøi for steil, ingen Terrasse for brat at jeg ikke sadt ud over dem, intet Punkt for fjernt eller farligt at jeg ikke vovede det, og de andre kom pustende bag efter. L. var en særdeles behagelig, munter, vittig og forekommende Mand. Ikkedesmindre var Fader misfornøiet med dette Arrange- ment, og den stakkels M. fik til Tak for sin Omsorg for os sure An- sigter af Fader og Räthin. Rath var ikke med. Men jeg var desto taknemligere -- og søgte at vise ham det. Førend vi reiste skulde vi bestige et Taarn i Haven med Udsigt over Elben. Det er bygget i de gamle tydske Ridderborges Smag, i Form af Ruine. Jeg var gaaet foran, men blot L. og M. kom bag efter. Fader vilde ikke, Fru Ludw [ig] kunde ikke, og de øvrige maatte holde dem med Selskab. Der var intet andet for end at stige op med begge Herrerne alene. Taarnet er rundt, og Vindeltrapper føre op gjennem 4 Etager /: hvis man tør bruge dette moderne Udtryk om et Taarn :/ og fra enhver af disse aabne de colossale Bue- vinduer den vide Udsigt, der bliver herligere jo høiere man stiger. M., der aldrig havde været her, var henrykt, og jeg, jeg har jo sagt Dig at mit Væsen var i en usædvanlig Spæn- ding den Dag, var næsten ude af mig selv; da jeg med et Beundringsudraab styrtede op ad Trappen og ud paa den høi- este Tinde, hvor man har Himlen til Tag, og blot nogle uregel- mæssig henslængte Stene danne et Slags Værn, greb L. mig forfærdet fast uden at denne Frygt var grundet i nogen legem- lig Bevægelse; han fandt den i mine Øine troer jeg, i mine feberglødende Kinder. Veed Du hvad der saa voldsomt bevæ- gede mig hiin Dag -- ak det var Afskeedsfølelserne, og som i dette Øieblik havde concentreret sig. Det var Løverdag Aften -- Søndag skulde jeg blive hjemme og pakke ind og Mandag reise. Paa dette Sted tog jeg Afskeed med det tydske Liv, med dens blomstrende Haver, herlige Huse, med dets venlige Men- nesker, med Elben, med Alt som jeg var bleven fortrolig med, og jeg forsikrer Dig, min Broder, at naar jeg tænkte paa det kolde ensomme Nord som jeg skulde vende tilbage til, hvor det nysvagte Liv hos mig atter skulde stivne -- jeg forsikrer Dig, aldrig er Tanken om mit Fædreland traadt saa barsk, saa SIDE: 279 afskrækkende frem; den hjemlige Jordbund forekom mig som en uhyre Valplads hvor min Barndoms livlige Overgivenhed, mine Ungdoms Forhaabninger og lyseste Drømme ligge begravne, hvor kun de traurige Erindringer som blege Skygger vilde modtage den Hjemvendende; og Solen lyste saa venlig over det blændende Grønsvær og de yppige Trægrupper i Haven og over den brede Flods rolige majestætiske Flade, ved hvis Bredder jeg havde søgt og fundet Glemsel, men som jeg skulde forlade uden Haab nogensinde at see igjen, og da greb et Slags vildt Mod mig, at naar jeg bøiede mig ud over Randen og saae de bølgende Trætoppe nedenunder, tænkte jeg om det kunde skade noget at springe ned -- Træerne talte et saa indbydende Sprog, som om deres bløde hvælvede Kroner vilde omfatte mig venligere, end Modtagelsen i det fjerne Hjem -- hvem har jeg der? -- og jeg spurgte mine Ledsagere om de troede jeg kunde have noget Ondt af at forsøge denne Nedgang, og de meente "nei", og snakkede noget om Sylphelethed, men L. holdt mig ikke desmindre forsigtig i Kjolen -- M. rørte mig ikke -- men han sagde til L. at naar han blev kjed af Livet, vilde han komme hen til ham /: L. :/ og bestige dette Taarn for idetmindste at døe skjønt, hvortil L. bemærkede at de vilde først tømme en Flaske Champagner sammen -- dernæst meente hiin, at det vilde være herligt at skrive deroppe, da Ideerne maatte faae et dobbelt høit Sving, og blot min Bemærkning at jeg var bange for at baade Pen og Papir og alt bevægeligt vilde faae det samme høie Sving, at det maaskee svinget sig reent bort for ham, betog denne Idee det Tillokkende -- Du seer at vi samt- lige havde faaet et høiere Sving end sædvanlig, og hvor aand- fulde og piquante vi bleve i denne Høide, men nu er det maa- skee Tid at nedstige fra dette Taarn hvor jeg har holdt Dig vel længe fangen, paa den almindelige prosaiske Jord. Vi kjørte hjem igjen, Fader lidt ordknap samtalede meest med Fruen som sin Naboe; jeg sad ligeoverfor M., og vi havde en meget gemytlig Samtale, der i Førstningen dreiede sig om hverdags- lige Gjenstande, men siden gik over paa Ch [arlotte] Stieglitz, hiin ædle Sværmerinde som han har forsvaret, og tilsidst fik SIDE: 280 vor Samtale en næsten philosophisk Retning. Vi ivrede begge mod Overcivilisationen og dens fordærvelige Følger, og jeg spurgte i min Enfoldighed om man ikke kan tilskrive denne hiin Livslede og tærende Kjedsomhed som hele Menneskeheden var besat af -- han studsede, som om han undrede sig over at en ung, munter Pige kunde have vidst noget om dette Onde -- Han talede om Aarsagerne og Midlerne derimod, og da jeg med indvortes dyb og bitter Alvor, men i Ord svøbt i Pige- overmodets Dragt meente at det eneste Universalmiddel var om den hele Jord træt af den sørgelige Byrde af denne for- keerte og fordærvede Menneskehed, at den hele Jord med samt dens Taalmodighed brast og begrov os alle med vore Damp- vogne og Maschiner og vor Luxus og sygelige Forfinelse, at kun de bedre reddede sig ud af dette nye Chaos for at begynde et naturligere, kraftigere Liv -- etc. -- da smilede han og sva- rede med komisk Forfærdelse -- "Gud hvilke frygtelige, hvilke rebelske Tanker!", men lagde alvorligere til: "Ved saadanne mørke Taler forstyrrer De det livsfriske muntre Billede som jeg glædede mig at tage med af Dem, De gjør mig bedrøvet -- " "Ak", svarede jeg, "hvem har bedet Dem troe, at jeg var saa- dan "ein gutes nettes Mädchen" /: En snild hyggelig Pige :/ som De holder mig for?" Han loe høit, men idetsamme holdt vi udenfor. Det var temmelig sildig, og han bød os Farvel, men Fru L [udwig] søgte at overtale ham til at gaae op med og spise til Aftens, hvilket han dog altid afslog meget beskedent. Medens Fruen blev ved saaledes at bede ham og han at be- takke sig, sagde jeg som havde tiet ganske stille ved disse Forhandlinger: "De kan vistnok være kjed af os, en heel Dag! -- men vi træffes formodentlig aldrig mere i denne Verden, derfor følg med os!" Jeg var ganske rørt da jeg sagde disse Ord med sagte Stemme. Han gik øieblikkelig med op. Vi vare alle ret muntre ved Bordet, selv Fader tøede lidt op. Endelig gav Fader Signal til Opbrud. M. bukkede sig for mig og sagde nogle forbindtlige hjertelige Ord som jeg med nedslagne Øine og pludselig alvorlig hørte paa; derpaa mærkede jeg hvorledes han længe taus betragtede mig, og idet jeg slog Øinene op, SIDE: 281 bukkede han endnu engang og gik. Jeg saae ham ikke mere. Tilgiv mig, kjere Broder, min egoistiske Dvælen ved dette som jeg frygter for ikke interesserer Dig. Men mig har det i desto større Grad, og jeg regner Mødet med denne Mand for en af de største Vindinger for mit Ophold i H [amburg] , for en af de skjønneste Blomster i min Hamburgermindekrands, som ellers indeholder faae lyse Blade, men mangen Valmue, mangen bitter Urt. Intet i Verden gaaer mig over Berørelse med en beslægtet Aand, det være sig mandlig eller qvindelig -- intet over den Nydelse at kunne meddele sig, dristig og naturligt uden den qvælende Frygt for at blive misforstaaet, falsk bedømt, til En der fatter det naar det [er] sagt og gjætter os uden Ord. Ak man bliver saa træt tilsidst af at banke paa hvor den hule tomme Klang møder os. M. er nu i Paris. Han vilde besøge sin Ven Heine. Seer Du ham, da fortæl ham noget om mig, at jeg har skrevet Dig til, at jeg savner Tydsk- land, han havde Ret. Og nu vil vi gaae videre frem, med Stormskridt. Mandag reiste vi virkelig efter en meget tung Afskeed. Gamle Rath, Fru L., Frøken Fürst ledsagede mig med Taarer til Vognen. Det gjorde mig gruelig ondt at skilles fra disse Mennesker. Aldrig vil jeg blive saa overbærende behandlet som af disse, aldrig behandlet med saadan uindskrænket Ømhed. Jeg nød Forældres Pleie og Kjerlighed, og tillige den fine Skaansel, de Hensyn man skylder den fremmede Dame. Om mine Egne end kan elske mig ligesaahøit, saa er det dog mindre uegen- nyttig, og vor Familiekjerlighed savner den Varme, den Hjerte- lighed, som hist gjorde mig saa vel og hvori mit kolde Væsen var tøet op. Gamle Rath faaer jeg vist aldrig mere see. Vor Reise til Travemünde var herlig. Veiret skjønt, Søen som et glindsende Speil, taaleligt Reiseselskab, hvoriblandt en gammel trohjertig Engelskmand, en sand Vicar of Wakefield i Hen- seende til Væsen, Dannelse og Humor, med en 16aarig briste- færdig tyk rødmosset Poike af en Søn -- dernæst 2de andre unge Engelskmænd der vilde til Norge for at gaae paa Jagt, men jeg saae dem et Par Uger senere gaae tilbage med Dam- SIDE: 282 pen, saa de formodentlig ikke have fundet det de søgte eller a l'anglaise faaet pludselige Betænkninger -- og saaledes kom vi til Kjøbenhavn hvor vi besøgte Tante Looft, at hun dog fik see det "interessante Væsen"; det er en gruelig Opgave at skulle gjøre Rede for saadanne Beskyldninger, men jeg løste den dog mod alle Forventninger saa godt, at Conrad, som fulgte os om- bord, forsikrede mig i en lang ziirlig Tale hvorledes det glædede ham at have lært den af sine Cousiner at kjende som "stod høiest af dem", hvorlunde det var en sand Lise at træffe En der hævede sig ud af de almindelige Menneskers Kreds, etc. etc. Det er let at blive interessant og at gjøre Lykke dernede. Der skal sandelig mere til heroppe. Det er skrækkeligt hvad for Fordringer man gjør til os stakkels Damer, hvor uhyre meget der skal til i vort Ravnekrog for at blive anerkjendt for et skikkeligt, dydefuldt Menneske. Alt, alt fordrer man, man skal kunne Sprog og stoppe Strømper og Pølser, gaae i Kjøkkenet og have en hvid Hud, lave forloren Skildpadde og danse, spille paa Fortepiano, være ordentlig og conversere, bage Bakkels og være vittig, og med alt dette snild og tilfredsstille det hele Slæng af Moralens Fordringer -- og være smuk til tout a la reste, ellers duer alt det foregaaende intet -- utaknemlige Fødebye! -- og naar Emilie og jeg og andre for Ret og det Gode irrende Sjele tænke paa hvad det er for Damer af vore der "gjøre Lykke" nede i Kjøbenhavn, naar vi høre at Lilla D. forgudes, den tykke fordums Frøken V. sættes i Rang med Gratierne, at -- horri- bile dictu -- Frøken Justitiarius-erne blive beundrede -- da maae vi virkelig udraabe: "Gid Pokker være her i denne utaknemlige Bye", og jeg begriber ikke at vore Damer [ikke] udvandre alle til- hobe og lade de unøisomme Herrer alene tilbage. Men tilbage til Dampbaaden. Vi havde det herligste Veir ligetil Gothenburg, men henimod Aftenen blev Søen lidt urolig, og Damerne, blege om Næbbet, listede sig ned i deres Køier, og snart hørte man Klynken og Overgivelser fra Kahytterne og i Hjørnerne af Pavillonen. Der er ulige bedre ovenpaa, og her fik jeg mig en Plads paa Gulvet. Alle Damerne vare søesyge, og maaskee af denne Grund, som fortjente at blive psycholo- SIDE: 283 gisk undersøgt, slap jeg. Det var ligesom min physiske Trang til at blive det beherskedes aldeles af min Sjels Modbydelighed for at blive det, og denne var saa stærk, ikke af Frygt for det Ubehagelige i Sygdommen, som for at deeltage i den alminde- lige Elendighed, som netop fordi den er almindelig og paa Grund af sin Natur ikke alene ikke vækker Medynk, men har et Strøg af Latterlighed. Skal jeg blive søesyg, maae jeg blive det alene, eller i udsøgt godt Selskab, men naar de alle ligge om- kring Væggene og -- peh -- nei det var ikke mueligt. Gud veed hvad Du synes om denne aristocratiske Skræk hos mig at blande mig med Massen, denne Modbydelighed for at gjøre noget som Alle gjøre, men tag denne Egenskab bort hos mig, saa falder mit Væsens Grundvold sammen. Derfor har jeg været stærk, hvor jeg vidste at andre ville have været svage, og netop af den Grund. Reiseselskabet var temmelig kjedsommeligt. Lieutnant Fries spurgte meget efter Dig, ligeledes Captainen paa den danske Dampbaad, og de tænkte vist det var en daar- lig Gevindst at Fader var reist med en Søn og kom hjem med en Datter; -- Fries talte om Din Caricatur af Pharmaceut -- som ogsaa dennegang befandt sig ombord, og som jeg paatog mig at gjenkjende, hvilket ogsaa lykkedes mig. Endelig kom vi da op i den velsignede Fjord. Christianiafjordens Bredder frem- vise intet smukt for den nysgjerrige Fremmede, der neppe ved disse nøgne Klipper ane de Herligheder Landet dølger i sit Indre. Det er et Billede paa Beboerne. Der kom en gruelig Mængde Mennesker med fra alle Steder, at da jeg efter at have fuldstændig og ziirligt tilendebragt mit Toilette nede i Kahytten og traadte op omtrent ved Horten, fandt jeg Dækket propfuldt, og hundrede Par Øine vare rettede mod mig som om en Hav- frue var steget op, eller bedre, fordi Lignelsen ligger nærmere, som om jeg havde været et udenlandsk Dyr. Der ligger noget under enhver Omstændighed ængstelig i at blive saaledes Maal for en almindelig Opmærksomhed, selv naar denne er øieblik- kelig, men naar det er Landsmænds Øine der fixere En, da er den mere end ængstelig. Har Du aldrig som jeg følt noget til en vis byronisk Frygt for Dine Landsmænd, der gjør Dig for- SIDE: 284 knyt og ubehagelig tilmode naar Du træffer dem udenlands -- ? Fra Drøbak fik vi en Ladning af de udsøgteste af Christiania Lapser: Baumann, Sødring, lille Dahl, Engelhardt, Holger Collett, Colban etc. etc. etc. -- og nu seilede vi snart om Næsodden, medens jeg tilligemed 2de Christiania Damer, trængt hen gjen- nem Massen, fra Forstavnen hilsede Hovedstaden med sit gamle Agershuus, sin Kongebolig, sine hvide Perlerader af Søebode og "sit grønne Slør af Hauger kastet op af Dalen", som Henrik etsteds meget smukt siger, og mit virkelig dengang henrykte Blik skjælnede Gjenstandene tydeligere og tydeligere. Der er dog ingen Følelse som i reen Begeistring kan sammenlignes med den, hvormed man hilser det pludselige Gjensyn af Hjem- met, og dette kan man kun faae ved Indseiling, aldrig ved at nærme os det paa Landjorden, thi det imposante, det over- raskende i Synet, som føder denne Begeistring, faaer det kun fra Søesiden. Snart saae vi Bryggerne og Fæstningen som vrimlede af Mennesker, snart snurrede Dampen sit Farvel til os, og de fleeste Passagere vare allerede gaaet i Land, førend vi kom afsted -- Fader ledte efter en Parapluie -- jeg svedte af Utaalmodighed -- endelig vi stødte i Land, og den første jeg seer er Henrik, som med en saadan kjerlig Voldsomhed styr- tede ned i Baaden og omfavnede mig, at han brak Toften itu; fra ham rakte jeg Nicolai Haanden, som stod nok saa rolig og