Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 TIL CHR. HVIID. Rom den 31te Januar 1862. Kjere Hviid! Saamænd, det var uventet at se din Haandskrift ringe paa hos mig. - Men det var kjerligt af dig; - det er ikke alle gamle Venner, som glemme mig. Pengene fra min norske Ven kom mig meget uventet, men ogsaa meget belejligt; tak for din Umage og Beredvillighed nu som bestandig! Du skriver at du dog vil være i Kjøbenhavn endnu et Aar. Nu ja, det tænkte jeg nok. I et frit Land har Juristen en stor Plads og navnlig før den alminde- lige Mand endnu er politisk opdraget. Men Hovedstaden uddeler dog alene Rollerne, og du bør ikke forlade den. Jeg forstaar dig ikke ganske i dette Punkt, jeg forstaar ikke at du kan læse Macaulay og ikke længes til at blive Politiker, og ikke føle, at du har Evner dertil. Tro blot ikke, at kun Phrasen gjør Politikeren i det mindre Land, fordi om det ofte ser saadan ud. Alvoret, min Ven, der som allevegne; det er Alvorets Tid, som overalt begynder. Du har Alvor, det er dette jeg elsker hos dig, ogsaa dette jeg nu savner her i Rom, ogsaa dette, der sluttede vor Kreds tæt sammen i Kjøbenhavn. Du har Hjertelag, Kraft, Evne til Vrede og Glæde, Interesse SIDE: 2 for alt Stort i Tiden, - og saa har du Kundskaber og Hurtighed i at omsætte dem. Mere forlanges ikke, o, det er saa uhyre meget! Jeg vil engang høre en ordent- lig Udtalelse over dette Punkt, samt over det, hvorfor du forlader Advokatstanden, som dog opdrager Evnerne bedst og tillige staar det offentlige Liv nærmest. Du skylder mig en saadan Udtalelse. Macaulay! - du ved vel, at jeg har slæbt hans Historie med lige til Rom; thi jeg kjender ingen dyg- tigere Læsning for en Digter. - Saa rent forskrækkelig som hans store Talent misbrugte sig paa det æsthetiske Omraade, saa bredskuldret indtager han sin Plads i det historiske, ser sig om som en Konge og byder til Stil- hed. Ja, han har været mig som en Fader, der uden at lade som han ved, hvad jeg holder paa med, taler om noget Andet, men saaledes at hvert Ord er et Raad og et Exempel netop i det, hvormed jeg sysler. Hauchs Digte har jeg læst, og de er det største, Julen har bragt. Petersens Dom har nok noget sandt; men jeg vil rigtignok overlade til ham at sige en 70- aarig Mand saadant. Især naar denne Mand hele sit Liv igjennem har lidt under karrig Bedømmelse. Carsten Hauch er en stor Digter. - Plougs Digte har ogsaa frydet mig, mere dog ved den Personlighed og det Liv, som stiger op deraf, end ved Fantasiens eller Synets Kraft. Den oratoriske Udsmykning er overalt kraftig, som det synes mig noget for kraftig, da den spreder for mange uensartede Farver over et ofte ganske lille Billede. Men ogsaa i dette viser det sig, at hans Vilje er større end hans Evne. Det er denne Vilje, denne SIDE: 3 stolte, ærlige Sjel som jeg beundrer, ja, som ofte har afpresset mig Taarer. "Elsker du mig?" - jeg ser ham saaledes i dette Digt, at jeg vistnok aldrig mere kan blive vred paa ham. - H. C. Andersens Eventyr ere mageløse; hans to Fortællinger derimod højst for- under1ige og overanstrængte, skjønt med glimrende Syn i det Enkelte. Richardt læser Andersen ganske ud- mærket, og derfor er Andersens Julebog bleven os kjer. - Richardts egne Digte ere inderlige, ret velsignede. Han arbejder nu paa et stort Stof fra den første kristne Tid; men det gaar sent, og han er i daarligt Humør. Paludan-Müllers Digte har jeg ogsaa læst og veder- kvæget mig ved deres klare Tanker, skjønt det synes mig, at han nu er undergivet for faa Indtryk, derfor falder han noget farveløs. - Ja, man kan rigtignok sige, at Danmark har et stort Julebord iaar, og at just ikke mange Lande nogensinde skal have opvist Magen. Scharling er hernede; han er en brav Gut, godmodig, sund, frisk, men trods store Kundskaber inderlig umoden. Jeg bedrøves hvergang han taler om Petersen; thi Scharling er ikke det ringeste ond, og ikke istand til at bære Nag; derfor kan han ogsaa saares desto dybere, og Petersen har