Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 1

Til Johan Lilliehöök.

Aulestad, Foldebo 4/3 1889.

Hr. Johan Liljehöök.

den svenske oversætter ønskede at få vedkommende sted strøket
både i den svenske og i den norske utgave; ti deraf, at jeg finner
det både "fejgt" og "dumt" at fortie, hvad der er sagt, følger ikke,
at det nætop skal siges dér, - så meget mere som jeg ikke har
plass til at begrunne det. Dette måtte jeg inrømme oversætteren;
i den svenske utgave blev det derfor strøket, i den norske blev det
ved en misforståelse, som jeg er uskyldig i, ikke strøket.

Den norske utgaves mening er naturligvis min (har været det i
en række af år og har altid været bekænt af mig); men jeg tror,
den svenske oversætter har ret i, at den bedre burde været utelat
på dette sted.

Det forekommer mig, at Deres brev har en unødig tilspissning.
Dette i forening med et uttryk i stykket i Social-Demokraten, som
altså er af Dem, - den, at jeg er blet "gammel" i sædelighedsspørs-
målet -, driver mig til at sige, at De både her og før i den sak har
optrådt ungdomligt.

Ærbødigst
Bjørnstj. Bjørnson.

Til Cecilia Bååth-Holmberg.

Brevkort. Postst. Follebo 5/3 1889.

Kære, du har fullstændig uræt. Meningen er, at de lod stå til (d. e.
lot det gå som det kunde), han på sine, hun på sine forutsætnin-
ger. Du må da tro, at jeg vet det. - Nu er det Sverdrupske styre
blét komisk; selv Oftedølerne faller fra. Nej, noget værre æn dette
er blét, har ingen tænkt. Du må tro, vi har hat en frydfull Parnell-
uke! - Ja, jeg har sjælden levet en lykkeligere. Jeg, som vet,
hvordan man utlægger alt til det værste om den, som har brudt

SIDE: 2

med deres afguder, visste på forhånd, at han var aldeles uskyldig.
Intet rører mig dypere æn når den bakvaskede får triumf. - Gid
nu Gladstone fik parlamentet opløst, så Englands rette mening kom
fræm! Da vilde reaktionen, der nærmest lever af bakvaskelse og
frygt, rystes over hele Europa. Så fik også vi se in i det forjættede
land. Naturligvis bare et litet, litet glimt! Hilsener fra

B. B.

SIDE: 6

Til F.T. Borg.

[Aulestad, primo august 1889.]

Kære Borg, hæders-væn, og henne, din trofaste!
 Tak!

Ja, er det nu ikke besynnerligt: jeg har aldrig sagt et ondt ord
om Svensken; jeg hader intet folk, jeg holder av dette. Og desuagtet,
bare fordi jeg har begært full likhed som eneste mulige vill-
kår for foreningen, er jeg nu snart i en menneskealder i Sverige
behandlet som en nidding, og kuriøst nok som en "skräfvlare"
"uten al indflytelse".

Men viktigere æn at tale om mig er, at du er stort fejltagende,
når du med din rene sjæl tror, at Norge er avholdt i Sverige. Alle
Nordmænd, som bor i Sverige, og som jeg har talt med, klager
bittert over det motsatte. Det almene nu er uvilje til Norge, og
det hyppige er hat. Det går langt ut over adel- og embeds-stan.

SIDE: 7

Og ænnelig har det lykkes at vække samme uvilje, og hyppig
hat, til Sverige i Norge hos vor ungdom, og mærkeligt at fortælle:
hos højreungdommen næsten like så alminneligt som hos venstre-
ungdommen.

Dette er sanheden. Og herom holder man folk uvidende.

Og dette skal vi sige som det er på begge sider, og derfor
skal vi kræve ænten jævnbyrdighed eller opløsning; til at hate
hverandre skal det Bernadottiske dynasti ikke drive disse to folk.
Dynastiets politik er rasende.

Vet du, hvad nu alment tros i norske politiske ringe? At
familietraktaten i Berlin nætop går ut på, at Tyskland skal hjælpe
Sverige til en annen (mere tysk) ordning med Norge. Der har du
den siste bakgrun i min tale. Franskmænnene har først fåt tak i det;
derfra er det kommet til Nordmænd i Paris! - Er dette sant, så
er det ikke første gang at dynastiet har spekuleret i den krig, som
måtte gå forut; i den nuværende slægt er det i så fall annen gang,
at der forberedes overfall på os. Synes du, vi skal være nøjdde med
en slik "forening". Synes du, den er trygg? -

Jeg har været dum nok til å tro, at vi skulde få dig og din hustru
her i sommer. Men nej! Kan I ikke gøre en snartrip? Vor yngste,
søn Erling har nætop forlovet sig og er ubeskrivelig lykkelig. Hun var
pietist, og han så ikke til henne; men så slog hun om (kanske kær-
ligheden gjorde sit) og så fik han brand og brandsår, og alt gik i
stormende fej. Hun er rik; nu køper han gården av mig.

Tusene hilsener fra os, du ælskelige Borg, I ælskelige, trofaste
vænner

din
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 16

Til S.A. Hedlund.

Aulestad 13/2 1890.

Gamle væn!

Naturligvis er min hengivenhed for dig så stærk, at jeg ikke årket
å åpne dit brev. Du har gjort mig for ondt.

Jeg kan heller aldrig tilgi det. Ikke om jeg stod ved din dødssæng
eller du ved min. Men jeg kan jo si hvad jeg føler: der er annet og
mer igæn. Om det der taler vi ikke, vi begraver det.

Ja, jeg er ensom, og det har jeg altid været. Levet for mig selv
år ut, år in, og bare nu og da søkt folk.

Men jeg har næppe i mit liv hat så varme, så mange vænner,
kjænte og ukjænte, som i denne stun.

SIDE: 17

Likesom du i sin tid aldeles misforstod den Sverdrupske stilling,
misforstår du nu Verdens Gangs. Sverdrup tapte på en brøk nær
(som også nu er svunnen in til en brøks brøk) hele vænstre og
holdt sig ved hjælp av højre; det er aldeles samme rejse "V.G."
har gjort. Det må holde sig ved hjælp av højre, og det er lykkets
over al forvæntning; et slikt nyheds- og moderations-blad var
noget for vor "intelligens"! Han tjener mange pænger på det og
har tapt alles agtelse.

Jeg, som følger lands-pressen, og som får brev og hilsener, og
selv har rejst hele Gudbrandsdalen op, jeg kænner nu stæmningen
og siger trygt: Vænt til næste valg!

Vi har to store hyklerier i Norge, forholdet til kirken og for-
holdet til Sverige. Der er noget ægte i kærnen, innerst inne; noget
trofast og stærkt. Men den er så belagt med form og fraser og
uundersøkte "sanheder", at da jeg rev hull, blev der hyl og raseri.
Men igrunnen agter alle retskafne mennesker en mans rolige mot.
Jeg vænter min tid i det ene som i det annet.

Har jeg, som du siger, tapt mine vænner i Sverige, så bør de
tapes; den sort mennesker, som ikke søker dypere sammenhæng i
en mans gærning, kan være meget bra; men som vænner duger
de ikke meget. Jeg tror ællers, du tar fejl. Jeg har mange gode
vænner i Sverige, som forstår og holder fast.

Alt dette vilde jeg si dig, fordi jeg vilde ikke, du skulde ha ondt
av mig. Men jeg ønsker ingen diskussjon i brev; jeg har nok av den.
Kunde nogen av dine besøke os, tale med os, leve med os en stun
igæn, da fik jeg fyllt et av de stærkeste ønsker, jeg har; Karoline
ikke mindre æn jeg. Vi trænger til at smæltes op igæn; av alt vi
har oplevet, var det med dig det værste, fordi det var det mest uvæn-
tede, det grusomste. Jeg mener i forhold til personer; ti jeg har
jo oplevet bakvaskelser, som overgår alt annet. Vi er et litet folk;
det koster at bryte med altar og trone og al annen hævdvunnen
stilstans-lykke, når avstannen man og man imellem er så liten og
interesserne så få, og viljerne tråssige. Det gæller å holde ut. Derfor
er jeg bygget av stærkt tømmer; men det gæller i min alder at spare
det til selve kampen; derfor kan jeg ikke også holde det gående,
stridende, krænkende med mine nære vænner. Jeg takker dig fordi
du skrev og takker Stina innerligt. Din gamle væn:

B. B.

SIDE: 18

Til Ann Margret Holmgren.

Aulestad 
[efter 19/2 1890.]

Kære lille mænneske,

omtrænt samtidig med dit brev kom min bror og Dikka Møller
hitop; de syntes, urætten blev for oprørende.

I det hele tror jeg, dette har været bra. Jeg får æfter dette en
inflytelse, som jeg aldrig har turdet håpe på. Den ene humbug
faller ved overdrivelsens død ved siden av den andre. Bohêmeriet
ved siden av forsvars-rummelen og Svenskefjæsket og kirke-hyk-
leriet; her har vågnet en forargelse over dette urene forbund, og
forargelsen vil vokse.

Forsvarsvrøvlet går ikke; de blændende summer, taler, oprop
strander på "folkets" sunde sans. Bohêmeriets forsøk på ad reak-
tionens vej at nå fræm, næmlig under påskud av at sanhedskravet
kan fejle at komme dette selv tillivs, har forlist i vrøvl, og Svenske-
fjæsket har fåt dødssår ved de oplysninger, som går man og man
imellem, nemlig at vi til diplomatiske og konsulatavgifter betaler
mere æn Danmark, og får sparsom repræsentation ved Nord-
mænd (Svenskerne forsyner sig ordentlig!) og foragt og hån av
Svenske adelsmæn, når vi har noget med dem å gøre. Vi vil ha vort
for os selv, eller vi vil væk ifra foreningen, og vi vil være vel
væbnede, så vi ikke kan tvinges. Når hertil kommer kampen med
kirken (som nu i min bok), så har du mig en miniature, og mine

SIDE: 19

"forbrytelser" med, - dog må du da også lægge til den, at jeg har
krævet retskaffen færd selv av en Richter og Sverdrup og tat mig
av arbejdere og arbejdersker, når storkapitalen mishandlet dem.

Denne min konto er en hæderlig mans konto, og mange sammen-
sværgelser mot mit "regimente" som denne vil bringe folk til å se
kontoen, som før ikke gjorde den op.

Vær nu søt og kom til os tidlig på våren og tag tiltakke med os,
selv om Bjørn ikke kommer fræm iår? Du må drikke sunhed in
på altanen her og bli stærk til dine følgende to vinterkampagner;
ti det blir vel så: to vinterkampagner på én Aulestadsommer.

Blir så din ælste datter journalist?

Jeg korresponderer med Sigurd Ibsen; av den historie vil meget
vokse fræm, skal du få se. Jeg rejser rundt og holder taler hele
dalen over, jeg har været oppe på Dovrefjæld også. Venstre vokser
overalt, her er stor opgang. Bøndernes troskab mot mig er rørende;
bare jeg hadde tid og råd til at drage hele landet rundt.

Hils din man og sig, at slik grotid som der er i Norge nu, har
hær ikke været i min tid. Tak ham for Giordano Bruno! Ja, bålets
apoteose over et stort liv, . . . præsterne har forfusket det derhen,
at de, som når magt og hæder av rikdom og fødsel, eller som sejrer
i levende live, de er de store; men de, der når, hvad deres herre
og mæster nådde, korsets apoteose, de må vi søke op mot deres
protest.

din
B. B.

Du skal holde Dagbladets ukeutgave! Ta den straks!

SIDE: 21

Til Maria Hedlund.

Aulestad 12/3 1890.

Kære Marie Hedlund, så en skal være syk for å komme til Gaus-
dal! Det kan ikke tænkes, at en frisk tør rejse til os! Spørg Hans's
Marie, du, om også hun hylder den bedrøvelige lære. Jeg er siker
på, hun siger, at nætop når hun er sund og frisk, så vil hun helst
komme, og gid det var imorgen, at I kom begge to, ja, allesammen.
For det er dog forfærdelig, at vi som holder så innerlig av hver-
andre, ikke skal få være sammen en gang imellem, at vi skal skape
os, som om vi fra den og den dag klokken fire blev helt andre men-
nesker, så fra da av kunde vi ikke kjende hverandre; for således
var det den gamle bar sig ad mot mig.

Hvad jeg gjorde mot Richter og Sverdrup, gør jeg mot enhver,
som er troløs mot det, jeg elsker og lever for; og om den ene for-
tviler over al den usanhed, han har løpet sig fast i, eller den andre
faller ned fra sin højde, - jeg har ingen skyll i det. Ikke vænskab,
ikke slægtskab, ikke noget kan holde mig tilbake, når jeg uten
ukærlighed i mit sinn, av fast overbevisning, i samråd med
mine beste vænner siger det, som er sant om dem.

At den gamle ikke skjønte det, men både før og nu søker æfter
hvad for personlige grunne, jeg hadde til å anfalle disse to
"hædersmæn", det viser at han aldrig har forståt mig. Han har
krænket mig som ingen annen nætop derved, at han i mit hjærte
var min beste væn.

Jeg foresatte mig ikke å skrive om det; men se, det kommer
altid med.

Du skal takke fru Warburg for hennes søte brev; jeg skal aldrig
glæmme henne det, om hun blir hvit i håret. (Hvergang jeg ser
henne, tænker jeg altid: hvor hun blir vakker som hvit i håret!)

Der var en ytring i hennes brev (som i så manges); de takker

SIDE: 22

mig "som digter". Men det mere jeg er, er vilkåret for, at jeg er
digter også. Jeg får vænte min tid, til folk forstår å samle mig
sammen fra al min spredte gærning, og til de kan se, at den har
været én eneste en med ét eneste mål. At i så henseende lever
ingen samtidig i Norge, som så bestæmt har villet ét eneste ét, og
hvis livslinje går mere like, og hvis fræmgang er strængere bestæmt
av min egen personlige fræmgang. Alt det av fordom, snobberi,
ukærlighed, råhed, letsin, jeg herunder har støt sammen med, har
gjort mit billede ukænneligt; men det er der i så stærk bestæmt-
hed, at engang vil man undre sig over al den forlegenhed med å
få mig til å hænge sammen. Navnlig vil de, som da sitter i stærkere
arbejde med det samme, som jeg vilde, neppe kunne forstå, at jeg
kalltes "fantastisk", "en uvirkelighedens projektmaker", jeg, som
altid søkte grundforholdene, når de andre hang fast
i det, som vane, vedtægt, likegyldighed, dumhed, spekulation hadde
gjort kjært og uundværligt for dagen. Forsåvidt kan du trygt
gjæmme dette brev og læse det igænnem som "oldemor", når du
engang er træt av å være "bestemor".

[...]

Herregud, om I kom op til os! Og Stina, skal vi aldrig mere få
se Stina? Slikt er umuligt, som at vi ikke mere skal få se Stina.
Jeg måtte i disse hårde tider be Karoline sætte hennes billede bort;
jeg tålte ikke se det. - -

- Jeg kunde jo også i stor bevægelse gænse Hedlund; men hvad
nytter det til, når man ikke længer kan tale sammen. Hans mis-
tydning av mig kommer jeg aldrig mere over. - Men nok om det
og om mig, - nu dere! Frem allesammen! Som foran julebordet,
dørene gik op, barnene styrtet in, . . . lad mig nu få fortællingen
om dere allesammen! Eders innerlig hengivne væn:

Bjørnst. Bjørnson.

Til Maria Hedlund.

[Udatert.]

Kære søte Marie Hedlund, født Scholander, snille bæstemor, du
må da skønne, at det var spøk, det der med Norgesrejsen, at I
bare vilde komme, når I var syke. Jeg ærtet dig lit, fordi jeg trodde,
du hadde ikke tænkt over, hvad du sa! Men er det så, som du siger,

SIDE: 23

da hadde jeg ikke våget mig til det; derom hadde jeg næmlig ingen
anelse! Jeg trodde, I hadde god råd.

Da skal jeg si dig en ting: kom hitop med din Torsten, hvis han
er syk. Her er minst like så godt som i Modum; her er fjælluft og
granduft så meget, han vil ha. Og her koster det aldrig det gran.
Ikke ét øre! Han skal få det, som han vil ha det i alle stykker, og
du går med på køpet, som kvinnerne gør i almindelighed. (Nu må
du ænnelig også ta dette for alvor og bli dygtig forarget.) Du
træffer en svensk før her; næmlig fru Holmgren, hun kommer hit
i sommer, og hun er om muligt ænnu søtere æn du. Så kan
I sitte her på altanen og være svenske; bare I ikke nægter os å
ha en egen utenriksminister, så kan I være gule og blå hele dagen
og ha det svenske flag hejst om natten med.

Ja, jeg har ikke mere tid idag. Hils hele sælskapet fra

Bjørnst. Bjørnson.

Til Ann Margret Holmgren.

Brevkort. Postst. Follebu 23/5 1890.

Karoline var her og læste brevet igænnem og fant det "forfærdelig
hyggeligt". Så kan jo de andre nådigst komme op og besøke dere her.

Her er det allerdejligste forår; men svalerne er ikke komne;
ænten er de dræpt på vejen, eller de er blet troløse. Vi vænter hver
dag; men de er der ikke. Et stær-par har tat op en av redene; men
vi vænter trofast på svalerne. Hilsen fra

Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 27

Til F. T. Borg.

Fagerstrand pr. Høvik 14/12 1890.

Kjære Borg,

hjærtelig tak for dit brev!

Det gjorde mig i sin tid ondt, at du trodde Sverdrup og ikke mig;
nu gjør det mig ondt, at du tror "Verdens Gang" og ikke mig.

Hvis I derborte i Sverige fattet, at jeg repræsenterer mere i
det norske folk æn redaktør Thommessen, så sparet I eder også
megen skuffelse.

Når jeg satte en egen utenriksminister op som norsk mål, så
var det fordi jeg bedre æn de fleste skjønnet, at dette vilde og
måtte det norske folk samle sig om. Det er ikke halvannet år siden,
jeg nævnte det, og nu er der ingen i hele vænstre, som åpent tør
sige, at ikke dette blir vort mål, det eneste mulige vilkår
for å bli ved i foreningen.

Når du, villedet av "Verdens Gang," tror, at "Dagbladet" først
nu har gåt over til egne konsuler, og at det før krævet en egen
utenriksminister, så er dette en fejltagelse. Dagbladet har som jeg
sagt fra første stun: først egne konsuler, så egen uten-
riksminister. Det ene fører uvilkårlig in til det annet.

Jeg lover dig, at på venstres program, som opsættes de første
dager i februar, står egne konsuler som inledning til egen utenriks-
minister. Og vi forlater det aldrig mere. Vi vænter - ikke på Sven-
skerne, for I har i disse saker båret eder skammeligt ad imot os;
men vi vænter på, at størstedelen av det norske folk skal bli enigt
og hæren og flåten færdig, - og da sætter vi egen utenriksminister
igjænnem. Der er allerede så mange av de yngre højremæn enige
med os i dette, så tiden, da saken kan sættes igjænnem, er nok
så nær.

Således står det. Dette må du fortælle, så Sveriges venstre kan
være underrettet. I har set, at jeg vet, hvad som er norsk fræmtid;
I må ænnelig nu tro på, at også dennegang vet jeg det.

[...]

[...]

Eders
Bjørnst. Bjørnson.

Til F. T. Borg.

Høvik, pr. Kristiania 7/1 
[1891]
.

Kjære Borg,

nej, som dit lange brev har gjort mig ondt. Avstannen mellem os er
uhyre! Og når selv du tror, der er frælse i en armé og bevæpning,
ja, hvad må så ikke de andre tro? Så har vi forsvarssaken og gjæn-
nem den alt ondt i ungdommens oppdragelse mot frihet og likhet.

Og også du mener, at en norsk utenriksminister kan gjøre, at
norske interesser skiller Norge fra Sverige i en stor krise. Nej, dette
gjør ikke en norsk utenriksminister; han gjør bare, at hvor interes-
serne er forskjællige, der blir det synbart, at de er for-
skjællige. Og hvor de er forskjællige, der skal de skilles! Vi er
ikke i foreningen for foreningens skyll, men for vore interessers
skyll. Der interesserne går mot hverandre, der skal folkene gå fra
hverandre. Nu er ordningen den, at Norges interesser må offres
for Sveriges.

De diplomatiske saker er ordnede så, at en norsk statsminister får
lov å overvære forhandlingerne. Men det skrives ikke ned, hvad han
siger, ej heller får han se sakerne på forhånd. Nu er vi et like så
godt folk som det svenske, og har samme ret og samme kjerlighed

[til]
 vort som Svensken til sit.

SIDE: 32

Men ænnu har ikke en svensk man, æn sige et svensk parti ståt
op og talt for norsk jævnlikhet i unionen helt ut. Heldigvis blir
det så, at både stormagter og andre magter med tiden får valg mel-
lem unionens oppløsning æller full jævnlikhet. Men vi trodde, vi her-
til hadde de svenske liberale på vor side. Heri har vi bedraget os
altså.

Bergliot har fått nyt anfall, Karoline er hos henne, og jeg må leve
alene til sommeren!

Ja, det er ikke morsomt.

Dagny er nu her i Høvik hos mig og går på skole her og i Kristia-
nia. Jeg skriver på freds-oratoriet sammen med Grieg (ikke i
avisen med det!) Jeg er ællers nok så tungsindig.

Eders innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

Der har aldrig i Norge været sagt av noget mænneske annet, æn at
egne konsuler skulde bane vej for egen utenriksminister, og
at foreningens opløsning skulde hindres ved full jævnlikhet.

SIDE: 33

Til Ann Margret Holmgren.

Høvik pr. Kristiania 12/2 1891.

Min væn,

det forretningsmæssige først: gå på biblioteket og lån dig "Landstads
folkeviser" (norsk), og du har den aller ypperligste samling av ældre
og yngre kvad, det meste funnet i Telemarken. Vi har også en sam-
ling ved Sofus Bugge.

Dit brev er det beste, du har skrevet, av alt det, jeg har set fra
din hånd; det spår om, at du må kunne gi større ting æn de hidtil
beskrevne. Om du trykte det ordret eller digtet det in i en begiven-
hed, der det fik samme værd og vægt for os som nu i din egen livsbe-

SIDE: 34

givenhed, så vilde du gjøre tusener av kvinner, der nøjagtig har op-
levet det samme og søkt samme slags botemiddel, en kjær tjeneste.
Vil du ha det igjæn? Hvis ikke gjæmmer jeg det.

[En linje klippet bort.]

Din ensomhed er kjænt av alle, som kommer dig nær. Av alle.
De aner hele sammenhængen av det, de ser. Vi ser jo, at ikke engang
dine barn behandler dig som den fine, usædvanlige, du er. Du er
alles tjenerinne og alle kjær; men hvem du er, vet ingen. Det ser
vi, som ser dig i dit hus.

Du er blet forholdsløs på det; du føles så av os alle. Du har dit
hof et annetsteds, du søker intet blant os. Du inbilder dig selv, vi er
en hel del for dig; det er ingen av os. Du behandler os nærmest som
bøker, eller du sitter på koncert og morer dig hos os. Du kunde
leve langt dypere, rikere; men du har din beste del utenfor os alle-
sammen. Nætop det har du altid gjort intryk av. Og når jeg nu
fortalte dig, hvor kjær du var mig, ikke som begavelse, hengivenhed,
troskab o.s.v. men som ensemble, ydre og inre harmoni, så var det
for å få igjæn lit mere æn det farve- og bladløse, du til dagligt gir
alle, selv dine nærmeste.

Jeg fik det, men deri stadfæstelsen: vi er ingenting for dig, nogen
av os, eller rettere så meget lit.

Du er med al din varme, alle dine interesser, alle dine forbigående
glædesintryk og lærdomsintryk av saker, personer, bøker, - i om-
gang med dine blet forholdsløs. Du søker skygge og lever utenfor.

Du minker selv på det i din personlighedsgrun; du får ikke nok
tilførsel av et eneste forhold. Du skulde ved å utlevere det til
offentligheden (som du var ganske nær ved i tægningen fra det
gamle slot), gjøre slut på det i dig selv.Ingen dobbelttilværelse! Helt
i ét forhold, om du så har mange mindre ved siden. Det er menne-
skereddende.

[...]

Jeg kommer vist sjælden til å skrive dig til æfter dit siste brev.
Ti det åpenbaret mig bestæmt, hvor lite vi igrunnen er for dig. Du
får aldrig det intryk bort igjæn. Så heller ikke Karoline - - -
ja ja. Farvel da, min kjære, søte væn. Vi har hat glæde og delt tro
og vi har ikke sveget hverandre i stort eller småt. Du er (og du vet,
hvad jeg forstår ved ordet), du er skjøn, - og det er ytter-
lig få.

Din tro
Bj. Bj.

SIDE: 35

Til Ann Margret Holmgren.

