Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 7 Av Bjørnsons artikkel: Den moderne norske literatur. (Skrevet for "Forum" i New York. 1896) - Der kommer den norske digterflaades elegan- teste skude, eller ærligt talt dens eneste elegante. To lange, blanke staalpiber stikker frem forud og viser, at den sejler ikke til lyst. Og som de hurtig- skydende kanoner er de allerbeste, saaledes alt andet ombord, nyt, stateligt, skinnende av puds. Men ikke som det, der er paa moden. Hans eget snit er i det, paa trods av moden, stolt udfor- drende. Høsten 1878 var jeg paa det berømte bal, som Frankrigs præsident, marskalk Mac-Mahon, gav i Versailles slot. Jeg havde gjort et slag gjennem den store spejlsal sammen med den norske kjæmpe, maleren Fritz Thaulow, da jeg fik øje paa en ung mand end mærkeligere end Thaulow. Han var den stauteste og vakreste mand blandt alle disse tusen. Jeg saa ham jo ogsaa i forstørrelse av stedet, prag- ten, musiken; han tog sig ud som en aabenbaring fra et større og kraftigere folk. Alle saa paa ham; de kunde bare ikke begribe, hvorfor han ingen av SIDE: 8 sine storkors havde paa; ti han var da mindst en kongelig prins fra et fjernt sneland, hvis slægter endnu havde race. Og jeg nægter ikke, at jeg blev stolt, da han kom over til mig og talte norsk; det var Alexander Kielland. Denne gudernes yndling, der traadte fuld færdig ind i literaturen med nyt æmne, ny stil, og med en glans over det som av sin egen person i Versailles spejlsal, - havde han viet sig moden, var han ogsaa blet menneskenes yndling. Alle de ydre og indre egenskaber, som skulde kunne gjøre ham til salonernes udkaarede, ja, hele folkets enfant gaté, var her forenet, han havde utvilsomt ogsaa en begjærende fristelse i sin livslyst; der spruter jo op av den i hver linje, han skriver. Men Alexander Kielland er vor literaturs karak- ter, dens mandigste skikkelse. Han sa en dag, da der havde staat et mer end almindelig gement opsæt om ham i vort største konservative blad: "Jeg er mere stolt, naar jeg læser saadant om mig i det blad, end av den mest smigrende omtale i et frisindet." Baade hans bøger og hans liv godt- gjør, at dette var sant; saaledes følte han. Naar man med stil forstaar en interessant, intelligent personligheds evne i foredraget, uænset hvad dette ellers kan bære paa, - rent ud for- men, men vel at mærke et rigt menneskes form, ikke det glatte, det behændige alene, forfatteriets SIDE: 9 følelse for vellyd, nej, en sjæls karakteristiske tale til sjæle, - ja, da er Alexander Kiellands stil den mesterligste, som fællesliteraturen ejer siden Lud- vig Holberg, i alle fald i Norge; men jeg tænker baade i Danmark og Norge. Ingen andens er paa en gang saa vittig og fyndig, saa smidig og man- dig, - et ungt dyrs rørelser i leg, i tigersprang, men altid i ynde. Og dette er alene dens ene side. Naar hans trang til samliv med naturen faar digte frit, naar hans inderlige broderkjærlighed hviler ud efter kampen og dvæler i beskuelsen.... ja, da søger og finder han farver saa henaandende, som vi ellers bare træffer dem hos de sentimentale kunstnere. Men i alt, han har skrevet, ikke et stænk av sentimentalitet; bestandig det aller friskeste vejr. Derfor staar der slig glans av det. Synes foredraget undertiden indsmigrende, da tag dig iagt! Det er da, det blir frygteligst. Jeg vil straks give et citat, - det eneste i min avhandling. Jeg er sikker paa, at saa meget det end taber i oversættelsen, det vil dog rykke alle med. [fotnotemerke] Citatet er fra hans skarpeste bog "Arbejdsfolk", deri han trænger ind i et bureaukrathjæm - ikke stilfærdig som Jonas Lie for paa én gang at støve ud og redde. Nej, for at kaste hver evige smit og smule paa gaden. Der er graad i hans latter, mens Fotnote: Henvendt til Forums amerikanske læsere. SIDE: 10 han gjør det, - saa rasende er han over alt det i folket, som slige hjæm har ruineret eller jaget paa emigrantstien. Tænk dere Nordens vittigste pen skjære op et sligt æmne! Og saa midt i det hvile ud i en idyl som denne: "Langs opefter Nilen sad tæt af fugle og stegte sig i den gloende sol. De pillede og ordnede fjæ- rene, slog et par slag for at prøve vingerne, snap- pede dovent en orm eller et firben, hvoraf det myldrede i sumpen. Men der var altformegen mad, altfor varmt, altfor stille; de længtede efter koldt regn, graa luft og friske storme. Talløse flokke af graagjæs og svaner svømmede om i de aabne steder mellem sivene indover de vidtstrakte sumpe. Heirer og storke ragede op hist og her; sammenkrøbne stod de paa et ben og hang med næbbet; de kjedede sig noget ganske forskrækkeligt. Alslags snepper og vandfugle, viber, brushaner, ringgjæs, vandhøns, vagtler, svaler - ja lige til den simple stær, - alle kjedede de sig, saa fjærene holdt paa at falde af. Ibisen forargede sig over dette fremmede graa- klædte pak og nedlod sig endogsaa til at beklage sig for de taabelige flamingoer, som den ellers foragtede saa dybt. Krokodillerne plirede med de slimede, lysegrønne øine og snappede af og til en SIDE: 11 fed gaas, saa der løftede sig et skrig og et skraal, der besvaredes opover og nedover floden, døde hen langt - langt borte; og stilheden fra ørkenen lagde sig atter over det gloende landskab og den træge mylder af fugle, der sad og ventede - de vidste ikke rigtig hvad. Da fløi en liden graa fugl bent op i luften, stod stille deroppe et øieblik og slog uhyre hurtig med vingerne, mens den kvidrede en kort stump; der- paa dalede den ned igjen og skjulte sig i græsset. Hele fugleskaren havde løftet hovedet og lyt- tede. Og saa blev der en snadren og kvidren og urolig mudder i hver en krog. Unge lapsede viber fløi op og gjorde rundkast i luften, for at vise, hvor godt de fløi. Men tranerne, som tog det fornuftigt, holdt generalforsamling for at overveie lærkens reise- forslag. Thi alle havde straks kjendt lærken paa lyden; skjønt det var ikke mere end to-tre toner, han havde faaet til; sangen var ikke rigtig kom- men i struben endnu. Men medens tranerne raad- slog, lød der et forskrækkeligt plask, og luften blev ganske formørket. Det var graagjæssene, som lettede. I store flokke delte de sig, sværmede om i luften, ordnede sig derpaa i lange rækker og forsvandt nordover, medens deres skrig tabte sig i det fjerne. Stæren reiste sig i sorte masser og brød op, SIDE: 12 viberne fulgte; storkene skruede sig parvis høit op i luften, indtil de næsten blev borte, og tog saa veien nordover. Tranernes generalforsamling gik aldeles overstyr i den almindelige forvirring og uro, alverden vilde afsted, der var ingen besin- delse mere, hvert øjeblik passerede nye flokke udover Nord-Afrika - hilsende hver med sit næb det smilende blaa Middelhav dernede. Nattergalhannerne lurede sig afsted om natten i smaa selskaber; de vilde finde de kjendte steder i Provences rosenbuske eller i bøgeskovene paa Sjælland, saaat de kunde have sine smukkeste sange færdige og indøvede, naar hunnerne kom. De norske lærker ventede i det længste; men da de danske drog, fulgte de med for gammelt ven- skabs skyld. Reisefeberen greb i den grad om sig, at endog svalerne og gjøgen maatte afsted; de vilde ialfald flyve over Middelhavet, saa kunde man betænke sig. Ibisen gjenvandt sin sindsro og skred gravitetisk som en erkebisp henover stranden; og de rosenrøde flamingoer veg ærbødig tilside for hans hellighed, idet de med en andægtig mine sænkede sine taabe- lige hoveder med det knækkede næb. Stillere og varmere blev der langs opefter Nil- strømmen. Krokodillerne maatte nu nøie sig med negerkjød eller en sjelden gang en seig engelsk turist. SIDE: 13 Men nat og dag fløi trækfuglene nordover. Og alteftersom de kom over kjendte steder, dalede hver flok til sit hjem, raabende farvel til dem, der skulde endnu længer, spredende liv og lystig- hed over det gamle forfrosne Europa - i skov og mark, rundt menneskenes huse og langt ud i sivet i de stille søer. Der var tæt af smaa røde rosenknopper i Italien; æbletræerne var ganske oversneede med blegrøde blomster opefter Sydfrankrige, og paa boulevarderne i Paris begyndte bladene paa ka- stanjetræerne at sprænge de glinsende, seige hylstre. De gode borgere af Dresden stod paa Brühlsche terrasse og solede sig, medens de iagttog isstyk- kerne, der kom drivende med floden og taarnede sig op foran de svære bropiller. Men nordenfor blev det koldt; sneflekker hist og her og en sur vind fra Nordsøen. Lærkeflok- ken minkede, altsom den fløi. En hel mængde skulde ned paa sletterne ved Leipzig og siden paa Lüneburger Heide; og da resten kom opover Sles- vig, spurgte de danske lærker, om de norske ikke havde lyst til at vente lidt og se veiret an. Sneen laa langs grøfter og gjærder i Jylland, og nordvesten ruskede i gamle Danmarks bøge, hvor de brune bladhylstre sluttede forsigtigt om de sammenkrøllede blade. Fuglene krøb sammen bag stene og indunder lyngen; somme vaagede sig SIDE: 14 helt hen til bøndernes huse, hvor spurvene gras- serede, som om de eiede det hele. Alle var enige om, at man var kommen altfor tidlig afsted, og havde de bare havt tag i den galning, som lokkede dem fra Ægyptens kjødgry- der, havde de vist ribbet ham. Endelig kom der da søndenvind; de norske fugle sagde tak for sig og fløi over havet. Hjemme i Norge saa det fra først af bedrøveligt ud. Sneen laa langt nede i dalene og alenhøi inde i de tætte skove. Men søndenvinden var kommen med regn og saa gik det i en ruf, - ikke gradvis og fredeligt, men med bulder og brag og sneskred og fossende elve, saa landet lignede en jætte, der vasker sig medens det iskolde vand skyller nedover de senestærke lemmer. Og lette slør af lysegrønt lagde sig over de unge birketrær i lierne; inde i de stille bugter i fjordene; over sletterne vestude mod havet, over multemyrene og heiene; opefter rifter og kløfter og trange dale mellem fjeldene. Men paa toppen blev sneskavlen og bræen liggende, somom de gamle fjelde ikke gad lette paa hatten for slig en flygtig galning af en sommer. Og solen skinnede saa varmt og fornøiet, og vinden kom bærende med endnu mere varme søn- denfra, og tilslut kom gjøgen som overceremoni- mester, for at se, om alt var iorden; han fløi hid SIDE: 15 og did, satte sig saa i en ung birk inderst inde i en lun vig og gol: Vaaren var kommen; gamle Norge var endelig færdigt! Og der laa det - høit og skinnende fagert i det blaa hav; - saa fattigt og magert - saa friskt og sundt og smilende som et renvasket barn. I havnene langs kysten blev der liv og travlhed, og hvide seil krøgede sig ud gjennem skjærgaarden og forsvandt henover havet. Skierne blev stukne op under bjælken, slædefællen blev drysset godt med kamfer og hængt væk; og ligesom bjørnen, naar den kommer ud af hiet og ryster sin lodne pels, saaledes rystede folket sine tunge lemmer, spyttede i næverne og tog fat paa vaarvinnen. Nedover elvene drog tømmerfløderne og slap- sede i det kolde snevand; i de brede frugtbare bygder skar plougen lange, sorte striber; langt nordpaa gik folk og stellede med klipfisken, som laa udover de nøgne bærg; paa de flade sletter vest mod havet kjørte de tare udover markerne, og inde i heien stod en liden surøiet mand og stirrede efter en gulblak hoppe." - - Er der noget folk, som har en skjønnere nationalsang, endda den ikke er skrevet paa vers? Hvorledes har det gaat til, at en digter, der forherliger sit fædreland, som han har gjort det her, og som har givet os billeder (jeg nævner her SIDE: 16 ét eneste: "Else"), der tilhører samtidens fineste kunst, og som er den norske literaturs stolteste karakter, - hvorledes kan det gaa til, at han har maattet forlade den? Ja, at han har faat avslag av stortinget paa sin gjentagne ansøgning om digterløn, hvad alle hans samtidige kolleger har? Og at deri var ikke alene højre enigt til siste mand, men ogsaa en stor del av venstre, - med venstreregjeringen i spidsen?! Det skéte midt i det værste politiske opstyr. Politiken kan jo være det ædleste, et folk har; den burde ogsaa altid være det, ti den er samtidens højeste form for næstekjærlighed. Men i almin- delighed er den en graa væv av middelmaadighed, og undertiden, og det ikke saa sjelden endda, en folkeraahed i extrakt. Ethvert folk har det, der gjør os stolte av at tilhøre det; men det har ogsaa det, der ydmyger os. Er der dygtighed i os, saa er det det siste mer end det første, som lægger kraft i vor kjærlighed. Det havde Alexander Kielland vist, - og det blev hans brøde. Situationen var kritisk; alt det, den opskræmte konservatisme ejet av bekymring og from misfor- nøjelse la sig omkring hans stolte skude, og pøbel- agtigheden og dumheden udenom. Jeg tænker med det første ord ikke paa de stakkars udskudte, der skjændes og slaas for livet derude ved avfalds- haugene, den eneste plads vi har levnet dem. Jeg SIDE: 17 tænker paa hykleriets pøbel, folkefrieriets, konge- frieriets. Jeg tænker paa de urene instinkter i kun- sten og forretningslivet. Ombord i den altfor fornemme skude stod en mand paa kommando- brettet, der havde jaget grusomt paa dem alle- sammen; her havde de ham endelig! Den første politiker, Norge har havt, Johan Sverdrup, var formand i regjeringen; han havde høstet, hvor Alexander Kielland havde saaet. For politisk vin- dings skyld fornægtede ogsaa han i den kritiske stund literaturens ridder sans peur et sans reproche. Hvor mange Alexander Kiellander skal her falde, før den politiske moral er rensket? Jeg nævnte ogsaa dumheden. Vi er jo et færskt folk uden kunsttradition; selv hans beundrende venner forstod ikke helt ud, hvad han var. Den- gang herskede nemlig naturalismen eneraadigt, og han forvirrede manges fattige begreb, naar han i karikaturens forkortning med et par streger gav mere end det flittigste palettebrug i tre døgn. Men stilen? Forstod de ikke at skatte hans stil? Ja, sæt det kostbareste porcelæn foran en skikkelig nordmand, som ikke har havt lejlighed til at sam- menligne og studere, - han vil finde de teg- ninger der vel flygtige og farven temmelig veg. Hvad ved han om, at franskmændene regner madame de Sévigné's breve til deres kosteligste bogskat? At alene Alexander Kiellands breve (de SIDE: 18 fleste endnu private) vilde være nok til at sikre ham udødelighed; man kan ane det bare av det citat, jeg ovenfor gav, hvad for en skat av aand- fuldt fortrolig skøj, den mand sidder inde med, - skøj av den art, som alene byder sig, naar man ser fra oven, "og ofte ler for ej at græde". Jeg vilde lægge ind et eneste citat fra norsk literatur. Fordi han er den mishandlede, laante jeg det fra ham. SIDE: 19 p. t. Kristiania 79, 14. okt. Kære Kielland, tak for brevet, din laps! Du har en blandings- form, som er din egen; du behøver ikke at tage patent på kompositionen; ti de finner den ikke; den er din hæmmelighed. Dine brev fryder mig, først fordi de er mageløse, dernæst fordi der er fræmtid og rigdom i den, der har skrevet dem; hvis du blir fed, så betyder det overflod, og ingen skriver godt, som ikke giver af sin overflod, og ingen slås godt, som ikke har nogen kraft at løbe på. Du tar svært fejl, når du tror, jeg vilde gavne dig, da jeg berømte dig i Dagbladet; nej af al min ævne skade dig, vilde jeg ved at hænge dig i din egen elegante ramme op på væggen ved siden af alle, som fortiden er hadede i dette elskvær- dige land. Jeg vilde prøve at gøre det så, at du ikke kunde løbe væk. Men så kommer Wullum, det afskum, og viser dig, hvorledes du ikke er SIDE: 20 politisk anlagt, d. v. s. hvorledes du kan (og bør?) løbe bort fra alt ansvar her i landet og leve et nydelses-fult forfatterliv. Ti det er umuligt at være åndens man i vor tid og i vort land uden at opfatte alle i forhold til samfunnet, og dette kan ikke ske uden at have et både politisk og re- ligiøst syn på det og arbejde derudaf. Umuligt. Den strængest æstetisk anlagte natur kan ikke unlade det, uden at han alene er sukker-handler. Altså, ænnu én gang: ton rent flag! Du ser, du kan, - jeg håber du vil! Dette er min glæde, når jeg tænker på dig og når jeg får bud ifra dig. Jeg begynte den religiøse strid rent tilfældig, d. v. s. måden jeg kom in i den på, og tiden, jeg valgte, var alt tilfældighedens værk; det er næsten altid så med mig. Men sagen, viljen har længe været færdig, og til æfteråret 1880 træder jeg op her i Kristiania med de hæbræiske myter som de nu ligger belyste; det jeg nu gør, er bare at vænne folk til skud. Alt vort fusk er grun- net i det religiøse. Vor slægts digtere må ikke fjase. De må være som Israels profeter, de må rævse sæderne, idet de rænsker dem fra inflydelsen af fusket og de hedenske forestillinger; de må atter inføre Gud blant den vantro slægt, idet de spre- der den fordommenes, overtroens tåge, hvori præsterne har inhyllet ham og derved vor moral- ske sol. Forstanden må få sine lige linjer gæn- SIDE: 21 nem tilværelsens fænomener, at den kan hurtigere, sikrere, sannere bemægtige sig livets kunskap og lade denne og erfaringen reellere bygge på vor karakter. Hvad der er over forstannen må få sin hællighed igæn derved at det fjærnes, som er imod den. Ja, lad mig ikke præke. Jeg blir da aldrig fær- dig. - Nu skal jeg til Wien; dette skrives ved min ankomst til Kristiania. Om væl en måned er jeg her igæn; ak, om du så var her, at vi kunde samles med andre i udvæksling af intryk og håb. Begynnelserne herinne er ikke mange; men de er her dog. Sars må du lære at kænne. Du måtte kunne gøre den rejse, du, som ikke er sjø-syg. Hils din hustru! Vænner har jeg væl ikke på den kant af landet; så du har væl hæller ingen videre at hilse. Din væn Bjørnst. Bjørnson. G. Brandes skrev mig til om dit stykke, som han sagde var godt arbejdet. Skavlan udtrykte sig mere tvilende. Men jeg holder fast på, at du må eje proverbe-formen. 30. jan. 80. Aulestad. Ja, kære Kielland, du vil næppe stødes over min uregelmæssighed, da du synes at kænne den, SIDE: 22 æfter alle de spidser at dømme, som du gir i dit brev; - men sanheden er, at jeg har ikke læst dit siste brev før idag. Jeg ejer ikke min tid på rejser; jeg ser, hvæm brevene er fra; men det er en rent vælsignet slump, om jeg får lov til at læse dem. Der følger dog det med min uregelmæssig- hed, at jeg har vænner, sådan tilgagns, og så be- tjener de mig, så jeg rent går bort fra mig sælv. Før jeg er af sængen er de over mig; jeg har aldrig i nogen by gjort et skridt alene, aldrig spist et måltid således, at jeg rigtig vidste hvor jeg spiste det, og aldrig læst en avis æller et brev annerledes, æn at nogen fant mig kedelig. Jeg håber din megen "forsigtighed" bringer dig i et roligere og værdigere livs-leje, og at din "indigna- tion" og "medlidenhed" inbringer dig otte ordener og mange pænger og usigelig megen beundring. Se, det kan du have igæn! - Jeg lever mit livs trang så fuldt ud som om- stændighederne tillader mig det, og så lar jeg Vor- herre sørge for ræsten. Vilde jeg gøre "anlæg", så tabte jeg hele umiddelbarheden, driften, sjælen i min virksomhed. Jeg bryr mig satan om hele kompagniet, og jeg skal tåle, om de prøver at gængælle ligegyldigheden; det går ikke, ser jeg; der blir overalt et hælvedes leven, sa meget de og lader, som jeg bare er en nar. - Men jeg drager SIDE: 23 ingen paralel fra min natur til din. Der er alene én ting jeg inprænter dig: vær tro! Tjen friheden! Dette ord udover alle strøg! Og læs! Min læs- ning bærer mig over al kedsommelighed in i det store sælskab af værdens frigjorte ånder. - Hvor jeg foragter vor teologiske samtid, vore præster og deres menighed! Men min foragt er abstrakt - jeg vil aldrig kunne gøre et ondt arbejde. Jeg vil aldrig kunne uddrive Belzebub ved Belzebub. - Du, som gør mur-sten, barn og vitser og en gang imellem krystalliserer denne din frugtbarheds- trang i et literært arbejde, du er dog mere æn snild, at du følger mig på min buede bane, der måske tilsist dog vil vise sig, at have været den beneste fortiden her i Norge. Ti troede jeg ikke, at den var det, så troede jeg ikke længer på min misjon, som er den: at gå ivej. Det er dette, vi trænger mest til. - Det kan se ud, som snart er jeg her, snart der, uforberedt, pludseligt. Men det er ikke så. De andre må engang æfter, uhjælpeligt. Vor udviklings-linje er denne; man skal få op- leve det. Poeternes stilling skal hærefter ikke blive den billige. Der skal blive givet et eksempel, som skal hindre nydelsens berægninger for deres liv. Det demokratiske folk med de fri sanheds-længsler kommer til at holde skarpt rægnskab. SIDE: 24 3. febr. 80. Ja, brevet blev atter liggende, og så kom dit. Jeg føjer bare til, at Hedlund fik dit opdrag; han er ved rigsdagen i Stockholm. Hils Sars! - Lev væl! din Bj. Bj. Til din roman den hjærteligste lykke! Ak, hvor- for skriver du romaner, når du kan skrive hæn- nes, som kører til bal! [fotnotemerke] Jeg har ællers gjort det så, at Torsten Hedlund i Gøteborg, redaktørens søn, som styrer det smuk- keste bogtrykkeri i Sverige (Handelstidningens aktiebolag) får mine bøger, og så deler vi tab og gevinst. Han er den skønne ærlighed selv. I dette fall købte vel faderen den først til bladet. Spring i det! Du står dig på det, og du har der vænner for livet, hvis du engang træffer dem æfter at have havt en handel med dem. 26. febr. 80. Hjærtelig vælkommen, - men du kommer ikke! - Dine forelæsninger vil naturligvis gå godt. Vor- hærre har jo gjort sit med dig, og skjortefabri- kanten og skrædderen også, kokken ikke at for- glæmme. Hvorfor så ikke gå godt? Du har ænnu Fotnote: "Balstemning" i "Novelletter" 1879. SIDE: 25 ikke fornærmet en flue således, at det fæ sælv forstod det. Ænten ligger der nu brev til dig fra S. A. Hed- lund (den gamle, som fortiden er på rigsdagen) æller der kommer et. Vil du ikke til en forlægger i Tyskland? En rejse hid om aftale i så hænseende vilde lønne sig for dig, tror jeg. I så fall et par ord om når; ti jeg må aftale det med Konow på Tjerne, så du første dag kan køre did og hvile der med din ælskværdige i en hærskabs-sæng og også ællers hvile ud en dags tid, før du tar hid. Mine hæste møder dig i Lille- hammer. Din B. B. [Omkring 1. april 1880] Kære, dit digt har grebet alle, som jeg har læst det for; mig forekommer det ikke rigtig færdigt. Jeg ved- lægger to, om hvilke du kan sige det samme. Ællers gør jeg intet annet æn skrive digte for tiden, og jeg tænker, at ænkelte vil man blive glad i; ti de trænges, såsom de bærer på nogle af tidens tunge tanker. Det har i en måned æller mer været mig umu- ligt at skønne, hvor du opholder dig - om i Stav- SIDE: 26 anger, midt mællem denne by og Throndhjæm, æller i Throndhjæm. Vorhærre, som tager sig sær- lig af alle pene mænnesker (og du hører jo til dem) ved det væl, så jeg på god tro sender dette etsteds hen ved Nordsjøen. Vælkommen!!!!!! og din hustru!!!!!!! din B. B. Køb: Victor Hugo och det nyare Frankrike, en studie af P. A., Stockholm, III delar (Central- boktryckeriet). 26. juni 80. [fotnotemerke] Kære Kielland, kære Beate Kielland, kære, kære mænneske-børn, - gid vi snart må finnes igæn, se, det er "hoved-intrykket" æfter eders ophold; ti I er rykkede in i aller-aller-første linje af vore vænner, ja, forbi nogle af de bedste; det er for galt, at mænnesker, som så godt kunde leve ihob, skal sidde og tude i brev-tuden til hværandre fjortende hvær dag æller kanske halv-året imel- lem. Jeg har navnlig i dig og din virksomhed og din voksen op mod at blive en man - den største glæde af noget ænkeltmænneske, som Nor- dens hele offenlige forhandling frembyder for min betragtning; du er min morgen- og aften- Fotnote: Skrevet efter Kiellands første besøk på Aulestad. SIDE: 27 tanke; jeg ved ikke alt det gode, som jeg tror dig istan til at udrette; du er en mellem-sort, som hele vort aandelige liv har savnet; du slår så usigelig meget ihjel, som har været noget, og du samler så meget som mænneskene ikke så havde slægtskab. Og æfter dette kæleri (hvortil siden i al uskyldighed skal komme et for din hustru!) går jeg over til dagens tekst. - Farerne ved et norsk foretag (tidsskriftet næm- lig for ugudelighed) er nævnte, når Sars's dvask- hed og lidet mod og de andres absolute mangel på mod er nævnte. Farerne ved dit, et dansk foretag, er ikke mindre; tidsskriftet blir da en smaus for dine fættere; men uden nogen nævneværdig nytte i norsk samfuns-liv. Og da kommer slæt ikke Sars med! Jeg kænner ham! Da får vi væl en afhandling af ham, kanske to; men hans styrke, den største i Norden, en leende gænnemgåelse af alle modpartens inkonsekventser og uholdbare på- stanne, dette kommer denne ofte Voltaireske pæn da rent til at lade flyde over i samtalens skval- der! - Jeg inrømmer dig din Papir-Kineser og dit ele- gante titelblad; så meget bør betales for dig. Men lad os tage tingen norsk: altså almenfatteligt inhold, oversættelser af udmærkede æmner i vor tjeneste, lad også mig få lov til at fortsætte fag- mæssig kamp med teologerne ved siden af min SIDE: 28 roman og mine digte. En videnskabelig-æstetisk "Verdens Gang", men udstyret som en Kineser til Kiellands privat-fornøjelse. Kan, vil I ikke dette, - væl, så vænter jeg, ti det kommer nok! Men jeg skal også deltage i eders danske udstilling af fine sager til moro for et ligegyldigt, mest dansk publikum. Jeg er så bange for at din Brandes ikke er noget mænneske (omtrænt som Sverdrup hos os), at han er en abstrakt begejstring for nogle ideer. Og slige folk hugger så ofte i sten. Hvad er det for en bog han har skrevet, og hvori også jeg er nævnt? - Jeg skal ingen hindring være; men jeg har mere folke-instinkt æn I. I forholder eder til abstrakte sanheder; jeg til savn. Din Beate, du? Ved du også rigtig, hvad dette er for et fint stykke mænneske? Der falder tre skiftende belysninger over hænne i et ganske lidet øjeblik, så let bevægelig er hænnes følelse, så san- dru hænnes sansning, så naturlig smidig hænnes for- stan. Og så er hun trofastere æn du, ædel i sine sympatier, ren, let, fin som en hind. Du må blive daglig mere af hænne; dette er din fræmtid, som dit gode instinkt sagde dig midt i ungdoms-rusen. - Se så! - Karoline fryder sig, hværgang der kommer brev fra dig. Altså: lad ét følge dette! Gratulerer med SIDE: 29 stenen! Hvad siger folk om romanen? Er intet annet oplag bebudet? - Jeg vil ikke tale om mit idag. Din Bjørnst. Bj. p. t. Bergen 8. juli 80. Kære, fri rejse og otte måneders ophold i Boston, hos Ole Bulls familie kan jeg for min udviklings skyll ikke forsage, skønt jeg tuder som en skole-gut ved at forlade Karoline, hjæmmet, landet. Men en mans udvikling over alt. - Tids-skriftet bare norsk; danskerne rejser sit. Ja, jeg håber at jeg kan bidrage æn mere fra Amerika. Tak for sist! Hjærtelig tak til "onkel Axel"! En postmæster (om fast eller rejsende) har for- talt at du forgæves bad din far huse mig, at jeg hos A. Kielland først forlangte chocolade, frabad mig middag, æfter chocoladen forlangte middag, o.s.v. o.s.v. - dette morer nu Bergenserne sig med. Jeg fører prostitution over alle, som jeg berører. Ja, bed A. K. undskylle! Jeg kan ikke for det. Med Domino ikvæld til Hull. Å, det tar på, gamle gut! Hils din kone! Hils din onkel! Din Bjørnson. SIDE: 30 Karoline tirsdag herfra med Amund Helland på kong Håkon. Min adresse Boston: Norsk-svensk konsul. Minneapolis, Minn. 7. marts 1881. Mr. Alexander Kielland! Nejgu om jeg gider skrive mit brev til Howells af, så du må lade dig nøje med kladen til bevis på, at det er gjort, om også meget sent. Jeg er på rejser og brevene finder mig ikke. Min dyrebare "vestlænding", som længes æfter Danmarks fede græsgange (fy, for fanden!) og helst vil leve på gult kinesisk papir sammen med Edvard Brandes, et mænneske, hvori der ikke findes en bit originalt, plejende Norge som en kor- respondence med fru Amalie og fætter - ja, jeg husker ikke hans kristennavn, ikke engang hans fars (er det ikke Sømme?) - min dyrebare Væst- lænding, jeg slås og har det godt. Snestormene har blæst fra mig over 1000 spd., som jeg aldrig får igæn; før stormene kom tjente jeg 3000. Jeg tjener vel et par hæræfter med - ren netto, skøn- ner du. Ved siden deraf gør jeg så meget ondt som jeg kan, og alle torne skal ikke siden kunne rykkes ud. Vil du hilse din mishandlede hustru og den SIDE: 31 onkel, som ikke får sove længer æn du vil. Har jeg én væn til (forudsat din onkel er det), så hils ham, det dumme mænneske. Lev væl Bjørnst. Bjørnson. 