Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 7 Av Bjørnsons artikkel: Den moderne norske literatur. (Skrevet for "Forum" i New York. 1896) - Der kommer den norske digterflaades elegan- teste skude, eller ærligt talt dens eneste elegante. To lange, blanke staalpiber stikker frem forud og viser, at den sejler ikke til lyst. Og som de hurtig- skydende kanoner er de allerbeste, saaledes alt andet ombord, nyt, stateligt, skinnende av puds. Men ikke som det, der er paa moden. Hans eget snit er i det, paa trods av moden, stolt udfor- drende. Høsten 1878 var jeg paa det berømte bal, som Frankrigs præsident, marskalk Mac-Mahon, gav i Versailles slot. Jeg havde gjort et slag gjennem den store spejlsal sammen med den norske kjæmpe, maleren Fritz Thaulow, da jeg fik øje paa en ung mand end mærkeligere end Thaulow. Han var den stauteste og vakreste mand blandt alle disse tusen. Jeg saa ham jo ogsaa i forstørrelse av stedet, prag- ten, musiken; han tog sig ud som en aabenbaring fra et større og kraftigere folk. Alle saa paa ham; de kunde bare ikke begribe, hvorfor han ingen av SIDE: 8 sine storkors havde paa; ti han var da mindst en kongelig prins fra et fjernt sneland, hvis slægter endnu havde race. Og jeg nægter ikke, at jeg blev stolt, da han kom over til mig og talte norsk; det var Alexander Kielland. Denne gudernes yndling, der traadte fuld færdig ind i literaturen med nyt æmne, ny stil, og med en glans over det som av sin egen person i Versailles spejlsal, - havde han viet sig moden, var han ogsaa blet menneskenes yndling. Alle de ydre og indre egenskaber, som skulde kunne gjøre ham til salonernes udkaarede, ja, hele folkets enfant gaté, var her forenet, han havde utvilsomt ogsaa en begjærende fristelse i sin livslyst; der spruter jo op av den i hver linje, han skriver. Men Alexander Kielland er vor literaturs karak- ter, dens mandigste skikkelse. Han sa en dag, da der havde staat et mer end almindelig gement opsæt om ham i vort største konservative blad: "Jeg er mere stolt, naar jeg læser saadant om mig i det blad, end av den mest smigrende omtale i et frisindet." Baade hans bøger og hans liv godt- gjør, at dette var sant; saaledes følte han. Naar man med stil forstaar en interessant, intelligent personligheds evne i foredraget, uænset hvad dette ellers kan bære paa, - rent ud for- men, men vel at mærke et rigt menneskes form, ikke det glatte, det behændige alene, forfatteriets SIDE: 9 følelse for vellyd, nej, en sjæls karakteristiske tale til sjæle, - ja, da er Alexander Kiellands stil den mesterligste, som fællesliteraturen ejer siden Lud- vig Holberg, i alle fald i Norge; men jeg tænker baade i Danmark og Norge. Ingen andens er paa en gang saa vittig og fyndig, saa smidig og man- dig, - et ungt dyrs rørelser i leg, i tigersprang, men altid i ynde. Og dette er alene dens ene side. Naar hans trang til samliv med naturen faar digte frit, naar hans inderlige broderkjærlighed hviler ud efter kampen og dvæler i beskuelsen.... ja, da søger og finder han farver saa henaandende, som vi ellers bare træffer dem hos de sentimentale kunstnere. Men i alt, han har skrevet, ikke et stænk av sentimentalitet; bestandig det aller friskeste vejr. Derfor staar der slig glans av det. Synes foredraget undertiden indsmigrende, da tag dig iagt! Det er da, det blir frygteligst. Jeg vil straks give et citat, - det eneste i min avhandling. Jeg er sikker paa, at saa meget det end taber i oversættelsen, det vil dog rykke alle med. [fotnotemerke] Citatet er fra hans skarpeste bog "Arbejdsfolk", deri han trænger ind i et bureaukrathjæm - ikke stilfærdig som Jonas Lie for paa én gang at støve ud og redde. Nej, for at kaste hver evige smit og smule paa gaden. Der er graad i hans latter, mens Fotnote: Henvendt til Forums amerikanske læsere. SIDE: 10 han gjør det, - saa rasende er han over alt det i folket, som slige hjæm har ruineret eller jaget paa emigrantstien. Tænk