Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - København, 31te Okt. 1860 Godmorgen Rosalinde! Intet passende Papir finder jeg, men jeg finder det, som bedre passer, - en Længsel jeg ikke saa flyve og en Glæde, der træn- ger Ord. I dag kl. 5 kommer jeg, og hvor du er, hvad du gjør, hvem du har tilkaldt, saa skal du i dag kl. 5 være ved din Dør og lukke mig ind. Du var ikke på Koncerten igaar. Jeg stirrede efter dig mellom hvert Nummer, til jeg halvt prostituerte mig. Men jeg saa ingen Rosalinde; derfor i dag, kl. 5 med Smil og Glands, med Kys og Dands, - saa skal jeg bære dig på Armen som et Barn. Igaar skrev jeg en glødende Kjærlighedsscene, i dag skal jeg ogsaa skrive, men bagefter saaledes selv nedsænke mig i en Vir- kelighed, at jeg ret kan sige, jeg lever helt, fuldt, stærkt, varmt. - Hvor mange kan sige det? Du skal se, hvor meget mere brei- skuldret vor Gjerning bliver af at føre et fuldt udstrømmende Følelsesliv. Hvor langt alvorligere vor Karakter, hvor langt san- dere vor Omgang, vor Forakt for Pjat, vor Glæde i det store, SIDE: 19 vor Respekt for det Brave. Men saa skal du også se den Ild, som flammer ud af os i Kunsten, hvor den tager fat og brænder. - Og dog er alt dette det Mindste. Det største er denne tindrende Glæde, denne kvalfulde angst, dette Alt sprængende Haab, dette dødsvangre Mismod - og begge Ting ofte paa en Gang. Se, det udvider et Menneskebryst, spænder Senerne, klarer Øjet, øver Hjertet, vækker Troen. Hurra for vor Kjerlighed, saa bange, og dog saa modig den er, saa ydmyg og dog saa stolt! - Føler du ikke sammen med Andre ligesom en uhyre Over- vægt, i det Samme du husker, at du er elsket og Ingen ved det? - Saaledes med mig, ja, naar jeg skriver, klinger det i mig: du er forelsket og elsket, derfor kan du skrive nu. - Hvad jeg før har været oppe i af Følelse, har været mig for snevert, for skjørt, jeg har været bange for at tage rigtig fat, for ikke at sige formeget, for ikke at skræmme. Men nu kan jeg tage i og løfte med al min Magt, nu kan jeg jage ud saa langt jeg formaar, nu kan jeg kaste mine stærkeste Ord, alt, alt hvad jeg vil, og alt bliver sandt. Kan du forstaa, hvad det er for en Velsignelse? Kan du forstaa, hvor udpint en Sjel kan blive, som ikke stundom faar gjøre det? Ak, hvad sidder jeg nu her og skriver Altsammen? - Jeg har jo sagt hvert Ord tusinde Gange før til dig. Men de er hver Dag nye i mig, derfor maa du lade, som du slet ikke har hørt dem før. - Din trofaste Bjørnstjerne. SIDE: 20 København, 7/11 1860. Idag er det Ole Bulls Koncertdag, hvilket vi to har glemt. Jeg kan følgelig ikke komme iaften. Er det mig muligt at komme idag Middag, kommer jeg, endskjønt naar jeg betænker, at du ikke ynder de korte Visitter, bør jeg nok blive borte, "Hellere borte end være her kort; det har jeg sagt dig før!" Du Egenkærlige, Hidsige, Tossede, end jeg som ikke saa dig igaaraftes! Jeg saa efter dig, men du sad vist lige over os. Efter Komedien ventede jeg paa Nytorv, men jeg saa dig ikke med din Pige, kanske var du gaaet, medens jeg skyndte mig til Bred- gade, skjøndt jeg skyndte mig saa. Jeg gik siden forbi, saa Lys i det inderste Værelse. Jeg vilde jo ikke ind, jeg vilde blot se Lys. Jeg var syg af Længsel igaar. Og jeg er syg af Længsel idag. Jeg faar Bull til at sidde og spille for mig; men det forslaar ikke. Jeg sidder imidlertid be- standig og siger mig selv, at jeg nu snart vil begynde paa den fornuftige Kjerlighed, saasom vi nu ødelægger os, Begge to. Men naar skal vi begynde, Rosalinde? - Vi saa En igaar, som døde af Troløshed; men det gaar ogsaa an at dø af Troskab. Du er En af dem, om hvem jeg med Be- stemthed kan tænke dette. Din Sjel rummer stærke Følelser og SIDE: 21 uhyre Forsæt. Men vugge skal vi, vysse skal vi, at ikke Barnet vaagner; stille, stille! - Vor Kjerlighed er nu som Løven i en Snor, ført af et Barn. Dette Barn er vore barnlige Øjeblikke, der klapper, vugger, kys- ser og vil ikke se længere ud end til den Andens Øjne; men sæt at alle disse Øjeblikke voksede sammen til eet stort - til en eneste Længsel eller en eneste Kval! Ingen af os holdt det ud! Derfor vys, vys, - stille, stille! Disse uhyre Kræfter, som blot otte Dage har været nok til at vække i os, dem skal vi forsøge at styre og drage ind som en uhyre Dampkraft i vort Arbejde. Men naar begynde? Rosalinde, naar begynde? Nu blot vugge, klappe, klappe, kysse ... o, lidt igjen idag ... imorgen, iovermorgen ... og hver Dag bare vugge, klappe, kys- se ... Din Bjørnst. Bjørnson SIDE: 22 København, 13/11 (60) Trofaste! Nu vilde jeg, om muligt tale saaledes til dig, du Elskede, som du talte til mig igaarmorges. Dog nej, ikke saaledes, men jeg vilde sige, at vi maa begge bestræbe os paa at føre vor Kjerlig- hed ind i større Fred og skabende Samtale. Denne Heftighed mætter Øjeblikket, men ikke Erindringen. Den maa kunne overvindes; thi vier jo begge to gode Mennesker, og da kan vi saa godt hjælpes ad. Blot Forholdet fanges, og den Ene ikke overtaler den Andens Blik. Og saa ikke Lokkerne falder dig ned over Panden og du smiler halvt opad, halvt paa Siden i det Sam- me. Blot - ja, blot vi ikke elskede saa meget, det er hele Sagen. Blot vor Kjerlighed havde havt en tidligere Alder, saa der ikke var hældet Smerte i den; thi det er Smerten, der tænder Hef- tigheden, idet den driver til at udsuge, hvad Øjeblikket giver, næsten med Vanviddets Kraft. Men hvorfor skrive? Jeg kan jo ikke endnu samle mine Tan- ker omkring denne Kjerlighed; jeg kan endnu blot kysse, blot favne, blot se, blot røre, blot erindre, blot længes, blot ængstes, blot haabe, blot bede, blot bønfalde, blot fortvivle, blot, blot elske; siden, ak, siden faar jeg forsøge at tænke over. Men jeg kan heller ikke vende min Tanke til noget Andet. SIDE: 24 Den svæver blot om en eneste Gjenstand, som Fluen om Lyset, den ser Intet, sandser Intet, blot brænder sig og udmatter sig, men dog maa den flyve. - Kunde du enda føle det, hvor den anstrængte sig; men se, den kan jo ikke bringe dig et fornuftigt Ord. Den fortærer sig selv uden engang at opdages af den, for hvis Skyld det sker. Der gaar lange Digte tabte for mine Arbejder; men kan du takke for de Digte, som ikke skrives? Dersom Erstatningen tilflød dig; men jeg indsparer ikke hvert Arbejde for at blive rigere til et andet; thi al min Rigdom øder jeg i Luften, og min Omgang og min Skrift er fattigere end en bleg Høstmark. Og dog forstenes mit Hjerte af Rigdom og Fylde. Dog sidder jeg som nedtynget af Blomster, naar jeg hælder mit Hoved bagover og lader Erind- ringerne komme. Dog haster jeg op som til store Fester, naar jeg husker Timen, jeg skal til dig. Saa rig og saa fattig er jeg, saa rig i mig selv og saa fattig mod Andre. Kunde jeg endda dele min Rigdom med dig; men Ordet tager du fra mig. Ømhedens Tegn tænder du Ild i, saa jeg maa omgaaes varsomt dermed, ja, blot at komme til dig gjør os begge bange, - hvor skal jeg saa hen med min umaadelige Rigdom? Til mine Drømme, mine ufrugtbare Drømme. Men se, naar jeg en Morgen atter vaagner, skal jeg have et Syn over alle and- re. Hvert Straa hænger fuldt af Frugt og Dug som efter et rigt natligt Besøg, jeg vil ikke have Lader store nok til deri at optage al min Herlighed ... se det er den indsparede Rigdom, som disse Kjerlighedens og Nattens Taager hindrer os i at se, men som samler sig, som venter; af hver Kys gror der et Aks i vor Følelse og Fantasi, af hvert Blik skinner der større Klarhed udover en eller anden Tanke, saa at jeg til Tid og Sted vil møde det igjen og sige: saadan var det! - og med det samme kan jeg skrive det! - SIDE: 25 Saaledes kan jeg trøste mig selv i min Fattigdom over min uanvendelige Rigdom. Saaledes kan jeg kastes om af Haab og Frygt, sætte store Kapitaler ud paa Rente, medens jeg ikke har en Tanke til 1/2 Skillings Værdi at byde dig. Hvorfor skriver jeg saa? Af samme Grund som Fluen flagrer om Lyset; jeg kan ikke lade være. Jeg vilde naa dig, men du kan jo ikke engang se min Vilje; thi jeg faar jo slet ikke sige, hvad jeg vil. Imorgen Middag! Ja, imorgen Middag skal vi atter forsøge, om vi kan føre lidt Mening og lidt Ro til vort Møde. Imorgen Middag! Din Bjørnstjerne. SIDE: 26 København, 14/11 (60) Rosalinde! Lad mig ikke vente længere. Imorgen Klokken 5, eller maaske ogsaa lidt før kommer jeg! Og er der Nogen til den Tid, maa de gaa. Jeg kan ikke Andet, jeg maa tale med dig, du evig Els- kede, som jeg bærer paa med en Smerte, der risler mig gjennem Lemmerne, og med en Salighed, der skriver Digte og stormer, men atter falder ned i den grændseløseste Længsel. Jeg, der har været blank som en Vaarsol, har ikke længere et lyst eller varmt Ord til noget Menneske. Jeg flygter Selskab, jeg ledes ved alle kjendte Ting og stunder ikke efter noget ukjendt; bare een Ting vil jeg, det er at komme til dig! Gud i Himmelen! denne Kjerlighed har kastet mig overende med sin Heftighed. Og den sælsomme Bebrejdelse gjør jeg mig hver Dag, at den maaske har forstyrret dit Liv istedetfor at byg- ge det op; thi du vilde græde igaar! O, saadan staar du for mig, saadan, saadan! Men saa smiler du igjen, med Hovedet bagover, med Hænderne om mine Kinder, og med en Bøn i dine Øjne. Nei, vi skal dog ikke blive ulykkelige, vi To, som har be- gyndt med at give hinanden Alt og paa dette alvorlige Grundlag vil føre et stort aandeligt Liv sammen! En saa vidunderlig Sym- pathi maa danne sig en Kjerlighed, saa heftig, saa ubegrændset, SIDE: 27 saa hensynsløs, saa sammensmeltende som vor; men den maa ogsaa eje en Lægedom for vore dybeste Længsler, et Ord for vor lønligste Smerte, et Smil til vort helligste Forsæt, en Tak til hver Fremgang, hver Glæde, som skal gjøre vort Liv, (naar den- ne første Smerte er overstaaet) til et stort jublende Tog frem- over! Vort første Møde (og vi staa jo endnu midt deri) var dog blot et Gjensyn. Det var Billedet af vort Savn, som vi begge mødte, og vi kjendte det strax begge saa godt. Men Smerte var der blandet i dette Gjensyn, fordi det kom for sent, fordi det blev for heftigt og uroligt, fordi det pludselig gav hele Livet et uhyre forøget Ansvar! Men nu skal du se, hvor sagtelig alt dette fortoner sig i bløde Melodier, som følger vort Arbejde, ledsager os paa hver Udflugt i Tankens og Virkelighedens Verden og giver Alting Varme, Kjerlighed og Harmoni med vort Væsen. Den, som elsker En, elsker pludselig hele Verden! - Men forat denne Gjensynets Smerte snart kan vige, og vi kan indgaa i det stille, opløftende Liv, som vor Kjerlighed skal føre, - maa vi nu ofte mødes; thi desto snarere sker Forvandlingen. Hver eneste Dag, saalænge jeg er i Kjøbenhavn maa vi mødes. Nu først imorgen Kl. 5. Godnat, du velsignede! Lad uskyldige Drømme omsvæve dig, ingen ond Tanke om mig, din Elskede, og en inderlig lang Bøn til Gud, at han vil forbarme sig over en Kjerlighed, vi ikke kan, men som beder om lidt Lykke! Din - udover Døden - din Bjørnstjerne. SIDE: 28 København, 16/11 60. I en Angst gaar jeg omkring uden Beslutning. Var det din Pige, som saa os to Lykkelige, eller var det en Anden? Var det Pigen, saa tag hende ind til dig, sig hende Alt, fuldt ud, omfavn hende, bed hende tie og vær god mod hende. Hun har kanske selv elsket. Saa kan jeg trygt komme imorgen Kl. 5, og siden bestandig. Din Arne. Kan jeg ikke komme saa send et aldeles tomt Brev til Hotellet. SIDE: 29 København, 16de Nov. 60. Elskede Rosalinde. Mangen Gang er det Gemyttet en saadan Trang at skrive som at gaa afsides og græde. Allerede at høre sig selv tale forstyrrer ofte Udsagnets Sandhed; man føler et Ord er valgt galt eller sagt urigtigt, og Tanken enten bortføres eller gjør bevidst en Drej- ning fra det, man vilde. Her har man Ro; den Talendes Øje frister heller ikke til Fortielse eller Forandring. Ikke som om jeg nu vilde sige, hvad jeg før ikke har sagt, eller sige det anderle- des, blot at jeg vil sige det inderligere, mere baaret af den Kjer- lighedens rolige Varme, hvori min Sjel lever. Jeg vil tale om den Maade, hvorpaa jeg er dig tro. Men jeg maa forinden sikkre mig mod en Afbrydelse som den: Gud, du overdriver fordi du elsker; thi Elskov beror jo netop paa Syn for det Store og Ædle i Mennesket; han, som har det, han elsker, og det er ikke saa, at de, som ikke har det, ser Ret, men saa, at han, den Ene, han ser ene, fordi han ene elsker. Hun, selv den ringeste, har, saasnart hun kan elskes, Noget dybt inde, som den store Mængde ikke saa Dag over; men han, selv den ringeste, naar han blot elsker, han har seet det, og han skal kun tro. Kjere, der er saa store Længsler i din Sjel, saa dybt ned og SIDE: 30 saa højt op, og en saadan Klarhed over de Kræfter, som søger at skabe grønt og vækstrigt i disse Tragter. Der er hellig Ensom- hed inde hos dig, Du hører Slaget af dit eget Arbejde, ikke Ver- dens Forfængelighedens Tummel. Din Sjel er ingen Handleplads og bliver det aldrig. Der er ensomt, fordi din Opgave er stor og fylder dig med Respekt. Du slipper blot ind, hvad der har Stem- me i det store Raad. Derfra din Heftighed ligeover Afbrydelse, din Utaalmod til Pjat, din Foragt for det Lave. Naar derfor en Beundring, en Hengivenhed, en Elskov flytter ind, er den ene, uforstyrret med sig selv og den bliver derved saa vældig. At flytte med ind til saadanne Omgivelser, at færdes i disse ensom- me Højder, det er en Jubel. Og dette er min Lod! Men længe, før jeg saa dig, var det min Længsel. Din Skjæbne blev det at skabe mig Gjenstande for denne Længsel i min Fantasi, gjøre Afkald i Livet, saa, da jeg fandt Mennesket Lyslevende, Sjelen ventende Hilsenen færdig, Omfavnelsen varm i sin Længsel, da maatte jeg sige: ti Fold Lykke, fordi du kom uventet! - og kaste mig op til dig som til en Igjenfunden. Min Troskab mod dig er ældre end mit Møde med dig, den er det, som har skrevet og den er min ensomme Ledsagerinde over slibrige Steder. Og den- ne Længsel hen efter dig, var det ogsaa som drog dig hen imod mig, du følte du her havde en Elsker; men du vidste det ikke. Og du jublede, da du fik vide det. Som Synnøve staar paa Kirkens nederste Trin og ved at Thor- bjørn faar Øje paa hende der, glemmer sin onde Hensigt og tager Psalmebogen, saaledes skal du, den Igjenfundne, blive mig Indgangen til Kirken og det Gode. Lad nu denne glødende, heftige Kjerlighed bruse ud og gjære af, da vil den Solfred, Reli- gionen giver, falde over den og gjøre den varm i det Gode. Thi hele vort Væsen er jo med, og saa sandt som dette længes efter det Højere, saa sandt er vi ogsaa paa Vejen dertil nu, naar vi SIDE: 31 elsker. Det er netop, netop denne Længsel, denne daglige, in- derlige Bøn efter det Gode, vi elsker i hverandre, som du op- dagede i mine Karakterer, som jeg følte af den milde Klang i din Stemme, og som overraskede mig, hvergang paany, naar jeg blot huskede dit stærke Legeme det af tunge Tanker ordnede Ansigt - og ikke Øjet, ikke Stemmen. Nu har du oplukket Templet for mig, liflige, milde Toner, Barneskikkelser og Skamler for Bøn og Taksigelse staar der, jeg er med, jeg er med, Gud, den Almægtige hjælp mig at være med! - Naar vi atter mødes, hvilken Forandring! Da skal det have vist sig, hvad Kjerligheden har udrettet i hver Enkelt af os. Nu i dens første Festdage, nu da den endnu atter og atter maa omfavne forat faa vide, at den er til, nu har den ingen Tan- ke, blot Følelse, ingen Sorg, blot en heftig Taare, ingen klar Rolighed, blot Angst eller Begejstring, Glød af Lykke eller sort Fortvivlelse, - ... nu er den et vildt Barn med sorte udslagne Haar, men den skal blive højtidelig, vejledende, opadpegende; thi hele det store, sprudlende Liv ruller i Aarerne; der er Løfte om Sandhed i en saadan Evne til at leve fuldt ud, selv i Vild- skab. Hvis vor Kjerlighed levede halvt ... men den lever helt, stor- mende, - se, derfor kan vi vente Alt ligesom af Børn med Geni. Om det, jeg vilde skrive staar her endnu Intet; men næste- gang, hvis jeg kommer saa langt. Din trofaste Bjørnstjerne. SIDE: 32 København, 22/11 (60) At du kunde lade mig vente i Dag, den sidste Dag! - Jeg har nu været her en Time og maa gaa. Iaften (ubestemt) maa jeg møde dig og takke dig, og trøste dig, og velsigne dig. Din trofaste Bjørnson. SIDE: 34 København, Novbr. 60. Min Kjerlighed! Ret af Hjertens Lyst opsøger jeg dig, ikke som om jeg havde noget at sige, men øjensynlig blot for at søge mig selv. Siden jeg sidst var hos dig har jeg arbejdet stærkt, og saa forbausende hurtig er det gaaet, at i Begyndelsen af næste Uge er hele Arbej- det færdigt. Det tager vel nogen Tid at overarbejde det, men naar saa dette er gjort, skriver jeg det af paa en halv Uges Tid eller mere og sender dig det. Det maa dog ikke gaa dig som med Sverre. Stykkets tre Akter er meget lange; det er skrevet paa Prosa, og Repliken modtager sjelden Billedets Løftning, den bærer saameget Stof, at den orker ikke mere. Det er altfor tørt, lige- frem, uhyre kort, og med en saa helt igjennemført Spænding, at før sidste Akt indser jeg neppe et Sted, hvor Stykket kan vinde Klap, endsige Skuespillerne. Her er Intet for det Oratoriske, Intet "at gjøre af", men desuagtet forlanger dette Stykke et saa gjennemført Spil, som intet jeg tilforn har skrevet. Naar jeg med eet Ord skal betegne dig Stykkets Karakter, maatte det hedde: der er Trolddom i Stykket. I andet Optrin mellem Sigurd og SIDE: 35 den, han elsker, Audhild, er der ganske Bestemt Trolddom; thi nu har jeg først skrevet Scenen, siden lagt den over til forskjelli- ge Tider, men hvergang har mit Hjerte klappet, som stod jeg paa et fremmed Sted og var angst. Det er en kort Scene, men jeg forlanger Rang for den blandt de Elskende over al dannet Verden. Scenen bestaar fordetmeste af Repliker paa to og tre Ord. - Hvorvidt Stykket vil gjøre Lykke, kan jeg ikke sige, da jeg end- nu som sagt ikke er færdig. Men at Anlægget er godt, Behand- lingen ejendommelig, ved jeg. Her viger Halte Hulda. Nu, Gud være med det! Jeg skal ikke nægte, at jeg nu snart trængte et opmuntrende Tegn. Jeg har været meget længe alene, og i en udstrakt Betydning af Ordet. - - Med Sverre tager mine Venner det meget mageligt. Jeg ved ikke mere, naar det kommer ud. Formodentlig synes de ikke om Stykket. Det gjør jeg selv meget hardnakket, jeg er ogsaa ganske vis paa, det blandt Publikum vil møde megen smuk Hjertelighed. Men jeg er nu træt af al Frem og Tilbageskriven derom, og Ingen kan undres derover. Af dette Stykke har jeg havt mere Bryderi efterat det blev færdigt, end under Arbejdet. - Dette om mine Sager. Som sagt: Sigurd faar du snart til dig SIDE: 36 sendt. Derfra gaar den til Hauch, privat, da jeg nok ønsker hans Mening om dette Arbejde. - Jeg er nu færdig med hele Beckers Verdenshistorie og be- gynder historiske specialstudier som før. Jeg har altsaa læst om Napoleon. Han er hadefuldt tysk fremstillet, ofte indtil Væm- melse, men forfejler dog ikke altid sit Indtryk. Jeg vilde følgen- de Retfærdighed mod ham: man skal ikke (hvad jeg ser i Myn- sters Breve, at ogsaa han har sagt), sige, at det var et Liv uden Maal, følgelig et tvivlsomt Liv, der trods Evnerne, hvoraf det sattes i Bevægelse, ikke kan komme ind under Menneskehedens (ikke blot den enkelte Nations) Store. Man maa dog til evig Tid sige, at det, at ville erobre Verden, er et Maal! Forfængeligt i Rod og Skud, det ved jeg, men Maal, stort, svimlende stort, det er det dog. Endvidere, man maa ikke af ham kræve en Kriger- politik som ikke fandtes før ham. Krigens Politik var til den Tid paa saare faa Undtagelser, bestandig oprørende. Ludvig den Fjortendes Generaler tog i Tyskland Alt som kunde tages (især Kvinder) og brændte siden Landet. Elsass blev under denne ene Kongens Regjering tre Gange brændt. Ludvig den Femtendes Souleise havde Ordre til at brænde hele Hanover, etc.; men kom rigtignok ikke til. Udplyndringer overalt. Revolutionsar- meerne plyndrede og brændte, men især brandskattede, og især SIDE: 37 dette Sidste adopterede Napoleon. Han traadte op i Tyskland som i en Stald. - Endvidere: man forlange ingen moralsk Politik i Kabinettet af Napoleon, naar en saadan til den Tid ikke var kjendt i Europa. - Jeg behøver ikke at give Exempel fra Fredrik den Store, eller Napoleons franske Forgjængere, - ikke at tale om England, skjønt frit, eller Katharina af Rusland eller Gustav IIIdie af Sverige. Endvidere: man forlangte ikke uden videre af Napoleon, at han skulde respektere Tyskeren som Tysk, som Nation, i større, mindre Kredse, naar Tyskerne paa den Tid ikke gjorde dette selv. Det største Gode Napoleon maaske som Hersker har bevirket, er, at han vakte og samlede Tyskland, saa Europa har faaet den uhyre Medarbejder i sit Kulturraad, som dette Land siden er blevet. Deres Armeer, jeg mener de mindre Staters, førte han mod Østerig, Preussen, Rusland, Spanien til Sejer, Selvfølelse, og Ligeberettigelse med Verdens Bedste, og de var før bleven slaaede overalt og af Alle, var en Foragt for sig selv. Siden lærte de jo at slaa hans egne Franskmænd: han havde selv lært dem det. Men hele Tidens Retning var af Arme at blive Nation. Det blev den tyske ved ham. Han saa ikke selv saa langt; men man maa ikke bebrejde ham det; thi Samtiden saa ikke engang saalangt som han; først modstræbende omgjort til Arme, begyndte de at føle sig Folk, og Napoleon, som maatte lyde de fleste Menneskers Lov, ikke at kunne skabe sin Gjer- ning anden Gang, satte sig imod og maatte bort, for at dette kunde ske: nemlig næste Skridt gjøres i Nationernes Opdragel- se. Dog - een Ting er, ikke at forlange saameget af ham, og der- for yde ham Retfærdighed, idet man sammenholder ham med hans Tid, og fremfor alting husker: han var Revolutionens Barn, hensynsløs, haard, grusom, hevngjerrig, men vældig, fantastisk, og med en Forening af Plan og Vilje, som neppe før er set i SIDE: 38 Historien, - - een Ting er det, skaanende at huske disse Fejl og disse Egenskaber i sin Sammensætning, udgaaet af Tiden - et Andet er at bedømme ham som Menneske, med Guds og gode Menneskers Lov, den samme "som staar skreven i vore Hjerter", og som altsaa i enhver Tid er vaagen, og kan kræves af alle Om- stændigheder. - Det er paa dette Punkt han denne gang er sun- ken saa uhyre i min Agtelse. Jeg er bleven modnere til at be- dømme det, jeg har selv faaet mere Hjerte, og jeg fatter nu den sande, skjønne Storhed i andre ting end det Forbausende. SIDE: 39 Hamburg Hotel Victoria 26de Nov. 60. Mandag Middag. Elskede Rosalinde! Ja, elskede, over Alt og Alle elskede, savnede, Kilden til min skjønneste Erindring og min dybeste Smerte! Hvor tungt jeg bærer paa dig. Hvor smerteligt jeg savner dig, og jeg tænker bange paa, hvorledes Fremtiden atter vil lade os komme sam- men. Hvor vi trænger at bede til Gud, hvor hjælpeløs vor Kjer- lighed er! Mit Liv er søndersplittet netop i Stunden, da det blev samlet. Der, hvor al min Længsel skulde havne, der skulde jeg ogsaa lære at kjende Grændsen for min Lykke! Hvor forfærde- ligt jeg føler det, hvor aldeles modsat Haabet, som din Nær- værelse indgyder mig, der spreder Lys over Vejen, nævner store Forsætter og smigrer vort Hjerte med Øjeblikkets Øjekast. Var du her kun et flygtigt Minut, jeg havde atter Frejdighed for lange Dage, smilte du bare een eneste Gang, saa ved jeg, at jeg sov ind trøstet i Nat. Nu derimod hænder det skrækkelige mig, at jeg ingen ingensteds finder dig, men hæslige vrængte Mindel- ser om dig i enkelte af de Ansigter jeg møder; thi dit Ansigt er mere Tysk end jeg troede. Eller rettere ikke Ansigtet, men din SIDE: 42 aandelige Opdragelse, dine Manerer, dit Udtryk; - og hvergang jeg føler det, stikker Noget mig i Brystet, jeg har en Smerte som fra den Tid jeg var Barn og havde gjort noget Ondt. Gud den Almægtige, hvor jeg elsker dig! Jeg taaler ikke at se dig erindret, høre dig nævnet, og dog befolker du alle Steder, mit Øje, min Tanke møder; ja kun at du har engang flygtigt nævnet Alsteren gjør, at det synger susende, smertefuldt Rosalinde, Rosalinde, Rosalinde, hvergang jeg ser udover den, og det gjør jeg den hele Dag; thi jeg bor der, netop ligeoverfor Alstern- pavillion! - Rosalinde, igaar var jeg ganske syg af at tænke dig spille, der gaves Øjeblikke, hvori jeg livagtig hørte dig tale til Pigen, med Hast og bange; thi du skulde afsted, og du var ikke samlet, ikke vel. Og om Aftenen sad jeg i Stadttheatret, netop som du spillede, og jeg var saa bekymret over at jeg ikke kunde sende dig varme lange Bønner til Understøttelse; thi jeg følte netop da saa smerteligt at der var meget Tysk hos dig, og jeg søgte, protesterte, rødmede, protesterte, o, jeg led. Medens du spillede for at erobre det nordiske Publikum, kjæmpede jeg med mit Hjerte forat beholde dig for os. Nej, du er ikke Tysk, skjønt din Plastik, nej, du er ikke Tysk! Du er jevn, sand natur- lig nordisk, du har dog Intet tilfælles med al denne oplærte Dygtighed, færdige Civilisation jeg her ser, selv om der i din Opdragelse er Mindelser af Aanden i Folket. Du er da saa frisk som en syngende Elv, du er da saa sund som en ung Skov, du er da saa stærk i din Følelse, at du begejstrende svinger Fanen over min Fantasi, o, Gud, o, Gud, og saa din grændseløse Øm- hed, dine knugende Favnetag, dine ind i mit Inderste trængende Øjne, naar du i halvt Smil ser ufravendt ind i mit! Min, min, min, jo min egen nordiske Pige er du, givet mig af Grændselan- SIDE: 43 det til Vagt om min Digtning for Norden! Jeg skulde have skrevet et mere løftet og dygtigere Brev; men jeg er endnu saa betagen af Erindring og Savn, at jeg ikke mag- ter at forme, du faar Tankerne i deres første raa Form med Superlativer og Udbrud. Jeg gaar her saa syg af Elskov, saa tung af Stof, men jeg har ikke den, jeg kan hælde mit Hoved til; thi hun er blot En, og hun er dig. Rosalinde, Rosalinde skriv mig til, langt varmt, sig mig det mange mange Gange at du elsker mig, ikke fordi, at jeg jo er til Livsalighed vis derpaa, men fordi at det er mine højeste Ord. Det anede mig, da jeg stod saa frej- dig hos dig, at denne Fortvivlelse skulde komme, men ikke at den skulde saaledes kunne kaste mig til Jorden. Jeg har idag samlet Tanker til et Digt, men om dig gaar det, og du skulde slet ikke have været med. Men du er min Evne til Følelse for Øjeblikket, det er blot gennem dig jeg kan komme til at elske alt Andet. - Imorgen tidlig vil jeg have Brev fra dig, jeg venter, jeg gaar ikke fra Hotellet, saalænge det kan ventes, og kommer det ikke, da har du været grusom mod mig. Da har du været som den næst sidste Dag, at du løb i Byen baade Formiddag og Eftermiddag, medens jeg var indelukket paa dit lille Værelse. Men saa kom du dog med al Verdens Kjerlighed, da du kom, og saaledes vil du ogsaa komme i dit Brev, komme, saa det løf- ter mig op af Sorgen, komme som det første Kys, komme som den Tanke, hvormed en Forelsket vaagner, komme som Sejers- budskab til en Konge, komme som et savnet Barn til sin Moder, nej komme som en Elskerinde til sin Elskede, som Rosalinde til Bjørnstjerne. Ved du, hvorledes jeg helst tænker dig, naar jeg er lettet og lys? - Jo, kommende mod mig over Gulvet: "Godaften Bjørn- stjerne!" halvt hvisket, smilende, med udstrakte Hænder, men langsomt, som vilde du ret længe nyde. Ak, da tager jeg dig op SIDE: 44 til mig, kysser og favner dig, og der er ingen Ende paa. Vi ser paa hinanden atter og atter, vi gaar omslynget af hinandens Ar- me til Vinduet, vi kysser og bliver bange for Nogen i Vinduet, kysser og sætter os, ser paa hverandre, kysser, og vi hvirvler ind i en Tummel af Ømhed og Omfavnelse. Tror du Mange har elsket som vi? Tror du Mange, som har byttet Ringe, har byttet saadanne Ord, saadanne Blik, saadanne Haandtryk, saadanne Omfavnelser, saadan Angst, saadanne Udbrud, saadan Længsel, saadanne Savn? Naar to Lykkelige gaar forbi, smerter det, men det er dog ogsaa altid, som jeg raabte efter dem: "mere, mere, mere! - I kan ikke elske!" - Og da har jeg atter dit brede, stærke Bryst op til mit, dit Hoved holdt tilbage med funklende Øjne, me- dens begge dine Hænder trykker mig saaledes ind til dig, at jeg ikke kan gjøre Gjengjæld. Saaledes stod du saa ofte med mig. Men gaar jeg ud, da ledsager en pinlig Uvished mig, om du har gaaet her, om du har seet paa dette, hvad du har tænkt. Jeg vil- de have dig ved Siden og vejlede dig, jeg er saa bange du ikke forstaar Modsætningen af det Nordiske og Tyske. Jeg tror, at naar jeg ledsagede dig gjennem en tysk Stad, saa følte du den. Elskelige, unge Pige, min Tankes Bud! er vi nu ogsaa aandelig indviede til at forstaa hinanden, har Kjerligheden saa tilfulde lyst sin Velsignelse, at ingen Misklang kan bæve gjennem Temp- let? Jo, den har, Gud den Almægtige, saa er det; nu føler jeg først: at Kjerlighed er Sympathi. - Mange plappre Ordet, men forstaar det ikke; de føler ikke, hvorledes Tvivlen hensmelter, Ordet hendrager, Blikket forstaaes, Savnet føles i Kjerlighed; Sympathi er egentlig Samlidelse, Samfølelse, og de forstaar ikke, at to Elskende lider sammen, naar de er borte, føler sammen, naar de taler og sees. O, blot jeg kunde trykke din Haand een eneste Gang! Dersom Gud sagde: I skal faa mødes; men ikke SIDE: 45 tale, ikke hviske, ikke smile, blot, blot trykke hinandens Hæn- der een Gang? Ikke sandt det var nok? Hvor sagte begyndte vi ikke, hvor tæt sammensluttende forsøgte de ikke at blive, og hvor langsomt henstrygende skiltes de ikke? Men dersom Gud sagde: I skal faa leve sammen i een Dag, hvor I vil og hvorledes I vil ... jeg tog det ikke; thi jeg kunde ikke leve bagefter. Der- som han lagde til: og saaledes kan I siden leve bestandig ... da! - Hvorledes bar vi os ad, dersom vi nu mødtes? I ti Minutter blev der ikke talt, jeg bar dig rundt i Stuen, jeg satte dig ned og saa paa dig; jeg tog dig igjen og dandsede, og saa lagde jeg dig ned for at kysse dig, bare kysse, klappe, kysse, Rosalinde, Rosa- linde, hvilken Kjerlighedens Fest! Det er dog værdt at skilles, blot for een Gang at kunne mødes paa hin Maade. Der maa Ingen være tilstede, det maa være dybt aftalt, Døren maa laases bak mig, vi maa have en hel Dag for os, det maa være paa Lan- det, om Sommeren, Huset maa ligge i en Skov, ikke fuldt Sol- skin paa Himlen, helt stille, Natten maa være ganske lys som i Norge, Fuglene tier i to Timer, ogsaa vi, og først ved det første Gry sniger vi os fra hinanden, kyssende, hviskende. Rosalinde, et saadant Møde med din Bjørnstjerne! SIDE: 46 Victoria Hotel 27de November 60. Tirsdag Aften. Inderlig Elskede! Dit Brev har jeg modtaget. Jeg brændte i mit Ansigt, mit Bryst spændte og stormede, da jeg læste, at det er gaaet dig godt! Jeg bad inderligt til Gud for dig, jeg var stoltere, end jeg nogensin- de tør være over mig selv, og jeg saa en lang kunstnerisk skjøn Fremtid staa foraan dig, skjælvende og trampende som Gan- geren, en Helt skal bestige. Var det mig ikke som vor Kjerlig- hed har bestaaet en Prøve! Thi havde det glippet, var det fordi den ikke havde Livskraft nok til at fylde din Forestilling med. Thi det var dog paa den du spillede, og det undrer mig, at du ikke med et eneste Ord siger dette. Men den bar dig til Sejer, den skalv som Jakobs Røst i Esaus Klæder, den straalede af dit Øje som Aktæon, gjemt bag Sivet, den hviskede, naar du gik frem, den modtog dig med Jubel, naar du kom ud, - eller var det ikke saa Rosalinde? Huskede du den ikke, Rosalinde? Jo, du gik, du, lige fra Theatret og hjem - til mig! Tak! O, var jeg hos dig, hvor godt du skulde have det hos mig paa mit Fang for denne din Troskab. SIDE: 48 Men hvilken forfærdelig Magt du har over mig! I hele Timer efter dit Brev var jeg febersyg; her var fuldt af Besøgende, men jeg kunde ikke tale til dem, jeg kunde heller ikke skrive; thi jeg var saa træt, saa træt af Bevægelse. Kan dog vor Kjerlighed ikke engang blive fornuftig? - Jeg maa dog leve for noget andet, som den skal omslynge og smykke. Men nu er den selv Statuen, som alt det Andet maa omslynge og smykke! Kunde jeg enda faa den saavidt paa Afstand, at jeg kunde besynge og smigre den gjennem fantasifulde Lignelser og ømme Ord. Men nej, den er selv baade Begyndelsen og Enden, og alt det Andet er Fjas. Man siger, at Kjerligheden gjør rig; men jeg er den fattigste Mand af alle; thi jeg har blot een eneste Ting at tænke paa, og aldrig faar jeg Fritid. Blot ikke du bliver kjed mig og mine be- standige Serenader; thi jeg ejer jo kun en Melodi; og jeg spiller kun dens ene Afdeling. Og Gud skal vide, den er snart lært, man kan lære den af mine Øjne, hvis man blot forstaar Sproget. Idag har jeg ikke været udenfor Døren, Klokken er 9, de andre i Theatret, men kan vel jeg se noget Andet end dig, som jeg ovenikjøbet ikke ser. Jeg skulde læse i mine Bøger og lære det nye Sprog; thi jeg kan da ikke rejse gjennem Verden blot med det Svar "Rosalinde". Naar de spørger, hvor jeg kommer fra, kan jeg da ikke svare: "Rosalinde", - hvor jeg skal hen - "Rosa- linde", hvad jeg vil: Rosalinde, - hvad jeg vil have til Morgen, Aften, Middag: "Rosalinde"!! Det gaar ikke an mellem praktis- ke Folk, - men hvad skal jeg gjøre? Jeg faar et Brev fra dig. Først læser jeg det een og tyve Gange, dernæst Konvolutten staver jeg, læser jeg, tygger jeg, og dog er det nu tyve Aar siden jeg lærte at læse Skrift. Som om du kjendte min Svaghed, skri- ver du ganske kort, nævner næsten ikke vor Kjerlighed, men jeg studerer og læser. Jeg sidder her og drømmer, til det slukker i Ovnen; thi i Ovnen gaar det i alle Fald ikke an at lægge: "Ro- SIDE: 49 salinde". - - Ja, Et Spøg Et Alvor, du min Sjels Beherskerinde, det er fattigt og usselt med mig; thi al min aandelige Ejendom er pantsat, og den, som har den, bor 20 Mil borte. Men er det saaledes, og du ved det, saa send mig Brev, strax, strax, (ikke med Udskrift til Digteren, men med en fremmed Haand til "Kand. B.B.") og du maa gjøre det Rosalinde; thi jeg lever jo blot for dig og af dig, derfor vær hos mig med al din Kjerlighed. Rosalinde, naar det kommer til Stykket, er dog min Kjerlighed stærkere end din; thi den slaar mig ganske overende, og du gaar dog oprejst og smilende til Komedie og Selskab og skriver saa kort. Hvor stolt jeg er deraf, at det dog til Syvende og Sidst viste sig at være mig, som sejrede! Dog - da jeg var hos dig, var det ogsaa mig, som sejrede! Smil saa meget du vil, men din brede Barm, din stolte Hals, din knejsende Pande, alt har jeg bøjet, nu ogsaa din Følelse! Kys mig ovenpaa og vær yd- myg. Kom bedende med mange Smil, ræk Haanden sagte ud og jeg skal være naadig. Jeg skal tilstaa dig, at jeg tror du har Rum for al min Kjerlighed, skjønt den er større end din. Havde du ikke Rum for den, mærkede jeg den snart, og det gik som med -, som ofte før. Men du har Rum! O, hvor du kan omfavne og kysse! Naar jeg drikker din Aande bliver jeg gal, men naar jeg tænker mig din Kjerlighed bliver jeg højtidelig og begejstret! Saa lad den da følge mig som Havet følger Jorden, som Stjernen Natten, som Drømmen følger Barnet. Din Bjørnstjerne. SIDE: 50 Victoria Hotel 28de Nov. (Onsdag Aften) 60. Rosalinde! Blot et Hjertesuk maa jeg sende dig, Jeg lider og længes, du maa skrive mig til, thi ellers gaar det ikke godt. Skal jeg saale- des den hele Dag gribe i mit Bryst og blot finde de gamle Svar, de gamle Ord, kan jeg let en Dag vende mig mod dit Billede i Vrede. Jeg kjender mig selv og er bange. Rosalinde skriv mig til! Min Natur er for heftig og svær, den kan ikke leve af at drømme og vente; saa rig er den ogsaa for hende, jeg hengiver mig til, at ingen Magelighed kan holde hende fra at yde Gjen- kjerlighedens korte Offer. Vogt dig for den Dag, jeg ikke mere faar Brev fra dig! Min Elskov er utaalmodig, umættelig, fortærende, kom mig godmodig til Hjælp, du min Rosalinde; thi jeg lider uhyre. De Andre er i Selskab, jeg lider og er hjemme. Man gjør Væsen af mig her, hvor man har læst mine Bøger, søger mig op og invite- rer mig; men kan jeg gaa nogensteds hen, kan jeg tale med Folk? Og den Eneste jeg kan tale med, vil ikke give mig et Ord! Første Brev jeg skrev til dig, begik jeg en uhyre Ufor- sigtighed med Convoluten og Udenskriften, som jeg her ikke nærmere kan forklare. Jeg søgte at bøde paa det ved den anden SIDE: 51 Udenskrift, ved at skrive uorthografisk og med fremmed Skrift paa rødt Papir, eller hvad det var; thi alt dette tiltror man ikke mig. Posthusene maa man være bange fremfor Nogen. Og hin Uforsigtighed nager mig; thi for min Skyld maa du ikke lide. Karoline skriver mig rørende Breve til, fulde af Barnets Tillid og Tro. Nu, jeg skal aldrig gjøre hende en ond Dag; men give mere end jeg har, kan jeg ikke. Hvad Gud egentlig vil med mig, ved jeg ikke; men til det Bedste gaar Alt. Jeg vil føle fuldt ud, hvad mit Hjerte driver mig til, og saa Sætte Udgangen i hans Haand, som er Daarernes Formynder. Rosalinde, skriv mig til, ømt, blidt, - - eller skriv hvad dit Hjerte indgiver dig. Rosalinde, jeg elsker dig af hele min Sjels Formue. Jeg kunde sidde Natten oppe og skrive, men hvad kan dog Papiret modtage af det, som brænder i mit Bryst. Rosalinde, skriv mig til og sig mig, at du elsker mig mere end alt Andet; thi snart kan jeg sige, at jeg fortjener det. Den, for hvis Skyld man gaar i saadan søndersli- dende Bevægelse, bliver tilsidst meget skyldig, du skylder at elske mig over Alle, thi jeg, jeg elsker dig over Alle og giver dig det daglige Bevis derpaa i min Lidelse og mit Savn. Ak, hvad siger jeg, det er endnu ikke nok; thi var det saa, maatte jo jeg ... nej, det er sandt, hun elsker mig ikke over alle Andre; der er dog En, som elsker mig højere; hende er jeg skyldig Elskov, og hun er Rosalinde! Ja, du elsker mig, men sig det, sig det, ikke blot Ordet, men sig det i Gjerning, sig det, saa jeg ser, det bevæger dig, saa Musklerne spændes, Brystet løftes, Kinder rødmer derved. Sig det Rosalinde, som det siges om Natten, naar Alting tier og kun den Evige hører det. - Ogsaa saaledes som det siges om Dagen, naar baade Solen ser det og Menneskene hører det og Alle tror paa Sandheden deraf. Gud, jeg taler som i Feber; jeg er ogsaa syg, jeg vil gaa til- sengs. Godnat! - O du skal føle det, der du sidder i Kjøben- SIDE: 52 havn, at jeg nu tænker paa dig. - Godmorgen! Idag faar jeg atter Brev fra dig; jeg kjender det paa mig! Dit Brev om Debuten var saa sødt, det aandede saame- gen Kjerlighed og Vemod. Idag er jeg lettere, har mere Tillid. Igaar brændte min Kjerlighed som Solen, idet den synker, idag glider den atter som Lys udover den hele Tilværelse. Igaar laa den som Taage over en stor By rugende over min Sjel; idag lig- ger den blank som Alstern og spejler Himlen. Dersom du var hos mig, skulde du vandre i en Duft af Poesi som i de store sydlige Skove, hvor Krydderi-Træerne voxer, hvor Kamfertræet dufter, Palmer hvifter, Frugttræerne aander i Aftenen. - End vore Aftener, Rosalinde? Naar skal de atter fortsættes, og hvor? - Hvad er det da bleven af os Begge to? Er det os nogensinde forundt at gaa Arm i Arm mellem Menneskene, saa de pegende efter os kan sige: der gaar to Lykkelige, som længe har elsket hinanden? Jeg føler det indtil Vished, men mit Hjerte sammen- snører jeg derved. Som Gud vil! Hvor jeg elsker dig, Rosalinde, stærk og lys som du staar, med Mod til en Kjerlighed saa for- voven, saa høj, saa langt henflyttende fra jordisk Behov. Hvor jeg elsker dig, du poesiklare Pande, der løfter sig opover Mod- gangen og griber efter Haabet i det Evige! Hvor jeg elsker dig! Din Varme, din heftige Hengivelse, og din Trofasthed, dit Taal- mod, hvor jeg elsker dig! Rosalinde, naar jeg nu idag faar Brev fra dig, saa vil jeg strax atter skrive dig til. Jeg vil fortælle dig det samme om igjen maaske, men skrive maa jeg, om jeg ogsaa ikke strax sender det. Men jeg vilde vide, hvorledes du modtog mine Breve, hvor, naar, hvad du tænkte, følte. Snart har vor Kjerlighed en Historie i disse Breve; thi ethvert har afspejlet en Sindsstemning. Hvormange ejer du nu? - Jeg ejer intet; thi jeg maa brænde. Ikke mere, naar jeg flytter herfra, eller rettere: ikke mere. Men hidtil maatte jeg. Du kan tro, det gik tungt; jeg SIDE: 53 sad og saa dem gaa op i Luer, og det sved i min Sjel. Rosalinde, jeg elsker dit Smil; thi det gjentager sig altid midt i al min Sorg; det har en Hengivelse i Kjerlighed som et tungt Træ over et stille Vand, som en Regndraabe paa en spæd Blomst, der luder af dens Tyngde, - som en Gren fuld af Frugt, som en Sommer- fugl paa en klar Rude, bestandig glidende nedover og kan ikke fatte det, saaledes ser dit Smil ud, naar det synker hen i min Sjel, spejler sig i mit Øje og forstaar ikke, at det glider ned deri, bestandig dybere. Og det giver mig Alt: det bugner af Kjerlig- hed, det spejler Tillid, det skjælver af Vemod, det synker paa min Sjels Rude, bestandig seende ind. O, du Velsignede, sid evig saaledes og se paa mig. Jeg holder din Haand, du sidder paa mit Fang, du ser, du ser, Gud, jeg tør ikke engang kysse dig, blot for evig uforstyrret at kunne drikke dette Smil. Lev vel! Skriv til din elskovsfulde Gut, din syge Bjørn, din haabende Tilbeder, din underdanige Tjener, som holder Stigbøjlen, medens du sti- ger op, din bydende Kejser, der giver dig en poesistraalende Krone, medens du knæler, din Brudgom, ved hvis Haand du træder hvidklædt frem for Kunstens Alter, din ventende Elsker i det gardinbeskyttede Kammer mot Nattens Komme. Din din din! SIDE: 54 Victoria Hotel 29de Nov. 60 Middag (Torsdag). Kjere Rosalinde! Intet Brev! Nu, det har vel sine Aarsager, og jeg skal ikke klage. - - Jeg har læst de danske Aviser om din Debut, og paa For- haand er jeg bange, at dit Brev skal indeholde formeget derom og spilde det kostbare Papir for bedre Ting. Jeg læste hver Avis med megen Opmærksomhed. Den underligste er Flyveposten, som forvexler Stykket med Opførelsen. Denne noget ældre Mand forvexler det Indtryk, Stykket gjorde i hin Tid, hvor man var naiv nok til at føle Romantik i hin franske Genre, med det, som det maa gjøre i vor Tid, der har faaet Øje for det Hule i dets Pathos, det Intetsigende i dette Intrigerøre. Og saa maa du bære Skylden for hans Fejltagelse! Nej, min Pige, det er ikke Romantik, du mangler. - Dagbladet finder stik modsat, at i det Naive og Barnlige var du bedst. Denne unge Mand har som oftest et rigtigt Instinkt i sine Domme, men en ubehagelig, takt- løs Form, som vel vil blive bedre. Jeg tror ham, naar han siger, du her var bedst. Jeg tror ham, fordi dit Hjerte i den senere Tid har modtaget megen Blødhed og smeltende Følelse, tildels vel ogsaa en mere nordisk stille, inderlig, tindrende Form for begge Dele. Men det Andet, Majestæten, det Udfordrende, Heftige, se, SIDE: 55 det er din Vuggegave ... enten hine Folk ser den eller ej (hvad blot vil sige, at de misforstaar den nye Form, som din Indivi- dualitet