Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Camilla Collett

SIDE: 131

KONGSGAARD.

I Bøger fra en forgangen Tid læser man ikke sjelden det Ord:
et Barndomsparadis. I vor Tid er det gaaet af Mode,
maaske fordi det har en for sentimental Klang. Men i Grunden
er dette Udtryk ganske træffende; i det mindste kan man van-
skelig tænke sig et Paradis uden i den Forbindelse. Mange
har nemlig havt et saadant Paradis, som jeg mener. Mange
gjemmer en Plet i sin Erindring, om hvilken de tør sige: her
var jeg rigtig tilgavns glad, saa glad, at jeg ikke engang ret
vidste det, da jeg ingen Sorger kjendte at maale min Glæde
med. Det var her, at de friskeste Idéer, de farverigeste
Drømme i Barnets Sjæl sprang ud ligesom disse pludselige
Blomster, der udfolder sin Pragt i et Øieblik for siden stille
at vegetere igjen. Og saa vidunderlig smelter denne Idéverden
sammen med Naturen og Omgivelserne, at man siden ofte
vanskelig kan skjelne, hvad der var Drøm, og hvad der var
Virkelighed. Endnu i de senere Aar, længe efterat dette Eden
er lukket, tyr Sjælen, besværet af Livets Indtryk, mangen-
gang derhen, og vinder der større Klarhed over, hvad den
har oplevet, og ny Friskhed til at gaa Fremtiden imøde.

Et saadant Sted, hvor Træerne var mere grønne og Blom-
sterne mere sødtduftende end alle almindelige Trær og Blomster,
var for mig Kongsgaard, mine Forældres Nabogaard. Det
var en Fryd, naar vi Lørdag Eftermiddag blev budne til Kongs-
gaard til næste Dag, og Husholdersken fik travelt med at stryge
min hvide eller lyserøde Kjole og jeg med at sætte Papillotter
i Haaret. Søndag Eftermiddag Kl. 5 stod Vognen udenfor, og
bag den holdt beskeden en Gig, i hvilken Præceptoren og
mine yngre Brødre tog Plads. Efter en Fjerdingveis Fart paa
den støvede, ensformige Landevei, der forekom mig en Evighed,
holdt vi udenfor en lukket Port, Indgangen til den mægtige,
lange Lindeallé, der førte snorlige ned til Gaarden. Her var

SIDE: 132

Grænseskjellet mellem Jord og Elysium; her endte Hverdags-
livet, og der begyndte Eventyret.

Histnede under Løvtaget tittede Kongsgaard frem med sin
lange, uregelmæssige, gule Bygning, sine firkantede Vinduer og
sine mange lave, sommerlig aabne Døre, hvorigjennem man
som i et Kaleidoskop skimtede brogede Blomster og det lyse
Grønne ude i Haven. Nu rullede vi over Gaardspladsen, den
smaragdgrønne Gaardsplads, hvor Dueflokken kurrende og
støiende sloges om Kornet. En smukkere Gaardsplads end
denne har jeg aldrig set, og aldrig har jeg fundet nogen Skygge
livsaligere end den under de fem store Lønnetrær, der delte
Gaardspladsen i tvende Dele. Udenfor Døren stod allerede
Majorinden med de ærværdige graa Lokker og sit venlige
Velkommen. Hun kyssede først Moder, saa os. Døtrene trak
mine ældre Søstre med sig, og Smaagutterne forsvandt efter
et Par keitede Buk med den ubegribelige Hurtighed, hvormed
vilde Ekorn, man slipper af Haanden, jager ind i Mark og
Skov; og jeg . . . listede mig forsigtig gjennem Haven ind til
Grandtante.

Kongsgaards Have var anlagt af den forrige Besidder, en
dansk indvandret Adelsmand, i den Tids stive Manér. Men
Indtrykket heraf formildedes allerede meget ved den noget
forsømte Tilstand, hvori den i den senere Tid befandt sig, især
efterat Majoren, en Søn af den gamle Greve, var død. Haven
endte i en vidtløftig Park, der var senere anlagt. Denne Park
var af en ganske eiendommelig Skjønhed og paa Grund af
Terrænet, der her i flere Arme og Forgreninger sænkede sig
ned mod Elven, rig paa de yndigste Situationer. Her var
Naturen aldeles vokset Kunsten over Hovedet og lystrede
alene sine egne Love. Kun de taarnhøie Poppelrader bar
endnu, ligesom de gamle Mænd fra hin Tid, Spor af sin sirlig
tilstudsede Ungdom. Syren- og Akasiebuskene havde indgaaet
Mesalliancer med Ore- og Pilekrattet, hvis lange, strantede
Skud syntes uforskammet at bryste sig mellem de noble, duf-
tende Kroner. Midt paa en grøn Plæn stod et rart Træ med
slanke, fine Grene (formodentlig en Metrosideros). Der gik et
Sagn om, at det engang havde blomstret og baaret røde, hæn-
gende Blomster; nu var det rare Træ næsten uddød, formo-
dentlig af Sorg over de slette Tider og Slegtens Forfald. Over-
alt stødte man paa halvforfaldne Anlæg og Lunde, der var
blevne Labyrinter; men det lønnede sig at betro sig til disse
tilgroede Gange og Stier, der førte ud til overraskende Vuer
over Elven, som her bugtede sig nede i Dalen. Paa Spidsen

SIDE: 133

af en høirygget Odde laa "Kronborg", et stort, firkantet Anlæg
med Volde, overskygget af hundredaarige Gran- og Bøgetrær.
Det havde fordum tjent Familien til Spisesal ved festlige Lei-
ligheder; her stod endnu det massive Stenbord med Aarstallet
1751, Indvandringsaaret, samt mangt et mindeværdigt Navn
indgravet. Fra dette Sted nød man et Tilbageblik over Parken,
og herfra beherskede man Udsigten til de fjerne Bjerge.
Kongsgaards Have var fortryllende i sin forvildede Tilstand.
Arm og forfalden kunde den aldrig blive; derfor sørgede Na-
turen, der er saa rig og yppig i denne Egn. Man fordybede
sig i den med samme mystiske Interesse, hvormed man ar-
beider sig igjennem et forældet, halvlæseligt Manuskript.

Men dette var endnu blot Forgaarden til mit kongsgaardske
Eden; det egentlige Allerhelligste var for mig Grandtantes
Kammer. Frøken Juliane von S. var den eneste gjenlevende
af den gamle Grev S -- s Børn. Der var, uden at jeg ved
hvorledes, opstaaet et eget venskabeligt Forhold mellem os.
Hun havde oplevet og læst meget, og det interesserede hende
at fortælle derom, hvilket hun gjorde med Lethed og Liv.
Med hende levede jeg mere i en forsvunden og ideel Verden
end i den virkelige. Hendes Personlighed og hele Omgivelse
var saare skikket til at forsterke Indtrykket heraf.

Grandtantes Kammer laa i det høire Hjørne af den gamle,
lange Bygning, indenfor Storstuen; først maatte man gaa forbi
de to store venetianske Speil, der penibelt bukkede sig under
det lave Loft, saa at jeg om Aftenen altid blev bange for min
egen forbiilende Skikkelse. Grandtantes Værelse var deiligt.
Hun holdt trofast ved det gamle og forsmaaede at ombytte de
ærværdige Pragtstykker med vore moderne Møblers fattige
Prosa. I Alkoven den mægtige, grønne Damaskseng, om Væg-
gene forgyldte Lænestole med lignende Betræk, paa den ene
Marmorkonsol et Natbordspeil, paa den anden en Opsats med
dobbelt Glaskuppel for Fugl og Fisk; det var løierligt og be-
drøveligt tillige at se Guld- og Sølvkarperne drillende boltre
sig omkring den stakkars Fange indenfor. Endnu fandtes en
Bologneser i Legemsstørrelse paa en rød Pude i Porselæn
samt mange andre snurrige Sager. Dette Bohaves fremmede
bisarre Former og rige Forsiringer og Forgyldning traadte desto
sælsommere frem i det Halvlys, der altid herskede i dette
Værelse formedelst Træerne udenfor og de dunkle Silkeforhæng.
Over Kanapéen hang Komtesse Mathildes Portræt, og til høire
i Krogen stod Bogskabet med Grandtantes Bibliotek. Her
fandtes i sirlige Rader den Tids mest yndede Romaner og

SIDE: 134

Opbyggelsesskrifter; heller ikke manglede andre klassiske Ver-
ker fra Grandtantes Ungdom: Clarissa Harlowe, Grandison,
Youngs Nattetanker, Sophies Reise etc.

Frøken Juliane var min hemmelige Beskytterinde, naar det
gjaldt at tilfredsstille mit Hang, ja, jeg kan vel sige min Liden-
skab, for Læsning. Den eiegode, men lidenskabsfrie gamle
Dame ræsonnerte som saa: "Jeg har aldrig havt ondt af at
læse Romaner, jeg holder endnu grumme meget af dem;
hvorfor skulde man negte det livlige, opvakte Barn den For-
nøielse?"

Naar da de gamle var samlede nede i Stuen, kunde Mor,
efter et speidende Blik ud af Vinduet, ytre: "Men hvor er
Johanne hele Eftermiddagen henne? Jeg ser hende aldrig -- -- "

"Ak, lad hende løbe, det har hun saa godt af," beroligede
Majorinden med sin blide, danske Røst og lagde til: "Johanne
ser lidt bleg og svag ud; jeg er bange for, hun sidder for
meget stille og anstrenger sig med at lære."

"O," mente Mor, "med Lærdommen har det ingen Nød,
hun forivrer sig slet ikke. Men naar jeg kunde begribe,"
lagde hun til, "hvor hun faar alle de Romaner fra! Jeg har
taget Nøgelen af min Mands Bibliotek; men de kommer frem
som ved Hekseri. Forestil Dem, Fru S., hvad der hændte
igaar! Jeg kommer uventet ind fra Haven; Johanne giver sig
til at sy saa umaadelig flittig, at jeg merker Uraad . . . . Ganske
rigtigt! hun syede uden Synaal, og under Bordet laa, -- hvad
mener De vel! -- Coronato eller Den frygtelige Bandit! Inden
jeg kom tilorde, siger Johanne: Kan du gjette, Mor, hvem Co-
ronato var? Tænk! det var den skjønne Bianca, Dogens egen
Gemalinde, der var forklædt!"

Grandtante saa op fra sit Strikketøi.

"Dogens egen Gemalinde! Ih, har man hørt Magen!"

"Her paa Kongsgaard er jeg tryggere," vedblev Mor; "her
kan hun faa løbet Romangrillerne lidt af sig."

Grandtante gav sig saa ivrig til at strikke igjen, at hun tabte
adskillige Masker.

Imidlertid sad Johanne i den mest skjulte Vraa af Parken
fordybet i tiende Bind af Sir Charles Grandisons Historie,
eller hun fulgte et af Lafontaines elskende Par gjennem deres
utallige Gjenvordigheder og Ulykker. Undertiden erindrede
Aftenkjølingen og den tiltagende Dunkelhed mig om det kloge
i at vende tilbage; men som oftest hentede Grandtante mig
selv til Aftensbordet, der, naar Veiret tillod det, var dækket
under de store Lønnetræer paa Gaarden. Her forenedes efter-

SIDE: 135

haanden igjen de mange adsplittede Partier. Smaagutterne ind-
fandt sig aandeløse, solbrændte, sky og hungrige som Ulve;
men de unge Piger var blevne endnu mere lattermilde og
overgivne og Præceptoren endnu alvorligere.

En Dag kom jeg ind paa Grandtantes Værelse. Hun var
der ikke. Jeg ilede naturligvis hen til Bogskabet; men det
var lukket. Lidt utaalmodig kastede jeg mig i en Lænestol,
og mine Øine faldt paa Komtesse Mathildes Portræt. Det
forekom mig, som om jeg saa det for første Gang; i dette
Kammer havde jeg hidtil blot havt Tanke for én Gjenstand.
Hendes Øine hvilte paa mig; jeg gik til Siden, de fulgte mig;
det forundrede mig saare, og uvilkaarlig traadte jeg hen lige
foran det. Det var en siddende Dame i hin Tids Kostume,
en æblegrøn Stoffes Kjole, det friserede og pudrede Haar
sammenbundet med et blegrødt Baand. Hendes Skabning var
saa overordentlig fin og æterisk, at den saa ud, som om det
stive Korset alene holdt hende opret, og at hun uden dette
maatte synke sammen ligesom den spæde Konvolvolusstengel,
fra hvilken man river Blomsterstokken bort. Jeg kunde ikke
dengang selv forklare, hvad der greb mig saa sterkt ved Be-
skuelsen af dette Portræt; jeg har først senere formaaet det.
Jeg forstod ikke at tyde denne dødelige Bleghed, som den
røde Sminke end mere fremhævede, eller Glansen i disse Øine,
der havde noget overjordisk tindrende, noget frydefuldt ved
sig. Disse Øine saa paa os, men saa os ikke; de beskjæftigede
sig ikke mere med noget jordisk, de vidste ikke engang af det
svage Smertestræk, der næsten usynlig bævede om Munden
som den sidste hendøende Efterklang fra allerede forstummede
Strenge. Den hvide Perlerad hvilede ubevægelig paa et Bryst,
der ikke hævede sig mere af Uro og jordisk Forventning.
Arme og Hænder havde det samme Præg: de langstrakte,
aristokratiske Fingre var saa gjennemsigtig-tynde som de spæde,
blegrøde Knopper af den vilde Kaprifolium; hun syntes at finde
den enorme Blomsterkost for tung; thi hun hvilte den mat
paa Skjødet. Da Grandtante kom ind, stod jeg endnu for-
dybet, saa at jeg ikke straks merkede hende; men saa brød
det løs:

"Gud, Frøken Juliane, hvem er den Dame? Er hun syg? . .
Hvorfor ser hun saa bedrøvet . . nei ikke bedrøvet -- saa glad
ud? . . . Lever hun endnu? . . O fortæl mig noget om
hende!"

Grandtante udholdt rolig denne Strøm af Spørgsmaal, inden
hun svarede med den dæmpede, høitidelige Stemme, hvormed

SIDE: 136

man taler i et Hus, hvor en kjær afdød ligger Lig: "Denne
Dame var min eneste Søster. Saaledes saa hun ud, da hun
kun var en Skygge af sig selv; thi deilig var hun, grumme
deilig og ligesaa god, som hun var smuk. Dette er malt af
en berømt Mester fire Uger, før hun døde."

"Ak, saa ung . . Hvorfor døde hun da?"

"Hvorfor? . . Hun døde af Tæring. Da vi troede, et mildere
Klima kunde helbrede hende, flyttede vi til Kjøbenhavn. Ak,
det var for sent. Hun døde, inden hun fyldte sit seks og
tyvende Aar. Da var jeg endnu neppe voksen."

" Altsaa her paa Kongsgaard levede hun?" brød jeg ud med
stigende Interesse.

"Her er hun født, og her levede hun . . . Ja! Det er en
sørgelig Historie, mit Barn!" tilføiede hun, da hun saa mine
spændte Miner, "en Historie, som Verden har fortalt mange-
lunde, men hvis Sammenhæng vi nærmeste ikke engang rigtig
kjender . . . eller ønsker at kjende . . ." lagde hun til som for
sig selv.

Denne Hemmelighedsfuldhed drev min Nysgjerrighed til sin
høieste Spids, men satte med det samme en Bom for den.
Fra dette Øieblik var Komtessen mig ligesaa vigtig som Bog-
skabet. Den hele gamle Gaard, Haven og i Særdeleshed
Parken havde faaet en ny Betydning for mig; ligesom en
sympatetisk Skrift, der ved et hemmeligt Middel begynder at
blive synlig, steg den nu frem i et ganske andet Lys; i de
dunkle Lunde, i de forgroede Anlæg søgte jeg Spor af længst
passerede Begivenheder, hvori Komtessen var Centrumet.
Disse Grotter kjendte hendes hemmelige Sorg, disse Træer
havde set hende blegne hen. Naar jeg da drømmende van-
kede forbi med min Bog, som jeg glemte at læse i, under
Armen, syntes jeg ofte at se hendes blege, rørende Skikkelse
glide hen under Træerne. Efterhaanden havde jeg sammensat
mig hendes Historie af en Række tragiske Begivenheder, hen-
tede fra ti forskjellige Romaner, uden at bekymre mig stort,
om de stod i nogen indbyrdes Sammenhæng. Jeg tænkte slet
ikke paa, hvad de nyere Digtere saa vel forstaar, at de dybeste
Tragedier ligger skjult i Menneskehjertet og kan udfolde sig
tyst under Hverdagslivets Dække uden at behøve store ydre
Tildragelser.

Min selvspundne Roman tilfredsstillede mig dog ikke i
Længden; jeg forvildede mig i Modsigelser og merkede nu
først, at jeg manglede den ledende Traad. Men hvor skulde
jeg finde denne? Frøken Juliane turde jeg ikke spørge mere;

SIDE: 137

jeg havde forstaaet, at hun ikke likte det, og min Ængstelse
for at gjøre hende imod gik saa vidt, at jeg undgik alt, hvad
der kunde føre Talen hen i denne Retning, og kun hemmelig
overlod jeg mig til Beskuelsen af Portrættet. Derfor henvendte
jeg mig til mine Søstre. Men voksne Piger nedlader sig aldrig
til at give en yngre Søster Forklaringer over Ting af denne
Beskaffenhed; saadant anser de alene henhørende til deres
Departement. Af Mor fik jeg ligesaa liden Besked. "Du
Narrifas," sagde hun, "er du ikke forstyrret nok i Hovedet
før?" Husholdersken, som jeg anholdt i Begreb med at kjerne
Smør, var barmhjertigere. "Det skal jeg nok fortælle," sagde
hun, "jeg kjender grant den Historie. Det hændte ved de
Tider, min Mor gik og læste. Da fik hun se Frøken Mathilde.
Hun var saapas fin og stolt paa det, maa vide, at det var en
Raritet at faa se hende; det kunde da hænde, naar hun kom
til Kirken. Og naar da hun og Gamlegrevinden traadte ind i
Stolen, vendte hele Menigheden sig, og Presten gjorde en
Gestans; han blev ogsaa forfjamset. Og paa Friere baade fra
Kjøbenhavn og Christiania var der hverken Ende eller Begyn-
delse; men hun vilde ingen have af dem alle sammen; de var
vel ikke fornemme nok, kan jeg tro, endda de havde baade
Sporer paa Støvlerne og Fjær i Hatten. Men saa kom Nils
Tønder hjem, Søn af Provsten i Kvinnherred."

"Hedte han Nils?" spurgte jeg noget forbløffet.

"Jamen gjorde han saa; Navnet skjæmmer ingen. Han
kom da hjem, og saa underlig gaar det: ham skulde Frøkenen
netop like. Der blev da en Kjærlighed, saa der ikke var
Maade paa. Det gjaldt bare at faa Familiens Samtykke; han
var ikke adelig maatro; men han var vel lært og kunde an-
stændig forsørge hende. Gamlegrevinden og Junkeren gav sig
nok; men saa var det den gamle Greven, som var udenlands,
om at gjøre; og der blev da skrevet og tigget og lamenteret;
men Pus ta' mig, sagde Ræven, Greven var ikke den Mand,
som forstod Spas i slige Ting. Midt i Herligheden og Kjær-
ligheden kom Svaret, og i Brevet stod der (her blev Hushol-
derskens Mine ualmindelig høitidelig; hun kneb Munden sam-
en og satte Smørsleven i en næsten truende Bevægelse), at
hans faderlige Forbandelse skulde ramme hende i 7de, 8de,
9de og 10de Led, hvis hun nogensinde blev Tønders Mage,
og hvis hun understod sig at se ham mere for sine Øine.
Gud trøste hende, der blev en Graad og Elendighed, som
enhver kan tænke. Hr. Nils maatte afgaarde, og Frøkenen
sørgede . . ."

SIDE: 138

"Saa at hun fik Tæring og døde," faldt jeg ind, lidt stolt
over at kunne give et Ord med i Laget.

"Jasaa! Neimen gjorde hun ikke. Men naar Frøkena
selv ved Besked, saa behøver hun jo ikke at spørge mig,"
udbrød Husholdersken, høilig fornærmet over min uheldige
Afbrydelse. Jeg havde glemt, at intet kunde sætte hende saa-
ledes ud af Humør, som at man ikke lod hende selv fortælle
sine Historier tilende. Det var forgjæves, at jeg spurgte hende,
hvorledes det da gik. Kun da jeg spurgte om, hvor der senere
blev af Tønder, kunde hun ikke bare sig, men sagde: "Frøkena,
som ved saa god Besked om Frøkenens Død, ved sagtens
ogsaa, at Tønder skjød sig tvers igjennem Hjertet oppe paa
Nordsæterskoven; min Mor saa nok ham, da han blev kjørt
tilbygds . . . Jeg behøver ikke at fortælle det."

Denne Historie tilfredsstillede mig kun halvt. Thi foruden
Elskerens antiromantiske Navn Nils var det et stort Skaar i
min Forventning, at Historien var saa kort og indesluttede saa
lidet Handling. Klokkerkonen fortalte den med nogle Tilsæt-
ninger, som modsagde Husholderskens Beretning; og Grand-
tantes Ord, at ingen -- ikke engang hun -- kjendte den rette
Sammenhæng, syntes mere og mere at bekræfte sig. Min
Interesse for Sagen kjølnedes derfor betydelig. En ny Roman
fra Grandtantes Bibliotek tog min Opmerksomhed i Beslag,
og snart var det hele glemt. Jeg drømte ikke om, at jeg
uventet skulde faa Traaden ihænde, og at Skjæbnen havde
bestemt mig til det Redskab, der skulde bringe en længe skjult
Familiehemmelighed for Lyset. Det gaar ofte saa, at det lune-
fulde Tilfælde spotter os, naar vi søger noget med brændende
Iver, men kaster os det drillende i Skjødet, naar det ikke
længer er Gjenstand for vor Attraa.

En Dag befandt jeg mig alene i Frøken Julianes Kammer.
Det var en lummerhed Sommereftermiddag. Vinduerne stod
aabne, men bragte neppe en Luftning tilveie i de tykke grønne
Silkeforhæng; Jasminhækken udenfor sendte bedøvende Vellugt
ind i Værelset. Bag Parken drog mørke Skymasser op; jeg
stod ved Vinduet og betragtede de høie Popler, der ubevæge-
lige som Pyramider ragede op mod den dunkle Himmel. Af
og til gik der en pludselig Skjælven gjennem dem, og de bleg-
nede ligesom af Skræk. Den lille Fugl i Buret flagrede æng-
stelig; og som kunde jeg derved lette min egen Beklemthed,
ilte jeg med, efter forsigtig at have lukket Vinduerne, at aabne
Gitteret over den indvendige Glaskuppel, som jeg ofte havde
set Frøken Juliane gjøre. Den stakkars Fange fløi hen og

SIDE: 139

satte sig paa Toppen af Natbordspeilet, der dannedes af tvende
Vaabenskjolde, som et Par pluskjævede Engle stræbte at holde
i Veiret. Her vilde jeg atter fange den, men kom derved til
at støde til Speilet, saa det vippede over og tørnede mod
Væggen, hvorved dog kun en Del af den gamle, skjøre Træ-
plade løsnede og faldt ned. Idet jeg forskrækket søgte at
bringe dette i Lave igjen, opdagede jeg Randen af noget hvidt,
som laa skjult mellem Glasset og Pladen, der bedækkede det.
Det var vanskeligt at faa Tag i; endelig holdt jeg det i Haan-
den. -- Et Brev! . . . Min første Tanke var, at det tilhørte
Grandtante. Men hvor forundret blev jeg ikke, da mine Øine
faldt paa Bogstaver, gule af Ælde, og paa en Udskrift, der lød:

"A mademoiselle la comtesse Mathilde Marguerite de S -- .
Norvège". Seglet med den grevelige Krone var brudt; det
meget store Brev indeholdt dog kun faa Linjer, skrevne med
skjælvende, næsten ulæselige Træk. Jeg gjettede dem mere,
end jeg læste dem -- fem, ti Gange. De lød:

"Ma chère enfant!

Min Velsignelse tilforn -- -- min sidste -- -- thi snart
staar jeg for min Gud og Dommer. Eders Brev haver jeg
modtaget, Eders Begiering nøye overveyet. Jeg bekjender, at
jeg længe haver kiempet med min jordiske Stolthed, Gud til-
give mig denne Synd for Christi Vunders Skyld. Saa følg da
Eders Hiertes Røst mit dyrebare Barn! Det er mig en douce
Beroligelse, at jeg kjender og apprécierer Eders Brudgom.
Ligesom jeg vel vidste, at min Datter aldrig vilde gjort et
uværdigt Valg.

Eders til Døden hulde og
velaffectionerede Fader
Arnold Wilhelm v. S.

Kiøbenhavn den 4de July 1775."

Inden jeg havde endt Gjennemlæsningen af disse Linjer for
sidste Gang, medens en konfus Idé om et afskyeligt Bedrageri
begyndte at dæmre op i mig, ser jeg en mager, skjælvende
Haand gribe Papiret og hører Grandtante i ubeskrivelig Be-
vægelse skrige: "Hvad har du der, Barn! Hvor har du fun-
det det?" Hun løb det igjennem, som om hun vilde sluge
hvert Bogstav; derpaa løftede hun det med dirrende Haand
op mod Komtessens Portræt, som var det endnu istand til at
bringe hende Lykke og Glæde.

SIDE: 140

Men nu forlod Kræfterne den gamle Dame, og med et ak
Gud! sank hun om paa Kanapéen. Jeg rendte forstyrret om-
kring for at finde hendes Lugtedaase, drog alle Skuffer frem
og rev alle Vinduerne op. "I Posen, i Posen . . ." lød hendes
bristende Røst; endelig fandtes den i den sorte Fløiels Pose.

Der stod jeg midt i en Situation, der desværre først bagefter
fik et romantisk Skjær; men nu var jeg hjertelig forknyt.
Frøken Juliane afmægtig, uden at jeg turde tilkalde Hjælp;
Kanarifuglen, der havde benyttet Leiligheden gjennem det aabne
Vindu, borte, og Speilet itu, og al denne Forstyrrelse var min
Skyld. Men Brevet, det mystiske Brev! . . . Hvad Indtryk
havde det gjort paa Juliane . . . Var det Glæde eller Bedrøvelse?
Vilde hun være vred paa mig, naar hun vaagnede af sin Af-
magt? Da Juliane kom til sig selv, søgte hendes Øine igjen
Portrættet, og en Strøm af Taarer vædede hendes gamle noble
Ansigt. Kun enkelte Udbrud hørtes gjennem dem: "O, min
arme Mathilde, min stakkels søde Pige!" Jeg turde ikke af-
bryde hende.

Da vinkede hun mig til sig, trykkede mig med ualmindelig
Ømhed til sit Bryst og sagde: "Mit kjære, kjære Barn! Du
har idag gjort en Opdagelse, der er mig overmaade vigtig.
Hvori den bestaar, vil jeg engang i Tiden fortælle dig; da vil
du bedre kunne forstaa det. Ak, havde jeg holdt dette Brev,
dette dyrebare Dokument, i min Haand for femti Aar siden,
det havde forhindret mangen Taare og megen Kummer! Men
dette var ikke Guds Vilje. Lov mig nu, lille Johanne, aldrig
at tale til nogen om dette Fund og om, hvad der er passeret
mellem os i Eftermiddag. Naar du er bleven en stor, forstan-
dig Pige, skal gamle Juliane selv forklare dig Sammenhængen."

Da vi skulde gaa tilbords om Aftenen, og Grandtante lod
hilse, at hun ikke var vel og ikke kom ned, sagde Majorinden
rystende paa Hovedet: "Det tænkte jeg nok, Juliane taaler slet
ikke Surkaal, og hun kan aldrig afholde sig fra den." Præ-
ceptoren, som engang var gaaet rejekt til medicinsk Eksamen,
men ikke desmindre havde vedligeholdt en Kjærlighed for
Faget, ytrede i den Anledning, at det probateste Middel derimod
var en Perikumsnaps og en Krydderpose i Hjertekulen.

Dette blev jeg sendt op for at sige.

Tolv Aar var forløbne siden hin Tildragelse. Tolv Aar! de
vigtigste, de skjæbnerigeste i en Kvindes Liv, hvori hendes

SIDE: 141

Tilværelse, der har ligget stille og ubemerket i sin Knop, skyder
frem og udfolder sig for at bære Blomster eller for at visne.
Inden Kredsen af dem ligger Barneverdenens lukkede Himmel,
Instituttets Skjærsild, Ungdommens svimlende Drøm og endelig
det praktiske Livs Jernprøve. Jeg havde ikke paa mange Aar
gjenset Kongsgaard; og kun nu og da drog mine Tanker hen
til min Barndoms lykkelige Legeplads; dog vidste jeg, at Tiden
ikke heller her var gaaet sporløs forbi. Den gamle elskværdige
Familie var opløst, Majorinden død og Døtrene gifte; kun
Grandtante levede endnu ensom og ene mellem fremmede.

Det var en af de sidste Septemberdage, da jeg atter holdt
udenfor Indgangen til Kongsgaardsalléen. Hvor ofte havde
jeg fuld af Fryd og Forventning set denne Port aabne sig!
Dagen var stille og skyfri, men duftløs og uden den Glans og
det Farvespil, der udmerker en klar Høstdag; Naturen havde
udtømt sin Kraft i en brændende hed Sommer; den falmede
tidlig. Lindetræerne i Alléen havde holdt sig godt endda; de
dunkle Kroner havde antaget en ubestemmelig forbrændt Ko-
lorit; kun af og til løsnede et enkelt livstræt Blad, som den
stille Luft bar hen i en uviss Retning. Det store Lønnetræ
paa Gaarden stod derimod ganske afbladet og skyggeløst -- 
det eneste -- ; thi de andre var omhugne, da de, som Pro-
prietæren siden forsikrede mig, borttog for meget af Udsigten
til Stalden. Vognen raslede lystig over det gule Løvdække,
der næsten bedækkede den herlige grønne Plads, og holdt
foran det nylig hvidtede Hus. Den hjemlige, skyggerige Dun-
kelhed var forsvunden, alt var saa lyst, saa grelt og fremmed.
Huset havde faaet en ny Gadetrappe; det var blevet, hvad
man kalder oppudset. "Som Svensken plyndred, og som du
har kalket," -- reciterede jeg uvilkaarlig, da jeg i en Stemning,
der er vanskelig at beskrive, steg ud af Vognen.

Jeg kunde ikke holde det ud inde i Værelserne, men ilede
ud i Haven, medens jeg lod Grandtante forberede paa mit
Besøg. Overalt saa jeg, eller troede jeg at se, Forandringer,
der saarede mit Sind. Ak, vi søger dem altid udenfor os i
noget materielt, men ligger de ikke meget mere i os selv, i
det Sind, hvormed vi gjenser, hvad der engang var os dyrebart?
Den gamle laa tilsengs; hun havde netop idag sin svage Dag;
dog ønskede hun at se mig. Lydløs, med beklemt Hjerte,
traadte jeg ind i den gamle Helligdom. Her var intet for-
andret, derom overbeviste jeg mig, og dog havde jeg den
samme fremmede Følelse at verge mig mod. Hist i Krogen
stod Bogskabet; den lille Hund slumrede ubevægelig paa sin

SIDE: 142

røde Porselænspude; i den grønne Dæmring af de tiltrukne
Gardiner skimtede jeg alle de kjære, uforglemmelige Gjenstande;
kun i Glaskuppelen var der hverken Fugl eller Fisk, og den
eiendommelige søde Duft af Roser og en Milliontedel Moskus,
der altid herskede i dette Værelse, havde faaet en sterk Til-
sætning af Hoffmannsdraaber og Krydderte. Grandtante havde
lidet forandret sig uagtet hendes høie Alderdom. Hun lod sig
lette op i Sengen, lod trække Forhænget bort og beskuede
mig nu længe, som om hun i hvert Træk søgte at gjenkjende
sin lille Veninde, og smilede og nikkede med Hovedet. Derpaa
vendte hun det møisommelig; mine Øine fulgte hendes, og i
ny, uforgjængelig, hidtil uforstaaet Skjønhed straalede Komtes-
sens Billede mig imøde. Jeg forstod vel, at et egte Kunstverk
overlever alle ydre og indre Omskiftninger, og at Menneske-
aanden er evig, der kan skabe et saadant. Hun rystede paa
Hovedet og kastede et Blik til det gamle Speil. Jeg forstod
hende saa godt. "Imorgen, lille Johanne," sagde hun, "du
reiser vel ikke saa snart?" "Jeg bliver hos Grandtante, saa-
længe De ønsker det," svarede jeg. Hun trykkede min Haand
med et venligt Smil.

Efter et Par Dage var hun saa rask, at hun kunde sidde
oppe. Grandtante var endnu livlig og meddelsom, og at dømme
efter flere Bøger, der fandtes paa hendes Bord, havde hun
endnu ikke tabt sin Smag for Læsning. Vi havde saa meget
at fortælle hinanden, saa mange gamle Erindringer at opfriske.
Saaledes gled vi uforvarende ind paa den gaadefulde Scene
med den bortfløine Fugl, Speilet, der gik itu, Brevet! Grand-
tantes spøgende Mine veg for et pludseligt Alvor, og som om
hun endnu overvandt en pinlig Bevægelse, sagde hun, idet hun
tog min Haand: "Jeg har engang gjort dig et Løfte, lille Johanne;
det vil jeg holde. Du er det eneste Væsen, der skal kjende
denne Historie, der ellers vilde begraves med mig. Du har en
hellig Ret til den. I halvtredssindstyve Aar har den været skjult for
menneskelige Øine; men Gud vil, at den ondes Verk sent eller
tidlig skal opdages og drages frem af sit Skjul, og se! han
valgte din uskyldige Haand dertil. Jeg vil nu fortælle dig disse
Begivenheder, saaledes som de sandfærdigen har tildraget sig."

Det falder mig ikke ind aldeles tro at ville gjengive Grand-
tantes Rokokosprog eller eiendommelige Fortællingsmaade. Den
faldt undertiden noget i det brede, og undertiden, hvor jeg
mindst ønskede det, blev den atter kort og sammentrængt.
Jeg faar ligesom Restauratørerne af de gammeldagse Møbler
indskrænke mig til saa varlig som muligt at anbringe de nye

SIDE: 143

Sirater ved Siden af de gamle egte samt bortskjære, hvad der
uden Skade for det hele kan bortskjæres.

"Du erindrer maaske, at min Søster Mathilde døde i Kjøben-
havn af Tæring. Dog er hun født her paa Kongsgaard, Aaret
efterat mine Forældre bosatte sig her. To ældre Sønner, den
afdøde Major og en yngre Broder Konrad, er fødte dernede.
Her paa denne gamle, ensomme Gaard er hun vokset op, og
her udfoldede sig hendes Skjønhed. Hun var deilig som en
Engel. Jeg, som aldrig har været kjøn, saa op til hende som
til et høiere Væsen. Hun er den eneste, jeg nogensinde har
elsket i mit Liv. Jeg kan sige med en stor Digters Ord: jeg
taalte ikke, at en umild Vind berørte hendes Ansigt; -- og dog
. . . vil du tro det, min Johanne! og dog har jeg bedt Gud paa
mine Knæ om hendes Død . . . . . . . Du spurgte mig engang,
hvordan hun egentlig var. Ja, hvordan skal jeg sige dig det!
Der var intet fremstikkende ved hendes Væsen, intet, som du
vil kalde en sterk Eiendommelighed. Til min Tid uddannede
man sig mere efter Mønstre, man stræbte efter den størst
mulige Fuldkommenhed . . . . Ja, du ryster paa Hovedet, men
hos Mathilde blev det ingen kunstig, sjælløs Form, intet Pe-
danteri. Hvad skulde hun lære? Hendes Natur var fuldkom-
men god og ædel; hun var en fra Guds Haand færdig Skab-
ning. O kunde jeg skildre dig det Indtryk, hun gjorde, naar
Selskabet var samlet, og hun traadte ind værdig og dog saa
beskeden, yndig og dog saa ubekymret i sin Skjønhed, ikke
fordi hun jo havde hørt den nævne hundrede Gange, men
fordi hun ikke tænkte paa den eller paa den Virkning, den
øvede. Hun var Faders Afgud, og Moder kyssede hende altid
paa Panden med et Blik, som om hun maatte yde Himmelen
Taksigelse for denne dyre Skat.