dere Nordens vittigste pen skjære op et sligt æmne! Og saa midt i det hvile ud i en idyl som denne: "Langs opefter Nilen sad tæt af fugle og stegte sig i den gloende sol. De pillede og ordnede fjæ- rene, slog et par slag for at prøve vingerne, snap- pede dovent en orm eller et firben, hvoraf det myldrede i sumpen. Men der var altformegen mad, altfor varmt, altfor stille; de længtede efter koldt regn, graa luft og friske storme. Talløse flokke af graagjæs og svaner svømmede om i de aabne steder mellem sivene indover de vidtstrakte sumpe. Heirer og storke ragede op hist og her; sammenkrøbne stod de paa et ben og hang med næbbet; de kjedede sig noget ganske forskrækkeligt. Alslags snepper og vandfugle, viber, brushaner, ringgjæs, vandhøns, vagtler, svaler - ja lige til den simple stær, - alle kjedede de sig, saa fjærene holdt paa at falde af. Ibisen forargede sig over dette fremmede graa- klædte pak og nedlod sig endogsaa til at beklage sig for de taabelige flamingoer, som den ellers foragtede saa dybt. Krokodillerne plirede med de slimede, lysegrønne øine og snappede af og til en SIDE: 11 fed gaas, saa der løftede sig et skrig og et skraal, der besvaredes opover og nedover floden, døde hen langt - langt borte; og stilheden fra ørkenen lagde sig atter over det gloende landskab og den træge mylder af fugle, der sad og ventede - de vidste ikke rigtig hvad. Da fløi en liden graa fugl bent op i luften, stod stille deroppe et øieblik og slog uhyre hurtig med vingerne, mens den kvidrede en kort stump; der- paa dalede den ned igjen og skjulte sig i græsset. Hele fugleskaren havde løftet hovedet og lyt- tede. Og saa blev der en snadren og kvidren og urolig mudder i hver en krog. Unge lapsede viber fløi op og gjorde rundkast i luften, for at vise, hvor godt de fløi. Men tranerne, som tog det fornuftigt, holdt generalforsamling for at overveie lærkens reise- forslag. Thi alle havde straks kjendt lærken paa lyden; skjønt det var ikke mere end to-tre toner, han havde faaet til; sangen var ikke rigtig kom- men i struben endnu. Men medens tranerne raad- slog, lød der et forskrækkeligt plask, og luften blev ganske formørket. Det var graagjæssene, som lettede. I store flokke delte de sig, sværmede om i luften, ordnede sig derpaa i lange rækker og forsvandt nordover, medens deres skrig tabte sig i det fjerne. Stæren reiste sig i sorte masser og brød op, SIDE: 12 viberne fulgte; storkene skruede sig parvis høit op i luften, indtil de næsten blev borte, og tog saa veien nordover. Tranernes generalforsamling gik aldeles overstyr i den almindelige forvirring og uro, alverden vilde afsted, der var ingen besin- delse mere, hvert øjeblik passerede nye flokke udover Nord-Afrika - hilsende hver med sit næb det smilende blaa Middelhav dernede. Nattergalhannerne lurede sig afsted om natten i smaa selskaber; de vilde finde de kjendte steder i Provences rosenbuske eller i bøgeskovene paa Sjælland, saaat de kunde have sine smukkeste sange færdige og indøvede, naar hunnerne kom. De norske lærker ventede i det længste; men da de danske drog, fulgte de med for gammelt ven- skabs skyld. Reisefeberen greb i den grad om sig, at endog svalerne og gjøgen maatte afsted; de vilde ialfald flyve over Middelhavet, saa kunde man betænke sig. Ibisen gjenvandt sin sindsro og skred gravitetisk som en erkebisp henover stranden; og de rosenrøde flamingoer veg ærbødig tilside for hans hellighed, idet de med en andægtig mine sænkede sine taabe- lige hoveder med det knækkede næb. Stillere og varmere blev der langs opefter Nil- strømmen. Krokodillerne maatte nu nøie sig med negerkjød eller en sjelden gang en seig engelsk turist. SIDE: 13 Men nat og dag fløi trækfuglene nordover. Og alteftersom de kom over kjendte steder, dalede hver flok til sit hjem, raabende farvel til dem, der skulde endnu længer, spredende liv og lystig- hed over det gamle forfrosne Europa - i skov og