medbringer), kan det være dig ligegyldigt. Her er det netop, du har størst Naturanlæg. Hin Fru Hejbergske Tilspids- ning, som Flyveposten omtaler skal du ikke lade dig skræmme bort ifra, endskjønt jeg maa sige, at det nordiske Gemyt hellere søger det Kolde, Tirrende, Bydende i en Afknapning i Lyden, en kortere, distinktere Udtale eller i en roligere, ensfarvet, lukket Tone - end i Tilspidsningen og den vexlende Betoning, som er fransk, har dette Sted op igjen flere Gange. Hr. P. Holst har seet paa Spillet som en Gourmand; han sidder og lader sig det naadigt behage. Man mærker dog ellers at han som Poet har Sands for det Individuelle - Noget, man nutildags gjerne vil løbe forbi; man vil have Alting glat og færdigt. Mantzius har nok gjort Fiasco lader det til. - Cl. Petersen har endnu ikke skrevet. Hans Kritik bliver partisk, i hvilken Retning den saa gaar. Han har været sjaloux paa dig, nu faar vi se. SIDE: 56 Fredag den 30te Middag. Heller Intet Brev! Du maa have sendt til Rom med een Gang; eller du maa være syg. Thi ligegyldig er du ikke. Eller du har ikke faaet mine tre Breve? Der farer en Angst gjennem mig, blot ved at tænke det, større end den, som jeg føler ved at du kunde være syg. - Nu skriver jeg Intet mere, før jeg faar Brev; thi jeg maa have Vished, før jeg atter sender et ud i Verden. Søndag rejser jeg herfra. Adresser lige til Mandag til Victoria Hotel; jeg faar det eftersendt. Saa venter jeg det næste i Rom. Faar jeg Brev imorgen, hører du strax ifra din Bjørnstjerne. SIDE: 57 Victoria, Lørdag Middag 1ste Dec. 60. Kl. 3. Rosalinde, Rosalinde, o Rosalinde! Tre Breve fra dig paa een Gang!! Jeg kommer netop fra Ole Bulls første Prøve hvor Orkestret skreg og trampede, klappede, rejste sig af Begejstring, Damer og Herrer stemte i med. Jeg var med mellem Literater og Musisi, bagefter i en Orgie, og saa alene hjem, hvor dine tre, tre, tre Breve ventede mig! Endnu har jeg ikke aabnet et eneste eet! Jeg har savnet saalænge, at jeg nu vil nyde Glæden som en Gourmand. Tænk tre Breve at læse paa een Gang. Her er lagt i Ovnen, ti fine Cigarer bestilt oven paa den store Middag, afstængt, duftende, hemmeligt; nu tager jeg mine tre Breve frem, finder ud, hvilket maa være det første (bestemt det tykkeste), saa er der et uden Stempel, altsaa indle- veret i Hast, bestemt det sidste; nu, nu, begynder jeg! O, Gud, tusinde Kys først, og endnu et, saa begynder jeg! - De ere læste, alle tre! De ere læste, atter, atter læste, over- tænkte, læste, kyssede, og nu ligger de sammen for atter at læ- ses, iaften. Tak, trofaste, hengivne Sjel! Tak forat du skrev, og skrev saa ømt, men endnu mere Tak, ja tusindfold for din uen- delige Kjerlighed. - Paa samme Tid jeg sad her og vansmægtede, sad du der. Vi klagede tildels i de samme Ord, det har været en SIDE: 58 frygtelig Uge for os begge. Men hvilken Trøst for os begge, at den uhyre Overensstemmelse, der drev os sammen, viser sig til alle Sider, saa ogsaa nu i Maaden at savne hinanden paa, skrive til hinanden, græde, bede, vente, raabe, saa atter skrive. Ja til den samme Tid, Klokkeslet og i de samme Vendinger og Ud- tryk. Naar den Andens Billede ser bebrejdende paa mig, stiller denne grændseløse Sympathi sig ydmygt bedende frem til For- svar; og den taler med saa milde Øjne, saa blødt og bange fol- dede Hænder, saa faa Ord, at den bliver hørt, og jeg faar Und- skyldning af hint Billede fra det Høje. - - Men nu vil jeg tale om den Form, din elskelige Kjerlighed benytter i sin Glæde og Sorg. Den er saa selvforglemmende, at jeg ret maa le og kysse endnu nogle Gange til Forsoning. Du tænker ikke det allerringeste paa, hvorledes jeg vil læse eller føle, blot du kan gjøre fuldt ud, hvad du drives til. Saa skriver du og græder til, saa slutter du, begynder, slutter atter paa førs- te Blads anden Side - Farvel! - Atter et heftigt Kys, 20 Linier ned, Slut, Farvel! - Jeg skriver hele Ark forat faa den Lykke at føle min Kjerlighed i en skjøn Form forenet med din; naar jeg elsker, saa skal du vide det, naar jeg sørger, skal du ogsaa vide det, og jeg bestræber mig altid forat gjøre min Følelse til din, selv om det koster lidt Umage. - Dig fuldkommen ligegyldigt! Kan jeg gjætte mig til, hvad du føler, er det vel, kan jeg ikke, er dette ogsaa vel; thi det er højst uventet, hvad du kommer til at skrive. Det bliver gjerne om Pyntekonen (du skal ellers have Tak, du Lille, for, at du sagde mig, du var smuk paa Scenen; jeg har nu siddet og tænkt mig, hvorledes du saa ud, og jeg har fundet, du var ganske mageløs nydelig), eller om Jette, eller om at tre Breve bliver formeget paa een Gang. - Naar man sender Tanker frem til den Elskede, vil man gjerne høre deres Eccho. Men jeg, som skrev tre lange Breve har ikke seet et eneste Ord SIDE: 59 om noget af dem uden ved det tredie følgende: "idag er jeg mere rolig. Nu Kl. 2 modtog jeg dit tredie Brev. Hvor vi dog elsker hinanden, Bjørnstjerne. Om et Par Timer kjører jeg i Theatret ..." - Det er ordlydende. Forresten maa jeg strax til- føje, at det er nok, thi du kan tro, jeg forstaar, hvad der ligger i dette korte: "hvor vi elsker hinanden, Bjørnstjerne." Eller naar du beder mig hilset fra Rosalinde, "som græder hele Natten; imorgen ogsaa -"! - Enhver af dine smaa energiske Sætninger er fulde af Henrykkelse for mig; thi den hele Dags Kamp og Længsel, din Gang frem og tilbage paa Gulvet, din Stirren ud efter Vinduet, din Sved, din Hjertebanken, din søvnløse Nat er sammenpresset i disse Linjer, jeg folder dem varligt ud, og ser foran mig det hele store Sceneri og dig bevæge dig deri. Men jeg vil dog bede dig huske, du elskelige Væsen, om du ikke har haft lidt Glæde af, at mine Breve var lange? Eller om den, som strækker Hænderne ud og fanger blot Savn en hel lang Uge, - ikke trænger nogle Linjer til, naar han saa endelig faar et Brev? Naar det er gaaet 40 Mil og kommer til En, som ikke hele Aar kan se dig, maa det saa ikke faa Lov at tale et Øjeblik længere med ham? Er det dig imod, saa gjør det men gjør du det, da skal du have Løn derfor, naar du modtager mine glade Svar, hvori dine Tanker kommer tilbage omvundne af mine. Du blev nok rigtig barneglad, da du modtog mit første Brev, hvorefter du ogsaa forlænge havde ventet. Jeg kjender din Utaal- modighed, og jeg er meget mere bange end Jette. Men saa kan heller ingen blive gladere bagefter end du og jeg! Dit første Brev jubler af Glæde, medens det maler sin forrige Længsel. Det syn- ger i Linjerne; men det andet hænger Vingerne som en vaad Fugl, og tilsidst er din Sorg saa heftig, at du hulker, og Ordene SIDE: 60 knuger sig ned paa Papiret. Et forunderligt Brev, som jeg har læst med dyb Bevægelse. Dit tredie Brev er som lettede Skyer, der driver henover for en frisk Vind. Ja, endnu engang Tak for disse Breve, nu kan jeg sejle fra Hamburg, naar jeg vil, jeg skal ogsaa rejse imorgen! Men adresser du endnu til Tirsdag hid til Victoria, Brevene finder mig lettest paa den Maade. Hvorfor sætter du "forhadte" til ved Hamburg? Denne forunderlige Hemmelighedsfuldhed, hvori du indhyller mig, gjør mit Hjerte ondt. Jeg kan ikke hjælpe det, det er ogsaa en uhyre baade Uret og Fejl af dig, du skal engang se en Bog, som jeg skriver netop om dette, og du skal komme til at læse den med megen Skræk. Hvorfor er Hamburg dig forhadt? Sig mig blot denne ene Ting - forat vise mig Fortrolighed. Virkningen af at have disse dine tre Breve, vil lidt efter lidt vise sig at være større end jeg strax tænkte. Jeg rejser ti Gange saa modig, jeg ved nu hvorledes du har det, kan bedre forestille mig dig og heri ligger megen Trøst. - Nu faar du dette Brev imorgen Kl. 2, skriv da strax med et Par Ord til mig og fortsæt siden, naar du har Lyst. Jeg vil have den første Sødme af din Kjerlighed. Husk nu paa, at du idag har skabt mig en af de gla- deste Timer i mit Liv. Det er ikke lidt. Nej, hvor naturlige dine Breve er, derfor jager ogsaa mit Blod, naar jeg kaster Øjet ned i dem. Skjønt dette mit Brev ikke er noget ordentligt Brev, maa jeg dog nu strax slutte; thi Posten, Posten! - Det er saa opløf- tende at vide, at du tager mig med, hvorhen du gaar, at du iler til mig med hver skjøn Tanke, hver liden Ængstelse. Der følger mig altsaa Genier paa al min Vej; vid, at ikke mindre kjerlige, ømme, trofaste følger dig og blikker ned i din Gjerning og din stille Tanke. Lev vel, du evig Elskede! Det er som jeg havde din Haand og kan ikke slippe. Lev vel! Din Bjørnstjerne. SIDE: 61 Victoria 2dn Dec. 60. - Om Morgenen. - Rosalinde! Det aner mig, at ogsaa du skriver idag, ja netop nu (Kl. 10) eller i alle Fald staar og tænker derpaa (jeg mener ligger og tæn- ker derpaa). Dette bliver det sidste Brev, jeg skriver dig fra Hamburg, som er bleven mig en saare betydningsfuld By gjen- nem det Møde, vi her har havt. Vort virkelige Møde tror jeg næsten ogsaa indtræffer her. Mine Anelser slaar meget sjelden fejl. - Igaaraftes efter at have fuldendt Brevet, kjørte jeg i The- atret med Bull og Petter; Bull havde Concert. Han giver blot denne ene i Hamburg, da han er bleven vred paa Stadttheatrets Bestyrer Wollheim, fordi han havde glemt at annoncere Con- certer. (W. glemmer nemlig Alt). Han var i meget slet Lune; hans Bue var daarlig og det kunde ikke rettes i Øjeblikket. Hamburg er ogsaa Violinisten Joachims Yndlingsby, og Bull lader sig ikke nøje med anden Plads. Han var saare forstemt. Men jeg stolte paa min Nordmand; jeg vidste med mig selv, SIDE: 62 sikkert og roligt: der er ikke Een saadan til. Der var megen Spænding, da det uhyre Teppe fløj op; man vidste ikke, hvorle- des han nu saa ud. Da han traadte ind med løftet Hoved, rask Gang, alvorligere end jeg nogensinde havde seet ham træde ind, imponerte han uhyre, Erindringerne fløj imod de gode Ham- burgere, og der opstod en ustandselig Modtagelse. Es-Dur- Concertens lange Indledning bragte atter en spændende Stilhed; Bull var jo bleven gammel nu, de havde ogsaa hørt saamange, siden den Tid. Han begyndte; klokkerene, smigrende Toner krydsede ind under de høje Loger, klagende E-Streng-Toner suste efter, hop- pende Harpeggioer, tumlende Staccattoer, luftige, florhenskyl- lende Flageoletter, og saa dette Sjelen løftende, højt, højere opadhjælpende lange Spil - og da brød ved første Ophold en saadan uhyre Bifaldsstorm indover ham, at jeg aldrig har været Vidne til noget lignende. Da det hele Nummer var endt, blev han fremkaldt een Gang, to Gange, tre Gange, de vilde mere, men han vilde ikke. Folk trængte sig sammen, jeg stod ved Ud- gangen, netop dette Sted blev Samlingspladsen, her stod nemlig Korrespondenterne, Føljetonisterne, nu kom Musici og Kunst- elskerne; det var meget faa, som kjendte mig, og de talte frit. Der var i denne Mængde ikke en Eneste, som blot et eneste Øjeblik tænkte paa at sætte nogensomhelst Anden ved Siden af ham. Jeg glemmer aldrig en høj Mand paa henved 40, med sort Skjæg, Briller, høj Pande, der arbejdede sig frem mellem Bænke- ne og allerede midtvejs raabte mod Klyngen: "han er den stør- ste nulevende Violinvirtuos!" - Der var en Begejstring og Glæde over dem, gamle Folk, som i Hemmelighed havde været Bulls Venner fra Sidst, men som vel havde maattet tie for den yngre Slægts Enthusiasme for Joachim, de raabte: "er det ikke det, SIDE: 63 vi har sagt?" - Om Vieuxtemps talte Ingen, men om Ernst i hans Velmagtsdage; han havde samme bløde Tone "men han spillede for ofte falsk". - Da saa Mozart-Larghettoen var spillet, blev Bifaldet saa vedholdende, Orkestret faldt ind med Fanfare, og han maatte give en lille Extrabelønning, nemlig den blinde Mand, som spiller Guittarre og synger til - du har maas- ke hørt det. Det er noget af det koketteste Buen kan skabe. Du skulde have hørt hvad Glæde der blev. Tilslut "Polasia querrier- ra" hans stolteste Nummer. Der hændte noget, som jeg kun delvis før har seet: et helt Publikum, Mand og Kvinde, som vil til at klappe, men hysser ad hverandre, vil til igjen men hysser, for ikke at miste det Næste, hænger da bævende ved hver Tone, spænder Kikkerterne for Øjet, holder Aanden tilbage ... der sluttes det, og nu bryder Bifaldet ind som en uhyre Elv, der kunde skylle ham af Scenen, atter Orkestret op med sin Fanfare, og der er Fremkaldelse paa Fremkaldelse, indtil han ikke vil. Elskede Rosalinde! Nu er Kl. strax 12 og nu skriver du eller tænker du paa mig. Jeg ved mig omspændt af dine Tanker og Drømme, og det maa være dig en Glæde. Jeg føler ofte dine Længsler sittre over mig, som nu i dette Øjeblik. Det er mig ofte som din Haand griber min, eller som du knytter din haardt til forat presse en Erindring ind. Kunde jeg lægge Hovedet op til din Barm eller stryge Haanden nedefter din Kind og Hals. Hys, der kan Nogen høre os ... Alligevel, kunde jeg, og jeg skulde neddysse den sagteste Smerte, borthvifte med min Aande SIDE: 64 enhver Angst, vække Jubel, Harmoni, hensmeltende Følelse af Lykke og Glæde. - Rosalinde, Rosalinde, vi elsker hinanden saaledes, at Billedet af vor Kjerlighed maatte blive to hinanden omslyngende, kyssende -, saaledes at Manden bar hende i sine Arme tæt trykket op til sig, og hun omfavnende, kyssende, seende, jublende. Hvor forunderlige vore Møder var. Den hele Dag gik jeg tæn- kende paa Aftenen, kun ventende den aftalte Time. Da den kom, var der næsten altid En, som saaledes hang sig ved mig, at jeg ikke kunde komme præcis, skjønt jeg svedede af Utaalmod. Saa med tilbageholdt Aande foran Døren, efter at have ringet og hørt, hvor det klang derinde, hun stod, og hvor der var varmt og tilhyllet for mig. Raske Trin, Døren aabnet, det var dig! I hinandens Arme, de første Kys, saa et bebrejdende, "hvor jeg har ventet!" - Undskyldning, "hvor jeg har længtes!" men du vilde ikke høre, saa med Armen om hinandens Liv hen til Vin- duet, tilbage, kyssende - og saa, hvilken Sammensmeltning, hvilken Skjælven under hin Aandens Opgaaen i sin Elskede. Thi du var jo mig, og jeg var dig, ikke figurligt, ikke halvt, men bogstaveligt og helt. Jeg søgte jo efter dig, og naar jeg fandt en svag Sittren, gik jeg efter, der var du! Saaledes hensank jeg i dit Væsen, at jeg tænkte dine Tanker, spejdede dit Øje, lyttede til Lyden i dit Aandedrag, hvad den formådde, bar, til din mindste Bevægelse, hvad den forkyndte. Og du! - Ja, Rosalinde, vi har dog levet i Kjerlighed nogle Dage, saa overordentligt, at deres Sum kunde opveje et Liv. Rosalinde! Navnet har faaet en Velklang, skjønt jeg til enhver anden Tid vilde sige, det var stygt. Nu gaar der en sagte Be- aandelse udover det, hvifter der noget Friskt derifra, springer der en Tone, en Melodi frem, naar Læben trykkes derpaa, - regner der en fin Sne udover mit Sind forat dække alle andre SIDE: 65 Ting og forfriske, fornye, blot det løftes op af Tanken, - smiler det, svæver det her i Værelset og ude i Luften ... ja om man grundede paa Kjerligheden sit Liv igjennem, man blev ikke fær- dig med at udfinde alle de Undere den skaber i en sund Sjel. - Jeg glemte ganske at kjøbe til dig "Kjerulfs Melodier til mine Sange eller Rungs". Men lærer du at synge hos Rung, som du nok gjør, naar jeg ønsker det, da bed om disse Sange. Jeg vilde dog, du havde dem paa Læben. Jeg angrer at jeg bad dig skrive lange Breve. Den naturlige Drift maa man ikke forstyrre. Lad mig nu finde et Brev fra dig i Rom. Det skriver du Onsdag eller Thorsdag, ikke sandt? - Jeg skal skrive paa hele Rejsen, hvis jeg har Tid, hvad jeg nok skal tage mig. Nu kan du elske mig uden at "bedrage", som du før saa ofte sagde. Nu kan du skrive dine Breve uden at Krossing venter, du kan møde mig uden at lukke Nogen ude. Elskede, guldlokkede Pige, du kan tale med mig, saa ofte din Sjel begjærer, thi jeg er nu altid hos dig. Jette vil ogsaa nu have mindre mod mig, thi jeg jager hende aldrig ud. Hun kan ikke være vred over at jeg elsker dig; thi jeg kan ikke for det, og ser hun, at du har Sorg og Savn, saa maa hun vide, at jeg har et endnu større. Alt det onde, som Menneskene kan sige om min Kjerlighed, har jeg sagt mig selv. Men jeg kan ikke for det, jeg elsker alligevel. Jeg har ofte grædt, skjønt der skal uhyre til, jeg har følt mig knust til Døden, men har dog hængt ved min Kjerlighed, som det Sidste jeg vilde leve for. Thi nu ved jeg det fra mine haarde Prøvetimer, at selv al Jordens Ære ofrede jeg den, selv det Navn, det Venskab jeg alt har. Dog tror jeg og venter jeg, at jeg for saadan Trofastheds Skyld netop af Kjerlig- SIDE: 66 heden vil opnaa begge Dele. Jeg venter ogsaa, at den vil skaffe din Trofasthed og kjække Redebonhed til ethvert Offer - skaffe dig Hæder og Lykke. Jeg ved ikke, hvorledes vor Kjerlighed skal forme sig udvortes, tør heller ikke tænke paa det; men det ved jeg, at indvortes har den alt formet forsonende milde Tanker i os begge, avlet Lyst til Arbejde for et stort Maal, ladet det Smaa synke, det Store rejse sig, ladet det skinne fra hine de Ind- viedes forjettede Lande. Den har hos mig allerede skabt to Figu- rer i mit Stykke, som er de skjønneste jeg har tænkt, den stod Fadder, da du bar din første større Rolle over Daaben, og da din Sjel modtog dem, som senere vil gjøre din Lykke. Din Bjørnstjerne. SIDE: 67 Wien den 9de December 1860 om Morgenen. God Morgen, Rosalinde! - Idet jeg nu atter skal skrive dig til, fyldes jeg af Erindringens Andagt. Hvilken Hærskare af Tanker du har sendt mig siden sidst; ja, se paa Kortet, følg med din Finger fra Hamburg til Hanover, fra Hanover over Braunsschwejg, Magdeburg, Lejpzig til Dresden, fra Dresden til Prag, fra Prag til Brün, fra Brün til Wien, og du glider henover en eneste Række Tanker om dig selv, hvori dit Navn er indvævet som Stjerner i en Himmel. Alle dem jeg taler med kan ikke fatte det Sidste af alt jeg siger, fordi jeg sagde det som til dig, det er lagt i en dem fremmed Form. Alt jeg ser, staar jeg samtidig og forklarer dig, ofte kommer da Savnet og Følelsen af at være ene saa haardt paa mig, at jeg (som det hændte mig foran den mageløse nye Kirke i Hamburg og den vidunderlige i Dresden) kommer i Graad. Dette Rejseliv er saa voldsomt. Da man Intet kjender, og den dybere Mening ikke oplukker sig, selv om den ydre giver sit Væsen, forekom- mer det os, som om Vognene, der kommer farende, kjørte over os selv, som om Latteren gjaldt os, som om Lykken foragtede os, som om vi ingen Plads havde i Verden, og aldrig et Øjebliks SIDE: 68 Haab om et Øjebliks Opmærksomhed for vort Indhold. Da er det vi samler os sammen om det Sidste, Kjernen i vor Kjerlig- hed til Livet, og du, du er Kjernen i min. Af din mageløse For- staaelse er det jeg nu lever. Og jeg skal aldrig gjøre den til Skamme! Aldrig har jeg følt mine Kræfter og min Opgave saa klart som paa denne Rejse, som foran Maria Stuart i Hanover, som foran Kirken i Dresden, som foran Operaen og Skuespillet i Wiens Burgtheatre. Mennesket trænger altid den Enkelte som Repræsentant for de Flere. I alle Fald er det saa med dybere Gemytter. Man skriver ikke for Alle, men for Alle i Een. Før var Clemens Petersen mig denne Ene, nu er det dig. Hundrede af vore Venner er med, alt eftersom Stedet passer hans Indivi- dualitet, men det Hele samler sig dog altid nærmest om Een; denne Ene er du. Men denne Ene maa tillige bære vor Sorg. - Og du har gjort mig en stor Sorg, som du nu maa bære med mig. Jeg tænkte du havde skrevet mig til Lørdag, Søndag, Man- dag, Tirsdag, men det har du ikke, i alle Fald ikke sendt; thi var Brevet Onsdag kommen til Hamburg, havde man der Ordre til at sende hid; kom det før, maatte man sende til Hanover, kom det siden saa til Rom. I Hanover var intet. Jeg ventede, men forgjæves. Da ilte jeg hid; jeg var saa sikker. Det var min Fød- selsdag igaar, jeg tog Natten til Hjælp for at komme om Morge- nen paa denne Dag og som Present modtage dit Brev. Men jeg blev skuffet. I Rom faar jeg altsaa Brev. Jeg vil ikke skrive mere herom, fordi jeg da kunde skrive tre Breve fulde; jeg har tænkt tre hundrede fuld. Altsaa, jeg rejser lige til Rom, skjønt jeg ellers vilde have SIDE: 69 ventet. Nu har jeg ingen, ingen Ro. Min Minister her, Due, hans elskelige Kone og deres Venner begriber ikke min Hast, især da jeg ser syg ud. Jeg smiler blot og kan Intet svare. Nu til Rom, til Rom! Hvad bryder jeg mig om Byen, tror du jeg nu rejser for at se Peterskirken. - Men bagefter - o, da vil jeg op- dage, at jeg i denne alt omskyllende Kjerlighed dog har seet Verden bedre end den, som rejser med Bøger og Kikerter. - Den aabner mit Bryst for det Gode, den stænger taus til for alt Falskt. Du sidder altid hos mig. Har du ikke følt det, Rosalin- de? den 10 om Aftenen Saalangt kom jeg, da min Minister hentede mig til Middag i sin egen Ekvipage. Han er dog en elskelig Mand, og de har holdt saameget af, hvad jeg har skrevet, holder nu saameget af mig. Hvilket elegant Hus, hvilken Finhed. Da jeg sad med Fruen til Bords maatte jeg uvilkaarlig sammenligne hende med Fru Hall. Der er dog Noget i Fru Hall, som er dybere. Men Fru Due, hvor indtagende hun er. Hun har været Norges største Skjøn- hed, Kong Oskars Elskerinde, til de seneste Dage. Mange har bejlet med større og mindre Lykke, men En har hendes Hjerte, SIDE: 70 og det er - Ole Bull. Tænk, endnu taler hun om ham som om en Gud! Hendes Datter, en stor Skjønhed, blev elsket af afdøde Prinds Gustav, han døde af Kjerlighed til hende. Det selskabeli- ge Liv i Stockholm har gjennem en Menneskealder havt sit Midtpunkt i Statsminister Dues Hus. Nu er han her. Fruen har komponeret meget, hun har engang sunget henrivende, endnu er hun rask, med sort Haar, fin Teint, livlig, sprudlende, og synger med et ualmindelig fint, naturligt Foredrag livfulde Sou- brettepartier af franske Operaer. - Due er endnu en smuk gam- mel Mand, han har engang været en Adonis. Nu er han lidt dum, men inderlig elskelig og fin i Omgang. Jeg var med dem i Operaen bagefter, de har Loge ligeover for Kejseren. Jeg morede mig ikke. - Idag har jeg skrevet i hele Dag om Opførelsen af Maria Stuart i Hanover og sendt til Kjøbenhavn. Jeg gjorde Vold paa mig selv forat komme ud af dette Drømmeri. Under Udarbejdelsen tænkte jeg naturligvis ofte paa dig. Hvor smuk din Stilling til Kunsten er! Hvor høj Opgaven staar for dig, hvor andægtig du skrider til den. Ja, jeg har Haab til dig som til ingen Anden! - Det er sandt, en Legationssekretær Stenersen, som du var sammen med hos Hall, hin Dag Ebbesen var der, er nu kommen hid; han saa dig spille og sagde, det var ganske mærkeligt for en ung Dame. Det er en Mand, som har seet Me- get. Her i Wien er Damerne skjønne, fyrige, Livet vellystigt. Det Hele giver en Forestilling om utroligt Letsind, og Staten staar paa Randen af en Afgrund. Men jeg tænker mig dig bo ligeover Gangen her i det uhyre Hôtel og at jeg besøger dig. Ja, nu maa jeg engang sige det, Rosalinde; thi du fortjener det, SIDE: 71 skjønt jeg dermed gjør en Tilstaaelse, som koster. Du har bun- det Noget i mig, som gjerne kunde have ruineret mig; thi jeg var aldrig sikker paa mig selv. Naar Folk talte om den Fremtid, som ventede mig, bævede jeg hemmeligt; thi jeg vidste, at jeg førte med mig Noget, som kunde ruinere den. Allerede da jeg var hos dig i Kjerlighed, var jeg vis paa at jeg var bunden - og var frelst! Nu er jeg prøvet, og Gud i Himlen være lovet, saa er det! - Hvad du derved har gjort mig for Livet og Evigheden, det lønne Gud dig engang. Nu har jeg blot eet Savn, en Læng- sel, en Smerte, det er den, at jeg kunde være hos dig! - Før, ja før ... - Vær nu ikke haard mod mig, du min egen Rosalinde, men husk mit brændende Gemyt, min dybe Hengivelse, min Uro, og undskyld mig. Du husker jeg skrev noget i mit nye Stykke: "Giv mig lidt Styre til hin dunkle Flok - af hede Tan- ker, jeg ej styrer nok:" - Det var i inderlig Følelse af, at det havde du (hvad desværre ingen før havde formaaet) givet mig - og nu, nu har jeg sagt dig det! Mit Arbejde og dig - og saa min Morgen og Aftenbøn, min Pligt og mine Penge for de to elske- lige Væsener, Gud har betroet mig. Mit Liv er nu lagt, med en Smerte dybt ned deri, men med Løftekraft i dybe Følelser og Kjerlighedens Hjælp. - -. To smukke Digte har jeg gjort Ud- kast til, jeg skal skrive dem strax jeg kommer frem. Men ud af min egen Skjebne rejser der sig daglig Tanker og Digte, som jeg ikke skriver, dels fordi de dertil er formeget min egen Hemme- lighed, dels fordi de ogsaa er Andres. Dog for den, som forstaar Fortolkningskunsten vil Alt, jeg skriver, vise Livet i mit Indre, modnet af Savn og megen Overvejelse, og der vil gjenfindes, hvad jeg undertrykker, som Echo fra en Skov. Det er underligt, dit Ansigt viser sig ganske forskjelligt, eftersom jeg selv er i forskjelligt Humør. Er jeg bekymret, har du dette korte, Tanken nedsvælgende, hemmelighedsfulde, bortvendte. Er jeg heftig, har SIDE: 72 du hint fyrige, er noget haardhændt, pludselig i dine Spørgs- maal og Svar. Men er jeg stille og glad, kommer du smigrende med Smil, og der er ingen Ende paa det Ansigts og dine Ords Velsignelse. - Her bor en polsk Sangerinde her over Gangen. Hun er kommen ind for videre at uddanne sin Stemme, og jeg kan høre, at den Dag hun debuterer med fuld Magt over denne herlige Røst, slaar hun alle de Andre tilside; Saaledes synes mig ofte, det er dig, som er der inde, det er din Fremtid, som venter udenfor, og det er mig, som er Tilhører. - Hvilket stort Digt Schillers Maria Stuart er! Hvilken ædel, forelsket Digter Schiller var! Mozart var ogsaa forelsket, stadig paany var han forelsket, troløs som Havets Skum; derfor skrev han Don Juan. Men jeg har debuteret med en Kjerlighed, som for sin Trofastheds Skyld gaar i Døden. Forelsket var Petrarcho, forelsket Tasso. Shake- speares hele Skjebne blev bestemt deraf, at han allerede som 17 aars Gut maatte gifte sig med sit eget ældre, men skjønne Søs- kendebarn. Siden var han forelsket i en Grevinde saaledes, at han nær havde tabt sin sunde Natur derved. Hun gav ham Alt, han svælgede i Kjerlighed - og hun blev ham troløs sammen med hans bedste Ven i Verden! I sin Kjerligheds Lykke skrev han Romeo og Julie, han læste det for hende Linje for Linje. I sin Ulykke skrev han Othello. Hun døde i Anger og Armod. Göthe, ja Göthe var en Forfører. Derfor skildrer han ogsaa altid forførte Kvinder, gjør det med uendelig Skjønhed eller Anger. Men Göthe blev en Egoist; thi den, som vil Alle og ikke Een, kommer tilsidst til Ingen at elske. Rafael malede bedst, naar han sønderbrudt af Anger kom tilbage fra natlige Orgier; han døde ogsaa ung af Udsvævelse og Kjerlighed. - Det er Kjerligheden, som har skabt Verdens skjønneste Værker, Kjerligheden, som ofte har dræbt ham, den benyttede som Redskab hertil! - Dette har jeg skrevet Altsammen om Morgenen den 11. Idag rejser SIDE: 73 jeg. Godmorgen, Godmorgen min Kjerlighed i Norden. God- morgen! Send mig nu snart et langt, langt Suk, stille som en Aftenvind, varm som din Aande, berusende som den! Læg saa de tusinde Kys til som Hvisk i en Fugleflok, naar den vil sove. Farvel min gullokkede, smilende Morgen! Tal ikke til en sejlen- de Sky om mig, ikke til Skyggen paa Væggen, men til dit eget Hjerte, saa det gaar hurtigere, med lidt Forventning og lidt Erindring! Nævn mit Navn halvsagte for dig selv, og du skal føle, det var din egen Tanke, du nævnte. Den vil næsten rødme derved, men den vil dog smile som om den mødte sin Elsker pludselig bag en Hæk og ingen Mennesker saa det. Godmorgen, Rosalinde og Bjørnson! Godmorgen! - Bjørnstjerne og Rosalinde. SIDE: 74 Rom, Piazza Barbarina 95 den 28de December eller 4de Juledag (Fredag) Kl. 9 om Morgenen. Dyrebare Rosalinde! Da det blev min første Pligt at skrive til Clemens Petersen og dette er gjort paa to Ark, har du først nu Pennen i Gang for dig. Men det er om dig jeg har skrevet Alt og under stadig brændende Tanke paa dig jeg har levet. Jeg modtog, da jeg kom hid (Juleaften) dit Brev, et fra Petersen og et fra Karoline. Hine vare lyse og lette, dit tungt som Graven. Det var først den voldsomme Uret Petersen har gjort dig, og som nu aldrig vil finde Gjentagelse. Mellem 3. og 4. Julenat læste jeg dit Brev og jeg kjæmpede med Petersens Venskab som med en Broder, der havde min Elskede. Det var en forfærdelig Nat, og en tung Dag den, som fulgte. Men jeg sejrede saavidt, at jeg kunde skrive kjerligt til ham, og nu ved han saameget om dig, at kun et slet Menneske herefter kan agere uvidende, og det er han ikke. Det SIDE: 78 er mig, han har skrevet for. Der er noget Sort i ham, han endnu ikke magter. Jeg har jo selv engang havt det, og jeg kan over- bærende forstaa det. Han vilde nu ramme mig og faa mig bort fra en Hendragelse, han ikke yndede; han har troet mig overfla- disk i min Hengivelse; thi han har jo seet mig ofte legende paa dette Punkt. Men han troede her blot behøvedes et godt anbragt Hug, og jeg var løs. Men saa er det jo ikke. Nu kommer han formodentlig gaaende til dig, og vær nu naturlig og god. Sid ikke og gjem dig for ham, han er dog saa kjerlig skal du se. - Og af Alle ønsker dig Ingen der hjemme inderligere din Frem- gang end han. Om vort Forhold ved han kun, hvad der kan vides, d.v.s. ikke af Enhver, men af min eneste Ven i højere Forstand. Han ved, vi holder inderligt af hverandre og har Venskabets ubrøde- lige Pagt. Vær nu god og tænk paa mig, naar du taler med ham. Men, kjere Rosalinde, hvad er dog dette, at du saaledes kan lade dig slaa ned af Andres Formening om dig, selv om det nu var hans? Jeg havde troet dig stærkere mod Uretfærdighed, du, som har lidt deraf fra din Barndom. Mig kan den, som du ved, bringe til Vrede en Time eller to, siden mærker du jo ikke Spor heraf i mig, jeg fortæller den endog som en Leg. Hvad er dette for en ubegribelig Svaghed? Og jeg troede du havde Styrke i mig og i min Dom. Regner du da mig for Intet nu? Tror du det er mig, som tager fejl? Tror du jeg elskede dig, dersom du var underordnet, jeg som jo alt har ordnet mit Livs Forhold og kun kan drages bort af det Overordentlige? Hvor er du dog henne, eller hvor skal jeg søge mig i dig? Ved den første Storm er jo al min Støtte blæst væk og du ligger væltet og til Sengs. Er dette Kjerlighedens Tro? Eller er det blot Tro paa, at jeg er noget mere end en almindelig løs Snakker. Strengt har jeg taget Peter- sen i Skole, han maa ikke vove paa en kritisk Vippestang, styret SIDE: 79 af et Lune at springe over mig eller min Dom. Men hvad skal jeg saa sige til dig, du Trofaste, som glemmer mig bort paa Gaden, strax der leveres dig en Avis? (Nej dette Papir kan jeg ikke skrive paa, jeg tager et andet). (Læs først det fine Papir). Nu, jeg vil ingen Bebrejdelse føre. Du har ført et helt halvt Arks Bebrejdelse under Form af et Selvforsvar, som du jo ikke behøvede mod mig, og det gjorde mig saa ondt. Gud, dit Brev blev ogsaa derved saa tungt, og min Jul saa sørgelig. Det beror nu ene paa mig, om denne skjønne Kjerlighed kan løftes til Glæde og i sit Liv som i sin Yttring modtage Flugt af høje Tan- ker og høje Haab. Du bruger den jo til dermed at dræbe dig! Og jeg, som tænkte den skulde blive din Livskilde! - Ømme, lidenskabelige Barn, var jeg nu hos dig, tog jeg dit Hoved mel- lem begge mine Hænder, lagde det op til mig og hviskede saa henover dig: Tak for Alt, din Kjerlighed har været mig, du rige Sjæl. Tak for din Trofasthed endnu før du saa mig, for den Agt du gav det sagteste Pulsslag i min Tanke, endnu før du følte min Haand. Tak for din Aabenhed, da du kom, og din rørende Barnlighed i Hengivelsen til min vaagnende Følelse. Tak for den Rigdom af Elskov du lod stige op af min Sjel og den Henryk- kelse jeg følte ved endelig, endelig at være elsket! Tak for hver Aftenstund, Tak for hver hviskende, smeltende Omfavnelse, hvert jublende Ord, hver Angst, hver Taare, hvert Barneblik, hver Afsked! Tak, Tak, Tak for det mægtige Baand, hvormed du omspændte min Tilværelse, saa den ikke længere kan vakle, men i Begejstring for Kjerlighed og høje Maal skride Banen til Ære. SIDE: 80 Tak for den Forsagelse, du lærte mig, saa Alt er bleven mig smaat, der ikke angaar dig og min Familie. Tak, o Tak for at saaledes min Letsindighed er standset, al Fristelse fjernet, hele mit Væsens Styrke gaaet op i et Eneste, som derved vil voxe til noget uanet Stort. Og jeg skulde ikke være glad og søge dig i Glæde, med jublende Budskab og uendelig Tillid? - Jeg, der er som indsanket af Gaden til den varme Ild, fra spredte Tanker og Lyster til Sejer over mig selv og Glæde i dig - Velsignede Væsen, gjør du som jeg, tak din Gud og vort Møde, lad deraf Kræfterne i din Sjel drikke, som Træet af Vandet, hvori det spejler Sig. Vi kommer maaske ikke til at føre et Samliv paa meget længe, maaske ikke til et ægteskabeligt, skjønt jeg for min Del er over- bevist derom. Men det højere Samliv er vort i Brev og Tanke, i Haab og Gjerning. Hvor varmt skal vi ikke finde hinanden over al Verden! Hvilke Kjerligheds Duer skal ikke flyve mellem os! Og hvilke Møder skal vi ikke nyde Gang efter anden, og hvor meget skal vi saa ikke have at bære hjem til hinanden. Hvor svulmende, solforgyldte skal ikke vore Omfavnelser og Kys da blive! Hvor dybe af Drømme, rødmende Aftentanker og stjernetændte Blik skal ikke vore Samtaler være! Og altid om igjen paany skal vi faa længes til hinanden som til et Stævne- møde længere fremme i vor Skjebne. Er ikke dette noget at glæ- de sig over, eller skal du, du være den Utaalmodigste? Du, som jo begjærede saa liden Kjerlighed af Livet og fik mere end Tu- sinde? - Varme, umættelige Sjæl, vil du slaa dit Øje op og se dig om i dit rige Rum! Hvor dufter det ikke af Vaarens Længs- ler, af Erindringens Høst, af høje Tanker, af rødmende Taknem- melighed. Synk paa Knæ af Jubelens Overfylde, ikke af Savnets Mathed. Thi jo større det er, desto herligere Mødet! - - Men herned skulde du for en Stund kunde komme, herned, hvor jeg SIDE: 81 nu skriver for aabne Vinduer, med et Mylder af sommerklædte Folk foran mig paa Torvet, grønne Træer og Sletter til Højre, Vandspring og Sol, medens hundrede Klokker kimer over Sta- den, fyldt af de store Erindringer, som de vækker og bekrandser med sin høje Tone. Hernede, hvor Intet er Larm, men Ro, Klarhed; hvor man fra sit Arbejde gaar hen til et Kunstværk, berømt gjennem tusinde Aar, altid følges af Historien som af en forklarende og vækkende Gud. - Tænk paa dette Maal, lad hel- ler ikke det trykke dig, men begejstre dig til at vove Noget. Nu har jeg fundet en Kilde til at skaffe Penge, som skal blive uudtømmelig, jeg tør endnu Intet fortælle derom, thi endnu er Noget uafgjort, skjønt Resultatet er sikkert. Frygt aldrig for nogen Ting, som du af Hjertet vil! Kanske, kanske kan vi mø- des under saadanne Vilkaar, at du derover vil forbauses. - Du bebrejder mig, at jeg i mine Breve flytter Verden med ind, taler om andre ting end vor Kjerlighed. Men vor Kjerlighed skal jo fange Livets Varme, og den skal have Skjønhedens Flugt over Tilværelsen. Den, som ikke kan tage Livet med, maa omkomme af det Ædsende i sin egen Tanke. Alt, vi ser paa, skal have sin Forklaring af vor Kjerlighed, idet denne attraar skjønne harmo- niske Billeder til sin stille Fortrolige, og idet den giver saadan Glæde, saadan Oplagthed til at se kjerligt. Og det, som den saaledes har forhøjet for os, skulde vi ikke bære frem til hver- andre? Mærk paa det, jeg skriver, paa min mindste Korrespon- dence, og du vil læse dig selv, din Kjerlighed ud af hver Linje. Naar jeg bekjæmper Sandseligheden i Kunsten, er det den, som hjælper mig dertil, naar jeg udjager Vanhelligelsen af Templet, er det den, naar det Rene og Troskyldige lokker, er det den, som selv har indviet min Sjel, naar Smerten vækker Sympathi, er det dens Forsagelse, som har lært mig den. Underlige Væsen, vær ikke misundelig paa Livet eller mine mange Interesser deri SIDE: 82 for den levende Kunstner som for det døde Kunstværk, det er jo dig, som jeg husker i begge, og dig de maa give mig tilbage til en øm Stund. Naa mit Hjerte er fyldt, er jeg hos dig, er det overvættes fyldt, er jeg hos dig i Omfavnelse, Kjerlighedens berusende, lykkelige, rene og af Menneskene aldrig ret forstaae- de! Hvorledes skal jeg dog skrive og udtrykke mig forat fange Glæden i dit Bryst; thi hvilken Evne til Glæde besidder ikke din stærke Sjel? - Stands nu her et Øjeblik og se dig om! - Saa videre. - Du spørger mig, om du skal tage Fru de Nohans Rolle. - Føler du Lyst dertil, bør du jo gjøre det, og jeg er bange for at give Raad. Men er det Noget i, hvad der siges, at din Tone væk- ker fremmede Erindringer, kan du ikke komme bort derfra i deslige indpinte Replikker. Men fremfor Alt, i hvad du saa gjør: giv dig fuldt hen! Lad Ingen, heller intet Raad, snøre din Lyst sammen i en Forskrift, spil fuldt, stærkt ud. Det er ikke ad den tusindtungede Tankes Vej du kan naa dit Publikum (deri har nu engang Theatret en Mester) det er ad Hjertets. Vær straalende og kjæk i slige Roller, ydmyg og barnlig i andre. Vær dig selv fuldt ud, min Kjære; det er dette at komme ud med din Sjels Indhold, som piner dig; thi du har jo altid forsvaret din Fæst- ning istedetfor at oplade den. Husk saa paa, hvad du gjerne vil glemme, det ligger ikke i noget Ydre, i Replikens Tildannelse af Tonen, teknisk, det, der fanger Sympathi; det ligger i noget Indre, i Varmen udover den, Naturen i den. Altsaa: føl saa længe paa den, lyt saa længe, til den falder - ikke interessant, men med Sanddruhed, med Evne til Sympathi. Det gjorde, at jeg, da jeg lærte dig nøjere at kjende, ikke godt kunde læse for dig; thi du snappede for meget efter min Maner, min Maade. SIDE: 83 Dette generte mig. Nej, det er noget Andet, længere inde det kommer an paa. Ak, du ved det jo saa godt som jeg, men jeg har selv havt det Stadium, hvori hint beskjæftigede mig mere end dette. Jeg var jo saa indpint af Regel og Kunst, til jeg brød ud naturligt, simpelt og stolede paa det, som Hjertet selv førte med. Men spil, spil! Bryd paa, forsøg! Er der ingen andre Rol- ler at faa? - Lad ikke saadant Sludder, som at din Stemme er Alt, forstyrre dig. Har du brugt din fine, klare Stemme galt, enten paa gale Steder, hvor den stærke skulde til, til dermed at løfte Vrede eller Højhed, saa er dette blot at du har brugt den forkert. Har du forceret den, saa den ikke længere havde sin Skjønhed, er ogsaa dette blot en Fejltagelse, men vil ikke sige, at det er denne Stemme du skal kaste og den anden, du skal bruge. Den, der falder dig naturligst, gjør Udtrykket sandest, skal du bruge paa sit Sted. Og husk at Theatrets Stemme, Tone- fald og Udtryk er det samme, som det du anvender i Livet, det du taler med til Enhver. Husk, husk det, og at du endnu ikke er færdig med en eneste Replik saalænge du ikke har faaet den tilbage hertil. Bestandig naar du begyndte paa din Rolle, be- gyndte du med noget ganske Andet end dit Sædvanlige, og du ved, at jeg da bestandig kom til og bad dig sige den naturligt. Men ikke saaledes naturligt, at du bliver flad, nej saaledes at Aandens Bevægelse kan ogsaa bringe Bevægelse, d.v.s. lad intet Ord flade til Jorden, lad det høres med, men ikke pint; natur- ligt, rummeligt. Du har jo saa uhyre Theatermidler. Dit stærke, friske Udvortes, din Anstand, din Figur, din Klarhed i at vende og bevæge dig, din Sangstemme, og din Alt til at regjere Kraften med, din fine Tone til at ringe ind Kjerlighedens, Medliden- hedens, din stille Sorgs Højtid, den friske Klang, hvormed du kan vexle i begge til Indtryk af Skjelmeri og Ungdom, - tag det, brug det, men med Hjerte og Sjel, ikke efter Forskrift. SIDE: 84 Har du læst Maria Stuart? Hvilken stor Tragedie? Læs den nu, før du ser den tænk vel over den og forsøg hist og her. - Du har bedet mig sige dig, hvad du skal læse. Nu, du skal tage "Egmont af Götter" (paa Tysk) læse den roligt og langsomt, og Klärchen skal du studere. Hun vil lære dig mere end det jeg skriver af Karakterer, og lære dig det, jeg mener du engang, ret snart skal lægge an paa at spille. Her er ingen Effekt, ingen Ind- pining, her er alt Natur og Rum. Og her er Stilhed og Inder- lighed som paa en Sommeraften. Saa skal du læse første Del af hans Faust. Gretchen der skal du studere. Hun har kun faa Re- pliker, men Verden har ingen større. Den troløse Gøtter, som selv havde forført af Sandselighed og derpaa forladt, han har skrevet den med fin Sjæls Anger, som i Bøn for Gud. Da skal du for det Første ikke læse mere af Gøtter. Men da skal du tage en Bog af Alphonse de Lemartine. Helst hans "Genevieve eller en Tjenestepige". Denne skal du læse roligt og langsomt, ikke for mange Blade ad Gangen. Den er oversat paa Dansk. Husker du saa din historiske Læsning af Engelstoft, Tyskerne fra Wien m.m. Denne skal du tage ovenpaa den poetiske. Men saa skal du faa fat i Tieck og af ham læse "Lebens Ueberfluss". Den staar i hans samlede Værker. Saa kan du gjerne læse Mere af ham. Har du læst la Mothe Fouchés Undine? Hvis ikke, saa læs den. Dette er vel nok for det Første; thi Andre kaster nok andre Ting ind imellem. - Nu dit Skolearbejde. Det franske Sprog skal du uopholdelig give dig i Vej med og ofre en Time om Dag. Den, der kan tale Fransk og Tysk kan ikke alene rejse Verden rundt (og især i Rusland) men den, som kan Fransk har et ydre Dannelsestestimonium, som du skal have. Men du skal ikke lære det kjedeligt; du skal begynde at pluddre og tale saa snart som muligt, altsaa helst med en Dame, som har været i Frankrig. Lær altsaa Grammatik godt. Du skriver da dit Dansk SIDE: 85 meget godt, du maa have Hoved for Grammatik. Husker du, hvad jeg talte til om Sang med (...?) en Timestid om Ugen? - Bulwers Blomsterpiger i (ja jeg husker nu ikke Navnet, men du vil finde Bogen i ethvert Bibliotek) skal du læse, hvis du vil- komme ind i det gamle romerske Liv, hvis Levninger jeg nu gaar imellem. - Og hermed nok. - Min Adresse er: Piazza Bar- barina (Barbarina altsaa) 95. Her tæt ved Siden, ud til denne Plads havde Thorvaldsen sit Atelier. Her lige overfor var det Vinhus, hvori han sad. Udenfor mit Hus, et Par Skridt til højre staar et Jernkors i en Sten, højt og fint, som han har opsat for een eller anden Helgen eller Lejlighed. Andersens Improvisa- toren begynder paa denne Plads; der er den beskreven. Mageløs Omgang har jeg i to Malerinder fra Norden, Frøken Schreiber (40 Aar) og hendes Veninde i Liv og Død Frøken Ribbing, en ung svensk Pige af sjælden Skønhed. De lever udelukkende for Kunsten, Frøken Schreiber har engang malet mig. De har svoret Cølibat og Kunsthengivelse. Skjønnere Forhold til Kunstens end den norske fine Frøken Schreibers har jeg aldrig seet; hun har lidt usigelig forat faa følge sin Lyst og kom dog først 30 Aar frem, til Udlandet. Nu har disse Damer levet flere Aar i Tyskland, Danmark, Italien, Frankrig. Deres Domme og Samta- le er