ret truffet ham. Herregud hvor let det havde været at sige ham alt det Sande, og dog kjer- ligt; thi Alt, hvad Folk siger ham, er ham ganske nyt, og han er strax taknemmelig. Weilbach (som beder hilse dig) traver om her, saa han er bleven endnu magrere end han var. Han arbej- der som en Myre, og nu i nogle Dage har han været daarlig, dog oven Senge. Gutten er saa fed som en SIDE: 4 Restaurationshund, han patter Kraften af Moderen og Faderen, men saa vil de jo begge To have det. Weilbach er mig en sand Ven; han er ogsaa en tro- fast Natur. Kun er hans Tanker for meget optaget af Studier og Faderpligter, til at han kan være mig egent- lig Omgang. En saadan savner jeg stærkt. - Richardt er det ikke; thi han pusler med allehaande, er Alles Tjener, Alles Selskab, tør Intet sige; vi ere Venner, men mest i Haandtryk. - Det er mig ofte paafaldende at en saa dygtig, ærlig, alvorlig Natur bliver liggende saameget paa den almindelige Alfarvej med alle Slags Smaaærinder; men saa er det, og den Drift, jeg fører med mig, gjør ham blot indesluttet. - Heise er lutter Musik, skjønt han i mange Henseender passer mig bedst af Alle her. Han er dygtig, har Ideer, sunde, paalidelige, men ikke egentlig høje, skjønt de kan være stærke nok. Jeg skrev "Bergliot" for ham, et større Nummer, som behandler Bergliot, Haakon Jarls Datter, over sin Mand Einar Thambarskelves og Sønnen Ejndrides Lig i Throndhjem, hvor de bleve myrdede af Harald Haard- raade. - Hans Musik dertil har bevæget mig til Taarer. - Nu har jeg udkastet en tre Akts Opera til ham i stærk romantisk Farve, og det har moret mig særdeles. Første Akt har jeg udarbejdet i rene lyriske Sange, saa at jeg tænker hele Operaen skal blive et smukt Digt; - den vilde ellers ikke have interesseret mig. Saavel Richardt som Heise ere meget glade i mit Arbejde. Denne Plan og denne Akt har jeg tilligemed første Akt af Sigurd Slembes Død udarbejdet i Januar Maaned, og det kalder jeg godt arbejdet. Nu skriver jeg neppe SIDE: 5 mere paa Operaen, før Sigurd er færdig, d. v. s. ikke mere i Italien. Men han har ogsaa nok for en god Stund. - Heise døber mig i Musik, og jeg føler meg ogsaa snart som sat i Pagt med den. Mange Ideer vil jeg kunne udarbeide paa denne Maade, hvis det lykkes mig at forme dem helt igjennem til Digte og dog gjøre Musiken fyldest. Min Opfattelse af Textens Forhold til Musiken er en anden end Heibergs; men jeg ser, at det gaar godt, og da har jeg utvivlsomt her gjort Noget. Du ser, jeg i de (i hver Henseende) smaa Ravnkildske Sange har brugt den Heibergske Opfattelse; thi jeg vilde jo først være dens Herre, før jeg gik videre, lægge smaa Ideer paa en blød Form i Musikens Gænge; nu skulde du til Modsætning have hørt Bergliot, som er et nordisk, rimløst Digt, tildels med fri Rythmus. - Det Samme gjorde jeg jo ogsaa med Kong Sverre; jeg satte mig ved Oehlenschlägers Stol og lærte og gjengav efter Evne; - siden har jeg nu forladt ham i Sigurd Slembe og forsøger paa egen Haand. Nu ja, jeg ar- bejder, min Ven, ofte saa jeg er træt; men een Gang bærer det vel Frugt. Min Dreng er sød, o, hvor han er sød! Min Kone er frisk, munter og længes til Neapel. Selv er jeg i bedste Velgaaende, bader fremdeles alle Morgener og gaar Tour. Du skal hilse din Kone fra mig mangfoldig. Du skal ogsaa hilse dine Venner; fra Greensteen havde jeg nylig et prægtigt Brev, hvorpaa samtidig gaar Svar. H. C. Andersen vil jeg skrive til; sig ham det, hvis du møder ham. SIDE: 6 Jeg savner Meget i Rom; fremfor Alt alvorlig Omgang. Jeg ser det godt, at de Andre ere trætte mig; men jeg er ogsaa træt dem. Der er formegen Æsthetik og forliden Ethik - i et kort Ord. Jeg holder ikke dette ud med bestandig Flugt fra det, der koster lidt, enten af Tanke eller af Mod eller af begge Dele. Æsthetiken gjør saa forbandet egoistisk og mage- lig, naar den udelukkende regjerer en Sjel, hele den øvrige Verden er kun til, forsaavidt den giver Behag eller Skræk. Jeg er ogsaa bange, at jeg selv er bleven