Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Til Harald Holm. Roma 14/1 1875. Kære væn, den lille bog, som bærer Grundtvigs navn, og som siger sig skrevet af hans yngste søn, har en tungsindig sjæl til forfatter og minner derved vemodig om den tungsindets arv, som børn af gamle for- ældre næsten altid får. Kærnen i bogen, når alt det lærte er af- skrællet, sinds-kærnen, er pietisme, det fra værden bortvændte. Hele ræsten, rustningen for lejligheden, er lånt. Ikke en tanke, ikke et billede, ikke en sprog-vænding er oprinnelig. Den person- lige sanhed, som mælder sig i hvær linje, burde have fåt vænte, til den fik egne våben at bære. Det støder mig, at ikke nære frænder og vænner har sørget herfor, - men tværtom har villet bruge - også hans umodne iver! Det støder mig, at gutten overser sin gamle fars politiske tro i hans seneste år, overser de mange vidnesbyrd fra den, som både egne handlinger og nære vænner har båret fræm til os. Det kan dog ænnu huskes, at gamle Grundtvig mældte sig til tinge forat værne om den sande grunlov, og at han der stod sam- men med Tscherning og hans meningsfæller. Og det er ganske det samme som gøres nu, idet Grundtvigianerne og J. A. Hansen med meningsfæller står sammen om samme sag. Ti skal den nuværende grunlov fortolkes så, at ikke det af alle valgte folke-ting skal be- SIDE: 2 stæmme styrelsens rætning, men også i denne folke-sag dele ligt med det af kongen og de rige især valgte landsting, så er det forbi med den bedste ræst af den gamle grunlovs borgen for lighed, fri- hed og et nationalt styre. Det er ikke vakert, at sønnen overser sin fars optræden for den gamle grunlov og derved indirekte erklærer, at dengang gik han i barndommen! Det er ikke vakert, hværken mod ham æller fade- rens nærmeste vænner (og det første af disse to ord understreget) at overse de vidnesbyrd om samstæmmighed mellem Grundtvig og det enede vænstre, som så ofte af hine nærmeste vænner blev båret ud fra Grundtvigs studer-stue. Men der gives intet mere hensynsløst i værden æn politisk ufor- dragelighed. Og var Grundtvig katolik, - de lod hans ben grave op forat gøre undere med dem mod dem af hans vænner, som de ønsker at udstøde! Ja, det er udstødelsen, det kommer an på! Vi, som vil hjælpe de små mod de store, vi skal udstødes af samfun med Gud og alt skikkeligt folk! Af samfun med Gud, fordi vi handler mod Guds bud og eksempel, som nu også den unge Grundtvig lærer; ja, han lærer ænog, at vi slutter forbun med dem, som dræbte Kristus, med "hoben"! Og fra samfun med alle brave folk skal vi udstødes; ti vi vil jo kun os sælv, vi vil jo kun bruge "hoben" til vor egen forhær- ligelse og ved den først og fræmst rive ned videnskaben og kunsten! Er universitetet alt ophævet, æller står det for tur? Æller er kunst- stipendierne indragne, æller latin-skolerne allerede standsede, - er teatret ænda ikke opbygget?! Der er et privilegium, som går i arv med de andre fra kuld til kuld inden de priviligerede, - og det er at kaste løgnagtige be- skyldninger ud over dem, som vil tage sig af de ikke-priviligerede. Den arv burde den unge Grundtvig ikke være med at hæve. Det er SIDE: 3 jo dog mod sanheden at skylde os for at ville kunst og videnskab tillivs, fordi om vi kanske vil have dem inordnet på en annen måde i den hele opdragelse. Og hvad nu det første angår, at det er mod Kristi lære at få nogle retskafne love istan ved hjælp af J. A. Han- sen og vænner (som her ovenikøbet tydelig sigtes for at være hed- ninger!!), så kan det gå an for pastor Birkedal at sige sligt vrøvl, ti han siger nu så meget godt tillige; men den unge Grundtvig bør ænnu en stun holde sig tilbage fra at ville tage sæde i stor-inqvisi- tions-tribunalerne. Han bør også betænke sig på at lære, "at det var hoben, som dræbte Kristus". Ti det var de store, det, som brugte den uvidende hob til dermed at fælle den, som de frygtede skulde tage "hoben" fra dem