fin, farverig og blød. Professor Munch, den store norske SIDE: 86 Historiker, maaske den største nulevende, men hadet af de Danske, elsket af England, Tyskland, Italien og Norge, som kappes om at faa ham, lever her med fire smukke dannede Døt- tre og en syg Kone. Hans Omgang er ualmindelig belærende, deres ret hyggelig. Her er Kunstnere af megen Begavelse, unge studerende Videnskabsmænd og kunsthistorikere. Jeg lever som i et Paradis og med Længsel til dig! - Men jeg skal give den Næring i Glæde, jeg skal daglig forvandle den til min Gud, for hvem jeg knæler i mit Indre og ofrer alle mine Indtryk. Og jeg skal lade den tone hen i bløde Linjer til dig og jeg skal lade den forme i min Digtning; thi ingen har en kjerligere Haand. O, forsøg det samme at den kan oplade Livet for dig, ikke tillukke! Ogsaa i dit Værelse maa den gjøre varmt, ikke koldt. Og Smer- ten i den er som Oljen i Lampen, den skal forbrænde paa sam- me Tid den giver Lys og Varme i vort Rum. Denne Smerte er nu Poesien i Livet. - Kunde dette Brev komme til dig som en Vaardag fra Syden, som en Blomsterbouket af de store, rige, der nu faldbydes paa Gaden. Men muligt jeg ikke har fundet dig, og at du lukker dig inde for mit Brev. Nej, ikke muligt, thi jeg kjender hver Krog i dit Hjerte, og jeg skal finde hver eneste en, giv mig blot lidt Tid. Men jeg skal mere end finde dem, jeg skal stille en Støtte i hver og Noget paa Vagt ved Støtten, saa hver- gang en Tvivl vil ind, skal den ikke kunne komme. Klarhed over din Evne, Fred i din Skjebne, Mod i din Kjerlighed, dette er Støtterne jeg overalt vil rejse. Lad mig faa Tegn ifra dig, at jeg ikke haaber forgjæves paa hjælp i dig selv. Og naar engang din Sjel er rettet paa at bære Glæde og bringe Lyst, vil den fin- des stærkere end min. Kilderne i dig maa være dybe; thi du har havt en haard Skjæbne og staar desuagtet saa smukt. Saa mand dig op og se, først til mig med Smil, saa til din Gjerning, og saa til de Andre! Hils God Morgen paa mig fra et nye Forsæt og i SIDE: 87 Troens hvide Dragt! Godmorgen Bjørnstjerne, jeg tror! - Jeg er glad i Gud, i dig, og hvad der beskikkes mig at udrette og en- gang nyde! Jeg har ventet saa lidt, at jeg skal være tilfreds med hvad jeg faa. Men det jeg faar, vil jeg forvandle til al Verdens Glæde. Og vort Møde, de lysendes Møde skal ovenpaa saa- megen Forsagelse og Tilfredshed i Savnet blive som den Sejren- des Løn efter en lang Kampdag. - Din Bjørnstjerne. SIDE: 88 Rom, piazza Barbarina 95, Nytaarsdag. Om Formiddagen. Godt Nytaar, Rosalinde! Hvor lidt der skal til forat gjøre den glad, som elsker! Igaar Eftermiddag fik jeg dit dejlige Brev, og min Nytaarsaften blev lige saa lystig og skinnende, som min Juleaften havde været trist. Min Nytaarsnat klar, min Opvaagnen som et Barns, der husker fine Nytaarsgaver. Godmorgen Rosalinde! Dit Brev er atter læst og forenet med den glade Tummel herudenfor paa det store Torv, hvor franske Soldater leger mellem Poppelalleerne til Venstre foran Capucinerklostret, Arbejdsfolk kjøber sin Mad udenfor mine Vinduer, Børn dandser om det store Triton-Vand- spring, der kaster Straaler to Favne i Vejret, Damer og Herrer vandre til Kirke, og Klokkerne suser som et Himmelens Orgel over al By. Hvor klart og kjækt dit Brev var, din Sygdoms Sy- ner hvor smukke, Skildringen, hvor gjennemsigtig. En Sygdom, som er overstaaet, volder mig ingen Smerte, kun maa jeg vide, hvad hint i Halsen er, om det er simpel Forkjølelse eller en Svaghed, som kan komme igjen, og glem ikke, hører du, glem ikke at sige mig dette. - Men endnu har dine Breve en vis beru- SIDE: 89 sende Hast, du sidder ikke stille og ordner dine Indtryk, du ror, saa det skummer for Baaden. Før jeg ser Kjerligheden roligt indordnet i din Tilværelse er jeg ikke sikker for dig. Jeg maa se, at den er dig til Sundhed og en Forjettelse for din Fremtid. - I dette Øjeblik (11 1/2) drog Kapucinerne i deres brune Kutter og med de bare Ben paa Sandaler, parvis ud af sit Kloster, gik Pladsen rundt under Bøn og Sang og Klokkeklang fra deres stille Kirke; hvidklædte Brødre kom sidst nogle bar højt et gul- broderet Teppe, derunder gik Abbeden med den hellige Hostie, de tolv Par foran bar tændte Lys, de andre fine hvide Stave. Enkelte af dem, ja de fleste var gamle Mænd med skaldede Pan- der, hvidt Haar og Skjæg, afdødede fra Verden og dens Liv saa de ud, Duften af den hellige Røgelse slaar op i mit Værelse. Igaar, da jeg havde læst dit Brev, gik jeg fuld af Sejer og Triumf ud til Jesuiternes Pragtkirke for der at høre Nytaarsaftenens Tedeum og se Paven, som skulde komme. Kirken er meget stor, men som alt hernede har dette saa fine Forhold, at det ikke ret bemærkes uden paa Afstand. Midt i den eller nær den (ligesaa med Peterskirken til Exempel) er det ene saa afpasset til det andet, at ingen enkelt Del skriger, jeg er stor, men den maales af de andre Deles Maal, der er ligesaa store, og al Forundring fal- der da bort. Jesuiternes Kirke var prydet med Fløjl og Guld og Tusinde Lys. - Som naar du tænker dig Facaden af Kristians- borgs Slot (jeg mener, hele den Fløj som vender ud med Kana- len), den hele Længde foran, tænker dig denne uden Gulv imel- lem, helt op og saa en halv Højde til af Slottets, da har du den paa Længden og i Højden. Men nu er det lutter Hvælvinger saadan. Disse Hvælvninger ikke alene udad, men opad, oven- over dig. I hver af disse Hvælvinger Malerier og Mosaik af den hellige Bog, saa store at du fra Gulvet skjelner alt. Fløjel og Guld hænger ned, intet Slot har og er blot Halvdelen saaleds SIDE: 90 prydet. Den pavelige Garde kommer indmarscherende fra et Kapel, i fuld Rustning. Hætterne paa, Geværene med Bajonetter og gjør to Rækker frem til Alteret. Det herligste Kor istemmer Sangen, der er blandt andet en Solostemme, som er den største jeg har hørt, den tager over baade Koret og Orgelet og har dog Vellyd. Derefter spiller Orgelet alene et længre, lystigt Stykke. Naar det slutter, begynder et henrivende Orgel til Venstre med et alvorligt, sonort Stykke. Naar det slutter, begynder et stærkt Orgel lige bag dig, over Indgangen med et muntert Stykke, saa atter det første til Højre. Dette Vexelspil fortsætter sig i en Time, det er helst jublende, skyllende Toner, som arbejder ind under Lysene, Malerierne og gjennem Vellugten af den hellige Røgelse. Saa kommer Paven og hele Kirken, Soldaterne med, knæler. Det er et uhyre Tog. Han bæres ikke idag, han gaar. Jeg staar tæt indtil Rækken, er altsaa blandt dem, som faar hans Velsignelse. Foran ham Jesuiter, Officerer og Herolder, to uhyre Fakler, baaret af Præster efter Herolderne og saa ham selv i rød og hvid Silkedragt og med en hvid Kalot over Sølvhaaret, to uhyre Fakler efter ham. Saaledes straalende i Lyset og selv hvid gjorde han et mildt Indtryk og der syntes som at Velsignelse udstrømte fra ham. Han gik taus med de tre udstrakte Fingre, seende til begge Sider. Røgelsekarrene svang snart i Kirken, un- der dyb Andagt fremviste en Kardinal den hellige Hostie, alle knælte, og siden begyndte en Vexelsang mellem Koret og Me- nigheden. Rundt om mig Romerinder, franske Officerer med indtil 5 Medaljer paa Brystet, unge Mænd som havde været i flere Slag. Da Toget gik tilbage, skyndte vi os ud forat se ham kjøre. Hans Vogn var saaatsige af Guld, Garden omkring lige- saa. Damer, hviftende i alle Vinduer, Tepper hang ud, Blomster faldt, den uhyre Mængde brølte med blottede Hoveder og knæ- lende: viva il Papa, se! Leve Paven, vor Konge! Det skulde være SIDE: 91 en Demonstration mod Garibaldi. Bagefter kom Kardinalerne og Senatorerne, foran hver Kardinal bares en Fakkel i Kirken som her, de var klædt i rød Silke. Deres Vogne var røde med Guld og store Forspand, 6 Tjenere paa hver, ingen Konge har og kommer med den Pragt som en romersk Kardinal. Senato- rerne, en fattig Levning fra de Senatorer, som engang styrede Verden, kom med lignende Pragt. Musik, Militær, Jubel, over hundrede Vogne. Herifra gik jeg op paa det gamle Kapitolium, Verdens mest berømte Sted, næst Jerusalem. Jeg vilde se det i Maaneskin. Hundrede Marmortrappetrin fører op til alle Sider, Marc Aurels Støtte staar i Midten oppe paa Pladsen, Billedvær- ker til alle Sider; her holdt det gamle Senat sine Møder. Herifra gik Konsulerne med dets Beslutning ned til Forum, hvor Folket ventede. Det ligger bag. Det er en anseelig Højde herifra og derned, hvor Ruiner laa væltet om hinanden i Historiens som Naturens Maaneskin. Derifra gik jeg i den skandinaviske For- ening, hvor jeg udbragte en begejstret Skaal for Nordens Nyt- aar, og en for den nordiske Kvinde, hvor du ret var med. Vi havde en herlig Kveld. - Hver Lørdag er Damerne der, 30-40 skandinaviske Damer lever her, jeg maa da læse højt for dem. - Her en lille Skildring fra mit Liv. Nonnernes Sang i Kirken et Stykke borte, er det skjønneste jeg i kirkelig Henseende nyder. Nede i et Ildhav, i Koret, men afstængt ved Jerngitre, synger de unge romerske Piger, som opdrages i Nonnekloster til sit 15de Aar. Sortklædte med hvide Slør bukker de parvis for Alteret, naar de kommer og gaar. Deres Sang er fuld af Blod og Ung- SIDE: 92 domslyst. Deres "Madonna, ora pro nobis" (bed for os!), og som de gjentager halvhundrede Gange, er som en Pige synger, der vil ud i Verden, ved den er farlig, men vil alligevel. Hvor forskellig fra vor lange tunge Psalme! - Her er Livet med, fuld- tonigt og syndigt, selv i Kirken; hos os skjuler man sig bag Langsomhed og Tørhed. - Anden Nytaarsdag, Kl. 11. I dette Øjeblik modtog jeg dit lille Brev og jeg maa kysse Navnet, men smile til din Utaalmod og din Frygt, du trofaste, hidsige Pige. Du har jo ingen Forestil- ling om, hvad det er at rejse. Jeg sagde dig det jo i det første Brev fra Hamburg, at du nu maatte vente. Men det har du ikke læst. I Hanover var jeg en Dag, der maatte jeg skrive til et norsk Blad om Ole Bull. I Dresden en, men du Himmel, hvor træt! - I Wien fire, og der skrev jeg til dig! tillige en Koncept til Fædrelandet. I Triest to, men syg; jeg skrev nok en Koncept jeg havde intet nyt at sige dig uden det, som Korrespondancen om "lille Grosmann" indeholdt. Den var egentlig et Brev til dig, forstaar du. Har du ikke læst den? I Genua opholdt jeg mig tre Dage, men Karoline, men Ole Bull, men min Kommissionær i Kristiania maatte have Brev, og jeg maa haste ud, og jeg maa se Værker og tale med Folk, ellers rejser jeg jo ikke. Mellem disse Hvilesteder ligger lange Dage og Nætter i Jernbaner, og noget mere nerverystende gives ikke. Saa tilsøs i tre Dage, og atter en Dag i Jernbane, saa her Brev til Petersen, saa dig, nu atter dig, saa atter dig, naar dette er sendt. Og ethvert af mine Breve spi- ser tre af dine til Frokost, saa lange er de! - Det gjør mig allige- vel ondt at tænke, at du den hele Jul er uden Brev; men idag eller imorgen har du. Maaske netop nu! - Utaalmodige Barn, SIDE: 93 elskelig i din Utaalmod! Det var et lille velsignet Brev! Du ang- rer dog hvad du gjør, naar du bebrejder mig; men føjer strax en ny Synd til, den at tænke jeg er haard! Fy skamme dig! - ja skam dig! - Naar har jeg været det, uden en Time efter at kom- me til dig! Ja, du maa ret skamme dig! Hvorfor ikke naturligt tænke, "naar jeg ikke faar Brev, har han maaske havt en længere og haardere Rejse end jeg tænker?" - Hvorfor ikke bestandig Tillid til mig. Nej, om igen i alle Slags Former Mistillid! Det kommer blot af at du forhaster dig, thi du har Tillid, naar du faar tænkt dig om, baade til min kunstneriske Dom og til min Kjerlighed. Lær nu engang, at blive rolig. Husker du nu, at du blev vred paa mig eller gav mig Bebrejdelser, da jeg forlangte lange, varme Breve af dig? Føler du nu selv, hvad det er at ven- te? Du fik det til Straf, men uden min Skyld. Skulde jeg nu sige Noget til dig fordi du er utaalmodig over, hvad du selv ikke vilde, eller som det viste sig, blot troede, at du ikke vilde, saa fik jeg høre! Ja du er rigtignok en lille ufornuftig Pige, og naar jeg engang kommer sammen med dig, skal jeg fortælle dig alle dine Fejl. Nu først de grammatikalske. Du skriver Sylv for Sølv, hvide, hvid for vide, vid (Adjektivet hvid er det, som har "h"). Det er mærkværdigt at disse omtrent er de eneste, derfor siger jeg dem. Jeg maa forbauses over dine Evner, at du saaledes har lært Sproget. - Franker ikke dine Breve, jeg maa ligefuldt beta- le, Konsulen plejer her altid at betale Brevene, han er jo ogsaa norsk - fransk Konsul. Men skriv du direkte til mig. Find dig tyndt Papir som dette, tyndt uden at være gjennemsigtigt, kjøb lette Penne; thi over Frankrig og hid koster hvert Brev mindst en Daler Dansk, hvis det er tungt, mere end herifra og did. Dog sligt er Bagateller. Understreg ikke saamange Ord, jeg ser dem nok alligevel, din Tosse. - - Nu er du ikke utaalmodig over disse Smaaregler? Men saadan gjør du ofte; du kan skrive over SIDE: 94 en Side om Portoen til Konsul Bravo!! - een Ting skal du sige mig: har du ikke i din Sygdom røbet din Hemmelighed? Du var jo ikke bevidst? - Undersøg det endelig. - Nok een Ting, hvorledes kommer du og Pigen ud af det? Har hun sladdret? Skal hun rejse? - Endnu en Ting, naar du kjøber dig noget Nyt, skal du sige mig det. Jeg vil bestandig vide, hvorledes du ser ud. Deraf skal du ikke le, men være lydig. Jeg saa et ro- mersk Silkesjal her til otte Daler dansk. Det skulde du havt paa sort Kjole! Det var rødt, gult, sort, hvidt, straalte som en Sol. Frøken Ribbing, den svenske Malerinde bar det Juleaften. Imor- gen bliver jeg portræteret for dig, det bliver lagt i en Kapsel og sendt med Pakkepost, som er tre Uger undervejs. Min Buste kunde du faa strax men da jeg tror det ikke haster som med Portrætet, har jeg opsat det, til bedre Tid; jeg er nemlig træt af Skriverier til alle Verdens Hjørner. Den tredie Januar eller Torsdag - Godmorgen Rosalinde! Igaar Aftes var jeg i Selskab hos Prof. Mundts. Denne urolige Mand med al Verdens Visdom gjør mig ganske ondt; han er heller ingen stor Karakter, ja ret lille paa det Punkt. Hans æld- ste Datter, som var i Kjøbenhavn, har der skjæmt ud; hun er blevet blaseret, Stakkel. Hendes Domme er ikke til at taale af en ung Pige. De tre andre er alle endnu smukkere og maaske blø- dere og finere. Havde jeg den yngste for mig selv, skulde hun blive en Mønsterpige for vort alvorlige Norden. At give hende en Replik eller to er vel blot at vække en Eftertanke, som Mor- SIDE: 95 gendagen tager. - Men Frøken Ribbing og Frøken Schneider holder Maal. Jeg er bestandig sammen med dem, vi kjører i Villa Borghese, og paa Noblessens Monte pincio; rundt i en Cirkel kjører man deroppe for at se og ses i aabne Vogne. Ne- denunder ligger Byen med sine uhyre Taarne og Tinder. Vi sladdrer og danser og synger om Aftenen, spiser sammen paa Restaurationer, og de maler, jeg skriver, Fladager modellerer og saa sammen igjen fra vore Arbejder. - Det er sandt, det har jeg jo glemt at fortælle dig! Da jeg rejste over til det Land, hvor du er født tabte jeg om Natten og i Mørke mine Briller. Var det et Omen. Nok er det, jeg har ikke siden baaret Briller, jeg vil gjø- re det til et smukt Omen. Tænk nu har jeg røde Kinder, smiler og Alle siger, jeg ser meget yngre ud end før! Naar man elsker, er man ung; jeg kan tage Folk ud paa Gaden og sige: hun, han elsker. - Gud, hvilket Sladdrebrev dette er! Men ogsaa en Gang et saadant. Den fjerde Januar Kl. 9. (Fredag) Da Cl. Petersen i denne Tid har saaret mig, har jeg i Varme husket en anden og ældre Ven; til ham har jeg skrevet indlagte Digt. Du skal læse det nu, før det gaar videre. - Til dig kan det ikke godt falde mig ind at skrive Digte, thi du skriver jo alle. Men se dig nu igjen i de Andres Spejl. Hvilken Inderlighed du har givet min Tanke, hvil- ken blød Evne til at forme. Og saa hin Sindets Afholdenhed, som gjør at jeg er fuldere tilstede ved min Gjerning end før. Derfor vil jeg nu indvie denne skjønne Morgen, da jeg atter skal ifærd med Haakon og Ingas Kjerlighedshiem, saa længe tilsi- SIDE: 96 delagt, med disse elskende Linjer til dig. Lad der komme Sol over vor Kjerlighed, som over deres, om din Sommer en Stund maa vente. Derom beder jeg saa inderligt sammen med dig. (Samme Dag om Aftenen) Ja, det blev smukt mellem de to Els- kende. Næste Gang skal jeg sende dig den hele Scène i Afskrift. - Idag har jeg seet Forum, det tog flere Timer. Der har Histori- en, hele Europas, Asiens og Afrikas havt sit Brændpunkt gjen- nem tusind Aar. Jeg saa det uhyre Amphitheater (Colosseum, kaldet), som Jøderne, der blev bortførte efter Jerusalems Øde- læggelse, maatte opføre for Romerne. Det rummede henved 100,000 Mennesker. I en Triumfbue tæt ved staar Jødernes Ind- tog som Overvundne indhugget; Templets store syvarmede Ly- sestage indtager den fornemste Plads blandt Byttet. Stakkels Folk! - Uhyre Støtter af de romerske Templer, enorme Levnin- ger af den ældre og nyere Kejserbolig, Folkets Thingplads, o, det gjorde et nedslaaende Indtryk, saa forsømt Alt stod af den nyere Tids Aand, som har flyttet sine Herskersæder andre Ste- der hen. - Mine to Korrespondenceartikler har jeg læst; de er begge meget daarlige. Man skal aldrig skrive paa Rejser; thi Alt bliver saa uroligt og sønderrevet. Men jeg havde Ingen at tale med og til dig turde jeg jo ikke skrive om andet end Kjerlighed, saa tosset som du var. Dog var det for dig jeg skrev. Ja, hvor jeg elsker dig. Hvor stadig du følger mig, jeg maa gjentage det; thi jeg forundres bestandig paa ny derover. Du klager over din Jule- aften! End min! Ifjor var ogsaa min Juleaften tung. - Hvor sik- kert mit Haab er, at Gud engang fører os sammen. Min Pligt skal jeg tro røgte til da; men Ønsket kan han ikke fratage mig eller vredes over. Som han vil, den Almægtige! Men Hjertets tause Ord hører han. En Bøn har jeg aldrig sendt, sender den aldrig. Men han ved og han ser. Han har Naade for mig. - Og sker det ikke, vi skal holde Julefest for hverandre, hvor vi saa er SIDE: 97 i Verden. Vi skal leve saaledes for hverandre at ingen Mand og Kone saa stadig har været sammen. Men mødes, mødes maa vi. O, jeg tør ikke ret skildre, hvor jeg savner dig ved Dag og -. Ja, Rosalinde, Rosalinde, jeg maa ofte skamme mig ved saaledes kun at leve i Savn og Længsel og det koster at hæve sig. Men mit Gemyt har megen Styrke, og det skal styrkes endnu mere i denne Prøve. Hvorledes er det med dig, naar Aftenen kommer? - Hvor vi har levet sammen! Hvor vi har elsket, Rosalinde! - - - Jeg har underrettet mig om, at endnu har du ikke mit Brev, og at jeg maa vente endnu i 14 Dage, før jeg kan have Svar fra dig. Nu, jeg skal begynde et nyt Brev om et Par Dage og trøste mig ved saaledes Stund imellem at sladdre med dig. Det er jo ikke at have dig ved min Side, paa mit Fang, med din Haand i min, med Mund til Mund, med - jeg vil ikke fremmane Næring for mit Aftensavn. - Hvor smuk du er Rosalinde! Din smale Midje, dit stærke Bryst, din Hals, din Pande, dit Hoved, din Ansigts- form rundt om saa kraftig, din Hage fin, og saa dine Hænder, din Holdning, din Gang, din Mund er lidenskabelig, din Næse trodsig, dit Øje kan straale, og saa din hele Figur, saa rund, saa fuld, din Fod saa lille og stærk ... nu nok, Bjørnstjerne, siger du og lægger til, at det er fordi jeg elsker, jeg synes saa. Men ved du min første, første Tanke, da jeg saa dig. Jeg har aldrig sagt dig den allerførste, nu skal du høre den; thi nu kan du ingen Ørefig give mig; min første Tanke var: ak, den som engang skal - nej, jeg tør dog ikke sige den. Det var min første, ved Jupiter, jeg husker det godt, da du barhalset, med bare Arme, bred over Brystet, smal om Livet, stærk om Hoften stod der! Nej, i Aften flyttede du dig fra mig, hvis jeg var hos dig, du fik disse snare Ryk i Haanden. - Jeg skriver ogsaa saa uordentligt i dette Brev, akkurat hvad jeg netop tænker. Det skal jeg vænne mig af med. Sæt nu du var syg, naar et saadant Brev kom, hvilke ganske SIDE: 98 andre Tanker vilde jeg da ikke have rørt; thi disse er for de Sun- de, som bugner af Styrke, af Fylde i Følelsen og har Mod til Hengivelse i Kjerlighed. De samme har ogsaa skjønne Erindrin- ger og høje Maal! Omslyngede af hinanden skal vi fremad, fremad, men dog ogsaa tage Glæde af hinanden paa Vejen! - Jeg gad se det Liv, vi førte, hvis vi vare gifte. Kan du ikke engang skildre mig det, som du tænker det? Aa jo, gjør det! - I de første Maaneder tror jeg ikke vi saa andre Mennesker, vi dræbte hverandre af Glæde! Du er haardhændt i Glæde, Gud hvor skjøn og stærk, du ogsaa er! Ja, nu smiler du, fordi jeg bestan- dig snakker op igjen, men det kommer deraf, at jeg føler op igjen. - Var vi gifte ... nej, du skal sige det, jeg vil ikke. Men det maa jeg dog sige, at da skulde vi have et stort Værelse at gaa Arm i Arm i, og en blød Sofa for to, og dejlige Bøger, og ingen, ingen Forstyrrelse, Tjener og Entre, hver vort Værelse, men jeg bestandig i dit ... nej, sig det du; thi du er Kvinde og kan bedre arrangere. Mange Billedhuggerarbejder vilde vi have mellem Løv, Tepper og Duft i Værelserne. Ak, naar man elsker, vil man have Hjem, det er ikke for Venner man bor, men for sig selv. Alle Elskende er Egoister og dog favner de hele Verden. Du sagde altid: alt, hvad du vil; men naar nu jeg siger det samme, hvad bliver saa Enden? Jeg kom til at tænke paa dette ved at huske Noget, som du sagde, naar vi talte om den Tid, hvori vi kunde bestandig leve sammen. Men hvor stort dette er, at et Væsen kan sige det andet: "Alt, hvad du vil!" Højere kan ikke Livet bringe det. - Skriv mig nu til du slemme Rosalinde, som først vilde skrive, naar jeg skrev (saadant har jeg aldrig, aldrig sagt) og tænk nu paa, hvilken Mistillid du har havt til mig, og hvor stygt du har taget fejl. Lad mig se det i dit Brev, en aaben klar Erkjendelse deraf, endelig engang! Thi du svarer altid ved at bevise, at du elsker højere, og da kommer du jo bort fra det SIDE: 99 paa en nem Maade. Dette Brev er ligesom smaa Visitter uden Ærinde, blot forat se, hvordan du har det. Men du lukker mig dog bestandig ind, og bliver ikke vred over min Sladder. Nu skal jeg gaa, og du kan vende dig mod noget Vigtigere. Men kys mig endnu engang, smil, saa kys, - klap mig, nu skal jeg gaa; men det er sandt: imorgen kommer jeg igjen! Din Ven Bjørnstjerne - Godnat! SIDE: 100 Den 5te Januar. Godmorgen! Nu husker jeg en Begivenhed. Den 4de December, en Tirsdag, sad Ole Bull og jeg Kl. 6 i Harburg og skulde skilles. Da ban- ker det voldsomt paa Døren. Men der var ingen. En Stund efter banker det paa ny. Men der var ingen. Da tænkte vi og sagde det, nu længes Nogen med Heftighed til os. Efter hvad jeg kan skjønne var det paa den Tid du skrev til mig om Petersens Kri- tik, saa sønderskjærende, tosset nedkuet og anraabte mig om Hjælp. - Jeg angrer, at jeg lod Pennen saadan løbe igaaraftes. Hvad der blot er en Times Følelse skal ikke have Udtryk i et Brev, som skal videre for 10 Dage. Men saadan er jeg, skal nok blive bedre. Min Længsel, mit Savn er evigt, men har forskjellig Natur. I Dag saa klar som Solen over det italienske Liv udenfor, i Tusmørke og Nat kjælen til Taarer. - Nu til mit Arbejde! Kl. 12 gaar Brevet. Godmorgen! Ved atter at læse vedk. Brev, ser jeg at det slaar aldeles til. Det var netop da du fik Efterretningen (Kl. 5), første Slag kunde just falde Kl. 5. - - - SIDE: 101 Rom, piazza Barbarina 95, 5te Januar Lørdag 1861. Dyrebare Rosalinde! Kl. 7 Aften. Idag gik dit Brev, som jeg sagde. Nu sidder du i stolt Intagenhed og venter Brev fra mig med allehaande Mistan- ke til mig, fordi det ikke kommer. Jeg, som er meget mere yd- myg, jeg sætter mig atter ved din Side for at faa dig i godt Hu- mør. Man skulde ikke ved at se mit Portræt ane, hvor undergi- ven jeg kan være; ved at læse, hvad jeg skriver, heller ikke hvor taalmodig ligeover for en trodsig og stolt Pige, der bestandig fortæller, at hun elsker, men bestandig glemmer, hvad der hører til, naar man elsker. Ak, netop nu har jeg en saa inderlig Trang til dig. Jeg skal straks hen og læse for Damerne, kunde du dog bare fulgt med! Jeg skal læse Wergeland for dem, den højeste lyriske Digter, som Norden ejer, men endnu saa lidet kjendt, fordi han levede i Opposition med Danmark; han var den Førs- te, som brød mig Vej hos os, han er min aandelige Fader. "Den første Sommerfugl" af ham, "George Fredrik v. Krogh" - "Pi- letræerne og Skaden", Eventyret "De to Dompapper", det stør- re digt "Den engelske Lods", de smaa "Fortunas Venner", "Ludvig Maribal", "Robert Major", ere Mesterværker, og skrev- SIDE: 102 ne med Hjerte, som ikke engang Grundtvig har Mage til. - Han er en Digter for Elskende, derfor husker jeg nu Eder beg- ge, og du skal følge med mig derhen til ham i Aften! Farvel! - (6te Jan. Sønd.) Godmorgen! W.(Wergeland) gjorde stor Lykke, foruden nogle af de opnævnte læste jeg næsten alle hans Digte "fra Sygelejet" og flere Børnedigte, men mest Lykke gjorde "Norsk Kjærlighedssang". Kanske læste jeg den bedst. Jeg be- nyttede "Udvalgte Skrifter af Henr. Wergeland udgivne af H. Lassen". En Bog, som du ved Lejlighed maa eje. - En over- maade smuk italiensk Virtuos kom op med Rosenkilde og spil- lede for os. Denne Mand er forelsket i Gade og vil til Kjøben- havn. - Nu idag Morges har jeg havt en ret glædelig Overraskel- se. En sjelden smuk tysk Arkitekt, der kom til Rom samtidig med mig, talte jeg et Par Ord med undervejs. Han havde Inter- esse for mig, thi jeg saa paa hans Ansigt og Væsen, at han var forelsket; han er desuden saa ubedærvet og smuk, har flot kul- sort Skjæg og Ideer. Paa en Kaffé traf vi hinanden siden. Jeg gav ham mit Kaart, han kom op med sin Kompagnon. Idag kom han op alene, drevet dertil "fordi han vilde holde af mig"; vi skal nu læse Arkitektur sammen to Timer om Ugen. Jo, ganske rigtig, han er forlovet, elsker usigelig. Kompagnonen er ham for tør, nu maa jeg til. - Ellers har jeg undervejs havt bestandige SIDE: 103 Eksempler paa, at dem jeg egentlig har talt med, ere blevne mine Venner og har villet gjøre mig alt Godt. Dette Held har fulgt mig hele mit Liv. - Nu gaar jeg til mit Arbejde, synes se dig staa og hægte din Kjole; mit Brev har du faaet, ak, det er jo ogsaa muligt, at du ikke har faaet det; thi Alt er usikkert nu i Vintertiden, og saalænge Sardinieren har Ancona, Brevene, saa de ikke kan gaa over Triest. Naar Politiken ordner sig, gaa vore Breve paa 5 - fem - Dage! Men enten du har det eller ej, tæn- ker du paa mig med en Kjerlighed som ingen Anden i Verden. Dit sidste lille Brev var dog det skjønneste af alle; thi det fortal- te mig saa inderligt om din Elskov, og du følte dig saa vis paa min, og du var saa stærk i din Yttring derom, - men kunde dog tro, at jeg var haard! - Ja, jeg skal aldrig glemme dig dette Træk!!! Paa den Maade kunde du engang faa mig haard - d.v.s. en Time. Nej, Rosalinde, aldrig, aldrig haard, men hensmelten- de, som nu, forsagende de store Tanker, som nu, barnlig, som nu, undergiven, taknemmelig, som nu! - (Den 7de Januar II Form.) Nu modtog jeg dit Brev af 28de De- cember. Det stormer og knaker mellem Linjerne, snart er du ydmyg som en Syg i Dødsangst, snart vred som en Gud, du bringer den mest rørende Underkastelse, men truer i næste Øje- blik med aldrig at skrive mig mere til! Al optænkelig Aarsag søger du til, at intet Brev kommer, kun ikke den ene simple, at jeg havde en voldsom Rejse, ti Gange længere end jeg tænkte. Saa tror du mig haard, beder og truer i samme Aandedræt for at faa mig til at opgive min Haardhed, saa tror du det er Portoen! saa er Brevene bortkomne, tilbageholdte, og jeg er ogsaa død! Men alt saa skjønt beruset af Kjerlighed, og saa lidende af SIDE: 104 Længsel. Sproget har en Kraft, Viljen gaar deri som det Hvide i en Foss, du ror, som jeg før har sagt, saa det skummer foran Baaden, men bestandig rundt om den samme Plet! Din forun- derlige syge Mistillid har saa tungt straffet dig selv i dine man- ge, bange Dage, tilbragte i Savn, at jeg ikke har eller tør have et bebrejdende Ord. Kun maa jeg spørge: naar der ikke kom Brev den 6te Januar, og du saa vilde lade dette være det sidste, hvad vilde du saa gøre, hvis der til Eksempel kom et den 7de? - Jeg maa bæve, naar jeg læser al den Smerte, du unødigt har hobet sammen i din Jul, utaalmodige, stærke, hensynsløse Væsen; men jeg maa dog le, naar jeg ser dine morsomme Trudsler. Dette dit Brev bugner af Stof for allehaande Betragtninger. Først maa jeg tage de lettere, de kunne ellers senere blive glemte. Portoen! Alle de Bekymringer disse tossede Brevpenge kan volde dig! Naar du engang har sagt: Enhver betaler de Breve, han modta- ger, maatte da dette være nok for mig, hvis jeg ikke var dig en Fremmed. Og at Adressen er Konsulens betyder jo blot, at jeg betaler Konsulen. Han betaler den da ikke. Nu har du taget meget Papir fra mig, voldt mig meget Hovedbrud over en saa uhyre Bagatel. Vil du da ikke lære disse to simple Ting: tro, at jeg forstaar dig, og tro, at jeg altid er dig tro i det mindste som Største. - Jeg betaler ikke mine Breve af den Grund, at jeg da slipper gaa paa Posthuset, som ligger meget langt borte. Her kan man nemlig ikke nedlægge betalte Breve, man ved aldrig Betalingen. Alt er Snyderi. Og nu ikke et Ord mere om Porto! - Din Pige! Vidste jeg ikke nok, at hun vilde volde dig Hjerte- angst. Gjør nu, hvad jeg siger: Lad hende søge Kondition i Sve- rige eller langt borte. Tag hende for dig, sig, hvad du har hørt, jeg kender din Angst og at du ikke holder den ud, at du bæver, blot du ser hende. Lov hende saa en maanedlig eller halvaarlig Penge, saalænge hendes Barn er lille, sig, at du skal hjælpe SIDE: 105 hende, naar hun er i Trang. Lad mig vide, hvergang du hertil forlanger Hjælp og hvormeget. Ingen falsk Medfølelse, din og min borgerlige Ro og Fred kan ikke betales for dyrt, her maa du ikke undse dig. Hun kan jo faa sin halve Løn til Exempel ligefuldt. Gjør Noget, gjør det straks, men alene paa den Betin- gelse, at hun søger sin Kondition i Sverige, og at hun tier, selv til sine Allernærmeste; med første Antydning falder Hjælpen bort. Handle nu med din sædvanlige Energi, der i Alt, som an- gaar vor Kjerlighed, ganske synes at have forladt dig. Gaa ikke længere og pin dig, lad mig høre Resultatet. - K. (Karoline) vil ikke flytte ind ved Siden, derfor sørger nok jeg. Ingen Frygt for saadant altsaa. - Tro dog aldrig, at Jette gaar til hende, som hun ikke kender, og som blot vilde kaste hende ned af Trapperne. Du er mere end tosset. Den eneste Jette nu kan tale til, har Mod at tale til, er Krossing og Uvedkommende. Tænk dig om, før du frygter. Og har du ikke hindret dette, saa er Skylden din; thi det kan hindres ved din Maade at omgaaes hende paa og ved at fjerne hende. - Om M. K. (Min Karoline) fik vide noget paa anden, tredie Haand? Ja, dette har jeg ofte overtænkt. Underti- den forekommer det mig at være en af de Maader, hvorpaa vi uden egen Handling eller Bebrejdelse naar hinanden. Følgen vilde nemlig blive Skilsmisse. To tunge Aar vilde komme, men hvori vi skulde holde sammen og saa giftes. Naar denne Hand- ling indtræder, tier altid Snak. Vist vilde mange dømme dig haardt, men kunde du blot sige, at du elskede, og det er dog Noget, som Mennesket ikke kan for. Om Halls og Andre vilde forskyde dig, saa har du jo mig. Publikum vilde blot se noget meget interessant i det Hele. Lide vilde du, men mig havde du. Hun vilde lide, men kort. Jeg kjender hende. Kom det altsaa, maatte man taalmodig bære det som Indgangen til noget Bedre. Og det kom uden vor Brøde, uden anden end den, at vi elsker SIDE: 106 for Evigheden. Dog det kommer ikke. Jeg føler det. Ikke paa denne Maade sker det, om det sker. Vær rolig, saadant har jeg paa Instinkt. Tænk saa ikke bestandig hen i denne Retning. Hvortil? Har vi ikke havt Glæde trods dette Baand, har vi den ikke fremdeles? Vil vi ikke faa den? Kan vi komme til at elske højere? Leve inderligere for hinanden? Hvorfor tænke paa and- res Ulykke? Lad det binde, saalænge Gud vil, vi vil elske, elske, elske og være gode mod Alle, kjerlige mod vor Pligt og saa overlade det Fremtidige i Guds, den Almægtiges Haand. - Jeg har atter læst dit Brev, hvilken dygtig Natur straaler op fra Lin- jerne, hvilken Skønhed din Følelse har, naar den i Varme søger Udtryk. Dette er for mig, og endnu for ingen anden i Verden, lad Scenen faa et Gjenskin, og gaa fra denne Varme ud blandt Menneskene i Mildhed, du har Evne til at gjøre meget godt omkring dig. Nu maa jeg gaa. Jeg har skrevet meget paa mit Stykke i Dag, nu skrevet til dig, skal læse en Time Italiensk (jeg læser hver Dag en Time) skal læse een Time Arkitektur (jeg læser to om Ugen). Saa er jeg træt, og saa vil jeg ikke sidde længere hos dig i Dag. Lev vel, ømme Sjæl, nu har du mit førs- te Brev, lad det finde dig i en god Stund og tale Fred og For- trøstning ovenpaa din Kjerligheds Længsel! Lev vel! - Kl. 8. Nu er jeg færdig, kommer sidst fra min tyske Arkitekt, hvis Fore- læsning var tysk grundig, undertiden derfor lidet morsom, men dog løftet og sandhedsstræbende. Jeg er ikke træt. Een Ting har dit Brev gjort mig klart: en K. (Karoline) maa fra Kjøbenhavn, saa snart det kan lade sig gjøre. Altsaa i April. Det tynger ogsaa dig at vide hende der. At tage hende herned skulde jeg ikke et Øjeblik betænke mig paa, hvis jeg blot vidste noget om mit Ophold her. Hun er mig lige fjern og lige nær, enten hun er her eller der. Den samme inderlige Omsorg vil jeg have for hende, som for en Søster. Nu, om den Ting er Tid nok at tale. Men SIDE: 107 du, min heftige Ven, hvordan skal det gaa med dig, dersom hver Ting skal sætte dig i saadan Feber? Jeg skælver for dig, ret som jeg gaar paa Gaden, jeg skræmmes op, ret som jeg sidder. Dit Brev har en saadan Lidenskabens Ild, at jeg kan frygte Selvan- tændelse. Du kan sige, naar du engang, som jeg haaber snart vil ske, er kommet til Klarhed og Ro i din skønne Kjerlighed, at du har levet et Liv saa dybt i Dybderne, saa højt paa Bjergene, at du har seet, hvad Faa se paa deres Livsvandring. Dine Breve har allerede nu en Løftelse, som jeg nok altid har set i din Sjel og dit Væsen, men ikke fundet i dit Udtryk. En haard, men sund Skole, en Lære fra Hjertet, den bedste Livet ejer, har du, og Gud give, den store samlede Skat maa bæres ud blandt Fol- ket til Velsignelse for de Mange, og ikke være til Ødelæggelse for dig, den Udsette. Giv dig altid saadan hen som i dine første Breve; hvad jeg paakaldte i mit første Brev fra Rom (paabegyndt tredie Juledag, om jeg husker ret, sluttet fjerde) er allerede kom- men, nemlig Skjønhedens Løftelse, Aandens Trang til Billede for sit Liv. Øv dig altid til mig i at give dig hen, fuldt, skjønt, det vil lette dig siden. Da Trangen allerede, som sagt er kom- men og tildels har realisert sig, vil jeg blot bede, at du fastholder den, og du skal ogsaa se, at det letter dit Bryst som fra en Last. Hvad vi har faaet udtalt og godt udtalt, fører siden ligesom et Liv udenom os til Beskuelse, det glæder, selv om det var en Smerte, som blev forkjyndt. En Digter, der har skabt Smerten ømme, sanddru Vers, vugger den i disse, hvergang den kommer igen, og derved bliver den dysset og glider bort - over i den evige, stille Orden. - Vent nu ikke Brev fra mig netop hver ot- tende Dag, der kan jo komme mange Forhindringer, muligt jeg ogsaa er optaget saaledes, at jeg intet nyt har at sige dig. Hver 14de maaske tør du vente, og det er allerede en stærk Korres- pondance fra et saa fjernt Sted. Men skriver du, ved du, at du SIDE: 108 øjeblikkelig Posten gaar (hver Lørdag og Tirsdag) faar Svar fra mig. Altsaa: som din Trang er, skal mit Brev komme, og skriver ikke du, da vent som sagt ikke mere end hver 14de Dag, muligt jeg kan skrive oftere, kanske sjeldnere. Gud velsigne dig, tag det fornuftigt, husk din aandelige og legemlige Helbred. Jeg tør ingen store Løfter gjøre, forstaar du, thi hvis de ikke opfyldes, er du istand til at gruble dig syg. O, for min Kjerligheds Skjyld, betro dig til mig, saa ikke Adskillelsen ængster dig med bange Forestillinger, lig saa tæt og tillidsfuld op til mig, at ingen bange Tanker kan komme imellem os. Ser du nu, at al denne din Smerte blot er kommen af Mangel paa den rette Tillid midt i din uhyre Kjerlighed. - Kjelne, svage Barn, havde jeg dig hos mig at jeg kunde vugge dig og trøste dig og lege og le, o, mit Væsens udtrykte Billede, kun atten Aar gammelt, jeg forstaar dig og kan sige dig, hvor du er syg og sige dig Lægedom, men og kysse Trygheden tilbage som jeg gjorde saa mangen Gang før. - Har jeg nu husket at takke dig for alle dine Breve? Tak, Tak, Tak, nu har jeg fire, siden jeg kom til Rom! Og der er Kjerlighed og Angst nok i hvert til flere Romaner! Tak, Tak, Tak! Skjønt du sagde i det ene, at du ikke vilde skrive, før du atter fik Svar, kom dog fem Dage efter et nyt, endnu skjønnere og mere trøstesløst. Tak, Tak, Tak for en Kjerlighed der for- ynger mig ved sin Styrke! Aftenklokkene kimer over den stille By, Taarnuhrene slaar rundt om Torvet, lange Klokkedrøn fra de nærliggende Klostre, Kirker, offentlige Huse, svarer og syn- ger efter i mit Øre, naar de slutte, og bestandig er dit Navn med i Melodien fra den Tid, vi hørte Taarnuhret i Vagten. Som da i det korte Møde melder de nu i vort Liv kun Timer og Kvarter i vor Kjerlighed, i Nydelse; de sige aldrig: nu skal I slutte, men de sige: saa længe har I siddet sammen! Hvad Dag var det, vi kom sammen paa Sofaen, da jeg tog din Haand og SIDE: 109 du flyttede ned til mig? Kan du ikke finde den Dag? Vi skulde dog højtideligholde den som vort Livs skjønneste Festdag. En forunderlig Glæde besjæler mig iaften (den 7de), du sidder gan- ske bestemt og skriver til mig. Nu skal jeg huske at se efter og siden sige dig det. Du skriver ømt og langt, jeg føler det, Man- dag, i Dag otte Dage, kan jeg have det, hvis det gaar godt med Posten. Langt og kjert skal jeg svare dig, den Aften skal jeg som i Aften ikke gaa tilsengs, som jeg gik ene, men fuld af Drøm- men om min Lykke, at jeg ejer et saa rigt Gemyts rige Kjerlig- hed. Et ejendommeligt Smil har du til mig i denne Stemning, det smiler ikke fuldtud, men som det drømmer den ene Halvdel bort i Dejlighed. Du havde det helst, naar du sad paa mit Fang. Jeg holdt dig lidt bagover og saa paa dig. Godnat, min smilende Erindring, God Nat! Den 8de Januar. Dette Brev fylder nok ikke fire Sider, men naar du ser vedlagte, vil du forstaa, hvad som har optaget min Tid. Det er Begyndelsen af min Elskovs- scene. Du vil finde Tanker deri, som du kjender fra vor Kjerlig- hed, derfor har jeg afskrevet. Jeg har længe overvejet, om dette Brev skulde sendes i Dag; men jeg maa se at faa et færdigt til næste Tirsdag, saa du derfor intet Skaar lider. Jeg er bange, disse mange Breve vil falde dig dyre, men om jeg betaler dem, er det muligt, du maa lige fuldt betale. Dog tror jeg, du savnede dem, hvis de ikke kom. - Clemens Petersen maa du gjerne vise min Elskovsscene, hvis han er god mod dig, og sige, at jeg efterlod den, før jeg rejste. - Vor Kjerlighed har ført et forunderligt Liv. Udsprungen paa saa langt fra hinanden liggende Steder er vi begyndt paa samme Maade, og da vor Gjerning netop stod i Knop, min lidt længere fremme end din, mødtes vi til det første Kys, og det blev Opladelsens Kys for os begge. Jeg søgte Livet med Voldsomhed fra mange Sider, i Digt som i Kjerlighed, men fandt først Hvile, da jeg kom til dig. Du søgte det stærkt, men SIDE: 110 paa lige Vej, og stødte lige paa mig. Det er ogsaa i eet Ord For- skjellen mellem Kvinden og Manden i vort kultiverte Liv. En Mand, der ikke har søgt, ja er forsagt, er en daarlig Vinding for en Brud. Thi det beviser, at der ingen Trang eller Fantasi var i ham. Efter Naturens Orden maa han være ældre end hende, før han kan binde sin Hest fast og stige af, maa rejst omkring, kommen fra mangen Kamp, mangen Erfaring maa han have, da kan hun se op til ham. Livet er nu saa rigt og udviklet, at et Liv i Ensformighed, ført i Ungdommen, Ingenting betyder uden et svagt Ansigt. Hun derimod er, hvis hun er rig, allerede i saa ung Alder sikker paa at finde sin Bejler, at hun ikke faar Tid til at gjøre noget Forsøg, før hun gjør det første i Sandhed. Idag er her en mild herlig Dag, jeg sidder for aabne Vinduer paa en mild Majdag, Luftens Skyer glimrer af en halvgjemt Sol. Jeg ser dit Billede i dette, jeg aner Sommerens Kraft og Varme, naar den kommer. Ethvert Kunstens Gemyt har ene denne For- retning at bære Syden op til Norden. Herifra kom Jesus og Livet, herifra Kulturen, herifra Varmen i Kunst og Tale. Ethvert Kunstbarn har en Straale af den store i sin Sjel, og som Olaf den Hellige bar Kristendommen ind, men segnede, saaledes maa hos os endnu mangt et Sind, der bærer det varmeste ud til sit Folk. Men ligesom det, der blev tændt i Syden, nu brænder bedst i Norden, saaledes vil ogsaa den Troskab, hvormed den enkelte hos os røgter sin Gjerning, bevares i taknemmelig Erindring, hans Gjerning i større Renhed, vi maa takke vor Gud, trods Lidelserne, som ofte beredes os, at vi kom til at virke i Norden og ikke i Syden. Kunde nu dette lille Brev kom- me til dig som et Bud fra Syden og som en liden Gnist af den Ild, hvoraf du igjen skal varme andre. Kunde jeg saa i det Større blive noget for din Udvikling, saa jeg med Glæde engang hos Gud kunde huske den første Stund, jeg drog dig ned til mig paa SIDE: 111 Sofaen. Varme Barn, husk dette, at vor store Kjerlighed og hvad den er bestemt at give os, ganske forspildes, naar du ikke tager den med trofast Ro, sikker i dit Eje; thi da først har den for- ædlende Magt. Lev vel, skriv til din Ven, lad mig kjende, hvad deroppe ligger gjemt under Sneen, og at I har tændt Lys ogsaa for mig midt i Mørket. Eet ved jeg, der brænder, jeg ser det i det fjerne gjennem Natten, naar jeg ofte er vaagen. Et Gjenskin af Arbejdet under denne Lampe maa du sende mig; thi jeg læn- ges. din Bjørnstjerne SIDE: 112 Rom, piazza Barbarina 8de Januar 1861. 