Uagtet disse Kvaliteter, der udmerkede min Søster, havde
hun opnaaet sit fire og tyvende Aar uden at have gjort noget
Valg mellem den Mængde Beilere og Adorateurer, der omgav
hende; -- thi her var altid Fremmede, Bekjendte fra Danmark
eller her fra Landet. At jeg ikke fandt dette saa meget be-
synderligt, maa du nok tro; thi hvem kunde i mine Øine være
hende værdig?

Ved dette Tidspunkt kom en ung Mandsperson ved Navn
Tønder hid. Han havde endt sine Studeringer i Kjøbenhavn,
var siden reist som Hovmester for en ung Beslegtet af os og
opsøgte os nu, medens han ventede paa en Ansættelse som
juridisk Embedsmand her i Landet, forsynet med Breve og
Anbefalinger. De gunstigste af dem var fra Fader selv, der

SIDE: 144

dengang opholdt sig i Kjøbenhavn paa Grund af et Sygdoms-
tilfælde. Tønder havde alle de Egenskaber, der betegner de
mere begavede af dine Landsmænd: overmaade meget Lune,
en livlig og gjennemtrængende Aand, et heftigt og fyrigt Tem-
perament. Dertil et sjelden behageligt og belevent Væsen.
Ved ham begyndte et nyt liv i vort Hus; Mama, der aldrig
havde trivets ret i denne Afkrog, fandt i hans Selskab Erstat-
ning for de mange behagelige Forhold, hun havde afbrudt i
Kjøbenhavn. Han kom tilsidst næsten daglig herover fra Tofte,
hvor han havde indlogeret sig. Han læste fore, han fortalte
henrivende, han blev os snart uundværlig.

Og Mathilde! Kun jeg, der af en Art tilbedende Instinkt
iagttog hende, opdagede Forandringen. Hendes jevne, blide
Humør veg for Anfald af Uro og Spænding, hendes Levevis
og Beskjæftigelser blev mere uregelmæssige. Hun speilede sig
ofte tankefuldt drømmende; da kunde hun rødme forskrækket,
som blev hun første Gang sin Skjønhed var. Mama merkede
intet, førend der intet var at ændre, og førend Tønder havde
vundet hende selv saa aldeles, at hun ikke formaaede at op-
drive nogen Strenghed; det Menneske havde forhekset os alle.
Derfor kunde det utrolige hænde, at Mama, da Mathilde og
Tønder kom og bad om hendes Samtykke, gav sit Minde til
Forbindelsen. Kun maatte den holdes hemmelig, indtil Faders
Samtykke var indhentet, og saa længe turde de kun se hinanden
i hendes Nærværelse, en Indskrænkning, som de, gjennem-
trængte af Taknemmelighed for hendes Godhed, samvittigheds-
fuldt overholdt.

Dette Liv blev afbrudt ved Konrads Tilbagekomst fra Dan-
mark. Den Aften havde jeg en trykkende Følelse af, at en
Ulykke drog ind med ham, at vor stille Lykke var forbi. Det
viste sig altfor snart. Aldrig har to fiendtligere Naturer mødt
hinanden end min Broders og Tønders. I det første Blik,
disse to kastede til hinanden, laa en evig Stridserklæring.
Konrad var Adelsmand med Liv og Sjæl, urokkelig, ubønhørlig
i sine Principper; det hemmelige Forhold mellem Mathilde og
Tønder, der ikke kunde undgaa hans mistænksomme Blikke,
tjente kun til at modne Hadet. Paa sin Side eggede Tønder
det ved den freidige Maade, hvorpaa han satte sine Anskuelser
mod hans. Han var allerede dengang paavirket af de hemme-
lige demokratiske Bevægelser, der gik forud for det store Ud-
brud, vi har oplevet. Det var en evig skjult Krig! Konrad,
der var koldblodig og selvbehersket, forstod saa godt i tusende
umerkelige Udfald at træffe Tønders stolte, heftige Gemyt, og

SIDE: 145

det var kun Mathildes og Mamas Nærværelse, der forhindrede
alvorlige Udbrud.

Nu saaes de elskende ofte i Enrum. De havde taalt den
Tvang, som Kjærlighed foreskrev dem; men den, som Hadet
paalagde dem, blev dem altfor trykkende. Hvor ofte var jeg
ikke deres usynlige Sauvegarde! . . De anede ikke, at jeg
aandeløs speidende holdt Vagt i Parken for at forhindre enhver
fiendtlig Overraskelse. Engang da Tønder i en Slags Lykkens
Overmod trodsede min Broders Komme, udspandt sig en af
disse skrækkelige Scener, som staar uudslettelige i vor Erindring.

Vi befandt os i det runde, kuppelformige Lysthus, som den
store Lind danner med sine nedhængende Grene.

Allerede hørte vi Konrads Sporer klirre i Alléen, der fører
derhen. Mathildes og mine Bønner til Tønder om, at han
vilde fjerne sig, var forgjæves.

"Ei!" sagde Konrad og stansede ved Indgangen; "var det
ikke Hr. Magisteren, skulde jeg sverge paa, at det var en
Hyrdescene, jeg er saa uheldig at forstyrre."

"De har Ret, Hr. Baron," sagde Tønder og hilste flygtig,
"jeg ynder ikke Hyrdescener. Livet kan være smukt nok
uden Gjøglerier. Hyrdelivet har desuden som saa meget andet
levet sin længste Tid!"

"Ah, Hr. Magisteren agerer Profet igjen!" sagde Konrad
haanlig, der i de sidste Ord merkede en Hentydning til en
Strid, de nylig havde havt om Adelens Forrettigheder. "Langt-
fra at jeg vil forstyrre Dem i denne Fornøielse. Jeg vil kun
gjøre mine Søstre opmerksom paa det upassende i at sværme
omkring paa denne Tid af Aftenen. Mathilde, Juliane! Eders
Plads er ikke her."

"Hvorledes, Konrad, i vor egen Have!" indvendte Mathilde.

"Men denne Have er ingenlunde sikker for paatrængende!
Bygdens Straajunkere og fornemme Pøbel finder det undertiden
ret bekvemt at skyde en Gjenvei gjennem Parken. Jeg har
selv oftere truffet en af disse Narre her, der lader til at finde
Behag i at hænge efter sine romantiske Griller og Luftslotte i
disse Anlæg og Buskadser."

Tønders Ansigt blussede ved disse Ord, og hans mørke Bryn
skalv, som jeg havde set engang før, da han blev heftig vred.
Han betvang sig ved et Blik af Mathilde og sagde, idet han
reiste sig og bød hende Armen: "Hvor lykkeligt, mine Damer,
at jeg kan beskytte Dem i denne høist farefulde Stilling! De
skal i det mindste iaften være sikker for Overlast af den
fornemme Pøbel."

SIDE: 146

Men Konrad traadte ham iveien og skreg: "For Satan, har
De forstaaet mig? De skal slippe min Søster."

"Hr. Baron," sagde Tønder, "jeg er iaften Deres Moders
Gjest; derfor har jeg ikke et Øieblik kunnet tage Deres Uar-
tigheder til mig. Mellem Kavalerer gives der desuden en mere
passende Maade at afgjøre en Strid paa end slige Optrin i
Damers Nærværelse. Vi mødes senere, Hr. Baron, De skal
da gjøre mig Rede for Deres Ord. Maa jeg bede Dem gaa
afveien."

"Gjøre Dem Rede," gjentog Konrad med haanlig Latter.
"Uforskammede af Deres Lige tugtes kun paa én Maade."
Her gjorde han en truende Gestus med Ridepisken. Mathilde
og jeg skreg af Angst. Men nu kjendte Tønders Vrede ingen
Grænser mere. Han rev Ridepisken fra Konrad, brød den itu
og slyngede den langt ind i Krattet. "Et Skridt, en eneste
fornærmelig Bevægelse mere, og jeg indestaar ikke for noget
. . . Har De forstaaet mig? . . . Giv Plads, hvis De har Deres
Lemmer kjære."

O, jeg ser endnu disse to Mænd ligeoverfor hinanden!
Konrad var just kommen fra Jagten. Hans spinkle Figur stak
i en grøn, tresset Jagtfrakke, bredskaftede Læderstøvler og
gule Hjorteskindsbenklæder. Hans blege, markerede Træk
 -- han lignede meget Grandonkels Portræt inde i Salen, som du,
lille Johanne, altid var grumme bange for -- var fortrukne af et
ubeskriveligt Udtryk af Haan og indædt Harme. Ligeoverfor
ham Tønder i sin sorte Dragt, hans sterke, fyldige, men dog
slanke Skabning saa større ud i den truende Stilling. Jeg eier
et Silhouet af ham; du skal beundre denne herlige Profil; men
den besynderlige Sjæl, der lyste i disse Træk, ak, de lever
kun her i min inderste Tanke. I dette Øieblik kjendte jeg
ham ikke igjen. Hans mørkeblaa Øine, der for et Øieblik
siden havde straalet af Ømhed og Lune, lynede saa græsselig!
Med den ene Haand stræbte han at holde os tilbage, den
anden trykkede han krampagtig knyttet mod Brystet. Jeg for-
stod ikke mere, hvad de to Mænd afbrudt og næsten hviskende
sagde hinanden; kun, at de hadede hinanden, at de tørstede
efter hinandens Blod. Bleg som en Aand klamrede Mathilde
sig om Tønders Arm; han hørte hende ikke mere. Kun da
hun med hjerteskjærende Røst raabte: "Farvel, Tønder!" og
ilede derfra, kom han til Besindelse, greb sin opkrampede
Hat, der var rullet hen i Græsset, trykkede den ned i Panden
og ilede efter hende.

Disse ubehagelige Forhold maatte afbrydes. Vi skrev alle

SIDE: 147

til Fader uden Konrads Vidende. Mama og Mathilde opbød
al sin Veltalenheds Magt til at røre ham til at give sit Sam-
tykke. Tønder haabede meget af den gunstige Behandling,
han tilforn havde nydt af Greven. Medens vi saaledes ventede,
hengik en Tid i ydre Fred og Ro. En Forandring syntes at
være indtraadt i Konrads Sindelag; han var i det mindste ud-
vortes høflig mod Tønder. I Anledning af den ubehagelige
Scene havde han endog gjort ham en tilfredsstillende Afbigt.

Da hændte det en Dag, at jeg følte mig lidt upasselig, og
da min Guvernante raadede mig til nogle Timers Hvile, gik
jeg ind paa dette Værelse, der dengang var Mathildes og mit
fælles Sovekammer. Det var i den samme Skikkelse, som du
ser det nu; jeg har intet villet forandre. Jeg kastede mig paa
Sengen og faldt i en urolig Slummer, men vaagnede igjen ved
en Puslen i Værelset, og ved en egen Maade at hoste paa
gjenkjendte jeg Helene, Mathildes Pige. Se hende kunde jeg
ikke, da jeg laa skjult af det tykke Forhæng.

Denne Helene kunde jeg aldrig lide, og Mathilde, der var
lutter Godhed mod hende, skjendte ofte paa mig over en
Uvilje, for hvilken jeg ikke kunde angive nogen Grund. Kjøn
var hun, det Skarn, Gud tilgive hende! saa kjøn, at de tilstede-
værende Herrer ofte stansede Samtalen for at se efter hende,
naar hun kom ind, og mangt et konfust: Hvordan? . . Hvad
mente Deres Naade? søgte at dølge Distraktionen og bringe
Samtalen i Gang igjen.

Det var Helene; jeg kunde ikke tage feil. Straks efter lød
dæmpede Trin gjennem den drønnende Sal udenfor, og i den
indtrædende gjenkjendte jeg Konrad. "Her er Brevet," sagde
han med en sælsom Tonløst i Stemmen. "Jeg drager nu
paa Jagt . . . Adjø, min Skat . . . Jeg bør helst være fraværende
. . . Gjør nu dine Sager godt og for Himmelens Skyld ingen
Blødhjertethed, naar Sorgen over den gamle bryder løs . . . .
Ellers er alt spildt." I det samme gik det i den ydre Dør;
jeg hørte dem fare sammen og ile ud af Tapetdøren histhenne.
Den fortrolige, hviskende Tone frapperte og berørte mig høist
uangenemt, og den hele Scene var mig saa aldeles uforstaaelig,
at jeg længe efter ikke vidste, om det ikke var et Spil af mit
feberagtige Hoved.

Dagen efter sad jeg i min Læretime, da en besynderlig Uro
opstod i Huset. Man kaldte Guvernanten ind; Angst og Nys-
gjerrighed drev mig efter.

Hvilket Syn, da jeg traadte ind i Dagligstuen! Paa Sofaen
laa Mama besvimet, hele Huset var beskjæftiget om hende -- 

SIDE: 148

paa Bordet sortseglede, aabne Breve. Midt i Værelset knælede
Mathilde, et Billede paa den stumme Fortvilelse; i Haanden
holdt hun et Brev sammenknuget. Ingen var hos hende . . .
Mama havde jo faaet et Dødsbudskab! . . . Ingen tænkte paa,
at hun havde faaet Dødsstødet. Jeg kastede mig grædende
om hendes Hals, uden at vide, hvad der var skeet. Jeg fik
det tidsnok at høre. Fader var pludselig død af et Slagtilfælde;
dog havde hans døende Haand endnu formaaet at nedskrive
et Svar, der i korte, afbrudte Sætninger og usikre Træk inde-
holdt det bestemteste, ubøieligste Afslag paa Mathildes Bønner.
Det var desuden affattet i en saa streng, næsten haard Tone,
at den alene maatte ryste Mathildes kjærlige Gemyt.

Tønder kom for at tage den sidste Afsked. Længe, længe
var han hos Mathilde. Ak, jeg ved, at han opbød alt, hvad
hans bristende Haab kunde indskyde ham for at bevæge Ma-
thilde til i det mindste at tillade ham nu og da at gjense hende.
Men hun blev ubevægelig. Hendes døende Faders Vilje var
hende hellig over alt, helligere end hendes eget Liv og Lykke,
og hun krævede af ham som det sidste Bevis paa hans Kjær-
lighed, at han aldrig maatte fordre at gjense hende. Da Tøn-
der kom ud fra denne Sammenkomst, forgrædt, med forandrede
Træk, vaklede han hen til Mama, knælede, vilde sige Farvel,
men kunde ikke. Hun løftede ham grædende op, kyssede
ham og lagde sin Haand velsignende paa hans Hoved. Endnu
et Blik mod Mathildes Dør; derpaa styrtede han bort. O,
Johanne, det var den tungeste Time i mit Liv.

Efter denne Begivenhed indtraadte en dødlignende Taushed
i vort Hus. Min Søster var som før stille og blid; men vi
forstod altfor godt, at det var et brudt Hjertes Fred. Hun
beskjæftigede sig mest med at læse de Bøger, Tønder havde
efterladt hende. Hendes Sundhed tog af, og hun forværrede
sin Tilstand end mere ved hyppige Uforsigtigheder, idet hun
med selvforglemmende Ligegyldighed udsatte sig for denne
Egns barske, ustadige Klima. Efter en sterk Forkjølelse ytrede
de første Tegn sig til den Sygdom, der skulde blive hendes
Død. Vi anede endnu intet, men paaskyndte Reisen til Dan-
mark, hvor vi for Fremtiden vilde tage Bopæl. Konrad havde
straks begivet sig paa en Udenlandsreise, og min ældste Broder,
der var gaaet i norsk Tjeneste, overtog Gaarden.

Straks efter vor Ankomst til Kjøbenhavn blev der uformodet
mellem Faders Papirer fundet et Dokument, dateret 4de Juli
1775, Dagen før Faders Død, hvilket blandt adskillige andre
mindre vigtige Optegnelser og Dispositioner indeholdt en Klau-

SIDE: 149

sul, der lød saaledes: "Saafremt min velbyrdige og kjære
Svigersøn Nils Tønder foretrækker at nedsætte sig her i Dan-
mark, fremfor at sollicitere vor naadigste Konge om Levebrød
i Norge, er det min Villie, at min Eiendom S -- -- borg her i
Sjælland falder paa hans Part." Døm om vor Forundring!
Han tilbagekaldte altsaa herved Brevet, der nedstyrtede os i
saa megen Sorg . . . Han havde altsaa før sin Død endnu
fundet Styrke til at nedskrive disse Bestemmelser, som en
angrende, kristelig Følelse synes at have indskudt ham! Vi
kunde ikke tvile; det var Faders egen Haand og Segl.

Men hos mig vaktes en skrækkelig Mistanke om, at et Be-
drageri her laa skjult. Hin Scene mellem Helene og Konrad
randt mig isinde. Det virkelige Brev kunde være opsnappet
og et falsk understukket. Men Vissheden fik jeg først mange
Aar efter, da du, lille Johanne, fandt Faders Brev i dette Speil,
der i flere Aar havde staaet paa Konrads Værelse, -- en sør-
gelig Visshed om, at vort rene Familieskjold var bleven plettet
ved en Brøde, en Nedrighed. Ubegribeligt bliver det mig
endnu, at Konrad ikke straks tilintetgjorde et saa farligt Vidne
som hint Brev. Maaske har han vaklet, og han har imidlertid
skjult det her, hvor han ikke lettelig kunde frygte for en Op-
dagelse. Men den gjengjældende Skjæbne benyttede sig af
denne Udsættelse; thi ved et særegent Træf af Omstændig-
heder, som jeg engang skal fortælle dig, blev Konrad siden
forhindret fra at udslette Sporet af Sin Gjerning.

Dog tilbage til min Fortælling. Tænk dig vor Glæde! Tænk
dig Mathildes stille Henrykkelse! Hun gik som en forklaret
mellem os.

Der blev straks skrevet til Tønder. O, I Skjæbnens ubøie-
lige Magter, der blot hæver os saa høit for at kunne styrte os
des dybere. Svaret udeblev længe. Endelig kom Brev fra
Bygdens Prest, der i et temmelig forretningsmæssigt Sprog
meldte os, at Tønder for tre Uger siden havde endt sit Liv
paa Jagten ved et Vaadeskud. Jeg taler intet om Moders Sorg;
for Mathildes Skyld maatte vi være sterke. Vi turde ikke
meddele hende den skrækkelige Efterretning. Lægen sagde,
at den kunde dræbe hende i den agiterede Tilstand, hvori hun
befandt sig; men tillige erklærede han, at Sygdommen alligevel
var skredet saa langt frem, at hun vanskelig kunde leve længe.
Vi blev da enige om at skjule alt og omhyggelig holde enhver
Tvil om Sammenhængen fjern fra hende. Kunde det ikke
redde hende, vilde det i det mindste blidgjøre hendes sidste
Dage. Og saaledes skede det. Gud vil tilgive os vore fromme

SIDE: 150

Bedragerier og de mange Løgne, vi med trofaste Hjerter øvede
os i at udtale. Alle vore nærmeste Venner fik sine Roller at
spille; Mathilde anede intet, ikke engang sin egen Tilstand.
Den alle brystsyge egne uforklarlige Livsglæde blandede sig
med den salige Forventning snart at gjense den elskede. Vi
traf tilsyneladende alle Anordninger og gjorde Udkast og Planer
til den forestaaende Bryllupshøitidelighed. Da kunde ofte Ma-
thilde glad og lyksalig som et Barn udmale for os det herlige
Liv, vi skulde føre paa hendes Gods, og Mama hørte til med
smilende Miner, men med Følelser, som kun en Moder kan
forstaa. Ved denne Tid lod hun sig male i en Dragt, Tønder
havde yndet meget, men som hun siden ikke havde baaret."

Her stansede Grandtante i sin Fortælling, og uvilkaarlig hævede
jeg mine Øine mod Portrættet. En af de sidste Aftenstraaler,
brudt ved Løvverket udenfor, sitrede i det samme over Fol-
derne af hendes Klædebon og laante det svære Silkestof og
Buketten, der hvilte i Skjødet, en skuffende Glans. Den hulde
Skikkelse syntes at leve. Jeg blev ordentlig angst og bange
for, at hun skulde have hørt os, at jeg med ett skulde se dette
søde, frydtindrende, fraværende Blik fordunkles og fæste sig
spørgende og fuldt af Uro paa os.

Men Grandtante blev ved: "Der er snart intet mere at for-
tælle, kjære Johanne. Skal jeg skildre dig vor stigende Æng-
stelse for, at den første Skygge af Mistanke skulde vaagne hos
hende? Vi havde ikke Mod til at ønske hendes Død, vi turde
ikke bede Gud om hendes Liv. Som Grund til Tønders
Taushed havde vi foregivet, at han var paa en Reise i det
nordlige Norge. Mathilde skrev atter, fuld af Haab og Tro.
"Jeg kommer mig daglig," skrev hun. Tiden forløb. Høsten
nærmede sig, hun kunde for længe siden havt Svar. En Dag
sad hun ved Vinduet. Hun lod den Ring, hun havde faaet af
Tønder, legende dreie omkring sin lille, magre Finger. Var
det Belysningen, der i det samme faldt sterkt paa hendes alle-
rede skarpere Træk, men jeg troede at bemerke en Skygge af
Traurighed i dem. "Hvad tænker du paa, Mathilde?" raabte
jeg med indvortes Bæven, -- "er du bedrøvet for noget?"
"Jeg!" sagde hun, og hendes Øie lyste; -- "o vist ikke. Jeg
ved nu, hvorfor Tønder ikke skriver, han vil overraske mig.
Hør, Juliane, hvad jeg drømte inat. Han stod pludselig for
mig, uden at jeg kunde høre hans Trin; Haanden med min
Ring paa Fingeren holdt han fasttrykket til sit Hjerte; jeg vilde
drage den bort, men se! jeg formaaede det ikke." Da bad jeg
Gud, at hun maatte dø.

SIDE: 151

Hurtigere end vi havde ventet, bønhørte Himmelen os. Hun
indslumrede saa tyst og rolig som et Barn, man med et smukt
Løfte vugger til Ro, til sidste Øieblik opfyldt med Tanken om
et jordisk Gjensyn med ham; -- et Gjensyn, som Gud vendte
til et himmelsk.

Moder overlevede hende ikke længe. Ogsaa hende blev
Døden en Trøster. Hvi sørger vi over de døde? Hvor ofte,
naar vi fortviler over Tabet af vore kjæreste, har Døden været
en god, medlidende Aand, der bar dem over den Afgrund af
Smerte og Skuffelse, som Livet holdt beredt for dem. Mama
døde, uden at en Skygge af Mistanke havde saaret hendes
moderlige Hjerte. Kun jeg, min Johanne, har levet; jeg har
tømt den bitre Drik tilbunds og er bleven gammel i ensom
Sorg."

Efter "Kongsgaard" fulgte, i Fortællinger 1861, "Eventyrsara og hendes
Datter", som Forf. i Skrifter 1892 flyttet over til "I de lange Nætter".

[Udg.'s Anm.]

Camilla Collett

SIDE: 152

LANGS ANDELVEN.

Eidsvold den 20de juli 1842.

Eventyr, skal jeg skaffe Dem, bedste Asbjørnsen? Eller i
Mangel deraf vil De tage tiltakke med en liden Skisse her-
oppefra til Husvalelse for Dem, Stakkel, der er bunden til
Byen, "en saadan liden Skisse om ingenting, men som klinger
af Kobjelder og dufter af Kløver og Myske, kort harmløs som
Naturen selv og det Sind, den opvækker i os". Javist, let-
tere sagt end gjort. Skjønt Gud ved, her er deiligt nok! Vor-
men og Andelven udbreder sine Herligheder rundt om sig.
De kjender jo ogsaa lidt til Egnen; hvis jeg ikke tager feil,
var det netop vort Artiumsaar, at vi tog Veien herover paa
vor store, minderige Mjøstur. Harmløs vilde en saadan Skisse
sagtens blevet. Jeg har intet at ærgre eller forundre mig over.
Selv Veiret, denne gamle Syndebuk for alt landligt Mismod,
opfører sig dette Aar eksemplarisk -- kun altfor eksemplarisk.
I en Temperatur som denne er man visselig ikke oplagt til at
støve omkring paa Fjelde og i Hytter efter Genrescener og
interessante Typer. Hvad jeg har at melde, meddeler jeg helst
ligesom Vergils Hyrde: "recubans sub tegmine fagi".

Ja ret: recubans sub tegmine fagi. Den største Del af Dagen
tilbringer jeg ogsaa doven som en Pascha i Skyggen af nær-
meste Skov.

Men Eventyr! Det kunde lade sig høre. De er helstøbte
og færdige, hvor de saa er; de kræver hverken Møie eller
Studium mere. Et saadant kan man anmode om at komme
hen til os, og er man ret høflig, møder man det paa halv Vei,
og det er det, jeg nu har gjort. Jeg har sat det Stevne ude paa
Pynten af min Skov, og jeg inviterer Dem til at gjøre mig
Følge til dette Møde. Jeg har virkelig efter Deres Ønske
stevnet Lisbeth Maria, Bygdens bedste Fortællerske, derud.
Det skulde være underligt, om der i hendes hartad utrolige
Beholdning ikke skulde findes et, der har undgaaet Deres Efter-
forskninger, og som turde gjælde som nyt for Dem. Skorter

SIDE: 153

det, saa har jeg et i Reserve, der i det mindste har dette For-
trin; thi dette tør jeg indestaa for, at De aldrig har hørt før.

Nu, har De Lyst, saa kom! Det koster ikke megen An-
strengelse; man kan umulig nemmere komme til et Eventyr.
Vi vil mageligen læne os mod en bred Granryg og blæse Rø-
gen af vore Cigarer op i den blaa Luft; imidlertid sætter Lis-
beth Maria sig paa næste Tue og begynder: "Der var engang."
Har De Mod til at gjøre en liden Omvei langs Elven, saa faar
De et Stykke fra Landet med? Vi behøver ingen Paraplyer;
disse Skyer kjender jeg; naar Vorherre vil gjøre os ret tilgode,
bedækker han dermed sin Himmel. Se kun! Den hele Hvæl-
ving er et eneste luftigt Silketelt i alleslags Farvenuancer, og
under det hviler den deilige Egn som en slumrende Skjønhed.
Sollyset strømmer ingensteds grelt igjennem, men gyder sig
dæmpet og blødt over det hele. Hvor denne Belysning passer
vel for Egnen! Den giver netop disse Bakker og Trægrupper
det drømmende og alfeagtige, der allerede ligger antydet i deres
Former. Se, dernede har vi Andelven! Sjelden finder Vinden
Vei ned til den; men da vinder den ny Skjønhed, da faar
Slangen Liv; da reiser den alle sine blinkende Staalskjæl i
Solskinnet og skyder hurtig gjennem Dalen; idag ligger den
døsig og skjuler sig ligesom under Græsset. Hør! fra nær-
meste Dal lyder Stemmer og en raslende Lyd som af Hø;
dog ser vi ingen. Disse Dale kjeder sig til hinanden i en
uendelig Række ligesom Celler, afdelte af de steile, skov-
begroede Rygge, som sænker sig mod Elven, og som netop
giver Plads for den lille Sti, vi nu vil følge. Hvilken rig
Mangfoldighed i denne uafbrudte Gjentagelse af Dale og Høie,
hvilken Afveksling i den tilsyneladende Ensformighed! Hist-
over paa den anden Bred har Naturen været langt karrigere.
Ser De den lille indgjærdede Plet ligeoverfor, med de kum-
merlige Smaabuske i den mosede Grund? Denne Plet kaldes
Hundebiddet. Historien melder, at en Mand for mange Aar
siden blev bidt af en gal Hund paa dette Sted, og at han i
Erstatning fordrede af dens Eier saa stort Jordstykke, som han
formaaede at betegne ved at kaste en Sten til alle Kanter.
Om han derpaa blev gal, fortælles ikke, og denne Dunkelhed
har givet min Fantasi som Barn meget at bestille. Hvor ofte
har jeg grublet over Enden paa denne Historie! Endnu kan
jeg ikke gaa her forbi uden at tænke: Var Manden gal, eller
blev han det maaske, inden han havde kastet den sidste Sten?
 -- -- Hvad mener De, Hr. Asbjørnsen? De tror maaske, at
ikke engang Hunden var gal, men at Manden var klog nok til

SIDE: 154

at sætte Pris paa en liden Jordvei. Nu vel, visst er det, at
han ikke har bygget noget Kartago her, og at den lille Plet
har bragt ham megen Slid og liden Glæde. Stedet stod for-
resten længe i Orde for Spøgeri. Smaagutterne fra de nær-
meste Gaarde gik altid en Omvei, naar det skumrede, for
ikke at passere Hundebiddet, og den gamle Kjærring paa Blege-
dammen forsikrede ofte gjennem den svale Sommernat at høre
en dump Lyd af Stemmer og Hundebjef. Men nu hører man
intet mere derom; i vore Dage er Blegedamskjærringerne alt-
for oplyste til at tro paa sligt.

Her bøier Elven pludselig om i en anden Retning; Terrænet
bliver steilere og tættere begroet; Løvvegetationen taber sig
med ett i de dunkle Bartrær. Hvor her er mørkt og
svalt! Stien klamrer sig til Klipperidserne og vinder med Nød
Fæste; nedenfor skummer Elven. Hvilken Overgang! Hvor
er nu dens stille Blomsterløb! Jo længer vi følger den, jo
vildere og ustyrligere tager den afsted. De gamle, krogede
Birke paa Skrenten staar ganske forskrækkede over denne
letsindige Forvandling, et Par af dem strækker advarende sine
lange grønne Arme ud efter den; "das sind die Muhmen und
die Basen" -- -- -- Men den flygter forbi, drevet af sin Læng-
sel, urolig, higende og sterk mod alle Hensyn. Thi hist bag
Høiene kommer Vormen dragende fra Nord, stolt, myndig og
vidtbereist, og kalder paa den med høi Røst; og Andelven tror,
det er for dens Skyld, Vormen er kommen den lange Vei, og
den skynder sig med at forlade sine hjemlige, blomstergroede
Bredder for at naa denne mægtige Beiler. Den Stakkar! Und
die Muhmen und die Basen har merket det; derfor rokker de
altklugt og sladrende med de mosgroede Hoveder. Her ved
Fossen er de alt Foreningen nær; men da skyder en lang,
steil Skovryg sig ligesom drillende ud mellem dem. Denne
uventede Hindring har brudt dens Mod, den sagtner sit Løb
og glider stille og resigneret hen mellem de tamme Bredder.
Og de smaa Husmandsstuer med sine hvide Skorstenspiber
speider nysgjerrig efter den.

Nu er vi straks i vor Skov. Vi befinder os nu paa
Skrenten af denne ubarmhjertige Landtunge, der forsinkede
Foreningen af vore Elve. Den udgjør altsaa en lang Halvø
og er ganske bevokset med tæt og skyggerig Skov; man vil
neppe ane, paa hvilket begrænset Terræn man befinder sig,
naar der ikke af og til aabnede sig Vuer ned til Elvene, snart
til den ene, snart til den anden Side. Hvad der giver denne
Skov det særegne tillokkende, er den dybe Fred og Ensomhed,

SIDE: 155

her hersker, medens Dagens Travelhed omgiver os til alle
Sider. Nede i Dalen bruser og klaprer Sag- og Møllebrug;
men al denne Summen, denne forvirrede Lyd bryder sig dæm-
pet og afmægtig mod vort lille Skovasyl og svinder hen i Gra-
nernes Susen. Af og til brager det i Orekrattet; en Ko stikker
nysgjerrig sit Hoved frem, men farer ligesaa hurtig tilbage i
Tykningen; de stakkars Dyr maa undertiden dyrt betale dette
Opholdssteds Skjønhed; det hænder, at de styrter ned i Rev-
ner og Lerfald. Enkelte af dem, der røber et altfor sterkt
Hang til det romantiske og dristige, er man nødt til at binde
en Fjæl for Øinene; de holder sig da oppe paa den glatte,
lige Vei. Det er en ypperlig Opfindelse med slige Fjæle; man
benytter dem med Held ogsaa paa andre Slags Pander. Paa
denne lille Plads vil vi hvile og vente vor Fortællerske, der
vist snart vil indfinde sig. Solen er traadt frem under Sky-
bremmen og sender et glødende Kobberskjær ind mellem de
lave Stammer. Lyset hopper derinde, som om Alferne legte
Guldæble med det. Er her ikke deiligt som i et Eventyr og
især som i Eventyret om den forladte Prinsesse? Vær kun
stille, saa skal De se hende komme vandrende paa sin Søgen
efter den flygtende Elsker. Paa denne Plet vil hun træt og
mødig slumre ind, og den legende Alfeskare vil flokke sig om
hende, tørre hendes Kind og hviske hende trøstende Ting i
Øret, ja maaske sige hende, hvor hendes Elskede er. Kjender
De det smukke Eventyr om den forladte Prinsesse? O vist-
nok; der er mange af dem; men det forunderlige er, at hun
her finder ham igjen. Dette Sagn har jeg selv kunnet i min
Barndom, men jeg har aldrig rigtig vidst Enden paa det. Se,
der har vi jo -- just ikke Prinsessen selv, men en, som ved
god Besked om hende. "Lisbeth Maria, fortæl! . . Goddag,
Lisbeth, her skal jeg forestille dig din Mester, den store, be-
rømte, den rigtige Eventyrmand, han, som kan alle Eventyr,
førend han endnu har hørt dem. Han reiser rundt, blot for
at høre, om I ogsaa kan dem rigtig. Ja, du kan nok neie;
men du behøver ikke at være bange; fortæl du kun trøstig;
han er meget overbærende og hører taalmodig til, om Even-
tyret er aldrig saa langt. Fortæl det smukke, du ved nok, det,
vi var saa glade i, da du fortalte det i Prestegaarden."

"Aa De mener vist det om Presten, der aldrig vidste, naar
Søndagen led? . . ."

"Nei, nei, for alting ikke det!"

"Ja, nu ved jeg, hvilket De mener. Det om Klokkeren, som
stjal Prestens Flesk . . . ."

SIDE: 156

"O, Lisbeth, har du Hjerte til at tale om Klokkere, som
stjæler Flesk, paa dette Sted og i en saadan Belysning! Husker
du da ikke det om Kongedatteren, der søgte efter sin Kjæ-
reste?"

"Jo, Gud bevares, det huser jeg nok . . . Med Tilladels',
ønsker Di at høre det, hvori han er en Bjørn eller en Ulv?"

"Hm, jeg ved ikke . . En Bjørn maaske . . Ikke sandt, As-
bjørnsen? Jeg tror, at de Eventyr, hvori Elskerne er Bjørne,
er de mest nationale."

Medens Lisbeth Maria har taget sit Strikketøi og sat sig ned
paa en stor, afhuggen Træbul for at samle sine Tanker, gaar
vi endnu et Par Skridt videre frem. Jeg vilde gjerne gjøre
Dem lidt bekjendt med denne Figur, der paa mit Vink har
ladet sig tilsyne saa hurtig og beredvillig, som om det kunde
være Lampens eller Ringens Aand. Jeg ser, De ikke ved,
hvad De skal gjøre af hende. Hendes Udvortes har langtfra
noget merkeligt. Det gjør mig ondt, hvis De havde ventet en
af disse rynkede, inspirerede Hekse, der er blevne staaende
Typer. Ikke fordi disse Meg-Merilis'er, skjønt de har tabt sin
Kredit i Romaner, dog tager sig den Frihed at eksistere i
Virkeligheden; vor Eventyrfortællerske er imidlertid ingen saa-
dan. Hun er desværre ikke ældgammel, spaar hverken i Kort
eller Kaffe, hun kan ikke engang hekse. Hvad der kan være
merkeligt ved hende, skal jeg fortælle Dem en anden Gang,
hvis De har Lyst. Der valfartes gjerne én Gang om Aaret
op til hendes Stue, som De kan skimte histoppe paa den
fjerne Skovknat. Hun har nemlig engang været Barnepige i
Prestegaarden, hvor hendes uudtømmelige Skat af Sagn og
Eventyr er faldt i god Jord. Men hvad der straks vil paa-
falde Dem, er noget visst kultiveret i Sproget. Læg blot Merke
til, hvor fint hun modulerer Stemmen, og disse blide, ydmyge
Øine, som hun næsten ikke tør hæve paa Folk, hvilket Liv
de faar! De vil ogsaa bemerke en viss Elegance i Formen i
hendes Eventyr; og med dette er de ligesaa norske som Deres,
Asbjørnsen, hvor den oprindelige Raahed er bibeholdt med
den rosværdigste Kunstfærdighed. Jeg ser Lisbeth trække
utaalmodig i Uldstrømpen; det betyder, at hun er færdig.