og derved knuse deres magt. Og det var aldeles det samme med Olav den hellige; det var atter de store, som fælte også ham og dertil brugte "hoben", - af frygt for at han skulde knuse deres magt, hjælpende "hoben". Skal her ænnelig drages en lære af dette, så blir det rigtignok en modsat af den unge Grundtvigs. "Jeg ser ikke korset!" siger den unge Grundtvig, idet han ser på det forenede vænstre, æller rættere: på Grundtvigs vænner deri. Ja, jeg ved ikke det. At føle sig udstødt af vænners samfun og se disses forsøg på at udstøde dem af Guds; at se sig sat blant "folke- forførere", "falsknere", æreløse "lykkejægere", "som forråder fædre- landets dyreste interesser" smigrende for uvidenheden, for "ho- ben", ... jeg tror, jeg er lidt af en psykolog, og jeg skulde tage meget fejl, om ikke i alle fall de akademisk dannede blant disse mænd, som har tabt sine vænner og sin tilvante omgang og føler, at de ænog har tabt den alminnelige agtelse, der, hvor de hælst var hjæmme, så de er blevet som den herreløse hund, alle kan slå, ... jeg skulde tage meget fejl, om nogen folke-fæst, nogen gave, noget valg kan erstatte, hvad de har tabt, om nogen, sælv den bedste be- SIDE: 4 vidsthed, kan stålsætte dem så mod hån og had, at de ikke ofte føler smærten over miskænnelse af dem, som de helst vilde ælske, og byrden af den alminnelige foragt, som "dannelsen" har skænket dem som livets gave! Og så er der én ting til: fristelsen til at gøre ondt igæn! Den må dog kæmpes ned. Når man ser fEx. Carl Plougs anlæg i at tirre det onde op, om bare muligt; friste det i dem, han skriver om, friste det til at bestige dommersædet hos dem, han skriver for, ... væl, så stor blir urætten, til den blir svær at holde ud. Jeg mener, at det, man kalder "hård hud", "garve-læder" hos "pøbelens poli- tikere", den er dannet af mange, mange vågne nætter, mange, mange, mange kampe, og er han en kristen, af hårde kampe, - og for alle af usigelig forsagelse og lidelse! Når sådan en ung fyr forlanger at se "korset", så er det, hvis det overhovedet ikke er et tungsindigt forlangende til alle, her en mangel på livs-erfaring og skøn. Hvor har ællers den unge Grundtvig lært udtrykket "hoben" om den menige mand? Ikke i sin fars skrive-stue. Det er en forbandelse, som følger gamle monarkiske stater, og da navnlig dem, som for nylig var enevoldsstater med adels-privi- legier, at ikke hele folket er opløst i individer, men en hel del ænnu sammenklumpet i "masse", i "hob". Men derfor at tale hånt om denne følge af forfærdelig forbrydelse mod dem, for derved at bygge op for nogle priviligerede en videre tilladelse til fræmdeles at styre og altså til at vedligeholde "hoben", - det er hjærteløs tale, - og farlig tale; ti man skal huske, at de eneste stater, hvori der ingen "hob" eksisterer, det er Schwejz og Nord-Amerika, - de fordums slaver dog untagne i den siste! Og hermed nok om den bog på et par blade, som jeg alene har læst, fordi den bar dette navn. Jeg ser, han har spenderet en linje SIDE: 5 også på mig; det var om ugle-skrig, som man tog for skalde-sang. Altså jeg udstødt af skaldenes lag og over i uglenes! Det er, som sagt, udstødelsen det kommer an på for disse folk! Birkedal be- gyndte med at udstøde mig af alle Danskes huse, Prof. Hammerich fant op, at jeg egentlig var en ugle, og nu snakker atter den unge G. æfter og fuldbyrder udstødelsen. Han være tilgivet, han er ung! Men den gamle Hammerich vil jeg derimod sige, at han synes mig at ligne mere en ugle, han, æn jeg! - Også i denne sag! Ti uglen varsler jo død, og jeg varsler fræmtid, varsler den hele store ger- maniske fræmtid, den eneste, hvori vi kan vænte at få Slesvig igæn, - mens Hammerich varsler død - død, fordi vi vil sælvstyret og ener os med dem, som vil det samme, død, fordi vi ikke i ord og handling lader det blinke med bajonætter, men lader det istedet blinke på den fræmtid, som vi burde have sét for længe