9de Igaar sluttede og sendte jeg mit Brev. (Kl. 9 Morgen begynder dette) - I Elskovsscenen skal du forandre den Linje: "Vid, jeg som Barn har hørt Kong Sverre nævne" - til: "Fra jeg var Barn har jeg hørt Sverre nævne" - og i Deklamationen skal den umiddelbart strax, begynde, hvor det Foregaaende sluttes, men med større Mod, ret af Hjertets Lyst. Husk, at Nischen, hvori du staar, er Midtpunktet af øverste Væg, som er dekoreret med Hensyn paa Nischen, saa at alt samler sig did. Og Nischen selv med hele dens Omgivelse er igjen dekoreret og malet med Hen- syn paa din Dragt, f.Eks. (og helst) en blaa Blusedragt med hvid Krave, Guld over Brystet og omkring, i høj Grad elegant. Staar du saa i en hvid Nische (jeg kaster dette op som Exempel) er Anordningen saaledes, at du træder skarpt ud og hæves. I denne Scene har Haakon meget mere end Inga, som i enhver rigtig Bejlerscene, men dine Hovedscener kommer siden. I den- ne som overalt viser Inga stort Mod, men altid barnligt, raskt, rent, hun taler altid af fulde Bryst, ikke tilbageholdt uden som SIDE: 113 Farve i det Stærke. Du faar et udspringende lille Gelænder paa hver Side af Nischen, hvori du kan holde dig, saalænge du staar der, du har altsaa Frihed til at bøje dig ned med et Par Repliker, til at slaa ud med højre Arm i den største. - Medens han taler, efter at du er stegen ned, maa du som oftest vise tindrende Glæ- de, men med Højhed sige ham den: "Din Faders Gjerning, hvor den staar saa stejl o.s.v." Intet forceret, Alt frit, som af en Hjer- tets Fylde. (Aftenen 9.) Mit Stof er her i Rom ganske omarbej- det, der er kommen mere Kraft og Glæde derover. Inga har en glimrende Scene i tredie Akt, hvor hun indestængt i Oslo Bispe- gaard spejder efter Haakon paa Gaden; han er efter den store Sejer kommen til Byen med sin Fader under Sang og Klokke- klang. I samme Gaard lever hemmeligt Sigurd Jarlssøn, Kong Magnus' Halvbroder, men opdraget af Sverre, som tog ham til sig. Han er flygtet fra Sverre og har været i Kampen mod ham. Vi har i første Akt set ham sammen med Haakon, som er hans Fosterbroder. Han hader Haakon, men ubemærket, han hader Sverre, men ubemærket. Han har et hæftigt Sind, lever for selv at blive Konge, men foragter lumpne Midler. Nu lever han skjult hos Bispen, hvor Inga er taget ind paa sin Rejse nordfra. Hun tør ikke søge Haakon, tør ikke lade ham vide, at hun er her; Sverre har jo skilt dem, hun tør blot se ham fra Vinduet, naar han gaar forbi, hun sidder der Morgen og Aften. Men Si- gurd er bleven lidenskabelig forelsket i hende alt tidligere, nu atter her. Han besøger hende, just som han skal rejse, han taaler ikke at Sverre har det Rige, hvorfor han er født, og at Haakon har den Pige, hvorfor han er skabt. Hun er i den højeste Angst, og han taler krænkende Ord til hende om Haakon. Hun skal følge hans Skibe indover til sin Slægt, selv skal han til Dan- mark, han siger hende, at han ikke sætter hende af, hun skal følge til hun er hans. Inga kan ikke komme ud, ikke bort, hun SIDE: 114 taler, hun beder, hun truer, men Alt i Livet vil han dog ikke slippe, og i sin Fortvivlelse styrter hun til Vinduet. Der ser hun Haakon, raaber uvilkaarlig hans Navn, han ser hende og kom- mer! Nu ja, den hele Scene kan her ikke meddeles, kun saame- get at Haakons og Ingas Møde er skjønt. Deres Afsked, hvori han lover aldrig at ægte Nogen, kan hun engang ikke blive hans, men hvor de skilles som for bestandig har rørt mig at udtænke. For Intrigens Vedkommende er dette Møde forsaavidt vigtigt, at Biskop Nikolaus, mod hvem man ingen Beviser hav- de, er fældet der ved, at Sigurd er funden i hans Hus, og Inga er saaledes den indirekte Aarsag til det, som flyder af denne Opdagelse. I sidste Akt ser vi Haakon opdraget i Faderens strenge Skole, med sit alvorlige Afkald, men med sin trofaste Kjerlighed, der nu bliver ham som en Ledestjerne i hans Livs- gjerning. - Kjender du Noget igjen? - (Torsdag den 9de Morgen) Tro ikke formeget paa, at den en- kelte Scene netop bliver, som jeg her kaster den ud. Saalænge jeg er midt i min Plan, er jeg meget troløs. Skjønne Tanker som tror sig ægteviede, forsmaaes næste Dag, Løfter jeg har givet, opgives, Personer, jeg har modtaget med Venskab, sættes uden- for Døren ... Hin Replik: "Nu maa jeg gaa" i den for bestandig udarbejdede Elskovsscene, du har faaet i forrige Brev, maa ikke siges med et Ryk og bange, men hengivent som gav hun Kys- set, stod det blot fuldt til hende. Jeg har derfor tænkt at forand- re den til: "Haakon, hvad siger du?" - Og han: "Nej, nej ... du stræber", o.s.v. (det ene Par "Nej" falder følgelig bort). I flere Dage kommer jeg nu udelukkende til atter at beskjæftige mig med Planen. Jeg længes til at begynde. Kun saameget er allerede afgjort, at hin Sammensværgelsesscene, styret af Bisp Nikolaus, som før begyndte Stykket, nu er henskudt til Begyndelsen af anden Akt, foregaar i Oslo og afløses af Sigurd som kommer og SIDE: 115 mælder det tabte Slag; Bispen, den Forræder, modtager Kongen i fuld Procession, med Tale og Klang. Første Akt spilles nu helt i Kongens Hal i Throndhjem, Haakon er inde, da han ser dig og løber ud, og er allerede forinden fremstillet som den, der kun beskjæftiger sig med Poesi og Elskov og taaler Irettesættelse af sin Fader. Haakon har oversat en latinsk Legende, som vi endnu har og hans Sprog er det skjønneste Oldnordiske, som er skrevet. Hvilket Bevis for, at han var gjennemvævet af Erotik. - - Det er sandt; da jeg lagde mit forrige Brev i Posten, følte jeg Frygt. Enten kommer det bort, eller det kommer til dig saale- des, at Nogen mærker det. - Sig mig om saa er. - 11te Lørdag Aften. Jeg har en Stund været fra dig, jeg har maattet være af- holdende saalænge jeg havde med min Plan at bestille. Jeg er nu færdig, Arbejdet gaar atter fort og jeg er meget glad. Om andet end Stykket er det mig vanskeligt at skrive. Din Dragt beskjæf- tiger mig ofte, jeg synes bestandig at se dig. Birkebejnerne hav- de som oftest røde Benklæder, de gik i Eet lige ned til Foden, var tætsluttende. Ofte gik de ned i Skoen (Strømper kjendtes ikke) ofte fæstedes de der med et Baand aldrig hang de frit ned over Skoen sammen. At de undertiden maatte bindes tyder paa at de ikke altid var tætsluttende. Deres Dragt var engelsk eller fransk, ligesom hele vor Kultur da som nu lød den udenlandske Mode. Norge har aldrig været noget afspærret Land. Forsaavidt Teatret har saadanne Bøger, vil du finde de Dragter du skal bru- ge i Richard Løvehjertes og Johan uden Land's Tidsalder i Eng- land, Philip Augusts i Frankrig. Tidsrummet er Slutningen af det tolvte Aarhundrede, nemlig 1193, 1194. En Kappe bar de altid over sin Kjortel, men lagde den af inde, naar de skulde frem for Kongen eller opholde sig længere i Værelset. Bliv smuk, blev smuk! Rundt om dig i Stykket er Glæde og Klar- hed. Hele Stykket gaar paa Jamber, det klinger og synger, men SIDE: 116 fanger ikke oftere Rim, end naar Inga er inde med sine Kjerlig- hedsduer. Jeg vil jo ikke opnaa at se dig spille Rollen, Stykket bliver færdigt i Marts, men kommer følgelig ikke til Opførelse før næste Sæson, altsaa i Begyndelsen. Nu, der er jo blot syv Maaneder til den Tid. Men spil, spil og øv dig i de Roller, man vil give dig, og som du tror du har godt af, saa vil din Morgen gry i mine Stykker. Nu skal det ene følge rask paa det andet, det er forunderligt, hvor let det gaar. Iaften skulde jeg have været nede og læst for Damerne, men Stykket har været stær- kere. Nu er Klokken mange, men forinden jag lagde mig, maat- te jeg sidde hos dig, Gud, Rosalinde, hvor tomt det nu ofte vil- de være, hvis jeg ikke havde dig! Fordum saa mit Liv ud som en gold Æresmark, jeg havde kun den at hente, jeg øvede mig i at tro, det var det højeste, men mangen Gang, hvor jeg savnede Kjerlighed, en saadan hele min Tilværelse fyldende Kjerlighed, en at arbejde for, længes til, tage min Digtning ud af, - og da jeg havde opgivet den og forsøgt at gjøre mig til Borgermand, da fandt jeg den! Jeg ser, at jeg skriver utydeligt, fordi mine Øjne er anstrængte, altsaa God Nat! - Mandag 14de. - Jeg har den hele Vej brugt gal Dato, nemlig en Dag for lidt. Idag den 14de, altsaa Lørdag den 12, o.s.v. Med stor Bedrøvelse ser jeg, at de danske Aviser ikke kommer frem, altsaa er der Is i Beltet formodentlig. Jeg tænker næsten med Forfærdelse paa, at den maaske ogsaa har forhindret mine Breve i at komme frem, saa du endnu længere maa pine dig med dine mange Tvivl. Det gjør formodentlig ogsaa, at jeg ikke saa mit Brev idag, men med mig fik det være det Samme, blot du havde faaet dine. Jeg er nu ikke rolig før jeg ser Aviserne kommer og deraf slutter, hvordan det er gaaet. Har du lagt Mærke til hin Replik i en "glad Gut": "Ved du hvorfor jeg før har været saa glad? - Det er fordi jeg Ingen har holdt af; fra det Øjeblik man SIDE: 117 holder rigtig af, er man ikke længer glad". Den Elskende har de tusinde Bekymringer og Selvplager. Nu er jeg virkelig alvorlig bekymret, thi dit heftige Sind kjender jo ingen Grændser. Idag har jeg lagt og tænkt paa, hvorledes det i denne Henseende vil- de gaa, naar vi engang kom sammen? Om du ikke fandt paa de tusinde Ting at skjælve for, saa Samlivet blev en evig Uro? - Jeg maa le ved at tænke dig i saadan Tilstand og saa mig ved Siden. - Fortiden har jeg udarbejdet Stykkets første Scener, nu skriver jeg paa den Sang, hvormed Haakon første Gang kommer ind. Der er en mærkelig Tanke i den ene Sang, der vil forfærde dig som mig, naar du engang faa se den; thi den er Skyggen i vort Samliv. Jeg vil, jeg vil have den med i en Sang forat den kan faa et skjønnere Aasyn, naar den herefter vil skræmme mig. - - Her i Rom har jeg det forresten udmærket. Munchs liker jeg nu bedre, kun ikke den ældste Datter. Jeg har ikke hørt et Mennes- ke, Mand eller Kvinde, spille saa henrivende følelsesfuldt Piano som Prof. Munchs Kone, denne begavede Sjel, der nylig har været sindsforvirret, og endnu er nedsunken i dyb Melankoli. Der er en fin Aand over dette Hus; der er Stilhed som i en Sy- gestue, men de mange begavede Menneskers sagte Samtale dra- ger mig hen som til en fjern Tone, eller som et italiensk Man- dolinspil. - I vor Forening mellem alle disse begavede svenske, norske, danske Kunstnere og Videnskabsmænd er det ogsaa ofte meget belivet, de er alle omhyggelige og gode mod mig, jeg har som sædvanlig Sofaen - bedste Plads - som du ved jeg elsker. Idag skal jeg i Vaticanet. (Senere) De danske Aviser ikke kom- ne, altsaa Vished for, at Sneen i det Nordlige af Tyskland og Isen i Danmark hindrer Farten. Her er komne Breve fra Køben- havn, sendte den 1te! - Fjorten Dage undervejs! De Andre le, men jeg kan næsten græde, thi jeg har jo med et ufornuftigt Menneske at bestille, som kan falde paa alle mulige Tvivl, tillige SIDE: 118 alle Slags Midler. Gud give at jeg nu blot maa høre det Bedste. Selv faar jeg altsaa ikke Brev før næste Mandag eller saa. Det er længe, men Herregud, du er ikke borte fra mig derfor. Ellers gaar vel snart Posten regelmæssig, husk at sende fremdeles Bre- vene til Konsul Bravó, det er sikkrere. Nu har du mine Breve i ethvert Tilfælde, men hvorledes du bar dig ad, før du fik dem, skjønner jeg rigtignok ikke. Stakkels Barn i hvilken Lidelse du maa have gaaet, og i hvilken Skræk du har sat mig. - Idag har jeg ikke været i Vatikanet, men i Propaganda-Kirken, hvori ka- tolske Missionærer uddannes. De havde en offentlig Fest, hvori der prædikes paa alle Tungemaal. Der var Kinesere, Negere, Arabere, Islændere, Ægyptere, Amerikanere, osv. - alle (tilsy- neladende i det Mindste) begejstrede for den hellige Sag, med opvakte Aasyn, muntre, tillidsfulde. Et uhyre Kor sang, ledsaget af Orkester, en Kirkekoncert, forestillende de tre Vise, som kommer søgende efter Kristusbarnet, træffer Hyrderne som ogsaa rejse sig og søge, træffer Leviterne og Alle afsted. Det var mægtigt. Kirken var prydet paa det Festligste med Klæde, Silke, Guld, Lys, Buster, desforuden de sædvanlige Malerier og Bas- relief. En katolsk Kirke ser altid ud som en kongelig Balsal. - Jeg har set adskillige, trods mit meget Arbejde, har saaledes været i Villa Ludovici, hvor en af Roms Rigmænd bor omgivet af Billedværker fra gammel Tid. Der findes i et Havehus den skønneste Udsigt i Rom. Vi gik omkring i fem Timer et helt Tog af Damer og Herrer, var baade under og over Jorden, i Væxthusene, i Haverne, Alleerne og Hotellerne og Gallerierne. Et moderligt Junohoved, som staar der, er næsten det skjønnes- te, jeg af Sculptur har set. Der saa jeg Nero som ung og som gammel. Han er smuk. Uhyret, har næsten ingen Mund, hans Hals er tilsidst som en Tyrs, men Ansigtet lille. Jeg havde et Par SIDE: 119 Dage i Forvejen set Kongen af Neapel, den afdødes Hoved hos Tenerani (Thorvaldsens Efterfølger og Elev) det er ret ligt Ne- ros. Der saa jeg ogsaa Kejser August som ældre. Du ved han som yngre lignede Napoleon, kun at det var lidt snevrere, som ældre er denne Lighed ganske forsvunden. Han er en gammel, flegmatisk Skuespiller, træt, men dog lyttende under halv gjen- sunkne Øjne; man maatte unde ham at dø snart; Livet ejede ikke en Gjenstand som længere kunde kildre. De romerske Kej- sere levede i stor Maalestok; de største Karakterudviklinger, som Historien opviser, kan man søge her. Jeg saa ogsaa den grusomme Tiberius's Hoved. Det er klart at se, at han dræbte andre blot derfor, at han ikke havde Mod til at dræbe sig selv. Han hadede Verden som en Spedalsk, var nedsunken i den allerdybeste Melankoli. - Jeg havde meget ondt af ham. Jeg saa en romersk Kejserinde af antik Skjønhed. Forresten møder jeg dem paa Gader, hver Dag. Saa mange skjønne Kvinder som her er, kan selv en dristig Fantasi ikke godt tænke sig; thi man mø- der dem baade i Pjalter og Silke. - Jeg kan ikke nægte, at da jeg nu har skrevet tre Breve, og dette er det fjerde, hvorpaa jeg intet Svar har faaet, er det ligesom jeg fører en Enetale. Men jeg tror jeg blev ved, om du aldrig skrev, kun lidt sjeldnere. Jeg er ble- ven saa vant til at lade dig vide, hvad jeg føler, at jeg ikke mere kan undvære denne Pludren. Thorsdag 17de. I Dagbladet har jeg læst, at Frøken Smith kaldes Theatrets mest lovende Talent, eller saadant noget. Det er dette jeg siger, at "det Naive" øde- lægger tilsidst den danske Kunst. Ikke det troskyldige, uskyldi- SIDE: 120 ge, friske, barnlige, ikke Alt dette, som umiddelbart rinder og skyder op af en sund Natur, men det Lille, kunstnerisk efter- skabte, barnligt med en Viden om det Modsatte, uskyldig med en dog ditto, saadan som deres Spil altid viser det. - Dette Sværmeri for alt Smaat, men rundt, helst med en lille koket Bagtanke i, som man kan kalde naiv, det ødelægger tilsidst den danske Kunst. Det har alt ødelagt uhyre Strækninger deraf. Hold dig rank midt i alt saadant Pludder. Blot du faar en Lite- ratur at staa paa, gaar din Sort Begavelse over hende og alt hint roligt og naturligt, men Literaturen maa jo hjælpe, og ikke af En, men af mange. Vi har Tiden for os. - - Paa dette Punkt har ogsaa de danske sine fleste Fejlgreb, baade i sin Beundring til Exempel i sin Tid for H.P. Holst's "Den lille Hornblæser", for Abekatten og Amagerspil, "Slægtninge", ligesaa med Mad. Ro- senkilde, som de i flere Aar forgudede, - her vil de altid dum- pe. - Mit Stykke skrider rask frem, Sigurd er nu tegnet og jeg er meget tilfreds med ham, Haakon også tegnet, han er naturlig- vis behandlet med Forkjerlighed. Sverre skal nu netop begynde, endnu har jeg ikke en Replik af hans og deri er der næsten no- get højtideligt. Min Sang jeg omtalte, er færdig. - Næste Gang skriver jeg den af, Ravnkilde giver den for Øjeblikket Musik, han aner ikke, hvor nær den berører mig. Gøthes Levnet har jeg fortiden læst noget af, jeg tror ikke jeg kan fortsætte; thi en bre- dere og mere selvgod Skildring har jeg aldrig seet. - Rom beha- SIDE: 121 ger mig mere og mere. Naar jeg ser hin evige Uro, som aander ud af de danske Aviser, hint opkjæftede Sværmeri, nu først for Mad. Michaëli, saa for Wiehe, saa for Høedt, saa for Fru H. (Heiberg) - og jeg kan her med mine Kammerater gaa rolig fra Kunstværk til Kunstværk med evigt Værd, hvormed man sætter sig ind for at hvile som i Skjønhedens Arme fra al Larm, me- dens hin Kunst paa Grund af Forholdene altid giver Larm, - ja saa vilde jeg blot have dig herned, og lade dem videre støje. Stod det til mig, vendte jeg nok aldrig tilbage. Saa oplagt og klart har mit Sind aldrig været, og saa roligt, afspejlende Himlen i de jordiske smaa Forhold har jeg ikke før havt det, føler det, at andetsteds kan jeg ikke tage det med. Denne Luft, denne Omgivelse, men frem for alt denne Fred ere Englene, som bærer det til mig. Bevar ogsaa du Rosalinde din Sjel i Fred, forstyr den ikke med hidsende Ord af Andre, undgaa dem, pin dig ikke med Smaating, Samtale, ikke med Pigeoptøjer, ikke med Teater- sorger, - rolig, rolig, som da jeg skrev Synnøve "Halte-Hulda", rolig, rolig, lad Verden slaa sammen over dig, rolig, og du skal føle Aanden voxe i den lyttende Stilhed. I Halls Hus er der Ro, i Hammerichs velsignet Ro, hos gamle Krossing er visselig og- saa Ro. Gode Bøger er et ufejlbarligt og stort Middel, det giver lange Veje og mange Syn, der trækker fine Koulisser op foran SIDE: 122 det virkelige Livs Smaalighed. Ikke Aviser! Ikke Aviser! - De er Djævlene i Forstuen, som altid banker paa; slip ikke ind! - Min ophøjede Ro i Verdens gamle Herskerstad, hvor man skrider over Neros gyldne Hus og tænker paa, hvad det dog Altsam- men er værdt, er mig en dyrebar Gave af Gud, og det er mig en Pligt at mane Andre. Vil alligevel Verden drage dig ud og siden krænke dig, vil der komme Timer, hvori du slipper Arbejdet, som var det dog forgjæves, da skal jeg komme med mine Breve og stille, haabefuldt skal der atter blive, som ventede vi begge i Ærbødighed paa den store Gjæst: Fremtiden. (Lørdag 19.) I sidst ankomne Fædrelande har jeg ogsaa læst en Artikel, hvor det viser sig, at "dit Navn" er kommen Folk tvært i Halsen. Vrængeri saavel mundtlig som skriftlig er baade det letteste og det simpleste Arbejde, jeg gad ikke læse Artike- len; thi aldrig har saadant gavnet mig, ikke en Gang rørt mig. Ellers ser jeg af mange Ting, at Aviser maa jeg holde mig borte fra. Naar jeg skal give mig brudstykkevis, forstaaes jeg ikke uden at jeg selv ved personlig Omgang fortolker mig selv. Der- for har jeg nu taget det højtidelige Løfte af mig selv: jeg skriver aldrig mere i Aviser, uden naar en Ven skulde komme i Nød. Jeg ser ogsaa, at mange Smaa gjerne vilde drage mig ned til sig; de under mig ikke den Smule højere Plads, jeg har kjæmpet mig til. Jeg skal snyde dem for Hensigten. Man er nu i Begreb med at gjøre mig megen Uret; saa skal det være; thi desto bedre vil "Kong Sverre" komme. Saaledes gaar det i ethvert godt Drama at det mørkner ligeforan Opløsningen, jeg havde nær sagt, den aandelige Aabenbaring, som udfrir Tanken af sin Trængsel. Jeg kan ved at se tilbage paa mit Liv dele det i mange saadanne Dramaer, med mere og mindre Spænding og Fare, men saa altid Forklarelse over Udgangen. - Hvor sikkert mit Arbejde mod- ner, hvor behageligt Arbejdet falder mig. Det stjæler ogsaa Tid SIDE: 123 fra dig, men du undskylder vel. Ofte kunde jeg skrive, at du blot faar høre, hvordan jeg lever, ligetil det er færdigt; men om jeg skrev det, holdt jeg det ikke. - Efter længere Regnvejr skin- ner her nu den mildeste Sol, og Springvandet paa Pladsen, med sin flere Favne høje Straale hvifter om i Vinden og Solen som et lunefuldt Digt. Dette hjemlige borgerlige Udseende, som saa- danne aabne Pladser har i Rom, hvor selv Palæerne har den ædle simple Stil fra Fortiden, hint varme ligefremme Liv, det Naturlige, Tiltalende over Alt, skaber godt Humør, hvordan Pokker man murer sig inde. En naiv Skik blev jeg forleden Af- ten Vidne til. Hvor Nygifte tager Bopæl de første Nætter, kom- mer Mandolin, Guittarre og Fløjtespillere udenfor, slaar sig i Kor og spiller langt ind i Natten, faar Penge derfor om Dagen og fortsætter dette en Stund. Har du hørt saadant? - - Igaar var der stor Koncert i vor Forening, foranstaltet af Ravnkilde. En italiensk Sangerinde (med Bakkenbarter og Knebler) sang henri- vende, en Bethovensk Kvartet for Piano og Strygeinstrumenter blev udført med Akkuratesse af italienske Musici og meget Smukt var det baade at se og høre.Vor Sal dekoreret med Løv og Guirlander paa nordisk Vis, Faner, Buster, og paa Væggen et uhyre Billede forestillende Thor, Odin og Freja med Ulve og Ravne. Noget tungt, taaget gav det midt i den italienske Klar- hed og Finhed, men dog ogsaa noget uhyre Trohjertet og Stort. Der blev jeg forestillet for en tysk-engelsk Forfatterinde Fru Schwarts, som i denne Tid har skrevet Garibaldis Memoirer, fortalte af ham selv, og forresten har rejst den hele Verden rundt. Der skal jeg nu hen, alle Nationer mødes hos hende og hun er rig. Men hendes Rygte skal ikke være det bedste, skjønt Andre siger "det er Overdrivelse". Hun har havt den Skjæbne i SIDE: 124 sin Ungdom at giftes til en Mand af Tvang. Da han saa, hun ikke elskede ham, dræbte han sig. Hun forelskede sig i en rig Tysker, hvis Navn hun nu bærer. Han giftede hende nemlig, men hun opdagede, han var en slet Karl, fik og forlangte Skils- misse. Siden har hun levet paa egen Haand. Hun rider alene, kjører alene, naar hun rejser, her i Rom siges derimod flere Kunstnere at staa i et intimt Forhold til hende. Hun er ikke vakker, ikke ung, jeg tror det derfor ikke. Aanden har underti- den sin Indvielsestime, og ikke altid paa Værelset. Til Steder, hvor mange Mennesker er sammen, helst over Kunst eller i Kir- ke, har jeg altid søgt, og næsten altid bragt noget hjem. Indviel- sen foregaar ofte ved en Bemærkning, der falder ned og tænder, ofte i Stilhed blot ved at de Andres Tanker og Livsaande stryger henover vor. - Derfor stæng dig ikke inde uden for Pjat og Slid, søg til Folk; i den Enkelte kan der bo en Djævel, men i Massen bor der som oftest en Gud. Sammen i stor Mængde er man, hvad man tror, man skal være, d.v.s. det Gode føles rundtom og vækkes derved i os selv. Ofte har jeg dog ogsaa følt det Modsat- te, naar Scenen har forført, og da har jeg oplevet nogle af mine mismodigste Timer. Men smukt har saa Massen rejst sig, blot et Øjeblik og man har forstaaet hverandre, den moralske Dom er falden tung og samdrægtig. - Ellers oplever jeg nu en anden Iagttagelse, som glæder meget. Jeg er nemlig saa inde i mit Ar- bejde og min Kjerlighed at det er sjelden jeg hører et andet Kunstværk eller ser en Billedstøtte, uden der er Partier i mit Arbejde, kommende eller gaaende, som staar for mig, og strax er du ved Siden med Smil. At leve i en eneste Tanke er den højeste Lykke en arbejdende Aand kan finde. Da foregaar Væx- ten i det Stille, og Livet kommer os ikke nær uden som en mild Belærelse. Endnu er intet Brev kommen, og jeg kan jo ikke udtrykke, hvor jeg længes. Hvergang Klokken ringer ude i SIDE: 125 Gangen, tror jeg det er Postbudet, har foresat mig haardnakket at tænke det, ligetil Brevet er der. Jeg længes især efter at se, hvorledes du nu tager det. Naar vi skriver mildt og fortællende til hverandre af vort aandelige Liv, tror jeg Skyerne lidt efter lidt drager over, der er ladede med mørk, lidenskabelig Uro. Kan den Sætning fremskinne over os som en klar Dag, at vi har me- get at leve for med hinanden, selv om Alt skal blive som nu, da bliver ogsaa med engang Kjerligheden begge til større Velsignel- se end den hidtil har været dig. Jeg ser jo med Bekymring, kan du tro, at jeg hidtil omtrent blot har kastet Forstyrrelse og An- ger ind i dit Liv. Jeg venter som paa en Dom; thi kan den ikke snart bringe dig andet, er jeg en Ulykkelig og en Skyldig. Men jeg maa høre det af din egen Mund, min egen Rosalinde, og med Sandhed, ikke blot for at skaffe mig en falsk Beroligelse. Idag vil jeg læse dine Breve over igjen, og saa binde dem sam- men, som venter jeg en ny Udgave fra et nyt Sind. I een For- stand kan den ikke blive mig saa dyrebar som den første; thi intet er dog sødere end Kjerlighedens Smerte, naar den engang er oplevet og over, enten den er hos os selv, eller den er det Væsens, som har hengivet sig til os i Evighed. - Kanske faar jeg blot en ny Storm af nye Følelser siden sidst, hidsig i at bede om Forladelse, som før i at synde mod min Troskab. Da skal jeg le, kan du tro, og ret længes jeg efter Opløsningen paa alle disse mine Gisninger. Saa snart det er mig muligt skal du faa Brev igjen, hvori jeg nøjagtig skal tegne, hvad jeg oplever i dit. Gud give det kommer som et eneste langt Kys! Det passer bedst ind i min Stemning nu, men tænk aldrig, aldrig paa det, naar du skriver; thi herfra skal Glæden komme hvis du har Sorg; for- tæller du ikke mig den, faar du jo ingen Lægedom, ja kan blive Gift. Tro mig, havde jeg en, saa kom jeg med den, Gud ske Lov, nu har jeg idel Lykke. - Lev vel, trofaste, trofaste Rosalin- SIDE: 126 de, som lider for din Tro, som har en kort Kjerlighed fuld af saamegen Angst og Plage, at du ret fortjener en stor, lang Lyk- ke ovenpaa. O, kunde jeg give, som jeg undte dig, men jeg haa- ber, jeg beder bestandig, at jeg dog maa faa give dig nogen. Er det saa, Rosalinde? Skrift mig nu din Tilstand, sig ogsaa, hvad du tænker om Fremtiden. Lad mig berøre dine Tanker, naar du er alene, det kan ikke ske, uden jeg faa høre nogle af dem, som oftest kommer igjen, saa de siden, naar de kommer bringer mine Svar, mine Trøstegrunde, mine Haab med. din trofaste Bjørnstjerne. - SIDE: 127 Thorsdag den 24de Januar 1861. Idag faar jeg vistnok Brev, thi jeg føler, at noget højtideligt vil indfinde sig. Fra K. (Karoline) - har jeg modtaget, altsaa har jeg intet ondt at frygte fra den Kant. Havde noget lignende truffet dig, vilde hun have sagt det. Derfor venter jeg lutter glad Bud- skab som fra en Kaptejn i Havn efter Storm. Selv har jeg i nogle Dage været optaget af Brevskriveri, Billedgallerier, Arkitektur og Sygdom. Nu ligger der en Række rolige Dage foran mig, og den første er runden med halvgjemt Sol. Hos min tyske Forfat- terinde kommer jeg nu oftere. Hun skriver under Navnet Elpis Melena (Elpis-Haab, Oversættelse af hendes Navn Esperence, og Melena betyder Schwarts). Garibaldis Levnet af hende er interessant og naturligt. Selv er hun naturlig, god, talentfuld, rig, og mange formaaende Mænd af alle Nationer træffer jeg, som det er morsomt at tale med. - 25de. Her kom Mænd og trak mig afsted til Kapitolium. Forsaavidt ikke min Vandring SIDE: 128 deroppe, hvor jeg blandt Andet saa Billeder af alle Kejsere og alle Roms store Mænd, skal kaldes mærkelig eller ogsaa en Ge- neralforsamling i Foreningen, som er den løjerligste, jeg har oplevet - saa hændtes mig intet mærkeligt den Dag, Intet, som stemte mig til Højtid, - allermindst Brev, thi jeg fik intet; ser du altsaa, hvor usikkre undertiden mine Anelser er, forsaavidt der nu ikke er hændt mig noget paa en anden Kant, hvad jo kan være muligt. Nu skal jeg fortælle dig noget af din Helt Garibaldis Liv. Han staar i Amerika i en kjæmpende Republiks Tjeneste. Han lever for at befri undertrykte Folk, men føler det tomt omkring sig. Hans eneste og bedste Venner ere faldne, han gaar just paa sit Skib og overlægger, at han trænger Kjerlighed, uden den er al Ære gold. I det samme ser han oppe paa Land en Kvinde oppe i et Vindue. Han ser en Stund paa hende, lader sig sætte i Land, men finder hende ikke. En Mand beder ham træde ind og drikke et Glas Vin. Ved Indtrædelsen kommer den Pige, han søgte, imod ham. Han gaar lige hen til hende, tager hendes Haand og siger: "du maa blive min." - hun var forlovet, men hun elskede ham straks. Hun blev forskudt og ulykkelig, fulgte ham siden paa hans Tog og led uhyre Nød. Selv skriver han derom følgende: "Jeg havde fundet en skjult Skat, men af utroligt Værd. Naar der er Skyld i denne Kjerlighed, saa bærer jeg den udelukkende, og jeg havde Skjyld; thi den Kjerlighed, som forenede vore Hjerter, brød et andet, der tilhørte en stak- kels Uskjyldig, som havde større Ret end jeg. Dog Anita er død - og han er hevnet! - Da jeg sad ved Mundingen af Eridanus i det Haab, at den Dyrebare, som jeg holdt i mine Arme, skulde undgaa Døden, da følte jeg den hele Størrelse af min Skjyld. Jeg græd Fortvivlelsens Taarer og søgte alene og forladt ud i Ver- SIDE: 129 den. Gud, du Uskjyldens Beskjytter, tilgiv mig og tag i din Varetægt Børnene af hende, som har lidt saa meget, og af ham, den Landflygtige! Men I, mine Børn, naar man engang spørger Eder efter Eders Forældre, saa svar: "Vi ere Fader- og Moder- løse for Italiens Skjyld. Men elsker Italien, thi Italien er jo saa ulykkeligt." - Der kan intet sættes til. Det har rørt mig til Taarer. Lørdag 26. - Nu er Et af To hændt: enten er mit Brev, det første, bortkommet, eller ogsaa er du syg. At du skriver straks, Brevet modtages, det ved jeg; hindres kan du ene af Brevet selv eller Sygdom. Igaar modtog Dorph et Brev, som havde været 8 Dage undervejs; alle Hindringer er altsaa fjernede. Den 29 De- cember sendte jeg mit Brev; i Dag skriver vi den 26de Januar. Nu begjynder det isandhed at blive ængsteligt. Det griber for- styrrende ind i mit Arbejde, jeg gaar kun frem og tilbage. Rosa- linde, Rosalinde, nu er Noget i Vejen! Du er ikke paa Rejser, fryser, er nattevaag, nervespændt, hidset, saa i Dødsangst paa Havet drivende for Storm og Sø, sejle fast paa Banker - kun to Tilfælde kan tænkes: Brevet bortkommet eller du syg. Det Førs- te er næsten saa galt som det sidste; thi hvorledes er saa din Tilstand? Dog der er flere undervejs - lad det saa være Brevet, som er bortkommet! - Mandagen den 27 Januar. Igaar, Søndag, udleveres intet Brev, altsaa havde min Venten Ferie. Det var mig en Lettelse, jeg kunde ile ud og eje Dagen. Men nu er her Man- dag og Ventedag, Klokken er allerede Eet, mit Haab sluppet op. Saa er du syg! Gud i Himmelen syg. Thi mit andet Brev kunde her ogsaa nu være indløbet Svar paa, begge Svar kan ikke være SIDE: 130 bortkomne heller ikke lader noget andet sig tænke. Du er altsaa syg! Det har vist din utidige Længsel forvoldt dig, din Hef- tighed har styrtet dig, og jeg kan ikke naa dig med et eneste trøstende Ord. Jeg kan heller ikke skrive mere paa dette Brev, thi det blev jo saa blot fyldt med Klage, og om andet kan jeg ikke skrive. Mit elskede Barn, saa ufornuftigt, saa sygt, jeg skal bede til Gud for dig og bære dig i min Tanke, som kunde det hjælpe dig. Jeg vil ikke skrive, før jeg faar Brev, ikke fordi jeg venter, men fordi det blot bedrøver mig mere og glæder ikke dig. Altsaa Farvel - kanske et langt Farvel, men det ømmeste, kjerligste, jeg ved. Farvel, Rosalinde, til du er frisk og kan sende mig Breve. - din Bjørnstjerne. - - - Kl. 4 Eftermiddag. Nej, du er ikke syg, du er friskere end no- gensinde, du straaler, jubler, dandser nedover til mig! Dit Brev er læst og kysset, som jeg aldrig i Verden, selv ikke dig, nogen- sinde har kysset og kjælet! Brevet er ogsaa saa storslagent, et Vindue fra højtstræbende Sjæl, fyldt af stærke Tanker. Du bærer mig, det er meget faa Mennesker i Livet, jeg har mødt, om hvem jeg kan sige det Samme. Karakter og Aand er saa ganske Eet, i højere Grad end jeg tror nogen i min Omgang før er ble- ven var. Din Begejstring, din Evne til Kjerlighed fylder mit Sind med Vellugt, og jeg faar den ranke Gang bagefter dette Møde, som ofte naar jeg var paa Fjeldet, havde blot Sten under Foden og stærk Luft at indaande; Øjet driver over lange Vidder uden Hindring, thi Alt er blevet smaat fra et højt Sted. Jeg er egentlig ikke oplagt til at skrive, thi de svære Følelser, du har vakt, dri- ver mig omkring uden Styre. Dagen er saa herlig blank, saa varmt aandende ind paa mig. Jeg havde lukket Vinduerne og skulde gaa ud, da kom dit Brev, jeg aabnede dem atter samtidig med dit Brev, jeg maatte have Sommerluften ind. Og jeg fik den SIDE: 131 fra Naturen og dig, jeg er det lykkeligste Menneske under So- len! - At være elsket af en saadan Pige og være elsket saaledes, er mig nok til deraf at danne mig en Forventning om min Fremtid. Store Bøger er en Opmuntring, store Sjeles Omgang en Velsignelse og Lære, men deres Kjerlighed er den højeste jordiske Lykke. Jeg er i dette Øjeblik traadt ind som i en Kirke, løftet, højtideligt mindet, glad i Gud og Tilværelsen skrider jeg ud med et Barn i mit Hjerte, men en Mands Styrke i Aand. Du, den Høje og Almægtige, hør min Bøn af et fuldt Hjerte: lad det forundes mig at bære frem, hvad du saa rigelig forbereder og giver mig, forlad mig ikke, førend Sindet erkjender sin Pligt, benytter den frugtbare Anledning, du fra alle Sider vælter ind paa mig. Store, almægtige Gud, lidt, lidt af Alt, som straaler om mit Forsæt, vil jeg blot gribe i Ærbødighed, forhjælp mig dertil af din Naade. - Naar du er trofast, Rosalinde, har du ingen tak- nemmeligere derfor paa Jorden. Naar du er god og glad, kan du bygge Rede i mig, og det skal blive dig, som om Alnaturen gav Sang, thi min egen Lyst skal jeg ikke stille imellem, - fuldt ud mod den Høje skal det gaa, og fuldt skal vi modtage i hinan- dens Samfund af det herlige om os. Hvorledes kan jeg beskrive min Glæde! Kummeren er løftet, det aander som efter Torden, din Kjerlighed er bleven dig frugtbar, dit Bryst har Klang i Sang og Tale, hvor er jeg lykkelig! Det sprudler af Lune fra hver Kvist i dit Brev, det dufter af Ømhed, saadan vistnok ogsaa nu i din Omgang, og forborgent for Andre holder du Roden til din Glæde, de Andre gaar forbi og ser kun Sommerløvet. Din lille Fugl skal du aldrig slippe, den skal være dig et Tegn paa min bestandige Nærhed; naar den sidder i din Krone, er det jeg, som aander paa dine Lokker. Naar du giver den Haanden, er det mig, som tager Næring af din Glæde. Tirsdag Morgen. 9. Idag vil jeg gaa til de enkelte Punkter i SIDE: 132 dit kjere Brev, som jeg i Gaar paa Sengen ret nød, som havde jeg en Kvinde ved min Side! Du siger eet Sted: endnu tror jeg ikke saaledes paa det højeste i din Kjerlighed, at jeg tør betro dig, hvad jeg endnu holder hemmeligt. Forunderligt at slig Tvivl skal hviskes midt i den varmeste Omfavnelse. Hvoraf kommer det, Rosalinde? De forrige Tvivl til mit Hjertes Egenskaber lige- overfor dig, at jeg var haard - ser du, hvor beskjæmmede de nu staar. Og din søde Munterhed vil jeg aftvinge denne Tilstaaelse, den skal standse saavidt, at den faar sagt mig om Forladelse, du slipper ikke ud gjennem en saadan ny Fejltagelse, som at jeg skrev 13 Dage før til min Søster og Broder end dig! Her fra Rom gaa kun Breve (Via Marseilje) Tirsdag og Lørdag. Mandag Aften kom jeg, laa vaagen til fire. Du indrømmer vel, at jeg da til Tirsdag Middag Kl. 3 intet Brev kunde skrive, især da mine mange Bekjendtskaber fra Gaardsdagen straks kom ind og det var min første dag i Rom! Men Lørdag sendte jeg, den første Dag jeg kunde sende, og det var et langt, ømt Brev, hvori jeg netop fortæller dette, som du alt har glemt. Til min Søster sendte jeg først tre Dage senere, til Petersen samtidig med dit. Men til min Søster havde jeg skrevet fra Genua - til dig fra Wien; deraf kunde hun slutte, naar jeg kom til Rom. Det blev imidlertid flere Dage senere. Kom og sig om Forladelse, jeg fortjener det, kom lille Rosalinde. Husk alle de Tvivl som har fyldt dine Breve, og som allerede begjynder dette paany og atter stiger op midt inde. Jeg er straks forsonet, ja paa Forhaand. Men saa Retfærdighed! Saa lange dine Breve nu er blevne. De vokser, Rosalinde. Men er det nu ikke ogsaa som jeg sagde, at 10 Kys er bedre end eet, ti Sider bedre end een. Denne lange, uafbrudte Nydelse, med Tanken legende, tilbageholdt; frem- SIDE: 133 stormende, ængstet, jublende, forundret, men tilsidst lysende, svævende, baaren over Hav og Fjeld sammen med hende ... er det ikke saa skjønt at du for Øjeblikket intet herligere kan ople- ve? Vel naar vi engang ere sammen og ikke kommer af Stedet, skjønt du rykker i Haanden, skjønt du siger nej, men saa atter tager om mig. Det kan jeg lide, at du lægger dig efter en smuk Haandskrift og ordnet Orthografi. Det er, som naar du fordum pyntede op i dit Værelse til min Komme. Oprigtig talt: dette fine Vidne fra en fin Sjel, som ligger i en zirlig Haand, zirlige Bevægelser har noget omhyllende, indlullende for min Fantasi, Kjerlighedstankerne virker bedre deri. Du kunde jo vende Be- brejdelsen mod mig. Muligt, at min Digtning tidlig har brudt de forstandige, rolige Træk, som først maa være grundlagte i alle Slags musikalske Linjer og Sving, der desværre ikke i samme Grad er maleriske. Der er næsten ingen Digter, som har en smuk Haand, men de fleste er interessante. Om min synes jeg, at den aander Kjerlighed. Er det ikke saa? Naar du synger af mine Sange, skal du synge Rungs: "Træet staar færdig med Løv og med Knop." Det er mig selv - og dig. Eller det er dig - og mig. - At Hauch ikke antog Halte Hulda glæder mig forsaa- vidt, som jeg angrer, at jeg sendte den ind. Gamle smukke Hauch, som jeg saa godt forstaar og engang, naar Folk vil glem- me ham, ret vil gjøre Ære af. - "Mellem Slagene" var ikke ind- sendt. - Aldrig sender jeg mere noget Stykke ind til noget Tea- ter. Vil de have, kan de sende Bud til mig; jeg trykker dem blot. Hint var Petersens Overtalelse - den sidste, tro mig. - - Hvor SIDE: 134 smukt du skriver Latin, Rosalinde. Det, du i dit Brev har skre- vet med Latin, kræver Fortsættelse. Strax efter kom de 20 Kys, to Gange 20 gjør 40 - men det smagte Blæk. Tænk om det smagte af dine Læber! Portrætet har jeg ganske glemt; nu skal jeg gjøre Alvor. Du siger, jeg kun skal skrive om Kjerlighed. Jeg skriver alt af Kjerlighed, men om Kjerlighed kan intet Mennes- ke i Verden, som ikke skriver en Afhandling i Filosofi af Be- grebet Erotik, skrive Brev paa Brev, i alle Fald skriver jeg meget, meget mere derom end du. Men mig skal det altid gaa ud over! Nu ja, det var et smukt Forlangende, og var det muligt, op- fyldte jeg det, thi intet er mig kjerere end atter og atter at ned- kaste mig i disse Tanker, der ligesom Skyerne giver efter, saa man aldrig ser Bund. Men det er først i Himlen at man ser, kan tale om Kjerlighed. Her indskrænkes man af Dagens Tilskikkel- ser, navnlig den, der er en kraftig Arbejder. - Om jeg vil i Krig. Nej: Enhver har sin Opgave i Livet, han maa vogte, at han ikke forspilder den i Opbrusning. Thi da gjør han mindre Gjerning end den, hvortil han var bestemt. Om Garibaldi stod udenfor Muren, om det ret kneb jeg rørte mig ikke. Var det hjemme, og det kneb, da var det en ganske anden Sag. Thi der har man Bor- gerpligt, den besejrer alt, dog aldrig uden det kneb, thi nogle er skabte til Soldater, andre til Digtere. Er Stillingen saadan, at man trues med ikke at faa være Noget uden Slave, se da: alle Mand op! At du taler om Krig er naturligvis din Spøg. En kri- gende Kvinde (tilgiv) er en Latterlighed. Hvad hun saa gjør ved sin Mands Side, i en betrængt Stilling, for sit Barn, sit Hus, for det enkelte Sted, er en anden Sag. I et Lazareth ogsaa. Men blot naar Stillingen er som ovenfor med mig: naar den truer med at ophæve al anden. Gaar du med i noget nu, bliver jeg vred, thi det er at forspilde sin Opgave. Staa Fjenden paa det Sted, du er, da vis du er fribaaren! Men vent til da, eller tag Lazarethtjenes- SIDE: 135 te, hvis Længselen bliver for stor, og det er saa langt paa det Sidste, at din anden Opgave synes spildt, dersom ikke alle tager fat. Hvert Ord i denne Fremstilling er Sandhed, og jeg kræver ubetinget Efterlevelse. Jeg beundrer din Kraft, din Fantasi og Uforfærdethed, men netop derfor maa du vogte dig for at stille disse herlige Egenskaber paa en falsk Plads - forledet af et Øje- blik. Min Søster baade forstaar og misforstaar du. Er hun urørt ved Fru Hejberg, har der været noget galt fat. Hendes Følelse er overmaade sund. Hun forstyrres heller ikke som du af din egen Fantasi, men paa eet Punkt er hun svag. Har jeg sagt, at jeg ikke lider Fru H., saa gjør heller ikke hun det i al Evighed, forsaavidt hun ikke har kjendt Vedkommende før mig; thi hen- des Troskab mod alle er urokkelig. Naar du paa anden Side siger, hun kan ikke tilgive en Troløshed eller en Krænkelse af hendes Egenkjerlighed - nej aldrig, det er sandt. Det ved jeg. Det er ikke Kulde, det er en mageløs Bestemthed i Følelse. Hendes Tanke er derimod overfladisk, ubestemt. Hendes Følel- se som et Fjeld. Hun kunde som Charlotte Corday dræbe Ma- rat, roligt og vis paa Døden. Hun kjender ingen Prostitution, naar hendes Følelse befaler, hun slog gjerne Een midt i et Sel- skab. Opdagede hun vort Forhold, fordrede hun Skilsmisse straks. Hun dræbte sig ikke; maaske døde hun. I det første Øjeblik heftig, til Døden siden rolig, gjerne munter, gjerne glad, men om mig maatte aldrig tales. Dette er hende. Hun er ikke mere af Is end du, men hun er et andet Slags. Hun er mig en Vejleder til Bravhed, Standhaftighed, Frejdighed, og jeg holder inderlig af hende, skal ogsaa være mod hende, som hun fortje- ner. Men elske - jeg har aldrig gjort det, kan aldrig, jeg vilde jo blot standse mig selv; derfor gik jeg Arme hen og giftede mig med den Braveste, jeg kunde finde. - At du har omgaaes din Pige saaledes, at hun blev fristet til Sladder. Du skal bebrejde SIDE: 136 dig det, saa længe du lever, Rosalinde; her har du megen Skyld. Men Gud være lovet, at hun ikke længer nager paa din daglige Tanke. Har du nu nogen Anden? - Er den første i Kjøbenhavn eller Sverige? Har dine Venner ikke faaet hende til Sverige, har de handlet daarligt mod dig. Tænk, min Tanke bor nu hellere i dit Værelse, siden hun er borte! En Ængstelse er flygtet, et Gar- din sluppet ned, som var glemt. Duften er mere lokkende, og der er tættere, mørkere om Aftenen og Natten. - O. din Skjelm, at du taler om dine: Ja! Du spørger, om jeg husker dem? Om jeg husker dem? Det er den koglende Erindring, som stjæler min Ro, gjør Oprør mod alle mine skjønne Forsætter; men det er ogsaa den, som lader alle andre synke ned til fremmede Gjenstande, hvis Hemmelighed er mig overflødig. - Du har noget forunderligt fængslende. At møde dig paa Gaden er som at føle en Aande over sit Ansigt; det varmer, overrasker. Første Gang jeg saa dig, min første Tanke: (jo, skal den komme?) den som først skal - nu ja ... du vil selv ... den som først skal nyde denne stærke Kvindes varme Omfavnelse! Hvilket Bryst, hvil- ken Hals, hvilken kraftig Gang, stærkt Fodskifte, smal om Li- vet, bred over Lænderne, hvilken Dristighed ... er det Erotik? - nej, men Lidenskab, o Lidenskab ... kunde jeg, fik jeg Lov ... og jeg fik Lov, og jeg fik en Aften, og jeg fik et Ja, og jeg fik to, jeg fik tre, fire, uendelige, druknende, saadanne, at der kan siden ikke leves hos nogen Anden! Men jeg fik ogsaa Erotik, jeg, jeg alene, fin svulmende, duftomhyllet, taareblændet, i det sagteste Haandkys, i en vuggende Barm, i en drømmende Længsel, i et uendeligt Blik, i en Ømhed uden Hensyn, i en Tro og Forstaaelse, som naar over Livet. Mit Blod skyller varmere, blot jeg flytter tilbage i dette Feernes Rige, du har gjort en SIDE: 137 Mand til den lykkeligste og stolteste, jeg gik hver Aften som fra en Sejer, og var dog den ydmygeste og taknemmeligste i Byen. Denne Styrke, som omfavnede mig, dette Bryst, som slog mod mit, den Arm, der trykkede mig, den Læbe, der mødte, hvilke Skatte for Følelsen og Fantasien i en Sjel, som digtende havde søgt Idealet over en hel Tankens Verden og pludselig saaledes blev fastholdt i Virkelighed! Du