HISTORIEN OM DEN FORLADTE PRINSESSE.

Der var engang en Konge, som havde tre Døtre. En Dag,
som han var paa Jagt, kom han til at forfølge en Hjort saa
langt, at han ganske tabte Sporet af sine Svende, og hvor

SIDE: 157

meget han søgte efter Sti og Vei, kom han stedse dybere ind
i den vilde Skov. Det blev alt mørkere og mørkere derinde,
og hverken Hus eller Ly var der at se. Tilsidst blev han
ganske modfalden og satte sig træt og mødig paa en Tue og
beredte sig til at dø. Da bragede det i Buskene, og en stor,
hvid Bjørn skjød lige hen mod ham. Den stakkars Konge
var saa svag, at han ikke magtede at lægge an paa Bjørnen;
han blev derfor siddende og ventede, at den skulde dræbe
ham. Men istedet derfor satte Bjørnen sig paa Bagbenene
foran ham og sagde: "Vær ikke bange for mig, jeg skal
intet ondt gjøre dig; jeg vil tvertimod føre dig paa ret Vei
igjen, hvis du lover mig at give mig den yngste af dine tre
Døtre." Kongen undrede sig nok over, hvad en Bjørn vilde
med hans Datter; men han lovede det dog tilsidst. Da sagde
Bjørnen: "Sæt dig nu op paa min Ryg og hold dig fast
i mit Ragg." Og nu gik det frem over Stok og Sten, indtil
Kongen kunde se Leddet ved Kongsgaarden igjen. "Idag om
et Aar kommer jeg igjen og henter din Datter," sagde
Bjørnen og fór atter ind i Skoven. Fra den Dag af var
Kongen stille og sørgmodig; han tænkte ofte paa, hvad han
havde lovet Bjørnen, og gruede for den Tid, da han skulde
indfri sit Løfte.

Nu var Aaret allerede omme; det var den sidste Dags Aften,
og Kongen glædede sig halvt om halvt ved, at Bjørnen kanske
ikke erindrede Dagen saa nøie. Men i det samme kom en Vogn,
beslaaet med Guld og Sølv, ind i Kongsgaarden og holdt for
Døren. Kongen havde ikke Hjerte til at sende sin yngste
Datter, som var ham kjærest, men befalede den ældste at gaa
ned og sætte sig i Vognen; men Vognen rørte sig ikke af
Stedet. Da befalede han den næstældste at gaa ned; men den
blev endnu staaende. Endelig maatte han overvinde sig og
sende den yngste, og fluks fór Vognen bort med hende. Og
hendes Søstre og Kongen og Dronningen græd og sørgede.
Men Vognen fløi afsted med Prinsessen Dag og Nat, indtil
den endelig holdt udenfor et stort Slot. Hun steg af og gik
ind. Aldrig havde hun set saadan Pragt og Rigdom før; alt
var af purt Guld og Krystal; den ene Sal var gildere end den
anden; men intet Liv var nogensteds at se. Enhver kan vide,
at Prinsessen ikke havde Sind for denne Herlighed; hun satte
sig hen i en Krog og tænkte paa sin Faders Kongsgaard, paa
sine Forældre og Søstre, som hun kanske aldrig mere skulde
faa at se.

SIDE: 158

Tilsidst lagde hun sig tilsengs og græd, fordi hun var saa
alene. Men aldrig saasnart var det blevet rigtig mørkt, saa
kom der noget ind i Kammeret med Rabalder og Larm. Det
stønnede og pustede, og Prinsessen troede, at hendes sidste
Time var kommen. Men istedet derfor sagde en mild Stemme
til hende: "Vær ikke ræd for mig, deilige Prinsesse, jeg vil
dig vel. Vær velkommen i mit Slot. Alt, hvad der findes
her, skal være dit, naar du kun vil lyde mig. Du er fra nu
af min Hjertenskjær. Hver Aften kommer jeg til dig, og hver
Morgen gaar jeg atter bort; men spørg mig aldrig, hvorfra jeg
kommer, eller hvorhen jeg gaar, og prøv aldrig paa at faa min
Skikkelse at se. Ellers vil der overgaa dig stor Elende."
Som han havde sagt, saa skede; hver Aften, naar det var blevet
mørkt, kom han ind i hendes Kammer med Larm og Støi og
sukkede tungt, og hun syntes, hun hørte noget loddent falde
paa Gulvet; og hver Morgen, naar Dagen gryede, ilte han
atter ud. Og naar saa Prinsessen stod op og løb til Vinduet,
saa hun ingen; men henne paa Fjeldet øinede hun i Lysingen
ligesom en stor, hvid Bjørn, der fór afsted, saa Sneen spru-
tede. Da græd hun atter, fordi hun var saa alene, og ingen
af Slottets Herligheder og de kostelige Spil og Tidsfordriv vilde
more hende. Hun stundede efter Aftenen igjen, og først mod
den Tid, da hendes Hjertenskjær skulde komme hjem, blev
hun roligere tilsinds.

Et Aar var gaaet saaledes; da fødte hun en Prins. Hun
kunde knapt bie til Aftenen, saa længselsfuld var hun efter at
fortælle sin Hjertenskjær om Barnet; men hun ventede og
ventede, og han kom ikke; tilsidst fór der en sort Hund ind
ad Døren, tog Barnet og løb bort med det. Prinsessen jam-
rede og vred sine Hænder; men det hjalp ikke. Tiden led;
men hun blev snarere værre end bedre; da sagde hendes
Hjertenskjær en Nat til hende: "Hvorfor sørger du saa? Sig
mig, hvad du ønsker dig; jeg vil opfylde din Begjæring, hvor-
ledes den end er." "Ak," svarede Prinsessen, "jeg længes efter
mine Forældre og Søskende; giv mig Lov til at reise hjem,
saa bliver jeg glad igjen." Han tyktes ikke vel om denne Be-
gjæring, men sagde dog: "Følg ikke din Moders Raad; kun
hvad din Fader siger, skal du høre." Prinsessen lovede det
og reiste. Paa hendes Faders Slot blev der stor Glæde over
alle; hun maatte fortælle alt, hvad der var hændt hende, siden
hun reiste bort i den guldbeslagne Vogn. Men da hun tilsidst
sagde, hvor tungt det var, at hun aldrig fik sin Hjertenskjær

SIDE: 159

at se, sagde Dronningen, hendes Moder: "Her har du et lidet
Stykke Lys; tænd det en Nat, medens han sover, og se paa
ham." Men Kongen misbilligede dette Raad og sagde: "Hav
Taalmodighed, saa faar du ham nok at se." Og Prinsessen
huskede, hvad hun havde lovet, og tog sig vel ivare for at
gjøre, som hendes Moder havde sagt.

Om et Aar fødte hun atter en Prins; men den Aften blev
hendes Hjertenskjær igjen borte, og da det blev Aften, kom
der en Ulv og tog Barnet. Hun sørgede som forrige Gang,
og ikke engang hendes Elskede kunde trøste hende, før han
igjen havde lovet at opfylde, hvilken Bøn hun end gjorde.
"Ak," sagde Prinsessen, "mine to Børn har jeg mistet, og altid
er jeg saa alene; lad mig besøge mine Forældre." Da blev
han ilde tilmode, men sagde dog: "Siden jeg har lovet det,
saa reis; men husk paa at lyde din Fader, men ikke din Mo-
der." Ogsaa denne Gang gav hendes Moder hende det Raad
at lyse paa ham; men Faderen bad hende være taalmodig;
og da hun kom tilbage, gjorde hun, som han havde raadet
hende.

Tredje Gang fødte Prinsessen en Datter, og denne Gang
kom en fæl Drage og tog Barnet. Hun sørgede end mer end
nogen af de forrige Gange, og da hendes Hjertenskjær tilsidst
havde lovet at føie hende i, hvad hun bad om, sagde hun: "Mine
tre Børn har jeg tabt, og dig faar jeg aldrig at se; lad mig reise
hjem til mine Forældre." Da blev han meget bedrøvet og
sagde: "Alt andet maatte du heller bedt mig om. Men husk
paa, hvad din Fader formaner dig til." Og Prinsessen reiste
og fik de samme Raad af sine Forældre. Men denne Gang
kunde hun ikke bare sig. Den første Aften, efterat hun var
kommen hjem, stod hun op, og da hun merkede, at hendes
Elskede sov, tændte hun Lyset, som hendes Moder havde
givet hende, og saa den deiligste Prins, som nogen kunde se
for sine Øine. Men udenfor Sengen laa en hvid Bjørneham.
Af Forfærdelse herover kom hun til at spilde en Draabe varm
talg paa hans Bryst, og straks vaagnede han. "Ak, hvad har
du gjort," raabte han; "havde du kunnet bare dig denne Gang,
var jeg bleven frelst; nu er alt forbi, og du faar mig aldrig
mer at se." Og straks blev han til en stor, hvid Bjørn. Prin-
sessen jamrede og faldt paa sine Knæ og bad saa inderlig
vakkert at han vilde tage hende med. "Saa sæt dig da paa
min Ryg," sagde Bjørnen, "men skynd dig;" og da var den
alt saa vild, at den neppe kunde styre sig. Prinsessen satte

SIDE: 160

sig paa dens Ryg, og nu gik det afsted over Land og Strand,
over Mark og Skov og Bjerg og dyben Dal, uden Stans eller
Hvile. Da saa hun langt borte noget skimre ligesom en liden
Stjerne. "Hvad er det, som lyser?" spurgte hun. "Der bor
min ældste Søster," svarede Bjørnen, "og der er dit ældste
Barn: gaa derop og forlang, at hun sender mig en Okse til
at stille min Hunger ved, forat jeg ikke skal æde dig. Men
kom snart tilbage, ellers farer jeg uden dig." Hun gjorde,
som Bjørnen forlangte, og gik til dens Søster. Og denne sendte
straks en Okse ned; men for hende dækkede hun et prægtigt
Bord, satte de deiligste Retter derpaa og bad hende spise.
Prinsessen afslog det; men hvor meget hun end skyndte sig,
saa fnøs dog allerede Bjørnen af Harme, da hun kom tilbage;
og nu gik det atter afsted over Land og Strand, over Mark og
Skov og Bjerg og dyben Dal, uden Stans eller Hvile, indtil
Prinsessen langt borte saa noget, der lyste ligesom en Maane.
Og da hun spurgte, hvad det var, brummede Bjørnen: "Der
bor min næstældste Søster, og der er dit næstældste Barn;
gaa derop og bed hende sende mig to Okser. Men kom straks
tilbage, hvis du vil følge med." Og nu skede det som forrige
Gang: Bjørnens Søster dækkede Bord for hende og lovede at
vise hende hendes Barn, hvis hun vilde bie og spise. Det var
med Nød, at hun kunde komme bort; og da hun kom ned til
Bjørnen, fnyste den af Raseri og sagde: "Var du ikke kom-
men nu, var jeg reist, og du havde aldrig set mig mere."
Og atter gik det afsted over Land og Strand, over Mark og
Skov og Bjerg og dyben Dal, Nat og Dag, uden Stans eller
Hvile, indtil Prinsessen langt borte saa noget lyse som en Sol.
Og da hun denne Gang spurgte, hvad det var, sagde Bjørnen:
"Der bor min yngste Søster, og der er dit yngste Barn; gaa
derop og bed hende sende mig tre Okser; thi jeg lider svarlig
af Hunger. Men skynd dig endnu mere end før." Og det
skede som de forrige Gange, at Bjørnens Søster dækkede
Bord for hende og bad hende bie og lovede hende at vise
hende hendes Barn. Men hun stod alt paa Trappen og vilde
gaa; da hørte hun sit Barn græde. Nu kunde hun ikke bare
sig; men skjønt hun skyndte sig saa meget, at en liden Fugl,
som var fløiet op fra Marken for at sætte sig paa Taget, da
hun løb ind, endnu ikke havde naaet det, da hun kom ud
igjen, var dog allerede Bjørnen borte, da hun kom ned i Sko-
ven, og langt borte paa et Fjeld kunde hun se det lyse i det
hvide Skindet paa den.

SIDE: 161

Hun løb, saalænge hun kunde, og mente at naa den igjen;
men det varede ikke længe, før hun ikke kunde øine den
mere. Men hun blev ved at gaa og gaa; hun vilde naa den,
om hun skulde vandre til Verdens Ende. Tilsidst kom hun
til et høit Glasbjerg, hvor der ei var Spor eller Revne at sætte
sin Fod i; her maatte hun stanse. Medens hun stod der og
vred sine Hænder, kom der en gammel Kone til hende. "Hvad
græder du for, mit Barn?" sagde Konen. Prinsessen fortalte
hende alt og bad hende om Hjælp. "Græd ikke," sagde Ko-
nen, "kanske jeg kan hjælpe dig. Her har du en Pose med
Ben; af dem skal du lægge ett og ett op efter Glasbjerget; saa
kommer du over, og naar du er kommen over, skal du for-
lange Tjeneste i det første Hus, du træffer." Dermed tog
Prinsessen Posen, og for hvert Ben, hun lagde, blev der et
Trin i Bjerget. Endelig kom hun til en Port. Hun bankede
paa, og en styg, fæl Heks kom ud. "Hvad vil du?" sagde
Trollet vredt og heksede til hende. "Jeg vil gjerne have Tje-
neste her," sagde Prinsessen. "Kom ind, saa faar jeg se, om
du duger til noget," sagde Heksen; og da hun kom ind, gav
hun hende en Kurv sort Uld. "Denne Uld skal du vaske, til
den bliver hvid," sagde hun; "kan du ikke det, saa afliver jeg
dig." Prinsessen begyndte da at vaske; men det hjalp ikke;
hun vaskede, til hendes Fingre blev saare; men Ulden blev
lige sort. Da kom en fremmed Prins hen til hende og sagde:
"Vil du kalde mig din Hjertenskjær, skal jeg hjælpe dig."
"Ak nei," sagde Prinsessen, "en Hjertenskjær har jeg havt;
men ham faar jeg aldrig mere at se." Da Prinsen hørte dette,
var det, ligesom han havde ondt af hende; han rørte blot ved
Ulden, og straks blev den hvid som Sne. Prinsessen gik til
Heksen dermed, og da hun fik den at se, blev hun vond og
sagde: "Det har du ikke suget af dit eget Bryst!" Derpaa
gav hun hende et stort Skrin og sagde: "Dette skal du bringe
hen til min Søster, der bor i næste Gaard, men vogt dig vel
for at aabne det underveis." Prinsessen tog Skrinet og gik;
men da hun kom i Skoven, fik hun en forfærdelig Lyst til at
se, hvad der var i det. Hun satte sig da paa en Tue og
tænkte: "Jeg vil bare titte lidt i det;" men aldrig før aabnede
hun det noksaa lidet, før en Mængde Ormer og Padder krøb
ud af det. De krøb mod Syd og Nord og Øst og Vest og
blev borte for hendes Øine. Af Forfærdelse slog hun Hæn-
derne sammen; men borte var de. Da kom Prinsen igjen til
hende og bad atter om hendes Kjærlighed; men hun svarede

SIDE: 162

som før, og han syntes atter Synd i hende, tog Skrinet, og
neppe havde han aabnet det, før alle Ormene og Padderne
kom krybende og hoppende fra Nord og Syd, Øst og Vest og
smuttede i Skrinet igjen. Prinsen lukkede det og sagde:
"Skjønt du ikke vil være mig til Vilje, vil jeg give dig gode
Raad. Her har du et Tørklæde og et Stykke Kjød;" og han
lærte hende, hvad hun skulde gjøre dermed. Prinsessen gik
nu til Gaarden; men da hun skulde gjennem en Port, slog
den hurtig til og vilde klemme hende; hun stak straks Tør-
klædet imellem og sagde: "Klem dette og ikke mig," og Por-
ten gjorde saa. Da hun kom ind i Gaarden, fór en stor Hund
mod hende; men hun kastede Kjødet til den og sagde: "Slug
det og ikke mig," og Hunden gav sig til at æde det. Da hun
var kommen ind til Heksen, som boede her, og som var
endnu styggere end sin Søster, blev hun buden at sætte sig
ned, hvorpaa Heksen kogte en Pølse, som hun satte for hende
og bad hende spise. Men Prinsessen vogtede sig vel derfor
og kastede Pølsen under Bordet. Da Heksen kom ind igjen,
spurgte hun: "Har du nu spist?" "Pip, pip! her er jeg under
Bordet," sagde Pølsen. "Ho, ho!" sagde Heksen og satte den
atter for hende. Dennegang kastede Prinsessen den bag
Bænken; men Pølsen sagde atter, hvor den var. "Foragter
du endnu engang min Kost, jager jeg dig ud til Hunden,"
sagde Heksen. Dennegang tog Prinsessen den og stak den
i Barmen. Da Heksen kom ind, sagde Pølsen: "Pip, pip!
her er jeg i Barmen." "Er du i Barmen, kommer du vel i
Tarmen!" sagde Trollet, som troede, hun nu havde spist, og
lod hende gaa. Da Heksen, hos hvem hun tjente, saa, at hun
var sluppet saa vel fra alle de onde Snarer, sagde hun arrig:
"Det har du ikke suget af dit eget Bryst." Og hun begyndte
at studere paa ny Ondskab. Om Aftenen, da hun sad tilbords
med Prinsen, gav hun Prinsessen et Vokslys og sagde: "Du
skal lyse os du; hold dette!" Og Prinsessen gjorde saa. Men
Lyset blev kortere og kortere, og ikke heller kunde hun slippe
det; thi hendes Fingre var blevne stive. "Ak, jeg brænder
mig," raabte hun. Da gik Prinsen hen til hende og sagde:
"Vil du kalde mig din Hjertenskjær, skal jeg hjælpe dig."
"Nei," svarede Prinsessen, "du ved, jeg har en Hjertens-
kjær," og Lyset brændte. "Ak, jeg brænder mig, hjælp mig!"
skreg Prinsessen paany. "Vil du da kalde mig din Hjertens-
kjær?" sagde Prinsen. "Ak nei," svarede hun; og Lyset
brændte dybere ned. Da i det samme faldt det som Skjæl

SIDE: 163

fra hendes Øine, og hun kjendte sin forrige Elskedes Stemme.
"Saa hjælp mig da, min Hjertenskjær!" raabte hun, og da
Heksen hørte dette, revnede hun af Harme. Da var Prinsen
frelst for bestandig; og nu fortalte han, at denne Heks havde
fortryllet ham og forvandlet ham til en Bjørn. Kun om
Natten, og naar han var i Heksens Gaard, faldt Bjørneham-
men af ham; men aldrig før gryede det af Dag eller forlod
han hendes Gaard, før han blev til et vildt Dyr, der maatte
løbe om i Skoven og dræbe alt, hvad han traf paa, indtil han
kunde finde en, der kunde løse Troldommen. Alt det Guld
og Sølv, der fandtes hos Heksen, samlede de sammen og drog
derpaa hjem til Prinsens Slot. Paa Veien tog de Børnene
med og levede siden i Glæde og Kjærlighed. Og da hendes
Fader døde, arvede han Riget. Snip, Snap, Snude, her er
Eventyret ude.

Mange tak, Lisbeth. Det var et smukt Eventyr, ikke sandt,
Asbjørnsen? Vort nordiske Psychesagn . . . . Mit, siger De? Ja,
jeg ved ikke, om det vil smage ovenpaa. Lisbeth vil nu slet
ikke synes om det. Hvad Landsmand det er, om det er na-
tionalt? Ne -- i, det er det just ikke. Spansk, fransk, persisk,
maurisk, magyarisk? Heller ikke. Altsaa ikke europæisk?
Nei. Saa maa det være fra den anden Hemisfære? Heller
ikke. Ih for Fanden, er det da ikke fra denne Klode? Ja,
det er netop det, jeg ikke er ganske viss paa. Jeg skal for-
tælle Dem, hvordan jeg egentlig har faaet fat paa det. De er-
indrer nok forleden Aar det merkværdige Fænomen, der satte
alle vore Naturforskere og Geologer i Oprør og Ekstase, jeg
mener det med Maanestenene. Alverden havde allerede kjølet
sin Nysgjerrighed paa disse gaadefulde Prøver af en anden
Klode, Læge og Lærde havde kjevlet og skrevet om dem, da
jeg ogsaa en Dag gik hen for at tage dem i Øiesyn, og her
gik det virkelig, som det staar i Visen: Was das Aug' des
Verständ'gen nicht sieht, das schauet in Einfalt ein kindlich'
Gemüth; -- idet jeg staar og vender og dreier paa en af disse
Stene, bemerker jeg ved at holde den skraa mod Lyset en
mørkere Firkant omtrent af en Tommes Diameter, der syntes
at være af en uensartet Bestanddel. Ganske rigtig! den gav
efter ved at bankes paa, og det lykkedes mig ved Hjælp af en
Naal at tage den ud. Stenen var hul; men i Hulningen laa
en Rulle ikke større end et sammenrullet Blomsterblad, saa
fint og hvidt, som om det lige var revet ud af en Rosenkalk.

SIDE: 164

Jeg listede mig hjem med mit Fund, og her brød jeg mit Ho-
ved Nat og Dag i lang Tid over det lille gaadefulde Blads
Tilværelse og Betydning, indtil det med ett faldt mig ind at
sætte det under et Mikroskop. Døm om min Forbauselse, da
der viste sig den sirligste, reneste Skrift! Jeg gjennemlæser
det lille Manuskript med stigende Forundring; thi hvorfra det
end skriver sig, saa hidrører det upaatvilelig fra et Væsen,
der har havt Anledning til at paavirkes af vort Sprog, vor
Kultur. Et helt lidet Eventyr, som jeg straks skrev af, og det
er dette Eventyr, som jeg nok sikkert tør paastaa, Asbjørn-
sen, at De ikke kjender endnu. Om De vil optage det i Deres
Samling, staar til Dem selv. Jeg vil nu fortælle det ordret
som følger.

Camilla Collett

SIDE: 165

PRINSESSE KILLINKAS VENINDE.

Der var stor Sorg i Fekongens Gaard; hans Datter, hans
eneste Datter, den uforlignelige Killinka Misseline, havde
mistet sin kjæreste Veninde, og hun vilde ikke lade sig trøste.
Alt var forsøgt, Reiser, Baller, Turneringer, Charader og Gaader;
intet vilde hjælpe. Reiser var besværlige og farefulde; thi
Kongens Besiddelser indtager jo den eneste grønne Plet paa
vor Klode; Resten afgiver kun et uveibart Terræn, med høist
mangelfulde Befordringsmidler, og Forlystelser erindrede hende
kun altfor meget om hendes kjære Lilili, som overalt havde
været hendes uadskillelige Ledsagerske. Man kan dømme om,
hvordan Prinsessen havde elsket denne Veninde, da hun endog
savnede hende ved Festerne!

Da sendte Kongen Bud efter den gamle Alpino, Stjerne-
tyderen, den viseste Mand i hans Rige; han vidste maaske et
Raad. Den gamle Alpino rystede paa Hovedet, men mente
dog tilsidst, at man maatte forsøge paa at skaffe Prinsessen en
anden Veninde.

"Ak," svarede Kongen, "det har vi længe foreslaaet hende;
men hun vil ingen have."

"Herfra maaske ikke; men om vi skaffede hende en fra en
anden Klode, fra Jorden f. Eks.?"

"Paa Jorden skal der være slemme Folk," indvendte Kongen.

"Baade slemme og ikke slemme, onde og gode; de er
interessante," forsikrede den vise. Han kunde tale om det;
thi han havde engang i sin tidlige Ungdom været paa Jorden,
havde reist meget der, og han kjendte Menneskene. Endnu
mangen Jordskinsnat kunde han holde sin Kikkert rettet mod
den store, skjønne, lysende Klode, opsøge alle de Steder, han
der havde besøgt, og tabe sig i vemodige Erindringer.

Kongen maatte give efter; det er et Forsøg værd, mente han.
Og saa blev Lyn, det rappeste, dristigste og behændigste af
alle Feernes Sendebud, udsendt til det vigtige og delikate

SIDE: 166

Erende. Lyn skulde bereise Jorden for at udsøge blandt dens
Døtre den, der aflagde det største og sjeldneste Bevis paa
Venskab, og som derved gjorde sig værdig til at føres op til
vort Rige og blive den skjønne Killinka Misselines Veninde.

Som man kan vente, var Lyn øieblikkelig færdig til Reisen,
og han vilde allerede været afsted, var der ikke indtruffet et
af disse uberegnelige Tilfælde, som ikke engang Feer kan sikre
sig imod.

Usynlighedsbeltet, der opbevaredes i Kongens Palads tillige-
med de andre Regalier og Klenodier, fandtes ikke. Det maatte
være bortstjaalet. Den skyldige blev vel opdaget og straffet,
og det var ingen mindre end en af Hoffets Damer, der havde
benyttet det til en "Tur paa Landet". Men hun havde maaske
ikke vidst eller tænkt paa, at kun i et eneste Tilfælde taber
slige Belter sin Kraft, og det er, naar Damer gjør hemmelige
"Ture paa Landet"; saa havde hun ikke agtet det for noget,
og det var gaaet tabt. At skaffe et nyt Usynlighedsbelte var
der ingen Tid til; thi nu var Prinsessen indviet i Sagen; hun
interesserede sig levende for den og skyndte utaalmodig paa
Reisen. Den gamle Alpino vidste atter en Udvei.

"Jeg kjender en Mand dernede," sagde han, "som eier nogle
Galoscher, kaldet "Lykkens Galoscher", der har den samme
Egenskab. Han har egentlig tvende Par, et Par, som han
laaner til andre, og de bliver da usynlige; det andet Par bruger
han mest selv paa sine mange Reiser; de har netop den mod-
satte Virkning; med dem bliver man dobbelt saa stor, som
man er. Han har havt mange Berørelser med Feverdenen;
han kjender os godt; naar du beder ham artig om at laane dig
Usynlighedens Galoscher, saa gjør han det med Fornøielse;
men for Maanens og alle Kometers Skyld, tag ikke feil af dem!"

Maaneder gik; da en vakker Morgen lød det Budskab over
hele Kongens Rige: Lyn er kommen tilbage! Kl. 10 den
næste Dag skulde han i et høitideligt Foretræde aflægge Regn-
skab for Resultatet af sin Sending.

Den berammede Time slog, og Lyn traadte ind alene. Paa
Tronen, omgivet af sin fornemste, fortroligste Hofkreds, sad
Fekongen i al sin Pragt; ved hans Side Prinsessen, fra Top
til Taa indhyllet i et sort Slør, saa fint som Spindelvæv; thi
dette vilde hun først aflægge den Dag, hun fik den nye Ven-
inde. Ved Kongens venstre Side havde den ærværdige Alpino
indtaget et lavere Sæde.

"Og du fører ingen Veninde med dig tilbage, den hele kost-
bare Ekspedition forgjæves?" spurgte Kongen med et mørkt

SIDE: 167

Blik, som han med særegen Betydning lod dvæle ved den
gamle Alpino, hvis Raad og altfor store Tillid havde været
Skyld i den.

"Deres kongelige Majestæt ville naadigst høre sin Tjeners
Forklaring, førend han dømmer ham. Ikke at jeg ei blandt
Jordens Døtre har fundet baade rørende og ophøiede Træk af
Venskab! Jeg har tvertimod oplevet saa mange saadanne Træk
 -- ja det ene forekom mig altid skjønnere end det andet -- ,
at jeg blev uenig med mig selv og turde ikke paatage mig det
Ansvar at vælge. Da vilde jeg heller vende tilbage og fore-
lægge min Rapport, forat Prinsessen, naar jeg havde meddelt
de merkeligste af mine Erfaringer og Oplevelser, kunde over-
veie selv og træffe sit eget høie Valg."

"Lyn har optaget meget af Jordbeboernes Maade at udtrykke
sig paa," sagde Kongen, synlig formildet, henvendt til den
gamle Alpino.

"Meget," sagde denne rørt, "meget."

"Fortæl," sagde Kongen, "fortæl kun alt, hvad du har op-
levet."

"Lykkens Galoscher havde jeg min Nød med at faa. Den
omtalte Mand traf jeg vel; men han sagde mig temmelig for-
nemt, at han i den sidste Tid havde afbrudt alle Forbindelser
med Feerne, og det var kun, da jeg fremtog Deres kongelige
Majestæts allernaadigste Anbefalingsskrivelse -- -- -- "

"Ikke for lange Indledninger," afbrød Kongen, der saa, at
Prinsessen havde den største Møie med at tvinge sin Utaal-
modighed. "Til Sagen!"

"Jeg tog da mit Reisekart frem, som den vise og høilærde
Mester Alpino havde udarbeidet til dette Brug. Efterat jeg
havde merket mig de vigtigste Punkter, hvor han troede, jeg
med størst Held kunde drive mine Efterforskninger, tog jeg
først en Flugt i østlig Retning over det store Verdenshav hen
mod en Cyklus af Øer, som hedte Venskabsøerne. Jeg kunde
ikke tvile paa, at disse Øer havde en besynderlig, for mig
gunstig Grund til at føre dette Navn, og jeg dalede lige ned i
Kong Ohuhaohutututus Palads. Men Himmel, hvilken Feil-
slutning! Prinsessen havde vistnok Veninder; men hun for-
tærede en af dem til Frokost hver Morgen. Femti saadanne
Veninder indesperredes til denne sørgelige Bestemmelse under
Opsigt af Overhofmesterinden, der hver Morgen afhentede en
af disse ulykkelige. Nogle af dem havde forsøgt at udsulte
sig for i det mindste at vinde en Galgenfrist; men Prinsessens
Smag var saare lunefuld; undertiden syntes hun netop at fore-

SIDE: 168

trække de magre. Den blide Hengivenhed, hvormed de fandt
sig i sin Skjæbne, rørte mig dybt; kun Venskab, syntes jeg,
kunde give dem Styrke til at bringe slige Ofre. Jeg spurgte
da, om ikke en af dem kunde have Lyst til at følge mig og
indtage en Plads som Veninde hos en ædel, høibaaren Person,
der havde havt den store Sorg at miste sin. Dertil var de
alle meget villige; men da de hørte, at det var en Prinsesse,
fik de igjen Betænkeligheder og mente, at det omtrent kom
ud paa ett, om de blev ædt af den ene eller den anden Prin-
sesse, ja naar det endelig skulde være, foretrak de sin egen,
saa blev de i det mindste anrettede paa fædrelandsk Vis."

"I Nisser og Trolle!" raabte Kongen og Prinsessen forfær-
det. Den gamle Alpino taug med en drømmende Mine. "Ganske
som jeg hørte dem tale, ganske som jeg hørte dem," mumlede
han.

"Jeg forlod dette frygtelige Hof og styrede min Kurs til
Europa, hvor jeg haabede at finde mildere Seder, og jeg dalede
netop ved Solnedgang lige ned paa en Kirkegaard i en By i
det tyske Land. En Gravhøi hævede sig der merkelig fremfor
de andre ved den Skjønhedssans, den ømme Omsorg, hvormed
den var fredet. En hvid Marmorsten, paa den ene Side en
afbladet Rose i Relief, paa den anden en opflyvende Sommer-
fugl, kun betegnet med et kvindeligt Navn, tvende Datumer,
fire udtryksfulde Linjer og et: "Ømt Venskab satte hende dette",
hvad behøvedes der mere! Her saa man tydeligere, end alle
langt udtværede Epitafer og Panegyrikker kan sige det, at den,
der slumrede derunder, havde været ung, smuk, sjælfuld og
elsket! Da tren en sortklædt Skikkelse ind ad Porten og
nærmede sig Graven. Veninden var det, en Dame i sine
bedste Aar, liden, men af anselig Skikkelse. Længe stod hun
bøiet over Graven med Panden lænet mod det kolde Marmor;
paa Armen havde hun en Krans, en vidunderlig deilig Krans
af Roser og Tulipaner."

Kongen tørrede sine Øine. "Min Datter, Tulipaner! Netop
din Yndlingsblomst. Tænk at faa en saadan Tulipankrans paa
sin Grav!"

"Paa Graven bryder jeg mig ikke en Snus om den," sagde
Prinsessen mut.

"Hvilken Veninde hun maa have været!"

"Hun var formodentlig et Slags Testament."

Men ingen forstod, hvad Prinsessen mente. Kongen rystede
blot paa Hovedet, som han pleiede, naar den skjønne Killinka
talte i Gaader, og gav Lyn Tegn til at fortsætte.

SIDE: 169

"Jeg gjorde flere Udflugter i de sydlige Strøg af Europa, dog
uden noget synderligt Held. Venskabet syntes ikke at trives i
disse hede Himmelstrøg, hvor Lidenskaben og Jalousien har
et for stort Spillerum. Saa tog jeg en nordostlig Retning og
naaede en Aften en af de flade, sandige Lande, der omcirkler
den østlige, trange Bugt af Havet. Længe fløi jeg over de
øde, vinterlige Skovstrækninger i det Haab at naa en By eller
et Slot. Mørket faldt paa; jeg var træt, og jeg dalede ned i
en ussel Bondehytte inde i det tykkeste, vildeste og ensomste
af Skoven. Hvilken Scene blev jeg der ikke Vidne til! Paa
Stuens eneste fattige Leie laa en ung Kvinde, deilig var hun
end; men hun skulde dø; allerede havde Døden berørt Pande
og Mund og lukket den sidste; kun i Øiet dirrede endnu Livets
sidste Gnist, og hun havde det stivt fæstet paa en anden Kvinde,
der stod opreist foran hende i Sundhedens og Skjønhedens
fulde Glans. En høi, bydende Skikkelse var dette; iført den
rige, med Pelsverk ombremmede Fløielskaabe, fyldte hun med
sit ballonartede Omfang næsten det hele Rum. Bag Gjærdet
stod en middelaldrende Bondekone med simple, haarde Træk;
med den ene Haand holdt hun en Praas i Veiret, med den
anden søgte hun at lette den døendes Hoved lidt fra det lave
Leie.

"Dø i Ro, arme Naritska," sagde den høie. "Ingen skal ane
det, ingen skal faa det at vide."

Den døende gav intet Tegn; maaske brød hun sig ikke mere
om, at nogen fik det at vide.

"For den lille skal jeg sørge, som om han var min egen.
Hører du, Naritska, som min egen."

En smertelig Trækning med Øielaaget antydede, at hun
havde forstaaet det.

"Og tilgiver du ham . . Naritska, tilgiver du?" sagde Ven-
inden mere dæmpet og bøiede sig ned til hende.

Da fløi et Smil over Naritskas Træk, som om hun vilde leve
igjen; men i det samme berørte Døden hendes Øine.

Den høie Dame lagde hendes Hænder i Kors, kyssede hende
paa Panden, og saa tog hun sit Fine, rigt broderede Tørklæde
og bredte over den dødes Ansigt. En sagte Lispen mellem sine
egne foldede Hænder, et bristende, et -- lettende Suk; derpaa
greb hun noget, der saa ud som en Bylt, der laa nede ved
Fødderne af den døde, hyllede den omhyggelig ind i Kaaben,
kastede en fyldt Børs paa Hovedgjærdet og gik hurtig ud af
Hyttens Dør. Udenfor stampede Hestene i Ishaalkene, saa
det sprutede; det røg af dem; de havde gjort en lang Reise,

SIDE: 170

og de rystede utaalmodig i Bjeldespillet. "Kjør hurtig," raabte
hun bortvendt og hyllede sig tættere i Sløret, som taalte hun
ikke at se Huset, og snart tabte Bjeldeklangen sig i den sne-
tyngede Skov."

Der blev en lang Taushed. Kongen saa forventningsfuld
paa sin Datter. Ganske som hendes egen!

"Hun havde formodentlig taget Kjæresten fra hende, den
høie, prægtige Dame!"