mark, rundt menneskenes huse og langt ud i sivet i de stille søer. Der var tæt af smaa røde rosenknopper i Italien; æbletræerne var ganske oversneede med blegrøde blomster opefter Sydfrankrige, og paa boulevarderne i Paris begyndte bladene paa ka- stanjetræerne at sprænge de glinsende, seige hylstre. De gode borgere af Dresden stod paa Brühlsche terrasse og solede sig, medens de iagttog isstyk- kerne, der kom drivende med floden og taarnede sig op foran de svære bropiller. Men nordenfor blev det koldt; sneflekker hist og her og en sur vind fra Nordsøen. Lærkeflok- ken minkede, altsom den fløi. En hel mængde skulde ned paa sletterne ved Leipzig og siden paa Lüneburger Heide; og da resten kom opover Sles- vig, spurgte de danske lærker, om de norske ikke havde lyst til at vente lidt og se veiret an. Sneen laa langs grøfter og gjærder i Jylland, og nordvesten ruskede i gamle Danmarks bøge, hvor de brune bladhylstre sluttede forsigtigt om de sammenkrøllede blade. Fuglene krøb sammen bag stene og indunder lyngen; somme vaagede sig SIDE: 14 helt hen til bøndernes huse, hvor spurvene gras- serede, som om de eiede det hele. Alle var enige om, at man var kommen altfor tidlig afsted, og havde de bare havt tag i den galning, som lokkede dem fra Ægyptens kjødgry- der, havde de vist ribbet ham. Endelig kom der da søndenvind; de norske fugle sagde tak for sig og fløi over havet. Hjemme i Norge saa det fra først af bedrøveligt ud. Sneen laa langt nede i dalene og alenhøi inde i de tætte skove. Men søndenvinden var kommen med regn og saa gik det i en ruf, - ikke gradvis og fredeligt, men med bulder og brag og sneskred og fossende elve, saa landet lignede en jætte, der vasker sig medens det iskolde vand skyller nedover de senestærke lemmer. Og lette slør af lysegrønt lagde sig over de unge birketrær i lierne; inde i de stille bugter i fjordene; over sletterne vestude mod havet, over multemyrene og heiene; opefter rifter og kløfter og trange dale mellem fjeldene. Men paa toppen blev sneskavlen og bræen liggende, somom de gamle fjelde ikke gad lette paa hatten for slig en flygtig galning af en sommer. Og solen skinnede saa varmt og fornøiet, og vinden kom bærende med endnu mere varme søn- denfra, og tilslut kom gjøgen som overceremoni- mester, for at se, om alt var iorden; han fløi hid SIDE: 15 og did, satte sig saa i en ung birk inderst inde i en lun vig og gol: Vaaren var kommen; gamle Norge var endelig færdigt! Og der laa det - høit og skinnende fagert i det blaa hav; - saa fattigt og magert - saa friskt og sundt og smilende som et renvasket barn. I havnene langs kysten blev der liv og travlhed, og hvide seil krøgede sig ud gjennem skjærgaarden og forsvandt henover havet. Skierne blev stukne op under bjælken, slædefællen blev drysset godt med kamfer og hængt væk; og ligesom bjørnen, naar den kommer ud af hiet og ryster sin lodne pels, saaledes rystede folket sine tunge lemmer, spyttede i næverne og tog fat paa vaarvinnen. Nedover elvene drog tømmerfløderne og slap- sede i det kolde snevand; i de brede frugtbare bygder skar plougen lange, sorte striber; langt nordpaa gik folk og stellede med klipfisken, som laa udover de nøgne bærg; paa de flade sletter vest mod havet kjørte de tare udover markerne, og inde i heien stod en liden surøiet mand og stirrede efter en gulblak hoppe." - - Er der noget folk, som har en skjønnere nationalsang, endda den ikke er skrevet paa vers? Hvorledes har det gaat til, at en digter, der forherliger sit fædreland, som han har gjort det her, og som har givet os billeder (jeg nævner her SIDE: 16 ét eneste: "Else"), der tilhører samtidens fineste kunst, og som er den norske literaturs stolteste karakter, - hvorledes kan det gaa til, at han har maattet forlade den? Ja, at han har faat avslag av stortinget paa sin gjentagne ansøgning om digterløn, hvad alle hans samtidige kolleger har? Og at deri var ikke alene højre enigt til siste