27. juli 1881. Kære Kielland, du er jo så ubetinget morsom, at jeg ved synet af dit fine store sejl altid kom- mer i godt humør. Liker din bog? [fotnotemerke] Vist "liker" jeg den; jeg vilde ikke have undværet den for mange af mine. Den passer så udmærket i situationen. Men du er fallen i en snare, som jeg ikke faldt i, da jeg Fotnote: Arbeidsfolk. SIDE: 33 skrev "kongen", "det ny system" - du har af lyst til at vise, hvilken allerhælvedes kar den samme Alexander Kielland dog er, forsprængt næsten hvær eneste situation; og det er din store kunst uværdigt. Det overgivne er udbrud af kraft, og der er nok af det i din bog, og det er altid ælskværdigt at møde. Det overtægnede, det for- tægnede derimod, kan hos andre være mangel på øvelse, også frugt af for stærk indignation (eller begejstring); hos dig er det, såvidt jeg kan se, lyst til at gøre formeget i rætning af knald. Jeg siger som jeg har følt; du har bedt mig om det; men jeg vilde tie, til du bad mig én gang til. Og blir du sint, så forstår du mig ikke, nej, ikke engang begynnelsen til mig. Dog, det gør du. Jeg har altid følt mig innerlig væl hos dig og din ælskelige hustru, - og dette er frugt af forståelse. Å, du med dit "folkehad". Dette er jo ikke had; det er bare en overfladisk misliking ud af et overfladisk syn på et folk. Vi ælsker det, vi har natur fælles med, eller som korresponderer således med vor, at vi føler os uænnelig væl. Vi liker ikke det, som handler og er ud af en annen sort natur, æller er således i sin sammensætning, at vi stødes. Er det saa stærkt, at vi såres, krænkes, fortrædiges, og det i det dybeste, så har du væl tilsist hadet hos den, som ikke har annet at gøre æn at vænde synet til SIDE: 34 den kant, og som hæller ikke er istan til at opdage et undskyldningens moment for det, som gør os så vred. Men lad mig ikke bli filosofisk. Jeg har atter udarbejdet en tale "frygten for flertallet"; jeg har analyseret denne frygt og vist, hvor ugrunnet og hvor styg den er. Det er satan, at ingen annen kan gøre det ordentlig grejt for alment folk, så jeg må til. Men jeg havde nu virkelig lyst til at lægge min tid i annet. Da du væl næppe har fulgt med, kan jeg for- tælle dig, at fakultetsbetænkningen om det abso- lute veto æfter den korte debat til idag allerede er logisk og historisk uhjælpelig tilintetgjort i sine stærkeste argumenter. Mage til nederlag for et helt fakultet har væl ingen sét i sin egen samtid. Her er morsomt at være. Uhyre morsomt! Kamp i hvær eneste ting; jeg trodde aldrig, at jeg i min tid skulde få opleve et sådant alminneligt slagsmåls-paradis. Det annet må jo være til at rådne i. Nej, den ting forstod Nordboerne bedre æn Jøderne. Og det var ikke det eneste, som de forstod bedre. - Jeg har læst igænnem hvad jeg har skrevet; du har ræt, det er frygtelig utydeligt. Og så vilde du naturligvis have mere udførligt om din bog; men lad mig få slippe til den næste, hvis du ænne- SIDE: 35 lig sætter pris på min dom, hvorom jeg ubetinget tviler. Chr. Bruun kom her, som jeg havde fåt dit kære brev; jeg læste om Svenskerne for ham, og vi lo brilliant sammen; han ler så godt og han er så vakker, når han ler. Her har været en grue- lig mængde mænnesker. Nu er her veranda rundt det hele hus, det er som nyt udvændig og invæn- dig; Karoline er den første dekoratør, jeg kænner. Og alle andre hus er malede, og staburet nyt, og naturen vidunderlig med løfte om et udmærket år. Jeg læser Spencer og arbejder på det drama, som skal ud før mit 25års-jubilæum som forfatter (sam- men med et angreb på bibelen, som også skal ud innen den tid). Til høsten må jeg desværre fore- læse. Ti mine ejendomme i Kristiania må jeg atter overtage; de svarer hverken rænter æller afdrag mere til gården her. Hilsen fra Karoline til eder begge. Din B. B. 30te nov. 81. Jeg har nætop læst "Else". Hvis jeg nu havde været hos dig, så havde jeg tat din næve med det varmeste tag som jeg årker og jeg havde sagt noget sludder om at du er en hædersman eller sligt noget. For jeg ælsker dig for den bog; jeg ved ikke, hvilken større glæde noget mænneske kunde ha gjort mig. Du kan gå SIDE: 36 ned ad Østergade og sige dig sælv: "her går en, som har givet de fattige til jul mere æn I alle- sammen med eders varmeste hjærter er istan til. Her går en forhænværende laps - nuværende man; her går en, som gir jer alle fan med fet på, fordi jeg ved, hvad jeg vil, og ved, at det, jeg vil, er godt. Og har jeg ingen Jehova at vænte løn af, og får jeg ingen af eder hæller, - så har jeg sat noget ud på rænte for min egen ævne og min egen dagligstue. Amen". Denne moderne jule-klap vil vist ikke inbringe dig pænger, ej hæller laurbær; den vil være for "bitter", for "ensidig", for hurtig sammenlavet o.s.v. o.s.v. - og så har den bog alligevæl rang blandt det bedste, som nogen nulevende norsk borger i hvilkensomhelst stilling har gjort i hele sin levetid. Jeg tudede som en unge, da din bog var læst, ikke af rørthed, nej, af fryd, fryd over din ærlighed, dit hjærtelag, dit alvor, din dygtig- hed, - fryd over Norge; for det må jo være med, når man er glad over det, som det har fost- ret, og som det vil i sine bedste mæn. Og du er én blant dem. Denne bog er ikke skreven til ære for Alexander Kielland, ikke en linje i den. Jeg er stolt af dig, fordi jeg har fåt en bror i dig, der gør, hvad jeg mest beundrer; ti mod, mod for andre, det beundrer jeg mest i værden. din tro Bjørnst. Bj. SIDE: 37 Hils din hustru! Jo, jeg skal sende Hedlund en lekse! Den ælskelige Hedlund, som bare vil se godt; - - alle Svensker er romantikere. Dens inlagte fine interiører beundrer jeg ikke alene for deres fuldendte finhed; men for at de ikke er noget sig selv nydende, sig udbredende; men vidunderlig stæmnings-styrkende, hvær på sit sted. Den lille bog er hel-gyldt i al sin simpelhed og knaphed. Men kanske mange ikke vil forstå det. Tak, tak, tak! B. B. Ingen kan hilse; ti ingen annen har læst den. Din bog er "et billede"; om der skulde stå noget mere på titelbladet æn "Else" måtte det være "et billede af A. K.". - Hele din literatur er en mællemting, vi aldrig før har havt. Denne harm på deres vægne, som den hjærteløse, nydel- sessyge kristendom sætter æfter, kommer som et følge fra gaden midt in i en debat. Og så kom- mer hvær af dine bøger, vil jeg sige: billeder! "Levende billeder til illustration af hvad mine herrer og damer nætop talte om, - foreviste af Alexander Kielland". Vi andre skriver digte med "tendents" i; du er midt oppe i debatten; du er over det at have "tendents" hænimod kampen; du er der sgu! Hvært ord er der! Hvært ord har SIDE: 38 aktualitet. Men før de får rangeret dig in, får du megen misforståelse. Du gir mig noget af det, som Zola ikke gir, derfor at han gir for meget. Hos dig er hele tingens realitet og virker sin skræk, sin vækkelse uden at smitte ligeså meget som den tugter, og kede lige meget som den an- strænger. Prosavidløftighedens påtrængende rea- lisme kvæler ikke det, som er sagen, ved selv at få hele opmærksomheden. Forstår du mig, din tyksak? B. B. Brevet er dårlig skrevet; men jeg har følt noget ved det. [brevkort, stemplet i Follebu 3. dec. 81] Kære Kielland, du må rætte bogsproget i frøken Falbes lange tale og gøre det om til tale-sprog. - Jeg læste bogen højt på min hustrus fødselsdag 1ste dec. for en mængde damer, hvoriblant Drude Janson og hænnes begavede søster, gamle og unge, belæste og ikke belæste, fromme og ugudelige. Jeg læste den rivende hurtig, som den skal læses, og jeg tror med farve og kraft. Alle var så bevægede, så grebne, så slagne er væl ordet, at jeg ved nu, det nytter ikke at slå den ihjæl, denne lille dia- mant; den er for hård og ægte. Tusene hilsener fra B. B. SIDE: 39 Aulestad 20. august 1882. [fotnotemerke] Ja, ser du, sist jeg skrev dig til, da var jeg en almindelig penne-rytter som du og andre moderne støvle-knægte; men nu, ser du, kommer jeg, belagt med sølv og guld og ulve-skin og taler og tele- grammer og sange og siger, afvejen, skab-halse! I siger, at det fører til ingenting at slå næsen af sig, og jeg svarer, at det fører til jubilæum i et vogn-skjul under et tag af gran-kviste, med en büste over sig og Holger Drachmann i en knip- lings-skjorte. Du kan naturligvis ikke forlange at jeg under slige tilstanne (og blandt gæster lige siden Jonas Lie gød sit olje-krus over mig), skal have den nedladende opmærksomhed at takke dig for din bog æller dine brev eller gratulere en liden værdens-borger til den tvilsomme lykke at træde in i slægten, når vedkommendes papa først har demoraliseret den. Men desuagtet - så stor er min opmærksomhed for dig og dit - jeg siger dig tak for bogen om haugianerne, [fotnotemerke] idet jeg læg- ger til, at den vidner om dit lapseri; ti den er udadelig moderne akkurat i alle folder, og dog så flot som fanden! Det havde været en sand væl- gærning for vor dydsfølelse, om vedkommende lægprædikant havde fåt befri Sarah for brynde Fotnote: Efter Bjørnsons 25 års jubileum som forfatter. Fotnote: Skipper Worse. SIDE: 40 ved at forføre hænne; men i den grad er du blet ækel lapset i den annen rætning, og i den grad på moden også dennegang, at ikke engang denne bor- gerlige, alminnelige dydige fornøjelse kunde du unde os. Med stramme dydsbukser, fullkommen på moden her i Norge, går du videre og lar et annet pigebarn hoppe i sjøen istedetfor i en skip- per-favn, og gamle Worse lar du dø i hallucina- tioner efter kære laster, uforglæmmelige synder heller æn at tilfredsstille dem. Jeg har ænnu aldrig sét så megen dyd i en eneste æske; som sagt, reaktionen blir så stærk, at en forførelse vilde virke aldeles vælgørende; men du lar os van- smægte. - Jeg håber, du næste gang bærer dig sådan ad, at du hæller roses af mig æn af Lars Oftedal. Du gratiernes tykmavede yndling, hvad tar du næste gang fat på? Ikke på dyden, Kiel- land, din gamle liderlige laps! Du må i det minste husvale dine ikke-Haugianere; forvreden natur, en hel bog forvreden natur, - ja, ja, den gør vist godt en gang imellem; men lad de andre om det! Et natur-friskt bad ovenpå! - Ja, nu er jeg flyttet in blant digterne igæn. I samme stun det hele folk i anl. valgene sætter sig overfor hinannen i to lejre for at forsøge, hvem som kan lyve bedst, i samme stun overlader jeg det til dets skæbne; dette kan jeg ikke gøre med. - Jeg tror, du blir glad i, hvad du hernæst får SIDE: 41 se. Du skal hilse din lille fine ting, som endnu éngang (jeg håber den siste!) vilde præstere præ- standa. Hun må ænnelig overlade det at være produktiv til sin man, og istedet efterligne ham i at bli frisk. Hjærtelig hilsen fra Karoline. Jeg havde gruelig meget at tale med dig om og at spørge æfter. Du kunde ikke kige inom, før du rejste til Danmark? din B. B. For du kan da ikke forlange, at jeg i et brev skal til at tale om det, som brænder mig på sjælen. 5. okt. 82. Kære, Garborgs kritik af Skipperen synes mig den bedste, som jeg har sét skrevet i Norge af nogen enkelt bog. Jeg husker ikke, om det er ham eller Brandes, som har anket over Garmann. Mig fore- kommer figuren ikke alene at være bogens finest séte; men at give det øvrige relief. Ikke længer frem vil jeg ha den; men heller ikke længer til- bage. Og brevet som afslutning er i sit slags mesterligere æn Jakobsens i enke-historien; [fotnotemerke] fordi det giver mere; Jakobsens gav studerede kærlig- Fotnote: J. P. Jacobsens novelle: Fru Fønss. SIDE: 42 heds-sententser på en vel valgt baggrund. Du giver et fyldigt og fint karakter-billede af en man, et forhold, en tid. Jeg tror det brev er på toppen af din ævne, hvad bogen forøvrigt efter mit skøn ikke er, nogle glimrende episoder frarægnede. Din kunst er ikke den hele, lange roman; "Else" er og blir det, som i stort og småt bedst udtømmer den. Else er udødelig; Skipper Worse er det alene så længe, til et religiøst sin med hengivelsens fulle ævne og moralens hele indignation tar op det samme æmne. - Hvad du tilsist må bli for et dygtigt mæn- neske Kielland, som så oplagt for os alle tugter din egen personlighed i hver bog, du skriver. Det er sannelig først og sist på sælvstudium, at du er blét digter. Du; - Brandes er ikke vor kritiker. Vi må i dybeste forstan være ham taknemlig; han har lagt den europæiske metode på geschäftet og sin kær- lighed og varme i det; men istedetfor denne vim- sede småfærdighed i alskens opdagelser, vilde jeg ha et grundsyn, som ikke er der. Istedetfor et fint åndeligt, og stort instrument rettet på lutter effekt, vilde jeg ha et samliv med os i opsporing af den stille, blivende virkning ud af natur-sam- menhæng. Men ikke mine ord igæn, for fanden! Man skulde da tro, jeg havde skrevet dette ud af misfornøjelse, og sanheden er, at lange kritiker af SIDE: 43 mig selv læser jeg aldrig, når jeg ikke på forhånd er sikker, - og det blir jeg ikke her. Jeg kommer over K.havn, og vi skal finnes. Heller ikke jeg kunde for nogen pris i værden leve længer tid i Danmark. Nej, dette udeluk- kende æstetiske kunst-mål på alt og alle er mig - i begynnelsen til behag og vækkelse, men til- sist en svækkelse, en pest. Videre: - nej ikke videre! Nu er vi snart sammen. - Men nu skal du gøre mig en grundig tjeneste. Jeg har, væsentlig efter Charles B. Waite, udarbejdet en bog, jeg giver titelen: "Hvorfra stammer miraklerne i evangelierne i det nye testa- mente?" Når dette spørsmål er besvaret, fatter læseren, at evangelierne i sin nuværende stumpede skik er forfattede efter andre og ældre (hvoraf man har en del), og hvis under-historier linje for linje sættes sammen med evangelierne. Intet barn tar længer fejl af, hvad som er oprinneligt! Der- ved skydes evangelierne in i sidste halv-del af annet århundre. - Ænvidere har jeg ladet over- sætte en glimrende folke-bog af Ingersoll, hvortil jeg har skrevet en fortale, lang og med helt opgør med teologerne Heuch man fin- ner det syndigt at skiple andres tro. Så har jeg SIDE: 44 begyndt trykningen selv. Slige jule-bøger har Nor- den ikke sét i dette århundre. Men jeg har ikke råd til dette udlæg (12 à 1500 kroner). Kænner du ikke en god væn, som i stilhed, mod min kau- tion, vil forstrække mig med pængerne og sende dem til min bror, bureauchef Bjørnson, Revisjons- departementet, som har lovet mig at sørge for rægnskabet. Selv tar jeg ikke en skilling for mit arbejde, skønt det, så lidt det er, grunder i år- lange studier. Gør sagen denne tjeneste, Kielland, og gør det straks! Her er tale, så vidt jeg skønner og tror, om ét års udlæg. Alverden er da ikke fejg. Kan være, bøgerne ikke er gode nok; ingen kænner dem ænnu uden jeg selv. Men de er i alle fall så gode, som de nu kan fåes, da ingen uden jeg vil gøre dette. Kære, hjælp mig med dette, som nu, idet jeg skal rejse og trykningen har begynt, piner mig forbannet. Du kan ikke tro, hvor jeg har strævet med det, - og hvor mange hindringer her er overvundne. Denne siste må det ikke strande på. Andre kvæld æfter ankom- sten må vi være ihob, helst til middag. Karoline, Bergliot og Dagny er med. Videre fra Gøteborg. din tro Bjørn. Jeg forbyder dig i ord eller samtale til mig at nævne det ord tyk. SIDE: 45 Jeg rejser herfra om otte dager. I Kristiania min brors adresse, revisjonsdepartementet. Paris, av. de Niel 96, Ternes. 10de juli 83. Kære væn, først igår æftermiddag læste jeg din fortælling, [fotnotemerke] og det første idag må være at takke for konfirmations-overhøringen og konfirmations- scenen! Navnlig ved den første lo jeg som besat og gråt tilslut over Osmund Aslaksen Sauabråten. Og så kom her folk, og jeg fik dem i sin tour både til at gråte og le. Ti det gik ikke som hos Hegels, at jeg blev tvunget til at læse, hvad jeg ikke kænte og skulde ha læst på Dansk, hvilket var umuligt "blant Danske". - Ja, min engel, du skulde likesom en stor basun-ængel, jeg har set i Peterskirken (på grun af kirkens dimensjoner var han like så stor som du, og like så tyk), du skulde som han hænge æfter en krok i ryggen og blæse basun (d. v. s. din basun!) over hvær menighed i landet, d. v. s. hvært forstandigt mænneske i hele den norske menighed burde læse din bok, så du i virkeligheden svævede over hvær konfirmations- højtidelighed - intil den siste! Det er en dåd, du der har gjort, ligesom hele bokens slutning er fortrinlig - modig, harm, stærk! - Modsat det fæ Irgens Hansen holder jeg for- Fotnote: Gift. SIDE: 46 tællingen nætop for godt komponeret; som hel- hed er den udmærket! Du kunde med et par ord ha sagt, at slik som fru Wenke, kan en begavet, fri, kvindelig ånd læt bli blant mæn, lærte og op- dragne som vore; - så famlende og tom trods alle sine længsler og tiltag, så fejltagende (i sin ørkesløse opposition) af mæn, af opførsel, af vej. Du kunde have sagt med et par ord, at det var meningen, så havde kanske også han skønnet den! - og dermed bokens sammenhæng. Som helhed er det godt gjort; derimot kunde du ha gjort fru Wenke sælv bedre. Og navnlig kunde du ha tat latin-studiet mere psykologisk, dets inflydelse langt dypere. Og så er der bestæmte fejlgrep som det med værberne. Ikke de, men konstruktionerne og ord-valget er det svære i latinen, og navnlig for en spæd hjærne som lille Marius's: Verberne kan puges, og der er metode i dem, så de ordner sig læt til puging. Jeg ærgrer mig over, at du ikke har læst Spen- cer om vor opdragelse, før du gav dig ifærd med den bok. (Ja, du får undskylle mine hårde kon- sonanter æfter lange vokaler; nu vil jeg opta dem igæn; Stavanger-idiomets benløse karakter irriterer min norske sans.) Når man har læst din bok til ænne, så har man et stærkt, sædeligt og ånds-fint intryk; - man er i godt sælskab, det bedste i nutiden. Jeg kunde SIDE: 47 ønske, at det øje over konfirmations-handlingen, som Abraham ser, havde været klarere, kraftigere, - men for ham er det måske kraftigt og klart nok. Dermed vil jeg på ingen måte ha sagt, at jeg ønsker hennes fejl bort; langtfra. Men der er noget nætop af det, som fører hænnes længsel og kraft til fejltagelse, som skulde ha været stærkere. - Kielland, samtidig med at du nu hilser din hustru hjærteligt fra os alle (i øjeblikket, d. v. s. i ferierne, har vi alle vore barn her!) - vil jeg intrængende ha sagt eder: rejs til Paris! bo her et par vintre! Her skriver man under hældige betingelser, i et stimulerende klimat, både fysisk og psykisk stimulerende. Atter og atter og atter tak, du kære kæmpe-karl udi al din blødhed, tak! din væn Bjørnst. Bjørnson. Når jeg nu læser brevet over, så er det så koldt, så docerende. Og det var pinedød ikke menin- gen med det. Hvad den Jonas Lie er for en ælskværdig karl at leve sammen med! Og konen! Paris, av. de Niel, 96, 1ste februar 84. Kære kære Kielland! Du gjorde mig en stor vælgærning ved at friske op min slætte samvittig- hed, og jeg føler, at jeg kommer til at skrive længe SIDE: 48 og langt. - Jeg tror, du ser det med Drachmann for sort. Har du lagt merke til, hvor urigtig Georg Brandes bedømmer ham i sin (ikke gode) bog om gænnembrudets mæn. Han gør ham til en tvedelt natur, mens forholdet er, at han er en ufullkom- men natur. Han er en lys-refleks æller noget sligt. Han er mottagelig for de mest fræmfarne tan- ker; men han har også hjærtelag for småfolks længsler, og det er de gamles længsler. Man skulde la ham få glæde sit hjærte og sin forfængelighed til bægge sider; det var ingen større ulykke i det; for han er en god, snild gut, som ikke vilde ha skadet nogen. Om Brandes havde sét ham som en stor (og forfængelig) mottagelig- hed for store og gode rørelser af forskellig slags, og behandlet ham deræfter, så havde han sparet Drachmann for mange dumheder; for som alle svage og karakterløse folk, der skal værge sig, blir han let fejg og storskrytende, ja listig og løgnagtig. Men kanske kænner du til noget, jeg ikke kæn- ner? Har han begåt et virkelig forræderi? Hvori består det? Mot vænstre ikke. Mot den fri tanke? Annerledes æn at han vil, de andre også skal få være? Brandes's antydning af, at D.s bog om Syd- slesvigerne, d. v. s. hans patriotisme var bestilt og tilfældig, den var infam. Jeg kænte straks Hr. Edvard, din væn, igæn. Bakæfter at late, som der SIDE: 49 intet var ment, var fejgt. Men så var Drachmanns forsøk på at gøre dette til en national sag, sig sælv til nationalitets-ridder mot Brandes, ænnu infamere, ænnu fejgere. Mere æller annet har jeg ikke set i det. Er der mere, så sig mig det! Så skriver jeg til Drachmann. Igrunnen havde jeg stor lyst til at sende ham et så dygtigt, så indigneret brev som dit siste; men naturligvis ikke uten din til- latelse. .... Georg Brandes har denne forbandede jøde-uro og jøde abe-glæde af at se sig sælv, som får ham til at ride sine vænner og prostituere sig for sine fiender. Men han er så god, så ejegod, har så stor fortjeneste, er så grænseløs arbejdende for alt det, vi alle tror på, så jeg af hjærtet be- klager, hvad hans bror uaflatelig får ham opi! Foreløbig har han ruineret hans stilling i Dan- mark. Og han vil væntelig ruinere mere. Om Georg må jeg fortælle dig følgende: Han skrev om "Gift"; jeg takkede ham for det, sigende, at hvært ord var sant; men så ræsten -? Hvor var den psykologiske analyse f. e. af fru Wenche, som var genialt anlagt og jammerlig utført, af latin- invirkningen, af mannen, af ingeniøren, især af sønnen, som ingen ser. Det går ikke an, skrev jeg, at la Kielland, når han ejer en psykologi som i "Else", som i "Skipper Worse", slippe fra det psykologiske krav som han havde med kunster SIDE: 50 kommet forbi det i "Gift". Hvad svarte han? At jeg havde ræt i altsammen! At han ikke turde gå længer; for du havde ikke likt hans mælding af en bog før, jeg vet ikke hvilken. - Ja, min væn, retskafnere er ikke Parnassets guder. Jeg blev ganske forskrækket. - Altså svag er han; men også da mener han det godt. Han har ut- viklet sit hjærte med sin ånd; hvor han står fri, der taler han så ut af kærlighedens fineste for- ståelse, at der i den kritiske literatur må letes æfter side-stykke. Men hans forståelse er ikke alsidig nok. Der er race-inskrænkning i den - og lidt af en annen med, den næmlig: han er altid på moden. Den siste mode-mening er hans, altid! Ikke publikums-moden, fy, for pokker, nej, kunst- ner-moden, filosofien på moden blant filosoferne, literaturen blant literaterne, malerierne blant ma- lerne. Det står på i det højeste nogle år. - Så har han - som vi alle - en og annen fiks idé, som den med Jakobsen, når han ikke alene roser det rosværdige, men den bryst-sykes farve-længsel ænog hvor enhvær sund natur må støtes, hvor in- gen regelmæssig fantasi nogensinne kan følge, og hvor det tilsist piner i den grad, at jeg for min del næppe kan læse det, fordi det er eksperimen- ter af en længsel uten kraft, en sanselighed uten ævne, en seen uten gænstan d. v. s. hallucinationer. - Jeg længes æfter den dag, Brandes får sit til- SIDE: 51 læg og sin delvise tilbakevisning. Og dette siger jeg samtidig med at føle innerlig taknæmlighed - også for mit personlige vedkommende, skønt jeg ikke kan læse, hvad han skriver om mig. - Så du også var i Kristiania og stødtes over vænstre- heroernes vigtighed? Ja, du, de går i uniform allesammen, og Sverdrup behandler hvær ænkelt som et helt storting, for hvæm han skal holde tale og være åndfull. - Om det er vesle Laders (L. Holst) forbyder hans fæm-mans værdighed og vigtighed at motta et eneste råd af mig likefræm; altid med kunster og mistydninger, som han da går og gør sig stor på, - næmlig på, hvor fejl- tagende jeg er, og hvor mærkelig han, Laders næm- lig! - er. Men med alt det: der gøres noget stort i vænstre nu; vi psykologer kan ikke læt over- drive hvad der vokser af denne krise for norsk sælvfølelse og ærgærrighed. - Du skulde ha rejst hit, istedetfor til Kristiania. Nu flytter vi en af dagerne, da har vi rum for dig, og monker at spise med fingrene også. Æn om du f. e. vilde stikke ned med et dampskib for at se på utstil- lingen æller noget annet? Vi skulde fryde os sam- men! Tænk på det, du!... - Din prægtige sø- ster Kitty er her hos os hvær 14de dag tæmmelig sikkert. Men så ses vi jo ællers også. Jonas Lie's er makeløs ælskværdige. Kommer han sig ikke nu, du? Han er en stor digter, som først nu be- SIDE: 52 gynner for alvor. "Tante Ulrikke" vil vist også bli til noget med tiden? Hvad? Hør, vi Nord- mænd er et faens begavet folkefærd, beskedent sagt? Når du stundom er likeså beskeden, siger du da ikke det samme? - Især æfter at ha været i Danmark? - Hvorledes lever så Beate? Din ulyksalige tilbøjelighed til at leve i øs-rægn, d. v. s. på væst-landet, og din likeså uforståelige altid at vælge en balje for dig sælv utenfor alle andres baljer, tar naturligvis først tålmodet og så livet af henne. Har du fåt plads for alle dine huer? Går dine barn på skole i Stavanger? Kører de hvær dag? Karoline hilser. din B. B. [brevkort, stemplet i Paris 11. febr. (?) 