Kongen rystede atter dybt sukkende paa Hovedet. Han
begyndte at mistvile om et heldigt Udfald af Lyns Sendelse;
thi endnu havde hans Beretninger, hans underfulde Beret-
ninger, ikke formaaet at vække Spor af Deltagelse hos den
skjønne Killinka.

"Jeg forlod disse triste, mørke Skove og flagrede med den
frembrydende Vaar mod Vest, hvor Fastlandet forgrener sig
ud mod det store Verdenshav. Langt fra øinede jeg i en Krog af
dette nogle Pletter, der glimtende i Solskinnet lignede en Bundt
grønne Skreppeblade, men som paa nærmere Hold viste sig
at være nogle Øer. Men hvilke Øer! Den ene deiligere end
den anden, grønnere end den anden, vuggede de sig med
Slotte, Haver og Skove paa den blanke Sø. Fortabt i dette
Syn drev jeg langsomt opad den længste og anseligste af disse
Øer. Ikke langt fra dens nordlige Pynt hævede sig et stolt
Herrehus høit op over Skoven. Til de tre Sider speilede det
sine røde Taarne og Gavle i den brede Kanal; til den fjerde,
den lune Solside, laa Haven, der strakte sig lige ned til Fjorden.
I Lysthuset, bygget af Roser og Vedbend, stod en Mand og
en Kvinde, begge i Livets Flor. Han var en stolt, herlig
Skikkelse nær Livets Høidepunkt, hun i sin lyseblaa, rige,
brusende Kjole, det blege, fine Hoved lidt bøiet forover, lignede
denne pyramidalske Pragtblomst, som benævnes Arons Stav,
naar den i Middagssolen hænger lidt med Toppen.

"Lucie," sagde han og holdt hendes Hænder fast; "lad det
være sidste Gang . . . Lad os skilles, Lucie, medens vi endnu
er uden Skyld. Til Eveline er jeg bunden ved alle Taknem-
melighedens og Pligtens Baand. Vi maa skilles, Lucie; -- 
vi maa."

"Naar De vil det! . . Farvel da," sagde hun og søgte at rive
sig løs.

"Vent, Lucie . . det er sidste Gang, vi sees . . . Grusomme,
dyrebare Lucie! Dine Øine er brune, som jeg sagde . .!"

"O, Armand, at du kan spøge! . . . I en Time som
denne!"

SIDE: 171

"Jeg spøger ikke, Lucie; det er mit Alvor, mit fulde Alvor,
mit ramme, ramme . . . Lucie!" Han saa henrykt paa
hende.

Atter talte de om at skilles, men aldrig paa én Gang; saa
blev der ikke noget deraf. Naar den ene vilde slippe, holdt
den anden fast.

Da raslede det i Buskene. Foran dem stod en slank, meget
høi Dame, aldeles uden Ballon. Lucie havde givet et Skrig,
han gjorde en Bevægelse, som om han vilde bøie et Knæ.
Men hun tog Venindens Haand, lagde den i hans og sagde:
"Lucie, Armand, vær lykkelige."

"Nu endelig, min Datter," sagde Kongen, idet han dybt trak
Veiret. "Det kan man kalde noget!"

"Hvor gammel var hun?" spurgte Prinsessen.

"Ja, hvor gammel var hun?" gjentog Kongen. "Havde hun
en passende Alder?"

"Alle Tal har jeg noteret, Deres Majestæt," sagde Lyn.
"Jeg forstaar dem ikke ganske selv; men jeg har stolet paa,
at vor vise og lærde Mester kjender alle Menneskers Chifre
og Tegn."

"Lad se," sagde den vise og satte sine Briller paa. "5 -- 0,
femti, femti Aar var denne høimodige Veninde."

"Var hun femti! O, ja da kunde hun saamen gjerne afstaa
ham! Og det er den bedste, du ved!"

"Naadigste Prinsesse, jeg hørte ogsaa en Dame omtale, der
havde bevaret sin Venindes Hemmelighed et helt Aar."

"Et Aar, hvor længe er det? Hvor mange Minutter?"

Den vise Alpino maatte atter til at regne. "Der er 60
Minutter i en Time, 24 Timer i et Døgn. Disse Tal multipli-
cerede udbringer 1440 Minutter i Døgnet; et Aar eller 12 Maa-
neder bestaar af 365 saadanne Døgn, 365 Gange 1440 Minutter
udgjør altsaa en Sum af 525 600 Minutter."

"525 600 Minutter? Alle gode Alfer! og i hele den Tid skal
hun have været sin Veninde tro og bevaret hendes Hemme-
lighed! 12 Maaneder! Det allerhøieste, en Feveninde kan
bevare en saadan paa, er 12 Minutter! Hvor er hun? Hvor
er hun at finde, dette sjeldne Eksemplar?"

"Ak," svarede Lyn, "jeg har havt den Ære at sige Deres
kongelige Høihed, at jeg ikke selv har set hende, men har
blot hørt hende omtale."

"Nar, Dumrian," raabte Kongen, "man har havt dig til
bedste. Og slige Historier har du ladet dig trykke i Øinene.
12 Maaneder! Har man hørt saa galt!"

SIDE: 172

"Og det er alt, hvad du har oplevet," sagde Prinsessen for-
agtelig, "og nogen bedre end disse ved du ikke?"

"Naadigste Fyrstinde," sagde Lyn mere og mere modløs;
thi han merkede nok, at det var en Umulighed at gjøre Prin-
sessen tillags, -- "hvad jeg siden oplevede, er saare ubetydeligt
og vil neppe kunne blive Gjenstand for Deres kongelige Høi-
heds naadigste Overveielse."

"Lad mig om det; fortæl kun!"

"Ja, fortæl kun," gjentog Kongen mekanisk. Han havde
ganske opgivet Haabet.

"Nede paa de grønne Øer havde jeg hørt sige, at det første
Land, man kom til, naar man gik over den store Sø mod
Nord, var Ultima Thule, og man vilde ikke træffe paa Sprog
og Dannelse, førend man naaede "Grønland". Jeg blev derfor
ikke lidet forundret, da jeg istedenfor den formodede Sne- og
Isørken saa nedenunder mig et stort Bjergland i de besynder-
ligste, eventyrligste Former. Det saa ud, som om engang i dets
Lavatilstand en Jettearm havde raget det med en Glorive ud
til alle Sider, ladet det saa stivne og tilsidst slaaet det i Knas
rundt om Kanterne, forat ingen Fremmed skulde kunne trænge
ind, men Jetterne have det for sig alene. I Førstningen troede
jeg, det ikke var beboet; men ved at se nærmere til opdagede
jeg, at de lyse Furer var ligesaa mange Dalstrøg, hvori der
boede levende Mennesker; efterhaanden øinede jeg ogsaa Broer
og Byer og flere Tegn paa en Slags Civilisation. Jeg styrede
til den smukkeste og anseligste af disse Byer ved Enden af
en lang, smal Fjord. For at være ganske sikker i min Sag
paatog jeg mig den Skikkelse, Fader Alpino laante mig, som
jeg ved alle personlige Anledninger har benyttet, og spurgte en
Mand paa Gaden, om dette virkelig var Ultima Thule. Han
saa forundret paa mig og rystede taus paa Hovedet, hvilket
igjen bestyrkede min Mistanke om, at der intet Sprog gaves.
Men nu fik det staa til; jeg udsøgte mig et af de Huse, hvis
Ydre tillod de gunstigste Slutninger med Hensyn til Beboerne,
og gled usynlig ind i Familiens daglige Samlingsværelse. Ny
Forbauselse! Ogsaa her Spor af Kultur, endog en viss Komfort:
Glasvinduer, Gardiner for samme, Tænger til at gribe Ilden
med, Blomsterpotter, Fuglebure og flere saadanne Luksus-
gjenstande overraskede mig saa meget behageligere, som jeg
saa lidet ventede det. I Midten af Salen stod et Bord, omkring
hvilket der sad otte Damer, der drak Kaffe og Chokolade.
Den ene af disse Damer reiste sig under de øvriges venskabe-
lige Beklagelser, tog Afsked og gik. Der fulgte en Taushed

SIDE: 173

af nogle Sekunder, saa længe som hun kunde behøve til at
komme ned af Trappen. Paa Jorden har jeg hørt sige, at
naar der bliver en pludselig Taushed i et Selskab, gaar der en
Engel gjennem Værelset; jeg saa ingen; han maa have skyndt
sig umaadelig for at komme ud. Da nævnte den Dame, der
lydeligst havde beklaget, at hun gik, hendes Navn med en
Betoning og i en Forbindelse, hvorover Naboersken stak i at
le. En af de andre lagde en noget plump Bemerkning til,
som Nr. fire og Nr. fem optog og gav baade Brod og Vinger,
og nu faldt alle disse Damer forenede over den stakkars Bort-
gangne. Jeg vil ikke sige, at alt, hvad de sagde om hende,
var ondt og giftigt; de sagde blot saa meget, ja alt, hvad næsten
kan siges om et Menneske. Det gik som Kjepper i Hjul, den
ene begyndte, hvor den anden slap, og saa faldt de allesammen
ind i Kor. Da de var færdige med det ydre, tog de fat paa
det indre: Væsen, Tænkesæt, Temperament, Religion, huslige
Forhold, alt, hvad der pleier at være Feers og Menneskers
hellige Eiendom, alt blev antastet og undersøgt med en Grun-
dighed! Ja, den menneskeædende Prinsesse paa Venskabsøerne
kunde ikke levne mindre igjen af sine Ofre, end disse Damer
aandelig talt levnede igjen af sit."

"I Nisser og Drauge!" raabte Prinsessen med Afsky. "Og
ingen forsvarede hende?"

"Da reiste den sjette Dame, der hidindtil havde været taus,
sig op, og i et Foredrag, hvis Varme og Veltalenhed jeg ikke
vil driste mig til at beskrive, gjendrev hun alt det sagte. Ikke
alene, at hun paaviste det usande, det skjæve, det modsigende,
det inhumane i Beskyldningerne, men med en ligesaa grundig
Omhyggelighed vidste hun at udhæve Angjældendes gode og
elskværdige Egenskaber. Der fik man rigtignok et ganske
andet Billede frem, et ganske andet Temperament, en anden
Religion, et andet Slags Hjerte, kort et ganske nyt Menneske . .
Jeg beder Deres Høihed betænke, en mod fem angribende!
Dertil hører et Mod, en Selvforsagelse, der, om den end ikke
bliver værdig til den høieste Prisbelønning, min naadigste
Prinsesses Valg, dog altid fortjener ærefuldt at erindres."

"En mention honorable kalder de det," sukkede den vise.

"Men der var jo syv Damer; den syvende, hvad sagde hun?"

"Ingenting."

"Ingenting?"

"Nei, ingenting, Deres kongelige Høihed."

"Sagde hun ingenting," spurgte Kongen, "var hun stum,
berøvet Mælet?"

SIDE: 174

"Ingenlunde, Deres Majestæt, hendes Taleevne var fuldkom-
men i Orden. Denne Dame var engang bleven dybt forurettet
af den bortgangne. Da nu den sidste Ros blev lagt i Vegt-
skaalen, vippede den en Stund, saa stod den lige -- nei -- 
den vilde dog synke til den onde Side; der behøvedes blot et
Fnug, saa sank den. Da steg der et Ord op paa denne Dames
Læber, et af disse stikkende, glimrende Ord, der flyver med
Vinden, og som bliver til en Byvittighed, en Fælleseiendom;
men hun undertrykte dette Ord og taug.

"Ha," raabte Prinsessen med lynende Øine, "hende skal det
være! Rose en Veninde, naar andre river hende ned, det kan
vi alle; det er saa smukt, man bliver varm, man bliver inter-
essant! Men undertrykke en Daddel, en morsom, en vittig
Daddel og blive kjedelig, det kan ingen, det er overfe-, det
er overmenneskeligt! Hende kaarer jeg til min Veninde!
Fluks afsted!"

Som et Lyn forsvandt Lyn.

Camilla Collett

SIDE: 175

ET GJENSYN.

Sind Sie Maria? fragt' ich voll Entsetzen.
Und steinern und metalllos scholl eine Stimm':
So nennen mich die Leute. Heine.

Det var endnu tidlig Morgen i Statsraad M.s Arbeidsværelse.
Hr. M. sad saa fordybet over sin Pult, at han ikke mer-
kede Tjeneren, forinden denne stod lige ved hans Bord for at
melde, at den Kone, der to Gange før forgjæves havde søgt
ham, nu atter stod udenfor med indstændig Begjæring om at
faa ham i Tale. Et Vink, og den anmeldte traadte ind.

Det var en middelaldrende Kone med et Ansigt, af hvilket
kummerfuld Huslighed havde udslettet ethvert Ungdommens
og Mildhedens Spor for at indgrave Lidelsens og Bitterhedens
Merker istedet. Hun var iført en gammel sort Fløielshat, en
brun Kaabe af et forældet Snit, kantet med slidte Frynser,
og endelig en Krave, hvori hver Fold fortalte om Nød og
Trang. Hvo har ikke havt Anledning til at se en af disse
traurige Skikkelser indenfor sin Dør?

Hun lod ikke den, hun søgte, længe i Tvil om sit Erende.
Med den Indledning, at hun vel ikke havde den Ære at kjende
Hans Høivelbaarenhed, men at hun dog, saavel paa Grund af
hans Ry for Velgjørenhed som paa Grund af hans formaaende
Embedsstilling, vovede at henvende sig til ham om Hjælp, tog
hun et sammenlagt Papir ud af et Bomuldstørklæde og præ-
senterede ham det.

M. kastede et flygtigt Blik paa Papiret; det var en Liste,
hvorpaa endel gavmilde Mennesker havde skrevet sine Navne.
Han var bleven staaende foran hende og hørte venlig og taal-
modig til, medens hun med kvindelig Vidtløftighed opramsede
for ham den gamle velbekjendte Elendighedshistorie. Ak, hvilken
Vidtløftighed kan tilfulde skildre en saadan Livstragedie, saa
mangfoldig og indholdsrig i sin Ensformighed, saa poesiløs og
triviel i sin Jammersfylde! Født af en god Familie, gift med

SIDE: 176

en Mand, der var ligesaa brutal som letsindig, og som derhos
manglede baade Evne og Vilje til at ernære hende og den
voksende Barneflok, Enke uden Enkepension, efterladt i en af
Landets afsides Kyststæder, hvor hendes Mand i de sidste
Aar som Opsynsmand for en Skibsbygger havde havt et kum-
merligt Livsophold . . . dette var Grundtrækkene i den Skil-
dring, hun udkastede af sit Liv.

Nu var hun taget ind til Christiania i Haab om at finde
Hjælp hos en der bosat Broder; men ogsaa han var død og
hans Enke trængende som hun.

"I hvilken Stilling var Deres Mand, før han modtog hin
Opsynsbetjening?" spurgte M. deltagende.

"Ak, i slet ingen. Nu og da erhvervede han lidt ved Skri-
veri paa et Embedskontor. Det var bitre Aar; jeg syede Nat
og Dag; men det forslaar lidet til at underholde en Mand og
fem Børn med."

"Men hvor kunde da De, der, som De siger, var af god
Familie, indlade Dem paa at egte en Mand, der intet var og
intet vilde være?"

"Ak, Deres Høivelbaarenhed! Et Ungdoms Feiltrin . . ."

"Saa, saa," afbrød M. hende og undveg et uanfegtet Blik af
et Par hvasse, blaa Øine, der for længe siden havde tabt et-
hvert Udtryk af Sarthed og Blu.

"De var," tilføiede han, "en Datter af . . . ?"

"Afdøde Foged Lemvig i Østerdalen."

"Hvordan! Foged Lemvig -- Foged Lemvig, der kom i
Kassemangel?"

"Ak ja, det var min ulykkelige Fader . . ."

"Virkelig! O virkelig! Saa . . . hm . ." sagde M. med for-
andret Stemme -- ; "sæt Dem ned, jeg beder Dem! Vær
saa god!"

Hun tog neiende Plads paa en Stol, som han med et noget
keitet Galanteri tilbød hende. Selv satte han sig eller meget
mere kastede sig overvældet af en indre Bevægelse ned paa
Sofaen, medens hans Haand fór over den høie, skaldede Pande,
som for at bortjage en trykkende Erindring. De opskudte
Briller var igjen gledne ned over Øinene, og mod sin Vilje
fikserede han den ligeoverfor ham siddende Kvinde.

"Ak, det er hende," sagde han ved sig selv, "det er hende
 -- min Ungdoms Drøm. Er det hende?" gjentog han, medens
han, tabt i den smertelige Beskuen, intet hørte af hendes Tale-
strøm. Han betragtede disse haarde Træk, disse spidse Om-

SIDE: 177

rids, denne mørke, galdeagtige Rødme, hvormed daglig Harme
og en sjælløs, forbitret Kamp med Eksistencen langsomt ind-
ætser Huden, denne Mund, Sjælens ubedragelige Speil, der
nu fremtraadte i sin hele, afskrækkende Simpelhed . . . Hvor
godt havde ikke et Par smilende ungdommelige Læber fordum
vidst at skjule den . . . ! Kun de tykke Lokker af en smuk
Askefarve og de mørke Øienhaar havde overlevet Ødelæg-
gelsen, og syntes næsten at skamme sig i de Omgivelser, hvori
de befandt sig.

"Deres Fader," tog han med Anstrengelse tilorde, "har jeg
kjendt i mine yngre Dage. Han havde da Anledning til at
vise mig nogle Tjenester. Det er mig kjært, at Skjæbnen til-
lader mig at gjøre Gjengjæld mod hans Datter. Giv mig Deres
Adresse, og senest paa Søndag skal De høre fra mig . . . Fat
Mod, gode Kone!" vedblev han og reiste sig. "Noget skal
jeg med Guds Hjælp kunne udrette for Dem. Stol paa
en Mands bedste Vilje, der var Deres . . . Deres Faders
Ven."

"O, er det muligt! Saa megen Godhed! . . Gud lønne og
velsigne Deres Høivelbaarenhed derfor!" Hun greb hans
Haand, som om hun vilde kysse den; han fór forskrækket
tilbage.

"Det er godt, det er godt. Altsaa senest paa Søndag . . .
Denne Dør, maa jeg be' . . . Adjø, adjø . . . Tag Dem iagt
for Trappen." Og han stod endnu i Vinduet og fulgte hende
med Øinene, indtil hun forsvandt om Hjørnet.

Denne Dags Aften vandrede M. tankefuld op og ned i Væ-
relset. En ualmindelig Bevægelse stod malet i hans marke-
rede Træk. "Hvilket Møde!" sagde han for sig selv. "For
første Gang efter saa mange Aars Forløb erindres jeg om en
Tildragelse, der næsten var svunden mig af Minde. Og paa
hvilken Maade . . . . . ! Hun kjendte mig ikke, nei gudske-
lov! I den Afkrog, hvori hun har henslæbt sin elendige Til-
værelse, har hun ganske tabt mit Spor. Hun anede ikke, at
den, hun anraabte om en Almisse, var den forskudte; og hun
skal aldrig ane det. Jeg vil være hende et mildt Forsyn,
uden at hun skal rødme derover . . . Hvor levende drages
mine Tanker tilbage til hin Aftens Begivenheder!"

Han aabnede sin Pult og fremdrog af en hemmelig Skuffe
en gammel Portefølje i Skindbind. Den indeholdt, hvad en
Students Portefølje almindeligvis vil indeholde: Brevskaber,
Dagbogsblade, Reisenotiser, poetiske Forsøg, Skisser, Tegnin-

SIDE: 178

ger o.s.v. Han fandt snart det Hefte, han søgte, og fordybede
sig i dets Læsning.

Vi vil læse det med ham.

28de December 1832.

Idag er det netop Aarsdagen, siden det passerede. Jeg vil
nu nedskrive Historien, og dermed skal den være endt og af-
sluttet for evige Tider.

Fjerde Juledag holdtes det store Bal hos Proprietæren paa
Storemoen. I to Aar havde der været Tale derom i Bygden.
Naar først den nye Sal var bleven indredet, hedte det, skulde
det gaa for sig. Da Salen var færdig, udsattes det til Jul; da
Julen kom, blev det henskudt til Proprietærens Geburtsdag.
Man gjettede for at udfinde Grunden til disse Skuffelser; men
lad Grunden have været, hvilken den vil: fjerde Juledag blev
det store Bal paa Storemoen virkelig afholdt.

Vi drog i flere Vendinger derhen. Først Fogden og Smaa-
gutterne, derpaa Jomfru Borre og Fredrikke; og i sidste Ven-
ding skulde endelig den gamle Kontorbetjent Svendsen og jeg
afsted. Dette havde jeg denne Gang udtrykkelig Forlangt.
Ellers skulde jeg altid sendes først i Ilden; men paa den
Maade fik jeg neppe Tid til at klæde mig paa, ikke at tale
om den dødelig kjedsommelige Time, jeg maatte udholde,
inden de andre kom efter. Det er ikke af liden Vigtighed at
have Tid til at knytte sit Halstørklæde med Betænksomhed
og til at lægge den sidste børstende Haand paa sin sorte
Kjole. Endelig var jeg færdig, og jeg maatte selv tilstaa, at
jeg var upaaklagelig. Med denne dobbelt behagelige Følelse
kastede jeg mig i Slæden; nu turde jeg igien uforstyrret over-
lade mig til mine Drømmerier. Gamle Svendsen har den sæl-
somme Vane, at han, naar han kan, fordyber sig i Hoved-
regninger, uagtet ingen kan begribe, hvad det er, han altid har
at regne ud. Derfor er jeg ham netop tilpas, og vi vil ikke
forstyrre hinanden. Under Bjeldeklangen, der taktmæssig ak-
kompagnerede mine Tanker, gik det raskt ud i den dæm-
rende Aften. Det var en af disse Vinterdage, hvor Himmelen
ligger saa lavt over Jorden, som om den med sær Inderlighed
vilde tage den i Favn. Luften var lun og karesserende; en-
hver Lyd klang mat og dæmpet; Træerne syntes at slumre
ubevægelig under det tykke, bløde Snedække; en vinterlig
Siesta hvilede over Jorden. Jeg tilbagekaldte mig i Erindrin-
gen, hvad jeg havde oplevet siden Fredrikkes Hjemkomst fra

SIDE: 179

Byen forrige Vinter, hvor hun havde været for at lære Musik
og Skræddersøm; hvorledes jeg havde kjæmpet med Fortryl-
lelsen og længe troet mig sikker, indtil jeg merkede, at hun
despotisk beherskede mine Tanker Nat og Dag.

Min tause Monolog lød omtrent saaledes:

Ved hvilket sælsomt Spil er den Tilstaaelse, jeg ofte var i
Begreb med at gjøre hende, hver Gang bleven afbrudt! Snart
kom en af hendes smaa Brødre trampende ind og bad om en
Forklaring paa et Sted i Leksen; snart kom Jomfru Borre,
den fatale Jomfru Borre! Man skulde tro, hun havde det paa
Veiret, hvergang der var noget, hun kunde forpurre. Altid
plumpede noget parodierende ind i den lykkelige Stemning.

Undertiden var det ogsaa Fredrikkes egen Overgivenhed,
der var Skyld deri. Engang før Jul var vi alene i Daglig-
stuen; alle andre var bortreiste. Det brændte i Kakkelovnen;
i den sitrende Flamme traadte hendes Skikkelse, medens hun
sad i Sofaen, kun halvt frem, som i Høitrelief. Skumringen
og Ensomheden gav Samtalen uvilkaarlig et farligt Præg; Fred-
rikke var alvorlig, næsten fortrolig. Jeg reiste mig fra min
Plads for at gaa hen til hende; da brød hun ud i en høi Lat-
ter og bad mig endelig at gaa over Gulvet endnu en Gang,
da min Skygge paa Væggen var saa "aldeles kostelig". Øie-
blikket var spildt. Disse hurtige Overgange fra Alvor til
Lystighed er eiendommelige hos hende; man kan aldrig være
ganske sikker paa nogen Stemning, og hun vender de andres
ganske efter sin egen. Det er ikke Mangel paa Gemyt; det
er Kaprice, ungdommeligt Overmod. Naar hun bliver ældre,
og Livets Alvor har brudt dette Overmod, vil hun maaske
blive elskværdigere, men ikke fortrylle mig mere end nu, da
hun saa ofte saarer mig. Hun mangler ikke Sjæl, men Dan-
nelse, det vil sige den Dannelse, som Livet giver.

Men den fatale Jomfru Borre! Ved at drage gjennem denne
Skov erindres jeg om en af hendes Streger. Denne Skov
har altid havt noget særeget tillokkende for mig. Da jeg i
Høst kjørte herigjennem med Fredrikke, spurgte jeg hende,
om hun ikke fandt, at Reisen gjennem en saadan Skov paa en
egen Maade vakte og sysselsatte Fantasien. Nei, det havde
hun ikke merket, sagde hun. "Jeg mener," blev jeg ved, "at
de uregelmæssige Trægrupper, som Udhugning, Tiden eller
Stormene hist og her har dannet i den tætte Masse, under-
tiden sælsomt belives og individualiseres, og at de nu og da
antager de eventyrligste Formationer, idet man farer dem
forbi. Se f. Eks. de to unge, ranke Træer, der bøier sig mod

SIDE: 180

hinanden der oppe paa Skrenten! Kan man undgaa at tænke
paa et Stevnemøde mellem et kjærligt Par? Og hist tilhøire
den gamle knudrede Gran, der ligger udstrakt under Mos-
dækket, er det ikke en døende Familiefader omgivet af sin
sørgende Barneflok? Se kun, hvor forskjellig Karakteren af-
præger sig i de store og de smaa Træer, se den brede Matrone-
gestalt her i Forgrunden og den slanke, jomfruelige Skikkelse
ved Siden af, som fortvilet hæver sine Arme mod Himmelen."
Fredrikke fandt det høist besynderligt, at jeg kunde se alt
dette i nogle krogede, nedblæste Grantræer, og forsikrede, at
hun herefter vilde forsøge paa at udfinde noget lignende.

Nogle Dage efter sad jeg ved det aabne Vindu og læste, da
jeg hørte Jomfru Borres og Fredrikkes Stemmer udenfor i
Haven. Bag det nedrullede Gardin kunde jeg se, at de var
beskjæftigede med at ophænge Vask paa den grønne Vold
foran Trappen. Med ett siger Jomfru Borre med en dyb paa-
taget Stemme -- hun kan efterabe enhver Røst -- : "Synes
De ikke, Jomfru Lemvig, at Synet af en saadan Gruppe paa
en egen Maade vækker og sysselsætter 
Fantesien? Se her
denne lange Række af Fatters Uldstrømper; finder De ikke,
at de sælsomt belives og induvialiseres, naar man længe ser
paa dem? Ja, at de tilsidst antager de eventyrligste Reforma-
tioner?" "Jo sandelig," sagde Fredrikke leende, "man kan ikke
undgaa at tænke paa "den store Armé" . . ." "Og denne Nat-
hue der," vedblev Jomfru Borre, "er det ikke livagtig Kongen,
der kommanderer den mod Fienden?" "Keiseren, mener De
vel," berigtigede Fredrikke. "Naa, skal det endelig være en
Keiser! Men hvad mener da Jomfruen om denne slanke, jom-
fruelige Skikkelse? Hvordan har den forvildet sig ind i Ar-
méen?" Fra mit Skjul saa jeg, at hun havde stukket en
blaarudet Nattrøie samt en Natkappe paa en Ertestang, og at
hun holdt dette Skabilken i Veiret; og nu lo de begge, som
om de vilde briste. Et sterkt Vindpust bevægede Gardinet,
bag hvilket jeg stod; Latteren ophørte pludselig, og de slog
igjen ind i den naturlige Tone.

O, vil man nogensinde haabe at vinde den Elskede, da maa
man først være sikker paa hendes Veninde! Men Jomfru
Borre er min Fiende og søger at afvende Fredrikkes Sind fra
mig. Dog er hun ikke en freidig og aabenbar Fiende; thi da
vilde jeg frygte hende langt mindre. Men denne usynlige
Paavirkning, der røber sig i tusende skjulte, tilsyneladende
uskyldige Udfald, som kun staar en Kvinde til Raadighed, og
som en Mand ikke har noget Vaaben imod, svækker mit Mod;

SIDE: 181

den ligner disse snigende Gifter, der langsomt, men sikkert
dræber. Jeg begriber ikke den Forandring, der er foregaaet
med hende; thi i Førstningen efter min Ankomst her til Huset
viste hun sig venlig og forekommende ved enhver Leilighed;
men siden Fredrikke er kommen hjem, er hun ganske ander-
ledes. Dog, hendes Rænker skal ikke lykkes hende. Ved
mere end ett Tegn, blot synlige for mig, har Fredrikke givet
mig at forstaa, at jeg ikke er hende ligegyldig. Nu maa det
komme til en Forklaring, nu eller aldrig . . . Jeg holder ikke
længer Uvissheden ud; nu eller aldrig . . . Det skal briste
eller bære. Ikke der hjemme i Dagliglivets Tvang kunde det ske,
men i Baltummelen, i Menneskevrimmelens Ensomhed, der er
netop Stedet for tvende Hjerter til at udtale sig for hinanden.
Nu eller aldrig! Nu eller aldrig klinger det ogsaa i Bjelderne
uden Ophør.

Saaledes omtrent var Gangen i mine Betragtninger, da vi
fik Gaarden isigte. Det skinnede langt udover Jorderne fra
de mange oplyste Vinduer som fra et fortryllet Slot. Som en
forvoven Ridder i Eventyret stevnede ogsaa jeg med Sverd
og Skjold hen for at erobre Seirens Pris, endnu uvidende om,
hvad Drager og Rædsler der kunde være at bekjæmpe. Mit
Mod sank betydelig, og jeg blev mere og mere beklemt, jo
nærmere jeg kom Gaarden; dog, min Beslutning stod fast. Nu
eller aldrig. Iaften skal det afgjøres.

Paa Gaardspladsen var der Hurlumhei af kommende og rei-
sende Slæder, af Damer, der steg ud, og af Kuske, der skulde
trakteres. Den hele Scene tilligemed Udhusene, Havestakittet,
Hundehuset, lige til det store Rognetræ med Skjærereden,
traadte malerisk frem i det sterke Lysskjær fra Vinduerne.
Hvad mon det gamle, patriarkalske Par Skjærer, der i saa
mange Aar havde huset rolig og uforstyrret i nævnte Rede,
hvad mon de tænkte om disse Optøier hos Granden? Jeg
syntes, jeg saa dem lette sig op af Reden og misbilligende ryste
paa de graanende Hoveder.

Vi traadte ind i Forstuen. Ved Hjælp af to Løgter, der var
anbragte paa hver Side af Døren, fik jeg i Hast mit Tøi af-
kastet; -- jeg merkede, at vi var af de sidste. Jeg saa mig
om efter Svendsen for ikke at gaa alene ind; men han stod
endnu i Finmut og Støvler og mumlede sine Tal, med Finge-
ren paa Panden; han lod ikke til at være færdig saa snart
endnu; saa jeg maatte gaa. Efter at have passeret et Par
tomme Værelser stansede jeg paa Terskelen af et større.
Dette var ganske opfyldt af Damer. Neppe fik et Par land-

SIDE: 182

lige Terner Plads til at byde nogle uhyre Bretter med Tevand
og Bakkelse om mellem Gjesterne. Mit Øie fandt snart den,
det søgte. O Himmel, hvor hun var deilig! Man saa det
først ret, naar hun sad mellem alle de andre. En lyserød,
klar Kjole omgav hende som en rosenrød Sky; hendes eneste
Prydelse var en stor, hvid Rose paa Haaret. Jeg vil ikke
bruge det ligesaa forslidte som usande Udtryk, at den falmede
og syntes graa mod hendes Hud. Den lod slet ikke til at
skamme sig paa sin Plads; men det er visst, at hendes Huds
friske Hvidhed og Rosens mattere Bleghed gjensidig hævede
hinanden paa den vidunderligste Maade. Der skulde en Dri-
stighed til som Jomfru Borres for at sætte sig netop ved
hendes Side. Jomfru Borre har den ubeskrivelige Teint, der
ligner Lungemos; det er en Blanding af brunrødt, graat og
grønligt. Hendes Haar, af en sodet Sorthed, de bevægelige,
changeante Øine, de store hvide Tænder bag den haanlige
Mund, alt er karakteristisk i dette Ansigt; dertil har Naturen
af Kaprice givet hende en smuk Figur, som maaske gjør, at
hun endnu har Fordring paa Courtoisie. Hun er mere frygtet
end afholdt i Bygden formedelst sin skarpe Tunge, der intet
skaaner. Satire i den gemytløses og udannedes Mund er af-
skyelig og udarter kun til raa Harcelleren. Dog ved hun godt
at insinuere sig hos dem, hun vil vinde.

Men Blikkene begyndte at drage sig hen mod den Plads,
hvor jeg stod; der hviskedes saa smaat. En forbistret Opgave
for en Herre at traversere en saadan tæt sluttet Kreds af
Damer! Jeg gaar heller gjennem en indiansk Leir. I et saa-
dant Øieblik ved man med Visshed, at den hele Kreds er blot
ett Øie, én Tanke; og ve den, ved hvem der klæber det
mindste keitet, en Skygge af noget latterligt! Man føler in-
stinktmæssig, at en Samling kvindelige Individer altid betragter
det enkelte mandlige Individ som en Fiende, det vil sige med
marterlystne Blikke. Det omvendte kan aldrig være Tilfældet;
derfor bør det til den almindelige Sikkerhed altid være saaledes
arrangeret, at Damerne gaar igjennem det Værelse, hvor Her-
rerne samles.

Slige Betragtninger er imidlertid ikke skikkede til at sætte
Mod i nogen i min Stilling; der maatte fattes en Beslutning.
Jeg beregnede, at en lang Gjennemmarsch var langt farligere
at iverksætte end en dristig Manøvre; jeg besluttede at en-
gagere Fredrikke. Hvor lidet skal der til for at kuldkaste de
største menneskelige Planer! Var det Beregning eller Tilfælde,
at Jomfru Borre i det samme satte sin Fod saa langt frem?

SIDE: 183

Jeg vil ridderlig antage det sidste; men i min forcerede Rask-
hed merkede jeg det ikke, snublede og stødte til et af de store,
omvandrende Bretter, der imidlertid i den haandfaste, landlige
Nymfes Arme nogenlunde beholdt Ligevegten; kun vakte det
de nærmeste Damers Skrig, og jeg selv fik mig et dygtigt
Albustød. Denne ringe Stansning var tilstrækkelig til at for-
styrre min hele Plan. Musikken spillede op i det samme, og
et ungt Menneske, som jeg ikke kjendte, men som saa godt
ud, bukkede for Fredrikke og førte hende ind i Salen; og de
øvrige Herrer fulgte hans Eksempel. Jeg stod endnu bedøvet
og var ikke kommen mig efter mit Enkemandsstød, da jeg saa
Værelset tomt paa et Par aldrende Damer nær, deriblandt
ogsaa Amtmandens Husjomfru. Det er en snild, brav Pige, der
laver fortræffelig Mad; hun tager sig maaske ikke ud i en
Dans; men jeg er jo heller ingen Mester i Kunsten; hvorfor
skulde jeg ikke engagere hende? Hun sagde heller ikke nei,
og vi stillede os nederst i Karréen.

Nu først havde jeg Anledning til at betragte Salen, den nye
Sal. Det var rigtignok en Forandring. Den, som havde set
den i sin gamle Skikkelse, hvor den kun tjente til at huse en
Mængde Væverstole, Rokke, Garnvinder og kasserede Møbler,
havde ondt for at sætte sig ind i, at det var den samme. Paa
de panelede Vægge var med passende Mellemrum anbragt
Lampetter omsnoet af Tyttebærløv; til de gamle Fruers
Bekvemmelighed fandtes fire Sofaer og til de dansendes et
Par Rækker Bænke. Men Kronen under Loftet var dog Vert
og Vertindes Stolthed. Den var kunstigen flettet af Granbar,
smykket med kulørte Papirroser og bar ikke færre end 12
Lys. At Pladsen under denne Krone stadigen blev skyet af
de dansende, saa at Karréen paa dette Sted altid delte sig,
betog Kronen intet af dens Imposante.

