Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Til Emmy Spindler. [Kristiania mai/juni 1854] . Kjære Emmy! Jeg kan ikke noksom udtrykke Dig min Bedrøvelse, min Anger, mit store Løfte om aldrig at gjøre det mer, som min Udeblivelse i gaar har forvoldt. Ak! - - - ja Du ved, hvad jeg vil sige, derfor siger jeg det ikke. O! - Nuvel! Du skjønner det; derfor tier jeg. En anden Gang, naar Du møder mig paa Gaden, min uforligne- lige Emmy, skal Du ikke blive saa rød som om jeg havde kysset Dig; thi det har jeg dog aldrig gjort. Heller ikke skulde Du, fordi jeg har en vakker Sidekammerat, bare se paa ham med forlibte Blik og slet ikke ændse mig, din Fætter, thi det er jeg jo dog virkelig. Forøvrigt: vær Gud befalet og hold Dig vort Bud og Befaling efter- retlig. Givet paa vor mathematiske Examensdag 1854. Bjørnstjerne Bjørnson. Til Emmy Spindler. [Kristiania] 30/3 1856. Den 30te Marts 1856. Det første Blad nu jeg lægger ned; - Du vælge det selv dets rette Sted; - Det er plukket af en Gren, som i Vinden suser Og kaster en Flok, naar det voldsomt bruser. Men dette i Magsvejr er taget af; Thi Venskab det var, som det tog og gav: Jeg vilde saa gjerne om Hjertet samle SIDE: 2 En trofast lille Flok af Unge og Gamle, - Jeg vilde saa gjerne, naar det stormed og sled Kunne tænke mig did, der var Varme og Fred. Jeg beder idag: vær mig En af dem, Som reder min Tanke et fredsælt Hjem; Jeg beder idag, vær en trofast Veninde; Jeg kan vist ingen bedre i Verden finde. Det koster ej stort: et Blik for min Færd (Den vil glæde dig tit, den vil oftere ængste) Giv mig dertil det Løfte af sælsomt Værd: "Tro godt i det Længste". Bjørnstjerne Bjørnson. Til Anna Cathrine Spindler. Hotel Phønix, Kbh. 13/1 1857. Ser du, - at skrive til mig, paadrager En ganske sikert tvende Ubehagelig- heder: den første at vente en god Stund efter Svar, den anden: endelig at faa det. Det Sidste er forresten værre end det Første, siger man; jeg skal nemlig magelig kunne paa lovlig Maade lægges i Bøder for Tort og Tidsspilde foraarsaget ved mine Bogstavers Man- gel paa al velopdragen Spagfærdighed. Det skal være skrækkeligt at komme i en ordentlig Samtale med dem. Forsøg det! - Hernede har jeg det i alle Maader udmærket, med Undtagelse rigtignok af, at det er smaat for mig, ofte dygtig smaat for mig. Men det kommer især af, at jeg er trodsig og ikke vil skrive i de norske Aviser, skjønt jeg har hæderlige Tilbud fra to, og ganske sikert kunde faa det fra den Tredie, Fjerde og Femte - trods Mad. Wulfs Tro om det modsatte. Men enten er jeg Kritiker og lever forat sige Folk Sandheden, d.v.s. lever forat gjøre mig Uvenner med dem, eller jeg er Forfatter og lever af at gjøre mig Go'venner med dem. Det gaar ikke an at blande de to Ting sammen, trods al den SIDE: 3 Lyst min stridbare Natur har dertil. Nu trænger jeg andet hvert Menneske hernede og deroppe, d.v.s. andet hvert Menneske, som der er noget ved. Nu er jeg i den beklagelige Nødvendighed at tie stille. Ogsaa en anden Grund har jeg. Som Forfatter gjælder det at lade sin egentlige Mening om Kunst og deslige Ting skinne frem af Arbejdet selv, det gjelder at lade Andre som da faar Kritikens Rolle, nøjsommelig pille den ud deraf. Jeg bør ikke lade den gaa splitternøgen ved Siden af og vise sig i sin oprindelige Skikkelse, "det sølle Skrog". Jeg faa [r] altsaa tie - og sulte. Det ha [r] saamangen Mand gjort før mig, det er jeg desuden ikke ukjendt med selv, og om det er en Dag, to, tre ogsaa, jeg ikke spiser Middag, saa er jeg i Selskabet om Kvellen, saavelsom foran mit Skriverbord om Formiddagen, den frejdigste Fyr af Verden lige godt for det. Min Omgang hernede er den bedste. Hermed mener jeg ikke Høedt; thi det er en meget ussel Omgang, "en Pjat" er han, som de siger hernede, en christelig Broder Liderlig, som er christelig fordi han ingen Lægge mere har, - det skal jeg sværge paa Holberg havde villet sagt om ham - og til "gamle Kjerringer" kan jeg jo saadan i al Stilhed sige det