mere alvorlig, eller at jeg i alle Fald ved Modsætningen drives til Yderlighed; thi det er mig ofte en Glæde, at lade de Andre, som kommer for at faa "lidt Passiar", føle sig lidt flade og smaa i en større Tanke. De dri- ver da af igjen, og synes jeg bestandig er "saa oppe", de faar ikke more sig for mig. Nej, saa spiller jeg hel- ler Wist med dem end "morer dem". - Farvel! Din Ven Bjørnst. Bjørnson. Du siger, jeg kommer til Kjøbenhavn. Nei, det gjør jeg nok ikke. Videnskabernes Selskab i Throndhjem har lovet mig Stipendium, saa bliver jeg i Tyskland et halvt Aar, det andet halve i Frankrig, og saa rejser jeg lige hjem; thi jeg har jo virkelig Intet at bestille i Kjøbenhavn uden at hilse paa Venner; og maaske disse da ere borte fra Byen eller i alle Fald borte fra mig, hvad kommer mig paa Eet. Jeg rejser lige hjem; der er ogsaa nok, som venter paa mig. D. S. SIDE: 7 Mit Stykke skal i Bergen ingen Indtægt bringe mig, da jeg dertil skylder Byen formeget af Glæde og Godhed. - Du maa endelig gjøre pene Undskyldninger hos Hegel, fordi jeg har undladt at skrive ham til. Han skal faa saameget andet fra mig. Og tak ham for det jeg fik for Sverre, andet Oplag. - I April faar han Sigurd Slembe. D. S. TIL H. C. ANDERSEN. Rom den 16de Februar 1862, piazza Barberini. Kjere Andersen! Det samme tynde Papir maa jeg faa Lov at bruge; men De maa lægge et Papir imellem, og jeg skal kun skrive paa den ene Side og skrive tydeligt. Tak for Deres Brev! Naar man faar Brev fra Dem, er man vis. Saamange Stemninger som De er underkastet: Deres Hjertes og Karakterforholde ere de samme, medens saa- mange Andres skifte. Et hurtigt, klart Smil, et tungt friskt Hjerteslag føles op af Deres Breve, med det Samme jeg møder de første Ord deri. Indtrykkene forjage hin- anden med en vis Skyndsomhed, men Følelsens Fylde i dem gjør dem blivende for os, og forsaavidt de grup- perede sig om en Person, en Sag, give de en saa fast, afsluttet Forestilling, at man føler, De ogsaa selv har opfattet for ikke at glemme. - Jeg er meget glad over SIDE: 8 at være med i den Kjede, som rækkende hinanden Haan- den i Deres Venskab har en Plads for bestandig i Deres Hjerte og Fantasi. Jeg sætter med Vilje det sidste Ord til; thi Optagelsen af et nyt Billede har jeg bemærket er ikke hos Dem blot at putte det paa sin Plads i Bo- gen, men det maa svinge om saa længe, til det har givet Dem noget, enten som De før ikke havde lagt Mærke til, eller som det var Dem kjert at faa erindret. Hils nu Collin fra mig, og sig ham, at jeg denne Vinter er skuffet i mere end een Henseende i Rom. Jeg havde ventet mig saameget af Richardt for min Omgang, men har Alt i Alt ikke faaet det Allerringe- ste; ligesom jeg ogsaa har ophørt at tro synderlig paa ham. Han er saa god og nydelig saadan for Lejlighe- den, kan træffe det rette Ord (fremfor Alt det fredelige, behagelige), men se, det kan nu baade Præsten og H. P. Holst, og vistnok kan Richardt det med større Smag end den første og større Inderlighed end den anden; men det var dog ikke dette vi trængte, i alle Fald er det ikke dette, som jeg bryder mig om. Saa hører han til denne lille Klikke, som vil have Stueluft ind i alle Ting, helst ogsaa i de offentlige. Der er ogsaa Stue- luft i flere (ikke alle) af hans Digte. Han kan heller ikke spise et Æble friskt paa Marken, han maa først tage det hjem og stege det. Hernede har han og Heises slaaet Klikke, saa vort Foreningsliv er næsten brudt. Thi op i denne Klikke drage de nu snart denne, snart hin Tilrejsende, som kunde give friskt Liv, og er os Andre derved en Ærgrelse. Det er den Hageske Klikke, som vi har faaet at drages med, og som i et saa lidet SIDE: 9 Samfund gjør Skade. Bissens, Roeds hører naturligvis derhen. Et nyt Centralsted er Puggaards Selskaber nu blevet for denne Klikke. Jeg arbejder og rejser herfra saasnart som muligt, og jeg er bleven baade grætten og ærgerlig; thi to Aar borte, saa trænger man højere Sel- skab, jeg begynder at føle mig noget