ved, hvor barnligt jeg boede i disse Timer, at jeg maatte beføle og hviske, spørge og lytte ... du husker hin Elektricitet i to stærke Mennesker, at vi mødte ikke Haand med Haand, før det sittrede, og ikke vovede den varm at søge, spørgende, standsende, medens Aanden holdtes og Hjertet hørtes slaa, uden at vi begge døde deraf og vognede op i et Liv, som aabenbarede Kjerlighedens allersidste Hemme- lighed og højeste Eje; thi den bor i to sammensmeltende Sjeles stille Aabenbaring. - - Husker du saa bagefter denne Kraft og flygtende Skam? Atter vendt til Kjerlighed og Fortrolighed i det Uanede. Og jeg, som vilde gaa, og du, som vilde holde; jeg, som vilde vælte Laaget over mine Indtryk, og du, som ikke vovede straks at være ene. Hvor barnligt vi levede det, hvor fuldt hengivende i Timens Tanke, ak, hvor rolige, gode, kjerlige vi saa omfavnede hinanden og sagde Farvel. Verden er rullet bort som en Sky bag Fjeldene, den trak lit efter lidt ud over det opvaagnende Sind, men hvor vi da bade om Fred for os, om Lykke for alle Andre, vi holdt Haanden værgende op: fordøm os ikke, had os ikke, vi elsker, elsker. Ikke onde mod os, vi vil Ingen, Ingen uden hinanden, o hvad er Loven mod den Evig- hed, som nu bor i vort Bryst. Vi kan aldrig eje hinanden efter Loven, men efter Samvittigheden og Hjertet lige ind i Himme- len. Gaa, lad os være, al Pligt skal vi roligt løfte, alle Afkald siden; men hvad vi føler for hinanden maa siges og udsiges til sidste sidste Sandhed og Nydelse, - her har I os atter; ingen SIDE: 138 Pligt skal forsømmes, intet Offer var for tungt. - Saa et Samliv paa denne Erindring, der maner til nye Møder, og paa denne Kjerlighed, der har opladt Verden, saa den glad giver Stof til Arbejde og Kraft til Udholdenhed. - - - Nu skal jeg se, om jeg kan faa fat i Fru Nohan, skal faa skri- ve om hende. Der er jo ingen Kjerlighed i hende - er det ikke saa? En Stadsdame? Jeg husker ikke. Nu ja, elsk du mig, og lad saa Direktionen bestemme, om du skal elske paa Scenen, indtil Trangen dertil bliver dig for stor. Det er det Runde, det Bløde, det kommer an paa at finde, det lidenskabelige finder sig selv. Det er det Naturlige, roligt Hengivne, langsomt vuggende, som er sværest at naa. Stemmen vil ikke rigtig med, og Situationen vil altid friste til at hidse det enkelte Udsagn udover den med- følende Tanke. Dog, nu har du, hvoraf du - Saa øs, Brønden er dyb, Vandet vanskeligt at naa netop derfor, men anstræng dig. - Har du læst Gøthes Gretchen og Margarethe, saa læs den igjen. Har du virkelig læst Lamartines Geneviève. - Bulwers hedder ogsaa "Pompejs sidste Dage". Dette Brev vil jeg sende nu straks, derfor bliver den sidste Side ikke beskreven. Mange Ting havde jeg, men efter disse favnende Kjerligheds Øjeblikke kan jeg ikke. Du har ved nogle Ord i dit Brev fristet mig ind i hine Egne, hvor jeg bestandig fortumler. Jeg elsker Solen og det raske Liv i dens Skin med Klarhed over Verdens Indhold, men jeg tror, at jeg elsker Aftenen og Tusmørket mere, fordi Fantasien flagrer deri, som forlyster min Sjel mere end Virkeligheden. Fremfor Alt bor du deri med dit lokkerige Hoved og (tør jeg føje det til) din stærke Lyst. Var du anderledes, holdt jeg nok af dig, men jeg elskede dig ikke. Du er som jeg selv. - Du flygter paa en nem Maade bort fra at beskrive mig, hvorledes vi vilde SIDE: 139 have det, hvis vi havde Lov at bo sammen. "Du vil som jeg, ja", men jeg vil som dig. Beskriver ikke du, saa tier jeg. Det er sandt: jeg vilde ikke hele Dagen være i dit Værelse. Jeg vilde ogsaa være i mit, naar du flyttede med. Jeg vilde se dig gaa over Gulvet, du gaar saa smukt, jeg vilde se dig sidde, men saa maat- te jeg faa gaa hen til, og du maatte falde kjælende over mig, medens jeg arbejdede. Vi skal nu nyde til sidste Draabe de Stemninger, Kjerligheden sender os paa dette Stadium af sin Udvikling, saa bliver ogsaa det næste sandt. Den forandrer efterhaanden Væsen, vi vil tro følge med. De, der altid gaar med Baandet om sig, lever jo aldrig uden pustende, hvergang det trykker paa. Frit skal det strømme, i ædle Mennesker findes altid Magter, som ordner det Vilde i skjønne Former, saa det maa tjene højere Maal. - Hvor god Kjerligheden gjør. Hvor trofast mod sine Pligter, hvor lavt det lave bliver, hvor ubetyde- ligt det Ubetydelige. Jeg synes, det er saa smukt hint Sted i dit Brev, hvor du taler om Guds Finger paa Væggen. Var vi blot istand til selv at holde tilbage, naar det Smaa vilde frem, men dels glemmer man det ofte, dels har man ofte ikke den ydre Berettigelse. Min største Glæde er det nu at se, hvor ordnet og rolig du er blevet efter den gjennemlevede Kjerlighedens Gjen- fødelse. Jeg har altsaa intet forstyrret, blot udvidet og prøvet Kræfter i din stærke Sjel. Jeg har intet nedbrudt, kun givet dig en alt bærende Glæde at bygge paa. Hvad jeg inderligt har øns- ket er sket, og nu kan jeg se til dig, som til det sikkre Sted, hvor jeg venter at finde et frisk Echo, hvis jeg raaber. Jeg kan ogsaa mindes dig som et Sted, hvor der venter en Plantning af min egen Haand, hvis Væxt jeg en Dag atter skal beskue. Saale- des du ogsaa med mig. Hvad Dag var det saa, du første Gang flygtede ned paa Sofaen til mig? Havde du da en klar Forestil- ling om, hvorhen det vilde føre? Da jeg den Aften var gaaet, SIDE: 140 hvad tænkte du? Jeg, jeg var drukken, jeg vilde Alt, jeg kunde neppe vente, jeg kunde ikke tale med Folk, drømmende, tum- lende gik jeg, til jeg atter holdt dig om Livet. Thi den Aften holdt jeg dig alt om Livet. Jeg gjorde mere, jeg kyssede dig. Tredie Aften sad du paa mit Fang, jeg trykkede dit Bryst til mit, ja, min Haand klappede din Kind saalænge, til din Hals blev misundelig, og - og, da blev du angst, min Haand var beskeden og veg, du glad, hvor vi omfavnede hinanden. Men paa den fjer- de voksede Feberen og Omfavnelsen, da var vi snart ikke læn- gere os selv, eller rettere, da blev vi os selv, saaledes, som om vi begge blot havde levet for en Gang at faa dette Øjeblik. Dit Brev, dit Brev har kogt op i mig alle Erindringer, de ser ned over min Skulder i Brevet, og jeg maa tegne dem. Kanske er du alt vred paa mig, og du vilde hellere, jeg skulde tie. Det er og- saa kun disse Øjeblikke, jeg skal stænge dit Brev langt nede og tillige stænge i mig selv. - - Men naar vi engang atter træffes, da kaster jeg Stængsler, sprænger Laas, styrter mig efter min tumlende Attraa, du kunde kjæmpe som en Vild, og det nyttede dig ikke. - Nej, hvorfor skrev jeg nu dette, jeg angrer det virke- lig, og jeg vilde ikke, det skulde staa, selv om det hændte. Tilgiv mig det ogsaa, jeg er netop nu saa blød, jeg vil ikke fornærme en Flue, endsige dig. Og jeg er ren, rolig til enhver anden Side, kun her koger Blodet. Dog saa skal det ogsaa være: Kjerlig- heden skal fortære de vilde Kræfter i os, ikke alene figurligt, men egentligt, saa faar vi Ro, saa kan den Højes Røst høres og Fingeren sees. Det Menneske, som intet Punkt har, hvorpaa Barnet i ham kan føres af den vilde Mand i ham hen til Liden- skabens uanede Steder, vil intet rigtigt stærkt og friskt føle og se, kan derfor heller ikke naturligt hengive sig til det Ædle, men kun kuet af Bøn og Trudsler, som han ser mørk over sig i Guds Lov og vred omkring sig i Menneskenes. Munkens Liv kan jeg SIDE: 141 ikke føre, og det er Konsekventsen af hine fattige Menneskers. Netop før din Kjerlighed kom, var jeg ved at forplumres, fordi jeg begyndte at føle min Udygtighed til at tæmme mig selv. Men naar al vort Væsens Overflod bliver optaget af Kjerlighed, stilner Søen, og Tanken ror atter rolig over Overfloden. Og det er det, Kjerligheden tager: Overfloden. Saaledes er det baade aandeligt og legemligt, Folk bliver syge, paa mange Maader, hvis de ikke selv forstaar, finder de ikke denne, dette Væsen, der venter, bugnende som de selv af Styrke og Overflod. Nu pakker jeg mit Brev ind og iler med det, glad som en Dreng med en fangen Fugl, han ingen tør vise, hen og slipper det i Postkassen. din trofaste Bjørnstjerne. SIDE: 142 Rom, Onsdag 30te Januar 1861 piazza Barbarina 95. Mit Brev gik igaar. I dit forrige, som jeg kan kalde det første af en ny Række, staar der to Sætninger, som har sat mine Tanker i en ikke ringe Bevægelse; men Opløsningen kan jeg desuagtet ikke finde. Der staar: "Men hvilken Dvælen mellem Salighed og Dødskval. Hvilken Strid mellem Kjerligheden og Frygt for Syn- den. Gud, vær barmhjertig, vær barmhjertig. Det er ingen Bøn, intet Ønske." - For det Første begriber jeg ikke, hvilken Synd du mener, Dødskval, min kjere Pige. Er det den at elske mig? Det er da ingen Synd. Maaske er det Synd af mig at elske dig, men jeg tror heller ikke, det er Synd. Det kan da ikke være syndigt at gaa did, hvorfor man er bestemt af Natur, af Sympa- tier, af aaben Modtagelse. Naar vi Ingen forulemper, Ingen flyt- ter tilside, blot har vor Erindring og vort Haab som Nattens og Dagens Lys over vor Vej. Endnu dunklere bliver det derved, at du beder: "Gud, vær barmhjertig", som om han skulde tage denne Kamp fra dig. Og rent uforstaaeligt, naar efter to Streger, ganske fint, tilføjes: "det er ingen Bøn, intet Ønske." Du maa nu tyde mig den Gaade og gjøre det aabent. Ikke bestandig denne Hemmelighedsfuldhed selv til mig - Gud, til mig! Og her kommer jeg til det andet Sted: "Du fortjener, at jeg skulde være langt mere aaben. Men endnu er jeg ikke stærk nok. End- nu hænger jeg saa fast ved Verden. Endnu tror jeg ikke nok paa SIDE: 143 den højeste Kjerlighed fra din Side. Nej, nej, det var ikke det, jeg vilde udtrykke. Nej, jeg mente blot (har du nu sagt det, Rosalinde, eller har du ikke sagt det?): du, som jeg, hængte for fast ved Verden - og jeg ikke formaar, om og blot for en Stund at give Afkald paa dig." - - Det er saa smukt skrevet, Stedet har indprentet sig i min Hukommelse ogsaa derved. Men en Ankla- ge mod mig er det, og den maa du tage fra mig. Skal du miste mig, maa du blive aaben? Tør du da nu beholde mig, naar du ved dette, eller tror dette? Jeg ved, det ikke er saa galt tænkt som sagt. Du vil blot skræmme mig, men kommer derved til at skrive ufordelagtigere om dig selv end tilbørligt. Det Spørgs- maal maa jeg vel ogsaa faa Lov til at gjøre: "Dersom det virke- lig er sandt, hvad du dog har sagt, at Hall ved Alt, elsker da han dig højere end jeg, siden han ikke forlod dig," om ogsaa blot for en Stund, men jeg derimot skal gjøre det? - Du skal ikke svare paa noget af dette, naar du med det samme fortsætter Vægrelsen; thi jeg kommer aldrig i godt Humør derved. Nu skal jeg fortælle dig noget, Rosalinde, men som du skal tie med, skjønt jeg intet Navn leverer dig. En af mine trofaste Venner, en ædel, stor Sjel, elsket og agtet af alle i sin Omgang, men mest af mig, har som ganske ung været i Tugthus for Tyveri! - han stjal for at gjøre nogle Kammerater godt, som han elskede og troede paa som Gud (thi han var Bondegut og de fornemme). Han fortaug de Andre og tog sin Straf, der var lang og knusende. Alt det foregik i en lille By, han blev snart glemt, men kommen ud i den store, som var hans Straffested, og hvor ingen kjendte ham, blev to mægtige og gifte Damer saa forelskede i hans overor- dentlige Skjønhed og Fromhed, at de hjalp ham i Vejret. Jeg tror ikke, Gjerningen fra deres Side var ublandet god, skjønt SIDE: 144 han derom bestandig tier. Han har et overbærende, elskende Gemyt. Han smiler til allehaande Daarskab, gaar gjerne med for at gjøre Andre en Glæde, men er ganske over det Punkt, hvor- paa han selv kan finde nogen Glæde deri. Til ham er det, min Vise er skrevet. Han er min første Ven. Om jeg fyldte dette Brev, kunde jeg ikke udtømme det Gode, denne Mand har gjort i Verden. Jeg alene kjender den dybe Grund i hans Livsanskuel- se og Handling. - - - Kunde du maaske af dette lille Træk faa et Begreb om, hvorvidt jeg "hænger for fast ved Verden", for- saavidt du dermed mener "Verdens Dom". - Du talte engang om et Løfte, som du havde gjort, og som du sagde hindrede dig. - Nu derimod synes ikke dette at være i Vejen, og besyn- derligt er det jo, at et Løfte skulde staa mellem dig og mig; thi jeg har dog vel de største! Men, som sagt, vil du vægre mig Aabenhed, saa svar ikke paa dette Punkt. Det første derimod. - Naar jeg undersøger i min Sjel med Alvorlighed, finder jeg, at kun een eneste Ting kunde faa Sveden til at springe ud af min Pande, kalde søvnløse Nætter og Arbejdsløshed frem, men intet Baand rive, ingen Pagt bryde, det var, hvis du fortalte mig, at du havde - paa en eller anden Maade - tilhørt en Anden! Det slog en herlig Illusion overende, den friske Poesi, som strømmer ud af dette Møde mellem mig, saa ofte skuffet, men nu saa stort overrasket, og dig, den ungdomsfyldige Pige, hvis første store Kjerlighed blev givet mig som Brudens Offer til den ene Ud- kaarne - denne Drøm, denne lyse Flod over mit Hoved blev formørket. Men vistnok ogsaa blot for en Stund. Jeg vidste dog, at dit Hjerte var nu saaledes mit som ingen Andens i Verden kan blive det. - Her har du min aabne Tilstaaelse kjere, trofaste Pige. - Du har da vel Begreb om, hvorledes jeg elsker dig? Du kan da vel se ud af mine Breve og mine Handlinger? Du kan da vel føle det, selv uden Vidnesbyrd? Det bliver da vel om dig SIDE: 145 som Klangen af dine egne Skridt, Røsten af din egen Stemme, Skyggen af dit Legeme, Virkningen af din Tanke? - - Sig det, sig det! - (Søndag 3die Febr. Midd.) Igaar fulgte vi Maleren Ernst Mejer til Graven. Denne sjeldne Kunstner af højt, barnligt Sind, hvis Værker vil leve sammen med de bedste, døde plud- selig, rørt af appoplektisk Slag og blev begravet Dagen efter, saaledes som Jødernes Skik er, thi han var dansk Jøde. Om Af- tenen Kl. 8 foregik Begravelsen. Jødernes Kirkegaard ligger langt ude, en uhyre Vognrække fulgte; mellem Begfakler, Jøder- nes Sang og Lysene under de vælvende Træer i Natten ude paa Kirkegaarden stod vi, og Synet vil evigt blive hos mig. Mange Damer fulgte, Krandse kastedes og Mange græd. Han har boet her i 30 Aar, den gamle Maler. - Et Tilfælde vilde, at han intet Testamente havde gjort, hvad Danmark kommer til at savne, da mange Tegninger og Skitser, han efterlader, var bestemte for Kobberstiksamlingen. Herved kom jeg til at tænke paa Noget, som kunde hænde os, hvis een af os pludselig forlod Verden. Vore Breve! - Nu skal du love mig at gjøre, hvad jeg har gjort: lægge et godt Omslag om dem alle, uforseglet for altid at mod- tage nye, men med følgende tydelige Paaskrift: "Det er min Vilje, at denne Pakke uaabnet bliver brændt." Jeg for min Part sætter ogsaa til: "den, som aabner den, vil bestandig angre det." - Det er en højtidelig Gjerning, som ikke maa forsømmes. - I Morgen begynder Karnevalet og kommer mig meget ube- lejligt, da jeg glæder mig saa i og ved mit Arbejde. Første Akt er nu saa godt som endt, jeg stunder til anden, hvor jeg skal mørde Bisp Nikolaus, og hvor Helga atter skal frem sammen med Sigurd. I tredie Akt i en Skov nær Oslo, ude paa Lade- gaardsøen, et herligt Sted, der falder hendes Hovedscene, der bliver hun Heltinde, erobrer de Bevis, hvormed Bispen fældes og Riget vindes; men i denne Akt maa hun ogsaa forlade Haa- SIDE: 146 kon. - Historien maa give Oplysning om deres følgende Skjeb- ne. - Kan jeg vente Brev i Morgen, Rosalinde? Jeg kunde godt faa, men jeg vil heller ikke være for slem til at forlange, thi jeg har set, at dine Breve bliver fyldigere, naar du jubler ned et Stykke ad Gangen og altsaa lader dem ligge og modne. Jeg kan ikke for det: imorgen begynder jeg atter at høre efter Klokken. Tirsdag 5te. Første Akt er færdig, Bispen taler! - Hvorledes første Akt slutter, ved du jo ikke. Idet de kysser hinanden, kommer Sverre ind, Inga ligger skamfuld og knæler, Sverre kommer langsomt frem: "Kysser du ogsaa Drenge? - Hvad er det? - En udklædt, vakker (Haakon knæler bedende) Ogsaa han paa Knæ! (dernæst nærmere til Haakon) Hvad jeg har bundet i de mange Aar, jo ud som Vildskud i dig, Galning, slaar." - Op- muntret springer Haakon op, tager Ingas Haand, fører hende frem: "Giv mig til Ægte denne unge Kvinde, og fra idag du skal mig færdig finde!" Sverre: "Det var et Hastværk! Jeg skal svare siden." (til Inga) "Se ham ej mer! (hun viger frygtsom) - før jeg bestemmer Tiden." (hun knæler, Teppet falder) - Altsaa hun i Midten, Haakon staar vendt imot hende, Sverre paa den anden Side. Husk dette, og at hun kommer i lige Linje med Nichen. Hun knæler af Taknemmelighed for Tillægget "til jeg bestem- mer Tiden"; det kom jo uventet. - - - Jeg har havt Brev fra min Søster. Hun taler begejstret og dygtigt om Fru Hejberg. Hun giver en meget klar Skildring, som beviser, at hun baade har følt og tænkt. Herregud, Gutten kommer sig! Han taler ogsaa lidt! - - Nu er her Karneval, men lidet morsomt. Fra Garibaldis Liv maa jeg fortælle mere. En Kone over paa Madalena, en simpel, men smuk og brav Kone, skjulte ham og plejede ham efter Flugten fra Rom 48. Med hende fik han et Barn, hun er nu SIDE: 147 hans Husholderske. Fru Schwarts har han elsket, hun har nu tilstaaet mig det. Han har ogsaa lovet hende aldrig at gifte sig, hvis det ikke bliver med hende. I Lombardiet giftede han sig saa med en Anden, men blev skilt, da Pigen ikke elskede ham. Fru Schwarts vil ikke mere se ham; han har brugt Fru Schwarts i politiske Ærinder, han sendte hende ogsaa over til Sicilien med Dokumenter, da Oprøret beredtes. Det var, som at sende hende i Døden, da hun var kjendt. Hun frelste sig alene derved, at hun spiste Papirerne, medens de brød op Døren til hendes Kammer. Da hun kom tilbage og fortalte ham Udfaldet, svarte han: "Det havde jeg omtrent tænkt," og saa gav han sig til at citere et Digt for hende, som han havde skrevet, og som hun maatte afskrive. Fru Schwarts er letsindig, men saare behagelig og god, hun er ogsaa talentfuld. Jo, det er rigtigt, at Kunstnere har Tilhold hos hende i Ægtemands Sted, jeg har nu selv seet det, har ogsaa hørt det af hendes bedste Veninde. Nu, mig kommer det ikke ved. Jeg lærer hende at skrive, thi hun har aldrig studeret det som en Kunst. Hun er meget taknemmelig. Garibaldi har havt en Kjerlighed før sin Kone, han har selv beskrevet det, og jeg har læst det; men han naaede ikke dengang at udtale sig. Han forholder sig nok rolig nu og gaar ikke ud til Vaaren; andre siger, at han vil op til Konstantinopel, over Donaufloden og begynde i Fyrstendømmerne for Ungarn. Hans Generaler er hos ham. Torsdag 7de. Fy skamme dig, intet Brev! Nu har du to fra mig at besvare. Eller hvorledes er det gaaet med det Brev, som gav mig Angst, da jeg lagde det i Kassen? - - - Jeg speku- lerer meget paa at skrive en "Maria Stuart", d.v.s. en historisk og sand om en Kvinde, som segnede hen over sine Lidenskaber og Gjerninger. Jeg taler meget med Historikeren Munch om SIDE: 148 dette Emne; han har netop studeret det. Om hendes Endeligt ved man aldeles intet vist. Somme siger, hun ikke kunde gaa til Skafottet, Andre modsat; derpaa kommer det heller ikke an, men at hun i Fængslet stod i Forbindelse med Oprørsplaner, saalænge hun kunde, er vigtigere. Hun havde paa Slutten (gan- ske som jeg havde tænkt) et haardt, koldt Ansigt. En Elsker blev dræbt i hendes Fang, en Anden dræbte hun selv med saa- dant Overlæg, at da hans Indebrænding var besluttet, lod hun tage Gardinerne af Sengen, fordi de var for kostbare at brænde med. Schiller har jo saa aldeles forfejlet hende, skjønt han desu- agtet har skabt et flot og sentimentalt Stykke. En ung Page, som hun elskede, fandtes under hendes Seng. Han blev slæbt til Skaffottet, hun frelste ham ikke: "o, cruele dame!" raabte den lille franske Dreng paa fin Riddervis og døde. Jo, jeg tager hen- de nok engang. - - - (Kl. 4) Min egen kjere Rosalinde, jeg har idag havt en Vished om at faa Brev. Kanske forvexles Følelsen med den, at du netop nu har modtaget mit og beskæftiger dig med mig. Jeg har et af disse Øjeblikke, hvori jeg synker hen i Betragtningen af dig. Du er mig saa meget. Det er et saa uhyre Tab, at jeg ikke kan have dig for Livet, som jeg har dig for Evigheden. Din Aand løfter min. Hvad der maaske ikke passer nogen Anden, passer mig. Det kan du jo neppe komme til at prøve; men hvis det blev prøvet, kjender jeg Udfaldet. Thi det er gjensidigt; saaledes kan du ikke passe mig, uden at jeg er det Samme for dig. Jeg ved, at ingen anden kan blive alt for dig, som jeg, thi mit Væsen, som kan støde Andre, er dit. Vi kan i en Bog nedlægge vor gennemarbejdede Tanke og vor ordnede Følelse, men de fleste af dem, som deraf føler sig tiltalte, vilde maaske gyse, hvis de førtes ind til disse Tankers og Følelsers Vugge. Det er der, du er hjemme, og ikke af Omgang eller Vane, men af Fødsel. Rosalinde, skal aldrig mit Værelse støde SIDE: 149 op til dit? Skal aldrig min halve Dag være din, min halve mit Arbejde? Skal vi ikke sidde sammen, naar Livet giver Glæde? Skal vi ikke ældes sammen i Taknemmelighed og haabe i en ny Slægt? Skal vi ikke se hinanden dø? Rosalinde. Dette navn er nu det eneste, jeg kan favne; men jeg trænger Kjød og Blod, Aand og Hjerte. Man bliver træt, og hvad der er værre - svag af at udholde slige Savnets Timer og kun støde paa Klangen af et Navn, selv om det er det rigeste. Jeg plejer gjerne, naar jeg ar- bejder paa noget større, at gaa ud i Stormen og Naturen med det. Naar Træerne suser ensformigt og Luften støner ud, falder det Smaalige i Tanken bort, og jeg gaar hjem igjen, blot med det, som har holdt Prøven ud. Saaledes har jeg ogsaa ofte prøvet dig i Naturen og alene. Men du følger med mig hjem, som du fulgte med mig ud. Naar jeg sammenligner din Hengivenhed for mig med Andres, ser jeg ogsaa med sjelden Klarhed, hvad du er mig. Jeg ser det Punkt, paa hvilket mine Venner vilde slutte, en efter en. Jeg ser ogsaa det, hvorpaa min - Søster vilde vende sig bort, om ogsaa i Taarer. Men min Moders og din, den fulgte selv gjennem Forbrydelse, ja, hvad der er mere: gjennem For- brydelse mod Eder selv. Denne Følelse giver et uhyre Ansvar, som om man gik med et til Randen fyldt Glas, hvoraf en Draa- be ikke kunde spildes. Jeg er ikke stærk nok til at kunne bære det saaledes, det er vel ogsaa over menneskelig Evne; men An- svarets Følelse har jeg, og den adler. Ja, det gør stærk at vide sig elsket. Og dette skal opretholde mit Mod, hvor det øjeblikkeli- ge Forlangende til den Kjeres Nærhed og udelte Besiddelse vil nedbryde al Lykke. Jeg skal rejse mig igjen med den Tanke: jeg er elsket. Rejse mig igjen og sige ud til al min Sorg, alt mit Mis- mod: jeg er elsket. Noget Større gives ikke. Jeg er elsket: og det skal svare Ja! i mit Arbejde som i min Drøm om Natten. Af al min Omgang skal Menneskene se det uden at forstaa det; jeg SIDE: 150 skal føre med en Mildhed, en Overbærelse, en Tilbageholden- hed i Beskjæftigelse med gode Tanker, som alene disse tre Ord giver Diplom paa. Straks nu her har disse samme Ord vist sin fortryllende Kraft: Jeg gaar nu gladere fra Brevet end jeg satte mig. Farvel. - (Fredag 8de, 3) Du skrev sidst efter dine Bekjendtgjørelser 28de, at du skulde fortsætte dem. Var dette Tilfælde, maatte jeg nu have Brevet, thi mere end 11 Dage kan dog ikke et Brev være undervejs. At du med to Breve fra mig endnu kan tie stille, gaar over al min Forestillingsevne, din Barbar. Vistnok var det første af disse to, saavidt jeg husker, intet interessant Brev, men allige- vel! Havde jeg forset mig saa grovelig, var der regnet med For- modninger, fornærmende for min Kjerlighed, og saa ikke en- gang et "om Forladelse" bagefter! Jeg derimod maa tie stille, thi dersom jeg klager, faar jeg ogsaa Skjænd. I vor Forbindelse er du visselig ikke alene den Herskende, men den uindskrænket, den despotisk Herskende. - At vente Brev gjemmer store Scener af Betragtninger og Lidelse. Min Tanke hænger fast et Steds, saa jeg kan ikke slæbe den med did, jeg vil. Værelset, naar man atter træder ind deri, er som et Forventningens Tempel og saa noget taust, medvidende, som gjør, at man ikke gjerne vil for- lade det. Klokken hører man i Søvne, den har en Streng lige ned i Brystet, som det river i, hvergang det ringer. Kun ligegyl- dige ved ikke, at da de tog i Snoren, bevægede de vort Hjerte. Man overgiver sig til ufrugtbare Taltællinger af Dage, Ørkener af Formodninger og Tvivl. Derifra ind i en Drøm af det Opleve- de, og naar man saa udmattes, forvandler den Karakter og bliver svag, omfavnende, vellystig, til den sover ind - ingen Sikkerhed foran Arbejde og Andre, halvt borteværende, selv midt i en Sce- ne, som paakalder vor Følelse. Man gaar og tager Varsler af de urimeligste Ting. Giv mig nu atter min Ro, min Frejdighed, SIDE: 151 min Frygtløshed - giv mig Brev. - (Mandag den 11) Jeg tør dog maaske slet ikke klage, thi der er jo kun gaaet 14 Dage, siden jeg fik Brev. Derpaa støttede jeg mig imidlertid, at du nu havde to at besvare, derfor maaske ikke kunde udsætte Besvarelsen i 14 Dage. Idag faar jeg ikke, ser jeg. Hvis jeg nu ikke faar førend Lørdag, har du tre at besvare. Maaske er der Forhindringer, som jeg ikke aner. Jeg har tænkt at kunne faa mere Ro, jo længere vor Kjerlighed kom i sin Udtalelse; men det bliver jo om muligt værre. Jeg vil ikke skrive idag, thi det vil ikke glæde dig. - - - Tirsdag den 12te. Tak for dit dejlige Brev! Nu Kl. 11 modtog jeg det. Det er skrevet i en elskelig Stemning, eller maaske nu gjør et saa velsignet Indtryk paa mig, fordi den mere end nogen anden i dine Breve bærer noget tilbage af de Indtryk, jeg gjerne vilde skabe. Der er en Mildhed og Barnlighed i disse bestandig stærke, kraftfulde Sætninger, som lader dem ret skinne sig ind. En fortonet Klarhed hviler over dem, i hvilken ogsaa din Rolle "Fru Nohan" er opfattet. Dit Brev kom fem Dage for sent til, at jeg kunde bede sammen med dig for denne Rolle. Men Gud har vist, hvis han finder det tjenligt, givet dig lidt Lykke midt i din forladte Skjebne. Naar jeg ser din Længsel og din Smerte derover, bliver mit Bryst saa tungt. Som en mild Vemod er dit Brev kommet, og den forstørres deraf, at du visselig befinder dig i en Skuffelse med Hensyn til den Tid, vi atter kan sees. Paa to Aar sker det ikke i Danmark. For mig er disse to omtrent hele min Fremtid. Faar jeg ikke gjort noget nu, og faar jeg ikke fort- sætte denne min salige Uddannelse, saa er jeg atter et Bytte for alle Tilfældighedens Vinde. Vil du mit Vel, saa ønsk mig disse to Aar, bed inderligt til Gud, at de ikke forstyrres for mig. For os to bliver det tungt, da vort Forhold allerede i sig selv er saa SIDE: 152 tungt. Men maaske vil den ejendommelige Belysning, hvori mit Sind derved kommer til at se Gjenstandene, ligesom dit, bygge ærligere og Gud kjerere paa vort Væsen, end Samfund for Øje- blikket kunde gjøre. I Afkald, som jeg ofte har sagt, ligger Menneskets Energi og Betingelsen for ordnet Virksomhed. Den Smerter, men denne Smerte er ogsaa en Opdrager. O, fortær dig ikke i Savn udover det enkelte Øjeblik. Saa herlige Kræfter som dine maa du give Fremtiden. I vor Kjerlighed ligger en Fare for dem, men rigtig oplevet ogsaa deres største Hjælpekraft. Saale- des er der altid ved Siden af en Synd sat en Dygtighed, og om- vendt. At finde Maalet er vort Prøvestykke, hver især. Men skriv du det ned, som hidtil, naar Tankerne tager Overvægt i den farlige Retning, allerede derved at de flyttes, letter de Sin- det. O, jeg skal tage mod dem, lægge mine til, og saa skal vi sammen bede om Styrke. Hvad har du sagt til Krossing? Hvad sagde Krossing? Saadant maa du sige mig straks. Da du spørger efter Karolines Fødselsdag, ligger den Formodning nær, at du sagde, du skulde bringe hende noget til den. Fødselsdagen er imidlertid den 1ste December, saavidt jeg husker (jo, det er saa) - altsaa skjød du fejl; jeg ynder heller ikke, at du valgte saadan Udvej! Hvor let at sige, at det var "Inga", jeg sendte dig. Se til, min Bedste, at vikle dig ud af al den Opdigtelse, som du lever i. Tag da i Guds Navn heller en Fortrolig; thi det skader din Sjel. - Eller var du oprigtig mod Krossing og har nu ikke Mod til at sige mig det? Hvad sagde den Gamle i saa Fald? Til min tunge Stemning idag, dog saa blid og god, bidrager vist ikke dit Brev alene, skjønt det nu atter er læst og har lagt sig som en stille Høstaften for mit Øje. Men inat (til den 12te) vaagnede jeg og saa et Sort Klæde falde ned og et sort Dødningeansigt staa bag; jeg havde straks Tanken paa min Kone og min Dreng. Gud i Himlen vær naadig! - Et Sted i dit Brev forstaar jeg ikke. Du SIDE: 153 taler om en, der hidtil var svag som Røret, du taler om en, der hidtil var stærk som en Klippe. Hvorledes du sammenligner dem er uklart, noget tyder paa, at du mener dig selv med begge, noget paa, at du mener en Anden, "som du føler er bedre". Stod der "var bedre", saa kunde det jo ogsaa være dig selv, som du i et Anfald af Anger dømte saa. Sig mig, hvem og hvad du mener, min i Smerte Elskede! - Nu kommer dine rette Navne. Hvilket af dem, jeg vil bruge, tør jeg ikke afgjøre. Bliver vi ikke gifte, bruger jeg neppe noget andet end det sædvanlige. Bliver vi gifte (og Gud kan gjøre det saa for vor Smertes Skyld!), da vil jeg se, hvorledes min kjere, dyrebare Karoline er skilt ifra mig, og tør jeg af den Maade, hvorpaa hun ser til mig og omsvæver mig, vente Forsoning, da skal du bære hendes. Og i vor Stue skal hendes Billede hænge paa første Plads. Og faa vi et Barn, skal det ogsaa bære hendes Navn. Vær god mod hende. - Saa du gik til Petersen. Det er et af disse hurtige, ufattelige Skridt af dig, som jeg ikke forstaar. Det glæder mig imidlertid, at han var god imod dig! Hvorfor kan han ikke gaa Arm i Arm med Mantzius? Er du en saadan Fiende af mig, fordi han ikke forstaar alt det, jeg skriver og tænker? Nej, Petersen er tro; men der er kommen en Smerte imellem os to. Læs indlagte Seddel til Ploug, forsegl den saa, sæt et Frimærke paa og kast i Kasse. Naar Petersen ikke har Ret, skal han heller ikke have den. Og her har jeg Ret. Har Fru Hejbergs Spil tilsløret ham og Eder Andre det rette Forhold, saa skal netop derfor det Sande siges, skjønt det har en Afstand som derifra til Rom. Thi dette Punkt er vigtigt, højtideligt. Jeg har ingen Gjenklang fra "Haakon og Inga". Forunderligt, du skriver heller aldrig uden tilfældigvis, SIDE: 154 naar du modtager Brev fra mig. Jeg maa skjønne det langt nede i Brevet af en anden Bemærkning, at du havde modtaget to. "Haakon og Inga" forekommer mig at være den mest vellykke- de Scene, jeg endnu har skrevet. Den er saa gjennemkomponert. Har den ikke ogsaa glædet dig? - Hvor tydelig jeg ser dig i Fru Nohan. Ja, saadan skal du være klædt, saadan Karakteren opfat- tes. Husk da, at det Barnlige, saavel som det Egensindige ligger ligemeget i Bevægelsen som i Replikken. Kokettens er videre, sværere. - Ja, alt dette føler du nok, thi du er dygtig. Saa Høedt ogsaa nu interesserer sig for dig? - Har du faaet større Gage, har du søgt? - Du siger, at du vil flytte til Fru Krossing. Derved forstyrrer du for det Første det Sted, hvorpaa jeg tænker mig dig. Og naar mine Erindringer herefter skal flagre i Værel- set, mellem hvilke fremmede Mennesker skal de saa færdes? Det er næsten Synd imod mig. Dernæst er alt Haab om Gjensyn sat ud i det Fremmede. Hvor skal den nu fejre sin Gjenkjendelses-, sin Gjenerindrings-, sin Gjenfødelsesscene? Og bor du mellem Venner, kan jeg ikke komme til dig, du ikke godt søge mig. Og dine Breve, som du faar fra mig, kommer som efterglemte Fugle fra det gamle Sted, banker paa og finder - hvilken Haand? Hvor mange nye Opdigtelser flytter du saa ind i? Nogle maa jo staa som Skildvagt; men sørg heller for, at de afkortes end for- øges, hvad utvivlsomt hænder paa et fremmed Sted. Men synes du, det er for ensomt for dig, og frygter du denne Ensomhed, finder du Hygge og Styrke mellem Mennesker, og netop disse Mennesker, saa flyt og tænk ikke paa mig eller paa de faa Ti- mers brudte Hygge, hvor vi kan være sammen, for de lange Aars, hvori du Stakkel skal sidde alene. En Udvej med Brevene vil du jo ogsaa finde - eller kanske du har fundet en Fortrolig? SIDE: 155 - I dit Brev beder du mig skrive uden Hensyn til dig, netop som jeg vil. Den Ømhed, dette viser, paaskønner jeg, men det Tillæg den har, og nu for anden Gang: "men skriv, hvad du føler, bedrag mig aldrig; thi jeg skal aldrig, aldrig bedrage dig" - det er vistnok udsprungen af den samme Tro, at jeg, for at gjøre dig godt, vil gjemme bort mig selv, - men det smerter mig dog, thi engang opskræmt af flere forudgaaende Breve, maa jeg ogsaa sætte den i Forbindelse med den forunderlige Mistro, du har til mig. Hvor mangen Gang den har krænket mig, Rosalin- de; thi aldrig i mit Liv har jeg været ægtere, helere, oprigtigere baade udad og indad, end jeg nu bestræber mig paa at være, og jeg har da før staaet langt borte fra det Rette, siden jeg selv nu ikke kan give og selv dig Tro paa min Ærlighed og Trofasthed i det Mindste som det Største. Sig mig det nu, ikke hæftigt i nog- le hæftige Udtryk, hvormed du ligesom vil skjynde dig at afbe- tale, men undersøg i dig selv og sig mig saa, hvad der er om mig og min Troskab. Er der en Tvivl, for Guds i Himlens Skyld, kom med den, lad mig engang faa fat i Roden til alt det- te, nu for hvert Blad, jeg skjærer, kommer der jo et nyt. Saa det er din Fødselsdag den 28de Februar. - Jeg kan ikke ønske dig til Lykke anderledes, end jeg bestandig gjør det. Og den Lykke, vi først og fremst ønsker os, tør jo ikke vi To bede om. Herregud, det koster Taarer, men det er sandt. Altsaa er du 19 Aar? Hvil- ken skjøn Alder! Lad der dog spire Forhaabninger for den! Jeg tror det, jeg tror det, men det vilde dog være mørkt, hvis vi mange Fødselsdage skulde bede som i Dag. Nej, dette Brev kommer vist ikke til at glæde dig; men noget tungt ligger som sagt over, jeg forgjæves søger at løfte. Hvad er det? Dit Brev er det dog ikke; jeg har nu læst det ømme Vidnesbyrd, der er mig SIDE: 156 omtrent, som havde det lagt ved dit Hjerte; der er noget blødt ved det, som var det af andet Stof, og som Papiret skulde være varmt. O Tak, o Tak for din Forsikkring, at min Kjerlighed er dig til Glæde, at du velsigner hver Stund i den, de tunge som de lyse. O Tak, skjønt jeg tænkte det. At du vil sige mig det, og sige mig det saaledes, er en øm Omhu for mig. Hvor gjør det mig godt. Hvor tillidsfuld jeg overleverer mig til Følelsen for dig efter saadanne Udsagn. Det er dog velsignet med et saadant Brev, hvilket utroligt Selskab det giver, den Dag det kommer. Det er, som vi har En hjemme, selv om vi er ude. Mig er det, som du den Dag var ganske nær ved, skjønt dog ikke nær mig; men som du netop da tænker paa mig, ser ned paa Papiret til mig derifra, hvor du har skrevet, ja som du smiler, naar jeg smi- ler og staar langt borte og venter, hvad Virkning det vil have, naar du har vovet et Udsagn. Du skriver, at du drømmer om mig om Natten, ja, at du beder derom, og om at vi da faar være ganske, ganske tæt ved hinanden! Lykkes det saa? Har du drømt det. Har du drømt noget op igjen af det, som er sket? Sig det. - Hører du, sig det. - Hvor fyldigt dette dit Brev var, jeg bliver ikke træt af at tænke paa dets forskjellige Emner. Send mig nu snart et nyt, du ser, de kommer som den tilslørede Slav- inde til sin Herre om Natten, han vaagner og finder hende? - Kommer du nogengang saa selv? - Havde du Mod til det? Jo, netop saa tror jeg, du kom, - det lignede dig mere end noget andet. Strax denne Tanke faldt mig ind, ser jeg Scenen saa livag- tig, at saa klar kan den ikke staa, hvis den ikke engang skal hænde. Naar jeg saa atter vaagner - er du borte. Ja, kanske har du netop tænkt det saaledes; thi der var bestandig noget i dette, som du ikke vilde sige, medens du sagde nej til alle mine Gjet- ninger om, hvorledes det skulde være. Sig, svar. - Og lev vel, du Nattens og Dagens sagte henskridende, kommende, gaaende, SIDE: 157 vækkende Tanke. Lev vel og tryk mit Brev op til dit Bryst, rig- tig trygt op til, saa det kan komme der, hvor jeg selv vilde læg- ge mit Hoved og siden trykke mit Bryst op imod. din inderlig hengivne Bjørnstjerne SIDE: 158 Rom 14de Februar 1861. (Kl. 12) Iforgaars gik dit Brev. Siden har jeg levet i en uafbrudt Feber, som om noget Ondt forestod. Jeg havde den alt i Slut- ningen af mit Brev, som du saa, hvad er det? Staa vi alt nu ved en Krise? Den bestandige Smerte i Brystet, som hos mig altid er Kjerlighedens Ledsager, naar jeg ikke er hos den Elskede, har jeg atter, den kan flygte, der kan straale over Øjet, men tilbage kommer den, sikker som Natten. Derved er det ogsaa, at Kjer- ligheden kaldes dyrekjøbt, den er kjøbt gjennem uendelig Lidel- se. Det, som den giver, er Baand; vi stod alene, frie med Selvbe- stemmelse, men ogsaa uden stærkere Sympathi og al den Glæde, som den medfører. Den, som da elsker, kan løfte denne Ufrihed med alle de knyttede Baand op til den største og sande Frihed, saa Livet i To bliver som Livet i Een, og al Verden er taget op i deres Favnetag, den har sejret. Men saa staa Omstændighederne imellem, skiller, hvad vil, hvad hører sammen, skiller det i Tid og skiller det i Rum, da er det Sjelen græder og Lidelsen kom- mer. Jeg vil nu for en Stund flygte fra mit Værelse og mit Ar- bejde, hen at høre Musik, thi her er en stor "musicale Matinée". Maaske bringer Musiken Bud og Erindring, maaske ogsaa Haab. Den tager saa mildt paa vore Bekymringer, klapper og stryger, kanske kan den lulle min Smerte isøvn. O, at dette Hav SIDE: 159 af Kjerlighed skulde styrte ned over os To, just som vi gik saa sikkre. Havde vi nogen Anelse derom, da vi første Gang gav hinanden Haanden. Nej, ikke engang da du første Gang droges ned paa Sofaen til mig. Da følte jeg nok, at jeg aldrig kunde glemme dig, hvad ogsaa du følte, - men at denne Bevidsthed skulde voxe til Nattens og Dagens Kval gjennem lange Aar - hvem af os To Glade anede vel det? - Vi tænkte, vi kunde se hinanden ind i Øjet og sige hinanden: "dig var det!" - men saa gaa igjen og have det med som et skjønt Digt, vi kunde udenad, og som undertiden citerede sig selv. Men hvad blev det til! Hav- de jeg vidst det, jeg havde dog ikke flygtet, det føler jeg sikkert, som at der er en Gud! En Løn er min Kjerlighed for, at jeg har troet paa det Høje, det Gode, det Forsonende gjennem al Prø- velse og Strid. En Straf er den, fordi min Tro var svag i Gjer- ning, og jeg stykkevis vilde kjøbe mig fri for dens uhyre Læng- sel. Jeg skulde have bevaret den ren, som jeg fik den, og min Kjerlighed var nu idel Glæde. O, jeg ved det og kan pidske mig selv med denne Bevidsthed i lange forfærdelige Timer. - - - Lørdag 16de. I Scenen mellem Inga og Sigurd i anden Akt, hvor hun formanende træder ind til ham, spørger han hende, hvor hun tager denne forunderlige Vished fra, naar hun taler om Sverre. "Fra Gud," siger hun og forklarer, at hendes Sjel fra Barn er viet til hans Sag. Da hun endvidere siger, at hendes Livs Beslutning blev, blot en eneste Gang at kunne se ham, spørger han: "Og du fik se ham?" - hun svarer: "men fra denne Stund jeg ej ham husker mer saa godt som før; der hændte Noget, som har kastet Slør." - Og siden tumler jeg som Barn i Drøm- me, der tror, det drukner og kan ikke svømme. Jeg hører Toner, men kan ikke naa; Hjælp, Hjælp, jeg raaber og kan ingen faa. Dog stiger, synker, og jeg ser det ej; jeg gaar, jeg venter, men SIDE: 160 har ingen Vej. Et Navn de nævner, og jeg springer frem, men falder smerteligt og famler hjem. Et Billed ser jeg, og det lysner brat; det var i Søvne, - der er bælmørk Nat." - - - Lørdag 23. Hvilken Forandring, der er foregaaet med mig i denne Uge. Min anden Akt endt, jeg faar Stykket færdig i næste Maaned. Jeg tog i og sagde mig selv, at ned skal ikke Kjerligheden drage mig, den maa føre op. Jeg gjorde mig klart, at den værste Pinsel egentlig var en Art Sandselighed, og at der dog var Ingenting ved mig, kunde jeg ikke styre den, naar jeg var alene og udenfor det skjønnes Øjeblik. Jeg baade tog og fik Mod, og siden har jeg havt Fred. Aldrig er mit Arbejde gaaet saa godt, aldrig tør jeg sige, at jeg igrunden har levet saa glade Dage. I dette tind- rende Solskin med et dejligt Arbejde under mine Hænder, hvori vor Nationalhelt, som jeg har drømt om fra Barn, endelig smi- ler op til mig i Værdighed og Mildhed, og med en trofast Kjer- lighed inde ved mit Hjerte, et Barn og en Kvinde der hjemme, som jeg længes til, og som jeg gjennem mit Arbejde begge skal naa, og andre, nye store Stof, susende omkring som en For- jættelse. Hvor smukt jeg kan faa dig med, naar jeg ser det paa denne Maade. Al Synd borttages deraf, jeg har ikke længer det jordiske Forlangende uden Gud vil, jeg har en Lykke at eje en Sjels Sympathi, dens Venskab og Kjerlighed for Livet; men er dog hos min Pligt og min Elskede og vil dem alt det Gode i Verden. Nu har jeg fotograferet mig for dig, du maa tage mig, som jeg er. Jeg bruger aldrig Lorgnet, saa som du tænkte. Men det kan SIDE: 161 jeg da fortælle, at jeg er blevet mauer. Fotografisten har lagt paa lidt med sin Schatering, men jeg vækker Alles Forundring ved, hvor mauer jeg i kort Tid er bleven. Mit Bælte allerede indspænt to Tommer, mit Ansigt mauert, mine Hænder. Det klæder mig i alle Henseender bedre. - Det er i disse Dage, som om Verden er gaaet op for mig, jeg mener den digteriske. Forsonet og rent bryder Ideerne sig frem, uopholdelig efter dette Arbejde tager jeg et nyt i fem Akter, og da jeg arbejder fortere med hver Dag, ser jeg i Aanden, og varmes af Glæde derved, den Dag, da jeg kan skrive omtrent saa fort, som jeg skriver Brev. Hvor uhyre Meget har jeg ogsaa ikke at skrive! Der er hverken Ende eller Begyndelse, jeg maa være flittig som meget faa Andre, jeg maa ikke hæfte mig med Lidenskaber og Urenhed, nu maa jeg være færdig, skal jeg faa gjøre, hvad Gud har paalagt. Et herligt Emne har jeg i et norsk Eventyr, fantastisk udarbejdet i klingen- de Vers og for Sang med Italiens Varme og Lys over. Et andet har jeg i den store Sigurd Slembe - Degn, den største, men vil- deste Sjel i vor Historie, saa glad som Dreng, saa ærgjerrig som Yngling, saa ulykkelig som Mand. Han blev forelsket i en finsk Pige, da han var slagen og maatte leve i en Hule - tænk, dette Naturbarn! Da var han allerede fuld af Synd. - Saa har jeg et forunderligt Stof af en Borgerkrig, idet tre Brødre, Eystejn, Si- gurd, Inge sammen med tvende Høvdinger (da de selv var un- ge), nemlig Gregorius Dagsfoss og Erling Skakke styre Landet. En ganske liden Tvist opkommer, og først falder Eystejn, saa Sigurd, saa Inge, saa Gregorius, og Erling staar igjen alene og gjør sin Søn Magnus til Konge. (det var med ham, Sverre siden stred, og som han fældte tilligemed Faderen). Saa kjender du