philosophisk paa Land -- han fortæller mig at Dirikses staae længer hen, jeg trænger mig gjennem Hoben uden at see nogen, og snart kommer min elskede Emilie mig imøde. Det var et herligt Øieblik. Et saadant Beruselses-Forglemmelsesøieblik har jeg aldrig oplevet i Christiania Gader, der har seet mig ofte nok betræde dem i Tvang og Stivhed. Men Himmel hvor for- andret var alt i Byen! hvor lilliputiansk forekom mig Husene, Kirken og Alt, jeg synes jeg var selv en Kjæmpe, som blot behøvede at staae paa Tæerne for at kikke over alle Tage -- og hvor tomt var der i Gaderne -- i Grændsen blot nogle fulde Bønder -- men disse Observationer formaaede dog ikke at kjølne min Begeistring der vedvarede hele Aftenen, indtil jeg træt og echaufferet af Snakken og de mange forskjellige Sinds- SIDE: 285 bevægelser sov ind seent paa Natten. Om Morgenen var Gjen- synets Champagnerskum bruset af, og jeg kunde see klart og med sikkert Øie tilbunds i det Bæger Hjemmet havde at byde mig. Emilie er Sukkeret i denne meget blandede Drik. Bærmen veed jeg og Vorherre hvad er. Om Tirsdag reiste Fader og Emilie og jeg op til Eidsvold, hvor vi kom meget seent om Natten, trætte og halvkvalt af den afskyelige Støv. Vi vilde ikke vække nogen, men lagde os strax. Om Morgenen ilede jeg ned til Moder, og derfra op til Augusta. Og her er jeg da kommen til et Punkt hvorom jeg som en god Søster skulde sige meest, og Du som en god Broder ventede at høre meest, og dog kommer jeg her til at sige mindst. Jeg fandt hendes Udvortes meget forandret, hendes Figur og Paaklædning i høieste Grad negligeret; den første har hun nu rigtignok aldrig havt smuk, og for den sidste altid meget lidt Smag, men alligevel over- raskede det mig nu. Gusta kunde gjøre overordentlige Ting med sit Udvortes, naar hun vidste at lægge meer Gratie og Mildhed i Miner og Stemme og sørge lidt meer for sit Toilette, thi hun [har] de smukkeste Træk af os Alle sammen, og finder nogen mig smukkere, da er det min og ikke Vorherres Skyld. Under- tiden naar A [ugusta] fik lidt Culeur, og hun var blid, var hun som et andet Væsen og overraskende smuk. Vilhelm er en bleg, fiin Dreng, med et skjønt, regelmæssigt Ansigt; man paastaaer at han ligner Dig da Du var paa hans Alder. Andre finde en overordentlig Liighed med mig. Alette er en tyk robust Jent- unge, ikke smuk, men jeg lider hende ikke desmindre bedre end V [ilhelm] ; hun er vild og overgiven, og hvad hun gjør for gale Streger, ere de idetmindste aabenlyse, medens V [ilhelm] gjør ondt i Stilhed, og saadanne Ting som man neppe skulde tiltroe et saadant lille fromt Helgenansigt. Unter uns gesagt, kjære Broder, jeg som kjender G [usta] s uhyre pirrelige og let saarlige Temperament, forudsaae, da jeg hørte Tale om hendes Besøg, at det neppe vilde afgaae til begge Parters rene ublan- dede Tilfredshed, eller give de Glæder som man altid fordrer af et saadant Møde. Imidlertid gik det bedre end jeg tænkte. G [usta] har været af dem som aldrig taale nogen Daddel, nogen Rettelse, SIDE: 286 som ved en besynderlig Irritabilitet opbringes over et til hende -- til hendes Bedste, paa den mildeste Maade fremført Ord -- ak da har jeg maattet taale meget saadant, og ingen har graa- digere opfattet det og samvittighedsfuldere ført mig de dadlende Bemærkninger af Andre til Nytte end jeg -- men G. hører heller aldrig mere saadanne, da ingen mere vil gjøre sig til Martyr for sin Oprigtighed. Jeg kjender G [usta] saa godt fra vor Opvæxt og selv fra vor skriftlige Berørelse med hinanden, at jeg nu har lært at omgaaes hende uden at støde an, og heller ikke er der dennegang bleven vexlet mellem os et eneste uvenligt Ord, tvertimod vi vare de bedste Venner, og det er noget som ingen af de andre kunne rose sig af. Den vigtigste Anstødssteen gav Børnene og deres Opdragelse, og denne er rigtignok saa- ledes at der skal mere end almindelig Selvfornægtelse til at lade være at blande sig i den. Det første G [usta] modtog mig med, var Klage over en saadan tilgivelig Indblandelse fra Olsens og Haralds Vegne, der havde havt Sted Aftenen før og foraarsaget ubehagelige Scener, og jeg lovede mig selv at være urokkelig i mit Forsæt ikke at blande mig noget i saadant og være neu- tral, hvilket jeg strengt har holdt. Det var nu rigtignok for galt, der var ikke en Kylling paa Gaarden som ikke, til stor Qvide for Moder, gik under i V [ilhelms] morderiske Kløer, han for- fulgte og qvælede alt Fjærkræ, og det med den største Kold- blodighed, ingen Bønner, ingen Formaninger hjalp. Vedøe, troer jeg, forkjeler ham endnu mere. Naar altsaa ikke Børnene gav nogen Støi, levede vi nok saa hyggelig med hinanden. Du spørger efter Festlighederne i den Anledning, men Du veed hvad for Hjælpekilder Eidsvold har at byde dertil. Vi spadserte flittig, gjorde en Tour til Tønsagerfjeldet, en ditto til Strand og disse Slags Divertissement foretrak vi vist alle for de selskabe- lige Glæder her i Bygden. Stakkels G [usta] var ogsaa meget syg, især i Førstningen af sit Ophold. Hun leed meget af Gigt. Det Øieblik da Emilie og hun stod færdig at reise ind nogle Dage før den 22de, som var den til Bergenstouren fastsatte Dag -- for at faae udrettet nogle Commissioner, kom Tilbagekaldelsen og Touren udsat til den 29de; jeg maatte da i en Hast bestemme SIDE: 287 mig til at reise ind, af de Grunde jeg har sagt Dig. Først maae jeg fortælle Dig om en fortræffelig Tour vi havde til Gardermoen. En Søndag Formiddag kom Nicolai og Herzberg derifra og til- bragte nogle Timer hos os. Om Eftermiddagen skulde hele Artilleriet exercere derude, og da E [milie] og jeg begge have megen Smag for militairiske Maneuvrer, og opmuntret ved N [icolai] s og H [erzberg] s Opfordringer, laborerte vi paa at komme derud; men inden Fader kom af Kirken saa vi fik bedet om Hest, blev det seent, vore Lieutnanter reiste deres Vei, og vi havde den traurige Fornøielse ud paa Aftenen siddende i en fredelig Høstak ved Andelvbredden, at høre Kanonnaden. Men Harald forsikrede at Maneuvret skulde gjentages næste Dag, Mandag, og da fik vi ved Gustas hos Fader altformaaende Mel- lemkomst en Hest /: det var i den kritiske Høeaand :/ og Kl. 12 kjørte Harald, Emilie og jeg -- Gusta vilde ikke være med -- siddende alle 3 i Giggen hjertelig fornøiede ud efter. Veiret var skjønt, Veiene superbe, især var den Vei Harald valgte igjennem de tætte duftende Skove som Trampeteren med et Slags anelsesfuld kamplysten Iil piilsnar gjennemskar -- herlig, og vi i Forventning af det lovede Skuespil i straalende Humeur -- snart ere vi der -- o ubønhørlige Fatum! -- det var ikke første Gang vi fandt Moen tom! -- tom -- rædselfuld øde! -- kun befolket med en enkelt, søvnig, drukken Bonde, eller af en og anden skuffet Nysgjerrig ligesom vi. Endelig opdage vi dog en Uniform og et andet bekjolet Væsen, vi styre løs paa dem, og det var Lieutnant Olsen og Moens Æskulap F. Didrichson -- og de fortælle os -- nu kommer det bedste! -- at Nicolai tilligemed 10 -- 12 Officere vare reiste til Eidsvold! De vilde dele sig der, og nogle følge med Philip S [issener] , andre med N [icolai] hjem. De havde taget en anden Vei. Denne gruelige Forklaring for- ringede vor Lystighed ikke i mindste Maade, men nu kom Hungerens Qvaler til for at give den et næsten fortvivlet Anstrøg. Trampeteren maatte hvile, det var klart, inden vi tiltraadte Retiraden, og imens maatte vi staae paa aaben Mark 3 Qvarteer, og af Fødemidler blev der opdrevet en Honningkage, som vi deelte, og siden fik jeg en Extrakringle, hvoraf jeg dog ikke SIDE: 288 formaaede at give Emilie paa hendes Bøn noget, og bragte saaledes Eugen Sues System, at Hunger og Selvopholdelsens Drift qvæler alle moralske Følelser, bogstavelig i Udøvelse. Det første Hesten havde hvilet, reiste vi; Olsen og Didrichson fulgte paa vor Indbydelse, da vi haabede endnu at træffe dem hjemme og være et Par Timer sammen; men nu tog vi en anden Vei for ikke at forfeile dem, der vel var kortere, men stenet og ubehagelig. Neppe kommen 200 Skridt fra G [arder] moen vil Harald bøie om i en Sidevei, han kommer op paa en Rod med det ene Hjul og ned i et Hjulspor med det andet -- Gig- hen vælter -- der ligge vi!! Hvis vi ikke strax reiste os, saa var det fordi vi ikke kunde for Latter, thi vi havde Himlen være lovet ingen Skade taget. Hesten stod stille. Denne Cathastrophe syntes at være Kronen paa vor uforlignelige Tour, som blot manglede for at blive complet at vi skulde reise om Verket og de andre tage Bønsdalsveien, hvis de allerede vare paa Retou- ren -- eller omvendt; men dette skeede dog ikke, vi kom hjem uden noget Eventyr henved Kl. 6, og fandt dem Alle. Det sort- nede af solbrændte Artillerielieutnantsfjæs inde i Stuen. Der var en 8 a 10 Stykker saa at næsten Alle vare komne til os: Hald -- Bergh -- Falsen -- Arenz -- Roosen -- Herzberg -- Ræder, og jeg veed ikke hvem alle. De stode færdig at reise, men bade mig først synge. Dette gjorde jeg, og imidlertid bleve de et Par Timer; Olsen og Didr. bleve efter. -- I Christiania var jeg omtrent 14 Dage, fulgte Emilie med hendes Søster og Svoger ombord; de ere reiste til Kjøbenhavn og blive til sidste Dampbaad. Byen er umaadelig flau. Theatret bliver først færdig i Nov. troer jeg. Jeg var inde og saae Be- gyndelsen; Loftet er meget smukt a la pompei med blændende afstikkende Farver, Logernes Decoration lidt fjellebodagtigt, og det Hele mindre end jeg havde tænkt. Naar det første Stykke skal gives, reiser Moder maaskee ind at see det. Det kunde blive en velkommen Afbrydelse i de endløse lange Høstmaane- ders slæbende Ensformighed. Himlen give mig Taalmodighed og Udholdenhed! September, October November December Januar Feb -- nei jeg svimler! -- O Du Lykkens Yndling! Du SIDE: 289 er Mand, Du er fri! Du er ung og kraftig til Sjel og Legeme -- Du kan gribe ind i det friske Liv, Du kan virke, Du kan skabe, Du leve med et Ord! Jeg er ogsaa ung; jeg er ogsaa kraftig af Sjel, men jeg er en stakkels Qvinde som maae sidde bag Spinderokken i en gammel øde Præstegaard i en øde Egn af et øde ensomtliggende Land. -- Kunde jeg enda sige bag Spinde- rokken, men jeg spinder ikke, det er Penelopes Arbeide jeg driver, ikke hiin Penelopes, som fængslede en Prinds, men hiin kjedsom- melige Penelopes kjedsommelige Arbeide der løser sig op af sig selv, ligesom mine skuffende, glade Nattedrømme vækkes ved det graae Dagslys. Kom mig ikke med nogen sygelig Hjemveh! Den er utidig og utilgivelig hvis den skulde beherske Dig og forbittre de Glæder Du kunde have derude. Vidste Du saa sandt at paaskjønne hvor meget Naturen og Skjæbnen begge have gjort for Dig. Du er den eneste af os alle som denne mørke urolige Aand ikke hviler over. Maaskee har Du den sidste, men da er der idetmindste ikke stillet nogen Hindring for dens Stræben og Forhaabninger. Du har fri Vei -- Henrik og vi andre med vor forfeilede, vor forspildte Ungdom har udsonet for Dig. En af os maae der dog blive noget tilgavns af, og ingen er mere værdig dertil end Du. Maatte Himlen holde sin Haand over Dig da, og Du blive vore Forældre -- Fader -- den Glæde som han har haabet af os alle, og som ingen mere brændende ønskede at kunne blive ham end jeg. Vi have vel ikke gjort ham nogen Skam eller Sorg, men vi erindres undertiden om at vi ikke have opfyldt de Forventninger, de tildeels ærgjerrige Forhaabninger han nærede om os. Til Døttre gjør man ialmindelighed kun negative Fordringer, at naar de blot arte sig vel, saa er man tilfreds, men jeg har gjort en Undtagelse fra Regelen. Og der ligger et ganske andet Liv, en anden Stræben i mig end hos andre Piger og min Omgivelse, og at denne selv føler det, sees klart af deres Angst for at jeg skulde vende tilbage i mine gamle Forhold igjen, og at Fader med saamegen Opofrelse af egen Fordeel bereder mig Nye, mere Passende for mig. Hvem vil være saa borneret og uret- færdig at spørge hvorfor jeg ikke som andre Præstedøttre kan SIDE: 290 finde mig i Livet hjemme og søge min Glæde i dets Sysler? Det er yderst faae som have begaaet denne Uretfærdighed. En- hver som see mig, tale med mig, finde strax Svaret. Der skal saagar ligge noget i mit ydre Væsen der aldeles udelukker Tanken paa enhver praktisk Evne, og som igjen gjør Folk til- bøielige til at fradømme mig al Sands for et huusligt Liv. Atter grundfalsk. /: See herom den medfølgende Lap, som er Be- gyndelsen til et Brev skrevet til en Veninde. :/ Det huuslige Liv er mit Ideal, men netop fordi det afgiver Billedet for min høieste Lykke, har jeg havt en Skræk for at gribe efter det falske, efter Masken som skjuler dets jammerligste Side. Det kommer an paa med hvem man skal dele det, mindre paa under hvilke udvortes Kaar. Der findes vistnok saadanne i Landet, der kunde være mere end brillante nok for mig, men jeg vidste ikke den med hvem jeg vilde dele dem. Vort Land kan ikke byde mig nogen huuslig Lykke; jeg har altsaa opgivet denne Dyrkelse og lukket Templet, jeg maae søge min Lykke i en anden Retning. Jeg synes det er umueligt at jeg er bestemt til at slæbe min Existence hen i Uvirksomhed paa denne Præstegaard. Jeg skulde ville det, naar mine Egne selv vilde det, og blot vare tilfredse i Nærværelsen af en god Datter, som kunde snakke med de Fremmede naar nogen kom, fylde lidt op den tomme Daglig- stue, og forresten muntre engang i mellem op med lidt Sang; men ak, omendskjøndt jeg opfylder disse Fordringer, er det ikke nok; ingen mere end de føler at jeg er paa urette Sted, og at jeg kunde være dem mere, selv fraværende. Men der er ingen Udsigt for mig, næsten intet Haab; Himlen maatte gjøre et Mirakkel. Det er mit Ønske at komme i en god, eller for at fatte mine første Fordringer i et Ord: fornem Familie i Udlandet. Du vil begribe at det ikke er Fornemheden selv, men de der- med forbundne Egenskaber der maae til for at udsone mig med et landflygtigt Liv; findes disse hos nogen borgerlig -- nu vel! Mad. Hesse lovede mig at underrette mig hvis hun fandt en Stilling for mig som Selskaberinde som hun troede jeg vilde være tjent med at modtage. Hun sagde der kom ofte rige rus- siske Fyrstinder som trængte til et saadant Subjekt. Dette er SIDE: 291 rigtignok et Haab, men et høist usikkert; det kan strande paa Sagen selv, og det kan strande paa min Protectrices Ligegyl- dighed for den, hvis Venskab og Interesse for mig Tidens Almagt kan gjøre vaklende. Imidlertid vil jeg, saameget det staaer i min Magt, forsikre mig hende ved Breve; thi hun er den eneste som kunde have Leilighed til at gjøre noget for mig heri. Uden Haab om noget, uden Livsplan er Mennesket intet, et Vrag som