84] Alexandrissime! Er Drachmanns "Skyggebille- der" som Hartvig Lassens citater i "Norsk tids- skrift" (jeg har næmlig i de siste år vænnet mig af med at læse Drachmann) ja, så forstår jeg dig, og så er han væmmelig. Ja pinedød skal så ikke min nye bok dediseres til Georg Brandes. For forræderi er forræderi, hvor fine former det fører. Og jeg ærer og ælsker dig for, at du straks var årvåken og skrev nætop til mig; ti det smigrer mig, at du valgte min bringe for din klage, du ridder! Hils dine puslinger og din kvinne og alt SIDE: 53 levende på den gård, du beærer med din livlige nærværelse, tykke kollega; jeg sitter og bander hele dagen, nej hele hele dagen; du vil forstå det bedre, når du engang ser hvad jeg bestiller. Det er forfærdeligt, kan du tro! Hilsen fra din sø- ster; var her i forgårs; dette skrives den 11te. din B. B. Gud for vår-vejr, hvær dag for åpne vinduer! Paris, rue Faraday 15, Ternes 25. nov. 84 Kære Kielland, jeg må hjærtelig takke dig for gruppen Løvdahl, som den nu står. [fotnotemerke] Just fordi den ikke er afstikkende, ikke en særegenhed, en raritet; men middels-folk blant de dannede, en vidt forgrenet art, sikkert set, om ikke nætop altid omhyggelig tægnet. Du har ikke moret dig, før på slutten; men der stiger det ordentlig! Fallitten er et fosse-fall. Det drag med Abraham, sovnende in på bænken, rullende ned i halmen, - det glæm- mer jeg dig ikke. Det kommer op mot præste- fruen, som la sig ned til fiskerens bryst og gråt ut. - Der er stor mænneskekærlighed bak al din spøk; du er, din villstyring, et utrolig godt mæn- neske. Derfor gir det styrke at læse dine bøker; og hvordan du lager det, så ænder vi med at hu- ske dine bøker i sol-skin og lang Jæder-udsigt. I Fotnote: Fortuna. SIDE: 54 din forrige bok beredte du mig nogle psykologiske overraskelser; her er ingen; men dermed vil jeg ikke ha sagt, at den som psykologisk arbejde kom- mer op mot Skipper Worse eller Else. Allikevæl er her et skridt fræm i samfuns-analyse. Du hol- der på at forberede dig for mere, ser jeg. Og du kommer ikke hitner? Skal vi aldrig få leve sammen? Du er ubetinget det morsomste mænneske i Norge, og så skal vi ikke træffes en gang om uken? (- Jeg er nu gruelig glad over, at min store bok allerede skal ut i annet oplag. Det er det vigtigste om mig selv). Du gjorde sist en hentydning til Clemens Peter- sen, som jeg vil svare dig på. Så længe jeg var sammen med ham, havde ikke jeg, ikke nogen af os, anelse om, at han var henfallen til pedra- steri. - Trods denne last, var han et godt, ja, et ejegodt mænneske, med varme store interesser. Således traf jeg ham også igæn. - Det er det som er ondt, jeg hater. - Du har læst joie de vivre? Har du læst sædernes historie i Europa af Lecky? - Du er væl også forgapet i "Vildanden". Jeg finner den i slik grad usansynlig i sin opbyg- ning, at mordet på den lille pike blir forfatterens. Væmmeligt. - Her har vi det godt og ber Beate hilset tusene ganger. Jeg håper, hun længes ut. din Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 55 Paris, rue Faraday 15, Les Ternes, 16de nov. 85. Kære Alexandrissime, dette sol-sky-brev, denne latter-hulk skulde være dig? Enten er det den stans og betænkning som alle tar sig omkring firti-årene, da legemet undergår en stor forvand- ling, som er nok i og for sig; æller det er en forbigående sykdom, som du selv har voldt med den hovedkuldse ændring i din diæt. Dig er det ikke mere æn det er mig; derfor har jeg sælve dit brev som fuldgodt vidne; for den, som skriver ét original-brev og flere kopier og aflæggere om uken som dette, kan just ikke strække sine hæn- der mot himlen og anklage den for mangel på produktivitet uten at begå en himmelropende gal- skab. Jeg slutter med sikkerhed, at din omgang er en stadig tilsvarende produktivitet; den har jo altid været det. Det er nu snart ti år [fotnotemerke] siden jeg traf dig her. Bare ni år og lidt til, er det. Vi har i disse ni år fåt en hel literatur, stort og småt, alt kunst- nerisk fullænt, det meste strålende af kraft og skønhed, i samtidens tjeneste omkaps med det yp- perste i alle land. Således kan ingen i værden holde på. Om du intet mere gav, det var dog mere æn de fleste af samtidens forfattere har git. Derfor kan du ta det med ro, om kroppen siger: Fotnote: I virkeligheten bare 7 år. SIDE: 56 hør, min kære, vi vil hvile os lidt, vi to! - Din økonomi vil blande sig i det; men er den værre æn når du siger til den, som kroppen til dig: hør min væn, vi vil hvile os lidt, vi to! - er den værre æn at det tåler den ikke - lad mig sige et par års tid? - Er den det, så ta lidt vænne- hjælp. Jeg skal gærne skaffe den for dig; det er læt gjort, det kan jeg forsikre dig. Men skulde dette være i sammenhæng med din ændrede diæt, som jeg nu tror du ikke er skapt for, så - jeg talte med din søster om det igår- aftes - får du flytte til syden og leve con amore d. v. s. som din natur kræver det. Og la al pu- ritanisme bli igjen i Norge, hvor mænneskene finner det aldeles i sin orden, at folk dør af dyd. Jeg tror nu i det hele ikke, at du burde bo hjæmme anderledes æn på besøk; der må foregå en viss forvandling hjæmme, og den vil ta en mæn- neske-alder æller så. Der var noget af den tid over mænneskene deroppe kort før adskillelsen fra Danmark, kort før den religiøse invandring og krigs-nøden. Det var et liv på borg, et liv blant for få; man måtte dypere i grunden, og de sam- funds-kræfter og tanker, som da blev mudrede op, var til at begynne med ikke morsomme. Det kom- mer igæn, Alexandrissime! Lad os rejse ut og drikke vin så længe og skrive glade bøker og nu SIDE: 57 og da hjæm og gøre en sommer med, en vinter også, og ta et tak, når det trænges; men ikke in- rullere os som fast matros i Gisle Johnsens mis- sjon, æller ved silde-lagets salteri. Danmarks nød og pine går mig til hjærtet; jeg tåler næsten ikke at læse danske aviser; sligt må en være med i, så høres og sés intet; på afstan er det ikke til at holde ut. - Jeg har fåt et dansk album at skrive i - hør, kunde du ikke få Estrup til med det samme at afskaffe alle danske al- bum? -, og der agter jeg at skrive følgende, som jeg tror på: "Siden den danske friheds-kamp fra juristeri og snak har flyttet ut på landet til bøn- derne, er jeg trygg; ti der lever N. F. S. Grundt- vig, og han vil redde den danske frihed". - Nu håper jeg at få se fængslerne fulle og alt det an- net, som dels følger heraf, dels må utvikle sig samtidig. Det blir den sælsomste friheds-kamp som ænnu er sét. Men Danmark er også ene om be- tingelserne! Vænt, så skal du se! - Hjæmme - ja skulde den tid atter komme, at jeg må hjæm og begynne på igæn, i en trang og liten minoritet forat arbejde den op til det den er, men ikke tør være, majoritet, så vil det gøre mig ondt. Jeg går ikke til det med begejstring, skønt med full tro. Men jeg lægger alt annet tilside, hvis det trænges. Deres forbannede kompromis kom for tidlig, Sverdrup er som følge deraf i SIDE: 58 hænderne på den egenlige kompromis-maker, hans nevø, og denne som det hele klerikale parti vil ha landet omgjort til en kirke og er bare frisindede forsåvidt; for det samme øjemeds skyll kan de også være det stik motsatte. Jeg har fortiden en stærk kamp med Chr. Bruun, den har nu flyttet over i hans eget tidsskrift (hvad vi kan skrive nu mot før fryder mig!) - Jeg har flere lystspil-ideer, korte 1 og 2-akts under opstilling, dels i stærk lyrisk flamme (musik, samarbejde med en musi- ker), dels bare lystig karakterskildring. Så har jeg et roman-bæst i tre dele (ikke store), en kamp mællem en præst og en doktor, like fra de var æmner på skolen og op igænnem til foran godt- folks syke-sænge, den ene som syke-husets læge, den andre som dets præst. Men mens jeg har samarbejde med en udmærket læge, savner jeg samarbejde med en præst, siden L. gik hen og blev gal. Herregud kænner du en, som vilde og kunde gi mig præste-interiører, jeg mener de psykologiske, alle disse troens hallucinationer, selvplagerier, skriftemål, forsætter, præken-samlin- ger og andre trøste-bøker, - så sig mig det! Jeg skulde søke ham eller få ham herner med stipen- dium! Jeg har måttet lægge det hele tilside så længe, skønt jeg er langt i det. - Når pokker skal vi så ses igen? Jeg fatter ikke din forkærlighed for K.havn. Jeg er nu sikker SIDE: 59 på, at du snakker dig ihjæl tilsist i K.havn, hvis du ikke engang gør ænne på det. - Skriv mig til og sig mig, at dit brev i meget var en stæmning! At du kænner kraft og lyst, men nætop ikke kan i øjeblikket. At det er en humør-sykdom, som du skal kurere ved at skifte klima og liv. Sig mig det, Stavanger-kæmpe; jeg smægter æfter at høre det som æfter at forlyste mine øjne med din prægtige skikkelse og mine øren med din megen ugudelige kommers! - Hils de brave Drewsens! Karoline ler, bare hun ser din håndskrift. din tro kammerat B. B. Ikke meget oplagt idag, som du kan se; vi hadde stor middag igår; Bjørns fødselsdag. Paris, rue Faraday 15, Les Ternes 8de jan. 86. Alexandrissime, jeg tror ikke, at jeg har mot- tat et brev, som har gjort mig mere ondt. Jeg har ikke båret billedet af en gladere, kraftigere forfatter i min sjæl disse siste år; - til intet mæn- neskes sorgløse munterhed har jeg længtet så. - - - - Aldrig har jeg trod på dine skygge-billeder uten som din egen karikatur, ja, jeg gør det ikke for den saks skyll nu hæller. Men når du selv har skræmt dig i den grad op, så er det aldeles SIDE: 60 likegyldigt, om du er selvbedragen æller ej, og jeg lider så af din uro og sorg, at jeg for min egen skyll, om ikke for din, må gøre noget. Jeg kan aldeles ikke respektere, at du skriker mig så for- færdelig i øret og siger, at jeg skal tie. Jeg kan da ikke la dig bli hjulpen uten at sige det til en og annen? Jeg kan tie med det, du tænker at gøre, med dine ræsonnements også; men jeg må da få sige, at uroen for fræmtiden forstyrrer dig, så du kan ikke arbejde; jeg er sikker på det bare er en forbigående sykdom; men det gæller at komme over den. Så meget må jeg sige. Så får du bli fortvilet over det også; - men så meget har jeg allerede sagt til et par ænkelte. Jeg skal nætop nu skrive en pen ansøkning til stortinget, hvori jeg vil utvikle, hvad digter-gage er for noget, og hvad den er god for; ti man be- gynner at miskænne hele institutionen af frygt for at den kan forpligte den ene æller annen part for stærkt (For fanden, så kan vedkommende part fri sig fra den; den behøver slæt ikke at være livs-varig!) Man siger mig fra alle kanter, at du får den. Men - og jeg må jo late som jeg mener det! - kænner du dig udygtig til at ta en krise nu og da, om den kommer, så må du heller søke et æmbede æller ombud, som levner lidt tid ved siden af. Der er sådanne! SIDE: 61 Hvad jeg vil gøre? Simpelt hen skrive til en del mæn, som både kan og vil hjælpe dig, til det viser sig, om ikke det hele er en syg inbildning. Så sant, som du sitter i Hillevaag, eller hvad fan- den det heter, du skal ikke lide nød, hværken du æller dine barn, æller din hustru æller din hæst i nærmeste fræmtid. Og jeg bér dig bare instændig: skriv til mig, når noget kommer ivejen, - om bare i al utidighed lidt angst; jeg skal straks purre nogen ut til at være ved hånden. Tusene hilsener fra os, kære, prægtige Alexandrissime; og kys din hustru og dine barn. din B. B. Natten gir tanker. Og derfor føjer jeg lidt til idag. - Er det dit ramme alvor, at du vil ikke mere, så skal du sige det grejt ut, og vi skal da alle prøve at skaffe dig - om ikke nætop en toldbetjent-post, så heller, synes mig, en toldkas- serer-post af de mindre, en forvalter-post (staten har nogle slike), i det hele en med lidt makelighed i. Jeg tænker mig også en foged-post, for til alt sådant behøves ingen anciennetet. Og med "enede kræfter" skal det nok gå. - Men foran alt slikt fra din side en afgjort, bestemt erklæring, hælst i ansøknings-form uten fortale æller forord; likeså absolut som din blå-bånds-heltedåd. Men - og jeg tænker dog, du selv føler, når SIDE: 62 beslutningens time kommer, at du er for rik, for harm, for stærk til den - altså: når du har følt dig selv tilbunds foran en afgørelse, - - - hvorfor da ikke sige dig selv: kan ikke med mit skriveri fortsætte et liv som mit nuværende; jeg flytter til en syd-spansk by, hvor der leves fabel- agtig billig og forpupper mig (æller til en syd- bayersk), kanske de billigste i Europa. Så gjorde Jonas Lie (skønt han valgte galt, da han valgte Stuttgart!) Som sagt i mit brev: utkomme for den første tid samt din digtergage er aldeles sikre ting. Jeg skal forsåvidt gærne gøre mig om til din kas- serer (som i sin tid for Ibsen); jeg har et så utbredt kænskab til mæn, som her uten omstændigheder går med, at du ikke behøver at ha den fjærneste skrupel. I ingen utenlandsk by af de billigere, som jeg har nævnet, trænger du mere æn du rundt og frit kan tjene det ved siden af din gage. Skriv mig nu snart til, kære væn din B. B. Apropos om billige levested. Syrien skal være det billigste på denne side Middelhavet. Hvor mange vittigheder kunde du ikke skrive på det at bli Syrer! Men vet du, at jeg for ramme alvor har tænkt på det. SIDE: 63 Paris, rue Faraday 15, Les Ternes 11te jan. 86. Kære, jeg talte igår længe med din prægtige sø- ster, og først glædede hun mig med, at hun i dine brev ikke hadde set spor af, at du overhove- det vilde slutte med det at være forfatter, og at krisen var den uro, som formede sig om en slik volds-handling på sig selv. Dernæst, da jeg for- talte henne, at jeg hadde rådet dig til at gøre som alle vi andre hadde måttet gøre, kutte af og vælge os et billigt sted ute (æller også et lidt dyrere, det blev dog altid billigere æn hjæmme), så istæmte hun af alt sit hjærte. Vi har allesammen (og ikke minst Ibsen) hat en tid, hvori vi både utvortes og invortes så ut som en hane, der fælder fjær, hvilket er et grueligt syn. Det at være norsk forfatter køpes ikke billigere. Nu er tiden kommen til dig, og du må ikke vise mindre mot æn vi andre har vist. Gør rent bord! (Kunde du forestille dig alle de økonomiske pla- ger jeg har havt og tildels drages med ænnu! Al den ydmygelse jeg har gænnemgåt!) Gør det hel- ler idag æn imorgen! Gør det mens du nu får hjælp! Og uten varsku. Pludseligt, uvæntet. Kitty foreslog München. Hværken hun æller jeg kænner billigere levested. Og der er morsomt. Jeg mente, du kunde ta dine møbler med, hun mente, du kunde sælge såvidt godt hjæmme, at du SIDE: 64 kom billigere til møbler der. Efter min erfaring (og den er samholdt med manges) kan du i Mün- chen leve for 3.400 à 4000 kroner med hustru, barn og to piger, når du lever borgerlig godt og tarveligt. Men det må du ha gjort op med dig selv, at uten øl går det næppe. Klimatet kræver det med stor, ubønhørlig magt. Men det kræver ingen overdrivelse. Kan du undvære det, så er det særsyn. Kitty mente, at din hustru næppe burde føres utenfor en husholdning, som hun intet kænte til, af den grun ikke sydligere eller længer bort. Her- om kan jeg ingen mening ha. Men tanken på din hustru i hele denne sak har rørt Kitty, Karoline og mig meget. Hun har da væl det fulle mot til at ta overgangen til det liv, vi andre nu fører? Vort liv føres i ikke så ganske lidt af bryderi, forsa- kelse og kniberi, - rigtig spekulation i kniberi. Det opkaller energi i vort væsen, og Beate gør det ikke alene for egen rægning, men for alles vor, som ælsker din gærning og vænter grøde af den. Hun vil, jeg er viss på det, om et par år vælsigne den dag, som det alvorlige brud flyttede henne bort fra det, som nu piner dig. Du får snarest ske kan en del pænger sendt fra forskællige kanter - æller pr. mællemmand, så du skal stå frit for en beslutning. din innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 65 Den man i München, som du på mit ord kan henvænde dig til er maleren Marcus Grønvold, ausser Nymfenburgerstrasse, 24. Jeg kænner ikke tjenstvilligere, prægtigere kar. [Paris, omkring 20. januar 1886] Alexandrissime, disse linjer bare forat sige dig, at notitsen om regæringens forhold til din digter- gage ikke skal forfærde dig. Jeg innestår dig ved min ære for, at dennegang skal du ha den. Hadde jeg havt den fjærneste tvil også forrige gang, skulde du ha hat den allerede da. Regæringen skal bli nødt til at tale for den; jeg forsikrer dig det. Men deraf skal i hvært fall utfallet ikke være afhæn- gigt, det innestår jeg dig for. Jeg håper at bidrag nu begynner at nå dig. Vær overbevist om, du kære, at de alene gives af folk, som er dine intime vænner, uten at du vet det, og med samme lethed, hvormed de køper en af dine bøker. Et uhyre af et rim-brev (til rektor Steen) og som er et led i min belejrings-kunst dennegang, har i den grad hæftet mig væk, så jeg ikke på lange tider tør skrive et brev med mening i til noget mænneske. Med tusene hilsener til Beate og de dine - din B. B. SIDE: 66 [Paris, visstnok i begynnelsen av 1886] Alexandrissime! Er det dog ikke eget, at et så højt intelligent dyr som du kan følges og forstås til beundring af så tarvelige individer, at de forat få sendt dig - man og hustru - 700 frcs. sender dem over Paris! Men så bor de i det nordligste Norge, på samme brede-grad som Samojederne, så jeg måtte huske på den beundring Norden- skjølds kloke hund vakte blant Samojedernes! Tak for portrættet; hvis jeg var så vakker, vid- ste jeg ikke, hvor jeg skulde gøre af mig. Du sitter også, som var du selv lidt forlegen ved det. - Så er her en fyr, som har git dig 1000 - tu- sen - kroner. Men nogen har sagt ham, at du skal rejse likesom vi andre; ja hvæm det nu æn er, så har det havt den følge, at han vil spare dem for dig til da; for da kommer de bedst, me- ner han. Jeg har straks skrevet ham til, at det er en misforståelse af den, som har sagt ham det; det har så småt været på tale, men det er til dato også det hele. Jeg håper altså, at pængerne snart er hos dig. Ja, jeg vilde innerlig ønske, at du følte kærlig- heden i alt dette og blev i godt humør af det. Tusene hilsener fra os alle til Beate og dig. din B. B. SIDE: 67 22de fbr. 86 15, rue Feraday 15, Les Ternes Alexandresse, du må jo tro, jeg rent har nar- ret dig op i stry, fordi du ingen flere pænger har fåt. Det er ikke fordi de mangler; men det er fordi de ikke er sendt dig. Ja, jeg er i dette øje- blik så ulykkelig over det, at jeg kan ikke arbejde. Jeg har bare skrevet brev og brev og brev! Den ene, han med de 1000 kroner, vil også gi mere; men der er en man i Stavanger (som synes at stå dig nær, siden han tror mere på ham æn på mig), som har rådet ham til at sætte pængerne i en utenlandsk bank, hvor du kan hæve dem, når du engang rejser ut! Hvæm faen er nu så snild at agere forsyn for dig i Stavanger? Først 1000 kro- ner og så mere. Ordene lyder: "Og dette er i så tilfælle ikke mit sidste ord (d. e. beløb)". Mannen er din varme beundrer med hele sin familie. En annen man lovde straks 500 kroner; han var den første, jeg skrev til, og jeg bad ham så instændig at sende dem straks. Derpå har jeg stolt; for da han nævnte beløbet, skrev jeg igæn og sa: straks, straks! Og i dette øjeblik skriver han, at det råd har han ikke fulgt; for han syntes, det kom bedre, når der kom mere på engang. Og så en lang hi- storie om, hvem han hadde fåt noget hos og hvad han tænkte at gøre. SIDE: 68 Ja, her er jeg uskyldig, Alexandrissime! For rent ut sagt: jeg vilde ikke sende dig alle vore vænner på halsen på én gang, så jeg har ikke gjort mere for det første. Jeg stolte på dem, jeg lot rykke fræm i første linje, og de har alle slåt sig på visdom og forsigtighed, to ting, som er meget hæderlige, men i uprepareret tilstan gir de hverken mat æller klæder. Søte mænnesker, du og hun, vær nu ikke sinte på mig ulykkelige bæst, som har det ondt nok allikevæl! Og som skal forbedre sig uhyre! Din dig- ter-gage, fortæller og skriver man, er aldeles sikker. Karoline, som jeg nætop måtte betro hele min fortvilelse, bér dere hilset med den varmeste del- tagelse, og ber dere stole på mig! Hun har en viss ræt til det, tror hun. Ja, ja, jeg trænger trøst. Du må sende mig aflad i en eller annen skikkelse. din Bjørnst. Bj. Et nyt drag af Jakob Sverdrup. Jeg skriver et brev til min gamle kammerat statsråd Arctander, og som jeg skriver utenpå sitter jeg og ærgrer mig over Jakob Sverdrups niddingagtige bruk af kon- ventionen - og skriver: hr. statsråd Sverdrup! - Nu, vi andre, når vi får et brev i en konvolut til os, og vi ser på overskriften, at det er til en annen, på underskriften, at det er fra en, vi ikke står i forbindelse med, så lægger vi det ulæst i rik- tig konvolut. Han læste hele brevet! SIDE: 69 [Paris, 24. februar 1886] Alexandrissime, da jeg ser, det blir til alvor, dette "til våren", så tar også vi det med overlæg og megen spekuleren, og vore egne hønse-hoder + Lies + Kitty's har kaglet sammen i det uænne- lige, og resultatet er vedlagte æg fra Karoline. Jeg tror at det, væl utruget, har hæmmeligheden. Hvorfor skulde du ikke til Paris? Du passer in- gen annen steds i værden. Og nu, da du kan komme afsted og sætte bo uten at det koster dig selv en skilling, - så må det kunne gå for dig, som det går for os. For sunhedens skyll, for Beates og barnenes burde I bo her, hvor Lies og vi bor, så I fik vore hustruers vejledning (like ved os er markedet i Ternes), og dine små-piker Dagny og Elisabeth til omgang. Kanske ænog skole, hvor Bergliot og Dagny nu går. Elisabeth læser med sin søster; kanske kan det arrangeres, så dine kom- mer til at læse med Asta Lie, de også? Alt dette er næmlig væsenlige ting, så du får tænke på det med andagt. Jeg vet ikke, hvad møblement du har; er det af værdi - affektions- æller smags- æller begge dele -, så må du, tror jeg, spendere flytning på det. - Hvis ikke, så køpes sænge direkte, møb- ler gænnem en snedker, vi har, og som passer på occasions, æller gænnem Drouot. Det er utroligt billigt. SIDE: 70 Det værste spørsmål blir naturligvis det med pige. Hun må være norsk; jeg tror I må få tak i et kvikt, ganske ungt mænneske, som kan lære sproget; det gik naturligvis til at begynne med bedre, om I tok en norsk pige, som var kænt her og kunde tale; men da kan de i regelen også mere, som I ikke vilde være tjent med. Imidler- tid: vi kunde jo prøve at skaffe dere en dyktig norsk pige, som kunde fransk; her er flere hun- dre at ta af! Men på forhånd er jeg ængstelig. Vi har en del pålitelige pige-bekæntskaber, gæn- nem hvæm underhandlingerne kunde gå, hvis I så synes. Omgang med os andre tar du akkurat så meget og så lidt af, som du selv vil. Hvær af os er optat til kl. 4, siden står vi til tjeneste uten at genere nogen. Men uten vin går det død og pine ikke! - Ja, jeg hadde naturligvis meget mere visdom at præstere; men i øjeblikket er jeg optat anderswo. Jeg har en mistanke om, at Beates tilstan kræver to piger, d. v. s. én mere æn du tror, du har råd til? Men din husholdning kan umulig bli så dyr som vår, hvis børn er voksne og trænger meget, som børn ikke trænger. Så kanske klarer du også det. Jeg går næmlig ut fra, at du med digter- gage og dit arbejde, når du engang er frit instal- leret, klarer dig godt. din B. B. SIDE: 71 Min fortvilelse fra i forgårs gik ut i en mængde brev. Nu er jeg over det. Jeg får i dette øjeblik brev fra en man, som spør, om du har gæld, hvor stor den er, æller hvad du overhovedet nu trænger. Jeg sender spørsmå- let videre. rue Faraday 15, Les Ternes 18de apr. 86. Alexandrissime, på en ytring i dit brev synes jeg at forstå, at du er i forlegenhed. Henved 1000 kroner (ikke de 1000, som i utlandet vænter på din fede person, nej, nogle nydelige andre henved 1000!) behøver jeg bare at bestille hitner, så har du dem, altså lad os sige om 14 - fjorten dager. Er du i forlegenhed, så kan du låne på dem; trygt. Jeg har holdt mig i ro, fordi jeg virkelig burde ha fåt noget fra en annen kant, som noget forbannet sladder har stoppet; folk tror ikke, du savner nogenting! Vil du hilse Kielland og hans Beate med, at siden de vælger at rejse til værdens ænne istedet for til hjærtet, er min agtelse for dem synket af- skyelig. Ællers hører jeg, at Alexander Kielland skal gå omkring i en hat, der skal forholde sig til Wullums som kæmper til dværge, i en aldeles hvit frakke af pap, og med skjorte-snipper hvorpå tæg- ninger af Mitras hællige dyr, og hele personen SIDE: 72 støttet til en mast, hvorom han griper på midten (masten væntelig forat få hatten til at balancere). Bare jeg gæntar legenden, blir jeg så forskrækket, at jeg løper bort fra brevet og gæmmer mig. Kryper op igæn forat hilse fra Karoline, at hun tør ikke vise sig! din B. B. (Rasende travelt!) Aulestad 3die juni 86. Alexandrissime, først jobs-posten, for der er en. De 1000 rejse-pænger var Astrups; dem gav han dig i sinne midt under afstæmningen i tinget. Nu krævde jeg ham for dem; for man bør jo være uforskammet; jeg sa, at jeg hadde sagt dig, de lå færdige. Jaja, sa han, ord får være ord; men jeg tror næppe, jeg har mot nok til at kræve dem. Siger du, jeg bør ha det, så går jeg på med dødsforagt. Dernæst Tyskland. Oversætteren tør jeg ikke opgi, for så kan han jo komme i fængsel; men om stykket som oversat mælder du dig bare til Bloch (Felix) Berlin N. W., Michelstrasse 21. 