videre ifra Fatter Holberg; thi som sagt: det er bestemt ham, som har hvisket mig det i Øret. - Det er ellers en munter Ting, den, at komme ned og se selv paa et og andet. At se fEx at Høedt trods alt Skrig, ingen Skuespiller er, at Wiehe, som der ikke har været synderlig Tale om uden blandt de Indviede, er Nordens første Skuespiller, at Hagen utvivlsomt er større end Phister, om ogsaa denne griber lidt videre om sig, at Jørgensen er genealere end hver og En hernede trods at han vel ofte ikke har den ubrødelige Smagsgrændse, - at min elskelige Jfr. Svendsen staar saa højt, saa højt over Jfr. Larcher og disse som nu spiller her, at - - au mit Hjerte! - - Men Jfr. Svendsen skulde herned og se Wiehe spille. Hun spiller ganske i hans Maner, d.v.s. Begge spiller i Fru Nielsens, eftersom Folk siger; men Wiehe er kommen saa uhyre videre end SIDE: 4 Jfr. Svendsen, skjønt han visselig ikke har hendes Begavelse. Ved blot at se Wiehe spille en eneste Rolle maa Jfr. Svendsen, saaledes som hun nu staar, pludselig være sat paa det Fjeld, hvorfra hun kan se alle de tolv Kirker, (forat bruge Folkesagnets Ord). Jeg beklager højlig at Jfr. Sullustad ikke har seet Jfr. Larcher nu eller saadan, som hun er bleven. Disse To har samme Sort Begavelse, her bryder jeg mig ikke om de Roller, hver af dem hidindtil som oftest har spillet; jeg bryder mig blot om hvad jeg ser de burde spille, deres Begavelse. Jfr. Sullustad har vitterlig et Fortrin for Jfr. Larcher i det at gjøre en Ting fint (hold Mund: Petersen!), Jfr. Larcher derimod overgaar hende vidt i det Rørende-Naive, omend- skjønt Jfr. Sullustad sikert ogsaa her har større Fond at øse af, da Jfr. Larcher er meget indskrænket, men overordentlig vel benyttet, til alle Sider vel benyttet. Den Økonomi, hvormed hun omgaaes sin Naivitet, se den kunde S. lære af. Og hun vilde lære blot ved at se hende en eneste Gang spille "En Kone, som springer ud af Vinduet", en Rolle, som Sullustad strax skulde faa, var jeg Direktør. I det hele taget, raadede jeg blot et halvt Aar, saa skulde jeg have vist, hvad Kræfter de Piger havde; det ved man nemlig ikke. Heibergs begynder at blive gamle nu; Fruen bliver mager og Hei- berg federe og federe; han er noget saa nær færdig. Men her er en ung Stok af Æsthetikere, som er højst respektabel, og der er jeg. I fine Kredse, O, saa fine, fine, at sidste Ret er blaae Kopper med Vand i, til deri at tørre sine Fingre, - har jeg været og kommer stadig, skjønt langtifra saa ofte som jeg kunde. Jeg agter nemlig ikke at blive nogen Høedt, jeg agter at vedligeholde det Fond af Friskhed, Livsfylde og Frihed for alt det Blaserte, som jeg Gud ske Lov endnu har, jeg agter desuden at benytte min Tid, og ikke blive "en Pjat", Saameget har jeg seet, at jo længer op, man kommer her- nede, jo daarligere er det. Ellers tror jeg at jeg gjør megen Lykke hernede, og at det netop er det, som Mange deroppe kaldte Raahed, nemlig min Varme for SIDE: 5 en god Sag, Energi i at føre den gjennem og Humør til at give enhver Ting sit rette Navn, som hernede er ligt. Det er i alle Fald vist, at jeg godt kan mærke flere holder sig fast i mig ifølge samme Følelse omtrent, som den syge skaldede Heltberg, da han sad og tog i mit Haar og sukkede: "Gud bevare mig for et stærkt Haar, jeg bliver frisk ved at tage i det". Her er nemlig altformange af dem, som det aandelig er fat med paa samme Maade, som legemlig med Heltberg. Saa ved du altsaa, at jeg er bleven Digter hernede, og det noget rent Betydeligt med een Gang. Nu skal du blot se, naar jeg giver det ud, hvad de danske Aviser tager til at skraale og raabe Bravo, det er netop disses Kritikere, som har fortalt mig, at jeg er en saadan allerhelvedes Dramatiker, men at jeg maa tage Farvel med alt det Franske og offre mig det, jeg er [...] [...] mit Værelse og dufter, - ramler det med Sværd og Skjolde borte ved Kakkelovnen, - kommer der en og anden blid En og slynger Armen om mig, men det er min Forbandelse, at disse sidste