driver uden Maal paa de legende Bølger: havde jeg blot et sikkert Haab, et Kald til noget, hvor riig, hvor behagelig skulde Ensomheden blive mig! -- Hvor skulde denne Vinter gaae til- freds hen. Jeg vilde arbeide af alle Kræfter, i Musik, i Sprog, og andre Kundskaber, hvortil Faders Bibliotek byder Veiledning nok, hvilke Fremskridt skulde jeg gjøre -- thi Du veed hvad et Kald i den store Verden fordrer af saadanne Præstationer, og Du veed at jeg vilde opfylde det med Iver, hvis Himlen var saa miskundelig -- og Helvede ikke saa misundelig -- at byde mig et Saadant. Men nu har jeg trættet Dig nok med disse egoistiske Afhandlinger -- Det bliver et umaadeligt Brev, Du burde være oeconomisk og læse blot en Side om Dagen. I Paris har man skjelden Tid til at læse lange Breve. -- Dit Brev modtog jeg Dagen efter min Hjemkomst fra Byen 30te August. Det er altsaa gaaet i den beundringsværdig korte Tid af omtrent 14 Dage! Tak for det! Det manglede intet uden at det var for kort. Nu kan der dog ikke skyldes paa Mangel paa Stof, ei heller maae Du sige at jeg kjender det før. Vi vare kun 2 Maaneder i Paris, og under Omstændigheder som gjorde det umueligt for mig at have den Nydelse af hvad jeg saae som jeg ellers kunde have havt, og desuden naar man har seet alt selv engang, om end blot flygtig og overfladisk, hører man det med dobbelt Interesse omtale især fra det individuelle Standpunkt af en Person som er os kjær, og man sammenligner Indtrykket. Det er mig i en anden Henseende vigtig at faae nogle meer omfattende og uddannede Skildringer fra P [aris] gjennem Din veltalende Pen -- som en velkommen Aquisition -- smil ikke foragteligt! -- til et Blad som Emilie og jeg skulle udgive, og som skal føre det beskedne Navn af "forloren Skildpadde" SIDE: 292 -- beskedent -- fordi vi aldrig ville lade Oprindelsen, Grund- substancen ud af Øie, deels fordi vi i Mangel af at kunne lave en veritabel forloren Skildpadde som er Priisopgaven i den norsk- huusmoderlige Kokkekunst, vove at concurere ved Tillavelsen af en literair. Bladet skal udkomme paa fiint Postpapir en Gang om Ugen, og jeg er baade ansvarlig Redacteur og tillige For- lægger. Har Du derfor nogen interessant Skizze af P [aris] eller hvad som helst til denne Bestemmelse passende, da send mig det i hiin Form, det vil sige paa Postpapir, hvor Du kuns paa hvert Ark maa lade en Plads til Tittel og Vignet som jeg skal tilføie. Vort Auditorium vil for det første indskrænke sig til de tvende Redacteurer; med Tiden, hvis Bladet faaer nogen Frem- gang, vil det blive læst af en lille udvalgt Kreds af Damer, eller af en Enkelt særdeles Begunstiget. Anonymiteten bliver paa strengeste Maade helligholdt. Det kommer til at bestaae af Opsatser i enhver Genre, Skittzer af det virkelige Liv, Bye- anecdoter, Nyeheder og Sladder bliver ikke ubetinget foragtet, men det optages med Valg, E [milie] har allerede skrevet en fortræffelig Afhandling der hedder "et Selskab", og hvis "Ten- dents" /:for at begynde med litteraire Termini:/ gaaer ud paa at latterliggjøre den Støien, det Vielgeschreierie, der i Huus- holdningen gaaer foran et Selskab inde i Byen; og jeg tænker at indrykke en Opsats om mit Møde med Theodor Mundt. Det interesserer jo Folk her i vor Skammekrog af et Land at læse alt hvad der angaaer en bekjendt Digter, hvis Personlighed, netop af den Grund at man aldrig seer noget til dem, er om- givet med en Nimbus, som udstrækker sig til det trivielste ved dem; man opsluger med graadigt Øie at Bulwer gaaer med lyse Buxer, og paa hvad Maade Heine snyder sig -- og følgelig maae min Beretning ikke være af liden Vigtighed. Vil Du alt- saa gjøre Dig fortjent til den Lykke at faae kikke i et Blad der kommer til at bestaae af den kostbarste af al literair Extrax -- af Qvintessentzen af Damers Vid og Sjelsfiinhed, dette kost- bare Stof som saa skjelden bringes i nogen Form -- at beskue, at beundre denne Blomst, som skjelden aabner sig for noget mandligt Øie, da skeer det blot ved Bidrag, og disse skulle fra SIDE: 293 vor Side blive anerkjendt med Tak. Og nu Gud befalet! jeg kan dog ikke skrive til evig Tid -- omendskjøndt jeg endnu kunne have mange Ting at fortælle som ligger mig paa Hjerte. Om Familien har jeg jo sagt at hver især lever vel. Moder beder at hilse Dig paa det ømmeste. Faders Humeur er omtrent det samme, dog noget bedre synes mig end i H [amburg] . Det sørgelige ved et saadant "norsk" Landliv, naar man ikke netop er opfød i det, men vandt til mindre trivielle Beskjæftigelser, er, at det undergraver Humeuret i den Grad, at Følgerne meest spores naar man rives ud af det og gjør En uskikket til de Glæder og Adspredelser man før har sat Priis paa. Vanens Magt gjør at man først bliver tilfreds naar man kommer i sine gamle Folde igjen, og man synes ikke at vide at dette netop er Vug- gen for den Utilfredshed man jagedes af udenfor. -- Med Henrik det samme, Trætte mellem ham og den Constitutionelle, Nedriv- elser fra begge Sider, Statsborger og dagligt Allehanda og Henrik og Morgenblad og Nella og den hele Røre, det er en evig Ringdands, jeg for min Part er saa kjed deraf og næsten ganske sløv for alt hvad der berører H. i Aviser, fordi det aldrig kommer til noget Resultat. Vor gode Nella lever godt, og er efter vor enstemmige Mening bleven meget smuk; han har lagt sig til en uskyldig Knebelsbart, der klæder ham godt. Harald lever vel, det vil sige han er frisk, men han er endnu mere mørk og ordknap end ifjor. Din tykke Ven Olsen lader Dig hilse og takke for Din Epistel til ham. Hans Broder Mediciner er her i disse Dage, reiser imorgen og skal tage dette med sig til Nicolai, som faaer see at faae sendt det med Leilighed eller bedre med de diplomatiske Depescher. -- Alle inde i Byen spurgte deeltagende til Dig. Emilie har udtrykkelig paalagt mig at hilse Dig. Du er i hendes særdeles Yndest; notabene denne er af en ganske umistænkelig Slags, der har et næsten moder- ligt beundrende Anstrøg. Endvidere havde Damerne paa Ballet hos Exellenzen fundet Dig meget elskværdig, og der blev be- mærket at paa Dit Ydre var intet at udsætte, naar blot Din Næse havde været lidt mindre stor; men jeg trøster mig med at Opholdet i det almægtige Paris vil forbedre denne Feil; i SIDE: 294 dette Paris hvor man kan alt, baade an- og afskaffe sig Næser, vil Du vist paa en honet Maade faae den formindsket, som bedst kan skee v [ed] Anskaffelsen af en dygtig Knebelsbart og et mere fyldigt og kraftigt Ansigt. Du seer at med alle muelige andre Fuldkommenheder maae der ogsaa en aldeles daddelfri Næse til her i vort fordringsfulde Ravnekrog. Naar skal jeg da have den Glæde at see Dig igjen -- naar beundre denne elsk- værdige Composition af solid Nordmand og en Franskmands fine Væsen? -- Om 1 -- 2 Aar! -- For mig, i min Tidsregning er dette et lille Aarhundrede. Et Aar! Gud, et Aar af saadanne Dage som de der have begyndt denne Maaned! -- Veiret har i lang Tid været koldt og suurt. Da jeg reiste ind til Byen be- gyndte der en umaadelig Hede, der vedvarede en 14 Dages Tid. Aldrig har jeg oplevet en saadan; især vare Nætterne utaalelige; men pludselig et Par Dage før min Hjemreise gik det over til det Nærværende, der er en ligesaa ubehagelig Contrast. Man taler vel meget om den sunde Luft her i Landet, men at Climatet er høist skadelig formedelst de barbariske Overgange fra Hede til Kulde, synes jeg er klart, og jeg i det mindste for min Part befandt mig bedre i H [amburg] s fugtige Luft og dette Clima, der rigtignok havde daglige Smaaeluner, men i det Hele taget jevnt og mildt. Næsten 3/4 Parten at vore Damer er derfor sygelige, det er umueligt at forene Civilisationens og Modens luftige Fordringer med et saadant barsk Clima. I gamle Dage vare Folk stærke, men de gik ogsaa "svøbt i Maard", og det var meget fornuftigt. Den 4de September. Idag er Veiret saa deiligt, en saa reen, guddommelig Septembermorgen, at jeg gjør Veiret Afbigt for mine Bagtalelser. Harald og jeg have gjort en lang Spadsere- tour for at see et Anlæg han til Ære for Emilie har anlagt i Fæhaven; Nedgangen meget vild, til en steil Pynt, hvorfra man har Udsigt over Elven og Fæhavens maleriske Krumning, ligeunder vore Fødder til Høire, Møllens Tag og den skum- mende Foss. Siden besøgte vi hans nye Anlæg omtrent midt paa Fæhaven, med Udsigt til Vormen. Dette er det meest SIDE: 295 fortryllende. Et saadant Punckt som vor Præstegaard gives der ikke i Hele Verden! Har Byens Smaalighed overrasked mig saa har Landets Herlighed, Naturens Storhed det ikke mindre. Imod den er den Hamburgske med dens kunstlede Anlæg Lapværk. Gid Du var her nu, skulde vi spadsere om- kring -- eller gid jeg var i Paris!! -- at Du kunde føre mig omkring i Konstens Hauger, det vilde være gavnligere for mig, for mit Sind. Der er en farlig Magt i disse drømmende Dale, i disse melancolske Træers Hvidsken; den hele guddommelige Natur er et Complot mod vor Roe, og Ensomheden der frem- maner gamle Erindringer er en Forræder! -- Tænk om jeg kunde komme til Paris næste Sommer! Vi to i den umaadelige Bye vilde være hinanden nok -- Ikke sandt, min kjereste Bro- der! -- Kan Du sige mig nogen muelig Maade? Siig Mlle. Egger hvor meget jeg længes efter at see hende, og hvor uforglem- melige mine Samtaler med hende ere. Det er virkelig en respectabel lille Pariserinde, denne samme Mlle. E. Hun har gjennemtrængende Forstand, og kan være En meget uundværlig paa et saadant Sted. Hun kan dømme [om] Alt. Vær lidt ven- lig mod hende baade for min og Din egen Skyld. Men nu, min kjere O., er det vel den høieste Tid at jeg holder op, jeg vil dog ikke være grusom i min Brevskrivning. Lev nu vel og fornøiet, og skriv -- og lær at leve ret, saa at Du kan uddrage Honningen uden at indsuge Giften; ak, disse er næsten overalt saa nøie sammensat og med en saadan Fiinhed hvoraf vor nor- ske Uerfarenhed skuffes saa let. Endnu engang lev vel, og det kan Du blot naar Du er stærk og fast og veed at redde Dig selv, naar Du i dette parisiske Sodoma kan conservere denne Sjels Reenhed, som udgjorde Din fornemste Elskværdighed, og hvis Stempel naar det engang er tabt og man staaer lige med den sjunkne Masse, er ugjenvindelig, og ikke noget ydre For- trin, hvor glimrende det end er, kan erstatte det. Tilgiv mig disse Advarsler, og tro at intet Hang til at udkræmme saadanne, men den inderligste Kjerlighed og Ønsker for Dit Vel har frembragt dem. Din Camilla. SIDE: 296 Du gjør bedst i at læse en Side om Dagen af dette Brev som er saa langt. A Monsieur Monsieur le Lieutenant O. Wergeland Ad. Rue Richelieu No 12 (Hotel des Hautes Alpes) a Paris. SIDE: 299 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold 29 Sept. 1837. Nach einer sehr bewegten Zeit, deren Hauptepochen Tren- nung und Wiedersehen, Wiedersehen und Trennung gebildet hat, -- dette er Begyndelsen til et Brev til Mad: Hesse, men da det ogsaa ganske godt kan passe paa Dig, vil jeg lade den staae og vedblive -- er jeg kommen i saa dyb uforstyrret Ro- lighed, at der for den Sags Skyld intet er i Veien for Brev- skrivning. Men paa den anden Side er da netop denne dybe Rolighed af den Beskaffenhed, at den intet Stof byder en til et antageligt Brev -- nei ikke det magreste; om man piinte og plagede Dagen, om man lagde den paa Torturbænken og truede den med alle 7 Grader, saa er den taus og verschlossen, den forraader intet; den bliver sig selv liig, ubevægelig, lang, med dens kolde spottende Smiil af godt Veir. Det er besynderligt, naar jeg tænker efter, at jeg ikke har skrevet heelt siden jeg var i Byen. Jeg har saa utallige Gange tænkt paa det, og villet det, men -- men -- jeg er ikke istand til bestemt at angive Grunden. Mine Tanker have fulgt Dig paa hver Time af Dagen, og Dine tvende Breve have opvagt den varmeste Længsel efter Dig, men jeg har enda ikke kunnet skrive. Strax ved min Hjem- komst udførte jeg tvende uendelige Breve til Hamburg, og tvende til Paris; det ene af disse var til Oscar paa 2de tætskrevne fulde Ark af disse Store, foruden Convoluten. Dernæst har jeg ikke havt andet end Mad. Sevignés Breve til Lecture, har næ- SIDE: 300 sten ikke tænkt paa andet end Breve, saa at jeg gjør den psy- chologiske Slutning, at "j'ai pris les lettres en aversion", med Undtagelse af dem jeg modtager, og af disse fornemmelig Dine. Ak ja kjære Emilie, tak for Dine Breve. Det var alt hvad jeg kunde vente, endskjøndt de ikke alligevel kunde tilfredsstille min Hunger, de vare ikke udførlige nok. Du siger jo næsten intet om Dit Ophold dernede, om Eders Bekjendtskaber, hvad I have seet af Rart, om Comedierne, om Eders Udfarter; Du skildrer blot Dit Humeur derved, Dine Betragtninger; -- ja Du har Ret, -- jeg vilde heller ikke komme videre end Du, af denne samme Reflectionssucht ere vi begge betagne. Nei! vi Norske kunne ikke fornøie os, vi forstaae os paa Moroe som Katten paa Sen- nep. Vi gribe Fornøielsen, denne zarte, flygtige Gud, med plump Haand ved dens Sommerfuglevinger og ødelægge dens glim- rende Støv, ja, vi afrive den Vingerne, vi anatomere den stakkels Dreng, eftergraver, undersøger hver Muskel, hver Fiber, og vende os derpaa med Ækelhed bort fra Cadaveret -- hvad er Grun- den til dette Phænomen? -- ak Du siger det selv saa sandt, saa treffende: vor Phantasie er udlevet og ældet. Den har været evig rastløs og virksom, medens vi selv vare bundne, den har bygget Louvre og Strasburgertaarne, hørt Mad. Malibran og Grisi førend vi saae og hørte noget af dette, og naar det endelig skeer, finde vi os bittert skuffede -- Jeg troer der er intet i Verden der gjør et Menneske meer "blasé", meer uimodtagelig for de reelle Glæder end denne traurige Indgetogenhed og totale Udelukkelse fra Verden, medens vor Indbildningskraft er fri og voxer til et Hydra. Jeg forsikrer at de udenlands for- staae sig meget bedre paa at more sig og det fordi de fra Ung- dommen blive holdte dertil, ligesom her til at strikke Strømper. Men nu forfalder jeg igjen -- en heel Side, og blot Reflectioner -- jeg har ikke fortalt et Ord. Du veed neppe hvor jeg er, naar Du ikke tilfældigviis kastede Øinene paa Overskriften "Eidsv. den 29de" -- som er den klogeste af alt hvad jeg har skrevet. Veed Du hvad jeg vilde ønske? at man veed at forfalde til Re- flectioner ligesom til Brændeviin kunde faae en rød Næse, saa holdt man maaskee op. Skulle vi ikke indgaae i en Nykternheds- forening -- ? men saa vil jeg liig hiin svenske Bonde bede om SIDE: 301 en Dram først: lad mig bare faae Lov at sige: ja! det er en sørgelig Ting, at vi ere saa bedrøvelige naar vi skulle more os! ingen har erfaret