10 pro- cent. Fanden anamme, om jeg anede, der var så me- gen taknæmlighed i dit gamle blaserte skin, det være højtidelig svoret. Jeg begynte dette i den salige tro, at på et eller annet punkt slår den SIDE: 73 gamle forkælede kokette sig rasende over din takt- løshed æller et æller annet ællers (hvilket i paran- tes viser, hvad jeg er for et utrolig snilt mæn- neske). . . . . Jeg skriver på "På guds veje". Repræsentan- terne: en doktor og en præst i kamp især ved syke- sængene. Bare fortælling, psykologi i brænnende situationer. Selvfølgelig arbejder jeg delvis sam- men med en doktor. Så kommer fortsættelsen af "Over ævne". - Gud, hvor her nu er dejligt. Æn om vi hadde dere her! Eders innerlig hengivne: Bjørnst. Bjørnson. Karoline har været i byen for sine øren, kom- mer imorgen. Ja, dette er jo ikke noget brev; men tænk, jeg fik idag indpå en tyve stykker. Jeg svarer ællers ikke på halvparten. Men så er der heriblandt et helt biografisk uhyre på mange ark, liv blant sekterer. Aulestad 22de juli 86. Alexandrissime, m. h. til Astrup er jeg i fælden. Da jeg allerede i Paris hørte, at han under afstæm- ningen gav Ullmann 1000 kroner til dig; da jeg hørte det opigæn i Kristiania, ænnelig af ham selv, forutsatte jeg, at du visste det. Dette er ærgerligt! SIDE: 74 Før du nu får svar på dit siste "skrækkelige" brev, må du svare mig besindeligen og værdig på følgende: må ikke du ha flere pænger forat kom- me afsted og bosætte dig? Må jeg altså ikke bli ved at samle til det? Udelukkende til det bruk? Svar utbedes! Du skulde ikke tilfældigvis ha lagt mærke til, at vi har sluttet med at gå på fire og med at sætte visse mærker på væggerne, hvær gang vi traf en tæve æller en medbejler til en tæve? Hvis du har lagt mærke til det, har du antagelig tapt rætten til at behandle os alle som var vi ænnu hunder. Vi har utviklet os en smule siden dengang - også i det kønslige. Samfunnets behov har omdannet os som andre skikkelige dyr. Vi levde engang uten at kænne far æller mor; vi glæmte det næmlig så læt som dyrene. Det næste var, at vi kænte vor mor, stammoderen, som gav os arv og navn og holdt os til stammen; men ikke vor far; hun lot sig beride af alle rejsende hingst-mæn. Dernæst den store sceneforvandling: mænnerne undertvang kvinnerne, samlede sig et harem, og vi kænte både far og mor; - og ænnelig kvinnens sejer: én man hos én kvinne, og alle husets barn søsken. Dette historiske løp, der samler den sædelige følelse om barnet, bygger på den familien, og på familien samfunnet, går ikke tilbake. Er mono- gamiet så omtrænt nådd for kvinnens vedkom- SIDE: 75 mende, som forholdene tvang til én man, - for- holdene vil tvinge mannen til én kvinne; og dette altsammen for barnenes skyll. Med andre ord: selv-opholdelsens evige drift har tat denne form i de mænneskelige forhold. - Utilfredsheden og utskejelsen nu kommer af, at dengang de siste juridiske bestæmmelser om ægte- skab blev vundne, kunde man og kvinne gifte sig næsten straks de var manbare, og uregelmæssig- heder blev ikke rægnet for meget farlige eller me- get usømmelige. Dette har ændret sig; både er betingelserne for ægteskab blit sværere (snart blir det et utåleligt privilegium for ganske få at gifte sig!) og er det moralske krav steget efter hvært som mænneskene har fattet, at på driftens vej grundlægger du ved tugt og troskab din sundhed og din karakter, æller du taper anlæggene til bægge. Jo større misforholdet vokser sig mællem den bestandig sværere adgang til ægteskab, og den be- standig stigende moralske fordring, jo større vokser også hykleriet sig, og des vildere blir planerne til forbedring. Men utover den utstukne vej, evolu- tionens evige vej, kommer I ikke. I kan og bør spare eders ævner for nyttigere arbejde, - hvor utålmodige hykleriet og urætfærdigheden kan gøre dere. At skille driften fra kærligheden, er at skille SIDE: 76 barnet fra familien; det er også at kløve sig selv, mens alt både moralsk og intellektuelt arbejde kro- nes af hæld i samme grad, som vi kan samle os selv; vi er lykkelige og ævnerike i forhold til det. Farerne ved et slikt delt liv, og ved at gøre det frit for begge parter overvinnes ikke ved at man for samleje sætter forælskelse op som betingelse. Syfilis f. e. viger ikke for forælskelse. Den blev utviklet i forhold, uænnelig friere æn vore. Ikke de ufri forhold, men de grænseløse har alet den stor og forfærdelig; på Shakespeares tid var den værdens sværeste plage; vi bærer mærker i næsten alle vore slægter, f. e. her i landet vore bedste bonde-slægter. Den ny og friske tilførsel inskrænker sig ikke til matros-horerne; den er i de højeste og allerhøjeste klasser. Den er aldeles utvilsomt skyll i nogle af værdens beklage- ligste begivenheder, f. e. den svaghovedhed og den usselhed, som førte til siste fransk-tyske krig og den måte, hvorpå den fra fransk side lededes. An- tagelig også en årsak i vor siste konstitutionelle strid. Den er en rægning, som præsenteres på for- faldsdag. Den er en af minnelserne om, at mæn- neskeheden må vokse i sælvbeherskelse og finne de opdragelsens og lovens midler, som kan gøre for- holdene både rætfærdige og lettere at bære. Dersom du læser dette brev som et asen, så har SIDE: 77 du ikke dennegang den undskyldning, at det var utydelig skrevet; for Karoline har skrevet det af for mig; dersom du læser det som en alvorlig mæn- neske-væn, så skal du inrømme mig, at I er ikke innenfor den historiske linje, ikke i evolutionen. Nej, lad os så hæller ene os om at utvide sædeligheds-begrebet, dels ved at gøre ægteskabet uafhængigere af loven, dels ved at tillate kvinne som man at lægge sig barn til uten ægteskab, når dette er deres ønske, og samlejet en aftale derom, en grej pakt. Men den fri beblanding er farlig for hælse og karakter, og i kvinnens længsel og troskab mot én er vunnet noget så uvurderligt for mænneskenes karakter-stamme, at vi ikke mere kan opgive det, men meget mere må stræbe at komme æfter. Det er da også en to-tusen årig fordring til os. Vi hører utvilsomt nu til de monogame dyr, hos hvæm villfarelser straffes. At vi oprinnelig ikke har været det, forklarer hele uenigheden. Det er sant: jeg tænkte fortrinsvis på mænnenes særegne "opøvelse" ikke på han-dyrenes. Du vet fra din Darwin, at vor stigende ævne til berægning og navnlig civilisationens raffinement forstyrrer naturlivets rolige løp, som vi iagttager hos dyr og lavere mænnesker. Hils din ælskelige Beate fra os bægge. Jeg vilde SIDE: 78 ønske, at din hustru læste dette brev. Jeg har i spørsmålet samarbejdet med Karoline; og ringen af dem, som forhandler det med os, blir bestandig større. din hengivne Bjørnst. Bjørnson. [Paris] 5te nov. 86. Kære! Der står et friskt vejr af den sunhed, det mod, den glæde, som der er over dere alle- sammen, og af det "had" og det vid, som du blan- der det med. Både jeg og mit annet gamle asen sitter her og længes. Hjærtelig tak! Men sæt aldrig nogen in i den omnibus, til en fart på to timer og til in- og ut for hvært mænneske, som kommer til, hvis du vil beholde din plass ved døren. Der må næmlig jeg sitte, for sjø-sykens skyll; jeg slap med nød og næppe derfra. Og da jeg kom hjæm traf jeg en slik uænnelig- hed af brev om "hansken", så jeg næsten blev overgit. Irgens-Hansen har havt en raptus, og det var harmfull protest mot ham (som jeg ikke har læst!), der hadde avlet brevene. Publikums ros utbasunes; det har været mønsterværdigt; jeg burde jo blét bange æfter din teori. Men da jeg har den gode samvittighed, at i et stykke, som skal sés, går det ikke an at træde nærmere in i familie- interiørerne æn jeg i den ny bearbejdelse har gjort, SIDE: 79 i alle fall ikke fortiden, så er jeg fyldt af bare glæde over, at så langt er vi kommen! Men så fik jeg se Sverdrups tale i Lillehammer! Slik troløshed, slik foragtelig opgiven af alle ældre mandige standpunkter! Menighedsråd og delega- tion er fræmtidens program! For bare at mindes én ting: bægge ikke optagne på vænstres! Bægge sprænger det! Men tingen i sig selv! - Nej, han er det værste billede på "politisk moral", som vi ejer. Og han, som på hvært punkt er i motsigelse med sig selv, han våger en sortie fra middagen sålydende: "denne fæst vil bli et motsigelsens tægn for mange!" Nej, han er vor største bajads og jonglør. - Jeg gæntar mit: de gamles meninger og traditioner er potte-skår, vi "skider og pisser" på hvær dag. Men her er faren, vore egnes alli- ance for magtens skyll med uvidenheden og det jordfaste, fra hvæm det galdt at rive nogen løs hvær dag. - Og se in i den angst, som mangen en ærlig "intelligent" bureaukrat hadde nætop for dette forhold, han så i ånden! Dette absolute for- ræderi mot sin egen dannelse, sine egne instinkter, mot samfunnet! for magtens skyll. Jeg sitter i stor elendighed. Jeg burde ha været hjæmme. De skriker også på mig. Men jeg vet ikke engang om tiden er kommet til at tale; jeg tror det næppe. Hilsen, hilsen! din B. B. SIDE: 80 Dengang "De unges forbund" kom fræm, var det en stor troløshed; men nu får det sin sanhed, æfter at familien Sverdrup overtar rollerne. SIDE: 80 [Paris, december 1886] Alexandrissime, nej nu blir det rent til synd, dette, at jeg ikke skriver dig til! Men jeg har havt det så ondt; jeg har tat mig så forfærdelig nær af Sverdrups forræderi. Først Stangs, så Uelands, så Sverdrups, . . . er da ikke en forbandelse over os? Når skal dette slutte og bli umuligt? Når skal de simpelt hen bli dræpt for det her? - Ja, lad mig nu ikke begynne at jamre for dig også. Men vokser dette hælvedes-frø, så er jeg istan til at lægge pæn- nen ned og rejse hjæm forat gå landet rundt à la Oftedal. Nu får vi se! Det er overmåde farligt. - Så var det Rosmersholm. Jeg minnes ikke, at jeg har sét en stor forfatter før ta aldeles fejl af formen. Hadde Ibsen tat dette sjelden interessante stof som det, det er, en fortælling, der begynte den dag hun kom i nærheden med sin døende plejefar (og hæmmelige ælsker), - fortsatte gænnem fru Rosmers opdagelse af henne og interesse for henne, . . . og så hele ræsten like til hennes værk var fullbragt, og præstens væsen så ælskeligt og rent, at hun ikke turde nyde det, - det hadde været ypperligt, og det hadde havt sin missjon; SIDE: 81 det forkynte menneskehedens oparbejdede "adel" som livets højeste magt. Men nu ved at skuespil- formen narrer ham til at fortsætte så langt, at det blir til hvite hæster i en foss, og især ved at den samme form fortøjer den ene karakter til det uforståelige og forkorter og sammenbanker den andre til bare filosofi, ja, nu er det . . . . skidt, jeg gider ikke utføre det. Og så al den forbandede svindel med at skrive med fosforstikker på natlig grun, sige "bøh!" i mørke, og hele dette anelsernes og truslernes trolleri i arrangementet; nej du, der er ikke alvor i alt det alvor. Jeg er så ked det, så. - Dit stykke har faen ikke gjort liten lykke; du forstår dig ikke på det da. Det vil ta en ustyrtelig mængde opførelser, det! Naturligvis har Josef "begåt" sig; jeg tviler ikke om det. Men jeg kan se det på den kære Borchsenius, at de står færdige med syns-forlatelse til dig nogen og hvær. - "Hansken" gør stor lykke, uhyre pænge-inbrin- gende - til ærgrelse for alle "Josephs" brødre (og søstre). Men min fortælling afbrytes i ét væk af alle disse slagsmål med Josef'er og Sverdrup'er. Det brænder og raser i mig, og jeg kan ikke få fred; jeg må gøre, hvad jeg kan. - Egenlig hadde jeg lyst til at snakke med dig; det er en grusom opfinnelse, den der med Cernay-la-ville. Men når du og dine ikke klager, SIDE: 82 så -. Hør, jeg er beordret til at advare dig for "kærringen"; hun snyter dig, siger Karoline. Sny- ter dig uhørt. Frigør dig! Navnlig må du ordne dine vinforholde annerledes! Du betaler nu mere æn vi! Og dog betaler vi af hvær liter minst 25 centimes. Altså: en garde! - Hvad "laver" du dig til at "lave" på? - Jeg så den liderlige jøde gi Herman Bang det brød, som var bestemt for dig; men nu rykke det af hånden på stakkels sultne Herman og gi dig det igæn. Jeg er spænt på, om det nu ikke skal rykkes fra dig og gives Ibsen! - Lev væl, vidunderlige forårs-fæst hele året rundt. Kys Beate og alle dine barn! - din B. B. Jeg vilde så forfærdelig nødig, at den norske digtning faldt ner i det at behandle lutter raringer og undtagelsers undtagelser - som den russiske. Kitty rejste fra Xania lørdag. [brevkort, stemplet Paris 24. decbr. 1886] Gode vænner allesammen, jeg kommer hjæm halv seks og finner eders telegrafiske hilsener; jeg telegraferer igæn; men skriftlig og tydeligt må jeg sige, at det klang, som om de spillede piano og sang og drak skål på den andre siden væggen, og SIDE: 83 vi visste, at iblant dem var nætop kommet fami- liens allerkæreste, og det var ham og hans det alt- sammen galt. Vi er innerlig med! På denne side væggen, skønner I. Eders alle Bjørnsons. [visstnok fra Paris, vinteren 1886-87] Alexandrissime! Siden jeg så allikevel skal foreta en rejse med utgangspunkt hælvedet, så tror jeg nok, at jeg vil rulle mig i din sne, før jeg skal ivej! Jakob Sømme er en af mine mange svigersønner, så ham ser jeg ofte; jeg skal kaste ham ut til dig en af dagerne, at sige, hvis han er ved muffen nætop nu. Da du stansede mig i Kristiania m. h. t. insam- lingen, var den i en uhældig situation. Heftye var mannen dennegang, og han blev dødssyk. Nu går jeg ikke videre uten at du siger til. Men det må du gøre itide. Der kan næmlig samles mere. Men da du synes at ha imponeret Hegel, er det kanske overflødigt, og det overflødige skal aldrig gøres. Dette vil jeg hælst ha afgjort skriftlig, så slipper vi at tale om det. Vi har så meget annet. Svarer du ikke et ord på det, så lar jeg det hele bero så længe. SIDE: 84 Jeg kommer nok ut alene. Jeg vil ikke hæntes af din værts hæsts søn æller kone æller hvad fan- den det er; jeg vil gå. Men da må ænten din hær- lighed æller din hærligheds afkom være på per- ronen i det store øjeblik. Din meget ivrige beundrer: Bjørnst. Bjørnson. [brevkort, stemplet Paris 9. febr. 1887] Kære væn, din protokol af 7de dennes annam- met, og vænter vi nu dig sælv som dens naturlige forlængelse. Jeg er ganske undselig over, at nogen vil ta mig i forsvar; du er næsten den eneste i Norge, og det er ovenikøpet ikke første gang du gør det. Da jeg begynte at dissentere i politik og religion, fra jeg blev republikan og fritænker og en del annet, har ingen forsvaret mig, men de har drukket min skål - med forbehold, forstår sig, og så engang imellem ståt på hode for mig. Men det egenlige forsvar - dit er jeg ænnu ikke kom- met. Undertiden tænker jeg: er det længe igæn, før det kommer? - Har du sét regæringens motbydelige instilling i din sak? Og Johan Sverdrups tillæg? Det siste har vist hans raseri mot mig skaffet dig på halsen. SIDE: 85 Du kan tro, jeg har git svar; like i hans åpne ansigt, så han skal bli både rød og blek. - Her vænter to flasker champagne af allerøverste kvali- tet og én flaske sauterne af do. på dig. Også skal du få doktor Munthe til borddame; han er et fint, sympatisk mænneske. Karoline hilser Beate (og dig også!) Jeg er din hengivne B. B. Har du sendt Sindings Albertine? [brevkort, stemplet Paris 4. marts 1887] Bjørn skriver, at dit opsæt i V. G. har vakt "et fandens opstyr i tinget", og at vænnerne er "ute af sig af glæde". Tak skal du ha! F. Bætz- manns forsøk på at plumre har jeg mødt idag; han skal føle sig som en skolegut grepet i fusk. Men jeg skrev ganske kort forræsten. - Jeg har under gænnemgåelsen af Johnsens systematiske teologi gjort et utdrag og git en kort kritik, som jeg tror er det bedste jeg har skrevet udi teologisk vej. Der gaves mig som ved inspiration en måte at gøre det bakvændte klart for folk på, som jeg fulgte. For et vidunderlig vejr vi har hat; alle her er SIDE: 86 i allerypperste vælgående af bare vårfryd. Og det skinner in i arbejde med. Jeg har idag særlig lykke over mig; jeg fik et brev fra Bjørn, som viser, hvor lykkelig han er. din Bjørnst. Bj. [Paris, 10/5 1887] Alexandrissime, den dag "du spiste hos mig" var - ja, kanske gør jeg nogen uræt nu, jeg skal til at skrive det ner, nogen, jeg glæmmer, og som det er skam at glæmme; men jeg må sige det som jeg nu føler det - den dag "du spiste hos mig", var den mærkeligste samtale-dag jeg har havt på mange, mange år. Ikke fordi det var så mærkeligt, det vi talte om, skønt det var det også; men måten, du fant for din forståelse af mig, og din under al slags skøj maskerte trang til at gøre mig godt. Tak! Jeg glæmmer det aldrig mere; det besøker mig hvært øjeblik, ord og øjekast i det, som fra den tid vi var forælskede. Og senere vil jeg komme til at sitte med det som gamle tobaks- røkere med den pipe, de tar ner til fæstbruk, og hvær gang tankefullt pusser på med trøjærmet. "Skinfytlinger" - er det fra Jæderen? Jeg får ingen fantasi in i det, det er som en låst kuffert uten noget slags anvisende ydre; - hvad er det? Jeg visste det, som "Tycho" skrev fra Kristiania SIDE: 87 (hvæm er så Tycho igæn? Din bror? Er han tyk?) Jeg visste det, har visst det i mange år. I mange år har ingen i tinget forklaret dem for- skællen mællem en digter og en grøftegraver; og det er nødvændigt, at det forklares dem hvært fjærde år æller så. Ja, parlamentarismen er ikke værdens ænnelige statsform, og væl er det! Det er faktisk kommet til det, at de styrer, som ikke forstår sig på det, af den grun styrer, at de, som virkelig forstod det, sveg sin forståelse for egen- nyttens skyll. Men det næste? Ingen på jorden vet det, - allerminst socialisterne og anarkisterne, skønt de har mest ræt i sine krav. Men hvordan det næste æn er, hvær klasse, hvært laug, hvær tro må værge sig selv, forsyne sig selv, gøre sin eksistens uafhængig af de andre. Det må gå op for dem som en skyldighed og et behov; på annen måte får de ikke tid til sin missjon og skades i sin kærlighed. I Tyskland holder "Schillerfondet" på at gøre digterne uafhængige; noget lignende må til hos os. Kirken har først forståt det; - alt af åndsmagt må forstå det. I Sverige har de "Hjerta- fondet", og der viser sig tægn til mere; hos os - intet. I dag, den 10. maj, var det første gang, at jeg så det allerinnerste i min fortælling; [fotnotemerke] det, hvorfra forståelsen, sammenbindende i lys stråler på den Fotnote: På guds veje. SIDE: 88 minste detalj: Alt forutgående har bare været ønsker, forsøk, irrlys, riktige anelser! din B. B. Skriv mig to ord til, når du har læst "Bondemål- stræverne". Eller er du for doven, så sig til Beate de par ord. Hils henne! [brevkort, stemplet Paris 30. juni 1887] Kære væn, det gør mig hjærtelig ondt, at jeg ikke kunde bærge dig! I samme øjeblik frasa jeg mig også min gage. Leve friheden, gut! Nu skal du se, at det skal gå! din B. B. [brevkort, stemplet Paris 7. juli 1887] Hjærtelig tak for sist. Først idag (torsdag) er jeg mænneske igæn; jeg tåler ikke at mangle søvn; og så drak jeg formeget, spiste også for meget. Men der er jo ikke jul hvær dag. For mig står det, at I bor fælt. I skulde gøre et skifte snarest mulig. Og ti sous for en flaske selters! Her koster den os tre; - hvis alt er i forhold, så gud nåde dere! - Ellers er jeg i skidt humør. Så meget støter sammen på en ubelejlig tid. Men jeg har SIDE: 89 lagt mærke til, at i regelen har noget nyt forberedt sig på den måten; og det blir væl engang til noget nyt, dette også. Ingen har skrevet mig til. Ikke et ord utenom det fra min bror. - Jeg har truffet anstalter til at få sælge min gård; men det lykkes vel ikke. - Kom snart in, er I snille! Hele huset hilser og takker. I var så ælskelige mot os. Fortæl om de syke! din B. B. [brevkort, stemplet Paris 13. juli 1887] Alexandrissime, det er alt for varmt for den dovne Karoline; jeg må til. Altså: - ingen plass for din Beate; men om hun kan være nødt til at rejse hjæm igæn, så kan Jens sove på sofa'n i mit rum. Det er da hyggeligere for ham æn at rote alene borte hos Kitty (som skriver grusom slæt i Dagbladet). Her er kommet tilbud fra Kristiania om at gi mig de 400 Spd. privat. Jeg har følt stor over- raskelse ved det og ikke ublannet behag. Der er højremæn med, ser jeg. Har du hørt noget? - Hilsen B. B. [brevkort fra Paris, like efter 14. juli 1887] Nødvændigheden, vet du, er over os alle. Og nu ligger her nogle flasker champagne, som må SIDE: 90 drikkes i anl. Bjørns og Jenny's nærvær, men med din bistan, slik blev bestæmt længe før værden blev skapt, så du må komme, og det meget snart. Her er ikke varmere æn til at holde ut. - Ja, ænda har jeg ikke svaret på dette med pængerne; jeg har sjelden været i en værre klæmme. Så kan jo folk sige, at jeg bare har frasagt mig de offen- lige pænger, fordi jeg var sikker på de private. Du er her i en helt annen stilling. Skønner du ikke såpas som det, da er det meget for varmt i den gamle kones hus. - Så Beate er bekymret for at ha fornærmet os ved at spørge, om her var rum? - Saken er, at vi er ikke engang sikre på, at her ikke er rum; vi har jo to ubenyttede rum ovenpå. Men vi er så ræd for, at de skal være for varme i sommertiden. - Alt dette er bagateller mot champagnen! - Fæsten herinne, navnlig slikt som begge sider af Seinen illumineret, og place de la Concorde skulde I ha sét; der er ingensteds noget sidestykke. - Kommer ikke snart noget Zola'sk kød? Eller har de nu alle spist hverandre op? Hvis værden var som han tægnede den, om vi da var komne frem til at skrive hverandre hyg- geligt til og drikke champagne sammen uten bi- hensigter? Hilsen B. B. SIDE: 91 [Paris, sommeren 1887] Alexandrissime! Breve hjæmmefra (således fra Astrup, som jeg måtte advare mot Grevstad), siger mig, at i okto- ber skal stå slag innen regæringen; der skal mini- ster-skifte til, og vil Johan Sverdrup ikke finne sig i det, så får han gå, - ænten han æller flere af de andre (Richter, Arctander, Astrup). Kongen vil gærne bli kvit Sverdrup. Så har jeg da tat op en vidløftig korrespondence forat stålsætte vil- jerne, skriver også lit i bladene, men ænnu ano- nymt. I din sak har jeg ænnu intet foretat; dels har jeg væntet at få høre noget; dels har jeg lyst til at vænte på sommerferiernes slut; folk er likesom yre så længe, og tildels ikke hjæmme. Selv har jeg bekvæmmet mig til at sige ja på det vilkår, at bevilges gagen mig senere, så må jeg få tilbakebetale. Æller skulde noget annet mærkeligt hænde, så da også. Jeg siger "bekvæmmet" mig til. Jeg er bare glad og rørt over så stor rede- bonhed; men, men, men . . . . Så er det mit arbejde, som går så skidt som bare mulig. Jeg samler det ikke som jeg vil. Men det kommer væl. Jeg vil til næste sommer ha gjort denne fortælling og "over ævne". Punktum! Ja, Zola's fortælling er den græsseligste, jeg har SIDE: 92 læst. Hadde den ikke været så rå, at jeg har blod- smak, og hadde jeg ikke den hele tid væntet på at nogen skulde myrdes, så hadde jeg bedt dig ikke sende mig mere. Efter den siste ladning sov jeg ikke før kl. 1, og det faller sjælden i min praksis under de hjæmlige forhold. Så har jeg i et brev til frøken Grundtvig lagt ut til slag mot Georg Brandes, og det så det suser. I valg mællem falske vænner og åpne fiender har jeg altid foretrukket de siste. Så stopper væl min fortælling op så længe, d. v. s. den kommer ikke til jul. Det kan være slikt slag, bare den blir god. Jeg længes æfter prat. din B. B. Hils nu Beate hundre tusen millioner ganger. [brevkort, stemplet Paris 8. aug. 1887] Kære, at du nu ikke i denne tid, da du skal sende gutterne fra dig, ikke skal tænke dig forladt af både guder og mænnesker, fordi du har fåt den hårde lod at være norsk digter, så må jeg da for- tælle dig, at nu har jeg sat igang en maskine, som maler digtergage, og har skrevet et rasende søt brev til Andword, som styrer Antwerpen-båterne om gutternes billetter, og til min væn skolestyrer SIDE: 93 Andersen om skolepængerne. - Og vær nu ved rig- tig godt mot, du og din søte Beate, så skal du sanne- lig for Gud få champagne at tørre dine tårer af med den dag dine små mandfolk skal ut forat bli store do. Her alt væl, med undtagelse af hværgang der kommer gødsellugt fra St. Denis og "La terre". din B. B. [brevkort, stemplet Paris 22. august 1887] Alexandrissime, et så fint vejrkorn som dit må da straks forstå, at dette med nationalbelønning bare er et påfund forat få mig skilt fra dig. - I sig selv