mand, men ogsaa en stor del av venstre, - med venstreregjeringen i spidsen?! Det skéte midt i det værste politiske opstyr. Politiken kan jo være det ædleste, et folk har; den burde ogsaa altid være det, ti den er samtidens højeste form for næstekjærlighed. Men i almin- delighed er den en graa væv av middelmaadighed, og undertiden, og det ikke saa sjelden endda, en folkeraahed i extrakt. Ethvert folk har det, der gjør os stolte av at tilhøre det; men det har ogsaa det, der ydmyger os. Er der dygtighed i os, saa er det det siste mer end det første, som lægger kraft i vor kjærlighed. Det havde Alexander Kielland vist, - og det blev hans brøde. Situationen var kritisk; alt det, den opskræmte konservatisme ejet av bekymring og from misfor- nøjelse la sig omkring hans stolte skude, og pøbel- agtigheden og dumheden udenom. Jeg tænker med det første ord ikke paa de stakkars udskudte, der skjændes og slaas for livet derude ved avfalds- haugene, den eneste plads vi har levnet dem. Jeg SIDE: 17 tænker paa hykleriets pøbel, folkefrieriets, konge- frieriets. Jeg tænker paa de urene instinkter i kun- sten og forretningslivet. Ombord i den altfor fornemme skude stod en mand paa kommando- brettet, der havde jaget grusomt paa dem alle- sammen; her havde de ham endelig! Den første politiker, Norge har havt, Johan Sverdrup, var formand i regjeringen; han havde høstet, hvor Alexander Kielland havde saaet. For politisk vin- dings skyld fornægtede ogsaa han i den kritiske stund literaturens ridder sans peur et sans reproche. Hvor mange Alexander Kiellander skal her falde, før den politiske moral er rensket? Jeg nævnte ogsaa dumheden. Vi er jo et færskt folk uden kunsttradition; selv hans beundrende venner forstod ikke helt ud, hvad han var. Den- gang herskede nemlig naturalismen eneraadigt, og han forvirrede manges fattige begreb, naar han i karikaturens forkortning med et par streger gav mere end det flittigste palettebrug i tre døgn. Men stilen? Forstod de ikke at skatte hans stil? Ja, sæt det kostbareste porcelæn foran en skikkelig nordmand, som ikke har havt lejlighed til at sam- menligne og studere, - han vil finde de teg- ninger der vel flygtige og farven temmelig veg. Hvad ved han om, at franskmændene regner madame de Sévigné's breve til deres kosteligste bogskat? At alene Alexander Kiellands breve (de SIDE: 18 fleste endnu private) vilde være nok til at sikre ham udødelighed; man kan ane det bare av det citat, jeg ovenfor gav, hvad for en skat av aand- fuldt fortrolig skøj, den mand sidder inde med, - skøj av den art, som alene byder sig, naar man ser fra oven, "og ofte ler for ej at græde". Jeg vilde lægge ind et eneste citat fra norsk literatur. Fordi han er den mishandlede, laante jeg det fra ham. SIDE: 19 p. t. Kristiania 79, 14. okt. Kære Kielland, tak for brevet, din laps! Du har en blandings- form, som er din egen; du behøver ikke at tage patent på kompositionen; ti de finner den ikke; den er din hæmmelighed. Dine brev fryder mig, først fordi de er mageløse, dernæst fordi der er fræmtid og rigdom i den, der har skrevet dem; hvis du blir fed, så betyder det overflod, og ingen skriver godt, som ikke giver af sin overflod, og ingen slås godt, som ikke har nogen kraft at løbe på. Du tar svært fejl, når du tror, jeg vilde gavne dig, da jeg berømte dig i Dagbladet; nej af al min ævne skade dig, vilde jeg ved at hænge dig i din egen elegante ramme op på væggen ved siden af alle, som fortiden er hadede i dette elskvær- dige land. Jeg vilde prøve at gøre det så, at du ikke kunde løbe væk. Men så kommer Wullum, det afskum, og viser dig, hvorledes du ikke er SIDE: 20 politisk anlagt, d. v. s. hvorledes du kan (og bør?) løbe bort fra alt ansvar her i landet og leve et nydelses-fult forfatterliv. Ti det er umuligt at være åndens man i vor tid og i vort land uden at opfatte alle i forhold til samfunnet, og dette kan ikke ske uden at have et både