det mere end jeg -- da jeg var i Stockholm, i Paris, den hele Hjemreise, alt gik tabt for mig; men det er vist at man kan helbredes for denne sygelige Aandsmæthed, det har jeg erfaret ved mit sidste Ophold i H [amburg] . Du kan tænke, at jeg morede mig meget bedre paa de sidste Comedier end paa dem i Begyndelsen, da jeg dog var kommen ligefra Eidsv [old] . Det er en Modsigelse. Derfor bør Du reise en anden Gang, da jeg er vis paa at Du vil være mere modtagelig. Ak naar jeg næste Gang reiser, hvor skal jeg more mig! Tænk om vi kunde reise engang sammen, det har altid forekommet mig som det Herligste, Ønskværdigste. Mon det aldrig skal blive af? Jeg veed hvad Du vil sige, at om det end kunde lade sig gjøre, vilde det ikke være tilraadeligt, da en Reise sammen er Venskabs ufeilbarligste Prøvesteen, og at det har saa rædsomt skjeldent bestaaet denne Prøve -- ak, allerede paa Mad. Sevignés Tid kjendte man denne grusomme Sandhed, hun omtaler den i sine Breve. Jeg er overbeviist om, at Du ingen Grund vilde give, ligesom jeg er overbeviist om, at hvis noget saadant ind- traf, vilde jeg have været den der gav Forargelsen, og da -- og da -- Du vilde ikke være overbærende. Der skal en egen Disposition til at være dette i en udstrakt Forstand -- og denne Overbærenhed, denne elskværdige Blindhed for den andens smaae Skyggesider, tilhører kun Venskabets første, begeistrede Tid; naar det ældes, taber denne sig. Du kan ikke troe hvor oprigtig jeg er her naar jeg siger det vilde være min Skyld. Alt hvad Du skrev berørende dette, erkjender jeg for sandt -- sandt -- jeg har Feil som er ubehagelig i den nærmere Om- gang, men for at være retfærdig maae jeg tilføie, skulde disse for Alvor være istand til at opvække en fremmed, uvillig Fø- lelse om end blot for et Øieblik, eller skulde de saagar kunne svække Dit Venskab for mig, da ligger Grunden ligesaa meget hos Dig, at Du seer dem. Og Du maae see dem, netop disse Feil ere saadanne som maae falde Dig i Øinene, og jeg vil sige Dig hvorfor. Du selv har slet ingen saadanne Feil; Din hele Opdragelse har været rettet paa at undgaae dem og bibringe SIDE: 302 Dig denne Blidhed, Jevnhed og Omgjængelighed, alle disse huuslige -- tillad mig at sige, uden Fornærmelse for Dine øvrige store Egenskaber -- disse Stuedyder, som allerede her paa Jor- den bære rige Renter. Du har blot seet det samme gode Exem- pel i Dine Søstre, og er saa skyldløs uerfaren i den Vei, at jeg troer, Du har aldrig i Dit Liv været daglig i nogen Tid sammen med nogen Fremmed. Jeg er den eneste. Med mig har Du tilbragt Maaneder sammen. Du har seet mig i alle mue- lige Forholde, i Bye og paa Land, i Hjem, og blandt Frem- mede, i alle Dagens Stillinger, og jeg maatte være opdragen paa samme Maade som Du, naar ikke denne al Illusion bort- tagende Nærhed, ikke skulde bringe noget Anstød. Men det er jeg ikke, det er ingen af os Børn. Alle vi 5 vilde Børn ere opvokset paa Landet, og vore Til- bøieligheder og Anlæg, vore Feil og vore Lidenskaber, trivedes saa frodigt som Træerne vi plantede i vore smaae Haver. Den eneste som kunde tage vare paa os var Moder, thi Fader vaagede blot i det Store over os, over vor moralske Opførsel. Moder er det bedste Menneske som kan gives, men der maatte sandelig mere Energie end hun besidder, og mindre af denne hos os, for at kun lede og bøie os, og saaledes voxede vi alle i største Uskyldighed op med Feil, som i Omgang med andre først skulde træde frem og hevne sig paa os selv. Siig har ikke Gusta i en høi Grad af disse? -- har ikke Henrik i en paafal- dende Grad -- ? -- netop disse Uregelmæssigheder hos ham er det ikke dem som hans Fiender nu ere smaaelige nok til at hænge sig ved -- o, de vilde være trøstesløse havde de ikke denne rige Mark! Men det er viist at tage dette Parti, de ere visse at de skjule sig og deres umaadelige Taabelighed og Smaa- lighed i Dannelsens Kappe, som mangen En af dem veed at gjøre -- O D [ . . . . . ] er skjønnere, [ . . . . ] ligere end for- dums Venners Dolke -- hvad sagde jeg, ja Henrik Stakkel! Er- lige Henrik -- -- -- -- -- Er jeg bedre end disse 2de Nævnte, som jeg haaber Du indrømmer mig, da er det langt ifra fordi jeg havde Anlæg til at blive det, nei langtfra, jeg har tvertimod havt et fremstikkende Geni for det Modsatte, men det er fordi SIDE: 303 jeg har forbedret mig i Erfaringens Skole, jeg er den der meest har havt Omgang med Fremmede. Lærdommen er bleven mig suur nok, kan jeg troe. Jeg glemmer aldrig da jeg førstegang traadte ud af Faderhuset og kom ind til Jomfru Pharo, og alle de Lidelser jeg udstod dette ene Aar, for nogenlunde at passe sammen med mine Huusfæller; der var 12 Stykker foruden de voxne. Nu vare de rigtignok nogle Asener de fleste, lige saa uopdragne som jeg og meget raaere, thi det har jeg aldrig været -- men allerede her begyndte jeg at lide for at jeg ikke var som de andre. Alt hvad jeg foretog mig, den mindste Handling, alt hvad jeg sagde, blev ledsaget med bittre Drillerier og Bemærk- ninger, og selv med min Kummer vagte jeg deres skingrende Latter. Kun Frøken Darrene, mine Sovekamerater, forsvarede mig, og dømte ikke efter den underlige Skal. Engang, en Mor- gen da de troede jeg sov, comenterede de over en Scene der var forefalden om Aftenen, hvor de alle havde været mod mig; jeg havde i retfærdig Harme opponeret mod at ledes af nogen af de andre paa Gaden, da Jfr. P [haro] engang for længe siden havde fundet for godt at gribe denne Forholdsregel for at hin- dre mig fra at "flakke omkring, snart foran, snart bag de andre". Altsaa dengang skulde jeg ledes af en anden Skitunge som ikke var større end jeg, formodentlig af hendes U [llensager-] Orakel, men nu havde jeg, troer jeg, modsat mig det, og de vare blevne leie og uforskammede. Alt dette talte Frøken D [arre'ne] om, Gud glæde deres Sjel, den ene er død! -- og toge mit Partie og dadlede de andre, og jeg laae og hørte det som i en Drøm -- kan Du huske mig da jeg var paa Jfr. Pharos Skole, hvilken ynke- lig ubetydelig Rolle jeg spilte da, og selv en lei Unge tabte jeg mig dog i Massen af leie Unger -- alle vare mig næsten imod, selv over Dig ærgrede jeg mig lidt i Taushed, kun efter at Du en- gang havde faaet et 4 Tal for Opførsel, begyndte jeg at faae lidt Agtelse for Dig -- Natalie ligte jeg bedst, jeg seer hende endnu staae i en ravnsort Kjole med det sorte Haar ned ad Ryggen, ved den sorte Kakkelovn med et Stykke Sortkrid i de sorte Hænder, alt var sort. -- Hvor var det jeg var? -- ja den Tid hos Jfr. Pharo var en sort Tid -- nu kom jeg til Christians- SIDE: 304 feld for at gjennemgaae et nyt Lidelseskursus, med Børn fra alle Jordens Zoner. O jeg kunde fortælle Dig mangen Scene her. -- Jeg grundede ofte paa hvad der var Skyld i at mangen en af disse halvvoxne Piger viste at sætte sig i Respect og Yndest, men jeg ikke -- medens jeg med Bitterhed følte at jeg var hende overlegen. -- Jeg havde en Veninde da jeg kom til- bage, hun vendte sig ogsaa fra mig. -- Men nu var jeg bleven bedre, bestemt meget bedre. Da jeg var inde hos Mad. H [erre] arbeidede jeg alvorlig paa min Forbedring. Jeg var ofte haard, ubønhørlig mod mig selv, jeg tvang min Natur med de blodig- ste Selvfornægtelser, jeg blev ydmyg og taalmodig som en Hund, og bad et Par Gange den enfoldige Kone om Forladelse naar hun paa det uretfærdigste havde behandlet mig. -- Jeg elskede ogsaa engang -- men her traf den gamle Forbandelse mig paa ny -- det var det haardeste Slag. Han vendte skaanselløst og smaaligt mine Egenheder og Feil mod mig selv -- han vurderte ikke hvorledes jeg havde været, og hvorledes jeg for hans Skyld kunde blive. -- Jeg fik en Veninde paany -- o min Emilie -- sig Du, at Guderne ere forsonete, siig at Du vil elske mig trods Alt! Troe mig, der ere mangfoldige som ere leiere end jeg, jeg mener selv af de brave, elskværdige Folk. Min sidste Reise har leveret mig paafaldende Beviser derfor. De fleste af dem jeg stod i Forbindelse med, fra et høiere Standpunkt betragtet agtværdige gode Folk, havde ved den nærmere daglige Be- rørelse Skyggesider som vare høist ubehagelige, og jeg er vis paa Du vilde have sagt utilgivelige. Et Phænomen var det da at dette indbyrdes mellem dem selv gav Anstød, medens jeg for det meste var udenfor, og stod paa den bedste Fod med alle. Mellem mine begge andre Huuskamerater, H. Uken og Mad. D [ierks] , og mig, forefaldt der ikke under vort hele Sam- vær et eneste uvenligt Ord eller noget der lignede Spænding, medens disse 2 Damer hyppig indbyrdes vare Fiender eller brouillerte med Fruen, hvilket som oftest skeede paa en aaben- lyst Maade. Nei Du kjender saa lidt Verden, Du veed ikke hvordan den og Folk er, og troer at alle ere saadanne Guds- engle til at omgaaes som Du og Dere derhjemme. SIDE: 305 Den 2den Oc. Du har Ret, de andre Dyder kan man laase ned i Kommodskuffen; saadan gammeldags Stads rækker blot Herrerne nu tildags og er godt til at spille Comedie med. Jeg veed ikke hvad det er for en skrækkelig Feiltagelse at jeg er kommen til Verden under saadanne Forhold -- paa saadan Tid, saadant Sted, jeg er vis paa der maae stikke et Bedragerie under, maaskee har der i den klassiske, heroiske Oldtid, levet et Væsen som har usurperet min Plads, der har i Athens eller Roms Atrium? boet en Pige som havde et fremstik- kende Talent til at koge Rødgrød, alleslags Saucer, sye, strikke Strømper og være snild, og som var fornuftig og fik sig en skikkelig Mand i Tide og paa en skikkelig Maade, og som var blid og overbærende og tolerant mod alt, undtagen for alt hvad der gik lidt udenfor det Almindelige, hvisaarsag hendes Tidsalders straalende Bedrifter vagte en hemmelig Afskye og en uforklarlig unævnelig Længsel, en dunkel Anelse om at hun hørte et andetsteds hjemme -- hun har fortrængt mig fra min Plads -- -- Jeg havde liig hiin Celia kunnet svømme fra Fien- dens Leir til Rom -- jeg havde liig hiin Spartanerinde kunnet bide Tungen af mig for ikke at forraade mit Fædreland -- o tempora, o mores! hvad hjælper det om man gav sig til at svømme i Christiania? -- -- eller endnu bedre, det vilde lidet baade om man bed Tungen af sig, det kan man nu af alt mindst undvære. -- Igaar, Søndag, vilde jeg have sluttet Brevet, men saa kom Tønsagers Piger her; det var en meget kjedelig Streg i Regningen. Mine Tanker fulgte Dig i hele Gaar, jeg har skvulpet med Dig paa Vandet heelt siden Fredag -- men Du kom formodentlig ikke i Gaar, men først idag, Mandag, maaskee i dette Øieblik, Kl. er 7? -- jeg vil haabe Du er med, jeg til- staaer trods mit ovenstaaende Pralerie har jeg ikke Heroisme nok til for Alvor at ønske at Du blev tilbage. -- Stakkels Olsen havde en haard Dyst igaar. Det var ikke mere eller mindre end et Besøg af Kjeresten. Han sad og studerte sin Præken Løverdag Aften, da en Fremmed som var Bro- deren, Student W., træder ind og som han efter Marthes Si- gende modtog med et -- "Hvor Fanden kommer Du fra?!!" SIDE: 306 -- i den høieste Overraskelse, der kunde have forskjellige Fø- lelser til Grund. Strax derpaa gik han ud med ham uden at føre ham ind til os, og kom først seent paa Natten hjem, gik paa en ligesaa hemmelighedsfuld Maade i Kirken og beordrede sine Klæder derned, og da der tillige blev iagtaget nogle Frem- mede, en gammel Mutter, en rød Jomfrue og den omtalte Herre i Kirken, og vi fik vide at det var hans Kjæreste med Familie, fandt vi Grunden til hans Opførsel, og den Ængstelighed hvor- med han syntes at ville bevare deres Incognito. Imidlertid sendte vi Bud ned til Eidsvoldbakken hvor de boede, og lode dem bede til Middag, men de takkede, da de just sad ved Bordet og strax skulde reise. Siden har vi hørt, at hun blev henrykt ved at see ham og løb ham imøde, men at han meget kold- sindig tog imod hende -- endvidere at da de reiste og O [lsen] skulde følge dem paa Veien /: thi hun skulde til Kaasen :/, hvad havde da været rimeligere end at [han] havde sat sig med hende i en Vogn, men nei, han tog Plads i sin Cariol og lod Skyds- gutten sidde i Giggen. -- ? -- ! Til Tønsager, der spurgte om ikke hans Kjæreste var med, har han svaret: jo desværre! -- Det er tydelig nok -- Jeg veed ikke hvem jeg beklager meest af disse to. Man siger at Faderen paa Dødssengen har bedet ham være seig -- Herregud tilgive saadanne Fædre paa Døds- sengen som misbruger dennes Høitidelighed til at paalægge saa- danne Byrder for hele Livet! -- og hende som ikke dispenserer ham fra den! -- Moder og jeg have disputeret meget om den Sag, hun er naturligviis paa hendes Parti, og taler om at hun ikke kan undre sig over at den stakkels Pige som ikke er "ung længer" og ikke har "nogen Udsigt" ikke vil slaae op -- men, jeg troer at om jeg skulde tigge siden, vilde jeg heller det end benytte mig af en Mands Ædelmodighed saaledes, før end at taale saamange hundrede Ydmygelser, vilde jeg gjøre Pinen kort -- huf stakkel! Herregud nu da man har Raad for alting -- at man ikke skulde kunne afhjelpe saadanne Onder, at der ikke skal gives en Kilde eller et Bad hvor man kunde helbredes for denne Slags rædsomme Forkjølelser! -- O [lsen] sidder just nu og spiller Piquet med H [arald] ; han er i et straalende Lune, ret som en SIDE: 307 der har faaet en Byrde afvæltet, men ikke som en der har sagt Adieu til Kjæresten igaar. Ellers har her intet passeret. Næsten ikke et Menneske har været her. Lorentz Heltberg, kaldet Driveren, drev ogsaa ind til os forleden dag; det er en ganske elskværdig Dagdriver og meget bedre end de Brødre "som due noget". -- Iforgaars da her var Thing paa Langvæg, kom Stift- amtmand Petersen hid i Visit. Fader vilde netop reise derhen, da han mødte ham paa Veien. Han blev et Par Timer hos os, og var særdeles fidel. Jeg som ellers har gaaet saa peen siden jeg kom hjem, havde netop den Morgen faaet det Indfald at tage den gamle smudsige Ginghamskjole paa i den Hensigt at bytte siden. [Resten mangler.] SIDE: 310 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 14 October 1837. Idag faaer Du kun nogle faae Ord af flere Grunde; fordi man skurer og vi maae fløtte ud af det ene i det andet, fordi det er imorgen Confirmation og jeg har havt saa travelt med at faae omsyed den sorte Hatten min, -- Du maae altsaa ikke regne dette for et ordentligt Brev, jeg vil blot takke Dig for Dine tvende sidste, hvoraf det ene, som jeg fik med Posten Torsdag, især overrasked mig, da jeg neppe ventede en saa promte Opfyldelse af Dit Løfte. Der var en Tid da jeg skrev hyppigere og længere, og Du undskyldte Din Knaphed med Mangel paa Lethed at udtrykke Dig, Tankernes Armod og flere saadanne beskedne