er tingen motbydelig nok; den er folkets måte at gi ordenstægn på, og jeg fatter ikke for- skællen. Giv os hjælp, gi os utkomme, men gi også ikke kors og gave, for at vi hjælper vor mor og vor samtid; det overlater vi til patent-søkerne, som æfter min mening er nogen tyver allesammen. - Jeg ærgrer mig rasende over, at du truede in på mig dit utrolige vrøvl om "karakteren" som forførende vor tænkning; jeg hadde ikke sovet godt på to nætter og da kan megen sådan overlast ske. - Vor intelligens er floden, og landskabet, den går i, bestæmmer dens løp; men dens egen kraft bestæmmer også landskabet, ja, omformer det til SIDE: 94 en viss grad. Nu kan der aflejre sig lag, som i læng- den bygger en forsvarlig flodseng, og gir den form og holdning, og dette kaller vi dens karakter, men oprinnelig har floden (intelligensen) muret det op altsammen, jagu har den så! - Sig Dagny, at her er så stilt, siden hun rejste, som under den tause bøn i en kirke, og at selv fuglene blir ganske for- skrækket, bare det går i en dør. Karen sover fra 1/2-9 til 1/2-7; vi fra 1/2-10 til 1/2-7. Jeg læser vekselvis med Karoline Høffdings etik og "Am Webstuhl der Zeit" af Klencke. - Nu skal du få "Figaro"; send du mig mere Zola. Zolas svar har jeg læst. Hils hele kompagniet. Din B. B. Har du set Bismarcks uvæntede optræden mot Østerrig og Koburgeren. [brevkort, stemplet Paris 15. sept. 1887] Kære Kielland, opgiv mig din adresse i Asni- ères, jeg skulde just skrive til Dagbladet om at du ikke får det; men så savnede jeg adressen fra før- ste oktober; forinnen er det ikke værdt at for- sende noget. - Kære, er ikke "La terre" til ænne? Det trodde jeg da; men du har ingen ænne sendt. Den, Fran- çoise fik, kom omtrænt, som jeg nu mot slutten SIDE: 95 begynte at forutse den. - "Politiken" har da åpen- baret sig som et utrolig sjofelt blad; tænk, det tok ikke op mit svar! For uslinger disse jøder dog er blét! - Her arbejdes trofast; høsten er en god, frugtbar tid, og navnlig da den franske; hjæmme er der slik vejrforstyrrelse. - Mine gode vænner, velkommen herin! Karoline og Dagny lægger deres til! - Eders B. B. Jakob Sverdrup må afsted. [brevkort, stemplet Paris 19. sept. 1887] Meningen var, at jeg, som arbejder gratis for Dagbladet, vilde ha et eksemplar til dig. B. B. Aulestad 20de aug. 1888 Alexandrissime! Det var hæderligt gjort af dig at søke mig op. - Nu, jeg ænnelig skal svare, må jeg begynne med at be dig hjærtelig undskylle, at det kom i offen- ligheden at jeg vilde gi dig din gage. Boktrykker Steen i Kr.sand, som skulde sende dig vækselen, er mannen, som forgik sig. Jeg var rent elendig over det. Jeg hadde ikke bedt ham tie; jeg trodde, det faldt af sig selv, for jeg er, som du SIDE: 96 vet, et fæ. Men det var ikke mig, som gav dig den ærgrelse, hvis det var nogen. Mig fordærvet det hele glæden, det er visst. - Tycho sa, at siden det var kænt fra Kr.sand, kunde det også kænnes fra Kr.ania, og deri hadde han ræt; men fra først af var det for galt. (Så lærte jeg da din bror at kænne; jeg syntes svært godt om ham; i ham har du en væn til døden, et godt hode, et godt hjærte, ikke meget selvstændig; men til bunds hæderlig.) - Så måtte jeg op i politiken en gang til. Og jeg blev jo "morder" dennegang. Jeg gider ikke nu skrive om det; men at Richter understod sig at nægte, var det værste, jeg i sit slags har oplevet. Da jeg læste hans elendige telegram til Sverdrup, kunde jeg ha myrdet ham, om han ikke hadde besørget det selv. Han var da færdig med alle og alt. Han var typisk i sin penhed, finhed, tvetydige, friende, grænseløse svakhed og - godhjærtethed og god- vilje. Han hadde den største skyll for, at her ikke blev rægnskab og skifte itide, taper vi nu valgene, så er skyllen hans. Jeg er kommet med, fordi ingen kunde eller vilde. Præsidenterne var i slægt med Richter; hel- ler ikke de talte, måske af noget andre grunne, men hadde like liten indignation, like liten fædre- landskærlighed. Derfor er jeg med i denne kamp uten spor af begejstring. For de andre er ikke me- get bedre. De er ikke likefrem uredelige; men de SIDE: 97 er uten ånd og glød for det, de vil; de sitter og pimper sammen om natten og våser sig træt, så de er uten harmens eller glædens energi om dagen. Jeg likte mig så lite blant dem, at jeg foretrak at leve her. Og her er alt vel, bare jeg hadde en eneste sjæl at omgås. Jeg ejer nu Solbakken, men jeg har ingen at by at bo gratis der! Vi er fattige, ser du. Forfærdelig fattige. Men jeg kænner ikke make til land, og heller intet folk med flere vilkår i. Og om vi taper og skal ta bedre fat, og kanske vænte på bedre kræfter med, - et opgør som det, jeg inledede her, og som nu foregår, har der ikke været make til i mange land. I alle fall, hvor jeg selv har været med (på Gjøvik og nu sist i Lillehammer) gjorde jeg dem både røde og bleke; man glæmte at være både over- legne og usanfærdige. Og hvem, som kan og vil, kan få se det samme syn af alvorligt folk, som ikke vil tåle svig. Hadde vi bare tiden for os; men den ynkelige Richter, som sveg i februar, og de for- dømte præsidenter, som hværken rejste sig 1886 den 17de juli og sa: "du lyver!" til Sverdrup, men tværtom med full viden af at han stod og løj, gav ham tillidsvotum, og ænda i februar d. å. ikke talte ut, de har sørget for, at ikke en tyvende del af folket får kænne tilstannen, som den er. Var jeg ikke kommet hjæm til syttende maj, hadde heller ikke denne ene tyvende del kænt den. SIDE: 98 Og dog er det jeg (som tvang den private viden frem forat måles med den offenlige handling) det er jeg som er den umoralske. Ja, om dette må en af os skrive et skuespil, eller en fortælling. Her er kanske det æmne, som også du går og ser dig om æfter. - Du skriver intet om din økonomi? Min er ikke rar; jeg følte det næmlig som min skyldig- hed, da jeg rejste med et æmne som det om sædelig- heden, ikke at svække min egen samvittighed ved at putte alle pængerne for det i min egen lomme. Jeg gav bort mellem fire- og fæmte-delen af alt, jeg tjente. Resten blev da at betale gæll. Men vi har det godt, og jeg skal tjene mange pænger. Herre- gud, hadde jeg råd til at sende dere rejsepænger, så jeg kunde få se dere! - Har du læst Sars's hi- storie siste bind forat se, som vi har været? Noget større værk er ikke kommet fræm her i landet i min tid. - Men gør så en rejse som jeg gænnem landet, navnlig i Romsdalen og Trøndelag og mange andre steder og se for et folk! Det opgør, som nu går på, det kommer, som sagt, for sent, vi taper kanske i valgene; men jeg tror intet annet folk istan til at rejse det og fortsætte det. Og den literatur, det skal afsætte, skal også gi andre re- spekt for os, det er jeg sikker på. - Kan du nu læse min skrift og min ortografi? Jeg må næsten slutte med at bruke den siste, når de selv i Dag- SIDE: 99 bladet ænnu kan sætte "flak-saken" (flag-saken); så gir jeg mig over. - Nej, faen om jeg gør! Jeg blir ved. - Hils Beate! Sig henne, at Karoline, siden hun kom hjæm, har omskapt Aulestad! Nu skal vor yngste søn hjæm og styre gården; de an- dre går det så godt. Skal dine sønner til Kr.ania igæn? Tusene hilsener! din B. B. Aulestad 1888, 16de dec. Alexandrissime, hvad er du ifærd med? Straks jeg så utenpåskriften på dit brev, disse slunkne bokstaver, hele det matte tougværk, ante jeg uråd. Og da du kom til det, at du, som jeg aldrig har kunnet tænke mig annerledes æn ovenfor og uten- for; ja, som har hele din samtids billede således, likesom hele din samtid har det af dig, - nu skulde være midt i og slås med bikkjerne på gaten, slik som jeg, - - blev jeg hjærtelig bedrøvet for dig. Og hadde jeg visst en eneste utvej, forat hindre den, jeg skulde ha gåt den på mine knæ. Egenlig er mit brev dennegang ikke længer; jeg har brukt mere æn én uke forat få såpas sjælsfrihed, at jeg kunde inskrænke mig til at skrive bare dette. Vi passerer en forfærdelig lumpen tid. Vrag af det værste af det, som var, og strandriddere af det værste af det, som kommer. SIDE: 100 Kommandorøst ejer en og annen; men de tier og ser til; de vet, at visse ting skal ske helt ut, før de fattes. Og man kan ikke tale, så folk samles, før de er færdige til at forstå. Hvor bryter det først løs? Æller hvor går det først helt tilgrunne? Imens får vi en del meget pene bøker. Som Ib- sen er blet tam? Kænner du den sort ilanddrevne havfruer oppe fra Molde? Med tilhjælp af engel- ske dampere og kvæner og spøkerier? Og Jonas Lies ny bok har jeg ænnu ikke læst. Jeg ser, det dennegang gæller en sypike; næste gang antagelig en læge og den jordemor, som hjælper ham. Han overflytter med meget fint talent den engelske dameroman til os. - Ja, nu kommer jeg da med et svært opgør, og når det er vunnet, med et ænda sværere. - Økonomisk trænger jeg at tjene 8000 om året, skal jeg holde det her, og dette i fem år. Da kan jeg overlevere (ved hjælp af skogen) gården gæll- fri til min søn; da har han den, og jeg 100.000. d. e. min ejendom i Kristiania, som til da må være tomtet ut. Akkurat så står det. Når jeg ikke be- fatter mig med politik og om et par år tar en mindre foredragsrejse (i Jylland), så tjener jeg vel de 6000 (to tusen inbringer selve gården). Bladene i utlandet ligger om mig æfter opsæt, og dem skal jeg nu og da ta til, når en bok ikke slår til. Iår SIDE: 101 har jeg forsynt mig godt i Amerika (1.800 frcs. for tre opsæt) og skal nu til i England. Jeg tror, jeg skal klare de 8.000. Jeg er svært stærk og vil ikke blandes bort længer i nogetsomhelst. Jeg ser, at jeg har friskere væld æn nogen af de andre. Og så bare i fem år. Kunde jeg fåt tale med dig et par dager! Der er ingen, jeg længes så æfter. Kunde jeg det! - Karoline hader at være her; men forat vinne gården in til Erling, finner hun sig i det. Jeg æl- sker at være her. Alle disse breje bønder er min fryd. Tusene hilsener! din Bjørnst. Bjørnson. 5te mars 89, Aulestad. Alexandrissisme, det var en bra afslutning på Parnell-uken (som er en af de stolteste og gladeste jeg har levet) at få læse (i en højst fordærvet hånd- skrift), at du er glad og sikker; for det var det ene- ste, jeg med spænning væntede på, siden jeg så, at du høver pressen som en general regimentet. Jeg forstod straks på anlægget, at dette var Stavanger avis, og at du var mannen! Jeg tror, du kunde være mannen i Kristiania med. Men nu er du i Stavanger og gør det fortrinlig. Mere kristeligt æn de kristne, mere fin æn æmbedsmænnene, mere SIDE: 102 stilfærdig æn lægprædikantens vænner, mere vittig æn sælskabernes gode hode, mere dannet æn nogen annen avis - f. e. Morgenbladet. Så må det være i et nybygge, der man er en smule usikker; og på det der sejrer du. Om du likte dig selv i det, var spørsmålet; - det er løst. Nå, så er det næstbeste blét det beste. - Jeg ønsker til lykke! Jeg skrev for et par måneder siden et brev til Steen, der jeg ret utførlig talte om dig. Kanske vil det gi ham lit at tænke på; et ansvarsforhold, som han ikke tør fare let med. Kan du engang komme til at gøre den man en tjeneste, er han din. - Han har en uhyre mangel, ikke alene en kedelig, men farlig; han er uten ånd. Jeg har været i det til- fælle (ænog overfor Sars!) at måtte forklare, at med ånd mener jeg ikke ævne til at si åndfulle ting, men et friskt, nyt syn på hvadsomhelst, hans syn. Nej, ikke spor! Bare opregistrere andres. Og det er kedeligt både til fæst og kamp, og det er farligt for en styrer. Han er en hærskernatur næm- lig, ubetinget, og han vet, hvad som skal gøres, og kan gøre det. Men når han nu er hoven af det, altså ikke medgørlig og uten ånd, så er det meget, han ikke kommer til at se og mere han kommer til at krænke. En fortvilet mangel. Men det er sik- kert, at han er ærlig og taknæmlig, så gænnem hjærtet kan du få inflytelse hos ham . . . . - Altså. SIDE: 103 Prøv nu at komme til at gøre Steen en virkelig tjeneste; - så har du ham for bestandig. - Jeg har tænkt meget på en æfterman for Morgen- stjerne. Hadde regjæringen godt skøn, så blev det en annen æn oldingen Oppen (som er en bra kar). Vi skulde ha brukt tiden, vi af venstre, til at få duelige amtmansæmner ut over bygderne. Jeg har sat min bror på den idé at søke slike stil- linger. Hans fremstilling (som ænnu ikke er trykt) af fransk, belgisk, tysk administration og kontrol er et dygtigt arbejde; hans pængeartikler (og annet) i Dagbladet hører til det beste i sit slags hos os. Han er en jævn stø arbejder, som vet meget. Kunde han komme ut nu, så kunde han engang søke stil- lingen i Stavanger; nætop en som han trængte I. Uforfærdet, jævn, hjærtensgod, - som vilde le værre af dine vittigheder æn jeg, bli dig som en bror og gi dig og dine eders ære på en ælskværdig måte. Han er det beste menneske, jeg kænner. Han har fulgt det norske forretningsliv som ingen an- nen af disse karle, det er jeg sikker på; også at han har et oversyn over utlandet, som neppe mangen norsk handelsman. Slike skulde være amtmæn! - Ja, så var det "professoren" da. Du har invilget i en skidt besættelse, fordi du ingen erfaring har; og jeg vænter mig derfor ikke meget dennegang af den. Punktum. Bjørn tror jeg nok klarer sin del. Som han er vokset! - Den eros, som er i hans SIDE: 104 sang og i hans væsen, når han har sine beste øie- blikke, den har ænnelig slåt igænnem i hans spil; han holder på at fortrolle folk. Vore store kriti- kere gætter på alle mulige ting, - men opdager ikke, at det er den store eros, som ænnelig har slåt sig ner på vor scene! Du skulde foranstalte at få ham til Stavanger forat læse op! Du skulde høre ham læse Karen! Det er så øjnene blir våte; du skulde opleve det! D. v. s. han er svært lunefull med hensyn til at være oplagt; har derfor samme angst og rædsel som jeg, når han skal til. - Ja, som den gutten har tat sig op! Naturligvis kan du skønne mor'en er stille højsalig over ham. Og nu kommer Bergliot! Ja, som hun er vokset også! Du gør dig ingen forestilling om det. Og med henne kommer da ænnelig det, som al norsk sang til idag har savnet: ævnen til at henrykke. Hun vil gøre mange undere blant mænnene og mange misundere blant kvinnerne. Hun er en ubetinget sun natur, som slike forælskede dumheder som den ejegode C.s ikke skader det gran. Hun går sin ener- giske gang. - Tror du ikke, din ælste pige har stort kunst-ingenium? Og nætop for sangen? Blir ikke det til mere æn bare at gifte væk? Fortæl nu lit om dine barn! Gutterne! Fortæl om dem! Og den minste! Fortæl, fortæl! - Herregud, de er num- mer 1, barnene! Vi har slik fryd af vor yngste gut, som nu har gården; så godslig, naturlig, sun og SIDE: 105 ægte, og så flittig og afholdt af hele bygden. Og han i Kina lever som en prins. Dagny hilser dine småpiger "forfærdelig". Hun er sammensat af bare superlativer. Hilsen fra os alle til alle! Hils også Oddmund Vik. - Ja, jeg lykønsker dig! Og Stavanger!! din væn Bjørnst. Bjørnson, (i stort humør efter en ny vakker sang). Bor du i din fars gamle hus? Hvordan har du møbleret? Hvor arbejder du? Har du lejet hus for pressen m. m.? Og den andre venstreavisen? Kan du ikke sejle den overænne? Hvorfor bekæntgør du ikke, hvor mange abonnenter, du har? - Dine ny- heder er for få. Disse typer synes forutsætte, at alene gamle folk skal læse din avis. Men det er vel ikke meningen heller? [våren 1889] Alexandrissime, jeg vedlægger dette brev fra min gamle væn pa- stor Ebbesen, stortingsmannen fra Romsdal, som har en ægte kunstnersmag med usvigelig sundhed. Du vil se af ham (som du vil høre af flere,), at Georg Brandes har ført dem, der var dit stykkes fiender, og som fra parquet ænog hindrede spillet. Hvad uopgjort du har med ham, vet jeg ikke; SIDE: 106 - men når han i dit blad skildres som den mo- derne type, da ækler det mig. Thommesen er bortført af ham, som han da overhovedet er til forat bortføres, tror jeg. Der er et kompagni K. og hustru, A. G., F. H., og alt det der, som sammen med Thommesen liker det, der er som Brandes ønsker folk, frivolt, nega- tivt, Brandes-dyrkende, sensations-snappende, gejlt. Stykket burde ikke være spillet. Hvorfor var du så dum? Eller hvorfor tror du ikke, jeg forstår den ting? Tror du, jeg skrev for intet? Tænk, flæ- skeskinken Gundersen repræsentere, når det kom- mer til knusende alvor? Og de andre med. Ja, nu kan du ha det så godt. din B. B. G. Hejbergs stykke mot mig (som du har anbe- falet) skal nok ikke være antat af det kgl. teater. 1890. 22de fbr. Kære, nej, for tøv, Alexandrissime, å tro, jeg er mis- tænksom! Også dit forrige brev holdt på med no- get slikt. Ikke spor av den sort. Men hvad jeg har følt et stærkt stød av, det er mine vænners næsten fullstændige taushed i denne tid. SIDE: 107 Jeg tror på dig og et par til, og dermed skærer jeg fullstændig væk fra alle. Jeg tåler ikke "væn- skab" og "vænskabelig omgang" med dem, som er like gode vænner med hine, der forhåner mig. - Jeg må være aparte i det stykke og drar mig derfor aldeles tilbake i min skal. Ja, her var meget å skrive om; men jeg kan ikke skrive om mig selv i denne tid. Æmnet er blét mig motbydeligt. Og så forstår jeg det til syvende og sist ikke. Ikke at hadet er så forfærdeligt, ikke at væn- nernes stumhed er så fullstændig. din B. B. Du skal brænde dette! Æfter samråd med Karoline følgende: Jeg sen- der dig (gænnem en væn i Stavanger, det blev æl- lers slik ulejlighed) 200 kroner, om du vil rejse in til Kr.ania, ta din hustru med hitop. I gjorde en stor gærning, om I kom. Isen ligger vist til Hamar nu; I tok in hos Arve- sens og rejste næste dag over isen hit; frisk tur! Vi skulde møte dere på Lillehammer. Der soves hos Lunde. Der skal være utbredt tæpper for eders fødder over alt. Mæld mig (hvis ja, da pr. telegraf), om du vil! SIDE: 108 1ste april 90. Alexandrissime, Jeg kommer nætop fra Garborgs bok ("Hos Mama"); jeg har ikke læst den godt; jeg holder ikke al denne pillevorenhed og miniaturtægning ut (især da den så ofte er rispende gal, som når han lar et femårs barn ikke kunne sige "s"); det er mangel på fantasi ikke å kunne få vor igang uten ved slik uænnelighed av streger, streger, streger. Men som jeg har læst den, har den kedet mig gyselig, såret mig, gjort mig slet og ond. At sy sammen en bok av vort skidne linned, og ænda sætte skidt til av sin egen, gud tilgive svinene deres arbejde i "sanhedens" tjeneste; jeg tænker, det blir om dette man kan sige, at "ingen lyver mere æn dem, der går om og er sanne". Forræsten var det intet jeg vilde dig uten å takke for at du og "dit ribben" var her! Det var et digt av dig. 4de april: Jo, det var vist noget jeg vilde, men som jeg idag forgæves har ledt frem. - Om Garborgs bok lit til: Et hysterisk manfolk, som skildrer en hy- sterisk kvinne kan da ikke gi "kvinnen", d. v. s. gænnemsnittet! Og det roper de nu! Nej, han gir, hvad han gir, en halvkauringsjænte, datter av en doven mor, som ernærer sig tilfældigt, og som selv SIDE: 109 er abnorm hysterisk. - Ellers er der så meget i denne uro, hans sykelige naturs, som gør læsningen til en pine. Aldrig en samlende scene, deri mænne- sket er éngang for alle, aldrig riktig medlevet, som en digter lever med; altid bare kritik, bemærknin- ger, som med behændighed gives flere slags form, altid "forfatteren", kritikeren, aldrig digteren. Hvem ser de mænnesker, Garborg skildrer? Vi ser en fem-seks av den race, som vi tilfældig kænner; men intet enkelt-individ. 16de maj. Jagu har dette brev fåt ligge! For å bli ved: der er en usynlig livssammenhæng imellem digteren og digtet, som til syvende og sist er hele charmen, også det uforklarlig skønne i det skildrede liv, - og dette savnes hos Garborg, der alt lar sig "for- klare", mænneskene er bare beviser; han har gåt ved siden og git dem forskjællige puff, æftersom det trængtes. Tak for sildene! Spist for længe siden! Tak for det andre også! Hænger her til minne om glade dager! - Frits Hansen har nu gjort sin uræt mot mig god igæn, og de vet ikke det beste, de vil gøre mig. Jeg er meget glad ved det. Og alle de andre. - Karoline er nu i Kr.ania for hørselens skyll, rejser kanske til K.havn. Dagny er i Kr.ania også. Men de savnes ikke stort i slik vidunderlig sommer, som vi alt har. Når kommer sylfiden? Jeg SIDE: 110 længes så æfter henne. Skulde hun komme, mens Dagny ænnu morer sig i Kr.ania, må hun søke henne hos min bror, Olavsgaden 7. Sig Sylfiden, at her er guddommeligt nu og kyl- linger og lam og en liten vogn med en liten hæst for. - Politiken finner jeg umådelig væmmelig. Jeg læser fortiden: Les évolutions de la critique française par Ernest Tissot. Vil du abonnere på den? Noget tør, men oplysende. Har du læst v. Heidenstams Pepitas bryllop? Kom nætop som jeg hadde skrevet "Den ny kunst" i Dagbladet, et godt sammentræf. - Skal ut med min digtsamling igæn og vil der sætte in ny. - Har du læst Zola's bête humaine? Ja, du taper intet, om du lar det være; du kan det. Og så gør han en stor fejl. Han har læst æller hørt om en vellyst, som alene finner tilfredsstillelse i å dræpe (se blod på det hvite). Og så skildrer han en fyr, som også finner tilfreds- stillelse i alminnelig omgang! Det er som å sie, at pedrasterne kunde finde behag i kvinfolk. - Mel- lemriksloven i stortinget - - - ja, det er farligt for fædrelandet å la højrepartiet være med magten. Tusene hilsener! Tak for du var her, du og din søte væn! Eders Bjørnst. B. SIDE: 111 Aulestad 1890, 27de maj. Alexandrissime, fugleburet annammet og uthængt, dets gænnem- rejsende beboere talrige, som mine taksigelser. Min- net om dig hænger med føde i munnen for de vin- gede under himlens blå og blinker i solskinnet . . . . . Din bok, hvis du er tålmodig med den, må bli epokegørende for os og dig. Jeg kan ikke tænke mig et tidsmæssigere æmne, når det lés in i folk. Men det om de store mæn deler jeg ikke; jeg er aldeles enig med "middelmådighedens" Høfding. Er der noget, jeg har lært i Frankrige, så er det at gøre om mine begreber om middelmådigt og stort. Det store i Frankrige er det jævne, daglige arbejde, det lille i Frankrige er geniernes lyst og ævne til å kaste det op i revolutioner og spekulationer. Det store er slægtsarbejdet i mådehold og sparsom- hed, nationalulykken er Napoleon'erne, Blanqui'- erne, Thiers'erne med deres forherligende historier, digterne med deres bedårende fristelser. De tusener sætter de enkelte istan til å spille va banque om alt deres, og betaler så gællen bakæfter. Tro ikke, at naturens liv, der million-makken byg- ger kalk-bærgene og jord-ormen tygger mat-æmnet tilrette for os, er annerledes blant mænneskene. Revolutionerne gør sin del; men jeg er aldeles enig i Høfdings ræsonnement, at det var bædre, om vi kunde undvære dem. Dette stormans-svær- SIDE: 112 meri er et tilbakelagt stade fra vor naturkunskab var liden og mirakeltroen stor. - Læg den av! Det meste af Georg Brandes er av samme art. Han ser bare det vildtvoksende, ikke inordnede, oprørske; jeg nægter ikke, at det må med; men det var bedre, om vi var så indordnede under frihedslovenes stille magt, at vi kunde undvære dem, fordi de som re- gel gør minst like så meget galt som de gør godt. Ytterst få av disse kræfter utenfor regelen er dette uten også i kraft av noget abnormt og sygt. Og det avsætter sig i deres liv og handling. - Nejgu om jeg har tid mere idag. Velkommen til Baby! Ingvar Nielsen rejser opover hid omkr. den 15. juni. Der er rejsefølget, hvis hun ænnu ligger i bleer, hvad jeg dog ikke kan huske, at hun gjorde. Gud, som her nu er dejligt! Noget annet æn disse lange "våver" utover i det urimelige stormans- gale Brandesvæv. For jeg er længst på det rene med, at det er havet, som er hele din ulykke. Gud, å betro sin fantasi og gænnem den sin vilje og fræmtid til noget så gyselig troløst, opfarende, vel- lystigt blankt, utskrævende færdigt, storartet be- dårende, nedrivende, genialt ødelæggende som havet. B. B. SIDE: 113 4de juni 90. Ikke for nogen pris i værden, vilde jeg, Alex- andrissime, at du skulde tro, klagen over din "ød- selhed" kommer fra mig; at jeg la min klage i de forskrækkedes mun. Nej, når du til middag sætter et halv-anker vin for munden, for dermed å vanne din mat, og så bakæfter sover det av dig, så huset dundrer, da morer du mig som om en flodgud eller centaur i full legemsstørrelse og levende liv fyllte det hele tun; jeg er sammen med naturmagten i et usædvanligt mænneskes skikkelse; jeg glæder mig som på ryggen under et modent vinbærg, tættere ved det sorgløse sunne, som er naturens egen sjæl. Gid du fik lov til å være slik bestandig! Det du dennegang skriver om "de store", under- skriver jeg hvært ord av. "Thi når det store ikke fornægter det Små, og det Små ikke fornægter det store, da hænger vægtskålen bent som den skal. Men så snart en lægger et for stærkt ord" o. s. v. o. s. v. Aldeles som jeg ser det! Men ænnu én gang: utviklingen har aldrig gåt skrævende fra fjælltop til fjælltop. Vi er ikke længer i mirakel- troens naturhistorie, men i evolutionens. Og det har diverse jøder ænnu ikke (i sin reklame-iver for sin person) får tid til at orientere sig i. - . . . Ja, egenlig har jeg intet å skrive om; jeg kunde for den saks skyll gærne slutte med å be dig hilse dit fordrukne hav, dit ægte avgudsbillede på "ød- SIDE: 114 selhed", der likesom du selv ingen skade tar av al væden, som det det ene øjeblik pomper i sig og det andre damper av sig; men jeg må jo spørge om, hvad det var, det der, med inbydelsen til åpnings- middagen? Er du likefrem upopulær i Stavanger? Du sa, de trodde ikke, du var noget aparte; men dette tyder på, at de utmærket vel vet, hvem du er. Dette er inledningen til din apoteose, far! Men vis mig de hemmelige skruer og sammenbidte tæn- der i hændelsen! din B. B. Tusene hilsener til Beate og sylfiden. Og til henne ved siden av sylfiden. [Aulestad, sommeren 1890] Alexandrissisme, angrebet av en utrolig doven- skab har jeg ikke skrevet og takket Beate for væsten, som hun har tægnet sine hjærtelige følelser på i rikt mønster; ej heller for dine gale brev med stormandsgalskabens apoteose i, der du viser dig som en tro mirakeldyrker av dine fædres art og descendent av Jæderkonger og silkebuksebærere. Men mest må vi takke for Baby, som har været os til megen gammen; kun har hun ikke villet skyte roser. Men aldrig har jeg set en slik født teaterkat; så hennes fræmtid er da lamperækkernes blålys og øjnene bak dem. Gud bevare mig, hun kan bli dan- SIDE: 115 serinne, sangerinne, skuespillerinne av allerfineste sort! Væsen, utseende, røst, temperament . . . . jeg kan beundre henne timevis. I førstningen gik det ikke riktig med henne og Dagny, som hadde svoret å være Marie Hansen "tro". Nu gik det bedre; Baby er jo så smidig. Her har været en svare sjau sommeren igjænnem, jeg har intet fåt gjort. Jeg har meget å tale med dig om; men jeg gider ikke sætte det i pæn. Men jeg likte å høre bare i to ord, at du ar- bejder med din roman og at den går godt. Pokalen har vist hat en vanskæbne; der er bare ét mænne- ske som kan brodere i glas derhenne på fabriken, og han holdt på med en pokal til kejseren i al denne tid! For et sæterbruk, Norge ænnu er! din Bjørnst. Bjørnson. Flere Jæderbrev! Og om vore sociale og politiske grejer! Flere, flere! 