Høvik pr. Kristiania 17/2 1891.

Kjære lille mænneske, så ondt det også har gjort mig, at jeg har
skrevet som jeg skrev, kan jeg ikke nægte, at uten det hadde jeg
ikke fåt et brev som dette siste fra dig, så varmt, så stærkt, så
forholdsfyllt, at det ikke alene gjorde mig glad i min store
skamfullhed over å ha tvilt, men jeg rent ut beundrede dig, som
viser dig ænnu skjønnere æn jeg visste, du var, du utrolig søte,
utrolig kjære lille mænneske, som jeg nu skulde ha hat hos mig, jeg
hadde båret dig rundt rummet flere ganger i triumf. Og så er det så
uskyldigt enkelt, dit brev, så kunstløst bare dig, dig, dig. Herregud,
at din man så dig som jeg nu ser dig og bøjet sig over dit rike
hjærte med lyttende glæde, og dine barn hadde ånd og ydmyghed til
å stanse hos dig og studere dig med henrykkelse; ja, for det vilde jeg,
hvis jeg hadde en sådan mor.

Ja, nu væntet du, at jeg skulde bli sådan ved i en halv time minst;
og det var, hvad jeg helst vilde selv. Men dette brev må straks av-
sted forat du kan få det straks og ikke længer æn nødvendigt sørge
over, at du har en så dum og så kortskuet væn som du har i mig,
men som også ber dig om forlatelse på det allerydmykeste. Jeg byr
dig fræmdeles dit første brev og nu dit annet med; du har aldrig
skrevet noget bedre, og du burde gjøre virkelighed av dem i fleres
fantasi æn min.

Å, som jeg glæder mig over din fortrolighed, og som jeg lærer
av den. Der er én fejl ved det, at jeg blir alt for glad i dig. Dog,
håper jeg, at også det bare skal være godt for os begge to. Men du
tar aldeles fejl, når du tror, at du personlig kunde si mig, hvad du
siger dig selv i en nattetime foran dit bord. Og aldeles, aldeles fejl
tar du, når du tror et eneste brev med virkelig fortrolighed
får flyte om hos mig, det brænnes straks. Straks, hvis vedkommende
så siger. Husk det og tvil intet øjeblik.

Karoline har nu skrevet mig det aller-aller, søteste brev til. Gud,
som jeg ælsker henne! Du skal se, vi har hat godt av dette, vi to
gamle ægtefæller i over 33 år.

din tro væn og tilbeder
udi al tid, ond og god
Bjørnst. B.

Til Maria Hedlund.

p. t. Skovgaard, Charlottenlund 30/3 1891.

Kjære Mia!

Næste søndag eftermiddag (idag om syv dager, for i dag er det
mandag annen påskedag) kommer Karoline og jeg med hurtigtoget
fra Kjøbenhavn.

SIDE: 37

De medlemmer av den Hedlundske familie, som stemmer for egen
utenriksminister i Norge, må ænnelig møte os - helst i Kungsbacka
eller et annet sted, og få vite nyt om os og fortælle nyt om dere! -

Hvis I hadde noget aftensmat med til os, så vi slap å spise i
Göteborg, - så meget desto bedre! For så pratet vi også den stun-
nen! Eders tro væn

Bjørnst. Bjørnson.

Til Birger Mörner.

p. t. Skovgård, Charlottenlund 1/4 1891.

Hr. Birger Mörner!

Med fornöjelse må De bruke, hvad jeg 1884 skrev om August
Strindberg i "Dagens Nyheter".

Hadde jeg tid, så skrev jeg om det faste tak, som Strindberg
hadde (og slap!) i svensk kongelighed, bureaukrati, stormansgal-
skab, liv over evne, - en sykdom med mange former.

For å vende til ansvar, d. e. demokratisere et storkarssamfun
med alle arvede og erhvervede fejl og derved redde de dyder, som
fejlene er vrangen av, har jeg neppe sét en bedre rustet man.

Mere æn én kraft, mere æn ét martyrium må til, før bondens hue
sitter stille på hodet for smørgåsbordets mæn og kvinner, så stille
som i Norge.

Jeg fatter ikke Strindbergs flugt fra opgaverne, studierne, raseriet.

Men jeg har ingen tid; jeg har nætop nu min fulle hyre.

Jeg bér Dem hilse Strindberg og er Deres ærbødige

Bjørnst. Bjørnson

Til F. Vult von Steijern.

p. t. Fredriksstad 21/4 1891.

"Dagens Nyheter" har skrevet således om den norske traktat-
kommissions innstilling, at jeg skulde ha den største lyst til en
samtale.

Om jeg rejste til Sverige, vilde det vække for megen opsigt; men
om en fortroendeman mødte mig i Kristiania Scheens hôtel fredag,
lørdag, søndag før mandag førstkommende, så er det min overtyd-
ning, at ikke mere skal til æn fullstændigt kjænskap til hverandres

SIDE: 38

hensigter, så kunde nætop i øjeblikket et samarbejde inledes mellom
svensk og norsk demokrati av allerstørste vigtighed.

Hvemsomhelst av de ledende vænstremæn, som De måtte ønske
at konferere med, skal jeg skaffe i tale.

Deres ærbødige
Bjørnst. Bjørnson

Til Harald Sohlman.

p. t. Fredriksstad 22/4 1891.

Hr. redaktør Sohlmann!
Kjære Sohlmann,

Jeg er her som reconvalescent, og nu vil jeg, før jeg rejser hjæm,
fylle et gammelt ønske:

skrive til Dem om unionen.

Jeg har, like siden det blev mig klart, at Sverige vilde beholde
et slags overherredømme over os, forståt, at unionen var en fare.
Da den er og må være et forbund for fred, så begge kan være fullt
trygge på den annens troskab, tænkte jeg mig, at vi måtte prøve at
få unionen til at gå over til et forbund. I et sådant blev vi da
i alle fall ikke uvenner.

En union som den, der i 1884 truede os med statskup, i 1885
ændred de diplomatiske sakers behandling uten at rådspørge os, i
1889 nægtet at la vor sendemann i Paris repræsentere os, og ænnu
i 1891 gjænnem sin regjæring stræbte at få den svenske utenriks-
minister riksaktfæstet som vor for alle tider og erklærte, at vi ingen
ret har til at behandle vore egne utenrikske saker, - en sådan
union er hatet i Norge, og dette hat vil i tidens længde gå
over på Svenskerne som sådanne.

Da heller opløsning og et forbund i steden!

Således tænkte jeg, - like til det gik op for mig, at en egen
utenriksminister for Norge kunde utjævne striden og innen selve
unionen (når hvært land skjøttede sit) skape den fred og velvilje,
som nu er sat i fare.

Fra dette grep mig, har jeg så at sige ikke talt eller skrevet om
stort annet, og nu er jeg så heldig, at min tro er blet hele
det norske venstres.

Dette forhold er det eder ikke længer tilladt å tvile på æfter min
programtale på landsvenstremøtet 31te januar og Hr. Steens officielle

SIDE: 39

sanktion av den, og Berners dagsorden, som hviler på, hvad her var
avtalt og fik uttryk. Det er herpå, på full uavhængighed av Sverige
gjænnem en egen utenriksminister som ænnemål, at de moderate
(på nogle 
[overstr.: skruller]
 nær) har sluttet sig sammen med de
rene venstre.

Som sagt: dette forhold er det eder ikke længer tilladt å tvile på.

Men så er det også givet, at det er forat bevare unionen,
i tro på muligheden av, at således ordnet kan unionen ikke forspilde
vænskapet mellem de to folk og derved umuliggjøre deres freds-
forening, deres gjensidige tryghed, - det er forat be-
vare unionen vi vil ha en egen utenriksminister.

Dette fortalte Steen kongen i deres første samtale og gjorde op-
mærksom på dynastiets fordel av det, og kongen erklærede,
at det skulde ikke være ham imot.

Hans erklæring har ikke den værdi, vi kunde ønske; han er øje-
blikkets man. Men fordelen av, at vi innen unionen blir fullt
uavhængige av hverandre, fordelen av det for unionen og dynastiet,
den vil nok gjøre saken forståelig for tronernes innehaver - nu og
i fremtiden.

Et argument har været brukt mot to utenriksministre, som har
oprørt os. Når Stang fallt, var det især fordi han våget å bruke det
under debatten. Det er, at i tilfælle av krigsfare kan lannenes for-
skjellige interesser splitte os, når der er to utenriksministre. Her
forutsættes altså, at noget skal være stærkere æn vore egne interes-
ser; disse skal ikke skille os, når de vitterlig er forskjællige, unionen
skal opretholdes, selv om et av lannene (og da naturligvis det
minste) skal offre sit levende liv for den annens interesser!

Jeg ber dere aldrig å bruke et slikt forfærdeligt argument!

Men jeg ber dere om, hvad mening I æn har om saken, ikke oftere
at tillægge os den hensigt, at vi vil opløse unionen. I må tilstå, at
dette heller ikke ligger som nødvendighed i en ordning med to uten-
riksministre. Tværtom!

Foruten den fordel vort vænskab har av, at alt fælles skiftes ut,
har demokratiet den fordel, at i Norge blir alt diplomatisk offen-
ligt. Grunnlovsbestemmelsen om, at diplomatiske og kommando-
saker er unddragne statsrådernes ansvar og stortingets kontrol,
foreslås ophævet på næste ting og vil være ophævet om
fire år fra dato. Demokratiet vinner på, at alt blir offenligt.
Det vinner på, at vi inrætter os med ytterste tarvelighed, alene

SIDE: 40

holder konsuler i utlannet og bruker særskilte sendemæn for sær-
skilte saker. Demokratiet vinner på, at alle slags hemmelige forbund,
halve frierier tar absolut slut. Vi er ikke med på nogetsomhelst
sådant, det er i tilfælle unionens opløsning. Demokratiet vin-
ner på, at voldgiftspolitiken blir til det ytterste gjennemført. Denne
er så stærk i Norge, at den alene vil kunne gjennemføre, at vi
får en egen utenriksminister, eget ansvar, egne mål. Dette er
målet! Demokratiets conditio sine qva non.

Nu ser De, hvad som i forholdet til Sverige ligger bak et godt
venstrevalg i Norge. Dette er det.

Jeg skrev igår til redaktionen av Dagens Nyheter og bad om en
samtale på grunlag av dette blads opsæt om den norske traktat-
kommisjons instilling. Jeg kan ikke godt rejse til Sverige, det vilde
bli for mangfoldig kommenteret; men jeg er i Kristiania (Scheens
hôtel) lørdag, søndag, mandag.

Hvad jeg vilde tale om, er sagt her. Jeg har tilbudt at skaffe en
samtale med hvem som helst av venstres ledende mæn.

Jeg vilde ønske, De sluttede Dem til et forsøk på fællesarbejde
mellem de to demokratier.

Kunde De ikke meddele Dem til redaktionen av Dagens Nyheter
og i tilfælle forelægge den dette brev?

Med de varmeste hilsener til Deres mor fra Karoline og mig er
jeg Deres hengivne
 
Bjørnst.Bjørnson

Ser De Ellen Key, så hils henne hjærteligt.

Til Torsten Hedlund.

p. t. Fredriksstad 24/4 1891.

Kjere Torsten!

Altså idag den 24de april forlater jeg Fredriksstad. Sålænge har
den fordømte influensa'n holdt mig fast, og helt kureret er jeg ikke
ænnu.

Tusen tak til eder alle, som hilste på os! Tak for kurven, det blev
det siste, som jeg spiste på mange dager, spiste og drak med den
største appetit. Men så opdaget vi, at vi ikke skulde ha spist til
kvælls - i Göteborg, men længer fræm, og da ærgret vi os over

SIDE: 41

den unødige utgift, vi hadde sat dere i. Tusen, tusen tak til din
ælskelige mor!

Så ser vi dere vel i sommer? Jo flere, jo bedre, hurra!

Nu går vi til valg; jeg skal næsten straks begynne. Og når nu
"Handelstidningen" motarbejder venstre i Norge, derved motarbej-
der norsk uavhængighed, almen røstræt, voldgiftspolitiken (som
tilsammen er av unævnelig værdi for demokratiet i Norden!),
så er "Handelstidningen" fan så "klok"! Fan så "praktisk"! Hils
den gamle med det og klap ham på skulderen med de klap, jeg har
set dig gi ham hver morgen, og som jeg har ælsket dig for. Kys din
hustru i al tugt og ære fra mig. Gud, som hun sat der søt nu sist!

[...]

Eders
Bjørnst. Bj.

[...]

Til F. Vult von Steijern.

Høvik 28/4 1891.

Jeg kommer til å bli her nogle dager længer, fordi Mjøsen ikke
er åpen. Jeg bor i Høvik like ved Kristiania (hos grosserer Søren-
sen, "de tusen hjæm".)

Mit bekjæntskab er det let å gjøre; men det er her ingenting.
Jeg står således til norsk politik, og navnlig til det, som nu er
program i Norge, at jeg kan være mellemled mellem ledende mæn
i begge venstre-lejre.

Og jeg mener, at intet er viktigere for demokratiet i Norden i
øjeblikket, æn at Norges venstre sejrer i de kom-
mende valg.

Dette gjør vi aldeles utvilsomt, selv om svensk journalistik helt
er imot os. Men for fremtidens skyll var det i alle stykker bedre,
at man i Sverige forstod os og handlede derefter.

Jeg har hertil villet gjøre det inledende skridt; ønskes det ikke,
så er skyllen ikke min.

Ærbødigst
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 42

Til Torsten Hedlund.

p. t. Høvik 12/5 1891.

Kjære Torsten,

tak for telegrammet (fra din far!)

Nu skal jeg fortælle dig en historie. Vi har et stort frimureri i
Norge, som er svensk, en del av 10de provinsen (tror jeg det
heter) og rangerer ved siden av logen i Carlstad.

På grun av noget, som kalles "de högra graderna", er det en for
vor nationalitet og frihet farlig innretning.

Så blev (ved min bror) stiftet et nyt frimureri, (oprinnelig fra
Fredrik den store av Preussen), som grep mægtig om sig. Samtidig
belyste lagmann Lindboe i Trondhjæm "de högra graderna" så
blodigt i skrifter blant brødrene, at kongen blev rasende; men en
svensk frimurerorden i Norge blev umulig ved disse bøker.

Da rejste en frimurerdeputation in til Stokholm for at ansøke om,
at det norske frimureri måtte bli selvstendigt, d. e. den ellevte (?)
loge. "Nej", svarte Svenskerne ("som aldrig attrår supre-
mati"!) Da lot deputationen dem vite, at det var av høflighet
de spurte; sa de "nej", så skilte Nordmændene sig ut likevæl. Sven-
skerne bad så om betænkningstid og svarte "ja".

Der er unionens historie. Vi har med tålmod og hensynsfullhed
båret Svenskens supremati i 77 år, og da vi så begynner å synes,
det kan være nok, så vil I først intet avslag gi; nu, da I ser, det er
alvor, vil en friherre Lejonhuwud gi os, hvad vi kan ta uten Sven-
skens hjælp, - så nu kan eders "ja" som eders "nej" være os akku-
rat det samme. Det ene gjør os ikke gladere æn det andre; I har
spænt buen for højt, og holdt den for længe i spænning.

En souveræn stat gir sig egne konsuler, egen utenriksminister,
når den selv lyster. Og efter Åkerhjelms fortalelse (hvad man kan
sige 100 riksdagsmæn, må være fælles følelse i Sverige!) vil også
den største del av højre i Stortinget nu være
med på hvad som helst!

Sverige kan ikke hindre noget av dette med en finger. I er aldeles
avmægtige. Vil I opløse unionen av den grun, så vær'sgo! Vil I
angripe os, så kom! Vi har vejet chancerne.

Men istedetfor al slik unødig latterlighed ber vi dere i den nordiske
folkefriheds navn å arbejde for vor fulle uavhængighed innen unio-
nen. Den er borgen for fred, for voldgiftspolitik, for årvåkenhed og

SIDE: 43

offenlighed over alle utenrikske forhold. Herpå står Svensken sig
likeså meget som vi, og demokratiet kan fornuftigvis
ikke godkjende nogen annen ordning. Skyn eder
derfor å gjøre det!

Vend om til jævnlikhed og godslighed for folkefrihedens skyll i
Norden.

din væn, eders væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 44

Til Torsten Hedlund.

13/5 1891.

Kjære Torsten,

"dumhufudena" ejer fræmtiden. Det har de altid gjort. De kloke
holder på formerne, dumhufudena går enfoldigt ut fra grunvil-
kårene.

En fælles utenriksminister forlanger fælles parlament æller
delegation, og det går vi aldrig med til.

Jeg kan forsikkre dig, at egen norsk utenriksminister er et fak-
tum innen to à tre år er gåt.

Vi vil ikke ha det oprivende spetakkel år æfter år; det får ha
slut snarest muligt.

Men vi ønskede for demokratiets skyll, at det skete i god overens-
stemmelse med de liberale i Sverige. Dertil har jeg for min del gjort
ikke så lite, og mange med mig.

Da det ikke går, får vi være det foruten; herfor må så I selv ta
ansvaret.

Du skulde læse Dr. S. Ibsen om "unionen" (80 øre), eller Hagbarth

SIDE: 45

Berner: "Norsk eller fælles utenriksminister" (30 øre); de spredes
nu over hele vort land. I valgene blir alle rådspurt.

Jeg skal sende dig bøkerne.

Ser vi dere så på Aulestad?

din
Bjørnst. Bjørnson

Til Torsten Hedlund.

Aulestad, 24/5 1891.

Kjære Torsten,

tak for brevet!

Nej, kjære, at du også tror, jeg har sagt noget galt om Sverige
eller Svenskerne forrige gang jeg talte på Gjøvik!

Jeg kom til møtet med en svensk dame, hun stod ved siden av mig
den hele tid!

SIDE: 46

Du må da forstå, at højre forvansker alt jeg siger og føjer dertil,
at jeg ingen inflydelse har eller kan ha!

Og begge deler har I trodd i Sverige!

Det er på tide, at I kommer bort ifra det. Jeg har aldrig
sagt noget om Sverige eller Svensken i mening å krænke;
men jeg har sagt og gjort en hel del for å vække norsk æresfølelse
(i et gammelt lydrigefolk!) og da den, som vi skal gjøre os uavhæn-
gige av, er Sverige, så ligger det nær for ondskabsfulle folk å få
inbildt Svensken, at jeg har talt fiendtlig mot Sverige.

Min opgave har jeg imidlertid holdt ubrødelig fast, jeg har
aldrig lat mig lokke bort fra min vei. Således var det mig, som in-
stændigt rådet regjeringen ifra at gjøre nogetsomhelst ved det
Åkerhjelmske vrøvl, og hadde jeg kommet tidsnok til byen, var der
neppe blit gjort noget, som senere måtte stanses.

Der har mange både sagt og gjort formeget i den sak; men jeg
hører ikke blant dem. Der er altid den forskjel på folk, som i alvor
forfølger et mål, fra dem, som farer av og til, at de første for sakens
skyll holder styre, de andre lar det gå med vinden.

din væn
Bjørnst. Bj.

Her er et syndigt leven, mens jeg skriver dette. Karoline, Bergliot,
Dagny kom igår, Erling, Anna og de raser gjænnem huset. Om
nogen dager har vi vel også Bjørn og Oselio. Jeg kjøper flygel. Uf!

SIDE: 47

Til Hans Hedlund.

Kjære Hans Hedlund,

hjærtens tak for dit brev! Men ænnu mer for dit og Mias besøk,
som jeg håper I tar igjen ad åre.

Kjære dere allesammen gode svænske mæn og kvinner, som
ælsker vort folk og vort land!

Det gjør mig ondt, at gamle Hedlund ikke længer gjør det. Den,
som kan skrive, at ikke æresfølelsen, men fordelen bør være det
øverste for os, må jo holde os meget lavt.

Æfter det ræsonnement bør jo en fattig pige bli hore, hun tjener
godt på det. Og et land som vort bør bli provins av England eller
Rusland; vi vilde kanske tjene på det.

Vi mener omvændt, at når den nationale æresfølelse er utviklet
også i Norge, vil Nordmændene løfte mange foretak, som ænnu
ligger nede. Den er en stor magt i viljen til at utrette noget stort,

SIDE: 48

som der skal enighed til, en stor kappestridens kraft. Og så er den
et moralsk værgemål.

Ingen annen æn den norske konge har med å skaffe en norsk
minister anerkjænnelse i utlannet. Intet folk kan vægre det, som
har sendt egne sendebud til den norske konges kroning. § 1 i vor
grundlov gjør, at Sverige intet har å si over os og vore saker, når
vi selv ikke vil.

Jeg tror ikke, din svigerfar får svar på det, han har skrevet, av
norske venstreblad. Således kommer Dr. Ibsen vanskelig til å læse
det.

Det ligger i sakens natur, at så godtsom alle utenrikske
saker er ænten svenske eller norske; ti de handler sågodtsom alle
om rene forretningsspørsmål, opkomne ved handel, skibsfart, rej-
sende, patentsøkere. Richters vidnesbyrd gir ingen i Norge længer
en sur sill for; vi kan ham nu, - som vi kan Sverdrup.

Tusene hilsener til Mia og eder alle!

din hengivne væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 50

Til Ann Margret Holmgren.

Aulestad 4/12 1891.

Kjære væn,

jeg har hat annet i hodet og annet i hjærtet, så din fortælling har
lagt der.

Nu har jeg læst den og finner den nok så flygtig skrevet uten
dypere karakteristik av nogen person eller noget forhold. En del
reflektioner vilde jeg ha strøket; vi kan dem, og handlingen gir
dem av sig selv. Jeg vilde heller ikke ha Amelies grove replik ved
brylloppet eller alle disse pekepinner på hvært hjørne. Handling og
atter handling, således ved badestedet især.

Det er umuligt, at en italiensk jænte dræper sig for en gammel
mans skyll, som er så uælskværdigt tægnet. Enten må han utstyres
annerledes og da især i forholdet til henne, eller du må la henne se
ham rejse og da hoppe i sjøen av raseri, og han mislykkes i å
rædde henne. Så er der offenlighed over det med det samme. Ellers
tror jeg ikke, du trængte henne for å få forholdet sprængt; - men
det er i hvert fall et virksomt motiv.

Det, som fejler fortællingen, er hengivelsen. Den er for lett, rib-
benene ses hele vejen. Men den kan vel gå for det.

Tak for i sommer! - Jeg har ikke fåt fred siden; hele lannet
har skjælvet, og nu, det skulde blet stille, er det regjæringen, som
trænger til mere karakter, mere mot. Jeg får ikke mere fred her i
værden, tror jeg. Og bare utak og forbannelse for det.

Hilsen fra alle! Glæm ikke å gi din man et håndslag fra din

tro væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 52

Til Cecilia Bååth-Holmberg.

Aulestad 7/12 1891.

Kjære, ælskelige væn, -

å nej, som du har gjort os alle bedrøvet - for første gang! Vi
sitter her og ser på hverandre, Karoline og jeg; vi har ikke ord
for vor forfærdelse. Du syk til døden!

Jeg har jo i alle disse år længtes æfter dig; men jeg kunde
ikke skrive; jeg visste jo ikke, om du hadde fåt imot mig, du også.
Jeg må jo finne mig i så meget sådant, skjønt det hværgang gjør
mig ondt. Men nu, da du siger (og du siger sant!) at alt er som
det var, nu skulde jeg jo være glad; men jeg ser det gjænnem tårer,
jeg får bare smærte av å tænke på dig.

Kjære, søte, ælskelige væn, du vor alles glæde i din varme og
entusiasme, du må gå fra os! Jeg har ikke ord for, som du fore-
kom mig skapt for livet, en av lysbærerne, en av vårkræfterne
i det. Og så det huskoselige ved dig; du var jo som en varm ovn
med stegte æpler på, alle samlet vi os om dig og fik varme og godt
av dig. Nej, nej, nej, jeg må se dig igjæn! Jeg skal til Stockholm
i januar (ikke sig noget om det!) for å lægge vor sak frem for riks-
dagens mæn og andre vænner, og da kommer ænten du til os æller
vi til dig.

Og så skal du sende mig din bok om Karl den fæmtende. Så prater
vi med dig, den stunnen. Har hans datter skrevet dig til og takket
dig?

SIDE: 53

Din man sendte et kort; men vi tapte det i forskrækkelsen, da
vi så, hvordan dit brev begynte. Og nu må vel Bergliots hundehvalp
ha spist det op, vi kan ikke finne det igjæn. Jeg vet, der var gode
ønsker i det for os. Å, som jeg nu tænker på ham og på dere alle.
Nej, æn den gamle, hvad siger hun? Og din bror og hans make? Er
han nu gift? Er han ordentlig og arbejdsom?

Kjære, gode dig! Her er et sanatorium for brystsyke her like ved
os, billigt, vakkert. Værtinnen en bondekone av de allerælskeligste.
Æn om du prøvede det?