Hvor har en saadan første Dans et eiendommeligt Præg,
som den næste allerede tildels har tabt, og som længere hen
ganske forsvinder! Endnu leder den hulde Gène, der er Gra-
tiernes Slegtning, de dansendes Skridt; endnu er Glæden ikke
løssluppen, men sitrer tilbageholden i Damernes nedslagne
Blikke og i deres Kinders udspringende Roser; man deler
spændt sin Opmerksomhed mellem sig selv og andre.

Og Fredrikke! Hendes Øie straalede! Man sige, hvad man
vil, til de sorte Øines Pris, men de kan ikke have den fæng-
slende Magt, dette ubeskrivelige, som et Par smukke blaa.
Kun de forstaar paa én Gang at saare og læge, at byde og
bede, og naar de nu ovenikjøbet tilsløres af et Par lange,

SIDE: 184

mørke Øienhaar som Fredrikkes! Hun har en eiendommelig
Maade at bære sig paa i Valsen: Hun bøier Hovedet mod
Siden med halvt tillukkede Øine og en Mine, som om hun
overgav sig paa Naade og Unaade til den lykkelige, som om-
slynger hende; men pludselig, som vilde hun straffe denne
forvovne Tanke, hæver hun Hovedet stolt i Veiret, og hendes
Blikke udsender Lyn til alle Sider.

Længere ud paa Aftenen erholdt jeg Løfte om en Vals af
hende; jeg ventede den med sitrende Utaalmodighed. Da jeg
ilede hen for at byde hende op, stødte det unge Menneske,
der engang før var kommen mig i Forkjøbet, til og gjorde
samme Paastand. Fredrikke syntes et Øieblik forlegen og
mente, at det var den følgende Vals, hun havde lovet mig. Jeg
forsikrede, at hun udtrykkelig havde lovet mig denne. Det
samme paastod han.

"Hvor er det muligt, at jeg kan beholde alle disse Engage-
ments i Hovedet," udbrød Fredrikke. "De maa virkelig und-
skylde mig, om jeg engang imellem bliver lidt konfus."

"Da ved jeg ikke bedre, end at Jomfru Lemvig vælger
mellem os to," sagde Personen, som jeg siden fik at vide hed
Wilhelm Barth, med seiersviss Mine. "Jeg tænker, Hr. M. er
tilfreds dermed."

Jeg afventede ikke denne Dom, men bukkede og trak mig
tilbage. "Altsaa næste Vals!" raabte hun efter mig.

Altsaa næste Vals! Jeg søgte ned til Plakaten ved Indgan-
gen for at se, naar denne Vals skulde begynde. Til min
Skræk opdagede jeg, at der ikke fandtes flere Valse noterede,
men vel en uendelig Række Engelskdanse og Feiere; end-
videre Molinask, Hornpfeife, Figaro, kort allehaande Danse,
der ikke tillader nogen ordentlig Samtale med Damen. Det
var dog for galt! I mit Mismod herover slugte jeg imod mit
Forsæt et Glas Punsch, der smagte mig ilde, og dette i For-
ening med Heden og mit slette Humør drev mig ud af Salen;
jeg maatte have Luft. Desuden skulde Hornpfeifen snart be-
gynde, og denne Dans kan jeg ikke fordrage; hvor latterligt
at se en Mængde Mennesker med den voldsomste Hurtighed
jage omkring efter hverandre i smaa Kredse, og hvor kjed-
sommeligt at høre den gnavende Gjentagelse af en hoppende,
skrattende Musik. Jeg liker ikke at se Fredrikke i denne
Dans. Gjennem Spilleværelset og den tomme Dagligstue
naaede jeg Husets Sengkammer, hvor Reisetøiet laa opstablet.
Her var det kjøligt og stille, og et Par Lys, der brændte med

SIDE: 185

fingerlange Tander paa en Marmorkonsol foran Speilet, tydede
paa, at dette Værelse var lidet besøgt.

Jeg pudsede Lysene og søgte mig en Plads i en magelig
Bedstefaderstol i en Krog mellem Sengegardinet og Væggen.
Stilheden og Kjøligheden virkede snart beroligende paa mig;
fra Balsalen hørte jeg ikke andet end Bassens ensformige,
melankolske Grundtoner; kun af og til slap Musikken ud som
et pludseligt Skrig, naar man gik i en fjern Dør.

Hvor længe jeg havde siddet der, ved jeg ikke, da jeg hørte
Fogdens Stemme i den tilstødende Stue. Han og Fredrikke
traadte ind. Uvilkaarlig blev jeg i mit Skjul, hvorfra jeg kunde
iagttage dem, uden at det var muligt at opdage mig. Den gamle
havde drukket vel meget; hans Ansigt var deraf eller maaske
af den ophidsede Sindsstemning, hvori han syntes at befinde
sig, ualmindelig koloreret.

"Jeg siger dig, Rikke," sagde han til Datteren, "jeg vil ikke
vide af det, nei Pinedød om jeg vil."

"Herregud," svarede hun blidt paa denne raa Tiltale, "kan
jeg da forbyde Mennesket at tale med mig? At danse en
Dans med nogen kan dog ikke kaldes for meget."

"En Dans, siger du? Nei, det var s'gu to, og han en-
gagerte dig til den tredje. Tror du ikke, jeg fra Spillebordet
har set, mener du, hvordan den Flab har gaaet og lirket og
smisket for dig den hele Aften? Saa skulde du have Punsch,
saa Biskop, saa var det et Sjal, saa en Sefyr, som skulde
hentes, og saa Hvisken og Tisken og Fjas og Knisen i hver
Krog. Jeg ved, hvad Enden bliver paa sligt, ja Pinedød, det
ved jeg. Men jeg vil ikke vide af det mere, ser du. Denne
Præliminaristen, denne Barth'en er en stor Skarv," blev han
mere dæmpet ved og kastede et Blik omkring sig i den tomme
Stue. "Jeg kjender Personen, om han end ikke har faaet
Tid til at gjøre sig rigtig kjendt her i Bygden; en Pralhans er
han, en Slagsbroder, en impertinent, uopdragen Knegt, som
ingenting har og ingenting vil bli'."

"Det kan gjerne være," sagde Fredrikke med en aller-
kjæreste vantro Grimase om Munden. Derpaa dreiede hun
sig mod Speilet og gav sig til at rette paa Folderne af sin
Kjole. Hun trak Beltet snævrere til om den smekre Taille og
rettede Brystet i Veiret.

"Nei, var det vor Kandidat, det var noget andet det,"
sagde Fogden i en betydelig mildere, næsten vemodig Tone.
"Enhver, som har Øine i Hovedet, kan se, at han kurer for dig,

SIDE: 186

og han mener det alvorlig han! Det er Mand, det! Baade
med Hoved og Hjerte; af ham bliver det noget stort engang.
Han har gjort mig Tjenester, som . . . ja, det skulde du bare
vide . . . ! Men du er som alle Pigebarn forstyrret og ved ikke
dit eget bedste."

Mit Hjerte bankede næsten hørlig ved disse Ord. Men
hvad hun leende svarede, sansede jeg ikke; thi lige for mig
stod hendes straalende Billede i Speilet i ubeskrivelig Ung-
domsynde; og uden at hun vidste noget deraf, mødte hendes
Øine mine i mit Skjul, medens hun rullede de blonde Lokker
op ad Fingeren.

"Som jeg siger," tog Faderen igjen barsk tilorde, "ingen
Kommers, ingen Passiar mere med Mossiø Urian. Jeg vil
ikke vide af det, forstaar du? Og at du kan vide det: i vort
Hus skal han ikke komme med sin Fod. Du tænker kanske
paa Ballet paa Torsdag; men det skal ikke blive noget af.

"Jeg kan ikke begribe, hvor du kan være saa urimelig, Far,"
sagde Fredrikke i en grædende Tone. "Havde jeg kunnet
drømme om al denne Fortræd iaften, var jeg bleven hjemme.
Nu har jeg ingen Fornøielse mere."

"Naa, naa, naa, vær nu blid igjen, Rikka mi. Jeg mente
det ikke saa slemt. Du ved, jeg tvinger ikke mine Barn; det
er mit Princip, at enhver skal handle efter sit Hjertes Lyst.
Men det siger jeg, ser jeg endnu engang, at du indlader dig
med den fordømte Hvalp, saa skal du faa med mig at bestille.
Jeg skal engang fortælle dig Historier om ham, saa jeg tæn-
ker nok, Lysten til at koketere og agere med ham skal for-
gaa dig."

"Det behøves slet ikke," sagde Fredrikke alvorlig. "Du
tager storlig feil, hvis du tror, at jeg synes, der er noget rart
ved ham. Og er det ikke andet, du frygter, Far, saa kan du
være ganske rolig. Herefter skal jeg ikke se til den Side,
hvor han er. Er du saa fornøiet?"

"Det er et Ord, Rikke, det er et Ord!" sagde Fogden
høitidelig. "Giv mig din Haand paa det. Se saa, det er
et Ord!"

Denne Pakt var netop sluttet, da de blev afbrudte. Et Par
vældige Sporer klirrede udenfor i Forstuen, en barsk Stemme
raabte paa Jomfru Lemvig, og den tykke Ritmester stak Ho-
vedet ind ad Døren. "Endelig finder jeg Dem, Jomfru Lemvig;
jeg har søgt Dem fortvilet over en halv Time. Engelsk-
dansen er længesiden begyndt; maa jeg have den Ære!"

SIDE: 187

Endnu et smilende Blik i Speilet, som jeg opfangede, og
hun svævede bort. Faderen gik langsomt efter, og jeg hørte
ham endnu brumme: "Saadan en Laps! Saadan en Døgenigt!"

Da jeg kom ind i Salen, dansede netop Præliminaristen ned.
Jeg havde da ret Anledning til at betragte ham nøiere. Han
synes ikke at være meget over tyve Aar; men han er over-
maade suffisant i sit Væsen. Hans blomstrende Ansigtsfarve
er ved Dansen og et snævert, sort Atlaskes Halsbind bleven
sterkt blussende. Omkring den store, fyldige, men veldannede
Mund ligger der et tykt Træk af Selvtillid og Uforskammethed.
Han har et forbistret smukt Haar; men derfor gaar han heller
ikke forbi et Speil uden at stanse for at karessere det. Det
er et komplet Eksemplar af en Bygdelaps. Nu begriber jeg,
at han fører næsten alle Danse op og afbryder dem igjen
efter Behag; og naar man hører Støi eller Ordveksel, feiler
man neppe ved at antage, at han er Centrum deri. Med alt
dette kan jeg dog ikke negte, at det er et raskt, velvoksent
Menneske, der "fører en god Dame", som vor gamle Kontor-
hane Svendsen udtrykker sig; ja, imod de to Figurer, der
danser ned næst ham, er han ordentlig elegant. Den ene, en
firskaaren, bestøvlet Landmand, arbeider redelig gjennem de
lange, anstrengende Ture, og Damen er ikke af de letteste.
Et Par Gange har han i en besynderlig Distraktion gjort en
Bevægelse, som om han vilde spytte i Hænderne, naar han
skal valse rundt med hende. Hans Sidemand, den rige Tøm-
mermerker, er raskere paa Foden; han danser ordentlig med
en Slags Lidenskab. Desuagtet er denne Kavaler i Miskredit
hos Damerne iaften, maaske mest paa Grund af et Par sorte
Handsker, der farver af. Paa flere end en af de hvide Kjole-
rygge staar Beviset derfor aftrykt, hvilket har givet Storemoen,
der er en lystig Vert, Anledning til en Vittighed.

"Nu har Stubberud'en snart merket alt det Tømmer, vi har
her iaften," udbrød han nemlig, idet han gik ned langs Kar-
réen. "Er du forstyrret, Far!" sagde Madamen, "kalder du
Damerne Tømmer?" "Forstyrret, siger du? Er det kanske
ikke Fruen-Tømmer, hvad?" Denne Kjeldermand gjør megen
Lykke. Men Fredrikke svæver ved den pustende Ritmesters
Haand som en Gratie gjennem Dansen. Enderne af hans
lange, røde Skjerf staar som et Hjul omkring dem.

Da hun efter en anstrengende Engelskdans havde naaet ned,
bød jeg hende en Stol, som hun modtog med ualmindelig Ven-
lighed. Dette gav mig Mod til at bede hende om Kotillonen,
og til min Overraskelse takkede hun med den samme Venlig-

SIDE: 188

hed. Præliminaristen, der i det samme kom og engagerede,
affærdigede hun med et kort og spansk "Tak, jeg er engage-
ret!" som han besvarede med et dybt, ironisk Buk. Hvor
havde jeg et Øieblik kunnet tro, at denne Person havde gjort
Indtryk paa hende! Faderens plumpe Advarsel var aldeles
overflødig . . . Men maaske -- saa hviskede en daarlig Stemme
i mit Bryst -- maaske har han aabnet hendes Blik for min
stille Lidenskab, for, at jeg ikke er hende ganske uværdig.
Hendes Øine saa derved saa forskende vemodig paa mig, som
om de saa, hvad jeg tænkte, og vilde afbede al den Lidelse,
de havde foraarsaget mig. Jeg var som beruset. Nu eller
aldrig, lød det atter gjennem de fløitende Takter i Valsen. Nu
eller aldrig. I Kotillonen skal det ske.

Aftenen svandt; det lakkede mod Ballets Ende; Kotillonen
skulde begynde. Jeg troede selv neppe paa min Lykke, da
jeg endelig ved hendes Haand stillede mig op i Dansen.
Neppe havde vi taget Plads, saa viste Hr. Barth sig paa den
anden Side. Det foruroligede mig dog ikke meget; thi hun
bad mig næsten i samme Øieblik søge en anden Plads, da
hun fandt, at det trak fra Døren. Jeg opfyldte straks hendes
Ønske. Dog paa vor nye Plads var hun heller ikke tilfreds,
men valgte selv en ved Vinduet, som jeg syntes var den
værste af alle, da her netop trak forfærdelig. Et Øieblik efter
indfandt Hr. Barth sig igjen og beholdt nu haardnakket sin
Plads, da han ikke selv havde nogen Dame; han blandede
sig kun nonchalant i Turen, naar han havde Lyst. Men han
bemægtigede sig saa udelukkende Samtalen med Fredrikke, at
jeg kun, idet vi dansede frem, kunde veksle et flygtigt Ord
med hende. Ak, dengang forstod jeg ikke, at den hele Flyt-
ning var en List for at undgaa Faderens Øine, der holdt et
skarpt Udkig med dem fra Spillebordet. Fra den anden Side
kunde han ikke se dem. Jeg forstod intet, jeg vilde intet for-
staa, jeg var døv og blind, og al min Kval var glemt, da hun
efter Dansen trykkede min Haand og sagde med den sødeste
Stemme:

"Vi har jo næsten ikke talt et Ord sammen."

"Det er ikke min Skyld, Jomfru Lemvig."

"Sandelig endnu mindre min," svarede hun. "Hvad skal
en stakkels Dame gjøre? Hun har ingen Vilje, men enhver
paatrængende, som ikke ligefrem fornærmer hende, har Lov
til at falde hende besværlig. Jo, Deres Skyld er det netop,
og til Straf skal De danse Kotillon med mig paa Ballet paa
Torsdag, og jeg fordømmer Dem til uafbrudt Konversation."

SIDE: 189

"O, Fredrikke!" raabte jeg og greb hendes Haand, som hun
ikke trak tilbage -- "Fredrikke . . . Jomfru Lemvig . . . maa jeg
styre Dem hjem i Aften? . . ." Min Stemme skalv.

Hun bøiede Hovedet nærmere, saa længe paa mig med det
samme forskende, uudgrundelige Smil; derpaa sagde hun neppe
hørlig: "Ja," og forsvandt i Vrimmelen. Jeg stod bedøvet som
i en Rus tilbage. Dette Ja, det var allerede en Tilstaaelse . . .
det klang saa dybt og høitideligt . . . Ballet er endt om faa Mi-
nutter . . . O dette Ja, det blev hvisket som foran et Alter!

"Guds Død og salte Pine, er det nu Tid at staa og tælle
paa Knapperne, naar jeg selv skal føre Kehrausen op!" sagde
Verten bag mig og gav mig et dygtigt Slag paa Skulderen.
"Min bedste, kjæreste M., nu maa De s'gu være om Dem,
ellers faar De ingen Dame! Jeg faar nok tage mig af Dem,
ser jeg . . . Se der kommer Jomfru Borre; hun er maaske
ikke engageret endnu. Jomfru Borre, her er en Kavaler, som
gjerne vil danse med Dem, men som selv ikke tør engagere
Dem. Hei, mine Herrer og Damer! Nu er der ingen Pardon,
nu skal alle, enten de gaar med Stok eller paa Krykke, op
og danse Kehraus.

Aa Jula gaar, og snart vi faar
Igjen det gamle Gnage'."

Der var intet derved at gjøre. Jeg maatte danse, og med
Jomfru Borre. Kehrausen tog sin Begyndelse. Det er sandt:
vor Vert holdt sit Løfte bogstavelig. Alt, hvad der gjorde
Fordring paa at være af menneskelig Skabning, blev draget op
i denne Dans. Han skaanede hverken Alder eller Kjøn; han
skaanede ikke Barn i Moders Liv; thi ogsaa unge Madame S.
viste sig oppe paa Gulvet. De gamle Mænd var draget ind
fra Spillebordene, og ikke alle fik Tid til at lægge sine Piber
bort. Husholdersken blev fakket med Punschesleven i Haan-
den. Endog de gamle Fruer, der troede sig sikre i sin Vær-
dighed som Sofadamer, greb han i Flugten paa Marschen gjen-
nem alle Værelser. Alle disse Figurer bevægede sig bakkan-
tisk om hverandre i de vilde, burleske Ture; det sidste Baand
paa Lystigheden var bristet, man brød sig ikke mere om Tøm-
mermerkerens Handsker, ikke engang Pladsen under Lyse-
kronen blev respekteret. Jeg selv gik mekanisk som en
Søvngjænger mellem alt dette. Til min Trøst var de andre
Herrers Sanser saa omtaagede, at min Forvirring ikke synder-
lig bemerkedes.

SIDE: 190

Kaffen var nydt, og man lavede sig til Hjemreisen. Fogden
var allerede dragen afsted. Inde i Sovekammeret var der en
skrækkelig Tumult og Snadren, inden Damerne kom i Reise-
tøiet, inden alle disse brogede Sommerfugle fik forpuppet sig
igjen i den uformelige Indhylling og lidt efter lidt forsvandt.
Jeg havde i skjælvende Hast hjulpet Fredrikke den røde Kaabe
med Kræmerskindsbremmen paa og knyttet hendes Sokker og
løb nu ud for at finde Slæden. Da jeg kom tilbage, mødte
hun mig paa Trappen. I den snævre Indhylling kunde hun
hverken se eller røre sig; jeg bar hende derfor ned i Slæden,
tog Plads ved Siden af hende og jagede afsted.

Det var en herlig Morgen. Maanen stod endnu blank og
skinnende i Vest, det lave Skydække fra om Aftenen havde
fordelt sig og svævede som lette snehvide Taagepletter over
den mørkeblaa, stjerneklare Himmel. Luften var lidt friskere,
men ikke kold, ikke kold nok til at afkjøle et Sind som mit.
Ja, en saadan Nat, tænkte jeg, en saadan Fart Side ved Side
med den hemmelig Elskede, er just skabt til at besegle Hjer-
ternes Pakt! Hvor væmmelig forekom mig nu den kvalme
Balsal; jeg begreb ikke, at jeg for Alvor havde tænkt, at dette
var Stedet til en Forklaring.

Hvad jeg sagde til Fredrikke, medens vi fór saadan hen
under de hvidpudrede, lyttende Graner . . . ? Jeg ved det neppe
mere; jeg ved kun, at Ordet strømmede fra Hjertet som en
længe og voldsomt tilbageholdt Strøm. Væk var al Keitethed
og Frygtsomhed. Fredrikke sad taus, ligesom overvældet. Jeg
forstod denne Taushed, disse halvthviskede Ord, som den
sterke Indhylling gjorde endnu utydeligere. Engang gjorde hun
en Bevægelse mod mig, som om hun vilde gribe min Haand.
"O, sig intet," bad jeg hende; "at De hører mig og ikke af-
bryder mig, gjør mig allerede lyksalig. Lad mig tale, lad mig
faa sagt Dem alt, hvad jeg saa længe har maattet fortie."

Da jeg begyndte at nedskrive denne Beretning, lovede jeg
mig selv at være sand. Jeg vilde ikke skaane mig selv, men
gjengive denne bedrøvelige Historie Træk for Træk med
usminket Nøiagtighed. Det var en grusom Trang at mane
dette min Sjæls Vrængebillede frem for mig, og jeg har hidtil
holdt mit Løfte. Men jeg kan ikke længer dvæle ved denne
Scene, jeg kan ikke nedskrive flere af disse Ord, de første og
sidste, som nogensinde er kommet over mine Læber. Nei, jeg
vil ikke haane dem mere, disse stakkels noksom haanede,
foragtede Ord; men kunde jeg græde, vilde jeg udslette dem
med mine brændende, bitreste Taarer. Jeg elskede hende dog

SIDE: 191

saa høit! Paa mine Hænder vilde jeg have baaret hende gjennem
Livet!

Det er snart fortalt, hvad en nogenlunde skarpsynt Læser
maaske allerede vil have gjettet. Da vi stansede foran Døren,
og jeg vilde løfte hende ud af Slæden, gled Tørklædet lidt tilside,
og skjønt hun øieblikkelig drog det for igjen, kunde jeg ikke tvile
paa, hvad jeg havde set. Det var intet djævelsk Blendverk.
Under Sløret havde jeg set Jomfru Borre. Paa den spidse
Næse og den haanlige Mund kjendte jeg hende straks. Et
Øieblik stod jeg forstenet, som om en Slange havde stukket
mig; men jeg fattede mig voldsomt igjen, og instinktmæssig
lod jeg mig ikke merke med noget. Jeg fulgte hende inden-
for Døren, bukkede for hende og sagde: "Godnat, Fredrikke,
godnat, min Balprinsesse, min Eventyrfe i de mange Skikkelser,
den sidste var den bedste . . ." og endel saadant Galmandssnak,
jeg ved ikke selv hvad. Men jeg hørte en skjærende Latter,
idet jeg stormede op ad Trappen. Det var mig selv.

Jeg vil ikke beskrive, hvordan jeg tilbragte den første Time
paa mit Værelse. Den, der ikke har oplevet en saadan Time,
vil ikke kunne fatte det alligevel. Nu blev det hele afskyelige
Bedrageri mig klart . . . Det var et aftalt Spil mellem dem . . .
Medens jeg var nede for at finde Slæden, havde de byttet
Kaaber; de er omtrent af ens Høide . . . Men hvortil dette?
Blot til grusomme Løier? Ak, nu forstaar jeg alt. Fredrikke skal
ogsaa styres hjem! "O Kvinde!" udbrød jeg med Fridthjof:

"Den förste tanke, som Loke hade,
Det var en lögn, och han sände den
I qvinnoskepnad till jordens mänd."

En hel Time efter hørte jeg Bjelder. Jeg saa ud; det var
dem. Det var hende, den hjerteløse Flane, den dobbelte Ord-
bryderske. Maanen var gaaet ned, og Dagslyset begyndte at
bryde frem, graat, nygternt og trist, ligesom det Lys, der gik
op i min Sjæl. Da jeg havde set Præliminaristen løfte hende
ud af Slæden og jage afsted med den igjen, blev jeg roligere;
min Forbitrelse gav Plads for en uendelig dyb Foragt.

Da jeg senere paa Dagen kom ned i Dagligstuen, var alle samlede.

"Nu, min kjære M., hvad synes De?" raabte Fogden mig
venlig imøde. "Det gik lystig til. Det er bare Storemoen, der kan
gjøre slige Baller. Der var ikke mange af Herrerne sikre paa
sine Ben. Vor vise, høilærde Hr. M. var ogsaa en Smule paa
Støvlerne, er jeg bange for, hvad? Ha, ha, ha!"

SIDE: 192

"Desværre, det la'r sig ikke negte," svarede jeg, "vi er alle
skrøbelige. Men det er Jomfru Fredrikke, som jeg styrede
hjem inat, hos hvem jeg har at afbede mine Synder."

"Jeg haaber, Jomfru Lemvig," sagde jeg og saa stivt paa
hende, "at De intet erindrer af den daarlige Tale, hvormed
jeg maaske har besværet Dem, ligesom jeg ikke vil erindre et
Ord deraf. Saa meget kan jeg forsikre, at det aldrig skal
hænde mere. Eftersmagen af en saadan Aften er altfor mod-
bydelig. Det er første, men sikkert ogsaa sidste Gang, at jeg
har havt den Ulykke at beruse mig i slet Spiritus."

Hun blegnede og slog Øiet ned.

Otte Dage senere forlod jeg Fogdens Hus.

Efter "Et Gjensyn" fulgte, i Fortællinger 1861, "Ved Badet og i Dalen",
som Forf. i Skrifter 1892 flyttet over til "I de lange Nætter". (Udg.s Anm.)

Camilla Collett

SIDE: 193

FORSKJELLIGE GLÆDER.

(1860.)

Det var koldt ude, og koldt var det inde; men naar Tan-
kerne er mørke, er det dog bedre at gaa end at sidde
stille med dem. Og saa gik jeg ud. Jeg var inderlig nedtrykt
i mit Sind. Jeg tænkte paa den Tid, da jeg ingen Bekymrin-
ger havde, og paa de mange, mange, der havde forvænt mig
med sin Kjærlighed, og som nu var gaaet bort, hvorfra de
aldrig mere kommer tilbage, -- ak lige til den sidste; jeg
tænkte paa den Tid, da alt var saa varmt og saa lyst; jeg
vandrede i lune Sale, og der slog varme Hjerter omkring mig;
og nu! Kold og øde var min Stue, kolde var Menneskene,
kold den hele Verden, som den Vinterdag, der rugede over
Byen. Saa tænkte jeg paa den Drøm, jeg havde havt om
Natten: Jeg drømte, at min Mand var kommen tilbage og
havde kjøbt en Favn Ved til mig. Set ham havde jeg ikke;
han havde blot sørget for Veden og var gaaet bort igjen. Det
er saa besynderligt med Drømme, man bliver ligesom Barn
igjen, man kan fornøie sig over det sørgeligste og være saa
grundbedrøvet over noget, der ikke er noget. Saaledes havde
jeg i Drømme været saa dybt, ja saa ret til Hjertet bevæget
over den Omstændighed, at han havde kjøbt Ved til mig. Jeg
syntes i denne simple Handling, som jeg rigtignok selv føler
en Slags Ulyst til, laa saa inderlig udtrykt al den Omhu og
Kjærlighed, han havde vist mig hernede, og som han, ak, vist
saa gjerne endnu vilde vise, hvis det var de salige muligt.
Veden havde kostet otte Mark ligesom i gamle Dage, og
underlig nok blandede den Tanke sig i min Rørelse, at jeg
kunde dog i det mindste faaet vide af ham, hvor man fik den
til denne Pris. Paa alt det tænkte jeg, idet jeg gik ned gjen-
nem Byen og bøiede af i den Vei, der fører langs Fru Grü-
nings Have hen til Piperviken.

SIDE: 194

Paa Hjørnet, netop ved Begyndelsen af Bakken, stod en
Tigger; jeg kunde, længe inden jeg havde naaet ham, se, at
han vilde melde sig som en saadan. Jeg havde følgelig Tid til
at sætte mit Ansigt ilave og paatage mig den Mine, hvormed
man gaar forbi en Tigger. Man kunde kalde dette Ansigt et
Kommuneansigt. Det maa være et underligt Ansigt at se paa;
men ingen faar rigtig se det undtagen Tiggerne. "Giv ham!"
siger det i dit Indre . . . "Giv ham ikke!" har Kommunen
indskjærpet dig. "Giv ham!" siger en Erindring fra Barne-
aarene, da Far og Mor forsikrede dig, at det var smukt at
give, og du læste den første Fortælling derom i din nye Billed-
bog. "Giv ham, giv ham!" raaber Hjertet, "han har maaske
fire hungrige Børn hjemme, han har maaske . . ."

"Vrøvl," siger Erfaringen, "det er en doven Hund, der ingen-
ting vil bestille," -- "og som jeg maa føde," lægger Kom-
munen barsk til. Og man gaar forbi med sit Kommuneansigt.
Og saa gik jeg forbi og fortabt i mine traurige Drømme opad
Bakken og henimod Bankpladsen. Ligesom jeg kom paa Høi-
den af Bakken, huskede jeg igjen paa Tiggeren. Han havde
kun bedt med sit Øie, ikke rakt nogen Haand frem, og hans
Mine havde hverken udtrykt Skuffelse eller Frækhed, da han
intet fik, kun en -- jeg kunde næsten kalde det ganske for-
nøiet Resignation, ligesom han vilde sige: "Det er jo ganske
rimeligt det."

Og jeg faldt atter hen i mine Tanker, og jeg tænkte paa saa
meget, blandt andet paa Glæden; og saa faldt det mig ind:
Det er dog underligt, Menneskene rundt omkring mig siger, det
er Glæde, og jeg siger det er Glæde, og de vil endelig bevise
mig, at hvad de synes er Glæde, er ogsaa Glæde for mig,
men jeg vil slet ikke bevise dem, at hvad der er Glæde for
mig, er det ogsaa for dem, kort -- vi er ikke enige. Og nu
vil jeg ønske noget; det er ikke værd at ønske noget smaat;
skal man ønske, saa kan man ligesaa godt ønske noget stort,
og nu vil jeg ønske noget, som jeg synes er Glæde, en rigtig
Glæde, en, som man kan have Glæde af. Jeg tror, det ligger
til Ønsker, at man ser opad. Det er, ligesom man ved, at
der er ikke stort at vente der, hvor man gaar.

Og derfor saa jeg opad, ligesom jeg pleiede, da jeg var liden;
da gik jeg ofte og stirrede imod Himmelen, indtil jeg tørnede
mod Vægge og Stolper. Og se! Den samme Scene, jeg havde
oplevet, gjentog sig deroppe. Der stod jeg paa Tiggerens
Plads, og jeg saa Vorherre komme. Ham vil jeg bede, tænkte
jeg, ham kan man bede om noget stort. Men Vorherre gik

SIDE: 195

forbi; han gik forbi, langt forbi; han havde sit strengeste Kom-
muneansigt. O, det er saa rimeligt, tænkte jeg; ham narrer
man ikke; han kjender sine Folk, og han ved, at vi ikke selv
under hverandre nogen rigtig Glæde. Giver han noget, saa
gjør han det af pur Barmhjertighed. Han ynkes over os. O,
om han ynkedes over dig, gik tilbage til dig og lagde pludse-
lig en Gave i din Haand og sagde: "Det er til en stor, en
rigtig Glæde, en, som du synes er Glæde."

Og jeg vendte om og gik tilbage og naaede det Sted, hvor
Tiggeren havde staaet. Han var der ikke mere; men han stod
henne ved den lille Høkerbod efter en, som det lod, sluttet
Handel. Han krammede i sin Lomme længe, længe; dog med
en Mine, der udtrykte den tillidsfuldeste Sikkerhed. "Jagu' skal
den være der," sagde han, "ikke har jeg og ikke har jeg havt
mere paa min syndige Krop idag . ." Og i det samme fandt
han Skillingen, og den blev betalt. Jeg gik hen til ham og
gav ham en Mark. Hans Ansigt udtrykte næsten Forskræk-
kelse; han saa paa mig, saa paa Marken; endelig syntes han
at kjende mig igjen; han satte Hovedet tankefuldt paa Skakke,
som om han grundede paa den skjulte Sammenhæng mellem
ham, Marken og mig. Jeg spurgte ham, om han havde Kone
og Barn.

Nei, han havde da ikke det heller. Han havde været Feier
engang; men han taalte ikke Luften i Piberne; han syntes, at
han blev saa rar i Ho'det; men nu agtede han sig til at bli'
Snedkerarbeider, naar han fik nogen "Máterialer". Han sam-
lede Penge til "Máterialer". Jeg spurgte, hvor længe han
havde samlet til Materialer. Aa det var rigtig længe ogsaa,
helt siden han var Feier; men han taalte ikke Luften i Pi-
berne etc. Derpaa drog han en Pung frem, der saa ud til, at
den engang havde været af Skind, lagde Marken ned i den
og lukkede den omhyggelig til. Det skede ordentlig med en
viss Høitidelighed, omtrent som naar man nedlægger Grundstenen
til et storartet Bygverk. Jeg sagde ham nogle Ord, som Kom-
munen vist vilde billiget, og gik atter igjen fortabt i min
Drøm opad Bakken. Jeg havde næsten glemt den store
Glæde, jeg skulde ønske mig; nu skulde jeg først til at vælge,
hvad det skulde være for en.

I Skumringen kom jeg tilbage og gik forbi Stedet. Omtrent
tredive Skridt længer hen saa jeg en Skikkelse foran mig i
Gaden. Den holdt netop Midten af Veien, eller rettere sagt
den holdt hverken Vei eller Midte, men bevægede sig i sæl-
somme Svingninger fra det ene Fortaag hen mod det andet,

SIDE: 196

omtrent som naar Børn sætter en Perpendikkel i Bevægelse.
I Førstningen troede jeg, det var en, der ledte efter noget;
men da jeg kom Skikkelsen paa Siden, saa jeg, at det var
Manden fra Bakken, han, som samlede til "Máterialer". Endda
kjendte han mig; han nikkede til mig med det blideste Smil.
Ja, han var rigtignok rigtig glad.

Da maatte jeg le, og med Latteren aabnede sig dette dybeste
Væld i min Sjæl, som saa længe, længe havde ligget sperret,
og se, der var den rigtige Glæde; andensteds var den ei at
finde; og af mit inderste Hjerte takkede jeg Gud, som havde
givet mig denne Glæde, og glad kom jeg hjem.

Camilla Collett

SIDE: 197

OKTOBERFANTASIER.

(1858.)

Oktober er det; men det er et af dens bedste Øieblikke.
Ja, man skulde næsten sige, at denne ildeberygtede Maa-
ned vilde vise, hvilken sort Uret man gjorde den, ligesom en
bekjendt Gnier, der med en pludselig storartet Forføining tror
paa én Gang at have kjøbt sig fri for Mistanken og Ret til at
gnie desto mere bagefter. Endnu hviler der et varmt Skjær
efter Solnedgangen over Egnen; Maanen staar blank paa Him-
melen, Stjernerne funkler med en usedvanlig Renhed og Kraft,
og opover den vestlige Horisont løfter sig et sælsomt Billede,
en rødlig spillende Ædelsten, dragende et langt, bølgende Straale-
neg efter sig; det sænker mere og mere det glimrende Hoved,
som om det beredte sig til Flugt. Vi ser ud af Vinduet i en
gammel, meget gammel Gaard, der ligger oppe i en af de vilde,
øde Skovtrakter østenfor Byen. En melankolsk Egn med sin
uoverskuelige Række af barklædte Høie, hvis mørkegrønne
Ensformighed kun da afbrydes, naar den én Gang om Aaret
stikker nogle enkelte lyse Birkeflag op for at melde, at den
ogsaa har Sommer. Nu har de sidste Dages barske Høstveir
henveiret ogsaa det sidste Spor deraf. Men set i det hemme-
lighedsfulde, skuffende Lys, som den pragtfulde Aftenhimmel i
dette Øieblik meddeler den, gjør den ikke dette triste Indtryk;
vi kan meget mere indbilde os, hvad smukt det skal være.
Man skulde tro, at Træerne udenfor staar i sin Løvpragt, og
gjennem det Slør, Maanelyset i Forening med den snehvide
Daltaage har kastet over Høiene, ser vi et fantastisk Landskab
med Gletscher, Søer og luftige Øgrupper; gjennemsigtig, stereo-
skopisk farveløst fortoner det sig ned mod det fjerne, hvor
det taber sig i en skinnende Sølvstribe: Fjorden, Christiania.

Ja, Maanen flatterer. Endnu smukkere skinner den ind i
Værelset. Paa det teppelagte Gulv tegner den to store, noget
firkantede Vinduer, prydet med det herligste Silhouetbillede af
Potteblomster -- ingen Mestersaks kunde skaaret det kunst-

SIDE: 198

færdigere -- ; der er endog kommen en Damenakke og en
Profil med. Ved Hjælp af dette Skin og en frisk Lysning fra
en af Tidens Tand halvt fortæret Dør paa en plump, stor Ovn,
der bærer det ærværdige Merke "Bærum 1760", kan vi tydelig
finde os tilrette inde i Værelset.