2den oktober 90. Alexandrissime, ingen slet bok ut i værden! Så må vi heller skyte sammen til dig det, du kan tjene på den. Er dette mere æn magevondt, som vi alle har nu og da under arbejdet, er det sant, at du får ikke boken op, - så lad den ligge, og så får vi ta i en smule. Gør dette op med grej vilje til å se. SIDE: 116 Det er ingen ulykke i det, å ha skrevet en del sprudlende kvikke bøker og så slutte. Begyn så straks å søke et fogedembede! Et kæmner-embede, et told-embede, et kasserer-æmbede ved en stor samejeforretning, samme faen hvad eller hvor. Er du først i det, så går du senere over til noget bedre. Jeg vet ikke, hvad der kommer ut av den kamp over hele linjen, som nu er inledet, men det vet jeg, at den må gjænnemleves. Og faen knække lusen, den skal se, jeg er stærkere æn den. Fortiden skriver jeg fædrelandssange. Men får du ikke nu en følelse av, at du har tat visse ting noget for letfærdigt, Alexandrissime, og at du egenlig skulde ha været lit mere over på min side med hjærtelig kraft? Det mener nu jeg om dig, at du er dette lands første kåsør, "snakker", og at du straks skulde blande dig op i alt vort, akkurat som jeg, men på din lynende måte. Holst er en hædersman, begyn fra imorgen hos ham! Du skulde på liv og død leve i Kristiania denne vinter, og intet annet sted, og der ta fat - fra teater til streiker, i alt vort. Tugte ner al denne unyttige danske æstetik, som vil op også hos os og bli den man du er midt iblandt os og ikke bare på oplag ute på Jæderen eller i det forbannede Kjø- SIDE: 117 benhavn, som ingen faen har godt av, som ikke vil kløes i rumpen. Der er et sted 3/4 time med jærnbanen fra Kristi- ania, som konsul Svanøe fra Chikago har bygget og flyttet fra igjæn og vil sælge. Antagelig kjøper jeg det. Der skal ikke i nærheden av byen stå bedre inrettet sted. Det står der med møbler; det burde du leje for en slik denne vinter for derved at for- nye og formæle dit væsen med alt vort (hvad i al værden skal du slentre i Kjøbenhavn efter?). Skriv til min bror, som nu kjænder alt ang. stedet i Asker, Svanøes sted. - Jeg rejser nu ned til Hegel, fordi de tusen hjæm vil ha vore fortællinger, især dine og mine. Han byr mig foreløbig den bagatell 10.000 kroner bare for de første. Så vil han ha den siste og "kongen" "over ævne" o. s. v. Av dig især "Arbejdsfolk". Du får mange tusen for dine for- tællinger, mange tusen. Jeg vil ner til Hegel og slå os løs! Det er ingen mening i, at han ligger ivejen for slik velsignelse. Hils! din B. B. Høvik 1891. 6te februar. Alexandrissime! Jeg sendte en avskrift av dine par linjer om Grønlandsfærden til din væn Emil Stang med så- SIDE: 118 dan tilføjelse: "Jeg lægger disse ord for dine øjne, skjønt de naturligvis nu er blændede av nådens sol". Virkning har det væl ikke. Jeg kjænner jo flere av statsråderne; men jeg tror Stang er den likeste til sådant, og så har han fortiden frygt for mig; den kolossale dumhed han har begåt overfor Svenskerne har brakt ham i min vold, - og jeg skal ikke skåne ham fra idag av og til et halvt år fræmover. Gud! - Jeg hadde glæde av vænstremøtet, mere æn jeg kunde tænke mig; dels fordi Steen var så prægtig i alle måter, dels fordi utsendingerne var som i de gode gamle dager, da der var håp og tro i folk. Og så kongens og regjæringens repetitions-dumhed! Den har kvikket os allesammen! Sint? Sur? Hvad skulde jeg være det for? Op- gang over hele linjen herhjæmme. Ænten vi sejrer ved valgene æller ej, - her er et mot og en lyst i folk, som ingensinne siden 1884. Bohême og Højre sitter, den ene i krokene, den andre i megen be- kymring, som dem, der ikke har aktier i fræm- tiden; og socialister og den sort har bøjet sig loy- alt under vænstre. Det er, hvis vi sejrer, at vor yn- kelighed begynner. Men da mælder jeg mig ut. - Jeg skriver, som du vel vet, æfter min politiske uke, atter på mit fredsoratorium (som Grieg skal sætte basuner til), og trivs forbannet. Ællers spe- SIDE: 119 kulerer jeg på å kjøpe hus for 80.000 kroner (tom- ter kan sælges fra til 56.000 kroner), og skal på den affære, hvis den går i lås på den måten, jeg ønsker, sætte mig i besiddelse av det vakreste og vakrest beliggende hus på denne side Kristiania (en ren perle ved Sandviksbugten på Kristianiasiden, like ved Bærumsvejen) og en tomt-spekulation, som skal overgå den forrige. Men jeg vet ikke ænnu, om den skal lykkes . . . . Går handelen i lås, gir jeg mig ikke, før du og din ganske familie kommer til os i højtideligt besøk på eders hjæmfærd fra kon- gens Kjøbenhavn (for det er den vel ænnu?) . . . Som du har glædet mig med bud fra din bog. Begynnelsen er den beste, jeg ænnu har sét av dig, og derom har jeg bare hørt én mening. Du kan ha gjort den mere intagende; men ingen mere in- gående i tægning; hele fortsættelsen ligger i den med al sin spænding. Hils Beate og dine to piger, den ælste naturlig- vis mest; hun er selve foråret. Og hils vore fælles vænner, bare jeg snart kunde gjøre dem en stor glæde. - Gud, som den Hedda Gabler synes mig meningsløs. Sig mig bare én ting: hvorledes går det til, at hun ikke gik istykker før? Eller at mæn- neskene ingen anelse hadde om, hvad hun var ladd med? Du kan ikke svare mig. din Bj. B. SIDE: 120 Høvik 1891, 11te mars. Alexandrissime, dette nærmest for å mælde dig, at jeg rejser her- fra den 17de og kommer til Kjøbenhavn den 18. ds., jeg tror kl. noget over seks, og at jeg ænnelig må få tale med dig, hælst straks; - men også når du ællers kan arrangere dig. Samme dag (den 17de) rejser så Karoline fra Paris; men tar jo læn- gere rejsetid. Her har været et fandens leven! Så lite er ven- stres "ledere (?)" ænnu med, at jeg var den eneste, som fattede, at svenskegrejerne vilde sprænge højre i luften; "lederne" trodde, de kunde komme fra det med et dadelsvotum, et pent et, som det holdt hårdt nok å klæmme igjænnem, men som na- turligvis sprængte og flænget til alle sider med an- nerledes iboende magt æn den lille, de la i det! Nej, vi holder på å bli et folk. Ministeriet er mere et kammerateri æn noget annet; men mænnene er hæderlige og dygtige - og faen så vigtige! Jeg tror, det holder; jeg tror i det hele, at fra nu av går det bra. Og du vet, jeg har utmærket mig med å ha mere instinkt æn de andre. Har jeg sagt dig, at hvis vi æfter næste valg får digtergage, og jeg vederlag for disse år, (derom er næmlig tale), så betaler jeg tilbake til kommi- téen for de to år, de gav mig; men på den måte, SIDE: 121 at jeg bér om å få gi dig dem. - Ja, nu får vi se. - Jeg tror, jeg har glæmt å si dig ved en og annen lejlighed, at jeg ælsker dig og de dine, fordi I til- sammen er et hæderligt å trofast sælskab. Fy for en ulykke, som de fleste er! Men så mørkt ser jeg ikke på personerne som du, der altid fører et for æstetisk mål . . . . Ja, ordne det nu så, at vi kan være sammen! Kunde du ikke f. e. være med til Hegels og sove der den første natten i Karolines sæng, din tyksak, æller noget i den smag. Herregud, du skal vænde bort dit vin-fjæs i den tid solen er hos os. Og vin- teren, vet du, da sitter du og ser pa Jæderens sorte bølger og søker told-kassererembeder. din B. B. I lynende hast. [brevkort fra Aulestad, 1891] Kjære væn, "Vestlandsposten" har skrevet om mig, at den, der har skrevet "Ja, vi ælsker dette lannet", vil gi bort en norsk havn til Russen. Dette vil jeg ha den saksøkt for gjænnem en god venstre-advokat, som du må skaffe. Og skal bæstet betale noget for det, så ønsket jeg det inrettet så, at du fik det til en østlandsrejse. I hvært fall: den skal bøde for det. din væn Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 122 Aulestad 1891, 18de oktober. Alexandrissime, det var mig en stor glæde å få brev fra dig, først fordi det var fra dig, så fordi det hadde et kjært og uvæntet inhold, og så fordi at derved blev jeg opkalt til å ta ordet. For like siden jeg læste Jakob har jeg gåt frugt- sommelig, - så længe at nu er det egentlig blét til vattersot. (Svært længe er det ellers ikke; ti bo- ken blev næmlig ikke sendt mig før nylig; jeg måtte kræve den.) Men jeg har selv siden været i det allerintenseste valg-arbejde og syk æfterpå, og ikke i humør. Jakob er det bredeste, du har skrevet; hadde du hat et halvt sejl højere lune, så hadde den sejlt fra alt, du før har skrevet. Så svær er den i rig- gingen. Dette, de andre farer med, om ikke utar- bejdet nok i karaktererne, i mellemlagene, er bare doktrinært præk. Når folk skjønner altsammen, så er det der jo. Herregud, om du og Beate sejlte hitover iår også! På samme vilkår som sist! Så fik vi prate lit gude- ligt sammen. - Skal Kitty opereres? Livsfarligt det også? Svar mig på det; jeg opdaget nemlig pludselig, at jeg holder av henne, den gamle tromme for kvinnens ræt - og Garborgs. - . . . Jeg holder på med noget stort noget; jeg tror ikke, jeg vil ut med det for det første. - SIDE: 123 den 23de oktober. Jeg skrev det foranstående en kvæll jeg ikke var bra, og det ser du på det. Nu går posten og derfor fort nogen ord til. Jeg hadde ingen anelse om, at du kunde eller hadde lyst på teaterstyre. Du gjør det vel på en egen måte, og det villedet mig, som bare tænkte på min egen, eller rettere aldrig har tænkt over det. - Hadde jeg visst det der, så burde nu du ha hat Bergens teater, - skjønt det er nu et hæsteslid for mindre kræfter æn dine å gjøre ukens, dagens behov deroppe. Der blir noget igjæn, som er av det ædle, det er sant, og kanske du var den man, som i Bergens beste samfunslag enede alle om å ta i, så de engang fik et teater for hele væstlannet. Jeg vil uopholdelig skrive derop om det. - Dersom du henvendte dig til Kr. teater om å få opigjænført professoren med Garmann i hovedrollen og dig selv tilstede på alle prøver, så gjorde du din samtid en tjeneste. "To par" er det synd på, - først at du lot en del slibrigheder bli stående, dernæst at det blev slet opført. Kunde du bekvæmme dig til strykninger æller ændringer og bad om å få den spillet nu under din egen vejled- ning, så skulde også det bli et teaterstykke. Du kan tro mig, her er jeg autoritet. Det morede mig å se at du har opført "de ny- gifte". Jeg har ikke fåt "Stavanger avis" i det si- ste, jeg vet ikke hvorfor (kunde du ikke spørge SIDE: 124 om det?), så jeg har ikke set det; Kr.bladene har ikke sagt et ord. - Ved å læse gjænnem brevet, ser jeg, at det står ikke om Kitty så stærkt som jeg ønsket det, at jeg holder av henne og er henne taknemlig for hennes godhed mot dere, og derfor bekymret for henne. Hils henne hjærteligt fra os. - . . . Eders tro væn Bjørnst. Bj. Aulestad 1891, 6te nov. Alexandrissime, jeg tror, du får borgermæsteren, hvis du søker ham. Jeg talte med Konow, som gjorde sig vanskelig; men da tok jeg ordentlig i, og det samme gjorde jeg hos Steen, som ingen an- nen skruppel hadde, æn at du vilde få for liten tid til dit egenlige arbejde. Han holdt fast, at skifteforvalter-posten gav pænger og meget litet arbejde og var som laget for dig. Nu har jeg senere skriftlig bedt ham by dig den på en æller annen måte for å få spørsmålet Gude ut av værden; for ingen kan forlange, at du skal si nej, når du bydes, så længe du ikke engang vet, om Gude er den næ- ste. Steen finner nok ut av det, skal du se, hvis han holder fast, at du skal være skifteforvalter. Jeg sa ham, at du trodde, han ikke holdt av dig. "Det er ikke sant", svarte han; "men jeg holdt SIDE: 125 ikke av den måten han lod bladet bli til ingenting på". - Han sat så godt og lunt i den vakre lej- lighed dernere, at jeg følte, han blir der meget længe! Han sa selv, at æfter Oftedals fall har vi allerede sikret flertal; ti Ueland, Lima (og én til, jeg ikke husker) har bare for Oftedals skyll sveget venstre. - Steen og jeg talte om Berentsen, som skal arve den plass Oftedals skjørtesynder gjorde ledig på tinget. - Og så talte vi om dig, at slik sejer i virkelighedslivet har væl ænnu ingen digter vunnet! Jeg synes, du kunde fortælle mig lit derifra. I fall du vilde, skulde jeg gjæmme brevet (sammen med alle de andre), så det blev et dokument. Byens utseende dengang, hvem der fortalte dig det, o. s. v. o. s. v. Jeg må ænnelig få det å vite! Jeg var sam- tidig i Skien og prækte, og valgresultatet gav utvil- somt også mig en liten del av æren. Men mens jeg talte der, skéte hint i Stavanger, og ingen ånder varskuet mig - av den grun, at der altså ingen ånder er. - Det er sant: Steen sa, at med Ofte- dals død er også digtergagerne sikrede. (Jeg skri- ver så sønderstykket av den grun, at jeg på rejsen til Skien pådrog mig en mave-elendighed, som ja- ger mig av og til og rent forstyrrer og opløser mig nu på tredje dagen.)... Jeg plages og slutter. din Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 126 1891. 26de nov. Alexandrissime! På turen til Skien rejste jeg sammen med stats- råd Konow fra Kristiania til Tønsberg. Da hørte han først av mig, at du vilde søke borgermester- æmbedet og skrek op. Jeg la da mine grunne fræm for, at dette måtte ske, - ikke alle, f. e. jeg nævnte ikke, at saken også interesserede mig. Konow er den eneste i hele den herværende regjæring som har ånd og tar ånds-hensyn; men hans naturel er spædt og han hadde nu fåt noget i hodet om "de dygtigste til hvert æmbede", som gjorde, at jeg la angrepet over derhen. Så talte jeg med Steen, og herom har jeg skrevet dig til. Da jeg kom hjæm og læste dit brev én gang til, skrev jeg til Steen, og da telegrammet fra din bror kom, skrev jeg også til Konow. I det første brev la jeg en del flid; nu var det jo altså blét alvor. Igår fik jeg et nok så flabet svar fra Konow. Han bestæmmer over din skjæbne, synes det, og tar intet hensyn der, dette skal tages. Jeg blev me- get opskræmt. Bladenes snak, jeg mener venstre- bladenes, viser at heller ikke de fatter, de her står overfor et princip foruten overfor en æressak. Så skrev jeg til Konow og dennegang helt ut. Jeg fortalte ham (hvad jeg beklagede at han ikke for- stod av sig selv), at denne sak angik mig næsten like meget som Kielland, og at han hverken kunde SIDE: 127 bestæmme over, hvad du for fremtiden ønskede å ha å gjøre uten at krænke mere æn dig; ej heller kunde han godt sætte routinens værd højere æn det, du bragte med til et æmbede som dette. Og derigjænnem drev jeg da in på principet, som alene av sig selv burde ha fåt en venstreregjering til her å gjøre sin skyldighed. Det siste tok jeg så op i en skrivelse til Dagbla- det, som du vel læser samtidig med dette. - Begge dele sendte jeg med express til Lillehammer forat det ikke skal komme for sent. Jeg satte både Holst og Thommessen anderledes i bevægelse æn hittil. Navnlig gjorde jeg dem opmærksom på, hvad for en troløshed dette vilde være - først mot dig æfter dit virke i Stavanger, i oprenskningen av de Christensenske og Oftedalske kloaker, og æfter din opvisning av højres hulhed i det hele. Dernæst mot mig, som de nu kunde fri ut av den sammenkjed- ning, som min samvittighed hadde drevet mig in i, og som det undrede mig og undrer mig den dag i dag, at jeg blev alene om. Jeg sa dem, at vilde de fullbyrde denne uhørte troløshed, så følte jeg mig helt løst fra regimentet. Jeg er sikker på, der er tusener, som da gjør det samme. Jeg har villet fortælle dig dette. Til regjerings- medlemmet argumenterte jeg alene, - til deres rådgivere i pressen sa jeg, hvad jeg følte. I opsæt, som du alt har læst (ti de er vel nu SIDE: 128 trykte, det siste stillet jeg dog - som ofte - til Holsts bruk, han kunde så lage flere opsæt av det) har jeg prøvd å gjøre klart, hvad venstre har for opgave, dersom det vil gå løs på hovedondet æfter højrestyret. Ved gud, om jeg tror, de har tænkt over det. For dem er bestæmt hovedsaken ikke å vække for megen kritik! Det ænner med, at jeg flytter væk. Jeg tåler ikke å se på. din væn Bjørnst. Bjørnson. (I hast) Aulestad 1892, 9de aug. Kjære borgermæster, jeg har hørt, at du nu betragter dig som stam- mende i ret nedstigende linje fra studenten 1867. Jeg skjønner ikke riktig hvorfor; men muligens borgermesteræmbedet vilde ha oplyst mig. Når du ænnelig vil søke avstamning, så slå alle dine franske og nordiske ældre slægtninger sammen i én repræsentant, og la mig få være den repræ- sentant. Rejs hid op den annen september istedet- for til det russegilde, som du så likevæl må sitte som eunuk ved, hvis du lyder regimen. Og som vi skulde snakke gjænnem alle land! Især om Beate blir med, så skal vi gjøre fæst- dage, som ingen av os får for mange av i denne sure tid. SIDE: 129 Alexandrissime, kom og vær den gamle, befal byen å sove så længe! din B. B. p. t. Moss. 1893. 18de juli. Alexandrissime! Jeg finner, at skal gutten din vænte på å bli voksen og stærk, så bør væntetiden være en skole for ham, d. e. foregå i fræmmede forhold og sprog. Jeg har ikke min adressebog her, ællers hadde jeg straks skrevet til advokat Ingolf (eller Ingvald) Boyesen i Chikago. Er du enig med mig i det, så mæld mig det adresse: Charlottenlund, Danmark. Jeg læste forleden op igjæn "Gift". For en stor forfatter du er, en av vor tids største. Jeg skjøn- ner ikke, hvad som stænger blikket for det. Og forleden, jeg læste om den gale Stavangermaler, sa jeg mig selv: Ingen i Norden ejer hans sprogkunst. Noget ufatteligere, æn at du kan lade være å skrive, har jeg ikke stirret på. Ta op dine små for- tællinger for "Nyt tidsskrift"! Du har naturligvis mange av dem uskrevne bakom hueskjærmen. Slip dem ut! Nu, du magasinerer din livslyst, får vi da vel dens tilskud til vort liv, som er tørt nok. Hvad siger du om vor politik? Pøbelen (slike som O. V.; - har du lagt mærke til hans rygg og mund?) SIDE: 130 kommanderer, og de har "førerne" med sig i et toug. Min trøst er, at i nationalkampe har det ofte gåt så til, og nætop det har bragt sejer. Hjærtelige hilsener fra os til dere! din bror Bjørnst. Bjørnson p. t. Charlottenlund 1893 30te juli. Alexandrissime, jeg vænter alene på min adressebog for å sende brevet til advokat Boyesen; det ligger her færdigt; men da det drar ut, før jeg får adressen fat, skik- ker jeg dette for å mælde dig, at når du har dette, da er brevet sendt til sin adresse. Om bror'en sender jeg det ikke. Han er meget mere smålig; han er også så fortvilet gift, at ingen vet, hvad han kan tænke sig; ti vore forhold er vore tankers værksted. At du, når saken er avgjort (og jeg håper, den blir det), sender prof. Hj. Hj. Boyesen et brev, det vil smigre ham og hans hustru, og din søn vil ha moro av det wirthschaft for en kort tid. Så det var det eneste, du hadde å si om mine små fortællinger, - at du gad ikke tænke fræm unge piger! Jeg holder nu på med en fortælling til, som skal hjælpe de andre fræm i en fællesutgave SIDE: 131 til jul. Denne ny er i sin art enestående hos os. Den morer mig forbannet. Hvad tar din ælste søn sig til, og dine to piger, hvad de? - Nej, den politik, som nu føres, er ulykkelig ved alt det onde, den sætter vækst i. Og jeg sætter vi sejrer på den (hvad jo må håpes!) . . . . da blir jo Nordmænd råskab og hovmod i hundre år. Lad mig nu få nogle bøger fra mig og derved fast fot under eget bord igjæn, og jeg skal atter ta fat. Da gjælder det den omskapning til fredens adel, som ænnu ikke forstås. din væn Bjørnst. Bjørnson. Schwaz, Tirol 1895 23/6. Alexandrissime, - var nu jeg, som jeg burde ha været, så sændte jeg dig 600 kroner istedet for dette brev; for dem skulde du og Beate være kommet hit til vænner, til ferie, til stort landskab, et stout historisk folk, god vin, godt øl, og vort eget kjøk- ken. I denne infatning skulde så billedskriften, som vort liv siden sist har avsat, tægne sig op fra dag til annen. Men den norske politik tok mit livs over- skud i de beste år, jeg kan bare nu så vidt holde båten. Dog uten bekymring for fræmtiden; mine SIDE: 132 tomter i Kristiania bebygger sig og mine hus er altid bortlejde. Men i øjeblikket er utlæggene like store som intægterne. Derfor bare blæk og ikke pænger avsted med posten til Stavanger. Politiken optar mig ved dag og nat, så jeg må først lætte mig for et par vrede ord. Jo, så pine- død har ledningen, og den ene og alene skyllen. I en strid med et annet land er det første nødvændige, at man klart ser og går ut fra: her er en strid med et annet land; det annet, at så må vi lægge vor politik slik, at vi får så mange med os som mulig. Er det krigsfrygten, som er ivejen for det siste, så må politiken styre utenom den. Og her kunde være styret utenom. Jeg raser. Og hadde jeg så visst hat et blad å støtte mig til, så tok jeg i sin tid kampen op med dem allesammen. Men det hadde jeg ikke. Også i den aktive politik er der et par mænne- sker, som ser riktig, uten å ville bryte parti; men i alminnelighed er hele hurven undermålere. De går til pøbelen og spør om taktik! De pålægger den ikke, de låner den, stump for stump, av Måke- stad, Oddmund Vik, Løvland, Enger! ! ! Av patriotiske buldrere som Lindboe og Foosnæs og Horst. Ikke en eneste en av disse ser solen for damp av deres selviske mærkelighed; de er fana- tikere tilhobe; i al fanatisme er der selvtilbedelse. Du kan svare, det er profeternes egen skyll, at de SIDE: 133 ikke blir hørte. Men i så fall deler de skjæbne med de største profeter til alle tider. Heller ikke de blev hørte. Ikke folket gjorde oprør mot dem som skrevet står; nej, netop folkelederne. Det var til alle tider så. - Da Steen kom in for å lede, var det på mit program. Han begynte med å høre på mig. Han forstod, at jeg supplerte ham, som han mig. Men så fik Ida Konow den hellige iver på sig at ville være nr. 1 hos Steen for en hel del formåls skyll, som jeg dels kjænner, dels ikke. Og så kom han in i en hvirvel, klarte sig ikke, men blev et bytte. - Hans første forræderi var, at han mot mit instændigste råd begynte. Vænt til næste valg, sa jeg, dette er ikke stærkt nok, når den svenske protektionisme blander sig i det og blåser op nationalfølelsen. - Joda! Konow hadde gjort en kolossal dumhed, og den måtte opretholdes! Annet forræderi var, at han sommeren 92 gjorde kompromis med kongen - uten å spørge mig. Det er så sin sak, Alexandrissime, å ta mot program og ta mot valgsejer - og så svigte den, som gav ham begge. - Han er en undermåler og blir et bytte. Fortrinlig å traust å ta råd hos; erbarme- lig, når han skal ta ansvar. Ustø både på sak og personer; tvilende in i sjælens siste grun. - Og som jeg har holdt av den man med så megen god- hed og bred godslighed, så stor forståelse av de menneskelige ting. Men så rent for liten, straks SIDE: 134 det gjæller å ta ansvar. Jeg vælger å tro, vi står foran en sinnssykdom; hos hans prægtige far gik den så vidt, at han tilsidst ikke turde skrive sit navn. - Ja, jeg sørger så, du, over alle vore nederlag, at jeg er syk av det. Nu har jeg tigget dem om å ta op innenlandsk lån og kjøpe pantser- skibene, som Kineserne har liggende i England. Jeg håper det sker. Selv "Verdens Gang" har jo været så dum å tro al fare var over med "forhand- ling"! ! ! Nej, da begynner den ny fare, som hører al forhandling til. Jeg hader forhandling og anbefaler den. Dette skjønner ikke græskarene. - Du vil nu æfterhånden se, hvorledes jeg tænker mig, at vor sak skal tas op igjæn foran de næste valg. Jeg skal skåne dig for det her. - . . . . Så er det Bjørn. Kraftbrus under bedre vilkår æn før, skjønt ikke under de beste. Ikke alene den første iscenesætter av et stykke her i Norden; men et geni i kunsten, som der neppe nu lever make til, sier folk som kjænner flere av værdens beste scener æn jeg. Jeg antar, han er tilsvarende sceneleder. I hvert fall er han ikke længer istan til å stå under mæn- nesker, som intet skjønner. Hans fræmtid er sikker og betydelig. Tar de ham ikke, de, som nu har ledelsen av disse ting hjæmme, så går han i oppo- sitionen og dræper dem. Stifter et teater mot deres og sejler dem til bunds. Hans kraft og ihærdighed SIDE: 135 er grænseløs. - . . . . Bergliot siger i anl. av dit brev (som er læst av alle; det er vor store begivenhed): lad din søte datter komme in til Kr.ania, der dog noen vil gi henne mat og husly, og jeg skal synge med henne, til hun blir den allerfineste romance- sangerinne. Det kan foregå hurtig, eller det kan vare i år, jeg skal holde ut, til hun er færdig. Du skjønner: det er stæmmens renhed og naturlighed det gjæller, - foredraget blir hennes egen sak, når først alt er ryddet væk, som hindrer trangen til at forme det. Bergliot er en av disse langsomme, men faste begribelser, som har gåt erfaringens sværeste vej til alt, hun selv kan. Alene sådanne er ypper- lige lærere. - . . . Dette altså en utredelse av den os omgivende - fremtid. Karoline er jo æn stærkere optat av det æn jeg. Selv er hun nok så døv, men hennes humør forvandler det til løjer; derunder dækker hun også sin store nysgjærrighed. Kjær og god er hun; men overfalles av melankolske mellemstunder og er da et nok så tungt selskab. Men så hjælper vi henne jo alle over det, og atter luer Bergenshumøret op, og her er rikt på solskin. Du vil glæde dig ved min kantate! Og ved det, som nu kommer. Meget. - Jeg håpet, du også glædet dig ved det, som du sist læste, og alle skjænte på. - At du selv ikke sitter som hele lan- nets kjælebarn, er mit livs største forundring. Jeg SIDE: 136 håper å leve så længe, til jeg ser gull over din isse, den krones, som smedes, når du selv atter skriver og vi andre minnes om, hvad du er og hvad vi for- sømte. Hils alle de dine fra alle vore! din B. B. München, Maximil. 