alt for ofte ligner en vis Skuespillerinde i Norge. Den Afstand er en flau Ting derved, at man da ofte ser det, man ikke saa nær hos. Gud ved, om mit første Stykke kommer til at gaa hernede nu. Det er afhængigt af Fru Hejbergs Lune, og da hun den ene Dag vil, den anden ikke, saa gaar jeg blot og beder Vorherre om godt Vejr og saa Roes, o, saamegen Roes, at levede jeg blot deraf saa! Smask! Naar jeg nu saa faa [r] min Tragedie istand, udgiver jeg begge strax, og saa taler vi Alvorsord med Borgaard. Hvis det kan interessere dig at vide det, saa tvivler jeg nu ikke et Øjeblik paa, at jeg alene gjennem dramatiske Arbejder om lidt, rundelig skal soutinere; thi jeg vil have Alt opført ogsaa her, og med den Mening, alle Vedkommende hernede har om min Begavelse og mit Blik for det Dramatiske, gaar Alt af sig selv. I Norge - tys: vi skal nok ... den fede Gris, om han ogsaa blev ... siger Kjærringen. [...] SIDE: 6 Hvordan lever Bedstemoder? Hvordan lever Bedstemoders værste Fod? Bed hende tage den bedste Krumkage hun steger den Dag og sætte i en Ildtang, rigtig midt i Kniben, og hold den 5 Minutter ned- over mod mig, saa vil bestemt en eller anden god Nisse bringe mig den. Thi det gaar over al Vid og Forstand hvad jeg længes efter hendes Krumkager, ja efter hende selv med; det er ikke derfor. Ak, Gud, ja: ogsaa Jfr. Svendsen! Kys hende fra mig, - havde jeg nær sagt; men hun er jo ikke noget Mandfolk, og at kysse hende paa Haanden, skal jo ikke være videre rart, siger Jørgensen. Men sig hende dog, det vil maaske smage bedre end et Kys (fordi hun intet Menneske er; thi var hun et Menneske, saa, o!) sig hende: at hun er en stor Skuespillerinde, stor (saadan udtalt som af Bye naar han er begejstret, nemlig lige nede fra Maven - saadan: sto-o-o-r), og at jeg [...] eget, naar jeg kommer op, og et [...] med hende trods alle [...] arge Kjærringtrold [...] ds smaa friende [...] hende hvis [...] Forfængelighedens og [...] borti Religionens, Sværme- riets, Sukkenes vaade Taageland, ak, da er jeg ogsaa der. Jeg tror forresten jeg skal skrive hende til, thi Pokker ved, hvad jeg kan falde paa. Hils den lille blide Emmy, bed hende hver Aften naar hun læser sit Fadervor og kommer til det Sted: frels os fra det Onde, sige de Onde eller i alle Fald tænke paa visse Personer, - nu ja, lad gaa! Gaa hele Verden! gaa som du vil min Putte; jeg skal ikke kunne standse et eneste af dine Hjul. Vil du saa sige med det Samme du ser Bye: Hovedet i Vejret! Mod i Brystet, fremad March! Vil du sige til Collet: tak for sidst! Vil du sige det Samme til Flere - en ti, tolv Stykker, fEx - du kan selv finde dem ud. Vil du saa sige til dig selv: lev vel. Din Fætter [...] B [...] Sanne's er aldeles mageløse mod mig. SIDE: 7 Til Clemens Petersen. [Kristiania 19-27/7 1857] . Min herlige Petersen! Fy, skamme dig, at du lod et Støvgran af Tvivl til mig falde i dit Sind og derfra paa dit Brev! Fy, skamme dig, at du kunde tro, jeg var vred paa dig, - Jeg, som ikke skriver en Linje bent frem, men bøjer den lige mod dig, - jeg, som ser dig dernede, hvorhen jeg vender mit Øie og leder op mig selv fra det tilbagelagte Ophold, - og jeg, som plager alle Kammerater med dig, slaar op i dag Pag. - og næste Gang Pag. - og har endog faaet dem til at lægge Mærke ved enkelte. At du et eneste Øjeblik har kunnet misforstaa min Taus- hed viser, at du dennegang ikke tog det rette Øjemærke. Du er orienteret i Egnen, det ved jeg nok; men det kommer ofte an paa at finde Sigtepunktet. - Ser du, - jeg har det med Trangen til at søge min fraværende Ven, som jeg har det med at søge mig selv i de lyriske Digte. Jeg søger den Nærmeste op og digter saa hele Trangen episk væk. Dersom denne Nærmeste, d.v.s. den, jeg først faar fat paa, er af dem, som løfter, saa digter jeg mig glad; men er han af dem, som først skal løftes, digter jeg mig mismodig. I sidste Tilfælde er jeg atter nær ved at skrive, men saa er Aanden lavt flyvende, tung, og Brevet skrives da i