siden; ti da var nu meget såre annerledes! - Og sælv om nu han (prof. Hammerich) har ræt, og ikke vi, - det skulde da væl ænda gå an at leve kristeligt sammen, så den ene ikke viste den andre ud af Guds samfun, ud af de braves samfun, - hen til uglerne? Vil vi ikke engang erkænne, at i den politiske ufordragelighed er Satan sælv, "han och ingen annan"? - - Jeg ser at den unge Grundtvig nu tages på skødet af "Dagbladet" og de øvrige National-Liberale. Se, det er den straf, som her høver bedst: at klappes og fangtages af dem, som forfulgte hans gamle far næsten lige til hans død. Din Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 10 Til Johanne Luise Heiberg. Brevkort. Postst. Roma 25/4 1875. I nat drømte jeg, at et spand med små hæster, vævre, fine, i glimrende sæletøj, og foran dette ænnu ét, og bestandig et til, og i en fin liden triumfator-vogn en vogn-styrer, som egentlig var en pige, så dejlig, så mild - altid fulgte æfter mig og vilde have mig op; men jeg havde så meget at gøre med en fortrædelig historie, at jeg aldrig kom til; men spandet fulgte mig, og styreren inbød mig, bestandig tålmodig, sød. "Aha," tænkte jeg, da jeg vågnede, "det har været fru Heibergs! Nu vil hun høre fra os. Imorgen, mandag, rejser vi over Ancona, Ravenna, Venezia. Bergliot og jeg har været syge. Nu alt vel. Tak for sæddelen og alt godt! B.B. SIDE: 15 Til Johanne Luise Heiberg. Aulestad 28/6 1875. Kære, søde, dejlige mænneske og frue! Når jeg i fordums dager så Deres håndskrift, blev jeg så glad; når jeg nu ser den, farer det i mig; ti jeg tænker på det udtærede væsen med de brændende øjne, som mænneske-kærlighed og fin pligt-trohed drev til at trælle til siste kraft med brev-skriveri som med annet tilhæng til livet. "Nej, nu har hun fåt et anfald af taknæmmeligheds-følelse igæn!" tænker jeg omtrænt som vi i Rom talte om: "idag har hun atter sit feber-anfald!" og jeg er ved at ynke Dem, som jeg ynkede Dem, hværgang jeg hørte om feberen. - Ja, dertil har De bragt det, skrækkelige hensynsfuldhed (Deres titel; ligesom Deres ærværdighed til præsten, højærværdighed til provsten, højvelbårenhed til amtmanden, siges: "Deres hensyns- fuldhed" til fru Heiberg) - dertil har De, min sjæl, bragt det, at det giver et ryk af skræk i mig, når jeg ser Deres håndskrift! Forvovne dyd! Bliv i dit tæmpel! Vov dig ikke ud i blæk-smøre og på hvidt! Led os ikke i fristelse! Altså: jeg skriver Dem et brev, som De ikke behøver at svare på; ti det handler om ingen ting. Kun dette i tirrende fortrolig- hed: her går ingen dansk vind, men hvær middag en vælgørende svalning. Her er ingen hængende halv-grå himmel; men højt SIDE: 16 under taget. Samme fornæmmelse som De har også jeg havt æfter hvær hjæmkomst fra Italien, når jeg stansede i Nordtyskland. Her er natur-skønt; alligevel er præget tæmmelig alvorligt, (skog-åserne lægger mørk farve oventil, og ælve-blinket nede i0 skog-bunden i dalføret er sparsomt; altså mørkt foroven på bægge sider, mørkt nede i dalføret under os; ti der er også alt skog, og sælv den lyseste skog er på afstan mørk.) Men åserne har melodiske linjer, gårdene i bakke-hældene bort- over lyser af vælstan, langt ser man udover og indover, bugtende går det, og stille er det; intet pragt-syn, jævnt, men ikke lidet. Og over os en gård-række med kirken i sin midte og under os den dybe ælve-bund, omkring os graner og asp og birk i broget pragt; det lugter gran og furru af hænderne, når vi går i skogen en liden stun, lugter flere timer æfter. Ælv har vi også på siden af min ejendom, og der et dalføre, som hører til det yndigste, jeg i den smag har set. Gården har en frugtbarhed, som gør den til en af de bedste i Norge; ti den er letbrugt, fed, har en mageløs sæter med fiske-vand, og er i alle dele til at leve og dø på. Og begriber jeg ikke, hvorfor jeg så længe har levd i en by! Her er uskyld over mine tanker, fred over mit sind, gudsfrygt i