20 b 10/12 95 Alexandrissime! To store nyheder straks. Den første, at du og Beate æfter al sansynlighed kommer til å gjøre en utenlandsrejse i vår, om München her, så videre til Venedig, og vi da anta- gelig med eder. En man, du næppe har set, gav mig til dig i det øjemed (med utsigt til, at så blev du mere letlivet og kanske tok pennen villigere i hånd,) 500 kroner og på dem samler jeg nu resten. Den annen er, at det tyske forlags yngste, ihær- digste, nobleste man Albert Langen, starter et nyt blad i april, og at han deri tar små fortællinger, uansét, om de er trykte i Tyskland før eller ej, og over alle dine. Betaler udmærket. Dernæst - Gud, det er jo den tredje! -, at jeg nætop har sendt et manuskript "Den moderne norske litteratur" til "Forum", Amerikas størst utbredte Revue, d. v. s. verdens; at opsættet er 80 kvartsider med min (eller Karolines) håndskrift, 80 slike sider som dette pa- pir, utbredt, har. At jeg derfor bekom 800 Mark; SIDE: 137 at deri har jeg i sømmelige ordlag sagt min mening om dere allesammen og da også om dig. At her har jeg git mæn og anskuelser sin plass, og tror, jeg har gjort det godt. At du derefter kan få en pris i Amerika for dit næste arbejde, som blir ordentlig. Men om dette mit arbejde skal du tie stille; det kommer også i Tysklands størst utbredte tidsskrift og i to norske. Det er den eneste litteraturskisse, jeg har skrevet, eller kommer til å skrive. Jeg hadde trang til det. Edv. Brandes er dog den eneste, som har sét, hvad jeg mener med min bog [fotnotemerke] (Collin regner jeg ikke; han er alle bladanmeldere så uænnelig over- legen, han er en åndskraft, som vil stråle i Europa.) Og dog heller ikke Edv. Brandes helt. Meningen er jo denne: at ét eneste mænneskes hjærtegripende sorg er nok til at gjøre alle de umenneskelige veje til lykke uforståelige, umulige, forfærdelige. Og det er intet foredrag, jeg holder; det er jo for ham hun taler, som har forsøgt det umænneskeliges vej og skulde forsøke den videre, - til hun gjorde den aldeles umulig for ham! Ser de da ikke det? At denne akt dermed er den aktuelleste i stykket? Den gjør noget, som går på hele fremtiden. Den etablerer atter det menneskelige. Og at barne- røsterne også her bærer bud fra fremtiden, - gjør ikke livet det samme? Er det abstrakt tale? Har der ikke været kamp også om dem? Og når man Fotnote: Over ævne, annet stykke. SIDE: 138 siger, der sker et stort fall fra tredje akt til fjærde, så er det så råt. De vil da faen ikke ha ænda mer dynamit? Hvad er sandere æn det, der nu sker som følge av dynamiten? Musiken besørger den ny værden instiftet, som vi nu træder in i. Den løfter det hele op i højere luft; her sker slet intet "fall". De kan ikke tænke sig, hvor annerledes dette føles, når musiken spiller nogle minutter, før hun træder in og Halden følger henne og står der hele tiden til han knæler. Og hvad musiken videre gir børnetalen for en forklarelsens magt! din væn. B. B. Maximilianstrasse 20 b München 1896 7/2 Alexandrissime, dennegang har du uret. Kan du ved en ny utgave av dine bøker bli kvit Hegel, så kan du med en ny bog, om du lægger den godt an, og er tålmodig til enden, arbejde fra dig 12.000 kroners gjæld. Det måtte dog være en utsigt, som din litterære begejstrings sol ikke skammet sig ved å skinne på. Og for å få den til rigtig å skinne, en tur til Venedig ænten just som du skal til med bogen, eller som du har endt den. SIDE: 139 Når mit litteraturopsæt har ståt (antagelig medio mars), så udvider jeg subskriptionen en smule. din innerlig hengivne B. B. Hils! Steinsdorfstrasse 10. München 1896 2/5. Kjære, kjære Alexandrissime! Tak for dine to brev, jeg tror til og med, at det er tre! Ja, nu rejser vi herfra som den 4de; et par dager i Berlin, et par i Askov, så Kjøbenhavn. Er Hegels rejst, så bor vi på hôtel, og da må vi være sammen en dags tid eller to. Helst etsteds hen og være alene. Tænk over det! Blir Hegels i byen, bor vi der, og da vil jeg ha dere ut der et døgn eller to. Ingen snak om det! - Ja, du kan tro, jeg tænkte på dig, da kongen skulde til Stavanger. Vet du, jeg tror det er bedre, vi får en ny og en æn ubesindigere konge. Så går det lettere med å om- vende højre; det er jo bare på å få dem omvendt, det hele beror. Ikke på Svenskerne. De bare truer; selv det slutter de med, når vi er blét så nogen- lunde ét folk. Jeg forstår ikke, kommer aldrig til å forstå den nedgang i venstres mot og forstan, som Steen har besørget. Dog derom mer, når vi tales ved. SIDE: 140 Det er møtet med dig, som jeg nu mest glæder mig til ved å vænde hjæm. Dagny rejser med; kanske kommer hun til K.havn før os; du må ænnelig se og tale med henne! - Ja, på gjensyn gamle! Hils din Magdelone! B. B. Jeg skal altså hjæm å tale 17de maj. Den rene tvang. Men da er det ofte best. Aulestad 1896 2/10. Alexandrissime, . . . Vi har først nu læst din geniale utlægging av Niobe og Lille Eyolf, der behager mig umådelig lit. Også jeg har i Sigurd Slembe annet stykke hat pro- blemet oppe, hvad naturligvis pligtskyldigst bør overses; men vil Ibsen ta det op, bør han gjøre det på en mindre skabagtig og vreden måde æn sist i Eyolf. Opgir vi kravet til det naturlige, så opgir vi mere æn poesien. Det gjør du også i din ube- tingede ros av "Niobe" og navnlig av den æstetiske paradør-utgang à la français, - som det ikke klær din sunne natur å sværme for, du splendide men- neskerepræsentant! Det er min bestemte agt i en komedie (le ikke!) å behandle forældrenes lidelser ved børnenes for- lovelser, forælskelser, giftermål, hvor der væltes bjærge av vrøvl og ubehag og ængstelser av på SIDE: 141 dem, som var der ildebrand i huset, og de stod under og fik alting i hodet av dem, som vilde redde. Jeg har nætop været på "et visst sted", som det så ominøst heder. I den ene lille hylle for det op- skårne papir, som du minnes avslutter sædet, en på hver side, er alt papir opbrukt med undtagelse av to likestore firkanter. Da jeg tar dem op, viser det sig, at begge tilhører "Intelligenssedlerne", to eksemplarer av den, Erlings og mit, samme num- mer og samme stykke av numret (for 7de (eller 6te?) september). På dette stykke står, at Tolstoj foretrækker mig langt for Sudermann og Ibsen; jeg er dybere, højere, enklere. - Nu hører jeg, at be- mærkningen har gåt gjennem alle aviser, jeg har ikke før læst eller hørt tale om den. Men hvad siger du nu til dette tilfælle? Et tilfælle er det naturligvis; men hvad kunde ikke fantaseres op om det? Er der "ånder" om os, sæt at en ond ånd vilde lægge dette op for mig således? - Kan du huske det drama, jeg fortalte dig ut- kastet til, råt og stærkt, dengang du lå på sængen i Rosenvænget? Du kan tro, det har vokset siden da. Det er det, jeg nu arbejder på. Måtte det hær- lige høstvejr med den høje himmel og den mange- farvede skog lægge sin vælsignelse over det! - Karoline stæller på redet med utrolig opfinsom- hed og ænneløs kjærlighed. Vi to blir siddende her SIDE: 142 vinteren over i den luneste og vakreste lille krog, som fin's i Norge, i bevidsthed om å glæde og sam- menføje de to i det annet hus og få deres hjærter knyttet tættere til gård og hjæm. Den, som ved å betale din rejse kunde få dig innenfor disse døre en fjortendagstid! Gud, som det skulde være fryd! Tusene hilsener! din innerlig hengivne Bjørnst. Bj. Jamæn var den tynd, den anbefaling for "de sam- lede", som E. B. udstedte. [brevkort fra Aulestad, visstnok 2. decbr. 1896?] Bare dette for å si dig, at jeg alt har angler ute. Det var ællers Tyskland jeg tænkte på, og nu drar vi dit i midten av december. Jeg skriver straks natur- ligvis, som noget viser sig. Her er dejligt; kun at det ærgrer mig å måtte avbryte så ofte for politikens skyll. Jeg har jo så liten tid igjæn å tape. Og så mange ærgrelser, som det gir! Tusen hilsener fra din B. B. Aulestad 1896 11/12. Alexandrissime, "én måned for sent"! I otte dager skulde jeg ha sendt dig disse grusomme ord; var dit SIDE: 143 brev ikke kommet igårkvæll, hadde jeg neppe sendt dem endda. Så ondt har de gjort mig. Ti den, som har været min tilflugt og som ene kunde greje det, Schou på Sinsen, han har sendt mig ordene. Han har virkelig gjort sig umake, og han har hat den beste vilje; men min henvendelse kom "én må- ned for sent"; det er hans resultat . . . . Næste brev til mig adresseres: Steinsdorfstr. 10, München. Jeg har nætop læst Jonas Lies bok. Som altid for meget fruentimmerarbejde i den, men også så meget tvangløst fint, dog intet nyt. Den "ny figur", "misfostret", - desværre han er virkelig et misfoster. Limet ihop av diverse, eller rettere påskjøtt. En naturlig gut, og ovenpå ham et stykke underligt. Nej, de, som ikke tør ta en annen med på livsrejsen av frygt for sig selv, ser annerledes ut. Enten absolut ustyrlige, formløse, forvoksne; eller tause, mistænksomme grublere; eller såre in- vændig, så hvert ord kan gjøre ondt. Dette her er påfund, skablon. - Vet du, at jeg aldrig har funnet det så ondt her hjæmme som denne gang. Det er rent personlig, jeg mener det. Jeg rejser i et humør som kommer jeg aldrig mere hjæm. Men ingen dødelig uten du vet om det. Jeg har en følelse, som alle kan røre sig, alle si sin mening, bare ikke jeg. Og jeg kan ikke leve her uten det. Skylden må være min egen SIDE: 144 eller ej, - hjæmmet synes mig umuligt uten for- ståelse og agtelse. Jeg er blet 64 år uten den. Og i den alder tåler man ikke pakket tæt in på sig, - det, som spytter æfter en, og det, som vil bruke en. din Bjørnst. Bjørnson. p. t. Bergen 1897 29de apr. Alexandrissime, dit brev forstemte mig mere, tror jeg, æn noget jeg har fåt fra dig. Ikke alene ved det, som stod i det, men mere ænnu ved det, som ikke stod. Jeg prøver å trøste mig med, at det blev så, mens du skrev. At du har kræfter i dig, du ikke kjæn- ner i stunder som disse. Den dag vi ikke holder oplæsning og sang, tirs- dag, tror jeg, må vi spise mort og mortesuppe hos dig . . . Men skån mig, så vidt du kan, for annen slags hyldning. Den er rædsom. din B. B. Faaberg stat. Aulestad 1900 19/2. Du innerlig kjære Alexandrissime! Jeg har tjent forfærdelig mange pænger i vinter. Dersom du (og SIDE: 145 følge) vil ta en tur hidop i det kridhvide med mørk skog i og strålende himmel over (her er nemlig be- standig godt vejr!), så sender jeg dig 400 kroner fra Kristiania av. Bare et telegram! Brevene dine, - tænk, et par av de beste er borte. Jeg har naturligvis draget rundt med dem i lommen og har læst din ros in i mænneskenes lat- ter. Gjort det så længe, til de blev liggende i lom- men på en frak, jeg har git bort. Du skal se, de kommer igjæn, "når vi døde vågner". Det sker jo ganske sikkert med dig. Jeg skriver nok så bra om dagene - akkurat på motsætningen til Ibsens siste. Er det ikke til litterært opstyr? Tænk, om ikke annet hadde lagt beslag på mig, så de to stykker var komne sam- tidig. Vore innerligste hilsener. Tak for telegrammet på min fødselsdag. Jeg fik mange, kan du tro. Endnu står "gamle Bjørn". din Bjørnst. Bj. Faaberg stat. Aulestad 1900 1/9. Alexandrissime, jeg takker dig for dit kjærligheds- brev! Jeg tror, det er det kjæreste, jeg har fåt. Nu er jeg i alt væsenligt færdig med "Labore- mus", som jeg håper har en mission ved sin klare, SIDE: 146 naturlige tilgang. Finpussingen, som nu går på, er overmåde underholdende. Samtidig er hele (den gjældfrie!) gården blet ma- let, forbedret, hvad husene angår, utvidet, gjort gjildere hvad produktionsævne og besætning angår. Nu forberedes en elektrisk ledning på 20 hesters kraft. Nej, som gården er blét mig kjær, siden [den] blev gjældfri! ! ! Jeg vilde ønske, vænstre kom in igjæn med et så snaut flertal, at en kompromisregjæring kunde for- beredes. Den vilde nominaliter prøve at sætte gjæn- nem konsulatsaken, realiter inlede utenriksministe- ren. Der er en henvendelse å gjøre til højre, når de atter, som jeg håper, har tapt ved valgene, nem- lig ang. målsaken og andre kulturelle spørsmål. Hvad forsømmer dette parti ved sin tåpelige uni- onspolitik av store opgaver, av nationale krav til dets intelligens og samvittighed? Det offrer både autoritet og inflydelse på en slæb-bærende page- tjeneste i en fremmed kongsgård. Hjærtelige hilsener til Beate fra os begge. din gamle Bjørnst. Bjørnson. p. t. Kristiania 1901 29/11. Alexandrissime, når jeg skriver dette stolte kjære inlednings-ord til alle mine brev til dig og til alle SIDE: 147 mine tanker om dig, så minner det mig om de stør- ste triumfer og om store prøvelser, men gjænnem altsammen hører jeg fanfarer fra dine ridderlige optog i brev og bøger og sammenkomster; ti for mig har du altid været fæst, kommet med fæst. Dit humør, din ærlighed, dit mot i gode som onde dage, din strålende ubesejrede mandighed, - fæst, fæst! Tak for du kom også dennegang! Men ejer du bare gnist av lyst til å se Aulestad i elek- trisk lys og forresten også nyt i det allermeste, (jeg tør sige et av de hushyggeligste og vakreste hjæm i Norge), og kan Beate lodses med, så sen- der jeg dere rejsepenger på hellige flekken tele- grafisk. Jeg har det ellers godt. Det var bra å finne frem til folk. Har du læst Thomas P. Krags opsæt i "Politiken", så har du læst mit svar til dig med det samme. Jeg er desuten psykolog; for mig er beviserne absolut bindende. Jeg hører her findes flere juridiske vidnesbyrd også. Men jeg er for stolt til å få dem. Tusen hilsener! Jeg er her inne, for Nobel-kom- mitéens skyll. Der sitter jeg sammen med Horst og Steen. Nu vet jeg, hvad som er ivejen med dem: de er begge uten fantasi. Gud, for et as! Og disse debatterende forsamlinger! For en menneske-øde- SIDE: 148 læggende pinsel og smålighed over ens fribårne sjæl timevis, dagvis! din tro væn Bj. Bj. Aulestad 1902 10/8 Alexandrissime, Sigurd er her, og han siger, at du har været for sent ute; saken er avgjort. Men han tror, han kan borge dig for, at du blir stiftamtmand i Kristiania. At sige, hvis saken holdes absolut hemmelig. Vi mener, at ikke engang Beate bør vite det. Men du om det! Hør, nu kan du gjøre mig en tjeneste. Her slås de om din konvolut med segl på; ja, de stjæler den, den ene fra den andre. Så du er nok ikke "glæmt" ænda. Find nu på noget, som betyr et brev til mig - for konvolutens skyll. Og seglets. Så får de hver sin. Herregud, når skal vi se dere her? din B. B. SIDE: 149 Aulestad 1902 15/8. Alexandrissime, dit lille brev tok tårer av vore øjne. Jeg skrev straks til Blehr, nu kommer Sigurd i morgen; så skal vi overlægge. Men jeg skrev også til Blehr om, at jeg nårsomhelst, - hvis han fant det nyttigt, skulde gå fra statsråd til statsråd. Jeg tviler ikke om, at han personlig forstår, hvad rang du har også som ansøker av et stort ad- ministrativt embede. Men du er lovlig sent ute. Jeg væntet brev på det til Beate. Jeg måtte jo likesom vite, om du søkte. Her alt vel. Mit ny stykke er i trykken. Friskt og spændende, kanske også noget mer. Men ikke av mine kjæledægger. Jeg holder på med "Kongen kommer". Dog først lit avis-røre. Jeg har harm å læsse av, - siden ingen annen letter den. Tusen hilsener fra din B. B. Skal vi aldrig se dere her! Så gjærne jeg betalte rejsen. p.t. Westend Hotel, Kristiania 1902 26/8. Alexandrissime, ænnu har jeg da en del inflytelse, og at jeg des- uten har Sigurd å ty til ved siden av Blehr (og SIDE: 150 andre), har gjort, at din sak har blet tat op igjæn, så nu står dine chanser bedre. Jeg hadde yttret til Blehr, at foruten ham og Sigurd var der vel ingen i statsrådet, som skjønte hvad fortrin en stor man brakte med til en høj administrativ post, - og det gik Blehr så hen og sa dem! Man ærgret sig; men det gjorde godt. Et er vi alle enige om: at du heller burde ha Kristianias højeste administrative og repræsentative post æn Nordre Bergenhus. Dette pietistiske mål- stræver-amt vil ærgre dig ihjæl. For én Oddm. Vik vil du dér få ti; kanske hundre. Jeg har sagt Sigurd, at du måtte kunne oversættes fra det til stiftamtmansembedet. Rye skal nemlig nu gå av. Men helst vilde vi, at du tok din ansøkning om N. B. tilbake i påvænte av stiftamtmannen og sa det direkte i en skrivelse til Blehr, - eller til hvem du ællers vilde. - Du om det! For å bli istand til å producere og virke videre en stun må jeg nu forsage alt drikkendes. Altså også, hvad som var mig det kjæreste, soda om kvællen. Jeg får neppe drikke noget og bare som undtagelse en gang imellem et glas vin og en tal- lerken suppe. Ænvidere lidt og let kjød. Helst fisk og grønsager, især frugt. Dertil, tre ganger om dag, en halv time før måltidet, en stor theske jodd, (flydende). - Jeg tænker på dig. Der er din kur givet! Du skulde samtidig med å søke et SIDE: 151 stort æmbede, ta en stor beslutning. Nu, da det er bragt på det rene, at alle vil hjælpe til, fra regje- ring til præsse, så du får den rang og gjærning som passer en Alexander Kielland, burde du hoppe op i sadlen med rask mot. "Kongen" kommer til å gå som intet annet norsk stykke, fuldændt i hver rolle, og med en skjøn- heds-udgydelse over folket, som vi på prøverne har kjænt forsmagen av. Kunde det nytte, så inviterte vi dig og din hustru til å komme in og se første- opførelsen. Men da måtte I bo hos nogen her og følge os videre til Aulestad. I hvert fall: dette brev vil rejse dit mot igjæn. din B. B. p. t. Westend hotel 1902 11/9 Alexandrissime, i overmorgen hjæm igjæn. Stykket går fortrinligt. Den største sak, du får med å gjøre, er jærn- vejens. Det eneste geni, som i Norge har tænkt ud plan m. m. for det hele jernvej-næt, er den raringen Herman Schirmer, arkitækten. Hans route er den, Hans Thiis Møller forsvarte til sin død. (Det første lokomotiv på Romsdalsbanen må bære Møllers navn.) Men han tok ikke ved Her- man Schirmers kompromis med Aalesunds-partiet: SIDE: 152 en dampfærge over fra Molde til Væstnæs. Se på kartet: derved går jærnvejen i like linje videre. Her er et stade og stille sig på, der må ha fræm- tiden for sig. Aalesundensernes tale om å ha en linje "for færsk fisk" kan ikke sættes op imot dette kompromis. Tre à fire timers længere fart for fisken gjør intet, når den så likevæl kræver dertil inrettede vogner. Og det gjør den. Undskyll, at jeg præsenterer mig med dette jærnvej-prat. Men jeg er Romsdøl. Der blev jeg til, av det land og folkefærd er jeg særpræget; det vil du straks opdage. Mangfoldigheden i det og farven, farven! Så der lever jeg med til min død. - Og jeg vilde minne dig om, at de beste råd, du kan ta, finnes hos Herman Schirmer, hvad det angår, som vil trænge sig stærkest in på dig. Hans adresse: Arbinsgade, 4. Kristiania. Som vi alle herinne glæder os! Men ikke over, at du har flyttet så langt længer nord på. Det vil du få å føle. Du må syd på igjæn! Hils din hustru! Det er sant, at Sigurd Ibsen her har spillet hovedrollen. Han og Blehr. Og de to overvant så de andre. (Med undtagelse av Gun- nar Knudsen. Jeg vet ikke, hvad han vilde; han er uberægnelig.) Bladene spillet godt in, ikke sant? Og Lars Holst spillet på Blehr. Hils din hustru din B. B SIDE: 153 p. t. Westend hotel Kristiania 1902 7/12. Alexandrissime, tro ikke, jeg glæmmer din sak over fæst-tumlen. Jeg har halvdelen, og nu skal Berg- liot og jeg i næste uke prøve, om vi kan skaffe resten. Alt som gave. din B. B. Aulestad 1902 18/12 Alexandrissime, en man i Kristiania vilde ænne- lig gi mig pænger til dig. Jeg vægret mig ved å ta mot dem. Men da alt dette blir kontant inbetaling, må du opgi mig din man i Stavanger, som kan ta mot. De siste pænger er værre å samle æn de første. Men det skal gå. Bergliot gjorde streik æfter en samtale med en rik væn, - som dog gav. Jeg er nu alene. Og jeg gjør ikke strike. Men du må nu ikke bli utålmodig; her er me- get arbejde å gjøre, og jeg har været optat. Nu sitter jeg imidlertid foran skrivebordet igjæn. Fra fæst-dagene bare én ting. Henr. Ibsen sa mig ordret: "Av alle erindringer og mæn husker jeg oftest dig". Han tok min hand mellem begge sine og blev ved. "Du er mig kjærest". Jeg kan SIDE: 154 ikke si det samme; men hans uttalelse glædet mig, og glædet hele den fælles familie. Hils Beate fra din Bjørnst. Bjørnson og Karoline. Aulestad 1902 25/12 Alexandrissime, dette på sængen. Nu, jeg har Fredr. Hansens adresse, kan jeg sende ham 2500 i en cheque. Likeså beordre sendt ham 1500. Item ved en annen, som jeg ikke vil nævne, så meget, at jeg antar det tilsammen er 7000. Resten baler jeg med. Ça ira! Dette for dit syke hjærte og for at du av glæde og begejstring over dit fædreland herefter fører et anstændigt liv og aldrig mere overbebyrder dit hjærte. Min fryd er aldeles uten grænser! Meld Kitty det. Jeg har glæmt hennes adresse. Kys Beatissime! din B. B. Karoline synger. Aulestad 1903 6/1 Alexandrissime, du skal intet gjøre; jeg skal. Det vil ta tid. Dels er der folk utenfor lannet, som er spurte; dels dem jeg selv må spørge, når jeg i denne måned kommer in. SIDE: 155 Men tiderne er forfærdelige; de beste stænger sig av; de årker ikke mere, siger de . . . Men din sykdom? Du må tale noget utførligere om den. Gudbevare mig, det går da vel ikke på livet løst? Så siger doktoren her. Æfter dine egne få ord å dømme. Tal ut, mænneske! Du må da skjønne, at vi vil ha besked. Æller bed Beate å skrive. Så én ting til. Er det gamle Hoffmannsgården, du bor i? Eller gamle Sommerschildgården. Arve- schougs er en betægnelse, jeg ikke kjænner. Godt mot! din B. B. Aulestad 1903 23/2 Tak for dit kjære brev, Alexandrissime! Den glæde, folk grep Prof. Bugges tale med, har måske den grun du siger; men bestemt en meget lavere, nem- lig: "kan vi slippe for så let kjøp!" En del for- eninger, nogle taler o. s. v. - For det store uundgåelige ansvar at ordne sig politisk, det vil de utenom! Du skulde sét, som jeg har kjæmpet i Nobel- komitéen for å få en "revue Nobel" på de tre hovedsprog startet! Jeg påstod, det går an å samle £ 100.000 for det øjemed. Jeg påstod, at lot disse pænger sig samle, og var vi de eneste, som kunde SIDE: 156 det, så var det vor moralske skyldighed å prøve. - Ja, de tvilte igrunnen ikke; men "de vilde ikke resikere det"! Efter tre års kamp er det nu lyk- kets mig. Indbydelsen, et brev fra mig til komi- téen, som denne gjør til grunlag for en inbydelse til tægning, er oversat. John Lund er emissær. - Jeg er meget stolt over denne sejer. Du behøver ikke å bekymre dig om, hvem som har tægnet for dig. Hvis du blir stiftamtmand i Kristiania, skal jeg si dig det, så du ikke resikerer å behandle dem ille eller overse dem ved et bord. Men ikke før! De finnes her (og omkring her) næsten allesammen. Kanske dog bør jeg nævne to, som du kan resikere å træffe: Midling i Udiksvall (som undertiden er i Molde) og Chr. Michelsen. . . . De andre træffer du neppe. I Beates brev læste vi et ønske om, at hun gjærne vilde besøke os. Det stod ikke likefrem; men det stod dog. Herregud, lad henne komme! For din majestæt ser vi naturligvis ikke. Gud bevare mig, drikker du nu igjæn vin! ! ! din B. B. Aulestad 1903 12/4 Alexandrissime, da dit lysende billede "Aarre" kom her, skulde og måtte jeg til Kristiania for politi- SIDE: 157 kens skyll. Da jeg kom tilbake, var jeg en stun "anderswo", - og da jeg helt vændte hjæm igjæn, kom jeg mig ikke til å takke dig, - ja du vil undre dig; - men det bød mig så imot atter å skrive et takkebrev. Jeg har nu vel alt i alt skre- vet hundre! Og for ikke å gjøre det mekanisk, væntet med det til det blev en trang i mig. Så jeg har holdt på med det til nu. Således gik det til, at først idag mælder jeg billedets ankomst. Det er fortrollende! Det drar mig derhen! Det er en natur, jeg ikke kjænner. En finhed, en lang- linjet storhed, en ynde hos det, som går i det ænne- løse. Det er til å leve og drømme tungsinnigt i uten avlatelse. Det har fåt en smuk plass, og det rydder sig den selv; vi må bort fra de andre billeder og der- hen igjæn. Jeg gad nok vite lit sanfærdigt om din helbred nu. Du er da vel pålagt aldrig å drikke? Over- hovedet stort mådehold? Som det var morsomt å se din stil igjæn i en avis! Har du læst Hamsuns "fra eventyrets land"? Hils hjærteligt din B. B. (Jeg kjænner mig lit oplagt; derfor snyter jeg dig for et brev. Lammers's er her i påsken. Fra Bergen kommer Karoline og jeg tilbake over Molde, Veb- lungsnæs.) SIDE: 158 Aulestad 1903 l2/8 Alexandrissime, når jeg siger, at først idag kan jeg ut av stæmning og fritid vende mit sinn mot Moldefjorden og Fanestrandsvejen, så tror du jeg skryter. Men så optaget har jeg været av gjæster, politik, bekymring, sinne, breve og stundom poesi, at jeg ikke fant dig igjæn i de