Det første Indtryk deraf afviger ikke synderlig fra det, man
modtager af enhver med moderne Komfort udstyret Bolig. Ved
et nærmere Tilsyn vil man dog opdage, at Værelsets Bygnings-
maade og oprindelige Udstyr lidet svarer til Møblementet, en
Uoverensstemmelse, som det ubestikkelige Dagslys maaske
kunde fremhæve paa en grel og forstyrrende Maade. Det for-
tryllende Maaneskin fortæller os kun, at vi befinder os i et af
de strengt firkantede Rum i den gamle Bygning, der sandsyn-
ligvis har tjent til Pragtgemak for mere end én henvandret
Slegt. Derom vidner de alenhøie Panelinger, de massive Døre,
der endnu bærer Spor af Forgyldning, men fornemmelig de med
brogede Billeder bemalede Tapeter. Hvad disse Billeder egent-
lig forestiller, derom kan vi i det Halvdunkel, der raader i
Værelset, kun anstille Gisninger; af og til farer et grelt Streiflys
hen over dem, der ret uhyggelig belyser en enkelt Figur, et
Ansigt, maaske et svævende Hoved; -- ogsaa de maa skues
om Dagen. Da vil vi se Jephtas Datter med sine Jomfruer,
alle i stivt Korset og høihælede Sko, væbnede med Cymbler
og Lutter gaa den ulykkelige Fader imøde; vi vil se Salomons
Dom, David spillende paa Harpe -- -- alt udstyret med en
Farvepragt, der har trodset mindst et Aarhundrede, men heller
ikke mere. Det er nemlig let at udregne, at disse Tapeter og
den øvrige rige Udstyring skriver sig fra et meget senere Tids-
punkt end Gaarden selv, der efter det Aarstal, som findes støbt
paa Klokken i det lille Taarn, formodes bygget Anno 1560.
Et Aarhundrede eller mere senere har en eller anden pragt-
kjær Eierinde af Gaarden villet "modernisere" sine Værelser,
og hun har skaffet sig dette Tapet, efter Gud ved hvilke Kampe
med sin Egteherre, som syntes, at han likte de brune, tilrøgede
Bjelkevægge noksaa godt; de havde set saa mangen lystig
Jagtsmaus, hvoraf de endnu bar tydelige og kjære Merker; og
da Verden gaar et evigt Kredsløb, saa vilde Tilfældet, at disse
Tapeter netop nu igjen var Gjenstand for en egteskabelig Tvist,
idet Husets unge Frue daglig sukkede efter at faa dem om-
byttet med et "anstændigt Betræk", medens hendes Gemal
formente, at nu kunde de gjerne faa blive i Ro, saalænge Gaar-
den stod; der skulde snart bygges; en Strid, hvori Christian,
Husets haabefulde tiaarige Søn, paa sin Maade havde taget

SIDE: 199

Parti ved paa det omhyggeligste at gjennembore alle Figurernes
Øine.

Gaardens Eier, Hr. Edeltorp, var allerede en Mand tilaars
og havde i en Række af Aar været Embedsmand i Christiania.
Men enten det var af Mangel paa Ærgjerrighed eller Evne,
havde han aldrig drevet det høiere end til en Kopistpost i
Revisionsdepartementet. Onde Tunger vilde vide, at dette be-
skedne Embede blot var et Skjul for en mindre hæderlig, men
mere indbringende Bedrift; men hvad siger ikke onde Tunger!
Dette faar staa ved sit Værd, en Sandhed er det, at Hr. Edel-
torp pludselig dukkede frem med en betydelig Formue, der
indbragte ham en ung, smuk Kone og satte ham ved Grænsen
af det Maal, han havde arbeidet for i mange Aar. Hans Drøm,
hans Ærgjerrighed var opfyldt; han eiede en ung Kone og et
gammelt Herresæde, og han havde intet at bestille.

Omkring Bordet i det klare Maanelys sidder fire Damer, der,
iførte vor Tids rige Modedragter, ret vel passede i den Om-
givelse, jeg har forsøgt at gjøre anskuelig for Læserens Øine.
De tre af disse kan kaldes mere eller mindre unge og smukke
og viser i Dragt, Holdning etc., at de tilhører en Klasse, som
det være mig tilladt at betegne under Navn af Christiania-
damer. Den Dame, som sidder med Ryggen vendt mod Værel-
sets Baggrund, saa at vi tydelig kan se Omridset af hendes
Skabning mod det sterke Ovnlys, er Husets unge Frue Betty
Edeltorp. Hun har Ord for at være smuk, og enhver kan
ogsaa ved at summere hvert enkelt af disse ulastelige Træk
faa denne Skjønhed til at gaa op som et andet Regnestykke;
men endnu har ingen følt den eller tænkt, naar han saa eller
talte med hende: "O, hun er smuk!" . . . Thi den sande
Skjønhed er altid en Opdagelse, en evig sig fornyende Over-
raskelse. Udtrykket i dette kjødelig saa rigt udstyrede An-
sigt var klog Bestemthed parret med nogen Vigtighed og Selv-
følelse. Hun har i sin hele Holdning og sin lille velpropor-
tionerede, men nu noget for massive Figur meget af denne
verdslige Aplomb, der er og vil blive en Magt i Verden. Fru
Betty er ingenlunde en ganske almindelig Dame. Hun har
Interesser, hun har mange Interesser, altid en saare sjelden
Egenskab her i vor By, hvor enhver administrativ kvindelig
Post næsten altid indtages af udenlandske Damer. Er det et
Nationaltræk, denne vore Landsmandinders haardnakkede Sky
for at træde op? Føler de endnu Usikkerheden? En saadan
repræsentativ Evne hører maaske til Kulturens seneste Frugter
og tør hos os kun ventes opnaaet, naar Tidens Fylde kommer.

SIDE: 200

Indtil da faar vi nøie os med de mere eller mindre heldige
Udvekster. Til Fru Bettys Ros være det sagt, at hun hørte
til de heldigste; hendes Virksomhed havde sat sig de mest
forskjelligartede Opgaver. Hun beskyttede Kunster og Viden-
skaber, hun tog en levende Del i Kommunens praktiske An-
liggender. Hun var paafærde overalt, hvor der skulde sættes
noget i Gang: broderes Faner, syes Presenter til en Tombola
eller en elsket, bortdragende Embedsmand; hun førte Ordet i
Stiftelser og Dameforeninger; hun engageredes til Vertinde ved
Kunstnerfester og Studenterballer, kort hun var at finde over-
alt, kun mindst i sit eget Hus. Denne overordentlige Virksom-
hed blev betydelig stækket, da hendes Mand for et Aars Tid
siden kjøbte Gaarden og flyttede herop. Nu har Fru Betty
kun et Par Dage af Ugen, der er hendes Bydage, eller rettere
kun et Par Dage af Ugen, der er hendes huslige Dage.

Fru Betty gjælder for at være begavet; hun har megen Tale-
færdighed og øver den paa et udstrakt Felt; hun har dertil
nogen Muttervits og en stor Rutine i visse pudsige Ordføininger
og Vendinger, der ganske uegentlig gjælder for Aandrighed,
men som snarere sorterer under det, man kalder "Morsom-
hed", "at være morsom".

En ædlere Skikkelse er den blege Dame ved hendes høire
Side. Saadan som hun nu sidder, lidt foroverbøiet, med begge
Arme udstrakte paa Lænet af Stolen, med aabne Øine stirrende
i Maanelyset, ligner hun en Sfinks. Hun er smuk; men hun
gjælder ikke derfor; thi hun er ikke ung, og i den store By
dernede, vort Lands aandelige Centrum, hvor alt æstetisk prøves
og faststilles, forstaar man ved Ungdom ingen anden end Lege-
mets og ingen anden Skjønhed end Ungdommens. Frøken
Anna -- saa vil vi kalde hende -- har sine Begivenheder og
Interesser i en Tid, der ligger forud for denne, og i den For-
stand kan man vel ogsaa sige, at hun rager sfinksartet og
ubegrebet ind i vor nærværende. Hun gjælder ikke for at
være aandrig; thi hun er ikke morsom.

Halvt opreist, lænende sig til Fru Bettys Stol, sidder en
ganske ung Pige, Frøken B. Hun har, jeg ved slet ikke hvor-
ledes, faaet det smukke sarmatiske Navn Julinka, der erindrer
os om smale, mørktlynende Øine, der gaar lidt paa skraa, en
liden, kjækt opstaaende Næse, smaa trampende Fødder og
klirrende Sporer. Den opstaaende Næse har hun ogsaa; men
Julinka, eller som hun i daglig Tale kaldes Linka, har trods
den drevet det til at gjælde for en Skjønhed. Hun vil være
det, og hun gjælder derfor; thi det er rart nok, med et regel-

SIDE: 201

mæssig smukt Ansigt nytter det ikke at komme, naar man ikke
har den redelige Vilje til at lægge sit til -- jeg overlader ganske
til mine Læserinder at finde ud, hvad det er. -- Og Julinka
er smuk; hun er blond; hun har en Teint som en Æbleblomst,
en deilig, frisk Mund og Øine, der efter Omstændighederne
kan blive store eller smaa. Dertil har hun en nydelig, fin
Skabning, og hun forstaar at klæde sig. Julinka er et Lysets
og Dagens Barn og maa ikke sees i Maaneskin. Men den lille
Dame har Ord for at være skarp i sin Tunge. Hvorvel dette
paadrager hende Uvenner og Omtale, søges hun dog, dels fordi
man frygter hende, men ogsaa for den Kvikhed, der ligesom
gnistrer omkring hendes hele lille behagelige Person. Man
dadler hende; men man tilgiver hende og bærer over med
hende som et forkjælet Barn. Saaledes drages hun ind med,
ofte hvor hun slet ikke passer, f. Eks. i de syende Dame-
selskaber; Damerne skal sy og Julinka more dem, det er vel
Meningen; undertiden gaar det; men undertiden gaar det ogsaa
galt. I en saadan Forening, hvori Fru Betty præsiderede, blev
der paatænkt at strikke et Oplag af Strømper til de smaa Zulu-
børn. Julinka søgte ivrig at godtgjøre den Paastand, at det
umuligt kunde være Selskabets Mening at strikke til Hedninge-
børnene; det maatte da være til de omvendte, og da disse
sidste beløb sig til ikke ganske to Individer, saa behøvede man
blot at strikke to Par eller egentlig kun halvandet, det vil sige
tre Strømper. Denne impertinente Tale vakte almindelig For-
argelse, som endte med, at hun blev udelukket. For at give
denne Karakteristik saa megen Runding, som den flygtige An-
ledning tillader, vil jeg endnu tilføie, at Julinka kunde være
ligesaa indtagende for dem, hun syntes om, som hun kunde
være olympisk utilgjængelig mod de ulykkelige, der ikke be-
hagede hende eller hørte til hendes Kreds; at hun havde mere
Vid end Aand, for megen Kritik og for lidet Poesi, og af
Naivetet og noget, man engang kaldte "ungdommelig Begeist-
ring", kunde man i hendes Sjæl finde saa meget, som man
kan vente at finde Tusendfryd i et Karsebed -- med ett Ord:
Julinka B. var et egte Christianiabarn.

Endelig har vi den fjerde Figur, der lettelig kunde glemmes,
da hun gjør sig selv saa lidet bemerkelig.

Jomfru Bolt sidder lidt tilside fra de øvrige, og selv dette,
at hun holder sig i Skyggen, er betegnende for hende. Hun
er et Skyggebillede i Livet, har aldrig gjort Fordring paa andet
og har aldrig været agtet for andet. Hvem ser efter Silhouetterne
paa Væggen, naar der er Malerier i Stuen! For Tiden er hun

SIDE: 202

i Huset hos Fru Edeltorp, i hvad Egenskab er ikke godt at
sige. Som Selskabsdame kan det neppe være, da hun er i
den pinligste Grad taus og negativ i al sin Væren. Ingen
Dødelig har endnu nogensinde hørt hende udtale en frivillig,
selvstændig Mening om nogen Ting, og skrider man, trykket
af denne forstokkede Passivitet, engang til at udæske en saadan,
saa kan man regne paa, at den er et Ekko af en tilfældig,
sidst udtalt Anskuelse, fattet saa telegrafisk som muligt og led-
saget af et Blik, som om hun bønfaldt om Tilgivelse for en
saadan ubeskeden Anmasselse. I det Edeltorpske Hus var
hun sandsynligvis et Slags flytbart Husgeraad, der blev ned-
taget og ordentlig bragt paa sin Plads igjen, naar det havde
gjort sin Nytte; saaledes var det f. Eks. idag flyttet ind for at
sy. I sit Ydre var den stakkels Christiane Bolt ogsaa et Sil-
houet af et Menneske. Julinka pleiede at bemerke, at hun havde
været utallige Gange i Stuen sammen med Jomfru Bolt; men
endnu havde hun ikke set, hvordan Jomfru Bolt saa ud.

Efter de Antydninger til en Karakteristik, jeg her har leveret,
vil man føle, at disse fire Damer neppe kunde være forenede
ved noget sterkt Venskabsbaand. Det er ogsaa kun et fælles
Arbeide, der har ført dem sammen denne smukke Høstaften
paa den afsidesliggende Gaard. Dette Arbeide er nu fuldendt;
de har sat sine Rammer hen, pakket Resterne af det brogede
Uldgarn ind i sine Kurve og Etuier og nyder nu Hvilen efter
den flittige Dag i den lange Oktoberskumrings dolce far
niente.

"Kan De skaffe mig en Prøve deraf, Frøken Anna, saa gjør
De mig en uendelig Tjeneste," sagde Fru Betty.

"En Prøve kan De meget let faa; men jeg vil sige Dem
forud, at det holder aldeles ikke Vask."

"Aa, hvilken Skade! Det yndige Tøi! Mit Chally viste jeg
Dem jo; ikke sandt, det er smukt! Det er noget ualmindeligt
ved det."

"Meget smukt; hvad maatte De give for det?"

"Saagodtsom ingenting. Jeg trængte egentlig ikke til det;
men jeg kom tilfældigvis ind i en Butik for at kjøbe en Klokke-
streng; der laa det netop paa Disken. Heldigvis opdagede jeg
en liden, ganske umerkelig Plet paa det. Det skulde kostet
9 Spd.; men jeg fik det for 8 Spd. 3 . Linka, hvor kjøbte
du dit Chally? . . Linka -- Julinka da! Du er jo rent fra-
værende; hvor svæver egentlig din Tanke? . . Hvad stirrer
du efter? Nu har jeg set dig i denne drømmende Stilling, jeg
ved ikke hvor længe."

SIDE: 203

"Jeg ser paa Veirhanen deroppe. Jeg har virkelig holdt Øie
med den nu en god halv Time, omtrent saa længe, som I har
talt om Priser og Tøier, og jeg har siddet og tænkt: nu vil
jeg se, hvem der dreier sig først, den eller Samtalen."

"Hvilket Indfald, der er dog ikke andre end du, som kan
finde paa sligt."

"Men den maa staa fast; jeg kan slet ikke merke, at den
rører sig!"

"Det gjør den heller ikke. Nei, min Pige, den staar fast,
det kan du forlade dig paa. Det vilde være en Velgjerning
at se den dreie sig. Nei," blev hun ved med en sælsom
Heftighed, "der kan blæse, hvad Vind der vil, fra Syd, fra
Nord, fra Øst, fra Vest, det nytter lige meget. O, han er saa
ubønhørlig, saa urokkelig, saa forstokket som, ja netop som
en fastrusten Veirhane."

"Kjære, hvem taler du om?"

"Aa . . ak, hvad siger jeg! . . Jeg kan ikke gjøre for det; men
jeg kan ikke se den Veirhanen deroppe, uden at jeg maa tænke
paa Edeltorp . . . . Jeg synes, jeg er nøisom i mine Fordringer;
jeg har lovet at finde mig i alle Rimeligheder, i det, som ikke
kan ændres i dette gamle Skjærerede, naar jeg blot maa opnaa
at faa et anstændigt Tapet i min Dagligstue; men vil De tro
det, Frøken Anna, at det ikke er mig muligt, ikke muligt, siger
jeg Dem, at faa Edeltorp til at gaa ind derpaa."

"Det tror jeg meget gjerne, og jeg finder, at Hr. Edeltorp
har Ret deri."

"Finder De, at han har Ret i at holde paa slige Gyseligheder
som disse brogede, halvramponerede Klatterier? Hvorledes
skal jeg rime det med den Smag, den Skjønhedssans, som
Frøken Anna altid lægger for Dagen?"

"Du glemmer, Betty," sagde Julinka, "at Frøken Anna lever
kun i Fortiden, og at hun afskyr vor moderne Tid med al
dens Væsen og alle dens Gjerninger og følgelig ogsaa dens
Væggebetræk."

Uden at ænse denne ubetimelige Bemerkning blev Anna
rolig ved:

"De misforstaar mig, Fru Edeltorp, naar De tror, at jeg ikke
finder disse Tapeter ligesaa smagløse, som De selv finder dem.
Men selve Smagløsheden giver dem noget ærværdigt. Den
tilhører et Kulturstandpunkt, som visselig ogsaa har havt sin
Berettigelse i Tiden. Disse Vægge har historisk Interesse, og
de hører saa nøie sammen med alt det øvrige, at De ikke
kan røre dem uden at forstyrre det hele."

SIDE: 204

"Naa, min Mand vil blive henrykt i Dem, Frøken Anna!
Han er ellers ikke af mange Ord; men naar han kommer paa
det Kapitel, bliver han ordentlig veltalende! Forstyrre det hele
maa vi alligevel, hvis vi vil bo her. Jeg har de yndigste Ting
liggende. En Madonna af Correggio, som skal være en Kopi,
men jeg skulde meget tage feil, hvis det ikke er en Original.
Jeg har en Rembrandt, mit eget Billede af svenske Lehmann;
alt dette maa jeg lade staa paa Pulterkammeret."

"Hr. Edeltorp hænger dog paa Væggen, og han tager sig
noksaa godt ud."

"Du ved meget godt, Linka, at han er hængt der for at
skjule Goliath."

Og virkelig oplyste et sterkt Blus fra Ovnen det lange,
tørre, alvorlige Billede af Fru Edeltorps Gemal, anbragt i en
ængstelig Nærhed af den lille David, der syntes at rette hele
det Slyngekast, der var tiltænkt Goliath, mod hans Hoved.

"Ingen Billeder at have maa jeg finde mig i; men vi maa
dog have Stole og Borde, og hvad jeg saa anbringer, vil det
staa i en skrigende Modsætning til det øvrige."

"Jeg tror, De tager feil heri," vedblev Anna. "Med lidt Om-
tanke og en liden Smule Kunst vil De faa det til at passe
noksaa godt. De har allerede vist, at De forstaar det. Jeg
finder denne Stue saare hyggelig, som den er. Nei, kjære
Fru Edeltorp, det er Dem, som maa lempe Dem efter Huset,
og ikke omvendt Huset efter Dem. Det er, ligesom om vi
kom til at staa i Nærheden af et Menneske, der er bleven
graa i en forsvunden Tids Former; vi maa ære dets Vaner
og Særheder, vi kan ikke vente, at det skal opgive nogen af
dem for vor Skyld. Lad nu Huset være, som det er, indtil
det falder sammen. Hvad vandt De vel, hvis De ombyttede
dette Tapetseri med et broget Papirbetræk? Saa vilde netop det
disharmoniske falde i Øinene. Thi hvad gjorde De saa med
Ovnen fra 1760 og Panelingerne og "Gallionsfigurerne", som
De kalder Karyatiderne, der bærer Dørgesimsen . . . ?"

 -- "Og Hr. Edeltorp selv," faldt Julinka ind -- -- 

 -- "Og Ekkoet i Værelserne og det tavlede Gulv i Forstuen?"

 -- "Og Taarnklokken, og de gamle ormstukne Portrætter i
Gangen, og Dag- og Natspøgerierne?"

"Aa, Spøgeriet skal mindst genere mig," sagde Fruen.

"Og dog har vi hørt, at der skal spøge sterkt paa denne
Gaard."

"Det var ikke urimeligt, om her var noget saadant," lagde
Anna til. "Hvor skal de stakkels Spøgelser vel hen i Tider

SIDE: 205

som disse! Man under dem intet Tilflugtssted, men river
ubarmhjerlig ned alle deres gamle Reder."

"De maa flytte sammen ligesom Rotterne," sagde Julinka,
"og De kan tro, de har sat sig et almindeligt Stevne her i
Fru Bettys gamle Borg."

"Har De virkelig aldrig set noget?" raabte begge Damer
paa én Gang.

"Aldrig! Hverken af den ene eller den anden Sort, hverken
af Dag- eller Natspøgerier. Nei, jeg er for vantro. Edeltorp
derimod staar færdig til at tro paa, hvad det skal være; han
vilde være meget lykkelig ved at opleve noget, saa det var
ikke mere end billigt, at hvad her fandtes af Skrømt, præsen-
terte sig for ham. Denne Gaard er bygget af hans Forfædre,
jeg tror af hans Tip, Tip, Tipoldefader paa Mødreneside; men
den har ofte været i fremmede Hænder. Nu støver han om-
kring efter alt, hvad der kan give ham Oplysninger om Gaar-
dens tidligere Historie. De kan tro, han gjorde et Fund i
forrige Uge. Paa en Auktion i en Gaard en Mils Vei herfra
fik han opdrevet tre rædsomme Lænestole, et Monstrum af et
Skab, en Billedbibel med Randbemerkninger samt adskillige
andre Dokumenter vedrørende Gaarden. Deriblandt et, som
virkelig er ganske morsomt! Det er et Slags Levnetsløb, for-
fattet af en Klokker eller Skolemester -- jeg husker ikke,
hvad han hedte -- , som er skrevet baade paa Vers og Prosa
og indeholder blandt andet en Optegnelse om noget Spøgeri
her paa Gaarden, som han paastaar skal vende tilbage efter
et visst Tidspunkt, paa en viss Dag."

"Betty! Fru Edeltorp! Det maa De endelig læse for os.
Lad os straks faa høre det."

"Ja gid jeg kunde, og jeg skulde med største Fornøielse
gjøre det; men det hører desværre til Umulighederne. Min
Mand har indesluttet dette Klenodie i sit Allerhelligste, netop i
det gamle Skab. O, De skulde blot se det! Jeg tænker med
Rædsel paa, naar Edeltorp har endt sin Kuriositets- og
Antikvitetssamling, og alt det skal opstilles i den nye Gaard!
Jeg formoder, at Skabet og Stolene skal smykke Salonen, og
glad vil jeg være, om ikke disse yndefulde Tapeter skal flyttes
med over."

Skyggebilledet havde under denne Fruens sidste Tale reist
sig og havde puslet lidt omkring i Værelset. Hun nærmede
sig nu ligesaa sagte og overrakte Fruen en gulagtig Papirrulle,
der ved at udfoldes viste Skrifttegn af en næsten overnaturlig
Størrelse.

SIDE: 206

Fru Edeltorp hilste den med et Overraskelsesskrig.

"Hvad i al Verden! Kjære Jomfru Bolt, hvor fandt De
den? I Hylden! Det er umuligt! Hvad synes I! Her har
min Mand glemt sit kjære, dyrebare Manuskript!"

"Det var jo herligt, saa faar vi det straks at høre!"

"Øieblikkelig, naar vi har faaet Lys . . . . Aa, Jomfru, vil De
være saa god!"

"Nei, nei, ikke Lys," bad Julinka, "lad os sidde lidt endnu.
Du kan godt se at læse, Betty."

"O ja, lidt endnu. I denne Belysning skal sligt netop høres,"
lagde Anna til.

"I Hylden! Og jeg skulde dog kunne sverge paa, at jeg
saa Edeltorp laase det ind i det gamle Skab. Naa, han brum-
mer altid, naar jeg har glemt noget, og jeg har dog saa meget
i mit Hoved, saa det var ikke saa underligt, om det skede.
Men det skal jeg huske ham. Han skal ikke dø i Synden;
o, de Mænd!"

"O, de Mænd har det godt, o saa godt, o saa godt!" sang
Julinka, og nu maatte Anna le, enten hun vilde eller ei.

Fru Edeltorp udfoldede nu Manuskriptet og rullede det
modbørs for at glatte det. "I Hylden," hviskede hun, medens
hun blev ved at stirre snart paa Skriftet, snart hen i Krogen.

"Nu, Betty!"

"Straks, straks! Og jeg har selv ryddet den. Nei, det
fatter jeg ikke! Her er nu først et Indledningspoem, jeg ved
ikke, om I har Lyst paa det?"

"Megen Lyst!"

Fruen læste nu med al den Patos, hun kunde, hvorved
hun markerede alle ortografiske Afvigelser saa sterkt som
muligt.

Lad dette lidet Skrifft, min Læser Dig fornøye,
Med ald Sandfærdighed, Dig stilles her for Øye,
Hvad Jeg oplefvet har, och nummet Rundt-Omkring,
Aff sere Hændelser, og Under-fullde Ting.
Er noget der-ibland som Dig maa skee ey smager,
Da beder Jeg Du ey for-tilig Saadant vrager,
Gack, prøff det sjelf, om Du det bedre gjøre kand,
Før Du bortslænger det, som muddret Pøle-Vand,
Och om en Skrifve-Faut i Skrifftet sig indsniger,
Da beder Jeg Du ey, for nøye derpaa kiger,
Och ey beklaffrer det, med Spottefulde Ord,
Som en Missgjerning Stor, som Røfverie og Mord!

SIDE: 207

Endnu er ingen fødd, som Alle kand behage,
Langt mindre den hvis Skrifft, kand alles Ganer smage,
Hvad hjælper det, med Pral, och Store Ord at braske,
En usel Kaabber-Mynt, det er i bræmmet Taske,
En Spurre, som vilt sig i Ørne-Vinger prøfve,
En Orm, en Madicke, der vilt i Danz sig øfve;
Nei store Ord kand ey opfyllde Korne-Sek,
En Stum heel bedre er, end Ord-riig Spraage-Gjeck,
Thi er det Allerbest, at fare Smukt i Mag,
Och saa befale Gud sit Lif, sin Sjæl og Sag.

Dend Vel-dømmende och vel-meriterede Læseres
Ven och Tjener
Chresten Povelsen,
Klokker och Grafver ved St. Knuds Kircke.

Skrefven udi Opsloe den 1 Januarius, Anno 1684.

"Det var nu en Prøve af hans Poesi. Saa kommer hans
Levnetsløb, men det maa vi have tilgode til en anden Gang.
Det var blot Spøgeriet her paa Gaarden, vi skulde have . . .
bi, se her er det."

"Och min Beste-Fader Chresten Hjeronymus Povelsen har
udi sit Lefnetsløb optegnet, och med sit Nafns Under-Skrifft
och gandske Sandfærdige Vidnisbjurd bekrefftet, at en anden
frygterlig och høist Forunderlig Hendelse sig udi hans Lefve-
tiid tildraget hafver. Samme min Beste-Fader var da Forvaltere
paa . . . Gaard hos dend høiførnemme och Gudelskende Matrone,
Enke-Frue Engel Chrestine von Edeltorp. Paa dend samme
Gaard haffde en Dværg eller Troll-Karl sig tilsiune ladit, der
sin Boelig syden for Gaarden haffde udi et Bjerg, som kaldis
Ryen-Bjerget, hvorfor han ogsaa kaldtis Ryen-Balgen, och
endnu udi Vore Tider, kand man Indgangen till sammes Bolig
bemercke, ligesom en diup Huule eller Svelg der diupt udi
Bjerget strecker sig ind. Denne Under-Jordiske Dværg eller
Troll-Karl, var aff Skabelse som et Drenge-Baren paa tii -- tolf
Aar men med et Stort Hofved, och en ofvermaade Stor Mafve.
Han haffde Grønagtigt Skiegg, og røde Øyne, der liuste ret
ligesom to Ilds-Luer udi hans Hofved. Hans Kleder vare
graa Uld-Kleder, och paa Hofvedet haffde han en høi, spitz
Topp-Møtze, och med Folckene og Pigerne paa Gaarden be-
dreff han Alskiøns Skalckhed och Skabernack, idet han viiste

SIDE: 208

sig nu udi sin egen Gestalt, nu udi en Andens. For Somme
var han at see som en Tienere, for Somme som en Hund,
och for Somme som en galindes Hane, eller et kaglendis Høns.
Dend samme høiædelige och høist Gudfrycktige Matrone Fru
Engel Chrestine svarede ochsaa sandeligen til Sit Nafn, idet
hun som en fromme Engel for Gud och Mennisker sig beviiste,
och hun var saa nederladende og Vennesæl udi hennis Om-
giængelse mod alle, och saa goddædig udi hennis Handle-
Maade, at aldrig haffde nogen Tigger af hende Mad och Dricke
begieret uden att hun noget til deris Bespiisning och Veder-
qvægelse, beskierit haffde. Men der ud over at hun aff Gods
och Gafve saa Meget, forskienkt haffde, beholdt Hun ikkuns
lidet Sjelf tilofvers. Da begaff det sig udi Aaret Anno 1606
effter Christii Byrd, udi den Maaned Septembris, at dend ædle
Frue ventede hennis Søn at skulle Hiem komme, som haffde
udi fremmede Lande værit bort reyst, men Hun haffde kuns
En Gieste-Seng at lægge hannem udi, og dertil haffde hun
ikkuns Een Flaske-Viin udi hennis Kielder, ligesom hun eyede
kuns en Gaas paa Gaase-Stien at steege och anrette for denne
hennis Søn. Som Hun nu skulle gaae ofver till Borge-Stuen,
bemerkede hun en Tigger at ligge paa Jorden, der var heel
uselig og Jammerlig at see till. Samme Tigger raabte, der
han fick Fruen at see: Ach jeg sjuge, Elændige Menniske!
Ach jeg sjuge, Elændige Menniske, och førte Saadant Tud,
och Skraal, och Klage-Maal, at Fruen ofver dend Elændige
Tigger saare ynkedes, och Hun bød Sine Tienere hannem at
indbære, och i dend Gieste-Seng indlægge der till hennis Søn
var beredd. Men hand sagde at det Eniste som hannem kunde
ledske, det var Viin, och der Fruen dette fornam, tog hun
den eniste Viin-Flaske hun eyede och skienckede hannem
derudaff indtil den bleff tom. Der dette var skied, sagde den
sjuge Mand til Fruen, at nu fornam han en stor Bedrelse,
hand sporede ikkun en forskreckelig Hunger och Mad-Lyst,
men det Eniste han taalede at niude, det var Gaase-Steeg,
Hvor-ofver Frue Engel blef saare bedrøfvet der hun tænckte
paa hennis Søn at Samme skulde komme och spiise udaff
Steegen. Men den sjuge Mand skreck och Raabede at hand
maatte visselig aff Hunger omkomme, hvis hand ikke fik
Gaase-Steeg, saa at Fruen ofver hannem hjertelig ynkedes,
och hun tog Gaasen aff Gaase-Spiddet, och bar den sjelf ind
til dend Sjuge, men hand tog Gaasen och spiiste den, ret som
en Anden en Spurre eller Kramets-Fugel fortærer i en for-
skreckelig Hast och Geschwindighed, saa at der icke bleff Kjød

SIDE: 209

eller Been til ofvers. Och o Forskreckelige Under! idet-Samme
forsvand Tiggeren och Ryen-Balgen stod foran henne udi den
Gestalt, jeg førhen beskriffvet hafver, och sagde till Fruen: O,
du dyderige och høist goddædige Quinde! Du hafver Prøfvelsen
bestanden, och for denne din store Goddædighed vilt jeg dig
nu sandeligen belønne! Da sagde Fruen, at det Gode hun
øfvede, det øfvede hun alleniste for Guds Skyld, men icke for
Samme at belønnis, och hun trængede icke til Guld eller Gafve,
och Dvergen svarede: Guld och Gafve skallt du heller icke
faae, men jeg skallt dig en Ynske-Dag beskiere. Hvor-ofver
Fru Engel bleff saare forundret, och spurde, hvad en Ynske-
Dag monne være for en Dag? Hvorefter Dvergen fortaalte,
at hver Sin Geburts-Dag eller Fødelses-Dag bekom Han aff
sin Quinde en Ynske-Quist forærende, och naar samme hans
Fødelses-Dag indtræffer, och han fikk Ynske-Quisten, saa
skulle Hand derudaf tvenne Quiste i Kaars under Dørr-
Terskelen nedlægge, hvoreffter Alle Hennis Ynsker og Begjeringer
paa samme Dag skulle opfylldes."

"Det lader til", sagde Julinka, "at det gaar til under Jorden
som heroppe paa den. Naar saadant et Bergtroll ikke en-
gang kan faa sin Vilje frem uden hver Geburtsdag, hvor kan
da vore . . . ."

Med en afbrydende Bevægelse fortsatte Fru Edeltorp Læs-
ningen.

"Och denne Dvergens Geburts-Dag eller Fødelses-Dag Ind-
treffer hvert Aar udi Tiiden, naar Cometen lader sig tilsiune,
och dend Dag udi Aaret, da dette Forskreckelige och truende
Siun med sin lange, gloendis Hale-Riis, til Menniskenes gruflige
Forferdelse kommer Jorde-Klooden gandske nær, da er det
Dvergens eller Troll-Karlens Geburts-Dag, og paa dend samme
Dag skulle alle Quinder udi Gaarden, men slet icke Mand-
folckene, Deris Ynske-Dag bekomme, saaledes at Alle udaff
Quinde-Kjønnet som paa dend samme Dag sig udi Gaarden
opholde, de Store med de smaae, de Fornemme med de ned-
rige, de Unge saavelsom de gamle Quinder skulle bekomme
deris Ynsker opfyldte, Saa snart som de Noget ynske sig."

"Det var da besynderligt," bemerkede Anna, "at blot Kvin-
derne skulde nyde godt af Dvergens Bestemmelse."

"Mænd, som staar under Tøflen, sværmer altid for Kvin-
derne," sagde Julinka.

"Hvis du afbryder mig oftere, Julinka, da vil jeg heller
ophøre."

"Det var jo ikke mig, som afbrød dig!"

SIDE: 210

"Nu tys! Och det begaff sig Aaret derefter, hvilket var det
Aar, Anno 1607, at en Stor och frygterlig Comet viiste sig paa
Himmelen, och en Dag udi Maaneden Octobris kom dette Sjun
med Sin græsselige Hale-Riis saa nær, at Jorde-Klooden røstede
och bæfvede, och mange Mennisker fornam ligesom en fortæ-
rendes Ilds-Lue. Och see! Det skiede som dend Under-
Jordiske Dverg haffde sagt, thi disse høist ulyckelige och usalige
Skabninger ere ocksaa ikkun ringe och uselige Redskaber udi
Herrens Haand, till Menniskens Gafn och Frellse, idet den
Almegtigste och Allerhøieste Gud benytter dennem snart till
Alle Slags Reffselser och Prøfvelser, og snart til at beskiencke
och belønne Menniskene. Men Fru Engel tenckte slet ikke
der paa, der hun Intet for Sig sjelf begjerede, men hun alle-
niste for Andre haffde fromme Ynsker, naar hun Saadanne
haffde. Men paa Gaarden var en Tieniste-Piige som sagde til
en anden Tieniste-Piige, at hun skulle ret ynske att see hennis
Kiærriste, som var Sjømand, och som foer til Sjøs paa Frem-
mede Lande, och der hun saa sagde, brød hun ud i stor Graad
och Væ-Klage, men det Sjun hun haffde seet, vilde Hun ikke
Fortælle till noget Menniske. Men ved Aftens-Tiide begaff det
sig at Frue Engel Chrestine, som hun sadd paa Canapéen udi
hennis Daulig-Stue, ynskede at Hun kunne faa see och faffne
hennis liden Daatter-Daatter, och see Idetsamme foer en Vogn
ind aff Porten, och det var hennis ældste Daatter, som boede
udi Grævskabet nær vid Tunsberg, som kom kiørendis och
som hennis liden Daatter med Sig brackte, hvorofver Frue
Engel bleff saare forskrecket, ja hartad sjuk ud aff Glæde
och Forundring. Och der hun lagde Sig til Sengs ynskede
hun som hun alletider pleyede naar hun til Hvile Sig begaff,
en lyckelig och salig Endeligt, och idet Samme sofv Hun søde-
lig ind, och see! om Morgenen, da man hende vilde vecke, da
laa hun gandske død och stiff udi Sengen.