jo Stof fra før, borgerlige Emner og andre. Saa har jeg lyriske Dig- te at udarbejde, som altfor længe har ventet, og hvoraf flere maa fuldføres alt i Sommer; thi til Jul vil jeg have en lyrisk Digtsam- SIDE: 162 ling. Saa har jeg Fortællinger. - Saa har jeg "Arnljot". Da det synger og jubler omkring, medens min Sjel er lyttende i Hur- tighed. Jeg er selv saa stille, søger intet Selskab, og er til ingen Hygge, naar jeg en enkelt Gang er ude. Et rigere og skjønnere Liv er opgaaet for mig, og jeg har saa store Erindringer at leve paa. Fuldbaarne Bøger er mit Selskab og Fremtiden min Læng- sel. Før jeg kommer hjem, vil jeg have fem Arbejder færdige, saa vil jeg hvile og leve. Saa vil jeg opsøge dig og Alt, jeg har kjært. Saa vil jeg se, hvor ogsaa du i Mellemtiden er voxet og ret bleven stor. Blot der nu ikke kommer Sygdom til mig eller noget somhelst uventet Slag. Men det tror jeg heller ikke, jeg lever saa ordentlig, og en Ulykke maatte jeg vel faa Styrke til atter at forsone med Tilværelsen. En saadan opvaagnende Stund i ens Liv er den skjønneste, man lever! Flere Gange har jeg følt den og hver Gang indgaaet til noget Nyt og Større. Det træffer saa lykkeligt sammen, at den Opdragelse, jeg foretager med mig selv, undergaar ogsaa Haakon. Det er disse Scener, jeg netop nu skal ifærd med. - - - Stykkets sværeste Scene blev sluttet igaar, den mellem Sverre og Bispen, men den er ogsaa Stykkets mest vellykkede. - Ingas Scene med Sigurd er blevet ret herlig. Kon- gens Tog fra Sejeren drager forbi, Inga faar netop i Øjeblikket at høre, at Sverre har sejret og kommer, Klokkerne begynder at gaa, allerede medens hun overtaler Sigurd til at vende om til Sverre, saa høres Musikken foran Toget, det kommer lige under Vinduerne, hun beskriver det i største Begejstring, lige til hun faar se og kjender Haakon, hvis Navn hun raaber, han ser hen- de, kjender hende, hun styrter fra Vinduet; thi nu har hun jo overtraadt Kong Sverres Bud. Hendes Sorg, hendes Anelse udta- ler hun, medens Musiken dør i det fjerne. Hun gaar, Scene- forandring, stærk Musik, thi det er Sverres Tog med Banneret foran, som skrider ind i Kongehallen. - Nu faar du paa en SIDE: 163 Stund hverken lange Breve eller ofte. Du kan selv begribe det, jeg er ogsaa om Aftenen saa træt, at mit Hoved er sygt. Selv maa du ikke skrive, hvad som opskræmmer eller forstyrrer mig, lad mig have mine Drømme i en saa lykkelig Tid. Bliv heller ikke vred paa mig, men tag mig som jeg er, fuld af Stemning og Drift. Det er sandt, hvad Portrætet angaar, vælger jeg at sende det saa, og saa give dig en Kapsel, naar jeg kommer hjem; thi det andet, ser jeg, har for mange Vanskeligheder. Vil du absolut bære det, saa klip noget mere af og bestil en Benkapsel derom saalænge. Det skal dog engang ligge i en, som er min Kjerlighed værdig. Du skal lægge Mærke til, naar Frankrigsposten gaar, og 4 Timer i Forvejen for den til Indlevering bestemte Tid kaste dine Breve i Gadens Postkasse; nu venter dine Breve ofte flere Dage paa Posten, ser jeg, medens de kunde gaa paa seks. Hvor jeg længes efter Brev fra dig! Jeg havde tænkt, at det første Brev, jeg skrev som Svar paa dit første lange, efter at du atter havde brudt din strenge Taushed, maatte ilsomt kalde Svar. O, skriv mig til, blot en liden Stump engang imellem. Thi du gaar jo ikke som jeg i en uafbrudt Stemning over et og samme Arbejde, som du ikke godt tør bryde uden at gjøre en Synd. Men at du frem for alt ikke skriver mig til straks, du har spillet en Rolle og siger mig, hvorledes det er gaaet, forundrer mig; du kan da be- gribe, at hver Aften, jeg lægger mig, og hver Stund imellem, naar jeg sender dig min Tanke, spekulerer jeg over dette. Din Medfølelse for Medmennesker, og navnlig for mig, skal ogsaa vise sig i Opmærksomhed, du Kjere. Din Fødselsdag skal jeg højtideligholde, og jeg sender dig mine gjentagne hjertelige Lykønskninger. Faa et godt, friskt Humør, fast Haab og Tro! Hvad kan vi Andet end sætte Alt i Guds Haand? Men da ogsaa gjøre os værdige gjennem Afholdenhed og ren Kjerlighed. Ja, Gud tage sig af os to Forvildede, men stærke Folk. Vi vil saa SIDE: 164 gjerne frem til Lykke; han ved Vejen, som er os tjenlig, vi vil glade haabe det Bedste og tage fat rundt omkring os. Engang, naar vi atter ser hinanden, skal Sommerglæden tindre; indtil da stille, hjertelige, forsagende, arbejdende i en sød Erindring. din, din, din Bjørnstjerne. SIDE: 165 Rom, Lørdag før Palmesøndag (sæt Dato til!) 1861 Min længe savnede Rosalinde! Nu er jeg ikke alene færdig med Stykket, men med Afskriften af det lige til sidste Akts første Scene, om tre Dage sender jeg det hjem. Dette kommer nu som Forbud herom og om det større Gesandtskab for min Kjerlighed, som venter dig, straks mit Stykke er færdigt. Jeg lader da ansætte en overordentlig Gesandt ved dit Hof i et langt, langt Brev, og siden kommer Stykket selv som trykt og er min Minister plenipotentiere. - - Men det lille Forbud maa alligevel ivej for først at sige dig, at da du ikke skrev, var jeg meget forskrækket, og da jeg saa, du ikke spillede, troede jeg, det var Sygdom. Da saa endelig Brevet kom og gav mig Lov til at skrive dig til, var det af saadant Indhold, som egentlig fordrer et langt og grundigt Svar, men da nok et kom af endnu ængsteligere Indhold, maa jeg dog skynde mig og foreløbig standse, hvad jeg formaar at standse. Jeg maa tilstaa, jeg mistror min egen Evne; thi naar alle mine Brev, der snart udgjør en tyk Bog, ikke har opnaaet andet Resultat end dette, som nu viser sig, da er jeg ofte forfærdet. Du er syg paa Sjelen, du er mauer paa Legemet, du græder uden Ophør, du taler om at dø, om at slutte al Kjerlighed, der ikke er hin tause mig ufor- SIDE: 166 staaelige, ikke en Yttring i mine Breve bringer dig sand Veder- kvægelse, du huler den saalænge ud, til du kan lægge lidt Mis- tro i den og saa bag efter forsikkre, at du ikke har den. Ja, dette sidste er mig pinligt; jeg siger jo aldrig Noget, som du ikke finder et lille "Men" ved. Er dette Resultatet af Alt, saa maatte den Time være forbandet, som førte os sammen. Men det er det jo ikke, min gode Rosalinde. Nu skal mit Stykke komme og vise dig, at jeg paa samme Tid har tænkt paa dig i de ømmeste Ord, den mest himmelopklarende Glæde, med noget af Nattens Drag derover. Jeg har siddet og formet den i skjønne Billeder, manet glade Forhaabninger frem, rene Glæder, jeg har lagt den som Liv i alt andet Liv. Nu maa du ikke som i dit første Brev lade mig forstaa, at naar jeg kan skrive, saa elsker jeg ikke, og minde om, at du kan ikke arbejde, at Teatret er lige saa vigtigt, men du kan dog ikke. Jeg elsker dig for meget til at saadant kan fornærme mig, men det gjør mig dog virkelig ondt. Hvad vil du, Rosalinde? Vil du, min Kjerlighed skal have Smer- te, er det dig ikke behageligt, at jeg kan tage Smerten ud af den, og indordne den i den evig skjønne, rolige Tilværelse, jeg ud- danner den til en formende Mester, som giver Verden Billede af det Evige, forsoner Tiden med Længselen og selv i Trængselen gjør lyst. Hvorfor skal du forgifte mig denne Glæde, du Kjere, som gjerne kan dø for mig. Og naar du nævner min Kone, hvorfor saa altid tale om din Misundelse og Slethed; jeg tror jo ikke paa den alligevel, men hvorfor saa stygge Ord og Skræms- ler. Og hvorfor i Sorg og med Taarer sige mig, at jeg skal gjøre min Pligt mod hende, hvorfor ikke i Glæde, Rosalinde, da det for Gud og for os er den eneste Vej, hvorpaa vi kan naa hinan- den. Den anden - er Halte Huldas. Gjør jeg min Pligt i Alt, saa kunne vi glade omfavne hinanden paa den Dag, Gud under os selv at komme sammen, gjør jeg den ikke, da først bliver det SIDE: 167 sandt, hvad du havde Hjerte til at sige mig, at hun histoppe fra vilde se med Bebrejdelse paa mig. Nej, det vil hun ikke. Jeg skal være god og retskaffen imod hende, skjønt mit Hjerte er bøjet i Kjerlighed til Anden. Det kan jeg ikke for, men da det ikke skal skabe hende en ond Dag, da det tværtom skal fordoble min Omhu og Inderlighed, saa vil hun se med Lysning paa mig og unde mig det godt. Vel sandt, at jeg hos dig ikke tænkte saa klart i dette Stykke, som jeg burde; men jeg elskede for uhyre, og den første Gang. Derfor venter jeg og faa Tilgivelse; men jeg hverken ventede eller fik den, dersom ikke Forholdet havde antaget Klarhed, jo længere op det kom, jeg mener Renhed og Skjønhed. Dette sidste giver du nu atter en saadan nonneagtig Forklaring, at jeg ganske forskrækkes. Du taler om, du kan ikke det Halve, det skal naturligvis være en Skose til mig, min Stak- kel, som nu engang er i dette ulykkelige Forhold. Men var jeg hos dig, skulde jeg kysse dig og sige: du har mig hel, naar du dermed mener Kjerlighed, det, hvorover Amor i de skjønne gamle Dage førte Buens og Pilens Regimente. Paa noget andet Felt har du ikke Lov til at fordre noget, og der faar du heller ikke noget, thi det faar en Anden helt. Vi har havt vore vilde, sværmende Dage, hvori vi sammenblandede Alt, dem skal vi blusse ved som ved en berusende Erindring, men ærbødige for Guds Ret, længselsfulde efter vor egen, som vi kun ved at iagt- tage hin kan naa, skal vi udskille det Ene fra det Andet og ikke føle Smerte derved; thi det er dog i Grunden saa lidt, det, hvor- paa vi gjør Afkald, - for os, mener jeg, der dog har levet sam- men som ingen anden paa Jorden. Har du aldrig i "Romeo og Julie" lagt Mærke til hint Træk, at de faa sove sammen en eneste Nat. Har du aldrig bemærket, hvilken Ro og Fylde deraf ud- gaar, saa deres følgende Skjebne blot bliver som Efterspil efter Jordens højeste Harmoni; det maa saaledes slutte, thi Alt er SIDE: 168 naaet. Har du aldrig lagt Mærke til, at Stykkets Trøst hviler i hint Træk, at det ligesom faar noget Muntert, som ikke Ligkis- ten kan fratage det. Men Stigen har jeg havt, Natten har kastet sin Kappe over mig, hviskende ud i det Uendelige har du fra Vinduet atter set mig gaa. Min Rejse blev lang, længere end til Italien, den varer i mange, mange Aar maaske, men baade kan du i disse se mig, kysse mig og favne mig, og vi kan stadig skri- ve hinanden de ømmeste Forsikringer til, og Døden er det ikke, Romeos Død, endnu lever et Haab derover, og hvis intet andet, saa Evighedens. Men min Rejse er en Pligtens og Embedets, den kommer dig ikke ved, du Elskede, du skal huske, hvad vi har havt, du skal rød af Længsel tænke, vi kan naa det igjen; min er han, hvad saa sker, og Gud faar da vende det med os, som han vil. - - Hvorfor ikke Glæde heri, ja Munterhed! Har du den ikke mere end de Fleste? Har du ikke havt noget, som de 999 af 1000 Elskende ikke kan naa? - Har du ikke ogsaa en stille Medviden i Alt, jeg fra hin Dag af sender ud i Verden, føler du ikke deri Gjenklange af dig selv og vor Elskov? Har du ikke mine Breve og Luften om dig fyldt af Kjerlighed; hvilket Sel- skab! Men Alt, du har, kaster du bort, tagende efter det, som du kunde have, skjønt du har mere end de Fleste. Ogsaa mig vælter du din Sorg udover, der vil arbejde i Glæde og gjøre min Pligt i Glæde, fordi jeg er glad ved paa denne Maade at have Lejlighed til at forsone Gud med vor Kjerlighed. Saa betegnen- de for dig er det. at du vil absolut slippe din lille Fugl ud i Ver- den, forat den kan faa det endnu bedre, end den har det. Min Ven, det skal du betænke; thi en Kanariefugl lever ikke vild over hele Europa. Jeg maa smile til dig midt i din Ulykke, thi du er saa fantastisk, saa paa Liv og Død villende være ulykkelig. - Maatte nu dette Brev komme til dig i en god Stund; fordyb SIDE: 169 dig saa i dets Begyndelse, læs intet haardt i den, den er blot Stenstykket, hvorpaa jeg staar, idet jeg nu har holdt denne Tale til dig. - Om din Livs Historie bryder jeg mig ikke mere. Ja, nu kjeder den mig paa Grund af dennes Fortids Forbeholdenhed. Hint med Brevene og Konvoluttens Udskrift var mærkværdig Sammentræf; jeg vidste naturligvis intet om, at du engang havde gjort det samme; tror du, jeg har været i din Pult? - Ja, du bør bo hos Jakobsens; du holder det neppe ud alene, naar du tager det som nu. Vi faa finde paa noget med Brevene; vi to er jo aldrig raadløse. Hvad du har spurt om og ikke faaet Svar paa, er mig umuligt at huske. Spørg igjen. Hvor jeg nu glæder mig til, at du faar mit Stykke; jeg tror, det vil trøste dig som intet an- det. Ja, jeg har den forfængelige Glæde, o, lad den ikke være skrøbelig, men blive sand. Gud, hvor jeg elsker dig, og hvor gjerne jeg vilde se min Kjerlighed, vide Harmoni og stille Til- fredshed i dig, saa at man kunde mærke det paa dig, du var en Digters fine, tause Brud. - din trofaste Bjørnstjerne. SIDE: 170 Rom 3die April 1861. Min kjere, kjere Rosalinde! "Alt, hvad du vil, vil jeg." - Nej, det vil du ikke. Du vil ikke skrive mig til, skjønt jeg vil det. - Dog jeg forstaar ganske, hvordan du har det, og skal nu forsøge selv at skrive langt og kjerligt til dig. Mit Stykke er for otte Dage siden sendt hjem, selv er jeg færdig med det hele, hvad her ikke vil sige lidet, med en Forkjølelse og med Forretningsbreve i Anledning Stykket og pecuniære Sorger. Jeg kan nu overgive mig til dig som efter en træt Arbejsdag. Kunde jeg endda forstaa, hvad det er, som udgjør din egentli- ge Sorg. Eller kunde jeg opnaa at skrive et Ord, eller gjøre en Ting, som du ret syntes om, saadan ret uden "Men". Eller kun- de jeg faa dig bort fra disse dræbende Konsekventsefølger, hvori du slaar Alting fast, saa du ikke kan flyttes fra nogen smertefuld Tanke, noget skræmt Sted, nogen slem Erindring. Det synes saa SIDE: 171 smigrende for Forstanden at faa en saadan Række opbygget, og Sorgen ligesom behager sig i at se, hvor det gaar præcist og ordentlig i Afgrunden. Man synes ogsaa at faa saadan Overle- genhed over dem, der slaar af, der indretter sig efter menneske- ligt Behov og Evne, der flytter, der indrømmer, angrer, beder o. Forl.. Man er ligesom for dem den Store, Stærke, Strenge, Hele. - ja, man er rent ud sagt: Djævelen lige overfor Mennesket. Du maa endelig vide, hvem du har med at bestille i denne forfærde- lige Parforcejagt efter Konsekvents og Sorg, det er ham og slet ingen Anden. Der er i Verden kun en eneste Konsekvents, og den er Djævelens. Albarmhjertigheden er inkonsekvent, over- bærende, tilgivende, haabende. Det Gode er saa rigt, derfor er det heller ikke nøjeregnende. Naar du som i sidste Brev faar ud, at jeg har forspildt min Sjels Salighed, fordi jeg i Kjerlighed har været for tidligt og mangfoldigt gribende, saa er det en Fristelse af Djævelen til dermed at gjøre eet eller to Mennesker gale, Hvad er det dog for en Forfærdelighed? Var ikke derved alle skabende Mænd fra Grækenlands Kulturperiode af og til i den - var de ikke først her fordømt som Karaktermennesker, uduelige til et Liv og dernæst hisset? Eller hvorfor er man i Verden, der- som der forlanges, at man fra første Skridt i sit Liv skal gaa rigtigt. Det Hele blev jo saa blot en Komedie; nej, her er Op- dragelsesanstalten, man saa nok har at fejle, men ogsaa at indse det og forbedre sig. Og netop i saadan tilintetgjort kraftig For- haabning, i en stærk Sorg, kommen af en stærk Fejl, er det Dig- teren kan lægge sin vederkvægende Trøstesang, ligesom Bierne lagde Honning i Samsons dræbte Løve. Men har man paa denne Maade indset og forsonet, saa har man ogsaa atter gjort helt, hvad vilde gaa itu, ja ofte, som med det saarede Træ, deraf først givet Saft og siden stærkere Bark og mere sammenbygget Ved. - - - Jeg har i denne Tid naturligvis paa Grund af dine Breve SIDE: 172 tænkt paa vort fremtidige Liv. Kommen tilbake fra denne min Uddannelsesrejse, hvis Betydning jeg haaber du fatter, er jeg hos dig, saalænge til vi ret faar talt ud, ja, ret talt ud. Og siden ved du, at enten bor jeg i Kjøbenhavn, eller jeg gjør en Rejse derned hvert eneste Aar. Du har da vel Beviser paa, hvorledes jeg elsker dig? Du tror mig vel, Rosalinde? Tror du da, naar jeg har faaet min Fremtid opbygget, at jeg vil forsømme min dejlig- ste Rose deri og lade den dø ud for mig? Jeg holder inderlig af min Søster og hendes Dreng, inderligt. Men jeg maa dog faa dele mine allerbedste Tanker med dig engang imellem, dig, som forstaar mig og er mig mere end alle Andre. Skal der være no- gen Synd deri, maa vi begge ærbødigt bestræbe os for at tage det smukt og resigneret? Og skal der ikke være Meget deri for os begge, stor Glæde, stor Sandhed i Livet, naar vi oprigtige og kjerlige lever for hinanden i det Fjerne og Arm i Arm taler om det Tilkommende og Henflydte, naar vi regelmæssig mødes? Skal der ikke over dette Liv ligge en rosenrød Erindring af hint første Møde, fuld af den ømmeste Jubel, "den første Gangs" Galskab. Skal ikke netop denne Erindring hjælpe til en fin, sand Resignation, hvori Øjet saa forstaaeligt taler til Øje, mens Læben tier, Haanden trykker, jevnt gaa vi Side om Side og hvis- ker, og i Selskab mellem Andre søge i de dulgte Ord hinandens Erindring og hinandens sammenknyttende Haab. Selv om vi endnu engang skulde forglemme os, det vil ske, som man til- bagekalder en Ungdomserindring, hastigt kastes Slør derover, et Skridt tager man fremover, et bestemt og langt og opnaar snart igjen den Resignerendes Ro, med en forbidragendes Smerte i Smilet, men et fuldere, højere Liv derefter. Jeg tror det nu ikke, naar vi Begge vil; jeg tror, vi kan redde en fin, skjøn Tilværelse ud af vor adskilte Stilling og leve sandere for hverandre end Tu- sinde Ægtefolk, selv af de Lykkeligste. SIDE: 173 Min vakkre, tyske Arkitekt har mistet sin Forlovede. Hun var atten Aar gammel, blev syg Dagen efter hans Afrejse fra Tysk- land, de dulgte det længe for ham, men saa en Dag modtager han det tunge Brev, at hun er død. Hans Sorg var ubeskrivelig; jeg har levet med ham og trøstet ham, saa godt jeg formaaede. Hun var en dejlig Pige, sjælden dannet og af en rørende Øm- hed. Hvor jeg har tænkt paa os to, naar jeg saa ind i hans Sorg - tror du ikke, der gives en højere Lykke end den at dø og ven- te hist og her? Du taler saa ofte om "denne Lykke", du skulde engang staa den ret nær og se, hvor bristende hele Livet ser ud, hvor Fremtiden er mat, hvor Foden er træt. Du skulde se hans skyggeagtige Bleghed, hans afstumpede Øje, du skulde høre hans klangløse, stille Stemme. Nej, hvad der saa sker, lad os leve for og med hinanden, thi der er stor Trøst i hint Sprog: saalæn- ge der er Liv, er der Haab. Og vi? Har vi mistet hinanden? Eller vil vi miste hinanden? Det synes mig, som om du gjør Synd mod Gud ved at forvandle denne hans Tilskikkelse til dit Fordærv, istedenfor at alle dine Roser nu kunde være udsprung- ne i nær Fortrolighed og varme Samtaler. Men jeg har dog saadant Haab til dig. Jeg tror, at jeg faar gjense dig, sund, smuk, fyldig, med hint stærke Øje, hin be- stemte Gang, kun alt finere som berørt af en stille Tanke, som overaandet af en Resignation, men ogsaa oplyst af en funden Sandhed, hvori der kan hviles. Mit elskede Barn, lad mig faa dit Portræt, lad mig se, om det er sandt, at du er bleven mauer. Gjør mig den Glæde, skjønt jeg husker dig, som om jeg saa dig i et Spejl. Jeg maatte dølge min Hensigt med mit Portræt ved at sige, det var en Søster, som skulde have det, hende har jeg nu ogsaa sendt et Eksemplar gjennem Karoline. Du behøver jo ingen Udflugt som jeg, der lever omringet af Kammerader. Blochs Portræt er nu færdig; du skal faa en Fotografi. Men alt- SIDE: 174 saa dit Portræt! Jeg vil have det med bare Arme og bar Hals, som da jeg var hos dig, min evig Elskede. Den 4de April. Ja, Gud velsigne dig, igaaraftes fik jeg et dej- ligt Brev fra dig. Det bragte baade Trøst og nye Emner, ja saa- mange, at jeg ikke ved, hvorledes jeg skal begynde. Ser du nu, Rosalinde, hvor godt det gjør at komme ud og i Forbindelse med Verden! Husk Arnes Historie. Det var Verden som frelste ham; de Antydninger til sit eget Liv, de slemme Ord, han først troede at høre i den, bar han jo med sig selv, og siden i Nødde- skoven og udover, hvor venligt bredte ikke Verden sig ud for ham og hjalp ham til Glæde. - Nu 14 Dage efter dette Brevs Modtagelse har du vel Kong Sverre trykt paa dit Bord; det maa være den længste Tid, som det kan tage. Du siger, at jeg skal indlevere Stykket. Paa ingen Maade. For det Første er jeg nu saa ofte sjoflet af alle Slags Teaterdirektioner, at jeg nok skal vogte mig, dernæst har man jo ganske forglemt, hvad en Forfatter er dem viktige, og dette maa de lære om. At indlevere Stykket var ogsaa en Erkjendelse af, at de kan spille det. Halte Hulda spiller de til Nød, men dette Stykke paa ingen Maade uden fremmed Hjælp. - Nu hænger jeg op Stykke ved Stykke og siger Ingen- ting. Om halvanden Maaned er jo nok et færdigt "Sigurd Slem- bes første Flugt", et Slags større Forspil til hans senere Historie. Derefter kommer nok et borgerligt Stykke, skreven i al Hast, et større Fantasistykke omtrent som Nordlys paa en Nathimmel, ubestemt lydløst bevægende sig paa store Fantasividder, som over hvid maanebeskinnet Sne; saa Fortsættelsen af "Sigurd Slembe". Vil Teatret lade, som de ikke ser Stykkerne, vær saa artig. Jeg ved, at det skal ikke blive dem nogen behagelig For- nøjelse. Der vil nok komme dem, som tuder. Folk vil nok be- gynde at tænke efter. Du siger, at saa maa ogsaa du vente. Ja, længer end et Aar vil det dog ikke vare, og hvad er et Aar? SIDE: 175 Desuden: Stykkerne har du, Rollerne er du sikker paa; thi det er Forfatteren, som besætter; lær da du dine Roller, og tag imidlertid, hvad du kan faa, maaske du netop paa denne Maade kan ogsaa faa andre udmærkede Roller, da dit Repertoire ikke bliver besat af Hensyn til mit, som Ingen tænker paa. Nu saa- danne Raad, som at jeg skal give Stykket ind, saagar før det er trykt, hører jeg nu slet ikke paa. Der har i Teatret desværre været en Periode, hvori det Højeste ved et Stykke var dets nye Fabel; naar den var lært, faldt Hovedinteressen bort. Men jeg haaber, den Tid er forbi, og jeg i alle Fald kan ikke betro Hr. Mantzius, ja dig, eller nogen at sige til Publikum paa mine Veg- ne: saadan har han sagt; thi det er nok muligt, jeg slet ikke har sagt saa. Der er navnlig nu i Kong Sverres Rolle og de andre i samme Stykke en fortsat Tvetydighed om, hvorledes de skal siges, som man ikke først lægger Mærke til, naar man læser naturligt frem, men som siden, naar man skal studere det, nok vil indfinde sig med svare Pine. Der er en saadan Dobbelthed i enhver nordisk Karakters Fremtrædelsesmaade, og jeg maa gjøre den efter. Jeg giver ingen Anvisning uden, hvor jeg først kjender Skuespilleren, thi ellers kunde man gjerne faa det Modsatte ud. - Jeg har nu selv læst Stykket i vor Forening for hvad man kal- der fuldt Hus, eller alle herværende Skandinaver, vi er en tred- sindstyve Damer og Herrer. Brudemarschen af Mendelssohns Sommernats Drøm gik foran, firhændigt paa vort store Flygel, og den skal siden ledsage Stykket. Du har jo aldrig hørt mig læse, jo, det er sandt, en enkelt Gang paa mit Værelse, da jeg spillede en Scene af Inga og Halvord. Det er jo heller ingen farlig Sag at læse for et stort anspændt Publikum og i festlig Stemning. Der blev trakteret om Aftenen, og Forsamlingen var meget fin, her er Baroner, Admiraler, forhenværende Ministre, Professorer med Familie og alt saadant. Saagar gamle Koner sad SIDE: 176 disse tre meget lange Akter igjennem med en Opmærksomhed og Medfølelse, som glædede mig. Jeg var skjortevaad, da jeg sluttede. - Ja, Inga og Anvisning til Inga. Det er en vanskelig Rolle, hvis man tager den med for megen Kunst, men let, hvis man tager den ligefrem. Inga er fantastisk, men ualmindelig ren; det Krogede, Indviklede fatter hun ikke. I Øjeblikket lever hun. Derfor kan hun sørge uhyre, og glæde sig uhyre, hun er stærk, naar hun vil noget, men træt, uhyre træt, straks bagefter. Imid- lertid maa du først selv læse den, og saa kommer Anvisningen. Det siger jeg dig forud, der vil blive en sælsom Misundelse, næsten Bagtalelse, naar du faar denne Rolle, og det samme vil træffe enhver, som faar den; thi jeg ved, at Damerne nok gjerne vil være Inga. Jeg saa det ogsaa med Smil i Foreningen. De blus- sede op som Maanedsroser, bare hun kom frem. De vilde abso- lut, at Stykket skulde være længere, saa de kunde faa hinanden. Men det er sandt: selv for den ligefremmeste Opfattelse af Inga, maa der en overordentlig Teknik til. Thi hun har altid Over- gange, og de kan ikke tages med Ryk, men glidende naturligt af Stemning i Stemning. Og det gjør Ingen uden Routine. Altsaa: Spil! - - - Hvad du siger om Oehlenschlæger, er i mange Henseender meget galt. Den Viggo er en fortrinlig Figur og kan gjerne tages humoristisk. Kun skal den ogsaa tages med Højhed. Kan ikke disse to Ting forenes, saa er selv det humoristiske galt. "Dron- ning Margrethe" er Oehlenschlægers bedste Scenestykke. Kun maa det beklippes i enkelte Replikker, der tager tysk romantisk Svulst, endvidere for en enkelt Scene. Men Fejlen er, at de i Danmark spiller Oehlenschlæger alt for fedt og bredt. Hans SIDE: 177 Individualisering er ikke stærk, men man maa styrke den ved en ædruelig Opfatning. Debutantindens Rolle er den taknemme- ligste Debutantinderolle, som findes i Oehlenschlægers Reper- toire. Ved Du, at jeg i Bergen under Indstuderingen af min Rol- le geraadede midt op i en Kjerlighedserklæring, der pinte mig utroligt og blev Aarsag til, at jeg en Gang for alle vilde slutte alt Saadant, fandt saa Karoline og forlovede mig? Jeg gjorde ikke Erklæringen til hin Dame, men det kom forunderligt; det var dog et meget smukt Moment, som jeg ofte erindrer, og hun var ualmindelig smuk. Nogle smukke Dage bagefter, saa rejste jeg og rev istykker - opdagede ogsaa, at hun var for svag til at være nobel paa egen Haand, hun var nemlig gift og havde en daarlig Mand. Hvad har jeg ikke oplevet alt? Denne Rolle tænker jeg ikke paa uden Hjerteslag, fordi den minder om megen Fortryl- lelse og megen Skuffelse. Hun havde ogsaa noget, der lignede mig, og hun var en fin, kjælen En, ret en Dame. Nu er hun ikke længer i Bergen, har nok altid en eller anden lille Forbin- delse, men rart og langt borte; kun her gik det itu, og jeg geraa- dede i den dødeligste Angst. Jeg har ofte set hende siden, har altid været mild mod hende, men har Intet følt uden lidt Afsmag. Forunderligt med en Fejltagelse; engang opdaget, saa- rer den ogsaa Forfængeligheden. - - Det er sandt: det maa jeg dog virkelig sige dig, du Kjere, Kjere, hvor naragtig jeg er i et enkelt Stykke. Det har virkelig gjort mig ondt, at du sagde, du var mauer og rynket, det er virkelig, som tabte jeg noget, jeg har ejet og holdt af, som var jeg fattigere, tommere. Ja, der kan man dog se, hvor stærk den sandselige Herre i os er, uden at man selv tænker paa ham. Da du nu sagde, du bare havde næv- SIDE: 178 net mig, var det, som der vendte en vis Liflighed tilbake i Fore- stillingen, noget med Dugg over, friskt, duftende. Ja, skam mig dygtig ud, for jeg fortjener det. Du vil, jeg skal slaa af paa det, jeg har sagt om Garibaldi; det kan jeg virkelig ikke, min Bedste, thi det er Kjendsgjerninger. Og hvorfor kan han ikke have Lov at elske saa smaat? Han har tabt sit Egentlige i Kjerlighed, nu tager han mere dens Tidsfordriv. Se, det maa dog være adskillig Fristelse for en Mand som ham, følgelig ogsaa stor Undskyld- ning. I dette Øjeblik saa jeg saa smukt, hvorledes vi mødes, naar jeg næste Sommer kommer hjem (thi saa bliver det nok, siden Karoline, som det lader til, ikke kan komme hid, hun rejser nok til Norge). Ja, jeg saa det saa livagtigt og dejligt. O, hvad Glæde det ogsaa skal være! Jeg tager ind i et Hotel, du faar Nummer og Tid angivet og kommer uden at behøve spørge Nogen efter, hvor jeg bor, og Ingen ved, hvem du besøger. O, naar du atter sidder paa mit Fang! Folk rejser nu efter Paasken bort fra Byen, og jeg bliver snart noget alene. Men det gjør jo Intet. Mange behagelige Mennesker har jeg levet sammen med, blandt andet Kand. theol Waage fra Danmark, ret et Kjerne- menneske af disse dannede humane Danske, som er med at gjø- re denne Nation til en af Nutidens første. For alt det Herlige, jeg har set nu i Paaskeugen, men jeg er bange for en Beskrivelse, da du altid tilretteviser mig bagefter. Altsaa skal jeg springe over. Men een Ting om mig selv maa jeg fortælle, nemlig at jeg igaar var ved at skulle dø (den tredie April, Onsdag Eftermid- dag). Jeg tog Bad, men altfor varmt, jeg begyndte at fantasere, styrtede op, faldt om, og jeg kjendte, Blodet vilde op, forstod, det var Blodstyrtning, og skjønt det syntes saadant Behag at give efter, holdt jeg dog imod, medens Sveden randt mig i Strømme; langt om længe fik jeg gribe efter Klokken, men faldt sammen bagefter. Der kom da Hjælp med Eddik, med Vand, og SIDE: 179 efter en Skjælving, der rystede mig lidt hele Dagen, og en Slags Opblødning i Hovedet, der gjorde alt mat og svævende, er jeg idag aldeles rask. Saa nær kan man imidlertid være. - - Nu ar- bejder jeg paa "Sigurd Slembes første Flugt". Mange Forarbej- der maa til, men denne første Begivenhed i hans Liv kan jeg dog tage nogenlunde straks. Hovedemnet kræver derimod lang og møjsommelig Forberedelse, han har rejst den hele Verden i Aarene 1130-36, og jeg maa se, hvad han har set, og vide, hvad han vidste. Disse Landes daværende Tilstand maa derfor kjen- des, lige saa den Tids Kunst og Literatur (Munkeliteratur), hans egen Historie er vidtløftig, den har jeg imidlertid nu inde. Her bliver nok ikke store Roller for dig, en forskudt Kvinde og en Finnepige faar du vælge mellem. Sigurds dunkle Ærgjerrighed passede ikke for Kjerligheden. Naar jeg derimod vender ind i det borgerlige Skuespil, bliver det ligefrem et Galleri af Kvinder, som jeg først og fremst maa skildre. Men jeg sparer bedst dette Slags op, til jeg kommer hjem. Du bør læse Schillers Wallen- stejn. Dette er dog den bedst udarbejdede Tragedie, som findes; den største er det endnu ikke. Har du læst Heinrich Klejst's "Kätchen von Hejlbronn"? Skynd dig at læse den. Jeg har nu slaaet efter i en Del af dine Breve. Som oftest er det, som jeg ser ind i en Vinter med Lysglimt i, dine Breve er meget mørke, selv de glade, saa kommer en og anden sød Undtagelse som en hvid varm Lue over Sneen. Dit sidste er det trøsteligste, jeg har mod- taget, thi det synes at hvile paa mere end en Stemning. Men een Ting skal du undse dig over, naar du atter faar se disse Breve, at du næsten i hvert eneste skjænder paa mig. Du ved vistnok ikke selv af det, og det vil engang vække Latter hos dig; men du maa dog indrømme, jeg ikke fortjener det. I Begyndelsen var det mine Breves Udeblivelse, saa da de kom, at jeg havde advaret eller formanet, hvad du aldrig kan lide, saa at jeg skrev om An- SIDE: 180 det end om Kjerlighed, saa at jeg spurgte om saa meget, saa at jeg bestandig vilde have lange Breve, saa at jeg kunde være glad, saa at jeg kunde arbejde, saa at jeg havde elsket før, og allevegne indimellem smaa Tvivl, smaa Besværgelsesformularer, Tale om Død, om Liv værre end Død, ja, du kan male Nat, du! - Naa, saa kan du ogsaa sprede Hjertevarme som en bred lun Vinge. Og smaa sandselige Gnister flyver ud imellem og du efter for at fange dem, da er du meget morsom. Saa græder du, og der er megen Sandselighed i din Graad, saa angrer du og driver heftigt til den anden Side og taler som Nonne med sort Slør for An- sigtet. Igjennem disse vore Breve har vi dog levet et stort Liv; jeg vil haabe til Fremgang for os begge. - - - hvor det dog var kjerligt af dig, at du nu skrev mig til. Mit sidste Brev, som du netop nu modtager, var bestemt ikke hyggeligt, thi du havde saa ganske forskræmt mig. Midt i mit Arbejde sad jeg og skulde i Hast rime nogle Argumenter sammen. Der er forresten een Ting, som du kunde skynde paa mig med, naar du vil have Brev, det er at give mig Svar, naar jeg skrev et rigtig hyggeligt, for at jeg kunde være vis paa, jeg gjorde det godt. Men saa uheldigt har det truffet sig, at netop efter de Breve, hvortil jeg har haft størst Lid, er der ikke kommet noget Svar før senere hen, og da har jeg seet, at Brevet kun har haft en ganske for- bigaaende Virkning, ja, du har blot givet det nogle Linjer og fortsat en Stemning, som fandtes før. Man vil jo, og jeg især, se Virkning, ikke høre, det tænker jeg aldrig paa; men Virkning. - - - Du, Clemens Petersens Par sidste Artikler har isandhed været daarlige. Jeg tror ikke, det gaar ham godt, hvis han bryder Venskabet med mig, hvad han utvivlsomt oftere i denne Tid har vejet i sit Sind. Han vil nok lære, at jeg er ham mere end Tids- fordriv, thi det kan jeg slutte af det, han har været mig. Efter hvad jeg selv kan overse, tror jeg ikke min Digtning skylder SIDE: 181 nogen, hvad den skylder ham (forresten ogsaa noget af den Fejl- tagelse, som hist og her kan spores). Den, der skriver, maa have et hemmeligt Bifald at støtte sig til, og dette maa ikke flyttes fra En til Anden, da flytter det selv Karakter. En anden Ting er, at man lader mange Kjere se op, En her, En der, men Noget er det, som har stemt Grundakkorden, og den maa ikke stemmes efter forskjellige Sjele. Det kan siges om Dronning Margaretha, er isandhed tyndt, det kan siges om Hemmeligheden ligesaa. Jeg holder nu paa med Sigurd Slembes første Flugt, d.v.s. Planen. Det er her, jeg skal fremstille, hvorledes han faar Kjendskab om sin kongelige Fødsel og flygter af Landet, bange for sig selv. - Jeg vælter Emnet frem og tilbage, men uden Resultat. Jeg læser og spekulerer, spekulerer og læser, men nej. - - Jeg blader igjennem al Kirkestil fra den Tid for at se, om jeg kan føle hans Aand ud af Korene, hvor han var Diakon, men nej. Jeg ved, hvorledes han ser ud, men han kommer ikke. - Det er sandt: Dragten til Inga. Nej, ved du hvad, jeg er Forfatteren, du Skue- spillerinden. Jeg har givet dig Anvisning til samtidige Dragter fra Richard Løvehjerte og Johan uden Land i England og Philip August i Frankrig (hans senere Periode), saa gaar du i Theatret, laaner en saadan Kostumebog og slaar efter og komponerer selv derudaf. Se det skal den dygtige Skuespillerinde gjøre; mere faar du ikke at vide. - - - Dette Bibelens Billede med Samson, at Gudsfrygten voxer ud, naar Styrkens Haar er klippet, har mig noget forfærdeligt sørgeligt, jeg vil nødig mit Sigurdstof skal løbe samme Vej. Hvor sørgeligt med Samson under Templet! - Sigurds Moder maatte holde hans Fødsel saalænge hemmeligt, fordi hun havde forelsket sig i sin Søsters Elsker (Magnus Bar- fod, den raske smukke Konge) og avlet ham med denne. Det var en Forbrydelse og en Skam. Da han fik vide, hvem han var, rømte han som sagt for sig selv, maaske ogsaa for ikke i Mo- SIDE: 182 derens Liv at blotte hende. Han rømte, beruset af Korstogenes Aand, der hvilte over Norden, han rejste til Jerusalem for at bade i Jordans Flod. Men han rejste ikke fra sin Ærgjerrighed, den drog ham tilbage, med urette Midler søgte han sin Ret, ind- saa det og faldt som sand Kristen. - - Det er sandt: brug ikke alt, altfor tykt Papir; for et Brev fra dig har jeg to Gange betalt een Spd. og nogle Mark; her er Alt Snyderi. - Lad din Pige bringe indlagte Brev straks, men hun maa ikke sige, det kom- mer fra dig. - Og saa min dyrebare Ven, maa jeg slutte, og lover dig en snar Fortsættelse. Min Sjel er hos dig saa stille og ømt, forskjellig fra hin tidligere Brus og Længsel, den er hos dig i Fred og hvilende Glæde. Det er, som kunde vi tale fra den tid- lige Morgen til den silde Aften, rolige ved hinandens Side og omslyngede. Det er, som sagde du mig en Gang imellem, at du dog er lykkelig. Lev vel og skriv mig til; thi mine skjønneste Dage i Rom er jo dem, naar jeg faar Brev fra dig. din Bjørnstjerne SIDE: 183 Medio april. Kjere Rosalinde! Tak for dit Brev, skrevet fra en eller anden Præstegaard og udi megen Beklemmelse. Det samme Brev, som du nu forsikrer mig dyrt, indeholdt ingen Bebrejdelse, ingen Mistro, det har du ang- ret i et næst efterfølgende og bedt mig ikke lægge Mærke til. Nu husker du hverken det første eller det andet af disse to Bre- ve, men forsikrer ved alt, hvad Helligt er, at du elsker mig. Ja, det ved jeg, din Nar; uden det blev hverken det første eller an- det til. Men hverken denne Gang eller nogensinde har du for- sikkret mig, at de forskjellige Yttringer af Mistro, som jeg har citeret dig, nævnet dig, udlagt, ikke var Mistro. Men du har blot svaret, at du elsker mig. Nu, lad det være godt; jeg faar vænne mig til din Maade at leve paa, nemlig saaledes i Øjeblikket, at det ene ikke ganske er ansvarligt for det andet. Jeg, som sidder roligt her og opskræmmes, snart af den grænseløseste Sorg, og ubetænkte Yttringer, som kan falde under denne, snart igjen af vild Glæde, snart kristelig stille Hengivelse - næsten nonneag- tig, jeg kommer naturligvis til at svare forskjelligt efter de for- skjellige Breve. Men det erindrer du ikke. Du kjæmper mod disse mine Breve som mod en Stemning, du slet ikke kjender; SIDE: 184 thi, du er da i en ganske anden. Saadan hænger det sammen med alle disse Bebrejdelser m.m., som jeg virkelig har faaet; jeg har svaret paa dine forskjellige Stemninger mere end tilbørligt maaske, og du har skjældt - ikke paa mig, som blot har gaaet ind i din Stemning - men paa dig selv! Paa hin, din gamle Stem- ning! - Ogsaa dette maa være godt. Jeg holder saa af dig, er saa glad i dig med alle dine Stemninger og smaa Fortvilelser, din gjærende Kjerlighed og den modkjæmpende Kristendom, din Tale om Døden og din Tro paa at faa leve sammen med mig, kort alt dette Modsatte, er saa glad i dig og er blevet saa rolig. Hvorfor i Herrens Navn kan der ikke ogsaa en Gang komme Ro i vore Breve! Thi først da vil hin stille vækst af Kjerligheden indtræde, som skal modnes i vor Gjerning. Det er sandt: Alt af Kirkegaard skal du sky som Ondt; Præster, der præker som han, skal du ikke høre. Dit forunderlige Gemyt maa ikke mere næres i sin vidtgaaende Yderlighed. Du skriver alting ind i den sidste Konsekvents, og det bortjager ganske rigtig fra Livet, men ogsaa fra at have en Glæde og en Gjerning deri. Kirkegaard er en Utopi, en Drøm. Hans Tanker gjennemførte, og al Handel, al Komedie, al Digtning standsede. Han stilede ubevidst gjen- nem al sin Viden lige paa dette Punkt og blev gal og døde. Kraftige, rolige Naturer kan gaa til ham som til den dybeste psykologiske Brønd, der er gravet i vor Natur. Thi de har For- stand at gaa tilbage igjen; de kaster jeg ikke ved. Med dig er der Fare, du tænker, til du allevegne støder paa en liden sort Mand, som hedder Døden. Han er nu engang din Forelskelse, han og ikke jeg. Thi var det mig, saa vilde du leve, drømme, handle, blive stor i vor fælles Gjerning og sætte Resten som paa en glad SIDE: 185 Solskinsdags Tilskikkelser. Den kan nemlig gjemme i Sit Skjød mangen Udsaat, mangt et Eventyr og mange himmelsendte Tan- ker. - - - Mandag. Nu har du mit sidste Brev, og jeg tænker mig dig svingende for de Tanker, som jeg der har søgt at vække. De ere alle glade. Godt Vejr har I vistnok ogsaa nu, jeg tænker mig dig derfor med Solskin i Solskinnet. Her er saa dejligt, lufthøjt og klart, mildt og blomsterfyldt. Det er mig derfor, som gik der Sommerbud imellem os. Tankehøjt stiger Billedet paa denne blaadunkle Bund, og trofast ser det ned paa mig fra Norden. Men jeg kommer ved at se derpaa til at tænke mig den forskjel- lige Karakter, som vor Fantasi har, optagen af den forskjellige Nationalitet og Opdragelse. Du sværmer helst med det abstrak- te Billede, jeg helst med det konkrete, jeg giver det Bøjning mod det Hjertelige, du helst ud i det Uendelige, hvor det ofte kan blive stort, men ogsaa ofte koldt. Det er forunderligt, at min Maade at tænke paa med een Gang tiltalte dig, thi den er dig dog saa fremmed fra først af. Men Eet er, hvad Opdragelsen og dens Sted tilfældig har givet, et Andet, hvad man længes imod. Vel sandt at Længslerne bestemmes af det Bekjendte, men ogsaa sandt, at der er noget endnu dybere nedlagt, end de første Ord man hører. - Onsdag. Idag har jeg skrevet et lidet Digt, som du maa høre. Mødet: (Ikke trykt) Jeg gik i Skoven om og Tankerne, som kom, med Fuglen hvifted bort ind under Løvet. Jeg var saa hjerteglad og lukket mig til Kvad SIDE: 186 med Jubelen, som bævede fra Støvet - - Da hører jeg til Siden et Suk og Een, som græder, det er en ganske Liden imellem fine Geder. "Ak Gud, ak Gud! Det er saa tungt at leve! Du Barn saa skjønt og ungt, hvi klager du saa tungt, just som jeg gaar og lægger mine Kvæder? Du Barn med Hud saa skjær, hvi sidder du vel her i Pjalter og som Hyrde mellem Geder? - - Da lød: "I Slot jeg fødtes; om Fader min sang Skalden. I Krigen Slottet ødtes og Fader, han er falden. Ak Gud, ak Gud, det er saa tungt at leve!" Du faderløse Smaa, jeg aldrig før dig saa, naar her jeg gik og sanked mine Kvæder. Hvi kom du netop nu? Jeg gik saa stærk i Hu, da sad du der og græd blandt dine Geder. - "Se bare lidt til Siden, jeg sidder allevegne, du møder mig med Tiden i ganske andre Egne. Farvel! Farvel!" - Som funden var hun svunden. SIDE: 187 To Dage efter. Ja, det var daarligt, men nu har jeg skrevet det om og har faaet ud, hvad jeg mente. Jeg lægger det ved Siden, og kan du deraf se, hvor nøje den maa lytte, som vil faa Harmonien frem. Karoline har meldt om, at du var sammen med hende hos Hall, og at du til hendes store Forundring forlod hende i Vim- melskaftet for at gaa alene mod Slottet. Du er altsaa den gamle Uforsigtige, gaar alene og paadrager dig Omtale og har alle dis- se halvgjemte Veje, som frastøder. Kjere Veninde, Klarhed og Aabenhed, du ved, hvad disse to Egenskaber baade gavner dig og dømmer om dig. - Hvordan har du det saa? Mit Stykke er nok indleveret nu uden mit Vidende og Vilje. Hvis man antager det, bliver jeg vel spurgt om Besætningen, og da slaar vel ende- lig din Time. - Selv er jeg meget bekymret for en Opførelse, som i mange Henseender vil forfordele det, som er nedlagt i Stykket. - Her er nu en dræbende Sjirokko, alt sovner hen, og Italien er nu ikke behagelig; men naar den saa drager over, har vi ogsaa et Vejr, som aldrig glemmes. Thi denne Klarhed og Lethed er udenfor Alt, en Nordbo kan tænke sig. - Nu har Karoline faaet Valg. Vil hun rejse uden Pige, kan hun komme straks; hvis ikke, er der ingen Udsigt. Nu kommer det an paa, om hun har Mod. - - - Senere. Se saa: nu er jeg begyndt paa "Sigurd Slembes første Flugt", som jeg har sendt Eder om een Maaned. Dernæst kommer "Si- gurd Slembes anden Flugt" i tre Akter, saa "Sigurd Slembes Død" i fem. Det er altsaa en Trilogi! Jeg har vistnok alt færdigt til Jul. En sand Begejstring er kommen over mig. I Sigurd Slem- SIDE: 188 bes første Flugt forekommer kun een Kvinde, hans Moder. I anden flere og blandt disse en meget interessant Skikkelse, som