politisk og re- ligiøst syn på det og arbejde derudaf. Umuligt. Den strængest æstetisk anlagte natur kan ikke unlade det, uden at han alene er sukker-handler. Altså, ænnu én gang: ton rent flag! Du ser, du kan, - jeg håber du vil! Dette er min glæde, når jeg tænker på dig og når jeg får bud ifra dig. Jeg begynte den religiøse strid rent tilfældig, d. v. s. måden jeg kom in i den på, og tiden, jeg valgte, var alt tilfældighedens værk; det er næsten altid så med mig. Men sagen, viljen har længe været færdig, og til æfteråret 1880 træder jeg op her i Kristiania med de hæbræiske myter som de nu ligger belyste; det jeg nu gør, er bare at vænne folk til skud. Alt vort fusk er grun- net i det religiøse. Vor slægts digtere må ikke fjase. De må være som Israels profeter, de må rævse sæderne, idet de rænsker dem fra inflydelsen af fusket og de hedenske forestillinger; de må atter inføre Gud blant den vantro slægt, idet de spre- der den fordommenes, overtroens tåge, hvori præsterne har inhyllet ham og derved vor moral- ske sol. Forstanden må få sine lige linjer gæn- SIDE: 21 nem tilværelsens fænomener, at den kan hurtigere, sikrere, sannere bemægtige sig livets kunskap og lade denne og erfaringen reellere bygge på vor karakter. Hvad der er over forstannen må få sin hællighed igæn derved at det fjærnes, som er imod den. Ja, lad mig ikke præke. Jeg blir da aldrig fær- dig. - Nu skal jeg til Wien; dette skrives ved min ankomst til Kristiania. Om væl en måned er jeg her igæn; ak, om du så var her, at vi kunde samles med andre i udvæksling af intryk og håb. Begynnelserne herinne er ikke mange; men de er her dog. Sars må du lære at kænne. Du måtte kunne gøre den rejse, du, som ikke er sjø-syg. Hils din hustru! Vænner har jeg væl ikke på den kant af landet; så du har væl hæller ingen videre at hilse. Din væn Bjørnst. Bjørnson. G. Brandes skrev mig til om dit stykke, som han sagde var godt arbejdet. Skavlan udtrykte sig mere tvilende. Men jeg holder fast på, at du må eje proverbe-formen. 30. jan. 80. Aulestad. Ja, kære Kielland, du vil næppe stødes over min uregelmæssighed, da du synes at kænne den, SIDE: 22 æfter alle de spidser at dømme, som du gir i dit brev; - men sanheden er, at jeg har ikke læst dit siste brev før idag. Jeg ejer ikke min tid på rejser; jeg ser, hvæm brevene er fra; men det er en rent vælsignet slump, om jeg får lov til at læse dem. Der følger dog det med min uregelmæssig- hed, at jeg har vænner, sådan tilgagns, og så be- tjener de mig, så jeg rent går bort fra mig sælv. Før jeg er af sængen er de over mig; jeg har aldrig i nogen by gjort et skridt alene, aldrig spist et måltid således, at jeg rigtig vidste hvor jeg spiste det, og aldrig læst en avis æller et brev annerledes, æn at nogen fant mig kedelig. Jeg håber din megen "forsigtighed" bringer dig i et roligere og værdigere livs-leje, og at din "indigna- tion" og "medlidenhed" inbringer dig otte ordener og mange pænger og usigelig megen beundring. Se, det kan du have igæn! - Jeg lever mit livs trang så fuldt ud som om- stændighederne tillader mig det, og så lar jeg Vor- herre sørge for ræsten. Vilde jeg gøre "anlæg", så tabte jeg hele umiddelbarheden, driften, sjælen i min virksomhed. Jeg bryr mig satan om hele kompagniet, og jeg skal tåle, om de prøver at gængælle ligegyldigheden; det går ikke, ser jeg; der blir overalt et hælvedes leven, sa meget de og lader, som jeg bare er en nar. - Men jeg drager SIDE: 23 ingen paralel fra min natur til din. Der er alene én ting jeg inprænter dig: vær tro! Tjen friheden! Dette ord udover alle strøg! Og læs! Min læs- ning bærer mig over al kedsommelighed in i det store sælskab af værdens frigjorte ånder. - Hvor jeg foragter vor teologiske samtid, vore præster og deres menighed! Men min foragt er abstrakt - jeg vil aldrig kunne gøre et ondt arbejde. Jeg vil aldrig kunne uddrive Belzebub ved Belzebub. - Du, som gør mur-sten, barn og vitser