Kjære, kjære, kjære, er der da ingenting, som kan gjøres? For
vor lærkefugl?

Jeg skriver dette midt under den største hurlumhej; huset gjøres
istan til fæst. Men nu kommer en sortklædt en til å følge og se på
mig med et par av de ejegodeste og sjælsinnerligste øjne, jeg har
set i værden, se på mig, som bare du kan se, når noget fyller dig.
Herregud, da du sprang ved siden av mig den søndag i Stokholm,
vi skulde til Nybloms! Din innerlig hengivne

Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 55

Til Torsten Hedlund.

p. t. Høvik pr. Kria. 18/2 1892.

Kjære Torsten,

redaktør Holst har sendt mig et opsæt av dig, fordi Du har bedt
ham om det. Selv nægter han å trykke det, fordi det har en stor-
svensk protektormine, som alene vilde skade dig.

Å sende mig det der, ... jeg vet ikke, hvormed jeg har for-
tjent det av dig. Der vil komme den dag, du skammer dig over det,
og fordi jeg kjænner dig så godt, at jeg vet det, skal jeg tie.

Men at si om vor æresfølelse, at den er "artificiel", når den alene
går ut på å bli herrer i sit eget hus? Du, som har en nok så despo-
tisk far å frigjøre dig for, Torsten, har du aldrig kjænt lit av, at
den æresfølelse ikke nætop er "artificiel"? Og når nu storsvensken,
som du truer med, vil erklære os krig, fordi vi vil råde i vort eget
hus, - hvad er så den "æresfølelse"? Er den "naturlig"?

SIDE: 56

I det hele: jeg tror, der er mere "artificielt" i Sverige æn i Norge.

Så du synes, de hindringer, foreningen lægger ivejen for vort
sociale arbejde er "selvopfundne"? Er det selvopfunnet: at ville
være sin egen herre, så er mænneskenes ædleste trang en avvej.
Husk stattholder-striden, striden om det absolute veto, nu striden
om eget utenriksstyre og spør dig selv, om et ærekjært, begavet
folk kunde eller burde gå avvejen for dem?

Praktisk vil vort fullkomne selvstyre sige, at der er én til
om freden. Og det vil sige, at vi tar steg for steg fræmover,
der I på grun av arvede hindringer har ondt for det samme, men
hvor vore sejersvinninger uvilkårlig vil bli eder til hjælp. Læs
min tale ved Sars-fæsten!

Med hjærtelig hilsen til din
hustru fra Karoline
og mig, din
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 57

Til Ammon Lindedal.

p.t. Kristiania, Hotel Boulevard 5/3 1892.

Unge væn,

i over en mænneskealder har jeg tat del i norsk politik uten å
ville være repræsentant, statsråd, redaktør eller nogetsomhelst;
hvorfor skulde jeg så ville være præsident i en republik, som alene
ved Svenskernes tåpelighet kunde komme i min tid?

Som svar på Deres brev skal jeg mælde Dem: Nordmænnene
kommer ikke til å si op unionen. Enten sker det av sig selv der-
ved at kongen bryter loven (vi gjør det aldrig); eller svensk ufor-
stan siger den op. Når det krænker svænsk ære, at vi vil være
selvstændige og likestillede, så sørger nok samme ære også for av
samme grunn å si op unionen. I vil ikke ha en union, vi er like-
stillede i, og vi vil ikke ha en, vi er forurettede i. I bruker makt
og vold og truer med altid mere makt og vold; selvfølgelig blir det
I, som også sørger for resten.

Hvad det angår, at påføre os krig, så vet vi Nordmænd meget
godt, at I nok kan gjøre os fortræd; men I kan aldrig erobre
os. Vor hærordning er snart så vidt færdig, at den (sammen med
lannets natur) værger os fullkommen.

Men når trygghed for overfall var unionens eneste velsig-
nelse, og eders rå trusler gjør denne tryghed til utrygghed, - hvad
skal vi så med unionen? Det er på denne måte, det er i sin-
nene, at den opløses. I vore dage er det nok. En konge, som blir
umulig, kan ikke regjere; en forening, som hates, kan ikke bestå.

De taler om et svensk venstre. Der er intet svensk venstre. I er
et folk, som politisk lever halv hundre år bakæfter os.

SIDE: 58

Hvis der var et venstre i Sverige, så forstod det naturligvis,
hvad for en kraft i fræmgangens ånd en forbundsfælle som Norge
er. Men I buldrer og dundrer og bakvasker; I gider ikke engang
sætte dere in i, hvad vor strid gjælder. Eders letfærdige uviden-
hed herom gjør dere til bytte for reaktionens planer. Det er så-
danne (og udelukkende sådanne) I tjener, når I hindrer norsk
selvstændighed og ænog vil angripe os. I går ærind i byen.

Ænnu ét: vort forsvarsforbund vil sige, at Norge forsvarer
Sverige; ti Sverige kan ikke forsvare Norge. Til Finmarken, vor
eneste fare, fører ingen vejer fra Sverige. Vi blev alene med fien-
den, og han alene med os, avspærret ved otte måneders is fra
sig selv og hele den øvrige værden; men ikke fra idelige norske
angrep. I derimot har hele eders åpne front og i Norges natur og
beliggenhed eders avgjørende forsvar. Og ænda vil I spille herrer?

Ærbødigst
Bjørnst. Bjørnson.

Til Wendela Hebbe.

Høvik pr. Kristiania 
[våren 1892]
.

Fru Wendela Hebbe!
Kjære fru Hebbe!

Vet De, at så sent som 1884 hadde Norge på et hængende hår
fåt krig med Sverige? På hele den svenske inmarschlinje var de
norske geværer ødelagt på kongelig befaling; ti De må huske, at det
er en svensk man, som er konge i Norge.

Man sa alminneligt, at det var rigsdags-bønderne, som motsatte
sig krigen; men hvem vet, om de gjør det en annen gang; det
svenske folkelynne er uberegneligt; det kan - det ser jeg fra privat
samvær - ta forargelse av ting, som ingen annen tænker noget ved.

Hvad var det, som hof, officerer, embedsmæn og storgrosserere
dengang vilde overfalle os for? Jo, fordi vi erklærede, at i den
norske grunlov fantes intet absolut veto; her var folkesouveræni-
teten øverste lov.

Hvad lærer Svensken os nu? Jo, at vore diplomatiske saker for-
beredes av et svensk kontor og ved en svensk utenriksminister,
endvidere avgjøres av tre svenske statsråder, der en norsk stats-
minister får lov til at være tilstede, ikke ifølge nogen svensk

SIDE: 59

inrømmelse, nej, ifølge en kgl. resolution, som man allernådigst ikke
har modsat sig!

Hvad lærer Svensken os videre? Jo, at når vi siger, vi er i alle
henseender eders likemænd, vi vil i alle henseender ha
samme ret som I, eget utenrikskontor, egne konsuler, egen utenriks-
minister, så svares der at det får I ikke; vi vil være eders formyn-
dere på samme måte, som Frankrige er Madagaskars!

Ikke én svensk man av politisk anseelse har ænnu sagt, at Nord-
mændene har samme moralske ret som Svenskerne til sit eget styre
i alle ting! Således er Svenskerne mot os.

Og den, som nægter os vor simple ret, og tror, det går an å vedbli
å nægte os den, ham skal vi tro? Hvor har De læst det, kjære
fru Hebbe? De er jo mænneskekjænner!

Nu tar vi ut vor ræt tråss alle Svensker i værden. Og til det
øjemed ruster vi os, så Svensken ikke skal falle på å hindre os. Der
er vor politik, hele det norske venstres politik. Er den fiendtlig
mot eder? Er den uriktig?

Men var vore forhold i unionen ordnede, og var den svenske
kongeæt, som er vor, at stole på, så la vi ned alle våben og
bad eder gjøre det samme. Nogen må begynne, og ingen har lettere
for det æn vore to folk. Ingen vil i vore dage overfalle to fri folk,
som er oplyste, fredsæle og ber om voldgift i alle opkomne trætter.

De er gammel - første gang jeg mærker det! - og kan ikke tro
denne unge tro. Jeg kan og jeg skal lære andre den på de mange
måter, som jeg gudskelov råder over.

Deres væn
Bjørnst. Bjørnson.

Til Knut Wicksell.

Aulestad 9/4 1892.

Kjære Knut Wicksell,

min dype beundring for Victor Lennstrand skal jeg nu gi et uttryk
en av dagene.

Her har Sverige noget, det kan være stolt av å være ene om.
Denne man er skudt fræm av dype revolutionære kræfter og af
motsætninger, som vi her i Norden må til Rusland for å finne make
til. En materialisme som den svenske finnes ikke i Norge eller

SIDE: 60

Danmark. Ej heller en tilsvarende sløvhed for ideelle magter. Han
er Nordens eneste religiøse apostel.

Jeg ber Dem hilse ham på det aller ærbødigste. Det er en skam,
at I sender mig bladet gratis, nu skal det rettes på.

Hils Deres hustru hjærteligst fra os, kjære Wicksell!

Og Strindberg!

Deres
Bjørnst. Bjørnson

SIDE: 61

Til Ann Margret Holmgren.

Høvik 7/7 1892.

Vor tro væn, vort "lille menneske"!

Ja, for du er altid mænneske. Alle de fordomme og forhol-
denes tvang, som er far og mor til de flestes meninger og de flestes
vilje, er utenfor dig; i dig vælder tankerne op av det mennes-
kelige, liketil og sundt.

Just som dit brev kom, hadde jeg læst et Upsala-blad, som
nogen der stadig sender mig. I dette er vor trang til selvstæn-
dighed chauvinisme; vor æresfølelse "högfärd", vort fremtidsønske
"trangsyn".

Imidlertid: vi bøjer os ikke.

Frygt for Rusland brukes på to måter: den ene dag vil Rusland
motsætte sig vor sælvstændighet, den andre dagen nyde godt av
den! Tyskland er bestandig ved hånden - for at hjælpe Berna-
dotterne! Vi bryr os like lite om det ene som om det andre.

Det er jo slet ikke forsvarsforbundet med Sverige, som
vi vil ut av, det er det dynastiske forbund. Det er ikke Svensken,
vi har imot, det er unionen: det er ikke det "blå-gule", vi
hater, det er det blå-gule i Norge. Det er, når storsvensken
ødelægger vor trang til voldgift med alle andre folk, at "det lerede
sletteland" ikke er det samme som "højfjæll".

Når man i Sverige vil vedbli å lyve os "Svenskehat" på, så er
det fordi de herskende har bruk for denne løgn. Hele det kunstige
"farefulle" ved situationen er laget for svenske øjemed.

Altså: stillingen er den: Af 114 norske repræsentanter stemmer
79 - altså over to tredjedeler - for tilfølgetagelse av stortingets
beslutning om egne konsuler!

79!

Er vi et folk, eller er vi det ikke? Skal vi få vort eget frem, når
over to tredjedeler av folket er for det?

Det "farefulle ved situationen" er uretfærdigheden i den, den og
intet annet.

At her er højrekvinner og højrespekulanter, som danser for kon-
gen - ingen kan vænte annet i et folk, som så lang tid har hat
sit højeste utenfor lannet i et annet lan. Men vi lar os ikke vill-
lede av det, det bare styrker os æn mere! Ti det viser os, hvad
demoralisation der strømmer ut av det, som er.

SIDE: 62

Læs nu ordskiftet i stortinget og se, hvorledes jeg har tvunget
frem oprigtigheden, den fulle, den hele oprigtighed, ænnelig!
- Den og den alene utretter alt.

Nu skal jeg tale på Gjøvik søndag. Det skal bli morro! Kom-
mer du ikke til os iår?

Her er bare herlighet og mot i venstre. Enten får vi vort, og
da går vi straks videre; eller vi får det ikke, og da går der en
lystig agitation (bl. a. i skikkelse av mig) utover lannet for opløs-
ning av hele greja! Vi kan ta alt, vi vil, i lovsform. Gir de os
ikke konsulatsaken, rent flag o.s.v., så gjør vi det til lov, og tre
ganger gjæntaget, er det der trass konge, højre og Svensker. Og
under den lange kamp er vi - hvad som er det avgjørende -
blet kvit al løgn, al kongetroskab o.s.v

Hilsen Karoline og
B. B.

SIDE: 64

Til Ann Margret Holmgren.

Aulestad 13/12 1892.

Kjære Ann' Margret,

lille mænneske, min mest trofaste væn i Sverig, - tak!

Tusen tak til dig og alle mine vænner i kåsan!

Vet du, jeg synes den er så elskværdig storsvensk. Revieret,
stasen er så umådelig for stort til virkeligheden, drikkebægeret.
Fantasien over sig selv så svajende, at den truer med å vælte hele
inholdet. Hele kåsan ligner en man, som lever "öfver sina till-
gångar", - men er samtidig faen så ælskværdig og smuk. Hils
poesien i Sverig, den er dog det skjønneste I har. - Når I nu
bare lot den være poesi og ikke lot den spilde øllet for dere.

Teppet, - se, det er som Norge, ufullkomment, men strævsomt
i egne tarvelige former. Det er fullt av ægte svensk fremtid; der
ligger ingen drømme om erobringer i det, bare jævn svensk hygge
og bred skjønhed.

Jo, jeg skrev dig her i høst et brev til fullt av stormende ælskov
og Karoline skrev under. Har postvæsenet forspist sig på det,

SIDE: 65

så er du prostitueret, Ann-Margrete. Men det forstår sig, det
er jo alle mine vænner, og især de av det svagere kjøn.

Når du har Blehrs til vænner, så vet du mer om norsk politik
æn jeg, - som desuten nu har mange brev å skrive.

Mæld min respekt til det mænneskelige bibliotek dernere i det
boglige og fortæl ham, at du er prostitueret ved postvæsenets utro-
skab mot sine pligter: å føre brev frem uten å krænke brev-
hæmmeligheden.

Her er vi i svært godt humør. De nygifte har det som alle ny-
gifte: først går de in i et hus, og stænger det av æfter sig. Så går
de in i et kammers, og stænger det av æfter sig. Så går de in i et
skap, og stænger det av æfter sig, - og der er de.

Dagny har det fortræffeligt; voksen ivrig interesseret dame.

[...]

Tusen hilsener! din
B. B.

Til Harald Hjärne.

Aulestad 25/1 1893.

Kjære hr. professor Hjärne!

Riktig tak skal De ha for Deres greje og varmhjærtede brev!

Nu må De prøve å tro, at hvad jeg siger, er min oprigtige mening;
De må ikke la Dem lede vill av parti-opfattelse i så henseende.

Deres forslag har til forudsætning, - at jeg (vi) vil republiken, -
at jeg (vi) vil unionens opløsning, - at jeg (vi) er meget forfænge-
lige på vort folks vægne.

Hvad det siste angår, så er det ikke godt at vite, hvor grænsen er
mellem sund ærgjærrighed og forfængelighed; hvad de første mål
derimot angår, kan jeg forsikre Dem, at hverken jeg eller nogen av
dem, som står fræmst i breschen, har republiken og unionens opløs-
ning til mål. De er os alene et middel for at nå selvstændighed.
Nårsomhelst tar vi mot selvstændighed innen
kongedømmet og unionen.

Da dette er så, er Deres forslag (selv om det var udførbart) alde-
les overflødigt. Vi trænger ingen udvortes magtfordeling med nogen;
vi trænger alene ubeskåret selvbestæmmelse.

Hvorfor?

SIDE: 69

Fordi det er vor ret ifølge vor grundlov og riksakt; fordi vi er et
like så dygtigt og hæderligt folk som Svenskerne; og fordi det, at
hævde vor ret gjennem kamp og fare, er inledning til en højere
folkelig æresfølelse og til større samholdskraft æn den, vi nu har.

Nordmændene er, efter mit skjøn, ikke det folk i Norden, som
har minst begavelse eller som har det svakeste karakteranlæg. Men
dets skjæbne har ført med sig, at det ikke har nok samholdskraft,
ikke nok folkelig æresfølelse; derfor har det heller ikke lange mål.
Det er ikke så storslagent som det svenske (måske heller ikke så let-
sinnigt). Det er ikke så flittigt og trofast som det danske (måske
heller ikke så nidkjært). Det tar og det slipper, det slipper og det
tar igjæn både personer og mål. Det lar det ænten subbe fra dag til
annen, eller det vil ha eventyr. Det kan sætte i med al sin magt;
men det må gå fort over; det er ikke i samme mon ærgjærrigt, som
det er forfængeligt. Heftigt og hissigt i småting, er det tålmodigt i
store, så det med alle sine fejl har anlæg for en ædel gjærning, bare
vilkårene er der. Men vilkårenes vilkår er full selvbestæmmelsesret,
så det kan sætte sin eventyrlyst og sine anlæg i at forme nye ting og
om muligt gjøre disse til eksempel for andre. Det må i adskilligt
kunne bli et foregangsfolk. Kan det få sin ærelyst og sin karakter
fæstet i forsøk på egen hånd efter eget hode, og kan det samles i
kamp for at nå derhen, da skal De se, at det blir til noget, og at
Norden får nytte av os.

Dette er fra langt, langt tilbake grunnen til den krig, jeg er med
at føre. At folkene i denne krig blir en del uvænner, - ja, anner-
ledes kan ikke det norske folk vækkes op forat gjennemføre sin ret,
og annerledes kan ikke Svenskerne komme til at umage sig så vidt,
at de endelig opdager, at Nordmændene har en ret til selvstændig-
het, der er jævngod med deres egen.

Jeg ler ad grædekonerne på begge sider! For jeg vet, at disse to
folk har en dyp trang til at beundre hverandre og holde av hver-
andre; der skal bare lit storsindethed til fra Sveriges side, og lit ud-
holdenhed til fra norsk, så er den der stærkere æn nogensinne!

Jeg ikke alene ikke "tror" på nogen "europæisk nødvendighed"
eller endog "pligt" for Sverige til at gjøre os uret (d.e. hindre os i
at få en egen handelsminister for vore egne konsuler - annet vil jo
norsk utenrigsminister ikke sige -); men jeg finner det at være tale-
måter av samme slags, som at "unionen må opløses", dersom også
Norge blir herre over sin skjæbne! Der skulde altså ikke være dypere

SIDE: 70

ting, som forente os, æn tvang? Ved sådan tale vækker bare Svensk-
erne den tro tillive, at de har mål, de ikke tør vedkjende sig.

Farerne fra Rusland, så længe Rusland har fire stormakter mot
sig på Balkan, tror jeg ikke på. Fra 1809 av har Rusland ingen krig
ført med Sverige; men med Tyrkiet har det ført tre. Der vil de
altså frem! Før kunde det tænkes samtidig at ville ved lejlighed
angripe os; men ikke efter at halve Europa står på vagt mot det.

Straks Nordmændene vil ha rådighed over sin skjæbne, siger jo
også I: "Ja, da kan unionen likegodt opløses", - og derved viser I
jo selv, at heller ikke I for alvor tror på nogen nær fare for Rusland.

Jeg er overmåde glad i, at De forstår, at fælleskongedømmet ikke
netop befæster et godt forhold mellem folkene. En fælles utenrigs-
minister vil skade dette endnu mere, og egenlig gi os to uansvarlige
konger. Man øker ikke det, som allerede er galt; man minker det.

Så her gives bare en vej til godt forhold, til fast forbund, det er
at unde os samme ret, som I selv nyder.

Når skal det gå op for Svenskerne, at dette skulde de ha gjort for
længe siden?

Her tales om at kjøre "på højre side i vognen". Ja, da kom
Sverige til uten protest fra vor side at kjøre på højre side hver dag
året rundt! Jeg tror ikke, Nordmændene er ubeskedne; utlændinger
(med undtagelse av Svenskerne) siger og skriver om os, at Nord-
mændene er det høfligste folk, de besøker. Nordmændene har ikke
mange ceremonier, men de er tjenstvillige og ærlige mot fremmede. [fotnotemerke] 

I skal så vist få kjøre på højre side; men skal eders folkebror over-
hovedet kjøre med, så må det være som jævngod man i alt, der gjør
selvstændig og tryg. Alene høflighed av en sådan bør agtværdigt
folk sætte pris på.

Ænnu en gang den hjærteligste tak for Deres greje og varmhjær-
tede brev!

Mit må De bruke aldeles efter eget tykke, hvis det i noget mon
kan fremme venskab og fred mellem folkene.

Deres ærbødige
Bjørnst. Bjørnson.

Fotnote: Nylig åpnet det svenske toldopsyn en pengekasse, som kom fra norsk departe-
ment under norsk embedssegl, og som var under opsyn af en norsk funktionær,
der mødte frem og protesterte. Sådant kunde aldrig hende med noget, som kom
fra svensk regjering til Norge. Men Svenskernes uhøfligheder i politisk-socialt
samkvæm med Nordmændene er legio.

SIDE: 76

Til Harald Hjärne.

Høvik, pr. Kria. 6/2 1893.

Hr. prof. Harald Hjärne!

Deres forrige brev var hyggeligt; kun fant jeg Deres forslag fan-
tastisk. Deres brev av 30:te Januar er overmodigt.

Kan være, at mit uttryk talemåter var galt valgt; jeg mente
"dogmer", sådanne, som har kurs i dag, og som ingen har i morgen.

SIDE: 77

Et værre "dogme"-brev æn Deres av 30:te Januar har jeg sjæl-
den læst.

Nu er det mit håp, at det svenske folk er en smule rimeligere æn
en Upsalaprofessor i dogmernes favntag. Det er mit håp, at det
svenske folk ikke vil holde det for en svensk (æn sige for en euro-
pæisk) nødvendighed at gjøre os uræt. Dette uttryk må jeg nemlig
fastholde. "Et godt forhold", grunnet på selvbestæmmelse for begge
folk under samme konge, er en retfærdigere og derfor stærkere
forening æn en, som krænker den ene part. Dette er en sanhed av
hel annen art æn Deres påstan om "en europæisk nødvendighet",
som kræver norsk avhængighed av svensk styre. Jeg noterer, at når
det kommer til stykket, er De ikke istan til at nævne, hvori denne
europæiske nødvendighed skulde bestå.

Hvad De mener med "opgjøret" med Rusland, er ikke helt klart.
Mig forekommer forholdet at være dette: Skandinavien kan få be-
tydning for Rusland i en europæisk erobring; ellers har det ingen.
Men Russland kommer ikke frem i Europa uten over Balkan, eller
i kamp med fire stormagter for Balkans skyll. Intil denne kamp har
ståt, vilde et anfall på os være hensigtsløst, ja, farligt. Er denne
antagelse fejlagtig, så er det fejlagtig at søke mening i et stort
folks handling og plan. I hvert fall skyller enhver, som kaller
denne antagelse fejlagtig, at sætte op noget, som ser rimeligere ut.

De taler om Ruslands attrå til en norsk (isfri) havn. Her tar De
bestæmt fejl. Det er ikke en isfri havn, Rusland trænger for sine
transitvarer, derav har det selv nok; det er vej, jærnvej frem til
en sådan. Ønsker Rusland heller vej frem til en havn i Atlanter-
havet æn i Ishavet, så synes mig, at dermed måtte vi hjælpe det.
Heller samme imødekommenhed som Preussen i sin tid har vist, æn
her at holde en stående fare - til politisk bruk mot norsk selv-
stændighed.

Når De taler om Rusland (og når De taler om unionen) synes
De at miskjende Nordmændenes loyalitet. Dersom historien rådspør-
ges, viser Nordmændene sig som et loyalt folk. Sammenligning er
uheldig, men i en sådan vilde vi neppe tape overfor Svenskerne.
Her i Norge er der bare en mening om, at nårsomhelst Rusland
(uten grun, uten utæskning) overfallt Sverige, - tråss inbyrdes
kjævl, tråss grunlovens § 25, tråss al verdens forlokkelser, vi mødte
med al vor lille magt og vi var tro til vor siste ævne. Men jeg
skyller jo at lægge til, at det var vi også uten nogen forening med

SIDE: 78

Sverige, uten nogen kontrakt. Vi var det, fordi vi er ikke dumme
nok til at la det være.

Et utvortes storartet tvangsapparat har aldrig været unødven-
digere æn overfor vort nok så oplyste, selvstyrede folk. Deres ord
om unionens funktion som inpisker, er derfor meget uheldige. Hadde
her ingen union blet av i 1814, så hadde her været et forsvarsfor-
bund; hadde her intet forsvarsforbund været, så hadde en ubrødelig
gjensidighed gjort samme værk. En norsk venstrebonde sa nylig
til mig: "Om Rusland fallt over Sverige i denne stun, så gik det os
som to nattfriere, der mødtes på samme sæter og skulde til å slås,
men fik se en bjørn; - jagu vart de venner da, lel!"