natur-talen; her er vænner, stæmte som jeg, givende klang af samme ønsker for liv og samfun. Her er godt at være! Før jeg kom hid, var jeg i Berlin. Hele mit syn på det slesvigske spørsmål og den tysk-nordiske fræmtid fik jeg her igæn. Man er klar og grej i Berlin. Fortæl Krieger én ting: Danmark har ingen væn i det russiske hof. Den russiske politik skiller Danmark og Preussen, alt den formår. Man har på det klareste overbevist mig derom. Der blev sagt mig sådant som: "skaf os fuld sikerhed for, at i fall Russerne bryder in over os, så hjælper I os til siste mand, og I skal få se, hvor stor pris vi sætter på den russiske alliance!" SIDE: 17 De har rædsel for Russerne, akkurat som jeg havde her i mit hjæm! Rædsel, rædsel! De hånede det danske diplomati, som før trodde på Frankrige og nu på Rusland! Dersom Rusland ikke var så ivrig i at holde Tyskland og Norden skilte, så havde man kanske i Berlin mere tro til Rusland overhovedet. Men Rusland ingyder frygt også forsåvidt. - Jeg tør og vil ingen detaljer give; ti de talte med mig som med den, der har lidt for det syn, jeg lagde fræm, og som var deres eget in i det innerste. De talte såvidt muligt uden omsvøb; men det blev flere ganger sagt mig, "at dette er ikke for aviser; det er for de mænd alene, som arbejder for samme fræmtid som vi." - Jeg fik det mest fortvilede indtryk af slæt dansk diplomatisk ledning. Hån, hån, hån lå over omtalen af bestæmte personligheder. De vover ingenting; de vil ingenting, der finnes ikke et initiativ iblant dem! - Man sagde åbent: dura necessitas (den tvingende nød) kan få os til at give Als og hele den linje; - men ællers alene dyb tro til eder, at I tænker på os som på brødre og ikke som på røvere; - og at I tænker noget mindre på Franskmændene. Er det ikke naturligt? Også for Slesvigs skyld sad jeg i Berlin og tænkte på et folkeligt mi- nisterium i Danmark. Et sådant er germannisk med folke-german- nisk syn; et nationalt liberalt med godsejerlig farve er født romansk fra latin-skolen af, er fransk-sværmende fra moders-mælken af. Vor konge var eders virkelige væn i Berlin, det sagde man mig overalt. Man trodde på hans ælskovs-erklæringer; men ikke på personlighedens begavelse og konseqvents; man er skarpsynet i Berlin! Jeg kunde sagt Dem en ytring af Bismarck; men vil vænte, til den blir noget ældre. Jeg har nu åbnet mig adgang for den slesvigske sag til et par af Tysklands inflydelsesrigeste blade; den blev mig tilbudt, og dette er mere æn nogen nordisk mand til dato har opnåd; viser derfor, SIDE: 18 at stæmningen os angående er en annen nu æn før. Man vil noget! Hermed nok! Min gårdsbesætning (De må jo vide det!) har styreren reduce- ret til henved 40 malke-køer og 8 hæster; den vil om tre år have 60 malke-kør og 8 à 10 hæster, og dens normale besætning blir, når gården er i fuld drift 80 malke-kør. En skog har jeg, som hvært tiende år gir 10,000 Spd. kontant, æller 1000 Spd. om året; men som alene er at udtage hvært tiende år. Sæteren vil jeg forvandle til et sanatorium; men først æfter- hånden; den er Gausdals skønneste og bedste, og der kan om to år køres helt fræm, hvor den ligger i en skog (sjældent på sætrene!) ved et fiske-rigt vand, bedækket af holmer. Derop tager jeg okser til fødning. - Karoline er i disse dager hos Konows. Tænk, den unge Konow, et mænneske som [af] moderen blev forlovet med Kristofer Jansons svigerinne, som her kom in i det Grundtvigske syn med tro og livs-glæde og derfor blev så plaget, da hun kom til- bage til sit hjæm, der er strængt ortodoks, at hun med sin lyse tro og mænneskeglæde tillige tabte sin forstan. Familien har i bedste mening sat hænne i et gale-hus for der at blive fri for det Grundt- vigianske sværmeri, og den forlovede går udenfor og siger: lad mig få hænne ud igæn til min lyse tro på Gud og mænnesker, og hun skal straks blive frisk! "Nej, det er just den, som har gjort hænne syg," svares der; direktøren