fattig. Min Kone og min Dreng gjør jo at jeg holder ud, men jovist læn- ges jeg, - og som sagt: de ere blevne Forrædere mod mig, og jeg lader dem føle det. Deres Fortællinger og Eventyr var mig en Velsig- nelse. Nu skal jeg korrekt sige min Mening. Først om Eventyrene, fordi de ere saa aldeles fuldendte og fine. Dette De skrev hernede er i Rang med det øverste, som De har gjort. Jeg vilde, at det skulde slutte der: "det er min Erindring, mit Liv!" Det næste for- mørker blot denne dejlige Slutning. - "Sommerfug- len" er jo ogsaa et af disse fuldendte Billeder, som De gav Vinger, men saadanne Vinger, at de aldrig mere kunne blive Pupper, aldrig mere faa Høst og vente en Andens Opvækkelse. - Psychen gjorde et mægtigt Indtryk paa mig; men man vægrer sig forat læse den to Gange. Isjomfruen har en Begyndelse saadan, at det jublede og sang i Luften, lo med Grønt og Blaat og Schweitserhuse. De har der skildret en Gut saadan som jeg havde Lyst til at have en Broder, og hele Sceneriet, Babette, Mølleren, Kattene, hun, som fulgte med over Fjeldet og saa ham ind i Øjet, - jeg blev begejstret til Udraab og maatte gjøre flere Standsninger. - Men kjere, milde Mand, at De havde Hjerte til at slaa dette Billede istykker for os? - Den Tanke, som SIDE: 10 danner sidste Afdeling, har noget af Gud i sig, den imponerer mig, denne Tanke, at to Mennesker skilles paa Toppunktet af deres Lykke; endnu mere, at De forinden, klart som naar en pludselig Kastevind kruser det stille Vand, har ladet os ane, at der boede i begges Sjele, hvad der kunde have kuldkastet denne Lykke. - Men at De nænnede gjøre dette med disse to Men- nesker! Maaske er det blot en Slags moralsk Svaghed af mig, kanske, at jeg ved hvilkesomhelst Mennesker vilde, naar det kom til dette Punkt, have holdt Haanden for og bedet Dem ikke gjøre det. Men jeg vover dog og- saa at tro, at netop De maatte kunne have skildret deres Fortidsliv saadan, at Døden viste sig (for os) som en Fortsættelse i Lykke, og ikke som en gru- som Forstyrrer, skjønt den syntes saa for dem selv og deres Slægtninge. Jeg husker "Dyndkongens Dat- ter", o, hvordan føltes ikke Døden der som den høje- ste Velsignelse! Jeg indrømmer, at her ønskede Helt- inden den selv, næsten uden at vide deraf, og at under hine Forudsætninger i Isjomfruen maa Vedkommende saa langt fra ønske den, at de endog maa (især den Efterlevende) gribes af uhyre Rædsel. Men kan De det Ene, kan De ogsaa det Andet, og igjennem denne hen- des Rædsel kunde saa vi se som Gud gjennem Skyerne godt og klart Vejr bag, og evig Lykke. Men nu sidde vi den hele Tid og protestere: hvorfor skulde disse to uskyldige Mennesker skilles? Hvorfor netop dem? Saa klare, saa hele, at Synden neppe syntes at have en Rift at komme ind igjennem - o, hvorfor dem? - Det, jeg kalder "sidste Afdeling", er hele sidste Halv- SIDE: 11 del, nemlig fra det Øjeblik Engelænderen træder op. Deres Naturbeskrivelse er saadan som jeg aldrig før har seet Schweits tegnet af en Nordbo, og jeg har nu givet mig selv det bestemte Løfte at jeg vil se Schweits. I det, jeg kalder sidste Afdeling, synes mig at Beskri- velsen af Sceneriet optræder vel selvstændig, bæres ikke i sin hele Udstrækning af Handlingen; men den har jo for os Nyhedens Interesse, for Andre Erindringens, derfor er det godt alligevel. - Saa har jeg i Alma- naken eller Nyaarskalenderen seet et Eventyr af Dem om Pengen hjemmefra, det har moret os kostelig, da dens Ide er i høj Grad humoristisk; den synes mig derimod noget vidløftigt fortalt. Dette er hvad jeg ovenfor kaldte min Mening "kor- rekt fremstillet", og De vil se, at De har havt en me- get opmærksom og meget taknemmelig Læser. Og naar jeg har havt noget at bemærke, er det kun "som Mand af Faget", min Nydelse har været stor. Vi have jevn- lig brugt Deres Bog til deraf at læse højt i vore Sam- lag hernede, navnlig i vore Lørdagsaftener og i vore Juleselskaber. Richardt læser Deres Eventyr ganske udmærket, med tørt Lune og Blidhed. Fortællingerne