og en gang imellem krystalliserer denne din frugtbarheds- trang i et literært arbejde, du er dog mere æn snild, at du følger mig på min buede bane, der måske tilsist dog vil vise sig, at have været den beneste fortiden her i Norge. Ti troede jeg ikke, at den var det, så troede jeg ikke længer på min misjon, som er den: at gå ivej. Det er dette, vi trænger mest til. - Det kan se ud, som snart er jeg her, snart der, uforberedt, pludseligt. Men det er ikke så. De andre må engang æfter, uhjælpeligt. Vor udviklings-linje er denne; man skal få op- leve det. Poeternes stilling skal hærefter ikke blive den billige. Der skal blive givet et eksempel, som skal hindre nydelsens berægninger for deres liv. Det demokratiske folk med de fri sanheds-længsler kommer til at holde skarpt rægnskab. SIDE: 24 3. febr. 80. Ja, brevet blev atter liggende, og så kom dit. Jeg føjer bare til, at Hedlund fik dit opdrag; han er ved rigsdagen i Stockholm. Hils Sars! - Lev væl! din Bj. Bj. Til din roman den hjærteligste lykke! Ak, hvor- for skriver du romaner, når du kan skrive hæn- nes, som kører til bal! [fotnotemerke] Jeg har ællers gjort det så, at Torsten Hedlund i Gøteborg, redaktørens søn, som styrer det smuk- keste bogtrykkeri i Sverige (Handelstidningens aktiebolag) får mine bøger, og så deler vi tab og gevinst. Han er den skønne ærlighed selv. I dette fall købte vel faderen den først til bladet. Spring i det! Du står dig på det, og du har der vænner for livet, hvis du engang træffer dem æfter at have havt en handel med dem. 26. febr. 80. Hjærtelig vælkommen, - men du kommer ikke! - Dine forelæsninger vil naturligvis gå godt. Vor- hærre har jo gjort sit med dig, og skjortefabri- kanten og skrædderen også, kokken ikke at for- glæmme. Hvorfor så ikke gå godt? Du har ænnu Fotnote: "Balstemning" i "Novelletter" 1879. SIDE: 25 ikke fornærmet en flue således, at det fæ sælv forstod det. Ænten ligger der nu brev til dig fra S. A. Hed- lund (den gamle, som fortiden er på rigsdagen) æller der kommer et. Vil du ikke til en forlægger i Tyskland? En rejse hid om aftale i så hænseende vilde lønne sig for dig, tror jeg. I så fall et par ord om når; ti jeg må aftale det med Konow på Tjerne, så du første dag kan køre did og hvile der med din ælskværdige i en hærskabs-sæng og også ællers hvile ud en dags tid, før du tar hid. Mine hæste møder dig i Lille- hammer. Din B. B. [Omkring 1. april 1880] Kære, dit digt har grebet alle, som jeg har læst det for; mig forekommer det ikke rigtig færdigt. Jeg ved- lægger to, om hvilke du kan sige det samme. Ællers gør jeg intet annet æn skrive digte for tiden, og jeg tænker, at ænkelte vil man blive glad i; ti de trænges, såsom de bærer på nogle af tidens tunge tanker. Det har i en måned æller mer været mig umu- ligt at skønne, hvor du opholder dig - om i Stav- SIDE: 26 anger, midt mællem denne by og Throndhjæm, æller i Throndhjæm. Vorhærre, som tager sig sær- lig af alle pene mænnesker (og du hører jo til dem) ved det væl, så jeg på god tro sender dette etsteds hen ved Nordsjøen. Vælkommen!!!!!! og din hustru!!!!!!! din B. B. Køb: Victor Hugo och det nyare Frankrike, en studie af P. A., Stockholm, III delar (Central- boktryckeriet). 26. juni 80. [fotnotemerke] Kære Kielland, kære Beate Kielland, kære, kære mænneske-børn, - gid vi snart må finnes igæn, se, det er "hoved-intrykket" æfter eders ophold; ti I er rykkede in i aller-aller-første linje af vore vænner, ja, forbi nogle af de bedste; det er for galt, at mænnesker, som så godt kunde leve ihob, skal sidde og tude i brev-tuden til hværandre fjortende hvær dag æller kanske halv-året imel- lem. Jeg har navnlig i dig og din virksomhed og din voksen op mod at blive en man - den største glæde af noget ænkeltmænneske, som Nor- dens hele offenlige forhandling frembyder for min betragtning; du er min morgen- og aften- Fotnote: Skrevet efter Kiellands første besøk på Aulestad. SIDE: 27 