Hovedet. Skriver jeg langt idag, saa bliver dette Brev ikke godt; thi jeg er syg, fornemmelig af Mavepine, men ogsaa af ren, ligefrem Træthed. Thi jeg arbeider nu formeget. Da jeg fik dit Brev igaar og endda ikke kunde skrive Synnøves Klagesang, saa mærkede jeg, det var galt fat. Aldrig havde jeg følt slig Lyst til at lægge dig fuldstændig ned paa anden, rettere tredie Haand end da, - nemlig gjennem mine Karakterer. At jeg ikke kunde dette er det vel, som gjør, at jeg nu sidder her og skriver direkte til dig. Det var ret længe før jeg kunde oversætte mine Fordringer fra Dansk til Norsk, og mit første Ophold her var saare møjsomt; thi jeg maatte daglig grave nye Kanaler og Afløb, da de gamle ikke SIDE: 8 kunde bruges og Strømningen spændte paa. Nu, Gud ske Lov, har jeg lejet mig et lyst herligt Værelse til 6 Spd Maaneden, tæt ved Slottet, frit landligt til alle Sider, Have omkring, susende Løvværk længer borte og Smaafugle om Morgenen. Her sidder jeg da og skriver, en enkelt af mine Kammerater finder mig nu og da; de fleste føler ingen Trang dertil og jeg ikke til at søge dem. De er komne bort fra mig i Vinter, og at samle dem ind igjen bliver et tungt Arbejde med liden Løn. En enkelt, Kahrs, den Stærke, har jeg kastet mig over, og han er bøjet tilrette, er kjerlig og søgende med mig. En ny har jeg vundet i Meidell, den bekjendte "Krydser", og gaar vi og driver omkring i de herlige Omgivelser her til 1, 2 om Natten. At vi stod hinanden saa nær, ante mig mindst; jeg er nu for ham, hvad ingen Anden kan være og skal i ham vinde en komisk Forfatter for Landet og Tiden, som man skal søge Magen til. Hans skarpe Blik er overraskende; han kjendte dig af dine Opsatser (som i Forbigaaende sagt har gjort stor Opsigt og Lykke her) bedre, end de Fleste af dine Kammerater i Danmark kjender dig, Ja, det var til Forundring. Og kom nu strax op til os, saa skal du se, hvor ypper- ligt du kan fældes ind mellem os. - Foruden ham har jeg den smukke, sentimentale Landskabsmaler Bagge, som har fundet mig, (rigtig det Bedste i mig) og klynget sig fast. Og saa har jeg Bye. Men mit Meeste har jeg i mit Arbejde. I hine har jeg en mit Gemyt fornøden Opmuntring, og ellers er jeg saa afstængt, at Pa- piret maa faa Alt. Synnøve Solbakken er bleven en lang stor For- tælling, og jeg ser godt, at den skulde være endnu længer. Nu ud- giver jeg den Kapitelvis i mit Blad og tager Aftryk med det Samme. Den kommer ud som Bog om 3 Uger og jeg venter at den vil blive en kjerlig Hilsen til dig. Da her skulde være Bevilgning til et norsk Theater satte jeg mig her og skrev en Anbefaling i Morgenbladet. Den gjorde megen Lykke, blev rosende omtalt i selve Thinget, og Udfaldet (forkastet med 49 mod 54) var dog saa godt, at det nu naturligvis gaar næste Gang. Saa har jeg maattet skrive en Kritik SIDE: 9 over de ny norske Skuespillere Brun med Madame, og en Anbe- faling for Jfr Svendsens Aftenunderholdning. Jeg benyttede den til at gjennemgaa hende og saaledes, at det sviede, da hun - nok sagt! Saa har jeg skrevet over Wiehe, som de holder paa at ødelægge med at forcere ham. Det bed. Se, saaledes maa vi kjæmpe her til Højre og Venstre; ellers har vi tilsidst ingen Mark for det mindste æsthe- tiske Frø. Og, saavidt muligt maa en eneste Mand gjøre Altsam- men. Jeg er hjertelig, hjertelig kjed af dette; naar man omtaler, at det var dog godt jeg engang kom hjem igjen forat sige dem Sand- heden o.s.v., da er det mine værste Øjeblikke; thi jeg føler saa vel, at det maa gjøres; men jeg er for god til at gjøre det, og dette kan jeg ikke gjøre dem begribeligt. Naar jeg da midt i dette (jeg læser ogsaa Norsk paa Heltbergs Skole med Artianerne) skriver Synnøve Solbakken og skriver den, som jeg nu har gjort det, saa aarker jeg ikke Mere; thi jeg maa dog ogsaa læse, maa dog ogsaa tale med Folk. Og der er ingen af dem, som søger mig, der kan give mig Noget, de kommer Alle forat faa. Jeg imødeser en mørk Vinter. Men det er det Samme: om en tre Uger