kan han derimod ikke læse; dem maa jeg læse. Min Dreng taler nu Italiensk med Værtfolkene og oversætter det for Moderen, som han tror ikke forstaar det. Jeg har utrolig megen Glæde af ham. Min Kone er snart saa kjendt i Rom, som hun for tyve Aar siden var i sin Barnestue. Jeg bruger dette Billede; thi Maa- den, hvorpaa hun er kjendt, har nogen Lighed med hin. I Scharling ("Moderne Christendom") har jeg lært SIDE: 12 at kjende et grundgodt Menneske og et ypperligt Hoved med Kundskaber; men han er desuagtet umoden. Men af ham vil der engang stige stærke Skud. I Mai rejser jeg til Neapel, saa til Florens, Bologna, Venedig, Verona, Innsbrück, Munchen. Jeg bliver i Tysk- land til December, tager saa til Paris og bliver der til Sommeren. Nylig har jeg udkastet en tre Akts Opera- plan for Heise og arbejdet ham første Akt; jeg vil nu engang øve mine Vers til at bære noget af den Byrde, jeg føler. Med mit Stykke gaar det godt, med min Læsning og mine Vandringer ligesaa. De danske "Digtsamlinger" har jeg alle læst. Hauchs er den bedste; ja den har fyldt mig paa en sæl- som Maade; taler De med ham, saa tak ham fra mig! Taler De med Hr. Clemens Petersen, saa gjør mig den Tjeneste at takke ham for hans sidste Brev. Der bli- ver nemlig nok en Stund til jeg kan svare; (men det behøver De derimod ikke at sige.) Kjere, kjere Andersen! Hvor jeg holder af Dem! Jeg troede saa fuldt og fast, at De hverken ret forstod mig eller holdt af mig, skjønt De gjerne med Deres gode Hjerte vilde begge Dele; men nu ser jeg, at jeg tog behagelig Fejl, og det har jo bidraget til at for- doble den Kjerlighed jeg føler for Dem. Fra Deres Ven- ner hernede være De hjerteligt hilset, især fra Ravn- kilde og Fru Schwartz og Frøken Kierulff. Denne Sæ- son holder Fru Schwartz grandiose Selskaber; jeg er i hvert et, kjeder mig dygtig, men spiser godt og gjør Bekjendtskab med Berømtheder (alle kjedsommelige). Dette, man kalder fine Selskaber, er noget, som snart SIDE: 13 finder sin Holberg, jeg er heller ikke længer i Tvivl om at de ere "Skjulesteder" for megen Synd, at de "offentlige Huse" ikke trække flere Penge bort fra sin Bestemmelse, ikke stiller noget mere Forfængeligt til- skue, ikke avler flere sandselige Tanker, og paa langt langt nær: lyver ikke saa. - Nu, der er Undtagelser; men jeg har nu seet mange nok, der ikke ere det. - Rummet byder Slut. Tusinde Hilsener til Fru Hall, Hammerichs, Alle jeg kjender, fra Kone og mig og flest til Dem selv! Deres B. TIL CHR. HVIID. Schwaz in Tyrol 18de Juni 1862. Kjere Hviid! Tak for dit Brev og dine Penge; du er "en flink Fyr". Her slaar jeg mig nu til Ro (5 Timer fra Mün- chen, 1 fra Innsbruck, og lige ved Jernbanen), indtil mit Drama, om muligt, er færdigt, ogsaa indtil Vinter- sæsonen aabner den bedre Theatervirksomhed, for hvis Skyld jeg hovedsagelig er i Tyskland. Naar jeg saa atter begynder at rejse, sender jeg Karoline og Dren- gen hjem til Danmark. Her er et dejligt Sted, jeg har to uhyre Værelser i en stor Gjæstgivergaard, hvor jeg spankulerer om, naar jeg arbeider paa mit Stykke. Alperne hænger over Huset til den ene Side, til den anden ere de ogsaa, SIDE: 14 men give dog først en frugtbar bred Slette, den store Flod og en smuk Skov Plads og Beskyttelse. Alle Omegnens Gaardejere og bedre Folk samles her som til en Klub, de politicere frygtelig, og jeg med dem. Libe- rale Længsler ere faldne i Tyrolerne, de hade sine Præ- ster (dette nylig saa bigotte Land!), de hade Junkerpar- tiet, de sende kun liberale Rigsdagsmænd, de ere for- tvivlede over Finantsnøden, holde kun maadeligt af sin dumme Kejser, de ville udskille Venetien ganske, gjøre Ungarn til et selvstændigt Land, forenet med Østerig under een Konge, og saa ville de et stærkt, tysk, frit Østerig, - de ere brave Folk! - Værten her, som tillige er Byens Postmester og Ste- dets Gæstgiver, har været Rigsdagsmand. Han er en gammel tyk Mand, som har ondt i Benene, taler meget lidt, røger des mere Tobak, er