tanke; jeg ved ikke alt det gode, som jeg tror dig istan til at udrette; du er en mellem-sort, som hele vort aandelige liv har savnet; du slår så usigelig meget ihjel, som har været noget, og du samler så meget som mænneskene ikke så havde slægtskab. Og æfter dette kæleri (hvortil siden i al uskyldighed skal komme et for din hustru!) går jeg over til dagens tekst. - Farerne ved et norsk foretag (tidsskriftet næm- lig for ugudelighed) er nævnte, når Sars's dvask- hed og lidet mod og de andres absolute mangel på mod er nævnte. Farerne ved dit, et dansk foretag, er ikke mindre; tidsskriftet blir da en smaus for dine fættere; men uden nogen nævneværdig nytte i norsk samfuns-liv. Og da kommer slæt ikke Sars med! Jeg kænner ham! Da får vi væl en afhandling af ham, kanske to; men hans styrke, den største i Norden, en leende gænnemgåelse af alle modpartens inkonsekventser og uholdbare på- stanne, dette kommer denne ofte Voltaireske pæn da rent til at lade flyde over i samtalens skval- der! - Jeg inrømmer dig din Papir-Kineser og dit ele- gante titelblad; så meget bør betales for dig. Men lad os tage tingen norsk: altså almenfatteligt inhold, oversættelser af udmærkede æmner i vor tjeneste, lad også mig få lov til at fortsætte fag- mæssig kamp med teologerne ved siden af min SIDE: 28 roman og mine digte. En videnskabelig-æstetisk "Verdens Gang", men udstyret som en Kineser til Kiellands privat-fornøjelse. Kan, vil I ikke dette, - væl, så vænter jeg, ti det kommer nok! Men jeg skal også deltage i eders danske udstilling af fine sager til moro for et ligegyldigt, mest dansk publikum. Jeg er så bange for at din Brandes ikke er noget mænneske (omtrænt som Sverdrup hos os), at han er en abstrakt begejstring for nogle ideer. Og slige folk hugger så ofte i sten. Hvad er det for en bog han har skrevet, og hvori også jeg er nævnt? - Jeg skal ingen hindring være; men jeg har mere folke-instinkt æn I. I forholder eder til abstrakte sanheder; jeg til savn. Din Beate, du? Ved du også rigtig, hvad dette er for et fint stykke mænneske? Der falder tre skiftende belysninger over hænne i et ganske lidet øjeblik, så let bevægelig er hænnes følelse, så san- dru hænnes sansning, så naturlig smidig hænnes for- stan. Og så er hun trofastere æn du, ædel i sine sympatier, ren, let, fin som en hind. Du må blive daglig mere af hænne; dette er din fræmtid, som dit gode instinkt sagde dig midt i ungdoms-rusen. - Se så! - Karoline fryder sig, hværgang der kommer brev fra dig. Altså: lad ét følge dette! Gratulerer med SIDE: 29 stenen! Hvad siger folk om romanen? Er intet annet oplag bebudet? - Jeg vil ikke tale om mit idag. Din Bjørnst. Bj. p. t. Bergen 8. juli 80. Kære, fri rejse og otte måneders ophold i Boston, hos Ole Bulls familie kan jeg for min udviklings skyll ikke forsage, skønt jeg tuder som en skole-gut ved at forlade Karoline, hjæmmet, landet. Men en mans udvikling over alt. - Tids-skriftet bare norsk; danskerne rejser sit. Ja, jeg håber at jeg kan bidrage æn mere fra Amerika. Tak for sist! Hjærtelig tak til "onkel Axel"! En postmæster (om fast eller rejsende) har for- talt at du forgæves bad din far huse mig, at jeg hos A. Kielland først forlangte chocolade, frabad mig middag, æfter chocoladen forlangte middag, o.s.v. o.s.v. - dette morer nu Bergenserne sig med. Jeg fører prostitution over alle, som jeg berører. Ja, bed A. K. undskylle! Jeg kan ikke for det. Med Domino ikvæld til Hull. Å, det tar på, gamle gut! Hils din kone! Hils din onkel! Din Bjørnson. SIDE: 30 Karoline tirsdag herfra med Amund Helland på kong Håkon. Min adresse Boston: Norsk-svensk konsul. Minneapolis, Minn. 7. marts 1881. Mr. Alexander Kielland! Nejgu om jeg gider skrive mit brev til Howells af, så du må lade dig nøje med kladen til bevis på, at det er gjort, om også meget sent. Jeg er på rejser og brevene finder mig ikke. Min dyrebare "vestlænding", som længes æfter Danmarks fede græsgange (fy, for fanden!) og helst vil leve på gult kinesisk papir sammen med Edvard Brandes, et mænneske, hvori der ikke findes en bit originalt, plejende Norge som en kor- respondence med fru Amalie og fætter - ja, jeg husker ikke hans kristennavn, ikke engang hans fars (er det ikke Sømme?) - min dyrebare Væst- lænding, jeg slås og har det godt. Snestormene har blæst fra mig over 1000 spd., som jeg aldrig får igæn; før stormene kom tjente jeg 3000. Jeg tjener vel et par hæræfter med - ren netto, skøn- ner du. Ved siden deraf gør jeg så meget ondt som jeg kan, og alle torne skal ikke siden kunne rykkes ud. Vil du hilse din mishandlede hustru og den SIDE: 31 onkel, som ikke får sove længer æn du vil. Har jeg én væn til (forudsat din onkel er det), så hils ham, det dumme mænneske. Lev væl Bjørnst. Bjørnson. 27. juli 1881. Kære Kielland, du er jo så ubetinget morsom, at jeg ved synet af dit fine store sejl altid kom- mer i godt humør. Liker din bog? [fotnotemerke] Vist "liker" jeg den; jeg vilde ikke have undværet den for mange af mine. Den passer så udmærket i situationen. Men du er fallen i en snare, som jeg ikke faldt i, da jeg Fotnote: Arbeidsfolk. SIDE: 33 skrev "kongen", "det ny system" - du har af lyst til at vise, hvilken allerhælvedes kar den samme Alexander Kielland dog er, forsprængt næsten hvær eneste situation; og det er din store kunst uværdigt. Det overgivne er udbrud af kraft, og der er nok af det i din bog, og det er altid ælskværdigt at møde. Det overtægnede, det for- tægnede derimod, kan hos andre være mangel på øvelse, også frugt af for stærk indignation (eller begejstring); hos dig er det, såvidt jeg kan se, lyst til at gøre formeget i rætning af knald. Jeg siger som jeg har følt; du har bedt mig om det; men jeg vilde tie, til du bad mig én gang til. Og blir du sint, så forstår du mig ikke, nej, ikke engang begynnelsen til mig. Dog, det gør du. Jeg har altid følt mig innerlig væl hos dig og din ælskelige hustru, - og dette er frugt af forståelse. Å, du med dit "folkehad". Dette er jo ikke had; det er bare en overfladisk misliking ud af et overfladisk syn på et folk. Vi ælsker det, vi har natur fælles med, eller som korresponderer således med vor, at vi føler os uænnelig væl. Vi liker ikke det, som handler og er ud af en annen sort natur, æller er således i sin sammensætning, at vi stødes. Er det saa stærkt, at vi såres, krænkes, fortrædiges, og det i det dybeste, så har du væl tilsist hadet hos den, som ikke har annet at gøre æn at vænde synet til SIDE: 34 den kant, og som hæller ikke er istan til at opdage et undskyldningens moment for det, som gør os så vred. Men lad mig ikke bli filosofisk. Jeg har atter udarbejdet en tale "frygten for flertallet"; jeg har analyseret denne frygt og vist, hvor ugrunnet og hvor styg den er. Det er satan, at ingen annen kan gøre det ordentlig grejt for alment folk, så jeg må til. Men jeg havde nu virkelig lyst til at lægge min tid i annet. Da du væl næppe har fulgt med, kan jeg for- tælle dig, at fakultetsbetænkningen om det abso- lute veto æfter den korte debat til idag allerede er logisk og historisk uhjælpelig tilintetgjort i sine stærkeste argumenter. Mage til nederlag for et helt fakultet har væl ingen sét i sin egen samtid. Her er morsomt at være. Uhyre morsomt! Kamp i hvær eneste ting; jeg trodde aldrig, at jeg i min tid skulde få opleve et sådant alminneligt slagsmåls-paradis. Det annet må jo være til at rådne i. Nej, den ting forstod Nordboerne bedre æn Jøderne. Og det var ikke det eneste, som de forstod bedre. - Jeg har læst igænnem hvad jeg har skrevet; du har ræt, det er frygtelig utydeligt. Og så vilde du naturligvis have mere udførligt om din bog; men lad mig få slippe til den næste, hvis du ænne- SIDE: 35 lig sætter pris på min dom, hvorom jeg ubetinget tviler. Chr. Bruun kom her, som jeg havde fåt dit kære brev; jeg læste om Svenskerne for ham, og vi lo brilliant sammen