Grunde, som Du, Gott sei Dank! ikke mere tør bruge, naar Du ikke vil blive sigtet og overbeviist om for- sætligt Bedragerie, Falsk og Løgnagtighed. -- Det er nu bleven omvendt -- Din Brevaare, af Naturen rig, springer og sprudler nu saa det er en Lyst, medens min fattige Stakkel, som blot ved en unaturlig voldsom Magt engang blev sat i Bevægelse, SIDE: 311 udtørrer mere og mere -- Huf for en dum Begyndelse! -- sprudle og springe og Brevaare og voldsom Magt! -- Gud give jeg kunde have noget at Fortælle Dig, saa ret ligefrem og uden Skruer og Betragtninger og sligt dumt Tøi. Dine Fortællinger fra Kjøbenhavn har jeg glædet mig meget over, endskjøndt jeg synes det er besynderligt at Du ikke har seet hverken Herz, P. Møller, Fru H [eiberg] , Andersen, Oehlenschläeger. Hvad i al Verden ere I da reiste for? -- Dine Forhandlinger med Lehmann og Hansen ere ubetalelige, og jeg synes at den "nye Skole" bør slaae en Medaille for at belønne en saadan Daad. -- Fortæl mig endnu noget saadant -- Vort Blad haaber jeg nu snart skal komme ud, jeg har adskilligt Forraad liggende færdig og vil med det første føre det ind. Jeg vil haabe at Du ikke lader mig aldeles i Stikken, og hvis Du ikke sender noget, saa antager jeg at det er Din Mening at jeg kan gjøre Brug af Dine Brev for ikke at sige indrykke dem hele. De ere ogsaa virkelig, navnligen de 2 sidste, mere at betragte som Afhand- linger end Breve, og baade hvad Form og Motiver angaaer saa gode, at det er min Pligt at berede dem den Udødelighed jeg formaaer. Send mig nogle Avertissements, Bekjendtgjørelser, Nyheder -- kort hvad Du vil og sig mig tillige under hvilken Signatur jeg skal sætte Dine Annoncer. O er ikke at faae, det har jeg valgt. Lad for Alting ikke dette herlige Foretagende [strande] paa den usleste af alle Klipper: falsk Beskedenhed. Vi ville skrive saa godt vi kunne, uden at stræbe efter noget bedre over vore Kræfter. Jeg kan ikke troe at vi kunne være saa latterlige at være bange for vor egen Critik. Lader os derfor ikke file og konstle for meget, men tage det saa friskt og natur- ligt som det falder i Pennen; giv mig alt hvad Du kan; jeg skal ordne det. -- Hvilket Blads Antagonist skal vi egentlig være? -- Faaer jeg Lov at være Nella imod, saa skal Du uden For- trydelse faae Lov at rive Statsborgeren ned. -- Skal vi være liberale? Saa middels tænker jeg. Dog det kommer an paa Dig. Men det sværger jeg høit og dyrt, at vi ikke ville vanære vort Blad med Oversætninger, denne Udvei ville vi overlade Nella -- vi ville være originale. -- SIDE: 312 Igaar havde jeg en lille sund Skræk. Harald og jeg skulde ride en Tour sammen, vi havde Jægerhesten og en af de Graae. Vi rede nok saa stoltelig ned af Aleen og dreie hen ad Gaden i strygende Fart, da min Sadl glider af, og jeg slænges hen paa Veien. Fader stod i Alleen, og Moder og Marthe begge paa Gaarden og saae det, og kom i dødelig Forskrækkelse alle løbende, men jeg mødte dem nok saa rask -- Bugjorden var sprunget af, men efter et Qvarteers Tid var Skaden repareret, og vi jog afsted igjen, og nu gik det bedre. Vi rede gjennem den deilige Skov ved Eidsvold Verk. Det kunde have været slemt nok, men jeg slap med en blaae Hofte, og idag bløder jeg Næseblod. Himlen maae dog have bestemt mig til noget, siden jeg ikke oftere brækker Halsen end jeg gjør. Forledendag da jeg stod op, laae min spidse Pennekniv i Sengen hos mig; jeg havde skaaret en Bog op med den om Aftenen og glemt at den laae paa Teppet. Stak- kels Oscar gik det uheldigere, han havde ved at sætte sig i en Sopha hos hans Sproglærer stukket en Sax som just laae der, 2 Tommer ind. Henrik som skriver dette, tilføier dog at han skal være brav igjen; imidlertid vente vi urolig paa Breve fra ham. -- I Gaar var der Maaneformørkelse, men vi viste intet deraf førend idag. Hvilket herligt Veir have vi ikke! I Forgaars Aftes kan Du troe at Olsen, Laura og jeg have gjort en ro- mantisk Spadseretour. Harald havde nemlig medens jeg var inde i Byen hugged ud en Udsigt som han for dens Eiendom- melighed og vilde Skjønhed synes fortjente at kaldes Din Ud- sigt -- Gud velsigne Dig lee ikke ad Dine, "Udsigters Eien- dommelighed og Skjønhed" -- eller Dit Sted. Det er en steil Gjennemgang i den vilde Skov ned til en Pynt hvorfra man virkelig har en egen overraskende Udsigt. Dybt nede under sig Møllens Tag og den skummende Fos, til Høire Elven og den maleriske Krumning af Fæhaven, hele den nærmeste Om- givelse skyehøie Graner -- det Hele vildt, Lyset og Skygger afstikkende. Man kan ad en meget halsbrækkende Vei komme ned til Møllen, og denne Vei gik vi i Maaneskin. Det var et herligt Syn! De sorte colossale Skygger ligefor vore Fødder ligesom en Afgrund, et Hælveds Svælg, kun lige paa Fossen faldt SIDE: 313 Maanens Straaler og farvede den med sit blege Guld -- vor tykke Capellan blev næsten romantisk stemt da vi klavrede ned. Vi gik igjennem Møllen hvor alle Qværne vare i fuld Gang og Travlhed ved Skinnet af en brændende Stikke -- Nu er den Herlighed med Veiret forbi, og jeg tænker at No- vember tager sin Regres med dobbelte Renter. Himlen være vore Eidsvoldske Egne naadig. Lev vel! Gutten skal endnu i Aften, det er Kl. 10, gaae hen med dette og et Brev fra Moder -- jeg vil ikke opholde ham læn- ger. Siig Natalia, at hendes A [ngst] for Besvarelsen af hendes Brev gjør mig meget ondt, men jeg kan ikke hjælpe hende. -- Din Camilla. [Emi] lie Diriks, Marquise de Sevigné [Hos] Thomas Ring i Grændsen i Christiania. SIDE: 313 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Min elskede Veninde! Dine Breve ere Lysglimterne paa min graae Novemberhim- mel, og jeg kan i Sandhed uden Overdrivelse sige, at de ere min eneste Opmuntring og Glæde, jeg har intet andet. Har Du saaledes overtaget Forsynets Rolle, o lad mig da see, at Du er et naadigt, mildt Forsyn! Det er Løverdag Aften. Nu sidder Du i Festgevandt i Ly- ceet, medens jeg sidder her hverdagsklædt i landlig Løverdags- lighed; som Du veed er denne Dag om mueligt endnu lidt mere prosaisk end de andre, endskjøndt lidt mindre kjedelig end Søndagen. Imidlertid skal denne Kløvt ikke hindre mig fra at opsøge Dig, omendskjøndt jeg kommer noget seent, da Mu- sikken allerede er begyndt; men jeg bryder mig ikke om den; men sidder jeg først ved Din Side, have vi meget at snakke sammen. Jeg vil da begynde med at sige Dig -- siden Du op- fordrer mig, at Du har handlet uforsvarlig dumt ved ikke at blive i Kjøbenhavn i Vinter. Her taler jeg da naturligviis saa SIDE: 314 upartisk som naar det ikke angik mig, uden at ændse min Egen- kjerligheds Stemme, og da siger jeg endnu engang: Du har handlet dumt, dumt -- . Kunde Du da ikke i Guds Navn have ladet Sønnen ligge i et Skab eller hvor det skulde være og taget den Plads Du kunde faae, naar den kun havde været saa stor at Du kunde aande, existere paa den. Her har vist Din Æng- stelighed eller Delicatesse spilt Dig en slem Streg. Jeg havde med begge Hænder grebet til; at jeg ikke tog imod Faders Til- bud at blive længer i H [amburg] , var noget ganske andet; for det første kunde Tiden og Omstændigheder maaskee have bragt Dig et andet, mere ønskeligt Opholdssted, og selv om dette ikke vilde have blevet Tilfældet, er jeg vis paa saa mange andre Goder vilde have holdt Dig skadesløs for enkelte Ubeqvemme- ligheder, som man alligevel aldrig kan undgaae hvordan man end laver det paa en Reise, og rigelig erstatte Dig en Tid som Du spilder her. Om Forladelse, fordi jeg siger spilder, men jeg finder intet bedre Udtryk. Det kommer mig for at Du kan være noget ganske andet end hvad Du er i Ch [ristiania] . Det være sig i Dine nærmeste eller vidtløftigste Omgivelser. Om Du ikke existerede, blev der hjemme i Eders Huus ligesaa mange Skjorter syed, Bordet dækked i rette Tid som før, og alt vilde gaae i den samme Orden -- derimod vilde man brænde ligesaa mange Lys paa Bordet som før, men finde det mørkere end sædvanligt og en vis Tomhed paa Væggene, omendskjøndt Julies Malerie bliver hængende som sædvanligt -- : Det er Dig og Dit Lune man vilde savne, men ikke Din Nytte, Din Flid. Og dog trives dette ikke rigtigt der; Du kan ikke nægte det. Selv for mig er det mærkeligt, at Dine Nærmeste paalægge Dig en vis Tvang og Gêne, der hindrer Din Aand frit at ud- folde sig -- og denne skrækkelige Ting er endmer bemærkelig ude hvor en anden Slags Gêne endnu kommer til. Hvor har jeg ærgret mig over at Du i Lyceet første Gang efter Din Hjemkomst ikke er bleven tiltalt af nogen, ikke har hørt et eneste forbindtligt Ord. Du har Ret, jeg vilde taale det mindre, thi jeg er nu forvændt. Denne mageløse Kulde og Ligegyldighed, denne indtil Ækelhed drevne Stoicisme i Tilbageholdenhed og SIDE: 315 Stivhed, der adskiller i Selskabslivet begge Kjøn og som især falder Herrerne tildeel, synes jeg tager før til end af og gjen- driver paa en skrækkelig Maade hine lyse Spaadomme som udgik fra en "Niche i Lyceet". -- Havde Du været paa et andet Steds, for Ex. Hamburg /: endskjøndt denne Bye efter Fru L [udwig] s Domme, staaer i samme Forhold til de Sydtydske Steder som Christiania til Hamb. :/ og Du havde gjort en Reise og saa Dine Bekjendte første Gang igjen paa en saadan Samling som i Ly- ceet, da vilde man have omringet Dig og qvælt Dig sødelig med hjertelige og forbindtlige Tiltaler og Spørgsmaale, og en- hver der ikke idetmindste hilste Dig og spurgte efter Dit Be- findende, vilde blive anseet for at have liden Levemaade -- o jeg vilde ønske at Du kjendte denne Behandling! mit arme Barn, hvor skal vi flygte hen i et mildere Climat, at Dit Hjerte kan opvarmes og pleies lidt; i en saadan Jordbund maae det stivne -- kunde jeg engang have den Lykke at see Dig -- eller jeg vil være ganske uegennyttig -- at vide Dig blandt et fremmet gjest- frit Folk, som forstod at vurdere Dig, at vide Dig afgjort, søgt, beundret saaledes som Din Elskværdighed fortjener det. Det maae man lade Fremmede at de have en vis Ædelmodighed, der tillader selv i sin egen Skygge at erkjende andres Fortrin, at trække dem frem. Her hos os er man for egoistisk og for ærgjerrig til at taale noget bedre end sig selv; derfor kan ingen Fuldkommenhed trives, thi de Bedre tvinges til at blive Massen liig. Du vilde have været bedre paa Din Plads i Kjøbenhavn, omendskjøndt dette Sted ikke er fjernt nok fra os. Kort sagt det var dumt, dumt, dumt -- Du siger vel til næste Aar -- ak næste Aar er Du et heelt Aar ældre, og i vor Alder er det en rædsom Forøgelse -- et heelt Aar i norsk Jordbund! Har Du overregnet hvor mange Spirer der standse i Væxten, hvor mange Blade visne, som ikke komme igjen med et nyt Foraar? jeg føler at hver Dag borttager noget af mig selv -- ak Emilie, jeg er paa Veie til at hade mit Fødeland, og det skal jo være et Tegn paa et slet Hjerte. Dog, hvorfor skal jeg nu foreholde Dig noget som ikke kan ændres og hvorover Du maaskee selv gjør Dig rigelige Be- SIDE: 316 breidelser. -- Du fik vel min lille Billet fra sidst Løverdag? Du venter kanske at jeg skal tilbagekalde den? Nei. En saadan Billet kunde jeg skrive Dig daglig naar jeg ikke havde Medli- denhed med Dig. Det Mindste er at mit Liv svinder unyttig og betydningsløst hen qvælet af det evige Spørgsmaal om det virkelig er den Tilværelse som er bestemt for mig, det vaagner mig pludselig op om Natten, jeg staaer op med det om Mor- genen, og naar jeg tager Natkappen paa om Aftenen og tænker paa hvad jeg egentlig har udrettet den hele Dag siden jeg tog den af, saa bliver jeg bedrøvet, og spørger mig hvorfor jeg egentlig klæder mig paa, hvorfor jeg ikke bliver gaaende med Nathue paa, som vilde passe bedst til et saadant Nathueliv -- ja denne grusomme Ironie af Skjebnen at den har skabt mig netop saaledes for at lade mig vansmægte, at jeg skal see tu- sende af mine Underordne [de] rundt om mig opfylde deres Kald og være lykkelig og mine Evner gaae under; det er af det mindre, endskjøndt, var det godt i denne Henseende, saa hævedes maaskee det andet, endnu mindre er det, hvad Hvermand see og beklage mig for, Opholdet paa et øde Sted som ikke til- stæder min Ungdom en eneste Fornøielse; men der gives Ting, Forhold som Ingen kjender som er haardere at bære. Hvad synes Du om det, at Fader heelt siden min Hjemkomst ikke har skjænket mig et venligt Blik? Du som veed hans Øm- hed for mig før, der blot tillod ham at beskjeftige sig med mig, som han udtrykkede sig vaagende og drømmende, der var neppe nogen Dag som jeg ikke tilbragte nogle Timer paa hans Værelse? Du kan begribe hvordan denne pludselige Forandring maae være mig. Siger han noget til mig, da er det næsten altid med en bebreidende Hentydning til den "forspildte" Reise og de "Skuffelser" jeg har foraarsaget ham. Du kan begribe hvad der sigtes til, at jeg ikke opfyldte et vist Ønske -- og hvor saarende for min Delicatesse, uden at regne det Uvenlige i Maaden. O det hedder vel at Forældre i vore Dage ikke tvinge deres Børn til Ægteskab -- men Tvangen er der, blot hemmelig, og lykkes den ikke -- ! Gud hjælpe hende! med tusende dag- lige Naalestik maae hun betale sin Frihed. Fader husker ikke SIDE: 317 paa at jeg selv er bleven paa den grusomste Maade skuffet, og paa hvilken Maade jeg vidste at bære denne Ulykke. Mit hele Ophold dernede var en Bestræbelse for at vise mig ham vær- dig og gjøre min Familie og Nation Ære, jeg har ikke handlet efter andre Indsigelser end den høieste Delicatesses og min naturlige Stolthed, og Gud skal vide at jeg fik Anledning nok til at øve denne Heroisme. Maaske havde jeg mindre gjort det, vilde nu alt have været anderledes, og jeg i Faders Yndest. Saaledes er det, kjere Emilie, vore bedste Handlinger blive vore Anklagere; ikke efter Motiverne, men efter Følgerne blive vi dømte. Fader kom igaar hjem fra en Visitatsreise fra Ullens- ager. Nu havde jeg, opmuntret af Moder, havt Lyst til at møde ham derude, og havde ogsaa gjennem en Anden ladet Petra melde at jeg maaskee kom; selv gjorde jeg nogle sagte Hentyd- ninger til Fader derom, men da han aldrig syntes at ville for- staae dem, og Petra ingen nærmere Invitation sendte, saa lod jeg det Hele gaae hen. Men igaar bragte F [ader] mig Brev fra P. hvori hun meget beklager sig over den Skuffelse jeg har foraarsaget hende, hun havde villet skrive mig til, men lod det kun være fordi gamle B [øyesen] forsikkrede at det var overflø- digt, da han i et Brev til Fader havde sendt mig en formelig Invitation, og han haabede sikkert jeg kom. Om dette havde jeg ikke hørt et Ord, og jeg spurgte da naturligviis Fader om Grun- den hvorfor han ikke havde sagt mig dette. Et barskt: "fordi