På bunden av Deres brev ligger trusler, kjære hr. professor. Det
synes også, som der nu skulde være kommet en ustyrlig lyst på
Svenskerne efter at prygle os Nordmænd, fordi vi er frække nok
til at ville ha samme selvrådighed over vort, som Svenskerne har
over sit. Jeg skulde foreslå, at Svenskerne først lot os bli like
selvrådige, - og så pryglte os. Jeg tror nemlig, at denne Sven-
skernes uimotståelige trang til at vise os at de er vore herrer,
kommer av, at de ser på os som et underordnet folk, og at den
vilde gå over, når de ikke længer så således på os. Med andre ord,
jeg tror, det kommer av den uret, de har gjort os siden 1814, og
som igjæn kommer av den uret, de da forsøkte at gjøre vort
fredelige folk. Det er ikke første gang i historien, at sådan gammel
og ny uret kaller sig "pligt" og "nødvendighed", og derved giver
sig selv en missjon.

Hvad er det vi vil? Ha vore egne konsuler, styret av vor egen
handelsminister, som tillike skulde være vor utenriksminister (vi
behøver ingen annen, så lit som gesanter). Kan dette på nogen
måte være i vejen for Svenskerne, dersom deres opgave også er
fred - og alene fred?

Deres brev har ikke så få modsigelser; det synes som Deres
hjærtelag er i strid med Deres dogmer. Der er også flere misfor-
ståelser. Jeg forbigår begge deler. Dersom vi tok bort fra det poli-
tiske ordskifte den ligefremme løgn, tok bort fortielsens og for-
drejelsens usanhed, tok bort bakvaskelserne, utflugterne, misfor-
ståelserne, så tok vi bort de ni tiendedeler.

Kanske ville det være bra, at disse fire brev offentliggjordes; det
måtte da ske i sammenhæng.

Deres ærbødige
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 89

Til Ann Margret Holmgren.

Kria. 
[primo mars 1893.]

Kjære Ann Margrete,

tak for dit brev! Jeg er her nede for å passe på - skjønt jeg jo
vet, at her ingen fare er påfærde. Der skal to tredjedel av stortin-
get til for å skaffe os en fælles utenriksminister. Så længe Norge
er et frit lan skaffes de ikke. Men jeg er her for å være ved hån-
den, om et og annet skulde kræves sagt eller gjort, som vedkom-
mende ikke selv kan sige eller gjøre. - Jeg misbilliger regjæ-
ringens færd, og det til bunds. Men jeg må holde mig stille. De
kloke stæmmes ned av de doktrinære - her som ellers i livet.
Jeg lider ved det; men mænneskenes egen uformuenhed kan ikke
bødes. Og regjæringen er dårlig. Hæderlig klosset. Jeg tror, at
Blehr her og en annen der i Stokholm hadde været bedre. Best,
om Konow fra Bergen hadde hat ledningen; jeg har skrevet ham til
og vænter svar. Hvordan det nu går, - Steen kan ikke oftere
samle flertal i Norge; han er usiker og støl på én gang. Bra kar i
et råd, men umulig som fører.

Karolines "dårlighed" kommer av den megen skinsyke, du. Hun
hænger over mit liv som en våt sky, og jeg kan ikke få henne til
å ta sig noget annet for, bli dygtig og frisk. Jeg tror, at her er
en invortes sykdom, som skyter ut i sortseeri. Jeg har det ofte
vondt. Til alt det andre også dette. Men bare jeg får arbejde, så
bærer jeg det. De dager, som forstyrres for mig (og de er mange!)
tar på min kraft, fordi de tar på mit gode, stærke humør! Sådan
er det. Silence!

Ellers er det bra. Fik nætop brev fra Ejnar på Corea; han har
det godt som få. Bjørn derimot lider av nervøsitet, som har slåt
sig på maven. Ingen hel tilfredshed, den guts liv. Selv forlovelsen
blir til pine med det unaturlige i samlivet, som den annen part
pålægger dem.

Men det er jo også så, at han har den arv, som aldrig gjør rolig.
Dette rastløse medliv, som kræver av vor kraft mer æn der kan
ydes, når man ikke er helt frisk, sådan som jeg selv.

Ti jeg er meget frisk, egenlig altid oplagt, bare jeg har husfred
og fred for politiken.

Velkommen til os! Jeg mødte uvæntet en iskold dag din vakre,
varme svigerinne. Gid hun ikke må skuffes blant os. Bed henne om,
hvergang å ta en tur op til os, så skal vi friske hennes gode tro.

SIDE: 90

Velkommen, ælskede væn, med al din fine kjærlighed til Norge!
Vi skal ha frydefulle dager sammen, eller rættere kvæller. Bjørn
og Ingeborg blir i januar vore eneste gjæster foruten du (og kan-
ske Julie).

Karoline hilser hjærtelig. Idag er hun kry og glad. Brevet fra
Ejnar har kvikket henne.

Hilsener til de dine!
fra din
B. B.

SIDE: 91

Til Fredrik Svenonius.

Høvik pr. Kria. 28/3 1893.

Nej, den går ikke!

Har De, selv konservativ, helst omgåts konservative Nordmænd,
så har De hørt nok av den vise, at jeg har sådd "hatets draksæd",
når jeg har opmannet det norske folk, der i alle dele er like godt
som det svenske, til også at vinne samme selvstændighed og ikke
tåle svensk supremati i noget som helst. Dette er ikke "hatets drak-
sæd," men faa Svenskerne at bli ved med overgrep og krav på
protektorat, det er "hatets draksæd."

Deres ærbødige
Bjørnst. Bjørnson
p. t. Høvik pr Kristiania

SIDE: 92

Til Ann Margret Holmgren.

[14/4 1893.]

Kjære Ann' Margrete,

oversæt vedlagte for "Svensk tidsskrift." Gjør det straks!

Nej, du, unionssaken skulde ikke ha været rørt ved iår. Berners
geometriske linjer er ikke livet. Steens doktrinarisme og ube-
hjælpsomhed ænnu mindre. Hæderlige middelmådigheder, ingen
eneste av dem mere. De har ødelagt saken for os, og de kjører
istykker mere æn den, om de ikke stopper. Det tænker jeg dog de
gjør. De mere langsynte og de finere hoder er alle enig med
mig. Man spør mængden om dens vilje og forstan er kommet
langt nok til å være med på en national politik, men man spør den
hverken om taktik eller belejlig tid. Det avgjør man selv.

din væn
Bjørnst. Bjørnson.

Til S.A. Hedlund.

Aulestad 15/5 1893.

Kjære Hedlund,

da jeg høsten 1882 opholdt mig hos dig, kom Victor Rydberg en
dag og fortalte mig, han hadde i ærind å si mig, at der planlagdes
statskoup mot Norge, og at Nordmæn var med på det. Ledende
mæn i Norge burde få det å vite for at det derved kunde bli
umuligt. Den, hvis ærind Rydberg gik, var en god væn av kongen,
og det var av den grun, han meddelte det; derfor skulde også
Rydberg si mig hans navn, men under tausheds løfte; det var
Lagerheim, den nuværende minister i Berlin.

Jeg mældte det straks videre under fortielse av navnet.

Dette er jeg nu nødsaget til å friske op i din og Rydbergs hu-
kommelse av følgende grun.

Stortingets flertal agter å la instævne for stortingets skranke
(efter grunlovens § 75, h) flere mæn, som kan vidne, at de har
hørt av svenske mæn og av norske mæn, at kongen har talt med
dem om statskoup mot Norge og tildels bedt dem om deres under-
støttelse dertil (således Liss Olaf Larsson, efter hvad denne har
fortalt her i Norge i fleres overvær.) En svensk general har til
flere yttret, at statskoup var planlagt. Ødelæggelsen av den norske

SIDE: 93

hærs våben under rigsretstiden er aldrig officielt sat i for-
bindelse med påtænkt statskoup; nu skal det ske.

På grunlag av de brev jeg skrev fra Göteborg til flere ledende
politikere i Norge skal også jeg instævnes. Må jeg fortie Lager-
heims navn, er det så meget nødvændigere å nævne eders.

Derfor dette brev, som du også må sende Rydberg.

Med de bedste hilsener herfra til alle dine

din hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 98

Til Jöns Åkesson.

p. t. Charlottenlund Danmark 12/6 1893.

Hr. Jöns Åkeson
Stångby, pr. Lund.

Av alle de brev, som er skrevne til mig fra Sverige om den nu-
værende strid, synes jeg best om Deres, og trodde jeg det muligt,
skulde jeg uten videre gå in på Deres forslag.

Jeg tror likesom De, at alene gjænnem større og større forbund
kan vi komme ut av krigen. Og for å gjøre disse forbund mellem
selvstændige stater mulig, er det Norges missjon å hævde sin ube-
tingede selvstændighed, så værden kan se, at sådanne forbund er
mulige. Forbund efter det tyske mønster kan gå mellem folk, der
har såmeget fælles som de tyske folk har; men mellem folk så ulike
hverandre som Nordmændene, Svenskerne, Danskerne (æn sige de
andre folk, som i tidens længde måtte komme med) går de aldrig.

Enten en union mellem Sverig og Norig, deri alene Kongen og
krigsforbundet er fælles; eller krigsforbund uten nogen fælles konge.
Dette har i en række av år været mit program og er nu hele
det norske venstres. Innen ikke lang tid vil det være størstedelen
av det norske folks, da ingen annen utgang er mulig.

Det svenske krav på fælles konsulatvæsen og fælles utenriksstyre
(som bare er en annen form for svensk konsulatvæsen og
svensk utenriksstyre, og som ikke kan gjennemføres uten tvang)
er en krænkelse av norske interesser og av norsk souverænitet;
det tar intet hensyn til Nordens folkelige opgaver, og det vilde om
det lykkes, skade fredsvennernes håp om, at Sveriges og Norges
forbund skulde kunne vise folkene vej.

Hvad grun har dynastiet og Svenskerne til å handle således?
I selve saken finnes der ingen. Den svenske riksdag har jo nu ved
lov avskåret kongen enhver mulighed til å begynne en angrepskrig
eller til å slutte allianser med krigførende. Hvad står så igjæn av
storpolitik for de forenede riker annet æn å bevare lannets neutra-
litet? Kan ikke to utenriksministre, en for Sverig og en for Norge,
gjøre dette like godt som én fælles? Hvis neutraliteten krænkes,
så sker dette av årsaker, som ikke en og ikke ti små utenriks-
ministre kan stanse. Alt, hvad videre derav måtte følge, bestæm-
mes også av andre faktorer æn vore utenriksministres spæde røster
og magtesløse penner.

SIDE: 99

Efter hin svenske lov gives der selvfølgelig ingen storpolitisk
grun til ytterligere å motsætte sig, at Norge får sit eget konsulat-
væsen for sin egen handel og for sin egen store skibsfart, og at det
får sin egen handelsminister i spissen for dette kor, - antagelig
den egenlige opgave en norsk utenriksminister får å sysle med.
"Neutralitetens bevarelse" er nemlig like så lit noget hverdags-
anliggende som den krig, der skulde bringe den i fare - krigen
mellem England og Rusland, eller krigen mellem Tyskland og Rus-
land.

Kan være, at den norske selvstændighetssak ikke nætop føres på
den beste måte. Bruken av de ytterste kraftmidler (og alene av
disse) er ikke skikket til å samle et helt folk eller til å bringe
Svenskerne til å forstå; - men bare derfor å motsætte sig, hvad
som er og blir Norges ære og ræt, det er dog en ænnu større dårskap;
ti, som vi har sét, motstannen har absolut ingen grun i selve saken.

Den norske grunlov gjør Nordmændene til et souverænt folk og
har i klare, vel overvejede paragrafer sikret os både egne konsuler
og egne gesanter. Enten er denne grunlov givet os av svensk nåde,
og da får Svenskerne som hæderligt folk stå ved, hvad de har gjort;
eller den er Nordmændenes eget værk, og da sømmer det sig ikke
for Gustav Adolfs folk to ganger i samme hundreår å bryte in i
Norge for å krænke dette folks individualitet og selvbestemmelse.
Det er sig selv Svenskerne derved dypest sårer, sine egne folkelige
opgaver, sit eget fredsarbejde, sin egen samvittighed og anseelse.

I Deres ærede brev siger De, at jeg skulde sætte mig i spissen
for "skandinaviske liberale unionsvenner" og åpne fredsarbejde.

Jeg tror ikke, det nuværende dynasti eller de rådende i Sverig
kan loyalt gjennemføre en union, deri Nordmændene råder fuldkom-
men så selvstændigt for sit, som Svenskerne råder for deres. Det
ligger utenfor dynastiets og de ledendes karakter og mål.

Men - det er over et år siden jeg tilbød mig å drage in i
Sverig, begynnende i Stokholm, og fra lansænne til lansænne bære
fræm vor norske sak, så den blev forstått, - hvad jeg mener vilde
tjene til å bevare unionen.

Man frarådet mig det i Stokholm; jeg vilde ingen folk få til å
høre på mig, og jeg vilde ikke engang være siker på lemmer og
liv.

Likevel vilde jeg forsøke. Det var samtidig med, at jeg i Norge
frarådet regjeringen å begynne konsulatsaken, siden Svenskerne

SIDE: 100

tog den således; vi måtte vænte, til Svenskerne blev bedre oplyste,
og til det norske vælgerfolk atter skulde rådspørges.

Men da man ikke fulgte mine råd i Norge, vokste lidenskaberne
i Sverig; mine beste vænner frabad sig mit besøk; "det vilde
bare skade."

Jeg tror ikke, det nu vilde gå bedre. Man har jo aldrig villet
se min rette stilling til Norges frigjørelsearbejde, at agitatio-
nen måtte til, hvis det norske folk skulde vækkes, men at poli-
tiken burde ta forsigtige hensyn. Svenskerne har en ævne til
å la være å forstå alt det, der avstedkommer "bråk", som er en
svensk spesialitet.

Men jeg vil slå fast, at jeg til begge sider har forsøkt hvad jeg
kunde for å få forståelse istan, og at jeg gjærne skulde forsøke
det fremdeles.

Jeg tror, at jeg bør forsikre Dem om, at de næste valg i Norge
vil gjøre det nationale parti stærkere æn nogensinne. Hændelserne
på Horten har frisket op minnet om statskupplanerne i 1882 -1884;
vi får foragt for en union, deri vi aldrig kan være sikker for planer
om morderiske overfall. Det norske højre står som parti aldeles
utenfor sådant; men det blir i længden umuligt for partiet å re-
gjere, når kongemagten gang efter gang prostituerer det bak dets
rygg.

Jo længer dette varer, jo sikrere blir det, at forsvarsforbundet
alene kan ræddes ved å opgive unionen.

Deres ærbødige
Bjørnstjerne Bjørnson

Dette brev kan De bruke som De ønsker.

B. B.

SIDE: 101

Til Axel Danielsson.

p. t. Charlottenlund Danmark 29/7 1893.

Hr Axel Danielsson!

Er det noget, jeg er, så er det Social-Demokrat, så det skulde ikke
holde mig tilbake, at I også er det.

Men om det er klokt av mig nætop nu å tale i Sverig, derpå
står det.

Intil videre må jeg betvile det. Den norske politik synes mig
unødig voldsom og ikke just å inlede den fredens og hjærtela-
gets politik, som er den, Norge selv bør lægge sig æfter og gjøre
propaganda for i Sverig. Med fredens politik mener jeg avvæpning
ret og slet som det store mål, og med hjærtelagets politik den
rætfærdighed mot arbejderne, som alminnelig menneskelig godhed
må befale os.

Under disse forhold har jeg ondt for å tale nætop i Sverige i
dette øjeblik.

Deres ærbødige
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 103

Til Jöns Åkesson.

Charlottenlund, Danmark 6/8 1893.

Hr. Jöns Åkeson

Deres brev av 29de juni til hr. redaktør Hørup har jeg tat imot
igår.

Hvad vi Nordmænd "ærligt" vil, er:
eget konsulatvæsen, styret av egen utenriksminister

eller
ut av unionen.

Og viser det sig (hvad jeg tror), at selv om vi får hvad vi
ønsker, så får vi ænda ikke fred for Storsvenskens og Konge-
magtens overgrep, - da unionens overgang til forsvarsforbund. I
alle henseender er dette, hvad vi holder fast på og hadde vi valg,
så tog vi det straks. - Det har vi ikke. Det er vor skylldighed å for-
søke, om vi kan nå full selvstændighed innen unionen, og dette
forsøk er det, vi gjør nu - på en måte, som jeg ikke billiger; ti den
fører ingensteds hen.

Vil De ha en samtale med mig, bør De komme hid. I Kjøbenhavn
finner De frem til Klampenborg station, tar med banen til Char-
lottenlund, og siger De, hvad tid, De er der, skal jeg møte Dem og
føre Dem til Skovgård, (Skoggård), Hegels ejendom, der jeg bor.

Jeg ser Svenskerne tviler om min ærlighed. Tror nogen, en man
ikke er ærlig, som for sin overbevisnings skyll tør ta på sig å bryte
med hvemsomhelst.

Deres
Bjørnst. Bjørnson

Efterskrift: Jeg ser, De tror, det er racernes forening
jeg attrår. Nej, det er folkenes; men vejen til den, er racernes, fordi
den er lettest. Det er lettere å få istan et germanisk forbund (deri
utvilsomt Østerrigs Slaver og Madjarer går med straks) æn å få
istan et forbund med Frankrige, eller med hele Europa. Dette blir
snarest og sikrest en følge av de første (race-)forbund. Jeg deler
ikke Deres frygt for Rusland. Slaverne er et entusiastisk hjærte-
folk. Der kan ske mange uvæntede ting; men vi må foreløbig passe
os, deri har De ret.

Til Ann Margret Holmgren.

p. t. Roma, Quattro Fontane 155 30/11 1894.

Kjære Ann Margrete, min beste væn og Karolines og min hjær-
tenskjær, det er så hyggelig å se din rummelige håndskrift, og det

SIDE: 107

er så koselig å høre din turteldue-kurr i linjerne, da ser jeg den også
i øynene. Lille menneske, som du er evig søt og ung, - og så har
du det så svært, strider for dagens behov med svak helse efter en
sykdom, og må høre din mans klager lagt til din egen lidelse, for
heller ikke han har det godt. Hvorfor har de fleste mennesker så
meget tungt å drages med? For en stor del kommer det vel av, at
livet blir for dyrt for os, det bøjer os ner. Når jeg ser i Frankrige,
som hittil var kjænt for ærlighedens land, når jeg ser den grænse-
løse moralske slappelse i pængesaker, så forstår jeg årsaken; folk
kan ikke længer leve med på ærlig vis. Også vi kjenner til det; men
jeg er, som du vet, så bred i ryggen, det går ikke, jeg bøjes ikke.
- Fortiden skriver jeg på et oratorium, som skal brukes ved
immatrikuleringen på universitetet hvert år (Svendsen musiken);
som lysets takkefæst tar jeg det, gående gjennem alle de store civil-
sationsperioder, som gav lys. Og synger ut for hver et "Ære være!"
som også forsamlingen stæmmer i med. Jeg går her på en terasse
ovenpå huset (og midt på den det værelse, jeg skriver i, som et
litet hus for seg) og ser utover Rom til alle sider, mens jeg synger
civilisationens historie. (- Imens hviler mit store arbejde; kommer
til våren). Karoline har nervøse mavesmærter og hodesmærter med,
nu og da; men er imellemtiden frisk som en fugl. Dagny forælsket
og flagrende, blir malet, modelleret, besunget, - vi har mange gode
vænner, Ross først og fræmst. - Nå, hvem fik ræt i norsk politik,
ænten jeg æller "de ledende"? Hvem kjænte det norske folk best?
Den Løken, du talte med, var med blant synderne. Om de hadde
til opgave å skræmme dem i Norge, som de måtte vinne for å sejre,
og om de hadde til opgave å rejse selv det svenske venstre mot sig, -
de kunde ikke ha gjort det stort bedre. Hils din hjærtensman, ælske-
lige væn! din travle

B. B.

Hils din Greta!
Ejnar kommer til julen.

SIDE: 108

Til F. T. Borg.

Roma Quattro Fontane 155 13-22/12 1894.

Kjære, gamle væn!

Det var en hædersgjærning av dig å skrive et slikt langt brev til
min fødselsdag og det især om dig selv. Ti når vi har vænner, så
er det især om dem selv vi vil høre. Tusen tak for det! Og med
undtagelse av de 10,000, som du har gåt i borgen for og sansynligvis

SIDE: 109

må betale, var jo altsammen bare bra å høre. Og husk nu på, du
selvforglæmmende menneske, at næste gang, du vil gjøre os den
hæder og glæde å skrive os til, så er det om dere selv og
deres forhold, vi vil høre.

Venstres ledere i Norge er nogle "gebommerlige klodrianer" som
taktikere betragtet; ellers bra i alle måter; jeg har fåt så altfor for-
færdelig ræt. Om de hadde til opgave å få dem i Norge imot sig, som
de skulde vinne, og at gjøre hele Sverige til motstandere, mere og
mindre fanatiske, så kunde de jo ikke gjøre det bedre. Nu ser det
ut til, at den samme klik, som har motsat sig klokere taktik, og-
så vil kræve, at kongen skal ta Steen igjæn, og at de moderate,
som nu ønsker å slutte sig til i konsulatsa-
ken, også skal bøje sig under Steen. Intet er vissere æn at
hværken kongen eller de moderate gjør det. Og da forspiller de atter
alt på et personspørsmål. Det er i så fall tredje gang (foruten andre
dumheder), som de har gjort dette.

Jeg skriver (mellem os!) på et universitets-oratorium, en ånd-
ernes, lysets højfæst, som jeg vil skal fejres hvert år ved immatri-
kuleringen; også i den kan vi oprætte et stort fræmskridtets værn.
Det er av samme art som katolikernes allehelgensfæst. Sålænge
ligger mit store arbejde stille. - Jeg arbejder på dette med Roma
under mig, vidt opslaget, idet jeg bor oppe på en takterasse, der det
rum jeg sitter i de øjeblik, jeg skriver, er bygget oppe på terassen
som et lite hus for sig. I alminnelighet spaserer jeg ute på terassen
med Quirinals have til den ene siden og palazza Barberinis (med
Thorvaldsens statue i) til den andre. Under terassen er vor ret
vakre lejlighed. De mine trives godt, og de hilser hjærteligt. Tak
for bladerne, du nu og da sender! Du er den i Sverig, som ser selv-
løsest på vor sak, du og Kjelberg, som du hjærtelig skal hilse. Dette
er det, det gjælder om: at se selvløst på andres hæder og gagn. I
længden er det altid os selv, vi gjør den største nytte ved det.

22/12 1894.

Så længe har dette brev lagt og væntet på en tilskrift av Karoline.
Men hun har nu været tilsængs av forkjølelse, d.v.s. influensa
og siger, at hun ænnu er for dum til at skrive. Nå, så prater vi to
lit længer sammen. Jeg har læst "Lille Ejolf", og ihvorvel Ibsen
her er menneskevænligere og siger mange gode ting og gjør mange
fine iagttagelser, så er dog det hele så urimeligt, så umuligt kunstigt,

SIDE: 110

at jeg undres over, hvor længe her ties. Helt ut ties her jo ikke
længer; læs, som sagt, Collins bok (Gyldendal). Nej, det er ikke til
dig, at jeg har skrevet om Collins bok; gjør den nu til din julelek-
türe og skriv så om den. Der er fremtiden; ti dette er
grunlagt på den nyeste psykologiske forsking, som går brødrene
Brandes på det bestæmteste imot.

Tror du ikke, Borg, at den værste fare for overfall på os fra Sveri-
ges side nu er over? Spændingen er der vel; men er der virkelig
længer nogen fare? - Jeg glæder mig ved å høre fra Norge, at der
siger man, bestæmtere og bestæmtere: enten vil vi råde vort eget
helt ut, eller vi vil skilles fra Sverige; svensk kanonføde, se, det
vil vi ikke være. - Jeg tænker mig, at freden har vunnet ganske
overordentlig ved den store almene diskussjon om dens vælsignelse
ved kejseren av Ruslands død. Aldrig har luften været bedre for-
beredt for rimelige forslag til ordning. Jeg vænter så på, at de små
stater skal slå sig sammen om å kræve av de store deres neutralitet
respekteret helt ut. Så det er ikke nødvendigt å holde hær for dens
skyll. Det måtte kunne ske således, at man fik dem til på en kon-
ferens højtidelig å vedta, at en fast domstol skulde våke over, at den
ikke blev krænket, og påse, at den, der desuagtet krænket den, fallt
inunder alle de andres ret til at opsi alle kontrakter med synderen,
intil skaden var gjort god igjæn, og de fordele, som ved inskriden
på neutralt teritorium var vundne, atter var opgivne. Tænk over det
forslag! Jeg tror tiden er inne for det. -

Ejnar er på hjæmtur fra Kina kommet til Amerika der han holder
et par foredrag over Korea, hvor han har været i to år. Han kalder
Koreanerne for de solideste av alle Kinesere. Tusen hilsener fra

din væn B.B.