Och alle Fattig-Mænd, dend hele Tiggerflock,
Hver med Sin Mele-Seck, sin Staff, och Krücke-Stock,
Hver Krummeryg, hver Skjeff, der kunde hincke med,
De bar Frue Engels Krop till Graffuens Hvilested,
Men Hennis Engle-Siæl, tog Engle udi Fafn,
Och bar den Fiære-let til Himlens Engle-Hafn."

Her rullede Fru Betty Manuskriptet sammen, og Damerne
sukkede. "Men saa næste Gang Trollet havde Geburtsdag,"
sagde Julinka efter en Pause, "hvordan gik det da?"

SIDE: 211

"Derom haves ingen Optegnelser. Den poetiske Klokker
levede maaske ikke den Gang. Men der gaar et Sagn derom,
som jeg hørte Else, vor gamle Pige, fortælle Christian for-
leden. Det falder lidt i det burleske, men hvis I har Lyst til
at høre det, skal jeg gjengive det, saa godt som jeg kan, det
vil da sige uden den originale Poesi, der udmerkede Elses
Foredrag."

"Fortæl, fortæl!"

"Det var altsaa i et af hine Aar, hvor "det gruflige Sjun
med sin gloendis Hale-Riis, stod paa Himmelen." Jeg antager,
at dette, efter Kostumet at dømme, har været Kometaaret 1759.
Da boede her en Major von Edeltorp, hvis Kone var en sand
Modsætning til Fru Engel Chrestine, da hun var ligesaa haard-
hjertet og slem, som denne havde været from og gudfrygtig.
Ønsker I at gjøre Fru Majorindens Bekjendtskab, saa er det
den røde Dame med Bologneseren paa Armen, der hænger
oppe til høire paa Gangen. Hun ligner en Krudttønde, der
hvert Øieblik kan eksplodere, og jeg synes, det er en saadan
udmerket Idé, at man har placeret hende mellem Gaardens
tvende Brandsprøiter.

Det var altsaa i Kometaaret, en Dag i Mars Maaned, at der
skulde være en stor Fest paa Gaarden, idet Hans Excellence
Statholderen med mange høifornemme Gjester skulde spise der
til Middag. Hendes Naade, Fru Majorinden -- dengang betød
en Fru Majorinde med et von foran noget ganske andet end
nutildags -- havde fra den tidligste Morgen med hele sit
Tjenerskab været paafærde for værdigen -- det vil sige paa
en Maade, der svarede til Husets Renommé -- at kunne mod-
tage og beverte saadanne Gjester. Men ingenting var hende
ret den Dag. Hun havde en eneste Datter, der var styg og
meget taabelig, og man kan begribe, at dette var en Kilde til
Lidelser for den hoffærdige og forfængelige Moder. Da det
led mod Middagen, begav denne sig ind i Datterens Værelse
for at bestemme hendes Pynt, men fornemmelig for at ind-
skjærpe hende nogle "Regler for hendes Opførsel". "Jeg vilde
ønske, du holdt paa din Mund, min Datter," sagde hun, "og
heller vilde være taus end sige dine Dumheder;" og ud fór
hun uden at ane, at Frøkenen førte Haanden op til Munden i
det samme og mægtede ikke siden at røre den derfra. Kommen
ned i Salen, hvor det store Festbord med Blomster, Sølv og
Stas stod dækket, skreg hun: "Bordet helder jo! Ser han
ikke, at Bordet helder!" Tjenerens Forsikring, at han ikke
kunde se det, hjalp ikke. Bordet blev undersøgt, og Fruen

SIDE: 212

kom til den Overbevisning, at det ene Ben var lavere end de
øvrige. Men alle Forsøg paa at rette paa Feilen førte ikke til
det Resultat, hun ønskede; Bordet blev enten for høit eller for
lavt til den Side. "Saa gid da det Ben ske en Ulykke!" raabte
hun i Hidsighed, og neppe er dette ulykkelige Udraab und-
sluppet hende, saa gaar Benet tvert af, og Bordet med den
hele gilde Opdækning faldt paa Gulvet. Efter den første For-
stenelse fór hun ud for at søge Hjælp, men traf uheldigvis i
Visitværelset -- det har formodentlig været dette her -- paa
sin Gemal, der i fuld Puds, i rød Uniform og ny, skinnende
Paryk havde sat sig paa Sofaen og røgte gemytlig sin Pibe.
Dette Syn, der vilde fortryllet en anden Kone, gjorde netop
Majorinden, i den Sindsstemning, hun befandt sig, rasende.

"Her sidder du og røger Stuen fuld og bekymrer dig om
ingenting, medens den ene Ulykke efter den anden regner ned
paa denne ulykkelige Dag."

"Kjære Kone," sagde Majoren, "kan jeg hjælpe dig med
noget? Jeg gik kun herind for at passe paa ved Vinduerne,
og saa tændte jeg mig en Pibe saa længe."

"Aa jeg vilde ønske, at du med din Pibe sad paa det høieste
Bloksbjerg!"

Jeg behøver ikke at fortælle, at dette Ønske blev opfyldt
som alle de andre ifølge den Fortryllelse, som den taknemme-
lige Husalf eller Husdjævel havde lagt paa Dagen: Majoren
befandt sig øieblikkelig paa Toppen af dette berømte Bjerg, og
han maatte siden "gjøre en kostbar Reise gjennem Tyskland"
 -- Elses Slutningstirade, der især gjorde et dybt Indtryk paa
Christian; han spurgte mig, om der da slet ikke gaves Jernbaner
dengang, saa at Majoren ogsaa kunde kommet fort hjem
igjen."

Julinka morede sig meget over denne Historie, og vilde
endelig høre flere.

"Jeg kjender ikke flere; efterhaanden har Troen paa dem
tabt sig, og med den dør ogsaa Sagnene bort. Gaarden kom
i fremmede Hænder, og Himmelsynet histhenne, hvortil Fa-
miliesagnet knyttede sig, er vist mere end én Gang vendt til-
bage, uden at nogen har tænkt det mindste derved."

"Hvor den er frygtelig stor i Aften! Det er i en af disse
Dage, den skal kulminere," bemerkede Anna.

"Tænk, Halen skal være over tusend Mil lang!" raabte
Julinka.

"Jeg har hørt ni Millioner; men det kan da ogsaa være det
samme."

SIDE: 213

"Aa ja, et Par Millioner mere eller mindre gjør intet til
Sagen," mente Fru Betty.

"Saaledes som den nu staar paa Himmelen med sin Lysbusk
næsten lodret i Veiret, ligner den meget den Agrafe, Orien-
talerne fæster til sine Turbaner."

"Truffet," sagde Julinka. "Jeg vilde netop fortalt det Sagn,
jeg har hørt derom. Den store Kalif Babebi el Bobu havde
af en Fedronning, der skyldte ham Forbindtligheder, faaet en
Turban af uskatterlig Værdi. Dens Fjærbusk var vævet af de
fineste Maanestraaler og smykket med den vidunderlige Sik-
en-rar, det er udlagt: Solens Eg, en Ædelsten, som ingen
Dødelig endnu havde skuet Magen til. Kalifen nærede en
saadan Frygt for at blive berøvet denne kostelige Skjænk, at
han beholdt Turbanen paa baade Nat og Dag; kun hver Lør-
dagsaften, naar han skulde vaske og kjæmme sig, tog han den
af, og den blev imedens bevogtet af tusende Sorte med dragne
Sabler. Men en Dag, som han var paa Jagt, hører han en
Susen og Brusen oppe i Luften. Denne formørkes næsten,
og en uhyre Fugl slaar lige ned paa hans Hoved. En fortvilet
Kamp opstaar, som ender med, at Fuglen griber Turbanen og
farer lige op til Himmels med den; men Sultanen beholder
Agrafen med den vidunderlige Ædelsten tilbage. Da stevnede
Feen alt hvad der fandtes af Levende og Livløst ud for at søge
efter det ranede Klenodie, den fortvilede Fjærbusk i Spidsen;
efterhaanden er alt det øvrige søgende gaaet træt og er bleven
tilbage; kun den vedbliver i rastløs Il at gjennemkrydse Him-
melhvælvingen; hvergang den ser en rigtig stor blank Klode,
tror den, det er dens fraskilte Halvdel, Kalifens Turban, hvis
herlige Smykke den engang var, og da farer den lige løs paa
den, volder en dødelig Forskrækkelse, men render sin Vei
igjen, naar den merker sin Feiltagelse; og saaledes vil den
blive ved at streife om gjennem Aartusender. Det var Histo-
rien; hvad synes I om den?"

"Jeg synes, til at være lavet af dig er den ikke saa ilde,"
sagde Fru Betty; "der er ordentlig Fantasi i den."

Der blev en Pause, medens Damerne stirrede ud paa det
glimrende Syn med denne uvilkaarlig beklemmende Forbauselse,
hvormed Menneskene, saalænge Verden staar, vil beskue dette
besynderlige Fænomen.

"Det er ellers underligt," ytrede Fruen, "at det skal være
vanskeligt at finde paa et Ønske. Jeg maa tænke paa, naar
jeg som Barn saa et Stjerneskud og jeg skulde ønske noget,

SIDE: 214

havde jeg aldrig noget paa rede Haand. Jeg synes dog ikke,
at det mangler os paa Ønsker."

"Kanske det er, fordi vi har altfor mange af dem," sagde
Anna. "Hvis vi havde færre Begjæringer for os selv og flere
for andre, ligesom den fromme Fru Engel, saa søgte vi maaske
ikke saa længe efter dem."

"Det forstaar sig," sagde Fru Betty lidt pikeret, "at vi har
nok af daarlige og syndige Ønsker, Gud bedre det! Men naar
her er Tale om de uskyldige Ønsker, da er det ikke saa let,
mener jeg, at gribe et, der lover os mere end en blot øie-
blikkelig Tilfredsstillelse, en forbigaaende Behagelighed. Naar
jeg f. Eks. imorges, da jeg hørte det øse ned som sedvanlig,
tænkte: Gid vi fik smukt Veir, til I kom, og gid Edeltorp
ikke kom hjem til Middag . . . i et saadant Veir mener jeg . .
og flere slige gid det og gid det, saa er det dog ikke noget at
ønske, naar man egentlig skal ønske noget. Jeg maa her huske
paa Konen og Manden i Eventyret, der havde Lov til at gjøre
tre Ønsker. Konen ønskede en Pølse, Manden, vred over
denne Dumhed, raabte: "Gid Pølsen hang i din Næse," og
det næste Ønske blev da at skille Konens Næse ved denne
ubehagelige Tilvekst. Klogere var min Tro den gamle Else
idag! Tænk, hun fandt en Ring i Haven, der havde været
borte i tre Aar. Hun vidste, at den var tabt der, og i Middags,
da hun skulde grave op noget Pepperrod, og hun bedrøvet
ønskede sig sin Ring, der var et dyrebart Arvestykke, tilbage,
tager hun den i Haanden i en Klump Jord!"

"Jeg ved godt, hvad jeg vilde ønske mig," sagde Julinka.
"Jeg vilde ønske, at jeg kunde tale."

Begge Damer mente, at Naturen rigelig havde sørget for
Julinka i dette Stykke.

"Aa, jeg ved godt, hvad I mener," sagde Christianiabarnet
med et Alvor, som i det Ansigt i det mindste var sjeldent at
se, "at jeg kan lade Tungen løbe i Tide og Utide, jeg mener
der, hvor det havde været bedst, at jeg havde tiet, det kalder
jeg endnu ikke at kunne tale."

"Du mener altsaa at kunne holde en Tale? Jeg tænker, du
vilde komme ganske godt fra det ogsaa; forsøg en Gang!"

"Nei, jeg kan ikke."

"Aa, gener dig ikke; lad, som du udbringer en Skaal og du
stod for en hel lyttende Kreds!"

"Jeg kan virkelig ikke. Jeg var ikke istand til at finde et
Ord. En eneste Gang i mit Liv har jeg skullet udbringe en

SIDE: 215

Skaal; det var oppe paa Landet, og jeg kunde ikke finde paa
andet end: God Vind for de seilende . . ."

"Lykke for de beilende og Tilgivelse for de feilende," faldt
Anna ind. "O, det er en smuk gammel Skaal, en rørende
Skaal!"

". . . Og selv den kom bagvendt, saa det blev til: Lykke for
de feilende, Tilgivelse for de beilende eller noget saadant
Galimatias. Nei, forstaa mig nu ret: jeg vilde kunne udtale
mig over et hvilketsomhelst Tema -- lad det være en Gule-
rod, om man vil -- uforberedt og dog korrekt, kort, træffende
og interessant; jeg vilde kunne det upaavirket af Omgivelserne.
Mændene kan dette; de forvirres ikke af Omgivelserne. Det
er netop Feststemningen, der løfter dem; paa den bygger de,
ved den blender de. Thi undersøg engang lidt nøiere en af
disse Taler, der holdes mangengang af vore første Toastkræm-
mere, og vi vil faa se, hvad den er værd, med rene Ord, vi
vil opdage, at den er noget Væv. Men hvad gjør det! Den
er bygget paa Stemningens Blendverk, og -- den blendede,
den henrev, den applauderedes, medens det dygtigste Aands-
verk maa finde sig i at gjøre Fiasko, naar det er saa dumt at
ville optræde inkognito, det vil sige uden Tilstelninger."

"Ja, mine Damer!" vedblev den unge Pige, idet hun reiste
sig med en Holdning og en Gestus, som vore "første Toast-
kræmmere" virkelig kunde misundt hende, "skulde jeg klage
over noget, da var det over denne Naturens lunefulde Partisk-
hed, der alene gav Mændene hin overlegne Evne til at udbytte
Situationen. Kun de forstaar at beherske denne, beherske den
dæmonisk, ligesom de indiske Mahauts behersker sine vilde
Bestier blot ved sit kolde, rolige Øie. Hør, det bruser fra
Festsalen! Det klinger, det synger, det summer og brummer
som tusende Bier paa en solvarm, lysegrøn Maidag! Af og
til svinger en sølvklar Kvindelatter sig op over Sværmen lig
en dirrende Lerketrille . . . Et Skyts af Champagnekorker giver
Tegnet: pludselig Stilhed, blot Pulsene banker. En Mand reiser
sig, raskt og dog med Værdighed; han hæver sit Glas . . Hun-
drede Par Øine retter sig i det samme gjennemborende paa
ham; ligesaa mange Øren lurer begjærlig paa den første Lyd
. . . En eneste Ustøhed -- et Blink med Øiet, en sitrende
Haand, et famlende Ord, og han er fortabt! Nei, han sitrer
ikke, han taler -- klingklang! Han taler først langsomt, saa
med stigende Røst drager han os med op til Begeistringens
blinde Høide . . klingklang . . klingklang; Talen kan ikke ende,
førend Jubelen afbryder den. Han har seiret. Situationen,

SIDE: 216

der stod færdig at tilintetgjøre ham, ligger som en betvungen
Jaguar for hans Fod. O, jeg vilde nok kunne holde en rigtig
lynende Skaaltale? Ikke sandt, Betty?"

"Linka, hvad gaar der af dig! Sæt dig dog ned! Du ind-
bilder dig nok, at du selv staar midt i denne glimrende Fest,
hvor alle disse hundrede Par Øine og Øren sluger din Vel-
talenhed."

"O, det er herligt at kunne tale! Ikke sandt, Betty?"

"Nu, siden du gaar mig saa sterkt paa Klingen, saa faar jeg
vel ud med det. Jo, jeg kan ikke negte, at jeg ønsker, at jeg
havde denne Evne. Som Ordførerinde i Asylet har jeg ofte
savnet denne Koldblodighed, denne Overlegenhed, hvorom du
taler, især ved disse fortvilede Festanledninger, hvor der er
Herrer tilstede. Jomfru Bolt, er De der? . . Nu er Turen til
Dem, nu skal rigtig ogsaa De sige, hvad De vilde ønske
Dem."

"For Jomfru Bolt tør jeg svare," afbrød Julinka. "Vil Fru
Betty og jeg holde Taler, saa vil Jomfru Bolt uundgaaelig det
samme. Ikke sandt, Jomfru Bolt, det vilde være meget mor-
somt?"

Jomfuen var faret op som rammet af et Skud og stammede:
"Jo, det kunde være meget morsomt."

"O, o," raabte Julinka og kastede sig af Latter overende i
Stolen. "O, I Feer, I flotte, gavestrøende Genier, har I ikke
rent forladt denne traurige, nygterne Klode, er I ikke for evig
vendt tilbage til eders himmelske Fødestavn i Digternes og
Minstrelernes Hjerner, o, røres I endnu af et stakkels Men-
neskebarns Ønskesuk, saa skjænk mig den Nydelse at høre
Jomfru Bolt holde en Tale."

"Men, Julinka! jeg spørger dig, er du virkelig ved dine fulde
Fem iaften? Du lader ingen anden komme tilorde, og vi har
dog ogsaa et Ord at sige. Frøken Anna har ikke engang faaet
Lov at ytre noget Ønske, og det skulde dog være morsomt
ogsaa at faa høre hendes. Nu, Frøken Anna!"

"Frøken Annas Ønsker kan vi naturligvis ikke gjette," sagde
Julinka pludselig alvorlig, "kun ved jeg, at hun ønsker ikke
den Gave at kunne holde en Tale."

"Det vilde være meget interessant at høre Frøken Julinkas
Grunde derfor," sagde Anna.

"Fordi De behøver ikke at ønske, hvad De allerede er i
Besiddelse af."

"O, meget forbunden. Hvad vil De nu sige, om jeg tog
imod Komplimenten? . . Hvad Talegaver jeg har, ved jeg ikke;

SIDE: 217

de er vist saare indskrænkede; men jeg tror dog ikke, Om-
stændighederne vilde øve nogen synderlig Magt over dem, eller
som De udtrykker Dem: Situationen vilde ikke beherske mig
og sluge mig som et vildt Dyr. Saa godt, som jeg formaar at
udtale mig om en Ting i en daglig Kreds, saa godt vilde jeg
omtrent kunne tale om den ved en forhøiet Anledning. Kan
det fornøie Dem, vil jeg ogsaa love at kunne reise mig med
mit Glas i Haand og ikke tabe Sans og Samling derfor. Men
alligevel har De Ret: Skulde jeg stille en Begjæring til en
god Fe, da vilde det visselig ikke blive den Gave at kunne
holde Taler."

"Det vilde være meget interessant at høre Frøken Annas
Grunde derfor."

"Inderlig gjerne. Fordi jeg aldrig vilde benytte denne Evne.
Fordi jeg har Modbydelighed for enhver saadan Optræden.
Noget af det bedste, jeg oplever, er at høre en Mand holde en
rigtig Tale, jeg mener da ikke den Slags Taler, som vor Julinka
har været saa uheldig at træffe paa. Men, Gud ske Lov,
saadanne Taler, som jeg mener, hører man dog ikke saa
sjelden her hos os, det være sig i Kirke, paa Tinge eller i
Festsalen. Da føler man, hvad det vil sige, naar Ordet, det
vegtige Ord, forener sig med Situationens gribende Magt og
ligesom levendegjøres ved den. Hvilken Forskjel paa at læse
en Tale og at høre den! Ja, her er Manden paa sin Plads
og i sin Herlighed. Men vi Kvinder vil føle, at her er vi
aldeles ikke paa vor Plads. Det er en Naturlov, at vi skal
"tie og ikke tale i Forsamlinger", en Lov, som har den utve-
tydigste Røst i vort Hjerte, og som burde været os nok, om
Skriften aldrig havde gjentaget den."

"Naar De tager det saa! . . Saa høitidelig, Frøken Anna! . .
Jeg gad vidst, hvad De nu tænker om mig!"

"Jeg tænker blot, at Julinka er mere indtagende, naar hun
stammende udbringer den gamle Skaal: God Vind for de sei-
lende og vender op og ned paa den, end naar hun vilde holde
den belovede, lynende Skaaltale. Min kjære Julinka, overlad
Mændene Talerstolen! Det er der, de har sine Inspirationer;
til den er de fødte Improvisatorer. Tro ikke, at vor Kaldelse
blev ringere. En Kvinde, der rettelig er Kvinde, er selv en
Improvisation, et levende Digt. Lad Mændene ved sin Tales
Magt give Festerne Liv; en Kvinde skal gjøre Livet selv til en
Fest; og at ret -- ja ret mange blandt os vilde forstaa denne
Opgave, skulde vi ikke allesammen ønske det?"

SIDE: 218

"O jo, det vilde være meget smukt. Men De, Frøken Anna,
De lever blot i en ideal, ophøiet Verden, hvor vi almindelige
Mennesker ikke kan følge Dem; paa den Maade kan man blive
ophøiet over alle Ønsker."

"Min søde Julinka, jeg vilde ønske, at jeg kunde holde en
Tale, som ret kunde fornøie Dem, det vil sige en, som De
kunde gjøre dygtig Nar af. Og jeg vilde ønske, vi havde den
antikke Mugge med Punsch, som vor Vertinde forsikrede hørte
til Gaarden, og som hun lovede, vi ogsaa skulde faa, naar vi
var flittige og artige." . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Det klingrede i Forstuen.

Det lød ligesom sagte ringlende Bjelder til det taktmæssige
Slag af nærmende Fodtrin.

Døren fór drønnende op.

Der lød et Skrig, et trestemmigt, dæmpet Skrig. Det kom
fra de tre Damer, der sad saaledes, at de kunde iagttage Ind-
gangen. Julinka var sprunget op og havde kastet sig ned
mellem Jomfru Bolt og Anna, idet hun skjælvende klyngede
sig til dem begge. Fru Betty sad med Ryggen vendt mod
Døren.

Den indtrædende skred nu ind i den skraa Firkant, som
Maanen tegnede paa Gulvet, og det viste sig at være -- den
lille Christian, der bar en Bakke, hvorpaa et Krus af en sæl-
som, ældgammel Form, omringet af klirrende Glas. Ret uvor-
rent satte han Bakken paa Bordet.

"Du slemme Gut! Hvor du forskrækker os!" sagde Moderen.
"Og hvem har bedt dig at komme med Punschen, førend vi
har forlangt den?"

Men den lille Christian svarede kun med en skingrende
Latter, der rungede uhyggelig tilbage fra de lange, tomme
Vægge og de dybe Kroge, gik og slog Døren i efter sig, saa
at Væggene rystede. Et nyt Skrig ledsagede hans Udgang.

"Christian da!" raabte Moderen.

"O Betty!" sagde en skjælvende Stemme.

"O Fru Edeltorp!"

"Hvad er det?"

"O Fru Edeltorp, Dvergen . . . ."

"Trollet . ."

"Akkurat, som det blev beskrevet."

"O jeg saa ham tydelig!"

SIDE: 219

"Han bar Bakken omvendt . . ."

"Da han kom ind ad Døren."

"Glassene stod paa Hovedet!"

"Er I forrykte . . ?"

"Da han gik, saa jeg ham ogsaa."

"Jeg ogsaa; jeg syntes, han stupte Kraake i Døren," sagde
Jomfru Bolt, hvem Skrækken havde givet Mæle.

"En af Christians sedvanlige Øvelser! Der ser I, hvad der
kommer ud af at fortælle slige Historier i Mørke, og hvad en
ophidset Indbildningskraft kan skabe sig for Syner! Uf, er jeg
ikke selv bleven ganske uhyggelig tilmode! Tænd Lampen,
kjære Christiane, tænd begge Lamperne."

"Og Kandelabrene med," bad Julinka, "tænd alt, hvad der
findes af Lys."

Et Øieblik efter kastede Lamperne i Forening med tvende
store Lysbuketter paa Marmorkonsolerne et saa klart og trø-
stende Skin over Stuen og belyste saa hjemlig alle de kjendte
Gjenstande, at den forstenede Gruppe af Damer begyndte at
live op igjen og de bortskræmte Roser at vende tilbage paa
Ansigterne.

"Lad os glemme vor Frygt!" sagde Fru Betty, skjænkede i
Glassene, hævede sit, og hun talte:

"Af fire Stoffer bestaar det blanke, guldgule Fluidum, der
her spiller i min Haand. En ædel, aandig Drik af dyb, sym-
bolsk Betydning, men som er gaaet tabt, eftersom Menneskene
misbrugte Drikken og nedværdigede den. En Gud i det fjerne
Old opfandt den. Orakelsproget lagde til, at kun den Stat, det
Land, der forstod at sammensætte den, eiede Lykken. Men
ingen Stat, intet Land forstod at lave Drikken; Lykken fandtes
ingensteds. Af fire Stoffer bestod den; fire er ogsaa de i
Menneskelivet raadende Kræfter: Arbeidet, det store, omslut-
tende, forbindende Grundelement, Forstanden, Forskningen,
den indtrængende, opløsende Syre, Nydelsens Sødme, det hele
løftet og lutret af Geisten, Menneskeaanden i sin Stræben efter
det evige og sin aldrig stillede Længsel. Kun tilsammen kan de
virke, kun i Enighed frembringe et helt, kun i Ligevegt opnaa
Fuldendelsen. Hvorsomhelst disse i sig selv stridende Kræfter
river sig løs og stræber mod Enevældet, er denne Helhed for-
styrret og Harmonien ophævet. Sondrer Geisten sig fornem,
foragtende, i asketisk Selvtilbedelse fra dens mere jordiske
Fæller, fører den til Fanatisme, Vanvid. Anmasser disse sig
Herredømmet, aabner sig en anden Afgrund: Vantro, Fordær-
velse, Opløsning. Og saaledes har Menneskeheden i Aar-

SIDE: 220

tusender søgt og vaklet mellem Yderlighederne uden at kunne
finde Harmonien, Ligevegten, Fuldendelsen. Overalt, hvor den
har sluttet sig sammen i Stater, Menigheder, Familier, i det
store som i det smaa, den samme Stræben efter en Løsning
af Hemmeligheden, den rigtige Blanding af Gudens Drik:
Lykken.

Ogsaa vi danner paa denne Pynt af Kloden en liden Stat,
en Stat, der skal begynde Striden for Harmonien. Vender vi
nu Blikket mod os og spørger, hvor langt er vi komne, hvor-
dan tegner det? Hvad bliver da Svaret? Trøsteligt eller
nedslaaende? Veninder, med Glæde tør vi alle sige, at det
maa blive trøstende, at vor lille Stat har vel begyndt. I en
forbausende kort Tid har den arbeidet sig op af intet til Orden
og Velstand og har i denne Tid udviklet Kræfter, der viser
sig dygtige til at fortsætte Striden. Her er ikke Stedet til at
paapege alle disse Kræfter i deres Vekselvirkning og forskjel-
lige Ytringer. Men overskuer man i det store vort Lands Til-
stand nu og for femti Aar siden, hvilken Forskjel! Som et
Vrag var Statens Skib kastet ud paa det vilde Hav uden Ror
og med kappede Master; forladt af dets Fører og hans Mand-
skab, laa det overladt til sin Skjæbne. Dog, vi var ikke de
første Skibbrudne, der ventede Død og Undergang, men som
ved et Guds Under drev ind til en Lykkens gyldne Ø.

Vi byttede en Enehersker og fik Friheden igjen, vi opgav
provinsiel Afhængighed for at vinde Selvstændighed, og aldrig
har Friheden og Selvstændigheden klarere svunget sin Fakkel
over noget Land end i det forløbne halve Aarhundrede over
Norge.

Institutioner traadte istedenfor Personer, harmonisk Organisme
istedenfor vekslende Tilfældigheder, Bevidstheden om Enhed,
Følelse af Fællesskab i Byrder som i Goder, i Ansvar og
Pligter som i Rettigheder og Fordele, traadte istedenfor en
dorsk og slap Henleven under Tilstande, der var givne uden-
fra, og i hvilke det hele var enhver enkelt fremmed og uved-
kommende. Vore Fædre havde kun et Hjem; vi har et
Fædreland. Vore Fædre var kun Indvaanere; vi er Borgere
og Borgerinder.

Men, vil I maaske spørge, hvor er Frugterne af denne
Frihed, disse Institutioner! Hvilket er det Formaal, som er
naaet ved denne alles fælles Virken?

Ser vi da ikke disse Frugter overalt og i alt? Ser vi ikke,
at Velstand og Virksomhed blomstrer i vore Dale, paa vore
Fjelde og i vore Byer! Paa alle Verdens Have færdes vore

SIDE: 221

Skibe i travel Virksomhed! Vort Flag vaier i alle Havne og
bringer Norges Navn til de fjerneste Strande, og hjemme bor
Komfort og Tilfredshed, Skjønhed og Smag lunt inden Vægge,
hvor før Savn og Mangel sad tilhuse. Vi behøver blot at se
ud af Vinduet, at gaa en Gang gjennem vor By for at støde
paa utallige Mindesmerker om denne vor selvstændige Virk-
somhed, Merker, som vi med Rette kan være stolte af. Hvad
Christiania By nu er i Sammenligning med hin Tids lille Flekke
af samme Navn, det er det nuværende Norge i Sammenligning
med Norge for femti Aar siden. Forholdet er rundt om i
Landet det samme som her. Og ligesom nu brede Chausséer,
Dampskibe og Jernbaner forbinder i stadig Trafik Egne, mellem
hvilke man maatte valfarte med en Kløvhest over uveisomme
Fjeldstier, saaledes er Menneskenes aandelige Horisont udvidet
og frigjort. Aanden har sprængt aabne, bekvemme Veie rundt
om Fordommens og Bornerthedens uoverstigelige Fjelde; den
drager paa Jernbaner og med Dampskibe ind i vore vildeste
Egne, vore snævreste Fjorde og river dem med Magt ind i
den almindelige fremadskridende Bevægelse.

Og saaledes vil de i vor Nation nyvakte Kræfter mere og
mere samle sig til kraftig og enig Samvirken. En større og
Mennesket værdigere Andel i Livets Bekvemmeligheder og
Nydelser, forædlet ved Oplysning, Dannelse og sand Religiø-
sitet, vil ikke som forhen blive Enkeltmands spredte, Mængden
uvedkommende Fordele, men i harmonisk lykkelig Forening
hele Nationens Eiendom.

Jeg tømmer mit Bæger med den symbolske Drik for En-
heden og Harmonien i en stadig Fremadskriden!"

Damerne nippede til Glasset; men Anna tog Ordet og
sagde:

"Vor kjære Vertinde har i en ligesaa mystisk som original
Iklædning givet os et glimrende og storartet Billede af vort
Lands nærværende Tilstande. Jeg kjender denne Tale; den
er snart femti Aar gammel; den begyndte ikke som et andet
Barn med at lalle; men den førte det store Ord allerede i
Vuggen. Altsaa vi er de eneste af Jordens mange Folkeslag,
der har fundet Løsningen af Gaaden; vi alene kjender den
mystiske Blanding af hin kostelige Drik? Har vor ærede
Talerinde Ret heri, og vi virkelig tør glæde os i, at alt dette
er saa herligt, som hun siger, saa forekommer det mig, vi
burde være tause dermed; en saadan Lykke kunde let vække
de iversyge Guders Hevn. Har hun ikke Ret deri -- og jeg
er saa dristig at helde til denne Mening -- , bør vi allerhelst

SIDE: 222

tie dermed; thi med Pral drager vi kun baade Guders og
Menneskers Spot over os. Jeg er ikke ganske enig med
hende, og uagtet jeg her geraader ind paa et for mig uvant
Diskussionsfelt, vil jeg ikke tage i Betænkning ligefrem at sige
min Mening derom. Jeg stoler her paa den urgamle Forret,
vi Damer nyder, at vi kan sige, hvad vi vil, om Statens An-
liggender, uden at nogen Mors Sjæl bryder sig derom; vi er
ansvarsfri ligesom Kongerne.

At velorganiserede materielle Tilstande er et Led af høieste
Betydning i et Lands Udvikling, at de nødvendigvis maa danne
det Grundlag, hvorpaa alt aandeligt Liv siden skal bygges og
trives, dette er noget, vi alle ved, og det behøver ikke at
gjentages. Disse Tilstande bliver altsaa dog kun Midler, ikke
Maalet selv. Maalet er ikke de brede Chausséer, men at en
oplyst og forædlet Slegt skal befare dem; ikke de smukke,
nye, bekvemme Huse; men Maalet er, at der skal bo bedre
og lykkeligere Mennesker i disse Huse, at Aanden skal have
fuldendt dem og reist sin Krans over dem. Hvor er nu disse
fuldkomne Midler, disse ordnede Tilstande, hvor er den Grund-
vold, saa sikkert lagt, at hint Aandens Liv i hvilkensomhelst
Retning med Tryghed og Velbehag vil kunne udfolde sig? I
snart femti Aar har vi bygget paa den; i ligesaa lang Tid har
Landet været en uhyggelig Rydningsplads. Fru Edeltorp har
selv valgt vor By som Udgangspunkt og tilladt os at slutte fra
Tilstandene her til dem trindt om i Landet. Og da vil jeg, at
vi skal have Mod til at tilstaa os selv, at meget af det, vi
roser os af, er forfeilet, meget af det nærmeste forsømt, hvor
der ødsles Summer paa det fjerne, uopnaaelige, at det hele
endnu er holdningsløst og usikkert. Vort private og huslig-
materielle Liv hviler paa den raaeste, utryggeste Grund. Skal
jeg tænke meg den norske nyciviliserede Husstand personifi-
ceret, maatte det være i Skikkelse af en Kvinde, skridende
henover en Myr, paa Hovedet en optaarnet Byrde, med Angst
paa Panden og Smil paa Læben; hun skal ikke synke i, og
hun skal ikke vakle med sin Byrde. Kunstnerne er skræmte
ud af Landet, og vore Poeter vilde gjerne gaa samme Vei,
naar det ikke forbød sig selv. Og Theatret, o Theatret! -- 
Hvilke er disse utallige synlige Mindesmerker om vor selv-
stændige Virksomhed, "som vi med Rette kan være stolte af"?
Den Stump Jernbane, der hvert Øieblik synker ned i Leren?
Vort Byggeri, den Hurtighed, hvormed Gader og Huse reiser
sig? Sandelig, vi har hidindtil havt liden Grund til at fryde
os over den Maade, hvorpaa dette Anliggende har været

SIDE: 223

administreret. De bedste Byggeregulatorer, vi har havt indtil
Datum, er, synes mig, vore Ildebrande. Naar ikke disse al-
vorlige, men ubudne Raadgivere en Gang imellem tog sig af
Sagen og med sin Ildgriffel satte os nogle Merker og trak os
nogle alvorlige Linjer op, saa vilde vor By den Dag idag se
ud som et Hønserede, Hønen har sparket ud til alle Sider.
Vore Bygninger, vore offentlige Bygninger! Hvad skal man
sige om dem! At de, vi har reist op, netop synes at være
satte der for at vise Efterverdenen, hvordan man ikke skal
bygge dem; og skjønt man nu skulde synes, at der var nok
af slige kostbare Mønsterbygninger, saa er det dog endnu ikke
nok; nei vi skal have flere af dem!