bliver forsmaaet. - Hvor jeg tørster og hungrer efter bare to Linjer fra dig! Du maa snart sende mig Brev; nu ja, det er vel undervejs. Hvad gjorde du den Aften ved Slottet? Rosalinde gaar paa Eventyr. - Gaa heller paa Eventyr til mig, skriv, skriv! - "Ude og hjemme" skal atter gaa, ser jeg; det er jo der, du har Roller. - Om mit Stykke har jeg slet intet hørt, uden at det er modta- get. Formodentlig smager det ikke. Men mig smager det, dog ikke som det, jeg nu arbejder. Hvor forunderligt det er, saaledes at flytte med Lidenskab over fra det ene Emne i det andet! - Blot det snart kom saa langt, at du kunde læse det. Ak, skriv mig til. Jeg er saa tør, saa tankearm; thi Stykket stjæler mig fra dig, og saa læser jeg atter italiensk Arkitektur, Kunsthistorie, Verdenshistorie i broget Vrimmel. Men jeg er din glade, hen- givne Bjørnstjerne. SIDE: 189 Rom, piazza Barberini 3die Mai 1861. Over Rosalindes Portræt. Intet har bevæget mig saa stærkt, siden jeg kom til Rom, som Modtagelsen af disse to Portrætter. Jeg skalv, da jeg tog dem, jag maatte holde inde af Bevægelse, da jeg saa dem. En over- vældende Hjemlængsel kom, og derpaa den dybeste Smerte over mit Liv. Jeg ser dem endnu ikke, uden at Blodet strømmer til Hjertet, og dog var de det Sidste, jeg igaar saa, og det Første idag; jeg har saagodtsom uafladeligt havt dem foran mig. - Var kun det første (Profilets) kommen, jeg var bleven staaende med den Bevægelse, som en uopløselig Gaade giver, jeg heftigt søger at faa klar, men som dine sorgopfyldte Breve altid gjør mig dunklere. Bortvendt og sorgklædt staaende med Tanken paa mig, men Blikket mod en Anden. Der er megen Ynde og me- gen Smerte derover; jeg maa tænke: har jeg kun forstyrret hen- des Liv. Men det andet fulgte med, det vendte jeg helt imod, og her staar frisk og klar, fæstet af Solen selv, den Sandhed: hende er jeg skabt for og ingen Anden i Verden, hende kan jeg blive rigere og mere end noget andet Væsen. Og mig er hun, mens hun ikke er istand at blive Nogens, ja om hun anvendte et Liv paa at forsøge det. Og den højtidelige Vished, at med dig fører jeg mit Liv, begynder det ikke iaar, begynder det næste! Ja, nu SIDE: 190 har jeg det som af Guds Haand. Hav nu Tillid til mig! - - Den mest uimodstaaelige Kraft har dit Billede over mig, gan- ske som i din Nærhed, da du i den Grad henrev mig, at enten maatte du tilhøre mig ganske, eller jeg maatte gaa. - Ganske som da jeg ikke kunde sidde stille, thi det er forunderligt, at jeg kan det ikke endnu! Blot jeg ser dig, maa jeg op og ned af Gul- vet for at ryste mine Følelser sammen; thi her kan de intet Ud- brud have. Dit Blik har noget i mig. Det er, som jeg ser paa mig selv. Det har næsten en ond Magt over mig og er dog saa godt. Men det kan forstyrre min Ro, hvor jeg er i Verden, og hvad der saa hæfter mit Sind. Handlede jeg paa nogen somhelst Maade lavt mod dig, ja, da jog det mig i Angerens Afgrund. Men dernæst den fortryllende Magt, det har, Tanker svulme deraf, det gir Vaar og Glans, jeg er straks paa de store Farter, jeg vil have det foran mig, naar jeg skriver! Den Genius, som har inspireret Kong Sverre, holder sit Tryllescepter paa min Pande; det er dine Øjne, dit Udtryk, Aanden som stiger op af dette Billede! Det taler om Ædelhed, om at holde sig rank; det taler om Fremtid og Sejer, det taler om Smertens Forklarelse i den store Tanke, det høje Maal, det siger: "opad!" - - - Og dernæst din Skjønhed! Ja, Gud i Himlen, hvor jeg synes, du er smuk! Den samme Beruselse, som jeg især fornam hin Aften paa Kros- sings Værelse, og som bragte mig til uvilkaarligt at gribe begge dine Hænder, den er nu over mig som en Jubel, jeg vilde gjerne vise den til en Eneste for bare at høre et Udraab, for bare selv at faa sige lidt! Tro mig, det er en Smerte ikke at kunne tale derom til et eneste Menneske, ikke høre et Ekko af sin egen Glæde! Du Skammelige, hvor du har narret mig! Disse Arme er lige runde, buede, stærke, faste, denne Barm er ikke falden; men i Knop og Fyrrighed, denne Hals bærer lige stærkt og skjønt, dette Bryst er lige hvælvet, denne Pande har ingen Rynke, men SIDE: 191 Sol og Tapperhed, denne Muskulatur har samme Spænding og Lethed, som da du omfavnede mig; thi vid det, Guder og Men- nesker, saadan som I boede sammen i Grækenlands skjønheds- fyldte Luft, i Tilbedelse af menneskelig Kraft, i Nydelse af El- skov, i Beundring af Form og sandseligt Liv, der heller ikke taber sin Ret i den Stærke, saalænge Solen hvælver frugtgydende over en vaarglad Jord - vid det, at dette Menneske ejer jeg og har ejet, som engang Digterne troskyldigt sang det: "Favn til Favn han aanded sit Billed ind!" Der er kommet saalidt paa Papiret af, hvad jeg føler; thi jeg fortærer det i egen Nydelse. Heller ikke kan jeg skrive smukt, thi jeg kan bare skrive; men etsteds kan du finde det skjønt og højt i en Bog, thi af disse Timer rinder Blomster som over en Kilde. Disse Læber er ikke brændte, denne Haand er fast og dog fjerlet i sin Bevægelse og kokét i sin Form, denne Mund har lært at kysse! Hvis hun rejste sig og gik, vilde mit Blod lue af Stolthed, thi hendes Gang er den Sejrendes, og dog er hun overvunden! Siger hun, det er tungt i saa ung en Alder ikke mere at kunne vente Kjerlighed, saa lyver hun, saa Tingene om- kring hende kunde rødme! Hun ejer en Kjerlighed saa gløden- de, en Længsel saa tanketung og en Fremtid saa ombruset af Kjerlighedens løftende Tanker, at hendes Vej fra vort første Møde skal dufte af Erotik, og hendes Barm bølge i dens Smerte og dens Glæde længere frem, end hun selv nu aner. Og tror hun ikke, at vi To bliver lykkelige, saa har hun ingen Tro paa en Tilværelse! Men dette Portræt har forkortet mit Ophold i Rom. Hvad der saa hænder, er jeg tilbage om vel et Aar. Og hvor ædelt jeg da skal omgaaes dig, hvor jeg skal løfte dig med min Glæde, hvor meget skjønt jeg skal hviske, hvor inderligt jeg skal kysse dig! Og naar vi saa engang bliver gifte! Thi jeg kan ikke for det, jeg SIDE: 192 maa sige dig, hvad jeg føler: min Dreng og hun - her viger de! - Ja, være mig en Gud naadig; hele min gamle Smerte er op- brudt tilligemed min Glæde; thi af dette Portræt har jeg drukket Vished. Jeg ser, hvad hører sammen, og hvad den største Uret vilde være. Han styre det nu i Mildhed og uden Synd! - Du staar inde i Spejlet som til Bal paa vor Bryllupsdag! - Men dette Portræt ødelægger mange af dine Breve. De kan ikke holde sig oppe med sin Sorg, thi dette Billede aander Haab og Styrke! - Ja, jeg har været ved at brænde alle dine Breve og blot beholde Billedet. Men dine Breve er dig i Profil, som du staar hos Stiegler sidst, og med denne fjerne Længsel, godt udtrykt ved Garibaldis Büste. Dit Sværmeri for denne Mand er en Fortsættelse af det Syge i dig, som jeg troede var bleven Sundhed ved at du fik en virkelig Elskov, men som jeg ser end- nu har Rod i din Sjel. - Og du taler om Fristelse. Jeg har ikke følt en Antydning af Fristelse, siden jeg forlod dig. Al Italiens uendelige Kvindeskjønhed, som er forenet i Rom, hvor Børnene som Mødrene er opdragne af Verdens skjønneste Værker og en stor Historie, er skudt forbi som et Maleri seet i et Spejl; jeg er ikke engang gaaet det nær. Og du taler om Fristelse! Ja, saame- gen Skjønhed og Kjækhed, med det mystisk Eventyrlige bag, jeg maa vel være fristet, men følte du dig fristet, da var du saa ubetydelig. Eller ogsaa var jeg saa ubetydelig, at jeg virkelig burde viskes ud af et glat Ansigt eller en fin Tunge. Og dog er der noget i dit Brev, som antyder, ikke med sin Ordlyd, men med sin Aande, at du kunde i Øjeblikket bringes til at tro, du elskede en Anden! En Misforstaaelse vilde det være, men den kunde maaske komme! Opdage den vilde du, thi du er ikke ubetydelig, du kan ikke i Grunden forlade mig. Men skeede det SIDE: 193 i Misforstaaelse, og var jeg maaske Aaret efter, at det var gjort, fri Mand, da var vort Liv, med det samme du fik vide dette, saa i Bund og Grund ruineret, at intet Digt af mig, ingen Gjerning af dig mere ejede Livskraft. - Derimod kan vi, om vi aldrig kommer sammen i Ægteskab, føre et sundt og stærkt Liv for og med hinanden, saa tilgavns befrugtende for os selv og Andre i Os, at det i Sandhed kunde siges vel ført. Men med Herrens Hjælp fører vi det nærmere sammen; - adskilte derimod, saa du hos Een, jeg hos en Anden - aldrig! - Hvor jeg nu atter skal leve op i "Sigurd Slembe" efter denne Forfriskelse. Hans Hovedreplik i første Stykke, hvor han ser, efterat have faaet vidst gjennem Trudsler, hvem han er, at han ikke kan naa sin Ret (Kongedømmet), hvor Alt sammensværger sig imod ham, hvor Livet glider bort under ham som al fast Bund, - den holder jeg paa med. Der siges ham: til det, du sø- ger, hver en Vej er stængt, og Moderen hvisker: men der er Noget, som du ej har tænkt - - - da udbryder han: aldrig, al- drig! Kan jeg vel tjene i min egen Gaard? Kan jeg vel tigge af mit eget Brød? Kan jeg bag Væggen som en Husvild sone, naar hine sværme i min Faders Hal? Kan jeg Stigbøjlen for min Bro- der holde, naar op han svinger ved Trompeters Klang? Kan jeg staa rolig og se Toget jage blandt Folkets Jubel mod Æresmaal? Fordømte Tanker som en Støvsky tramper det op af Jorden - kan jeg bære dem? Kan jeg mig værge for at blive gal og slaa til Bjerget for at gjøre Dal? Jeg maa jo knuses i afmægtig Ve, ved ej en Straale ifra Gud at se! - - - Jeg kom hid frejdig som en Gud fra Sejer, der netop lærte, at han Kræfter ejer; nu ser jeg alle fra det høje Maal, tilbage springer som et splintret Staal. Den ganske Verden som en Arv jeg ejed, da endnu intet paa min Vægtskaal vejed! Nu er min Længsel ikke mere fri, thi jeg fik Retten til et Land deri! Jeg fik den ikkun for med den at SIDE: 194 miste, al Tro paa Retfærd og alt Godt jeg vidste! - - - Længere er jeg ikke kommen, men den ender med, at han kaster sig mod Jorden: "o, Moder, Moder, hvorfor taug du ikke!" og hun over ham. Da kommer en Korsfarer ind, knæler og begynder: "Tag dit Kors paa og følg mig!" - - Du taler med nogen Mistanke om, at Fotografierne ikke kun- de tages uden Kammeraters Vidende. Du maa tænke dig, at i en Kunstnerstad lever Kunstnerne hos Fotograferne, idet de faar sine Billeder aftagne, studerer ældre Kunstværker, som der fin- des aftagne, eller en Tegning derefter, som netop skal aftages eller modelleres, og jeg kjender ikke alene skandinaviske Kunst- nere, det er jo en Hærskare, jeg er kjendt med, Ord kan let falde som en tændende Gnist engang, hvis ikke man ved, at jeg har virkelig engang fotograferet mig, og det var for min Søster, og Portrætet er sendt gjennem Karoline. Hele dit Brev er en stille Procedure imod mig, men kjerligt og ømt. - Rejs ikke til Holsten! Din Dialekt bryder op igjen, saadant ved jeg bedst! Du gjør mig sæerdeles meget imod, hvis du gjør det. Til Stok- holm? Ja, faa Navn først. Hvad vilde ikke ogsaa jeg Altsammen i din Alder, Alt uden dette ene: vente. Jeg vil det daarligt end- nu, endskjønt jeg er bleven rolig i Arbejde og ligegyldig ved Bemærkninger. Det var ikke længe siden, jeg mistvivlede om at naa denne Tilstand; men Gud være lovet: den er naaet. At vente derimod er haardere; bestandig vente - bestandig lade Middel- maadigheden have bred Plads, aldrig faa Lov. - Men se, ogsaa dette er jeg rustet for. Der kan nu ikke naa mig Forstyrrelse uden fra Livet selv; derfor bevare Gud mig! - Lørdag den 3die Mai. Det bedste Bevis paa, hvor dine Portrætter har forstyrret mig, er, at jeg ikke før nu har læst dit Brev ordentligt, nok læst det, men med noget Andet i Hovedet. Det er jo et aldeles udmærket SIDE: 195 Brev! Hvilken Kraft og Klarhed det ejer, hvilken Uddannelse i Almindelighed det vidner om, og navnlig hvilket Blik i vor fæl- les Stilling; den er gjennemtænkt fra den ene Krog til den an- den, med Haab og med Smerte, et stort og fyldigt Liv har du levet over vor Kjerlighed! Ja, gav den dig intet andet end denne Belærelse i Livets højeste Gaade, saa gav den dig dog saa meget, at Faa ejer Magen. Hvilket dejligt Brev dernæst. Det har en Ynde i Formen, en Blødhed midt i det faste Udtryk. Det ejer en indtagende Kvindelighed ligeover mine Indfalds Plumphed, det er for mig, hvad kvindelig Omgang altid plejer være, men i saa meget højere Grad, som Omgangen her er elsket. Jeg maa rigtig takke dig. Mit sidste Brev var jo Intet; thi Sigurd Slembe havde da alt for fuldt optaget mig; kunde dette blive dig et Vidne om, hvor isandhed godt du har virket paa mig. Og hav saadan be- standig Overbærelse med mig, om jeg iler fra Stemning i anden. Det er ikke saa godt for den, der arbejder og netop i disse ja- gende Stemninger. De har faaet føle nok deraf ogsaa her i Rom, hvor jeg har været hæftig snart i Glæde, snart i Mismod, saalæn- ge mit Arbejde stod paa, der ogsaa maurede mig. Selv den svenske Dame, du taler om, og som jeg nu holder paa at forlove bort, har jeg oftere ikke egentlig fornærmet, men kastet tilside, skjønt hun har en Adel over sin Tænkning og sit Talent, som jeg sjelden har seet Mage til. Hun forstaar mig dog nu meget godt og har Tillid til mig. Hun er ikke af dem, jeg kunde no- gensinde elske; der er for lidt Kjækt og Stærkt, ja for liden Bøj- ning mod Livet. Jeg sidder altid kold, men tager hende som en smuk Bog. Hvad hun trænger er netop en Forlovelse med en Mand, som har Selvforglemmelse og Kjerlighed nok til at bære hende paa Hænderne. - Men dit Brev! Gud hvor gjerne jeg var hos dig og saaatsige fik Resten! Dette er Kjød og Blod af mit, og der er en Alvor derover, som ogsaa er mit. Der er ogsaa SIDE: 196 kommet noget Højere og Renere, ja, du vil se i Kong Sverres Slutning, hvad jeg derom mere har at sige. Nu skal jeg prøve, om jeg kan faa en Afskrift til dig; det maa gaa lidt fint til. - Vished har jeg: din Kjerlighed har isandhed adlet dig og hjulpet dig paa mange Punkter. Og sig ikke som Thekla i Wallenstejn, at du alt nu har levet og nydt dit Højeste uden Haab om mere. Tro mig: for os To er det Bedste opsparet. Selv om det værste skulde hænde, at vor Forbindelse blev fortsat i bestandig Hem- melighed, over denne Hemmelighed skulde der dog falde en berusende Ynde. Det er dog meget at vide en Mands hele Ar- bejde tiltænkt sig, ja, vide sig den sande Sjel deri. Det er dog noget at høre hans sagteste Tanke gjennem et helt Liv. Det er dog noget med ham at dele gyldne Haab og en taus Smerte. Det er dog noget i al sin Gjerning og Skjæbne at vide sig fulgt af et elskende Øje, der haster stundimellem til din Nærhed, hvor den varme Forsikkring gjentages og Tilliden og Kjerligheden hver- gang fødes paany! - Men med Guds Hjælp oplever vi endnu Mere, uden at Nogen derved lider for meget Ondt; - kan der ske en Fjerning i Kjerlighed, saa er Fremtiden vor. Kan der ikke, saa er vi begge saa rene og brave Mennesker, at vi af vor adskilte Ømhed dog kan berede os en syndfri Lykke, en inder- lig Omgang i Tankens højere Egne, en Sjelenes Omfavnelse undertiden forynget af et Gjensyn og en lang øm Udvæksling. Lev vel, min kjere Pige! - Det er sandt: jeg bor i et stort, det vil sige højt og smalt Hjørnehus, som tilhører det vedliggende Kapucinerkloster, i Belêtagen, der her i Italien tillige er en Mes- saninetage, d.v.s. temmelig dybe lave Vinduer. Ovenover mig er en Balkon og der en smuk engelsk Familie, hvem Flere her bor ved jeg ikke. Jeg har et stort, noget tungt Værelse med grønt SIDE: 197 tykt Gulvteppe, hvid Seng, to uhyre Komoder, bred Lænestol, og Sofa, blaa Vægge og Tagets Spærreværk ses. - Naar Solen staar paa, tillukkes mine Vinduer af de udenfor staaende skraa- byggede Jalusier, saa her for en Indtrædende er aldeles mørkt, saadan lever man om Middagen i Italien. Til en stor Plads bor jeg, som du ved, med Liv og Lystighed omkring mig, Vindu- erne altid aabne, selv naar Jalousierne er nede, altsaa altid frisk Luft og Duft, Blomster omkring og noget Hemmelighedsfuldt i det brede, mørke Rum. Farvel, min Kjere! - - din Bjørnstjerne. Andersen og jeg er blevne ganske mageløse Venner. SIDE: 198 Rom anden Pintsedag 1861. Min Kjere! Naar du modtager dette Brev, er jeg langt inde mellem Fjeldene. Jeg har lagt den sidste Haand paa en Del Sange, som N. Ravn- kilde lader trykke i Kjøbenhavn nu strax for at gjøre sine Melo- dier bekjendte, er nu færdig og rejser. Disse Sange vil gjøre ad- skillige Lykke; selv ere de gode og Melodierne ere sjelden kan- tabile. Du vil nok undse dig over et Par Viser deri. Jeg faar nu høre, hvad du siger. Min Adresse bliver som før, jeg faar blot Brevene en Dagstid senere. Kong Sverre kommer nu ud. Ganske rigtigt: de havde sendt den ind, de Troløse, men det glimrende Udfald fik det, at Hauch bad om at maatte faa stryge i Elskovs- scenerne! "Blot stryge, ingen Rettelse!" Jeg svarer naturligvis ikke, men udgiver. Naar du nu læser det, skal du se, at af alle Forlangender er det upaatvivleligt det, der kunde skade Stykket mest, og skal opbevares som en literaturhistorisk Notits. Jeg tror ellers ikke, han er glad i det, og det er mig ogsaa det sam- me. Petersen synes ikke, det er Halte Hulda, og det ved jeg meget godt, skjønt det er tre Gange saa godt udarbejdet, tre Gange livligere, klarere, rigere. Men den Digter, som blot sad og løftede Halte Hulda-Emner, blev meget mørk og meget syg. Det er et barbarisk Forlangende. Jeg har hidtil ingen anden SIDE: 199 Glæde havt af Stykket end den at læse det højt engang hernede; den næste bliver, at du læser det. Jo, det er sandt: En til har været jublende glad deri, og det gjorde mig godt. Men nu du, nu du! O, bliv saadan rigtig, rigtig glad i det! - Det er ikke stort, men det er godt, det er smukt, det er poetisk, det er et Digterværk. - Jeg har nu læst Richard's Digte. De har glædet mig meget. Han har et godt Hjerte og adskillig Fantasi og megen Tænker- flid, ogsaa har han Humor. Men Alt er dog noget sammenpillet, det kan tilsidst se nydeligt ud, men Væxten mangler deri. Han vil altid interessere, men intet blivende Betydeligt præstere. Han er af dem, som gjør meget Gavn i en Literatur, fordi Alle for- staar ham, og han bestandig er ren og god. 25de Mai. Det er en sælsom Skjebne, at samme Dag, jeg skriver det Foregaaende, opdager jeg, at jeg kan gjøre en heldig Forandring i Kong Sverre (i Stykkets politiske Side). Den vil tage 14 Dage, saalænge altsaa maa Trykningen vente. Jeg er endnu ikke be- gyndt, iovermorgen til Arricia (udtales Arritsja). Vi kan se den herfra, naar vi kommer højt, den lille By ligger tæt under Top- pen paa et højt Fjeld med umaadelig Udsigt og svulmende Vin- haver nedover Fjeldsiderne. Den større By Albani (6000 Indb.) ligger et Stykke nedenfor. - Jeg glæder mig til denne Sommer. Jeg skal faa gjøre saa meget, til Jul kommer det ud Alt, jeg har skrevet, og tænker ofte, det bliver for meget. Nu kan de imidler- tid faa Lov at gaa og glemme mig bort. - De to Sange, som du maaske vilde undre dig over, har jeg atter taget bort fra Ravnkil- SIDE: 200 de. Her har jeg afskrevet andre, som maaske vil more dig en 10 Minutter. Den ene er en indbildt lille Gadeforelskelse, som jeg havde dem i gamle Dage. Naar jeg nu skriver saadant, sætter jeg altid dig eller dit, hvor Tanken ser. - Da jeg skrev sidste Brev, eller rettere, da jeg sendte det, var jeg bange. Kanske er det gaa- et galt? Du har vel faaet det Brev, nemlig det, hvor jeg skrev om Portrætterne? Ja, jeg vil skrive om dem nu ogsaa, de er min højeste Omgang her i Rom, og det vil ikke sige lidt, du Stolte. Du maa vide, at nu holder jeg mere af det andet, det i Profil. Det første var i Gjenkjendelsens første Rus, men hun der i Sort er mere solid, god, trofast, sværmende, og hun har alle Dyder; den anden er herlig, men nu er jeg kokét mod hende, hun smi- ler lige fuldt, men jeg vil haabe, det smerter hende i hendes Hjerte. Jeg ser det nok, at hun sidder saa smuk, men nu vil jeg sværme for de simple Folder, den sorte Kjole slaar, for det ve- modige Udtryk, for den stille Hengivenhed, for Længselens Statue. Jeg ser nok, hun er mere højbarmet, den Første, i alle Fald vil hun være det, men den Anden er mere lukket; Ingen kan vide; thi hun er mere tilhørende blot Een. Og hun er for Stuen, for Livet, kun for en glimrende Aften, et Bal, et Stævne- møde, en rask Daad. Men jeg vil leve for den Stille, og have hendes Portræt paa Væggen, og saa vil vi sammen tale om hen- de, rose hende og le hende ud vexelvis, idet vi tale om alle hen- des Ideer og hendes Mod og hvor smuk og trodsig hun var og hvad Magt hun engang havde over en ung Mand, som kom ned fra Norge med en hel Del Digte, som hun selv fik Lyst til at opleve. Vi vil aldrig vende hende mod Væggen, men vi vil ofte sige, at hun var fuld af Mistillid, Vægelsind og meget, meget uartig. Hun skal faa saadan Lyst til at sige et Ord med, men vi skal kysses lige foran hende og sige: nu kan du ikke sige noget, men ser du, hvor godt vi har det? Hvor rolige, lykkelige vi er SIDE: 201 ved vor Kjerlighed, hvor ganske vi To er Eet. Og du jagede over Fjeld og Dal i Lidenskabens Rige, faldt og steg op paa Hesten mange Gange, nu glider Livet lunt som Dalens Elv, og mægtigt i sit Løb og sin Virkning som den. Det urolige Hoved kan maaske fatte, hvad vi siger, og ærgre sig, kanske vil hun dog ogsaa glæde sig, løfte Viften op og smile. Se hvor bredt hun sidder, hvilken mægtig Favn hun har, hvor hun er stærk i sin Lyst som Sorg, se paa hende, sige vi saa og bliver lidt mildere mod den Stolte. Thi hun er jo i Grunden saadan en Smule i Slægt med os, saa rolige vi synes at være. Men apropos! Hvor bliver dine Breve nu af? Hvad vil du med denne lange Venten? Det er sandt: dersom du træffer paa din Vej en begavet, men ond og farlig Mand ved Navn Maler Hop- pe (en Sønnesøn af Kejser Nikolaus), saa sky ham som Djæve- len. Thi ved at se paa hans Büster og høre ham, føler jeg, at enten du eller jeg har noget Ondt at frygte af denne Mand. Tro nu ikke, at det blot er en Grille. Mit Stykke tror du nok, du ikke kommer til at spille i? Vær du saa rolig som en Sten. Styk- ket skal baade spilles - og Inga af dig. Sig mig: har ikke du Tillid til mig? - Du har ikke sagt mig endnu, hvad du gaar alene efter om Aftenen? Tror du, jeg hører saadant uden at tæn- ke paa dit eventyrlige Sind? Din Kjerlighed er jeg vis paa, men din Lyst til alt Eventyrligt skjælver jeg for. Der er ogsaa din egentlige Fiende. - O, skriv mig snart til og kjæl lidt for mig. Jeg trænger det saa saare, det ved du dog godt, Rosalinde; men du er lidt haard mod mig. Karoline kommer ikke herned. Til Jul rejser jeg til Neapel, derfra tilbage og saa til Fiorenza, Vene- dig, Munchen, Paris og er hjemme i Mai, d.v.s. Kjøbenhavn. Derfra Norge og tilbage i Efteraaret for at leve Vinteren i Paris SIDE: 202 og Tyskland. Atter til Kjøbenhavn og Norge for paa et af Ste- derne at slaa mig til Ro. Jeg ønsker ingen fast Beskjeftigelse. - Du skulde seet mig nu i italiensk Dragt, jeg er ti Aar yngre. Lysegraa Benklæder med fine røde og sorte Striber i Halvtoms- Ruder, do. Vest og rødliggraa Frakke af dette varme Tøj, som overgaa alt andet, Panamahat og blaat Halstørklæde - hvide Strømper i smaa blanke Sko med en Sløjfe paa Vristen. I Arricia skal jeg bo sammen med en Nordmand, som studerer Kunsthis- torie, Bætzmann hedder han, en lang godmodig Gut af megen Begavelse. Jeg skal beskrive dig Stedet i næste Brev. I Aften hol- der de Afskedsgilde for os. Andersen rejser om nogle Dage, nu er jeg ogsaa lidt træt hans evige Nervøsitet. - - Nu skulde du se Naturen her og de halvnøgne Folk. - - Mit Portræt vilde jeg sende dig, men det faar være. - Jeg er bleven smekker om Livet, som da jeg var tyve Aar, jeg bader hver eneste Dag, her er dej- ligt og let at leve! Hvad er det dog for Smaasnak, jeg opvarter med, men i en saadan forfærdelig Varme med de skrydende Æs- ler udenfor Vinduet, hvorved jeg sidder, Duerne i Vindueskar- men, de legende Børn paa Pladsen, Militærmusik foran de op- marscherende Franskmænd - er man ikke oplagt til at samle sig om en længere Tanke. Dette er ogsaa blot et lidet Mindebrev forat bringe dig til at huske mig og min bestandige Kjerlighed til dig. Hvor livagtig jeg synes, at denne stille Dame paa Portrætet er min i den Forstand, at hun er en Del af mit Væsen. Ja, er det mig ikke undertiden, som jeg ser paa mig selv, paa mine egne Tanker. Det forekommer mig, som læser jeg et Digt, jeg selv har skrevet. Disse fine hvide Strimler om det Sorte er lig noget i min Digtning, naar Ansigtet kommer til som en højere Tanke SIDE: 203 deri. Dejlige Pige, som saa ganske har betaget mig, hvor sødt engang at kunne have dig selv isteden for sisse længselsvækken- de Fristerinder fra den lille Ramme. Jeg vil idag lægge mig i Sofaen og læse om nogle af dine Breve. Det er min sidste rolige Eftermiddag i Rom (imorgen Visitter). Mange herlige Øjeblikke har du skaffet mig paa dette Værelse, som er mig det dyreba- reste næst efter dit eget. Men ogsaa uhyre megen Ængstelse. Nu er den over, nu taler stærkere Forsæt, men roligere Følelse ud af mit Forhold til dig, og jeg har set dig selv modnes deri til en uanet Ynde i Tænkning og Udtryk. Roligt bestaar du selv den smertefulde Tanke, den har Belærelse, men ikke mere Gift. Den ubændige Hidsighed er afløst af en Klarhed over vort Forhold, hvori jeg nok øjner Vemod, men dog ogsaa bestandige Haab. Eftertanken har givet mere Poesi til Følelsens Flagren, saa den beskriver en højere Bane i langsommere Sving. - Er nu din lille Fugl sluppet, eller er den bleven dig et Symbol paa det, der le- ver friest og lykkeligst i Fangenskab? (om Aftenen) Her maa jeg slutte. Posten gaar desværre, Forretninger har opholdt mig, og ved næste Post er jeg ikke i Byen. Men hvor jeg er, er du hos mig. Bjørnstjerne. SIDE: 204 Arricia, Loretto Lucangeli dietro la chiesa 1ste Juni 61. Min Kjere! Naar du læser paa dette daarlige Papir, saa læg noget tykkere imellem. B. Hvor mange Gange jeg maa takke dig for det Portræt; men den- ne Gang har du forfejlet Virkningen, thi det har gjort mig in- derlig vemodig. Mit Barn, hvor du har grædt og vaaget! Jeg har holdt det ved Siden af det andet i samme Costume, og skjønt jeg maa afgjort sige, jeg vil helst eje den Sidste, maa jeg dog bevæges, naar jeg overtænker, hvad der har hændt for at frem- bringe en saadan Forvandling. Nu maa du ikke misforstaa mig, som om du er mindre smuk paa det sidste; du er aandelig taget smukkere. Enhver ikke indviet vil sige ved at se det, at det er en yngre Søster eller fra en yngre Alder; thi der er noget rørende ved det, som de vilde tage for Ungdom, noget Uskjyldigt, som de vilde tage for Uerfarenhed, noget Stille, som de vilde tage for Mangel paa Mod, har den ikke forsøgt, medens hin første svul- mer af Mod, af Trods, af en vis Udfordring, der ikke vækker Tanke om Uskjyld, men frister. Den Indviede vil derimod SIDE: 205 straks se, at dette Rørende har hun grædt sig til, dette Stille har hun resigneret sig til, og han vil se saa længe paa hende, til han bliver bristefærdig af Graad over, hvad hun maa have lidt, og kaster sig om hendes Hals. - Min egen kjere Pige, hvor du er sælsomt forandret. Det trod- sige Træk om Munden er borte, bange drager den sig sammen som i et vemodigt Træk, og der er en Nervøsitet over Billedet, som hvis man kunde vække hendes Tanker, foer hun op med Hjerteangst. Øjnene har ikke længer denne Blanding af Frejdig- hed og Trods, der tirrer og frister, hvor ere de fulde af Erindring og tilbagesunken Drøm! Hvilket samlet Billede af Uskyld dette Ansigt giver, det er badet i Taarer, renset i Tanker, hævet i Følelse. - Din Hals er noget magrere, men dit Bryst synes stør- re. Dine Arme er omtrent de samme, men Modet, som var over den hele Figur, er borte, en vis Frygtens Ynde er der, skjønt Mange vil i en Balsal gaa denne Dame forbi; hun vil synes dem for tanketung, for langt borte til at hentes hjem i et Øjeblik. Det var et smukt lille Brev, som fulgte; og hvad du skrev om Damen i Nutidens Verden, er baade aandrigt tænkt og fremstil- let med god Satire. Overhovedet har din Tanke nu, saavel i sin Helhed som i det enkelte Parti, den tegner, noget mere plastisk afrundet, som ogsaa synes at spaa bedre Lykke i dit sceniske Arbejde. Du er af de Naturer, der ligesom jeg med Tanken gri- ber hurtigt og sikkert, men i Handling maa meget langsomt, meget roligt arbejde op til det Seede. Derfor tab ikke Modet, og sæt for alting ikke din Fremtid paa en enkelt Prøve, saadan som du tænkte. Og slut nu engang med din Lyst til at tage fortviv- lede Beslutninger, hvad noget i dit Brev synes antyde. Lad os gaa jevnt frem mellem alt det jevne. Nutidens Storhed er ikke at søge udenfor, du selv altsaa med dens egne Midler erhvervet. Selv for at tage din Yndlingshelt Garibaldi, saa skulde du se, SIDE: 206 hvor jevnt og forberedt han er gaaet til, hvorledes han hele Aar i Forvejen med Italienernes Penge havde dannet et storartet Be- stikkelsessystem, der undergrov Jordbunden for den Fiende, han beredte sig at kjæmpe imod. - Hvor roligt man maa arbejde, min kjere stærke Rosalinde, for at opnaa Noget, og hvor meget man maa taale. Men hvor sødt det er at se paa dette bagefter, det skal vi To gjøre sammen. Saa du vil spille Ragnhild. Ja, gjør det, hvis du kan faa Styk- ket til at gaa. I Sigurd Slembe skal jeg tegne en lignende og dog stik modsat Figur, hvortil jeg levende interesserer mig. Ragnhild er jo den gedigne Sandselighed, skjult gjennem Følelser, ser saa naturlig ud, men taaler ikke Kritik. - Men spil den, du, du for- mer dig nok et Billede efter dit eget Hoved, og du har maaske i dit Liv mange Midler dertil. Det, jeg hørte dig læse deraf, var udmærket. Det er sandt, du tror bestandig, jeg roser dig for meget. Her- regud, jeg ser godt, du ikke har de anbefalede Skønhedstræk, men det er den individuelle Samklang, jeg roser. Din Pande passer dig, er smuk der, var det ikke i ethvert Ansigt og saadan bestandig. Og naar du skriver godt, siger jeg dig det, hvem skulde gjør det, naar jeg taug? Hvem er nærmere til at skaffe dig Opmuntring end jeg? Du ved jo selv, hvor egenkjerlig vor Verden gaar, de glemmer at gjøre hinanden godt, og gjør det saa ofte blot af et vist selskabeligt Ceremoniel, og den, der arbejder, trænger det. Har du ingen Tillid til min Mening, er min oprig- tige Hensigt for en Del spildt, hvad dog ikke skal kalde en eneste god Yttring tilbage, da det er mig selv behageligt at sige, hvad jeg siger, og du taaler i alle Fald at læse det. Du ser af Overskriften, at jeg nu bor i Ariccia, bak Kirken bor Loretto Lutangeli. Det er Konens Navn, Manden er i Ar- rest, fordi han en Aften havde talt vel frit om Paven og Garibal- SIDE: 207 di. Jeg bor i en rædsom skidden Gade, da Menneskene her gjør alt sit Behov paa Gaden, og det, Grisene ikke vil spise, bliver liggende, men jeg bor højt med Udsigt over Campagnen lige til Havet (atten Miglier), Luften heroppe er ren, ja vederkvægende (naar her ikke er Scirocco). Her er en vidunderlig Omegn, man kan aldrig gaa og se sig mæt i den. Om otte Dage skal vi til Blomsterfesten i Gensano, til Castel Gandalso o.s.v., begge Ste- der en Fjerding herfra. Albano blot 1/8 Mil. Den franske Musik excercerer og øver sit Musikkor hver Morgen tæt ved og spiller 6 Gange Ugen for Folket. Thi her ligger hele Regimenter, fordi Kongen af Neapel har lejet Sommerbolig i Albano. Jeg staar op 5 1/2 og bader, jeg spadserer, skriver, læser, ligger lidt i Vinduet thi her vrimler af smukke Piger, der i Pynt har røde Trøjer, med hvide Tørklæder over og et do lagt bredt over Hovedet, der klæder den mørke Teint og de funklende Øjne vidunderligt - men til Hverdags gaa i et Skjørt, helt hvidt, et eneste et og et Forklæde over Skjorten for at holde den sammen over Brystet, skjønt det sjelden lykkes. De sidder nu om Aftenen i Dørene, samtaler, ler, slaas, - og lopper sig! Den sidste Akt foretages med rent utrolig Ugenerthed og en Færdighed, jeg i mine Dage ikke har set Mage til. Jeg saa dem i Processjon forleden, da var de pyntede og foruden hint røde og hvide, i lette Skjørt af lyst Sommerkjoletøj, de skinnede langvejs og var gruelig kokette; medens Monstransen blev svunget foran Kirkerne, naar Toget drog en saadan forbi og Monstransen hilsede ind til den, og hele Almuen udenfor den paa Knæ istemmede Litaniet, laa de samtidig og holdt Øje med os Fremmede. Men her ser dog ud til at være en streng Sædelighed udbredt over det hele Liv, vist- nok en Frugt af den Aabenhed, hvormed Omgangen foregaar, vistnok ogsaa fordi intet stærkere Aandens Liv endnu har gjort Revolution i Kjødet og gjort Modsætningen følbar. - Hvor SIDE: 208 skidne, smudsige, fillede Folk kan gaa, Kvinder som Mænd, har man ingen Ide om, før man kommer til en romersk Landsby, hermed maa jeg baade begynde og slutte. - Der er desværre gaaet længere Tid, end jeg vilde, siden jeg sidst skrev. Thi jeg har omarbejdet Kong Sverre og er nu atter færdig, har sendt Begyndelsen for otte Dage siden og Slutten idag den 14 Juni. Nuværende anden Akt er desværre ikke saa løftet, som jeg kunde ønske, da en forunderlig Søvnløshed er kommen over mig, som ogsaa betydelig har sænket mig. Jeg gaar, jeg arbejder for at sone, men det vil ikke lykkes. Hvad det er, forstaar jeg ikke. - Nu kjender jeg Omegnen nøjere og er ganske indtaget af den. Gensano er en skjønt beliggende By med et Par brede Gader og overmaade høje Huse, men skidden over al Maade, ja værre end denne. Fra den ved Siden liggende Villa Casarini kan vi under Løvtag mellem Blomster og Firben se ned i den grønne Nemi- sø, rund som Omkredsen af en Kop, uden Afløb og grøn fordi de stejlt opgaaende Fjelbredder overalt er beklædt af Vinhaver og Skov; paa Toppen, eller rettere Randen lige overfor ligger Nemi, ser ud i denne Afstand som en Hob Ruiner, ganske graa og uformelige. Og dog er dette noget af det skjønneste, jeg har seet; Luften over denne stille Plads, det Indesluttede deri, Naturrigdommen omkring, slaar sammen i den fyldigste Ak- kord. Paven kommer nu herud til det nærliggende Castel Gan- dolso. Der har jeg endnu ikke været. Da jeg ikke har ført noget, der selv i det Fjerneste kan ligne et aandeligt Liv herude, naar jeg ikke har været nedsænket i mit Stykke eller i mine kunsthis- toriske Studier, saa har jeg ogsaa lidet at skrive om. Jeg venter nu Brev fra dig, det vil komme som en Opløftelse. Dit Portræt har jeg oftere siden beskuet. Det samme Indtryk, som jeg har skildret staar endnu for mig. Du er nu et ganske andet Mennes- SIDE: 209 ke, med en ny og sælsom Evne til at gribe mig. Jeg maatte jo ogsaa have kunnet forestille mig det, hvis jeg blot havde tænkt paa det. Men heftigt havde jeg klamret mig, jeg kan sige kysset mig fast til det Billede, jeg forlod. Her læser vi ingen Aviser, uden tilfældigt en og anden itali- ensk. Med Taarer har jeg læst, at Cavour er død, og jeg længes efter at se et eller andet stort Ord skrevet om ham, thi selv har jeg ikke Tid. Jeg har netop ved denne Lejlighed følt Poesiens Evne, og vor Trang til den; jeg har længtes utroligt efter det store, skildrende Ord om ham. Oprigtigt talt, nu glæder jeg mig ikke til næste Vinter i Rom. Jeg maa holde den ud, maa se mere end i sidste, men jeg vilde gjerne hjem igjen. Ja, Mennesket er underligt, at det kommen der det vil, og længes saa hjem igjen. Kjerlige Breve faar jeg fra Norge, man har den Fordel paa Rejser, at man aandeligt kun omgaaes Venner. Min Digtsamling til Jul skal erobre mig man- ge; thi jeg har jo været meget knap med offentlig at udtale mig direkte, uden hvergang jeg har været vred. Sommetider ængstes jeg dog ved at tænke derpaa, thi saa er man kjendt og lettere at træffe. - Jeg har læst over mange af de ældre Digteres Lyrik. Petersen har her som i Meget aldeles Uret. Han sagde, at Nutidens Lyrik i mange Henseender staar over de Gamles; og han sagde det ovenikjøbet i Anf. Richardts Digte. Det er en stor Vildfarelse. Vi har en finere Nuancering af det sjelelige Liv forud (dog ikke de Lyrikere, han nærmest tænkte paa), vi har sikkrere Foredrag over den abstrakte Materie, men hines Flugt, hines Form, hines af frugttung Stemning ludende Tanke har vi paa ingen Maade. SIDE: 210 Vor Tid er dertil for tung i Horizonten, for ængstet af store Forberedelser, naar Verden i Handling har udladet den trykken- de Pathos, som nu drager sammen, saa det friere Aandedrag kan løfte og kaste Tanken længere, saa har vi den igjen. Men paa ingen Maade før. - Netop, hvad betinger Lyrikens Overlegen- hed, er borte, hvad der gjør Dramets, er her, og vi skal se un- derlige Skabninger i dette bryde frem af de forberedende Kræf- ter, som overalt gjærer sammen. Den bedste, renlyriske Digtsamling, som Norden har frem- bragt i senere Tid, er Kaalunds. Jeg er i min Digtning for Øjeblikket ikke lykkelig. Thi den befinder sig i en Overgang, og jeg er bange for, at ogsaa Kong Sverre lider derunder, naar jeg ret skal se til. Der var et roman- tisk, folkeligt Element i al min Tænkning, som holder paa at flytte ud, og en klarere, mere direkte Udtalelse træder isteden, men savner hints Farve og ejendommelige Skyggespil. Hvorhen det drager, ved jeg ikke, men jeg skal nu ind i Orknøj-Stoffet i Sigurd Slembe, og uden det Første gaar ikke dette Stof. Saaledes ogsaa i mine mindre Digte. De søger for meget Dagen, lader ikke saa meget blive tilbage i Fantasien, anelsesfuld Nat, som jeg ønskede. Men jeg faar skrive ligeud, som jeg føler det, og Gud faar saa bestemme Retningen. Det gaar mig saa, at jeg un- der Udarbejdelsen er i sjelden Grad tilfreds, men synes bagefter, at hvad jeg egentlig vilde, er bag Teppet. Paa den anden Side føler jeg med en Bestemthed, som maaske aldrig, at jeg er Dig- ter og for meget store Emner. Men naar denne Følelse og Evnen ret slaar sammen, ved jeg ikke. Den nervøse Hovedpine, som kommer af Søvnløshed, gjør Sit til at ængste mig, som om jeg endnu aldeles intet havde gjort. Der er en stor Travelhed over mit Arbejde, jeg kan arbejde det fem, ti Gange om igjen, men taaler saa ikke at læse det. Du kan tro, jeg misundte Andersen; SIDE: 211 han bor i det og hos det, saalænge han lever, hans Digtninger er ligesaa mange Venner, som han har sat ind i Verden omkring sig. Men min bliver ofte mine Spøgelser. Kaster man saa plud- selig en Bog, jeg har gjort, foran mig, kan jeg more mig barnligt over den; men et Øjeblik efter klinger det atter: det var dog ikke dette, jeg egentlig vilde. - Dersom jeg ikke arbejdede nok i mine Emner, kunde jeg tro, det var de ufødte Tanker, som saa- ledes hevnede sig, men jeg synes ogsaa, jeg arbejder. - Nu ja, jeg faar tage det med som en ikke liden Prøvelse og søge at fo- rebygge, at den forstyrrer mig. Lev vel, du min Trøst og Kjer- lighed! Og glæd dig i den nordiske Natur, som jeg midt i den rige Sydens længes saa efter. Glæd dig ogsaa i vore raske arbej- dende Lande, du kan tro, de alle har en Fremtid. Og bed om det samme for din Bjørnstjerne SIDE: 212 Ariccia 11te Juli 1861. casa Mancini. Jeg er ærgerlig paa dig, fordi dine Breve ikke har Instinkt. De søger mig ikke, naar jeg mest trænger dem. Og ved ikke, naar jeg smelter af Længsel, de kommer ikke, naar jeg hver Morgen springer op af Sengen og aabner Vinduet for at raabe ned efter dem. De trøster mig ikke, naar Arbejdet viger, fordi jeg selv ikke er tilstede, og saa er det gaaet oftere, thi de har slet intet Instinkt. Ja, jeg husker nok, at de undertiden er kommen vidun- derlig tidsmæssig, som i Hamburg og i Begyndelsen her i Rom. Men i Wien og i Rom (Midten), og nu her! Der maa være man- ge Mindelser til at skrive, som du springer over; thi at min Længsel nu ikke har været hos dig, er umuligt. - Jeg er ikke vel, mit første Brev her fra Ariccia maa have sagt dig det. Enten er det Luften eller mit anstrængte Arbejde, men jeg er mat, træt, længselssyg, kan ikke skrive, blot læser, læser, læser, sø- gende de store Mænds Omgang. O, hvordan har du det, sig mig det, skynd dig, hvis du har Trang til at sige mig det. Fra andre Kanter hører jeg heller intet, og her er forfærdelig ensomt. - SIDE: 213 Min Længsel maa være hos dig, adlyd den, eller du begaar en Synd. Sigurd Slembe, andet Stykke, er formentlig færdig om een Maaned. I saa Fald kommer alle tre Stykker til Jul. Gud give, at saa blev! Sigurd Slembe bliver ypperlig, det tør jeg nok love dig efter hvad jeg nu ser. Der er store og rystende Karakterer, som tildels fremkalder mærkelige Scener. Ja, der vil du faa en Karak- ter at spille, som kræver Lidenskab. - Naar jeg overvejer alt det, jeg har at gjøre, bliver jeg ofte mismodig, thi hvorledes skal jeg kunne gribe om det Altsammen. Du kjender flere af mine poe- tiske Stof, du ved, hvor mange der er, som venter paa Behand- ling. Bag Sigurd Slembe staar jo en hel Række historiske Male- rier, og bag disse det borgerlige Drama, hvor jeg egentlig tror, at min Bestemmelse og mit Navn venter. Men desuden alt det, jeg har at læse! Her i Rom bliver jeg antagelig færdig med His- torien i vidløftig Maalestok, og kan siden con amore gjøre Spe- cialstudier. Bliver formodentlig ogsaa færdig med Kunsthistori- en paa samme Maade, agter heller ikke at forfølge den i det Uendelige. Bliver vel ogsaa færdig med de væsentligste Sprog- studier, - men saa venter mig Naturhistorien og Filosofien, to Fag, hvorefter jeg tørster, og hvortil jeg før har været saa lidet oplagt. Men medens dette kun angaar min personlige Udvik- ling, der samtidig skrider frem med min Digtning - har jeg jo andre Opgaver, først og fremst den at studere Nutidens Theater og for Nordens Vedkommende finde faste Regler, udrense det Fremmede, i Deklamation, i Gestikulation, saavel som i Digt- ningen, der jo er Grundlaget. Jeg ser og aner store Arbejder og tror med Guds Hjælp at kunne gjøre Noget. Men hvor meget Studium, hvor megen Tid maa ikke til? - Hvor grundig maa jeg ikke først kjende Psychologien i dens philosofiske Sammen- sætning, kjende, hvad den enkelte Følelse bestaar af, den enkelte SIDE: 214 Lidenskab, det enkelte Temperament, for ret at kunne studere dens Tegn først i det Hele, saa i dens Nuance hos den enkelte Nation. Og ved Siden deraf den kunsthistoriske Fremgang for dette Kunstens Middel, at jeg ikke kommer til at betone fejl. Jeg maa dernæst tage mig af mit Fædrelands Theater og anvende mine Regler, og jeg øjner Aars forudgaaende om siden bestandig fortsatte Arbejde. Dernæst er vore kunstneriske Formaal i den ynkeligste For- fatning. Der maa materielt sørges for dem, og dette maa ske ved en Forening, som gjør dette til sin Opgave. Der maa samles et Fond, der maa til dette Øjemed holdes Forelæsninger, gives Forestillinger, gjøres Indsamlinger, og hvilket Stræv for at faa det igang og faa holde det gaaende. Og da selve Begrebet Kunst i mit Fædreland endnu er dunkelt, maa jeg allerede til næste