SIDE: 112

Til Gustaf af Geijerstam.

Schwaz, Tirol 29/5 1895.

Gamle væn, -

naturligvis! Træng's det, så er jeg hjemme.

Men Deres brev er det første skud, jeg har hørt. Trusler, larm,
hån på den ene side og uvittig prokuratorprocedure på den andre,
det er ænda ikke krig.

Tråss Deres brev, jeg tror ikke på den. Og De skal se, jeg får ret.
De ener sig nok tilsidst i Norge, og så har vi blæk og skravl en stun,
- og så valg, og der tænkte jeg å være - med et større, et sam-
lende program.

De vil se en snip av det i "Neue Freie Presse" om nogle dager
(originalen i "Politiken" og Kr.ania "Dagbladet".). Det kommer
foreløpig ikke som program, men De vil, ved å læse det, forstå,
hvad som danner det.

Det gjælder for os Nordmænd i al stilhed å finne og fastholde,
hvad som i længden overflødiggjør foreningen.

Efter det, som er hændt, og navnlig - unnskyll! - efter Sven-
skernes usigelige råhed: på Norges frihedsdag (som er hele Nor-
dens; ti av den utsprang Danskernes første grunlov og Svensker-
nes repræsentations-ændring) at votere pænger til krig med Nor-
ge, - kan det naturligvis ikke være tale om forening mellem disse
to folk.

Ser De, at de ikke ener sig i Norge, eller at der tråss enig-
heden dog blir krig, vil De, det vet jeg, straks varsku mig.

Som sagt: jeg tror alene på tordenvejr og en del lyn i luften. Og
rejse hjæm bare for at bli fæmte hjul til vognen, - hværken har
jeg natur for det, eller råd til det eller i øjeblikket tid til det.

Hils gode vænner, over alle andre Ellen Key.

Karoline og jeg hilser Dem selv (og Deres!) hjærteligt.

Deres gamle kammerat
Bjørnst. Bjørnson

SIDE: 118

Til F. T. Borg.

München, Maximilianstrasse 20 b 23/10 1895.

Kjære væn, kjære vænner, - tak for brev, og hvergang tak for
blad! Du trofaste gamle! Motig og ufortrøden til det siste! - Ja,
desværre, i den norske politik har jeg også dennegang fåt ret, og
får det i, hvad jeg nu har foreslåt. Men jeg blir vemodig ved å se,
som middelmådigheten breder sig mer og mer i Norge; jeg vet ikke,
hvad der er over os. Hvor dette kommer fra. Jeg er bange for, det
stikker deri, at de, som skulde være ledere, lar mobben gå på livet
av sig og ta magten fra dem. Vi må få vite av folket, hvad som er
dets trang, og hvor langt det kan forstå tidens krav; men taktiken,
det store når og hvorledes, det må hærførerne ha hel magt over.
Således forekommer det mig også, at den moderne parlamentarisme,

SIDE: 119

som alle begynner å bli fortvilede over, må ta et par steg bakover
igjæn, så virkelige administrasjons-begavelser får frie hænder. Folke-
forsamlingerne får holde sig til kontrollen.

Ja, mit ny stykke vil du glæde dig over som over intet annet
digterisk arbejde du har læst på mange år, - det kan jeg trygt sige
dig. Ikke fordi det er så stort, men fordi det har talt av vore alles
hjærte om de ting, som lå tyngst på det med sit daglige tryk. Det
har ikke befriet for det, det kan alene livet; men det har git det syn,
som atter gir os mot.

Jeg synes, du og din ægte-halvdel (i to tydninger av ordet!)
burde komme herned og ture jul med os! Her er så morsomt og
billigt og gemytligt i München, så jeg vet intet bedre sted! Og hvor
mange ganger skal vi ænnu møtes, hjærtens-venner! Ja, det synes
jeg, I skulde!

Her alt velsignet og i god sunhed, kun at Karoline nu hører ænnu
mindre; men hun bærer det med sligt godt humør, at det blir moro
for os alle.

Eders innerlig hengivne
Bjørnst. Bj.

SIDE: 121

Til Kristina Borg.

Skovgaard pr. Charlottenlund 
[primo mai 1896]
.

Vor væn!

Det første vi gjorde den første morgen her, det var, da Karoline
kom in til os, at nævne Borgs navn og da alle tre briste i gråd. Vi
var enige om, at et bedre hjærte hadde vi aldrig kjænt.

Siden jeg skal tale den syttende i Kristiania, er vor route øde-
lagt for os. Vi hadde tænkt å ta in til dig, men kan ikke.

Nu rejser vi herfra (på første klasse) torsdag morgen. Kan du
møte os etsteds undervejs? Ti vi kan ikke bli over i Helsingborg.

Tusen hilsener til de dine fra os begge.

din
Bjørnst. Bjørnson

Til S. A. Hedin.

Aulestad 2/7 1896.

Gamle væn, -

hvorfor kommer du aldrig herop på alle dine Norgesfarter? Her
er også vakkert, her er også vænner og meningsfæller.

Æn om du narret vor fælles væn Astrup op med dig på lørdag og
blev søndag over?

din Bjørnst. Bjørnson

SIDE: 122

Til Torsten og Maria Hedlund.

Aulestad 10/10 1896.

Kjære Torsten og Maria,

vor innerlige, innerlige tak. Dette var en stor vinding for mit liv.
Göteborg er atter mellemstationen - og, som jeg håper for mere
æn os selv.

Jeg skal sende din far et opsæt, som jeg nætop har skrevet for
"Die Gegenwart": der finner han hele programmet, som jeg har
tænkt mig det, og som jeg vet, det nu blir optaget av Norges stor-
ting; fortiden pågår underhandling mellem de forskjellige partier
derom. Min taktiske plan slår ænnelig igjænnem. Men derom intet
ænnu i bladene!

Både "Die Zukunft" og "die Gegenwart" (det siste hadde nylig
en storartet mælding av "Over ævne") har henvendt sig til mig i
anl. "Tageblatts" infame opførsel.

Har Du så læst "Ivar Bye"? Lad ænnelig din far læse den!

Ja, nu sitter vi gamle alene på Aulestad. Erlings er jo like ved,
deres barn er hver dag hos os; men det er jo med en gang svært
stille mot hvad vi er vante til. Og det behager os! Og jeg er i godt
arbejde.

Hils nu alle Hedlunds! Æn om I gjorde en vintertur hitop nogen
av dere?! Går så Mia til Kneip-kuren i Kristiania?

Eders
Bjørnst. Bjørnson

SIDE: 125

Til Sigfrid Wieselgren.

Aulestad 8/11 1896.

Kjære Wieselgreen, - innerlig tak for dit brev! Jeg husker mere
fra vore ungdomsmøter; jeg husker, jeg sa til Hedlund og Ryd-
berg: W. er en højt begavet fanatiker; han vilde være farlig, hvis
han ikke var så god.

Også dit syn på forholdene nu synes mig en fanatikers.

For det første: det er ikke vor agt å bryte ut av unionen.
Også vi har vore gale; men de styrer ikke - som i Sverig! (Alle-
handa-folkene.)

Aldrig kommer den dag, at vi, enten vi står i unionen eller
går ut av den, skulde tape vor forstand til en sådan grad, at et an-
grep på Sverige ikke også forstodes som et angrep på Norge.
For den saks skyll behøves her nu ingen union. Her fins svenske-
hat, og det er en fan så sund motgift mot alt det "widerlige"
svensk- og kongefjæsk, som her også fins; ti set i stort er vor
kamp en renskelse fra megen dårlig lydrikearv, som I ikke har at

SIDE: 126

drages med, og som I derfor heller ikke forstår. Men intet svenske-
hat hindrer nogen eneste Nordmand i at forstå, at mot Rus-
land er vi et. At i en kamp, som påførtes os av Rus-
land, kjæmpet vi ved eders side, som de troeste og tappreste for-
bundsfæller, I nogensinne har havt. Når Nordmændenes æresfølelse
faller sammen med deres velfærd og deres troskabsed, tror jeg,
den vil præstere et historisk under. Gud lad mig ikke tape den tro!

2.) At kjæmpe ved eders side mot det Rusland, som anfal-
ler os, er nætop "at tjene vort eget liv, gå vort eget ærind" og
det i højeste potens. Det er "at sætte ind vort liv for at vinde det".
Så du har til den grad kjæmpet mot don Quixotes vindmøller,
da du kjæmpet mot min sætning, at jeg må storle av dig, du kjære,
gode Wieselgreen! Som ovenikjøpet er kristen og ikke fatter bedre
individualismens lov! Den, og alene den, ligger i mine ord.

3.) Likeså lidt som Norge har tænkt på å bryte et forbund, som
ikke krænker vor selvstændighed, - likeså lidt tror jeg, at
Rusland bryter en voldgiftstraktat. Russerne kan også ha sine
gale, og de har havt drømme om et verdensherredømme, som har
lagt de vildeste planer i gale hjærner. Men drømmene om verdens-
herredømet har Japan knust. Bare Rusland strækker en finger ut
for at tage noget i det himmelske rige efter denne dag, er der et
japansk-kinesisk krigsforbund, - og det er den største fare, den
hvite rase ænnu har oplevet. Det forstår Ruslands politiske ledere;
snart forstår alle det. Hvad Rusland har drømt om et verdensrike,
er nu gåt op i røk. Læs en artikel, jeg nætop nu har skrevet i
"Verdens Gang" (som du burde holde!) "Rusland", betitlet. Læs
en, som blir offenliggjort i Tyskland og i England samtidig, og
som heder: "det store Tyskland og det lille Norge". Også den
kommer i "Verdens Gang". - Ruslands interesse er: ikke at skaffe
sig fiender i det nordlige Europa. Dets interesse er: at have neu-
trale naboer. Vi får til det endemål alt, vi vil!

I hvert fald: det skal forsøkes. Glipper det, siger Rus-
land nej, - kom så til os, bed om fortsatte rustninger, bed om
stærkere militær sammenslutning, og I får det altsammen! Av norsk
folkestæmning har jeg aldrig tat fejl, så du kan stole på, hvad
jeg siger.

Men giv os vor egen ledning! Behandle os som eders like; ti,
ved Gud, vi er ikke ringere æn dere, om også I har fortrin, som vi
ikke har; vi har hver vore.

SIDE: 127

4.) Jeg er aldeles overbevist om, at der angående alliancen med
tremagtsforbundet er mere æn du forestiller dig. Ingen skjønsom
Tysker tviler om det.

5.) Hvorfor skulde vi gi efter i spørsmålet om egne konsuler og
eget styre av disse? Hvad fordel kan I ha av å hindre os i å styre
vort eget, som vi vil, når vi har aldeles samme bestemte vilje til
å forsvare os mot Rusland, som I har? Har I ikke full tillid til os
som folk, så bør I opgi unionen. Hvad i al værden er den også da
værd?

Men da du så aldeles har mistforståt vort tankesæt som vor folke-
karakter, at du har været med på den galskap å ruste mot os(!!!),
så skyller du dig selv og vor fælles sak, du, som har råd til det,
å komme herind og tale med os. Kan du ikke besøke mig? Jeg
innestår for dig, at bladene skal tie. Kunde du så på tilbake-
vejen hilse på Steen, så skulde du lære å kjænde en hædersmand.
Får jeg lov (under diskretion) å sende ham dit brev? Intil jeg var
i Göteborg, har vi ingen anelse hat om, at I kunde ta så fejl av
os, - ja, at I kunde tvile om vor forbundstroskab, vor intelligens
og vor karakter til den grad, at vi ikke utenfor unionen som i den
vilde stå ved eders side, nårsomhelst Rusland overfaldt eder!!
Dette må Steen se med egne øjne. Vi må ta hensyn til det i vore
taler og i vor taktik.

For å fæste din tro på, at jeg ikke tar fejl av norsk folkestæm-
ning, må jeg minne dig om, at først Sverdrup, senere Steen trodde
å kjende den bedre, og at begge fik lære, hvor sørgelig de tog fejl.

Din hengivne
Bjørnst. Bjørnson

Lad gamle Hedlund og hvemsomhelst høre eller læse dette.

SIDE: 130

Til Sigfrid Wieselgren.

Aulestad 21/11 1896

Kjære væn, jeg tror, jeg vil vedlægge et selvforsvar, jeg for
fem år siden jeg sendte in til Sverig. Jeg lægger til: jeg ser forson-
ligere med årene; ti jeg forstår bedre. Utklippet vil jeg ha igjen.

Hvis du kunde ane, som lydrikevilkårene har skadet dette folks
øverste klasser, så forstod du, hvad det vil sige, det, jeg her har
været med at få istan. Og hvis du hadde været med på Nansen-
fæsten, så skulde du fåt se, hvad vi har nådd. Du skulde også fåt
se taknemligheden til mig personlig nætop fra de samme klasser.
Gud ske lov, vi har da gåt frem! Vi holder nu virkelig på å bli
et folk.

Du skriver i dit brev, som om det norske folk var fullt av sven-
skehat, eller i en fremtid kunde bli det. Naturligvis, hvis I anfaller
os eller længe holder på å blande eder i vore saker. Så kan ingen
svare for noget; alt nu holder dette på å bli oprørende for os.
Var der ikke harm over det, så var vi et skidt folk. I vil bryte in
over os på alle sætt og vis, og kaller det "selvforsvar"!! Harmen
herover er sund og retfærdig, og den er vor kraft. Men hat er
den ikke. Det næres, jeg har mødt det ofte, i adskillig ungdom, på
højre side som på venstre. Men at det nogensinne skulde gå så
vidt, at det valgte Rusland for Sverig, eller ikke følte, at et hvilket-
somhelst angrep på Sverig også var et angrep pa Norge, -
det kan bare en Svensker tro. Her er nemlig en av de mærkelige
skilletægn mellem disse to folk. Jeg så det så ofte i Amerika, at
en full Svensker kunde gjøre hvad det skulde være, skade andre,
skade sig selv, han var aldeles et skib uten styre. I kunstnerlag i
Paris så jeg det samme igjæn. En full Svensker, som trodde sig
fornærmet (og fulle Svensker tror sig i almindelighed fornærmede!)
prostituerede os allesammen uten spor av hensyn. Noget sådant
som Uppsalastudenter præsterte den 4de november nu sist kunde
ikke hænde i Norge. Vi er mindre skårne æn I, vi ligger
ikke så for det virkelig store som I gjør, jeg vet det; men vi er
meget mere sammensluttet i os selv; mere forsigtig, mere klok.
Intet uvejr bringer os til å tape besindelsen; du kan være aldeles
trygg på os. Og jeg kjænder ikke et folk med mere troskab mot
pligt, mere rimeligt under omskiftelser og prøver. Disse vore egen-
skaber skulde I prøve! I skulde gjøre os fornøjde! I skulde la os

SIDE: 131

helt ut få styre os selv: for en væn I fik i os! At I ikke
fatter dette selv! Her er vejen til vor troskab, vort venskab, vor
imødekommenhed i alt rimeligt! Jeg har med største ærbødighed
set på den store folkeomfavnelse med broderkysset mellem Fransk-
mænd og Russer. Det er nyt i historien, noget enestående stort
nyt. Og jeg har hver gang tænkt: dette kunde Svenskerne nå med
Nordmændene, hvad stund de selv vilde! Ja, trods alt, jeg tror,
vore to folk er dem, som nu står for tur til å ta politiken fra
den traditionelle ledning, gjøre en folkesak av den og på den bli
fosterbrødre! Alt det der, du fantaserer op om Svenskehat, -
hvis I bare er nogenlunne rimelige, passer os ikke mere æn svensk
temperament er norsk. Vi er svært forskjellige. Forskjellen kan
være ubehagelig, men den har også sin charme. Det har jeg ofte
følt.

Når du tror, Rusland ikke vil holde en traktat, - så hører
alting op! Heller ikke, når det har fordel av å holde den?

Du citerer, hvad en Russer tænkte en halv hundre år tilbake.
Men er der noget folk, som holder på at ændre sig in til margen,
så er det dette folk. Du nævner Slavofilernes forbrytelser i Bul-
garien. Ja, Slavofilerne var en slem sekt; men også deres værste
tid er over. Der er en almen følelse blant tænkende Russere nu,
at Slavofilerne voldte reaktionen og nihilismen og har skadet ti
ganger mer æn gagnet.

Som almen lære drar jeg ut av dit siste brev: Russen skal man
møte med våben, han er en troløs røver; Nordmændene er et dår-
ligt folk, som kan gjøre fælles sak med Russerne. En fanatisk
lære, som jeg ikke længer vil imøtegå.

Derfor blir dette mit siste brev. Jeg vil, gamle Hedlund skal
læse det.

Lev vel! Jeg får gjøre mit arbejde og du dit.

din gamle væn
Bjørnst. Bjørnson

Det er sant: Bucher (i sin tid Bismarcks højre hånd) sa mig, at
under en krig med Rusland var Skandinaviens hjælp "av den største
betydning". Det samme sa Egedius og Løwe-Kalbe. Så jeg tror,
din hjæmmelsmans "store man" har villet slå ham en plade. Eller
affektere at lade hånt om det, han hjærtelig ønsket.

SIDE: 132

Til Henrik Hedlund.

Brevkort. Aulestad 25/11 1896.

Kjære Henr. Hedlund, jeg rigtig takker dig for dit opsæt om
skiljedomstolar; jeg synes den var udmærket, nætop sådan som den
skal være, når en ny sak begynner sin gang i argumentationen.
Jeg fik brev fra Kristiania, deri nogen var misnøjd; ja, hvad
kan man skrive, som alle er nøjdde med? Jeg er meget glad i
den. Om nogle dage har I os igjæn blant dere; Dagny er dårlig;
vi tør ikke være fra henne, vi må i midten av december flytte til
München. Men sæt intet i bladet om det! Bare hils alle kjære! -
Som utenriksministerens uttalelse i Posttidningen har oprørt os!
Den man forstår å skrive mot bedre vidende! Han vet så godt som
jeg, at Norge ruster, fordi Sverig har blandet sig i vore saker, og
vi har grund til at tro på vold.

din B. B.

SIDE: 133

Til Torsten Hedlund.

Aulestad 1/12 1896.

Kjære Torsten, idag har Karoline fødselsdag; dels derfor og dels
fordi jeg også ellers er så optaget kan jeg bare sende dig nogle ord.

Jeg er aldeles oprørt over din fætters adfærd.

Et barn må jo kunne se, at opsættet i Peterburgskija Vjedomosti

SIDE: 134

er skrevet av en Russer, (eller Russerinde; her er nætop
en sådan, som studerer vort Sprog, og som besøgte mig i sommer.)
Jeg er kjænt i Rusland som meget få fremmede forfattere, og en
mængde litterære Russere kan vort sprog.

Venstres ledere har ved gud ikke initiativ nok til å få noget over-
sat for Rusland; de er både hæderlige og dygtige mæn, men uden
initiativ og talent for taktik.

Den eneste, som følger den utenlandske presse her, er Thommessen
og kanske Lars Holst; de er så fri for dette, ja, som jeg selv.

[innskudd:]
 Jeg ser Henrik kaller Lars Holst separatist. Nej, han
er ikke det mere æn jeg er det.

Men om vi allesammen var skyldige i den gjærning at få et for-
svar for os av den art som mit oversat på russisk, - hvorledes
tør I understå dere å kalle det "bagvaskelser" og "maskepi" med
Rusland?

Det har avlet en bestæmt plan: nu vil jeg skrive i rus-
siske blad. Naturligvis under navn; jeg gjør det åpent og
under navn; ti jeg vil bare godt. Jeg har absolut intet å skjule.

Omkring den 12-l4 rejser Karoline og jeg forbi Göteborg. Men
på grun av Henriks stygge strek synes vi ikke, at vi atter kan
søke dere.

Din fars stygge mistro til mig drev mig i sin tid væk. Nu gjør
Henriks det. Fy for en ulykke dette dog er!

Hils innerlig alle dine, du kjære, tro væn! Men især din hustru
og Mia. Den sistes hodepine tænker jeg på hver evige eneste dag,
og ofte om natten, når jeg vågner. Hun må til Kristiania-Knejp-
kur.

Din tro
B. B.

Til Henrik Hedlund.

Aulestad 1/12 1896.

Kjære Henrik, nætop som jeg hadde skrevet et vredt brev til
Torsten, kom dit snille brev.

Ja, det kan være muligt, at det er ironi; men når man sørger
for, at telegrafen fortæller det utover værden som alvor, og at
Dgl. Allahanda forkynder, det er utenriksministeren, som har
skrevet det med kongens bifall, så er det alvor. Den man
kan ikke være vor utenriksminister, når voldgiftsforslaget skal
forhandles. Nu skriver jeg direkte om dette til Ruslands bladværden.

SIDE: 135

For der har du gjort en slem ting! Jeg kan se det med et halvt
øje, at Peterburgskija Vjedomosti-opsættet er skrevet av en russer
(eller russerinde), også disse siste er der her i den senere tid
flere av, som lærer vort sprog), og hvad norske venstremæn skal ha
med det å gjøre, - ja, en må være "så mistænksom som en Svenske"
(I er nemlig det mest mistænksomme folk, som jeg kjænner!) for
å falde på det. Jeg kjænner hver eneste en av de så kalte ledere,
der er, gud hjælpe mig, ikke én (undtagen mig!) som har initiativ
nok til å falle på det, og jeg har ingen anelse om, hvem dette
er. Kun ser jeg, at det er en Russer. Men sæt det var en Nordmand:
å la trykke av i en Petersburgeravis, hvad som har ståt i en en-
gelsk, og deri - ikke det svenske folk klandres, men det fordømte
parti omkring kongen, og hvis ændemål er å få Skandinavien in i
den evige fred, skal det kalles "maskepi med Rusland bag Sveriges
rygg", så - ja, da vil jeg også skrive i russiske tidninger! Fra
nu av der! I har lært mig hvad som gjør intryk. Men åpent med
mit navn. Nu skal jeg få Russerne til å se fredsstrømningen i
Norden! Nu skal vi få ende på chauvinismens drømmerier og på-
fund. Der er vejen altså!

Tør jeg spørge dig: er det urigtigt å si, at I har spekuleret på å
overfalle os? Det går, ved gud, ikke an å nægte det, far! Men å
si, at vi "ruster" (for å falle Svensken i ryggen!) . . . der gives
ikke et hode så tåpeligt, eller en vilje så uredelig blant tilregneligt
folk i hele Norge! Nejgu om det gjør! Du skyller Lars Holst for
separatisme!! Han, som i hele forholdet er min elev og tro stald-
broder! Han tar saken grætnere og æklere æn jeg vilde. Men han
er visselig unionsvenlig og fullkommen retskaffen.

Det er de allesammen! Du kan ikke tro for en retskaffen flok det
er - på en nær, som jeg nævnte mundtlig. Jeg mener alene lederne,
officererne og underofficererne i partiet; de andre kjænner jo ikke
jeg. - - -

Men hovedsaken for os to er: op med voldgiftstraktaterne som
foreløbigt værn om vor neutralitet! Ner med svensk chauvinisme
av en hver art! Ner med svensk storpolitik av enhver art! Op med
svensk demokrati! Op med unionen i full troskab på ligestillethe-
dens grun! På nogen annen er troskab ikke mulig; da heller ud
av unionen!

din væn B. B.

Hils din hustru hjærteligt.

SIDE: 138

Til Torsten Hedlund.

München, Steindorfstrasse 10, 7/1 1897.

Kjære Torsten, at jeg sommesteder i værden har trofaste venner,
som urokkelig tror på min hæderlighed og gode mening, hvad så
de andre siger, og selv om jeg forivrer mig, - kan du tro har spil-
let en velgjørende rolle i mit liv. Tak for dit brev, tak til alle i den
Hedlundske familie, som bor i det Hedlundske hus og dem utenfor,
som holder av Karoline og mig. - Jeg har nu avsendt et nyt brev
til Petersburg; jeg er overmåde glad over at være kommet i direkte
forbindelse med Russerne; det skal føre voldgiftstanken frem!
Og om det derunder åpenbares et og annet om storsvensk tvetydig-
hed, så kommer også det til at virke som højtryk for at få vold-
giftssaken frem. Lad dem bevise sin ærlighed av sine gjærninger!
Frem voldgiftssaken! Således skal det tas; deri har jeg ret, trods
alt skrik.

Henrik har som politisk skribent tillagt sig en smålighed, små-
skårenhed, mistænksomhed, som jeg ikke tror ligger i hans natur.
Hverken har Hans den eller hadde hans bror kapteinen den, så vidt
jeg kan huske. Jeg kjender den igjæn fra Lars Holst, Dagbladets
redaktør, som er det hæderligste mænneske, jeg omgås, men som
kan skrive utrolig småligt, småskåret, mistænksomt. Det er hans
motstandere i højrepressen, som har truet disse egenskaper in på

SIDE: 139

ham ved idelig ondskab og smålighed. Et tapende, vigende partis
målsmæn blir næsten altid sådanne. Men derfor må vi ikke blive
det, vi, som er troens skare med sejeren i vore hænder!