jeg ikke vilde," var Svaret og dette vare de første Ord vi vex- lede efter 8 Dages Skilsmisse. "Jeg vil ingen reisen have, Du har reist nok!" Betænk -- kan Du fatte det -- siden jeg kom hjem, har jeg ikke en eneste Gang været nogen Aften ude, nei ikke i strængeste Forstand nogen eneste. -- Dette er en Prøve, men jeg kunde opregne mange slige. Der er noget meget incon- sequent i Faders Godhed; efter at han paa en saa eclatant Maade har vist den ved at lade mig gjøre en saadan Reise, skulde man slutte at den udstrækker sig til alle Smaaeting, men tvertimod synes det som om han vilde jeg skulde udsone denne ved Forsagelser af alle Slags, hvoriblandt den uforlignelige Mild- hed og Kjerlighed, hvormed Fremmede i det daglige behandlede SIDE: 318 mig, ikke er den minst følelige. Det er en grov Vildfarelse af Verden at den troer at Fader føier mig i alle mine Ønsker, selv de Urimeligste. Han føier mig ikke i de Rimeligste nu mere, og han har aldrig ubetinget gjort det, men meget ofte afslaaet. Nu beder jeg aldrig om noget. Jeg beder Dig bekjæmpe denne Mening hvis Du nogensinde skulde faae Anledning. Troer Du at Opholdet i Hjemmet under saadanne Omstæn- digheder kan være nogen Lykke for mig? Nei Du kan troe det. Saalænge jeg maae tænke at jeg selv, mit Ophold der, ere mine Nærmeste en Torn i Øiet og de uforbeholdent yttre det Ønske at jeg var borte eller var bleven det, ophører enhver Følelse af Tryghed og Behagelighed. Stakkels Moder kan ikke denne Bebreidelse ramme, thi hun er snild mod mig, og gjør alt hvad hun kan for at formilde det Ubehagelige og lette mig det Ensomme, under hvilket Sidste hun lider mere end jeg. Det værste er at jeg maaskee bliver nødt til at tage en Post her i Landet, og det vil ialfald blive jammerligt for mig, thi hjemme kan og vil jeg ikke forblive. Dette vil nemlig blive Tilfælde hvis mine Bestræbelser for at faae en i Udlandet ikke lykkes. Jeg har desaarsag skrevet til baade Raths og Mad. Hesse og nøiagtig udviklet for dem de Grunde som bestemme mig til et saadant Skridt, uden dog derfor at træde Familie- forhold for nær. Den virkelige Grund vilde blive mindst beagted, thi den bliver aldrig medholdt af nogen. Nu faaer jeg see, om det er Venner som ville gjøre noget for mig. Gusta som i 6 Aar ikke har seet Fader, var det først paafaldende hvilke Øde- læggelser denne Tid har gjort i hans Humeur. Stakkels Fader! det er disse landlige Sorger og Bekymringer som snigmyrder ethvert godt Humeur, som langsomt og sikkert undergraver ethvert livsfroe og muntert Sind; om det er uudtømmeligt, maae det tilsidst bukke under. Naar da Faders Forventninger om os -- hine ulyksalig klippefaste Planer som lagdes i vor spæde Barndom, ikke opfyldes, saa gaaer det ud over os. Gid jeg havde kunnet være ham mere end jeg er, jeg ønsker dette mere for hans Skyld end min egen. Oscar er den eneste som er igjen af os. Over ham synes der at valte en lykkelig Stjerne SIDE: 319 -- Gud bevare ham blot! jeg har ogsaa lagt ham paa Hjertet at blive Fader alt det som vi andre ikke har kunnet blive ham. -- Gusta er kommen lykkelig og vel hjem og er for Tiden meget rask, fandt ligeledes hele Huset i Velgaaende. Hun har skrevet et Par Gange til Fader og Moder og for et Par Uger siden havde jeg et Extra for mig. Hun nævner næsten i alle taknemligen den Venlighed man viste hende og Børnene hjemme hos Eder, det eneste Sted i hele Christiania hvor hun fandt det ret hyggelig, og hun bemærker med Rette at alle hendes for- rige Bekjendtskaber ere ligesom uddøed, navnligen Auberts, Herres, og Flere. Der gives nogle Mennesker som have en vis besynderlig Egenskab, den nemlig, at de aldrig kunne skrive uden noget ubehageligt. Gusta har Virtuositet heri. Hun vil ikke just frembringe det ubehagelige Indtryk, men jeg veed ikke hvordan hun laver den mindste Ting, saa forfeiler den aldrig at gjøre det. Det sidste Brev til mig er i den varmeste venskabeligste Tone, men indeholder blot Beklagelser over min Stilling. Hun opregner mig med grusom Nøiagtighed alle mit Hjems Skyggesider; efterat jeg har opbudt al min Philosophie for at glemme dem, og søgt at afvinde det lyseste Standpunkt jeg kunde, river hun Sløret bort igjen og støder mig tilbage i min sørgelige Klarseenhed; hun drager saagar en Paralel mel- lem Mit og hendes, der falder ud paa det sidstes Gevinst. Det Liv de føre i Soledal Præstegaard skulde være lykkeligere end mit! Det vilde selv for mig være lykkeligere -- jeg skulde altsaa skatte det som en Lykke om jeg var i hendes Sted -- Det er jo grueligt! Troer Du ikke jeg maae være meget ulykkelig da, Emilie? Nei, saavidt kan jeg ikke gaae; det kommer an paa hvorledes man seer Sagen, skjelden paa den selv, og man skal ikke klage over min redelige Villie til at tilkjempe mig den bedste Synsmaade. Gustas Brev slutter med en aparte Desert, som man kan vente sig efter et sligt Maaltid. Det er ikke mere og ikke mindre end noget om "mine forrige Hjertesanliggender" eller Smertesanliggender, som Jfr. Vauvert har skrabet sammen paa en Tour til Vigedal. Du studser over hvorledes noget af dette har kunnet naae et Sted som heder Vigedal, Vor Herre SIDE: 320 veed hvor Vigedal ligger eller hvad for Hedninger der boe, men noget lader det til at de veed, nemlig at han havde taget mig naar han havde villet -- Jeg vil klippe Stedet ud af Bre- vet og sende Dig det, thi at afskrive det har jeg ingen Lyst, ja neppe Kraft; men saa maae Du læse det nu strax førend Du læser videre -- -- -- -- -- -- Gusta har i saadanne Sager et meget rigtigt Blik, og hendes Bemærkning tilsidst er meget træffende. Men jeg har i Sinde ikke at lade dette gaae ganske uændset hen. Jeg forlanger derfor af Dig at Du gjennem Caro- line lader ham reent ud sige, at han aldeles ingen Ret har til at give sig Mine af at det beroede paa ham alene om den omrørte Forbindelse var bleven istand. For det første er det en Uædelmodighed, en Ubeskedenhed, men mod denne vil jeg intet sige; men det er en Usandhed, han har ingen Ret dertil med andre Ord. Jeg skal gjøre Gud og mig selv Regnskab for mine Tanker engang i saa Henseende, men med en religieus Ængstelighed vogtede jeg mig for at røbe dem, og ikke skal han, ikke Du som kjender vore Forhandlinger kunne paapege mig en Yttring, den være skriftlig eller mundlig, directe af mig eller gjennem Andre, der engang lader finde et saadant Ønske af mig, eller der gaaer ud paa at bekjæmpe de Hindringer han opkastede i hiint andet Brev -- Var ikke jeg endelig den første som sagde, vi maae skilles? Har jeg ikke meget meer med fuld Passivitet mødt dem alle, ja sogar i mit sidste Brev fra H [amburg] gaaet ind paa dem? -- Lad ham ogsaa have troet at en hemmelig Tvang laae til Grund, men burde han ikke ære denne Kraft, denne Fornegtelse hos mig? -- Men det gjorde han ikke; allerede dengang saarede mig hans Beraabelser paa mine Følelser for ham, medens han blot forblommet talte om Sine; altid pukkede han paa de Hindringer han opstilte, og det lod paa ham som han aldrig kunde befrygte at møde nogen fra min Side -- alt dette taalte jeg mellem os, men jeg vil ikke taale at [han] giver sig denne Mine til Andre. Du vil indvende at han jo ikke i tydelige Ord har sagt dette, hvis Gustas Be- retning er sand. Men Kjære, er det ikke det samme naar han siger at den Uenighed som fandt Sted mellem Familien og ham, SIDE: 321 har hindret Forbindelsen, som naar han siger "jeg" har hindret den; thi hvem var Skyld i Uenigheden -- hvem begyndte den -- eller hvem kunde have bekjempet den ialfald? Han er den personificerede Uenighed, altsaa naar han giver denne Skyld, giver han sig selv Skyld. I begge Tilfælde, hvordan dette end forstaaes, saa er det dog utvetydig sagt at jeg, at min Villie ikke har været i Veien, og er det ikke krænkende for mig at han praler med at have opofret mig for Hadet, føler Du ikke det Indiscrete deri? Lad C [aroline] engang ved Leilighed sige ham dette, ikke som et Paalæg fra mig, men sige at hun veed jeg har faaet et Brev med disse Underretninger, der har krænket mig, spørge hvad det er for Fortrolige han har i Bergen, og ikke glemme at sige ham i klare Ord ovenførte som jeg har understrøget. /: See den anden Side :/ Jeg venter af Caroline denne Venskabstjeneste -- og nu nok -- for meget om denne Sag! Mine Kinder brænde af fordums Heftighed blot ved at omtale den, de urolige Furier i mit Bryst vaagne -- o Gud til- give ham! han har skjændigt forspildt min Ungdom. Havde jeg kjendt ham nu, da han er mægtig og jeg seer at alle mere eller mindre lader sig lede af ham, vilde han blevet mig mindre farlig, maaskee uskadelig, saa stærk er den Modbydelighed i min Natur at følge Strømmen -- men [jeg] saae ham førstegang da han var ukjendt, beskeden og dog straalende som en Gud! Dette faaer tjene til min Undskyldning. Jeg seer ham under- tiden i Drømme som han var da; ja Drømmene ere skrækkelige Forrædere, jeg sværger Dig til at jeg hader ham om Dagen; blev ikke Drømmeguden hængt hos de gamle Grækere? For- leden Nat var jeg ham saa nær -- saa nær -- han sad paa en Stol og jeg stod bøiet over ham, Armene om hans Hals, og hvidskede ham noget i Øret, og jeg hvidskede saa længe og ivrig, jeg troer jeg fortalte ham alt hvad jeg havde lidt for ham siden vi skiltes, og han var saa bevæget -- og vore Taarer, vor brændende Aande flød sammen, mit hele Væsen var opløst i hans -- Om Dagen digtede jeg et lille Digt om Had, der er meget smukt, Du skal faae læse det. Har Du læst "1812" af Rellstab; det er gruelige Skildringer af Tilbagetoget i Rusland, SIDE: 322 hvor de stakkels Krigere stege sig ved Baalet paa den ene Side, medens den anden stivner af Vinterens Iiskulde -- "Ein unange- nehmes Gefühl", vilde Senatorinde Dammert sige. -- Nu kan Du ikke klage over at jeg ikke har talt nok om mig selv; det er bedre at være lidt forsigtigere en anden Gang med slige Opfordringer; thi de blive alt for promte opfyldte. -- Hvad Du siger om Fru Sch [weigaard] , har vel ikke forundret mig, men dog noget overrasket mig. Det maae være svært, naar Du saagar bliver utaalmodig, som er af de Liberale, og engang for alle har givet hende sikkert Leide for hendes Ugudelighed -- jeg vilde ikke holde det ud, derfor var der noget vist hos os der frastødte os gjensidig, endskjøndt jeg kan ikke nægte hun i visse Maader tiltrak mig. Var jeg hendes Mand, vilde jeg skille mig fra hende, og ægte hendes Mand? -- vil Du maa- skee tilføie -- jeg veed ikke. Hun skulde have faaet en stræng aldrende Mand som ikke taalte nogen Slags Fjas eller Ugude- lighed, og den Engel S [chweigaard] vilde have været bedst tjent med en Pige af en alvorlig stræng Carakteer, ædelt og blidt Sind -- Bina troer Du? -- Din Heroisme med Betakkelsen for Besøget var stor -- har Du været der ofte siden? -- Fra Oscar har vi endnu siden intet hørt, og det ængster mig naar jeg tæn- ker derpaa. Henrik vil endelig have Moder og mig ind til "Camp- bellerne" skal opføres midt i November, men vi ere klogere end som saa; et nyt Stykke vilde jeg selv under de gunstigste Auspicier ikke overvære Optagelsen [af] hvis jeg var nær interes- seret for Forfatteren, end sige et mod hvilket der ikke vil mangle Kabaler, og ligesom i "Kabale und Liebe" kommer vel den første til at gaae af med Seieren. -- Fra min gode tydske Mutter har jeg modtaget et Brev, det eneste jeg har faaet fra H [amburg] . Det sendes hermed for at Du kan see hvordan vi have det sammen, det indeholder ogsaa adskillige Details som maaskee kan interessere Dig. -- For at udfylde det Manglende i min Dagbog, som Du veed jeg begyndte med Brevkopie, har jeg nu udfunden en bedre Maade, jeg vil samle alle Brevene fra hiin Periode, glatte dem ud og indføre dem i Bogen, saa kommer ogsaa Dine og B [ernhard] s som vedrøre denne Sag ind i den, SIDE: 323 og sandelig, disse første ville ikke være en ringe Prydelse for min Bog naar den bliver læst om hundrede Aar til Skræk og Advarsel -- paa denne Maade vinder jeg store Fordele; det er baade interessant at have Originalerne -- Samlingen bliver fuld- stændig, naar jeg sparer det baade Sjel og Legem nedbrydende Copierarbeide. Men dette kan jeg gjøre engang ved Leilighed, da vil jeg bede Dig at hjælpe mig. -- Vil Du? -- Hvad arbeider Du paa om Dagen? jeg har begyndt paa et Haarbroderie til Faders Geburtsdag 9 Nov., som lykkes over Forventning. Jeg frabeder mig at Du her tænker paa Jomfru Pharos Haar- broderier. Det glæder mig at Du har læst Charlotte Stieglitz. Stod hendes Portrait foran, og har Du seet noget saa yndigt, saa sjelfuldt som dette Ansigt. Du har Ret, noget saa Fuldkomment som denne Beskrivelse maler hende, tvivler man paa. Jeg vilde nødig opgive min Troe paa hende, dog synes jeg at være vis paa at hun ikke kan have været saa smuk som han med saa henrivende forføreriske Udtryk skildrer hende; thi jeg talte med en Mængde Mennesker som havde seet og kjendt hende, og næsten alle gave mig paa mit Spørgsmaal det temmelig maade- holdne Svar: "o ja, es war eine hübsche Frau", og det Folk som ellers ere temmelig ødsle med "wunderschön" og slige over- drevne Udtryk. Andre fradømte hende ganske Skjønhed, som for Ex. Frøken Fürst /: See Otto Aubert :/, som paastod at have spiist ved table d'hote med hende; jeg trættede længe med hende for at faae hende til at tilstaae at hun var deilig, men forgjeves; jeg troer om jeg havde kunnet byde over min Cousins Hjerte til hendes Gunst, hun havde dog stiv i sin Troe [fast- holdt] dette Udsagn, som berøvede mig Troen baade paa Men- neskeværd og Mundt. Lev vel, min Emilie. Husk paa hvad Du er mig. Og vær huld og blid. Amen. Førend Du lader C [aroline] spørge -- maae Du dog sige mig Din Mening derom. Mandag Aften 30 October 1837. Din Camilla. SIDE: 324 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. [Eidsvold 27de Dec. 1837.] Min gode Engel! Denne Tiltale klinger noget tvetydig, det kan jeg ikke nægte; man kunde derved tænke paa en til Jfr. Dallin, naar man f. E. siger: "Hør min gode Engel, det er en svær Priis"; det kunde hedde, "min gode Engel" i Betydning af "min snille Engel"; men nei! ingen af disse Betydninger af en lavere Art maae Du søge i denne Titulatur. Du er mit Livs gode Engel, som forhøier de faae glade Øieblikke jeg møder i mit Liv, naar jeg deler dem med Dig, og saalænge Du ødsler Dit Venskab paa mig, gjør det umuelig for mig at blive ganske ulykkelig -- saalænge jeg har denne kostbare Gave, er jeg riig og tør ikke klage -- Du er det eneste Menneske som jeg elsker med fuldkommen Hengivenhed, thi Du har intet som gjør at min Følelse for Dig slappes, kjølner eller blot