vittig, naar han siger noget, nøjer sig ellers med at nikke. Konen er endnu sværere, men hun ler og taler bestandig, dog med en Slags Værdighed, Langsomhed, som aldrig forlader en Tyroler. Lille Bjørn, som lige fra Florents af bestandig har været frisk og rask, begyndte alt i Venedig at blive lidt fed, og her synes han at skulle blive det i større Grad end jeg tiltroede ham Evne til. Han er en ual- mindelig smuk Dreng, naar han er frisk, og saa opvakt, at jeg nok undertiden synes det er lidt formeget for hans Alder. Alle Mennesker elske ham, han har faaet her saamange Foræringer, de hjælpe ham, Husets Folk og Fremmede, med hans Leg, saa han er i idelig An- strængelse mellem hver Sengetime. Moderen spiser og SIDE: 15 sover og spadserer, stakkel hun trængte at faa hvile lidt ud. Hun vogner Klok. 7 som vi Alle, vi spise da til vor Kaffe; Klok. 12 Middagsmad, som regelmæssig be- staar af Kjødsuppe, to Retter Kjød og en Budding (fint tillavet, og rigtignok ikke med Besparelse af alt det, som kan henføres under Begrebet Fløde). Kl. 7 igjen spises der en Suppe (som vi selv vil, Melkesuppe eller Kjødsuppe) samt Kotteletter eller anden Sort Steg med Salat. Drengen drikker derimellem en stor Mængde Melk, jeg drikker intet Mere, siden Italiens Vin ligger bag mig, og jeg nødig atter vil tage fat paa Øllet. Dette det Physiske. - Det Aandelige bliver ikke mindre tysk plejet, idet jeg jo drager sammen alslags tysk Lectüre forat forberede mig til mine Rejser, ligesom jeg flittig studerer deres Blade, da deres Forhold interes- sere mig ved den middelalderlige Tone, som høres derudaf. - Jeg vil forøvrigt ingen Betragtninger ind- lade mig paa; kun bemærke, at anden hver Mand her er færdig til at være med at slaaes for "Schleswig-Hol- stein", men jeg har endnu ikke truffet en eneste En, som har mindste Begreb om Tilstanden deroppe, endnu mindre om Stridens Sammenhæng fra Først af. Ja, de tro endog at Slesvig er et tysk Forbundsland! - Jeg har Allens svære Bøger med mig, de sidde dem fast i Halsen, og Kortene, som ledsage Bøgerne, faa Øjnene paa vidt Gab. - En Dansk burde aldrig rejse i Tysk- land uden at have et Exemplar af disse Bøger med sig, ligesom han selv først burde have studeret dem. Men om selve det tyske Væsen ved jeg endnu for lidt Nyt, følgelig vil jeg, som sagt, ingen Betragtninger indlade mig paa. - SIDE: 16 Om Italien har jeg derimod nu et ret godt Begreb. Du skulde i Aftenbladet læse en Artikel jeg skrev om Neapel; flere kunde jeg skrive, men har foreløbig ingen Tid. Hovedsagen er, at jeg har faaet en fast Ansku- else om deres Nutid og Fremtid, saa den enkelte og vildt fortolkede Begivenhed ikke længer skal lede mig fejl. Hjemme har vi rent ud intet Begreb om den in- derste Kjerne i deres politiske Væsen, følgelig om deres Fremtid som Folk. Vi kunne til Exempel næsten glemme Mazzinis Tilværelse: han er den Dag i Dag Hovedfak- tor i al italiensk politisk Tænkning, er deres egentlig- ste Repræsentant, alt det Andet er tillært, og holdt sammen ved Cavour. Den 23de Juni 1862. Det gaar godt med mit Arbejde. Min Kone og min Dreng trives bedre Dag for Dag, de lege ude i Haven ovenfor mine Vinduer, og jeg maa sige, at jeg nu lever velsignede Dage, som jeg vist siden vil erindre med Længsel. - Du har i denne Tid travelt med at udson- dre af Studenterfesten hvad der var Kjerne og hvad blot Punsch. Jeg haaber imidlertid at du har smukke Erin- dringer. Jeg for min Del er meget glad ved ikke at have været med. Dels er min Tid i mange Henseender endnu ikke kommen, dels finder jeg mig ikke længer ret hjemme, hvor Ordet lever altfor flot. Greensteen var vel Deltager; ham maa du hilse mangfoldig fra mig; han venter paa Brev, men jeg fik hans netop som jeg i Rom pakkede ind, og paa en Rejse kan man ikke skrive. Nu iler jeg en Smule med dette, forat I kan vide hvor jeg er; thi jeg vil jo gjerne høre fra Eder, netop nu, da jeg SIDE: 17 sidder med et hjemligt Drama, der tager Tone og Glæde af det Mindste, som har