Faren ved smålig, småskåret mistænksom virksomhed i det offen-
lige er den, at den også kan æte sig in i hus og hjæm. Du skal
syne Henrik det, jeg her skriver.

Nobels stordåd er det højeste utslag av det, som jeg altid (hvad
mine gamle vænner vet) har holdt for det bedste i den svenske
folkekarakter, en viss bredde og storslagenhed, en enkel hengivelse,
som blant annet har skapt så mange opdagere. I forhold til folke-
mængden er vel Svenskerne verdens største opdagerfolk.

Nobels legater, hvis de anvendes rigtig, må sætte opdagere istand
til at leve for sit kald. Men da må de også gives alene til dem,
som gir de største løfter om mere. Kunde disse store præmier med
det samme rette værdens opmærksomhed på patenternes veder-
styggelighed! Alle opdagelser og opfinnelser skulde gå frit ud til
menneskehedens gagn; men opdagerne skulde sættes istand til at
virke videre. Nu er der en hel del mellemhandlere, som kaster sig
ivejen for velgjerningens fulde nytte ved at fordyre dem i en ofte
utilbørlig grad.

At den højsindede avdøde voterte Norges storting sin tak og
beundring for banebrydende arbejde for voldgiftstraktater ved at
betro til dette at uddele fredspræmien, er jeg naturligvis både
stolt og glad over; ti heri har også jeg min del. Men jeg hadde
helst set, at præmien hadde fåt en noget annen bestæmmelse. Cen-
tralorganerne for denne store bevægelse kan desværre nu vanskelig
nyde godt av den. - -

- Dersom du vil bruke, hvad jeg her har skrevet om Nobels
store gave i bladet, så er det mig bare kjært.

Tusen hilsener til alle eder kjære Hedlunder fra din gamle væn

Bjørnst. Bj.

Til Ann Margret Holmgren.

Aulestad 25/6 l897.

Kjære vænner!

Dette slog ned som tordenvejr. Her sat vi og væntet på dig, lille
mænneske, - og så kom ikke du, men et mørkt budskab, som for
en stun døvet os. Din gamle, stoute man kan ikke mere; livet

SIDE: 140

siger slut, huset skal bli et ænkehus, barnene ikke mer møte
ham i det, - og du, lille mænneske, se utgangen på det samliv,
som begynte på tærskelen til ballet, da du og han først så hver-
andre! Det har git meget. Av eder to er blet mange. Og mange
livsmuligheder, flere æn de fleste samliv æfterlater. Hvad videre,
vet I ikke; men hvad I vet er nok, til at avskeden ikke må være
uten tak og håp; tværtom, i stort mon trøsterik ved alt det, som I
sammen har fåt lykke til.

Tag så også vænnerne med, som i alle disse år har flokket sig
om dere! Tag også deres tak! Det er ikke det minste, at I har
været så sanne, trofaste, rike for eders vænner. Hvad han har
været som arbejder, er han neppe takket riktig for. Heller ikke for,
hvad han har været som stille hjælp for andre, som kjæmpet.

Før du takken in til ham! Gjør ham det godt og trøsterigt!
I bevistheden om, at vi er så mange hos eder. Med gode minner.
I forståelse og troskab.

Eders gamle væn
B. B., som er så bedrøvet.

Til Henrik Hedlund.

Aulestad 29/6 1897.

Kjære væn,

jeg vil fortælle dig følgende.

I foråret 1895 tok kongen generalkonsul Christophersen (Ant-
werpen) in i et særskilt rum på slottet og spurte: "Hvad er det,
I vil?" Christophersen forklarte det.

Kongen sa så: "Nej, det får I ikke; men krig skal I få!" Og han
gik like in på ansigtet på ham, idet han atter og atter gjentok:
"Krig skal I få! Krig skal I få!" -

Lagmand Lindboe ejer nu avskrift av en kontrakt med en klæ-
desfabrik i Östersund, deri er specifiseret hvad fabriken innen
en viss tid skulde levere til hæren og hvor meget om måneden "og
ænnu tre måneder efter krigens slut".

Denne avskrift hadde Hedin set, da han rejste sin motion.

Med tusen hilsener til alle dine og vore vænner i familien - og
med et særskilt spørsmål til Mia, om hun "knejpper" -

din bestandig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 141

Til S.A. Hedlund.

Aulestad, Faaberg st. 5/7 1897.

Gamle væn,

ja, kan du rejse til Stokholm, så kan du også rejse til Aulestad!
Og dejligt skulde det være, om du og Stina ænnu én gang så op til
os; og om nogen av eders fulgte og hjalp dere. Nu går jærnvejen
like til Faaberg, tolv kilometer fra os. Jeg skal selv hænte dere der!

Å, kom, og gjør gammelt til nyt! Dit svenske flag har ænnu sin
hædersplass, skjønt det er gammelt. Det går hver gang op med det
danske og norske. Det danske har de to andre tat broderlig imellem
sig.

Det vilde være et godt varsel, om du og dine var gjæster på gamle
freds-tomter. Og der tok op igjæn, hvad som engang enet os; demo-
kratiets store sak! Det må, faen gale mig, ikke gå ærind for stor-
svenske galninger.

Tusen hilsener til de dine!

vennen:
Bjørnst. Bjørnson.

på Karolines, Bjørns, Ingeborgs, Sigurds, Bergliots, Erlings vægne.
Snart kommer også Dagny og Albert, Ejnar og Elsbeth på kort besøk.

SIDE: 145

Til Emil Kjellberg.

[Medio aug. 1897.]

Til utgiveren av Östgöten,
hr. Emil Kjellberg.

Jeg takker hjertelig for Deres brev. Det var som skrevet av min
trofaste væn, Deres far.

Jeg har desværre ikke tid til at sige, hvad som ligger mig på
sinne, når jeg tænker på, at det svenske demokrati ingen hjælp
yder os.

Bare så meget i al hast, at jeg, forfulgt fra Sverig av i en men-
neskealder, aldrig har tænkt, talt eller skrevet et ondt ord om
Sveriges folk. Hvad jeg har angrepet er ledningen. Men så slet og
ondsindet er Sveriges presse, når det gjælder mig, at dette oplyser
den ikke. Ja, den fornyer en dag de usanheder og misforståelser,
som jeg længst har rettet.

Ikke én eneste av disse blad, "liberale" og reaktionære, som har
anfaldt mig med den vidt kjænte "svenska förargelsen", både "den
stora och den lilla", fordi jeg, Nordmannen, har våget med
brev til en højagtet russisk tidning at ville tvinge Sveriges poli-
tiske ledere ud av den tvetydighed, som tillægges dem både i
Tyskland og Rusland, har værdigets at avtrykke siste brev, der
altid udtaler sig med højagtelse om det svenske folk. De lar sig
nøje med at karakterisere brevene efter eget godtykke. Brevenes
eneste formål, (som det også fremgår av hvert eneste et) er jo at

SIDE: 146

få Sverige med på voldgiftstraktaten og således i handling (og
ikke bare ved forsikringer og skjældsord) at gjøre ende på tvetydig-
heden. Voldgiftstraktaten med Rusland (og andre land) til værn
om vor neutralitet skal være "vor fælles utenriksminister". Så som
vi hver for sig overtage, hvad som også bare angår hver enkelt.
Men endnu i dette øjeblik er stortingets enstemmige beslutning
uten svar fra Sveriges utenriksminister! Om han først vilde fore-
lægge Sveriges riksdag et lignende forslag, så kunde han i alle
fall gjennem vor regjering ha mældt stortinget det. Vi må bestandig
huske på, at han er den samme man, som kom frem, da der skulde
trædes skarpere op mot Norge, og som har anbefalet rigene at
slutte sig til tremagtsforbundet.

Her var noget, som Sveriges liberale presse kunde ha tat et tak
i! Det vilde føre sikrere til målet æn at traktere mig med "både den
stora och den lilla svenska förargelsen."

Man siger os, at den fælles konge nu er populær i Sverig, og at
det vil syne sig i jubilæet. Hvad for velgjerninger han har gjort
Sverige, får stå hen; historien vil tægne tidsrummet sannere æn
vi kan. Men det kjænner vi Nordmænd udmærket vel til, at sin
egentlige popularitet vant han i Sverige, da han i Norge gik frem
mot Stortinget "uten nogen norsk mands råd." Når derfor nu jubi-
læet går løs fra Sveriges ene ende til den andre, så vet vi, at ikke
alle folder i det er vakre og broderlige. Utvilsomt vil de jubilere
højest, som var med at planlægge og ønske overfall på Norge 1895.
Og som ønsker det endnu.

Imidlertid kjæmper vi videre for norsk selvstændighed. Kampen
vil bli til stort gagn for svensk demokrati, hvis den går til sejer;
og til dettes ruin, hvis den går til fall. Derfor er det med sorg, at vi
ser, hvor umuligt det er bare at danne et liberalt parti i Sverige!

Der er uår på folkesaken i Sverig nu.

Deres hengivne
Bjørnst. Bjørnson

Dette bør få en god oversættelse. Og god korrektur. Send så
bladet, hvori det står, til "Verdens Gang", "Dagbladet," "National-
bladet" "Intelligensen" i Kristiania, "Oplandets Avis", i Hamar,
"Dagsposten" i Trondhjem, "Bergens tidende", "Stavanger Avis,"
"Vestfold", Sandefjord, "Amtstidende" Drammen. Så vil det gjøre
godt.

SIDE: 147

Til Ann Margret Holmgren.

Skovgaard, Charlottenlund 5/9 1897.

Kjære, lille mænneske, de glade dage, da du lød denne glade
titel, er borte. De har ingen gjænlyd i din sjæl og ingen forjættelse
i vor om et smil fra dig. Grunnen, den faste grun for al glæde og
overgivenhed er ikke længer. I alle fall ikke nu. Du må vinne den
igjæn. I gode hændelser, i dit arbejde, i venners selskab, i livs-
interessernes styrkende omfavnelse. Du, vor ælskede væn er over-
ladt til sorgen og savnet, og du vet ikke, hvorvidt fremtiden er
trygg. Å få brev fra dig er å føle avmagt, stirre in i det uforståelige

SIDE: 148

en stun og så ælske dig ænnu mere, fordi du, som er så god og
san og trængte å løfte vingerne en smule hen til alt det, du svær-
mer for, ligger plat ned, belæsset tyngre æn rimeligt og helt
over din ævne. Ja, vi sørger med dig, og vi ønsket bare, vi hadde
dig på Aulestad for å kjæle for dig som for et sygt barn. Det skal
da vel også ske, straks vi selv er der igjæn.

Valgene i Norge skal avgjøres egenlig idag. Jeg håper på 2/3
overtal, og da har vi almen røstret, det eneste folk i verden med
ét kammer, så vidt jeg vet. Og da begynner vi først for alvor å
samles om selvstændighedsprogrammet. Vi skal se, om Svensken
våger å nægte et énstemmigt folk dets ræt, når den ikke krænker
deres egen; men nætop gjør den større i et trofast forbund til
fred.

Min deltagelse har frisket op, og jeg har erfaret, hvad jo altid
er morsomt, at jeg har en stilling som aldrig før. Den overgår alt,
hvad jeg har tænkt. Og når jeg likefullt rejser bort fra det alt-
sammen, for å arbejde på mit, så skal da ingen si, at jeg misbruker
den. - Jeg kommer om en stun med nok et revsebrev. Så blir
der værre sjau æn nogensinne. Men så længe skriver jeg, til de
ledende i Sverige overfor Rusland vil føle sig i en "tvetydig"
stilling, når de ruster og samtidig nægter å gå med på voldgifts-
traktater (med Rusland og de øvrige stater). Der er absolut intet
annet middel til det æn å trykke på fra Rusland av. Det er under-
ligt, at så få forstår det. - Et innerligt "lev vel" fra Karoline og
mig. Du vet, hvad vi lægger i det. Nu går vi rundt i Danmark på
tournée (du vet, hvor mange jeg skal hjælpe) og så mot syden.
Lev vel!

din tro væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 150

Til Ann Margret Holmgren.

p. t. Herrsching Ammersee Bayern 21/6 
[1898]
.

Kjære An' Margrete,

kjære lille mænneske, vil du for god betaling oversætte alle mine
russerbrev, som Svenskerne aldeles ikke kjænner, og som jeg vil
forsyne med en ordentlig fortale og lade fordele og sælge i Sverige.

Du må påta dig å vælge den man eller kvinne, som skal lægge
boken i korsbånd til dem, der bør og skal kjænne brevene. Bryderiet
hermed betales, naturligvis, som alt. Jeg antar Norges vænstre over-
tar utgifterne; i alle fall gjør jeg de umiddelbare utlæg gjænnem
"Verdens Gang", straks de kræves.

Hele konge-spørsmålet, du skriver om, har du mistydet. Vi tar
jo kongen alene for på ham å bli selvstændige; men så er det også
nødvendigt, at han blir kjær for kong Oskar. Og ingen er kjærere
æn ens egen søn.

din væn
Bjørnson.

Karoline hilser hjærtelig. Likeså Ellen Key.

Til Maria Hedlund.

p.t. München, Leopoldstrasse 7, 2/9 1898.

Kjære Mia, - kjære, kjære Mia! Som det var morsomt å se din
vakkre skrift igjæn!

Men med det der kan jeg ikke hjælpe. Jeg kjænder én eneste
musiker her, det er den berømte Levy, som nu ingen stilling
længer har. Han har giftet sig rikt og har søgt ro. Men hvorfor ikke
sende det direkte til en av de store operascener? Stykket har vel
tysk tekst?

Har I prøvd Johan Svendsen i Kbhavn? Ham kjænder jeg jo. Har
I prøvd Grieg? Det er sådan I skal bære Eder ad, dumhoder!

Karoline sitter her ved siden av og skriver av. Jeg er næmlig
færdig med et stort drama. Det er opgjør med "politikerne". Men
jeg vil ikke ha det i bladet.

Fürst Hohenlohe-Schillingsfürsts utrolige spidsbuberi, at nægte,
hvad han uden forbehold har sagt til hvæmsomhelst, har en stund
forstyrret mig. Men ikke længe. At sandhedspligten ikke skal gå
længer æn til grænsen, og at et naboland skal forholdes den klarhed

SIDE: 151

og de beviser, som de ledende mænd her sidder inde med, fordi
det er "et fræmmed land", kan jo vel indøvede tyske statsborgere
finde naturligt; jeg finder det aldeles oprørende! De svarer: Bülow
har talt. Nej, dels blev han ikke trodd (man vil mere end ord i den
sag), dels var hans udsagn urigtig. Han talte om Esterhazy
og sa, han hadde hørt hans navn først for to måneder siden, Ja,
både hadde han hørt det før, og spørsmålet er: hvad hadde han så
hørt? Enten tie med det navn, eller tale sant. Dette tillæg fordærvet
alt. Pligten til å tale stod uforandret, uformindsket æfter dette.

Bismarck sa om Hohenlohe-Schillingsfürst, at han var en fejg
ræv, og det har vist sig nu igjæn.

Gud ske lov, ingen tviler på, at jeg har sagt sandt. - Og gudske-
lov, Dreyfus-sagen går nu til avsløring!

Tusen hilsener til alle dine fra far og mor til bror og søster og
kusiner! Karolines og mine hilsener til Hans

din B. B.

Til Ann Margret Holmgren.

p. t. München, Leopoldstrasse 7 15/9 1898.

Kjære væn, lille mænneske, søte, trofaste Ann Margrete, du skal
undre dig, når du læser disse brev og taler, hvor god en væn av
Sverig jeg er i dem alle, og hvor de har løjet på mig, når de siger,
jeg har udlevert Sverig til Rusland, eller sagt, Sverig vil gjenerobre
Finland!

Du skal undre dig!

Første brev kommer siden; jeg har det ikke; de har glæmt å
sende mig det.

Men du får straks pakken, så du straks kan begynde å oversætte.
Så kommer første brev og fortalen siden.

I talerne har jeg sammendraget og rettet. Gjengivelsen har ikke
altid været heldig. Det er ikke å vænte, når folk sveder som i damp-
bad. Det er heller ikke å vænte, at jeg der selv altid har brugt den
beste form. Tusen hilsener fra os begge, din

B.B.

Om arrangementet skriver jeg til Swanstrøm. I alle fall gir han
gode råd.

SIDE: 154

Til Ann Margret Holmgren.

p. t. Roma, Quattro Fontane 147 10/11 1898.

Kjære Ann Margret, hvis du vil oversætte Paul Lange, så gjerne
for mig. Jeg finder med dig, at titelen bør være, som du siger.

Ja, når du forsikkrer det, må jeg jo gå ud fra, at der er fare ved
at gi ud de brev i Sverig. Men i så fall burde jeg itide fåt visst det,
så hadde Gyldendal naturligvis tat dem.

Jeg beundrer din ævne til å gå i ilden for det, du tror er sant og
godt; men lider du i nogen henseende tab på det, så er vi der, alle
dine norske venner, på hellige flekken.

Herregud, nu ser jeg, de misforstår Paul Lange derhen, at det
er min mening, verden skal styres av de svage. Min mening er, at man
skal ikke kaste sig over menneskenes svagheder; men hjælpe dem
selv over svagheden, så det gode kan få styre. Det gode
er nemlig oftest legeret til svaghed. Verden må i visse stykker
bli en annen. Det gode må få sin rang, Får det sin
rang, så blir ikke det svage dets undergang, skal du se. Næsten
alle fremtidssøgende, reformatoriske kræfter er nervøse, let på-
virkelige, derfor ofte, hvad man kaller "svage". Men blant disse
finnes verdens største! Læs filosofernes og digternes biografier!
Se, fra hvem ideerne udgår! Jeg tænker mig en verden, hvori de
beste ikke behøver at bli martyrer. Hvor Jesus av Nazareth blev
sejerherre allerede som levende. Der må da bestandig bli flere av
dem, som forstår en slik man? Forstår ham straks. - Men min
Paul Lange er intet vidunder, ham kunde de fleste forstå og drage
al nytte av, bare de selv var lidt mere gode og hadde dybere sans for
det gode. Men se, hvad de har sans for!

Karoline hilser dig hjærteligt. Gå nu ikke hen å bli martyr, du
også, siger hun.

din taknemmelige væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 159

Til Fredrik Svenonius.

Roma, Quattro Fontane 147 3/3 1899.

Hr. Fredr. Svenonius.

Jeg mottog Deres varme brev her, altså noget sent.

Jeg tåler ikke læse om Finland, jeg tåler ikke høre om det. Det
var længe væntet, - nu det er kommet, er det værre æn det mest
uvæntede.

Mener De ikke jeg har tænkt noget lignende. som De foreslår?
Zarens far har gjæntagende sagt, at jeg var hans yndlingsdigter.
Så kan det jo være muligt, at Zaren også har læst noget av mig.

Men når jeg vet, at Zaren intet får læse, før andre har læst det,
så gir jeg op!

Nej, her er intet å håpe uten av et tillfælle. Og selv da -?

Men hvem, hvem vet, hvad der blir av Rusland? Og hvad finsk
vilje kan utrette gjænnem en enkelt man engang? I det hele store

SIDE: 160

rike kan en enkelt geneal vilje trænge frem til den, der holder
roret og bestæmmer kursen. Hvad er det finske folk kaldt til å
gjøre i Østen?

Den nordiske moralkraft har en gang før administreret det russ-
iske folk. -

Jeg takker Dem, fordi De tænkte på mig i så svær en stun. Jeg
kommer aldrig til å glæmme det.

Deres
Bjørnstj. Bjørnson.

Til Ann Margret Holmgren.

Roma, Quattro Fontane 147 18/4 1899.

Kjære lille mænneske,

jeg beundrer mot, og Ellen Key's foredrag over Madame Staël, og
anvendelserne derav på dagens tænkesæt er så fortrinlig motige,
så stolte og sanne, at du må mælde henne min dybe respekt. "Faen
til" forening av hode og hjærte - for å tale punsch-svensk.

Ja, jeg er rent tat, skjønner du, og har ingen tid til å gi det form.
For i morgen rejser vi herfra.

Først på en uke til Venedig (Albergo di Città di Monaco) der-
næst til Schwaz, Tirol, så til Kjøbenhavn (Gyldendal), så til Aule-
stad. Der de første dage av juni.

Jeg er langt fremme i mit ny stykke, hvis titel desværre er kom-
met i bladene. Thommessen er næmlig her, og jeg har været glad
en kvæll sammen med ham og Steffens (svensk).

Ja, Steffens er en av de skjønneste mæn jeg 
[har]
 truffet. Udvortes
og invortes. Stolt, entusiastisk, frisinnet. Jeg er helt forælsket.

Så en svensk til, av et annet slag, men fortræffelig, han også,
Schück. Et helt bærg å grave i. Og metalligt hele, hele bærget. Koldt,
tungt væltedes inholdet av skjærpningen foran mine føtter. Men
der kan mange siden bli varme av det. Hurra for det ny Sverig!

din væn
B. B.
og
Karoline.

SIDE: 162

Til Alfred Lagerheim.

[Konsept.]
 Aulestad 18/6 1899.

Hr. Minister,

jeg har i opdrag å spørge Dem, om De i tilfælde vilde støtte et for-
slag til utgjævning av unionsstriden, når dets inhold omtrent blev
følgende.

1.) To utenriks-departementer, det svenske i Stokholm for alle
svenske saker, derunder de svenske konsuler; det norske i Kristi-
ania for alle norske saker, derunder de norske konsuler.

2.) En unionskansler for alle fælles-saker, derunder gesanterne.
Unions-kansleren følger kongen, hvor denne residerer.

3.) Grundlovens § 25 ophæves, forsåvidt angår bestæmmelsen om
bruk av landeværnet.

4.) Klare vilkår for en mulig opløsning av unionen. At den f.e.
foregår, når to tredjedele av vælgerne i et av folkene har besluttet
den to ganger med tre års mellemrum.

5.) Selv i tilfælle av opløsning består forsvars-forbundet under
garantier for samarbejde.

SIDE: 165

Til Alfred Lagerheim.

[Konsept.]
 Aulestad, Faaberg st. 7/7 1899.

Hr. minister,

jeg går trygt ut fra, at en man, der hadde fulgt bedre med, vilde ha
skjønnet, at forslaget ikke kom fra mig, og at et avslag følgelig ikke
vilde være mig ukjært. Avslagets stormunnede form har for mig
beviskraft.

Ærbødigst
B. B.

SIDE: 166

Til Hans og Maria Hedlund.

Aulestad, Faaberg st. 23/8 1899.

Kjære venner,

Jeg har vært optat av et ansvarsfullt arbejde og av så mange
besøk langvejsfra, at jeg ingen brev har kunnet skrive utenom dem,
dagen kræver, og de er ikke altid få.

Først nu kan jeg derfor svare på de to kjære brev og takke for
det vakre flag! Alle de andre flag hejstes til ære for det, da det
holdt sit intog og gik til vejrs på vor grund. Klinckowström var her;
han hadde aldrig før set et rent svensk flag, og han måtte medgi,
at det var "vackert". Så vakert, at jeg håper, det aldrig mere får
noget fællesmærke. Vort forbund betægnes best og sannest ved, at
de to flag bæres sammen, der vi sammen skal være.

Din bror svaret på mit forslag som en liten man. Jeg blev aldeles
rasende. Læs nu, hvad jeg videre skriver i "Verdens Gang", i "Poli-
tiken" (Kjøbenhavn) "Dagens Nyheter" (Stockholm) under titelen
"Svensk politik".

Jeg ber din bror, jeg ber dere alle om et større syn!
I Nordens ånd og ikke bare i Sveriges! Sverig blir meget større
ved at anføre i Norden end ved at krænke brødrene. Ved at tro
istedetfor at tvile. Ved at skabe fred og ikke harm.

Hils!

Eders
Bjørnst. Bjørnson.

Til S.A. Hedlund.

Kristiania, Westend hotel 10/11 1899.

Kjære gamle væn,

fra jeg fik dit fotografi med mit navn, ritset i det norsk-svenske
fjæld, har jeg tænkt å skrive dig til å takke dig. Det står på mit
skrivebord, det præker gamle tider og utsyn in i ny.

SIDE: 167

Men når jeg er optat, opsætter jeg alt annet. Desværre, jeg kan
det ikke annerledes. Kanske hadde jeg aldrig takket, var ikke dit
telegram kommet. Tak for det! Å, for et røre her er! Fra den dyp-
este grund og til toppen: kamp, kamp! Venstres flertal hader mig!
Deriblandt især bønderne. Men jo ældre jeg blir, jo stærkere blir
viljen: det annet rægner ikke. Tilslutningen vokser dog fra dag til
dag, og I skal få opleve mærkelige ting.