har skrevet en hel afhandling, som åbenbart har denne begivenhed til grunlag. Konow giver ikke tabt, forlader ikke gale-husets nærhed. Hvæm sejrer tilsist? En tragedie! Hils de tre letsindige! Bjørn er nu arbejds-karl; men han er sød! Hils! Lev vel! Deres B. B. Nej, jeg kan dog ikke slippe den Konowske sag således, fordi SIDE: 19 om den huskedes for sent og derfor fik for lidet papir. Den har grebet os meget dybt. Sjælden er vel en ung mand, således som nu den unge Konow, fulgt af så mange, glødende bønner på sin missionsrejse! Først af mor og søskende! Hvor har fru Konow ikke skrevet og trøstet, bønfaldt og rådet; hvormegen finhed og tro har hun ikke udviklet, og hvor rørende, at hun lod sønnen drage op til Throndhjem, til Rotvold, syge-huset, hvori hans for- lovede er, og i hvis nærhed han nu lever, fast besluttet på at vænte, til han får samtale og får hænne fri. Og så af slægten her i mit hus, Kristofer Jansons, ham og hans hustru (søsteren), så af alle med-troende, den dybe Kristofer Bruun i spidsen. Det er en tra- gødie med sin kamp oversat i vore dagers varlige form; men ikke mindre dyb og gribende. - Jeg fik i Østerrig et nyt skuespil-stof, som jeg antagelig be- handler i vinter, når jeg er færdig med "Kongen" og mine to fortællinger. Jeg minnes om det ved det, jeg nætop her har for- talt. - Men skal ikke prøve på at give det igæn; De skal engang læse det. Nu vilde jeg, at De rustede Dem til (i tankerne naturligvis -!) engang at komme herop til os, så vi ræt kunde kæle for Dem. De er jo ikke færdig med visse ting, De skal skrive; De må have Deres nærver i bedre stan! Kanske trænger De også råd over ét og an- net, man sælv har tabt skønnet på, fordi det ligger alt for nær, - om det er for offentligheden eller ej; om det har den kærne, som sætter spire, æller kun værd for den, som oplevede det; - og om formen overalt også er inholdets, d. v. s. dettes naturlige gang og klæde. Og jeg står rede, så langt jeg strækker! Jeg mener om min smag, at den er mere af fræmtidens æn de mange kritikeres i samtiden. Hils fru Thoresen hjærteligt. Deres væn Bjørnstjerne B. SIDE: 23 Karoline og Bjørnstjerne Bjørnson til Johanne Luise Heiberg. Aulestad 15/11 1875. Kjære fru Heiberg! Uden tal, er de hilsener og gratulationer, som vi idag sender i anledning af den forestaaende fødselsdag! Og inderlig vil jeg ønske, De maatte finde Dem i alle maader frisk og glad; De har mange som ber derom, og bønnen tror jeg, "bærer et stykke fræm."- Jeg har ikke takket Dem før for det inderlige kjære brev, som jeg modtog i sommer; men da Bjørnson havde svaret, da jeg allerede fik det, syntes jeg, at jeg vilde vente. Det vilde inderlig glæde os at faa vide, hvor, og hvordan De bor, og hvorledes I alle lever. Bjørn skrev til Sara forleden; han håber, hun har modtaget det. Her bor vi nu ganske godt, og jeg tror, at vi vil, ogsaa i længden, være glade i at være her. SIDE: 24 Bjørnstjerne arbejder godt, luften er mageløs, selv nu, da her er koldt. De kan ikke gøre Dem en forestilling om, hvor dejligt her var i sommer, og uendelige mange gange har vi tænkt og talt om Dem i den anledning. Til sommeren blir sanatoriet færdigt, tænk paa det! Vi var nede hos Konows nylig; da talte vi om, hvor dejligt det skulle være at mødes med Dem igjen, og om det ikke var mueligt at faa se Dem til sommeren. Kjære fru Heiberg, tænk nu paa det i vinter, og glæm os ikke! Jeg vil aldrig glæmme turene til s. Barberini, trods De var saa daarlig der, saa har jeg glemt det nu, da De atter blev frisk! De kan tro, vi blev over- rasket og glad ved at høre, De rejste over Paris, at Deres helbred var saavidt i orden. Jeg har en tid været syg, lægen troede, at det var en hjærtesygdom, nu er jeg imidlertid saa bra som nogensinde før. Bjørnstjerne er en kæmpe, sjæl og legeme følges ad, det er ikke som med mig, at det ene følger hinkende det andet. Bjørn arbejder og udvikler sig, han