drager jeg hjem forat fuldføre Hulda; imidlertid er Synnøve udkommen, ligeledes "en Bjørnejagt", en Skitse leveret Tønsberg forat ledsage to Malerier af Tidemand og Eckersberg (vor) som op- lysende Text. Jeg har nemlig sammen med A. Munch faaet det hædrende Hverv at give Text til "Norsk Bondeliv". Han tager de religiøse Emner og lægger Digte paa dem, kan jeg tænke, - jeg tager "Kortspillerne", Sanct Hanskvelden, "Tømmerfløderne" m. fl. og lægger Fortællinger paa dem. Dette Værk har Subskribenter over hele Verden og gaar ud paa Norsk, Fransk, Engelsk og Tysk. - Nylig skrev jeg en længere Opsats i Aftenbladet om den foreslaaede Lektor i Literatur. Mit Avismærke er Bn; Jeg skriver baade hist og her. Det lader til at min Synnøve gjør megen Lykke, og det kunde nu næsten være det Samme; for nu tror jeg selv paa hende. Mit bedste Kapitel blev det, som fulgte næst nærmest (det 5te) paa det, du SIDE: 10 siden læste. Synnøves Moder er godt greben nu senere hen, Aslak er færdig. Du skal se, hvorhen jeg har ladet Aarene føre begge disse. Men jeg ærgrer mig over, at jeg har lukket op Aslak; jeg vilde gjerne have havt Hemmeligheden for mig selv. Dette gik saa haardt i mig, at jeg straks maatte trække frem et Par, som ikke har lukket op og ikke vil. - - Hele min Arbejdsomhed er vendt tilbage; jeg har skrevet et Kapitel i Synnøve paa een Dag og det fuldt af Vers og Fantasier. Jeg længes indtil Sygdom efter Halte-Hulda; nu skal hun blive færdig paa en Uge, saasandt hjælpe mig Gud! Men jeg kan desværre først vinde frem til hende gjennem meget Arbejde. Jeg maa nu ogsaa skrive om Kunstudstillingen. Her er jo ikke et eneste Menneske, Morgenbladet gaber og gisper og Folk forstaar lidt af, hvad de ser; saa vil jeg da lade et poetisk Gemyt gaa gjen- nem Gallerierne. Ikke videre. Weilbach skal ærgre sig sort. Dette begynder jeg paa imorgen. Naar nu den er expederet, Tønsberg, Synnøve (blot et Kapitel igjen!!) saa hjem! Forinden maa jeg have dig her - hører du? Eller hjem, eller siden, nej strax: Petersen! Du bor frit hos mig, paa et herligt Sted. Alt frit, Kammerater med aabne Punge rundt om, Ærefrygt præsenterer for dig, Fjeldene be- stiges, klare Dage over Kattegat, blot 20 Spd i Lommen og du rejser paa første Plads op og ned. Kom! Se dette var mit Forretningskapitel, da jeg ved, at du vil have et sligt. Jeg har ogsaa skrevet det med alle Angivelser af at "gjøre Lykke" o.s.v. Du kjender mig, og misforstaar mig ikke. - Nu noget Bedre. - - (Senere) Jeg er frisk igjen, har atter læst dit velsignede Brev, som er det bedste jeg nogentid har modtaget; det kan vel ogsaa alene over- træffes af dig selv; thi om der er flere slige forunderlige Mennesker til, saa er de i alle Fald ikke til for mig. Var Tiden til det, fik du mange Ark som Svar; men Gud, hvor jeg maa arbeide skal jeg naa frem til Hulda om en 3 Uger. Jeg er Jakob, som træller for Rachel SIDE: 11 og som tit har troet at naa hende, men fik Lea. Mit Brev kunde give dig Billedet af et uroligt, distraheret Menneske; men det er jeg ikke. Kun lever vi her paa en anden Maade, midt oppe i Livet. Jeg spæn- der og sparker fra mig. Avisopsatsene stjæler jeg fra mig selv saa- ledes at ikke Synnøve ved af det, og saa op til hende igjen og til Goethe, med hvem jeg fortiden reiser i Italien. Min Fremstilling vinder, som det forekommer mig, og Karaktererne aabner mig dag- lig Dybder, som jeg ikke har seet før. Hvorhen jeg vender Blikket staar de og venter; kun saameget kan jeg se, at jeg kommer til at skrive flere Fortællinger end jeg een Gang tænkte; men aldrig slipper Hjertet sin første Elskov; Dramaet sidder i Højsædet og venter, medens jeg blot giver en kort Audiens til "denne Ene", som rigtignok slæber nok En med, og saa En og endnu En; men Dramaet sidder dog og venter. Jeg ser godt, at jeg vil have al min Kraft behov forat holde mig til det, da det kræver Ro, Ro, - og alle trækker i mig. Men, Gud, hvor jeg ogsaa skal snyde dem allesammen! Som sagt: om 3 Uger