Sommer skrive en liden Bog derom, saa tydelig, at selv Bonden kan forstaa, hvad Kunst er, hvad den virker, selv ned i ham og hans Barn, og borttage den Tro, at den kun velsigner den Be- midlede, idet jeg viser paa hvor mange Veje dette giver Afløb nedover ogsaa til ham. Jeg maa vise de Anstrengelser, som de enkelte Nationer i Erkendelse heraf bestandig har gjort, selv i deres fortrykte Periode. Bogen samler jeg stadigt til. Og jeg, som nu skal gjøre alt dette, jeg ligger her sløv, syg, længselsfuld, borte hos en ulykkelig, og dog saa lykkelig Kjer- lighed! - Den 13de. Jo, dine Breve har Instinkt! Der skinner atter Sol ned i Gaarden! Gud velsigne dig og Tak! Bliv ikke træt af at skrive mig til, som du halvvejs siger, men skriv, skriv, du gjør en Velgjerning! Alt det Snak om Uskyld og Uerfarenhed kunde du spart dig, du Elskelige, thi dels er det jo mit Eget med andre Ord, dels ved jeg saadanne Ting, før de siges. Jeg er nu bedre; om 1 1/2 Maaned i det længste er mit treakts Stykke færdigt, - SIDE: 215 det hurtigste, jeg endnu har arbejdet. - Fra Karoline et ubeha- geligt Brev; nu gjør hun Vrøvl med at komme, skræmt af And- re. Ja, hun maa selv tage Beslutningen. Hvad det vil koste at rejse, du Kjere? Jo, en Dame bør regne halvandet hundrede R.B.D. frem og lige meget tilbage, og dette er endnu knap Beregning, og noget Ophold er saa ikke regnet. Men er det dig, det gjælder, saa kan du nok begribe, at jeg beta- ler Opholdet! Men dette er kun Drømme, bort med dem! De fortære vor Virksomhed, disse evige Drømme. - Saa du endnu ikke har faaet fat i Kong Sverre? O, dersom mine Venner vidste, hvor jeg selv længtes, saa vilde de skynde sig. En Digter kan jo ikke ganske overse sit Værk, før det er kommet i Bog. Men det synes, som at du ligesom er fuld av Livslede og ved ikke, hvor- hen du skal vende dig. Læs Historie! Men en stor Historie og tag fat til Ex. i Beckers Fremstilling af 30 aars Krigen, eller maaske endnu bedre hans Historie som Fredrik den Anden fra Begyndelsen til Enden, læs overhovedet i den nyere, - paa Grund af den Sort Dannelse, Damerne har, vil den være bedre skikket til Forstaaelse end den gamle. Og læs dig ikke træt, men læs altid med frisk Sands, og der vil flytte en Verden ind til dig. Og i denne Verden vil du blive saa god, saa taalmodig, og dine Kjere vil du se igjen i andres Karaktertræk, idet du kan tænke dig dem i en lignende Situation. Eller du kan lade dette være, og blot tænke over Ideernes Opstandelse og Fald og Fald og Opstandelse fra første til sidste Dag. - Du troede, jeg boede i en Villa! Nej, paa Grund af den Ufred, som de sydlige Lande har været udsat for, bor ingen Mand alene, men Alt er By. Der- SIDE: 216 for er her sammentrængt som i en Lejr, og kun Adelen har i en By havt Raad til at bygge sit Hus i en Have og forsyne det med Billedværker. Men alt dette har den Rejsende gratis, og rundt omkring de herlige Ruiner og de store Udsigter over Campag- nen og Havet, og de hundredaarige Steenegalleer, og de skjønne Kvinder i de vidunderlige Dragter, og den franske Musik, og den evige Sommer uden en regnfuld Dag fra Juni' Begyndelse og til nu, bestandig nyt grønt Løv paa Træerne til hen i Sep- tember, en Solnedgang i alle Regnbuens Farver, om igjen hver eneste Dag Aaret rundt, - og naar jeg atter er i Rom, den gamle Byes Verdensskatte, som man i tre Aar kan gaa imellem og altid erklære: jeg er endnu ikke paa langt nær færdig. - Hvad mener du med dette: "Her vilde de forarges, søge at rokke min Beslutning - og klippefast er det vist ikke endnu, befrygter jeg. Jeg vilde gjerne være fri for Vrøvl, for Anfægtel- ser, jeg taaler dem vist ikke mere." - - - Du ved, at jeg synes ikke om det Gaadefulde, hvad mener du, min Rosalinde? - Din Gjenganger er jeg nu ked af, jeg ved selv ikke ret hvor- for, men jeg er kjed af hende. - - Hvis jeg engang træffer sam- men med hende, skal jeg fortælle det; saadant slaar ved sin Ny- hed, da hun, siden jeg rejste, er den første, som har mindet om dig; men nu er jeg kjed af hende. Ja, jeg kan gyse, naar jeg ser hende i dette bestandig samme Optog. - - - Hun har ikke din Finhed, din Nuance; det, som jeg elsker, maa beskæftige mig, ikke være straks lært. Jeg øjner i dit Brev næsten en svag Frygt for, at jeg ikke skal synes om dit "sidste Ansigt". - Gud, bedre end om noget Andet. Men der er en uhyre Forandring siden sidst, og din Sjels Historie er i interes- sante Træk tilstede deri. Og det er ikke, som jeg læser i en Bog, thi det er, som om jeg læser i mit eget Hjerte; jeg føler det Oplevedes Glæde og Smerte anden Gang, og jeg tager krampag- SIDE: 217 tig fast i det Haab, som Gud har levnet os. - Hvordan er det med mig og mine Breve? Gjør de dig godt? Opmuntrer de dig? Jeg fornemmer ikke altid en Gjenklang der- af, men derfor kan det jo være saa; thi du fortærer saa voldsomt i Øjeblikket, at Intet bliver tilovers. Vilde du have dem anderle- des, saa sig det; du kommer ikke derved til at rette mig efter dit Lune, thi du ved, hvor lykkelig jeg er, naar jeg blot kan finde dig, og jeg kunde jo have søgt fejl. Gud ved, at jeg, siden jeg rejste, har søgt at være dig, hvad jeg formaaede at være dig, at jeg, dersom jeg ikke i alle Hense- ender har handlet vel imod dig, jeg har søgt at lægge mig paa Knæ for dig, glæde dig, trøste dig, være fortrolig raadgivende, øm, o, gjøre hvad jeg formaaede. Kunde du kun komme til Beskjæftigelse. Kunde du faa andre Ting at tænke paa ved Siden af, saa vilde dette være en Opløftel- se af Ensomhed og Grublen. Er det ikke muligt, naar du taler med Chefen, eller Hall, eller Andre? - Du siger mig intet om disse dine Forhold, og for mig stiller Sagen sig saa, at i dem er en stor Del af din nærmeste Fremtid at søge. - Jeg tror ikke om dig, at selv om vi var gifte, fandt du Ro i blot at være min Kone, - eller tror du det? Jeg lover mig af den Sjelens og Hjertets Uddannelse mod Mildhed, Blødhed, Højhed, som vort Forhold har givet dig - saa meget for din Kunst. Jeg tror, at mange skarpe Kanter ere tagne bort, uden at du selv stort har vidst deraf. Læs og føl "Inga" i "Kong Sverre" og sig mig, om du ikke føler dig istand til at gribe om hende ganske som af dig selv; thi hun har netop hine Egenskaber. Længes du til Syden, saa længes jeg opover. Ja, jeg længes, saa jeg kunde græde! Men jeg maa komme igjen som anden Mand, det har jeg lovet mig selv, og det er det bedste for os Alle. Her- SIDE: 218 nede er ogsaa først min egentlige Universitetstid begyndt, og jeg haaber til Gud, at den vil vare hele mit øvrige Liv. Ja, Vejen til Dig, som til hele min Fremtid, ligger over Rom og Udlandet. Jeg maa udrette Noget, saa ogsaa du kan faa noget at udrette, ellers er der en Skuffelse i det Haab, hvormed vi To have fundet hinanden. Men søg en Beskjæftigelse udenom mig; det er mig, som gjentagende beder dig derom, thi ellers holder du ikke det- te ud og kræver kun mig og min Nærværelse. I al min Gjerning er jeg jo hos dig, du faar ogsaa bestandig Ecco ifra den, saa du maa deraf spaa, hvor rigt vort næste Møde kan blive, naar jeg ret faar bygget det op forinden. Nu vilde det blive fattigt, jeg vilde altid tænke, jeg var rejst fra min Uddannelse, og uden den er jeg jo Intet. Elskede, trofaste Pige, hvor det er opløftende at se dig saadan fulgt og søgt! Dit Haab til mig bestandig lige stærkt, din Glæde i mig lige mægtig. Det store Trofaste i dit Gemyt er dog min bedste Skat, thi den er ingen Verdens Tilskikkelse underkastet som selv vor Begavelse er. Det er ogsaa dette, jeg altid søger først i Menneskene, og det var paa dette, jeg tænkte, ogsaa om dette jeg talte, da jeg første Gang drog dig ned paa Sofaen. Du kan huske, jeg skillede imellem det, man lænede sig til, og det man tog i sin Favn. Mellem det Stærke, og det ret og slet Gode, mellem det i Øjeblikket Interessante, og det for Livet Trofaste, mellem Veninden og den Elskede - mellem Fornøjelsen og Li- vet. Og alle de Forhold, jeg har bag mig, har ogsaa i en af disse Sammensætninger sin Betegnelse. Hvor er de alle borte, som det faldne visne Løv, og med dem al min Lyst til nye fra den Dag, jeg traf dit rige, evigklædte Træ. Kun Venskab og den inderlige Hengivenhed gro dig ved Siden, alt det Letsindige er gaaet med Vaarens første Opbrusning, da alle disse prangende Saftplanter et Øjeblik forlyster Øjet, før det SIDE: 219 kommer, som skal i Lade, eller bestandig staa. Skriv mig til og søg mig i Tillid som bestandig; drag nogle af dine Ensomhedstanker ned til mig, jeg skal sætte en Bloms- terkrands om deres Hoved og saaledes sende dem tilbage. Giv mig fremfor Alt din Smerte, at jeg som Negeren, der vil dø for sin Herre, kan bøje Knæ og suge Giften ud af Saaret. Giv mig saa ogsaa Tegn, at det dog staar nogle Knopper paa dit Træ, der lover Glædens Blomster og siden en Livsfrugt. Lad mig se i din Barm, som jeg nu paa Portrættet ser imod den. Og saa skal vi engang, Barm til Barm, lade den Forening foregaa, som vor For- trolighed og vor Længsel vil have gjort saa smuk. din bestandige Bjørnstjerne SIDE: 220 3die August. Jeg skal hilse dig fra din Kopi. Jo, hun er dig saa lig, at hun godt kan gaa for din Søster. Vort Bekjendtskab staar omtrent paa samme Punkt, fordi jeg ikke har skyndet paa. Hun talte altid for overgivent, højt med sin Ledsagerinde. Nu tier hun, naar jeg kommer langt bort. Hun tager paa Musikpladsen gjer- ne Stilling, saa jeg kan se hende. Hun lod mig forleden forstaa, at hun kunde tysk, ja, hvad der klang mig uforstaaeligt, hun nævnte franske Ord. - Altsammen til sin Ledsagerinde. Jeg lod, som havde jeg ikke Øren, skjønt jeg blev meget forundret. Jeg har endnu ikke hørt hende tale Fransk. Italiensk taler hun ud- mærket. - I Villa Doria sad jeg en Aften paa Stengjærdet og saa ud i Aftenhimmelen, der var uendelig i Farvespil og Dybde. Da kom hun, sad længe og hørte mig og mine Kammerater tale sammen. Jeg gik til et Akasietræ og slog et bredt Blad ned, der netop havde lukket sig mod Aftenen. Jeg talte lidt om Bladet og gik siden viftende bort med det. - Aftenen efter gik hun til sam- me Punkt, som jeg Aftenen før havde indtaget, skjønt jeg sad meget nær. Hun lænede sig udover, da hun jo ikke kunde sidde op, talte sagte, men saa jeg hørte hvert Ord: "Haf," sagde hun og pegte paa Havet for sin Ledsagerinde. "Ejsenbahn," og pegte ned mod Røgen, der hvirvlede over Campagnen. Hun vendte sig, gik til samme Træ, saa en Stund paa det, slog et bredt Blad SIDE: 221 ned og gik viftende bort med det. - Der staa Sagerne nu. - Hvis jeg nogensinde taler med hende, vil jeg sige hende, at hun inter- esserer mig, fordi hun ligner En, jeg elsker - og saa er den His- torie ude. - - Men hvor bliver dine Breve af? Du maa være meget beskjæfti- get. Jeg kan ikke beskrive dig, hvor jeg længes. Du er virkelig blot bleven til for at pine mig, siden vi blev kjendte. Thi hvor har du ikke pint mig, Rosalinde. Og det Ærgerligste er, at du slet ikke vil tilstaa det, men tror bestandig, du er den Underda- nige, Lydige, Opmærksomme, Hulde. Men ofte har jeg truet med Hevn, og du skulde dog engang være forsigtig med mig; thi jeg kan virkelig hevne. Jeg har koldt nok Blod til det, jeg ved det desværre af en nylig Erfaring, - som bedrøver mig. 9de August. Intet Brev! Intet Brev! Og idag var jeg sikker derpaa som paa en Erobring, naar man er tyve Aar. Nu skulde du dog ellers være opmærksom imod mig, omringet som jeg er af Damer til alle Sider, med hvem Bekjendtskab paa mange, tildels pudsige Maader er indledet. De fire dejlige Frøkner Munch ere ogsaa komne herud, kun du bliver borte, og jeg som blot længes til dig! Vil du, jeg skal begynde at skrive Vers mod dig? Klage med en Gitarretone i Tanken? Slaa et Nattens Vindu ind i din Søvn, saa den skræmmer dig med Billeder af Længsel uden Tilfredsstillelse? - Haarde, grusomme, utaknem- melige, Troløse! - - - Den 9de August. Jeg har idag modtaget dit Brev fra 14-21de Juli, det er skrevet i en yndefuld og ydmyg Stemning, saaledes som jeg vilde ønske du skrev mange, og hvorfor jeg takker dig inderligt. Skjønt lille gjorde det mig hjertegodt. Jeg ser imidler- tid til min Forbauselse, at et Brev fra mig til dig er bortkommet. SIDE: 222 Et, som gik forud for mit sidste og hvori jeg skrev om Wien og om Maleriet, hvori jeg spurte, om det var Hoppe, som alt tan- gerte vor Cirkel? - i hvilket Fald: nej, - og om en Anden, for- modentlig yngre, at det da nok vilde gavne ham, men kjede dig, og rent utroligt, uden at han dog fik dig lig; jeg har nu siddet saa ofte, og tildels for dygtige Kunstnere; jeg kjender dette. Og sagde jeg, at vil du gjøre ham en Fornøjelse og Nytte, saa gjør det; dig selv vil det trætte skrækkeligt. Naturligvis alle Filister- regler iagttagne. - - Jeg skrev om mange Ting i hint Brev, om Karoline, og forunderlig nok: med en Følelse, som skulde det falde mellem Fremmede. Herfra var Brevet betalt. - - Her er i Ariccia meget ærligt Postvæsen; der maa være skeet Brud paa Loven deroppe, formodentlig af Nysgjerrighed. Mon ikke i dit Hus? Thi Brevet var betalt, kunde altsaa være afleveret, medens du var ude. - Nu ja, Gud i Vold! - - O, hvor jeg nu længes hjem! Havde jeg mit Stykke færdig, jeg tror næsten jeg rejste! Sydens Sol og Koketteri, Klarhed og Kjælenhed, Varme og Blikke, nok, nok, indtil Mathed - nok! Lad der dog saa heller komme Vinter og Museer, Studereværelse og forfriskende Kunststudier, denne Ensformighed herude i den pyntede Sol mellem alt og alle de Pyntede, ja den martrer mig til Dorsk- hed. - Saa den gamle Thomsen har hilset fra mig. Han skulde ellers have tiet med, at han fik Brev fra mig og jeg fra ham; thi vor Korrespondence har været meget hemmelig og om hemmelige Gjenstande. Jeg besidder elskelige Pant fra den gamle tro Sjel. Kong Sverre skal nu vente til midt i September, formodentlig har Alle, som har læst det, slaaet Haanden af det. Give nu Gud, at den gamle norske Herre maatte gjøre de danske bange Venner SIDE: 223 ret alvorlig tilskamme, som han ogsaa gjorde det i levende Live, hvor han slog de danske Hjælpehære, den ene efter den anden. Og jeg har en forunderlig Tillid til ham. Jeg angrer i det Stykke ikke en Strofe, jeg har Glæde af at erindre mig dem, hvad ikke før er hendet mig. Paa Spørgsmaal om min Forlægger vil have min Trilogi eller et Bind Digte til Jul, har jeg intet Svar faaet. Mine Aktier staa nok under Cours. Saa vente vi. - Hjemme begynder Længselen efter mig at vogne. I Bladene foreslaa man, at jeg skal kaldes hjem igjen for Theatrenes Skyld. - - - Min bedste, min gode, elskelige Pige, jeg længes. Jeg har været syg, og da drager mange Tanker ind, som den Friske holder fra sig med Arbejde. Jeg længes og maa dog have Noget færdig først, noget, som duer; thi jeg kommer kun hjem igjen paa een Maa- de. Al Brevvexel standser, kun mine Forældre erindre mig, og deres Breve kommer som kjølende Svalninger fra en mild Livets Aften til min urolige Middag. Hvilke mageløse Forældre, jeg har! - Jeg er glad i Alle, sikker paa mine Arbejder, haabende til min Fremtid, men jeg længes, o, det er næsten med Taarer, jeg siger dette! - Det er sandt: du skal skaffe dig Gozzis Maskeko- medier, oversat af Meisling. Lidt plumpe er de hist og her, men i det Burleske og Fantastiske hævde de sin Plads ved Siden af Shakespeare; du kan le dig en Sygdom til. - Skulde du ikke ville spille Clærchen i Goethes Egmont? Skulde du ikke ville forsøge, om dette Stykke kan gaa? Flytter du nu til Fru Jacob- sen? Nej, jeg vil tage fat paa mit Stykke; jeg sidder og vækker min Hjemlængsel, saa det trykker mig for Brystet; jeg maa ar- bejde en anden Luft ind i min Tankegang. Altsaa, lev vel saa- længe. - - - Senere. Det er for varmt til, at Fantasien kan løbe. Ja, her er en Var- me over al Grændse, jeg er saa slap og plussen i den, vaad, do- SIDE: 224 ven. Altsaa faar du heller intet langt Brev, heller intet godt. Men naar mit Stykke er færdigt, og med det - mit Humør, saa skal du faa. Det bortkomne Brev var et langt Brev, men maaske ad- skilligt deri, som du vilde blive vred over paa din Ven. - Dit Portræt glæder mig ofte. Herregud, skulde jeg snart opleve at se dig selv. Jeg har tabt saa for mange af mine Venner i Kjøben- havn, at jeg nu ikke uden dig havde besøgt det paa Hjemvejen. Men du er rigtignok alene nok. Jeg begriber blot ikke, hvorle- des vi kan komme sammen, hvis du skal flytte. Har du selv tænkt derover, saa sig mig det, at jeg kan sidde og fantasere der- over. O, hvor jeg længes; denne Text har ingen Variation, naar den bliver heftig. Thi Lede med alt omkring sig er dens Udtryk. Derfor klag ikke, om mit Brev er ensformigt, det er som jeg selv. Lev vel og skriv mig snart til; du ser, jeg trænger det. din Bjørnson. SIDE: 225 Ariccia den 10de August 1861. Kjere Ven! Som jeg igaar gaar i det saakaldte nedre Galleri, (en Allérække af hærlig Skjønhed) møder jeg din Kopi i det sædvanlige Optog, og da hun i senere Tid øjensynligt har villet blive tiltalt af mig, saasom hun ved Musiken begyndte at tage Stilling ved Siden, lidt bag, lidt foran o.s.v. - Saa talte jeg til hende. Hun blev me- get glad og brød ud: De er Nordmand, jeg kan høre det; jeg er en Finlænderinde, fra Helsingfors! - Hun sagde dette paa Tysk, da jeg paa Grund af hin "Ejsenbahn" valgte at tiltale hende i dette Sprog. Sit Svensk havde hun næsten glemt, thi hun har i otte Aar været opdraget i Petersbourg hos sin Onkel, en russisk Fyrste. Hendes Fader hedder Axén, hun selv Hilda. Hun har rejst i Skotland, Sverige, Frankrig, Spanien, Tyskland, Rusland, nu Italien - og er alligevel ikke egentlig dannet. Hun taler alle disse Sprog, dog lidt i hverandre og med den lidt haarde Tone, som det Russiske giver. Hun er nu forlovet med en Officer i pavelig Tjeneste, en Schweitzer, som vil følge hende hjem til Finland. Hun er rig, har en Broder med den faldende Syge, for hvis Skyld hun har rejst o.s.v. - o.s.v. - i det Uendelige talte hun, som ikke havde talt med et skikkeligt Menneske paa to Maaneder! Hun var ganske alene, da Fyrsten, som hun rejste SIDE: 226 med, maatte, da hun var bleven syg, tage hjem fra hende. Hun havde foreslaaet ham at tage efter i Drengeklæder, som hun ofte har baaret, og hvormed hun i Rom har været paa Maskerade, i Koncert, men Fyrsten vilde ikke (Kjender du dig igjen?). Der- imod tør hun som Dame ikke gaa hjem en Aften alene. - Jeg maatte love at skaffe hende svenske Bøger, som hun næs- ten ikke har læst, siden hun var Barn. Hendes Friskhed og Na- tur behager mig, men da hun ingen sand Dannelse besidder og som Pige uden Nation ingen dybere Interesse, saa er jeg egent- lig talt angerfuld over at have tiltalt hende; hun vil spilde min Tid og ingen Glæde gjøre mig. Hun har, ser jeg nu, meget lave- re Pande end du, hun bliver førere i Ansigtet, ja, hun bliver nok engang en rigtig før Dame; nu har hun en prægtig stærk Figur. - Og saa ved du ikke. - Noget Andet, som morer mig mere for Tiden, har jeg betænkt mig paa at fortælle dig, da du kunde tro, man blot beskjæftigede sig med Damer herude. Men Sagen er: man gaar og glor paa hinanden i tre, fire Maaneder, det giver jo adskilligt Koketteri og ofte Bekjendtskab. En Aften, vi sidder i Kaffeen, siger Bætzmann (jeg havde fortalt Noget) uendelig lidt forsigtig om "den Dame med Blomsten i Hatten har uafladelig set paa dig, medens du fortalte, og med et Par Øjne, som Bræn- der Folk". - Jeg ser desværre daarligt, saa jeg kunde ikke faa hendes Træk. Nogle Dage senere ved Musiken bliver jeg hende var, hun gjenkjender mig nok, thi hun vender sig et Par Gange. Saa sidder vi atter i Kaffeen, jeg ved Siden af Døren, hun uden- for Døren paa Gaden; vi telegraferer en Stund, hvori jeg er en Mester. Nu er hun bleven saadan, at hun paa Musikpladsen (af Vanvare naturligvis) stryger mig med sin Kjole, der hun gaar forbi i Trængselen, stiller sig, saa hun kan telegrafere, og det gjør hun, saa det funkler, ja, hun forvirrer mig næsten. Hun har fundet ud vor Kaffeliv hver Musikdag, og hun er præcis ved SIDE: 227 Kaffeen paa sin Plads. Hun har undertiden Herrer med, som hun paa det Skammeligste narrer; thi hun placerer dem med Ryggen mod mig, og over deres Hoved telegraferer hun med mig. Hun har sin Moder med, undertiden ogsaa sin Fader, men hendes ypperlige Hoved styrer dem alle. Hun er ikke høj, fint voxen, med et aflangt Ansigt, hæftigt, særdeles interessant, men ikke smuk, endskjønt hun undertiden ogsaa er smuk, og med Haar og Øjne, der er værdige en Gjengivelse. Hun har denne Napoleonske Urimelighed, at hun er højere i Overkroppen end Underkroppen, hvorved hendes Gang taber det Svævende, og saa et lidt huggende bestemt, som er paafaldende, men passer hende og gjør ikke stygt. - Hun er noget af det Lidenskabelig- ste, jeg har seet, og intrigant, utaalmodig, fin, stærk; der kan komme Dolke og Gift omkring hende for meget billig Pris. Nu har hun nok fundet ud, at hun sværmer for Nordboere, hvad ofte hænder Italienerne. Vor Ro og Bestemthed, naar vi taler, behersker dem, det Blødere i vore Ansigter er dem uforstaaeligt, derfor interessant, eller overlegent, som Gemyttet kan være til. - Herregud, var du her, Rosalinde! Ofte i Kaffeen tænker jeg, naar en Dame kommer: der er hun! Ja, som vilde du overraske mig og kommer en Dag med Smil! Aldrig har jeg været mindre oplagt til at lægge Mærke til Fremmede, aldrig mit Sind tungere af Længselens Vemod end nu. Kunde jeg rejse i Morgen! - Søn- dag. - Som jeg i Kaffeen her i Ariccia, der tillige er Hotel, slaar mit Øje op paa Tavlen, ser jeg: Rosalinde, - jeg farer op, der staar Du! Aa nej, det var for meget ventet. Men min Længsel i denne Hede, som forbyder Arbejde, er næsten ikke til at bære. Den 15de August. Til Vinter bliver vi mange her, Bissens hele Familie kommer SIDE: 228 hertil, Roeds do., flere Nordmænd, jeg tror Richardt, flere danske Kunstnere, de svenske vide vi som sædvanligt Intet om, før de ere her, da de kommer fra Paris. Jeg glæder mig dertil, endskjønt jeg glæder mig mere til atter at kunne arbejde, hvad i denne Varme er ganske umuligt. Jeg har havt et smukt Brev fra Hauch, et fra Clemens Petersen, som var mindre hyggeligt; jeg er undertiden i Castel Gondalso hos Munchs, der er mange Tyskere derude. Her er nu fuldt af Skandinaver, min finske Frø- ken, som er forlovet, faar snart sin Kjereste herud (en Schweit- zer), saa jeg er fri hende, indtil videre; dog maa jeg sige, at hen- des mærkelige Naturfriskhed undertiden morer mig mere end de Andres Fornuft og Finhed. Hun med Øjnene er blevet ganske rasende, siden jeg begyndte at gaa med den Finske; hun vender mig Ryggen ved alle baade mulige og umulige Lejligheder. Idag er her Festdag, vi skal have Processjoner, Musik og Stads, men Varmen, Varmen dæmper al Livslyst. 17de. Jeg lider af den voldsomste Forkjølelse i stadige 28 Graders Varme, ofte mere. Jeg kan næsten ikke tale, jeg hænger, jeg sid- der ikke længer, og i den Stil. Alligevel bader jeg og har Træk gjennem alle Værelser, man maa se, om den ikke vil gaa, som den kom. To Linjer i mit Stykke nu og da, og det, som var saa nær ved at være færdigt! - Finlænderinden stortuder af Hjemve, og jeg selv? - Ja, jeg maa med Poul Møller sige, at jeg skulde give meget for et Pust af Thules Skove. Dog har jeg skrevet et Par mindre Digte, men det er ikke hyggeligt at sende dig; thi SIDE: 229 man hører ikke engang, om de ere fremkomne. Tidender faar jeg fra alle Kanter - og især fra dig. Jo voldsommere jeg kræver Noget, jo mindre giver du. Nu er det snart over; thi naar Ho- vedvarmen viger, begynder jeg at arbejde. Nu, nu derimod bur- de du have sendt og hjulpet mig, men nu er du borte. Stakkels dig, du har maaske Dit at drage paa; du er maaske ogsaa ulyk- kelig og træt. - Jeg vil sende dig dette Brev, saasnart jeg kan. 20de August. Jeg venter og venter for at se, om jeg ikke kunde skrive dig et hyggeligt Brev. Det er mig dog ikke muligt. Jeg er syg, jeg kan Intet bestille, min Aand slap, ingen Interesser, ingen Sommer- fugle i mit Værelse. Naar Heden ophører, ved jeg ikke. Men at noget Alvorligt kan hende mig, hvis den ikke snart ophører, det ved jeg. - Man kan blot modtage Bud fra en beskjæftiget Aand, min er døsig, lukker Bøger op, lukker Bøger i, modtager Folk og lader dem gaa, ligesaa Tanker, jeg spiser, sover, bader, sveder, og det Sidste i en Maalestok, som overgaar Eders Forestilling, en Uldskjorte har jeg maattet tage paa i 28 Graders Varme, lige- som enhver Italiener. Min Stemme kommer som af en Brønd, thi Alt er lukket af Forkjølelse. Voila! C'est moi! - 23de. Ud af al denne totale Ligegyldighed for al omgivende Verden er fremgaaet, hvad jeg mindst ventede: Lyst til Filosofi. Det er grej, god Læsning, og jeg læser den med en Lidenskab som en atten aars Pige sin første Roman. Jeg havde tænkt at vente, til jeg kom hjem, men er jeg begyndt, saa fortfarer jeg, det er min Hensigt at blive en grundig Filosof. Længe, men stille har jeg haft det Sværmeri; men har manglet - Alder dertil. Hvergang jeg er begyndt, er Tænderne gledne af, nu holder de, og med Appetit. Det er ogsaa blot Affectation, naar unge Mennesker begynder med Filosofi, eller deres Studier bliver i alle Fald blot SIDE: 230 Pjat. Jeg har nu læst i tre Dage (forstaar sig, jeg kjender jo ad- skilligt før). Naar jeg nu har læst brudstykkevis i tre Aar, saa! O, jeg glæder mig dertil. - Goethes Naturlære (for Farvelære) har moret mig herude, hvor Himlen har de mest overraskende Lysforbindelser. Jeg vil forsøge et Digt, hvori jeg lader den reel- le Kundskab om Farvedannelsen udgjøre det poetiske Grundlag; det gaar vel ikke. - Jeg er nu i den Udvikling, at Mennesket maa bygge sig anden Gang, og denne Gang ikke af Sværmerier for det Gode, Store, Stille, Skjønne, men af Iagttagelse og Dom, i jo højere Grad, des bedre. Jeg tror, at jeg vil have let for denne Overgang, da jeg har, hvad man saadan kalder er godt, stærkt Hoved, megen Lyst og meget Mod. Som jeg oftere har sagt er Romeropholdet Ind- gangen til mit egentlige Universitetsliv, der vil vare hele mit Liv. - Men mit stakkels Stykke, som næsten var færdigt, ser alvorligt paa mig. Nu kommer koldere Luft, og jeg skal forsøge at ind- hente det Forsømte. Uden Fantasi kan Intet skrives, og jeg kjen- der ikke noget, der mere slaar Aanden ned i Kjødet end Varme. - Jeg har havt Brev fra Andersen. Trods hans mange Forsik- kringer kan Andersen dog ikke lide mig, jeg er ham for skarp- synet, og jeg forsmaar meget, som han tager med, og (hvad der er det Værste) jeg har sagt ham, at jeg tror ham ikke ret, naar han siger, han holder af mig. Gud give ham Lykke og godt Vejr! Hans Aands Skjønhed beror saa meget herpaa. Det er interessant at iagttage denne Mand, saa mangfoldig i det Samme og bestandig sig gjentagende. Han er en rig Natur. - I To vil ikke paa nogen Maade passe hinanden, derfor bør du heller ikke søge ham. SIDE: 231 Hvad Filosofien angaar, vilde jeg ønske, jeg var kommen saa vidt, at jeg, i Lighed med Sprog, ikke alene kunde læse det, men tale det; det er en uhyre Forskjel herpaa, og med sædvanlig Utaalmodighed ved jeg ikke, hvorledes jeg skal holde ud, til jeg kommer saa langt. Men Gud er med i en god Vilje, og jeg gjør da intet Andet end rolig fortsætter. Havde jeg noget færdig, som jeg kunde hvile paa, kunde søge Digtergage paa, og saa i Ro overlade mig et Par Aars Tid med smaa poetiske Afbrydelser til mine Studier, saa at jeg siden kunde læse og skrive i afdelt, næ- rende Vexel. Men jeg har en fast Tro paa, det vil gaa saa, - og da tillige nogle Aars praktisk sund Virken for mine mange Øje- med som Hvile for hint og Prøve deraf i Livet. Havde jeg Si- gurd Slembe færdig! Havde jeg min Digtsamling ude! - Saa faar jeg Fred; forinden kun Feber, hvergang Erindringen kommer; jeg læser som den, der putter Fingrene i Ørene for ikke at for- styrres - men jeg læser dog. - Hvilken Velsignelse Arbejde er for den, som har Saar fra Li- vets Strid. Ligevægt gjenoprettes, Tankerne løftes op over det Enkelte, besøger det siden med mere rolig Inderlighed og en besynderlig Trang til at gjøre det godt, som visselig kommer af den evige Kjerlighed, der bor i hine højere Tænkningens Egne som dens sande Athmosphære. Vor Følelse, saalangt ifra at svækkes ved at luttres fra megen Lidenskabelighed, styrkes saa- vel i Evne, som ogsaa i Midler til at kundgjøre den med. Jeg haaber, at min næste Omgang med dig ganske anderledes skal være dig til Fred og Fremtid end min forrige, hvori der er me- get, som jeg nu afbeder, men som da var mig sandt og herligt. Hvor jeg længes til dig, og til engang at kunne gjøre dig noget rigtig, rigtig godt, og til at se dig voxe - tænk paa mig med Inderlighed, Rosalinde, bed ofte for mig, og tro, at du i mig har en altid nærværende god Tanke. - - - SIDE: 232 24de. Idag Brev fra Karoline, skrevet paa Rejsen hid ned. Altsaa kommer hun dog og endelig. Nu skriver du ikke, før jeg siger til; Forandring af Bopæl eller saadant maa du dog paa en eller anden Maade faa mig meddelt. Jeg maa nu se, hvorledes Alt stiller sig. For det Første skriver jeg ikke. Mit Stykke færdigt, før vi rejser herfra, adskillig læst, og Resten av Tiden til at vise de Nyankomne om. Om du brændte mine Breve? Jeg brænder ikke dine, jeg kan ikke. Du er maaske stærkere, jeg indrømmer, at ogsaa jeg burde være det. Jeg har en Gjemsel for dem, som Ingen kan naa, som overalt følger med, og som er uopfindelig, og alligevel fundet, intet Mod giver til at gaa videre, da min Kuffert maatte ødelægges i sin indre Sammensætning. Gud være med dig! Gud være med dig! O, lad os sammen bede om Mod og Lykke! din Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 233 Rom 11te Marts 1862. Frøken Rosalinde Thomsen! Naar De spørger mig, om De skal gaa til Casino Theater, vil jeg sige min Mening, ikke fordi den kan have den Vægt, som Ens, der lever paa Stedet, men kun fordi at De i dette Tilfælde lægger Vægt i den. Jeg tror ubetinget Ja. Om det med En og Anden ser ud, som de var Kunstnere samme Dag, de traadte frem, er det dog som oftest kun Bedrag, og i alle Fald er det saadanne Naturer, hvortil De ifølge mit Bekjendtskab ikke hører. For Dem er lang og dygtig Øvelse saameget mere nødvendig, som De jo kommer fra et fremmed Sprog. At spille een à to Roller ved det kgl. Theater fører til Intet, men at spille 20 i Sæsonen - det er, hvad De SIDE: 235 trænger. Men De maa huske, at det skal ske i Ydmyghed og med stor Følelse af Pligt; at Stillingen ved et Hovedtheater kræver mange Hensyn, megen Forsigtighed, baade blandt Personalet og uden- for. At den ægger til Bitterhed paa mangfoldig Maade, maa De ogsaa huske og overvinde; thi med Bitterhed bliver ingen skjøn i sig selv, derfor heller ikke mægtig det Skjønne. Disse velmente Raad maa De optage i en god Mening. Er det nødvendigt at søge Raad, saa søg Krossings og træd rolig op blandt dem, som spørge, med den Udtalelse, at De føler for stærk Trang til at lære, til ikke at søge Undervisning, hvor den bydes. Husk da: med Dem selv maa De arbejde mere end med Publikum - thi dette er ofte ved et mindre Theater meget mis- visende, og sæt saa Sagen i Guds Haand! Hils gamle Krossing og lev vel. Deres ærb. Bjørnst. Bjørnson SIDE: 236 30te April 1864. Jeg har modtaget Dit Brev og takker Dig hjerteligt derfor, - men at besvare det paa en Maade, som kan være Dig til sand SIDE: 237 Tilfredsstillelse, seer jeg næsten ingen Mulighed for. Det Eneste, jeg kan gjøre for at arbejde hen herimod, er først at forsikkre Dig om min Taknemlighed for denne uforbeholdne Udtalelse, hvis hele Betydning jeg veed at vurdere, og dernæst at sige Dig, at jeg ikke i ringeste Grad forbausedes ved det vundne Resultat af Din Kamp med Dig Selv. I hvilken Grad det Modsatte der- imot vilde have overrasket mig, det kan Du slutte af den Maade, hvorpaa jeg modtog den første Meddelelse af Din Mund om hele denne Sag, da vi sidst talte sammen. Det var mig umuligt at optage det anderledes end som en Spøg, saa ubegribeligt fore- kom det mig, at Du, saaledes som jeg havde kjendt Dig, kunde gjøre et blot og bart Pengeparti, hvor der bogstaveligt taget Intet var at vinde uden en umaadelig Pose Penge og hvad den kunde forskaffe Dig. Du maa have mærket det paa den Munterhed, hvormed jeg gik ind paa at tale om den fra et vist Synspunkt jo meget alvorlige Sag, hvor Ondt jeg havde ved at forbinde nogen egentlig Alvor dermed. At give Dig noget Raad i den ene eller den anden Retning i et saadant Anliggende, saasnart jeg kunde tænke mig, at et saadant virkeligt kunde komme til Udførelse, det vilde jeg ikke vove: thi Følgerne kunde blive for skjæbne- svangre; kun det Ene kunde jeg sige: at tilraade et saadant Parti for Dig det vilde jeg aldrig - det maa jeg overlade til saa "for- nuftige" Folk som fru Heiberg: og Consorter - men fraraade det vilde jeg heller ikke - dog ingenlunde fordi jeg kunde tænke mig, at det kunde gjøre Dig lykkelig, men kun fordi det kunde engang stille sig saaledes, at det fik Udseende af at have været fornuftigere at have gjort det - hvad Gud forbyde! - medens jeg aldrig kan tænke mig, at dette virkelig vilde have været Tilfæl- det. Et Øjeblik tænkte jeg: kan en saadan Forandring virkelig være foregaaet med hende, at hun, som levede næsten ene og alene i Ideernes Verden, nu paa een Gang er dumpet ned i den SIDE: 238 allercrasseste Realisme - det forekom mig utroligt, og dog, for at tale som Philosoph, vel næppe utroligere end saa uendeligt meget Andet, som skeer dagligt rundt omkring os. Ideerne have jo saameget at kæmpe med i denne Verden og i denne vor Tids- alder, at det paa en vis Maade er en Hverdagshistorie at se dem bukke under for de velsignede kjølige Forstandsberegninger. Og nu, hvis Resultatet i denne Retning ikke har overrasket mig, saa har det i Grunden endnu mindre været Tilfældet i den anden: thi her var dog egentlig ikke nogensomhelst egentlig Vinding at opnaae. Ja havde Du holdt af Manden, saa havde der vel egentligt slet intet Spørgsmaal været: thi af Kjærlighed og Kildevand kan man maaskee leve, men jeg troer rigtignok, at det vil knibe dobbelt haardt i Længden, naar førstnævnte kun kan erstattes ved Agtelse. Agtelse og gode Kaar - nu det kan ogsaa lade sig høre; thi her vil det kedelige Moment i det daglige Samliv, som ikke forbittres ved smaalige Savn, snart faae Over- vægten og ved sin gavnlige Ligevægt dække, hvad der mangler i Følelsernes Intensitet; medens i det andet Tilfælde Foreningen af de fælles Savn kun er skikket til at gjøre disse dobbelt følelige. Men saa spørger Du mig: "hvad nu"? Ja, min Ven, hvorledes skal jeg egentlig kunde svare herpaa? Det er i det Hele taget vanskeligere at raade Dig end enhver Anden; thi Du er for- skjellig fra alle Andre. Det kan man see, om ikke af Andet saa af den Beslutning, Du nys har taget, thi de Fleste havde nok gjort det anderledes. Men der er nu ikke Mulighed for at see ind i Dig. Der gjærer bestandigt Noget hos Dig, og det er næp- pe muligt for en Anden at sige med Bestemthed, hvilken Ret- ning det til Slutningen vil tage. For et Menneske som Dig gjæl- der det i endnu høiere Grad end for alle Andre at komme til en klar og bestemt Selverkjendelse, og naar Visheden er naaet, da at arbejde udelukkende i denne Retning med al den Energi, som SIDE: 239 Din Charakteer indeslutter. Du har været paa forskjellige Veie; hvilken af dem er Din den rette? eller er det maaskee slet ingen af disse? See, det er de Spørgsmaal, som det gjælder om at faae klarede! Illusionerne maae opgives og Virkeligheden fattes skarpt i Øie. Det er en Selvfølge, at en Vei, der for en stor Del er afhængig af visse ydre Egenskabers Bevarelse, altid maa frem- byde nogen Risico; men er det givet, at Kaldet gaaer i den Ret- ning, kunne ogsaa mange Hindringer overvindes. Maatte det lykkes Dig at komme til ret Klarhed med Sig Selv! Kunde jeg bidrage om aldrig saa lidet dertil, hvor gjerne gjorde jeg det! I ethvert Fald gjør jeg Regning paa fremdeles som hid til at staae i første Række af Dine Venner og ikke at miste Din Fortrolighed. Din SIDE: 240 Sorgens Anelse (En senere versjon av Mødet s. 186) Jeg gik i Skoven om, og Tankerne, som kom, med Fuglen hvifted bort ind under Løvet. Jeg var saa hjerteglad og lukked mig til Kvad med Jubelen, som bævede fra Støvet. - Da hører jeg til Siden et Suk og did mig vender, det er en ganske Liden, som løfter sine Hænder: "Ak Gud, ak Gud! Det er saa tungt at leve!" Du Barn saa skjønt og ungt, hvi klager du saa tungt i Hjertet her af Alle Vaarens Glæder? Hvi kom du netop nu? Jeg gik saa stærk i Hu, og ved det ene Suk jeg næsten græder? - Da løfted hun sit Øje, og Skygge faldt i Skoven, det klaged mod det Høje forneden og foroven: "Ak Gud, ak Gud, hvor tungt det er at leve!" SIDE: 254 O, se dog ej saa stort! Hvad har du Arme gjort? Hvert Blad sank ned, hver Tone taug i Skoven. Al Vellugt slog mod Jord al Glands af Luften foer, det taug og skalv forneden og foroven. - "Du møder mig med Tiden i ganske andre Egne. Se bare lidt til Siden, jeg sidder allevegne. Farvel! Farvel!" Hun svandt, og jeg stod stille. Sangens sidste Vers er nu saadan: Hvad har du Arme gjort? O, se dog ej saa stort! Hvert Blad sank ned, hver Tone taug i Skoven. Al Vellugt slog mod Jord, al Glands af Luften foer, det græd, det skalv forneden og foroven. - "Vogt dig at se til Siden; jeg sidder allevegne. Du møder mig med Tiden i ganske andre Egne. Farvel! Farvel!" - Hun svandt og jeg stod stille. I andet Vers: da løfted hun sit Øje, skal være: da slog hun op sit Øje. og i begge: "Ak gud, ak Gud! hvor tungt det er at leve!" SIDE: 255 ... ... en Ven, han hvisked' nu "Guds Fred!" i mit natvaage Sind. Naar Lysene dø, og Mørket har Gru, da kommer han gjernest ind. Han ejer ej Ord, som falder mig haardt; thi selv har han syndet og lidt; men læger med Blik det Sted, som er saart og sidder, til jeg har stridt. Er Gjerningen gjort, han kalder den sin, skjønt Hjertet har Sorg derved; han tvætter den tro med saa haandblødt et Lin, at Verden maa give Fred. Hans Bryst er saa fuldt af Sang og Musik, men Stemmen har ingen Klang, da strømmer den ud i Toner og Blik og varmer saa mangen Gang. Men finder dog først sin harmoniske Trang, naar Haanden er fattet i min til Tak uden Ord, mens en Taare jeg tvang og staar som i Solens Skin. Han fulgte mit Haab, saa ofte det steg; han tyngede ej, naar det faldt. Han staar her just nu saa mild, men saa bleg; - om Aar skal han se, hvad det gjaldt. - SIDE: 256 Min natlige Sang vil finde din Favn og vidne, jeg er dig tro. Naar En af os dør, skal den bære dit Navn, til da ikkun nævnet af To. Ak, naar du lider, lider jeg, og naar du smiler, smiler jeg, og naar vi skal hinanden miste, jeg græder ved, hvad jeg forliste, men ler igjen, naar jeg faar Bud fra dig, fra dig, min lyse Brud. O, lad mig aldrig Dagen angre, da dig jeg saa for førstegang. Se, Skyer gaar af Uvejr svangre, men saa de gik jo mangen Gang, og Dagen kom dog lige klar med Lys til den, som bange var. O, kom dog ud med Lys og Varme til mig, din Ven, som venter her og inden to trofaste Arme vil slutte den, som Alt ham er, ja Sol og Lys og Hjertefred og Digt og (uavsluttet) SIDE: 257 Aftenstemning Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur, Smaagutten gik nede og blæste paa Lur. "Hvi blæser du altid? Ti stille, du Smaa, det hæfter min Tanke, som vide vil gaa, nu, naar Sol gaar ned." Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur, Smaagutten lod være at blæse paa Lur. "Hvi tier du stille? Blæs mere, du Smaa, det løfter min Tanke, som vide vil gaa, nu, naar Sol gaar ned." Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur, Smaagutten tog atter og blæste paa Lur. Da græd hun i Aftnen og sukkede ud: "o, sig mig, hvad er det mig fejler, min Gud, - nu gik Solen ned. -" Godt Humør Jeg er saa glad igrunden og vidste det ej før. Det er som jeg har funden en Ven, der var forsvunden: mit prægtige Humør. SIDE: 258 Det jublende forsoner og stiger som en Ild, der op i Millioner af Stjernelys fortoner af Evigheden til. Og lette Forbud skikker det did, min Tanke vil. Thi hvorsomhelst jeg blikker staar Vennehaab og nikker og Minder ile til. Men har jeg atter fundet til Gud og Venners Haab, saa har jeg atter vundet, og Kræfterne, som stunded', af Glæden tage Daab. Jeg saa den ej forinden den ned fra Skov og Fjeld kom hoppende som Hinden, kom luftende som Vinden en lummer Sommerkveld. Det er som Alting svarer: velkommen hjem igjen! Kanske det ikke varer, men naar saa Vaaren farer, staa Spirerne igjen. SIDE: 259 O, vidste du bare! Jeg tør ikke tale til dig, du tør ikke se ned paa mig. Men altid saa sidder du der, og altid spadserer jeg her. Imellem os Tankerne listende fare og Øjnene spørge, men Ingen tør svare. - O, vidste du bare! Dengang du bestandig mig fandt, da var du lidt kostbar iblandt. Men nu, naar jeg sjeldnere gaar, nu ser jeg, du ventende staar. To Øjne, to Øjne kan flette en Snare, og den, som vil vidre, faar ta' sig ivare! O, vidste du bare! Ja dersom du anede sligt, jeg gik hen og skrev dig et Digt, at netop det bølgende fløj did, hvor du staar yndig og høj? Men ser du, den Kundskab, den bør vi nok spare. Jeg længer vil fare, dig Himlen bevare! O, vidste du bare! SIDE: 260 Den prosaiske Tid O, hvilken kold prosaisk Tid! Elskeren sukked og tænkte did, hvor Ridderen holdt foran Slottets Trappe og bar hende bort under Nattens Kappe. Siden - da Stemningens stille Magt havde sig Hjælp hans Troskab bragt, Fordommen veg, han vandt sin Sag, ikke ved Nat, men højlys Dag, - hvad sagde han saa? - O, hvilken kold prosaisk Tid! Digteren sukked og tænkte did, hvor Kamplegen skalv under Æschylos' Tone og Murene faldt for hans Laurbærkrone. Siden - da Sangen, som Gud ham gav, stemmedes i af Høj og Lav, bruste om Land som Storm paa Hav, Kirke med Hus stod fyldt deraf, - hvad sagde han saa? - O, hvilken kold prosaisk Tid! - sukked Napoleon, stirred did, hvor Onkelen stod paa den høje Bue i Mindernes manende Aftenlue. Siden - han selv ved Magenta stod, Frihedens Lyn slog om hans Fod, Austria sank i Skam og Blod, svulmende steg den gule Flod, - [fotnotemerke] Hvad sagde han saa? - Fotnote: Saa kaldes Tiberen. SIDE: 261 O, hvilken kold prosaisk Tid! hvor Garibaldi, træt af Strid for Folkenes Sag i to Verdensdele, - nu støbte han Lys og var kjed det Hele. Siden - han saa i Palermos Havn Dampere fulde fra Stavn til Stavn, Ungdom, der kom paa hans blotte Navn, lagde to Riger til hans Favn, hvad sagde han saa? - O, hvilken kold prosaisk Tid! sukker du tit i Mistillid; men over dig selv og din lille Skjebne du glemmer de Kræfter, som nu sig væbne. Herren forkyndes i hver en Krog, Folkene brød Tyranners Aag, Lynet maa tale Menneskesprog, mindes du Franklins Nordhavstog, hvad siger du saa? - SIDE: 262