har arbejdet navnlig med musikken; men des- værre alene. Han haaber ja paa snarlig hjælp. Han fortalte mig, hvad han derom havde skrevet til S. Hvor dejligt det skulde være at faa tale med Dem igjen, jeg længes saa brændende derefter undertiden, og bedrøvet vilde jeg være, om det aldrig skulle ske. Jeg vilde maaske ikke kunne tale om alt, hvad som rører sig hos mig, og hvad jeg gjærne vilde tale om; men bare at tale om det almindeligste med Dem, giver mig dog saa meget at tænke paa, og befrugter min sjæl og mit hjærte. Jeg vil nu slutte. Hils nu Pigerne alle fra os; fortæl os lidt om dem, lev saa vel og glem os ikke, ikke. Deres trofaste og hengivne Karoline Bjørnson. SIDE: 25 Kære fru Heiberg! Til Karolines lykønskninger et par ord! Hvorledes går det med "memoirerne?" Sig mig det! Læg mærke til, at tiden blir mer og mer rationel; spar derfor ikke på oplys- ningerne! Hvorledes går det med teatret? Hvad i al værden skal H. P. H. der? Hvad er overhovedet meningen med teatret? Jeg hører Øhlenschlæger og Holberg (som gamle mænd!) sidder på vagt foran hælligdommen. Skal ingen komme in i den? Hvor blir Heibergs statue af? Hvor Deres? Hvor er Rye? Er der af Hertz ikke engang en büste? Hæller ikke af Hostrup? - Har De set "Fallitten". Fortæl mig! Men altsammen må De besvare sådan en gang ved lejlighed. - Bjørns musik begynder at antage di- mensjoner. Han komponerer sågar småstubber og der er fan- tasi og skønhed deri. - En af mine glæder ved siden af denne er en hæst, en præmiehingst; vi tumler sammen han og jeg, idet jeg kører den in. Jeg havde tænkt, der var poesi ved en vilter hæst; men jeg havde ikke tænkt mig et sådant billede af manddom. Jeg skriver på den fortælling jeg gjorde udkast til i Rom; æn- videre på "kongen" arbejder jeg nu og da. Men jeg må ud æfter omgang, når en tid er gåt. - Alt her hjæmme i Norge er ked- sommeligt; alene folke-højskolen og det liv, som knytter sig til den, har mit hjærte! Christofer Bruuns opbyggelser på skolen hvær søndag æftermiddag er værdt hele ugens ophold her. Fra Borchs havde jeg nylig brev. Samme elendighed. Fra Konows hører vi jævnlig. Der er nu bedre i alle måder. De skulde set Konow i sit hjæm! Der tog han luven fra alle de andre! En orden, en skønsomhed, en sagtmodighed, en hensynsfuldhed og bestæmthed, som bar hele huset, hele gården, og gjorde det så muntert ude og så varmt inne. - De skulde gøre Dem en som- mer-tur op til Konows og os! Naturligvis: vi kan ikke byde bord og værelse som Konows; men her er den sundeste luft, som finnes SIDE: 26 i Skandinavien under samme bredegrad, og her er vakert! - Hvorledes går det Holm-Hansen? Fortæl mig ænnelig om ham. Tra-la-la-la! jeg morer mig ved at republiken står i Frankrige, og at fræmskridtets sag ikke er pint til døde i de andre lande hæller! Jeg kan ænnu opleve, at det blir morsomt at være til! - Jeg læser en mængde her oppe i min ensomhed og læser mig altid fastere i min tro, fra hvilken der skal gå ekko i den ungdom, som lever samtidig med mig. - Ikke en syg dag har jeg havt, siden jeg kom her, og lyst har jeg vunnet. Ak, om jeg kunde hænte Dem med min vogn (jeg har vogn!) på Lillehammer, jeg skulde love Dem en aparte sommer, dejlige, kære mænneske, omsvævet af alve-erindringer og båret af en mænneske-forståelse, som jeg ikke har kænt større! Hvad er det at lægge sig ned i et dansk rosenvæng med hovedet i fru Heises pluddrerier, hvad er det mod at gynge i fjæld-luften her og drukken af dens styrke at sove som da De var fjorten år og derfor have tanker så stærke, at De kan sprænge klipper med dem? Tag med den mest tålmodige af Deres forlystelsessyge små-fugle, og lad den kviddre i skogene her en sommer. Ja, betænk Dem ikke på dette, æfter en vinter at have drukket tæppe-støv og the, sladder og løgn. Her ærgrer De Dem ikke over, at mænneskene er så jammerlig fejge, for De ser dem slæt ikke. Dette er mit tilfælle! Jeg er glad hele