herifra! Hvis ikke du kommer da. Saaledes som nu Alt kommer mig imøde her, har jeg Haab om Stipendium til Vaaren. Italien, Italien! Ja, jeg reiser der alt ... Jeg omgikkes Goldschmidt fordi han smigrede mig? Nei: fordi han aabnede sig! Saa snart En viser lidt af sit Hjerte, er jeg fangen, og dersom den, der gjør det, ikke har gjort det for Nogen paa nogle Aar, da er jeg fangen tilgavns. Se, Erik Bøgh; jeg holdt ogsaa af ham; thi jeg følte at han snakkede med mig, som han ikke har snakket med Nogen siden, - ak, siden hans sidste Ven forlod ham, og det er visselig længe siden! Men Herregud, dette er jo mine dejligste Øieblikke i Livet, og dem vil du tage fra mig? Det er i Kraft af dem jeg virker, ja, du vil se det i Synnøve, du vil se denne Højtid over enkelte Scener, hvori man kan høre Hjerterne slaa og Stemmen tale saa sagte, saa sagte for ikke at forstyrre den store Nærværende: Sandheden. Du, ene, du vil gjennem slige Scener SIDE: 12 kunne aflure mig, hvorledes jeg er kommen til min Menneske- kundskab, at Halvparten er ligefremme Selvtilstaaelser: thi jeg har denne Nøgle med mig, som oplader Folk. Og den er ikke min, for jeg kan ikke bruge den; den er Vorherres, og han bruger den for mig; naar jeg mindst venter det. I slige Øjeblikke prøver jeg da ogsaa mig selv, og Nøglen føler jeg drejet om i mig og det er mig et Behag at lukke mig op, uanseet hvem der sidder hos mig; thi jeg gjør det egentlig for mig selv. Men du har en Nøgle, som du selv kan bruge og fremfor Alt bruge paa mig. Du er min anden Sam- vittighed. Jeg er bange dig, for fuldt Alvor bange. Det du nu sidst sagde mig, takker jeg atter for, atter og atter! Det er sandt. Men trøst dig: her er Ingen, som smigrer. Hovmodig gjør jeg Fejl! Ja! Jeg har nylig syndet. - - - Men jeg bliver mere og mere moralsk stærk; thi jeg var een Gang uhyre svag. Jeg lever ogsaa nu ordentligere end nogensinde før, og du skal se, du faar Glæde af mig, du kjere, kjere Ven. Aldrig har jeg seet et saa uhyre stort Begreb om hvad Venskab er, som hos dig. Jeg maa gaa lige tilbage i Digtningen forat søge Side- stykkene og heller ikke der træffer jeg dette Hvisk, som du kan faa istand med En, enten du nu er ved hans Side eller over Havet. Herlige Fyr, med de herlige Evner; jeg skulde havt dig her forat beskytte mig forat du kunde tage din Andel i vort Fællesarbejde ud imod Verden; thi, ak, jeg maa besørge begge, og det er dette, som vil dræbe mig, intet Andet. Men jeg skulde især havt dig forat kunne hviske. Jeg har ikke seet to Venner skildret, ikke saadan som du har givet mig Motivet i dit Begreb og i dig selv. Sig mig en saadan Bog, eller jeg er nødt til at gjøre en. Jeg tænker mig, at den, der tog denne Side i Menneskelivet, han greb, han maatte gribe saa dybt fat, at han enten blev siddende der, som den der vilde rædde de sjunkne Pengekister eller han kom op igjen som Verdens rigeste Mand. Og jo mere jeg nu stirrer ind i et saadan Sujet, des mere synes det mig SIDE: 13 et Tidsemne, og at det vilde komme som Englene til Loth. Thi Ven- skab er Indgang til Sandhed. Dette sidste Begreb er nu den store Klokke, som hænger i mit Taarnuhr og ringer baade Morgen, Middag og Aften. Jeg fører Alt tilbage dertil, og naar jeg fra dit Brev gaar ind i mit, saa ser jeg ret, hvor langt tilbage jeg ligger; jeg sidder egentlig og bivuakerer ved en rask Ild, som brænder et Steds i en Skog, hvor Løvværket dækker meget af Himmelen, Mørket er faldt paa, saa Fantasien kan flagre og forsøge at erstatte Dagen, den fulde dejlige Dag. Men du er kom- men frem, er vel herbergeret og studerer blot paa, til hvilket Kam- mer du nu ogsaa skal vende dig. Og kommer jeg engang frem, saa er det meget fordi slige prægtige Karle som du og flere til, sender Hest ud forat lede mig op og føre mig frem. Mandag Morgen (d.v.s. Dagen efter) [20/7] . Jo mere jeg nu tænker dig frem igjen, des ulykkeligere bliver jeg ved Sammenligningen af hvorledes man har det i Verden, og hvor- ledes man kunde have