Midt i al denne Ufærdighed, Usikkerhed, al denne Arbeids-
kvalm, medens enhver paa forskjellig Vis lider under disse
aldrig endende forberedende Tilstande, tager det sig besynder-
lig parodisk ud at høre Klager over Tidens overhaandtagende
Komfort og Luksus etc. Som om denne Del af vor Tilværelse
havde naaet en saadan Udvikling, en saa høi Grad af sybaritisk
Velvære, at nogen Fare for Idéernes Liv deraf kunde befrygtes!
Nei omvendt! Det er netop disse Tilstandes store Mangel-
fuldhed, der virker kuende paa Aanden, og som gjør det saa
besynderlig tungt blot at leve. Vor Nation ligner ikke en
Bonde, som har bygget et solid, forsvarligt Hus, med gode
Madskabe og en varm Ovnskrog, og som tror, at dermed
Livets Opgave er løst. Den ligner meget mere en ulykkelig
Mand, der er flyttet ind i et ufærdigt Hus; han har noble
Interesser, og han er meget mere skikket til at varetage disse
end til at mure og høvle. Men det regner ned til ham, og
hans Skorsten ryger; saa maa han mure og høvle. Og Na-
boerne ler maaske af den stakkels Mand, der ikke bliver
færdig med noget, Naboerne, som sidder lunt inden Vægge og
kan tage sig en sød Søvn ovenpaa Maden eller Motioner, om
det bedre befordrer Fordøielsen. Vort Aandsliv er friskt og
kraftigt; det har utaalmodig fulgt de arbeidende Kræfter i
Hælene; det staar nu udenfor og raaber med tusende Røster:
"Plads her! hvor længe skal det vare?" Udenfor staar Ung-
dommen og forlanger at være ung, førend den bliver gammel
og udslidt; udenfor staar Kvinderne og forlanger en grøn Eng
at vandre paa istedenfor Dronning Gunhilds Myr; forlanger at
afløses af et ordentlig disciplineret, lovbundet Tjenerskab og
at indtage den Rang i Selskabet, andre Nationer anviser dem;
udenfor staar Kunstnerne og begjærer Plads for sine Billeder
og sine Statuer og Plads for sig selv; og vore Digtere,

SIDE: 224

ak de forlanger ingenting uden at gjælde for ordentlige
Mennesker.

Veninder! lad os vende os fra denne Nutidens uveder-
kvægelige Scene, og følg mig to à tre Decennier tilbage. Det
var i den Tid, Dæmringsskalden sang: "Ak, jeg er blind for
denne ydre Røre" uden at ane, at denne Røre først rigtig
skulde begynde. Endnu bevægede den sig ganske uskadelig i
Udenverkerne, medens Tilstandene indenfor bekvemt kunde
henføres til Tidernes Kaos, da "Taagen endnu svævede over
Vandene".

Men i denne sin første utæmmede, af Arbeidet endnu ikke
kuede Kraft tog Aandslivet et ganske merkværdigt Opsving.
Det var en vild, gjærende, en Stridens, en Splittelsens Tid;
men hvilke Kræfter udviklede sig ikke i Gjæringen! Hvilken
Ild og Begeistring, baaret af de rigeste, modigste Forhaabninger!
Den Ungdom, som i Aarene mellem 30 -- 40 færdedes paa
Scenen, vil, naar der er Tale om Talent og Dygtighed, neppe
overgaaes af nogen senere Generation. Denne Ungdom var
ikke dresseret og poleret som den nærværende; men den var
ung; der var Lidenskab og Poesi i den, og hele Livet havde
en saa forunderlig Fart, at selv den ubetydeligste blev løftet
og draget med. Det skummede og gjærede overalt og sprud-
lede over i Sang, Tale og Skrift. Og Kvinderne var med i
Striden og ventede længselsfuldt den nye Tingenes Orden, der
skulde udvikle sig af den, og hvad der blev vundet, blev delt
med dem; ja, Byttet delte de trolig. (Hør!) Thi dette maa I
vide: i Samlivet mellem begge Kjøn har denne Periode netop
sit betydningsfuldeste Punkt. (Hør! hør!)

Veninder, det er fornemmelig ved dette, jeg vil dvæle, det
er til hine Dages Selskabelighed i dens mange sælsomme
Modsætninger, jeg indvier mit Bæger til en vemodsfuld
Erindring!

Ja, dengang havde "Herrerne noget at sige Damerne", hvert
Møde var en Fest, og Damerne lønnede dem med at være
deilige og elskværdige og med at vaage den korte Nat og
drømme den lange, lyse Dag bagefter. Hvert Møde var en
Fest, hvor enhver gav det bedste og skiltes dog beriget. Da
havde vi ogsaa Baller; men Dansen var, hvad den skulde
være, et Medium, Spalieret, hvorover Tankerne og Stemnin-
gerne spandt sit rigeste Blomsternet. Hvem husker ikke Lycé-
ballerne i den røde Sal! Den første Dans! Vi dansede den
som paa en Sky; enhver følte sig grebet af dette nye mægtige,
saa forunderlig bevægede Liv. Næste Dans kunde vi allerede

SIDE: 225

skimte Gulvet, og det var maaske ikke ganske rent, og Ven-
inder! forfærdes ikke, naar jeg siger, at det kunde hænde, man
gjorde den Opdagelse, at disse unge Gudesønner ikke alle
nærede sine Flammer af olympiske Skaaler, men at den Nek-
tar, de tog til sig, undertiden var af en ganske almindelig
jordisk Art. Der var de to smukke Brødre, der altid begyndte
med en let Perial, disse Ballernes Castor og Pollux, der lig-
nede hinanden saa, at Damerne ikke kunde skjelne dem ad.
En Dame fandt endelig et Merke: Castor spyttede lige frem,
og Pollux paa skraa. Men disse Fremtoninger var saa sjeldne,
de faldt kun som enkelte Skygger fra den gamle Jetteverden
ind i det nye Lysets Valhalla og gav netop det hele Liv og et
forunderligt Relief. En saadan Fest var dog en Begivenhed,
noget oplevet, der længe efter satte Gemytterne i Svingning.
Dagens bedste, dybeste Temaer blev der diskuterede; men
paa denne Tankens alvorlige Grund skrev Eros sine skjulte
Runer; mangt et Hjertets Freds- og Krigsspørgsmaal fandt med
det samme sin Løsning, -- Spørgsmaal, som Promenadens
flygtige Møder Dagen efter beseglede i ligesaa mange stumme
Blik og Hilsener.

Rørende var denne Tid i al sin Forvirring, alle sine grelle
Kontraster. Rørende! Nei den var merkelig, interessant, be-
tydningsfuld. Hvor er denne Ungdom, dette Liv, denne
Skjønhed bleven af, der syntes at forsmaa et dem værdigt
Sceneri og ligesom at overstraale selve Manglerne? Ak, lader
vi Blikket spørgende glide ned over Damernes Række, saa
lyder der et sælsomt vemodigt Svar tilbage: Døde, døde, borte
er de alle, hvem der særligen blev denne Gave tildel. Hvilken
lang Række udfolder sig ikke for min Erindring! Kunde de
ikke bære Skjønhedens Vegt gjennem en Virkelighed som vor?
Skyndte de sig i Graven af Skræk over de Tider, som vilde
komme, Tider, da det skjønne og elskværdige saa lidet gjælder?
De maa have anet det; thi Skjønheden og Elskværdigheden
tog de med sig, og man har siden ikke set noget til den.
Men den nærværende Slegt akkommoderer sig og finder, at
den godt kan hjælpe sig foruden. Den har dog saa meget
forud for hin, den har Dannelse, den har bonede Gulve.
Castor og Pollux venter med Perialen til efter Ballet. Den
har Festsale og bonede Gulve, det hele er bonet og ferniseret
under en karakterløs, sammenflikket, ydre Kulturs slibende
Indvirkning; en viss Luksus spreder sit kolde Lys derover;
men de unge, der samles under disse Straaler, har intet at
sige hverandre; de danser, danser, danser sig trætte, og de

SIDE: 226

gaar hjem med en Hemmelighed, den sørgeligste Hemmelighed,
der kan eies af nogen Ungdom, og det er, at den kjeder sig.
Den siger nok, at den morer sig, at det er "saa uhyre mor-
somt"; men den kjeder sig dog. Morsomt! I hine Dage
morede man sig ikke paa Ballerne, men man levede der. Nei,
at den siger, den morer sig, er netop at tilstaa, at den kjeder
sig. Og kjede sig skal og maa den, hvis den ellers er noget
værd. Stakkels Ungdom! ubevidst føler den det manglende
uden at kunne gjøre sig Rede for, hvad det egentlig er. Og
hvad den savner, det er deres af Guds Naade legitime Arve-
part, denne Eneret til Livets Poesi og Herlighed, som kun
ung Mand og Kvinde kan udveksle til hinanden i klingende
Fryds- og Smertesmynt. Med ett Ord, den savner Liv og Sjæl
i de smukke Former. Kun dette dybere, gjensidig vækkende
og forædlende Liv mellem begge Kjøn, der kræver ogsaa andre
Skuepladse end Balsalen, kan gjøre Sammenkomsterne til
Fester; uden dette vil Matheden og Tomheden spores under
Glimmeren. I en vel organiseret Selskabelighed er Ballerne
altid det høieste, Bouqueten, hvori alle Kræfter sammenspiller
og glimrende udfolder sig; men saaledes, som man nutildags
bruger dem, misbruges de, ja, man behøver intet bedre Bevis
for, hvor renonce vor Tid er, end at man griber til Ballerne
som den eneste Maade at komme sammen paa uden at være
brydd med at tage en Tanke med.

Ogsaa denne Side af vor aandelige Livsudvikling staar sør-
gelig stille og synes trods de mange daarende Merker snarere
at være gaaet tilbage end fremad. Al Omsætning i de Livets
befrugtende Elementer, der er forhaanden, synes at være
stansede. Vi savner Foreningspunkter, hvor disse Kræfter kan
finde hverandre, paavirke hverandre og saaledes vokse til en
fælles aandelig Rigdom. Vi savner Ledere, Personligheder,
der ved sin Stilling og sine øvrige Egenskaber var skikkede
til at danne saadanne Kredse om sig, hvor det aandsbeslegtede
uanset Stand, Vilkaar og Individualitetsforskjellighed kan finde
et oplivende og forædlende Fristed. Saadanne Kredse er jo
almindelige overalt i Udlandet. Hvor mange saadanne har
ikke vundet Udødelighed? Vi behøver blot at mindes det
gamle Rahbekske Bakkehus. Og her paatrænger sig det
Spørgsmaal: Skulde vi Damer, trods Tidens Pinagtighed, ikke
kunne gjøre noget til at forædle denne Del af vort Samfunds-
liv, Selskabeligheden?

Men her er ingen Kamma Rahbek, ingen Rahel Levin; vi
har ingen saadanne hos os, der er skikkede til at overtage

SIDE: 227

deres Rolle, vil man indvende. Hvorfor ikke? Vi skal alle
være Kamma'er og Rahel'er; den enkeltes Tid er forbi, selv
Karen Margrete Rahbek vilde nu ikke udrette noget alene.
Vi skal alle være Karen Margrete, hver i vor Kreds, skal
det forslaa. Ingen af os undskylde sig med den gamle Klage,
at Tiden er afskyelig, umulig, at Mændene er uelskværdige og
bryder sig ikke om Damerne. Det er desværre sandt; Poli-
tikken og det offentlige Liv har i vore Dage lagt en Kløft mel-
lem Mand og Kvinde, som først maatte udjevnes. Og her maa
jeg anklage os og ikke dem. Paa os har den politiske For-
andring ingen synderlig Indflydelse øvet; vi staar omtrent paa
det Punkt, hvor vi altid har staaet, med vor Naal, vort Piano
og vor Sladder. Vi har ikke fulgt Mændene; derfor er vi
blevne alene. Vi har ikke deres Interesser, de ikke vore;
derfor har vi intet at tale med dem om. Hvorledes skal
denne Fjernelse hæves? Kun ved at gaa fremad med Mæn-
dene; men først maa Mændene gaa tilbage for at hente os
og vise, at de vil have os med. Søstre, fremad maa vi, skal
vi kunne holde det ud i en Stat som denne og ikke blive
liggende efter, forladte som de afkræftede i Ørkenen. Vi vil
ikke selv drive Politik; men vi maa forstaa den, vi maa forstaa
og paaskjønne Mændenes Virken og Interesser og deltage i
dem, naar det gjælder.

Nei, visselig, Mændene bryder sig ikke meget om Damerne;
men man kunde vinde dem tilbage! De er ikke meget elsk-
værdige, det er ligesaa visst; men det var netop det, de skulde
lære, og det lærer man dem bedst ved at være elskværdige
mod dem og komme dem imøde.

Saa lader os være elskværdige og komme dem imøde!
(Hør!) I Længden kan de dog ikke undvære os; Tidens Aand,
den rastløse Materiens og Spekulationens Aand, vil kræve en
Fornyelse, og maaske er denne Reaktion nærmere, end vi
tror. Da vil Mændene dobbelt stille sit Krav til os, Kvinderne,
de naturlige Vogtersker og Ihændehavere af Livets ideelle
Skatte; og i enhver Kvindes Sjæl vil der findes et lidet hem-
meligt Rum, som uanfegtet af Dagens filistrøse Tummel stille
har optaget alle geistige Stoffe og bevaret dem for Nødens
Dage. Da, naar endelig Tiden er bleven led og kjed af sig
selv, naar den har tumlet og maset, spekuleret og disputeret,
dogmatiseret og politiseret, bygget og brygget sig træt, naar
den vansmegter, naar den overlydt raaber paa Hvile og For-
friskning, da kommer Kvindernes Tid igjen, da se enhver til
sin Beholdning, hvor ringe den end er, og bringe den med

SIDE: 228

Glæde, ligesom Kvinderne fra Saragossa, der bragte Lædske-
drikken i en Sko, om ikke andet.

Jeg drikker til Erindring om Forjættelsens Aar; maatte Solen
snart bryde ind over vor lange Graadag!"

Julinka talte:

"De Klager over Tidens Mangelfuldhed. Frøken Anna har
udstødt, den Appel, hun har stillet til os alle, kan ikke andet
end finde den dybeste Gjenklang i ethvert kvindeligt Bryst.
Jeg vil gaa et Skridt videre, fra Tanke til Beslutning, jeg vil
føre Ordet ud i Handling og foreslaa, at nogle af vore dyg-
tigste Damer, et Antal f. Eks. af 12, straks træder sammen i
en Forening, hvis Formaal skal være at give Selskabeligheden
dette høiere, ædlere Opsving, som den saa høilig mangler.
Enhver i denne Forening maatte forpligte sig til at gjøre sit
Hus til en saadan Dannelsens Planteskole og navnlig søge at
drage saadanne Evner og Talenter frem for Lyset, der savner
Mod eller Anledning til selv at trænge igjennem. Overalt,
hvor det gjælder at fravriste Mørket og Raaheden et Bytte,
overalt, hvor de kan virke mæglende, formildende, belærende,
lutrende, opløftende, høvlende, polerende, dragende, behagende,
betagende, skal de være paafærde.

Men en Betænkning vil reise sig, idet vi skrider til Verket.
Skulde Ungdommen, især da den er saa "gammel" og følgelig
lidet bøielig, ikke være for . . . ikke staa paa et for primitivt
Standpunkt, at det vilde være betænkeligt at føre den lige ind i
Salonlivet? Skulde ikke Forstudier, Forberedelser efter ord-
nede teoretiske Regler være nødvendige, inden vi kan haabe
at se de vundne Kræfter udfolde sig selvstændig for at vokse
til en fælles aandelig Rigdom? Jeg foreslaar derfor at forud-
skikke et Antal forberedende Lærekurser, hvori de forenede
Damer hver i sit Fag maa bestræbe sig for at bibringe den
studerende Ungdom Forkundskaberne til en saadan elskværdig,
indtagende, selskabelig Dannelse, der siden kunde sikre dem
"deres rette, legitime Arvepart, denne Eneret til Livets Poesi
og Herlighed, som kun ung Mand og Kvinde kan udveksle til
hinanden i klingende Fryds- og Smertesmynt".

Foreningen kunde passende gives Navn af "Redningsanstalten
for selskabelig forsømt Ungdom", og jeg vil tillade mig forsøgs-
vis at foreslaa nogle Faginddelinger og enkelte Temaer, der
kunde komme under Behandling.

Dame Nr. 1. Aabner og slutter Forhandlingerne, censurerer
Opgaverne, uddeler Straffe- og Opmuntringstegn, efter Omstæn-
dighederne bestaaende i dybt Alvor, gaadefuld Taushed, "stumme

SIDE: 229

Blik og Hilsener", varme, begeistrende Ord, lige til den
høieste Belønning: Hun bliver "deilig og elskværdig, vaager
den korte Nat og drømmer den lange, lyse Dag bagefter".

Dame Nr. 2. Holder 3 Gange ugentlig Forelæsninger over
Courtoisie og dennes Forhold til "alvorlige Hensigter", samt
vil, hvis det ønskes, give Privattimer i levende Sprog: Blom-
stersproget og Øiensproget.

Dame Nr. 3. Vor Romanforfatterinde. Statsøkonomi og Eks-
perimentalfysik. Hun vil optræde med og forevise et nyt af
hende opfundet og præpareret Dyrtidssurrogat. Den berømte
Rumfordske Suppe bestod som bekjendt af 1/10 Næringsstof og
9/10 Stoffer, der ikke vilde assimilere sig med den menneske-
lige Organisme. I hendes berømte sidste Produkt, Amtmandens
Døtre, vil netop samme Forhold være iagttaget, at dømme efter
den Tid, Folk har behøvet til at fordøie det. (Hys! hys!)

Dame Nr. 4. Vil skabe Digtere. Hun foredrager "søde,
blege Kinder" og har paataget sig at bringe Sonetternes og
Serenadernes Tid tilbage.

Dame Nr. 5. Dans. Hun vil lære den forsamlede Ungdom
at danse paa en Sky, saa at man ikke er istand til at se, at
Gulvet nedenunder ikke er rent.

Dame Nr. 6. Vor kjære Vertinde, Fru Betty Edeltorp.
Æstetik, Symbolik, Literatur, Plastik, Pædagogik, Polemik,
Politik og Fruentimmernetheder.

Dame Nr. 7. Vil bestræbe sig for at gjøre den nærværende
altfor gamle Ungdom ung, vænne den af med at "more sig
paa Ballerne og finde det saa uhyre morsomt", samt vil i en
Række belærende Foredrag udvikle Fortrinnet i at leve paa
Ballerne istedenfor at more sig der. Jeg foreslaar her en
Klassedeling. 1ste Klasse, som kan faa Laud: De, der siger,
at de kjeder sig, og som virkelig kjeder sig, følgelig kommer
"at leve" temmelig nær. 2den Klasse, staar til Haud: De,
der siger, at de morer sig, "men de kjeder sig dog!" 3dje
Klasse: De, der siger, at de morer sig, at det er saa uhyre
morsomt, og som virkelig morer sig; disse sidste er Non-
contemnenderne, den haabløse Ungdom; "thi kjede sig maa
og skal den, hvis den ellers er noget værd."

Dame Nr. 8. Danner Borgere og Borgerinder. Der anstilles
en Prøve med tre Bowler, alle af en lidt forskjellig Blanding.
Bagefter Forsøg paa at finde Harmonien og Ligevegten."

Her blev Julinka afbrudt med en Hyssen, og inden hun igjen
kom tilorde, havde Skyggebilledet indtaget hendes Plads.

SIDE: 230

Forbauset saa alle paa dette, medens det fast og gjennem-
borende mødte deres Blikke. For første Gang saa Julinka,
hvorledes Jomfru Bolt saa ud.

Men Skyggebilledet talte saa:

"Vor Tid er Associationernes og Foreningernes Tid. Med
Romantikken er Ridderne forsvundne, Verden er bleven klog
og har opdaget, at Enkeltmand intet opnaar ved at vove sit
Skind, at han kun er et frugtløst Offer, naar han optræder
uden Sammenhæng med det hele. Levede St. Georg nu, vilde
han ufeilbarlig stifte et Aktieselskab, en Forening, maaske til
Nedlæggelsen af vore Søorme. Overalt, hvor der er en Vin-
ding at erobre, et Onde at beseire, træder man sammen og
slutter disse levende Kjeder, hvoraf hvert enkelt Led, en
Mands Vilje, en Mands Styrke ene magter at lænkebinde
Uhyret -- Uhyret med de tusende Hoveder: Umuligheden.

Det er Mændenes Foreninger og Selskaber, der alle har et
Formaal i det store, det almennyttige, hvis Resultater derfor
lettelig kan gribes og beskues.

Men vi erkjender jo, at i den mere usynlige Verden, hvor
Kvinden raader, er der ogsaa Farer at bekjæmpe, Goder at
opnaa, der alene kan opnaaes ved Enighed og en fast Sam-
menslutning. (Ja! Ja!)

Nu vel! Frøken Anna har i sit interessante og lærerige
Foredrag taget som Udgangspunkt vore Kvinders Forhold til
Mændene, hvilke Mangler dette endnu lider under, og hvad
der fra vor Side kunde gjøres for at rette paa disse Mangler.

"Dette kan ske," mener den ærede Talerinde, "ved, at vi
slutter os til Mændene, gaar fremad med dem, paavirker dem
. . . I Længden kan de dog ikke undvære os . . . Tiden i sin
rastløse, sterkt nedbrydende Travelhed trænger til en Fornyelse,
til noget, der beroliger, læger, og det er til os, Kvinderne,
den da vil stille sine Krav."

Altsaa en Fredsommelighedens, Forsonlighedens dulmende
Aand skulde det være vor Mission at vække tillive -- Egen-
skaber, Dispositioner, som -- erkjendes maa det -- Mændene,
i sine ganske anderledes mægtige, alle Lidenskaber opeggende
Livskonflikter kan have ondt nok for at bevare.

Men hvor smuk vi erkjender den Opgave, der her stilles
os, reiser der sig dog en Tvil, et Spørgsmaal, som vi ikke
altfor tillidsfuldt vil afgjøre for os selv.

Er vi Kvinder -- jeg holder mig her til den saakaldte dan-
nede Klasse -- , er vi ogsaa fuldt skikkede til at optræde som
disse Fredens og Mildhedens Apostle, der skulde vække og

SIDE: 231

befæste dette gjensidig forædlende Forhold mellem begge
Parter? . .

Er vi tolerante i vort Omdømme, forsonlige i vor Uvilje?
. . . Kjender vi ikke noget til en viss Hang til at rakke hver-
andre ned, og da det, af gode Grunde, ikke kan ske i det
store, sker det ikke eftertrykkelig i det smaa? . . . (Hør! Hør!)

Nu vel, Søstre, Kvinder af Christiania, ogsaa jeg har en
Forening at foreslaa. Jeg opfordrer Kvinder af enhver Alder,
enhver Livsstilling til at række hverandre Hænderne mod et
Onde, der, et sandt aandeligt Alkohol, ikke er mindre giftigt,
fordi det virker usynlig, ikke mindre hadeværdigt, fordi det,
unddragende sig ethvert Ansvar, ikke alene taales, men pro-
tegeres af det saakaldte gode Selskab, -- jeg opfordrer mine
Landsmandinder til at slutte en Forening mod "Personalkritikken",
det, som paa godt Norsk kaldes Sladdersygen.

Vor Nation er Pessimist blandt Nationer, den har det be-
stemte Anlæg til skarpt at opfatte og med Forkjærlighed at
dvæle ved det mørke og skyggende samt med en frugtbar og
digterisk Fantasi skabe sig saadant, hvor det ikke er forhaan-
den, -- nationale Eiendommeligheder, der vistnok ogsaa drager
sin Næring af det Tungsind, der saa naturlig udvikler sig af
vore isolerede, klimatiske Forhold. Noget godt turde der altid
resultere deraf. Der er en sund, skarp kritisk Sans i Nationen,
der maaske i en lykkeligere Fremtid vil kunne klare sig til et
uberegneligt Gode. Lad først Deigen gjære ud, saa kommer
Saltet vel tilpas. Og dette Salt skal engang bevare os for
Filisteriets, for Spidsborgerdommens Kvalmhed.

Frøken Anna har i sin Tale udhævet, at vor Nation neppe
er nogen praktisk Nation, men meget mer i sit inderste Anlæg
idealistisk. Den har en Trang til at se et aandeligt Resultat i
enhver af sine Bestræbelser og higer med smertelig Utaal-
modighed ud over disse Skranker mod denne harmoniske
Fuldendelse, der vil stille den jevnsides andre Nationer. Men
Idealet, der foresvævede den i Vækkelsens og Begeistringens
Dage, formørkes da altfor ofte, altfor let, naar de sure Arbeids-
dage kommer. Da gjælder det blot at arbeide, arbeide trut,
uden at ræsonnere for meget, uden at murre over hver enkelt
vaad Trøie, som man maa finde sig i, naar man vil bygge
Taget for dem, som kommer efter. Da gjælder det at arbeide
i Fordragelighed og ikke straks hugge løs paa hinanden, om
man ikke er ganske enig om, hvordan Taget skal bygges.
Denne Arbeiderresignation, denne Samarbeidets Fordragelighed
har vi altfor lidet af, men derimod overmaade meget af hin

SIDE: 232

kritiske Sans, som, opirret over enhver Modstand, giver sig
Luft i personlige Angreb. Har vi nu, hvilket ikke staar til at
negte, Ufuldkommenheder nok at rette paa, vil vi følgelig
endnu i lange Tider se det nationale Samarbeide optræde
blandt os i denne sin uhyggelige Skikkelse. Overalt vil man
se, at Klandresygen, det være sig hos Nation eller Individ,
vækkes og trives, hvor der henligger undertrykte, ubenyttede
Kræfter; deraf Mismod og Misundelse mod formentlig mere
begunstigede. Den lille mennesketomme Fjelddal vil, om den
end blot eier tre Hoveder, der en Søndagseftermiddag kan
stikke sig sammen, tale ilde om den folksommere Nabobygd,
hvori der maaske findes seks Individer, der rager frem; denne
vil øve sine Tunger paa det nære Ladested, Ladestedet paa
den nærmeste Stiftsstad, og endelig vil Fjeld- og Dalbygd,
Ladepladse og Stiftsstæder forene sig i et eneste Ramaskrig
over Christiania, det formentlige Hovedsæde for alle Ekstra-
vagancer.

Ja, kunde Nationen gjøres gladere! Kunde den bare komme
i bedre Humør! Hvad kan der gjøres for at modarbeide dette
arvelige Mismod, hvoraf den lider? Meget vil vindes, efter som
flere og flere af de nu spredte og stagnerende Kræfter, samlede
og benyttede mere omsigtsfuldt efter sin Art og Natur, ledes
til et større, mere levende Sammenspil, og dette særlig da
mellem Mand og Kvinde.

Hvad der er visst er, at vi ikke er glade her i Landet, men
i slet Humør, at vi klandrer og skumler og brumler baade i
det store og i det smaa og stræber at gjøre hverandre Livet
surt paa forskjellig Vis. Saaledes gaar det fort en Stund, ind-
til det en vakker Dag giver sig Luft i et ordentligt Krater-
udbrud, en politisk Krise eller noget andet saadant altopskræm-
mende, der kanske for en Stund overdøver og afleder Privat-
sladderen noget. Men dette angaar ikke os, vil I sige.

Jo, jo mine Søstre, det angaar os alle. Enhver Sygdom har
vistnok sit Udgangspunkt og Hovedsæde i et bestemt Organ;
men dens Virkning vil dog spores i alle de øvrige Organer,
hvert enkelt Lem vil føle sig angrebet, og ethvert saadant vil
bære et særskilt Ansvar, en Forpligtelse til ikke at virke til-
bage, ikke at modarbeide Lægedommen, men efter bedste Evne
befordre den. I et Folks Organisme er Kvindelivet et saadant
med- og tilbagevirkende Organ, vigtigere end vi maaske selv
aner det. Hvad om vi turde sammenligne det med Tungen?
Om Doktoren havde sagt, at den Syge maatte bruge den med
Lempe, at skarp unyttig Tale var det, som denne mindst kunde

SIDE: 233

taale af alt? Søstre, lader os skue i vort Indre, om ikke
nogle af de Beskyldninger, jeg har reist, træffer der, om der
er nogen blandt os, der ganske tør stille sig udenfor Ansvaret.

Jeg kunde med utallige Træk godtgjøre min Paastand, at
Bygderne og de mindre Byer med en særegen Skumlelyst
forfølger Hovedstaden. Besøg blot et saadant Sted, vær lidt
gemytlig, saa man glemmer, at du er en Christianiabeboer; -- 
hvilke fabelagtige Ting vil du ikke faa at høre! . . Christiania
bekymrer sig netop saa meget om, hvad Smaabyerne siger og
tænker om den, som Maanen om den gjøende Hund. Nei,
lidet bekymrer det vor By, om den er Skiven for det øvrige
Lands Iversyge og groteske Opspind. Christiania kan ikke
rammes udenfra; det kan kun saares i sig selv, -- af sig selv,
i sine egne Aarer gyder vor By sin Gift; thi med Smerte
maa det bekjendes, netop her har den fineste, farligste Klandre-
syge sit Hjem.

Jeg vil i al Hast skjelne mellem to Arter Klander; muligens
kan denne Last bragt i System udbringes til mange flere. Den
ene Art er Rygtesmedning, der indeholder en eller anden plump
Opdigtelse om kjendte Personer. Man tror dem ikke altid;
men de gjentages dog af alle. Enhver holder Giften i sin
Haand, begaber den nøie og sender den til sin Nabo, tørrer
saa omhyggelig sine Hænder og siger: "Gud ske Lov, jeg har
ikke lavet den, og jeg vil ikke være den, som giver ham eller
hende den ind." Nei, lykkeligvis hører der Mod dertil, og den
kommer næsten aldrig til sin Mand; man har den Beroligelse
at se denne vandre omkring sauf et sain i Uvidenhedens
bedste Velbefindende.

En anden Art Klander er almindeligere; den er finere og
tilsyneladende uskyldigere. Den bestaar i en evig Antasten
og Bekritlen. Her hos os er man aldrig tilfreds med, hvordan
Vorherre har skabt et Individ, selv om han har gjort sit
bedste, men man vil absolut have det anderledes. Man har
ikke fjerneste Begreb om, hvad en Individualitet vil sige, der
maa arte sig saa og ikke anderledes; ved ikke, vil ikke vide,
at ethvert Menneskebillede ogsaa er en saadan Vekst, en
Blomst, der maa udfolde sig i sin Art; en Guds Gaade, kun
løst af ham, der kjender hvert Blad, hver Aare, men ogsaa
den skjulte Orm. Nei, man maa ikke have nogen Slags Art,
er man en Lilje, skal man ogsaa være en Petersilje, og er
man en Petersilje, er det en stor Feil, at man ikke tillige har
Rosens Egenskaber. Kort og godt, man er ikke tilfreds med
de Anlæg, de Fortrin, der ligefrem er betingede i enhver Naturs

SIDE: 234

Eiendommelighed; men man skal have nogle andre til, og de
syv Kardinaldyder ovenikjøbet, hvis man skal duge, og har
man endelig naaet de syv Kardinaldyder, saa bliver man kjede-
lig, og saa duger man heller ikke. Jeg ved ikke, hvad det er
for et ætsende Stof, der svæver i Luften her, og som virker
saa forunderlig fortørrende paa Gemytterne, hemmer enhver
fri Udstrømning og holder alle i en Slags mistroisk Forsvars-
stand. Enhver vil have sporet en usigelig Lettelse ved at drage
Luften nogen Tid udenfor vor By. Lad os fatte det i ett Ord:
Vi bekymrer os for meget, vi snakker for meget om hverandre.
Vi tror, at naar det ikke ligefrem er ondt, er det uskyldigt.
Nei, det er ikke uskyldigt. Ogsaa Menneskesjælen har sin
Velour, der er det samme for den som den Duft, der svæver
over Landskabet, som den fine, bløde Dun paa visse Frugter
og Blomster, der ligesom verner om deres Skjønhed, og som
synes at sige, at de maa beskues og ikke røres. Men saa længe
har vi tuklet med hverandre, omsnakket og beløiet hverandre,
at det gaar os som Frugten: den leges med, indtil den hverken
bliver til at beskue eller nyde, men maa kastes over Gjærdet.
Da vender vi os selv lede og kjede bort fra det Billede, vi i
Aar og Dag har arbeidet paa; thi der kommer virkelig en
Slags Figur ud deraf. De, som paa nogen Maade rager op
over Mængden, er naturligvis mest underkastede Metamorfosen.
O, naar jeg ser et saadant Individ af vor Midte, Mand eller
Kvinde, vandre forbi, ser jeg det ligesom dobbelt, først i dets
oprindelige Skikkelse, den, som det af Guds Naade engang er
bleven iført, dernæst i det Armensündergewandt, som Byslad-
deren har vævet og flikket om det. Det er nu fikst og fær-
digt; der er arbeidet af tusende Hænder paa det i mange Aar,
og det slutter godt. O dette Armensündergewandt, man maa
bære det til sin Grav; først der falder det med den sidste
Skuffe Jord!

Søstre, Landsmandinder, skal vi slutte en Pakt, en Taus-
hedens og Mildhedens Pakt? Jeg ved, hvad I vil svare: vort
Liv, vort Kvindeliv fører det med sig; giv os andre, gediegnere
Interesser, der kan løfte os op over Huslivets Trældom og
Smaalighed, giv os en Stemme med i det store, giv os noget
andet at tale om, og vi vil ophøre at tale om hverandre. Jeg
føler Vegten i denne Undskyldning, der desværre længe vil
kunne paaberaabes som en Undskyldning, og dog -- Søstre . . .
skal vi slutte en Taushedens og Mildhedens Pakt? Vise ved
at overvinde os i det smaa, at vi fortjente denne Stemme i
Livets store Anliggender, hvorfra vi nu er udelukkede? Vise

SIDE: 235

os værdige til at være det for Manden, som Frøken Anna saa
smukt har villet det. Hvilken Streng i eders Sjæl skal jeg
forsøge at naa, at den kan tone for min Bøn? Skal jeg erindre
eder om, at Personalkritikken er skyet af alle andre Nationer,
at enhver Berørelse, enhver Drøftelse af det rent personlige
og private fordømmes i ethvert godt og humant Selskab som
Brudd paa al god Tone? Nei, jeg vil appellere til noget
bedre end en verdslig, forfængelig Kappelyst; til det Hjertelag,
det rige Hjertelag, som jeg ved er der, som altid aabner sine
Gjemmer, naar en synlig Lidelse har trængt til det og kaldt
paa det. Og vi er jo kristelige Kvinder? Vi gaar i Kirke og
glemmer i det mindste der hverandres Skrøbeligheder og Egen-
heder, medens vi sidder Bænk efter Bænk og hører vor gamle
kjære Wexels tale, ham, som vi alle ærer! -- Selv de, der
ikke kan høre ret, hvad han siger, fornemmer dog ligesom en
Kjærlighedens og Mildhedens Aand udgaa fra ham. Enhver
af os føler sig mere eller mindre greben deraf, enhver tror at
tage et Korn med for Livet derude. Hvor længe bevarer vi
dette Korn? Hvad spirer ud deraf? Lad os aflægge os selv
Regnskab derfor efter næste Kaffetime, eller hvor vi har siddet
to til tre."
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Et Øieblik var der tyst, medens fire Hænder sluttede sig
fast sammen.

"Kjære Søstre . . ."

"Veninder, tillad mig . . ." brød Anna og Fru Edeltorp paa
én Gang ud.

"Om Forladelse, kjære Fru Edeltorp!"

"Aa jeg be'r, De har Ordet!"

"Jeg be'r, -- det har ingen Hast med mig."

"Mine Damer," faldt Julinka ind, endnu med en Bæven i
Stemmen -- thi det var et ganske godt Barn i Grunden, og
hun blev let henreven -- "istedenfor at spilde Tiden med
Komplimenter burde vi skynde os med at nytte den. Se hint
Kalifens rastløse Stjernebillede, der med sit hemmelighedsfulde
Skin har lyst over denne Aftenscene og dens underlige, veks-
lende Stemninger, se det staar i Begreb med at forsvinde!
Allerede har det dukket sit Hoved bag Fjeldranden, den glim-
rende Straalebusk synker langsomt efter, som en fantastisk

SIDE: 236

Drøm, der glider os af Sinde . . . . . Og som en Drøm, en broget,
sælsom Drøm, vil Mindet om denne Aften staa for os. Dagen
kommer med sin Møie og Prosa, for den ene hed og anstrengt,
for den anden kold, taus og lang. Men lad den komme i hvad
Skikkelse den vil . . . Veninder, saa lover vi hverandre -- "

Plask, plask, plask, plask, Trrrrrr!

"Se saa!" sagde en af Damerne. Julinka kastede et vredt
Blik ud af Vinduet. Anna søgte efter sine Kaloscher, medens
Fru Edeltorp raabte paa Jomfru Bolt og gav denne i en tem-
melig unaadig Tone en huslig Befaling.

Men Skyggebilledet var forsvundet i det samme, som den
sidste Flig af Kalifens hellige Smykke sank ned i Dybet.