Slægtskab. Jeg venter halvvejs Scharling herhid; han skal fra Venedig af tage her opover; det kommer altsaa an paa, om han faar Brev fra mig til rette Tid. Han er en elskelig Personlighed, som jeg ret inderligt holder af. - Hvad du berettede fra Matthison-Hansen glæder mig; vel kjender jeg ikke Vedkommende som du siger; men det, som du indestaar for, tager jeg Hatten af for med en vis Skyndsomhed. - Det er kjedsommeligt at dit Brev ikke mælder noget om, hvorvidt du holder paa at lave til Barsel. Det syntes mig dog, som du ikke behøvede genere dig for en gammel gift Mand og Kammerat, og du har ikke for Øjeblikket nogensom- helst Efterretning fra dig eller dit Hus, der har en Vægt som denne. Hils din Kone hjerteligt fra mig; hun skal engang faa gjøre mit meget behagelige Bekjendt- skab (du maa endelig rose mig; thi saa bliver man saa smukt modtagen). Og Philip skal du med Kone og Dreng hilse og kysse, de ere alle Tre nogle Pokkers kjække Mennesker, som jeg ret glæder mig til at se igjen. Jeg vil lægge et lidet Brev ind til Weilbach; men det maa ikke trække Kraften af min Hilsen til sig; du maa personligt og pent overbringe den. Og saa skal du lægge dig paa Hjerte hvad jeg før skrev: lad ikke den gode Clemens Petersen forcere Værket. Lad Weilbach stille glide ind i Forretninger som passe ham, støt ham og giv ham Tillid; thi den trænger han mere af end han ret vil tilstaa, og han fortjener den. Weilbach har ar- bejdet, vil nok vise sig. Forsaavidt jeg ikke skulde SIDE: 18 komme til at skrive paa sidste Side, vil jeg paa denne sætte min Hilsen og mit Navn, og de to Dele lyde: min Kone og jeg hilse din Kone og dig! Bjørnst. Bjørnson. Senere. Vort Vaarliv i Naturen fortsætter sig paa den blideste Maade, og mit Arbejde gaar vakkert fremad. Efterat den Nervøsitet har forladt mig, som Italien gav, og hvortil vistnok otte Bad i Adriaterhavet, der hvor det i hele sin Salthed og Tyngde slaar op mod Lido ved Venedig, ikke lidet bidrog, - har jeg roligere og stærkere Stem- ninger, flyder over i milde Tanker og ser Alting godt. Maatte dette fortsætte sig, og de rige Indtryk, som lig- ger bag mig, give mig den Frihed til at bevæge mig i dem, som jeg før har savnet. Thi naar Forraadet slap op, om det var i en lun Passjar, betoges jeg af Hede og Hidsighed; jeg vidste Maalet, men savnede Midlerne. Rigdom giver Rolighed. Og fortsat Rolighed glæder og føder Sjelen. - Og den Løben efter Lygtemænd, som før var min svage Side, er ventelig forbi; thi jeg var før begejstret fem Gange om Dag, jeg er det nu saa sjelden og paa en saa anden Maade, at jeg først mærker det bagefter, naar jeg skal tælle det Oplevede over, hvor stort dette eller hint har taget Plads. Hvad er hin Løben efter Lygte- mænd Andet end vor Trang til at beskjæftige sig med Idealer, og vor Mangel paa Exemplarer til at udfylde de Rubrikker, som føles tomme, og hvor man derfor gjerne putter den Første den Bedste ind. Har man SIDE: 19 derimod seet dem i hundredevis, saa alle Anlæg og Ka- rakterretninger har fundet sine fuldt udtømmende Repræ- sentanter, saadan som en forbigangen Tid ejede dem, saa yttrer man kun en Gjenkjendelsens Glæde, naar man møder andre fra vor Tid, og man har, hvad der er det Vigtigste, Maalestok for en Sammenligning. Men hermed, tænker jeg ogsaa, der er givet mig Mulighed for at faa et bedre selskabeligt Skudsmaal, end det, jeg tildels hidtil havde, hvor jeg vilde bebyrde al Verden med min allernyeste Begejstring og var be- redt til at slaa Tænderne ind paa dem, hvis de ikke bed paa. Din Ven Bjørnson. TIL CHR. HVIID. [Schwaz, septbr. 