Under dette opføres: "Over ævne", første del; om nogle dager
tillige annen. Hvorfor sender I ingen hid for å se det der? Vi må
lægge an på å holde fælles åndsliv!

I telegrammet står: "Tack for att du häfdar kulturens och sven-
ska språkets rätt." Hvad mener du med "svenska"? Har I samme
fare derinne?

Tusen, tusen hilsener fra Karoline og

Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 169

Til Henrik Schück.

Faaberg, Aulestad 14/5 1900.

Kjære væn,

nu har jeg under min lange sykdom læst litteraturhistorien ordent-
lig. Men jeg savner desværre tredje og fjærde hæfte (såvidt jeg
husker var de sammenbundne).

En af mine sommergjæster har vel stjålet det. Kan du skaffe mig
det. Det gjælder Birgitta. Jeg trodde Olav Haraldsson var kristen-
dommens største vidne i Norden, med den største omvendelse og
den største virkning. Jeg begynner å indse, at han i alle fall har
en medbejler til rangen. - Da jeg var i Rom bad jeg dig sige mig
grunnen til alle de storsvenske aspirationer "over ævne", hvorfor
svarte du mig ikke da: "den ensidige religiøse opdragelse av folke-
karakteren er hovedgrunnen. Dine to dramaer passer bedre på
Sverige æn på Norge, fordi vor historie har stærkere utbildet troen
på det overnaturlige." Hvorfor svarte du mig ikke det?

I et må jeg gjøre en modbemærkning. Du tar bestæmt fejl, når
du tægner os som mindre istand til den store komposition, om vi
end er mere lyriske og har større idylsans. Det ser alene
så ud, som om vi bare magter episoden. Men grunnen er, at vi
til enhver periode kom for sent med og i for få intelligenser. Første
gang i vor historie at vi holder på alment og tidsnok å
komme med er nu. Så nu skal det også syne sig!

Bjørnstj. Bjørnson.

SIDE: 170

Til Oscar Levertin.

Paris 16/12 1900.

Kjære Levertin,

Jeg synes godt om å eje et brev fra Deres hånd, men et kritisk
opsæt fra min får De ikke!

Jeg har én eneste gang i mit liv begåt en sådan, og den voldte mig
sligt bryderi, at det svær jeg, sådant får man mig ikke mere til.
Ovenikjøbet nu, jeg så snart blir træt og må spare på mine kræfter.

Vil De hilse Strindberg hjærteligt fra mig, hvis De skulde komme
på hans vej.

Deres Bjørnst. Bjørnson.

Nætop fik jeg en bok fra Gustav af Geijerstam. Ser De ham, så
tak ham fra mig. Jeg kommer først senere til å læse den. Men det
glæder mig å ha sét den så godt omtalt overalt.

Til Ann Margret Holmgren.

Brevkort. Postst. Paris 27/12 1900.

Du trofaste, som søker os op med dine tanker og brev, hvor vi så
færdes. Og ikke altid blir mindet av os med gode ord så ofte som
vi burde. Vær viss på, vi ælsker dig! At dine skriftdrag hver gang
bare tægner lyse, gode billeder og spår om æn flere. At din lykke
bestandig er vor, og at vi håber med dig en omsorgsløsere fræmtid,
og fremgang for det, vi sammen ælsker.

dine vænner
Bjørnson og Karoline.

rue de la Pompe 187

SIDE: 171

Til Henrik Hedlund.

[Paris.]
 Hr. Langen 187 Rue de la Pompe, 
[primo mars 1901.]

Kjære Henrik Hedlund, her kom en viss Sjöstedt, som sa, han
var korrespondent for "Handelstidningen". Jeg kan ikke si, jeg
likte hans øje; men da han var et hæderligt blads medarbejder, tok
jeg for givet, at han ikke skrev, hvad jeg forbød ham at skrive.
Ti da han kom in på forholdet til Frankrige, sa jeg ham straks, at
derom taler jeg med mange; men jeg ønsker det ikke
i avisen. Han vilde des uagtet ta noticer; men jeg nedla
bestemt forbud derimod: det vilde bare skade
mig. Hr. billedhugger Vigeland hørte på det.

Og så sætter han det altsammen i bladet! Det kom hid nætop som
annet stykket av "over ævne" skal gå. Det var oversat fra "Berl.
Tageblatt". Følgen var, at de fleste blad, som "Figaro" og "Matin"
ikke skrev ét ord om stykket. En bestilt artikel om mig til "Figaro"
blev avbestilt o.s.v. o.s.v. Jeg har døjet meget ondt.

Dette fortæller jeg korrespondenten; brevet var naturligvis privat.
Jeg minner ham om, at jeg hadde forbudt ham å skrive, og jeg
sa, som det hadde skadet mig.

Og så sætter han også det i bladet, hvad som skader mig ænnu
mere!

Dette siste måtte jo du også ha forståt, så du burde ha hindret

SIDE: 172

det. Jeg avholder mig fra å kommentere, at bladet gjorde sig skyll
i denne forseelse mot mig.

Korrespondenten holder jeg for en fræk og litet pålitelig fyr, som
et blad, der kræver anseelse, ikke burde ha i sin stab.

din hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

Jeg føyer til, at i den tid jeg har været her, har mange inter-
viewere fra franske og europæiske aviser og tidsskrifter besøkt mig.
Jeg har med dem da talt om ting, jeg ikke vilde ha offentliggjort,
foruten om det, jeg fant skikket til å offenliggjøres. "Göteborgs
Handelstidning"s Korrespondent er den eneste, som har været
uhæderlig nok til å bryte mit påbud.

Jeg har intet imod, at Korrespondenten læser dette.

SIDE: 176

Til Ann Margret Holmgren.

p. t. Kria, Løkkevejen 8 2/4 1902.

Kjære Ann Margrete,

altså: både Karoline og jeg kommer torsdag morgen. Vi har bestilt
værelser på Grand hôtel. Så der træffer du os, og første dag er vi
ledige.

Med dette brev ber jeg dig om en tjeneste. Som medlem av Nobel-
kommittéen har jeg et særskilt ærind, som vedlagte vil oplyse dig
om.

Nu ber jeg dig hos hr. statsminister Bostrøm å utvirke, at han
tar mot mig særskilt. Ikke sammen med de herrer Løvland og John
Lund; men mig alene. Og, hvis han er så vænlig, ønsker jeg gjen-
nem ham å opnå å få tale med flere, alene. Flere, som kan ha
inflytelse på denne sak.

Du må la ham få expl., som jeg vedlægger, og du må for vor store
saks skyll gjøre dine saker godt hos excellencen.

Sig ham, at den million, her er forutsætningen å samle, har vi på
forhånd omtrent sikkret os.

Egenlig burde alle kommittéens medlemmer ha utgit denne revue.
Det havde tjent saken bedre æn å bygge hus.

din
B. B.

SIDE: 179

Til Karl Warburg.

Aulestad 21/5 1902.

Kjære Karl Warburg,

første del har jeg alt læst, og jeg har gjænnembladet annen. Så
meget ser jeg, at i sin art har dette værk en høj rang ved sine
forstudier, sin forståelse, sin nøjagtighed. Så er det præget av
hele din vederhæftighed, kjære Warburg. Du overvurderer Viktor
Rydberg som digter; men som åndsmænneske kan han ikke let
overvurderes. Det har været mig til lærdom å følge alle disse æmner;
jeg kjænte det meste før, men ikke som nu.

Da I Svensker har noget, I kaller didaktisk poesi (andre folk har
den også; men den har ingensteds funnet en jordbund som i Sverige),
så er det let for dere å overvurdere betydningen av, at et stort

SIDE: 180

åndsmænneske, så helt ut rustet for sin gjerning som V. R., også
stundom bruker digtets form og bruker den godt.

Ja, tak min kjære væn, og tak til din hustru fra os begge, som
nyder godt av hennes initiativ i denne sak! Hun foreslog, at vi
skulde ha boken med os. Vi har derigjennem oplevet gamle dager
og fåt dem og dere, om muligt, ænnu kjærere!

Og tak for sist! En dejlig dag!

Eders
 Bjørnst. Bjørnson.

Til S. A. Hedin.

Aulestad 22/5 1902.

Kjære væn, jeg la al annen læsning tilside og gav mig i lag med
dine opsæt, som lærte mig meget. Især 1ste, 4de og 8de nummer.
De var også de mest plastiske. (Jeg sværmer jo ikke nætop for
dine evige paranteser!) Ingen annen æn du i al vor nordiske journa-
listik kan skrive slike intrængende opsæt på historisk grun. Jeg
takker dig, fordi du lot mig læse dem. Jeg husker ikke, om jeg
skulde skikke numrene tilbake. Jeg tror det ikke. Men jeg lar dem
ligge her så længe.

Jeg har læst en sympatisk biografi av dig i "Verdandi". Men jeg
må få gjøre en anmærkning: den svenske talende og skrivende
ungdom er så forbandet ræd for den rake linje, det djærve, hele
ord. Det går altid på undtagelser og reservationer. De garderer sig
for hvert steg fremover med et halvt bakover.

Det ligger absolut ikke i det svenske lynne. Hvorfra er dette
kommet in?

Tak for dit brev! Det rørte mig at se din kummerlige skrift, og
at du vilde spendere den på mig. Tak!

Ser du det norske neutralitetsforlangende? At de stille forråder
Danskerne? Det er på mode nu, det. Men jeg skal dog ved lejlig-
hed piske småskurenheden, skal du få se. Sømmer det sig os, som
historisk er Nordens bindeled, å optræde som forsvars-generaler
på en halvø? Er vi ikke tilsammen en nordisk åndskoloni, et litet
brødrelag, som må dele ære og fremtid? Sindet raser i mig ved å
se denne snevre forsigtighets-ånd i vort højeste anliggende.

din B. B.

SIDE: 182

Til Sigfrid Wieselgren.

Aulestad 17/6 1902.

Kjære væn,

hvis Du rejser i Norge, så skal du besøke os på Aulestad; det skal
bli et av de kjæreste besøk, vi kan få.

Straks jeg fik dine linjer, sendte jeg bud til "Verdens Gang" om
å sende dig talen direkte. Jeg glæder mig til dit forehavende, og til
at du lar mig stå fadder. Jeg fortjener det til et vist mon; både den
gang, vi først mødtes, og ofte senere har jeg lidt vondt for min
anskuelse av pangermanismen som den sikkreste vej til verdens-
freden.

Karoline hilser med mig. Din gamle væn

Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 190

Til Svea Säfverström.

Aulestad 27/11 1902.

Min kjære svenske ideal-frøken!

Jeg har aldrig tat imot et friskere, kjærere brev. Men det vil
jeg da straks si Dem, at skriver De et lignende til nogen annen, så
blir jeg skinsyk. De må la mig ha den tro, at sådan kan De bare
skrive til mig. Dog - selv om De tar den fra mig, så står igjæn
fortællingen om som De har inrettet Deres liv, og den er i og for

SIDE: 191

sig så meget værd, at De ser, jeg har kallt Dem "min kjære svenske
ideal-frøken". Det livsmot, som har realiseret det, og den livs-lykke,
som er resultatet, er begge frugt av et sundt, kraftigt menneskes
nøjsomhed med lidet i kraft av ideal trang. Hvad andre vilde overse,
er for Dem det højeste.

Som jeg blev henrykt over Deres brev! Likeså min hustru. Fra
os begge får De en særskilt inbydelse om å besøke os.

Deres hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 196

Til Alfr. Lagerheim.

Kria, Hotel Westend 8/12 1902.

Hs. Excellence Lagerheim.

Vi holder avdøde Hochschild og Dem for de beste venner, som
Norge har hat i nogen svensk regjering. Derfor satte jeg også så
høj pris på Deres telegrafiske hilsen idag, at jeg tar mig tid til at
sende Dem disse linjer, som mit overanstrængde hode har møje med
å forme.

Deres ærbødige
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 199

Til Göteborgs Högskola.

Aulestad 21/12 1902.

Til Göteborgs Højskole.

Adressen fra Göteborgs højskole er en stor ære for mig. Den
er mig også så kjær, fordi jeg har levet så mange skjønne ufor-
glemmelige dager i Göteborg. Blant de mange vænner for livet,
som jeg der vant var to, hvis navne er udødelig knyttede til høj-
skolen, nemlig Dr. Svend Adolf Hedlunds, som var med at skape
den, og Victor Rydbergs, som hørte til dens første lærere.

Min ærbødige taknemlighed.
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 209

Til Gustaf af Geijerstam.

Brevkort, postst. 5/1 1903.

Tak for dit brev og dit kort. - Jeg forstod straks, hvad som
vilde komme æfter den boken. Det undrer mig bare, at du ikke
forstod det selv. Studiene har i hvert fall utvidet og styrket din
ævne, så får du ta det annet med som utlæg sålænge, til du har fåt
syne, hvad du har vunnet. - Hils din hustru hjærteligt! Er Per
St
[aaff]
 frisk igjæn? I så fall hils ham hjærteligt og tak ham for
hilsenen.

din B. B.

Til Henrik Schück.

Aulestad 8/1 1903.

Kjære Schück, ja, det er idag en - 1 - måned siden jeg skulde
ha takket for det telegram på min fødselsdag, som du, min højt-
agtede væn, står som første man for.

Men 727 telegrammer, derav næsten 300 fra en flerhed som eders,
svarer ingen almindelig dødelig på, der ikke holder sekretær.

Jeg måtte bare lægge altsammen tilside. Jeg årket neppe å tænke
på det.

Før nu! Nu tar jeg alt frem; det meste for første gang, deri-
blant eders, som, såvidt jeg skjønner, udelukkende skriver sig fra
lærere ved universitetet.

Du kan skjønne, jeg holder denne hilsen for en av de største
hædersbevisninger, jeg den dag tok imot.

din hengivne
Bjørnstj. Bjørnson.

SIDE: 210

Til Gustaf af Geijerstam.

Aulestad 
[mellom 13/1 og 19/1]
 1903.

Kjære, hvordan kan du tænke dig, at jeg, direkte eller indirekte,
vil blande mig i det?

Jeg finner, at alt, som er godt gjort - og det er din fortælling
- skal omtales som av Karl Warburg, når det ikke krænker moralsk
sans. Men jeg har aldrig holdt av den literatur, som så vedholdende
behandler undtagelserne, at tilsist gir det suggestion.

Jeg billiger fru Cäcilie Bååth Holmbergs protest forsåvidt;
men jeg misbilliger, at hun ser trangt på dig og ingenlunne ret-
færdigt.

din væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 212

Til Erik Boström.

Aulestad 20/2 1903.

Min kære unge væn, her er ikke mere fare for krig æn bak på
min hånd. Svenskerne har sine sabelskramlere, som siger, at det
aldrig blir bra, før de har fåt klådd de förbannade Norrbaggarne,

SIDE: 213

og nu har vi fåt vore, som fortæller, at vi får komme i "kladderne"
på hverandre først. Så blir her fred.

Det er bare en stor skam, at slikt er kommet i aviserne. Parti-
galskapens skyll.

Men når De mener, at vi for unionens skyll begge skal slå av
på vor selvstændighed, så svarer jeg, at det nætop er for sælvstæn-
dighedens skyll, for at bevare den, at vi har unionen. Ellers er den
ingentingen værd.

Da langt heller bli den kvit snarest muligt og istedet gjøre et
militær-forbund, stærkere og effektivere æn det idag. Det tror jeg er
det eneste rigtige.

Vi kan være utmærkede folk, begge to, fordi om vi ikke dúr til
at arbejde sammen i et aktiebolag (ægteskab har vi aldrig haft).

Vor politik kan ikke være mere æn én. Vi har samme fare
over vort liv. Så forbund må være. Stærkt og uopløseligt.

Men unionen er bare til fortræd. Hvergang vi trænger vor konge,
forsvinder han i Sverig. Og det er vi trætte av.

Tak for Deres brev og Deres tillid til mig.

Deres
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 216

Til Fredrik Svenonius.

Brevkort. Aulestad 23/5 1903.

Min innerlige tak for Deres brev kommer noget sent: jeg har
for meget å gjøre.

Jeg har altid husket Deres første, varme brev, og jeg tænkte på
Dem, da jeg skrev sangen.

Deres væn
Bjørnstj. Bjørnson.

SIDE: 219

Tiil C. D. af Wirsén.

Aulestad 21/11 1903.

Svenska akademiens sekretær
hr. C. D. af Wirsén.

Dypt rørte læste vi her i kvæll Deres brev med det store, uvæntede
budskap.

SIDE: 220

Jeg ber Dem overbringe svenska akademien min ærbødige, min
innerlige tak.

Med detsamme må jeg få takke for de vakkre ordlag, deri den
for os så dyrebare nyhet meddeltes mig.

Jeg skal have den ære å infinne mig den tiende december.

Deres ærbødige
Bjørnstj. Bjørnson.

Til Carl Rupert og Helena Nyblom.

Aulestad 22/11 1903.

Kjære vore vænner, begge to, da jeg igårkvæll åpnet et brev
fra Sigurd Ibsen, deri Lagerheim ber mig underrettet om, at jeg har
fåt - den hele pris! . . . blev jeg så forskrækket, at Karoline sprang
op! Hun væntet, Ingeborg var død, eller Bergliot kommet tilskade.
Jeg kunde ikke straks greje det for henne, jeg måtte la henne
selv læse. Jeg følte det som så altfor meget og som en uret mot
andre. Det var længe, længe, før jeg kunde finne mig selv tilrette
i denne store, uvæntede, overvældende situation og riktig ta glæden
av den og fylde mit hjærte med den. 
[På tvers av siden:]
 *jeg har
jo rent mistydet Helenes brev om saken. Jeg trodde, hun mente,
du vilde foreslå Ibsen og mig. Jeg var så siker på, at det ikke gik!*
Karoline hadde den straks, for henne var intet ivejen, Men det
varet, før hun fik mig med. Doktoren, vor ejegode væn, var her og
hørte og så det hele. Han hjalp henne, så jeg ænnelig turde lægge
mit hode op til hennes og gråte.

Men så har vi da ikke sovet tre timer inat, ikke hun, ikke Erling,
som kom til senere, og ikke jeg.

Vi lå, Karoline og jeg, og talte sammen gjennem hennes lange rør
om dem, vi skulde hjælpe og om nogen småting, vi nu måtte kjøpe.
Vi sluttet og begynte på igjæn og var grænseløs lykkelige. "Vi må
til Italien!" sa jeg. Hun dvælet lidt: "Erling blir så alene." Og så
drøftedes dette lange og nok så vanskelige kapitel, til vi også der
blev enige.

Så talte vi om dere, som trofast og tappert hadde kjæmpet dette
frem, som kronede vor alderdom med fred. Vi hadde ikke stærke
nok ord for vor taknemlighed. 
[På tvers av siden:]
 *Her er absolut
taushed.* Det faller ikke ofte i menneskers lod å gjøre andre

SIDE: 221

så glade, så trygge, så taknemlige, som I nu har gjort os. For fra
dere er det altsammen.

Gud, som gården skinner idag! Det er mere æn solen på sneen,
det er vor lykke over det hele. Husene, markerne, skogerne er vore
én gang til i den livsalige tryghed, som fæster det til vort liv og
vor slægt. Og fordi vi nyder forud de andres glæde, som nu kommer
til jul! Hurra! Hvor jublende barnene og barnebarnene, æfterhvert
som de forstår, hvad her er bundet og fæstet og ved hvem, - hvor
jublende de fremover årene skal tumle sig i det fang, som trygt,
trygt, trygt er vort og deres ved os!

I herlige mænnesker, på gjensyn!

Eders B. B.

Fredag rejser vi til Kristiania. Hôtel Westminster.

SIDE: 223

Til Karl og Betty Warburg.

Aulestad 26/11 1903.

Kjære dere,

skjønt dere er to meget dårlige mænnesker, i det minste når I er
i Norge, så har vi jo erfaring for, at I er bra, når I er i Sverige, -
så vi tør komme den ellevte.

Men jeg må rase ut. Hvorfor besøkte I os ikke på Aulestad?!
Især fatter jeg ikke, at din hustru ikke fik det istand. Hun er da
kvinne, hun er da i alle fall nysgjærrig, og hun er jødinde, som
jeg finner er de nysgjærrigste av alle.

Jeg har spekuleret mig blå på det der.

Ja, ja, ja! Det, som er hændt mig, kom like så uvæntet som om
jeg var blet ti år yngre igjæn, - skjønt pokker vet, om det ikke
akkurat var det, som skéte.

Ja, gamle Hedlund! Han var den store vært i Sverige, som inbød
mig og førte mig in til alle de andre. Ære være hans minne!

Vi hilser eder broderligt og søsterligt med håndslag og favntag!

Eders
Bjørnst. Bjørnson.

Men er dere beredt på det, at jeg er patriark? Sigurd, Bergliot,
Erling, Albert Langen og Dagny, kanske også Bjørn, vi er alle sam-
let i Stockholm ottende december, min fødselsdag. Og den 10 de!

SIDE: 231

Til Torsten Hedlund.

Brevkort. Roma, via Gregoriana 38 6/4 1904.

Wald. Ruin har sendt mig et avtryk av et opsæt, han kaller:
"Lyckan i Barnets Århundrade", og da jeg ikke vet, hvorav det er
et avtryk og ikke forfatterens adresse, bruker jeg dig som mellem-
man for å takke ham. Alt, han her siger om min digtning i æmnet,
er så riktig læst og så vel brukt, at jeg forsåvidt ikke minnes maken.
Sådan er det. Akkurat!

Hils de dine - og atter og atter tak for sist til dig og dem,

din Bjørnson.

Til S. A. Hedin.

Brevkort. Roma, via Gregoriana 38 5/5 1904.

Min gamle væn, du passet på min 70-årige fødselsdag, jeg læste
om din i avisen. Du skrev med dine motstræbende syke fingre et
langt brev til mig, som av alle, jeg fik, var det kjæreste og beste.
Og jeg toug, jeg, som skyller dig så meget for dit store, stærke
eksempel, for dit trofaste venskap.

Men her i utlændigheten må vi undskylles, vi, som ikke passer
på; vi er i et annet element; der er glemsel i det.

Men så vender jeg mig nu mot dig med al den varme, jeg ejer.
Dit vakre, lyse åsyn, din klare røst, dine dejlige øjne er over mig,
og i dem er alt, du har våget, tålt, den ild, som er ved at brænde dig

SIDE: 232

op, det mot, som har såret dig, så du går der en krøbling. Du var
den største i alle vore kampe, og som du nu slæper dig frem i
veteranernes skare, er du den højest agtede. Alle sejre, som nu strå-
ler over dit navn, er vunnet gjennem nederlag, og de største er
de, som ænnu vænter i ungdommens samvittighed; dem har du for-
beredt. Vi ælsker og ærer dig fra vor fælles kamptid som ingen
annen. Dette måtte jeg si dig idag.

Hvad her er foregåt i disse dager, kan ikke let overvurderes.
Trippelalliancen blir ikke mere fornyet, og så gamle, som vi to er,
vi oplever dog en stor samlet bevægelse for et romanskt forbund.
Efter alt, jeg hører, har Loubets mottagelse i Italien også støttet til-
nærmelsen mellem Storbritannien og Frankrige. Der er dem, som
mener, at en engelsk-fransk alliance kommer til at avløse den russisk-
franske, og at dette allerede er forberedt.

Vor norske opposition synes mig den simpleste, norsk regjering
har hat. Blehr er jo kommet ut som en stor intrigant. Jeg mener,
her forestår en partiforskydning. -

Hernede omgås jeg Enrico Ferri, som av stilling er professor
ved universitetet i kriminal psykologi og ved siden derav advokat,
men som tillike er socialisternes ærlige, besindige fører. Deres lille
Konge er en bra fyr, ledningen er nu en helt annen demokratisk
end under Umberto; snart vil du finne socialister i regjeringen. Ita-
lien er fræmtidslannet fremfor mange, som nu tror at være det.
Lad dig ikke skuffe av en skandale som Nasi´s! Han er gal (stor-
mans-uvet og forfølgelses-syke). Her er mange sunde begynnelser.

Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

Til S. A. Hedin.

Brevkort. Roma, via Gregoriana 38 5/5 1904.

Min bror skriver fra Kristiania: Svenskernes avgjørelse i
Grænsesaken har vakt forstemthed her. Selv Højremænd i Stortinget
må medgi, at Svenskerne er værre at komme tilrette med æn andre
nationer.

B. B.

SIDE: 234

Til S. A. Hedin.

Monterenzo, prezzo Bologna 1/7 1904.

Min kjære, kjære syke ven! Du har gjort mig helt mistrøstig ved
å fortælle mig om, hvad du lider. I grunnen er det bare det, som
en ikke fatter, der gjør mistrøstig. Hvad skal disse sygdommens
ænneløse overfall på vor stærkeste føre til? I den krise, vi nu går
imøte, og hvis løsning ingen kunde bidrage til som du.