dagen. Kun må jeg snart til en stor by; jeg an- tager Berlin. Men kort! - Gud være nu med Dem! Og lade Deres vænners bønner blive vælsignelse over Deres vinter, så De atter kan grønnes mod foråret. Deres væn Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 33 Til Vilhelm Topsøe. Aulestad 3/2 1876. Kære Topsøe! Jeg er dig meget taknæmlig for din artikel som svar på Dernburgs i National-Zeitung. Dernburg skriver mig til, at han i anl. disse artikler har fået en slig mængde artikler, at den mest mistænksomme måtte få troen i hænde på, at denne sag rører det dybeste i den germanniske sjæl, hvilket spår om, at den må ordnes i ikke for fjærn fræmtid - han taler om alt det åndsarbejde, som må gå forud for en underhandling om afståelse af Nord-Slesvig. "Danskerne taler, som var det gjort med en kniv, der kunde skære et stykke af." Men meget, meget må gøres først. Jeg meddeler dette, fordi det af hans brev forøvrigt er klart, at han just (direkte æller indirekte) har talt med Bismark om sagen, og fordi han her vil bruge mig som mællemmand. Sagen er denne: før "signalerne ændres", før I skriver vænligt som til folk, der tror at være i sin ræt, før kan intet omslag i folke- stæmningen komme istan, og på dette omslag, ikke på Bismarck, beror det hele. Bismarck gav os gærne altsammen (d. v. s. Als) den dag i dag. I må engang fatte dette, som er den skære sanhed. SIDE: 34 Hvis jeg turde citere af Dernburgs brev nu, så skulde du atter se en antydning af det. Men beror det hele spørsmål på en ændret folkestæmning, på hvilken sanhed jeg har skreget mig hæs, - væl, så må den tiltales! Vor opgave må da blive: først at skrive godt om Tyskerne, dernæst at få dette oversat for dem; og at få Tyskerne til at skrive godt om os, og at få dette oversat for os. Med andre ord: de os vælvillige må samles til kommitté og sende os, hvad som kan tiltale vor folkefølelse, og vi danne kommitté og sende dem oversat, hvad som kan tiltale deres. Jeg har længe havt denne tanke; men I var alle så bidske, så jeg turde ikke sætte den fræm; nu var kanske tiden kommen. Jeg gør gærne for den sags skyld en rejse til Tyskland; men jeg vil i så fall have stilhed over mit foretag. Med hilsen til din hustru Bjørnst. Bjørnson. Til Kristen Nielsen. Gausdal 9/2 1876. Af hjærtet takker jeg Dem for Deres brev, der åndede på mig af kærlighed og gode erindringer. Deres ønske om at se mig dernede i Eders foredragsforeninger, må nok kunne fylles. Ti jeg har købt en forholdsvis stor ejendom, og kan ikke, som jeg tænkte få solgt eller på gode vilkår lånt på mine papirer, da her er pengemangel, og den efter al sansynlighed vil vare det næste år med. Mit højeste ønske for hjemmet: at kunne bygge mig et rigtig gammel-norsk hus med moderne bekvemmelighed i, og hvortil tegningerne ligger, udkastede af en genial hånd, må vente iår og næste og kanske SIDE: 35 mange, - hvis ikke forelæsningerne kan skøde lidt på, hvad jeg ellers tjener. Det: at rejse og holde forelæsninger, er mig så modbydeligt, at en sådan ydre vold må til for at få mig afsted. Dette må være sagt aldeles som det er. Jeg føler i dette intet som helst kald ud- over det at give en tilskynnelse, en håndsrækning, som dog kunde komme ved så mangen annen. Når jeg stiger op, ved jeg det, at dette gjør du mest for din egen part, hvilket ikke hindrer at jeg beder Gud innerlig om hjælp; ti også det er noget: at bygge sit eget hus. Nu havde jeg tænkt: også at prøve at bygge det med dansk kærlighed. Jeg vilde, tænkte jeg, gøre en ny fortælling, skik- ket til at være træk-hest, og så en gang afsted. Sig mig - efter en undersøgelse i al stilhed - hvorledes kunde vilkårene for mig dernede stille sig? Hvad kunde en forelæsning omtrent inbringe mig, og hvor mange kunde jeg holde innen et vist distrikt, (kun i byerne tænkte jeg at holde mer en en på ét sted)? Folkehøj- skolerne søgte jeg uden videre til, og der gav og tog jeg det, som det