det. Det, jeg hver Dag har erindret hos dig har mere været dine Bemærkninger, din Vejledning; nu kommer dit Brev og minder om det Andet, det jeg næsten havde glemt: dit Ven- skab. Du ved jeg har denne velsignede Evne at kunne glemme. Jeg kjender næsten ingen Retning, hvori det er nødvendigere end her. Blot siden igaar, siden det fulde Begreb af dit Venskab svulmede mod mig, har jeg været meget mismodig; thi mit Hjerte er saa skabt for saa- dant, at naar jeg midt i min Ørken endelig ser det, ak, blot i Luft- spejling, bliver jeg aldeles ulykkelig. Du kunde nu lænke mig fast til dette Brev som en Hund. Saalænge i alle Fald sad jeg midt i Stil- hedsringen. Stedet, hvor der hviskes. - - - - - - - - Du har Ret: det er urigtigt at kalde dig et Reflexions- menneske, fordi Folk, naar de tillægger En et Prædikat, da har af- pudset det saaledes, at blot dette ene, rene Stof findes deri. Men fik jeg sige: Petersen er et Reflexionsmenneske, som styres af Fantasien, SIDE: 14 saa skulde jeg være med. Din Reflexion er din Kikert, dens Stillads utrolig megen Læsning, men Fantasien stiller den; det er fuldstæn- dig regelløst, hvad du den eller den Tid betragter; du tror der er fuldstændig Regel deri, men det er saa tilgavns Regelløshed i dens Bevægelser, at dine Kammerater engang for alle maa vænne sig af med at gjøre visse Fordringer til dig, som de ellers gjør til Alle. Jeg kjender ikke to slige Mennesker, derfor hellerikke denne Nummer To, som kan staa bag mit Digt og sige: derhen gaar det! Du har glemt det og det! Det tyske Forsøg paa Sligt kjender jeg nok; men ikke den virkelige Evne. Denne sætter jeg i, at Reflexionen hos dig er ikke alene, som hos Alle, den sidst Tilkomne, men den meget sent Tilkomne; ellers plejer den hos de Fleste paa Grund af Verdens kar- rige, tørre Opdragelsesmethode at vinde Jakobsretten til Esaus Førstefødselsrettighed; men din Esau holdt sig og Knægten maa istedetfor at fly til Mesopotamien og gjøre adskillige Giftermaal, blive hjemme og arbejde, ja rigtig trælle. Indbyd dig til at gaa ind i et Digt, - og du kommer som den grønne Jæger, med Riflen kastet let over Skulderen, glad, munter, forat jage paa det nye Revier. Du har med dig en fin, spids, allesteds snusende Hund, som du er rigtig tyrannisk imod, men hvad Ingen lægger Mærke til. De Andre har ogsaa Hunde med, store, mæskede Bæst, som plager dem og trætter dem med. Saa gaar Jagten, Pidskene smælder, Hornene blæser, Hun- dene spænde paa og gjør; de slippes; du slipper ogsaa din. Men se: de Andre kommer væk med een Gang, din farer aldrig længer bort end han kan lyde dit sagteste: hid! Og saa gaar I Eder ganske stille ind paa Vildtet. De andre løber, løber, Hundene, hvor er Hundene? Men denne spidse Snusende i Snoren er din Reflexion. Vrøvl. Det er forunderligt at du fik samlet saavidt din Læsning, at du fik Examen, meget forunderligt. Men ogsaa her har vel Fantasien gjort Underværker. - - - - Saa skulde jeg vel tale lidt om mine Karakterer. Ja, - du ved, SIDE: 15 hvorledes jeg har det: jeg tænker i det jeg skriver, men ellers leger jeg. Det Bedste jeg har gjort i min Fortælling er et Relief jeg har givet de handlende Personer i hint Bryllop paa Nordhaug, som Thorbjørn føres ind i. Det er Granlidfjeldene udsat i Mennesker, - Slagskyggen i Bygden. For at lade det inderlig Menneskelige i Syn- nøve faa Lov til at bøie sig mod Thorbjørn, selv hvor han er skyldig, - og navnlig ruste hende ud med Kraft til at søge ham, hvor han ikke længer tør søge hende (netop Tegnet paa hans Forbedring) saa maa jeg tage Noget bort af Moderen. Dette lille spinkle fine Væsen, som du engang kjendte, er gjennem Aarenes Løb bleven en travel Kone med saare meget af Bibelen i Munden, men ganske umærkelig udsat til Sætninger som: "holder vi os nær til ham, husker han nok os" - "bed til Vorherre om Kvelden, saa øges dit Arbejde om Dagen" - en selvkjerlig Religion, som ikke kan fylde Synnøve (na- turligvis ubevidst) og lader hende gaa paa egen