forvirres; den til- tager jo nærmere jeg lærer Dig at kjende, og jeg elsker Dig høiest i det Øieblik jeg forlader Dig -- Du maae være en Hex, troer jeg, at Du veed saagar at tvinge dette Monstrum, som ubarmhjertig opsluger alt Venskab, al Kjerlighed, det daglige Samvær! jeg elsker Dig med en Søsters Hengivenhed -- gid jeg turde sige med en Vens Trofasthed -- men det tilhører Fremtiden -- med en Venindes Ømhed og med en Elskers -- hør Emilie, hvis jeg var Mand friede jeg til Dig; jeg vilde ikke ønske en bedre Skjebne end at tilbringe mit hele Liv med Dig, men jeg maatte kjende Dig saa nøie som jeg nu gjør -- ingen kjender Dig saaledes -- thi naar man kjender Dig, bliver Du smuk; da Du sad paa Gauttiers Fore- stilling, blev jeg forundret over hvor smuk Du var bleven; den Kappe klædte Dig saa godt; ingen har saa megetsigende Øine som Du, ingen saadan fiin Kind som Du; jeg har aldrig Lyst til at læne mig op til nogen anden Dame, aldrig at bide nogen anden Dame i Skulderen, men naar jeg faaer Lov at støtte mig op til Dig, da er jeg vel tilmode -- -- -- -- tys! Det vare mine Tanker medens jeg sidder her saa [alene] SIDE: 325 -- alle de andre ere paa Bal -- ulykkeligviis har der lagt en [Seddel] paa Bordet, og førend jeg veed af noget, har jeg spildt paa Papiret. [Er] Du vred derfor, saa betragt det som Blæk- klatter der uheldigviis ere spildte; jeg har taget mit Hjertes Blækhuus istædet [for] Sandhuset. Jeg vil dog ikke raade Dig til at vise Fru Schw [eigaard] dem. Hvor var jeg glad i Din Billet. I dobbelt Betydning glad. Dine velmeente Raad til R [ogstad] blev strax communicerede alle Vedkommende. R [ogstad] selv troede at der lurede Forræderie under dette Brev, og vilde ikke give mig det uden en vis Ængstelighed. Jeg har i Commission at sige fra ham, at han nu efter 2 Dages Erfaring kjeder sig mod Forventning lidet, og -- dette Punkt bad han mig at lægge særdeles Vægt paa -- at de Bekymringer som I derhjemme vare saa gode at have for ham, vise sig at være mindre og mindre ubeføiede; hvad han mener med dette veed jeg ikke, jeg er uskyldig som Solen. Siig ham endelig naar han kommer at jeg samvittighedsfuldt har udrettet hans Commissi- oner. Iaften ere alle Herrerne paa Bal i Eidsvoldbakken, Fader er ogsaa reist derned paa et Par Timer, Moder og jeg ere alene, hun sover i Sophaen og jeg skriver. Veed Du at denne Ensom- hed i Aften er en qvægende Hvile, en Forfriskning for mig? Jeg har været ligesom reent opgivet mellem alle disse Herrer. Tænk Dig, jeg ene unge Dame mellem 5 unge Mand- folk; fra Morgen til Aften maae jeg conversere, spille, synge; har Nilsemand sluppet mig efter en lang Discours, er jeg ikke kommen til Døren for at gaae ind og trække lidt Aande, førend Tydskeren har mig fat, og han er evindelig naar han begynder -- nei jeg holder det ikke ud -- paa mig hviler alt, Laura er i det Høieste duelig som Statist, naar Nilsemand og jeg spadserer er hun med, eller hvor hun kan forebygge en Tête a tête, som man her hvert Øieblik er udsat for. Med alt dette er jeg bange for at de stakkels Mennesker kjede sig. Det er lumpent, at her ikke er en eneste skikkelig Familie vi kunne føre dem hen til, da de maae blive kjed af vore Fjæs tilsidst og længes efter andre. De 2 første Dage kjedede jeg mig umenneskelig; jeg var upasselig, i slet Humeur, jeg frøs, SIDE: 326 Ensomheden havde noget rædselindgydende for mig. Veiret var trist og det peeb i Væggene; men alt det er virkelig blevet bedre siden N [ils] kom; jeg fryser mindre, Himlen er saagar blidere; det er nu et Sammentræf. Men som sagt, jeg vilde ønske jeg havde en Familie hvor jeg kunde bringe ham hen, og hvor der var Damer, der vare lidt aimable, som kunde baade behagelig adsprede ham, og lette den Byrde der nu alene hviler paa mig. Om Fein taler jeg mindre, thi han er ligesom under Henriks Beskyttelse, medens jeg har paataget mig An- svaret af N [ils] . Et grueligt Ansvar! at indestaae for at et Menneske ikke kjeder sig -- men nei, det har jeg dog ikke paataget mig, han selv paatog sig det. Iovermorgen reiser Ha- rald til Byen, han har gjort mig det Forslag at Følge med til Ullensager Præstegaard og der oppebie hans Gjenkomst om et Par Dage. Siig mig, troer Du det [kunde] være noget rart om jeg tog N. med? thi at lade ham være [her] tilbage gaaer ikke an. Paa den Maade kom jeg ikke udenfor [Døren] hele Julen; thi hvordan jeg laver det, kommer jeg til at reise med [Herrer] ; hvor skal jeg tage et Froentimmer fra? Herre Gud, bare jeg [dog] havde et eneste Froentimmer. Nei, jeg tager ham med, jeg haaber [han] skal more sig lidt der. Det vil blive ganske hyggeligt, en smuk klar Morgen paa det deilige glatte Føre, han og jeg i en Bredslæde, min Broder vil styre. Jeg kan tale med ham om Eder, I velsignelsesrige Mennesker derinde, og dette Thema er saa rigt at om vi i strængeste Forstand indskrænkede os til det alene vilde det være nok. Derfor levede jeg paa en Maade op da han kom. Om Aftenen da vi vare fordybet i vor omtalte Yndlingsmaterie, hvori Moder og Olsen ogsaa deeltoge, og vi netop havde drøftet visse store og ophøiede Egenskaber hos en vis Familie, navnligen hos Qvindesiden i denne Fami- lie, yttrede Henrik, som længe taus havde hørt til: "Ja jeg troer vist det maae være en noble, en brav Familie." "Hvi saa?" spurgte jeg. "Fordi de give saadanne herlige Madsække med". Allerede paa Lagmoen var han rørt over dens rigelige Indhold, thi bedst som han sad fordybet i at gnave af en Krams- fugl med Blikket hæftet til de Skatte som laae udbredt foran SIDE: 327 ham, siger han pludselig: "Det er vist nogle hjertensgode Piger, bemeldte Frøkener." /: Dette var hans ramme Alvor, aldeles ikke sagt for at være morsom, aldeles ikke Ironie :/ "Hvem har lavet denne Madsæk til Dig?" "Frøken Grete troer jeg." "Men en saadan Overflødighed! Hun kunde vel tænke at Du ikke kunde spise alt det, altsaa maatte hun tænke paa os som var med!" Refrainet var at bemeldte Frøkener maatte være særdeles ædle, hjertensgode, etc. Min Reisebeskrivelse skal Du faae i Morgen, nu god Nat! Dec. 28de. Herre Gud! Tydskeren er forsvunden; man har truffet ham paa Veien ad Trondhjem til, han gik som desperat, og vilde hverken vige for Heste eller Kjør. Hvad opleve vi ikke! -- Dette hendte igaar Formiddag. N [ils] , Laura og jeg gik i Baarlidalen, med den Besked til ham om han vilde komme efter naar han havde spist Frokost; thi han tillod ikke at vi ventede paa ham; han kom imidlertid slet ikke efter, men da vi kom hjem var han borte i en ganske anden Retning. Efter Bordet, da han endnu ikke kom, og vi begyndte at blive urolige for ham, reiste Henrik ud for at søge efter ham, men kom med uforrettet Sag tilbage. Igaar Aftes seent reiste Harald en heel Miils Vei nordefter, og kom med den Besked igjen at han paa en Gaard havde leiet Skyds til en anden langt op ved Mjøsen, havde sendt et Brev til Henrik, men dette havde vi endnu ikke faaet. Imorges tidlig fik han det, men ingen uden Fader fik Lov at læse det. [Strax] derpaa jog han afsted igjen, men han er endnu Kl. 5 Eftermiddag ikke kommet igjen. Han /: Fein :/ har ikke taget noget Tøi med. Over det hele [hvil] er et dybt Mørke. Nilsemand, vi alle udtømme os i Gisninger. [Det] var en meget alvorlig, noget stille Fyr -- men som det lader tilbøielig [til] Mistroe og Hypocondrie. Min Reisebeskrivelse faaer Du næstegang, thi Harald vil reise strax, da han iaften skal paa Bal hos Borchsenius. Da ingen anden end han er buden, kunne vi ikke reise med; der bliver altsaa intet af vor Ullensagertour, thi alene med N. kan jeg dog umuelig reise. -- Jeg kan ikke nægte jeg vilde være bedre faren mellem Folk Nytaarsdag; det er ligesom de frem- SIDE: 328 mede Ansigter ville beskytte mig mod de Erindringer der som graadige Furier ville anfalde mig. Gud hvor mange Mennesker har jeg ikke Aarsag til at være forbittret paa, til at hade! Du har et mildere Sind end jeg, og det er ingen Under. Det er Skade at Du ikke faaer Reisebeskrivelsen, thi den indeholder en Carakteristik over Tydskeren, der commenterer paa en Maade hans forsvinden -- honi soit qui mal y pense -- jeg har den reneste Samvittighed. Lev vel. Du og Din Moder vare saa venlige mod mig. Tak. Min Hilsen til alle fra Din Camilla. F [ein] sagde om W [elhaven] at han havde talt med ham, men at det lod paa ham som om han saae ham saa lavt, saa lavt under sig, af hans hele Væsen lyste noget, som om han vilde lade ham ret føle og fatte den Naade, den [Gunst] at han afgav sig med ham /:F.:/. Ingemann havde ført ham sammen med ham. Jeg bad ham tage sig i Agt for Ingemann, at det var en Sladderhank. Caroline frygter ham; Du er høiere end Caroline, thi Du frygter ham ikke. Forson Dig med ham! men ikke af Frygt. Hils Fru Schw [eigaard] at jeg er aldeles ikke vred paa hende. Som et Slags Emblem paa mit Sindelav for hende, skal hun faae et Par Kaninuldsvanter, saa varme, saa bløde som -- mit Sindelav. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 2den Januar 1838. Imorgen skal Rogstad reise, og med ham afrives ligesom det sidste Baand som endnu knyttede mig til Christiania, til mine Bekjendte, til Dig, med et Ord til den ydre Verden -- til Menneskene. Gud veed naar jeg næste Gang faaer see et Menneske! Gud veed hvor mange Maaneder der vil henslæbe sig eller hendrømmes i et Slags Bevidstløshed, førend jeg siger SIDE: 329 andet end "Tak for Maden" og "God Nat", førend jeg taler om andet end Veiret, om Katte, Hunde, Tjenestefolk, Capel- lanen, Lauras Søm, om Kakkelovnen, Mad. Kaasens Frugtsomme- lighed -- ak det første Menneske jeg herefter møder vil jeg trykke til mit Bryst, hvis han i nogen Maade lader sig trykke. Du er nu af en besynderlig Sort Mennesker, af en Slags stoisk Tilbageholdenhed, jernfast Discretion, der gjør det umueligt for nogen Fremmed eller selv for Dine Nærmeste at trænge ind i Dig eller og kun at erobre det ringeste Udbytte af Din Fortrolighed, jeg er af en ganske anden Natur. I vor hele Familie er der en vis Aabenhjertighed som saagar hos enkelte Medlemmer gaaer til Extremer, for Ex. Henrik, Harald; fordi disse begge har lige fra Børneaarene sagt hinanden hvor ilde de lide hinanden, ere de nu Fiender, havde de været mindre oprigtige, mere tilsluttede, vilde de have været et par almin- delige Brødre, som passere for gode Venner -- hos mig troer jeg denne Feil /Aabenhjertigheden/ har en mildere Skikkelse; jeg tilbageholder meget ofte Ting som ere sande naar de kunne saare, men jeg er ikke saa paaholden paa mig selv som Du; naar jeg møder et Væsen som jeg finder nogen Anklang hos, forsøger, -- ja jeg forsøger idetmindste at udlokke en Melodie, som mit eget Bryst sagte forenynner det, og lykkes det ikke -- nu ja da tier jeg og er taus som Graven -- som Du. Nils og jeg have fortalt hinanden mange Ting om hverandre. -- Det er et hjertensgodt Menneske troer jeg, og om han end ikke ganske forstaaer eller kan det endnu, misforstaaer han mig dog ikke, og han ærer mig endog der hvor han ikke kan bedømme mig. Han har flere Gange sagt at der gives intet Menneske for hvem han føler en saa levende Deeltagelse, Medlidenhed, som for mig. Medlidenhed! og dog har jeg intet fortalt ham der anraabede om dette, intet Navn er nævnt, paa mit Forhold til ham er der ikke bleven gjort den sagteste Hentydning. Men jeg har fortalt ham noget om mit øvrige Liv, om min Barndom, om min Opdragelse, jeg spurgte igaar da vi spadserede førend vi gik til Kirke, om han besad nogen Talisman til at bortmane trykkende Erindringer, en Urt som man kunde tage ind for at SIDE: 330 tabe Hukommelsen, blot for den ene Dag -- og jeg gav ham Omridset af en Historie som tildrog sig for et Aar siden, som var traurig, men som jeg ikke behøver at skamme mig over. Derfor skammede jeg mig heller ikke da jeg fortalte den. Hvad var det videre end at han hørte den for første Gang af en Mund som ikke profanerte den? Har jeg tabt noget derfor hos Dig, min Emilie? Vi have talt om Dig, om vort Venskab -- er Du vred derfor? -- Naar jeg var bange han kjedede sig, har jeg saagar læst noget for ham, intet af Dit, intet af mit, men et og andet af mine Sødskendes -- Oscars Breve -- finder Du det latterligt? -- Under alt dette har jeg tænkt paa Dig, med en vis urolig Bevidsthed; Du, tænkte jeg, vilde maaskee omgaaes ham 8 Maaneder og ikke Dage uden at blive bragt til noget af alt dette. Min Art ligner ikke Emilies, mon den da er nobel, værdig, mon dette er rosværdig -- ? -- -- -- og jeg var bange R [ogstad] skulde fortælle noget derom, men nu seer Du jeg gjør det selv -- -- -- -- -- men jeg glemmer hvad jeg vilde sige Dig, hvilken lang Digression -- veed Du Nyt, at vi ere traadte ind i det nye Aar? har Du tænkt paa det? -- jeg neppe. Kan Du erindre før hvor høitidelig denne Stund var for os? hvor glade toge vi ikke Afskeed fra det forsvundne Aar, som indsluttede vore Lidelser, vore Kampe, vor forfeilede Streben, hvor tillidsfulde hilsede vi ikke det nye, der skulde bringe os Alt det vi savnede, og ak hvad bragte det nye Aar uden de samme Skuffelser; det blev ulykkeligere end det sidste. Denne Gang har jeg indstillet de høitidelige Følelser, for ikke at komme til at lee ad mig selv næste Nytaarsaften. Fred være med Dig, gamle Aar, hvil sødt i Din Grav; jeg skal ikke forstyrre Dig, naar Du bare vil lade mig i Fred, og ikke spøge for meget omkring naar man vil have Roe. Vær hilset, nye Aar, Du er ung, smuk, smykket med Tu- senders glimrende Forhaabninger, men jeg kjender Dig, [Du] ligned Din Broder accurat, som Kong Lear siger, "lige som det ene Gulæble det andet", eller som den ene Ravn den [anden. Skulde] Du uformodentlig ville forvandle Dig til en Due, [Større lakune] R [ogstad] sagde hun var bedre. Fortæl mig om Alt indenfor og udenfor Dig. -- Igaar Aftes jeg sad og skrev her, kom N [ils] SIDE: 331 ind, jeg veed ikke hvordan Talen igjen faldt paa det berørte -- han sagde at han havde hørt den Historie i Hamburg saa gyselig forvandsket, at han mere end engang forbittret havde hørt tale derom og forsvaret mig. Hils Bina og Kaltenborns. Henrik sagde igaar da vi talede om Dig, at vi lignede hin- anden i Væsen, at det eneste skulde være Udtrykket i Ansigtet, da vi begge havde noget eget græmligt, jeg noget bedageligt, Du noget bededageligt, Caroline noget beklageligt, Natalie alene noget reent behageligt. Caroline, tilstod han siden, kom med blot for Rimets Skyld, men hvad synes Du ellers om den Carakteristik? -- SIDE: 333 Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 8de [Januar] 1838. Kl. 12 Nat. Hvor jeg har længes efter at komme til Dig; nu først -- Kl. er 12 -- er det mig forundt at tænke paa, at tale et Par Ord med Dig, nu da jeg er saa træt, saa opgivet at jeg ikke engang mærker det der skulde være Forfriskningen: her er Fremmede. Ikke Petra eller Tydskeren, nei da var det ingen Nød, men Schrøeters, et ærbart Præstepar fra Næs, næst Ca- pellan; de kom i Gaar og afløste 2 andre Præster. Fru S. er en lille yderst ziirlig og net Kone, der gaaer i gentile Kapper, lyse- røde Kinder og kornblaae Øine, som optræder, trods Omgivel- sernes Barbarie, i snævre Ærmer, men ak! med ligesaa snævre, ældgamle Talemaader og Anskuelser -- Philisterinde -- men et smukt Exemplar af denne Kaste! Herrerne have spilt Kort, Moder har havt travlt med Anretningen, paa mig, paa mig Ulykkelige, er Loddet faldet at underholde hende. Jeg gjør Vold paa mig selv for ikke at blive mig selv, vort Sprog er Græsk for hende, hun vilde ikke fatte noget Tegn der forstaaes og optages af det Broderskab hvortil vi høre, saa griber jeg til SIDE: 334 Reminiscentzer fra en længst forsvunden Verden jeg erindrer som en Drøm at jeg engang selv tilhørte, der lede Valget af Stof, Synsmaader, hvilken Art af Spøg og hvor stor en Dosis, der skal grunde og oplive Conversationen; jeg er ikke selv derved, jeg er blot et Redskab, en optrukken Maskine. O jeg er ulykkelig ved saadan Leilighed, saa ulykkelig at jeg fristes til at ønske mig Søstre, der kunde dele denne Byrde. Og saa beder Fader mig synge, og jeg adlyder, med Brystet fuldt af den meest skjerende Mislyd, og jeg kunde græde, hulke, men jeg skal jo synge. Jeg udskriger da min Smerte, og saa sige Folk at jeg har sunget saa forunderligt, og at de have en For- nemmelse "som af et isnende Styrtebad", ligesom hiin Gang hos Petersens. Emilie, nu er jeg dog igjen hos Dig, og jeg tør græde, hvilken Lettelse! Imorgen begynder min Marter igjen, hvorlænge disse Folk blive, veed jeg ikke. God Nat. Lampen slukker. Den 9de. Jeg har lagt Dit Brev foran mig, og vil nu for- søge at besvare et Par af Hovedpunkterne. Det er bedst at gjøre dette numerisk, ellers bliver det for vidtløftigt. No. 1. I ere en brav Familie. Hils Natalie og siig at det er noget Snak med Eders Mangel paa "Følelse" og Unaturlighed, og jeg troer ikke et Ord deraf. -- No. 2. Nytaarsaften?: Himmel naar vil Du betale Din Gjæld? -- Jeg reiser ikke til Ullens- ager i Paasken. Thrine havde yttret til Harald at hun ikke torde bede mig, fordi hun troede jeg "vilde komme til at kjede mig". Det er ikke første Gang denne Grund anføres, og Du kan let vide hvortil sligt et Renomme tilsidst vil føre: at blive udskudt overalt. Det var nu ikke mere end billigt at Christi- ania aabnede mig sine moderlige Arme og fuldkommen erkjen- der mig, men gjør hun det! altsaa ligesom den lærde Dame i Schillers Epistel: "von beiden gleich verstossen, von beiden gleich verhasst". Nu undrer det mig snart ikke mere at man paa Vestlandet troer at jeg er født med en Fiskehale med Skjæl paa og grønt Haar. -- No. 4. Det giver et solidere Renommé at være bedre lidt af Damer end af Herrer, men jeg foretrækker det sidste (hony soit qui mal y pense). -- SIDE: 335 No. 5. Herre Gud hvorfor skjelder Du mig ud for et Geni? Har jeg ikke paa hele Optouren godtgjort at jeg fortjente et hæderligere Navn, har jeg ikke været den lidende, ordnende, styrende, opholdende, alle Forviklinger greiende Aand, kort netop hiint "brugbare Subject" Du besynger, var jeg ikke den der sørgede for at vi kom afsted, at vi ikke bleve liggende paa Veien, thi Henrik og Fein vilde ind overalt? Var jeg ikke den der holdt paa mine Sager, medens de andre strøede Veien med deres, og da F [ein] engang til H [enrik] bemærkede at Tørklæde, Vanter, Svøbe, Brevtaske etc. fik da i Guds Navn gaa "wenn er nur nicht sein Herz verlöre", var jeg ikke den der ogsaa passede paa dette, saa at det velbeholdent naaede frem? Stod jeg ikke opreist i den rullende Vogn, medens jeg med fast overnaturlig Anstrengelse fik bundet en Kaabe om Henriks Hals med et Stykke Seglgarn? og for Alt dette -- der blot ere nogle ringe Prøver af den "Brugbarhed" jeg ved denne Leilighed lagde for Dagen -- der burde vakt Din Be- undring, Din Forbauselse, Din dybeste Anerkjendelse, har Du ikke andet at sige end at kalde mig et Geni! -- No. 6. Jeg har aldeles ingen Skyld i Tydskerens Forsvinden. Det var en indesluttet, melankolsk og vist meget ulykkeligt Menneske som sikkerlig ikke ved noget udenfra blev drevet til det besynder- lige Indfald saaledes uden Adieu at gaa sin Vei. Camilla Wergeland til Emilie Diriks. Eidsvold den 12te Januar 38. Dette er det sidste Brev, Du faaer paa Gud veed hvorlænge. Jeg har ikke Lyst til at skrive -- ikke til noget -- naar det ikke skulde være til at gaae hen -- -- -- Jeg er ulykkelig. Du troer ikke hvor ilde jeg finder mig paa dette Sted. Her er saa koldt, og jeg fryser saa, denne gamle Præstegaard er saa brøstfældig, saa gissen, saa udsat for de kolde Nordenvinde, at man næsten ikke kan faae det varmt; overalt Gulve, Døre, Vinduer som trækker -- jeg fryser -- og her er ikke et eneste SIDE: 336 Bryst jeg kan opvarme mig lidt ved, thi jeg fryser i mere end en Forstand. Mine Paarørende ere nogle besynderlige Folk. Jeg har tidt spurgt Forsynet om det Bizarrerie at smedde mig til Væsener, jeg er saa himmelvidt forskjellig fra, dette Led gjør hele Kjæden smagløs, og det er desuden unyttigt. Spørger nogen hvordan Moder er, da kan man bestemt svare: det modsatte af mig. Jeg har dannet mig efter hende. Vor Smag, vore Tilbøieligheder, vore Anskuelser, vor Streben, vore Prin- ciper, vort -- Væsen -- alt Contraster -- skjærende Contraster. Min Consequence, min Carakterfasthed, der som Du siger grændser til Haardhed, er bleven dette sidste, ved at have hendes uendelige Svaghed for Øie -- selv hendes Godhed for mig, den Maade hvorpaa hun foretrækker mig, er Svaghed -- tys, tys! -- bør man tale om dette? -- og naar hun engang gaaer bort, vil jeg dog være fortvivlet, sønderrevet, men det er Angerens Fortvivlelse. Anger over ikke at have været som jeg burde mod hende, Anger over at jeg ikke har voldet hende nogen rigtig Glæde -- og dog er hun Skyld i min Anger. -- Emilie, jeg fortjente at være sparet for denne Smerte og for saa mangen en jeg nu kjæmper mod -- ak, jeg burde være ligesaa fat- tet, saa rolig, have en ligesaa reen Samvittighed som Du nys havde -- jeg vil jo saa gjerne elske, høiagte, jeg kan det saa inderligt, saa dybt -- hvorfor har jeg aldrig tordet gjøre dette? -- jeg kunde have blevet elskværdig, naar jeg var bleven ledet med Mildhed og Consequense, og naar man havde tilladt mig at elske. Men nu er jeg ikke elskværdig. Det jeg har at kjæmpe mod, kan ikke gjøre det. Mine Tanker, bittre, saarende. O Erindringer. Der sidder et Stykke af en Piil, en skjult Braad i mit inderste Hjerte, der gjør hele Sindet sygt og modtagelig for enhver Indvirkning, ethvert Pust udenfra -- alle disse huuslige Triviali- teter af en slæbende Landhuusholdning, disse tusende Ufuld- kommenheder og Forkeertheder, er for mig, der seer med et indre Øie alting bedre, ligesaa mange tusende daglige Naale- stik. O var jeg lykkelig! hvor skulde jeg hæve mig over disse usle Smaaeting! havde jeg blot en Tanke at leve for, saa vilde jeg ikke bemærke, ikke see dem, men jeg har ikke andet end SIDE: 337 dem, jeg er lænket til dem som Forbryderen ved Skubkarren. Jeg ærgres og forbittres over Tjenestefolkenes Skjødesløshed eller Dumhed, hvorpaa hver Dag leverer en Række af træt- tende Beviser. Jeg forbittres over -- -- -- ak saa mange Ting, jeg kan ikke opregne hver enkelt Galdedraabe. Vort Familieliv er et Billed paa Udsigten fra Vinduerne, Kulde, Ensformighed, Snebedækte Tage, graae Vægge -- Tomhed. Vi tale næsten intet sammen den hele, lange Dag. Vi have længesiden udtalt. Thi for den ydre Verden ere vi døde, og mellem os har det aldrig været Brug at tale om hjertelige ophøiede Gjenstande. Her har Du en kort Skizze af Dagen: om Formiddagen sidder jeg alene inde i Sovekammeret, thi min Plads ved Vinduet tæt ved Døren vilde ødelægge min Helbred, i Sophaen er der for mørkt. Om Middagen samles vi til et taust Maaltid. Efter- middagen gaaer som Formiddagen. -- -- Fader sidder hele Dagen paa sit Værelse. Om Aftenen naar vi have faaet Lys, begynder Moder at læse noget, men lægger sig strax derpaa og sover hele Aftenen bort. Medens jeg sidder her og skriver, ligger hun i søden Søvn paa Sophaen. Intet er forefaldet mellem os der kunde umiddelbart have fremkaldt disse Betragtninger, men jeg sidder saa alene her, Stuen er saa stor og tom, hvert Slag af Perpendikelen har saadan ængst- ende Tydelighed, og jeg har sadt her alene alle disse Aftener siden R [ogstad] reiste -- /: Harald og Olsen ere bestandig borte, den sidste næsten altid ude, og Laura er oppe og læser om Aftenen :/, at jeg let kan gjøre Betragtninger af den Slags. Jeg veed ikke hvorledes det i det Hele er fat med mig, jeg hverken spiser eller sover, rigtig; jeg vadsker mig ikke om Aftenen mere, undtagen af den høieste Nødvendighed. Til intet har jeg Lyst. Intet lige siden jeg kom hjem. Stakkels Oscar venter forgjeves efter Svar. Fader skjændte paa mig nylig fordi jeg ikke vilde skrive til Gusta. Naar jeg undtager til Dig har min Haand neppe holdt en Pen -- Klaveret har i bogstavelig Forstand ikke været oppe siden R [ogstad] var her, naar jeg undtager de 2 Dage da jeg skulde more de Fremmede -- og nu at underholde de Fremmede, hvilken blodig Anstrengelse har SIDE: 338 det ikke kostet mig! -- Der er ingen Tone, ingen Klang i mit Bryst, jeg gider ikke læse -- veed Du da hvad jeg bestiller? Jeg tager alle mine gamle Kjoler frem, og reparerer dem. Det er det eneste jeg har Lyst til, det gjør jeg fra Morgen til Aften, fra Mandag til Søndag. Jeg holder af mine Kjoler, mellem os er der dog Berørelsespunkter, vi have moret os isammen, og de fortælle og minde mig om saa meget -- Den lyserøde er meget underholdende og har en uforlignelig humoristisk Gave til at fortælle; den er desværre snart færdig. Saa vil jeg sætte den lyseblaae Linonskjole istand, den Du veed jeg gjorde Furore med paa et Lycebal, den er for snæver i Ryggen. Denne Lyst til at reparere mine Kjoler maae tilsidst blive til en fix Idee, og jeg er vis paa at om jeg blev greben af Vanvid, eller om min Tilstand lidt etter lidt gik over til Vanvid, vilde det blive min eneste Beskjæftigelse. Du troer det er en Adspredelse at komme til Byen. Nei. Nei! -- mit Fængsel er mig vist heroppe, og det bliver mig utaaleligere for hver Gang. Tanken alene paa det forbittrer mig Glæderne derinde. Det er den Forfriskelse som Fangen nyder naar han spadserer i Fængselsgaarden, han seer den blaae Himmel over sig, men over Muren kan han ikke; jeg vil slet ikke til Christiania i Besøg. Jeg vil blive i mit Fængsel og gjøre Edderkoppene tause, jeg vil blive paa Eidsvold og lappe Kjoler. O jeg er bleven skammelig snydt for mit Liv! jeg har spildt min Tilværelse skammelig, skammelig -- Har jeg. [. . . . .] Farvel Emilie! jeg sender Dig dette Brev fordi Du ikke skal føle Savnet hvis Du ikke faaer noget paa lang Tid fra Din C W -- -- thi det vil ikke bringe Dig til at ønske noget af den Sort, og andet har jeg ikke. Camilla Wergeland til P. J. Collett. (Skrevet, men ikke sendt.) Februar 1838. Er Du syg J.? See jeg er ilet til Dig, jeg har trængt mig gjennem Porte og Døre, gjennem denne chinesiske Muur som SIDE: 339 man kalder "det Passende", Folks Mening og Domme har jeg nedbrudt for at komme til Dig. Nu er jeg hos Dig, ved Dit Hovedgjærde, jeg er kommet for at pleie Dig og række Dig Medicinen. Jeg vil nynne en sød, sagte Sang saa slumrer Du ind, vær tryg, jeg vaager hos Dig. Du kan ikke sove? Din Pande brænder -- -- see, jeg tilhvivfter Dig Kjøling. Det er den Vifte som Du alene kunde finde, og som Du hemmelig kyssede, jeg veed det nok. Men Du vedbliver at vaage, saa vil jeg for- tælle Dig et Eventyr -- tys hør! I Aftes sad jeg ved Claveret i den Stue som vi begge kjende. Der var dunkelt omkring mig, medens jeg forsøgte paa en Sang, og Fingrene mig ubevidst foer over Tangenterne, men der var dunklere i mig. Jeg var urolig, misfornøiet, jeg vidste ikke hvorfor, jeg ønskede noget, men jeg qvælede [... Nederste del av arket bortklippet.] og mecanisk blev mine Fingre ved at gribe Tangenterne. Men har Du seet Taagen paa en klar Dag adspredes af en frisk Nordenvind? Den har gjort mægtige Rift i det tætte Sløer, og Solen skynder sig at titte frem. En frisk Smerte foer gjennem mit Indres Taagehav, et Glimt faldt ind, fulgt af flere venlige Straaler, det var Dit Billede. Det var altsaa Dig, men jeg følte Trang til at græde, thi jeg var lykkelig-veemodig at jeg saae Dig saa klart, men saa erindrede jeg at det ikke var passende. Hvad har jeg sagt? J. troe det ikke. Tilgiv mig Hr. -- , jeg glemte -- -- -- -- -- Ha, ja jeg har glemt Du er en Mand og da er Du Egoist, overmodig -- jeg troer intet af Dig; jeg kjender Dig. Du kan gjøre Cour, men ikke elske. O jeg føler nok endnu Din Aande suse over min Hals, da jeg trængte mig forbi Dig ved Indgangen, i Salen. Det var et Suk, men ligesaagjerne kan en Reminicenz af Din Forkjølelse, et Sting i Siden, et Gigtstød i Hoved eller Bryst have afpresset Dig det. Du er en ung Herre. Hvem sad nys hos Dig? En af Dine Omgangsvenner. Caroline har hørt alt. Du critiserte min Kjole, jeg saae daarlig [ud... [Nederste del av arket tapt.] Hun lader sig snakke ret fornuftig med, [. . . lader sig lokke udenfor Grændsen [. . . SIDE: 340 forstand, thi her forvilder hun sig og [. . . Prostitution -- -- -- Det er ingen van [skelig . . . dertil." Alt dette sagde Du, [. . . idetmindste. Har Du ikke? Du [. . . er noget endnu grusommere end Løver og Tigre vare i gamle Dage, Du er en mandlig Production af vor Tid. O tilgiv mig hvis jeg gjør Dig Uret! ja jeg har det, nu saae jeg Dit Ansigt, det svævede for mit indre Blik, bebreidende, mildt. Nei Du er god, Du har ærlige fromme Øine, og der var Øieblikke da jeg troede det Sælsomste, at Du elskede mig. Din Haand zittrede saa underligt i min ved Kjæden, den omfattede min tættere, men vovede ikke at trykke den, det vilde Du have gjort, hvis Du havde gjort Cour. J. hvordan vil det gaae, vi ere allerede komne for vidt til at skilles saa let som vi maaskee indbilde os. Troer Du Afskeden vil blive saa let som en Formiddagspligtvisit, hos Folk der første Gang have buden os til Bal? Nei Du vil savne mig. Og jeg -- -- ak Liv af vore ere ikke tilstrækkelige til at faae udtalt alt hvad jeg har at sige, at klage Dig. [. . . .] Du kjender nu [. . . Resten avklippet.] Til Ham.