omgivelser og skjønne dager, vi hadde sammen. Og således, alene således måtte jeg træffe dig. Tak for de dager! Tak for, at jeg tør tro, jeg finner dig der og alt det glade, som kommer med dig, oftere, - ja, oftere! Nu har jeg fåt en landauer av Albert Langen; nu kan jeg komme med mine egne grejer. Ænnu står det for mig som det allerlyseste, at du mødte på Veb- lungsnæs. Det moret mig å se et ypperligt fotografi av os, taget på Onsums trap. Men altsammen var så godt, så lyst, så skjønt, som det vel sjelden times to så gamle kavallerer å få leve op igjæn. Herregud, hvor er du snill med Karoline og mig. Og din hu- stru som du. Der er bare ét éneste mørkt punkt, det er at Claus Hansen sa, du var svak av helbred, du var alt annet æn stærk; bare regelmæssigt, diætsikkert liv kunde sætte dig istan til å fylde dit kall. Nu skriver jo riktignok Ulrich Møller, at du ser "mer og mer elastisk ut". Men jeg stoler ikke på det. Kan du da ikke ta dig et par undtagelses-dager nu og SIDE: 159 da - og så leve æfter vægt alle de andre dager? Trøst mig! Ellers finner jeg alt trøsterigt omkring dig. Du har et æmbede, som er dig værdigt; din vidunderlige digtning har en opstandelse i tusen sinn; det har jeg erfaret, og den får sin apoteose, det vet jeg. Dine barn gjør dig glæde, dine vænner ælsker dig, og Beate kommer sig jo også, så dit vakre hjæm atter har hennes kunstneriske hånd over sig. Og så skal vi nu og da træffes og tale om kunst og om fræmtid for Norden. Jeg har ikke levet med i en tid med så megen gro i siden æfter den første dan- ske krig. Ser du disse tilnærmelser mellem England og Frankrige? Den pangermaniske tanke besætter mange ypperlige hoder; snart er en forening dan- net om den. Sverige og Norge nærmer sig hver- andre, og da tar vi Danmark op med. Uden det har det ingen mening. Ej heller kan vi gå længer ud æfter alliance, før vi har fullbragt vor egen. Jeg tror nok, jeg næste år går til Danmark og taler. Man har år æfter år villet ha mig til et stort folke- stævne på Sjælland. Nu er der noget å tale om. Jeg synes, jeg er så lykkelig ved å stå midt i det, som vokser. Karoline var oppe her og bad dere hilset på det hjærteligste. Vi ser, du skal ned til Stavanger den 20de for å se på to unge mænneskers lykke, som du SIDE: 160 ælsker. Skal Beate møte op fra Laurvig? Hils henne og din datter og de to lykkelige fra din Bjørnst. Bjørnson. Aulestad 1903 17/10 Alexandrissime, jeg iler med å svare dig på dit ælskværdige og trøsterige brev, som har krysset mit. Det første først: vi får den beste regjering, tror jeg, som vi ænnu har hat. Fordomsfri, oplyst, vilje- stærk. Hvis det går, som Hagerup vil, så følges Sigurd til Stockholm av Michelsen og W. Konow (S. B.). Aldrig har Norge været repræsenteret der av tre slike Europæere. Michelsen holder jeg tørt hen for vort overlegneste hode. Konow er sen til å ta bestemmelse; men fint er det instrument be- strænget og opstemt, og fint blir det behandlet. Sigurd er en født statsmand med det mest omfat- tende kjændskab til politikens historie og mæn, som vi ænnu har rådet over. Hagerup-Bull skal være en førsterangs financier, og blir Strugstad vor krigs- minister, da har vi den dygtigste, vi kan få. Ja, hvad vil du mere? Var en sådan regjering ikke kampagnen værd, når forøvrigt kursen over- for Sverige er den samme som før, bare farerne ta- get bort, og finanserne og det inre stell i alle måter bedre skjøttet, uavhængig av stortingsmæns intrige- spil, like op i fingrerne på de styrende. SIDE: 161 Nu er vor mølle færdig; vi maler nat og dag; vort clientél er meget større æn vi trodde muligt; vi tjener rent utmærket. Og sejer! Lysværket går samtidig med møllen og like godt som den!! Vi kan tænde midt på natten. Sjøen oppe på fjællet, som vi tar til i nødstilfæller, er nu så godt opdæmmet, at vi har vand året rundt, overflødigt vand! Dette er en stor og "ren" glæde. Vor tærskemaskine med pe- troleums-motor drar bygden rundt til henimot jul; alt, den tærsker, kjøres hit for å males. Efter jul hugger og sager petroleumsmotoren folkets ved. - Måtte nu bare jeg også komme alvorligt i arbejde æfter sjouen og bekymringen, som rev mig svært op. Og så influenzaen og bronkitten! Dennegang brytes jeg med et vældigt æmne. Jeg vet ikke, men den sort gjør mig lykkeligst. Hils Beate og din dat- ter fra os! din Bjørnson. [brevkort fra Aulestad, 18/l0 1903?] Tænk, at jeg har kunnet skrive et helt brev til dig uten å forkynne min glæde over, hvad du fortæller om dig selv! Du kunde jo tro, den ikke var der! Jeg vil herefter aldrig selv kunne gå en tur uten å forsvinde; ti jeg finnes på din! De steder er mig absolut kjærere. Og så i det selskab! Får jeg råd til det, har du mig til våren igjæn. - Ænnu noget SIDE: 162 glæmte jeg. Dertil skal jeg ved lejlighed komme tilbake. Glæd dig! For det er glædeligt og angår dig. din B. B. p. t. Kristiania (Westminster) 1903 23/10 Alexandrissime, der er en meget slem fejltagelse, som under ingen omstændighed må gå videre: når jeg skrev til dig "vær tro!", da gjaldt det ikke mig, jeg har været altfor stolt til at bede dig eller nogen være mig tro, og jeg har oplevet altfor mange for- ræderier, til ikke å ta sligt med overlegenhed; jeg sejlte også så skarpt, at jeg ikke engang undrede mig over troløshed. Nej, det gjaldt saken. Jeg hadde mistillid til din aristokratiske nydelsestrang, at den i længden forligte sig med forfølgelse og had - og lidet mod. Da jeg fik full tillid også der, omslut- tede jeg dig med den beundring, som du nok har følt glansen av. Men sørger du ikke for, at fejltagelsen om, hvem du skulde være "tro", forebygges, så kommer fra min hånd en offenlig protest. Jeg må værge min ære. Forøvrigt har jeg intet å bemærke. Altså: ministeriet er der. Den eneste, som be- tænkte sig, var Schøning. Da blev amtman Løken SIDE: 163 spurt; men så vilde Schøning. At der blev like mange højre og venstre, var på mit initiativ og ihærdige fastholden. Det er det for fremtiden frugt- bareste av det hele. din B. B. p. t. Westminster hôtel 1903 29/l0 Alexandrissime, du har læst mere i det brev æn som står. Det, at "være tro" kan ifølge sammenhængen gå på mig, hvis du ikke i en anmærkning eller på annen måte gir den riktige anvisning. Dette er det eneste, absolut det eneste, jeg har å invænde, og det synes du ikke å tro. Men det er så. Jeg vilde i høje- ste måte beklage, om ikke dine brev kom ut. Det vilde gi historisk orientation, ha psykologisk værd og levere en række tægninger av en let, men kraf- tig hånd. Men over alt dette vilde det være noget monumentalt ved sin stil og sit vidd, som neppe et annet folk har mage til. Du må gjøre det! . . . - Jeg har strævet så i "Nobel". Men har nu sejret med Revuen, og med at gjøre os uavhængige av Sverige. Så jeg er glad idet, jeg skriver dette ned, men så træt, at ingen mærker min glæde. Din B. B. SIDE: 164 Aulestad 1903 23/12 Alexandrissime, først fik vi et svært hyggeligt brev fra din hustru, så telegrammer fra begge til vor fødselsdag, så atter på vor hædersdag, - og på intet har vi svaret. Ænnelig et billede av dig som sneman, og da holder jeg mig ikke længer. Du ser så sund og umiddelbar meddelsom ut, at jeg må få dig i tale. Der må være foregåt noget med dig i retning av lykke. Er der noget, du har lært, er der noget, du har glæmt? Er du glad over å føle dig fast i sadelen, avholdt, kjælet for? Er det dine barn, er det Beates helbred, hvad er det, du er så tilfreds av? Du skal svare mig nu i julen. Ingen råd for det! Du kan tro, jeg blev forskrækket den 21de nov., da det svenske akademi, gjennem sin sekre- tær, skrev mig til, at jeg var præmietageren! Jeg fant, det var uret mot andre. Men man kommer sig nok så snart æfter skrækken, når man får så megen ægte glæde å se hos sine og hos venner og veninner uten tal. Nu stryker vi til Italien (i slutten av januar). Går det, som jeg vil, blir vi længe borte. Vi hadde kjøpt os en coupé, lukket halvvogn, væsenlig for å rejse til Romsdal i den; men Italien er mere, og begge dele kan neppe enes. Denne coupé har været en rik mans i Kristiania, som nu solgte den og 6 sæler for 500 kroner! Slike er tiderne; in- SIDE: 165 tet under, at sinnene er så nedstæmte, at jeg gjærne flygter. (Med et stort arbejde under armen). Med undtagelse av noget nærgående referat-prat, som en væn gav til beste mot det bestæmteste for- bud, hadde jeg bare, bare solskin over min Stock- holmsfærd. Som mit liv i det hele har rykket frem til lysere lande. Den sky, som drog op i Ingeborgs forfærdelige sykdom, er også over. Alb. Langen er her, Dagny og de to gutter. Vi fryder os. Og de ikke mindre ved al dagen å baske i sneen. "Simpli- cissimus"s redaktør er med, en jovial tysker. Edv. Grieg og hustru samt Aimar Grønvold kommer annen juledag. Og da de unge også vil ha sælskab, kommer til deres bruk tre kammerater fra Paris, Martens, Fougner og frue (general Thaulows dat- ter) og to unge piger som ekstra-morro! Så her blir leven! Alb. Langen skjænkte os for en tid siden 200 flasker champagne. Det er billedet på, hvordan han tænker sig jule-galskaben! Gud, for et humør der er i den kar! Jeg så din Jens en flygtig og ulykkelig stun. Jeg er helt forælsket i det fine, bløde sind. Jeg synes, jeg kunde sende alle de milde ånder fra skog og hav til hans værge. For der er likesom noget, der skal værges. Jeg vet ikke, hvor Wilh. Krag ophol- der sig. Får jeg det å vite, så sender jeg ham en tak for hans Norge. Han sendte den til mig med ær- SIDE: 166 bødighed og beundring. Det synes mig, at jeg kunde bruke de ord. Skriver du ham til, så sig ham det. Men glæm ikke adressen! En glad jul! En stærk, arbejdsom fremtid! Sund- hed og lykke for eder begge. Eders Bjørnst. Bjørnson. Hvad synes du om Hegel, som gik i Bojesen! Aulestad 1904 16/1 (På sengen) Alexandrissime, jeg trænger ingen trø- stebrev; men dit kom som kramsfuglflokkene fra skogene, når de er på utfærd. Bak dem alt, som er forår, sommer og skogduft, foran dem den poetiske utfærd. Det var et helt tog av godt humør og lange syn for mig. Og så kjærligt, og så diskret, og så dejligt! Ja, den charme, som følger dig, er for mig den skjønneste av al poesi, som levende mennesker fører med sig. Amen. Hvad forfølgelsen angår, kom den aldeles uvæn- tet. Den går vel like uvæntet over. Bare vænt! - Krigen. Der er kommet en faktor med, som jeg ikke kan beregne styrken av: De franske kreditorer. Gjænnem Delcassé siger de: "Du skyller mig otte milliarder. Forutsætning for lånet var din højtide- lige forsikring, at du vilde holde fred og arbejde. Den bryter du. Allerede nu taper jeg, ti renten har sunket. Hold dig rolig! Jeg er den siste, som låner SIDE: 167 dig pænger; husk det!". - Ja, hvad virkning det har, - jeg kjænner ikke Russerne; jeg vet det ikke. - Var ikke det der, så sa jeg: vi har krigen innen én måned. Rusland vil nemlig ha både Manschuriet og Ko- rea. Japan vil ha Korea og Kinas Souverænitet over Manschuriet. Hvorfor? Fordi Japan inøver Kinas tropper. Innen ti år har Kina flere tropper æn Rusland og Frankrige sammen. Og med Kinas Souverænitet over Manschuriet et stadigt krigs- påskud. Sådan ser det ut. Dette må gi krig. Jeg tror, Japan tvinger den frem. Men vænter på mars måned. Det der med Baby gjorde mig ondt. Jeg fatter og forstår ikke, at hun ikke står på scenen, selv- hjulpen og lykkelig. Er hennes tale-stæmme for spæd? Hvad er i vejen? Hun har jo din ynde oversat i øjne og be- vægelser; blant de siste tankernes. Ja, hils nu din hustru tusen ganger fra os og de to døttre med. Nej, hvor glad jeg er over, at du trives! I æmbedet, i Molde, i familien. B. B. Roma, via Gregoriana, 38 1904 12/4 Alexandrissime, vi bor her sådan, at vi om vi vil, kan ha tre gjæster. Du være herved højtidelig av SIDE: 168 os inbudt til å være vor gjæst, så længe du vil. Dit ophold her skal absolut intet koste dig, ikke inne, ikke ute. Men med rejsen vil vi intet ha å gjøre. Vi blir her til et stykke in i juni. Vi kommer igjæn første oktober. I mellemtiden er vi antagelig i Tirol. Jeg tænker, dette er det beste svar på dit brev og den bekymring, du altså aldrig skal bli fri for. Å ha lidt å se ut til, som Romsdalsfjællene ikke kan rande, gjør godt. Vi frydet os i sin tid ved alt vi så av dig under Aalesunds-fortvilelsen. Og æn mere ved det vi anet; ti du var naturligvis bak en hel del forslag, som andre fik æren for. Du er slik. Jeg skriver fortrinlig, ænten faen nogen tror det eller ej. Jeg er i et humør, som den skal ha, der hver dag ser Peterskuplen over alt det andre, og navn- lig i solnedgangen. Og som spaserer naken for åpne vinduer april-morgenen. Og drikker chianti æfter suppa Romana kl. 7. Men Ross's død har jo lagt slør. Herregud, herregud, hvad vi tapte! Hils! fra din B. B. Roma, via Gregoriana, 38 1904 14/5 Alexandrissime, du må tro, vi har tænkt på Kitty og dig i disse dagerne. Og på Y.s gut og hustru, som SIDE: 169 vi ikke kjænner. Jeg er glad ved, at du har git mig lov til å skrive om det; tak for dit brev! Du siger deri, at Y. var forfængelig, han trængte nogen at hælde sig til og få anerkjænnelse av. Til min skam må jeg erkjænne, at jeg ikke har lagt mærke til denne forfængelighedens trang hos den, som står utenfor offenligheden og ikke kan til- fredsstille den der. Din bemærkning er sand . . . . Så er her én til: X. Jeg fik et brev fra Norge, som billiget og roste ham fordi han hadde brudt op sin hustrus bord og sendt Y.s brev til øvrigheden. Så rå er vi nemlig ænnu, at sligt kan gjøres og ænog få ros. Vi er da ikke hverandres ejendom. Når skal dette gå op for almenheden? Når skal de hensyn, som respekt for hverandres følelsesliv bør ingyde, bli selvfølgelige, bli en ret, som enhver dannet man eller kvinne skal respektere, hvis han eller hun ikke vil stødes ud av godt selskab for hele sit føl- gende liv. - Ovenpå det, jeg nu arbejder, kommer en roman, jeg i lange år har grundlagt. Der vil jeg ta det spørsmål op. Så det skal høres over mange land, håber jeg. Du svarer ikke på vor invitation? Du tror måske, at vi, dine vænner, ikke også skal sørge for en rundrejse-billet? Og så forklarer du mig ikke, hvad Jens nu tar sig for og hvad han lever av. Eller SIDE: 170 hvordan Alexander ser ud og hvad han tjener og har utsigt til. Og lidt om Baby! Og om din hustru! Jeg har det så godt og er så tilfreds som jeg ikke minnes å ha været det! Jeg har også så mange gode vænner her, italienske, franske, tyske og skandina- viske. Kun får jeg så liden tid til å læse. Jeg skulde begynne på Bangs forroste Michaël, bladet den og la den væk. - Albert og Dagny er her; børnene var her længe før dem, og de bor hos os til Karolines usigelige fryd. Bjørn og Ingeborg kommer hidned. Hils fra din B. B. Roma, via Gregoriana, 38 1904 20/12 Alexandrissime, dine brev er enestående ved sin åbenbare leg og ved sin skjulte innerlighed. Tak for det siste. Jeg har såmænd ikke læst Hamsuns åbne brev og bare med nød Griegs forsvar. Jeg ærer ham for det; men godt var det ikke. - Herregud, hadde jeg hat råd til å rejse til Rom før, så var jeg her før, det var hele svaret for mig. Det annet er flesk, som Hamsun skal fange sjæle på. Måske andre i mit sted hadde båret sig mærkeligere ad, - sådan bar jeg mig ad. Har det skuffet nogen, så har de gjort sig en falsk forestilling om mig. Mere har jeg SIDE: 171 dertil ikke å si, æfterat jeg har oplyst selve tilgan- gen og dens forudsætninger. Voila! - Dine brev fra Paris har jeg moret mig og andre (her kommer mange skandinaver) med å læse højt. Det første var meget karakteristisk ved, hvad du hadde små- moret dig med, da du var der alene, og det undret mig jo egenlig ikke å finne dig igjæn nede i en gryde. Det annet var et strålende lidet mesterstykke av ynde, vid og stil, og som gav udsyn. Jeg sendte efter det brev en karakteristik av dig til Edv. Bran- des; det ser nok engang lyset. Jeg mener den er den beste til idag. Men sligt skal have sin lejlighed. Jeg har det så godt her. Jeg går min tur hver dag, jeg også, i solskinnet og larmen, mellem kir- kerne, paladserne og kunstværkerne, i farverne, og glæden. Det er fra 3-4 1/2 à 5. Om formiddagen har jeg min arbejdstid, regelmæssig. Min store glæde i den, som de tar fra mig, når jeg er færdig. Denne- gang en fortælling i stor stil. Karoline, det kjære, gode, kloke menneske, som bare blir dejligere for hver dag, har skrantet lidt; men nu ser hun ud som en marchesa. Jeg er så tilfreds og bor så dejlig, med Peterskupelen og den eviggrønne Gianicolo foran os der borte i synsringen. Næsten hver kvæll i herlig glød. Du siger, jeg ser for det meste ret i politiken, og den ros er virkelig min. Men dennegang har dog SIDE: 172 Svenskernes formvæsen overrasket mig. Jeg har skrevet et alvorligt brev til kronprinsen, som har svaret, at han tror konsulatsaken går. - Går den ikke, da mener jeg, at dens historie er blet sådan, at vi aldrig mere inlader os på forhandlinger med Svenskerne om annet æn unionens opløsning, når denne er så pas forberedt, at den kan foregå. - Vi opnår intet uden skuffelser. Der kommer altid en Bostrøm frem, som raser og gråter avvekslende, til der intet resultat blir. Jeg var så sikker på, at Hegels og du hadde fun- net hid ned. Men der er noget ved eders dannelse, som stanser av ved Paris. At I overhovedet kan finne dere hjæmme i Paris, lade dere nøje foran denne strålende udstilling - og ikke attrår mere! Det, hvorav alt dette er sprunget ud og står igjæn i højt alvor. Og det folk, som er kulturkilden i alle de andre, i usvækket naturlighed og skjønhed og med de samme lysende ævner, som atter en dag vil forbause og belære verden. Til våren - jeg må ha en glæde etsteds, ved du, å længes til! - er det dig og Romsdal. Karoline vilde også så gjærne ha dig og Beate på Aulestad. Rejsepængerne skal dere ikke suttre for. Hils alle dine! fra os. B. B. SIDE: 173 Roma, via Gregoriana, 38 1905 2/5 Alexandrissime, de femti kroner kunde jeg altså ha sparet. Jeg finner jo, at vor politik er stor-oksens, når den har ærgret sig sint hele vinteren og så, når den slipper løs, går løs på den første, den beste jord- haug eller tomtønde, som ligger på dens vej. Kon- sulatsaken burde ikke ha været rørt med en finger. Den første frugt er et nyt lån på 44 millioner, ser jeg! Hvor skal dette ende? Og for unødige vanske- ligheder vi nu går imøte! Man skal ha frygtet for, at harmen fallt av folket, hvis her væntedes på nye valg, hører jeg. Altså atter denne sørgmodige man- gel på tro, som de mæn lider av, der skulde føre. Da var Sverdrup en annen kar; tro hadde han. Men fra Steen av har ingen hat tro. Og så lyver de så forbannet. Så du nu Thommessen forleden, som forsikret, at det, vi nu går frem til, ikke er revolu- tion? At undsige sin egen konge er ikke revolution? Så du Løvland, som føjet til regjeringserklæringen, at det var ikke ud av unionen, vi vilde! Sligt tar sig forbandet ilde ud. Vi står ikke godt i Svenskens øjne, og det trængte vi til; før Sverige anerkjænder os som selvstændig stat, gjør ingen annen det. Jeg har med flid sparet mig op for å kunne ta på mig et ærinde der. I det hele, min væn: så længe det gjaldt å få op SIDE: 174 sinnet i os over al den uret, vi led, gik det an å skjælde løs. Nu er det nådd; nu siger jeg ikke ét vondt ord til Svensken mere. Det er nu bare dumt. Og gamle gumlinger av længst tygget mat, ligger ikke i mig. "Samma sak" med kongen. Nu er han en gammel, ælskelig man, makeløs god, og intet an- net æn god, og så glæmmer jeg gjærne, ja, med glæde det, han har gjort, som ikke var bra. (Således ofte mot mig). Jeg kan ikke for, at jeg er således, og at jeg tror, jeg dermed er i det rette. Jeg håper nu, at vi på vor unødig farefulle bane må nå vor fulle uavhængighed. At vi har en fore- gangsman som Fridtjof Nansen, så lys og rank, halvdum trygg på sig selv og på værktøjet, akku- rat som andre store repræsentanter for norsk våg- somhed før ham, synes mig å spå godt. Der sprang ikke frem slike figurer av norsk nødstilstand uten for sejers skyll. Ja, så tror jeg. Kunde vi nu få en republik med ham som første man, så var der sym- bol over os. Jeg har skrevet "Ja, vi ælsker"; men han har levet den. - Likevæl: det gjør mig ondt dypt ned i sjælen, at vi unødig skal vade ud i så stor en gjæld og kan- ske andre ydmygelser og forsinkelser, bare fordi vi ved roret savnet klokere mæn, og motigere med, til å stæmme mot folke-ilinger. Men det er vist i re- gelen så, at der er noget større, som kunde være skét æn det, som sker. SIDE: 175 Nansens mans-ideal er langt fra det største; det er det gammel-engelske erobrer-ideal; på det har England arbejdet sig op; på det arbejder det sig nedover igjæn. Fremtiden er ikke Englands. Hilsen fra os begge til eder alle. din Bjørnson. Vi kommer til Norge. Aulestad 1905 9/8 Alexandrissime, ingen kan være så glad over, at vi blir kvit unionen, som jeg, der først satte program- met op: enten helt selvstændige innen unionen, eller ut av den. Du har vel nu læst min hymne? Men til min siste time beklager jeg måten. Vi har gjort Svenskerne til vore fiender på den, og hvis dette med fæstningerne vedtages, blir også vi Svenskernes fiender, jeg vet ikke for hvor lang tid. Det kunde og burde være undgåt, Bernadotte'n kunde være undgåt, folkeavstæmningen med, som også er en ydmygelse, hvad vi så æn gjør den om til. Her er udvist megen behændighed; men ingen, ingen storhed. Og nøder man os til å rive det beste stykke av vort landeværn ned, bare for å dække lederne og deres onde samvittighed, så vil det hævne sig! Så kommer statsgjælden til, den forbryderske told, - altsammen kunde være undgåt. Vi skrues bakover nætop som vi skulde til å marschere frem med øket rytme-fasthed. SIDE: 176 Jeg trodde om dig, at du var så vidt synsk, at du så dette av dig selv. Undskyllningen, som Na- poleon lægger dig i pennen, gjælder nemlig ikke. Jeg har hat en syk hæst hele sommeren; ellers hadde jeg kommet. Nu vænter vi til næste år. Her er så meget forbedret på Aulestad, siden du sist var her, ute og inne, at det hadde været forfængelig skjønt å vise dig det. - Jeg længes utrolig æfter dig. Også æfter å høre om dine barn; ti dit termo- meters stand er betinget av dem. Hils, Beate og dem fra os begge. din B. B. Jeg har skrevet i den utenlandske presse til vort forsvar - å, hele bunker. Alt bestilt arbejde. Hvorfor skriver du amtman i Romsdals amt? Ulogisk. [brevkort fra Aulestad, formodentlig høsten 1905] Du har henvendt dig til den urette. Jeg har mod- arbejdet ham. Desværre kommer jeg næppe til Romsdal næste år heller. Man vil ha mig til å tale på Skamlinge banke om Nordens fremtid. Jeg har lyst, ja, men mere lyst på Romsdal. Jeg kan vel aldrig vænte, at du nogen sinne mere kommer hid? din B. B. SIDE: 177 Aulestad 1905 4/10 Alexandrissime, du vil være beroliget længe før du får mit brev. Også jeg blev ræd og skrev "Tilbudet" (i Aftenposten, der jeg nu skriver). Men al fare er over. Vi får prins Karl, som er et virkelig kongsemne, en vakker, nobel sjømand med karakter og begavelse. ... Ja, min væn, sådan gik min drøm om republik op i nationalt kongedømme! Min trøst er, at vi er republikaniserede; det er bare den frygiske tophue, som mangler. Sagen er, at jeg drømte om en venskabelig skils- misse, og da var republiken der. Men i den, vi nu har, er det dårskab at skille sig ved Englands og Tysklands og Danmarks venskab. Farligt overfor Sverige, - som ønsker det! Hilsen! B. B. [blyantsbrev] Aulestad 1905 9/12 Ser du, Alexandrissime, når du blir forkjølet, skal du gå tilsængs. Så blir det ikke mere. Så har jeg gjort, derfor blyanten. Jeg har snart læst halvdelen af din bog, [fotnotemerke] jeg iler med at sige dig, at om vigtigblæren Aage Friis lever i tredve år til og skriver tredve bind i hvert, præ- sterer han ikke så megen åndfull, glimrende karak- Fotnote: Omkring Napoleon. SIDE: 178 teristik av manden, mændene, tiden, forholdene, som du i første halvdel av denne lysende samtale med os om, hvad som da skete. Den sletteste kritik av al kritik, er den som over- for et bord regner op alt hvad det bord mangler for at være en stol. Og sådan bærer han sig ad. Dertil: hvad er det for en perfidi at ta in med, hvad du har telegraferet til dronningen? O. s. v. Hvad som undrer mig, er at Nansen [fotnotemerke] ikke har sørget for at få det rette syn på denne morsomme, på hvert eneste punkt træffende, klart oplysende bog i et sprog, som du alene ejer. Hvis jeg ikke lå tilsængs, purret jeg ud nogen i Danmark eller Norge til forsvar. Men det er så ækelt med blyanten og den halvtil- slørede hjærne, som kræmter i den. Jeg takker dig stort for dit arbejde! Du har ka- stet åndens skin over de store sneflater, du dukker op av det glødende derover i Romdalsbryningen. Gud velsigne din gode lyse vilje, din troskab mod det, du ælsker og beundrer, og din mægtige, lysende ævne. din B. B. Aulestad 1906 8/2 Alexandrissime, jeg hadde ingen anelse om, at du allerede var så inprotokolleret, at du krævede, jeg Fotnote: Peter Nansen. SIDE: 179 skulde mælde skriftlig, at du og din datter var vel- komne. Når du mælder, at du kommer, så hopper hjær- terne dig imøte, det tænkte jeg, du visste. Velkommen! din B. B. Aulestad 1906 17/2 Alexandrissime, - nej, så faen gale, om jeg vil. John Poulsen, dette husjomfru-talent, som skulde ha stelt med sit i et kjøkken eller bibliotek og skre- vet sine fæstsange til steken og sine små-fortællinger til jule-roser, - tigger sig gjænnem værden på fal- ske værdier og store mæns og kvinners forfænge- lighed, der pirres ved at gnides av hans nysgjær- rige næse, - nej, så pine-død, lad andre klæde og bespise ham; jeg har andre å hjælpe. Det var sørgeligt, at du ikke kom! Som vi glæ- det os! din B. B.