Haand (ogsaa ubevidst). Hendes Fader er den Samme med de store blaa, milde Øjen, som holder saa mageløst af Synnøve, men tier, hvergang Moderen nævner Noget af Bibelen. Altsammen bare let og antyd- ningsvis. Jeg forstaar heller ikke denne Tegning ud over al Mark, denne ørkesløse Snak. Jeg nævner næsten ikke deres huslige Indret- ning, og dog indbilder jeg mig, at vi allesteds bor hos dem og kjender Stuen. Jeg indbilder mig, at ni tiende Parter af vore Romaner faldt bort, hvis man rigtig tegnede, og hermed mener jeg: havde Formaal, mente Noget med hvert Ord. Jeg er desværre endnu ikke kommen længer end jeg hist og her søler mig i en "Fyldningsscene"; hvor jeg da arbejder, indtil den ogsaa har en bestemt Opgave, og jeg stryger den, har den det ikke; thi Mærket og Maalet bærer jeg hos mig: de kjeder mig, ja Mere; de gjør mig ondt at skrive. Naar jeg læser Romaner, begriber jeg ikke, hvorledes man "er kommen over" det eller det Afsnit. Disse Mennesker kan ikke føle Glæde, naar de skriver, thi Glæden er dog ikke den at se sin egen Pen gaa, men den at se Andre gaa gjennem den. SIDE: 16 Og saa deres Naturskildringer. Naturen har da intet andet Sprog end det Mennesket giver den, kan følgelig heller ikke som gjengivet opfattes uden gjennem et Medium. Dette Medium er de Menneskers Stemning og Forhold, som netop er paa Scenen. Men hine be- gynder sine Bøger med en Naturskildring! Begynder regelmæssig sine nye Kapitler med dem! Selv, hvor man ingen Tone tager med at lægge udover - fra den sidste Scene! - - Saa tykkes det mig ogsaa, at den hele Bog er anlagt paa at røre, eller paa at forfærde, eller paa at delikatere, anlagt paa et Indtryk! Jeg har paa 6 Aar ikke læst 4 Romaner, og dog sidder jeg her og skriver. Gud ved, hvordan det nu gaar. Kom jeg bare engang saa langt, at jeg kunde læse mine Ting i Bog forat kunne faa dette Maal paa mig af "for langt", "for lidt", "for meget". Ligesaa med mine Dramer. Jeg maa se dem opført! Aslak var ikke af disse stærke Folk, som kunde stige, selv i det Onde. Hans Ondskab er en Svaghed hos ham, og den trækker da ogsaa mere og mere af det hele Menneske ned i en alsidig Afkræft- ningsproces, hvori den selv tilsidst faar liden Magt, skjønt megen Vilje, - og næsten bliver blød over Følelsen heraf. Han drikker nu, og naar han er fuld, græder han. Bliver han fuld tilgavns taler han om det, som han ikke ved af, naar han er ædru; men han ved af, idet han siger det, at han siger det, - ogsaa, at han ikke husker det, naar han er ædru. Saaledes faar vi se ind i ham. - - - Sæmund, min herlige Sæmund, elsker jeg og kjæler for. Hvilken norsk Bonde! Skjønt lidt styg. Gud ved, hvad Wille vil sige, naar nu ikke engang Synnøves Moder faar Lov at være et Ideal, ikke Synnøve selv engang! Det er forbudt blandt Haugianerne at dandse. Saa sidder Ingrid og hun paa Stølen og er saa glade over, at Thorbjørn "som er saa mærkelig god til at dandse", ikke dandser paa Nordhaug idag. Men Ingrid griber hende i, at det er ikke fordi Thorbjørn dandser, at hun før (uden dog at lade sig mærke dermed) har været vred paa ham, SIDE: 17 naar han gjorde det; - "men fordi han dandser med Andre end hende!" Og da hendes Protest ikke hjælper, mener Ingrid det er bedst, hun lærer hende dandse, "forat hun ikke skal have det at ærgre sig over". Den Anden vil sletikke, men Sangen, Dagen, An- ledningen river med, og saa - - kan hun dandse!! Ingrid blev for- undret kan du tro; for (mellem os) er hun et lidet nydeligt Tosse- hoved; men sig det endelig ikke til hende. Hun har nemlig hele Maneren af at være klog; thi hun er jo ogsaa opdragen af Synnøve mere end af sin Moder. Derfor er hun ogsaa uden Kristendom mere dejlig i sin Færd end Synnøves egen Moder med sine Regler (skjønt engang var det nok mere end Regler). Synnøves Moder er ventelig bleven slig fordi Forbindelsen med den Mand lod hende formeget faa Overtaget og lokkede hendes energiske lille Karakter noget ud- over Kvindegrændsen, om ikke i sin Færd,