1862.] Kjere Hviid! Dit næste Brev, indtil nærmere Ordre, "München poste restante". - Jeg er færdig, min Kone er om fjorten Dage i Danmark. Herved sender jeg dig andet Stykke, det jeg skrev i Rom, men nu, efter endt tredie Stykke, har givet siste Gjennemsyn. Om et Par Dage eller ogsaa med min kone kommer tredie Stykke (de fem Akter). Om to Dage er det gjennemseet for sidste Gang, saa det kunde sendes, men da jeg tænker mig, at de dog ikke kan trykke de tre Akter, som I nu faa, paa de første SIDE: 20 fjorten Dage, sparer jeg maaske Postportoen. - End- skjønt: jeg tror, at jeg hellere sender! Begynd nu strax med Trykningen! Første Stykke (blot een Akt), hvoraf Halvdelen er skrevet (i Rom), expederer jeg fra München. Den tager 30 Pagina om- trent. I kan jo begynde at trykke den foruden? Kan I ikke, saa send mig Besked. I ethvert Tilfælde sig mig med omgaaende i et Par Linjer, at Stykket er ret frem- kommet. Richardt kommer snart til Danmark, han har været her. Han har lovet mig sammen med Gotfred Rode at besørge mig den digteriske Korrektur, og da Richardt har hørt mig læse Stykkerne, har han uind- skrænket Fuldmagt i saa Henseende. Til det første Arbejde, det rent praktiske, skal hverken du eller nogen anden af mine Venner plage Eder; lad et betalt Asen trælle! Kun at Richardt og Rode faar det sidste Gjennemsyn! Bliver det dem for svært (tænk 9 Akter!), saa maa du hjælpe dem eller faa en Anden dertil. Er der en Nord- mand i Byen (spørg i Studentersamfundet), saa var han maaske villig til at hjælpe. Over Orthografien giver jeg Fuldmagt; kun hvor jeg har Singularis i Verberne (og Velklangen eller Kortheden, Kraften synes fordre det), maa det beholdes, trods at Subjektet er Pluralis; i mange Tilfælde, ja, næsten de fleste, dog ikke. Og saa har jeg gjennemgaaende Vejen, Øjet, o. s. v. - ikke Vei, Øie. - Dette er Alt. Denne Side maa jeg saa offre lidt Smaasladder. Jeg har gjort mange udmærkede Bekjendtskaber, jeg har SIDE: 21 reist adskillig omkring i det dejlige Land, jeg har mæt- tet mine Øren med Sang og Citherspil, jeg har læst Literatur og udbedret min Kundskab. Men fremfor Alt har jeg skrevet, og jeg har følt den rene Glæde derved, som er mere end den halve Løn. - Under Alt dette har jeg havt liden Tid og Lyst til Skrivning udenom mit Arbejde, altsaa har heller ikke I faaet Brev. Vær forsikkret, at jeg har tænkt paa Eder med Længsel og Taknemmelighed. Weilbachs ligger mig mest paa Hjer- tet. Hvordan gaar det? Naar jeg kommer til München, lader jeg mig strax fotografere, og med et Portræt sender jeg ham Brev. Thi nu maa jeg snart høre noget fra ham, og jeg ved, det sker ikke ellers. Gaar Alting godt, saa er jeg paa Als Juleaften, og senere i Kjøben- havn. Om jeg derfra tager til Frankrig eller hjem, ved jeg endnu ikke. Jeg gruer til de Dage jeg skal leve alene, jeg gruer mere end jeg kan lade mig mærke med, ja, det kommer ligefrem an paa, om det vil gaa; thi jeg har aldrig levet saa inderligt Familieliv som nu, og især denne Sommer kan jeg vel neppe faa skjønnere tilbage. Og saa er det saa dejligt med Gutten. Han taler et Gemisch af tre Sprog, men med en Uforknythed uden Mage, han er alles Ven, men du kan vel tænke dig, at han især er Faderens. - At du ikke har Barn, Hviid! Du behøver ikke strax tænke det Værste, du er skabt for Børn, du faar Børn, om ogsaa Gud frister din Taalmodighed; hvem ved, hvad Hensigt han dermed har. - Ogsaa vi maatte vente. Vi var gifte et Aar og to Maaneder, før jeg stod bag Skjærmbrettet og hørte det første Grynt af SIDE: 22 Knægten, som alt var kommen i Vuggen. Men har man ventet, saa kommer det desto dejligere, ja, det er ikke til at beskrive, min Konfirmationsdag var til da den største Dag i mit Liv, men selv ikke den forslog mod dette! - Jeg har opfattet dig saaledes, at for dig kommer meget paa een Gang. Se nu til! - Naar du gjør Kontrakt med Hegel, saa tror jeg du tør sige, at dette Stykke for det læsende Publikum bliver som en rig Roman. Stoffet er dem ganske fremmed og ualmindelig spændende. - Dit sidste Brev var mig kjerkomment; du maa være velsignet i din Husstand, det lyser ud af hver Linje. - Velsignelse er det: af sit Hjerte at lægge ned i et andet; endnu større at faa tilbage. Men det er ogsaa noget, hver Dag at vende tilbage til noget, som er sikkert; især naar meget Andet bliver os usikkert. Og det danner vort Menneske at have som et Op