At mit brev glædet dig, har nu glædet mig igjæn, kan du forstå.
Men dit tunge budskab dæmpet glæden.

Utfaldet av Grisebo-saken så jeg på således, at der kom meget
ondt blod ut; kanske går det så lettere med konsulatsaken! det har
jeg sagt alle.

At du kom med på den siden, som slog i stykker og der tok op
Blehrs argumenter fra "Dagbladet" og fra sit besøk hos dig, for-
klarer alle vi, som i forholdet til Norge holder dig høj-hellig, således,
at hadde du dengang ikke været så syk, var det aldrig lykkets.
Sund og stærk hadde du aldrig tjent det spidsfinnige juristeri,
hvorefter vi kan befullmægtige hvem vi vil til at vælge opman, bare
ikke de to lannes Konge.

[...]

Din gamle væn
Bjørnst. Bjørnson.

Jeg syntes så godt om din husholderske. Å, hils henne fra mig.

SIDE: 235

Til Carl Kaldén.

Brevkort. Postst. Monterenzo 12/9 1904.

Jeg hører ikke længer så godt, at jeg tør være deltagende i store
forsamlinger, og det blev jeg let i denne. Taler heller ikke så godt
de romanske sprog, at jeg tør gå op på kathedret med Dem, hvad
jeg vel også måtte gjøre. Jeg kan derfor ikke påta mig den ære-
fulde repræsentation, som De hadde tiltænkt mig. Jeg ønsker Dem
alt held.

Deres
Bjørnson.

Til Alfr. Lagerheim.

Roma, via Gregoriana 38 20/11 1904.

Hs. Excellence
utenriksminister Lagerheim!

Det går ikke an å takke en man fordi han har skarpblik; neppe
engang fordi han har karakter og mot. Men så meget stærkere
kan vi takke for velvilje og godhet, når begge føres av skarpsin og
mot.

SIDE: 236

Da et forsyn, som jeg ikke forstår mig på, nætop nu flytter
Deres excellence bort fra utenriks-palæet, vil jeg få lov til å uttale
min innerlige taknemlighed som Nordmand for Deres værk til bedre
samarbejde mellem disse to folk; det kunde ikke gjøres uten å tale
det mindres ret overfor det større, ænten det nu behaget eller ej.

Jeg håper og tror, at Deres arbejde er grundlæggende.

Skal vi så få se Deres excellence her nede hos os? Herfra sés alt
så klart. Det vil ta seg ut herfra å se tilbage på det, De kommer
fra, - og på Deres æfterfølger. Og selv vil De finne vænner her;
blant disse Deres meget ærbødige

Bjørnst. Bjørnson.

Til S. A. Hedin.

Roma, via Gregoriana 38 25/11 1904.

Kjære, gamle væn, du undres vel, at jeg svarer så sent. Men jeg
tællet just, hvor mange telegrammer jeg hadde fåt de siste par uker;
der var tredve. Så kan du derav regne dig til brevenes mængde.
Alle disse vil mig jo noget. Så blir jeg træt av brev og brev-skriveri.
Jeg har da heldigvis annet at gjøre.

Altså æfter alle opsettelser svar i kvæll. Jeg må begynne med
at beundre din troskap mot din ungdoms idealer! Jeg må fortsætte
med å be dig vende dig til prof. Sofus Bugge; her har han bedre
grep æn jeg. Og jeg er med på så meget, så jeg ingen effekt ejer.

Nylig fik jeg brev fra næsthøjeste hold i riket, at konsulatsaken
holdes for sikret. Jeg blev meget glad.

Jeg har hat en stor ærgrelse ved striden i L'Européen. Den har
sin grun deri at Finnerne, som ikke altid er medgjørlige, har villet
vende L'Européen om til et - dagblad!

Det hjalp ikke at Franskmænnene sa dem, det var ugjørligt. Det
hjalp ikke at redacteuren en chef Dumur også var kommet til den
overbevisning og vilde ændre statuterne derhen, at her kunde
ingen eventyr forsøkes; - de satte heller alt på spissen æn gav
sig. Jeg kan efter beregninger, som Albert Langen har gjort i en
annen anledning, forsikre dem, at der er ikke nok å samle en million
francs til et sådant foretag, der må samles to.

Jeg billiger ikke Dumurs optræden; men som nu situationen er,
blir det han, som må støttes. Slike utopier straffer sig selv. Nu

SIDE: 237

kan jeg ikke få dem til at gjøre det godt igjen. Her skal bli to L'Euro-
péen; det er værre æn ingen. -

- Det siste skrev jeg igår i halvmørke. Her regner og tordner
og lyner i dager. Du skriver intet om dig selv, gamle væn. Jeg røres,
hvergang jeg ser din håndskrift; men skuffes, når du intet fortæller.

Å, hils din husholderske fra mig. Jeg glemmer aldrig hennes lyse,
varme åsyn, hele hennes vakre person. Og hils den lille pige, som
var med å vise mig vej.

Jeg har bedt Sigurd Ibsen søke dig; men der er visst store poli-
tiske hindringer ivejen! Nu ber jeg Bergliot om å gjøre det; hun
har eget hode og eget hjærte, og begge en smule i slægt med mit.
Hun vil more dig.

(Dette mellem os.)

Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

Til Henrik Hedlund.

Aulestad 13/6 1905.

Kjære Henrik Hedlund,

av alt mit hjærte takker jeg dig for den tjeneste, du nu gjør vore
to folk. Jeg vet ikke, om du har ubehag av det; men stå fast, så
det blir lettere å komme over denne meget, meget betænkelige
situation.

Jeg tror nok, mange nu i Norge forstår, at de har handlet hen-
synsløst både mot Sverige og kongen. Men fra først av så de det
ikke. De bare følte sig forurettede og vilde "handle", - det koste
hvadsomhelst.

Jo oftere, vi gjentar: dette vil engang føre alle tre sammen, jo
sannere blir det, jo snarere sker det. Husk det, du kjære væn og
gode hjærte.

Hils alle Hedlunds.

[Underskrift mangler.]

SIDE: 239

Til Henrik Hedlund.

Aulestad 17/6 1905.

Kjære Henrik Hedlund,

du gjør dig nu like fortjent av Norge, Sverige og Norden, som
gamle Sven i sin tid overfor kongens krav på absolut veto i Norges
grundlov (og love)! Dine opsæt er mønstergyldige. Ingen av os
to billiger opløsningens form; men den er født så umiddelbart av
forholdene og de følelser den vakte, at det vilde være dårskap
å gjøre mere væsen av dem, når resultatet er det ube-
tinget eneste mulige. Din måte å ta det på og lodse
skuten frem under disse vanskelige omstændigheter fortjener alles
ros, som har Nordens enhed og ening til mål.

Jeg får nætop idag brev fra en (anonym) Svensk i London, som
spør, hvorledes Skandinavien vilde kunne føre tropper fra eller
til Danmark, når den tyske flåde var ivejen. Nu må dog den fordom
slutte, at vi mere kan få Tyskland til fiende. Vi har bare én eneste
én, og der står vi sammen, og der er Danmarks hjælp av stort
værd!

din væn Bjørnson.

I denne mærkelige sommer burde nogle av Hedlund'erne besøke
Aulestad.

SIDE: 241

Til Carl Lindhagen.

Aulestad 7/7 1905.

Hr. borgermester C. Lindhagen,
riksdagsman.

Ved å sende mig Deres (og fleres) forslag av 27de juni, som
jeg ikke kjænte, har De gjort mig en stor glæde. Av alt, jeg i denne
tid har sét fra Sverige, faller dette best i tråd med, hvad jeg selv
vilde ha sagt, om jeg i denne stun var svensk repræsentant. Like
fra Deres uenighed med den form, de norske ledere har givet opløs-
ningen, til Deres glæde over selve opløsningen og de håp, De byg-
ger på den (at sige, hvis Deres landsmæn nu har Nordens fremtid
for øje), - det er, tanke for tanke, hvad jeg vilde ha sagt.

Det er Sverige, som må gå foran, når det gjælder samling i Nor-
den - og samling længer ud. Imod dette blir alt annet småt. Unionen
har altid været ivejen herfor; måtte nu dens tåge-masser lette, så
vi får utsyn!

Deres ærbødige
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 247

Til E. Låftman.

p. t. Kristiania 20/8 1905.

Kjære herr pastor,

tak for Deres venlige brev i høflige former; det er uvant å få så-
danne fra Sverige nu.

"Times" havde sendt sin korrespondent op til mig. Den ene del
av hvad jeg sa, refererte han; men den andre og vigtigere, at jeg
intet annet vilde gjøre æn å si min mening; regjæringen må ha an-
svaret, - den glæmte han. At den store del av folket er
imot festningernes sløjfing, er selvsagt. Disse fæstninger var aldrig
blet anlagt, om de bare hadde gjældt Sverige. De gjælder hele
halvøens forsvar. Det er dumt å rive dem ned, de burde heller
være forstærkede. Men finner regjering og storting, at vi må føje
os, så tier vi andre. Doktrinær har jeg aldrig været. Og fred vil
jeg ha. For fredens skyll var jeg mot den linje, som nu er valgt.
Den kunde føre til vor uavhængighed, men bare gjennem krig eller
ydmygelse. Vi får ta på os den siste for å undgå den første og
trøste os med, at så er brødrenes tvistemål forbi og vi helt ut et
fritt folk som dere andre.

Fremtiden forener os vel igjæn - alle tre.

Deres
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 248

Til Torsten Hedlund.

Aulestad 20/12 1905.

Kjære Torsten, du og alle Hedlunds kan forestille dere, hvad din
meddelelse gjorde for dypt intryk på Aulestad. Så er det samlivs
saga avsluttet.

Det møte mellem Hedlund og mig, da jeg første gang søkte ham,
har havt følger for Norden, som strækker sig in i siste tid.

Men bak det har her været levet, i kjærlighed, ånd og gjensidig
hjælp, et liv, som hører til det rikeste for mig, og kanske flere siger
det samme for deres vedkommende.

Kjære vænner, så længe I lever og vi med eder, - lad os ikke
skilles! Lad os, så ofte det ske kan, søke hverandre!

Til Aulestad er i alle innerlig velkomne nårsomhelst, det vet I.
Men lad det ikke vare for længe, før vi atter ses.

Eders innerlig hengivne:

Karoline og
Bjørnst. Bjørnson.

Her går rygte om, at "Handelstidningen" har tapt svært på sin
ridderlige politik under opinions-opløsningen. Er det så?

Til Sven Scholander.

Aulestad 4/1 1906.

Kjære væn, kjære Sven Scholander, som fra det øde Sverige
sender den eneste nytårshilsen, som vi har fåt! Så meget dyreba-
rere var den! Herregud, for mig er I alle, som I var før, for mig
er sambåndet med Sverige det samme innerlige, som det altid har
været. At det ikke mere skal forstyrres av politisk misstæmning,
er da bare en stor vinding. Måten vi blev selvstændige på, billiger
ikke jeg, men nu er det engang sket, og så får vi late skét være
skét. Norden må likefult høre sammen; udad må vi bli et forbund,
deri Sverige skal blive den ledende; deri er mere ære at vinne æn i
en forening full av kjævl. Derhen vil jeg arbejde resten av mit liv.
Ikke for at denne vor ny forening igjæn skal bli gjænstand for ny
splid, men forat vi gjennem den skal nå frem til en større, helst
i en forening av alle teutoner. Det tilhører nætop os, de små folk, at

SIDE: 249

vække et sådant arbejde, ti uden at nå ind i et større forbund, går
vi tilgrunde. For os er det et livs-vilkår.

Tusen tak for din hilsen, tusen tak fordi du tok alle de dine med
i den. Vi hilser dere av hjærtet igjæn.

Din innerlig hengivne Bjørnson.

Til Birger Mörner.

Brevkort. Aulestad, Faaberg 5/7 1906.

Kjære grev Mörner, idet jeg skal sende Dem mit portræt, er jeg
blét uviss på fornavnet. Er det ikke Hugo? Telegrafer, eller skriv
et ja, hvis det er så, eller navnet hvis det er et annet. Undskyld
Deres dumme

B. B.

SIDE: 251

Til Birger Mörner.

Aulestad 29/7 l906.

Kjære grev Mörner,

tak for brevet.

Nobelprisen for i år er længst avgjort. Jeg er red for, at det er
Selma Lagerlöf, som har fåt den. Så hjertelig jeg unner henne
den, v. Heidenstam burde ha gåt forut. Blir hans næste bok som
den siste, så vil jeg i et brev (til Dem) sige min mening, at han
er Sveriges største digter, og hvad jeg ellers får å sige. Men jeg
kan ikke inlate mig på offenlig å tale om Nobelprisen.

Derimot skal jeg bruke min røstret til næste år og stemme på
ham (som forslagsstiller).

Men vi må ikke dølge for os selv, at har Selma Lagerløf fåt prisen
i år, vil der gå flere før en svensk man får den.

Har De kjøpt Prevost? Har han læst fortællingen?

Tusen tak for sist, atter og atter. Hilsen til Deres hustru og til
den finske dame.

Deres hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

Karoline deler alle mine hilsener! Det kan De vite.

Hvor den fru Heydenstam må være vakker! Takk for fotografierne.

SIDE: 253

Til Ann Margret Holmgren.

Aulestad 12/11 1906.

Kjære Ann Margret. I Svensker har så vondt for å forstå om-
slagshastigheten i de norske sinn. Jeg har altid tægnet ut av den;
men neppe så utfordrende som nu, fordi jeg aldrig før har hat med

SIDE: 254

et så lunefuldt, forkjælet egoist-mænneske å bestille. Et så souve-
rænt, selvbeundrende vilje-mænneske. Ti hun beundrer sig jo selv,
når hun tilgir ham, - ikke å tale om, da hun gik in til ham. Husk
hennes monolog før hun gik ned til frokosten, det eneste sted, der
jeg har tilladt den luksus i fortællerformen. - Husk ham knælende
foran henne æfter overfallet, og at intet i hans atmosfære eller be-
rørelse var henne mot. Og husk latter-intermezzoet, som strøk bort
det stramme i scenen. Hun er jo så omskiftelig.

Du siger, du hadde heller ikke tålt, at han vilde danse med dig -
efter først å danset med Alice, det må du lægge til.
Ti hadde han først danset med dig, hadde intet været i vejen. Men
det med Alice -! Ja, du ser hvad Alice selv siger bakefter om det.
Hvad han ikke hadde tænkt på! - Mary er jo besynnerlig. Hun
blev rasende over at Jørgen Thiis så henne deroppe fra højden av.
Hun hadde efter det aldrig villet se ham mere. Men da han gjorde
det meget værre å ville storme intil henne, - forsonedes hun! Grun-
nen for det står der.

Saken er: hun er meget vanskelig å analysere, og jeg har ikke
gjort det lettere ved den knappe form, jeg har valgt. Men den
måtte dennegang til. Alene således kunde jeg tournere dette inne-
sluttede, i sin souverænitet utilgjængelige, kaprisiøse væsen, som
jeg ælsker! Hun har med sine fejl gjort kvinnerne en uvurder-
bar tjeneste: hun brøt ut av hunderejsen, selv da hun visste, at det
gjaldt livet! Og indirekte ved å få en ædel man til av kjærlighed at
redde en kvinne! Det motsatte har vi set så ofte, at det virker som
en åpenbarelse, når ænnelig også en man gjør det! Men har du
set manfolkenes forbauselse og uvilje?!

din B.B.

Jeg sitter her syk. Kom syk fra Kristiania som altid. Hilsen fra

din B.B.

Til Henrik Hedlund.

Aulestad 27/1 1907.

Kjære væn, fru Margret Holmgreen, som er her, har fra beste
kilde, som hun ikke vil oppgi, at kejseren under sit møte med kong
Oskar 1905 (i Falun) hadde git ham to råd: enten å la Nordmændene

SIDE: 255

få en Bernadotte, eller å slå løs for sin norske krone, i hvilket til-
fælle han tilsikkret ham sin hjælp.

Dette er overmåde vigtigt å vite, bl.a. for kong Oskars æftermæle
(og hans daværende regjærings.)

Vil du skaffe mig full, pålitelig besked om dette?

Saken er, at jeg efter Tageblatts intrængende ønske har skrevet
om kong Oskar, hvad som offenliggjøres den dag han dør. Men jeg
vilde anse, hvad jeg har skrevet, for ufullstændigt, hvis et så stort
faktum ikke fik tale med.

Jeg gjør rægning på din discretion, og på din hjælp. -

Tack Torsten for hans vakre og veltalende brev. Jeg er i nogen
forlegenhed med svaret; ti jeg er ikke så kjænt i de regioner som
han. Jeg har ikke selv astral-kræfterne; alt dette er utenfor min
bevissthet, hvor meget jeg æn agter dem, som ut av sin tro er så
ædle og højsinnede som han.

Jeg ber dig læse "Le Témoin", et humoristisk-politisk illustreret
ukeblad, som Dagny og hennes vænner utgir i Paris. (Dette er en
hemmelighed.) Det har på få numre vunnet en sådan plass, at det
får de allervigtigste oplysninger fra regjerings-kontorer, banker,
institutioner, som har været nødlidende med dem under den nu-
værende pressetilstan.

Jeg henleder især din opmærksomhed på nr 3 for dette år, op-
lysningerne om det siste russiske lån. De er fra selve kildespringet;
mere tør jeg ikke si. Aldrig har jeg eller du eller nogen i et nor-
disk land læst maken.

Du burde ta det! Du burde henlede andres opmærksomhed på det.

Bladet leverer intet usømmeligt eller løsagtigt. Det er derpå det
vil gjøre sin lykke - i Paris. Og det går!

Hilsen til eders familier, eller rettere: til vore slægtninger i
Göteborg

din
B.B.

SIDE: 258

Til Maria Hedlund.

Roma, Corso Umberto, 397 20/9 1908.

Du kjære, kjære Mia, her kom fru Holmgreen og fortalte, at nu
var du blet så syk, og igår din søster. Vi er helt opskræmt, Karoline
og jeg.

Jeg har siden gåt her, og tænkt på vort samliv, fra du åpnet for
mig, den første gang, jeg besøkte dere. Jeg tænkte på alt, som vi
har hat sammen til glæde og gagn både for os selv og mange flere,
ja, til nytte for vore fædreland. Men især tænkte jeg på dig, din
stærke troskap, din varme ævne, din betydelige insats overalt der
du var med. Ti det var aldrig halvt det du gav eller offret din tid
og omtanke til. Din forståelse var over de flestes, og også din
kraft. Du hører blant dem, som vi holdt varmest av, til dem, om
hvem vi visste, at de aldrig svigtet. Du kom igjæn i onde dager og
i gode, og aldrig med annet sinnelag æn Mia's eget, kjænt og kjært
fra første til siste dag. Det er jo sjælden å træffe en så storslagen
trang til å gagne og gjøre ret. Du vet neppe selv, hvad du altsammen
har været med å bygge op i mænnesker, svakere æn dig. Og i de
forhold, som lå innenfor dit område. Ej heller har du altid kjænt
den stærkeres hjælp og ordningsævne som selvgivet; andre kan den
i øjeblikket ænog mishage. Men du kan være sikker på taknemlig-
heden. Endvidere på, at deres, som var helt klar over, hvad du var
for dem, er så stærk, så varig, at den betaler for alles. Vor hører
til dem. For vi har å takke dig fra os, fra dem, du lærte å kjænne
gjænnem os, og fra vort land; for vi vet, hvad hjærtelag og stille
omsorg du har ofret også det. Må du få løn i dine kjæres lykke;
den gjør dit hjærte best, og der er den varigst og sannest; de er jo
din ånds, dit hjærtes, din personligheds værk.

SIDE: 259

Måtte disse linjer træffe dig i en god stund, så de gav dig den
fulle følelse av vor trofaste kjærlighed til dig, til din man, til dit
hus, til din slægt. Karoline hilser innerlig.

din Bjørnst. Bjørnson.

Til Selma Lagerlöf.

Telegram. Kria. 20/11 1908.

Kjære veninde. Vore inderligste lykønskninger.

Karoline og Bjørnstjerne Bjørnson.

SIDE: 261

Til Ann Margret Holmgren.

Paris, avenue Ingres, 4 27/4 1909.

Min kjære væn, jeg ser ikke klart av dit brev, om det er for
kvinnesaken som et betydningsfullt led i fredssaken, at her skal
tales, eller om det er for fredssaken. I siste fall vil jeg gjøre dig
opmerksom på den propaganda jeg i de senere år har drevet for,
at alle fredsvænner må gå løs på krigsårsakerne i deres nærmeste
nærhet, og at de, hvis de længer forsømmer det, blir halvt overflø-
dige; ti nu er jo så mange av deres gamle ærind besørgede av faste
institutioner. Herom har jeg atter nylig skrevet et opsæt, som,
straks det trykkes, skal sendes dig. At jeg da skulde tale om freds-
saken og ikke opmane, i første række, til å forsone Nordens folk,
kan ingen kræve av mig. Voila!

Jeg har nætop lat direktør Michaelson, på begjæring, bli sendt
mit ny stykke. Jeg har sagt, at du plejer å være min oversætter,
men at man riktignok har funnet, at du ikke var tilbørlig kjænt med
scenens sprog. Jeg har pekt på, at man kunde la oversættelsen gjen-
nemgå av en, som var det.

Annerledes kunde jeg ikke gjøre det.

[...]

Vi hilser dig alle på det innerligste, du kjære, kjære!

din gamle væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 263

Til Verner von Heidenstam.

Paris, avenue Ingres 4 2/5 1909.

Kjære væn, Deres digt til solen i v. Zetterströms album er et stan-
darddigt, en oratorium-tekst, som må ha sin musik.

Det satte min sjæl i svingninger, så jeg supplerte det med ved-
lagte.

Nu ønsker jeg meget, at begge sammen offentliggjøres. Jeg
riktig fryder mig til det.

Jeg ber Dem invilge i det. "Morgenbladet" i Kristiania sætter
sig i forbindelse med Dem, så der blir avtalt, når det samtidig
kan trykkes der og i et svensk blad av Deres valg. "Politiken" i
Danmark bør være med om det, hvad også "Morgenbladet" arrang-
erer. De er en formuende man; men jeg for min del ønsker ikke,
at mit digt trykkes under 100 kroner, en sum jeg også sikkrer Dem
både i "Morgenbladet" og "Politiken"; jeg gjør prisen til vilkår.

Om fjorten dager drager vi herfra. Jeg har her fullendt et lyst-
spill, om jeg tør kalle det så. Det er i hvert fall morsomt og en sikker
succès de théâtre æfter alles omdøme, som nu har læst det på for-
retningens vægne.

Jeg tænker stærkt på å besøke Dem. Min hustrus og min innerlige
hilsen.

Deres hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 264

Til Verner von Heidenstam.

Paris, avenue Ingres 4 14/5 1909.

Kjære, kjære v. Heidenstam, tak for brevene og inbydelserne!
Tanken var i august å ta del i det store internationale fredsmøte i
Stockholm, der jeg av kvinnernes freds-forening var inbudt til å
holde en av de tre taler, som skal holdes. Men jeg har ombestæmt
mig. Jeg vil ikke, i de få dager, jeg har igjæn, sprede mig så stærkt.
Altså jeg rejser ikke.

Det var på den vej og da, at jeg tænkte, vi skulde besøke Dem.
Slet ikke nu. Men om det ene ikke blev av, det annet må bli av. Vi
rejser ut igjæn tidlig i høst, og da må vi komme til Dem, som vi
begge ælsker og beundrer. Sig mig bare, hvorledes vi, når vi kommer
nordenifra, kan nå beneste vej frem til digteren i skogen?

Hadde vi tænkt på, at vi alt nu i vår kunde besøke Dem, så hadde
vi lagt rejsen annerledes. Men før Deres brev kom, hadde vi tat

SIDE: 265

mot en festmiddag her, som skal holdes idag, og en inbydelse til
imorgen; i overmorgen rejser vi, for å være over hos venner i Ham-
burg og et par dager hos Bjørn i Berlin og et par dager hos vænner
i Kjøbenhavn, for den 1ste juni å begynne badekur i Larvik.

De ser, at vi, lik annet storfolk, har almanaken fulltægnet mange
dager forut.

Kjære, kjære, store væn, jeg glæder mig så til å se Dem i Deres
hjæm. Karoline hilser med mig.

Deres
Bjørnstj. Bjørnson.

Til Verner von Heidenstam.

Kbh., Hotel d'Angleterre 24/5 1909.

Kjære, kjære v. Heidenstam,

Kristiania, Niels Juels gate 16, stilet (ikke til mig, men til) Karo-
line, - således skal der forfares med det honorar.

Tak for Deres brev og Deres godhet og ælskværdighet! Ja, jeg
takker guderne for Dem, hvergang De glir in i mit sinn.

Deres
B.B.