faldt; der talte jeg for intet og det så ofte, jeg kunde. Vi har tiden for os, så De kan lægge øret til og bringe mig besked! Deres ven Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 37 Til Vilhelm Topsøe. Aulestad 21/2 1876. Kære Topsøe! jeg skal ikke opholde mig ved "kommitteen"; bare ytre, at den er uungåelig. Herfra kan jeg ikke styre disse ting og for længere SIDE: 38 tids-ophold i Berlin har jeg hværken pænger, lyst æller tid. Men I ligner jer alle deri, at I ingenting vil gøre! Eders korrespondenter (det kan jeg forsikre Dem!) får ingenting in i Nationalzeitung, Post, Allg. deutsche zeitung, knap nok i Volkszeitung; og på disse blade kommer det dog an. Kommitteen må til! - At Danevirkes og Deres artikler optages af National- zeitung er sikerlig en frugt af mit kænskab til Dernburg. Forstår jeg hans brev rigtig, så er her, æfter æller lige forud, gåt en sam- tale med Bismarck, æller der er refereret fra en saadan (en af B's bedste vænner er også D's), og følgen er en intrængende henstil- ling til mig om at tage fat igæn. Lad mig da til en begynnelse "tage fat" på den måde, at jeg taler til Dem ud fra mit kænskab til tingene, ti heri overgår jeg eder utvilsomt; det siger mig eders artikler m. m. 1) Garantierne. Såsant De og jeg nu vil få Nord-Slesvig tilbage, så sant sker det aldrig, ikke engang i nødens stun, uden garantier. De får engang tro mig! - Men så tag da op mit forslag, som egenlig er ingen garantier, men alt frit over hele Nord-Slesvig, hvad sproget angår, altså kirke og skole for den sags skyld gjort om til komune-sag og privat-sag, og sproget for skranken givet frit valg. Med dette forslag erklærede fx. Bucher sig tilfredsstillet, og det på alle deres vægne, som har med den sag at bestille; han sagde det gæntagende, at med det forslag måtte garanti-spørsmålet kunne løses, æller som han udtrykte sig "bringes ud af værden." Jeg fortalte ham, at jeg vidste, der var stæmning for det i Dan- mark i politiske kredse og i sælve Nord-Slesvig, og han sagde, at det var en god æfterrætning. Löme (Kalle) hvæm jeg fortalte min samtale med Bucher, erklærede, at Bucher havde sagt mig mere, æn han, Löme, havde væntet, og han glædede sig over det løfte Bucher havde givet mig, at officiøst skulde aldrig vort arbejde SIDE: 39 til en løsning blive vanskeliggjort. Også han lagde mig intræn- gende på hjærtet, at folkestæmningen i Tyskland må tiltales; Bis- marck står bunnet af den. Men dette mit forslag om garantierne "var godt at begynne med". Og, kære Topsøe, sagen må be- væges; her er en bevægelse at gøre, som ingen skader uden de stats-doktriner, som ænnelig vil have en stats-kirke, en stats- skole o. s. v. 2) Sverige og Norge må være mellemhandlere. Så skriver De. Det samme siger Dernburg - jeg er derom bleven forsikret - med officiel invielse. Var jeg i Berlin, så skulde jeg nok få vide, hvad hermed mentes (ti politikerne i Berlin taler aldrig abstrakt). Men nu sidder jeg her i en gåde. - (Apropos: er det faldt Dem in, at kong Oskars flåde-forslag kunde have noget med den sag at bestille? I så fall er det kommet jammerlig klodset.) Jeg skal sige, hvad jeg ved: i Berlin lever man i stadig frygt for de ting, som udvikler sig i Rusland, og som om nogle år ingen Car kan styre, og måske hæller ikke vil styre. Et bestæmt forbund her, d. v. s. mod faren fra Østen, kunde klare alt. Jeg fabler ikke. - Men hos eder står de dynastiske interesser ivejen (som da hele den slesvigske kalamitet skyldes disse, både i gammel og ny tid!) og om v. Qvaade, som væl er i Berlin væsentlig forat ivaretage disse interesser, taltes i de politiske kredse med fantastisk hån. Eders diplomati gør vistnok mindre æn intet, og eders præsse har legt den dynastiske blinde-buk med og har smigret for Rusland, - I kan tro, det er blevet lagt mærke til i Berlin! - Kære Topsøe, der kan skrives om faren fra øst ("Slavernes rejsning") så, at Rusland ikke krænke